92. Huusraad for Kreaturenes
Sygdomme.

   Det er altid bedre at forebygge Sygdomme end at
helbrede dem; saaledes er Rødsyge vanskelig at helbrede;
men at aldrig vore Kreature have været plagede deraf,
tilskriver jeg det simple Middel at vaske dem med koldt
Vand over det nederste af Ryggen (Krydset), naar det er
hedt om Sommeren; det bør skee midt paa Dagen, hvor
man driver Kreaturene ind paa denne Tid, og man kan
gjerne slaae Vand over dem af en Bøtte. Er det paa
det varmeste af Dagen, behøver man ikke at tørre dem,
men skeer det senere, maa de aftørres med et grovt Klæde.
Naar de om Høsten eller tidlig om Sommeren have væ-
ret ude i koldt Regn, bør det Vaade skrabes af dem med
en Hesteskrabe, og Ryggen tørres med et Klæde; det hin-
drer Hoste og mange Ulemper. Naar Køer og Faar ind-
sættes til Vinteren bør man hver Morgen i 3 a 4 Dage
give dem et lidet Stykke Deig blandet med Malurt,
Tjære og Salt; er det meget koldt og fugtigt, medens de
endnu gaae ude, da bør man ogsaa give dem dette før.
Desuden bør den Rende, hvori Faarene faae deres Drikke,
og den Stabbe, hvorpaa man giver dem Salt, være
overstrøgen med Tjære og tørret. Det gjør, at de ikke
saa let ere udsatte for den saa almindelige Lungesyge.

   Naar Køerne slippe ud om Foraaret, tager man ung
s.89   Nesle (Nelde), giver den et Opkog i Vand, og tager saa
den hele Qvast, der nu ikke længere brænder, og vasker
dermed Koens Yver og Patter, medens Resten endnu er
godt lunken; dette hindrer ikke alene Sprækker og Saar,
der let indfinder sig om Vaaren, men det trækker Melken
ned, saa de øge deraf, man bør derfor vedblive dermed,
saalænge Neslen ikke gaaer i Frø, og vaske dem netop
som de skulle melkes; jo mindre og yngre Neslen er, jo
bedre er den. Men have de allerede faaet Sprækker, da
læges de ikke heraf; da maa man tage Sod under en
Gryde, gnide den ud i gammelt Ister, og smøre dermed,
hvilket bør atter afvaskes før Malkningen med Neslevand.


93. Opsvulmet Yver.

   Man lader Budeien tygge Lakris til det bliver fly-
dende, og smøre denne Sauce over det hele Yver; hjel-
per det ikke første Gang, saa gjentages det; dog pleier
een Gang som oftest være nok.



94. Trommesyge

   bestaaer deri, at Maven svæller ud, saa den staaer i
Fare for at revne, og det hænder ikke sjelden, at Koen
døer deraf. Et simpelt, men sikkert Hjelpemiddel er at
give Koen en Spiseskee tørt Kaalfrø, helst Hovedkaal eller
Kaalrabi, og derovenpaa 1/2 Pægel sød Melk. Efter
nogle Minuter begynder den stærkt at rabe, og Maven
svinder ind.



95. Rødsyge.

   3 Pægle raa Linolie indgives Koen; kan det ikke skee
i en Gang, da faaer man give den i flere Portioner saa
hurtig paa hinanden som muligt; dette bringer Koen til
s.90   at laxere; man maa derfor lade de staae inde, og give
den lidet at æde, men derimod lunket Drikke. Stødte
Østersskaller indgivne i Edikke skal ogsaa være gode Mid-
ler; men jeg har meest Tillid til Linolien.


96. Mathed.

   Naar Køerne staae og svede paa Baasen af Mat-
hed og æde lidet, er det godt at give dem lidt Salpeter
hver Morgen i Deig, og siden en Haandfuld tørt Malt.
Man maa desuden om Vinteren en Gang imellem gnide
dem i Munden med en ulden Klud, der er dyppet i Tjære
og Salt for at rense Tungen. Tænderne gnides blot med
fiint Salt.



97. Luus.

   Ungfæe pleier ofte være udsat herfor, helst de som
voxe stærkt; naar man seer, at de blive mavre og tabe
Madlysten, bør man føre dem hen til et lyst Sted for
nøie at eftersee, om de have Luus. De sidde meest om
Halsen og bag Ørene, siden udbrede de sig over hele
Kroppen, hvis de ikke blive forjagede itide. Man kjøber
da paa Apotheket noget, der kaldes Ryttersalve, men som
nok egentlig er Mercurial, gnider det ud i Fedt eller usal-
tet Smør, og indgnider dermed alle de Steder, hvor Utøiet
findes. I denne Tid maa det Kreatur, som er under
Kuur, staae vel adskilt fra de Øvrige, for at ikke en en-
kelt Luus skal rømme hen paa dem og forplante sig; de
døe ellers i Almindelighed og Dyret pleier blive befriet
for dem efter at have været indsmuurt 3 Morgener.



98. Krampe.

   Den viser sig meest hos Kalve, og er ofte umulig
s.91   at læge; dog har jeg flere Gange reddet saadanne syge
Kalve ved at give dem Dyvelstrekdraaber eller i Mangel
deraf Campherdraaber som til et voxent Menneske, derpaa
gnide deres hele Legeme stærkt med et uldent Klæde, og
saa pakke dem ned i Halm eller Høe, saa at kun Hove-
det er frit. Sædvanlig falde de i Søvn efter saadan
Behandling, og vaagne ofte ganske raske. Det skal ogsaa
være godt at give nyfødte Kalve en Pægel Øl med en
Theskee Sod i, for at hindre fremtidig Krampe; men
derom kan jeg intet sige med Vished. Der gives ellers
saa mange gode Bøger og Kreaturbehandling, at det
vilde være overflødigt her at indføre de mere kunstige
Midler; disse simple Huusraad ere kun anførte, fordi det
er Ting, som man for det meste har ved Haanden, og
hvormed man altsaa kan afhjelpe Nøden i en Hast, og
fordi de efter flere skjønsomme Menneskers Erfaring ere
befundne probate.
    bla bakover
   bla videre