HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
I.DIKT 1. BIND 1825-1833


I TORDENEN
            
           T
orden ruller over Jorden,
                       som et Morildhav om Norden,
                       Kampsky liig om Skjoldegjorden;
                       Tordenskyen, som Dødens Flag,
                       vajer paa en Lynildsstag,
                       som -- ha stærke Kjæmper flytte
                       ned fra Himmelen i Dybet.
                       Se, mens Himle kjæmpe, lave
                       Jord i Sorg sig maa begrave.
          
d.I,b.1,s.210                          Alle Reder (Slot og Viol,
                       Rosenqvist og Kongestol)
                       maae nu tause lukke sig;
                       Bjerget segner over Krybet,
                       alle Dale ligge Liig.
                       Jorden tør ei, ved en Storm,
                       dømme, i det Ragnarok,
                       Hvem der Sejerslaget slog:
                       Lynets røde Midgardsorm,
                       Tordnens Fenris, guul og sort,
                       i den hvalte Regnbuport.
                       Taus den slikker Valens Blod,
                       faaer den hele Tvekamps Bytte,
                       mens den tier, sukker, haaber;
                       gjemmer slagne Skyers Taarer
                       dybt i Knop og Blommerod
                       Palmeblad og Kokusnød;
                       Ranken fanger dem i Støvet,
                       gjemmer dem i Druens Skjød.


           "Bort nu med Jordens sangfyldte Templer og
           messende Præster! Jeg vil nu dyrke min Gud, mens
                 Himlene synge, og,
           klædte i Høitids sorte Talarer, de
           bølgende Skyer høit: Halelu!
           juble til Herren i Chor med
                 luende Tunge.



           Skyerne synes sortklædte Præster med
           skinnende Isser eller vor Christus med blodrød
                 Tornkrands om Issen -- o
           Lyn over Lyn, som Blodsdraaber falde; men
           Tordnens Triumphskrig gjalder -- Ejah!
           Jorden er reen som dens Rosers
                 regnfulde Blade.



           Regnbuen, se, fra Himlen til Jorden blandt
           Lynkjerter (tænk paa Faderens Festhal da tabte
          
d.I,b.1,s.211                    Søn kom igjen!) som en
           Soningskrands ophængt, flettet af Menneske-
           hjerter og Engles Vingeblaat . . Ha,
           Halvten i Dybet sig sank: o
                 Djævlene frelses!"
           Saa vil Gotthilf, Christen, tilbede.


           "Se imellem Synskredsens røde Tempelgardiner
                  -- Halelu-jah! --
           paa Bjerget, som paa et Altar,
           knæler en Sky, som en kulsort Tyr med gyldne Horn!



           Ha, Cheruben daler . . med Flammeglavind han ofrer
                  -- Halelu-jah! --
           Tys, Tyren brøler, og opad
           springer som Regnbuen dens Blod, og drypper ned som Man."
                 Saa vil Nathan, Jøde, tilbede.



           "De Troendes Hjerter bøje sig som Flodernes Blomster . .
           de briste med et Balsamine-suk,
           og Sjelene dampe op med Schirvans Rosers Vellugt.
                 Allah aabner sin Himmel.



           De vantroe Aander, sultne ved Duften af Paradiset
           -- se Tordenskyer! -- stimle udenfor.
           Profeten -- se Lynet! -- drager da sit Sværd, at kløve
                 sine Hellige Vejen.



           Men af Paradisets Blomster Allah fletter sin Regnbu,
           at alle onde Aander (se,
           de dale som Taarer!) kunne ned til Jordens Vugger
                       stige, bedre at leve."
                 Saa vil Ali, Moslem tilbede.



           "Ormuzd fra Østens Hvælv i Lyn
           (O, trods din Taushed, see vi, du er Sandhed!)
           Ahriman fra Vestens Dyb i Tordenskyen
          
d.I,b.1,s.212              (O, trods din Torden, høre vi, du lyver!)
           frem, for at kjæmpe om Jorden, drage.


           Se i din Barm den samme Kamp:
           der er dit Hjertes Slag en Guddoms Lyn mod
           Aarernes og Lændens sorte Tordenbrag.
           Vandt den: saa se, i Taaren paa dit Smiil,
           Izeds1 som stige til Jord paa Regnbuen.
           Ha, i de store Kræfters Kamp
           Akhar -- o Tidens Dyb, den Ubegrændsede --
           Regnbuen har slaaet om Himmel, Jord og Dyb,
           sigende: "Skjælver! dette Alt er Mit!
           Ormuzd, min høire Haand, der griber
           Verdnerne ud af mit eget Dyb!
           Ahriman, min venstre Haand, der skyller
           Verdnerne ned i mit eget Dyb!
           Hvo af Eder vil gribe
           Jorden, mit Herskeræble,
           midt imellem Eder,
           midt i dette Rige, i denne Himmel lagt?



           Ah de flye, Ahriman og Ormuzd!
           Men række Hænderne først mod Akhar,
           i Østen til Afsked, snoe dem sammen: se
                 der er Regnbuen fuld og hvælvet!



           Ahriman sig sætter i Skovens Skygger,
           og hyler Stormvind . . Det er Nat.
           Ormuzd sig sætter paa Aftnens Ararat,
           og græder Stjerner . . Det er Nat!"
                 Saa vil Sofi, Perser, tilbede.

            

           Ak, hvem sang med Tordnen vel
                       bedst sit: "love Gud, min Sjel!"
                       Christen, Moslem, Hedning, Jøde
                       maatte dog hverandre møde
          
d.I,b.1,s.213                          inden samme Faders Arme.
                       Hver, med eget Tonefald,
                       banked' paa den samme Hal,
                       og, i Røg af Taarer varme,
                       sank de til hverandres Barme.
                       Sørgeligt, i Enrum tør
                       Hjertet hæve kun sit Slør.
                       Rører eller hører Nogen
                       Den, som beder taus i Krogen,
                       rækker Bønnen sine Vinger,
                       som den over Stjernen svinger,
                       rundtom alle Hjerter snoer,
                       rundtom Himmel, Helved, Jord,
                       sammen (som en øm Polyp
                       sine lange Følehorn)
                       ruller sig til Hjertets Dyb . .
                       . . og en Dyd er nær forloren.
                       Thi han, med skinhellig Mine,
                       maa nu lydt i Templet trine,
                       tør nu bede kun for Sine;
                       Alle Andre maa han kyse
                       med en Haand og Mund, som skjælver,
                       ned til Hevn i evigt Helved';
                       sine Egne maa han lyse
                       op til Himmels med en Taare.


1
  tilbakePersiske Engle.
    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE