|
TIL MAURITS HANSEN
Liflige Maurits, søde Tunge, Du, som fandt en
sød Hippokrene i din Kones Hyacinth-øie . . .
Men ikke Laurer nok (naar, med dit Barn paa Skjødet,
lifligt du qvædede) i alle Smiil i Norrige . .
|
| d.I,b.1,s.163 |
Jeg vil, trods Allums Hyl
(nu skal han blive udødelig her!)
fortælle, som Vist, Dig, at Kongsberg nu har Sølv.
Trøst dig, mit Norge! Se
syvfoldig Aaren er fremsprungen hist,
saa blank som en Lyra ved sorte Fjeldvæg sat!
Tys, er det en Cithar? Tys!
Jeg Hænderne seer vel saa tomme som forhen, men
Hjerterne fuldere.
Ak, mangen en Møe vel fik
formeget af Hjertesølv-gruben, saa smeltet det
drypper fra Øinene.
Hos mangenen Synder
den rige, strengede Grubes sære Druser,
som en hvid Arsenikdamp,
(hvis Drusen ligned ham Selv) paa Kinden farer.
Tys! Det synes sært, at en enkelt
liden Mand i den klingrende Grube graver . .
(Grav flittigt! Glück auf!)
Som om Han paaeengang Berghauptmand
var og Stiger . . O Landet den Rigdom faaer dog!
(Grav flittigt! Glück auf!)
Ha, hans Fingre flittige Stigere,
og bag Øje-parasol en flink Berghauptmand!
Bag Øje-skygge?
Ak han tør ei komme frem i Luften.
|
| d.I,b.1,s.164 |
Han er fra Syden,
eller maaskee langtherfra: fra Himlen.
Troer Du mig ei, at Kongsberg er saa rigt nu, saa spørg Du Schwach,
der leer i sit Bæger, saa taus paa Stranden,
som om hans Pocaler
vare tomme Koraller!
. . Saa taus, som om hans Geist
var med Dampbaaden reist,
der farer under hans Kvædes Brusen.
. . Hør Flaget slaaer, som om med Susen
det vilde begynde hans Sang.
Troer Du mig ei, at Kongsberg er saa rigt nu, saa gaa, og spørg
din Bjerregaard: Han som har lagt sig ned paa
sin Frihedens Hymne,
til Hvile som Skrymner!
Man hviler ei stødt
paa en Lauregreen blødt:
Den har sin Torn, som fra Skjul og Krogen
mod Himlen jager Skjalden vaagen,
at plukke dens Blommekrands der.
I Norge hænge ei Harperne paa
Avinds Neglekrog, krum og blaa,
som hist dernede, hvor et Dusin
dyppede Pennen fuld
i en Digters brustne Hjertes Hul,
og tørred den af i hans Graahaars Lin.
|
| BLA BAKOVER |