HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
I.DIKT 1. BIND 1825-1833



d.I,b.1,s.389  
TIL GOTHESKJALDEN RIDDERSTAD

           N
aar jeg under svarte Tall
                      (ha, en herlig Skjaldehall!)
           spænder Bjørnetarm i Harpen,
           at den runge kan som Sarpen,
           banker den med Briskestav
           -- hui! -- saa den som Stormen synger
                  -- huijah! slynger
           optilhimmels den Seraf,
           som sig paa mit Hjerte gynger:
           da en liden ensom Klynge
           bag mig hører jeg at synge:
                 "Følger, følger,
           hvorend Sangen bølger!
           Følger! skynder! følger med,
           hvorend Harpen gaaer afsted.
                 Se i Skye'n
           gjerne boer den Rad af Lyn!


           Nei! kun gjennem Mulm og Skyer
           -- huijah! glimtende den flyer
           mod det rene høie Fjerne,
           mod de Serafiners Dag
           under Herrens eget Tag.
           . . Følger! Hist paa Nordens Stjerne
           hviler den som paa sin Knag.
           . . Følger! Klare Tanke lyner
           gjennem Billeder og Syner,
           gjennem Skyer til Himlen, hvor
           den i eensom Høihed boer!"



           Kan jeg andet end at svare
           Qvad i Qvad den kjære Skare!
          
d.I,b.1,s.390              Men den hele større Flok
           gaber vidt, men lukker Øre,
           (somom de med Flabben høre),
           stimer henad Alfarvei,
           endser Skjald bag Harpen ei
           meer end Kjerring bag sin Rok.


           Vent dig, Skjald, det samme Øde,
           hvis til Gothens frie Skove
           Musen gaaer, og ei tilhove;
           -- hvis ei din (som Beskows søde
           Terne) du frisere vil,
           -- hvis du elsker ei det bløde
           Tidens Muses Flygelspil;
           -- hvis ei Kronens Straaledag
           lokker af dig Drosselslag;
           men kun sorte Frihedshat,
           vakkre Maaltrost! er den Nat,
           som med Duft og friske Svale
           lokker af dig Aandetale
           om de Fremmede, de Høje:
           de som dale
           til et Bad i Skjaldeøje,
           stige saa paa Lyrens Scale
           -- derfor bæver Strengens Guld --
           hisset opigjen fra Muld.


    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE