|
|
| d.I,b.1,s.373 |
OVER "ÆRESLEGIONENS STJERNE"
(EFTER BYRON FRA DET FRANSKE)
Du Heltenes Stjerne, hvis Straale gjød
slig Glorieglands over Liv og Død! --
tilbedede Glimmerskin, hvem at feire
Millioner styrtede frem til Seire! --
Du vilde, men evige Meteor! --
hvi steg du i Himlen og sank paa Jord?
Din Straalekrands Heltenes Sjele var.
En Evigheds Lys dig igjennemskar.
Musiken, som klang i din Krigersfære,
var Roes heroven, herneden Ære.
Paa Menneskeøjet din Flamme brød
som var du en Skyens Volcan i Glød.
Som Lavaen rulled din Strøm af Blod,
bortskyllende Rigerne i sin Flod.
Dybt i sine Grundvolde Jorden skjælved
dengang du lyste igjennem Hvælvet.
Brat Solen formørket fra Himlen svandt,
mens skinnende der i dens Sted du randt.
Sig foran dig reiste, ved dig blev til
en Regnbu af fagreste Farvespil:
tre Farver -- alle guddommelige
og værde Tegnet fra Himmerige;
thi sammen dem blandede Friheds Haand
liig evige Ædelsteens Farvebaand.
|
| d.I,b.1,s.374 |
Een Farve var malet med Solens Glød;
een ud af Seraføjets Blaadyb flød;
een klædtes i Straalerne ind, der danne
det hvide Lysslør om Aanders Pande.
Saa blandede syntes de Trende liig
en Væv om en Drøm ifra Himmerig.
Ak, Heltenes Stjerne, du blegner hen!
Og Mørket skal herske paa Jord igjen.
Men se, vore Taarer, vort Blod skal flyde,
Dig, Fries Regnbu, igjen at pryde!
Forsvinder dit skinnende Løfte, er
vort Liv kun en Masse af uselt Leer.
Men Friheden vier med sine Trin
De Dødens tause Boliger ind.
I Døden hvor herlige de Geleder,
som faldt i Frihedsgevandtets Hæder!
Hos Dem snart vi være evindelig!
o, eller, Gudinde, hos Dig, hos Dig!
|
| BLA BAKOVER |