HENRIK WERGELAND - SAMLEDE SKRIFTER
I.DIKT 1. BIND 1825-1833

EN SANGFULD SOMMERMORGEN PAA SKREYA
STELLAS DIGT

del 2
d.I,b.1,s.126  
Hans Ven



           Norges Flora du elsker:
                      Se det mørkeblaa Skreya
           skjuler Blomster, liig Dyder i Norges
                 pandsrede Oldtid.



           Ofte, naar du en Daphne
           fandt, du leende sagde:
           "kom, og se her en Qvinde, Cleanth, hvor
                 skjøn og hvor giftig"!

Digteren



           Stella er Blomsten, jeg fandt: hendes Blik
                 gjorde min Barm til
           Engen af mørke Anchuser blaa.



           Engang hun gav mig den blege Convall:
                 Stella ei ahned',
           Jeg vilde vande den tro med Graad.



           Nu er dens dødblege Kind bleven Støv:
                 ikke de varme
           Taarer kan kalde dens Duft igjen.



           Liljen blev sort og en Purpurtulip
                 falmed', da Stella-
           Nolimetangere's Blomst jeg fandt.



           Stenglen har Jøkelens urørte Snees
                 blegrøde Farve,
           kysset af Morgenens Purpurmund.



           Kronen i Liljernes sølvhvide Kalk
                 bærer en høirød
           Nellik -- ak, heller en klar Rubin,



           hvis den ei svømmed' i Vellugt, og tidt
                 viiste de hvide
           Støvknopperader -- en Perlekrands.

d.I,b.1,s.127  

           Nelliken svulmer ved Siden af to
                            Blade af Rosen:
           Terner, som rødme ved Brudens Pragt.



           Roserne ligne to purpurne Seil,
                 hviftende over
           Bølgen, bedækket med sneehvidt Skum.



           Se i et Slør af Jasminer de to
                 mørke Violer,
           glindsende under et dunkelt Blad!



           Høit over Kronen der flagrer et mørkt
                 glindsende Axskjæg.
           (Natten der ruger om Aftnens Guld.)



           Se, det er Blommen, jeg fandt! -- O Cleanth,
                 evig min Tanke
           klæber, liig Dug, ved dens søde Kalk.



           Ha, vil den højere gløde om Blod
                 væder dens Rod? om
           Taarer dens Blade, liig paasprængt Dug?



           Skulde jeg Guddommen tænke, hvis Ild
                 rinder bag Steng'lens
           Liljeslør, gløder i Blommens Kind?



           Skulde jeg tænke mig Huldblomstens Sjel?
                 Ha, kan en taaget
           Jordaand sig hæve til Englens Syn?



           Er den en Himlens Seraph, som vor Jords
                 Roser saa elsked',
           at den til Bolig sig kaared' En?



           Eller en flydende Demant, hvis Vand
                 ejer Resedas
           Vellugt, mon bølge i Blomstens Kalk?

d.I,b.1,s.128  

           Sjelen, ved Tanken om Huldblomstens Sjel,
                            mørknes, liig dristigt
           Øie, som stirrer i Sommersol. --



           Føler den, tænker den ligesom min?
                 kjender den Taaren,
           Vennen, som laaner vor Kummer Glands?



           Skjalv den i Latter? O, stundom min Sjel
                 svimler ved Tanken:
           "Afsind! du elsker en Himlens Aand!"



           Stellas Følelser skjules i sød
                 Damp udaf Roser.
           Sjelen er Stjernen bag Purpursky.



           Kan ei Seraphen fra Æther og Sol
                 dale til Jorden?
           Ixion, Ixion! favn en Sky!



           Elsker jeg dristig en Seraph? og er
                 Stella ei Evas
           Datter? O, Ixion favn en Sky!

Hans Ven



           Hav af Elskov! o søde
           Ømheds Bølgeslag! Stella,
           skummel ruller jo Bølgen om gyldne
                 blomstrende Øer,



           naar ei Solen sit Banner
           hæver? Ligner ei Bølgen
           sort Bucephalus steilende under
                 sneehvide Dækken,



           naar den ei Alexanders
           Guldhjelm øined' i Skaren?
           -- Rind o Sol, da vil Bølgerne ligne,
                 Stella, din søde

d.I,b.1,s.129  

           Lok, som flyder om Halsen:
                      Viis din Hjelm, Alexander:
           Hingsten tæmmer sin Fraade, og lægger
                 Nakken, og hvrinsker.



           Elsk hans Hjerte, o Stella!
           Han din Kjærlighed bærer
           stolt med Jubel, som Bølgen en gylden,
                 høibarmet Snekke.



           Han vil følge dig tro, som
           Skjoldet Ynglingens Hoved,
           liig den Maane, der vaager, mens Jorden
                 roligen slumrer.



           Elsk hans Kjærlighed, Stella!
           elsk din Yndigheds Datter:
           evig hans Sjel er jo fangen i dine
                 mørkebrune Lokker!



           Se, sin tyvende Vaar han
           seer at stige paa Himlen
           uden Purpur, en sneehvid Narciss med
                 Døden paa Læben!



           Se, sin tyvende Vaar han
           seer at stige paa Himlen,
           liig det blodige Skjold, som en Kjæmpe af
                 Kamptaagen hæver.

Digteren



           Ha, mit Liv var Vintersolen
                 under Polen:
           Morg'nens gyldne, Aft'nens røde
           Straaler blidt hinanden møde
           med et Kys: den hele Dag
           var et gyldent Vingeslag.

d.I,b.1,s.130  

           Ak jeg vilde dog saa gjerne,
                            at en Stjerne,
           Hæders Stjerne, skulde glimre
           i min Nat, og Mindet skimre,
           liig et Nordlys, paa den Grav,
           Skjebnen mig saa tidlig gav.



           Meer end Stjernens Glands paa Baare
                 var en Taare:
           -- Ak du veed vel, Hvis jeg kræver,
           naar sig Gravens Mos-barm hæver:
           i min Nat den vil til mig
           glimre, Dioscuren liig.



           Se, det mørkblaa Sværd, jeg bølger!
                 Stjernen følger
           med dets Hvinen (liig det hvide
           Skum om Snekkens hvasse Side).
           Friheds Evangelium
           tolker Sværdets Tunge stum.



           Hellas kalder: Se en Celte
                 vil blandt Helte
           søge sig en blodig Palme!
           (Vist, hvor Hjertets Roser falme,
           og, hvor Livets Purpur veeg,
           spirer en Cypresse bleeg.)



           Naar jeg der de sjunkne Buer
                 sorgfuld skuer:
           Oldtids marmorklædte Tanker
           knuste under Epheuranker,
           vil jeg sige: saa jeg er!
           Templet knust jo Barmen bær.

d.I,b.1,s.131  

           Var min Barm ei Tempes skjønne
                            Enge grønne,
           hvor vort Blik blandt Roser røde
           barnlig-skjønne Guder møde?
           Hjertet var et Tempel fast?
           -- Underligt, saa snart det brast.



           Liig Eurotas Blodet strømmed,
                 da jeg drømmed.
           -- Nu den Tid er borte længe,
           da der svam spartanske Drenge:
           Tiden da, i smiilrød Ham,
           gylden Drøm i Aaren svam.



           Vel Hellener undres ville
                 ved den stille
           Yngling: han, hvis Klinge peger
           stedse did hvor Døden leger,
           glad, hvor Eumeniden gaaer,
           bøjer taareblommet Vaar.



           "Vist han -- en Hellener spørger --
                 svarlig sørger:
           over Panden Kummers Skyer,
           liig Pelidens Hjelmbusk, flyer?
           Han skal være høit fra Nord,
           hvor de gamle Gother boer?"



           "Se, der staaer han i Geledet!
                 Herren veed det,
           hvorfor han, med Barmen aaben,
           uden Hjelm, de hvasse Vaaben
           søger: ere røde Saar
           Roser i en Normands Vaar?"

d.I,b.1,s.132  

           En af Dødens viede Skare
                            da vil svare:
           "Jeg med Ynglingen i Telte
           boer, men heller Sværd fra Belte
           sprang, og tolked selv sin Harm,
           end han aabnede sin Barm."



           "Spørg, i Pylus, Nestors Minde!
                 Ingensinde
           vil det svare, men paa hvide
           Marmorkind vil Taaren glide,
           naar du spørger om Messen's
           Skjebne og Aristomen's".



           "Chierdruens Guld-Smaragder
                 han ei agter:
           Ham ei alle Hellas Qvinder
           kun et halvfødt Smiil afvinder.
           Ha, han er da lidet værd
           Andet end et sultent Sværd!"



           "Aldrig saae jeg ham at smile,
                 sjeldent hvile
           sødt i Søvnen, men paa Kinden
           sad en Taare, halv af Vinden
           tørret: se, den lignede
           paa sin Stol Persephone."



           "Ei jeg veed, hvad Sorg ham tynger.
                 Naar han synger
           (som han sagte undertiden
           gjør, naar til sin Sorg fra Striden
           han gjenvender, rød af Saar):
           jeg hans Tunge ei forstaaer."

d.I,b.1,s.133  

           "Vaagen, og, naar Alt mon svømme
                            om i Drømme,
           tidt et Navn, som fremmed lyder,
           frem paa stille Taarer flyder.
           -- Ha, hvis jeg erindrer ret:
           Stella, Stella lyder det."



           "Dybt det Ord fra Hjertet springer,
                 thi det klinger
           klagende, som naar Alrunen
           rives voldsomt op af Grunden,
           underligt som Lyrens Klang,
           idetsamme Strengen sprang."



           "Vist ved "Stella" han vil minde
                 sig en Qvinde?
           Ham en mørk Erindring tynger,
           Havets Slange liig, som slynger
           svulmende et dobbelt Baand
           om vort Olds Laocoon."



           -- Lad dem tale! snart de ville
                 rede stille
           op den Dødes Hovedgjærde:
           lænede til sine Sværde,
           vil de bede Gud om Fred
           for den Yngling de grov ned.



           Om min Gravhøjs tause Side
                 vil sit hvide
           Blomstslør Hylden venligt folde,
           liig den grædende og kolde
           Niobe, hvis Marmor sig
           bøjer over Ætens Liig.

d.I,b.1,s.134  

           Dal, som Lyn paa Tordenvinge,
                            Moslems Klinge
           i mit Bryst! Ha, favre Sommer,
           flammerøde Samum kommer,
           drikker Rosens Purpurstrøm!
           -- Død og Liv er blot en Drøm! --
          
Hans Ven



           Stella, o jeg vil see dig,
           see din Skjønhed med Rædsel,
           hvis mig Sydvinden bringer et blodigt,
                 klagende Rygte.



           Stella, o jeg vil see din
           Skjønhed blegnende, liig den
           Mand, der vises den glimrende Dolk, som
                 dræbte hans Broder.



           Stella, o jeg vil see din
           Skjønhed, Himmelen liig, som
           lod sin Stjernekrands falde for Maanens
                 troløse Skimmer.



           Se, hans Kjærligheds Rose
           -- nylig høirød og dugget --
           er nu Dødens den hvide: dens Dug er
                 blodige Draaber!

(gaaer.)

Digteren



           Snart vil min Sjel, liig en graahvid
           Taage, svømme i Luften,
                 Stella! Stella!



           Ligne ei Himmelens Regnskyer
           Chor af Aander, som græde?
                 Stella! Stella!

d.I,b.1,s.135  

           Føler du engang en enlig
                      Draabe, den er min Taare,
                 Stella! Stella!



           Aftør den ei! lad den døe paa
           Barmens glindsende Lokker,
                 Stella! Stella!



           Engang, bag rullende Aar, din
           Sjel jeg ventende møder,
                 Stella! Stella!



           Den vil jeg kjende blandt tusind,
           tusind blegnede Aander,
                 Stella! Stella!



           Se, liig et flagrende, blegrødt
           Slør, den kommer i Luften,
                 Stella! Stella!



           Den vil, som Skyen af Rosers
           Aande, svømme i Æthren,
                 Stella! Stella!



           Ha, jeg vil glemme de Aar, som
           svandt i Graad, naar jeg seer den,
                 Stella! Stella!



           Eja, min Sjel i sin Regnbu-
           kappe ryster af Fryd da,
                 Stella! Stella!



           Da vore Sjele, og da vor
           Skjønhed smelter tilsammen,
                 Stella! Stella!



           Se, i en Eeneste, tvende
           Skyer opløses ofte,
                 Stella! Stella!

d.I,b.1,s.136  

           Ha, skal vi krydse hinanden
                      lige fiendtlige Planer?
                 Stella! Stella!



           Vi gjennem Æth'ren vil glide,
           som en tvehalset Svane,
                 Stella! Stella!



           Solen du, førend den første
           Elskov, drukner i Bølgen,
                 Stella! Stella!



           Den du ei drukner i Aar, i
           Graad, i Sang eller Vinen,
                 Stella! Stella!



           Ha, du min elskede Sky, vi
           ville stige til Herren,
                 Stella! Stella!



           Aander om Guddommen svæve,
           liig en Chorsang om Læben,
                 Stella! Stella!



           Gud vil vor Sky til et ædelt
           Ætherlegeme danne,
                 Stella! Stella!



           Legemets Høire tilhører
           mig, men din er dets Venstre,
                 Stella! Stella!



           Gud os et Scepter af Stjerners
           Straaler lægger i Haanden,
                 Stella! Stella!



           Gud os befaler at vogte
           Jordens elskende Hjerter,
                 Stella! Stella!

d.I,b.1,s.137  

           Os Han Ohebiel kalder
                      (Ædel Kjærligheds Engel)
                 Stella! Stella!



           Natten skal tjene os, liig en
           stum, men skarphørig Morjan,
                 Stella! Stella!



           Se, den vil bringe os Sukket,
           Møens Barm den betroed',
                 Stella! Stella!



           Morgenens Purpursky er vor
           drømmebringende Hærold,
                 Stella! Stella!

Stella



                 I Sang græd Sylvius . . . (Qvad er hans
           Hjertes Taarer, som Stjerneskud Nattens: hans Klage en
                 klangfuld Perle i Dybet.)



                 Din Sjel nær elsktes af Stella, skjøndt
           troløs som Arethusa, der bøier sit sølvhvide,
                 fromme Smiil under Ætna.



                 En Møes Barm bliver dit Hellas -- o
           segn der tusinde Gange! De guldgule Lokker din
                 Hyld i Maanskin bag Graven.



                 En bred Sølvlyra ægeiske
           Søe vil være, og Latter den Sydstorm, som springer paa
                 Hav med hvide Sandaler!



                 Dit Sværd? Ha Moslemins blodige
           Sværd, som Ørnvinger brede, er funklende Bægre -- O
                 Helt, du falder? du falder?

d.I,b.1,s.138         

           Betro, Ven, Stormen din Elskov -- Den
           flyve bort som en ildvinget Grif! -- O jeg frygter, at
                 dyppe Fing'ren i Geisir.

Digteren



           Se, mit Haab, som river mig
                 gjennem mørke Aar og Døden:
                 snart min Sjel i Morgenrøden
           svanereen vil dukke sig.



           Haabet er en himmelfød
                 Dronning, som paa Hjerte-thronen
                 stiger, med et Smiil som Kronen,
           der igjennem Liiglin brød.



           Se, mit Haab er Skreyas Fjeld:
                 fast, som det -- se, sort dets Side,
                 men om Tinden Stjerner ride!
           -- Stella, o Farvel! Farvel!



           Som en Skygge, mørk min Sjel
                 snart i Aandelyset flyder.
                 Vakkre Stella . . . .

Stella



                 . . . Stella byder
           Sylvius Farvel! Farvel!

(gaaer.)

Digteren



           Som din Skytsaand vil min Sjel
                 trylle, Stella, paa din Himmel
                 glade Lykkestjerners Vrimmel.
           -- Stella, o Farvel! Farvel!

(Jagttoget kommer tilbage.)

d.I,b.1,s.139  
Chor af Jægere



           Ned i Dalen! Gjenterne læse
                      Fred for de vene, sorgløse Lam i
           Bamsens den blodrunemalte
                 Bringe, vi vog. Hoallah!



           Sylvius, Du, som saarer den tynde
           Himmel med tause Blik, mens din Haand, som
           Bytte, kun vinder en Blomst -- vi
                 hørte din Sang. Hoallah!



           Ned i Dalen! Pigerne glatte
           Lokken fra Øret, vælgende Hver den
           Stemme, som Dvergmaalet fører
                 sødeste frem. Hoallah!



           Ned i Dalen! Bægre og Møer
           blomstre i Hallen . . Hvem er paa Fryd vel
           fuldest: dit Bæger? din Piges
                 Læbes Corall? Hoallah!

Sylvius



           For mig sortne Pigernes Smiil, og de lystige
           Bæg're klage, og Sol er gusten Bulme!

Chor af Jægere



           Ned i Dalen! Venlige Fingre
           løse de rige Skuldre -- O selv vi
           blive i Dalen de vevre
                 Blaaøines Rov. Hoallah!

(Sylvius og Jægrene gaae.)

Huldra

(kommer frem.)



           Nu er det stille
                 paa Huldras Fjeld:
           Nu kan du spille,
                 min Drosl, iqvel.

d.I,b.1,s.140  

           Nu er det tyst her
                            paa Huldras Eng.
           Dvergmaal ei ryster
                 mod Skye sin Streng.



           Nu kan I lege
                 med Sommervind,
           Sivblomster blege,
                 og Lyng paa Tind.



           Svøm nu, min Svane,
                 paa Fjeldsøe blaa:
           Huldra din Bane
                 skal vogte paa!



           Gjerne jeg hørte
                 den Yngling bleg
           Dvergmaalet rørte,
                 da Sangen steg.



           Paa Heden gaaer Tiden,
                 jeg evig fik,
           tungsindigen siden
                 skjøn Stella gik.



           Guldnebbet Drossel,
                 du Skjalden er!
           Sølvbarmet Svane,
                 skjøn Stella vær!



           Qvæd saa her hjemme
                 fra Qvist og Søe!
           Huldra ei glemme
                 kan Skjaldens Møe.


    BLA BAKOVER
   BLA VIDERE