Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet, OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved Universitetet i Oslo i 1991-1997. Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten, og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på, gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/ Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene presenteres sammen med teksten. Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Henrik Wergeland SIDE: 1 Nr. 1 men Sønnekonen skreg ham Spørgsmaalet i Øret. "Er det ikke fire Tjau, Gamlefar?" Gubben nikkede. SIDE: 2 "Ja det er nok otti Aar han Far blier nu til Kyndelsmisse," lagde Sønnen til med en uforsvarlig, men ikke saa sjelden, Usik- kerhed om nogle Aar meer eller mindre. "Da er Gamlefar næsten paa Dagen jevngammel med Kongen," bemærkede Skolemesteren. "Nei er Kongen saa gammel?", faldt flere af de Tilstedevæ- rende ind, og den Gamle lettede de tykke graa Øjenbryn lige- som om han blev opmærksom paa noget. "Ja ja! det staaer jo i Almanakken." "Hvad var det han sagde om Kongen?" spurgte han. "Aa, Far," skreg Sønnekonen ham i Øret, "Skolemesteren siger, at I næsten paa Dagen er jevngammel med Kongen." "Siger han det? Hehehe!" lo den Gamle. "Saa er jeg Kon- gens Aarjævning? Ja det er meget til Mand den Kongen. Han er nok raskere tillags Han end jeg. Da jeg saae ham for fem Aar siden, saae han ud som den ældste Sønnen min." "Ja vil I troe det, Gamlefar," sagde Skolemesteren -- "det er ikke mange Maaneder siden den gamle Konge var tilhest og gallopperede langs med Fronten." "Nei da!" afbrød Sønnekonen. "Gu'bevars!" en Anden. "Det vilde jeg seet," en Tredie o.s.v. "Hehehe!" lo den Gamle. "Da vilde jeg ønsket at have redet Dragon for ham som i Otteogfiirs for Prinds Carl af Hessen. Aaret efter blev jeg permetert." Og nu kom en lang Historie fra Krigen i 1788. Gamlingen syntes at have faaet Liv og Sand- ser igjen, og han endte Historien med det Udbrud: "Skam, at jeg skal være bleven saa klein paa saa faa Aar, naar Kongen, som har været slig Krigsmand, er saa rask endnu. Men det vilde kvikne i mig om jeg fik see ham endnu en Gang. Jeg er ikke andet end Raataabjørk," sagde han; "men i Kongen har der været Valbjørk, som har været god." "Ikke fra det Første," sagde Skolemesteren. "Kongen er fød et Par Maaneder for tidlig og udstod megen Sygdom i sine første Aar; men han er bleven stærk som Furuen i Stormvinden ved et anstrenget, men ordentligt, Liv." "Aa, Skolemester, I kunde vist fortælle os noget om Kongen, naar I bare vilde," sagde Sønnekonen og satte Stoler og Krakker omkring ham. "Vilje fattes ikke, men kanskee Hukommelse," sagde Skole- mesteren. SIDE: 3 "Men lad see da!" Alle satte sig om ham. To af Børnene holdt sig ved hans Knæ, To toge Plads mellem Oldefaderens, til hvem Skolemesteren flyttede sig tæt hen. Og saa begyndte han da med nok et "Ja lad nu see da!" "Kongens Fædrenenavn har I kanskee hørt er Bernadotte, og han er fød i Staden Pau i Landskabet Bearn i det sydlige Frank- rig den 26de Januar 1764. Efter 10 Aars Tjeneste fra Soldat af træffe vi ham 1790 som Underofficeer i Staden Marseille un- der de blodige Uroligheder, Friheden kostede Franskmændene; og der fik han Leilighed at betale sin Regimentschef den Yndest, denne altid havde viist ham, ved at redde hans Liv. Obersten, som var en Adelsmand, blev nemlig en Dag forfulgt af den ra- sende Pøbel, som endog vilde slæbe ham afsted forat hænge ham i en Lygtepæl. Men Bernadotte brød igjennem Hoben, udrev den Forfulgte af de Rasendes Hænder og førte ham ind i Raad- huset. Imidlertid fulgte de blodgjerrigste blandt Hoben efter Obersten og søgte med Magt at gjennembryde Kredsen, medens de med rasende Skrig fordrede deres udseede Slagtoffers Hoved. Bernadotte alene forblev rolig og tabte ikke sin Aandsnærvæ- relse, men erklærede med Fasthed, at kun over hans og hans Soldaters Legemer skulde man bane sig Vei ind i den sluttede Kreds. Tropperne satte sig i Forsvarsstilling, og da den rasende Pøbel nu saae, at den fandt kraftig Modstand, vovede den ikke at udføre sin blodgjerrige Beslutning. Obersten blev reddet." "Brav gjort! Hehe! brav gjort" mumlede den Gamle smilende. "Paa denne Tid," vedblev Skolemesteren, "hørte Ulydighed og Insubordination til Dagens Orden i den franske Armee. Berna- dotte, nu avanceret til høi Officeer, mærkede dette, da han ryk- kede i Leir; Soldaterne havde ikke alene dræbt en af sine Gene- raler, men de gjorde sig endog til af denne Forbrydelse. Berna- dottes Følelse var i høieste Grad oprørt. Dog deelte hverken de Tropper, som han just førte tilbage fra Striden, eller de i Leiren værende aldeles forvildede Bander disse Følelser. Men strax gav han Befaling, at alle Tropper skulde træde un- der Gevær. Han viste sig i deres Midte og Ordene strømmede fra hans Læber. Med billig Harme skildrede han Krigerne deres Forseelse, og de overordentligt skadelige Følger, som denne kunde have for den hele Hær. Hans Tale gjorde Indtryk. En alminde- lig Forbittrelse begyndte nu mod de Skyldige. Fra tusinde Stru- SIDE: 4 ber lød Skriget: "Straf dem! Straf dem!" Ja man forlangte endog, at han skulde føre de tro Tropper mod Forbryderne for at give et advarende Exempel. "Det var just Mand at tjene under" sagde den Gamle, krum- mende med Fingrene sin gamle graa Knebelsbart. "Saa skal det være." Skolemesteren vedblev: "Engang i de samme Aar maatte Bernadotte, som allerede siden 1792 var Oberst, udholde et saa haardt og blodigt Angreb, at hans Halvbrigade blev sprængt. Forgjæves søgte han at samle sine sønderrevne Geleder; man hørte ikke hans Befalinger. Da løb han hen til de forreste Flygtninger, rev med Hæftighed Epau- letterne af Skuldrene, kastede dem midt blandt de sprængte Ge- leder, og raabte: "Jeg er ikke mere Eders General, fordi I lader Eder vanære!" Nogle Frivillige stillede sig om ham; hans Ord foer som tændende Funker gjennem Rækkerne og opflammede Soldaterne. Nu fik han Øie paa nogle Tønder med Drikkevarer; "Skammer Eder," raabte han, "ved at overlade Eders Drik til Fienden!" Nogle efterladte Kanoner faaer han vendt mod Fien- den, Soldaterne stille sig hurtigt igjen i Slagorden og rykke raskt frem mod de forfølgende, seirdrukne Fiender. Disse standsede, forbausede over dette uformodede Anfald, de begyndte at vakle og vendte sig endeligt paa Flugt. Imidlertid faaer Bernadotte samlet sine adspredte Tropper, som han med Artilleri og Bagage fører tilbage til Leiren. Han skulde netop, paa Grund af en falsk Anklage, være bleven ført til Paris, men man lod Anklagen fare paa Grund af denne Bedrift og sendte ham en Udnævnelse som Divisionsgeneral. Denne vægrede han sig ved at modtage, da han ikke formelig var udnævnt til Brigadegeneral og erklærede tillige, "at det kunde være farligt og møisommeligt nok at kommandere en Brigade, saalænge Mandstugten stod paa en saa slet Fod." "Men nok en Historie, som viser med hvilken Omhu Berna- dotte søgte at opretholde Subordinationen, som var det Eneste, der manglede den franske republikanske Armee forat være den første i Verden. Flere af Grenadererne i et Regiment, som hørte til en General Marceau's Armeekorps, havde gjort sig skyldige i nogle Insubor- dinationsforseelser. Deres Chef vilde lade dem fængsle. Dette var Tegnet til Oprør. De meest Rasende kastede sig over Gene- SIDE: 5 ralen og vilde slæbe ham bort med sig. Bernadotte styrtede sig nu med Sablen i Haanden ind i de tykke Hobe med Trudsler og Besværgelser. Overgeneral Kleber selv ilede Marceau tilhjælp, men da han saae Bernadotte midt iblandt de Rasende, vendte han rolig tilbage til sit Telt og sagde til sine Officierer: "Lad ham kun handle, som han vil; jeg kunde maaskee have fordær- vet det Hele." Bernadottes Ord og især hans raske Handle- maade havde en forunderlig Virkning. Angst og Gru bemægti- gede sig Oprørerne. Nogle toge Flugten, Andre bade forskræk- kede om Naade, og forlangte nu selv at Oprørsstifterne skulde straffes. Paa Valpladsen efter en modig Storm blev Bernadotte udnævnt til Brigadegeneral, og hele Sommeren 1795 udmærkede han sig ved en Række af saa glimrende Vaabenbedrivter, at Overgene- ralen, efter et Slag, der varede i 11 Timer og hvori Bernadotte med 12000 Mand tiltvang sig imod 25000 Overgangen over en Flod, skrev til Nationalforsamlingen et glimrende Anbefalingsbrev for ham. I Aaret 1796 høstede han ligeledes rigelige Laurer, og i 1797 blev han befalet at støde med sit Armeekorps til den italienske Armee. Før han marscherede af, havde han bekjendt- gjort et strengt Disciplinreglement. Men hvad skeer! I Nær- heden af en By i selve Frankrig kom tre Soldater i Strid med de der boende Landmænd og skjøde ved denne Leilighed en af Bønderne. Den tililende Patrulje bemægtigede sig dog de Skyl- dige, som ogsaa paa Stedet bleve straffede ved en Krigsret. Bernadotte lod derpaa Tropperne strax sammenkalde paa Vaa- benpladsen i Provindsens Hovedstad og tiltalede dem omtrent saaledes: "Soldater! Eders hurtige Marscher og eders fortræffe- lige Disciplin har hidtil forskaffet eder alle Statsøvrigheders Høi- agtelse. Nu have imidlertid tre Uslinge, som ikke ere værd at kaldes eders Kammerater, berøvet en af vore Medborgere Livet. De have øieblikkelig ved Krigsretten faaet Lønnen for deres Skjændselsdaad, og Eder giver jeg nu denne Paamindelse: ved- ligeholder den Armees ære, som I repræsentere! Pletter ikke eders Laurbær! Forbinder dem heller uvisnede med den itali- enske Armees!" Disse Ord gjorde sin Virkning. Men før Ber- nadotte fortsatte sin Marsch, gav han, skjøndt han paa den Tid endnu ikke havte nogen Formue, den dræbte Bondes Familie Franks eller Mark, og lod den desuden paa sin Regning SIDE: 6 igjennem Overkassereren udbetale 1200 Franks, samt foranstal- tede en Subskription blandt Officiererne i Korpset, hvorved de Faderløse endnu erholdt 3000 Franks. Med den ham betroede Skare steg han over Alperne og viste sig i Mailand. Bonaparte havde kun ventet paa denne Forstærk- ning for at aabne Feldttoget. Armeen fik Befaling til Opbrud, men Tropperne havde i lang Tid ikke faaet Sold. Et Regiment vægrede sig af denne Grund for at marschere og truede at smitte hele Bernadottes Korps med sit oprørske Sindelag. Dets Oberst saae sig ikke istand til at tilveiebringe Lydighed. Han befalede Over- og Underofficierer at sætte sig i Marsch med Fanerne, men alligevel vedbleve Soldaterne haardnakket med deres Væg- ring og rørte sig ikke af Stedet. Bernadotte erfarede dette, ilede til og kommanderede: "Fremad Marsch!" Regimentet adlød vel, men gjorde igjen Holdt efter faa Skridt. Da styrtede Bernadotte ind paa det første Kompagni, drog Sabelen, svang den truende over den høire Fløimand og raabte: "Fremad! eller jeg hugger Dig ned!" Hurtigt vendte han sig derpaa mod de Øvrige: "Elen- dige! har jeg derfor ført Eder herhen, for at være Vidne til eders Skam? I maa adlyde eller myrde mig. Ville I det, da eders Liv tilhører mig? Forglemmer I, at I uden mig forlængst havde været Støv, eller kun vilde have været Slaver, som om- rodede Ungarns Moradser? Udleverer mig paa Øieblikket Ho- vedmændene eller jeg lader hver tiende Mand skyde!" Denne korte, uventede Tale forfeilede ikke sit Øiemed. Der herskede en dyb Taushed, men man læste Angst paa de bestyrt- sede Ansigter. Fanerne bleve udfoldede; Bernadotte raabte endnu engang: "Fremad!" og hele Regimentet fulgte uden Knur. Hovedmændene bleve angivne af Kompagnicheferne, maatte træde ud af Geledderne og saae sig nu bortførte som Fanger af sine egne Kamerater. Hærafdelingen naaede en betydelig Flod, men den var traadt ud over sine Bredder og der fandtes ingen Bro. Soldaterne studsede, forskrækkede over den voldsomme Strøm. Da sprang Bernadotte af Hesten og vadede, selv den første, igjennem Flo- den, medens Vandet stod ham lige til Skuldrene. Nu fulgte alle Soldaterne hans Exempel. Efterat Bernadotte var kommen op paa den anden Flodbred, opdagede han to af dem, som bleve SIDE: 7 revne bort af Strømmen. Strax styrtede han sig igjen i Vandet og bragte dem lykkeligt i Land under hele Armeens Bifaldsraab." "Brav gjort!" mumlede Gamlen. "I 1798, vedblev Skolemesteren, befandt Bernadotte sig som Gesandt i Keiseren af Østerrigs Hovedstad Wien, hvor der var nok af opblæst Adel, som fremfor alt hadede den franske Stats- omvæltning og alt hvad dengang Franskt var. Den nye franske Gesandts elskværdige Personlighed var imidlertid aldeles skikket til at formilde de Fordomme, man nærede mod den franske Republik og dens Helte. Han fik ogsaa snart Anledning til at give et Exempel paa hvorlidet han skammede sig ved sin ringe Stand. Den østerrigske Minister, som var Baron, og flere andre Stormænd troede nemlig, at skulle kunne ydmyge Bernadotte ved at erindre ham om, at han forhen ikke havde været andet end simpel Soldat. Derfor sagde Baronen engang til ham i et stort Selskab, at der i Wien opholdt sig en gammel udvandret fransk Officier, som kjendte ham særdeles godt. "Hvad hedder han da?" spurgte Bernadotte. Man nævnede hans Navn. "O ja!" raabte Bernadotte, "Han kjender mig sikkert meget godt. Jeg var simpel Soldat i hans Regiment. Hvad jeg er blevet, kan jeg fornemmelig takke ham for. Nu kan jeg desværre ikke mod- tage ham i mit Huus; men jeg beder, siger ham, at Bernadotte stedse nærer Ærefrygt og Taknemmelighed for ham." Det Be- synderligste ved det Hele var ellers, at den opblæste Østerriger, som vilde erindre Bernadotte om at han ingen bedre Ahner havde end sit Hjerte og sin Kaarde, selv var en ussel Flodskip- pers Søn." "Hahaha! Jeppe paa Bjerget!" loe Manden i Huset. "Saa gaaer det støt havde jeg nær sagt," lagde Skolemesteren til, rystende paa Hovedet. "Tvi være slig Adelshovmod!" brummede Gamlefar. "I samme Aar -- vedblev Ole Andersen -- var Bernadotte bleven besvogret med General Bonapartes Broder; men dette Forhold bevægede ham dog ikke til at gaae ind i hans Plan, at kuldkaste den bestaaende svage Regjering, der ikke duede til at styre Staten i saa vanskelige Tider. Bernadotte indsaae nok dette; men han vilde ikke tage Deel i at kuldkaste Statsforfat- ningen med Bajonetter. Tvertom sagde han aabent til Bona- partes Udsendinger, at om Regjeringen gav ham Befaling til at SIDE: 8 forsvare den, vilde han gjøre det. Han levede dengang som Privatmand efterat have i det foregaaende Aar reddet Fædre- landet og dets for alting blottede Armeer ved sin Duelighed som Minister eller Statsraad for Krigsvæsenet. "Jeg sværger -- skrev han til Hæren -- at jeg ikke vil hvile før jeg har forskaffet Eder Brød, Klæder og Vaaben!" Disse den nye Krigsministers op- muntrende Ord indgjød Hæren Tiltro og Fortrøstning, saa at den vendte sig til denne hædrede Mand som til en Frelser af lang- varig Nød og Elendighed. Og Han holdt Løfte. "Havde vi havt slig Mand i 1814 -- sagde Manden i Huset -- skulde vi havt større Ære af Leiken, om den end kunde endt som den gjorde." "Da tør det nok hænde," svarede Skolemester Ole, "at de Mangler, Nordmændene taalmodigen leed, ogsaa bidrog til at vække den Godhed for dem hos Carl Johan, som de snart er- holdt Beviser paa i de gode Tilbud, han rakte dem i aaben Haand istedetfor paa Sværdspidsen. Men det var ikke første Gang han var ædelmodig imod en Fiende. Saaledes hændte det, da han forestod Krigsvæsenet i Frankrig medens Bonaparte rumsterede fjernt paa den anden Side af Middelhavet, i Ægypten, at den dristige Ætling af det afsatte landsforviste gamle Kongehuus, Hertugen af Enghien, kom hemmeligt til Paris. Den republikan- ske Regjering havde da ikke mere Kraft, og det fordrevne bour- bonske Kongehuses Parti kunde vistnok fatte store Forhaabninger. Alles Øine vare tillige henvendte paa Bernadotte, thi hans Be- rømthed og den Hurtighed, hvormed han fattede Planer i de meest farlige Stillinger, betegnede ham som den Mand, der var bestemt til at spille en udmærket Rolle. Ved en fælles Ven gav Enghien ham derfor Underretning om sit Ophold i Paris, ja lod ham endog tilbyde Værdigheden som Overfeldtherre af Frankrig, dersom han igjen vilde føre Bourbonnerne tilbage paa deres for- rige Throne. "Jeg kan," svarede Bernadotte -- "ikke tjene Bour- bonnernes Sag. Eed og Pligt fængsle mig til det franske Folks Vilje. Da imidlertid en Mand, hvis Karakteer og ophøiede Her- komst jeg ærer, sætter sin Lid til mit Hjertes Ædelmodighed, skal han ikke her udsættes for nogen Ulykke. Men Prinsen maa ufortøvet reise tilbage. Om tre Dage er hans Hemmelighed ikke længer min alene. Da skylder jeg mit Fædreland at aabenbare SIDE: 9 den." Enghien blev denne Gang reddet. Uden Bernadottes Ædelmodighed havde han været forloren. Senere kneb Bonaparte ogsaa paa fremmed Grund den ulyk- kelige Prinds og lod ham skyde, da han i fiendtlige Hensigter havde nærmet sig Grændsen. Aarene 1806 og 7 ere fulde af Krigsbedrivter af Bernadotte, der gjorde, at Bonaparte, som nu var bleven Keiser Napoleon, udnævnte ham til Marschal eller Feldtherre af Frankrig og til Prinds af Pontecorvo. I et af disse Feldttog blev han ogsaa saaret af et Skud i Baghovedet, som maaskee den Dag idag minder ham om, at han bogstavelig har udgydt sit Blod for sit Fædreland. I 1808 var han Øverstbefa- lende i Hamborg, og det Rygte for Menneskelighed, som derfra udbredte sig over Norden, bidrog ikke lidet til at hefte Sven- skernes Opmærksomhed paa ham, da de 2 Aar efter valgte sig en Thronfølger. Det følgende Aar fik han ogsaa paa Valpladsen ved Wagram Anledning til at vise sit ædle Hjertelag mod Sach- serne, hvoraf hans Hærafdeling især bestod. Napoleon havde nemlig paa Slagdagen givet den udtrykkelige Befaling, at Ingen under Slaget maatte forlade Gelederne forat bære de Saarede bort, saasom der skulde være sørget for at der blev ydet dem Hjælp. Bernadotte, som kommanderede Sachserne, havde al- deles ikke, da han bekjendtgjorde Dagsbefalingen for sine Trop- per, tilføiet hiint strenge Forbud. Nu hændte det sig, at en Divi- sion, som Bernadotte havde opstillet i Reserve, blev komman- deret et andet Sted hen under Slaget, uden at han fik nogen Underretning derom, og at paa samme Tid de til de sachsiske Feldtlazaretter hørende Heste bleve hentede af et i Nærheden staaende fransk Korps for at forstærke dette Korpses Artilleri- forspand. Nu lede Sachserne betydeligt Tab og en Mængde Saa- rede laae uden Hjælp paa den blodvædede Valplads. Da gav Bernadotte strax Befaling til at spænde nogle Heste fra Kano- nerne, og med disse hente Feldtlazaretterne. Man forestillede ham, at det sit Forspand berøvede Skyts meget let kunde falde i Fiendernes Vold. "Lad være!" svarede den menneskekjærlige Feldtherre, "det er kun Erts; her er Menneskeliv, det er langt kostbarere end det døde Metal." Denne Tildragelse afstedkom et saa spændt Forhold mellem Prindsen af Pontecorvo og Napoleon, at Prindsen trak sig tilbage i Privatlivet. Men hans Patriotisme viste sig nu i sin skjønneste SIDE: 10 Skikkelse. Englænderne benyttede Napoleons Fraværelse til et stærkt Angreb paa de belgiske Provindser. Da glemmer Prind- sen al Forurettelse, iler til det truende Punkt og tilintetgjør Fien- dens Planer. Tilbagetrækningen i Privatlivet kunde ikke for Europa skjule en Charakteer og en Dygtighed som Prindsen af Pontecorvos. Selv Napoleons Storhed fordunklede ikke en som hans. Morgen- stjernen sees om end Maanen skinner paa den vide ensomme Himmel. Rigsdagen i 1810, der skulde kaare Sverige en Kron- prinds istedetfor Christian August . . ." "Christian August?" afbrød den Gamle. "Var det ikke saa, Skolemester? Det var Mand det! Gud glæde hans Sjel!" "Gud har erstattet Norge ham i Carl Johan, der blev hans Broder og er det saaledes som Aanderne ere Brødre, nemlig i Tænkemaade og Sindelag," sagde Skolemesteren og vedblev: "Paa Rigsdagen i Sverige altsaa, som skulde vælge en Kronprinds, nævner en fra Frankrig hjemkommen Svensker Prindsen af Pon- tecorvos Navn, og det var nok til at bestemme Valget. Det Navn, han havde erhvervet sig som Menneske, Borger, Helt og Overøvrighed, forenede strax Stemmerne, og i Prindsen af Ponte- corvo fik Sverige sin Carl Johan. Denne nye Stilling krævede Deeltagelsen i Striden med Napoleon, som ogsaa i Carl Johan fandt sin farligste Modstander. Dog kun til Grændsen af Frank- rig førte Carl Johan sine Krigere; derfra søgte han at tale sit Fædrelands Sag hos dets seirende Fiender. Men jeg kommer ind i Historien -- afbrød Skolemesteren sig -- istedet for at for- tælle enkelte Træk af vor gamle Konges mærkværdige Liv, der isandhed er som et Eventyr, skjøndt ligesaa fuldt af Lærdom som den strengeste Præken fuld af Beviser paa, at Fortjeneste og Dyd altid bærer Krands eller Krone svævende over sit Ho- ved. Som Ven af Borgerfriheden kunde Carl Johan ikke mis- billige den Grundlov, som Nordmændene havde givet sig paa Efterretningen om deres Lands Afstaaelse til Sverige, hvortil Carl Johan havde tvunget Danmark, som var forbundet med Napo- leon. Dette skede netop idag den 14de Januar for 30 Aar siden; men Han tilbød Nordmændene Foreningen med Sverige paa gan- ske andre Betingelser end der den Dag blev fastsat. Han tilbød dem Selvstændighed og Bekræftelsen af deres Grundlov. Det var hvad alle Nordmænd vilde. De modtoge den udrakte Haand, SIDE: 11 og saaledes har da nu Carl Johans og Norges Skjæbne været forenede i næsten 30 Aar. I 4 var Han dets Kronprinds, i 26 er han dets Konge. Mellem Træk af Carl Johans Liv -- tilføjede Skolemesteren -- kunde vel ogsaa anføres endeel af hans ud- mærkede Goddædighed. Jeg har seet en Fortegnelse over hans Gaver fra Tid til anden til Indretninger i Norge, og saa mangel- fuld den var, var Beløbet en ganske overordentlig Sum, saa han neppe beholder stort af hvad Landet yder ham. Og Svenskerne maae give ham samme Lov. Rundhaandethed var et Træk, vore Forfædre skattede høit hos sine Konger, men det er ikke det eneste, hans Charakteer har tilfælles med de herligste af disse. Ædelmodig som Hakon Adelsteen og varmhjertet som Olaf Trygg- vesen, er han tapper, genifuld og veltalende som Sverre." "Gud velsigne Ham der han er!" udbrød Gamlefar Thormod, reisende sig raskt op af Kubbestolen og strygende Huen af. "Gud velsigne ham!" gjentog de Øvrige. "Drik til, Gamlefar, og lad saa gaae rundt!" lagde den venlige Huusmoder til, idet hun rakte Thormod Bollen med Stærktøl, som hun hemmelig havde holdt i Beredskab. Gubben drak hjertugt. Da han rakte Bollen fra sig, eller ret- tere da han første Gang reiste Ansigtet op fra Bollen, trillede en stor Taare ned over hans Kind. Den trillede og trillede ned over Kinden, over Skjægget, ud paa det yderste af den højeste Bugt det slog, og derfra trillede den ned i Kruset. "Om Forladelse . . . Anne, kom med en ny Ølbolle," sagde Gamlen, idet han vilde række Bollen fra sig til hende. "Oh! skader ikke," raabte Skolemesteren, greb Bollen, drak og rakte den fra sig med et "Gud velsigne Kongen!" "Kongen, Thormod, gav gjerne den smukkeste Perle i sin Krone for denne Eders Taare." "Troer I?" "Jeg veed det" . . . SIDE: 12 POESIER PAA HS. MAJ. KONG CARL JOHANS OTTIAARIGE FØDSELSDAG 1. FOLKETS SANG. Trykt i Avdeling I, bind 3, s. 154 -- 155. 2. ASYLBØRNENES SANG Trykt i Avdeling I, bind 3, s. 145 -- 146. Henrik Wergeland Nr. 3, 5te Februar 1844. Fra Betleri og Lyveri kort Skridt til Tyveri. SCENER FRA HYTTERNE (Fortsættelse fra Nr. 24 forrige Aargang.) Den Fattiges Kirkegang. Forældre- og Lancaster-Opdragelse i Kjeltringsstreger. "Nei, Kirkegang kan der ikke blive noget af," sagde Mari den følgende Julemorgen til Christen, "for hverken Du eller jeg have Klæder dertil. Havde jeg endda bare et skikkeligt Tørklæde. Reent er nok det jeg har, men . . ." Saa er det. Kirken mister mange af sine bedste Børn, fordi de ikke have Klæder at gaae med. Smukt er det, at man vil være peen og net i Guds Huus; men ilde er det, at dette er bleven overdrevet indtil at Kirkegangen er bleven til en Parade- Udstilling af Flitter og Flatter. De laane af hinanden naar de endelig maa gaae tilalters paa en Søndag naar mange Kirkefolk ikke ere ventendes. Men naar nu Ureenlighedstilstanden er saa- ledes hos Den, der vil laane, at Ingen vil vove sin Kjole de Ti- mers Tid? Man vilde forfærdes, naar man kom underveirs med hvormange Tusinder, der i saa og saa mange Aar ikke have været indenfor en Kirkedør. "Og dog vilde jeg saa gjerne i Kirken idag," sukkede Mari. "Thi jeg er saa glad, og vi have ogsaa stor Grund til at takke Gud." "Raad har vi nok til et Tørklæde nu for de Penge vor nye Huusbonde gav mig igaaraftes for Hjælpen; og var det ikke saa SIDE: 13 seent paa Juuldagen, saa er der Kjøbmænd nok derinde i Byen, som gjerne staae op om Natten for at veje ud et Fjerdingspund Kaffee." "Det er for seent -- det ringer alt første Gang." Den deilige Julekimen hørtes tydelig gjennem den klare blaa Luft som Sølv gjennem Glas. Børnene, som laae længe idag, begyndte at lytte og at hærme. "Dididididi" hærmede begge de Mindste, og Vesle- Ola faldt ind med sit "Domdimdomdom." "Veed du hvad? -- sagde Mari pludselig -- gaa Du forud og stel Brormin hid at passe Barna, saa gaae vi sammen lel. Vi kunne sætte os ved Døren under Orgelskutet. Rene ere vi dog, Gudskelov, og til Paaske eller før skal vi med Guds Hjælp see noget likere ud. Og nu op, Barn!" Og de tre Rollinger krøbe muntre ud af deres lille Kasse. "Jagu' vil hu Mari tilkirke idag," sagde den fæle Kjærring i Gjenbohytten, idet hun blæste og spyttede paa Ruden til hun fik et lidet Kikhul. "Tvi Fan'ens Skind, ikke at have mere Skam for sig end at gaae slig sta. Da kunde jeg gaae med." "Det skulde Du kunnet, Kari -- Uh! uh!" stønnede Manden borte i Sengen -- dersom jeg havde faaet Vadsækken løs. Der var nok til os begge, skulde jeg troe. Men Christen skal . . Uh! uh! det værker mig saa i Ryggen. Men bi lidt! . ." Resten døde hen i en Stønnen, som halvdeels kom af Rappene, halvdeels af Fyldesyge siden Igaarkvel. "Nu, vil du ikke ha'e lidt af det Jens bragte med sig igaar Hans?" -- "Grisemad! Du skal ikke tage imod sligt, Gut." -- "Vel nok tage imod, men saa slænge det bagom Væggen. Hei, der kjører'en Rasmus Nordsæt tilkirke med Qvindfolka sine. Jøss hvor griskt og grumt det skal være. Det skinner langt af- vei af de Bælene. Ei, svindt Jens, rap dig! Der mistede Styr- karen Svøben under den tykke Kappen sin uden at mærke det. Svint og knip den herind!" Jens smuttede ud af Døren og bragte strax efter en Svøbe ind igjen med sig. "Hid med den, Gut!" buldrede Faderen -- "God Svøbe, D -- klore mig! Ingen saae det vel?" SIDE: 14 "Var det likt det da?" "Nei, Christens ere jo gangne tilkirke," bemærkede Konen. "Har du hørt sligt? De er vel bedre end os, skal jeg troe." "Nuda, saa kan det da bli'e til en Sup tilkvels, og denne Dag gaaer da vel med. Du veed den Marketenteren der paa Hjørnet, Jens. Naar du gaaer ind ad Porten, lader han dig nok faae en Pægl for Svøben." Saa er det: der gives Borgermænd her i Byen, pyntelige og pene Folk, som ikke tage i Betænkning at sælge Brændeviin til ganske unge Fattiggutter for Ting, de ganske vel maae vide ere stjaalne. Bliver der Spørgsmaal om denne skjændige Handel, da hedder det, at Tingene kun ere tagne i Pant. Hvilken Andeel have ikke Slige i Forbrydelserne og Fordærvelsen? Det hændte nylig, at tre slige Drenge, saa lasede og usle, at Mistanke strax burde have opstaaet, uden Vanskelighed fik sig hos en Borger- mand seent en Søndag Aften en Pægl Brændeviin for et Sølv- fingerbøl. Umiddelbart efter at have drukket den op, begik de Indbrud, bleve grebne, og under Forhøret kom da ogsaa dette op og at Fingerbøllet var stjaalet. Marketenteren gjorde da Eed for Retten paa at det kun var sat i Pant(!) Der var da ingen Vanskelighed for Hans Fælles Unge at reise en Pægl Brændeviin for den rapsede Svøbe. Men der skede noget endnu værre paa den Tour ind til Byen. Morbroderen, der skulde passe paa Børnene i den anden Stue, havde ladet Vesle-Ola slippe ud paa Trappen just da Nabogutten gik forbi. "Kom og følg med til Byen, Vesle-Ola, skal vi ha'e Moro. Det er Jula." "Bare ikke Moer blier sindt," mente Vesle-Ola; men han gik dog. -- -- "Bi nu her udenfor -- sagde Hans Fælles Søn, idet han knappede bedre om Svøben -- mens jeg faaer Brændeviin til'en Far og Mor. Men svindt ind i Porten, om du skulde see en Mand komme i blaa sid Frakke, blank Hat med Skilt og Stok Haanden, eller nogen med Guldsnor om Luven!" Det var Juledags Formiddag under Høimessen, men nok er det, Gutten kom ud igjen uden Svøbe, men med halvanden Pægl paa Flasken. SIDE: 15 "Smag!" sagde Hans Fælles Søn. "Der er en halv Pægl over, saa'en Far ikke kan mærke noget." Og dermed tog han sig en dygtig Slurk i Portkrogen og rakte Flasken til Vesle-Ola, som gjorde efter, men strax maatte give det fra sig igjen, da Naturen bød imod. "Saa gik det mig ogsaa første Gangen" green Hans Fælles Unge; "men huf Gut! hvad godt det gjør nu." Og atter klunkede det ham i Halsen. "Nu kan det være passe," sagde han og saae paa Flasken imod Dagslyset. "Det var mig, som tog Svøben, saa det er mig, som spanderer paa han Far." "Nu faaer jeg hjem til Moer," klynkede Vesle-Ola. "Hun er vist kommen nu." "Pyt nei!" sagde Staklens Forfører -- "nu er det Middag, og idag er nok ingen Vægter ude. Idag skal vi leve godt. Gaa du ind i Kjøkkenerne du, som liden er, skal du bare see. Og naar det saa lider om lidt, skal vi gaae Gregoriusbrur sammen hele Maaneden." Vesle-Ola kom særdeles tilfreds ud af det første Kjøkken. Han lovede sin Forfører at blive oftere med ham til Byen. De holdt et Par Middage sammen ude i Portrummene, thi Hans Fælles Søn, som nok vidste, at han ikke var kjendt for godt, holdt sig tilbage. Men han lærte Vesle-Ola, at han paa et Sted skulde sige, at hans Forældre vare døde i Cholera, paa et andet, at hans Moder laae syg og at Faderen var død, paa et tre- die, at Forældrene havde sendt ham ud for at bede til Julehelgen o.s.v. Og, som sagt, Ola fandt, at det lønnede sig, og han var saa glad i sin Kammerat, som havde lært ham denne Maade at faae god Mad og Skillinger paa, at han fandt sig i at han altid tog fra ham disse og et Par smaa Støvler, som en god Kone et- steds gav ham, da hun hørte, at Moderen laae syg hjemme paa Enerhaugen og at Ole havde syv Søskende. "Jo daarligere du seer ud, jo bedre," sagde Kammeraten, idet han tog Støvlerne. "Du burde ikke have noget paa Benene heller." Fra Betleri, der lyver, og til Tyveri er et saa kort Skridt, at det ikke er godt at sige, om det Sidste virkelig er værre. Tyven stjæler som oftest fra Fremmede; men Betleren, der lyver, vil jo bedrage den, der gjør ham godt, og han bestjæler tillige den virkelige Nød ved at berøve den en Gave, som ellers vilde være falden i dens Skjød. Hverken for Menneskenes Øine eller for SIDE: 16 sin Samvittighed maa derfor Betleren, der lyver, holde sig for mindre slet end Tyven; og vist er det, at, om han ikke stjæler paa samme Maade som denne, saa er det af ingen moralsk bedre Grund, end fordi hans egen Maade synes ham sikkrere. Han burde derfor ogsaa lide Tyvens Straf, og Ingen burde, for sin egen Skyld, være ivrigere til at hindre ham i at drive sit Uvæsen end de virkelige nødlidende selv, fordi disse lide meest ved hans Indgreb -- kort, den fattige Klasse bør øve et indbyrdes Politi og rense sig selv fra de Personer, som skade den ved at blande Forbrydelser og Lumpenhed med Fattigdommen, der kan være saa agtværdig, ligesom den altid er hjælpeværdig og ikke vilde mangle Hjælpen, som slige Misbrug ikke havde gjort de Formu- ende mistænkelige imod den. Dersom det skede -- man skulde see hvor overordentlig de Nødlidendes Antal vilde indskrænkes, og siden idelig formindskes, fordi Hjælpen da vilde rigeligere kunne ydes Enhver. Læs dette to Gange, og medens du gjør dette, saa tænk, at Hans Fælles Gut havde ført Vesle-Ola ind i et Portrum for der bag en Vogn at lure paa, at en Student skulde gaae ud, hvis Dør gik ligeud til Portgangen. "Da hænger han Nøglen bag Dørposten -- havde Kjeltringen hvidsket -- og saa skal vi see hvorledes han har det. Da han gik i Døren ista, saae jeg en vakker Meer- skums Pibe med Sølvbeslag paa Væggen, og en havde han i Munden. Saae du den? Kan gjerne være der er flere." Vesle-Ola blev ganske bleg. En Følelse sagde ham, at Ka- meratens Forsæt var at øve noget Ondt. Han erindrede, at Moer ofte, naar hun skiftede Maden, havde sagt: "rør ikke det! Det er Maries eller Thorstens; men der er dit." "Jeg vil gaae hjem," suttrede han, "hjem til Moer." I samme Øieblik tog det i Studentens Dør og Kameraten dukkede Vesle-Ola raskt ned bag Vognen. Ganske rigtigt, han hængte Nøglen bag Dørposten. "Nu staa i Porten du Ola;" sagde Informatoren, "og se bare efter, om han ikke kommer tilbage. Det er der jo ikke noget ondt i." Vesle-Ola gjorde saa, glad ved at slippe med det. En sjette- deels Minut efter var Hans Fælles Søn tilbage med to sølvbe- slagne Meerskums-Pibehoveder og en Sølvtheskee i et guult Silke- SIDE: 17 tørklæde. Nøglen atter paa sin Plads, og begge Guttene ude af Porten. De gjorde Holdt paa det første ensomme Sted. "Ti nu bare stille, Ola -- sagde Informatoren -- eller du er ulykkelig, for du har været med. Ja tier du ikke, kommer du paa Raadstuen og faaer Riis. Men det er det Samme, der har du det Tørklæde der, som du kan sige du har fundet eller faaet, hvilket du vil. Og faaet har du det." Atter følte Vesle-Ola en Anelse om, at dette hang galt sammen; men da Kameraten rev ham med sig i hurtig Flugt, fik han ikke Tid til at tænke over. Men en Tanke faldt ham ind, som jog alle andre væk, den, at Moer vilde blive glad i Tørklædet og kunde bruge det til Søndags, naar hun ønskede at gaae i Kirken. Hvad gjorde imidlertid, at Vesle-Ola, da han havde faaet sine Skjænder fordi han uden Lov var løbet til Byen med Hans Fælles berygtede Gut, med en vis Skamfuldhed tog Moderen tilside og hviskede, idet han trak Silketørklædet frem: "vær ikke vred længer, Moer, skal du faa noget Vakkert?" Gud sænkede atter ligesom et blegt Stjernelys ned i hans Hjerne mellem dens Be- greber om Godt og Ondt. "Jesu Navn! hvor har du faaet det?" spurgte Moderen. Vesle-Ola svarede ikke. Samvittigheden rørte sig som en Slange omkring hans Hjerte, stikkende ligesom Hovedet op i hans Luft- rør, saa han ikke kunde svare. Han saae paa sin Moders An- sigt, at hun blev forfærdet. Og hun blev det først nu, da hun af Olas Taushed og af hvad hun læste i hans Ansigt maatte for- lade Tanken om at Ola havde fundet Tørklædet. Og om han havde fundet det, saa havde han jo villet give det bort. Der var god Bund i Vesle-Ola! thi han undlod at sige, at han havde fundet Tørklædet, og tilstod straks at han havde faaet det af Jens Hansen Fælle. "Saa er det jo stjaalet!" skreg Moderen med Hænderne sam- menvredne over Hovedet. Christen reiste sig og greb efter en Kjep mellem Veden ved Skorstenen. "Nei, Nei!" raabte Mari. "Lad være Christen; men lad os høre alt." Og Vesle-Ola fordulgte intet forsaavidt hans Graad ikke opslugte nogle enkelte Ord. "Væk, væk herfra!" mumlede Faderen, "Eller vore Børn ere forlorne for dette Skurkepaks Skyld mellem vore Naboer." SIDE: 18 "Han er det alt," jamrede Moderen. "Vi maa angive det, og vort Barn vil blive straffet." Vesle-Ola havde tilstaaet alt, at han havde staaet paa Post under Tyveriet og at han havde løiet sig til Almisser i flere Huse. "O Gud hjælpe os!" vedblev Moderen. "Politiet vi aldrig troe os naar de see vor Fattigdom og da de kjende vort Nabolag, og Ola vil blive straffet." "Bi lidt," sagde Faderen; "kan du kjende igjen Huset, Ola, hvor det blev taget." Vesle-Ola meente nei, siden at alt var gaaet til i saadan Hurv, som han sagde. "Og desuden var jeg saa bange" lagde han til. "Angive vi det," hulkede Moderen, der havde kastet sig paa Sengen med Hænderne for Øinene, "da vil han blive straffet han Ola der, og hvad vilde den snilde Mand tænke, som nu skulde blive vor Hosbond?" "End om vi ikke angive det," sagde Christen langsomt. "Aldrig! Det var Hæleri," svarede Mari raskt. "Saa bliver han straffet og baade han og Vi mistænkte. Men jeg meente ikke, at vi skulde bruge Tørklædet." "Hvordan da?" "End om vi tiede ganske stille og brændte det op strax?" Mari reiste sig fra Sengen med store Øine. "Ja det kanskee. Bare det saa maatte gaae stilt over." Hun greb det smukke Tørklæde i den ene Snip og holdt det over Ilden. Det var længere end hun troede, slog sig langt ud, saa den anden Snip strax naaede Varmen, og i et Nu, før hun egentlig vilde, blussede det op. "Gid Pibehovederne brændte med!" sagde Vesle-Ola. "Pibehovederne!" skreg begge Forældrene. "Gud fri os! Det havde vi glemt." "Det vil blive opdaget alligevel." "Vi ere i Skurkenes Vold!" "I Politiets!" "Ja, ja ja!" stønnede Mari. "Jeg frygter vi have gjort galt -- galt værre." En mørk Ahnelse betog dem. Da den sidste Gnist forsvandt i Tørklædets sorte Aske, var det som det sortnede for deres Øine. "Vi ere ulykkelige!" var det Udraab, som paa eengang kom fra deres Læber. (Fortsæettes.) Henrik Wergeland SIDE: 19 Nr. 4, 20de Februar 1844. Gaa ei tilsengs med Synden! Du lægger dig paa Roser; men vaagner op i Dynden. EN SKJØGES LEVNET OG DØD. (Af det Svenske.) I en Alder af 17 Aar forlod Lisa Monsdatter Fædrenehytten, en Huusmandsbolig under det prægtige Herresæde Hellekis paa det skjønne Kinnekulle, for at søge Tjeneste og gjøre sin Lykke i Hovedstaden, hvorom Tjenestetyendet, naar Herskabet aarligen tilbragte den skjønne Aarstid paa nævnte Lystslot, havde fortalt saa vidunderlige og fortryllende Ting. En hæderlig Attest fra Præsten og et anbefalende Fribrev udgjorde de Støtter, hvorpaa hun kunde grunde sine Forhaabninger; men i Hemmelighed byg- gede hun den mere paa den grove og platte Smiger, som Tjenerne hos Herskabet fra Stockholm overvældede hende med, og som hverken Speilet eller hendes Egenkjærlighed modsagde. Hun var jo rigtignok ikke en Skabning, der kunde afgive Model for Bild- huggeren eller Maleren, men hun var dog en vakker Pige med et livligt, friskt og ungdommeligt Udseende, som ofte mere ind- tager end regelmæssige Træk. I Begyndelsen gik Alt efter Ønske. Hun blev antagen som Stuepige i et fornemt Huus, hvor man dagligen levede i Suus og Duus. Af Levningerne fra de under Lækkerheder segnende Borde bortsnappede de tyvagtige Opvartere saa meget, at Husets Tyende af begge Kjøn ikke behøvede at frygte for at maatte nære sig med den ringere Kost, som Herskabet havde bestemt for det. Paa de Dage, da Herskabet selv fraadsede ved Andres Bord eller deeltog i den store Verdens Adspredelser, toge Tje- nestefolkene, der vare blevne hjemme, Tiden iagt, idet de ogsaa, saa godt de kunde, søgte at more sig udenfor Huset med eller uden Tilladelse; og Lise var ikke den, som forsømte at gjøre sig bekjendt med de af Livets Forholde, hvoraf hun troede at kunne høste Glæde eller Fordeel. Det var kun ved de Leiligheder, naar Herskabet, overmættet af de høiere og rigere Kredses Tidsfordriv, foruleiliget ved de Udgifter, som et saa yppigt Levnet kostede, kjed og udmattet paa Legeme og Sjæl, holdt sig hjemme i nogle Uger og lod sig nøie med simpel Hverdagskost, samt med gjerrig Haand rakte Tjenestetyendet det, som endnu var simplere og SIDE: 20 slettere, -- da var det, at Lise ret begreb saadanne Stores Smaa- lighed og Bitterheden ved at være afhængig af dem. Længselen efter at forandre sin Stilling var heraf en naturlig Følge, og til næste Flyttedag optraadte hun som Opvartningspige i et Værts- huus, der netop var i Raabet. Huusmandsdatteren fra Hellekis havde allerede den første Uge efter sin Ankomst til Hovedstaden byttet sine simple hjemme- vævede Hvergarnsklæder med smukkere, dyrere og tyndere Tøier, hvori hun ofte frøs og hostede. Hendes Klædedragt havde ogsaa faaet et pynteligere Snit, og derved blev det i Begyndelsen. Men da hun blev antagen som Opvartningspige i Værtshuset, blev For- andringen mere gjennemgribende; og det skarpeste Kikglas kunde nu ikke mere finde nogen Lighed med Hensyn til Holdning og Klædedragt mellem den fordringsløse Bondepige "Lisa" og den nette, knipske "Jomfru Lisette." Unge Dagdrivere og Lapse i Dusinviis dreve hele Dagen om i Værtshuset og spøgede med Opvartningspigerne. Lisette var den første, paa hvem de raabte, den sidste, fra hvem de skiltes. Nyhedens Ynde pirrede Nysgjerrigheden, "Blomsterne fra Kinne- kulle," som endnu ikke vare visnede paa Kinden med Smilehullet, styrkede deres Mod, og de raske Svar fængslede Opmærksom- heden. Nogle Uger senere spurgte man forgjæves efter "Jomfru Li- sette." Hun var forsvunden. I Værtshuset vidste Ingen hvor hun var bleven af. Det var et staaende Svar hos hendes forhenvæ- rende Søstre, som dog smaaloe og saae hemmelighedsfulde ud, naar de gjentoge det. Den af Værtshusets Gæster, som hyppigst var kommen der, en kongelig Sekretær i flere Kontorer, ophørte paa samme Tid at have sin Gang der. Han fandt sig nu meget bedre hjemme i sin nye vakkre Bopæl, hvor den smukke "Mamsell Elisa" holdt Huus for ham. Det var Huusmandsdatterens tredie Forvandling. Hun tilbragte nu en Bislopperskes Hvedebrødsdage med sin Forfører. De levede herligt og i Glæde, forlystede sig i tillukkede Rum paa Theatret, drak afbrændt Viin paa Beværtningsstederne udenfor Staden, sugede Honningen af Øieblikkets Nydelser og tænkte ikke paa den kommende Dag. Men denne kom, Udsvævelser sløvede og svækkede, og den SIDE: 21 kongelige Sekretær blev endog kjed af sin Elisa inden hans Kre- ditorer vare blevne kjede af at underholde dem begge. De to forhenværende Elskende flyttede fra hinanden, og den sidste Foræring, han gjorde hende, bestod i Forudbetaling af et Kvartals Leie for det Værelse, hun nu herefter skulde beboe -- alene. O, havde hun stedse kunnet forblive det! Men under hendes eget Hjerte bankede allerede et andet, og snart maatte en Vugge have Plads ved Siden af Mamsellens Seng. Trangen forøgedes; vant til at sidde med Hænderne i Skjødet var hvert Middel til at erhverve Brødet paa en ærlig Maade hende modbydeligt. Efterat det stakkels Barns Fader efter mange Vanskeligheder havde befriet hende for Omsorgen for dets Op- hold og indløst det paa Fødsselstiftelsen, ilede hun med fordoblet Hurtighed frem paa Lastens og Fordærvelsens Vei. I Kongens Have og paa andre offentlige Promenader overgik hun alle andre i Pragt og Flitterstads. Der var ingen Udhaler i Stockholm, som ikke vidste hvem hun var, ikke vidste hvor hun boede. Under dette Tidsrum af hendes Liv befandt hun sig i et Slags Velstand . . . . men dette Tidsrum var kort. En vederstyggelig Sygdom stødte hende nærmere til Afgrundens Rand, men uden at standse hendes Udsvævelser, indtil Politiet gjorde en Ende derpaa og skaffede hende Plads i et Hospital. Udkommen herfra gik hendes Digten og Tragten alene ud paa, at begynde sit forrige Levnet paany, men Armoden hindrede hende fra at vise sig i en Klædedragt, som kunde anstaae Folk af en vis Stand og Vilkaar og -- hvad der var endnu værre! -- Sygdommen havde ødelagt hendes Ynder: Øiestenens blaa Be- dækning var langtfra saa mørk som de tykke Poser under Øinene; forsvundne vare Kindens Roser; den lille skjelmske Grube var gaaet tabt i den magre indfaldne Kind. I denne Forfatning var hun afskrækkende; og naar Nogen indlod sig i Samtale med hende i Mørket, blev hun med Afsky og Foragt bortviist ved det første Glimt af Maaneskinnet eller ved den mindste Lysning fra Gadelygten. Nu blev hendes Forfatning græsselig; hun frøs og hungrede. Fremtiden syntes ikke at tilbyde hende andet Valg, end en Gade- feierskes modbydelige Bestilling, Tugthuset eller Selvmord. Den sidste Udvei var den, som hun foretrak, fordi den paa eengang gjorde Ende paa al hendes Usselhed. SIDE: 22 Og nu solgte hun sin sidste hele Kjole, kjøbte Brændeviin der- for, for at bedøve Følelserne og styrke sit Mod. I en beruset Tilstand begav hun sig derpaa til Skinnarviksbergen, hvor hun agtede at opsøge et eenligt Sted, for ubemærket at ende sin Kval i Mælarsøens Dyb. Da hun nu havde fundet et Sted, som syntes at være passende for hendes Forsæt, kastede hun sig paa Knæ -- ikke for at bede, men for at forbande. Og et mere fuldendt Billede af Forban- delsen har aldrig viist sig for Kunstnerens Fantasi. Legemets vaklende Stilling, hvis øverste Deel hun forgjæves søgte at holde opreist og roligt, medens hendes Knæ hvilede paa Jorden; den mod Himlen opløftede knyttede Haand; det halvt tillukkede Øies rædsomme Flammer; de afbrudte usammenhængende, hylende Klagelyd, udstødte af en Mund, som snart af Raseri fordreiedes til et Griin, og snart blev vildt fortrukken af Fortvivlelsen; Haa- rets vilde Flagren i Blæsten -- -- Arme faldne Væsen, som vil saaledes gjøre Ende paa din Skjebne og drukne din Elendighed og din Skjændsel i Bølgens og Glemselens barmhjertige Favn! Hun reiste sig op efter flere frugtesløse Anstrengelser og ra- vede hen mod Stranden. Hun gik nogle Skridt tilbage, for med eet Spring at kaste sig i Vandet . . . . Ve og Rædsel! . . Et Skrig! Et Spring! Et Plump! En Stilhed af en Minut. Noget Sort kommer atter tilsyne i Vandskorpen. I en Sekund viser sig en oprakt Arm med ud- spilede Finger. Et gurglende Forsøg paa et Skrig høres. Det er den Arme, som angrer sit Skridt, som fortvivler i Døden og vil skrige om Hjælp. . . Det er for seent. Det Sorte i Vandskorpen er forsvundet endnu før Bølgevallingerne efter Plumpet have ophørt at bryde sig mod den stenige Strand. Et mørkt Vindkast farer hen over Fladen og udsletter dem. Henrik Wergeland INDIANSK HØIMODIGHED To Nordamerikanske Indianere elskede en og samme Pige; den Ene var en stor Høvding og den Anden en ung Kriger, der kun en kort Tid havde betraadt Krigens Bane. Den unge Piges For- SIDE: 23 ældre gave strax den unge Kriger Afslag saasnart de mærkede Høvdingens Hensigter. Flere Maaneder hengik, og den bortviste Elsker, et Rov for en mørk Fortvivlelse, deeltog ikke mere i de krigerske Øvelser, hvori han tidligere havde været den Første. Han forlod sin Hytte ved Daggry, og vendte ikke hjem igjen, førend Ilden overalt var slukket; og han tilbragte hele sin Tid i Eensomhed. Høvdingen gik samme Dag, han skulde føre den unge Pige hjem i sin Bolig, ud at jage i de nærliggende Bjerge, og, da han fik Øie paa en Bjørn, sendte han den en Kugle, som alene saarede den. Men i samme Øieblik, han greb til sin Strids- øxe, snublede han og faldt ikke langt fra Uhyret, som styrtede imod ham. Høvdingen havde saaret sig i Faldet, og var ude af Stand til at forsvare sig. Han troede sig fortabt og lukkede Øinene, for at oppebie Døden; men pludselig høres et Skud, og, da han aab- nede sine Øine, seer han det frygtelige Dyr kæmpende med Dø- den. Da han havde reist sig op, fandt han sig Ansigt til Ansigt med den, som havde reddet ham fra Døden. I sin Rednings- mand gjenkjender han den unge Kriger, sin Medbeiler, og, lyt- tende alene til Erkjendtlighedens Røst, tog han hans Haand, som han trykkede med Inderlighed, og sagde: "Min Ven, du har frelst mit Liv paa en Tid, da det var mig kjært, kjærere end nogensinde. Lader os være Brødre!" Tusinder ulige Følelser strede i Ynglingens Sjæl, og han stod aldeles ubevægelig med vilde Blik og trak Veiret krampagtigt; men han var af en ædel Natur. "Høvding," svarede han, "da jeg saae Bjørnen styrte imod dig, troede jeg, at det var den store Aand, som havde fattet Medynk med mine Lidelser, og et Øieblik følte mit Hjerte sig let og lykkeligt. Men da Døden var dig nær, meget nær, hvi- skede den gode Aand mig sine Ønsker i Øret, og jeg frelste dig, for at du skulde nyde din Lykke. Det er mig, som bør døe; jeg er Intet, har ingen Venner, der er Ingen, som elsker mig og som i min Bolig opliver Nattens lange Timer for mig. Farvel, Høvding !" Han beredte sig til at gaae, men Høvdingen holdt ham tilbage i Armen. "Hvorhen vil du gaae? Veed du ikke hvad en Broders Kjær- SIDE: 24 lighed vil sige? Have dine Drømme aldrig fortalt dig Noget derom. Jeg har sagt, at vi ville være Brødre; følg mig!" De kom tause til Indianerbyen; og, da de vare komne til Raadsstedet, sammenkaldte Høvdingen de Fornemste af sin Stamme og lod sin Brud komme derhen. "Fager-Blomst!" sagde han til hende, idet han tog hendes Haand, "vil du elske mig mindre som Broder end som Mand? Tal, hvisk mig dine Ønsker i Øret! Har du aldrig drømt om en anden yngre Røst end min, som sukkede af Kjærlighed og Fortvivlelse?" Derpaa førte han Pigen hen til den unge Kriger og sagde: "Tag hende, min Broder! Hun blive din Hustru og min Søster!" Derpaa vedblev han, idet han udstrakte sin høire Arm imod Stammens Ældste: "Jeg har sammenkaldt Eder, for at opfylde en Retfærdigheds Handling; -- hører mig: En ung Hjort elskede en Lilie, som op- voxede i Skyggen af en Poppel ved Bredden af en frisk Kilde. Det forelskede Dyr kom hver Dag for at see sin Lilie tiltage i Skjønhed og udfolde sine hvide Blade. Men en Dag kom en Tyr gaaende tæt forbi den elskede Blomst og rykkede den op med et Stød af sine Horn. Var det smukt? Nei, -- den stak- kels Hjort flygtede til Bjergene og vilde ikke mere vende tilbage til Poppelens Skygge. Nogen Tid derefter traf han Tyren lig- gende paa Marken, og nær ved at blive dræbt af en skrækkelig Bjørn. Hjorten styrter mod Bjørnen og gav derved Tyren Tid til at reise sig. Den havde alene lyttet til Hjertets Stemme, og havde reddet Tyren, skjøndt denne havde ødelagt den smukke Blomst, som voxede ved Bredden af Kilden. Det var smukt, det var ædelt! Tyren sagde til Hjorten: Lader os være Brødre i Glæde og Sorg. Men Hjorten svarede, at der ikke mere fandtes nogen Glæde for den, siden den havde mistet sin saa høit el- skede Lilie. Tyren tænkte efter og fandt, at en Broder burde gjøre store Opoffrelser for en Broder og han sagde til Hjorten: "Se her din Lilie, tag den inden den visner; bær den tilbage i Poppelens Skygge, og vær lykkelig!" -- Høvdinger, vise Mænd og Krigere! Jeg er Tyren, og I see der Hjorten, min Broder. Jeg har givet ham Lilien, som blomstrede ved den friske Kilde. Jeg har gjort meget; men alligevel ikke nok for en stor Høv- ding, ikke nok for en Broder, ikke nok for at fyldestgjøre Ret- SIDE: 25 færdigheden. Vise Krigere, lytter til mine Ord: Blomsten kan alene hvile ved en Høvdings Bryst. Min Broder maa blive Høv- ding; han er Høvding, thi jeg deler min Magt med ham. Mine Rigdomme, min Bolig tilhører ham; mine Heste, mit Pelsværk, Alt, hvad jeg eier, hører ham til. En Høvding har blot eet Liv, og den, som frelser det, kan ikke belønnes nok. I have hørt mig. Jeg har talt." Henrik Wergeland Nr. 5 tilsidst bider den dog som en Slange og stikker som en Skorpion." Sal. Ordsp. 23, 29 -- 32. "Vee dem, som staae aarle op om Morgenen, at jage efter stærk Drik og som vente paa Aftenen, at Vinen maa brænde dem. Vee dem, som ere vældige til at drikke Viin og duelige Mænd til at blande og skjænke stærk Drik." Jes. 5, 11. 22. "Vee dig, som faaer din Næste til at drikke, idet du byder ham din Flaske og gjør ham drukken." Habak. 2, 15. SIDE: 27 "Kjødets Gjerninger ere aabenbare, saasom: Hoer: Skjørlevnet, Ureenhed, Uteerlighed, Afgudsdyrkelse, Trolddom, allehaande Fiendskab, Kiv, Nid, Vrede, Trætte, Tvedragt, Partier, Avind, Mord, Drukkenskab, Fraadseri og deslige, om hvilke jeg forud siger Eder, ligesom jeg før haver sagt, at de, som gjøre saadant, skulle ikke arve Guds Rige." Gal. 5, 19 -- 21. "Farer ikke vild! hverken Skjørlevnere, eiheller Afgudsdyrkere, eiheller Hoerkarle, eiheller Blødagtige, eiheller de, som synde imod Naturen, eiheller Tyve, eiheller Gjerrige, eiheller Drankere, ei Skjændegjester, ei Røvere skulle arve Guds Rige." 1 Cor. 6, 9. 10. "Thi dersom I leve efter Kjødet, skulle I døe, men dersom I dræbe Kjødets Gjerninger formedelst Aanden, skulle I leve." Rom. 8, 13. "Lader os vandre skikkeligen, som om Dagen; ikke i Fraad- seri og Drukkenskab, ikke i Løsagtighed og Uteerlighed, ikke i Kiv og Avind! Men ifører den Herre Jesum Christum, og haver ikke Omsorg for Kjødet til Begjærligheders Opvækkelse." Rom. 13, 13. 14. "Farer ikke vild, Gud lader sig ikke spotte; thi hvad et Menne- ske saaer, det skal han og høste. Hvo som saaer i sit Kjød, skal høste Forkrænkelsen af Kjødet, men hvo som saaer i Aan- den, skal høste det evige Liv af Aanden." Gal. 6, 7. 8. Saa tænk da alvorligen efter, o Menneske! over disse frygte- lige Domme, forud forkyndte af den hellige Gud, der hader alle Synder, og har aabenbaret sin Vrede over al Ugudelighed, (Rom. 1, 18.) Han, som ikke forandrer sit Ord, (1 Petr. 1, 24. 25) og visselig skal opfylde sine Trudsler mod enhver Drukkenboldt, der fremturer i sin Synd. Men du spørger maaskee: er der da Redning for mig endnu? Ja vistnok, Gud være lovet! Vel er du ikke let at redde, dog kan og vil den samme Gud og Frelser, der allerede formedelst Maadeligheds-Foreningernes Bestræbelser har reddet mangen Drukkenboldt fra denne afskyelige Last, ogsaa hjælpe dig, hvis du søger denne hans Hjælp. Han vil ogsaa frie dig fra dit Træl- domsaag og give dig tilbage til det menneskelige Selskab som et nyttigt Medlem. Er det derfor dit Alvor at blive fri for Drikkesygen, da maa du begynde med ganske og aldeles at opgive Brændevinens eller SIDE: 28 nogensomhelst berusende Driks Nydelse. Vær overbeviist om, at dette er uundgaaelig nødvendigt, og at det Forsæt, lidt efter lidt at vænne dig af med hiin Vane, ikke fører til andet, end til at du altid paa ny igjen bliver overvunden af din Synd og saa- ledes indtil din Ende vedbliver at leve i samme. Lad dine Læ- ber ikke mere berøre det giftfyldte Glas, der drager dig til Af- grunden; derved griber du et af de kraftigste Midler for i Frem- tiden at undgaae Drukkenskab og den dermed forbundne Elen- dighed. Men skal din Helbredelse være grundig, og ikke atter tilintet- gjøres, saa maa den ikke blot være en udvortes, men ogsaa en indvortes; saa maa du ikke lade det blive ved dit eget Forsæt. Du behøver Hjælp ovenfra, og du maa henvende dig til ham, "der er kommen for at frelse det, som var fortabt." (Matth. 18, 11. 1 Tim. 1, 15.) Du maa erkjende og føle din Synd og den Fare, hvori du svæver; med angerfuldt Hjerte maa du bekjende begge Dele for Herren, thi "Christus haver Magt paa Jorden, at for- lade Synderne." (Matth. 9, 6.) Og "hans Blod renser os fra al Synd." (1 Joh. 1, 7.) Ja, kom kun du stakkels Syndens Træl, hvo du end er, hvor længe og mægtig Synden end har hersket i dig, Frelseren kan og vil hjælpe dig! Hør hvad Gud, til den bodfærdige Synders Trøst, har ladet skrive i sit dyrebare Ord: "Han skal frie den Fattige, som raaber, og den Elendige, som ingen Hjælper har." Ps. 72, 12. "Søger Herren medens han er at finde, kalder paa ham medens han er nær." "Den Ugudelige forlade sin Vei, og hver, som gjør Uret, sine Tanker og omvende sig til Herren, og han skal forbarme sig over ham, og til vor Gud thi han skal mangfoldeligen tilgive." Jes. 55, 6. 7. "Jesus annammer Syndere." Luc. 15, 2. "Den, som kommer til mig, skal jeg ingenlunde kaste ud." Joh. 6, 37. "Kommer hid til mig, Alle som have Møie og bære svær Byrde, jeg vil give Eder Hvile." Matth. 11, 28. "Det er en troværdig Tale, der er værd at annammes: at Christus Jesus kom til Verden, for at gjøre Syndere salige, blandt hvilke jeg er den groveste." 1. Tim. 1, 15. SIDE: 29 "Han kan fuldkommeligen gjøre dem salige, som komme til Gud formedelst ham, efterdi han lever altid for at træde frem for dem." Hebr. 7, 25. Og da du hverken ved dine egne Kræfter eller din egen For- nuft kan troe dette glædelige Budskab, saa hør, hvad Gud siger til din Opmuntring: "Beder saa skal Eder gives, leder saa skulle I finde, banker paa, saa skal Eder oplades." Matth. 7, 7. "Den himmelske Fader skal give dem den Hellig-Aand, som ham bede." Luc. 11, 13. "Min Kraft fuldkommes i Skrøbelighed." 2 Cor. 12, 9. "Gud er den, som udretter i Eder baade at ville, og at ud- rette efter sin Velbehageljghed." Philip. 2, 13. Paakalder du nu Herrens Navn, saa skal han forplante dit van- tro syndige Hjerte, og fylde det med Tro, der kan rense det, (Apost. Gjern. 15, 9.) modstaae Satan, (1 Petr. 5, 9) overvinde Verden, (1 Joh. 5, 4) og evindelig redde din Sjæl! (1 Joh. 5, 12. 13.) Suk da til Gud i inderlig Bøn om denne Troens Kraft, og du skal ikke alene blive fri for den Last, du hidtil især er bleven behersket af, men endog heldigen kunne modstaae enhver anden Synd, og endelig skal Gud give dig Livets Krone. (2 Tim. 4, 8.) Henrik Wergeland EN DRUKKENBOLDTS TESTAMENTE Da mit Legeme er kraftløst, og jeg frygter for, at min Aand snart skal sløves, eftersom jeg har betraadt Umaadelighedens Vei, og ikke agter at forlade den igjen, bestemmer og fastsætter jeg N. N. herved min sidste Villie: Da min Skaber har gjort mig skikket til fornuftig Nydelse, og skabt mig til at fremme hans Ære, og til at gjøre vel imod An- dre, saa kjender jeg min Ansvarlighed; -- men Lysten til at til- fredsstille de sandselige Begjærligheder, og den bestandige Ulyst til at modstaae Fristelsen ere saa stærke hos mig, at jeg ganske hengiver mig til Umaadelighed, og de Laster, der ere forbundne dermed. Desaarsag gjør jeg efterfølgende Testamente: Min Formue bestemmer jeg til Forødelsen, jeg veed at den inden kort Tid vil falde i de Folks Hænder, der forsyne mig SIDE: 30 med stærk Drik. -- Mit gode Navn og Rygte, der kun staaer paa svage Fødder, skal Tilintetgjørelsen have. -- Min gode Hu- stru, der saalænge venligen har ledsaget mig gjennem Livet, te- stamenterer jeg Skam, Fattigdom, Sorg og Hjertenag. -- Ethvert af mine Børn erholder mit Exempel og deres Faders skammelige Opførsel til Arvedeel. -- Endelig lader jeg Sygdommen, Elendig- heden og den snare Opløsning faae mit Legeme, og over min Sjæl, der aldrig døer, lader jeg den Gud raade, hvis Barmhjer- tighed jeg har misbrugt, og hvis Love jeg har forhaanet, skjøndt han formedelst sit Ord advarer mig, at ingen Drukkenboldt kunde arve Himmeriges Rige! -- (Af et hamborgsk Traktatskrivt.) HAAB PAA HERREN! Trykt i Avdeling I, bind 3, s. 165 -- 67. Henrik Wergeland Nr. 7 men nei! Han maa ikke vide noget derom, Han ikke, Han ikke, sidst af alle Mennesker!" SIDE: 31 "Ja for hvad vilde han troe?" sagde Christen. "... At vi vare Tyvepak, Hælerpak; og aldrig i Verden vilde han vide noget af os," hulkede Mari, skjulende atter sit Ansigt. "Ulykkelige Barn!" Vesle Ola sad nedhuket i Krogen. Man kunde see paa hans Ansigt, at han dog begreb hvorfor Forældrene vare saa bange. "Han Jens, som tog baade Pibehovederne og Tørklædet, vil nok tie stille," meente han, men baade Faderen og Moderen meente anderledes. "Jens vil sælge Pibehovederne," sagde Christen; "det bliver opdaget, at de ere stjaalne og hvor; Tyveriet bliver undersøgt, og saa .." "Ja, og saa have vi Vægterne her ..." Vesle Ola hukede sig dybere ned. Moderen taug; hun begreb, at hun i Omsorgen for sit Barns Sikkerhed, havde udsat denne endnu mere og selv gjort Uret imod den Bestjaalne. Det var en bedrøvelig Juledag i Christens Hytte, og en syndig over hos Jens. Der var Glæde over at den fordærvede Søn havde faaet saa godt Bytte med sig fra Byen. "Nu kan vi gjerne drikke op Pæglen strax," meente Kjærringen, "for nu er der Raad til mere." Heller ikke dengang havde de nogen Frygt for ikke at faae Tyve- godset afsat. Den, som kjøbte Svøben, kjøber nok ogsaa Piberne, meente de; "og havde jeg nu bare en skikkelig Kjole, sagde Hans Fælle, saa gik jeg strax til Byen." "Pyh! der er nok Raad til det," sagde Kjærringen; "han Vesle Ola derover har jo taget et Silketørklæde med sig hjem, sagde jo hans Jens; og saa kan du jo gaae over og forlange Christens Kjole laant. Han tør nok ikke negte, for nu er de da ikke bedre end Andre, skulde jeg troe." Til deres Forfærdelse saae Christen og Mari Gjenboen træde ind hos dem et Par Timers Tid efterat Børnene vare komne fra Byen. Det var saa i Skumringen. "Hvem der?" foer Mari forskrækket op. "Hvem der?" gjentog Christen. De troede i Førstningen, at Vægterne allerede var der for at hente deres Barn. "Aa, det er nu mig," green Hans Fælle. "Jeg vilde gjerne see det Tørklæde, som I veed .." "Hvilket Tørklæde?" afbrød Mari. -- "Stille, Mari!" sagde Christen, trækkende hende i Skjørtet. SIDE: 32 "Aa det I veed nok," green Hans. "Tror I ikke jeg veed det?" "For Guds Skyld! gjør os ikke ulykkelige!" klynkede Mari. "Snak! det er jo ikke mere til. Se der Fillerne!" sagde Christen, pegende paa de sorte Levninger, som endnu laae paa Skorstenen. "Hvad? har I brændt Tørklædet?" raabte Gjenboen. "Det var som Fanden. Det var jo ikke jert. Skulde Nogen havt det, maatte det være mig, for det var min Unge, som . ." . . "Ja som tog det; ikke vor," faldt Mari hurtigen ind. "Hvad det angaaer," sagde Hans Fælle rolig, "saa bliver det nu det Samme, for jer Unge var nu med. Og for vor Skyld ere vi just ikke saa bange, for vi har været i Smelta før, og Pokker maatte sidde saaledes hele Vinteren uden at have hverken at bide eller brænde, naar baade varmt Huus og Mad og Klæder staaer færdigt." Skurken mente Strafanstalterne. Baade Han og Konen havde været paa "Huset" før, og deres Unge paa Raadstuen meer end eengang. "Men det er det Samme," vedblev han med et fuult Griin; "siden det nu er saa, at vi kan faae jer did med, om vi bare knye, saa vil Du vel ikke negte at laane mig din Kjole ikvel for jeg har faaet et Snarærind til Byen; og om du har nogle Skilling, saa faaer du nok lade dem gaae med." "Vi tør ikke negte ham noget," hviskede Mari; og strax trak Christen sin Kjole af og gav den til Gjenboen, hvis Ureenlighed ellers maatte vække Gru for at gjøre ham en saadan Tjeneste. "Men Skillinger har vi ikke," lagde han til. "Jasaa? Det kunde blive slemt for dig, om jeg vilde," green Gjenboen, "og skaffer du ikke mindst tolv til imorgenkvel da der er Dands hos hu' Kirsti Valders, saa kan du troe, at du gaaer paa Haaliis." Med disse Ord gik han. Christen og Mari følte, at de vare i hans Vold. Og da hans afskyelige Kjærring kort efter indfandt sig med samme Griin i Døren, hvormed han forlod dem, under Ærind, at laane noget Meel, turde de heller ikke negte hende det. Næste Dag maatte Skillingerne ogsaa være parate. Mari havde maattet gaae til sin Broder og laane dem. Gud og Samvittigheden dømmer nok ikke en Daarlighed saa strengt som en Forbrydelse; men i Verden skeer det dog, at SIDE: 33 mangen maa dele Straf lige med denne. Og her var den Daar- lighed, Mari havde begaaet af et forbrydersk Ydre og virkelig af en forbrydersk Beskaffenhed, omendskjøndt Moderkjærligheden havde drevet hende dertil. Hun skulde jo naturligviis have for- klaret Politiet alt og afleveret Tørklædet til dette, som da vel vilde have ladet hendes Barn gaae med en Irettesættelse, men ogsaa lagt Mærke til denne fattige Families Redelighed. Det faldt hende vel endnu ind, at det Bedste, selv efter det Indgreb, hun i det tankeløse Øieblik havde gjort i en Andens Eiendom, vilde være at tilstaae Alt; men Frygten for at hun dog vilde blive straffet, og for at den gode Mand, som Juleaften havde lovet at ville tage sig af dem, da vilde slaae Haanden af dem, holdt hende endnu tilbage. Den holdt hende tilbage til det var -- for seent. Ulykkerne, som komme selvforskyldt, komme som den knusende Vogn, man ikke kan gaa afveien for. Gjenboen undlod nemlig ikke at afhente de Skillinger, han havde afpiint Staklerne; og med dem i Lommen og Christens Kjole paa, strøg baade han og hans Kjærring samt deres Gut afsted til Dandsen Aftenen efter. De stjaalne Meerskumspiber vare med for at sælges eller at blive bortspillede ved samme Leilighed. Et af dem solgte han dog først til den samme Marke- tenter, men med de andre og en Flaske Brændeviin indfandt han sig der han havde emnet sig hen. Men der havde ogsaa En i Politiets Tjeneste indfundet sig, og da Spillet begyndte om en af Piberne henne i Krogen medens Dandsen gik hele Stuen rundt, blev Hans og Kari saavelsom deres Gutunge arresterede. Den bestjaalne Student havde gjort Anmeldelse; og Morgenen efter vedkjendte han sig Pibehovederne som sine. Den Slyngel af en Marketenter maatte ogsaa frem med det, han havde faaet i sit Værge -- som Pant, hedte det atter, uagtet Sandheden var, at det var taget for en vis Sum, der var bleven afskreven paa Kridtingen, og hvori Betalingen for Brændeviinsflasken var ind- gaaen. Men et Silketørklæde savnedes efter den Bestjaalnes Opgave; og hvor var det? Christen og Mari havde om Morgenen med Forskrækkelse be- mærket, at Gjenboerne ikke vare komne hjem. "Skulde de allerede være opdagede og grebne, da Gud naade os!" "Jeg vil gaae til ham, som lovede at tage os paa sin Løkke," sagde Christen, og bede ham for Alting at tage os væk strax SIDE: 34 herfra før Flyttetid. Bare han Hans maatte komme med Kjolen min." "Den faar du nok aldrig igjen," sagde Mari, "for det lod ikke som han agtede at give den tilbage. Han veed nok, han har Knibetag paa os. Men hvad skal vi nu faae til Middag siden Kjærringen fik Melet?" Det var allerede langt ud paa Formiddagen . . "Der kommer to store Manner med Stokker," sagde et af de mindste Børn, som var kravlet op i Vinduet. Mari udstødte et Skrig. Vesle Ola hukede sig saa langt ned han kunde. "Kanske de gaae forbi" hvidskede Christen med den Tone, som naar man ikke troer, saa gjerne man end vilde, hvad man selv siger. Ganske rigtigt; det var to Vægtere, som kom for at arrestere Fader, Moder og Barn. Det var et rystende Optrin. Hvor skulde der blive af de Mindste? Det var Maris første Tanke, da hun endelig kom sig saa vidt, efter et dygtigt Armtag af Vægterne, som ikke kunde bie længer, at hun kunde tænke. Hun bad om at maatte forhøre sig hos et Par Folk i Nærheden, som vare vel ved Magt efter sin Stand, og en af Vægterne var villig til at følge hende. Hun kjæmpede med sin Undseelse for at komme i saadant Følge; men endelig vandt Moderomsorgen, og de gik. Men der hos de velstaaende Naboer hedte det Nei. "Slig Fat- tigdom, som det har været med jer, maatte ende med Tyveri," meente Manden, "Fy skam jer og pak jer! Gudskelov, at vi blive her i Nabolaget fri for sligt Tyvehærkje," lagde Konen til, "for vi har nok seet hvorledes han Hans Fælle og Kjærringen hans, som vi nok kjende, har løbet over til jer i disse Dage." Mari kunde intet svare formedelst sin Bevægelse. Hun hulkede, saa Vægteren af Rørelse gjorde den, som han troede, trøstelige og smigrende Bemærkning, at Hun dog ikke kunde være af de Værste. "Og vær kun rolig for Barna," lagde han siden til, "De skulle faa Plads paa Mangelsgaarden saalænge." En smuk Trøst for saa øm en Moder, for En, der var færdig at besvime ved at tænke sig og Sine i Berørelse med Politiet! Men der var nu ikke andet for. Og saa kom det sørgelige Tog da afsted: Mari og Christen med Øinene borede i Jorden naar de passerede Huus eller Folk, Børnene mellem dem, og en Vægter ved hver af deres Side. Saaledes gik det ind i Byen og nedefter Gaden, SIDE: 35 fulgte af en stedse voxende Sværm af Gadedrenge og voxne Dagdrivere. "Hei Vægter," lød pludselig fra et aabent Vindu en Stemme, Mari og Christen troede at kjende før de sloge Øinene Op. "Hei Vægter, hvor skal du hen med de Børn?" "Paa Mangelsgaarden." End med det Par Folk der?" "Paa Raadstuen." "Det maa være noget vakkert Pagas af en Familie," vedblev Stemmen. "Men hvad! skulde jeg ikke kjende dem?" Mari og Christen slog Øinene op til Vinduet. Deres Ahnelse havde været rigtig. Der stod den Reisende fra Juleaften. Det var hans Huus. Men ikke et Ord kunde komme over de Ulyk- keliges Læber, saa forfærdede bleve de over, at det Menneske, de havde sat deres Lid til for Fremtiden, skulde see deres Skam og maatte mistænke dem; men om han havde kunnet see det bedende Udtryk i deres Øine, vilde han ikke sagt hvad han sagde, idet han slog Vinduet i, nemlig: "Saa gaa Fanden i Vold! der kunde jeg kommet vakkert an med at trække et Tyvefølge op paa Løkken min." "Gud i Himlen! hørte du?" "Stille! Jeg er syg," hviskede Mari. "Ogsaa han, som Gud sendte, har forladt os." To Minutter efter var den tungeste Gang, de endnu havde gaaet sammen, forbi. De befandt sig paa Raadstuen. De mindre Børn bleve tagne fra Moderen og sendt med en af Vægterne ud paa Mangelsgaarden. Christen, Mari og Vesle Ola bleve luk- kede ind i et mørkt Arresthul. "Der er Mennesker herinde før," hviskede Christen; og efter en Minutstid kunde de skimte Om- ridsene af andre tre Personer. Efter nok en traadte Ansigter frem af Mørket. De befandt sig sammen med Gjenboerne, som havde forvoldt deres Ulykke. Christen var af en godmodig Charakteer; men en Ulv kunde ikke mere glubende styrte over sit Bytte, end han foer Ophavs- manden til hans Ulykke, Hans Fælle, i Struben. Hanses Kjær- ring og Unge over ham da igjen; Mari og Vesle Ola skrigende imellem og forsøgende at faae dem fra hinanden. Havde Christen havt et Mordvaaben ved Haanden, var han maaskee bleven en Morder. Da Folk fra Slutteren kom til ved Allarmen, var han opkloret og slaaet blaa og sort i Ansigtet, og hans Klæder hang SIDE: 36 i laser. Med Nød og Neppe slap han forat faae Tamp ovenpaa; men en endnu ufordeelagtigere Mening om ham end før var Følgen deraf. "Der seer du hvad Folk de ere", snyftede Hanses Kjærring. "Men det skal I sagte have igjen, naar vi komme for Retten." "Aa ja," lagde Hans til. "Først føre Folk i Ulykke, for alt er kommet frem undtagen Tørklædet, og saa lægge sig om at slaa dem ihjel, og det paa Raadstuen. Det var rigtig vakkert." "Vi skal vidne paa dem ihop," hviskede Kjærringen. Et Kneb i Armen viste, at Hans var enig deri. Hver af Gjenbofamilierne krøb nu hen i sin Krog. Fra den ene hørtes af og til Hulken og Suk, fra den anden Hvisken og Tisken. Da de Anklagede kom til Forhørs, fik Karis og Vesle-Olas Sag et slet Udseende. Alene Christens forslaaede Ansigt og for- revne Klæder gjorde strax et ufordeelagtigt Indtryk og Maris aabne Bekjendelse, at hun, i sin Forskrækkelse over at see sit Barn indviklet i et Tyveri, havde opbrændt Silketørklædet, vandt kun liden Tiltro, fordi Gjerningen var usædvanlig og fordi Gjen- boparret forsikkrede, at baade Christens og Maris Vandel og Kaar havde været saaledes, at de ganske vist heller havde for- stukket det. Man holdt det meget mere for Forstokkethed, at hun ikke vilde komme frem med det. Fordærvelsen imellem den fattige Klasse i Christiania er stor. Børn stjæle og Forældre hæle med dem. Bedragerierne under Betlingen, hvortil Jens havde forført Vesle Ola, kom ogsaa for en Dag, og det mildeste Omdømme blev, at de begge vare lige- gode. Tyve paa Vesle-Olas Alder havde Politiet havt nok af at bestille med; men da han dog var af de yngste, bidrog dette heller ikke til at give det nogen god Mening om Familien. Under et af Forhørene havde ogsaa den Mand, som havde villet hjælpe dem, tilfældigviis gaaet igjennem Værelset, hørt til en Stund under en ufordeelagtig Forklaring af Kari Fælle, og forladt det med et Øje, hvori der kun var liden Godhed for dem at læse. "Som man reder, saa ligger man," var det eneste han sagde med et koldt Blik til de Ulykkelige. Udfaldet blev, at Vesle-Ola skulde have Riis af Slutteren og Christen og Mari sættes paa Tugthuset SIDE: 37 i tre Maaneder for Hæleri. De havde vedgaaet at have mod- taget et stjaalet Tørklæde af deres Barn, og ikke bragt det til- veje. Derfor fik de en Maaned over ringeste Straffetid. "Nu faae I Huus, som I sagde," green Hans og Kari imod dem da Dommen var fældet; "men det er ikke saa slemt som I troe; og jeg faaer det nu meget bedre, som skal i Slaveriet," lagde Hans til. "Saa er jeg kvit med dig," mumlede hans afskyelige Halvdeel; "men naar jeg kommer ud, skal jeg nok holde Huus, for jeg havde alt snakket med to Gjenter, som skulde flytte til mig paa sin egen Haand. De faae nu bie saalænge; men jagu' skal det bli'ta." Mari bar Døden i sit Hjerte; og hun skulde bukket under, om ikke Gud havde sendt en af sine gode Engle til Strafanstalten i netop det unge Menneske, som var bleven bestjaalet. Han med Flere, der besaae Indretningen, traadte en Dag ind i den Sal, hvor hun arbeidede. Han bøjede sig ved en af de Ar- beidende ned for nøjere at besee Mønsteret i Væven, og han bemærkede, at Konen var i Taarer og at en faldt netop der hvor han vilde see. Det unge Menneske trækker op et Tørklæde for at tørke den væk, et guult Silketørklæde . . . Tugthuskvinden gav en lyd som om man kan tænke sig et Skrig med tillukte Læber. "Faaer jeg see paa det Tørklæde?" sagde hun, greb det uden at vente paa Tilladelse, bøjede sit An- sigt ned deri og udbrød i en voldsom Hulken. "Det var Magen," sagde hun endelig vendende sig om til den af Tugthusets Betjente, som fulgte de Besøgende om. "Skulde der da virkelig være noget i Forklaringen din, Mari?" sagde Denne venligt: "at du ikke har forstukket Tørklædet, men brændt det op af Ubetænksomhed og i Forskrækkelsen?" Det unge Menneske, Studenten, som Tørklædet var bleven stjaalet ifra, blev opmærksom. "Hvorledes?" sagde han, "skulde denne Kone .. ja det er sandt, nu erindrer jeg det .. det var for snart tre Maaneder siden. Men siig mig .. Denne Bevægelse vækker Tanker hos mig .. skulde du virkelig ikke have for- stukket mit Tørklæde, men have opbrændt det af Angst for dit Barn, som du sagde var bleven forført og kun vilde bringe dig et, fordi du manglede et til at gaae i Kirke med?" SIDE: 38 Mari slog et Par Øine op, hvori en Oprigtighed stod præget, som Vildfremmede kunde sværge paa. Ak! hvilke Lidelser, der vare komne til i hendes Træk, skjøndt hun ved Potteplante-Bleg- heden og et Par forræderske Rosenflekker, som vare komne til paa de spidse Kinder, istedetfor den brunlige Arbeidskulør, syntes at være bleven yngre. Det unge Menneske forstod disse Øine og det hele Udtryk i dette Ansigt. Han ahnede allerede før Mari fik udtalt og for- klaret ham Alt, at her delte en Daarskab, en Tankens eller Hjertets Vildfarelse, Straf med Forbrydelsen. "Vi har havt Lykken imellem Hænderne," endte Mari sin For- klaring; "men vor Ulykke var, at vi boede i Nærheden af slette Mennesker. Vi bleve revne med i Ulykken, men ikke i For- dærvelsen. Skjøndt Gud veed, hvorledes det nu gaaer de Smaa," lagde hun til, og bøjede atter sit Hoved ned. "Du skal høre fra mig" sagde Studenten idet han forlod hende. "Din Tid er ud- løben kort før Flyttedag, og jeg kjender den Mand, som kom til jer om Julekvellen." Mari rystede paa Hovedet; men om hendes Mund bevægede sig dog et Smiil, da hun saae efter det venlige unge Menneske. Han undlod ikke at spørge efter; og da fik han ogsaa af Slut- teren paa Raadstuen at vide, at Mari, da hun skiltes fra Vesle- Ola, Øieblikket efterat han havde faaet sine Riis, havde taget en rørende Afsked fra ham og medgivet ham en Katechisme, som han skulde have med sig til Arbeidsanstalten, hvor han imid- lertid skulde stikkes hen. Han gik til den Mand, som havde givet Christen og Mari Løfte om at tage dem fra det slette Nabo- lag som Huusfolk paa sin Løkke, og det lykkedes ham at vække hans forrige Godhed i forstærket Grad for det ulykkelige Par. Denne var en varmhjertet Mand, let henreven af sine Følelser, som vi have seet, og han kunde neppe bie til Straffetiden var udrunden. Idet Mari og Christen forlod Inspektørens Værelse efter Udskrivningen fik de Øje paa ham i Forværelset. "Stille, Folk!" sagde han, "Gaaer ikke tilbage til det samme Sted, men rakt udover til Nybroen. Der holder min Arbeidsvogn med Børnene paa, og saa lige op paa Løkken! Paa Søndag kommer jeg op for at see hvordan I har det; og har vi ikke faaet noge Paaskekvel sammen til Tak for Julekvellen, fordi Loven straffer SIDE: 39 Daarskaben som Forbrydelsen, naar dens Handlinger ligner dennes, saa skulle vi vel faae en Pintsekvel." Mari vil nok komme sig, da Glæden er en god Medicin, og da tænker jeg, hun paa den Pintsekvel, hun venter Besøg af Hosbond, vil pynte vakkert op i Haven og stikke Serinkviste op over Porten, han skal kjøre ind paa Gaarden igjennem. Henrik Wergeland OM AT LÆRE SINE BØRN SELV AT LÆSE Dette Blad har forhen indpræntet hver den af Meningmands- Klassen og navnlig Mødrene, som selv kan læse, denne lette men vigtige Kunst. I svensk "Læsning for Folket" har man ogsaa gjort dette opmærksom herpaa saaledes: "Pastor Axelsen gik en Søndags Eftermiddag ud med sin Kone og sine Børn forat nyde Skuet af den milde herlige Natur, og efter Dagens Arbeide i Guds Huus at hente sig Hvile og Vederqvægelse i hans store Tempel. Pastoren havde just sat sig ned paa en skyggefuld og blomsterrig Engbakke, hvor han morede sine Smaa med alskens Fortællinger, da nogle Bønder af Menigheden kom til, som ogsaa vare gangne ud hjemmefra, ikke forat besøge Kroen, men alene forat see paa Ager og Eng nu i Lægsommeren. Efter gjensidige Hilsener og efterat de havde taget Plads paa Bakken, begyndte Ole: "Hr. Pastoren sidder her og seer paa den vakkre Aften? Aa ja, Gudskelov, Aaret tegner sig vakkert." Pastoren: "Jeg sidder her og glæder mig ved Guds Skabelse, og morer mine Børn med smaa Historier, hvortil Naturen om- kring os giver saa mangen og rig Anledning. I vide kanskee, at jeg selv har lært mine Børn at læse og at jeg underviser dem endnu?" Ole meente, at den, som er studeret, nok kunde gjøre sligt, men at Menigmand ikke duede dertil. "Ei! sagde Præsten, forat lære eders Børn at læse, behøves ikke at I ere studerede og lærde. Hver kristen Far og Mor kan, naar de bare ville, selv lære og undervise sine Børn. "Kan det være muligt?" -- faldt Hans Opigaarden ind -- "Vi have allesammen Barn i den Alder, at de dels allerede have begyndt, dels skulle begynde med at læse. Vidste vi bare hvor- SIDE: 40 ledes vi skulde gaae ret tilvejs dermed, lærte vi vel helst selv vore Børn." "Jo tro mig -- sagde Pastoren -- Den Underviisning, Forældre give, bider mere paa end nogen Andens. Herren selv paalægger Forældre denne Pligt, naar han i sit Ord siger: "Tag dette Barn og opdrag mig det." Der er jo et ømt Baand mellem Forældre og Børn. Naar Forældre kalde saadanne Børn til Bogen, lyder den barnlige Taknemlighed saa gjerne." Ole: "Kanske dog, at Børnene have mere Respekt for en Fremmed?" "Ikke Respekt; men kanske Frygt. For sine Forældre nære de Kjærlighed, og Kjærligheden er jo, som I vide, stærk som Døden. Nei, mine Venner, det skal altid lykkes Forældre bedre end Andre, at lære sine Barn at læse. Den Kapellan, som jeg havde i min svære Sygdom ifjor, var en taalmodig og god Mand; men alligevel spurgte de Smaa med Taarer i Øinene, om hvorfor de skulde læse for nogen Anden end Mama og Papa, og lovede at være saa flittige, om de fik vedblive at læse for sine Forældre". Hans: "Kan nok være naturligt og godt, at vi selv lære vore Børn at læse; men Tiden vil ikke række til." Pastoren: "Tiden strækker nok til, naar man bare huusholder ret med den; og dertil hører, at man inddeler den ret. Morgen, Middag, Aften -- der er altid en Stund af Dagen for Far eller Mor, naar de ere hjemme, til at læse med Børnene. Det skal ikke optage hele Dagen." Hans: "Aa ja, Far kan have Ret. Nok Tid faaer man nok, har man bare nok af Vilje; men da behøvedes jo ikke Skoler." Pastoren: "Vist behøves de. Mange Forældre kunne desværre selv ikke læse reent og saaledes heller ikke lære sine Børn ordentligt. Mange have virkelig ogsaa for liden Tid dertil, saa- som de, der gaae i Andenmands Arbeide og ofte hele Dagen ere borte. Mange gide heller ikke sysselsætte sig med at lære sine Børn. Og desuden kunne Børnene lære i Skolerne at skrive, regne og mange andre nyttige Ting. Thi aldrig angrer man hvad man har lært." Ole: "Sandt nok. Lærdom er ingen tung Byrde, siger Ord- sproget. Men hvorfor skal man begynde med at lære Børn Guds Ord? Kunde det ikke være tidsnok naar de bleve ældre?" Pastoren: "Nei, nei. Ingen veed hvad hans Barn skal blive; SIDE: 41 kun det veed han, at det er Kristen døbt og Kristen skal blive. Stormand eller Huusmand -- Kristendom vil det behøve. Tidligt bør derfor Barnet lære den, og det allerede ved 6 Aars Alder. Deres spæde Hænder kunne endnu ikke bruges til noget Arbeide, men den lille ABC.-Bogen kunde de holde." Hans: "Men mange Barn ere seenfærdige med at tale." Pastoren: "Naturligviis bør man tage Hensyn til Barnets Evne. Men skulde ogsaa et Barn være trægt med at tale, bør man dog ikke opsætte med Læsningen til det taler fuldkommen reent. Just ved at man begynder at lære Barnet frit at udtale Bog- staverne og siden Stavelser og Ord, lære de sig ogsaa færdigere den daglige Tale. Den af Gud bestemte Tid til at begynde med Børnenes Læsning bør ikke forsømmes; thi ellers gaaer det som med Den, der forsømmer Saatiden. Begynder man seent med Læsningen, indtager alt meget og mangt deres Sind, saa de sidde med Næsen over Bogen medens Tanken er langt borte. Forældrene fordre desuden da, at de skulle gjøre nogen Nytte i Huset, og saa rykkes de da hid og did fra Bogen. Børnene blive desuden gjerne træge og late naar de komme for seent til Bogen. Derfor -- begynder itide, og det skal gaae let, som af sig selv; men driver ikke eders Børn med Hug og Slag til Bogen! Guds Ord maa ikke pidskes eller dultes ind i Børnene. Saaledes kunde I ellers bære eder ad: først lære I dem Bog- staverne a. b. c. osv., og med denne Underviisning skulle I holde paa indtil de kjende alle Bogstaverne vel, baade de norske og de latinske. At skifte Bogen er herved godt, da der altid er en liden Forskjel i Trykken. Derved blive de bogstavfaste, som de aldrig tage feil f. Ex. mellem og , og , og , og , og . Dernæst er en Hovedregel, ikke at lære Børnene at stave før de ere vel bogstavfaste." Hans: "Men om Børnene trøttne?" Pastoren: "For længe ad Gangen maa man ikke holde Børnene ved Bogen, ellers skeer nok det, du frygtede for, Hans. Da be- gynder det at værke i alle Finger- og Taaspidser, og Næse og Øjenlaag blive saa tunge paa de smaa Stakler. Lad dem da kun være ved Bogen naar de ere saa smaa saalænge som de formaa at være opmærksomme. Det er Regelen. Lad dem saa gaae at lege." Ole: "Jasaa, skulde det være godt?" SIDE: 42 Pastoren: "Vist. Det maa ikke negtes dem. At lege er Smaa- børns Lyst og Idræt og uden saadan bør I aldrig lade dem være. Børn maa aldrig være uden Beskjæftigelse eller hænge med Hænderne. De blive derved kun dorske, og I veed jo, at Ledig- gang er en Moder, som føder af sig alle Laster." Hans: "Ja saa siger Ordsproget." Pastoren: "Og saa forholder det sig med. Sysselsætter man sig ikke med Arbeide, falder Tanken paa Daarskaber og Synder: Men til Sagen! Det var om Stavningen; og er man skjødesløs i den, bliver hele Indenadlæsningen usikker. Men herved skal jeg lære eder et Fif, som jeg selv har brugt ved at lære mine Børn at læse. Medens eders Børn endnu lære Bogstaverne, ja inden de ere bekjendte med dem kunne I lære eders Børn at stave. Du sidder en Vinterkvel og har noget Indarbeide fore, f. Ex. du sætter Gjorder om en Saa medens dit Barn sidder ved Gruen og leger. Da siger du: "seer du det, mit Barn, det, jeg gjorde her, er en Saa og den staver man saaledes: S -- aa det er: Saa. T -- aa d. e. Taa. G -- aa d. e. gaa. Ja gaa nu til Moer og siig, at Papa lærer dig at stave." Fra Eenstavelsesord gaaer man til Tostavelses o.s.v. Men i Begyndelsen maa man vælge Ord, som ere vel kjendte af Børnene, og saaledes skaffe dem nogen For- nøielse. Barnet finder snart dette saa moersomt, at det kommer af sig selv til Forældrene og beder dem om at faae stave nogle Ord. Nytten er den, at naar Børnene siden begynde at stave i en Bog, vide de allerede forud hvad enhver Stavelse siger, hvorved Stavningsarbeidet gaaer meget fort og let. Med Stav- ningen bør I holde paa med Børnene saalænge til de, uden at regne Bogstaverne op, saasnart bare Øjet falder paa dem, kunne fremsige hver Stavelse." Ole meente, at det nok vilde koste Arbeide, som kunde falde Børnene kjedsommeligt. "Oh! sagde Pastoren, Børns Nysgjerrighed -- og den er stærk i en 6 -- 7 Aars Alder -- gjør det mindre kjedsommeligt for dem end det er for Lærerne. Desuden bør man jo aldrig holde længe paa ad Gangen; men ingen Dag, og endnu mindre nogen Uge, bør hengaa uden at de en eller anden Stund, om end aldrig saa kort, sættes til Bogen." Ole: "Hos Skolemesteren sidde de dog hele Dagen ved Bogen." Pastoren: "Gud bevare dem fra det! Nei, medens endeel læse SIDE: 43 for Skolemesteren, ere de Andre i Leeg eller læse for sig selv. Det vilde ikke være godt for Roserne for deres Kinder, som maae, om de skulle trives, have Leeg og Springen i fri Luft og paa den grønne Bakke som her." Nr. 9, 10 men maaskee kun et enkelt Tjenestetyendes med en omvandrende Person. Men Udbredelsen til Hosbonde, Madmoder, Børn og Nabolag kommer af en Uvidenhed, der ofte ikke er skyldløs, fordi den for en stor Deel ogsaa er bleven Skjødesløshed, Ulyst til at hente Lægen, samt svinsk Fællesskab f. Ex. af Træskeer, Leje o.s.v. Men jeg vil, til Advarsel, fortælle et Par Exempler paa dels hvorledes denne Smitte kan paadrages ved en Skik, der er meget almin- delig mellem diende Mødre, dels hvorledes et enkelt smittet Tyende kan udsætte en heel Familie for det ødelæggende Onde. SIDE: 44 Jeg har dem fra en Læge, og jeg vil lade ham selv fortælle: "For endeel Aar siden blev jeg kaldet til en ret velhavende ung Borgerkone, der havde et Pattebarn, som hun selv gav Die. Hun klagede over Smerte omkring Vorterne, hvor ogsaa Hudløsheder viste sig -- et Tilfælde, jeg ansaae for ubetydeligt. For de sæd- vanlige milde Midler som i længere Tid anvendtes, vilde Bleg- nerne og Hudløsheden imidlertid ikke give sig, saa jeg vidste ikke hvad jeg skulde troe. Men tænk da min Forbauselse, da jeg ved et Besøg pludselig finder Brysterne bedækkede med tydelig betegnede veneriske Saar! En unødvendig Bekræftelse derpaa lod sig ogsaa see i Ganen. Konen var ung, sædelig, tækkelig, lykkelig og nyligen gift; hendes Barn endnu tilsyne- ladende sundt. Men det maatte komme til en Forklaring; og efter en Mængde Spørgsmaal om Huusgesindets Sundhed o.s.v. falder det mig endelig ind at spørge, om hun ikke, siden hun begyndte at give Die, skulde have taget noget fremmed Barn til Brystet? Jo, erindrede den stakkels Kone endelig, for længere Tid tilbage havde hun engang givet en Haandværksvends Kones Barn Die, da hun selv plagedes af Melken -- en Familie, som boede i Baggaarden. Paa staaende Fod ilede jeg da did, og fandt i et fælt Hul -- Mand, Kone og Barn aldeles gjennemveneriske. Gaaden var da nu løst. Moderen kureredes paa det heldigste, og ligeledes hendes Barn, paa hvilket Sygdommen naturligviis ogsaa brød ud." "En anden Gang -- fortalte Doktoren -- fik jeg Iilbud efter mig fra en fornem Familie, der opholdt sig paa Landet, da Fruens lille Diebarn var bleven bedækket med røde Pletter. Jeg holdt det for et af de sædvanlige Børneudslet, ordinerede de simpleste Midler, men lod svare, at det ikke var værd at reise saa lang Vei for slig Bagatel. Der kom nok et Bud med Beskrivelse over Udslettet; jeg blev ved mit. Men da endelig tredie Bud kom, fulgte jeg med, og finder det stakkels lille Barn fuldt besat med Blegner af et mistænkeligt Udseende, men som snart viste sig som tydelige veneriske Saar. Moderen var til min Forundring frisk; end ikke Brystvorterne vare angrebne. Intet Spor af Syg- dom hos Tjenestetyendet -- kort Tilfældet var ganske uforklarligt. Barnet blev imidlertid helbredet; men under et af mine Besøg betroer Moderen mig, at et slemt Saar er, efter en foregaaen Smerte, brudt op lige under hendes ene Knæ. Det blev befundet SIDE: 45 venerisk, medens Moderen ellers overalt var fri for Tegn paa det Onde, hun leed af. Først efter hendes Helbredelse opdages det, at Huusholdersken har store veneriske Saar i Halsen; og her havde jeg nok. Thi, at hun havde havt dem før Barnet blev sygt, maatte hun tilstaae. Rimeligviis har hun smittet dette ved at kysse det eller maaskee ved at made det paa den sædvanlige ækle Maade ved at tygge og ælte Beten i Munden først." Her har vi altsaa to Exempler, som fremfor Alt indeholde Ad- varsel imod den temmelig almindelige Sædvane, at Diemødre tage fremmede Børn til Brystet, samt at Mødre tillade Tjeneste- folk at made Børn paa ovenbeskrevne ikke blot modbydelige, men, som vi have seet, farlige Maade. Henrik Wergeland MIDLER, DER ERE ANVENDTE TIL FYLDERIETS INDSKRÆNKNING OG UDRYDDELSE Fra det Offentliges Side. 1) Ved at Staten selv har givet sig af med udelukkende at til- virke Brændeviin, med dermed forbunden høi Told paa Ind- førsel af fremmede Brændevine. (Den første Deel af dette Middel er iøinefaldende forkasteligt, og iværksættes ikke mere i vor Tid.) 2) Ved Fordyrelse af alle spirituøse Drikker ved høi Konsum- tion (Fortærings-Afgivt), og ved høitbetalte Værtshuusbevil- linger. -- Dette sidste Middel er maaske det probateste, idet- mindste til at forhøje Prisen, og derved igjen til at ind- skrænke Nydelsen. -- Endelig ogsaa ved høi Indførselstold. 3) Ved at indskrænke Antallet af Brænderier og af Værtshuus- bevillinger. 4) Ved at forbyde visse Handlende enten ganske at sælge spiri- tuøse Drikker, eller at sælge under et bestemt større Maal udaf Huset. 5) Ved at indskrænke Brændeviinsudsalget i enkelte Værtshuse til egen Tilvirkning. 6) Ved politimæssig Fastsættelse af en saakaldet Friaften, efter hvilken ingen Gjæst af visse Klasser bliver taalt i Værtshusene. 7) Ved at afstraffe den Vært, der har ladet Folk drikke sig SIDE: 46 fulde i deres Huus, hvilken Straf skjærpes efter Omstændig- hederne, f. Ex. om det har været Tilfælde med unge Folk. 8) Ved at paabyde Indskrænkning i Nydelsen af spirituøse Drikker ved visse Leiligheder f. Ex. ved Bryllup. Ved Be- gravelser har man endog seet den ganske forbudt. 9) Ved at afstraffe Personer offentlig, der offentlig have været berusede, selv om de ikke have forgaaet sig videre. (Mulkt vilde vel være hensigtsmæssigere?) Bekjendte Drukkenbolte har man straffet ved Tab af Tillidsposter, [fotnotemerke] ) ja endog ved Be- kjendtgjørelse af deres Navne enten i et Politiblad eller ved Opslag i Værtshusene, med Forbud mod at lade saadanne Personer faae paa Forlangende. (Disse Forholdsregler lade sig ikke anvende i vort Land, som altfor meget krænkende den personlige Frihed. Det skulde da være imod Folk, som allerede vare satte i Umyndighedsstand for Drikfældighed, og som alligevel ranglede ude.) 10) Ved at forkaste den temmelig almindelige Grundsætning, at en Ruus bør gjælde som Undskyldningsgrund ved Strafs Paakjendelse. 11) Ved Lovbestemmelse om at Sviregjeld ikke behøvede at be- tales. 12) Ved Begunstigelse og Befordring af Anlægget af gode Øl- bryggerier, især paa Landet, hvor Brændeviin er bleven Al- meenmands sædvanlige Drik. (Dette Middel er ypperligt, og burde anvendes overalt i Landet. Øllet er Brændevinets stærkeste Fiende, saa det hedder i Skaalen: "Styrke i det norske Øl, saa det kan slaaes med Mester Fusel paa Kroen, og faae ham paadør!" Ligesaa siger et gammelt Ordsprog: "Godt Øl er baade Mad, Drikke og Klæder.)" 13) Ved at opmuntre og understøtte Maadeholdsforeninger, f. Ex ved at lade trykke deres Skrifter, understøtte reisende Ud- sendinge o.s.v. 14) Ved at forbyde al Husseren og Skrigen fra de Boder, hvor, ved enkelte Lejligheder, f. Ex. ved Markeder, Brændeviin, Punsch o.s.v. udsælges. 15) Ved at paalægge Alle, der ville holde Dandsesal og anden offentlig Forlystelse, at indhente Bevilling. Fotnote: En saadan er f. Ex. en Formandskabspost, alle Sogneombud, hvortil da ingen Drukkenbolt bør vælges, selv om Evner ikke mangle. SIDE: 47 16) Ved at paalægge Politiet at have skarpt Indseende med at intet Brændevinssalg eller Udskjænkning finder Sted ved Auktioner og andre Almueforsamlinger. 17) Ved at forbyde al Flakkehandel med Brændeviin. Fra de Privates Side. 1) Ved at oprette Maadeholdsforeninger og at anvende alle de Midler, som staae samme til Tjeneste. 2) Ved godt Exempel, især fra de højere Klasser. 3) Ved Udelukkelse af alle Drankere af anstændigt Selskab og Familiekredse, og ved at vise Strenghed imod alle i Ruus begaaede Usædeligheder. 4) Ved alvorlige Formaninger, især af Præster og Skolelærere. Af Religiøsiteten, Gudsfrygten, maa man vente det Vigtigste. 5) Ved Skrifter og disses Udbredelse. Henrik Wergeland OM ÆGTESKAB I EN UNG ALDER "Kjære Ven! De ønsker, skriver De, min upartiske Mening om Ægteskab i den unge Alder, til Svar paa de utallige Indvendinger, som Mange have gjort imod Deres. De erindrer vel, at jeg dengang, da De tog mig paa Raad med, ikke ansaae Ungdom paa begge Sider for nogen Indvending. Tvertimod bringe alle mine Erfaringer mig i denne Henseende til at troe, at Ægteskaber i en ung Alder have de bedste Anlæg til at blive lykkelige. Unge Menneskers Sindsbeskaffenhed og Sædvaner ere endnu ikke saa ubøielige, som de nødvendigviis blive i en ældre Alder: de danne sig lettere efter hinanden, og derved undgaaes mangen Anledning til Mis- fornøielse. Om end Ungdommen besidder mindre af den Klog- skab, som er nødvendig til at styre en Huusholdning, saa ere dog fordetmeste Slægtninge og ældre Venner vedhaanden til at raade unge Ægtefolk, hvorved hiin Mangel rigelig erstattes. Tid- lige Ægteskaber vænne unge Folk til en regelmæssig og nyttig Levemaade, og saaledes forebygges heldigt mange Tilfælde og Forbindelser, som kunne blive skadelige for Sundheden, det gode Rygte, eller for begge Dele. For nogle Personer kan det vel, under visse Omstændigheder, være raadeligt at opsætte Ind- SIDE: 48 trædelsen i denne Stand; men naar Naturen har givet os Sund- hed og Styrke, saa kan man i Almindelighed formode, at den havde Ret, da den indgav os Ønsket at forandre vor Stand. De sildige Ægteskaber have desuden den slemme Ubehagelighed, at Forældrene ikke have Haab om, at leve saa længe, at de kunne see deres Børn opdragne. Børn, som fremkomne i For- ældrenes sildige Alder, ere, som det efter et spansk Ordsprog hedder, tidlige Fader- og Moderløse. En sørgelig Tanke for Ægte- folk, hvis Tilfælde dette maatte være! Hos os i Amerika ind- gaaes Ægteskaberne sædvanlig i Livets Morgen, vore Børn ere derfor allerede opdragne og forsørgede i Livets Middag, og saa have vi, efter fuldbragt Arbeide, en rolig Aften. Ved disse tid- lige Ægteskaber velsignes vi med flere Børn, og den hos os herskende, og af Naturen indførte, Skik, at enhver Moder op- ammer og pleier sit eget Barn, er den sande Aarsag til at flere af dem blive i Live. Derfra Befolkningens hurtige Fremskridt hos os, hvilket ikke er Tilfældet i Europa. Kort sagt, jeg glæder mig over at see Dem gift, og ønsker Dem af mit ganske Hjerte til Lykke. De er nu paa Veien til at blive en god Borger Anbefal mig til Deres unge Kone, og bed hende at modtage mine bedste Ønsker! Jeg er nu gammel og svag, ellers havde jeg heller selv bragt hende min Lykønskning. Af Alderdommens Ret til at forsyne de yngre Venner med gode Raad, vil jeg kun gjøre meget sparsomt Brug. Jeg til- raader Dem altid at behandle Deres Kone med Agtelse: dette vil ikke alene sætte Dem i Agtelse hos hende, men ogsaa hos alle Andre, som ere Vidner dertil. Brug aldrig, end ikke for Spøg, et Udtryk, som tilkjendegiver Mangel paa Agtelse for hende. Slige Udtryk i Spøg, nogle Gange udtalte og besvarede ende sig saa let med alvorlig Misfornøielse. Vær flittig i Deres SIDE: 49 Forretninger, og De vil blive dygtig i Deres Kald. Vær virksom og sparsom, og De vil blive rig! Vær maadeholden i Deres Leve- maade, og De vil blive sund! Vær stedse Dyden tro, og De vil blive lykkelig! I det mindste kan De paa denne Maade aller- bedst haabe at opnaae hine Livets Goder. Jeg beder Gud, at han vil velsigne Dem og Deres Mage, og er stedse Deres vel- villige Ven B. Franklin. Henrik Wergeland Nr. 13, 12te Juli 1844. Hvo hjemme Lykke har, har ogsaa ude Lyst. Fred Verden skjænker dig, boer Freden i dit Bryst. SCENER FRA HYTTERNE (Fortsættelse fra Nr. 7 men derfor ikke just et gammelt og forfaldent Huus. Digterne bruge Ordet "Hytte", hvor de ville skildre Nøisomhed, en dydig Alderdoms Ro, den redelige Armods Lykke, ja endogsaa en Snæv af Tanken om Hyggelighed følger med dette Ord. Og Malerne troe at forhøje et Landskabs Ynde ved at anbringe en Hytte paa et eller andet Sted; f. Ex. under en Hængebirk mellem store mosbedækte Stene, ved en Sti eller i Læ af en venlig Skov lade de -- et Hyttehjem titte mellem Birke frem, fra hvis Tag -- med mild Betoning over Alt -- en Røg fremblaaner, som det Hele Synet laaner af et Offer og Forsoning. Men der er den Forskjel imellem Malernes og Digternes Brug af Hytten i deres Skildringer, at de Første naturligviis kun tage Hensyn til det Maleriske og Iøinefaldende ved den, medens Digteren tager alene Hensyn til hvad der ved Hytten kan ud- trykke de moralske Egenskaber, han vil skildre. Den Hytte, SIDE: 50 Maleren vil have, kan gjærne være forfalden, skimlet og ludende som om den med Tagskjæret vilde undersøge sine egne Grund- volde (om de gives); men Digteren vil, om han endogsaa troer at give den en Ærværdighed ved at kalde den gammel, have forudsat, om han ikke siger det, at den er vel vedligeholdt, reenlig og pyntelig indtil en vis ejendommelig Ynde -- kort, at den skal vise, at der boer Dyder indenfor den. Der var i Olaf Tryggvasons Tid eller før en simpel Mand nordenfjelds, som hedte Thorkil, siden kaldet Turefrost. Han elskede en fornem Mands Datter, som han ikke maatte faae. Kjærligheden var stærk fra begge Sider, og en vakker Dag vandrer Thorkil afsted med sin Pige ved den ene Haand og en Øx i den anden; thi over Dovre stevnede han, indimellem Fjeldryggens hidtil ubetraadte Dale, der altsaa henlaa som Ødemarker, hvor Øxen nok kunde behøves. Og der ryddede han da, og byggede sig og sin haandtagne Viv en Hytte. Men hvor raa denne Hytte end kan have været i sin Bygningsmaade (skjøndt Laftingen ganske vist ogsaa da var bekjendt) hvem kan tænke sig den hæslig eller ureenlig, naar Tiltro til Alfader, Mandhaftighed, Om- tanke og Kjærlighed boede der? Thor Hovland var en Huusmands Søn; men hvem kan tænke sig hans hæderlige Pallask ophængt i en Svinesti af en Stue? Digteren Edvard Storm elskede en Dølegjente. Hytten, hvorfra hun var, maa have samstemmet med de Yndigheder, som gjorde saadant Indtryk paa ham. Dyderne tilvirke sit eget Ydre, sin egen Skal. Uagtet alle Lasternes Kunster for at efterligne den, bedrages dog ikke Kjenderen d.e. det klartseende Menneske. Ingen skamme sig da ved at boe i en Hytte, naar den bærer Præget af at menneskeværdige Egenskaber boe i den! Og det sees med et eneste Blik. Før man kommer indover Dør- tærskelen, ja over Pallen, kan man vide enten man kommer ind til Mennesker eller til Sviin. Ingen skamme sig ved at boe i en Hytte! Fra Hytter ere mange herlige Mennesker udgangne. Fra en Hytte udgik Wilhelm Tell med Buen paa Skuldren og be- friede sit Fædreland. I en Hytte boede Niels Justesen til han fik undertvunget under Plogjernet Hitterøens barske Natur; da byggede han sig Huus og satte Sølvkanden til Munden, Land- huusholdningsselskabet havde sendt ham. I en Hytte fødtes Kong SIDE: 51 David -- kort, undersøgte man det, vilde Hytterne erholde en Historie, om ikke i Tallet saa glimrende som Slottenes eller de rige Borgerhuses, saa dog mere glimrende end man skulde troe. Men lad os nu see hvordan en Hytte skal være forat Him- melske og Dødelige skulle finde Velbehag i den, Englene ned- dale paa den i Nattens Fred og Menneskene ønske Velsignelser over den, idet de gaae forbi! Vi erindre, at Christen og Mari, efter den skarpe Belæring de havde modtaget, fik en Plads paa den formuende Mands Løkke, som alt siden hiin Julekvel havde interesseret sig for dem. Pintse- aften havde han jo sagt, han vilde see op til dem, hvorledes de havde stellet sig; og Hosbond var altsaa ivente om et Par Uger. Den Leilighed, vore Venner havde faaet til Beboelse, var en al- mindelig gammel Huusmandsstue, beliggende ligeved Indkjørselen, og det havde været nogle yderst skidenfærdige og forsømmelige Mennesker -- derfor ogsaa bortjagne -- som før havde boet der. "Reent skal det være, hvor fattigsligt," var Maris Mundheld, især naar hun skurede, og deraf havde Christen, der gjerne tog efter, dannet sig et ligesaa godt, nemlig det: "Ordentlig skal det være, ihvor fattigsligt." Og saaledes havde de Begge havt nok, hver med Sit: Mari med at faae Lorten væk af Gulv, Vægge, Vinduer og Kroge, Christen med at faae Væggen skruet op, sat nye Tagskjær paa og nye Flikkebord ind, hvor det behøvedes, repareret og hvidtet Skorstenen og Piben, skrabet Sop af, sat Vinduesglas ind istedetfor Papiirfillerne o.s.v. Først Pintsekvel- Middag syntes Mari hun kunde tee Stuen sin frem; men da var den ogsaa vakker. Gulvet guldreent, om ikke saa hvidt som Snee for sine Aarsagers Skyld, og, ligesom Pallen og Tærskelen, bestrøet med smaahakket duftende Brisk; omkring Skorstenen og paa Pladen friske Granskud og Kublommer; alle Kopper og Tallerkener paraderende paa Hylden; paa Sengen rene Lagen; en Stueklokke paa Hovedvæggen; et Speil med en maigrøn Birke- qvist over; smaa Skilderier rundt om; en blomstrende Maaneds- rosebusk og en Balsamine i de smaa Vinduer og saa et Kruus med Serinblomster i et hvidt Tørklæde -- kort Alt var virkelig saa hyggeligt og net, som det kunde være efter Leiligheden. SIDE: 52 Hosbond kom da det leed paa Eftermiddagen med et Par Venner, og alene den lille Opmærksomhed, at de nye Huus- mandsfolk havde pyntet Indkjørselsporten med Serinkviste og grønne Grene, samt endnu mere de Forandringer, han strax be- mærkede ved Huusmandsstuen, stemte ham strax i et fortræffeligt Lune. Han kom derned, og fandt Alt saa net og hyggeligt, at han endog tog sit Selskab og en Flaske Viin med sig, fordi, sagde han, "han hyggede sig bedre dernede i Stuen end oppe i Stadsværelserne." Men -- hvad der var det bedste -- medens Hosbond drak sin Viin, skjænkede i for sine Venner og for Christen og Mari, legede med Børnene, og var i et Lune, saa Munden ikke stod paa ham, saa foer hans Øine omkring over- alt, og han tænkte noget, som blev meget vigtigt for Familiens senere Liv -- han tænkte nemlig: Folk, der saaledes røgte det Lidet, kan man uden Frygt sætte over det Meget; og Følgen blev, at Christen inden ikke lang Tid blev Opsynsmand over den hele Eiendom med større Løn end han syntes han kunde bruge, dersom han ikke havde havt Børn. Da Hosbond gjorde ham Tilbudet, var han ogsaa saa beskeden at yttre, at Lønnen var overflødig stor; men da havde Hosbond sagt: "Du har Børn, Christen, og Børn ere som Jorden, som man aldrig kan anvende formeget paa." Christen kunde nu flytte op i Sidebygningen paa Gaarden; men han bad om at maatte blive ved sin Hytte. Han havde faaet den kjær, og skyldte den for en Deel sin Velgang. Og er der nogen død Ting i Verden, hvorfra Hjertet nødigst vil rive sig, saa er det en Hytte, hvori man har levet lykkelige Dage og hvortil kjære Erindringer knytte sig. Da Hosbond og hans Gjæster kom op i et af Stadsværelserne paa Gaarden til Aftensmaaltid, sagde Hosbondens Søstersøn, en kvik Student, som han havde holdt frem: "Onkel har Ret. Der var en egen Hygge der nede i Hytten, og det skulde undres mig, om ikke Menneskene vilde leve lykkeligst, om de alle uden Und- tagelse levede i saadanne Hytter paa ligeligt udstykkede Jord- lodder. Ja dette tør vel endog være Menneskehedens Bestem- melse, som den vil være efter Aarhundreder eller Aartusinder i sin vise Alderdom, efterat have tilbragt en vild Ungdom og en SIDE: 53 overdaadig og egenkjærlig Manddomsalder." "Ha-ha-ha!" -- lo Onkelen -- "fyld i Glassene, mine Venner! Velgaaende af Hytterne; men de blive færre og færre! Og lad os gjemme en Draabe paa alle Vildfarelsers Undergang. Men det er en Umu- lighed, saalænge Mennesker ere Mennesker og fødes forskjellige af Anlæg. Deri, min kjære Fætter, ligger Aarsagen til de ulige Kaar og til at Jorden er besaaet med Slotte, Huse og Hytter om hverandre. Stykkede du ud Jorden i lige Dele, endog i snorlige Fiirkanter -- det vilde ikke vare et Aar inden flere Fiirkanter vare samlede paany af Klogskaben og Driftigheden, medens deres Sælgere kom til at drive om til Alles Byrde. Naturen selv hader Eensformighed endog indtil den Grad, at der ikke findes to al- deles lige Græsstraa eller Blade fra Norge til China i al deres Mangfoldighed. Og den har heller ikke bedækket Jorden alene med Græs, men med Planter af de forskjelligste Størrelser, Buske og Træer. Og ligesaa forskjellige skulle Menneskenes Kaar være; men for at bistaa hinanden: den Fattige ligesaavel den Rige som den Rige den Fattige. Og jeg vil give dig et Beviis: hvorledes skulde Christen og Mari være blevne saa lykkelige i deres Hytte, dersom jeg ikke havde af Gud været velsignet med Raad til at tage mig af dem? Ingen har Ret til at være sørgmodig eller mis- fornøjet med sine Kaar; og hvor hyggeligt man kan have det i en Hytte, have vi nylig seet; ja vi have endogsaa fundet en Skjønhed ved den, som vi kunde bedre føle end beskrive." Saa- vidt Onkel. Henrik Wergeland ÆSELET SOM HUSDYR I NORGE Det er vistnok sandt, at Æselet egentlig tilhører de varmere Klimater og i det kolde Norden ikke naaer samme Fuldkommen- hed som i Syden; men at dømme efter de Forsøg, som ere blevne gjorte i Sverige, kan saavel Æselet som Muulæselet ogsaa i vort Norden opdrættes godt nok til at kunne med Fordeel anvendes til forskjelligt Brug. Mangen Huusmand som ikke behøver at skydse eller ligger i anden Kjørsel, skulde være meget bedre tjent med et Æsel, saavel for den ringe Fødes som for Nyttens Skyld. I Landbruget forekommer desuden saa mange Slags Arbeider, som kunne udrettes med Æsler eller Muulæsler ligesaa vel, om ei bedre, end med Heste, idetmindste med større økonomisk SIDE: 54 Fordeel, saasom at drage Skyffel- og Hyppeplogen, en let Harv, ja selv Plogen hvor Jorden ikke er for tung, at trække Vand- kjærren og Dranketønden, føre ud Gjødsel, med flere andre lettere Kjørseler, saasom i Nærheden af Byen at føre ind Melk og Grønsager. Æslets Fortrin for Hesten bestaaer især i at kunne bære Tyngder og gaae i bjergige Trakter. I Spanien er saaledes 15 Bpd. almindelig Last for et Æsel, som har at gaae i Bjerglænde omtrent 5 Miil om Dagen, og Muulæselet passer formedelst sin Størrelse til at trække større Læs ligesom Hesten. Til Æselets Fortrin hører ogsaa, at det er meer udholdende, taaleligere, mindre udsat for Sygdomme, ernærer sig af mindre og slettere Foder, og at det lever meget længere, idet det ikke sjeldent under fuldt Arbeide holder ud indtil 30-40 Aars Alder. Tæmmes de i rette Tid og behandles menneskeligt, er Æselet ogsaa et villigt, paalideligt og godkynt Dyr. Henrik Wergeland Nr. 14, 27de Juli 1844. Lettroenhet er en Moder, som dræber sine egne Poder. TYRKEN "Tyrken" er et forfærdeligt Navn i Almeenmands Øre hos Os. Den Forestilling er endog temmelig almindelig, at Tyrken, eller idetmindste en egen Race af Tyrkerne, har Tryne som Svinet og æder Menneskekjød. Denne Race kaldes "Tryne- tyrker" og deres Keiser "Trynetyrken selv". I Perspektivkasser forevises slige Vanskabninger, og naar Konstantinopel forekommer, glemmer aldrig Foreviseren af de "skjønne Rariteter" at snøvle, at man her seer Trynetyrkens Hovedstad. For et halvt hundrede Aar tilbage var det endog et almindeligt Rygte om en riig Handels- mand i Christiania, at han lod borttage unge Piger og blomstrende og fede Personer, slagte dem i sin Kjælder, nedsalte i Fustasjer og saa udføre til Trynetyrken med umaadelig Profit, saa hans Rigdom især skulde skrive sig derfra. En Historie, som natur- ligviis Misundelse eller Kaadhed fra først af har hvisket ind i Dumhedens Øre, og Lettroenhed, den sladderagtigste Terne paa Jorden, bragt videre. At bemeldte Handelsmand var den Første, SIDE: 55 som herfra sendte Skibe paa lange Farvand, endog til China, bidrog ogsaa Sit til dem. Men selv for faa Aar siden var et lignende Snak i fuld Gang i selve Hovedstaden. Det hedte, at en Mand i bruun Overkjole viste sig i Mørkningen, naar Pigerne gik efter Melk, og at han greb eller lokkede med sig dem, som saae bedst og frodigst ud, hvorpaa de sporløst forsvandt. At de bleve slagtede for at sendes til Tyrken, var der ingen Tvivl om. Man havde endog en Tid ondt for at faae sine Tjeneste- piger til at forrette Ærinder paa den Tid, saa stor var Skrækken. Men denne Overtro er dog af den Art, som er lettest at ud- rydde, fordi den har sin Rod i simpel Uvidenhed. Det er værre med den, som har sine Rødder slyngede sammen med den reli- giøse Tro; den sidder fastere, og maa udrøddes fra Prækestolen. Naar man hører, at Tyrken er et i sit Ydre særdeles smukt og i sit Indre agtværdigt Folk, og man vil troe dette paa mang- foldige Reisebeskriveres Ord, og at de ingenlunde dele sig i to slige Racer, men overalt, hvor de ere udbredte, ere sig selv lige, tænker jeg, at den stygge Tanke, at Gud skulde have sat slige Vanskabninger paa Jorden, som Trynetyrker, vil forsvinde. Men Almeenmand har aldrig hørt noget Sandt hverken om Tyrken eller om andre Folk, saa det er overladt hans Indbildningskraft at befolke Jorden. Tyrken kan endog siges at være i Slægt med os; thi hans Stammesæde er nær vore ældste Forfædres, som befolkede Norden; og virkelig i Ansigtets Form, den lyse Farve og de stærke Legemsformer ligner han os. Han har ogsaa flere Charakteertræk tilfælles med Nordboen: han er alvorlig, retfærdig, gjæstfri, ikke meget rask til at handle. En udmærket Egenskab hos Tyrken er hans Religiøsitet (Han dyrker ogsaa den ene Gud, men ifølge hans saakaldte Profets, Mahomeds, Lære) samt hans Mildhed imod de Umælende. Men en sand Historie vil bedre lære, at Tyrkerne ogsaa be- sidde Dyder ligesaavel som andre Folk, og den vil jeg da for- tælle: Nogle reisende Englændere bleve engang i en tyrkisk Provinds overfaldne af et overvættes Regnveir, og intet Værtshuus var at finde i den lille By, de endelig naaede. Et Kafeehuus fandt de; men der kunde de ikke finde Ly med deres Oppakning. Paa Værtens Raad toge de derimod et lidet tyrkisk Huus i Be- siddelse, som just stod tomt, da Ejeren var bortreist. Regnen SIDE: 56 holdt ved anden Dagen, tredie og fjerde, saa de Reisende endelig begyndte at lide Mangel paa Proviant, hvorfor de indlode sig i Handel med en gammel græsk -- altsaa kristen -- Hyrde om at han skulde sælge dem et Lam, men til en uforskammet høi Priis. Istedetfor et Lam bringer nu denne Spidsbub en gammel udmagret Sau, og da de Reisende paastode at ville have Lammet, der alt var udtaget, forlangte han endnu en halv Gang meer for det end den akkorderede Priis. Nøden var for Døren, og de Reisende tage Pungen op; men da Hyrden seer det, kaster han Lammet paa Skulderen, og erklærer, at han nu ikke vil lade det gaae under det Dobbelte af Prisen. Han blev da viist paa Døren. Imidlertid hvad skeer? Medens de Reisende sidde og overlægge hvor de dog skulle faa noget at spise fra, aabnes Døren og Tyrken, der ejede Huset, som de havde taget i Be- siddelse uden hans Samtykke, træder ind. Fuld af Forundring betragter han de uventede Gjæster; men hilser dem da med sit "Salam!" d. e. "Guds Fred!" og derefter med sit: "I ere mig velkomne!" og nu kunde man være sikker for alle Hentyd- ninger paa Besiddelsestagelsen af det fremmede Huus. Tyrken gaaer ud; men kommer strax ind igjen med en stor Slagterkniv i den ene Haand og et Lam i den anden. Det bliver slagtet og tilberedet af Værten, og nu nøder han sine Gjæster til at spise, med den godmodige Travlhed, som er Tyrkerne egen naar de øve Gjæstfrihed. Næste Dag kunde Englænderne reise, og vilde da betale den fattige Tyrk noget; men han sagde: "I ere komne under mit Huses Tag og jeg har tilsagt Eder mit Vel- kommen. Skulde en Troende da tage Betaling af sine Gjæster?" Kun med Møje kunde man paatrænge hans Familie, der imidlertid havde holdt til i et Nabohuus, en liden Gave. Det var nu en Tyrk. Nok en Historie om en Tyrk! Ludvig den 15de, Konge i Frankrig, lod engang Algier, hvor Tyrker befalte, bombardere af en Flaade. Bombekastningen foraarsagede Algiererne stort Afbræk, saa Byens Statholder blev saa rasende, at han befalede at stoppe de fangne Franskmænd, man havde, i nogle store Kanoner og skyde dem ud mod deres Landsmænd. Imellem disse ulykkelige Fangne var en Kaptain, og han blev nu ført frem for at tjene til Forladning. Men en SIDE: 57 Tyrk, som stod hos og som havde været Kaptainens Fange, var bleven godt behandlet af ham og frigiven, gjenkjendte ham og kastede sig strax ned for den Befalende og bad om Naade for ham. Men man agtede ikke derpaa. Tyrken tilbød sig at kjøbe Fangen for enhver Priis; men forgjeves. Øjeblikket, da Kanonen skulde fyres af, var nær -- da omfavnede Tyrken Franskmanden, sluttede sig fast til ham og tilraabte Kanoneren: "Brænd løs! Jeg vil døe med min Velgjører, hvis Død jeg ikke kan forhindre!" Det omstaaende Folk, som havde seet og hørt Alt, blev derved saa rørt, at det med Magt befriede Fangen. Hvilken Følsomhed! Og det var dog ogsaa en Tyrk. Henrik Wergeland KAST AF HVOR BAKKEN ER FOR BRAT! Kneiken brat, Hesten mat, Lasset svært, Hjulet tvært, Hesten staaer, kan ei længer, Øret hænger Svangen gaaer. Kast da af under Bakken! Gud, som gav Liv til Blakken, Dig udstyred, stolte Mand, med Forstand til at maale hvad vel Dyret mægter taale, samt et Hjerte til at dele Dyrets Smerte uden Mæle. Mangler dette, bør man sette Dyrets Herre, ei hans Hest, for en Kjærre som et Best. Lad sa trække Kneipen op! Svøben dække til hans Krop! Han, som Hjerte eller Tanke ikke har for den Smerte Dyret bar, bør man banke ubeskaaret med Gevalt, op i Saaret sprænge Salt. Da kanhænde Han erkjende SIDE: 58 vil sin Uret, saa han troer, at det dumme Kreaturet er hans stumme Halvebro'r. Dumme Knegt! tør kanskee endda lee, som om Sligt kun var Digt uden Vægt? Veed du vist da, om hist ikke Resten, du mishandled ugudfrygtig saa af Hesten, pludselig viser sig omforvandlet til en dygtig Kjørekarl, mens det Sind som du har og Gemyttet ind er flyttet i hans Skind? Magten holder strengen Dom. Begges Roller skifte om: Du i Skakkel, mens din Stakkel af en Hest ifra Bukken gjør din Mukken, Stønnen, Trampen, Sveden, Dampen kun til Blæst. Fort afsted! Pidsken smelder. Gudbevares! Nei, der spares ei dermed, ikke fares varligt ved. Just, hvor hvide Skyers Skraaning steilest hælder, maa du slide just som Blakken, Stakkels, sled her i Bakken, ved min Vaaning, som du veed. Ovenstaaende Vers have Hentydning til de jevnlige Mishand- linger af overlæssede Heste ved en liden, men særdeles brat Bakke eller Kneik i Nærheden af denne By, som Forfatteren har havt Anledning at lægge Mærke til. I Almindelighed læsses paa hvad Hestene kunne trække i Skridt paa slet Vei; men Hensyn til, at Tyngden i et ganske overordentligt Forhold tiltager som Modskraaningen er steil, tages der ikke. Skulde man nu have Uleiligheden med at kaste af og gjøre to Vendinger? Nei, SIDE: 59 Pokker! er Svaret, som Kjøreren giver sig -- almindeligviis Drenge, der kjøre Andres Heste. Og naar de nu give sig ifærd med Bakken, og de mærke, at det sterter med at komme frem, an- strenges naturligviis Dyret først til det Yderste, og først naar de maa erkjende Umuligheden deraf, eller Redskab gaaer istykker, bekvemme de sig til, med stor Ærgrelse og Forbandelser over Dyret, at kaste noget af. Vognmænd og andre Hesteeiere skulde derfor altid ved Paalæsningen tage Hensyn til Terrænet, saaledes, at de enten befale sine Folk at lægge af en rimelig Deel, eller at læsse saameget mindre paa. Henrik Wergeland MENNESKETS DRIVT TIL GLÆDE Ved at agte paa Menneskenes Handlinger med nogen Opmærk- somhed, vil Du finde, at de alle have det skjønne Maal for Øjne, at ville tilbringe deres Dage saa lykkelig, som muligt. Drivten til at opnaae dette Maal yttrer sig ligesaavel hos den Unge, som hos den Gamle, ligesaavel i det støjende Pallads som i den ro- lige Hytte. Enhver tragter efter at være fornøjet; Enhver søger at undvige de Tildragelser, som kunne gjøre ham Livet suurt, eller, ifald han ikke kan undgaae dem, da at udfinde Midler, som kunne lette ham det Byrdefulde deri. Denne almindelige Stræben efter Glæde beviser, at Mennesket er skabt til Glæde. Det er altsaa Naturdrivt, at tragte efter Lyk- salighed; Naturdrivt, altid med begjærlige Øjne at see op til det, der efter de herskende Begreber kan forskaffe Lyksalighed; Na- turdrivt er det endelig, der ansporer os til at kjæmpe imod Ulykken, overvinde den, og derefter igjen at vende tilbage i Ro- ligheds og Tilfredsheds Skjød. Vi ønske os Døden, naar Skjeb- nen formørker enhver Udsigt for os; vi ere kjede af Livet, naar den tilkommende Tid ej lover os flere glade Timer, og det af den Aarsag, fordi vi troe at have tabt Hensigten af vort Liv, for saavidt samme angaaer vor Tilværelse paa denne Side Graven. Den Glæde, vi føle, bestemmes ved Forestillingen om de Gjen- stande, som have tildraget sig vor Villie, vore Ønsker, Tilbøje- ligheder og Opmærksomhed. Efter den Værd, som vor Indbild- ning tillægger disse Gjenstande, efter den Grad, hvori vor Sjel beskjæftiger sig med samme, forøges eller formindskes vor Glæde, SIDE: 60 naar vi nyde dem, og vor Bedrøvelse, naar vi savne dem. Vor Karakteer og den Grad af Uddannelse, vor Sjel har faaet, yttrer sig ved Valget af Gjenstandene, ved de Tilbøjeligheder og Liden- skaber, samme opvække hos os, og ved den Maade, hvorpaa vi behandle dem. Et dannet Menneske vælger ganske andre Gjen- stande for sit Livs Glæder end Mennesket med de raa og udan- nede Drivter. Den førstes Glæder ere ædlere og bestandigere; hiin er forsigtig i at vælge dem, og bevarer derfor længere end den sidste sine Kræfter til at kunne modtage forestaaende Fornøjelser. Selv Valget af Menneskets Sysler gjør det elsk- værdigt. Den gode Opdragelse i vore tidligste Aar er det, der allerførst vejleder os til Valget af ædle Glæder, eller, som er det samme, af ædel Virksomhed; thi Glæde kan ikke tænkes uden Sjels Be- skjæftigelse. Ved denne Virksomhed, hvortil vi i Barndommens spæde Aar blive anførte af vore Opdragere, bliver Sielen ud- dannet, det er: Hjertets Følelser og Forstandens Kræfter blive indtagne for de gode Grundsætninger, efter hvilke den Unge siden i Fremtiden skal af egen frivillig Drivt vælge de Beskjæftigelser, som hans Attraa efter Lykke og Glæde gjøre nødvendige. Henrik Wergeland Nr. 15 og for en Bonde er der gode Penge at tjene. Men Gud veed -- der er Mange om det." "Den, der var slig Mand, som Han!" sukkede Hans. "Men uligt er det." "Hvorledes er det du har det da, Hans, siden du er saa mis- nøid? Jeg er ogsaa Huusmand; men jeg veed ikke, om jeg vilde bytte med Hosbond. Han og hans Lige har meget paa sig, som vi og vore ere frie for." "De ere dog frie Folk; men hvad ere vi andet end Slaver?" sagde Hans og stødte Grindstolpen ned alene med et saa væl- digt Stød, at der ikke behøvedes flere. "Det kan jeg ikke kalde mig idetmindste", sagde Ole. "Vel ejer jeg ikke den Grund, jeg sidder paa; men min Kontrakt gjør mig til en fri Forpagter. Jeg betaler med Arbeide paa bestemte Dage, og er jeg ikke fornøjet, kan jeg opsige og flytte hvorhen jeg vil. I andre Lande maa Huusmændene blive hvor de ere, som Lænkehunde." "Ja naar man havde det saa, at Gaardsarbeidet afgaves paa bestemte Dage i Ugen, saa var det ingen Sag", yttrede Hans; "men jeg var saa dum ikke at gjøre anden Kontrakt end mundtlig Vedtagen efter gammel Skik ved Pladsen, og saaledes maa baade jeg og Kona gjøre Arbeide paa Gaarden for 8 Skilling Dagen naar der befales, enten vi har faaet lagt Jorden til eller bjerget for os selv eller ikke." "Ja det er en Feil," sagde Ole. "Skal man kunne dyrke sin Plads godt, maa man fremfor alt kunne beregne sin egen Tid." "Høisaaterne mine staae endnu ude saa gule som Halm. Nu kunde jeg kanskee faaet revet dem ind; men saa skulde jeg staa forat faae Grinden istand, fordi der kanske kommer Fremmede til Gaarden idag." "Ja dersom det gaar godt med Hosbond", loe Ole: "Men se til at faa dig en Kontrakt som min, saa skal du see det gaaer bedre med dig. Nu er jo han Gunder snart saa voxen, at han skal blive Soldat." "Ja der er ogsaa noget, som er lagt paa os Huusmænd, sagde Hans: at vi og vore Børn skulle være Soldater og lade vort Blod, uden at vi derfor have nogen Slags Borgerret. Uligt er det." SIDE: 62 "Nu! Er ikke det en Ære for Os? Bonde- og Borger- og Embedsmands-Søn skal være Soldater i samme Linje, saasnart bare Loven kommer istand. Efter Grundloven er det. Hvilken Skam, om vi og vore Sønner skulde være udestængte derfra! De vilde blive foragtede og tilsidst feige, svage og virkeligt for- agtelige!" "Men naar jeg seer disse store Vidder under een Mand og tænker paa min lille Flek oppe i Bjerget, er dog alt saa uligt i denne Verden, at man gjerne kunde gaae i Fossen", vedblev Hans. "Regn du efter, skal du see hvad Sorger der ofte følge med de store Ejendomme, og hvorfor vi ere frie. Der er nu som oftest Gjæld, ofte, ligesom med Hosbond, kostbare og farlige Odelsprocesser, Afgifter af Gaarden, Ombud o.s.v. Hosbonds Ærgrelse, da han sidste Gang ikke blev Storthingsmand, vilde jeg ikke haft for min bedste Ko, -- nei ikke for Kalven med. Han gik guul hele Høsten." -- Nu ringte det til Middag; men da de kom ud igjen for at stryge Grinden over med Bruuntrødt, hørte de allerede Hos- bonds Svøbesmeld. "Det er bestemt gaaet galt igjen", hviskede Ole, "for saa har han aldrig kjørt Brunen opfore før." Og idet- samme pilede Hosbond forbi som "Jehu, den Nimsis Søn, der foer rasende afsted" -- Hesten skumdækt, Ansigtet blegt og syge- ligt. "Aa lad være med Klininga!" faldt nok fra ham i Farten; men det blev ikke hørt. "Nei, Hosbond er ikke bleven Storthingsmand" sagde Ole, seende efter ham; "men troer Du ikke nu Hans, hvis Du saae Hosbonds Ansigt, at ogsaa det er en Sorg, vi ere fri for, og at Hosbond med alle sine Vidder er slettere tilsinds end Du!" Hans kløede sig bag det andet Øre; men kom dog med et langttrukkent Jo-o. Henrik Wergeland NORSK KARAKTEERTRÆK Jo dybere man kommer ind i Landet, og især i det Thrond- hjemske, jo mere finder et faderligt, naboeligt og fortroligt For- hold Sted paa Landet mellem militære Befalende og Undergivne. For et Par Aar siden bar rigtignok et Kompagni sig saa lovløst ad mod sine Oficerer, idet de paa Hjemmarschen med Magt SIDE: 63 vilde opløse sig, at det maaskee har, idetmindste i den Egn, forstyrret noget af hint gode Forhold fra Fædrenes Dage; men tilintetgjort er det dog ikke i vore Dale. For nogen Tid tilbage var der i det Throndhjemske en Kapi- tain, som var meget streng, men retfærdig, og derfor ikke desto- mindre særdeles afholdt af Kompagniet. En Dag meldte en De- putation fra dette sig hos Kapitainen; en Formand traadte frem og tiltalte ham saaledes: "Kapitain! vi har hørt, at du skal have en Arv; hvorfor tiltræder du da den ikke?" "Fordi jeg", sagde Kaptainen, "maa føre en kostbar Proces, hvortil jeg ikke har Raad, om jeg skal komme i Besiddelse deraf". "Og hvormange Penge troer du at behøve?" spurgte Udsendingerne. Kaptainen nævnte en ikke ubetydelig Sum, hvorpaa de Afsendte vendte tilbage til sine forsamlede Kamerater. Men efter nogen Tid kom de tilbage og bragte Pengene. "Kaptain", sagde de, "Kompag- niet har besluttet at hjælpe dig til din Arv. Du er en streng, men retskaffen, Mand, og derfor holde vi af dig. Du sagde, du havde ikke Nogen, som kunde forstrække dig Penge til din Pro- ces; men du har Os. Vi have sammenskudt Summen; her er den; tag den og kom til din Ret!" Den overraskede og rørte Officeer vilde ikke modtage Tilbudet, fordi han, i Tilfælde af Tab, ikke vilde kunne erstatte Summen; men det tillode Solda- terne ikke. "Taber du", sagde de, "saa tabe ogsaa vi din Proces; vinder du, saa kan du give os Pengene igjen som et Forskud". Kap- tainen gav efter, vandt og betalte med Taknemmelighed sit gjæve Kompagni tilbage. Henrik Wergeland HANS JAKOBSENS OST Man har Exempler paa, at Elendigheden kan være saa stor og Æresfølelsen saa liden, at Folk kunne begaa Forbrydelser i den Hensigt, at blive straffede derfor og saaledes at faa Tag over Hovedet og Mad til Munden i en Strafanstalt. I begge Til- fælde lige frygteligt. I begge Tilfælde? Nei jeg troer, at de al- tid -- Elendighed og Mangel paa Æresfølelse -- maa være for- enede for at et Menneske skal kunne gaa til saadan Yderlighed. I Tilfælde af yderste Armod ved ufrivillig Arbeidsløshed, Syg- SIDE: 64 dom, mange Børn og anden uforskyldt Elendighed, er det jo Menighedens Pligt at hjælpe; og i detmindste i vort Land vil det være paa det nærmeste uden Exempel, at En, der virkelig vil arbeide, skulde ganske mangle Brødet. Den anden Aarsag til et saa fortvivlet Skridt, nemlig Mangel paa Æresfølelse lader sig derimod snarere tænke. Den kommer nemlig for en stor Deel af Mangel paa Oplysning, og en planmæssig frivillig Tyen til Strafanstalter finder næsten altid Sted hos Personer, som før have været straffede og som ere saa sløve og dybtsjunkne, at de kun bekymre sig om, for Resten af sine Dage at føre et Liv som Dyret, der drives fra Krybben til Arbeide og fra Arbeide til Krybben. Men hvor vilde man ikke i Almindelighed tage feil af den Fattige, om man troede, at han ikke veed at sætte den rette Priis paa Friheden og Frihedens Ære? Mangel paa denne ædle Følelse er kun Undtagelser, Undtagelser, som kun findes i Forbrydelsen og den dybeste Elendighed. Og selv i en Armod paa Grændsen af denne findes Frihedskjærligheden i sin oprindelige, for Normænd saa naturlige, Styrke, og i sin ædleste Skikkelse forener den sig med Følelsen for Ære og med den stolte Bevidsthed af Ærlighed og Retskaffenhed. Og da naar den Fattige kan gjøre dette klart for sig, da er Armoden ikke Elendighed, ikke den Elendighed, som er Synden saa nær og som kan gjøre Mennesket til Dyr. Mellem vore Arbeidere ere de, der befatte sig med det gro- vere Muurarbeide de, som synes fattigst. De ere Daglønnere, og som oftest desværre Folk, der ikke tænke paa Vinteren naar de om Sommeren have Arbeide. Men netop mellem disse traf jeg engang paa en Mand, der midt i sin Fattigdom syntes at have en klar og glad Bevidsthed om hvad det dog betyder at være en fri Mand. Han arbeidede paa en privat Bygning, hvor ogsaa nogle Slaver vare beskjæftigede med at vælte Stene til Grundmuren o.s.v. Slaverne vare netop komne tilbage til Ar- beide efter deres Middagshvile, som begynder Kl. 11, da Muur- arbeider Hans Jakobsen havde sat sig hen under et Skuur for at spise sin Middag. Den var simpel nok. Han sad der alene med sin Sild og sit Brød; men jeg har seet Folk spise Steg og Pudding med surere Miner end Hans's vare. Silden var fortæret og nu maulede Hans Brødet ovenpaa. "Knap Middag idag, Hans", sagde jeg. SIDE: 65 "Aa, jeg har god Ost paa Brødet", mente Hans idet han smaaloe. "Hvor er den da? Jeg seer ikke du har andet Smør eller Ost end den Sne og Slud som falder". "Jo sagde Hans og pegede paa Slaverne -- jeg har god Ost paa Brødet: jeg har Frihed." O, Hans Jakobsen, du havde Ret, og du behøvede ikke at lægge til, som Du gjorde: "Troer I, at jeg bytter den med hvad Disse der har spiist idag -- Suul kanskee og ganske vist federe end denne min Middag? Jeg skal sige Jer -- hvidskede Hans til mig -- jeg har nok Raad til at spise noget bedre ellers; men ikke idag, for jeg lægger 8 Skilling op om Dagen til Vinteren, der er lang hos Os. Jeg er nemlig en saadan Ven af Friheden, at jeg ikke engang kan fordrage Tanken om, som saamange af mine Kamerater, at maatte banke paa Arbeidsanstaltens Port for at bede om Optagelse naar Vinteren kommer." O brave og fornuftige Hans Jakobsen! Den Ost, du spiste til dit Brød er norsk, og saa god som nogen engelsk. Henrik Wergeland No. 17, 15de Septbr. 1844. Den Vise gavner den Tid han er og naar han ei er meer. DET ENE KAALFRØ "Hvad er det I graver saa efter i Vestelommen jers?" spurgte en Nabo, en Huusmand, Skolemester Ole Andersen just som denne var kommen fra Byen og havde lagt fra sig sine Smaa- sager. "Ei, Ulykken har været ude at gaae", sagde Ole; "men det faaer nu være det Samme. Eet fandt jeg dog, og det kan rette paa det, skjøndt med Forliis af Tid." Og dermed lagde han forsigtig et enkelt lille Frø i en Thekop. "Jeg skal sige jer, Hans, lagde han til -- jeg kjøbte derinde i Byen en liden Pakke Hovedkaalfrø for at dele ud til jer Huusmænd heromkring, som have lovet mig at ville saae det ved jere Stuer. Pakken stak jeg her i Vestelommen, fandt saa en god Spiger paå Vejen, som jeg i Tankeløshed puttede i samme Lomme, og nu har den stukket SIDE: 66 Hul baade i Lommen og paa Frøpakken, saa alt, paanær det ene Frøkorn, er gledet ud altsom jeg gik. Kloge Høns kunne ogsaa værpe i Nesler. Men kom nu ud og pas nu paa den Flek, hvor jeg stikker Frøet ned. Der skal blive nok til os Alle- sammen." De gik udom Væggen, hvor Ole stak Frøet ned paa en fed solbar Flek. Det ene Frø gav en prægtig Frøstok. Og da det var modent, delte Ole det ud i smaa Portioner i Papirer, som han havde seet Gartneren gjøre, og saa gik han omkring til Naboerne videnom, og uddelte dem. Men tænk hvilken Uskjønsomhed og, man kunde næsten sige, Vildhed! Der fandtes dem, som gjorde Vanskelighed ved at modtage sin Friportion. Etsteds sagde Fol- kene, at de ikke havde Jord, saa Ole maatte pege for dem paa, at der laae meer end nok rundtom Stuen, hvor der nu i Fedmen kun voxede stridt Ukrud. Et andet Sted mente Konen; at de havde saa sjelden Suul, at det ikke var værd at gjøre sig nogen Umage for Kaalen, saa han maatte underrette dem om, at ingen Udsæd var mageligere og at et afkogt Kaalhoved med en Jev- ning over var en baade sund og velsmagende Ret. Det hjalp ikke; Ole maatte stikke sine Frøportioner i Lommen igjen og gaae fra de Folk. Andre fornuftigere Folk fik dem. Dette fik jeg at vide, da jeg isommer kjørte igjennem den Egn, hvor Ole boer. Jeg vil nu ikke tale om hvorledes det saae ud ved hans Stue. Der stod baade Hovedkaal, Spidskaal, Blomkaal og Grønkaal, Kaalrabi, Næper, Gulerødder, Ræddiker, Løg -- kort ingen Plet var ubenyttet. Selv paa en Kompostdynge bag Fjøset og rundtom Møddingen stod der en Kaal, jeg ikke har seet Mage til. Og da jeg nu kom bortover Moen -- ved enhver af Pladsene saae jeg Kaal og andre Haveurter i den prægtigste Fremgang. Det vaade Veir havde ogsaa gjort sit til, at det stod saa godt. Under et af Gjærderne om disse Smaahaver sad to Kjærringer af et daarligt Udseende: "Den kommer sig da Kaalen hans Jakob", sagde den Ene, kigende indigjennem Skigaarden. "Hans Anders med", sagde den Anden. "Men det er bare Grisemad." "Hvorledes kan det saa være, mente den første Kjærring, at Storfolket ere saa glade i alt sligt Grønt? Jeg vilde ønske, jeg havde taget imod Frøet af Skolemesteren, for det kunde dog SIDE: 67 groe der rundt om Stua." "Hm, der faar nok Unga gaae for sig sjøl", sagde den Haardnakkede med en ækkel voldsom Kløen med Strikkepinden bag Øret. "Han Manden min har dog nu faaet slaaet op et lidet Stel til baade til os og Unga bagom Skaaren" sagde den første og likeste af Kjærringerne, "og saa kunde I med gjøre, saa fik I Flekken om Huusvæggen til Kaal. Ungerne har ellers ikke skad den." -- Da jeg kom tilbage, sad begge Kjærringerne paa Trappen hos Ole Andersen. "Hvad skal dere, Kjærringer?" spurgte jeg. "Aa vi bie bare paa Skolemesteren for at bede ham om lidt Kaalfrø eller hvad han nu har." Henrik Wergeland SAGN OM JERUSALEMS TEMPEL Jerusalem var en dyrket Mark; to Brødre besad den Deel af samme, paa hvilken Templet nu hæver sig. Den Ene af disse Brødre var givt og havde flere Børn; den Anden levede alene. De dyrkede i Fællesskab den Mark, de havde arvet efter deres Moder; og da Høsten kom, bandt begge Brødrene Neeg, og gjorde to lige Hobe af dem, som de lode blive paa Marken. Om Natten fik den ugivte Broder et Indfald. Han sagde til sig selv: Min Broder har Kone og Børn at ernære; det er ikke Ret, at min Deel er saa stor, som hans; jeg vil derfor tage nogle Neeg af min Hob og lægge dem hemmeligt til Hans; han vil ikke mærke det, og kan altsaa ikke afslaae det. Som sagt saa gjort. Samme Nat vaagnede ogsaa den gifte Broder og sagde til sin Hustru: "Min Broder er ung; han lever alene og uden Medhjælp, og har Ingen, der kan hjælpe ham med hans Arbeide og trøste ham under hans Besværligheder; det er ikke Ret at vi tage ligesaa mange Neeg af vor fælles Ager, som han; derfor ville vi staae op og hemmeligt bære et Antal Neeg til hans Hob; han vil ikke mærke det i Morgen, og kan altsaa ikke afslaae det." Og de gjorde, som de havde tænkt. Næste Morgen gik begge Brødrene ud paa Marken og bleve meget overraskede ved at see, at begge Hobe endnu bestandigt vare lige store; Ingen af dem kunde forklare sig dette Underværk. De gjentoge SIDE: 68 derfor i flere Nætter det Samme; men da hver af dem lagde det samme Antal Neeg til Broderens Dynge, bleve Hobene altid lige store, indtil de en Nat, da de Begge stode paa Luur, for at opdage Aarsagen til dette Underværk, traf hinanden i Gjerningen. Nu skulde et Sted, hvor en saa god Tanke paa een og samme Tid var bleven opfattet af to Mennesker og det med saa megen Standhaftighed, blive Gud en velbehagelig Plads, og derfor ind- viede Menneskene det og valgte det, for her at bygge et Guds Huus. Hvilket herligt Sagn! Hvor aander det ikke de patriarchalske Sæders naive Godmodighed! Hvor simpel, antik, naturlig er ikke den Tanke hos Mennesket, at hellige Gud et Sted, hvor Dyden opspirede af Jorden! Henrik Wergeland BARNEMORDERSKEN (Af Niemeyers "En Faders Testamente til sin Datter".) Der gives en meget frygtelig Stilling for Sjelen, hvoraf ligesaa lidet den menneskelige Aands Viisdom, som alle Jordens Skatte kunne udrive den. Ikkun til Kvindekjønnets Forbandelse er den mulig, til Forbandelse over uskyldige Skabninger, som falde ved deres Uerfarenhed, og gjøre sig for evig Tid ulykkelige ved Fortvivlelse, der er grundet paa Frygtsomhed i Karakteren. Det vil maaske interessere Dig, af min Mund at høre, hvilken da denne frygtelige Stilling er, og hvorledes et Fruentimmer geraader deri? Du vil erfare det i en ulykkelig Piges Historie, som jeg er i Færd med at ville fortælle Dig. Denne Pige -- nævne hende vil jeg ikke, da hun er gaaet ud af Verdens Skueplads, og de Afdøde skulle være hellige for os. -- Hun var smuk, mild og god; hendes Hjerte var reent ligesom dit. Hun var yndet af alle gode Mennesker og en Torn i Øjnene paa Misundelsen. Hun var en af de herlige Skabninger, som vi maatte ansee for Væsener af en høiere Art, naar ikke tillige Bevidstheden om hendes uudslettelige Hang til sandselig Kjærlighed erindrede os om, at hun var Menneske. Denne Pige elskede -- og faldt. Hendes Elsker forsvandt, og uden Støtte og Deeltagelse var hun nu overladt til al den Skræk, al den Forfærdelse, alle de ræd- somme Forestillinger om den tilkommende Tid, der i en saadan SIDE: 69 Stilling maae være saa naturlige. Følelsen af hendes tilkom- mende Skam virkede meest levende hos hende. Hun tænkte sig forladt, forskudt og spottet af den Verden, der havde fattet saa høie Tanker om hende, lige fra det Øjeblik, da hendes Fald vilde blive bekjendt. Hun søgte at skjule sin Ulykke uden at aabenbare den for noget Menneske. Men Græmmelsen, der udeelt næres i den Ulykkeliges egen Barm alene, raser heftig; den ulykkelige Pige fornam dette levende. Saa ofte som hun var alene, henflød hun i Taarer, og Anfald af Fortvivlelse endte de Timer, hvori hun dybsindig havde overveiet sin Forfatning. Hendes Venner og Huusfolk ansaae hendes Taarer for at være en Told, som hun ydede en kjær Venindes Aske, som dengang nyligen var død. Hvo skulde og kunne have drømt om, at en uskyldig og englereen Pige havde kundet falde? Imidlertid nær- mede den skrækkelige Time sig alt meer og mere, der skulde aabenbare Hemmeligheden om hendes Fald, som hun saa længe havde holdt skjult. Den Ulykkelige gysede tilbage, saa ofte hun tænkte derpaa. Hvilken Pige er ogsaa stærk nok til paa engang at kunne bære Verdens Spot, kjølnet Venskabs Ligegyldighed, intolerant Ondskabs haanende Latter, Kirkens Forbandelse, en Faders Bebreidelser og en krænket Moders bittre Taarer? Den Time, som den unge Kone fryder sig ved at tænke paa, det Øieblik, hvori Kjærlighedens første Pant endnu fastere knytter de Baand, som forenede Fader og Moder sammen, indeholdt Skrækkebilleder for hende, hvortil hun nærmede sig med ligesaa megen Skjælven, som den til Døde Dømte til Sværdets sidste dræbende Slag. Hendes hele Bestræbelse gik ud paa, at ville oppebie denne Time i Eensomhed. Ak! havde hun dog villet betroe sig til sin Moder, eller til en Veninde, eller og maaskee, for Tausheds Skyld, til en Ven, hvilken Angest, hvilken For- brydelse havde hun da kunnet undgaae? Hendes Ønske blev opfyldt: hun var alene, da Timen, som hun saa ofte med skjæl- vende Frygt havde ventet, indfandt sig. Frygt neddæmpede Fornemmelserne af Smerten, og Fortvivlelse gjorde hende enhver Hjælp undværlig -- en hjælpeløs Skabning laae for hendes Fød- der, der begyndte sit Liv med at begræde sin Tilværelse. Bar- nets Skrig var som en Dolk, der gjennemborede Moderens Sjel. Forgjæves søgte hun at tysse det; dets Graad blev immer lyde- ligere, og nu -- ak! neppe formaaer jeg at udsige det -- nu SIDE: 70 blev Middelet, hvormed hun søgte at dæmpe Barnets Stemme, et Middel til dets Mord. Skriget hørte op, men tilligemed det ogsaa den begrædte Tilværelse. Glad trykkede Moderen det op til sit Bryst -- glad over den lille Skabnings Rolighed. Med moderlig Ømhed betragtede hun den og se -- den var død. Ligesom truffen af Himmelens Vrede udstødte hun et høit Skrig. En fortærende Gysen gjennemfoer hendes Aarer. Hun vilde ud- bryde i lydelige Veeklager, og atter undertrykte Frygten hendes Stemme. Paany seirede Undseelsen. Hun tog den ulykkelige Skabning op, og fuld af bedøvende Fortvivlelse bar hun den, begunstiget af den indbrydende Aftens Tusmørke, ud i en Hauge, grov den ned og flyede i fuld Forvirring atter bort derfra. Den Ulykkelige var nu i den gyselige Forfatning, hvori Sielens Rolighed er tabt, uden at kunne nogensinde faaes tilbage igjen. Tiden paa hiin Side Graven, som er en Trøst for Enhver, hvis Hoved trykkes haardt af Skjæbnens tunge Haand, og hvis For- ventninger finde i denne kommende Tid en skjøn Hvilepunkt, var frygtelig for hende, og dog var Livet hende en Byrde. Stedse troede hun at see sit myrdede Barns Skygge for sig som en straffende Aand -- hendes forvildede Indbildningskraft viste hende den som en om Hevn over hende raabende Anklager for Himmelens og Jordens Dommers Throne. Den dræbte Skabning svævede hende stedse for Øine i den samme Stilling, hvori det havde anraabt hende grædende om Barmhjertighed, Medlidenhed og Hjælp, og da var hun ikke i Stand til fra dette Syn at ad- skille den Tanke: Du har myrdet Dit eget Blod. Hemmelig Smerte fortærede hendes Taarer, uden at levne nogen til Let- telse for det forklemte Hjerte. Hendes martrede Samvittigheds Kvaler seirede nu over hendes Frygt for Skam. Hun tilstod reent ud: "Jeg har myrdet mit Barn", og døde af Græmmelse. -- GULDKORN Trykt i Avdeling I, bind 3, s. 188 -- 89. Henrik Wergeland SIDE: 71 Nr. 18, 30te Septbr. 1844. Raad man nok kan give, Klogskab ei. Hvo godt Raad Raad lod blive, lod Hjælpen gaa sin Vei. RUSSISK SAGSTOL I Byerne ere Vedskjærerne, Arbeidsmænd, som besidde en Sagstol og en Sag, Folk der hyppig spørges efter. Især nu ved denne Tid. Og der tjenes vakkre Skillinger. Men som oftest trække Vedskjærerne om To i Kompagni om een Stol, og dette gjør fordet- første, at de ogsaa blive To om Fortjenesten, og for det Andet, at denne ofte bliver drukken op. Men paa denne Side vil man see en Afbildning af en Opfindelse, som gjør halvt Arbeide med Ved- skjæreren, og som er saa simpel, at nogen nærmere Forklaring end Afbildningen ikke behøves og at Enhver, der kan slaa sammen en Sagstol, ogsaa kan indrette den hele Mechanik. Den kaldes i den Bog, hvorfra jeg har den, "russisk Sagstol"; men en Ven har sagt mig, at han for mange Aar tilbage har seet den i Brug i det Thrond- hjemske. Didhen kan den maaske være kommen fra Rusland. SAGVISE Trykt i Avdeling I, bind 3, s. 315 -- 316. SIDE: 72 Henrik Wergeland ÆDLE HANDLINGER AF FATTIGE I en foregaaende Aargang have vi omtalt, at det berømte Sel- skab af Lærde, det franske Akademi, aarlig holder et Møde, hvori Belønninger uddeles til dem af Almueklassen, om hvem en eller anden ædel Handling er bleven oplyst. I den Rapport, som saaledes for nylig aflagdes for i Aar angaaende de Personer, der fandtes værdige til Dydspræmien, angaves flere meget rørende Tilfælde, men især de følgende tre: I Menigheden Bourg les Va- lence var en fattig Kone, Fattiglem og Skoleholderinde tillige. Hun havde neppe tilstrækkeligt til sit eget Livsophold, men ved mageløse Indskrænkninger fandt hun Midler til at hjælpe Andre. Hendes simple Hytte var paa eengang Hospital og Asyl for Børn, hvis Forældre ikke kunne betale for deres Opdragelse. Der for- tælles hundrede Tilfælde om denne værdige Kones Velgjørenhed, som hun drev saa vidt, at da nyligen en af Valences Øvrigheds- personer mødte hende og, ved at bemærke hendes Svaghed, spurgte hende om hun var syg, fik han efter megen Nølen det Svar, at hun intet Brød havde at spise. Akademiet tilkjendte hende 600 Daler, som et Beviis paa, at det bifaldt hendes dydige Opførsel. -- I Versailles er en lille Hytte, der holdes meget reen og beboes af to Søstre ved Navn Dubois, den ene 80 og den anden 81 Aar gammel og et Fruentimmer paa 55 Aar ved Navn Chasseraye. Den yngste af Søstrene havde ved mange Aars haardt Arbeide samlet en lille Kapital, hvis Renter ikke beløbe sig til mere end 5 Skilling om Dagen. Den ældre Søster har sammensparet saa meget at hun kan bidrage 10 Skilling om Dagen. Ved deres forenede Bidrag kunde de friste Livets Op- hold, men heller ikke mere. Catherine Chasseraye derimod er Capitalist; thi hun har 30 Skilling om Dagen. Dette fortræffelige Fruentimmer har af Medlidenhed med de gamle fattige Søstre anvendt den største Deel af hendes lille Indkomst til Indkjøb af Fødemidler og andre Fornødenheder for dem, som de ellers ikke kunde forskaffe sig og pleier dem som om de vare hendes nær- meste og kjæreste Slægtninge. Hun har ofte spiist det bare Brød for at forskaffe hendes Pleiefolk nogle Behageligheder. Akade- miet tilkjendte hende 100 Daler for at assistere hende dermed i hendes Velgjørenhed mod de gamle Fruentimmer. -- Hortense Boyer i Montfaucon er en Pige paa 12 Aar. Ved egen Livsfare SIDE: 73 frelste hun tre Børn af en pestilentialsk Pøl, som de vare faldne i og hvor de uden hendes Hjælp vilde være blevne kvalte. Der sendtes hende en Æresmedaille og hun tilspurgtes hvad mere hun ønskede sig til Belønning. Hendes Stedfader, af hvem hun var bleven raat behandlet, var bleven dømt til Fængselsstraf, fordi han i et af sine Anfald af Hidsighed havde saaret en Mand, han havde været i Strid med, hvilket foranledigede dennes Død. Hun udbad sig til Belønning denne Fanges Frigivelse. Kongen har, som et Tegn paa den Beundring, han nærede for Steddatte- rens Dyd, afkortet den halve Fængselstid. Akademiet anfører Barnets Handling som en af de hæderligste, der er kommen til dets Kundskab. Henrik Wergeland VEIRGLASSET For Bonden, Fiskeren og Sømanden maa en Forkundskab om Veiret være af stor Vigtighed. Man har ogsaa et Instrument, Barometeret, som viser forud Veirforandringerne, idet Luft- trykket, i Tilfælde af Forandring til det værre, lader en Kvik- sølvsøile i et Glasrør synke, og stige naar Veiret skal blive bedre. En pludselig Synken varsler et saadant Veir, at det idetmindste ikke er værd at begive sig noget langveis paa Søen. Et Barometer koster imidlertid et Par Daler; men for ikke mange Skilling kan man skaffe sig et Slags Barometer, som gjør ret god Tjeneste. Man tager nemlig 1/2 Lod Kamfer, 1/5 Lod Salpeter og l/8 Lod Salmiak. Enhver af disse Ting opløser man i Kornbrændeviin, som i det mindste maa holde 18 Grader. Salpeteret og Salmiak- ken opløses let, Kamferen derimod opløses langsommere, og man kan derfor befordre dens Opløsning ved at holde Karret, hvori Opløsningen skal skee, over en svag Ild, eller ogsaa dykke det ned i varmt Vand. Ere alle tre Dele opløste, saa blander man dem sammen, og fylder derpaa den sammenblandede Masse i en lang Flaske, f.Ex. en Eau de Cologne Flaske, som man derpaa propper godt til og forsegler. Denne Flaske hænges derpaa udenfor, helst imod Nord, og gjøres fast ved Vindues- posten, hvor den da kan sidde baade Vinter og Sommer. Eftersom nu Veirliget staar i Begreb med at forandre sig, saa faaer ogsaa det, som Flasken er fyldt med, et forandret Ud- SIDE: 74 seende. Er Massen klar, saa betyder det klar Luft, eller, som man siger, godt Veir; er den dunkel eller ligesom grumset eller mudret, saa faae vi Regn. Danner der sig ligesom Iis paa Bun- den, saa betyder det tyk Luft, og om Vinteren Frost. Dunkelhed med smaae Stjerner betyder Tordenveir. -- Store Fnug, ligesom Snefnokker, betyde tung Luft, overtrukken Himmel, og om Vin- teren Sne. -- Traade i den øverste Deel af Flasken betyder Blæst; danner der sig smaae Punkter eller Prikker, faae vi Taage og fugtigt Veir. -- Opad stigende Fnokker, som forblive i de øverste Dele af Flasken, antyde Vinde i de høiere Luftegne. -- Smaa Stjerner ved klart Solskin om Vinteren forkynde Sne den første eller anden paafølgende Dag. Jo høiere Isen paa Glassets Bund stiger om Vinteren, desto stærkere Kulde bliver det. TO RAAD FOR LIVET. Trykt i Avdeling I, bind 3, s. 316 -- 17. Henrik Wergeland Nr. 19, 21de Oktober 1844. Hvo vil æde Kjærne sød, først maa knække haarde Nød. AVLING AF FRUGTTRÆER, GAVNTRÆER OG HEGNBUSKE Vi Normænd benytte vort Fædreland i mange Henseender saa slet, at vi ikke ret fortjene et saa godt Land. Der har nu Norge saamangen solbar liden Dalkulp, saamangtet Fjeldlæ med den sorte Muld nedenunder, og saamangen feed Flek udenfor Husene baade paa Gaard og Plads, hvor de deiligste Frugttræer kunde trives; men se om der findes noget. Ribs og Stikkelsbær kunde voxe langs Vejene i mange store Distrikter, og maaskee engang ved sin Saftviin holde den fremmede Stangen. Skoven medtages værre til Skigarer end ved Hugsten til Udførsel, men se om man gider plante en Hagetorn- en Berberis- eller engang en Nype- hæk, som vilde beskytte endnu bedre, saadan som disse og andre Tornebuskarter maa tjene til det ypperligste og smukkeste Hegn i Udlandet. Gavntræer fældes paa Gaardene; men hvem tænker paa at plante igjen? Man lader det blive ved Klagerne SIDE: 75 over at de blive alt sjeldnere; og man tør vel paastaae, at Fug- lene og Vinden ere de vigtigste Trægartnere i Landet. Og hvor simpelt og let, endog for den Folkeklasse, som har lidet Jord, er det ikke at velsigne vort Land med alle disse her- lige Træsorter, af hvilke Hardanger viser hos Os Vigtigheden af Frugttræavlen alene? Hovedtingene ere blot at stikke Frøet af den Frugt man spiser ned i Jorden istedetfor at kaste det paa Gulvet, og dernæst at opgive den egenkjærlige Frygt for blot at plante for Andre. Hvor Avlen er ret igang, hvor Frugttræerne staae langs Vejene, forbydes heller Ingen at spise, og næsten over alle det Søndenfjeldskes Dalstrøg kunde den drives ligesaa vidt. I Sogn, der næsten ligger jevnbred med Nordre-Gudbrands- dalen, trives endog kjæmpemæssige Valnødttræer, hvis naturlige Hjem er det sydlige Europa. I Danmark, hvor Træ-Avlen i alle Henseender er langt fremme, har en Patriot ved Navn Riegels, nylig udstedt en Opmuntring til at virke endnu mere for den Sag; og da den tillige indehol- der Belæring og indeholder hvad der endnu kunde være at sige, meddeles den her med Anbefaling til de samme hæderlige Med- lemmer af Samfundet, som han især har tiltalt og ventet at finde Anklang hos: "Hvem der vil erkjende hvilken heldig Virkning Læplantning yttrer paa Vegetationen, vil ogsaa erkjende, at vi saavel i denne Henseende, som i Frugt- og Havekulturen, paa altfor mange Ste- der staa paa et mærkeligt lavt Trin her i vort kjære Fødeland; og det vilde ikke lede til de glædeligste Resultater, naar vi un- dersøgte den sande Aarsag til at Huse, Gaarde, ja hele Byer endnu staa blottede for Læ- og Frugttræer, og at Haven ind- skrænker sig til nogle Grønkaalsplanter. Det forenede Havesel- skab kan vel efterhaanden bidrage til at bøde paa dette i alle Retninger saa velgjørende Kulturpræg; men Erkjendelsen af at det er igjennem Skolen, at det Gode og Nyttige skal begrundes for den kommende Slægt til Medborgeres Held og Fødelandets Velsignelse, lader mig henvende min Opfordring til den hæder- lige Skolelærerstand, overbevist om at den af Mange vil mod- tages med Velvillie. Det er min paa Erfaring grundede Over- beviisning, at der i den hæderlige Skolelærerstand findes Mænd, der interessere sig for Plantekulturen, og det er mit Haab, at disse velvilligen ville række Haanden til at begynde et Værk, SIDE: 76 der under Udøvelsen af deres møiefulde Kald vilde være dem ligesaa opmuntrende som lønnende. Fremfor alt maatte jeg bede DHrr. Skolelærere, at gjøre Begyndelsen med Indsamling i Mængde af Kjærner, Nødder og Bær af alle Slags Frugttræer, samt af frugtbærende Buske, lige til den gavnlige Hegnplante. Der behøves visseligen ikke meer end eet venligt Vink af den trofaste Lærer, for at formaae den ham betroede Ungdom til at tilveiebringe Frugtkjærner i stor Mængde! Hvilken Masse af Frugt fortæres der ikke i Hjemmet og Skolen, og hvilken Vel- signelse trædes ikke under Fødderne, ved ligegyldigen at hen- kaste Millioner Kjærner, der hartad indeslutter ligesaa mange Spirer til vilde Stammer, hvorpaa der er saa stor Mangel her i Landet, og der, foruden at anvendes til Forædling, kunde afgive et ligesaa smukt som frodigt, frugtbringende Hegn. Netop nu er Tiden, at begynde med denne Indsamling; nu ind- byder den qvægende smilende Frugt til de behageligste Nydelser og til at mangfoldiggjøre sin Art ved at lægge Frøet i Jorden. Skulde En eller Anden af DHrr. Skolelærere mangle Leilighed eller Plads til, selv at lægge de indsamlede Kjærner osv., da skal jeg med Fornøielse modtage dem imod Godtgjørelse i forædlede Frugttræer eller Penge, ligesom jeg ogsaa gjerne, baade nu og senere, modtager vilde Stammer paa samme Vilkaar; og jeg mener, at slig Begyndelse i Skolehaverne ved nogle Bede til Frugtkjærner og Frugtstene, samt Bær af Hvidtorn, Nødder osv. snart maatte have til Følge, at Mange af Børnene i Forældrenes Haver efterlignede, hvad de havde seet i Skolehaven, hvor de tillige saae og erfarede Behandlingen og Reenholdelsen. Man frygte ikke for, at det skal blive for meget; jeg skal inde- staae for Afsætningen af hvad der ikke efterhaanden anvendes til eget Brug, og var det tænkeligt, at den nu herskende totale Mangel paa vilde Stammer skulde gaae over til Overflødighed, saa skal jeg dog forsikre dem en rivende Afsætning til Hegnplanter. En Anviisning til Lægningen af Kjærner og Bær vilde vel her være ligesaa overflødig som blive for vidtløftig. Denne skal snarest muligt vorde given i Haveavisen. Jeg maa blot i Kort- hed bemærke: 1. Kjærner af vild Skovfrugt, baade Æbler og Kirsebær, og af de simplere Æbler og Pærer, der anvendes til Most og Mad, give de bedste Stammer til Forædling. SIDE: 77 2. Frøet maa være fuldmodent. Hvis man ikke lægger det strax, er det godt at veire det og dernæst opbevare det i Sand eller Saugspaan. 3. Af Nødder, Blommer og adskillige Kirsebærarter, der for- plante sig uden Forædling, vælge man Kjærner, de bedste Sorter. 4. De forskjellige Slags Frugtkjærner lægges bedst om Efter- aaret, inden Frosten indfinder sig. Bedene kunne være 4 -- 5 Fod brede og Kjærnerne lægges i linieformede Rækker, der ere 1 Fod fra hinanden. Æble- og Pærekjærnerne lægges en halv, Steen- frugtfrø derimod en heel Tomme dybt. Man kan ogsaa saae og nedhakke Kjærnerne som Korn, hvis den altfor store Mængde ikke giver Tid til Lægningen. Hen i April eller Mai ville de unge Planter komme tilsyne, og man har i det første Aar blot at sørge for deres Reenholdelse for Ukrud og at vande i tørt Veirligt." Henrik Wergeland FADER ROCCO I den katholske Kirke gives der Præster, der have Tilladelse til at præke paa Torve og Pladse naar en Anledning opfordrer dertil, og imellem disse have Enkelte indlagt sig et stort Navn for Veltalenhed. En saadan Mand var Fader Rocco i Neapel, en Stad paa 400,000 Indvaanere, der har den talrigste og dovneste Pøbel i hele Verden. Fader Rocco sparede denne ligesaalidet som de fornemmere Klasser; men medens han hadedes af disse og frygtedes af selve Regjeringen fordi han havde en virkelig frygtelig Magt over Folket, elskedes han af dette paa det Højeste. Engang holdt Fader Rocco under aaben Himmel en Bodpræ- diken. Det var en Tordentale, der reiste Haarene paa de knæ- lende Tusinder, der omgave ham. "Rækker Hænderne iveiret Alle I som oprigtigen ville omvende eder!" raabte Fader Rocco. Alle Hænder vare opstrakte. "Nu -- vedblev Fader Rocco -- du hellige Erkeengel Michael, der svinger Diamantsværdet foran den Almægtiges Throne, nu afhugge du i Sekunden hver dens Haand, hvis Omvendelse ikke var alvorlig meent!" Ikke en Haand var at see iveiret; som ved eet Drag bleve de alle trukne tilbage af Frygt for Sværdet. Hver, som læser dette, gribe i egen Barm! SIDE: 78 Henrik Wergeland Nr. 20, 31te Oktober 1844. I skyldløs Munterhed din Ungdom flyde i Timeglasset ned! DET ER FOR SEENT. (Beretning af en Præst). Jeg besøgte engang i et Fængsel en ung Mand, Søn af en honet og velhavende Bonde i min Menighed. Den ulykkelige Yngling var bleven forført ved slet Selskab, hvori han lidt efter lidt indførtes. Han satte snart sine Indtægter overstyr, og for at skaffe nye Udveje til at tilfredsstille sine nyvakte onde Lyster, fristedes han tilsidst til at tage Deel i et Indbrudstyveri. I yngre Aar havde han dog viist god Forstand og det bøjeligste Hjerte. Hans første Trin til Forvildelse kom af Drukkenskabslasten, Kil- den til saameget ondt. Han inddroges i Forførelsen af saadanne Personer, som det, da de toge ham med sig i Lønkrogene, lyk- kedes at overvinde hans Betænkeligheder med den Lære, at een Gang er ingen Gang -- , et Ordsprog, som synes laant af et Helvedes Tungemaal, og opfundet af Lasten selv, der trives saa vide omkring og søger hvad den kan opsluge. Men overens- stemmende med den kristne Sædelære burde det tvertimod hedde, at een Gang er 1000 Gange; thi eet Trin paa Fordærvelsens Vei kan lede til utallige andre. "Mangen begynder med en Knappe- naal, men slutter med en Sølvskaal", er ogsaa et Ordsprog, der er værd at lægge paa Mindet. I vor gamle Lovbog læse vi: "gjort Gjerning staaer ei til at ændre." Det er Ord, som have dyb og rig Betydning. Den som af Svaghed og Overdaa- dighed sætter sin Fod over den Tærskel, indenfor hvilken Syn- den bedrives, han veed ikke, om han nogensinde mere kan drage den tilbage. Paa saadan Vei kan alene Gud redde. Nu var den forførte Yngling indesluttet inden Gitter og i Lænker og afventede i Fængselet sin Dom. Under Forhøret havde han aabent bekjendt alle Omstændigheder ved sin For- brydelse, og uden at modsige sig besvaret de Spørgsmaale, som Dommeren gjorde ham. Iøvrigt iagttog han en vedvarende Taus- hed, sad hele Dagen stum og indsluttet, og vilde ikke see Nogen hos sig. Da jeg traadte ind til ham, reiste han sig op fra sit Straaleje; jeg saae, at han skiftede Farve; en stærk Rødme over- gik hastig til en dødelig Bleghed. I det Ansigt, hvormed han SIDE: 79 mødte mig, laa et Udtryk af vild Fortvivlelse. Jeg satte mig hos ham og begyndte under ømme Formaninger at tale om Anger og Bedring, og om den Naade, som Gud byder alle dem, som med knust Hjerte vende tilbage fra Synd og Last. Jeg mindte ham om hans Barndom, som var bleven omhyggelig plejet af hulde Forældre, jeg talte med ham om hans første Altergang og det Forbund, som han da sluttede med sin Frelser, og hvilket han nu, blot efter faa Aars Forløb, paa en saa forfærdelig Maade havde brudt; jeg formanede ham til alvorlig at bøje sig under den verdslige Lovs Tugt, til hvilken han havde gjort sig skyldig, og at lade den Straf, som her i Tiden paalagdes ham, tjene til Sjelens Vækkelse og til aandelig Opstandelse af Synden; jeg bad ham nu alvorligen gaae tilverks med sig selv, vende sig til Gud med inderlig Bøn om Hjælp og Bistand, da skulde han ikke savne Evne til at vende tilbage paa Dydens og Gudsfrygtens Vei, og i en sand Bedring vise sin alvorlige Anger. Ved disse sidste Ord udrakte den Ulykkelige sine Hænder og med et Ud- tryk af vild Fortvivlelse i sin Røst og i sit Ansigt, udraabte han: "det er for seent, for seent!" Jeg kan ikke beskrive, hvad jeg følte ved dette forfærdelige Udraab. Der laae noget Sønder- slidende for Hjertet deri. Jeg hørte, hvorledes han med det Samme udsagde et Dødsord for hele sit Livs Fremtid, for alt Haab i Tid og Evighed. Det indbefattede tillige en Bekjendelse om, at han vel ihukom de forbigangne Aar, da det endnu ikke var for seent at vende tilbage, da det Onde ikke endnu havde faaet saa dybt rodfæstet sig, ikke havde vundet saadan Magt over hans udødelige Aand. Jeg fandt, at han med dette ene Udtryk havde udtalt Bekjendelsen om hele det forfærdelige Dyb, hvori hans Sjel var nedsjunket, og jeg besluttede at anvende hans Ord til Omvendelse for en Betrængt og at søge at udvikle for ham dets Anvendelse paa baade aandelige og legemlige Ting. Jeg tiltalede ham derfor i omtrent følgende Ord, som jeg senere har optegnet, til Advarsel og Vækkelse for Andre, der ere i samme ulykkelige Sjelstilstand som han. Disse ere, Gud naade os! ikke faa, skjønt den onde Tanke ikke har faaet udviklet sig, men ligger og groer som et Frø til Fortvivlelse. "Du har yttret et Ord, min ulykkelige Ven, som maaler for mig hele Vidden af den Fare, hvori din ved Jesum dyrt gjen- kjøbte Sjel svæver. Har du vel glemt, at det aldrig er for seent SIDE: 80 at vende tilbage til Gud, at saalænge Herren skjænker os Tid, saa giver han os ogsaa Naade? Vi kalde den Tid, som vi her leve, Naadens Tid. Vi kalde den saaledes i en dobbelt Mening; den er os given baade af Naade og paa det vi under den maa forhverve os Naade hos Gud. Om der gives Hændelser i det timelige Liv, da en Hjælp, som ventedes, et Haab, hvorved vi fæstede os, sveeg og udeblev i den afgjørende Stund, eller først da kom, naar det var for seent, naar vi vaklende stode ved vor Lykkes Grav, saa udebliver dog aldrig Guds Hjælp for Den, som anraaber Ham om sin Sjels Frelse; Han er os nær alle Dage; Han er stor i Forbarmelse og Langmodighed imod Synderne. Ved Lidelser, Sorger og svegne Forhaabninger lærer han os, at vi ei skulle fæste vor Lid til det, som Jorden tilhører; Han lærer os ved Tilskikkelserne i vort Liv, hvor hastig Alt kan forvandles omkring os og hvor vigtigt for os et eneste Øjeblik er. Ligesom Himmelhvælvet vender sig omkring paa eet eneste Punkt i Rum- met, saa hvælver sig ogsaa paa et eneste Øjeblik i Tiden ofte en heel Evigheds Glæde eller Kval. Jeg vil fremstille for dig ligesom i Billeder nogle Begivenheder, som nærmere oplyser dette Æmne. Vi forestille os, at en Ilde- brand ved Nattetid udbryder i et Huus, hvor lykkelige Menne- sker nyde en tryg Hvile uden at ahne den Fare, som truer dem, Hastig styrte de op af Luerne. Moderen skynder sig med at redde det Dyrebareste for hende, sine Børn; hun troer at have dem alle omkring sig; men snart seer hun, at et savnes; -- det sover endnu i det brændende Huus, hun vil atter styrte derind for at redde det; men hun formaaer ikke, hun opmuntrer Andre til at hjælpe sig; de søge en Indgang, men overalt møde Luerne dem, Taget styrter ind og med knust Hjerte hører hun nu om- kring sig det forfærdelige Ord: "Det er for seent!" og falder bevidstløs til Jorden. Af det brændende Huus kunde ikke Barnet reddes, men af Forførelsens Huus, som Lysten havde tændt med sin Flamme, hvor Syndens Lue brænder, hvor mange sove en sikker Synde- søvn, af det vil dog Gud altid redde, saalænge Tid er. Med sit Ord vækker han den Slumrende og aabner hans Øine for Faren; Han hører i sin Himmel det Raab, som hæves til Ham. Han seer den Favn, som strækkes imod ham og kommer tilhjælp; Han agter paa den Bøn, som vendes til Ham, og bærer paa tro- SIDE: 81 faste Faderarme sit Barn ud af Luerne og Døden, af de Luer, som Synden slaaer omkring os og af den aandelige Død, som truer med evig Fortabelse". (Af svensk Læsning for Folket.) Nr. 21 men ganske afskyelig, uklog og ødelæggende er det Jagtkneb, at man lokker Hønen til sig af Redet, hvorefter da Ungerne døe i Redet, om man skyder den. Jeg vil derfor meddele et modsat Træk af en ung amerikansk Jæger af dem, der streife om paa Jagt paa de uhyre Strækninger i det vestlige Nordamerika, hvorhen man begynder at friste stakkels norske Almuesmænd at drage med alt deres. "Rundt Vagtilden -- fortæller Reisebeskriveren -- stred man om Værdet ved en List, hvoraf man undertiden betjener sig paa Raadyr-Jagt. Den bestaaer i, at man med et lidet Instrument efterligner Ungens Røst, og saa lokker Moderen paa Skud. Det arme bedragne Dyr kommer undertiden i Angesten tæt indpaa Jægeren. "Jeg lokkede engang et Dyr," fortalte en ung Jæger, "og det kom mig nær paa tyve Skridt, saa jeg kunde tage præg- SIDE: 82 tigt Maal. Tre Gange lagde jeg min Rifle an; men havde ikke Hjerte til at trykke løs. Jeg tænkte paa min Moder og paa hvor bange hun altid var for mig, da jeg var Liden; og for at gjøre en Ende paa Tingen, skreg jeg Halloh, saa Dyret snart var langt borte." "Du gjorde ret," brummede en gammel Jæger i Kredsen. "Jeg for min Deel har aldrig kunnet bringe det over mig, at lokke Raadyr eller andre Dyr; og jeg har været ilag med Jægere, der havde Raa-Pibe hos sig, men som jeg fik til at kaste den væk. Det er et Skurkekneb, at drage saadan Nytte af en Mo- ders Kjærlighed til sin Unge." Henrik Wergeland FÆLLESBOLIGER FOR ARBEIDSKLASSEN. Naar Rigdommen bliver kjærlig, bliver Fattigdommen lykkelig og ærlig. Ikke før? Da kan man komme til at bie længe efter de gode Følger for Fattigdommen; thi Rigdommen synes i samme Grad at have sine Øjne lukte for Fattigdommen, som denne er den vedhængig. De store Arbeidsherrers Ligegyldighed for hvor- ledes deres Arbeidsstok har det i det Hjemlige er i Almindelig- hed utilgivelig stor. Og dog vilde der intet Middel være saa gjennemgribende med Hensyn til Arbeidsklassens sædelige For- bedring, som at skaffe den reenlige og sunde Boliger, og ingen Spekulation bringe bedre, endog kontante, Renter end om de Formuende anlagde saadanne. Intet bidrager mere til Elendigheden og Fordærvelsen end den slette og overordentlig kostbare Maade, hvorpaa nu den Fattige boer. Man kige ind i Enerhougens, Ruseløkbakkens og flere af disse Hyttebyer og man vil forfærdes over Smudsigheden, over Mængden, der kryber sammen og over den Uge-Huusleje de Stakler maa betale. Som oftest er det selv en Mand af Arbeids- klassen, en Høker eller deslige, som ejer disse Huse, og de ud- stykkes i Familjeleiligheder indtil det ganske Utilladelige, saa Sundhedspolitiet burde lægge sig imellem. En Familie, som for et Værelse til sig og sine Børn maa betale indtil 4 a 5 Mark om Ugen, søger at indvinde dette igjen ved at tage løse Folk ind, som da maa betale overordentligt for sin Krog. Skjøgerne tinge sig saaledes ind enten paa det af Forældre og Børn be- satte Værelse eller paa et tilhørende Kot, og den Leje disse maa SIDE: 83 betale skal være ganske overordentlig, saa de anspores til den mest anstrængte Iver i Haandteringen for at kunne klare sig. Først naturligviis Huuslejen, siden til Mad og Klæder. Hvorledes alt Politiopsyn vanskeliggjøres ved denne Sammenstuvning, er klart. Men dersom nu disse fæle Hytter opkjøbtes og nye ba- rakkelignende anlagdes paa deres Tomter, hvori Familierne kunde faae hver sin Bekvemmelighed for en rimelig Penge, og hvor Reenlighed og Orden blev tilseet af Visse, som dermed havde Opsyn paa Ejernes Vegne -- hvilke ubeskrivelige Følger for Sæ- delighed og Velvære vilde deraf ikke flyde? De ere af den Vig- tighed, at man ikke engang tør lægge paa Vægtskaalen som nogen Bevæggrund det meget Synet Stødende, hvormed ovennævnte Kuler nu ere opfyldte. Rækker af smukt malede Huse med klare Vinduer og reenlige Beboere vilde da vise sig og ligemeget vinde Øjets som Følelsens Behag. MODERENS KORSTEGN OVER BARNET Trykt i Avdeling I, bind 3, side 404 -- 407. Henrik Wergeland REGISTER No. 1 -- 2. 1. Træk af Kong Carl Johans Liv. 2. Poesier paa Kong Carl Johans 80aarige Fødselsdag. (Folkets Sang, Asylbørnenes Sang.) - 3. Scener fra Hytterne. - 4. 1. En Skjøges Levnet og Død. 2. Indiansk Høi- modighed. - 5 -- 6. Carl Johan og Oskar. (Sørgebudskab.) 1. Mere om Valders-Profeten Ole Sørflaten. 2. Guds Ord om Drukkenskab. 3. En Drukkenbolts Testamente. 4. Haab paa Herren! - 7 -- 8. 1. Scener fra Hytterne. 2. Om at lære sine Børn selv at læse. - 9 -- 10 -- 11. Om Udvandring til Amerika. (Af Wolff.) - 12. 1. Den veneriske Smitte. 2. Midler, der ere an- vendte til Fylderiers Indskrænkning og Ud- ryddelse. 3. Om Ægteskab i en ung Alder. SIDE: 84 No. 13. 1. Scener fra Hytterne. 1. Æselet som Huusdyr i Norge. 3. En Fæstningsarbeiders Takkesang til sine Sjælesørgere. - 14. 1. Tyrken. 2. Kast af hvor Bakken er for brat! 3. Menneskets Drivt til Glæde. - 15 -- 16. 1. Religionen og jordiske Sysler. 2. Huusmændene. 3. Norsk Karakteertræk. 4. Hans Jacobsens Ost. - 17. 1. Det ene Kaalfrø. 3. Sagn om Jerusalems Tem- pel. 3. Barnemordersken. 4. Guldkorn. - 18. 1. Russisk Sagstol. 2. Ædle Handlinger af Fat- tige. 3. Veirglasset. 4. To Raad for Livet. - 19. 1. Avling af Frugttræer, Gavntræer og Hegn- buske. 2. Anmeldelse af Pastor Gislesens Lu- thers Kathekismus. 3. Høstsang. 4. Fader Rocco. - 20. 1. Det er for seent. 2. Hyttens Hygge. 3. Op- dragelsen. - 21 -- 22. Nogle Ord om Opfostringsanstalter for den fattige Klasses Børn. (Af Pastor Bjørn.) - 23 -- 24. 1. Hvad skulle vi æde, hvad skulle vi drikke, hvormed skulle vi klæde os? 2. Menneskelig- hed paa Jagt. 3. Fællesboliger for Arbeids- klassen. 4. Moderens Korstegn over Barnet. SIDE: 85 Henrik Wergeland FOR ARBEIDSKLASSEN ELLER FATTIGMANDS-POSTIL BØNNENS RIGDOM (4de Søndag i Advent. Epistlen. Phil. 4 K. 4 V.) "Værer ikke bekymrede for Noget, men i alle Ting lader Eders Begjæringer fremføres for Gud i Paakaldelse og Bøn med Tak- sigelse!" "Ak, Mand, hvorfor seer Du saa misfornøjet ud idag?" "Gud bedre mig, jeg er saa fattig," siger Manden. "Hytten er tom og Julen staaer fore." "Saa Du har intet at byde mig, om jeg besøgte dig?" "Nei -- Intet," sukker Manden. "lkke et "Guds Fred" engang?" "Ak jo; og et af Hjertet." "O, Mand, og du siger du ejer intet, naar du har Guds Fred i slig Overflod, at du kan give til Andre! Thi troer du ikke, at dit "Guds Fred" paaskjønnes? O hvormangt et sygt Hjerte, som kom paa din Tærskel, vilde ikke føle disse Ord som en Balsam? Intet paa Jorden er skjønnere end den Fattiges venlige Hilsen. Man afskyer Den, som man hører forstøde den eller at svare i en barsk Tone, som om ogsaa denne største Frivillighed af alle var en Pligtighed. Det hænder ogsaa sjeldent; altid har man et ven- ligt "Guds Fred igjen" eller et hjerteligt Tak for den Fattiges Fred. Det har en Ærværdighed, som om en himmelsk Haand berørte vort Hoved, en Sødhed, saa man vender sig om paa Landevejen og nikker og nikker til Den, der udsendte de vakkre Ord. SIDE: 86 Men det maa Du ikke glemme: i en tom Hytte kan Guds Fred boe, som en trofast Due, der holder til under Taget, men ikke i en ureenlig. Hvorledes skulde vel den hvide Himmeldue, Du er saa lykkelig at eje i din Armod, kunne berge sig i Skarnet? Den speiler sig gjerne i din Drik Vand, og dine tørre Brød- smuler smage den, naar kun Alt er reent. Og sandelig jeg siger dig, der er Palladser, hvor ingen Guds Fred kan tvinges indad de høje Porte for nogen Priis. Der er rige Folk, som gjerne af- kjøbte dig din Guds-Fred for Alt hvad de eje og have. De ønske Folk den nok, men de mumle som om de løi; og Folk see og vide ogsaa, at de mangle den selv. De gjøre Kalaser om Vin- teren, saa det lyser efter, de rejse til yndige Landsteder om Sommeren -- nei, Duen vil ikke følge med -- den, som sidder saa gjerne i den reenlige Hytte, i Hylden hvor Bibelen ligger. Men nu "Guds-Fred" igjen af Hjertet, min kjære Broder, og til Tak skal jeg sige dig Sandheden hvorfor du seer saa mis- modig ud: Du har ikke bedet idag, kanskee ikke igaar, kanskee ikke paa længe. Ak, for alle de Øine, der slaae sig ned! Ja blues! Thi undlade I at bede, og det dagligen, da begaaer I baade Daarskab og Synd: Synd, fordi I derved ligesom kaste Vrag paa Guds aabne Kjærlighed, og fordi I aabenbart ringeagte Frelserens og hans Sendinges Forskrifter; Daarskab! o i hvor- mange Henseender ikke Daarskab? Bønnen har Kraft til at hæve den Kummerfulde over sin Kummer -- I berøve eders Nød og eders trætte Arme dens Styrke. Bønnen har Henrykkelsens Sødme, idet vi ligesom forlade Jorden med vor Sjel og tye til vor himmelske Fader; -- men, o hvi bestjæle I eder Selv derfor, naar eders Brød er saltet med Taarer? Bønnen fører os gjen- nem Høiderne til Alkjærlighedens Throne -- I afskjære eder selv Vingerne. Eders Sorg er ligesom den søvnløse Syge, der kun længes efter et Øjebliks Blund; -- Bønnen skjænker eder denne Blund ved Alkjærlighedens Hjerte; men se, I modtage ikke dette Tilbud, som om I ikke undte eder selv hiin Hvile. Ak, vi ere for eenfoldige, sige I; vi kunne ikke bede. I sukke dog ofte. Eders Suk er en Bøn, som vil frem. Hefter blot Tan- ken om Gud og om hvad I ønske af ham til Sukket, og det er saa god og smuk en Bøn, som fra Menneskebryst er stegen tilhimmels. Tvivle I, saa tænker paa hvad det sidste Suk vil SIDE: 87 være. Sandelig hos Ond og God den inderligste Bøn. For Bønnen er der ligesaalidt nogen Regel som for Følelserne, der tilsige dem. Vindens Luftninger ere ikke friere. Forresten, vide I ikke, at Jesus selv har sagt, at vi ikke skulle være forlegne for hvad eller hvorledes vi skulle bede; og han har jo givet os en Bøn at bruge, hvori Intet er glemt -- en saa herlig, at det er som om Frelseren var ved vor Side, naar vi ret bede den af Hjertet. Vor Epistel lærer os ellers den Form, som en Bøn naturligen antager. Først nemlig Paakaldelse af Gud, som vi henvende os til, saa den egentlige Bøn, idet vi fremsætte vort Ønske, og saa Taksigelse, i det Bønnen nemlig naturligen endes med Udtryk af Ærbødighed og Taknemlighed mod Gud -- hvorpaa alt, som sagt, Herrens Bøn ogsaa i Formen er det herligste Mønster. At den er kort og indholdsrig advarer ogsaa mod altfor lange, ord- rige og derved trættende og slappende Bønner. Jesus har alligevel i Math. 6 Kap. opstillet en Række af Regler for hvorledes vi skulle bede. Han siger: "Og naar du beder, skal du ikke være som Øienskalkene; thi de staae gjerne og bede i Synagoger og paa Gadernes Hjørner, paadet de kunne ansees af Menneskene. Sandelig jeg siger eder, Disse have alt faaet sin Løn. Men du, naar Du beder, gak ind i dit Kammer, og luk din Dør, og bed til din Fader, som er i Løndom; og din Fader, som seer i Løndom, skal betale dig aabenbart. Ligesaa, naar I bede, skulle I ikke bruge overflødige Ord, som Hednin- gerne; thi de mene, at de blive bønhørte, naar de bruge mange Ord. Derfor værer dem ikke lige heri; thi eders Fader veed, hvad I have behov, før I bede ham." Indseer da, at en Bøn ikke er en simpel Kræven af Himlen af Alt hvad vi lyste, heller ikke noget fortjenstligt eller, som den grovt Overtroiske og Hykleren mener, noget fortjenstligt efter sin Længde eller Kunst; men bed du som dine enfoldige Tanker komme! Gud forstaaer dig nok! Begynd, om du vil, paa Bøn- nens Ende; Gud skal nok faae Orden deri. Lad dine Læber neppe bevæge sig; Gud bøjer sig nok lyttende til. Men enfoldig og uforstandig er ikke eet, skjøndt den ufor- standige Bøn nok kan være baade enfoldig og et Mesterstykke i sin Sammensætning. Barnets lallende Bøn om at faae Fars Barbeerkniv laant er saaledes baade enfoldig og uforstandig. Men mod den uforstandige og Vanebønnen, der ikke kommer SIDE: 88 længer end fra Tandgarden, er Gud som Klippen, der ingen Gjennemgang tilsteder. Den forstandige og fra Hjertet komne Bøn aabner han Øje til at finde en Gjennemgang af Trængselen eller Kraft til at bryde sig en. Mod Naturens Orden vil visselig intet skee ved vor Bøn; Mirakler vil ikke den Frommestes Bønner kunne fremkalde. Bed Gud om Arbeide, naar du mangler, gaa saa til Folk, der pleie at have saadant, og siig dem med et ærligt Ansigt, at du er udgangen efter en Bøn til Gud om at dit Forsæt maatte lykkes -- sandelig du skal ikke gaae forgjæves til Alle! Forretningsmanden, du gaaer til, skal maaskee, ligesom vaag- nende i sit Indre, sige til sig selv: den fattige Mand der har allerede bedet til Gud idag, og jeg -- o min Herre og Fader; i hvor lange Tider har ikke jeg glemt det? Verden og dens Bestyringer kan nok være som en Mølle, der kan bedøve; men ve Den, som ikke skjænker sin Sjel det Øie- blik af Dagen, som Bønnen behøver! O jeg mindes -- det var en herlig Sommermorgen, Klokken var ikke meer end fire, jeg maatte op og ud i Naturen -- da træffer jeg paa en Bakke, hvorfra der var en herlig Udsigt, en Arbeidsmand med sin Øx under Armen staaende stille med Haanden over Øinene. "Hvor veent og vakkert Gud har gjort det Alt" sagde han idet han tog Haanden væk, og lod see Glandsen af en Taare i Øinene. Det var en Bøn! Det er ilde at forsømme Bønnen; men det er værre, ja en Forhaanelse mod Gud, om vort Sindelag er imod vore Ord. Samme Bøn i forskjellige Munde er ikke altid det Samme. "For- lad os vor Skyld som og vi forlade vor Skyldnere!" er ikke det Samme i den Hadefuldes og den Egennyttiges Mund som i den Vennesæles og Uegennyttiges. Det er ligesom der kom Slanger ud af hines Munde. Bønnen skal intet Dagværk være, skjøndt det er vakkert og godt for Exemplets og egen Opbyggelses Skyld at bede lydeligen til enkelte Tider, saasom naar det daglige Brød virkelig staaer for Os og Morgen og Aften. Men Hjertebønnen, den vi bede stille for os selv, maa udspringe af Følelsens Trang; og den og al Bøn maa forrettes med Andagt d. e. med Sindets Samling fra Adspredelse og Henvendelse til Gud, og med Tillid og Hen- givenhed i Guds Vilje. Med Jesu Ord: "Din Vilje skee, o Fader, ikke min!" bør vore Bønner ende naar vi deri bede om Noget. SIDE: 89 Vi have seet Adskilligt nu af Bønnens Rigdom, men det er langtfra Alt. Den gjør vore Tanker om Gud mere levende, vor Pligtfølelse mere virksom, vor Ringeagt for uforskyldte Lidelser eller udvortes Lykke meer stærk, den vækker gode Beslutninger hos os, giver os Trøst og Haab i Lidelser og Ulykker, styrker os til at modstaae og overvinde Fristelser, bevarer et ydmygt og kjærligt Sind, er altid en Trøster, der er vedhaanden, og -- hvad der næsten er Bønnens største Værk -- den hindrer Lykkens Beruselse, den holder Lykkens Luftballon, som vil fare afsted med sin Ejer, Ligevægten. Da Bønnen er saa vigtig og velgjørende for Menneskene, saa har Jesus ogsaa lært os at vi altid skulle bede ): at vi i alle vore Anliggender skulle henvende vore Tanker og Følelser til Gud -- at vi i Alt skulle have Gud for Øine. Han har lært os, at Gud vil bønhøre os, naar vi bede Gud om det sande Gode; og dette er et dydigt, helligt Sind og Sjelefred; og dette eneste sande Gode gives ethvert Menneske, som inderlig længes og stræber derefter. Derimod ere de udvortes Goder os ikke altid tjenlige; og maa vi derfor, naar vi bede om dem, bestandig over- lade til Guds Viisdom at afgjøre om det er os tjenligt at erholde dem heller ikke. Beder af alle Jordens Goder først om Sundhed, der forsøder Armoden; og om at Eders Arbeide ikke maa forgjæves stræbe efter det Nødtørftige! beder, om at Eders Taalmodighed, Eders Nøisomhed ikke maa sættes paa Prøve ved altfor haarde Lidelser! beder om at Eders Sandselighed ikke maa møde formange Til- lokkelser! og stræber, mens I daglig bede derom, at øve Eder i Taalmod, Nøisomhed og Afholdenhed og ubrødelig Redelighed -- da ville I ikke kunne ledes i Fristelse; da faae I hvad I bede om -- da vil Eders Exempel vorde Eders Børn tilgode. De skulle heller ikke kunne ledes i Fristelse; men, redelige i Armoden selv, skal eders Gudsfrygt lære dem, at Herrens Velsignelser aaben- barer sig i deres Hjerters Fred som et himmelsk Gode, og i deres Nøisomhed og Sundhed som Jordens bedste Goder. Ja, selv om Nøisomheden fristes haardt ved Uheld og Mangel, om Sygdom nedbøjer Eder, skulle I kunne i den oprigtige Bøn hæve Eder høit over Mangel og Lidelser til Eders himmelske Fader! Amen! SIDE: 90 JESU FOREBUD (1 Juledag. Evang. Luk. 2 K. 1 V.) Bøn. O Gud, alle Tings Giver! hør vor Tak for Dagens Gave: for Jubelbudet om Frelserens Fødsel og for alle de Velgjerninger, Jesus, din Søn, har ladet os og vore Børn tilflyde, og hør vor Tak for alle dine øvrige Gaver! Thi visseligen alle ere gode og Du har givet os saa meget, som du har anseet det tjenligt for os at have, og Du har forjettet os saa meget, at vort hele Liv er kun en Kjæde af Forjettelser om det stedse Bedre! Led os da, saa vi viseligen bruge dine Gaver, rige eller ringe, og saa at vi, hvor glade vi end kunne være i Livet, dog have Øjet fæstet paa dine endnu bedre Himle! Og lad disse ved vore Dages Ende ligesom nedsænke sig over vore Øjenlaag og aabne sig for at optage os i de Saliggjortes Samfund -- der hvor Freden, ja selv det her flygtige Haab, er sand og evig, og hvor Forjet- telserne ere i deres evige Opfyldelse! Amen! Det sandes i den hele Verdenshistorie, at intet Vigtigt skeer uforberedt. Det er ligesom paa Havet. Den største Bølge, Kjæmpen imellem de andre, reiser sig ikke medeet paa den blanke Flade; men først arbeide Bølgerne sig op højere og højere; mange synes ikke at kunne blive større, og dog ere de kuns Foreløbere for Kjæmpebølgen. Denne reiser sig -- og der er ikke Tvivl om at denne har Rangen, saa de andre kun synes som Efterlignelser. Men ikke blot det Vigtige er det, som forberedes. Intet skeer uforberedt. Alt er en Kjæde af store og smaa forbundne Be- givenheder. De sidste lade vi ubemærkede gaae hen under vore Øjne; men Aare efter kanhænde indsee vi deres Betydning, og vi see et Glimt af den vældige Haand som knyttede Kjæden. Vort Liv, saa dunkelt det henrinder, har ogsaa sin Historie -- vigtigere for os end al anden Historie. Og dog glemme vi saa mange Blade deraf. Vi erindre kun dem som Sorgen har mærket. Nu ja vel; men hvo vil negte, at der var Solskin imellem hans Skyer? Hvo maa ikke have den Erfaring, at alle Begivenheder indeholde gode Forjettelser? Selv i Asken paa det afbrændte Huses Tomt staaer skrevet: her vil rimeligviis et bedre og SIDE: 91 smukkere Huus reise sig. Sorgen er kun en vemodig Moder svanger med Forjettelser om bedre Tider. Den staaer paa den ene Side af Hustroes eller Barns Liigkiste og rækker Haanden over den til Religionens Trøst, der bærer Balsamkrukken ved sit Hjerte. I Modgangens Dage er det Haabet, den vakkre Engel, Skridt for Skridt nærmer sig os, indtil han sætter sig ved vor Side, tilsynger os Kræfter og foremaler os i Fremtiden herlige Udsigter, som dog altid adsprede og vække Modet. Sorgen kan være helgenreen, men den meste Glæde er ufuld- kommen; men af denne Ufuldkommenhed fremspirer netop For- jettelsen om fuldkomnere Glæder, ligeindtil vi i de alderbøjede Dage føle og erkjende, at al Jordens Glæde ikke kan tilfreds- stille Os; men at vi nu tiltrænge skjønnere og højere. Hvad er Barndommens viltrere Glæder andet end en -- ligesom en Sommerfugl i Blomsten -- indhyllet Forjettelse om den raske og livlige Ungdom? Hvad Ungdommen i sin Sundhed uden en -- ligesom Kjernen i den stærke Skal -- i Styrke og Livskraft gjemt Forjettelse om et langt Liv og nærmest om den kraftige Mand- domsalder? Hvad Manddomsalderen i sin fulde Kraft, uden den haabfulde Forjettelse om den værdige og rørige og roligthvilende Alderdom? Hvad Alderdommen under sit hvide Dække og med sin Erfaring og Viisdom og patriarkalske Livsmæthed, uden det stille Haab om Hvilen i Herligheden? Men idag maae vi glemme vor egen Lidenhed over Betragt- ningen af Dagens store Begivenhed. Den synes jo ogsaa liden: at et Barn fødtes; men hvor stor er den dog ikke, naar vi be- tænke, at dette Barn var Menneskehedens Frelser d. e. Den, som i sin Lære har skjænket alle Menneskeslægter Oplysning om Gud og hans Vilje, om Sjelen og om det Tilkommende, samt Midlet til Beroligelse, Forbedring og Sjelens Frelse. Og her er sandedes særligen ogsaa, at intet Vigtigt skeer uforberedt. Først havde jo Jødernes Profeter forudsagt en Frelsers Komme, naar Tidens Fylde var, d. e. naar denne var bekvem, ligesom Mulden til at modtage Sæden, d. e. naar Guds Time slog. Men ligesom en gjærende Muld var Tidsalderen ved Jesu Fødsel. Den ligesom arbeidede i Fødselssmerter forat afføde en ny og bedre Tid. Overalt var Forvirring i Lære, Fordærvelse i Levnet og Opløs- ning i de statsborgerlige Forhold. Fordærvelsen i Sæder, Gal- skaben i Meninger var stegen saa høit, at det syntes somom SIDE: 92 Menneskeheden maatte gaae tilgrunde ligesom i en vild Dands, eller at en Haand fra Himlen maatte opreise den igjen og stryge Taagen fra dens Øine. Saa var Tilstanden saavel i Jødeland som i den øvrige Deel af Verden, der beherskedes af Rom. At Jesus fødtes Jøde var ogsaa en mærkelig Forberedelse. Thi intet andet Folk dyrkede dengang den ene sande Gud. Alle andre Folk, selv de ellers mest dannede, vare Afgudsdyrkere, hos hvem næsten alle fattige Folk var fødte Slaver -- Noget der strax faldt med Christendommen -- Utugten viede Templer og Guder, blodige Offere, og dette under et strengt Præstevælde, fandt Sted. I sit Folks hellige Skrifter havde Jesus dernæst en ypperlig Grundvold for sin Lære; og hans Landsmænd maatte af disse være forberedte paa at Frelseren skulde fødes imellem dem. At de Skriftlærde imellem dem netop paa den Tid vare delte i Par- tier om deres Religionsskrifters rette Mening, viser idetmindste, at man i Jesu Fødeland ikke var ligegyldig i aandige Ting, men Mange uvisse om den gamle Læres rette Betydning. Romernes Herredømme, skjøndt det senere, ved at være saa vidt udstrakt, fremmede Christendommens Udbredelse, var ogsaa Jøderne saa hjertelig forhadt, at de ret med daglig Længsel ven- tede den forjettede Messias. Men Mængden haabede i ham at see Folkets Hevner, Davidsthronens Gjenopretter, de øvrige Folks Betvinger. Da den saae sig skuffet i Jesu Person og op- hidsedes af Præsterne, da raabte den først sit "Korsfæst!" og krævede det dyrebare Blodsvidne. Og saa gjorde ogsaa Hednin- gerne med Mangfoldige, da de saae den nye Læres Framsteg, da de saae, at Millioner bøjede sig under Korset -- at dette den nye Sandheds Tegn og Kamp- og Fredsmærke reistes over- alt, medens de Afgudstempler stode øde, hvor deres Laster hel- ligedes -- da besluttede de, at hævde ved den sidste Kraftan- spændelse, ved Baal, Pinsler og Blod, den gamle Overtro, som saa vel opammede deres Laster og gav disse Ly i selve Temp- lerne; -- og da hengave Tusinder som Blodsvidner, som Mar- tyrer, deres Blod, men kun -- saa rigt er Alt i Herrens Haand -- for dermed at gjøde og vande Evangeliumspalmen, saaat den kunde udskyde over Jorden. Thi da flygtede ogsaa mange Kristne til fjerne, endnu hedenske, Egne, og, som Frøet paa Stormens Vinger, henkastedes Sandhedens Forkyndere hist og her, og SIDE: 93 Sandheden slog Rødder og spirede. Andre Tusinder finge Kraft af Martyrernes Exempler til at bekjende Kristendommen til det Sidste; og da endelig erkjendte Hedningerne, at der maatte være en Gudskraft i dette Evangelium, som saaledes kunde gjøre de Sittrende ufølsomme for Smerter; lade de Bævende forkynde Evangelet i Baalene, og psalmesyngende og tilgivende døe i lange Timer, og udruste de Svage med et Heltemod til at lide det Værste. Da saae de, hvor haard Braadden var at stampe imod, og at denne Braad vel maatte være Sandhedens Straaler og Herrens Lyn; da saae de, at de havde indladt sig i en Kamp mod Herren selv, og de lagde Vaabnene ned og afbad deres Synder knælende for Korset, og de finge Tilgivelse som Saulus- Paulus. Men imellem Forebudene for Jesu Fremtrædelse er Johannes den Døbers lydelige Forkyndelse deraf især mærkværdig. Den skede med rene Ord. De gamle Forjettelser opfriskede han i tordnende Taler; han holdt Fordærvelsens Billed for Tidens Øine, men henpegte dog altid paa at Forløsningens Time var nær. Omvendelse, Omvendelse var det han raabte paa, saa Sjelene kunde være beredte til Naadens Imodtagelse; og som Tegn paa denne Renselse brugte han Daaben. Det var en mærkelig kraftig Mand, skjøndt han følte tungt, ja indtil Sindsnedbøjelse, Tidens Fordærvelse og Vildfarelse; og ogsaa Han kan siges bebudet. Hans Moder Elisabeth delte lige- saavel som hendes Frænke Jesu Moder, Maria, før som under Svangerskabet, med sær Inderlighed de Forventninger, som de Frommeste i Folket nærede om en snart tilstundende Forløsning og Forbedring. Med mørkt Øje saae de udover Verden, der var et af allehaande Lidenskaber vildtbevæget Hav -- og Haabet opløftede dem, saa de saae de frembrydende Straaler af den nye og bedre Tid. Men allerede 8 Dage efter dets Fødsel gav Maria sit Barn Navnet "Jesus" d. e. Frelseren, og han erkjendtes som Saadan af flere fromme og vise Mænd paa den Tid. Der ligger Betyd- ning nok heri, ligesom ogsaa i, at den Spæde efterstræbtes med et saadant Raseri af Herodes, der frygtede forat den unge Æt- ling af David skulde i Tiden berøve ham hans Krone, at han lod alle Bethlems Børn under to Aar dræbe og kaste i Byens Brønde. Men Guds, hans Faders, Haand var over Jesus indtil SIDE: 94 han fremstod i sin Mandoms Blomsteralder som Menneskehe- dens Lærer, talende med Fattelighed, saa at han gjorde de høje- ste Sandheder indlysende endog for de Enfoldigste -- med Viis- dom og Skaansel, saaat han bestandig indrettede sin Tale efter Tilhørernes Fatteevne og Tarv -- med en Inderlighed og Hjerte- lighed, saaat de Ord, der kom fra hans Hjertes Inderste ogsaa gik til Tilhørernes Hjerter -- med den Kraft og Frimodighed, som er Sandheden egen, og hvormed han rolig angreb enhver menneskelig Vildfarelse, og ubekymret lærte de guddommelige Sandheder; -- og endelig, naar vi nu høre ham talende med den Høihed i Tanker og Udtryk, som opløfter Sjelen over det Jor- diske og over Manglerne, og -- somom det var de høje Himles eget Sprog -- opfylder os med Ærbødighed og Begeistring for det som er Helligt og Evigt og Guddommeligt; og naar vi nu høre og see ham, den Uforlignelige, talende midtimellem Fiende- skarerne som Den, der havde Myndighed og med guddommelig Majestæt, med hvilke Følelser af Ærbødighed for Guds Veje og Taknemmelighed for hans Miskundhed og Kjærlighed til Jesum maae vi ikke tænke os Gudmennesket i Vuggen, i Krybben, som maatte tjene til Vugge? O jeg seer det søde Barn, de store blaae Øine, Smilet og de mod Moderen oprakte Arme! Men hvoraf har jeg dette Syn uden af de Menneskens Børn, jeg har seet? Ja, Fædre og Mødre, eders Spæde ere yndige som Jesusbarnet og endnu en Tid uskyldige som dette. De ligne hin- anden som de ganske spæde Fugleunger, skjøndt af forskjellige Arter. Men bi lidt! snart viser sig Forskjellen mellem Jesusbarnet og Menneskenes Børn. Nogle af disse vise sig som Gjøge, d. e. de røbe et lavt, utaknemligt Gemyt; Andre som tyvagtige Skjærer, iilsindede Hauker o. s. v., medens dog, Gud være lovet, mange Børn strax røbe et bestemt godt Gemyt, som der skal meget til at fordærve. Men det kan Opdragelsen. Den kan baade forbedre hine og fordærve disse. Og blot Forsømmelse i Opdragelsen er hertil nok. Som Gartneren giver Agt paa Plantens Hjerteblade, maae Forældrene derfor lægge Mærke til de første Udviklinger af Barnegemyttet og derefter indrette Opdragelsen -- Opdragelsen, der kan gjøre Djævle eller Engle af Menneskebørnene. Men mistvivl ikke, ømme Fader og Moder, om at den vil lykkes! SIDE: 95 Himmelsk Hjælp er Eder forjættet. Jesusbarnet er voxet op til Menneskehedens store Opdragelse, og Han, som du veed har saadan Forelsk til Børn, Han kommer og hjælper dig. Du har døbt dit Barn i hans Navn, og siden har han Øje med det, naar du blot giver det hans Ord ihænde; og naar Bekræftelsesdagen kommer, da giver han hvert Barn sin Velsignelse og leder det derefter til Ihukommelses- og Forsonings-Maaltidet. Reent, som da Barnet lignede Jesus i Vuggen, staaer atter den Unge der. Men nu gjælder det. O Forældre, forlader dem endnu ikke, selv om de maae forlade eders Huus for Brødets og Lærens Skyld! Nu er det de unge Fugle skulle flyve selv; og se de grumme Ørne med hvilken Ømhed de lære sine Unger at flyve! Nei, for- lader dem ikke, at hvert af deres Ungdomsaar og siden hvert større Afsnit af deres Liv maa blive en Forjettelse om noget Bedre! Og derfor medgiver dem, i eders Sted, Gudsfrygt og Gudskundskab, frisk som paa Bekræftelsesdagen! Det er det Samme som om de have Jesum til Ledsager. Og han vil saa gjerne være alle Menneskers -- ja længe længe netop Deres, som forstøde ham. Dertil fødtes Han. Derfor skulle Retfærdige og Syndere frydes idag. Ja, dertil, for at lede vak- lende Menneskefjed til Himlen, dertil fødtes Han, og derfor nedsteg Han, som forkyndt var, paa en Tid, da Afgrundene var aabnest og slugte de Fleste, da Øinene vare blindest og Sands og Sam- ling dybest i Synd og Vildfarelse begravede. Verden laae begravt i Sorgen, Herrens Altre øde stod, Lasten thronede paa Borgen, Hytten laae i Synd og Blod. Gud lod da en Kvinde ahne Frelsens Time klar og nær. Under Bethlems Palmefahne kom den med en Englehær. Og da klang det over Jorden: "Een vor Mester, een vor Gud!" Og fra Syden og til Norden kristne Templer spredtes ud! SIDE: 96 Og da klang det over Jorden: "Vi fortjente Vredens Ild, Hevnens Lyn og Dommens Torden; men han gav en Straale mild." Gjem den da den Naadens Kjerte! Det Forjettelsernes Ord! Tegn i Bunden af dit Hjerte: Guds Barmhjertighed er stor! Amen! STEFANI EFTERLIGNELSE. (2den Juledag. Lektien. Apostl. Gjern. 6 Kap. 8 V. 7 Kap. 54 V.) Bøn. O himmelske Fader! ringe og sjeldne ere vel de Leilig- heder, hvor vi Lægfolk, der leve i Kirkens Fred, kunne siges kaldede til at vidne for dit Ords Sandhed; men Mørkets Tunger ere dog ikke alle afskaarne; de lyde endnu i Vantroens og Over- troens Tale; i Ugudelighedens Bespottelse; og giv da vore enfol- dige Ord Stefani Tales Styrke i de Vildfarendes Sjele! Du har jo skjænket os den samme Sandhed, som gav Blodvidnet hans urokkelige Begeistring -- lad denne ikke være mindre i sin Kraft naar den paakaldes til Vidnesbyrd som Stefani, saasom hos dem, der udbrede Lyset i Hedningeland! Lad denne Sindsfasthed og Varme for Sandhed findes hos os Alle, der ikke vide naar vi dog kunne kaldes ogsaa til et blodigt Vidnesbyrd for Religion eller Retfærdighed eller af Menneskekjærlighed: da skal ogsaa vor Himmel være aabnet over os, og vi skulle som Stefanus hen- rykte see dens Herlighed netop i vor bitreste Stund. Amen! Stefanus var en Helt. Helte skulle erindres. Over hele Chri- stenheden feires Stefani Helteminde idag. Hvilken lav Sjel, som vilde sige, at Efterverdenens beundrende Erindring er af ingen Værdi, at det kan være ligegodt enten man taler vel eller ilde om os i vor Grav! Efter slig skamløs Tale vilde al Forskjel mellem Dyder og Laster ophæves, Skrankerne mellem dem vilde styrte sammen, Tyven være ligesaa god Karl som den ærlige Mand, Soldaten, som løber sin Vei, ligesaa gjæv som Den der holder Stand. SIDE: 97 Nej, Efterslægtens Erindring er ikke ligegyldig for Aanden, som fra hisset af skuer sine Gjerninger paa Jorden og deres Følger. Og hvilken Opmuntring er den ikke til de ædle Handlinger, der kræve Livet sat ivove? Men var Begjærlighed derefter Hoved- driften til den ædle Handling, da er denne kun Ærgjerrigheden at tilskrive medens den skal være udrunden af Menneskekjær- lighed og Mod forat komme mellem dem der optegnes i Himlen. Men tilladt er det Helten, der styrter sig i Havet eller gjennem Luerne for at redde et Menneske, at tænke i det samme: en venlig Erindring vil jeg dog erholde. Tilladt er det Soldaten at ønske det samme naar Slaget raser eller naar han henbefales i Døden. Dette er ikke Forfængelighed, det er Hjertets Kjærlighed til Hjemmet, til Forældre, Børn, Venner og Elskede. Slige Mænd er Stefani Helte. Vort Land har mange slige ste- fanusmodige Vidner for Kjærlighedens Styrke -- Mange, der kunne tælle Flere de have udvristet af Dødens Gab, og endnu ere ikke alle de Krigere døde, som blødede for vort Lands Fri- hed og bar Vidnesbyrd for Folkets Ret. Men i det stille Liv -- hvor ofte kan det ikke træffe, at vi skulle vidne med urokket Mod for Sandheden? Snart staaer en mægtig Mand, der kan knuse din Velfærd, ved den Skranke, hvor du skal vidne. Et Haarsbred Forskjel i dine Ord, og du vil blive overøst med alle gode Gaver. Men da gjælder det, idet du tager din ringe Hue af og glatter dit Haar, at du kan blotte en Stefani-Pande, hvorpaa Sandheden og kun Sandheden staaer. Den Mand er en Stefanus-Helt. Maaskee er Du saavidt kommen, at Du har Stemmeret? Nu, der er stærke Partier. Det ene river dig hid, det andet river dig did. Lad dem rive, blot du bliver Sandheden tro, det er her: din Overbeviisning. Det er ogsaa en Stefanus-Helt. Men farlige Fristelser kunne ogsaa komme fra vore Nærmeste. Venner troe gjerne, at vi skulle gjøre Alt for deres Venskab, laane dem indtil hvad vi ikke eje, følge dem paa gale Stier o. s. v.; og Kone og Datter lokker stundom til Udgifter over vore Kræfter. Ogsaa her behøves mandigt Mod til at sige Sandheden, Sand- heden med en Pande, hvorpaa hverken Trudsler eller Overtalelser skulle sætte nogen Nathue. Men naar man er en saadan Mand, naar hverken det fraadende Hav, det flammende Huus, Valpladsens Kanongab, den hevnly- SIDE: 98 nende Mægtige, brusende Partimeninger eller Venners og Kjæres Fristelser og Overtalelser -- naar en Mand har et saadant Ste- fani-Hjerte, -- o han maa ogsaa have en Stefani-Pande, som kan taale flere end een Steen. Han maa ikke vente, at ikke Misundelsen skulde forsøge paa at forkleine hans Bedrivt. "Pyt! Løit Veir og god Baad. Og nu har han et Sølvbæger!" mumler den imellem Tænderne om den Ene, og om den Anden: "Hvad var der saa deri, at springe ind i det Kammer og tage Barnet ud? Hvem veed om der engang var Varme der?" "Og saa den Barnelek af en Krig! Det var ret noget at give en Mand Pension for, fordi han endnu har en Kugle i Livet fra 1814!" o. s. v. Den, som vidnede Sandheden mod den Mægtige og som blev sin Overbeviisning tro, kan vente ligesaamegen Forundring, som Beundring, mellem Folk, om ikke mere. Hvor den offentlige Fordærvelse er stor, i ufri Stater, hvor Kryberi hersker for Magten, eller hvor Manden bedømmes efter Pungen, er det endog farligt at være en saadan Charakteer. De lægges an for Had. Af de højere Klasser i slige Stater for- svinde de paa det nærmeste; thi allerede de ømme Mødre be- gynde at luge den naturlige Ædelhed og Selvstændighedsfølelse udaf sine kjære Drenges Sjæle. Kun mellem det simple Folk finder man dem igjen, især hvor dette fører et Naturliv. Man hører derfor om Fjeldbondens Redelighed, Ligefremhed og Djærv- hed og flere Dyder. Men o! hvad kan hiin Retskaffenhedens Ringeagt virke paa Den, som kan høre ligesom en himmelsk Musik i sin Samvittig- hed og i sit Hjertes rolige Slag ligesom en Tempelklokke? og som kan vise et ærligt Ansigt imellem Skurkefjæsene? Det egger Verden til Harme, at Du har trodset den, og dog endnu har Hovedet over Jorden, og det et Hoved med en stolt og reen Pande og et venligt glad Opsyn. Det er saa der staaer om Stefani Mordere, idet Stefani Døds- scene fremstiller os denne Retskaffenhedens ofte rammende Van- skjebne i et gruvækkende, men sandt, med vore Erfaringer over- eensstemmende, Maleri. Netop Blodvidnets frydstraalende Aasyn optændte hans Fienders Harme indtil Mord. Der staaer om Stefani Mordere, "at det stak dem i deres Hjerter af Vrede, da de saae hans af freidigt Mod og Begeistring lige- som forklarede Aasyn." Der staaer, "at de raabte med høi Røst SIDE: 99 og stoppede deres Øren til, der han talede, og at de stormede endrægteligen ind paa ham, stødte ham udaf Staden og stenede ham." Oprørende! men vi vilde være ligesaa uretfærdige og blinde for Sandheden, om vi antog for Roden til Udaaden det blotte mordgjerrige Had og Hang til at kvæle hvad de erkjendte for Sandhed. Visselig -- saadant er ikke menneskeligt. Overalt hvor en Enkelt opreiser sig mod Mængden, sanker han sig Fiender. Luther havde saaledes nok af dem, som vi vide. Menneskene elske ikke det Onde fordi det er Ondt eller hade Sandheden fordi den er Sandhed. Disse forvildede Jøder indbildte sig visselig at begrave en Sandhedens Fiende under Steendyngen. De vare begeistrede indtil Raseri af hvad de havde fattet som Sandhed og over denne dumdristige Ene, som vovede at for- negte det. Stefanus havde sin Begeistring for Sandheden. Jø- derne ligeledes sin. Og siden have jo ikke Christne Sekter und- ladt med de rasende Jøders Haardhed at værne om hvad hver Sekt kalder Sandhed. Den heftige, men altid redelige, Saulus's, virksomme Deeltagelse i Ugjerningen vidner ogsaa om, at vi ikke maae tænke os anden og værre Grund til hiin Ufærd end den menneskelige Vildfarelse. Men Tiden har bekræftet for hine Jøders Efterkommere og alle Slægter, at den Sandhed, Stefani brændende Sjel søgte og omfattede, var den bedre d. e. den der ikke vil Blod til sin Sejer, den der ikke behøver det, den der ikke behøver noget andet end at være engang udtalt forat udbredes af sig selv ligesom Lyset. Dette er Sandhedens Kjendemærke; ikke den blinde Nidkjærhed eller et, Andre eller sig Selv opofrende, Sværmeri; thi dette have vi seet kan ogsaa tilhøre Vildfarelsen. Dersom Menneskene kalde Noget Sandhed, da ere de ivrige derfor, da gløde de, og dette er nu ingen slet Natur. Men deri er den menneskelige Natur slet, at den er skrøbelig til at skille imellem Sandt og Falskt. Usandheden er ligesom en Luder, der paatager sig Dydens Maske, og den Kjærlighed, som derved bedrages, er dog ikke mindre oprigtig. Ved de bedragne Men- neskers Kræfter kan Usandheden opholdes en Tid og herske i Verden. Sandheden derimod synes at seire ved sine egne. Him- melske Kræfter synes at opholde den, medens den forglemmes af Menneskene. SIDE: 100 Saalænge eet Øje er opladt for den, ligesom Stefani i den brusende Mængde, saalænge er den ikke fortabt. Dersom den engang har præget sig i Ord og Skrivt, da vil den overleve Slæg- terne, som glemte den. Israel var Herrens Israel, medens det dyrkede Guldkalve i Dan og Beerscheba; thi i Lovens Tavler var Sandheden gjemt og uudslettelig, om de end henlagdes til en Slægt, som vilde fremtage dem og gjøre dem gjældende imellem Folket. Og imellem vor Tids Mennesker, hvor Ordene strax præges i Skrivt, er det umuligt, at Sandheden kan døe. Dette er en Sandhed, og den er den opladte Himmel for vor Tids Stefaners begeistrede Blik. Den giver det Hjerte Trøst, som bedrøves over at Sandheden alligevel ikke tilfalder alle Mennesker, ikke bliver noksom de Fattiges Ejendom, omend- skjøndt den nedregner rigere end Skyernes Overflod og afpræger sig i Blybogstaverne talrigere end Vindstrøgene i Sandet. Er det saaledes med Mængden af Menneskene? Nu! vi ville tale sanddru; thi vi tale om Sandheden paa Sandhedsvidnets Mindedag. Mængden bekymrer sig lidet om, at Sandheden er den ube- kjendt. Saaledes lever den Blinde heller ikke ganske berøvet Lykken og Glæder. Men skuer han Solens og Stjernernes Pragt? Bjergenes Blaa, Engenes og Skogens Grønne, Havets Majestæt, Jordens Have af Agre? Naturens uendelige Fortryllelser? Skjøn- hedens Farver? Seer han Den, der fødte og diede ham? Fa- deren og Vennen, der omfavner ham? Ak, Livets skjønneste Glæder gaae dog tabt for ham! Saaledes lever ogsaa Den, hvis aandige Øje er blindet af Over- tro og Vildfarelse, hvem Sandhedssolen ikke tilstraaler. Uden Lyst og Glæde lever han vel ikke; men det aandige Livs skjøn- neste Glæder og højeste Lykker ere ham ubekjendte. At skue Guddommen i et renere Lys, at fatte Skabningsværkets Meed og Maal, at erkjende Menneskets Bestemmelse, Dydens Salighed, Retfærdighedens sikkre Liv, Frihedens høje Goder, Dannelsens Nydelser, hvor høit sand Religion, sandt Menneskeværd, sand Dyd, sand Ret, sand Frihed og Oplysning kan hæve Menneskenes Lykke og Glæde -- dette, dette kan han ikke erkjende. Og dette er Millioners Kaar, ja Millionernes, der leve i Uviden- SIDE: 101 heds og Vildfarelsers tykke Taage -- vel ikke uden al Glæde og i Besiddelse af legemligt Velbefindende; men berøvede de højere Glæder, Sandheden skjænker, det Velbefindende, som ikke afhænger af Mund eller Mave, eller har Sygdom og Død at frygte. Men selv alene i borgerlig Henseende, erkjende de vel hvor- meget det jordiske Velvære lader sig forøge ved større Frihed, større Liighed i Ret for Lovene og i Samfundet, -- ved Aner- kjendelsen af at Mennesket kun skal tilhøre sig selv, Menneske- heden, Gud og Fædrelandet -- ved Hævden af al Udtryksfrihed saaledes som Samvittigheden og Aanden tilsige det -- ved ikke at udsættes for det skjærende Syn af den bittre Nød ved Siden af det svælgende Vellevnet -- ved ikke at krybe medens Andre stolte søndertræde Alt? Nei, de erkjende dette ikke; de lade sig nøje med Trældommen og Uvidenheden, og Straalen af denne Sandhed bryder ikke deres Taage. Men bryder den den -- o hvad lærer da ikke Historien os om Kraften og Fortjenstfuldheden af Sandheden, denne Himlens og Lysets frie Datter! Hvor steg ikke Israeliternes Lykke og Menneskeværd, da Moses antændte den første Sandhedsfakkel imellem dem og ordnede ved dens Lys i Ørken deres Samfund! Hvilken Lykke opspirede ikke for Menneskene, da Christus lod Sandhedssolen fremstraale i fulden Glands! Og siden -- hvor oplivedes ikke alt, da Viden- skaberne, Opfindelserne og Reformationerne begyndte at ad- sprede Taagerne for dens Straaler, at de kunde finde Vei til Menneskenes Hjerter og gjøre dem frugtbare! Saaledes er det -- Den religiøse Sandhed forenes ikke med Usandhed og Vildfarelse i anden Henseende. Den har ogsaa ført til Jorden den Sandhed, som fremtriner for Kongernes Throner og klager frimodigen over Folkenes Lidelser -- den Sandhed, som vækker med Tordenrøst, og som siger Mennesket, at han ikke skal være Slave, men en fri Mand, fri ved sin Ret, fri ved sit Arbeide og sin Dyd -- den, som bygger Kunsten og Fliden Boliger og gjør Plogjern og Værktøi af Krigens Øde- læggelsesredskaber -- den Sandhed, som smelter den Riges Guldstænger og giver den Arme Nødskillingen -- den, som ud- fører Menneskene fra Elendighedens snevre og mørke Rum til bedre Kaars lyse og behagelige, til Dannelsens og Velværets. SIDE: 102 Disse Sandheder, som findes prægede i de frie Folks Grund- love, kaldes vel verdslige; men de ere udstraalede over Verden med Christendommen, og ligesom denne kalde de Himlen sit Stammehjem. De have ogsaa havt Millioner af sine Stefaner; thi ligesom Christendommen have de i Menneskekjærlighed Kraft til at begeistre. I Menneskekjærlighed sige vi; -- ja denne Lue er det, som er Sandhedens og dens Vidners og Heltes paalidelige Mærke i alle dennes Forhold. Derved skille disse sig fra Vild- farelsens, som kun kjæmpe for Egenkjærlighed, forat hævde en Stolthed til det Sidste, som ikke vil troe om sig selv, at den kan feile. Denne var de Skrivtkloges og Mordernes Begeistring, hiin var Stefani, Stefani sandtskuende -- den Gud forlene i fulden Kraft enhver brav Mand, der fremkaldes for Sandheden at vidne. Amen! NYTAARSLØFTER (Nytaarsdag. Evang. Luk. 2 Kap. 21 V.) Paa Nytaarsdag er det vakkert at gjøre gode Løfter i vort Hjerte. Marias Ottedagesgamle blev da navngiven "Jesus", hvilket vi vide betyder Frelseren. Og hvilket stort Løfte laae ikke heri? Englene havde jo paalagt Moderen at navngive ham saa til en Forjettelse. De Løfter, Vi kunne gjøre, ere nok ringe for Verden, men ikke skulde de være af ringe Betydning for os Selv; thi ellers ere de kun Mundsveir. Ringe ere de ikke, naar de komme fra Hjertet; og det er jo i Guds Skjød, vi skulle nedlægge dem? Spøg derfor ikke med dit Løfte, om du finder, at du har noget at gjøre! Og hvo skulde ikke finde det? Ægtefæller! tænker over, om Alt har været imellem eder i Aarets Løb, som det burde. Nu Nytaarsdag er det en vakker Dag at gjøre Løfter til hinanden paa. Familiefader! kanskee Du i det forsvundne Aar tæller for mange Krodage? -- nu! tag dig vel et Kruus (men ikke et Ruus) idag paa, at de i det kommende skulle blive færre! Har du Dovenskab at bebreide dig; seer du, at det er gaaen tilagters i det sidste Aar -- nu, lov i dit SIDE: 103 Hjerte dig og Dine større Flid! Har du, voxne Søn eller Datter! i Aarets Løb opført dig slet mod dine Forældre -- saa gjør et Løfte i dit Hjerte, og betro det til dem. Sandelig det vil glæde dem! Og skulde du have begaaet en Synd, hvorover du maa blues nu du tænker paa Aarets Begivenheder, f. Ex. om du skulde have øvet nogen Slags Uredelighed og Utroskab med Hensyn til Gods eller Tro og Love -- o, saa gjør dig det Løfte, at du efter al Evne, saavidt muligt, vil gjøre det godt igjen! Men skulde Vi ikke ogsaa have et Løfte at gjøre den Otte- dages Vesle -- han, som til idag, igjennem over attenhundrede og fireti Aar, ikke har ophørt at virke igjennem sin Lære til Menneskehedens Oplysning og Frelse, og hvem Hundreder af Millioner skylde, at de bære Fortrinet fremfor Jordens øvrige? Fortrinet? Ja vistnok i det Hele, i Oplysning og i Kjærligheds- værker og vel ogsaa i Sædelighed. Men vi maae derfor ikke troe, at de naturlige Dyder, saasom Ømhed for Mennesker og Dyr, Gjæstfrihed, Mod, Hengivenhed i den Højestes Vilje og Ret- færdighed ikke skulde findes i den Vantroes eller i Hedningernes Hjerter. Tingen, som standser Jesu Sandheds Udbredelse, er desværre den, at Disse mærke paa de Christnes ofte slette Færd naar disse gjæste de vantroe Lande; og naar de Vantroe, som beboe Lande hvor Naturen er saa gavmild og Folkene saa nøisomme, gjæste de christne Lande, forbauses de over den Mængde Betlere i de prægtige Stæder, over Fængslernes Overfyldelse, over alle de Pjalter og al den Ureenlighed, som bæres tilskue. Nu nu! tænke nok Mange, lad de Tyrke- og Hedningehunde mene hvad de ville! Hvad kommer det os ved? os her i det høje Norden? Ak! ere vi ikke Lemmer af samme Legeme? Er det ikke Christendommens gode Navn, som saaledes skjændes? dens Sandhed i det virkelige Liv, som frigjørende, opløftende til en bedre Tilstand og velsignende alle Forhold, der benegtes med Beviser? Med Beviser? Ja desværre, maae vi ikke tilstaae for os Selv, at, med alt det Herlige Christendommen har udrettet i det Store, er vor egen huuslige Omgjængelse eller Færd indenhuse, eller Livet ved Arnerne, ikke altid saaledes, at Christendommen der- fra skulde kunne hente noget Vidnesbyrd om sin Virksomhed, om sin virkende Sandhed. SIDE: 104 Jeg gik en Aften igjennem en af vore usleste Smaagader. Her boe Tømmermænd i Overflod, tænkte jeg -- at de ville boe i slige Svinestier! Aa ja Svinestier. Jeg har seet Svinestier renere. Paa nogle Hytter var det umuligt at see igjennem Vinduerne; men saa var der des Forfærdeligere at høre. Her sloges Mand og Kone indenfor; der jamrede Børnene efter Mad; hist hørte man igjennem den gistne Væg en Drukkens rallende Snorken; i den Stue sloge To bandende imod hinanden i Bordet; i den hørtes en liderlig Vise nynnet af nogle Smaabørn; i en anden Dobbel med Hui og Skrig, medens her en barneung Luder og hist en halvvoxen Tyv listede sig ud og strøg paa hver sin Kant ad Byen til. Kjende I Maleriet? Ganske vist gjør baade du Det, pyntelige Nødtørftighed, tarvelige Velstand, som staaer udenfor det, og du, skidne Armod, som staaer indenfor dets Ramme og danner Ma- leriets fæle Figurer. Paa slige indre Kræftskader er det Christendommens Fiender pege og sige spottende: Hvad ere de herlige Kjærlighedsværker, som de Christne tillægge Christendommen, saasom Hospitalerne og Fattighusene og Skolerne og Asylerne, andet end Plaster- lapper og Sminke over ækle Raadsaar, naar Saamange i Folkets Masse føre et saa dyrisk og ugudeligt Liv? Og hvad skulle vi svare? Ikke klage over Fattigdommen! Og- saa den har frisk Luft og Vand til at holde sig reen med. Vi maae derimod tilstaae, at Sagen har sin bedrøvelige Rigtighed; men at sikkerligen Tiden stunder til, da Christendommen maa træde virksommere frem end hidtil imod disse Onder, i sin gri- bende Styrke, i sin gjennemtrængende Kjærlighed. Hiin Armod, hvori Lasterne yngle frodigt som Utøjet i de Plag, den ikke gider holde reen, er nemlig umyndig; den har givet sig over; den skal ikke længer faa Lov at søle sig i sit Leje som den vil. Ureenlighed er værre end Fattigdommen; thi den avler Selvforagt og Livs- foragt, og saa er det forbi. Ja forbi i de allerfleste Tilfælde; men Gudskelov dog ikke altid. Nogle paaskjønne dog, at det er Christendommen, der yder dem den offentlige Understøttelse som falder paa deres Part; thi deslige Indretninger ere flydte af dens Aand. Og de glemme ikke at takke Gud og at mindes Jesum. Men o, huskede de ret, at Jesus elskede det vildfarne ene Faar mest -- da vilde ogsaa SIDE: 105 de idag gjøre Jesum et Løfte, og sandelig det vilde blive an- mærket fremfor Andres. "Imorgen -- skulde der hviskes i Hjer- tet -- reent Alting! Terningerne og den svarte Kortleik endnu idag i Varmen! Ingen Unger ud at tigge; men Arbeide hvadsom- helst og Skolegang! Ingen Indeliggen hverken for mig eller Kjær- ring! Arbeide for Brød og Klæder, Arbeide hvad det er, om kun at samle Filler og Jernskrab!" O Fattig-Peer! Jesus hører dit herlige ægte christelige Løfte. Det vil ikke vare længe, saa sidder Du og Dine noksaa nette imellem Menigheden. Forandringen med dit Leven rygtes, og -- som sagt -- Du er hjulpen. Nu er det ligesom Hænder skjøde under. Men Vi, som ere paa det Tørre, som sidde paa vakkre grønne Pletter udenfor hint Elendighedens Morads, skulde ikke Vi have Løfter at gjøre til Jesus og til os selv? For Exempel at hjælpe dem, som ville hjælpes til at komme op af Myren, hvori de ere sjunkne? O! det var herligt! Det var netop efter Jesu Hjerte. Med Raad og Daad altsaa at hjælpe den stakkels Broder, som har gjort sig et Løfte om at stræve sig frem igjen. Og hvad kan her ikke den fornuftige og velvillige Nabo udrette? Ingen saameget som han. Men Det er det vigtigste, at Intet priser saameget et christent Land, som at Folkets store Masse fører et christsømmeligt Huus- liv. Udenfor dette gaber strax hint Elendighedens Morads, hvori alle Laster leve, og hvorpaa de Vantro spottende pege, bedende de oplyste christne Nationer først at feje for sin egen Dør. Altsaa et christsømmeligt Huusliv -- skal det være Løftet? Det er et herligt Løvte. Det synes at være saa personligt, at det i sin Udførelse ganske maa tabe sig i Dunkelheden; men se! først opfylder det dit eget Huus med Lykke og Ære; saa Naboens med et Exempel, der skinner over hans mørke Vægge; saa bi- drager det til Byens eller Bygdens og derved til Landets og ved dette til hele Christenhedens gode Navn. Christendommen skal være som et Baal, lysende over Alverden; men se, hver af os, saa fjern vor Krog er i Verden, er en Stikke deri, og en, som giver god Varme. Løftet var godt; thi et christsømmeligt Huusliv er det ypper- ligste Vidnesbyrd for at Christendommen er bleven til Sandhed. Desværre der er kristne Sekter, som troe, at gjøre de bedste SIDE: 106 og Gud behageligste Løfter ved at love at gaae saa og saamange Skridt, bede saa og saa mange Bønner om Dagen o. s. v. hvilket ikke er stort fornuftigere end hine Hedningers, der gjøre Løfte om at staae med opret Arm til den bliver stiv af sig selv, hoppe paa eet Been eller vælte sig paa Jorden hundrede Mile. Men saadan Overtro, saadan forfeilet Fromhed, der nok kan røbe Viljens Kraft, ligesom hos den Gamle, men viser tillige Fornuftens Svaghed, er, Gudskelov, fremmed for vort evangeliske Troes- samfund. Vor Tro vil Christendom i Gjerning som i Ord, den og os selv til Ære og Gavn. Dertil sigte vort hele Liv, vort indre som ydre, al vor Bedrivt, vort stille Huusliv og ogsaa da de Løfter, vi tyst hviske i vor Barm. Det vi gjorde om et christsømmeligt Huusliv var godt, mente Vi; og intet kan have en større Betydning for et Land. Der er Lande, hvor Klokkerne gaae hele Dagen og hvor der idelig feires Gudstjeneste i de guld- og sølvstraalende Templer; men alligevel ere Troesforfølgelser, Tyverier, Betleri, ja Røveri og Mord mere almindelige der mellem Almuen end i andre Lande, hvor Guds- dyrkelsen drives noget sparsommere og hvor Christendommen er mere Sandhed. Hvor dette er Tilfælde, der gaaer det Uvidenhed og Raahed som det gaaer Taagen i Solen, der forfølge ikke Menneskene hverandre for Ords eller Troes Skyld, der hade ikke Brødrene hinanden formedelst Meningerne -- der er kun Den Christen, som vandrer i Lyset i Mesterens Efterfølgelse, som elsker Dyd og øver Retfærdigheden og som ikke skiller imellem christelige og borgerlige Dyder. Hvor denne Christendommens virksomme Sandhed hersker -- der, der miskjender Ingen i ækel Elendighed sin sande Lykke og Glæde -- der bliver Ingen bedragen i sin Eenfoldighed -- der undværer Ingen Livets bedste Glæder, men de høre hjemme i Hytten og i Paladset. Hvor Christendommen saaledes raader i sin Sandhed -- der hemmes ingen i retskaffen Virken, Ingen krænkes i sin Ret -- Alle have kun een Lov og een Ret. Og hvor der dømmes -- der fordrejes ikke Lovene for Gunst og Gave eller det Heles eller Enkeltmands Lykke forraades. Og hvor den regjerer -- der tilhøre Menneskene sig selv: -- de sælges ikke af Brødre og sønderrives ikke af Krigene -- der gjælder ikke Hovmodet eller SIDE: 107 Magt eller synderhvervet Rigdom, men kun den Retskafne, den Dydige, den isandhed Ædle. Men naar altsaa Christendommens virksomme Sandhed erhver- ver Menneskene saa høi en Lykke -- naar den er den Cherub, som med flammende Sværd forjager alle Onder af denne Jords Paradiis -- naar den sammensmelter Religionen til een, der er Lysets, Dydens og Retfærdighedens -- naar den gjør Staterne til Kjærligheds-Lykkes- og Dannelses-Samfund, Slaven til Fri, Underdanen til Borger -- o hvormeget er der da ikke, som fra Himlen og Jorden kalder os til at stræve efter den Lyksalighed, som er i den, og til at love at vorde en af dens Forfremmere og Vogtere? Vel vide vi, at de Tider ere forbi for Os i vor fre- dede Verdensdeel, da Christendommens Sandhed krævede disse dristige, kraftige, begeistrede Mænd, hvorved Gud har bevirket Omvæltningerne til det Bedre, sin egen Sags Sejer paa Jorden; -- vel ere disse Tider forbi; men ingenlunde derfor en Tid, som ikke skulde tiltrænge, at Christendommens Sandhed bevidnes af Os. Ere vi ikke døbte forat vort Liv dertil skal tjene? og have vi ikke senere bekræftet den, for at hoslægge vort Liv til et Vidnesbyrd for Verdens Øjne? Haltende halve Venner skade den mere end aabenbare Fiender. De ere Jesu og Guds Sags For- rædere. Nu, lader os da være sanddrue og virksomme Christne! Lader os beflitte os paa at gjøre Christendommens Læres Sandheder stedse klarere for os, umistelige kjære for vort Hjerte, sammen- smeltende med vort Sindelag, medens vi blive stedse ivrigere i dens virkelige Tjeneste! Ogsaa Vi støtte da under det store Christtempel. Vi ere smaa Sandskorn, men Jesus, der seer paa Viljen og ikke paa de ydre Leiligheder, skal kalde os Pillarer. Jeg har idag et Løfte gjort; jeg agter selv det ei for stort; men siden Christus det vil eje, det sagtens ei saa lidt maa veje. Jeg lovte i det Nyaars-Nu, at vogte paa min egen Hu, at ikke Syndens vilde Flomme skal gjennem Hjertets Klapper komme. SIDE: 108 Til Tegn paa, det var sanddru meent, jeg skulde holde Alting reent; mit Sindelag det skulde blidne, min Arnes Vægge skulde hvidne. Det sidste Arbeid er nok let; det første kan mig gjøre træt. Men skulde Kræfterne ei bære, o Christe! o saa vær mig nære! Amen! TÆNK FØR DU HANDLER! (1ste Sønd. efter Hell. 3 K. Evang. Luk. 2 K. 42 V.) Bøn. Som dit Exempel, vor herliggjorte Mester, i Et og Alt er os det følgerigeste: saa ogsaa deri, at vi med Nidkjærhed skulle forberede os til hvad Vigtigt vi foretage os. Maatte det da virke paa os heri som det skulde! Maatte vi tykkes i vore inderlige og andægtige Tanker, at vi see dig i Templet i din unge Alder allerede forberedende dig, allerede forberedt til de Gamles For- bauselse! Da skulde meget Vanskeligt tykkes os, ja vorde os let -- og hverken Dagenes almindelige eller det overordentlige Ar- beide, det maatte behage Gud den Alstyrende at tilskikke os, skulde da synes eller være os over Kræfterne. Men fremfor Alt -- maatte vi forberede os tidligen og værdigen til den store Gjerning at indgaae fra Jorden til Himlen -- da skal ogsaa denne skee let og glædeligen. Amen! Hvo af Eder er vel ubekjendt med den sørgelige Erfaring, at mangfoldige, og det netop af de vigtigste, menneskelige Anlig- gender ofte enten ganske mislykkes eller dog ikke blive udførte og gaae saaledes som ønskeligt var og som de burde til Ære og Gavn? Men det kan heller ikke være vanskeligt at opdage den fornemste Aarsag til denne -- med Hensyn til Menneskets ofte udmærkede Kræfter og hvad øvrigt Gud forunder -- lige- saa sørgelige som forunderlige Omstændighed. Ved de vigtigste Handlinger nemlig feiler der ofte aabenbarligen saameget paa betænksomt Overlæg, rolig Betragtning af Omstændigheder, Be- SIDE: 109 regning af Hjælpekilder eller Hindringer, fast Beslutning, gode Hensigter -- kort, med eet Ord, paa den saa nødvendige alvor- lige Forberedelse, at man ikke maa undre sig saameget over de mange mislykkede Anliggender, som over at dog mange flere lykkes, end man, efter saamange Overilelser, Feil og hine Mang- ler, skulde formode. Hvormange Giftermaal afsluttes ikke, hvori der klages -- ikke over den mislige Forberedelse og Letsindigheden, der afsluttede dem; men over den gode Gud, som ikke hjælper Daarskaben? Eller mon der ikke gives ulykkelige Ægteskaber, hvor Huus- freden drog bort med Gjæsterne fra Brylluppet, fordi Magerne, før de gjorde det vigtige Skridt, ikke havde lært hinandens Sind at kjende? Og i det mindre Vigtige -- hvo kan med Skjel vente sit Arbeide lønnet paa en slet forberedet Ager? Men ved Forbe- redelse skal selv den maadelige Jordbund give Grøde. For Letsindet, som uden alvorlig Forberedelse foretager sig ofte det Allervigtigste, kan intet være mere beskjæmmende end Jesu Exempel i vort Evangelium -- end den tolvaarige Jesus forberedende sig til sit store Kald med en Opmærksomhed, der glemte af alt mindre Vigtigt. Og efter denne Begyndelse kunne Vi, om end de hellige Sagn tie, være forvissede om, at alle de mellemliggende Aar tilbragtes under lige alvorlige Forberedelser indtil han fremtraadte af sin Dunkelhed i sin Manddoms Kraft. Men vigtigere, end at vort Letsind blot skulde blues ved at sammenlignes med Jesu Alvor og just derfor seirrige Kraft, er det, at det lærer heraf: At vi i alle vigtige Anliggender maa an- vende alvorlig Forberedelse. Vi høre altsaa, at ikke alle Anliggender kræve en saadan al- vorlig Forberedelse. Mange Forretninger i det daglige Liv ere jo uvigtige, mange ved lang Øvelse saa bekjendte og tilvante, mange saa tilhørende Øjeblikket og Leiligheden, at en lang Forberedelse dertil medrette synes overflødig, ja kan endog vorde daddel- værdig og skadelig. Men der gives jo ogsaa mange Forretninger af Vigtighed, og disse kunne som oftest ikke gaae vel frahaanden uden Overlæg og Forberedelse. Intet, selv det mest ophøjede, Menneskes Forretninger komme vel i Sammenligning med Jesu, hvortil han saa tidlig beredte sig; men alle Mennesker have ikkedestomindre Anliggender, som for dem og maaskee for mange Andre ere af høi Vigtighed. Betræffer SIDE: 110 det vor Sundhed, vort Liv, vor Familie, vort Velvære -- betræffer det vor Agtelse og Ære -- betræffer det vor Dyd og vor Aands Opklarelse -- betræffer det vort hele Livs Skjebne -- hænger vor eller Andres Opholdelse, Vel, Tilfredshed og Lyksalighed deraf -- saa er dette vistnok af Vigtighed, af Vigtighed for Os og Andre, om end i forskjellig Grad. Vigtige Beskjæftigelser, til hvis rette Udførelse alvorlig For- beredelse fordres, ere altsaa alle de, om hvem man kan sige, at de staae i en nøje Forbindelse med eget eller fremmed Velvære, saa deraf megen Nytte eller Skade kan flyde. Nu skulle vi bestemme hvorledes den alvorlige Forberedelse, vi maae yde saadanne Anliggender, skal være beskaffen. Man forbereder sig til vigtige Forretninger, naar man erhver- ver sig god Kundskab, nyttig Færdighed, naar man gjør sig be- kjendt med Tingenes almindelige Løb -- kort uddanner sig til et brugbart Menneske. Men denne Forberedelse, som vi aldrig kunne undvære, er mere almindelig og ubestemt, end den vi her sysselsætte os med at paavise og opmuntre til. Der gives en be- synderligere og bestemt Forberedelse, som ethvert særegent An- liggende kræver efter sin og Omstændighedernes Natur. Jesu Forberedelse i Templet og siden var en almindelig for hans hele Liv; men hans Prøvelse i Ørknen og Andagtstyrkelsen i Geth- semane havde særegnere Øjemed; -- den første nemlig hans øjebliklig paafulgte Fremtrædelse, og den sidste hans Lidelser indtil Døden. Den særegne Forberedelse bliver altsaa at betragte som Indbegrebet at alle de Handlinger og Overlæg, hvorved man søger at dygtiggjøre sig til at udføre en vigtig Forretning saa lykkeligt og saa fuldkomment som muligt. Den bestaaer altsaa i en forstandig Overvejelse af den vigtige Forretnings Beskaffenhed, af Hensigterne, hvori den foretages, af de Midler, som dertil bør bruges og af de gunstige eller ugun- stige Omstændigheder samt af vor egen Krafts og Evners Til- strækkelighed. Hvad det Første angaaer, mon da ikke de mange Exempler paa Mangel af Overlæg, paa Iilfærdighed, eller, paa den anden Side, paa en alt spildende Ubestemthed, seendrægtig Nølen og Dovenskab hvor der skulde handles, overtyder os om, at de vig- tige Forretningers sande Beskaffenhed ofte ikke tages i ret Be- tragtning? Eller hvormange forskjellige ulykkelige Forbindelser SIDE: 111 knyttes ikke fordi Vedkommende aldrig have ved alvorlig Efter- tanke gjort sig noget klart Begreb om deres Natur og Vigtighed? Og dog er denne alvorlige Overvejelse af det vigtige Anliggen- des Natur det Første som fordres til Forberedelsen. Men ikke mindre vigtigt, og det for vort evige Vel, er det, forud at undersøge vore Hensigter, hvori vi stræbe mod et Maal; ja vi kunne ikke være nok samvittighedsfulde i at forske efter de Drivefjedre, som sætte os i Bevægelse. Et flygtigt Blik i vort Hjerte, en kort Tanke over det, som vi egentlig ville og tilsigte, er herved sandelig ikke nok. Jo større det Anliggende er, som vi imødegaae, desto mere vaagne vort Hjertes Lidenskaber, desto mere forviklet og stærkt bliver deres Spil, og desto lettere kunne, uden at vi tydelig mærke det, Hensigter og Begjærligheder ind- blande sig, som vanære vort Hjerte og, naar de frembryde, kunne bringe vore Kræfter i Uorden og forrykke dem og deres Maal. Er da vor Dyd os dyrebar, er vor Samvittigheds Reenhed, vor Ære og Velfærd os dyrebar -- saa lader os ikke lægge Haand paa noget vigtigt Virke uden i en ensom Stund med stille Over- læg nøje at undersøge hvad der sætter os i Bevægelse, hvad vi egentlig søge, hvilke Begjærligheder og Kræfter, der i os ere i Bevægelse! Men hvad kan dernæst, under en alvorlig Forberedelse til en vigtig Forretning, være nødvendigere end nøje at undersøge hvilke Midler dertil vi besidde, om vore Kræfter ogsaa strække til, og om vi, om fornødiges, ogsaa kunne give Slip paa Goder, ja lide? Er det t. Ex. ikke daarligt at indlade sig i et Foretagende, der udkræver Formue, naar vi ere i Armod? Er det ikke daar- ligt at overtage Forretninger, der udfordre Legemsstyrke, naar vi ere syge og svage? Og kunne vi vel forsvare for vor Forstand, at vi foretage os noget Vigtigt for Os eller Andre uden at be- sidde noget eller lidet af alle de Kræfter og Midler, som dertil ere uomgjængelig fornødne? Eller kunne vi uden endnu større Daarskab haabe, at det skal lykkes? En Mangel ved flere af Menneskenes Foretagender er endelig, at de oversee de Besværligheder og Hindringer, som kunne møde under Udførelsen. Man maa altsaa have, saaatsige i Baghaand, et Overskud af Kræfter og Midler til deslige uformodede Hin- dringer. Vi oversee, endog under et omhyggeligt Overlæg, dog ofte Besværligheder, som først blive synlige under Udførelsen. SIDE: 112 Kun om Den kan man altsaa sige, at han er veludrustet og alvorlig forberedt til en vigtig Sag, som er saa underrettet om hvad Modgang der rimeligviis kan møde, og om Sagens Besvær- ligheder, og saa fast besluttet, at Intet kan afskrække eller ned- slaae ham. Saa meget have vi altsaa at overtage ved en alvorlig Forbe- redelse til en vigtig Sag; men mon og ikke dennes lykkelige Udfald i Glæde og Gavn overgaaer hiint? Denne Forberedelse er os altsaa nødvendig; thi uden den forulykkes enten vigtige Forretninger, eller udføres ufuldkomment, eller forlede os, mod Formodning, ofte til de største Feil. Det skal ogsaa, naar vi betragte det, blive os en Erfarings- sandhed, at vigtige Sager ofte ganske forulykkes alene af Man- gel paa alvorlig Forberedelse. Eller skulle vi kunne haabe, at det Anliggende skal gaae vel, om hvilket vi forud ikke engang have holdt det værd at overlægge, om vi selv ere behørig be- kjendte dermed, om vi vide hvad det er og hvori det bestaaer? Skulle vi kunne haabe lykkelig at udføre et vigtigt Anliggende, naar vilde Begjærligheder forvirre vort Sind, naar ubændige Lidenskaber kue vor ædleste Kraft, naar Hensigter, hvorfor vi maae blues, ere i vort Hjerte? Skulle vi kunne haabe et besvær- ligt Foretagendes heldige Udførelse, naar vi undlade at over- tænke Midlerne dertil og om vi ikke maa bukke under af Mangel derpaa? Og endelig -- skulle vi vel kunne haabe, med forønsket Følge at udvirke noget af Betydenhed, hvis Besværlighed vi ikke engang have bemærket eller betænkt, og hvis Hindringer vi ikke engang have forestillet os? Nei, det er ikke muligt, at vi udvise det Mod, den Standhaf- tighed, den Klogskab og den forstandige Iver, som Udførelsen af enhver vigtig Forretning nødvendig fordrer, naar vi uforberedte og uden Overlæg begynde med at handle hvor vi skulde begynde med at tænke og undersøge! Forglemmer derfor ikke, saa ofte Tilbøjelighed eller Pligt kalde os til vigtige Foretagender, at de, uden alvorlig Forberedelse, ofte mislykkes ganske. Og, lad være, at dette ikke skede, saa blive de dog langt ufuldkomnere udførte end skee vilde, om vi ikke havde forsømt den Pligt, alvorlig at forberede os. Thi er det ikke klart, at Den, som overlægger Alt, som alle- rede forud har bestemt hvorledes han vil handle, hvorledes han SIDE: 113 vil bortrydde Hindringerne og hvorledes han vil benytte enhver Fordeel, som maatte tilbyde sig -- er det ikke klart og rimeligt, at Denne maa udføre Alt meget lettere, bedre og hurtigere end Den, som midt i Beskjæftigelsernes Løb og Handlingens Hede skal overlægge og udføre Alt? Mon ikke denne Uoverlagte snart skal gjøre for meget, snart for lidet, og Meget snart for tidligt, snart for sildigt? Ængstlighed, Forvirring under Handlingen, hverken Heelt eller Halvt i dens Ende -- se det skal være Følgen af en saa slet Begyndelse, som ingen eller en letsindig For- beredelse er! Men denne Feil kan ofte forlede os til de største Synder. Intet nedslaaer mere end Uheld, og det vigtige Uheld. Intet op- rører Sindet mere end en fortsat Række deraf. Men nu hørte vi, at Uheld er en rimelig, ja stundom nødvendig, Følge af en daarlig Forberedelse. Der gives jo Mennesker, som, naar de mærke, at de sidde i Sager, som de ikke ere voxne, friste Gud og raabe formastelig, at han ved overordentlig Mirakelhjælp skal bøde paa deres Daarskaber. Der gives jo Mennesker, som, idet de ikke itide tænkte paa de rette Midler, troe sig nødsagede til at gribe til slette Midler og at hjælpe sig ved Nederdrægtigheder og Laster. Ja De findes jo, som, idet de paatage sig et Hverv, uden nøje Prøvelse af Hjertet, ligge under for Fristelser, og ende et Værk, som de maaskee syntes at begynde retskaffent, som Troløse, som Nidinger og som Slaver af deres laveste Tilbøje- ligheder. Og saa er det: Vi kunne ikke vide hvilke Farer og Fristelser, hvilken Indflydelse Løbet af en vigtig Sag kan med- føre. Vi ere forlorne, naar vi ikke ved alvorlig Forberedelse gjøre os fattede paa alt og ikke have vort Hjerte bevaret mod Ondt. Dette skee da hos hver og En især og imellem Alle, hvor et fælleds vigtigt Foretagende er forhaanden! Og al vor Gjerning være i Jesu Aand! dens Begyndelse og Fremgang skee i Hans Navn! Da skal, naar Sagen er saaledes baade vel for- beredet og gudfrygtigen indviet, Kraften og Færdigheden til at foretage selv noget Stort voxe; og der skal neppe være Noget, som ikke skal lykkes os. Amen! SIDE: 114 SJELEFRED (2den Søndag efter Hell. 3 K. Joh. 2 K. 1 V.) Bøn. Hellige Fader, os fattes vel den Ære vi skulde have for dit Aasyn, og din Retfærdighed finder os alletider bedækte med Synd; men vi kjende din Barmhjertighed og Fadermildhed, og fortrøste os paa den, om vi ere angergivne i vor Syndighed og hadefulde paa den. Vi maa ogsaa erkjende, at vore Synder, om vi endog i Syndens Øieblik troede det, langtfra forskaffe os nogen Lykke endog her paa Jorden. Men vi erkjende, at den sande Lykke bestaaer alene i den Fred, som boer i Hjertet og velsignes af Himmelen, hvor den skal vare evig. Denne Lykke give du os, o Fader, om vi henstræbe til den! Denne Fred vel- signe du os med, o Fader, om du finder os værdige dertil efter Kampen, ja midti de Kampe, hvori det hele Liv bestaaer, og hvorigjennem vi alene naae til den evige Freds Himle og kunne tilvinde os der det evige Livs Krone! Amen! Ogsaa for os er en Bryllupsfest beredt, som skal begynde her paa Jorden, hvis Fakler skulle skinne igjennem Graven, men hvis rette høitidelige og frydefulde Sange skulle spilles paa Englenes Harper, og hvis rette Høitidsstund skal feires i det store Huus med de mange Gjæsteværelser udi. Men i vort Hjerte sidder Bruden, som vi skulle vinde. Der sidder den ømtfølende Samvittighed, med sit klare Øje vogtende paa den Brudegave af Gudsfrygt, Fromhed og gode Gjerninger, som vi kunne bringe hende, og uafladelig maae bringe hende, om vi sætte nogen Priis paa hendes Behag d. e. paa vor Salighed. I vort Hjerte sidder Bruden, med Hænderne rakte opmod Himmelen, den Samvittighed, hvis Smiil vi maa vinde, i hvad det end skulde koste. Thi, se da -- om end intet tømret Tag er over dets Hoved -- hvælver sig Fredens Tag over det lyk- salige Hjertepar; om end ingen krydret Ret er paa Bordet, lægger Hjertebrudens Kjærlighed Mannasmag i det tørre Brød; og, naar Bryllupsboet henflyttes nær de evige Frydboliger til Gravens Port, og det maa tilstaaes for os selv, at Armoden dog er stor, at hele vort Velvirke dog er kun som henflydt Vand, da nærmer Frelsens Mand sig med den hellige Trøstens Kalk -- og Miraklet SIDE: 115 skeer -- Frelseren opløfter os -- Forsoningen skeer -- Vandet bliver til Viin -- vore svage Gjerninger, vor skjælvende Tro og Fromhed bliver stærk og bærer os over Graven didhen i det store Høitidshuus. Denne Bryllupsfryd er det vi vinde ved hiin Bruds Kjærlighed, ved Samvittighedens Bifald. Et gudfrygtigt, gavnrigt Liv er den Troskabsring, hvormed denne vor evige Brud, denne vor Dyds Bevogterske og Belønnerinde, forpligtes til at følge os lyksalig- gjørende igjennem Livet, igjennem Graven, igjennem Himlene. Ja hun elsker Mennesket saa, at hun ikke vil forlade hans Hjerte, om han end søger at udstøde hende, men følger ham, paatagende sig til hans Frelse en Plageaands Skikkelse, igjennem det onde Liv, og tugter og maner ham, forfølgende gjennem de frydløse Verdner, som optage de Onde, til at vende tilbage ad bedre Veje og til at opløfte sig paa Kraftens Vinger omsider til de salige Pauluner, der ogsaa kunne skimtes fra Dybene. Det vilde være en Fordømmelse over os selv, om vi ikke af vort eget Hjerte skulde kunne forklare os, hvad det er for en Fred, den gode Samvittighed har ligesom til Medgift, -- om vi ikke skulde kunne godtgjøre os selv paa det klareste, at denne Fred er vor højeste Livsgevindst, Udbyttet af vort hele Liv, Frugten af vor Stræben; men om vi, forat erkjende dette, eller forat faae et Begreb om Beskaffenheden af denne Fred, skulde maatte tye udenfore os og tage Exemplerne og Beviserne herfor af de mange Gode, der med den have været lykkelige midtunder Li- delserne, og om de mange Fattige, som i den have fundet Rig- dom og Kraft nok til at modstaae Fristelserne til Misundelse, Indgreb i Andres Ret og Ejendom og andre Synder, imod hvilke trange Kaar alene have til Hensigt at styrke vor Sjel. Nei, af vort eget Indre, ikke af den inderlige Glæde vi kunne læse i Andres Aasyn, maae vi kjende denne Fred, smage dens Sødme, vide at den er evig for Dyden, evig som det Ord, den Sandhed, som blandt os er prædiket. Fra vore Barndomsdage maae dog vel Alle kunne erindre noget af Sjelefredens Salighed igjen. Da ejede vi den jo Alle, om den end siden blev liig et udaf de vaklende og uagtsomme Hænder væltet Bæger. Da fløi der Engle bort fra vor Side og Verden fyldte Bægret med Bærme. Men lader os speide i vort Indre! Der er jo Bægret i vort SIDE: 116 Hjertes Kalk, og Samvittigheden, vor fromme Sjelebrud, sidder derover vogtende om vi selv gide at speide efter det tabte Klenod, og om vi frydes, naar vi gjenfinde det, enten over den berusende Bærme, som er kommet deri, eller over at vi skulde kunne gjøre det rent igjen, som da Barnet bar det. Der maa hede Taarer til; thi mange Flekker sidde indædt faste. For Exempel, hvorledes skal den faldne Pige faae sin Flek reen? O, nok for Gud, men aldrig for Menneskene. De ere ikke barmhjertige som Gud. O, at kunne tænke tilbage paa sin Barndom uden Taare, uden Rødme -- det er Meget, det er Alt. Ja Hvem kan det vel, naar Haanden lægges paa Hjertet? Men ve Den, som ikke af sit eget Indre, om kun af Erindringen, kjender Sjelefreden og veed hvad den vil sige! Ve Den, som tvivler om at den kan vindes tilbage! Ve Den, som foretrækker Legemets Ro, som Svinene dele, for Sjelefreden, som de Saliggjorte dele, og som undlader at eftertragte denne, om Sandsernes selvbehagelige Ro end maa forstyrres og Doven- skaben og Ligegyldigheden maae purres ud af sine Senge! Thi man maa ikke vente, at i en Verden, hvor ei alene den store Strid fortvarer imellem Lys og Mørke, Ret og Uret, Dyd og Last, men hvor ogsaa, i Livets mere indskrænkede og daglige Forhold, Begjærligheder kjæmpe mod Begjær, Meninger mod Meninger og Hensigter mod Hensigter, og hvor vort Væsens jordiske Deel, for ikke strax at tilbagevende til Støvet, maa være i en uophørlig Forsvarstilstand mod de fra alle Sider truende og angribende Forstyrrelseskræfter, mod Sygdomme, Mangel og Død; og hvor vi, alene under bestandig Vaagen og Bøn og under be- standig Brug af de Vaaben, Religionen giver, kunne beseire vore aandelige Fiender, Fristelserne og Lidenskaberne -- i en saadan Verden maa man ikke vente, at Freden skal findes i den Be- mærkelse, man sædvanligst nævner den og ønsker sig den i. Og allermindst kan den ventes saaledes af en retsindig Evangelii Bekjender, som ei forgjæves heder en god Jesu Christi Stridsmand. Og alligevel er det sandt, at han alene -- Stridsmanden -- kjender og ejer den sande, den varige Fred. Det store Billede og Beviis herpaa have vi i den vældige Christi Kjæmpe, Luther, der stod op ensom fra sin Munkecelle og be- stred Løgnens og Fordommens Herrevælde. Alle bævede og SIDE: 117 forskrækkedes for ham; han alene var rolig indfor den mægtige og vrede Keisers Domstol selv; og bered til at forfølges, bered til at døe for Guds og Menneskehedens Sag, kunde han hverken ved Trudsler eller Løfter afholdes fra det store, men farlige, Foretagendes Fuldbyrden; -- thi han havde denne Fred i sit Hjerte. Sandhed og Fred var hans Løsen; men Fredens Tryghed kunde blot vindes gjennem Sandhedens Kamp og Sejer, og denne Sejer beredtes gjennem vedholdende Møje, gjennem standhaftigt Mod; og han kastede sig ind i Kampen og tog Sejeren hjem; han kastede sig ind i Urolighederne med urokkelig Rolighed; thi han havde denne Fred i sit Hjerte. Denne Jesu Christi Stridsmands Fred, er ikke Sorgløshedens Dvale ved Alt, som ei rører vor egen Velfærd eller Skade; thi hvor kan en Jesu Lærling være sorgløs ved sine Liges Vel eller Ve? hvor kan han indslumre, naar de lide og klage? Fred er heller ikke Ligegyldighedens Kulde for Alt, som gaaer over det sandselige Behov og den vanlige Erfarenhedens An- skuelser; thi hvor kan en evangelisk Christen være kold, være ligegyldig, naar det gjælder Menneskehedens højeste Anliggender, Omsorgen for det Hellige, Troen paa det Evige? Fred er endelig ikke Svaghedens afsluttede Forbund med Verden, hvorefter Mennesket uforstyrret skal faae nyde sit Liv, mod det Vilkaar ei at forstyrre Andres Syndebrug heraf; thi en redelig Christen er selvstændig: han underhandler ei med Men- nesker, hvor han alene bør lyde Gud, han frygter ei for Op- ofrelser, hvor han maa lide for Retfærdigheden. Nei! den Fred, han kjender, er ikke den, som Verden giver og tager, men den, som, næret af Lysets og Hellighedens evige Livskilde, ligger i Sjelens Overeensstemmelse med sig Selv, i alle dens Kræfters og Evners og Ønskers indbyrdes Jevnvægt og venlige Forening til et himmelskt Sind, til et Liv, som i Gud er -- i den rene Samvittigheds Frimodighed og Glæde, under Følelsen af den Hel- liges Nærvær og Vandring paa hans Veje -- i det fromme, hel- ligede, Gud overgivne Hjertes Barneret at faae lægge sin Sag i Guds Hænder, at faae slippe at frygte og sørge med Verdens Børn, at faae have sin Lyst i Pligternes Opfyldelse, i Herren, sin Omgjængelse i Himmelen, og i at være forvisset om at hverken Liv eller Død kan skille den Standhaftige og Trofaste fra Guds Kjærlighed, som særligen er at finde i Jesu Christo. SIDE: 118 Denne Fred følte Paulus, da han, anklaget, mishandlet, lænket fremførtes for Kong Agrippa og talte med saadan Overtydelsens Kraft, at Denne, glemmende næsten sig selv, udbrød "lidet fattes i at jeg bliver en Christen". "Ja!" svarede Hedningernes Apostel med rolig Værdighed, opløftende sin Arm med den raslende Kjæde, "give Gud, at du, og alle som mig høre, vare som jeg er, paa disse Lænker nær!" Denne høje milde Fred viste ogsaa Johannes, Jesu Ven og Kjærlighedens Evangelist, den Eneste af Apostlerne, som ei gjennem Martyrdøden hjemgik til Herren, da han, kommen til den højeste Alder, og mærkende, at hans jor- diske Maal nærmede sig, efter en troværdig Berettelse, lod sig paa sin Seng indbære i Templet, og, sagte opløftende sit Hoved i Kredsen af sine Lærlinge, udrakte sin Haand og sagde "Børn, elsker hverandre, saa gjøre I Guds Vilje!" -- Og hans Præken var sluttet -- det graa Hoved nedsank, og han henslumrede i den Fred, som Herren giver, og som havde ledsaget ham gjennem hans lange Liv. Vi kunne styrke denne Fred med gode Gjerninger, men paa Gudsfrygt maa den være bygget, af en religiøs Overtydelse maa den dog være opspiret og deraf suge sin bedste Næring. Vor Religion er mere end nogen anden Kjærlighedens og Fredens Religion, og vi kunne fryde os ved den Beredvillighed hvormed den christelige Kirke lader os sine Velgjerninger tilflyde; thi den taler Fredens Ord til Alle, og, liig Gud, der lader sin Sol skinne, sin Regn neddryppe over Alle, over Onde og Gode, lyser den sin Velsignelse, prædiker den sit Evangel for alle sine Børn. Med opladte Porte staaer den christelige Kirke, staaer Jesu Huus og indbyder alle dem, som behøve Ro til sine Sjele. Did kommer den Angerfulde fra sine Irrveje liig en forloren Søn, og mødes, under Tro og Bedring, af en Fader, som for- barmer sig. Did kommer den Blødende og Overgivne fra en urolig og kjerlighedsløs Verden, liig en saaret Stridsmand, der faaer Læge- dom for sine Hjertesaar i den evige Kjærligheds Lægedomskilde. Did kommer den Nedbøjede fra sine betyngende Besværlig- heder, fra ubelønnede Anstrengelser, liig en træt Arbeider i Viin- gaarden, og finder Lønnen og Hvilen. Did kommer den paa Lykkens Hav længe Omkringkastede og imellem alle Ære- og Pengebegjærlighedens og Lidenskabens SIDE: 119 Klipper Stormomtumlede, liig en skibbruden Sømand, og føler sig tryg paa Salighedshaabets Ankergrund og takker Gud for den frelsende Havn. Did kommer den Tvivlende og finder Overtydelse, den Uop- lyste og finder Opklarelse -- og Alle lovsynge de Faderen hos hvem de Godes Fred ingen Ende skal have -- og Alle takke de Ham, som lærte os Vejen til dens uforstyrrede Boliger. Ja, hvorhelst det guddommelige Ord reent og klart forkyndes, hvorhelst det Evangelium læses, høres og forstaaes, som er en Guds Kraft til Salighed, der tilbydes, der møder os denne Fred, denne Samvittighedens, Hjertets, Overtydelsens Fred. Fattede Menneskene rigtigt Værdien af denne Fred, fornegtede eller for- glemte de ikke saa ofte det høje Værd, de i rolige Stunder, ja Synderne selv midtunder sin Anger, dog nødes til at sætte paa den. Da skulde Fred forene alle Jordens Børn i broderlig Kjær- lighed, Samdrægtighed og Lyksalighed -- da skulde i vore ind- byrdes Forhold og i vore Boliger Godhed og Troskab og Ret- færdighed og Fred mødes. Men de Ugudelige have ingen Fred; de kjende ikke Fredens Vei. Hvad tilhører da Christi Venner? At have saameget muligt, Fred med alle Mennesker -- at stræbe, med Ord og Gjerning, alene efter Det, som tjener til Fred og Forbedring indbyrdes; og, hvor Anstrengelserne herfor ere frugtes- løse, forlade de Forblindede, fordrage dem, Gud fordrager, for- vare sin egen Sjelero, og forvente en sikrere Lod der hvor de, som have vandret redeligen, komme til Fred. Elsker derfor Freden! være fredsomme, saa bliver Kjærlig- hedens og Fredens Gud nær eder! Værer faste, altid urokkelige i Herrens Gjerning! Thi saa bør det sig at være med os, at vi opfylde al Retfærdighed. Og Retfærdighedens Frugt skal være Fred, og Retfærdighedens Nytte skal være evig Sikkerhed og Ro. Amen! DET SANDE KLENOD (Søndag Septuagesima. Epist. 1 Kor. 9 Kap. 24 V.) Bøn. O Herre, maatte Du aldrig finde vort Hjerte opfyldt med en overmodig og daarlig Tiltro til sig selv! Thi da er det nær den farligste Forandring, ja den Dydige, Den, som hidtil stod, er SIDE: 120 nær sit Fald. Nei, maatte Du, som altid seer naadig ned til os, finde vore Øjne igjen vendte mod Dig, tillidsfulde i Vel som i Ve -- ikke speidende stolte omkring paa nedbøjede Brødre, ja selv ikke paa den Synders, hvis skamfulde Blik søger Jorden! Da skulle vi freidigen kunne skue rundt os i Verden -- freidigen mod Maalet, freidigen Sorgerne under Øje. Og, naar vort Blik var vant til at finde Gud i Alt: i Stjernen og Solen, der giver en Verden Liv og Lys, som i Duggen, der kvæger et Græsstraa -- da skulde det ikke formørkes af Sorgen eller forvildes af Glæden; men roligt som Blaahimlen over de forbidrivende Skyer, skulde det see timelig Sorg og Glæde, jordisk Vel og jordisk Ve at forsvinde. Amen! "Vide I ikke, at De som løbe paa Banen, de løbe vel Alle, men Een ikkun faaer Klenodet?" Vi ville forandre Apostlens Ord, og sige: men eet er ikkun Klenodet, som vindes. Thi det Klenodium, jeg mener, det kan dog vindes af Alle, om Alle ikkun vilde løbe derefter. Men nu løber Hver efter sit. En efter Rigdom, En efter Vel- lyst, En efter en Gulddusk, En efter Ro og Uvirksomhed. Men derimod -- Hvormange løbe vel efter hiint Klenodium, efter Hjerterigdommen, Sjelelysten, Engleæren og Aandens søde Ro, om end Verden bruser omkring og Legemet omtumles og vrides af Pinsler? Nei, De, som løbe efter Dette, have i Forhold været ganske faa, og derfor ere Fortællingerne om Menneskets Færd her paa Jorden bedrøvelige at læse alt fra den Tid Kainsslaget faldt. Og de ere ganske Faa. Derfor ere Disse kun lidet fornøjede med Tiden, og de see med Angst og nidkjær Harme hvorledes Banerne til Verdensklenoderne ere fulde, medens Himmelvejen kun trædes af faa Pilegrimme, -- denne der dog kan og burde rumme os Alle. Og dog vide vi jo, at kun denne er den rette. Og dog see vi i Mangfoldiges skrækkelige Fald, at Verdens- vejene ere fulde af Afgrunde. Og dog see vi i mange af disse Vildfarendes Aasyn hvor skuffede de finde sig ved det Gode, de opofrede kostbare Aar, betroede Kræfter, ja selv Dyd og Haab forat erholde. Og dog vide vi, at der døer Faa af disse Daarlige, som løb ad de gale Veje, uden med en skrækkelig Bevidsthed at er- SIDE: 121 kjende hvorledes han foer vild, og uden at han seer sit Klenod henfalde til Støv i sin døende Haand, der for seent udstrækker sig imod det Klenodium, som han nu seer straale i al sin Glands. Men, Arme! din Haand synker -- der er jo et Dyb imellem. Som en liden Revne begyndte det jo da de forskjellige Løbe- baner delte sig; men nu er Revnen stor . . . der skal en Barm- hjertighedens udsendte Engel til at lette Dig op, Du med den synkende Haand. Ja vide vi ikke, at disse Daarer, som svedede saameget, som løb saa langt efter disse glittrende Klenodier paa de falske Stier, ofte see dem blegne til værdløst Kram, som de maa slænge fra sig, saasnart de faae dem i sine Hænder? Vide vi ikke, at han, der syntes, at en Hæderskrands vinkede ham paa Ærens Bjerg, pludselig saae en Slange eller en Lænke i sine Hænder, naar han troede at sætte Krandsen paa sin Isse, og at Bjerget daler ned til en lav Tue, hvorpaa han i bitter Anger synker hen? Da høiner sig det Klenodium, han foragtede, til et straalende Kors paa et Seirens Golgatha. Han griber derefter fra sin Tue; men ak! hans Tue er lav, men det foragtede Kle- nods Æresbjerg er høit. Og Tuen lukker sig over den Jamrende -- en Vind farer henover Sandet, og Sporet er ikke mere af en Daare, der løb sig sjeletræt efter et skinnende Støv, medens det Herlige og Hellige stod øde og saae kun Faae vandrende til sig. Han forsvinder i sin Dybde . . Der skal en almægtig Arm til at opløfte ham did hvorhen hans sidste Øjekast vendte sig. Han forsvinder . . Give blot, at Følgerne af hans onde eller daarlige Iid ogsaa altid forsvunde, og ikke gjenbleve som Anklagere, der raabe til Himlen fra Jorden og hindre Barmhjertighedens Arme fra at aabne sig! Ligeledes: vide vi ikke, hvorledes Mange løbe sig tildøde uden bestemt Maal, irrende om, kun ikke mod det Rette, prøvende alle Veje, kun ikke den, der fører did hvor vi see Hvilens Port med Ærens Krone over ved Banens Ende? Nu blive de trætte, nu tynge Dagene sig paa deres Skuldre, nu skulle de sætte sig under Alderens ærværdige hvide Telt, og see sig om. Men hvad see de? hvor ere Sporene af deres rastløse Trællen? hvor er Banen, som de løb? Den sees ikke der fra den Steen hvor de sidde i denne sporløse Ørken; -- men Sandet, som de oprørte med sine vildsomme Trin, hvirvler dem i Øjnene, og Smertens SIDE: 122 Taarer rinde -- Fjernt, fjernt øine de i Ørkenens Rand nogle lysende Palmer -- da ahner det dem, at didhen skulde de have vandret. Men, ak! hvad hjælper det nu at famle efter Staven? -- nu er Benet stivt og Øjet mat. Du maa døe i din Ørken, i dit daadløse Liv, som Du skal gjøre Regnskab for -- Ikke længer mægte dine Kræfter, men kun en Naadensstraale at henbære dig under de Palmer, hvorefter du sukker. Han er forsvunden . . Saaledes forsvinde Tusinder -- saaledes forsvinde utallige herlige Aandskræfter, hvormed den naadige Gud forherligede Støvet. Kun de anklagede, de foragtede -- nei, de sørgelige Minder blive tilbage, indtil ogsaa de, som Røgen af et brændt Tempel, forsvinde. Kun de sørgelige Minder blive tilbage? O! men hvi blive de ikke tilbage i vor Erindring som Sæden til en herlig Høst af Viisdom og Erfaring? See ikke Menneskene den Lastefuldes Trin, og vandre dem? ja for Guds og Verdens Øjne spytte de i dem, og -- vandre dem? See ikke Menneskene Daarens Trin og haanlee, og -- vandre dem? De dadle den Forfængelige, den Gjerrige, den Dovne, hvem tom Flitter og ufrugtbar Mammon og dorsk, daadløs Trældom er Alt, er Klenodet de løbe Livets Bane for i sin Sved -- De høre de hellige, alvorlige Røster fra Templet, der kalde den Vildfarende tilbage -- og de raabe: hvi vender han dog ikke tilbage -- , og, brydende Staven over den ulykkelige, forblindede Broder, ile de ad samme Vei til samme sørgelige Opvaagnen, samme nedknugende Erkjendelse af det sande Klenod, vi skulle gjennemløbe Livet for. De høre Spotten, der rammer Lasterne, og Deres Latter blander sig deri, som ikke tage i Betænkning at begaae dem alle for at kunne naae et af de samme forgjængelige Klenoder, hvorfor den Ulykkelige, de spottede, nu vrider sine Hænder. Ja Den, der maaskee var Vidne til den Rovgjerriges og Ud- sugerens Dødsstund, som hørte ham beklage med Sønderknu- selsens, selve Retfærdigheden rørende, Jamren, at en uretfærdig Penges Glimt var ham mere værd end det af et Samvittighedens Smiil i hans Hjerte, -- at Guld -- det koste Blod, det koste Taarer! -- var Klenodet, han anstrengede sig paa Banen for -- denne Samme vendte sig maaskee bort fra den store Lærerstol: en døende Synders Leje, for i næste Stund, fæstende samme SIDE: 123 Klenod for sit Øje, at øve en Gjerning, som Hiin ikke tæller imellem sine, og hvorfor han maaskee vilde grues. Mennesket hører Den, hvem Vellyst og Sandselighed var Alt, paa sit tidlige Dødsleje berette sine sørgelige Erfaringer, og -- maaskee næste Sol belyser ham betynget med en Forbrydelse af samme Art som de, der bragte hiin Skjændselen og Døden? Mennesket seer Bagtaleren snige sig vanæret omkring, hører Den, hvis Lyst det var at forgifte Andres Ære og Fred, igjen overantvordet til Andres bitreste Omdømme og eget Nag -- Han hjælper maaskee til at forbande Denne, og -- i næste Stund sidder en Løgn paa hans egen Tunge; det forekommer ham fryd- fuldt om den fløi ud; -- den flyver ud, og hugger sig fast i Hjerterne. Mennesket seer Den, hvem en ørkesløs Magelighed var Livets Maal, foragtet at henhvile sit Liv enten i en dorsk Søvn og Fraad- sen eller i Armodens Uselhed sølende sig i det Solskin som falder paa Onde og Gode; -- og maaskee hverken et faldende Huus, egen, Hustroes og Børns Elendighed kan jage hans egne Kræf- ter op. Han seer Historiens Vidnesbyrd, at Folk, der ikke vilde røre sig til nogen fædrelandssindet Daad, men som gjorde en dyrisk, døsig Stillesidden til Maal for deres Liv, forblive i Trældom, Vanære, Armod og Elendighed, og -- han lader sine guddomme- lige Kræfter hvile, han gjør Intet for sin Næste, Intet for Fædre- landet og sig Selv. Hvad er dette da, at saamange Exempler, saamange skrække- lige Exempler, kunne vorde frugtesløse, og ikke gjennemryste og vække Menneskene? Hvad er det da, at saamange Lærdomme kunne vorde hørte og dog agtede med Veir og Vind? Hvad, at Menneskene kunne staae ved saamange brustne Klenodier, og dog ile efter de samme, og dog ikke agte det ene sande og varige -- det som er Aanderne bestemt, det som dog ikke skjules for os, men som vises os ifra Barndommen af? Er dette sande Klenodium os da saa fjernt, at Mennesket vel kan see og beundre det, men maa dog, fortvivlende om at naae det, vende sig til dem Verden ophænger for os i vor Indbildning? O nei! -- sandelig det er os ganske nær. Nøglen til at oplukke den Ærens Port, hvor det eneste sande Klenodie hænger, hvor- SIDE: 124 for det er værd at gjennemløbe en møisom Livsbane, den lagde den gode Gud jo i vore Hjerter, allernærmest, ja i os Selv. Den er jo den redelige Vilje til det Gode, Gudsfrygten, Dydskraften. Og naar vi have fundet den, denne Nøgle til Himlen -- da have vi ogsaa fundet Visheden om at naae didhen hvor den passer, hvor indenfore det Dyrebare straaler -- da have vi jo faaet For- smagen paa Saligheden, ja Hjertefreden, den stærke gode Sam- vittighed, der gjør Alt let, Freden med Gud og sig Selv, der gjør Banen kort, thi den veed sig i og med Gud hvorhen det gaaer; ja der baade selv er det ægte Klenod og dog kun som et Løfte paa endnu herligere. Men Hvem troer nu, at Gud har givet nogle af sine Børn dette Klenod gjemt i Hjertet fra Fødslen af, andre ikke? Alle disse Smaa ere jo uskyldige, og Christus forstødte ingen af Børne- flokken, men velsignte dem alle. Det er først, naar Forstanden kommer og skal vælge, naar Løbebanerne grene sig, naar de vide, at een Vei, og hvilken, fører til det sande Klenod, men at alle de andre utallige, hvorpaa Verdens Irlys dandse, føre til de falske, der svinde ind til noget værre end Intet, om ikke før saa i den Døendes Hænder -- det er først da, at der skilles imellem Menneskene. Da see vi disse Mange, der trælle for Synd eller løbe ustadigen og disse Faa, der stadigen vandre den rette Vei. Derfor da nu Gud har givet alle Mennesker samme dyrebare Gave, samme Evne til at blive lyksalig, og os Alle samme her- lige Veiledning og saamange ypperlige Lærdomme, Tilretteviis- ninger og Hjælpemidler i Livet; og da nu Verden viser os saa- mange afskrækkende Exempler og lærer os ved enhver Ulykke, ved enhver Dødsseng, at det kun kommer an paa Hjertefreden -- hvi bliver da alt Dette saa frugtesløst? hvi stimles altid paa de onde Veje, hvor ingen Livsenskrone er at vinde? hvi findes ikke dette Klenod, som ligger os saa nær, som i vort eget Hjerte og er os saadan herlig Styrke paa Vejen til det Klenodium, som Himlen alene kan skjænke den trætte Livsvandrer? O! af hvad andet, end fordi vi ikke bestræbe os forat finde det i vore Hjerter, der det ligger, før det synker saa dybt i Synden, i Lidenskabernes Bærme, at det vanskeligen kan ophentes? -- o fordi Hjertet er Mennesket selv saa ofte en lukt Bog! Men at granske i vort Hjerte -- dette er vor Livs- og Døds- SIDE: 125 sag. De ømme Forældre gjøre det jo for os, naar vi ikke selv kunne det med fuld Bevidsthed, og de indplante deri Dydspiren. Men, unge Menneske, mærker du, at denne ikke voxer og blomstrer med dig -- at din fromme Børnelærdoms Træk blive mattere i din Sjel -- at dine gudfrygtige Forældres Raad og Ad- varsler ikke længe lyde stærkt og overdøvende Verdens Larm og Lokkerøster i dit Øre -- at Verden omgjøgler dig for vildt, -- at dens falske Klenoder glimre dig i Øinene -- o da vend dig ikke fra dit Hjerte! lyt dertil, om ikke Røsterne fra din Barn- dom ville tale! gransk deri med en Alvor, der synes fremmed for din Alder -- og se! du skal finde dette Livs ene sande Klenod, der gjør dig stærk til Løbet mod Himmelklenodet -- stærk som en Mand! Og, Mand og Kvinde, holder eders Hjerter aabne for eder Selv, ja ogsaa for den fiendtlige Verden! Den skal maaskee lade eder uendset, om den maa gaae bluselfuld bort. Gud selv skal ikke tillade eder at skjule den Skat I besidde. Den skal skinne i eders aabne Øje, ligge udbredt i eders rolige Aasyn. Men troer ikke, at I nogensinde kjende eders Hjerter nok. Den Skat, I have deri, maae I aldrig tabe af Øje, at ikke en ond Time skal fare derigjennem og borttage den i sin Flugt! Bereder eder til enhver Handling med et Hjerteblik, at ikke selv den i sig selv uskyldige Handling skal blive skyldfuld ved en ureen Vilje, der som en ond Aand kunde opstige, før I ahnede, af eders Hjerte, af dette dunkle Dyb, som ikke bliver ganske klart før dets Støvhylle affalder, afblæst af en Luftning fra bedre Verdner! Glemmer ikke, at den store Kunst for Manden i sin Kraft er, atter at kunne blive et Barn, at gjemme et Barnehjerte i sin Styrke! Troer aldrig, at Forførelserne, de falske Klenodier, ikke kunne lokke dig af din retvalgte Bane! Dersom de ikke vare skjønne at see til og stærke derved, saa vildfore ikke saa mange. Men kan du, uden at indgrave det i din Sjel, see alle disse Vild- farendes sørgelige Exempler, -- kan du, uden at blive angst for dig selv, høre hvorledes Lasterne og Daarskaberne tilsidst for- bande sig selv -- kan du, uden at ile dem til Advarsel, see de Vildfarende, og med Farisæeren prise, at du ikke er som dem -- da Menneske! da er det paa høie Tid, at du aabner dit lukte Hjerte og dit forblindede Øje: Hjertet forat granske og ransage SIDE: 126 efter det Klenod du alt er paaveje at tabe -- Øjet forat blive vaer, at du alt selv var ude af den Bane, hvor det ene sande Klenodium er at vinde! Amen! JESU LIGNELSER (Søndag Sexasima. Evang. Luk. 8 K. 4 V.) Bøn. O Gud, uden din Bistand frugter intet af vore Arbeider. Det er som Bondens Gjerning uden Regn og Sol. Men o du er vor Fader; vi kunne være rolige for din Bistand til Alt, som ikke er af Synden og af Daarligheden. Tidlig aabner Du Barnets Hjerte med Moderens Læber. Det er som en sød Regn over det tillukkede Blomster. Saa kommer den venlige Lærer og Præsten og fuldfører Arbeidet, og under deres Hænder og medens Verdens Vind farer over, aabnes Forstandens Kalk, hvori Guds Storhed, Verdens Herlighed og Religionens Sandheder skulle speile sig. Dette, o Fader, har du bestemt alle Mennesker, og i de christne Lande skeer dette ogsaa med Fattiges og Riges Børn. Men derfor maae vi ikke være trygge; men dagligen bede vi, at Du, o Gud, vil holde dit faderlige Øje over vor Blindhed, og at Du, ved de Midler, haarde eller bløde, som behage Din Viis- dom, vil danne vor Sjel til en frugtbar Bund for den saliggjørende Sæd, at en Grøde maa fremspire i Gjerninger, saa Du høster hvor Du har saaet, men dog lader Høsten falde dine Skabninger tilbedste, idet vore Gjerninger da ere Næsten til Opbyggelse og os Selv til Held og Salighed. Amen! En usel udmagret Person, der synes at have bedre Støtte i sin stive beslagne Dragt end i sine Been og i sin Rygrad -- han ligner en Tale, der sætter sin Styrke i det blotte Ordbram. Nei, Simpelhed er Kraftens naturlige Klædebon. Ordbram til- dækker blot med sit Flitter den klare og sande Tanke, der ellers kunde findes i et Foredrag. Men vi vilde tage feil, om vi troede, at Simpelhed i Fore- draget kun passede sig naar simple og daglige Ting skulle af- handles. Nej, Simpelheden er ogsaa Høihedens skjønneste Dragt. Hvem kan tænke sig en Engel i stiv forgyldt Uniform uden at lee eller at væmmes? Et simpelt hvidt Linklæde har Indbildnings- kraften kun givet dem. SIDE: 127 Hvilken Materie kan kaldes højere end Jesu Lære? og hvilken fremsattes simplere? Dog var det ikke fordi han talte til de Enfoldige alene. Der- som den Enfoldige ikke kunde fatte Religionens Høiheder, skulde Barneøjet heller ikke kunne see Stjernerne. Men se den Vesle -- han griber efter dem. Jesus talte heller ikke blot til den enfoldige Almue. Se mellem dennes Hoveder den fornemme Nikodemusses og den rige Josefs af Arimathia og mange af Folkets Lærdes og af Romernes Høv- dingers! Jesu Tale faldt lige ophøjet lige simpel over dem Alle, over de fem Tusinde, over Bjergets Myretue af Mennesker. De to stridige Sekter af Skriftkloge, Farisæer og Sadducæer, troede derimod at seire gjennem Ordbram. En yndig, netop under sin Tilhyllelse kraftigt gribende og aands- vækkende Deel af Jesu Taler var hans Lignelser. Lignelser falde ogsaa ganske i Østerlænderens Smag; denne Læremaade maatte være Disciplene og Tilhørerne behagelig, og Frelserens Lignelser, der altid var kjernefulde, tankerige og tagne af almeenbekjendte Gjenstande, maatte især fængsle deres Op- mærksomhed og vække deres Eftertanke; thi Betydningen over- lodes deres egen Forstand at udfinde. Og Jesu Lignelser gik altid ud paa, enten at udvikle og ind- skjærpe Pligtlæren, eller at vise den nysgrundede Kirkes -- Guds Riges -- sande Beskaffenhed, at der ei var noget jordisk Herre- dømme ivente, samt Maaden, hvorpaa den retteligen skal udbredes, og dens tilkommende Skjebne. Paa den første Slags Lignelser, hvori den store Lærer rækker ethvert Menneske et Speil, hvori han kan see sig selv ved Siden af de skjønneste Exempler paa ægte Christendyd, ere Fortæl- lingerne om den bodfærdige Tolder og den barmhjertige Sama- ritan herlige Exempler. Kan Pligtlæren paa en skjønnere Maade bibringes Mennesket? kan den stærkere indpræntes end ved disse Exempler, der, ta- lende lige meget til Forstanden og Hjertet, indpræges i Hukom- melsen ligesom med levende Farver, og opmuntre til Efterligning af Enhver, der vil være Christen i Aand og Sandhed, idet den fremtræder med Gjerninger og i Træk af det virkelige Liv? Vort Evangels Lignelse om Sædemanden, hvormed Frelseren SIDE: 128 fra Skibet indledede en heel Række af Lignelser, hører til det andet Slags af Frelserens Lignelser, og gaaer ud paa at vise, især Apostlene, den Skjebne, der ventede den nye Lære. Hvor træffende, hvor sand denne Christi Lignelse er, vil enhver Dag i Livet, ethvert Blik i Eders eget Indvortes og paa Eders tilbagelagte Bane, og enhver Iagttagelse af Verden lære Eder . . Ja, skuer tilbage til Eders henrundne Liv! og Held Den, der seer Minderne om gode og ædle Handlinger lyse frem i Erin- dringen, og hvis Bane var som Høstens, der skrider frem over Jorden, rystende sit Horn over Arm og over Riig, mens den gyldne Sæd bølger i dens Fodspor! Han vil vandre glad frem- ad; thi hans Hjerte vil blive fuldere og mere begjærligt efter at udøve de ædle Handlinger, hvis Besværligheder for ham kun ere som Høien, fra hvis Top en herligere Udsigt aabnes, og hans Død er Arbeidsmandens Søvn, der indslumrer paa sit Dagværk. Han vil da kunne sige: "Herre! ikke ved jeg om din Sæd hos mig faldt i god Jord; men jeg har bestræbt mig for at Intet skulde gaae tilspilde; thi jeg vidste at Du var en nidkjær Herre, der vil høste hvor Du saaede!" Den, derimod, som ved at see hen paa sin tilbagelagte Vei, seer de Gjenstande, som i Lidenskabernes Sejers-Øieblikke og igjennem Sandsernes glimrende Christal, syntes som herlige Blom- mer og dyrebare Skatte, nu kun som visne Straa i en Ørk, hvor Minderne om lastefulde Gjerninger stikke frem som spidse mørke Klipper -- Ham ville vi beklage og opmuntre til Haab, hvis han angrer, og bistaa ham til Forbedring, saa at hans Liv maaskee endnu kan vorde som Dagen, der var mørk og skyfuld; men -- en Vind reiste sig, og Aftensolen randt, og Regnbuen steg straa- lende mod Himlen til Forsoning, eller ligt den Mands Vaar-Virke, der først saaede naar hans Naboers Grøde stod høi paa Marken; men -- Herren var naadig og velsignede hans Ager, vel med færre Fold end Naboens; men dog med flere end han kunde vente. Ved denne Leilighed er det, at Jesus første Gang indklæder fast hele sin Tale i Lignelser. Og han ender dem med dette kraftige Tilraab: "Hvo, som haver Øren at høre med, han høre!" -- især rettet til Apostlene, hvis Øren maatte være de aabneste. Men da de endnu vare uvisse om Betydningen, udlægger deres Mester selv sin Lignelse i alle dens enkelte Led, begyndende saaledes: "Eder er det givet at vide Guds Riges Hemmeligheder, men SIDE: 129 de Andre i Lignelser, at de seende skulle dog ikke see og hørende dog ikke forstaae," menende hermed: Eder, nemlig min Læres fremtidige Forkyndere, er det bestemt, ved min daglige Under- viisning og inderlige Omgang med et, i Klarhed stedse voxende, Blik, at skue ind i min Læres Sandheder og dens Skjebne, der venter denne; men Disses, nemlig Folkets, Forstand er for uop- lyst og formeget indtaget af de gamle Drømme om en messiansk Herlighed, til ganske at kunne fatte den nye Lære. Mine Under- gjerninger see de, men kun til taus Forundring formaaer deres Sjel at hæve sig og mest over, at Den, der kalder sig Messias, ikke viser sin Magt mod Landets Undertrykkere, Romerne og den forhadte idumæiske Herskerfamilie, men ved fattige Syges Helbredelse. Ligeledes høre de min Lære med Forundring, saa at de, som kjende min Fødsel, forundre sig over min Viisdom og Veltalenhed; men Flere over, at ikke Den, der udgiver sig for Messias, prædiker hellere Ild og Sværd, end en renere Lære, som de endnu ikke kunne fatte. I denne Lignelse vil jeg derfor vise dem, at de have bedraget sig i deres Begreb om mit Rige. Jesus Christus er Sædemanden og Guds Ord hans Sæd, som daglig endnu udsaaes, og hvergang falder i forskjellig Jordbund, og vil altid finde den haarde Vei og Klipper og Torne og god Jord saalænge Menneskene vedblive at være Mennesker og For- nuften maa ligge i den stedsevarende Kamp med Lidenskaber og Svagheder. Sæden, som blev nedtraadt, og Fuglene, der kom og opaade den, som var falden ved Veien, forklarer Frelseren med Djæve- len eller Verdens Fristelser, der tager Ordet af Hjerterne, at de ikke skulle troe og blive salige. Ved Vejen forstaaes de letsindige, sandselige Mennesker, hvis Gudsfrykt kun er Mundsveir, og som, glemmende snart Religio- nens Lærdomme, blive et let Bytte for de Djævle, der altid lure i et Menneskes Indre, nemlig Lidenskaber og lastefulde Begjer- ligheder. Disse Mennesker ere som Sjøen, der nu hviler rolig og synes at have sluttet en Pagt med Blomsterne paa Bredden om ikke at bortskylle deres Blade; men nu fraader den og synes at for- agte det Behag Alt lønnede dens Rolighed med. "Klippen, siger Jesus, ere de, som annamme Ordet med Glæde naar de høre det; men disse have ikke Rod, som troe til en Tid, SIDE: 130 men falde af i Fristelsens Tid . . ." Ogsaa herved forstaaes de letsindige, sandselige og egenkjærlige samt ogsaa de hykleriske Mennesker, som Intet ville opofre for sine Medmennesker; men hvis Klippehjerter Intet kjende til de sande christelige Dyder. Heller fortjene de Navn af "christne Farisæer" thi de bramme med Dyd og føre Lærdomme i Munden, hvis Betydning er dem fremmed og ligegyldig. Stundom vise Nogle af Disse dog Gjer- ningens Dyd; men de fleste Hyklere og Skinhellige, hvis Tro er kold som Iis, findes dog iblandt disse Jesu "Klipper." I forrige Tider, da den christelige Kirke var udsat for Forfølgelser, viste mange Mennesker af denne Beskaffenhed sig; idet disse vare de Første, hvis Tro bukkede under i Stormen. Saadanne frem- lysende Exempler, der maatte forarge den hele Kirke, see vi vel ikke nu, men vi have desværre vel ofte, og i enhver Menig- hed, fundet saadanne Charakterer, hvori Haardhed, Egenkjerlighed, Gjerrighed og Rovlyst, naar det kom an paa at hjælpe den Arme eller ofre en Skjærv paa Menneskelighedens Altar eller tjene Retfærdigheden upartisk, have viist sig istedetfor de modsatte Dyder, om hvem dog disse Menneskers Tale strømmede over. Den tornefulde Jordbund forklarer Frelseren ved "dem, som høre Ordet, men det hindres fra at vise sig frugtbringende ved Begjerlighed efter denne Verdens Goder." Om disse Mennesker gjælder hvad der er sagt om den talrige Afdeling af Letsindige i den forrige Klasse. Kun har dette Jesu Tornekvas noget eget deri, at det som oftest er disse Mennesker Intet om at gjøre at synes gudfrygtige. Denne Verden er dem Alt og de betragte den blot som en Cirkel, hvori deres eget Selv er Middelpunktet. De ere forfængelige, begjerlige, vellystige og ofte ærgjerrige; de lempe Sædelære og Religion alteftersom deres timelige Fordeel synes at kræve det, eller, som oftest ad- spørge de aldeles ikke disse, men skye Mindet om disse Adva- rere, som de engang have kjendt og maaskee agtet. Den gode Jordbund, der gav rigelig Fold, er de, som høre Ordet og bevare det i et redeligt Hjerte og vise deres varme Tro i herlige, eller dog i kjærlige, Gjerninger. Disse Mennesker, Disse er det, som danne den sande christne Kirke, det sande Guds Rige paa Jorden. Gud, som læser i Hjer- terne, kjender disse sine Egne, og vil sikkert engang gjøre dem angerløse fordi de holdt ud til Enden. Gud vil bedømme Høsten SIDE: 131 efter de Fold han udsaaede og efter Jordbundens større eller mindre naturlige Frugtbarhed. Rolig i Ly af sin Gudsfrygt og Retskaffenhed, kan denne ædle Christen sidde, og Skjæbnen er ham ikke frygtelig, om end hans jordiske Lykke segner som Siv for Vinden; thi han hviler paa en Klippe: paa sin Tro, og i Ly af et bladrigt, skyggefuldt Træ: i Ly af Bevidstheden om sit indre Værd, og den Løn, der er ham forjettet. Men den Indvending kunde opkastes: "det er ikke Menneskets Skyld, om det bliver godt eller ondt: naturlige medfødte Anlæg, Opdragelse, tilstødende Omstændigheder, rige eller fattige Kaar have umiddelbar Indflydelse derpaa." Vistnok -- det er sandt -- disse Ting ere det, som afgjør et Menneskes moralske Skjebne; men medfødte Anlæg og Tilbøie- ligheder har Gud givet os for at vor Forstand, naar vi selv kunne indsee deres Skade eller Nytte, enten i Kampen mod dem kan øve vor Dyd, eller uddanne dem til en Hjælp for vor Dyd og til Nytte for Verden. Erindrer Eder Parabelen om Tjenerne, der vandt betroede Penge af deres Herre. Han gav forskjellige Sum- mer til de Forskjellige; men han krævede i Forhold det Samme af Den, han kun havde betroet Brugen af eet Pund Guld, som han krævede af Den, der havde faaet flest. Og af hine Omstændigheder hører jo vor Opdragelse til For- ældrenes fornemste Pligter? Hvis Forældrene opdrage sine Børn slet, da vil Straffen falde paa Hine, og en slet Opdragelse maa regnes til Forældres frivillige og altsaa strafbareste Synder. Hvilken hellig Pligt, christeligttænkende Forældre! er da ikke Eders Børns gode Opdragelse? De hellige Skrifter ere fulde af Opmuntringer hertil. Der er Intet, som har saa stor Indflydelse paa Eders Børns timelige og evige Ve og Vel. Deres Gemytter ere da modtagelige for Alt, bøjelige under ethvert Tryk, ligelet under en Djævel af en Forførers Negl eller under Moderens bløde Fingre. Vælger derfor for dem, I Forældre, som fornuftige, som ædle Christne! og Eders Børns Velsignelser ville glæde Eder baade her og hisset. I have sat dem her i Verden; de ere ogsaa be- stemte for en Evighed; og naar I betænke, at det for en stor Deel beroer paa Eder, at berede Eders Børn til gode Jord- og Himmelborgere, hvor maa da ikke dette anspore Eder til at op- SIDE: 132 dyrke deres Hjerter til en Jordbund, som skal blive frugtbar for Herrens Sæd, som da engang sikkert, naar den spirer frodigt, vil beskygge Eders Alderdom og regnes til Eders egne Fold? Tilstødende Omstændigheder, trange eller mægtige Kaar, tjene ogsaa, og er nødvendige, til at skjærpe vor Dyd. Men Hvo, som ikke arbeider, er ikke sin Løn værd; og hvor riig i sin Bevidst- hed maa ikke den fattige Dydige være? Hvor modig maa ikke Den, der mandigen har udholdt Storme og Fristelser, kunne gaae de øvrige ventende Skjebner imøde? Thi hans Tro paa en retfærdig Dommer er et Skjold, hvori Sorger og Ulykker magtesløse bide, hans Retskaffenhed et Sværd, der omsider vil seire, og hans gode ærlige Navn en Hjelm, der kroner hans Lokker, og om hvem Seirens Laure og Fredens Palme engang ville snoe sig. Amen! FRISTELSER (1ste Søndag i Faste. Evang. Matth. 4 Kap. 1 V.) Bøn. Tak Gud for Alt, endog for de Fristelser Han tilskikker os; thi han sender dem forat prøve vor Dyd, forat øve os i at være stærke til at bære hans Miskundhed. O Herre og Fader! se dine Børn, som du saa elsker baade med Naade og med Tugtensriis, ere beredte til at takke dig for alt Godt og for det, vore Tunger kaldte Ondt, fordi de ikke vide at nævne det rette Navn paa Tingene, naar de mishage. Ja Vi takke Dig, fordi vi ere komne til den Indsigt, at Du, naar Du frister, kun frister til det Gode: først til Belærelse og Viisdom, og saa til Glæde og Lyksalighed. Tykkes det os, at vi fristes til Daarskab, da vide vi, at Du vil oplære os i Klogskab. Tykkes os, at vi fristes til Uretfærdighed, da vide vi, at Du vil prøve vor Retfærdighed. Derfor ville vi være modige i Kampen, og fryde os til Seirens Stund; bede til Dig i Fristelsens Kamp, lovsynge og takke Dig i Seirens Hvile, som er os vis, naar vi i Fristelsens Time med fuld Fortrøstning mægte at bede Frelserens Bøn, den hvori vi bede vor Fader i Himlene om ikke at lede os udi Fristelser, som vi ikke kunne bestaae. Der er neppe noget Afsnit i vor Evangeliebog, som mere ford- rer, at vi bruge vor prøvende Eftertanke, end vor Dags. For- SIDE: 133 stode vi hvert Ord, som det staaer der, skrevet af en Østerlæn- ding, der sjelden taler ligefrem, men oftest i stærke Udtryk og Billeder, hvorunder Sandheden ligger skjult og kun findes af den fornuftige Læser: saa maatte vi antage den skrækkelige Lære, at et mægtigt ondt Væsen, en vældig Fiende af Gud og Menne- skene og det Gode, skulde kunne indfinde sig, være og virke til Fordærvelse i denne de svage Menneskers Verden. Men nei! -- Gud bevare vor Forstand! Der siges -- nemlig af Matthæus, der, som Jøde, delte sit Folks Forestillinger om en Satanas, Fyrste i et brændende Helvede, at Jesus bortførtes af Aanden til Ørkenen forat fristes af Djæv- len. Men Betydningen heraf er, at Jesus dreves af sin Sjel d. e. besluttede at henvandre til Ørken, for der i Ensomhed alvorligen at prøve sig selv, før han fremtraadte blandt Menneskene, forat lægge Haand paa sit store Lærer- og Frelserværk. Da det er en Erfaringsvished, at Sjeleevnerne ere virksomst, naar Legemet faster, saa fastede Jesus d. e. iagttog en endnu højere Grad af Maadelighed i Føde, end han ellers plejede at iagttage, i de 40 Døgn han tilbragte med denne vigtige Forret- ning, kort -- levede som Johannes den Døber. Omendskjøndt der virkelig har været Sværmere, som det efter gjentagen Øvelse har lykkets aldeles at faste i ligesaamange Døgn, saa behøve vi dog ikke at antage, at Frelseren aldeles afholdt sig fra Føde i al denne Tid. Dog langt vigtigere for os, end at fælde nogen Betænkning i saadanne Ting, er det for os at lægge paa Hjerte den Lærdom, Jesu Henvandren og Liv i Ørknen, giver os nem- lig, den: samvittighedsfuldt at overveje og forberede Alt før vi handle. Have vi saaledes en vigtig Handling at udføre, da maa ikke legemligt Behag forhindre os i at udføre den tilfulde, som den skal udføres. "Fristeren gik til Jesus" siges der, og foreslog for ham at gjøre Brød af Stene. Fristeren kan her betyde de Indvendinger Jesus gjorde sig Selv imod sit Foretagende. Den Tanke opstod hos ham: at grunde sit Frelserværk paa Undergjerninger, som ei vare velgjørende, men blot glimrende; men han besvarede denne Indvending med sit faste Haab om, at Sandheden nok vilde seire ved egen Kraft, ikke behøvende slige Midler dertil. Dette er Udtydningen ogsaa af det Følgende ligeindtil den 3die Fristelse, da Jesus, eftertæn- SIDE: 134 kende sit Hverv paa et Bjerg, hvorifra formodentlig det pragt- fulde Jerusalem og Omegnen var at skue, besluttede end yder- mere ikke at benytte sig af verdslig Magt, af de Jordens Mæg- tige forat give Frelsen Seir; ja besluttede, Selv i Ringhed og Armod, ubekymret om Rigdoms Flitter og om at forbause Mæng- den ved den blot ydre Glands, at sørge for sit ophøjede Kalds Fuldbringelse. "Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene" siger Jesus, idet han saae i sit Hjerte Visheden om det høje Maal, Gud havde sat ham; men skulde det opnaaes, da maatte al hans Stræben udelukkende være henvendt didhen; det taalte ikke Ad- spredelsen i at arbeide ogsaa for det jordiske Velvære. Og hvil- ken salig Fred opfyldte ikke Jesu Sjel, da han saaledes, saa værdigen, havde betegnet sig sit Maal, sin Vei til Maalet; og da han saa samvittighedsfuldt havde forberedet sig til Vejen? "Djæ- velen forlod ham", d. e. alt Uvist, alt Vaklende faldt bort af hans hellige Meed. "Englene fremkom at tjene ham", d. e.: Visheden fremtraadte klar for hans Sjel om hvad han havde at gjøre; han følte sig styrket til at gaae Alt, selv Smertens Død, imøde, han følte sig oplivet af en hellig Aand, af en himmelsk Kraft, han følte sig i fuldeste Maade gjennemstrømmet og besjelet af den salige Fred med Gud og med sig Selv -- denne Følelse uden hvilket intet Stort bliver udrettet. Han reiste sig styrket, bero- liget, opmuntret, sejervis fra sit ensomme Sæde og gik, tilhyl- lende sin guddommelig Styrke, med det blideste fordringsløseste, sagtmodigste Væsen, frem iblandt Menneskene, frem til sin Daad, til Frelserværket. Som i enhver enkelt af de Dyder, Jesus lærte, han selv var det fuldkomneste Mønster, lærende altid i Gjerning som i Tale, saa er og dette Optrin i hans Liv, jevnført med den haarde, men desto sejerfuldere, Kamp han førte med Dødsfrygten i Gethse- mane, frugtbar paa de herligste Lærdomme. Thi se, du haarde Synder, som, uden at agte din Salighed et uroligt Øjeblik værd -- det Øjeblik, du skulde anvende til at betragte med Anger din Sjels Tilstand -- og Du, Lasternes Træl, som har gjort Synden til Vane, til din anden Natur -- hvilke Ord i vor dyrebare Bog tugte dig mere end disse vort Evange- liums? Lader du af at friste Herren din Gud? Hvilken Vane- SIDE: 135 djævel, hvilken Synddjævel forlader Dig? Hvilke Freds- og Sejers- engle komme og tjene Dig? Og du Umaadelige, du Vellystige, du Drukkenbolt, du Egen- nyttige, du Gulds og Sandseligheds Trælbundne -- hvilken Faste holder du? Du fraadser i dine Synder; men gider ikke holde Maadelighedens, Kydskhedens, Ædruelighedens, Uegennyttighedens Faste, som dog maa holdes, før du kan tænke paa Saligheden, før du, som Christus, kan tænke paa Sejersmaalet; ja Fristerne maa du udjage af dit Hjerte, før du tør aabne det for Fredens Engle. Du aabner det maaskee i et flygtigt Øjeblik, Du Svage, Let- sindige; men Fredens Engel svæver ovenover . . tør ikke plette sine hvide Vinger ved at nedsænke sig deri, saaledes som det endnu er, men lader kun en Taare falde deri. End Du, dovne Arbeider, som heller vil faste end bringe Vel- signelse af Jorden, Gud gav dig, af hvilke Stene skaber du Brød? Eller Du, der lader din Sjels Ager ligge, din Forstand hungre, hvorledes sørger du forat give den Oplysningens Livsnæring? hvad kan vække din Sløvhed og Tankeløshed, saa at du gider høre og lægge paa Hjerte det Gudsord, som læres dig? Og du Stolte og Haardhjertede, som aldrig i din Velmagt gjorde noget Menneskebarn noget godt! -- du Leende mellem de Græ- dende, du Fraadsende mellem de Sultende, du Prægtigklædte mellem de Pjaltede! -- hvilke Engle skulle bære dig paa Hæn- derne naar du falder fra din Højheds Tinde? hvilke Taknemme- lige skulde da komme og trøste dig, og ikke lade dig falde læn- gere end til deres Barm? Og hisset -- gjennem hvormange Gravens Afgrunde skal du styrte, før Alforbarmeren udsender en Engel forat gribe dig? Nej, sandelig, det var en falsk Trøst! Alforbarmeren opfanger Ingen i Faldet; men naar de standse sig deri selv, da opløfter han dem -- naar de krybe opad igjen mod Gud de faldne Syndere enten her eller hisset, da letter han dem, og alt som de stige, voxe Englevinger dem fra Skuldrene, og de lette tilsidst, de lyksaliggjøre Andre, hvilket er Dydens højeste Løn. Endelig du Besidder af Gods og Grund og Herligheder og fyldte Kister, forglemmer du ikke stundom, fra Selvbetragtelsens Bjergtinde at beskue hvilke Herligheder du bereder dig i Evig- heden? Forglemmer Du det ikke, da Held dig! Fra Dødslejets SIDE: 136 lille Høide faaer du da endnu videre Udsigt: du skal see dine skjønnere Herligheder, dine uforkrænkelige Ejendele udbredte gjennem Evighederne. "Vaager og beder -- siger Mesteren, -- at I ikke falde i Fri- stelse!" "Led os ikke udi Fristelse; men frels os fra det Onde! lærer Mesteren os at bede. -- Gud frister aldrig til det Onde; men alene til det Gode: forat prøve, øve og styrke vor Dyd, vor Hjertestyrke til det Gode. Dersom ikke Ondt og Forførelse fandtes i Verden, saa vilde ikke Dyden kunne vise sig i sin Her- lighed, og nogen frydefuld Bevidsthed om at have bestaaet i Kampen vilde da ikke falde de Gode tildeel. Dog vil der være en Tid, da alle Mennesker have undergaaet og omsider, gjennem mange og svare Tugtelser, bestaaet Prøverne; og da vil kun Godt findes i Verden, da skulle Alle fryde sig i Bevidstheden om ikke at have bukket under i Kampen, men bestaaet denne omsider ved Hjælp af den sande Religion. Det tilsyneladende Onde, som imidlertid findes og stundom synes at herske i Verden, de Fri- stelser, som gjennemkrydse vort Liv, maae derfor ikke forvilde os. Dette er dog uundgaaeligt, saafremt vi ikke tidligen sørge for at skaffe os noget Fast at støtte os til paa denne Vandring. Denne Støtte, som er os saa uundværlig er rigtige Grundsæt- ninger, sande Begreber om Ret og Uret, det fuldkomne Kjend- skab til Pligterne, til Hvad vi skulle gjøre og lade, som Religionen giver os. Da skulle vi ikke begaae den Dumdristighed at klage over Guds Verden -- da skulle vi ikke vurdere Forførelsen ander- ledes end som det tomme Luftlys, der svæver over Sumpene og kun kan forlokke den Vildfarende, men ikke Den, som føler den faste Vei under sig -- Da skulle vi vinde stedse mere og mere Styrke, saa at tilsidst ingen Fristelse kan faae Bugt med os; ja da skulle vi omsider saameget stærkere afskye Lasten, som Fri- stelsen er lokkende og overtalende -- da skulle vi fyldestgjøre Sandheden af det Prøvestykke, som er ene besværligt at hade det Onde, foragte det ærligt. Dog -- sørgelige Tanker! -- hvormange Mennesker er der ikke, som kjende tilfulde disse Religionens vise Advarsler, og dog falde i hver Fristelse? Men naar besluttede de at følge dem? O, endnu sørgeligere Tanke! der gives Mennesker, som vide SIDE: 137 det Gode og dog ikke ville beslutte sig til at gjøre det, fordi de ikke ere istand til at overvinde den første lille Fristelse, og til- sidst blive de næsten uforbederlige Syndere, som vide det Rette, men synde af Vane. Og -- trefold sørgelige Tanke! -- Hvormange Elendige, Beklagel- sesværdige, gives der ikke, som vide det Rette, beslutte med Taa- rer og Eeder at udøve det, og dog -- falde ved første Fristelse? De vide af Intet, før de allerede have til de forrige Synder, som de angrede saa bitterligen, dynget ny Synd og til denne brudte Eder og Løfter. "Vaager og beder!" er det Raad Christus giver; og vi maa tilskrive Forsømmelsen af dette Bud, Forsømmelsen af aldrig at tabe os Selv, vore Tanker og Ønsker afsigte, utallige hevnede Synder og Elendigheder. Men denne uudtømmelige Sandhedens Kilde lader tilflyde os idag en ligesaa dyrebar Lærdom i Ordene: Du skal ikke friste Herren din Gud. Syndede vi imod dette Bud, hvorledes skulde vi da oprigtigen kunne bede Herrens Bøn: "led os ikke udi Fristelse!?" Og san- deligen, betragte vi Fristelserne nøje, da skulde vi vel oftere finde, at deres Farlighed oftere er at tilskrive os Selv end deres egen Beskaffenhed; thi hvorofte, skjøndt En kjender sin svage Side, udsætter han sig ikke med Vidende for de Fristelser, som netop angribe Denne? Kort vi skulde erkjende, at vi ofte friste os Selv. Alt Godt og alt Ondt for os maae vi tilskrive os Selv, altefter- som vi ret bruge eller misbruge de Kræfter, Gud gav os, stærke nok til saavidt at beherske Omstændighederne og Alt det uden os, som vi kalde Skjebnen, at de ikke have anden Indvirkning paa vor sande Lykke, paa vort Indre, end til det Gode. Vi misbruge vore guddommelige Kræfter, naar vi friste os Selv; men i en endnu højere Grad misbruge vi dem, naar vi friste Herren selv, vor Gud. Og dette gjøre vi især 1) ved at fremture i Synden. Visselig maa selv Synderen, der gjør dette, tilstaae, at det er at friste Herrens Godhed, naar vi ikke bruge de Midler Han har givet Menneskene til at gjenhæve sig fra Faldet; og dertil har han saavel udrustet vor egen Sjel med Kræfter, som og givet os det veiledende Ord, og Lærere og Mønstre i Verden, der give den Opmærksomme den allervægtigste Lærdom. 2) Friste vi Herren vor Gud, ved ikke at benytte os af den Frist Han skjænker os til Forbedring. SIDE: 138 Dette er at misbruge Guds Langmodighed. Hvert Øjeblik er alene bestemt, alene helliget vor Forbedring; anvendes det ikke dertil, saa synke vi; thi nogen Stillestand er ikke mulig. Hver Synd har sin Straf; og dog, hvorofte see vi den ikke udsat? Mon dette skeer forat opmuntre os til at synde paany? Nei! det er den milde Faders første Forsøg paa at bringe os paa den rette Vei igjen -- den med det Gode at overlade os til vor egen Efter- tanke, og give os Frist til igjen at tænke os om, angre, beslutte og handle anderledes. Men hvorledes see vi at det gaaer disse Syndere, som saaledes friste Gud? Skrækkeligt! Medeet nedstyrte alle Følgerne af deres Laster paa dem, naar de mindst vente det -- medeet slynger den himmelske Retfærdighed sit Lyn, og splintret ligger det forbry- derske Hjerte, mens Aanden, som boede der, maa bævende nærme sig Dommerens Throne. Det nytter da ikke at bede om Frist -- den var syv Gange sytti Gang given; men nu er den sidste Frist udrunden. O sandelig, de skulle ikke rose sig af den Leeg, de have drevet med Vorherre, fordi ingen legemlig Djævel kommer og henter dem med Kobberkløer og Flammevinger. Han vilde ikke volde værre Kvaler end de lide. Det staaer at see i den fortvivlende Forbryders Øje; det er at høre i hans Jammerskrig, naar Døden nærmer sig. Men ogsaa i jordisk Henseende kunne vi friste Herren: naar vi nemlig ikke benytte os af Erfaringer, af Leveregler, af Exemp- ler, som Han giver os, forat vi kunne indrette vort Nuværende saaledes at vi uafbrudt og med Tryghed kunne fremstræbe mod det Tilkommende; men tvertom skjødesløse og forsømmelige, lide Skade paa Liv, Helse, Ære og Formue og saa skyde Skylden paa Det, vi kalde Lykke og Ulykke. Men hvilke Gudbespottelser ere f. Ex. ikke blevne sagte af Den, hvis Huus gik op i Luer, alene fordi at hundrede Skadesexempler endnu ikke have lært ham, at omgaaes selv og lade sit Huses Folk omgaaes forsigtigere med Ilden, denne stærke Tjener, Gud har givet Menneskene til deres Ophold? Gud redder Skipperens Liv -- ak, der er Mange, som ikke takke for Livsfrelsen, men bande over Ejendommens Forliis. Hvormange Eeder udstødes ikke tidt af Den der faldt med brukket Lem til Jorden, fordi han ikke var forsigtig? Hvormange Sygdomme elendiggjøre ikke SIDE: 139 Tusinder, der ikke bekymrede sig om at iagttage den første Sundhedslov, nemlig Reenlighed? -- kort! utallige Maader er der, hvorpaa Menneskene friste deres Herre og Gud; men Straffen er i Hælene paa dem alle. Frels os da fra dette Onde, o Fader! led os ikke udi denne Fristelse, at vise saa haardt og stolt et Sind, at vi skulde ligesom ringeagte din Retfærdighed, der truer i Baggrunden, eller vise saadan Letsindighed, at vi skulde vove at lege med din Langmodighed! Amen! HELLIGGJØRELSENS VEI (2den Søndag i Faste. Epist. 1 Thess. 4 K. 1 V.) Guds Vilje er vor Helliggjørelse, siger Apostelen. Guds Vilje maa efterkommes. Er han ikke Alverdens Herre? Og er Helliggjørelsen ikke vort eget evige Vel? O, Gud vil dette med en saadan Kjærlighed, at han tvinger gjennem Helveder her og hisset den trodsige Sjel, som ikke vil sit eget Vel. Ak, hvorledes skulle Vi helliggjøres, Vi, som er svage? maa Enhver sukke, som ikke er en Hovmodig og en Hykler. Hvilke Fristelser ligge ikke paa vor Vei? Det er umuligt, som at gaae over den stiløse Eng uden at træde paa Græsset. Ja vi ere svage; Du har Ret deri, Broder -- Mange falde endogsaa over et Græsstraa af Fristelse. I Slaveriet sidde paa samme Fængselsal Halvor, Ole og Gudbrand. Den Første lod sig friste af Vrede over en Spøg til at stikke sin Broder ihjel; den Anden blev en Tyv fordi han engang saae en Dalerspenge i et aabent Vindu, og den Sidste lod sig friste af nogle Skilling til at blive Hæler. Paa Hospitalet ligger Gunder, Kompagniets stauteste Gevorben, med halvopædt Ansigt, fordi han lod sig friste af en udstafferet Ludder; og hver Sommer maa Even for- lade sin gode Tjeneste paa Landet og sin vakre Hjembygd, for paa Kronarbeide at udsone, at han saa ofte har ladet sig be- tvinge af sine dyriske Lyster. I et af de fæle Kot i vore Galehuse ligger en næsten naken, skiden Kvinneskabning, mumlende i et væk: "led os ikke udi Fristelse!" Det var engang den vakkre og vevre Berith Hans- SIDE: 140 datter, som kvalte sit uægte Foster i det røde Silkebaand, hvor- for hun havde solgt sin Dyd. I en Krambod havde hun seet det Baand, og hun vilde endelig have et paa sin Hat i Kirken første Pintsedag. En Skurk stod hos og saae Begjærligheden og Sorgen i hendes Øine og hørte Sukket, da hun langsomt slap Baand- rullen af sine Hænder, fordi hun ikke havde Penge nok. Flux da hun var gaaen, havde han de behørige Alen i Lommen og var efter Pigen. Der var nok for hende. Et Silkebaand er ikke tykkere end et Græsstraa til at snuble over. Næste Søndag havde Ordførerens Datter samme Slags Baand, og Søndagen derpaa ogsaa Tjenestepigen hos Præsten (hun havde rigtignok stjaalet det Halve af Prisen derfor) og Sommeren ud- over blev der nok af samme Slags, saa Berith ærgrede sig over den korte Udmærkelse. Men paa Vaarsiden forsvandt Berith rent. Hun var, i et Snefog, der udslettede alle Spor, gaaen til- sæters, havde der født i Dølgsmaal og i vanvittig Sorg kvalt sit Barn med det samme røde Silkebaand, der havde først ledt den forfængelige Piges Øine og siden halt, hendes Hjerte i Fristelsen. Efterat have begravet sit Barn i Sneen havde hun saa holdt sig til i Bygden hiinsides Aasen indtil. . . . . . . . Hvad Rædsel! Pintsedag det følgende Aar midtunder Høi- messesalmen triner den blege Vanvittige nedad Kirkegulvet med det halvtforraadnede Barn ved Brystet, med det røde Silkebaand hængende i en Rendesnare om dets Hals. Hun søger sin gamle Plads, den hvorhen alle Kvinders Øine vare vendte sidste Pints. Hendes Forfører sang Høimessesalmen nok saa smukt med i Stolen ligeover for. Men al Sang og Spil overdøvedes af Beriths Skrig: "Led os ikke udi Fristelse!" -- De røde Baand, som havde nydt den sjeldne Ære at holde sig et Aar om, gik strax afmode. Exempler mangle da ikke paa vor Svaghed (og i denne vor egen Svaghed stikker de ydre Fristelsers største Styrke); og Slaverier og Tugthuse ere vist besatte med flere af Svaghed Faldne end med egentlige Skurke. Men jeg vil slutte Listen med at godtgjøre Menneskets Svaghed med et Exempel, som viser hvor yderlig lidet, der ofte skal til for at bringe selv en Ordensmand til Fald. Det var Bededag. Tomtemændene Thorstein og Alf kom fra Kirke. Det var deiligt Solskin, og at det ogsaa spillede smukt paa de røde og hvide Karafler i Marketenterens Vindu paa Hjørnet, var naturligt. SIDE: 141 Der standsede Thorstein, som havde Alf under Armen, og det var som om han ikke kunde komme af Pletten. "Veed Du hvad? sagde Han -- en Kirkesup!" "Har ingen Penge til at byde igjen paa," sagde Alf. "Jeg gav de sidste i Tavlen." -- "Skal lægge ud. Desuden vanker der nok en Dagpenge over imorgen, der- som Briggen bliver ladet," mente Thorstein; og Alf gik med ind medens han tænkte "Gud frister mig jo Selv ved at skinne saa vakkert paa Flaskerne." Hvilket Selvbedrag! Og læg Mærke til den liden Forskjel, som Almuen i Almindelighed gjør mellem Helligdagene. Der er drukket mangen Ruus og strøget mangt et Fiolstrøg paa Bededagsaften. Alle ere af ens Betydning: de ere "Helg" og opfordre til Ud- svævelser. Klokken blev 1 -- 2 -- 4 -- 7. Ingen Alf kom hjem, hvor hans Kone havde ventet og ventet med et prægtigt Fad Ertekaal. Klokken 8 blev Alf bragt hjem bevidstløs, med sønderrevet Ansigt og Klæder, Uhret væk o. s. v. Hans Kone og Barn toede med sine Taarer Blodet af hans Ansigt; thi Alf var ellers en ordentlig Mand og en god Fader. Næste Morgen vaagnede Konen af hans Stønnen. Det var umuligt at faae ham op, saa syg, lemster, hoven og skamfuld var han. "Briggen skal endelig være fuldstuvet idag," sagde han; "men jeg kan ikke løfte en Bordende. Dog der kommer vel værre efter. O, at jeg gav efter for Fristelsen!" Og han vendte sig til Væggen og græd. Sagen var, da der var skjænket og skjænket igjen, bleve de enige om at slaae Middagen hjemme af med en Sild med en Snaps til hos Marketenteren. Derovenpaa Kaffe med Brænde- viin i (siden det var Helja), Kortspil om det Udlagte o. s. v. indtil Klokkerne kom paa Bordet og Slagsmaalet begyndte. Ganske rigtigt. Tirsdag Morgen kom der Bud, at Alf var af- skediget. Da man ikke havde kunnet faae fat paa En i hans Sted, kom Briggen til at mangle fuld Stuvning. Alligevel skulde den været seilet; men Vinden gik om, og nu var da Hosbond bleven saa vred, at han havde jagt Alf. Enden blev, at Alf slog sig paa Drik og ranglede om en Tid, til omsider hans Enke meldte sig med fem Nøgne hos Fattigfor- standeren. Det var de faa Ord: "en Kirkedram!" og Solens vakre Blinken SIDE: 142 i Marketenterens røde og hvide Flasker? Er dette stort mere end et Græsstraa? Dog røg Mand og Sjel og hans egen og hans Kjæres Lykke og Ære og Arne overende! Men lad os nu undersøge disse Fristelser, om de, af hvad Art de ere, bør standse os paa Helliggjørelsens Vei, og om Gud lader dem møde os for at forøge Verdens Onder, ligesom et ondt Ge- myt, der kaster Fodangler paa Veien, eller hænger Frugt op for Barnet, Kjød op for Hunden, for siden at kunne finde Grund til at slaa den. O fæle Tanke! Det forekommer os, at vi, naar vi fristes, fristes til noget Ondt. Men behøve vi vel mere end blot at ihukomme, at det er den hellige Gud, som styrer Verden, og at vi leve i en aandig Verden, som tilsidst skal fuldkommes, for at erkjende, at Fristelserne have vort Vel til Øjemed -- at vi, naar vi synes at fristes til noget Ondt, skulde vende os til det modsatte Gode? Fristelserne ere for det vise Menneske, som har Øjet fæstet mod sin Banes himmelske Ende og Øret bøjet mod Hjertets Røster, ikke lokkende Blomsterkrat ved Siden af Livsveien, men gavnende Tornehækker, som Gud har plantet for at holde os støe paa Helliggjørelsens Vei. Og dog alligevel skal Den, som i sit Liv, ja i Verdens hele store Liv, seer en vidtstrakt Skueplads for den Eviges Naade eller en lang Bane for den modnende Er- farenhed, eller en Høiskole for Hjertets Forædling eller en Mark for Dydens Høstninger og Menneskehedens Velsignelser -- dog alligevel skal Den, som har en saa viis og rigtig Anskuelse af Guds Styrelse ogsaa her paa Jorden, betragte det som en him- melsk Naadeløn i Tiden, ikke at møde for mange og for haarde Fristelser. Han vandrer vel Helliggjørelsens Vei, og hans Skridt blive alt større og større; men bestandig erindrer han, ligesom mumlende ved sig Selv underveis: "hvo som staaer, han se vel til, at han ikke falder!" Og falder en saadan Retfærdig -- da skeer det dog kun ved Uagtsomhed eller efter svar Modstrid; men da er der Sorg i Himlen, men Tilgivelse; men paa Jorden er der Sejersraab fra mange Kanter og liden Barmhjertighed. Denne sørgelige Lod, at mange Mennesker glæde sig over en Retfærdigs Fald, enten nu af Ondskab eller og af den daarlige Indbildning, at deres egne Feil derved tabe meget af sin Fælhed -- denne vil ogsaa den Retfærdige have for Øine som vis, og den vil være ham som en Vækker til at han har sine Øine oppe SIDE: 143 for Hvad, der kan møde, og som en Stav i Haanden, saa han gaaer end fastere. Ogsaa saaledes tjener da det Onde til det Gode. Men først, naar Alderen dækker os med sin Hæderskrone -- denne der skal byttes med Livets Krands, hvorpaa den blegfingrede Død idelig fletter -- først da tør den Retfærdige see sig nogenlunde sikkret mod Fristelserne. Ja han skal i denne Alderdommens Fredshavn, førend han gaaer op paa de glade Strande, saasnart han har gjennemgaaet svære Fristelser, der bragte hans Fod næsten paaglid, just derved undgaae den farlige Fristelse til Hov- mod, som forfølger selv ind i den rolige Havn, hvorfra man med Velbehag kan see ud over et hæderligt langt Liv. Tilfreds med sit lange Liv skal han dog erkjende, at et godt Liv er bedre end et langt Liv; og at Den i hvis Lod ikke den hvide Hæderskrone faldt, dog kan vinde Helliggjørelsens Englekrone i Himlene naar- somhelst hans Løb afbrydes -- saasandt dette gik ad Retfær- dighedens Vei. Lader os da kaste et Øje paa denne eneste Vei til vor Hellig- gjørelse, som vi ikke maa og kunne forlade uden at stikke os tildøde paa de tugtende Torne, som indgjærde den eller uden at omsnoes af de giftige Orme, som ligge under det Blomster- krat, der omkrandser den! Helliggjørelsens Vei er Retskaffen- hedens Vei, Retfærdighedens imod Gud, os Selv og Næsten. Og den er Sandhedens Vei, Fredens Vei, Reenhedens Vei, Salig- hedens Vei! Retfærdighedens Vei er Sandhedens. Den er alene sand, urokke- lig i sit Væsen; ja saa sand og urokkelig, at Troesbekjendelse gjør ingen Forskjel deri: et retfærdigt eller dydigt Menneske er et retfærdigt eller dydigt Menneske ihvor og af hvad Tro han saa er. Tryg, uforanderlig hviler denne Retfærdighed paa de evige Grundvolde for Menneskeheden og Samfundet. De ret- færdige Mennesker ere de vel lidet synlige, men stærkeste, Traade, som alene holde Samfundet sammen. Tag dem bort -- og Jorden skal blive Lidenskabernes Daarekiste, Lasternes Misgjerningshule og Forvirringens Tumleplads. Retfærdighedens Væsen kan for- nærmes, men aldrig fornegtes. Forbryderens Hjerte klapper under selve Udaaden og tilstaaer, at han burde være retfærdig og en SIDE: 144 retskaffen Mand istedetfor en Niding. Selv det Onde hylder dens Guddommelighed -- Retfærdighedens, der vel i sine For- dringer kan forglemmes, men aldrig bestrides, hvis Magt vel kan hades, men aldrig foragtes. Den ligger i vort Væsens Grund som uudryddelige Rødder; og i deres Uudryddelighed ligger vort Haab om Alles Forbedring og Salighed tilsidst: -- om Retfærdighedens almene Sejer, om den guddommelige Helligheds Aabenbarelse gjennem alle de Væsner, der bære den guddommelige Høiheds Billede. Af Gud, af Sandhedens Kilde er den udrunden og til ham tilbagefører den Menneskeheden. Hans Veje betegner den, bereder den paa Jorden. Og De, som den elske og søge, De, som den tjene med Hjerte og Gjerning og forsvare den selv til Døden -- De ere Guds Hære, som fremst i Strid føre Menneskehedens Banner mod Løgnen og Lasterne og Vold og de fortærende Begjærligheder. Om dem heder det i Skriften, at "de ere af Sandheden" og "gjøre Sandheden" og "vandre i Sandheden." Og seer du, o Verden, en saadan Vandrer fortsætte sin jevne Vei, uden at vige af til Høire eller Venstre, uden at begjære dit Lov, uden at frygte din Daddel: saa seer du En af de Retfær- dige, som betrygge din Ro og omhegne din Velfærd paa samme Tid, som han opdynger Glæde for Himlene og Ære for Ham, der gav et Menneske Kraft til slig Salighedsvandring midtgjennem Fristelserne og Lokkelserne, Tornene og Blommerne til høire og venstre. Retfærdighedens Vei er ogsaa en Fredens Vei. Eller skulle ikke De have Herrens Fred, som elske hans Lov? Ja burde selve Jorden negte dem sin Fred? Og dog, om det skeer, mon da ikke den Retfærdige veed, at Menneskene maae være i Strid paa Jorden? Men det er den Redeliges Strid: ikke med Men- nesker; men med det Umenneskelige, som fornedrer dem -- ikke med Brødre; men med det Ubroderlige, som adsplitter dem -- ikke med Verden om dens Fortrin og Lykke; men mod Verdens daarlige og forvænte Væsen. Derfor er det en Strid, som ikke forstyrrer, men skaber Freden. Retfærdighedens Frugt skal være Fred. Gjenvunden Ligevægt i Sindet, tilbageholdte Udbrud af Egen- nytte og Selvraadighed, klog Tilretteviisning af skadelige Begjær- ligheder, stiftet Forsoning med ulige, ublide Skjebner, fastnet Er- SIDE: 145 kjendelse af det Godes Værd, styrket Forhaabning om det Bed- stes Fremgang -- se der den Sejer, om hvilken man med Glæde sjunger i de Retfærdiges Hytter! se der Løftets Fuldbyrdelse: "salige ere de Fredsommelige, de Retfærdige; thi de skulle eje Jorden!" Thi naar Overmodet nedfalder af sin Stige, naar Uret- færdigheden og den voldsomme Udaad har løbet sig Panden til- blods mod Lovens Klippe, naar Den, der kjæmpede mod Men- neskevellet, falder i sit eget Sværd, naar Den, der trodsede mod Sandheden, stanger sig tilblods paa Braadene af dens klare Chri- stal, og naar den umættelige Rovsyge har tømt Naboths Viin- gaard, men ligederefter gnaves af Hundene -- Hvo er det da, som beholder Pladsen? Hvo er det da, som staae oprette i For- virringen og Udaaden? hvo er det, som altid have et roligt Hu og velbetænkt Mod og Fred, og som sprede den omkring sig, og som altid kjende sin Tilflugt og aabne den for Brødrene? Det er de Retfærdige, De, som stille henvandre Retfærdighedens Vei, som skytte deres Hverv med tyst Flittighed og overvinde det Onde med Taalmodighed og sammensmelte det Adskilte i Kjær- lighed -- De Redelige og Fromme, som henvandre ad Fredens Vei. Og seer du, o Verden, en saadan Vandrer gaae sin jevne, trygge Gang, uden at uroes hvor Alt er uroligt, uden at ind- slumre hvor alt synes søvndysset -- da seer du den Retfærdige paa sin Vei, og hans Vei er Fredens. Retfærdighedens Vei er Reenhedens Vei. Den fører til Guds Naade, til den Allerhelligstes Velbehag, der har Salighed tilfølge. Den Retfærdige er jo alene en Mand efter Guds Sind. Reen- hjertet og ustraffelig, forstaaende Budenes Krav og lige streng i deres Udøvelse, vandrer han med god Samvittighed for Gud og Mennesker. Det er ikke her den befæstede, feilfri Fuldkom- menhed, som aldrig i Tiden bliver det svage Menneskes Lod, og endnu mindre er det Fordringen paa Ufeilbarhed i Omdømme og Opførsel, hvilken er uforenelig med den sande Dyd, som, uafladeligen nærmende sig det Højeste, dog altid seer Trinene, som atterstaae; men det er en stille, uafbrudt Bestræbelse forat opnaae det høje Maal, et rastløst Arbeide forat blive dygtig til alle gode Gjerninger -- et aabent Øre, som altid og i Alt for- nemmer den mægtige Røst, som raaber: "værer hellige, thi Jeg er hellig!" -- en from og fast Beslutning at gaae forbi Tillokkel- serne til Ondt uden at fristes til et Sideblik, uden at forsøge paa SIDE: 146 at vænne Sjelen til en anden Livsluft, end Sindsfredens og Ret- færdighedens himmelske, at vandre, skjøndt ikke uantastet, dog urygget mod Maalet i Guds hellige Himle. Med faa Ord: det er en Opgave for al Tanke og al Kraft, et Emne til at grunde over alle Dage, et Kald for Livstiden, at gjøre den højeste Hellig- heds Vilje gjældende paa Jorden og derfor først og sidst gjæl- dende i sit eget Hjerte og Levnet. -- Dette er Øjemærket paa Retfærdighedens Vei, og Fristelser bør ikke kunne omtaage det eller bortlede vor Opmærksomhed derfra; og omsider, naar vi styrkes, kunne de det heller ikke. Dette er at "vandre for Herrens Ansigt." Og seer du, o Verden! en saadan Vandrer, lige ydmyg i sit Væsen som ophøjet i sit Tænkesæt, at fortgaae uden Ophold paa den hellige Sti: saa seer du En af de Retfærdige, til hvilke du tryg kan anfortroe Omsorgen for dit Bedste og Forsvaret af dit Dyrebareste -- saa seer du den vake Vægter for det Gode, den faste Støtte for den Værnløse, et levende Mønster paa en Dyd, mod hvem Fristelserne lidet formaae. Helliggjørelsens Vei er jo Retfærdighedens Vei; denne maa da ogsaa være Salighedens Vei, den eneste, om just ikke slagne, Vei til Himmelens Port. "Salige -- siger Christus -- ere de som holde Herrens Bud og lide Forfølgelse for Retfærdighedens Skyld; thi dem tilhører Him- melriget." Og hvad, du Retfærdige, skulde ellers under Prøverne opgløde dit Mod? Hvad uden dette Haab, hvorifra du, ligesom Mesteren fra Tempelhvælvet, ligegyldig kan see ned paa Verdens Herligheder? Er det dig ikke Fyldest nok, om Verden ikke seer din Dyd -- den du øver alene for din himmelske Faders Øje -- og om den endnu mindre belønner den? Eller har du ikke skjønnere Stjerner at see op til end Ærens? og intet bedre Solskin end Lykkens at fryde dig i? Jo visselig! Og skinnede end Ærens Stjerner og Lykkesolen ned paa dig -- var du der- for herligere i Dens Øje, hvis Velbehag du alene lovede at søge? Og selv da bærer Jorden endda for usel og dyrekjøbt en Høst for den altforsagende, altudholdende Møje. Verden, ihvad den giver eller tager, lover eller negter, frister da ikke den Retfær- dige. Han holder sig til den milde Dommer, til den miskundelige Vederlægger, som ikke blot for de Retfærdighedens Gjerninger, vi have udøvet, -- thi de ere aldrig fuldkomne -- , men for sin SIDE: 147 Barmhjertigheds Skyld, gjør os salige, naar vi redeligen ville det Gode og standhaftigen søge det -- d. e. søge først efter Guds Rige og hans Retfærdighed. Denne Overtydelse om vore Handlingers Forbindelse med en usynlig Verden maa gjøre os opmærksomme paa dem, saa vi ikke overraskes til at begaae en, Øinene i Himlene vilde græde over og vore egne Kinder skamrødmes over bagefter. Denne faste Tro paa det Højere, mod hvilket Alt bør stræbe, paa det Evige, i hvilket Alt skal udvikle sig -- den aabner en Bane, som, ihvorvel uendelig og strækkende sig udover alt Jor- disk, dog er paa Jorden den eneste vi bør vandre, ja selv for de jordiske Samfund, for os som Borgere her, den nyttigste og ret- teste. Baade Himmel og Jord, baade Salighedshaabet og Lykke- forventningen, Religionen og Klogskaben tilraaber os da, ikke at lade os friste ved noget til at afvige fra Helliggjørelsens Vei; men at sætte os Frelseren for Øje, som udgik sejerrig af sine Fristelser, der rustede sig til Kampen med disse Prøvelser og først da betraadte sin Vei -- den, som han optrak og banede for os: Helliggjørelsens Vei, der er Retfærdighedens Vei, Fredens, Sandhedens, Reenhedens, Salighedens Vei. Og seer du, o Verden, en saadan Vandrer, lige mild og ustyrret i sin Gang, i hvad Retning de jordiske, foranderlige Menneske- skjebner end tage, og lige fast hvor Alt vakler, lige frimodig hvor Alt bæver, lige ubevægelig hvor Alt frister og lokker, alene agtende sit Øjemærke: at lyde Gud mere end Mennesker -- tænk da, at du seer et Menneske paa Veien til de Saliges Himle, og skynd dig, iil efter i hans Spor, at du ogsaa did kan komme! Se kun foran dig efter Øjemærket -- ikke efter Roserne paa Siderne: Der ligger Slanger, fagre som Blomsterkrandse, giftige til Døden, og farlige Stier snoe sig imod Dybene, og Tornene holde dig fast, saa du saares, forblindes, og kan ikke gjenfinde Veien, du forlod. Men vandre trøstig! Gud vil nok vederkvæge dig paa din redelige Vandring med uskyldige Frugter, og fryde dig med Blommer, som der ingen Farer lure under. Vandre glad og haab paa Enden, om Veien skulde blive svar; men vandre forsigtig og seende til at du ikke falder! Og alt som du fremvandrer, skal du sande, at Retfærdighedens Vei er den bedste baade for SIDE: 148 Himmelhaab og Jordelykke; thi Gud er jo selv med dig paa din Vandring. Han fører dig jo Selv, advarende mod Fristelserne til høire og venstre, ad Helliggjørelsens Vei til Sig. Amen! GUDS ENGLE (Mariæ Bebudelsesdag. Evang. Luk: 1 Kap. 26 V.) "I gamle Dage da var det bedre: da vankede Engle mellem Menneskene, og ikke slige Djævle, som Den der gaaer," sagde engang en Almuesmand, idet han, ved at stikke Psalmebogen, hvori han just havde læst Bebudelsesdagens Evangelium, op paa Hylden over Vinduet, gjennem dette blev vaer en bekjendt Blod- suger, som just gik forbi. "Saa du kalder den Mand en Djævel?" spurgte jeg. "Et godt Menneske er han ikke, efter hans Gjerninger at dømme, men saa maa jo gode Mennesker være Engle. Thi Engle skulle jo være i deres Væsen det Modsatte af Djævle." "Ja, men det er ikke slige Engle, jeg mener," sagde Manden. "Jeg mener Guds Engle, saadanne som der kom til Maria og som spiste hos Abraham, Engle med Vinger paa Ryggen og Ba- suner i Hænderne. Af dem var der nok i gamle Dage." Ved at spørge noget nøjere, opdagede jeg, at han forestillede sig Englene som et Slags Fugle, der kom flyvende. Det kunde være latterligt, dersom Enfoldighedens og Overtroens Vildfarelser ikke vare sørgelige. Thi hvad stor Forskjel var der vel mellem denne Christnes Begreber om Englene og Hedningernes om de lavere Underguder, som de lade færdes imellem Menneskene? "Kjære Hans", sagde jeg. "Du er en brav Mand, og Du skal selv blive en Engel eller Himmelbeboer. Thi først forstaae vi ved Engle de saliggjorte, fra Jorden, og vel ogsaa de øvrige Verdener, til en friere og herligere Tilstand, nærmere Guds Be- skuelse, opstegne Sjele, om hvis nærmere Beskaffenhed vi dog ikke kunne dømme. Men dernæst gives der Meget selv i denne Verden, som vi gjerne kunne kalde en Guds Engel. Se her blot!" sagde jeg og løftede Teppet op fra hans i Vuggen slumrende Barn. "Se her -- der er en Engel, uskyldig som nogen i Himlen; SIDE: 149 og har Gud ikke sendt dig den? Og hvorfor? Haabet -- den mægtigste af alle de Engle, der besøge Menneskene -- siger: for under Navn af din "Trøst og Glæde" at være din Alderdoms Engel." Fader og Moder bøjede sig ned og kyssede Barnet. En Taare vakte det, og det rakte Armene smilende op mod dem begge. "Og se her!" -- blev jeg ved "Seer du den mørkklædte Kone af højere Stand, som just nu gaaer ind i den usle Hytte der- over?" -- "Ja ja! det er hos en Peer; der er saamange Børn." sagde Manden. "Hun har været der før." "Nu, den Kone gaaer derind forat redde de Elendiges Børn. Er ikke hun ligesaa god en Engel som den Blodsuger var en Djævel?" "Kan gaae op i op, naar hele Slægta skal marsere frem for Dommen. Gud faaer sin og Fanden sin" -- brummede Hans. "Men Menneskene ere daarlige Engle." "Der er Evner i Menneskesjelen, min Ven, der stunddom vise sig i saa guddommelig en Styrke og Glands, at de fortjene Engle- navn. Hør her -- det hændte engang, at nogle Børn lekte om- kring en Baad et Stykke ovenfor en stor Foss. En liden Pige befandt sig i Baaden, da den pludselig gaaer los og begynder først at drive og siden at rives afsted af Fossedraget. Mange Folk løb skrigende langs med Bredden; men ingen tænkte paa at redde; mellem dem Forældrene. En Engel fra Himlen maatte der til, om Barnet skulde kunne reddes. De ønskede allerede, at en stor Fiskeørn, som svævede over, maatte styrte ned og gribe Barnet, i det lette Haab, at den maaskee kunde slippe det ned paa Landjorden. Da pludselig saae man en skarp Snekke pile skraat udfra Landet, roet af en ung Mand. Retningen var saadan, at den maatte stryge Bagenden af den anden Baad, og der sad Barnet. Det skede; med et raskt Greb med den ene Haand var det over i Mandens Baad, idet han med den anden stødte denne stærkt ifra mod Land igjen. Fossens Drag var dog allerede saa stærkt, at han maatte springe med Barnet op paa et Skjær, hvorfra han da senere kom tilland og lagde Barnet i Forældrenes Arme. Himlen var lige blaa, Solen skinnede lige klar, intet Lyn styr- tede Ørnen ned, som tydeligt nok lurede paa at faae Liget fat under Fossen, og Fossen bruste og tordnede og strømdrog under SIDE: 150 det skrækkelige Optrin, som før. Ingen Engel kom fra Himlen; men siig mig var ikke den unge modige Mand en Frelsens Engel? En Engel fra Himlen kunde ikke have gjort bedre Tjeneste. Ja to Engle maatte boe i hans Hjerte, -- altsaa fire Vinger omslaae hans Sjel, saa han burde kaldes en Cherub -- to Engle, nemlig Menneskekjærlighed og Mod. Og begge Disse have udrettet store Ting i Verden. Dersom Modets kjække Gabriel ikke saa ofte fandtes hos Retskaffenheden og den gode Sag, og dersom Menneskekjærlighedens milde Rafael forlod Hjerterne, da maatte vi bede, at Jorden maatte aabne sig fra Øst til Vest fra Nord til Syd, og at Solen maatte lukke sit Øje. Men hvilken Salighed, at kunne see Guds Engle næsten i Alt hvad der møder os! Vi lære dette, naar vi kun holde Tankerne stadig paa Gud og hans Styrelse. Vi skulle da ofte see ligesom Hans egne almægtige Hænder, ja stundom, med et Glimt, ligesom Kunstnerskens i Væven. Tænk f. Ex. paa vort eget Fædrelands Befrielse. I 400 Aar havde det lidt Trældom, saa man endog har paastaaet, at Folket var bleven vant til den, og hele Europa stod de Beslutninger imod, som Landets oplyste Mænd havde fattet til dets Selvstæn- dighed og Frihed. Intet syntes at kunne redde Landet. Men se! Først var en Engel, der synes at stamme baade fra Himlen og fra Jorden, og som er Landenes Beskytter, nemlig "Fædre- landskjærligheden" opstanden overalt i Landet i hver en Gaard, i hver en Hytte, og raadede i hine Mænds Midte; og dernæst kom den Helt, der skulde betvinge Landet, meer som en Fredens Engel, end som en Krigens flammende Aand. Just i hin mør- keste Stund reddedes Landet. Minutter forhen kunde intet Men- neske troe det. Frihedskronen var ligesaa pludselig nedsænket over Landet som en Lyskrone kan nedsænkes i en Festhal. Alle Tilskikkelser, der altsaa ikke staae i Menneskens Haand, kunne kaldes Guds Engle. Dette er ret nok; men en forunderlig Overtro er det, naar man f. Ex. troer, at en Pest, en Cholera, er en Guds synlige Strafengel, der gaaer omkring og banker paa Offrenes Døre. O jeg vilde heller have en Hunds eller Hests drømmende Sands, end at have en Menneskehjerne opfyldt med slige Fore- stillinger! SIDE: 151 Men i det enkelte Menneskes Liv -- hvorfor skulde ikke de hjemmeværende Længselsfulde, i Medbøren, som fører Faderen hjem, see en Engels udspændte Vinger? Er ikke Tilfældet, der lader Kuglen pibe Krigeren forbi, istedetfor at gjennembore ham, ligesom en frelsende Guds Engel ved hans Side? Hvorfor skulde Arbeideren ikke kunne sige om Aftenklokken, at det er hans gode Huusengle, som kalde ham hjem? Og de ere en heel Skare. Kjærligheden og Ordentligheden og Fliden modtager ham i Døren i hans Hustrues kjære Skikkelse -- og sandelig disse ere de Engle, som alene velsigne Husene og Ægte- skaberne -- Uskyldighedens og Taknemmelighedens og Glædens løbe ham imøde i Børnene, og Fredens Engel synes at svæve i den blaa Røg over hans Hjem. Og naar Vennen og Veninden nærme sig Sygelejet eller Kum- meren -- er ikke deres Trøst en hviskende Engel? Ofte holder Den den rette Helsebod imellem Hænderne, bedre end alle Pul- verne og Mixturerne. Og Tilgivelsen, denne søde Engel, hvilken Lægedom har ikke den ihænde for Hjertevunderne? Ak, naar saamange Engle møde og omringe os, og Jorden er saa ven, Himmelhvælvet saa herligt over os, og Gudsordet er i vore Hænder -- hvor lysteligt og kjært bør da ikke vort Jordeliv være os? Ak ja, naar Brødet ikke var saa knapt for saa Mange, slette Mennesker ikke saa talrige. Brødet er knapt for Mange; men den Arbeidsomme har i sin Arbeidsomhed en Engel til Svend og Medhjælper. Og hvor er dens Øx ikke trængt igjennem? hvad Nød har dens Høvl dog ikke glattet tilsidst? I Mørket, der vil omtaage Øje og Sind, og hvor ingen Udvei sees, er Efter- tænksomheden en Engel, der kommer med en Løgt. Og hvad Vrimlen af de Onde angaaer, da blive disse færre, naar de Ret- skafne blive flere. Og faaer Menneskene først Øinene ret op for det himmelske Selskab, hvori de kunne færdes, saa skeer nok ogsaa dette. Men der er en Engel, som af alle udøver den største Indfly- delse paa Menneskeaanden -- den mægtigste, det er Haabet. Det stiger med ned i Fængselkjelderen, det følger Lykke og Ulykke til Graven, det lever med Livet, dets Blik hindres ikke af Gravstenen, det skuer mod Stjernerne, det synger Forjettelser i alle Menneskers Øren. SIDE: 152 Men blive alle opfyldte? Nei, nei! de ufromme, de taabelige blive skuffede efter Fortjeneste. Men Held dig, du Fromme, dit Haab -- men ogsaa kun dit Haab -- er ikke saa. Thi ligesom du tænker før du troer, saa tænker du ogsaa før du haaber. Den Fromme haaber kun hvad han bør og kan haabe. Er du uretfærdigen behandlet medhensyntil dit gode Navn -- da haaber du, at Tiden eller gode Mennesker eller ialfald Efter- verdenen vil gjengive dig dette med Renter. Og du kan haabe dette, da det er din egen Uskyldsbevidsthed og Erfaringen, der lærer, at Forfølgelser og Lidenskaber hensagtne med Tiden, at Sandheden somoftest kommer for Dagen, at Uret ikke bestaaer, som tilsiger dig dette. Ja, skulde du endog ligge under paa dit Dødsleje for Uretfærdighed og Miskjendelse, da har du dog Haabet til Efterverdenen tilovers, saasom din Fornuft tilsiger dig, at denne altid er retfærdig, ja maa være det, saasom den ingen jordisk Nytte -- alt Ondts Kilde -- har af at være uretfærdig. Er du sat imellem onde Mennesker, da haaber du, at de skulle forbedres, om det endog først skulde skee hisset efter afsonende Lidelser; thi din Fornuft siger Dig, at hisset ingen sandselige Forvildelser, ingen Fristelser til det Onde, som hernede, Guld, Vellyst, Ære- og Hevnsyge, kunne være. Og dette skjønne Haab, der betegner den sande Fromme, vil ikke bedrage, da det ud- gaaer af vor fælles, af Menneskehedens religiøse Tro. Er Du nedbøjet af Kummer over Elsktes Tab, da haaber du, at Tiden vil give dig Styrke til at bære Sorgen, fordi Erfaringen giver dig tusinde Mønstre paa det Samme; og du tyer til Reli- gionen, der giver dig meer end Haabet: den trøstfulde Tro, at Alt -- og da ogsaa denne Lidelse -- skeer til Menneskets Bedste. Er du hensat i Armodens Vraa, da haaber du -- og det Haab bedrager ikke -- at Den, der giver Fuglene Føde, ogsaa vil føde Dig og Dine; thi han gav Dig til dit Erhverv meer end Han gav Disse: Fornuften, som lader dig finde og prøve utallige Maader til at vinde ærligt Udkomme. Du haaber, fromme Arme! at din Flid, din Redelighed, Reenlighed og andre dit fromme Indres ydre Egenskaber nok vinder dig Brødet, før den vanærede Betler vinder det af sin Dovenskab. Og naar blev dette Haab, som dog ogsaa sættes til Menneskene, bedraget? Du, som lever med det Nødtørftige, i lykkelig Uafhængighed, du haaber, at din Jord, dit Haandværk, dit Embede skal berede SIDE: 153 med smaa sikre Skridt din Velfærd, saasom stedse dine Indsigter vinde i Omfang, og Hvad du har under Hænder stedse bedre bearbeides. Og mon dit Haab bedrages, saaledes som Dens, der lægger Hænderne i Skjødet og vil vinde sig Velfærd ved Lykke- træf, haabe Alt eller Intet? Selv du Ulykkelige, der forbedres under Lovens tunge Haand, du haaber Lindring, og bedrages ikke; thi du veed, at de Ret- færdige, som vaage over Loven, ville agte den fyldestgjort, naar de vide dig forbedret, og du haaber, at Folkets store Mængde ogsaa vil glemme og tilgive. Og Du, som enten selv er eller seer en Elsket paa Sygelejet, vil haabe Bedring, saafremt du som fromt Menneske lyder den Erfarne, der tilkaldtes forat læge -- istedetfor at overlade dig til stump Ligegyldighed -- og saafremt din Fornuft ikke maa for- byde dig Haabet. Men at følge Haabet i alle dets Velgjerninger, vil være for- gjæves. Men dem, vi have nævnt, kunne vi have, saafremt Vi ere Gudfrygtige og derfor haabe kun hvad vi kunne og bør haabe. Er vort Haab grundet paa en sund Gudstro eller Religiøsitet, da har det fast Grund nok; og er det udsprunget af vor Fornuft og Erfaring, da har det Lys nok i sig Selv til ikke at bedrage os eller at være et Blændværk. Et saadant Haab er sandelig saa virkeligt som Noget i denne Verden. Da er det vor bedste Ledsagerske, vor troeste Veninde. Da føder det os Sejer og Frelse. Da er det i hvert beængstet Hjerte en Frelsemoder i Fødselssmerte. Amen! NADVERENS BETYDNING (Skjærtorsdag. Evang. Luk. 22 K. 14 V.) Bøn. Algodheds Gud! paa hvilken af dine Dage skulle dine Børns Bønner strømme inderligere, varmere og taknemmeligere fra Hjerte og Læber, end paa denne, der forsamler os i dit Huus for at erindres om din Miskundheds store frugtbringende Vel- gjerning? Milde Fader! vi føle taknemmeligen, at din Godhed er uud- tømmelig; og, vidende, at Trøsten og Freden ikke vil udeblive SIDE: 154 hos Den, der med sand christelig Ydmyghed deltager i den skjønne Pagt, Du lod din Enbaarne stifte imellem de sande Troende og Naadens Gud imellem Christi Venner og Menneskebrødrene ind- byrdes, tolke vi dig vor Tak og Priis. Du see i Naade til alle de Mennesker, som, med bitter Erkjendelse af deres Synder og fast Haab til din Miskundhed, deeltage i denne hellige Pagt med Dig, hvis dybe Sindbillede er Frelserens Blod! Vi ere da for- vissede om, at din forjettede Naade og Tilgivelse ikke vil ude- blive; men din Naadegave er hvad der er vor hele christelige Vandels Maal, som Paulus siger: det evige Liv i Jesu Christo. Amen! Vi see her Frelseren, for sidste Gang før sin Død paa Korset, forsamlet med sine Kjære, som en Fader, der i sin Families Midte høitideligholder Takkefesten til Herren. Vi see Frelseren roligen at opfylde den mosaiske Religions Forskrifter, skjønt vi- dende, at om faa Timer, endnu samme Aftens Nat, vilde den Stund komme, som Herren havde udseet til Prøvelsestiden for sin Elskede. Uden Frygt, med rolig vemodig Venlighed tager han Afsked med sine Apostle; og, tydeligere end nogensinde forhen siger han Disse, der nærede glade, jordiske Forventninger for- medelst Mesterens nys foregangne festlige Jubel-Indtog og hans voxende Anseelse i Templet, hvor han daglig lærte, at Lidelserne stundede til, ja henpeger endog paa, at En af deres Midte var Den, der skulde fremskynde Øieblikket. Dødsfrygt maa nødvendig være forbundet med et menneske- ligt Legeme; men den Modige bekjæmper den, og den dydige Christen behøver blot et Blik paa sin Pligt og til sin Fader i Himlen for at neddæmpe den under Pligtfølelsen og at kue Be- vægelserne af den Svaghed, der mere tilhører Legemet end Sjelen, og som kunde bringe hans Skridt til at vakle, for igjen at rette og styrke dem. Det er denne Sjelsstyrke, som har givet Christen- dommen saamange blodige Vidner, der vare trofaste indtil Døden. Frelseren, da han legemlig vandrede blandt Menneskene, maatte da og følgelig besidde Frygt for Lidelser og Død, som saa meget mere maatte vækkes hos Ham, da han saae og vidste forud hvad der forestod ham; thi er ikke Faren, som vi see, fast og uundgaaelig at vælte sig over os, som oftest mere rædselsfuld end under dens Udbrud? Opholdelsesdriften, Selvkjærligheden, SIDE: 155 Modet, Pligten sætter da Kræfter i Virksomhed, som lamslaae Ulykken og Faren og Skrækken. Men Frelseren -- hvilket opløftende Exempel giver han ikke Verden paa Rolighed og Hengivenhed i Lidelser, efterat han havde betvunget sin Dødsfrygt? Han forudsiger sine Disciple hvad der vilde skee, at Han nu ved Lidelser skulde bekræfte sin Lære. Han tager Afsked med Dem, i hvis Hænder Han havde overantvordet denne at udbredes, og arvgiver dem et Sindbillede, der paa den ædleste, simpleste og kjærligste Maade skulde for- binde alle den sande Kirkes Børn. Og siden, da i Nattens Stille Frygten overfaldt ham, beseirer han denne ved en inderlig Bøn til sin himmelske Fader, saaat hans Mod og Hengivenhed forblev urokket under de forsmædeligste Pinsler og Dødskvaler; thi -- som Psalmisten siger -- "hos Gud var hans Frelse og hans Ære. Hans Styrkes Klippe, hans Tilflugt var i Gud." Ja i disse Øieblik, da Frelseren tolker sine oprigtige Venner den vemodige Glæde, Han føler ved at samles med dem for sidste Gang før Prøvelsens og Skilsmissens Stund, da han tager Afsked med dem og, takkende Gud, indstifter det christelige Erindrings- maaltid, viser Han sig saa virkelig stor og ophøiet og saa gjen- nemtrængt af sin Læres Hovedbud, Kjærlighed, at enhver sand Christen, ved at læse og tænke sig dette rørende Optrin, maa gjennemtrænges af Taknemmelighed og Beundring for det Reen- guddommelige, Frelseren her viste, ikke ved Beviser paa sin guddommelige Kraft, men ved det uopnaaelige Mønster paa om- fattende Kjærlighed, Blidhed og Hengivenhed, som er den umis- kjendelige Characteer i den Fest, Han da indstiftede, nemlig det christelige Forsoningsmaaltid. Vi see her Frelseren liig Faderen paa Dødsleiet omringet af sine Børn: han hemmer selv Taaren, at ikke Disses skal rinde, og giver dem Trøst i Gjensynet hisset. Dette er ogsaa den sorg- fulde Trøst, som Frelseren giver Apostlene, sigende: "jeg skal ikke mere æde af Paaskelammet med Eder, førend det bliver fuldkommet i Guds Rige," og "jeg skal ikke drikke af Viintræets Frugt, førend Guds Rige kommer," d. e. først naar I, til hvem jeg har overantvordet min frelsende Lære har udført Eders Hverv paa Jorden og udsaaet min Sæd, skulle I vende tilbage til evigt Samfund med mig; thi dette er sidste Gang før min Død og Op- standelse, at I have mig imellem Eder, og "jeg gaaer nu," beretter SIDE: 156 os Evangelisten Johannes, "hen til min Fader og I see mig ikke længer; og naar jeg er gaaen bort og faaer beredet Eder Sted, kommer jeg igjen, og vil tage Eder til mig Selv, at hvor jeg er, skal ogsaa I være." Men maa dette Afskedsoptrin, denne vor Frelsers og Herres rørende Fromhed og Kjærlighed, i og for sig selv, vække den ømmeste Beundring hos ethvert Menneske, der med Deeltagelse kan sætte sig ind i hans Stilling: hvormeget mere maa da ikke vor taknemmelige Kjærlighed til Frelseren vækkes formedelst den omfattende Betydning, han lagde deri, og som usvækket maa vedblive saalænge Christi Navn og Fortjeneste finder Gjenklang i, og paaskjønnes af, menneskelige Hjerter? Kjærlighed er Grundtonen i vor Religion, og i hvilken Deel af Denne finde vi Kjærlighedens Præg renere, stærkere, christeligere end i Christi Forsoningsmaaltid, Nadveren, Alterets Sacramente? Vi saae Frelseren lignet, for sidste Gang blandt sine Kjære, med den døende Fader omringet af sine Børn -- jeg gjentager dette og tillægger, at Dennes Farvel vil være ledsaget af Op- muntringer til sine Efterladte, at de maae forenes i Kjærlighed og Samdrægtighed, ligesom ogsaa Christus, ved at indstifte det hellige Forsoningsmaaltid, har omslynget alle sine Bekjendere med et Kjærlighedens og Tilgivelsens Baand, hvis usynlige Kraft, som det fornemste Naadens Middel, er stærkere end den ud- vortes, skjøndt selve vor Troes Modstandere ikke kan frakjende den hellige Nadver, som blot Ceremoni betragtet, et Træk af Blidhed og broderlig Samdrægtighed, som de forgjeves søge Ma- gen til i den Mængde af Ceremonier og sindbilledlige Handlinger, som andre Religioner kunne være overlæssede med. Lader Os da betragte den dybe Betydning som ligger i den hellige Nadvere, lader os see hvorfor den er os saa dyrebar! -- Vi finde det strax; thi vort Evangelium siger jo, at Frelseren selv viste Betydningen, sigende: "gjører Dette til min Ihukom- melse!" Og for et ædelt, taknemligt Hjerte er det altid behageligt at erindre Velgjerninger. Altsaa, naar vi stedes til Guds Bord skulle vi ihukomme Frel- seren: med ydmyg Taknemlighed skulle vi erindre os Frelserens uvurdeerlige Velgjerninger mod alle Menneskeslægter som Lærer og Frelser, og især Forsoningsdøden paa Korset, hvortil han hen- SIDE: 157 pegede idet han rakte sine Apostle det sønderbrudte Brød og Kalken, sigende: "dette er mit Legeme, som bliver givet for Eder, og dette er mit Blod, som bliver udgydet for Eder." Saadanne Ihukommelsesmaaltider vare dengang da Christus indstiftede Nadveren, og ere endnu, i Brug hos Folkene. Saa- danne vare Offermaaltiderne hos Hedningerne til en eller anden Afguds Ære og de usyrede Brøds Fest eller Paaskefesten hos Jøderne; men i Simpelhed og Værdighed overgaaer dette chri- stelige Erindringsmaaltid, hvor saa at sige kun Sjelen spiser, langt alle de andre. Kun Hedninger deeltage i de hedenske Erindrings- maaltider, og Christus høitideligholdt, som Jøde, det jødiske Paa- skemaaltid; følgelig: naar vi deeltage i den hellige Nadver, be- kjende vi os høitideligen til Christi Religion og vi fornye hvergang de Løfter, vi gave, ligesom de Forjettelser fornyes, som vi modtage ved vor Daab. Dernæst, naar vi nedknæle -- Høie og Lave, Arm og Riig, -- ved Christi Kjærlighedsmaaltid, har denne fromme Skik ogsaa denne høie Betydning, at den er et kraftigt Middel til nøiere, med eet Baand, at forene alle Christi Bekjendere. Thi ere ikke alle lige deelagtige i Christi Naadegaver og Forjettelser? som Paulus siger: "Velsignelsens Kalk, som vi velsigne, er den ikke Christi Blods Samfund? det Brød som vi bryde, er det ikke Christi Legemes Samfund? Thi eet Brød, eet Legeme ere vi Mange; thi vi ere alle deelagtige i det ene Brød?" Men en endnu ædlere Betydning ligger i det hellige Naade- maaltid, en som, uagtet det Legemlige og Figurlige i Handlingen, dog gjør denne aldeles aandelig. Det er nemlig Syndernes Forla- delse, som af Frelseren hjemles den sande Christne, som blotter for Herren et ydmygt Sindelag og et angergivent Hjerte naar han deeltager i dette hellige Naadensmaaltid. Ved denne trøstefulde Forjettelse er den hellige Nadver bleven til et Naadesmaaltid, en herlig Gave af Algodheden, hvorpaa Menneskene trygt kunne grunde deres Haab; thi siger ikke Herren; "Dette er mit Blod, det nye Testamentes, der udgydes for de Mange til Syndernes Forladelse." Men skulle disse Velgjerninger virkeligen blive os til Deel, da maa vi nyde Christi Legeme og Blod værdigen d. e. med Tro, Andagt, Taknemmelighed, Ydmyghed og Kjærlighed, overensstem- mende med den himmelske Indstifters Vilje. Den, som enten let- SIDE: 158 sindigen eller med et stolt og hadsk Hjerte eller med Ringeagt eller Ligegyldighed deeltager i Christi Erindrings-Forsonings- og Kjærlighedsmaaltid, og som altsaa forlanger at erholde de Vel- gjerninger, Frelseren lover dem, som gjøre dette retteligen, uden at tænke paa, at den Alseende læser i Hjerterne, gjør sig skyldig i Foragt for Christi Navn. Og herom siger Paulus: "Hvo som æder dette Brød, eller drikker Herrens Kalk uværdeligen, skal være skyldig i Herrens Legeme og Blod", og "Hvo som æder og drikker uværdeligen, æder og drikker sig selv Dommen, idet han ikke gjør Forskjel paa Christi Legeme." Og ganske vist -- slige Christne vilde, om de havde levet paa Christi Tid været iblandt det Folk, der ligegyldigen saae Frelseren henslæbes til Korset. Vi have nu seet, hvilken dyb, trefoldig Betydning, der ligger i vor hellige Nadvere, hvilke salige Forjettelser, der forsikres Enhver, som værdigen ihukommer Jesum Christum, vor Frelser, -- forsømmer da ikke at faae Deel deri! Den staaer jo ethvert ydmygt Hjerte aaben. Men troer ikke, at den blotte Handling maa regnes Eder til Fortjeneste, uden Hensyn til om Eders Sjel er saadan som Christus fordrer, ja til saameget større Fortjeneste, jo oftere I gjentage Samme! I Forvandle da Eders levende evangeliske Tro til en død ufrugt- bar Tro, og af en høi, betydningsfuld, aandelig Religionshandling, gjøre I en tom, legemlig overtraadt Ceremoni. Al Fortjeneste vil da være borte, naar Trangen er borte, og I troe, ved at opfylde det Udvortes, som, for Menneskenes Skyld, nødvendigen maa være forbundet med Meningen i Frelserens Bud, ligesom Lege- met med Sjelen, at kunne forvisse Eder hvad kun er skjænket det angergivne fromme Hjerte, som glæder sig ved Jesu Tilsi- gelser, idet det maa erkjende sin syndefulde Svaghed. Ærer da den hellige Nadvere! Vi have i den et herligt Pant paa Guds og Frelserens grændsesløse Kjærlighed. Dens rette Over- holdelse er uadskillelig fra den sande Christen, og vi ville engang -- sikkert engang -- prise os lykkelige ved vor Ydmyghed og ved at vi satte Liid til Frelserens store Løfter; -- thi Ham var Magten at tilgive skjænket herovenfra, idet Ham var givet Syn fraoven til at kjende den sande Anger, og Viisdom til at indsee, at den sande Anger udsoner Synderne. Men endnu er der en ophøjet Betydning i den hellige Nad- SIDE: 159 vere, og det vilde være en Synd, om vi glemte den eller for- glemte at vurdere den høit nok. Den er: idet vi æde Brødet og drikke Blodet, betegne vi, tilsige vi Mesteren, at ville saaatsige til Kjød og Blod fordøje, til det Inderste opfatte og forstaae hans Sandhedens Lære. Men dette er det Samme som at vi love, paa det Samvittig- hedsfuldeste at ville sørge for vor Oplysning. Forsømmer derfor aldrig noget Middel til at opklare eders Sjel, saaat I vorde Sandhedens Lærers værdige, forstandige Lærlinge! -- O, hvor maae vi ikke fryde os, Brødre, naar vi tilsammen om Altret betegne for hverandre, at vi taknemligen ihukomme Frelseren -- at vi kjærligen knytte Broderbaandet -- at vi fryde- fulde i vor Ydmyghed imodtage Syndernes Forladelse -- og en- delig (ja trefoldig var ikke Betydningen, men fiirfoldig som Korset selv) opmuntrer hverandre til at udvikle vore Sjelsevner, samle Kundskaber og nyttig Viden til at stige mod Lyset, hvor Jesus boer. Vi ville da med brændende Taknemmelighed modtage denne guddommelige Gave, der er en saa stor Miskundsomhedens Vel- signelse for den enkelte Christi redelige Dyrker som for den hele Kirke, der lever og røres i Ham, og vi ville søge med Sjele- tørst og Hjertehunger den hellige Handlings indre Rigdom og Sødme. Aanden skulle vi søge overalt fremfor Legemet; "thi -- den legemlige Øvelse er nyttig til Lidet; men Gudfrygtighed er nyttig til alle Ting, da den haver Forjettelse om dette Liv, som nu er, og om det Tilkommende." Amen! VELGJØRENHED (1ste Paaskedag. Evang. Matth. 23 K. 24 V.) Bøn. O, Du, som ikke aflader at signe os med dine Velgjer- ninger og med at lade Godhedsbeviser tolke hvad du taler igjen- nem Naturen, og dit Ord, -- gid Du ogsaa maatte see Jorden opfyldt med talende Beviser fra Menneskene, at Alt dette har frugtet til sande gode Gjerninger, med Efterlignelser af din egen SIDE: 160 Godhed og Barmhjertighed! Da skulde ikke saamegen Elendig- hed formørke din skjønne Verden -- da skulde ikke saamegen Sorg og Mangel opslaae sine Hytter ved Siden af Glædens og Overflodens Huse -- da skulde ikke Saamange bede løgnagtigen naar de bede: "Fader forlad mig min Skyld, som og vi forlade vore Skyldnere!" -- Da skulde den Ulighed i Kaar, som afføder saamegen Bitterhed imellem Brødrene og saamange Forbrydelser, vel afslibes noget, om den end ikke kan ganske tilintetgjøres -- da skulde ikke Glæden frygte forat gaae ind under Hyttetaget; men den Kjærlighed, som viser sig i Barmhjertighed, Forsoning og Mildhed, skulde opbygge den Pauluner vidtover Jorden som i Himmelen. Amen! Josef af Arimathia var nok en riig Mand; men han maa ogsaa have været en from Mand siden han søgte Jesum, en frank og selvstændig Mand siden han gjorde dette i sin Stilling aabenbare, og en god velgjørende Mand siden han sørgede med saa rund Haand for Jesu Begravelse. Han var en velgjørende Mand -- o hvor skjønt: riig og vel- gjørende! En Saadan ligner Kilderne i Ørknen, om hvem Blomster og Buske og Græs samler sig. Der er en sød Lyd i det Ord "Velgjørenhed"; men dog skeer det altfor ofte for vor Sandselighed og Bekvemhed og Hang til at modtage lutter behagelige Indtryk, men dog neppe oftere end det tjener til vort sande Bedste, at vor egen Glæde overgaaer enten i Smerte eller der blander sig fremmed Smerte i den. En fremmed Sorg reiser sig som et mørkt Træ, der overskygger den Plads, hvor vi vilde pleje vore Blomster. Det er virkelig vor Letsindighed alene, som lader os, under Glæden og Guds gode Gaves Nydelse, forglemme, at Saamange mangle indtil det Nødvendigste -- det er Følelsen af egen Til- fredshed, som bortriver Mange, saaat de ikke dele deres Fad med den Hungrige, ikke smage i deres Glædskabsbæger den bittre Mangels Taarer -- den, som græder udenfor deres Dør -- ikke, efter Christi Bud, naar de have to Kjortler, give den ene til den, som ingen har -- det er Modbydeligheden mod at see Noget ubehageligt og Hanget til alene at modtage behagelige Ind- tryk, som lader Mange lukke Øinene for Lidelsen, væmmes iste- detfor at ynkes over Pjalterne, og ilukke deres Dør, forat ikke SIDE: 161 Glæden derinden skal forstyrres. Og dog ere ikke Disse de værste, omendskjøndt de virkeligen ere de Fleste af dem, der have mod- taget Mere end de behøve for Sig og Sine. De ere kun Svage og Letsindige, men ikke af de afskyelige Mennesker, der lægger Haardhed og Foragt til sin Mangel paa Godhed og Barmhjertighed, ja hvis Gjerrighed griber efter den Armes Skilling og afriver næsten de Filler, hvormed denne bedækker sin Skulder. Men er Billedet af den albarmhjertige Gud fremmed for denne Onde, der kun bruger Algiverens rigeligere Gaver til dermed at fodre sine Laster istedet for de Arme, Gud har gjort Spurvene lige -- da lever dog heller ikke dette paaengang rørende og op- løftende Billede i hiin Svages og Letsindiges Hjerte, som vender sig fra den Lidende, fordi Medynk er ham en piinlig Følelse, og som forvalter Guds Betroede ikke til Godhed, men til Glæder for sig alene eller for sin snevre Kreds. Men alle Disse bør vækkes; thi deres Hjerter sove med de fulde Hænder. Ikke ville vi sige med de Sinears Mænd: "kommer, lader os bygge en Stad og et Taarn, hvis Høide skal række op indtil Himlen!" -- ikke ville vi sige: "træder sammen, udsletter al Nød!" thi vi kunne det ikke. Men det kan siges: "lader os bedække Nøden, at den ikke forgaaer under Stormene og Sneen! lader os made Sulten, at den ikke døer! lader os bedække selve Forseelsen med den Kjærlighedens Kaabe, vi selv skulle ønske os iførte, naar vi frem- træde for den Throne, hvor alle Hjerter skulle aabenbares!" Men alt maa komme af Kjærlighed, Barmhjertigheden mod den Arme som Barmhjertigheden mod Synderen. Vi skulle ihukomme, at Gud af sin Godhed giver Synderen Kræfter til at omvende sig og Midler til at saliggjøres, at hans Godhed er Naade, fordi Menneskene ikke have fortjent den -- og vi skulle ligeledes ved Raad, ved Advarsler, Trøst og Hjælp give selv dem, der synde mod os, Kræfter og Anviisning til Forbedring. Vi skulle endogsaa have for Øine, at Gud er selv langmodig med gjenstridige Syn- dere, at "Herren er -- som Psalmisten siger -- naadig og barm- hjertig, langmodig og af stor Miskundhed" -- og vi skulle selv være langmodige i det Længste, sætte Tillid til, at ondt er ikke Mennesket i sin Hjerterod eller af Naturen, og herpaa bygge vort Haab om Synderens Forbedring, om end vore Forsøg hertil vore Kjærlighedsbygninger gjentagende nedramle. Og saaledes skulle vi ikke frydes, naar vi maae overgive Syndere i Lovens SIDE: 162 Hænder, der ikke tør vide af Skaansel, og heller ikke nedkue ved Tilsidesættelser og Foragt Den, der, efter udstaaet Straf, gjenvender til Selskabet og vil forbedre sig; men heller ikke skulle vi ved Uforsigtighed, ved en Skaansel, det gaaer indtil Taabelig- hed, ved daarlige Skikke (som f. Ex. den saakaldte Tyvskaal) fremstøde Synderen paa den Bane han har betraadt. -- Vi skulle erindre, at Guds Godhed mod Trængende og Lidende er Barm- hjertigheden -- den, som vi kunne sige at vi alle ere Gjenstande for; -- og vi skulle ihukomme, at Jesus siger os fra Gud selv: værer barmhjertige, som Eders Fader og er barmhjertig! Vi skulle ihukomme det rette Begreb af Christendommens ejendommelige og højeste Udtryk for Guds Godhed, nemlig, at hans Kjærlighed vil meddele Alle det Gode og gjøre Alle deelagtige i sin Salig- hed -- at Kjærlighed altsaa er den meest inderlige, levende og virksomme Godhed, hvormed den himmelske Fader elsker alle sine Børn, og hvorved disse igjen bringes til at elske ham og leve i hans Samfund -- og vi skulle da i hans Lignelse omfatte alle levende Skabninger, ikke det umælende Dyr, som arbeider for os, ja døer for os, ikke den livløse Plante undtagen, men hele Guds Verden med Kjærlighed. Heri ligger allerede nok Forbindende for os til at vise de Dyder, der udledes herfra. Men ogsaa den ydre Nød har Krav herpaa. Om vi levede under aldeles lykkelige ydre Omstændigheder, om Sundhed og Velstand var Enhvers Lod uden Undtagelse, da skulde vi ikke have nogen anden Kjærlighed at vise, end den, som nu raader i de Formuendes venskabelige Omgang, i kjærlige Ønsker, Gjentjenester, Gjæstmildhed, venlige Anviisninger osv. Men nu er det anderledes, omendskjøndt vort Land ogsaa har den Lykke, hverken at kjende til den Forskjel i Stand og Formue, som hersker i andre Lande og inddeler Menneskene i alene Nydende og alene Manglende. Imidlertid behøve vi kun at gløtte paa de Hytter, hvori den største Deel af Almuens Masse lever, for i altfor mange at see Elendigheden i de sørgeligste Skikkelser. Jeg vil ikke skildre denne Nød, som I saa vel kjende; men den viser, at Gud dog rigelig har forsynet Menneskene med Gjenstande at udøve Barmhjertighed imod. Maatte vi kun ligesaa være udstyrede med Midlerne dertil! Men værer, om end selv nødtørftige, ikke altfor beredvillige til at svare: Nei, hertil! Haver eders Hænder hurtigere istand til at hjælpe, end eders Tunge SIDE: 163 til Svaret "vi have nok at stræve med selv". Jeg vil vise Eder Midlerne til at hjælpe -- jeg vil lære Eder Miraklet, med fem smaa Fiske at bespise Tusinder, d. e. at række langt med smaa Kræfter. Vi skulle ikke alene have Øine til at græde med over fremmed Ulykke, men Hænder til at aftørre fremmede Taarer. -- Men hvorledes? de rinde stride om os, og vore Hænder ere korte og arbeide for det daglige Brød. Vel, Christbrødre; men velsigner dette Brød! Der spises aldrig saa lidet et Brød, at jo Smuler falde af. Og det er en ubetinget Pligt, at dele selv det lille Brød med den virkelig Trængende. Og seer her have vi strax en Fremhjælp i at gjøre vel: vi have formindsket Antallet af dem, der æske vore Barmhjertig- hedsgjerninger, til ikkun de virkelig Trængende d. e. til dem alene, som ikke kunne skaffe sig det Fornødne til Livets Ophold. Saadanne ere fader- og moderløse Børn, som Forældrene have efterladt i Mangel og Elendighed; 2) svage Gamle, som ikke have kunnet samle noget Forraad til Alderdommen, eller som ved Arbeide ikke kunne erhverve sig de første Fornødenheder; 3) fattige Syge, som Intet have fra deres sunde Dage, og som nu Intet kunne erhverve formedelst deres Sygdom; 4) undertiden kraftfulde Folk, som formedelst tilstødende Ulykker for en Tid mangle det Fornødne til Livets Ophold baade for sig og Sine. Disse 4 Slags Mennesker ere virkelig Trængende, og disse især er det Menneskepligt og Christenpligt at hjælpe, naar Gud giver Leilighed og Evne dertil, om end ikke stor. Men heri er det, i at bedømme sin Evne til Velgjørenhed er det, at Mennesket saa ofte bedrager sig selv. Det vil som oftest kun give af sin rene Overflod, hvorimod Velgjørenhedens Bud er, at give af hvad man har. I en almindelig Nød maa man derfor ikke berige sig; men tvertom bør man opgive i det sædvanlige Forhold at forøge eller endog at vedligeholde sin Formue. Brødrekjærligheden, det al- mindelige Bedste kræver da overordentlige Opofrelser. Men overalt maae vi give og hjælpe med Klogskab. Ellers, og hvor ikke øjeblikkelig Nød er forhaanden -- denne, der har Krav paa Halvdelen af vor Klædning, Halvdelen af vort Fad -- ellers kan endog undertiden Velgjørenhed stifte Skade. Men saaledes kunne vi gjøre vore Arme lange -- saaledes kunne vi gjøre meget med SIDE: 164 lidet (thi undertiden kan et Raad være en større Velgjerning end en Gave) og saaledes styrke vi vore Evner til Godgjørenhed. Men disse maa ogsaa forædles. Det hedder: "Sku ei en Dyd i Riigmands henslængte Gave! Et Smiil af Englen maa den tørre Handling have." Og, dersom Apostelen siger: "Glemmer ikke at gjøre vel; thi saadanne Offere behage Gud", saa siger ogsaa Jesus: "Vogter Eder, at I ikke give Eders Almisse for Menneskene, forat ansees af dem! ellers have I ikke Løn hos Eders Fader, som er i Him- len" samt: "Din venstre Haand skal ikke vide hvad Godt den Høire gjør." Vi skulle i Alt have Agtelse for Medmenneskers, men for Al- ting for den Ulykkeliges, Følelser -- ja hvormeget mere for den Ulykkeliges Følelser, der forbittres ved saa meget, ved Nøden selv og ved Krænkelserne, som han aldrig undgaaer, da kun de færreste Mennesker erindre eller ville erindre hine Jesu Barm- hjertighedsforskrifter, men henslænge med omkringsigseende Blik, med triumferende Smiil og Tiltaler, hvori man grant nok hører Farisæerens Trompetstød, deres usle, da værdløse, Skillinger og Brødstykker. O, heller Arbeide til Blodet springer af Neglerne, end at være en Betler! Det maa staae Døden meget nær -- allernærmest af alle Skjæbner. Betlerstien den gaaer der hvor Sneen fyger. Men godt er det at sidde i den lune Stue og spise Paaskegrød og Paaskeæg. Den maa salte sin Mad med Graad, som maa spise Gnallinger ved Veistolperne. Men Den kan lee for hvem Fadet ryger paa Bordet utmed det perlende Bæger. At henvandre med Stormene, naar Folk holde sine Hunde tilhuse, at lade sine Fødder toe af den kolde Høstregn -- det kan lade Hjertet sygne i Livet. Men godt og sundt er det at sidde velklædt ved sin Arne, at varme sig ved Arbeide, hvis Frugter tilhøre os selv. Og Mangen skjælver af Skam og Sorg idet han fremrækker Haanden forat bede. Ak! let er det at udrække Haanden og give. Og giver; men lader Eders Fader tælle -- Han, som er i Himmelen! Gavmildhed og Gjæstmildhed skal ikke øves forat nyde dem igjen. De ere ogsaa Kjærlighedens Døttre og odelsbaarne i vort Hjem; thi se, Husene aabne sig for den Fattige og -- i Norrig ei spørges om Navn og Hjem; man sætter kun Fadet og Bægret frem. SIDE: 165 Arbeider ikke alene for eder og eders Børn, men ogsaa for de Arme og Nødlidende! De ere ogsaa eders Plejebørn. Deres Fader boer langt herfra, i Himmelen; men han har ikke forladt dem -- han har indsat eder til Formyndere for dem, og vil igjen beværte eder i sit Huus med de mange Værelser -- dette hvor- over der staaer skrevet med Frelserens Haand: "hvad I have gjort mod En af disse Smaa -- d. e. disse Usle -- det have I ogsaa gjort imod mig." Øver denne skjønne Dyd, som I lære af Alkjærligheden selv! -- ja som Fuglen, der ruger og mader de fremmede Unger under sine Vinger, lærer eder. Hvis ikke -- da rasler med eders Skillinger her enstund, der kun have Værd, forsaavidt de tjene til at gjøre noget godt med -- fornøjer eder her enstund mod denne Lyd! -- Den Stund skal komme, da ingen anden Dynge staaer kvar end Graven, da Smaastenene nedrasle paa den sorte Kiste; men da -- se! Aanden opstiger over Stjer- nerne! . . . Engle møde Eder . . . se! ere ikke deriblandt de Fattige, hvem jordisk Elendighed ikke lærte anden Synd end Taarer; og -- se! de henføre Velgjørerne ad en lysende Sti til Faderens Huus; men en Storm henfører de Haardhjertede, Blod- sugeren, de Gjerrige, som smelde Dørene igjen og hensætte Lev- ningerne uden at give, og Farisæerne, som ikke gav af Kjærlig- hed; men i Stormen bruser for deres Øren Evangelistens Ord: "Den, som har denne Verdens Gods og seer sin Broder lide Mangel og lukker sit Hjerte for ham, hvorledes bliver Guds Kjær- lighed i ham?" CHRISTENDOMMENS LØSEN (2den Paaskedag. Evang. Luk. 24 K. 13 V.) Bøn. Vi bede, at Du vil opholde os, dersom vor Vandel er dine sande Børns Vandel, i alt Godt, i Tro, i Haab og Kjærlig- hed! at du vil lade os, ved dine Tilskikkelser og ved dit Ord, bestyrkes i Besiddelsen af disse Panter paa en Salighed hisset! Vi vide, at Du vil skjænke os disse sande Goder fremdeles; thi vi have i dit Ord deres Kilde reentflydende midtimellem os -- Livets evigtstrømmende Kilde, som aldrig negter det, efter Op- lysning og Beroligelse tørstige, Hjerte Lædskelse. Ja, Algode, SIDE: 166 Du vil bistaae os med at bevare os disse Gaver: Tro, Haab og Kjærlighed -- dette vort christelige Løsen. Du vil ikke sende saa stærke Storme imod vort Bryst, at det dyrebare Treblad udrykkes deraf. Det skal være os sikkret ved din Miskundhed fra den første Spire, naar vi ikke selv letsindigen give Slip der- paa, eller bytte dem med de værdiløse Gaver, Verden rækker os og tager igjen for bestandigen! Amen! Ogsaa idag er Jesu Opstandelsesfest. Han kom ud af Dødens Hule. Det er en skjøn Text til at tale om Troen paa Udøde- ligheden. Men jeg vil dog undlade det, fordi jeg holder den for gal, som i mindste Maade tvivler i det Punkt; jeg vil idetmindste undlade det til jeg skulde træffe paa et saa vanvittigt, men da ogsaa saa ulykkeligt, et Menneske. Kun lad mig ikke møde ham i en Skog eller paa en ensom Vei! Thi hvad skulde forhindre et Menneske, som troer alt endt med dette Liv, fra at stikke enten sin Næve i min Pung eller sin Kniv i mit Bryst? Vi vilde da ogsaa miste den nærmeste Dagens Betragtning: den af Jesu Samfunds sande Løsen og Baand, hvilket den fra Graven tilbagekomne Mester lærer sine Efterladte at flette. Thi først kræver Han i vort Evangelium Tro af dem, idet han bebreider dem at være seenhjertede til at troe; dernæst kræver han Haab til Forjettelserne, og endelig, "der han sad med dem til Bords og tog Brødet, velsignede og brød det og gav dem, og deres Øine aabnedes og de kjendte ham" -- O da er det Kjær- lighed, han lærer i Ord og egen Gjerning. Og Tro, Haab og Kjærlighed er Christendommens Løsen. Og hvor ædelt er ikke dette imod hvad vi kan kalde Løsenet for andre ældre og nyere Religioner? Som oftest var dette vild Tapperhed, som f. Ex. i Odins Religions, Lovtjeneste i Moses's, Sandselighed i Mahomeds. Deslige var Disses Baand og Løsen. Dog vare Disse store Mænd, der have skudt Dele af Men- neskeheden frem fra et tykkere Mørke til dog et lysbrudt. Og foruden dem har Gud, der sørger for Menneskehedens uafbrudte Fremgang, til alle Tider ladet Mænd af store Evner, om end af ringere historisk Navn, fremstaae, for, idet de selv skride frem mod Fuldkommenheden, at tage ligesom Menneskeheden med SIDE: 167 sig. Hertil høre især Opfinderne (f. Ex. af Bogtrykkerkunsten) og de Ypperste af Videnskabsmændene. Men de have fremstaaet i alle den menneskelige Aands Ret- ninger, og saaledes Alle virket til det Heles Fremskriden mod Maalet. Alle have de i deres ejendommelige Virksomhed havt sit Løsen. For En har Friheden været det, for En Velgjøren- heden, for En Videnskaben. Men de Fleste af disse Menneskehedens Velgjørere have dog kun virket i og for en mindre Deel af denne, og kun ved deres Daad ophængt tillige Exemplet for den Hele; ja, de have virket ofte ikkun for en Tid, uden dog at man derfor kan sige, at deres Sæd visnede hen; thi intet Fremskridt er tabt, om man end for- gjæves søger Optræderens Spor, og fremad gaaer det bestandig, saaledes at ethvert saadant stort Værk til Menneskehedens Bedste blot er Forberedelsen til et endnu større, som voxer op af hiint og dækker det med sin Skygge, og saaledes videre uden at vi øine Enden af Rækken. Tiderne blæse henover ethvert nok saa forbausende Menneskeværk, enhver nok saa dristig Sti, som et af Gud fortrinligen begavet Menneske har optraadt for sine Med- mennesker igjennem den øde Ørken, som ligger imellem os og hiint Maal; og hvor deres Spor taber sig, staae Menneskene stille eller udvide blot den traadte Sti til en Vei, bred nok for flere Efterfølgere, indtil atter en stor Sjæl skrider dristigen videre fremad og baner Stien længere frem mod Maalet. I Oldtiden fik hvad saadanne Mænd foretoge sig, deres hele Værk, deres Daad, ligesom et vidunderligt Anstrøg for deres Medlevende. Med Beundring og Forbauselse saae de i saadanne Mennesker overnaturlige Væsener. Man forbandt med sin Be- undring over et saadant Menneske den Mening, at en overjordisk Magt virkede paa en vidunderlig Maade igjennem ham, hvorfor ogsaa disse Store, da de fandt sig saa langt forud for sin Tid i fornuftig Udvikling og Oplysning, og da raa Folkeslags Uviden- hed i sin første Opvaagnen gjerne hænger ved Undergjerninger, og Mængden nød Frugten af deres Daad uden at kunne eller ville gjennemskue de naturlige Kræfter, som frembragte det saa- kaldte Underværk, maatte lade denne blive i sin Overtro. Ja stundom brugtes denne ofte som en Hovedstøtte for deres Be- drivter til Menneskehedens aandige eller jordiske Bedste. SIDE: 168 Vi behøve blot at erindre med hvilken haardnakket Begjær- lighed Mængden krævede Undergjerninger af Jesus. Der er heller Intet, som virker saameget paa den menneske- lige Sjel, som det Vidunderlige, og Intet driver den saa mægtigt frem i en uoplyst og mørk Tidsalder; thi hvor Fornuften slumrer, vaager Indbildningskraften, hvilket enhver af Eder hos ethvert Barn kan iagttage. I Menneskehedens Barndom see vi det Samme. Denne lyttede begjerlig til Viisdom eller Usandhed blot den frem- traadte i levende Farver, og den saae Mirakler fordi den vilde see dem, og fandt den nøgne Sandhed uskjøn. Sandselig maatte Religionen være, og det ikke blot i sin Ydre, men i sit Væsen, enten den vilde Krafts, Rædselens eller Vellystens, indklædt i Blodoffre, hemmelige Ceremonier og Fabler. Kun Jøderne og et Par andre af Asiens Nationer kjendte blidere og renere Indstif- telser. Men til Jesu Religions Reenhed, til at grunde den paa Hjertets ædleste Følelser, paa Aandens sødeste Erkjendelser, paa Troen, Haabet og Kjærligheden, naaede ingen af Oldtidens Re- ligionsindstiftelser. Christi Religion, som omfatter den reneste Viden om hvad der er Guds Vilje og altsaa Pligt, og som er bygget paa de højeste Sandheder, den menneskelige Fornuft kan naae, fremtræder vel ogsaa iklædt Ceremonier og Beretninger om Gjerninger, der ligge udenfor Menneskets Kræfter, udenfor dettes Fatteevne; men Hvo fatter og føler ikke den skjønne Kjærligheds Sædelære i enhver af disse Fortællinger om vor hellige Lærers Undergjerninger, hvoraf Enhver kun er Udøvelsen af en Dyd, som det staaer i Menneskets Magt at udøve og efterligne. Eller skulde Medliden- hed være sjelden? Og denne Dyd udtaler sig i de fleste af Jesu Undergjerninger. Han ynkedes over Enken, han ynkedes over den Værkbrudne og over Lazarus' Søsters Sorg. Men kunne ikke vi ogsaa besøge den Syge og Lidende, og hjælpe efter Kundskab og Evne, og maaskee udrette Undergjer- ninger i den Lidendes Indre ved vor Trøst? Det tør være svagt med nogle af Disses Tro eller Haab eller Kjærlighed. Nu -- da kan det Mirakel skee, at det forvildede Faar af Hjorden reddes, mens det alt var halvveis paa at falde i Brønden -- at en Føl- else af Salighed opfylder med milde Straaler den kolde For- tvivlelses Hule i Hjertet, og at et blidt Smiil udbreder sig over Synderens Aasyn istedetfor de onde forfærdende Furer. SIDE: 169 Men da Jesu Undergjerninger alle ere Mønstre paa Dyder, ere de skjønne, og altsaa Prydelser i det Tempel, som hans Lære- bygning er. Denne kræver Menneskekjærlighed som det Første, og lærer den derfor i rene Ord, i fortalte Exempler og i udøvede. Men i dette Tempel, hvori vi tilbede, hvori alle gode Christne ere Præster, ere Tro, Haab og Kjærlighed de Offergaver, som afkræves os. Thi af dem skal Templets Støtter igjen underholdes. Thi hvad var Ordet, som ingen sand Menighed agtede, men kun levede hen i det Skrevne? Og hver sand Dydigs Indre er et Billede af det store Tempel: derfor maa Tro, Haab og Kjærlighed ogsaa være de Støtter, hans indre Tempel hvile paa. Det er: Enhver sand Christen troer, at Christi Lære, formedelst sin over- bevisende Sandhed og rene Dydelære, er guddommelig og kraftig til Saliggjørelse; enhver sand Christen haaber, at Han af Guds Naade, naar han vandrer efter Christi Bud og Exempel, vil lønnes med det sande Gode, uden hvilket alle andre Goder snarere ere Byrder: den indre Ro og hisset et saligt Liv. Enhver sand Christen elsker Gud og sin Næste inderligen efter Christi Exempel, saa- ledes at han deler sin Fryd med Andre, ofrer sine Kræfter til Andres sande Vel, deres Oplysning, Forbedring og Tilfredshed, aftørrer den Lidendes Graad og deler hans Kummer. Som Jesus vor Frelser og Mønster lærer i sin Tale hos Joh. 15. 1 -- 14. Og Apostlen Paulus i Rom. 12, 10. "Værer hinanden inderlig hen- givne i broderlig Kjærlighed! forekommer hverandre med Ær- bødighed." Af disse tre Hovedstøtter for et christeligt Sind er Troen og Haabet dettes ejendommelige Kjendemærker; thi Kjærligheden kan findes i ethvert Menneskes Bryst med hvad Tro den end er forenet; og, da en daadfuld Kjærlighed er den eneste ubetingede Pligt, som igjen i sig indbefatter alle Pligter, tør vi ikke, saasandt vi ikke selv af blind Iver ville fornegte Kjærligheden, negte saa- danne en virkelig Plads i de Godes Samfund hernede og de Sa- liges hisset oppe, hvor Troesbekjendelser intet Skille vil gjøre, og hvor Troen vil overgaae i en reen Erkjendelse. Den christelige Tro hæver sig ligesaa høit over Jordens øvrige Troesbekjendelser, som dens Dydelære hæver sig over alle andre Dydelærer, som dens ophøiede Stifter hæver sig over alle andre Religioners Stiftere, baade med Hensyn til Vandel og sit Værk, der ikke, som øvrige menneskelige Værker, er fuldbragt for en SIDE: 170 vis Tidsalder og for visse Mennesker og Strøg af Jorden, men vilde, i sin ophøjede Simpelhed, kunne ledet den dunkleste Old- tids enfoldige Børn, som vore Tiders og alle Tiders oplyste Men- nesker til Ro og Salighed. Thi om Christus kunne vi ikke sige, som vi tilforn sagde om Jordens øvrige store Mænd, som om Moses, og andre Folkeslags end hans, Lovgivere og Religions- stiftere og Sædelærere, og om Jødernes Folkelærere, hvis Viis- dom Folket, ifølge sin Attraa efter en dunkel, men nærmere sandselig, Forening med Gud, kaldte Spaadomme, samt om Digtere og Viismænd, der have blottet nogle Sandheder for Verden, nemlig, at deres Værk vare dristige Fodstier for Mængden igjen- nem den Ørken, som aabner sig imellem Mennesket og det sande Liv, men hvilke tabte sig snart. Nei! den Sti Christus banede for den vildfarende Menneskeslægt, banede han bred og lige og sikker og mærkede den med sine Blodsdraaber, og den taber sig ikke før under de Fredens Palmer vi skimte fjernt i Syns- kredsen i vort Livs aftenrøde Horizont. Ja, vi skylde Christus vor Frelser Tro, Haab og Kjærlighed -- disse Baand hvormed han har omslynget Menneskeheden og knyttet Menneskehjerterne til sit eget, det som endnu lever og røres for Menneskehedens Held, og derigjennem til Alfader i Himlene. Alle Evangelier ere prydede med Steder, som lænke vor Tro til vort Haab og til Kjærligheden; men de Evangelier, til hvis Minde Paaskefesten er helliget og til hvis Betragtning de christne Menigheder indvie sig idag, indeholde Ord, som tale lige højt til vor Tro som til vort Haab og Kjærlighed. Ja, vi troe det, vi fæste vort Haab dertil. Vi troe, at Christus gjenudgik fra Graven, vakt af Gud, som Christus opvakte Lazarus, og vort Haab vil hæve sig høit som de tvende Disciples, der deres Øine oplodes og Sorgen veeg fra deres Hjerter, saasom de gjenkjendte deres Herre og Mester. Vi ville troe og haabe, at vel Tiden gjemmer den Time, da enhver god Christen vil komme nær sin Frelser, da ethvert godt Menneske skal oplyses om dette og andet Mere, og vore Hjerter ville brænde af dette Haab og af Fryd, naar vi oplade Skrifterne og see vort Haab hjemlet med de sikreste Ord, -- ja som de nedbøjede Disciples Hjerter da Frelseren oplod dem Skrifterne paa Vejen. Vi ville troe, at det bør os, som Christus at lide og SIDE: 171 at indgaae dernæst til Herligheden, at et skjønnere Liv hisset, naar vi ved dets Port kunne nævne det christelige Løsen, ud- vikler sig igjennem vore Lidelser her, saa at dette Liv blot er Skyggen af det tilkommende. Amen! JESUS ER MED OS (2den Søndag efter Paaske. Evang. Joh. 10 K. 11 V.) Bøn. Jesus! Du er vor gode Hyrde. Du satte Dit Liv til for os! O maatte vi følge Dig; thi Du vil gjerne være stedse med os -- ja i de mørke Dage som et skinnende Lys, og i de klare som en venlig Haand, der leder os. Da vil aldrig vor Glæde vorde Synd; men en Velsignelse ville vi fornemme over alt vort Gode, saaat det ikke fordærves, men saaat Det, der har et jor- disk Værd, ogsaa faaer et himmelsk, saaat vi fryde os ligesom de Salige. Og i Sorgen og Ulykken som i Glæden skal det be- findes, at Du har kjøbt os til en Ejendom, som du vogter i din Himmel, og ikke lejet os, saaat vi vel en Stund blive hos dig, saalænge det kun lyster os, men saa forlade dig. Nei, hellige Forløser, saaledes er ikke dit Blod rundet! Derfor er ikke dit Kors blevet et helligt Tegn, at vi kun i Angstens Øjeblikke skulle klynge os dertil; men forat vi aldrig skulle forlade det -- forat vi skulle støtte os dertil, naar Verden hænger sine Sorger og Byrder paa os; og forat vi skulle see det som den Hyrdestav Du endnu løfter over Jorden. Derfor ville vi vogte paa dig; thi Du gaaer foran os, og da skulle vore Skridt føre os did hvor du er. Vi ville høre efter din Røst; thi den er ikke forstummet, men taler sin Sandhed høit og klart. Vi ville see efter dit Kors; thi det er ikke nedbøjet, men kneiser imellem de christne Mil- lioner. Vi ville overlade os til din Ledning; thi Du er Lyset og Sandheden og Livet, og vi ville mindes, at Du evindelig er vor gode Hyrde, og at Du lod dit hellige Liv for os. Amen! Der er intet skrækkeligere for den Onde, intet trøsteligere og frydfuldere for den Gode, end den Tanke, at en højere Verden omgiver ham, at noget Højere, om end usynligt dog allesteds- nærværende, vogter paa ham og lader intet af hans Skridt, Intet SIDE: 172 af hvad der rører sig paa hans Hjertes Dyb undgaae sig. Dette er dog saa. Det er saa med Gud. Det er saa med vor for- herligede Frelser. Hvorfor skulle vi glemme dette, at han er over os, at han er med Sine fra Daaben og indtil Verdens Ende? Han er ikke over os forat nedknuge os om vi falde -- ikke med os forat tordne os Bebreidelser i Ørene; men forat hjælpe os, forat blotte os sine Vunder og forat bede os, at lægge Fingrene deri og at troe. Han er med os for at tale venligen med os endog da naar vort eget Hjerte skjælder paa os; og hans venlige Tale tier først da naar vort Hjerte tier med at bebreide og jubler med i Synden. Men hvorfor glemme vi dette, at han er med Os -- Han den Forherligede imellem Aanderne? Er der noget frygteligt i at denne Hellige er hos? -- Han, der kjendte Men- neskenes Svaghed saa vel, der ynkedes over de Forblindede, der bad for sine Fiender medens de gjennemborede ham, der borttog Straffen fra den Overbeviste og sagde: "Hvo som er reen, han kaste den første Steen!" -- Det maa bedrøve ham, at Menneskeheden ikke er kommen videre, ikke har gjort sig bedre Nytte af hans Fortjeneste i saa mange Aar. Men han veed, at den ikke har vidst at gjøre sig bedre Nytte deraf; og naar han seer alle disse Velgjerninger, som dog ere tilflydte Menneske- heden af hans Fortjeneste, og som i Skoler og kjærlige Indret- ninger og fromme Familieliv og formildede Krige, formindsket Vildhed, borgerlig Frihed, Oplysning, Tolerants og al menneskelig Uddannelse ligesom lysende Grene udskyde sig fra hans christne Templer videnover Jorden -- disse hans Palmer hvorunder vi her hvile os -- o! da tynger ham ikke Korset, da smerte ikke Slagene og Dødsvunderne, da er dette en herlig Deel af hans Salighed, da indtager han dette Skue i sin Himmel, da er hans Erindring Sejer og seirende gjentager han: Der skal vorde een Hjord og een Hyrde. Det er virkelig en af de udmærkede Evner, vi maa tillægge de hedenfarne Aander, at de med frigjort Aandeblik fra deres himmelske Høide kunne i Eet overskue deres hele forbifarne Liv med alle dettes Handlinger og disses Følger, ja Tankerne i deres Vraa, de ufødte, men dog avlede, Gjerninger, disse Idrætternes undfangede Fostre. Deri er kun liden Trøst for den Onde, som da først skal see sine Raad opdagede der han er, sine Gjerninger oprullende sig i deres Slangekrogninger, og da først gjøre sig et SIDE: 173 sønderknusende Begreb om deres onde Oprindelse, Strafskyld og ulyksalige lange Følger. Det skal være ham en Plage, at disse Helvedesbedrivter, disse Slanger, han ynglede i sit Hjerte og lod udkrybe i Støvet, nu atter i deres jammerfulde Følger ligesom yngle i Led paa Led en Slangevrimmel, der forfølger ham selv hisset. Det skal være ham en Gru, at Synd ei døer med Støvet, at Skjændsel kan overleve selv jordisk Ære, hvori han maaskee hylledes, at Bevidstheden om Rov og Bedrag kan plage selv der hvor Guld ei gjelder, at Nag ikke standser ved Graven. -- Men i denne udvidede Evne til at overskue sit Liv og sin Virken paa Jorden, som Vi med Grund kunne tillægge Aanden, er der Trøst og herlig Opløftelse og Salighed for den Gode, som da med hen- rykkende Forundring seer, hvorledes han dernede i Støvhjertets Snevre kunde føle og ville som han tør nu vedkjende sig i sin Himmel at ville, og for den Retfærdige, som seer sine Veje ud- bredte saaledes, som han vandrede den trange Sti vigende ikke af tilhøire eller tilvenstre -- og for den Høimodige, som undrer sig over, at det Offer, han nu anseer ringe, den Kamp, der er forsvunden, disse Sukke, han ikke hører længer, have hensat ham midt i saa rige Salighedsfrugter, at den Strid, Høimodig- hedsofferet har kostet ham, har efterladt saa sød en Klang i hans Minde, at et underkuet Ønske, et Forsonings-Haandtag, en liden Opofrelse har kunnet udstrøe slige Velsignelser paa Jorden i et forbedret Fiendehjerte maaskee, i en ved en Opofrelse af Ret gjenreist Families Lykke, og at disse Ædelhjertets smaa Træk kunne tegne ham hans Himmel saa skjøn. Men nu den Bedste, den Retfærdigste, den Høimodigste, den Ædleste -- Han der drog omkring og gjorde vel -- Han der sagde "Hvo af Eder kan overbevise mig om nogen Synd?" Han der turde sige: "Jeg har givet Eder et Exempel, at ligesom jeg gjorde mod Eder, skulle og I gjøre!" -- Han, der foragtede jor- disk Ære og Lykke mod den himmelske -- Han, der velsignede dem, som bandede ham, bad for dem, der hadede og forfulgte og piinte og dræbte ham -- Han, der leed Alt dette i sine fagre Aar og Alt for Sandhedens og Menneskenes Frelses Skyld -- hvilket Liv, hvilken Velsignelse af sit Liv har ikke Han fra sin Herlighed at anskue? og hvorledes skulle Vi ikke sige, at han da er med Os efter sit Udsagn: jeg er med Eder indtil Verdens Ende? SIDE: 174 Hellige Christus! forherligede Forløser! Du er med Os. Din Hjord har ikke menneskelige Hyrder alene, men en himmelsk. Du er hos Os, skjøndt Du boer hos "Din og vor Fader!" Du er hos Os som Han -- kraftig skjøndt usynlig, skjøndt nærværende der hvor Aanderne dømmes. Vi ville ikke give Slip paa denne Tro. Den er os for dyrebar, og Fornuften skal i sin prøvende Strenghed ikke dadle vort Hjertes enfoldige, men kostelige, Tro, at Christus den Forherligede er med os. Har du ikke, o Jesus! Deel i alt hvad Godt der udspringer af vor Christendom? Der tør Ingen sige: sæt mig i en Ørken, mellem Vilde, mellem Afgudsdyrkere, og jeg skulde dog kjende denne eneste sande Gud og vide at gjøre hans Vilje, jeg skulde dog kjende og øve Budet at tilgive, at nøjes, at være et godt Barn, en god Fader, at opdrage mine Børn, at ære Plig- terne og det Hellige. Visselig Den, der sagde saa -- han kjendte ikke Menneskene saaledes som de ere overladte til sig selv, under Lidenskabernes, ikke Guds Viljes og Fornuftens og Lovens, Herre- dømme; og han kjendte heller ikke Menneskene saaledes som de kunne blive og tildels ere blevne under Christendommens milde Veiledning, under Christi milde Hyrdestav -- den med Korset paa. Saaledes som det er, som vi leve i Fred, i Kjærlighed, under Forbedringer og Oplysning og Frihed -- som de Christne ud- mærke sig ved aandige og sædelige Fortrin fremfor de andre Troesbekjendere -- er det altfor klart til at kunne benegtes, at Christus er med os og med Sine. Lovgiveren lever i Aartusinder i sine Love. Christus lever i sin Lov, i sin Lære, i alle de For- bedringer, som udspirede og udspire deraf. Han seer sine Gjer- ninger og deres Velsignelser og sine Bekjendere. Han er hos dem, hos de Trofaste, saamange der leve saamange der døe indtil Verdens Ende, og der skal blive een Hjord og een Hyrde. Men Den, som ikke erkjender og troer denne Christi Nær- værelse, denne Hyrdetroskab -- han fraskille sig da, og vanke om paa sine ensomme vildsomme Høje! -- han nærme sig ikke Christus, naar han aabenbarer sig i en for det troende og ang- rende Hjerte næsten synlig, men altid til det Inderste følelig, Nærhed, i himmelsk Høihed og Kjærlighed i sit hellige Naades- maaltid! -- Han bære sit betyngede Hjerte om med sig alene! han prøve sine egne Kræfter! han søge en anden Haand end SIDE: 175 den Himlens Velsignedes, som er givet Magt over Levende og Døde til at afvælte Byrden! Ensom skal han vandre om. Det christne Tempel skal ikke være ham noget Brødrenes hellige Samlingssted, hvor de afvælte Dagenes Byrder. Hans Sorger skulle ikke lettes; Hans Glæder ikke deles. Fremmed skal han være i Kirken og i Verden, der har knyttet sig til denne. Han forlanger jo at være alene? Christus, der er hos Mennesket, naar Verden og Alt dens forlader det, maa jo ikke være med ham? Ulykkelige Menneske! mon du ikke engang skal føle Trangen til Hans hjælpendes Nærhed, naar Syndebyrden er voxet dig ret tung paa Hjertet? mon du ikke røres af en Smerte, naar du vandrer forbi det christne Tempel og hører den fromme Sang der og seer Menneskene at udvandre derfra med et skinnende Haab i sine Aasyn, eller naar du maaskee selv der tilfældigviis hører Christus tale endnu igjennem sin Tjener som i hine Dage: "kommer til mig Alle I, som syge og sorgfulde ere; jeg skal give eder Lise!" -- Ak -- du kan vel kvæle det for en Tid, men det skal dog opstaae i din Sjel dette Spørgsmaal: er ikke dette sagt som til mig Selv? thi er jeg dog ikke syg og sorgfuld? Men da -- overvei da dette Spørgsmaal med Alvor, hvorledes det ret er med dig, og besvar det med Sanddruhed; thi da er det Christus -- han som du forstødte -- Christus selv, som kalder dig, det forvildede Faar, tilbage i Hjorden. Men det er ikke disse Haardnakkede alene, som synde imod Christi Hyrdetroskab. Ogsaa den Letsindige, der kun i Nødens og Angestens Stund inderlig anraaber hans Nærværelse, og kun da søger Trøst i hans Religion, der har nok deraf for Alle, for- synder sig derimod. Christus lod sit Liv for Sine. Men Disse skulle ikke engang lade en liden Vinding, en fornøjelig Stund for Christi Skyld, omendskjøndt den, naar Christus og vort Højere har Krav derpaa, og den dog ikke gives, bliver Synd. Men saa- snart deres Himmel mørknes, ja da speide de med Taarer, om de ikke kunne see Frelserkorset etsteds i dens Skyer, da søge de Ham i hans Tempel og opbygge i deres Hjerter smukke Templer for ham af herlige Ord, men Ord der ligne Sandet i Flugten -- da søge de Kristi hellige Nærhed i Naadesmaaltidet, og sige: "dette kunde ikke Mennesket undvære, denne nøjere Forbindelse med Gud og Christus end Mennesket selv kunde give sig den -- o nu er min Sjel reen og let som Fuglen, der SIDE: 176 svinger sig fra Badet mod Himlens Blaa!" Nei, disse Menneskers Sjel er heller liig de Dyr, der kun en kort Tid kunne holde sig oppe af Dyndet og som endnu medens Solen skinner varmt ile at rode sig ned i det gamle Leje. Thi visseligen Christi hellige Nærværelse staaer mange Mennesker ikke mere levende for Sindet end, at de Dagen efter Nadveren, Dagen efter at hans Naadestraale faldt ogsaa paa dem, da den afløste Syndeskorpen fra de oprigtige Hjerter, ile at nedrode sig i de gamle Synder. Disse lønne isandhed Jesu Hyrdetroskab med Lejesvendetroløs- hed. De ere som disse dovne og slette Lejesvende, der vel klynke efter Arbeide, naar Nøden driver dem, men som ikke ville røre sig naar Bondens Ager skal ryddes eller hans Grøde maa i Hus; og due disse lidet, da due de Arbeidere i Herrens Viingaard, som ligne dem, endnu mindre der hvor saamegen Ufortrødenhed er nødvendig, ja hvor det kan være Pligt at lade sit Liv for at Herrens Gjerning kan fuldkommes, alt efter som Christus gjorde det. Men fatter Mennesket ret levende Troen paa at Christus er med ham og hos ham, ligesom han er med alle Sine, med sin hele Hjord: da skal han vel faae Kraft hertil, til at vandre et møisommeligt Liv forat naae Himmelen, til at være ufortrøden midti Hindringerne, til at hedde Løgner for Sandhedens Skyld, til at pines for sin Kjærligheds Skyld, til at døe forsmædeligen for det evige Livs Skyld, til at udrykke Hadets Torne af sit Hjerte for Livsens Krones Skyld, til at vandre Christi blodige Fodspor for det himmelske Æressædes Skyld hvortil de føre. Hvortil da mismodig Klage, naar der er En over og hos os, som tilsynger os Sejer og Begyndelsen til den Glæde, som de Salige høre og see og føle? Hvortil svage Menneskers Bifald og Vidende om vort Christsind og Christdaad, naar vi have saa ypperligt Vidne hos os som Han, der "kjender sine Faar og kjendes af Sine?" O! glemmer ikke dette, at Han er eders Vidne, men et sanddru, og ikke bestukken af et: "Herre! Herre!" Glemmer det ikke fra hvergang I ved Naadesbordet ere i hans høitideligste Nærhed og til den anden Gang, og fra hvergang I see dette hans Alter og høre hans Ord og til den anden Gang. Thi Han er visselig hos Eder alle Dage og indtil Verdens Ende. Gjører ham til en kjær og daglig Gjæst i eders Huse, hvor hans Ord ligger opslaaet, saa han jevnlig taler til Eder og hvorfra hans Veje udgaae! Helliger SIDE: 177 ham en Deel af eders Glæde! Meddeler ham eders Sorg; og han skal tage den hele ligesom den ømme Hyrde bærer det saarede Faar! Lærer at kjende dem, der ere som eder imellem Menne- skene, og slutter eder da sammen i Kjærlighed og christelig Sam- virken i een Hjord under den ene Hyrde, som ikke forlader eder! Lader eders Familier, Børn, Tyende, Alle under eders Tag være som een Hjord, af een Gudsfrygt, een Kjærlighed, een Vilje til Alles Bedste, som Christi liden Vennekreds, somom han selv sad der i Høgsæte og gik omkring og velsignede Alt! Siger om Julen, naar den længste Nat er over: "en ny Sol er født til at stige høit paa Himlen -- ogsaa mig er en Frelser født, og nu et nyt Aar der skal vorde mig og mine til Frelse, til Væxt i det Gode og i Lykke." Siger om Paasken, i Aarstiden naar Jorden synes i de fossende Strømme, i de opløste Bækker at kjæmpe og lide forat afkaste Vinterens Aag -- siger da: "ogsaa for mig har Frelseren lidt, ogsaa mig bør det at kjæmpe og lide forat afkaste Syndens Aag, om jeg skal naae nogen Lykkesvaar med rolige Dage og nogen Salighedssommer under Naadens Sol." Siger om Pintsen, naar Træerne løfte sig med frisk skin- nende Krone i Luften og Blomsterne stige af Mulden: "ja Christus lagdes i Mulden og er opstanden og himmelfaren, ogsaa jeg skal opstaae og stige mod Himlen, som Han, som Naturen her omkring mig!" Og siger hver Dag: "se hver Dag helligede Jesus til Lære og god Gjerning -- saa være og mine! Hans Ord er hos mig og hans Mønster for mine Øine og hans Fodtrin tegnede og han taler i Templet og er hos Sine -- hvi da ikke hans Ord, hans evige Selv, og disse Ords Sjel hans Vilje i min Vilje, hans gode Hjerte i mit Hjerte? -- da skulde jo Han være mig nær som jeg er mig Selv nær? -- den Velsig- nelse han fik af sin og Alles Fader over mit Huus, paa mit Ho- ved?" Ja Christen! da skulde du sige, naar du atter stod ved hin mørke, længste Nat: "Jesus Christus den Forherligede var med mig det hele Aar -- Han forlod mig ikke i dets Glæde, ikke i dets Sorg -- Han værnede mig naar Verdens Ulve tru- ede -- Han var mig en trofast Hyrde, og jeg fulgte ham, og Vi skulle følges sammen alle Dage indtil Verdens Ende! Amen!" SIDE: 178 OMSORG FOR SUNDHEDEN (3die Søndag efter Paaske. Evang. Johan. 16 K. 16 V.) Bøn. Livets Ophav! Dødens Herre! maatte Du forskaane vort Samfund for ødelæggende Landfarsoter, om end Sygdomme maae ramme den Enkelte! Og maatte Menneskene tilbørligen skatte dette Livs Værd baade for sig Selv og for de Tider, som grye bag Graven, agte Sundheden som dette Livs dyrebareste Kleno- dium, og vogte derom, saaat de ikke letsindigen eller ved Umaa- delighed og andre Sundheden skadelige Feil og Laster sønder- bryde eller indbringe Raadenhed i denne Stav, som ikke alene opretholder Legemet paa den jordiske Vandring, men ogsaa Aanden! Amen! Tiden vel af lette Stunder, smeltede ihop, bestaaer, og af flyvende Sekunder kjæde sig de lange Aar. Dog paa Sjelens svage Hytte, hviler Stunden ofte tungt. Det kan ikke dig beskytte, Hjerte, at du er saa ungt. Sjel i Hytte! Timen klinger. Har du først det hvide Skjæg, for hver Timeklang der springer Nagle i din tynde Væg. Derfor vær beredt at see den styrte sammen i sit Leer. Bedre Huus i Evigheden faar du, hvor ei flyttes meer. Der vi see igjen hverandre -- flyer I rappe Stunder da! -- Dødens Time, som de andre, høre vort Haleluja! En liden Stund er Livet; det hele Liv er en liden Stund; Livet er kun en sammenløbende Kjæde af Øjeblik, flygtige, hvad enten de hensvinde med et Smiil eller et Suk, flygtigt som Øjeblikket selv. Dog ere disse Øjeblik vigtige og virksomme. De udsaae for Evigheden. Og om end Livet er saa kort, at vi med en eneste Tanke kunne omfatte de henflydte Aar, ligesom vi med et eneste Blik fra en bestegen Høide overskue den hele milelange Slette, vi med Møje og Sved igjennemvandrede: saa kan der dog i disse SIDE: 179 Aarrækker findes Øjeblik, som have indhugget sig i Flugten i vor Erindring og sidde der til Sorg eller Glæde evindeligen. Ja af den Vigtighed kunne disse forbilynende Øjeblik være. Den syndfulde Tanke, som opfylder lange Aar med den bittreste Erindring, fødes i et Øjeblik. Det dydige Forsæt, som udspreder sine Virkninger imod Evigheden og gjennem denne, fødes i et Øjeblik; og den gode eller onde Handling skeer enten i eet eller faa ilsomme, vigtige Øjeblik. Den menneskelige Sjel, intet Øje- blik sig selv liig, er i en bestandig Fremgang til eller Til- bagegang fra sin Bestemmelse, og fortrives dog bestandig med Øjeblikkene, med den store Tidens Strøms utallige Smaabølger og Draaber imod det store ubekjendte Hav, der skyller op imod Gravens anden Side. Om en liden Stund see vi ikke den gode Sjel, men atter om en liden Stund see vi den i sin Glands som en stolt Seiler at styre imod sit Maal -- ak, stolt Seiler, siger jeg -- nei Menne- skesjelen, fortdreven i sit Legeme med Tiden, maa heller ligne en Mand i den skrøbelige Baad paa det uhyre Hav, sættende over til en fremmed Strand, der kun utydelig viser sig i Syns- kredsen -- og se, snart er Baaden afsyne imellem Bølgerne, snart sees den, snart sees den at nærme sig i rigtig Fart, snart at styre paa kryds og tværs i modsatte Retninger. Dog være det langtfra os at sige, at Mennesket paa denne Fart er ganske og alene overladt til sig selv eller til sin skrøbe- lige Baad. Derfor har Gud sørget. Thi over den Kyst, hvor han skal lande kimer Forjettelsernes Gry, og Haabets Stjerne viser baade Vejen og nedstraaler fornyet Kraft og Mod, og fremfor Alt har han et Kompas i Religionen, der baade viser hvor han skal hen og hvor Vejen gaaer, og i det Tidens Hav, han gjen- nemskjærer, gaae vel de mødende Tilfælders, Hændelsernes, Prøvelsernes, Tilskikkelsernes snart ledende, snart stridige Strømme; men Forstanden og Erfarenheden staae tilroers. See vi derfor et saaledes udrustet Menneske, da kunne vi være for- vissede om, at han lykkeligen skal anlande ved Maalet, at selv ikke de brusende Aar skulle bortslaae ham. Men altsom han nærmer sig, stilnes Bølgerne og de salige Strande fremhæve sig tydeligen; og i den dydige Gamles Fredssmykke, de hvide Lokker, see vi den lykkelige Farmand, saasnart han faaer Øie paa Landet, at sætte skinnende Seil til og endelig at lande. SIDE: 180 Men med alt dette, maa vi dog tilstaae, at det Fartøi, Aanden maa betjene sig af paa denne Fart til de bedre Lande, er skrø- beligt nok. Dette er Legemet, og dettes Skrøbelighed kjende vi jo alle. Ere vi end overbeviste om, at, hvadenten vi seile længe eller kort, naar vi blot holde den rette Vei og Streg, om vi op- sluges tidlig af Dødsbølgen, om vor sidste Time slaaer i de glade, rødmende Dage eller i de mørke og bøjede Alderdommens, saa holder dog den algode Fader i sine Arme under og opfanger os og fører os til Hjemmet under en Sol, der ikke speiler sig i Taarer eller gaaer ned bag Grave -- ere vi end overbeviste herom: saa skilles vi dog ikke med Behag fra dette Liv, hvis Glæder vi ikke kunne glemme, mens dets overstandne Lidelser selv forekomme os som et Slags Glæder eller i det mindste som Minder, vi gjenkalde os ofte med en Slags Stolthed forenet med Taknemlighed mod Gud, ja hvis nærværende Byrder ere blevne os kjære ved Pligterkjendelsen, Nødvendigheden og Vanen. Til denne Kjærlighed til Livet, som er os indpodet af den Alvise, saasom Livet er os vigtigt, og som hos den sunde og rørige Gamle er i Virksomhed indtil den højeste Alder, behøves ingen Opmuntringstale. Den er os for naturlig og et stort Gode; men jeg vil støtte mine Ord til det Medhold denne stærke Følelse vil give dem, idet jeg vil anprise Omhyggelighed for vort Livs Sundhed og Vedligeholdelsen, som et vigtigt Middel baade for vort jordiske og himmelske Velvære. Vort jordiske Liv er os jo nemlig givet, forat vor Sjel her paa Jorden skal uddannes og modnes til et højere Liv? Som et saa vigtigt Gode bør altsaa dette Liv bevares og anvendes. Daarligt vilde det være, om vi af Jesu egen og flere Blodvidners Bered- villighed til at gaae i Døden vilde slutte til nogen retfærdiggjort Ringeagt for dette Liv. Thi det bliver alligevel en Sandhed, at Liv og Helbred da bør opoffres, naar de højere Pligter, for hvis Skyld dette Liv er os givet, fordre denne Opoffrelse. Skulle vi være omhyggelige for vort Liv og vor Helbred, og er det en Pligt at agte disse Algodhedens dyrebare Gaver, uden hvilke vi jo ikke kunne tænke os eller nogen Lykke: saa bliver det vel en Hovedpligt, ikke med Forsæt at gjøre Ende paa sit Liv eller paa sin Helbred. Det Første gjør den aabenbare Selv- morder; det Andet den fine, uegentlige eller langsomme Selv- morder ved Liderlighed, Umaadelighed, Uforsigtighed, Letsind og SIDE: 181 Ureenlighed. At slig en Synd maa stride imod Guds Vilje og altsaa mod Menneskets Pligter, det see vi l) af hiin stærke Lyst til at leve, som Gud har nedlagt i alle levende Væsner og i alle sundtfølende og tænkende Mennesker, hvorved han noksom har tilkjendegivet sin Vilje, at vi skulle bevare vort Liv disse faae Stunder, i hvilke vi sees herneden for snarlig nok at for- svinde. Og 2) røber det en utilbørlig Mistillid til Forsynet, at man ikke vil udholde Livets Plager og Byrder, endskjøndt de sendes os i den viseste Hensigt og have de gavnligste Virkninger, naar de bæres med Taalmod. 3) Strider det mod Kjærlighed til vore Medmennesker, at man vil forkorte sit Liv; thi vort Liv bør anvendes ikke blot til Gavn for os Selv, men ogsaa for Andre; og derfor er Selvmord i højere Grad en pligtstridig Handling for Den, hvis Pligt det er at forsørge Andre. Og endelig 4) skulle vi leve forat opfylde vore Pligter her paa Jorden efter Guds Vilje. Den, der altsaa vil opfylde sin Pligt, han vil ogsaa leve; men Enhver bør ville opfylde sin Pligt -- altsaa bør Enhver ogsaa ville leve. Hvo som altsaa ikke vil leve saalænge Gud vil, han vil ikke opfylde sin Pligt. Salomon siger: "Den, som har et Hjerte, elsker sit Liv; han bevarer sin Forstand for at see Godt." Og Paulus siger: "Ingen af os lever ved sig selv, og Ingen døer ved sig selv; thi baade dersom vi leve, leve vi ved Herren; og dersom vi døe, døe vi ved Herren; derfor enten vi leve eller vi døe, ere vi Herrens." Men ikke nok, at vi skulle langtfra ligefrem skade eller til- intetgjøre det Liv, vi her have -- Vi skulde paa ingen Maade skade det, men bevare det som en kostelig Gave og anvende det efter Skaberens Hensigter. Det er da vor Pligt, at sørge for, at vort Legeme kan være saa brugbart et Redskab som muligt for vor Sjel, saaat Sjelens fri Virksomhed ikke skal hindres ved Legemets Svaghed eller Uduelighed. At dette er Tilfælde, lærer os Erfaringen, og at Jor- dens Herligste er en sund Sjel i et sundt Legeme, det er en Sandhed. Derfor bør vi 1) Vogte os for det, som er skadeligt for Sundheden; -- 2) stræbe at afhjælpe Sygdomme ved tjenlige Midler; -- 3) bør vi uddanne og hærde vort Legeme, saaat det bliver dygtigt til at forrette Arbeide og stærkt til at udholde SIDE: 182 Besværligheder -- kort til at opfylde vort Kald; -- og 4) sørge for Legemets ydre Anstand. "Sundhed og Helbred -- siger Sirach -- er bedre end alt Guld, og et stærk Legeme end meget Gods" -- og denne Sand- hed erkjende vi klarest, naar vi vaande os paa Sygelejet, eller gaae omkring i Overflødigheden uden at Noget er os tilpas. Med Hensyn til det 1ste, da er det især Maadelighed, som maa anprises -- denne Sundhedens Vogterske og Sygdommens Læge. Det er den Dyd, at vi beherske vor medfødte Drift til at tage Næring til os og til Fornøjelser. Ville vi blive friske, nyde og forlænge de vingede Stunder og lade os see i dem veltil- fredse, da maae vi kun tage saamegen og saadan Næring, som er fornøden og tjenlig til at styrke Legemets Kræfter og til at forfriske Sindet. Ellers ere vi umaadelige og have den Fejl, som graver de fleste Grave og svækker Sjelen, idet den nedbryder dens Legeme, og som misbruger og spilder Guds Gaver til Skade for sig og Andre og trælbinder Sjelen under lave Lyster, der lade sin Slave falde fra Last til Last, ofte forstyrrende den i Bund og Grund. Jesus siger: "vogter Eder, at eders Hjerter ikke nogen Tid besværes med Fraadseri og Drukkenskab!" -- og Apostelen siger: "hvad enten I æde eller drikke, eller hvad I gjøre, da gjører alt til Guds Ære!" Med Hensyn til de andre Pligter, da er det Kjendskab til vort eget Legeme og visse Helbredsmidler, Agtelse og Tiltro til Lægen, Legemsøvelser fra Barndommen af, en ikke forkjelet, men ikke heller uforsigtig, Opdragelse og Levemaade, Arbeidsomhed, Reen- lighed og Anstændighed, som lære os dem. Følge vi dette, da skulde ikke vore Stunder blive saa faa, i hvilke vi see hinanden herneden, og ikke heller skulle de hen- slæbe sig med den Værkbrudnes langsomme Smerte -- da skulde vi see Jorden bedækket med flere sunde Børn, stærke og raske Mænd og Kvinder og livsrørige Gamle; og mange Onder, som nu vandre om i Skrækkens og Sorgens Billeder, skulde hen- svinde med den flygtige Tid. Efter et velført og langt og glad Liv skulde Hengangen skee til Faderen, og den lille Stund, i hvilken Mennesket ikke saae ham, skulde indskrænkes til Døds- øjeblikkets korte Blund. Da skulde "megen Græden og Hylen" forsvinde, og mange Flere i Verden "glæde sig", og megen "Be- drøvelse omvendes til Glæde". SIDE: 183 Men disse Beklagelsesværdige, hvis sygelige og nedbrudte Helse er enten en Vuggegave af Alstyreren eller en uforudseelig Til- skikkelse, som han har behaget at give dem -- Disse skulle vide, at deslige Onder ofte kunne vække eller styrke Menneskenes Sjelekræfter, idet Sjelen vænnes til at virke med færre Midler og til at undvære og til at beherske sit Legeme. Disse skulle vide, at de flygtige Stunder medføre ogsaa mange høje Glæder, som de kunne nyde, og at ialfald den Stund er liden, hvori Glæde eller Lidelser skulle sees -- og at det snarligen stunder til en Forløsningens Time, da det nedbøjede og usle Legeme i Graven, paa Dørtærskelen foran sin himmelske Faders Huus, skal føde en Sjel, hvis Arvedeel er Herlighed og hvis Bopæl skal vorde Salighed -- da der "for den Glædes Skyld ikke mere skal tænkes paa den Nød", og da den forudgangne Frelser atter skal sees, ja "gjensee dem, som havde Bedrøvelse, saaat deres Hjerter skulle glæde sig i en Glæde, som Ingen dem skal fratage!" Da skulle vi som Jesus "træde i vort Skib" -- og dette Skib skulle de sidste Bræder være -- og Englevinger skulle udspænde sig som Seil, og Haabets Anker skal den Snekke bære, og Kjær- lighedens Blommer skulle omkrandse Stavnen -- og vi skulle fare over det lille Dyb, vi saa ofte daarligen grue for -- og vi skulle komme til vor Stad -- til den hvor Faderens Huus med de mange Værelser ligger i. Men der skal ingen Værkbruden møde os paa sin Seng; men Engle skulle vi see hvilende i Udødelighed paa sine Himles Høje; og det Legeme, vi engang elskede saa i Støvet, skal synes os der det ligger som usle og værkbrudne Lemmer. Og det skal forekomme os somom disse pludselig reiste sig i Kraftens Fylde, da der i Dødsstunden tilsagdes os af en kjendt Stemme "vær frimodig Søn! dine Synder ere dig forladte!" Og der, der hvor Ingen bespotter eller tænker Ondt i sit Hjerte, der skulle vi dog erkjende det som en større Velgjerning, som et herligere Under af Barmhjertigheden, at der siges "dine Synder ere dig forladte", end det Under af Livets algode Ophav, at han giver nye Kræfter og siger til Den, der lægger de trætte Lemmer i Graven: stat op og vandre -- og vandre videre gjennem Him- lene. Da skulle vi vide, at Menneskets Søn havde Magt paa Jorden at forlade Synder -- da skulle vi være opstandne og gangne hjem til vort Huus. -- Da skulle vi beundrende prise Gud, som har givet Mennesket en saadan Magt, at det baade SIDE: 184 som oftest kan vogte sit Liv i denne Verden, som dog er For- krænkelighedens, og ganske vist vogte sig forat fordærve sit Liv i den anden, i Herlighedens -- Hvor ingen Smerte meer os naaer, hvor ikke Brud og Meen og Saar det Legeme, som Aanden faaer, kan skjænde eller skade. Hvor i Alkjærlighedens Smiil den unge Engel, lys og mild, sit Legeme af himmelsk Ild evindelig kan bade! Amen! FRIHED (Christi Himmelfartsdag. Evang. Mark. 16 K. 14 V.) Bøn. Hellige Fader! Du har nedlagt i vor Sjel baade Hang til Frihed og Evne til værdigen at bruge og nyde den. Ja Du indpodede dette i Aandernes Væsens Grund, nedlagde disse Gløder i de lavere Skabningers Blod, og lod Friheden afbilde sig i alle Elementerne. Den er den Vinge, hvorpaa Skabningerne hæve sig. Med den er det Aanderne stige fra Støvet op i Him- len og igjennem Himlene. Men Disse trænge til din Leden, at Frihedshanget ikke bliver dem til Fordærv. Disse er det, hvis Evner kræve fornuftig Frihed. Disse er det, hvem Sandheden skal gjøre fri, og hvem Sædelighed og Frihed ere eet. Takket være Du da, Alkjærlige, for saa herlig en Gave, forat du ikke alene indplantede Drivten til, og forherligede vort Væsen med Evne til Frihed, men endog ydermere bøjede og ledede den til det Gode, og har i dine Bud og i Christi Sædelære givet os, dine ringe Skabninger, den samme Grundlov, som og gjælder for dine Højere hisset i de fuldkomnere Samfund! Amen! Mellem denne Tids Dage, enten ikke længe før eller efter Himmelfartsfesten, er vort Folks Frihedsfest, den glædelige 17de Mai. Vi have faaet mindst af dens Ære og Gaver, dog er den og- SIDE: 185 saa for Os den glædelige 17de Mai. Den Fattigste er dog Fri. Faaer han en flink Søn, og det lykkes Denne at komme frem i sin Ungdom til høiere Dannelse, da kan hans Søn gjerne blive Kon- gens Raad. Der er intet ivejen fra Fødselens Side. Men i alle Lande er det ikke saa. Lovene ere hos Os ogsaa lige for Alle. De vilde strække sine Jernklør ud og pille Overmodet af Den, der turde enten lægge Haand paa eller paa anden Maade krænke sin ringere Landsmand. Derfor fryde ogsaa Vi os paa Frihedsdagen. Vore Øine ere ikke lukte for Guds særegne Miskundhed mod Folket, da han lod de mest truende Omstændigheder opløse sig i Fred og Fri- hed. Ogsaa Vi forstaae og føle, at den 17de Mai er den vel- signelsesrigeste Dag, Gud har ladet lyse over Norriges Fjelde; og derfor vide vi, at den først og fremst bør feires med Tak til Gud. Ja Vi vide mere: Vi vide, at Gudsfrygt maa være ethvert Riges første Grundlov, om det skal bestaae. Vi vide, at af den ud- gaaer nemlig den sande Fædrelandskjærlighed, der takker Gud for Frihedens Vuggegave, ærer Lovene og deres første Vogter Kongen. Hvad personlige Fordele og Bekvemmeligheder er der for den Fædrelandskjærlige, som han ikke skulde yde Fædrelandet, om det krævede dem? Han gjør det saa glad som Bonden nedgraver sit sidste Korn i Furen. Man Fædrelandet skylder Blommen af sin Kraft og Lydighed til Loven og Hjælpen til de Arme. Alverden skyldes hele Kjærlighedens Varme. Hvo glemmer disse Pligter, sin Borgerret har tabt. "Reis" -- siger Fædrelandet til Manden i den varme Stue -- "reis for mig det Par hundrede Mile i denne Kulde gjennem de uvejede Skove og over de milebrede Aaser; men uvist om jeg kan gjengjelde dig." Og den Fædrelandskjærlige, Patrioten, reiser. "Op! kjæmp! dø!" siger Fædrelandet. "Jeg er i Fare!" Og Patrioten trykker sin Viv og sine Børn til sit Hjerte og gaaer. Han sukker over Krigens Onde, over at et eneste herskesygt fremmed Menneske -- thi fra Herskerne, ikke fra Folkene, kom- mer al Krig -- skal afstedkomme saamegen Ulykke; men han tager Riflen eller Bilen fra Væggen og gaaer. SIDE: 186 Og slige Patrioter kunne vel Vi være med, Vi med de stærke Arme! Lader os da have Deel i Frihedens Glæder. Vi skulle stræbe efter at blive værdige til dens Goder, om det end vil briste paa Formuen til at erhverve alle Borgerens Rettigheder. Nor vil jeg Armen skjænke, ja Barm og Hærde med; men Vettet vil jeg øge og dyrke ved at tænke. Thi Fædrenelandsvennen søger at gjøre sit Land Gavn og Ære ved at uddanne sine Anlæg og ved Dygtighed i sit Kald. Han søger at lære at kjende sit Lands ham vedkommende Love og sine Rettigheder, og han holder sig inden dem. Thi Frihed er ei Hadet mod hver en lovlig Magt, ei mod hvert gavnligt Baand en tøileløs Foragt; men Retten til at handle, og at man handle tør just som man ville bør. Og se, den Frihed, Jordens Herre knæler for, den Himlens egne Datter, den Aandernes Gudinde, den Dronning paa en Jord, for Loven bøjer Knæ, som var hun dens Slavinde. Lydig under Loven, gjør Fædrenelandsvennen sig selv og sit Huus en Lov, idet han ikke tillader sit fattige Fædreneland at forarmes og beskjæmmes ved Dovenskab, Ødselhed, Udsvævelser og udenlandsk forfængeligt Flitter. Han søger at pryde sit Fædreneland med veldyrkede Agre, velopdragne Børn. Han er arbeidsom og tarvelig, og han lærer sine Sønner og Døttre at være det Samme, saaat de ikke skamme sig for at bære det Tøi tilskue, som deres egen Rok har spundet. Han er godgjørende, enig, fast til det Gode, forsonlig, sandhedskjærlig, redelig, ret- færdig i Alt, aaben og kjæk som den gode Samvittighed. O! Landsmænd, findes disse Dyder i vort Land, da kalder det ikke fattigt. Og Landet synes skabt til at de kunne trives her; men ikke synes det skabt til at nære Troløshed, Trættesyge, Ødselhed, og den fortærende Forfængelighed, ikke til at være Daarers eller Nidingers Amme. Findes hine Dyder i Borgernes Hjerter, da mangler Landet ikke Kraft; thi Frugterne af hine Dyder, af Gudsfrygten, kunne ikke udeblive hverken i de enkelte Familier eller den hele store Statens Familie; men de maae ud- spire med Velsignelse, da Landets Frihed fremhjælper dem. Og SIDE: 187 da vil jo Enhver indsee med hvad Ret han skylder sit Fædrene- land Kjærlighed; da ville Alle være enige i at forsvare det fælles Gode; da har det Styrke; da vil Enhver gjerne lade Alt for det Samfund, hvor da Retfærdighed er paa Domstolene, Sandhed i Templerne, Redelighed og Oplysning om Arnerne, og Kjærlighed og Enighed over det Hele. Og da er Samlivet saa lyksaligt, som Friheden kan og bør og hensigter til at gjøre det. Men det have vi ogsaa hørt, at Friheden snarere er en for- tærende Ild end et Solskin, der mildt trænger ind i alle Huse, overflyder alle Dale, iklæder Landet ligesom med en Hæderens Straaledragt. I Daarers og Niddingers Hænder kan det uskyldige Brudelys blive til en Mordbrænderfakkel. Men slige Løgne have saa store Slangehoveder, at de ville gabe over og sluge al Verdenshisto- rien, men ogsaa saa store, at vi kunne faae Foden paa dem og knuse dem. Imidlertid -- om Guds Sag maae vi ikke mistrøstes. Disse Syner, disse Historiens og Erfaringens Taler maa ikke forskrække os, saaat vi blændes og troe Intet vundet for hele Menneske- heden eller at det Godes Fremstræben kun er en Bølgegang, hvori det vel hæver sig under Nationernes Jubel; men fluxen synker tilbage. Tvertom dets Fremgang er ustandselig. De vare kun Midlerne af Støv, der hengjemtes i Herligheden, som hæderligen brugte Vaa- ben. Profeterne, Sandhedens og Folkefrihedens Forkjæmpere hos Jøderne, dræbtes; men Hundrede af Aar efter, da deres Advar- sler opfyldtes, bævede Folket for deres Sandheder og samlede med bitter Graad deres Levninger. Christus korsfæstedes; men neppe lukkedes han milde Øje, før hans Mordere sloge sig for deres Bryst; erindrede sig hans Lærdomme, hans Kjærlighed og Dydslevnet, og selv Hedningerne udbrøde: visselig han var en Guds Sending, en Lærer, Guddommen liig! -- Stefanus stenedes; men neppe taug Steenhvirvlens Hvinen, før Angrens begyndte i Sauli Hjerte og før Morderskaren eftertænkte, som vendte til- bage til Staden. Ja ogsaa i vore Tider føres en Kamp for Sandhed og Frihed, som vidner om at -- ikke som i Oldtiden, da kun enkelt Mand førte den imod hele Folk og Christus imod en Menneskehed -- at den nu er mere udbredt, at Flere føre den, at det ikke er SIDE: 188 sjeldent at det Gode nu seirer, idetmindste forsaavidt at den store Hobs Stemme ikke opløfter sig imod det Rette og Sande og, at Dettes Erkjendelse er saa udbredt, at dets Fiender ofte kun tør murre iskjul. Ja det er alt for længe siden erkjendt, at det Gode har hos mange Folk fremkjæmpet sig til Ligevægt med det Onde; hvert Øjeblik (thi det fremskrider evigt) giver det altsaa Overvægt indtil dets Sejer er fuldkommen. Dette er Verdenshistoriens Lære om de hellige og verdslige Kampe Menneskeaanden har bestaaet for at naae sin nærvæ- rende Udvikling. Men lader os undersøge den Frihed, Vi mene! Imellem de ædlere Drifter Gud har nedlagt i vort Bryst, synes ingen tidligere at vaagne og vældigere at reise sig end Drivten til Frihed. Se Svøbebarnet! Neppe har dets Aand samlet Kræfter nok til at sætte Lemmerne i Bevægelse før det viser Afsky mod alt som indskrænker og tvinger dets Lemmer. Den søde Fryd at føle sig fri, at kunne yttre alle sine Kræfter efter Godtykke er en af de første vi ere istand til at nyde og efter hvilken vi tørste. Strengheden af den største Tvang mægter lidet imod vor na- turlige Kjærlighed til Frihed. Den uddøer aldrig ganske i vort Bryst. Ved det grusomste Tryk holder den sig dybt i vor Sjel og venter kun paa Leilighed igjen til at frembryde som Ilden i Myren. Med uimodstaaelig Magt splitter, sønderriver den plud- selig Lænkerne, knuser Tyranniets Aag, og virker med en Hef- tighed, der ingen Grændser kjender. Aabner Menneskeslægtens Aarbøger, forsker efter Aarsagerne til saamange skrækfulde Optrin, saamange forbausende Heltegjerninger, saamange blodige Krige, og vi skulle finde, at Frihed var det uskatteerlige Gode, hvorefter de bedste Mennesker kjæmpede, hvorfor de Ædleste blødede, hvorfor hele Folkets Masse kjæmpede og opofrede Alt. Frihedens sande Venner, Sandhedens Dyrkere, ligesom de falske, skulle Vi kjende af deres Frugter. Ikke Enhver, som an- raaber Jesus med et: "Herre! Herre!" er en god Christen eller kommer derfor i Himmeriges Rige; men "Den, der gjør Faderens Vilje, som er i Himlen!" I Skinhellige og Hyklere, I have da hørt eders Dom! I Blindttroende, I have da hørt eders Dom! I Dumme, Uoplyste og Træge, I have da hørt eders Dom! SIDE: 189 I Sneverhjertede, I Ligegyldige, I Intetgjørende, I have da hørt eders Dom! I Dovne, uarbeidssomme Forfængelige, I have da hørt eders Dom af Frelseren selv. Han mener eder Alle og Hver især. Men I Redelige, I sande Dydige! I have hørt eders Frifin- delse. I Tænkende, fornuftigen Troende! I have hørt eders Frifin- delse. I Kloge, Oplyste, Forstandige! I have hørt eders Frifindelse. I Menneskekjærlige, I til al Veldaad Virksomme, I have hørt eders Frifindelse. I Flittige, Nøisomme, Tarvelige, I have hørt eders Frifindelse. I angrende Syndere, I som læse med Graad i eders Hjerter, I have hørt eders Frifindelse af Frelseren selv. Disse ere Frihedens sande Venner, som troe, at hverken Gud eller Samvittigheden udfærdiger noget Frihedsbrev fra en eneste Pligts Iagttagelse. Men hvem kan da vel ophøje sig over det lidet Gode, Gud forundede ham at udrette, naar han veed hvor Meget, der staaer igjen? Af en Folkemasses Jubelfeiren maa han ikke lade sig henrive til at lukke Øjet over sit eget Indre. Hans Beskedenhed maa være den gamle ægte, om den skal have Værd, og den fordrer ingen anden Løn for store eller gode Gjerninger end den som ligger i et fromt Hjertes fordringsløse Fred og stille Haab til den evige Barmhjertighed. I samme Stund du bemægtiges af Attraaen efter en anden Gjengjældelse -- den hedde Lykke, Ære, Magt eller hvadsomhelst -- saa har Du af- klædt Dyden sin himmelske Adel. Den staaer nær at blive en Slavinde i din Egennyttes Tjeneste; dens Navn blot et Dække for dine selvkjære Hensigter, og Du selv har opgivet Sejers- krandsen i dit Hjerte. Hvor let er det da ikke at see sit bedre Væsen betvungen, Seiren fravristet, at beskikkes af vort onde Væsens Tale, saaledes at vi ikke skilne ret mere imellem Godt og Ondt? Vi see det almene Gode allerede have Overvægten, Vi see Menneskeheden betydeligen fremskreden i det Hele; men hvormeget hurtigere vilde ikke det Gode seire over hele Jorden, naar de Fleste seirede i deres Hjerter? Men, hvor er det ei at beklage, at det saatidt kun var et Skingode hvorefter Frihedens Venner stræbte! at Friheden, man søgte, som man kjæmpede og døde for, ofte ikke var andet end SIDE: 190 et skjult, maskert, sminket Slaveri, som man i en Vildelse an- saae for den sande Frihed! at Menneskene endnu ofte give Fri- hedens ærværdige Navn til Lovløshed og Frækhed, som foragter Samfundets Ordning og erklærer enhver Lysternes Indskrænk- ning for utaalelig Tvang! Ja, hvor ofte er ikke Friheden bleven miskjendt, denne Menneskehedens hellige Ret, Himlens Gave, al sand borgerlig Lykkes Giverinde, Dyders og aandige Evners bedste Opdragerske! hvor ofte har den menneskelige Daarskab ikke søgt den hvor den ikke var at finde nemlig alene i det Lys som udflyder af Sandheden: i den Oplysning, som omgiver Sæ- deligheden og Religionen! Der er det vi skulle søge den -- der finde vi den Frihed hvormed tabt Alt er tabt, vunden Alt er vundet -- der finde vi den sande, som meddeler det borgerlige Liv sin Varme, og ikke et Skinbilled som fører kun i Fordær- velse. Vi have lignet Friheden ved en Ild. Det passer -- Ild og Lys ere beslægtede. Den ligner Ilden i sine velgjørende Kræfter. Frelseren d. e. jo Befrieren, besad den i dens højeste Ædelhed. Han befriede Menneskeheden fra 4000aarig Trældom under Of- ferknivene. Menneskeheden hørte sin Elendighed af Sandheden, Han talte. Den saae sine Lænker og Syndaaget, da han satte sit Lys i Vildfarelsens Mørke. Og da den atter var inddæmret i den christne Kirke, se -- da kom Menneskene atter til Lyset, da Luther, glødende af himmelsk Friheds Ild, talte Sandhedens Ord. Og af denne Reformationens Frihedskamp har den borger- lige Frihed vundet meget. Alt er fra Sandheden. Ved den kom Menneskene til Lyset, og dette viste dem hvad de havde behov; og da Frihed mellem det Første -- Frihed til at være lykkelig efter Jesu Sandhed. Denne, Jesu Evangeliums rette Sandhed var Menneskebefrielsens store Middel, den uimodstaaelige Kraft, hvormed det ufordrageligste Tyrannies, Afgudspræstevældets Aag, sønderbrødes og forkastedes. O! Brødre, fatter denne store og vigtige og elskelige Tanke: Sandheden var Frihedens Moder! Vi ville undersøge dette og bekræfte det for os. Denne saa mægtige Sandhed, som i det Enkelte bevirker, at det Gode, Dyden, Oprigtigheden, den længstvarende Ærlighed -- hvor skjulte og tabende disse en Tid kunne være -- dog skal komme til Lyset d. e. aabenbares i Sejer, Ære og Triumf, og SIDE: 191 som i det Hele bevirker den hele Menneskeslægts Lyksalig- gjørelse -- denne Sandhed, saadan som Jesus mener den -- er ikke og vil ikke sige enhver Sandhed overhovedet i menneske- lige Ting og i menneskelig Viden. Den vil, efter Jesu Mening, siger hans Lære, den tydelige, visse og virksomme Guds-Erkjen- delse og Sædelighedskundskab efter Jesu Underviisning. Og denne Sandhed maa, naar den ret skal lade os komme til Lyset og give os Frihed: 1) være os tydelig. Sandheden lyser endnu ikke i vore Sjele, naar vi kun i Ordet vide hvad Christendom- men indeholder om Gud, Hans Sindelag imod os og Anstalter til vort Vel, og naar vi kun have indpræget os visse religiøse Sprog og Talemaader, hvorved vi ikke tænke. Sandheden er os ikke tydelig og straaler ikke i vore Sjele, naar vi blande Jesu ægte Lære med forfalskende Tilsætninger. Kun da er Sandheden tydelig i os; kun da er det denne Sandhed, som Jesus mener og hvorved vi komme til Lyset og hvorved vi blive frie, naar vi kunne angive Grunde for vort Haab, og naar vi saa ret for- staae Christendommen, at vi grant opdage hvad Taabelighed eller Vildfarelse deri vil indblande. 2) Dens Sandhed maa være os uomtvivlelig, sikker, paa Grunde og Beviser bygget. Thi kun det kan vor Aand med Oprigtighed mod sig selv ansee for Sandhed, som er den saa indlysende, at det bliver den en Daarlighed at antage det Modsatte. Og denne, al Betænkelighed, al Tvivl beseirende, Kraft maa Sandheden er- holde, naar den skal føre os til det Lys, den ædlere Tilstand hvori Friheden trives. Det maa være os afgjort, at Jesu Lære stammer fra Himlen, at den paa det nøjeste stemmer overens med Fornuftens egne visse Opdagelser, at Skriften er den rene Kilde hvoraf den bør øses. Det maa være os tilvant just saa- ledes at tænke os og dyrke Gud, som Jesus har lært os det, saaat det ikke er os muligt at finde andre og bedre Forestil- linger, og saa at Jesu Lære giver vore Sjele deres herskende, hos alle Christne eense, Grundsætninger. Da vil den og 3) blive virksom i Os. En død Kundskab, en ufrugtbar Erkjen- delse af hvad Mesteren har lært os om Gud og Hans Vilje, kan ikke gjøre os frie. Den Sandhed, som skal have saa herlig Virk- ning, maa være Kraft og Liv: vi maae indsee, at Jesu Anviisning til Lyksalighed er den sikkreste og bedste, som den menneske- SIDE: 192 lige Fornuft kan erkjende; vi maa være rørte af Evangelets gud- dommelige Fortræffelighed; vi maae føle hvor skjønt og ophøjet det er saa at føle og tænke og handle, som Jesus, i hvem ei Synd var, har forlangt af os; vi maae endelig ved disse Over- beviisninger blive opflammede til en Iver for alt Godt, som grunder sig paa den faste Beslutning, ganske at vorde som Frel- seren har foretegnet os sine Efterfølgere at burde være. Seer her! Dette er Sandheden, saaledes som Vi meente den. Det er Denne, som lader os komme til Lyset; denne, som leder os til en højere Tilstand, fuldkomnere Væseners liig; denne, som meddeler os denne Tilstands Velgjerninger og derimellem den sande Frihed, hvis Afbild den borgerlige er, og som bestaaer i, at vi ikke hindres i vore fornuftige og sædelige Formaal eller i at bruge vore Kræfter til vort sande Vel, eller i at nyde ufor- styrret vor Lyksalighed, saavidt det paa denne Jord er muligt. Denne Frihed, denne Lysets Ild, denne Kjerne i det Lys, som af hiin Sandhed udstrømmer -- denne vor Sjels høje, uforstyr- rede, dydige, salige Virksomhed er aabenbarlig en Gave og Følge af Sandheden, af Gudserkjendelsen, af Pligtefterfølgelsen efter Jesu Lære. Thi den alene tilintetgjør Overtro og Fordomme; den alene hæver os over alle menneskelige Magtsprog; den alene befrier os fra vilde Lidenskabers Lænker og Lasternes Slaveri; den alene lærer vor Aand standhaftigt at betvinge alle Livets Vanskjebner. Ja, Sandheden lader os komme til Lyset og gjør os fri; thi, ligesom Lyset i sit Frembrud synes at opsluge Mørket, 1) tilintetgjør den Overtro og Fordomme. Er Jesu Lære ikke al Overtroes afsagte Fiende? Har den ikke i Landene kuldkastet Afgudsaltarne? Har den ikke, istedetfor sørgelige Forestillinger om Gud, som fyldte Menneskehjertet med slavisk Frygt for ham og skrækkede det tilbage for ham, ind- gydet sine Bekjendere et fro Barnesind mod Gud? Har den ikke omstødt de mørke Meninger om, at højere onde Væsener, Djævle, Trolde og deslige kunne indgribe i vor Skjebne og forstyrre vor Lykke? Har den ikke viist Daarskaben i, for her at befinde sig vel, forat undgaae eller at helbrede Sygdomme, for engang at blive salige, at tye til mangfoldige Ceremonier og Bedragerier, at agte paa Varsler, og bruge hemmelige Kunster? Har den ikke, ved sin Underretning om Guds alttilseende Forsyn og Gjerning SIDE: 193 ved Christum, givet os alle de Oplysninger om vor Skjebne, som vi behøve? Var denne rene, himmelske, velgjørende Lære ikke det Lys, hvormed de store Værktøi, Gud brugte til sin Kirkes Bedring, skulde fordrive Overtroens Mørke og adsplitte Blændværkerne, hvormed Argelist i mange Aarhundreder har bedraget Menneskeforstanden? Og hvor virksom er ikke denne Evangeliets Sandhed ikke blot i vor Religionserkjendelse, men ogsaa i alle andre Dele af vor Viden til at udrydde Vildfarelser og Fordomme og til at sætte vor Forstand i Frihed? Den meddeler jo vor Forstand Tilladelsen fra Gud til at prøve og undersøge Alt; den opmuntrer den til at granske over alle Guds Værker. Den gjør det til Pligt for Forstanden, i alt Godt og Nyttigt at gaae videre bestandig, be- standig videre. Tvivler Nogen -- da sammenligne han de Folke- slag, som ere blevne frie ved Jesu Sandhed med dem, som endnu bære det gamle Aag. Der vil ikke være mindre Forskjel imellem dem i alt, i Sædelighed, Dannelse, borgerlig Frihed, Videnskaber og Kunster, end imellem Lys og Mørke. Sandheden gjør endnu mere. Den 2) hæver over alle tyranniske og urimelige Magtsprog. Den er ikke fri, som af sin Næste og Lige maa lade sig fore- skrive hvad han skal tænke om Gud, hvorledes og hvad han skal troe, hvorledes han skal dømme, hvorledes han skal for- holde sig forat blive lykkelig. Intet Slaveri er utaaleligere end Samvittighedens. Intet nedbøjer Menneskene og den menneske- lige Værdighed mere end det Tyranni, som negter ham at tænke selv i Livets vigtigste Anliggender, selv at prøve og at nytte og følge sine Indsigter. Men hvorledes forsvinder ikke dette Tyranni saasnart Sand- heden og Guds Erkjendelse efter Jesu Lære bliver herskende? Det var jo denne Sandhed, som gav Blodvidnerne for Religion og Frihed deres ubøjelige Kraft? som opreiste Luther til en Menneskeaandernes Befrier, og gav Fædrene Styrke til at for- kaste det Opdigtede og at løsrive sig fra Samvittighedstvangen? Christendommen forlanger jo udtrykkelig egen Prøvelse, forbin- der os til fri Eftertænken og henviser os til Skrivten? Ethvert andet Troesbudskab erklærer den for upaalideligt. Ikke til Menne- skebud, til Kirkebefalinger -- blot til Skrivten og vor egen fri uforstyrrede Forsken henviser den os. Ingen -- han være hvo SIDE: 194 han vil -- har i Troessager, i Overbeviisnings Anliggender at give os tvingende og forbindende Forskrivter. Sandheden er saa- ledes Giverinden af den Frihed, som hæver os over alle tyran- niske og urimelige Magtsprog. Det er ikke til Baalenes Lys, til Flammerne paa et Altar, hvis Gud vi ikke erkjende, at den lader os komme, men til det Altars Lys, som Jesus opbyggede i Temp- let, hvor Gud dyrkes i Aand og Sandhed. Dernæst skjænker Sandheden os den vigtigste og bedste Fri- hed, den uden hvilken ogsaa den borgerlige skal være ufortjent, idet den nemlig 3) befrier os fra de vilde Lidenskabers Lænker og Lasternes Slaveri. Vi berømme os forgjæves af at være frie, naar vi endnu kun lystre vore Lyster, adlyde vore Lidenskaber, naar Synden endnu hersker over os, naar vi endnu ikke ere istand til at tæmje vor Vrede, vor Vellyst eller til at sætte Havesygen Skranker og kue Æresygen og Forfængeligheden, og under alle Omstændigheder vælge og følge det, den prøvende Fornuft erkjender for det ene Rette. "Den der gjør Synd -- siger Jesus -- er Syndens Træl." Den Dydige er alene fri. Som Gud af himmelsk Aand et Støv belives byder: saa Han med Frihed, denne Sjelens Sjel, den pryder. Men da dens Goder smages kun kan af rene Hjerte, vi rense maae vort Offer ved Dydens Altarkjerte, tilbede Frihed, Glimtet af Guddomsmajestæt, der bryder frem i Mulden, og ei fordunkle det. Men hvad skjænker nu denne ophøjede Frihed saameget som Jesu Lære, denne bedste Anviisning til Dyd, som klarest viser os hvad vi maae være og vorde? Den trænger uafladelig paa sand Forbedring. Den foreholder vort svage Hjerte de stærkeste, mest rørende og ophøjede Grunde, som forbinde os til Forbed- ring. Den trøster og understøtter os i Kamp mod Synden med en besynderlig guddommelig Bistand, og nærmer os mere og mere til den Høide, hvor vi øine Jesus selv -- hint uindskræn- kede Herredom over vore Lyster, der er den menneskelige Fuldkommenheds højeste Top. Til en saadan Frihed, der hæver os vidt over Menneskers SIDE: 195 Magt, er det Jesu Sandhed fører os; og forat gjøre den fuld- stændig, lærer den endelig vor Sjel 4) standhaftig at beseire alle Livets Uheld. Vi vide med hvilken Modgang de store Mænd have havt at kjæmpe, hvis Fortjenester Verden maae ihukomme med Tak- nemmelighed. De have seiret -- de have overvundet ved Stand- haftighed og Heltemod; men disse hentede de fra Jesu Lære og Exempel, fra den Sandhed, de foreholdt Verden, og for hvem de lede og døde. Med frugtbar, opfindsom Klogskab til at bemærke og anvende alle Midler, hvorved vi kunne lette enhver Nød paa Jorden, op- fylder den os. Den giver os midt i Bedrøvelsen en Følelse af vor Værdighed, en Tiltro til Gud, en Glæde og et Mod, som hæver os vidtover Jorden. Den viser os i Alt en højere Viis- doms Foranstaltninger, befrier os fra Dødsangsten, og gjør vor Aand ved Udødelighedshaabet til et Væsen, der føler sig ube- tvingeligt, frit og ophøjet over alt Jordiskt, og som engang som Seierherre skal svinge sig over Død og Grav til bedre Egne. Dyrebar maa da Sandheden være os, Christsødskende! dyre- bar og hellig som den er i Jesu Evangelium. Det er den første Pligt, som disse dens store Gaver og Kræfter paalægge os. Gjennemforske den maae vi dernæst, og bevise dens befriende Kraft i vort Liv. Dette skal ikke alene bevare Sandheden og dens Gaver for os, men og for Efterslægten, og ikke lade Over- troens Magt, Sværmeriernes Blændværk, menneskelig Anseelses Aag, Lastens Herredømme og selv borgerlig Trældom indbryde. For Dette, himmelske Fader, bevare Du os og vore Efterkom- mere! Fædrelandet velsigne Du med gode Aaringer, men først og fremst med Dyder hos dets Borgere og Borgerinder, ja med Dyder og Fædrelandskjærlighed selv hos Kojens Beboer! Thi denne Velsignelse er endnu bedre end den, Du lader Skyerne nedryste. Dette er nu Nordmandens Bedrivter: en Flidens og Udholdenhedens Jakobskamp mod Himmelegn og Jordbund, en Redningens Kamp for den Slagne, en Hjælpsomhedens for Nø- den. Derfor aabne Du hans Øje, styrke hans Mod og hans Arm og tillad ikke Tiderne med forræderske Sæder at fordærve hans Fædrene-Hjertelag, saa Folket stedse forbliver æret fordi det er et Folk, som tvinger en haard Natur, ja tvinger Brød af Fjelde SIDE: 196 og deler dette med hinanden, et Folk værdig den Lykke det har, og hvorefter fede Lande sukke: værdig den Frihed, som er anbetroet dets Dyder at bevogte! Amen! TALSMANDEN (1ste Pintsedag. Evang. Joh. 14 K. 23 V.) Bøn. Barmhjertige Fader! Det er din Kjærligheds Ypperste, at Du har givet os din Eenbaarne til vor Talsmand hos dig. Og Han forbeder og undskylder i det Længste, Han, der sagde, at der er Glæde i Himlene, naar een Synder omvender sig. Derfor love vi, ikke at ville misbruge saadan Miskundhed; men at gjøre vort Indre til et den Aands og Sandheds Tempel, hvori Gud alene kan dyrkes. Vor Tunge vorde da den hellige Aands liig, der kom over Apostlene, saaat den friligen vidner om Herrens Miskundhed og om den Herlighed, som er Jesu Efterfølgere aabenbaret og til Eje forjettet! Vor Aand fyldes med Lys! vort Øje med Blidhed og Mod! vor Barm med Haab og Glæde! vore Hænder udstrække sig til christen Idræt! -- vore Glæder og Følelser være Barnets! og den religiøse Begeistring, Glæden over Jesu Gave og Forbindelse gjennem Ordet med sin Menighed, gjøre os lige Apostlene, der Talsmanden kom! Thi ligesom denne gav dem Kraften til at udvandre over Jorden, ja ad Blodvid- nets Bane, skeer intet Stort og Herligt i christelig og menneske- lig Forstand uden hine Egenskaber. Gud os da velsigne med et aabent følelsesfuldt Sind og med en kraftfuld Vilje til alt Godt! Amen! O livsalige Pintsetid! Ingen af Aarets Tider er som du. Nu taler Naturen Kjærlighedens Religion. Ordet -- Gud for- lade mig -- kunde forstumme og Menneskene ile ud i det Fri, mødes paa de grønne Bakker og synke i hinandens Arme, med Pintseliljer, Fioler og de søde Marinyklebaand i Brystet. Derude vilde de nok ogsaa fornemme Gudsord. Dørene staae oppe til Husene, ja ogsaa til Kirkerne, som om Menighederne ventede Talsmandens Komme. En lykkelig Svale, SIDE: 197 som har gjenfundet sit Rede uskadt, en forelsket Sommerfugl kommer i dens Sted, og sandelig ikke uden Tale fra den Højeste. "Fryder eder, I Mennesker!" juble de Uskyldige. "Lad der være Foraar i eders Hjerter! Elsker Alle, indtil os Smaa, ja ind- til de Mindre end Os!" O saa maae Englenes Følelser være, naar de hvile sig paa Himlenes Høider og see ned i Paradisets yndige Dale eller paa vor skjønne skjønne Jord. Derfor, Broder, ringeagt ikke disse Foraarsfølelser! Husker du ikke den Tid, da du bad om Lov til at gaae ud at plukke Marinyklebaand og Hvid- og Blaaveis og de gule Smørblommer langs Bækken? Det var behagelige Dage. Bevar derfor denne barnlige Lyst til den skjønne Natur! Da vil meget Andet ogsaa forblive barnligt i dit Hjerte, og du vil være efter Jesu Hu. Den Rige har sine store Haver. Den Fattige har en endnu større Have: Guds egen Natur. Og virkelig Du ejer i Synets Øjeblik hvad du seer; thi du nyder Fornøjelsen deraf. Og eier den saa- kaldte Besidder mere? Der er ogsaa frie Punkter nok, hvor Naturens Skjønhed kan nydes af Alle og Enhver. Og er ikke den første bedste Skygge af et Træ et Lystshuus? Riigmanden sidder kanskee i en Træ- kasse, som han kalder et Lysthuus, spiller Kort og lever høit. Men kom! heller ud under Træet, om der kun er tre Alen Grønt omkring det! Der er Millioner Maal af Vaarens Balsamluft, Ud- sigt over Jorden og Indsigt lige ind i Skaberens kjærligheds- fulde Hjerte. Ja vi ville ile didud i det Fri; men Solen gaaer nu langsomt, saa vi have Dag ude for os, om vi give Evangeliet dets faa Stunder. Det skal lette, ikke tynge os, paa Udflugten. Sandelig Talsmandens Komme var Vaarens Komme for Chri- stendommen. Ved Juul var Jesus baaren, ved Paaske var han død, ved Pintsetid om Vaaren i Aanden igjenfød. Apostlenes Begeistring var liig de springende Bække. Frem- mede Tungemaal brød frem fra deres Læber til Alles Forundring, ligesom vi forbauses ved om Vaaren pludselig at see Marken fuldudsprungen med de forskjelligste Blomster. SIDE: 198 Derfor -- Evangelet først, og saa ud ud i det Fri, ud til Træ- erne, til Blomsterne, til Svalerne, til Sommerfuglene, til Bølgerne, der trille os imøde! Frelseren trøster sine Disciple, der, sorgfulde over deres Me- sters tilstundende Bortfjernelse, stode om ham seende med angst- fuld Forventning hen mod den mørke, lidelsesfulde Fremtid, som Jesus tilsagde at true dem, naar de, adskilte fra deres elskede Lærer og fra hverandre indbyrdes, tiltraadte deres Kald som den nye Læres Forkyndere. Og hvilken Trøst giver Frelseren dem da? At Herrens Aand, den Aand, den hellige Iid- og Ildkraft, som lever i de himmelske Aander, Sandhedens Talsmand, skulde skjænkes dem, skulde hvile over dem, veilede dem til al Sandhed, vidne for dem og Verden om Frelserens guddommelige Sendelse og saaledes un- derstøtte og hjælpe dem i deres Kald. "Herren -- havde alt David sagt -- skal hjælpe og udfrie de Retfærdige, Han skal udfrie dem fra de Ugudelige og frelse dem, thi de troede paa Ham." Dette var den Trøst, Frelseren gav sine Disciple, men som de vel neppe da tydeligen forstode; men da Løftet, ved Aan- dens Meddelelse til dem og synlige Tilværelse iblandt dem, op- fyldtes, da maatte de vel sande deres Mesters Ord, da han sagde: "Det er gavnligt at jeg gaaer bort!" Først da nemlig fik Hjertet Styrke og Øiet Lys for de Sandheder, som Frelseren havde efterladt dem tilslørede, eller som de, medens Jesus fær- dedes imellem dem og deres jødiske Tanker om en jordisk Her- lighed herskede, ikke havde kunnet see; og først da fik Tungen Kraft til at tolke hvad der nu var Sjelen klart. De saae sig ene og forladte. Denne Tanke hæver stærke Sjele, nedtrykker dem ei. Og Aandens Kraft var stor. Aandens, der talede igjennem Apostlene. Den opløftede sig til en Styrke, som vi maa tænke os de himmelske Sjeles, som vi maa kalde en Straale af Guds egen hellige. Apostlene, selv skuende Herrens Herlighed og den Sandheds Lære klar, som de udbredede, virkede nu kraftigere paa deres Tilhørere, der hørte sig tiltales i egne Sprog. De aabnede disses Øine for det nye Lys, og de "overbeviste Ver- den om Synd, om Retfærdighed og om Dom." SIDE: 199 Om Synd, nemlig, at den ikke troede paa Jesum, den uskyl- dige Korsfæstede. Ligesom Petrus, da Aanden var dem indgiven, der han sagde, som vi læse i Apostl. Gjern. 2 K. 36 -- 39 V. "Derfor skal alt Israels Huus vide for vist, at Gud haver gjort ham til en Herre og Christum, denne samme Jesum, som I have korsfæstet. -- Men, der de det hørte, stak det dem i Hjertet, og de sagde til Petrus og de andre Apostle: I Mænd! Brødre! hvad skal vi gjøre? -- Og Petrus sagde til dem: omvender eder, og hver af eder lade sig døbe i Jesu Christi Navn til Syndernes Forladelse; og I skal have den Hellig Aands Gave." Om Retfærdighed overbeviste de Verden, nemlig om Christi gode, retfærdige Sag, som han beseglede med sit uskyldige Blod, og, som Apostlene forsvarede, idet de overbeviste Menneskene om deres Uret imod den. Og hvad kunde bedre bevise Christi Sags Retfærdighed end hans Adfærd og Omstændighederne ved hans Bortgang til Faderen? Mon noget af dette viser Bedra- geren og den Høiestes Fiende, som Menneskene nævnte ham? Og hvilket Beviis maatte ikke Verden see i Fuldbyrdelsen af Christi Ord til Apostlene (Luk. 14, 13) "hvad I bede om i mit Navn, det vil jeg gjøre: at Faderen skal forklares ved Sønnen" ? Maatte ikke Verden med bitter Erkjendelse tilstaae, at Gud ikke vilde forlene uden den gode, uden Guds egen Sags Kjæmpere med en saadan Magt: Magt til at virke paa Gemytterne med kraftige Gjerninger, hvor Ordet ei strax fandt Indgang? Og om Dom skulde Talsmanden overbevise Verden: om at Verdens Fyrste var dømt. Verdens Fyrste var Synden, der aldrig vil mangle Tilbedere, hvor Vildfarelser herske. Og paa Christi Tider var disses Herre- vælde især udbredt; thi Afguderiets og Vrangtroens Mørke strakte sig vide over Jorden, og kun enkelte Kredse af Menne- skevrimlen stode i det Halvlys, som faa udmærkede Viismænd, ved Hjælp af deres eget usikre Blik fra Naturen til dennes Op- hav, udbredte blandt Hedningerne. Den Sti, som gjennem det gamle Testament var bleven an- viist Abrahams Æt til Sandhed at finde og Erkjendelse at vinde af den ene, sande Gud, var det almindelige Folks Øine bortledte fra ved vrange Lærere. Den skulde jo have ledt ligetil Christen- dommens Himmelbane; men hos Christi Landsmænd fandt den nye, forbedrede Lære saameget ivrigere Modstand, som de SIDE: 200 fuldest og fastest troede at være alene om den rette Vei og alene paa den, og som de især forargede sig over at Jesus vilde gjøre deres Ejendomsgud Jehova til Alles Fader. Men Mørket adsprededes for det himmelske Lys, som Tals- manden udspredte ved Apostlernes Tunge, og som ustandseligt løb fra Hjerte til Hjerte, fra Folk til Folk. Og, da Djævlens Rige Syndens Rige, Uvidenhedens, Overtroens, Sandselighedens, Mør- kets Rige var tilintetgjort inden den sande Menighed ved Christi Læres Vaaben, Sandhedens uslukkelige Straaler, da maatte og- saa dette Riges Fyrste være tilintetgjort, være dømt. Dette er altsaa den Christi gode Sags Seier, som Talsmanden skulde vise. Nationerne jublede derved, idet de forjoge Afgude- riets Overtro og øvrige Vederstyggelighed af Templerne og Hjer- terne, hvori den Syndens Throne stod. Raabet om Syndens Fordømmelse, om Christi Seier hørtes vide over Jorden, og Talsmanden havde da tusinde Tunger; thi -- liig en festlig Skare, der lovsyngende iler til Templet -- strømmede Folkene ad denne Vei til Sandhed, som Talsmanden gjennem Apostlenes Mund høit viste dem. Det havde ikke fattets Folkene paa Vilje til det Bedre; men deres Forstand foer vild i at finde dette, og Vildfarelsen voxede med Synden til Herrens Plan modnedes og han sendte den Naadens Udkaarne, Gud Faders Kjærligheds egen Eenbaarne! Den hellige Aands Indgivelser hos Apostlene var en Fort- sættelse, det sidste Led af Frelserens Underviisning, da han vandrede blandt dem. Den var en begeistret Opløftelse i deres Sjele formedelst en levende Erkjendelse af deres guddommelige, ophøjede Kald. Paulus siger ogsaa med klar og sejersalig Be- vidsthed i 1 Cor. 2 K. 10 V. "Men os haver Gud aabenbaret det formedelst sin Aand; thi Aanden ransager alle Ting, ogsaa Guds Dybhed." Mesterens Aand og Kraft havde besjelet dem. Det er den Talsmand han havde lovet at sende dem. Begeistrin- gens himmelske Ild opfyldte deres hele Indre. Hævede over al Frygt saae de Jorderige, deres store Viingaard, og deres Arbeide udbredt for sig uden Banghed for at tage fat derpaa med det nye Overbeviisnings Lys i Sjelen, som Johannes siger: "Men Talsmanden, den Hellig Aand, hvilken Faderen skal sende i mit SIDE: 201 Navn, han skal lære Eder alle Ting, og minde Eder om alle Ting, som jeg haver sagt Eder." Denne Apostlenes ejendommelige hellige Aand er ogsaa gaaen bort til Faderen, ligesom vor Mester. Den har forladt Jorden, ligesom Saamanden sin Ager, naar Sæden er udkastet. En Ef- terglands lyser i det for Christendom og Menneskelighed varme Hjerte. Men Christen som Apostlene har dog Ingen været; Ingen har havt deres brændende Tro og Nidkjærhed, saa det med Strenghed er sagt om hiin Sandhedens Aand, at "Verden den ikke kan annamme; thi den seer ham ikke, kjender ham ei heller." Den skimter den nok; den veed nok, at den er til og at den er at finde; men ak, vi kunne ikke sige, at nogen hellig, nogen Sandhedens Aand raader i Verden. Og fremfor alt skyer disse falske Profeter og Profetinder, der stundom gjæste eder med deres Galskab! Engang vil Sandheden dog raade. Da skal der ikke være stor Forskjel paa Himlen og Jorden. Da skal Jesus være som født i hvert Barn, opstanden i alle Hjerter. Da er Talsmanden kommen til Alle, Dydsbegeistringens himmelske Luer over alle Hoveder. Vor Alder maa lade sig nøje med det Ringere, med dens egen Syndighedstilstand. Den maa, istedetfor Apostle, lade sig nøje med Mænd, der ere skrøbelige, som vi Andre, skjøndt de f. Ex.: modigen fremme Christi Værk blandt Mennesker, for hvem det hellige Ord hidtil var ukjendt og foragtet. Til alle Tider har Verden havt slige Apostle, ja indtil vore Dage blodige Vidner for den gode Sag; og nok kunne vi sige, at det var en hellig Aand, som bragte dem til at søge Fryd og Seier i Pinsler og Had og Smerte og Død. Men dog er Hvad Disse udrettede i den brændende Ørken, blandt Polens Iis, i Folkenes Mørke, som ved Kongernes Hoffer, næsten et Intet imod hvad Apostlene, skjøndt Mængden af Disse ringere i Talenter end Hine, udrettede ved den hellige Aands Kraft som belivede dem. Men Hine og Enhver, som udbreder Læren med Fromhed og Overbærelse, drives af Ordets Kraft, af Aanden, der lever og røres i Ordet og aldrig kan forlade dette eller Jorden saalænge der findes eet Nytestamente. Og dette udbredes jo nu, ligesom med Aposteltunger, i alle Jordens, selv de Vildes, Sprog? Men, fromme Christen! naar du læser Frelserens Historie, SIDE: 202 hans Lærdomme, og hans Sendinges Gjerninger luer da ikke dit Hjerte? Kjærligheden -- vaagner ikke den deri? Synes vi ikke selv at fornemme en Lyst og Kraft til at træde i Apost- lenes Fodspor og erobre for Kjærlighedens og Lysets Rige? Denne Lyst og Kraft er mere eller mindre dunkel eller virkende hos de forskjellige Mennesker. De som føle den stærkere, hvem ingen nærmere Pligter binde, følge den, lade sig henrive af den. Og vi see, at Disses Iver og Flid ei er spildt. Der er endnu meget og der vil i Aarhundreder endnu være meget at udrette for Enhver, hvis Kraft til at udbrede Læren vækkes ved den Aand, som taler igjennem Ordet. Der er meget at udrette før hine Udsigter for Menneskeheden ere naaede, eller -- som Jesus benævner denne Lyksalighedens og Forædlingens Tid, naar Chri- stendommen har gjennemtrængt alle Hjerter -- før alle Menne- sker ere sammensmeltede til een Hjord. Men de andre, mod Christi Lære stridende, Religioner have allerede længe holdt op at voxe, hvorimod Christi Lære er liig den Aarstid, der nu fryder vort Syn, liig Vaaren, fremskridende, udviklende den fuldkomnere Sommer, da ingen Kvist findes uden Løv, ingen Plet uden Græs, Urter og Blomster. Men kun Faa er Udbredelsens Kald betroet; men os Alle det Kald at forherlige Læren. Vi Alle skulle, forenede og hver for sig, vise Ordets herlige Kraft til at forbedre. Thi det er, som vi have hørt -- den uchristnede Verdens Øine vogte paa os og undres ved at finde Synden ogsaa udbredt i det Rige, som adlyder Fromhedens, Kjærlighedens og Dydens Love. Ogsaa Vi kunne bidrage til det store Værk, at samle Christi Hjord. Vi skulle indbyrdes stræbe, at forskjønne den Kjæde, som de Udsendte -- det er nu Præsterne og christne Skrift- lærde -- stræbe at udvide og at omslynge Jordens Nationer med. Thi hvad nytter det, at de sige, den er knyttet af Kjær- lighedens Roser og Fromhedens Liljer, naar Synden dandser indenfore? Og det store Ord, det eneste Middel til at bevirke, at alle Nationerne skulle følge Læren er: Oplysning og Forbed- ring! Ja Forbedring i Sæder og Vandel; thi hvad bidrog vel ikke de første Apostles og Christnes ustraffede Levnet til Læ- rens Udbredelse? Folkene hørte Talsmandens kraftige Ord igjen- nem Apostlene, der de opmuntrede til at følge Christi Lære, og SIDE: 203 deres Hjerter rørtes; de saae Ordet levendegjort i deres Daad og Levnet, og de sagde: "Dette maa vel være en god Lære, der frembringer saadanne Frugter, saadanne Dyder" -- og de fulgte. Amen! TRØST I DØDEN (2den Pintsedag. Lektien, Apost. Gjern. 10 K. 42 V.) Bøn. Himmelske Forløser, Du skal tillige være vor Dommer. Og vi takke Dig for denne herlige Trøst i Døden; thi vi vide, at din Dom vil være den mildeste, ja for dem, der ikke syn- dede af ond Hu, en Forbøn hos din himmelske Fader, den Al- barmhjertige. Men se, vort Liv paa Jorden er kun en stakket Vei til Graven. Med hver Dag nærme vi os den. Den Ene be- finder sig en Stund tidligere, den Anden sildigere ved sin Veis Ende. Vi vide det, og dog er det skrækkende for hvert Menne- skensbarn at see Banens Ende for sig. Men o, Du, som er vort Mønster for Livet, er det ogsaa i Døden! For Dig vare dine sidste Trin blodige; men Du vandrede dem med Hengivenhed i din Faders Vilje. Og den er det vi bede om; thi i Dødens Stund ere vi ikke sikkre paa vort eget Hjerte -- Den forlade os der- for aldrig! Thi om vi glemme den i Livets Dage, vilde den svigte paa Dødens, der har noksom Skræk i sig selv, om vi ikke til- lige skulde savne Hengivenheden i Dødens og Livets Herres Vilje, som er det stærkeste Trøstemiddel. Men desforuden be- høve vi en god Bevidstheds, for hvilken vi bede om Liv og Sundhed, at vi det kunne berede os. Amen! Skaberen har selv i det modigste Bryst nedlagt en Modbyde- lighed, ja en Frygt, for Døden. Den er hvad vi kalde et Instinkt, en Naturdrift, og den er fælles for Mennesker og Dyr. Finger- enden skyer ikke Ilden mere end Disse skye Døden. Dette synes at være en Ufuldkommenhed ved Jordens Herre; men deri ligger Hovedsikkerheden for Menneskehedens Udbre- delse og blomstrende Velværen; deri ligger ogsaa Sporen til me- gen af dens Kundskab og Udvikling, idet Menneskene søge at indskrænke Døden til det naturlige. Mange Baand, som Livet har knyttet, saasom til Mage og SIDE: 204 Børn, binde ogsaa til Livet og forstærke Frygten for Døden. Vi ville gjerne leve hos dem; men dog, truer Døden disse Kjære, hvor gjerne gaaer da ikke Mennesket i Døden -- Fader og Moder for Børnene, Disse for Forældrene, den Elskende for den Elskte? Der er altsaa dog Noget, som kuer Døden? Ja, det er Kjær- ligheden, Blodets og Forelskelsens. Men saa sandselig er vor Natur, at vi føle Modbydelighed for det blot Ubehagelige, Frygt for det Farlige. Men det er Skræk- ken for Døden, som staaer i Baggrunden for begge disse Følel- ser. Tanken om den mulige Opløsning foresvæver os dunkelt, saa vi stræbe efter et bestandigt Velbefindende. Ak! Som om dette skulde kunne beskytte os? Nei, slige Følelser maa Pligten tøile. Vi kunne nok angerløse synes bedre om den varme Stue end om Snedrevet; men høre vi et Nøds- raab, da maae vi ud. Og for det dybe Vand kunne vi uden Skam have Frygt; men kunne vi redde et Menneske ved at springe deri og voge vort Liv, da skulle vi dog gjøre det. Dog er Døden saa forfærdelig for den Støvbaarne, at Intet betager den hele sin Rædsel. Det er kun Trøst, men dog til- strækkelig for værdigen og roligen at kunne døe, som vi kunne angive og erhverve os. Men selv den mildeste Død, hvorved vi ere os bevidste, ligner ikke i Rolighed et andet af Livets Øieblikke. Dødsstundens Vig- tighed skal lade Hjertet klappe stærkt netop da, naar dets Livs- aander ville flye, om det end ikke arbeider under en ond Sam- vittigheds Byrde. Men skulde der da Intet være, foruden hine nære Forhold som skulde formaae at betage Døden det Meste af dens Ræd- sel? Stefanus jublede og havde henrykkende Syner, medens Steendyngen højnede sig om ham. O ja visseligen, dette Mæg- tige gives, som næsten ganske kuer Dødsangesten og gjør den Svage til Helt. Det er Begeistringen for en god Sag; men den virker kun saaledes i Øjeblikket. Her spørge vi derimod om varige Trøstensmidler mod Dødsfrygten, virksomme til ethvert Øjeblik. Og da maa vi spørge vore Hjerter. Ligesaavist som at de fortælle hvorlunde de ikke kunne undlade at slaae stærkere af Angest i Døden, ligesaavist skulle de og berette, hvorlunde, næst Hengivenhed i Guds Vilje og Haabet til den milde Dommer, SIDE: 205 Midlerne til at lindre Dødens Rædsler ere disse, at vi eje en god Bevidsthed paa vor Sotteseng om at vi efter vor Stilling redeligen have stiftet alt det Gode, som vi kunne, samt Tanken om at vi aldrig skulle forlades af denne Bevidsthed, men at den som et signende, til Himlene ledende, Haab, skal følge os gjen- nem Grav og Død. 1) Den Retskafne skaber sig jo et godt Navn, hvorved han efter sin Død endnu lever imellem Menneskene. Han bliver æret efter Døden, uforglemmelig, agtet, elsket. Og det er jo vel og- saa for Eder en Herlighed, ligesaa skjøn som at blive omtalt med Ære paa Historiens Blade, at eders Børn og efterladte Bekjendte stedse omtale eder med Ærefrygt, stedse anprise eders Mønstre paa Ærlighed, Flid og Standhaftighed i det Gode? Ved et saadant Navn virker man da ogsaa Godt selv efter Døden. Seer derfor, værer samvittighedsfulde Forældre, opdrager eders Børn ved Lære, Formaning og Exempel i Herrens Tugt, og eders Minde skal være Dem uudsletteligt, og I skulle alleroftest i eders Himmel sande, at Herren velsigner den Retfærdiges Æt igjen- nem Ledene! Seer derfor -- værer Fædrelandets virksomme Venner, og eders Minde skal være den kraftigste Spore for Efterslægten til lignende Veldaad! Værer I, skjøndt selv ei mægtige, dog Sorgens Trøstere, Ulykkens Hjælpere, den Nedbøjedes Opreisere; og I skulle see den Haarde og Ubarmhjertige at blues og forandres, ja at blues og forandres selv efter eders Død, naar han tænker paa hvorledes I levede og døde i Fred derfor, hvorledes I trø- stede og hjalp og bleve trøstede og hjulpne derfor i den Stund, da I trængte dertil -- i Dødens. Og denne Tanke "ved at være christelig retskaffen har jeg selv udstrakt de gode Virkninger af mit Liv efter Døden" -- skal ikke den være en Trøst i Døden, og Dødens Rædsler tabe sig for Sjelen, saaat kun dens Smerter blive tilbage for Le- gemet? 2) Men endnu kraftigere til at formindske det Skrækfulde ved Døden end Tanken om ved sit blotte hæderlige Eftermæle at kunne fortsætte en gavnlig Virksomhed, er Bevidstheden om, at selve det Gode, man har stiftet, ikke forgaaer med Ens Død. Hører vel saaledes det Gode, den flittige, ordentlige og rede- SIDE: 206 lige Landmand tilligemed sin agtbare Mage har fuldbragt i sit Huusvæsen, op naar de døe? De vide jo, at deres velopdragne Børn komme da til Brødet, det de arve tilligemed den fædrene Arbeidsomhed og øvrige Dyder og det agtede Navn. De vide jo, at deres Ejendom, der af dem er sat i den bedste Stand, skal saameget lettere ernære den kommende Besidder, som træder i Faderens Fodspor. Skeer det ikke paa denne Maade, at den hele Efterslægt vinder sit forbedrede Ophold ved Fædrenes og Mødrenes Flid og Retskaffenhed? Og ere ikke velopdragne Mennesker Værktøi i Guds Haand, hvorved hans Hensigter be- fordres? Det Gode, man har udrettet, er ligesom det bolende Korn, den i Vandet kastede Steen, hvorefter Bølgeringene stedse udbrede sig. Men ingen god Gjerning har herligere Følger end den gode Opdragelse, Forældre giver sine Børn. Og saa tilsidst da det gode Exempel, det hæderlige Navn og Kravet paa Taknemlighed for den gode Forsorg ogsaa efter deres Død, som de efterlade dem. Men ikke blot disse lykkelige Mennesker, der ligesom see sin Virksomhed og Personlighed fortsatte i Børnene, men hver Den, der efter Evne stiftede Godt, kan sige naar Døden kommer med sin Rædsel "jeg lever dog, om jeg end døer!" 3) Er ogsaa det til Hjælp og Husvalelse i Dødens bittre Stund, at Bevidstheden om at have stiftet Godt lader os haabe saa- meget større Lyksalighed efter dette Liv. Vort Liv i Himlen er jo ikke vor egentlige Tilværelses Begyn- delse, men Fortsættelsen deraf. Vor Sjel beholder sine Følelser og Tilbøjeligheder. Det som her befordrer vor sande Lyksalighed, maa hisset ogsaa befordre den. Men nu udgjør jo Bevidstheden om at have udrettet noget Godt en stor Deel af vor sande Lyk- salighed idet den forskaffer os Tilfredsheden med os selv, der er os umistelig under Sorg som selv under de sandseligere Glæ- der, og som baade letter os vor daglige Kaldsgjerning, forsøder alle dens Besværligheder og indaander os Mod og Glæde selv i bekymrede Dage? Og denne Bevidsthed bliver jo den stærke- ste Trøst mod Dødens Rædsel, naar vi, skuende tilbage paa Livsbanen, øine bag os en Række af gode Gjerninger, der selv under vort Legems aftagende Kræfter forskaffer salige Glæder. Men tilstaae vi Bevidstheden her om Veldaad saameget, da SIDE: 207 maae vi vel indrømme den en stor Deel af vor højere Lyksa- lighed? Du har maaske, gode Barn, i Gjerningen bevist dine Forældre Taknemmelighed; du har været deres Alders Stav og dit Bryst det Ejendomssted hvor deres graa Haar hvilte -- du selv har derved følt barnlig Taknemligheds Glæder, og du har med en god Samvittighed kunnet følge dine Forældre til Graven. Disse Glæder skulle de nu vel forlade dig i Døden, fordi en Evne til at røre sig stivner i dine Nerver og i dit Blod? Nei, din Sjel, som i sin fuldkomnere Tilstand maa erindre sig det Forbigangne endnu livligere end tilforn, vil evig med høi Fryd tænke tilbage paa det du har gjort mod dine Forældre, og den vil saa meget inderligere forbinde sig i saligt Samliv med Dem, der først førte dig paa den sande Lyksaligheds Vei, som der ogsaa i Deres Sjele lever det skjønneste Minde om din Kjærlighed. Du har maaskee gjerne antaget dig nødlidende Mennesker? Det har saa ofte forskaffet dig af de ædleste Menneskeglæder, af en Deel dem Forløseren følte, naar han gik omkring og gjorde vel, og af dem Han føler, naar han udbreder sine Lyksaligheder over tusindgange Tusinder. Men disse ophøjede Glæder skulle dog ikke døe med dit Legeme; thi hvad have de tilfælleds med og af dette. Hvormeget af sin Rædsel taber Døden ikke da ved denne ene Tanke? Døden tager vort Legeme, som vi, seende det paa Sygelejet eller stønnende under Alderens Byrder, snart selv ikke mere elske eller skjøtte os saameget om; men hvad tager han, som er værd at eje, som tilhører vor Aand, hvad af det, som Himlenes Engle selv ville eje? Men vi hørte, at Bevidstheden om et velført Liv fremføder Lyksalighedshaabet og at dette igjen fører os opover Dødens Smerter og Skræk. Men Lyksaligheden bestaaer ikke blot i Glæder -- Bevidstheden om et velført Liv fremskaber ikke alene en frydfuld Følelse, men den hæver os ogsaa til større Fuld- kommenhed og beredes os derved stedse højere Glæder. At dette er saa, er klart. Jo bedre nemlig et Menneske i sin Ungdom er opdraget, desto videre vil han i den kommende Tid kunne bringe det i alt Godt. Nu hænger jo det tilkommende Liv ligesaavel i Forbindelse med det nærværende, som et Menne- skes senere med hans tidligere Opdragelsesaar. Jo mere en SIDE: 208 redelig Dyrker af Gud og hans Bud opfylder med Samvittighed sine Pligter og holder dette for en sand Gudstjeneste; jomere han føler Glæde over at han paa sin Plads udfører Guds Værk -- destomere vil han paa et højere Trin i Livet kunne virke, desto vigtigere Beskjæftigelser ville ham kunne overdrages, de- sto højere Glæder ville deraf udspringe for ham. Derfor siger Paulus: "Gud skal give Enhver efter sine Gjerninger. Priis og Ære og Evighed Dem, som med Standhaftighed i god Gjerning tragte efter det evige Liv!" Saaledes bliver da Bevidstheden om at have stiftet Godt en mægtig Trøst mod Dødsfrygten. Denne Trøst give vi os selv. Ingen paa Jorden eller i Himlen er istand til at berøve os en Draabe af dens Sødme. Samvittigheden er altsaa vor bedste Ejendom; men en Svøbe i Dødens Haand over Den som ved lastefulde og haardhjertede Gjerninger er bleven udygtig til Sa- lighed. Den forener da sin knugende Styrke med Dødens For- færdende; og den Onde skal ihukomme uden Trøst, at han mangegange raabte "Herre! Herre!" -- thi da skal han ogsaa vide hvad der staaer til, at ikke hver Den, som saaledes raaber, kommer i Himmerig. Men glemmer for Alting ikke, at den gode Samvittigheds ube- talelige Skat, hvormed vi løse os fra Dødens Rædsler, lader sig ikke erhverve i Dødsstunden. Dertil have vi Livet, fra den vevre Ungdom, hvem intet er for stort eller svært at udrette, til Al- derdommen, hvem det er tilladt at være træt og at sidde ven- tende paa sin egen Grav. Men at der virkelig er saamegen Trøst deri, derom vil jeg spørge Enhver, som saae den Ret- skafne døe, eller som saae ham i Modgang og Kamp for en god Sag. Thi det er ikke alene den blotte Dødsstund, som Bevidst- heden om et velført Liv formilder, den styrker os ogsaa i enhver anden Lidelse, men især i dem, som true med Døden -- det er ikke alene med Johannes i Fængslet for den gode Sag, i Øje- blikket, da Budet kom efter hans Hoved, men det er ogsaa med Johannes under et anstrengt, blomsterløst, men tornefuldt, Liv, med Johannes i Ørken, at den styrker os. Amen! SIDE: 209 MENNESKETS UDVIKLING (Sønd. Tref. Evang. Joh. 3 K. 1 V.) Farisæeren, det vil sige den Skriftlærde, Nikodemus kom til Jesus om Natten forat søge Oplysning for sin Sjel. Dette ville vi holde os til; ikke til om han foretog dette Besøg om Natten af Frygt for sine Standsbrødre eller ikke. Ialfald lære vi af hans Ærinde, at vi skulle søge Oplysning for vor Sjel, og af Tiden derfor, at vi ikke skulle ophøre med Arbeidet. Vi staae jo Gud til Ansvar for vor Sjels Dyrkning; og Han gjorde vor Sjel evig udviklelig, istand til at kunne bestandig forædles og fuldkom- mengjøres, saa vi ei maa standse. Han gav os en Jordbund at dyrke i vort Hjerte, hvis Kræfter ikke lade sig udtømme. Der gives intet skjønnere Syn end et Menneske, -- især den Unge, men ogsaa den Gamle; thi Forpligtelsen paahviler enhver Alder -- som viser, at han levende erkjender disse Forpligtelser. Denne levende Erkjendelse viser sig som Lærvillighed, ihen- seende til at Forstandsevnerne bør udvikles, og som Dydfølelse ihenseende til de sædelige Evners, Hjertets, Forædling. Og i disse to udgrener sig hiin levende Erkjendelse af vort Kald og vore Pligter som aandige, højere Væsener, hiin aldrig hvilende Higen efter at blive fuldkomnere, som netop driver Aanden fremad. Derfor er det saa særdeles nyttigt for vor sande Fuldkommen- gjørelse, især og først og fremst at lade vor Lærvillighed søge den Oplysning, som tjener til at udvikle og skjærpe vor Dyd- følelse. Uden denne Oplysning vil al Kundskab kun vorde som den høje Ranke, der vel svæver høit i Luften, men visner fra Roden. Moralske Betragtninger -- de være nu affattede af Forstan- dige i Bøger eller og fremfødte blot af egen Eftertanke -- ere derfor den gavnligste Sysselsættelse for enhver Sjel. Livet med dets mange Afvexlinger, hvori vi ofte synes at indledes ligesom af mægtige, uimodstaaelige Strømme, vil snart lære Mennesket, at Børnelærdommen ikke er det nok, at der alene for særegne Tilfælder gives Pligter og Regler som vi ikke kunne være for- uden, om vi ville komme vel og med Ære for Gud og Menne- skene derfra. Hvorofte t. Ex. har ikke en Forbrydelse, der brin- ger Fordærvelse med sig, sit Udspring af Uvidenhed? Det hænder SIDE: 210 ikke sjeldent, at vi see En stjæle alene fordi Begrebet om Ejen- domsretten ikke var ham klart. Ja det hænder, at Mennesker begaae Meneed, fordi de saalidet have ved Undersøgelser i deres Indre beflittet sig paa at lære den guddommelige Kraft at kjende i deres Samvittighed, at de af det daarlige Haab, at kunne stille denne tilfreds der, hvor Intet kan adsprede og bedøve den, lade sig forføre til Forbrydelsen. Men hvormange gives der ikke mon, som alene have ydre Omstændigheder at takke forat de ikke synde ligeledes? Hvor mange gives der ikke, som for- dømme Tyven, men hans eget Begreb om Ret og Uret er saa- lidet opklaret, at han stikker fundne Sager i Lommen og tier stille dermed og troer sig endnu fremdeles ærlig nok og idet- mindste bedre end Tyven? Hvorofte er det ikke, at et Menne- ske er uvidende om hvad han skal gjøre, hvor et andet Menne- ske retvel veed hvorledes han skal opføre sig og hvor han seer Pligternes Strid at opløse sig? Opklaren af de moralske Begre- ber, af vor Samvittighed, vor Dydfølelses Rensning og Skjær- pelse er da altsaa baade den værdigste og den vigtigste Gjenstand for vor Lærvillighed. Først da, naar denne er opdyrket ved idelig og redelig Flid, fortjene andre Gjenstande vor nærmere Opmærksomhed. Thi Verden lærer os, hvor skadeligt det er, at være ogsaa i verdslige Ting uvidende og at forsømme sine Evner. Thi mon ikke Alle behøve visse Kundskaber og Færdigheder, og hver især i sit Kald og Fag? Mon ikke Verden lærer os ved den Foragt, den lader blive Ukyndighedens og Udygtighedens Lod, at vi maae skye disse Feil? Tugter ikke Ringeagt og Armod Den, som ikke forstaaer et nyttigt Virke? Hedder det ikke med Ret om Den, som hverken vil bruge sin Fornuft eller sit Legeme, og raabes det ikke til ham af de Døre der slaaes igjen for ham: "Enhver paa sin Plads i Samfundet er sat. Men Lade bort maa kastes, det Utøi paa en Stat. Hvo deler ei Arbeidet, ei dele skal dets Goder. Thi oftest Ladhed er de andre Lasters Moder." Og tugter ikke Andres Egennytte ofte Den, som Uvidenheden nøder at tye til Andre for at udrette i sine Anliggender hvad han selv burde kunne gjøre? Og tugte ikke Lovene, der fordre SIDE: 211 at være kjendte, ofte Den, der ikke gider erkyndige sig om hvad der paaligger ham forat være Medlem af Samfundet? -- kort Uvidenhed straffer sig selv ligesom enhver Last gjør, ja hvad de udvortes Straffe angaaer, saasom paa Formue og Ære, da ere vel Uvidenhedens føleligere end mange andre Lasters. Betænker derfor, Forældre, at I ikke nogensinde sørge bedre for eders Børns Velfærd, end ved at opelske denne Lærvillig- hed, som baade lader os søge de Kundskaber, som gavne hisset og her. Thi sandelig med den Sjel, vi forlade Jorden, skulle vi ind- træde i de højere Verdener, hvor Aanden og Viljen afgjør alt. I have let forat vise eders Børn denne Velgjerning; thi denne Lærebegjærlighed er dybt indpodet i deres Sjele af den, som vil, at den Aand, han først lader vise sig i Støvet i det hjælpe- løse Barnelegeme, siden skal, som ved en stærk Stav, ved et sundt og fuldt udviklet og til mange Færdigheder skikket Legeme henvandre over Jorden for saa paa egne Vinger at opstige lige- til hans egen Herligheds Himmelbolig. Lærer dem, at de først skulle være gode Christne og dernæst forstandige Mennesker! Ja lærer dem ved eders eget Exempel hvorledes man ikke kan være det Ene uden tillige at være det Andet! Indprenter de Unge, at alt kan forbedres ligesom Jorden kan det! Opmuntrer, lærer dem og eder Selv til at give Agt paa Alt, paa Naturen, paa eders Haandtering, paa Naboers Forbedring, paa alt Godt og Ondt som I høre! Viser dem Uvidenhedens og Lastens ulykke- lige Følger! Indpræger dem, at hverken Gud eller Verden er tilfredsstillet, om de fuldbyrde eller have fuldbyrdet den knappe Belærelse, som Staten kan skjænke alle sine Børn! Indpræger dem og eder Selv Ærbødighed for deres og eders Sjel! Lærer dem, og værer selv overtydede herom, at det er efter denne redelige Vilje og ikke efter de forskjellige Kræfter og Arbeids- tiden, at denne Herre afvejer sin Løn! Siger dem, at ethvert Menneske kan blive godt for Gud og sig selv og nyttigt for Jorden, naar det blot vil, blot vil bruge hvad det fik! Og endelig -- ligesom I indpræge dem Ærbødighed for deres Sjele -- saa lærer dem ogsaa Selv ved Maadelighed, Reenlighed og Omhygge- lighed for Sundheden, at de skylde Gud ogsaa at have Agt for det gode og brugbare Legeme, Han har givet dem! Saaledes kan Mennesket siges at dyrke enhver Plet i den SIDE: 212 Viingaard Herren gav ham alene derfor. Han uddanner alle sine gudgivne Anlæg og Evner -- ja selv dem, der synes at tilhøre Støvet, i Overensstemmelse. Og kun da har det reent Aandige, den stærke, i Dydviljens Tjeneste staaende Forstand, en saadan Overvægt, at ikke Lidenskaberne formaae at blive andet end gavnlige, underordnede Kræfter. De holdes inden deres Grænd- ser, Svaghederne aflægges, Tilbøjeligheder, der kunde blive far- lige (og da ere de det allerede) tæmmes og faae ikke Ro til at fæste Rødder i Hjertet, i den hellige Guds helligede Jordbund. At faa Mennesker ere saa -- det kommer netop af, at de ikke i Overeensstemmelse, i Samklang udvikle baade deres udødelige og dødelige Evner. Men at forsømme en enkelt af disse er til Tab for Alle; ja at forsømme Legemet over Sjelen er til Tab for denne. En sund Sjel maae vi give Plads i et sundt Legeme. Der boer den kun værdig og tilfreds, og kun da har Mennesket fuld Lyst og Kraft til saavel at arbeide paa sin egen, som til alle Menneskers Forædling. Amen! GUDS VELSIGNELSE (5te Sønd. Trin. Evang. Luk. 5. K. 1 V.) Gud velsigne vort Arbeide -- ja upaatvivleligen dit Arbeide, gode og fornuftige Menneske! Men vi maae gjøre os et rigtigt Begreb om denne Guds Velsignelse. Gud medvirker ved vore Arbeider, idet Han giver os Kræfter og Leilighed til at fuldføre dem, og han leder Omstændighederne saaledes at vort og Andres Velvære derved befordres. For at arbeide, maae vi jo have Kræfter. Og nu, give vi os selv disse Kræfter? eller komme de ikke fra Den, som os skabte? Sjelen, der tænker i os, der overlægger, vælger, for- kaster, beslutter, der ordner og leder Legemets Foretagender, der benytter de gunstige Omstændigheder, betvinger Hindringer, undviger Farer og anvender Arbeidets Frugter -- denne os be- livende, virksomme Geist -- er den ikke Guds Værk, indaander Gud den ikke ligesom i Os? Dette Legeme, som har Kraft og Smidighed nok til at udføre Sjelens Foretagender, til snart at paatage sig de besværligste Forretninger og fuldende dem og snart til at udføre de fineste, kunstigste Arbeider -- mon skabte SIDE: 213 Gud ikke dette? Erholder det ikke fra ham denne Styrke, Ud- holdenhed og Sundhed, som er uundværlig i Alt hvad vi skulle gjøre til nogen Nytte? Og uden denne Aand, som Gud skabte, uden dette Legeme, som han dannede og udrustede saa her- ligen -- hvad var du, arme Dødelige? -- et Intet! hvad skulde du formaae og udrette? -- Intet! Intet? Dernæst maae vi ogsaa have Leilighed til at øve og yttre vore Kræfter, og Gjenstande hvorpaa vi kunne rette vor Flid. Her er Guds Bistand, Guds Velsignelse os ogsaa uundgaaelig fornøden. Hvad vilde du vel udrette, Landmand, med hele din agtværdige Flid, om du opvæltede i din Sved kun ufrugtbare Stene og Aur istedetfor Madjord? Hvad om Melken forsvandt af dine Ax, Me- let af det Korn, du lægger i Jorden? Nei! arbeid med Forhaab- ning! Det er Gud, som gav din Jord Kræfter og din Sæd Vel- signelse -- Det er Ham, som udrustede Mulden med Evne til ikke blot at modtage og til Gavn for sig at fordøje Sæden, men ogsaa til at udvikle denne til Gavn for Dig og dine -- Ham som befrugtede den livløse Natur til Gavn for hele den levende. Det er Ham, der selv med mild Haand uddeler Sædekornet -- Det er Ham, som i Jordens Dybder lader Metallerne sænke sig, dem Menneskene derfra ophente og bearbeide med kunstrig Haand. Det er Ham, der har udbredt disse rige Naturstoffer, som Haand- værkerne og Kunstneren betjene sig af, forat forskaffe sig og Andre Næring, Underhold, Bekvemmelighed og Glæder. Alt alt- saa, som du bearbeider, Menneske! det skabte Gud, det op- holder Gud, det tilbyder han dig. Berøvede han dig det, du maatte uvirksom lade dine Hænder hvile; du skulde Intet for- maae. Naar vore Foretagender skulle gaa lykkeligen fra Haanden, saa maae ogsaa de Omstændigheder, under hvilke vi arbeide, være os gunstige. -- Vær noksaa indsigtsfuld, duelig og virksom, du skal dog kun udrette lidet eller intet, dersom ikke din Stil- ling og Omstændighederne komme dig tilhjælp. Lad Bonden sørge noksaa godt for sin Ager, udsaae den bedste Sæd, intet forsømme, forat skaffe sig en riig Høst -- holder Himlen sin kvægende Regn tilbage, eller oversvømme Floderne Marken, eller ødelægge Styrtninger den blomstrende Sæd eller for- tærer Solheden Jordens Kraft, hvad hjælper ham da hans Sved, hans Arbeide, hans Opmærksomhed? Og Hvo er det SIDE: 214 som skjænker Regnen? Hvo lader Solen lyse? Hvo giver Stor- mene og Skyerne Love? Hvo tæmmer Floder inden sine Grænd- ser? Er det ikke Gud? Visselig! Han maa altsaa medvirke og velsigne. Og saaledes er det i alle andre menneskelige Foretagender. Der gaaer ikke et Skib over de vide Have, uden at Sømændene dagligen maa bede til Gud, hvis Almagts forfærdelige Virkninger de saaofte ere Vidner til, og i hvis Haand de svæve over Dy- bene; men skulde Guds synlige Virkninger være mindre for de øvrige Mennesker, hvor og hvori de end færdes? Nu, hvi bede de da ikke? Skulde Guds Virkninger være mindre andre Steder end paa det oprørte Hav eller over de rige sædbølgende Sletter eller paa Fjeldhøiderne med de glade Hjorders Tusinder? Nei, hvilket Vidne derom finde I ikke selv inden Stuens Vægge, I Forældre? Eders Børns Opdragelse havde en lykkelig Fremgang og de leve eder til Fryd. Vel! det er sandt, at du gjorde rede- ligen Dit dertil. Men hvad skulde Alt dette have hjulpet dig, naar dine Børn ikke havde erholdt disse gode Naturanlæg, disse sunde Legemer? eller naar ikke det var kommet til, at de saae gode Exempler for sig, at de ikke udsattes for Forførelse? Se, saaledes er det Gud føjer det! Du finder Arbeide, Løn for din Fortjeneste, Underhold for Dig og Dine, javel endog Velstand og Overflod. Det er sandt, Du erhvervede dig Duelighed, du var arbeidsom, sparsom, tro i dit Kald. Men Hvo kaldte dig til det Sted, hvor du fandt For- tjeneste? Hvo tilførte dig Mennesker, som antoge sig dig? Hvo styrede Omstændighederne saaledes, at du blev bemærket og agtet? Hvo opholdt dig i Sundhed? Og om Du nu lever i Vel- stand -- Hvo beskyttede dig for Faren at tabe denne? Hvo holder Lynet tilbage, at det ikke fortærer din Bolig? Hvo den fiendtlige Røverhaand, at den ikke plyndrer dig? -- Erkjend dog: Du kan ikke Alt og at det gjorde, det gjør Gud, den Ver- denbeherskende! Gaa i dig selv, og betragt Alt, hvorledes og hvortil det er blevet just netop som det er, og visseligen du skal da finde Guds Haand under alt Dette, og udraabe: "vor Hjælp kommer fra Herren, Han som har skabt Himmel og Jor- den." Guds Haand skal du finde, men ingen pludselige Under- gjerninger, hvis Forbindelse vi ikke kunne skue, hvis Love vi ikke kunne finde. Han signer Mennesket i Meget, men ikke ved SIDE: 215 noget Overordentligt. Og daarligt og ufromt er det, at ville vente paa noget Saadant, naar Han giver os regelmæssigen saa- meget Godt. Gud er nemlig en viis Gud, som i Alt hvad han gjør har sine Skabningers sande Lykke for Øinene. Ofte skulde overmaade Velstand gjøre Den ulykkelig, som er- holdt den efter indstændige Bønner. Saa flittig, redelig, maadelig han ellers tilforn var, saa meget skulde en pludselig Forandring i Lykkesomstændigheder fordærve ham og forlede ham til de modsatte Laster: til Ørkesløshed, Uredelighed og Yppighed. Den, for hvem ethvert Foretagende skulde lykkes som han ønsker, ja maaskee kunde synes at have Ret i at ønske, skulde snart blive stolt og overmodig. Og visselig er stor jordisk Lykke ska- delig for den største Deel af Menneskene. Derfor velsigner Gud ogsaa sjeldnere dermed. Vi skulle derfor være beskedne i vore Fordringer, nøisomme med vort Lod. Da skal Gud heller ikke fordre formeget af os, og vore Kaar skulle aldrig vorde os for trange. Thi det er lige- saa vist, at Nøisomheden altid føler sig, troer sig, ja er velsig- net, som at Unøisomheden ikke føler sig eller er velsignet midt i Overfloden. Negtes end meget, fordi Gud veed bedre end den Dødelige hvad der er til hans sande Bedste: saa veed den Gud- frygtige dog i selve Savnets Øjeblik, at Meget dog gives, at Gud dog velsigner uforskyldt med meget. Saaledes, hænder det end, at den Fader, som med Smerte forlader Sønnens Dødsleje forat hentye til Gud i Bønnen, dog seer sin Søn at døe: saa hænder det dog ogsaa, at det døende Barn frelses. Hændes det end, at den Gudfrygtige seer sin Bøn uopfyldt, saa seer han dog i Troen hvorledes Bønnen ikke derfor er for- stødt, men kjærligen optaget af Algodheden, medens Alviisdom- men maatte negte den; og det skal dog være Summen af hans Erfaring, at Gud negter sine gode Børn Noget forat velsigne dem i Meget. Amen! SYNDERES OMVENDELSE. (Søndag 11te Trinitatis. Evang. Luk. 18 K. 9 V.) Bøn. Fader! jeg haver syndet mod Himmelen og for Dig, og er ikke længer værd at kaldes din Søn! Maatte Du høre den SIDE: 216 sanddru og oprigtige Fortrydelses Raab, du hellige, men barm- hjertige Gud, fra Alle, som det burde udstøde! -- eller maatte Du, Alseende, finde det præget i alle de Hjerter, som bortvendte sig fra Dig! O, da skulde Dyden vende tilbage med Oprigtig- heden, og Glæden skulde opløfte disse Sjele, som havde Mod til at vælte Synde- og Sorge-Byrden af sig; og Synderne skulde erkjende -- ikke længer med Haandslag paa det beklemte Bryst, men med Jubel af det lettede -- at Du, Hellige og Barmhjer- tige, kom dem imøde med Kjærlighed og Forsoning, ja som den fortabte Søns Fader med udbredte Arme og bydende dine Tje- nere at iføre dem Naadens Klædebon og at henlede dem til de gjenfundne Børns Glædesfest. Amen! Det er noget af det Beundringsværdigste i den hele Styrelse, at Aarsag og Virkning opdages at staae i ligesaa nøje Forbin- delse og nødvendigt Forhold til hverandre i den aandige Verden som i den legemlige. Det er kun at beklage, at Menneskene saa sjeldent lægge Mærke hertil og deraf lade sig belære. Den, som engang har f. Ex. seet sin Ejendom oversvømmet, fordi han lod Dæmningen forfalde -- han vil strax finde, at saa maatte skee, naar Flommen steeg, at den søgte den letteste Udvei efter Naturens Love -- han vil see, at han handlede taabeligen, og han vil andengang vogte sig for et lignende Uheld. Den, som saa sit Huus gaae op i Røg, fordi han satte sit Lys ved den tørre Væg -- Den, som saae Lynet at knuse sine Kjæ- reste og at ødelægge hvad han samlede under 50 Aars Sved, fordi han i Daarskab satte et Jernspiir paa det Huus, der alle- rede i sig selv laae noksom udsat for Lynets Virkninger -- Disse ville nok af Erfaringen blive klogere og hos sig selv finde Aarsagen til deslige skrækkelige Virkninger, som saaledes kunne fremkaldes og fremstaae paa given Anledning. Men Den, som syndede og saa føler sig ulykkelig -- han finder ikke altid i denne sørgelige Tilstand den nødvendige Følge af sin Synd -- han opfyldes med Bitterhed istedetfor med Anger og en gavnlig Sorg; ja denne Forvildelse eller Forblindelse kan gaae indtil, at Den, der syndede af Letsindighed, synder frem- deles af Harme over sig selv eller af Harme over at Syndens Sødme er ham betagen. Tyven sukker i sin Lænke, han seer med Ærgrelse, at man tager sig i Agt for ham -- den Udsvæ- SIDE: 217 vende seer sig at hensvinde Dag for Dag, og at Dødens Orme og Opløsningens Time udvikle sig under de tynde Blade, hvor- med Glæden endnu bestrøer hans Bane -- Bedrageren seer sig betynget af Foragt og at Mistanken vogter paa ham i hans Medmenneskers Øine -- Udsugeren finder ingen Velsignelse i sine Blodpenge. De hensvinde mellem hans Hænder. Han skyn- der sig at skille sig ved dem som ved noget Brændende og Giftigt. -- Ødelanden seer sin Formue og Bordvennerne at flye, mens kun Betleren, der før var riig som Han engang, dvæ- ler ved hans Dør, forat dele Dens sidste Smuler, han snart skal dele sin Pose med -- Morderen veed sig intet Øjeblik rolig; den Dræbtes Skygge svæver for hans aabne Øine og indsniger sig under hans Øjenlaage, naar de lukke sig til Søvnen -- kort alle Syndere føle Syndens ulyksalige Følger; men kun Faa bemærke og ville erkjende, at disse Følger ere nødvendige Følger, at den aandige Verden har sine urokkelige Love ligesaavel som den legemlige. Men netop i disse Følgers Nødvendighed, at noget Ondt tilfalder den Sjel, som gjør sig skyldig i noget Ondt, op- dage vi det store og vise og kjærlige Forsyn, som saaledes fremleder sine Børn. Det er paa disse Følgers Nødvendighed den aandelige Ver- dens sædelige Rang beroer. Thi det er ikke enkelte Undtagel- sesgange, men bestandig, at Virkningerne staae i saadant For- hold til Aarsagerne. Hvilken Leden, hvilken Kraft til Dyd ligger da ikke i denne vise Indretning, at Ondt har Ondt, Godt har Godt tilfølge! hvil- ken Anviisning til at lære at kjende Gud og Os Selv, til at lære at kjende og beundre Gud og hans Styrelse og vort eget Væ- sens herlige Beskaffenhed! Og dog, hvor besynderligt, at denne den sædelige Verdens Grundlov kan undgaae de fleste Menne- skers Opmærksomhed! Hvor sørgeligt saaledes, at der findes Flere, der -- lige Evangelets Farisæer, -- søge ved alle Selv- bedragets og den onde Samvittigheds Kunster at tilhylle for sig Selv denne Forsynets Viisdoms og deres eget Væsens Aaben- barelse, end Mennesker, som, liig Tolderen, i ydmyg Sorg er- kjende, at Gud netop gjennem en saadan Række af gode eller onde, men altid nødvendige, Følger lader Aanderne, sine him- melbaarne, jordopfostrede Børn, opdrages og fuldkommengjøres! Dydens Væsen er Kjærlighed. Men uden at erkjende Guds SIDE: 218 Kjærlighed i Syndens nødvendigen ulyksalige Følger, kan den Synder, som vil omvende sig, ikke erholde den Kjærlighed til Gud, som skal være og alene kan være Hovedstøtten for hans vaklende Dyd. Lader os derfor aabne en Synders Hjerte, følge hans Omvendelses Gang og see hvorledes denne føres til denne Kjærlighed til Gud, der alene kan opretholde ham i det Gode. En Synders Hjerte? -- ak! dette skulle vi aabne? dette i Smerte sammenknugede? dette Hav af Forfærdelse, som ruller sig tilbage i sine Afgrunde for hver en Lysstraale, som didhen vil indtrænge? -- ja selv om den kom for at mildne det, for at klarne det. En piinlig Urolighed har betaget det, eller en mørk Grublen har opfyldt det, eller Tvivl, ja Fortvivlelse ryster det, eller det udgyder sig i Taarestrømme, uden for Øjeblikket der- ved at lindres, uden at derved Sorgen strax bortflyder. Saaledes omtrent efter Synderens og hans Synds forskjellige Beskaffenhed er hans beklagelige Tilstand, saasnart det raaber i hans Sjel "Gud være mig Synder naadig!" Men seer -- af denne Sorg skal Glæden fødes, af denne Ve skal Synderen forløses. Den er Begyndelsen til hans Forbedring, altsom Paulus siger: "Bedrøvelsen efter Gud virker Omvendelse til Salighed, som ikke fortrydes, men Verdens Bedrøvelse vir- ker Død." Under denne Syndens kvidefulde Følge, under denne Sorg staaer dog Synderen netop paa det farligste Punkt; og ve! at Saamange just derpaa falde, idet de ikke vende sig til Forbed- ringen, men søge ved fortsatte Synder at sløve Samvittigheden. Vender han sig til det Gode, giver han det beklemte Hjerte Luft i Tolderens Raab: "Gud være mig Synder naadig" -- da er allerede Synderen paa god Vei, da har han allerede opfyldt den sande Omvendelses første Pligt at erkjende sine Synder -- da staaer den opløftende Sandhed ham nær, som Johannes for- kynder "at dersom vi bekjende vore Synder, da er Gud trofast og retfærdig, at han forlader os Synderne, og renser os fra al Uretfærdighed." Og erkjender han denne trøstfulde Sandhed med al Troens Varme, da gaaer han med raske Skridt fremad paa Forbedringens Vei. Omvendelsens to Hovedpunkter ere altsaa 1) den Forandring i Menneskets Sind, at det fatter Afsky for SIDE: 219 Synden og dernæst Haab og Tillid og Kjærlighed til Gud og Lyst til at gjøre hans Villie. Omvendelsen kaldes ogsaa i det bibelske Sprog Gjenfødelse d. e. Mennesket gjenfødes til et bedre Liv; hans bedre Væsen reiser sig seirende og gjenopblomstrende; ad en smertelig Over- gang tilbagevender han til den forladte Dydens Vei. Han bliver som et nyt Menneske; thi hans Vilje, dette hans Væsens Inder- ste, fornyes: Egenkjærligheden og Lysten til Verdens Forfænge- lighed og dens syndige Goder forgaaer, men Kjærligheden til Gud og hans Viljes Opfyldelse gjenfødes og forynges, og det nye, det nye moralske Menneske staaer der vel med Sorgen bag sig, men med Haabet ved sit Hjerte og Albarmhjertighedens Forjettelser udbredte for sine Øine. Men hertil hører 1) foruden at han erkjender sine Synder d. e. at han indseer og tilstaaer, at han har handlet imod Guds Vilje og derved gjort sig uværdig til hans Velbehag og Naade; 2) at han angrer sine Synder d. e. at han føler sig ydmyget ved den Bevisthed, at han har handlet imod Guds Vilje, og naar han tillige er bedrøvet derover; 3) det alvorlige Forsæt, at han vil skye Synden, og beflitte sig paa det Gode i alle Ting. Dette Forsæt tilligemed den deraf følgende Forbedring ere Omvendelsens Frugter. Dette er nemlig Omvendelsens Gang: Hvo som rigtig erkjen- der sin Synd, maa ogsaa angre den, hvis han ikke er ganske fordærvet og uden al Følelse for Pligt; men Hvo, som angrer sin Synd, maa ogsaa fatte det Forsæt at forbedre sig; thi ellers var hans Fortrydelse ikke oprigtig. Smertelig maa Angeren, denne Syndens Lægedom være og ikke let at tage; men dog kan den ikke hos den troende Chri- sten gaae over til Fortvivlelse, saaat alt Haab om Syndsfor- ladelse skulde opgives. Derved vilde jo netop alt Mod og al Lyst til Forbedring tabes. Kun hos Dem, som ikke have denne Tro til Guds Barmhjertighed og Hensigter med os og til den Styrke, Gud har meddelt sine aandige Væsener -- kun hos dem kan Angeren blive til Fortvivlelse -- denne frygtelige Tilstand hvori Forhærdelsen i Synden enten fremkommer eller hvori Sjelen forvildes til Afsindighed. Men med Anger maa vi ikke forvexle Frygt for Straf, der kan finde Sted uden Anger -- eller Ærgrelse over at en slet Hand- ling ikke lykkedes, eller Bedrøvelse over Syndens smertelige og SIDE: 220 fordærvelige Virkninger og nødvendige slemme Følger; thi Den, som blot bedrøves over sin Synds slemme Følger, men ikke over Synden selv, har ikke den sande og alene nyttige Anger. Men naar skal Mennesket, som vi see udgaae smilende af Barnealderen, men saa inden faa Aar at skue, længselfuldt, med formørket Øje didhen tilbage -- naar skal Mennesket saaledes betræde denne Angerens smertelige Overgang til det Bedre? Skal han opsætte det til de graa sløve Alderens Dage? Kan han da opgjøre Regning medeet med et henfaret, misbrugt Liv? Neppe! Og Ve Den, som udkaster en saa fordærvelig Plan! Hjertet vil nok melde sig selv til Frigjørelse, naar Byrder ned- knuge det, og Sorgen beskygger jo iilsom Syndens Spor. Selv den Letsindige skal føle, at Opsættelse af sin Forbedring er uforsvarlig, at sildig Omvendelse er mislig. Hvor er nemlig ikke Fremtiden uvis? hvor vanskelige at ud- rydde ere ikke gamle syndfulde Vaner? hvor meget maa ikke en sildig Forbedring mangle i Fuldkommenhed, saasom der da levnes ikkun liden Tid og Kraft til at indhente det Forsømte, erstatte hvad man bør og kan erstatte, arbeide mod de onde Lyster og til at befæstes i det Gode? "Ydmyg dig -- siger Sirach -- førend du bliver svag, og viis Omvendelse i den Tid, da du endnu kan synde!" Og Jesus sagde jo til Den, som vilde leve tryg i Overflod og Vellevnet. "Du Daare! i denne Nat kræ- ves din Sjel af dig." Men omendskjøndt et Menneske har omvendt og forbedret sig, saa er dog en bestandig fortsat Forbedring nødvendig. Der gi- ves nemlig ingen Stilstand i vort Væsen: det gaaer enten frem- ad eller tilbage. Den Kraft til en saadan stadig og uafbrudt Fremgang i Dyd har sin fasteste Støtte i den Tro og Kjærlighed til den hellige og barmhjertige Fader, som opfylder Sjelen, saasnart denne er bleven Herre over sin Anger, og som netop i Angerens smerte- lige Følelser erkjender et Middel til Forbedringen. Først da faaer den Angergivne sin Kraft. Han føler den meddeelt fra Himlen i samme Stund, som den synes at udspænde sig i hans Bryst; han vender ikke det graadblændte Øje mod den mørke Jord, men han tør lade Himlens Blaa speile sig deri; han seer intet Helvede under sine Fødder, ingen Djævle, der gribe efter ham, mens han knæler i Jesu Navn, ingen Lynets Tugteriis over SIDE: 221 sit Hoved, ingen fortørnet Hevner over det Altar, han omfavner; men han seer en Jord for sig til at velsigne, og en mild Fader, der leder ham hen over den indtil den Port, bag hvilken den evige Morgenrødme dæmrer og hvor Forsoningen lovsynges af de frelste Aander. Og naar han stander der, den i Kampen Hærdede, da skal han uden Bitterhed sige sit Farvel til alt Dette, som vildledede ham, og han skal frydes ved sin Anger, der lærte ham Dyd af Kjærlighed til Gud. Farvel -- skal han sige -- Farvel du Synd, som fløi forbi i Lykkens Frivil-Klæde! Farvel du Sorg, som ammed i min Angersgraad min Glæde! Farvel! Farvel! Nu uden eder vil min Sjel ind i sin Himmel træde! Amen! TAKNEMLIGHED (14de Sønd. Tref. Evang. Luk. 17 Kap. 11 V.) Bøn. Gud, vor Fader! Du har talt til os ifra vort Første og igjennem det hele Liv. Og igjennem Gravene lyder din forfær- delige Doms Røst -- den som opfylder Evigheden og adskiller Himlene og Dybene. Du har talt kjærligen til Enhver af Os, da Du bød os at fremgaae til Livet, en Støvklump at belives med udødelig Aand -- Lader Os da tale taknemligen til Gud nu da vi vide dette, vide os Selv, Dig og din Velgjerning! Du har talt mildt og viseligen til Os gjennem gode Forældre og Lærere da vi vare Smaa og Værgeløse -- Lader os tale til Dig ved at gjøre Disses kjærlige Ord til Gjerninger, ved Taknemlighed og samvittighedsfuld Efterfølgelse og ved dagligen at gjenføde Fæd- renes og Mødrenes Dyder! Du har talt med høi Røst til Os, saa vor Forstand vaagnede da den hørte Guds Lov og Evange- liums Forjettelser og alle Religionens Sandheder -- Lader os da bekjende Dig og Disse med høi Røst, med Mund og Haand, i Tro og Gjerning! Og daglig taler Du viseligen til Os gjennem den udbredte Natur, gjennem tugtende Exempler, som igjennem SIDE: 222 opmuntrende, gjennem Verdens forunderlige Færdsler som igjen- nem Familielivets stille Gang og det Særegne, som møder En- hver af Os til Belærelse og Forbedring -- Lader Os da tale til Dig med høi Røst, bekjendende, at vi saa forstaae Livet, at Alt deri tjener Guds Børn til det Bedste, og saaledes at Intet bliver spildt, men selve Tugtelsen til Velgjerning! -- Og i Alt lader os bekjende, i Sorg og Glæde, i Medgang og Modgang, at vi ere Dig takskyldigere, end Børn sine Forældre, og at Du er vor vise og gode Fader -- vor Fader, Du som er i Himmelen! Een Taknemmelig af Ti? af ti Livfrelste, eller som havde at takke for at de ikke længer vare en Plage for sig selv og en bortstødt Afsky for Mager, Frænder og Landsmænd! . . . Een af Ti! Store Gud! staaer det saaledes med Menneske- hjertets Regnskab? Det vil være en Ære for Os, om vi spørge saa med oprigtig Forskrækkelse. Og dog vil det være store Ting, om ikke Mange af Os af ti Gange, hvor vi skulde have været taknemmelige, have glemt det de ni. Lader Os nu raabe: Store Gud, staaer det saaledes til med Menneskehjertets Regnskab? Ikke bedre, Menneskensbørn, om vi ville være oprigtige. Der staaer Alteret. Did slæbte Mængden sig med sin Synde- byrde, og den Forherligede steg hørligen ned i sin gjentagne Forjettelse, og han lædskede synligen med Barmhjertighedens Draabe og lettede Mængdens Byrder, og han tilsagde den sin Fred og lod den atter udvandre -- Sandelig, det vil være store Ting, om ni af ti hellige Løfter, som Folket da svoer hos sig selv, ikke, inden det strømmer hid igjen, ere bortfløine i Luften. Derude ligge Gravene -- Mennesker, som vare os bekjendte og kaldte stærke, fagre, rige, unge, mægtige, ligge der smeltende sammen med Leret -- o det vil være meget, om Een af Ti, som gaae derforbi, og see de visnede Blade at falde derover, fæster en Tanke dertil, at hvert Aandedrag dog er en Velgjer- ning, en Skjænk, vi ikke give os selv eller andre, men som vi bør være taknemlige for. Taknemlige? Ak, ni af ti Mennesker vilde dog rødme af Skamfuldhed og græde af Smerte, om de ikke troede de vare det. Hvad er naturligere, raabe de? Hundene skulle ikke be- skjæmme os. De slikke sin Velgjørers Haand og gaae i Døden SIDE: 223 for ham med freidig Fyrighed, og naar de læse sit Livs Ende i hans Øie, da see de paa ham med Taarer, hvori der er mere Erindring om de Stykker Brød, han har givet dem, end Skræk for nu ogsaa at tage Døden af hans Haand. Nei, Hundene skulle ikke beskjæmme os. Vi vide og føle, at det erkjendtlige Dyr bærer Prisen for det utaknemmelige Menneske. Det er herligt sagt, og hvad der er bedre, det er ærligt meent i den Stund af de Ni, som -- glemme det i den næste. Saaledes staaer det til med Menneskehjertets Regnskab. Den Tiende af de Ti tænker ikke engang saa. Han gjør kanske sin Takskyld til Gud af med en hurtig opramset Bøn, og til de Men- nesker, der gjorde ham godt, ved at bedrage og bagtale dem -- godt, om han ikke hører til dem over hvem Moderhjertet vender sig i den Barm, der diede. Thi ogsaa den Utaknemmelighed gives der. Men det Barn er godt endnu, som ikke vil troe det. Børneutaknemlighed? O er dette ogsaa Navn paa en Synd, som Jorden har at bære, og de Andre, som dog ere af samme Leer, men ikke have Skyld i den Last, skulde ikke have været utaknemlige imod Nogen, Gud eller Mennesker, mens dog Livet kun fortsættes under idelig Modtagen af Godt og Tjenligt? Saa stor Forskjel er der ikke imellem Mennesker. Den, som ingen- sinde havde glemt at være taknemlig indtil Udtømmelsen af denne Dyd, kan indtage sin Plads mellem Englene, mens ingen Djævel er værre end det utaknemmelige Barn. De menneskelige Uhyrer, Verdenshistorien nævner, begyndte med at være dette. Deres Forbrydelser vare hver enkelt, ihvor blodig, dog mindre end denne, og tilsammen ikke større end denne. Det skulde synes naturligere, om Træets Grene bøiede sig ned forat oprive sin Rod, end at en saadan Last skulde gives imellem Mennesker; og dog gives den: det hændes, at Børn ere uføl- somme ved Forældres Græmmelse -- at disse vansmægte nær eller fjernt fra sine Børns Overflod. Naturen oprøres -- den døde Natur -- skulle da ikke vore Hjerter? Det er bogstaveligt, naar jeg siger, at Engen hyllede sig i gusten Mose, at Agren kun bar Tistler og at Huset og Arnen faldt sammen paa en Gaard formedelst en utaknemlig Søn. Det er bogstaveligt; thi Kraften veeg af Faderens Sind og Arm, der skulde holde dette vedlige, SIDE: 224 og Moderen lagde de flittige Hænder i Skjødet -- dem tyktes de havde intet at arbeide for; mest Lyst havde de Arme til at rede hinandens Grav. Saa oprørtes den døde Natur ved denne Synd, skulle da ikke vore Hjerter, om end ikke over den i denne sin værste Skik- kelse? Det maa fæste Opmærksomheden paa Utaknemmelig- heden, ihvordan den viser sig; og vi trænge alt vort indre Øies Skarphed til; thi vanskelig gjøre vi os lettere skyldige i Noget, og vi skrækkes dog, naar vi bare høre Navnet. Guds Velgjerninger -- hvor mangeartede, hvor talløse! Og Vi kunne ikke gjengjælde. Men have vi vel engang været gudfryg- tige som vi burde, eller engang betalt Tilværelsen rigtigt? Hver- gang vi ærligen forsøge derpaa, overstrømmes jo vort Bryst af nye, af en høiere Tilværelses Glæder, og vi blive end mere for- pligtede. Jesu Samfunds Velgjerninger -- hvor store! Men hvor- lidet gjøre vi dog Fyldest? Fædrelandets, hvor vigtige! Men ere vi dog Alle saadanne Borgere, at vi kunne sige vi veder- lægge det dets Moderkjærlighed og Ære? Og nu Venners kjær- lige, Medmenneskers mangfoldige Tjenester? Regnskabet er stort. Naar alt kommer til alt, bliver den Enkelte bliver Hvermand i Gjæld, og han opdager, at Haand og Daad strækker ikke til, at Hjertets hele Kjærlighed maa lade sin Rigdom til, og at det holder haardt, ikke ved Uagtsomhed og Glemsel af hvad man skylder at gjøre Ordet til Sandhed, at vi skrive Velgjerninger i Sand, eller ikke at blive som de Ni. Ja det var kun Een af Ti -- og det en Samaritan -- som vendte tilbage for at takke, prisende Gud med høi Røst! Kun eet af ti Hjerter rørt af den Følelse -- af Taknemlighedens -- som synes at skulle være Menneskehjertet naturligst? Skulde dette Forhold afgive Regelen for hvorvidt vi kunne vente Taknemmelighed imellem Menneskene -- da skulde det ikke være langtfra, at vore Sjele maatte opfyldes med Foragt for en saadan, for vor egen Slægt, og Velgjørenhedskilderne skulde udtørres og Kjærligheden indslutte sig i menneskehadsk Sorg. Og der gives Mennesker -- men isandhed ulykkelige -- som troe at have gjort saadanne Erfaringer i Livet, og at burde af- vænne sig med en Godmodighed, Velvillighed og Velgjørenhed, som er deres Hjerte naturlig, men som de nu kun holde for en Svaghed. Men betragte vi En af disse ulykkelige Særlinge med SIDE: 225 hans fremkunstlede Menneskehad, hans tilvænte Haardhed og Ukjærlighed, hans bittre skjæve Domme, som han holder for det kostbare Udbytte af smertekjøbt, svart tilvunden Verdensviisdom -- skulle vi snart opdage saadanne Mangler i hans Dømmekraft, at det ikke bliver os besynderligt, at et i sig selv godt Menne- ske er bleven en saadan Plage for Andre og sig Selv. Ja maa- skee kunne Vi ikke undgaae at opdage, at Forfængelighed, der føler sig krænket, overspændte Forventninger om Mennesker, Mangel paa kraftig Vilje, og Skrækkebilleder, han skaber sig selv, indvirke til en saa sørgelig Forvandling. Idetmindste er det ingen Kjærlighed med Christi Varme i, som lader Armene synke og siger: "mig gik det som Jesus -- jeg gjorde godt imod Ti, og kun Een takkede mig -- Nu er jeg træt -- jeg er kjed af at gjøre vel; -- jeg forlanger Intet af Verden; lad den Intet forlange af mig!" Sandelig følge vi et saadant Menneskes Tankegang videre, skulle vi ofte snart komme til den koldhjertede Egenkjærlighed, til det farisæiske Hykleri og Pukken paa sjelløse Haandgjerninger. Vi skulle opdage en Sjel liig Den, der, indhyllet i Levitens Kaabe, jog henover Ørkenen hvor den Mishandlede klynkede til Sama- ritanen kom, ja En, der kunde see sin Naboes Huus brænde og et Menneske at forgaae uden at han skulde røre sig. Og vi skulde kunne med Sandhed svare ham paa hiin hans Beslutning for sit følgende Liv: "Du tæller ti Velgjerninger -- ikke een af dem alle skal tale for Dig hisset hvor det Skjulte bliver lyst, det Døde til Liv og det Forsvundne vender tilbage." At der gives Utaknemlige og Uskjønsomme, at ikke hvert Korn spirer, som Kjærligheden udryster fra sine Vinger, dem den ud- spænder for at omfavne Alt, liig sit himmelske Ophav -- det kan dog aldrig sløve uden det Hjerte, hvis Følelser ikke vare stærke, men sygelige og svage, eller forvirre en sund Dømmekraft eller svække nogen levende Tro. Den Tro skal vel maaskee finde Be- hag i slig Erfaring, som troer at smigre Himlen ved at hade Jor- den; -- som enten triner kjæk til Altret, peger paa Karve og Dild, og takker Gud med høi Røst, fordi Farisæeren ikke er som de Andre; eller som hykler Ydmyghed, opløfter Hænderne i Bøn, men træder paa den Nedbøiede, og har ikke anden Trøst til den Ulykkelige end Jødernes til den Blindfødte. Men den Tro, som erindrer hvad Jesus sagde til sine Disciple: SIDE: 226 "jeg har givet Eder et Exempel, at ligesom jeg gjorde mod Eder, skulle og I gjøre!" -- den Tro vil lære af hiin Erfaring, at Dy- den skal øves for sin egen Skyld: at Haab om Belønning aldrig skal være Drivfjedren til en god Handling og at man ikke skal trættes i det Gode. Og ligesom sunde og stærke Velvilligheds- følelser, om Utaknemmelighed ofte støder dem, alligevel ville fort- sætte i sin velgjørende Livlighed, i samme Udholdenhed som Landmandens Haab, der dog udkaster Sæden, omendskjøndt han veed at Alt ei vil gjenspire, men maaske Alt inden Høsten for- kommes: saa lærer den sunde Dømmekraft kun heraf saaledes at bedømme Verden bedre, at han iagttager et forsigtigere Valg for sine Velgjerninger, forat de samme gode Hensigter mere kunne fuldkommes. Et Menneske med sand Tro, oprigtig Kjærlighed, Liv og Styrke i Velviljefølelserne og sund Dømmekraft vil saaledes ikke kunne lide nogen virkelig moralsk Skade, noget Tab af sit Bedre, af sin Dydvilje om han gjør den smerteligste af alle Erfaringer: den at lide Utaknemlighed. Han skal erindre, at hans Livsopgave er at ligne Christus og at Christus ikke aflod at øve sine Velgjer- ninger; ja at han gjorde endvidere, nemlig som han befalede: "gjører dem godt, som Eder hade og forfølge!" Hans egne Er- faringer om Utaknemligheden i Verden skulle kun være ham som Skyggetræk, der forhøiende fremhæve de skjønne Træk af Tak- nemligheden, som visselig heller ikke ville undlade at møde ham -- kort! Han skal læse sit Livs Erfaringer som den Forstandige Dagens Evangelium, der langtfra skal eller for ham kan indpræge Ulyst til Veldaad og Foragt for Menneskeslægten i det Hele, men netop Haab om det uudslukkelige Bedre i denne og Veldaad- iver ved den rørende Modsætning af den Taknemlige Ene, der vendte tilbage og priste Gud med høi Røst og takkede. Den anden Modsætning i vort Evangelium -- de ni Utaknemme- lige -- indpræger derfor ligemeget det Afskyelige i Utaknemlig- hedens Last, i denne moralske Spedalskhed hvormed de bortgik befængte. Det være vort Haab, at Forholdet er langtfra altid saa som een Taknemlig mod ti Utaknemlige; og at denne Last, som selv de Umælende, selv den rivende Løve spotter ved rø- rende Beviser paa Taknemlighed, neppe nogensinde er virkelig af den djævelske Rod ikke at ville i Hjertet erkjende Velgjer- ningen. Det er Utaknemlighedens Straf, at den er unaturligere SIDE: 227 end andre Laster, at den har større Kamp med Hjertet at be- staae før den viser sig og nærer en sky Blusel derefter, som kun døer, naar Samvittigheden kvæles. De -- jeg troer det idetmind- ste -- ere meget Faa, men dog altid for Mange, som kunne drive denne djævelske Seier over deres eget Hjertes Bevisthed lige- indtil at gjengjælde Godt med Ondt; men de ere vel desværre neppe saa Faa, der undlade at vedgaae sine Hjerters Bevidsthed om en Velgjerningsskyld, og at prise og takke med høi Røst. Det er vel ogsaa vist, at mangen Utaknemlighed begaaes af Letsind, af Mangel paa Evne til at vurdere en Velgjerning, og -- som vi kunne antage hos hine Ni, der bluedes over at vedgaae sin forrige Svaghed -- af en taabelig Undseelse -- den de om- sider drive indtil Forglemmelsen af eller Selvindbildningen af, at de aldrig trængte til Velgjerningen. Det er da ikke nok Sikkerhed for os, at Naturen oprører sig imod Utaknemlighed, at vort Hjerte ubetinget fordømmer den, at vi ere enige i at give den Navnet "sort", som selve Ondskaben. Dette skeer naar vi med kold Forstand betragte denne Last. Men efter hvad vi hørte, kan menneskelig Svaghed være dens første Rod. Lad Stolthed opvoxe i Hjertet og Forfængelighed oppuste sig deri -- maaskee rødmende indtil han ganske har faaet be- kjæmpet sin Følelse, skal dette Menneske, kneisende, seende til den anden Side, gaae forbi en Velgjører, der før fremhjalp Ham, men nu er selv arm og forladt. Lad Letsindet blive et Hjertes Hovedtræk -- det skal snart blæse alle ubehagelige Erindringer bort deraf og da imellem disse den om Velgjerninger. Saaledes -- mærker det end engang! -- vi ere mere udsatte forat begaae hiin Synd, som vort Hjerte ellers fordømmer saa strengt, end det skulde synes; -- vi staae i Fare for, med Blusel for os selv, oftere at maatte erindre, at vi forglemte en Velgjer- ning, en Godhed, at vi ikke takkede, ikke gjengjeldte eller for- søgte derpaa, at vi vare ligere de Ni end den Ene. Derfor ind- præger Eder den taknemlige Samaritans skjønne Billede og troer, at hans Sjel sandelig straalede klarere end hins taareglindsende Øie og var renere end hans i Templet, efterat de giftige Skjæl vare affaldne, af Præsterne rensede Legeme, da han opløftede Hænderne i Bøn og priste Gud med høi Røst. Troer, at hans Sjel ophøiedes da han nedsank og favnede sin Frelsers Fod og takkede -- og troer, at ydmyg Taknemlighed ingen Ydmygelse er! SIDE: 228 Lærer ogsaa heraf, at ansee Alle som Redskaber i Guds Haand, og hvad Godt, der bevises os, som beviist os af Ham, og takker Ham først, prisende med høi Røst! Med høi Røst? -- ja saa skal det være -- d. e. oprigtigen, for Menneskenes Aasyn, "at de maae see eders gode Gjerninger og prise eders Fader Han, som er i Himmelen!" Og det ikke alene naar Han taler til Eder med Velgjerninger, men naar han lader Lidelser vandre mellem Hu- sene som strenge Læremestere, eller naar han ryster eders Haab ved at lade sine vældige Elementer forfærdende overfare Jorden -- da tier ikke, men priser med høi Røst! Thi alt Dette skeer dog kun til vort Bedste: vort Haab rystes for at Stoltheden, som det saa gjerne nærer, kan affalde som Ormene af det stormbe- vægede Frugttræ; og vi forfærdes kun forat styrkes: vi forfær- des med Brand forat lære Forsigtighed; med de vældige Strøm- mes Oversvømmelser forat bekjæmpe dem med kløgtige Værker; og Vinterens Kulde stormer henover de blomstrende Agre forat lære Forsynlighed at boe i Husene og Alle, at Alt staaer i Guds Haand. Der er ingen Tid, som ikke opfordrer til at takke Gud. Om Morgenen, naar vi gjenvaagne som til et nyt Liv -- om Dagen, mens vi fryde os derved i Arbeide og Sundhed -- om Kvellen, naar Natten minder os om Døden og Dødens Broder Søvnen kommer. De gudfrygtige Fædre samlede derfor sit Huus om Morgenen og Aftenen og de priste Gud med høi Røst i en huus- lig Andagt -- en ærværdig Skik som det er en Utaknemlighed at lade gaae tabt. Takker derfor ikke Gud alene i Templet med høi Røst; men føler, at I ere utaknemlige mod Gud, om I ikke daglig prise ham med høi Røst! Thi mon Han ikke daglig viser eder Velgjerninger og ikke blot de Tider I fremmøde her i hans Huus? Dersom det er saa, at den huuslige Andagt, at det at prise Gud med høi Røst med Bøn og Sang hjemme i eders Huse, er en tildels for- svunden skjøn Sæd fra Fædrenes Tid, men I føler eder uleiligede ved og ligesom blygsomme for atter at indføre den ved Arnerne og bekjende den, skjøndt Eders Hjerte tilsiger eder det -- da ere I isandhed som de ni Utaknemlige; thi ogsaa de bluedes maaskee og bortgik derfor. Troe I, at Noget dog var Ret, men gjøre det dog ikke for Folks Skyld -- da ere I Verdens Prisere, ikke Guds, da vilde I SIDE: 229 ikke have gjort som Han, der vendte ensom tilbage, da forstaae I ikke ret hvad det er at prise Gud med høi Røst, om end Kir- kens Mure brast af eders Sang. Thi det at prise Gud med høi Røst er ogsaa frimodigen at bekjende sin Overbeviisning, oprigtigen i Daad og Ord at vedgaae den for Mennesker som for Gud. Den priser altsaa ikke Gud med høi Røst, som dølger sine Meninger hvor han bør lade dem aabne, og som tænker: bedst at tage efter al Verdsens Forfængelighed og Unoder siden de Fleste nu gjøre det, bedst at smigre Dumheden om den er for- nem, bedst at krybe for Tyranniet siden det har Magten, bedst at dølge Sandheden naar dens Aabenbarelse vilde uleilige lidt, skjøndt den maaskee vilde frelse en Uskyldig, bedst at lade Galt gaae, naar Jeg blot er i Fred. Nei! dette er ikke at prise Gud med høi Røst. Det er at for- negte ham. Om Han klarede vor Fornuft til at vide det Rette, liig Jesus da han lod Skjællene falde af de Spedalskes Hud, og vi dog ikke hyldede Sandheden aabenbare eller ikke øvede det Rette eller fremhjalp Uskyld og Retfærd af Menneskefrygt -- da vare vi som de Ni, der bortgik rensede men utaknemlige. Med høi Røst skal Gud prises i Husene og i Templerne, med høi Røst skal Gud prises i Verden i aaben Tale og Gjerninger, der vidne om, at de komme fra alt det Godes Giver, saa at Verden maa forstaae dette, at der er en Guds egen Kraft i den Røst, som bekjender Gud og det Gode høit, at Ærlighed varer længst -- at Overtroens Mulm forsvandt for de Faa, som fangede Guds Lys i sine Sjæle og lod det udstraale og svang Oplys- ningens Fakler -- at Trældommen veeg for de Faa, som aaben- lyst forklarte Apostlens "I ere dyrekjøbte -- vorder derfor ikke Menneskenes Trælle!" -- at Gudsfrygten udbredte sig fra de Faa, som bevarede den i Husene og priste Gud med høi Røst selv i Fordærvelsens Tid -- at Ærlighed og Oprigtighed i Træng- selstider vendte tilbage imellem Menneskene fordi der aldrig manglede paa Røster, skjøndt de vare faa, der høit paakaldte dem og paa seirrige Exempler -- ja, Christsødskende saa at Verden maa forstaae dette og vende tilbage og prise Gud med høi Røst og falde Christus tilfode og takke Gud, af hvem den har og skal have alt Dette, og ikke tjene Ham af Egennytte (thi det er en Kjøbmandstjeneste) ikke af Frygt (thi det er en Slave- tjeneste) men af Kjærlighed og Taknemlighed der er det fri Men- SIDE: 230 neskes sømmelige og ene nyttige Tjeneste. Og at den maa er- kjende Guds Velgjerninger, hvoraf ingen ere smaa, om det end ikke var saa, at en Velgjerning aldrig er liden, og da falde ned med al sin Herlighed og Livsprunken og vedgaae sin Afhængig- hed og bede med høi Røst ydmygeligen: "o Evige, forbarm dig over Os, fordi vi ere forgjængelige! o Uendelige, fordi vi kun ere Støvgran! o Livets Kilde, fordi vi svæve paa Dødens Aande! o Altseende, fordi vi færdes i Blindhedens Mørke! o Alkjærlige, fordi vi ere fattige og usle! o Almægtige, fordi vi Intet formaae uden din Bistand. Amen!" TJENER-TROSKAB MOD JESUS. (15de Sønd. Tref. Evang. Matth. 6 Kap. 24 V.) Bøn. Ak, Herre Jesus, vi ere Armodens Børn, og udvan- drede derfor for at søge Tjeneste. Da kom til os en statelig Herre, og han sagde: kom følg mig, skal jeg fylde dit Skjød med Guld, og han raslede med Guld for vore Øren. Men da vi saae forundrede paa ham, se da var der et falskt Blink i hans Øine og hans Aasyn var saa ondt, at det gyste over os og at vi und- løb. Din Tempeldør stod da aaben, Herre! og hid ere vi flygtede forat tilbyde vor Tjeneste, fast vi vide, at dit Arbeide er ikke let med at bære Verdens Kors. Men o, vi vide, at Du har baaret det sværere for Os, og derfor ere vore Skuldre rede. Byde og befale Du da over os, vor kaarne Herre og Huusbond! Din Løn er sød efter Arbeidet; men af Kjærlighed er det vi komme; thi Dig var det vi søgte fra først af, vidende og fornøiede med at Gud vil bestemme vor Løn af Aandens Lys og Verdens Gods efter sin Naade, men Hjertefreden, som den faste Løn, efter sin uryggelige Retfærdighed. Amen! Det er os sagt, at vi ikke kunne tjene to Herrer paa engang. Og tvivle vi derom? Er det os sagt af En, der ikke kjendte Menneskehjertet, Verden og Guds Vilje? Visselig ikke. Vor egen Erfaring maa ogsaa sige os, at der ligger Viisdom i det Udsagn, ja at det selv i ringere verdslige Tilfælde ikke gaaer an at tjene to Herrer. Hvor meget mindre gaaer det da -- som SIDE: 231 her er Hovedmeningen -- an at tjene Dyden og Lasten paa eengang? Verden, Menneskene see skjævt til og kalde os med- rette svage og upaalidelige, om vi dele vor Tjeneste, den Nid- kjærhed, den Kraft, som vi have lovet Een heel; vort eget Hjerte taber sin Fred, om vi deri parre onde Lyster og gode Tanker, og Guds Lov fordømme os, om vi vakle i at følge den; thi den taler tydeligt nok, og kan ikke ved sin egen Skyld forfeiles. Be- sværger derfor hverandre, at vi maae forblive den Herre tro- faste, for hvis Aasyn Forældrene indbare os tidligen og svore høitideligen! Besværger hverandre, at forvise alt hvad der er i det Ondes Tjeneste: Uredelighed, Uvidenhed, Gjerrighed og alle disse, som dog ere det Onde trofaste, som de ere tingede til, mens Vi ofte ikke ere det Gode trofaste, som vi svore os til. Eller er det ikke saa, Du, hvis Dage vanke mellem Ondt og Godt, du Letsindige, der synder leende, du Svagsindede, der synder grædende, Du der for Gods, Æresbeviisninger eller for- føriske Ord hengiver dig i det Ondes Sold? og hører du disse Ord uden at du bliver sørgmodig i din Synden, tilmode som den forlorne Søn, som den bebreidede Troløse? Dog -- selv uden at være Nogen af Disse -- hvor maae vi ikke nedkaste os for den strenge Herres Aasyn nu i hans Huus, hvor Sandhed kun bør tales, og bekjende vor svigefulde Troskab? Eller tør Nogen af os staae frem og sige: hvert Øieblik af mine Dage -- dem Du gav -- var dig viet, nidkjære Gud! ja ligesaa- vist som at du betroede mig dem? Overfoer aldrig en mørk- nende ond Tanke den Redeliges Forsætter? Forglemte den Gode ikke? -- ja selv paa Dagen, da han lovede? Helligede altid fromme Ord den Gudfrygtiges Læber? Blussede ikke Vreden og Sandseligheden og Egennytten i Øieblikke selv i det Øie, der jevnligen saae andægtigen mod det Høie, mod Herren? O hvor er vor Dyd dog svag, vor Redelighed uredelig, at vi maae kalde dem, hos hvem alle disse Spor af det fremmede Aag dog saaes "Gode og Guds Tjenere!" Forstaae I dette, Brødre? Eller gives der en Menighed, der er uvidende om, at den omslutter om det samme Altar haard- nakkede Forbrydere, der aabenbart tjene et andet Herredømme end Guds end det Godes, og letsindige Syndere og Redelige, der forglemme i enkelte Stunder? Mennesket er et Væsen sammensat af de mest uligeartede Be- SIDE: 232 standdele. Beslægtet med Guddommen og beslægtet med Støvet, manes det af Religionen og sin Samvittighed til ved Viisdom og Dyd at nærme sig Himlen, medens hans sandselige Natur, ulysten til noget Andet end Nydelse og Hvile, paa samme Tid arbeider paa at neddrage det til Jorden. Saaledes jaget af modsatte Drivefjedre, saaledes adsplittet mellem forskjellige Formaal, er- kjendende en anden Lov i sit Hu, en anden i sit Kjød, befinder Mennesket sig i en uophørlig Strid mod sig selv, indtil det, enten ædel-kraftfuldt og sig Selv beherskende, modner til Guds Børns herlige Frihed, eller og, svagt og faldet, overleverer sig som en usel Træl til Begjærlighederne. Og det er gjennem disse Be- gjærligheder, at det forføriske Onde allerførst søger at bane sig Vei til Menneskets Hjerte. De udgjøre ikke Menneskets sande Velvære endog i deres uskyldigste Skikkelse; men hvert Ord af den Eviges Mund -- det maa hede Fryd eller Nød, Fremgang eller Opoffrelser, det maa høre til Liv eller Død -- det udgjør Menneskets rette Velvære og Ophold; thi det opholder og nærer dets aandelige Liv. Sandheden, Dyden og Samvittighedsfred og det rene Hjertes Haab -- se der de Næringsmidler Mennesket først bør indsamle! -- Guds Rige og hans Retfærdighed, se der det Maal Mennesket først bør søge! Siden skal det øvrige tilfalde det. Men, Christen! hvilken Lære henter du af dette? At vi skulle mistro vore Begjærligheder. De kunne være uskyl- dige, men ogsaa lige skjønne, men giftige, Frugter. Mangen Dranker skriver sig fra det første Glas, mangtet ungdommeligt Liig fra den første Nat, Ynglingen listede sig ud af sine For- ældres Huus. Det gaaer altid Trin for Trin: Trin for Trin paa Himmelstigen, Trin for Trin ned i Afgrunden indtil det bratte Sted, hvor man gjør det Fald, vi ikke kunne maale, til hvis Bund kun Albarmhjertighedens Arme kunne naae. Naar Begjæret har undfanget, føder det Synd, og naar Synden er fuldbaaren, føder den Døden. Men ogsaa vor egen Kraft maa vi mistro. Det er for seent at flye, naar du alt har faaet Snaren om Benene. Den onde Herres, Djævelens, Syndens Vaaben er en Rendesnare. Mennesket har en stærk Efterabelsesdrift. Sky derfor ogsaa slet Selskab. Det er den onde Herres falske Svende, der ere SIDE: 233 udsendte forat lokke dig Pengene af Lommen, Roserne af Kinden, Freden af Hjertet. "Sæl er Den, som ikke vandrer i de Ugudeliges Raad, ikke træder paa Synderes Vei, ei heller sidder i Bespotteres Sæde." Men tilbyder da Tiden ingen ublandet Fryd for Hjertet? Har Verden ingen Lykke, som vi kunne modtage uden Angst og for- lade uden Anger? Jo visselig, Christen! Jorden er jo Herrens, den Herres, vi alene skulle tjene, Hans, som ejer alt. De Sandser, hvorved vi opfatte det Glade i Livet, ere ligesaavist den himmelske Faders Værk som de gode Gaver, hvormed han mætter alt Levende med Behag . . . Jo, Christen! blot du under Gavernes Nydelse ikke forglemmer Giveren, ikke saa fæster dig ved de skabte Ting, at du tilsidesætter hvad du er selve Skaberen skyldig. Men især giv Gud Æren for din Frelse! Ja giv Gud Æren, og knæk Hovmoden, om du tillægger dig Selv for meget! Da skal Syndens Slangelevninger snoe sig under din Fod. Kjæmp da modig mod egen Syndighed, mod Laster og Vildfarelser! Virk uden Afbrud for det Gode; thi det er din kaarne Herres Tje- neste! Forsvar Sandheden indtil Døden! Lid og undgjæld som en tro Jesu Christi Tjener! Vandre med godt Mod gjennem Fristelserne! Vandre med god Samvittighed og frygt ikke om og din Vei fører til Modgang, Had, Avind og Forfølgelse! Veien slutter ikke der, I Jesu sande Tjenere, ja I Guds Venner og Kjære! Den løber saa snart forbi disse smaa Besværligheder -- Amen! Da see vi Herren -- Amen! Han som lod os trælle i Fristelser for saa riig en Løn, for vor egen Salighed i Evig- heden -- Amen! SIDE: 234 Henrik Wergeland REGISTER No. 1 -- I. Bønnens Rigdom. - 2 -- II. Jesu Forebud. - 3 -- III. Stefani Efterlignelse. - 4 -- IV. Nytaarsløfter. - 5 -- V. Tænk før du handler. - 6 -- VI. Sjelefred. - 7 -- VII. Det sande Klenod. - 8 -- VIII. Jesu Lignelse. - 9 -- IX. Fristelser. - 10 -- X. Helliggjørelsens Vei. - 11 -- XI. Guds Engle. - 12 -- XII. Nadverens Betydning. - 13 -- XIII. Velgjørenhed. - 14 -- XIV. Christendommens Løsen. - 15 -- XV. Jesus er med os. - 16 -- XVI. Omsorg for Sundheden. - 17 mod Uretfærd dog løvevildt. En Hjerne, hvori Overtro faaer ei Tilladelse at bo. Samvittigheden rolig reen. Den ligne maa en Ædelsteen. Et Sind saa friskt som Birkens Kvist, der bøier sig, men faaer ei Brist. Indbildningskraft, udi hvis Glas jeg finder alle Ting tilpas. En Helse stærk som hos en Bjørn, saa seig som Tiaars Hagetjørn. Fem skarpe Sandser: Falkeblik, et Øre lystent paa Musik. En Krop, der Verden vise maa, jeg stærke Fædre slægter paa. Et fyrigt Blod, der løber let igjennem mine Aarers Net. Et Aasyn, som det nu kan bli'e. Dog Ærlighed maa staae deri. Et Øie, som ei lyve kan; saa sanddrut som en Kildes Vand. En Mund, som Hader Pral og Bram og gjør ei sund Fornuft tilskam. En Haand, der Lidt af Hvert forstaaer og blier meer kløgtig Aar for Aar. SIDE: 237 ANDEN PART Om nogle religiøse og moralske Begreber. Hvem har skabt dig? Han, hvis Magt lod Alting af Intet strømme ud, til Himlen knytted Jorden, hvor Mennesket boer, der kalder hiin den store sin Fa'r, men Krybet Broer. Jeg troer i min Beundring, og Ham jeg kalder Gud. Hvilket Begreb gjør du dig om Gud? Ei veed jeg Hvad Han er; men Hans Værk seer jeg vel. "Hvor stor!" jo bruste Stormen? "Hvor god!" jo Græsset loe, og hvisled lystig Ormen. Da vilde min Forstand afmale sig hans Billed endnu mere tro. -- Men ofte selv den Stærke vil mere end han kan -- Det flyer for mine Sandser, men taler til min Sjel. SIDE: 238 Hvorledes bør man ære Gud? Verdnerne lovsynge hans Viisdoms tause Raad. Alt enten os forbauser eller vel os gjør. Ærbødighed og Tak er den Dyrkning, som Ham bør. Det Offer, Ham behager, er en dydig Daad. Hvad er Livet? Hvert Trin fra Vuggen fører os Graven mere nær. Den Vei saa vis som Solens, der gaaer mod Natten, er. Der gaber mange Groper i Ungdoms Rosendal; men kloge Øie lyser hvor Veien bugte skal. Der ligger hvasse Stene paa stolten Manddomshei; men sikker Fod gaar sagte -- da skjærer Stenen ei. Der kneiser mangen Bergknatt; men Viiskall staver frem. Han frygter ikke Graven og endnu mindre dem. Naar Foden trøttnes under bratten Bergevæg, da glatter han sit Graahaar og leer saa smaat i Skjæg: "der maa vel høien Træskel foran Englehjem?" Hvad er Døden? En Smertens stille Hvile i Salighedens Dør. En Domstol, som maa frygtes af Den, som ilde gjør. Ønskværdig, naar dig Skjændsel vil tage i sin Favn, men er den Gavn for Landet, da Hæder er dens Navn. Hvad veed Du om Din Sjel? Jeg veed kun, at jeg tænker: da veed jeg, at jeg er. Jeg sandser og jeg handler; men vil dog endnu meer. Et Væsen er da i mig; det styrer Fod og Haand. Det nævnes Kroppens Herre, det nævnes Sjel og Aand. Men mægter Den at være en Drot for Kjød og Blod, den Himlens Odelsbaarne, den Jordens Kongekaarne har Himlen da om Panden, men Helved under Fod. SIDE: 239 Er Sielen udødelig? Alt vexler under Solen; men derfor Intet døer. Min Sjel i Graven lægger sit gamle slidte Slør; men faaer vel bedre Hud i Himmelen hos Gud. Som Fønixfugl af Ilden den gaaer af Graven ud. Thi Gud ei forat øde saa herlig Aanden gjør, at, skjøndt ei sikker om hvorhen den vandre skal og ei hvorfra den kom, saa stolt et Haab i Mulden den endda amme tør. Hvilken Lod venter os efter Døden? Løn venter Dyden; men Forbrydelserne Straf. Det Ord er Ondskabs Tømme, Ulykkens Trøstestav. Forfulgte Retfærd smiler saa i sin Kummerkvel; Han veed, at Tordnen farer, at Stormen ikke varer, at Jubelmorgen rinder, naar Natten ta'r Farvel. Hvo tvivler, er usaligst imellem Sorgens Børn, hvadeller i han Hjerne slider Vanvids Ørn. Hvo tvivler, o han haabe! og øve Dyden lel! Hvad er det at være dydig? Opfylde alle Pligter, men flye for Lasters Flok, er endnu ikke for den gode Christen nok. Hvo øver strenge Pligt er god, som Han kun Faa, men vil man dydig være, da smerteofres maa. SIDE: 240 Hvorledes er et Offer fortjenstligt? For Menneskeheden ofres skal og for Fødestavn. Et Offer uden dette Maal er kun den tomme Offerskaal. Et Offer er et Intet, naar det ei er til Gavn. Hvorledes kan Mennesket skilne imellem Godt og Ondt? I Uvidenhedens Mørke, i Uvisheds Maaneskin, Sjelen spilder al sin Styrke, taber Uskylds dyre Lin, hvori den for Dommerstolen pligter barnereen fremstaae, var end her en Pjalt paa Kjolen, Panden furet, Lokken graa. Gud bag Sandserne lod skinne end en Sands meer lys og fiin. Mørket smelter den derinde, vildsom Skygge kan den binde i det falske Maaneskin, Blodets vilde Brus den svaler, tøiler Kampen i vort Bryst. Det er Himlen selv, som taler i Samvittighedens Røst. Hvad er Samvittigheden? En Røst fra Hjertets Dybder, som klinger klar og stærk, som dømmer skjulte Vilje og Viljens aabne Værk. Den Hjertefreden finder, som gaaer hvor Røsten raaber. Hvo troer at narre den, er største mellem Taaber. Har Mennesket ikke Lidenskaber? I Hjertet Frygt og Haabet og Fryd og Smerten boe. De drive os til Handling; thi sjelden har de Ro. Med Maadeholds-Kapsunen Fornuften tæmjer dem. Hvis ei, da som Fordærvets Ild de blusse frem. SIDE: 241 Har da ikke Gud givet os Lidenskaberne? Gud gav os Alt tilbedste. Han dannede vor Sjel med Frygten forat lide, Hang til at leve sæl. Men Frygt for indbildt Onde og Lyst til falske Godt har Mennesket ei sjelden af egen Daarskab faaet. Hvorledes er Menneskets syndfulde Tilstand beskaffen? Utæmte Lysters Oprør og Syndens onde Seir. Fornuften føget hen som Gnist i vilden Veir. Af Engelen, som boed i Hjernen reen og skjær, urene Lyster plukke med Haan de hvide Fjær. Igjennem Blodet bølger det kaade Seierstog, som Sjelens Frihed følger i skjændselfulde Aag. Igjennem Glædeshaven det gaaer til Angersørken, og saa afsted til Graven. Hvorledes kunne vi undgaae at overraskes af Synd? Ved stedse vak at holde Fornuften paa sin Vagt, og væbne sig til Kampen ved første Raab: giv Agt! Da slaae vi Fienden, give Tyrannen Banebrist. Af Frygt for Ildebranden vi slukke første Gnist. Hvilke ere de værste Laster, Lidenskaber afføde? En Lyst skyder op saa hurtig som et Lyn, kan have Gift i Roden og endda trylle Syn. Den blomstrer, men smaa Frøkorn sprede Døden ad i Hovmod, i Vellyst, Begjærlighed og Had, i Løgn og Hykleri -- det værste Søsterpar, som Egennytten, Syndens Moder, ammet har. Er Løgn saa stor en Last? Man troer ei mere Den, om hvem en Løgn man veed. Hans Andres Agt foragter, ja egen Ære med. Kun Sandhed bo i Hjertet! men gaa ei længer fram en Pligt og Klogskab byder! Der ingen Løgn kan tænkes, som ikke er en Skam. Men -- lyve for at skade? da er man værst Forbryder. SIDE: 242 Hvad er Hykleri? Det er den frække Last, som troer, i Dydens Hud Alverden at bedrage, ja selve Herren Gud. Men Ondskab at maskere er mellem Lasterne kun en (den værste) mere. Hvorledes straffes Lasterne? Kun Alles Had kan Hadet mod Alle faae til Løn, Uklogskabs Frugt er Modgang, saa skarp som Galde grøn. Umaadeholdet bringer Smerte eller Død; og Kaadheden Foragt, ja selv i Smiil, man bød. Hvad byder Retfærdighed? Gjør ei din Næste, hvad du vil han dig ei gjør! Sit Ord man ei maa bryde; thi Æren ellers døer. Man gjøre vel; men aldrig kun for at synes saa! De aabne Veldaadshænder et Øie følge maa. Paa Utak kun man ødsler. Man troe ei takløs Mand; men vogte selv sig, at man ikke er som Han. Er Eiendomsretten hellig? Du attraae aldrig hvad der eies af en Næste; men værge for hans Liv og Eiendom med din! Kun Næstens Sikkerhed vor egen kan befæste. Hvo krænker Andres Ret, fortaber ogsaa sin. Er Uvidenhed fordærvelig? I Mulmet, den udaander, fremavles alt det Ondt, hvorunder Jord sig vaander. Naturen skjænder den, vor Sjel og Sjelens Love, og føder Sværmeri og ammer Trældom op. Den gjør en Stad til Ørk, og høien Tempeltop, der engang efter Lysets Straale klattred op, kun til et Træ, et Folk til vilde Dyr i Skove. Hvilke er Menneskets almindelige Pligter? At frygte Gud, at tjene sit Land, at elske Alle, ja selv vort eget Trældyr -- det er vor stumme Bro'er; med Ømhed at beklage og hjælpe dem, som falde; SIDE: 243 at dele Bid med Hunger og Lykke med Ulykke; at hædre store Evner og Aldrens hvide Smykke og Sorg saavel i Pjalter, som under Perleflor. Hvad er Fædrelandskjærlighed? En ædel Følelse, der skabt har flere Helte end Kongers Naadeguld og leiet Sværd i Belte. Den fylder hver en Dal som med en Flammevind, saa fiendtlige Hære, saa fremmed Næse svides, der kige vil derind. Til Frihed er den Moder, til Fred og Dyd og Ære. TREDIE PART Politiske Troesartikler. Jeg troer vor Grundlov bedst paa Jord; dog ei, at bedst er hvert et Ord. Saaledes troer jeg for Exempel, at Hver bør vælge frit sit Tempel. Man friest være maa i Tro; thi bør forandres § 2. Jeg troer, vi har i Oscar faa't sand Borgerkonge til vor Drot. Hans Valgsprog "Sandhed" er "og Ret". Find mig et vakkrere end det! SIDE: 244 Og jeg den Mand lyksalig troer, hvis Viv vor Josefine ligner. Hun blier hans Huses tro Velsigner, hans Døttre Prydelser derfor. Jeg troer vort Folk er nok det bedste, lidt bedre selv end hvilket næste. Hvis det vil Flid af Svensken lære, saa kan det Dansken snart undvære. Jeg troer, at alskens Politik kun Nummer To i Ordnen fik. Først spørge man: hvad siger Gud, Religion og Hjertets Bud? At Den gjør bedst, som gjør derefter bestandig Tidens Mund bekræfter. FJERDE PART Nogle politiske Begreber. Hvilke ere Borgerens almindelige Pligter? Man Fædrelandet skylder Blommen af sin Kraft, og Lydighed til Loven og Hjælpen til de Arme. Alverden skyldes hele Kjærlighedens Varme. Hvo glemmer disse Pligter sin Borgerret har tabt. SIDE: 245 Hvilke ere Borgerens almindelige Rettigheder? At troe og tale frit, at virke frit hvor Loven forbyder ei, og hvor man tør for Ham deroven; at nyde selv den Frugt, som voxer af vor Sved; at være sikker paa sit Gods og paa Personen; at sætte sig mod Den, som kuer Rettighed, ja bar han endog Kronen. Hvad er Frihed? Som Gud af himmelsk Aand et Støv belives byder: saa den med Frihed, denne Sjelens Sjel, han pryder. Men da dens Goder smages kun af rene Hjerte, vi rense maa vort Offer ved Dydens Altarkjerte, tilbede Frihed, Glimtet af Guddomsmajestæt, der bryder frem i Mulden, og ei fordunkle det. Giver Friheden Ret til at gjøre Alt? Ei Friheden er Hadet mod hveren lovlig Magt, ei mod hvert gavnligt Baand en tøilesløs Foragt; men Retten til at handle og at man handle tør just som man ville bør. Men, se, den Frihed, Jordens Herre knæler for, den Himlens egne Datter, den Aandernes Gudinde, den Dronning paa en Jord, for Loven bøier Knæ som var hun dens Slavinde. Kjender Du nogen Regel for Storthingsvalg? Jeg troer, tilthinge bør ei vælges efter Stand, men eftersom En er en brav og oplyst Mand. Didind ei luske maa sig nogen Mikkel Ræv, og Thingets dyre Navn maa Uvet ei forkrænke. Hver Pande paa dets Bænke maa bære Lysets Segl og Ærlighedens Brev. SIDE: 246 FEMTE PART Nogle fra Menneskehjertet, den sunde Fornuft og Erfaringen hentede Anskuelser og Begreber Hvorledes maa en ægte Liberal være beskaffen? Heel og tilbunds tvertigjennem liberal, ikke en tranghjertet Provindsial, haltende blot mellem Djævel og Gud, skjeløjd for Gud og skjælvræd for Skud! Han Verden maa omfatte med Kjærligheds Arme og Seerens Blik, Religionen skatte som bydende Regel for al hans Politik. Hvad troer du om Katholikken? Jeg troer, at Katholikken staaer Himlens Dør saa nær som Jeg og Du og Jens og Hans og Mons og Peer. Jeg troer, om nogle Aar, skjøndt lang nok bli'er den Række, blier Kirken samlet, som i Sjøen alle Bække. Hvad troer Du om Jøden? Af Fødsel er han nok saa god som jeg, der er af gothisk Blod. Skjøndt han har Frelseren fornegtet, er Jøden dog med ham beslægtet. Og hvis han christeligt behandles, han snart til Christen omforvandles. Hvad troer Du om Tyrken? Jeg troer om ham, ja om Sultanen, at han ei Svinetryne har, men at han ofte bag Kaftanen et mildt og ædelt Hjerte bar. Er der efter Naturens, Hjertets og Fornuftens Lov noget ivejen for Ægteskab mellem forskjelligt Troende? Nei forsandt! Hvor Menneskesjel har i sit Indre sit eget Kapel. Før findes to Græs uden mindste Forskjel SIDE: 247 før Mennesker to, der eens tilbede og troe. Jeg kunde min Lykke nok finde hos moderøm blide Tyrkinde; men sikkert saa lala tilsidsten min gode Zuleika blev Christen. Imellem to Hjerter bør ikke en Stat sin Staalnæse stikke. Men i hvilken af Forældrenes Religioner skulde da Børnene opdrages? Jeg tænker de enes selv derom bedst. Den Gudfrygtigste af dem fanger nok flest. Bag Ægtesengssparlagnet heller ikke bør Staten sin Næse stikke. Forresten -- behøves et Lovens Ord -- lad Gutten følge Far og Gjentungen Mor! Er ikke alt Gammelt godt? Just hvad der var godt for vore Fædre bør Vi have endnu bedre. Min Tipoldefader og Pontoppidan sig passed nok bedre end Jeg og Han. Hvorledes troer Du Armodens værste Elendighed, den som gjør den modbydelig, lod sig afhjælpe? Ved ei at tillade Armoden sig i sin Pøl at bade; ved Huusbonde-Tilsyn, ved Huse at bygge, hvor Armoden lærte Reenligheds Hygge; ved sløve Armod at tvinge at boe lidt bedre end Galte og So; ved Sands den at lære for Hjemhygget først. Den Trang blier tilsidst og Nødvendigheds-Tørst. Hvad troer Du om Negeren? Jeg troer, at han, skjøndt sort som Fanden, min Broder er som hver en Anden. Han er til samme Ære skabt, har ei sin Ret til Frihed tabt. SIDE: 248 Du nævnte Fanden; hvad troer du da om ham? Jeg troer paa Ingen man saa rædsomt løjet har. Thi man, ja selv paa Prent, har sagt, at til han var. Men tænk nu Fanden rød, hvadheller sort og sveden, han har ei slige Kløer som Samvittigheden. Hvortil nytter Klogskab? Den aabner Hjælpekilder hvor Ingen før dem saae. Den forudseer Ulykker, gjør store Farer smaa. Den styrer Livets Bane, som svang den Skjebnens Spær; begrunder det, som kommer, og sikkrer det, som er. Hvad er Mod? Mod er ei dumme Dorskhed, som døer med balget Sværd; ei Letsinds Jagt paa Faren, hvor den ei Liv er værd. For Pligten selv i Døden at gaae med roligt Mod; snart, under Farens Stormen, at være stiv som Klingen og bøielig som Ormen; med Lyset i sit Hjerte og uden Sky i Øie at staae mod Modgangsbølger, der væltes fra det Høie mod Dødeliges Hjerte og knuses derimod -- se Det er Mod for Helte! Med Ro at bære Modgang -- se det er Styrkens Belte, som gjør den svage Kvinde i Taarer til Heltinde, som tvinger selve Skjebnen under Mandens Fod. Er Ladhed en Last? Enhver paa sin Plads i Samfundet er sat. Men Lade bort maa kastes, det Utøi paa en Stat. Hvo deler ei Arbeidet, ei dele skal dets Goder. Thi Ladhed ofte er de andre Lasters Moder. Hvad er Maadeholdenhed? At tæmme Lysten inden Behovets Grændseskjel. Med størst Behag kun nydes, naar det bekommer vel. Jo mindre man behøver, jo mere har man Vet. Men selv et Gode skader ved ei at bruges ret. SIDE: 249 Hvad er din Mening om Brændeviin? Jeg troer Formeget, ja af Hvadsomhelst, er Gift. Man Døden drikke kan af sunde Kilderivt. Den Regel gjælde maa da ogsaa Brændeviin, der ikkun bruges bør som kraftig Medicin. Jeg var en Usling om jeg taalte ei i Huset en Flaske uden at jeg fluxen mig berused. Faar jeg Kolikken -- nu! da tager jeg en Dram; og bliver Brunen brudt, med en jeg smører ham. Saaledes kan jeg ei saa lige det undvære; og Forbud derimod fornærmer Folkets Ære. Om Brændeviin er tidt et fuult og listigt Skarn, bør Folket derfor ei behandles som et Barn. Ved du noget Middel mod Brændevinets Misbrug? Hvis Brændevinet man vil plat af Landet jage, som himmelsk Nektar vil det da den Nøktre smage! Men vil man have en Kapsun derpaa: gjør Drammen da dyr og Kjedlerne faa! Hvilke troer du ere Landets største Ulykker? Først Fylderiet, saa det stærke Hang til Pynt, saa Landets svære Mynt. De smukke Specier gjør Norrige til Stodder; de ere paa dets Fod paahængte tunge Lodder. Hvad er Din Mening om Krigen? Jeg troer, at Krigen er den værste Landeplage, en Skam for Christne; dog den helligt Korstog blier, SIDE: 250 hvori hver ædel Mand med Freidighed bør drage, naar Hæren kommer som et kuet Folks Befrier. Naar Trældom overalt er endt med sin Elende, har Krig ei mere Grund og derfor og sin Ende. Men troer du ikke, at med Krigen al Mandhaftighet vil forsvinde? Jeg troer vort Lands Natur vil altid avle Helte, om Hatten fjerløs er og ingen Dusk i Belte. Mon ei en Sjømand maa besidde Dødsforagt? og Jægeren, som gjør paa gamle Bamse Jagt? Bergmanden farer an med Sang sin mørke Schacht, endskjøndt han veed han op kan sønderknust bli'e bragt. Saaledes troer jeg fast, hvad alle Tider lærte, friskt ved Naturens Barm slaaer altid Folkets Hjerte. Troer Du der er nogen Charakteer-Forskjel efter Landets Provindser? Tillad -- naar saa man spør' -- jeg svarer indirekte. Det er: lidt mindre beent, skjøndt tydeligen nok man fatter hvad er meent. Thi saa er Døleskik, og Jeg, jeg er en ægte. Et Fiirspand kjøbte jeg Nordbagger, alle gode, foruden Feil at see fra Ørespids til Fode: fra Bergenhuus en Bork, der sikkert gik i Ur; kun havde den een Feil: en noget vild Natur. Den thrøndske Svart var i det Hele meget bra'; kun havde den een Feil, det var, at den var sta. Vestlandske Blak var from; han leek at man den strøg. Kun havde den een Feil, det var, at den var trøg. SIDE: 251 Østlandske Brok den havde alle Trendes Dyder og Lyder. Det gik da op i op, og herligt naar de Fire kun vilde holde Trop. Hvad er du? Fribaaren Normand, kun Fædrelandets Træl, født for at gjøre Stolt-Norrige sæl, dække med Ager, Smaabørn og Eng Norge, den Ærens og Frihedens Seng. Et Smiil af Algodheden favned min Moer: før Aaret var runden, Hun favned en Smaagut med Tænder i Munden, og sagde "en Mand vil jeg skjænke dig, Nor!" Nu slaaer jeg mig paa Lænden, og kalder Selv mig Mand. Jeg staaer for min Drot, men knæler for mit Land. Min Elskov har en Kvinde, en Ven har mit Hu; et Brodernavn for Alle og gamle Døle-Du. Min Flid er min Rigdom -- den lever jeg ved, min Huustro, ja Huustagets Smaafugle med. Jeg fødtes for at hade Trældom meer end Pest. Ja kun med Sorg jeg lægger Aaget paa min Hest. Thi Trældom maa jeg hade selv i dens døde Bild, og Tanken "Norge bøiet under Herskervil," saa hurtigt som den flyer, dog fylder Sind med Skyer, paa Væggen rasler Riflen og knager Bilens Ild. Jeg fødtes for at lystre Lovens Bud -- hvor let! -- Men vak som Ørn paa Ægget jeg vaager om min Ret. I Frihedssolen satte min Fa'r min Vugge ud. Da tændtes Ild i Barmen, da voxed Marv i Armen og Vet bag Pandehud. Snart blev da Vugge-Karmen min Hærde alt for stut. Jeg spændte den i Varmen, og stod som vaxin Gut. Nor vil jeg Armen skjænke, ja Barm og Hærde med. SIDE: 252 Men Vettet vil jeg øke og dyrke ved at tænke. Naar stolten Hærde bøier sig efter Muldens Fred, da bringer jeg det bedre, end jeg det fik, til Gud. Hvorledes skal den være, du vil tage til Hustru? Sundhed i Hjerte! Sundhed paa Kind! Ingen Krøller paa Næsen! Ingen Kast med Nakken! Gjerne tomme Hænder og nakne Bakken, blot Særken og Stakken er huuslige Spind. Hvilke troer Du ere Aarsagerne til Udvandringerne til Amerika? Med Sportelsmør er Embedsmandens Kage for tykt besmurt, Inddrivningsmaaden er et Skalkeskjul for en Blodsugerhær, saa arme Bondes Gjeld blier altfor dyr. Det kan en Stakkar nok af Landet jage. Dertil nu vakkre Eventyr om Rigdom i amerikanske Myr, mens man sin egen heller lader ligge og følger Slendrian fra gamle Dage. Det kan nok bringe Folket til at tigge og ud paa lange Betlersti at drage. Hvilken Bygdeplage troer du er værst enten en Graabeinflok eller en blodsugersk Inkassator eller Prokurator? Om Vargerne kom ned som Lemæn ifra Aasen, som Feler tynde og som Skygger rappe, af Spiltoug Øikjen tog og Kua ud af Baasen, en slig Person er værre, ja værre end den Onde; thi det er Kuas Herre, det er den arme Bonde han Skindet af vil nappe og tappe. SIDE: 253 Hvorledes troer du Landet kan blive til hvad det bør, nemlig til sine Børns Forsørger? Ved Agerdyrkning og ved Industri -- kort ved at Hvermand blier liig en Bi, ei liig en Humle, der kun af Andres lever og kan brumle. Hvad troer Du om Spøgelser? Jeg hverken troer paa Gjenfærd eller Fanden. Jeg troer det spøger indenfore Panden. Om Sjelen troer jeg ellers og med Glæde, at hist den herligen sig vil beklæde; men om end den har Aabenbarings-Magt, har, at den viser sig i vante Dragt, Mistanke og Foragt iblandt min Grublen over Tingen vakt. Jeg nemlig ikke kan begribe (og Spørgsmaalet har bragt selv Gamlemoer iknibe) hvorlunde Skjorte, ofte ussel nok, Nathue, Tøfler, Hat og Brok og Rok -- kort Antrækket, hvormed den salig Døde tøflede afsted, udødeligt er vorden, som Aanden, ved at stikkes ned i Jorden. Hvad troer du om Russen? Godmodig som Menneske, vild som et Folk; og kommer han hid (at sige til Strid) jeg troer at han faaer sig ret ynkelig Svolk. SIDE: 254 Hvad troer du om Polakken? Spørg ikke om ham! Spørg ei, om jeg troer, at Gud og hans Retfærd i Himmelen boer. Hvad troer du om Svensken? Normanden og Han er to Alen af Eet, forskjellige dog i Stykkernes Lt. Den hidsige Normand er røden Skarlag, den rolige Svensker er himmelblaa Dag. Hvad troer du om Dansken? Mens Baggens og Svenskens Farve er stærk, er Danskens ltløs som reenstrøgen Særk. Godhjertig forresten, i Alting honet, hans Ulykke er, at hans Land er for fedt. Paa Erter og Flesk han dorsk har sig ædt; under Danebroge han helst sin Gryde vil koge, af Frihedstalerne hjertelig træt. Men hvad maa blive Enden herpaa? Mon ei jeg gjætter ret, at Folket op vil blive selver ædt? Hvor ligger det berømte Land Scandinavien? Jeg stirrer hvad jeg kan igjennem Luftens Blaanen; thi ligger det etsteds, det ligger nok i Maanen. Hvad troer du om Tydskeren? Han godt sig paa Naboers Penge forstaaer. Thi kommer der Flere her Aar efter Aar. SIDE: 255 Ude han højest om Friheden rimer, mens Liigklokken hjemme over den kimer. Lidt meer Underviisning i Fransk var, skjøndt han er lærd, ei afvejen. Paa Parti med ham bør da Hr. Dansk; thi denne er sjelden sin "ejen." Hvad er Schleswig-Holstein for et Land? Den Stat er endnu kun en Paddehat; men lyster at blive et Træ. Den op er skudt paa en eneste Nat; men lader alt Bladene see. Hvad troer du om Engelskmanden? I Charakterens Præg i mangt og meget har Engelskmanden Lighed med vort eget; men ak! hvor langt tilbage ligge Vi i Agerdyrkning, Kundskab, Industri? Hvad er din Mening om Franskmanden? Vi ham taknemmelig maa hylde. Vor Frihed vi Revolutionen skylde. Hvad er din Mening om Hollænderen? Han skal den Kunst forstaae at snue en Styver indtil den en Dukat fuldlødig bliver. Vil han mig blot sin Sildnedlægning lære, skal jeg en Tømmerstok ham glad forære. Hvad mener du om Spaniolen og Portugisen? Jeg troer, at disse Folk, endskjøndt de boe hvor Apelsiner og Lemoner groe, dog kunne skræmme hver Normand ifra at ønske sig fra hjemme. SIDE: 256 Hvad mener du om Italieneren? Jeg troer, at alt for smaa er hans Forsøg: kun Knald af Sværmere og Røg. Hvad er din Mening om Nordamerikaneren? Gid rastløse Flid vi af Yankeen lærte! Men ei vil vi have en Dollar til Hjerte. SIDE: 257 Henrik Wergeland HASSEL-NØDDER MED OG UDEN KJERNE, DOG TIL TIDSFORDRIV, PLUKKEDE AF MIN HENVISNEDE LIVS-BUSK. HASSELBUSKEN. Ja gid at den Lignen med Haslen bestaae! I Væsen og Dragt ei Prunk eller Pragt; dens Liv er Velsignen paa Jorden at saae. Hvor nøje du ryster om Høsten dens Green, dog holder vist den paa Nødder igjen. Sig Ekhornet høster om Juulkvellen een. SIDE: 258 Thi Busken i Stene har tvundet sin Rod, lært Ømhed af Nød, lært dele sit Brød, og fyldt sine Grene med Kjærligheds Blod. HULE NØDDER. Ekhorn har nok selv spiist de Bedste. Huller sidde jo i de Fleste? Da til Tidsfordriv i travaligt Liv brug ej Tand, men Kniv! frelse liden Maddik derinde! Den en gylden Pung dig skal spinde. Ekhorn veed vi nok er en Skøjer, tænker kun paa evige Løjer, spiser Kjernen sød, men i Pigens Skjød kaster hulen Nød. Men just netop udi de Hule Sommerfuglelarver sig skjule. Ekhorn Egoist vil kun svælge, Fantasus de Hule vil vælge. Om de Friske veed han jo den Besked: der er Kjerne fed. Men i en af hundrede hule kan et stort Vidunder sig skjule. SIDE: 259 Engang var en Perle inddrukket, engang var en Guldnaal indstukket. Huldren -- det var slemt -- havde Naalen glemt for en Alfes Skjemt. Ofte blaa som Himmelens Bendel boer der liden Sfinx Filifendel. Fantasus har hørt den at hamre sidste Høst paa Hamsenes Kamre; tænker saa som saa: jeg de hule maa nøje passe paa. Der formummet tør jeg dig finde, Fagre Sfinx, du min Elskerinde! Derfor Du de hule ei hade, Livet liden Maddik tillade! Sfinxen næste Vaar med sin Vinge slaaer Ekhorns Næse saar. Gylden Pung, som ligger tilbage, bør du som et Minde ei vrage. SIDE: 260 REGISTER OVER LIVSSKIZZERNE: Pag. I. De sammenvoxne Træer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 262 II. Den græske Profil . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 265 III. Kjærlighed paa Distance . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 269 IV. Et Helvedes Jevndøgn . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 272 V. En stor Daarskab . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 277 VI. 99/100 Galskab, 1/100 Fornuft . . . . . . . . . . . . . . . . 279 VII. Endelig slaaer ogsaa min Klokke . . . . . . . . . . . . . . . . . . 282 VIII. Fortale, hvor Fortale aldrig før har staaet . . . . . . . . . . . . 289 IX. Barndoms-Erindringer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 293 X. Fra Slyngelaarene . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 295 XI. Dies iræ . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 297 XII. Portviin og Vrede ere To om een Mand, og altsaa formeget . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 301 XIII. Min Ven Kandidatens Forsøg i Skizzen . . . . . . . . 304 XIV. Syttende-Mais-Bekjendelser . . . . . . . . . . . . . . . . . 307 XV. Min Studenteruniforms Historie og sidste Endeligt . . . . 311 XVI. Dødens personlige Skjønhed . . . . . . . . . . . . . . . . 313 XVII. Faaer Fanden fat i et Haar, saa tager han hele Kroppen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 314 XVIII. Jeg giver mine Sager i gode Hænder og reiser . . . . . . . . 317 XIX. Nationaliteter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 318 XX. To smaa Genre-Modstykker . . . . . . . . . . . . . . . . . 325 XXI. Et herligt Øjeblik . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 326 XXII. Visit hos Peter Andreas Heiberg . . . . . . . . . . . . . 327 XXIII. Guldgruben . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 327 XXIV. De egentlige Ophavsmænd til Jødernes Emancipation . . 329 XXV. Med i Legen, med af Stegen . . . . . . . . . . . . . . . . . 332 XXVI. Den forlorne Søns Dinéer . . . . . . . . . . . . . . . . . . 335 XXVII. En Explosion . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 336 SIDE: 261 XXVIII. Virkelig Scene af Parises Mysterier . . . . . . . . . . . 338 XXIX. Scene à la Molière . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 341 XXX. Scene à la Peder Paars . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 342 XXXI. Jeg giver Beviis for, at jeg ikke duer til Diplomat . . . . 343 XXXII. Afskedsvisit hos Heiberg . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 344 XXXIII. Fortvivlelsens Inspiration . . . . . . . . . . . . . 346 XXXIV. Le Poëte national . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 347 XXXV. Jeg viser mig som en ægte Tourist . . . . . . . . . . . . 347 XXXVI. Le Drapeau blanc . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 352 XXXVII. Tilfældenes Betydning . . . . . . . . . . . . . . . 354 XXXVIII. Eventyr i Vandet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 355 XXXIX. Hadelandsreisen . . . . . . . . . . . . . . . 359 XL. Jeg prostituerer mig som Jæger . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 363 XXXXI. Mit stolteste Øjeblik . . . . . . . . . . . . . . . . . 367 XXXXII. Rèvenge . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 369 XXXXIII. Mystifikationer . . . . . . . . . . . . . . 370 XXXXIV. Carl Johan . . . . . . . . . . . . . . . . . . 373 XXXXV. Kapellaniet forvandles til en vakker rød Sky . . . . 378 XXXXVI. Jeg bliver Fædrenelandsforræder . . . . . . . 381 XXXXVII. Saa nær var det . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 382 XXXXVIII. Jeg døer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 384 XXXXIX. Et frænologiskt Foredrag . . . . . . . . . . . . . . 384 SIDE: 262 DE SAMMENVOXNE TRÆER. Jeg var kaldet hjem til min ømme, elskede, skjønne Moders Begravelse. Hvem kunde holde ud inde? Sønderknust slentrede jeg nedad den gamle Allee, og jeg saae mine Sødskende ligeledes gribe til Udflugter ad andre Kanter fra det Sorgens Huus. I flere Aar i min Ungdom havde jeg, strax jeg kom hjem, været vant til at ile Alleen ned, forat see til to, ligesom tvende forelskte Slanger, sammenslyngede Rognetræer. Da de i Aaret 1823 stode i al ungdommelig Fagerhed, havde jeg udskaaret i hvert af dem Begyndelsesbogstaverne til mit og en underdeilig Piges Fornavne, og det saaledes at Trækkene vendte sig mod hinanden og kunde mødes. Dersom dette skedte og Træerne trivedes, tillod jeg mig en fjern Ahnelse om Muligheden af, at ogsaa vore Skjebner kunde forenes, saa lange og, paa Grund af visse Omstændigheder, høist mislige Udsigterne end vare. Med mystisk Kraft blev jeg da hvergang jeg var hjemme trukket afsted, saasnart jeg var kommen, og ellers gik jeg aldrig der forbi, uden at betragte Trækkene og Træerne paa det nøjeste. I det første Aar beholdt Trækkene sin givne Form; de nær- medes som to Læber, der ville kysses, og Træerne trivedes for- træffeligt under Omfavnelsen. Det var ogsaa mit lykkeligste Aar. Ingen Sky paa min Drømmehimmel, uden jeg selv havde blæst den frem, og de Skyer vare blot glimrende Sæbebobler. Men næste Aar -- Himmel, hvor afskyeligt havde ikke Trækkene trukket sig ud i Længden og paatvers, som mod hinanden vræn- gede Munde! Forskjellige gule Moseflekker røbede ogsaa, at Træerne skrantede. Min Tilbedte var rigtignok ogsaa bleven for- lovet; men da dette ikke gjorde noget Skaar hverken i Kjærlig- heden, saa luftig som min var, eller i Forventningerne, udtolkede jeg ikke Træernes Vantrivsel anderledes, end at den Forlovelse var en Overgang ligesom Træernes Overgang vist vilde være. Min Kjærlighed længtes ikke efter nogen sandselig Belønning, uagtet jeg med Misundelse saae min Moder kysse den unge Pige -- allerede da af Aar som af Stand en Dame -- og mine For- ventninger trængte sig med virkelig rosværdig Beskedenhed ganske tilbage til næste Aar, da jeg skulde blive Student; thi da, følte jeg, vilde de blive uhyre og Magten til at iværksætte dem lige- saa uhyre. SIDE: 263 At sprænge en Officeer iveiret -- Pyh, hvilken Bagatel for en Student i de gode Aar! Hun har forgabet sig i Uniformen. Jeg skal ogsaa komme hjem i Uniform og ved god Leilighed ved et Selskabsbord, hvor hun er tilstede, skal jeg intonere Studenternes Triumfvise: "Jeg er Student, med andre Ord: jeg er min egen Herre" o. s. v., med betydningsfuld Gjentagelse af Kandidatverset: "Og naar jeg saa ved grønne Bord", o. s. v. Men foran Træerne kom aldrig Tanker, der havde saameget Materie ved sig, tilorde i mit Bryst. Der og i den Elskedes Nærhed formaaede jo ikke engang hendes Forlovelse at genere min Kjærlighed. Det var kun af og til paa Hybelen i Byen og med den studentikose Pibe i Munden at den karnificeredes saa grovt. Min Kjærlighed var saa nøisom, at den følte sig oversalig, naar jeg ude i Gangen kunde snige mig til at kysse den Tilbe- dedes Hat. Engang tog jeg dog feil, som jeg opdagede da de unge Damer kom ud efter Theen. Jeg havde havt Nydelsen, ja nydt til Overmaal, saa jeg var bange at have sat Flekker paa Hatten; men Eftersmagen var fæl. En Forlovelse gjør en saadan Kjærlighed intet Afbræk. Det er den umuligt at tænke, at den ikke tilsidst skulde krones, men den vil dette kun gjennem Li- delser. Da jeg Aaret derpaa saae til mine Træer, vare de endnu mere vantrevne i alle Henseender. Min Elskede var vel bleven fri ved hendes Forlovedes Død; men mine store Forventninger, om hvad en Student kan udrette, vare skuffede. Visen havde jeg nok ud- bragt, men slet og ubeleiligt, medens en heldigere theologisk Stu- dent i Nabobygden kortefter virkelig ved samme Vise tilsang sig en Kjæreste for en Tid. Jeg grublede og grublede foran Træ- erne. Endnu grønnedes de dog i Toppen, og det udlagde jeg til: "Hvem veed hvad der kan skee? Maaskee hun, og maaskee jeg, og maaskee hendes Familie, og maaskee min Familie, og maaskee og maaskee og saaledes tusinde Maaskeer. . . ." Næste Aar var der kun et Par Krandse i Toppen og Navne- trækkene vare ulæselige. Jeg erkjendte Skjebnens Sejer og hørte op med at bigte foran Træerne, at de Forelskelser, som imid- lertid kunde være mig overgangne som et Slags "røde Hunde", SIDE: 264 kun vare Surrogater for min virkelige og første uslukkelige Kjær- lighed. Træerne vare forlængst uddøde, dog stode de endnu med sine bemosede udløbne forvrængede Træk. Store Blaaklokker, klat- trende Vikker og vilde Roser skjød lystigt op om de hvide for- vittrede Stammer. Næstnæstsidste Aar stode de endnu sammenslyngede i Døden, som da de havde Dafnes friske Slankhed, og Barken duftede under mine ængstelige vellystige Snit. Næstsidste Aar var det jeg hjemkaldtes i hiint sørgelige Ærind, og vandrede nedad Alleen. Jeg tænkte ikke paa Træerne; alli- gevel førte Skridtene mig did, forat blive gjennemgyst af den dybeste Sorgtanke, et Barn kan yde sin Moder: den om de for- svundne Uskyldens Aar, da vi, netop i de Øieblikke Slægtkjærlig- heden begynder at røre sig, fatte hvad det er at have en Moder, en Moder som seer hvad der foregaaer i vore Hjerter, som seer at Traade, der famle efter noget Fremmed, begynde at udspinde sig deri, og som dog med øm Uegennyttighed gjør alt for at fremme sit Barns Interesse. Træerne vare borte. Afbrudte en Alen fra Roden laae de endnu omfavnende hinanden paa Jorden. Stunden da jeg skar Navnene i dem stod for mig; da vare de friske og livslystige som jeg ved Siden af min Moder. Der ligger min Ungdom, min herlige, sværmerske Ungdom! der ligger Livsenstræet i mit Para- diis, Vidnet om den Tid, da jeg nød Honningen af to Kjærlig- heder: den til min Moder og den til Hende, hvis Navn Træet havde baaret. Min Ungdom fra det 14de til det 17de Aar, stod for mig saaledes som den blomstrede i Ferierne med Kaktussens hurtige Fyrighed og overgaaende Pragt . . . . Jeg saa Moer i Gigh- en med Bybrunen fore paa en Visit til Nabogaarden med den hjemkomne, altid et godt Kvarteer forlængede Søn. Alt trak mig did: de venlige gamle Folk, Gaardens Præg af Alderdom og Adel, de kostbare gammeldags Møbler i de altid af Vellugt duf- tende Værelser, hvori et chinesisk Skab med barokke forgyldte Figurer og en pragtfuld Seng med tykt rødt Damaskes Omhæng med Figurer især havde vakt min Interesse. Ligesaa de høie, susende Lønnetræer i Gaarden og rundtomkring en beslægtet Frøkens grotteagtige Gravsted, de høje Hækker med Jasminer og hvide og røde Roser, bag hvilke vi endnu legede Gjemsel, SIDE: 265 jeg og de to med mig jevngamle Husets særdeles elskelige Døttre og endelig -- til disse kom min Tilbedede ofte i Besøg. Da især, naar jeg havde faaet opsnuset det, var det, min gode Moer pur- redes ud i Gighen, og til at tage mig med. O lykkelige Dag! Men Tusindfold lykkelig den Dag, da tre lyse Kjoler viste sig i Døren saasnart vi vare med Gighen under de store Træer. Efter en saadan var det jeg om Morgenen skar Navnene i Træerne. Med disse Tanker stirrede jeg paa de omfaldne symboliske Træer. Unævneligen vemodige, bleve mine Tanker tilsidst ikke ubehagelige. Besøgene paa hiin Gaard har nemlig altid vakt en lignende behagelig Erindring, som den man langt ude i Mands- aarene fra Skoledagene af nærer for Lørdagsaftnerne. Dagen efter gik Liigfølget nedad Alleen. Jeg saae til Siden. Træerne laa der. Min Ungdom stod atter for mig, men ligesom Basreliefs i Gips. Selv min første Elskede havde Dødens Farve, men hun besad sin Skjønhed, og denne var af den Beskaffenhed, at man af hendes Hovedskalle, om den sees om hundrede Aar, vil kunne slutte sig til, hvor overordentlig den har været. Hidtil havde dog Træerne staaet oppe; nu laae de i Græsset; og jeg tænkte: Min Ungdoms-Elskedes Lykke er knust; og hvad Glæde er der nu for mig i Verden, siden jeg ogsaa har mistet min anden endnu tidligere, lykkeligere og stærkere Kjærlighed: min Moder? DEN GRÆSKE PROFIL. Det var i det Aar, da man førstegang i Norges Hovedstad begyndte at brygge Øl i det Store og navnlig Otteskillingsøl. Jeg gik endnu paa Skolen; men et Par bergensiske Studenter i mit Logis gav mig gratis Underviisning i at drikke bemeldte Stærktøl i store Kvantiteter og i at røge Tobak, samt i flere Studenternetheder -- jeg veed ikke een undtagen. "Nu, Gut, drik!" sagde den Ene af Kontubernalerne, et Men- neske, jeg gjorde meget af ogsaa fordi han var saa smuk. "Dona præsentis carpe lætus horæ et linque severa!" SIDE: 266 "Hrr. Rasmussen -- sagde jeg, idet jeg skjød baade Glas og Pibe fra mig -- lad det være for ikvel; men gjør mig den Tje- neste at følge mig ind i næste Værelse." Det skede. "Hun er i Byen -- vedblev jeg -- Jeg veed det positiv; Hun, som jeg har fortalt Dem om at jeg har skaaret hendes Navnetræk i Træet. Hun boer hos sin Tante . . O Gud! Gud! kunde jeg blot faae see et Glimt af hende, blot Profilen, ikke selve Ansigtet engang, vilde jeg være lykkelig. Og jeg veed et Middel dertil, naar De blot vilde hjælpe mig, og jeg torde komme frem med det. De skulde ogsaa selv faae see hende. Aldeles græsk, det forsikkrer jeg dem." Leende tilsagde han mig sin Bistand, uagtet jeg forlangte intet mindre end at han, Toaars-Studenten, skulde staae Buk for mig, Skolegutten (skjøndt rigtignok Mesterlektianer) saa jeg kunde kige indad Vinduet hos Tanten. Klokken var kun 7, og før Kl. 10 blev det ikke saa mørkt, at Forehavendet kunde voves, især da der var en Skildtvagt næsten ligeoverfor. Men jeg stillede hurtigt mit nye Konfirmationsuhr 1/2 Time frem og foreslog en Spadseretour imidlertid. Den Ulyk- kelige indlod sig derpaa, og under idelig Snak fra min Side om den mageløse Skjønhed han skulde see, trak jeg ham med mig først til Tøjen, Tøjen rundt, ud til Egebergsvingen, gjennem Byen en Fjerdingvei paa den vestre Kant, rundt Fæstningen samt de fleste af Byens reelle Gader. Aldrig vilde det blive mørkt nok -- ikke engang saa mørkt, at jeg turde vove mig igjennem den Gade, hvor Tanten boede. Jeg fortvivlede; min Kammerat havde alt mange Gange yttret Lyst efter de forladte sex Ølflasker. "Ak, hvor skulle de smage, naar vi komme hjem!" var min daar- lige Trøst, der kun bragte det grinende Svar: "ja naar Fanden bliver det? Men nu ikke et Skridt længer!" Jeg fik ham tryglet ned til Hjørnet, hvorfra man kunde see Tantens Huus. "Bravo! Gardinerne ere alt nede, og Lys tændt. Endnu et Kvarteer, saa er det mørkt nok til at jeg kan klyve op." Ogsaa dette Kvarteer lod han gaae, og det gik i den fuldkom- neste Taushed, thi jeg hørte mit Hjerte slaae som om det vilde sprænge sig ud; snart syntes det at sidde fast i Halsen som den bekjendte globulus hystericus. "Nu Kujon! Kvarteret er gaaet," brummede min Kammerat. Aarerne i min Pande pulserede voldsomt under den ideligt til- SIDE: 267 bagekommende Tanke: Hvad om du blev greben som Gadeskøjer og ført ind til Tanten og til -- -- ! Men jeg maatte til. Studenten stod allerede Buk og det ikke altfor stille; bag mig klirrede Skildvagtens Gevær. Nu sidder hun og Tanten og drikke The, tænkte jeg, og da kan du vel be- tragte hende imag. Jeg var oppe paa min Vens Skulder med Ansigtet til Ruden, hvor Rullegardinet lod en Aabning til Siden. O Fortvivlelse! Ingen at see! "Ak! Hun er der ikke", hviskede jeg . . "Nu ja saa slipper jeg . ." "Nei, nei! for Guds Skyld! Hun maa være der, Hun maa! Blot to Sekunder til! Blot een! O! o! Nu er en Evighed for kort; thi jeg seer hendes Profil paa Væggen. O Gudskelov! Det er dog noget. Det er meget. Jeg behøver ikke meer. Tak! Tak for Hjælpen. Men se nu De . . ganske græsk . . ." Neppe stod han paa min Skulder, før han brast i en umaade- lig Latter. Af Forfærdelse syntes jeg det var umuligt at komme af Stedet, og dog befandt jeg mig inden to Sekunder ved Hjørnet, medens Studenten laa brølende paa Fortouget og Skildvagten raabte: Hvem der? Jeg løb og løb videre, og Uhyret efter, leende saa høit og saa umaadeligt, at Folk aabnede Vinduerne og raabte paa Vægteren. Desto mere rasende løb da jeg, for ikke at komme i Ulykken med ham. Men pludselig fandt min Forfølger paa under Latteren at raabe mit Navn, og saa standsede jeg da hurtigere end Loths Hustru, forstenet af Skræk som hun. Med skrallende Latter faldt han mig om Halsen; Begge tumlede vi ned paa en Trap. "Veed du hvad det var for en Profil du saae?" brølede han, atter afbrudt af sin Latter, uden mindste Hensyn til Tid og Sted. "Og siig mig, er ikke Tanten pukkelrygget?" Og saa spurgte han vel ti Gange, før han kunde give nogen Forklaring. Men jeg loe ikke, da han underrettede mig om, at hvad jeg havde anseet for min Tilbededes Profil kun var Skyggeridset paa Væggen af Tantens fremspringende Ryg. Nogle tilfældige Bøi- ninger af hendes Klædebon havde givet den græske Næse, de fine men distinkt tegnede Læber, Hagen m. m. Øllet smagte ypperligt, da vi kom hjem. Jeg drak og røgte stærkt dertil, men med hollandsk Taushed. SIDE: 268 "Et Qvi pro quo, Broder!" sagde min Kammerat og stødte an. "Sibilla pro Illa" mumlede jeg med en Klang som af en sønder- brukken Potte. Jeg var virkelig ogsaa som sønderknust baade i Hjertet og i Benene. "Men hvor havde du din Efterretning fra om din Tilbededes Ankomst til Byen," spurgte Kameraten mig Dagen efter. "Hun stod som Ankommen i Avisen. Se her, jeg blev saa glad, at jeg kneb Nummeret fra Værten, og her staaer under Gaars- dagen den 10de Mai ankommen. . Tys!" sagde jeg, bange forat høre det hellige Navn; "men her seer De selv." "Atter et Qviproquo" -- loe han -- "Avisen er jo fra ifjor af." Med slappe Træk og et Par Koøine gloede jeg paa Tallet, som han pegte paa. Det lod sig ikke benegte; den var netop aars- gammel. SIDE: 269 KJÆRLIGHED PAA DISTANCE. Omnis bonus homo tiro est. Snil Gut -- stor Trompeter. Naar man elsker som jeg gjorde, nemlig uden bestemte Hen- sigter, uden Tanke om den Elskedes Besiddelse, der, som altfor stærk og berusende, med vellystig Gysen trænges langt hen i Baggrunden og kun tillades at fremtræde under Navn af Tanker paa Embedsexamen, -- og især naar den Først-Elskede allerede er forlovet: saa kan man, inden man seer sig vel fore, komme til at elske To. Forklare og forsvare dette vil jeg ikke; men Jeg (og jeg tænker Flere) veed, at det gaaer an. Begge forene sig i Fantasien ganske let og i uløselig Forbindelse som den magdeburgske Kugles Halvdele. Paa et Julebal foregik denne Operation i mit Indre. Selv var jeg delt; men disse To, min første Inklination og den nye Op- trædende, den sødeste Blondine mod den mest glimrende Bru- nette -- o disse to Elskelige forbleve kun Eet, saa det var lige formasteligt at elske En af dem, men naturligt at elske Begge. Jeg var Student, og anvendte første Semester flittigen til at gruble over Spørgsmaalet, om jeg ikke kunde forlove mig med Nr. 2 og dog vedblive at elske Nr. 1. Et Frierbrev blev skrevet hver Dag, sønderrevet og kastet ud af Vinduet i Haugen, saa min gamle Værtinde troede at Æbletræerne kastede Blomster for tidlig det Aar. Ak, ja Æbletræerne blomstrede alt. Vinter og Vaar vare hen- grublede. Tanken om Tidens Flugt bragte mig endelig til at skrive et Brev til min Elskede og hendes Plejemoder. Og det kom virkelig afsted. Tjeneren i Huset var bestukken. Svaret var ikke ugunstigt. Man ønskede mit Besøg i Huset til nærmere Bekjendtskab. Jeg skjalv og blegnede da jeg læste det, og fik endelig affærdiget en Takskrivelse, hvori jeg anmeldte mit snare Besøg. Hver Søndag skulde nu dette gaae for sig. Jeg pyntede mig og gik modig nedad Trapperne og henad de første Gader; men ak! -- lad mig tilstaae min Skam: ligesom naar man skal til Tanddoktoren, sank Modet ved hvert et Skridt, som nærmede mig til Huset. Nok, jeg kom der aldrig. Hjem kom jeg ligesaa strøgen som SIDE: 270 jeg var gaaen ud; og naar jeg saa foran Speilet tog Halstør- klædet af, faldt det mig nok ind at jeg burde spytte mig selv i Øinene. En Dag kom jeg glædedrukken hjem. Familien var flyttet paa Ladegaardsøen og jeg havde strax skaffet mig en uhyre Dollond forat faa Øje gjennem den paa min Elskede den Fjerdingsvei over Fjorden. Det var nok for mig. I fjorten Dage var jeg det lyksaligste Menneske. Næsten hver anden Morgen Klokken omtrent 6 saae jeg min Tilbedede komme ud i nydelig Morgendragt forat tilsee Blomsterne. Men da fik jeg at vide af en Bondekone, at jeg havde taget feil af Land- stedet, saa den, jeg havde betragtet med saadan Henrykkelse, maatte være den rige Kjøbmand Ps. ikke for smukke Kone. Det rette Sted kom nu i Kikkerten, og i de næste 14 Dage var jeg virkelig saa lykkelig at opdage en Fruentimmerskikkelse, som kunde være Hende. Vinteren udover havde jeg i denne Kjærlighedshistorie havt en Fortrolig i en Student, som vankede meget ofte i min Tilbedtes Familiekreds; men mine Kikkertobservationer fortaug jeg for ham, uden at ahne at jeg havde vægtigere Grund dertil end min Frygt for at fordærve mine hemmelige Nydelser gjennem Kikkerten ved at lade nogen Dødelig faae Nys derom. Ellers havde jeg intet fortiet for ham, og jeg har mine Grunde, hvorfor jeg troer, at min totale Ulykke skriver sig fra det Fængende i mine Lovtaler over Pigen. SIDE: 271 Træt og sulten kommer jeg en Dag, hvorpaa jeg ikke havde seet andet ved Landstedet end en hvid Ko, altsaa en af de "spildte", paa Spiiskvarteret forat faae min Middag. "Har De hørt Nyheden?" skreg man mig imøde. "Student N. (min Fortrolige) er igaar bleven forlovet med Jomfru Grethe M." (min Tilbedede). "Paa Søndag skal der være stort Selskab ude paa Landstedet paa Ladegaardsøen," lagde En til, hvorved han gav mig Anledning til at dølge min første Bevægelse. "Oline, en Dram og en Flaske Øl!" raabte jeg kjækt. Det burde jo have været Viin; men jeg fortæller her den rene Sand- hed -- ja forat gjøre denne ret Fyldest, negter jeg ikke at jeg strax ovenpaa forlangte nok en af det Onde. Nu havde jeg god Grund til at blive rød, saa jeg undgik alle Spørgsmaal om hvor- for jeg blev det. Men da jeg kom hjem, løb det rundt i mit Hoved. Jeg vil op- regne nogle af de Beslutninger, som virkelig kom tilende og lod sig læse under Omhvirvlingen: 1) Nu vil jeg da blive en Svire- gast. 2) Nei, nu vil jeg kaste mig paa Bogen, for Alvor. 3) Jeg troer jeg springer udaf Vinduet -- nei, der vilde jeg blive hæn- gende i Æbletræet. 4) Drukne mig? -- det er lavt. Jeg vilde see fæl ud, naar man fandt mig. 5) Hænge mig? Det er Nidings- død. 6) Gift? Ja Den, der havde nogen paalidelig! 7) Skyde mig? Top! Men ak! mine stakkels Forældre! 8) Blive Filhellen? Det var smukt; men Reisepenge? 9) Knuse mit Hoved mod Væggen? Væggen, som er hundredaargammel Rapning, vilde blive knust og jeg kun stikke mit Hoved ud til Publikums Fornøielse som Lallekønig til Baslernes. 10) Forsvinde for i forskjellige Tje- nester at friste Arbeidernes Lod? Være Færgemand en Tid, Grøf- tegraver en Tid, Steinbryter en Tid o. s. v., og omsider blive op- daget paa Arbeidsanstalten og udført i Triumf som en af de største praktiske Filosofer? 11) Gaa over til Katholicismen og blive Munk? Tør sgu nok blive muligt. 12) Lægge mig flittig efter Billardspil, saa jeg kunde leve uden en Skilling fra mine Forældre? Ak, Den der kunde drive det dertil! 13) Skrive mine Forældre til, at jeg udbad mig som deres sidste Godhed, at de vilde glemme, at de havde havt nogen Søn, som hedte Henrik Arnold, og at jeg maatte staae ene i Verden. Der var Snese Beslutninger til; men virkelig saa fortvivlet var jeg, at det sidste Gyselige, at staae ene i Verden, forekom mig SIDE: 272 som den største Lykke. Og det er ikke den eneste Gang jeg har tænkt saa. Den Beslutning, jeg fulgte, var imidlertid at skrive Vers, som min Fortrolige, der til min Forbauselse lod som om Intet var passeret, ikke noksom kunde rose. Hvad der var passeret var jo ogsaa til Pas? Jeg maa have elsket den søde Grethe M. i ædleste Forstand. Synet af et Gjenfærd har jeg altid følt vilde udøve en forfær- delig Indflydelse paa mig, ja selv Mennesker, jeg havde næret den største Agtelse for, var det rystende for mig at tænke mig synbare efter Døden. For hiin Piges Geist -- hun døde nemlig kort efter -- har jeg derimod aldrig været bange. Det har endog i en lang Aarrække forekommet mig, som om hun virkelig tog Deel i mit Vel og Ve, og som om hun oftere omsvævede mig, uden at jeg kunde see hende, uagtet jeg ofte i ensomme Nætter bad hende at vise sig om det var muligt. Hvorledes skulde denne meenløse Skabning, sit hele Liv et fattigt forældreløst Barn, der maatte lære Ydmyghed af Barmhjertigheden -- hvor- ledes skulde hun kunne medføre noget Forfærdeligt? Jeg maatte see hende i Hvidt med Lyseblaat, saaledes som jeg førstegang saae hende og altid tænkte mig hende klædt og saae baade den Falske og eengang den muligens Ægte i Kikkerten. ET HELVEDES JEVNDØGN. Skulde man troe det muligt, at gjøre en endnu ynkeligere Figur som Elsker, end den jeg allerede har gjort? Jeg skriver ikke for at advare mod Forlibelse i og for sig selv, (hvilket vilde være at sætte en Pind til at standse et Fossefald) men forat advare mod de Daarskaber, hvortil den kan forlede netop de Gemytter, som, paa Grund af deres Følelsers Styrke, deres Oprigtighed og Af- sondren af det Sandselige og Egennyttige, mindst fortjene at blive til Nar for den; men som dog just allermeest ere udsatte for denne Skjebne, og det ikke altid i den første Ungdom. Idetmindste var jeg et Par Aar eller mere over de Tyve, da jeg en vakker Vinter-Søndagmorgen midt paa en milelang Mo SIDE: 273 befandt mig liggende i en af de Sveiver, som Tømmerkjørere udhule i Vejen. Den garanterede Egenskab ved mit selvopfundne Kjøreredskab, en Slags Pulk, ikke at kunne vælte, var fløiten; og uagtet jeg ikke kunde øine andet Liv i det lange Perspektiv frem og tilbage henad Moen, end min Brune i uafbrudt jevnt Trav til den ikke var større end en Flue, var jeg dog ærlig nok til at beslutte, for Eftertiden ikke mere at tale om min Pulks Uomvæltelighed; og anbefaler jeg dette Exempel især til dem som handle med Heste, Uhre, Fortepianoer og deslige. Der gik meget længere Tid inden jeg fik Hesten fat, end jeg vil behøve til at fortælle Aarsagen baade til Reisen og til dette keithændede Omen, dette Reisens første og mindste Uheld. Jeg havde allerede i længere Tid fundet, at en theologisk Kan- didat burde være forlovet og at en Embedsmands ret smukke Datter en Miils Vei borte baade var et passende Valg saavel i sig selv som med Hensyn til Afstanden, eftersom Veien var lang nok baade til at vise Lidenskab, om jeg vilde tage den gaaende, som og til at tilkjendegive Lidenskabens Stigen og Synken, alt- som jeg tiere eller sjeldnere betraadte den. Sommeren var gaaen hen med en heel Deel paafaldende Besøg af mig tilfods. Engang havde jeg endog altfor tydeligen røbet hvad der drev mig hver Uge til disse Spadsereture paa en stiv Miil gjennem dybe Sand- moer først i Solheden strax over Middag og saa udpaa Natten Milen tilbage igjen. Frithjofs Saga var dengang i Alles Munde, og saa havde jeg da tidlig i Junimaaned ladet gjøre en bitte lille Sølvkurv af en Bondesølvsmed og sendt min Dame samme med nogle Jordbær saa nær Modenheden, som det havde været mig muligt at finde dem, samt et halvskudt Rugax i, ledsaget af føl- gende betydningsfulde Linjer af Tegnér: "Det første Jordbær, som blev rødt, det første Ax, sig gyldent bøjed, gav Han sin Ingeborg fornøjet." Men jeg fik saamen ogsaa Kurven tilbage. Hvor jeg forbandede det Indfald at vælge den ominøse Tingest, en Kurv! Virkelig -- jeg havde intet ondt tænkt derved, intet andet end at slige Sager virkelig laae mest passende i en Kurv. Men det andet Kjøn tænker altid finere, og saaledes maatte jeg SIDE: 274 tage Kurven tilbage, uagtet jeg antydede, at den dog lod sig bruge til at lægge Naale i. Nu skulde jeg bære mig klogere ad. Jeg var bleven træt af Milemarscherne og Vinteren var kommen. Pigen var desuden i et Besøg paa længere Tid hos Præsten i en Nabobygd. Did be- sluttede jeg da at sende et alvorligt Frierbrev. Der kunde hun i bedre Ro fatte sin Beslutning. Denne burde jeg da have oppebiet. Fredag Aften var et Brev paa 3 Ark til Jomfru C. C., adresseret til Nabopræstegaarden, personligen bleven afleveret paa Postaabneriet. Middagen der- efter skulde det være i de rette Hænder, og da jeg havde ud- bedet mig Svar med Omgaaende, enten det indeholdt Liv eller Død, kunde jeg sikkert vente dette Tirsdag. Men at jeg Søndag Formiddag var at træffe liggende paa Moen midtimellem Præstegjeldene, kom af at jeg ikke havde kunnet udholde Uvisheden om jeg vilde faae Svar med Omgaaende eller ikke. Selv ikke den Omstændighed, at der neppe fandt det hjerte- ligste Forhold Sted mellem mig og den gjæstfri og dannede Fa- milie, hun var hos, havde kunnet afholde mig fra at drage afsted tidlig om Morgenen, medens endnu alle Stjerner tindrede. Jeg arriverede om Middagen. Min Gud! uagtet jeg nok mær- kede skjelmske Ansigter baade hos min Elskede og hos hele Husets Personale -- ikke Spor af at noget Brev var ankommet. For at minde om Posten, krammede jeg ud al den nyeste Politik, jeg vidste. Man lader ikke særdeles interesseret deri; jeg siger, det er kun gamle Nyheder, men de seneste skulde det være værd at kjende til, og Posten er vel allerede kommen her til Bygdens Postaabneri. "Kan saamen gjerne være," meente Pastoren. "Maa jeg spørge om hvad Dage den hentes?" spurgte jeg med Hjertet i Halsen. "Aa, det er saa uvist," svarede den utaalelige Indifferentist. "Vejen er ikke saa kort, saa vi søge at faae Bud paa letteste Maade. Vi have saa meget Brug for Folkene." "Er det da saa langt did, Hr. Pastor?" sonderede jeg. "En stiv halv Miil." "Min Gud det var ubekvemt. Den Indretning bør forandres. Paa offentlig Bekostning bør Posten punktligen afgives ved alle Embedsmænds Døre." SIDE: 275 "Aa," bemærkede Pastoren, "Embedskorrespondencen er ikke af en saa presserende Natur. Den kommer altid tidsnok." Jeg fortvivlede. Værten var ikke til at bevæge. Lige forgjæ- ves ymtede jeg om, at sidste Aviser upaatvivlelig maatte indeholde yderst interessante Theaterkritiker. Jeg leed Kvaler paa min Stol som et Insekt paa Naalen. Men skjøndt det var Snak med at Aviser kunde være komne, saa maatte dog Brevet ligge paa Post- aabneriet; men at det vilde blive hentet i Dagens Løb var der ingen Udsigter til, efter hvad jeg havde hørt, og længer end høist til næste Dags Morgen kunde jeg ikke give mig til at blive i det mig temmelig fremmede Huus. Der maatte overordentlige og hurtigen iværksatte Kunster til forat faae Brevet fat. Men hvilke? Det var derpaa jeg speku- lerede under den meest paafaldende Adspredthed og Forstemthed. Man spillede paa Fortepiano, man gav Duetter og Terzetter for min Skyld -- Intet hjalp paa den ubehagelige Gjæst, Intet kunde bringe mig fra at tale om Posten eller fra at see udaf Vinduerne om Postbudet dog ikke skulde komme. Det begyndte at skumre, blege Stjerner tittede alt frem hist og her. Jeg tænkte: snart ville de straale som da du tog ud imorges og en Dag altsaa være forbi. Der var ikke en Sekund at miste. "Hr. Pastor," siger jeg fortvivlet, "et Ord i Eenrum! Rentud -- jeg maa have Bud paa Posthuset. De seneste politiske Efterretninger, som knytte sig til dem jeg fortalte, interessere mig saameget, at jeg vil være Dem meget forbunden, om jeg med Deres Tilladelse for gode Ord og Betaling kan faae en af Deres Karle hurtigst afsendt til Post- huset efter Aviserne og hvad Post, der ellers maatte være kommen her til Huset." Jeg var nok bekjendt for at være en lidenskabelig Politiker; men dette var vel drøit. Havde jeg endda sagt, at jeg ventede en Theaterkritik, hvori der skulde være Sidehug til mig -- det havde dog ladet sig høre. Men det Utroligste kom frem, slet belagt med nogle Vink om et Væddemaal om Capo d'Istria, der rigtignok forlængst som Død var udgaaet af Avisspalterne. Imid- lertid haabede jeg det skulde blive imellem os; men den Skjelm af en Præst raabte høit ind i Sideværelset, hvor baade min Donna og Husets Damer vare: "Mo'r! lad Ole komme ind. Herr. W. maa endelig have en Expresse til Posthuset." Jeg tilgiver dig det, Præst, tænkte jeg, fordi du igjen er saa snil at glemme, at SIDE: 276 ingen Avispost kunde være kommen. Fnisen syntes jeg nok at høre i alle Kroge; men jeg kunde intet see for det velsignede Tusmørke, der bedækkede min Forlegenhed og Rødmen over min Frækhed, da jeg ligesaa godt som Præsten maatte vide, at ingen opgaaende Post kunde være kommen. Præsten havde ladet Ole faae Hest og Slæde og saaledes var han tilbage før jeg ventede det. "Ole er alt kommen," hviskede Præsten. "Allerede?" raabte jeg rask og ilede ud i Sideværelset uden at turde trække Døren til, saa Tølperens Ord "Der var nok Intet til Dem, som hører Eidsvoll til, men her er et stort Brev fra Eidsvoll til Jomfrua, som er her i Besøg hos en Fa'r." Her er det man kan bruge Udtrykket om at synke i Jorden. Men hvad var der at gjøre? Ordene vare hørte, Brevet i mine Hænder, dets Adresse i næste Værelse. Jeg ønskede jeg havde knækket Nakken da jeg væltede imorges; men jeg maatte derind; selv overrække i Fremmedes Nærværelse mit Frierbrev! Situa- tionen var gyselig. Men handles maatte der. Jeg vaklede ind i det klart oplyste Værelse. "Jomfru C." stammer jeg; "istedetfor Noget til mig, har Budet bragt et Brev til Dem." "Til mig?" "Ja! her seer De! Vær saa god!" Brevet er i hendes Hænder; men ved at bryde det paastedet og ved den Forvirring hun røbede ved at læse de første Ord, viser hun Alle hvilket latterligt Omfang og hvad Natur det var af. Dette gik ikke an. Endnu en Grad i Torturen. Halvhøit beder jeg hende i min Kval om at læse Brevet i Eenrum i næste Væ- relse. Hun gik ind; jeg blev tilbage paa Forundringsstolen. Eet Fruentimmer af de Tilstedeværende havde bestemt oprigtig ondt af mig under den almindelige Taushed, som nu indtraadte, kun afbrudt af Velinpapirets Raslen, hvergang Damen i Sideværelset vendte en Side om; thi hun holdt paa imidlertid at forgive mig med The og alt det Gode der kunde tænkes, og der var ingen forbidt Latter om hendes Læber. Jeg fordrev ogsaa den piin- ligste Stund i mit Liv med at fortære et umaadeligt Kvantum The, Tvebakker, Syltetøi og Godter, indtil endelig en Bevægelse i Sideværelset forkyndte at Brevet var baade læst og overtænkt. Jeg ind. Diskussionen fremdeles for aabne Døre. Det ven- ligste Afslag. Vi afbrødes ved at den venlige Vært selv bragte SIDE: 277 Punsch ind. "Kom, sagde han leende, lad fem være lige!" Jeg drak Skaalen med et Ansigt, hvori der fandtes alle Punschens Ingredienzer undtagen Sukker. Ingen Spiritus kunde være dunkel- rødere end mine Kinder, ingen Citron surere end mit Smiil, intet kogt Vand flauere end mine Træk. Man vilde endelig jeg skulde blevet der Natten over og ikke tage over den lange Mo. Det var mig umuligt. Det var Synd at forhindre dem fra at slippe Latteren løs endnu iaften, tænkte jeg, og tog afsted efter det triste Aftensmaaltid. Jeg kom først hjem, da Staldkarlen alt stod i Stalddøren med sin Løgt. "Hvormange er Klokken, Ole?" "Aa, sagde Han, henved Fire, efter Stjernerne at dømme, for saa stod døm just igaar, da han tog ud." EN STOR DAARSKAB. Til det Paradisiske ved min Hjembygd hørte ogsaa, at jeg var Almuens Yndling. Endnu blomstrer denne Kjærlighed som Vin- tergrønt'et i den øde Have. Og jeg elskede de gode Folk igjen, og jeg gjør det endnu, endskjøndt denne lidenskabsløse Kjærlig- hed har bragt mig flere Ulykker og ladet mig begaae farligere Daarskaber end hiin sværmerske, hvis Magt til at dreje Hovedet om paa Folk man har seet Prøver paa. "Holloi! Hei!" raabte en ægte Jydestemme efter en Officeer og mig paa en Ridetur en smuk Sommeraften just som vi havde passeret den majestætiske Allee til hiin velsignede Nabogaard. "Holloi! have Mherrer slig Hast?" lød Røsten atter fra Jordet ved Siden af Vejen med den hule Hæshed, som røber, at man har ført et raskt Liv i Ungdommen. Det var den daværende Ejer af Gaarden, som raabte os an, ilende til Gjærdet fra sine Slaattefolk for at invitere os ned til en Eftasvel. Og en Eftasvel under de store Træer hos denne yderst gjæstfri og vittige Mand og i de gode Gamles Nærhed, var Noget jeg satte høi Priis paa. Han havde ligesiden min Kon- firmation været min kjæreste Omgang, ja jeg satte ham høit mel- lem mine Venner, og at han nærede oprigtig Hengivenhed for mig, derom var og er jeg overbeviist. Han var den første voxne SIDE: 278 Mand, som havde drukket Dus med mig før jeg var bleven Stu- dent, og han fik mig til at dandse paa min Konfirmationsdag ved at hviske mig i Øret, da han saae hvor forhippet jeg var der- paa: "For de Rene er Alting rent." Men nu! Havde han budet mig Dagen før, havde jeg strax sagt Tak og gjort omkring. Men nu -- til Tak for den artige Indbydelse bruser jeg ud, med Blodet pumpet op i Panden: "Nei Tak for mig! Mellem os maa det være forbi, Hr. Palle, siden jeg hører De er saa haard imod Almuen. Fy for Fanden o. s. v." Det ene Ord tog det andet. Udtrykkene fra begge Sider stege, ligesom sammenhvirvlede Blade i en Hvirvelvind, indtil de for- svandt, ligesom disse i Luften, udenfor Sprogets Omraade i Tvi'er og alskens paa Stedet opfundne Interjektioner. Tænker man sig Mundhuggeriet som en Bue, dalende i udtømt Mathed, da befandt Udtrykkene "Blodsuger," "forvorpne Dreng," "fordømte Jyde, som skal komme her og gifte sig ind i en agtværdig Fa- milie" og andre deslige sig allerede i Nedgaaende. Men pludselig skyder der sig to grønne Straaler, som jeg al- drig havde seet før, ud af Hr. Palles smaa plirende Øine. "Hans, Gulbrand, Ole, Peter, Jakob hid hid!" raaber han til sine Folk. "Have I hørt hvad han har sagt?" "Ja, at I er en fordømt Blodsuger," brølede jeg, figurerende chevaleresk med Hest og Ridepidsk. "Naa! Det er saa meget som I høre paa," lagde han til, tør- rende Fraaden af Munden. "Det er nok. De skal høre fra mig, Hrr. W." Allerede samme Dag troer jeg Stevningsmændene indfandt sig. Stevningen blev vel ikke forfulgt; men den aabnede dog Rækken af de Stevninger jeg siden har været plaget med. Palle glemte mig denne Rencontre aldrig. Den blev Drageægget til Processer, der have fortæret flere af mine indre Kræfter og Mere af min Livsfriskhed, end en yderlig Fattigdoms Elendighed vilde have gjort. Da jeg i Høst paa Sottesengen havde Omarbeidelsen af Mennesket og Messias for mig, følte jeg mig overtydet om, at jeg ikke vilde have kunnet skrive dette Værk, om dette ikke var skeet før hine Prometheusgribbe af Processer begyndte at æde paa min Lever. Siden jeg slap fra mine Processer føler jeg en Slags Isnen over Ryggen bare jeg seer et Udskud af en Inkassator. Den, SIDE: 279 som engang er bleven bidt af "en lang styg levandes En," bliver ogsaa bange for en Tougende, hedder det. Saa dyrt har jeg betalt den Lære, som mine Læsere faae for intet, at ingen Last er farligere end den ædle Dyd, Oprigtighed, paa urette Tid og Sted. 99/100 GALSKAB, 1/100 FORNUFT. . . Der staaer Navnet paa Skizzen -- en, som naturligt kjæder sig til Mesteparten af de Foregaaende. Men -- skal jeg? skal jeg ikke? skal jeg? Nei! den springer jeg over. Hele Skizzen angaaer ogsaa kun et Sprang over. Mere tør jeg ikke sige, og jeg har ogsaa allerede sagt A. Tra- ditionen vil nok lægge B. og C. til. Kun saameget! den Forelskede, som grubler i Ensomhed og især Den, som mangler Gjenkjærlighed medens han bærer paa andre Sorger, er ikke sikkrere for at blive gal for et Øieblik end Dampvogn-Passageren er forat Vognen skal løbe udaf Veiskin- nerne. Et Glas formeget, nogle Draaber Blod mere op i Ho- vedet end dette kan godt rumme gjør her det samme som en liden Flintesteen i Vognfuren . . . Rtsch-Rtsch-Rtsch! der ligger Vogn, Passagerer, Konduktør! Fornuften er vor Konduktør. Hundrede Gange har han ført lykkelig frem; den hundredogeente Gang ligger Stenen der. Her har man Kjernen. Æblet kaste vi i Lethe -- -- -- Nei nei! Jeg faaer nok bekjende, at jeg i et Øieblik har seet Vanvidets forfærdelige Dæmon . . . -- Og, Lethe er desuden ikke at troe. Dens seige Vande have Understrøm og skyde gamle Sager op. Dette Blad var just lagt hen, for ikke at modtage en Tøddel meer, da jeg faaer et Be- søg, som ret viste mig, hvorlidet jeg havde at vente af Tidens Barmhjertighed -- et Besøg af en Personage fra Landet, der ikke kjendte mig anderledes end at han bragte mig Brev fra en Bekjendt i hans Hjembygd hvergang han var inde for at gaae rejekt til Artium. Iaar er det nu for tredie Gang. Faderen, en SIDE: 280 Præst af Fleertallet, havde troet at opdage Genialitet hos Gutten, fordi han aldrig kunde holde en Tanke fast og idelig sprang fra det Ene til det Andet i sin Tale. Hverken de Erfaringer Gam- melen gjorde naar han overvar de Examiner, som Huusinforma- toren, Kapellanen, to Gange om Aaret holdt over Sønnen, eller de foregaaende to Hovednederlag kunde overtyde ham. Den latinske Stiil og den Udarbeidelse, som den 23aarige Dobbelt- rejektist hver Gang havde bragt tilbage, fandt Kapellanen til- fredsstillende, saa han ikke kunde begribe hvorledes man havde kunnet rejicere. Men at det var saa fik Stakkelen at føle, naar Far trak Dimissormulkterne af Lønnen. Dette skede i Regelen hver Nytaarsaften; "thi, skal jeg sige Dem, Broder, jeg er en Ordensmand i Pengesager." Ingen af dem faldt det ind, at Hans Peter havde skrevet en lykkelig Medkonkurrents Kladder af og ladet saa Afskriften revidere. "Naa, hvilket prægtigt Skjæg, De har lagt Dem til siden sidst! Jeg gav gjerne hundrede Daler forat have et saadant; men er det sandt, at De engang har sprunget ned af en fem Alen høi Laavebro forat knuse Deres Hoved mod en Steen? De faldt noksaa blødt i Kløver og Thimothei," plumrede den gamle Dreng paa sin geniale Springemaneer udaf en Mund, saa bred, at hvert af de forskjellige Spørgsmaal syntes at falde ud af hver sin Mundvig. "Ja," svarede jeg med Resignation. SIDE: 281 "Tænk jeg lægger op Hebraisk iaar. Deres Hensigt var jo egentlig at springe i Elven der bag Husene?" "Ja." "De skulde vel ikke have nogle gamle Udarbeidelsesbøger til at blade i i Aften, for imorgen er Dagen. Og det skede jo midt- under et herligt Blomsterbal, hvor man endog havde drukket sin Flaske til Middag? Haha! Der skulde jeg have været med." "Ja" svarede jeg med samme Rolighed; thi det forekom mig som om jeg leed en retfærdig Straf. "Kan De gjette, vedblev Geniet, hvormange der skal op i Aar? Sex træde tilbage, men Fanden krads' i mig om jeg gjør! Og det var jo fordi De fik tredie Gang Nei af Blomsterdronningen, Hende som De lod Sølvkurven gjøre til og som De selv maatte levere Frierbrevet til i hele den fremmede Families Nærværelse?" "Ja," stønnede jeg. "Det var da rigtigt daarligt af Dem med Deres Hoved," sagde Artianeren med en Følgerigtighed i Tankegangen, som forbausede mig, saa jeg nær havde spart ham for et Spørgsmaal, som jeg nu troede ogsaa at kunne tillade mig til ham, nemlig det: "Saa De virkelig skal studere?" "Javistja" var det raske Svar. "Det var da rigtig daarligt af Dem med Deres Hoved," tænkte jeg at give ham igjen; men idetsted spurgte jeg til min Univer- sitetskammerat Kapellanen. "Aa, Stakkar; han faaer nu blive der saa længe til jeg kan tage Posten, for det har Far sagt ham. Er det ikke skammeligt hvad man skal erlægge til Kathedralskolen? Over hundrede skal op iaar; men Adjøs! Tak skal De have!" "Han gik, men han stak Hovedet indad Døren og raabte: "Den Historie om Spranget var god; jeg skal fortælle den til alle Ar- tianerne ved Laget. Adjøs!" Det Rokkehoved med den umaadelige Flab tilhørte en af de Nøkker i Lethefloden, som aldrig tillade nogen Ting, de faae Veir af, at gaae tilbunds. Tossehovderne ere altid ivrigst beskjæf- tigede med Andre, og Intet sætter dem heller i større Lyster end Daarskaber af Folk, der ikke høre deres Klasse til. De ere Nøkkerne; men den Kjærlighedens Lethe, som den Angrende tænker sig dog gives efter Aar og Bedrivt, den har ogsaa sine Sirener, som rode paa Bunden og løfte hvad de finde over Vand- SIDE: 282 skorpen. Det er Sladdersøstrene i ti Miles Omkreds fra Gjer- ningsstedet. "Om hundrede Aar vil man tale derom," gyste det igjennem mig. "Broen vil raadne ned, men Stenen vil ligge og Elven rinde. Fortæl det da ligesaa godt Selv!" P. S. Min Ven, for hvem jeg havde besluttet ordentlig og udførlig at nedskrive min galeste Historie, i Fortrolighed meddeler jeg dig Følgende: Det er ganske vist, at jeg ilede afsted med et dumpt Brøl forat styrte mig i Elven med mine tre Nejer i Livet, og at jeg altsaa var gal, virkelig hjernegal; men lidt Fornuft og Synsevne samlede sig dog sammen paavejen, saa jeg troer, at jeg ikke saa ganske uden Beregning kom til at falde i den dei- ligste Kløver og Thimothei istedetfor paa Stenen. Saameget er vist, at skjøndt Alt var sort for mine Øine i de første Sekunder, saa kunde jeg dog skilne Gjenstandene bedre og bedre altsom jeg løb. Dette paa Kavaleers Diskretion! P. S. Dersom Du virkelig endnu vil skyde dig for det mange Aar gamle Opslags Skyld, saa sigt lidt paasned. ENDELIG SLAAER OGSAA MIN KLOKKE. Den 12te August 1838 gav min Amalie Sofie mig sin Tro; den 14de vare vore Trolovelsesringe færdige, og Klokken tre om Natten imellem den 15de og 16de, laae vi begge knælende foran min gode Moders Seng og fik hendes Velsignelse. "Lad mig see paa dig," sagde hun flere Gange til min Kjæreste, og hvergang kyssede hun hende inderligere. Det ringede stærkt ovenpaa. Et Par Damer kunde ikke styre Utaalmodigheden efterat faae den Pige at see, som en Mand af min extraordinære Beskaffenhed havde valgt sig. Min Moder og jeg bleve saaledes alene. "Henrik, sagde Hun, din Amalie har prægtige Øine. Der er baade Forstand og Hjertensgodhed og Skjønhed i dem." "Ja ikke sandt, Moer, Hun bringer mig et Par herlige Dia- manter i Medgift?" SIDE: 283 "Ak, ja, hvad hendes Øine og øvrige Væsen love er bedre end anden Rigdom," sagde min fortræffelige Moder, som ellers gjerne havde ønsket mig en Brud paa 100,000. "Men fortæl mig hvor- ledes du traf paa hende og gjorde hendes Bekjendtskab, Henrik." "Min sidste Kjærlighedshistorie? Nu ja, Moer, det skal jeg, naar jeg først faaer snakket lidt med den Skinke med Tilbehør, som jeg saae Marthe havde sat frem i Stuen." Det er den seirende Kjærligheds Sprog. Jeg skal nu fortælle, hvorledes jeg endelig efter mit fyldte 30te Aar fandt og vandt en elleve Aar yngre Pige, som blev og er min Kone -- jeg skal fortælle det ganske saaledes som jeg fortalte min Moder det. "Du veed, kjære Moder, at jeg for de 4 -- 500 Daler, Kamp- bellerne indbragte mig, endelig vilde kjøbe mig en liden Leilig- hed paa Landet, og at jeg alt havde sluttet Handel om en Hytte ude i Briskeby, især fordi der stod en prægtig Syren udenfor. Husker Du med hvilken Glæde jeg viste dig Knopper derpaa allerede sidst i Februar, da jeg kjørte dig derud forat vise dig Stedet." "Nu ja, Gudskelov du blev det kvit. Saameget Svineri som i det Briskeby, som du kaldte en ret smuk Landsby, har jeg al- drig seet." Min Moder havde Ret i at ønske mig tillykke med at jeg ikke blev Beboer af Briskeby; thi uden Handelens Opslag havde jeg aldrig truffet paa min Pige. Handelen gik ellers op af Grunde, der vare egne nok. Briskeby pligter nemlig under en Løkke, der tilhørte sal. Kongen, men som han havde skjænket en gam- mel Dame Brugen af for hendes Livstid. Jeg var en politisk kompromitteret Person, som Damen nødig vilde have i Nabo- skabet (enten hun nu frygtede for at jeg skulde republikanisere Briskeby eller blive Konge af Briskeby -- en Titel jeg ganske vist havde faaet). Leilændingen, som stod ifærd med at gjøre en Handel, hvorved han vilde have erholdt det Dobbelte af sin Hyttes Værdi, blev det betydet, at han ikke maatte sælge til mig; og saaledes blev der da intet af at jeg fik min Eremitage i Briskeby. "Det var en langvarig og haard Vinter den sidste; aldrig Tø- vejr uden i min Børs. Marts og April gik hen uden Tegn til Vaar. Da regner det to Dage allerførst i Mai og skinner Sol i SIDE: 284 to, og Vaaren var der og med den min umaadelige Længsel ef- terat faae mig en Hytte og en Flek Jord. Men hvor skulde jeg med nogle faa Hundrede kunne faae nogen anden Leilighed end en Arbeidsmands Hytte? og hvor var den at faae? Nu vel da, saa lei da for iaar, tænkte jeg -- for paa Landet vilde jeg; og fik jeg da Avisen fat og red afsted den tredie smukke Dags, en Søndags, Formiddag til en averteret Leilighed paa Østkanten af Byen. Den var mig meget for dyr. Mismodig drejede jeg min Hest om ad den samme Vei jeg var kommen. Tømmen hang slap paa Halsen. Jeg hørte og gloede efter Lærkerne og tænkte med dyb Bedrøvelse paa at jeg maatte opgive mit Haab om en Hytte og en Flek Jord af en Kohuds Størrelse. Brunen gik saa- ledes hvor den vilde, og jeg vaagnede først af mine Betragtninger, da den Linjedandser af en Hest trippede nok saa net over en halsbrækkende Klop ude i en af de Smaagader, som føre til Gamlebyen. En ikke saa liden Fos bruste nemlig nu under Klop- pen og vakte mig af mine Drømme." "Nu, sagde jeg til Veslebrunen, kan du gaae saa vakkert, saa gaa hvor du vil. Og saa gik det da udover til Gamlebyen. Hum- lenes Surren i Piletræerne dyssede mig atter ind. Ak hvor yn- digt Alt var! Da jeg kom til Broen blandedes den med Lyden af Sangen fra Kirken. Det var altsaa ikke Middag endnu, og saa lod jeg da Brunen gaa videre. Jeg henfaldt atter i mine Tanker, hvorimellem den jeg fandt fornuftigst gik ud paa næste Dag at ride op imellem den fjer- dinglange Forstad Saugene og banke paa Døren til hver Hytte, jeg taxerede for omtrent den Sum jeg havde, forat spørge Ejeren om han vilde sælge. Pludselig vaagner jeg af Brunens Skraben og Pusten. Han var standset ved en Slusk, som laa grue tvert- over Vejen og sov. Men Vejen rak heller ikke længer end netop did. Jeg befandt mig paa et Fiskerleje, som kaldes Grønlien og ved den øverste Stue, et lidet Stykke op paa Ekeberg. Hvilken Udsigt over Fjorden og Akershuus og Byen og Landet! Man kunde see Maridalsfjeldene. Og Musiken hørtes saa tydeligt over fra Fæstningen. Og her paa denne Plet laa en Hytte, en Hytte af ægte Sort, liden og skrøbelig i høieste Grad, saa jeg kanske kunde blive dens Ejer naar jeg bød ret drøit og kontant. Brunen skrabede Liv i dens Ejer for Øieblikket. SIDE: 285 "Er det din Stue den der med den Potetesflek derom?" spurgte jeg. "Aa ja, Gud bedre os!" svarede Slusken idet han forskrækket sprang op og skubbede sig. "Vil Du sælge den for 400 Daler kontant?" Med opspilede Øine og under en livlig Kløen i Hovedet, svarede han, at det vilde han nok. Og da han gik ind paa at flytte ud strax og at gjøre Hyttens Omgivelser ryddige for Halm, gamle Sko, Børneaffald og andet deslige allerede til den følgende Dag, saa red jeg sjeleglad tilbage i Galop som Ejer af en Hytte og en Jordflek, noget større end en Kohud, men langtfra stor nok til at udfylde den, naar Huden var skaaren i Strimler som Dido gjorde ved sit Grundkjøb. Men allerede i de første Renselses- og Opfifnings-Dage fandt jeg, at jeg maatte have en Baad, for at stikke ligeover Fjorden istedetfor at trække den ti Gange længere Landvej omkring. Men Aarer og Seil vilde man stjæle bort fra mig ved Bybryggen om jeg ikke havde et Sted at sætte dem ind paa i Nærheden. Dette fik jeg Lov til hos den Mand, som nu er min Svigerfader; og dette gav Anledning til at jeg et Par Gange kom i hans Stue. Dette gav igjen Anledning til at jeg fik see og tale med hans ældste Datter Amalie Sofie, og dette gav igjen Anledning til at jeg hver Dag før jeg tog over kom i hans Stue og sad der og blev siddende der først under Paaskud af at jeg var træt og siden som Ven af Huset. Jeg troede, at mit Hjerte var udbrændt; men højere og højere sloge Flammerne iveiret. Der sad jeg Eftermiddag efter Efter- middag, Aften efter Aften ved mit Glas Shrubb i en Krog af Sofaen. "Shrubb?" spurgte min Moder. "Grogg med Viin i." "Altsaa uden Brændeviin?" "Pokker heller! Nei først laves Groggen comme il faut og der- paa haves Viin i." "Fy, Henrik! og det hver Dag?" "Ja fordetmeste. Jeg havde godt Paaskud i Shrubben til at blive, og at jeg ingen Dag var borte fra min Krog i Sofaen, det er vist. Mine Venner troede, at jeg, strax jeg havde endt mine Forretninger og faaet min Middag, pilede over til Grønlien forat SIDE: 286 nyde Jorddrottens Selvbehagelighed og Landlivets egen Behage- lighed. Nei, jeg var i god Ro (og Sikkerhed troede jeg) paa denne Side Havnen. Men da Nogle af dem ærgrede sig over at de saa mange Gange havde gaaet rundt forgjæves, saa spo- rede de efter, og da mit Tilholdssted var en Leilighed ligeved Jorden, opdagede en uforskammet Gloer mig. Nu kom Rygtet ud pandekagevarmt om min Forlovelse længe før jeg selv havde mindste Haab; en gammel pyntelig Mand kom endog hen til Os og gratulerede os med megen Omstændelighed midt i Sværmen paa et Forlystelsessted; og jeg fik af mine bedste Venner Navn af en uforbederlig gammel Abekat, som nu i mit tredivte Aar satte Kronen paa alle mine Galskaber ved at forgabe mig i en fattig og dertilmed en temmelig simpel Mands Datter. Det var Republikanere, som saaledes glemte Folkets Adel. Jeg var hjerte- lig glad, naar jeg kunde nyde mine Eftermiddage i Ro for mine Venner; de Skippere, som af og til ligeledes vederkvægede sig med et Glas Shrub, gjorde ingen Forstyrrelse deri. Dem be- mærkede jeg ikke. Mine Øine fulgte idelig den yndige Skik- kelse hvor hun gik og stod. Det første, der vakte min Opmærk- hed, var den næsten ærefrygtsagtige Kjærlighed, som Forældre og Søskende ydede hende. Werthers Tilbedede gjorde ikke heftigere Indtryk paa ham, naar han saae hende skjære Smørre- brød og dele ud til sine Smaasøskende, end denne unge Pige paa mig, naar hun syslede med sine. De elskede hende som Moder og Søster. Sine Øines Herlighed kunde hun ligesaa lidt skjule, som man kan sætte en Lyshætte over Vesuv. Hendes Godhed var jeg daglig Vidne til, om den ikke havde lagt ligesaa aabenbare over hendes Ansigt som Solskinnet over Marken en Dag, som fortjener Navn af vakker, og om Fortræffeligheden af hendes Forstand overtydedes jeg ved hvert et Ord jeg hørte. Hertil hvad du nu selv har seet, kjære Moder, alle Sundhedens og Ufordærvethedens Kjendemærker, en smuk Skabning, en be- hagelig Stemme, et indtagende Ansigt og et tækkeligt Væsen. Det hændte undertiden, at nogle Veninder besøgte Amalie, og da blev der legt Gaadelege, hvori jeg ogsaa tog Deel, men altid til min store Prostitution, medens ingen Gaade var for haard for hende. Dette gav Anledning til at jeg engang bad den hele Kreds over til Grønlien. Ved Hjemreisen indtraf et Regnveir, som vilde været farligt for Sommerhattene. De Fleste lode dem SIDE: 287 da tilbage, og derimellem var Amalies, som jeg hang over et overordentlig prægtigt Maanedsrosentræ. Om Morgenen, da jeg tog den af, var der virkelig udsprungen endeel Rosenknopper under den, skjøndt ikke fulde ni, som jeg sagde i nogle Vers, jeg skrev over Tilfældet, og som da medfulgte Rosentræet og Hatten. Dette var min første indirekte Kjærlighedserklæring af nogen Tydelighed, skjøndt det allerede længe var klart, at jeg sad i over begge Ørene. Alle Ungdommens Symptomer med Søvnløs- hed, Udygtighed til at gjøre noget, Menneskeskyhed, Aandsfra- værelse o. s. v. vare forlængst indtraadte. De bleve mig utaale- lige, og den 12te August fulgte den formelige og direkte Erklæ- ring. Den 13de tilbragte vi paa Ekeberg sammen med Mauritz Hansen, en anden god Ven og et Par Flasker Champagner; og nu ere vi da allerede her, kjære Moder. Snip! Snap! Snude! nu er mit Eventyr ude og nu Godnat!" Saaledes fortalte jeg min Moder min sidste Kjærlighedshistorie -- det Æg, hvoraf der endelig blev en Høne (men desværre en Goldhøne). Min Kjærestes ægte Guld havde udholdt Prøveilden hos Damerne ovenpaa. Det hedte i mit ene Øre: "Allerkjæreste, isandhed allerkjæreste!" I det andet: "Gratulerer, gratulerer af Hjertet. Deres Kjæreste har megen Aand." "Aa ja, Hun er ikke for Katten," sagde jeg, syslende ivrigere med den samme Skinke, jeg havde gjort Bekjendtskab med, end galant kunde være. "Men hvor Pokker bliver hun af?" lagde jeg til med et langt Blik hen- paa Stueuhret, uden at tænke paa hvor sent den Stakkel var kommen tilro, men kun paa hvor rask og frisk hun var, saa den Strabads havde lidet at betyde. Der kom hun rødere i Kinderne end sædvanlig; men for mig en Aurora og yndigere end nogen af de ni Roser under Hatten. Fa'r fulgte hende ind. Han kjendte allerede min Kjærlighed, og det vil glæde ham naar han seer, jeg her 7 Aar efter skriver, at den varer endnu. Han kjendte den, fordi han i Byen havde truffet mig i Fortvivlelse over en Hindring, jeg havde opdaget med en Sorg, som maa ligne Minørernes, naar de efter Maaneders Arbeide støde paa Fjeld i Løbegravene. Jeg nød nogle paradisiske Dage, hvori jeg kunde gaae forbi de "sammenvoxede Træer" uden at skotte til dem. Hver Time den SIDE: 288 dag steg hun i Yndest indtil det om Aftenen hedte: "men hvor kunde Du, Henrik, gjøre et saa fornuftigt Valg?" -- et Spørgs- maal, som jeg troer jeg gjorde ret i at optage som Artighedernes Kulmination, og som jeg besvarede: "jo, vi vare tre Blinde om det, først Amor, saa Tilfældet, og saa jeg." Men saa blind var jeg ikke, at jeg ikke lagde Mærke til, hvor- ledes hun ogsaa forstod at vinde Andres Hjerter end mit. Bonde- konerne udtrykte hvor godt de leek "han Henriks Kjæreste," ved at beskue hende fra alle Kanter, strygende hende nedover Klæ- derne -- kort jeg levede nogle Dage saa søde, som om de havde været beskinnede af mine Syttenaars Sol. En Mængde Elskovs- digte fik sin Tilværelse ude i Naturen, og hvor glædede det mig at opdage, at min Brud elskede og forstod at vurdere Poesi. P. S. Jeg troer, der i det Foregaaende indeholdes ret fornuf- tige Anskuelser om hvad Egenskaber man bør søge hos en til- kommende Hustru. Kvinder, som besidde dem, kan man ligne ved ægte Instrumenter; de ville ikke, som saa mange andre, efter ganske faa Ægteskabsaar, miste Klang og Strenge. Men der er et Strøg af Kvindehjertet, naar dette er fuldkommen organiseret, som i Følelsernes Vexel maa ligne Æolsharpens lette og instinkt- rigtige Anklang under Vindens Bølgen. Og dette gjør Kjærlig- heden evig frisk og udødelig. Idag da jeg havde skrevet til dette sidste Postskriptum anstil- lede jeg en Prøve med min Kone, om denne hellige Naturharpe endnu havde sine Strenges Letbevægelighed og Reenhed som i Pigedagene. "Tag disse Skizzer, sagde jeg til hende, og læs dem for dig selv i dit Kammer en efter en." Hulkende bragte hun mig igjen den Første, leende den Anden; ved den Tredie sagde hun: "jeg har leet, Henrik; men jeg er lidt skinsyg paa din deeltagende Skygge. Jeg skal svæve om dig!" Om den Fjerde sagde hun, at hun ikke vidste, om hun skulde lee eller græde; den Femte bragte mig et Kys med de Ord: "Saaledes skulle netop unge Mennesker være;" den Sjette bragte hun tilbage med det alvorligste Ansigt og det ømmeste Haandtryk af Verden; men da Hun kom med den Syvende og SIDE: 289 Sidste indtil dette Postskriptum, da faldt hun mig om Halsen med Smiil og Taarer og sagde: "Ja, Henrik, ja! vor Kjærlighedshistorie varer endnu." FORTALE, HVOR FORTALE ALDRIG FØR HAR STAAET. "Men i Alverden, hvad kan nu dette Skriftemaal nytte til? hvorfor saaledes nedskrive sine egne Daarskaber og lidet bety- dende Hændelser, ville være Humorist paa Sottesengen og gjøre sig til Nar for Publikum i sine sidste Levedage? Si tacuisses, Philosophus mansisses!" Denne vægtige og velmeente Indvending gjorde en Ven mig, som vel plejede at rose sig af, at han aldrig havde læst en Mor- skabsbog eller en Poesi siden han slap Chrestomathien, men som dog havde et Navn inden vor lille literære Verden baade som lærd Jurist og Filolog. Han havde nemlig for en af vore Bog- handlere excerperet en juridisk Styverfænger-Haandbog, og ofte havde man seet statsretlige Afhandlinger med hans Navn over i Aviserne, spækkede med latinske Citater, skjøndt disse rigtignok vare af det mest forslidte Slags. Han lagde ogsaa nu til: "Me- mento mori! Men -- audiatur da hun kom i Døren og fik see mit afmagrede blege Fjæs, slog hun Hænderne sammen og skreg: "Naa du skinbarlige Død i Aabenbaringen!" da hun saae jeg havde en Tobakspibe ved Sengen, bemærkede hun kjærligen: "Ak ja, salig Præsten røgte ogsaa til det Sidste, og det vilde være Synd at negte Dem den lille Nydelse, naar De finder Smag i den;" og da jeg hostede fandt hun at jeg ho- stede ganske som hendes Sødskendebarn Kjøbmand Pedersen, "som døde i forrige Maaned af samme Syge." "Ja akkurat saa lyder Deres Hoste som hans -- akkurat som naar jeg hører vor Pige Malene banke vaade Klæder." Efter denne naive Jomfru var der kommen en Departements- Embedsmand, som jeg vidste syntes godt om min Post. Det Første han gjorde var at styrte over mig og rive mig Piben af Munden, SIDE: 290 kaldende mig en Rasende, der gjorde Synd imod Fædrelandet ved saaledes at dræbe mig selv o. s. v. Men hans Komplimenter vare saa overdrevne og hans Adfærd saa theatralsk, at jeg be- sluttede at sondere ham noget dybere. Idet jeg forsikkrede, at der intet Livshaab var tilbage for mig, yttrede jeg den faste Over- beviisning, at ingen kunde erholde Embedet uden Han. "Du maa og skal ikke dø" svarede han med Eftertryk. "Jo jeg døer" sagde jeg med endnu større Eftertryk. "Jeg har nu skrevet saa ofte paa Vers at jeg skal døe, at jeg maa gjøre det for An- stændigheds Skyld." Disse Ord: "Du maa og skal ikke døe!" og "Jo jeg døer!" faldt tre eller fire Gange mellem os og hver- gang vendte jeg mig til Siden ligesom forat hoste, men egentlig forat iagttage hans Ansigt, naar han troede sig ubemærket, og -- et Smiil spillede om den ene Mundvinkel, et Smiil som en Gift- blanders, der seer de første Symptomer. Jeg havde med et saa vellykket Alvor overtydet ham om at ingen Anden end han kunde faae Posten, at han virkelig troede det. Troen paa den snare Vakance medbragte han selv. Mod Aften fik jeg nu min lærde og oprigtige Vens beroligende Piller, saa det kunde være nok for een Dag. Men det var det "Audiatur et altera pars," hvormed han saa humant indbød mig til at forsvare Udgivelsen af disse Skizzer. "Pro primo -- svarede jeg da i samme Stiil -- dum nihil habe- mus majus, calamo ludimus. Pro secundo kan jeg sige med gamle Phædrus: Duplex libelli dos est, quod risum movet, et quod prudenti vitam consilio monet. Og endelig pro tertio thi jeg fik en Billet fra ham, hvori han yt- trede, at min Skizze havde ladet ham føle al Lykkes Forgjænge- lighed med saadan Bitterhed, at han alt havde ladet Pistolen, SIDE: 291 og at kun nogle pligtmæssig paahvilende Forretninger tvang ham til at leve Morgendagen over. Jeg maatte da skynde mig at skrive Skizzen No. 2, der foruden en Kurv med Porter under Navn af det Otteskillingsøl, jeg skriver om, bragte mig det Bud fra ham, at han havde trukket Kuglen udaf Pistolen. Men da det kom mig ihu, at man kan skyde sig endnu bedre med løst Krud, skyndte jeg mig at sende ham den tredie Dag af hans Paroxysme Skizzen No. 3, som skaffede mig den glæde- lige Efterretning, at han havde skudt Pistolen af i Kakkelovnen, hvilket havde havt tilfølge, at samtlige halvtredsindstyve Be- boere af det store Huus vare styrtede ind i hans Værelse i den faste Tanke, at han virkelig havde gjort en Ulykke paa sig. Ved den Leilighed havde han ogsaa faaet høre flere ikke opmun- trende Udladelser ude paa Gangen, saasom af en Huusholderske: "Hvad skal ogsaa slige ensomme Fugle i Verden?" af en Tjeneste- pige: "Se saa, nu skal man faae Pletter paa Gulvet, som man aldrig kan faae af!" af en Diskontør, der boede paa en Fjerde- Etages-Kvist: "Djævelen og al Ulykke! han skylder mig fem Daler siden sidste Mandag -- Renter og Kapital" o. s. v. Men i en Vandkur pleje Doserne at øges paa mod Slutningen. Patienten fik altsaa endnu ovenpaa Aften efter Aften Skizzerne 4, 5, 6 og 7. Og hvilke velsignede Følger! Efter den første kom han til mig og bevidnede sin Deeltagelse med de Ord, at han godt kunde sætte sig ind i min fortvivlede Stilling, og at han maatte tilstaae, at noget saa ubehageligt aldrig var mødt ham. Efter den anden lovede han mig en Skizze af en Scene, han ogsaa havde havt med en Prokurator, mod hvem min var en Engel. Efter den tredie sagde han: "Jeg forskaaner dig forat fortælle den -- Ti stille, min Ven!" Og efter den fjerde, No. 7, var han vel borte i flere Dage; men hvor forbausedes jeg ikke, da han saa med glædestraalende Aasyn traadte ind til mig, trak en Flaske Champagner, som maa have været synlig for Alle paa Gaden, udaf Lommen og raabte: "Min Ven! min Ven! Tak for den Sidste! Den har lært mig, at ogsaa jeg kan endnu blive lykkelig. Vi ere jo lige gamle Kavalerer, og ved nøjere at gjen- nemgranske mig, har jeg ogsaa fundet, at det mindre var ube- hagelige Erindringer end Modbydeligheden mod Pebersvende- Ensomheden, som plagede mig. Og da jeg ikke kan vente et Vagtel-Tilfælde i Ørkenen som dit, saa har jeg besluttet, at see SIDE: 292 mig om, hvorved jeg da vil følge din Regel, at tage et Par af aandfulde og milde Øine som gode Diamanter i Medgift. Mellem os, hviskede han, jeg har opdaget et saadant Par, og Du skal idetmindste nippe til Glasset paa at jeg maa være heldig, jeg skal nok tømme Flasken, saa oplagt er jeg." Den lærde Jurist var ikke altid meget heldig i at anvende sine latinske Almeensteder. Hvad han meente med det "Rari nantes in gurgite vasto," hvormed han belagde mit altfor artige Skrifte- maal, veed jeg saaledes ikke; men da han hørte til den ufor- dragelige Klasse af pedantiske Mennesker, som altid ville have opgivet Grunde og atter Grunde og det "rationelle" Grunde, som de kalde dem, af sine Venner, ja ofte ogsaa af Fremmede, for hvad disse gjøre og lade, saa maatte jeg døje Følgende: "Ned- skrive saadant for en Ven, kan passere; men for Publikum? Det er noget Andet, naar f. Ex. jeg meddeler en juridisk eller filosofisk Afhandling. Saadant er for Publikum. Det er til Pu- blikums Nytte." "Ogsaa min Hensigt med Udgivelsen" -- bemærkede jeg -- "er at være endnu flere Mennesker, end min Ven, tilnytte, især unge, opvakte Mennesker af aabent Gemyt og Fantasi, nemlig ved forud at vise dem den Lidenskabs forfærdelige Magt, som de ganske vist skulle henrives af, og dernæst ogsaa dennes virke- lige Ulykkesoffere ved at trøste dem med at det dog aldrig har gaaet dem saa galt som mig. Naar jeg tænker mig lidt tilbage, da kan jeg erindre tre Bekjendte, som have taget sig afdage af ulykkelig Kjærlighed, og Fire, som af samme Grund ere blevne Fyldesviin. Af de Halvsnees Bekjendte, som jeg har Grund til at troe giftede sig af virkelig Kjærlighed, leve maaskee kun to lykkeligt. En veed jeg blev ødelagt allerede i det tredie Aar fordi hans Kone ikke forstod sig det mindste paa Huusholdningen; No. To gik tilgrunde ved Drik, da han maatte søge offentlige Steder for Skidenheds Skyld hjemme; Nr. Tre sank under de Byrder den Elskedes Familie lagde paa ham med Endossementer og Accepter; Nr. Fire fik graae Haar og krum Ryg under Tøffe- len; Nr. Fem blev ødelagt ved sin unge Kones Hang til Pynt og Fornøjelser; Nr. Sex bærer alt Mærker af Huusdrik, hvilket skal komme af, at der kommer hyppig Selskab til hans Kone, som han ikke liker, og da veed han intet andet Raad end at lave Grog paa egen Haand; Nr. Syv paastaaer man har foretrukket SIDE: 293 Amerika for Ægtestandens Paradiis, og Nr. Otte, som i Forlovelses- dagene skrev de nydelige Vers i Aviserne til sin Kjæreste, paa- staaes at være utro ifølge jus talionis. De andre Skizzer, jeg vil skrive, ere ogsaa til Nytte og Advarsel i andre Henseender, hvor et varmt Hjerte let kan koge over; andre kun til Fornøjelse. Bogen burde hedde: "For Ungdommen." "Ei! jeg har ikke læst en Morskabsbog siden Godmand troer jeg," greb Juristen Anledningen til at bemærke. "Men lad gaa! Imprimatur! Forat friske paa Aanden skal jeg sende dig en yderst interessant Afhandling om Grundlovens rette Forstand af § 96." Min lærde Vens Imprimatur skyldes det da at disse Skizzer see Lyset; thi naar Han, der var streng som en Gottscheden, ikke fandt Noget derimod, saa kunde jeg vel vove det for Andre. "Men, lagde han til, timeo Danaos men omsider overlod jeg mig til Beskuelsen af al den Herlighed, og ligetil nu staaer det herlige Syn for mig i sin første Friskhed. Hvergang jeg har seet gjennem SIDE: 294 et Glasprisma eller et Kaleidoskop, har jeg maattet erindre det. Men Sligt har blot kunnet vække Erindringen, ikke naae Synets Pragt. Nogle Aar ældre søgte jeg efter Stedet; men forgjæves; og Ingen vilde troe min Fortælling uden lang Tid efter en Barnepige for mine Sødskende -- en som hvergang Uglen skreg eller en Hund tudede om Natten sukkede "Jøssu Navn!" saa bestemt som en Klokkers Prosit følger paa Præstens Nysen. Hun er- klærede for vist, at jeg havde været taget i Berg, og at det var derfor jeg var saa klog. Mellem 4 og 5 Aar har jeg vel været, da jeg en Søndag Efter- middag var ranglet med nogle Tjenestefolk og havde trukket min neppe 3 Aar gamle Broder med mig en Fjerdingvei eller mindre udenfore Christianssands By. Endelig faldt det mig ind at vende tilbage; men da syntes Vejen mig saa lang, at jeg umuligt vilde kunne række hjem. En Angst betog mig, uagtet jeg havde den slagne Landevej for mig og Byen alt var synlig. Jeg mistvivlede om at slippe frem af Mangel paa Kraft, og vi skulde forbi en Sandgrop med en Steen paa Bunden, af hvilken der skulde springe en Hund frem, naar Nogen slog paa Stenen. Dette Vovestykke havde jeg engang gjort og heldigen salveret mig uden at see nogen Hund; men om at den var der tvivlede jeg ikke, og "nu skal Du see, tænkte jeg med Rædsel, at han tager din lille Broder, naar vi komme forbi, og hvad skal jeg saa sige til Fa'r og Mo'r?" Jeg vilde bede -- men jeg vidste ikke til Hvem -- om Frelse for mig og min Broder. Da faldt det mig: Han maa bede som den Mindste og Uskyldigste, og saa tvang jeg Stakkelen ved at lugge ham til paaknæ midt i den støvede Landevej at folde sine Hænder mod Solen, der just stod i Horizonten, med Bøn til den om at hjælpe os til Byen. Men det vilde ikke gaae; Jeg maatte da diktere og den Vesle plappre efter. Bortvendt tilsagde jeg ham da omtrent følgende Bøn, der kom frem under idelig Flæben. "Kjære vakkre Sol! gaa ikke ned, men følg os to ulykkelige Smaa til Byen uden at vi møde nogen Ko eller Gjedebuk! Gjør du det, skulle vi dig altid elske og tilbede, Amen!" Altsaa komplet Afguderi. Men Bønnen gjorde sin Virkning saa godt som nogen anden; thi styrket og munter vandrede jeg derpaa videre til Byen; Forbederen fremdeles flæbende. SIDE: 295 Fem Aar var jeg vel, da jeg engang mellem en heel Deel andre Smaagutter lænede mig paa Rækværket til Opgangen til Galleriet i Christianssands Theater. En Bekjendt af min Fa'r kom just opad Trappen, og da han saae, at jeg havde syet et Kors af Guldgaloner paa min Trøje, tog han mig i Toppen og spurgte: "nu, Henrik, hvad Slags stor Mand vil du blive, naar du alt nu begynder med en Ridderorden?" "Minister!" svarede jeg. "Det er forlidet; hvorfor ikke Konge?" "Nei for da regjerer jeg Kongen." Jeg maa have læst noget om Richelieu eller Mazarin. Men dersom din Søn sætter Kors paa sine Klæder, saa spræt dem af; thi de betyde ikke noget godt hos ham selv, og af sine Kame- rater bliver han betragtet som Drømmeren Josef mellem sine Brødre. FRA SLYNGELAARENE. Skamfuld og pæniterende inskriberer jeg saaledes denne Skizze; og uden det turde jeg ikke fortælle følgende Uglspeils- Streg, hvoraf der ikke kan hentes anden Lærdom end den, at Folketroen holder det for en større Ugudelighed at kaste rent Vand paa Folk end skident. Da jeg omtrent havde faaet Cicero fat, logerede jeg hos en gammel Madam med hendes endnu mere forældet udseende Datter. Byen var dengang langt rigeligere udstyret med Karri- katurer end nu, og især syntes de at indehave Æresposterne i Borgerskabet. Til dette hørte vel ikke den Helt, jeg har at frem- føre i denne lille Komedie, men det var som sagt rigt nok, og han havde i sin Tid gjort Figur deri, skjøndt uden ved Afskeden at opnaae en Titel, som kunde overstraale den han allerede kunde bære og bar som i sin Tid Medbestyrer af et Slags Livrentesel- skab. Dette havde for Livstid tillagt Hrr. Garvermester Pripstrup Ærestitelen af Direktør, og han var Direktør Pripstrup hele Da- gen fra 10 om Morgenen til 10 om Aftenen for Alle og Enhver i sin store hvide Gaard nær mit Logis, men fra 10 om Aftenen til 10 om Morgenen var han Garvermester Pripstrup i sin for- faldne Haandværksgaard paa en anden Kant af Byen. Det nyt- tede Ingen at ville forvexle disse to Personligheder. Kom der SIDE: 296 en Mand til den hvide Gaard og spurgte efter Garvermester Pripstrup, blev der svaret, at der ingen Saadan boede der; men at der i Grændsen boede En af det Navn. Og saa omvendt, om man i Gaarden i Grændsen spurgte efter Direktør Pripstrup. Med ubøjelig Haardhed blev denne Dualitet overholdt; præcis paa Minuten skede Omskiftningen. Saaledes hørte jeg da hver Aften præcis Kl. 10 mindre end 4 Minuter den i dette Øjeblik Titelløses afmaalte Fodtrin. Paa en bestemt flad Steen plejede han at træde ind paa Fortouget og at følge dette lige under mit Vindu til en vis anden flad Steen, hvor han atter slap udpaa Gaden. Jeg besluttede at forsøge hans og min egen Akkuratesse; satte min Vaskevandsbolle i det halvaabne Vindu og lagde et Uhr paa Bordet. Jeg hørte alt Fod- trinene. "Staa dog op, Gut!" raabte jeg til min Kontubernal, som alt havde lagt sig forat være udenfor Alt. "Jeg kan ikke!" svarede han, "for jeg ligger og holder en Rotte, jeg har fanget i Sengen, i Rumpen. Kom og hjælp mig!" Hver maatte hjælpe sig selv. Klokken var 10 mindre end 4 Minutter og Fodtrinene altsaa under Vinduet; ligesaa præcis blev Vaskevandsbollen, uden at noget Ansigt viste sig, øst ud, og ligesaa præcist traf Styrte- badet Vedkommende paa Skallen. "Hoho, Gokarl!" skrallede en fortørket Stemme." "Bi til imor- gen, saa skulle vi nok faae vide hvem som boer der." Præcis om Morgenen, da Han gik fra Haandværksgaarden til Direktørhotellet, saae jeg ham svinge indad Porten og Stand- retten blev sat. "Ak vi veed det Alt, Hrr. Direktør," jamrede Kvinderne. "Havde det endda ikke været reent Vand, for det er en gyselig Ugude- lighed." "Hvis Søn er Knegten?" spurgte Direktøren, idet han ban- kede i Gulvet med sit høje Spanskrør. "Jeg skal saamen skrive et Alvorsbrev til hans Hrr. Fader." "Aa, han er en Søn af . . ." "Stille, Madam! Stille Jomfru!" afbrød jeg; "det vedkommer ikke Sagen, for jeg har hverken kastet reent eller skident Vand paa noget Menneske." "Naa!" udbrød alle Tre paa een Gang. Alene en Duperen indsaae jeg kunde frelse mig; og saa strøm- mede der da udaf min Mund følgende Forsvar, hentet fra den SIDE: 297 Dialektik, Disciplene dyrkede paa egen Haand: "Læg Mærke dertil, ikke paa noget Menneske, som har kunnet tage en saadan Fornærmelse til sig. Hver Aften præcis Kl. 10 mindre end 4 Minutter hørte jeg nok de samme Fodtrin, og om jeg nu vilde undersøge hvem det var, uvidende om hvem det var? Men jeg har ikke faaet at vide hvem det var, og Ingen kan sige hvem det var. . . ." "Mig! Mig!" brølede Direktøren, truende med Stokken -- "mig Direktør Pripstrup!" "Og det siger De selv?" vedblev jeg; "men jeg benegter det. Jeg veed at Direktør Pripstrup existerer her borte i Gaden og Garvermester Pripstrup -- begge respektable Folk -- i Grænd- sen, og at begge dog ere samme Person. Det kan være nok med denne Duplicitet, men at erkjende en Triplicitet vilde være for galt. Der existerer ingen Hr. Pripstrup uden paa hine to Steder. Alle henvises til et af dem eftersom de have at skaffe med Nogen af Pripstruperne. Personen paa Gaden, som skal have faaet Vandet over sig, kan kun være et Fantom udstoppet af Umuligheder, Benegtelser, Uvisheder, Posito'er, falske Syllogis- mer, Galskaber, Modsigelser, Syner, Hallucinationer og Nonsens. . ." Saaledes gik Talen, hurtig som en Sagrende, rivende som en Uhrfjer, der løber af. "Madam!" harkede den gamle Mand. "Jeg anbefaler mig, da jeg seer her er en Feiltagelse. Ærbødige Tjener!" Jeg var fri, og min Værtinde sjeleglad over at det gik saadan over; men nogen Forklaring over hvorfor det skulde være værre, at slaa reent Vand over en Mand end f. Ex. en Natpotte, erholdt jeg ikke. De havde altid hørt det, sagde de. DIES IRÆ. At komme ikast med en Prokurator er at tirre en Hugorm i sit Rede; men rage ud for Militære er at faae en Bisværm over sig. Jeg havde fornærmet en høiadelig Kavalleriofficeer, Brigade- chefens egen Søn, ved at invitere ham til mig sammen med nogle simplere Karrikaturer. Slyngelaarene høre ikke altid op med Skole- aarene. Men før det var bleven lyst Morgenen efter bragte SIDE: 298 ogsaa to Officerer mig en Udfordring, som jeg undslog mig for paa en Maade, der lod Officererne gaae bort i godt Lune. De maa endog have ladet sig henrive til Hop deraf; thi neppe vare de borte før min Vært kom ind ganske fortvivlet over at de havde hoppet over nogle Rækker fersk Brød, som laae paa Gulvet. Dette fik jeg da at vide var i Folkeovertroen ligesaa- stor en Ugudelighed som at kaste reent Vand paa Folk istedetfor skident. "Brødene faar jeg sælge til Kreti og Pleti," jamrede Huus- fatter; "i mit Huus skal ikke eet blive spiist." "Kjære Hr. Han- sen", sagde jeg, "vær vis paa, at kommer der nogen Ulykke af den Ugudelighed, saa vil den gaae udover mig." Med denne Streg skjærer jeg ellers al Forbindelse af mellem Ovenstaaende, som passerede om Vinteren 1828 og den Historie, jeg nu skal fortælle, som først fandt Sted paa Exerceerpladsen Gardermoen paa den mest glimrende Septemberdag samme Aars Høst. Dagens Skjønhed og Kavalleribrigadens Afmønstring havde lokket en Mængde fra de tilgrændsende Bygder did, og ogsaa jeg styrede af, da jeg just befandt mig paa en Hjemreise fra Christiania, og altid har havt den daarlige Skik at ville tage Alt med. (Med behørigt Eftertryk bemærket af Palle). Jeg var tilhest; men da der er bleven yttret i et Indlæg i den Sag, som fulgte efter mit Besøg paa Gardermoen, den ypperlige Retfærdighedsgrundsætning, at jeg var saaledes ekviperet, at deri var Undskyldning for Angjældende, om jeg havde lidt Uret: saa vil jeg underrette om, at om Lejehesten end var en Rosinante, saa bestod Rideekvipagen i en endnu vel konditio- neret Oberstesadel fra 1788 af hvidt Klæde eller Fløjel, og min Dragt ellers i en grøn Frak. Saaledes kom jeg ind paa Pladsen og saaledes red jeg om- kring i Fred til henimod Middag. Ved det Pas lader jeg min Hest gaae Skridt for Skridt og langs Leiren, følgende Strømmen af en Mængde Folk, som der bevægede sig ligesom paa et Marked; men medeet bortvises jeg af en Skildvagt, fordi jeg skulde være indenfor Leirlinjen, som neppe var synlig. Da jeg forgjæves for- langte, at man da ogsaa skulde forbyde Andre at gaae og ride der, hvor det blev mig forbudt, tog jeg Post netop udenfor Leir- SIDE: 299 linjen ligeved Skildvagten forat oppebie en Officeers Tilbage- komst fra Exercitierne til Leiren. Men -- Napoleon sin Alder tælled efter Seire; der gives andre Helte, der tælle efter Leire -- og saaledes vedvarede Øvelserne uden saadant Pusterum, at nogen Officeer kunde komme tilbage. Solen stak imidlertid noget forfærdelig; men jeg blev holdende siden jeg alt havde biet saalænge, og der havde samlet sig Folk omkring mig. Jeg blev utaalelig tørst; en Civilist tilbød sig at hente en Flaske Øl; jeg vilde ikke drikke den paa Hesten; fik Tilladelse af Skildvagten at gjøre det i eller bag Vagtteltet; stiger bona fide af Hesten og gaaer med min Flaske over Leirlinjen; men neppe var jeg avanceret nogle Skridt før Overjægeren i Vagtteltet, som oftere havde fornærmet mig under mit Ophold ved Leirlinjen, styrter imod mig brølende, med Pallasken over mit Hoved: "hvad! vil Du drikke i Vagtteltet?" Instinktmæssig løfter jeg Flasken op til Beskyttelse. "Hvad! vil du slaae?" raa- ber den brutale Barbar og -- Pallasken falder paa mine Skuldre. Det sortnede for mine Øine, skjøndt jeg beholdt saamegen Sands tilbage, at jeg ikke indlod mig paa at fegte med saa ulige Vaa- ben; og ganske vist havde han hugget mig ned; thi fuld var Karlen saavidt jeg kunde see. Hele Tiden var der ogsaa lystigt Leben at høre inde i Vagtteltet. Jeg steg tilhest igjen, efterat have skudt til Vidner, og ventede endnu taalmodig flere Timer før Excercitien ophørte og Officererne kom tilbage. Men nu begyndte andre, men ikke mindre smertelige Lidelser. Jeg blev vist fra Herodes til Pilatus den hele Leir igjennem, uden at Nogen vilde vise min Sag nogen Opmærksomhed. At faae et Rap paa en Afmønstringsdag, mente man var en Bagatel. Desuden skulde man nu til Taffels hos Generalen. . . "Maroder! Barbeervand!" o. s. v. Alle vare saa enige, og flere Officerer krydsede mig i Leirgaderne med saa triumferende Mine, at jeg ikke negter for, at Tanken faldt mig ind, at jeg leed for hine Huusbrøds krænkede Hellighed. Jeg var reden ind paa Pladsen som en fri Mand; jeg tog bort som en vanæret Træl. Da jeg ikke kunde faae Sagen behandlet arbitrært, klagede jeg. Generalen med sin tusind Mand stærke Brigade mente, at SIDE: 300 han ikke vilde kunne exercere i Fred, saafremt der ikke blev nedsat en extraordinær halvmilitær-halvcivil Kommission. Re- gjeringen gjorde som Generalen vilde. Palle engageredes af Officererne privat imod mig foruden Referenten, og han skrev et Indlæg, hvori han skrydede af sin store Lyst til at være ble- ven Militær og hvori han svoer at ødelægge min Velfærd, og som han skal have overrakt Generalen i nitid Afskrift, Guldsnit og blaat Pragtbind. Men Generalen skal have fældet den Kritik, at han heller vilde være i mine Klæder end i Forfatterens. Men det vilde jeg ikke ønske Generalen for de vakre Ords Skyld. Thi Palle vidste at gjøre Klæderne gloende paa Kroppen som Herkulesses forgiftede Skjorte. Idetmindste vidste han at jage mig Blodet til Yderdelene og saa tilbage i Hjertet igjen, som naar man pumper. Engang erindrer jeg det skede, da han tvang den høje Kommission til at forelægge en Capitain, jeg af og til besøgte, slige Spørgsmaal: 1) Plejer Capitainen at byde W. et Glas Grog naar han gjør Deponenten Aftenbesøg? 2) Drikker W. undertiden to? 3) Finder ikke W. ofte at Groggen er for slap, saa han blander i? o. s. v. En anden Retsdag havde Palle fundet paa noget Nyt, der ogsaa kunde lade mig synes at jeg havde Herkulesses Skjorte paa. Han hviskede mig nemlig i Øret: "Troer De ikke det vil gjøre godt ved Deres gamle Far, som sidder derborte, om jeg nu i hans bedste Sognemænds Midte lader spørge om Ingen af dem troer, at De ikke er saa ganske svendereen længer. Hihihi!" Jeg kaldte strax det militære Medlem udaf Retten og meddeelte ham Palles Forehavende. Haaret syntes jeg bevægede sig paa hans Hoved; og han fik ogsaa stagget Palle. Jeg havde kaldt en Opfordring til et Almuemøde for at grund- lægge en Bogsamling en "Budstikke" -- Palle gjorde mig hed igjen ved at paastaae Livsstraf eller Slaveri for saadan Gjerning. Nei, Generalen vilde ikke have fundet sig i mine Klæder. Og nu hertil at blive trukket om i alle Bygder i fem Aar indtil Sa- gen indankedes af Regjeringen i 1833 for Høiesteret. Og denne fandt en Mulkt af 30 Spd. passende for en Forseelse, som Bri- gade og Regjering havde holdt værd saa extraordinære Forføl- gelser. SIDE: 301 Forbandelsen for Brødene var endnu ikke forbi. Jeg plæderede selv min Sag og -- bragte en ny Proces med mig ud af Døren. Idet jeg nemlig baner mig Vei igjennem Tilhørermængden, hvisker en Person, som var Palles, men ikke min, Ven, til mig: "Gratu- lerer med Talen!" og han faaer i min oprørte Sindsstemning en "Skurk" tilbage. "Jeg hørte hvad han sagde," siger En til Gratulanten. "Jeg med," lægger en anden tjenstvillig Aand til; og saaledes havde jeg da en ny Proces ivente før jeg kom udaf Døren. Det kom imidlertid til Forlig, da jeg vedgik, at jeg havde været i en saa oprørt Stemning, at mine Ord ikke burde tillægges nogen Vægt. Efterspil. Nogen Tid efterat jeg var kommen hjem, indfandt Lensmanden sig forat exekvere Omkostningerne, som løb op i mange Hun- dreder. Jeg lagde en tydsk Bibel frem som et Habengut, der for gode Christne maatte være nok for hele Summen og mere til, (hvilket Laugrettet stiltiende syntes at erkjende) samt et Ta- bleau af Grundloven med overstrøgen § 96, som jeg taxerede for 2 Skillings Værdi. "Jeg vil ikke give en dansk Skilling for den," sagde En af Laugrettet, en gammel ypperlig Karl af en Lieutenant fra Dan- sketiden, "naar den har slig Smøre paa sig." PORTVIIN OG VREDE ERE TO OM EEN MAND, OG ALTSAA FORMEGET. "Du her?" "Du her?" "Garçon! to Glas Portviin for mig. Store!" "To for mig ovenpaa. Ditto!" Hvem skulde jeg træffe hos Conditor Louis i Christiania paa en Gjennemreise uden min gamle Skolekammerat og Contubernal Frants Hansen, som jeg ikke havde seet i flere Aar -- han, som havde fanget Rotten i Sengen? "Nu hvor staaer sig? Skaal!" "Aa, staaer sig slet nok; men jeg tænker det gaaer bedre. Jeg skal nemlig strax videre tilhest med et Creditiv paa 400 Daler i SIDE: 302 Lommen til Vallø Saltværk, som jeg skal forpagte sammen med vor gamle Kammerat Lassen og Værkets Forvalter." "Hohoho! Skaal paa det!" "Nu ja, vedblev jeg; man maa tage sig noget til. Jeg har for mit Tilskud tillige faaet det Tilbud at faae et godt Logis og en Seilbaad til min Disposition hele Sommeren over. Jeg tør da nok stryge Kysten langs engang nedover til dig. Du husker den- gang vi To alene tog en Seiltuur ud paa Byfjorden her og lode saa staae til til Moss fordi Vinden var god?" "Jo da fik vi s'gu Skibskost ovenpaa, da vi efter tre Dages Forløb kom paa Skolen igjen. Jeg husker det nok -- den for- dømte Strøm i Mossefjorden, som vi maatte roe opimod, og Bjørnebærene, som vi maatte leve af til vi kom til Drøbak -- Viin saa og Fisk tilaftens -- den Himmelstorm om Natten, som vi ikke vidste enten var mod eller med -- og saa den rasende Seilads Dagen efter. Jo jeg husker det nok. Men har Du læst Morgenbladet idag?" lagde min Ven til ganske gelassen. "Det var netop det jeg vilde see før jeg tog afsted igjen". "Der staaer Noget til dig fra din Uven i Eidsvoll." Jeg greb Bladet som en sulten Hund river et Been til sig. En gammel Departementsmand, som pleiede at tilbringe noget over den halve Formiddag hos Louis, havde allerede vel saameget Fingre paa det som jeg; men med et "om Forladelse," hvori der laae al Bestemthedens Knurren, fik jeg det dog. "Død og al Ulykke!" udbrød jeg medens røde Skyer brøde frem paa Panden -- "Han kalder mig en Løgner, om jeg vover at sige ham noget paa. Det maa have Svar paastedet, ja saasandt jeg lever! Den -- ! Garçon! to Glas Portviin af samme Slags." Skyerne bleve rødere. Jeg krammede Bladet og slængte det paa Bordet. De- partementsmanden greb det med et ondskabsfuldt Griin. "Skaal!" sagde jeg idet jeg stødte an med skjælvende Haand, rød i Pan- den, bleg i Ansigtet. "Skaal! Jeg maa afsted." "Betænk dig!" sagde min Ven. "Hvem bryder sig vel om hvad en Mand af hans Rygte siger?" "Netop en slig En skal ikke vove det. Adieu!" "En Lap Papiir, Pen eller Blyant," stønnede jeg nogle Minutter senere til Morgenbladets daværende Redaktør. Jeg fik en Blyant SIDE: 303 og en Strimmel Papiir, da han formodentlig troede det gjaldt et almindeligt Avertissement. "Skal det ind?" snøvlede Redaktøren skydende Næsen iveiret. "Ind imorgen," svarede jeg. "Skal det ind som det er?" snøvlede han igjen, skydende Næsen en Tomme højere. "Ja ved alle Engle og Djævle det skal ind som det er, og imorgen om jeg maa bede." "Skal skee!" snøvlede han synkende Næsen igjen. Jeg tog ikke afsted den Dag, og den følgende befandt jeg mig -- paa Tilbagereisen til Eidsvoll. Tidlig om Morgenen havde allerede en af Landets ypperste Jurister indfundet sig hos mig med det alvorlige Raad at ile hjem forat sætte mig i Forsvars- stand. "Havde De viist mig forud, hvad der staaer i Morgenbladet idag," sagde den brave Mand foran min Seng -- "det skulde aldrig have lykkets Deres Modstander at faae Dem til saaledes at forløbe Dem. Jeg forudseer en Proces, som vil koste Dem megen Ærgrelse, megen Tid og mange Penge, uden at De dog vil faae Bugt med ham." "Jeg er Dem meget taknemmelig," svarede jeg; "men jeg har hjemme altfor mange Anklagere mod Personen til at frygte forat have sagt formeget. Desuden maa jeg nu bestemt ned til Vallø Saltværk." "Tilbage, tilbage igjen maa og skal De!" vedblev den ædle Mand. Jeg blev ved mit, saa at han forlod mig synligen krænket. Jeg laae og stirrede mod Loftet en Tid. En Time efter min faderlige Vens Bortgang, var jeg hos ham. "Jeg reiser hjem igjen," sagde jeg. "Bravo! sagde han. Et Glas Portviin paa Reisen." "Tak! skjøndt jeg troer, at Portviin har nogen Deel i Avis- stykket idag." "Saa erklær Portviin for Deres Fiende for Eftertiden, og tag nu et Glas Madera isteden, og saa afsted. Gud være med Dem!" "Han er altid med den gode Sag," svarede jeg. "Farvel!" "Saa er Fanden paa Modpartens," loe han. "Farvel!" SIDE: 304 Skjøndt jeg ogsaa engang senere i mit Liv har gjort den Er- faring, at Portviin, saa svær og heed den er, isammen med Vrede afstedkommer Ulykker, saa gjorde jeg mig dog ikke videre Tanke om, at de tre Glas Portviin hos Louis kunde have nogen Deel i mit Svar paa min Modparts Opfordring, før jeg mærkede, hvorledes mine Landser under Processen, som ganske rigtig blæste op, brast som tørt Siv imod et Krokodilepandser. Da erindrede jeg, at jeg havde været blussende rød i Panden der hvor jeg læste Bladet, og jeg opkastede mig det Spørgsmaal: om det vel var Harme alene? Mistanken maa i alle Tilfælde hvile paa de tre Glas Portviin om Morgenen, og da det er bekjendt, at jeg slap flaaet, men Modparten heel og glat som en Aal, udaf Processen, bør det være nok til at afskrække fra at sætte Portviin til Blodet, naar det koger. Brændeviin er mindre farligt. Almindeligviis følger Øl ovenpaa og saa Piben, og har man Piben fat, er man frelst. Med den i Munden kan man læse meget nærgaaende Ord uden at fare op. Man læser nemlig idetmindste to Gange, for ikke strax at give Slip paa Piben. MIN VEN KANDIDATENS FORSØG I SKIZZEN. Min Ven Kandidaten har holdt Ord og sendt mig en Skizze, som jeg ikke tager i Betænkning at føje til mine egne, hvis Vo- lumen Døden truer med at afkorte. Den indeholder nemlig, som de fleste af disse Skizzer, den Moral, at hos gode Mennesker skrive deres største Daarskaber sig fra deres bedste og ædleste Følelser. I nærværende Skizze ville vi f. Ex. see, at en stor God- troenhed ligner et enkelt nedfaldet Strøg af en ellers uindtagelig Fæstnings Volde. Børn krybe derover og en Fiende vil kunne marschere ind med flyvende Faner og klingende Spil. Min Ven Kandidaten skriver: "Den Proces, Du har været plaget med, Henrik, var imod min med Prokurator Ebenezer en Duel med Kjæmpegræs mod at slaae hinanden om Ørene med levende Hugorme. Men jeg har fortjent min Ulykke i denne Kamp mod Forbrydelsen og Under- fundigheden og Kameraderiet; thi jeg har af Godtroenhed over- antvordet min hele Reserve i Fiendens Hænder, og han tilintet- SIDE: 305 gjorde den ogsaa strax -- rigtignok med Tabet af egen "Ære og Samvittighed og Salighed", men naar Venner og agtede Mænd have snydt mig paa samme Pant, har jeg ikke Grund til at for- undre mig eller at beklage mig over Skurken. Men dette ulykkelige Øjeblik var tillige et rædselfuldt -- ræd- selfuldere end det Midnattens, hvori jeg engang hørte en for et for mangfoldige Aar siden begaaet Giftmord mistænkt Persons Bekjendelser isøvne. "Giften" -- sagde han tydeligt efter en delirerende Mumlen om alskens andre Ting -- "Giften ligger i Vinduet." Og medens han sagde dette, sad han halvtopreist i Sengen og fægtede med Hænderne i Luften. Jeg laae paa en Gjæstereise i samme Værelse; men da jeg hørte hine Ord, da betog Rædselen mig, saa jeg sprang op og ilte derfra. Haarene stode upaatvivlelig reiste paa mit Hoved da jeg famlede mig frem i Nattens Mørke med Klæderne i Haanden; men det samme Fænomen har rimeligviis ogsaa viist sig paa mit Hoved ved den anden rædselfulde Aabenbarelse af Sjeleverdenens Mysterier, som jeg har oplevet. Synets Sands yder de meest levende Ind- tryk, og jeg gyste visselig da med dybere Skræk uagtet det hændte midt paa Dagen. "Midt paa lyse Dagen" plejer man at sige, og det lod sig nok sige med Hensyn til Tiden; thi det var ikke langt over Middag den 24de Septbr. Men i Thingstuen herskede et besynderligt, uhyggeligt, guulagtigt Lys, som jeg tilskrev Afglandsen af et Lønne- træ udenfor, der endnu havde Størstedelen af sine gulnede Blade. Af og til hvirvlede Vinden enkelte affaldne opimod Vinduerne og holdt dem fast der en Stund som gjækkende Hænder -- kort noget overordentlig uhyggeligt Høstligt med en egen gusten Lys- ning hvilede over Scenen. Den var, som sagt, Thingstuen. Sagen var netop optagen til Doms. Dommerne og Prokuratorerne vare gaaene paa sine Væ- relser. Ingen Andre befandt sig i Stuen uden begge Modparterne. Da indskjød min onde Genius mig, at jeg skulde forsøge et moralsk Experiment. Strax jeg var kommen i Kladdene med Hr. Ebenezer, havde nem- lig en juridisk Embedsmand, som jeg ellers kun kjendte af et sær- deles hæderligt Rygte og som var bosat paa et Sted, hvor Hr. Ebe- nezer havde efterladt sig et særdeles slet Rygte, som Fuldmægtig hos Fogden, skriftligen givet mig nogle Vink om en Forbrydelse, SIDE: 306 Denne skulde have begaaet, hvis behørige Oplysning maatte være mere end nok til at frigjøre mig og desuden tilstrækkelig til at skaffe min Hr. Urian paa Fæstningen, hvor han paastod jeg skulde hen for min Udladelses Skyld om Hs pletløse Velbaarenhed. Men jeg var traadt frem for Almuen, troede at have nok i hvad den var kommen frem med, og havde derfor forsømt at gaae hiin Angivelse paa Spor. Og i dette Øjeblik faldt det ulyk- salige Indfald mig ind, paa engang at vise min Modpart en Høi- modighed og at forsøge paa om jeg kunde faae Bagsiden at see paa hans Samvittighed. "De troer kanskee nu" -- tiltalte jeg ham -- "at jeg har for- brugt alt mit Artilleri imod Dem nu ved Underretten?" "Ja ganske vist. De har nok intet sparet." "Jeg har noget svært Skyds tilbage; men som jeg ikke troer at komme til at behøve. Jeg skal derfor vise Dem denne Re- serve, dersom De vil love mig paa den Ære og Samvittighed og Salighedshaab, De har, ikke engang at sige det til Deres Sagfører." Han lovede det høitideligen. Jeg nærmede mig ham lige under Øinene, saae ham skarpt i dem, og sagde derpaa langsomt: "De har i P -- forfalsket en Domprotokol." Virkningen var frygtelig. Det gustne, med den uhyggelige Lysning harmonerende, mefistofeliske Ansigt blev medeet krid- hvidt; hver Nerve i det bævede som rørt af Galvanisme; Øinene bleve glasagtige og blege. Og nu aabnede den sorte Mund sig i det hvide Ansigt for at lee. Men hvilken Latter! Lungerne negtede Luft og Lyd. Saa maa ogsaa en Skygge kunne lee. Mine Øine lukte sig. Jeg udholdt ikke Synet. Jeg havde seet en Sjel i Fordømmelsens Øjeblik. Jeg hørte blot, at han styrtede ud af Værelset, opad Trappen til sin Sagførers Værelse. To Minutter efter at jeg havde erholdt Løftet paa Ære og Samvittighed og Salighed om, at ikke engang Denne skulde be- troes noget af Sagen, var denne Gjenstand for en Raadslagning, som førte til -- at den gik op i Røg. "Fy!" sagde jeg til Prokuratoren og spyttede, da han igjen viste sig. "Saa vigtig en Sag?" svarede han gnidende sine lange magre Fingre saa det knagede i dem. "Men nu skal De see hvor langt De skal komme." SIDE: 307 Da Sagen var tabt, tænkte jeg paa min Reserve. Der var ingen at finde. Hvor jeg sporede fik jeg kun Rævelugten af at der havde været Nogen før mig. P. S. Jeg har mulkteret mig paa en hvid strikket Nathue, hvor- med jeg har dømt mig Selv til at gaae hver 24de Septbr., og det med den nedover Øinene." SYTTENDE-MAIS-BEKJENDELSER. Sidste 17de Mai fik jeg en Grundknæk, fordi jeg endelig maatte see Fahnetoget, og denne 17de Mai (og det er netop paa denne Dag i dette Aar at jeg skriver dette) føler jeg Følgerne saa stærkt, at den sikkert bliver min sidste, hvis ikke et Underværk skeer. Jeg kan altsaa uden Frygt for et Charivari og et Vindu- bombardement nedskrive den Bekjendelse, at jeg i de sidste 8 -- 9 Aar aldrig har kjedet mig nogen Dag saameget som paa denne. Og det netop fordi man partout skulde være glad og stramt itrukken, i Bevægelse den hele Dag, og fordi man ikke kunde undgaae at blive overvældet med uhyre Kvanta af Drikkevarer og selv holde aabent Bouffet. Navnlig skulde nu Jeg være ly- stig, der havde været en Syttendemai-Mand i en saa udmærket Forstand, at Pøbelen kaldte mig Syttendemaikongen og amal- gamerede mit Navn med Dagen. Det hændte vel og et Par Gange, at jeg maatte liste mig hjem for at lette noget paa det Indtagne og saa atter vise et glad Ansigt, medens alle Nerver vare nedslappede og Benene værkede. Forskjelligheden af de nydte Drikkesorter voldte almindelig en frygtelig Katzenjammer den 18de, og at denne var og rime- ligviis endnu er temmelig almindelig, røbes af det Ord, denne Dag har faaet paa sig, nemlig at den er "den slemmeste Dag i Aaret." Endog i de Aar, jeg blev udskreget for en Forræder, maatte jeg vise mig festlig og fornøjet; thi jeg vidste, at Folkets Masse ikke troede Bagvaskelsen. Ingen 17de Mai gik heller uden jeg fik et Hurra bragt mig i min Bolig af Skarer, som mine tilstede- værende Venner forsikkrede saae meget anstændige ud. Den SIDE: 308 største plejede at fylde Altanen udenfor naar vi sad ved Aftens- bordet, og da brugte jeg Servietten til at skjule min Forlegenhed med, naar jeg maatte ud og takke. Jeg svingede da af alle Kræfter med den istedetfor en Tale, som jeg mærkede de gode Folk ventede. Men det var mig umuligt. Fjæren paa Bagva- skelsens Piil, som stak mig i Hjertet saa de hvide Rødder hang ud, krislede mig bestandig i Halsen, saa Talen kun blev til en Hosten. Det er min faste Overbeviisning, at alle de Kunster, man i de senere Aar har fundet paa forat holde Liv i Dagen, netop tære paa dens Liv. Jeg synes endnu at see de maabende Ansigter, hvori Kjedsomheden stod malet med lange Træk, gloende fra Fæstningsvolde og Brygger efter Kaproerbaadene. Det haglede og var suurt Vejr nogle Aar efter hinanden; men hvem turde vel gaae hjem strax? Det nye Paafund med Fahnetoget vilde være det bedste, dersom det ikke allerede ved Gjentagelse ved andre Leiligheder var bleven til en Slags Uddragning af Jacob v. Thyboes Sværd. Den lede Laugsaand stikker ogsaa frem i disse Standere; og der er saameget deraf i Norges Hovedstad i Aaret 1845, at Byen vilde lugte ligesaameget af den, dersom den røg af Piben paa hvert Huus, hvori den findes, som Smaagaderne lugte af stegt Makrel i Makreltiden ved Aftenstid. . . . Hertil var jeg kommen, da jeg blev overfalden af et saa over- ordentligt Ildebefindende, at jeg endog opgav Haabet om at faae endt denne enkelte Skizze, ikke at tale om Resten. Først nu den følgende Dag kan jeg fuldføre disse matte Linjer efterat være styrket baade med Nafta og den Griffithske Jernmixtur med Myrrha. "Saadant vilde jeg ikke vove at skrive," sagde min Ven Kan- didaten, hvem jeg havde ladet læse den afbrudte Syttendemais- Bekjendelse. "Du vil komme til at passere for en Dagens Fiende og Forræder, og faae mærke dette paa mange Maader." "Gaa hen og undersøg det store røde Futteral der paa Pulten! se og læs!" stønnede jeg. Forundret tog han frem deraf en 9 Tommer høi og derefter proportioneret indvendig forgyldt' Sølv- pokal og læste: SIDE: 309 "XVIIde-Mai-Pokal. En Amindelse til Ejdsvoll fra Henrik Wergeland. 18l7/545. Gid 17de Mai, den Velsignte blandt Dage, bestandig maa skjønnere vende tilbage! I Eidsvoll er Norriges Frihed fød. Thi tøm der med Jubel mit Gyldenskjød!" Han læste det til Formandskabet stilede Gavebrev, som endte med et "Leve Friheden! Gid dens Fødselsdag aldrig maa blive glemt paa dens Fødested!" lukkede Futteralet, greb min Haand og sagde leende: "Naa! du er da en ægte, uforbederlig Syttende- mais-Gast." "Ungdomskjærlighed ruster ikke," svarede jeg. "Og saa alt hvad jeg har lidt for den? Den kan aldrig blive mig ligegyldig." "Men hvilke Triumfer har den ikke bragt dig? F. Ex. i 1833, da du paa den herlige Morgen, omringet af Tusinder af Folket og af Storthingets Fleerhed, holdt Talen ved Krohgstøttens Af- sløring." "Ak alle de Æggedosiser jeg maatte sluge Dagen udover!" stønnede jeg. "Men hør nu her bare hvad jeg har lidt paa og for denne Dag. 17de Mai 1829 fik jeg ikke alene et Sabelrap, men kom for Livstid paa det sorte Bret. Et andet Aar mistede jeg Hørselen til Julen fordi man affyrede en i Jorden nedgravet Me- talsvingbasse, hvorpaa jeg havde lagt mit trætte Hoved. Nok en 17de Mai fik jeg Armen af Led ved ikke at trække Tenen rapt nok til mig ved Affyringen af et Kongehul. En anden 17de Mai havde jeg nær revet Armen ganske fra Skulderen og spiddet saamange Mennesker, som der af tynde Studenter kunne gaae paa en almindelig Raketstang d. e. efter min Beregning tolv, naar hver gives Tykkelsen af 3/4 Kvarteer og Stangen er to Alen lang. Man kunde ikke faae Raketten af, hvorfor jeg tog mit Piberør af og holdt Raketten horizontalt i venstre Haand medens jeg i høire holdt Pibehovedet til Fængkrudet og blæste til. En Ildsky, som borttog Øjenbryn, Øjenhaar, Pandehaar samt Skjægets Førstegrøde, blindede mig i de første Øieblik; men hvor forfær- SIDE: 310 dedes jeg, da jeg fik at vide, at Raketten var faret midtimellem en Sværm Kamerater og mod Huusvæggen, som den paa et hæn- gende Haar havde stukket i Brand. Kun mit skrækkelige Ud- seende og det fra Julen hentede Sprichwort: "det er 17de Mai i hvad vi gjøre," afledede Forbittrelsen. Endnu en 17de Mai sprang jeg i Fjorden i fulde Klæder fordi Baaden var overlæsset og man erindrede om at Frithiofs Helte plejede at gjøre saa ved lignende Anledning. Er det nok?" "Nok for een Mand" svarede min rimelige Ven. (Juristen var min urimelige; og vil man lægge Mærke til Tingen, vil man finde, at Venner lade sig inddele saaledes). "Men hvilken Triumf feirede du ikke i 1836, da du saae dit Stykke opført mellem de jublende Brødre? Jeg erindrer Du var saa glad, at Du rev Trompeten fra vedkommende Orchestermand og gav et Mellemstykke til stor Rædsel for de indbudne Æresmedlemmer, som sad lige foran dig." "Men bagefter?" svarede jeg. "En Embedsmand, som erkjendte Stykkets Uskyldighed, sagde dog, at jeg havde gjort bedre i at lade det være under nærværende Spænding; det var altid en Demonstration, som vilde blive lagt Mærke til." "Hvilken Usling!" udbrød min Ven. "Næste Aar gik jo ogsaa den navnkundige "Stockholmsfarer" over de samme Bræder, saa jeg nok viste, at jeg ikke erkjendte Ængstelsessystemet," bemærkede jeg. "Imidlertid dyppede jeg mig ikke blot selv i Sværtegryden ved det Stykke Arbeide, skjøndt jeg vel neppe kunde blive sortere end jeg allerede var; men de stakkels unge Mennesker, som toge Roller (den Farligste var dog givet en afdanket dansk Skuespiller) kunde ogsaa let faae sig et Blis i Panden. En af dem vilde ogsaa til min Forfærdelse just i Aabningsøjeblikket træde tilbage paa Grund af at Vinen gene- rede ham fra Middagsbordet. Ei -- wiswas! ud i Kjøkkenet! -- bøi Hovedet! -- en Bøtte Vand styrtedes over -- han erklæ- rede sig ædru og saa vips ind paa Scenen. Stykket gik; jeg blæste atter i Trompeten; men bagefter? Ja saa blæste den Con- stitutionelle og Dagligt Allehanda. Dette havde jeg forudseet og havt den Klogskab at vælge et herligt Kobberstykke istedetfor 20 Daler i Honorar for Stykket, saa jeg gav de rasende Journa- lister en god Dag hvergang jeg saae paa det. Det holder jeg for den klogeste Handling i mit Liv ligesom den med Vandbøtten SIDE: 311 for det Ypperligste jeg nogensinde har lagt for Dagen af Kon- duite. Men til at gloe paa mit Stykke indskrænkede sig ogsaa min Triumf af den 17de Mai." "Men hvilken Triumf nød Du da ikke, da du i Spidsen for Studenterne trak ned igjennem Byen forat hilse paa Storthinget og saa Herman Foss kom ud paa Gaden og I omfavnedes og gave hinanden Brodernavn?" sagde min kjærlige Ven. "Ja ja!" udbrød jeg -- "Det var en Triumf. Det opvejer Alt, afsvedet Skjæg, Arme og Been og Helbred og sorte Mærker -- Alt hvad der kunde have gaaet i Løbet og hvad jeg har lidt for den 17de Mai og det ikke for Triumfens Skyld; men fordi jeg har bevaret mig Æresmanden Herman Foss's Venskab." MIN STUDENTERUNIFORMS HISTORIE OG SIDSTE ENDELIGT. Var det ikke saa, at jeg den 17de Mai 1829 fik mig et Sabel- rap Nr. 2? Jo -- o, desværre! Og et Kvarteer før havde jeg faaet et Varsel, som burde have bragt mig til at liste mig Baggaderne hjem og i min Seng. Høistkommanderendes smukke mandige Ansigt havde nemlig viist sig en Tomme eller to fra mit, stukket indimellem to Jægere, bag hvilke jeg troede at staae in salvo i Tusmørket paa en Borgermands Trap. "Hoho!" sagde han bare og gallopperede saa væk. Nu, men ikke dengang skulde jeg gjerne ønske at Gud vilde holde sin Haand over ham; thi -- Som det er gaaet andre gamle Fædre, det Ham er gaaet, Ham, Armeens Far: han er i mange Ting jo bleven bedre, ja ganske anderledes end han var. Men istedetfor at liste mig Baggaderne hjem, holdt jeg det nok for raadeligst ikke at stole paa Borgermandens Traps Sikkerhed; men jeg iværksatte Retiraden gjennem Hovedgaden, hvor jeg da ogsaa fik mit Rap. SIDE: 312 Jeg syntes at lugte gamle Hansens Huusbagsbrød. Endnu svæ- vede Forbandelsen over Dens Hoved, som havde givet Anledning til deres Krænkelse. Lugten vakte min Skarpsindighed. Jeg fandt, at min af Hs. Mt. sanktionerede Uniform var vel saa fornærmet som jeg selv, og jeg besluttede, at bringe Høistkommanderende den samme Nat som Krigsbytte eller et Slags Trofæ. Oprigtig maa jeg ogsaa tilstaae, at jeg var misfornøjet med Kjolen; thi saa fiin og smuk den var med sit grønne Broderi paa Fløjel, havde den dog ikke opfyldt nogen anden af sine Hensigter, end den sletteste, den at gjøre Opsigt, siden jeg var den Eneste som bar den. Men hverken havde den erobret nogen Piges Hjerte eller skaffet mig det Navn af et Exemplar paa en Student, som den før min Tid havde skaffet en gammel Student, der aldrig bar andet Kjoleplag saalænge han laae ved Universitetet. Som besluttet saa gjort. Ferskt skulde Spoliet være. Klokken kunde da være saa omtrent Et om Natten, da jeg befandt mig foran Vedkommendes Port med Uniformen i en Kurv med ved- lagt Brev. Porten forekom mig gik op af sig selv ved et Ma- skineri, og jeg vandrede nu op og ned i Gaarden, indtil jeg ende- lig besluttede mig til at sætte Kurven i en Trap indenfor en Dør, der syntes at føre til Værelserne. Men jeg blev slaaet tilbage af et overordentlig skjønt tragisk Syn: en majestætisk Dame med langt sort opløst Haar over den hvide Natdragt og en Kandelaber i Haanden viser sig i Døren ovenfor Trappen. "I Guds Navn, hvad er det? raaber hun. Tag det! Tag det igjen! O ulyksalige Nat!" Jeg adlød øjeblikkelig. Lady Macbeth (som ogsaa var smuk) kunde ikke have udøvet en stærkere Indflydelse paa mig. Om Morgenen maatte min Oppasser afsted med Kurven. Han blev først afviist, og, da han kom igjen, truet med Prygl, som rimeligt kunde være, dersom han kom igjen. Jeg fik da fat paa en ny Oppasser, som svoer paa, at han skulde blive kvit Kurven. Og han blev det, men just ikke ved egen Fortjeneste. I den Tanke nemlig, at Høistkommanderende boede i den saakaldte Stiftsgaard, som var den svenske Statholders Residenz, gaaer han did og sætter Kurven udenfor Hs. Excellences egen Dør. Den Første, som kommer, er Høistkommanderende, som kjender Kurven igjen og selv bærer den ind til Hs. Excellence med det SIDE: 313 Raab: "Her seer D. Exc. Toppen paa al Uforskammethed. Fire- gange har den været hos mig, og nu vover Udsenderen ogsaa at tilstille D. Exc. den." Gamle Platen var en besindig Mand. Han bemærkede ganske rolig: "Der er et Brev med. Lad see!" Og saa satte han sine Briller paa, og rakte Generalen Brevet med de Ord: "Det er til Er!" Dette er kommet udfra det svenske Statholderhotel. Man sagde, at saa Meget kom derind, Noget kom altsaa ogsaa ud derfra. Udpaa Høsten spurgte en Politibetjent mig paa Gaden, om jeg havde noget imod, at en sort Kjole, som var eslet Høistkomman- derende, men som heelt siden havde hensiddet paa Raadstuen, blev givet en fattig Konfirmand. "Nærværende Ejer, Den der har vundet Kjolen fra mig, faaer afgjøre det," svarede jeg. "For mit Vedkommende finder jeg Ideen smuk." DØDENS PERSONLIGE SKJØNHED. Mit tiltagende Ildbefindende var bleven bekjendt for hiin Ven, der kunde lee med den ene Side af Ansigtet medens den mør- keste Tungsindighed laae over den anden, og som kom nu for at bytte Haabets Papirlapper om med Vishedens rene Valuta. "Du fæle og onde Død!" raabte han heftig. "Spil ikke her Fædrelandet og Literaturen et Puds!" "Tys! Stille!" hviskede jeg. "Han er i Nærheden." Jeg havde dengang ikke Kræfter til at spøge med ham, uagtet jeg nok skulde faaet Janusansigtet at see; men paa et Blad Papiir skrev jeg: "DØDENS SKJØNHED." Den bør gjennembores af en dødbringende Trækvinds lange blaa Kaarde som siger at Døden er hæslig og ond. Ond? Et Aar lever jeg nu af hans Barmhjertighed, forskudt af Livet, fordi jeg vilde die det forlænge og rev dets Bryster tilblods af Begjærlighed. SIDE: 314 Hæslig? Min Gud, hvor gives der en slankere og mere velskabt Kavaleer? En Kappe og en Fjederhat, og han gjør alle Don Juans Erobringer efter. Selv Dødens Orme ere ikke saa hæslige som de, der nylig krøb over mig: den falske Vens Fingre. Dødens Figur har Regelmæssighedens Skjønhed; hans Ansigt Aabenhedens; og hvilken kan være behageligere? Dog er Han maaskee smukkere bag end foran; men hvormange Mennesker ere ikke det? Et Janusansigt har han idetmindste ikke. Men Du, som har det -- hvad om ogsaa selve Benene i dit Ansigt ere fordrejede, naar Du ingen Kjødmaske har at trække derover? Da vil Den, som finder Din Beenrad, faae Ret til at kalde Døden hæslig! FAAER FANDEN FAT I ET HAAR, SAA TAGER HAN HELE KROPPEN. Den, der vil stille sig i Spidsen for en Oppositionspresse, maa besidde Formuens Uafhængighed, om han ikke vil gaae tilgrunde, efter en kortvarig Blomstring som en Slags Valmue paa Grændsen af Blomst og giftigt Ukrud. At døe i en Rendesten bliver stun- dom den Forvovnes Lod. Den i hele Verden, som mindst bør vove det, er dog en supplicerende fattig theologisk Kandidat. Han dræber selve Haabet. Han gjør en dum Streg, og tvert- igjennem den sætter Departementet nok en Streg, og paa det sorte Kors som deraf udkommer, faaer han slæbe sit hele Liv. Uden endnu at have gjort en saadan Streg, bar jeg allerede paa mit Kors, (med Tiden blev det en mangeaxet Veirmølle). Uagtet man ikke vilde ansætte mig, lod man mig dog kaste den ene Klat Skillinger efter den anden bort til stemplet Papiir til nye unyttige Ansøgninger. Jeg ahnede, at det gik paa Livet løst, og havde derfor begyndt at studere Medecin, skjøndt jeg frem- deles supplicerede, paa haabløst Maa og Faa, som naar man pilker fra det skarptseilende Skib for dog at have noget at be- stille. SIDE: 315 Jeg sad just og morede mig med at blæse Tobaksrøg ind i et Dødninghoved saaledes at den siden langsom trak ud af Aab- ningerne, da det bankede ængstligt paa Døren. Ind treen en Bogtrykker, bleg med sorte Næsevinger og Fortvivlelse i de slappe Træk. Det var Forlæggeren af Bondeoppositionsbladet Statsbor- geren, en Slags Alligator, som i sex Dage laae skjult i sit Slam, men gabede baade hørligt og synligt den syvende, slugende da et halvt Dusin Embedsmænds gode Navn og Rygte i sig. Fanden var i den Tid meget mindre frygtet i Norge end Statsborgeren. "Kjære Hr. W -- stammede han -- jeg kommer til Dem med en Bøn, og kun for denne ene Gang. Statsborgerens Redaktør er rømt for nogle Tremarksdomme; Bladet, der allerede er betalt af Abonnenterne, skal ud, og jeg har ikke en Linje Manuskript. Døm da i hvilken Stilling jeg er og hjælp mig saa med det ene Nummer for denne Uge, til jeg faaer omraadt mig. Jeg er en fattig Mand, der har forbrugt en stor Deel af Forudbetalingen for Heftet, og ikke kan betale tilbage." Det forekommer mig, at Manden tørrede sig om Øinene med Kjoleærmet; men jeg skal ikke sige det forvist. Saameget er dog vist, at han rørte mig til Medlidenhed, saa jeg lovede at hjælpe ham med det ene Nummer, men under dybeste Taushed. "De maa betænke min Stilling som supplicerende theologisk Kandidat," sagde jeg, "og at det at redigere Deres Blad er omtrent som at tage Styret paa den Lorje, der fører Skarnet fra Slaveriet over til Hovedøen." Manden gik sjeleglad, og han skjænkte mig et Glas Portviin, da jeg bragte ham Manuskript, bestaaende af selvgjorte "Ind- sendter" fra "Oplandet," "Nogle Borgere," "Flere Østtotninger," "endeel Almuesmænd," "X. Y" o. s. v. Men -- næste Uge havde jeg ham igjen, og jeg slap ham heller ikke dengang. Heller ikke tredie Gang, da han endnu ikke havde faaet Redaktør. "De faaer s'gu heller ingen, mente jeg, for der er Ingen, som har Mod dertil." "Da er jeg luurt," klynkede Manden, "for Heftet, som jeg skylder Prænumeranterne, er ikke halvgaaet." Og han bød mig et ganske godt Honorar forat redigere det ud. Dengang blev det dog ved mit Nei. Men jeg var alt i Snaren: jeg havde fanget mig selv og jeg blev siddende istedetfor at gjøre som Ræven, at bide det Lem af, som sad fast, og saa løbe derfra -- d. e. jeg havde røbet min SIDE: 316 Stiil i sidste Hjælpenummer; man sagde mig paa Gaden: "Du redigerer jo Statsborgeren?" -- "Gratulerer! Du er jo Statsborger nu?" -- "Farvel, Marat!" men istedet for at tilstaae, at jeg var skyldig af Barmhjertighed i det Par Nummere, og skamfuld at krybe tilbage, blev jeg ærgerlig og lod den djævelske Tanke fare i mig: Skal du hedde Statsborger, kan du ligesaagodt være det. At vort eneste Oppositionsblad (thi dengang havde Morgenbladet kun Melketænder) skulde gaae tilgrunde, stemmede heller ikke med mine Principer, skjøndt jeg langtfra billigede den Pøbelma- neer, hvori det var bleven redigeret af den forrømte Redaktør. Dets Fremkomst betragtede jeg som et Tidsfænomen, der havde en dyb Nødvendighed, som endnu langtfra var udtømt. Mine Venner pustede til. De lovede Bidrag. (Jeg fik ogsaa 1 -- siger og skriver eet -- i Tidens Løb). De sidste Kiler faldt, og saa løb da Beslutningen, et Skib fuldt af Ulykker, af Stabelen. "Fandenivold!" sagde jeg til Bogtrykkeren, som ganske rigtig atter indfandt sig. "Jeg skal redigere Deres Hefte ud; men der- med Basta." Men Fanden havde mig alt selv ved det ene Haar, som er nok. Jeg havde ingen Angivelser at traktere mit Publikum med; kastede mig derfor paa Politiken og almindelige Spørgsmaal, hvor- ved Bladets Popularitet gik tilgrunde. For dog at gjøre det noget Pikant, skrev jeg Satirer, og forat faae en fast Materie at tage til, greb jeg begjærligen en Strid med et Blad af modsat Ten- dents; thi Stridigheder mellem Aviser vidste jeg ende aldrig. Med dette anonyme Hefte skulde det dog være forbi. Da an- nonceres jeg med mit fulde Navn som det berygtede Blads Re- daktør. Af Vrede paabegynder jeg et nyt Hefte, og flere fulgte derpaa. Men det var et rent Helvede. Jeg trællede mig næsten tildøde i de Fremmedes Land. For at give Bladet Anseelse, befalede jeg dobbelt saa stort Format og at det skulde udkomme engang til om Ugen. Og alene maatte jeg arbeide paa nær hint ene Indsendte, som dog ved sin gniddrede Haandskrift skaffede mig meer Bryderi end om jeg selv skulde have skrevet noget af samme Omfang. Hvorledes det gik med Medecinen kan man let begribe. Ikke engang naar jeg spillede mig en Boston hjemme eller hos en Ven, var jeg fri for mine sorte Djævle, Bogtrykkerdrengene, som forlangte Manuskript. "Gaa til . .!" hedte det nok; men -- SIDE: 317 Heftet gik alt som en ustandselig Jaggernauths Vogn. Undet det knustes min Lykke. Rundtom jublede mine Fiender. Disse tiltog, men ikke mine Venners Interesse. Man udbredte den Idee om mig, at jeg baade tænkte, følte og førte en Leve- maade som den raaeste Pøbel. Man kaldte mig paa Prent i det Blad, jeg laae i Strid med, "en Akevitdrikker og en Myseostæ- der." Slid og Slæb var Lønnen for mit politiske Mod. Fordi jeg havde havt det Indfald, til Syn for Sagen, at aftrykke Reversen af en ny svensk Sølvspecie med det norske Rigsvaaben i, blev jeg først i hint fiendtlige norske og siden selv i svenske liberale Blade udskreget for en Fiende af Foreningen . . . Ak, da jeg vendte Aversen op, stod Carl Johans ædle Træk for mig, og jeg erindrede, at han allerede to Gange havde tilsagt mig sin sær- deles Naade, dersom jeg opførte mig "sage" ): fornuftigt. Nu var nok Fuglen for sidste Gang fløjen af Haanden. JEG GIVER MINE SAGER I GODE HÆNDER OG REISER. Jeg havde faaet mig saameget Thingstueluft i Bryst og Næse, at jeg ikke syntes jeg kunde faae Veir før alle Nordsjøens Storme havde blæst op i mine Næseboer og Lungesække. Altsaa tilsjøs! -- -- Men i det jeg sidste Gang gik til- sengs iland, med det Ønske, at det maatte gaae alle de giftsvangre Thing- stuer som Sodoma og Gomorra, spurgte jeg mig selv, hvordan det vel vilde gaae med mine Sager. Jeg besvarede det med et: "Gid Fanden tog mine Sager!" Og isandhed jeg behøvede En med Been i Næsen. "Til Tjeneste" svarede en Stemme ved Vinduet med en Gurg- len i Halsen ovenpaa. Jeg mærkede, at den forønskede Prokurator og Mandatarius var tilstede. "Hr. Lucifer!" sagde jeg, "vil De tage mine Kort mens jeg er borte? De forstaaer hvad jeg mener?" SIDE: 318 "Jeg spiller aldrig Maske," sagde han med en Ærlighed, som ikke findes ved alle Spilleborde -- "og rentud -- jeg kunde fri- stes af en gammel Makker." "Saa tag dog mine Kort ved det andet Bord, hvor jeg ogsaa sidder i det og har Knegtene imod mig." "Med Fornøjelse," sagde han. "Jeg er rigtignok derfra tilbudt et Engage- ment; men jeg skal nok have et Øje med Deres Kort." Og med det Sam- me slog han en Volte med et saa- dant Klask at jeg blev ganske vaagen. Jeg gik trøstig ombord; men un- der en rask Sydvest blæste den Mis- tanke ind i mig, at Lyden af Volten har været min Ven Hanens Vinge- klap, der havde lovet at vække mig. NATIONALITETER. -- -- Hvilkensomhelst Fremmed er udsat for i England at blive taget for en Franskmand og i Frankrig at blive taget for en En- gelskmand. Paa begge Steder bliver man da behandlet derefter -- det vil sige: betragtet og behandlet som priisgivet Bytte, En- hver kan hugge og flaae sig saa store Stykker af som han kan. Begge Dele har hændt mig; men skjøndt jeg, i min Egenskab af Normand d. e. af en Barbar, maatte kalde det en Ære, skulde jeg dog gjerne have undværet den, naar jeg havde maatte be- holde de Shillings og Francs, som den kostede mig. Ved nær- mere Eftertanke over at min slette Udtale af Sprogene nok var Aarsagen til Æren, formindskedes den ogsaa i Værdi. Ude paa Portsmouths Havn laae Dampskibet Camilla og røg Kl. 5 3/4 den 4de Juli 1831 for Kl. 6 at gaae over til Havre. Hæse- blæsende kom jeg til Kajen. Hundreder af Skuldermænd vilde rive mig til sig. Uden Akkord eller Spørgsmaal om Taxt, som ganske vist fandt Sted, kom jeg tilsidst under alle de Andres Forbandelser af i en Baad, der blev roet af To. Da vi kom SIDE: 319 Dampskibet nær, begyndte Kanaljerne at hviske sammen; men hvoraf jeg dog hørte, at de antoge mig for en Franskmand. Jeg begyndte at ahne Uraad og spurgte: "How much?" Hvormeget? "Five Shillings!" svarede den Nærmeste. "Too much! For meget!" raabte jeg, der langtfra havde engelsk Mynt nok tilbage til at kunne afsee halvanden Daler til denne Fart paa en kvart Miil eller saa. "I am no Frenchman! I am a Norvegian, by God!" "You are a Frenchman. But Frenchman or not, we set you to Land again, Sir!" sagde Kjeltringen ganske rolig, og hans Kammerad begyndte alt at anduve. Jeg var i deres Vold. Fem Shillings, netop mine sidste, paa Tiljen, og Faldrebet fat! Før jeg fortæller det franske Sidestykke, vil jeg skildre hvor- ledes jeg ombord virkelig blev holdt for en Barbar fra det høje Norden. Hvad der var at see fra Skibet af, Spithead med Flaaden, Øen Wight, Portsmouth, Landskaberne var tilligemed Veiret saa her- ligt, at jeg besluttede at anvende de faa engelske Smaapenge, jeg havde, til at forhøje min ensomme Glæde med en Flaske Porter til min Pibe Tobak og ikke til at skaffe mig et Natteleje paa anden Plads. Der sad jeg da hjertelyksalig, skjøndt jeg nok mærkede paa den forbispadserende elegante og rige Verden, at man betrag- tede mig som en raa Person, fordi jeg neppe var kommen om- bord, før jeg rekvirerede at drikke og begyndte at dampe af et lidet Monstrum af en Pibe. Mit Haab var det dog, at man, paa Grund af mine Briller og sorte Klæder, vilde antage mig for en tydsk Student, skjøndt disse langtfra havde det bedste Ord. Da jeg syntes det blev lidt kjøligt, forlangte jeg for de aller- sidste Pence et Glas varm Toddy, tændte en ny Pibe, og saae derpaa med uformindsket Glæde Synene udenborde, de mange Seilere, det henblegnende England og det mig omgivende Publi- kum lige modig an. Af Trods nippede jeg endog oftere til Glasset og dampede stærkere end jeg ellers vilde have gjort. To lange bruunfjæsede Personer paa første Plads, i side hvide SIDE: 320 Kasimirsfrakker og store Straahatte, kunde endelig ikke tæmme sin Nysgjerrighed. Med en rask Vending gjorde begge Herrer Front for mig, og spurgte mig, efter en kort Bemærkning om Af- tenens Skjønhed, hvor jeg var ifra. "Fra Norge," svarede jeg paa slet Fransk, tvingende dem ind paa et Gebeet, hvor jeg maaskee turde finde (og fandt) Partiet nogenlunde lige; "et Land frit som England og Deres eget, der er Nordamerika, om jeg ikke feiler." De bejaede det. "Carolina?" lagde jeg til; thi Slaveejeren stod præget i deres Ansigt og Holdning. De syntes forbausede. "Slavestater begge," sagde jeg paa Norsk og jeg læste paa deres Ansigter, at de med Mishag havde forstaaet det første Ord. "Kom!" sagde den Ene, idet han vilde trække den Anden med sig; men denne vilde først give mig "Slavestaterne" igjen, og be- mærkede derfor: "Meget vildt Land det Norge." "England har een Isle of Wight, Nordamerika een Manhattan -- Norge mangfoldige," svarede jeg roligen, tænkende paa Lade- gaardsøen. (Wight har ogsaa sin skaldede Bagdeel). "Nei," sagde Herren, "jeg mente Folket -- meget vildt." "Min Herre," svarede jeg studs, "det veed dog at agte andre Folk, især dem, der ere frie som det selv. Seer De, jeg veed nu nok, at De har forundret Dem over, at jeg har pimpet hele Tiden, siden jeg kom ombord; men Porterflasken var til at skylle Støvet af, da jeg for en stor Deel har gjennemspadseret Øen Wight idag, og dette Glas, sagde jeg, idet jeg svælgede det Sidste, har været for Nordamerika." "For Nordamerika?" raabte begge Frihedens uægte Sønner. "Er det ikke den 4de Juli idag?" spurgte jeg. "Den har jeg altid feiret med mine Venner i Norge." Forvandlingen i deres hele Væsen var forbausende. "Sir . . Monsieur," sagde den Ene: "De indseer, at vi Amerikanere kunne ikke staae tilbage. Holder De af Champagnerpunsch?" "Det troer jeg," svarede jeg med Barbarens oprigtige Lige- fremhed. Bollen kom strax, og saaledes gik Aftenen paa det herligste. Da den var tom, sagde Yankeerne, at de nu vilde gaae tilsengs SIDE: 321 og spurgte mig med samme Oprigtighed, om jeg ikke vilde gjøre det Samme. "Om en liden Stund," svarede jeg. "Jeg vil endnu dyrke Stjernerne lidt, Unionens Symbol." Naboberne gik til sine gode Køjer. Jeg maatte holde ud paa Dækket om Natten i mine sorte Klæder. Jeg frøs saa jeg ikke kunde sove, til retfærdig Pønitentse for Aftenens Udsvævelser, skjøndt egentlig en Følge af min Plukning af Baadsmændene. . . . "Ah, bon matin, Monsieur!" raabte en Franskmand op til mig Kl. 4 om Morgenen, idet han stak Hovedet ud af Kahytlu- garet. "Déja prèt?" Jeg svarede, at Nysgjerrighed efterat see Frankrig havde bragt mig paa Benene. "Voilà! voilà!" skreg han, sigende la belle France Goddag ved at klappe i Hænderne, medens han sagde England Farvel med en styg Gestus bag. "Voilà l'entrée! voilà les portes du temple de la gloire!" Virkelig gave Forvitringer de steile rødagtige Klitter hist og her Udseende af Porte og Buer. Saa yttrede sig nu hans Nationalstolthed. En engelsk Fellow fra Oxford, som ogsaa havde formaliseret sig over mig Aftenen tilforn, men som nu nærmede sig med Høflighed, skjøndt med en Overlegenhed, der ikke ganske lod sig skjule, gav mig nogle Prøver paa engelsk Nationalstolthed, der naaede Franskmandens og den, Yankeerne og jeg havde bombarberet hinanden med om Aftenen. Jeg fandt, at Repræsentanterne for de fire fri Stater netop holdt hinanden Stangen i det Punkt, og at altsaa Ingen havde noget at rose sig af fremfor de Andre. Nu det franske Sidestykke! Vist 1 1/2 Lieues udenfor Rouen omsværmedes allerede Diligen- cen af Garçonner, som skulde erobre Gjæster for sine respektive Hoteller. Ingen af Passagererne blev hængende ved Nogen af dem, undtagen jeg; man vilde ikke engang modtage de elegante Indbydelseskort, som de søgte at stikke Passagererne i Hænderne, utrættelig kapløbende med Vognen, uagtet Konduktøren ikke for- sømte nogen Leilighed til at give den Næsviseste af dem et Snert af sin forfærdelige Chambriere. Jeg sad ved Siden af ham, just som han lurede paa en travende Garçon paa sin Side af For- SIDE: 322 sædet, da jeg pludselig seer en blaa Blouse flagre op i Luften lige ved Siden af mig og jeg føler en glat Billet i Haanden. Konduktøren brummede et forfærdelig Sacrrrr! og bad mig kaste den ud til Knegten i den blaa Blouse, som vedblev at følge os; men da Billetten var saa smagfuldt udstyret med alle mulige heraldiske og Kogekunst-Emblemer, saae jeg den over. Den anbefalte et Hotel de Bourgogne, tout près de la poste, som det eleganteste og billigste i hele Byen. Ved Aftrædelsen i Postgaarden var den blaa Blouse strax ved Haanden og tilbød sig at følge med til sit forroste Hotel. Uden Følge havde jeg heller aldrig fundet frem gjennem de Krinkel- kroge af Gader. Endelig standser han i en af de smaleste og mørkeste udenfor et uanseeligt Huus, som kun udmærkede sig ved et stort forgyldt "Hotel de Bourgogne" over Døren og røde Gardiner for Dørvinduerne. Det ene Gardin havde jeg henne i Gaden bemærket bevægede sig. Værtinden havde luret paa, om Garçonen bragte nogen Gjæst idag. Da jeg traadte ind, sad hun paa en Slags Thronstol, bag et lidet Buffet, som just ikke lod ahne stor Overflod i det Indre. Men Selv tog hun sig godt ud der hun sad. Hun var endnu ret smuk, havde de deilige franske lysbrune Pudeløine, var korpulent, bar sit Haar smukt, og ved hendes Paaklædning var intet andet at dadle end en Overlæs- selse af Prætiosa. Men hun forestillede jo en Slags Dronning, og saaledes fandt jeg ogsaa det i sin Orden, og hilsede hende med stor Ærbødighed. "Madame! c'est un Anglais," sagde Knegten i den blaa Blouse, som jeg ved første Blik paa Buffetdamen erkjendte for hendes egen Søn; og han sagde det med en umaadelig uforskammet re- præsenterende Gebærde. Et ganske overordentlig sødt Smiil overfoer Damens Ansigt, og blev siddende somom det virkelig havde været af Sirup eller Honning. Hun underrettede mig om, at man altid spiste der i Hotellet ved table d'hôte, og at der netop var een Plads tilbage for mig. Med den yndigste Armbevægelse viste hun mig Døren til table d'hôte, og jeg traadte ind. Men hvilket table d'hôte! Der var maaskee 7 a 8 Kuverts paa en Dug, der af Smuds saae ud som et Landkaart. De vare op- tagne af Sous-Officiers af Garnisonen (et Slags Mellemting mel- lem Soldater og Officerer). Høfligt hilsede jeg dem og høfligt SIDE: 323 hilsede de mig, saa jeg strax lod en Flaske Viin (og den var skral) springe og lod den gaae rundt paa Garnisonens Sundhed. Officererne bleve snaksomme; men Taflet var snart endt, da det kun bestod af en umaadelig tynd Kjødsuppe, nogle Strimler grilleret nyfødt Kalvekjød, hvorpaa Suppen var kogt, og 1/2 Tærte til Desert. For en Franc eller halv anden havde jeg spiist en mange Gange solidere Frokost i Bolbek; og siden lærte jeg, at man i Paris kunde spise bedre for 15 -- 18 Sous. Diligencen skulde ogsaa snart atter afsted, saa jeg maatte gjøre klar for Værtinden, som modtog mig med et endnu sødere Smiil end før. Det skaffede hende ogsaa Afsætning paa en Cigar og et Glas Burgunderviin, som jeg tænkte maatte være fortræffe- lig i Hotel de Bourgogne, hvis Ejerinde virkelig ogsaa var fra denne Provinds. Kan gjerne være, at det var Burgunderviin, det jeg fik til Afsked; men fra Bordvinen kunde jeg idetmindste ikke skjelne den. "Combien, Madame?" spurgte jeg nu da jeg efter Officerernes Exempel havde faaet tændt min Cigar. "Dix neuf francs et demi. Voilà votre compte!" læspede Damen med et endnu sødere Smiil end nogensinde. Dengang gjaldt Franken 32 Skill. norsk; jeg bemærkede derfor halvtvært: "c'est trop, Madame!" "Ah, vous êtes Anglais!" svarede hun med det samme Smiil og en blid Truen med Fingeren. Nogle af Officererne drejede sig om paa Hælen med et be- synderligt Udtryk af Lyst til at lee. Jeg protesterede og nølede med at betale. Hun blev ved sit søde "Vous êtes Anglais." Jeg krammede og krammede i Lom- merne. Hun holdt den elegante Regning ubevægelig frem med et næsten dryppende Smiil. "Det blæser anden Gang fra Diligencen," styrtede Garçonen ind. Jeg kastede en Napoleonsd'or paa Disken. "Pour le Garçon?" sagde Damen idet hun holdt den halve Frank, jeg skulde have tilbage, imellem sine Fingre. Det var da saa netop, og han skulde da følge mig til Diligencen. Her var ingen Tid at prutte. Jeg ilede paa Døren og hørte bag mig alle Officererne dreje SIDE: 324 sig om paa Hælen og et allersødeste "Merci, Monsieur Anglais! A revoir!" "Giv Knegten et Rap!" hviskede jeg til Konduktøren idet jeg steg op; men ligesaa rask han havde været til at liste mig Ind- bydelseskaartet i Haanden, ligesaa rask var han til at fjerne sig. "Har De spiist godt i Hotel de Bourgogne?" spurgte Konduk- tøren mig. "Prægtigt," sagde jeg. "Se Regningen!" "Trois plats -- pauvreté!" bemærkede han; men da han saae videre, foer et mere tordenbragagtigt Sacrrrr! udaf hans Knebels- barter. "Vous êtes trompé! Mais je trouverai les canailles! Sacrrrr!" "Man holdt mig for en Engelskmand," sagde jeg. "Ah! c'est différent!" (det er en anden Sag) svarede Konduk- tøren med en Gelassenhed, som stod i skjærende Modsætning til den nylig viste varme Interesse. SIDE: 325 TO SMAA GENRE-MODSTYKKER. Sjeleglad, skjøndt gjennemsulten, sprang jeg fra det engelske Dampskib op paa Kajen i Havre med min Byldt under Armen. "Monsieur," siger en stor martialsk Soldat eller Douanier til mig idet han peger paa Bylten. "Ah!" svarer jeg. "Jeg er en Student; (saaledes bør jeg nok rettest in casu oversætte Ordet "Savant," som jeg brugte) "der er ikke andet end Linned og Bøger." "Passer Monsieur!" sagde Franskmanden, idet han artigt lagde Haanden til Chakoen. Dette var nu fransk Høflighed. Nu et Modstykke af bergen- sisk, hvilket ikke ganske vil sige det Samme som norsk. Aaret efter sprang jeg iland paa Triangelen i Bergen. Jo, der stod jeg. Hvor boede nu Madamen, jeg skulde tage ind til? Ei, der staaer jo tre vakkre Kjøbmænd at see til borte paa Bryggen. Jeg nærmede mig dem, lettede paa Hatten og spurgte den Ene af dem, en statelig Mand og en af Byens Patricier, om han vilde have den Godhed at sige mig hvor Madam Kaneliussen boede. Man kunde ganske vel see Huset fra det Sted han stod; men Bergenseren -- han fandt en anden Anviisning bekvemmere for mig. "Der, Far, sagde han, idet han pegte op i Luften, der er Taarnet paa Kirken i det Sogn, hvor den Madam boer, han søger." "Tak for god Underretning!" svarede jeg min artige Veileder, lettede atter paa Hatten, gik paa Maa og Faa op i Kirkesognet og fik det Logis jeg søgte uden at behøve videre at spørge. Dette skede ifølge en anden bergensisk Egenskab, som især ud- mærker det andet Kjøn, nemlig Nysgjerrigheden. Den holder Vinduerne godt besatte, og den Madam, jeg søgte, havde alle- rede opdaget mig ved sin Færdighed i at kunne see næsten om Gadehjørner ved at trykke det ene Øie tæt op til Ruden og lukke det andet. Hun stod alt i Døren, da jeg kom forbi. "Det er vist til mig De skal, for jeg er Madam Kaneliussen, her logerer saamen Mange fra Østlandet, som De vist er fra." "Ganske rigtigt!" "Aa vær saa god!" Bergensere, som jeg har fortalt det lille Træk af Uhøflighed SIDE: 326 hos deres Landsmand, have naivt svaret: "jamen Du var iført et Par grove blaa Vadmelsbuxer, havde daarligt Skotøi og en Bondehalmhat." "Jamen den tog jeg høflig af," kunde jeg kun svare. ET HERLIGT ØJEBLIK. Saa let om Hjertet, saa elastisk af Aand har jeg aldrig følt mig som da jeg ved Konduktørens Side rullede af med Diligencen fra Havre til Paris. Klokken var sex om Morgenen. Duggen laae endnu over Mark og Enge, og jeg syntes at føle dens Friskhed ogsaa falden paa min Sjel. Jeg længtes efter at kunne give min overvældende Følelse af Velbehag Luft, og snart fandt den Anledning dertil. Paa de første Høider aabnede sig en herlig, naturlig Allee, der i det lange Perspektiv viste paa begge Sider af Veien et Par hvilende Musketeerkompagnier. Den trefarvede Fahne stod nedstukken i Jorden, og foran den vandrede et Par Officerer op og ned. Det var nok for mig, som følte en Fransk- mands Blod i mine Aarer siden jeg havde betraadt det Land, jeg elskede næst mit eget. "Vive l'Armée française!" udraaber jeg svingende Hatten. "Vive le drapeau tricolore!" Og Hilsenen blev gjentagen af alle Passa- gererne. Udaf Vognen svingede Damerne sine Lommetørklæder, Herrerne sine Hatte. Strax kommanderedes i Gevær, Officererne sænkede sine Kaarder, Fahnen blev svungen og mellem de vakkre Geleder under den solforgyldte dugglimrende Alleehvælving rul- lede Diligencen langsomt hen under jublende Raab: "Vive l'Armée française! Vive le drapeau tricolore!" Dette oprigtige Udbrud af mine Følelser vandt mig megen Godhed hos Passagererne, ikke at glemme hos Konduktøren, ancien militaire. Nogle Blik, jeg erholdt af en deilig fransk Dame, har jeg aldrig kunnet glemme. Jeg læste deri Velvilje, Erkjendt- lighed og patriotisk Begeistring, og jeg fik et i hver Bakke, hvori jeg sprang af og gik ved Siden af Vognen. Det huldeste Blik gjemte hun til i Rouen; men jeg fik det fra en anden Diligence, hvori hun skulde tage en anden Vei. Det var altsaa det sidste. SIDE: 327 VISIT HOS PETER ANDREAS HEIBERG. Jeg tog ind i Hotel du Havre fordi gamle P. A. Heiberg boede der. Men det var en lei Gammelmand. "Vær saa god at komme nærmere og at sidde ned," sagde han fra sin Sofa. "Nu ja, sid der!" Men sad man saa der, saa sad man fast som en Flue i en Edderkops Væv; thi man kunde ikke blive ham kvit for alle de Historier, især fra hans Tid i Danmark, som han fortalte. Kl. 12 var han begyndt med dem, Kl. to skulde Værten følge mig til Palais royal. Den var allerede Trekvarteer paa 2 og jeg fortvivlet over den Masse af kjedsommelige Anekdoter, som lod til at være tilbage, da han ved visse Personer havde anmærket, at han skulde komme til dem siden. Jeg vred mig paa Stolen, jeg saae til Vinduet; han lod som om han intet mærkede, skjøndt han dengang ikke var blindere end at han selv paa mit Ansigt maatte have kunnet læse Over- mættelsen. Endelig beslutter jeg at sønderrive Væven, idet jeg tager mit Uhr op og bliver stirrende paa det. Jo ganske rigtigt det gik, det gik allerede midtover Totallet med baade Langviseren og Kortviseren. "Hvad betyder det, min Herre?" spurgte han studs. Jeg sagde ham hvor jeg havde bestemt mig hen til Klokken to. "Saa gaa!" sagde gamle Heiberg (og jeg syntes at han tyggede et "Fandenivold" imellem Gummerne.) "Gaa kun, naar De fore- trækker at see Palais royal for hvad jeg kan fortælle Dem." Jeg tøvede ikke. Heiberg tilgav mig aldrig. Han var en Grav, som gjemte paa Alting, en gammel Æske fuld af Snurrepiberier og Nag. GULDGRUBEN. "Ak, Madame, ak Mademoiselle!" sagde jeg med en ynkelig Stemme til Moderen og Datteren i Huset, da jeg kom ned i Stuen en Morgen i den første Uge i Paris; "der er hændt mig en stor Ulykke. Jeg maa forlade det velsignede Paris om ganske kort, for jeg savner endeel Penge, vist 100 Franks, om ikke flere." Begge sloge Hænderne sammen og skrege over sig, saa Værten kom til. SIDE: 328 "Veed De da ikke bestemt hvormeget det var?" spurgte Jom- fruen. Jeg maatte tilstaae, at jeg ikke havde ført nogen Bog. De sloge atter Hænderne sammen og skrege over sig. Jomfruen endte dog med et venligt: "Mais, Monsieur!" med truende Pege- finger. Paa Værtens Ansigt saae jeg de samme Skyer som den første Dag i Palais royal, da jeg bad ham vise mig et Spillehuus, og igaar, da jeg kom fra Versailles, og fortalte ham, at jeg der for Mangel paa Pas var bleven arresteret af selve Værten, jeg havde gastereret hos, hvis jeg ikke havde vidst at salvere mig ved Flugten, og det en ægte Flugt: gjennem en Bagdør, nedover nogle Alleer i Regn og Mørke, ind i en Kabriolet og i Galop til Paris. Det var en særdeles agtværdig Familie den Værtens, ligefra Huusfaderen til den Savoyard, som var Garçon i dette Hotel, hvor jeg forresten ikke saae andre Gjæster end gamle Heiberg, som boede der fast, og mig. Paa Værtens faderlige Omhu for mig, har jeg ovenfor anført Exempel, og Moder og Datter vare altid særdeles fornøjede, naar jeg vilde see ind til dem i deres lille Stue. Faderen, en smuk overordentlig kraftig bygget Mand, havde staaet i Napoleons Garde og gjort Toget med til Rusland. Hans senefulde Arme vare gjennemhullede af Kugler. Mutter havde ogsaa faaet Sit af Legen ifjor, idet en Kugle nok saa net var gaaen igjennem hendes Kappestrimmel just som hun skulde kige ud af Vinduet, forat see hvordan det stod til paa Gaden. Den Historie blev da den gode gamle Kone ikke træt af at fortælle under hjertelig Latter, hvorved da Kappen med Hullet i maatte frem af Komodskuffen. Datteren var en god, ret vakker, men ikke længer ganske ung Pige, der især lod til at interessere sig for Komediebilletter. Kort -- jeg havde her truffet en Mønster- familie af den for sine huuslige Dyder idetmindste engang be- rømte Pariser-Middelstand. Der sad vi. Værten trommede med sine Fingre paa Bordet. Mutter rystede af og til paa Hovedet. Datteren gav mig med- lidende Blik ifra sit Sytøi. "Ah!" raabte jeg og sprang op. "Jeg er hjulpen. Msr. Hei- berg er jo min Landsmand." Jeg opover Trapperne. SIDE: 329 "Reis, reis strax igjen!" var det Raad jeg fik hos Gamlingen, led- saget af et Grævlingesmiil. "Jeg har dog Penge til at blive her to Uger til . ." "Nu ja, saa for Satan saa bliv her to Uger til." "Men paa mindre end en Maaned kan jeg ikke faae seet Parises Mærkværdigheder igjennem." "Saa maa De slaae en Streg over Resten af Mærkværdighe- derne. Der er intet andet for." Dermed var Audienzen forbi og jeg sprang temmelig opbragt nedover Trapperne igjen, med den ene Haand i Hidsigheden stukken dybt ned i Vestelommen. Men hvad Pokker er det som jeg kjender imellem Foret og Tøjet. En Knap? Nu, den kan ogsaa være god at have, tænkte jeg og standsede forat hale den frem. O Under -- en Napoleond'or! Og saaledes halede jeg ikke mindre end sex frem. Tilfældet syntes mig værd at fortælle Heiberg; men han be- mærkede kun ganske koldt, at det ikke var første Gang Lykken var en Daares Formynder. Men destostørre Deeltagelse nød jeg nede i Stuen. Der blev atter Hænders Sammenslagelse, men ledsaget af den gladeste Latter. Værten mente, at Hullet burde syes igjen. Jeg mente nei, da det maatte betragtes som en Guldgrube, som var god at tage til en anden Gang. DE EGENTLIGE OPHAVSMÆND TIL JØDERNES EMANCIPATION. Uagtet mine Reiseskizzer forstørstedelen lære, hvorledes man ikke skal opføre sig i fremmede Lande, maa jeg dog tillægge mig den Roes, at jeg ikke forsømte at see, hvad der var See- værdigt, saalangt jeg kunde række. Hertil regnede jeg ogsaa Folket, saaledes som det færdedes paa Torvene, Broerne, Kai- erne, Dandsehusene i Forstæderne, fêtes champêtres o. fl. Steder, hvor det vrimlede i størst Liv og Brogethed. Jeg satte mig da hen, trak min Pibe frem og morede mig kosteligt. Jeg havde heller ikke bedre Raad paa Tid end til at hvile mig ud paa den Maade. Saaledes tog jeg en Dag min Middagshvile paa en Steen ved SIDE: 330 Siden af en gammel Kones Bord paa Kaien ligeoverfor Institutet, hvor hun solgte gamle Bøger og Mynter. Jeg havde just afkjøbt hende et lidet Oktavbind i Pergament af franske Memoirer, hvori jeg til min Forbauselse havde fundet et Par Anekdoter fra Regentens Dage, som jeg havde læst i Heibergs nysudkomne "Erindringer" skulde være oplevede af ham og hans gode Venner Gregoire og Talleyrand. Jeg siger at det forbausede mig -- nei det forfærdede mig paa Heibergs Vegne, af den Grund, at han i Indledningen skriver, at, om hans Erindringer ingen anden Interesse maatte have, saa garanterer han dog helligen for at de i Alt have Sandhedens. Jeg sprang op af en maliciøsk Glæde, og derved faaer jeg lige- overfor mig, i et Hjørne af Institutets Gitter, see Toppene paa to Turbaner. Didover altsaa. Det var to marokkanske Jøder, som falbød alskens Smaating, Tobakstøi, Knusk, smaa Speile o. s. v. Altsaa Skakkerjøder -- ja Skakkerjøder; men tag du ærbødig din Hat af, christne Gros- serer eller Præst, for disse herlige Patriarkfigurer og Apostelaasyn -- ja Apostelaasyn herlige som Rafaels St. Hieronymus og St. Ambrosius. De vare orientalsk klædte, men i et sortgraat Slags Lærred; men jeg glemte ganske de glimrende Farver, jeg havde ventet at see, for deres Personers Majestæt. Jeg følte mig yd- myget foran dem som om jeg stod for to af Menneskehedens Stamfædre eller foran Abraham og Melchizedek, under hvis Telt kun den ene sande Gud blev dyrket. Det gjorde mig ikke syn- derlig kryere, at de Begge lagde Haanden paa Hjertet og til Tur- banen med den artigste Forbøining. Jeg lettede høit paa Hatten. Ja selv da de i den ydmygste Tone bad mig kjøbe en Bagatel, følte jeg mig forlegen, men glad da jeg strax havde efterkommet deres Ønske. Vi skiltes med en ligesaa høflig Hilsen. Havde det ikke været for Skams Skyld, var jeg vendt tilbage forat be- undre deres Gestalt, deres hvide rullende Skjæg, det kongelige og dog milde Aasyn, den bredryggede Pande, de langhvælvede Øjebryn, den smukke Bronzefarve -- kort Alt hvad jeg kunde tænke mig hos en Menneskenorm. Jeg fandt det nogenledes be- gribeligt, at Mennesker af et saa oprindeligt moralsk Udkast turde vove paa at træde frem for Alfader saa paa egen Haand med Deistens Bronzepande. SIDE: 331 De Smaasager, jeg havde erhvervet mig i Udlandet, glemte jeg paa saalænge de vilde holde. Længst Varighed syntes en Flinte- steen at skulle have, som jeg, med vedhængende Kalk, havde pillet ud af det berygtede Chateau-Montgaillards Ruiner; men det blev ikke Tilfælde. Min Oppasser havde brugt den op i Kjøkkenet og naturligviis først slaaet Kalken af, hvis mærkværdig faste Sammensætning det var min Hensigt at lade undersøge. Den skrøbeligste Ting af alle Smaasagerne havde derimod holdt sig længst, nemlig den lille Tobakssnadde, jeg havde kjøbt af de to marokkanske Jøder. "Johannes! stop den," sagde jeg en Eftermiddag jeg laa ørkes- løs i min Sofa over i Eremitagen i Grønlien. "Og brug saa Stum- pen af den Flint, Du veed, Knegt." Det var otte Aar efter mit Samtræf med de to Jøder, og siden havde jeg ikke ydet dem en Tanke. Da begyndte Røgskyerne, som omgave mig, først at vise Toppen paa to Turbaner og lidt efter lidt stode begge de Ærværdige for mig i de sortegraa Kaf- taner, det hvide rullende Skjæg -- kort ganske som paa Qvai de l'Institut; lidt dunklere, jeg vil tilstaae det, men dog tydeligere end en almindelig Ihukommelses- eller Skabelses-Fantasi og over- alt tydelige nok til ganske at bemægtige sig Tanke og Erindring -- jeg tænker omtrent ligesaa tydelige som de Aabenbarelser af Engle og Helgener, hvorpaa der sværges, som afmales og skal troes under Tvang af Millionerne. Jeg erindrede iblandt Andet hvert Ord, jeg havde talt med dem om deres Stilling i Marokko; og at de havde sagt, at den var taalelig imod i flere christne Lande. Tanken om Jødernes Stilling hos os var den næste. Jeg fandt den skjændig. Paa en smukkere Maade kunde Nordmændene ikke takke Gud for Friheden, end ved at vise hans kaarne Folk Kjærlighed og Omhu -- et Folk, der maatte lønne dem saa rigt, naar det endnu besad slige palmyrenske Søiler imellem sine Ruiner. "Johannes!" raabte jeg. "Røgen ud! Papiir og Blæk!" Saaledes blev Forslaget om Jødernes Emancipation til. Æren ikke min, men de to marokkanske Jøders! Jeg vilde have begrundet Forslaget paa den Aabenbarelse, jeg havde havt, dersom jeg ikke havde frygtet for at give En af Storthingsmæn- dene den Vittighed til Vaaben, at jeg havde grundet det paa Røg. SIDE: 332 MED I LEGEN, MED AF STEGEN. Den 14de Juli 1831 skulde Bastilledagen første Gang feires igjen siden Republikens Dage. Republikanerne skulde derimod have bestemt sig til at gjøre den ligesaa blodig som Festens Stamdag; og at Regjeringen ikke betragtede Rygtet som falsk, var strax om Morgenen at see af de uhyre Troppemasser, der besatte de Steder, hvor en Opstand kunde udbryde med nogen Kraft, saasom Pladsene og de bredere Gader, som førte til Ba- stillepladsen. Bagefter fik man vide, at den selv skulde have fremkaldt Bevægelsen, forat faae fat paa Hovederne for Repu- blikanerne. En af de oprigtigste og kraftfuldeste af disse, som tillige var en ung talentfuld Mathematiker, blev ogsaa den Dag stukket ihjel af Linjetropperne, da han ikke vilde give sig. Min Landsmand vilde helst holde sig hjemme. (I Regelen ere Bergenserne ellers særdeles modige); men endelig fik jeg ham dog med. Og hvilken prægtig Dag var ikke ivente? Thi alt paa Pont neuf traf vi Demagoger, der talte fra Rækværket med ra- sende Miner og Armbevægelser, og fra Place la grêve holdt det meget haardt at trænge sig frem. Men ved at bære mig ad med Albuer, Bryst og Knæer som i Norge ved Ildebrand, lykkedes det os at slippe ind i en Café paa Hjørnet af Bastillepladsen og Boulevarden. Huset laae herligt til, saa Vinduerne i de øvre Etager vare bortlejede; men længe varede ikke Roligheden til fra Cafelokalet at kunne nyde Synet af hvad der passerede udenfor. Boulevard og Plads vare ganske fulde af Folk, alle Vinduer forstaaer sig, Tage og Træer ligeledes. Nationalgarden paraderede en haye; af og til drog brede Pelotons af Linjetropper igjennem Massen, ligesom man trykker Kviksølv tilside, og da brølede Re- publikanerne "Vive la ligne!" for at gjøre sig Godvenner med dem, hvorimod Nationalgarden betragtedes som en Tvang, fordi de gode Borgere ikke vilde have en Revolution hvert Aar i Juli. En rasende Folketaler, hvis Tribune var Rækværket udenfor vore Vinduer, forsvandt netop midt i en Periode, fakket af en af Re- gjeringens Extraagenter for Dagen. Af disse strøg en Mængde omkring, klædte som Almuesmænd i Blouse, ja undertiden som Sansculotter med røde Huer paa, men lidet nok af Buxer. Disse plejede at blande sig mellem Tilhørerne omkring Folketalerne, SIDE: 333 høre til og skrige med indtil en tilstedeværende fast Politimand seer Kræfter nok til at vove at afbryde Taleren paa den aller- ubehageligste Maade, nemlig ved at give Sansculotten et Vink til at tage ham ned som en Frak af en Væg, uden Hensyn til Tankegang, Konsekventser, Punktum eller Komma. Saaledes hørte jeg, at Taleren paa Pont neuf var forsvunden, og saaledes forsvandt ogsaa den udenfor Caféen. Men pludselig høres fra Tusindernes Struber, at der er en Spion, en "mouchard" imellem dem; Nogle raabte at det var en Russer, hvorpaa da naturligviis Raabene: "Vive la Pologne! à bas Casimir Perier!" Raabene vexle om til Forbandelser over at Moucharden (rimeligviis den Politibetjent, som havde ladet Taleren tage ned) var sluppen af deres Hænder. "Dans le Café! dans le Café!" begyndte ti Stemmer, gjentog Hundreder og Tusinder. Vinduerne sloges øjebliklig ind i de indre Værelser, Stole og Borde væltedes med Glasse og Kopper paa af de flygtende Gjæster. Værtinden i Fortvivlelse. Lem- merne maatte fore, saa vort Værelse kun fik Lysning af Dør- vinduet. "Nu maa vi gaae," havde min Kammerad betydet mig strax ved den første Allarm. "Nei, nei!" mente jeg; "nu begynder Ballet, nu bliver det først Moro. Her sidde vi sikkert, naar vi tage vort lille Bord hen i Krogen. Madame, une bouteille de bière, si'l Vous plait." Men Stakkel, hun havde andet at gjøre, nemlig at redde hvad der lod sig redde. "Bryder man ind," sagde min Kammerad, "kunne vi blive tagne for Russere og blive sønderrevne." "Ei, vi retirere op i anden Etage." "Den er betalt og Trappen er stængt." En Afdeling Nationalgarder havde allerede været i Døren og befalt Caféen ryddig for Folk. Vi vare ogsaa næsten de Eneste, som endnu holdt Stand, og Nationalgardisterne maatte indfinde sig andengang, før jeg kunde bekvemme mig til at opgive den Glæde at være Vidne til et saa betydeligt Pariser-Opløb -- en Gang at svømme med for nogle Øjeblik i Skummet over disse Afgrundsbølger. "Nu saa afsted da!" sagde jeg vranten, og vi gik til Døren. Min Kammerad, som nok vilde have Ryggen dækket, gik modig SIDE: 334 foran. Men neppe var han paa Tærskelen, før en muskuløs bruun, sortaaret og sorthaaret, opkiltret Arm, som tilhørte et udmærket Exemplar af en Sansculot, griber efter ham. Jeg river ham bag- lænds ind igjen, men med Tabet af hans Frakkeskjød. Nu begyndte jeg ogsaa at blive bange (oprigtigt havde jeg alle- rede nogle Minutter før følt lidt dertil, ja selv i det heroiske Øjeblik, da jeg forlangte Ølflasken). Vi saae raadløse paa hinanden. Værtinden havde vi intet Medhold hos, fordi vi ikke havde villet gaae; og vi vare nu de Sidste. Da aabnes Døren; en smuk adstadig Mand i sort Dragt med trefarvet Skjærf kommer ind og spørger barsk, om hvorfor Caféen ikke var rømmet endnu. Det var Kvarterets Maire. "Herre," svarede vi, "vi ere Fremmede, Normænd, hverken Russer eller Spioner; men Folket udenfor vil rive os sønder blot vi stikke Næsen ud. Se her!" Og saa snoede Kammeraden Bagen til. "Ah, vi skal nok finde paa Raad," sagde Mairen med et Smiil og et Buk. Efter en halv Minut førte han en Peloton National- gardister ind. Vi bleve stukne imidten. Døren aabnedes paa viid Væg; Høire omkring og ud. Men Pokker tage Regjerings-Sansculotterne! De forfulgte sine Instruktioner ligetil midt i Sauvegarden for at rive en rød Nellik, som skulde betyde Republikanisme, ud af Knaphullet i min Kjole. Endelig slap man os i Sikkerhed bag et Hjørne. "Hvad skulde vi der?" sagde min Kammerat med et langt li- delsesfuldt Ansigt, idet han befølte Skaden bag. "Studere, iagttage Pariserfolket," svarede jeg. "Jeg vilde ikke have mistet disse Scener for meget." Jeg lagde dernæst Mærke til, at Solen, som brændte overor- dentlig stærkt, var endnu kraftigere til at rense Pladsen end baade Tropper og Politi. Petion erklærede det umuligt for Pa- riserne at gjøre Oprør paa en Regnveirsdag. De gjøre det ogsaa neppe naar deres Skjærsommersol har sin rette Middagsstyrke. Regjeringen har saaledes Elementerne paa sin Side. Besynder- ligt da, at den alligevel altid taber alle Hovedslag. SIDE: 335 DEN FORLORNE SØNS DINÉER. En ung Landsmand, som for nogle Aar siden havde slaaet sig ned i Paris for der at fortære de halvsnees tusind Francs, han havde i Renter, havde allerede efter en Uges Forløb overtalt mig til at flytte i Nærheden af hans Bolig, forat vi kunde more os sammen om Dagen. Det var en stor Daarlighed af mig, da Hotel du Havre ved sine snaksomme to Damer var mig en Pen- sionsindretning med Hensyn til Sproget, og da min gjæve Grena- deer var mig en sand Livdrabant. Han trykkede ogsaa min Haand heftigt med et "Dieu vous garde!" Selv Garçonen var saa ganske efter Huset, at han, med Vemodsglands i sine nøddebrune Au- vergneøine, sagde, at de 3 eller 4 Francs, jeg med en Undskyld- ning trykkede ham i Haanden, vare baade nok og formeget -- en Bagatel, som jeg fortæller fordi den, sammenstillet med Be- retningen om den durchdrevne Skjelm i Rouen, indeholder en af de største Viisdomsskatte, en Reise kan afkaste, nemlig den, at Menneskene hverken ere bedre eller slettere end de altid have været, og at man med Glæden i de gode, man træffer paa, bør balancere Ærgrelsen over Spidsbuberne. Min Landsmand og jeg førte vor Levemaade sammen i de mindre Restaurationer saaledes at den var knap nok for En med 8 -- 10,000 Franks Renter, men for dyr for mig. Regningerne bleve nemlig altid halverede paa Skillingen. Endelig maatte jeg en Dag ved Frokosten i vor sædvanlige Café lade ham vide, at jeg ikke aarkede at følge med længere. "Her seer Du hvad jeg har," sagde jeg. "Jeg kan ikke engang slippe til Havre, for at tigge mig ombord paa et norsk Skib. Og endnu har jeg hverken seet Gobelins eller Luxembourg, og Julidagene forestaae. Laan mig derfor paa min Faders Navn et Par 100 Francs." "Umuligt!" "Og Du som har saamange Femfranksruller i din Kuffert!" (Der vare de stablede op i Strømper). "Jamen jeg lever i Paris, seer Du." "Kjære, følg mig til et Spillehuus. Jeg vil vove et Par Francs." "Er Du gal?" sagde Landsmanden. "Jeg maa fortvivle . . her alene i denne By uden en Sous snart," sagde jeg med uskrømtet Nedslagenhed. "Ej! er der ikke andre Normænd end jeg i Paris, eller om SIDE: 336 ikke i Paris saa i Frankrig, der have en Slags Forpligtelse til at hjælpe Landsmænd, som ere iknibe?" Min Eftertanke sprang Byerne langs Kanalen rundt; men kun een norskfødt Konsul var at finde i dem alle, en i Cherbourg af ypperligt Renomee. "Jeg er hjulpen," udbrød jeg; "men først om tre Dage til Po- sten kan returnere. Saalænge vil du vel laane mig de faa Francs jeg behøver til Livsens Ophold?" "Nei," sagde Landsmanden; "men jeg skal laane dig min Beaf- steg-Machine. Naar Du saa kjøber for et Par Sous Kolever, Milte eller andre simple Sager samt lidt Nyrefedt og Salt hos Slagterkonen i Kjælderen i Huset, hvor jeg boer, og faaer nogle kasserede Purre- og Kaalblade paakjøbet, saa kan Du hver Dag lave din Middag paa mit Værelse, mens jeg er ude og spiser. Hertil den sædvanlige Café au lait om Morgenen, saa gaaer nok de Ventedage over uden Dejeuner." Og saa skede det, fordi det maatte saa skee. I tre Dage holdt jeg den forlorne Søns Middag, han som maatte spise med Svi- nene. Men jeg kan sige, at jeg spiste baade med Svinene og med Hundene; thi det Grønne jeg fik, var alt hjemfaldet Svinene, og naar jeg kom forat hente min Portion Kolever eller Milte, var Kjælderen almindeligviis beleiret af store Mynder og Dogger, som fik af samme Sort. (Man faaer gjette sig til fra hvilken Kant af Landet min Lands- mand kunde være). EN EXPLOSION. En halv Time efterat jeg havde holdt min tredie Fils-perdu- Souper indløb virkelig i det artigste Brev fra Consulen i Cher- bourg en Anviisning paa 300 Francs paa en Bankier Delavigne. Han skrev endog, at det var ham kjært at kunne staae Sønnen af en Mand bi, som havde været Aarsag til at han var bleven noget i Verden, idet min Fader nemlig, da han reiste igjennem Konsulens Fødeby til Rigsforsamlingen til Eidsvoll, skulde have havt Tilfælde at faae en saadan Indflydelse paa hans Skjebne. Jeg bandede nu ikke alle Landsmænd meer, men jeg bandede af al Oprigtighed den Kolever med hakket Selleriaffald over, som jeg havde proppet i mig, saa jeg ikke for flere Timer turde SIDE: 337 tænke paa et ordentligt og anstændigt Maaltid. Marschen til den diagonale modsatte Forstad Faubourg Montmartre lovede mig imidlertid ny Appetit, og jeg trak strax afsted til min Bankør, i hvem jeg traf Digterens Fader. Da jeg kunde fortælle ham, at jeg havde oversat hans Søns Parisienne paa Norsk saa hurtig efter at den havde viist sig, at jeg havde hørt den opføre til In- strumentalmusik af norske Bønder endnu før Aaret 1830 gik til- ende, fik jeg til mine 300 Francs Indbydelse til at besøge Sønnen ude paa Faderens Landgods. Stiv af Femfrancsstykker vandrede jeg gravitetisk langs ad Boulevarderne Montmartre, St. Denis og St. Martin, for omsider at slaae mig ned til en Middag Nr. 2, naar den grove Selleri ikke lod sig føle længer. Men endnu syntes jeg at fornemme at den laae ganske frisk i min Mave, saa jeg ikke var mere forhippen paa Middagen end at jeg af den tilstrømmende Mængde lod mig drive indunder Theatre de la porte St. Martins Vestibule. Der var annonceret til Opførelse Scener af Napoleons Liv, hvori Helten skulde gives af en Person, som paa det Overordentligste lignede ham. Desuden skulde Adam Nourrit synge Marseillaisen og Parisiennen. Det drog. Nourrit stod alt paa Scenen, da jeg tog Plads i anden Loge i anden Rad, altsaa omtrent lige- overfor Grændsen af Orchester og Parterre. Dette var opfyldt med Graahatte, et Republikanertegn, og Huset ellers propfuldt. Det tegnede til at blive en livlig Aften. Nourrit var klædt i Blouse som en almindelig Arbeidsmand. Blousen var nemlig dengang yderst populær, fordi Juliseiren var især vunden af Folk i Blou- ser, d. e. af Almuesfolk. Ethvert af Sangerens Omkvad gjentoges af Publikum, og da endelig Napoleons Contrafei viste sig, var der ingen Ende paa Raabene: "Vive l'Empereur! C'est lui-même! c'est lui-même!" Man gav saamange Scener af Keiserens Triumfer, at Klokken allerede var nær Midnat da man kom til Dødsscenen i Long- wood. Jeg var gjennemrystet, da alt var ganske tro kopieret. Da træder Heltens Seigpiner, den rødhaarede Hudson Lowe frem bag Sengen i Dødsøjeblikket. Jeg havde den hele Aften, siden jeg havde sunget med i Marseillaisen, følt mig som Franskmand. Under Triumfscenerne steg det til Selvforvexling, og nu da Bød- delen viser sig, nu styrer jeg mig ikke længer, men strækker SIDE: 338 Armen truende ud fra Logen raabende: "a bas le coquin an- glais!" Min Gud hvilken Virkning! Graahattene, hele Huset brølede: "a bas les coquins anglais! a bas les Anglais!" Jeg havde sat Ild paa en Krudtønde, skjøndt Explosionen mere lignede en Torden i Vedholdenhed. En Deeltager i Logen, som ikke havde viist synderlig Enthusiasme hverken ved Marseillaisen eller Tri- umfscenerne, en Person, der saae mig ud for en Slags Departe- ments-Embedsmand, listede sig ud saa fort han kunde. Jeg tryk- kede mig dybt ind i Logen, for med Resignation at oppebie Politiets Ankomst. Den forekom mig uudeblivelig; men den udeblev dog -- takket være Slapheden i 1831 Aars Regimente. Louis Philippe smigrede endnu Folket dengang. VIRKELIG SCENE AF PARISES MYSTERIER. Jeg kan bevidne, at der netop paa den angivne Side af den lille aflange Plads, hvorpaa Forfatteren af "Parises Mysterier" fører Læseren allerførst ind, ligger et saadant liderligt Hus, som det i hvis mørke Indgang Rodolphe udfører sit første Helte- stykke. Jeg har endogsaa Mistanke om at jeg har været i hans Barbillons Kløer, og at jeg kun har mit Liv at takke, at de ikke vare stive nok. Der stod jeg i Vestibulen ved Theatre de la porte St. Martin. Klokken var 12 om Natten og en Gadebelysning slettere end i Christiania ved den Tid. Vi vare langt henne i Juli, og da mørknes det alt Kl. 8 i Paris; og hertil kom nu, at en tæt Taage, fugtig som en Regn, fyldte Pladse og Gader. Alle Omnibusser, og deriblandt en, som gik ligetil Hjørnet tværtover for mit Logis, rullede væk idet Samme jeg traadte ud. Folkemassen forsvandt. Portene lukkedes. Lygterne i Vestibulen slukkedes paa een nær. Det var Diagonalen af Paris, fra bemeldte Theater til Rue des deux fossées de St. Victor, jeg havde at gjennemvandre under saa fortvivlede Omstændigheder, hvorimellem den værste var, at jeg var saa stuvet med Femfranksstykker, der vare let kjende- lige ved Beføling. Men der var ikke andet Raad for end at traske afsted. Jeg tændte min Pibe for at affektere Rolighed og at jeg hørte de SIDE: 339 simplere Klasser til, og saa gik det da nedover den lange Rue St. Martin, hvor kanskee tre Lygter vaagede in Alles. Mine Franks havde jeg alle i Vestelommerne samt i Kjolebrystlommen, hvor min høire Haand hvilte uafbrudt paa Skaftet af en lang norsk, til Reisen gjort, Tollekniv, medens jeg klemmede Albu- erne tæt ind til Siderne. Der var ingen Mennesker at fornemme; men Klangen af mine egne Fodtrin, Gjenskraldet fra de høje Huse i de trange Gader, var saa rædselfuldt, som om jeg havde været fulgt af en Skare Spøgelser. Da jeg krydsede Rue St. Honoré syntes jeg ogsaa at see et, nemlig ligeoverfor Hjørnelygten (No. 3), Skyggen af Guldsmeden Cardaignac (?) hvorom Hoffmann fortæller, at han var saa for- elsket i sine egne Mesterstykker af Prætiosa, at han instinkt- mæssig maatte myrde de Hoffolk, han havde solgt dem til, ved fra en Niche i Muren, hvori der stod et bevægeligt Helgenbillede, at styrte over dem, naar de kom Gaden op fra Louvre. Der var virkelig en Niche; men tom. Men saa argumenterede jeg, Skyggen er jo ogsaa tom, og saa saae jeg da Cardaignac liig en Marionetfigur springe ned og op i Nichen igjen. Jeg listede mig hurtigt, men sagte over Honoré-Gaden, og glemte dens Rædsler for nye; thi kort efter laa place la grêve for mig, og medeet stode alle de Parteringer, Radbrækninger, Hestesønderslidninger og Guillottineringer, som jeg havde læst om vare foregaaede paa denne Plads, saa levende for min Er- indring, at jeg syntes at hver Steen, jeg traadte paa, var et blo- digt Menneskehoved, der sang sin Takt af Marseillaisen. Car- daignacs Skygge hoppede ikke lettere ned og op igjen end jeg over de skrækkelige Tangenter. Men nu! -- Nu stod jeg for en af Broerne, og disse vare især berygtede. Piben slukkedes netop da, og det var gjort som af en Ven; thi det var maaskee ikke faldet mig selv ind, at den kunde for- raade mig her paa det farligste Sted. Forøvrigt var jeg næsten ligesaa bange for at møde en Patrulje som en Røver, for jeg vilde ganske vist med min Stuvning med Franks og den frygte- lige lange Tollekniv være selv bleven tagen for en Røver og Bandit. Paa Kattefjed kom jeg imidlertid lykkelig over. Nu laae den ældste Deel af Paris for mig, la Cité med sine snevre, vifteformigt udgaaende Stræder, og nu var Knuden at finde et, som førte til Gaden St. Victor. Skildvagten ved Justits- SIDE: 340 palladset viste mig henover den lille aflange, af Seinekaien paa den ene Side begrændsede Plads, hvor Eugen Sues Fortælling begynder; og her begyndte ogsaa mit Eventyr. Jeg stod stille midt paa Pladsen, grundende over Skildvagtens videre Anviisning, da Døren til en Kjelderkneipe aabnedes lige- overfor mig; Latter og Skrig hørtes; en mat rødlig Lysning brød et Par Alen ud i Taagen. Et Par Personer tumlede ud og for- svandt i Sidegaderne. Da det atter var bleven stilt, og jeg skulde til at lette paa Foden, aabnedes Døren atter og i Lysningen seer jeg Omridset af en enkelt Person i Mundingen af Kjælderhalsen. Han stod en Stund stille, ligesom for at betænke sig, hvor han skulde gaae hen; men pludselig hører jeg hans Fodtrin ganske tæt ved mig. Jeg trykkede mig indmod en Væg; men hvordan det nu gik til eller ikke -- nok i Mørket havde Personen styret Cours saa lige paa mig, at jeg ikke kunde undgaae ham. Jeg spurgte om Gaden St. Victor. "Ah ja, Rue St. Victor -- var det saa Monsieur? Javist -- Rue St. Victor -- derhen kan vi nok komme. Men først, Monsieur, først . . jeg er paa en liden Pidsk iaften . . først tilbage med mig der jeg kom fra, om De behager." Under disse Ord søgte han at komme mig saa nær paa Livet som muligt -- endog at faae sin Arm indeni min; men jeg holdt min for fast til Livet til at dette kunde lykkes. Jeg saae, at jeg var raget ud for et Subjekt af sletteste Sort, men at jeg og- saa i fysisk Styrke var Kjeltringens Overmand. Hvert Øjeblik ventede jeg et Stik i Livet, og holdt Kniven krampagtigen fast for at besvare det. "Nei Tak, Monsieur, svarede jeg Karlen, det tør jeg paa ingen Maade. Jeg er en Barbeersvend fra Elsaz; min Mester er saa streng; jeg vil faae Prygl imorgen, fordi jeg har været saalænge ude." Slusken -- thi saa var han antrukket og stank han -- blev meer og meer paatrængende baade med sine Tilbud og med sine Forsøg paa at komme mig digt paa Livet. Først proponerede han, at følge med ham hjem i hans Kvarteer for der at over- natte, og derpaa at han skulde følge med mig hjem; men begge Gange skjød jeg den strenge Mester foran mig. Atter begyndte han at ville have mig med til Kjælderen, da jeg medeet føler et utvetydigt Greb paa mit Legeme. I næste Sekund laae Personen SIDE: 341 med et Nakkedrev i Gaden og jeg var tilbeens paa Maa og Faa. Jeg løb og løb, til jeg atter støder paa en Skildvagt. Det var ved l'Ecole de medecine. Han viser mig ned i Gaden St. Victor ad et Tverstræde, og saa fandt jeg da hjem til mit Hotel du Nord. Jeg aabnede Vinduet for at faae Luft. Det var bleven klart ovenover Taagen. Karlsvognen funklede just over Pantheon, og den mindede mig saa levende om mit sikkre Hjem, at jeg græd af Hjemvee. Det havde jeg ikke gjort a la table du fils perdu. SCENE À LA MOLIéRE. For Gud syntes jeg ikke at smage Sellerien endnu fra igaar af, da jeg vaagnede om Morgenen efter den stormende Theater- aften og Mysterienatten. Det indgav mig den Plan at tugte min Hr. Landsmand, som havde levet af Coteletter og Artiskokker i de tre Dage. Jeg stuvede mig atter ud med Femfranksstykker og gik ind til ham. Der stod Beefstegmaskinen endnu og mig syntes at den fæle Lugt efter den sidste Diner endnu svævede om i det skumle Værelse. Døren stod aaben til det næste, som var ganske tomt paanær Sengen, hvori Harpaxen laae og Kufferten, hvori Kassen skulde befinde sig. (Henrik træder ind med et høist determineret Ansigt og vækker Harpax, ved at knibe ham i Næsen). "Du seer en Fortvivlet for dig; men en, der er beredt paa at handle som en Fortvivlet -- kort Penge maa jeg have, og mange Penge, før jeg forlader Dig. Som en Hund har jeg maattet leve i tre Dage. Længer taaler jeg det ikke, og da jeg veed, at Du har Penge nok der i Kufferten. . . (Harpax letter sig op i Sengen, seer med Forskrækkelse, at Kuf- ferten er aaben, og vil op) "Ikke af Flekken, før Du har nævnt den Sum jeg maa udtage af det Møbel." "Er du bleven gal, afsindig, gal, ruskende gal?" skriger Harpax. "Kan være, svares der med stor Kulde; men saamegen Be- sindighed har jeg dog, at jeg seer, at jeg uden Fare forat op- dages kunde kvæle dig paa sin Parisisk i disse øde Værelser, SIDE: 342 som neppe reengjøres hver ottende Dag. Men jeg haaber at bringe dig til Ræson, naar jeg først har Mynten." (Henrik styrter sig over Kufferten, Harpax i Skjorten over ham, men rystes af, idet Røveren reiser sig iveiret med en Strømpe fuld af Femfranks). "Lad være mine Penge! lad være mine Penge!" klynker Har- pax som et Barn. (Strømpens Indhold øses ud i Kufferten. Pause, hvorunder Harpax kryber tilsengs igjen og trækker Dynevaret tæt opom Halsen.) Pludselig brister Henrik i Latter, griber i Lommerne og lader Femfranksstykker hagle nedom de øde Vægge. "Hurra! Nei! Det er forbi med Grisedinéerne. Svindt nu Bux- erne paa og lad os nu ud og faae en ordentlig Dejeuner." (Harpax staaer op yderst fornøjet over Stykkets Løsning, og gjør som befalet.) SCENE À LA PEDER PAARS To Gange har jeg været ude for agtværdige Borgere og begge Gange har det været nærved at koste mig Livet. Første Gang i Christiania 17de Mai 1829, anden Gang ved St. Cloud-Broen ved Paris. Sammen med min Uadskillelige og endeel tydske "Professorer" ): forløbne Studenter, der træde op som Sproglærere i Paris, ranglede jeg en smuk Søndageftermiddag nedover Vejen fra en liden Landsby ved Meudon, hvor en fête champêtre holdtes, og nedimod Broen ved St. Cloud. Arm i Arm gik de Andre foran, medens Forbauselsen over en Bekjendelse af en af Professorerne holdt mig noget tilbage med ham. Jeg havde lagt Mærke til at han maatte være overordentlig gjerrig og havde ikke kunnet holde en Bemærkning tilbage, hvorpaa jeg havde faaet det ro- lige Svar: "Ja, Freund, ich zustehe, dass ich bin geissig im äus- serste Potents; aber -- ich bin ein Jüde." Det var Aarhundre- ders Trældoms Følge: Mangel paa selve den moralske Blusel. Det gyste i mig, naar jeg sammenholdt dette usle Væsen med de to marokkanske Jøder. "Frihed! Frihed for de Ulykkelige!" raabte jeg. "Friheden kan kun igjen gjøre dem til Mennesker," og derpaa tog jeg Slyn- gelen under Armen og begyndte at synge Marseillaisen paa SIDE: 343 Fransk af fuld Hals. Paa min anden Side gik for sig selv en aldrende, men altid opstuvet, Notarius, hvis Melancholi var ulægelig siden det, formedelst en noget blaa Næse, aldrig var bleven til noget ved Giftermaalsbureauerne, hvor han havde meldt sig stadig i Gud veed hvormange Aar. Konfrontationen kuldkastede altid Alt. Jeg lod ikke min Stemme synke, fordi jeg saae et Følge af korpulente agtværdige Pariserborgere komme mig imøde opad Bakken. Men medeet finder jeg mig omringet af dem, idet de med løftede Stokke og rasende Gebærder lode mig vide, at der- som jeg republikanske Knegt vovede at synge meer af den Sang, vilde de dukke mig i Seinen. Ja Ordet "noyer" (drukne) blev ogsaa brugt. Den var ganske nær ved. Jøden var forsvunden og Faren blev større da En af dem faldt paa at spørge efter Pas (deraf, saavelsom af deres Maver og Reaktionstendenz, slut- tede jeg mig til, at jeg var i agtværdige Borgeres Vold). Jeg appellerede til mit Følge, som holdt raadvildt nede i Bakken, og ved min Landsmands Veltalenhed og Jødens, som atter var bleven kjæk, samt ved at indgaae paa den skjændige Betingelse ikke at synge Marseillaisen, slap jeg fra Badet. JEG GIVER BEVIIS FOR, AT JEG IKKE DUER TIL DIPLOMAT. Den svensk-norske Ministerresident i Paris er saa galant en gammel Gentleman, som der vel kan gives. Da jeg gjorde min Afskedsvisit hos ham, havde han den Artighed at bede mig til Middag den følgende Dag. Det er at stikke ti Francs i Lommen tænkte jeg, for saa godt vil du nok komme til at leve der; men jeg svarede: "Jeg skal have den Ære, Deres Excellence; men Ulykken er, at det er den sidste Dag, jeg skal være i Paris, og da vilde jeg nødig skilles fra en Landsmand, jeg har været sam- men med hele Tiden, nemlig med Hr. N. N." "Ah, den Person" -- svarede Hs. Excellence lidt stødt -- "Han har for et Par Aar siden gjort mig en Visit; men siden har jeg ikke seet ham, uagtet jeg har indbudet ham. . ." "Ja nu skal han nok komme," afbrød jeg. "Det sikkrer jeg for." SIDE: 344 "Nu ja, siden De endelig vil være sammen med Deres Lands- mand, saa vær saa god at invitere ham med." "Tak, Deres Excellence!" Det var et prægtigt lille Taffel. Gjæsterne om det runde Bord bestode af et Par reisende unge Svensker med deres Mentorer, nogle Damer og fornemme Franskmænd. Vært, Mad, Viin, Sel- skab -- Alt var fortræffeligt, saa jeg ret var i min Es. Men nu kom Champagner i Iis og allerførst en Skaal for Norge, udbragt af Hs. Excellence. Derpaa en tre fire tause Glas. Nu syntes det mig det kunde være passende at takke for Skaalen med en for Foreningen, og saa reiste jeg mig da med Glasset i Haanden. I Begyndelsen gik det nok saa brav, men det varede ikke længe før Talen blev til Tordener imod Rusland og Hevnraab over Polen. Carl Johan, mente jeg, skulde have givet Rigsdag og Storthing en god Dag og hugget ind. "Ha, hvilke ubetvingelige Tropper, hvilken Væddekamp naar Normænd og Svensker skulde have kjæmpet sammen! Og i et saa helligt Korstog? Verden vilde ikke have seet deres Lige. De vilde aldrig kunne vige i hinandens Paasyn. Seiren havde altid siddet paa deres Bajonetter, og da havde Svea igjen hævet sit grønne Skjold Finland paa sin Arm og de forenede Riger havde været sikkre imod Østen som de ere det mod Vesten, ved mit Fædrelands Klipperygge. Foreningen leve!" Neppe var Skaalen drukken før -- Hs. Excellence hæver Taf- felet i en Skynding som naar en Leir afbrækkes paa en Flugt. Forlegenheden stod ogsaa præget paa alle de svenske Gjæsters Ansigter, saa det bagefter faldt mig ind, at der muligens kunde have været Russer tilstede; og deres Nysølvs-Civilisation har neppe berøvet dem den Vildes Egenskab at kunne slutte sig til Meningen af en Tale i et fremmed Sprog af enkelte Gestus og Ord. Og saadanne Ord vare "Rusland" og "Polen," hvilke Navne jeg langtfra ikke udtalte med ens Tonefald. AFSKEDSVISIT HOS HEIBERG. Jeg har ikke gjort gamle Heiberg Uret, naar jeg har sagt, at han aldrig glemte mig min Mangel af Interesse for hans Anek- SIDE: 345 doter. Jeg holdt mig da fra ham; men saa spurgte han igjen efter mig, og saa skede nu ogsaa gjennem min Kammerad da jeg skulde reise. Jeg havde liden Lyst til at gjentage mine Be- søg siden det sidste, da den Ulykke havde hændt, at jeg ikke kunde faae Døren op, hvorved følgende Samtale var bleven ført af mig gjennem Nøglehullet og af Heiberg fra Sofaen. Heiberg: "Hvem der? Hvem pirker paa Laasen?" Jeg: "Det er mig, Wergeland. Men bliv siddende, Hr. Heiberg -- De er en gammel Mand, og jeg hjælper mig nok alene." Heiberg: "Visvas! det lader ikke til det. . ." Jeg: "For Alting umag Dem blot ikke. Jeg finder nok udaf det." Heiberg: "Hvad Pokker skulde De med min Laas? Det er da ogsaa ærgerligt -- Jeg maa sige Dem, at det er mig meget ube- hageligt . . . " Da Døren endelig kom op, stod han vredeblussende for mig, og Modtagelsen var et ægte studst Postmester-Hvadgodt. I Befippelsen angiver jeg, at jeg ikke alene vilde see til hans Befindende, men at jeg ogsaa havde et Spørgsmaal angaaende Talleyrand at gjøre ham. Følgen af dette ulykkelige Indfald, der skulde formilde ham noget, var to stive Timers Anekdoter, indtil Heiberg, Gudværelovet, selv skulde spise. Til Gjengjæld stak jeg den lille gamle Memoiresamling, som jeg havde kjøbt af Kjærringen paa Kajen, i Lommen, da jeg havde bekvemmet mig til Afskedsvisiten i Følge med min Kam- merad. Jeg saae at det glædede ham at jeg kom; men høfligere var han derfor ikke. Han lod til kun at have Opmærksomhed for min Kammerad. Allerede vare vi inde i Anekdothvirvlen; min Følgesvend lod til at ville holde ud til Enden; men mig var Tiden kostbarere end som saa. Der var intet Raad uden det yderlige, at trække Memoiren frem; og da jeg forgjæves havde traadt min Kammerad paa Foden og tilsidst faaet et alvorligt Spark igjen, saa kom den ogsaa. Virkningen var frygtelig. "Jasaa, Monsieur, De tvivler om min Sanddruhed?" hvæsede Heiberg. "Det ikke," sagde jeg idet jeg reiste mig; "men en Hukom- melsesfeil finder Sted. Det maa have forekommet Dem at have oplevet hvad De kun har læst. Se her er Memoirer fra 1724 og her er Deres Erindringer . . ." SIDE: 346 "Ei, lad Bogen ligge!" green Gamlingen, idet han slængte den langt hen paa Bordet. Derovenpaa naturligviis en Afsked som naar man ryster en Bjørns udaf Buret stukne Pote, nemlig ganske let og kort. Me- moiresamlingen troer jeg jeg efterlod hos Heiberg halv af Ondskab halv af Glæde over Friheden. Heiberg bagtalte mig siden ved hver Anledning for mine Lands- mænd. Jeg fik det ferskt endnu samme Høst. Deriblandt ogsaa, at han vilde fortælle Ministerresidenten, at jeg ved min Anmel- delsesvisit havde fundet det utaalelig aristokratiskt af ham, at han havde klappet mig paa Skulderen og sagt "min Ven," noget jeg kun troede hædrende for Kammertjenere. Saadant Bruus- hoved var jeg. FORTVIVLELSENS INSPIRATION. Min Kammerad var saa oprømt efter Middagen hos Ministeren, at han fandt mit Forslag ganske rimeligt, at tage ovenderpaa et Glas Punsch i Palais royal. Vi toge Plads under et af de smaa støvede Træer. Der skulde min Kammerad oppebie mig, medens jeg gik hen i Nærheden og løste Dampbaadbillet til Havre til næste Morgen Kl. 5. Derefter skulde vi tage Punschen paa Falde- rebet. Efter et Kvarteers Tid var jeg tilbage; men -- træffer hele Haven tom for Folk. Kun hist og her saaes endeel Personer at løbe langsmed Pladsens bebyggede Sider ligesom Rotter, der søge sine Huller, men finde dem tilstoppede. Altsaa ingen Kammerad ved Træet heller. Jeg vandrede om som i en Dødningestad. Naturligviis vilde jeg da ud igjen ad den Vei, jeg var kommen ind, nemlig ad Hovedentréen; men der standses jeg af et Kom- pagni Soldater. De havde sluppet mig ind, men vilde nu ikke slippe mig ud. Løbende ind i Haven igjen faaer jeg vide af en Medfangen, at der i den korte Tid, jeg havde været borte, havde været et Opløb i Palais-Royal, saa Militæret havde maattet rense Haven. Jeg er en slet Franskmand; men den Tale, jeg nu holdt for Fronten af Kompagniet til Kaptain og Lieutenant, var baade flydende og tordnende, ja forekom mig at være saa godt Fransk, at jeg alene kunde tilskrive det en Inspiration. Men det var SIDE: 347 Fortvivlelsens; thi Dampbaadsbilletten var betalt og allerede var det mørkt. Talen gjorde ogsaa den Virkning, at Lieutenanten, medens Kapitainen gik nedad Fronten, vinkede mig tilside og førte mig selv ud i Haven og hen til en Sidebygning, hvor han med en venlig Hilsen stødte mig indad en Dør, overladende mig nu at sørge for mig selv. Gjennem et Kjøkken kom jeg op i Gaden Richelieu, hvor Opløbet syntes endnu at vare ved, og heldigviis blev jeg af en ung Person i Blouse puffet foran ham ind i en Omnibus, som netop gik til skraas over for mit Logis. LE POèTE NATIONAL. Jeg begik den Uforsigtighed at takke denne Person for hans Artighed med Puffet, hvilket jeg tilskrev at jeg nu befandt mig i Frihed. Han erklærede sig ogsaa for at være en Befrier, hvi- skede mig i Øret, at han var af de Julidekorerede, samt at han forøvrigt var poëte national. Besynderligt, han skulde ogsaa til det samme Hjørne af Gaden St. Victor som jeg, og han vilde heller ikke der slippe mig, men endelig synge for mig nogle af sine chansons nationales. Dette maatte da skee i Caféen paa Hjørnet, og saa havde han mig da hvor han vilde. Omtrent Kl. 1 om Natten havde han først sunget ud om coq gaulois, la liberté, la republique, la gloire de la France etc. etc. For hver Gang en Vise var sungen, overrakte han mig et Æresexemplar; men hvert maatte jeg ogsaa betale med et Glas Punsch. Omsider maatte jeg bryde overtvert, skjøndt han endnu havde "brillante" Sager tilbage, som han sagde. JEG VISER MIG SOM EN ÆGTE TOURIST. Faa Timer efterat jeg havde sluppet le poëte national, gik jeg ombord i Dampskibet med Sorg over alt det, jeg havde maattet lade useet, og med Ærgrelse over det lidet Fransk jeg havde lært, af den gode Grund, at jeg hele Tiden havde talt Norsk med min daglige Kammerat, fra hvem jeg endog først skiltes i Havre. Jeg raader derfor Normænd i Paris som ville lære det franske SIDE: 348 Sprog, til at skye Omgangen med Landsmænd, som om de Alle- sammen skulde være spedalske. Jeg kan ikke sige, at jeg betragtede hver seeværdig og ikke seeværdig Gjenstand paa Seinebredderne; jeg sugede deres Bil- leder ind i min Sjel: hvert Slot, hver Park, hver af de yderst antike smaa Byer fra Englændernes Tid, der ligge op med Seinen. Formedelst Seinens Krumninger og utallige Anstød, gik For- middagen næsten med før vi tabte Calvarhøjen afsigte agter ud, og om Eftermiddagen steg noget høit Hvidt op forud, som vi ogsaa syntes bestandig beholdt den samme Afstand. "Det er Chateau Mont-Gaillard, Europas mest pittoreske Borg- ruin, anlagt af Robert le Diable, som endnu spøger der," sagde Kapitainen. "Imorgen kunne MHrr. i Rouen faae baade Kobber- stik og Lithografier deraf." "Imorgen -- hvorfor ikke endnu iaften?" spurgte en Passageer. "Fordi vi ikke (som vi skulde) kunne naae Rouen idag. Vi række neppe længer end op under Ruinen," sagde Kaptainen ganske rolig. "Bravo!" raabte jeg. Det viste, at jeg var en Tourist af ægte Slags, ligesom det sure Griin, hvormed Passageren vendte sig bort, at han ikke var det. Sagnet om at Borgen var bygget af Robert le Diable gjorde Beslutningen fast hos mig at bestige den. Jeg skrydede af at han, som af norsk Rod, var en af mine For- fædre. Det gjorde Opsigt ombord; men naar jeg henvendte mig til En eller Anden af Passagererne, pegede han paa den tver- bratte Klippe og paa Himmelen, hvor et skrækkeligt Veir trak sammen, og betakkede sig. Min Landsmand med. "Saa bestiger jeg Borgen alene," sagde jeg; og det var sagt som af en ægte Tourist, og at jeg ikke tog mine Ord tilbage, var gjort som af en ægte Tourist. Thi just som vi vare komne ligeunder Ruinerne brød det frygte- ligste Uveir løs med Regn, Storm, Torden og Lynild, og det mørknede ogsaa allerede mod Aften, saa Alle vare glade ved at Kapitainen lagde til. "Og Ingen vil være med?" raabte jeg endnu engang ned i Ka- hytten. "Nei! nei! nei! nei!" En Stemme lagde til: "Robert le Diable er ikke af mine Forfædre." SIDE: 349 Jeg ilede til Værtshuset i den lille antike normanniske Flekke, som laae lige ved Hjørnet af Klippens Fod, forat faae mig en Veiviser. Men baade Vært og Værtinde sloge Kors for sig, da de hørte hvad jeg vilde. Robert le Diable drev ikke alene sit Væsen der, men endog ofte nede i Byen. Virkelig saae ogsaa Byen ud til at kunne være et behageligt Spadserested for en Gjenganger; ja Byen saae selv ud som et Spøgelse; thi jeg har aldrig seet noget tristere og mere gammeldags og forfaldent. Gavlerne dannede Spidsbuer over Gaderne, og om jeg i en af disse havde mødt Kardinalen af Bedford eller den tappre Talbot, vilde det ikke have forundret mig. Kun med megen Møje og en stiv Betaling fik jeg en halvvoxen Pige til at følge mig. Men neppe vare vi komne midt paa Skraaningen opad en snever og slibrig Sti, før hun begyndte at græde, sigende, at hun ikke torde gaae længer, da Røvere og Zigeunere havde sit Tilhold i Rui- nerne. Og inden jeg saae mig for, gled Tøsen nedover Skraa- ningen og forsvandt. Jeg havde nok af hende faaet en Forklaring over Spøgeriet i Ruinerne og nede i Byen, men jeg vilde heller have med selve Robert le Diable at gjøre end med En af de Slags Folk, hun nævnte. Jeg var derfor langtfra let om Hjertet; men da jeg ikke havde flere Penge paa mig end jeg kunde miste, og jeg let kunde give Tegn til Dampbaaden ligeunder, saasom jeg hele Tiden befandt mig paa den skarpe Klipperyg, samt først og fornemmeligst, fordi jeg havde pralet saa ombord, saa kravlede jeg alene videre som en ægte Tourist paa opslidte Knæer, oversmurt med Leer og Kalk fra den slibrige Sti. Men, Himmel, hvor blev jeg lønnet! Der stod jeg yderst paa Randen, holdende mig i Midtsøilen i et lille Buevindu i det yderste Taarn. Stormen hylede igjennem de talløse Portaler og Vinduer, og Vindkastene nedborede sig i de mangfoldige Trappegange, som vare hvirvlede saa dybt ned i Klippen, at man midt paa denne saae Gittervinduer til Fængs- ler, og jog saa op af andre Aabninger store Kalkskyer, der saae ud i den uhyggelige Tusmørkbelysning som flyvende Gespenster. Men hvert andet Minut rullede Tordenen og Lynilden slog i lange Zikzaks og da! Da laae hele Landskabet i mangfoldige Miles Udstrækning under mig i en bleg Lysning, gjennemflammet af Seinen, der i Krumninger og Glands syntes at være et Afbild SIDE: 350 af Lynet. Ruinerne med alle sine Buer og Taarne stode som medeet i bengalsk Ild. De vare overordentlig vidløftige, saa jeg let kunde fare vild i dem, og Klippen brat ogsaa til den anden Side. Et saa isoleret Punkt var mindre end sikkert i saadant Veir -- kort jeg overlod Ruinernes Undersøgelse til bedre Anti- kvarer, oppebiede endnu et Par Lynildsforestillinger af Departe- ments de la Seine inferieure i Syste- met: Coluber berus; danice Hugorm, Huggebasse, europæice: Viper. I et Telt paa de elysæiske Marker, udenfor hvilket der var ophængt et gammelt Hareskind til Tegn paa at der beværtedes med Haresteg, har jeg ganske bestemt maattet tære Ryggen af en Kat og det af en gammel en. Jeg sagde rentud til Værten, at jeg vidste nok hvad jeg spiste; men saa kom det virkelige Hareskind frem og jeg maatte tie. Nu skulde jeg reise og endnu havde jeg ikke smagt de tre andre Lækrerier. Hvor glad blev jeg da ikke ved at Værten i Hotellet bad mig være akkurat hjemme til Middag, da han kunde traktere mig med en Frøragout. Jeg lovede det bestemt, og isandhed de smaa sammenbøjede Bagbeen, som alene brugtes, vare saa snehvide og duftede saa deiligt af friskt Løv, at jeg ret blev forhippen. Men ud, forat see fra Cap la Hève Canalen gaae for en stor- mende Sydvest, maatte jeg. Herligt! og et Uveir, der jog mig for et Par Timer ind under en naturlig Grotte i Forbjerget, for- øgede det Pittoreske. Nu op til Fyrtaarnet; men neppe var det gjort før en tropisk Plaskregn drev mig ind til et Par simple Folk, der modtog mig paa det allergjæstevenligste. Hvor lignede deres Dekorationssmag vor egen Almues! Der var det lille pyramide- formede Skab af brogede, i Snorer ophængte Brædter med Snurre- piberierne paa; der var Træuhret; der var klistret paa Væggen de gloende Billeder af Tristam og Indiana, af Carolus Magnus o. fl. Madonna med Barnet ikke at forglemme (meget udbredt i Norge ogsaa); der var Balsaminen i en halseløs Flaske og Maa- nedsrosen i et firkantet Trækar. Ganske rørt tog jeg Afsked fra de gode Folk, da Regnen holdt noget op, og nu havde jeg en Allee at ile nedover imod Byen. Men det lod sig ikke gjøre at ile, uden at begaae Mord paa Mord, saamange Løvfrøer plad- skede i Vejen efter Regnen. Det er alene dem man spiser, og de erindrede mig om hvad jeg sandsynligviis havde tabt. SIDE: 352 Rigtig! Værten modtog mig med Skuldertræk: "Monsieurs egen Skyld! Stor Delikatesse. Ikke een igjen." Da jeg kom hjem til Norge søgte jeg Opreisning ved at stuve Laarene af en ualmindelig stor Padde. De smagte ikke saa galt. LE DRAPEAU BLANC. Da Dampbaadpublikummet igjen kom tilsyne om Morgenen fik jeg mange Komplimenter fordi jeg under saa afskrækkende Om- stændigheder havde iværksat mit Forehavende at bestige Ruinen. Men jeg blev dets Yndling ved et Indfald, som jeg vovede at give det tilbedste, da det bestod af bare Mandspersoner. Ikke langt fra Quilleboeuf passerede vi tidlig om Morgenen forbi en ussel Landsby i Nedre Normandi, hvor Alle endnu hvi- lede i sødeste Ro undtagen Hønsene og Storkene. Bag den en- kelte Række Kalkhytter ganske nærved Floden, hvoraf Lands- byen bestod, hævede sig et Slags spidst Skuur -- meget ligt de gammeldags Udbygninger paa vore Løkkelader -- og udaf en Glug stak, istedetfor en trefarvet Fane, en sand Skurefille, som aldrig havde havt anden Farve siden den var hvid, end Smud- sets. En Passageer lægger Mærke dertil og skriger høit: "Voila les exécrables Chouans!" Det var ogsaa grovt: -- et Aar efter Revolutionen og en karlistisk Fane mellem Havre og Paris! Præsten maatte være en Legitimist, mente en Anden. Den hele Landsby burde udrøddes, mente en Tredie. Men da jeg, forat formilde Stemningen, bemærkede: "Le drapeau Messieurs, n'est que la chemise de la maitresse du curé, que le révérend pêre fait secher -- " optoges dette med stormende Applaus og gjen- toges med de øvrige truende Skrig, der omsider kaldte Befolk- ningen ud: Mænd med Buxerne nede om Benene, Koner med Skjørtene endnu over Hovedet, Mange i bare Linnedet, Enkelte ikke i det engang. Nogle bleve staaende forbausede i Døren, Andre søgte at følge Dampbaaden med Buxerne i Haanden. Det kloge Parti, som holdt sig hjemme, kunde imidlertid ligesaa godt som det dumme, der løb, høre de mangfoldige Forbandelser og Skjældsord, hvor- med de og deres Landsby og Præst bleve overhøljede. Thi man SIDE: 353 brølede dem ud fra Dampbaaden næsten med et Skydses Torden, og denne laae bi en lang Stund ligesom i en Blokade. En emigreret spansk Licentiat ombord blev saa enthusiastisk over mit ugudelige Indfald, at han ilede hen til mig og trykkede mig i Haanden paa en saa egen Maade, at jeg forstod han havde givet mig Frimurertegnet. Jeg sagde ham, at jeg nok var en Slags Frimurer, men ganske paa egen Haand, og at jeg, paa Grund af at han for mit Indfalds Skyld havde antaget mig for en ordentlig og bestaltet, ogsaa troede, at Lystighed og Skjemt hørte mere hjemme i Logerne end paa mange andre Steder, hvor Ind- bydelser til Momus og Komus stode i Guldskrift udenpaa. Idet- mindste havde Logerne Ord forat forstaae at skaffe sig Lystig- hedens materielle Vehikler." "Ikke hos Os mere," sukkede Licentiaten (som man næsten kunde see igjennem som et Blad). "Der fraadse nu Munkene." SIDE: 354 TILFÆLDENES BETYDNING. Intet slaaer os med større Ret med Forbauselse end naar vi, idet vi følge en Aarsagrække tilbage, opdage, at den standser ved et yderst ubetydeligt Tilfælde, et henslængt Ord eller deslige. Der er det vi, forat redde den fornuftmæssige Orden, maae tænke os et Forsyn, og at disse ubetydelige Første-Aarsager, disse Til- fælde, hvor vor Efterforskning maa standse, ere dets Konse- kventser, tilhørende en Aarsagrække, som vi ikke længer kunne følge. Tre henslængte Ord af mig foraarsagede saaledes, at en fransk Tourist, der vilde til Amerika, kom til Norge, og at der istedetfor et Værk over Amerika, blev skrevet et over Norge -- og jeg troer, det første franske. Jeg stod paa Kajen i Havre hensjunken i Betragtninger af Mod- sætningen mellem de pragtfulde nordamerikanske Paketter og Elendigheden af de Passagerer, som de skulde indtage. Bestemt var det en Yankee-Spot med det gamle Europa -- omtrent en saadan: "læg jere Filler kun i min Guldkasse, Madam! Jeg har ingen simplere." Ja disse Mennesker vare udslidte Filler. Al Farve af Lykke og Sundhed var forsvunden af dem. Man saae igjennem dem, og da saae man Fortvivlelsen. Og Alle, jeg spurgte, vare fra Tydsklands, ja Europas, mest velsignede Landstrøg, fra Baden, et Land man kjører igjennem fra Nord til Syd under Valnødalleer og hvor Viinstokken klattrer tømmerstoktyk opad Heidelberg- slottets Ruiner! Og det var ikke egen eller Fa'rs og Bedstefa'rs Trældom, som ludede i disse Usselrygge og stod indmeislet i de flade dyriske Ansigter -- nei Farfarsfarfarsfarfarsfars, Genera- tioners, under Feudalismens og Smaadespotiets Jernstøvler udpinte Generationers. Med dem som med Jøderne. Men omplantede i en fri Jord, vil ganske vist Generation udgaae af Generation menneskeværdigere og stærkere og skjønnere, indtil de gamle Katters og Alemanners Skikkelser ere igjenfødte. De kvindelige Emigranters Dragt havde meget tilfælles med vore Halling- og Valders-Pigers, og de vare blonde som disse; men der udvandrer vel neppe Nogen fra Norge i saadan Elendighed, som Disse, der syntes at leve af de Gryn og Kaffebønner, som de pillede op efter Sjauerne. Men hvem skulde jeg see lidt længer henne paa Kaien ved en SIDE: 355 anden Paket uden Hr. Angelot, Advokat ved Cour royal i Paris, en Mand, jeg kjendte noget til fra Hotellet og om hvem jeg vidste, at han vilde reise forat adsprede sig over Tabet af hans Fader og af egen Sundhed. En Gigt havde nemlig nødt ham til at tage til Krykken. "Jeg tager til Amerika," sagde han. "Reis til Norge," sagde jeg. "De vil der træffe en Verden, ligesaa fremmed for Dem som Amerikas." Han gav intet bestemt Svar da; men jeg lovede ham, at jeg i mit Hjem skulde vise ham Bønder af et andet Slags end disse tydske, der omvrimlede os. Dagen efter skulde jeg reise. "Jeg kommer efter," sagde Franskmanden til mig, idet jeg gik ombord. Han holdt Ord, og jeg ogsaa mit. I Julen førte jeg ham om imellem Bønderne, og han var forundret over den gode Leve- maade, de viste, over de glade Ansigter, de hyggelige Huse. Paa et Sted blev han, som en Søn af det tappre Paris, mod- taget af et Chor af unge Mænd, som til Instrumentalmusik sang Parisiennen og Marseillaisen. Pariseren var ganske henrykt, og da den gjæstfri Vært havde indbudet til Dands med, saae jeg ikke andet, da det led paa Natten, end at han uden Krykke valsede noksaa raskt om med Bondepigerne. Hrr. Angelot har siden udgivet et Volumen over Norges stats- økonomiske Forhold; men han lod, idetmindste for det første, kun 100 Expl. trykke. Men skriver det sig ikke fra de tre hen- kastede Ord: "Reis til Norge?" EVENTYR I VANDET. Naar jeg kan forsikkre, ikke ved min Forfatterære, men ved min borgerlige Ære, at i det Væsentlige er 100/100 og i det Uvæ- sentlige 95/100 af de foregaaende Skizzer fra Landjorden i eet og Alt sande, maa man indrømme mig, at jeg har havt Eventyr nok tillands for de fire Ugerstid i Paris, hvor jeg levede saa ubemærket og for mig selv. Jeg havde endnu flere; men da jeg ogsaa skal have en liden Plads for nogle Eventyr i Vandet, faaer det være nok. SIDE: 356 Ja "i" Vandet -- ikke blot tilvands -- men bogstavelig midt i Vandet, ikke allene paa Sjøen, men i Sjøen. Først to Gange i England, saa een Gang hjemme. Det er Bagateller, men af den første kan man dog lære hvor vigtigt det er at tage Hensyn til Omstændighederne, især naar de ere aldeles overvægtige og tvingende. Den anden lærer ved et slaaende praktisk Beviis, at man bør undersøge Farvandet; og den Tredie, at der er ingen Ulykke saa stor, at den jo kan komme ved ikke at see sig for. Da vi efter en grusom lang Overfart (hvis Pinsler ere skil- drede i "den engelske Lods") endelig lagde an paa Spithead, bleve vi kommanderede til Karantæne-Rheden og lagte i Nær- heden af Vagtskibet. Norge var vel ikke engang mistænkt for Cholera, som Rusland og Danmark; men Vagtskibets Kommandør, en virkelig endog aldrende Marineofficeer, kunde ikke, trods alle Kapitainens og mine Demonstrationer paa Kartet, faae i sit Hoved, at vi ikke behøvede at komme i Berørelse med noget af disse Lande. Danmark maatte vi efter hans Mening bestemt berøre, og at Norge hørte Rusland til, var en bekjendt Sag. Først efter et fuldt Jevndøgn skaffede han sig bedre Oplysninger hos Havneadmiralen i Portsmouth. Men det Jevndøgn blev mig utaaleligt langt. I faa hundrede Alens Afstand strakte den hen- rivende Isle of Wight paa det mest lokkende sine grønne ege- kronede Strande ud. Ak Den, der blot hvilte paa dem et Minut og drak Løvduften under et af de herlige Træer! Friskan! den Stub svømmer jeg rat, og Hajer er der vel neppe her hvor saa- mange Dampbaade gaae. Da jeg havde tænkt dette, havde jeg alt Skjorten af og vips var jeg i Vandet. Men hvor forfærdedes jeg ved at høre Kap- tain og Mandskab raabe mig ombord om jeg havde mit Liv kjært og at see dem vinke af alle Kræfter over til Vagtskonnerten. Jeg troede iførstningen at man i Nærheden af denne havde seet Finnen paa en Hai, og en ubeskrivelig Rædsel betog mig; men endelig opdager jeg noget der saae ligesaa farligt ud, nemlig en Mariner ombord i Vagtskibet, der havde lagt en lang Skibs- musket an paa mit Hoved med samme Koldblodighed, som paa en Vildands. Og han beholdt Sigte, men paa en anden Deel af mig, medens jeg, saa fort jeg kunde, kravlede opad Faldrebet. SIDE: 357 I "den engelske Lods" har jeg langtfra skildret Southamptons- fjorden yndig nok. Der staaer nok ikke et Ord om de nydelige Landsteder med Haver og Parker, som bedække dens yndige Østbredder. Vi passerede just, med en Briis, der holdt Mod- strømmen eller lidt mere, forbi et af disse Paradiser mens der syntes at være Selskab der, af de mange Herrer og Damer at dømme, som spadserede i Parken. Det var brændende hedt. Kvæget stod langt ud i Vandet forat svale sig. Her, tænkte jeg, kan du dog tage dig et Bad ved at svømme langsmed Skibet. Jeg klædte mig af forud, og hoppede ud fra Bougen. Men inden jeg naaede Vandskorpen hørte jeg Lodsens og Kapitainens Forskrækkelsesskrig paa Engelsk og Norsk; og da jeg stak Hovedet op, var jeg til min Forbauselse ved Faldrebet, sakkende mere og mere agter ud. Endelig begreb jeg Ebbens Magt, og at der var alle Udsigter til at jeg vilde enten drive udigjen paa Spithead eller, om Lykken og en Sidestrøm var med, maatte skraae mig iland mellem det badende Kvæg under Parken, hvor Damerne og Herrerne spadserede. Scenen maatte blive idyllisk nok for Selskabet, naar den livagtige Adam kom dri- vende gjennem Paradiset med Hjorden foran. Det lykkedes endelig for den engelske Lodses stærke Arme at naae mig med en Kabbel langt agter ud, og saa blev jeg da halet op. Men hans Eeder og Forbandelser vare ogsaa stærke, og af dem fik jeg et Styrtebad ovenpaa. "Se bare ud, hvor Strømmen gaaer," sagde Kapitainen. Den gik virkelig ogsaa i slige Men, Mjøsen, Mjøsen! Mjøsen! af din argeste Nøk havde jeg ikke fortjent det Puds, der blev mig spillet i en af dine smuk- keste Bugter -- Jeg, som har lignet din Flade med et Hav, hvoraf et Kongeriges Provindser opstige -- jeg, som naar Du var vred, var saa ærbødig imod dig som imod en løs Løve paa Tomands- haand -- Jeg som har givet dig Navn af mit Fædrelands ban- kende Hjerte og som hiin ulykkelige Aften hvilte saa rolig ved dette Hjerte. Fy! sænk dig i dine Afgrunde! Aldrig mere skal jeg sætte Lid til dit falske Ansigt, hvormeget det end smiler. SIDE: 358 Jeg var paa en Fodreise over Fjeldene til Bergen i Selskab med en engelsk Literat, en svær Britte og udmærket Tourist. En herlig Lørdagsaften befandt jeg mig svømmende paa Høiden af Smørvigodden paa Toten, medens min Kompagnon lavede sig til inde i Vigen. Der lagde jeg mig til at flyde af Frygt for Sjøormen og forat oppebie Baaden, hvori mine Klæder laae. Denne var en elendig skarpbygget Slags Hummertine, overladt med Soldater fra Helgeøen. Landet forlode de med Hurra, saa de sikkerlig der havde udmærket sig; men at de vilde gjøre det tilsjøs lod det ikke til efter Roertagene at dømme, da de endelig lagde ud. Træt kravlede jeg op i Baaden, og satte mig paa Rælingen forat puste ud. Da slaaer en Tambour, som uheldigviis var med, en Hvirvel -- og meer skulde der ikke til for at kvikke mig saa op, at jeg gjorde en baglængs Kolbøtte ud i Vandet. Skræk og Rædsel! Da jeg kommer op er Engelskmanden væk. Jeg havde slet ikke lagt Mærke til, at han med fuld Oppakning sad paa den anden Ræling; og saa havde han maattet gjøre en tilsvarende Kolbøtte til min. Farkosten var paa at kantre med hele Besætningen; den ene Aare flød langtborte forud, Engelsk- mandens Halmhat i Læ. Min Reisekompagnon blev saa længe borte, at jeg mistvivlede om at see ham igjen. Da viser der sig Noget, men paa samme Side som jeg, der lignede overordentlig Rygfinnen paa et tum- lende Marsviin . . Det kunde være Ormen, og i dette Øjeblik ønskede jeg han vilde sluge mig. Men endelig overtydedes jeg SIDE: 359 om, at det var min Kompagnons Randsel og at den, Gud i Him- len være lovet! endnu sad paa hans Skuldre. Ved den slæbte jeg ham da til Baaden og bad ham holde sig fast til jeg fik Hatten og Aaren fat, saa vi kunde komme tillands igjen. At han ikke kunde svømme og at han havde været under Baaden og det dybt, saae jeg til min Forfærdelse. Tregange maatte jeg spørge om han havde Bund, før han virkelig naaede den. Men derpaa vandrede han i Land og drog saa sporenstregs videre. Jeg indhentede ham om Aftenen, plæderede min Sag og bad om Forladelse. Intet Svar. I otte Dage kom der ikke anden Lyd over hans Læber, end Tænders Gnidsel. Jeg forestillede ham, at ingen Reisende endnu havde undersøgt Landet saa grundigt som Han, der havde været paa Bunden af dets Hovedindsjø. Han skar bare Tænderne, saa jeg trak om med ham som med en olm Elefant. Jeg betragtede det som en Bod, saa jeg gjorde det, om ikke med Fornøjelse, saa dog med Hengivenhed i min Skjæbne. Først da jeg paa en Overgang fra Gausdal til Gud- brandsdalen spaaede ham, at han vilde enten forvride Benet eller fare vild, om han udførte sin Trudsel at ville forlade mig, og begge Ting virkelig gik i Opfyldelse, syntes det gamle Ven- skab at vende tilbage. "Nu kjender De mit Fædreland fuld- komment," vovede jeg endog at sige idet jeg badede hans stærk- forvredne Ankel i Eddike. Der var dog altid en Gaasehudskulde mellem os siden Mjøsbadet; og naar jeg tænker derpaa, rinder det mig ogsaa ganske koldt over Ryggen. HADELANDSREISEN. Egentlig burde den hele Skizze hedde et Fjeldeventyr, da dens første Afsnit holder sig i vilde Fjeldet, dens andet og tre- die lader mig træffe paa Klippehjerter og fange et Væsen, som bar alle Mærker paa at høre de Underjordiske til, om det ikke selv var kommet lige lugt ud af Fjeldet. Kl. 3 en Nytaarsaften begav min Fætter Otto og jeg os med Brunen og Pulken over Fjeldet fra Romerike til Hadeland forat besøge en Onkel. Det mørknedes allerede i det tætte Snefog, og da vi vare komne en Fjerding eller to op, maatte vi afske- SIDE: 360 dige Veiviseren fordi han tilstod han havde viist os feil. Altsaa et Stykke tilbage og saa paa egen Haand. Men det gik galt. Efter flere Timers Anstrengelser i aldeles vild Fjeldmark, i Bjørnenes og Filfrasernes veiløse Region, i tæt Mørke og Snefog, opgav vi Begge -- og min Fætter var en ro- bust Karl -- at komme længer. Hesten stod tvertover et kul- blæst Træ og syntes at være af samme Mening som dens Herrer, der alt havde hyllet sig ind til Natten og lagt sig aldeles ud- tømte og raadvilde i Pulken. Men jeg var Veslebrunens Ejer og jeg elskede den som en Ven -- ja mere, med Lidenskab. "Det gaaer ikke an," raabte jeg efter en 10 Minutters Stilhed; "Hesten maa reddes, og kan- skee han redder os med, naar vi faae ham drejet om og vi lade ham selv styre Kursen tilbage. Jeg skal gaae tilbage og see om Sporet endnu er der". Sporet var allerede borte i det forfærdelige Snefog; men hvad er det? Lyden af en liden Foss? "Holloi, Fætter, kom og see -- ligger der ikke en liden Kværn der paa den anden Side?" Om- sider bleve vi enige om at det bratte Hvide derover maatte være en snedækket Kværnvæg, og nu bemærkede jeg med indiansk Skarpsindighed: er der en Kværn, er den ikke saa overmaade langt fra Folk; disse har malet til Juul, og faae vi Brunen over lugter han sig nok frem. Det gjaldt Hestens Liv at balancere over de spidse store Klippestykker, hvorimellem Fossen nu sil- rede ganske sagte. Men o! det lykkedes; en Linjedandser kunde ikke have gaaet nettere, og da den kom paa den anden Side prustede den friskt og freidigt som om den forstod, at vi nu vare paa ret Vei. Vi kravlede efter paa Hænder og Fødder og nu lode vi den Brune styre Kursen, mens vi trampede bag efter i den dybe Sne. Efter en Fjerdingsveismarsch prustede Brunen atter. Vi vare ved Hanoa eller Uloa -- en Plads med et ligesaa vildt Navn som Egnen var det. Derfra da med Fak- ler om Morgenen til Hadeland. Min Onkel havde i den Grad vakt min Interesse for en Gut af Taterrace, der skulde være i Besiddelse af de mærkværdigste umiddelbare Aandsevner, at jeg besluttede at tage indom den Gaard, hvor han skulde opholde sig for Tiden. "Og tag saa SIDE: 361 uden videre ind iaften til min gode Bekjendt Hr. Gästström i Nabodalen, en overmaade gjæstfri Mand. Hils ham blot fra mig." Jeg kom til Gaarden, hvor "Vesle-Anders" skulde være. Hans Figur var aldeles æsopisk, hans Ansigtstræk, Kinder, Øine og Næse, aldeles mongoliske. Han kom frem med et Bræt, som han havde udskaaret i Form af en Fele og bespændt med Tagl- strenge; og paa dette Instrument spillede han nu med en lige- ledes selvgjort Bue ikke blot Dandse, men nogle vidunderlige egne Kompositioner, som han sagde faldt ham i Øjeblikket for Haanden. Jeg var allerede forbauset; men blev det endnu mere, ja jeg kan sige indtil Ærbødighed som for noget Overnaturligt. Thi da jeg giver ham et Bibelsprog at prædike over -- deri skulde han især have sin Force -- faaer jeg en Præken at høre, som ingen Præst skulde skamme sig ved, ja Enhver af Landets Præster gjøre ham den ikke efter. Men det kunde være en Tilfældighed; Anders kunde før have faaet samme Text. Altsaa en ny en; men løst med lige glimrende Udfald! Anders over- tænkte sin Text en halv Minuts Tid med halvlukkede Øine og foldede Hænder, og saa begyndte han med god Diktion og i et velordnet logisk Foredrag at udvikle den. Jeg antog, at hans Prækener dog kun bestod af velsammensatte Brokker af en læst Postil; men -- Anders kunde ikke læse. For et saadant Vid- under maatte der sørges; og man gav mig ham med saameget større Glæde med som det Kvindemenneske, han hidtil havde fulgt med, (Moder eller Søster?) just laa Liig paa Gaarden. Anders blev sat foran i Pulken under et Teppe, og saa gik det i samme vedholdende Sneefog videre. Paa Harestuvandet vare vi begge bange for Ulve, hvorfor Anders af og til spillede et Stykke paa Felen. Ved Midnatstid standsede vi udenfor Hr. Gästströms for Gjæst- frihed virkelig bekjendte Huus. "Væk ikke Hosbond og Madmoer," sagde jeg til Pigen, skjøndt jeg var gjennemfrossen og Sult og Tørst peeb i mine Indvolde. "Blot en Seng til vi imorgen tales ved". Nogle rimede Seng- klæder bleve i et iiskoldt Værelse lagte i en Seng. Det havde sikkert paadraget mig en Dødssygdom var jeg bleven liggende SIDE: 362 der længer end jeg fik Lov til af den gjæstfri Huusherre. Men efter en Minuts Lidelser eller to kommer Pigen ind med det Budskab fra Hr. Gästström, at jeg strax skulde staae op igjen og forføje mig afgaarde. Jeg var overbeviist om at Pigen maatte have misforstaaet sin Hosbonde, og bad hende gaae ind at sige, at jeg kom paa hans Bekjendts min Onkels Anbefaling. Nei, der var ingen Misforstaaelse. Jeg var viist paa Døren og fulgte Anviisningen strax med det Bud til Hr. Gästström, at jeg rystede min Saale paa hans Tærskel. Anders lagde til, at han gjorde det Samme. Denne Fremfærd af en for sin Gjestfrihed bekjendt Mand, midt i Julen, i Norge, mod en Fremmed var mig uforklarlig. Manden var svensk; men Svensken giver ikke Normanden efter i Gjæstfrihed, og han havde været mangfoldige Aar i Landet. Men en paa Stedet Velbekjendt gjorde mig opmærksom paa, at han havde Ord forat drive sin gamle medfødte "Ødmjukhed" selv mod sine Nærmest-Overordnede ganske overordentlig vidt. "Og veed Du desuden ikke, at han regner sig til de Grevelige?" lagde han til med Eftertryk. Patronen var i sal. Grev Wedels Brød, og man havde i Folke- snakken udbildet sig et Fiendskab, der skulde finde Sted mellem den hele noble Familie og min Ubetydelighed. Altsaa i den Tro at gjøre Herren til Behag? men jeg tror, at havde Hr. For- valteren vovet personligt at afgive underdanig Indberetning, havde han faaet sig et dygtig Ørefigen af Hr. Greven, og det baade links og rechts. Det var kosteligt at see de Ansigter, hvormed de Præster, jeg kom forbi paa den anden venligere Side af Fjeldet, hørte Anders's Prækener. Han beundredes overalt; men jeg kan ikke beskrive den Forbauselse, som betog en theologisk Kandidat af erklæret Herrenhutisme, da han hørte Vidunderet præke. Efter Herrenhutisk Tro skee stundom umiddelbare Inspirationer fra- oven; og Kandidaten løftede ogsaa Hænder og Øine mod Himlen af Ærbødighed og Begeistring. Ligesaa beundrede Kandidaten, der var en dygtig Musiker, Anders's musikalske Talenter. Han var virkelig ogsaa en liden Waldemar Thrane med sin Pukkel og sin Genialitet. Min Fader vilde lade ham opdrage til Skole- SIDE: 363 lærer; men lære vilde han ikke. At stryge om syntes at være ham en ubetvingelig Drivt, og det især naar der etsteds var Drik og Dands. Han tog da sin nye ordentlige Fele og strøg afsted, spillede og prækede for hvem som vilde, uagtet det Sidste var bleven ham strengelig forbudt, og kom saa fuld hjem mod Morgenen. Et ubetvingeligt Hang til Brændeviin gjærede i hans vilde Natur, og den 14 eller 15 Aars Vanskabning løb efter Gjen- terne, skraaede Tobak og drak trods nogen Karl. Jeg forsøgte at faae ham indunder Vaisenhusets strenge Tugt; men Statu- terne tillod det ikke. Der blev anvendt milde og alvorlige Til- taler -- hans Feil vare uudryddelige. Og tilsidst strøg han rent bort, da jeg engang havde givet ham en Revselse med mit Pibe- rør, saa den vel ikke var saa streng endda. Men sikk'en Fulas! Paa Grændsen af Bygden bliver han spurgt om han ikke var den der Gutten hos Wergeland; men da han raskt svarer: "Aa jeg kjender vel den Gutten; men mig er det ikke;" slipper han væk og -- ind til Christiania. Nu var han hjulpen. Endnu skal hans usle Legeme udholde hans umaade- lige Udsvævelser; dog har jeg hørt at han skal være for sløv til at præke og musicere originalt mere. Men hvilken uberegnelig Rigdom af Aandsgaver gaaer ikke tilgrunde i Armodens Masser, indtil Staten erklærer det fødte fattige Geni for sit Barn og tager det under sin Opdragelse! JEG PROSTITUERER MIG SOM JÆGER. Tourist og Tourist er To, men Jæger og Jæger er Eet. Der gives en Mængde Tourister, som blot drives om af en Lyst til at samle Kuriositeter per fas men vandre om paa de male- riske Høider om Kleven, det kunde jeg dog. Altsaa i en Sving af Stien, hvor de Andre ikke kunde see mig, Høire om og i for- ceret Marsch tilbage til Sengen. Jeg vaagnede Kl. 6, og nu stod min Forbrydelses Følger for mig. Først vilde jeg da nyde alle de Frugter deraf, der lode sig tage, og derimellem var da Besøgene paa Klevhøiderne de vigtigste. Det var ogsaa saavidt Opholdsveir. Neppe havde jeg tændt min Pibe forat gaae ned til Dronning Eugenias Udsigt, før den Idee faldt mig ind, der (om Musen lod sig kalde) at skrive et Poem, som idetmindste kunde fordele Selskabets rime- lige Harme noget. Jeg fik en liden Draabeflaske med Blæk, 1/2 Ark Papiir, og inden faa Minutter sad jeg paa Jordbakken med mine Skrivesager foran mig paa Bænken. En kold Vind SIDE: 365 blæste mig i Nakken, saa jeg maatte skynde mig, og i saamange Minutter, jeg kunde holde Vinden ud, fik jeg færdig en Vise i den dengang yndede "Schmahrske" Stiil -- d. e. et Rococo- Arbeide af Sentimentalt og Humorist -- som jeg haabede skulde opfylde Hensigten. Dog var jeg saa lidet sikker paa, at dette vilde lykkes, at jeg holdt det for bedst at opsøge Selskabet. Mindst 3/4 Miils Marsch gjennem de af- skyeligste Egne. Men der tog jeg Post paa en Sætervoll midt i Jagten som om Intet var passeret. Tause hyttede Jægerne ad mig; men da Jagten fremdeles viste sig frugtesløs, stormede de Alle imod mig med Hui og Skrig. Imidlertid blev der dog til- staaet mig et Forsvar medens Strydotterne bleve lavede til i de vaade sodfulde Geværpiber. Jeg fortalte da at jeg var skræmt tilbage af et Skovtrold og sang derpaa følgende Strofer: En Jæger. Det Ønske, Brødre, jeg vil harmfuld sjunge, fortjener ei Pokal og ædel Viin; men gid, at, som et glorødt Jern, min Tunge kan præge dybt min Harme i jert Sind! Jeg ønsker, at den Jæger, som sin Ære har med sin Post saa skjændigen forladt, maa aldrig meer Gevær paa Skuld'ren bære og drikke med en ærlig Kammerat. Den Undvegne. Ak I, som vandre alt til Ringerige, at skyde Bjørn og Hare og Tiur, alt mens I gik Jeg tusind skjød af Slige, idet jeg tøjed ud min Morgenluur. Og mens paa vaade Been, moradsbestænkte, I vandred Dale ned og Bjerge op, da kikked jeg, som mig i Dynen sænkte, igjennem Drømmenes Kaleidoskop. I tænkte, jeg kun æde kan og drikke -- ja drikke alt, undtagen dydig The. At jeg kan sove, I erindred ikke; og alle gode Ting bør være tre. SIDE: 366 I Slumren Blodet let i Aaren triller, som Morgenviin, fra Finger og til Taa, imens i Øret bliden Engel spiller en Melodi, som Drømmene forstaae. Jeg hørte i min Slummer Gjøge galte og Drosslers høje klare Sølverlyd; men ingen skyldløs Skabnings Liv betalte en vild og blodbetegnet Jægers Fryd. Jeg slumred ved en venlig Huldres Side, og Alfer ved mit Leje Harper slog. Nu vide I, hvi jeg min Flugt itide til Sengen fra de skumle Skove tog. Hvorledes kom vel Jeg blandt Jægre vilde, Jeg, som ei anden Skabning fældet har, end denne Hvidveis, denne fromme, milde dødblege Blomst, som jeg paa Brystet bar? . . . Jeg, der en blaa Viol har ikkun myrdet istedetfor den vilde Duehun, ja føler med Violens Mord bebyrdet mit Hjerte tungt ifra den samme Stund? Hvi skulde Anemonen ikke aande sin søde Sjel ud paa sit Fødested? Og Hvo kan vide, om ei Dødens Vaande Violen paa mit grumme Hjerte leed? Da jeg en Pige Anemonen bragte, hvi brugte hun det Udtryk: "den er død?" Et Sting af Skræk mig gjennem Hjertet jagte: "Hvad, om nu mig en Magt fra Himlen skjød?" "Hvad, om den skumle Taage hist af Storme blev til en Jetteform isammenjagt? Hvad, om dens Strimer pludselig sig forme til Dødens Pile, hver paa mig anlagt? Hvad, om Gestalten ud sin Arm da rakte, og greb mig, som jeg plukked Blomsten af? Mon ikke Denne samme Rædsler smagte, da Døden jeg for tidligen den gav?" SIDE: 367 Saa tænkte jeg, imens min Morgenpibe jeg smøgte paa den underskjønne Klev, men tænker nu, at Hver af Jer begribe, hvi jeg inat medeet tilbage blev. "Hver har sin Lyst" -- det være skal Moralen -- og derfor tænker jeg, vi slutte Fred, og bytte nu Geværet med Pokalen, der skyller Skam og Harme sammen ned. Dommen, som faldt, lød at jeg skulde være fri for Straf fordi jeg havde udmærket mig som Poet; men jeg skulde erklære, at jeg havde prostitueret mig som Jæger. "Ja med Fornøjelse, MHrr.," udbrød jeg sjeleglad. "Skjøndt Faktum dog er, at jeg har gjort Noget, mens I Samtlige Intet har udrettet. Men se her er dog en ret vakker Udsigt." "Fanden i Vold med Udsigterne!" -- sagde Formanden -- "Tys! har ikke Diana der Los? Afsted igjen!" Alle vare væk som blæste. Men da en Prostitueret ikke har noget at tabe, kastede jeg mig rolig ned paa det herlige Græs- teppe og tog Nisten fat. MIT STOLTESTE ØJEBLIK er unegtelig det, hvori jeg fra min Loge var Vidne til mine Fien- ders morderske Nederlag i det saakaldte "Theater- eller Camp- beller-Slag." I det Ophøjede nærmede det sig Synet fra Mont- Gaillard af de rasende Elementer. Hvad der menes med be- meldte Navn samt den nærmere Beskrivelse vil jeg dog ikke indlade mig paa. En saa mærkelig Begivenhed kan Traditionen aldrig glemme, og da denne snarere lægger til end tager fra, vilde jeg formindske min egen Berømmelse, om jeg bandt den til skrevet Ord. Hvor kan jeg tale saa? Her kan ingen Overdrivelse finde Sted hverken af Pryglene (thi de faldt rigeligen og uden Persons Anseelse) eller af Massakrens vilde Skrig, Skandalen paa de Slagnes Side, Triumfen og Glæden paa de Seirendes. Første Logerads Damer stode i allehaande af Øjeblikkets raske Stil- linger og viftede med Lommetørklæderne som med Sejersfaner; anden Logerads Damer raabte Hurra og paa Gaderne gratule- SIDE: 368 rede Borgerne hinanden mange Dage efter, medens de slagne Intelligentsriddere af gode Grunde holdt sig hjemme. Ja saaliden Overdrivelse kan finde Sted, om end intet skrevet Ord fastholdt Begivenheden, at Traditionens Fortælling vel endog skulde blive mattere end Sand- heden kræver. Den veed f. Ex. intet om, at jeg havde et Syn liig det Maleren Kaulbach maa have havt, da han undfangede Ideen, at fremstille de Slagnes Geister i fort- sat Kamp ovenover Hunnerslaget. I det Øjeblik nemlig en Høieste- retsadvokat (i gamle Dage min for- trolige Ven) viste den grusomme Raahed at lægge en skingrende Barnetrompet an lige ved min gam- le Faders Øre, medens en Høje- steretsassessor gjorde det samme ved sin gamle Svigerfaders, syntes jeg fra min Loge yderligere at see forskjellige fæle Dæmoner at stige op af Parkettet for at gjøre Intelligentsridderne (Fiendens Partinavn) samme Tjeneste som Valkyrierne Hakon Jarl i Hjør- ungavaagslaget. Jeg saae Misundelsens, Raahedens, Ondskabens, Hadets, Selvkjærlighedens og Dumhedens Dæmoner. Jeg spurgte dog ikke min Sidemand, om han saae noget, da jeg er vis paa at han vilde have svaret at det maatte være Lamperøg. Da jeg kom hjem ordinerede jeg strax af de Krigsomkostninger, jeg kunde forudsee, en ny Kappe med blodrødt Foer til Minde om Seiren -- altsaa en Slags Triumfdragt, og da jeg sagde til mig Selv: "man vil ødelægge dig som Poet," svarede det i mit Indre: "Det skal blive en Løgn! Gjeit, der trives jo meer man bander dig! Løvetand, der voxer jo meer du trædes under Fød- der, værer mine Symboler!" SIDE: 369 RÉVENGE. Tre Aar og vel saa det gjemte de slagne Intelligentsriddere paa Hevnen, og holdt den saa frisk, som om Bulerne endnu vare det; men da fik de Tilfælde at støde en Glassplint i mit Hjerte, som endnu værker der. Jeg sad just paa et herligt gyldent Løvetandteppe udenfor mit Logis paa Slotspladsen og legte med en Ræv, da der indfandt sig nok en Mikkel. En af mine oprigtigste Fættere kom nemlig tydelig med den Ræv bag Øret, at see hvad Virkning et Bud- skab, der rimeligviis vilde have knust ham, havde paa mig. "Stakkels dig, Fætter Henrik!" sagde han, "Det er Synd paa dig; men tag dig det dog ikke altfor nær. Jeg kommer ligefra Athenæet, hvor du er negtet Optagelse. Oprørende Scener fandt Sted. Man hujede og skreg "nu har vi ham, Hurra!" da Propositionen fremsattes, og man sprang over Borde og Bænke da Voteringen en bloc fandt Sted. Værre end selve Troppens Høvdinger raste dog dine gamle Venner. De denuncerede dig endog som Spion, og det blev grebet som et Motiv, der maatte kunne undskylde Englene. "Hvad have vi mere behov?" skreg man. Selv Blodets Baand viste sig brustne. Ja, lieber Vetter, selbst dein Schw -- " "Schweige!" hvislede jeg saa Mikkel viste Tænder; og idet jeg trykkede den til mit Bryst, sagde jeg: "Om jeg slap dig, du vilde utæmmelige Dyr, midti store Byen, vilde du ikke blive iv- rigere forfulgt af alskens Pøbel og Hunde end jeg bliver det. Men ligesaalidt som du faaer Dødsskudet, Mikkel, af dine kei- tede Forfølgere, faaer jeg det af mine." Fætteren vilde fortælle mig noget af Detaljerne; men den hele Historie forekom mig allerede i Grundtrækkene saa væmmelig, at jeg ikke vilde høre noget derom. Og jeg har holdt dette helt til Nu. Kun nødtvungen og ganske tilfældig har jeg faaet Navne i mine Øren paa Flere, der før ikke noksom havde kunnet smigre mig i mine Øine som Digter og som jeg derfor var enfoldig nok til at regne mellem mine Venner, men som i Athenæet baade talte imod mig og hoppede over Bord og Bænke med Pluraliteten da der skulde voteres. "Du tager dig det dog ikke nær, Henrik?" sagde min gode Fætter. SIDE: 370 Jeg smilede og rakte ham en Løvetand. "Der er mit Symbol," sagde jeg. "Har du seet et kosteligere Blomstertæppe? Dog har tusinde Fodtrin traadt derpaa. Asinæerne kunne ikke formørke denne blaa Himmel, ikke gjøre disse grønne Blade sorte. Og meer behøver ikke Jeg til min Lykke." Nu kan jeg lægge til: Jeg døer nu sandsynligviis i mit 37te Aar; men jeg vilde ikke have levet saa længe, om jeg skulde have taget mig Modgangene for nær. Den hovedkuls Votering gjorde det muligt for Enkelte af hine trofaste Venner at troe, at de ikke vare blevne bemærkede, og at de i yderste Nød nok kunde vove en Benegtelse. Flere af dem have ogsaa nærmet sig med den gamle Sødhed, og jeg har oprigtig ladet som om Intet var passeret, som om de kun have været "bortdrevne af Omstændighedernes Strøm" (Skur- kenes Kjærlighedskappe). Kun da en dansk Person af Asinæerne igjen vovede at tale i de gamle Toner, forekom Maalet mig saa sledsk og hans Adfærd mig saa ussel, at jeg røbede at Glas- splinten endnu sad i mit Hjerte. Men naar jeg ovenfor har sagt, at den endnu værker der, da er det kun hvergang jeg paa mit aarelange Sygeleje kan have ønsket mig et eller andet Værk fra Athenæet. Men dette er bleven -- evig lukt for mig. MYSTIFIKATIONER. 1. Dansken. Intet maatte forundre mig meer, end en Dag i 1836 fra min Seng, hvor jeg laae syg, at see Hrr. Kopist Haaken Pindes Per- gamentansigt stikke ind ad min Dør. Han var en af de grun- digste Departements-Dagdrivere; men han havde dog Dagen be- sat med at opfinde og føre Sladder ud. Med mig havde han altid havt overordentlig at bestille, saa Besøget høiligen over- raskede mig. Strax jeg havde seet Fjæset, fik jeg see Bagen og hørte ham sige udigjennem Døren: "Jo værsaagod, Han er hjemme -- værsaagod!" SIDE: 371 Han havde begyndt at føre en Dansk, som dengang begyndte at vinde nogen politisk Berømmelse, til mig; og virkelig bestod Hrr. Pindes Hovedbeskjæftigelse om Sommeren i at føre ankomne Danske omkring. Med største Omhyggelighed havde han hidtil holdt dem fra at besøge mig; men denne Reisende havde for- modentlig ved et bestemtere Ønske faaet Haaken til at føre sig om. Haaken var inderlig fidel. "Godmorgen Du" og "hvor staaer det sig, Du?" "hvad skriver Du nu paa Du?" og "Gud- velsignedig Du," saa jeg var færdig at kaste op i den Fremmedes Nærværelse. Jeg bad denne at komme igjen Dagen efter alene. Da han kom havde jeg just skrevet et Sørgedigt over Professor Lundh. "Der seer De Prøve paa Raggen," sagde jeg, idet jeg rakte ham Papiret. "Raggen? Raggen?" spurgte Dansken. "Det vil sige Haarene paa visse Slags Dyr, saasom Bjørne, Ulve og Varulve. Dette er af den norske Varulv, som De har vist den Interesse at ville see." Han negtede ikke, at jeg var bleven skildret ham omtrent saa af -- Hrr. Haaken Pinde; men at dette havde vakt hans Mis- tanke, saa han med Bestemthed havde yttret det Ønske at lære mig at kjende. "De kan vel ikke føre mig til ham?" havde han spurgt Hrr. Pinde. "Hvorfor ikke," havde Haaken svaret, "vi ere jo Studenter sammen og Dus." 2. Svenskerne. En Dag skulde jeg som Amanuensis paa Universitetsbiblio- theket føre et Par svenske Magistre omkring. De ønskede at see den norske Skjønliteratur. Jeg viste dem et lidet Knippe. De spurgte efter Henr. Wergelands Skrifter, og begyndte en Dis- kurs, der viste, at de havde været i de Venners Hænder, som man kan vogte sig for selv. De havde ikke spurgt mig om mit Navn, og jeg vovede nu en Spas. "De viser ham en ufortjent Ære, Hrr. Magister!" sagde jeg fra den anden Side af Reolen, hvor jeg holdt mig forat skjule min Latter. "Her i hans Fædreland spørger man aldrig efter hans Skrifter. De ere formeget råhetens alster," som man vilde sige paa Svensk. SIDE: 372 "Alls riktigt," bemærkede Svenskeren. "Så har vi alltid hört dem beskrifve, och det måste vi säga uppriktigt, att der finns en obeskriflig råhet i det obetydliga vi tillfälligtvis har sett af honom." "Nei, da har vi i Welhaven en Digter, som leverer ægte Ju- veelarbeide," sagde jeg bag Reolen uden at lee; thi jeg meente det. "Så har vi hört. Han skal være alls utmärkt." "Han skriver ikke meget; men det læses opigjen og opigjen af Enhver, som gjør Fordring paa Dannelse. At læse Wergeland, tillader ikke den gode Tone; ja man maa ikke engang nævne hans Navn i godt Selskab uden at lægge "med Respekt at sige" til." "Det vore mycket; men alls tilpass. Hans politik måste vara nog till at bannliusa hans namn af sällskapen. Dock syns han omtykt af folket." "Pøbel, Pøbelpak!" svarede jeg i en harmfuld Tone. "Troer De ikke vi har Pøbel i Norge?" "Vist tror vi det," sagde den ene Magister; "men vi måste dock medgifve, at i Wergelands dikt till Hjelm'en här forleden fanns gullkorn för en bättre publik ibland." "Ja ibland," bemærkede jeg og førte dem saa hurtig til Døren, at de ikke fik Tid at spørge om mit Navn, i hvilket Tilfælde jeg vilde have været i en slem Knibe -- "ibland, Hrr. Magister; men "rari nantes in gurgite vasto." "Javist -- rari nantes . . ödmjukaste tjenare, ödmjukaste tjenare. Men måste vi udbedja oss . . ." "Aa, ingen Aarsag, mine Herrer! Adjø! Adjø! Lykke paa Rei- sen, mine Herrer!" Gudskelov! Døren var imellem mig og Magistrene! Da Magistrene boede hos en Onkel i Byen, er det højst rime- ligt, at de til Middag allerede fik Mystifikationen opklaret; og der er al Rimelighed for at dette er omtrent skeet som jeg got- tede mig med i Indbildningen. "Nu, kjære Fættere," siger Onkelen, "hvor har I beseet jer i Formiddag?" "På Universitetsbibliotheket, kära onkel, hvar vi kringvistes med mycken artighet af en Amanuens." "Ja der er To. En har vel de vices." SIDE: 373 "Den, der förde oss om var en mycket storväxt karl med ögon- glas." "Det var Wergeland." "Poeten väl icke enddå?" "Just ham. Vi have nok i den Ene . ." "Nå så adertonhundratusan! Vi ere blevne mystificerede, bror!" "Ja, bror, til fanders!" CARL JOHAN. Den Decemberaften i 1838, da Carl Johan (velsignet være hans Minde!) gjorde sit sidste Indtog i Christiania og Alt jublede medens han drog ind ad den pragtfuldt illuminerede Æreport, stod der to Malkontenter i Nærheden af den. Den ene var en Officeer, som i 1814 efter Foreningen havde søgt fremmed Krigs- tjeneste, men som nu forgjæves stræbte at komme ind i den norske Armee igjen! og den anden studse, tause, blege Mal- kontent var mig -- mig, der elskede Carl Johan mere end No- gensomhelst i den hele Folkemasse, og veeg ikke i Hengiven- heds-Enthusiasme hverken for Brahe eller for Due. Moralske tørre Regulariteter, Kvadrater og stivlinjede Triangler af Dyder have aldrig kunnet vække mere end kold Agtelse hos mig. Og- saa her kræves en Skjønhedslinje, der i sine frie Slyngninger tager noget Jordisk med imellem det rent Himmelske. Den mo- ralske Storhed maa være menneskelig, ellers forstaaes den ikke; især naar den tillige er iført jordisk Storhed. Man bukker nok for den og lægger Vers for dens Fødder; men den vinder hverken Brahers eller Duers Hjerter, eller faaer begeistrede Vers som mine. Jeg tør sige dette; thi jeg kan føre Vidner paa en In- spiration endnu samme Aften til Carl Johans Forherligelse. Kilden til at blive begeistret for ham flød ogsaa bestandig i mit Bryst, idet jeg elskede ham med et Barns altid friske Kjær- lighed. Og besynderligt nok, han stod herligst og elskværdigst for mig i Vredens Torden og Lynild. Jeg var saa vis paa at Solskinnet vilde komme; ja hvad mig selv angaaer, da var det bleven til en fix Idee, at Han aldrig kunde længe lukke sit gode Øje for mig, fordi han sympathisk maatte føle hvor jeg elskede Ham, selv medens jeg begik Handlinger, der maatte gjøre det umuligt for Ham, at bevise mig nogen Naade. SIDE: 374 Carl Johan besad ogsaa siden mit tyvende Aar et Hengiven- hedspant, som jeg tænkte virkede som en Amulet for mig. Det var i 1828, da han havde udstedt sin strenge Kundgjørelse mod 17de Mai; min Fader var reist ind til Christiania; men inden vi vidste Ordet af det, havde vi ham tilbage. "Jo! sagde han, Kongen fandt det medrette paafaldende, at netop min Søn, Søn af en Mand, som han havde skjænket sin fortrinlige Naade, var den mest Desperate mellem Studenterne til at modsætte sig den kongelige Vilje betræffende den 17de Mai." Ligetil nu havde jeg altid i Carl Johan seet Republikaneren fra den 18de Brumaire. Det gjorde mig ondt, om jeg skulde maatte slaae en Streg over dette Fantasibilled; jeg svarede derfor rask: "Ja naar Kongen bliver despotisk, modsætter jeg mig ham, Jeg!" "Du, Dreng!" udbrød min Fader vred. "Henrik! Henrik!" sagde min Moder og græd. Jeg ilede paa mit Værelse og to Minutter efter stod jeg for min Fader med følgende fiirkantede franske Linjer, stilede til Kongen og med mit Navns Underskrift: "Je n'ai que mon esprit mais ils n'appartiennent à moi: ils appartiennent à mon Roi, qui est l'ami de ma patrie." [fotnotemerke] Da min Fader igjen kom ind til Kongen, tog Denne ham hen paa en Sofa og spurgte: "Nu! Deres Søn?" "Et Svar paa Vers og paa Fransk, Sire." "Det beholder jeg," sagde Carl Johan leende, og stak Papiret i sin Portefeuille med nye Naadetilsagn. Næste Aar var 1829 -- bedrøvelig 17de Mais-Ihukommelse -- men da jeg i 1830 havde en Audients i Stockholm lyste den hjerteligste Velvilje ud af Kongens Aasyn. Jeg var ogsaa sær- deles vel tilmode, da jeg havde moret mig ganske udmærket i Forgemakket. Hvem skulde jeg nemlig opdage der uden en, som man sagde, formedelst sin Bøjelighed under en af de sidste svenske Fotnote: ): Min Geist og mit Liv besidder jeg blot; Ejer jeg kaldes ei kan: de Begge tilhøre min Drot, den Ven af mit Fædreneland. SIDE: 375 Statholdere, fremtrukken Officeer. Jeg mærkede snart, at han ønskede ganske at undgaae en saa kompromitteret Landsmand som jeg, og naturligviis tiltalede og begegnede jeg ham da som en meget god Bekjendt. Hans vexlende Kulør, de urolige Been, de pillende Fingre røbede i hvilken Kval han befandt sig. Svenskerne, som udgjorde Resten af de Audientssøgendes Halvkreds, gottede sig; men Ingen mere end den opvartende Kammerherre. Forat give Landsmanden lidt Pusterum, gjorde Kammerherren mig opmærksom paa et Alpemaleri, hvor Vege- tationen gik høit opmod Sneen. "Men min Landsmand der, Hr. Greve," bemærkede jeg, "har i det Savoyiske kunnet spise Apelsiner og see de sneedækte Alper. Ikke sandt, Hrr. Major?" Han nikkede og drejede sig fra. "De skal for Hs. Mts. Øine, Hrr. Major?" Han nikkede og drejede sig til. "Det er nok, i vore velsignede Fredsaar, den eneste Ild, Hrr. Majoren kommer i . . ." "Hrr. Wergeland, behag at træde ind . . ." anmeldte Kammer- herren, og saaledes begav det sig da, at jeg første Gang kom Carl Johan for Øine med et næsten leende Ansigt. Ikke et Ord om det Passerede eller om at jeg strax den første Dag havde opsøgt Datids Oppositionsmænd -- Noget, som strax var bleven Kongen berettet og havde ladet ham yttre, at jeg maatte være en besynderlig Person, som aabenlyst søgte Om- gang med hans Fiender, skjøndt jeg nok egentlig vilde besøge ham. Carl Johan tiltalte mig længe og med et Udtryk af Fader- lighed, som jeg aldrig kan glemme, og han gjentog sine naadige Tilsagn, dersom jeg opførte mig "sage". Men naar har jeg gjort det? Aldrig at slutte af disse Skizzer og Bekjendelser; og her maa jeg lægge den Bekjendelse til, at min Fader havde stor Ret, da han skrev paa Titelbladet af en af mine Farcer: "De sidste Kloge, Farce af den allersidstkloge, H. W." Min Optræden 17de Mai 1833 var en temmelig djærv Demon- stration og jeg blev den Gamle. Alligevel modtog Carl Johan mig paa det Huldrigste i 1835, ja endog strax ved Indtrædelsen med et Udraab af Velbehag med mit Ydre. Jeg beklagede mig over, at Departementet ikke vilde ansætte mig. "Da jeg var 20 Aar," sagde jeg, idet jeg tog "Skabelsen, Mennesket og Messias" frem af Hatten, "skrev jeg dette Værk til Religionens Forher- SIDE: 376 ligelse; nu er jeg 6 Aars brødløs Kandidat." Hs. Majestæt syntes forbauset over Voluminet og lod spørge, om der var noget Kald, jeg for Tiden ønskede. Nu et Navn af de flere, som vare ledige; men idetsted svarer jeg Daare: "Ikke det; jeg udbeder mig kun at komme i retfærdig Betragtning." Jeg erindrer ellers at følgende Repliker faldt imellem Hs. Mt. og mig paa Fransk. Hs. Mt. udlod sig smigrende om mine Aands- evner, hvortil jeg bemærkede, at de ikke syntes at være mig til Anbefaling; "dog er det ikke min største Feil, at jeg har et Hoved, men at jeg har et Hjerte." Smilende svarede Kongen: "Jeg vil troe det; men Fornuften maa lede Hjertet." "Ikke al- tid Sire!" "Sandt, sandt, Monsieur Wergeland, ingen stor Handling uden Lidenskab!" Siden saae jeg ikke Carl Johan Ansigt til Ansigt; men dybere staaer ikke hans majestætiske, livlige, milde Ansigtstræk indgravet i hans Medaljer end i mit Hjerte. Mellem da og til Indtogsaf- tenen vare tre Aar henrundne, hvori jeg havde været endnu mindre "sage" end nogensinde før. Stockholmsfarere vare skrevne og opførte uden Skaansel, Jeg havde været i Statsborgerpølen, skrevet rasende Flyveblade ved Storthingets Opløsning og Rigs- retten, og i Slotskirken paa Akershuus havde jeg bedet for Carl den 3die Johan, bevæget dertil af en øieblikkelig Indskydelse, da jeg rundtom saae saamange Medlemmer af Storthinget, hvor dette Navntal just i de Dage var bleven erklæret for det rigtige. Man søgte ædelmodig at skjule dette for Carl Johan; men gjen- nem svensk Tunge fik han det Passerede at vide, og i sin første Vrede skal han endog villet have mig tiltalt for Majestætsfor- brydelse. Det er umuligt, at Carl Johan nu kunde bære over med mig mere -- Jeg tør ikke engang søge om Audienz -- hans Ankomst vil være frugtesløs for mig -- og nu da jeg er forlovet og søger det mindste Kapellani! -- Ha, at jeg ikke sidste Gang nævnte et af de ledige Embeder, da havde jeg havt det! -- Men saa havde jeg ikke kjendt min Kjæreste? -- Lad saa om det var Bispestolen i Akershuus stryge! -- Men ak, nu ere vi ulykkelige begge To, og Skylden er min, min! Selv har jeg forspildt Til- sagnene, selv har jeg betaget Verspantet paa min Enthusiasme al dets tildrømte Amuletkraft. SIDE: 377 Med saadanne Tanker stod jeg taus ved den illuminerede Ære- port, da min Helt sidste Gang rullede ind i sin norske Hoved- stad og kan jeg vel saaledes kaldes en Malkontent baade med mig Selv og med Anstalterne eller rettere sagt med hele Verden. "Fanden maatte staae her længer!" brummede den anden Mal- kontent. "Det siger jeg med," svarede jeg, og saa bar det af- sted med Os. Vi frøs og vare vaade af Sludveiret, og uden videre Aftale toge vi til Hotel du Nord, hvor Officeren søgte Ovnen indtil jeg havde brudt Tausheden med Rekvisitionen af to Glas Toddy. Jeg havde kastet mig i Sofahjørnet med Haanden over Øinene. "Hr. Wergeland -- sagde Værten med en let Berørelse -- Tod- dyen er færdig." Jeg svarede ikke. "Hr. W. er vist syg," hviskede en af Stuepigerne. "Der staaer Kamferdraaber i Skabet." Officeren blev utaalmodig. Han udbragte "paa en lykkelig Aften for os begge!" Jeg svarede ikke. Han vilde flytte sig ved Siden af mig i Sofaen; men temmelig studs bad jeg ham beholde sin Plads. Jeg var nemlig i den Tro, at min gode Genius sad ved min Side og hviskede mig ind de digterske Inspirationer, der havde betaget mig. Thi saa var det. Digtet "Kongens Ankomst" var allerede blevet til. Jeg reciterede det paastedet i den første raa Tankeform, og nu sagde jeg til Krigsmanden, at Pladsen i Sofaen var ledig og besvarede hans Skaal "paa en lykkelig Aften for os Begge" med et dygtigt Drag. Den blev det for mig; thi dette Digt, der brændte af Enthusi- asme uden at ryge af Smiger, lod Carl Johans Øine søge mig, medens jeg syntes at maatte undgaae det. Han saae jeg havde det gamle Hjerte for ham, og fra det Øjeblik, han havde ladet sig Digtet forelæse, skjænkede han mig sin Huldrighed for be- standig. Jeg blev endog underrettet om, at jeg skulde faae mit Kapellani . . . . . . Kapellani og Bryllup! Jeg svimler! En Flaske Champagne gjør mig ikke saa beruset. "Hvad feiler dig?" spurgte man mig. "Feiler mig? Jeg faaer mit Kapellani . . O nu skal jeg og Vesle- brunen leve godt!" SIDE: 378 "Men det er jo det usleste i hele Landet," bemærkede man. "Ei Snak! Halvandethundrede Daler; men saa de deilige grønne Bakker, hvor vi træffe Christiania-Vegetationen igjen blandet med den subalpinske, altsaa deilige duftende Blomster, og saa Træerne udenfor, og at kunne holde Heste, Kjør og Faar der- efter og saa at kunne spise sin egen landlige Kost. Den, som klager herover fortjener Intet. Og skal jeg sige dig," hviskede jeg, "Kapellaniet er rakt mig fra Himlen, det er et Slags Honorar fra Carl Johan for Digtet "Kongens Ankomst," og Digtet kom fraoven." "Amalie" -- jublede jeg min Forlovede imøde -- "Nordens baade Nordstjerne og Karlsvogn bestraale os. Jeg faaer Nanne- stad Kapellani! . . Men sig, veed Du, om der skal være Møbel- auktion i denne Uge? Vi maa tænke paa Sligt nu." Velsignelser over den ædle Konge stege op fra et uskyldigt Hjerte trykket til mit. "Det kommer af, at Carl Johan har Sands for Poesi," bemær- kede jeg stolt. "Nei af at han er saa god," sagde min Brud. "Ve mig om jeg negtede det, udtalte jeg med Høitidelighed. Gud ham velsigne!" "Amen!" hviskede det ved mit Bryst. KAPELLANIET FORVANDLES TIL EN VAKKER RØD SKY. Som buden Gjæst havde jeg tilbragt en Aftenstund Vinteren 1839 hos en tydsk Maler. De andre Par Gjæster var ogsaa Tydskere og Artister; den Ene af dem, en preussisk Landwehrs- officeer af et martialsk Udseende. Da jeg brød op, vilde de Alle endelig følge mig over Isen til min lille Hytte i Grønlien; og da jeg ikke kunde blive deres Artighed kvit og følte, at jeg maatte have noget at byde dem derfor ved Hjemkomsten, for- synede jeg mig forud med to Flasker Punschextrakt hos en ved Siden boende Destillatør. Ulykkeligviis erindrer jeg, idet vi passere det saakaldte Palæ, hvor Hs. Mt. Kongen boede, at jeg havde bestemt lovet den vagt- havende Officeer at besøge ham i den saakaldte Kongevagt. SIDE: 379 Klokken var halv Ti; men jeg foreslaaer mit Følge en Afstikker derind paa nogle Minutter. Med de, af Latter halvkvalte, Ord "Giv dig, Officeer! Vagten er tourneret," aabner jeg Døren til Officeersvagten, hvor der alt var mørkt. "Aa, Fanden er det dig? Velkommen! Stue-Gefreider, Lys og varmt Vand!" For at komme gesvindt til det, blev min ene Extraktflaske sat i Brug; En af Tydskerne havde en Guitar med, og inden vi vidste af det sad vi i god Mag i den varme Vagtstue ved en rygende Bolle med Strengeleeg og dampende Piber. Det kunde have varet et Kvarteer, da Pladsmajorens Ansigt, midtunder en preussisk Bravoursang og Røg og Damp, viser sig i Døren lige- overfor mig, som præsiderede i Sofaen. I min Sag med Kaval- leriet havde han været mig ivrigen imod, og jeg havde givet ham det igjen i et Selskab i forrige Aar, saa jeg ahnede Ulykke, ja jeg syntes at læse den i de Øine, han satte paa mig. Efterat have havt en Samtale med Lieutnanten, hvorunder Denne skal have forløbet sig mod Subordinationen, befalede Majoren os at fortrække; og det gjorde vi da under klingende Spil -- da vi vare komne paa Isen. Dagen efter fik jeg at vide af min Patron, at der paa Grund af den Historie i Kongevagten ikke kunde blive Noget af med Kapellaniet. Pladsmajoren havde sporenstregs meldt det der Passerede til General W; General W. havde igjen sporenstregs endnu samme Aften forebragt Hs. Majestæt det; og Hs. Mt. havde især fundet Mishag i, at Udlændinger havde tilladt sig saadanne Friheder i Høistsammes Bolig og til en saa upassende Tid. En Allerhelvedes Krigsretssag for Insubordination blev anlagt mod Lieutenanten, og man satte ham ogsaa hele tre Maaneder paa Frederikssteen. Min Sindsstemning kan jeg ikke skildre. Jeg var ganske sløv af Sorg. "Hvad feiler dig dog i disse Dage, Henrik?" spurgte min Kjæ- reste mig da vi Søndagen efter spadserede paa Isen. Nu maatte Hemmeligheden frem. "Amalie!" sagde jeg. "Jeg faaer ikke Kapellaniet; kanske al- drig noget. Men se der disse deilige røde Skyer, hvor Solen nu gaaer ned, der er mit Sognekald! Den glimrende enkelte Straale der er Spiret paa den Kirke, jeg faaer!" SIDE: 380 Nu græd hun; mit Øje funklede. Hun fik den smukke Scene endnu samme Aften saaledes be- skreven: "Se hist, min Elskede, hist hvor Dagen til Hvile lægger sig paa Skarlagen, hvor Solen dalte blandt Skyer gyldne og purpurmalte! . . Se der i Vest i hine svømmende skjønne Lande, først der, kan hænde, sit Vuggeløfte vil Skjæbnen sande: at jeg, din Elsker, skal blive Præst. Den Straale hisset, i Luften jaget, er Kirkespiret, hint Gyldne Taget! Hiint Violette derudenfor er en Blomsterslette. De mørke Lag, af Straaler brudte, er Lunde dunkle; hint Røde Hjemmet . . . . o se hvor Vindverne gyldne funkle! Vi kunde være der end idag! Din Guitar vil paa sin Plads at hænge du finde, Elskte, med Straalestrænge. Og dine Blommer i Vindvet hilse dig, naar du kommer. Derudenfor i Leg paa Engen sig himmelfødte Smaaengle tumle, for hvem ei moderlig Smerte blødte. . . Dit Hjerte føder -- o en er vor! Omkring os, Elskte, i glade Skygger en salig Menighed boer og bygger, hvor henrykt Folket min Lære seer i dit Aasyn tolket. Dit Klædebon de kysse Alle med Sammenstimlen omkring dig, Hustru, naar hjem fra Kirken igjennem Vrimlen vi vandre begge To Haand i Haand." SIDE: 381 JEG BLIVER FÆDRENELANDSFORRÆDER. Carl Johan blev sig selv liig. Dagen efter de røde Skyers Aften melder min ædle Patron mig, at Hans Majestæt, i Mangel af Kapellaniet, tilbød mig 200 Spd. af sin egen Kasse aarlig i to Aar for det Første, hvorefter Hans Majestæt vilde tænke paa at see mig ansat. Efter et Par Minutters Betænkningstid svarer jeg, at jeg med Taknemmelighed vilde modtage Hans Majestæts naadige Tilbud, dersom jeg maatte gjengjælde det med fritvalgte Arbeider for Almuens Oplysning. Til denne Beslutning var jeg kommen under det Par Minutters Taushed ved følgende Tanker: Det er en Ære for mig som For- fatter at erholde et saadant Tegn paa min Konges Yndest -- Jeg skylder den Pige, der har knyttet sin Skjebne til min, at modtage Tilbudet -- Afslaaer jeg det, gaaer jeg ogsaa Glip af Haabet om Ansættelse, og da er og mine Forældres Haab om noget Udbytte af Bekostningerne paa min videnskabelige Bane spildt. -- Mod- tager jeg det, slaaer jeg en Baut langt udenom alle de Skjær, hvorpaa min Lykke ellers vil forlise: udenom mine mægtige Fienders Indflydelse -- Jeg kan nu gifte mig, naar jeg lægger Gratialet til Amanuensisgagen -- Jeg staaer alt i Gjeld for Møbler, der antyde noget Saadant, saasom en Dobbeltseng -- kort! det vil være uforsvarligt og taabeligt af mig, om jeg ikke modtager. Altsaa svarede jeg som jeg svarte, og fik Dagen efter Medde- lelse om at Hans Majestæt med Tilfredshed havde hørt mit Svar. Men nu var jeg Landsforræder og havde solgt mig. Jeg ved- blev at skrive i uforandret Aand; jeg skrev Aar ud og Aar ind for Almuen. Man roste det; men -- solgt var jeg, Forræder var jeg. De Nærmeste af mine Venner vare de Første, som vendte mig Ryggen. Engang har en Anonymus spyttet efter mig udaf et Vindu; en anden Gang har En mumlet Noget, som bestemt skulde være "Forræder" idet Vi krydsedes paa et Hjørne. Aviserne brød Staven over "Hofpensionisten" og En af hine Nærmeste af mine Venner, ja den Allernærmeste, angreb mig i Trefjerding-Aar regelmæssig en Gang om Ugen paa det grusomste i et Blad, han udgav. Jeg følte det nok. Men lykkeligviis havde jeg taget Bolig paa et afsondret Sted, hvor der var en smuk Have med herlig Udsigt SIDE: 382 og en trærig Kirkegaard ligeoverfor. Hvem kunde der andet end være rolig, naar Hjertet var det? Og saa røgte jeg jo Tobak, og kunde fra min Udsigt blæse de store Røgskyer udover Byen? Den var bleven mig forhadt siden jeg daglig blev spurgt paa dens Gader, om jeg havde læst sidste Nummer af ovenomtalte Blad, eller blev underrettet paa det første Gadehjørne af en tjenst- færdig trobleven Ven af lavere Rang paa min Venneliste, om at Morgenbladet og den Constitutionelle vare begge To ude idag mod mig. Den første af disse Blades Redaktører udspredte endog om mig, at jeg var Spion, og negtede Alt fra mig undtagen Poesi Plads i Bladet. Jeg sendte da Poesierne til den Constitutionelle, eftersom de faldt, for dog at skaffe dem et Opbevaringssted, og for dog af og til at vise Folket, at min Sjel var frisk under Hud- fletningerne. Men Redaktøren bekjendtgjør, at hverken Prosa eller Poesi af mig faaer Plads i hans Blad; og saaledes havde jeg da ogsaa faaet en Knebel paa, saa man i Provindsaviserne begyndte at spørge efter mig. Men hvad gjorde det, da jeg havde min Have, min Pibe og om Aftenen min Gravlund? I Haven skrev jeg "Blomsterstykket" medens Forfølgelserne rasede som værst; med Piben røgte jeg en Farce til, som idet- mindste bragte Latteren paa min Side, og paa Kirkegaarden fik jeg Trøst af min Gud. SAA NÆR VAR DET. Hans Majestæt Kong Carl Johan havde naadigst besluttet at udnævne mig til Bureauchef og Rigsarkivar; en Anonym, som nu af Hjertet under mig Posten, vilde at jeg skulde blive hvad jeg var; og saa var det paa et hængende Haar blevet. Paa en Café otte Dage før jeg dog blev Bureauchef, blev jeg en Aften saaledes overdynget med fordetmeste fugtige forlods Gratulationer, at jeg blev ør i Hovedet. Jeg tog mig en fast Plads; men da jeg vel saae mig om, vare Vennerne og Gratulan- terne borte, og jeg omringet af en Sværm modbydelige Ansigter, der syntes at gotte sig over min illuminerede Pande. Alligevel vil jeg troe, at jeg har størst Skyld i det Mundhuggeri, som nu begyndte; thi jeg var ærgerlig og havde min Tunge fuld af Spy- digheder længe før den blev sluppet løs. SIDE: 383 Striden indskrænkede sig dog til mig og en Person, som vist i 15 Aar havde gjort mig alt det Onde, som han havde kunnet, indtil det stak en Landsmand af ham at blande sig deri paa en uforskammet, næsten truende Maneer. "Min Herre!" siger jeg, idet jeg reiser mig op ligefor Skrællingen -- "dersom mine Buxer var istykker, vilde jeg anmode Dem om at sye dem sammen igjen." Virkningen var et Raseri; men et som vendte sig indvendig. Hans Læber skjalv, en blaalig Farve udbredte sig over Ansigtet, Sveden brød frem paa Panden. "Kom lad os gaae!" mumlede han til min Mand. "Vi ville ikke længer være udsatte for Grovheder af denne Person, Kom! kom!" Og med et krampagtigt Haandtag trak han Landsmanden afsted. Hans Sønderknuselse er let begribelig, naar man hører, at Personen, som her gav en ret anseelig Spekulantrolle, var egentlig en kjøbenhavnsk Skræddersvend. Og tænk han bar Guldbriller paa den Næse, han stak saa ubetænksomt frem for at faae den knebet. Men nu Følgerne for mig! Først et infamt Avertissement, og dernæst med første Post til Stockholm en Skrivelse, hvis Forfatter eller Forfattere jeg ikke kjender, men som var af det Indhold, at jeg veed, at om den var kommen før Udnævnelsen til Bureau- chef allerede var udfærdiget, var der intet blevet af denne. Carl Johan havde en jomfruelig Afsky for sædelige og konven- tionelle Udskejelser. Men -- Udnævnelsen og Skrivelsen krydsede hinanden paa- vejen! Ja saa nær var det! Den, der allerførst overbragte mig med tusinde Lykønskninger det virkelige Budskab, var ligeledes en dansk Person, som jeg har gode Grunde for at antage var vel underrettet om hiin Skri- velses Indhold. For der var ganske bestemt Fleer om den, end- skjøndt den udfærdigedes af Hr. Anonymus. Der var nemlig hvad man kalder formegen Mudder i Leiren (dengang havde Troppen virkelig en Leir) og man stak for øjensynlig Hovederne sammen til at Formeningen om et Slags Komplot ikke skulde vinde Rime- lighed. SIDE: 384 Og saa nær var det! Men vil Gud ikke tilgive denne Mali- ciøskhed, saa vil jeg. JEG DØER. Der skal et Underværk til, om ikke Overskriften sandes, inden denne Bog seer Dagsens Lys; men jeg mener med det "Jeg," som døer, det gale Jeg, man i det Foregaaende har lært at kjende. Ja det er vist, det er allerede væk. En i streng Ild udbrændt Levning ligger tilbage; -- der skal snart dømmes af hvad Gehalt. Den strengeste Dom, Mennesker kunne fælde over et Med- menneske, den at han har solgt sin Sjel, har man taget tilbage. Man har opdaget den blodige Pande, jeg har faaet ved at følge Principet "beint fram," og svalet den med Laurer og Blommer. Man taaler uden Mistanke, at den nærværende Konge og Dron- ning har overøst mig med Naadesbevisninger. Selv Vennerne, der forhen vendte mig Ryggen, have nu forstaaet hiin Blodskrift. De ville for Eftertiden ligesaa høit og dyrt forsikkre -- hvad Alle ere overbeviste om -- at jeg var en ærlig Sjel, som de før forsikkrede -- hvad Ingen følte sig overbeviist om -- at jeg var en Forræder. Og til hver Landsmand, som giver mig den Lov, siger jeg et oprigtigt og kjærligt Tak for mig! ET FRÆNOLOGISKT FOREDRAG. Efter en Snees Aar hænder det ganske Almindelige ved en Sidesti paa Byens Kirkegaard, at et Dødningehoved kastes et Par Spadserende mellem Benene. Den Ene sparker naturligviis forbittret til det; men den anden standser det ved at sætte Stok- ken i Nakkehullet og saa at hæve det op. "Naa, hvilket cranium!" udbrød han (Han var Mediciner kunde man høre paa det unødvendige latinske Ord) "Bule paa Bule! De stridigste Organer i chaotisk stivnet Forvirring! Hvad vil du have for det cranium, du kastede op, Graver?" "Geranium? Jeg kastet op en Geranium?" lyder det fra Dybet. "Fruentimmeret, som satte den herud hvert Foraar, er vist dødt; SIDE: 385 her skal en ny en ind, og saa tænker jeg da Geranien kan være min Sportel." Da han endelig fatter Meningen, bliver man enig om 1/4 Skilling til en Halvpægl Brændeviin -- saa lavt er Brændevinet nu sjunket. At her kun kan menes Flensborgerbrændeviin, vil ellers blive klart af det Følgende. Paa Vejen hjem hverver Medicineren et helt Auditorium til at holde et frænologisk Foredrag over Dødningskallen. Men min Aand følger dennegang med mit Hoved, og just som Medicineren har faaet det paa Bordet og skal begynde sit Foredrag, begynder jeg mit. Jeg kan ikke sige, at Dhrr. bleve meget bange; thi Op- lysningen var steget overordentlig i de sidste Snees Aar. Imid- lertid fik jeg dog Ordet. "Maa jeg spørge Mhrr. om Nogen af dem har læst Henrik Wergelands Hasselnødder eller Bekjendelser og Livsskizzer?" "Hvad Pokker er det for en Bog?" brød man i Mundene paa hinanden paa ganske godt Dansk. En mener, at den maatte høre til de forældede Bøger, der ud- kom i Christiania før det, efter Skandinavismens Indførelse, blev forbudt at trykke Bøger andetsteds end i Kjøbenhavn; men Fræ- nologen gav Haab om at have Bogen paa Loftet mellem sin salig Faders Bøger. Thi i de sidste Aar før hint Forbud bestod den norske Boghandel i at sælge en masse, og "naar min Fader, sagde Frænologen, fik 90 pct. Rabat plejede han at kjøbe. Han havde tabt svært paa de Spekulationer; dog erindrer jeg, at han engang sagde, at han dog ikke havde mærket nogen Aftagen i Afsæt- ningen af et andet Forbud af det nye Gouvernement mod at lade Bøger, der vare trykte i Norge i den gamle Tid, sælges i Danmark -- noget som Skandinavismens Formaal, Civilisationen krævede." "Jeg er bemeldte Skrifts Forfatter," sagde jeg; og ønsker meget at have det vedhaanden. Det skede omsider efter en Pause, hvorunder Studenterne drak Øl og røgte Tobak, som i vore Dage, men uden at byde mig hverken det Ene eller det Andet, skjøndt jeg troer nok at jeg havde taget en Pibe. Skizzerne bleve uddelte og jeg holdt da følgende Foredrag (op- taget i Datids medecinske Ugeskrift): "Mhrr.! disse Buler i min Pande har man i sin Tid holdt for Digterorganer og afmodelleret dem paa det nøiagtigste, saasnart SIDE: 386 man mærkede, at det led med mit Timeglas. Jeg erindrer den- gang at jeg rablede ned paa en Medecinflaskes Seddel: "Nu, da jeg neppe har to Pægle Blod, nu er jeg vakker og nu er jeg god, nu, da jeg blegner, Byster man gjør og Portrætter man tegner." . . . "Til Texten" knurrede det bag i Auditorium; thi Ung- dommen er om 20 Aar meer velopdragen end nu, efter Afskaf- felsen af de sidste Levninger af Pietet. "Men Mhrr! skulde Digterorganet sidde der, maatte min Sjel ogsaa have sit Allerhelligste der; thi jeg var -- og det var min Ulykke med et saa sneverbegrændset Sprog -- intet andet end Digter. Men nu var Tilfældet, at det første Glas Viin, jeg kunde nyde i et Selskab, farvede begge disse Promontorier cinnober- røde, saa jeg blev givet til Priis for Bagtalelsen, hvorhos jeg følte Heden af et Par Kulmiler. Men naar min Sjel undfangede et Digt, syntes jeg at den aandede i en reen endog kjølig Atmo- sfære, som naar de deilige Snestjerner sidde paa Kvistene og man kan see uendeligt høit opigjennem disse i den dybblaa Luft. Et eneste Glas Viin vilde have adspredt al poetisk Evne. Bulerne vare hvide og kolde. Derimod, Mhrr! har jeg Mistanke om at disse Buler kun ere Mærker efter den Maneer jeg brugte i mit Liv, nemlig at gaae efter mit eget Hoved. Tidlig mærkede jeg dem, og jeg begyndte ogsaa tidlig at gaae efter mit eget Hoved. Altid indbildte jeg mig dog, at jeg styrede lige paa det Rette fordi jeg altid gik ligefrem; men disse to Bevægelser, som jeg troede maatte falde sammen, kunne divergere noget forfærdelig. Ville Mhrr. (hvad jeg ikke bør tvivle om) leve hvad man kalder godt, saa raader jeg ganske ifra denne Ligefremmarsch; en anden Sag er det om nogen skulde foretrække en rolig, men som oftest noget tidlig, Grav. Thi dertil fører den; men ikke det at gaae efter eget Hoved. Det kan føre til dybere Afgrunde. Unge Menne- sker gjøre derfor bedst i at gaa efter sine Forældres. "Vi ere voxne Folk selv!" piber en Hønekyllingstemme; men jeg vedbliver: Havde jeg gjort det med Prokuratoren, havde vi levet ligesaa sikkre for hinanden som Krokodilen og Sangfuglen paa hver sin Side af Nilen. Det er da Moralen af den Skizze. SIDE: 387 Derimod, Mhrr., have alle disse Buler paa det øvrige Hoved været Hjemsteder for Organer, Borgtinder, hvor oprørske Vasaller mod Fornuften have holdt til, et reent Albanien eller Montenegro. (Hør ham! hør ham!) Ja! disse Skizzer, som de nu kjende, bære helt igjennem Vidnesbyrd om det Ufornuftiges Vælde. Her i denne spidse Top har ganske vist den Forfængelighed boet, som trak mig op paa Toppen af Mont-Gaillard i Regn og Uveir. Organet ligner ogsaa denne Klippe. Thi hvem tvivler om at det var andet end Forfængelighed, som drev mig, og ikke den affekterede Lyst til det Pittoreske? Det er da Moralen af den Skizze, ja af en god Deel, som Mhrr. ville have bemærket. Herre over Forfænge- ligheden blev jeg aldrig ganske, saa selv dette med Oprigtighed skrevne Straffeskrift over mig Selv, er fuldt af Yttringer deraf. Da man traadte mig under Fødder som værst, valgte jeg Løve- tanden, der netop trivs under saadanne Omstændigheder, til mit Symbol; men kunde en Ørnefjer været et hovmodigere? Min Medbeiler som Digter var hovmodigere end Kragen, da den havde faaet Paafuglfjer i Halen; naar han blev angreben, var han saa klog, at han krøb ganske stille i sig selv som Skild- padden. I Solskinsveir kunde han skyde en ganske overordentlig lang Giraffehals udaf Skallen og strax hørte jeg det naske i de Laurbær, der vare lagte paa mit Hoved af et mildt Publikum. Disse firkantede Organer her bag Øret, Mhrr., kan kun lignes med Bagnoer og gergasenske Svinehuse; og i dette Strøg maa vel ogsaa Organet for den Hevngjerrighed ligge, som man saa gjerne vilde tillægge mig, forvexlende den med Selvforsvaret. Dette uhyre nathueformede Organ har imidlertid tilhørt Godmodig- heden, og mellem de modstridige Organer gjælder det Høg over Høg. I dette teltlignende Organ maa den tartarvilde Indbildnings- kraft have boet, der saa ofte strøg af med min Fornuft. Bag- efter fandt jeg, at den især havde forført mig til alle de taabe- lige Kjærlighedshistorier. Skulde mine mange Exempler (og tænk jeg lægger Dølgsmaal paa ligesaa mange til) endda ikke være afskrækkende, saa vil jeg dog gjøre alle flinke unge Studerende, der give sig Indbild- ningskraften ivold af Forlibelse, opmærksomme paa at de gjøre bedst i at gaae over til et eller andet polytechnisk Haandværk som erklærede Realister; thi det er noget ganske overordentlig hvor man under saadanne Omstændigheder gaaer tilagters i Græsk SIDE: 388 og Latin, al sand Dannelses ædle og urokkelige Marmorgrund- vold, og i Mathematik, dens majestætiske Portikus og Tag." "Der spørges ikke meer efter Græsk og Latin. Det er af- skaffet for en ti Aar siden" peeb Hanekyllingen mellem auditores. "Der er ansat Sproglærere i Kjøbenhavnsk siden Skandinavis- mens Indførelse, og vi have allerede ondt forat forstaae Dem." Jeg lod Dødningehovedet skjære Tænder, saa en faldt ud. En, der havde bestemt sig til at blive Tandlæge stak den i Lommen med Lovtale over dens gode Emalje. "Ja, min Herre, sagde jeg, det er en af Skjæretænderne, og dem brugte jeg især til at tygge Fladbrødet, hvorpaa Myseosten laa, siden Intelligentsens Hovedrepræsentanter, forat betegne min Pøbelagtighed, bekjendtgjorde, at jeg var en Akkevitdrikker og Myseostæder. "Og Fladbrød veed De er godt for Tænderne." Auditoriet lo; men indlod sig i en heftig Disput om hvad My- seost var. En mente, at den var forbudt siden Anordningen om fri Indførsel af dansk Ost, og en Anden, at den maatte have indeholdt en opiatartet Ostgift siden den var sat sammen med Akkevit. Spørgsmaalet skulde blive fremsat i næste medecinske Foreningsmøde. Jeg fortsatte altsaa: "Mhrr. ville bemærke, at hverken Galls, Ottos, Spurzheims eller de nyeste engelske og franske Organfortegnelser række til Halv- parten af de Organer, som vise sig paa dette cranium. Og her- med har det saadan Sammenhæng, Mhrr.! at der har boet to himmelvidt forskjellige, omendskjøndt beslægtede, Geister i denne Skalle: Jeg Henrik Arnold Wergeland og min Halvbroder Siful Sifadda, som ogsaa havde sine Organer. Enhver som læser Begges Skrifter maa strax erkjende denne Dobbelthed. Der er ikke een Linje af den Første, som ikke er elegisk, alvorlig; ikke een af den Sidste uden den er spøgende, satirisk, koboldagtig. Jeg befattede mig derfor ikke egentlig selv saameget med Kam- pene; thi jeg lod min Halvbroder drage ud, og han opførte sig altid tappert; men da jeg døde forbød jeg ham at gjøre mig Følge før han havde udgivet sine mange Farcer i eet Bind med Træsnit, men med Bortsløifning af det værste Personlige. Men endnu har jeg ikke seet til ham, saa han maa drive om her endnu." "Da bliver han nok en usynlig Jerusalems Skomager," be- mærkedes fra Auditoriet, "for ingen norsk Bog, der er ældre SIDE: 389 end Skandinavismens Indførelse, maa oplægges paany i Nord- skandinavien, som det forrige Norge nu kaldes . ." "Hvad? Ikke gamle Norge mere, som altid?" hvinede jeg ud imellem de sidste Tænder. "Nei Syd-, Øst- og Nordskandinavien. Leve Skandinavien!" brølte Auditoriet. "Nei Leve gamle Norge!" klapprede Dødningehovedet. "Hjælp, Siful! Ud med denne fordærvede Ungdom!" Knegten kom ikke medmindre han stak i den Markrotte, som pludselig hoppede udaf et af Dødninghovedets Øine. Det uskyl- dige Dyr gjør en forfærdelig Virkning. Hulter til Bulter styrter det hele rationale Auditorium, som uden mindste Skræk havde hørt et Dødninghoveds Foredrag, udpaa Døren og Rotten efter.