|
SORGENS SKRATT
Tro ei, hvert et Skratt er Latter.
Satan kun og Sorgen skratter.
Englen smiler, Glæden leer.
Ak, men Latterklangen er
Glædens Flugt paa lette Fjer
ifra Adamshjertet atter.
Fly, Secund! og Himlens Datter
flaggrer ei om Læben meer.
Engang -- hør det gamle Qvæde! --
engang maatte Adam græde:
engang Du maa græde, Mand,
naar Du finder Dig som Han
udstødt af Cherubens Brand,
ene paa den mørke Hede,
naar Du ikke tør betræde
meer din Uskylds Fødeland.
|
| d.I,b.1,s.418 |
Edens Port bag Adam knaged,
Vredesenglens Glavind raged,
som et Taarn ibrand, mod Sky;
kun en Svoveldamp til Ly;
over Heden bruun og ry
vilde Lyn hverandre jaged;
Eva ved hans Fødder klaged
"Mand! min Mand! hvor skal vi flye?"
"Adam? -- ha, dit Øie følger
gridsk den gule Euphrats Bølger . .?"
(Liig en blegnet Lynild Phrat
suste gjennem Ørknens Nat.)
"Eva, did! -- saa klang hans Skratt --
"Under blanke, kolde Bølger
Paradisets Vei sig dølger . .
Eva did! til Phrat! til Phrat!"
Skyen synker -- Phrat er borte.
Ørnen hviner, og beflorte
Skyer aabne atter sig.
"Eva, hold dig fast! . . en Stig
baner Ørnens Vinger mig . ."
" -- Ak, skal vilden Flod og sorte
Ørn og Lyn -- fra Edens Porte,
Himlens Ætling, følge Dig?"
Skyer kom og Skyer svunde.
Ingen Vei paa Jord de funde.
Intet Lys paa Himlen var.
Raabte de "hvorhen?", da bar
ikkun Hjertets Banken Svar.
Torden over Edens Lunde
rulled, naar de blege Munde
raabte: "hvor? hvorhen, vor Fa'r?"
|
| d.I,b.1,s.419 |
Førstegang fra Manden klinger
da et Suk; -- det snelt sig svinger
gjennem Mulm til Himmelhjem.
-- Under! se, fra Gud til dem
svæver Sukket atter frem
som en Aand paa mørkblaae Vinger,
og af Evas Taarer slynger
Englen sig et Diadem.
"Sorg, af Adamshjerte baaren,
svøbt i Suk og døbt i Taaren,
"Sorg", du Støv, det er mit Navn.
Føre Eder gjennem Savn
over Jord til Himmelhavn,
Adam, dertil er jeg kaaren!
Hvor jeg skratter, der er skaaren
Vejen til din Fædrestavn."
Saa den mørke Engel qvæder.
Eva følger den og græder.
Adam følger mørk og og stolt;
skratter, om en Ranke holdt
ham i gylden Druebolt;
skratter, om hans Engel leder
efter ham paa andre Steder
end i Ly af Efeuskjold.
-- Adam-Rein, tilsidst Du svingte
Dig ifra den falkevingte
Sorgens Aand i dine Fjed:
den, som jamred sit "afsted!",
til den selv ei fulgte med.
Dig nu tvende stjerneøj'de
Serafiner i din Høide
følge trolig: Fryd og Fred. --
|
| BLA BAKOVER |