HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
I.DIKT 1. BIND 1825-1833


NAPOLEON

           H
øiaander Svanerne ere i Melkvejen,
           Himmelens Nil, hvor de blanke
           Stjerner er Draaber og Sole
                 Perler paa Bunden,
          
d.I,b.1,s.178              Stjerneskud Skummet, som springer
           op, naar Aandernes Vinge
                 Bølgen slaaer.


           Vi ere Aandeæg, lagte i Dyndet; men
           Sjelen sig vikler, som Sommer-
           fuglen, af Svøbet, og Aande-
                 kraften forøger:
           Høiere, gjennem Spiraler,
           stiger Aandernes Skarer
                 op mod Gud.



           Aanderne glædes ved Tilvæxten, hvergang de
           skue den dydige, store
           Sjel sig af Støvhammen vikle:
                 da vil, som Ørnen,
           rystende Riim af sin Ham, den
           Synden kaste, og tyde
                 Verdens Digt.



           Aanden (liig Straalen, som skyder sig ned i det
           fugtige Muld, og som stiger
           op, som en glindsende, guulgrøn
                 Palme) i Drengens
           Legeme daler, og skyder
           op i Daad, som er Sjelens
                 Blomst og Frugt.



           Qvinden, som føder ved døsige Lampeskin,
           hører med skjælvende Fryd et
           Skrig fra sin Nyefødte; neppe
                 ahner hun Aanden,
           dalet i Fosterets Jordsjel,
           liig i Danaes Skjød den
                 gyldne Regn.

d.I,b.1,s.179  

           Ofte en Aand i forskjellige Hjerter sig
                      neddykker: undrende seer sig
           Jorden paaengang med Laurer
                 skjult, mens Oliven
           blomstrer i Egenes Skygge,
           blandt det lyriske Epheus
                 Lysegrønt.



           (Hør Albuquerques's Klinge! hvor Inderne
           flygte, som Skyer for krumme
           Maane! Se Henrik hiin Seiler
                 tankefuld streger
           Omrids af Lande i gambisk
           Sand! Hør Camoens's sorte
                 Harpes Storm!)



           -- Stellas Sjel -- en Seraphin,
           stængt i Barmens Himmel ind,
           flyvende fra Lokkens Lund
           ud paa Blik som Foraarsdag,
           ud fra morgenskyet Mund
           paa Tungens Duevingeslag --
           Stellas Sjel . . ha, den og min
           er den samme Stjernes Skin,
           som paa hvælvet Horizont
           gjør mod begge Verdner Front:
           saa den vækker op de fjerne
           Chiler, som en Morgenstjerne
           i sin Pynt af Dugg-chrystal,
           Sky-coral, Blomsterdales Muslingskal,
           hvor Liljer ere Perlekugler,
           mens den for de graae Kalmukker,
           som et Aftenstjerneblus
           (Røgen er en Hvirvl af Ugler)
           øde Midnat-hal oplukker.
           Saa er begge vore Sjele
           kun af samme Væsen Dele,
          
d.I,b.1,s.180              som -- se Venus Aftenstjerne
           i sit sorte Sørgelin,
           og den blanke Morgenstjerne
           er den samme Stjernes Skin!
           Hun er Venus Morgenstjerne
           . . ak en Morgens Jomfru-Ring:
           dyrest Smykke i dens Øde,
           hvor en Demant Taare-spring
           gjør fra fulde Morgenrøde:
           Jomfru-morgen taus og kold,
           Brudgom-solen snart med Vold
           vrider Stjerneringen af,
           Straale-arme rundt han snoer:
           Himlen Bryllup har med Jord,
           Bryllupshallen den er Dagen,
           bugnende af lysblaae Lagen
           (kydske Morgens Mødoms Grav)
           Se dens røde Sky nu synker:
           Alle jubler, Ingen ynker.
           Halve Kloden er en Vang,
           fuld af Bryllupsgjæsters Sang,
           mens det andet Halvhvælv maa
           udenfor i Mørket staae;
           og det skimter da den samme
           Stjerne paa den svullne Nat,
           som en gusten Bulme-flamme
           paa en Synders Gravhøi sat.
           "Aftenstjerne i Nattens Port
           lyser Dagen i Dybet bort"
           Saa, før Alt i Søvn-muld dukker,
           hvert den Jorddeels Liv maa sukke.
           -- Jeg er Venus-Aftenstjerne.


           Saa er Stellas Sjel og min
           som samme Stjernes delte Skin.
           Jeg i Flaggermuseslør,
           Hun i Dagens Latter døer.

d.I,b.1,s.181  

           Hendes Sjel, i Barmens Sky
                      og i Kindens Morgengry
           svøbt, er Venus Lucifer.
           Min, som gjennem sorte Rynker
           ned i hulet Hjerte synker
           (huult som Nat, saa jeg hører grant,
           naar en Taare Bunden fandt)
           Venus Hesperus den er.
           Stellas Sjel og min er vist
           da af samme Lue Gnist . .
           Jeg med Stella kan jo tale,
           ændsende ei Fjeld og Dale,
           ikke Jøklen, som den høie
           Maane har til Ugleøie,
           saa det, med misund'lig Trods,
           skeler midtimellem os.
           Stellas Tanker, Stellas Lyster
           ud mit Hjerte ogsaa ryster,
           ud i Blik og Sang og Træk,
           (som Violer Farven bære
           eensblaa paa forskjellig Fjære,
           skilte af en ivrig Bæk.)
           Jeg kan ene tyde Alt,
           Gud i Stellas Digt har malt:
           Seer du Kindens Sappho-qvad
           (Rosenskrift paa Liljeblad)
           om en Foraar-Morgenrøde.
           Læbens Ode (ak en Aand
           boer der -- vist Anakreon?)
           om de blanke Druer søde
           (helst en Christi Lacrima,
           runden op paa Golgatha)
           Lokken er, om hvælvet Nat,
           Dithyrambers Foss saa brat.



           Hoften . . eja! en Flok af Engle med hvide
           klappende Vinger: Hoved mod Hoved de juble:
                 "o blomstre Herrens Jord!"
          
d.I,b.1,s.182              Barmen er et mystisk Qvad
           om en Melkeveierad,
           vogtet af et Englepar,
           som til Hjelme Sole har.
           . . Ah de løfte Hjelmen op,
           dukke sig saa atter under,
           som en Sommerfugl, der blunder
           i en hvælvet Rosenknop!
           Se min Qvindes Jomfrubarm
           er en Harpes Sølverkarm,
           Aarerne med Jomfrublod
           Harpens Strenges gyldne Flod.
           Ha, de spænde sig saa fulde!
           Hjertet er en Strenge-rulle.
           Ah, de sittre . . Jeg af Alle
           hører deres Toner falde.
           Ha min Sjel, en Storm af Sang,
           være Vinden, som tør strømme
           over Stellas Æolsklang!
           Aanden, skjult i Stellas Huld,
           blomstrer frodig frem af Muld
           i reseda-duftende
           Dyder, som mod Himlen lee.
           Men i Vedbend blot og vilde
           Hyben springer ud den anden
                 Aandens Deel. --


           Taagede Secler forgaae, før en Genius
           neddaler heel i en Sjel: da
           Folkene ryste ved Guds det
                 synlige Greb i
           Verden: Gemytterne bølge,
           som, naar Nordvinden kommer,
                 krumme Ax.



           Saadan en Aand skjød sig frem af den romerske
           Julii Sjel i Bedrifter,
          
d.I,b.1,s.183              som ifra Libanons fede
                 Dale, i Cedre,
           liig Obelisker, den varme
           Straale: Verden i Cæsars
                 Skygge stod.


           Bretland af Himlen en Genius sendtes i
           Shakespeare. Sig Fortiden speiled'
           klart i hans Sjel, som i Kilden
                 mosgamle Ege.
           Kongernes Planer i Skjaldens
           Fata-morgana, Jorden
                 saae med Skræk.



           Oldtidens Guder var' Aander, som Guddommen
           sendte til Jorden, i Jordens
           Dragt, for at træde de første
                 Spor for Fornuften.
           Maatte de Førstfødte ikke
           undres, svimle, som vaagne
                 af en Drøm?



           Oldtiden hviler -- et Havstille: Minderne
           see vi som Seil eller Stjerner
           i Horizonten; og Middel-
                 alderen slaaer de
           døsige Døninger, huult den
           sukker under de røde,
                 revne Seil.



           Nutiden koger, som Havet om Stromboli:
           svedig maa Bølgen fra frugtløst
           Arbeide gaae: fra at qvæle
                 Ilden paa Bunden:
           Flammerne puste: dens tunge
           Aande seer du paa Bølgens
                 Ryg som Ragg.

d.I,b.1,s.184  

           -- Frem sig af Tiden Napoleon skjød, som af
                      Havet et palmedækt Delos.
           Friheden var den Latona,
                 som bag hans Sejres
           Palmer ham Hæder, liig Phoebus,
           liig Diana, ham Lykke
                 fødte glad.



           Hil dig, o Genius, løsladt, Europas den
           krængende Snekke at styre!
           Folkene lyttede, lige
                 Børn til Orcanen,
           naar den med Fyrrenes Kroner
           leger, træder i Støvet
                 Kupp'lens Spir.



           Kongerne sadde paa Thronerne, Glenterne
           lige i Redet med Hammen
           børstet af Angst, med et stivnet
                 Blik, og med Nebbet
           aabent, naar Guldørnens Vinger
           fjernt de hørte at slaae den
                 svullne Sky.



           Bleg Saracenen ei saae Pyramiderne,
           kjendte ei mere sit Løb i
           Ørknen, da Mærket var tabt; thi
                 Hiins Hekatombers
           blegrøde Bloddamp dem dækked';
           Ganges hedere sprang fra
                 Himalah.



           Nelson, som Fabelens Fafner paa Guldet, med
           rullende Øine paa Østens
           svulmende Purpurhav laae, som
                 Negren, der tæmmer
           Landsen, til Løven fra Palme-
           lunden, ilende over
                 Sletten, gaaer.

d.I,b.1,s.185  

           Snarer' end Piilfjedren, krumrygget springer den
                      tvert over Sletten, og Brølet
           ruller fra Fjeldet om Jæg'rens
                 Øre: saa slog alt
           Seirenes Echo fra Alpen
           fast mod Britternes vrede-
                 fyldte Seil.



           Ha, hvor Tarqvinerne skjalv for den vaagnende
           Brutus! hvor skjalv de, bag tusind'
           Gjærder af Trælle, for Ham, hvis
                 Hær var en Flok af
           syngende Venner, som spændte
           Gjærdet ned, hvis en Laure
                 glindsed bag!



           Se, han Gemytternes Stormvind beherskede!
           se, hvor den Donauen sortner!
           Kongerne holde paa Kronen:
                 Folkene lee, og
           vente med Længsel, at see den
           komme drivende, liig en
                 Sæbebobl.



           Større end Vestens Timoleon-Bolivar
           formed' hans Thyrsus en Verdens
           Frihedsideer, der hang, som
                 knitrende Nordlys,
           (skjønne som Hellas's Skygger)
           over Kongernes blege
                 Isse høit.



           Disse, de blodige Drømme om Folkenes
           Hevn, saae da, virkelig-blevne
           storme mod Thronen, og gribe
                 Kroner som Druer.
           Kronen var Lynildens Leder,
           og Napoleons Sværdglimt
                 Lynet selv,
          
d.I,b.1,s.186              hyllet i Skyer af Jubel og Folkenes
           Ønsker: Napoleons Klinges
           Hviin var Ideernes Bliv! hans
                 Sværd Republiker
           formed, som Thorvaldsens Meisel
           Hektors Marmor, Prometheus's
                 djærve Træk.


           (Var ei den parthenopæiske Stat som en
           Helenas bølgende Former?
           Romernes Frivælde Paris
                 Hermaphroditen?
           Hektors de svulmende, hvide
           Muskler jo cisalpinske
                 Fristat bar?)



           Ildlokker liig bag Kometen, en Helteflok
           bølged' i Consulens Fodtrin:
           Ney en Sertorius, Scipio
                 var jo Eugen, og
           fløi Pontecorvos's Sværdglimt
           over Tydskland, som Heklas
                 Gnister, ei?



           Svar mig, du Cato-Carnot, om ham Galliens
           Kjærlighed Palliet offred!
           Tog hans Ærgjerrighed? Hæder
                 var jo hans blanke
           Pallium? -- Ak du paa Cæsars
           og Antonii Skygger
                 peger bleg.



           Spaniens Krampetræk ei Imperatoren
           standsed', skjøndt hevnglad det hang, som
           Krebsen ved Hercules' Hæl, da
                 Hiin, med de fremad-
           funklende Øine, Uhyret
           slog, som fraadsed' i Blod bag
                 Donaus Siv.

d.I,b.1,s.187  

           Preussen blev Ynglingen liig, der paa Flugten sin
                      Landse har kastet, og lader
           Skjoldet i Stikken for Livet;
                 blegnæset kiger
           han i sin skjældende Moders
           Stue, kaster bag Ryggen
                 vildsomt Blik.



           Jorden med Rædsel seer Pitts og Brittaniens
           Planer liig blodige Skygger
           svæve i Taagen, som Frankrigs
                 Ørnvinge kløver:
           Folkene stivne, som Børn, der
           see en Slangeflok bag et
                 gyldent Net.



           Kongerne samle sig trindt ham, som Kloder om
           Solen: Han byder: det frie
           Hav vil ei bære det tunge
                 brittiske Flag, af
           Blodlever stivnet. Han byder:
           Polens Suk blev til Spyd i
                 Ruslands Barm.



           Planer, som Solstraaler, udskjød hans Sjel, og de
           dybt i Siberiens Taage
           druknede: Eia, hver Tanke
                 staalnebbet flyver,
           dengang han mod Despotiets
           Timurbegs-Pyramide
                 Stormen bød.



           Han var Europas's Sjel og Nationerne
           syntes hans Muskler, da, Simson
           liig under Afgudens Tempel,
                 Han Pyramiden,
           opreist paa slaviske Nakker,
           fæl som Fjeldet bag Taagen,
                 briste bød.

d.I,b.1,s.188  

           Han, at Europa den skyggede, saae: og, at
                      Grundfladen voxede: Under
           Stenene stønnede Polen.
                 Folkene saae han
           trænges mod Havet: han bød, og
           Heltes staalblanke Bølger
                 rulled' frem.



           Han sad som Stormen paa Bølgerne dengang de
           fraaddækte sprang over Friedlands
           Brænding, da Smolensk, den første
                 Hjørnesteen, brast, da
           Mosaisks Blod-mosaik i
           Revnen viste dem Moskvas
                 Marmorblok.



           Var det en Skjebne, som under det styrtende
           Moskva, liig Kjæmpen i Dagons
           Tempel, Napoleon knuste?
                 Hersked' et fatum
           over hans vældige Aand, og
           ham, liig Phaeton, ned fra
                 Himlen drog?



           -- O hvor forfæng'ligt at lytte til Sphærernes
           stjernede Harpe med kilden
           Skræk: at vi troe os til Himlens
                 Stjernehjul bundne,
           liig til en stolt Triumphators
           Axe, troe os med Stjernen
                 hvirvles bort!



           Mennesket skaber sin Skjebne! det modige
           Blik imod Fremtiden er den
           glimrende Stav, som beskriver
                 Skjebnen dens Trin: En
           Stormvind, som fødes, naar stærke
           Planer krydse hinanden,
                 Skjebnen er.

d.I,b.1,s.189  

           Cascas's Dolk var den Parcernes Finger mod
                      Julius? Ha, den en blodig
           Søn var af Cassii Lyst til
                 Frihed og Cæsars
           Lyst til at kyse med Sceptret
           Parthens Panther og Romas
                 sultne Ulv.



           Cassii Fædrelandskjærlighed krydsede
           Cæsars Ærgjerrighed, lige
           blaasorte Tordenskyer: var det
                 Skjebne, om Cassi'
           Svovelskye slynged' et Lyn? om
           Bruti Planer bevinged'
                 Cascas's Haand? --



           Kun Elementerne mægted' Napoleons
           Jettekrop tvinge: ei mægter
           Stormen de stivnede Bølger
                 mere at tumle.
           -- Vidste han ei, at de gamle
           Bjarmer stride med Skyens
                 hvide Piil?



           Vennerne flygte, og blotte hans Storhed, som
           Skoven, Orcanen har hviftet
           bort ifra Fjeldet, liig Kappen
                 bort fra Herakles's
           snoede Nakke: et graadigt
           Hav af Sværd i hans Fodtrin
                 fraader frem.



           Atter de skjælve som Sivet ved Elben; og
           dengang han, stormhyllet i sin
           Storhed, tilbage til Seinen
                 rulled' som Tordnen:
          
d.I,b.1,s.190              selv over Belle-Alliances
           røde Enge hans Seires
                 Echo klang.


           Se da han treen, som en Dæmon fra Graven, fra
           Elba, og rysted' Europa!
           Se, da han trængtes imellem
                 Havenes sorte
           Skjolde og Jorderigs Kroner:
           maaled Drotternes Angst hans
                 Storhed kun.



           Folkene, da de begrove ham levende
           (Riger for ham var en Grav) da
           sang de: "vi offre for Frihed!"
                  -- Var han da bleven
           Jordens Dictator? -- Med Bruti
           vendte Aasyn jeg raaber:
                 "dø! han døe!"



           Ha! Han er død! Se i Mindernes Tempel
           staaer Mausoleet: et Tempel
           inden i Templet! -- De høie
                 skjoldtækte Piller
           er Memoirer, og Saga
           hugger Basreliefs paa
                 Buens Hvælv.



           Hine spirale Colonner med Løvværk har
           Jordklodens Skjalde ham sat! o
           stort er hans Tempel; thi Sandhed
                 fødes paa Graven:
           over den bygger den Mindet,
           skjønt, som Hjertet der brast, som
                 Aanden, stort!


    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE