|
|
| d.I,b.1,s.348 |
NORGES FRIHEDSDAG
(17DE MAI)
Velsignte blandt Dage,
paa blomstrende Skyer
til Norge tilbage
fra Himlen du flyer.
Der stille du svævte
blandt Engle i Løn
til Skyerne bævte
og brast af vor Bøn.
I Høiden saa rolig,
Velsignte, du laa.
Serafernes Bolig
var Domen din blaa
til did ifra Jorden
et Længselraab gjaldt:
da nedover Norden
du straalende faldt.
-- Før Dagene dale
til Jorden, om Gud
de spænde sig alle
som Himmelhvælv ud:
som Englenes Telte:
en Saliges Leir,
Hvor frigjorte Helte
sig hvile paa Seir.
Dog blege og lave
de Daglige staae,
og Sorgen liig Grave,
de synkende, graae.
Men Stordaadens Dage,
hver over sit Hjem,
de straalende rage
i Himmelen frem.
Som Himle i Himlen
se trefarv'de Tre!
De steg over Vrimlen
om Louvres Palæ.
Af Mulm bygt, sig reiser
en høi Sarkofag.
Den, blodige Keiser,
er Warzovas Dag.
Se, over Bastillens
Ruiner en Dag
sig hvælver i Himlen
-- et Telt af Skarlag.
Naar fuldt af Serafer
det Midsommergry
sig sænker, da raver
Bastiller paany.
Ved Siden der blaaner
akaciesvalt
blandt hine Pauluner
et Lufttempel hvalt.
Der Washington hviler;
men aarlig han paa
Amerika spiler
det Julihvælv blaa.
Men mellem de Tvende,
o Norge, din Dag
du øiner sig spænde
trefarv't som dit Flag
til did ifra Jorden
dit Længselraab gjaldt:
da nedover Norden
den viftende faldt.
|
| d.I,b.1,s.349 |
Da maatte vel springe
de Straaler tilsidst,
som Aaret rundt tvinge
blandt Stjerner den hist,
imedens til Jorden
dens Længsel dog staaer:
til Folket i Norden,
til Birkenes Vaar.
Sig Himlene dunkle
af Jorderigs Vee.
Cheruberne funkle,
naar Taarer de see.
Vor Længsel de hørte:
det straalende Hvælv,
de boe i, da førte
de ned til os Selv.
Paa Dagtinden luer
Maisolen som Flag.
Som Taget af Duer,
bedækkes du, Dag,
af Engle, som dale
for aarlig engang
din Høihed at male
for Norge i Sang.
-- Velsignte blandt Dage,
du Selv er en Geist,
som kommer tilbage
hvor Mindet er reist
om at du har levet
i herlig Bedrivt,
i Norrige skrevet
udødelig Skrivt.
Du blaaner deroppe
som Skyggen du var
af Jøklernes Toppe,
af Sjøen saa klar.
Du blaanende svæver
som var du forvist
Gespenstet, der lever
af Norrige hist.
Blaaøiet fra Høiden
deroppe hos Gud,
du blikker til Bygden
saa ømt som en Brud.
Men engang om Aaret
med rødmende Sky
det Folk, du har kaaret,
du kysser paany.
Du svinder; men kommer
saa sikkert igjen
som Blomsten i Sommer,
der visnede hen.
Som Ørnen fra Østen
til Redet i Vest,
du kommer, naar Røsten
dig kalder hernæst.
Du kommer at lære,
som Ørnen sin Æt,
os Aandernes Fjere
at løfte saa let,
at Norriges Sjele,
de Henfarne liig,
al Aaret kan dvæle
i Himlen hos dig.
|
| BLA BAKOVER |