|
CANTATE
AFSJUNGEN I DET NORSKE STUDENTERSAMFUND
DEN 7DE NOVEMBER 1826
Lunden er mørk -- Tungsindighed bygger
helst under Træernes mørke Skygger,
naar Nattens Søn med det dunkle Øie
-- Morgentaagen -- i Træers høie
luftige Kroner sin Vinge slaaer,
og Graad i Violens Øie staaer.
Chor
Vi sadde saa under Lundens Grene
-- kold var ei Taagen: om Venskabsflammen
vi stode tilsammen;
men Venskab i Træernes Skygge stod ene.
Venskab er skjønt, som himmelblaa Vande,
hvori, liig rødmende Møe paa Strande,
sig Hjertet speiler; -- men mørkt de rinde,
naar ikke Solen fra Østens Tinde
glider, som Freya paa Vandets Speil
i Rosenkalksnekke, Purpurseil.
|
| d.I,b.1,s.21 |
Chor
Nævn Straalen, der flyver høit henover
Venskabets Bølger: paa Rosenvinger
sig rødmende svinger
med Skinfaxes Flugt over Venskabets Vover!
Lunden er mørk -- thi Kronerne kneise,
liig naar de Hære i Mulmet reise
de sorte Bann're; men -- funkler Solen:
flygter Taagen og blid Violen
leer; mens de Fugle i Hallen grøn
i Sangen mon hilse Straalen skjøn.
Chor
Nævn Straalen, der flyver høit henover
Lundens Kroner: paa Rosenvinger
sig rødmende svinger
mod Lunden, hvor Fuglesang Solstraalen lover!
Straalen, i Lundens Hjelmbuske flammer,
spreder sin Glands blandt de dunkle Stammer,
hvor Venskab taust -- ak! stod under Grene
-- blandt de Mange det fandt sig ene,
indtil i Skoven lød Fuglesang --
er Lyraens Datter Harpeklang!
Chor
Hun Hjerter med Rosenlænker binder:
Venskabet taust er ei meer; thi sprunge
fra Lyraens Tunge
ei Brødrenes Glæder og Fortids Minder?
Lette de Toner flagre i Hallen!
snart som en Skygge, der steg fra Valen,
og glæder Ungdommens Mod! de dandse
liig en Zephyr paa Engens Krandse!
Epheuen liig, der om Ranken groer,
de snoe sig om Os ved Vennebord!
|
| d.I,b.1,s.22 |
Chor
Ei Elskoven glemme Lyrens Tone!
mindes den Tid, da vor Ungdom gløder
liig Birk, naar røde
de Morgenstraaler høit flamme i Krone!
Skjønt er det Baand, som Tonerne binde:
Hjertet de aabne, som Foraarsvinde
den lukte Blomst. Som en elsket Pige
Musen være! din Priis skal stige
frydfuld paa Tonernes Vingeslag,
liig Duen mod Himlens hvalte Tag!
Chor
Og: Held Dig, Du Kunstens Ven! som fører
ind i vor Hal -- liig en Brudgom sin Qvinde --
de Toner, som rinde
-- liig Kilden blandt Blomster -- fra Harpe, du rører!
|
| BLA BAKOVER |