HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
I.DIKT 1. BIND 1825-1833



d.I,b.1,s.197  
HYMNE TIL FRIHEDEN

           A
raberen synger om Dybet, der straaler af Perler,
                                  og Maharas Guldstøv;
           mægter ei tænke sig Nordens Himmel,
           fuld af Nordlys, som snoede af Perler,
           med Flammen, som Bølger af slige
                       Ørknens Skatte.


           Saa Skjalden, om Alherren ophang hans Harpe paa Bøgen
                       i Herthadal, kvæder
           kun om en Krone, hvis Gjenskin fordum
           lued' svagt ifra Norriges Fjelde:
           Diademet paa Norriges Bonde
                       knapt han drømmer.

      

           Ha han skeler, selv om en Lyra
                       glimter bag Granerne!
                 "Springer end Sølvet i Norge som Blod?
                 Eller var det en Fos? O behold dit Vand!"

      

           "Ak, er Sølv et Fædrelands Blod, da
                       Nor er et Liig, siden
                 Dan-øernes Igleflok om Throndlagen hang,
                 hule Følehorn stak ned i Kongsbergs Barm!"

      

           "Se, nu ligge Øerne spredte, som døde Igler,
                       paa deres dovne Bølger!
                 Himlens Aande, Friheden, nedhviftet er, mit
                       Fædrelands Saar at læge.

      

           Se med Skin den fylder de fattige Hytter!
                       . . O, som om Norge havde
                 efter Himlens Stjernekurv grebet, at mætte
                       sig for de tømte Grubers Bægre."

d.I,b.1,s.198  

           Hver vil sin Stolthed indklæde i Dragten,
                      vævet af Toner: Jeg vil og nævne mit
           Fædrelands Rigdom, ja Guldet, som rinder i
                       Normandens Aarer,
           Perlen, der stiger fra Normandens Barm, og
           straaler i Øiet, Tindingen mørk af den
           Krone, der gjorde Publicola hædret -- o
                       den vil jeg synge.



           -- O Frihed, Guds Aande, der fylder Englene,
           O Frihed, en Strøm af Aarhundreder,
           hvirvlende Kroner og Kongebeen,
           som hvide Sprut-skum om Throne-steen,
           og Munkekaaber og Pavetiarer,
           som sorte, ravende Bølgeskarer,
           slog dig enten til Himlen eller
           drog dig nedad til Helved; thi,
           siden Brutus brast,
           og Cæsar greb efter Parthens Kvast,
           paa Jord var du ikke: kun Bøddler og Drotter
           paa Folkenakker i Marmelslotte,
           blandt spændte Lænker (som Edderkoppe i egen Væv)
           var' ene frie,
           og Kongepurpur var eneste Lys
           i mørke Skyer af Trællegys.



           Først hørte vi -- ah, du var funden hviftende,
           Frihed, langsmed Pensylvaniens Strømme,
           i vilde, palmtækte, indiske Skove;
           og Vashington drak dig,
           og blæste saa de brittiske
           Bannere bort,
           som om de vare
           Lord Norths' Parykker.



           Hvor kom du ifra? O mon fløi du, Frihed,
           ned fra Egen, Jorden bar som en Hvifte
           for Franklyns Vugge, saa fluxen
          
d.I,b.1,s.199              hans Tale den kjølige
           Hvinen blev bag Vashingtons
           Sværd, da det skar
           tvende Etager
           fra Jordens Kroner?


           Hvor kom du ifra? O mon steg du, Frihed,
           først (som smiilsnar Havfru fra Missisippi)
           fra Vashingtons sværdblanke Strøm af
           Veltalenhed, da du
           fra Komitierne dukkede,
           for, til en ny
           Jord, under Havet
           svømme nedad Tibren?

      

           (Ak næsten jeg glemte, at Friheden bleg,
                 paa sin skjulte Reise, iland paa Bretland steg;
                 thi Hvilen der var kort,
                 hvor en Dictator stod
                 paa Jorden lys af Tyranne-blod,
                 mens Luften var sort
                 af puritanske Bønner.
                 O Menneskekjærlighed er Frihedens Hjerte,
                 Tolerance dens Smiil til Alle,
                 og, om dens vrede Blik er en Bile bred,
                 dens blide er et glindsende Palmeblad.)



           Ha, nu du fløi efter Galliens Raab: For
           Folket flye nu Despoter: for Hadet, der
           Sporene slikker, som Panthren, med blodige,
                       hængende Tunge.

      

           Ak Gallien, ved Helgener forvant,
                 vil føle sin Frihed med Fingrene grant,
                 med Hjertet koldt, vil de Haanden varme
                 i stolte Flygtninges aabne Barme . .

d.I,b.1,s.200         

           Hør, de kalde med Munden -- Tys!
                 . . de kalde Friheden: Gudinde,
                 reise den Billeder i Dagens Lys,
                 om Natten Lænker de tvinde!



           Drukkent i Kongeblod Gallien løste
           Frihedens Belte, brød Kronen itu som en Bryllupsring . .
           . . . ak før hun var bleven Folkets Brud.



           Eia, da Beltet nu sprang paa den Kydske,
           udfoer fra Barmen ei Duft, men paa laurblanke Vinger
           Imperatorens sorte Ørneflok.

      

           Hvo glemte, at, da Romas Ørne
                 fik gylden Kam
                 og Purpurham,
                 den staalet Klo og Sangen tabte?



           Hen mod de Fjelde, der dækte med Secler
           Normannakjæmpens Søvn saae den Himmelske . .
           Hun græd da, men Taarerne fulde paa Norriges
                       vaagnende Hjerter . .
           (Modergraad falder paa sønlige Hjerte
           heed) . . og de slog'; men tungt fløi Vampyren, som
           suged' dets Blod . . bort, bort, for at tære paa
                       slumrende Slaver.



           Norriges Fjelde sig hvælve til et Tempel:
           et Hjem for landflygtige Frihed:
           Sarpens Regnbu' er Frihedens Arnes Røg.

      

           (O kom du, gode Moder, Hedemarken er en deilig Seng!)



           Nu, som en Gudsaande, Frihed boer bag Dovres
           og Filefjelds Støtterad, Kringen
           staaer imidten, som Alteret, blankt af Blod.

      

           (O kom du, gode Moder, Toten være dig en faver Vang!)

d.I,b.1,s.201  

           Se Christianiafjorden, som blaae Violer, strøede
                      paa Festdagen op mod Portalen,
           hvor, som Fredsskjold, en Krone er opsat til Pryd!

      

           (O kom du, gode Moder, Thrøndlag er en Vugge vid!)



           Rundtom paa Thingstene Cheruber staae med Glavind:
           som Ørne med vidtslagne Vinger,
           fange de iilsomme Frihed, den Guds Aande
           (som hellige Apostle i traurigt Smiil og Rynke
           -- thi Sorg laae foran Himlen -- den sidste Flamme af
           de flygtende Engles Vingespidser.)

            

           O Frihed, svævende "Bliv" over Afgrunden
                       (netop saa dyb som en Throne er høi)
                       hvor Folkene mylre . .
                       . . svævende Bliv, som raaber:
                       "Guddom kom
                       frem paa Jord fra Hjerteblom!
                       kom fra Hytte, kom fra Borg!
                       Naar du først er gaaen ud
                       fra blinde Dumhed, sløve Sorg,
                       fra Egennyttens Rottehul,
                       muldsvøbt skjøndt, dog ud af Muld
                       til Himlens Frihed her: til Gud,
                        -- lad dig da ei skræmmes ind
                       af lidt Skin og Hermelin!
                       skræmmes maa du ei tilbage
                       for et Scepter eller Stage!
                       lad Dig ikke kyse bort
                       af en Munkekaabe sort!"



           O Frihed, Bliv, som taler saa!
           i dit Norges hvalte Tempel
           granevoxne Normænd staae
           som Friheds-støtter, Norges Møer
           som Friheds-billeder i Slør,
           med en herlig Mesters Stempel!

d.I,b.1,s.202  

           Frihed, af Kongers sorte Vrede,
                      som straal'vinget Dag af Natten, forfulgt,
           staa i mit Fædreland stolt med Niobes Smiil, og
           ophæng paa Normandens fattige Dørstolper
           Egeløvkrandse, og vink til Arnen din
                       odlede Afkom!



           Aand i Hellas's Hjerter, at flux de svulme
           op til vældige Skjolde, der flyve paa
           blodige Hænder, som svullen Stormsky paa
                       Kastor og Pollux!



           Lad Eurotas, liig Susqvehanah,
           gjennem Jubel og hvilende Helleners
           Blik (o, som blinkende Sværd for Friheden!)
                       roligen rulle!

      

           O, naar jeg beder til Dig, Forfulgte:
                 beder jeg til Gud -- -- --

      

           Du er af Ham, som af mig min Geist, der
                 laante mit Hjerte til Vugge.

      

           Saa Du i Kloderne (Guds Hjerter
                 i hans Himmel-barme)
                 opfostres -- O, som et rødmende Hav af
                 unge Sjele, der suge fraoven, af hvide
                 Stjerneskin, Udødelighedens Die: Haab,
                       hviler du der!


    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE