|
|
| d.I,b.1,s.420 |
PAA SKAKASTØLSTINDEN
Hid steg ei Sky, men reen og blaa
er denne Æthrens Ø.
Dernede Lyn som Snekker gaae
med gyldne Dragesnabler paa
en Tordens Rullesjø.
Kun Morgnens Solglands er dens Vaar
-- hvor skjær og ætherfiin!
I Sommerpragt hver Aften staaer
det Rosenkrandsgespenst som faaer
sin Dug af Stjerneskin.
Dog hist fra denne Dybdes Grund,
i denne Alpeport,
i dette Stormens trange Sund,
hvor Skyerne langs Kløftens Bund
henfosse malstrømfort . . .
. . Hist i det Skycharybdis midt
endda en Tind! en Tind!
En dristig Falk kan række hid.
Men did? Min Tanke gaaer kun did,
den Falk ifra mit Sind.
(Til Solen gaaer fra Himala
med Længsel Adams Blik.
Paa Jordens Throners Thron endda
satanisk raser Han derfra,
for han ei Guddom fik).
|
| d.I,b.1,s.421 |
En Snehvirvl rundt den svarte Spids,
liig splintret Seil om Mast!
Det var en Verdens Skibbrud, hvis
den Mast af Steen med Fløi af Iis
i Skyers Havgang brast.
Den staaer. De gamle Stjerner, som
vor Klodes Fødsel saae,
de døe; men da i Himlen tom
skal Jorden i sin Alderdom
ved denne Stav gjenstaae.
Og hist af Skyens Hav en Tind
sig snegledrejer, liig
en snoe'd forstenet Hvirvelvind.
Du Chaos' Horn, du vover ind
i Himlen bore dig?
Og hisset, liig en halvskabt Verd,
en hjelmhvalt Jøkelkoll!
Den staaer som i en Jettefærd
mod Alt -- en blaalig Bræ til Sværd,
det svarte Bryst til Skjold.
-- Hid steg ei Sky; men evig klar
er Himlen, Luften skjær,
og Bunden som om Jøklen var
det hele Himmelhvælvs Pillar,
og ei mod det en Fjær.
|
| d.I,b.1,s.422 |
Hid steg kun over Fannens Vold
en Ørn en Storm og jeg.
Fra Verden hist saa stiv og kold
krøb Isen hid paa Bræens Skjold
sin sekellange Vei.
Her aldrig Sorgen aandet har --
ak! før fra dette Bryst.
Hvis Nogen aanded her, da var
en Engel det, hvem Skjebnen bar
til fremmed Verdens Kyst.
Men svimled jeg -- hvor snart igjen
var jeg ei her! -- maaskee?
Jeg foer til Englens Verden hen,
hvor Himmelalpen blaaner: den
med Stjernerne til Sne.
Her er jeg nærmest Gud; thi fra
den Slægt jeg fjernest er,
som bander i Halelujah,
som hader Herren Jehovah,
men holder Satan kjær.
Her er jeg paa din Thron, Orcan! --
Ha, hvis jeg dig befol;
jeg skjød dig ned paa hvert et Land,
der seer ei flammende Volcan
i gyldne Kongestol.
|
| d.I,b.1,s.423 |
Jeg hvæssede med Lyn din Ving,
saa hver en prægtig Leir,
der ikke frelsende omkring
Europa drog mod Kreml en Ring,
du slog i Vind og Veir.
Et Hav jeg lagde i dit Skjold:
hiin svullne, svarte Sky.
En Skyoos da, et Chaostrold,
du knuged ned hver Borgevold,
i Dynd hver Trælleby.
Med meer end Lyn og voldsomt Hav,
Orcan, jeg rusted dig:
min Flammevrede jeg dig gav.
Hver retløs Dommer da du af
sit Sæde løfted mig.
Med Kappe, Krave, Pen i Haand
du hid med ham dig skjød.
Fra denne Himlens Dørcolonn
derinde hængt i Stjernebaand
han saae den Eed han brød.
Jeg bød dig kløve Skyen, at
han kunde høre klart
hvor Uskyld skreg i Fængslets Nat,
og see den Stump han levned at
af Fædrelandets Chart.
|
| d.I,b.1,s.424 |
Jeg ham paa dette Jordens Spiir
lod læse sine Ark,
hvori til Sort det Hvide bli'er;
og derpaa, kanskee, gav jeg Sir
Jefferies et Spark.
Men bragte du en Obscurant
i hellig Tempelkjol,
jeg til den vilde Ørn ham bandt,
og slap dem, at han kunde grant
sig stirre blind i Sol.
Men bragte du en Advocat:
en Sligen som jeg veed --
til Himlen du ham bære brat;
thi jeg tør dristig sværge at
den ham i Helved smed.
Men til mit Helved jeg gaaer hen
fra Himlens Søiledør:
til Verden, slig den var, da den
jeg nede ligge lod igjen
bag Skyens Glemselsslør.
|
| BLA BAKOVER |