|
GLOMMENS 17DE MAIS-QVÆDE
Skjøn-Vorma hun holder i krandset Haand
et trefarvet Vimpelbaand:
Paa Eidsvolds Strand det vajed
om nyplantet Frihedsvaand.
|
| d.I,b.1,s.293 |
Men bredarmet Glom
til Sarpe-flom
en Østerdals-Furustok bær'.
Hiin Bendel dertil
han fæste vil,
og reise Norbann'ret der.
Naar Maibanner vajer i Sarpe-flom,
da stimle skal Folket om,
og lære: kun Folkets Styrke
kan værne dets Helligdom;
at Arme der vil,
og Hærder til,
af skinnende Muskler en Foss,
hvis opløftes skal
den Lov over Dal,
den Frihedens Ark blandt Os.
Som Storglommen farer -- i stærken Arm
den leger med Harpekarm.
Hvad Godt der i Norge hændes
Han synger af fulden Barm.
Han synger hvordan
Kong Carl Johan
tveeggede Brodersværd brød;
at Kongernes Far
til Fattigmand skar
saamangen en Skive Brød.
Opstegen til Sarpsborg nær Himlens Sky,
Han øiner om Haldens By
Storhavet funkle under
Kjær-Syttendemajens Gry.
|
| d.I,b.1,s.294 |
Da blegner han brat.
Han føler, at
en Guddom ham fører tilgravs.
Den hvirvler ham nu
med Sarp-Halelu
til Frihed, til Død, tilhavs.
-- Kom Normand, og sæt dig paa Borge-skrænt
og mærk i din Sjel paa Prent
det Qvad, som bruser under
paa Harpen af Almagt spændt!
hvor rungende Glom,
den Strengeflom,
lovsynger den tvekronte Carl,
som agtede Nor,
den Løve, for stor
at tøiles af Gøthajarl!
Bekrandser med Hafslundens Egeflor
det Norriges Underchor,
som synger Borgerkongen
saa mandige Æresord:
"Hil være dig Drot!
Du sidder godt.
Thi Maifolket bærer dig nu.
Dig Tillid og Tro
er Stallare to:
De æres i Nord som Du."
Se derfor sig reiser den Furu, som
hidførtes af stærke Glom,
og som den milde Vorma
bandt trefarvet Bendel om,
|
| d.I,b.1,s.295 |
paa Frihedens Dag
til Æresflag
for Dig i den rungende Foss!
Den skummer tilgravs
hver Nidding, tilhavs,
som krøb mellem Dig og Os.
|
| BLA BAKOVER |