|
S: T:
HRR: CAPITAINE, ENROLLERINGSCHEF RASCH.
FRA SIFUL-SIFADDA
I sørgelig Anledning af --
Højstærede Hrr: Rasch!
i sørgelig Anledning af
en Dumhed, jeg har hørt, min Tunge skal
engang ha'e pluddret frem,
desværre imod Dem,
jeg maa mig Frihed tage
at stevne Dem som Vidne til
at høre (med et Smil, om De saa vil)
den Straffedom, som nu skal falde
tung paa den Tunge, jeg maa kalde
ind for dens rette Tribunal:
min Pandebrask.
-- Tro, denne Dommer er saa streng-alvorlig
som Synderen var kaad og daarlig:
saa streng, at selv han henter af
den raadne dybe Lethegrav
|
| d.I,b.1,s.87 |
en muggen Bommert, for dog end at see
lidt bistert paa den, og saa med et "Vee!"
den slænge atter hen,
at den kan evigt synke ned igjen.
Nu, -- kort, til Texten!
Engang i mine Russerdage
-- endnu imens jeg var i Væxten
en Aftenstund,
som hurtigst fra en Trap
først mine Been og saa mit Hoved glap,
skal samme Tunge, som nu i min Mund
vil slikke Pennefjederspidsen rund,
som for at stikke ind i dettes Bundt
af spidse Vers iblandt et blødt og rundt,
(: I vide, det er et gammelt Digterkneb.
Jeg lærte det af H. Han kaldte det et Greb,
et højst uskyldigt Fif, og langtfra Kneb.
"Thi, sagde han, naar jeg paa Pennen slikker,
jeg i mit eget Spyt,
indbilder mig at drikke
af Hippokrenes Pyt.")
Nu -- disse Parentheser væk,
der, ikke nok, de ødsle Blæk,
og ere hver en Læsers Skræk,
er og for stakkels Autor, som
ej kan dem qvæle som de kom,
i deres Bugter tøjlesløse
liig et forviklet tornet Krat,
som griber paa hans Gradus ad
Parnassum's allerhøjeste Røse
ham ret som Abrams Vædder fat,
saa hvasse Recensenter
den Værgeløse ubarmhjertig hente
og gjøre ham til Offerbrad. --
Nu -- denne samme Tunge skal engang
som hurtigst jeg (: af gode Grunde,
som, om jeg vilde, nævnes kunde:)
i Løbet kom ifra en Trap
|
| d.I,b.1,s.88 |
ha'e gjort
at noget stygt fra Siful slap
-- jeg haaber evig -- bort.
Men, skjøndt paa egen Haand den pluddrede
og ganske uafhængig sluddrede,
jeg vil dog straffe mig ved her at læse
en Text for den Fadaise:
Disputatio polonica pro Russo purificando.
Conjugatio Russica-Periphrastica
Magister spørger
Activum.
Hvem kan en drukken Rus fornærme?
Respondens svarer
Alverden -- objective.
Magister
Passivum.
Hvem kan fornærmes af en drukken Rus?
Respondens
Slet ingen -- subjective.
Explicatio fiat!
Magister
a) ad Activum.
Ei Ubekjendtskab, Højhed kan beskjærme --
ei Fanden selv, ei Sanctitas og Jus
er helligt for en drukken Rus.
|
| d.I,b.1,s.89 |
b) ad Passivum.
Dog er hans Overmod, hans Tunges vilde
Hug kun let-hendunstet Bærme
hans Overlast af Vin maa spilde
naturligviis.
Recte:
Frem med Depositurus! Frem med Deporiturus!
coronam ille rite est accepturus!
Magister promovens
Kom frem Depositurus!
Doctor nam es exiturus.
Siful Baccalaureus>
(kommer frem)
Højstærede Auditorium! Hr: Magister, her
min Ven Depositurus er ej meer.
Hans Russerdage
(: som mine:) svunde fage,
rødnæset Minde sidder kun tilbage.
Depositurus,
er ej mere Rus.
Han har nu blot at være Tyrk tilbage
(: Det er han Kroen har passert forbi
men Haremet han endnu stikker i
-- dog ej naturligviis til Ørene:)
saa vil han jo tilsidst
og tidsnok jo og vist,
naar han har lært at græde som at lee
(: den Prøve altid fordres som entreé:)
nok komme som en Krist
til Tempeldørene.
Quicunque ex Auditorio
Bene Siful expectoravit
pro amico. Erit noster!
|
| d.I,b.1,s.90 |
Quicunque ex Auditorio
Male Siful expectoravit.
Iste sit, si vultis, voster.
Quicunque ex Auditorio
Non pro amico Siful expectoravit.
Men han talte for sin syge Moster.
Igaar, i venligt Huus,
hvis Skildt er: "Suus og Duus
og Meer, som rimer sig paa Kruus,
og Fryd du kan herinde
ved Løgte finde,
mens Sorg og Politie
og graadigt og tvetunget Rye
maa udenfore holde bi!"
sad nogle Mænd, ej dengang, som de plejed',
naar travle Dag, dens Sorg og Slid
og fjernest Riges Despotie og Strid
paa Aftenglassets skarpe Kant de vejed',
saalænge til hver Tanke dumped i,
indhyllede som Guder i en Sky
af Røg og Spøg og Latter
(: slig Latter, som, om Tingen ei var Vid,
fra Naboes Mund gjenvender atter
og saa rundt hele Kredsen runger
bestandig voxende som et Lavineskrid,
ja med slig rastløs Klappren, saa
Veirmøllevinger blive Kredsens Tunger,
som Skyer kløve kan og Tordner døve slaae:)
men Hver fordybet var, saa lod det, i
sin egen skumle Phantasie.
-- Paa saadant Sted kan liden Ting
for dyb Forstand bli'e labyrinthisk Ring.
|
| d.I,b.1,s.91 |
En Flue, Nysen, Taand i Praasen
der giver Tungen Kraft og Næven Sving,
saa tidt gevaltigt aabnes Laasen,
og Hine (ovenfor omtalte
og sortbemalte):
som udenfor med Tænders Gnidslen vente
indstevner hylende og hente
En til Justitiens Hule, hvor
en Lænke Graad af Hjertet snoer
og Slutt'rens Eeder Natten skræmmer:
En hjem til Magen, som
i qvindelig Tenor
ti Eumeniders Hvinen gjemmer,
fordi han hjem saa lystig kom,
mens hendes Graad belyser hendes Kummer
og, rundt om Væggen, hele Ynglens Slummer:
En kommer, i slig Tummel, ei saalangt;
han ligger hvor han ligger vaadt og trangt
for Sorg og Vægtere forborgen,
i en Kloake til den næste Morgen.
Saa mørk kan Enden blive paa den Qval,
som nylig hundrede Pocaler
med munter Fakkelglands bemaler.
-- Kan blive? Nu, javel,
Erindringen for denne Mening taler.
Saa galt man ofte hørte før.
Og over saadan Kreds,
om venlig Bolle samlet veltilfreds,
stødt hænger tykkest Skjebnens Slør,
saa, om selv glindsed' Drab og Blod der bag.
som skulde strømme frem
med Qvindehvin og Blus i næste Time
-- Hvem forud kan slig Sorg med Fryd isammenrime
(som Asmus, der uskjønsom Evalds Sørgevers
imænger, rundt, paakryds og skraas og tvers
paalangs, irad i hvert af sine Bryllupsqvad?)
-- ei Ahnelse om saadant skræmmer dem,
|
| d.I,b.1,s.92 |
der samledes for ud med Magt at bryde
af Sindet Sorgens Tand,
der voxed frem en Dag,
og for med Roser Panden pryde,
saalænge det gaaer an,
saa hver en Gjæst, der er en Ægtemand,
blier liig et krandset Offerdy'r
:(en Vædder eller Tyr).
Nok, i min Kreds var Fred
og Taushed paa hver Læbe kommen.
Et ligegyldigt "Hei" til Fingertrommen
beviste, at det Selskabs Munterhed
befandt sig ilde.
|
| BLA BAKOVER |