|
Henrik Wergeland, I, Digte: 1ste Bind 1825-1833
|
| d.I,b.1,s.1 |
MEMINISSE DUBIE EST,
QUOD DURUM FUIT PATI
En Sol steeg op
Paa Himlens Top,
Den Eumenidens Fakkel tændte.
-- Hver følte vistnok, hvor den brændte --
Men, o Triumph! Fra Himmelbuen
Neddaler den i Vestens Søe:
Neddæmpet er alt Helvedluen:
Den slukkes ud -- Der skal den døe!
Nu Aftenrødens Skyer svæve
Om dens, alt variable, Glands;
Et Jubelraab vi glade hæve
For frelste Træes end friske Krands!
Vi glæde os til denne Stund,
Da Straaler den ei sender flere
Og ønsker dette Ene kun:
Gid hede Sol ei komme mere!
Vi ellers kunde risikere,
At den vort unge Træe opsved;
Men, saasom det vist skeer ei mere,
Saa, skjønne Sol, far hen i Fred.
|
|