|
DEN MISMODIGE
Min Sjels Harpe med et hvæsset Smerteshviin
tvertover har jeg skaaren
-- det uselige Lin.
Hvis endnu i min Hules Indgang tør sig tee
paa klangfuld Vinge baaren
en himmelfødt Idee:
Forbandelse den møde hvor Jubel hilste før!
i Tausheds Grav den træde, ei gjennem Harpens Dør!
Hui -- ha! med søndersledne Strenge
min egen Brud jeg hænge,
mit Hjertes Tanke-Engle jeg strangulere tør.
Jeg Sang ei vil øde paa gamle døve Nor.
Forhaanelser kun svare
-- det er min Hymnes Chor.
Ja var min Harpe end en Regnbu fuld af Sang,
naar Nor vil heller kare
i Kobberstyv'res Klang:
Mig Himlen da bevare at ryste Gubbens Fred.
I Hjertets Leerhul heller jeg graver Harpen ned.
Nei -- ha! Før gaaer jeg Selv i Graven;
ja bryder Plecterstaven,
og vandrer under Mosen, men tager Harpen med.
|
| d.I,b.1,s.456 |
Jeg tier da -- javel! Ak, Ludvig, ikke vel!
Thi just idag en Tanke
er kommen til min Sjel.
Den har i Haand en Jord med brændende Throner besat;
og dog, trods disse Rosers Duften,
(en Hær af Majestæter, som dampe hen i Luften)
skjøndt denne høje Tanke,
med Guddomsild i Øje og Engleving paa Hat,
paa dødeligt Hjerte banker, ja banker -- tys! den banker:
jeg raaber ei "kom ind!" men sidder taus som Nat.
Saa Taushed svor jeg Vormens Bølge
og Skreyas Sky:
de Eneste, som ville høre,
de Eneste, som kunne svare,
de Eneste, som mægte følge
Dem som paa Harpens gyldne Gry
fra Himmelen til Jorden flye.
Jeg til en Liimpind Plectren gjorde;
min Lyras Streng
jeg snoede til en Dompapsnare;
jeg hang min Harpe som en Done
i vildest Skog i hele Norden,
at fange Trost som liden Dreng
til prægtigt Skjaldfarvels-Festin.
Der hænger den -- Nu syng med Vinden!
Og lefl og bol,
min gyldenlokk'de Elskerinde!
mit straaleaarede Livsenshjerte!
-- for Verden Min og Mit forinden
jeg gav dig fri til Sky og Sol --
med alle Verdens Vinde bol!
|
| d.I,b.1,s.457 |
Men hvis de Tosker mig fordømme,
der stirre paa,
at samme Stund jeg dig forstødte,
min Elskte, tog jeg dig til Hjertet, --
da veed jeg Ludvig ei vil glemme,
at, brænder Skjaldehjerte, maa
vel Røgen udaf Munden gaae.
|
| BLA BAKOVER |