HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
I.DIKT 1. BIND 1825-1833


TIL HAKON

           E
n syngende Kilde, Hakon, sprudler som
                 Geisir i Sjelen:
           Den svulmer om Bredden: Den over de sorte
           Stene, Skjebnen har spændt om dens
          
d.I,b.1,s.207              stedse urolige, stedse svedige, høit mod
           Skyen pustende Barm,
           fraader, rullende hen under
           lunken Røg, liig de dunkle,
           Vellugt-aandende Stellamins
           Lokker, idet de den klare
           Nakke og Halsen, hist og her, blotte, som
           drivende Skyer den halve
                 Maanens Barm.


           Hakon, Tanken om Dig er den Kraft, som
           svulmer under min sydende
           Geisir, som kaster den
           op, op, som en Regnbu, mod Solen.



           Se, Romerynglingen Kindernes
           første Blomstskjæg Apollo offrer!
           Men Venskab er min, min
           Helios: det Solskin, hvori min
                 Sjel kun aander.



           Dig, Hakon, min første
           Dithyrambe jeg bringer: den bølge
           rundtom dit Hjerte, som
           Løvet, der rasler rundt Rosen!



           Du min Apollo! min Stella er Musernes
           Chor, som dandse om mig, som om Alt'ret:
           de, hvis Aande heder min Sjel.
           Min Melpomene er hendes mørke,
           rullende Lokker:
           min Urania Øiet: Thalia
           Gangen: min Clio,
           skjult bag Tænderne sidder: Erato,
           Elskovsqvæders Gudinde, er Hjertets
           Slag: og Euterpe
           Læben: Calliope Panden: det hulde
           Smiil er Polimnia, stjernesløret.

d.I,b.1,s.208  

           Ikke glindser, skjøndt jeg sagde det nylig,
                      -- ha, en Drøm, som et Rosenblad,
                 hvifted' forbi mig --
           min Harpe i Musernes Smiil:
           Derfor ere Tonerne lige
           Ravne, som ikke i Vinden
           mægte de brede Vinger at styre.



           Aar, Hakon, løbe, som sorte
           Bølger: mit Venskab, som
           Snekken, følger dem, med de
           barmede Seil, liig Skyer, og Flaget
           stivt i Vinden, som Solens Straale.



           Ha, saalangt som de raske
           Bølger ile, vil Skibet
           følge, forfølge dem indpaa
           Dødens Strand, som jeg ligner med
                 Tungen Panama!
           Men se, jeg trækker det over . .
           -- hen i det stille Hav!



           Hakon! Aar løbe som Vinden, der
           hvirvler legende henover Marken de
                 raslende Blade; men
           seer du den smekre
           Stengel, glindsende under en blaa
           Blomst, liig Guldlandsen under en Hjelm?
           den bølger i Vinden,
           rystende Dug af den favre
           Kalk over den Dynge visnede
           Rosenblade, som Vindene tumle, og
           hvormed Skjebnen mig spotter.



           Se, Hakon, hvert Vindstød
           hæver Stenglen mod Skyen! Du seer dens
           Blomst som en Stjerne i
           Morgenskyerne svømmende, liig et

d.I,b.1,s.209  

           Stella-Blik, paa Kindens Morgensky glimrende,
                      -- o liig en blaavinget Due, som har i
           Rosenbusken sit Rede, og spreder
           ud fra sin Purpurseng violette,
                 glindsende Vinger!



           Blomsten saaede dit første
           Blik i min Sjel -- o
           se den er voxet; se Aarene
           bølge under den, Skyer
           liig under Stjernen!



           Ja hvergang et Aar, liig uhyre,
           sortblaa Kjæmpeslange, sig sammen
           ruller, springe de blaae
           Blomster, tusinde, tusinde, frem af
           Sporet (saa Sjelen ligner en Eng af
           vajende Blaaklokker) slynge
           faste Guirlander om Slangens
                 sorte Bugter.


    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE