Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet, OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved Universitetet i Oslo i 1991-1997. Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten, og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på, gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/ Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene presenteres sammen med teksten. Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - SIDE: 1 [DIKTUTKAST TIL FRU HEDVIG PRAèM] Efter Wergelands manuskript, UB Oslo 584 fol. A III 2; 1826. Hvis inderlig Godhed og Sjelsadel var de Blomster uvisnelig pryde en Qvinde og Kjerlighed, Yndest de Frugter de bar -- hvor skulde de Dyder saa skjønne jeg finde uden hos Dem min Veninde. Skjøndt Himlen retfærdig sit Overflodshorn paa Dem af Velsignelsfylde la'r strømme Og Kjerlighedsrosen De fandt uden Torn, jeg kan dog ei nok for min Hedevig drømme. -- Gid Hornet De aldrig maa tømme. SIDE: 2 RISEBROIANA Efter Wergelands manuskript, UB Oslo 584 fol. F 1; 19. juni 1827. DEN ATTENDE JUNII 1827 Da jeg ene hjemme sad, dette Qvad kunde ikke Hjertet dølge; men det høit fra Sjelen sprang, liig dengang Møen steg fra mørke Bølge. Ja, min Sjel er liig et Hav, liig en Grav: See, i Graven slumre Døde: Havets Bølge ruller sort: -- Solen bort ilte med de Straaler røde. Men i Bølgens Barm dog staaer troe den Vaar, som i Breddens Blomster gløder: glider Skib med fulde Seil paa dens Speil, troe det der sit Billed' møder. See, den Dag, jeg saae igaar var en Vaar fuld af øienblaae Violer, purpurkinded' Roser; men -- den svandt hen! Kun Erindringen nu straaler. SIDE: 3 Den var liig paa Bølgens Skjold Snekken stolt: jeg er Vennen, som, tilbage, raaber til sin Ven: Farvel! o Farvel! -- Ven og Skib de svunde fage. Disse Træk er Skyggen af hvad du gav mig af gyldne, skjønne Minder, Dag igaar! som glimrer blandt dem, som svandt, liig en Brud blandt Sørgeqvinder. VOYAGE PITTORESQUE AUTOUR DU RISEBROE Prenez -- o choeur des anges! prenez mes pauvres melanges! Lovises Sted. Lad Sicileren kaste et dovent Blik til Agrenes bølgende Guld: Persen maa gjerne paa susiske Lillier sig følesløs vælte! Mig den fattige Piil er, som skygger over Krattet -- ak straalende Dyd: Armods Goddædighed! mere end Søvnen paa duftende Lilljer. Thi, saa vidt som sin Skygge den kaster, kalder Lovise sit Rige: dens Dug bytted' hun ikke med Ophirs Demanter, dens Løv for en Krone. SIDE: 4 Og med Øinenes Scepter, som glindser blaat af Saphirer, hersker hun stolt over den venlige Bølge -- et Teppe for Dronningens Throne. Vedastines Høi. Jeg stiger høit fra Lovises Piil, fra Bølgens Latter og Breddens Smiil. Blandt Fyrreskygger -- hvor Tungsind bygger -- jeg staaer paa Høiden, hvor Vedastine hersker, liig Ruslands Catharine. See Elvens Bølger hist boltre sig i Engens Arme, -- min Barndom liig. -- Bag grønne Volde, liig blanke Skjolde, Jeg Søen øiner, hvor Vedastine hersker, liig Ruslands Catharine. I dyben Afgrund sin hvide Tand en Fjeldbæk slaaer imod Breddens Sand: som Brag fra Valen det klang fra Dalen mod svimle Høide, hvor Vedastine hersker, liig Ruslands Catharine. Hvi valgte ikke den ædle Møe et Yndlingssted ved den vakre Søe? Ha, høje Sjele de gjernest dvæle paa Klippens Tind, som hvor Vedastine hersker, liig Ruslands Catharine. SIDE: 5 Der flyver Tanken saa vide om og frit som Ørnen i Æthrens Rum; men den, hvis Hjerte nær brast i Smerte han elsker Højen, hvor Vedastine hersker liig Ruslands Catharine. Ak, gode Pige! din [fotnotemerke] Dal er liig det Qvæde, som jeg nu synger Dig. See -- sorgfuld Glæde det er mit Qvæde og det er Dalen, hvor Vedastine hersker liig Ruslands Catharine! Huldas Høi. Hulda, gode Hulda! Dig Intet jeg kan sige; Intet som kan passe sig til mit Himmerige, om min Pensel end var fuld af Himlens Purpur, Morgnens Guld. Hulda, skjønne Hulda! ja Lyrens Streng er sprungen: hulde nonmetouchepas! Ordet døer paa Tungen. Gode Hulda! Strengen brast; -- Vemodsenglen greb for fast! Fotnote: NB. De seer, jeg bruger min poetiske licence: en Ting, jeg beder Dem, ei videre at endse. At sige "Du" for "De" en Rimer er jo Eget? Den Naade, synes mig, man bør ei bruge meget. See efter derfor godt, saa vil De ogsaa see, at hvor jeg dette kan, der siger jeg og "De"! SIDE: 6 Hulda, ædle Hulda! naar De om Morgnen iler til den skjønne Høi, som staaer, liig en Brud, og smiler: finder De dens Blomst da vaad: -- det er ei Dug, det er min -- Til Josephine. Men, blandt de søde Bakker, jeg fandt ingen, som bar Deres Navn, Josephine! Vistnok, iblandt de Mange, vi møde findes et Sted med en smilende Mine, og Fromheds skjønne, rolige Træk, hvor sagte man hører Zephyren at trine fra Rosenhæk, over Enge grønne, der har De en Bænk -- ikke sandt Josephine? Grotten. Skjult under Træer, sød som et Elskovs Minde i Hjertet, ligger en Grotte, glad ved at elskes af Huldas den gode Moder. Rolighed være Navnet! et Tempel er den for barnlig Kjerlighed, naar, liig Plejas, den Døttreflok staaer om sin hulde Moder. SIDE: 7 Nestorssæde. Til Nestors Uranienborg flyver ei Sorg! Liig blaavinget Due gylden i Solens Glands at skue, flagrer vor Glæde om Nestors-Sæde, med Vingeslag! og hist over Elvens og Søens blanke Pantser og Hjemmets det kjære Tag kjedes ei Øjet ved stedse vanke. FINALE TIL FRU MALTHE Ædle Frue! see mit Billed'; mat det er: det blir tilvisse kun en Skizze, skjøndt med Guld og Purpurpel det i Regnbuefarver spilled' dybt i Sjel! O tilgiv, om min Camene før liig Gratien, der, krandset, munter dandsed' over Roser -- triner frem, som en skummel Melpomene, fra sit Hjem! O tilgiv, -- fordi mit Qvæde ligner Taarebirk blandt Fyrre! see -- min Lyre bruser mørk som Bølgens Gang! Er jeg gladest, vil jeg græde helst i Sang. SIDE: 8 Thi en ædel Streng er sprungen! Siden da i Lyren klinger: stundom tvinger jeg til Disaccorder den . . -- ak, da springe Ord fra Tungen uhørt hen! Ak, istedenfor en Plade, hvor, i lutter Rosenklæder, hine Steder burde staae, -- det blev et Slør, Enkens ligt, Cypresseblade -- Det ei bør! Vemod, Fryd er nær hverandre: vakre Egne bittersøde Tanker føde. Skjebnen blanded' Graad i Sang: Skjebnen kan jeg ei forandre, mørk og trang. Den 19de Junii 1827 Henr. W -- FARVEL! Til Hulda Efter Wergelands manuskript UB Oslo 266, 8o; 19. juni -- 25. juli 1827. Hulda, see min Sorgromance er ei Gratier, som dandse, men en skummel Melpomene er mit Qvad: Cypressegrene -- ak, for Rosenkrandse! SIDE: 9 Ha, hvor Solen ned mon dale, træder frem i Lundehalle tause Skygger . . Seer Du gjerne Hulda, Nattens blege Stjerne og de Skygger svale? Hulda! gjerne Roser røde fletted jeg i dine bløde Lokker; men den Hvides Kinder dypper jeg i Blod, som rinder: -- da vil den jo gløde? Hør min Gode! Hvor min Lyre bruser mørk som Storm i Fyrre. Skjelv min Sjel paa Lyrens Strenge! Ei jeg, gode Hulda, længe vil din Roe forstyrre! TIL JONS VEN Efter Wergelands manuskript UB Oslo 584 fol. F 13; okt. 1827. Hansemand en Aften sad krummet over Bogen: Pandens Svedeperlerad viiste vel, at Pogen ikke rigtig var i Es: det fra Panden hagler over Vinkler R og S, medens Munden sagler. Jeg vil forme Dig min Ven! Hanses vrede Tanker, som, af stive Blik herhen til min Krog, jeg sanker. SIDE: 10 "Ligger der Sands i Mathesis? i Vinkler og krumme Linier? o neppe, thi Jeg, Jeg, hvem min Moder og Alle undtagen den dumme Lærer maa kalde for klog, vittig, ja næsten Genie (dog, da Verden forfalder ofte til Smiger, jeg mig ikkun beskeden et monstrum af Vittighed kalder) ikke det Sludder forstaaer! Masoeur, som er lærd; thi i Somre og Vintre trende hos Jomfru Hars hun har endelig lært avoir ifra etre at kjende, Hun, som kan Clauren paa Tydsk læse paa Sengen, hvor Lexicon sjeldent hun bruger, kaldte Athene min Brud: Sinkernes Lexe hun nævnede Hvedebrødsuger -- Fanden til Hvedebrødstid! -- Videre sagde hun: "Hans! Du maa Mathematiken lære! alvorlig men sød er den som Vinladen [?] ;" dog saae jeg der Skikken hvo [rfo] r nødvendig hun er. Jeg i Tangenter og Vinkler de sorteblaae Rynker seer paa Athenes's Kind. Saadant en Elsker ei seer; dog min Lærer jeg ynker, som ei det Hæslige seer. Bibelhistorien veed jeg hvad er: jeg kan ramse alle Propheterne op, dertil og Verset om Luther og Romernes Bamse, medens, ja førend Hr. Pug faaer sig en Priis og kan nysende nikke mig: "rigtig! saa skal det løbe min Gut!" Mathematiken ei puges: er ergo ei vigtig, -- dum; thi for mig er den mørk. Mensa ei halter paa Tungen: jeg ikke vil tale om at jeg Pontoppidan grundigt forstaaer, at jeg Hænder og Fødder kan male, og at jeg engang ifjor gjorde et Riim over "Smør" -- o saa godt, at man sagde: "smør det i Hermoder ind: SIDE: 11 endnu ei andet en vindtørre Stumper vi smagte, dypp'de en Smule i Vand!" -- Skulde jeg ikke da klarligen see om der ligger Sands og Betydning i hiin Samling af Linier og Snirkler og Cirkler? jeg siger høit: der er ingen, ja, at Mathematik er en N [ar] , som i Doctorens Kaabe gaaer gravitetisk omkring: Jeg kan jo ikke den fatte, skjøndt langtfra en Taabe! Høit jeg vil sige: hver Sats, hver en Figur, hvert Beviis er en Spot ad Forstand [en!] Var den fo [rnu] ftig, da jeg, dygtig i Andet, vel m [aa] tte den fatte for Fand [en!] Maatte j [eg ik] ke? jo vist! . . . Bort da Fordømte [ ] [CHRISTIANIA AFTENBLAD] Efter Wergelands manuskript, UB, Oslo 584 fol. F 22; okt. 1827. A: Siig mig, hvad træsnittet Tittel, som pryder det nysfødte Blad, hvor man skjælder og skryder, den spleensyge Svartalf, man Publicum byder at bære til Daaben, det Kruus hvoraf flyder en Syndflod af Galde, det Fad, hvor man nyder en Blanding af Bernhoftes brummende Lyder og Bjerregaards syngende Dyder -- et redgauntlisk Mærke -- betyder? B: Jeg Titlen med Vished som "Aftenklak" tyder; Den Titel er ærlig: -- den lover ei meer end hvad der er. SIDE: 12 [O VENSKAB] Efter Wergelands manuskript, UB, Oslo 584 fol. F 36; nov. 1827, fragment. O Venskab, . . . Jeg var liig en Palme, skjulende sit Hoved bag de gyldne Skyer -- ha! Og Elskovsroser gløde rundtom Foden aandende en lunken Vellugt mod Kronen, saa dens Blade sagte bølge. Menn'skekjærlighed, Elskov, Venskab er den Kraft, som gjør dens Stamme glindsende, liig Frelsens Palme, staaende i Guds Lys og skyggende en Verden Levvel! L... [PARODI PÅ "RASMUSHANSSONSKE VERS"] Påskrift på et ødelagt brev til L. Malthe 1828(?), UB Oslo, 584 fol. F 37. Vil Du have et Par rasmushanssonske Vers? Nu gaaer jeg i Seng, og drømmer paa Lagen, læser først lidt i en Bog; thi Klokken nu effen 12 er slagen. Den som sidder længer er ikke rigtig klog. Dette er rasmushanssonske Vers. Henrik Wergeland SUBSCRIPTION Christiansands Addresse-Contoirs Efterretninger 4. juni 1828. Harpeslag om Venskab og Kjærlighed, Frihed og Fædreland af Henrik Wergeland. Under denne Titel vil udkomme en Sam- ling af lyriske Digte paa 7 eller 8 Ark, saafremt nærværende Subscriptions-Indbydelse til Yndere af Fædrenelandets skjønne Literatur ikke aldeles mislykkes. Prisen bliver saa moderat, som muligt, circa 60 ß. Henrik Wergeland AVERTISSEMENT Morgenbladet 22. juli 1828. I J. Schiwes Bog- og Musik-Handling erholdes Farcerne: "Ah!" og "Irreparabile tempus", af Siful-Sifadda. Her mod- tages ogsaa Subscription paa Stellas Digte ved Henr. Werge- land, der ville i Løbet af Sommeren, til Bedste for den helle- niske Sag, udkomme for 2 Ort pr. Exemplar for Subscribenterne. Henrik Wergeland [FORLIK MELLEM OLE REIN HOLM OG WERGELAND] Morgenbladet 3. mai 1829. Undertegnede finde sig herved beføiede til at erklære, at den forønskede personlige Sammenkomst, som jeg, R., attraaede, har fundet Sted, og at de fornødne Oplysninger og Erklæringer fra begge Sider ere afgivne, saaledes, at vi ønske at Publicum vil ansee den hele Tvistighed for endt, ligesom vi selv ansee den for det. R. Forfatteren af Farcen Ah. TIL GØTHESKJALDEN TEGNÉR Efter Wergelands manuskript i Uppsala universitetsbibliotek; 17. mai 1829. Den største Streng, Tegnér, Du har i Harpen en Sarpfoss er (Sligt Sølv, saa lang, slig Rung og Klang) og mindste Drosslens Slag -- Sligt Omfang, som Dvergmaal dit har jeg idag. Jeg bad engang . . (min Bøn var -- o jeg veed det jo -- djærvest Søn af Overmod og Ungdomsblod, fremavlet i en Drøm, som Sølvskum og Ravguld af Stormen og Strøm) . . SIDE: 14 . . Jeg bad til Geisten, som til mig i pjaltede Jamber kom: "O hvis du gav en Streng mig af hiin Harpe -- Frithiofs Skjalds (Ha, var den for Blod eller Taarer tilfalds!) Et Qvad til Ham da steg, Som malte Axel saa stor og bleg, Ung Frithiofs Mod med Bannrets Blod, Hans Sorg med Stormmulm, og en Regnbu om klagende Ingeborg slog! Jeg qvad Ham da en Sang, ja just, ja just som mit Liv saa lang, til graa og krum jeg fandt mit Rum bag Mos og Furugreen -- saa kom der en Høiskjald og sang paa min Steen! Christiania 17de Mai 1829 Henr. Wergeland. TIL TEGNÉR Efter Wergelands manuskript i Uppsala universitetsbibliotek; 18. mai 1829. Dog Mismod troer jeg var hiint djærve Ønskes den rette Fa'r (en Krone, som en Norne kom, og i mit Hjerte grov -- nu voxe de begge som Dragen i Skov). Og Lune -- o jeg troer -- var meer end Ungdommens Blod dets Moer (i Kronens Hul hun staaer i skjul vanvittig troer jeg klædt, med Smiilfjer og Graadslør og Latterslæb let). Kria 18de Mai/29 HW. SIDE: 15 Jeg vilde ikke begynde med at vise Dem dette, dersom jeg ikke var vis på at ville ende med noget Bedre. Dette er en Torn, men der er ingen Tjørnebusk uden den ender med Blom- mer, blot den faaer Tid nok af en iilsom Sommer, som er lige ødsel paa Dugg og Skin. Men jeg er kun 6 Aar ældre end mit Fædrenelands Constitution. Døer denne, døer min Muse, hvis første Jomfruelighed nu pipper frem. Som hun levede af Graad, dør hun da af Blod. Ikke alle Ahnelser ere Spaadomme. [SIFUL-SIFADDA OM SINE EGNE PARENTESER.] Efter N. Wergelands "Retfærdig Bedømmelse" (1833) s. 12; visstnok fra sommeren 1829. Ei nok, at Parentheser forskrække hver en Læser, De ere og for Stakkels Author Hornene, der vikle ham (som Abrams Buk i Tornene) jo meer og mere ind som i et Krat, hvor han ei faaer sin Tanke, men Critikus ham fat? Henrik Wergeland [AVERTISSEMENT] Morgenbladet 28. okt. 1829. Cand. Theol. Wergeland underviser i Historie, Udarbeidelser og Religion. Man henvende sig til Universitetets Portner. [PAA DET FRAADENDE BLAA] Efter Wergelands manuskript, UB, Oslo 584 fol. A I 20; visstnok fra ca. 1829 -- 1830(?). Og han svævede om som den vildsomme Falk. Paa det fraadende Blaa vil jeg Strengene slaae: -- helst med Storme jeg synger tilveds. "Vinder du -- hvirvl mig hen! Vinder jeg, skal du staae! stolte Nordstorm, vær hermed tilfreds. SIDE: 16 Se den skumhvide Rand! Griner Nøkken med Tand? Hæve Druknedes Skygger sig frem? Vinder ei jeg den Møe, som hist vandrer paa Strand Favn mig Hela, Hel i dit Hjem! Andre Stjerner jeg faaer ei end Fraaden, der gaaer lynliig over mit Hoved -- et Hav, sort som Natten, skal vorde den Himmel der slaaer sine Buer henover min Grav. Paa den fræsende Mjøs, flaggrer Snekken saa løs som en Fugl mellem Himmel og Jord. Men jeg kjender et Hav i mit Indre, der fnøs vildt som Chaos i Guddommens Spoer. Ja du Quinde paa Strand se et vildt Ocean i min Barm; og en Vugge jeg veed med en Smaaaengel i -- den er ilde deran; thi den vipper -- nu synker den ned. Slog du Elskte, din Arm om det Hav i min Barm, da som blaaving'de Duer det tyst vipped rundtom den Smaaengels svævende Karm; thi mit Hav favntes da af sin Kyst. Som et Sorgtankes Lyn over mørknede Bryn hui! hvor farer paa Bølgen min Stavn. Altsom Stormene hylende stige mod Skyen hør Bramine jeg jubler dit Navn. SIDE: 17 Ak! hvad Trolddom er lagt i det Navn; thi forsagt søger Stormen i Dybet sin Grav. Milde Vestvindes Susen tilbede dets Magt, som mig Sejer mod Stormene gav. [LEBE WOHL] Efter Wergelands manuskript, UB, Oslo 584 fol. A I 20; ca. 1829 -- 1830(?). Lebe wohl Du süsses Koth! Lebe wohl wie Fleisch, das sage: leve frisch! Ich kann leben ohne Dir denn traue mir, liebe Erde, unsrer Tisch hat nicht Noth an Fleisch und Koth und Fisch. [RINGERIKE] Efter Wergelands manuskript, UB, Oslo 584 fol. A III. 5; ca. 1830(?). Sigurd Sir med blanken Ploug ringed' Riget ind. Harald legte Skib for Vind langs med Tyrikyst. Olaf ved Holebryst voxed under Gyripande. Kolbjørns gjæve datter Anne ligger under Norderhoug. Ringerige rige Ring, Som en favrest Norges Dal stoltest Norges Val slutter kring. Daad du aner, de den øved, sank i Støvet. SIDE: 18 [TIL GÅRDBRUKER ANDERSEN PÅ FRILSET] Efter muntlig tradisjon i Urd 1908 s. 293; ca. 1830 (?). Har du saa haardt et sind at det dig ret behager, at jeg paa sten og pind skal gaa med bare skind, naar du har en skomager? Send Henrik Aasen da, og tag en af de andre, som burde Frilseth fra til prestegaarden vandre. Med skarpen syl (en lja er denne ting for ham) du hid ham skikke, ven! Thi gaar jeg "sundt" mit ben, da bliver det din skam. Henr. Wergeland. [TANKESPROG PÅ LYSTHUSVEGGEN, TIL NATALIE DIRIKS] Efter Camilla Colletts "I de lange Nætter"; ca. 1830. Dit Blik er tankefuldt, din Taaredugg et Speil, Der viser i dit Dyb os alt, kun ingen Feil. Henrik Wergeland [GRUNDSET MARKED. NØDEN I "NORGES ØSTLIGE PROVINDSER"] (Indsendt) Folkebladet 5. april 1831. Grundset Marked var i Aar stærkere besøgt end ellers. Sild og Kornvahrer bleve dyrt betalte. Norske Heste vare i lav Priis. For Ræveskind gave Peltshandlerne 10 á 12 Mk. En Østerdøl havde skudt en sort Ræv paa Aat, og fik for Skindet, af en russisk Peltshandler, 22 Spd. En Oudøling havde ogsaa fanget et af disse sjeldne Dyr, men var ikke paa Markedet med Skin- det, men solgte det til en Svenske for 10 Spd., hvilket han ansaae for overordentlig Betaling, da man tilforn kun havde faaet 5 Spd. for Stykket af slige Skind. Det lader som de norske Jægere ikke have kjendt Værdien af sorte Ræveskind tilforn. For deres Sjeldenheds og Skjønheds Skyld ere de i stor Værdie SIDE: 21 i Petersborg, og bæres kun af høieste Personer. De ere glind- sende sorte og stikkelhaarede og af megen Blødhed. At Hestene vare i saa ringe Priis kunde maaskee tildeels komme af at den svenske Regjering midt under Markedet havde strængelig forbudt at indføre Heste, Qvæg, Faar, Kjød, Uld, Skind fra Norge til Sverrig, formedelst en græsselig Qvægsyge, som skulde grassere paa Hedemarken. Der skal endog være slaaet en Kordon langs Grændsen, for at vaage over Forbudets Overholdelse. Foranstaltningen viser vel den svenske Regje- rings Omhu og Aarvaagenhed for Landet; men for os Norske er der noget ubegribeligt deri. Vi begribe ikke, hvorpaa Foran- staltningen grunder sig, da vi aldeles ikke veed af nogen Qvæg- syge hverken paa Hedemarken eller i noget andet Norsk District; og dog maa den svenske Regjerings Hjemmel have haft nogen Authoritet for den; thi ellers vilde den ikke have grebet til saa kraftige Forholdsregler. Det andet ubegribelige deri er det, at ifald Qvægsyge virkelig har Sted i nogen Egn af Norge, at det da ikke bekjendtgjøres i Landet selv for alle dets Indvaanere, hvilke det jo dog maa være meest angelegent at kjende Faren; samt at ingen Anstalter ere gjorte imod Sygens videre Udbredelse, og intet kundgjort derom førend Grundset- Markedet holdtes, ved hvilket Smitten, om den nogensteds har Sted, kunde bringes ud overalt i Riget. -- Hvorledes Sven- skerne have baaret sig ad, for at faae hjem alle de Faareskind, de Heste og det Kjød, de sammenkjøbte paa Markedet, vilde være moresamt at vide. Nogle sige, at de med Magt gik igjen- nem de ved Grændsen udstilte Vagter. Nøden, som forrige Aars Misvæxt lod befrygte, begynder at yttre sig paa en foruroligende Maade især i Norges østlige Provindser. Man begynder at gribe til Barken. Betlere vrimle ud. Arbeide er ikke at faae, da enhver Huusbonde for Føde- midlernes Skyld maa holde saa faa som muligt. Fattigcasser og Magaziner ville blive udtømte, og dog sansynligviis megen Jord blive liggende usaaet af Mangel paa Frø. Hertil kommer, at Nøden synes endnu at være større paa den svenske Side, hvorfra Tiggere strømme ind og tilbyde Arbeide blot for Føden uden Dagløn. Ogsaa i saa Henseende har den svenske Regje- SIDE: 22 ring viist en faderlig Omhyggelighed for Landets Indvaanere. En Commissær skal kort før og under Markedet have bereist de svenske Provindser langs den norske Grændse for at under- søge Almuens Forfatning og Tarv, og skal have forsynet en Brugspatron ved Letrafoss med nogle og tredive tusinde Daler Banco til Kornindkjøb i Norge. Brugspatronen skal da uden Ophold have reist ind i Norge med disse Contanter, og sam- menkjøbt en stor Mængde Korn og Tørfisk deels paa Markedet, deels i Byen, paa Hedemarken og ellers hvor noget var at faae. Hs. Maj. Kongen har befalet, at, formedelst f. Aars Misvext, Armeens Vaabenøvelser i Aar skulle foretages compagnie- og escadrons-viis, men ikke corpsviis. Artilleriet skal derimod som forhen øve sig i Garnisonerne. Den anden Grund som anføres for denne Anordning, nemlig "for at give vedkommende Almuer et fornyet Beviis paa naadig Omsorg for Landets Tarv" kan ikke kaldes Andet end en besynderlig Frase; thi, saa vist som det er Kongens Pligt altid at have Landets Tarv til Hensigt for sine Handlinger, saa underforstaaes af enhver god Undersaat altid Forsikringen herom, og behøver ikke at gjentages. [Herefter følger en meddelelse om tollintradene.] Henrik Wergeland [OM SOGNESELSKAP I VANG PÅ HEDEMARKEN] Folkebladet 24. mai 1831. I Januar Maaned dette Aar er et Selskab stiftet for Vangs (paa Hedemarken) Præstegjelds Vel. Mærkeligt er det imid- lertid at kun nogle faae Bønder af Hovedsognet foruden Em- bedsmændene, ere Medlemmer af Selskabet, hvorimod Alle af Annexet Furnæs. Aarsagen skal være, at Vangssogningerne endnu hylde en af Uvidenhedens Hovedsætninger, den nemlig: "at hvad Fader og Farfader gjorde før dem og befandt sig vel ved, det ville ogsaa de gjøre, og hvad hine ikke følte Trang til, det kunne ogsaa disse undvære". Beklageligt er det at een af Landets mest velsignede Bygder skulle føde saadanne mod Forsynet utaknemmelige Mennesker! thi fordi Jorden giver dem Overflod paa Livets Nødvendigheder, troe de at være i Besid- SIDE: 23 delse af Alt hvad de behøve for at være lykkelige og agtede. Hvilken sørgelig Blindhed! Mere end nogen anden Bygd træn- ger vistnok Vang til Oplysning, thi enhver der har reist der- igjennem vil have bemærket hvor slet man der veed at anvende sin Overflod. Istedetfor at afhænde den til Østerdølerne, ødsles den bort til Ting, der ere den norske Bonde uværdige. Som sædvanligt har Furnæs lagt Samdrægtighed og god Villie for Dagen, og ikke en Eeneste har troet sig saa oplyst, at han ikke skulde kunne høste Nytte af et saadant Selskab. Norske Bondemand! Vil Du være frie og lykkelig, vil Du ikke see den selvskabte Forfatning gaae tilgrunde, vil Du roligen kunne byde Stormen udenfra Trods og vil Du fryde Dig i Fred og gode Dage medens andre Lande endnu i mange Aar gjennem Kamp og Blod stræber til det Maal Du allerede har naaet -- da luk ikke Dit Øre for Oplysningens Stemme! -- Naar en eller anden Velsindet i Sognet opfordrer Dig til at række Haanden til et nyttigt Foretagende, da gjør det om Du end ikke for Øieblikket indseer dets Nytte, bryd Dig ei om, at dine Grander tale haant om "at Du vil være bedre end andre," det er kun Uvidenhed og Overmod der taler af dem. Viid, at Skaberen ikke alene gav Dig en kraftfuld Haand men ogsaa Forstand; brug den og Du skal være lykkelig. Erindre Dig endelig at Du ikke alene skal arbeide for Dig selv, men ogsaa for Efterslægten, -- Din Roes skal det være, at dine Børn ikke ere fremmede blandt sine Samtidige; thi vær vis paa at Oplysningen vil fremmes, hvor- meget man end arbeider derimod. Held og Ære for den norske Bonde! Fra Oplandet. I LØVESTADENS RECOMMENDATIONSBOG Efter Wergelands manuskript UB Oslo 584, fol. A I. 13; 1831. Beym Teufel und Kanoner! Han løs paa Folk tør skjære, som om han gik i Lære ved mine Esqvadroner. -- Baronen SIDE: 24 Løvestaden er en god Barberer og sætter godt op Kniv. Thi, skjøndt jeg, naar han mig handterer, maa skjælve for mit Liv, jeg slipper med at jeg mig skjærer -- En Kind. Det dyre! Adelsblod!! han af min Strube tapped Hvor faaer jei Jenjæld vel? Vell! jeg vil Hænderne af de Livegne kappe. Hei! han paa Manglefjeld. Under min! Haand og Seigl Baron Fornebofæ Han just barberer saa somom af mig han havde lært at flaae Pram Løvestaden sligt fortæller om det spaniolske Tog, om de Regimentsmamseller han ifra Massena tog, om Meriter, Stik i Laaret, Kjærrer, som i Luften foer, om en Nonne, som bedaaret til de franske Faner svoer, om et Flaskefoer paa tyve, som han tømte, En, to, tre! -- at min Mester i at lyve jeg da førstegang fik see. Nordgren. Som Astrolog og Magus til en Amulet jeg burde alt mit Skjæg beholdt. Nu ved sin Færdighed har Løvestad forvoldt at jeg som Astrolog dog ikke er complet, SIDE: 25 saalidt som Bukken, der maa Skjæget sit undvære kan siges meer end jeg med Sandhed Buk at være Gschjøt. Saagodt kan Løvestad barbere, at af Ræverumpen, som Ingen kunde fristes til beskjære, gjensidder nu kun Stumpen. Gmle Stabel. Løvestaden skar saa Blodet spruted fort; men denne Mine, hvori man paastaaer, at en Satanas skal grine, han fik dog ikke bort. Vahl. Som Vi har Justitien og Næstens Pung tracteret i blodig Saape Løvesta'n med ubarmhjertig Haand har nylig os barberet 10 Jurister Han snurred Hjulet om -- og Saxen sleben var, hvormed saa pynteligt vi Næstens Navn beskar. 10 Fruer Ak, skulde du fortjene Sonettinen i Sølverklang af min Guitar? Du som saa grusom med din skidne Klinen min Rosenkind begravet har. Ja vel; thi du har gjort at jeg kan møde med Helteøine mine Søde og pegende paa blodigt Hagebeen tilhvidske dem: "for eder jeg kan bløde. Nu bløde I da og for mig igjen!" Angelettino-Møclestu Henrik Wergeland BEKJENDTGJØRELSE Folkebladet 24. jan. 1832. Paategningsplanerne til "Digte af Henr. Wergeland og Løjer i Holyrood, Fantasmer af Siful Sifadda" indkaldes til Schiwes Boghandling. Henrik Wergeland BEKJENDTGJØRELSE Folkebladet 7. febr. 1832. Om smag og Behag man ikke disputere et Somdetbehagereder af Siful Sifadda, erholdes anden Markedsdag i Hoppes, Schiwes og Winthers Bog- handlinger for 24 ß. Henrik Wergeland BEKJENDTGJØRELSER Folkebladet 20. mars 1832. Subscriptions-Planerne til Digte og Løjer i Holyrood indkal- des paa det Indstændigste til Schiwes Boghandling. Om Smag og Behag man ikke disputere, et Somdetbehagereder af Siful Sifadda, erholdes tilkjøbs i Hoppes, Schiwes og Winthers Boghandlinger for 24 ß. Normandens Kathechismus, 6te Hefte for Almuen, af Candidat Wergeland, faaes hos Schiwe, Hoppe og Winther, for 8 ß. [SLUTNINGSVERS TIL PREKEN PÅ MARIA BUDSKAPSDAG] Efter avskrift i brev fra Iver Hes- selberg 7. mars 1833, ms. UB Oslo 584 fol. G 8. Og da klang det over Jorden: Vi fortjente Vredens Ild Hevnens Lys og Dommens Torden, men han ga [.....] mild. SIDE: 27 Gjem den da den Naadens Kjærte, det Forjættede [.......] Tegn i Bunden af dit Hjerte: Guds Barmhjertighed er stor! Da du lod en Qvinde ahne Frelsens Time klar og nær Under Bethlems Palmefahne kom du med en Englehær. Henrik Wergeland [MED "BLAAMYRA" TIL IVAR HESSELBERG] Mai 1832. Ogsaa sjungen for Sangeren Hesselberg, Præst i Grue. Henr. W. [UNDER JOHAN AUBERTS PORTRETT] Efter S. A. Lindbæk, Hjemmet paa Fæstningen, s. 45; juni 1832. Frøet han strøede Voxet til Grøde, Længe skal vinde Krands om hans Minde. Henrik Wergeland [FORORD TIL OVERSETTELSEN AV "RULE BRITANNIA"] Alm. n. Maanedsskrift bd. 2, s. 329, april 1832, utkommet okt. 1832 (sml. I: 1: 273). Til Maanedsskriftet si placet. Rule Britannia. Her sætter en stout Engelskmand under norsk Flag over Vestresalt. Muserne følge sandeligen dette Seil. Det er gamle, oldengelske Rule Britannia, fuld af Poesie saa frisk og sund som Skovluften under de berømte Gammelenglands Eger, og stærk og høi som disse, og fuld af dette de sande Nationalsanges Eien- dommelige, der lader dem blive det evige tro Aftryk og Udtryk for et Folks Maade at føle sit lykkelige Tilvær paa, og her da af den brittiske Friheds- Lykkes og Selv-følelse. Velkommen da gamle Ruler mellem Nationalsange, med din Alfreds-harpe, dit Chaucermaal, din kraftige Stødtakt, der ligner det gjeve Yeoman- rys Fodslag og Oceanets Skvalp mod Learscliffen, den guddom- melige Villiams Himmelfartsbjerg, der lader sit drivhvide Hoved skinne over Canalen! Velkommen efterat have dvælet saalænge, før Du kom ind i en norsk Havn, mens Du dog i Aarhundreder blev sungen, mens Du blev hørt af mangen Normand, der sad imellem de blanke Hatte paa Drurylanens Gallerier eller paa Stilladserne i en Fjellebod i hvilkensomhelst engelsk Udhavn, og som blev tvungen af de krumme Næver til at raabe med: rule Britannia! rule the waves! ja og mens i Aarhundreder Skibe foer frem og tilbage mellem Norge og Engelland. I disse sidste Ord: rule Britannia! rule the waves! opløfter Du dit Scepter, Ruler, du Sang-Elisabeth. I dem ligger Chatamernes og Nelsons og Drakes og Cecils Liv og Heltenes af det Blaa og Rødes Storhed. Snart, haabe vi, vil ogsaa Rule Britannias prægtige Melodie gjøres bekjendt imellem os. 1807 spilte den engelske Feldtmusik den paa en Revy over Landgangstropperne ved Frederiksberg i Sjel- land. Men endnu sandere spiltes Rule Britannia af man-of-war- Koret paa Kjøbenhavnsrhed, ved Abukir, Trafalgar. SIDE: 46 [OM EN SKYLDNERS SKJEBNE] Efter Wergelands manuskript, UB Oslo 584 fol. A. III. 5; 1832. De Midler som [man] fandt i Holyrood probat mod Gjældnere er brugt i mangen anden Stat. Ja selv i mindre Maal af mangenen Privat. Men kommer først i Spillet den barske Advocat da hjælper ikkun Guldet, men andet Raad Godnat. [STUMPER] Efter Wergelands manuskript, UB Oslo 584 fol. A. II. 2 s. 1; 1832. Steentryk Man iler til, man troer at see en Sagas Helt, Napoleon maaskee. Men -- bah! min Næse blier en Snabel: jeg seer kun Generallieutnant Stabel. -- Det fordrer just ei Plads paa Sagas Blade, at man er Chef for første Agerhuus-brigade. Jeg troede, det var Napoleon den Store og Josefine; men, se, det var Brandlieutnant Kine med sin Huustro Nore. Efterverdnen skal spørge: hvad Storværk øvede Helten? Men alseende Clio med Latter skal svare: Ei engang Smugget han boede i, men en Steentrykker kjendte ham. Henrik Wergeland [REGNSKAP OVER BOKSENDING] Efter notisbok UB Oslo 584 fol. A I 13; 1832. Til Bergen -- Siful -- 150 -- 12 Sk Blaam. -- 20 -- 12 SIDE: 47 Til Bergen -- S. fotostatkopi UB Oslo, ms. 584 fol. B 8 a 1; 19. sept. 1832. S. T. Heimdalls Redactør. Upaatvivlelig har Heimdalls ærede Redactør bemærket det sørgelige Særsyn, at der gives norske Forfattere -- vel af en lavere Rang -- som erklære Norge for en literær Provinds af Danmark, og som i deres Skrivter ogsaa redeligen gjøre Sit til, at de ikke skulde vorde det ædle Princip utroe. Aarligen skatte de, og modtage formodentlig den artigste Qvittering derfor i de danske Blade. Imidlertid er det Dem, ærede Herre, vel ikke ubekjendt, at vor unge Literatur ogsaa har sine Ægider at blomstre under, der vende Medusahovedet mot Sønden, men aabnes hellere mod Østen og opfanger derifra mangen liflig Duft fra de Blommer, som der trives i Ro og Fred. I vore Byer bearbeides vel Publikum ved danske Skue- spil, danske Skuespillere (eller rettere som de ere: Gjøglere), en Syndflod af dansk Lecture, en Sværm af danske Vagabonder, men mest dog af vore egne danske Normænd. Dog staaer der i Folket hist og her Mænd af Patriotisme og overlegen Aand, som anskue denne Færd med mørkt Øje. Ulykken er kun, at SIDE: 48 deres Kræfter og Røster ikke have været forenede i een Torden, i een Storm, saa denne Atmosphære, som et skoddefuldt Vester- hav har udaandet, i eet Øjeblik kunde været renset. Nu er der imidlertid Symptomer til at disse Literaturens ædlere Frelse- kræfter ville anspænde sig i Forening til en Kamp, som ikke heller kan være uden Interesse for Broderlandet. Vi forlange endydermere en Slags Assistence derifra: idetmindste den, at det svenske Folk underrettes gjennem Tidenderne, at Norge ikke feigt undlader at kjæmpe for sit literære Tilvær. Det maa vedrøre den ene Arm om den anden er vissen eller ei. Sverige bør være Vidne til denne Tvekamp, der ogsaa har sin politiske Landse. Seire Danomanerne, er Norge blevet fremmed for sit Sprog i dets Udviklingsperiode, forkaster det denne Udvikling fra egen Marv som et unyttigt Arbeide, troer det, at de første Forsøg til en selvstændig Litteratur var forfængelige Kortbyg- ninger, betragter det sig som et evindeligt Annex -- da skal det ogsaa vorde fremmed for sig selv, uselvstændigt i alle Hen- seender, det skal lide under den Svaghed, som altid følger Følelsen af at være beskjæmmet -- det skal vorde som den arme vanærede Qvinde, der, ligegyldig for Liv eller Død, for- lader sin Fars Huus og sætter sig paa Branten over det fraa- dende Hav: hun ser Floden og Stormen at vælte Bølgerne høj- ere: de naae alt hendes Fødder og Stormen bøjer hende udover; men hun flytter sig ikke, ligegyldig enten Sydbølgen skal sluge hende eller hun skal bortveires af Stormen fra Østen eller Norden. Dog -- threatned folks live long. Jeg vilde gjerne meddele Dem, Høistærede, Udsigt over Posi- tionerne før Bataillen. Den kan nemlig neppe endnu antages for begyndt eller, om begyndt, for at være i fuld Gang. Ellers maatte vældigere Explosioner -- efter den Forbittrelse og Spæn- ding Partierne befinde sig i -- have forfærdet Publikum og vakt det op af dets indifferente Dvale. Der rykke nu Danomanerne frem i Bladet "Vidar" -- en abor- tus af det Studenterforbund, som dannede sig af en Deel af det gamle "Samfund". "Deri opbydes -- som Assessor Bjerregaard ytrer sig i et Brev til mig, betræffende une ligue contre la ligue SIDE: 49 danoise -- alle Sofisteriets Kunster forat lænke Gubben Nor til Flanen Danas literære Triumfvogn; deri opkoges Grundtvigs gamle Vise om Danerne som Skandinaviens Hovedfolk i den ældre Tid, og om det danske Sprogs Universalherredømme, og udsiges Anathemet over Dem, der vove at paastaae vor Ret til at benævne vort Sprog som norsk og arbeide paa dets selv- stændige Udvikling." Deri skildres ogsaa Danomanernes Anta- gonister som "Fenrisulve, Jetter osv., der skulle falde for Vidars Aser". Dette Blad faaer ellers om en kort Tid fra Modpartiet en Recension som fortjent, og hvori Publicum ogsaa vil gjøres opmærksomt paa hvor det bær hen. Blandt Redactørerne er [overstrøket ellers] et Par talentfulde Lectores juris (der vel kun have laant sine Navne ud for at dække Restens) -- , de Øvrige bestaae af en fortydsket Philosophikel, en fordansket Æsthe- tikel og en forskruet og fordansket ung Antiqvar, som giver det nye Norge en god Dag, naar han blot kan faae nogle af det gamle Norges Qvæder fat. Da klemmer, perser og træder han dem tildøde under sine pedes fornyrdalagii af bare Kjærlighed. Fienden er mere talrig end farlig. Vi derimod, nosmet Contra- danomani, have en Skandse i det "Hjelmske Maanedskrivt", og man havde tænkt i et Blad "Nordlyset", hvortil Planerne nu ville vorde indkaldte, at løfte et flammende Tugtensriis over disse Forrædere, som sælge vor Odelsret til et Sprog, et Folks Adkomst til egen Literatur, og som udvande Publikums Hjerner, saaat det falder de Fleste tungt at hæve sig højere end til at nippe af de danske Læsefrugter og Maanedsroser, som nikke dem over Hovedet i saa tætte Klaser, at de ikke see de Ørne, som svæve derover i det klare norske Alpeblaa. Der fægtes ogsaa i Tidenderne; men et Hovedslag vil vel blive levert i et Modskrivt, som af en Trediemand er under Arbeide mod et i Sommer fra en Student udkommet, der redigerer Underskrevne som Forfatter in absurdum. Denne literære Feide føres med en Hidsighed, hvorover jeg ikke kan rose mig. Jeg har maaskee ladet mig opirre formeget af endeel lumpne Træk af min Antagonist. De vil sandsynligen finde det Samme af indlagte lille Manifest, hvori der er Flere Torne end Laurer. Ligesaa tillader jeg mig at hoslægge en af mine Recepter mod Danomanien hertillands. SIDE: 50 Finder De det værd, da vil De maaskee anvende nogen Op- mærksomhed paa denne Strid for den norske Literatur imod dens uden- og indenlandske Fiender. I den Indbydelse til at bevirke Udgivelsen af vore Oldsagaer her i Landet, som en Deel af vore lærdeste Oldkyndige lod udgaae, findes ogsaa de tyde- ligste Spoer af den Uvilje, hvormed Patrioterne ansee det danske aandige Formynderskab. -- Svenske Heimdalls Gjallarhorn maa lyde med i denne Strid, som vil vorde levende og ende til Norges Ære og med en gothisk Sprog- og Literatur-Treenighed. Inden dette Sekel gaaer ned, staaer Overgangssproget, det gjenfødte Norges, der. En rigere Indflydelse af det fuldtuddannede, under sin Velsignelse bugnende, svenske Sprog, end den, der i denne Fordanskningens Tid finder Sted hos os, skulde fremskynde denne Proces, som vort Maal maa undergaae. Man skriger vel nu over Forsvenskning, naar man betjener sig af et norsk Ord, der ogsaa findes i Svensken; men disse Skrig tilhøre Gjæringens Tid, og kommer fra de Aandløse, der have nok i det danske Skriftsprogs udslidte Armod. -- -- Det vilde interessere mange Normænd at høre Svenskers Omdømme om denne Borgerkrig, under hvilken Vi bygge paa en Bifrost, der skal forene de andre to gothiske Sprogsfærer, og hvorfra et nyt Heimdallshorn skal lyde, der finder Gjenklang i Norges Natur som i Folkets Øren og Hjerter. Eidsvold 19 Septbr 1832 Ærbødigen Henr. Wergeland. Henrik Wergeland [BEKJENDTGJØRELSE] Morgenbladet 13. og 15. okt. 1832. Ihændehaverne af paategnede Subskriptionsplaner paa: Digte af Henrik Wergeland, 2den Ring; Løjer i Holyrood af Siful Sifadda og Bladet: "Nordlyset", ville behage snarest muligt at indsende disse til P. J. Hoppes Boghandling i Christiania. SIDE: 51 Henrik Wergeland SAGN OM DEN STORE SØLV-BRUDRKRONE PAA VÆRABRU I NUMMEDAL Efter ms. 790 A 63 a i Berg. mu- seums bibl., sml. A. Faye, Norske Sagn, 1833; 18. des. 1832. Det er ikke stort over Mandsminde siden en vaxin Gut fra Opdals Annex til Rollaug Ptgjeld i Nummedalen, idet han gik forbi et forladt Sæterstrøs, der traf en munter Huldrebrudrfærd. Igjennem en Glugg var han Vidne til hvorledes alt gik til imellem Bergfolkene som ellers i Bondebrylluper; men mest trak dog Brudren hans Opmærksomhed til sig ved sin Deilighed og herlige Pynt, hvori dog en vægtig og straalende Brudrkrone af Sølv var det ypperste. Gutten saae saalænge paa Huldrebruden til han blev kjær i hende, og da det smukke Billed sad ret dybt og fast i hans Hjerte, betænkte han sig ikke længe paa at frasnyde Brudr- folkene Lystigheden og Brudrgommen den rige og vene Brudr. Rask trækker han sin Kniv -- blinkende farer Staalet gjennem Gluggen over Brudrens Hoved -- Brudrfølget forsvinder hurtigt som Blinket -- kun den Fagre sidder, tryllebunden af Staalet, igjen. Begge de Atblivende kom snart overens. Huldrebrudren fulgte ham til Bygden; ja tilsidst for Alteret efterat være bleven døbt. Men hendes prægtige Brudrdragt skjæmmedes meget af en hæslig Kusvands, som først lidt efter lidt forsvandt. Hun døde som en æret Kjerring i Bygden efter et lykkeligt og velført Sam- liv med sin raske Erobrer, hvem hun bragte slig Medgift i Brudr- dragten alene, som hverken før eller siden er tilfaldt Nogen i Bygden; og endnu gjemmes som en prægtig Levning deraf Sølv- brudrkronen paa Mærabru. [VISE OM ROMERIKINGENE] Efter muntlig tradisjon i Skilling- Magazin 1890 s. 806; ca. 1832. Eidsvoldingen med sin Brok: de drikker og spiller i hver en Krok. Næsbuingen med sin stive Ryg: han eter Skjiri og sælger Byg. SIDE: 52 Hurdølingen og Feirings-Kop: Tandberg lærer dem at se op. Ulsokningen og Kjyru-Tap(?): Steffensfølge og Fantepak. Nannestadsokning og Gardemo: faar Prygl af Soldaten og ligger paa Kro. Gjerdrumssokning og Fanteflok: By og Bygd har mere end nok. Henrik Wergeland [BREV TIL GENERALMAJOR BIRCH] Blandt genealmajor Birchs papi- rer, Riksarkivet, Oslo; 19. jan. 1833. Høivelbaarne Herr Generalm. Birch. DHbhed sparer mig flere Skilling end jeg ejer ved med sæd- vanlig Godhed at faae medfølgende Brev til Sverige afsted. Det indeholder et Par Morgenblade til Ridderstad -- dem, hvori Recensionen stod. Om DHbhed vilde behage at lade Brandt svare paa, om ihøst er modtagen en Plan til et Samfund for Landalmuens Oplys- ning -- skede mig en Tjeneste, da jeg saaledes fik Tid til, inden jeg til Marked har den Ære at bevidne Dem min Ærbødighed, at udarbeide en ny. Et godt Nytaar tillader jeg mig at ønske Herr Generalm. Lykke til Alt -- især til Ullevold. Den dybe Snee hindrer vel der Deres Veedhugst; men her var en Slampampus med slige Klam- per til Bein at han kunde due til at traakke op; jeg bad ham da tage Øxen paa Nakken og marschere. E Pgd 19 Januar 33. Med Høiagtelse forbindtligst Henr. Wergeland Henrik Wergeland [DOMSPÅTEGNING] Efter ms. i Riksarkivet, Oslo; 7. april 1833. Mig forkyndt; og agtes Appel. 7 April 33 Henr. Wergeland TIL EN RECENSENT Efter Wergelands manuskript, UB Oslo 584 fol. A II. 2; visstnok april 1833. Du svinger Svøben vild og vred Den Offeret paa Bagen maa svide svært; thi som du veed er Sandheden jo nagen. Henrik Wergeland ATTER ET TRÆK AF DEN SVENSK-ENGELSKE GREVINDE BAKER OG DEN ENGELSKE CAPITAIN VILLEBOIS (Indsendt.) Statsborgeren 5. mai 1833. Fra Lillehammer og Christiania har man i Vexelchor besjun- get dette høiadelige Guillotinekrams Eftermæle her i Landet. Hvor nobelt det har opført sig i Næs, hvor norsk Bondeblod maatte rosenstrøe og skarlagenklæde det høie Pars Vei, skulle vi erfare af følgende Udtog af Skydsbogen paa Vormsund og Kjølstad. 1. "Ole Toxstad efter att han ikke fik åka då det redan var två Bønder och underteknad endast hade fyra hàstar -- blef Ole Toxstad näsvis och ville ikke gjøra hvad underteknad sade -- då underteknad var nødsakat nytja Styrkan -- om han motsträfvade -- samt ville ikke lemna Vagnen. Og underteknad var nødsakat att vidare nytja Store Styrkan. Capitain Villebois. Den 16de Juli 1832 er Klagan skrefven. Vitnes Grefvinna Baker. 2. I Anledning af Forestaaende af Capitain Villebois har da Skydsende Ole Olsen Togstad anmodet Undertegnede at anføre: Et Stykke fra Raaholt gik nogle af Forspandsremmerne istykker, hvorved Ophold skedte, og den Rei- sende gik ud af Vognen. Her blev han vaer, at der var 2de Skydsdrenge med, og erklærede nu, at der paa ingen Maade skulde være mere end 1 Skydsdreng; og da Klageren Ole Togstad paastod, at de, som begge eiede SIDE: 54 Hester for Vognen, maatte være med, saamegetmere som hans Medskydsende havde 2de unge Hester for, hvis Oversætning han frygtede for, løb han først hen og slog den anden Skydsdreng, som han vilde derefter kaste ned i Renden; men da Klageren nu forhindrede dette, begyndte han at slaae ham først med Hænderne; men da han ei syntes dette var nok, løb han hen til Vognen, greb sit Gevær, og slog hermed efter Klagerens Hoved, hvorved Kla- geren formodentlig vilde have erholdt sit Banesaar, hvis han ei havde faaet afbødet Slaget med sin venstre Haand, i hvilken han fik 3de Huller, og hvorved Geværstokken gik saaledes istykker, at, da han igjen slog efter ham, gik den tversaf. Han vilde nu bruge Geværpiben paa Klageren, som derfor, for at redde sig, maatte løbe sin Vei. Ole Togstad ansøger derfor Overøvrigheden om at drage omsorg for at bemeldte Capitain Villebois maa vorde tiltalt og straffet for denne sin formeentlig ulovlige og voldsomme Adfærd, overeensstemmende med de gjældende Love, hvis han ei mindelig vil erlægge en af det høie Amt dikteret Mulkt, og betale Klageren for Tort og de tilføiede Hulsaar. Ovenstaaendes Rigtighed skal han kunne bevidne med Martin O. Eggum og Anders O. Dysland. J. O. Koren, Lensmand. 3. Amtet har under 13de August sidstleden paa Grund af forestaaende Klager resolveret: at det ikke finder (! ? !) Anledning til videre at indlade sig paa denne af Ole Togstad paaklagede Adfærd, da det Paaklagede for- meentlig ikke qvalificerer sig til offentlig Paatale, men maatte paatales af ham selv. Rigtig afskrevet vedgaaer for Lensmand Koren F. Christophersen." Stakkels fattige Ole! bær da dine Prygl, og selv dine tre Vunder med Glædestaarer over at du beholdt dit Liv, og med den Erkjendtlighed, som du skylder Retfærdigheden, den maje- stætiske Justitia, som kun derfor undlod at ile dig til Undsæt- ning, for at henvise dig til Kjerligheden og Taalmodigheden! Dog vogte du dig for at krænke Lovens 6 -- 9 -- 24! thi det koster dig foruden rette Bøder trende 40 Lod Sølv! Ligesaa vogte du dig for 6 -- 9 -- 17; thi det koster dig atter foruden rette Bøder trende 40 Lod Sølv! Og husk vel, at 8 -- 7 -- 1 og 3 er skrevet for dig, om du ikke vil betale og see dit Bryst smykket med Brem- merholms Kjæder, din Ryg med Baronens Tampe, dine Fødder med klingrende Jernsporer og din Hals med den staalflettede Maske af det Garn, hvori de Smaae blive hængende! -- ja Stak- kels, om du ikke vil skilles fra din kjerlige Mage, som forbandt dine Saar og gik til Kirke for at takke Gud for at du ikke blev SIDE: 55 dræbt, og i hendes Sted formæles med en tung Træklods med et Jernhjerte i, som du skal slæbe paa, -- indtil Gud igjen ad- skiller hvad Menneskene havde forenet! -- Henrik Wergeland [MINNESTØTTEN OVER KROGH FERDIG] (Indsendt.) Statsborgeren, 5. mai 1833. Saa staaer der Krohgs Mindestøtte som en Gubbe blikkende med mørk Alvorsbryn gjennem sit Fængsels Gitter, ret som den vilde spørge: Er jeg et Minde reist af frihedselskende Nor- mænd, og skal paa deres Frihedsdag omgives af disse Skranker? Burde jeg ikke frit hæve min Isse i det af Frihedens Jubel- toner gjenlydende Alverdenstempel -- lig en Offerpræst, hvor Hjerterne ere Altre?! Henrik Wergeland [VOLDGIFT ISTEDENFOR PROCESS] (Indsendt.) Morgenbladet 19. sept. 1833. Norske Lovs 1 -- 6 -- 1 lyder: "Dersom Parterne voldgive deris Sag og Tvistighed paa Dannemænd, enten med Opmand, eller uden, da hvad de sige eller kjende, saa vit deris Fuldmagt dennem tillades at gjøre, det staar fast, og kand ei for nogen Ret til Underkjendelse indstævnis, dog Kongen sin Sag forbe- holden." Heri synes en herlig Frihed, en Maade at afgjøre Tvistigheder naturligst, billigst og kortest paa at være os Nor- mænd indrømmet. Alligevel benyttes denne Ret kun yderst sjelden og kun i enkelte Districter -- en Feil, som deels maa- skee har sin Grund i Uvidenhed om hiint Lovbud, deels i Uvis- hed om Lovcapitlets Overskrift: "Om Indstævning til høiere Ret" ikke indskrænker Retten til at voldgive en Sag alene til efter at den har passeret Underretten. Skjøndt det synes Inds. klart, at Lovgiverens Hensigt har været, saameget som muligt at sætte især Menigmands Processer Grændser og at gjøre Tvistigheder uskadeligere end skee kan, naar en dyr og lang- varig Proces er den eneste Udvei, og at han saaledes ikke har villet tildeels tilintetgjøre sin egen liberale Hensigt ved en saa- SIDE: 56 dan unødvendig Indskrænkning: har dog Inds. hørt Meninger for denne, grundet paa Overskriften. Dog veed Indsenderen, at flere Sager i den senere Tid i Romsdalen ere afgjorte ved Voldgift efter forud indgaaet Forlig, uden noget Retspersonales Mellemkomst; ja, at Parterne i en Sag strandede denne efter at den var bleven foretaget i Retten og Procuratorer og Dom- mer rigeligen vare blevne betalte og voldgave samme. Det sy- nes ogsaa rimeligt, at Capitlets Overskrift skal omfatte dets Hovedindhold, og at det ikke kan antages at berøve Folket den bedste Deel af dets Voldgiftsret -- et Gode, det vilde sætte imellem sine ypperste, om det var bekjendt og benyttet som det burde efter de Paamindelser ublue Procuratorer nu i lang Tid have givet derom. Lovkyndiges Mening herom utbedes paa det Indstændigste. AFSKEDSBILLETTER TIL EN BORTREISENDE SPION (EVERLÖF) Efter Wergelands manuskript, UB. Oslo fol. 584 fol. A II. 2; høsten 1833. For førstegang du Norge glæder Da du til Reise dig bereder. Lykke paa Reisen, Diplomat! Skal vi en endnu værre vente? Ham ifra sin egen Stat Selve Satan da maa hente. Reis snart didhen! Maaske for førstegang du der Dig i et fremmed Land foruden Skyld beseer. Henrik Wergeland BEKJENDTGJØRELSE Statsborgeren 24. nov. 1833. Planer til Norges Historie, "7de Hefte for Almuen", af Henrik Wergeland, indkaldes herved. Henrik Wergeland [TILLEGG TIL BREV TIL CARL F. RIDDERSTAD] [Sml. V:1:157 ff.] Efter ikke god avskrift blandt M. Birkelands "Biografiske samlinger" RA., Oslo. Eidsvold Præstegaard 12. Jan. 1834. Skriv mig til om Dig selv (Wildheim har jeg endnu ei faaet!) om Indholdet af de nye Runor; og nævn mig med det samme noget om din Stilling -- om du er Officeer i din Slægt, om Du er Nobili -- saa jeg kan vide hvordan jeg skal tage dig. Der er tillige Gust. Hjerta jeg gad høre om. Gfstrøm sendte mig nys et Hefte Digte -- (for veke, for veke!) O. F., som jeg har omtalt i Mbldt kjender jeg kun af hans Bolivar i "Vinterblommor" som jeg fik af Mellin (den kronte, men hvor er Hovedet til Kronen?) men jeg omtaler ham forat have en Alen til at maale Dig med. I Upsala Literat. Tidning har Rydquist for en Tid tilbage revet mig, -- jeg vil revengere mig. I Danmark indrykkes intet For- svar for mig; -- i Börsenhalle derimod stod et for længere Tid siden. Vil Du -- oversat eller original -- indrykke i en svensk Journal "Skakastølstinden" og skrive en liden Anmærkning un- der "at dette er et Prøvestykke paa den i Upsalatidenden cha- rakteriserede "mest carrikerede wske Poesien" eller hvordan der nu stod? Er du i Forbindelse med Aftonbladet? Der maaskee? -- Henrik Wergeland [DEDIKASJONER I "NORGES HISTORIE FØRSTE DEEL"] Ca. 1. febr. 1834. Til min kjære, gode Fader Nicolai Wergeland, Fædrelandets uforfærdede Talsmand fra Henr. Wergeland. Til Herr. Rudolf Keyser, det fædrelandske Olds skarpsindige Forklarer, høiagtelsesfuldt fra Henr. Wergeland. Henrik Wergeland SIDE: 58 [ANSØKNING OM LÆRERSTILLING VED SJØKRIGSSKOLEN] Efter ms. i Riksarkivet, Oslo. Ma- rinedept. Journ.saker 263/1834; 15. febr. 1834. Til den kongelige norske Regjerings Departement for Marinen. Henrik Arnold Wergeland, Candidatus theologiæ, ansøger ærbødigst den kongelige nor- ske Regjerings Marine-Depar- tement om at maatte vorde beskikket til at forestaae den ved Søcadetakademiet ledig- værende Lærerpost i Historie og Geografi, Norsk og Reli- gion. Idet Undertegnede herved ærbødigst ansøger det høje Marinedepartement om at maatte vorde anbetroet Læ- rerposten ved Søcadetacade- miet i Historie og Geografi, Modersmaalet og Religion, paaberaabes: 1) Mine akademiske Charakterer for disse Fag sees ved Exa- men artium at have været udmærket godt og meget godt. Charakterlisten hoslægges isaahenseende. 2) Ved examen philosophicum erholdt jeg ligeledes udmærket godt for Historie. Denne Charakter var ogsaa for Historie og Geografi min almindelige ved Christiania Kathedralskole; og ved examen artium saavelsom ved philosophicum lagde jeg Historien op til daværende Datum, medens man til artium kun var forpligtet til at gjøre Rede derfor indtil den franske Revolution. 3) For min Kundskab i Fædrenelandets specielle Historie gives der et offentligt Document idet jeg har udgivet denne. 4) Begge Censorers "laudabilis" til den katechetiske og homile- tiske Examen viser, at Religionsfaget in praxi forstaaes af mig. 5) En Række af Skrivter i bunden og ubunden Stiil godtgjør, at jeg kan mit Modersmaal. 6) Kirke- og Underviisnings-Departementets Circulære af 11te Juli f. A. tilsiger udtrykkelig de Geistlige fortrinlig Adgang til Befordring, som udgive almeen Oplysning fremmende Skrivter. Dette har jeg gjort tildels ved Opofrelse, idet jeg har udgivet syv Hefter forskjelligartede Almuskrivter, saa- som en praktisk Botanik, om Almubogsamlinger o, fl. d. SIDE: 59 Følgende Documenter, som forøvrigt skulde understøtte min Adkomst, ere, siden en foregaaende Ansøgning om geistligt Embede, i Regjeringens Værge, nemlig 1) en Daabsattest, hvoraf sees, at jeg 17de Juni f. A. naaede Ansøgningsalderen; 2) en attesterende Erklæring fra min befalede Sagfører i beneficeret Sag mod anden Mand, at denne, ei af mig anlagte, Sag ingen skadelig Indflydelse paa mit gode Navn legaliter vil kunne have; -- 3) Attest fra de theologiske Professorer om at jeg med Orden og Flid frequenterede deres Forelæsninger; -- 4) testi- monium publicum, der beskriver, at jeg, med laudabilis til examen artium i Januar 1826, og senere med haud illaudabilis til examen philosophicum, i Mai 1829 absolverede den theore- tiske theologiske Examen med haud illaudabilis; -- samt 5) testimonium for at jeg i Juni 1833 absolverede denne Examens praktiske Afdelinger med laudabilis. Tillige medfulgte en Attest fra min Fader Provst Wergeland, at jeg, i Mellemtiden mellem disse to Examiner, hos og under ham i Eidsvold havde søgt at uddanne mig i geistlig Praxis. Det kongelige Marinedepartement vil behageligen bemærke, at jeg hverken har tilbagelagt min akademiske Løbebane uhæ- derligen eller undladt senere i de flere Candidataar at uddanne mig og at gjøre mine Evner og Kundskaber saa nyttige for det Almene som det har staaet til mig. Dog maa til en saadan Post, som denne herved ærbødigst ansøgte, komme i mere særegen Betragtning, at netop dennes Fag saa at sige ere mine. Forhen har jeg underviist Enkelte, men ei paa nogen Skole, saafremt det, at jeg gratis underviser i Oversigt af Geografien og Moders- maalets Sproglære ved en af mig her oprettet Søndagsskole, ei saaledes kan benævnes. Eidsvold Præstegaard 15 Februar 1834. Ærbødigst Henr. Wergeland. Henrik Wergeland S. T. HERR CAPITAIN MUNTHE Efter ms. UB Oslo 584 fol. F. 84; 27. febr. 1834. Høistærede Herr Capitain Munthe. De finder heri 4 Postark indeholdende noget Historisk, som jeg, med Bekjendelse at jeg ikke har havt Stunder til at faae SIDE: 60 det, paa meget nær, saa istand, som jeg ønskede, og det burde være, anbefaler til Deres private Bedømmelse først, om det egner sig til "Samlingerne". Jeg giver Dem Hals- og Haand-ret derover i Alt, Stiil og Materie, Noter, -- kort Alt, om De vil vise mig den Godhed og Ære at benytte den tilgagns (Jeg har Thierry fra Univ.bibl.) Tillader De mig følgende Bemærkninger ved Deres høist interessante af Lærdom bugnende Afhandl. om Raumarike: 1) Paa Haberstadvolden (Haborstadvollen) paa Durallen har staaet en Kirke eller Capell. 2) Paa Turnisakrs Nabo- gaard Vilberg siges at have været Præstegaard (til Kirken paa T?) 3) Paa Turnisaker (Tønsageren og jeg drak igaar en liden Mugge af Glæde over det gjenfundne gamle Navn, og gamle Bedstemoer blev adspurgt om Kirken -- Hun begyndte at græde) der paa Turnisaker findes en Braate Gravhøje ligeunder Fjeldet, som bær over til Odalen. Deri ere Sværd fundne. Jeg slutter, at Ribungerne der har slængt sine Døde, flyende over Fjeldet til Odalen og ad Winger og Wermland til efter Bjerkebein- hilsningen, som Ivar v: [?] Skeidiahof m. Fl. gav dem paa Worma der 1/2 Fjerding unna. 4) Paa Gaarden Sanders Gaard paa Du- rallen 1 Bautasteen. Ellers ligge Kjæmpehøjene i denne Bygd valpladsviis især -- mange ihop. 5) Da De anfører hvor de gamle Districtnavne endnu bruges, saa -- Storvalen og Kisa bruges endnu. -- De skriver "Claraelv". Mon ikke Klaraelf ): den klare. Tilgiv mig dette. Levvel! Eidsvoll 27 Febr. /34. Med Høiagtelse Henr. Wergeland. Henrik Wergeland [TILLEGG TIL ANSØKNINGEN AV 15. FEBRUAR] Efter ms. i Riksarkivet, Oslo. Ma- rinedept. Journ.saker 263/1834; 8. april 1834. Til den kongelige norske Regjerings Departement for Marinen. Som Bilag til Undertegnedes for nærværende indleverte underdanige Ansøgning om Lærerposten ved Søkrigsskolen, troer jeg herved at burde indsende Underretning om at den under 7de April d. A. faldne Sættedom i den af Procurator i Agers- huus Amt J. O. Praëm mod mig for formentligen injurierende SIDE: 61 Udtryk anlagte, begge Parter naadigst beneficerte Sag indeholder ogsaa følgende: "Den af Hovedcitanten i hans Stevning af 29de April og Indlæg af 16de Mai 1831 mod Contracitanten nedlagte ære- rørige Paastand mortificeres, saa den ei kommer Denne til Skade paa Ære, gode Navn og Rygte." Af Dommen vedkommer Dette alene min Stilling som An- søger. Eidsvoll 8de April 1834. underdanig Henrik Wergeland Candidatus theologiæ Henrik Wergeland [BRUCE'S TALE TIL HÆREN VED BANNOCKBURN] [Efter John Burns.] Efter Wergelands manuskript, UB. Oslo 584 fol. A III. 3; sommeren 1834. -ù | -ù | -ù | - Skotter, I hvis Blod har frust samsmed Wallaces saa flust! Skotter, førte jamt og tidt did af Bruce hvor hvast blev stridt! Velkomne til eders blodige Lejer eller til en herlig Sejer! Nu er Dagen frambrynt, nu Stunden i sin Glitr og Gru. Se alt Fylkingen til Strid! Se alt nærmere herhid dra'r stout Edvards gruske Rækker: Edvards Slaveri i Lækkjer. Hvo den Skurk, som være vil en Forræder? Er han til? Hvo vil fylde med sin Krop bandte Nidings Liiggrop op? Hvo saa laag en Træl at være? Omkring, du Skurk! Røm fra din Ære. SIDE: 62 Hvo for skotske Lag og Drot drager Frihedsklingen godt, som en fri og frelse Mand staaer han eller stuper han. Men i Alt: i Fald hell' Stane Caledonier! fram med Bruces Fahne. Nu! Ved Aagets Plagevægt! ved en trælket Efterslægt! dyrebare Hjerteblod, Livsensaaren, Synju'ns Rod ud vi vilde tørke, bare hines Frihed vi bevare. Slaa hver Voldsmand kaut ikold! I Enhver bag Fiendeskjold falder en Tyran. Hurra! Frihed i og Frihed fra hvert et Gagnehugg [fotnotemerke] maa gløde. Fram til Stordaad eller Døden! Fotnote: Eller: Hugg tilgangs. Det senere hidkomne skal følge! Mind Svenskerne paa Hammertouren. Husk ellers i din Op- sats paa Grundtvigs Oversættelser i Snorro!!! Din HW. Henrik Wergeland [CIRKULÆRE TIL 8 VENNER I EIDSVOLL] Utdrag ved Hans Tønsager i "Barn- doms- og ungdomsminder om Henrik Wergeland (1897) s. 23; sommeren 1834. De anmodes om at deltage i en fodvandring over til Odalen for at se paa henrettelsen af den grove forbryder, der merk- værdig nok har kunnet vokse op blandt de godmodige og fred- sommelige odølinger. Da vi skal gaa over det høie fjeld (1 mil over), maa hver SIDE: 63 mand have niste med; naturligvis maa lommelærken med brændevin ikke forsømmes. De, som er jægere, maa ikke glemme at tage gevær og hunde med, for at turen kan blive alsidig. Henrik Wergeland S. T. HERR PROCURATOR NILSON FLØGSTAD, SØRUM Efter ms. UB Oslo F 39 a; 19. aug. 1834. S. T. Herr Procurator Nilson Da den Tid, DVbhed anslog at ville medgaae til Actens Ud- færdigelse, er forløben, tør jeg udbede mig Underretning om den snart bliver at bekomme eller "haass". Med det samme ønskes at vide om Modpartens Act er expedert og udlevert. Ligesom dette sendes leilighedsviis, udbedes Svaret nedlagt i Kløften til lignende Befordring, hvorfor jeg skal sørge. Ingen Daler er værre at give ud ellers end en eneste Skilling i denne Sag. Eidsvoll 19 Aug. 34. Ærbødigst Henr. Wergeland Henrik Wergeland SUBSCRIPTION PAA DE TO FØRSTE BIND AF "HENR. WERGELANDS DRAMATISKE VÆRKER" Morgenbladet 18. okt. 1834. Hvert av disse Bind vil indeholde 2 originale Sørgespil, ud- gjøre 8 -- 10 Ark, og overlades heftet for 7 ß Arket. Forf. an- moder Venner af Fædrelandets Literatur og sine Bekjendte omkring i Landet om at fremme Udgivelsen ved velvilligen at samle Subscribenter og indsende deres Fortegnelser inden Nytaar til Forf. i Christiania. SIDE: 116 Henrik Wergeland [BREV TIL BIBELSELSKAPET] Kristiania 29. apri1 1835; efter ms. i Bibelselskapets arkiv 1835/41, de- ponert i Historisk kjeldeskriftinsti- tutt, Oslo. Til Centralcommitteen for det norske Bibelselskab. Beskjæftiget med at indsamle Bøger til Brug for Patienterne i Byens Hospitaler, for de i Arresterne Hensiddende og for Hovedvagterne, anholder Undertegnede hos den ærede Central- committee for det norske Bibelselskab, forudsat at det er i dettes Tendens til et saadant Brug gratis at tildele Nogen udenfor dets Medlemmer de Bøger, det ellers udbreder, om at maatte vorde skjænket fire Bibler og Nytestamenter til oven- angivne Meed. Et mindre Antal modtages med lige Følelser af Erkjendtlighed, ligesom og hvilke andre hensigtsmæssige Bøger af instructivt eller religiøst Indhold, det maatte staae i Centralcommitteens eller enkelte af dennes respective Med- lemmers Evne at meddele. Christiania 29de April 1835. -- Ærbødigst Henr. Wergeland. (b. i Jfr. Schwenckes Gd. Raadstugade) [Utenpå:] Til Centralkomitteen for det norske Bibelselskab Christiania. Ønskes afleveret til Hrr Professor Hersleb. SIDE: 117 GEBURTSDAGSVERS Efter Nyt Tidsskrift 1886 s. 659 -- 61; febr. 1835(?). End nogle Dage med Sne og Slud, saa springer Sneklokken freidig ud. Da staar den fager, fra Sneens Dække befried af Vinden den Bly og Kjække, med fine Strøg af Karmin paa Kinden. End knuges Aaret, saa blegt og ungt, af Vintrens Skyer paa Skyer tungt. Men seet fra Himmelens Hvælv, som strækker sig klart derover, de Skyers Rækker maa ligne Snelag og frosne Vover. Men hvis, lig Foraarets første Vind, Den blæste Sneen af Klokkens Kind, en Engel Skyerne søndersplintred og saa til Kloden, som overvintred, blandt os en Sneblom han saa fuldmoden. -- En deilig Blomme, som Vintren bar den to og tyvende Februar, hvis fine Kind under Sneen fødtes, hvis Øine skjønne, af Skyer mødtes de Vintrens blege, ei af det Grønne. Men se, i Sneklokkens Kalk er lagt en sød Forjettelses Tryllemagt: En Vaar den føder, selv vinterbaaren; ei blege Vinter, men forud Vaaren er speilet af i dens skjære Tanker. SIDE: 118 Men Adeline, det er dog bedst, hvori du ligner den Sneblom mest: Den skjænker Vinteren meer end givet den blev af denne og dig kan Livet, som du forskjønner, ei nok belønne. Det gav dig Ynde, men mere skjøn er den, som bor i din Sjel iløn. Hvad Rigdom eier det vel som denne? Det Børn dig skjænkte Natalie -- hende! O Livet er ei saa armt vi tænkte. I dem er Vaaren jo alt begyndt om dig at blomme i fyldig Pynt. Det er et Under, som om der sprunge om Vinterblommen en Hæk af unge Narcisser alt førend Vaar er kommen. Du selv og disse, det er et Bed, hvorpaa Guds Engle med Fryd se ned. Og vi i trofast og kjærlig Klynge, vor Adeline et Gjerde slynge af Ømhed knyttet om dig og Dine. Henrik Wergeland SIDE: 119 11. mai 1835. COMMENTÆR TIL PAPEGØIEN ET FASTELAVNSRIIS AF SIFUL SIFADDA, FORFATTET AF HENR. WERGELAND. 1835. "Æsthetikklerne ere pluddrende Dompaper, Poetikk- lerne fløitende Dompaper, Polemikklerne brunstvrede Dompaper, Vehikklerne kjelne Dompaper, Bagatellerne Dompaper comme il faut. Der er en Guds Velsignelse af Dompaper; men selv om Himlene rødmede deraf, fulgte dog ingen Skræk med dem. Papegøjen er en stor Dompap. Boghandler Johan Dahl er ingen Dompap; thi han har bragt Papegøjen for Lyset." Dompapen, 2:den Commentær til Papegøjen. Det var forlængst ikke ubekjendt, at man fra dansk Side søgte at gjøre et aandigt Supremati gjennem Literaturen og Boghandelen gjældende over Norge, som medrette betragtedes for ligesaa farligt som uretmæssigt og uværdigt. Nordmænd SIDE: 120 have været ængstlige derover, og seet i enhver Boghandler- bekjendtgjørelse om den stedse inderligere Forbindelse med Kjøbenhavn ikke saameget Glimtet af en Lysstraale fra den europæiske Videnskabelighed, der atter skulde udgyde sig over vort Norden, som en Edderkop, der ilede ud forat overdrage os med nok en Traad af sit Spind. Hvor beroligende da for disse Miltsyge, at selve Chefen for den danske Hovedboghand- ling i Norges Hovedstad -- en Mand, som visseligen, ihvad man end ymter om Colonianlæg og Filialer, "staaer paa egne Been og er Principal selv" -- paa det tydeligste har erklæret sig imod deslige Attentater ved at bringe, som Forlægger, i "Pape- gøjen" et Skrivt for Lyset, der utvivlsomt og aabent bekjæmper dem og de Potenzer i Folket selv, som truede i sin raadne Gjæring med at bringe dem til Modenhed. Der er ikke længer nogen Fare. Nordmændene kunne vende sin udelte Opmærk- somhed til hvad der truer fra en anden Kant deres politiske Selvstændighed. Dennegang løi ikke Sinon. Dennegang inde- holdt Træhesten, som vi førte indenfor vore Mure, ikke Fiender i Vaaben. Renere straalte ingensinde Upartiskheden, end da hiin Dansker beskjæftigede sig med paa det ilsomste at neste hine Filippiker imod hans Egne sammen med et Par Sting smudsigt Uldgarn forat de deshurtigere kunde udbrede sin Virk- ning for den Sag, han nu gjorde fælleds med. Det var ikke gode Miner til slet Spil man opdagede bag Disken, hvor Pape- gøjen strax faldt i Øinene, men Romerens, den i sin Retfær- dighed forfærdende men ophøjede Romers, der brød Staven over sin lovfældte Søn. Medens Publicum stod i den feilende For- mening, at den kun skulde tugte Enkeltmands isandhed for- agtelige Adfærd, bedømte vor Mand Sifuls Nidkjærhed bedre, og gjorde, ventelig efter den hæderligste Sjelekamp, en Manøvre, der meget lignede en heel Fløis Overgang til Fienden midtunder et Slag. At forlægge et sifulinskt Arbeide af den Natur, var, efter Omstændighederne, noget nær at gjøre et med denne Ismael af en Forfatter, og ganske og aldeles at bryde overtvert med de kjøbenhavnske Tidender og med alle dem dernede, som allerede holdt Norge for speculationserobret. Det var et adieu ma patrie, ikke udaandet med Vemod af en Emigrants beklemte Hjerte, men udstødt af en Jacobiner gjennem en Krigstrompet SIDE: 121 fra en fjern Øe, han i Frihedsbegeistring reiste i Opstand mod sit Fødeland, og eftertordnet af et Bølger reisende ça ira! Og, hvor modsat dette end synes, det var Helotens Troskab mod sin nuværende Herre, idet han traadte frem foran Zeuses Tem- pel, og raabte: "vogter eder, Spartanere! Helos' Ruiner voxe atter i mine Brødres Hjerter." Norge er taknemligere end Sparta: den tro Helot skulde have været den Første eller Sidste i sit Folks Ødelæggelse; vor Mand er Landets hædrede Borger; og har løst sit Borgerskab ved at forlægge Papegøjen. I en Tidsalder; der kun i den fluctuerende Hurtighed, hvor- med Begivenhederne vexle, og just ikke altid i deres Storhed, har noget fremfor de forsvundne; mellem Mennesker, der endnu lade sig forbause af Det, der kun i Svinget skiller sig fra det Dagligdagse; som staae tilbage for Oldtidens i at foragte det Smaalige, og hvis Beundringssands taaler mindre Incitamenter end Middelalderens; -- i en saadan Tid skulde vor Mands blotte Passivitet have passeret for Ædelmod; og hans Activitet for den Sag, en fra alle Fordomme og Indflydelsen af naturlige Forbindelser abstrahert Overbeviisning bød ham at hylde, have maattet forbause en Tid, der er vant til det Vakklende og lette- ligen tilgiver det, og bringe en Masse af Mennesker til at rødme, der ingensinde saae Storheden afdækket, det moralske Skjønne i dets ophøjede Nøgenhed og en overordentlig Selvstændighed frygtløs aabenbaret. Men hvormeget man end skulde have at tilskrive alene sig selv den beskjæmmende Følelse, som Sam- menligningen med et saadant Fænomen maatte opvække, hvor dybt end Nordmænd maatte blues over at en Dansker overgik dem i bekjæmpe den danske Indflydelse: -- slige Triumfer over Hjerterne hvor de kun skulde feires over Overbeviisningerne forbød vor Mands Beskedenhed ham at søge. Man saae en Coriolanus mellem Volscerne, men Hesperiens fagreste Jomfru- rødme nedmildnede disse Muskler, der havde Ret til at svulme Capitolet imøde. Derfor, for ikke at gjøre Fortjenesten mere iøinefaldende end den i sig selv maatte være, og for ikke at synes somom man vilde paatvinge Folk Troen paa et usædvan- ligt Træk af Storsind, maatte Forf's Tilskrivt: "Forlæggeren er virkelig Boghandler Johan Dahl" i de fleste Exemplarer forandres til det simple: "Forlæggeren er Boghandler Johan SIDE: 122 Dahl." Ligesaa naturligt som det Usædvanlige -- den Handling, der ovenfor er fremhævet -- var for Storheden i Gemyttet: ligesaa naturligt var det for Beskedenheden at skye det Used- vanlige, som unegteligt laae i at ville bekræfte en Handling mere end nødvendigt, der maatte have den skjønneste Løn i Selv- bevidstheden, og vække Alles Opmærksomhed og Troen paa dens Tilvær ved de Følger, den maatte have. Hvor latterligt, om Carnot med en Eed havde villet fortælle Verden, at Han, hvis Retskaffenhed Ingen turde omtvivle, havde stemt for Kon- gens Død! Eller om de Enkelte af lige Uafhængighed i Over- beviisningen, der stemmede anderledes, vilde med overflødige Forsikkringer belægge Æren af at have traadt op mod den overvældige Terrorisme! Visselig -- i Forlæggerskabet den Storhed, der er i den mest absolute Selvstændighed i Overbevisningen, -- Beskedenhed i Tilskrivtens Forandring, i Pjecens kummerlige Udvortes; og, vi kunne lægge til, dog ædel Stolthed i den uhyre Priis, som fastsattes! Men hvilken Dyd er det, som endnu lader ham æske en Com- mentær over Papegøjen af en Forfatter, der gjør Parti med Siful i hans Meninger, endskjøndt han er ivrigere end Dæm- ringens berømte Lucifer i at opspore hans Feil? Saafremt vor Mand ikke er af Sifuls Crossreadere, maa det være den Drivt, der bringer Sejerherren til at forfølge sin Sejer til det yderste: en Conseqvenz, jeg maatte beundre for meget til ikke at ad- lyde den. Saaledes fik denne Commentær, efter Accord eller Ordre skreven for Pressen, sit Tilvær. Men dette var vor norske Sags nidkjære Fremhjælper ikke nok: Han maatte have en Commen- tær til "for sig selv" da han ikke agtede at lade den Forfattede trykke. Hans Ønske var en Befaling. En Commentær, for- skjellig i Alt fra denne, overraktes ham til fri Raadighed. Og saaledes fik Boghandler Dahl "Dompapen, Commentær til Papegøjen, skreven til Boghandler Johan Dahls Behov og paa Forlangende -- af H. W.;" og Publicum denne. SIDE: 123 Det Foregaaende og endnu mere Papegøjen selv gjør det overflødigt at commentere videre over Totalmeningen af denne Farce. En Commentator maa ikke udstrække sin Vel- villighet til at hjælpe paa enhver personlig Mangel af den Grad af Dømmekraft og Opfatningsevne, som man er berettiget til at forudsætte hos Enhver. Kun Den kan være blind for dens rent sedlige Tendenz, som, om end gjort opmærksom der- paa, fremdeles forbliver ufølsom derfor. Imidlertid maa vi bemærke, at Ideen, at udgrene alle Retninger af et fordærvet Gemyt, forfølgende dem under Utviklingen gjennem en Række af Aar, og Fremstillingen af de Biomstændigheder, som derpaa havde Indflytelse, nødvendig maatte gjøre Udførelsen rapsodisk og skizzeret -- en Egenskab af tvetydigt Værd, der saameget før maatte finde Sted som mellem disse fata accessoria en Række Personer fremtræde, der ligeledes rangle Undergangen imøde, og kun forsaavidt staae i Forbindelse med Hovedperso- nen som de fremskynde hans jammerlige Bane. Vi have altsaa ikke for os noget snevert begrændset moralskt Landskabsmaleri eller noget nøje udført Detaljkart over en udeelt bestemt liden lyksalig abderitisk Øe; ikke noget dristigt Billed af en eller anden af disse Forbrydelser, der ligesom høje, rædselslørte For- bjerg springe kjækt ud fra denne Verden mot Dæmonernes; men kun en, mere til Nytte end til Lyst udkastet Rad af For- toninger af en Daarlighedens Kyst, -- kun et let Omrids af Situationer, der kunde være farlige nok om de ikke vare kjendte: af nogle ensformige, af en vild Race Egoister besatte, Høje, der ende sig i den polemiske Muses noget mere kneisende Parnas, og af nogle Landstrimler, der forbinde dette mærkværdige Land med Dyreverdenens mørke Regioner. For saa løse Frihaands- udkast gyser den æsthetikkelske Æsthetik med al Ret tilbage i sine Stereotyper. Enhver ærlig Polemikkel maa reise Børster; den poetikkelske Formsands trække sig tilbage i sin Skildpadde- SIDE: 124 skal. Ogsaa er det ærligt sagt, at den løse Forbindelse, der virkelig finder Sted imellem Hovedfiguren og Bagatellerne, som ogsaa, imod al Enhed, danne et temmelig isolert Hovedparti, skulde kunne vække selv hos mindre Nervesvage Gysen, der- som ikke Farcen, efter sin Natur, tillod svævende Overgange, lette Buer, barokke Udbygninger -- kort en Structur som ved de mauriske Slotte eller liig den sønderrevne Fjeldegns, hvor en bævende Træstamme, en heldig placert Stenhelle er nok til at forene Rand med Rand og til at føre Gemsen og dens Jæger ligesaalet som Ørnen over Afgrunden. Derimod kan det ikke undgaae selv et mindre opmærksomt Øie, at en enkelt Feil, Grusomhed imod Dyrene, synes at være det, som især vækker Alferne til at øve sine Kræfter paa Johan, mens hele Farcens Gang viser, at Udviklingen af andre Egen- skaber medfører hans Ulykke. Men samme Retfærdighed, som lader os fremsætte denne Anke, tør heller ikke holde skjult: 1) at Alferne, som nærmere forbundne med Dyreverdenen, med samme Grund, som at militære Dommere og alle Jurister lette- ligen ere enige i det Formastelige i om Anker frembringes mod et eller andet Skarn i de respective Stænder, særligen bragtes i Harnisk ved Fornærmelser imod deres uskyldige Frænder; -- 2) at deres Forbedringsplan gik ud paa at helbrede det for- dærvede Gemyt i alle dets øvrige Retninger, hvilke ogsaa (Se Besværgelsessangene Pag. 6, 7 og 8) havde tiltrukket sig deres Opmærksomhed; -- og 3) at hiin fremhævede Egenskab kun er en, efter Alderen naturlig, Repræsentant for den Letsindighed, der baade i Stykket og efter Alle, der kjende Papegøjen, er Johans Grundfeil, og hvoraf de Egenskaber, der bevirkede hans Uheld, senere udviklede sig. Af Alfechoret Pag. 49 sees ogsaa, at Det ogsaa bidrog til at sætte deres Kræfter i Virksomhed paa Johans Bekostning, at de ifølge sin aandige Natur kjendte nøje til den lave Rang, han indtog imellem fornuftbegavede Væ- sener, og derfor fandt sig mindre istand til at taale utilbørlige Udskejelser af En, de maatte foragte. Den særegne Betydning, Forfatteren vil have lagt i den tankeløse Forfølgelse mod Natu- rens Skjønheder, kan heller ikke undgaae os; men endogsaa dette uanseet, maa tilstaaes, at denne Deel af Stykkets Moral er særdeles tjenligt for Drenge, ligesom det og i meget Andet SIDE: 125 lader til at være skrevet til Nytte for Folk, som besidde meget af disses Natur. Vi undtage herifra enkelte af Figurerne, saasom Onkel Tobias, Boghandleren Güldenthal og Prometheus, der ere adstadige Mænd, fast den Sidste synes at gaae betydeligt i Barndommen. Den Moral, de afgive, er af en alvorligere og almenere Beskaf- fenhed, og saaledes maaske hverken fattelig eller passende for Papegøjen og Bagatellerne. Den der ligger i Tobias fremsætter Poetikkel selv Pag. 41, idet han, skuttende sin Ryg, siger, at han mærker, at fornuftige Folk tænke ens baade i Danmark og Norge. I Boghandler Güldenthal er gjort opmærksom paa den Aandsafhængighed af Danmark, hvori Norge sættes ogsaa der- ved at dets Boghandel er kommen i et aldeles passivt og under- ordnet Forhold til den danske. Og i Prometheus høres den overmættede Forfængeligheds Ræben ligesaa modbydelig som Skriget og den evindelige Rumlen af Poetikels hungrende. For- øvrigt staaer denne Figur meget løs i Stykket, hvortil den kun er bundet ved et Forhold til Papegøjen, som alene forsaavidt kan siges hensigtsmæssigt for det Heles Skyld og nødvendigen antydet, som det havde en vældig Indflydelse paa Hovedfigurens Svadsighed og Indbildskhed. Værre er det, idetmindste for Forfatteren selv, at han dristeligen har strakt Vaabenhaand imod En, for hvem Alle ere beredte at oprække sine. Det er vel saa, at han synes ikke at dele Fleerhedens overdrevne Be- undring for Promethei tidligere Digterværker, -- at der er mere artigt end fornuftigt, naar man vedbliver, med gammel Kjærlig- hed, ligesom ved en selvoffrende Blodtransfusion, at gyde et fremmed Liv i den slappede Aand, som frister den til idelige Udtømmelser, der tiltage i Ivrighed som de aftage i Gehalt, -- at det er paa allerhøjeste Tid, at et Lægemiddel forsøges mod en saa fortærende Gift som et ufornuftigt og uretfærdigt Bifald altid er, -- at det, at være sig en uafhængig Mening bekjendt, baade er ærligt og nyttigt og, med Hensyn til Angjældende, mindre fornærmeligt end, som Enkelte af hiin Fleerhed, und- skyldende at anbefale ham til den offentlige Barmhjertighed, -- at der gives nok af Documentationer forat Promethei Forfæn- gelighed i Stykket ikke er skildret overdreven eller uagtet sit Strøg af Monomani, hentet ud fra visse Gjemmer, hvor velfor- SIDE: 126 varte Helligaander, Guder, Keisere, Konger og Secularskjalde ere at finde, og endelig, at den forskruede Kjelenhed, hvormed det ikke er usædvanligt, at Digtere forlange at behandles, og hvortil de omsider blive vante, i alle Maader er en fortjent Gjenstand for Satiren, og tilbød et saa udmærket Specimen paa sin Fordærvelighed, at det vilde været Sandhedsforraad ikke at benytte det. . . . Dette er vel saa; men alligevel er af Forfatteren begaaet en Crimen læsæ majestatis, som neppe vil undgaae, idetmindste in contumaciam, at blive straffet efter Lovens Skrækkeligste. Og dette saameget meer som det ikke er en Tyran, han med anarchisk Haand har efterstræbt, men en gam- mel, svag populær Drot, der intet værre gjorde end at være forliebt i sin Rang, nu og da at more Folket ved Processioner, og at bringe Taabeligheder istand, som Efterverden vel strax vil kuldkaste, men som det er Livs eller Friheds Fortabelse at dadle saalænge han endnu har Kronen paa Hovedet. Denne har Prometheus paasat sig, og Folk har hidtil havt ligesaalidt at sige paa Handlingen, som paa de mangfoldige Rescripter han har udgivet mere om end for dens Retmæssighed. Men i denne bittre Reflexion har alt den Formastelige lidt en Straf, der er mest passende for et revolutionært Attentat; thi den lader sig meget vel ligne med den heroiske Død for sit eget Sværd. Bagefter vil man maaskee sande, at hans Dumdristighed kun var Nebbet paa hans, i den Henseende ørnagtige Retfærdighed, at han ikke tog i Betænkning at maale hvilkesomhelst Høider ligefra det ikke lidet ophøjede Punct i Rummet, som den pole- miske Digters Næse danner, naar han fra Andres Skuldre stik- ker den længst i Sky, og til Tinden af Adams berømte Bjerg, hvor fanatiske Afgudsdyrkere tilbede et indbildt Spoer af Men- neskehedens Første somom han endnu stod der i paradisisk Herlighed. Dette Hang hos Forfatteren til at øve Retfærdighed lader sig heller ikke miskjende i endnu en af Bifigurerne, nem- lig Fiskeren. Iilsommere hæver sig og forsvinder ikke en skum- toppet Bølge end Han med sin melankolske Sang; men ligesom Bølgen i det levende Havmaleri ved skyhyllet Maane kaster han et Lysblink ind i Stykket, som det kun med større Forliis kunde undvære. Vi maae fastholde denne Figur noget; thi det er SIDE: 127 synligt, at dens Flygtighed skal undsætte Forfatteren for Mis- tydelser. Det er den norske nationale Uvilje over -- med eet Ord "det danske Uvæsen hertillands" som i den fremtræder, -- en Yttring af en skjult, men i Folkets Kjerne skjult, end ikke sig klart i al sin Kraft bevidst Opposition mod Bestræbelser forat gjøre Fædrelandet i flere Henseender afhængigt af Dan- mark. Den ærlige Fisker seer efter den danske Slup, som han er vis paa er en imellem tusinde, der bringe Folk og Varer, han troer Landet kunde undvære, med omtrent samme Følelser, som maae have rullet gjennem de tappre Danskers endnu sval- lende Blod, da de efter Freden saae Britterne festklædte og i al Magelighed mylre op og nedad Trapperne til de tagne Linje- skibe. Den flegmatiske Jydeskipper har derimod aldrig for- nemmet slige choleriske Anfegtelser hos dem han har havt at bestille med her. Han ligner den kloge Mand, der var tigange i Neapel uden at tænke paa Vesuv. Der er nu vel ingen Tvivl om at Forfatteren deler sin Landsmands Følelser, men ogsaa ligesaa liden om at han ikke vilde give sine egne et saadant Udtryk som i Fiskerens Sang, der meget passende kunde været tilføiet et "Tvi!" efter Sluppen, eller at han foragteligen slængte sin Fangst ud i det neutrale Hav. Man bør troe, at om Forfat- teren havde ladet et Stormstød rive baade Skipper og Fisker tilbunds, skulde han have ladet deres Geister hæve sig frem af Dybet med saa liberale Reflexioner, som de sjeldent høres paaland, under Tankeyttringer, som ganske tilhørte ham selv og en friere Horizont end den der begrændsedes af en Fisker- hats eller Sydvests begede Snipper. I Farcens anden Fantasme optræder en Række Figurer, som enkeltviis have ingen Betydning, men som tilsammen, ligesom Nuller ved at sættes efter et Ettal, erholde ved sin Choragos Polemikkel Poetikkel en Betydning i en vis Betydning. Om den, de have med Hensyn til Hovedfiguren, er ovenfor kun talt saa løselig, at en nærmere Udvikling nedenfor haves i Tanke, naar vi have yttret os noget om den, de have i sig selv. Papegøjens Hensigt er, at I skulle kjendes, I ilsomme Masker! Den vil skjænke os den Carnevalsmoro at gjenkjende gode Ven- SIDE: 128 ner og Bekjendte under disse Æselsøren og Abegesichter. Frem derfor! Standser denne Lygtemandshoppen! Giver Lyd, at I kunne kjendes efter Grovheden eller Hæsheden, og blive trak- terede efter Fortjeneste! Ak, de have nok gode Grunde til at hylle sig i Mørket; og hvad skal en Demaskering til, som kun skulde vise os en dum Menneskemaske, og, om denne afskal- ledes, atter lade os faae fat i typhoiske Ørespidser? Der staaer os da, om vi endelig ville kjende disse Figurer, kun tilbage enten en betinget Gjetning eller en voldsom De- maskering. Men ganske vist strider det sidste Middel ligemeget imod Papegøjens Mening som imod Dens, der foranlediger denne oplysende Undersøgelse. Den Vanskelighed finder ogsaa Sted, at de æsthetikkelske og poetikkelske Bagateller ere en Race, der fast er ligesaa udbredt som Ukrud og Utøi, saa der ingen Grændse vilde være for en Analysering enkeltviis. Det er os kun om Slægtsmærkerne at gjøre, da ingen Enkelt har noget Krav paa Opmærksomhed. Men da disse ere bestemt nok an- givne i Stykket, fæste vi Opmærksomheden mere ved Egenhe- derne ved den Art, som deri anføres. Vi bemærke saaledes, at den besidder den fælleds Aandssneverhed, Hang til Rimen, Floskuleren, æsthetisk Partigjængeri og Beundring for det Mid- delmaadige; men at den, ligesom Chamæleonerne Farven efter det Træ de sidde paa, har antaget adskillige mindre uskyldige Egenskaber af Polemikkel Poetikkel, der forholder sig til hver Enkelt af dem som Qvadratet til sine Rødder. Ligesaa bemærke vi, at Forfatteren vel har slaaet dem alle ind under Fælles- navnet Bagateller, men og classificert dem som Polemikler, Poe- tikler, Æsthetikler og Vehikler. Disse Afarter ere dog yderst lidet forskjellige, og taale ligesaalidt nogen skarpere Udskilnen sig imellem som de enkelte polemikkelske og æsthetikkelske Charakterer. Imidlertid har dog Forfatteren undladt et Middel, vel ikke til at fremhæve dem mere i scenisk Forstand, men som baade vilde meddelt Stykket mere Comik og overtydet om at de virkelig ere hentede fra Livet. Han kunde nemlig, som ovenfor ønsket, have ladet dem give Lyd, d. e. givet dem noget Raade- rum til at øve det ulykkelige Hang som de, ligesiden Marsyas' Alder, til ligesaa megen nyttig Øvelse for den menneskelige Taalmodighed som Skade for Poesien, have været vante til en SIDE: 129 corps at give Tøilen. Et par Strøg af disse Strenge, der ere snoede af Svandstaglet paa en eller anden fremmed Pegasus, nogle Tommer Kunstpoesi, der fortjener Opmuntring af alle Industriens Venner, endeel tactmæssige Vingeklap af disse falkekjække Gjæs, der troe at gjennemspeide Himmelrummet og bringe det i Oprør, idet de kun forplumre Billedet af en Sky i deres Dam, enkelte af disse ynkelige Raab i Tomheden, at den dog skal forbarme sig med et Riim -- dette skulde have udskillet Poetikelafarten noget fra de andre og selv betegnet os Enkelte deri, som have bemøjet sig saa med at forevige Jam- merligheden. Saa troede vi, indtil vi øverst paa Pag. 35 med Forfærdelse opdagede, -- at de Alle vare Poetikler. Og endnu mere nødtes vi til at opgive vort Ønske, da vi ved nøjere Under- søgelse fandt, at denne Charakteriseren er natursand, at Poe- tikler ogsaa altid ere Æsthetikler, ved Leilighed Polemikler, og med stor Fornøjelse Vehikler til hvilkensomhelst Storhed, der kun er et Gran -- om end kun i Dristighed -- større end deres egen Lidenhed. Og omvendt drive ogsaa de allerfleste Æsthetikler paa det samme Uvæsen, som constituerer Poe- tiklen. En vred Æsthetikkel er en Polemikkel; ligesaa en vred Poetikkel. En vred Polemikkel er et farligt Menneske, men un- der jevn Temperatur kun en almindelig Sladderhank. Vehikkler ere de alle, men nuancerede. En absolut Vehikkel er det uska- deligste Væsen af Verden, men alligevel ikke meer en Bagatel end nogen af de Andre trods Polemikklernes Forraad paa Skosværte, Æsthetikklernes paa Floskler og Poetikklernes paa den allernydeligste, riimfriseerte, sonnetsnørte Prosa. Stykkets Oekonomi skulde ogsaa, med al Farcens Frihed, vanskelig taalt den Luxus at levere Prøver paa disse rare Sager. Forfatteren har maattet indskrænke sig til i Replikerne alene at nuancere imellem disse Charakterer saavidt skee kunde, hvor Besjelingen af een Lidenskab (Hadet mod Den, Polemikkel Poetikkel havde sine Grunde til at hade) sammenglødende deres Masse, endnu mere forhøjede deres Lighed. Vi maae trøste os over ikke at have hørt den poetikkelske Muse ved de Spoer vi finde af, at den Slags Poesi og æsthetikkelsk Æsthetik har været den Atmo- sfære, hvori den arme Papegøje hendrog sit Liv og udaandede de sidste Tanker om hvad han havde at gjøre forat undgaae SIDE: 130 de dæmoniske Magter, for hvis særegne Indflydelse mangfoldige Feil troligen havde udsat ham. Dette Forhold giver dem deres Betydning i Stykket, og det er nødvendiggjort ved den fore- gaaende Stemning, de første Ord i 2:den Fantasme viser disse Folk befandt sig i: en, der lod dem optage ham med samme undfangende Begjerlighed som den aabne Muld det diddrevne Frø. Men heller ikke den viser sig uventet. Allerede forud har en af disse privilegerede Dagdrivere, disse vandrende factota, disse anonyme Personer, som Alle kjende og intetsteds mangle: den kloge Mand, betegnet Tilstedeværelsen af det qvælstof- holdige Gjæringselement i endeel norske Gemytter, hvilket ellers kaldes Danomani, som det, der af sig selv baade vilde give den danske Pode Rodfæste og videre drivende Kraft. Denne Egenskab er ogsaa altfor charakteristisk ved de norske Poetikler og Æsthetikler og i det Hele ved Bagatellerne, -- hvis Væsen er Afhængighed, og hvis højeste Idee (ligesom Mo- narchisten at instituere Monarchiet, Republikaneren Republiken) er at gjøre det hele Folk og Land til et Afbild af dem selv d. e. til en Bagatel, et Vehikel -- til at Forfatteren kunde undladt at benytte den som han har gjort. Ja, hvor tilfældigt end dette Sammentræf paa Bryggen end synes -- en lang, Bekjendtskab indledende, Sammenlænkning af Begivenheder skulde ikke have afgivet saa fyldestgjørende Motiv til den senere nøje, ulykke- lige Forbindelse som denne Gemytternes Tilstand a priori. Den har baade før og senere erhvervet Danskheden Triumfer. Den har indflettet en saa indifferent Egenskab i fortjenstfulde Dy- ders Tal, ja sat den mellem de Geniets, Rangens eller og For- tjenstfuldhedens Fortrin, der vække Enthusiasme, og reist hele Byer paa Benene som ved Kongers Indtog, Brand eller Oprør. Men mellem de danomaniserende Bagateller og Papegøjen fandt desuden et naturligt Aandsforvandtskab Sted, som upaatvivlelig allerede ved første Samtræf, før Meddelelse bekræftede det, sympathisk gav sig tilkjende i deres Indre. Med elektrisk Slag- hurtighed, med Amalgamiseringens Inderlighed foregik da For- bindelsen -- et ligesaa godt Beviis for den Mening, at der er ligesaa stor Slægtsenhed mellem norskt og danskt Skrab som det, der føres Pag. 41 for at samme Lighed har Sted mellem de Fornuftige i begge Lande. Og i det Følgende see vi, at fælleds SIDE: 131 Interesse endnu nøjere sammenbandt Charakterer, som vare formeget beskjeftigede med egen Egoisme til at undersøge noget andet ved hinanden end om de gjensidig nærede samme For- bittrelse mod Den, der gjennemskuede og beloe baade Pape- gøjens og Polemikkel Poetikkels latterlige Anstrengelser forat hæve sig over sig selv, i en anden Sfære end den, en ubøjelig Skjebne havde anviist dem. Men saadanne Omgivelsers natur- lige Følge var, at de stedse mere udklækkede en Slethed, som igjen maatte fremkalde den tugtende Ulykke. -- Som en saa fordærvelig Tendenzes Princip opdage vi Pole- mikklernes, Poetiklernes og Æsthetikklernes Prototyp Polemik- kel Poetikkel. Mange have yttret, at han er en Vanære for det Land, som fostrede ham; vi paastaae, at han er ubetalelig. Han er Kræftskadens aabne, af meget Ondt inflammerede Krater, hvorigjennem vi kunne indbringe Sonden. Han besidder virkelig en Storhed, nemlig Aandsafmagtens yderste Spænding; en Be- geistring, der ogsaa har sin Glød, nemlig den hjerteløseste Ego- ismes; en Interesse, der rører smeltende Følelser, nemlig For- fængelighedens paa Grund af sin Blindhed; -- ja han har selv Krav paa en vis Beundring, thi netop denne starblinde For- fængelighed vandrer med søvnvandrersk Urokkelighed mod et fixert Maal, og Geniløsheden erstattes ved en Frækhed og koldt- beregnende Conseqvenz, som overrasker mere end mange af disse monomaniske Udskejelser af mere heroiske Sindsbeskaf- fenheder hos Andre, der forvares bag gode Sprinkler. Det er neppe retfærdigt af Forfatteren, at han ogsaa til denne Person, der synes at lide af den Olmhed, som overfalder Dyr, der ikke kunne finde af sine Lige og hvis Safter gaae i Gjæring, udstrækker Forsoningen, og giver hans sidste, saa conseqvente, Forsøg paa at komme i Høiden en saa mild Vending som paa sidste Side. Kan der t. Ex. være Opinion for at Forfatteren af det berygtede Skrivt "Norges Dæmring," i den Forstand, hvori det erklæredes, fortjener Navn af Modermorder, Æretyv og et, der forhen kun er tillagt en Landeplage, paa hvis Hoved flere Veeklager reise sig end Haar: saa tør man vel og antage, at Polemikkel Poetikkel burde være forbleven i den Høide, han SIDE: 132 valgte som sidste Maal for sine unaturlige, fortvivlede Anstren- gelser. Vi have ogsaa den Anke mod Forfatteren, at han, der- som anførte Exempel godtgjør, at P. Ps Charakteer langtfra er overdreven eller karrikeret, burde have fastholdt ham mere un- der Penslen. En nøjere Udførelse deraf skulde ikke have været nogen stødende Udbygning paa Stykket, efterdi han, ved sin overvejende Indflydelse paa Papegøjens Skjebne, er en Hoved- figur og, med Hensyn til alle Bagatellerne, Centret i dette Hjul med de brogede Eger hvorpaa Papegøjen agede Fordærvelsen imøde. Vi indsee dernæst ikke hvorfor Papegøjens naturtroe Rap- porter eller Breve mere skulle gives til Priis end nogle Stanzer af den nye polemiske Poesi, som vel endnu ikke har nogen Muse, (uden det maaskee skulde være Gorgonen selv formedelst sin Egenskab, ikke at oplive, men at forstene Folk), men hvortil dog berømte Digtere som en Welhaven og en Polemikkel Poe- tikkel bekjende sig. Det kunde være ligegyldigt fra hvilken af disse Forfattere man havde taget dem; men ilde betænkt var det af Forfatteren, ikke at bevise den Jevnhed i Aandsrang, som fandt Sted mellem Polemikkel Poetikkel, trods hans Skry- derier, og den enfoldige Papegøje, ved at meddele nogle af disse Stanzer, som i Poesien netop indtage samme Plads som hiin Papegøjestiil i Prosaen, og som, hvor de synes noget kraf- tigere, dog kun forholde sig til den som den herlige Laag eller Sørpe til det tørre Foder, hvoraf den er udkogt. Og saameget mindre kan Forfatteren undskyldes, som han, uden at skade Sandheden, havde hele Norges Dæmring, at gribe til for uom- stødeligt at overtyde om Polemikklers, Poetikklers og Æsthe- tikklers Tilvær og af hvad Natur den polemiske Digtekunst er, som disse Folk dyrke tilligemed den Treenighed af en Polemik- kel, Poetikkel og Æsthetikkel, som straaler i den polemiske Digter. Isandhed kun een eneste af disse Sonnetter skulde bedre have beviist Poetikkelskabet end disse Heltens Trudsler om med Tid og Stunder at faae noget istand, der kunde forslaae. Ligesaa, istedetfor at lade det blive med Ord, burde den vir- kelige Scene af det polemikkelske Værksted været aabnet os. Vi beklage os over, at vi ikke ere blevne nærmere indviede i Tagkammerets Mysterier, at vi ikke faae høre disse Hammer- SIDE: 133 slag hvorunder de nye Landser hærdes, ikke faae see P. P. selv med "Panden sort af piinlige Lucubrationers Sod," svedende over Arbeidet at flette nye Svøber forat bane sig Vei. Forfat- teren skjænker ikke Læserne den samme Nydelse, han tog sig selv, at kige ind i den frygtelige Esse. De burde have hørt nogle af disse Monologer, hvori P. P. gjør Rede for hvad im- ponerende Tale han vil føre imellem Folk, disse ivrige Studier og Selvexaminationer efter Conversationslexicon, som altid for- syne ham baade med Text og Commentar. Man burde have hørt ham i sin pinlige Rolle spørge sig selv: "hvad skal jeg nu tale om idag?" see ham tye til hiint Kundskabens og ogsaa hans aandelige Livs rige Træ, høre ham vælge Dyret Megatherium, Taarnet i Pisa eller hvilkensomhelst anden usædvanlig Gjen- stand, og nu paa Død og Liv hale Samtalen did til ikke liden Stuperen og Duperen selv for Folk, der have stupert Verden. Selv burde han have gjort os fortrolige med endnu flere Regler af Duperingssystemet, som han har udvidet langt mere, end han Pag. 25 giver tilkjende. De der nævnte angaae kun det Grove, mens han beholder Methoden at faae Folk til at tage Nonsens for Klogt for sig selv. Man burde have faaet blade lidt i den Kunstord og Riim-Lexicon, som han tilbringer sit Liv med at forøge, undersøgt lidt nærmere dette Fiilspaan af Andres Du- cater, hvorved han bestrøer sin Skrivt. Hvi faae vi ikke et Glimt af dette Laboratoriums smudsige Indre, hvor han, til stedse sti- gende Potenzer, under stedse mere mefitiske Udviklinger og modbydelige Condensationer, af de navnkundige Holmensmatros- og Gammelstrands-Idiotismer destillerer disse Kraftudtryk, som baade ere hans polemiske Digtes sande Livselixir og hvori tillige, som i en stærk Spiritus, hans Navn, upaatvivleligen længe vil holde sig? Og hvi unddrages han os saaledes som han er: kold, bedækket med en kjelderklam Sved, naar han rimer; glø- dende af alle Elementers fortærende Ild, naar han recenserer? Hvi maatte vi ikke see ham ved denne Pult, der baade har noget af Smedens, Falskmyntnerens og Sadelmagerens Værksted, af Damens lille Bord til at forfærdige forlorne Blomster ved, af Oppudserens Disk med de restaurerede Snurrepiberier paa, af Skjærsliberens (hiin klamme Sved er da Oljen til de trevne Hjul) og endelig af et Skafot, men af det Slags, som franske SIDE: 134 Drenge i Revolutionstiden, i vild Fantaseren, oprettede af Stik- ker for der med Stikker henrette Stikker, som skulde forestille Bailly, Condorcet og andre Revolutionens Proscriberede? Vi kunde have ventet detailleret disse Beregninger, hvorefter P. P. først vilde som Kritikus vække en Mening for at han kjendte Poesien i dens Grund og Love, hvoraf saa en secundært vilde udvikle sig, at han nok var ipse poeta. Vi burde være Vidne til Calculationen, at han, naar det endelig kom tilstykke (ikke, som paa Pag. 28 siges, i P. Ps 25de Aar eller, med de, under Tanken om et Navn, gjennemvaagede Nætter, i hans 50de, men i hans 28de, d. e., additis addendis, i hans 56de), vilde rede sig ud af Forlegenheden ved at vælge en usedvanlig Digtart, gjække Forventningen om Satire med Grovhed, om Poesi med glatte Riim, Politik, Bemærkninger, og Tanker, som maatte, om ikke røre, dog oprøre Gemytterne. Vi burde høre hans Jubel inden fire Vægge over den sikkre Facit: et Navn, et Navn! høre ham subtrahere alle Omkostningerne af Spot og Spe fra, og endda at faae nok tilbage for en Forfængelighed, der ligner Iglen i Begjerlighed, omendskjøndt den veed, at den maa give det Ind- drukne fra sig paa Saltet, og i at den troer at kunne tilbage- holde en Draabe, og under alle Omstændigheder, at kunne atter nedsynke i sit Mudder i Besiddelse af en sød Erindring om engang at have været opløftet i Dagens Lys til en berusende Nydelse, som maa give den Rang over alle de andre slunkne dernede, hvem saadant aldrig blev tildeel. Man burde have seet ham med Fingeren paa Næsen, med Hovedet melankolsk støttet til Haanden i Eenrum, paa den ensomme Promenade med Træ- ernes afblegede Liv hvirvlende om Fødderne, med et automa- tiskt Blik udover Søen, medens hans indre anspændt følger sine Beregninger, opstiller nye, undersøger det Probate ved de gamle. Man burde høre hans Granskninger over Regelen, "man er hvad man gjør sig selv til" ikke at forglemme det ligesaa dybsindige Ræsonnement: "lad disse vilde Cascader dundre ned i sin Af- grund! jeg dæmmer mit stille Vand op, og slipper løs naar det er Tid og Meel at male. Lad Ødelanden trumfe ud, saa gjælde mine Smaakort! Naar den Forhadte har raset ud, vil indtræde et behageligt Stille, hvori selv Myggenes Summen vil lyde som Harpeklang, og hvori jeg frit kan qvinkelere. Ja, qvinkelerer SIDE: 135 jeg ikke, vil dog Folk troe at høre Toner fra min Eensomhed." Man burde, ved en nøjere Fremstilling af den Kunst at skrive i Andres Navn, lært at fatte en højere Agtelse for en Sæde- lighed, paa hvem den almindelige snevre Moral ikke passer, for det Ophøjede i Geniets Frihed at turde følge Indskydelser af en ualmindelig Natur. Den billige Vægt, han har tillagt Veir- forandringer, Færdigheden i at kunne dreje et Janusansigt af Smiger og Uforskammenhed mod alle Kanter, Servilismens Gjenveje, Danomaniets slagne Vei til Berømthed gjennem danske Tidender, Letheden af for et godt Ord at faae age did med Kjøbenhavns- og Søndags-Posten . . . Intet af dette burde have været forglemt, forat vi skulde kunne fritage Forfatteren for Usikkerhed i Opfatningen, og sige, at vi havde Polemikkel Poetikkel som han staaer og gaaer der. Papegøjen selv have vi som han gaaer og staaer der. Henrik Wergeland [MED "DEN INDISKE CHOLERA"] Efter et ekspl. i UB, Oslo; juni 1835. Frco Holst -- medicinæ doctissimo professori -- opusculum hocce, titulo ex medecina aliquantulum olente ornatum. Præ- ceptori mittit discupulus autor. Henrik Wergeland KORRESPONDENCEPOST Statsborgeren 29. nov.1835. -- Abonnenterne tilkjendegives herved, at Redaktionen troer at imødekomme mange af disses Ønsker ved til ubestemte Ti- der at levere en kortfattet, 1 à 2 Sider optagende, Oversigt over de politiske Begivenheder. -- Inds. af Opsatsen om Hemmeligholdelsen af Høiesterets- prøve gjøres opmærksom paa Høiesteretslov af 12te Septbr. 1818 § 23. Som et Vidnesbyrd om hvor upopulær det hemmelige Væsen i Høiesteret er, havde Redaktionen vel tænkt at levere Opsatsen med nysnævnte nødvendige Bemærkning, men saavel SIDE: 136 den svækkende Indflydelse, som denne maatte have paa Op- satsen selv, som det, at den hemmelige Voterings Modstridere ogsaa støttede sig til det utvivlsomme Tilvær af hiin Upopu- laritet har bragt den til at ansee Indrykkelsen overflødig. -- Inds. af Opsatsen med Motto: "Den kommer Trællens Jubelhvile o. s. v." tilkjendegives, at den ei bliver optagen, da den har været aftrykt for nylig i Mbldet; kun angaaer en der indrykket Artikel; og for en stor Deel gaaer ud paa at forsvare en Person, der aldrig har været angreben i dette Blad. -- De Artikler, som ikke optages, kunne afhentes hos Bog- trykker Krohn. KAMPSANG Muntlig overlevert; ca. 1835. Afsted, afsted at krænke den gamle Jomfru Schwenke, som holder Spisquarter. Som Liljen udi Engen, som Potten under Sengen ved Duften blir forraadt saa finder vi blandt Huse det Huus, som vi opsnuse, Skjønt det er lavt og graat! Henrik Wergeland SPØRGSMAALE TIL BESTYRELSEN AF CHRISTIANIA BORGERSKOLE? (Indsendt.) Morgenbladet 1. jan. 1836. For nogen Tid siden fik nærværende Indsender hos en af Borgerskolens Disciple hændelsesviis at see en trykt Fortegnelse over de Bøger og Sager, som enhver Discipel ved Indtrædelsen i en bestemt Klasse i denne Skole har at anskaffe sig. Listen lod til at være trykt for flere Aar siden og den mellemliggende Tid samt de bedre Skolebøger, som imidlertid ere udkomne, havde gjort flere Rettelser nødvendige. Men iblandt disse be- SIDE: 137 mærkede han en, som i høi Grad forundrede ham, idet Herslebs fortræffelige Bibelhistorie var ombyttet med en ham ubekjendt af Wexels. Da han billig troer og nødvendig maa antage, at denne Forandring ene grunder sig i Bestyrelsens Bestræbelse for at fremme Disciplenes religiøse Uddannelse, og da det -- efterat han har gjort sig bekjendt med Wexels's Bibelhisto- rie -- er ham aldeles umulig at begribe, hvorledes denne Be- stræbelse bedre skulde lykkes ved denne end ved hiin Bog, saa foranlediges han til at spørge, hvad der kan have bevirket, at en Religionsbog, hvis Værd tilfulde er anerkjendt, er slaaet Vrag paa og remplaceret af en anden, der saavel med Hensyn til sin Materie som sin Form bevæger sig i en saa fremmed Forestillingskreds, at den nødvendig maa staae i Modsigelse med Disciplenes øvrige Underviisning? Indsenderen kjender intet til, hvorledes Religionsunderviisningen paa Borgerskolen drives, om den er beregnet paa at bibringe Disciplene hine mørke Dogmer, der i Livet saa let forandres til tomme Skrækkebilleder, hine krasse Ideer, som det i Hierarkiets Tider var saa politisk rigtigt at udbrede og haandhæve, eller om man bestræber sig for at fremkalde i Disciplenes Hjerter den simple Gudfrygtig- hed og rene Tro, som fremgaaer af forklarede og forstaaede Sandheders Indflydelse paa Villien og Begjærevnen, og som ei behøver en østerlandsk forældet Form for at virke Held og Vel- signelse; -- men vist er det, at Wexels's Bibelhistorie -- efter Indsenderens Formening -- er ligesaa vel skikket til det Første, som den synes at være uskikket til det Sidste. Planen for Christiania Borgerskole, approberet ved kongelig Resolution af 28de December 1827, bestemmer i § 3, at der blandt Underviisningsgjenstandene i 4de Klasse skal høre "Grundlovens Principer." Indsenderen kjender en nu af Skolen udgaaet Discipel, der med Hensyn til sin Alder har udmærkede Kundskaber i de Fag, som ellers læres i denne Classe, men derimod ikke den mindste Idee om Grundloven eller dens Prin- ciper; og ved nøiere at underrette sig, har man erfaret, at der til denne Dag ikke skal være gjort det Ringeste til Opfyldelsen af hiin Bestemmelse i Planen. Hvad er Grunden til dette? Er maaskee Bestemmelsen ubekjendt for Bestyrelsen? Man bør ikke forudsætte dette. Er det befundet at være skadeligt eller SIDE: 138 idetmindste uvigtigt, at sætte den i Udøvelse? Bestyrelsen Medlemmer ere alt for hæderligt bekjendte, til at saadant kan eller bør antages. Indsenderen formaaer ikke at indsee, hvad Grunden kan være til den fornemme Ligegyldighed, hvormed netop denne vigtige Bestemmelse i Planen er ladet uudført, da dog flere gavnlige Forandringer ved Skolen i den senere Tid skulle være komne istand; han foranlediges derfor til offentlig at fremsætte ovenstaaende Spørgsmaal, som han haaber Besty- relsen ikke vil ansee det under sin Værdighed offentlig at be- svare, da hans Hensigt dermed er ligesaa redelig som Besty- relsens Bestræbelser for at opfylde sine Pligter ere agtværdige og anerkjendte. Christiania i December 1835. Henrik Wergeland PREMIERLIEUT. DREYERS ANSØGNING AT ANLÆGGE ET BOGTRYKKERI I CHRISTIANSUND (Indsendt.) Statsborgeren, 14. febr. 1836. Vor "liberale" Regjering er et, ofte meget ubetænksom op- ramset, Omquæde paa en Sang, der maaskee snart turde blive Folkevise, skjøndt det til nogle af dens Handlinger, som und- drages Publikum, men hvorunder Enkeltmand i Stilhed lider, passer sig omtrent som "Luna svæver i Himmelen" til "Aa kjøre Vatn o. s. v.". Vi spørge saaledes aabent, og opfordre alle Re- gjeringens tjenstvillige Penne til at besvare os det: har nogen- somhelst Regjering i lignende Sag kunnet vise større Illiberali- tet end vor, der i disse Dage har afslaaet Premierlieutenant Dreyers Ansøgning om i Christiansund, en tiltagende By, at oprette et Boktrykkerie og udgive en Avis -- efter Sigende ogsaa en Militærtidende? Dette Afslag er mageløst i sit Slags, og mere at forundre sig over som kommet fra vedk. Departem. og Regjeringen, end over Generalkommandoens, der yttrede personligt, at det ikke var passende for en Officeer at befatte sig med Bogtrykkerie. Denne Autoritet har nemlig lidt saa- meget af Pressen, at man ikke maa finde det underligt om For- bittrelsen delirerer noget. Derimod har Pressen behandlet Re- SIDE: 139 gjeringen med en fast indtil Kjælenskab gaaende Godhed, saa at man kan synes at det Ræsonnement maatte ligge den nær- mest, at en Presse til var en Ven og Berømmer til. Men maa- skee den selv er bleven overmættet af Lovsang for Liberalitet? Det var fornuftigt. I Christiansund tør man idetmindste haabe at slig gammel Vise gaaer af Brug, især da Folk der nu have faaet Laas for Læ'rsæk. Henrik Wergeland [NOTE OM NAVNET SCHELFOSS] Statsborgeren 21. febr. 1836. [En innsender nevner gårdsnavnet Store Schelfoss. I en note spør Wer- geland:] Skjælfoss? Henrik Wergeland BEKJENDTGJØRELSE Statsborgeren 27. febr. 1836. Da flere Blade, nemlig Morgenbladet, den Constitutionelle og nu Skillingsmagazinet, ligesom ogsaa Tidender i andre af Lan- dets Egne, have at befatte sig med Storthingsefterretninger, have vi besluttet, og troe heri at gjøre Abonnentene til Behag, at med- dele Storthingsefterretningerne i ubestemte Tillæg. -- Det kunne vi dog dennegang fortælle, at de gamle Regjerings Propositioner til Forandringer i Grundloven faldt atter d. 25de d. uden anden Debat end at Præsten Wille i nogle faa Ord kastede Jord paa dem. Henrik Wergeland BEKJENDTGJØRELSE Statsborgeren, 13. Marts 1836. Fra næste Hefte af vil Statsborgeren udkomme Onsdag og Søndag, hvergang et Halvark stor Octav, hvidt fiint Papiir. Red. haaber, at denne Gjenfødelse i et nyt Legeme vil være alle dem behagelig, som deels hidtil have eller ville for Eftertiden ved Subscription bidrage til at opretholde et Blad, der har havt og har at kjæmpe mod alle de Hindringer fra Økonomiens og Be- SIDE: 140 fordringens Side, som det over det udtalte Magtsprog har havt tilfølge. Forsættes end disse Uleiligheder fremdeles ved ved- kommende Regjeringsdepartements sene Expedition af Ansøg- ningen om atter naadigst at tilstaaes Portomoderation, saa tør man dog haabe, at denne nu snart vil gjenerholdes, da Ansøg- ningen endelig anbefalet er for 2 -- 3 Uger siden afsendt til Stockholm. Bladets controllerende Tendenz forandres ikke i nogen Maade; dog gjøres opmærksom paa, at Enhver, som maatte tilsende dette Blads Udgiver til Indrykkelse Annoncer, der medføre juridisk Ansvarlighed, maa ledsage Annoncen med fornøden Hjemmel. Med Artikler af andet Indhold behøves ikke Navnsangivelse. Henrik Wergeland OM EN SKRIVELSE FRA BORGERSKOLENS BESTYRELSE I MGBL. NO. 23 (Indsendt.) Statsborgeren 27. mars 1836. Borgerskolens Bestyrelse i Christiania meddelte i Morgen- bladets No. 23 den 23de Jan. sidstleden et Svar paa en Opfor- dring, hvorfor den, saavidt vides, endnu ei har faaet den for- tjente Roes. Indsenderen heraf vil, for de Læseres Skyld, som ikke maatte have bemeldte Morgenblad ved Haanden, levere det Vigtigste af dette Svars Indhold extraktviis, saasom: "Det forholder sig ganske rigtigt, at Planen for Christiania Borgerskole, approberet ved Kongl. Resolution af 18de Decbr. 1827 i dens 33 § ved at angive Underviisnings Gjenstandene for hver Klasse" -- "tilføier:" -- "i Grundlovens Principer." Videre: "Det er ligesaa rigtigt, at der til denne Dag ikke er gjort det Ringeste for at indføre Underviisning i Grundlovens Principer." "Aarsagen dertil er, at Bestyrelsen anseer Grundlovens Prin- ciper at være et altfor vanskeligt Emne til med Nytte at kunne foredrages for Drenge i en Alder fra 11 til 13 Aar, og længere end til det trettende Aar gaa faa Disciple i Borgerskolen. Mu- ligens kunde en saadan Undervisning endog blive særdeles ska- delig, da derved lettelig kunde lægges Spiren til vrange og forvirrede Begreber, som i den modnere Alder vanskeligen lode sig udrydde, og Gjenstanden er for vigtig til dermed at forsøge SIDE: 141 et saa farligt Experiment. Til Tilfældet maatte det overlades, om det blev Grundlovens virkelige Principer -- om hvilke de mest oplyste Mænd tildeels ere uenige -- eller hvad Læreren efter sine maaskee meget vildfarende Begreber, ansaa for samme, der søgtes indprentet Børnene. Den bedste Trøst vilde vel i al Fald være den, at Undervisningen heri, fordi den var Barnet uforstaaelig, i de fleste Tilfælde ikke vilde have synderlig anden skadelig Indflydelse, end den, at endeel Tid, som kunde været anvendt til Nytte, blev spildt." Saavidt Morgenbladet, hvortil iøvrigt henvises. Hvilken sublim Viisdom! Hvilken fortræffelig Argumenta- tionsmaade, tænkte Indsenderen strax ved første Læsning, des fortræffeligere som den, liig salig Bedstemoders sorte Stak, der brugtes ved alle Leiligheder, med største Kommoditet lader sig overalt anvende. Hvad undervises da i den Skole (vil man til Exempel spørge). I Religion? Religion med dens Dogmer, Tre- enighed, Syndefald, Forsoning, Gjenløsning og Gjenfødelsen samt dens Bad saavelsom Helliggjørelse etc. Det gaaer for Kon- seqvensens Skyld ikke an; Undervisning deri var værre end i Grundlovens Principer. I Grammatiken? Ei heller -- de mest oplyste Mænd ere ikke enige i alle dens Principer; Barnet kunde faae vrange og forvirrede Begreber, som i den modnere Alder vanskeligen lode sig udrydde etc. I Arithmetiken da! Hvor vil man hen? Barnet kunde jo især i Brøkregning kon- fundere Additio med Subtraktio, Divisio med Multiplikatio. Umuligt! endeel Tid, som kunde været anvendt til Nytte, blev spildt. I Geografien da? Hvad tænker man paa, Barnet kunde jo konfundere Bergen i Norge med det i Holland, Boston i England med det i Nordamerika, Kingston paa Jamaica med Kingston upon Hull etc., og endeel Tid, som kunde været an- vendt til Nytte, blev spildt. End Undervisning i Latin? Umuligt, foruden den Skade som Studiet af dens Grammatik kunde afsted- komme, kunde Barnet jo konfundere Tingenes Benævnelse paa Norsk med deres paa Latin og omvendt; det kunde jo faae vrange og forvirrede Begreber, som i den modnere Alder van- skeligen lode sig udrydde o. s. v. Men paa den Maade maa der ej doceres i Noget? Hertil kunde man svare saaledes som SIDE: 142 Doktoren svarede Barselqvinden i Holbergs Komoedie, efterat hun havde opregnet en Mængde Spiser, som han alle forbød hende at nyde, paa Repliken: "Paa den Maade maa jeg slet intet spise." -- "Det er og det Allerbedste." [fotnotemerke] Det er følgeligen det Allerbedste, at slet intet læres. Oldtidens Grækere, som fra den tidligste Ungdom stillede Fædrelandet til Skue for Barnets Øie, og lod Kundskab om dette, saa at sige, indsuge med Modermelken; disse Grækere, i sin glimrende Tidsalder Verdens tappreste mest genialske og oplyste Folk, kunde I nu opstaae af Eders Grave, kunde I af en højviis Borgerskoles Bestyrelse i Christiania faae lære, hvor splittergalt I handlede! Fædrelandet, ja! naar det skaffer os skjønne Boliger, fortræffelig Mad og Drikke, samt fornøden Tid til i Ro og Mag at pleje Bugen og stange Tænderne, er grumme rart; men at indprentes Kundskab om det, og Kjerlighed til det, bed Gud bevar's! at spilde Tid, som kunde været anvendt til Nytte, hvor kan man falde paa saadanne daarlige Griller? Har den store Hob Tid til at tænke paa, at den har et Fædre- land? Skal den spilde Tid, som kunde vært anvendt til Nytte f. Ex. trælle for knap og mager Kost. Borgerskolens Bestyrelse og Consorter har kanskee ligesom Ludvig den Fjortende, der sagde: "Frankrig, det er Jeg" -- gjort det til sit Valgsprog -- Norge, det er Vi! Den forbandede Trykkefrihed, sige Nogle, ja var den ei til. Men see nu, hvor galt I tænke; thi uden den skulde Verden udentvivl finde sig berøvet Borgerskolens Bestyrelses dybe Viis- dom. Vistnok kan man beklage den, naar man tænker, hvor- meget den maa have svedet og anstrænget sig for at sammen- sætte sit lærde Produkt; men saa have vi da ogsaa faaet noget Klækkeligt, noget som kan tjene til Basis for en nye Filosofi; og tænk hvilken Glæde for Landet, da det af denne Prøve maa skjønne, hvorvidt den vil kunne drive det i skolastisk Spids- findighed. For dem, som ville undres over, at dette først nu fremkom- mer, vil Indsenderen blot bemærke, at han deels kun befatter sig saare lidet med Skolevæsenet, og er saaledes deri ikke Fotnote: Indsenderen indestaaer ei for Citatets ordrette Meddelelse, da han ei har Skrivtet ved Haanden. SIDE: 143 hjemme, deels ventede han paa at den anonyme Inds. i Stats- bgs. 18de Hæfte No. 7 -- 8 ogsaa kjærligen vilde behandle Svaret fra Borgerskolens Bestyrelse, hvorpaa denne Opsats gaaer ud; men da Løvtet endnu ikke er opfyldt, troede han at gjøre Publi- kum opmærksom paa hvor fortrinligt dog dette Svar er. Henrik Wergeland [REDAKSJONELT TILLEGG TIL OFFISIELLE OPLYSNINGER OM FORSLAGET Å SLØIFE NORSKE FESTNINGER] Statsborgeren 31. mars 1836. Naar Redactionen kommer i Besiddelse af endeel belovede Actstykker og specielle Oplysninger betræffende den iilsomme for ei at sige overilende Nedrivelse af nogle af Agershuus Fæst- nings Mure, -- skulle vi nærmere yttre os over denne Sag; imid- lertid haabe vi dog saa megen Liberalitet af Regjeringen, at den afværger at ingen flere Bygninger end allerede skeet er opføres paa Fæstningens Glacier eller flere af Fæstningsværkerne ned- brydes, hvilket i dobbelt Henseende er af Vigtighed efterdi den Commission der er anordnet for at afgive Forslag og Betænk- ning om hvorledes Aggershuus Fæstningsværker hensigtsmæs- sigst igjen kunne istandsættes m. v. endnu ej har tilendebragt sine Arbeider, og det saaledes letteligen kunde arrivere at Af- hændelsen af en eneste Byggetomt, kunde forrykke Kommissio- nens hele paatænkte Befæstningsplan. Christiania i Marts 1836. Henrik Wergeland SHAKESPEARES ANBEFALING FOR VOLDGIFT (Indsendt.) Statsborgeren 31. mars 1836. Jeg har været Vidne til, at syv Dommere ikke have kunnet blive færdige med en Tvist. Men naar Parterne kom selv sam- men, og En tænkte kun paa et "naar"; naar jeg da sagde saa og I sagde saa, saa kom det snart i Haandslag og de tilsvore hinanden Broderskab. Dette "naar" er den eneste Fredsstifter; en stor Kraft ligger i dette "naar". SIDE: 144 Henrik Wergeland Efter ms. hos pastor Mollestad, Drammen; våren 1836. KATEKISME udarbeidet efter Luthers mindre og Wallins svenske af HENRIK WERGELAND Kandidat i Theologien. Jesus sagde: "Dersom I blive i mit Ord, ere I sandelig mine Disciple, og I skulle forstaae Sandheden, og Sand- heden skal gjøre Eder frie." (Joh. 8, 31-32). En kort Indledning til Katekismen. 1. Først og fremst maa Mennesket lære at kjende Guds Vilje om hvad det skal gjøre og lade for at leve roligt og at døe saligt. 2. Mennesket har vel en god Veiledning til at kjende Guds Vilje i sin Samvittighed, der er Guds dømmende Røst i dets Hjerte om Godt og Ondt; men tydeligst lærer det Guds Vilje at kjende af Bibelen eller den hellige Skrivt. 3. Bibelen kaldes ogsaa Guds Ord, fordi den indeholder hvad Gud igjennem den Helligaand har aabenbaret vise og gudfryg- tige Mænd om sin Vilje og Væsen og Foranstaltninger til Men- neskenes Frelse. Om dette alt belærer Religionen os. SIDE: 145 4. Bibelen bestaaer af det gamle Testamente, der er skrevet af Profeterne, og af det nye Testamente, der er skrevet af Evange- listerne og Apostlerne. I det gamle Testamente er Guds Vilje især aabenbaret os i Loven eller de ti Bud, og i det nye Testa- mente i Evangelium, hvis Kjerne er Troens Artikler. 5. Foruden i Loven og Evangelium have vi ogsaa en stedse le- vende Styrkelse for os selv og Ihukommelse af Guds Vilje i Bønnen, hvis ypperste Exempel er Herrens Bøn eller Fadervor. 6. Endydermere indvies og stadfæstes vi i Religionen ved Sakra- menterne, der er Daabens og Nadverens.. 7. Katekismen er den Bog, som i Korthed underviser om disse Religionens 5 Hovedstykker eller Parter, hvoraf 1ste Part er de ti Bud-Ord. 2den Part - Troens Artikler. 3die Part - Herrens Bøn, Fader vor. 4de Part - Daabens Sakramentes Ord. 5te Part - Alterens Sakramentes Ord. DEN FØRSTE PART. Loven eller de ti Bud-Ord. Indledning. Gud har først i Skabelsen givet sin Lov i Menneskets Fornuft og Hjerte, men siden kundgjort den skrivtlig ved Moses og om- sider fuldkommen forklaret den ved Jesus Christus vor Frelser. Moses delte Loven i tvende Tavler, hvoraf den første indeholder i tre Bud Pligterne mod Gud, og den anden i syv Bud Pligterne mod vor Næste. Alle ere de Pligter mod os selv, fordi vi kun fremme vort eget Bedste ved at opfylde dem. SIDE: 146 Første Tavle. Det første Bud. DU SKAL IKKE HAVE FREMMEDE GUDER FOR MIG. Det er: Vi skulle frygte og elske Gud over alle Ting og os paa ham alene forlade. 1. Spørgsmaal. Hvad forbyder Gud i det første Bud? Svar: Afgudsdyrkelse. 2. Sp. Hvem begaar Afgudsdyrkelse? Sv. Ikke blot Hedningerne, som af Uvidenhed tilbede Billeder og skabte Ting, men Enhver som for disses Skyld af Hevnsyge eller formedelst Menneskefrygt og Egenkjærlighed tilsidesætter og forglemmer Gud og hvad vi skylde ham, ligesom ogsaa den, der sætter sin hele Lid til egne eller Andres Visdom og Magt. Apostelen Paulus kalder al det Kjødeliges Herredømme over Aanden, al ond Lyst og Gjerrighed en Afgudsdyrkelse. (Co- loss. 3,5.). 3. Sp. Hvad vil det sige, at frygte og elske Gud over alle Ting? Sv. Det er, altid at erkjende og ære Guds Godhed, Visdom, Magt og Retfærdighed, dyrke ham alene i Aand og Sandhed, Tro og Gjerninger, og holde en god Samvittigheds Fred med Gud for vort højeste Gode. Ps. No. 190. Vor Gud han er saa fast en Borg THI HERREN VIL IKKE HOLDE DEN USKYLDIG, SOM TAGER HANS NAVN FORFÆNGELIGT. Det er: Vi skulle ikke misbruge Guds hellige Navn til at bande eller til Overtro, men ære det i Medgang og Modgang ved at bede, love og takke. SIDE: 147 1. Sp. Hvad forstaaes ved Guds Navn? Sv. Alt, hvorved Gud i sit Ord eller Gjerninger aabenbarer sit Væsen og sine Egenskaber. 2. Sp. Hvad er at misbruge Guds Navn? Sv. Det er ved Letsindighed eller af Ondskab og i bedragersk Hensigt at paakalde Gud eller hans Straffedomme under Navn af Djævelen, bede til Gud uden Andagt, betragte hans Gjernin- ger uden Ærbødighed og høre hans Ord uden Opmærksomhed eller det med Vilje forvrænge og mistyde. 3. Sp. Er det ikke tilladt at bekræfte Noget ved Guds Navn eller ved Eed? Sv. Jo, Vidnesbyrd for Retten og høitidelige Løfter. 4. Sp. Hvortil forbindes et Menneske ved Eed? Sv. Til uden Forbehold at opfylde hvad han har lovet og be- kjende Sandhed om sig Selv og Andre. 5. Sp. Er jeg da ikke forbunden til at sige Sandhed uden Eed? Sv. Jo, for Gud og Samvittigheden ere mine Forpligtelser altid lige hellige, men for Mennesker og det borgerlige Samfund er jeg forpligtet til, naar saa kræves, ogsaa at give denne ydre Borgen for min Retsindighed. 6. Sp. Hvilken Synd begaaer den, som sværger falskt? Sv. Meneed, der er en Gudsbespottelse, en Forbrydelse imod vore Medmennesker og en Dødssynd imod os selv. Ps. No. 22. Alvidende, dit Øje mig randsager. 7. Sp. Hvad er, at misbruge Guds Navn til Overtro? Sv. Det er daarligen at troe eller bedragersk at foregive at kunne i Guds Navn eller ved hans Ord afstedkomme overordent- lige Virkninger, opdage det Skjulte og erholde hvad man ønsker ved andre end naturlige og tilladelige Midler, ligesom og at udgive sine egne Indbildninger for guddommelige Sandheder. Det tredie Bud. KOM IHU, AT DU HELLIGER HVILEDAGEN! Det er: Vi skulle frygte og elske Gud, bruge Hviledagen til hans Dyr- kelse i Menigheden, holde hans Ord høit og i Ære, og det gjerne baade høre af Andre og lære Andre. SIDE: 148 1. Sp. Hvorfor staaer der: Kom ihu? Sv. Paa det vi skulle ved Arbeidsugens Ende, med samlede Tanker berede os til Hviledagens værdige Helligholdelse. 2. Sp. Hvorledes hellige vi Hviledagen? Sv. Ved ikke blot da at afholde os fra saadanne Arbeider og Fornøjelser, som forstyrre egen og Andres Gudsdyrkelse, men ved at anvende denne Dag især til at hente Opbyggelse af Guds Ord. 3. Sp. Ere da alle Arbeider forbudne om Søndagen? Sv. Nei ikke Nødvendigheds- og Barmhjertighedsgjerninger, som enten ikke taale Opsættelse eller i sig selv ere en værdig Gudstjeneste. Math. 12,12. 4. Sp. Er det utilladeligt at fornøje sig om Søndagen? Sv. Nei, den er indstiftet til Sjels og Legems Vederqvægelse som til Guds Navns Ære; det maa derfor skee paa en Maade som ikke strider imod disse Endemaal. Den anden Tavle. Indledning. 1. Sp. Hvem er vor Næste? Sv. Ethvert Menneske, Ven eller Uven, kjendt eller ukjendt, fattig eller riig. 2. Sp. Hvorfor kaldes ethvert Menneske vor Næste? Sv. Fordi vi have Alle een Gud, nedstamme Alle fra samme første Forældre, ere saaledes Brødre og Søstre fra Gud af, boe sammen paa Jorden, behøve alle hverandres Hjælp, ere Syndere og deelagtige i Jesu Forløsning tilsammen og ved Livets Begyn- delse og Ende hverandres Lige. 3. Sp. Hvorledes bør vi elske vor Næste? Sv. Som os selv, saa at vi gjøre ham som vi ville at han skal gjøre imod os. Math. 7,12. Det fjerde Bud. HÆDRE DIN FADER OG DIN MODER, AT DET KAN GAAE DIG VEL OG DU MAAE LÆNGE LEVE PAA JORDEN! Det er: Vi skulle agte, elske, tjene og lyde opmærksomt og oprigtigt vore Forældre og Foresatte, trofast følge deres Raad, have dem SIDE: 149 stadigt for Øjne, bistaae dem i deres Arbeide og med Taknem- lighed bære Omsorg for dem i deres Svaghed og Alderdom. 1. Sp. Er et Barn pligtig at lyde sine Forældre i Alt? Sv. Ja, i Alt, som ikke strider imod Guds Ord og Samvittig- heden; thi det gjælder fremfor alt at Gud maa lydes mer end Mennesker. 2. Sp. Hvad er at have sine Forældre eller Foresatte for Øjne? Sv. Aldrig at opføre sig anderledes i deres Fraværelse end vi skulde gjøre om de vare nærværende. 3. Sp. Hvad lover Gud de Børn, som hædre sin Fader og Moder? Sv. At det skal gaae dem vel, og at de skulle leve længe paa Jorden d. e.: at Forældres Velsignelse bereder det gode Barn den sikkreste og varigste Lykke. 4. Sp. Hvem ere vore Foresatte? Sv. Er Nogen saa ulykkelig at have mistet Fader eller Moder, da de, som ere i Forældres Sted, Stedforældre, Fosterforældre, Formyndere, Husbond og Madmoder, Lærere og Øvrighed. 5. Sp. Mod hvilke Flere bør vi, efter dette Bud, vise Ær- bødighed? Sv. Mod dem, som ere ældre end os i Almindelighed, men især imod den Alderstegne. Det femte Bud. DU SKAL IKKE SLAA IHJEL! Det er: Vi skulle ikke skade Næsten eller os Selv paa Liv, Lemmer eller Helse, men hjælpe ham i Livsnød endog med Fare for vort eget Liv, afværge hvad der er ham skadeligt, sørge for ham i hans Skrøbelighed, omgaaes ham fredsomt, ikke pine Dyrene og heller ikke uden i en fornuftig Hensigt tilintetgjøre eller for- styrre nogen af Guds Skabninger levende eller livløs. 1. Sp. Hvad forbyder Gud i dette 5te Bud? Sv. Drab eller Mord. 2. Sp. Hvorledes skeer Drab? Sv. Først og i egentlig Mening, naar man selv eller ved Andre, hemmelig eller aabenbare berøver Næsten Livet. Dernæst ogsaa SIDE: 150 uegentligen, naar man skader Næsten paa Lemmer, unddrager ham sin Hjælp i Nød og Fare, forleder ham til Udsvævelser og Umaadelighed, eller hader ham i Hjertet, fornærme og saarer med onde Ord og skadefro Forsætter. Evangelisten Johannes siger: "Hver, som hader sin Broder er en Manddraber." 3. Sp. Er det aldrig tilladt at berøve et Menneske Livet? Sv. Jo, Apostelen Paulus siger om Øvrigheden, "den bærer ikke Sværdet forgjæves; thi den er Guds Tjener, en Herre til Straf over Den, som gjør det Onde." Og Evangelisten Mathæus siger: "alle de, som gribe til Sværd skulle omkomme ved Sværd." Derfor kan den væbnede Fiende fældes, som vil ødelægge Lan- det, og Den, som angribes paa Livet, kan nedlægge Angriberen, om han ikke paa anden Maade kan redde sig. 4. Sp. Hvorledes bør vi ansee vort eget Liv? Sv. Som et Laan af Gud, anbetroet til et helligt Endemaal saa vi derfor skulle gjøre Regnskab, eftersom Paulus siger: "en- ten vi leve eller døe, ere vi Herrens". 5. Sp. Hvad skylde vi da vort eget Liv? Sv. At vogte det, og være omhyggelige for dets Sundhed, og kun at opoffre det for højere Pligter. Johannes siger: "vi skulle og lade vort Liv for Brødrene." 6. Sp. Hvorved forkorte Menneskene syndigen sit Liv? Sv. Ved aabenbar Vold derpaa eller Selvmord, Umaadelighed, Uforsigtighed, overdreven Sorg, Frygt eller Vrede, samt Forsøm- melse af tjenlige Lægemidler. Lucas siger: "gjør dig selv intet ondt!" og Paulus advarer: "lader os vandre skikkeligen som om Dagen: ikke i Fraadseri og Drukkenskab, ikke i Løsagtighed og Uteerlighed, ikke i Kiv og Avind." 7. Sp. Hvilke Dyder tjene især til at bevare Livet? Sv. Et dydigt og afholdende Levnet, Arbeidsomhed, Nøisom- hed og Fredsommelighed. Det sjette Bud. DU SKAL IKKE BEDRIVE HOER! Det er: Vi skulle føre et kydsk og tugtigt Levnet, skye slet Selskab og urene Begjærligheder, vellystige Tanker, frække Ord, let- SIDE: 151 færdige Forsætter og usædelige Gjerninger saavel i som uden- for Ægteskab. Paulus siger (Eph. 5,3,5): "Utugt og al Urenhed maa end ikke nævnes iblandt eder, som det sømmer sig de Hellige. Thi dette vide I, at ingen Skjørlevner eller Ureen haver Arv i Christi eller Guds Rige." 1. Sp. Hvilke Følger har Overtrædelsen af dette Bud? Sv. Den fornedrer Mennesket til et blot Dyr, ødelægger Le- geme og Sjæl, fordærver Hjertet og berøver det Samvittighedens Fred, gode Menneskers Agtelse og Ægteskabets Lykke. 2. Sp. Hvem har stiftet Ægteskabet? Sv. Gud selv, som sagde: "det er ikke godt M [enne] sket er for sig alene; jeg vil gjøre ham en Hjælp, som skal være hos ham." Det er: Gud har ved Menneskets Skabelse forordnet at een Mand og een Qvinde skulde leve sammen som Ægtemager i en inderlig og trofast Forening til Menneskeslægtens Ophol- delse, Børns Opfostren og egen Lykke og Forædling. 3. Sp. Hvad bør man især see hen til ved Valget af en Mage? Sv. Til Gudsfrygt og gode Sæder, Overensstemmelser i Sinde- lag og Alder, Helse og Udkomme. Det syvende Bud. DU SKAL IKKE STJÆLE! Det er: Vi skulle ikke paa nogensomhelst Maade, aabenbare ved Vold eller hemmeligen ved List forurette Næsten paa hans Ejendom eller tilegne os hvad der ikke er vort, derimod i Raad og Daad befordre hans Gavn. 1. Sp. Hvilke Forbrydelser forbydes i dette Bud? Sv. Røveri, naar Næsten ved Vold paa Person eller Trudsler eller Indbrud i hans Huus berøves sin Ejendom, Tyveri og Be- drageri, hvorved dette skeer hemmeligen og paa mange Maader. 2. Sp. Nævn nogle af disse Maader. Sv. Saasom, naar man gjemmer hvad Andre have stjaalet eller hæler, besviger i Handel, fralokker Næsten noget, aagrer paa hans Nød, beholder eller skjuler det Fundne, ikke betaler det Laante, fordærver og sløser med det Betroede, gjør udueligt Arbeide, forholder hvad man er Staten, Arbeideren eller Ar- SIDE: 152 moden skyldig, og naar man dovner sig og tigger skjøndt man kan arbeide. Moses siger: "I skal ikke stjæle, ei heller falske- ligen handle mod Næsten, ikke gjøre ham Vold eller røve ham, og ikke lade Daglønnerens Arbeide blive Natten over. 3. Sp. Hvorledes befordre vi Næstens Gavn med Hensyn til Ejendom? Sv. Ved at være redelige i al Handel, villige til Godtgjørelse, til Hjælp med Formue, Ting og Raad. 4. Sp. Hvad paalægger dette Bud os mod os Selv? Sv. At vi ikke ved Letsindighed, Dovenskab eller Ødselhed skulle forspilde vore Kræfter, vort Gods og vor Tid, der er en kostbar Ejendom, hvorved al anden erhverves; men at vi, for egen og vore Nærmestes Skyld, for ikke at falde Andre til Byrde eller komme i Fristelse, skulle være flittige og holde tilraade med det Erhvervede. Det ottende Bud. DU SKAL IKKE SIGE FALSK VIDNESBYRD IMOD DIN NÆSTE! Det er: Vi skulle ikke lyve, ikke falskeligen beføre Andre, ikke smæde, bagtale og berygte Andre, men være som Jesus i hvis Mund Svig ikke fandtes, undskylde Næsten, skjule hans Skrøbelig- heder, mene og tale vel om ham saalænge muligt og lovligt er og tage alt i den bedste Mening. 1. Sp. Hvad forbydes i det 8de Bud? Sv. Al Usandfærdighed og isærdeleshed falskt Vidnesbyrd. 2. Sp. Hvorledes synde vi imod dette Bud? Sv. Naar man belyver Næsten enten for Domstolen eller i det daglige Liv, fører Sladder, forraader betroede Hemmeligheder, smigrer Næsten mod bedre Overbeviisning, bagtaler ham og ud- tyder hans Ord eller Gjerninger til det værste. 3. Sp. Hvad bør vi gjøre, naar vi selv blive belyvede og smædede? Sv. Vi bør gjøre som Jesus, som "ikke skjændte igjen der han blev overskjændt, ikke truede der han leed, men overgav det til ham, som dømmer retfærdigen." (1 Pet, 2,23). SIDE: 153 4. Sp. Bør vi skatte et godt Navn og Rygte høit? Sv. Ja, højere end Liv og Gods, men dog mindre end Dyd og Samvittighedsfred. Det niende Bud. DU SKAL IKKE BEGJÆRE DIN NÆSTES HUUS! Det er: Vi skulle ikke ansee Næsten med Avind eller Rænker imod hans bedre Kaar, lade ham uforstyrret i Besiddelse af Sit og af sin lovlige Virksomhed, ikke forlokke hans Tjener, passe vore egne Anliggender og være fornøjede med vor Lod. Paulus be- faler os at søge Ære i at leve stille, varetage hver sin Gjerning og arbeide med egne Hænder. Det tiende Bud. DU SKAL IKKE BEGJÆRE -- NOGET AF ALLE DE TING, SOM NÆSTEN TILHØRE. Det er: Vi skulle qvæle enhver pligtstridig Attraa hos os, som kan være Næsten til Fornærmelse, vaage og stride, ikke blot mod Udbrudet af det Onde, men ogsaa mod Begjæret dertil, og stræbe efter en fuldkommen Hjertets Reenhed, Selvbeherskelse og from Forsagelse af Verden. 1. Sp. Hvad siger Gud om alle disse Bud? Sv. Jeg Herren din Gud er en nidkjær Gud, som hjemsøger Fædres Ondskab paa Børnene i tredie og fjerde Led paa dem, som hade mig, og gjør Miskundhed mod tusind Led, mod dem, som elske mig og holde mine Bud. Det er: Gud truer haardeligen alle dem, som overtræde disse Bud. Derfor skulle vi frygte for hans Vrede, og holde hans Bud. Deri- mod lover Han ogsaa Dem Naade og alt Godt, som holde disse Bud, hvorfor det er billigt, at vi elske og forlade os paa ham og holde hans Bud af Kjærlighed. Thi denne er den rette Kilde, hvorfra alle Gjerninger skulle flyde, om de skulle have nogen Fortjeneste, mens Lydighed for Loven uden Kjærlighed til Gud ikke er andet for ham end Øjentjeneri. (1 Cor. 13,1). SIDE: 154 2. Sp. Hvad kaldes den rette Lydighed mod Guds Bud? Sv. Gudsfrygt eller Dyd. 3. Sp. Hvad er da Synd eller Last? Sv. Alt det, som strider imod Guds Lov, hvadenten vi gjøre hvad Gud har forbudt eller undlade hvad han har befalt. 4. Sp. Hvad fører Lydighed for Loven eller dens Overtrædelse med sig? Sv. Enten Belønning eller Straf baade efter Naturens Indret- ning og Guds retvise Dom. 5. Sp. Bør vi da være lydige for Loven alene af Beregning paa Løn eller af Frygt for Straf? Sv. Nei. Den rette og eneste Grund for den sande Dyd ligger i den guddommelige Forskrivt, som tillige udtrykker Lovens hele Indhold. (Math. 22,37). "Du skal elske Herren din Gud af alt dit Hjerte, og af din ganske Sjel og af dit ganske Sind, og din Næste som dig selv." DEN ANDEN PART. De christelige apostoliske Troesartikler. Indledning. Ordet "Evangelium" bemærker et glad Budskab, og dette for- kynder Guds Naade, Syndsforladelse og et evigt Liv til alle, som lyde Gud, troe paa Ham og Den, Han sendt haver, og lade sig lede af Hans hellige Aand. (Rom. 1,16. Joh. 17,3. Rom. 8,14). 1. Sp. Hvad er Gud efter Evangeliets Lære? Sv. Gud er Een, men denne ene Gud er Fader, Søn og Hellig- aand, aabenbart i sine Virkninger. 2. Sp. Hvilke ere Guds Virkninger? Sv. Skabelsen. Gjenløsningen og Helliggjørelsen. 3. Sp. I hvor mange Dele fremstilles derfor Evangeliets Lære om Gud? Sv. I trende Dele eller Artikler, af hvilke den første handler om Gud Fader og Skabelsen, den anden om Guds Søn og Gjen- løsningen, og den tredie om den Helligaand og Helliggjørelsen. SIDE: 155 DEN FØRSTE ARTIKEL. Om Gud Fader og Skabelsen. JEG TROER PAA GUD FADER, HIMMELENS OG JORDENS ALMÆGTIGE SKABER. Det er: Jeg troer, at Gud har skabt mig tilligemed alle andre Skab- ninger; at han har givet mig Legeme og Sjel; at han styrer Ver- den, og opholder alle Ting deri, som ellers maatte forgaae; at han forstrækker mig og alt det Levende med hvad der er nød- vendigt til Livets Ophold, velsigner mit Arbeide, og forsvarer mig imod Fare, afvender og forhindrer alt Ondt. Og det gjør han altsammen ikke af nogen min eller Skabningens Fortjeneste, men af sin almægtige Vilje alene og af sin blotte faderlige God- hed og Barmhjertighed. Hvorfor jeg er skyldig til at takke og love Ham, adlyde hans Vilje i alle Maader og at tjene ham. 1. Sp. Hvad er Faderen? Sv. Gud aabenbaret i sin Almagt, Viisdom og Godhed som Verdens Skaber, Opholder og Regjerer. 2. Sp. Hvad er at skabe? Sv. Dette Udtryk kan alene brukes om Gud, thi det er at frembringe Noget ved en almægtig Vilje alene. 3. Sp. Hvad forstaaes ved den af Gud skabte Verden? Sv. Himmel og Jord med alt det, som deri er, baade synligt og usynligt. 4. Sp. Gives der ogsaa usynlige Skabninger? Sv. Ja, den hellige Skrivt taler om gode Engle, der ere hos Gud og udrette hans Vilje, og om Engle, der modstræbe denne, og derfor ere i en ulyksalig Tilstand. Desuden hører Menneskets Sjel til den usynlige Verden. 5. Sp. Hvilke ere Menneskesjelens fornemste Egenskaber? Sv. Fornuft og fri Vilje. 6. Sp. Sørger Gud for alt det skabte? Sv. Ja, for det mindste saavel som for det Største; for Gud er ingen Ting stor eller ringe. 7. Sp. Hvad kaldes denne Guds Omsorg? Sv. Guds Forsyn. SIDE: 156 8. Sp. Gjør da Guds Forsyn Menneskets egen Flid og Om- tanke overflødig? Sv. Nei! Gud skjænker ikke sine Gaver anderledes end hans Viisdom har foreskrevet. 2 Thess. 3,10. Hvo der ikke vil arbeide, skal heller ikke æde. 9. Sp. Hvilke Mennesker kunne fortrøste sig paa Guds Forsyn? Sv. De, som foresætte sig, med Guds Naade, ihvad dem møde, at opfylde sine Pligter og at anvende sine Kræfter med Nøi- somhed og Flid. 10. Sp. Hvilke kunne ikke fortrøste sig paa Guds Forsyn? Sv. De, som styrte sig i unødige Farer, tilsidesætte sine Plig- ter, forspilde, hindre eller miskjende sit Vel ved Uforstandig- hed, Forsømmelighed eller Unøisomhed. Den vise Syrach siger: "Gaa ikke den Vei, hvor du maa falde eller støde dig paa Stene." Og Salomon siger: "Ved Ladhed synke Bjelkerne, og for forsømmelige Hænders Skyld bliver Huset dryppende." 11. Sp. Er det da ikke en uundgaaelig Skjæbne, som gjør at Mennesket ofte bliver ulykkeligt og lidende? Sv. Nei: de Ulykker, som følge paa ufornuftige Foretagender, lovlige Midlers Tilsidesættelse eller Foragt for gode Raad og Erfaringer, forvoldes ikke af Gud, men af Mennesket selv. 12. Sp. Men hvorledes bør vi ansee Ulykker, der ramme os uden vor egen Skyld? Sv. Som Guds Tilskikkelser og Midler til vort sande og højere Vel. "Alle Ting tjene dem tilgode, som elske Gud." (Rom. 8,28). 13. Sp. Gives der intet andet Ondt i Verden end Ulykker og Lidelser? Sv. Jo Synden er et meget større Onde. "Trængsel og Angest skal være over hvert Menneskes Sjel, som gjør det Onde." (Rom. 2,8). 14. Sp. Er noget Menneske fri for Synd? Sv. Nei; "Alle have syndet, og dem fattes Ære for Gud." (Rom. 3,23). 15. Sp. Maa vi da ikke alle lide Syndens ulyksalige Følger? Sv. Jo, dersom vi ikke gjenløses fra Synden og forsones med Gud. 16. Sp. Hvorpaa grunde vi vort Haab om Gjenløsning og Forsoning? SIDE: 157 Sv. Paa Guds uendelige Naade; thi "saa elskede Gud Verden, at han haver givet sin Søn den enbaarne, paa det at hver den, som troer paa ham, ikke skal fortabes, men have et evigt Liv." (Joh. 3,16). DEN ANDEN ARTIKEL. Om Igjenløsningen. Jeg troer ogsaa paa Jesum Kristum, Guds eneste Søn, vor Herre, som blev undfangen ved den Helligaand, født af Jomfru Maria, piint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begraven, nedfoer til Helvede, tredie Dag opstod fra de Døde, opfoer til Himmels, sidder hos Gud Faders almægtige høire Haand, derfra han skal igjenkomme til at dømme Levende og Døde. Det er: Jeg troer, at Jesus Kristus er en sand Gud, født af Faderen fra Evighed. Jeg troer ogsaa, at han er et sandt Menneske, født af Jomfru Maria, at han er min Herre, der har igjenløst mig fra Synden og dens evige Fordærvelse, og forsonet mig med Gud, det han har gjort med sit hellige og dyrebare Blod og med sin ubillige og uskyldige Død, alene forat jeg skulde være hans Egen, som en synderlig Ting, og paa det jeg skulde tjene ham retfærdig, uskyldig og salig, stedse i hans Rige leve som og han opstod fra de Døde, lever og regjerer i Evighed. 1. Sp. Hvad betyder Navnet Jesus Kristus? Sv. En salvet, d. e. af Gud udkaaren, Frelser. "Gud salvede Jesum af Nazareth med den Helligaand og Kraft, han som drog omkring og gjorde vel. Ham give alle Profeterne det Vidnes- byrd, at hver den, som troer paa ham, skal faae Syndernes For- ladelse ved hans Navn." (Apostl. Gjern. 10,38,43). 2. Sp. Hvad maatte han være, forat kunne blive Verdens Frelser? Sv. Baade Gud og Menneske i een Person. "I ham boer al Guddommens Fylde legemlig. (Coloss. 2,9). 3. Sp. Hvor og af hvem fødtes Jesus som Menneske? Sv. I Bethlehem i Jødeland af Jomfru Maria paa den Tid og under de Omstændigheder, som af Profeterne vare forud- SIDE: 158 sagte. "Der Tidens Fylde kom, udsendte Gud sin Søn, født af en Qvinde, født under Loven." (Gal. 4,4). 4. Sp. Hvorved især er hans Herlighed som Guds Søn aaben- baret? Sv. Ved Spaadommenes Opfyldelse, de mærkværdige Hændel- ser ved hans Fødsel og Død, ved hans Undergjerninger; men især ved den guddommelige Naade og Sandhed, som gjennem- straaler hans Evangelium, og bekræfter sig for Enhver, som vil gjøre og forstaae Guds Vilje. Evangelisten Johannes vidner: "vi saae hans Herlighed, en Herlighed som den Eenbaarnes af Faderen, fuld af Naade og Sandhed." Og: "Dersom Nogen vil gjøre Guds Vilje, han skal kjende, om Lærdommen er af Gud." (Joh. 1.14, 7,17). 5. Sp. Hvad er Guds Vilje efter Evangelium? Sv. "At alle Mennesker skulle blive salige og komme til Sand- heds Erkjendelse." (1 Timoth. 2,4). 6. Sp. Hvormed frelser Kristus Menneskene? Sv. Med sin Lære, sit Levnet, sin Lidelse og Død. 7. Sp. Hvorledes frelser Kristus os ved sin Lære? Sv. Naar vi lade os undervises af den om hvad vi have at troe gjøre og haabe, idet den belærer os om Guds faderlige Hjertelag og hans rette Dyrkelse, vort pligtskyldige Forhold til Gud og Mennesker, de jordiske Tings Betydning og vor Sjels høje Værdighed, sande Lyksalighed og evige Liv. 8. Sp. Hvorledes frelser Kristus os ved sit Levnet? Sv. Naar vi i alle vore Tanker og Idrætter tage Jesum til Mønster, og ansee ham for alle Menneskers ypperste Forbillede. 9. Sp. Hvorledes frelser Kristus os ved sin Lidelse og Død? Sv. Naar vi i levende Følelse af vor Syndighed og Strafskyld, finde, at vi ei kunne bestaae for den hellige og retfærdige Gud, og derfor med ydmygt og tillidsfuldt Hjerte omfatte den Naade og Fyldestgjørelse, som Kristus ved sin fuldkomne Lydighed mod Guds Lov, den han beseglede ved sit dyrebare Blod, har erhvervet angerfulde og blodfærdige Syndere. "Ligesom ved det ene Menneskes Ulydighed de Mange ere blevne Syndere, saa skulle og de Mange vorde retfærdige ved den Enes Lydighed." (Rom. 5,19). 10. Sp. Hvad vil det sige, at Kristus nedfoer til Helvede? SIDE: 159 Sv. At han ogsaa for de Henfarnes Aander har forkyndt sit opfyldte Midlerkald og aabenbaret sin herlige Sejer over Dø- dens og det Ondes Magt, "Død, hvor er din Brodd? Helvede, hvor er din Sejer?" (1. Cor. 15,55). 11. Sp. Hvorved stadfæstede Kristus endydermere sit For- soningsværk? Sv. Ved at han som Livets Herre og Dødens Overvinder, paa den tredie Dag efter sin Død, stod op af Graven. "Gud baade opreiste Herren, og skal opreise os formedelst sin Kraft." (1. Cor. 6,14). 12. Sp. Er da Kristus ogsaa for os Dødens Overvinder? Sv. Ja, ved Troen paa Ham frelses vi fra den aandelige Død, der bestaaer i at Sjelen skiller sig fra Gud ved Overtrædelse af hans Lov i Ordet og Samvittigheden, og den legemlige Død, som intet Menneske kan undgaae, bliver for os intet Andet, end en Indsoven i Fred forat opvaagne i Glæde. Jesus sagde: "Jeg er Opstandelsen og Livet; hvo, som troer paa mig, om han end døer, skal han dog leve." (Joh. 11,25). 13. Sp. Hvorlænge var Kristus synlig paa Jorden efter sin Opstandelse? Sv. I fyrretyve Dage omgikkes han med sine Venner og Apostle som tilforn med Undervisning og Trøst, Formaninger og An- ordninger, og derefter "da han havde velsignet dem, skiltes han fra dem, og foer op til Himmelen," (Luc. 24,51). 14. Sp. Har Kristus siden overgivet og forladt den Verden, han igjenløste og forsonte? Sv. Nei; skjøndt usynlig for jordiske Øjne, er han dog altid nærværende hos Sine, baade i Eenrum og forsamlede i Hans Navn, og han opholder med guddommelig Magt sit aandelige, over Himmel og Jord udbredte Rige. Jesus sagde: "Se, jeg er nær Eder alle Dage indtil Verdens Ende!" (Matth. 28,20). Og: "Hvor To eller Tre ere forsamlede i mit Navn, der er jeg midt iblandt dem." (Matth. 18,20). 15. Sp. Hvorledes udtrykker vor Troesbekjendelse denne Kristi Guddomsmagt? Sv. At han sidder hos Gud Faders almægtige højre Haand. 16. Sp. Efter hvilken Lov skal Kristus dømme de Levende og Døde? SIDE: 160 Sv. Efter den rene, af Ham forklarede, Kjærlighedens Lov. "Saameget, som I have gjort for een af disse mine mindste Brødre, have I gjort for mig. Og saameget, som I ikke have gjort for een af disse Mindste, have I og ikke gjort for mig." (Math. 25,40,45). 17. Sp. Naar Kristus raader saameget over Alle, hvad bør da være alle Kristnes inderligste Ønske og Beslutning? Sv. At være Hans Egne. Paulus siger: "De, som leve, skulle ikke fremdeles leve for sig Selv; men Ham, som er død og op- standen for dem." (2 Cor. 5,15). 18. Sp. Hvorved formaae vi da det? Sv. Johannes siger: "Derpaa kjende vi, at vi blive i Ham, og Han i os, at han har givet os sin Aand." (1. Joh. 4,13). TREDIE ARTIKEL. Om den Helligaand og Helliggjørelsen. Jeg troer paa den Helligaand, en hellig almindelig Kirke (eller Menighed), Helliges Samfund, Syndernes Forladelse, Legemets Opstandelse, og efter Døden det evige Liv. Amen! Det er: Jeg troer, at jeg ikke af min egen Evne eller Fornuft kan troe paa Kristus eller komme til Kristum min Herre; men det er den Helligaands Gjerning, som har kaldet mig ved Evangelium, op- lyst mig med sine Gaver, helliggjort mig i den sande Tro, og som opholder mig deri, ligesom han ogsaa kalder, forsamler, oplyser, og i den sande eneste Tro paa Kristus opholder de Andre i Menigheden. Fremdeles skjænker han mig og alle dem af Menigheden, som troe, dagligen en fuld Syndernes Forla- delse, og paa den yderste Dag skal han opvække mig med alle Andre af Døden, og sætte mig med alle Andre, som troe, til det evige Liv. 1. Sp. Hvem er den Helligaand? Sv. Gud, aabenbaret i sine Virkninger til Menneskenes Hel- liggjørelse. Paulus siger: "I ere helliggjorte ved vor Guds Aand." (1. Cor. 6,11). 2. Sp. Hvad forstaaes ved Menneskets Helliggjørelse? Sv. Dets Forbedring i Vilje, Tænkemaade og Levnet. SIDE: 161 3. Sp. Hvad hører til Forbedringen? Sv. Oprigtig Erkjendelse af Synden og Anger derover, en hjertelig Fortrøstning til Guds Naade formedelst Kristum og den alvorlige Beslutning og fortsat Anstrengelse forat gjøre Guds Vilje. Paulus siger: "Bedrøvelsen efter Gud virker Omvendelse til Salighed." (2. Cor. 7,10). 4. Sp. Hvorved lægger Mennesket for Dagen en saadan al- vorlig Beslutning og fortsat Anstrengelse? Sv. Ved omhyggeligt at undfly al Synd i Almindelighed og især de Synder, Mennesket har Hang til, ved samvittighedsfuld at gjøre alt det Gode, han kan, og især det han har forsømt, og ved efter al Evne at godtgjøre det begangne Onde eller for- sømte Gode. Paulus siger: "Haver Afsky for det Onde! hænger fast ved det Gode!" (Rom. 12,9). 5. Sp. Hvad kaldes den Tro, som ikke ledsages af denne Om- vendelse? Sv. En død Tro. Jacob siger: "Hvad hjælper det, om Nogen siger han har Tro, men har dog ikke Gjerninger?" Saadan Tro er "død i sig selv. Viis mig din Tro af dine Gjerninger!" (Jac. 2,14,17). 6. Sp. Hvilken Tro er levende og sand? Sv. Den som er virksom til Dyd og gode Gjerninger, og dertil nærer den hjertelige Fortrøstning til Guds Naade ved Kristus, at Gud for Kristi Skyld, benaader den angerfulde Synder. Paulus siger: "I Kristus gjælder kun Troen, som er virksom ved Kjær- lighed." (Galat. 5,6). 7. Sp. Hvad blive de, som have en saadan Tro? Sv. Gjenfødte, retfærdiggjorte, helligede og salige, og saaledes Medlemmer af de Helliges Samfund eller Foreningen af alle troende Kristne, der som Lemmer af een Krop under deres usyn- lige Hoved Kristus, om end for hverandre ukjendte, dog altid ere kjendte af Gud, lige deelagtige i Guds Naadeløfter og i den kristelige Tro, Kjærlighed og Haab, hvortil vi Alle ere kaldede ved den Helligaand. Paulus siger: "Guds faste Grundvold staaer, og har dette Segl: Herren kjender Sine." (2. Timoth. 2,19). 8. Sp. Hvori bestaaer den Helligaands Kaldelse? Sv. I at han, gjennem Ordet og Sakramenterne, kundgjør og tilbyder alle Mennesker den saliggjørende Naade. Paulus siger: SIDE: 162 "Gud har udvalgt eder af Begyndelsen til Salighed i Aandens Helliggjørelse og Sandheds Troe, hvortil han kaldte eder ved vort Evangelium til at erholde vor Herres Jesu Kristi Herlig- hed." (2. Thess. 2,13,14). 9. Sp. Hvad er et kristeligt Haab? Sv. En glad og tryg Forventning om et bedre Liv end det nærværende, som slutter ved Legemets Død. Petrus siger: "Vi forvente, efter hans Forjettelse, nye Himle og en ny Jord, i hvilke Retfærdighed boer." (2. Pet. 3,13). 10. Sp. Døer Mennesket da ikke baade til Legeme og Sjel? Sv. Nei; "Støvet kommer til Jorden igjen som det var før, men Aanden kommer til Gud igjen, som gav den." (Præd. 12,7). 11. Sp. Hvorhen kommer da Menneskenes Sjele efter Døden? Sv. De Godes Sjele komme, efter Skilsmissen fra Legemet i en salig Tilstand, de Ondes i en usalig. (Math. 25,46). 12. Sp. Skal Sjelen aldrig efter Døden forenes med Legemet? Sv. Guds Ord tilsiger ogsaa Legemernes Opstandelse; men "dette Forkrænkelige bør iklæde sig Uforkrænkelighed, dette Dødelige Udødelighed." "Kjød og Blod kunne ikke arve Guds Rige." (1. Cor. 15,53,50). 13. Sp. Skal de gode Sjeles salige Tilstand nogensinde ophøre? Sv. Nei, under Stigen i Fuldkommenhed, i hellig Følelse af Liv, Kraft og Salighed skal det fortsættes uendeligen, og kaldes derfor et evigt liv. 14. Sp. Hvorledes bør vi forholde os forat vinde det evige Liv? Sv. Vi bør trofast til den sidste Stund, bevare og pleje vort aandelige Liv, der er Sjelens Liv i Gud ved Tro, Kjærlighed og Haab. 15. Sp. Hvorved bevare vi vort aandelige Liv? Sv. Ved Guds Ords flittige Betragtning, hans Viljes ufortrødne Fuldbyrdelse, uafbrudt Vaagen over os Selv, og under alt dette, ved inderlig Bøn. "Vaager og beder, at I ikke falde i Fristelse! Aanden er vel redebon, men Kjødet er skrøbeligt." (Matth. 26,41). DEN TREDIE PART. BØNNEN. [Resten mangler.] SIDE: 163 Henrik Wergeland OM BESÆTTELSE AF COMMANDANTPOSTEN PAA KONGSVINGER (Indsendt.) Statsborgeren 10. april 1836. Motto: Magdelone. Men er det ikke ubegribeligt, at en ældgammel Mand, som han... Pernille. Jeg kan let begribe det; thi Luften her i Landet fører det med sig, at Folk blive ikke ret galne, førend de komme over deres tredsindstyvende Aar. Den honnette Ambition. Imellem de Rygter, som i denne Tid underholde Publikum, fortjener intet saa behagelig en Opmærksomhed som det, at General Stabell anstrenger sine gamle men gode Kræfter forat faa sin Svigersøn Capitain Engelhart anbragt som Commandant paa Kongsvinger, med Behold af sit Compagni. Og Inds. finder intet rimeligere end dette, ihvad saa hele Armeen og de til Posten konkurrerende ældre og højere Officerer kunne have at sige. Thi er Engelhart kun Capitain, saa er Stabell General og det General Stabell, der var Major i 1814; er Engelhart yngre, saa er Stabell gammel nok i hvad det skal være; og endelig, om Nogen forarger sig over at det, som man siger, skal gaa saaledes til, saa hvorfor skulde ikke gamle "Gubban Stabell" have den "Moroa?" Inds. antager, at han fortjener det af Fædrelandet siden 1814, der, om det end ikke kan kaldes lige- saavel Lyspunktet i hans som i dets Historie, dog altid er mærkeligt nok som det, der rystede de Laurbær af sig, hvorpaa den ærværdige sølverhvide og forgyldte Helt hviler. Men naar han fik dette Ønske opfyldt efter paatænkt Arrangement, saa var virkelig ogsaa alt i sin Orden, forsaavidt som Capt. Engel- hart da forbyttede sig med Capt. Højer fra agerske til vingerske Compagni, fik sit Compagni hvor han har sine Ejendomme og en Fæstning at forsvare hvor han havde sit Compagni, og en Commandantgage, Gaard og Jordvej hvor han har sine Ejen- domme, Gage, Gaard og Jordvej tilforn; og endelig forsaavidt gl. General Stabell da fik sit Ønske opfyldt efter paatænkte Arrangement, og som det lærte Folk i Almindelighed hverken SIDE: 164 at gjø mod Maanen eller General Stabell, uordentlige Folk at de leve i en Verden, som de maa elske, siden den gaaer efter deres Hoved, og Venner af Orden at bøje sig under en højere Orden. Oberstlieut. Fritzner boer vel som Korpschef paa Vinger, og har tilbudt sig at rygte Commandantposten mod alene de Bopæl- beqvemmeligheder, som tilligge den; og Oberstlieut. Sissener, der er Korpschef og saaret iblandt andet ogsaa i Kjøbenhavns Beleiring i 1807, siges vel indstillet af Generalkommandoen til denne Post, hvortil ældre og højere Officerer, og især de som lide af sine Saar, endskjøndt de forresten ere tjenstdygtige -- og Saadanne have vi ikke mange af -- bør have Fortrin. Idet- mindste er det en Retfærdighed, som øves i andre Lande, at deslige mindre Fæstninger anbetroes Officerer af denne Beskaf- fenhed, ja endog Invalider. Retfærdighed kalde vi det; men der maa nok ikke være nogen Uretfærdighed i det stabellske Arrangement, dersom det er, som man siger, at Svigerfatter skal have udbedet sig det som den sidste Naade før han lukker sine Øjne. Thi Inds. kan ikke faa i sit Hoved, at en Mand med saa alvorlige Tanker, med Døden, Grav og Dom for Øine skulde vitterligen ville fremme noget uretfærdigt. Om Tidsaanden plejer man desuden at paastaa, at den ikke vil noget uretfærdigt; og den er ganske for de prejudicerende Befordringer, som man i gamle Dage optog med saamegen Uvilje, og det er den ikke alene i Regjeringsdepartementerne, hvor Examen virkelig er baade et "Ex" for Ansættelse og et "Amen" for Tilsidesæt- telse, men ogsaa hos Folket, at slutte af de Stockholmsdeputa- tioner, som saa flittigen sendes afsted for adkomstløse Suppli- kanter. Derfor vilde Tidsaanden ikke finde det uretfærdigt, om General Stabell fik sin Søn Lieutenanten, eller endog om han havde en Søn som var Cadet, eller om han nu faaer sin Sviger- søn til Commandant paa Kongsvinger. Men uretfærdigt finder den det, om Nogen vil forstyrre gamle Gubban Stabell, og for- hindre ham fra at lukke sine Øjne i Fred. [fotnotemerke] Fotnote: Mahomedanerne ere isaahenseende langt menneskeligere; thi i Storsulta- nens Firman til Vicekongen af Ægypten læse vi om den engelske, altsaa en vantroende, Minister idet hans Navn nævnes, den Artighed: "Gud give ham en lykkelig Død!" SIDE: 165 Henrik Wergeland OM BYGNINGERS OPFØRELSE I NÆRHEDEN AF AGERSHUUS Statsborgeren 10. april 1836. Hvor ønskeligt det vel vilde være, om Nationalrepræsenta- tionen finder Anledning til at bevilge de fornødne Summer til Opførelse af passende Localer for Storthinget og Høiesteret, kan dog ikke negtes, at saadan Bevilling ufeilbarligen vil frem- kalde Nationens Forbittrelse og Harme, i Tilfælde af at Byg- ningerne, som foreslaaet, skulle opføres under Levningerne af Aggershuus Fæstnings Mure. Vi ville ikke trætte Læseren med Gjentagelser af hvad der i senere Tid næsten har udgjort en staaende Artikkel i vore offentlige Blade, nemlig Fortvivlelsens Nødraab til den sunde Fornuft og Retfærdigheden, om at ud- vide Byen paa de Kanter hvor Terrænet er meest gunstigt saa- vel for merkantile, som arkitektoniske Fordele, og at forlægge didhen de offentlige Pragtbygninger, som herefter opføres i Ho- vedstaden. Naar Regjeringen bringer i Forslag, at de anførte Bygninger skulle opføres paa Fæstningens Glacie, skulde man næsten fristes til at troe, at dette alene har været i den Hen- sigt, om muligt derved at befries for Ansvar i Anledning af Fæstningens Sløifning. Diplomatisk Smidighed kan dette ikke være, da der dog maatte forudsættes saamegen Takt hos Na- tionens Mænd, at de ei samtykke i, eller bevilge Penge til Op- førelse af en Thingsal under rygende Batterier; thi Krudrøg inden den lovgivende Magts og Øverstedomstols Haller er en hæslig Ting. Under 1821 Aars Storthing lugtede der allerede en Smule af Lunten, men da gaves der Mænd, som forstode at qvæle Gnisten under Fodsaalen. Imidlertid turde det maaskee være meest tilraadeligt, at opsætte med at bevilge de fore- slaaede Summer til offentlige Bygningers Opførelse, indtil Re- guleringskommissionen for Byen, i Forening med Slotskommis- sionen, engang falder paa den fortræffelige Idee, at anlægge en Vei eller Gade til Slottet, hvortil selvfølgeligen vil blive ind- kjøbt endeel omgrændsende Jordsmon, som formeentlig hen- sigtsmæssigen kunde afgive Tomter til de intenderede offent- lige Bygninger. Hertil maa endvidere anmærkes, at nærværende Tidspunkt ingenlunde er gunstigt for Bygningsvæsenet, da Slots- SIDE: 166 bygningsarbeidet og de mange private Bygninger som er under Opførelse, i høi Grad har fordyret Bygningsmaterialier og Arbeidslønnen. Man burde vel forudsætte, at der tilsammentaget, findes saa- megen Skjønsomhed og Indsigt hos Bygningskommissionen for det nye Theater, at denne ville sørge for, at hiin Pragtbygning ogsaa bliver opført paa ovenangivne Kant af Byen, og Slottet saa nær som muligt, især siden Hs. Majestæt til denne Ind- retning, med sin sædvanlige Gavmildhed, vil bidrage 1000 Spd. aarlig; men da det nu hører til Dagens Orden af alle Kræfter at modarbeide den almindelige Stemme, har man i saa Hen- seende intet at haabe men vel at ønske. Hvor Frimurerne holde Huus, er vistnok en ganske ligegyldig Sag, men hvis det forholder sig saaledes, som fortælles, at der med deres Østen og Vestenhaller skal forenes et Festivitets- lokale for Byen, saa burde denne Bygning ogsaa opføres i den paatænkte Slotsgade, -- i Tilfælde af at det ikke skulde være en mystisk Nødvendighed at Logebygningen opføres i den til Øiemedet anviste Vinkel af gamle Aggershuuses Formuur. Henrik Wergeland OBERST HAGEMANN Statsborgeren 14. april 1836. Saalænge vi ikke kunne unddrage os for den sørgelige Over- bevisning, at der gives Embedsmænd, for hvem Pligterne kun ere et ubetydeligt Atpaaslæng til Lønnen, som hos dem er Alt, maa det dobbelt glæde os at kunne fortælle en Embedsmands sande Borgerhandling, som et Folket og Embedsstanden hæ- drende Modstykke til hin Egennytte. Vi ønskede derfor i hvert Nummer at kunne give vore Læsere en saadan Glæde, som den vi idag finde ved at fortælle dem Oberst Hagemanns fædrelands- sindede og uegennyttige Færd som Kommandant. For nogle Aar siden fik han dette Embede, som skaffer 600 Dalers Indtægt foruden fri Bolig m. m. Som Kommandant paalaa det Hagemann at sørge for Fæstningens Vedligeholdelse, som Militær indsaa han dens Vigtighed for Fædrelandets Forsvar, og som Borger satte han denne Pligt højere end Hensyn til egen Fordeel. Da SIDE: 167 derfor alle hans Forestillinger til Regjeringen om at den ikke maatte gjøre denne Fæstning ugjenkaldelig ubrugbar ved at tillade det smagløse Indfald at sætte Theater og Frimurerloge under Fæstningsmurene, indsendte han til Regjeringen Ansøg- ning om Afsked fra en Post, hvor han behøvede at nyde dens Tillid, dersom han skulde kunne stifte Nytte. Naar en rig fransk eller engelsk Minister nedlægger sit Embede, fordi hans Grund- sætninger foragtes, opfylder han Ærens Bud og vinder Bifald for en Handling som sjelden er frivillig. Hr. Hagemann er en uformuende Normand, som har mange Slægtninge at forsørge; i denne Omstændighed, som skulde tale til hans Medborgeres Hjerter, kan vel ikke Aarsagen ligge til at denne, ikke alene frivillige, men Regjeringen ganske uventede Handling, anmeldes i Aviser saa ligegyldigt som saa: "Hagemann har taget Afsked, man venter at Hegge bliver hans Eftermand." Nej, det venter man dog ikke, skjøndt man befrygter adskilligt. Man venter, at hverken Hr. Hegge eller nogen anden ærekjær Officeer vil op- tage den Kommandostav, som en agtet Kamerat ikke længer troer han kan føre med Ære for Fædrelandets Vel. Henrik Wergeland REPLIK TIL DEN CONSTITUTIONELLE [OM GENERAL STABELL] Statsborgeren 17. april 1836. Den Constitutionelle [fotnotemerke] for igaar har med stort Bifald omtalt det Foretagende af en Indsender i Statsborgeren No. 5 at have gjort Sit til for at udtrykke Uviljen over og modarbeide de Bestræbelser, man tillægger General Stabell for at faa Komman- dantposten paa Kongsvinger besat mere efter Familieinteresse end efter Fortjeneste. Tilforladeligheden af denne Efterretning faar imidlertid et stort Knæk, ved at den Constitutionelles Re- Fotnote: Eller efter dens eget Sprog ikke saa utydeligt endda "Lysets Blad" i Modsætning til Statsborgeren, der hedder "Mørkets Blad" ventelig fordi deri Mørkets Gjerninger fremdrages. Den Constitutionelle fortjener ogsaa hint mere glimrende Navn i den Henseende, at den har adskilligt tilfælles med det danske Regjeringsblad "Dagen", og burde kanskee antage dette Navn. Det tør nok skee med Tiden. SIDE: 168 daktører erklære, at de ikke have hørt det allermindste dertil. Men Aarsagen maa være, at dette Blad, der i Snakkesalighed og Rygterigdom ikke giver det store Publikum noget efter, har sine egne Rygter ligesaavel som dette -- en høistberømmelig Uafhængighed, som gjør det undskyldeligt, om Redaktørerne ere uvidende om hvad godt eller slet Nyt, der sysselsætter Publi- kum, som ogsaa igjen er berettiget til at tage den Constitutio- nelles Nyheder, for hvad det vil. Efter de Prøver, en af Redak- tørerne forrige Efteraar afgav paa at være Mand for baade at smede Rygter og at hugge eller sluge dem i sig igjen med et re- gurgiterende Svælgs Lethed, kan den Cstnelle, med fuldkommen Sikkerhed for ikke at tabe hverken i Maal eller Vægt, indlade sig i en saadan Veddestrid med den mangetungede Almeenhed. Imidlertid vil Statsborgeren, for større Sikkerheds Skyld, fore- trække at holde sig til dennes Rygter, og det har den i oven- nævnte Sag gjort. General Stabell maa bedst vide, om han dertil har givet nogen Anledning. Den Cstnelle udlader sig isaafald i følgende skarpe Udtryk, som Statsborgeren ubetinget underskriver. "Havdes der Vished for, at Armeens Høistbefa- lende skulde nedlade sig til Misbrug af sin Stilling for at be- gunstige Sine paa ældre Concurrenters Bekostning, til at tage Frændskab for Ret, og derved udbrede Misfornøielse i Armeen, -- saa fortjente hans Fremgangsmaade i denne Henseende at dadles, ligesaavelsom at modarbeides." Dette er hvad oven kaldtes Bifald, og Statsborgeren tager erkjendtlig derimod med Bevidnelse af forhøiet Agtelse for den Uafhængighed af den almindelige Mening, som den Cstnelle ogsaa lægger for Dagen i sin overvættes Godhed for General Stabell. Dens øvrige Ud- ladelser om Statsborger-Indsenderens moralske Beskaffenhed have meget Lighed med det pludselige Udbrud af Raaddet af en Byld eller ondartet Hævelse. Den har ogsaa altid været forfærdelig hoven og ikke uden Mistanke om at være smittet af en afskyelig Sygdom. Statsborgeren skal da af og til gjøre den den Tjeneste at klø den, hvilket, om det ikke hjælper, dog altid er en Fornøielse. SIDE: 169 Henrik Wergeland DEN CONSTITUTIONELLE OM AMTMAND WEIDEMANN I SØLVVÆRKSSAGEN Statsborgeren 21. april 1836. I Bladet "den Constitutionelle" af 13de April findes et Stykke, som i altfor høi en Grad oprører den almindelige moralske Fø- lelse, til at samme, om end fremkommet i hiint Lysets Blad, bør hengaae aldeles upaatalt. En Anonym har af et Votum i en tvistig Storthingssag taget Anledning til at angribe Repræsen- tanten Amtmand Weidemann. Havdes der Vished for, hvad her er fremsat som løse uforskammede Beskyldninger, nemlig 1) at Weidemann besidder saaliden Sandhedskjærlighed og Repræ- sentantsamvittighedsfuldhed, at han, med Hensyn til sit For- slag om Sølvværkets Salg, maa forekomme fornuftige Folk som En, der har siddet i Mørke med Noget mellem Hænderne, som han har indbildt sig at være sort, men som, naar Skodderne slaaes fra Vinduerne, og han nu seer at Tingen er hvid, dog ved- bliver at sige den er sort, af den særdeles gode Grund, at saa var nu engang hans Mening; 2) at han af saadan egoistisk Ved- hængen ved egne Meninger, hvis Feilagtighed skal være beviist, foragter at stille sig i Klasse med en Grev Wedel, en Advokat Hjelm og saamange Flere, der ogsaa engang vare for Salget; 3) at han ikke ligesom disse, omendskjøndt anbetroet Nationalre- præsentantens ansvarsfulde Kald, har værdiget at gjøre sig be- kjendt med en ny Udvikling af Sagen, og efter denne Udvikling at see den fra en forhen ubelyst Side; 4) at han, imod den For- modning, man skulde med Hensyn til hans Personlighed være berettiget til at have, optræder med sletmotiveret Forslag, uden at gjendrive Modformeningen og at opstille Modgrunde, med uanvendelige Almeensætninger og nogle historiske Data, som til- dels paa Stedet bleve befundne urigtige; 5) at han under De- batten ikke hørtes at tage Notits af nogen Modgrund; 6) at han, værd, i spodsk Bemærkelse, at lignes med et sandt Dovre, en Steen, Stok eller ubevægelig Klump, viste en Slags Urokkelig- hed, som neppe er ønskelig for Nationens Mænd; og endelig 7) at han kommer frem med et Yttrende om "sine tre Gaardbruge- res" aldeles nødvendige Anbringelse i Committeen, som maa SIDE: 170 gjøre en underlig Virkning paa vore ærlige Landsmænds Fornuft og Følelse -- havdes der Vished for disse den Konstitutionelle Anonyms Partiyttringer, at Amtmand Weidemann skulde ned- lade sig til Misbrug af sin Stilling forat begunstige Sine paa ovenanførte Maade og i den Bemærkelse nemlig, at hans For- mening skulde gjelde fremfor en bedre, og hans Meddeputerede fortrinsviis og nødvendigen besætte Kommitteen (maaske forat fremme hint egenkjærlige og bornerte Meed?) og til saaledes at tage et vist Valgslægtskab for Ret, og derved udbrede Mis- fornøielse i Thing og Folk: saa fortjente hans Fremgangsmaade i denne Henseende at dadles, ligesaavelsom at modarbeides; men paa aldeles løse, af Flere delte, eller af Angriberens egen ubegribelige Uforskammethed udrundne Beskyldninger, at an- gribe en hæderlig Veterans Færd i Almindelighed, og i Sær- deleshed, i Sammenstillingen med den Plads, som han i vor gjenvundne Friheds første Dage for over 20 Aar siden indtog imellem Nationens Mænd, at bruge hans Alderdom og, hvad der maa være helligere, hans uigjennemtrængelige Indre, hans Vilje og moralske Overbevisning som Vehikel for sit Angreb -- dette er Noget, som alene kunde falde en aldeles forvorpen Sjel ind. Til Storthingets Ære tør man haabe, at deri ikke findes Nogen, uden at han med den højeste Indignation seer en saa gammel, ærværdig Thinghøvding, der paa det nærmeste har tjent Fædre- landet igjennem et halvt Sekulum, paa denne Maade angreben; men ogsaa uden for Thinget maa et sligt Stykke hos Enhver, hvis moralske Sands ei er aldeles afstumpet, fremkalde den retfærdigste Harme. Og kan man vel finde Ord til at udtrykke sin Harme over en saadan Forvorpenhed, en saadan Foragt for, hvad der var alle Nationer helligt, som den der ligger i hine Tirader, eller over det sataniske Griin, hvormed en saadan Ironi fremsættes. Angriberen fatter Oldingens sølverhvide Ho- ved skarpt i Øje, -- og han sparker til det! Han stiller sig hen ved Siden af Oldingen, man kan sige i hans sidste Stund, siden han vil aabne hans Hjerte, skjære hans Nyrer op og undersøge Tankens Værksted, -- og ledsager hans sidste Suk eller det, som slig Behandling vel maa afpine ham, med en Haanlatter! Gyseligt! Red. Anmk. SIDE: 171 [Derefter følger som II: "Parallel til Ovenstaaende af Den Constitutionelle No. 79", et innsendt innlegg i "Den Constitutionelle" mot den samme redak- sjonsartikkelen.] SIDE: 171 Herik Wergeland SPØRGSMAAL TIL ALMEENHEDEN Statsborgeren 21. april 1836. 1) Kan Almeenheden være tjent med eller bryde sig om en "Statsborger", der paa Grund af Persons Anseelse vilde undlade at paatale ublu Nepotisme ): uretfærdig Frænde- og Venne-Befordring til Embede? 2) Var "Statsborgeren" ikke meensvoren, om den saaledes brød sit Ord til Publikum, fornegtede sin Tendenz og gjorde sit eget Motto "Retfærdighed" til en Løgn? 3) Bør og tør "Statsborgeren" ikke være Popularitetens og det almene Omdømmes Organ, og gjøre Forskjel paa Hæders- mænd og Andre? Har den ikke gjort det? 4) Er den fysiske Alderdom alene og uden anden Betingelse i Besiddelse af et absolut Krav paa offentlig Høiagtelse og Daddelfrihed? Er det nok dertil, selv om Manden skulde være ligesaa fornem som gammel? 5) Specielt med Hensyn til den, af den Constitutionelle som "Forvorpenhed" paaankede Formening, at 1814 mere kan kaldes Lyspunktet i Fædrelandets end i Armeens nærvæ- rende Høistbefalendes Historie -- kan Nogen sige, at denne Dom er overilet efter 22 Aars Forløb, eller ugrundet, umo- tiveret, forhen ubekjendt og uyttret, eller at det Aars Be- givenheder og Personer ikke forlængst ere hjemfaldne det historiske Omdømme, eller at dette nogensinde kan debi- tere, at forbemeldte Militære ligesaavel da kom i store Generalers Række som Norge i berømmelige Staters? 6) Hvem er bleven uskaansomt behandlet, enten den hvid- haarede General Stabell i Statsborgeren eller den vel ikke meget yngre, af Alderdom skaldede Amtmand Weidemann i den Constitutionelle? 7) Maa det ikke være skident hos den Constitutionelle, som feier saa slet for egen Dør? 8) Fortjener et Blad, som den Constitutionelle, der i umaade- lige, i ethvert af vore Blade uhørte Skjældsord, bebreider SIDE: 172 Statsborgeren at den paaanker en Uretfærdighed, den offent- lige Tillid? Til sidste Spørgsmaal maa vi forekomme med Svaret, at foregaaende Parallel er en ikke i mindste Maade kokettisk Beilen til den offentlige Tillid, hvortil vi ønske al Lykke. SIDE: 174 Henrik Wergeland [OVERSIKTSARTIKKEL] Statsborgeren 24. april 1836. Kristiania. Den Constitutionelle indeholder i No. 81 føl- gende fortjenstfulde Artikel, hvorpaa enhver Normands Op- mærksomhed bør henledes, der med spændt Utaalmod imøde- seer Nationalærens Emancipation. "Keiser Ferdinand den 1ste af Østerrig kalder sig som Konge af Ungarn Kong Ferdinand den 5te. Et saa nyt Exempel, givet af det fornemste og meest legitime Fyrstehuus i Europa, giver vort Fædrelands Ønsker ihenseende til Kongens Navn en i den Grad forøget Styrke, -- maa vel saa aldeles bortrydde alle Betænkeligheder imod deres Opfyldelse, at man nu ikke længere kan nære nogen Tvivl om, at Kongen vil komme Nationens Ønsker imøde, og ikke i nogen Handling, hvori Kongen handler som Konge af Norge, tilføie Høistsammes Navn et Ziffer, der alene passer for Kongen af Sverige. Det vil forhaabentlig heller ikke vare længe, inden Hs. Maj. paa en aldeles utvetydig Maade bliver tilkjendegivet Na- tionens Ønske i den heromhandlede Henseende; og saa sandt som det ikke kan drages i Tvivl, at "Folkets Kjærlighed min Belønning," gjælder det Norske Folk her ligesaavel som det Svenske i Sverige, vil Kongen lytte til et Ønske, hvis Nægtelse alene krænker det Norske Folk uden at dets Opfyldelse i no- gensomhelst Henseende kan fornærme Sverige." -- Samme Blad levere i No. 80 en høist sørgelig Skibsefter- retning fra Frankrig om mangfoldige Skibbrud paa de Kyster. Man faaer det bedste Begreb om Sjøgangens Styrke i endeel skvulpende og sjøsyge Vers, hvormed Efterretningen, som an- befales Handelstidenden, ender. Kristiania. Bergensposten er Natten mellem d. 20de og 21de d. røvet mellem Poststationen Klækken paa Ringerige og Vang paa Hadeland. Postføreren skal foregive, at han ved at kjøre forbi en Person, der bar en Stok i Haanden, blev ved et Slag af denne over Nakken kastet saaledes af Kjærren, at han nogen Tid blev liggende i bevidstløs Tilstand, og at han, da han kom til sig selv og opdagede at være skilt ved Hest og Post, gik SIDE: 175 ind til en i Nærheden boende Mand, og ledsaget af denne nøi- agtig undersøgte Vejen lige fra det Sted, han blev anholdt, til Poststationen, hvor Hesten med Postkjærre befandtes staaende ved Stalddøren, men Underveisvæsken at mangle. Foreløbig Undersøgelse blev strax anordnet angaaende Sa- gen, og Finants-Departementet har udlovet en Belønning af 100 Spd. for Opdagelsen af denne Ugjerning. I den borte- blevne Væske skal have været Bankobreve til et Beløb af 1068 Spd. 93 ß. Den store Postvæske er ei bleven beskadiget og er strax sendt videre til Bergen. Henrik Wergeland TIL DEN CSTNELLE. ANNONCEN OM FOSS ANGAAENDE Statsborgeren 12. mai 1836. Man gjør herved DEN som i den Constitutionelle fremdeles bemøjer sig med at udsprede, at de Angreb paa Kap. Foss (om adspredte Stykker, der af og til, alt som Sagerne medgave det, have indeholdt Roes og Daddel, ellers kunne kaldes saa) som Statsborgeren have indeholdt, skrive sig fra en enkelt Person og fra uædle Bevæggrunde, opmærksom paa, at han selv i disse Punkter er ligesaa usandfærdig Skumler som Den, der ved den infame Opsats i den Constitutionelle om Amtmand Weide- manns Votum i Kongsbergsagen paadrog det Blad Omdømmet at besidde en hos os ikke noksom vurderet Beredvillighed til, og hidtil ukjendt Færdighed i, at opfiske Motiverne af Hjerter- nes Dybder. Henrik Wergeland [TILLEGG TIL EN MEDDELELSE OM 17 MAI-FEIRING I EIDSVOLL] Statsborgeren 5. juni 1836. Ligesaa haves Efterretning om at Dagen er, foruden i Stifts- stæderne og flere af de andre Byer, saasom Moss, Arendal, Farsund o. fl., bleven mere og mindre almeent feiret i flere andre Bygder, saasom Store Næs, Toten, Høland, Trøgstad, Røddenæs, Idde, Urskoug og Opdal. Da der imidlertid gives Egne, saasom Hadelands Sogne, Spydeberg m. fl. (og det navn- SIDE: 176 kundige Skeen ikke at forglemme), der med uhæderligt Sløv- sind undlade at feire Nationens Fest, ønskes at man vil tilstille Bladet Efterretning om, hvor dette dog er skeet. Henrik Wergeland MANDIG DANSK SANDDRUHED Statsborgeren 9. juni 1836. I Kjøbenhavn, hvor man den 28de Mai gjør stort Væsen af Ingenting ved at feire Stænderforsamlingernes Indførelse, har Juristen Algreen-Ussing, udbringende en Skaal for Trykkefrihe- den, udladt sig paa følgende Maade, der er ligesaa mandig som sanddru, naar man tager Hensyn til Trykkefrihedens herlige Stilling i det Land, Aktionen mod Prof. David som Redaktør af "Fædrelandet", de senere Uleiligheder denne Mand har havt, Censurhullerne i Bladene, og især til de kongelige Reskripter, der forbød Tidenderne, med Undtagelse af Regjeringens dertil priviligerede, at berette Stænderforhandlingerne, og hvori Kon- gen selv lader Nationen vide, at han alene kan vide hvad der tjener til dens Bedste -- med andre Ord, at dens hele Intelli- genz ingenlunde kunde maale sig med hans aldersvage Hoved. De mandige sanddru Ord lyde saaledes: "Og alt dette har Kongen villet! Han har villet, at Stænder- tiden skulde bære Vidne om Trykkefriheden i Danmark (!); at hans frie Mænds (!) frie Ord (!) skulle udgaae frit og uhindret til hans frie Folk (?!). Og saaledes staaer det Dovrefjeld urok- ket: Kongen ynder Trykkefriheden! Dette har han i sin Ungdom udtalt; dette har kan endnu i sin Alderdom bekræftet. Kongens Navn er saaledes ligesom voxet sammen med Ordet: Trykke- frihed; det er derfra uadskilleligt, og deri ligger den største Borgen for Skrivefriheden i Danmark." Synd ellers, at Sandheder, saa imponerende i sig selv som disse, skal svækkes noget ved adskillig Svulst, som enhver maa have let forat finde deri. Men større Under er det, om Saadant skulde undgaaes hvor man fremskruer en Enthusiasme for en Frihed, som der ikke existerer, men som man tvinger sig til at imaginere sig som tilværende, end at vor "Constitutionelle" med tydeligt Behag, saavidt vi skjønne, gjør Sit til for at udhæve slige Udladelser som ganske fortræffelige Vidnesbyrd om den SIDE: 177 herlige Frihed og den exempelløse Lyksalighed, hvori Danmark befinder sig med sin Konge og Stænderforsamling, hvorom ikke alene Molboer indbilde sig, at den er nok til at gjøre Danske- folket til det frieste hæderligste og lyksaligste paa Jorden eller under Jorden. Henrik Wergeland SPØRGSMAAL TIL VEDKOMMENDE! (Indsendt.) Statsborgeren 16. juni 1836. Skulde det Unionsflag, der sidstleden Søndag (8te Dage) prydede et af vore Koffardiskibe her i Havnen, ansees enten som Vedkommendes Mangel paa et norskt Flag, eller som Trods imod Nationens Villje? Bruger Skibets patriotiske Fører det samme forhadte antinationale Unionsflag ogsaa i de udenrigske Havne, saa bidrager han sandelig paa en værdig Maade til det norske Flags Erkjendelse i Udlandet. De frygtede dog vel ikke for, Hr. Kapitain! at Barbarerne skulde opsnappe Deres Skib midt paa vor Rhed? Eller søgte de maaskee at efterabe Told- boden? Langtfra at indlade sig i nogensomhelst Feide, er det kun Indsenderens Hensigt at gjøre Vedkommende opmærksomme paa, at for nærværende Tid intet andet norskt Flag end det trefarvede taales i de nordiske Have. Hvis der, for bemeldte Skibseier skulde mangle et saadant Flag, var det vist ei af Veien, om et saadant blev saasnart som muligt anskaffet, for at Vedkommende ikke oftere skulde give Anledning til det samme, lidet opbyggelige Syn. Henrik Wergeland COLLEGIUM ACADEMICUM Efter Wergelands ms. UB Oslo 584 fol. B 13 a 5; 18. juni 1836. Da der gives Medlemmer af den Storthingscommittee, der reviderer Regjeringsprotokollerne, som interesserer sig for at bringe Kirkedepartementschefen til at tro, at al videre lang- varig Experimenteren med den "levitas juvenilis", som er Un- dertegnede tillagt i Testimonium publicum med det bedste Haab SIDE: 178 om at den dog vilde afgjære, nu bør ophøre, saasom den har afgivet tilstrækkeligt Sediment; og jeg nu i 4 Semestre har op- holdt mig en saadan Tid ved Universitetet, at vedkommende Lærere ved dette vel maa kunne give et Videtur herom, eller et udvidet testimonium om min senere Adfærd under den nye akademiske Bane, hvorpaa Hensigten at tilintetgjøre Udbyttet af den forrige har indtvunget mig: saa udbeder jeg mig et saa- dant, for dermed baade at overtyde hine Repræsentanter, der ville mig vel, om at jeg ikke er denne Interesse uværdig, og i Fremtiden under mulige Supplicationer at svække den indtil nu fortsatte fatale Indflydelse, hiin terminus har havt. Hoslagte 2 Afskrifter ville udvise, at dette er Tilfælde. De Forbigaaelser, jeg har lidt, støttes ikke alene til Departements- chefens juridiske Formening om den suspenderende Virkning, en Proces, jeg har, bør have; men ogsaa til Testimoniets Udtryk. Og har jeg ved det juridiske Facultets Responsum berøvet hiin Formening al anden Vægt, end den som Statsraadens Stilling og Begreb om egen Infallibilitet giver den, saa har jeg troet af ovenanførte Grund at skylde mig selv, ogsaa at modsætte den Misrecommendation, som støtter sig til Testimoniets Udtryk, hvad formildende Fortolkning eller hvad nyt og bedre Vidnes- byrd, jeg tør smigre mig med af Collegium academicum at kunne erholde. Kristiania 18 Juni 1836. Ærbødigst Henr. Wergeland [Bilag til skrivelse til Det akademiske kollegium.] Henr. Wergeland. Cand. theol fra Mai 1829. Practicum i Juni 1833 med laud. inpr. ob spec. scriptum. for homil. Prøve; laud. for kateketisk. "Spreta juvenili levitate" i test. publ.; men forøv- rigt ikke almindelige fordeelagtige Udtryk. I en Proces af ubestemmelig Langvarighed udsat for Retorsioner af ærerørige Paa- stande af privat Mand, der ved hidtil op- naaet Dom ere mortificerede; men som im- plicite med hiin Passus i testimoniet af ved- kommende Departementschef tillægges Ind- SIDE: 179 flydelsen fremdeles at suspendere hans Ad- komster som geistlig Supplicant, imod hvil- ken personlige Formening en modsat legal Deduction af det juridiske Facultet er er- hvervet. Med faa Afbrydelser i næsten 5 Aar factisk udøvende de vigtigste af en pers. Capellans Forretninger. Ansøgt ne- denstaaende mindre betydelige Embeder, men saaledes forbigaaen ved følgende Ind- stillinger: 1834. Justedals Sognekald (150 Spd) Bugge, pers. Cap. haud fra 1830 Voss, Cand. do. -- 32 Holst, do. do. -- 32 1835. Hofs res. Capellani Berg, pers. Cap. haud fra 1830 Bull do. do. -- do. Bugge, Cand. do. -- do. [fotnotemerke] Rollaugs do. Tybring. p. Cap. haud fra 30 Winsnes, Cand. do. Leganger res. Cappellani. Koch, Cand. laud fra 1832 Winsnes do. haud fra do. Dahl p. Cap. do. -- 30 Vedøens res. Capellani: Scheen, Cand. laud fra 33 Bugge, Cand. haud -- 30 Lindeman, do. haud -- 32 Borgunds res. Capellani Bjerkeland. p. Cap. haud fra 32 Holst, Cand. -- do. -- 32 Fasting, do. -- do. -- 32 Fotnote: No. 1 af Indstillede er Cand. med laud, mindre end 3 Aar yngre, med hvilke W. ikke forlanger at concurrere formedelst den megen Lærdom, en Laudabilist maa fortrinsvis besidde. Men en 3aarigyngre Candidat kan an- tages at have begyndt sit Cursus da W. var færdig. SIDE: 180 Henrik Wergeland LEVE CARL JOHAN! Statsborgeren 23. juni 1836. Efter Forestilling fra vor Regjering har Hs. Majestæt be- sluttet, at Udnævnelsen til de for Handelens og Søfartens Fremme oprettede Embedsposter skal foregaa i et sammensat norskt og svenskt Statsraad, samt at det norske Handelssocie- tets(?) Betænkninger over Ansøgninger til ledige Konsulat- poster skulle indhentes gjennem Finantsdepartementet, hvor- efter den norske Regjering har at afgive en Indstilling, som tilligemed den af det svenske Kommercekollegium afgivne fore- drages i et sammensat Statsraad, hvori ogsaa Spørgsmaal om Afsked for norske og svenske Konsuler skulle blive at afgjøre. Ligeledes skulle de herefter udnævnte norske og svenske Kon- suler, foruden til Kommercekollegiet, ogsaa, strax efter deres Udnævnelse, indsende til den norske Regjerings Finantsdeparte- ment en særskilt med egenhændig Underskrift forsynet Eeds- forpligtelse, overeensstemmende med de for norske Embeds- mænd i Almindelighed gjældende Forskrifter. Henrik Wergeland AT BAGGER EI ER ET SKJÆLSORD Statsborgeren 23. juni 1836. Man har tidt sagt os, at "Bagger, Nordbagger" var et op- rindelig svensk Skjældsord paa os Norske, ligesom "Radd, Svenskeradd" et norskt paa Svenskerne. Heraf er det Sidste vel saa, men ikke det Første. Thi i "den grønlandske Chronica af 1608" staar paa Titelbladet "Alle Danske oc Nordbagger til Ere og Amindde." Forbindelsen og Oprigtigheden i Tilegnel- sen gjør det umuligt, at Forf. kan have brugt dette Ord i spot- tende Bemærkelse. Det er ogsaa i lignende Oprigtighed brugt i andre gamle Bøger. Dette er en Note til en Anmærkning i et foregaaende No. Ligesaa bilægge vi og Yttringer i et af vore senere No. om den danske Trykkefriheds Stilling følgende Ef- terretning fra Kjøbenhavn: [Her følger meddelelser om "at flere danske Blade ere lagte under Beslag."] SIDE: 181 Henrik Wergeland HOLBERGS SØRGEVERS OVER TORDENSKJOLD (Fra Latin.) Statsborgeren 26. juni 1836. Nordens kortvarige Fryd, dens Yndling, Nordhavets Hæder i denne Urne er gjemt. Den jernhaarde Død, rivende bort ham i blomstrende Aar, ham tænkte en Olding, idet den tællede efter de Laurer, han bar. Henrik Wergeland OM BYGNINGSLOVEN OG YOUNGSGADEN (Indsendt.) Statsborgeren 30. juni 1836. Forbyder ikke Bygningsloven at gjenopbygge nedrevne Kar- napper. En saadan Tilbygning paa Fattigstuen mellem Nordre Gade og Raadstue Gaden, som ganske spærrer et Fortog, blev nylig paa Bindingsværkstolperne nær nedreven. Men se den er atter lige færdig og lige fæl som før. I Hr. Gjerdrums Tid maatte Caspary sløife en Karnap, som han paa saadan Vis be- gyndte at reparere. Bygningskommissionen tror kanske at den kan lægge sig til at sove siden Storthinget om Vaterlandssagen tog sig den deilige privilegistiske Laugsoldermandsluur, som gjorde alle de patriotiske Prækener om Agershuus Fæstnings Glacis og om Handelsrettigheder til Vind. Men det er ikke sagt, at en ringe Kommission bør tage sig slige Friheder, som blot kunne klæde Storthingets Ærværdighed. Statsborgeren var for svint dengang han døbte det ufødte Barn i Storgaden "Youngsgaden". Der bliver rimeligvis Intet af det Hele, da man nu lægger et Huus i den Have, som skulde forbundet Storgaden med Møllergaden. Kan der ved Siden af dette Hus blive et Stræde, vil det blive saa trangt, at dets Fader, for hvem det er ufremkommeligt vil tro det opkaldt til Spot quasi lucus a non lucendo. [fotnotemerke] At Bygningskommissionen ikke kan kjøbe Tomter, der ere saa vigtige for Trafikken som Fotnote: Ligesom Lunden af ikke at lyse. SIDE: 182 dette eneste Sted, der er bekvemt til en Tværgade fra Stor- gaden, er Tegn paa liden Almeenaand, og lidet Skjøn paa det for Forskjønnelse og Nytte tjenligste. Torgnyr. Henrik Wergeland [OLA HANSSENS "BESTIKKELSE" TIL "DEN CONSTITUTIONELLE"] Statsborgeren 3. juli 1836. Denne Forholdsregel af Værten i det Selskab, som saa fal- skeligen er gjort til Værkstedet for Machinationer, finde vi ganske i sin Orden som foreløbig, idet det paalaa ham nærmest at gjøre sit til for at berede Adgangen for vedkommende Stor- thingsmænd til at foretage det videre retlige imod en graverende Beskyldning, som ikke er bleven god igjennem Æres [er] klæring, men kun forsvares ved Undvigelser, der maaskee kun bie paa den Tid da Repræsentanterne adskilles og have tabt Samvirk- ningens Kraft, ligesom den opløste Pilebundt eller adsplittede Lime, for igjen at voxe i Dumdristighed og føie en Bagsmæk til Forsmækken. Red. Henrik Wergeland [DEN OFFENTLIGE MENING OG OBERST HAGEMANNS AVSETTELSE] Statsborgeren 7. juli 1836. Med hæderlig Aabenhed har den offentlige Misbilligelse og Fortørnelse over Oberst Hagemanns Afsættelse fra Komman- dantskabet yttret sig i Officerers, Storthingsmænds og Studen- ters Komplimentations-Processioner til ham, hvilke Sidstes i nogle Skienenseres og enkelte Andres usle Betænkeligheder er- holdt en fortræffelig Slagskygge, der netop fremhævede den op- positionelle Aand, som skulde udtale sig i Foretagendet. Men hvorfor gaar ikke den offentlige mod Generallieut. Wedel, idet han synes udseet til virkelig at blive den norske Armees Høist- kommanderende, ligesaa aabent tilværks? Derimod har Kristi- ania Borgerskab, Armeen selv og Nationen igjennem Storthinget SIDE: 183 Grund til at tale af al Magt og at forsøge hvad de kunne igjennem Addresser til H. M. Kongen. Men forat det kan blive Storthinget endnu mere indlysende [at det] bør gjøre noget for at fjerne denne upopulære Mand fra en Stilling hvori han kan vorde at frygte, anmode vi herved dem af dets Medlemmer, som have hørt den engang meget gjængse Omtale om visse Udladelser betræffende Storthinget selv om at gjenkalde sig disse i Erin- dringen og erhverve de Oplysninger derom, som kunne tilveje- bringes. De siges faldne i et Selskab her i Staden, som af hvil- kensomhelst anden Grund kalder sig "det norske" end fordi nogen norsk Aand ellers lever og raader deri, og kan Prof. Hersleb, om der er noget i at han paa Stedet tog til Gjenmæle, sandsynligviis meddele det Nødvendige. Henrik Wergeland FOLKESTEMNINGEN ANGAAENDE (Indsendt.) Statsborgeren 14. juli 1836. Den Aand, de senere Begivenheder har fremkaldt, maa have noget dræbende i sig for de svenskfarvede Kokarder, hvormed Enkelte pynte sin politiske Uskyldighed eller vel endog stundom Besmittelse. Idetmindste var Inds. Vidne til at den pustede dette jammerlige Blus ud paa tre Studenter forleden Dag. Det var sidst Søndags Eftermiddag i Tøjenhaven, netop i Birkelunden med Snirkelgangene, hvor man endnu kan finde Levningerne af nogle sorte og gule Silkebaand, dersom ikke en Skjære eller en anden Fugl har benyttet dem til sit Rede. Inds. hørte dem tale med Begeistring om en Præken af Hesselberg, holdt samme Dag, hvori denne Hædersmand, med en fortræffelig Anvendelse af sin Text og andre den vedrørende bibelske Stæder, havde givet sit fulde norske Hjerte Luft over de vækkende Begivenheder og i indtrængende Udtryk betegnet onde Kongeraadgivere. Uforbe- holdent gave de unge Mennesker Yttringer til Priis, som viste at de ganske delte den almene Forbittrelse mod Løvenskjold og Wedel, der stiger og er stegen til en Grad, som maa føre til et tilfredsstillende Resultat. De levnede heller ikke de herværende Medlemmer af Regjeringen synderlig Ære, fordi de uden Pro- SIDE: 184 test eller Resigneren havde sat de ulyksalige Beslutninger i Udøvelse, hvortil behørig Regjeringsbetænkning ei var indhentet. Skienensere var det godt at høre de ikke vare; og det gjør nu vel heller intet til Sagen hvor de ellers vare fra; thi Aanden baade var vel og er omtrent ligegod hos Ungdommen fra hvil- kensomhelst Deel af Landet, naar undtages hiin Yngel i Almin- delighed, der er opklækket under den Løvenskjolds Indflydelse, som -- efter en af Studenternes Udtryk -- "Nationen endelig har faaet fat paa." "Men hvad Fanden!" -- udbrød En af dem -- "det er smuk Tale til den svenske Kokarde, som vi bære." "Ja det gjør vi s'gu," sagde den Anden; "men bare Hesselberg ikke saae den i Kirken; thi det vilde ærgret ham." "Nu er der ikke Tider til at føre sligt Skildt længer," sagde den Tredie; "og gjør I som jeg." "Velan!" En Pennekniv van- drede rundt, og Afretningen gik for sig. Maaskee turde Om- stændighederne være Kokarden med Nationalfarverne gunstige, saa at ikke blot Studenter, men Norske af alle Stænder anlægge den til Tegn paa en Patriotisme, der er bered paa alt. Henrik Wergeland ANG. ET VIVAT TIL ADVK. SØRENSSEN (Indsendt.) Statsborgeren 14. juli 1836. Ligesom Borgere af alle Stænder, hvis Antal et Øjenvidne ansætter til over 300, og ikke, som en lumpen Dadler i den Constitutionelle vil, blot en Haandfuld Studenter samt et Par Huusværter, udøvede en Retfærdighed ved at hilse med et Vivat Advokat Sørenssen, der var Storthingets Præsident under dets utidige Opløsning og havde saamegen Deel i den berømmelige Konduite, det udviste: saa vilde det og være i høi Grad pas- sende, om Publikum ogsaa bevidnede de andre herværende Stor- thingsmænd, som have bidraget til at tilvinde Nationalrepræsen- tationen denne Hæder, sin Agtelse, og da imellem dem saavel Kapt. Foss, der skal være Koncipisten, som Hjelm og Ridder- vold, der forøvrigt skulle have Deel i den efter Forlydende fortræffelige Addresse. SIDE: 185 Henrik Wergeland [RYKTET OM EMIL AUBERTS AVSKJEDIGELSE] Morgenbladet 18. juli 1836. Ivort Igaarsnummer berettedes, at Cand. jur. E. Aubert ifølge Stockholmsordre, skulde være afsat som Copist formedelst Deel- tagelse i Studenterdeputation til Hagemann. Men det er os en Glæde at kunne berigtige dette, idet ingen saadan Ordre eller Efterretning er indløben fra Stockholm til Bekræftelse paa et Rygte, som kun har fundet Bestyrkelse inden sin egen Omtale, indtil det forsikredes i mere paalidelige Udtryk end det for- tjente. Den 17de Juli 1836. Statsborgerens Redaction. Henrik Wergeland KUNSTFORENINGEN I KRISTIANIA Statsborgeren 31. juli 1836. Planen hertil er 28de d. bleven offentliggiort i den Cst.nelle fra Dhrr. Lektor Schweigaard, Advokat Stang, Intendant Lin- stow, Stadskonduktør Grosch og Kbmd. H. Hefty. Og ganske rigtig -- man synes at have større Grund til at gratulere Dan- mark med denne Indretning end Norge, hvor saaledes et nyt Marked for danske Produkter skal aabnes vel efter en Dansks Projekt, men under Beskyttelse af Landets egne Sønner og paa deres Bekostning. Der staar idetmindste ikke et Ord om at Hensigten er Ophjælpelse af norsk Kunst, men kuns at "Foreningens Midler anvendes til Anskaffelse af Kunstværker." I Kjøbenhavn produceres heraf en betydelig Mængde uden for- holdsviis Afsætning, og saaledes feiles neppe, naar man antager, at hiin Udvidelse i Planen til Konkurrennz fra Udlandet, vil naturligen benyttes af det nærmeste Udland, som veed at drage saamegen Nytte af vor Nærhed og Generøsitet, der aldrig tæn- ker paa sig selv. Hvormeget vi ellers vilde hylde, at Kunsten bør være fri og have hele Jorden til Raadighed, saa var det upaatvivlelig netop den norske Kunsts Emancipation ved at sikkre den Opmuntring og Afsætning, som bragte Mange, lige- saameget af Patriotisme som af Kunstkjerlighed, til beredvilligen at tegne sig som Foreningens Medlemmer for et temmelig høit SIDE: 186 Bidrag. Men disse maa nu see sig selv skuffede (og Patriotismen tages almindeligviis ogsaa ved Næsen) og vore norske Kunst- nere kunne lade Paletten og Meislen være, idet de for Tiden ganske maa overvældes af hiin fremmede Konkurrence. At de enten ville bevirke en Forandring i Planen i denne Henseende, eller ogsaa gaa ud af Foreningen, der efter en saadan, deres Mening modstridig, Bestemmelse ikke kan have noget bindende, og danne en ny udelukkende til Bedste for national Kunst, er at vente. Og vil en Forening af den Tendentz sikkerlig ikke mangle Præstationer. Dahl, Fearnley, Calmeyer og Mikkelsen (hvilke alle have maattet søge sit Ophold i fremmede Lande) Flintoe, Munch, Balke, Baade, Berg, Frick, o. fl. dels kunne alt og ville dels bevirke tilstrækkelig Konkurrence. Yttringer af denne Natur misforstaaes let, og man faar sig Beskyldningen for Borneerthed og Illiberalitet i Livet; men der er netop Tendenz til Udvidelse og en liberal Stræben i at ville ophjælpe det Fortrykte -- ikke det Slette. Det er en Nødven- dighed vi hylde, men ikke elske. Idetmindste burde Planen dog i nogen Maade yttret sig til Gunst for vor eget; f. Ex. ved at fastsætte, at man kun i Mangel af egne Præstationer vilde søge Fremmedes. Og anvendte man Bestillinger, der skulde under- kastes Omdømme, eller Æskninger til Præmie, saa kom man ikke i den Forlegenhed. Fremmede Kunstnere, som besøgte Norge og herfra hentede sine Fremstillinger, kunde ogsaa be- gunstiges. Men nu disse almindelige Udtryk i Planen? Venner af al Skjønkunst, men isærdeleshed den Fædrelandet kan have Ære og Glæde af, mistroer dem! og sikkrer eders fædrelands- og kunstkjærlige Hensigt Anvendelsen af eders Penge i Over- eensstemmelse dermed! Henrik Wergeland OM TRONDHJEMS STIFTSTIDENDE Statsborgeren 7. aug. 1836. No. 187 af den Constitutionelle leverer en Artikel af den høivelbaarne (thi ringere Titulatur tør vel ikke gives) trond- hjemske, og det ovenikjøbet Stiftstidendes No. 21 den 20de Juli, hvori bemeldte Høivelbaarenhed drager til Feldts mod Morgen- SIDE: 187 bladet og den Constitutionelle for "ved deres Trods og ved at udbrede saadanne eensidige Grundsætninger og falske Lær- domme som de, der udtales i de fleste Artikler om Nutidens Begivenheder i hine Blade". I en Note, som formodentligen hen- hører til denne opbyggelige Text staaer: "Statsborgeren skal tale i et endnu mere uforskammet Sprog; men dette Blad er mindre agtet og bekjendt, og derfor mindre skadeligt." Man seer heraf, at det er med god Grund, at vi have betitlet Tiden- den med Prædikat af Høivelbaarenhed; thi det er jo gammelt bekjendt, at fornemme Personer ikke beskjæmme sig ved at læse Statsborgeren, uden i al Fald saa hemmeligt, at Ingen mærker det. Stykket selv ville vi ikke meddele, fordi Vedkom- mende, som ønske at læse det kunne enten søge hen til selve Viisdomskilden, eller og lede det op iblandt andet demokratisk Mudder i den Constitutionelle; hvoriblandt vi fornemmeligen regner dens Bemærkning til Stykket saa lydende: "Vi have ikke villet forholde vore Læsere ovenstaaende indholdsrige nye Bidrag til Sveriges Statstidning. Saa fyndigt har nok endnu Ingen ført Be- viset for, at Enhver, som forfægter en Mening modsat Regjeringens, er dennes svorne Fiende, at man kun har at taale og tie til Alt, for ikke at forstyrre "Harmonien imellem Konge og Folk," og endelig især for at det sidste Storthing har "fortjent" sin Opløsning saa godt som nogen anden Nationalforsamling." Vi undredes og tabte os i Gisning, hvorfra dog Trondhjem har faaet en saadan viis Mand, Politiker og Statsmand tillige. Først dømte vi det maatte være en Geistlig, saasom hans Præ- dikken har nogen Lighed med den kristelige Ydmygheds Regel, at man efterat have faaet et Ørefigen skal række den anden Kind til; men saa faldt der os ind en anden af Jesu Lær- domme: "Mit Rige er ikke af denne Verden." Hans Disciple kunne saaledes ei befatte sig med det jordiske Snaus og saa- ledes ei heller med Politikken; men en fornem Mand maa det være, Der lønnes med Guld og Ære For sine Landsmænd Viisdom lære, og som ovenikjøbet veed meget vel, at man ei kan faae formeget hverken af det Ene eller Andet. SIDE: 188 Henrik Wergeland [STORTINGSMANN MJELVAS STOCKHOLMS-REISE] Statsborgeren 14. aug. 1836. Morgenbladet og den Const.nelle har meddelt en Efterret- ning om Repræsentanten fra Romsdals Amt Ole Mjelva, som, om den er sand, maa vende den almene Forbitrelse og Foragt med denne Mand. Deri fortælles nemlig, at Hr. Mjelva i Stock- holm efter Storthingets Opløsning har ansøgt Hs. Majestæt Kongen om et Laan af 3000 Spd. med Nedsættelse indtil 800 Spd., og at han, da dette negtedes, maatte blive hjulpen paa Hjemreisen ved Hs. Majestæts Gavmildhed og Laan af dervæ- rende norske Embedsmænd. Denne Fortælling siges at skrive sig fra Overbringeren af Storthingets Svar paa Opløsnings- dekretet, Kapitain Brandt, der hjemkom som Kammerherre i den velsignede blaa Uniformen, som pleier at være godt stoppet. Det er os bekjendt, at Hr. Mjelva, da han reiste herfra emnede sig hjem efterat have villet opholde sig et Par Dage paa Hede- marken og Lillehammer. Fra Hedemarken er Afstikkeren skeet til Stockholm, og maaskee for at reise Ressourcer til et eller andet industrielt, Fabrik- eller Handelsforetagende, Sverriges Interesse maaske vedrørende, som han troede kunde fortjene Hs. Majestæts Opmærksomhed og Understøttelse og overalt Fremhjælp ihvorfra den hurtigst var at vente. At Hr. Mjelva i et overspændt Haab herom ikke har beregnet Omkostningerne rigtigt til den pludselige Reise, er en undskyldende Mulighed, som vi holde for at burde tænke os idet vi anmode vore Læsere om at holde Historien for en Forgemakskrøne indtil man bliver anderledes overtydet. Det høist Ukloge og Upassende i, under Mjelvas Stilling som Repræsentant og nærværende Forhold til Kongen, at udsætte sig for en saadan Fremstilling som Bladene have leveret, er alligevel nok til at berøve ham den gode Mening om hans Forstand. Den om hans Karakteer faar man lade indtil videre bero, saalænge det kan forholde sig anderledes. Læn- gere forsvares han visselig ikke af dette Blad. SIDE: 189 Henrik Wergeland [OVERSIKTSARTIKKEL] Statsborgeren 14. aug. 1836. Norge. Morgenbladet og den Constitutionelle meddele ved- varende Tid efter anden de Betragtninger, som svenske Blade levere med Hensyn til sidste Storthings pludselige Opløsning og dettes Færd. Første forsvares og sidste nedrives fornemme- ligen af Minerva og Statstidningen, imedens Aftonbladet for- svarer Storthinget med sædvanlig Liberalitet. Førstbemeldte Blad især tager Storthing og Landsmænd i Forsvar. Det er i de senere Dage raget i Strid med den Constitutionelle om Afgjø- relsen af det Spørgsmaal: hvorledes en Habilitets-Exception mod Lagthingets Medlemmer som Lemmer af Rigsretten bør afgjøres? Og den Cst.nelle bebreider Morgenbladet, at det allerede har fældt Dom i Sagen. Skulde vi yttre nogen Mening om Sagen, da forekommer det os, at den Cst.nelles Formening, at vedkom- mende Lagthingsmænd selv skulle erklære sig inkompetente, ligesaa lidt bør finde Sted som -- exempelviis og uden Hentyd- ning anført -- Soldaten kan forlade med Ret sin Fane eller vægre sig under et eller andet Paaskud, for at bekjæmpe en Fiende. Bestemmelsen for Højesteret i saa Henseende maa for- meentlig betragtes som en Undtagelse fra en almindelig Regel. Hvortil vilde den modsatte Mening lede? Erfaring viser, at Fleerheden af et Storthing som oftest vælges paanyt. Dersom nu et følgende Storthing endog kom til at bestaae af 24 nye Elementer, saa maatte af Storthinget for at skaffe en habil Rigs- ret, hvis nærværende Lemmer Rigsretten fra Lagthinget erklæ- rede sig inhabile, alle disse vælges til Lagthinget, om Fleerheden endog maatte ansees ganske uskikkede dertil. En saadan Ano- malie tiltrænger ingen Kommentær. Jo færre nye Elementer, Storthinget kom til at bestaae af, des mere blev Sagen forviklet, saa at man endog udsatte sig for Umuligheden i at kunne etab- lere en kompetent Rigsret, og at foreskrive en Saadan fra et eller andet Udland, har ingen Hjemmel i nogen af vore Love. Hvorfra gaaer man ellers ud for at betvivle Kompetencen, uden at Lagthinget udgjorde en Deel af det opløste Storthing, som, siger man, har tilkjendegivet sin Fortrydelse over den uventede SIDE: 190 Opløsning. Dertil svares: At om man henviser til Storthingets underdanigste Adresse, som det samlede Storthing bifaldt, fin- des deels deri ikke Udtrykke og Paastande, som gjør dem inha- bile, thi en yttret Formening om Skadeligheden af Storthingets pludselige Opløsning er ingen Dom over Statsministerens Handle- maade. Deels endog under den Forudsætning, at Lagthingets Medlemmer modtog Beslutningen om Opløsningen med en bitter Følelse, der ingenlunde er beviist, er der lang Tid nok fra den Tid og indtil Dom kan falde i Sagen, for at komme tilbage til en roligere Sindsstemning; heller ikke kunne de af Nationen udvalgte Mænd forudsættes at være samvittighedsløse nok til at ville fordømme nogen mod bedre Vilje og Vidende. Sand- heden er dog nok, enten har Fædrelandet lidt eller ikke lidt formedelst titmeldte Opløsning. Under den første Forudsætning findes ikke et til Dommer i Rigsretten kompetent Individ i hele Landet, saasom det følgeligen er interesseret i Sagen; thi det lader sig vel tænke, at Enkeltes Interesse kunde faae en modsat Retning; men da kunde den eller de Enkelte af den modsatte Grund ikke være kompetente Dommere. Kort, da ingen af Lag- thingets, sig i Rigsretten befindende Medlemmer kan som Individ ansee sig fornærmet af Statsministeren, saa skjønnes ei rettere, end at de Samtlige, fra det her fremstillede Synspunkt betragtet, maa være ligesaa kompetente som noget tænkeligt Individ i Landet, til at beklæde Dommersædet i Rigsretten. Om andre Grunde kunne anføres mod en eller anden, hører ikke herhen. Vi omtalte Aftonbladet som det, der er opstaaet i Sverige til Forsvar for de norske Anliggender. Det anseer Norges Stor- things Færd som gunstigt for Sverige. Os synes, at det har glemt en formeentlig vigtig Grund, nemlig: at hvis Sveriges Rigs- dag kommer til at handle modsat den udøvende Magts Ønsker, kunde den forestaae en lignende Skjæbne, som Storthinget ve- derfaredes, og da var det vel ikke saa ganske ubeleiligt at have en sympathiserende Ven langs dets vestlige Grændse. -- -- Trondhjems Stiftstidende vedbliver at skrive friskvæk. Den paastaaer endog, at det kun er Bladene, men ikke Opinionen i Hovedstaden, der er imod Storthingets Opløsning. Denne Tiden- des Organe debiterer altsaa enten Sætninger uden Hjemmel, eller den har forsynet sig med daarlige Korrespondentere i Ho- SIDE: 191 vedstaden, hvor Stemningen desangaaende torde være temmelig udeelt; thi nogle Lykkejægere (og hvor findes ikke de?) ere ikke værdt at regne til noget Partie, hvortil ere de neppe fuld- tallige nok. Det Vivat, som gaves den sidste Storthings Præsi- dent, maa dog afgive noget Beviis for Stemningen. I Modsæt- ning heraf har man intet hørt om noget Pereat. Henrik Wergeland STATSBORGEREN TIL DEN CONSTITUTIONELLE Statsborgeren 18. aug. 1836. Statsborgeren, som i foregaaende Nummer, kun havde til Hensigt at yttre sin Formening angaaende Afgjørelsen af en Inhabilitets-Exception mod Lagthingslemmerne i Rigsretten, som man baade mundtlig og skrivtlig har hørt fremsætte, søgte at fremhæve den Grund: at Rigsrettens Medlemmer af Lagthinget ligesaalidt kunne være berettigede til at undslaae sig for at ud- føre sin Dommer-Funktion som en Soldat til at forlade sin Fane. I denne Fremstilling har den begaaet den Urigtighed, da man ikke havde Bladene ved Haanden, deels at angive feilagtigen en Strid imellem Morgenbladet og den Constitutionelle, deels og tillagt den Cst.nelle, hvad der vedkom en Forfatter i Samme; den gjør herved ligesaavel sine Læsere opmærksom paa Fei- lerne som henviser til Nr. 198 af den Cst.nelle, hvor den smæk- vred børster paa Statsborgeren for Umagen. Henrik Wergeland MORGENBLADET OM STATSMINISTER LØVENSKIOLD (Indsendt.) Statsborgeren 21. aug. 1836. Morgenbladet er af den Mening, at Statsminister Løven- skiold, endskjøndt anklaget for en Gjerning, der er Fædrelandet til Skade, er lige hæderlig Mand og Menneske for det. Da er der dog ikke mange Ulykkelige paa de franske Galeier, som ikke holde sig bedre og agtes af enhver patriotisk Franskmand bedre SIDE: 192 end de endnu fængslede Ministre, der foretoge Statsgrebet i 1830. Her dømme vi nu rigtignok anderledes og tage ikke denne Parallel for ganske rigtig konstrueret; men Hvormangen døm- mes ikke til vanærende Straf, som har begaaet en Udaad af li- den Skade for det Almindelige eller under Omstændigheder, der gjøre den mindre tilregnelig? Og her med Løvenskiold have vi en Gjerning for Os af en Mand, der i andre Henseender har gjort sig lidet ønskelig paa sin Post -- en Gjerning, som er til aabenbar og uvurdeerlig Skade for Fædrelandet og forøvet uden Trang med fri og fuldberaad Hu? Ingen sætte da Agtelsen for høit eller højere for Manden end for Statsministeren Løven- skiold! Henrik Wergeland BEKJENDTGJØRELSE Statsborgeren 11. sept. 1836. Reqvisitioner af Flyvebladet "For Menigmand", hvoraf 2 No. ere udkomne og 3die snart udkommer, kunne indsendes til Bogtrykker Krohn i Kristiania og Stadskapitain E. M. Holst i Drammen. Henrik Wergeland STÆNK FRA DEN CONSTITUTIONELLE Statsborgeren 2. okt. 1836. Et Stænk fra den Cst.nelle er ogsaa følgende: "Minerva har et fra en Jordbruger i Götha Rige" (maaske en af de svenske Blades "Mænd fra Oplandet") indsendt Svar o. s. v. Dette Blads Redaktion kan hertil paa Ære og Samvittighed erklære, at det, siden den fik det under Hænder, ikke har indeholdt nogen Op- sats, stilet fra Oplandet, uden det virkelig har forholdt sig saa. SIDE: 193 Henrik Wergeland INDBYDELSE TIL SUBSKRIPTION FOR LESJØ Statsborgeren 9. okt. 1836. Morgenbladet af 4de d. indeholder følgende mørke Skildring af Tilstanden i Lesjø Præstegjeld, den totale Frost, som har rammet det og det Hungersaar, som derpaa vil følge. [Her følger innbydelsen fra "Morgenbladet".] "Herren skal sende os Trøst og Hjælp og Redning, naar vi mindst vente den." Hvilken Kontrast indholder ikke Ovenstaaende til den Ind- bildning om Landets overalt stigende Velfærd, som næres hos Regjering og Folket i andre Egne end de mange, hvor en lig- nende Armod finder Sted! Bankens Monopoliseren, Mangel paa de blotte udvortes Repræsentativer har selv i Egne, hvor Valuta for Pengene ikke mangler, afstedkommet en Lammelse i al Er- hvervsrørelse og Tilbagegang i Velfærd, som vanskelig vil troes af dem, der kun kjende til den Fremgang i de Byerne nærmere Distrikter, som skyldes Befolkningens og Agerdyrkningens Til- væxt, beqvemmere Adgang til Laan og lettere Pengecirkulation, eller til Byernes Opkomst ved Skibsfarten i de senere Aar, eller lade sig blænde af den stigende Luxushandel, hvorunder dog et reent Tab for det hele Land skjuler sig. Det er vist, at Landets indre Egne i de sidste Decennier ligesaalidt skulle kunne fryde sig ved nogen Tilvæxt i økonomisk Velvære, som den hele Stat, siden Foreningen med Sverrig paa Grund af denne, skal kunne gjøre sig til af noget Fremskridt i politisk Tilstand. De legislative Forbedringer, som skyldes Repræsentationen, komme i sidste Henseende ikke i Betragtning. Ingen har mere end den paa- klaget de Lidelser, som i denne Henseende er overgaaet Natio- nen og hvorfor den selv har været Offeret. Men herom var det ikke vi vilde tale nu. Kommer Tid, kom- mer Raad. Her have vi en Lidelse for Øje, hvorom dette ikke lader sig sige. Det er Hungerens, som truer vore Landsmænd i de afsides Bygder; og her bør man ikke bie med Raadet til den indfinder sig med sine landødende Rædsler. I at afhjælpe saa- dan, som endogsaa mindre betydende Nød, foregaa mange sven- ske Tidender os med et skjønt Exempel, idet de nemlig, saasnart et Uaar rammer en Egn, kappes om at indbyde til Hjælp ved SIDE: 194 Bidrag, som indsendes til deres Expeditioner, og hvorom disse Tid efter anden meddele Bekjendtgjørelse og Regnskab. Og aldrig udeblive de selv ved Tilfælde, hvor Hjælpen synes at burde indskrænkes inden enkelt Kommune; men i talrige, ofte med rørende Deviser ledsagede Bidrag, viser det svenske Folks Godhjertethed sig, og den Religiøsitet, som i udmærket Grad gjennemnerver det, røber sig i den beredvilligste Hjælpsomhed. I Krigens Tid lagde vort Folk ogsaa for Dagen, at det ikke besidder mindre menneskekjærligt Medborgersind end Broder- folket. Og i denne Overbeviisning er det, at denne Tidendes Redaktion herved "opfordrer de andre Landets Redaktioner til at indbyde til, og aabne sine Expeditioner til Imodtagelse af Bidrag til Hjælp for Landets mest frostlidte Bygder." Statsborgerens Redaktion indbyder saaledes Medborgere i lykkeligere af Fædrelandets Egne til at indsende Bidrag (under Segl, med Navn eller Devise) til dens Expedition, (Addresse: "Bogtrykker Krohn i Prindsensgade,") hvorom fra Tid til anden skal skee Bekjendtgjørelse, og som ere bestemte til Afhjælpelse af Trangen i Lesjø ved at besørge Korn derfor indkjøbt og did- transportet som Gave i betimelig Tid d. e. enten endnu i Høst til Veblungsnæsset, hvor Bygden har nærmest Forbindelse med Sjøen eller ved Lesjøværingerne selv paa første Vinterføre. An- bud af Bidrag i Fødemidler til en saadan Tid ere saaledes lige hensigtsmæssige. De Tidenderedaktioner eller Andre, som maatte paa lignende Maade ville søge nærmest at afhjælpe Trangen i Lesjø, anmodes om at sætte sig til dette Endemaal i Forbindelse med Statsborgerens Redaktion. Efterskrivt. Aftrykningen af denne Indbydelse, som affattedes og afsattes samme Dag Efterretningen fra Lesjø stod i Mrgbldt., opsattes for at levere Indholdet af forrige Nr. Senere har Rigs- tidenden, foranlediget dertil af samme Beretning, aabnet Sub- skription for Bidrag til de formedelst Misvæxten for Hungersnød Udsatte, hvilke Bidrag den vil besørge fordelte ved Selskabet for Norges Vel. Dette lader Statsborgeren dog ikke forandre Noget i sin Indbydelse, da den antager, at Lesjø vil blive den Egn i Landet, som mest vil trænge til at nogen Hjælp koncen- treres didhen. SIDE: 195 Henrik Wergeland BORGERFANENS INDVIELSE (Indsendt.) Statsborgeren 23. okt. 1836. Fredagen den 14de dennes var Kristiania borgerlige Infan- terikorps samlet paa den sløifede Deel af Aggershuus Fæstning, for der paa ceremoniel Maade at indvie 2 nye Fahner. Ved denne Høitidelighed indfandt sig blandt flere uvedkommende Personer ogsaa den interimistisk Høistbefalende over Armeen, General Wedel, som behagede i Anledning af Festen at op- varte Borgergarden med en tarvelig Tale. Under hele Foredra- get herskede den dybeste Ærefrygt blandt Borgerne, -- hvori- mod Stadshauptmandens Hest tilsidesatte Subordinations og Respektanordningerne. -- Imidlertid maa man erkjende, at den stolte Ganger udviste ligesaamegen Konduite og Takt for det Sømmelige, som de med Guldkantiller og vajende Fjedre saa rigeligen udpyntede Borgere, der ikke kunde nægte sig den Glæde at udbringe et enthusiastisk Hurra! og "længe leve Baron Wedel!" Naar man veed, at Baron Wedel ikke er tildeelt Hurraraab af nogen militair Afdeling, siden han modtog Kommandostaven, saa er det formeentlig indlysende, at Hurraraabet alene kan an- sees, som et ydmygende Kys paa Riset, eller, med andre Ord, for en Takkeaddresse for det paa Torvet i 1829 for Byens Ind- vaanere arrangerede Maigilde. Indsenderen vil afholde sig fra enhver anden Reflektion i Anledning det Passerede, og overlade den fordomsfrie Læser at dømme; imidlertid vil han i al Beskedenhed fremsætte det Spørgsmaal: Naar Allgemeine Zeitung siger: "Normændene ere fordærvede Børn", er da Kristiania Borgerkorps medtaget i Be- regningen eller ikke? Kristiania den 15de October 1836. Henrik Wergeland [INNLEDNING OG NOTER TIL ET INNSENDT FORSVAR FOR STATSMINISTER LØVENSKIOLD] Statsborgeren 3. nov. 1836. Igjennem Hr. Bogtrykker Krohn har dette Blads Redaktion modtaget følgende Skrivelse og dermed fulgte Forsvar for Hs. SIDE: 196 Exc. Statsministeren, da det ene og alene er Redaktionens For- maal at hylde Sandhed og Ret, overladende forøvrigt til sit Pub- likum at bedømme, hvilket Partie (Angribernes eller Forsvarer- nes) der har Sandheden og Retten paa sin Side; dog trykkes det med Anmærkninger, des nødvendigere da Forfatteren er anonym, og i et Blad, som agter at vedligeholde sin Farve. [Innsenderen hevder at angrepene på statsministeren fra "Statsborgeren" og "For Menigmand" "i Urigtighed og Grovhed have overgaaet ethvert Andet." Red. svarer:] Urigtigheden underkastes Publikums Dom. Grovheden an- gaaende, -- da hvem er grovere end Minerva? Dog heri siges jo Hs. Ex. at være uskyldig, hvorom ellers et Par Ord paa sit Sted. Redakt. [Inns. sier at Statsborgeren "rimeligviis paa det nærmeste deler Publi- kum med Flyvebladet". Red. svarer:] Hvorvidt Statsborgeren og Flyvebladet deler Publikum vides ikke; det Første leveres til sine Subskribenter; det Sidste kjø- ber Enhver efter Behag, naar det udkommer. Disse to Blade have iøvrigt intet med hinanden at skaffe. Red. [Inns. kritiserer anken over embedsutnevnelser. Red. svarer:] Anken er -- saavidt erindres -- aldrig gaaet videre end at forhindre, at Individer fra Skiens-Egnen ikke skal erholde nogen Forret til Embeder fremfor Landets øvrige Børn. En Anke af denne Natur bør vel desmindre bebrejdes et Opposi- tionsblad, som det ligger i den menneskelige Natur at begun- stige Venner og Bekjendte; og Hensigten med de paa Beviser grundede Anker er jo, at en saadan Begunstigelse ikke skal drives for vidt. Red. [Inns. sier om formannskapene at "det falder vanskeligt i Byerne, hvor Intelligenzen dog er større og hvor Forretningerne kunne drives med langt mindre Besvær for Formændene end paa Landet, at faae Forretningerne til at gaae paa en nogenlunde tilfredsstillende Maade." Red. svarer:] Om man endog ubetinget vil antage, at Intelligenzen i Byerne er større end paa Landet, kan man ikke derfor paastaa, at de, hvis Stilling medfører Byernes Kommune-Anliggenders Afgjø- relse, besidde Intelligenz i mærkelig Grad fremfor Landmanden. At Feil kan og vil begaaes ligesaavel af Formænd som af enhver SIDE: 197 Dødelig, vides heel vel, men det bliver da Kommunernes egen Sag. Anderledes er Forholdet med de Feil, som opstaae ved et af en absolut Magt usurperet Formynderskab, som det end ikke er anstændigt for et frit Folk at underkaste sig. Red. [Inns. skriver: ". . . det er ikkun Faa givet at opfatte Forholdene med en Klarhed og Dygtighed som Lensmand Borge." Red. legger til:] ? -- Red. [Inns. nevner anken mot Løvenskiold fordi han rådde kongen fra å fore- legge Stortinget forslaget til lov om formannskaper, og han spør "hvad Ulykke havde der nu været deri," om forslaget ikke var blitt forelagt. Red. legger til:] For -- ved at sættes i 2den Klasse, at lægges paa Hylden. Red. [Inns. kaller statsministerens angripere for "en heel Hær af Skriblere." Red. legger til:] Den Hær af Skriblere -- hvorom her tales -- var nok temme- lig tynd. Aristokratiet er ikke Renonce paa Skjældsord og haan- lige Udtryk, naar det vil Demokratiet til Livs. Red. [Inns. vilde helst forbigått med "fortjent Taushed" den anken mot Løven- skiold, at han "ei lod sig bevæge til at istemme sine Kollegers Protest mod Resolutionen af 2den Juli" om stortingsopløsning. Red. svarer:] Fortjent Taushed! Den der har havt det Held eller Uheld at deeltage i de aristokratiske Konventikler, hvor den sig kaldende fine Verden paa Grund af visse Hensyn har seet sig nød til at taale En, som man der udtrykker sig af Pøbelpakket, mon han ved Læsningen af ovenmeldte Udtryk kan afholde sig fra at tænke paa den affekterede kolde og foragtelige Mine samt den Haan, t. Ex. i forsætlig ved søgte Anledninger at vise ham Ryggen o. s. v., som hører til Fiinheden i Storpakkets Kredse? Red. [Inns. nevner allikevel ovennevnte anke da Statsborgeren "havde indeholdt et nyt, skjøndt i sig selv latterligt, Invektiv, som imidlertid, om det ei vorder modsagt, er vel skikket til at gjøre sin Virkning hos det Publikum for hvilket det er skrevet," nemlig at statsministeren ikke kunde måle sig med statsråd Holst i juridiske kunnskaper. Red. svarer:] Skulde Udtrykket "latterlig" her have nogen Betydning, maatte det enten være det recenserede Produkts Usselhed, SIDE: 198 hvilket det ikke kan være, saa som Forf. strax derpaa finder det velskikket i en vis Henseende, eller en aristokratisk Haan- latter. Red. [Inns. taler om at statsråd Holsts dyktighet ikke må benyttes "til at ud- brede falske og skadelige Lærdomme." Red. svarer:] Da Hs. Exc. noksom har lagt for Dagen, at hans Grundsæt- ninger staa i Strid med Grundlovens demokratiske Princip, maa denne Grund, som Forf. her fremstiller bevise netop det Mod- satte af hvad den skulde bevise. Red. [Inns. hevder at riksrettsdommen ikke kan gi "Argumenter for, at Stats- raadens Protest var juridisk velgrundet; thi 7 af de 8 i Retten værende virkelige Dommere stemte for Frifindelse." Red. svarer:] Denne Argumentation beviser langt andet, end den skulde bevise. Den beviser Dommermagtens feilfulde Organisation, nemlig deri, at den ikke er hvad den burde være -- uafhængig. Man seer nok af Grundloven, at Konstituenterne have tænkt sig den dømmende Magt som en uafhængig Statsmagt, men i Ud- førelsen gjort den til et Appendix af den udøvende Magt. Flere af de tidligere Rigsretter vil sikkerligen kunne tjene til at be- vise denne Paastands Rigtighed; skjøndt det lønner ikke Uma- gen; thi for et Partie er den soleklar, men hos det modsatte Partie gjælder Fornuftgrunde ikke, idet det støtter sig til sine Sofismer. Imidlertid vil Redaktionen for at forebygge den Be- breidelse at have sagt noget uden Beviis, gjøre opmærksom paa, at Rigsretten mod daværende Statsraad Wedel vel skulde faaet et modsat Udfald af hvad den fik, hvis Hs. Majestæts Instrux til Statsraaderne officielt havde været fremlagt i Retten, i Ste- det for at Retten erholdt den underhaanden som et Kuriosum at gloe paa. Rigsretsdommen mod Statsraad Fasting angaaende da maa Nedskriveren enten være blottet for alle juridiske Be- greber, eller maa den være temmelig ujuridisk; thi enten har Kongen Ret til at forandre efter Godtykke en forhen tagen Be- slutning, og da burde Fasting været frifunden, eller han har ikke saadan Ret, og da maatte der være overgaaet ham en langt anden Dom. Rigsretten i Statsraad Colletts Sag har i Dommen brudt Staven over sig selv, ved at erkjende, at Hr. Statsraaden vel havde handlet mod Grundloven, men af en SIDE: 199 undskyldelig Misforstaaelse af Grundlovens Bud, -- en beqvem Grund for en Domstol, som vil frikjende; kun Skade, at efter en saadan Grund kunde de største Forbrydelser hengaae ustraf- fede. Hvilkensomhelst Udaadsmand f. Ex. kunde med mere Føje undskylde sig med, at han hverken kjender Loven eller har havt Evne til at skaffe sig Kundskab der om; heller ikke kunde han troe, at Lovene havde forbudt en saadan Handling. Forudsætter man derimod exempelviis: at Hs. Majestsæt øn- skede Statsraad Colletts Frifindelse; at Højstsammes Unaade ikke var godt at udsætte sig for; eller at Højstsamme har Em- beder, Ordener, Værdigheder etc. at bortgive, nu vel, da kan Dommen forklares. Til saadanne Domme, hvormed Aristokra- tiet noget nær er tilfreds, tier det, ja man seer endog, at de maa tjene som Beviis mod Odelsthingets Opfatning af Stats- forfatningens Aand; men er Dommen tvertimod Aristokratiets Ønsker og Forhaabninger, da betvivler det saavel en efter Grundloven nedsat Rigsrets Kompetence som Dommens Ret- færdighed. Dets Grunde ere iøvrigt fortræffelige; thi de have megen Lighed med sal. Bedstemoders sorte Skjørt, der brugtes baade til Sorg og til Glæde. Red. Henrik Wergeland [NOTER TIL ET INNSENDT FORSVAR FOR STATSMINISTER LØVENSKIOLD] (Fortsættelse fra No. 4. Slutning). Statsborgeren 10. nov. 1836. [Red. opfatter en bemerkning i det innsendte stykke som uttrykk for ønske om endringer i konstitusjonen. I en note heter det:] Lykkes det at omstyrte Konstitutionen, tvivles ingenlunde om at Piben vil -- som Ordsproget siger -- faae en anden Lyd; men om det norske Folk var tjent dermed, det har man vel Lov til høiligen at betvivle. Det Parti, som arbeider modsat For- fatterens, arbeider for at opretholde den Statsforfatning, som vi alle have besvoret. Red. [Inns. bemerker at Løvenskiold neppe vil "vige fordi nogle Skrigere opløfte deres hæse Røst". Red. bemerker til det:] Dersom Undersøgelsen af en offentlig konstitutionel Sag kan rettelig paadrage Navn af Skrigere, maa Forfatteren heraf vel SIDE: 200 ogsaa henhøre iblandt Skrigernes Antal med den hæse Røst; ifald det ellers ikke maa betragtes enten som en af Aristokra- tiets Fiinheder i Udtryk, eller som en særegen Maade for det at argumentere paa. Forøvrigt misunder man det ikke dette Vaaben i nogen Henseende. Vi hylde Anstændighed i Tone en- dog der, hvor vi holde for at burde tage Bladet fra Munden og tale med det Alvor og den Frimodighed, som Sagen fortjener, og Lovene hjemle os Ret til. Andet er heller ikke skeet i denne Sag. Red. [Inns. omtaler Løvenskiolds gode egenskaper, bl. a. hans lovkunnskap, hans sprogkunnskaper, hans formue som gjør ham uavhengig av "Soutien fra Staten" når han trekker sig tilbake. Red. bemerker:] Er for største Deel Biting, som først da kommer i Betragt- ning, naar ikke det Væsentligste mangler, og det er jo netop Stridspunktet. Red. [Inns. spør om man ønsker "en Afhængighed, som er nød til at føie sig efter Omstændighederne". Red. svarer:] Den Løn Staten giver sin Statsminister, maa dog vel ansees tilstrækkelig for at sætte ham i en uafhængig Stilling, naar han ellers vil leve paa den Fod, som passer for et lidet og fattigt Land. Rigdom er ønskelig eller fordærvelig, eftersom Besidde- ren anvender den. Red. [Inns. ønsker "en hemmende Modstand" for den "stundom alt for hurtige Flugt", "da man ellers alt for let vil kunne indføre Forandringer til ubodelig Skade for det Almindelige". Red. bemerker:] At bringe Statens Institutioner i Harmoni med Grundloven er det til ubodelig Skade for det Almindelige? Red. [Inns. kaller angrepene på Løvenskiold for "hadefulde". Red. bemerker:] Hvorledes Forfatteren kan faae gjort til et hadefuldt Angreb paa Hs. Ex., den Fordring, at han ved Dom bør fralægge sig Beskyldningen i Aftonbladet for Deelagtighed i Minerva, og an- det gaaer det i Statsborgeren recenserede Stykke denne Gjen- stand angaaende ikke ud paa, kan man i Sandhed ikke indsee. Hvad der ellers følger af den anonyme Forf.s For- svar i denne Anledning er hverken meer eller mindre end, naar en Embedsmand beskyldes for en Brøde i et offent- ligt Blad, behøver han for at retfærdiggjøre sig, kun paa anden SIDE: 201 eller tredie Haand at faae en Erklæring offentliggjort i den Cst.nelle: at det hele Angreb er bygget paa Løgn eller Usand- hed. Er det ikke paa en allerkjæreste Maade, De vil have Lovene opretholdte, Hr. Forfatter? Eller er en Statsminister maaske ophøiet over Lovene? Havde De tænkt førend De skrev, hvad De i denne Anledning har skrevet, maatte De spart Dem Umagen, med mindre De vil gjøre en Statsministers Person hel- lig i Lighed med Kongens. At Statsministeren vel ingen syn- derlig Vanskelighed kan have i at faae sig ved Dom fralagt Deelagtigheden i Minerva, som Aftonbladet kalder naturlig og utvivlsom, indsees heel vel, fordi jus probandi maa blive Afton- bladets Pligt, hvilket sandsynligviis ikke staaer i Aftonbladets Magt, om Beskyldningens Sandhed var noksaa moralsk antaget for vis. Lovene, Hr. Forfatter! bør opretholdes, og jo mere op- høiet Ens Stilling i Staten er, des mere bør han rette sig efter Lovene og foregaa sine Medborgere med et godt Exempel. Saa byder Fornuft, Moral og den sande Ære; men dette har rigtig- nok intet med Aristokratiets Lyst til at undtage og begunstige sig selv at bestille. Red. [Inns. finner det "besynderligt, at man kan finde det besynderligt, at Svenske, uden Paavirkning af Norske, optræde i Dagbladene dadlende de politiske Begivenheder i Norge". Red. bemerker:] Da dette egentligen kun kan angaa Aftonbladet, er det for- modentligen i sin Orden efter Forf.'s Taktik at svække dets Troværdighed i et Blad, som ikke det faaer Kundskab om. En fortalte engang til en Ven, at en Overmand havde skjældt ham Huden fuld; men jeg knæppede ogsaa dygtig for hans Næse, lagde han til. Torde du det? sagde den Anden; ja, svarede den Første, men jeg gjorde det i Lommen saa lavt at han ikke hørte det. Red. [Inns, sier at det dessverre i Norge er et lite parti som arbeider paa "at ville indbilde den store Hob, at der gives et Parti i Sverrig, som arbeider rastløst paa Norges Amalgamation med Sverrig". Red. bemerker:] Man behøver ei at indbilde sig hvad man tydeligen har seet; men var deri intet mere end Indbildning, kan den deraf op- staaende Forsigtighed langtfra skade. Red. SIDE: 202 [Inns. meddeler at man i Norge endog "har lagt Sverrig tillast, at andre Nationers Avisredaktører have anmeldt norske Fartøier og Begivenheder under Rubrikken Sverrig". Red. bemerker:] Skylden være at tilregne hvilkensomhelst isærdeleshed, saa spørges: Er det maaske en af Statsminister L.s Fortjenester at han med Taushed har overseet denne Nationalfornærmelse? Er han den Hædersmand, man vil gjøre ham til, hvi har hans Færd i denne vigtige Henseende ei bevist det. Red. [Inns. mener at et slikt svensk parti -- om det hadde eksistert -- vilde ha kastet sig inn i de norske politiske stridigheter, og dette partiet måtte med glede se at nordmennene fremkalte "en Spending". Red. bemerker:] Den Spending man truer med, som Børn skræmmes med Var- ulven eller et lignende Fantom, er altfor forslidt til at den læn- gere kan gjøre nogen Virkning. Altid vil der forhaabentligen existere et Aftonblad, som holder Minerva og Consorter Stan- gen og forebygger den Spænding, man vil foregøgle os. For- resten, hvis en saadan Advarsel behøves, maatte den være an- vendeligere i Sverrig end her, hvor Bladene altid lader Broder- folket vederfares Retfærdighed, eller omtaler det med den Ag- telse, det ene Folk skylder det Andet. Red. [Inns. beklager "at vi intet eget Coffardie-Flag have paa Farvande hiin- sides Kap Finistærræ" og "at man anbringer norske Vaaben paa svenske Mynter." Red. bemerker:] Dersom Forf. virkelig anseer, hvad han her har sagt, som Sandhed, taler det stærkere for hans Troskyldighed end for hans Forstand. At han ikke kjender vor Tids Tildragelser eller har reflekteret derover er øjensynligt. Red. [Inns. sier: "Skal Foreningen -- -- -- blive varig, maa den befæstes ved gjensidig Tillid." Red. bemerker:] Forrige Note henvises til. [Til slutt bemerker red. i samme note:] Kunde det norske Folk være saa daarligt at lade sig lede af en saadan Raadgiver, vilde det lade sig fraliste den ene Ret- tighed efter den Anden; og naar Statsforfatningen dermed var i høi Grad forqvaklet, havde Man kun Tossens Trøst tilbage: "Hvo skulde vel have tænkt det?" At opkaste sig til Raadgiver SIDE: 203 kan Enhver, men at give gode Raad kan kun de Færre. Hiin ere altid paa rede Haand; disse holde sig beskedent tilbage, indtil de ansee det for sin Pligt at advare sine Medborgere itide; hvilket Daarerne gjerne tage ilde op, om ikke for andet, saa fordi det ei var dem der gjorde opmærksom paa Faren. Vilde man være et Folks Raadgiver, da raade man det Langsomhed i Overveielse og Fasthed i Udførelsen af de tagne Beslutninger; Klogskab og Forsigtighed uden Falskhed og Frygtagtighed; at vise sig standhaftig uden at være egensindig -- ærlig men ikke troskyldig -- aaben og retskaffen uden List og Forstillelse; at give sig selv vise og milde Love, byggede paa de af Forfædre nedarvede Sædvaner, Sæder og Skikke, og streng Retfærdighed i at overholde dem; endeligen, heller at taale nogle smaa Ulem- per end vakle fra det ene til det andet, og fremfor Alt ikke for- falde til nogen Lovgivnings Mani; men sørge for at Lovene blive faa, bestemte og tydelige. Saadanne Raad vil det befinde sig vel ved at følge. Viser det sig tillige nidkjær for Landets Ære, saa raade man det at lukke Ørene for de Frygtagtiges Stemme, som ere færdige at raabe "Brand! Brand!" ved Synet af en uskadelig Gnist, eller ved alle Anledninger ere færdige til at gjøre en Myg til en Elefant, des farligere at tie til, naar Gjen- standen gaar ud paa at søvndysse et Folk, der aldrig kan være aarvaagent nok. Red. Henrik Wergeland S. T. HR. STORTHINGSMAND OLE MJELVA, STOCKHOLMSFAR M. M.! (Indsendt.) Statsborgeren 10. nov. 1836. Jeg har endnu ikke ønsket Dig velkommen hjem fra Stock- holm, hvorhen Du saa listeligen var faren i Krigens Tid. Du var ogsaa neppe indtruffen atter paa Din Post i Fædrelandets Ræk- ker før Hr. Vogt ved sin kuriøse Reisebeskrivelse og den Con- stitutionelle ved sin endnu mærkværdigere Udgave deraf syssel- satte al den Opmærksomhed, jeg kunde have at skjænke Dig. Man gjorde fra alle Sider, undtagen fra Vogts, for lidet Væsen af denne Reise, der baade fortjente god Tryk og Staalstik. Men SIDE: 204 hvad Behandlingen af din Person angaaer, der betragtedes som ankommen fra et pestbefængt Land, da vilde jeg have afgjort den i al Korthed ved en 24 Timers Gjennemrøgning i Skorsteens- piben og forøvrigt Udluftning i din Hjembygds friske Bjergluft. Men nu skal jo Sagen være forbi og Du paa det nær den samme Hædersmand som før, at Du er bleven en berømt Rei- sende. Det holdt haardt at vinde saadant Navn, om ikke for Hr. Vogts Skyld, i hvis lille blegede Figur jeg ellers troede at see Lygtemanden paa Din Grav. Og man kan sige om dig: Som Mikkel Ræv du slap med Tab af hele Rumpen; men Mikkel er en Ræv, hvor liden end er Stumpen. Nu, sid du paa Stumpen i Guds Navn der Du sidder! Den Diæt er ikke spildt. Forøvrigt -- jeg har Almuesmænd kjære og har ondt af deres Eenfoldighed, naar den ikke er den slæbende Krop til et Slange- hoved; men dersom det ikke var saa, at Storthinget er den Au- toritet og Storthingsmændene de norske Borgere, som det staar Enhver frit for ustraffet at fornærme (hvilket Rigsretsdefen- soren, den Cst.nelle ved flere Leiligheder, trondhjemske Stifts- tidende og den til Selvforsvar endelig tvungne Storthingsmand Walstads Kalummiant, der ikke har udtrykt sig mildere om de andre Storthingsbønder, hvem endog den redelige Vilje berøves, noksom har overtydet om), saa vilde jeg alvorlig raade Dig at tage alle juridiske Forholdsregler til Mortifikation af Byfoged Vogts og den Constitutionelles Yttringer om landsforræderske Udladelser af Dig i Stockholm. Hr. Vogt har skrevet, at han har hørt, at Du skulde have udladt Dig saa, at det kunde gives en saadan Udtydning somom Du skulde ville sælge Din Stemme, og den Cst.nelle har fortalt Verden, at Hr. Byfogden havde er- klæret Thinget at have Vished om at det forholdt sig saa og denne Fordrejelse af Hr. Vogts Ord har den tilladt sig uden ved Optagelse af hans Skrivelse at sætte sit Publikum istand til at opdage den og uden senere ved noksom given Anledning at rette den. Jeg giver Dig dette at betænke for dine Kommittenters Skyld, ja for dine Medrepræsentanters Skyld af Bondestanden, der lide ved din Adfærd, som er enfoldig og ubetænksom nok til SIDE: 205 ikke ogsaa at behøve, forat mætte deres lurende Fiender, at be- skyldes for det forfærdeligste, der kan siges og tænkes om en Nationalrepræsentant! Farvel! Gjør hvad du kan og bør! Og redd hvad reddes kan! En der beklager dig og Romsdalen. Henrik Wergeland [NOTER TIL "EPISTEL TIL EN VEN ANGAAENDE EIDSVOLLSMONUMENTET OG SYTTENDE MAI"] Statsborgeren 17. nov. 1836. [En innsender kritiserer Wergelands utkast til et Eidsvolls-monument i "Statsborgeren" og "Flyveblad for Menigmand". I en note blir svart:] Betænk, ærede Forfatter, det er et Træsnit, gjort her af en selvlært Dilettant i Kunsten og ikke bestemt til at give noget paatænkt Mønster for Monumentet, men kun til at tjene som Vignet ved Bekjendtgjørelser og Noticer derom omtrent som man anbringer en Dampbaad foran Avertissementer om Damp- fart o. s. v. Red. [Inns. finner at 17. mai ikke er konstitusjonens virkelige fødselsdag. Red. svarer:] Om det end forholder sig saaledes som Forfatteren siger, at den 17de ikke var Konstitutionens virkelige Fødselsdag, saa var dog Kongevalget den første Akt, i Følge den vedtagne Grundlov, som nu i meer end 22 Aar har skrevet sig fra den Dato, og den kan ikke, uden anseelige Uleiligheder paa den ene Side forandres, ligesom Forandringen af Mange paa den anden maaskee kunde ansees at have noget ikke stort bedre end Grimace til Grund, hvis man tager blot Hensyn til Tiden og dens Bestemmelse. Det er Loven og de lykkelige Følger deraf, som vi høitideligholde, og det skulde høiligen forundre os, om det forholder sig i Virkeligheden saaledes som man saa ofte har seet offentligen omtalt, at Hs. Majestæt nemlig er uvi- dende om Hensigten med 17de Mais Festligholdelse, og betrag- ter den som fiendtlig sindet mod sig. Man troer tvertimod og det formodentligen med Rette, at hvilkensomhelst Maidag, den blev helligholdt paa, vilde være udsat for samme Forfølgelse som den 17de Mai; fordi det er tydeligt lagt for Dagen, at man SIDE: 206 vil have 4de November anseet som Konstitutionens rette Fød- selsdag; hvilket har Intimationen til Grundloven mod sig, og kan have den Skade, at man i Tiden vil gjøre Konstitutionen til at være oktrojeret; ligesom der altid klæber noget Ubehage- ligt og nedværdigende ved den 4de Novbr. Heller ikke kan en Moder forvandles til Datteren ved at forandre lidt i sin Paa- klædning, og egentligen andet -- for at holde os til Lignelsen -- er heller ikke gjort ved den d. 17d Mai udstædte Grund- lov. At Forfatteren forøvrigt konfunderer Konventionen til Moss af 20de October og den i Kristiania den 4de November 1814 i Følge af Foreningen med Sverig modificerede Grund- lov, troer man at burde berigtige. Uden at ville indvende det mindste mod den ærede anonyme Forfatters Overbevisning, finder Bladets Redaktion, at den -- i det den offentliggjør en Andens Overbevisning, skylder sig selv at kundgjøre for sine Læsere det Synspunkt, hvorfra det betragter Sagen, for ikke at tillægges Ideer, som den ikke vedkjender sig, og anden Hensigt hermed har den ikke havt. Red. Henrik Wergeland OM MJELVA ETC. Statsborgeren 20. nov. 1836. Ole Mjelva kan endnu betænke sig paa hvad han har at gjøre! Dette er vel det ypperligste Sandsynlighedsbeviis for at han foer til Stockholm af Dumhed og ikke af noget værre eller i den skjændige Hensigt, som er bleven ham paasagt. Men nu er han ogsaa gjennem Hamburgerblade, der staa os fiendske Svensker til Tjeneste, bleven stillet til Skue for Alverden. Og en Mængde vil deraf dømme: "se, se, har vi her et Exemplar paa en norsk Storthingsbonde? Der tør vel findes flere af hans Kollegaer, som vilde være istand til at gjøre hvad denne Ene har gjort." Han har i denne Publikation erholdt et nyt Motiv til at erhverve sig Mortifikation for sine Kollegers Skyld. Der- med og med denne tilstrækkelige Bekjendtgjørelse faa de give sig tilfreds, mens Dumheden i Reisen, hvorfor ingen Frigjø- relse kan finde Sted, alene vedkommer hans Person. Forat holde Hr. Mjelva i Aande, og forat tilfredsstille en naturlig SIDE: 207 Nysgjerrighed hos Publikum, hvem de Brevskaber ingensteds ere blevne meddelte, hvorefter Odelsthing og Kommitteen ikke fandt Anledning til at foretage noget i Sagen, give vi her til Priis følgende Erklæring fra Prokurator Müller i Holmestrand, der ogsaa kaster (se især Slutningen) et fortræffeligt Lys over Karakteren ved Stockholmsfareren af det almindelige Slags, hvortil saavel Hr. Prokuratoren som de andre i Skrivelsen nævnte høre. [Wergeland har i noter gitt et par anmerkninger til følgende slutning i prokurator Müllers erklæring: "At Mjelvas Ærinde i Stockholm, paa Grund af hans Stilling og Tidsperioden, vakte en, for enhver ægte [fotnotemerke] Normand, høist krænkende Opsigt, maa jeg bekjende, da jeg ved flere Leiligheder hørte Broderfolket [fotnotemerke] satirisere denne Begivenhed med en i deres kraftfulde Sprog saa skjærende Bitterhed, at jeg ved Taushed søgte at skjule, at jeg var Normand."] Fotnote: Hr. Prokuratoren oplyser nedenfor hvorledes "ægte Nor- mænd" skulle opføre sig ved Broderfolkets (?) Satirer af skjæ- rende Bitterhed og af en saadan Natur, at de maa kaldes høist krænkende for dem som Normænd. De "ægte Normænd" skulle ved Taushed søge at skjule at de ere "Normænd". Fotnote: Broderfolket? Det var gevaltigt, Hr. Prokurator. Vi vilde driste os til at drage det i Tvivl om ikke Beedigelsen fulgte, og den maa vel være oprigtig siden det just ikke er egen Hæder den skal bekræfte. Henrik Wergeland [BARNEVERS] Efter Wergelands manuskript, nov. 1836; trykt i Aftenposten 1926 nr. 241 s. 4. Snemanden Du skjønne Snemand, se hvor høj! En Kjæmper ligner han; hvor drøj! Dog vee, at Sol af Sky frembrast! Hvor lav hvor lav han blev ihast! Han ligner selvindbildte Vid, Som til sin Styrke sætter Lid. Naar Viisdoms Lys beskinner ham, Hvor blier hans Klogskab snart til Skam! SIDE: 208 Sommerfuglen En broget Sommerfugl, o se en deilig Ting! hvor skinnende det Kræ jeg før foragted! Thi da jeg nylig den betragted, den hæslig var, krøb fælt afsted; jeg væmmedes derved. Det lærer mig, at ej min Agt blot til udvortes Skin og Pragt beundringsfuld jeg skjænker. Thi den, om hvem jeg haanligst tænker kan maaskee blive større Mand end nogentid jeg kan. Skaden og Nattergalen Skaden. Lille Skrighals, siig du mig, hvorfor Mennesket vel dig saadant villigt Bifald giver? Ofte tier dog din Sang: Jeg! jeg sladdrer Dagen lang, og af ham foragtet bliver! Nattergalen. Kommer det paa Sladdren an? Den, som aldrig tie kan, man ej gjerne Bifald giver. Saadan Sang er meget let, altid eens og altid et! Ingen derfor priset bliver. Hvo er min Ven? Den Ven, som vil mig Speilet vise, og ikke mine Fejltrin prise SIDE: 209 men skjænder paa mig, naar jeg ej vil følge Dydens lige Vej, Han er min Ven skjøndt synes han ej den. Men Den, som altid mig berømmer, som aldrig mine Feil fordømmer; men giver tidt mig Leilighed dertil, naar selv jeg ej den veed, er ej min Ven, skjøndt synes han tidt den. Klædepragt Tulipaner prange smukt med de Farver, som dem smykke; dog de give ingen Lugt. Derfor see de ej den Lykke, at min Elskte plukker dem for at tage med sig hjem. Al Slags Pragt og Stads kan og Narren let for Penge kjøbe. Al hans Herlighed kan nok megen Rigdom for ham røbe; men med al den Pragt han har, seer man dog han er en Nar. Spurven og Bogfinken Spurven. Jeg arme Skjelm! hvor gaar det mig! Du elskes; mig man kun foragter. Hvad tænker Mennesket? Han dig langt mindre efter Livet tragter. Jeg ser dog, -- det er ganske vist -- tigange meer end du af List. SIDE: 210 Bogfinken. Ja, jo; men du bestjæler ham. Jeg tager kun hvad han vil give. Jeg frygter altid for den Skam, som Tyv af ham udskjældt at blive. Hvad hjælper det, man har Forstand, naar den til Ondt kun vendes an? Henrik Wergeland [DEBATTINNLEGG MOT FORSLAG OM PUNSJEREGULATIV I STUDENTERSAMFUNDET] Referat fra Studentersamfundets møte 26. nov. 1836 i Studentersam- fundets referatprotokoll 2 fol.; UB, Oslo. Wergeland ytrede sig imod Forslaget, navnligen fordi han troede, at Bestemmelser af saadan Art gav snarere Anledning til Illusion end ledede til sin Hesigt; desuden fandt han det mindre tilraadeligt at lægge Baand paa den moralske Frihed; iøvrigt fandt han at det intenderede Læsecabinet snarere vilde være et passende Middel til Indskrænkning af Drikkecalas. Henrik Wergeland [NOTE TIL EN ARTIKKEL AV G. F. v. KROGH] Statsborgeren 8. des. 1836. [Krogh skriver: "I Sandhed! -- det mangler nu kun, at vi ogsaa faa et svensk Toldflag." Red. bemerker:] Odelstinget har befriet os derfra, dersom Lagthinget ikke er trollete. Red. Henrik Wergeland PATHOS AF FALSEN (Indsendt.) Statsborgeren 8. jan. 1837. Det Tragiske fandt Napoleon at grændse nær til det Ko- miske; men dette er endnu mere Tilfælde med det Pathetiske. Uheldigheden ved et Pathos vækker uundgaaelig Latter, og op- dages selv af den stumpe og sløve Sjel. For denne Ulykke er Repræsentanten Hr. Falsen ofte ude; men hvad der er værre er at man har Grund til at fatte den Mistanke til Oprigtigheden af denne overvættes Følsomhed, at dens hulkende Udbrud ikke SIDE: 211 komme fra Hjertet, men tilhøre mere hans parlamentariske Taktik, og er at ligne med Marsklændernes Aabning af Slu- serne til rette Tid. Jeg siger, at Hr. Falsen har givet Grund til saadan Mistanke, og der er Folk, som nære den; men for mit Vedkommende holder jeg denne haarde Dom ikke for den rette, men troer, at Hr. Falsen stundom ikke er sig sin Følelses Uægthed fuldelig bevidst, hvilket er Tilfælde med de Fleste af de mange Mennesker, som lide af Affektation. Denne er nemlig bleven dem til Vane og gaaen over i deres Natur, og forsaavidt kan dog noget af Oprigtigheden siges reddet. Den nærmeste Anledning til disse Bemærkninger gav Hr. Falsen under Debatterne d. 4de d. i Odelsthinget, idet han med bristende Stemme fremsatte en kluntet Mythe eller Parabel om at en god Engel skabte Agerdyrkningen og alle dens fre- delige Sysler, men en ond en skabte af Misundelse Brænde- vinet. Og da Hr. Conradi bemærkede det Urigtige og Smagløse i denne Fiktion -- saaledes opfattede denne Taler Hr. Falsen -- om at da Gud havde skabt Agerbruget, skabte Fanden Bræn- devinet, hvis Godhed eller Fordærvelighed kun kunde være relativ, syntes Hr. Falsen i et kleint og kleinmodigt Tilsvar, som gik ud paa at levere Konfessionen om at han antog noget Positivt og vilde leve og døe i Troen derpaa, at erkjende i sit Indre Huulheden af sin Følsomhed og at lide under Kulden af sin egen Affektation. Ganske anderledes var Hr. F's Pathos i Toldflagdebatterne. Det var naturligt -- idetmindste har det aldrig lykkets ham at gjøre det naturligere -- og det gjorde derfor Indtryk, ja paa Inds. et saadant Indtryk til Hr. Falsens Fordeel, at han ikke taaler, at Hr. F. skal give Anledning til at tvivle om hans Følsomheds Oprigtighed. Henrik Wergeland TIL COLLEGIUM ACADEMICUM Efter ms. UB Oslo 584 B 13 a 8; 3. mars 1837. Undertegnede andrager herved ærbødigst om at 2den Ama- nuensisgage ved Bibliotheket for Februar, saavelsom for Januar resterende 4 (fire) Spdlr. 80 Sk. -- i alt 21 Sp. 40 Sk. -- maa blive anviist til Udbetaling til ærbødigste Henr. Wergeland. Kristiania 3die Marz 1837. SIDE: 212 Henrik Wergeland FORSVAR FOR HESSELBERG (Indsendt.) Statsborgeren 23. mars 1837. Ingen har værre ved at gjøre end disse Retfærdighedens selv- kaldte Tjenere og sværmerske Præster, som anvende Pressens Offentlighed mod alskens Misligheder, naar Personer komme til at lide under denne Paatale. Ikke nok med at de opofre sig og stille sig blot for alle Miskjendelsens Ubehageligheder, Hevn og Had og Taabelighedens og Ondskabens Angreb, og selv blive de, der kommer til at lide meest, og ikke nok med, at de, med en Chirurgs Omhyggelighed forat vælge det hensigtsmæssigste Instrument i sin Taske, gaae paa Raad med sig selv om hvad Skriveart der bedst vil kunne fremme den redelige Hensigt -- disse Martyrer ere endda ikke sikkre for ei at blive naglede af mangen Retsindig iblandt, om de uheldigviis ikke træffe den Skriveart; som falder i hans Smag. Det er gaaet Indsenderen heraf fleregange saa end just denne ene Gang, da en Unævnt i Morgenbladet, som med stor Ret og Dygtighed dadler Aanden i den Constitutionelles Angreb paa Pastor Hesselberg, ved samme Leilighed irettesatte ham for den spydige Tone, han gav sin Korrex i Stb.geren til Toldinspektør Hals. Det forekommer ham, at der er en satirisk Tone i Statsborge- rens sidste Notabene til denne Embedsmand, som vil tilintet- gjøre al Virkning deraf til at rette paa Sagerne. Hals, mener han, bliver den han er, og det vil kun hedde, at Stb.geren har været grov imod ham. Det kunde nu, efter den Cst.nelles og Regjeringsadvokatens Formening om Hals's Uforanderlighed ved det han nu engang er af Naturen, synes somom han kunde mene saa med stor Grund; men Hals er af den Beskaffenhed, at han virkelig vilde blive en Tomme højere, om han kunde ind- bilde sig, at Publikum kunde troe, at der ikke var noget andet end Spot under og i hiin Opsats, eller blot vilde sige: "se den brave Mand der, som Statsborgeren har været grov imod!" Men Publikum siger noget andet om Hals, og jeg vil haabe, at det mener om Statsborgerens Paatale mod ham, at den var beføjet i flere Henseender end netop i Punktet om Skrivefærdigheden, SIDE: 213 som dog heller ikke er uvigtig hos en Embedsmand og især hos en Toldinspektør. Eller hvad skal det betyde -- man, f. Ex. Hs. Exc. Statsministeren, frakjender Bønderne Besiddelsen af Formandskaber og omtvivler Muligheden af at det kan bære godt tilvejs med denne Institution, fordi de stakkels af Staten forsømte Selvlærlinger ikke skulle kunne skrive godt nok, men hos en Toldinspektør i Hovedstaden maa man ikke i Forbi- gaaende fæste sin og Andres Opmærksomhed paa, at det i denne Henseende er saa slet bevænt som det vel kan være? Og at dette er skeet med spydige Strøg -- Herregud! jeg troer selve Naturen af denne Brøstfældighed ved Toldinspektøren op- fordrer til nogen Lystighed. "Envær" idetmindste, som har nogle Prøver deraf in mente, vil ikke have saa let forat undgaae at give sin Stiil denne Tone. Indsenderen i Morgenbladet vil oftere have bemærket satiriske Artikler i Statsborgeren, og efter min Mening tilhører en vis Grad af Spydighed dette Blads In- dividualitet. Vil man nu af Interesse for Bladet, og fordi man i enkelte særegne Tilfælde troer Sandheden bedst tjent med den Dragt, bidrage til at soutinere denne dets Karakteer, saa behøver man ikke at fremkalde andre mindre ædle Motiver, f. Ex. Skadefrydens eller Spottelystens, eller sætte en Forfatter, der, uden større personlig Uvilje end hvilkensomhelst Anden af Publikum kan nære, revser Udueligheden, i nogen Parallel med den Cst.nelles onde Partimaskers Angreb paa Hæderligheden, Frisindet og Talentet. Kort -- nærværende Indsender, der saa ganske kan abstrahere sin Personlighed og al Lidenskab fra det Publicisteri han kan have for sig, at han gjerne, for den Sags Skyld, med den ene Haand kunde afhandle samme Gjenstand i værdig Bedemandsstiil i Morgenbladet, som han med den an- den saltede til for Statsborgeren, og paa det høfligste hjælpe den Mand at finde sin Hat, paa hvis Hoved han kunde have meget at sige, maa paa det indstændigste undbede sig, at hans Satire og Ræsonnement tillægges nogensomhelst indre Liighed med de skjæve og hule Haranger over Pastor Hesselberg for hans Præken, som fandt en saa passende Plads i den Cst.nelle og som DHrr. Redaktører ere baade slette og eenfoldige nok til ordentlig at gjøre sig til af. Jeg vil ikke sætte disse Ord paa Papiret uden at bevise dem, skjøndt jeg, betræffende at Plad- SIDE: 214 sen var saa passende, hverken har ved Haanden alle de Num- mere af dette renommerede Blad, hvori deels uværdige hadske Personligheder, deels uforskammede Udbrud af et højst ube- føjet Hang til Skolemestereren, deels umoden æsthetikkelsk Svadsen og Vindbeutlerie, have marqveret dets Spalter, eller de Nummere in specie, hvori Pastor Hesselberg som ærlig Mand og talentfuld Prædikant tages afdage. Men jeg henviser til Bladet selv, til Publikums Erindring og til hvad der i dette Blad oftere er releveret af den Cst.nelles Indhold, og troer ved at paapege af Hukommelsen nogle enkelte Punkter i hiint Angreb, at kunne godtgjøre Sletheden og Eenfoldigheden i Redaktionens Parti- tagen deri. De, som før have yttret sig imod Hr. Hesselbergs Angriber, have, nemlig i hans Yttringer om Storthingets Opløsning og Pressen, paapeget saa tydelige Udbrud af en af selve de Cst.- nelle fordømt Tænkemaade i dette Punkt, at Partigjængeren paa det umiskjendeligste er greben i denne paafaldende Svækkelse af sin egen Habilitet som Dommer. En saadan Undslippelse viser just ikke en saa mesterlig stilistisk Taktiker, som man vil gjøre Personen til; og med denne Blottelse lader den, Hr. H. ved sin Oprigtighed og om man ikke vil forstaae hans af Antagonisten fremhentede forhenyttrede Mening om al Politiserens Utillade- lighed i Prækener, skal have udsat for, sig ingenlunde sam- menligne. Men dette overseer de Cst.nelle, forblindede af Partiskhed -- og dette er slet. Men at de tro, at det hele Publikum maa gjøre det samme, og hylde Aandsoverlegenheden i deres Protegeredes Urigtigheder og Uklogskaber, og at det har kunnet glemme den Modsigelse mod egne Yttringer, som ligger i en saa ubetinget generel Approbation af Angrebene mod H. -- det er taabeligt og lidt til. Hr. H.s Angriber udbreder sig med adskillig Svulst om hvor- lunde Præsten, istedetfor at nedstige til Menigheden og deeltage i de Glæder og Sorger, som bevæge den, skal drage Menighe- den op til den rolige Fredens Højde, hvor det, efter egen Sjele- kamp, har lykkets ham at fixere sig selv. Dette forekommer kanske Mange som den største Ophøjelse af Præstens Kald; men naar man seer det nærmere an, og erindrer Forf.s Defini- SIDE: 215 tioner af hvad der skal have Navn af sand geistlig Veltalenhed, idet han ikke erkjender som saadan det belivede, en Inspira- tion lignende, Foredrag, som saalænge Mennesker have talet, har været agtet for den sande Veltalenhed og havt dennes Virk- ninger, og hvoraf Hr. Hesselbergs ikke har lidet, saa vil denne Anskuelse maatte underkjendes som en daarlig Deel af den til- sigtede Deduktion forat Præsten ikke maa omhandle Begiven- heder, der ryste det borgerlige Samfund. Hvor lidet ophøjet bliver ikke denne Anskuelse: den livløse Natur, dens Blomster og Træer, Sarons Roser og Libanons Cedre staae til den geistlige Veltalenheds Afbenyttelse; men Guds levende Have, Menneske- verdenen, skal være lukket for Præsten, paa den maa han ikke henlede Menighedens Øjne! Kun ved at tilstede ham dette ind- rømmer man Præsten virkelig en høi Plads, den rolige Høide, hvor han befinder sig i rette Forhold til Verden, og ikke vil overskride det, ved ubetydelige Leiligheder, og ved egentlig Po- litiseren, dersom han selv seer sig didhensat og føler for sit Kald. I bevægede Tider undlade heller ikke Regjeringerne at minde Geistligheden om, at de menneskelige Begivenheder ikke ere uværdige deres Opmærksomhed paa Prækestolen. Jeg har sat Forf.s Indskrænkninger af Omraadet for den geistlige Vel- talenhed i naturlig Forbindelse med hans forunderlige Regler for Formen deraf, saasom jeg troer at kunne med Grund kalde det taabeligt af de Cst.nelles Tribunal, som ogsaa give sig af med at dømme i Æstethiken, at gjøre eet med en saadan Rhe- toriker. Og forsaavidt Han i en Række af Bibelsprog (takket være Konkordanzen!) har fornærmet Hr. Pastor H., have de handlet ligesaa slet i at forsvare et Foretagende, som ogsaa omslutter denne Hensigt, som i, i Frasen om Mangel paa Sjele- adel, paa egen Haand, at lægge det til, som endnu kunde mangle i Fornærmelserne. Henrik Wergeland HVORLEDES ER DET LAGA MED GAMLE AGERSHUUS? (Indsendt.) Statsborgeren 30. mars 1837. Spørgsmaal: Hvorledes er det laga med gamle Agershuus? Svar: Jo saaledes er det laga: SIDE: 216 1) Grev Wedel var Præses i den Kommission, som i sin Tid strax efter Foreningen indstillede, at Agershuus skulde sløifes. Han er nu Statholder. 2) Statsraad Motzfeldt, der, som Chef for Armeedepartemen- tet, ifølge Konstitutionskommitteens Indstilling paa Thin- get 1818 "har foranlediget" højeste Resol. af 12te Decbr. 1816, hvorved Salg af Fæstningsjordsmon bestemmes, har efter samme Kommittees Indstilling været indstillet til Rigsretstiltale, er fremdeles Medlem af Regjeringen, til hvis Indstilling Centralkommissionen for Rigets Befæstning vil have at afgive sit Forslag. 3) Statsraad Krog er for Tiden Chef for Armeedepartemen- tet, som skal foredrage Sagen, og har som Chef for Fri- murerlogen, med Resiko for denne, bevirket en Tomt lige under Fæstningsmuren til en ny Logebygning, hvis mulige Nedbryden for Fæstningens Skyld maa paaføre ham og de øvrige Frimurere betydeligt Tab. 4) Oberst Borkenstein er baade Frimurer og Medlem af Cen- tralkommissionen og til Overflod som navngiven Forfatter den tappreste Ødelægger af Agershuus. 5) Generallieutenant Fleischer, Præses i Centralkommissionen, er ogsaa Frimurer. 6) Fremdeles skal Generaladjutant og Frimurer Hegge være indstillet til ogsaa at tiltræde Kommissionen. I Dette ligger upaatvivlelig Adskilligt, som kunde bruges i en Inhabilitetsexception, om man kunde vente at der kunde blive taget Hensyn til nogen Slags Jus (Ret) i denne Sag. Men der- som Folk ellers heraf ikke skulde skjønne hvorledes det virke- lig er laga med Agershuus, saa haaber Inds. dog, at de, uden videre etymologisk Forklaring, ville forstaa, at Ordet "Fri- murere" betyder Folk, der kunne mure frit hvor de ville. Som bekjendt indstillede den saakaldte Befæstningskommission i 1836, at Agershuus skulde istandsættes; men, da dette Resultat af dygtige og fædrelandssindede Mænds Undersøgelser ikke smagte, bevirkedes efter Armeedepartementets Indstilling nær- værende bessermachende Centralkommission. Men hvad om nu ikke denne vandt Behag, ihvormeget den end kunde ødelægge af deslige Nationalskramlerier? mon man da ikke, ligesom Kri- SIDE: 217 stian den 2den gjorde med sine nye Juryer forat faa Livet af Torben Oxe, kunde etablere nok en Kommission og nok en Kommission o. s. v., indtil man fik det som man vilde? [To brev tilkommet under trykningen, se Tekstkritisk tillegg.] Henrik Wergeland BEKJENDTGJØRELSE Statsborgeren 9. april 1837. Den, betitlet "Nye og store Spekulationer i Storgaden" ind- sendte Opsats kan ei blive optagen i Statsborgeren, da Indsen- derens Navn ikke er opgivet. Red. Henrik Wergeland OM MAJOR YTTEBORG SOM VICE-ORDFØRER (Intsendt.) Statsborgeren 13. april 1837. Vore Repræsentanter ere da valgte, og det som man kunde vente sig af en saa oplyst Kommune som Kristianias. Ord- føreren og Viceordføreren ere ogsaa valgte, for Formandskabet, men tilfredsstiller dette Valg i samme Grad de samme Fordrin- ger? Vi driste os ingenlunde til at besvare dette Spørgsmaal med noget bestemt: Ja! Dette er ikke vel, helst naar man veed, hvormeget det ved en saadan Institution kommer an paa, at den fra Begyndelsen af erholder al den Agtelse, som den kan er- hverve sig. At være Formand bør betyde det samme, som at være blandt Kommunens meest anseede, meest oplyste og meest populære Borgere, og de Første blandt de Første bør danne Forsamlingens ledende Element. Vi have alligevel intet at ud- sætte paa Hr. Toftes Valg som Ordfører; han skal endog i en anden deliber [er] ende Forsamling have vist sig som en dygtig Leder af Forhandlingerne; men Viceordføreren er -- Exerceer- major Ytteborg!! Folk, der vel kjende de udvalgte Formænd, paastaa, at ingen af dem skal i Ordførerens Forfald være mindre skikket til at indtage hans Plads end netop Hr. Ytteborg. Kan man da endnu ikke hæve sig over den feilagtigste af alle For- domme, at Penge skal kunne udrette alt, ja endog erstatte den fuldkomne Mangel paa alle aandelige Fortrin, paa Talenter, Dannelse, Indsigt og Duelighed? Der findes vist eiheller blandt Formændene nogen, uden at han med Hensyn til et uplettet SIDE: 218 Rygte kan stille sig ved Hr. Ytteborgs Side, og visselig er der mange iblandt dem, hvis enkelte Handlinger ikke have været Gjenstand for saa megen forskjellig Omtale som Hr. Ytteborgs. I ethvert Tilfælde kan der neppe være mere end een Mening om den Rolle, han vilde komme til at spille som Ordfører, som Leder af en debatterende Forsamlings Forhandlinger. Er ikke Indsenderen aldeles feilagtig underrettet, da skal han endog være saa blottet for almindelig Skrivedygtighed, at han til at føre de simpleste Ting i Pennen maa betjene sig af Andres Hjælp, -- og, Kristiania Kommune, der har fire Storthings- Præsidenter blandt dine Repræsentanter denne, denne Hr. Yt- teborg er din Viceordfører!! Men han er jo en "solid, vederhæftig Mand?" Javist! Og desuden er han en svensk Riddersmand. Henrik Wergeland GAMMELDAGS TRYKKEFRIHED Statsborgeren 23. april 1837. Intet er Friheden fordærveligere end de store Begreber, man gjør sig i vore Dage om dens nærværende Tilstand og om hvor udstrakt den er til og i alle Samfundets Forhold. Henrundne Aarhundreder opvise Dokumenter, som burde betage os noget af denne Indbildskhed og vise Huulheden ved det Selvbedrag, som i det konstitutionelle Monarkies System seer den eneste og fortrinligste Garanti for en fornuftig Frihed og en Stats politiske Velvære. Selv i Stater, hvor den ministerielle Ansvar- lighed finder anderledes Sted end hos os, faaer Folket Beviser paa Beviser ihænde herfor. Trykkefriheden er visselig den sikreste Angiver af hvorvidt anden borgerlig Frihed finder Sted i et Folk. Det er den det sidst lader sig betage; ligesom det og, med den samme Ufornuft, som engang maa styrte de ufri mo- narkiske Systemer, er den, hvorimod de først stile sine An- greb. Frankrigs seneste Historie oplyser dette klarest. Hvor paafaldende maa det da ikke være, med hine Indbildninger i Hovedet, for Aarhundreder siden, midt i det hellige feudale romerske Rige at træffe paa Dokumentationer for Tilværet af en Trykkefrihed, Anskuelser af det monarkiske Væsen og en SIDE: 219 Ubundethed i det offentlige Omdømme af monarkiske Person- ligheder, hvormed vore Tiders Yttringsfrihed vanskelig lader sig sammenligne. Forhen har dette Blad leveret saadanne i et Par lutherske Breve; og det, vi her meddele, tør tjene til det samme, nemlig til en Prøve paa Skrivefriheden paa Luthers Tider, saa maa sammenlignes med vor, der, som bekjendt, hos os har erholdt betydelige Indskrænkninger med Hensyn til Ytt- ringsfriheden om fremmede monarkiske Personer, ligesom man og bør have i Erindring, at i Sverig finde de fleste Inddrag- ninger af Blade Sted paa Grund af saadanne formeentlige For- nærmelser. Nedenstaaende er Begyndelsen til et Skrivt af Luther, trykt i 1524, under Titel: "Zwey Keyserliche uneynige und wyderwertige Gebot, den Luther betreffend." (To keiser- lige modstridende Befalinger, Luther betræffende). [Her følger begynnelsen til Luthers skrift, i oversettelse.] Henrik Wergeland OM DEN CONSTITUTIONELLES THEATERRECENSIONER (Indsendt.) Statsborgeren 27. april 1837. -- -- "Her er til Ende den Prædiken, som blev præket paa Hebraisk i Palæstina." Noget lignende har jeg saa ofte sagt til mig selv, naar jeg læste Den Cst.nelles Theaterrecensioner: Her er det tilende, som er bleven sagt paa Tydsk Daraussen i en eller anden Theater-Zeitung. Her ender han, som har seet Cherubini; her begynder han, som ikke har seet ham; her be- gynder han, som da der med ham var saa lidt bevænt, blev gjort til Recensent; her begynder det ægte Vaas, som har gjort den Cst.nelles Re- censioner saa udødelige. En af Recensentens Tankeperler: "Hvad have vi gjort, at Sommeren ikke kommer til os, og hvad har Sommeren gjort, at den ikke faaer Lov at komme", kunne vi, men især Den Cst.nelle gjengive saaledes: Hvad har du gjort, at du skulde blive Recensent, og hvad have vi gjort, som maa taale dens Recensioner; thi "slige Skrivere" prostituerer sgu sig selv, "skade sgu Bladet", og plage sgu Publikum. Nogle SIDE: 220 andre Perler, der ei heller maa kastes for Sviin, men være til Stads for Den Cst.nelle, er t. Ex., at fordi vi have seen Vaar skal Nordpolen blive liggende midt i Agershuus Stift, [fotnotemerke] Syttende- mai fejres paa Bjørvigen og St. Hans-Blus tændes paa Bonne- fjorden. Hvilket Uvid, hvilken Flauhed! Dette læses i det Blad, som mellem sine ædle Kræfter har det æsthetiske Vidunder, som nu snart skal lyksaliggjøre os med sit Rov fra Lysets Faner. Syttendemai feires paa Bjørvigens Iis -- oja, hvorfor ikke af iiskolde Hjerter. Der kunde finde Sympathi Sted ved et saadant Arrangement, og Theaterrecensenten eller en An- dens af Den Cst.nelles Vittige kunde faae Anledning til noget Vaas i omtrent følgende Stiil:" Det er dog gyseligt prægtigt, at man paa denne Dag, da Begeistringens Ild er saa gyselig stor kan spare de Skillinger, som under ordentlige Omstæn- digheder maatte anvendes til kjølende Pulver. Bedste! pirk mig dog op med Pennekniven et lille Stykke Iis. -- -- Det er dog rigtig noget særdeles piqvant i at feire Norges Frihedsfest paa Isen, paa en Sne, der er ligesaa ufrugtbar, som de norske Hjerter ere med Hensyn til alt Højt og Skjønt. Thi dette spirer alene i frodige Skud "lidt længer nede." -- -- Denne kolde Glimmer paa Iisfladen er vor Friheds Væsen. -- -- Jeg saa dig ikke paa Ballet hos Hs. Excellence sidste Gang. -- Huf! man begynder her, at tiltrænge Incitamenter, hvis ikke Livet i det Indre skal slukkes. Man maa drikke Punsch, forlove sig eller dandse -- -- Ha, ha, der plumpede Theaterrecensenten i Van- det. Kan du sige mig hvorfor Isen ikke bar ham? Fordi han var for tung. Bah, Kyllinghoved! Jeg siger det var fordi Som- meren vilde hevne sig paa ham." Tutti: "Fortræffeligt!" Eller forat han bedre kunde overbevise sig om, hvori Han og Silden ere forskjellige. Bedre! de ere nemlig forskjellig deri, at Sil- dens Element er det salte, men hans det usaltede Vand. Bedst! Men vi glemme over disse fortryllende, spillende Vittigheder at trække Recensenten op. -- -- Ve, han er død som en Sild. Nei han er ikke død som en Sild; thi han døde i Søen. Ufor- ligneligt! Hvor han seer flau og dum ud som han der ligger. Nei, dette er den klogeste Stilling, jeg har seet ham i. Et Liig- vers over ham. Oja: Fotnote: Skjønner du'en? -- Sætter-Anm. SIDE: 221 En Recensent kan være hver en Knebel; Men en saa torsket, sildet, lammet, ægget, Af Folk beleet og af Bladet dægget Var aldrig til, som vores Døde.... (For Rimets Skyld:) Nebel. Nei, ingen Satire paa Bladet! Stod han igjen op, vilde Du befinde dig ilde deran. Og han ilde derved. Hvor fiint! Han bør dog børstes og rulles. Det skulde da være om han børste- des med Statsborgere og blev rullet ind i Theater-Zeitunger. Ha, ha, Han slaaer Øinene op. Hu- tu- tu! formaledidet. Nu, hvorledes levede man i Fiskebygden? Hvorledes befandt sig din Broder Torsk og din Søster Flyndre og din Kousine Sild? B- r- m. Hvad gaves paa Theatret? Kjærlighed uden Strøm- per? Sild uden Tønder? R- br- trr- m m. Men det kunde være paa Tide at høre et fornuftigt Ord. Den Cst.nelle sætter virkelig Læsernes Overbærelse paa en alt for haard Prøve ved at fylde sine Spalter med det Nonsens og Sniksnak, som dens Theaterrecensent opvarter med. I Evighed kan den ikke regne paa en saadan Overbærelse, og det er paa høj Tid, at den ikke prøver den længer. Man har allerede længe nok ventet, at Dens Redaktion kunde blive istand til, at indsee hvad enhver Anden udenfor den indviede Kreds ty- deligt nok kan see, eller at den idetmindste vilde høre hvad den almindelige Mening alt længe siden har lydeligt nok udtalt om den Fyldekalk, som disse Theaterrecensioner afgive. Eller er da den Constitutionelle fordømt til i sin Forblindelse at gaa Fordærvelse og Undergang imøde? Man skulde fast troe, at saa er Tilfældet. Hvad den i politisk Henseende er, vil man her ikke engang tale om. Selv i tydske Tidender er den for- saavidt bleven omtalt som et daarligt og taktløst Blad, og i Sverige seer man af Morgenbladet, at Meningen om den ikke er bedre. Den ansees der for at affektere et Slags juste milieu (Middelveisfarer-Politik), hvilken dog fornemmelig bestaaer i et snerpet Væsen. I Norge behøver man ikke at have disse frem- mede Skjøn, forat vide hvad man skal dømme om et Blad, hvis Fremgangsmaade ved saa mange Anledninger tydeligt nok har viist hvad man deraf kan og bør vente. Men desuagtet SIDE: 222 kunde man synes at have havt Grund til at vente, at det i de Politiken uvedkommende Artikler vilde blive redigeret idet- mindste med almindelig Skjønsomhed. Men ogsaa dette Haab skulde blive skuffet. I disse Artikler skulde Takt- og Talent- løsheden netop fremtræde i sin nøgneste og flaueste Skikkelse, og det under Øjnene paa den "ædle Kraft," den "Smagens Kriti- kus og Recensent," som vi jo alle kjende fra hans tvende Hane- gal. Begge Gange kom der en Høg, som bragte den Kjække til at krybe i Skjul og kukulure. Aar hengaa mellem ethvert saa- dant Anfald af det bekjendte Hanemod; saaledes kommer Skrækken i Blodet for den fordømte Falk -- og nu skal man snart faa høre det tredie Gal; men mellem fire Vægge. Saaledes er man i bedre Sikkerhed for Høgen. Jeg vilde raade enhver Hane og fornemmelig enhver Hanekylling til at gjøre det samme. Æggemanden, vor gode Theaterrecensent, kan ogsaa tænke herover. Henrik Wergeland OM DEN CONSTITUTIONELLES ATPAASLÆNG TIL STUD. SIVERTSONS FORKLARING OM OPTRINET MED DE SVENSKE SKIPPERE (Indsendt.) Statsborgeren 28. mai 1837. No. 140 af Den Constitutionelle indeholdt et Angreb paa Stud. Sivertson, som om han den 17de Mai skulde som Anfører for en "Flok" tvunget en fremmed Nations Skipper til at stryge sin Nations Flag. Hr. Sivertson oplyste i en Opsats i Morgen- bladet, at netop det Modsatte var det Sande, og at han i Følge med nogle Kammerater havde talt med en svensk Skipper, der førte Unionsflagget, om dette, og yttret Ønske om, at han i dets Sted vilde heise det nationale svenske Koffardiflag. Skipperen opfyldte dette Ønske, som blev ytret paa en honnet Maade og uden nogensomhelst Fornærmelse for ham. Den Cst.nelles Re- daktion udviste vel den Sandhedskjærlighed, at optage det Væ- senligste af Hr. Sivertsons Forklaring, erkjendende, at "det Hele sees at opløse sig i en ganske uskyldig Ting;" men føier dertil den Atpaaslæng, at det alligevel havde været "ønskeligt, om heller ikke det var foregaaet, som efter Hr. Sivertsons Forkla- ring sees at have fundet Sted." Det er ikke godt at indsee, hvad SIDE: 223 dette Tillæg skal til. Kan man ikke dadle Handlingens, og finder man den endog aldeles uskyldig, da faaer et saadant Tilføjende Udseende af Dadlelyst, og som man griber til det Sidste, for dog at lade nogen Skygge hvile paa Vedkommende. Vel angiver Den Cst.nelle som Grund for sit Ønske, at man vilde have und- gaaet Misforstaaelsen; men hvilken Misforstaaelse skulde den "ganske uskyldige" Handling have foranlediget, hvis man ikke havde gjort sig det Bryderi at fremstille den for Publikum i et falskt Lys? Et Ønske i denne Henseende burde Den Cst.nelle derfor helst havt for sin egen Forfatter. Henrik Wergeland OPFORDRING TIL DEN CST.NELLE (Indsendt.) Statsborgeren 15. juni 1837. Af de flere Annoncer i Morgenbladet og Christiania Intelli- gentssedler er man bleven bekjendt med at Rector ved Chri- stiania Kathedralskole Professor Bugge skal for sine Disciple have holdt en Tale mod 17de Mais Højtideligholdelse. Ander- ledes handlede Hr. Overlærer Møller, paa hvis Institut alle Dis- ciple, der medbragte Forældrenes Tilladelse, den Dag skulde faae være frie. Som man kunde vente sig, medbragtes Tilladel- sen fra næsten alle uden Undtagelse. Fra "næsten" Alle? Ja der gaves dog virkelig Undtagelse. Og hvilken Fader kunde ville, at hans Søn den Dag skulde sidde fængslet til Skole- bænken? Jeg kan nævne den Mand, der ifølge Den Cst.nelles Udsagn har bevaret den største Uafhængighed i Norge, nemlig Statsministerens Defensor, den nylig blevne Stiftamtmand Pe- tersen. Man tillader sig at opfordre den Cst.nelle til at vise hvorledes Saadant lader sig forene med dens saa varmt afgivne Vidnes- byrd. Det turde maaske lede os paa et eller andet Spor, og give os Anledning til at kige en Smule ind i det Indre af den be- synderlige Combination, som skal udgjøre den Cst.nelles Politik. Vi kunne ikke forene med Begrebet om en uafhængig norsk Mand, hvem Magtens Gunst betyder mindre end hans Følelse for Frihed og Fædreland, en saadan Handlemaade. Kan imid- lertid den Cst.nelle gjøre det, er det os en Fornøielse; thi vi faa vel da atter en glimrende Prøve paa dens "Intelligents," en SIDE: 224 Ting, som for den -- NB. i Phraser -- er som et sort Skjørt nyttig til alle Ting. Henrik Wergeland [OPFORDRING TIL YTTEBORG] (Indsendt.) Statsborgeren 25. juni 1837. Omendskjøndt Loven om Formandskaber i Kjøbstederne af 14de Januar 1837 ifølge Bestemmelserne i § 45 træder i Kraft fra 1ste Mai d. A., har Formændene i Hovedstaden endnu ei sammenkaldt Repræsentanterne. Efter Sigende har Ordførerens Fraværelse paa en Reise i Udlandet foranlediget denne Ud- sættelse, da Viceordførerens, Hr. Ytteborg, ei har kunnet op- træde som Leder af en delibererende Forsamling. Uden Tvivl er det ingenlunde ubekjendt, at Hr. Ytteborg neppe er istand til, maadeligt nok, at læse en simpel trykt Bog og ikke har Skriv- dygtighed til at føre det Ubetydeligste i Pennen, hvorfor det er saameget mere paafaldende, at han modtager Bestillinger, som, tilsyneladende en altfor meget kildret Forfængelighed, men in- genlunde Talenter og Brugbarhed aabner ham Adgang til. Imid- lertid henstilles til Hr. Ytteborgs egen Overveielse, om han ikke finder det baade rigtigst og meest passende at udbede sig ent- lediget som Viceordfører i Formandskabet. Christiania den 20de Juni 1837. Henrik Wergeland BEKJENDTGJØRELSE Statsborgeren 29. juni 1837. Indsenderen af det indsendte Træsnit, forestillende en Kava- leer saaledes som den Constitutionelle troer der behøves og vil gjøre Lykke paa Moss, bedes at opgive sig gjennem Bogtrykker Krohn for Redaktionen. Henrik Wergeland BEKJENDTGJØRELSE Statsborgeren 17. septb. 1837. Paa Torsdag udkommer ikke noget Nummer av Statsborge- ren; men derimod, for ikke at afbryde Materien, paa næste Søndag et Dobbeltnummer. Redaktionen. SIDE: 225 Henrik Wergeland BEKJENDTGJØRELSE Statsborgeren 12. okt. 1837. Da Bladet skal forskudsviis betales, maa saavel DHrr Post- mestere som Postaabnere snarest muligt tilstille Redactionen Beløbet for indeværende Hefte. [Bekjendtgjørelsen gjentas i flere nummer, den 26. okt. med flg. tillegg:] For de Abonnenter, som boe paa Landet, tjener det til beha- gelig Underretning, at naar de i aabent Brev tilstille Postaabne- ren Beløbet, gaaer dette uden Betaling til Redaktionen. Henrik Wergeland [NOTE TIL "BIDRAG TIL KONGERNES BØGER"] Statsborgeren 30. nov. 1837. [Ved titelen "Kongernes Bøger" er tilføid i note:] Et Værk, som endnu ikke synes at skulle nærme sig Enden. Henrik Wergeland BEKJENDTGJØRELSE Statsborgeren 7. des. 1837. Indeværende Hefte af Bladet skulde have været betalt ved Modtagelsen af 1ste Nummer; da dette imidlertid ei er skeet af et betydeligt Antal Abonnenter, paamindes herved atter Vedkom- mende om at tilstille Redaktionen Betalingen med første Post. Henrik Wergeland OM KUNSTBERIDDER MANZINIS ADFÆRD MOD ET BARN (Indsendt.) Statsborgeren 10. des. 1837. Allerede det første Stykke i Morgenbladet om Kunstberidder Manzinis umenneskelige forbryderske Adfærd mot det ulykke- lige fremmede Barn, som -- Gud veed paa hvad Maade -- skal være kommet i hans og hans ligesaa unaturlige Mages Hænder i Kjøbenhavn, bragte nærværende Indsender til at erhverve sig Oplysninger paa Stedet; og Ugjerningen selv, saaledes som de fleste af Gaardens Beboere bekræfte den, overtræffer enhver Forestilling, som man efter hiin offentlige Klage maatte kunne danne sig derom. Barnet blev den hele Formiddag dresseret SIDE: 226 under den voldsomste Behandling af en næsten 3 Alen lang Chambriere eller snoet Ridepidsk, hvis Hug, under Barnets Jamren, idelig faldt uden Hensyn til Stedet hvor de rammede og med en Styrke, der hudflettede Hals, Laar, Ryg -- kort ethvert Sted undtagen Brystet, hvorhen den ikke kunde naae. Men desmindre blev Ansigtet sparet paa det ulykkelige Barn. Da Gaardens Folk omsider lagde sig imellem, kunde det, især paa det ene Øje, neppe see for store blodfyldte Poser, og det var nærmere dødt end levende da Huusejeren bar det ned i sin Seng, og Politiadjutanten samt Lægen kom paa dennes Reqvisi- tion. Manzinis ere fraflyttede Gaarden til Jfr. Schwencke i Raadhuusgaden, men endnu fremdeles i Besiddelse af Barnet. I et saadant Tilfælde maa det Offentlige saavelsom Private være eet om at lægge sig imellem og ganske at befrie det værge- løse Offer. Barnet maa uden Spørgsmaal tages fra dem og plejes indtil det kan sendes til sine nærmeste Slægtninge igjen. Lovene maae udstrække sin Beskyttelse saavidt; ellers vil Hev- nen over de Uleiligheder, Manzinis ville have formedelst Bar- nets Behandling, endnu mere gjøre dem hadske paa det. At Hr. Gauthier befrier sin Trop for et saa uværdigt og prostitu- erende Selskab tør man vente; ligesom og, at han har den Klog- skab ikke nogensinde hersteds at lade ham vise sig offentlig i hvor duelig han ellers maatte være. Man tænke sig bare, at denne Manzinis Fag er Bajazens. Der er noget modbydelig i at tænke sig det. PRØVELSEN (Af en tydsk Udvandret.) Statsborgeren 17. des. 1837. Stor er Tidens Kamp; min Ven, drives ogsaa du til den? Vil i første Rad du viet kjæmpe kjækt mod Tyraniet? Ære dig, som tænker saa! Det er herligt, du vil naae. Og hvor gjerne i vor Hær tælle vi en Trofast meer! SIDE: 227 Kampen er saa let ei dog som i sværmersk Drømmers Bog. Høiden naa! Selv derfra er langt til Bræens gyldne Skjær. Men deroppe er saa brat. Stormen hyler som besat. Stiv paa evig Iis din Taa mægter Fodtrin ei at faae. Derfor prøv dig nøje før Banens første Skridt du gjør! Fly det heller velbetænkt, før du falder skambestænkt! Brav og god er mangen En, og for Dagens Smudsen reen, værd en Viv og Børneflok, vennesæl og æret nok. Dog hint store Slag vil meer. Det forlanger af Enhver Glød saa reen som Guld i Baal, Mod af Erts og Kraft af Staal. Søger du i dets Gevindst kun din egen Part som mindst, er Ærgjerrighed din Iid, Daare, Daare, fly den Strid! Spot bag Rybegjæret gaaer. Egoismen Lænker faaer. Kjernen sund skal ei forgaae. Vinden spreder Agn og Straa. Hærdet Kraft til Reenhed maa, om din Idræt skal bestaae. Legemssavn og Qval for Sind kappes om at storme ind. SIDE: 228 Guld foragter du i Nød; men mon ogsaa Ro saa sød? mon din Fædrearnes Fred? Værket kalder dig afsted. Narrespot og Herskerharm bæres maa med rolig Barm. Du, din egen Dom kun værd, trodse Fængsel maa og Sværd. Men naar Bravmand selv med Had bander dig og din Bedrivt, og ad Skumleriets Gift? kan endda du lee derad? Bli'er, forladt af Ven paa Ven, stedse trofast du igjen, selv naar Den, du bedst har kjendt, har med Kulde Ryggen vendt? Bli'er dig Sjel og Haand ei mat, naar din Brud har dig forladt? dig med iiskoldt Blik forviist? -- det du som din Sol har priist. O mod Alt, mod Qval og Skam hærdet være maa din Ham, fattet derpaa, at, med alt, gaaer tilsidst dit Værk dog galt. Thi i Kamp for Retten tabt gik saamangen hellig Kraft. Tidt et næsten færdigt Slot faldt i enkelt Stormnat blot. Der er nok af Glæde, naar bare Værket fremad gaaer. Thi i Haabets milde Skin sover Sjel og Arm ei ind. SIDE: 229 Kan om Timen i sin Flugt røver al den Ungdoms Frugt, kan du lige fyrigt, Mand, endnu gribe Tingen an? Kan et Liv forspildt du see ved din Gravhøi uden Vee? at foruden dig ei Een troer og veed din Hensigt reen. Endelig -- Qval over Qval! -- er dit Hjerte sligt Metal, at det brister ei, om du seer dit Maal var falskt til nu? Fare vild er Støvets Lod. Dertil Ingen er for god. Og hvor reent du mener det, feile Vejen kan du let. Seer du da, der er Bedrag, skrækkes du for egen Sag, bliver det, som gik saa godt, til et Helveds Opspind blot; . . Da med Ord og Daad du ned meje maa din egen Sæd. Dog om Kjernen qvæles let, Træet falder ei for det. Dog med Anger qvæler du Naget ei i Andres Hu; Den, du engang kaldte Ven, trækker Haanden bort igjen. Søndret selv, du har tilsidst da med Ven og Uven Tvist, til du kummerbøjet naaer did hvor eensom Graven staaer. SIDE: 230 Frem for dette Billed med hellig Rædsel, Ven, da træd! Prøv, mens du mod Himlen seer, Hjertet hvor det dybest er! Staar endnu da fast dit Sind, da med Gud i Kampen ind! da, som Krist og med hans Magt, Korset bær og Nøds Foragt! Trøstig ud dit Blus med Hast der hvor Mulmet tykner kast! Hver en Funke fra din Brand tænde kan en Verden an. Om det smertefulde Aar kun een Times Glæde faaer, tro da, Timens Salighed vejer op hvad Aaret led. Thi om Sky paa Sky end vil dække hele Himlen til, klarnet Blik, som skuer frem, trænger dog igjennem dem. Klar for dig i himmelsk Pragt er hiint skjønne Fjerne lagt, hvor din Sæd sin Frugt skal faae. Smag den, Jord! Du ynges saa. Henrik Wergeland BEKJENDTGJØRELSE Statsborgeren 17. des. 1837. Da Bladet Statsborgeren hermed har endt sit 24de Hefte, og der saaledes gives et passende Afsnit til at slutte denne alle- rede temmelig lange Række, standser samme her. Men idet den gamle Statsborgers Virksomhed saaledes ophører, frem- træder idetsamme: SIDE: 231 Den nye Statsborger hvoraf herved et Prøveark med Prospektus over Bladets Virk- somhed medfølger; og anbefales samme herved til nærværende Blads Subskribentere. Redaktionen. Henrik Wergeland TIL COLLEGIUM ACADEMICUM Efter Wergelands ms., Universite- tets arkiv; 8. mars 1838. Da min Ansættelse ved Universitetsbibliotheket er udløben med denne Maaned, og den udgjør mit eneste faste Soutien, anholder jeg herved om yderligere Ansættelse som Amanuensis, i det Haab, at mine Foresatte ville erklære sig til min Fordeel om hvorledes jeg i det forløbne Tidsrum har fyldestgjort denne min Function. Kristiania 8de Mars 1838 Ærbødigst Henr. Wergeland. Henrik Wergeland TIL DIRECTIONEN FOR KUNSTFORENINGEN. Efter ms. UB, Oslo 584 fol. F. 84; 23. mars 1838. Medfølgende Kobber af Jacques Firmin Beauvarlet efter Jean Roux tillader jeg mig at tilbyde Kunstforeningen tilkjøbs for den i "Dr Naglers Neues allgemeines Künstler-Lexicon 1 B. München 1835 anførte Priis. Af nedenstaaende Vidnesbyrd om denne Mesters Værdie vil det indlyse, at dette Stykke fortjener at erhverves af hvilkensomhelst Kunstforening. Kristiania 23. Marz 1838 Ærbødigst Henr. Wergeland. 1. Pierers Encyclopädisches Wörterbuch indeholder følgende Notizer om Kobberstikkerfamilien Beauvarlet og om Maleren Roux: [Her følger vedk. notis. I en note til notisen om Roux står:] Man seer denne Smag ganske i Kobberstikket. Maaskee -- eller rimeligviis -- seer man i Kalypso, Nymferne osv. Per- soner fra Ludv. 14des eller Regentens Hof. 2. Naglers Neues allgemeines Künstlerlexicon 1 Bd. indeholder: SIDE: 232 [Her følger notis om Beauvarlet med angivelse av pris på noen billeder; så skriver Wergeland:] Efter endnu en Række af 8 Stykker uden Priisansættelse kommer "Telemach auf der Insel der Calypso, nach Roux; qv. qv. Fol. bei Basan 30 Fr." Artiklen ender derpaa med en rosende Omtale af begge Me- sterens forhennævnte Koner. Pierer og Nagler ere at finde paa Univ. Biblioteket. Rammen om Kobberstikket saavelsom Glasset tilhøre egentlig et andet Stykke, jeg besidder; derfor, og da Kunstforeningen i Tilfælde af Kjøb, rimeligviis vil udstyre det bedre, ønskes den tilbage. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland [FØLGEORD MED DIKTET "KUNSTRYTTEREN" TIL MORGENBLADETS REDAKTØR] Manuskript UB, Oslo 584 fol. E. 6; 17. mai 1838. S. T. Hrr Stabel! Kan jeg faae dette ind i Mbld imorgen Søn- dag. Jeg er ude her i G [røn] lia lidt over 11. I det Øjemed at corrigere skal jeg indfinde mig i Byen i Efter- midd. Min Gut kan gaae med det til Hansen. -- Henr. W -- VEXELSANG Efter Wergelands manuskript UB, Oslo, 584, fol., A III. 4.; visstnok fra 1837 -- 38. Alt Hvor Vaarens Morgner ere hulde! -- Du synger tidt, hvor Aftnen sød! Jeg skulde nok en Morgen smile, hvis inden Aften jeg var død. Sopran Til frydfuld Sandhed Morgnens Gry, Veninde, vækker mig paany. Som Dugg paa Blomstens Ro frydfulde Drømme jo nedryster paa mig Aftnens Sky. SIDE: 233 Alt Ja til den Sandhed Dagen vækker, at Verden er saa gal den vil. Den Skurkerne med Ære dækker, og offrer Taaberne sit Smiil Sopran Den Verden er mig ei bekjendt. Den findes ogsaa kun paa Prent. Bagtaler Verden -- den bagtales vist igjen, og det langt mere end fortjent. Alt Mig Taaber spilder tidt min Dag. Sopran Som Gjæs og Høns du bort dem jag! Alt Og frem hver Aftenstund jo sværme Gjække kun Sopran Som Myg dem dræb med Vifteslag! Alt Naar Ondt jeg seer, kun hører Dumt mit Tungsind maa vel sidde stumt, at ei man merker dets Foragt. En Vemodsdrøm det vilde blunde. Derfor har Verden og det vakt. Thi Kummer mindst den Ro vil unde. Sopran I din Venindes Arme kom! Den livsfro Barm, de favne om har nok af Glæde for os To! Mit Hjertes Slag, dets muntre Latter forvist skal ende Tungsinds Ro og vække Livligheden atter. SIDE: 234 Alt Jeg ene er i dine Arme, og i den bedste Verden dog. Der findes mellem vore Barme en Himmel og en Drømmekrog Alt og Sopran Om lys og skjøn jeg Verden finder, Du er, Veninde, dog dens Glands. Til den mig dine Arme binder. Afsted! man spiller op til Dands. Henrik Wergeland TIL COLLEGIUM ACADEMICUM Efter Wergelands ms., Univ. arkiv; 14. mars 1839. I Henhold til hoslagte anbefalende Vidnesbyrd fra mine Fore- satte paa Universitetsbibliotheket, giver jeg mig den Frihed, ærbødigst at anholde hos Collegium Academicum om at erholde fornyet Ansættelse som anden Amanuensis ved Bibliotheket, idet den hidtil havte udløber med denne Maaned. Da jeg af Motiverne til Gageforhøjelse for første Amanuensis seer, at der lægges nogen Vægt paa at disse i længere Tid ville beholde sin Post, kan jeg tilkjendegive, at det er min Hensigt, ikke at søge nogen anden Ansættelse i de første Par Aar, naar jeg kan be- holde denne, der er det, jeg lever af. Kristiania 14. Marz 1839 Ærbødigst Henr. Wergeland Henrik Wergeland S. T. HERR KAPTAIN MUNTHE KRISTIANIA Efter ms. UB. Oslo 584 fol. F 84; 23. mars 1839. Siden jeg talte med Dem sidst tilfældigviis, højstærede Herr Kapitain Munthe, om, som Direktør i Kunstforeningen at bevirke Indkjøbet af mit i dens Lokale endnu hængende Kobberstykke af Beauvarlet, erindrer jeg, at det Motiv til ikke at indlade sig herpaa, som Datids Bestyrelse gjorde gjældende, som der sag- des, nemlig at man ikke indlod sig paa [at] kjøbe Sager, der allerede var Landets, var kuldkastet ved Indkjøbet hos Guldberg SIDE: 235 af det Jazetske Stykke, som ved Udlodningen tilfaldt Prof. Sverdrup. Der er desuden ny Bestyrelse nu, og det er ikke sagt, at den har Mægler Winges Anskuelse. Den kan være forandret, mens Trangen til at sælge er den samme hos Grønlia 23 Marz /39 Deres Henr. Wergeland. Hermed Certificatet paa Stykkets kunst- og kunsthistoriske Værdi. [Et brev av 2. april 1839, se Tekstkritisk tillegg.] Henrik Wergeland [MOT TEATERDIREKSJONEN] (Indsendt.) Christiania Intelligentssedler 27. aug.1839. Idag ere Theatrets Actieeiere sammenkaldte af Directionen til en Samling; og om man end ikke har stor Grund til at haabe, saa tør man dog vel yttre, hvor ønskeligt det vilde være, om Actieeierne vilde benytte denne Leilighed og sin naturlige Ret til nærmere at bestemme Directionens Besættelse, Afgang og Myndighed. Baade nationale og æsthetiske Interesser vilde da ikke blive saa tilsidesatte som de nu blive. Man vilde kunne haabe Løftet om en Theaterskole for Indfødte opfyldt, Præmier for originale Stykker udsatte, en, Directionen fraskilt, Censur- committee oprettet -- kort, dog noget gjort forat betage denne Indretning det directe Skadelige, den nu har til Følge. Det er Troppens Aand, som gjør sig gjældende igjennem den nær- værende Direction, og af den er lidet at vente for Landet eller det Nationale, og ikke mere for Kunsten. Paa Retfærdigheden af dens Uddelinger af Gratialer og paa dens Stilling til Casse- reren har man ogsaa noget at sige. Embedsmænd, der have saa overordentlig meget at gjøre, som et Par af dens Medlemmer, ere lidet skikkede til et saadant Hverv. Normænd, der al sin Tid have været bekjendte for Efterhærming af alt Danskt, due heller ikke meget til de Regneratorer, en forqvaklet Scene og et gjennem den forqvaklet Publicum trænger til -- ikke tale om enkelt Medlem, som desforuden ikke saalængesiden deeltog i Optøier paa Theatret, der kostede endeel voxne Drenge vold- som Udkastelse. Bør man tillade nogen Partiaand at trænge ind i en Theaterdirection i Norges Hovedstad, hvor det Natio- nale gnaves paa saamange Kanter, burde det ialfald være en i SIDE: 236 patriotisk Retning. Dersom man tager Hensyn til humanistisk Dannelse, hvor er det da ikke paafaldende, at Ingen af Universi- tetets mange Lærere findes i Directionen? Kort, Mangel paa passende Subjecter er vel ikke saa stor, og det nærværende Regimente er ikke saa fortrinligt, at det bør vare evigt. Norsk Stemme. Henrik Wergeland [TILLEGG TIL BREV TIL CARL F. RIDDERSTAD] [Sml. V:1:228 f.] Efter ikke helt sikker avskrift blandt M. Birkelands "Biografiske samlinger", RA., Oslo. Christiania 30. Aug. 1839. Vore Blade have annonceret dit Opraab i Eos, men jeg har selv ikke læst det. Men det glædede mig at høre dit Navn, at Du var i Live og i det gamle Liv fuld af Idræt. -- Vil Du over- sætte noget af mig paa Svensk, tager jeg flux dine fat paa Norsk. Lader os vexle Ord. Her et broderligt Handslag (Bibliothek- klokken slaaer) fra Din . . . . P.S. Idag -- 1 Sept. -- læste jeg i Aftonbladet Eos's Kritik over dine Ungdomsbilder. Jeg længes særdeles efter at faae dem. Noget deraf gad jeg vise mine Landsmænd i Morgen- bladet. Baade dine Tidsrunor og Bilderne ere mig ved Udlaan frakomne. Lad mig vide, om Du har faaet Dramaerne Barne- mordersken og den indiske Cholera. Jeg sender den sidste for en Sikkerheds Skyld. Hoslagte Morgenblad ønskes læst og saa sendt tilbage. Det var en reen Tilfældighed at det indrykkedes netop 4 Nov. Idetmindste fra min (??) Poesier gives altid Plads i et Søndagsnr. Jeg ønsker det tilbage fordi Bladet, som ellers ikke er let at faae, engang skal bruges til Aftryk af en Samling. Henrik Wergeland [NOTER I "SAMLING AF SANGE OG DIGTE FOR DEN NORSKE SJØMAND" UDGIVEN AF HENR. WERGELAND] Høsten 1839. [Ved den første av de to sanger "Det gamle og ny Norge" av Henrik Wergeland:] Udgiveren indtager denne og følgende Sang imod sin Beslut- ning, paa de optagne Nationalsange nær, strengt at binde sig til SIDE: 237 hvad der alene vedkommer Sjømanden, fordi de tilforn i en Visebog ere bragte Publikum ihænde i en saadan Form, at For- fatteren ikke kan vedkjende sig dem. [Til Schwachs "Flagsang" ved ordene: Det hvidene Kors i den røde Bund det har du af Danebrog arvet, har Wergeland anført i en note til første linje:] Da denne og den følgende Linje er historisk urigtig, foreslaaes saadan Omredaktion: Med hvidene Kors i den røde Bund Du Danebrogs Fane har marvet; [Til Wergelands "Det norske Flag" ved ordene: "da Solen blegned, blank og høj du sad paa Olafs Dag," anmerker Wergeland:] Solformørkelsen under Stiklestadslaget. [I Claus Frimanns "Tordenskjolds Priis" er ordene "du haarde Steen" i linjene "Hvem var det for, du haarde Steen! hvem var det for, du maatte bukke?" forklart slik:] Carlsteen, Fæstningen ved Marstrand. [Ved diktet "Herr Alf" av Pram er oplyst:] Alf Erikson, Jarl af Tønsberg. Under Kong Eirik Præsthader en Skræk for de danske Kyster. [I Trojels "Æressang for Tordenskjold" er ved navnet Soubise gitt føl- gende oplysning:] Et fransk Hofkreatur som General i Syvaarskrigen. [Ved "Kaperfører Knud Ellingsens Vise" finnes følgende note:] Se "Sjømands Tidsfordriv". Kristiania 1838 hos Winther. Udgiveren har kun kunnet erholde denne i sin Tid aftrykte og meget bekjendte Folkevise i et Haandskrivt, der overlod meget til hans Gjetning. [Ved en sang om Salve Nielsen bemerker Wergeland:] Rummet forbyder Udg. at indtage de to andre Sange, som i Bogen "Salve Nielsen og hans Hædersdaad" forevige Ædlingens Bedrivt. Henrik Wergeland [ANVISNING PA REGNING FRA F. STEEN] Efter ms. hos "Selsk. for Oslo bys vel"; 12. des. 1839. De for No 2 af Bladet "For Fattigmand" ovennoterede 5 -- fem -- Spdlr. anvises til Udbetaling af Selskabet for Kristi- ania Byes Vel ved Hr. Stiftsoverretsprocurator Rasch. 12 Dec. 39. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland [KVITTERING] Efter ms. som foreg.; 21. des. 1839. Modtaget af Herr Procurator L. Rasch til Udgivelsen af 2det Oplag af Bladet "for Fattigmand", nu forandret til "for Arbeids- klassen", 1000 Explr. 5 -- fem -- Spd. 21 Dec. 39. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland SIDE: 277 [OM NAVNET "FOR FATTIGMAND"] For Fattigmand, No. 1, 2det Oplag med hovedtittel For Arbeidsklassen, 23. des. 1839. Da Bestyrelsen af Selskabet for Kristiania Byes Vel, saa- velsom ogsaa Skolelærerne, der have med Bladets Uddeling at gjøre, have antaget, at Titelen paa dette Blads første Oplag "For Fattigmand" ikke var omfattende nok, saasom Bladet er beregnet paa et større Antal, end der hører til den egentlige Fattigklasse: saa bekjendtgjøres herved, at dette Blad, som er 2det ellers uforandrede Oplag af "For Fattigmand", No. 1, vil blive fortsat under sit nye ovenangivne Navn. [EPIGRAM OM HANS KYHN] Efter H. Tønsager, Barndoms- og Ungdomsminder om H. Wergeland s. 48; 1839 -- 40. Hans Kyhn, reis til helvede eller by'n. Gjør et af to, saa Solør og Odalen kan faa fred og ro! Henrik Wergeland S. T. HRR. GENERALMAJOR BIRCH Efter ms. i Riksarkivet Oslo (gene- ralmajor Birchs papirer); udatert; omkring 1840(?). Høistærede Hrr General! Min Dreng bedrog mig med Hesten, og da samtidig som han endelig kom Kl. 2 1/2 en ditto indfandt sig fra Pressen med strenge Maninger om M [anu] script, maa jeg opsætte Besøget i Asylet til imorgen tidlig. Da vil formentlig ogsaa Fænomenerne være mere synbare, ligesom jeg ogsaa vilde foretrække at betragte dem imod Slutningen af Experimenterne. Undskyld Deres meget hengivne Henr. Wergeland. Henrik Wergeland [ANVISNING PÅ REGNING FOR TRYKNING AV "FOR ARBEIDSKLASSEN" FRA F. STEEN.] Efter ms. hos Selsk. for Oslo bys vel; 28. jan. 1840. Anvises til Udbetaling gjennem Herr Procurator Rasch, men med Bemærkning at Betalingen er for svær. H. Wergeland. SIDE: 278 Henrik Wergeland S. T. HERR PROCURATOR RASCH Efter ms. som foreg.; 28. jan. 1840. Til Afdrag for Trykningsomkostninger udbedes udbetalt til Bogtrykker Steen mod denne Anviisning af Selskabet for "Kristiania Byes Vel" for Bladet "For Arbeidsklassen" 12 -- tolv -- Spdlr. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland [NOTIS TIL SUBSKRIBENTENE] For Arbeidsklassen 3. febr. 1840, første oplag. Man ombedes, selv at ville sørge for Opbevaringen af disse Blade ved Sammensyning og Omslag. -- 7 -- 800 Explr. uddeles af Selskabet for Kristiania Byes Vel gratis igjennem Skole- lærerne. Reqvisitioner paa dette Blad, for hvilket Portofrihed er ansøgt, skee til Udsælgeren Bogbinder Barlien, eller til Ud- giveren. Prisen er 1ß pr. enkelt Nr. Henrik Wergeland S. T. HERR PROCURATOR RASCH Efter ms. hos Selsk. for Oslo bys vel; 4. februar 1840. Hoslagte Regning fra Herr Kjøbmand Ziiølner for Papiir til nedsatt Priis til For Arbeidsklassen No 1 -- 5 ønskes klareret. Hermed No 4 10. feb. 1840. Da jeg ikke har kunnet træffe Barlien og faae et Regnskab af ham over det Afsatte af Bladets Oplag, maa jeg indskrænke mig til at sende Dem, siden Mødet forestaaer imorgen, en Oversigt over Bladets Virkekreds hidtil, som De maaskee kan ville meddele Deres Medadministratorer i Mødet. 10. Febr. 40. -- Deres Henr. Wergeland. SIDE: 279 Henrik Wergeland [BILAG] Bladet "For Arbeidsklassen" Oplag 2000. Udkommet Nr. 1. 2. 3. (4 27. febr. 1840. Hermed 4 Regninger fra Steen for Bladet, hvoraf de to ly- dende paa 12 Sp. og 7 Sp. ere betalte. Derimod anvises de to andre paa 8 Sp. 41 Sk. Jeg ønsker ret at blive fri for denne Bog- trykker, til hvis øvrige Ubehageligheder ogsaa kommer Barliens Klage igaar over at han aldrig har leveret saamange Explr. som pligtigt var. Men qvitter ham blot ned, saa er jeg fri for megen Chagrin. Barlien kan formedelst Markedsreise først efter dennes Ende levere detailleret Regnskab; men No 6 udkommer paa hans Reqvisition inden faa Dage. 27de Febr. 40. Deres Henr. Wergeland. Henrik Wergeland SIDE: 280 BEKJENDTGJØRELSE For Arbeidsklassen 23. mars 1840, første oplag. De Medborgere, som i nogen Maade interessere sig for dette Blads Udbredelse, underrettes herved om, at underdanigst An- søgning om Portofrihed er forlængst indleveret, og af Amtet ind- stillet til naadigst Indvilgelse, hvorfor Rekvisitioner, stilede til Forlæggeren Bogbinder Barlien, i Storgaden, kunne forventes snart expederede. Prisen er 1 Skill. Nr. Henrik Wergeland [FORSLAG TIL STUDENTERSAMFUNDETS DIREKSJON] I "Forhandlings-Protokol for Di- reksionen i det norske Studenter- samfund". Mars 1840. Undertegnede foreslaaer, at den af Stud: Reiersen saa vel redigerede "Christiansandspost" holdes af Studentersamfundet og requireres fra Begyndelsen af Marts 1840. Henr. Wergeland. FORBUNDSTEGN (Hoffmann v. Fallerslebens Bundeszeichen.) Efter Wergelands manuskript, UB Oslo, 584 fol.; F 74; usikker tid; våren 1840(?). Vore Egetræer groe fri, urokkelige. Smykkede med grønne Blade holde de i Stormen Stade, vakle ei og vige. Egen, vilden Veir tiltrods, vil til Himlen stræve. Den Vi os til Mønster stille, og som den vort Hoved ville frit og fast vi hæve. SIDE: 281 Derfor os den tydske Eeg være Forbundsmærke, at i Gjerning og i Tanke vi ei vakle eller vanke, modige og stærke. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland [BERNT MOES ANSØKNING OM RIKSARKIVARPOSTEN] (Indsendt.) Morgenbladet 18. mai 1840. Der finder en anden Supplikatur Sted, end den welhavenske, som ligeledes i fuld Maade fortjener offentlig Opmærksomhed og al den Tilretteviisning, som Ubeskedenhed og Brugen af util- børlige Pousseringsmidler opfordre til. Dette er i høi Grad Til- fælde med Student B. Moes om Rigsarchivarposten. Uden at være bekjendt for at rygte sin underordnede Bestilling som Ko- piist ved Rigsarchivet med nogen særdeles Flid, har dette Men- neske ladet sig forlede af sin Lyst til ikke desuagtet at avancere op til den anseeligste og bedste Post derved og af ugrundede Indbildninger om Fortjenstfuldheden af nogle historiske Smaa- arbeider til at gaae Veie til at opnaae sit Ønske, som ligemeget have været til Krænkelse for Andre, Sandheden og Sømmelig- heden. I sin Ansøgning, der er fuld af den væmmeligste Selv- roes og Pukken paa at han er skabt for Poesien, mønstrer han nemlig sine Medansøgere paa den meest uforskammede Maade igjennem; producerende en Mængde allevegne fra forlangte At- tester lægger han dog Dølgsmaal paa den Attest fra sin Fore- satte, som kunde relevere noget, og endelig forklarer man sig den lange Henstand med Embedets Besættelse, ved at han har sat Jacob Aall ved Brev til Statsministeren i Bevægelse til sin Fordeel. Det er maaskee allerede for sent at søge at faae disse Machinationer standsede i deres lykkelige Følge; men sin billige Uvillie kan man dog yttre, om Posten end allerede skulde være i Personens Vold; og man kan opfordre ham til at forklare sig nærmere over sine Charakteriseringer af sine Medansøgende og om Beskaffenheden af bemeldte hidtil saa lidet bekjendte Gjen- vei til den Mægtige. Henrik Wergeland [SUBSKRIPSJONSINNBYDELSE PÅ "SPANIOLEN" OG "JAN VAN HUYSUMS BLOMSTERSTYKKE"] Morgenbladet 23. mai 1840. Det er min Hensigt, inden Festen for Bogtrykkerkunsten, at see tvende særskilte Digte udgivne, saaledes at de tillige kunne opvise al den typografiske Fuldkommenhed, som vor Presse kan præstere. Disse Digte ere "Spaniolen", noget omarbeidet, med Musik heltigjennem af Harpenisten Langballe, og "Jan van Huy- sums Blomsterstykke". Prisen for hver af disse, hvorpaa sær- skilt kan subskriberes, vil ikke overstige 40 Skill., hvilket bedes bemærket af de enkelte Hrr. Redaktører, jeg underhaanden har meddeelt dette Foretagende, for hvilket jeg forøvrigt udbeder mig enhver af de øvrige Hrr. Redaktørers, Boghandleres og en- hver anden Literaturvens personlige Interesse, ved velvilligen at aabne Subskription i Byerne og paa Landet og betimeligen at underrette mig om sammes Udfald. I Christiania modtages Sub- skription i Cappelens, Winthers og Guldbergs Boglader. Christiania, den 21de Mai 1840. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland [BERNT MOES ANSØKNING OM RIKSARKIVARPOSTEN] (Indsendt.) Morgenbladet 26. mai 1840. Det vilde dog sandelig have været en altfor topmaalt, og vel ikke saa ganske ufarlig, Uforskammethed, om Student Moe havde tilladt sig sin utilbørlige Gjennemmønstring af dem af sine Med- ansøgende til Rigsarchivariatet, han troede at kunne frygte for, i sin egentlige Ansøgning, der stiles til hs. Maj. Kongen person- SIDE: 283 ligen. Det er meer end nok, og meer end han kan forsvare ved en bedre og mindre skruet Defension, end den, han har leveret, at han har paa det ubeskedneste og impertinenteste karakteri- seret disse sine Medsupplikanter i en Skrivelse til Regjeringen eller vedkommende Departement, som følge med og høre saa- ledes til selve Ansøgningen; og vist er det, at denne Fremgangs- maade vakte den højeste Uvillie hos alle Vedkommende og dem, der kjendte til den. Vover Hr. Moe, i Tillid til at Udtrykkene om angjældende Personer ikke tillade nogen Dokumenteren, at benægte dette Træk af en Charakteer, som ikke er meget øm om Midlerne, for en Hensigts Skyld, da skal man vide paa anden Maade tilstrækkeligen at godtgjøre Hvem det er, som heri farer med Sandhed. Nærværende Indsender har ellers saa liden per- sonlig Interesse af Postens Besættelse med Hvem det nu bliver, at han ikke skulde forstyrret Hr. Moe i sine underjordiske Ar- beider og Mineringer, dersom en Omtale, som Hr. Moe selv har givet Anledning til, ved at ymte om, at han, der ikke er kom- met i nogen Betragtning i Regjeringsindstillingen, dog skulde være ikke saa lidet vis paa at blive Manden, ikke i den senere Tid, i Forbindelse med den paafaldende lange Henstand med Besættelsen, havde bragt baade hiin Historie og Rygtet om den, endnu fremdeles efter den afgivne Forklaring høist mystiske, Korrespondence med Aall i frisk Erindring. Hr. Moe maa altsaa tilskrive egen Færd og Tale og andet diverse Paafaldende i hans Forsøg paa at gjøre gjældende baade fremfor Andre og, som man pleier at sige, paa Andres Bekostning, om han føler sig ubehageligen attraperet. Imellem dette Diverse kan, siden Hr. Moe forsikrer, at hans Overflod af bilagte Attester kun skriver sig fra Kompetente, d. e. efter hans egen Forklaring Landets Historikere, ogsaa bemærkes, at han ikke har forsmaaet at af- æske Lektor Schweigaard en, som da naturligviis maa gjøre Pa- rade, uagtet den ikke siger stort Andet, end at han er bleven afæsket en Attest, hvorom han ikke har godt ved at erklære sig, men siden den nu er bleven forlangt, saa vil han ikke nægte o.s.v. I det Øieblik, Indsenderen nedskriver dette, ahner det ham rigtignok, at Hr. Schweigaard maa frem, fordi han docerer i Statistiken, og hvorfor Morgenbladet faaer det Klaps for sine Angreb i den senere Tid paa "navngiven Mand". Det Første er SIDE: 284 longissime petitum; det Sidste er "Tak for Umagen" eller "den ene Høflighed er den anden værd". Hvorfor Hr. Moe bar sig saaledes ad med den mest betydende af alle sine Attester, nemlig med sin Foresattes, som han har vedgaaet under Tvang af ellers at blive overbeviist -- hvilket yderligere kan skee -- er klart af denne Hovedattests Indhold. Hr. Moe har ganske havt samme Anskuelse deraf, som Enhver maa have, der kjender noget til termini for fordeelagtige eller ufordelagtige Attester. At opføre sig "upaaklagelig" indeholder langtfra ikke tilstrækkelig Anbefaling; og en saa særdeles høflig Mand som Udstederen havde ondt ved at gaae videre i sine Udtryk af ikke fuldkommen Tilfredshed. Men denne Omstændighed, hvorledes man har opført sig i en underordnet Stilling i det Fag, hvori man adspirerer ad summa, fortjener dog vel baade i sig selv at komme i væsentlig Betragt- ning, og faaer endnu større Betydning ved Tilbageholdelsen af Superieurens Erklæring, indtil denne ansees bedækket af en Legio af andre, og ved den Ubeskedenhed, hvormed der pukkes paa literære fortjenester, som om disse skulde kunne være de ene deciderende, endog om de fandt mere Sted, end Tilfældet er hos Hr. Moe. Kompilatorer, Extraktister og Oldbucks ere kun af underordnet Rang imellem Historikerne, og nogen højere har hverken Hr. Moe naaet eller naaer. Men for saadanne Sub- jekter er en underordnet Stilling ved et Archiv den mest pas- sende, saalænge de ikke negligere alt formeget, forat stege sine egne Kastanier, mens en overordnet kun skulde yde dem en altfor let Adgang til at tilsidesætte det Offentliges Interesse for deres egen Lyst til at pusle med private Genealogier o. a. desl., som nærer Ormen. Henrik Wergeland NOGLE ORD I ANLEDNING AF HR. BERNT MOES "SVAR" I MORGENBLADET NO. 145. (Indsendt.) Morgenbladet 4. juni 1840. Hr. Bernt Moe har i Morgenbladet No. 143 søgt at imøde- gaae de Beskyldninger, som en anonym Indsender i Morgen- bladet No. 139 har gjort ham med Hensyn til hans Supplikatur SIDE: 285 til Rigsarchivarposten. Dette Hr. Moes Forsvar karakteriserer ham ligesaameget som hans øvrige Handlinger i denne Affære. Hvad han saaledes beretter i sit "Svar" med Hensyn til den ham af Hr. Prof. R. Keyser meddeelte Attest, da er det meget muligt, at dette forholder sig saaledes; men han har fordulgt de Omstændigheder ved denne Attestation, der vise, at han ikke er gaaen den Vei, som sømmer sig. Sammenhængen dermed er nemlig følgende: Efterat Hr. Bernt Moe havde modtaget Hr. Prof. Keysers At- test, indsendte han sin Ansøgning om Archivarposten til Finans- departementet, ledsaget af en Skrivelse, der enten var stilet til Finansdepartementets Chef eller til Expeditions-Sekretæren, og hvori Moe erklærede, at han ikke havde villet anmode Hr. Key- ser om nogen Attest, fordi han ansaae dette (uagtet Hr. Keyser var og havde været hans nærmeste Foresatte ved Rigsarchivet) for overflødigt, deels paa Grund af de mange Attester, han for- øvrigt havde tilveiebragt, deels fordi han nødig, ved en saadan Anmodning, vilde bringe Hr. Keysers Pligtfølelse i Kollision med Dennes Slægtskabsforhold til Hr. Fuldmægtig Wangensteen, der, som bekjendt, er en af Hr. Moes Konkurrenter til Archivarposten. Da Hr. Moe skrev Dette, var han altsaa allerede i Besiddelse af Hr. Keysers Attest, -- og man seer tillige af den paapegede In- sinuation, at Bernt Moe ikke har undseet sig for at ville kaste en Skygge paa Hr. Keysers almindeligt erkjendte høist agtvær- dige Karakteer. Finansdepartementet fandt sig imidlertid beføiet til, paa Grund af Hr. Moes Dølgsmaal af den eneste Attest, der embedsmæssigen var ham meddeelt, at sende Hr. Moes Andra- gende med Bilage til Kommissionens (nemlig Hr. Keysers og Hr. Bureauchef Jørgensens) Erklæring, hvori da ikke alene Hr. Key- sers ham forhen meddeelte Attest blev indtagen, men hvori det tillige blev drøftet, hvorvidt Hr. Bernt Moe maatte være den Mand, som, efter hans eget Sigende i hans Ansøgning, skulde være saa særdeles kvalificeret til at erholde Archivarposten. Denne Erklæring, der altsaa blev afgiven af den eneste kompe- tente Autoritet, der kunde kjende Hr. Moes "Virksomhed" m. m. med Hensyn til hans underordnede Stilling ved Rigsarchivet, gik i Et og Alt ud paa, at Hr. Bernt Moe ingenlunde kunde eller burde i nogensomhelst Henseende komme i ringeste Betragning SIDE: 286 til Archivarposten. Det blev ogsaa, ikke rettere end vides, ved den samme Anledning oplyst, at Hr. Moe, uagtet han i lang Tid har ladet sig kalde Student, og paa Grund deraf pukket paa sin videnskabelige Dannelse og det i Særdeleshed i Forhold til En af hans Medansøgere, ikke er akademisk Borger. At Hvad der her er sagt i Sandhed forholder sig saaledes, kan oplyses ved de, denne Sag vedkommende, i Finansdepartemen- tet beroende Dokumenter. Hr. Bernt Moe har fremdeles i sit "Svar" paa "Ære og Sam- vittighed" afgivet en Erklæring med Hensyn til hans Forhold i denne Sag til den høistagtværdige Hr. Jacob Aall. Det er meget muligt, at Hr. Moes Erklæring, saaledes som den er fremkom- men, i en vis Henseende er Sandhed. Men Hr. Moe maa ogsaa tillade Indsenderen det Spørgsmaal, om han ogsaa "paa Ære og Samvittighed" kan erklære, at han ikke har anmodet en vis Sognepræst om at være Mellemmand imellem ham (Moe) og Hr. Jacob Aall i denne Sag, samt tillige hvorvidt Hr. Moe er gaaen i disse Anmodninger. Hr. Moe benægter fremdeles, at han i sin Ansøgning om Ar- chivarposten har "mønstret" sine Konkurrenter. Med al mulig Agtelse for Hr. Moes "Samvittighed", for Hr. Moes "Ære" og for Hr. Moes Benægtelser, indrømmer man, at Dette maaske ikke har fundet Sted i selve Ansøgningen; men Sandhed er det, at Hr. Moe i Skrivelser baade til Flere af de agtværdige Mænd, der have meddelt ham Attester, som ogsaa til Andre, paa den meest skaanselløse Maade har anstillet "Mønstring" over sine Konkurrenter; ligesom det ogsaa fortjener at bemærkes, at den samme Hr. Moe, nogle Dage førend han indleverede sin An- søgning, tilskrev Den af hans Medansøgere, som han selv troede muligens kunde komme i Betragtning imod ham, et Brev, hvori han, foruden ogsaa deri at have ladet sine Konkurrenter passere Revue paa den ovenanførte Maade, bønfaldt om, at han vilde tage sin Ansøgning tilbage, og det især af den Grund, at Hr. Kand. juris Platou havde gjort Dette, fordi Denne havde faaet at vide, at han (Moe) havde meldt eller vilde melde sig til Ar- chivarposten! Hr. Platou havde dengang endnu hverken ind- givet eller tænkt at indgive nogen Ansøgning vel at mærke; thi Dette skede først efter at Hr. Statsrevisor Kand. phil. Daa var SIDE: 287 bleven indstillet og senere hen havde taget sin Ansøgning -- af Grunde, som Hr. Daa opgav i Mgbl. -- tilbage, og hvilket, som bekjendt, bevirkede en Kontinuations-Indstilling angaaende Po- stens Besættelse, i hvilken den herværende Afdeling af den kgl. norske Regjering heller ikke fandt sig beføiet til at tage den ringeste Notits af Hr. Moe. Titmeldte Hr. Moe fortæller ogsaa Publikum i sit "Svar", at Rigsarchivarposten "er af en fuldkommen historisk videnskabe- lig Natur" og paapeger ogsaa, at man endnu aldrig i nogen Stat har gjort en saadan Post til Befordringsvei for juridiske Kandi- dater og Regjerings-Kollegiernes Arbeidere, men til alle Tider og allevegne har den været anbetroet i en Historieforskers Hæn- der." Vistnok, -- man løber sandelig ingen Fare i at indrømme Hr. Moe Rigtigheden heraf; thi Dette gjør netop, at Hr. Moe visselig ikke er Manden, der bør komme i Betragtning, hvor- meget han end maatte pukke paa de ham meddeelte Attester; thi Den der, efter det Ovenanførte driver en saadan Haandte- ring som Hr. Moe, han kan ogsaa sandelig med Hensyn til sine Kundskaber udentvivl sætte de agtværdigste Folk Voxnæser paa, fordi deres Karakteer ikke engang tillader dem at tænke sig Muligheden af saadanne Handlinger, hvilke, som viist, Hr. Moe kan foretage for at opnaae sine Hensigter, førend de see, at det ikke er anderledes. Hr. Moe har heller ikke betænkt ved sit ovenanførte Ræsonnement, at man meget vel kan have dyrket et Embedsstudium og desuagtet være "Historieforsker." Det er saaledes Tilfældet med to af Hr. Moes Konkurrenter, der Begge, foruden at være juridiske Kandidater med bedste Karakteer, ere hæderligen bekjendte som dygtige, videnskabeligt dannede Historikere, endskjøndt de vel neppe have præsteret saadanne Attester derfor, som Hr. Moe, og ihvorvel de heller ikke, saavidt Indsenderen veed, have trukket Vexler paa Publikum med "Akt- stykker", hvoraf Hr. Moe, som "Historieforsker", ikke skal have stort anden Fortjeneste end den, at han ligefrem har ladet af- trykke (for et taaleligt Honorar) en Deel Archivalier, der længe førend Hr. Moe endnu vidste, at der existerede et Rigsarchiv, skal have været i en saa fuldkommen Orden, at Den, der vilde benytte dem, kun behøvede at gaae lige til. Hr. Moe skal jo saaledes ikke engang have den saare lille Fortjeneste deraf, at SIDE: 288 han har gjort sig den Umage at bringe hine Dokumenter for Lyset derved, at han har fremdraget dem af den Masse Archivalier, der skulle ligge uden ringeste Spor af Orden! -- Hvad Hr. Moe saaledes har gjort, er dog sandeligen ikke Andet end hvad den elendigste Dilettant i Historien med Katalog i Haanden kan gjøre ham efter, -- og ikke Noget at gjøre en saadan Blæst af som Hr. Moe har villet. -- Sprogkundskaber, samt at man, ved at støde paa Archivalier, der ere skrevne tre, halvfjerde hun- drede Aar tilbage i Tiden, ikke sættes graae Haar i Hovedet, fordi man ikke kjender de simpleste Regler for den Tids Skrif- træk, henhører ogsaa uden al Tvivl til de Egenskaber, som nød- vendigen udfordres hos en Rigsarchivar, -- og udentvivl har Hr. Moe ogsaa præsteret Attester for, at han har disse. Idet Indsenderen for denne Gang tager Afsked med Hr. Moe, skal han kun bemærke, at hvad der her er nedskrevet, kun er skeet for at vise, med hvilken Ubluhed denne Mand har søgt at trænge sig ind i et af Statens Embeder. Den Mand, der, som Hr. Moe, paa den meest skaanselløse Maade har "mønstret" Andre, fordi de have vovet at være hans Konkurrenter til et Embede, han maa antages selv at have givet Afkald paa al Skaansel; -- den Mand, der, som Hr. Moe, har vovet at kaste Skygge paa Foresatte, paa hvis Livs Karakteer Ingen skal kunne vise end ikke den ringeste Plet, han fortjener at blive kjendt for Den, hans Handlinger stemple ham for! -- Kan Hr. Moe overbevise Indsenderen om, at man i det Foranførte har fordreiet Sandheden eller anført eet eneste af de paapegede Fakta urigtigt, skal det være Indsenderen kjært for Hr. Moes egen Skyld, -- idet man tillige gjør ham opmærksom paa, at hvis han heller ikke endnu skulde ville gaae til Sandheds Erkjendelse, man da nok ogsaa skal vide at skaffe Oplysninger tilveie, saavel om den "Virksomhed", som han pukker paa at have viist i Statens Tje- neste som Underordnet ved Rigsarchivet, som ogsaa angaaende hans forskjellige Forslag til forskjellige Posters Oprettelse (hvil- ket man nok skal vide at sætte i det sande Lys) samt meget Mere, hvorved Hr. Moe vistnok har handlet baade efter "Ære og Samvittighed" i denne Sag. At Indsenderen har været nødsaget til at nævne flere hæder- lige Folks Navne vil forhaabentlig undskyldes. SIDE: 289 Henrik Wergeland BEKJENDTGJØRELSE Morgenbladet 4. juni 1840. DHrr., der ville have den Godhed i Byerne og paa Landet at samle Subskription paa "Spaniolen" og "Blomsterstykket", anmodes om velvilligen at iværksætte og indsende samme inden medio d. M., og gjøres opmærksomme paa, at Prisen ikke vil overstige 40 ß for hvert, at Melodierne følge med Spaniolen, og at ingen Exemplarer forsendes uden de subskriberede. Henrik Wergeland [BERNT MOES ANSØKNING OM RIKSARKIVARPOSTEN] Indsendt. Morgenbladet 18. juni 1840. Bernt Moe har i Mgbl. No 164 givet et Slags Tilsvar til Ind- senderen i Mgbl. No 156. Dette, der aldeles ikke indeholder det allerringeste Svar paa hvad man simpelt hen har berettet om Moes høist karakteristiske Færd med Hensyn til hans Planer for at blive Rigsarchivar, er, foruden nogle Udfald imod Inds., kun Extrakt af "nogle" af de ham meddeelte Attester, -- og han har saaledes ikke engang med eet eneste Ord "for Tiden fundet det passende paa Grund af særegne Forhold" at indlade sig paa at besvare hvad enhver Anden ellers, om han endog blot ved Skingrunde havde seet sig istand dertil, vilde have fundet at skylde sig selv. Skade, at man i dette Tilfælde dog ikke kan behandle Moe saaledes som man har Tilladelse til at behandle Inkvisiter, der ikke ville svare paa hvad de blive spurgte om! Imidlertid maa Moe altsaa efter alle Fortolkningsregler (og det saameget mere, da man paa det indstændigste har opfordret ham til, hvis han kan, at godtgjøre, at man har anført eet eneste af de refererede Fakta urigtigt) antages at have indrømmet Rigtig- heden af de Gravamina, Inds. har tilladt sig at oplyse, -- og man skal derfor i al Korthed, for at Moe ikke skal vildlede Publikum angaaende Stridspunktet i denne Sag, kun anføre det Væsentligste af hvad Moe saaledes har maattet erkjende for rigtigt: pro Imo) Bernt Moe har altsaa i det Brev, der ledsagede hans Ansøgning til Finants-Departementet, understaaet sig til at frem- SIDE: 290 føre (mildest talt) den Usandhed for Departementschefen eller Expeditions-Sekretæren, at han ikke havde villet anmode Hr. Keyser om nogen Attest, efterat Hr. K. allerede havde meddeelt ham en saadan, -- og det især pro IIdo) af den Grund, at han nødig ved en saadan Anmod- ning vilde bringe Hr. Keysers Pligtfølelse i Kollision med Dennes Slægtskabsforhold til En af Moes Konkurrenter; pro IIItio) Bernt Moe maa, paa Grund af sin Taushed, antages at have anmodet en vis Sognepræst at være Mellemmand imel- lem sig og Hr. Jacob Aall i denne Sag; pro IVto) Bernt Moe har, paa den meest skaanselløse Maade, i Skrivelser til Flere af Dem, der have meddeelt ham Attester, anstillet Mønstring over sine Medansøgere, fordi de have vovet at konkurrere med ham: pro Vto) Bernt Moe har ikke undseet sig for at bønfalde En af hans Medansøgere om at tage sin Ansøgning tilbage, og det især pro VIto) af den usandfærdige Grund, at Hr. Platou havde gjort Dette, fordi Denne havde faaet at vide, at bemeldte Moe havde villet eller vilde melde sig til Archivposten! Det er disse Ankeposter (foruden en Deel andre mindre grave- rende, hvilke han ligesaalidt har besvaret), der ere de egentlige og saa at sige udelukkende Stridspunkter i denne Sag, -- og det er disse, Bernt Moe ikke med eet eneste Ord tør vove at indlade sig paa. Idet Indsenderen endnu engang opfordrer Bernt Moe som en Mand "af Ære og Samvittighed" hertil, vil man dog kun sige ham, at man er villig til, naarsomhelst det maatte paafordres, at bevise Rigtigheden af det Anførte med de stær- keste Thingsvidner. Det er ogsaa paa Grund af de ovenanførte Kjendsgjerningers Rigtighed, Inds. i sit første Indlæg i denne Sag har sagt at Bernt Moe "med Ubluhed har søgt at trænge sig ind i et af Statens Embeder" -- Udtryk, hvorover bemeldte Person har opholdt sig i hans sidste aldeles uefterrettelige Tilsvar. Inds. har nu ikke alene fuldelig godtgjort, at man har havt Ret til at bruge disse Udtryk; men man troer sig endog berettiget til at erklære høit og lydeligt, at Moe har viist den frækkeste Ubluhed for at trænge sig ind i Statens Embeder. Ingen vil dog vel nægte, at det Men- SIDE: 291 neske, der saaledes som denne Bernt Moe, tør frembringe (mil- dest talt) Usandheder for høit betroede Mænd, og det paa hans høistagtværdige Foresattes Bekostning, og som forøvrigt tillige betjener sig af saadanne Midler, som viist, for at opnaae sine Hensigter, er fræk og ublu. Bernt Moe beklager sig over de "hadske Angreb" i Morgen- bladet No. 156. Disse maae da altsaa bestaae deri, at Bernt Moes Handlinger, som han har pleiet og ruget over i Mørket, ere, efter Fortjeneste, blevne dragne frem for Lyset, -- deri, at man sim- pelt hen har fortalt hvad der er den rene, pure Sandhed, og som Bernt Moe har følt hos sig selv, at han ikke kan modsige! Han betitler Indsenderen sin "avindsyge Uven". Er da Moe saa for- blindet i sig selv og sine Kvaliteter, at han kan indbilde sig, at nogen skikkelig Mand kan være "avindsyg" paa ham? Hvad Misundelsesværdigt skulde der vel være hos dette Menneske? Naar han staaer i den Formening, at han har en "Uven" at takke for, at hans smukke Opførsel er kommen for Dagen, da har Ind- senderen dertil blot at svare, at han ligesaalidt nogensinde kan blive Bernt Moes "Uven" som hans Ven. Om den "Rolighed", som Bernt Moe fortæller, "hvormed han overlader til Almeen- heden at bedømme Beskaffenheden af de mod ham fremsatte Paastande", kan man visselig ikke sige Andet, end at Bernt Moe maa være ganske anderledes organiseret end Andre, naar han kan være "rolig" efter hvad der er oplyst i denne Sag; hans "Rolighed" kan dog alligevel neppe svare til den, hvormed en- hver skikkelig Mand tør indanke Bedømmelsen af sine Handlin- ger for Offentlighedens Domstol. Moe beklager sig ogsaa over Indsenderens Anonymitet. Det gjør aldeles Intet til Sagen, hvad enten Sandheden skriver sig fra en Navngiven eller Unavngiven, naar den blot, saaledes som her, er en uimodsigelig Sandhed. Naar han forsikrer, at Indsenderens "Pile kun ramme ham svagt", da er Dette Noget, man meget gjerne troer; thi Bernt Moe har viist altfor dygtige Prøver paa, at han ikke er Den, der generes ved, at hans Streger blive blottede. Han behager endelig at for- tælle Publikum, at han "skal vise hvorfor Pilene ramme ham svagt, samt at Retten ei altid er der, hvor den synes at være." Moes Hensigt med slige Floskler kan formodentlig ikke være nogen anden end den, at han føler, han maa idetmindste for SIDE: 292 Skinnets Skyld soutinere sin Frækhed til det Yderste; thi da kunde man maaskee blive kjed af den Sag, og det Hele skrives i Glemmebogen. Han havde jo nu havt den allerbedste Anled- ning at vise, at Retten er paa hans Side, -- og endnu engang opfordrer Indsenderen ham til at gjøre dette, -- at indlade sig paa at bevise Urigtigheden af Hvad man har godtgjort for at bevise hans frække Ubluhed. Dette med Hensyn til Bernt Moes egne Ord i hans aldeles undvigende, uefterrettelige og intetreleverende Tilsvar! Da han imidlertid ogsaa har indladt sig paa at indrykke "nogle" af de ham meddeelte Attester, saa vil han forhaabentlig heller ikke tage det ilde op, at man herved opfordrer ham til ogsaa at offent- liggjøre Flere af dette Slags, hvoraf han maatte være i Besid- delse, -- og det især En, som Lektor Munch har meddeelt ham. Den skal endog iblandt Andet indeholde Bevidnelse af, at denne Bernt Moe, paa Grund af sine antiqvariske (!) Kundskaber, skal, med Undtagelse af nogle af Universitetslærerne, være den i det hele land meest Kvalificerede til Archivarposten, -- være den Eneste af dem, der formodes at ville søge denne Post, der kunde komme i Betragtning! -- Hvis det virkelig skulde for- holde sig saa, at Hr. Lektor Munch har afgivet en saadan Atte- station, da er denne et altfor mærkeligt Aktstykke til Attest- væsenet og dets Historie til, at den bør unddrages Publikums Bedømmelse. Bernt Moes "Beskedenhed", som han har behaget at berøre i sit første Tilsvar, kan dog umuligt være til Hinder for dens Offentliggjørelse, Noget, Indsenderen kan forsikre, Mange ønske med ham. Henrik Wergeland SKAALTALE FOR ET GODT AAR Ved "Sekularfesten i Christiania den 24. Juni 1840 i Anledning af Bogtrykkerkunstens Opfindelse". Jeg ønsker Norge Noget, uden hvilket det ingen Lykke og Fremgang eller Liv i Literatur, Boghandel og anden Rørelse kjender. Medens andre Lande, saasom Frankrig eller England, see sin Velgang beroe af politiske Forhold, af Krig eller Fred i fjerne Distancer, beroer Norges især af Aaringerne. Ja et godt Aar er det jeg vil ønske Norge. Det lever af Himlens Barm- SIDE: 293 hjertighed. Vi skjule forgjæves for os Selv ved en glimrende Embedsstat og en uforholdsmæssig, fortærende Luxus, at vi ere et Folk af Bønder. Held da for denne dets sunde Kjerne, der ikke trættes af Kampen med Klimatet! Himlen tage den Haand bort, som har ligget tungt over dets Agre! Ja den vil det; den synes at forjette et Velsignelsens Aar. Men ingensinde var dette tydeligere end Aftenen den 10de i denne Maaned, som maaskee vil være i Fleres Erindring end i min, hvem den er bleven ufor- glemmelig ved sin Skjønhed og sit Udtryk af Forjettelse om Velsignelse. Jeg vil give mig den Frihed at meddele denne her- lige Aftens Indtryk paa min Sjel, saaledes som den daguerreo- typerede sig i denne, idet jeg udbringer Ønsket om et Godt Aar for Norge. Har Engle udspændt sine Slør? Saa fiin og sød faldt Regn ei før. De Himmelske først op den fange, at Blomsterne ei blive bange, at Græssets Zittren ei forskrækkes og Biens Søvn i Liljen vækkes af Bulderet af Draabens Slag i Engs og Agers Nederlag. O hør hvor alle Blade tone! O alfeagtige Musik af Harper, Cymbler, Sølvertrommer! O har jeg Melodien drømt? Naar var det Dette foregik: Balladen i Syringens Krone? Snart det som Jubel forekommer, saa det til Sang kan Sorgen tvinge. ("Velkommen, søde Sjel!") Snart klager det saa ømt, saa ømt, at Glæden det i Graad kan bringe. ("Min Elskede, Farvel!") Og aldrig som i denne Qvel af Andagt er igjennemstrøm't SIDE: 294 min Sjel af helligt Orgel vorden, som nu af denne spæde Torden, der bruser fra Torbistens Vinge. Derfor, o milde Regn, bliv ved! Lad dine Sølverplektre klinge! Du skræmmer ikke Blomstens Fred. Se Rosen luder kun paaskrømt! Den smiler under Grenen ømt, og hører, mens den er i Badet, henrykt paa dette Underspil, der toner rundt omkring dens Bed og højt i Luft fra Poppelbladet. Paasned dens skjønne Hoved gjemt, den ligner Amor, lænet til sin Bue, vred paa Skjemt. Ja, milde, søde Regn, bliv ved! Velsignelse du drysser ned. Du Glands ei blot paa Eng og Vænger, men over furet Ansigt sprænger; balsamisk liflig drypper du ny Kraft i Sorgens matte Hu. . . Selv gammel, fattig Bedstemoer, som ellers ikke Luften troer, idag er kommen udenfor, mens Regnen hviler, forat Blomme og Blad kan lidt til Aande komme og Græsset skyde Pusten lidt. Der har hun -- nu! det skeer ei tidt -- alt hen til Havegjærdet rokket, af Duften efter Regnen lokket. . . Velkommen ude, gamle Moer! Der løfter hun sin Datters Noer; . . . Den Vesle prøver mangegange den ludende Syring at fange, den svævende Turkisagraf, den Perleqvast imellem Løvet. SIDE: 295 Den Vesle griber til, og af Syringens fine Vasers Bund der falder funklende i Støvet et Honningdryp i Ormens Mund. O barmhjertige Gud! dette Dryp faldt som et Blus af hellig Olje i min Sjel. Jeg veed nu, at dit sandeste Navn er "Velsignelse", større end Barmhjertighed og Kjærlighed, større end alle Tempel- navne, for stor for Templet, kun rummet under Himmelens Hvælving. Ja "Velsignelse" er Guds sandeste Navn. Thi den strækker sig til hele Tilværelsen, og Ormens skjønneste Øjeblik ere ogsaa Guds. Se Skyen og Insektet flammer af den samme Fryd! Det er et Øjeblik, hvori Jordens Herre føler Deeltagelse i Blom- stens, som i en Søsters, Glæde, og hvori Ingen kan knuse en Larve. Det er et Øjeblik af Forsoning og Salighed, som ikke glem- mes, skjøndt det er uden Gjerninger netop formedelst sit over- strømmende Liv, uden andre Tanker end de, som Naturens Henrykkelse ipræge Sjelen uvilkaarligt som Træets Draaber i Jorden dets Overflødighed. O jeg læser disse Draabernes Træk. De synes hebraiske: (Vokaler markert i original) (Bærækjah) ): "Gud er Velsig- nelse". Larven løber dem op, og udfører dem videre i Støvet. Hvor lavt de fagre Skyer digne! De Engles Blomsterhaver ligne. O sad jeg hist paa Fjeldets Tind, jeg saae derind! I dem den Regn, der saa kan signe, maa være Springvand først: Fra dybe Marmorskyers Cisterner den, legende med gyldne Stjerner, højt springer op i Himlens Blaa, i Regn af Farver falder saa, at lædske Himlens Blomsters Tørst; SIDE: 296 og Draaberne, som de ei trænge, igjennem deres fine Løv de drysse ned paa Jordens Enge som vellugtsvangert Perlestøv. Hvad Under da, at til hver Draabe har en Velsignelse sig klæbt? Det regner ikke meer. Et Net af Perler over Alt er spredt. Et gyldent Mulm af Frugtbarhed er rullet over Aasen ned -- en Helte-Tordens Sejerskaabe, der har en anden Torden dræbt og skaffet Sommerkvellen Fred. . . Hvor Alt er friskt i denne Stund! Endnu er Regnens søde Draabe ei smeltet hen i Rosens Mund. Det gamle Æbletræ ei nænned at ryste sine Blomster ned før disse havde smagt den med, og ydet denne skjønne Qvel sin sidste Duft til Takfarvel! Imorgen ere de ei meer; hengivne, nøjde for i Aar, de alle ned fra Kronen flagre, og Træet Pladsen, hvor det staaer, taknemlig med sin Pragt besneer. Iaften, skjøndt for sidste Gang, de ere dog ei mindre fagre, som Fromme Dagen før han døer har samme Smiil og samme Sang paa Læberne som før. Med disse saa snart affaldende Blomster med den fineste Rødme i den skjæreste Bleghed og med den sødeste af al Vellugt bør Brudene pyntes; ikke med de halvudsprungne Roser, hvis Blusel er bevidst Blussen og som med krampagtig Styrke holde sine Kalke sammen. SIDE: 297 O hvilken Aften! Al sin Pragt har Himmelen til Skue lagt. Se fagre Skyaustralien! se yndige Vidunderlande, adspredte over Himmelen, adskilte af safirblaa Vande, hvor røde Skove af Koraller i tunge Takt med Bølgen svaller! Der ligge Verdensdele to med snebedækte Alpetinder; et Suez af en Regnbubro dem begge til et Heelt forbinder. I Bunden af en Himmelbugt, langs blomsterkrandste Kyster malt med Skjønhedslinjers blide Flugt, i Bunden inderst derifra fremglimrer Aftenstjernen alt, som Tinderne af Alabaster paa Adrias Venezia, mens Solen lange Afskedsblik, saa ømme som dem Eden fik endnu udover Marken kaster. O helligt Fredens Øjeblik! o Himmelens Forsoningsstund! Nu Stjerne, Sol og Maane straale; Medbeilerne hverandre taale; de beile til hinanden kun. O, hvem kan frygte at døe under en saadan Himmel? Hvem hade at leve paa en saa velsignet Jord? Nu er der kun skum- melt etsteds, og det er -- i Kirken. Nei, se dens Vindve fuldt sig tænder med gloriestraalende Legender. O læs min Sjel -- dit Syn ei svigte -- de søde Solens Afskedsdigte! Blandt Svalerne, som flagre der, SIDE: 298 og paa de høje Vindver banke med sine Vingers fine Fjer, er nu min Sjel med al sin Tanke. (Der sidder et Gespenst af den hist i et Lysthuus kun igjen.) O hvad Vidundere den seer! Men for at kunne uden Feil dem alle skildre ganske sande, den for det Himmelske bør være saa klart Uskyldighedens Speil som disse Pintseliljers skjære, i Perler toe'de, Stjernepande, min Læbe saa uskyldig reen, som Rosens der, som nys har slukket sit hede Purpurs Tørst og drukket en smeltet Draabes Ædelsteen. O hvorfor skulde jeg ikke sige, at jeg saae Forklaredes An- sigter, ikke større end Diamanter eller Kjærmindernes, og at de bønfaldt Gud om et Velsignelsens Aar for det Land, som engang var deres Fødeland? I een Rude bølgede gyldne Ax, og smaa Væsener høstede, en anden rødmede fuld af Kløver, i en tredie vævede yndige Sylfer Nationens Farver; Kongens Navn brændte i en fjerde, og i nok en sad Josefines Genius omgivet af smaa Engle, der holdt Ax i Hænderne, gyldne og ikke større end Liljernes Kolber. Jeg kjendte Mange af de Forklarede. De vare engang alvor- lige Mænd, Nationens Patrioter, med skyggefulde Pander og ikke altid blide Øjne. Men nu var Øjet paa Sommerfuglens Vinge vredere end deres, Perlens Pande mørkere. Der var Kristian Krohg og Schultz og Knudssøn og Rosen- kranz, den Medlidende. Der var Øvergaard, med Hovedet for- bundet med et hvidt Rosenblad. Han hviftede med en Furukvist, og der faldt gyldne Korn ned fra den, som bleve til Ax før de naaede Jorden. SIDE: 299 Mit Øje blindes fuldt af Taarer, meer søde end det Perleblod, som springer ud af Skyens Aarer, meer søde end den Honningflod, som Himmelens Barmhjertighed har drysset over Landet ned. Det er da, siden Øjenettet er blindet til af dunkel Graad, min Sjel, og ikke det, som seer det ømme himmelske Beraad; og Jubelsynet er forjettet, og hvad jeg saae, det skeer, det skeer! Henrik Wergeland BRYLLUPPET PAA STYRI Efter Jørgen Moe, Samling af Sange, Folkeviser og Stev (juli) 1840, S. 123 -- 6. Mel. Længje venta Laurdags Kvællen etc. Halvar Styre holdt et Bryllopp, som va grisk, som de' vel hass Daatter bor'e. Kanna fruste, som om den var full ta Fisk, snødtnok Folk den røre tor'e. Øle' skomme langsme Bore' Nat aa Dag, saa de' kunne drive Møllebruk aa Sag; men den Sag, som gjik, va' en full Musik; og de' Værk di flittugt smorde. Brur aa Brurgom tælte etter Klokkas Slag, taatte, at den gjik for sagte; Men de Gjæsta meinte, at den Bryllopsdag Viseren i Fiirsprang jagte. Men om Tia rann, saa holte di den inn. Thi saamangen Skute gjik for Fordevinn. Fek end En en Læk, fek end En en Knæk, dog di te i Fredshamn la'de. SIDE: 300 Møller, vevre Gubben, viste, muntert Sind kan saamangen Rynke glatte. Andersen paa Frelsæt Bein ta Postelin noksaa net i Dansen satte. Hendrek sat der snart somom han angla Fisk, snart somom der fata Ell ti Halmevisk Mangen Blom sat au baa'e hvit aa rau blant de Mænd me Frihetshatte. Der var Paal'en Jøndal aa en Gunner Strand, aa en gamle Ola Grue, Laers Tyns'aak, Bøjdens gjæve Storthingsmand, ganske hvit som Mjøl i Hue, Ole Vestigar'en, Nils aa gamle Paal, ælle Paalspaskara, de som sto paa Maal; Ælle banna Pram, ønskte i en Dram, at han sat i Ulvens Stue. Da de skulle ite sammen godt de To ta den Kua, som hu Marthe, Hu fra Julsrud, tel Hr. Prokoratren dro', skjønt han sea ikke sparte. "Malmros" maatte sta; de' var en svari Nau; "Malmros" maatte sta, som Erik Fossums Sau. "Skaal! De' var nu de'! Gji vi snart fek Fre'!" Kanna gjek, aa Grannen svarte. Halvar sat bak Flaska troligen paa Luur, at ei noen Gjæst ble sturen. Vist som en Paryk sat Haare hass paa Snur, sat de' fast ei ta Naturen. Heile Skællen snudde han da lit paa Snur; ælle Skæller kasta nok lit Ballast tur  -- Snurrirurrirur! Purrisurrisur! De' va Fa'n te Bryllopsturing. SIDE: 301 Midt i Surren da, me Skaala gjik omkring, ællerbest me Folke tura, en graatrøja, raupiklua liten Ting, sprætter inn aa hen te Brura. Mit paa hennes Hjærte fæste han en Blom, venner seg saa børj te onge Brurgom om, rækker ham et Hønn, fuldt ta bare Kønn, farer bort saa gjønnom Mura. Ælle glante; Brura blekna aa ble rau; Mange klødde seg bak Øre. Ælle di studera, like kloke au; Ælle tala, Ingen høre; Ælle spekulera, titte i sett Glas; Hver seg trodde klokast sjøl i de' Kalas. Blommen simpel var; Himmel-Let den bar. "Slikt et Hønn kan hvermand gjøre." Reste Kjøkemestren seg fra Bryllopsbænk, slo' ti Bor'e før han mæler: "Gaven lærer: inte vrake ringe Skjænk. Herren sjøl jo Viljen tæler." Da tel Ælles Skræk paa engang braat de saag gjønnøm Nyklehøle fare inn den Graa. Flux paa Halvars Skolt sat den Vesle stolt; som en Værtshusmann paa Kjæller. "Kællen tala sant" -- saa mæler han paastand -- "Dog mi Skjænk ful meir betyer. Tur mit Hønn, saa simpelt, uten gyllen Rann, Overflødighet støt flyter. Blommen som je fæste der paa Bruras Bryst, dufter au i ringe Hytte Hjertelyst. Flit e' Hønnes Namn, Nøisomhet i Savn, saa de Namn paa Blommen lyer." SIDE: 302 "Slik en herlig Bruregave, Brur saa ven, deg en gammel Ven da senner. Thi i Stellet rask, i Stua net aa peen, Slik fra Barnsbein han deg kjenner. Som hos Fardin vær hos Dig da ligesaa! Da en Ven du har i Styrinissen graa." Dærme' Nissen flau; Men en Hurra au fulgte ham te Gar'ens Enne. Henrik Wergeland DEN NORSKE BONDE Efter Jørgen Moe, Samling af Sange, Folkeviser og Stev (juli) 1840, s. 127 -- 8. Skjyruklang, Sliulsang -- De' er Bondens Fele. Gamle Juul med Faalaasprang [fotnotemerke] Kommer ei med bedre Laat, naar paa hviten Vang med Graat Aarene sig dele. Saae lidt Sved: Guldet ned' I sin Binge trille, -- Det er Bondens Lykkespel med en Myr saa brisk og brei Myra taper arj [fotnotemerke] : den vil først tel Vaaren spelle. Kofte graa, Hatten paa midtfor Fjørschakoen, -- De' er Bondens Pragt aa Pynt Hustru mi, dit Lin kan faae Regnburødt og blaat og grønt af lidt Gras paa Moen. Fotnote: Faalaasprang, Unge Hestes Springen. Fotnote: arj. vred. SIDE: 303 Kræmmergjøth, Du, som snøt Flit aa Søll fra Norje, Jentami sin Træve Liin spinner tel en Stak saa fiin. Hun vil ei i Kista di' fremmed Skjønhed borje. Øl saa bruunt gjør det luunt om en Bondes Hjærte. Kællens Bringe, graa som Varj [fotnotemerke] , Vaxin Gut, hvis Blod saa sundt spruter Gnister gjennem Marj, kun slik Viin fortærte. Søn! tel Juul Slaae vi Hul paa de' stærke Anker! Kanna fram med Løva paa! Laake' ta, det Glædesskjul! Brændevinet skal faae staae medens Kruse' vanker. Henrik Wergeland SVERIGES TRYKKEFRIHED Tønsbergs Merkur 15. nov. 1840. Ogsaa i Sveriges Grundlov paraderer Trykkefriheden paa Papiret, supplerende vor parodiske Trykketvangslov af 1799 med den ilde bekjendte "Inddragningsmagt" d. e. Hofkantslerens Magt til at forbyde Offenliggjørelsen af hvilkensomhelst Avis eller Skrivt som han maatte finde for godt at gjøre dette med. Da Abonnenterne imidlertid ere lovede visse Blade daglig, elu- deres Inddragningen ved en ubetydelig Titelforandring og Navn- givelse af en ny Redakteur, der ofte ikke duer til at have med noget Forfatterskab at bestille. Saaledes seer man det selv- samme Aftonblad i mindre end 10 Aar nummereret det 21de, og hører Personer angivne som dets ansvarlige Redakteurer, der komme ligesaa ufortjent til denne Ære som vor i gamle Dage saa berømte Nils Tønnesen, Skopudser paa Regentsen, til Digternavnet i Nationalbladet. Det er naturligviis bestandig den samme Lars Hjerta, som bruger Andres Poter til at rage i Ilden med. Det vil være i enhver ikke altfor ung norsk Borgers Erin- dring, hvorledes man i de første Friheds- og Forenings-Aar ødslede med Trykkefrihedsaktionsdekreter hertillands, saa at SIDE: 305 det, ligefra Hans Mathiesens fra Gibsunds Sag, fordi han havde vovet at klage over Soldaternes, Gud og Hvermand bekjendte, slette Forpleining, navnlig med umalet Havre, under Krigen, ret var som om Juristerne (der visselig i altfor høi Grad er den herskende Kaste) vilde med eet betage det nys friblevne og i sine inderste Følelser og Forholde saa dybt rystede Folk enhver Yttringslyst. Man erindre iblandt andet den Hjelmske-Møl- lerske Sag. Ere eller have vore egne Forhold været saa miserable, og tælle vi i de senere Tider adskillige paafaldende Begunstigelser for Embedsmænd med beneficerede Trykkefrihedssager, saa kan det ikke være uden Interesse for os Normænd noget nøjere at kjende Rækken af de svenske Inddragninger, hvorved den i Norge ogsaa noget kjendte Landshøvding forhenværende Hof- kantsler Hartmannsdorff, en dygtig, men yderst servil Mand, har erhvervet sig sin meste, nu paa Rigsdagen saa forøgede Notabilitet. [Herefter følger gjengivelse av en redegjørelse fra Konstitutionskommi- téen ved den svenske riksdag for regjeringens "Inddragning af Tidender." Redegjørelsen fortsetter i "Tønsbergs Merkur" for 19. nov. 1840.] Henrik Wergeland [SVAR TIL PH. HANSTEEN OM GAPESTOKKSTRAFFEN] (Indsendt.) Tønsbergs Merkur 26. nov. 1840. I Morgenbladet har Hr. Cand. jur. Ph. Hansteen, der er ble- ven udødelig i vore juridiske Annaler som Igjenoptager af Gabe- stokstraffen, søgt at forsvare sig i en heftig Artikel. Den unge Mand lader ikke til at kunne begribe, at han ikke har med An- gribere at bestille, der ville ham ilde, fordi han har bundet sig til den barbariske gammeldanske Anordning, men med en Opi- nion, der er bleven oprørt ved at erfare, at denne bogstaveligen er bleven efterlevet. Hans Handlings Legalitet er, saavidt Ind- senderen har seet, ikke bleven omtvivlet, men dens Moralitet. Hans Dom kan gjerne staae sig for de juridiske Domstole; men for Folkets og Tidens Meningsdomstol vinder han kun Infor- mationen pro meliori. SIDE: 306 L'HOMME DU PEUPLE A SON ROI CHARLES JEAN, A LA FETE DE NOèL. (A la dernière feuille du Journal). Efter Mgbl. 1895 ekstranr. 17; julen 1840; i et eksemplar av "For Arbeids- klassen", 2. halvårgang 1840 (sml. I:3:333). Parmi tes amis, o roi Charles Jean, Tu comptes un fort et fidèle: l'homme du peuple. Tu ne dormirais peut-être pas aussi bien, mais aussi sûr dans ma cabane, que dans ton chateau. Ta tête reposerait sur mes genoux, et autour de nous seraient agénouillés mes enfans. Je t'appelle ce que ta vue m'a enseigné: "Charles Oeuil-d'aigle, Charles Coeur-noble." et d'un coeur sincère je porte une santé, qui pour moi change ma bière en vin: Que Dieu bènisse le Roi, ami du peuple, de cette fête de Noël jusqu'a celle qui viendra! Que Dieu bènisse le Roi, corps et âme! Oh, s'il célébrait cette fête avec Nous! Oh, si chaque bienfait, que Tu as donné à la Norwège, chaque pensée, que Tu as pensée pour elle, devenait un ange! Alors ta halle serait pleine comme le ciel du Seigneur. Que chacun d'eux te verse une coupe de santé pour te rejouir à la fête de Noël! Oh, si je savais, que Tu le rejouis, la joie serait assise aussi au plat de la pauvreté! (L'Editeur). SIDE: 307 Henrik Wergeland CITATER AF "ENGELSK SALT" (Indrykkede paa Forlangende af Forfatteren.) Morgenbladet 20. febr. 1841. Pag. 4. Agatheia. "Og hvem behøver Venner af sit Hjerte meer end en Patriot, der vil give sig i Kamp med Samfundets Brøst og Menneskehedens Sorger? Med Venner er han Ørnen i sin fulde Ham, somom hver af de glindsende Fjedre gav Kraft til dens Klo, og kastede en Glands af Freidighed i hans Øje -- uden er han den skaldede, tristøjede Grib paa den ensomme Klippe." Cholos. "Ja hvis Venner ere Fjedre, er Mistænkelighed rig- tignok en Slags Skab, som skaller dem af." Pag. 8. Pirkom. "Mistænkelighed er Venskabets Asmodæus. En Mis- tænkelig er Ingens Ven; endnu mindre sine Venners, og mindst sin egen." Langkork. "Det vilde bedrøve mig mest. Han kan have Erfa- ringer -- og det er en Debet paa Fandens Konto, men en Kredit paa det gode Menneskes  -- men jeg vil lære ham, at der gives Mennesker, som ikke kunne bedrage, og at dersom Patriotisme og Liberalisme ikke have ligesaa venlige Hjerter og aabne Aasyn som de andre Dyder, ere de ikke et Nummer af Nella værd." (NB. I denne Replik vil man finde Stykkets Moral). Pag. 10. Langkork. "Jeg vil have Ærbødighed for vore Liberales Yp- perste, selv om han var min Fiende." Pirkom. "Slige Liberalismens Idealer koste 6 Pence i London." Langkork. "Tænkte mit Hjerte saa, rev jeg det udaf Livet." Pag. 14. Langkork. "Ak, ulyksalig er denne Søndren imellem Patrio- terne, ulyksalig er den Tanke, at man Selv er den eneste! Lad det være dig nok, at du i mine Tanker er den bedste, og lad os fornye vor Venskabspagt med den Eed, at Vi idetmindste aldrig ville miskjende hinanden." SIDE: 308 Pag. 15. Bier. "Det var nærgaaende som det meste Sandt. Men gid Venner og Patrioter aldrig angribe hinanden for større Skranker end inden en Sofas Arme, og heller med Benene end med Hovederne!" Pag. 16. Pirkom. "Først staaer der (i Bladet "Nyregranskeren") en grundig Afhandling om den offentlige Nytte af almindelig Mis- tillid, med Motto: "sku ikke Hunden paa Haarene!" Dernæst en, om at det er ligesaa umoralsk ikke at forsvare en Løgn i det længste, som ikke at sørge for sine Slegfredbørn. Item nogle praktiske Prøver. Item en om Indførelsen af Øleddik som Natio- naldrik. Item et Eventyr om de tre Brødre Mumlen, Brumlen og Skumlen, der alle Tre kom til stor Anseelse i Barbariet. Og endelig noget Ruskomsnusk som staaende Artikel." Pag. 17 og 18. Langkork. "Paataler han Uret tilgiver jeg ham gjerne For- nærmelsen mod mig." "Revser han Daarskaber, tilgiver jeg ham Kaadheder mod mig." "Udtaler han Sandheder, tilgiver jeg ham Usandheder om mig." "Tugter han Lasten, tilgiver jeg om han berøver mig mine Dyder." "Straffer han Hykleri, tilgiver jeg ham, om han drager min Oprigtighed itvivl." Pirkom. "Det er dog det Haardeste. Bestaaer du Prøven?" Pag. 22. Langkork. "At ærgre sig over en Mistænkelighed af denne Natur er ligesaa taabeligt som at nære den. Kun det er ærger- ligt, at den skader den gode Sag ved at adsplitte og latterlig- gjøre dens Forfægtere. Farvel Vinæger! Jeg kan ikke hade dig!" Vinæger. "Da kan jeg hade dig og jer Allesammen, I Kjelt- ringspak. En Patriot, som ikke kan hade, er en Bue uden Streng. Latterlig jeg? Beundres jeg ikke af Alle, som boe udenfor Byen? SIDE: 309 Med slige fordragelige Folk, som ikke engang have Øie for de meest iøinefaldende Symboler paa politisk Troesbekjendelse, kan man intet udrette. Men Eensomheden har sin Storhed, og Storheden altid Kraft. Menneskeforagt reddede den franske Republik og O'Connel spytter ofte i Hovedet paa den han taler til. Tvi! Gid jeg kunde spytte Kjønrøg naar jeg spytter!" Pag. 26 og 27. Langkork. "Det er uhørt. Jeg kunde ogsaa synge af Glæde for vi have nu upaatvivlelig vor Ven igjen." Pirkom. "Du har nok havt Ret i at den skumle Mistænkelig- hed sad i Maven." Vinæger (kommer raskt ind med Munterhed i Ansigt og en Rose i Brystet). "Mine Venner! (tager dem i Haanden). Jeg veed ikke hvordan det er med mig; men jeg seer nu, at denne Rose er rød og ikke sortgrøn som jeg før skulde bandet paa den var. Jeg veed, I ere mine oprigtige Venner og at I elske Fri- heden og Fædrelandet med samme uforanderlige Hengivenhed som jeg. Kom mine Venner! Jeg har en Flaske Viin i Lommen -- ud etsteds hvorfra vi kunne see udover Fædrelandet og for- lyste vore Hjerter ved dets Syn." De Andre. (Med Haandslag.) "Det er et Ord." Vinæger. "Lad os opsøge en af de mange yndige Dale, som omstjerne Kristiania, fordybe os i vort Fædrelands Favn, ned- kaste os under en af deres Bjerkelunde, fryde os ved at Høj- hedens og Skjønhedens ogsaa er Frisindethedens og Ærlighe- dens Hjem, hilse dets gamle Konge med et frydefuldt Vivat, og banlyse, idet vi oversprøite Mosen og Linnæerne med de sidste Draaber, al skummel Mistænkelighed, al Smaalighed fra dets Venners Tænkemaade!" Bier. "Top!" Langkork. "Der burde voxe Paddehatte op hvor Draaberne falde. Men mod Smaaligheden maa der nok skarpere Midler, for den er ikke forlegen med Opholdet. Skulde Morgenbladet sige den op, mangler den ikke Engagement i den Constitutionelle. Den er en af Hovedbestanddelene i et vist Blads berømte Ret- færdighed, hvis Redaktion det er ligesaa umuligt ubeklikket at fortælle et Faktum, som ikke ganske falder i dens pessimistiske SIDE: 310 Smag, som det er at synge reent for En, der har et Fiskebeen i Halsen." Vinæger. "Hverken Optimister eller Pessimister, ville vi ønske Sandheden Seier og først og fremst gjennem dens Organer. Ellers ned med slige Karle som med en Appius!" Pag. 28. Langkork. "Pokker ivold med baade den (Anglomanien) og Mistænkeligheden! Den første Betingelse ved en Patriot er at være ærlig, den anden ikke at være nogen Nar, den tredie at tro, at andre Patrioter ogsaa ere ærlige og ingen Narre. Men skulde Mistænkelighed endog anklage En, hvis hele foregaaende Liv vidner om Ærlighed og Hengivenhed for den fælleds Sag, da -- " Vinæger. "Recipe: Engelsk Salt!" P. S. Enfoldigt Spørgsmaal: Er der da saa særdeles farlig [e] Renegationer i disse Repliker? Henrik Wergeland [TIL SELSKABET FOR NORGES VEL] Utkast for Finansdepartementet i Riksarkivets Copibog I s. 6; 1. mars 1841. Til Direktionen i det kongl. Selskab for Norges Vel. Departementet har herved den Fornøjelse at tilstille den ærede Direktion de omhandlede, hidtil i Rigsarkivets Kontor opbevarede, 170 Explr. af Professor Olufsens "Anviisning for Landalmuen til at brygge Øl." Vogt Faugstad Chria 1 Mars. 1841 (Expederet fra Kontoret med Følgebrev til Finansdept.) Henrik Wergeland SIDE: 311 [INNLEDNING TIL "RULE BRITANNIA"] Efter Wergelands ms. UB Oslo, 584 fol. A I 14; 3. mars 1841. Det er besynderligt, naar man tager Hensyn til den, saa- længe Handel har været drevet herfra Landet, mellem England og Norge vedligeholdte inderlige Forbindelse, at ikke denne oldengelske, af Norske i England saa ofte hørte Nationalsang, der foruden sine digterske Dyder, er udrustet med den pragt- fuldeste Musik, ikke forhen forlængst er overført i vort Sprog. Den meddeles da, saa ordret som muligt endeligen her: [Her følger Wergelands oversettelse fra 1832, se I: 1:273, en del revidert.] Henrik Wergeland TIL DIREKTIONEN I ATHENÆET, KRISTIANIA Efter Wergelands ms. UB Oslo 584 fol. B 14 c 1; 6. april 1841. "Som Insektets Stik i Muslingen, avler Fornærmelser kun Perler i mit Hjerte. De skulle engang pryde min Aands Diadem." Henr. Wergeland. Til Direktionen i Athenæum. Ovenstaaende Linjer til Betænkning, indtil, som jeg haaber, en Generalforsamling prøver Direktionens skamløse Magtmis- brug, at negte mig Adgang til Læseselskabet Athenæum. Xnia 6/4 41. Henr. W -- Henrik Wergeland [BEKJENDTGJØRELSE OM "NORGES KONSTITUTIONSHISTORIE"] Morgenbladet 14. april 1841. At min Konstitutionens Historie strax vil blive fortsat, be- kjendtgjøres herved. Henr. Wergeland. SIDE: 312 Henrik Wergeland [BEVIDNELSE TIL "SELSKABET FOR CHRISTIANIA BYES VEL"] Efter ms.-fotografi hos Selsk. for Oslo bys vel; 27. mai 1841. At Skolelærernes Qvitteringer udvise, at ompaaskrevne Af- hentning, paanær et Par Forglemmelser, som skulle søges ret- tede ved Indvarsling i Aviserne, har fundet Sted, bevidnes af Bladets undertegnede Udgiver. Omkostningerne ved det 5 000 Explr. store Oplag, hvoraf omtrent 1 300 afsatte til Dato under mange Besværligheder og Bekostninger ved Inddrivelsen, lige- som og Almuens Tilvanthed til Selskabets Gave af Explr. gjør dets fremtidige Understøttelse ønskelig. Et indbundet Exemplar samt de i dette Aar udkomne Num- mere hoslægges -- saaat Direktionen kan overtyde sig om Be- tingelsen for Understøttelsen, nemlig et passende Indhold, har fremdeles været tilstede. D. u. s. Ærbødigst Henr. Wergeland. Henrik Wergeland OPSANG FOR "KRISTIANIA PAKET" (KAPTEIN ANDERSEN) 17. juli 1841. Nu muntres op saa mangt et Sind. -- Singsallijoh -- Paketten er nu halet ind. Singsallijoh! Hurra! Hurra! o. s. v. SIDE: 313 Nu stiger Hjertet i vor Barm. Singsallijoh! Med Styrke løfter sig vor Arm. Singsallijoh! Nu ruller Blodet i vort Bryst. Singsallijoh! Nu heise vi med Kraft og Lyst. Singsallijoh! I Veiret Oxehov'det gaaer. Singsallijoh! Paa Bryggen endnu flere staaer. Singsallijoh! De undres hvad vel deri er: -- Singsallijoh -- om Porter eller Gingerbeer? Singsallijoh! Men gid vi brygged Porter selv -- Singsallijoh -- af eget Malt og egen Elv! Singsallijoh! o. s. v. Ja gid vi brygged selv vort Øl! Singsallijoh! Og drak det saa i Krus af Sølv! Singsallijoh! o. s. v. Saa drak vi (og med bredfuldt Maal) -- Singsallijoh -- Det gjæve gamle Norges Skaal. Singsallijoh! o. s. v. Saa drak vi (og med Velbehag) Singsallijoh! en Skaal for Norges røde Flag. Singsallijoh! o. s. v. SIDE: 314 Saa drak vi til vi drak os mæt -- Singsallijoh -- en lystig Skaal for vor Paket. Singsallijoh! Tilsidst vi letted paa vor Spunds; -- Singsallijoh -- og drak Kapteinens Skaal tilbunds. Singsallijoh! Og altiblandt, med muntre Vers, -- Singsallijoh -- vi heise Baller under Mers. Singsallijoh! o. s. v. Og Damen stryger strunk forbi. Singsallijoh! Hun undres hvad vel er deri. Singsallijoh! o. s. v. Til Tjeneste, der er, Madam! -- Singsallijoh -- en Mængde fremmed Modenskram. Singsallijoh! o. s. v. Men gid du gik -- Hurra my boy! -- Singsallijoh -- i eget hjemmevirket Tøi! Singsallijoh! Saa fik du før du gik herfra -- Singsallijoh! -- et ærligmeent Matroshurra. Singsallijoh. Hurra! Hurra! osv. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland SIDE: 316 S. T. HR. KAPITAIN GERHARD MUNTHE, KROKEN, SOLVORN INDRE SOGN Efter ms. UB 584 fol. F. 84; 18. okt. 1841. Grusomme Kapitain! Før jeg modtog Svaret tænkte jeg længe paa at meddele Dem at Deres attegløimde sorte Kat er bleven optaget af mig og lever nu i stor Tilfredshed sammen med mine andre to sølvergraa "Tjuven" og "Luseparykken". [fotnotemerke] Jeg holder det ikke for uvigtigt, at De underrettes herom, endog med større Vægt end at jeg ogsaa beretter at Wieselgreen skal erholde Svaret afskrevet. Idetmindste vilde en saadan Efterretning være af stor Vigtighed for mig, idet jeg vilde befries fra en Angst forat en Ulykke skulde ramme mig. Vær derfor, tilligemed gode Frue, uden Bekymring for Katten, der nu med et rødt Baand om Halsen er den fornemste Penat i mit Huus. 18 Oct. 1841 Deres hengivne Henr. Wergeland Henrik Wergeland [MOT L. K. DAA] Efter Wergelands manuskript, 13. jan. 1842, faksimilert i Tidens Tegn 1924 nr. 133 s. 7. Bleg sidder den Bagle i højen Sæde, som vilde han Folket, ei Skinken, æde. I Birkebener! Et Bliss i Panden vil klæde Manden. Hans Øjne gnistre, og til hans Læbe de onde Ord sig i Fraade klæbe. I Birkebener! hvad om den Stygge fik Staal at tygge! Fotnote: En Skovkat med Silkeragg. SIDE: 317 Hvad Hjertet føler og hvad vi sjunge den Bagle kløver med onde Tunge. I Birkebener! Hvad om den Bagle blev sat i Skagle? Hvad om vi Bjelden paa Bæstet hænge og saa i fygende Juulkut sprænge? I Birkebener! lad Bjelden klinge og Baglen springe! Jeg kjender Baglen den fule Blakke, Han vil jer neppe for Skinken takke. I Birkebener! Den guule Pels jer gjerne spiste ihop tilqvels. Han bliver sta i den første Bakke. I Birkebener! Da for en Svøbe maa Baglen løbe. Det Ondes Svøbe er Spot og Skamme. Den gule Kind skal af Harme flamme. I Birkebener vi -- -- -- [Resten mangler.] Henrik Wergeland [OM SAKEN MELLEM L. K. DAA OG WERGELAND] Morgenbladet 21. jan. 1842. Mellem det "pikante", interessante og godt sammenstillede Indhold af Granskerens sidste No., som Morgenbladet, der for- agter at referere af andre Blade, idag dog refererer, er ogsaa Beretningen om, at Bythinget, i Sagen mod Statsrevisor Daa i Anledning af Talen om hans Kvalifikation til Storthingsmand, har tilpligtet mig en Mulkt, som jeg tror er den laveste i Trykke- frihedssager. Men hvad vil Publikum dømme os imellem, naar det hører, at hiin Dom støtter sig til Hr. Statsrevisor og Stor- thingsmand L. K. Daas Benegtelse af at være Forfatter til For- SIDE: 318 nærmelserne imod mig i hans Blad Granskeren? Naar han kunde bekvemme sig hertil, var der naturligviis intet at gjøre for mig, hvis hele Yttrende af 15de August var grundet paa Forudsætningen deraf. Jeg tør antage, at jeg i denne Fra- gaaelse i ethvert Menneskes Øine, som besidder Ære for sig selv, har erholdt en endnu væsentligere Mortifikation end min Modparts ad saadan Vei tilvundne juridiske. Da jeg imidlertid ikke endnu er saa ganske paa det Rene med min Tro paa denne Æresmands Benegtelse der ikke forbausede mig mindre end enhver anden derom Underrettet, er det muligt, at Sagen vil blive appelleret. 19de Januar 1842. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland [OM SAKEN MELLEM DAA OG WERGELAND] Lillehammer Tilskuer 1. mars 1842. Opfordret af en Anonym i Morgenbladet til ved Citat at be- vise, at Statsrevisor og Storthingsmand Daa, Granskerens Re- daktør og Eier virkelig har i Sagen om Valgtalen ved Agers- huus Amtmøde benægte [t] at være Forfatter til de mange For- nærmelser mod mig i hiint hans Blad, hvori jeg satte mit For- svar, har jeg vel i Kristiania Adresseavis, -- da Morgenbladet vilde have Betaling derfor, uagtet det selv, ved sin Annonce af Dommen, havde givet mig en Opfordring dertil -- ladet Neden- staaende indrykke; men da Bladet er lidet læst udenfor Byen, udbedes ogsaa Plads for Følgende i Tilskueren. [Her følger "Citat af Dommen mellem Daa og Wergeland", se III:3:525.] Henr. Wergeland. Henrik Wergeland JØDEN Ni blomstrende Tornekviste. Lillehammer Tilskuer 1. april 1842. Under denne Titel vil en Samling af originale Poesier ud- komme, hvis Tendents er ogsaa fra Følelsens Side at under- støtte Tolerantse-Motionen. Bekjendte og Venner af Sagen ind- SIDE: 319 bydes til at fremme Foretagendet. For 1 Expl. 30 ß. For 2 Expl. 40 ß. For 3 Expl. 60 ß. For 7 Expl. 1 Spd. Paategnede Planer bedes hurtigst remiteret. Kristiania i Marts 1842. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland TIL DIREKTIONEN I SELSKABET FOR NORGES VEL Efter ms. UB Oslo Dep. 209; 16. april 1842. Paa Grund af vedlagte Skrivelse fra Sognepræsten i Skib- tved, der ligger i et Strøg af Landet, hvor Almuens egne Bestræbelser for fri Oplysning ikke synes saa tidlig vakte, som Beliggenheden tilsiger, og hvor den behøver Retledning ved Siden af Opmuntringen, andrages om, at Selskabets Skrivter i Lighed med hvad der skede ved Vardøes, Talvigs og Enebaks Bogsamlinger, ogsaa maa blive skjænkede og ved mig udtagne til Almuebogsamlinger i Skibtved. Kristiania 16 April 1842. Ærbødigst Henr. Wergeland. Henrik Wergeland UDSTILLING Den Constitutionelle 21. april 1842. af Correggio, anbefalet af Hr. Slotsintendant Linstow i den Con- stitutionelle No. 84 og ligeledes af en Kunstkjender i Morgen- bladet No. 96 d. A., vover jeg tillige at anbefale til det ærede Publicum et udmærket og originalt Malerie af Carivaggio (Spaa- qvinden i Endor) samt mine øvrige omprocederede originale Malerier, som ere endnu at see indtil førstkommende Søndag, bestemt sidste Gang Correggio er, som man veed, en Sjælden- hed her, og som man maaskee ikke faaer at see i Norge paa et heelt Seculum. -- Et italiensk Digt over Antonius Allegrettio do Correggio, frit oversat fra det Tydske: O! Du store Kunstner herneden paa Jorden! Englene visseligen istemme Chor, Sang, Musik for Dig hist oppe, Din Nat er Verdens første Klenodie, Derfor di' Navn din Pensel ikke berøres eller bedømmes kan! SIDE: 320 Da jeg har bragt i Erfaring, at flere Hundrede flittigen besøge National-Galleriet paa Slottet, de Dage det er aabnet, for at besee Arbeider af Nutidens Kunstnere, slutter jeg deraf, at Pub- licum dog har Sands for Kunsten, hvorfor jeg anmoder det be- hageligst om inden ovennævnte Tid, at besee mine gamle Meste- res originale Malerier. Udstillingen er i Kjøbmand Bomhoffs Gaard i Kirkegaden, ligeoverfor Kjøbmand Schreiner, og aaben fra Kl. 10 Formiddag til 4 Eftermiddag. Entréen betales med 12 ß. eller hvormeget Enhver godhedsfuld vil give. Da jeg efter den anførte Tid agter at forlade Staden, anbefaler jeg mig til de ærede Damers og Herrers Yndest. Ærbødigst I. H. Schmahr. Henrik Wergeland SCHMAHRS CORREGGIO Morgenbladet 25. april 1842. vil endnu i tre Dage før Undertegnedes Afreise pr. Skibsleilig- hed til England blive at see. Skulde denne ikke foregaa i de allerførste Dage efter Udstillingens endelige Slutning, vil Male- riet, mod en billig Godtgjørelse, staa til Afbenyttelse og Udlaan for de Dyrkere af Malerkunsten, som maatte ville vælge dette Mesterstykke til Afkopieren og Studium. Jeg fylder idag mit 60de Aar. Jeg føler Luftningen fra bliden Himmel i mine faa og spredte hvide Haar, men, saasandt Gud under mig Hilsen, skal jeg om faa Maane- der have den Ære, ved min Tilbagekomst pr. Dampbaad, at overtyde DHrr. Tvivlere om mit Maleries Ægthed og Værd, at det Par smaa correggianske Engle virkelig have frelst Oldingen for den Nød, som ellers vilde true hans Alderdom. Skulde Nogen ellers generes af Entreen, der er 12 ß. eller efter Behag, da føler jeg mig saa opfyldt af hiin glade Forhaabning, at jeg idag, da jeg saa at sige betræder Tærskelen imellem to Tilværelser, idet jeg bliver sexaginta ætatis, med Fornøielse vil vise Maleriet gratis. I. H. Schmahr. Henrik Wergeland SIDE: 321 TIL DIREKTIONEN FOR DET KONGL. SELSKAB FOR NORGES VEL Efter ms. UB Oslo Dep. 209; 8. mai 1842. Det er min Hensigt at oprette og selv at bestyre en Bog- samling for Menigmand i Omegnen af min Bolig -- Arbeiderne paa Ruseløkbakken, Briskeby etc. -- hvortil jeg anmoder den ærede Direktion for Selskabet for Norges Vel om at meddele mig de af det udgivne Skrivter, der kunne være passende for et saadant Meed, som vel idetmindste fortjener at forsøges. -- Grotten paa Slotspladsen 8 Mai 1842. -- Ærbødigst Henr. Wergeland. Henrik Wergeland TIL DIREKTIONEN FOR DET KGL. SELSKAB FOR NORGES VEL Efter ms. UB Oslo Dep. 209; 1. juni 1842. Naar de til Skibtvedt Almuebogsamling skjænkede Bøger afhentes, udbedes Tilladelse til at udtage 3 Sæt Exemplarer til, Storthingsforhdlr. undtagne, hvilke da ere bestemte til de i ved- lagte Blad omtalte Almuebogsamlinger for Byens Forstaddistrik- ter samt til en for Garnisonen eller Hovedvagten. Kristiania 1 Juni 1842. -- Ærbødigst Henr. Wergeland. Henrik Wergeland [PÅSKRIFT PÅ ET BREV FRA AMSTERDAM TIL S. A. W. SØRENSSEN VEDKOMMENDE JØDESAKEN] Efter ms. UB, Oslo, 584 fol. G 29. Kristiania 1. juli 1842. Aprèz etre lu j'aurai l'honneur d'une conference. -- Reçu au moment à l'heure X 1 Juillet. Henrik Wergeland SIDE: 322 [FRAGMENT AV BREV TIL GEORGE HENRIK JÆGER] Efter ms. UB Oslo 584 fol. B 14 e 1; Chr.ia 11. Juli 1842. Forstaaer De Dem, høistærede Hr. Jæger, paa en saadan Regning som indlagte? Jeg blev ikke klog derpaa. Men er det saa jeg har nogle Skilling tilgode, saa indcasser dem. Over- bringeren Hr. P. L. Møller, der har et Navn i Danmark, har sat sig ind i vore literære Forhold, og vil nok lade høre fra sig. Mine Aktier ville da maaskee hæve sig i Danmark. Han har lovet mig at ville forsøge, om en Samling af mine lyriske [ -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- ] de svenske Jøder, lader til at være ikke uvillig til at kjøbe de for Boghandelen bestemte Expl. Den oversættes vel paa Tydsk nu i Altona; men jeg troer ikke det vil skade Afsætningen i Danmark og Sverige. Løser De mig ud fra den Debet til Leh- mann skal De faae de Explr. over de 225, som jeg ikke, ifølge Forpligtelser, behøver. De vil vinde Kunder ved den Entre- prise. Skyndsomst Svar udbedes. Hilsen og tillykke fra Deres Henr. Wergeland. Henrik Wergeland [ATTEST TIL "SELSKABET FOR CHRISTIANIA BYE'S VEL" FOR UTFØRT BOKBINDERARBEIDE] Efter ms. hos Selsk. for Oslo bys vel; 4. august 1842. Ovennævnte Arbeide er billigt og godt udført. Da Prokurator Rasch, som Formand for Selskabet for Byens Vel, før sin Bort- reise gav mig Tilsagn om at dette vilde overtage disse Udgivter til Almu-bogsamlingerne for Forstæderne, forventes denne Regning udbetalt af vedkommende Funktionær i Hr. Rasch's Fravær. 4. Aug. 1842. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland SIDE: 323 [TIL ANTON SCHJØTH] Efter H. Lassens utgave av Werge- lands "Samlede Skrifter" II (1852), Tillæg, s. 76; okt. 1842. TIL A. S. Skaf bara mig på Svenskt Originalet, skal jag lydaktig vara straxt befalet, och pröfva på at få det i vårt mål, skjöndt nylig jag har druckit sådan skål: "Med bränvinsflaskan i min brända strupa, och ett krus öl uti min venstra hand jag önskar äran, att jag måste stupa för kung, för lag och för mitt fosterland." Henrik Wergeland S. T. HR. KAPITAIN THEISTE Efter ms. hos Selsk. for Oslo bys vel; 1. nov. 1842. Hr. Studiosus, Kopiist Helt anvises til Udbetaling af Sel- skabet for Kristiania Byes Vels Kasse 2 -- to -- Spdlr. for af ham til Forstædernes Almubogsamling indkjøbte 16 Bind Reise- beskrivelser. 1 Nov. 1842. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland [BRUDDSTYKKER AV ET BREV TIL C. B. V. ROOSEN] Efter ms. UB Oslo 584 fol. B 15 ba; Grotten 2den Des./42 -- Tak, min gode gamle Ven! for din saa venskabelige Skrivelse, hvis Forlangende jeg efter Leilighed -- men Tiden er knap -- skal søge [. . . . . . . .] om den sidste Termin [. . . . . . . .] Bogen etc burde jeg [. . . . . . . .] "-tionshistorien etc har [. . . . . . . . . .] Endelig brød jeg dog over [. . . .] havde saalænge været [. . . .] Dokumenterne at jeg -- -- -- -- -- -- -- -- -- . SIDE: 324 Jeg tændte Lampe, l [agd] e Røgelse paa Ovnen, satte en Flaske Viin og et Champagneglass foran mig tændte Piben, strakte Be- nene ud, og -- Følgen vil Du vel see i den Cstnelle, da Produktet nødvendigviis efter sin Natur maa ind i et Blad. Det hedder Sognefjorden, som jeg lader tugte de udsuge [. . . . . . . . .] Bred- der, som i den sidste Tid har tiltrukket sig en saadan Opmerk- somhed. -- Skildringen af Dahl er ganske efter de Relationer, jeg fra for- skjellige Kanter modtog. Fhaldsposten seer jeg ellers aldrig, uagtet H. Thane havde lovet at sende mig den. Hansen maa Du underrette om, at jeg har opsat at tilskrive ham fordi jeg hver Dag har ventet at kunne tilmelde ham et heldigt [. . . . . . . . . . Vir] ksomhed for ham. Denne [. . . . . . . . . . . . . . . . . .] Jeg averterede strax for [. . . . . . . . . .] . et har ikke forsømt [. . . . . . . . . . . .] en Huuslærer. Dette [. . . . . . . . . . . .] Avertissement fra Cand. [. . . . . . . . . . .] rinck der var Kommis- sionær for en Proprietær og [ud] enbys i Soløer, hvor hans Bro- der netop skulde forlade Posten. Han gav mig godt Haab, han skulde skrive derop; men endnu har jeg ikke faaet Svar. Lønnen var 80 Spd. Imidlertid har der igaar tilbudt sig et andet Engage- ment, nemlig hos Lensmand Andersen i Vrængen ved Arendal, der gjennem Guldberg desember 1842. Jeg, Wergeland, forpligter mig herved til, ved Udgivelsen af ovennævnte Konstitutionens Historie, at iagttage følgende: 1. Ingen af disse Hefter skulle overskride et større Arketal end at de efter ovenanførte Udgiverens Bestemmelse, kunne sæl- ges for et Maximum af 96 Skilling for hvert. 2. Det første af disse Hefter leveres saa betimeligen i Løbet af Vinteren, at det kan udkomme til Dampfartens Aabning. 3. Jeg overtager selv Korrekturen, hvoraf der skal leveres to, med Ret til Forandringer i den 1ste, samt en Revision idet Halv- arket lægges under Pressen. 4. I Tilfælde af Udgave af en Ombearbeidelse af de to før udgivne Hefter, skal Hr. Dahl, paa Betingelser, der ikke over- skride nedenangivne med Hensyn til Honoraret, være fortrins- berettiget til Forlaget. -- Jeg, Dahl, forpligter mig til herved: 1. At betale Wergeland 25 Spdlr. i Forskud paa Honoraret; 2. At betale Wergeland i Honorar, eftersom Arkene forlade Pressen, og da i Tilfælde af at han maatte ønske samme, 15 -- femten -- Spdlr. pr. Ark trykt originale Text i Format som ovenstaaende, samt 5 -- fem -- Spdlr for de Bihang, pr. Ark, han maatte finde nødvendige. 3. Ligesaa tilstaaes ham 10 -- ti -- indheftede Exemplarer. I Tilfælde af Misligholdelse fra nogen af Siderne, afgjøres Tvisten ved Valg af 3 Voldgiftsmænd efter Overeenskomst, be- staaende af 1 Boghandler, 1 Bogtrykker og 1 literær eller juri- disk Person. Kristiania i December 1842 Henr. Wergeland [Johan Dahl.] Anmærkning De i ovenstaaende Kontrakt omstipulerede 25 Spdlr. ere er- lagte. Henr. Wergeland. SIDE: 326 [STJERNEGUTTSANG] Efter Verdens Gang 1889 (24/12), nr. 307, s. 5; visstnok fra 1842 -- 43. Her kommer konning Balthasar og Melchior og -- Mikkel. Nu standser kolden Januar selv Urets Perpendikel. Kom, skjænk os alle tre en Dram, som monne os behage; thi ellers faar dit Hus en Skam, naar Kongerne bortdrage. De klappe sig i Enden da med begge sine Hænder, og tager Lykken med, hvorfra de sig i Vrede vender. Henrik Wergeland S. T. HR. KAPITAIN G. MUNTHE KROGEN, INDRE SOGN Efter ms. UB Oslo 584 fol. F. 84. Arkivet 22de Februar [1843.] Hilsen over Fjellet! Blot en Hilsen, blot et Livstegn nu da jeg er unnastængt fra Lyset somom man vilde hvælve Potten over Blomsten istedetfor at sætte denne i den. -- "Nattens Dia- mant" lever i højeste Velgaaende hos min Nabo Artilleri-lieut. Tischendorff. Jeg maatte skille mig ved den, da den gik rakt opover Væggen og myrdede mine Kaniner. Jeg har et Eventyr i Hovedet om det -- et i Stiil ganske orientalsk -- ; men hvorfor nu skrive ned noget. Til Mai kommer Konst.historien; netop vil jeg haabe til 17 Mai det Afsnit af Historien, som ender med denne Dag. Jeg vilde ønske jeg havde vedhaanden det jeg har skrevet om Syne- Martha; men saa er ikke Tilfælde. Derfor indlagte Nr., skjøndt SIDE: 327 Udvandringerne vel ikke have vundet Proselyter i Sogn. Angaa- ende Syne-Martha, da tænkte jeg, at jeg skulde være bleven dømt til Baal og Brand; men jeg seer at jeg har sluppet med St. Benitoen Din Henr. Wergeland. Henrik Wergeland [AV BREV TIL EN DANSK VENN] Efter "Ny Portefeuille" bd. 2, sp. 96 (16. april 1843); mars 1843. -- -- -- Du og enhver Dansk vil kunne bevidne, at jeg ikke pleier at være saa lidet fiintfølende, at jeg paa nogen Maade skulde saare Enkeltmand med Henspil paa hans Folks mindre lykkelige og ærefulde politiske Forfatning. Idetmindste griber jeg aldrig Initiativet til deslige Samtaler. -- -- Kontorbudet staaer for Eftertiden til enhver reisende Dansks Tjeneste, som vil besøge Archivet; og for at faae see Rigsakten (ikke Grund- loven, som den legère Forf. i Portef. vil), skal han vise mig en speciel Tilladelse. Det er ikke mere end rimeligt, at jeg for Fremtiden er noget mindre tjenstfærdig. Henrik Wergeland TIL DIREKTIONEN FOR REDNINGSANSTALTEN Av Generalmajor Birchs papirer i Riksarkivet, Oslo; 21. mars 1843. NB Som i moralsk Henseende særdeles trængende til at optages i Redningsanstalten og det strax og nolens volens paapeges Sælgepigerne Regine Sofie, 15 Aar, Datter af Arbeider Andersen (paa Enerhougen) Oline [rettet fra Anne] Marie, 16 Aar, Datter af en Kone ved Navn Inger (paa Do) SIDE: 328 Pauline [rettet fra Helene] Aslesen, 17 Aar gl. (paa Do) Marie Svendsdtr i Svendsgaarden paa Grønland Kan ikke Redningsanstalten her gribe ind, bør Politiet anime- res dertil. -- 21 Marts/43 Henr. Wergeland. Henrik Wergeland TIL REDNINGSANSTALTENS BESTYRELSE GRØNLAND Av generalmajor Birchs papirer, Riksarkivet, Oslo; 3. april 1843. Da Enhver af de i min Proposition om at indtage i Rednings- anstalten opgivne omstreifende Piger nedbrydes meer end denne Indretning maaskee opbygger i en vis Tid, foreslaaes, at den Ukonfirmerede af dem, Regine Sofie, Datter af Arbeidsmand Andersen paa Enerhougen, indtages om kun i faa Uger til Ad- varsel for sig og de Andre. Lader det sig ikke gjøre at afholde Bekostningen derved af den Warburgske Gave, hvoraf 8 Spd. nylig ere afbetalte? 3 April 1843. -- Ærbødigst H. Wergeland [Note på påskrift av direksjonen:] NB. Gaven beløber sig ialt til 45 Spdr. Wergeland. Henrik Wergeland [AV ET BREV TIL REDAKTØREN FOR "LILLEHAMMER TILSKUER"] Lillehammer Tilskuer 18. april 1843. Christiania, April 1843. -- -- -- Af Nyt herfra kan fortælles, at Den Constitutionelles Redakteur A. Munch, der kun synes kapabel til at skyde med Erter, har havt den Ubehagelighed, paa Rappos første Fore- stilling at blive udfordret af en vis Kavaljer, der fandt sig for- nærmet ved en Artikel i hans Blad, hvori en lidet ærefuld Be- SIDE: 329 givenhed var omtalt, som han dog nu -- med nogen Slaphed i Moralen -- troede forlængst at have erhvervet sig Ret til med Rolighed at see tilbage paa. -- Der fortælles ligeledes at en Broder til Forfatteren af Artikelen i "Den Constitutionelle", der er militair, skal have optaget Handsken, uden at man dog nu siden har hørt noget fra bemeldte Kavaljer. -- -- -- -- Af de hos Guldberg udkomne Portraiter af Folk, som fortjene og ikke fortjene nogen saadan Udmærkelse, er der endelig udkom- met et vellykket, malet af Portraitmaler Berg og lithograferet i Kjøbenhavn, nemlig Justitiarius Bergs. Storthingsmændene Fauchalds og Uelands ere aldeles mislykkede. -- -- -- -- Vor Landsmand Balke har da endelig vundet saamegen Anseelse, at han er bleven af Kunstskolens Direction indstillet til et Sti- pendium af 200 Spd. i 2 Aar, men med den molboagtige Bestem- melse, at han, der vil lægge sig efter Sømaleriet, er forpligtet til at opholde sig -- ikke i Dresden hos hans Patron Dahl, ikke i Paris, hvor Vernets og Gudins Mesterstykker ere, ikke i Ne- derlandene, kort ikke hvor han vil og bør være, men i -- Düs- seldorf. Hvorfor? Det kan vel neppe Directionen besvare sig rigtigt selv. Henrik Wergeland [MED MANUSKRIPT TIL DIKTET "BARNET OG "BØRNEVENNEN""] Efter Wergelands manuskript i Bergens Museums bibliotek, april 1843. Til Pastor Biørn, Kria. NB: Jeg bør selv korrigere Wgd. Henrik Wergeland HØIÆRVÆRDIGE HERR BISKOP v. d. LIPPE CHRISTIANSAND Efter faksimile Fædrelandsvennen 1931 nr. 300; 3. juni 1843. Subscription er en kummerlig, men for de Fleste eneste Vei i vort Land til at holde noget Liv i Literaturen, især under den SIDE: 330 Overvægt, Lejebibliothekerne i de sidste Aar have vundet over den private Afsætning. Jeg seer mig saaledes omkring forat faae nok til at skjænke et Yndlingsarbeide Dagens Lys, og erindrer mig da at Geistligheden før modtog velvilligen Planer til deslige Sager med Cirkulærer, der maatte komme til Prov- stierne. Tør jeg da, i Tillid til de mange Tegn, jeg mindes af Deres Høiærværdigheds Velvilje, anbefale vedlagte Planer til Forsendelse ved saadan Leilighed til D.Hrr Provster. Kristiania 3. Juni 1843. Med Høiagtelse forbunden Henr. Wergeland. Henrik Wergeland CHRISTIANIA, 31TE JULI 1843. Lillehammer Tilskuer 8. aug. 1843. Paa Fredag vil Artilleriet vende tilbage fra Fredrikstad, hvor baade Feldt- og Beleiringsskydset har været i Øvelse under Brigadechefen Generaladjutant Meidells eget Opsyn, Skandser i større Stiil have været opkastede o. s. v. Det tager Tilbage- veien over den nye Bro ved Onstadsund, igjennem Krogstad og ad Enebaksveien, hvorpaa dets Øvelse paa Etterstad ville tage sin Begyndelse. -- Den utrættelige General Wedel, hvem Lægerne spaaede ilde, om han med sin Podagra vilde begive sig til Stockholm, befinder sig allerede i Bøhmen, i Tøplitz, hvor han vil bruge Badene. -- Igaar indviedes den katholske Menighed og Capel under høitidelig Gudstjeneste til Sanct Olaf, Norges Skytshelgen. -- I sine "Ställningar och Förhållande" fører den berygtede Cru- senstolpe, der forstaaer at suge Ondt af Alt, Anke over, at Vedkommende ikke have indviet den svenskkatolske Kirke til en national Helgen, f. Ex. til Sanct Erik eller Sancte Birgitta, men i dets Sted til en, Svenskerne uvedkommende, Helgen, St. Eugenia, som med forgyldte Bogstaver stod at læse over Porten, indtil Kalken, hvorpaa Navnet var malet, faldt ned. Er der noget i denne Anke, see vi Normænd da, at Hr. Pastor Montz, med Hensyn til vor Nationalfølelse har havt en bedre Takt. -- Skuespillerne Nielsen og Phister ere vendte tilbage fra SIDE: 331 Drammen. De politiske Taler, den Førstnævnte vil holde i Frimurerlogen, annoncerer han nu at være franske, oversatte af Orla Lehmann. Vi ere underrettede om, at den ene er af Chateaubriand, den anden af Courier. -- Af vore politiske Notabiliter befinder Sorenskriver Sørens- sen sig paa en Reise til Bergen ad den nye Vei, Advokat Hjelm i Kjøbenhavn og Oberstlieutenant Foss hersteds i et Sørgebesøg fra Stockholm efter hans Kones Død. Kjøbenhavnerne maae troe, at det gaaer seent med Avancement i Norge siden Hjelm nu efter snart 30 Aars Forløb kommer til dem uden at være bleven en Tomme høiere paa Straa, end han var, da han i 1814 forlod dem forat offre Fædrenelandet sin Tjeneste. -- I disse Dage er en af vore yngre Opbudskjøbmænd af udsendt Politi bleven bragt tilbage fra Hamburg, hvor han troede at have salveret sig, og hensat i en af de almindelige Arrester. Efter de afholdte Forhør, spaaer man ham og hans Compagnon ilde. Et Skrækkens Exempel vil dog neppe hjælpe stort paa den sjunkne Credit, vore Kjøbmænd ere komne i i Hamburg. -- Den Arbeider paa Universitetstomten, som foraarsagede, at en Blok faldt ned og knuste Ingenieurlieutenant Hagemanns Hjerneskal saaledes, at han døde fjerde Dagen derefter, er arresteret og sat under Tiltale. Han siges at være reent for- tvivlet. Ulykken skede ved, at han, for at give sig Udseende af at være beskjeftiget, da Hagemann, som Medlem af Bygnings- commissionen, indfandt sig paa Stedet, greb fat i en Tallie, som hørte til Blokken, uden at dog denne var befæstet, men kun hvilede paa en af Bjelkerne i Vestibulen. Hagemann befandt sig da ligeunder, og den svært jernbeslagne Blok faldt. Hans Liigfærd foregik i Fredags med stor Høitidelighed. I Følget saaes Byens Formandskab, hvoraf han var Medlem, og som ogsaa viste den Ædle den Ære at bære ham ud, Statsraad Krog, civile og militære Embedsmænd, Borgere og Studenter, af hvilke sidste en Sang til Militærmusik blev afsjungen. Pastor Fangen holdt en Tale, der rørte Mange af Følget til Taarer. Den Af- dødes Ven, Ingenieurlieutenant Irgens, har arvet hans Plads i Byens Formandskab. SIDE: 332 Henrik Wergeland [SUBSKRIPSJONSINNBYDELSE PÅ "NORSK LÆSEBOG"] Morgenbladet 7. sept. 1843. Herved bekjendtgjøres foreløbigen, at en NORSK LÆSEBOG vil snarest mulig blive udgiven af Undertegnede. Værket, hvori et mere passende Forhold vil blive iagttaget imellem den norske og danske Green af Literaturen, end Tilfældet sees at være i de hidtil udkomne Læsebøger, vil komme til at bestaae af to Dele, hvoraf den første, paa omtrent 15 Ark, vil blive afpasset efter de øverste Klasser i Borger- og Middelskolerne samt de nederste i Latinskolerne, og den anden, paa omtrent 25 Ark, vil sørge for de høiere Klassers Behov. Omrids af Forfatternes Levnet og en Charakteristik vil ledsage de Arbeider, som op- tages efter et Valg, hvortil vi have Literaturkjenderes Bistand, og i et saadant Omfang, at Værket, ved at meddele den Kjend- skab til den fædrelandske Litteratur, som kan fordres af den dannede Yngling, vil kunne fyldestgjørende svare til sin Titel. Henr. Wergeland N. I. Wessel Berg, Kand. theol. AFSKEDSSANG TIL KAPITAIN, TOLDINSPEKTØR THEISTE DEN 21 DECBR. 1843 Efter manuskript hos advokat Carl Lundh. Mel. Svøm trygt paa Codans Bølge. I Nordland Fuglen "Theiste" paa vide Togter flyer; da henter den Bereiste sig friske Eventyr. Dog han tilbagevender alt til det samme Skjær der er det Savnet ender; den Plet er ham saa kjær. SIDE: 333 Lad da som Skjærets Pande, hvor Theisten hviler paa altmellem vilde Vande midtpaa det vide Blaa, sig denne Aften hæve frem mellem Dages Flugt! Lad dem velsignet leve i Mindets vide Bugt! Hvor viden Du skal vanke, trofaste, ædle Ven, til denne Quel din Tanke dog vende sig igjen! Den Quel imellem Queller skal være Theistens Skjær. Af trofaste Farveller til den Du bunden er! Henrik Wergeland [TILLEGG TIL NICOLAI WERGELANDS OPTEGNELSER TIL HENRIK WERGELANDS BIOGRAFI] Efter ms. 265, 8vo, UB Oslo; 1843. I 1821 om Sommeren hans første trykte Arbeide: en liden Novelle "Blodstenen" i Morgenbladet, mærket w. g. x. Et Par Aar efter viste den sig i Elmqvists danske Læsefrugter under Navnet Washington Irwing (!) [Ved N. W.s bemerkning om at H. W. var "bange for" matematikken til examen artium (1825), oplyser H. W.:] Den gamle Praxis at lægge op Pythagoræeren slog feil første Gang i dette Aar. Da han anvendte den, fik han først Hoved- karakteer i Decbr., men da det bedste Laud det Aar fra Chri- stiania Skole. -- [N. W.s bemerkninger og oplysninger om karakterer til eksamen artium er overstrøket. Om disse og flere overstrykninger henvises til "Vidar" 1889, s. 760 -- 793.] [Ved N. W.s oplysninger om universitetstiden legger H. W. til:] indtil han i Mai 1829 tog theologicum med haud. [Under 1827 oplyser H. W.:] Fuldførte en Tragedie i 5 Akter af græsk Sujet; men som er forkommet. SIDE: 334 [Under 1828 oplyser H. W.:] Ved denne Tid ogsaa skrevet en versificeret Sigmund Brestes- søns Saga, ufuldendt og forkommet. [N. W. opfører "Normands-Katechismus" under 1828; H. W. oplyser:] Er fra 1831. [N. W. oplyser følgende under 1829: "I 1825 havde hans Fader sat ind for ham i Sparebanken ca. 100 Sp. Han beder indstændig at han af disse Penge maatte forstrække sin fattige Onkel med 50 Sp. "Om vi, siger han, saae en god Mølle staae uvirksom af Mangel paa Vand, vilde vi da ikke aabne Slusen? Lad mig have den Glæde at sætte denne Mølle i Bevægelse." H. W. retter "sin fattige Onkel" til:] en fattig Beslægtet. [N. W. oplyser at H. W. hadde tatt sig av den "ulykkelige Kandidat K -- gh, og "endnu efter hans Død har han som Cautionist maattet betale for hans Pleje paa Rigshosp." Dette har H. W. overstrøket; likeså en del bemerk- ninger om at han ikke "vragede" bjørnekjøtt og hestekjøtt m. m.] [Om begynnelsen til fiendskapet med Welhaven oplyser H. W.:] Med Welhaven begyndte Fiendskabet saaledes: Fra Eidsvold skrev Werg. et Sendebrev til Studentersamfundet, hvori han dadlede, at man stundom brugte usædelige Smaavers, naar man blev hed i Hovedet, og foreslog istedet derfor at bruge Epigram- mer til en fast Melodi, f. Ex. den med Omqvædet Ecce qvam bonum. Som Prøve sendte han da med 12 "Stumper", hvori Welhaven var Maalet. Welh. skrev nu igjen; hans bleve trykte i Trondhjem, hvorpaa Wergeland svarede i sine "Sifuliner". [N. W. spør i en randnote ved omtalen av "Skabelsen, Mennesket og Messias": "Findes der i Revue des deux mondes for 1831 en Anmeldelse af dette Skrift?" H. W. svarer:] Veed ikke. [N. W. oplyser: "I August Maaned 1830 gjorde han atter en Fodrejse gjennem Lier, Ringerige og videre". H. W. har strøket ut "en Fodrejse" og satt inn:] en Ridetour paa Veslebrunen (i hvis Navn er udgivet en Tale om Pligterne mod Dyrene). [N. W. oplyser at biskop Wallin kalte H. W. til sig da han var i Stock- holm (1830) og "tiltalte ham som en Fader med varme og rørende Forma- ninger og gav ham sin Velsignelse". H. W. retter til:] Wallin tiltalte ham som en Fader med varme og rørende For- SIDE: 335 maninger, gav ham sin Velsignelse og et Pragtexemplar af sine Prædikener. W. skrev siden i 1839 paa Svensk et Mindedigt over Wallin. [Under omtalen av skuespillet "Opium" (1831) oplyser H. W.:] Rimet -- skrevet paa et Par Dage. [Under 1832 oplyser N. W.: "I dette Aar foretog han en Fodreise i Selskab med en engelsk Literat Pope over Hedemarken, Guldbrandsdalen og Sogn til Bergen. Han optog da mange norske Prospecter, hvoraf en Deel bleve litho- graferede hos Winther." H. W. har overstrøket "Hedemarken" og inncirklet siste punktum.] [Under 1833 oplyser N. W. at scenen ved avsløringen av Krohg-støtten 17. mai, "Talen og Taleren" er "beskreven i en Kjøbenhavnsk Roman, 1839". H. W. har inncirklet dette.] [Under 1833 oplyser N. W.: "Han prædikede til Dimis for et stort Audi- torium og fik for samme Laudab. Ligesaa tog han Examen i Katechisering." H. W. retter til:] Samme Aar prækede han til Dimis og tog Examen i Kate- chisering. [N. W. nevner "Krohgstalen, Talen i Højesteret og Dimisprækenen". H. W. tilføier:] der fulgte Slag i Slag. [Under 1834 oplyser N. W. at Norges Historie av H. W. er "oplagt paa ny af Winther". H. W. har rettet dette til:] Af dette Skrift et Udtog paany af Winther, hos hvem ogsaa et Omrids af Verdenshistorien er udkommet. [Under 1834 nevner N. W.: "Tale ved en Borgerfest i Eidsvoll til Fædre- nes Minde." H. W. legger til:] NB. Han lod siden denne Fest holde i Studentersamfundet. [N. W. spør under 1835 om det var i dette år "Veslebrunens Tale" utkom, og om det var i dette år "Maadehold i Dyd" og alle gapestokk-epigrammene stod i Morgenbladet. H. W. har svart:] Nei. [Under 1835 oplyser N. W.: "Ogsaa i Aar studerede han flittig Medi- cinen og Professorernes Forelæsninger over samme. Prof. Blytt læste privat og gratis Botanik med ham. I dette Aar var det og, at han anlagde Bog- samlinger for Patienterne paa Rigshospitalet, for Arresterne og for Hoved- vagterne." H. W. har strøket oplysningen om Prof. Blytt og retter ordene "I dette Aar -- Bogsamlinger" til:] Under sit medicinske Studium anlagde han Bogsaml. osv. SIDE: 336 [Under 1835 oplyser N. W.: "I Bladet Statsborgeren, som Krigsraad Flor nu redigerede, skrev han: Humanitet og andre Stykker." H. W. har strøket ordene "som Krigsraad Flor nu redigerede" og lagt til:] Mbldt. "Maadehold i Dyd" (I 1833 og 1834). [N. W. skriver under 1836: "thi han tørstede efter en fast Virksomhed". H. W. har strøket denne bemerkning.] [N. W. oplyser under 1836 at H. W. "gav Ideen til Eidsvolds-Monumentet" og meddeler: "Det var i Mai Maaned dette Aar, at han foranledigede, at en Comittee bestaaende af 15 hæderlige Mænd kom sammen hos ham, for at virke til Ideens Udførelse". Ved ordet "kom" skyter H. W. inn:] paa hans Indbydelse. [N. W. refererer et brev om H. W. fra den "danske Digter Hjorth" til en bror i Kristiania. H. W. har overstrøket bemerkningen, især ordet "Digter". Om mindre overstrykninger under 1836 se Vidar 1889 s. 780.] [N. W. oplyser under 1836: "Det rasende Angreb paa ham i Den Consti- tutionelle var for Flyvebladene og hans Andeel i Statsborgeren. H. W. tilføier:] der lidt efter lidt og tilfældigviis var gleden ham ind paa Skul- drene. Forlæggeren fik ham nemlig, da Bladet var styresløst, til at redigere det ene No. efter det andet, indtil han omsider blev hængende derved. Venner, som siden droge sig bort, op- muntrede ham ogsaa til dette daarlige Skridt. Han vilde ikke, at Landets eneste Oppositionsblad skulde gaa under, skjøndt han vilde have det forbedret. [Om "Hytten" bemerker N. W. under 1837: "Skal være bleven opført i Trondhjem af Maysons Skuespillertrop. H. W. tilføier et spørsmålstegn.] [Ved opregningen av H. W.s skrifter for 1838 har N. W. i margen skrevet: "Dudelsakkassen". H. W. setter et stort spørsmålstegn og legger til:] Veed ikke, hvad det skal betyde. [N. W. nevner diktet "Kongens Ankomst". H. W. legger til:] Kongen blev opmærksom derpaa. [Under 1839 nevner N. W. "Nogle Gadeviser og smaae Digte". H. W. skyter inn efter "Gadeviser":] Sømands-Opsange. [Under 1839 skriver N. W.: "Hans Fienders Cabaler imod ham vare for stærke. Bonnevie, den Tid Expeditions-Secretær i Kirked. var endog saa grov at være grov imod ham i Contoret." Dette avsnitt har H. W. over- strøket.] SIDE: 337 [N. W. oplyser under 1839: "Men nu i Marts Maaned 1839 tillagde H. M. Kongen, som da var i Byen, ham naadigst af sin egen Casse 200 Specier i Pension, som han følgende Aar forøgede til 300." Dette har H. W. rettet til:] 200 Specier i 2 Aars Pension, som han for de følgende 2 Aar forøgede til 300, hvorhos han gav ham Haab om Befordring efter de første 2 Aar. [N. W. oplyser under 1839: "Før dette Gratiale skjænkedes ham, havde han allerede begyndt sit Fattigmandsblad." H. W. retter til:] Han begyndte nu sit Fattigmandsblad. [Under 1839 oplyser N. W.: "Ved Advokat Sørensen, der antog det som eget, indgav han til Storthinget Forslag til Forandring i Grundlovens § 2 om Jøderne." Foran ordet "Forslag" skyter H. W. inn:] motiveret. [Under 1840 nevner N. W. "Venetianerne" som "ikke udkommen i Tryk- ken." H. W. retter "ikke" til:] men først nu [Under 1842 nevner N. W. "Flere Viser". H. W. har skutt inn:] Børne- og Asylsange. [En meddelelse under 1842 om at H. W. "skjænkede Asylet paa Grønland en Christus-Statue" har H. W. streket over, og N. W. har skrevet til: "Det var nok i 1841."] [N. W. skriver: "I hele hans offentlige Carriere, i 15 Aar har [han] lagt i Kamp. Hans Fjender have arbeidet paa at tilintetgjøre ham, i literær og borgerlig Henseende." H. W. legger til:] NB. I Athenæum Troppisternes og Granskernes lumpne Ad- færd. Revancheredes ved i 1843 at udnævnes til Medlem af det kgl. norske Videnskabers Selskab i Thjem. [Litt nedenfor har H. W. skrevet:] Bgd. Schw. beg. av 1844(?). Stol ei på eget Vid! At ro sig langt fra Land og frygte ingen Ting gjør tidt skibbrudden Mand. SIDE: 338 Lidt vovet, lykket vel, opmuntrer dig til Stort. Stort vovet, lykket slet, alt Mod dig tager bort. At daarligt, slet begyndt til Skade vorder endt, er det at undres paa? er det ei vel fortjent? Pas, naar du reiser op, at ei et Andet falder! Alt hvad i Hast er gjort, opnaaer kun stakket Alder. Vist raaber mangen Ting i Bondens Gaard: "kom hid! kom Hosbond!" Men betænk, hver Gjerning har sin Tid! At blive rig i Hast, naar Rigdom ei er til, Den Troldmand være maa, som derpaa tænke vil. Hvis, Bonde, du med Skat vil pakket see din Lade da løftes vil din Greb, da trædes vil din Spade. Hvad kroget voxer op det bliver kroget siden. Saa dannes Drengen bedst, mens han endnu er liden. Der meget er, som gjort ei synes nogen Konst; men som en ulært Haand forsøger kun omsonst! Det lykkes sjelden vel, at gaae af Fædrestand. En Stand, som fremmed er, er som et fremmed Land. [RIMEDE LEVEREGLER] Efter Wergelands ms. UB Oslo fol. 584 F 60; beg. av 1844(?). Riig nok er stedse Viismand; men ei altid Riig viis nok igjen. Ungdoms Lært er Manddoms Magt, Gubbes Trøst, Fattigs Rigdom, Riges Pragt. Hvo Hovdet har tomt, skjøndt Pungen er fuld, er kun et Faar med gylden Uld. SIDE: 339 Rettergang er Busken med Torne paa, hvor Faaret for Ulv nok reddes kan, men blir for Uld beskaaret. Den Døde skal du ære, som Grund til Agt dig gav; [Resten mangler.] Henrik Wergeland FOR ARBEIDSKLASSEN Morgenbladet 6. febr. 1844. No. 3 er udkommet, indeholdende: 1) Scener fra Hytterne [fotnotemerke] (Fortsættelse fra No. 24 forrige Aargang). 2) Den Fattiges Kirkegang. Forældre- og Lancaster-Opdragelse i Kjeltringsstre- ger. For 1 ß hos Bogbinder Barlien i Storgaden. No. 1 11 april 1844. Overenskomst mellem Udgiverne. At Honoraret, ompaaskrevne 8 Spd. pr. Ark, deles saaledes imellem os Undertegnede, at jeg, Wergeland, som Ophavs- SIDE: 340 mand til Ideen om Læsebogens Udgivelse, ved hvilken jeg af frit Valg har medtaget Cand. Berg, samt som Forfatter af Ind- ledningen og Definitionerne og Udvælger af Bogens Indhold, hvilket ogsaa af mig er igjennemgaaet med en Korrektur, er- holder de 6 Spd. samt Eneret at oppebære Honorar for de kommende Oplag, og at jeg Berg, der har overtaget 1ste Kor- rektur samt forfattet Registrene og skal tillige forfatte Notit- serne om Forfatterne, hvad det Biografiske angaaer, erholder de 2 Spd. Ligesaa ere vi komne overens om, at, i Tilfælde af, at Wergeland ved Døden skulde afgaae eller forlade Landet og have efterlevende Kone eller Børn, og nye Oplag af Bogen skulde behøves, da skal saadant af mig, Berg, besørges mod at Honoraret deles mellem mig og Wergelands Efterlevende, hvorhos jeg Berg, i Tilfælde af at Wergeland ingen Efterlevende har, bliver Eneejer af Udgiverretten. -- Christiania 11te April 1844. Saaledes vedtaget Henr. Wergeland. Til Vitterlighed Henrik Wergeland [TILEGNELSE I "LÆSEBOG FOR DEN NORSKE UNGDOM" I.] Efter ekspl. UB Oslo; april 1844. Til Hrr Adjunkt Chr. Lange, Lærer i Modersmålet ved Søkrigsskolen i Frederiksværn, med Anbefaling fra Udgivere og Forlæggerske. Henrik Wergeland [OVERENSKOMST MELLEM UTGIVERNE AV "NORSK LÆSEBOG"] Efter Wergelands ms. UB Oslo 584 fol. F. 43; skrevet 7. mai 1844, under- skrevet 18. juli. Med Hensyn til ompaaskrevne 6te Punkt, da ere vi Under- tegnede sammen enets om, at Wergeland bliver eneberettiget til at besørge og oppebære Honoraret for de Oplag, som i hans levende Live maatte foranstaltes, dog saaledes at Bogens Titel bliver uforandret. I Tilfælde af Wergelands Frafald indtræder SIDE: 341 jeg, Berg, som Ene-Ejer og Udgiver imod at erlægge det halve Honorar ved hvert Oplag til hans nærmeste Efterladte d. e. enten Enke, saalænge hun forbliver i saadan Stand, eller Børn. Christiania 18 Juli [rettet fra 7 Mai] 1844 Til Vitterlighed: Henr. Wergeland N. I. Wessel Berg D. Beck. Henrik Wergeland [MED "FARBRORS 474 SKAALER"] Efter ekspl. Det kgl. Bibl., Kbh.; 17. mai 1844. Til P. L. Møller fideliter fra Ola Nordmand, Studiosus. Henrik Wergeland SIDE: 343 S. T. HR. FULDMÆGTIG BULL 21. juni 1844. At fornyet Undersøgelse efter Fundatsen for Skiens Hospi- tal, som forlangt i en fra Dem tilstillet Konceptskrivelse fra Kirkedepartementet, er bleven iværksat med samme Resultat som forhen, tilmeldes herved. Imidlertid er det muligt, at den forefindes i Bispe-Arkivet, hvis Ordning er paabegyndt af mig personlig og af mig personlig maa fortsættes, naar en Sygdom, der i længere Tid har afbrudt dette Arbeide, tillader mig atter at besøge Kontoret. En foreløbig Undersøgelse af de uordnede Pakker af Bispe-Arkivet skal dog endnu blive forsøgt ved As- sistent Moe, og den nøjeste ikke blive glemt, naar det paany kan komme til Gjennemgaaelse af de specielle Dokumenter. Christiania 21 Juni 1844 Henr. Wergeland. Henrik Wergeland [PÅ OMSLAGET AV MANUSKRIPT TIL "DEN ENGELSKE LODS"] Efter ms. UB Oslo 584 fol. E. 16; 10. juli 1844. Skulde jeg under min Sygdom døe pludselig følges min Text hvor jeg ikke har faaet seet de af min Fader foreslaaede Rettelser. Men hvem skal korrigere? Jeg troer Guldberg kjen- der godt min Haand. Kanskee han vil? Min Fader saa en Revision. 10 Juli 1844 Henr. Wergeland. SIDE: 344 DET FRIGJORTE NORSKE UNIONS- OG ORLOGS-FLAG Særskilt utkommet; 12. juli 1844. (Mel. Ung Adelsteen paa Thinget stod). I Folkets Barm har Kongen læst, og Skyen i dets Blik opdaget. Nu er den væk som Fnug for Blæst; thi Kongen rakt har Folket Flaget. Ja just det Flag Kong Oscar gav, som i hvert Bryst stod tegnet af. Skarlagenrødt med Løven i -- saa drømte Folket sig som bedste. Nu flyver ingen Ørn meer fri end Bann'ret op paa Borg og Fæste. Det er et Syn godt som et Ruus det Syn paa gamle Agershuus. Ja, Konning! høirødt er vort Flag; saa er vort gamle Konningmærke. Gid vi for dig saa varm en Dag maa i vort Blod dets Let forstærke! Thi Ret og Sandhed har du øvt, det Folk gjort glad, som var bedrøv't. O fagre Blomst paa Norges Bryst! hvor Hjertet under dig maa banke! En Rose skjøn i Fredens Lyst, -- i Krig, naar Mænd sig om dig sanke, da bliver du for deres Syn en Baune rød, et Flammelyn. Og foran foran flyver det, og gjæve Nordmænd storme efter. Det er som var i Flagets Let indtryllet Seir og Underkræfter; og kommer røversk Ørn, forsand han svider Fjedre i dets Brand! Henr. Wergeland. SIDE: 345 Henrik Wergeland [I "LÆSEBOG FOR DEN NORSKE UNGDOM", FØRSTE DEEL] Efter Wergelands notis i et eksem- plar i Videnskabernes Selskabs bib- liotek, Trondheim; aug. 1844. Til det Kongl. norske Videnskabernes Selskab fra Henr. Wergeland. Anm. Arbeidet ved dette Værk har været saaledes fordelt imellem Udgiverne, at Wergeland har foretaget Udvalget og forfattet samtlige Indledninger, Fortaler og Personalnotiserne, og at Berg har leveret Materialierne til disse sidste samt af- fattet Registrene. -- Henrik Wergeland "JØDINDEN" Lillehammers Tilskuer 10. sept. 1844. Da denne Digtsamling har udvidet sig fra syv til elleve blomstrende Tornekviste, hvoraf nogle af betydelig Længde, er det bleven nødvendigt at forhøie Subskriptionsprisen fra 18 ß til 30 ß pr. Exemplar. Subskription modtages hos Hr. Bogtryk- ker Selmer paa Lillehammer. De, som forhen maatte have tegnet sig, behage at udstryge sig eller at vedtage den forhøiede Priis. Christiania, 3die Septbr. 1844. Henr. Wergeland. [NOTER TIL EN BIOGRAFI PA FRANSK, SENDT "HR. PASTOR MONTZ".] Efter ms. UB Oslo 265, 8°; høsten 1844. [Ved opregningen av Wergelands skrifter legger W. til:] oktober 1844. Til Amalie Sofie! Henrik. [PÅSKRIFT PÅ BREV (DATERT 8. NOV. 1844) FRA MICHAEL WARBURG] UB Oslo, 584 fol. D 5 b; nov. 1844. S. T. Hrr Feilberg og det besad Carl Johan, -- siden Na- poleons Død Tidens største historiske Personlighed, -- i den sjeldneste Grad. Allerede de af Højmodighed og politisk Fri- sindethed gjennemaandede Tilbud, han i 1814 gjorde Norge, vakte hos Mange en upartisk Opmærksomhed for hans Charak- teer, og forberedte hans Sejer over dets Hjerter -- den som SIDE: 347 Aar for Aar blev fuldstændigere, indtil den omfattede dem alle. Ja -- alle! Det fik Verden at see ved hans Død, da Erkjendel- sen af hans Værd brød ligesaa stærk frem af de faa Munde, som stundom havde været fyldte med Daddel over stedfindende po- litiske Differencer, som af Deres, der elskede Carl Johan en- thusiastisk uden at glemme hvad de skyldte Fædrelandet, dets Ret og dets Forhaabninger. Efter 1814 bidrog enhver Nordmand, som kom i Berørelse med Carl Johans Person, hans Besøg i Norge, og især hans Eriksgate gjennem Landet til Kroningen i Trondhjem, hans over- ordentlige Rundhaandethed og Huldsalighed, samt hans herlige Ydre til at gjøre ham folkekjær. I den egentlige Almues Kjær- lighed gjorde den Saliges, i de senere Aar opklarede, Misfor- staaelse af 17de Maifestens Hensigt, intet Skaar; og Enhver, som kjendte Ham, vidste, at der hverken under denne hans, ham bibragte, Misforstaaelse eller under den gjentagne Frem- sættelse af endeel upopulære Forslag til Forandring i Grund- loven, laae anden personlig Tænkemaade, end den, som havde ladet ham, midtunder Sejrens Fremmarsch, pludseligen møde Nordmændene med en Palme istedetfor med Sværdet og villigen adoptere en saa ægte Søn af den Revolution, han selv har saa store Fortjenester af, som Eidsvoldskonstitutionen. Dette er en Fortjeneste af Menneskeheden, af Civilisationen, af Fædrelandet og dets Forfatning, som aldrig kan glemmes, om end ikke dertil knyttede sig en Menneskealders fortsatte Velgjerninger; og som vil, om Nordmændene nogensinde for- vandle Konstitutionshallen til et Pantheon for sine Patrioter, give Carl Johan Plads imellem disse og reise ham Minder om- kring i Landet. Men Hvem erindrede eller betænkte vel det egentlige For- tjenstfulde i denne hans Livs skjønneste Bedrift: Hans Bevidst- hed om at mange Svenske vilde finde sig skuffede i sine Erstat- ningsforventninger og om at han berøvede sig Venner i sin Nær- hed for et fremmed Folks, dengang i Lidenskabens Hede usikkre, Hengivenhed? Mere behøver ikke at siges; men de Nordmænd, som kjendte Carl Johan, vide, at disse Ord indeslutte Nøglen til Gaaderne og Smerterne i Hans Liv. Hans Valgsprog "Folkets Kjærlighed min Belønning," gik i Opfyldelse. Saavidt Nordmændene kunde lønne ham med Kjær- SIDE: 348 lighed, gjorde de det. Af naturlig Tænkemaade og gammel, gjennem al mulig Øvrighed og Publikationer, tilvandt Sed, er den norske Bonde sin Konge og hans Huus særdeles hengiven; men naar han, vor Tids ærlige Bonde, efter flere Aar, end det almindelige Ønske krævede, gjensaae disse ædle Træk næsten uforandrede, dette raske krøllede Haar, som saalænge holdt sig sort, da var der en Glæde, en Beundring hos Gammel og Ung, hos Mand og Kvinde -- ikke at forglemme -- , som var over al Maade. At gamle Kjærringer humpede ud af Stuerne ved Veien med Skjørtet fuldt af Blommer og Bar til at strøe foran Hans Vogn, at følge denne løbende saalænge Brystet vilde holde, at ledsage ham fra Bygd til Bygd tilhest som en Garde i sprin- gende Ridt og derovenpaa i Glædens Tummel at gjæsterere, at vandre Mile efter Mile forat faae "Han Carl Johan" at see -- disse vare de simple Udbrud af en Kjærlighed, som gjennem- strømmede den ganske Almues Hjerter . . . O! Jeg har seet begge Dele: baade den umaadelig prægtige, med Tusinder af Lampetter oversaaede, Æreport, hvorigjennem Carl Johan sidste Gang drog ind i Christiania, og de lange Gader af spændte Miner og funklende Øine, hvorigjennem han havde at fare fra hver Station; og isandhed Folkekjærligheden straalede klarere fra denne Illumination end fra hine Lysmasser. Nordmændenes Kjærlighed for Carl Johan tog til i stigende Forhold med hans Alder. Man saae det ved Hans Regjerings 25aarige Jubilæum, 5te Febr. 1843, da Rigets Stæder kappedes om at feire det med Høitidelighed, og da i Flekken som i Hoved- staden selve Armoden lod sin Praas til. Men næsten mere Indtryk syntes Tanken at gjøre om at Carl Johan havde naaet det 80de -- man paastaaer endog det 81de -- Aar. Man vidste nu vel, at hans Haar var graanet; men at Aasyn og Reisning vare lige kvikke og herlige; og over alt Lan- det havde Budskabet, om at den gamle Helt havde været tilhest i fire Timer og galopperet foran Lejren, faa Maaneder iforvejen vakt almindelig Forbauselse og en Glæde, som naar man vil vedde paa noget Kjært, om hvis Utabelighed man er overbeviist. Budskabet, om at han netop var indsygnet paa sin 80-aarige Fødselsdag, forfærdede derfor mere ved Erindringen om at man netop da havde været glade i Norge; og uagtet de sørgelige Efterretninger i lang Tid forberedede Dødsbudskabet, saa man SIDE: 349 ligesom havde vant sig til at høre det, slog dette dog, efter alle Yttringer at dømme, det hele Folk med en Sorg, hvori der endnu var Noget af Overraskelse, Noget af Forfærdelsens Uventede, og dyb oprigtig Vemod, som om Enhver havde mistet en per- sonlig Ven. Da Dødsbudskabet og Hans Søns Hilsen til det norske Folk proklameredes paa Gadehjørnerne i Christiania, saae jeg ogsaa imellem Mængden en gammel, fattigklædt Mand, der, ludende Ansigtet mod sin Stok, blev staaende i samme Stilling en halv Minuts Tid efterat Alle paa mig nær vare adspredte. "Det var en brav Mand!" hørte jeg ham mumle, idet han tørrede Taarer af sine Øine. Dette Minde var simpelt nok; men en saadan Mand, som han paa Hjørnet, udtaler en umaadelig Mængdes, den egentlige Masses, Mening -- dens, man frygter for under- tiden, og som man troer hader alt ovenover sig. Bogtrykkerne, som anmodede mig om at give almindelig Mands Sorg Udtryk i Sørgesange i Folkets Navn, kjendte nok dettes Trang. Almuen vil see og gjenkjende sine Følelser paa Prent; men den er kort og simpel i sit eget Udtryk deraf, som hiin Mand paa Hjørnet. Viser, skrevne af Almuesmænd selv, viste sig ogsaa. Men alle Folkets Klasser delte Sorgen og Savnet. Var Massens Hengiven- hed blind, men mægtig, Følelse -- den klarere Anskuelse af Carl Johans Personlighed og Erkjendelse af hans Fortjenester, som de mere oplyste Samfundsklasser, Embedsmænd, Borgere og den dannede Ungdom, besad, kunde ikke andet end nære og varme deres. Alle Tidender vidnede derom i Anmeldelser af Dødsfaldet, fulde af en Sorg, der ikke sjelden under Følelsens Fylde var bleven poetisk i sit Udtryk. Og alle Landets Harper tonede den almindelige og Digternes personlige Sorg og klang til den Henfarnes Ære; og dette Kvadenes Indhold, samt at mange af dem besidde det bedste digterske Værd, sand Følelse, gjør, at de ikke alle bør, ligesom løst strøede Blade over Graven, henveires med de Tidender, hvori de overalt i Landet fandt Plads, men samles ligesom i en Krands, der med større Varig- hed kan nedlægges paa den. Den har Værdi; thi Digterne ere et Folks Følelsers naturlige Talsmænd; og disse Kvad ere troe Vidnesbyrd om den Kjær- lighed det norske Folk nærede for sin store og gode Carl Johan og den Ærbødighed det nærer for Hans Minde. Udgiveren. SIDE: 350 I EN STAMBOG Efter Wergelands manuskript, UB, Oslo 846, 8vo; 2. jan. 1845. Naar Livets Vexel blier af Døden protesteret -- han er en stræng Notar -- pas paa da, at du har i Baghaand en, der er af Himlen accepteret. 2/1 45 Henr. Wergeland. Gaaer Verden imod, saa kvik op Dit Blod! Det gaaer dog ei værre end det skulde. Gaaer Alting dig med, til Himlen da bed, den drysse vil ned lidt Malurt i Bægerne fulde! 2/1 45 Henr. Wergeland. Henrik Wergeland BLADET "FOR ARBEIDSKLASSEN" Morgenbladet 3. jan. 1845. Da Gud lader mig leve ind i det ny Aar, maa jeg tænke paa at klare Hvad jeg kan af Hvad der i dettes Løb vilde paahvile mig. Dertil hører en Aargang af ovennævnte Blad og Abon- nenterne underrettes herved om, at denne vil udkomme paa eengang i Løbet af denne Vinter, bestaaende af en Samling af korte egne Prækener i Tidsfølge Aaret rundt, saa at Aargangen vil udgjøre en liden Fattigmands Postille", hvilken Titel den ogsaa skal føre. Den virkelig fattige Klasse kjøber ikke de store kostbare Postiller; en liden til 32 ß indb. turde maaske trænge ind i Hytterne, og idetmindste udfylde lidt af det Savn af Gudsord, som der finder Sted. 2den Januar. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland TILSALGS Morgenbladet 19. jan. 1845. Landstedet "Grotten" er tilfals. Man henvende sig til Prok. Mariboe, Exam. jur. Tønsberg eller Beboeren. SIDE: 351 TIL EN INSTRUMENTMAGER (Med et chemiskt Fyrtøi.) Efter et avisutklipp, visstnok fra Drammens Adresse; febr. 1845. Min kjære Lind! Gud veed og De hvori det er at Feilen stikker; men Tingen siden sidst har aldrig været sikker: Kein Feuer -- bare Vind! Kureer mig derfor den, hvis Skaden er i Svampen (da jeg forlængst er kjed af Stampen og af Trampen) med Noget af Platin! Moral! Ak, hver af Os, som nu saa fyrigt brænde, at stærkest Sundhed, freidigst Manddoms Aand skal faa, som matte Svamp, magtstjaalen Ende; men friskes atter i en Mesters Haand. Henr. W. -- . Henrik Wergeland TIL PUBLIKUM! Morgenbladet 2. mars 1845. Da min ærbødigste Erklæring til Storthinget, foranlediget ved Debatterne om Afgjørelsesmaaden af mit Andragende, ikke vil komme til Publikums Kundskab, endskjønt Hensigten ogsaa var, hos dette at tilintetgjøre den mulige Indflydelse af visse ube- føiede og saaledes som de i Morgenbladet, men ikke i den Con- stitutionelle, findes refererede, for mig krænkende Udladelser: saa meddeles her kortelig, at dens Indhold var følgende: 1) Pro- test imod Hr. Bonnevies Tro, at jeg nu holder ham for en Avinds- mand samt at han skal vige sit Sæde. Tvertom! En Stemme, jeg saalidet har beilet til, vil jeg ikke miste. 2) De Dokumenter, jeg var i Besiddelse af, oversendtes ifølge Hr. Ryes Motion. 3) Hr. Sørenssen opfordredes til at paapege, hvor jeg noget- steds i mit Andragende er saa ubeskeden at æske Thingets Aner- kjendelse af nogen Fortjeneste. Jeg androg desaarsag ogsaa om dets Trykning. 4) Jeg ytrer mig utilfreds med de ellers af det varmeste Venskab udrundne Udladelser om en særlig Gunst jeg skulde nyde, samt 5) at jeg overseer Præsten Berghs Hjerte- SIDE: 352 og Nyregranskninger. Min Helbredstilstand byder mig at af- færdige alt Skriveri med muligst Hurtighed, uden Koncept eller Kopi; imidlertid var dog nok Indholdet saa. Grotten, den 1ste Marts 1845. Henr. Wergeland. [TIL PRÆSES I SELSKABET FOR NORGES VEL, STATSRÅD VOGT]. Efter ms. Oslo UB Dep. 209; 12. mars 1845. Høivelbaarne Herr Statsraad Vogt. Maa jeg herved sende Dem, som Selskabet for Norges Vels Præses, 50 Explr. af "Indlæg i Jødesagen", med Ønske om at de ved Selskabet maae blive fordelte til ligesaamange Sogne- selskaber i Riget. Dersom der ikke af stærkere Kræfter gjøres noget til hiin gamle ypperlige Folkebogs Gjenopstandelse, vil jeg, om Gud lader mig leve, til næste Aar selv søge at faae den udgivet. Et Forslag fra mig til Agershuus Amts Landhuusholdnings- selskab om at besørge fordelt de simplere Haugefrøsorter mel- lem Huusmændene og de ringere Bønder, samt dertil en kort trykt Anviisning -- hører jeg er faldet. Det er ubehageligt, da Nytten og Trangen er indlysende. [Brevet fortsetter så som i V:2:424 -- 425.] Grotten 12 Marts 1845. Ærbødigst Henr. Wergeland. [MED "MENNESKET"] 25. mars 1845. Til Christiania Kathedralskoles Bibliotek, til Erindring om dens fordums Discipel Grotten 25 Marts 1845. -- Henr. Wergeland. [MED "NORMANDENS KATECHISME", ANNEN UTGAVE] Efter ekspl. UB Oslo; 8. april 1845. Til min kjære Fader Grotten 8/4 45 Henr. W. SIDE: 353 [TEGNING OG BESKRIVELSE AV "HJERTERUM"] 11. april 1845; sendt med brev til faren; UB Oslo Ms. 584 fol. B 16. SIDE: 354 SIDE: 355 SIDE: 356 [MED "NORMANDENS KATECHISME", ANNEN UTGAVE] Efter fotostatkopi UB Oslo 584 fol. F 81; 19. april 1845. Til en sand Normand, min Ven Isak Muus! 19 April /45. -- Henr. W. -- Efter et ekspl. UB Oslo; april 1845. Amicissimo Steinheim, Dri Deres Henr. Wergeland. [MED "MENNESKET"] 3. mai 1845. Til en Lysets Christridder Hrr. Søren Anton Wilhelm Sørenssen med venligst Hilsen 3 Mai /45 fra Forfatteren. [PÅSKRIFT PÅ KONTRAKT] Efter ms. i Riksarkivet Oslo, Bernt Moes samling "Norske autografer", sml. s. 325; 19. mai 1845. Da Hrr Amanuensis B. Moe har lovet mig at paatage sig Forfattelsen af 4de Hefte, hvorved "Rigsforsamlingens Historie" afsluttes, transporteres denne Kontrakt til ham som Ejendom og til Afbenyttelse for 4de Heftes Vedkommende. 19 Mai 1845 Henr. Wergeland. [MED "DEN ENGELSKE LODS", ANNEN UTGAVE] [Kristiania] 8. juli 1845. Til min kjære Søster Camilla -- en Erindring fra Henrik. Henrik Wergeland SIDE: 357 KVITTERINGSBOG Februar -- juli 1845. UB Oslo Ms. 584 fol. F 45. SIDE: 358 SIDE: 359 [FRAGMENT AV OVERSIKT OVER ARBEIDETS GANG] [Fe] br. Udbetalt Arbeidets Fremgang [1] 2te 200 Spd. Kjøbt derfor Tomt 1/2 [1] 3de " Maal af Oberst Vosgraf. Afsluttet Kontrakt med Nahsen (in duplo) [1] 7de " 2 Arbeidere begyndt at skuffe Sne af Tom- ten. Arbeidet et Par Timer -- d Modtaget af Hs. Opmaalingsforretning alholdt den 24de, Mts Gratiale 150 hvorved faaet til det 1/2 Maal 100 Alen. Spd. (Se Regnska- Arbeidet fortsat med Gravning. Steen- Tøm- bet for 22de Febr. merkjøring samt Hugning. til 28de. 8de Modtaget af Hs. Arbeidet fortsat Mts. Gratiale 75 Spd. (Se Regnska- bet) Marts Modtaget do. den Arbeidet med Grundmur fortsat. 1 9de 75 Spd. (Se Regnskabet) 1. -- -- -- -- Grundmuren færdig 2 -- -- -- -- Oplaftingen paabegyndt med at nedsage det Tørrede. [Ap] ril Laant af Dybwad 3 50 Spd. 5te Af Autenrieth 15 Spd ved at sælge en Obligation paa Feilberg Alen til det halve Maal. De anvendte Penge skrive sig fra: 1) H. Mt. Kong Carl Johans Gratiale for Aaret 1845 300 Spd. 2) Ved at sælge 2 Honorar-Obligationer paa Feilberg for Børn og Hustru Ægtemanden Alt; for Vennen Vennen Alt; for Fædrelandet og alt det Gode, som en Fremtid dølger den Tappre og den Vise Alt; og for [. . .] Efterverdenen leve maa og døe, selv mod sin egen Vilje, Mennesket. Aflænke vil Naturen os, befrie vort arme Selv fra de for snevre Skra [nker,] da Hun udtalte Ordet: "Menneske! i Andre, ikke i dit eget Selv, [dit] Tilværs Sødhed være og det [. . . . .] Lyksalighed og al din Virkens Maal -- -- Elendig Hvo fortabes i sit Selv. Men Den, som virker for sin Næste -- Ha [n] Ha [n . .] der Livet [. . . .] en salig [. . .] Henrik Wergeland [PÅ EN VINDUSSPROSSE I EIDSVOLL-BYGNINGEN] Efter tradisjonen; uviss tid. Norge! Her er den Krybbe, hvor din Frelser blev født.