|
|
| d.I,b.1,s.10 |
MINDEQVAD
OVER SORENSKRIVER KNUDSSØN
Normænd, kommer og følger
did, hvor Kummeren vinker
og peger paa Tidsstrømmens Bølger,
der hylle nu Stjernen, som blinker
høit over Frihedens Palme,
men ak, nu mon falme.
Kommer og følger de Toner,
som døende flyve fra Strenge;
de føre, hvor Kummeren throner
under sorgklædte Fyrre paa Enge,
did, hvor Sorg sidder bleg
og stirrer paa fældede Eeg.
|
| d.I,b.1,s.9 |
Alvorlige Normænd, I ahne
mit Qvad -- ei I Tanken tør fatte:
"hvad? tør Døden misundelig rane
Frihedens helligste Skatte?"
Følger, følger! styrer jer Gang
efter min klagende Sang!
Seer hist den sorgklædte Qvinde
imellem Fyrrenes Grene,
knælende hist ved et Liig,
Friheds Gudinde.
Normand! rører det dig?
kjender du vel disse Bene?
denne Krands om hans Lokker,
Egeløvskrandsen, du gav
din Knudssøn? . . o Norge,
knæl ved hans Grav,
hvis Ord var Frihedens fjeldfaste Borge,
som Modstand ei rokker!
-- Ja, han er borte, din Ven!
Knudssøn mon Himlen tilbage
vel kræve; -- hans daadfulde Dage
beholdt dog Norge igjen!
Hæv dig Frihed! knæl ei ved Baaren!
Dog see, dine mandige Sønner
hemme knapt Taaren.
Nornen ved Bønner
ikke kan vende sin Iid;
men evigt den kommende Tid
vor Knudssøn skal bygge
et hædrende Minde,
som reise sin Tinde
i Frihedens Skygge.
Hæv dig Norge! knæl ei ved Baaren!
Dog see, dine mandige Sønner
hemme knapt Taaren.
Men evigen grønner,
Knudssøn dit Minde
og Tiden skal finde
Normænd lig Knudssøn, som Frihedens Skjold
og Hævder mod Vold.
Evig i Salen
hist din Skygge skal svæve,
lytte med Lyst
Til Mændenes Ord udi Hallen,
naar for Friheden hæve
de frihedselskende Bryst!
|
| BLA BAKOVER |