|
|
| d.I,b.1,s.350 |
VED AFSLØRINGEN AF KROHGS STØTTE
DEN 17DE MAI 1833.
Før Afsløringen.
Vær stolt, o Nor, ved Kjæmpens Grav!
den Søn, Dig Himlen skabte,
Du som en Christian Krohg gjengav,
den vandt, da ham Du tabte.
Giv, Himmel, da til Vederlag
Nor Mænd, der vove Aandeslag,
som han, for Jords og Himmels Sag:
for Frihed, Ret og Sandhed!
Hans Viisdom tage evig ind
sin Plads i Storthingssalen!
Hans Frisind liig en Nordenvind
igjennemstorme Dalen!
Dit Skarpsind, Krohg! -- det Aandelyn --
i hver en Normands Øiebryn!
da, Frihed, tryg som over Sky'n
hos Nor Du boer og bygger!
Da, Krohgs Aand, fra Dit blaa Paulun,
fra Frihedsdagens Himmel
Du daler mellem Brødre kun
og Fries glade Vrimmel.
Da uden Sky sig Høi og Lav
frydsamler om Din Æresgrav,
der -- som en Fredens Gud den gav --
blev et Forsoningsalter.
Efter Afsløringen.
Vor Krohg! den Krands, Du blegned med,
er lagt paa Støttens Tinde;
bedugget af vor Kjærlighed
hver Morgen frisk den finde!
|
| d.I,b.1,s.351 |
Normannaløven har paa Vagt
med Bilen sig ved Foden lagt;
den skal -- det Lyn af Folkets Magt --
omblinke, Krohg, Dit Minde.
Vi see dit Kjærnavn, Christian Krohg,
i Sagas Malm at tindre.
End skjønnere -- et gyldent Sprog --
det glimrer i vort Indre.
En høiere end den Colonn'
er reist Dig i vor Borgeraand.
Her reiste vi med taksom Haand
dens Billed kun: -- den Mindre.
|
| BLA BAKOVER |