HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
I.DIKT 1. BIND 1825-1833




VED MJØSEN

           M
ørk er min Sjel, som Mjøsen, naar aarle
           sortlokket Bølge, træt udaf Nattens
           Kamp, under Skreyas Taageskjold bugner, og
                 Lommene hyle:


           stundom sig Skummet hæver, liig hvide
           Fjeder om staalblaa Hjelm, naar i Stridens
           Bølgen en Ganger steiler og hæver, før
                 Faldet, sin Rytter:



           her hvifter Stormens Dødsbanner nye
           Bølger i Kampen: Nøkkerne vise
           fraadfulde Tænder, og sagte sig sniger en
                 Baad langsmed Stranden.

d.I,b.1,s.177  

           Eller som Skreyas Tinde, hvor Granen
                      svulmer: naar Skyer rulle om Ørnens
           Rede: -- en skummel Stjerne, der græder paa
                 Toppen alene.



           -- Mørk er Du Skreya, mørk som din grumme
           Navne, da Eyvind segned for Kongen:
           -- Maatte jeg engang blotte for Carl min
                 blodige Bringe!



           Mørk er min Sjel, liig Fyrren der hvifter
           ensom i Stormen: Ravnen i Toppen
           skjælver: liig Graad paa Enkeslør, siler fra
                 Grenene Regnen.



           Sortfjedret Kummer kradser i Hjertet,
           rider det, liig en Loss, der fra Træet
           springer paa Renen, fraadser i Nakkens de
                 blodige Nerver.



           Hæv dig, min Sjel, til Tinden, hvor nylig
           Verden du saae, at bølge forbi, liig
           Ørnen paa Fjeldet, der undres ved Morgenens
                 glimrende Skyer!



           Eller som Drengen sorgløs, der kaster
           Stene i Bækken, mørkner Najadens
           Pande: han veed, at den kommende Vove vil
                 Rynkerne glatte.


    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE