|
REIDAR GRIOTGARDSON
Hvad kommer der
bag Hvalom Skjær,
de Bølgers bratte Throne?
Saamangen Grøn, saamangen Blaae,
der Skyen slog og Bunden saae,
paa Skjæret naae
af Skum saa skjør en Krone.
Er det en Sol
derunder Pol?
Nei, Norges gyldne Throne.
Saamangen Dreng med Kallforstand,
saamangen Kall med Ynglingsbrand
en blodig Rand
der faae om Skolt for Krone.
Det var ei Lom,
ei And, der kom
paa hviden Ving i Øster.
Men Sigurd Degn, Kong Magnus Blind,
der foer paa fulde Bramseil ind.
Da skreg i Vind
saa fæle Ravnerøster.
|
| d.I,b.1,s.296 |
Den stakkars Drot
han seer ei godt.
Han har ei andet Øie
end gylden Fløi paa Masten rank,
at see fra Sjø hvor Solen sank
saa deilig blank
bag Vigens grønne Høie.
Den stakkars Drot
han seer ei godt.
For ham seer Sigurds Klinge
saa langt som Lyn, saa hvast som Falk.
Den saae igjennem Nat og Balk
-- du Klerkeskalk --
til Harald Gilles Bringe.
Det var ei Lom,
ei And, der kom
paa hviden Ving i Vester;
men Norges Kongeflaade gill.
Kong Ingos Sværd kronrage vil
nuengang til
de slemme Kongepræster.
Da Solen skjød,
gik Sjøen rød
om Hvaloms sorte Tue,
hvor væltede Kong Magnes Læs,
hvor svedne blev i Taregræs
de vilde Gjæs
af klaren Klingelue.
|
| d.I,b.1,s.297 |
De danske Seil
og Agterspeil,
der bort fra Magnus skummed,
den første Straale brød sig paa,
og paa Kong Magnes Læber blaae,
der, Stakkar, laae
saa helseløs i Rummet.
Derovenpaa
saa vildt ei slaae
de Kampens Luer vrede
-- selv der hvor Slembedegnen stod --
som under Magnes Hjerterod
det Kongeblod
i vældig Feberhede.
Med kolde Smiil
saae Sigurd til
usalig Konges Smerte.
Ja selv ad Ham han loe med Haan,
der giver Seier Den til Laan,
som har hans Aand,
den Hellige, i Hjerte.
Ad Sorg og Seir
han loe iveir.
Han skratted ad sin Ære.
Saa springer han tilsjøs fra den;
thi hjælpeløs han lod igjen
sin syge Ven,
sin gamle, blinde Herre.
|
| d.I,b.1,s.298 |
Snart Magnes Skib
var fjerløs Grib.
Men Ingos Drager stærke
end spruted Pile ind fra Sjøn.
Qvar stod kun Reidar, ung og skjøn,
Griotgards Søn,
-- det stolte Troskabsmærke.
For Jarleræv,
for gammel Grev,
som Dødsensljaen bøjet,
saa skjælv som Blad i Aaspelund,
er Kongen tidt kun Skjolderund,
en Hætte kun,
der dækker Skalkeøjet.
Men Ungersvend,
den Livets Ven
med Mø og Mor derhjemme,
sin Konge salver med sit Blod,
og tør for ham til Skjold imod
hver Pilerod
sit bløde Hjerte stemme.
Med blodig Arm,
med blodig Barm
sin syge Herre dækker
den ædle Søn af Griotgard.
Da Magnus deiligt Purpur bar.
Ei Livet har
hvad Døden ofte rækker.
|
| d.I,b.1,s.299 |
Med blodig Arm,
med blodig Barm
bedækker han sin Herre
den ædle Søn af Griotgard;
og samme Spyd dem gjennemskar.
Saa trofast Kar
fortjener Sangens Ære.
|
| BLA BAKOVER |