Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet, OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved Universitetet i Oslo i 1991-1997. Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten, og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på, gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/ Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene presenteres sammen med teksten. Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - SIDE: 1 Henrik Wergeland No. 1, 3die December 1839. End gjorde Guld ei nogen glad og god. Tilfredshed selv den Arme derimod! TILTALE TIL DEN FATTIGE KLASSE O jeg maatte ønske, at en retfærdig og kjærlig Engel vilde styre min Pen nu da jeg skal tale ikke altid blide Ord til Ar- moden, som mit Hjerte saa gjerne vil være partisk for! Men hvad skulde det nytte, om jeg talte andet end Sandhed, som her er den eneste Lægedom? Jeg ønsker da ogsaa, at heller Sand- hed, bitter men sund som Løvetandplantens Saft udenfor eders Hytter, -- heller Sandhed, end Guld, om det var muligt, maa flyde af denne Pen, som jeg nu har grebet i den gode Mening, SIDE: 2 at tale Eder, der høre til den fattigste Klasse i vor Bye, til vir- kelig Nytte, til Forbedring baade for eders Sjele og Vilkaar. I gjøre Uret, om I troe, at der er Ingen udenfor eder Selv, af Dem, I kalde lykkeligere eller rigere og fornemmere, som bryder sig om hvorledes I have det. Ved en saadan Tanke skaffe I Armoden een Bitterhed mere, Synden een Fristelse til. Den gjør den Fattige utilfreds i sine Kaar, som dog Gud og ingen Anden har sat ham i; Utilfredsheden betager ham Lysten til at arbeide paa at forbedre den, fordi han troer sin Evne for liden, og finder sig forladt af hele Verden; han bliver misundelig over Andres Vilkaar, og saa er det ikke langt fra, at Synden har Spillet vundet, saa at der af en ærlig Fattig bliver en uærlig Forbryder, der forgriber sig paa Andres. Jeg beder Eder derfor, mine stakkels Medmennesker, at under- søge eders Hjerter. Finde I da der Misfornøielse med eders Kaar, da er den allerede farlig, og bør ikke leve; thi den er ikke engang, som det kunde synes, en Spore til at forbedre dem ved Flid; men finde I denne Misundelse, da dræber den som en Slange! Thi I huse intet Farligere. Ja udrydder Begge: baade Misfornøielsen og Misundelsen! Den første var det, som berøvede vore første Forældre Paradiset; thi de vare jo heller ikke fornøjede med den Vuggegave, de havde faaet af Gud, men vilde have og være noget endnu Mere? Og Misundelsen, som er Misfornøielsens Datter, er igjen Moder til de fleste af de For- brydelser, som forøge saa mangfoldigen Armodens Elendighed, og berøve den Andres Medlidenhed og dens eget ærlige Navn. Men dette maa fremfor Alt beholdes! det er et Klenodie, som Rigere ofte kunne misunde Eder; det kan ikke kjøbes for nogen Skat; det er bedre end Rigdom; det er en evigvarende nyttig Eiendom, thi den skaffer Eder Agtelse, Tiltro og Adgang til For- tjeneste, det indeholder en sød Trøst; og det ærlige Navn i Fattig- dommen er desuden et herligt Arvegods fra de norske Forfædre, som det er Synd baade for dem, eder Selv og Børnene at øde- lægge. Et ærligt Navn er og en Mynt, som Renter ind kan bringe. Et ærligt Navn er fagrest Pynt, for Rige og for Ringe. Jeg gaaer i den saa tidt jeg vil tilkirke og tilthinge. SIDE: 3 Men jeg vil, at I, ved hvert Ord, jeg siger, skulle prøve hos eder Selv, om det er Sandhed. Tænker da efter ved alle Dem af eders Kaar, som I mindes bleve overbeviste om Forbrydelse og straffede, om I ikke maae troe om de Fleste af dem, at det var først denne Misfornøielse og siden Misundelsen, som gjorde dem saa ulykkelige! Men kan da den bittre Nød være fornøjet? Nei, men den skal ikke gjøre sig ulykkeligere, end den er, ved at opgive Haabet og Modet, og ved at lade den naturlige Drivt til at ville forbedre sin Tilstand udarte til Synd, til at ville dette ved noget Andet, end ærligt Arbeide. At tænke, at man er den Ulykke- ligste paa Jorden, er ligesaa usandt af den Fattige, der kun har et Straaleie eller ikke engang det, som om den Rige, fordi han kan hvile paa guldfryndsede Bolstre, vilde tænke, han var den Lykkeligste. Der gives ikke alene baade større Mangel og større Overflod maaskee, men den største Mangel er ikke den største Ulykke, den største Overflod ikke den største Lykke. Det er saa ofte blevet bevidnet af de saakaldte Lykkens Yndlinge paa Dødssengen eller af de rædselfulde Mærker paa at de tage en voldsom Ende, at der er en anden Ulykke og Lykke, end Man- gelens og Overflodens. Og den, som har en af Delene, han føler det nok, uanseet hvad han har til at dække sig med. Det er Samvittighedsfreden, som er Lykken over Alt hvad der kaldes Lykke, og som selv den bittreste Nød kan besidde. Ja, naar Verden opdager den der, opdager Redeligheden i dens Hytte, da synes den, at den aldrig har seet noget Herligere, at den er skjønnere der, end i Paladset, og alle Hjerter røres, og medeet erindre de, at Verdens Frelser ikke eiede en Steen til sit Hoveds Hvile og at Apostlene ikke vare meget rigere. Og i Bibelen har den ærlige Fattigdom sin meest begeistrede Ven. Med hvilken Forkjærlighed og Varme og i hvormange talende Exempler for- herliges den ikke af den hellige Skrifts himmelske Røster? Lad da Armoden være dens Ven igjen, og have en Plads for den ved sin Arne! Døer end dennes Ild, en himmelsk vil dog leve i Hjertet, Kjendskab til Bibelens Fattigtrøst, og holde dets Varme vedlige, saa det ikke betages af Misfornøielsen, der er Fortviv- lelsens første snigende Kulde. Men, foruden Religionens, har Nøden ogsaa en anden, mere jordisk, Livsvarme, som holder Haabet og Kraften vedlige, i den SIDE: 4 naturlige Drivt til at forbedre sin Tilstand. Det er ikke hiin far- lige Misfornøjelse, at ville dette. Misfornøjelsen er uvirksom: denne Drivt virksom, og Moder til Vindskibelighed, Ordentlighed og Reenlighed. Vi hørte ovenfor om den ærlige Fattigdom i sin Hytte, men hvorfor skal denne Hytte være faldende og smudsig? I saadanne Hytter boer den dovne Misfornøielse, ikke den Drivt, vi mene, til at forbedre sin Tilstand; fra saadanne Hytter gaaer Misundelsen ud paa Rov, den fordærvede Drivt, Havesygen, til at forbedre sin Tilstand ved ulovlige og syndige Midler, ikke den sunde, naturlige og rosværdige Drivt, som alene vil det ved ær- lig Fortjeneste. I, der kjende hverandre, ville give mig Ret i, at man med temmelig Sikkerhed kan sige, at en flittig Mand imel- lem eder er tillige en ærlig og brav Mand, om han end forbliver en fattig Mand, enten formedelst mange Børn, foregaaende Nød eller tilstødende Uheld, og at man noget nær kan af Husets Til- stand slutte sig til hvad Slags Folk, der boer indenfor. Jeg idetmindste tænker, at der boer skikkelige Folk, og ikke Tyve- pak, hvor jeg seer en rensopet Sval eller Dørtærskel, vaskede Vinduer med kanskee Blomster i, og Spor af Forbedringer paa Tag og Vægge, om end Hytten i sig selv kan være daarlig. Ja, tænker jeg, der boer nok fattige Folk, men Folk, som dog ville forbedre sin Tilstand paa en god Maade, og Gud give dem Lykke dertil! Men seer jeg, at det er anderledes, som det des- værre er altfor ofte imellem Eder, da tænker jeg ogsaa anderledes, -- at der boer Folk, som der er lidet ved, og som ialfald ikke tilfredsstille den almindelige Drivt til at ville forbedre sin Til- stand ved saadanne Midler, at de tør være det bekjendte. Men jeg behøver ikke at spørge, om det ikke er saa, at det ikke er fra Fliden, Ordentligheden og Reenligheden disse mange Forbrydelser udgaae, som have tiltaget saa overordentligt imellem den fattige Klasse, og som skade den retskafne Deel deraf saa særdeles, at det er paa høi Tid, at enhver brav fattig Mand gjør Sit til for at udrydde dem, om ikke al hans egen Tiltro skal gaae tilgrunde for disse Andres Skyld, som snart have bragt det til, at man troer, at en Fattig og en Tyv er Eet, og at en fattig Mand ikke kan være en ærlig Mand, som fortjener Medmenne- skers Hjælp og Guds Velsignelse. Det er for lang Tid siden, og overalt som her, afgjort, at det er fra de Hytter, hvor Doven- skab, Uordentlighed og Ureenhed holde tilhuse, eller Betleriets SIDE: 5 Hjemsteder, at de allerfleste af disse Forbrydelser udgaae. Væn- nes Børnene til at søge Alt af Andre -- og Ve, der er Mange imellem Eder, som tvinge de Stakler dertil! De gaae ud om Morgenen som Betlere og vende saa ofte hjem som Tyve! -- da vænnes de ogsaa, naar de voxe til, fra at søge nogen Forbed- ring i sine Kaar, ved sine egne Kræfter. Arbeide bliver dem forhadt, og naar de ere blevne for store til at turde betle, og de dog kun ville have Sit af Andre uden Arbeide, saa er der ingen anden Udvei end at stjæle. Og Tyvepak paastaaer man nu, at Fleerheden i den fattige Klasse i vor By er bleven, og det maa ligesaavist smerte enhver brav fattig Mand, som det maa skade ham; thi han har samme Krav paa at kunne holdes for retskaffen som enhver anden uberygtet Mand i hvilkesomhelst Kaar, og behøver ligesaavel som enhver Anden Medmenneskers Tillid og Hjælp. Det er tungt, at maatte sige det, men det er nu kommen saa vidt, at eders Børn udenfor Asyl- og Skole- bænken, af Mange betragtes med Mistanke, som en streifende Ræveyngel, man maa stænge vel for, ikke som Menneskers endnu Uskyldige -- eders Ungdom som farlige Røvere, man maa have Vaabenet ved Siden af Tegnebogen mod, og Forældrene, Forældrene, som Hælere med sine egne Børn -- eders hele Klasse som noget forvorpent, sammenrottet Pak, det ikke er værd at gjøre Noget for. Men kan Fattigmand være tjent hermed? Nei, imod dette er selv Fattigdommen Intet. Var jeg af Eders Klasse, og boede imellem Eder, og jeg vilde da være netop ligesaa ærekjær som nu -- jeg vilde græmme mig over, at de Retskafne saaledes maatte lide for de Slette, og jeg vilde for mine Børns Skyld, at de ikke skulde besmittes, udflytte, om jeg kunde, i en Huus- mands Eensomhed paa Landet, eller paa anden Maade gjøre Alt for at undfly Fordærvelsen og uforskyldt Vanære. Men fremfor Alt vilde jeg forsøge eet Middel til at forbedre denne fælleds skrækkelige Tilstand -- og det ønsker jeg, at de Brave imellem Eder ville iværksætte: -- jeg vilde samtale med dem af mine Lige, som fandt med mig, at der virkelig er en Fordærvelse til- stede, som forøger Elendigheden inden den fattige Klasse, og gjør, at de Faae, som ville opdrage sine Børn vel, og passere for skikkelige Folk, have vanskeligere derfor end de bør, og saaledes lide for de Andres Skyld; og saa vilde jeg komme SIDE: 6 overeens med dem om selv at raade Bod derpaa ved at lade de betlerske og tyvagtige Familier vide, at de for Eftertiden ikke maatte vente, at alle deres Medfattige vilde tie stille til deres Uvæsen, men at de nu havde et Politi ganske nær ved Siden, som de maatte frygte mere end det, de saa ofte havde skuffet. Vilde de Flittige, Ærlige og Reenlige imellem Eder vir- kelig forene sig, skulde I, om de end vare de Færreste, snart see, at det gik med Dovenskaben, Uærligheden og Svinskheden som det gaaer med Myren, naar endeel dygtige Arbeidskarle give sig i Lag med den om at faae den tør Maal for Maal. Hvorfor skulde den retskafne Arbeidsmand taale, at hans Børn rives hen med et slet Nabolags Yngel paa Betlerstien og indvies i en Tyvebandes forbryderske Kneb? eller at endeel svinske Nabokoner slænge den Gade, han har at gaae, og Dørpallen, han vil have reen og engang imellem briskestrøet, fuld af deres skidne Hullers Uhumskheder? eller, at han, med al sin Vilje til at arbeide og med sin gode Samvittighed, ikke faaer Arbeide og holdes for en Kjeltring, der ingen Medlidenhed fortjener, for endeel Paks Skyld, med hvem han kun har trange Kaar og en trang Gade tilfælles? Nei! og jeg er vis paa, at I selv, de Bedre af Eder, vilde paa den Maade, jeg har meddeelt, kunne raade Bod paa det Meste af disse Onder. Og hertil maa I ogsaa op- muntres ved den større Deeltagelse for den fattige Klasse, navn- lig for dens Børn, som de andre Klasser vise f. Ex. ved Anlæg af Asyler, hvis Øiemed ikke blot er at lette Forældrenes Tilsyn med Børnene under Arbeidstiden, men ogsaa at bevare disse for Betlerstiens og Lediggangens fordærvede Indflydelse. Jeg har sagt Eder Sandheden: hvorledes det er fat med Eder og Noget om hvorledes det burde og kunde være. Men det er kun Noget af hvad jeg har at sige; og for at kunne sige noget mere herom, og for at være dem iblandt Eder, som ville for- bedre den slette Tilstand, til Nytte, vil jeg fremdeles udgive dette Blad, hvorigjennem jeg troer at kunne love, at Mænd ogsaa ville meddele sig til eders Bedste, som have større Erfarenhed og samme oprigtige Vilje, til at fremme dette som Udgiveren. SIDE: 7 Henrik Wergeland UFORSKYLDT MISKJENDELSE Naar Mange i en Folkeklasse ere fordærvede, udsættes Enhver, som hører dertil, lettelig for at blive miskjendt; og den bittre Følelse, som denne uforskyldte Uret saa naturlig indgiver, bi- drager ganske vist ofte til at lede Tanken paa Forbrydelser naar man dog alligevel skal lide Skammen derfor. Hvilken Synd gjør ikke de Slette derved imod de Retskafne? for at anføre et Exempel: hvorofte, siden det afskyelige Lommetyverie er bleven almindeligt imellem vor fattige Klasses Ungdom, udsættes ikke Uskyldige for mistænkelige saarende Blik, for fornærmelige Ud- ladelser? Det er kommen saavidt, at ingen Samling af Folk kan finde Sted uden at disse Tyverier foregaae i Mængde, og det er ganske almindeligt, at høre Auktionsmanden gjøre de Til- stædeværende, som dog kun udfylde et ganske lidet Rum, op- mærksomme paa, at de maa tage sig iagt, da der høist sand- synligt er Lommetyve imellem dem. Da jeg første Gang hørte denne Tale, gjorde jeg, som Andre, en naturlig Dreining omkring, forat see hvad Folk, jeg havde omkring mig, og opdagede da en heel Deel tilvoxen Ungdom, som ganske vist Intet havde der at gjøre, og som derfor bleve mønstrede af Alle med Øiekast, hvori der laa mere Mistanke og Harme end noget Bedre. Disse vare i den Alder, at de maatte oprøres over de Ord som faldt. Men de Fleste havde nok med at tæmme den onde Samvittighed, som vilde til at røbe sig: De bleve blege, deres Øine søgte Loftet; kun en Dreng, der saae ærlig, men fattigst ud af dem Alle, rødmede stærkt, stærkere og stærkere; omsider traadte Taarer frem i hans Øine; de mistænkelige Blik bleve ham utaa- lelige, og pludselig søgte han ud af Døren. Maaskee Mange fremdeles mistænkte ham, men jeg følte mig overbeviist om, at der leed en Uskyldig, fordi Andres Forbrydelser havde vanæret den Fattiges Dragt, og kastet lige Mistanke paa Alle, som bære den. Det er uretfærdigt; men hvis er Skylden? Var jeg Arbeids- mand, og saae mit Barn, for hvis Retskaffenhed jeg kunde gaae i Borgen, saaledes mistænkt, vilde jeg sittre af Forbittrelse, men imod de Uslinger, som have gjort Mistanken til Alle naturlig. Jeg vil endnu fortælle et Exempel, som viser hvilken Synd disse Fordærvede, som kun den fattige Klasse selv kan udrydde af sin Midte, ikke alene gjøre imod sin egen Klasse, men ogsaa SIDE: 8 imod Andre, som ikke med Vilje vil gjøre denne nogen Uret. En sletklædt, næsten voxen Dreng af godt Ansigt og ærlige Øine standsede mig forleden paa Gaden med Tilbud af sin Tjeneste. Afbrudt i mine Tanker, spørger jeg haardt, hvorfra han var. "Fra Telthuusgaden." Strax, da denne Gade er berygtet, blev jeg forud indtagen imod Drengen; men spurgte dog, da jeg vir- kelig kunde yde ham en liden Fortjeneste, om hans Navn. "Nils". "Hvad? Nils i Dalen?" spurgte jeg atter, med Tanken paa en Person af hans Alder, som jeg en Dagstid iforveien havde hørt angive under dette Navn som en berygtet Lommetyv. "Nei, Nils Olsen," siger Drengen med uforandret Øie og Mine. Men jeg uden i dette Øieblik at lægge Mærke hertil, forlader den stakkels Dreng med de ubillige Ord: "Snak, du er bestemt Nils i Dalen, og dere ere saa lige gode allesammen." Men neppe havde jeg vendt ham Ryggen før hans aabne Ansigt med de ærlige Øjne og min Uretfærdighed stod for mig. Jeg følte den som et Stik, syntes at have seet en Skygge af Bedrøvelse i hans Øine, raabte efter ham for at gjøre det godt igjen; men Drengen var borte, og det høist sandsynlig med den Tanke i Hjertet: hvorfor skulde jeg ikke være som "Nils i Dalen," naar jeg dog skal mistænkes for ham alligevel? Ifra det Øieblik har jeg tænkt over den Klasses Tilstand, hvortil begge disse Drenge høre, og besluttet at gjøre Noget for den, og i den Hensigt da at udgive dette Blad. Nils Olsen vil læse dette; men om jeg faaer Nils i Dalen dertil, er uvist. Imidlertid skal det dog blive nedlagt ogsaa i hans Hytte. Henrik Wergeland No. 2, 10de December 1839. Det første Trin paa Lastens Bane tidt paa Dydens blev det sidste Skridt. VIDERE TILTALE TIL DEN FATTIGE KLASSE Ihvor forskjellige end Menneskesamfundets Klasser ere, kunne de dog ikke undvære hinanden. Men ingen staae i nærmere Forbindelse end den, der er rigest, og den, der er fattigst. Det er ligesom en Ring, der slutter sig sammen, som om Samfunds- SIDE: 9 kredsens Laas ligger imellem begge disse to Klasser, der trænge saa inderlig til hinanden. De Rige, som have stor Drivt at ved- ligeholde, behøve de Fattiges Arbeidskraft, og disse behøve noget af de Riges Formue. Det gaaer op i op, men naar I kunne lægge jer til at sove, ubekymrede om hele Verden, tør det vel hænde, at Arbeidsherren endnu har saa meget at spekulere paa, at I tør gaae paa Arbeide før der er at tænke paa Søvn for ham. Men hvad opdagede jeg vel en Sommermorgen, da Arbeiderne fra Forstæderne just gik paa Arbeide rundtom ude paa Løk- kerne! Solen var endnu ikke ganske oppe, men Lærkerne dir- rede høit oppe under de smaae røde, spraglede Skyer, der saae ud som den deiligste Silke, opplukket, som drivtige Huusmødre gjøre af gamle Lapper for igjen at spindes ud til noget Smukt og Nyttigt. Det var en Morgen til at bede og at fryde sig i, men ikke til at tænke noget ondt i, som Det, jeg saae. Den var til at synge eller fløite eller paa hvilkensomhelst Maade at give Glæden Luft i, men ikke til at tænke eller øve noget ondt, af- skyeligt i, som Det jeg tilfældigviis fik at see. En ung Arbeider, som saae ud til mere af Naade og Barmhjertighed at have faaet Arbeide, end fordi han kunde gjøre nogen Nytte, gaaer ud ad Vejen ved den nye Bro, hvor Selskabet for Christiania Byes Vel saa ofte har maattet plante Alleetræerne om igjen, fordi de øde- lagdes af uforsigtige Bønder, og skadefro Skøjere fra Byen. Den unge Arbeider standser under en af de skjønneste Popler, som var bleven skaanet, og allerede var tæt nok med Løv til at skygge; han seer sig om som en Ulv, der vil bryde ind, og saa -- een, to, tre! -- der ligger den unge Poppel med sin Krone; Skurken tilbeens da, men alt som han løb, knak Grenene efter ham hele Alleen nedigjennem, og han endte først med at vælte overende en af de Bænke, som hiint velgjørende Selskab har ladet udsætte til Hvile for Alle, -- ogsaa for den Fattige, ogsaa for Eder, ogsaa for hiint Umenneske og hans Fader, naar han kom træt af Arbeide. Og da skulde ogsaa Poppelen skygget den Gamle. Men nu! -- ja jeg kaldte Gjerningsmanden et Umenneske. Hans Gjerning eller Ugjerning var isandhed umenneskelig! han maa hverken have følt eller tænkt som andre Mennesker. O jo, andre Mennesker have gjort det Samme; denne Forbrydelse, som er lumpnere end selve Tyveriet, er ikke sjelden imellem Os; og SIDE: 10 Mistanken falder paa Fattigklassens Ungdom fordi den er meest fordærvet og mindst dannet, og der kun skal yderst liden Dan- nelse til, forat afskye enhver voldsom Ødelæggelse af hvad der er til fælleds Nytte og Fornøjelse. Hvad det Menneske tænkte ved det, han gjorde, er ikke let at begribe. Men jeg tænkte, at selv en Djævel kan ikke tænke værre, end blot at ville skade, og at det Menneske, som, uden Grund, for sig selv kunde øve slig Ugjerning, høist sandsynligt vilde ende som Morder eller Mordbrænder, naar Hevn eller Vindesyge, som Ukrudet, man ikke veed hvor Frøet kommer fra, engang opkom i hans allerede saa fordærvede Hjerte. Hjerte? Man bør ikke sige, at et saa- dant Menneske har Hjerte. Ak, I skulde see, hvormange Fornøielser og hvor net de fattige Forstadbeboere i Udlandet have det netop fordi de aldrig be- skadige de Anlæg, som gjøres til offentlig Prydelse og Beqvemme- lighed. Ogsaa der gaaer Landstæderne tæt ind til de smaae Huse i Forstæderne; men der seer man ingen høje, spidse Planke- værker om Haverne, men de ligge aabne med al sin Yndighed inden lette Sprinkelværker, inden lave aabne Inddelinger, saa det synes som om den Fattiges Hytte laae i Paradiis. Og saa Alle- erne og Blomsterqvartererne paa de offentlige Spadsergange med Bænke og Borde, som det aldrig falder Nogen ind at ødelægge! Har en fattig Mand da der Lyst en Søndagseftermiddag, saa tager han sin Kone under Armen, og er som hjemme i al den Herlighed; thi den staaer ogsaa under hans Beskyttelse. Og saa burde det være hos Os, istedetfor at nu Ingen kan have noget i Fred, hverken Gjærder, Træer eller noget Andet, som man kan komme til. Denne stygge Feil har vakt den fattige Klasse mange Fien- der, berøvet den megen Hjælp, og lukket mange Hænder og Hjerter for dens Nød. Det er derfor mit alvorlige Raad til de Retsindige i den, som holde Ave paa sine Børn ogsaa efter at de ere, som det hedder: "slupne frem," at de indpræge dem det Afskyelige og Skrækkelige i, af Letsind eller Skadefryd, at ødelægge, eller paa anden Maade, f. Ex. med Smuds at tilføje Andres eller det Offentliges Gjærder, Træer, Plantninger, Porte, Vægge, Bænke eller deslige nogen Skade. Alt hvad der er løst og frit udsat er anbetroet den almindelige Æresfølelse, og det især Fattigmands, som boer og færdes meest i Nærheden af SIDE: 11 Byernes landlige Forskjønnelser, af Haverne og Løkkerne, hvor man nu næsten ikke tør vove at slaae et Gitter op, forat ikke Spigeren i Spilren skal friste En til at bryde den af. Men vi maa vende tilbage til Forholdet mellem den Rige, mellem Arbeidsherren og den Fattige eller Arbeideren. Og det er som oftest slet nok, kun sjelden som det bør formedelst Feil fra begge Sider, og til allerstørste Skade for Begge. Jeg vil ikke tale om, at Arbeideren ofte staaer saa lidet paa den Mands Bedste, i hvis Arbeide han henter sit Brød, at han endog søger at tilføje ham ligefrem Skade -- thi dette er jo aabenbar For- brydelse, og det skeer derfor lumsk, hvad enten han stjæler med sig eller ødelægger -- og at Arbeidsherren da igjen paa sin Side behandler de Arbeidsfolk, han dog nødes til at have, paa mange Maader, slet. Men der er en Feil ved altfor Mange af vore Arbeidsmænd, som skader dem Selv, Arbeidsherren og den hele Arbeidsklasse, saa de Uskyldige ofte faae lide derfor; og den er: denne Ligegyldighed for Arbeidsherrens Fordeel, dette Dagtyveri, denne Mangel paa Iver for Arbeidets Drift og Fremgang, som i saa høi Grad har svækket Fattigmands Kredit hos Dem, der have Arbeide at give. Derfor faae I ogsaa saa vakker Lov, naar man hører en Saadan omtale sine Arbeidere, nemlig omtrent som saa: "Rakkerpak! -- ikke værd at hjælpe -- sender jeg en ny Arbeider paa Tomten eller til andet Ørkje, saa veed jeg, at jeg kun har en Dagtyv mere at gjøre Afregning med, og at jeg har skaffet Marketenteren en ny Kunde, osv." Men troer I mig, der lider mangen en brav Mand imellem Eder for sligt Rygtes Skyld. Var det anderledes, kunde Arbeids- herren stole paa sine Arbeidere, var han vis paa, at de stode paa hans Bedste -- troer I mig, I kunde nok komme paa Kontoret, om I behøvede et lidet Forskud; Principalen vilde nok bryde sig om hvorledes I havde det hjemme, om der regner og sneer gjennem Væggen hos Jer eller, om I har det som Folk, han under vel, baade forbi han maa agte Eder, og fordi han har sin store Fordeel af eders Nidkjærhed. Thi denne er ligesom Regnen, der vel falder i Draaber, men dog bringer den store Sjø til at stige, mens Dagtyveriet er som Lækken under Viintønden. Men, mine Venner, endnu engang noget Mere om eders An- liggender. Tænker derfor over dette til næste Gang! SIDE: 12 Henrik Wergeland EXEMPEL PAA FORDELENE AF HUUSLIG FLID OG ORDEN Aldrig komme gode Dage uden Umage. Hænder i Lomme blive tomme. Paa en sandig Landtunge i Danmark boer en Familie, som i 1837 bestod af 19 Personer. Huusfaderen er fød Normand, Hu- struen derifra Egnen, og begge have i sit 27 Aars Ægteskab avlet 21 Børn, hvoraf da allerede 9 vare opdragne uden Hjælp af Fattigkassen. Disse Folk have lidt den Ulykke, at deres Hytte to Gange er bleven ødelagt; den ene Gang af Flyvesand, den anden ved Oversvømmelse. De leve af Fiskeri, et Par Kjør, Spinding og af at gjøre Reb af Strandsiv, som overalt i den Egn -- Vestkysten af Hertugdømmet Schlesvig -- bruges til Tag- tækning istedetfor Halm, som ellers er det sædvanlige, siden Jordbunden baade er for skral til at dyrke Korn og til Have- væxter, saasom Kaal og Potetes. Og denne Familie, som maa- skee er den største i bemeldte Hertugdømme, ikke blot ernærer sig, men lever frisk og lykkelig i sin Ørken. Men Tingen er, at Alle, ja endog de mindste Børn paa 6 Aar, maae, i Forhold til sine Kræfter, arbeide for Familiens fælleds Underholdning. Og ihvor ubetydelig nu hver Enkelts daglige Fortjeneste af Reb- tvindningen, som skeer ved bare Næven, endogsaa er, saa er dog hele Familiens Arbeide for een Dag, naar den bliver til- gavns anvendt, tilstrækkelig til dens Forsørgelse for flere Dage. Men alligevel blive dog disse lige godt udnyttede. Derhos gjøres ingen unødig Udgift, og den ubetydeligste Ting, som kan være til nogen Nytte, bruges dertil. Træsplinter og Sjøvæxter, som opkastes af Havet paa Stranden, er for disse Mennesker et vel- komment Fund, og anvendes ligesom den tørre Faaregjødsel, til Brændsel. Muslinger, visse spiselige Rødder og Sjøfuglæg, op- samles ligeledes begjærlig til Føde. I hele Huset hersker en sjelden Orden og Reenlighed, og Tiggeri er noget ganske ukjendt for denne Families Børn. Denne Beretning, som i et svensk Skrift er lagt den svenske Almue paa Hjerte, indeholder megen Belærelse netop for den Fattigste. Hos Os kan Ingen sige, at han sidder værre til, end SIDE: 13 disse Folk paa den øde, usikkre, ufrugtbare Sandstrimmel. Ganske vist kaster Bordtomten mere af sig baade til Føde og Brænde, og Kristiania er for den fattigere Forstadbeboer sikrere at gaae til efter Fortjenesten end Sandbankernes magre Hav. Fra de Højder, han beboer omkring Byen, kan han med større Tryghed om at finde noget Erhverv, see udover dens mange Tage, end hiin driftige Landmand fra sin Sandklint udover de store væltende og truende Bølger, som ikke hver Gang bar et Stykke Træ eller en Tangklase til hans Strand. Men han lod dog Intet skylles væk; Hvad der kom betragtede han baade som et lykkeligt Til- fælde, hvorfor han maatte være taknemlig, og som Noget han skyldte sit eget Arbeide. Og saaledes skulle vor Byes fattige Omboende søge den Fortjeneste, denne tilbyder, uden at tabe Modet, om der gaaer een eller nogle Dage hen uden at det lykkes at finde nogen. -- Men imidlertid skulle De og Deres leve? Javist; men hvorledes kunde Parret med sine Eenogtyve leve fra Dag til Dag uden Frygt for at mangle det Nødvendige, om end Intet tilflød dem? Jo, den hele Hemmelighed ved dets Huusholdning see vi jo bestod i, at ethvert Medlem af Familien, ligefra de Smaa af, maatte bidrage Noget dertil ved Arbeide, som de havde skabt sig selv inden Huset. Derved blev enhver tilfældig Gevinst et Overskud, og da Familien først eengang havde indvundet Nok endog for den følgende Dag, og Arbeidet des- uagtet fortsattes, saa var Frygten for denne for stedse forsvunden. Familiens Tilvæxt var da heller ikke nogen Ulykke, da ethvert nyt lille Medlem inden faa Aar vilde forøge den fælleds Arbeids- kraft, og saaledes, idet Barnet stedse blev nyttigere, selv kunde give mere end fuld Erstatning for den Tid, det var bleven sørget for af de Andre, af Forældrene og de større Sødskende. Der gives visselig ogsaa for vore Fattige mangen liden Næring, som lod sig drive hjemme ved Hjælp af Børnene, og som var at gribe til, naar intet Arbeide udenfor Huset var at finde, istedetfor at lægge sig inde og sende Børnene ud med Tiggerposen og med Flasken over Gaden til Høkeren, saalænge han vil borge. Saadan Næringsdrift er ikke blot den almindelige Tilvirkning af Svovel- stikker, hvori vi senere hen skulle antyde endeel Forbedringer, og Beens og Fillers Indsamling; men der gives mange flere f. Ex. de mange smaa Fabrikater af Staaltraad, Vidjer, Træ, Haar osv. som netop lade sig drive i den Fattiges Hytte ved Hjælp af SIDE: 14 Kone og Børn i de ofte mellemkommende Tider, da mere løn- nende Arbeider ikke gives. Og, naar saadant træffer til i nogen Tid, da skulde det være underligt, om en forsynlig Familie ikke skulde kunne lægge tilside et lidet Forskud til Materialiers Ind- kjøb til Oparbeidning i arbeidsknappe Dage. Mange deslige Smaafabrikater finde Afsætning baade hos Kjøbmændene, der igjen udsælge dem, og ved Udsalg fra første Haand ligesom Svenskepigernes Ringe og Smykker af Tagl. Og, siden Opmærk- somheden for de Fattige saa umiskjendelig er vakt, og spekulerer paa hvorledes de virkelig kunne hjælpes, saa tør den vel ogsaa snart spekulere ud en Indretning, hvor den Fattiges Tilvirkninger vare tilsikkrede fast Afsætning. Dette vilde vistnok være godt; men efter en saadan blot Mulighed, som dog ingen Nødvendighed er, bør man dog ikke bie; thi -- Arbeide er altid Vinding. Dette er nu vel kun et Raad. Og -- "Raad man nok kan give, Klogskab ei." Men -- "Hvo godt Raad Raad lod blive, lod Hjælpen gaae sin Vej." Henrik Wergeland FORDOMME OM BRÆNDEVIIN Vort Godtøl er for dyrt, og vil vel blive det, saalænge Norge ikke avler Korn nok til at brødføde sig, og vort billige Øl er for slapt til at det kan nytte stort, at tale om at Arbeidsmanden ganske bør negte sig Nydelsen af Brændeviin. Jeg er tilbøjelig til at troe, at Han maa have Noget, som kan varme og opfriske, naar Arbeid og Veir er haardt; men jeg troer ogsaa, at mange af Eder, Arbeidere, som ere kloge nok til kun at tage en Dram under saadanne Omstændigheder, og naar I have Raad dertil, hade, ligesaameget som enhver Anden, det overhaandtagende Fylderi, som anretter saa umaadelig Skade i den fattige Klasse. I have vist forlængst opdaget af de sørgelige Exempler omkring Eder, eller vel engang hos eder Selv, naar I følte eder kleine og syge efter en enkelt Umaadelighed, at, om den ubedrageligste af alle Love, -- den, at enhver Daarskab straffer sig selv, -- SIDE: 15 nogensinde gaaer i Opfyldelse, da er det Tilfælde med Fylden. Men herom mere siden. Her kun om et Par Fordomme eller Vildfarelser, der have nok af Tilhængere, siden de ere til For- deel for Brændeviinsdrikningen. Een Fordom er, at vi i vort strenge Nord ikke kunne undvære Brændeviin. Da fik skam vore Forfædre undvære det; og de vare jevnt friskere og stærkere end vi. Just ved at slaae Super i sig i Kulden føler man denne stærkere, naar det lider om lidt. Det har vist mange af Eder følt; men at fryse ihjel lader sig kun prøve engang, og det hænder da tigange oftere med Drukne end med Ædru. Mange, som boe langt tilfjelds, i afsides Dale, og maa nære sig ved haard Drivt i klingende Frost, f. Ex. den fattige Trysildbonde, faaer kun sjelden Brændeviin at smage, og dog er hans Kind rød og hans Øie friskt. Ligesaa har man i andre Lande, som drive langt sværere og længere Skibsfart, end Vi, uden Skade for Sundheden, mange Gange forsøgt, at lade et talrigt Mandskab seile afsted uden en Taar Brændeviin om- bord uden for Sygdomstilfælde. Og her skulde jeg tro er bedre Beviser for, at det er en Fordom, at Brændeviin er uundværligt, end om en forfyldt Stymper, som med Finkel har jaget Varmen ud af sit Blod, siger med klaprende Tænder: "Huf! det er saa koldt idag, at jeg faaer have mig en Sup." Henrik Wergeland No. 3, 14de Januar 1840. Eet er ene besværligt: at hade det Onde, foragte det ærligt. ENDNU ET ORD Hvor riig En end er, kan han dog ikke, uden at bøde med mange Lidelser, undvære Navn af en ærlig Mand. Næst Sam- vittighedens Bifald er det hans kostbareste Eiendom, fordi det virkelig er ham den nyttigste. Det er da let at indsee af hvad Værd det maa være for den Fattigere, der er endnu mere af- hængig af Menneskene. Hans Tilstand er først da ret fortvivlet, naar han har tabt sit Rygte for Ærlighed eller sin moralske SIDE: 16 Kredit; og han kan heller miste sin Kjole end en Flig af sit gode Navn. Det er ikke blot en Pligt, men Klogskab at bevare det, da Intet, ja selv ikke Fliden, naar den ikke er ganske ærlig, skaffer ham den Gevindst, som det blotte Navn for Ærlighed. Men des bedrøveligere er det, at see med hvilken samvittigheds- løs Letsindighed Mange i den fattigere Klasse synes at behandle dette Klenodie, ringeagtende baade den ydre Vinding, som flyder deraf, og den søde Trøst, som det drypper i Hjertet. Dagtyveriet eller Uærlighed i Arbeidsforpligtelse var en af disse Maader, hvorpaa det ikke er sjeldent, at den Fattigere skader sin egen Kredit; men der gives ogsaa mere ligefremme Veje, hvorved han, i den selvbedragerske Tanke, at gavne sig selv, iler sin Fordærvelse og Ulykke imøde. En saadan er Uredeligheden med fundet Gods -- en Last, som skader den simple Klasse mere formedelst den Kredit, den be- røver denne, end alle de Penge, Kostbarheder og andre Ting tilsammenlagte, som, uden videre, Aar om andet, tages af den til Indtægt som Fundet. Hvad Godhed kan man vel gjøre Reg- ning paa, naar den Tro er almindelig, at det Menneske, man maaskee nylig hjalp af sin Tegnebog, ikke vilde gjøre sig nogen Samvittighed af at stikke den til sig, om han fandt den faae Skridt længer frem? Men derimod, hvor vilde ikke Menneske- kjærlighedens Arme aabnes videre, om det var anderledes, om Fundet var Betroet, men ikke "Vundet," som det hedder efter et Ordsprog, der noksom viser, hvilke slappe Begreber, der i denne Henseende ere gjængse. Jeg erindrer, at en fremmed Reisebeskrivelse over vort Land anfører med Begeistring som en Roes for det hele Folk det Træk af gammel norsk Ærlighed i en af vore Fjelddale, at en Vadsæk kunde henlægges paa Alfarveie uden Fare forat komme bort paa uærlig Viis; og den samme Følelse af Agtelse og Deeltagelse bliver den hele fattige Klasse tildeel, naar man hører kun et enkelt Træk af, at Ærlighed dog findes i den. Den Fattiggut, som f. Ex. leverer fra sig paa rette Sted hvad han har fundet, lidet eller meget værd, kan i de allerfleste Tilfælde være vis paa, at han har vundet sig og Sine en erkjendtlig Ven, som maaske kan betale ham Tingen mangedobbelt. Der er mange Historier om en saadan Erkjendtlighed, ligefra Drengen, som fik Tegnebogens Indhold, fordi han bragte denne, der var en kjær SIDE: 17 Mindegave, tilbage til den rige Mand, og til den fattige Dag- lønner, som ved en lignende Ærlighed blev en velholden Mand, da den formuende Drivtsherre, han gjorde denne Tjeneste, fat- tede en saadan Godhed for ham, fordi han var saa ærlig i sin Fattigdom, at han aldrig tabte ham afsyne, men lidt efter lidt hævede ham til at blive Forvalter ved et af de Brug, hvor han før var glad ved at vælte Tømmer paa Saugen. Hvor hurtigt skulde ikke det Fundne været fortæret, mens Nagets bittre Efter- smag vilde været uudslukkelig? Og hvilke syndige Spor af varig Fordeel er der vel efter det meget fordulgte fundne Gods, som forsvinder inden den fattige Klasse, enten solgt til Hælerens Underpriis, eller bortødslet saa let og snart som det fandtes, eller nydt i ængstelig Hemmelighed, som Tyvens og Røverens Udbytte. Og den Fortjeneste, en uredelig Finder maatte have fremfor disse, vil ikke være saa let at paavise. Tabt Gods er anbetroet den almindelige Redelighed; det er bleven sat i Klasse med de Ting, Ejeren ikke kan have Opsyn med, og som Loven derfor har skjænket en endnu helligere Uforkrænkelighed. Det er der- for Uredelighed med Hittegods, der skader saa særdeles den al- mindelige Kredit, som Simpelmand saavel behøver. Han lider ved de Tabendes Forbittrelse; thi det er tabt i Massen, og sand- synligviis fundet af En af hans Lige. Og naar det skal være ligesaa usikkert, at faae en paa Gaden tabt Ting igjen, hvis egentlige Værdi ofte kun Ejeren kan skatte, som om den var tabt i Havet, saa dømme vel ogsaa Flere end de Lidende, at Mængden er slet; og de Trængende, paa hvem Mistanken sna- rest falder, har tabt ligesaa mange Venner. Hjerter og Hænder lukkes for Nøden uden Hensyn til Skyld eller Uskyld, og den rædsomme Krig imellem Trang og Formue, som kun kan endes naar Nøden bliver ærlig (thi da bliver Formuen kjerlig) har faaet ny Næring, den fattige Klasse ny Vanære, nye foragtende Fiender. Det hændte ved den Tid da Grønlandsasylet skulde stiftes ved privat Sammenskud, at en formuende Mand, som med Varme havde antaget sig Planen, og af hvem man kunde ventet sig den virksomste Hjælp, pludselig traadte tilbage med den bittre Er- klæring, at han ligesaa gjerne vilde kaste sine Penge i Vater- lands Elv som i en Kasse til Fordeel for Massen af Forstad- beboerne deromkring. Han fortaug Aarsagen til denne Foran- SIDE: 18 dring i sit Sind, fordi det ærgrede ham at tale derom; men endelig fik man at vide, at den var, at han just i de Dage havde tabt ude paa Grønland et i et Silketørklæde indviklet Brev, som var ham af yderste Vigtighed, og som bestemt maatte være fundet af endeel Fattigungdom, der hele Tiden tilfældigviis fulgte efter ham. Han handlede ikke ret, hans Beslutning var uretfærdig; men ikke hans Uvilje, og i varme Gemytter har Nøden sine bedste Venner saalænge den ikke lønner dem med krænkende Erfaringer. Hvad der oprørte Manden meest, var, at Forældrene, da han forfulgte Sporet og fik Overbeviisning om hvor det Tabte var blevet af, hjalp Barnet, som havde fundet det, i at dølge og benegte. Brevet, for ham saa kostbart, for Andre af intet Værd, var tilintetgjort for ikke at røbe Forbrydelsen. Og saa skeer utallige Gange, mange Gange fleer, end der skeer Efter- lysninger i Aviserne, fordi de Fleste, paa Grund af Erfaringer, have saa liden Tillid til den almindelige Ærlighed især i den store Masse, at de ikke engang nære Haab om at faae Noget igjen eller gide spørge derefter, naar det er tabt hvor denne især færdes. Ve denne Uredelighed, som har strøet Vanrygtets Forban- delse udenfor den Fattiges Hytte, Mistanke paa hans Dørtærskel, og som er saa troløs, at selve dens Gevindst er et Bedrag mod den Vindende, saa grusom, at den bringer Foragt over Uskyl- dige, og drypper en uretfærdig Forbittrelses Galde i Tabets Smerte! Beslutter derfor, I Retskafne og Fornuftige, som ind- seer hvor meget den hele arbeidende og Fattigere Klasse taber med sin Ærlighed, og da navnligen ved den syndige og let- sindige Omgang med Hittegods -- beslutter, at paasee indbyrdes med strengt Øje, at Saadant ikke mere skal finde Sted! Dette er ikke blot Klogskab, men en Religionspligt ganske efter det 7de Bud, som forbyder paa nogensomhelst Maade at skade Næstens Eiendom, saa det er et Selvbedrag, om man ikke hos sig selv eller Andre bedømmer denne her paatalte Forseelse derimod ligesaa strengt som nogetsomhelst andet Brud paa det hellige Bud. SIDE: 19 Henrik Wergeland TIGGEREN OG FÆTTEREN Overalt i velordnede Lande, hvor der gives Adgang til For- tjeneste, og en Fattigforsørgelse kun for dem, der formedelst Alder eller Sygdom ikke kunne hjælpe sig selv, betragtes Tig- geri som Forbrydelse, der er underkastet offentlig Tiltale og Straf. Og dette skeer sandelig ligesaameget til Fordeel for den til Hjælp berettigede Nød som for de Klasser, som skulle hjælpe. Thi der skal ikke svær Beregning til, forat finde, at den sande Nød har ingen mere bedragerisk Fiende end den falske, som til- lister sig enten endeel af den offentlige Hjælp eller endeel af den Barmhjertighed, som omframt alene var bestemt at tilflyde hiin. Vore Love fordømme ligeledes Tiggeri; og da det skeer af samme Grund, kan man ikke kalde dem haardhjertede derfor. Men i Udlandet bringes de ivrigere i Udøvelse, og med strengt Øje betragter Loven der Tiggeren og Lediggjængeren som et Menneske, der er farligt for sine Medmennesker og for sig Selv, formedelst den Fristelse til Forbrydelser, hvorfor han udsætter sig, og som Staten derfor maa sikkre sig imod. Hvad her er sagt oplyser da Hensigten med nedenstaaende sande Beretning, der er hentet fra en fransk Tidende, og som viser, at i Frankrig, hvis Lovgivning er mild og almindelige Tænkemaade de ringere Klasser god, forfølger Lovens Øje den enkelte Betler selv igjen- nem den umaadelige Hovedstads forvirrede Gader, og straffer ham fordi han har faldet sine Medmennesker til Byrde og und- ladt at yde dem eller Staten sit Arbeide, og derved at sikkre sig den Uafhængighed, som ogsaa gjør uafhængig af Fristelsen til at forgribe sig paa Andres Gods. Der er tillige i denne Fortælling et Træk af Opfyldelsen af Frændepligten imod trængende Slægtninger, som baade er vak- kert i sig selv og nyttigt at lægge Mærke til, fordi det virkelig er Tilfælde, at Frændepligterne imod Trængende udøves sjeldnere og i ringere Udstrækning end de burde. Men i disse Forhold er det vanskeligt for Trediemand at trænge ind. Det er blot en Formening, som kan yttres, fordi man virkelig seer mange yderst Trængende, paa hvis Kaar det ikke lader sig mærke, at de have formuende Familie nok. Og det turde vel og i mange Tilfælde være sandt hvad man hører anføre til Undskyldning for saadan Haardhed, nemlig hos En, at Intet bunder i en uordentlig Huus- SIDE: 20 holdning, hos en Anden Utaknemmelighed og overdreven Paa- trængenhed, hos en Tredie Drikfældighed o. s. v. Og her støde vi atter paa nogle Stene, som tilstoppe Menneskekjærlighedens Kilder og gjøre Armodens Bane værre at gaae, og som denne selv maa vælte bort, om den vil have det bedre. Var der større Ærekjærhed hos Fattigdommen, vilde der ogsaa være større Ære; idetmindste ikke denne Skam, som saa ofte gjør en lunken Frændekjærlighed endnu koldere, og giver en taabelig Stolthed Skingrunde for at den ikke mere aabent og varmt rækker træn- gende Frænder Haanden. En fattig Mand, bedækket med usle Pjalter, af blegt og ud- tæret Udseende, befinder sig paa de Anklagedes Bænk, tiltalt for Betleri. Præsidenten i Retten: Bettis, hvor gammel er Du? Bettis: 57 Aar, Hr. Dommer. Præsidenten: Hvorfor giver du dig af med at betle? Har Du intet fast Arbeide? Bettis: Jeg har været ansat ved det kongelige Lotteri; men siden 31te December 1836 har jeg manglet denne Ansættelse, og befundet mig i Elendighed. Præsidenten: Da skulde Du have søgt en anden Bestilling. Bettis: Det har jeg nok gjort, Hr. Dommer; og Dag fra Dag har jeg levet af de Skilling, jeg kunde fortjene ved at gaae Ærind. Præsidenten: Vel! Men hvorfor er du ikke vedblevet hermed? Bettis: Oh desværre, De, som nu og da gave mig noget at bestille, have sagt mig, at de ikke havde mere Saadant. Først da var det jeg betlede; men jeg havde ikke drevet herpaa læn- gere end to Dage, da jeg blev arresteret. Præsidenten: Saa Du seer slet ingen Udvei til at skaffe dig Underholdning? Bettis: Jo, vil De slippe mig, lover jeg aldrig meer at gjøre sligt. Der er faldet mig ind en Udvej til at faae noget at leve af. Præsidenten: Hvilken da? Bettis: Jeg vil feje Gaden for Folk; det er nu seenhøstes og dygtigt skident; og jeg haaber at det vil give nok af sig. -- En ung Mand paa 25 Aar, klædt paa nyeste Mode, i sorte Been- SIDE: 21 klæder og Kjole og fiint broderet Linned med Kryds, kort ganske en fiffig Herre paa Moden, trænger sig frem til Skranken og er- klærer, at han kautionerer for Bettis og forlanger ham tilbage. Den stakkels Anklagede, overrasket ved denne uventede ædel- modige Mellemkomst, udstøder et Glædesskrig og fører en Pjalt af et Lommetørklæde til Øinene, som strømme over af Tak- nemmelighedstaarer. Præsidenten (til det unge Menneske): Hav den Godhed min Herre, at sige Deres Navn, og af hvilke Hensyn De forlanger Bettis fri. Den unge Mand: Mine Herrer, jeg bærer samme Navn som Han; jeg er hans Søskendebarn, og holder det for en Pligt at understøtte ham med hvad han behøver, dersom De blot vil til- staae mig min Anmodning om at slippe ham fri. Præsidenten: Hvad er Deres Fag? Fætteren: Jeg er Møbelsnedker, jeg beskjeftiger et stort Antal Arbeidere, og jeg paatager mig at skaffe min Fætter Underhold- ning ved Arbeide. Dersom jeg havde vidst af hans trængende Forfatning, skulde jeg have hjulpet ham længe før; men han kom ikke til mig. Bettis: Ei Fætter, jeg turde ikke. Fætteren: Du vilde heller tigge, end at henvende dig til din egen Slægt. Det var ilde. Præsidenten: Idet Retten maa erkjende det Agtværdige ved Deres Forlangende, min Herre, kan den ikke undlade at under- rette Dem om, at Bettis allerede to Gange før har undergaaet Straf. Fætteren: For hvilke Forbrydelser? Præsidenten: Han har før været straffet med 8 Dages Fængsel for Lediggang; og da denne Forseelse paadrager sig Opsigt af Politiet, har han været undergivet denne Straf i 5 Aar, og anden Gang paadrog han sig igjen 8 Dages Fængsel fordi han streifede uden om Jurisdiktionen. Er det ikke saa, Bettis? Bettis: Jo desværre det er nok saa, Herr Dommer; men tro mig, det var Nøden . . . Fætteren: Ja, Herr Præsident, det faaer gaae paa Nødens Regning. Jeg forlanger ham fri; jeg beder Dem tage mig god for ham, og jeg lover, at han for Eftertiden ikke skal have noget med Justitsen at gjøre. SIDE: 22 Domstolen slipper Bettis paastedet, og overantvorder ham til den brave unge Mand, som dannede en sjelden Undtagelse i Fætternes selvgode og lidet tjenstvillige Klasse. Henrik Wergeland FORDOMME OM BRÆNDEVIIN Nok en Fordom er det, at Brændeviin nærer. Den kommer af det Nærende ved Kornet eller Potetesen, men ingen af de Egenskaber, som tilhøre disse Slags, igjenfindes i Brændevinet. Kjød og Flesk, som ligeledes er særdeles nærende, kan ved en lignende Forvandling, som den Sæden undergaaer for at blive Brændeviin, ikke blot tabe alle sine Egenskaber som Føde, men blive til en hastigt dræbende Givt. Ved en noget vidtløftigere Forandring af Sæden kan Eddikke frembringes, men deri har endnu Ingen paastaaet, at der findes nogen Føde eller Styrke; men dersom nu Eddik kunde gjøre Folk fulde, skulde det vel heller ikke mangle paa dem, som vilde paastaae, at Eddik var ligesaa nærende og sund for deres Krop, som de nu paastaae Brændevinet er det. Hvor nærende det er, kunne I see paa Drikfældiges laskede, usunde Ansigter, mens Knæerne skjælve under dem, og Benene ofte ere som Pibestilker. Endnu en Fordom, som skaffer Kroen mange Gjæster, er, at Brændeviin er godt for Maven; og nok en er den, som ligger i Mundhældet: een Skilling gjør hverken rigere eller fattigere. Der gives mange falske Mundheld, men intet, som skader Fattig- mand mere, om han handler derefter; fordi intet er mere skikket til at hælde Drammen i Halsen paa ham end dette. En Dram koster nu desværre kun 1 -- 2 Skilling, og naar den nu, som man siger, baade varmer og nærer, og den ene Skilling ikke gjør fattigere, saa er der snart ikke langt imellem Haanden og Glasset, og heller ikke langt imellem hvert Glas. Jo sandelig den ene Skilling gjør fattigere, og Troen paa det fordømte Mundhæld har gjort mangen Mand fattigere, som dog ejede mange tusinde Skil- ling. Men eje I kun en otte, tolv, sexten, tyve Skilling, saa gjør I samme Daarskab, om I sløse Skillingen bort i Brændeviin, som den rige Mand, der drak Viin med knuste Perler i. Og endda blev denne ham ikke saa kostbar forholdsviis. Er det ikke SIDE: 23 sandt -- havde Enhver bare sparet de Enkeltskillinger, han har kjøbt Super for, vilde han med Arbeidsomhed og Eftertanke næsten aldrig kunne blive fattig eller komme i Elendighed? Og nok et Spørgsmaal: mon ikke Brændeviinsdrikningen, saaledes som den er tiltagen, er den almindeligste Aarsag til Fattigdommen imellem Eder? Ingen kan besvare det bedre end I selv; thi I vide bedst selv hvormange Skillinger, der ere komne Halsen, men ikke Kone, Barn, Hjem og eder Selv til Klæde og Føde, til Bedste. Men mere herom. Thi Fylla er jer værste Fiende. No. 4 -- 5, 3die Februar 1840. Nyd kun den Fryd, hvis Eftersmag dit Hjerte gjemmer med Behag. FIRE DRAMBITER Trykt i Avdeling I, bind 2, s. 260 -- 261. Henrik Wergeland SIMPELMANDS VIISDOM 1. Den, som ønsker det, han ikke kan faae, han bliver altid fattig. 2. Fortvivlelse hjælper til Intet. Naar et Menneske virkelig vil stride mod Ulykken, er det vis paa at vinde. Den, som kan lide med Hengivenhed, vente med Taalmod, arbeide med Udholdenhed og Styrke, bukker aldrig under for Ulykken. 3. Glem ikke, at Tid er Penge. Den, som kan fortjene een Mark daglig, men driver halve Dagen hen, taber Aaret om over 16 Daler, om han end ikke giver to Skilling ud om Dagen. 4. Det er ikke nogen liden Rigdom, at være nøid med hvad man har. 5. Penge avle Penge. Den, som forøder en Daler forøder hvad denne Daler kunde frembringe indtil i Hundredefold. 6. En god Betaler er Herre over andres Pung. Den, som er bekjendt som en ordentlig Betaler, kan altid regne paa Folks Hjælp. SIDE: 24 7. Uden Arbeide og Sparsomhed udretter du intet; med dem Alt. 8. Kun en Daare beskylder Andre for sine Ulykker. At tage Skylden paa sig selv, er Begyndelsen til Lykken. En klog Mand klager hverken over Sig eller Andre; men han arbeider stille og udholdende paa at forbedre sig og sine Kaar. 9. Kjøber du det Unødvendige, kommer du snart til at sælge det Nødvendige. 10. Flid er Lykkens høire Arm, Sparsomhed dens venstre. 11. Den Steen, som ruller, samler ingen Mose d. e. man vinder intet ved ofte at flytte og stryge om i Landet. 12. Kundskab er mere værd end Penge, thi den skaffer Midler til at erhverve dem, mens Ukyndighed blot fører til at tabe dem. 13. Dersom slette Mennesker kjendte alle Fordele af at være retskafne, skulde de blive dette blot ved Udregning deraf. HAANDVÆRKEREN OG BONDEN Trykt i Avdeling I, bind 2, s. 261. Henrik Wergeland GOD BILLIG MAD AF POTETES 1. Potetespudding. Potetesstappe koges i 1 Pot skummet Melk l/2 Time; deri kommes 4 Lod hakket Ister, et Par Æg og lidt Sukker. 2. Potetesbrød. Til hvert Pund Potetesstappe, efterat der er sat Gjær som sædvanligt til Massen, kommes en god Pægel varmt Vand; dette knades nu vel sammen og sættes hen en god Time for at gjære. Dertil kommes nu omtrent lige- saa mange Pund Meel med det sædvanlige Forhold af Salt. Bliver Deigen for stiv, æltes den i mere Vand; den sættes hen for at raske sig, og saa i Ovnen. Potetesmeel er isærdeleshed nærende og fortrinligt til at blande i Brød naar det er forvandlet til Gelee (klar Stivelse). SIDE: 25 Henrik Wergeland No. 6, 4de Marts 1840. Pas dig, Gavmild! dovne Tiggers Sang bestjæler Dig og sande Trang. ER DET EN SKAM AT VÆRE FATTIG? De Skolelærere, der uddele dette Blad, og som vare saa gode at gjøre mig opmærksom paa, at det ikke var saa frit for, at Flere af den Klasse, det er skrevet for, havde fundet dets første Titel "For Fattigmand" noget stødende eller endog saarende -- rimeligviis, Gudskelov! fordi de fleste dog ikke ere "Fattigfolk", efter det almindelige Begreb -- ville maaske erindre, at jeg iførstningen ikke vidste enten jeg skulde lee eller græde over denne Stolthed. Saa besynderlig forekom denne Erfaring mig, ja iførstningen latterligere og beklageligere end de Fornemmes Rangsyge, som dog fortjener al den Spot, den kan faae, (om den nogentid kan blive kureret?). Men saa er det: man dømmer ikke altid rigtigt i Indtrykkets Sekund, i samme Øjeblik man hører noget -- en Erfaring, de Fleste maaske nu ville gjøre, idet jeg føler med mig selv, at Ni af Ti, som nu holde dette Blad ihænde, allerede have i sine Hjerter besvaret Spørgsmaalet ovenover med: Nei! Nei! ja med et Nei fuldt af Afsky over at et Menneske og en Kristen kan spørge saa. Men hør nu hvordan det gik mig, der netop troede i Navnet "for Fattigmand" ikke blot at have rammet det Fælledsnavn, som Enhver af Bladets egentlige Publikum vilde kjendes ved, men ogsaa tiltalt Andres Medfølelse for dets Hensigt. Thi der er intet Ord til at røre Hjerterne, som Ordet "fattig." Det forekommer os, uden at vi kunne forklare os det, som om det er Søster til Ordet "uskyldig" og beslægtet med alle vore ømmeste Følelser. Vi ere strax ind- tagne for den Fattige, og det gode blinde Hjerte glemmer hos ham saa gjerne at undersøge. Ved Tanken om Fattigdom staaer strax vore Forældre, Børn og alle nærmeste Kjære for Indbild- ningen i Fattigdommens Dragt, med Elendighedens Træk, og Øjet er nærmere til at fyldes med Taarer end nogensinde; og, om en Klokke ringte i Himmelen for at minde om at være tak- nemmelig mod Gud, fordi det dog ikke er saa fattigt, bliver Mennesket neppe andægtigere i sit Hjerte, end naar det faaer denne Anledning til at sammenligne sin og Sines Lod med Fattig- SIDE: 26 dommens. Ære være disse Følelser! de ere langt ærværdigere end Klogskabsreglerne, om de byde os det Unaturlige at tvinge Hjertet det Øieblik det røres. Det vilde være som at standse en Moders Veer; og ingen sund Klogskab byder det da heller, der ingen andre Regler kjender, end dem, hvorefter vi kunne gjøre saameget Godt som muligt, og bevare vor fine, letrørte Følelse for egen og Andres Glæde eller Sorg. Jesus mente ogsaa dette, da han sagde: "uden I blive som Børn, kunne I ikke komme i Guds Rige." Thi Børn ere let rørte og fulde af Hjerte. Forstanden kan gjerne voxe for om Hjertet forbliver Barn. Eller hvorfor skulde dette forhærdes, naar Taarerne ikke forhærdes, men rinde lige klare, og ikke blive til Horn eller dryppende Kalk eller Krystal med Aarene? Nok, det gik mig saa: -- ved den ringeste Eftertanke fandt jeg strax, at jeg her ikke havde stødt paa en latterlig Stolthed, men paa en agtværdig Selvfølelse. Ja der er en Fattigdom, som er en Skam; og vi kjende den alle, men vi elske den ikke -- thi det er ikke den Fattigdom, som er Himlens Barn -- og vi bør bede om Tilgivelse for vor Medlidenhed med den. Der er en Fattigdom, som Ingen bedre end den ærekjære Arbeidsmand veed er en Skam, og som Ingen mere end han maa oprøres ved at see sin ærlige Nødtørftighed forvexlet med. Og ingen hader den mere end Han, som veed hvad Sved og Afholdenhed det koster at holde sig oppe saa som han gjør med Kone og Børn; og Ingen har større Ret til at hade den end Han, der ogsaa sidder paa den nøgne Steen, eller i Huusmandens og Inderstens Stue, og dog ogsaa skal leve, og veed at leve med Ære. En uværdig Riig skader ikke sine bedre Medkaarsmænd; men en uværdig Fattig skader sine i flere end een Maade. Han bestjæler den virkelige Nød, idet han slapper den offentlige Med- lidenhed, og sløver den private. Der er ingen Forskjel i borger- ligt og menneskeligt Værd imellem en retskaffen Embedsmand i sin guldbroderede Kjole og den Arbeidsmand, som kjæmper ærligt med sin Fattigdom, men der er uhyre Forskjel mellem denne og den lasede, skidne, fordrukne, om Barmhjertighed tryglende Døgenikt. Embedsmand og Arbeidsmand -- de ere begge i den Grad lige nyttige for Staten, at man ikke kan sige hvilken af dem, den bedst kunde undvære. Arbeide skulle vi Alle, hver paa sit Sæt, om vi ville sige, at vi fortjene at leve, SIDE: 27 og naar Menneskene vare ret gode, saa blev det idetmindste simplere og sjeldnere at være Embedsmand og almindeligere at være Arbeidsmand. Men lad nu det være, og Verden kun være som den er; og da er det visselig ilde, at en Klasse, saa uund- værlig og nyttig for Staten, som den med sit Legem arbeidende fattige Klasse skal have en Udvæxt af en Fattigklasse ved Siden, som er den til Tab og besudler den med Vanære, saalænge det er saa vanskeligt at skille mellem begge, saa himmelvidt for- skjellige de ere. Derfor er Fattigforpleiningen en af de vanskeligste Opgaver, og der er ingen velmeent Handling, som faaer saamange For- bandelser af -- de Fattige. Al Fattigdom, naar den gaaer indtil Nød, maa have Hjælp, det er vist; men hvilken Hjælp? det er det Uvisse. Og det er ogsaa ofte uvist, hvilken Fattigdom, der er Nød. Thi doven Fattigdom som ikke vil arbeide, er ingen Nød. Det have de flittige Fattige erfaret, og der turde vel være Flere imellem dem end imellem de andre Klasser, som ville mene for fuldt Alvor, at Tvang og Tugt vilde være den bedste Hjælp for Mangen, som baade gaaer til "Kassa", og faaer af Kassa. Ved Siden af Daglønneren Ole boer Daglønneren Lars. Begge bleve af et Trangaar drevne ind til Byen med Kone, tre Børn og to tomme Hænder, og Begge fik samme Arbeide. To Aar gaae; Begge søge Fattighjælp; Lars faaer. Hvorfor? Fordi det er bleven uslere med Lars, og Hjælpen ikke strækker til Alle. Hvorfor er det bleven uslere med Lars? "Jo, siger Ole, det Sviin har aldrig gjort andet end drukket op sin Fortjeneste, og jeg har ikke med al min Magt rukket til at faae en ny Kjole og Stuen min rappet." O, hæderlige Ole, jeg gad male din Stue; men du skulde have Hjælpen, om du end havde faaet rappet, og det lyste baade af din Kjole og af din Væg! Din Vilje at forbedre din Stilling gjør dig værdig til Hjælp, om det end havde lykkets dig, og det gjør det, bliver du endnu ved et Aar. Folk som Du faae derfor sande Ordsproget: "Hjælp dig selv , saa hjælper dig Gud." De have ingen anden Hjælp; men Folk som Lars sige: "hjælp dig ikke selv, saa hjælper dig Fattigkassen." Og hvad bliver der saa tilbage? Lars er højst sandsynlig kommen i den Nød, som maa hjælpes uden Spørgsmaal om Fortjenesten dertil. Dog er denne Klasse inden Fattigdommens uhyre Rige, SIDE: 28 de Dovnes og Uordentliges, hjælpeløs. Det er som at kaste Penge i en Myr, det er at tale til Gardstaurene paa en Vej, at sige til Slige, at Fattigdommen har en Ære og et Haab og en Lykke i sin Flid. De ville ikke: thi Fattigdommen er deres Leve- vej. Derfor ville de være ret fattige, og begynde da med ikke at skjæmme sig ved Usselheden. Men Ære være denne Blusel! Det er den, som sætter de Fattiges Huse istand, som skurer deres Gulve, lapper deres Klæder og holder Børnene rene og hele; det er den, som tvætter deres Vinduer og sætter Balsa- miner og Roser deri, som holder Manden hjemme hos sin Kone, indtil hun faaer pyntet om ham, og som formindsker ikke alene Fattigdommens Bitterhed, men Fattigdommen selv. Thi nogen gavnligere Følelse end Æresfølelsen har Mennesket ikke. Den hader ikke blot Usselheden, men Skinnet deraf, fordi der altid klæber derved nogen Mistanke om at være selvforskyldt. Og derved viser den af hvor høi moralsk Natur den er. Derfor var det at glædes over, at Titelen "For Fattigmand" stødte. Thi derved forstaaer den arbeidende Klasse kun Folk, som nyde Menighedens Understøttelse; og naar nu de, som ville arbeide, ikke trænge dertil, saa var Bladet efter Titelen ikke for dem, som dog -- jeg gjentager mit "Gudskelov" -- ere de Fleste. Men alligevel faaer baade Fattigmand og Arbeidsmand, som ikke vil være "Fattigmand", læse sammen; thi der skal findes noget for Begge, om jeg ikke bliver altfor mismodig over at Fattig- mandsklassen voxer og Arbeidsmands tager af, over at Fattig- dommen bliver mere uærlig og af mattere Æresfølelse og over alle de Forbrydelser, al den Liderlighed og stedse dybere syn- kende Usselhed, som deraf er Følgen. Nu -- er der en Fattigdom, som er en Skam? Den engelske Nation, der er flittig i høj Grad, og respekterer Formue, fordi den tilskrives der i Almindelighed egen personlig Vindskibelighed og Anstrengelse, er tilbøjelig til at ansee al Fattigdom over- hovedet for en Skam. Men vi Normænd, der ere af en mage- ligere Natur og nøisommere Vaner, tør ikke være haardere, end at vi ikke fordømme den pjaltede Kjole eller den heldende Hytte, men den modvillige, selvforskyldte uvirksomme Fattigdom, som lever deri. Det er denne Fattigdom, som er en Skam, ja baade SIDE: 29 en Skam og en Synd formedelst den Skade, den gjør den virke- lige Trang. Denne hader sin egen Tilstand og arbeider sig ud deraf, og denne er det Gud engang hjælper; denne er det Himme- len elsker i alle gode Menneskers Agtelse og Kjærlighed og Hjælp, saasnart den bliver kjendt; denne er det, som ikke er nogen Skam, men vel et Kors, som mange af Jordens herligste Menne- sker have baaret baade før og siden Apostlerne levede, der ogsaa maatte ud før det blev det rigtigt lyst, forat hente Føden. Henrik Wergeland BREVVEXLING MED NILS TOSKERUD I BÆRUM OM EN USKIK Fra Udgiveren til Nils. "Min gode Nils, jeg har havt en større Sorg ved at reise din Gaard forbi, end du vilde unde mig endog om du tog denne Skrivelse ilde op, som om jeg vilde hindre en fri norsk Bonde i Udøvelsen af sin Eiendomsret. Ja oprigtig, jeg har havt en Sorg istedetfor du nok under mig godt saa langt din Eiendom strækker sig; thi hvad skulde jeg see, da jeg søgte Mærket paa din Gaard, den yndige Bjerkelund, som var din Eiendoms Pry- delse, Enhvers Fryd, som nærmede sig din Bolig? -- Væk, væk alsammen var den! ikke et Træ havde faaet Lov til at staae paa den stenige Bakke, som jeg sandelig troer du ikke bringer til noget alligevel. Da maa Skoven vige; men der er Steder (og til dem hørte din Bjerkebakke) som Naturen har indviet sin egen skjønne Vildhed, som den har skjænket visse Træer, den tørre askeblege Harelabblomst, Lilienkonvallen mellem Stenene under Træskyggen, og hvor den har budet Sauene ud med deres Lam for at traktere dem med den fine, duftende Tryssildthe, med Mariguldskoblommer og Veibredblade, der spire og krybe ud over Bakken om den er aldrig saa tør. Og skyder da en Bjerke- lund paa et saadant Sted -- se, da har Naturen været blød om Hjertet og øvet en extra Velgjerning, som Menneskene bør være taknemlige for; thi da har den ogsaa budet dem ud under de deilige smekkre hvide Stammer, som man gjerne kunde omfavne af Glæde, for at de skulde nyde den liflige Skygge paa den SIDE: 30 sunde, tørre, varme Bakke, og den trakterer Børnene paa Gaarden med Lilien- og Krandskonvaller hver Forsommer og de Gamle med en Drik Livsluft, som de vel kunne føle i Lunge og Hjerte. Og saadan en Bjerkelund har du havt Hjerte til at hugge væk? Og hvorfor? Var den dig ivejen? Du var mange Gange glad i den, og sagde selv, at om noget Træ fortjente Skaansel, saa var det Bjerken, dette lyse, herlige Træ, som er baade til Lyst og til Gavn. Ja der var mangt et godt Vørkje i den Lund baade til Skjæker og Mejer, og der var da ikke langt for Hu' Anne til Ovnsgrønt til Helgen; men nu, hvorfor har du berøvet Land- skabet sin Prydelse, din Gaard sin Lystplads, Bakken sin Skygge? Hvorfor? Svar mig, du Mand, som baade er velstaaende og ellers fornuftig! svar mig, og forsvar dig, om du kan. Men jeg frygter, at det vil blive dig vanskeligt, thi du har visselig be- gaaet en af de Daarskaber, som du ikke kan gjøre god igjen i dit hele Liv, om du aldrig saa gjerne vilde. Og det troer jeg nok du vil hvergang du seer ud af Ruden, og Øjet falder paa den mishandlede Bakke, hvor det nu vil blive forgjæves at søge Noget af alt det, der gjorde denne Plet baade saa nyttig som den kunde være og til den skjønneste og behageligste paa din Gaard. Venskabeligst o. s. v." Fra Nils Toskerud til Udgiveren. "Nei vist duede ikke Bjerkebakken til noget andet end til den Ungskogen, som stod der siden han Bestefars Tid; men saa trængte jeg til et Par Dalers Penge til Konjak ifjor Jønsokleite, og da det nu var tagendes af Bakken, saa tænkte jeg som saa, at Bonden maa gjøre Jorden saa nyttig som han kan i disse Tider, og saa hug jeg ned de 112 Ungbjerker og kjørte dem til Byen, hvor Folk ogsaa skal have for en Skilling Grønt til Sthans. Det har vi da nok af paa Marken her ude paa Landet, og nu, saa længe Vinteren varer er jeg lige glad med om Bakken er bar. De gjør saa alle her ude i Bygderne og vi leve lel, skjøndt det nu blie'r rigtigt knapt paa Ungbjerk; men de voxe vel at med Tiden, saa dersom jeg havde mere Bjerk, saa tog jeg den med." O. s. v. SIDE: 31 O du taabelige Nils! Det vil blive seent før de voxe at. Du og dine Børn ere forlængst borte; kanske de nye Rødder engang finde Veien gjennem din nedmuldede, henmuldnende Hjerneskal, forat skyde op i Lyset mellem en Slægt, der har mere Følelse for Naturens Skjønhed, mere Skjønsomhed paa sit eget Bedste. Ak for 2 -- 3 Skilling hugger denne sølvknappede Bonde en saa- dan Bjerk ned; og for at faae en Dunk Konjak eller hvad Andet, han lyster fra Byen, lader han hele sin Lund, yndig som en Freyas Offerlund i gamle Dage, alle de 112 Ungbjerker falde for Øxen og slæbe til Byen, for der at brunes i en Baggaard. Ja alle 112, der burde være hellige som de 112 Grundlovens Paragrafer -- alle, alle! Til Vaaren faaer vi see Stubbene, og hvorledes det sidste Græsstraa trækker sig bort fra Bakken for den udvældende Sand eller nogle ringormagtige, askegraae og sorte Masser, som kan holde ud paa den skaldede Bakke. Det er forfærdeligt hvad Byomegnenes landlige Skjønhed tabe ved denne Skik. Ja en Skik er det, en Uskik og det en for- dømt. Det er ikke enkeltviis Bjerkelundene ødelægges, ikke blot de, som Opdyrkningen fordrer Offeret af, men i tusindviis og uden synligt Hensyn til Stederne, de staae paa. Og hvormed vil man forsvare denne Uskik uden med dens Ælde, det er: med Forfædrenes Dumhed, med Rækken af foregaaende Øde- læggelser. Og det er især den talrigste, den simplere Klasse, som driver denne landsskadelige Luxus. Ingen af de ringere Huusejere vil undvære sin Sthansløvhytte eller idetmindste en grøn Bue over Døren engang om Sommeren. Det er ligesaa umuligt som ikke at smage en Bid Kage om Julen eller en Faste- lavnsbolle, naar man har 2 Skilling i Lommen. Skulde der ligge Noget af denne Folkereligion, som hylder den seirende Aarstid, eller en dunkel Trang til at smage noget af det Landliges Be- hagelige til Grund for denne Skik? Byalmuens Sæd at streife om paa Marker og Enge Sthansdagsaften "for at plukke Blom- ster", som det hedder, antyder, at den ikke er fremmed for denne naturlige Følelse. Nok er det, det er en indrodet Folke- skik, vi have med at gjøre, og da er det lettere at grave de stakkels kolhuggede Bjerkers Rødder udaf Jorden med sine Fingre end at udrødde den. Dog forsøger jeg, som man seer, men mere i det Haab, at disse Ord ogsaa skulle komme til vedkommende Landalmuer, end fordi jeg troer, at de ville virke paa Byal- SIDE: 32 muerne, der kjøbe saalænge hine ere taabelige nok til at byde sine unge Træer tilfals. Og Nils Toskerud er nok ikke den Eneste, som kommer til Byen med sin sidste Slump. Men hjæl- per mig da, Præster, Skolelærere og enhver fornuftig Mand med at forringe Antallet af disse ubetænksomme, vetløse Sælgere, med at redde hvad der er tilbage af de venlige Bjerkelunde i Miles Afstand om Byerne, disse den norske Sommers sødeste, ejendommelige Prydelse, disse dens fagreste ungdommelige Fryd- bannere, vort kjække granklædte, fjeldhjelmede Lands pragtfulde vajende Hjelmfjedre! Og I, Byfolk, der intet levende Træ har, som I kunne kalde eders, undværer denne Nydelse af et Par sammenbøjede døde, siden den er til Skade for det Land, som jo byder eder grønne Bakker og Skoger nok til en Søndagsfor- nøjelse, naar Gaderne blive for trange og kvalme! Gaaer didud, om I føle engang denne skjønne og agtværdige Trang efter at komme Naturen nærmere; og vælge I da ikke med Forkjærlighed Skyggen under Bjerken, om der gives Leilighed, da vil jeg til- staae, at den ikke er det Træ, som fortjener den Roes, jeg har ydet den. Dog er det underligt, at alle Sangfuglene vælge den helst at synge i, ligesom Skjæren elsker Pilen, og naar Maal- trosten seer det begynder at lysne i Bjerketoppen, begynder ogsaa den at synge fra Granens. Henrik Wergeland No. 7, 23de Marts 1840. Kort er Livet; Meget er det vi skulle lære her. TIDENS VÆRD (Frit efter det Svenske.) Tiden har Vinger paa Skulder og Hæl. Folk ødsle ofte med Tiden, fordi de ikke veed hvorledes de skulle agte eller bruge den ret. Dagene og Aarene ere af samme Længde for os alle; men ved at betragte hvad somme Menne- sker kunne udrette paa een Dag eller eet Aar, skulde man kunne troe, at Tiden var bleven dem drygere tilmaalt end Andre, eller SIDE: 33 at de ikke behøvede Søvn for at kunne leve. Men hele Hem- meligheden er den, at de aldrig sløse nogen Stund hen, aldrig tilbringe nogen Halvtimestid i Ørkesløshed; thi vel er en Halv- time ikke nogen heel, men nogle faa Halvtimer tilsammen ud- gjør næsten en heel Dag. Om Tiden i Almindelighed heder det jo: "Elsker du Livet, saa ødsl ei Tiden bort! Den er det Tøj, hvoraf Livet er gjort." Og om Sekunderne, de trillende Perler, hvoraf Tiden bestaaer: "Bort flyer Sekunden; kommer ei igjen. Den øder Livet, som ei bruger den." Det er en Vildfarelse, naar vi sige, at der dog gives Stunder, som vi intet Brug have for. Der er eet, og et vigtigt, Brug for disse saakaldte ledige Stunder. For disse er dette Blad bestemt, og i en saadan vil jeg lære eder denne Nytte, I kunne gjøre eder extra af eders Hvile uden at betage denne noget af dens Sødhed. I nærværende Tider gives der vel faa Mennesker, som ikke ønske at kunne læse og skrive; men derimod findes der vistnok ogsaa dem, som troe, at hverken de selv eller du har Tid til at lære Saadant, og som foretrække for at læse en nyttig Bog, at drive om eller at hænge i Portene under Hvilestunderne, ja som troe, at, om en Arbeider fatter Smag for Læsning, vilde det være det Samme, som om han fik Lede til Arbeidet. Kanskee de have en god Mening disse Mennesker, men det er en Vildfarelse, og det en udbredt, der maa rettes. Det var visselig ikke at ønske, at Arbeidsmanden skulde foretage sig Nogetsomhelst, der kunde gjøre ham hans Sysler mindre behagelige; thi det er klart, at han uden Arbeide ikke kan fortjene Penge, og at han, uden dem, maa mangle Alt. Han skal da ikke vinde Føden at stille sin Hunger med, eller have nogen Seng for sin Nathvile, intet Huus for sit Ophold, ingen Klæder at bedække sig med, ingen eneste liden Nydelse for sig, sin Hustru og sine Børn. Vilde nogen enfoldig Daare, at han alene skulde læse, og ikke arbeide, saa maatte han lære Arbeideren at leve uden Føde, Seng og Klæder. Saadan Vilje kan Ingen have; men De, som ønske, at Arbeidsmanden ogsaa maa læse, skulde glædes endnu mere, om SIDE: 34 de see ham mere arbeidsom og tilfreds; de troe, at, om han elsker Læsning, skal dette være ham til sand Nytte og Vinding. De forlange ikke, at Han skal læse, naar han skal arbeide, men at han undertiden maatte beskjæftige sig med nogen Læsning, naar han har endt sit Arbeide og er ledig, istedetfor denne tomme Ledighed, eller hvad der er værre, istedetfor at udfylde denne med Krogang og Drukkenskab, der øder baade Tid og Penge og mere end det. Du har kun liden Tid tilovers for Læsning; du arbeider haardt hele Dagen, og føler dig meget træt, naar Natten stunder til. Om Sommeren, naar du har spiist dit Kvelsmaal, tilbringer du dog altid en Time under den lyse Himmel med at gjøre Intet; om Vinteren sidder du endnu en Stund ved Ilden; -- har du da lært at læse, kunde det vel, uden at trætte dig mere, more dig at kaste Øjet i en Bog. Du er maaskee iblandt lej over ikke at have nogen Bog til en Adspredelse; din Hustru er sys- selsat med dine Børn; og naar du saa ikke har nogen Bog, saa slumrer du hen der ved Ilden. Dine Børn ere kanskee saa vidt komne, at de gaae i Skolen og de holde sig vaagne til Senge- tid; du vilde nu gjerne vide, hvorledes Fremskridt de gjøre, du ønsker, at du Selv havde havt Anledning til at lære noget som de; du føler, at du vilde have Moro af at høre dem læse for dig, bare du havde dig en Bog, som du forstod. Og dette be- viser da, at du hos dig Selv erkjender, hvor ønskeligt det vilde være, om du kunde læse, og at du, om du ikke har nogen Tid tilovers derfor, dog altid har nogen, ja mange Aftenstunder om Aaret, hvori en Bog vilde være dig inderlig velkommen. Ingen kan sige, at han elsker Læsning (og det er ikke blot en Nytte, men ogsaa en Ære,) som ikke nu og da aabner en Bog for en halv Times Tid. Den Arbeidsmand, som har havt den Lykke at have lært at læse, og finder Fornøielse i at høre sine smaa Børn læse, skal sikkert skjænke Bogen en halv Time tre fire Aftner af Ugens syv. Og derved vil noget være vundet baade for ham selv, hans Familie og for Verden. Ja blot en halv Time fire Aftner af syv, og den Bog skal da ikke være liden, du tilsammentaget har læst ud eller hørt læse for dig af Børnene inden Aaret. Du seer heraf hvormeget der kan udrettes bare ved at vogte sig for at forspilde disse for saa ringe anseede Halvtimer. Mange SIDE: 35 skulle udentvivl læse meget mere, end her er forudsat; men om de, som læse mindst, ville gjøre det med Opmærksomhed, eller om de, naar deres Børn læse, vilde gjøre dem nogle Spørgs- maal derover, skulde de visselig finde, at de, efter et Aars For- løb f. Ex., vare i Besiddelse af langt flere Kundskaber, end de nogensinde troede at kunne erholde, og at denne Selvunder- viisning baade allerede i mange Tilfælde havde viist sig nyttig for dem, og vilde kunne gjøre det fremdeles. Dette lærer, at en liden Tid, som er vel anvendt, ligesom Penge, der ere vel udlagte, indrenter dig stor Vinding. Nyttig Kundskab ligner indsparede Penge; den indbringer meer og meer, voxer til en stor Formue og forøges i Anvendbarhed og Værdi. Mangen Arbeidsmand, som er kommen i gode Kaar, fordi han havde Ord for at forstaae en Ting godt, har en Bog at takke derfor, som tilfældigviis var kommen i hans Eie, og som han anvendte sine fleste ledige Halvtimer til at tilegne sig. En Have- bog, som en Huusmand engang for nogle Skilling var kommen over ved en Auktion, gjorde ham til sin Bygds Gartner, saa han baade havde rundelig Fortjeneste hos Præst og Lensmand, der kappedes om at faa ham til sig til sine Haver, og tillige blev Omegnens Velgjører, da han vakte Sandsen for Havedyrkning baade hos de rigere og ringere Bønder. Ligesom mangen Kaal- have udenfor Huusmandsstuerne og mangt et Abild- og Kirse- bærtræ vidner om denne Mands Virksomhed, saa lever en anden Arbeidsmands Minde i en anden Bygd i den Biavl, han indførte, fordi han havde læst sig til det Fornuftige i denne lidet kostbare Drivt, som netop er saa passende for den fattigere Klasse paa Landet, og fra hvem selv ikke Indersten er udelukket! Og skulde ikke Flere kjende til, at en Almuebibliothek-Bog, der i et simpelt Foredrag lærte Mechaniken, var det Første, som vakte det me- chaniske Geni hos den norske Smedearbeider, der nu forestaaer et Dampmaskin-Værksted i London, hvor ikke mindre end tusinde Arbeidere beskjæftiges? Saadanne og mangfoldige andre, men alle fortræffelige, ere Virkningerne af en liden, ved Bogen velanvendt, Tid. Men bort- sløses Tiden ved Brændeviinsflasken paa Kroen eller hjemme, saa bliver Forliset fordoblet, ja mangegange fordoblet. Først taber du din Tid, saa dine Penge, saa din Helse, derpaa kommer Tabet af Fred og Hygge i dit Hjem, ligesom Tabet af dine sande SIDE: 36 Venner; endelig taber du dit Arbeide, og dette medfører Mangel, Armod og den største Ulykke af alle: Tabet af dit gode Sinde- lag. Men anvender du din Tid vel, saa sparer du den; du sparer dine Penge og din Helse; du bevarer dig alle de Bekvemmelig- heder, du ønsker at nyde; du bevarer din Hustru og dine smaa Børn for Hunger, Tiggeri og Elendighed; og skulde du ulykke- ligviis blive syg, saa finder du, at du endnu har mange gode Venner, fordi du har bevaret dit gode Sindelag. Alt dette kan du udrette bare ved hver Dag at indspare en liden Deel af din Tid. Denne bør du betragte som din Ejendom; at sløse dermed var daarligst af Alt. Men kanskee Nogen endda vilde sige, at det ikke kan blive nyttigt for ham at læse Beretninger om Maanen og Planeterne, om Lande og Folkeslag, han aldrig har seet, eller kommer til at see. Han siger kanskee, at lærde Mennesker ere ikke altid kloge, og at en Arbeidsmand arbeider bedre uden end med Klogskab. Hvis saa er, at den ukyndige Arbeider arbeider bedre end den vel underviste, saa maae den ukyndigste være den bedste Arbeidsmand; men det veed Enhver er ikke Tilfældet. Det er Kundskab, som gjør den ene Arbeider bedre end den anden, i hvad hans Arbeide end er. Uden Klogskab skulde Mennesket ikke kunde arbeide bedre end en Hest, men ved Hjælp af sin Kundskab, bringer det Hesten til at hjælpe det i dets Arbeide. Næsten enhver Kundskab er nyttig for ethvert Menneske, og Ingen maa være bange for nogensinde at faae formeget deraf. Mangler en lærd Mand i Klogskab, kommer det ikke af, at han har formegen Kundskab, men af at han har for liden. Seer du dig om, og seer du stolte Bygninger, præg- tige Vogne, skjønne Heste, Boder opfyldte med Varer -- alt det er bleven anskaffet for Penge; men Pengene komme fra Arbeide, foreskrevet af Kundskab. Den, som forstaaer tilgavns hvad der er at gjøre og hvorledes det skal udføres, erholder i de fleste Tilfælde meest af deslige Jordens Goder. Men uden Hensyn til Vilkaar ønsker dog Enhver at have til- strækkelig og sund Føde, at være skikkeligt klædt og at have en god Seng. Gifter han sig, ønsker han det Samme for sin Kone og sine Børn. Han veed, at Sygdom kan komme, og han ønsker at drage Omsorg for et saadant Tilfælde; han veed, at SIDE: 37 Alderdommen skal komme, og han ønsker da vel ogsaa at have Noget i Behold til den Tid. Og alt dette ønsker han at naae, uden at komme nogen Mand eller hans Ejendom for nær. Thi Forskjellen imellem den ærlige Mand og Bedrageren bestaaer ikke i de Formaal, de ville erholde, men i de Midler, de an- vende derfor. Og samme Forskjel findes imellem kloge Folk og Daarer. Mangen er uredelig, fordi han er taabelig, eller, ret- tere sagt, ingen Lastefuld kan kaldes klog. Et af Underviisningens fornemste Øjemed er at lære Menne- skene at naae Velstand, idetmindste Uafhængighed, ved retskafne Midler. De, som foragte Underviisning, ere sædvanlig Folk, som ikke bryde sig om Uafhængigheden, betvivle Redeligheden hos Andre, og gjøre og lade ganske som Lysten stikker En til. Det er ikke Meningen at gjøre Arbeidsmanden til Filosof, men at lære ham, hvorledes han kan tilbringe sine Fristunder nyttigere end med Ørkesløshed, og at overtyde ham om, at vi Alle kunne lære meget, naar vi bare ville, og at vi her blive desmere lykke- lige, uafhængige og des bedre, jo mere vi lære og jo bedre Det er, vi lære. Og hvilken kostbar Tid er det vi forlange dertil? Det er disse ellers saa gjerne bortkastede Stunder, som hverken tilhøre Arbeidet eller Hvilen; og er dette ikke som at samle noget hidtil som Ubrugeligt anseet, for deraf at gjøre noget Nyt- tigt, ja en kostelig, skjøndt lidet bekostelig, Gevindst? Henrik Wergeland RUMFORDS ØKONOMISKE SENG "Christianssandsposten," en Tidende, som har viist dette Blad levende og virksom Interesse, har velvilligen givet Udgiveren det Vink, ogsaa at levere Meddelelser af økonomisk Interesse for Arbeidsklassen. Er end dennes sædelige Velvære dette Blads Hovedformaal, ligge deslige dog langtfra udenfor den Virkekreds, det har afmaalt sig, aldenstund Forbedringer i den simplere Klasses Levemaade har saa naturlig, af al Erfaring bekræftet, Indflydelse paa dens moralske Tilstand. Det har da forekommet Udg., under Valget af endeel saadanne Materier, som om den bekjendte engelske Menneskeven Grev Rumfords "økonomiske Seng" vel kunde fortjene nogen Opmærksomhed af vor Arbeids- SIDE: 38 klasse, der lever -- ofte i flere sammenhobede Familier -- i trange Rum, hvor enhver Tomme, der kan vindes, er vundet for Reenligheden og Sundheden og Bekvemmeligheden. Denne Seng bestaaer i en Træramme af 6 Fods Længde og tilstrækkelig bred, som hviler løs paa Gulvet, mens dens øverste Rands Hovedende højner sig 18 Tommer og Foden 6 Tommer over Gulvet. Over denne Ramme er ved et Snøre spændt Seil- dug eller Buldan, der da ligesom danner en Køje. Til denne Seng behøves hverken Halm eller Madras, da Luften nedenunder Seildugen snart modtager Varme fra Legemet. Bliver denne for stærk, da kan den udslippes gjennem en Lukke i Hovedenden. Om Dagen kan denne Seng enten stilles op imod Væggen, eller et Sæde kan indrettes paa den ved en Lem, hvorunder ogsaa Overklæderne kunne bevares. I denne Seng ligger man ligesaa bekvemt som i en Hængekøje; og vil man ligge som i de almin- delige Senge, saa kan det skee ved en ganske tynd Madrasse paa Seildugsrammen. Sengen er saaledes til Besparelse af Be- kostning, Rum, Underklæder og Halm, og dertil reenlig og bekvem. Læserne bedes selv at sørge for disse Blades Opbevaring ved Sammen- syning og Omslag eller saaledes som de bedst ville og kunne. Henrik Wergeland EXTRABLAD, 31te Marts 1840. Betleri er nok fri; Herrens Huus den gaaer forbi; ender saa i Slaveri. OM BETLERIET Til Fattigklassen i Kristiania med Forstæder og Omegn. Politimesteren her i Byen har idag, Mitfaste Søndag i Morgen- bladet indrykket en Bekjendtgjørelse angaaende saa skammelige Misbrug af Betlerie, der gaae i Svang her i Byen, at han, der er saa mildttænkende og velgjørende en Mand som Nogen, fin- der sig, baade paa Embedsvegne og af egen Følelse, beføiet til at opfordre eftertrykkeligen Alle og Enhver til ikke at give nogen Almisse til Gade- eller Huusbetlere, de vise sig i hvilken- SIDE: 39 somhelst Skikkelse, selv i de uskyldige smaa Børns, over hvem selv fremmede Mødres Øine maae funkle af Kjærlighed og fryd- blandet Smerte, og for hvem ingen Barmhjertighed er for stor. Men dette synes I Forældre, I slette Forældre, vel er haard Tiltale? Nei, den er baade fornuftig og nødvendig; først fordi Eders og Eders Børns eget sande Bedste tilsigtes og rammes derved, og fordi Uvæsenet med Betleriet er drevet saavidt, uagtet Alt hvad der frivillig og fra det Offentlige gjøres for Eders Nød, at De, der ville hjælpe paa denne, vare paaveje til at blive modfaldne og lægge Hænderne hen og tænke, at hvad de gjøre ved Sammenskud, Foreninger og Asyler ikke nytter til nogen Ting. Saa skammelig bestjæle og skade I Nødlidende eder selv indbyrdes. Men jeg vil for Eders Sorgers Skyld sige, at I dog ikke have begaaet nogen Forbrydelse med Vilje endnu, uagtet I visselig have udsaaet Sæden dertil, men kun en Vild- farelse, en farlig Vildfarelse, saa jeg haaber, at I ville tænke efter og finde, at I aldrig kunne handle rettere og fordeelagtigere, end ved Selv at blive de, der strengest ville iagttage de Regler, som Politimesteren foreskriver. Og hvorfor foreskriver? Forat betage Eder Menneskenes Hjælp? Langtfra og tvertom! Netop for at denne kan tilflyde Eder, saa I have godt deraf, forat lede Velgjørenhedskilden saaat den kommer til dem, som tørste mest og ikke standser og bliver til en Pøl for Svinene. Thi lægger Mærke til, at Forbudet mod at give iflæng har det bløde Hjerte i Barmen, at det indbefatter ogsaa en Opfordring til at give til Folk, der vide, hvor den bittreste Nød boer, til Menneskekjær- lighedens Haandtlangere, Armodens Brødkurve, eders egne Tje- nere og Hjælpens Forstandere. Og heller ikke er den faste Huushjælp, som Enkelte af Eder kunne have hos Familier, der kjende Eder, forbuden; det er kun Gadebetleriet, Streiferiet, Huussnigen, som er eders Børn saa farlig, og ødelægger alt hvad I selv ønske og have indgivet dem af Godt og alt hvad Skolen har lært dem, som fra nu af er forbuden, og ikke heller længer vil bringe Eder den gamle falske Nytte. Thi Alle bifalde Politimesterens Ord; netop alle De, som have hjulpet og ville hjælpe Eder, finde at han taler baade som Menneske og som Politimester, der skal sørge for Alles, og ikke mindst for Eders, Bedste; og Han og nok en Mand, der er Eders største Velgjører sørge med Bekostning for at de nu i dette Blad komme i eders SIDE: 40 Hænder. Læser dem, og slaaer saa op i Evangelibogen, saa ville I finde, at de ganske ere i Overeensstemmelse med Dags- ordene, der lærer os Orden i Velgjørenheden, saa "at der intet spildes," nemlig disse: "Og Jesus tog Brødet, og takkede, og gav Disciplene dem, men Disciplene delte dem igjen ud til dem, som have sat sig ned." Her er "Jesus" Menneskekjærligheden; "Brødene" de Gaver, den under Eder; "Takken til Gud," det Ønske, at Gaven maatte blive velsignet med nogen Nytte for Modtageren; men at "Jesus gav Disciplene dem til Uddeling igjen til dem, som have sat sig ned;" det er denne Orden i Vel- gjørenheden, at Enkelte eller Foreninger, som kjende Nøden, modtage den almindelige Barmhjertigheds Gaver til de Mange d. e. til de 5000 Hungrige, som havde sat sig ned. Og disse ville ikke udeblive, om I ogsaa "sætte Eder ned" d. e. om I holde Eder og Eders Børn hjemme. I ville da ogsaa finde Hjælpen hjemme, naar I banke paa hvor den, efter denne nye bedre Orden, er pligtig at findes. Den samme Jesus, den samme Barm- hjertighed, som bespiste, siger ogsaa: "kommer til mig alle I, som syge og sorgfulde ere", og det er denne, som "elsker Bør- nene," Eders Børn, dem Gud velsigne! -- og som han velsigner ved Eders egen gode Opdragelse og Menneskers fornuftige Hjælp. Udgiveren. Henrik Wergeland BEKJENDTGJØRELSE FRA POLITIMESTEREN "Det har længe været Gjenstand for Overveielse baade fra Fattigbestyrelsens og fra Politiets Side, hvorledes Betleriet her i Byen aldeles kunne forebygges; men Iværksættelsen af enhver dertil sigtende Forholdsregel har hidtil viist sig utilstræklig, og det formeentlig fornemmelig fordi samme er modarbeidet af den almindelige Godgjørenhed. Politikammeret seer sig desaarsag foranlediget til i denne Sag at henvende sig med nogle Ord til Almeendheden, i Forventning om, at den, ved at blive gjort op- mærksom paa Forholdene, ikke i denne Henseende vil undrage Politiet sin bistand. Hvad der ved Fattigvæsenets Bestyrelse gjøres for de Fattige, kan ikke være ukjendt: de Udlevede eller Skrøbelige gives Huusly og, saavidt behøves, Tærepenge i Fattigstuerne; de Fat- SIDE: 41 tige, hvortil der paa disse ikke er Plads, eller Familier, der ikke er istand til at erhverve tilstrækligt Udkomme, erholde ugentlig Understøttelse; Børn, enten forældreløse eller af anden Aarsag uforsørgede, udsættes til skikkelige Folk for Fattigvæsenets Reg- ning; vanartede unge Mennesker, Løsgjængere, Betlere, Drukken- bolte etc. indsættes i Arbeidsanstalten; fattige Syge og Sindssvage indlægges paa Sygehusene. Der er saaledes, saagodt det efter Omstændighederne er muligt, sørget for Stedets Fattige, og det tør med Føie antages, at ingen af disse behøve at betle, ikke heller vides det, at, med enkelte Undtagelser andre end Dovne og Uværdige, der ikke indrømmes Understøttelse, give sig af dermed, fornemmelig for at søge Adgang til at stjæle i Husene. Forinden Asylerne oprettedes, gaves der vistnok mange Familier af den lavere Klasse, som, uanseet at de ved Arbeide kunde optjene det Fornødne, eller i Mangel deraf erholde Bidrag fra Fattigvæsenet, lode deres Børn, der under alle Omstændigheder dreve om i Gaderne, indbetle hvad de kunde, enten for at dække hvad Forældrenes Drikfældighed eller Dovenskab lod savne, eller selv at anvende det Indvundne paa den fordærveligste Maade til Spil, Drik, Slikkeri etc.; at de herved, foruden at holdes fra Underviisning og nyttig Beskjæftigelse, tillige vænnedes til Ledig- gang og forførtes til at deeltage i Usædelighed, Gadeuordner, Bedrageri og Tyveri, er en Selvfølge. Men herpaa er der ved Asylerne paa den virksomste Maade raadet Bod, idet at disse have optaget de beklagelsesværdige Skabninger, og derved søge at unddrage dem fra den tidlige Fordærvelse. Vel kunde det, især i Begyndelsen, ikke undgaaes, at endeel egennyttige For- ældre vilde søge paa eengang at drage Nytte baade af Asylind- retningen og af Tiggeriet, idet de, enkelte Dage i Ugen, under Paaskud at Børnene vare syge, holdt disse fra Asylet, og, efter at have aftaget dem de i dette erholdte Klæder samt udstyret dem med Pjalter, lode dem trække om i Byen, ofte paa Nakken af deres Søskende, for at betle, da dette fandtes mere indbrin- gende end Asylets Understøttelse; men selv denne Uorden er for en stor Deel hemmet deels derved at de Familier, hvilke heri gjøre sig skyldige, og hvori de kontrolleres af Fattigforstanderne og Politiet, trues med at berøves denne Understøttelse af Fattig- væsenet, saavidt de have saadan, deels derved, at Asylindret- ningens Bestyrelse skræmmer med midlertidigen at forskyde SIDE: 42 saadanne Bedrageres Børn af Asylet. Ikke destomindre træffes dog endnu enkelte Børn, hvis Forældre ere lumpne nok til at vove deslige Forsøg. Som Følge af Foranførte har unægtelig Antallet af Byens egne Betlere betydelig aftaget; ikke desmindre gives her desværre en Mængde Betlere alligevel. De Fleste af disse høre imidlertid til fremmede Fattigdistrikter; men at blive af med disse Betlere er det Vanskeligste ved denne Sag. Forsaavidt Saadanne tilhøre længere fraliggende Kommuner, blive de vel anholdte og efter indstillet Undersøgelse hjemsendte, men ofte komme de igjen og Scenen gjentager sig, ikke sjelden uden at Refusion for de mid- lertidige Forsørgelsesudgifter, formedelst vedkommende Kom- munes Uvillighed kan erholdes. De Fattige fra det nærmest- liggende Landdistrikt ere imidlertid de meest paatrængende, da disse, om nok saa ofte bortviste, have Anledning til dagligen at gjøre deres Besøg i Byen, hvorfra det er umuligt at holde dem borte. I denne Henseende har dog Asylet paa Grønland virket betydeligt ikke blot derved, at det har optaget de mindre Børn, men ogsaa derved at det, i Forbindelse med Agers Fattigvæsen, har overtaget de Ældres Forsørgelse lige til deres Konfirmation ved, med behørig Understøttelse, at indsætte saadanne Børn i dertil indrettede Skoler. Medens Byens Fattigpoliti tilforn havde det forgjæves Arbeide idelig at føre deslige, stedse tilbage- vendende, Børn ud af Fattigdistriktet, kunne de dog nu med god Følge afleveres til Grønlands Asyl. Men ogsaa denne Indret- ning har maattet gjøre den sørgelige Erfaring, at Forældrene, som før ommeldt, stundom ere saa utaknemmelige og samvittig- hedsløse, for enkelte Dage at tilbageholde Børnene og med de elendigste Pjalter at udsende dem paa Tiggeri, uden at det for Politiet, med de Midler, der staae til dets Raadighed, er muligt i nogen ønskelig Grad at forhindre det, aldenstund Betleri finder saadan Opmuntring i dets dagelige Udbytte, som nu. Saalænge altsaa Byens egne og andre Kommuners Tiggere kunne gjøre en god Fangst paa Byens Gader og i dens Huse, saalænge Byens Indvaanere, af misforstaaet Goddædighed, yde enhver Tigger, der ved pjaltet Udseende og opdigtet Fortælling veed at vække utidig Medlidenhed, en Skjærv, der, istedet for at virke til det Gode, netop leder til Fordærvelse, saalænge vil ingen endelig Forbedring i denne Henseende være mulig; thi SIDE: 43 Betlerne vide godt, at Politiets Bestræbelser for at anholde dem, ikke finder Sympati hos de Følsomme af Byens Indvaanere, og de gjøre maaskee en dobbelt Høst, naar de næste Gang komme igjen, efterat have været udsat for saakaldet Forfølgelse. Vil derfor Byens Indvaanere see Betleriet afskaffet, ønske de nu og i Fremtiden ikke paa saa mange Maader at være et Bytte for en fordærvet Generation, der udgaaer fra en forsømt Op- dragelse, da maa de ogsaa beslutte sig til, ikke at yde Almisse iflæng, men heller lade deres Gavmildhed virke gjennem det oprettede Understøttelsesselskab eller vedkommende Fattigvæsen, hvorved den goddædige Hensigt alene sikkert kan opnaaes. Vel veed jeg, at det ofte er vanskeligt at undgaae, og kan synes haardt, ikke at give efter for paatrængende Betleres Overhæng, men man betænke, at det er just dette Slags Betlere, som ere meest drevne i deres Haandtering og at det er dem, som mindst fortjene Medlidenhed. Naar derhos sees hen til, at det er umu- ligt for Fattigpolitiet med dets nærværende ringe Styrke, at holde slige paatrængende Gjæster borte, at selv Betleres Anholdelse kun lidet virker, naar de, som oftest er Tilfældet , igjen blot med Advarsel maa løsgives: saa vil man maaskee ikke miskjende den Opfordring, jeg herved tillader mig at lade udgaae til Stedets Indvaanere, om aldeles at ophøre med at uddele Almisse til om- gaaende Betlere, eftersom dette efter Omstændighederne for- meentlig er det eneste hensigtsmæssige og afgjørende Middel til at faae Betleriet hæmmet og afskaffet. At Politiet derhos, efter dets Pligt, vil bestræbe sig for, saa- vidt muligt, at bevirke Betleres Anholdelse og Forsørgelse eller Bortviisning og tillige dermed assistere i ethvert Tilfælde, hvor Anmeldelse om Saadannes Omløben i Husene skeer, er en Selv- følge, ligesom man, ifølge Overeenskomst med Asylernes Be- styrelse fremdeles vil sørge for at faae de betlende Børn til disse Indretninger indbragte. Paa denne Maade, og naar Betle- riet saaledes ikke længer fandtes lønnende eller Erhvervelsen derved mulig, maatte det forhaabentlig omsider af sig selv ganske bortfalde. Christiania Politikammer, den 27de Marts 1840. G. Fougner." SIDE: 44 Morgenbladets Udgiver yttrer iblandt andet om denne Bekjendt- gjørelse: "Mange Menneskevenner have i flere Aar med Gru be- tragtet den Slægt, som opvoxer i og omkring Kristiania, dreven fra de tidligste Aar til at betle og stjæle, at handle og bedrage, tildeels for at underholde Forældres Dovenskab og Drikfældighed. Med de Ældre, hos hvem Forvorpenheden er indgroet, er der lidet eller Intet at udrette, men at holde den opvoxende Slægt tilbage fra denne Lasternes aabne Vei, som begynder med Bet- lerstien i de yngere Aar, er en af de ædle og skjønne Opgaver for Børneasylerne. Saalænge der saagodtsom Intet var gjort for at afhjælpe Elendigheden, havde Medlidenheden en Undskyldning for at understøtte Betleriet, men efter de Foranstaltninger, som i de sidste Aar ere trufne, maa man have al Føie til at vente, at idetmindste de betlende Børn, som af ryggesløse Forældre eller Foresatte trues ud paa denne fordærvelige Industri, ville blive tilbageviste. Der gives en ædlere og hensigtsmæssigere Anvendelse for de Gaver, som det menneskekjærlige Hjerte vil yde ulykkelige Medskabninger ved at understøtte Asylerne og de Indretninger, hvori Den virkelige Elendighed finder et Tilflugts- sted og en Omsorg, der virker til Held og Velsignelse for Frem- tiden." Henrik Wergeland No. 8, 18de April 1840. Man blier ei mæt af bare Kjærlighed. Udslukkes Arnen, slukkes Elskov med. EN USKIK Der gives mange. -- Der findes ikke fleer Edderkopper, Tusindbeen, Mark, Fiir- fisler, Padder, Orm og andet ækelt Utøj under Gulvet, naar man bryder et gammelt Fjøs ned, end Uskikke efter en Stats- forfatning, som Folket har kasseret for dens Raadenheds Skyld. Der lader sig saaledes meer end een Uskik opdage i Ruinerne af det gamle danske Regimente, der endnu ligge adspredte hist og her paa den grønne Vold, hvorpaa det norske Folk i 1814, i den Forfatning, det da gav sig, opførte et sandt Tempel for sin Lykke, d. e. for Friheden og dens Dyder. Men det vil være ligesaa vanskeligt at forhindre Uskikke fra paa ny at trænge sig ind, saafremt de ikke efterspores og tilintetgjøres, som at hindre SIDE: 45 hint krybende Utøj fra at snige sig ind i den nye Bygning, om det ikke udrøddes; hvorfor jeg, da dette er saa klart, haaber at have ret mange Landsmænd til at bistaae mig i denne Jagt, og det imellem Arbeidsklassen selv, om nogen fordærvelig Uskik skulde endnu ligge tilbage inden den ifra gammel Tid af. En Hædersmand fra Kristianssand -- en By, hvis Arbeidsklasse, ved gode Menneskers Hjælp, erholder over 400 Explr. af dette Blad -- har gjort Udg. opmærksom paa en saadan Uskik, der nok fortjener at trædes paa Hovedet. Paa Statens Værft der har den betydelige Arbeidsstok, ved ethvert betydeligere Arbeide, hvorved flere sysselsættes tilsammen, fra gammel Tid Hævd paa 4 "Brændeviinsskilling", daglig for hver Person, der enten oppe- bæres i Penge eller Natur. Efter den allerede høje, skjøndt i bedre Mening alt for lave, Priis af 16 Sk. pr. Pot, faaer saaledes en Mand 1 Pægl extra i sig om Dagen. Og dette skal være paa en Maade reglementert, og kan, ifølge gammel Slendrian, endnu existere 25 Aar inde i Forbedringernes Tid, i en By, saa opfyldt med Arbeidsfolk, og hvor man, ved Siden heraf, anstrænger sig for, i Samfund, Skrift og Tale at lære simpel Mand Maadehol- denhed! Følgen af denne Uskik er vistnok meest fordærvelig for Arbeidsstokken selv, som næsten paatvinges Rusen; men Bekost- ningen løber ogsaa op til noget Betragteligt for Staten. Den beløb sig saaledes i bare "Brændeviinsskillinger" til omtrent 56 Spdlr. ved en Reparation paa et af Statens Dampskibe, hvorunder af det hele Arbeidsmandskab, efter et Øievidnes Fortælling, neppe Een var ædru. [fotnotemerke] Men jeg tør nok spørge selv dette, ja hvilkensomhelst Drukken- bolt, naar han blot vil være oprigtig, om dette ikke er en Uskik, som ikke bør taales een Dag længer, saaledes at de 4 Skilling aldeles ikke gives hverken under hiint Navn eller paa hiin Maade. Behøvede den forrige Regjering, der brugte Norges Sjøfolk til at beskytte Danmark med, saadan Smøring forat see Holmensarbeide gaae, saa trænger dog ikke Norge dertil, saalænge dets Sjømænd have sit gamle Æresnavn i Minde. De have Ord for saamegen Livlighed, at et Arbeide kan gaae dem frahaanden under et Hurra, om de end ikke smagte anden Opfriskelse end det sunde norske Blods egen naturlige Styrke. Maaden, hvorpaa disse Fotnote: Senere har i et Blad fra samme By været klaget over lignende Udskejelser ved et Skibs Gaaen af Stabelen. SIDE: 46 Brændeviinsskilling kunne tages, nemlig i Brændeviin, er slem- mest ved den Fristelse, der er dertil ved det talrige Kammerat- skab, hvor den Enes Lystighed smitter den Anden. Men heller ikke Navnet bør taales, fordi deri (ligesom i det almindelige Ord "Drikkeskilling", saasom til Skydsdrenge o. s. v.) ligger, om ikke en Opfordring, saa dog en undskyldende Henpegning paa An- vendelse til Brændeviin alene af disse Skilling, der kun bør betragtes som Tillæg til den almindelige Arbeidsløn. Nei den bør ganske gaae ind under denne; thi ellers vil man sige: "ei! det Tillæg er jo kun de gamle Brændeviinsskilling? Lader os gaae og faae Rationen hvor vi kunne." Bølgen i sin Klarhed er ikke oprigtigere, i sin Brusen mod Klippen ikke tapprere, i sin Henrullen ikke raskere, end den norske Sjømand, men den er heller ikke i sin Skummen letsindigere og mere hengiven til at sætte sig selv paa Spil, end Han, naar han fristes af sin Lyst, Kammeratskab og af gammel Sædvane. Men skulde Norges Hæder forvandles til Skam for denne Uskik med de 4 lumpne "Brændeviinsskilling?" Nei! Og et "Nei", Gutter! med tregange Hurra -- uden Brændeviin! STATIONERNE Trykt i Avdeling I, bind 2, s. 292. Henrik Wergeland B. EXTRABLAD. 17de Juni 1840 Hade Straf og frygte den, er den samme Tanke Hader du da Straf, paa gal Vei maa du vanke. TIL ARBEIDSKLASSEN OM "PØBELEN" Jeg havde først skrevet "Til Pøbelen"; men jeg var i Tvivl, om jeg turde bruge mit Blads Navn og denne Overskrivt sammen. Dets ivrigste Læsere ere de Bedsttænkende af Arbeidsklassen, og Disse ere ikke "Pøbel" i den Forstand Ordet her tages, og altid bør tages i. Men jeg behøver deres Hjælp, forat min Tale dog kan komme til disse forvorpne, forstokkede Udskud, imellem hvem den ærlige Fattigdom har ondt forat drive sine yndige Blomster af velartede Børn, af huuslige Dyder og Nøisomhedens Lykke frem, saa de sees og agtes af Menneskene ligesom de ere kjære for Himlenes Øine. Staaer mig derfor bi med at ud- SIDE: 47 brede disse Ord til dem, som I, fordi I nødes til at leve i deres Nærhed, selv bedst vide trænge til dem, Disse, som forkaste enhver Tilretteviisning, foragte Oplysning, og skye selv det trykte Ord, ligesom Læreres eller Forældres Ord vare spildte paa deres tidligt forvildede Gemytter. Ja staaer mig bi, hver retsindig Arbeidsmand og hans Hustru! jeg har begyndt at mistvivle, at tvivle om at kunne udrette noget ved mine Ord til at udrydde de Forvorpenheder, som huse imellem Eder i Eders Gader, be- smitte Eder med sin Vanære, og kaste Skjændselnavnet af "Pøbel" over eder alle uden Forskjel ligesom man har ondt for at kalde en Ager, hvor man vel saaede Byg, men hvor intet uden Dylle og Tistler viser sig, andet end et Ugræsjorde, som man frit kan slippe Svinene paa. Vi havde, som et fremmed Ordsprog lyder, nok taget Slanger og Skorpioner med i Regningen, men Tusind- benene havde vi ikke taget med. Det er mig umuligt, uden Eders Hjælp, at kunne udpege de Personer, som gjøre Eder denne Skade, som, forenede ved sine Kjeltringstreger, tilsammen ud- gjøre "Pøbelen", Pøbelens faste Stok, Fordærvelsens Kilde, hvoraf eders smaa Børn, eders Hjerters og Øines Lyst, maae drikke, fordi de opvoxe nær den. "Din Nabo, hedder det, er din Lærer". Og den Kreds, man befinder sig i, eller Ens Omgang, er Ens Verden. Det er mig umuligt at paatvinge disse Uvillige mine Blade, hvori de ikke læse hvad der er dem behageligt, ja de hade i Almindelighed det trykte Ord, fordi de som oftest have fundet en Fordømmelse deri over deres Gjerninger og Tænke- maade. Slangerne ere ikke utilgjængeligere i sine Kløfter og i Mudderet end denne sande Pøbel for En, der vil tale den til- rette. Den er et Publikum, som ikke læser. Det er denne Pøbel, der betragter Livet som et Spil med Staten, hvori det kun kommer an paa at undgaae dennes Tugthuse og Slaverier, mens man begaaer alt det, man kan, som efter Lovene straffes der- med. Ulykkesexemplerne paa at Enkelte gribes har intet Af- skrækkende for dem, fordi de vel vide, at Disse ere de Færreste, og at Samfundet, naar man lægger sammen alt hvad der stjæles, bedrages og ødelægges, dog bliver den Tabende, og endelig fordi de have i hint skrækkelige Spil med fuldberaad Hu gjort forud den Indsats at være belavede paa at ende i Lænker og Skjænd- sel. Mange af Disse, som om Søndagen kunne see fiffigere ud, end man godt kan forklare sig, betragtes af sine Kammerader, SIDE: 48 der vide, hvorfra dette kommer, med Misundelse som lykkeligere Spillere med Samfundet; og da de selv vide, at de have drevet dette Spil nogenlunde med Haab om bedre Held, saa fremture de deri. Der findes i vore Forstæder ikke faa saadanne Per- soner; alle omtrent i samme Ynglingealder, alle lige indviede i Forbrydelser, alle lige forvildede og forlængst hjemfaldne den Skjebne, som dog engang rammer de Fleste, efterat deres Liv kun har bekræftet den skrækkelige Sandhed: "Gjør du intet Godt, saa finder du snart intet for slet." Der har været meer end een Anledning til disse mørke Tanker. Foran Drenge i Slavelænker, foran ødelagte Gjærder, nedbrudte og oprykkede unge Træer, ligemeget om i Andenmands Haver, langs Allemands Veje eller paa de Dødes Hvilested, foran plynd- rede Grave eller med den blodige Steen for Øje efter et natligt Overfald, faaer man ikke lysere. Og den skrækkelige Yttring, som hyppig er bleven hørt fra de Mange, som dog nu ogsaa have en Tanke for den store Masses Tarv, at man maa opgive Haabet om den allerstørste Deel af dennes tilvoxne Ungdom, og alene nære noget om den spæde, som Asylerne have grebet i sine Arme, viser, at jeg ikke er alene om den Mening, at vor Arbeids- klasse omfatter altformegen Pøbel d. e. altformegen Usædelighed, Slethed og Raahed, altformange Personer, om hvem man ikke kan sige, at de ere skikkelige Mennesker. Og dette er dog de ringe Kaars herlige Lovtale; ingen Fattigdom er saa arm, at den ikke kan berede sig den. Men mit Hjerte vender sig i Livet ved hiin Tanke, og jeg kan ikke give den Rum uden denne Modkjæmpen, hvori jeg nu har grebet Pennen. Og kunde blot mine Ord trænge ind did de skulle, nemlig til Forbrydelsernes Ynglesteder, til de onde Raads Afkroge, ind i Pøbelens eget Mudder -- de skulde da vel ogsaa hist og her gjennembryde Forhærdelsens Skorpe, og Fordøm- melsen over den hele Slægt skulde blive nødt til at mildne sine Ord. Hine Forbrydelser og Udbrud af et raat og skadefro Sind skulde ikke være et almindeligt Mærke paa Fleerheden af Byens tilvoxne Almuungdom, men blive Undtagelser; vor nu saa talrige "Pøbel" skulde blive bragt ned til nogle faa berygtede Personer, hvormed Politi og Simpelmand selv havde et vaagent Øje, og man skulde ikke i denne Ungdom have et Syn af et Jorde fuldt af bare SIDE: 49 Ukrud, men den skulde ialfald ikke være værre end den naturlige Eng, hvor de sunde Planter langt overgaae Antallet af de giftige. Nu paastaaer man, som sagt, at det er omvendt; og saa van- skeligt det er at troe det, fordi man nødig vil troe det, saa rinder dog sjelden nogen Morgen over vor By uden at opdage nye nat- lige Ugjerninger. Efter et østerlandsk Sandsagn skal tre Per- soner, som holde sammen, være nok til at ødelægge en By; men desværre har nok vor By, efter alle de Mørkets Gjerninger, som skee, talrigere Fiender i sin Midte og i sine Udkanter. Derfor forskandses Landsteder og Haver med hæslige høje Plankeværker, og man taber Modet til at koste noget paa offentlige Forskjøn- nelser. Stundom er det den blotte Kaadhed, stundom Mis- undelsen mod de bedre Kaar, stundom endog en Hevnelyst, som skulde være lav nok til endog at mishandle Ens levende Dyr, om den saae saa god Leilighed dertil som til at bryde et Gjærde ned, overkline Folks Vægge eller rykke Ens Frugttræer op. Og denne Raahed maa vække saa meget større Smerte som den er ukjendt i andre Landes Pøbel. Hvormeget denne end ellers kan fortjene sit Navn, er det den dog en Æressag at være omhygge- lig om alt hvad der hører til den offentlige Forskjønnelse, det er: Almeenmand til. Men skulde jeg blive forstaaet, om jeg udlod mig om den Ære, som den Ringeste deler med den Højeste, at være en Folkets Søn, det ærlige, hædrede, ædle norske Folks Barn? eller om den Synd det er at formindske denne Ære? Thi Fremmede dømme Folket efter hvad der støder eller behager deres Øine, og de sige, at det er et raat uædelt Folk, naar de i dets Hovedstad støde paa Vidnesbyrd om Raahed, om Mangel paa Agtelse for Andres og offentlig Ejendom. Det er som oftest konfirmeret, voxen Ungdom, som gjør sig skyldig i disse Ugjerninger. Der har blandet sig voxen Ondskab og Brændeviin i Drengens Kaadhed. Men ligesom et Træ spreder sig i Grene, har det samme fordærvede Gemyt, som ødelægger ved Nattetider hvad der tilbyder sig, begaaet andre Misgjerninger, der endelig give det unge Menneske i Lovens Vold. Det Hjerte, der kan spalte det blomstrende Træ, er ikke for godt til Røve- rens og Tyvens Nederdrægtigheder; og der er mange Exempler paa, at disse Gjerninger ere forenede. De rinde af samme Kilde; og hvortil føre de? Til Halsjernet og Lænken endnu før han ret SIDE: 50 har begyndt at leve. Det fordærvede unge Menneske vil have Penge til Dandseboden, til at glimre i Kammeraders og Pigers Øine med bedre Klæder, Halstørklæder, Uhrkjæder osv., end enten hans Forældre eller Arbeide kan give ham. Han er ude med nogle Kammerader, som det hedder, om Natten; og virkelig han viser sig sprægere inden nogen Tid, eller, om hans Lyster kun strækker sig til Pæglen, han har paa engang faaet Raad til at besøge Marketenteren saa ofte han vil. Men inden man veed Ordet af det, saa ere disse Karle, som oftest et heelt Ræk af Kameradskabet, paa Raadstuen, paa "Huset" eller i Slaveriet. Der faaer man ogsaa et Slags Klæder, Halsbind og Kjæder. Jeg glemmer aldrig en Aften, da en saadan ung Grønlands- skøjer var bleven greben som Tyv hos en Mand her i Byen, der ofte havde viist sig tjenstvillig imod ham. Med største Mildhed blev ham betydet, at man vilde slippe ham, ja endog sørge for ham ved enten at faae ham anbragt i en Lære eller tilsjøs, da han saae godt udstyret ud af Naturen, om han blot tilstod; ja de samme Tilbud bleve gjentagne endog da Politiet var kommet. Men det var forgjeves; han besvoer sin Uskyldighed med de frækkeste og dyreste Eder. Sagen maatte nu gaae. Han ved- blev at sværge og negte; men, som overbeviist, maatte han undergaae Lovens Straf. Strax efter at han var kommen ud, klattrer han ind i den Bestjaalnes Have og ødelægger paa een Nat alle hans Frugttræer. Men et saadant Gemyt lod sig neppe lettere standse i at ile sin Skjebne imøde, end Kjælken i Bakken. Han er nu Livsslave, Gud veed for hvilken Forbrydelse, og neppe 20 Aar. Hvilke Udsigter istedetfor dem han kunde have havt! Jeg saae ham forleden Dag i et Steenbrud. Sundheden og Kjæk- heden var forsvunden af hans Ansigt. Legemet var standset i sin Væxt. Han var gusten, og stønnede under sit Arbeide. Døden laae i hans Øje som en syg Slange. Men den livnede øieblikke- lig i, da han gjenkjendte mig. Det var virkelig somom en Slange livnede i, og forstak sig i sin Hule. En voldsom Sindsbevægelse foregik hos den Ulykkelige. Det var maaskee Skam og Anger. Hans Sjel vaandede sig synligen. Men det varede ikke længe, saa, ligesom Slangen atter stikker Hovedet frem, kom et mørkt, stikkende Blik istedetfor det forrige livløse; et Træk af For- tvivlelsens Haan spændte for et Øjeblik de slappe, sygelige Miner, og han begyndte at synge den Vise, Ole Høiland har gjort om SIDE: 51 sig selv, idet han slog Takten med Boerhammeren. Der laae Noget i hans før vakkre og opvakte Ansigt, som syntes at for- visse om, at Loven, om han nogensinde kommer fri, atter maa udstrække efter ham sin Jernarm, hvori hans unge Liv nu krym- per sig. Jeg vil fortælle en Historie til, der, saa kort den er, dog kan afskrække fra dette første Skridt paa Lastens Bane, som saa tidt blev det sidste paa Dydens og Tilfredshedens og Lyk- kens. To Drenge ile forbi en Byggetomt paa en af Byens Udkanter, hvor nogle Slaver just ere beskjæftigede. De synes at have Noget imellem sig, hvorom de hviskede. "Pyt Gut! Ingen har seet det", vare de eneste hørlige Ord, og Drengene ere forsvundne. En gammel Slave har reist sig fra sit Arbeide; han syntes at have bemærket Drengene. "Saa begyndte jeg ogsaa", sagde han, næsten med Taarer i Øinene, da jeg spurgte ham, om han havde seet hvad Drengene havde saa travlt med. "Hvormed?" "Med at fordølge Hittegods. Det er nok til at begynde med. Saa be- gyndte jeg ogsaa." Drengene ere alt for senere Tyverier paa Tugthuset; og det kan ogsaa være nok til at begynde med. Hvilket Afsind, at udsætte sig for saadan Skjebne! Og hvor skammeligt, i en By og i et Land, hvor der langtfra er nok Hænder for det Arbeide, som kan haves, og det til høje Dag- penge! Og kun Arbeide giver Begreb om Ejendom, saa man har Omhyggelighed for sin egen, for Anvendelsen af sit Erhverv, og Agt for Andres. En Ungdom, der opdrages af Arbeide, forgriber sig ikke paa denne, og begriber endnu mindre hvorledes Nogen kan hensigtsløst ødelægge Noget, som har kostet Arbeide. Den faaer en Æresfølelse saa god som nogensomhelst Stands Børn, og den føler, at den har Andeel i det offentlige Velvære, An- deel i Byens Glands, i Agrenes Fagerhed, Andeel i de Byg- ninger, den hjælper til at bygge og mure op, og ikke blot i Slaverierne, der nu finde Fæstningsmurene for trange. Af Lediggang -- den fule Rod, som lange Trævler spinder igjennem Hjerte, Marv og Blod -- Alverdens Ondt udrinder. SIDE: 52 Men hav dog en ledig Stund for disse Advarsler! Det er dog muligt, at de kunne standse En og Anden af disse forvildede, men dog fribaarne, Børn paa Vejen til -- -- For Trælbaarne Trældom er haard og svar; hvor tung da for den, som Fribaaren var! Og den maa dog i ni Tilfælde af ti blive Enden for en Ungdom, der er besmittet med Hang til Lediggang, Drik og andre Ud- svævelser, til Voldsgjerninger og Ødelæggelser, skyldig i alle Tyveriets Forbrydelser, fra det røverske Overfald, det natlige Indbrud og Lommetyveriet til alle Uredelighedens Underfundig- heder, raa og fræk i Tale som i Daad, kort befængt med alle de Tænkemaadens og Gjerningens Laster, som skilne imellem Arbeidsklasse og Pøbel. Men er man ikke sig selv pligtig at holde sig selv reen? Derfor, Arbeidsklasse! hæderlige Arbeids- klasse! Jordbunden for alle Folkets Blomster! udryd Pøbelen af din Midte! Din Arm er dertil stærkere end selve Lovens, der er af Jern, Kirkens der er af Ord, og kun kan trykke de villige Ører til sit Hjerte, og end Pressens, der kun er af Linier og Bogstaver, som de uvillige Øjne kunne flye. Ved Kgl. Resolution af 6te Dennes har Bladet erholdt 1/8 Portomoderation. No. 9, 16de Juli 1839. Tænk godt om Gutten, der findes hos Gubben paa Kubben! SVØBEN Trykt i Avdeling I, bind 2, s. 305. Henrik Wergeland BEKJENDTGJØRELSE Det er først nu, da Adgang til Forsendelse med Posterne, ved kongl. naadigst Resolution af 6te f. M., er aabnet for ovennævnte SIDE: 53 Blad, imod l/8 Moderation i Portoen, at undertegnede Udgiver og Forlægger have kunnet iværksætte nogen Indbydelse til Abonne- ment, forat Bladet i større Maade kan forfølge sin Tendents og sikkres sin Existents. Denne Indbydelse skeer hermed forbindt- ligst til Enhver, som enten for egen Person eller for Almuskolers, Værkers og Arbeidsklassens Vedkommende inden sin Kommune vil interessere sig for Bladet. Snarest mulig Meddelelse herom udbedes da indsendt gjennem de forskjellige Steders Postkontorer til undertegnede Forlægger. Prisen er 1 Sk. pr. No., hvoraf et omtrent hver 14de Dag vil udkomme, altsaa omtrent 24 om Aaret, og Portotillæget, der tilligemed Abonnementet erlægges til ved- kommende Postkontor, beløber sig til 3 Sk. pr. Aar. Hidtil ere udkomne 9 No. og 2 Extranummere, der erholdes af Subskri- benterne paa første Aargang. Ved Modtagelsen af det 12te Blad udbedes Betalingen for den hele lste Aargang erlagt med 24 Sk. Enkelte Blade erholdes for 1 Sk. hos Forlæggeren. Bladets yderste billige Priis -- billigere end "Forklaringerne", hvoraf der trykkes i tusindviis -- tillader for det Første ingen Rabat. Hermed Bladet "For Arbeidsklassen" anbefalet enhver Menneske- vens velvillige Fremhjælp! Kristiania, den 15de Juli 1840. Henr. Wergeland, Udgiver. (Boende ved Byens Kirkegaard). Barlien, Forlægger. (Boende i Storgaden). Henrik Wergeland No. 10, 12te August 1840. Din Tale er din Handlemaades Skygge. Saavel af Ord som Daad vil Folk dit Rygte bygge. OM SYNDIG OG SMUDSIG TALE Matth. 5, 34, 37. Hvor Hytternes Beboere ikke ere altfor sviinske, sope de stundom Svalen, og holde af og til Dørtærskelen nogenlunde fremkommelig; men at faae dem til at holde Indgangen til deres Sjæl, Portalen til Helligaandstemplet, Munden, reen for de fæle SIDE: 54 Eeder og for skiden Tale, holder haardere, naar Vanen først er der. Vanen? Ja her er det netop Vanen, og denne er aldrig at spøge med. Den spøger i dets Sted selv med Mennesket, med dets Løfter og Forsætter ved Guds Bord, med dets Alvor og Vilje, der skulde være saa majestætisk, med dets egen Fornuft og Andres Formaninger. Selv De, som letsindigen og urigtigt sige, at Banden og skiden Tale ikke er en Synd, indrømme dog, at dette er en Vane, og ikke af de gode. Og deri sige de denne saakaldte Vane just ingen Roes; thi ond Vane er Last, og Last er Syndens Modenhed og Frodighed til at kunne vedblive og fortsætte sit Liv, ligesom Ukrudet saaer sig selv og kommer ganske vist igjen næste Aar. Men ligesom de tørre Tistler og Sivet i mange Lande afbrændes, saa vil ogsaa en Flamme engang fare fortærende igjennem Sjælenes Ukrudt; og denne Flamme er netop de Guds Straffedomme, hvormed der, under forskjellige Navne, saasom "Djævelen, Døden," ja endog Guds eget, leges saa letsindigen i den Mængde Eeder, der udvælde af Raahedens og Daarlighedens Mund baade naar Sindet er bevæget og i den daglige jevne Tale. Jeg havde en Lørdagsqvel Anledning til at iagttage et Par Ar- beidsmænd, der trættede om nogle Brændeviinsskillinger, om hvem af dem der nu skulde "tage i," saa Anledningen ikke var for reen. Og Ordene da heller ikke; thi det er ingen Over- drivelse naar jeg fortæller, at der i en omtrent 5 Minutters Sam- tale imellem disse 3/4 fulde Lumpenkarle faldt over 75 forskjellige Eeder, hvorimellem nogle kunde bringe Haarene til at reise sig paa Hovedet. Tyve Gange ønskede saaledes den Ene, i Anled- ning af et Qvart Tobak ataat den omhandlede Skjænk, det For- færdelige, at Gud skulde forbande og fordømme ham -- en Be- sværgelse, der indeholder alt det Rædselsfulde i den borgerlige Eed, som aflægges for Retten. Rundt om de to Mænd legede Børn, hvis Øren lettere opfange hvad de høre, for at lade det gaae ud af Munden igjen, end Jordfuren fanger Kornet og faaer det til at spire. Thi -- "Som de Gamle sjunge for, qvidre de Unge efter." Men ogsaa Voxne og Gamle ere, meer end man troer om sig selv, udsatte for at tage efter denne slemme Vane. "Gud be- vare dig, Kristen!" hørte jeg engang en skikkelig Arbeidsmands- kone sige til sin ellers altid ligesaa agtværdige gamle Mand: SIDE: 55 -- "hvad gaaer der af dig? Du bander jo saa Hytta kunde brænde af." Og ganske rigtigt der stod Kristen Jacobsen i en Handel om en Smaating med en Nabo, der just ikke var be- kjendt for at være den Ordentligste. Samtalen var venskabelig nok; de drejede Knappene paa hinanden derunder og sloge mange Haandtag, saa det vel neppe var frit, forat de idetmindste havde tømt een Pæl isammen, hvilket sjelden hændte med Kristen; thi hvorledes skulde han ellers kunne hedde en i det Hele og i Sammenligning med sine Lige agtværdig Mand? Ja saa var det; og Pæglen havde gjort gamle Kristen dobbelt lærvillig til at tage efter i sin Kamerads Banding. Det er ogsaa en af Beruselsens naturlige og almindelige Følger. Man bliver pralende, eftersnak- kende, og tilsidst bestaaer Talen næsten udelukkende af Eeder og Udraab, enten man nu blot vil fortælle noget, eller gjendrives eller troer at have noget at fortørnes over. Kristen raabte vel ind til sin Kone: "ja Gud forlade min Mund, Moer; du har Ret;" men hans Tale blev blot mere hvidskende, men lidt efter lidt lige- saa fuld af bansatte Eeder som før. Hvergang han knepsede med Fingrene eller tog sin Kammerad ved Knappen, kunde man være vis paa, at han igjen forgik sig. Saameget er vist, at han begik flere Svaghedssynder den Aften, end han Dagen efter var glad ved, da Kirkeklokkerne lød, og hans gode gamle Kone lagde Psalmebogen tilrette. Kristen havde ingen Lyst til at gaae i Guds Huus, hvis Navn han havde taget saa forfængelig. Det var ham somom han havde en Svovelsmag i Munden; og dog greb han sig i Løbet af Dagen oftere i Eeder og Udtryk, som hans Læber før havde været rene for. Vanen har, som sagt, Magt ogsaa over gamle Folk. Han hørte med Gru sit spæde Barn lallende forsøge at sige Djævelens Navn efter, da det en- gang igjen undslap ham; men det fæle Navn var den Lille for haardt. Vi see dog, at gamle Kristen langtfra var af de Værste; men de Bedste ere dog De, som give Agt paa sin Tunge, og ikke lade sig forføre til saa ligefremt at synde imod det 2det Guds- bud, som Banden og Sværgen er. Men er dette da virkelig en saa stor Synd? Det var et Spørgs- maal, naar vi høre, at Guds Lov udtrykkelig forbyder det! Og denne er ikke saa vidtløftig med sine 10 korte Bud, at der ikke bliver os Frihed nok tilbage, og Sproget er heller ikke saa armt paa syndløse og anstændige Forsikkringer, eller en skikkelig SIDE: 56 Mand saa fattig paa Tillid, at han nødes til at besmitte sin Mund med ugudelige Eeder. Vel er det saa, at Ønsket om at faae enten sig selv eller Andre kogte eller stegte af Djævelen, eller at alle hine 75 Besværgelser ikke vil gaae i Opfyldelse, fordi den barmhjertige Gud har visere Straffedomme; men slige Uvaner antyde en Letsindighed og Mangel paa Ærbødighed for den Højeste, som ikke kan blive ustraffet hisset, hvor vort Væsen skal renses ved mere tvingende Midler, end dette Livs Tugtelser, og efter en saa nøje og stræng Retfærdighed, at ethvert unyttigt d. e. syndigt, Ord, vi have talet, der skal dømme os. Uden Efter- tanke bør Guds Navn aldrig nævnes, og uden Frygt og Mindelse om vor egen Skrøbelighed bør vi aldrig tænke os Gjengjeldelsen og hint Hisset, der kun taber sin Rædsel for det fromme Øje. Spørg dig selv, naar Tordenen ligger over dit Hoved, om det ikke vilde være en gudsforgaaen Frækhed at kalde Lynene ned paa det. Da tier de gudløse Letsindige med blege Læber. Men naar Himmelen er blaa, er Gud da ikke ogsaa der? eller er den tom paa Hans Magt, fordi den er tom paa Skyer? Simpelmand kan vel ikke naae de højere Klasser i Kundskaber; men ikke at bande eller være smudsig i sin Tale er en Dan- nelse, han kan naae, og hvorved han vil kunne have et sædeligt Fortrin -- desværre for mange Andre, hvis større Fiinhed da kun bestaaer i Kjolen. Og dette er ikke at kaste Vrag paa. De bedre og sandt dannede Mennesker lægge ligesaavel Mærke til den simple Mand, som ikke bander og ellers er anstændig i sin Tale, som til den Fornemmere, der vender sin indre Raahed frem i Eeder og Usømmeligheder. Flere, som kunne yde Ar- beideren betydelig Hjælp, sætte af religiøse Grunde særegen Priis paa dette Fortrin, som det ikke er saa vanskeligt at komme i fast, af Andres Exempel uantastelig, Besiddelse af, naar man blot anvender en skjærpet Opmærksomhed paa sig selv, og ikke tænker, at hvad der let er bleven Vane ligesaa let og hurtigt kan udryddes. Men ere Letsindighedens og Raahedens Eeder saa afskyvær- dige, hvad skal man da sige om dem, Bedrageriet søger Skjul og Fremgang under og Løgnen en Støtte ved? Jeg mener ikke engang den rædsomme Meeneed, den foran Rettens Skranker, nedkaldende med de oprakte Fingre den alvidende og retfærdige Guds evige Straffedomme, men den Ugudelighed at misbruge SIDE: 57 Guds hellige Navn eller Benævnelsen paa hans Straffedomme til at bekræfte noget Falskt i det daglige Liv, i underfundig eller anden Hensigt, som vor Samvittighed fordømmer. Dette er san- delig at bruge det Helligste i Ondskabens Tjeneste, til Syndens Skjul. En saadan besvoren Løgn er en Løgn med Helvedes Indsegl paa. Og bedre end den er ikke den Løgn, som besværges, idet man gjør sig selv den Forbeholdenhed, at mene noget andet Ligegyldigt og Sandt. Saa taabeligt lader ikke Samvittigheden og endnu mindre Guds Dom: Samvittigheden i sin forklarede Tilstand efter Døden, sig bedrage. Og om et meensvoret Ord efter nogen Tid synes glemt, sjunket som en Steen i Havet; om det forekommer os, som om Samvittigheden ogsaa kan blive gammel og sløv og have sine lystige Timer, og som om vi kunne blive vante til den som til Fossens Brummen og til Møllens Klappren, saa vi ikke høre den, eller somom den med Tiden rinder af og bliver tør og stille som Saugbækken -- visselig vi ville faae en Havsbund af Stene at rense, om vi ere ligegyldige for de enkelte, som vi kaste i vort Livs Bølger medens de stige -- visselig Samvittigheden vil faae sin Erindring igjen selv om de "unyttige" Ord -- visselig igjennem Graven vil den bruse med fornyet Vælde som igjennem en Fossetrang, den qvalte Strøm længe i Stilhed har brudt paa, og da vil det nye Hjerte klappre som Hjulet under Styrtningernes Stød. Sanddruhed, Tillid mellem Mand og Mand er en af de vigtigste Støtter for Samfundets Velvære, og mindre end nogen Klasse kan den fattigere undvære den. Den Ene maa deri mere end i nogen anden være den Anden til Hjælp, d. e., som Apostelen siger: "hverandres Lemmer," hvorfor vi skulle "aflægge Løgn og tale Sandhed hver med sin Næste." Og som i Ephes. 4, 25 siger han ogsaa: "Lyver ikke for hverandre!" Og hvad Mesteren selv har sagt om hvorledes vor Tale skal være, det vide vi af Matth. 5, 34, 37. Guds høje Navn misbrug du ej! Din Tale være Ja og Nei! Tænk før du beder! Hold det Sagte! Og højt det Hellige du agte! SIDE: 58 Nu! Ogsaa ved det menneskelige Legeme er der en Hellighed, thi det er kaldet "den Helligaands Tempel," og det er os befalet, at vi ogsaa i det skulle "ære Gud." Men hvorledes røgtes denne Pligt, idet det er uvist, om der er flere Eeder end skidne, ukydske Ord selv i den tidlige Ungdoms Mund? Der er ikke en Væg til at strege paa uden den skal ved liderlige Paaklininger indpræge den sin og sine Forældres og sin Stands eller Klasses Vanære. Thi hvad maa man tænke om den Opdragelse, de faae, om den simple Klasses, om Hytternes Sæder? Man siger i sin Uvilje, at de blot huse fordærvet Pøbel; man forbyder sine Børn at lege med den Fattiges for at de ikke skulle besmittes, og -- nok et Baand er afskaaret, der ellers ogsaa skulle hæve Eder noget. Det kan ikke slaae feil, at Forældrene ved Exempel, ved Mangel paa Revselse (Sal. Ordspr. 22, 15.) og ved den taabelige Tro, at sligt usædeligt Mundsveir ikke betyder noget for selve Sædelig- heden, selv ere for en stor Deel Skyld deri. Men ville I lægge Mærke til hvormange af Eders Døttre, der gaae forlorne enten inden eders egen Klasse eller som Bytte for Usædeligheden i de højere Klasser, som I, ogsaa ved de jevnlige Usømmeligheder i Tale, ikke har givet megen Grund til at holde Eders Klasses Sæder for rene -- ville I erindre hvorofte I inden eders Afkroge have med Forfærdelse opdaget hvor snart Ordene blive til syn- dig Gjerning; da ville I maaskee begribe, at I med uforsvarlig Letsindighed have bidraget selv til at give eders Børn Fordær- velsen ivold ved ikke med Strænghed at værne om den An- stændighed og Reenhed i Tale og alt Udvortes, hvorefter Men- neskene med Grund slutte sig til og dømme om den indvortes Sædelighed, der er Hytternes ubetalelige Rigdom, ja en endnu herligere Stolthed for den Fattige end for den Rige, der er ædel nok til ikke, som saamange af sine Lige, at troe, at Armoden har ingen Dyd, som ikke er tilfals. Men skulde det være derfor Menneskene foragte og drive saa Spot med Helvede, fordi de i mange Stykker vide at gjøre Jor- den til et, der er fælt nok? Ere disse Eeder og Besværgelser, som vælte Ung og Gammel ud af Munden, bedre end hine de Fordømtes Tændersgnidsel, som skildres os til Skræk i Skriv- terne? Og hvilken Underholdning, hvilken Spøg kan man troe falder mere i deres Smag, der beboe "Uteerlighedens" Opholds- SIDE: 59 sted end hine smudsige Taler, hine skamløse Udtryk, der yngle syndig Gjerning, ligesom Dyndet yngler Orme og Utøj? En Ven: "Hvormange Eeder og Smudsigheder troer Du at af- vænne dine Læsere med ved dette dit Blad?" Udgiveren: "Maaskee ikke med een." Ven: "Hvorfor da anvende Tid og Arbeide paa saa magert et Haab?" Udg.: "Gud styrer den flyvende Sæd. Der er god Jord mel- lem Stenene. Møjen var vel anvendt, om kun Een rettede paa sig. Han blev da et levende Exemplar af dette Blad, og vilde aftrykke sig igjen paa sine Børns uskyldige Læber." Ven: "Javist! Den Uskyld varer til de slippe Brystet." Udg.: "Da begynder deres Sjæle at die af Forældrenes Mund. Sjælene ere ogsaa spæde, men de voxe hurtigere af hvad de høre, end Legemet af hvad det æder." Ven: "Da var Rendestenen ofte renere at suge af, end af de Læber, du nævnte." Udg.: "Nu ! du er ogsaa en Fiende, som Fattigklassen har skaffet sig, fordi den er skjødesløs om sin egen Ære. Men al- drig er en Anstrængelse for noget Godt ganske spildt. Men- neskeheden gaaer fremad, ikke som Strømmen, men ligesom Jordens Masse voxer, mens Havet, under Ebbe og Flod, træder tilbage. Den blege Mose bedækker de skaldede Klipper; hver Høst yder den dem sit Affalds Støv, forat der skal blive Muld deraf, og der bliver. Jorden bliver skjønnere, Klipperne grøn- nes. Og Dette er et større Mirakel, end om Menneskehedens Haardhed og Raahed formindskes. Mine Moseblade skulle ikke aflade at falde." Henrik Wergeland SIDE: 60 No. 11, 31te August 1840. Det første Trin paa Lastens Bane tidt paa Dydens blev det sidste Skridt. HVOR SNART DET GAAER! Bedre end bitter Vaar er Høsten blid. Bedre god Alderdom end slem Ungdomstid. Den simple Mand har ingen større Rigdom end sine Børn. Det varer ikke længe før han kan have Nytte af dem; og hvem veed hvad de i Tiden kunne blive til, forudsat rigtignok, at de forlade Fædrenehjemmet med et godt Grundlag i Hjertet af Gudsord, gode Lærdomme og Exempler, med Lyst til Reenlighed og til Arbeide. Hvor dvæler ikke ethvert godt Øje med Vel- behag paa disse Smaa, der lege udenfor Hytterne -- med Vel- behag naar de endnu have Uskyldighed i sine Træk, men ogsaa med Rørelse, fordi denne Uskyldighed saa tidligt visner eller er begravet i en Ureenlighed, som det kun koster en Draabe Vand at borttvætte, og fordi Fattigdommens Dyd har Farer, som de rigere Kaar ikke kjende. Ja det er disse Smaa, som have hen- vendt Menneskekjærlighedens Opmærksomhed paa eder Selv og eders Omstændigheder, fast at den ikke raader med stort mere end at hjælpe eders Afkom noget til at blive en bedre og lyk- keligere Slægt. Ak! der gaaer saa forfærdelig Mange tilgrunde af dem saa- snart de hæve sig over Barnealderen; og uagtet at I vide det, have I dog ofte langtfra Øje nok med dem, indtil Forældrene maa være angerløse om Barnet gaaer tabt. Hvormange sluger ikke Betlerstien alene? Og der er den Beskyldning mod flere end eet Par Forældre, at de ere slette nok til at drive sine Børn med Magt ud paa denne, indtil de alene finde sig hjemme der og imellem dens Laster. Dette er et Hæleri ligesaa lavt som det virkelige med rapsede eller fundne Sager, mange Forældre heller ikke blues ved at begaae mod sine Børn, saa det er en Lykke, om de døe før de have seet sit Afkom forsvinde bag Tugthuusporten eller vandre Gaderne om i Lænker -- det af- skyelige Syn, som vi endnu maa taale af en barbarisk Vane. Unøisomhed med sine Kaar, Higen efter at tilfredsstille en eller anden Lyst er Roden til disse Ulykker. En udbredt Ny- SIDE: 61 delses- og Overdaadighedssyge inden de formuende Klasser ud- øser ogsaa Fristelser over de fattigere. De taale ikke godt Synet af en Skare pyntede Mennesker, fra Studenten af og til Haandværkssvenden, der strømme forbi deres Døre forat fornøje sig; og mange give derover efter for Fristelsen, ved syndige Midler at kunne nyde noget Lignende, idetmindste Kroens For- nøjelser. Pyntelysten øver hos den fattige Pige en Tryllemagt, der lader hende give Slip paa det Kostbareste, hun ejer, paa sin qvindelige Dyd; og her, som ved alle disse Faldne og dybere Faldende, er det da det hedder: "hvor snart det gaaer!" Ja det gaaer snart og let med. Der er nu -- nej der var nu (thi hvad er der nu tilbage?) -- Marthe Maria, en Daglønners Datter, saa peen en Pige for nogle Aar siden, som man kunde trække bedre Klæder paa; thi hun var fattig. Ja fattig var hun, men god Ros havde hun fra Skolen og i Nabolaget, og flink var hun til sin Gjerning, saa det ikke kunde vare længe før hun kunde komme i Tjeneste og faae disse bedre Klæder paa sig for det første. Men hvad er der nu bleven af dette? Endeel Aar har hun tilbragt som Ludder, et paa Tugthuset og omtrent ligesaalænge paa det veneriske Hospital; nu er hun enten paa Mangelsgaarden eller sidder ved en Kurv med sin halve Næse, med røde rindende Øjne og sin gustne, finkeloppustede, af en tidlig Alderdom allerede nedtrykte og rystende Krop som et Vanærens Rædselbillede. Og alt dette i faa Aar! Saa snart gaaer det! Og alt det for en Halvdaler eller mindre! Saa let gaaer det! Tversoverfor Marthe Marias Forældre boede der en Pige, "paa sin egen Haand," som man kalder det, der vidste at følge Moden saa langt hun turde uden at gjøre sig latterlig; og det var godt bekjendt i Nabolaget, at hun hentede Midlerne dertil fra sit Skjørlevnet. Marthe, der gik i sit 15de eller 16de Aar, havde herom mindre Begreb end om det Behagelige, der vilde være i at kunne leve saa ganske ledig og gaae saa stadset som Lud- deren baade til Søndag og Hverdag. En Søndagsaften var der Dands paa en af Salene. Marthe stod i sin bedste Kjole, en Verkenskjole af simpleste Slags og med et hulslidt Svensketør- klæde om Halsen, klint optil Gjenbohuset. Ludderen svævede forbi i Valsen i de aabnede Vinduer. Marthe var ikke vel tilmode. SIDE: 62 En kun lidet ældre og ligesaa fattig Pige af Marthe Marias Bekjendtskab (de vare -- det er Gru at tænke sig det -- Læse- kammerader, da dette foregik) gaaer forbi. Løgtelyset falder paa et nyt skarlagenrødt Tørklæde paa Pigens Hals. "Jøssu Navn er du her?" "Ja det er lidet til Moro, naar man ikke kan være hverken med eller hjemme." "Hvad er nu paafærde?" "Aa han Far er saa drukken iqvel, saa der er sligt Huus hjemme. Han baade dænger og slaaer Mo'er. Men Gud be- vars, hvor gil du er bleven. Den, der havde sig sligt et Tør- klæde." "Pyh! det kan du nok faae. Bare følg med mig over Torvet, kommer der nok en Fyr til dig med. Se her skal du see; det har jeg tilovers til Baand til Hølken min, og han har lovet mig baade til Hat og Kjoletøi, bare jeg vil møde ham." Og nu viklede Hun Syndepengene ud af et Papiir i Barmen, og talte dem ved Løgteskinnet. "Kom nu, bare en liden Sving! Nu kom- mer saamange pene Fyrer fra Komedien, og der er endnu oppe i Kramboderne. Marthe Maria sukkede, strævede imod, saae paa sin Pjalt af Svensketørklæde, som desuden hørte Moderen til og var Udgangsplagg for hele Familien, saae paa det store skarlagenrøde Tørklæde og -- gik. Hun gik. Søndagen derefter stod Marthe Maria i Dandserækken ved Siden af den fiffige Gjenboludder, og Søndagen derefter -- til Komfirmation. Forældrene spurgte ikke efter hvor hun havde faaet det sorte Kjoletøj og Krepflorstørklædet fra. Fra dem var det ikke kommen, og heller ikke fra Himmelen. "Gudskelov! sagde de Elendige, nu er den Sorg over." "Hm! Byen er stor; jeg har vel ogsaa Venner." Gjenboersken, der "sad paa egen Haand" hjalp "Barna" med at sye. Og det syntes nu Forældrene var noksaa godt og vel. "Stakkel! den Pigen skal vel ogsaa leve." Saa sløve er Manges Sædelighedsbegreb, saa samvittig- hedsløs deres Forældreomsorg. "Anders! I skulde ikke lade Gjentungen jers løbe saa der- over," sagde rigtignok en retskaffen Nabo, en Arbeidsmand, som røgte sin Aftenpibe ude paa Trappen. "Aa nei; men de stelle bare paa noget Tøi, maa vide, som skal være færdigt til paa Søndag." SIDE: 63 "Det kan vel blive færdigt før, Anders, siden de har saa god Mandfolkhjælp. Nu nys glap der to ind af de Rette." "Marthe Maria! Marthe Maria! Vil du over!" Men Marthe Maria kommer ikke før paa Morgensiden for de har syet saa flittigt. Den gode Præst ahnte ikke, da han gik nedover Gulvet, hvilke sønderrevne Faar han havde i sin Flok, og ikke hvilke Følelser, der herskede i de to Pigers Bryst, da de gik ud af Kirken. Kort udlagt hedte de: "Godt og vel, at dette er forbi! Nu kan jeg ret synde af Hjertenslyst. Dog har jeg een Pust til (den hellige Nadver), men saa -- Ei, der skal blive til mange Kjoletøjer af mit Skind!" Det var virkelig endnu kun Forfængeligheden, som havde dre- vet dem Synden og Vanæren i Armene. Endnu var den mæg- tigere i deres Sjele end Drivten hos disse seent udviklede Ar- modens Børn. Men denne vaagnede snart; og ikke med en enkelt Helvedeskraft, men med et Spand af saadanne, den ene vildere og stærkere end den anden, joges eller slæbtes de Ulyk- kelige nu afsted til Afgrundsranden. Ve dem, som hjælpe til! Ve Forførerne! Ve Disse, som gjøre det til Sandhed, at "som Blomsten qvalt i Kinglens Slør, i Pjalter Dyd er sjelden fri, og ei engang sin egen Dyd en Fattig eje tør." Det hændte sig, at en Sjømand kom hjem, og var letsindig nok til at gifte sig med Gjenboersken den gamle Ludder. "Lad see hvor det gaaer," sagde Manden med Aftenpiben, da han saae Bryllupsstadsen trække ind igjennem Døren hos hende. Men de to unge Piger trak den hule Bemærkning ud deraf: "Pyh! er det ikke farligere, saa kunne nok Vi ogsaa blive gifte. Det er tidsnok." Men det gik saa med Sjømanden, at der inden faa Maaneder blev et Helvedeshuus hvor han boede med sin Lisa. Han mær- kede snart, at hun blev ved sit Gamle, og at hun paa eengang baade selv var Ludder og drev Rufferi med besøgende Piger, hvorimellem vore To vare Nummer 1 og 2. Han slog sig af Fortvivlelse paa Drik, blev befængt med "Ondt" af sin Kone, SIDE: 64 den lille Formue gik med paa "Filialen," og inden man vidste det, var han forsvunden med et Skib, hvorfra han undveeg i første fremmede Land, med den Hilsen, at han aldrig meer vendte tilbage. Lisa er forlængst paa Tugthuset for Rufferi, saa dette gik da heller ikke saa godt. Og hun trak Marthe Marias Kammerad med sig. "Hvorfor passede hun sig ikke bedre, end at blande sig i Slagsmaal, saa Politiet fik blande sig i?" tænkte Marthe Maria: "der er nu baade Den og Den, som har drevet det i lang Tid." Rigtignok, Marthe Maria havde baade Tørklæder og Kjoler i Mængdeviis og en Hat, saa man kunde tage hende for en Dame, men under Hatten blegnede hendes Træk allerede i en Alder, da de skulle være fagrest og friskest, og under Merinonskjolen fortærede den veneriske Givt allerede hendes Legeme. Man blev omsider opmærksom paa, at Hun samvittighedsløst besmit- tede en Mængde. Hun maatte paa Filialen. "Det er en Over- gang, tænkte hun, Lisa kom ogsaa ud, og Ingen kunde see det paa hende." Men man kunde nok see det paa den unge Skabning, der saaledes havde ødet sine Kræfter. Efter faa Uger brød denne forfærdelige Sygdom, som har taget saa skrækkelig Overhaand inden vor Byes simplere Klasse, og som den Ulykkelige, der mærker sig befængt, ikke kan tage øjeblikkelig nok under Kuur, igjen løs som Ilden under Asken. Hun blev nu beklemt, da hun, efter en Kuur, som medtog hendes sidste Huld og Kraft, forlod Sygelejet med den Bemærkning af Lægen, at hun maaskee aldrig blev frisk igjen. Dog begyndte hun paa sit Haandværk igjen; men det vilde ikke rigtig gaae. Derimod gik det ene Klædnings- stykke efter det andet. Tilsidst den røde Silkehat, som ikke længer tog sig ud til de simplere Kjoler, som nu slang hende om Skankerne. Nye Offere dandsede om Vellystens Alter, og offrede Ære, Sundhed, Ro, Frihed og Liv som Hun. Da fører Aftenens Skummelhed hende en beruset Vellystning imøde, fra hvem hun listede hans Gulduhr under en Omfavnelse, hvorunder hun modtog ligesaamegen ny Givt, som hun gav. Og nu gjorde baade Mangelsgaardens Sygeindretning og Tugthuset Krav paa hende. Ud af den ene og i det andet. Og derifra igjen som tiest paa Mangelsgaarden. Der traf hun sin Fader. Moderen, den stakkels sløve underkuede Skabning, var død. SIDE: 65 Nu sidder hun ved sin Kurv, med Flasken imellem Kagerne, og de gamle Koner i Næringen skele til hende og sige: "skal man nu have slig Ungdom til at tage Fortjenesten fra En?" Nei, det er jo sandt -- Kjærringerne ere sin Sorg qvit; thi for kort siden blev Marthe Maria ført til Raadstuen som ind- viklet i en Tyvebande. Derifra gaaer det atter til Tugthuset, og saa til Graven, og saa til . . . Det er nemlig usandsynligt, at hun vil kunne slæbe stort læn- ger paa sin raadne Krop end Straffetiden vil vare. Ve! ve! hvor snart det gaaer! Hun støjede noget forfærdeligt, da hun førtes afsted sidste Gang. For hver Gang hun hørte sit stygge Øgenavn (det havde hun vundet for længe siden) var det som naar man kaster en Steen i en Put, saa slyngede hun skidne Ord og frække Tale- maader om sig. Der dannede sig en Kreds; en ung Mand, klædt i al den Luxus, som Normændene nu vænne sig til forat lade Exemplet løbe nedover indtil den madløse Armod, trænger sig igjennem for at see hvad der var paafærde. Den Ulykkelige seer paa ham, og Beruselsens Sløvhed i hendes Blik viger et Øjeblik for en Beegflammes sortnende Glød. "Aha!" raabte hun, "er du der Fyren min? Ja du var den Første. Husker du?" -- Raadstudøren falder igjen efter hende. Ak! hvor snart det gaaer! Ja nedoverbakke. Og det første Skridt er meer end et Skridt, det er en Styrten, et Fald mere end halvveis. Vogter Eders Børn! Betager Nydelseslysten og Unøjsomheden Drengen, bliver han i ni Tilfælde af ti en Tyv, og farer For- fængeligheden og en Pyntelyst, der ikke er nøjd med Reenlighed og Simpelhed, i det fattige Pigebarn, er der ikke stor Udsigt til at det vil gaae hende bedre end Marthe Maria. Den ærlige Arbeidsmand, vi gjorde Bekjendtskab med ovenfor, havde undertiden for Vane at mumle Noget hen for sig selv, mens han jog tykke Skyer bagefter det af sin Aftenpibe. Da Rygtet om Aftenen kom til Gaden om at Marthe Maria idag atter var bragt paa Raadstuen, mumlede han saaledes og blæste dygtigt efter: SIDE: 66 "Første Lyst under Bordet sættes lettere end alle de Følgende mættes." "Hvad man med Synden faaer som oftest med Skammen gaaer." "Tænk paa Gud -- som skrevet staaer -- i din Ungdoms Dage! Ellers vil de hvide Haar dig kun slet behage." Henrik Wergeland No. 12, 7de September 1840. Det Levnet er det bedste: gjør ikke det Det, du dadler hos din Næste! LEVENDE ADVARSLER Endelig ere Forbrydelserne inden vor By stegne til røversk Indbrud med Mordstaalet ihaand. Jeg behøver ikke at paapege hvilken særskilt Ugjerning jeg mener, thi Rygtet vil nok have fortalt hvorledes fire Nidinger forleden Nat brød over Gjærde, gjennem Vindue og ind til en Enke, som de med Trudsler om Døden aftvang Nøglen til Chatollet, og hvorledes de opbrød dette og saarede med en skrækkelig Knivflænge fra Øjebryn over Hovedet til bag om Øret den ene af de to Politibetjente, som gave sig modigen i Mørket ikast med Røverne. Men hvorfor advarer ikke Rygtet, som saa hurtigt veed at fortælle hvad Ondt der passerer? Hvormange Gange hedder det ikke: "nu blev Den og Den bragt paa Raadstuen eller til Lensmanden for Tyveries Skyld", uden at dog den hele Masse af et saadant Rygtes Til- hørere afgiver færre Forbrydere i det Selvsamme det ene Aar efter det andet? Nei, Rygtet fortæller vel bare blindthen, men det overlader Advarselen til Hver og En, som hører dets Nyt. Dets Sprog er derfor gjerne noget overdrevet og højtspændt i sine mange Udraab af Forfærdelse og Forundring. Dets hyppige Udtryk "tænk engang!" "har du hørt? o. s. v." ere ligesaamange Opfordringer til Eftertanke. Og hvad skulde denne være andet end at uddrage de nyttige Advarsler deraf? Af en Mordhistorie det Skrækkelige i Forbrydelsen, af en Fortælling om et Røveri, SIDE: 67 Tyveri, Bedrageri det Oprørende eller Lumpne deri, af en om en Arrestation eller om Fuldskabens Slagsmaal det Farlige og Beskjæmmende i en Adfærd, der udsætter for Sligt? Og dog synes det som om Vinden ikke trækker lettere igjennem Taarn- gluggerne end Rygtet om hvilkensomhelst oprørende Ugjerning igjennem Mængdens Øren. Hvormange Gange maa ikke saaledes hine Ildgjerningsmænd have hørt om, at en Daad som deres, eller vel endog mindre slet, trak Slaveriets Skjændsel over sin Udøver? Hvorofte have de ikke hørt Lænkerne rasle i Gaderne, og seet Indbrudstyvene mærkede med de Jern, som betegne de farlige Forbrydere? Ja de have neppe været uvidende om, at et Indbrud forøvedes for nogle Aar siden paa samme Sted hos samme Enkes Mand, de nu gjæstede med Mordstaalet og Hug- jernet i Haanden, og de have sandsynligviis baade hørt og seet den Skjændselsskjebne, Udaadsmanden paadrog sig og fremdeles maa bære. Et Par af dem havde jo endog undergaaet Tugthuus- straf, som da ogsaa har været spildt paa de Letsindige. Ligesom Straffens Hensigt, næst Forbrydernes Forbedring, er at virke til Afskrækkelse hos Andre, saa bør Beretningen om en Forbrydelse ogsaa bevirke dette. Af hundrede slette Sider skal denne da have een god; og det er denne, som snues frem, naar angerfulde Forbrydere, som ofte er Tilfældet, advare mod Det, de havde begaaet, og fremstille sig selv som afskrækkende Exempel. Rygtet gjør ogsaa da nogen Nytte, og udsoner endeel af sit Sladder ved at udbrede Efterretning om Misgjerninger og hvorledes de i Enkelthederne gik til. Retskafne Forældre burde samle sig en saadan levende Historiebog i Hovedet til Brug ved den mundtlige Underviisning, de yde sine Børn. Ole Høiland i sit qvalfulde Buur eller i sit fri Ulveliv, Gjest Baardsen, Livs- slave i sin frodigste Alder, Gustav Steen og andre Misgjernings- mænd nedknugede under Vægten af sit Jernbelæg, afgive gode Figurer til saadan Belæring, især naar de stilles i Modsætning til deres Barndom, som ogsaa engang var uskyldig og velsignet af Forældre, som haabede at faae sin Glæde af dem. Hiin Ind- brudshistorie er ogsaa i den Henseende nyttig, at den viser, hvor troløse Forbrydere ere indbyrdes imod hinanden, og hvor let en Røver kan blive en Morder; thi Planen var røbet forud til Poli- tiet, og den Kniv, der i Mørket snittede Politibetjenten over Hovedet, kunde ligesaa snart have snittet ham over Halsen og SIDE: 68 dræbt ham. Mange af den simple Ungdom trænge til ethvert Afskrækkelsesmiddel; og saamange Tavler af stærke Farver end Livet opstiller som Beviser for Følgerne af Overtrædelsen af Guds Tavler, er Synet dog saa sløvt i Almindelighed, at Blodet paa Morderens Kniv, eller paa Skafottet, og Fængslets dybe Mulm og de andre skjærende Farver paa hine Rædselstavler af det virkelige Liv synes det blege, og at disse forsvinde af Erin- dringen som Træk med en Stav i Vandet. Det vilde heller ikke skade at lægge til, at der er kun liden Grund til at tvivle om, at Aarsagen til hiin Udaad skulde være nogen anden end den usalige Lyst til at nyde og fornøje sig og til at synes mere end man er og kan være ved ærligt Arbeide, som fører saa Mang- foldige ind i Vanærens og Straffens Opholdssteder. Henrik Wergeland SELVMORD Skulde det virkelig for Alvor være nødvendigt, at vise hvor- meget Selvmordet, -- denne Handling, som strider saa mod en for den hele Skabning almindelig Naturdrivt, den at vedligeholde sin Tilværelse, og som kun Mennesket kan tillade sig -- er en Tilsidesættelse af Pligt mod sig selv, mod Naturens Overherre, mod Guds Bud, mod Fædreneland, Slægt og Venner? Grundene mod Tilladeligheden af dette Foretagende, understøttede ved den enhver Skabning indprentede Afsky for Døden, kunne ikke andet end være overbevisende for enhver kold Betragter og Overveier. Men den Ulykkelige, som ingen Ende øiner paa sin Jammer, for hvem det sidste Glimt af Haab er udslukt, og som overvældes af mørke Udsigter, -- denne Ynkværdige kan vel ikke altid ventes tilbageholdt ved Grunde, hentede fra Handlingens Util- ladelighed. Det nærværende Onde, naar alt Haab forsvinder, er desværre -- som kun altfor mange Exempler vise -- istand til at døve enhver anden Betragtning, enhver Følelse. At udvide Haabets Grændser maatte vel være det kraftigste Middel til at svække det Ondes Indtryk. Det er Haabet, som ligger til Grund for Menneskets kraftfulde Handlinger, for dets Op- offrelser. Haabet er Taalmodighedens Hovedbestanddeel. Uden Haab er det moralske Menneske livløst som Liget; dets Vilje SIDE: 69 uden Selvstændighed, det er ganske Slave. Mod Mismod i Ulykker og mod Fortvivlelse, Mismodets Følgesvend, er da Haa- bet det eneste Virksomme, og det Eneste, som kan opholde Taalmodet og de synkende Sjelskræfter. Til at styrke og fremkalde Haabet synes intet at være nær- mere end Erfaringen om de menneskelige Tings Omvexlinger. -- "Fordi det er slemt nu, skulde det derfor ogsaa i Fremtiden blive saa?" har en af de Gamle spurgt. Der er intet stadigt, intet stillestaaende under Maanen; den hele Natur er i bestandig Forandring, gaaende frem og tilbage, og erstattende med ret- færdig Haand til anden Tid det til een Tid efter Tingenes Orden nødvendige mindre Gode. Saaledes følges Vinteren af Vaaren; den klare og rolige Dag lader glemme Stormens Slud; den ind- strømmende fri Lufts Balsom opliver de svage Livsaander, og udsletter Erindringen om Sygelejets Smerter. Et Tilbagesyn over Tildragelserne, og Enhvers Erfaring om Hændelserne, som han har oplevet omkring sig, vil lære, at der er vel saa megen Rimelighed for, at den Uheldiges Kaar maa kunne forbedres, forudsat at han ikke selv bestemt arbeider mod deres Forbedring, som for at den saakaldte Lykkelige vedbliver uafbrudt i Besiddelse af sin misundte Lykke. Hvor mange Taa- rer har ikke Enhver, som har villet agte herpaa, seet aftørrede i Øjne, der ingen Udvej saae! Hvor kraftig er ikke Tiden til at lette Sorg, lindre Smerter, afhjælpe Trang! Hvor mange have ikke i Haabet om heldigere Dage fundet Kraft til at kjæmpe mod det nærværende Onde og at arbeide sig frem til det bedre! Og da, hvilke behagelige Følelser er ikke en saadan forandret Tilstand forbunden med, fremfor den vedvarende Lykkes Kjed- somhed? Kunde det da end nogensinde ansees undskyldeligt, at den Ulykkelige søgte i Dødens Arme Enden paa sin Jammer, maatte det dog først være, naar der intet for ham meer her i Verden ellers kunde være at haabe, naar enhver anden Udvej var ham for bestandig spærret. Det kunde aldrig før betragtes som den sidste Tilflugt, som et mindre Onde. Men naar indtræffer dette? og hvor er det Menneske, hvis Stilling er saadan, at den umu- ligen kan forbedres, at Naturens Kraft og Tilfældene og Tingenes Orden og Omvexlinger ingen Indflydelse mere have eller kunne have paa hans Stillings Forandring? Naar da Døden vælges som SIDE: 70 den sidste Tilflugt, vælges den altid for tidligen. Og hvorfor at overile sig? Dødens Arme staae jo altid aabne. Dette Tilflugt- sted, forsaavidt Graven derfor kan ansees, er det ikke nødven- digt at passe Øjeblikket for at nytte. Udsættelse i Haab om Forbedring berøver ikke dertil Adgang. Derimod berøver Over- ilelsen Mennesket Adgang til Forandring i Vilkaar og i Sinds- stemning, de glade og behagelige Følelser, som følge med For- andring, Leiligheden til at være fremdeles nyttig, at forøge Summen af det Gode, det efter sin Bestemmelse og i sin Vej har virket og kan virke og det Haab, ved Udgangen af Verden at see tilbage over et længere vel anvendt eller rettet og ikke unyttigt Liv. -- Vi igjentage det: Om der end var intet andet, som maatte og burde tilbageholde Mennesket fra Selvmord, burde dog den Betragtning gjøre det, at det altid foretages for tidligen. Henrik Wergeland DEN RUMFORDSKE SUPPE Grev Rumford var en Mand, som henimod Slutningen af for- rige Aarhundrede beskjæftigede sig meget med Opfindelser til Hjælp i Levemaade for de fattigere Klasser. En af dem, der med størst Bifald bleve satte igjennem, og endnu paa flere Steder bevarer denne Menneskevens Navn, er hans Suppe, som dog endnu ikke, saavidt vides, er bleven bekjendt i det Land, hvis Indbyggere trænge mest til økonomiske Besparelser, d. e. i Norge. Opskrivten paa et Maaltid for syv Personer er: "6 Potter Vand, 2 Pund 10 Lod Poteter, 22 Lod forhen op- blødede Gryn, 22 Lod Erter, 22 Lod tørt eller ristet Brød, 8 Lod ganske smaaskaaret Flesk, Kjød eller Sild, 6 Lod Salt, 16 Lod Ædike." At Kjøkkenurter uden Skade kunne tilsættes, følger af sig selv. Men Betingelsen, uden hvilken Suppen hverken bliver velsmagende eller saa nærende, som den, af let forklarlige che- miske Grunde, bliver, er, at Kogningen maa vare jevnt 5 Timer. Derfor er det især ved Arbeidsindretninger og ikke for smaa Huusholdninger, at det Besparende især viser sig. Men hvorfor skulde ikke flere Smaafamilier kunne slaa sig sammen? Efter et Par Timers Kogning kommes Poteteserne til; efter nok een Kjødet, og et Qvarteer før Gryden tages af, sættes SIDE: 71 Ædiken til. Suppen udgydes over Brødskiverne. I en Arbeids- indretning i Tydskland kom Saameget, et Menneske kunde spise, ikkun paa 2/3 Skilling. Hvilken Mad er billigere? Sundere, mere nærende og let fordøjeligere er ikke let nogen. Grynene, der udjævne sig overordentlig under den langsomme Kogning, give det meste Næringsstof. Det var dog altid værd at probere. Henrik Wergeland No. 13, 23de September 1840. Hersk over Dyrene vel! og over det vildeste Dyr: dig Selv! FORBRYDELSER IMOD DYRENE En Abonnentinde, der holder et Par Nr. af dette Blad, forat lade dem cirkulere imellem Menigmand i hendes Egn paa Landet, har beæret Udgiveren med en Opfordring til at lægge sit Publi- kum paa Hjerte en menneskeligere Behandling mod Dyrene, end den, der desværre er almindelig . . Almindelig? Ja, der begaaes store og oprørende Synder imod disse vore stumme Brødre og Medarbeidere i Støvet, og meest af en Mangel paa Eftertanke, som jo bør lade sig vække af det kraftige Ord, og af den Sløv- sindets Vildfarelse, at disse Misbrug af Menneskemagten ikke ere egentlige Synder, der have Ansvar tilfølge for Samvittigheden og Guds Dom. Man glemmer, at Basunerne ved denne betyde Sjelens Opvaagnelse til et Lys, hvor den seer sin Tænke- og Handlemaade i dens hele Række fra Barnets Opvaagnelse af paa Moderskjødet og til Graven og sit Sindelags Fordærvelse i alle dets Vraaer, og hører de spildte Sandhedsord, som venligen og itide advarede, atter lyde, men som Anklage og Krav paa Straf over Modvilligheden. Det grusomme Hjerte finder ingen Englevinger til at bedække sig med. Det vil med en borende Smerte, der er Guds Doms Lyn, erkjende, at Grusomhed er fordømt, øvet mod Mennesker eller mod Dyr, fordi den viser, at Sindelaget selv er bleven fordærvet i sin Grund ved skjødes- løs Vanrøgt, thi den modstrider Menneskehjertets Natur; og Syn- deren, der finder ingen Skygge til at skjule sig med, vil med SIDE: 72 Selvfordømmelsens Rædsel opdage hvor ofte han var følesløs for Menneskets Smerter, fordi han i sin Behandling mod Dyrene saa ofte havde traadt paa sin Natur til den var bleven haard, saa han endog kunde frydes ved deres Vee. Fattigdom og egen Usselhed skulde dog vel her ikke kunne undskylde Mishandlinger mod de endnu uslere? Den taber da alt Krav paa Menneskers Godhed og paa himmelsk Barmhjertighed. Hjertet er da ikke bleven forbedret og blødgjort i den første Nødens Almuskole, fast at denne har varet fra Vuggen til Graven. En strængere Skole maa da til, hvori Exemplerne tages af Ens eget Liv, og i den ville Grusomheder imod Dyrene udgjøre en fæl Erindringens Billedbog, hvori Ingen faaer Lov til at springe over. Der staaer f. Ex. en dødkjørt Hest. Det skulde hjælpe at sige: "jeg var en fattig Karl, og Hesten hørte ikke mig, men min Huusbond til"? Der løber en svandshugget Ko igjennem Marken. Det skulde undskylde at sige: "Ejeren var en riig Mand, som havde gjort mig Uret, og jeg tog ligesaa godt den Hevn, som at bryde ned hans Skigaard eller at gjøre noget andet. Kua skulde saa slagtes lel"? O. s. v. Nei, slige Paaskud falde væk med Støvet. Det forklarede Øje har intet Øjelaag til at dække sig imod Sand- hedens Lys; Hjertets Frigjørelse er Frigjørelse fra Selvbedragets Vildfarelser; et slet Gemyts Handlinger faae ikke der passere for Uagtsomheder eller under et andet af de mildere Navne hvormed man belægger dem og imellem dem ofte de Forbry- delser, der begaaes imod de Umælende. Daaden faaer der sit rette Navn af Udøveren selv; og at der er en Synd, som faaer Straf i Sjelenes Verden under Navn af Uretfærdighed, Forbrydelse imod Dyrene kan man vide af, at Ingen, selv ikke Udøveren, naar han gjøres opmærksom derpaa, negter at have begaaet en daddelværdig Handling. Kun vil man gjerne undskylde sig med Overilelse og Herreretten, og ikke erkjende det moralske Ansvar. Men dette er, som sagt, en af de Selvbedragets Vildfarelser som ikke kunne undgaae at opklares med Forfærdelse. Udgiveren af disse Blade har forhen i et eget Skrivt forsøgt at gjøre Sit til at det ogsaa her maatte staae klart for Øje, at Mennesket har ansvarsfulde Kjærligheds- og Retfærdighedspligter imod Dyrene; men han tvivler om det har lykkets ham at gjøre dette mere indtrængende end hiin ædle Qvinde har gjort det i sit Brev. Han tillader sig derfor at meddele deraf hvad der an- SIDE: 73 gaaer denne Sag, der har Krav ikke alene paa alle Menneskers Deeltagelse og Opmærksomhed, men paa al Lovgivningens kraf- tige Medvirkning. "Hvad der nu især ligger mig paa Hjerte var at vække Bon- dens Sands for en kjærligere Behandling mod Dyrene. Skriv i Bladet for Arbeidsklassen Meget og ofte om dette, saa vil det dog maaske virke. Siig dem dog, at ogsaa Dyrene ere Guds Skabninger, at ogsaa deres Vel og Tilfredshed ligger Ham paa Hjerte, at Mennesket forsynder sig haardt imod ham, naar de mishandle og plage nogen levende Skabning, om det saa blot var den usleste Orm. O, hvad vilde jeg give til, at der i Mose Lov eller iblandt Christi Bud var et eneste, der lød saaledes: "Du skal være god imod alle Dyr paa Jordens Kreds, og ikke slaae, ikke plage, ikke sulte, ikke mishandle dem; men komme ihu, at de, ligesom Du, ere skabte af Gud." -- De haarde Menne- skehjerter ville ikke forstaae, at den gode Gud, som hører Rav- nens Unger, naar de skrige om Føde, og mætter dem; uden hvis Villie ikke en Spurv falder til Jorden; som oplader sin Haand og mætter Alt hvad der lever med Velsignelse, at Han ogsaa vil, at Dyrene skulle have sin Deel deraf. De ville ikke forstaae det deilige Sprog: "Du ynkes over den Plante, som Du ikke har arbeidet paa, og ikke faaet til at voxe, som blev til paa en Nat og fordærvet paa en Nat. Og Jeg, Jeg skulde ikke ynkes over Ninive, den store Stad, hvor der er mere end tolv Gange ti- tusinde Mennesker, der ikke vide Forskjel mellem Højre og Ven- stre, og -- mange Dyr." Jeg læste just engang disse Ord, da jeg var ganske nedslaaet over, at der syntes at mangle et bestemt Bud angaaende Dyrene i Bibelen, og jeg kan ikke beskrive Dig hvilket Indtryk de gjorde paa mig. Herre Gud i Himmelen! om der aldrig fandtes andet end dette; naar blot Menneskene vilde læse disse Dine Ord med det rette Sind, saa vilde de vel indsee hvad Din Mening er. Nu veed jeg nok, at jeg er en Daare, at jeg vil klage herover, thi havde det været viist og hensigtsmæssigt og godt saa havde Gud ogsaa givet et bestemt Bud i denne Henseende men da det nu alligevel saa ofte jamrer mig i mit inderste Hjerte, naar jeg seer saamange levende og følende Skabninger at lide Ondt, SIDE: 74 saa vil jeg anholde om, at denne Gjenstand maa skjænkes nogen særdeles Opmærksomhed i Bladet og af dets Læsere. Siig dem, at naar de have Fodermangel, saa skulle de heller skyde sine Heste og slagte sine Kreaturer, naar de ikke kunne eller ville kjøbe det Manglende, end at gjøre de arme Dyr Vinteren til et langt Helvede ved at sultføde dem, og dog bruge Hesten til at kjøre Ved med næsten hver Dag, og naar saa endelig Vaar- aannen er forbi, -- ja da kan man ofte ikke bare sig for at græde ved at see hvorledes mange af de stakkels Heste see ud. Siig dem, at Kjør og Heste fik sine lange Haler for at bruge denne som Beskyttelse imod de Piinsler, Insekterne foraarsage dem; ikke for at gjerrige og umættelige Mennesker skulle af- skjære dem endog om Vaaren, for derved at forskaffe sig en Smule Fordeel meere. Siig dem, at den, der plukker en levende Gaas, for at bevare sig alle de Fjær, som muligens i Faldetiden kunde falde af, begaaer en afskyelig Gjerning, grusommere end dem Ole Høiland nogensinde har begaaet, thi de Fjer, han pluk- ker, forvolde dog idetmindste ikke Piinsler. Beed dem være barmhjertige mod alle, alle Dyr! Hvorfor skal f. Ex. Fuglerederne ødelægges af ledige og letsindige Drenge, eller Æggene hentes hver Morgen, saa at den arme lille Moder skal finde sit Rede tomt, og miste al sin Sommerglæde. Ikke en Flue skal hverken Børn eller Voxne dræbe uden Nødvendighed. Og naar det er nødvendigt at dræbe og tilintetgjøre, saa lad det dog skee med Barmhjertighed. Det gyser i mig, naar jeg tænker paa med hvilken afskyelig Fornøielse Menneskene mange Gange berøve Dyrene deres Liv og tifold fordoble deres Lidelser. O, skriv, tal, ivre derimod! Saamange Mænd have skrevet og talet og kjæmpet for Menneskenes Rettigheder, og Ingen vil stride for de arme Dyrs. Aldrig var saamangen Haardhed og Grusomhed blevet almindelig, hvis der jevnlig og offentlig var blevet ivret derimod. -- Nu maa endelig ikke troes, at det er slemmere i denne Egn end andre Steder; tvertimod er det i flere Hen- seender maaskee bedre; men det staaer galt til med denne Sag overalt; og da jeg sikkert troer, at Tankeløshed og gammel Vane er meget mere Aarsag deri end Ondskab og Skadefryd, saa glæder jeg mig allerede i Haabet til de gode Virkninger, For- maninger ville gjøre." -- -- SIDE: 75 Jovist! Men . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . -- -- o hvor skrevet ud af mit Hjerte! Og jeg tænker -- udaf de Fleste af mine Læseres. Jeg vil kun tillade mig at bilægge det nogle Træk af det virkelige Liv og at bemærke, at Bibelen langtfra er saa taus om Pligter imod Dyrene, som Brevskriver- inden synes at antage, overvældet af sit Hjertes egen Rigdom og ivrige Ønske om ret kraftig himmelsk Bestyrkelse, for derved at kunne slaae de haarde Hjerter. Hvem kjender ikke (foruden hiint herlige Sprog, der sætter de uvislige Spurve under den Al- mægtiges egen Beskyttelse) og indseer ikke ogsaa hvorhen Frel- seren peger i Matth. 6, 26 naar han siger: "Seer til Himmelens Fugle: de saae ikke, høste ikke og samle ikke i Lader, og Eders himmelske Fader føder dem dog"? -- "Alle Skovens Dyr ere mine", siger ogsaa Psal- misten om Gud; og i 5 Mos. 25, 4 forbyder Lovgiveren enhver unødvendig Haardhed imod de nyttige Dyr, idet han særskilt for- byder at binde Munden til paa den Oxe, som tærsker. [fotnotemerke] "De vilde Dyr", synger Psalmisten, "og alle de Umælende, Orme og flyvende Fugle", skulle "love Guds Navn", og omtrent det Samme forkynder Esaias i Cap. 43, 20. Havde Dyrene ikke ogsaa Plads i Arken? Skulde da Menneskene negte dem en Kjærlighedsgnist, et venligt Forsvar i Hjertet, og det ikke blot fordi de ere os nyttige, og netop nyttige i samme Forhold som de behandles vel, men ogsaa fordi de intet andet Forsvar have, naar de ere i Menneskets Vold, end dettes eget Hjerte? -- Nu nogle Træk, som gjøre dette liden Ære: Henrik Wergeland FAALAABRUNEN TIL KABBERUD'EN "Saae du nu, Syvert Krabberud, hvordan det i dette Øjeblik gaaer med Faalaabrunen din i Lamobakken, vilde du snu paa dig der du ligger i Solvæggen, og ønske, at du havde Vinger for at bistaae den." Nu, hvad er paafærde? Det var ingen Reisende eller Manden i den andre Gaarden, som kom hjem inat fra Bykjøring, der havde mødt Faalaabrunen, og som nu talte. Men det forekom Fotnote: I Østerlandene trædes Kornet af Halmen med Lastdyr. Se Cor. 9, 9. 1 Tim. 5, 18. SIDE: 76 Kabberud'en i hans usunde Middagssøvn efter Auktionssviren igaar, som om en Mand stod ved Siden af ham og talte hine Ord. Men nu da! der er jo Ingen. Det var Syverts egne Tanker som havde talt. Med andre Ord, medens han laae der halv- sovende, halvvaagen, uden faste Tanker, faldt det ham ind, at han havde gjort galt i at sætte Faalaabrunen for Plankelasset igaar, og i at sende den drikfældige Torger, hans Huusmand, ivejen. Ak, saaledes skulde det ædle unge Dyrs Tæmning fort- sættes efterat være begyndt for Plogen? Og Faalaabrunen skulde blive Jægerhest, og spare Syvert, som havde opklækket den, en 60 til 70 Daler naar ny Indsætning skulde blive. Syvert var en godmodig Mand af Naturen og en Dot forme- delst Supingen; men havde han, som sagt, havt Vinger, og kunde været i Lamobakken, da den bedre Eftertanke slog ham, troer jeg nok han vilde have følt Kraft og Vilje nok hos sig til at have givet Torger paastedet endeel af den Lusing, en Forbireisende gjorde ham opmærksom paa han saa rundelig fortjente. Der stod Faalaabrunen, dengang neppe 3 Aar, i Lamobakken, stønnende med blodrøde opspilede Næseboer, skjælvende i alle Lemmer, uden Sko paa det ene Been, udmagret og sulten (thi Torger havde knebet til sig paa hvert Skifte en Brændeviins- skilling af Foerpengene) og med et begyndt Mankebrud, som den uvorne Tjener troede det kunde bie med til næste Hvilested; og did var der ikke længer, end først Bakken op, saa Aasen op og udfore, saa et Par drøje Leerbakker, ovenpaa, og saa Sletten bortefter. "Pyh! Den kommer nok op", sagde Torger til den Reisende; og Faalaabrunen kom virkelig ogsaa op ad Bakken; thi Torger vidste at bruge sin Svøbe, og det især naar han var paa en Kant, og det var han nu, thi han var det altid i Byvejen. Jeg vil ikke overdrive. Faalaabrunen kom ogsaa Aasen opfore og udfore, Bakkerne og Sletten bortover; den var i Byen, og kom tilbage. Men hvorledes? Den skammelige Tjener lagde den elendige Fortjeneste paa Bordet, og anmeldte kun, at Faalaabrunen var bleven lidt "brøtin". Men den som forstod sig paa det, saae strax, at det stakkels Dyrs Dygtighed og Livskraft var bleven "brøtin", brudt for evig Tid. Obersten bemærkede det ogsaa, da han kom paa Visitation. "Lad os nu faae see paa Folen din, Syvert-Far!" sagde han. SIDE: 77 "Aa Gud bedre mig! Den kjender vel ikke Obersten igjen." "Synd skulde det være, om Noget skulde være tilstødt saa vakkert Dyr. Nu maatte den være værdt sine 80." "Der var ikke noget Lykke ved den, maavide; og Gudbedre mig for ny Jægerhest." "Ja den maa skam til; men lad see. Jeg skal ikke være haard imod dig. Hvor er Brunen din? Faalaabrunen." "Der staaer den." "Hvad! det Øg! Hvorledes er det gaaet til! Dette Dyr er jo baade sprængt, bogskjælvt og plaget med et Brud, der altid gaaer op. Nu har du solgt Brunen din forat kjøre det i Prokuratoren." "Nei sandelig.. Han Huusmanden min var til Byen engang og siden engang Tjeneren min..." Oberstens Ridepisk hvinede af Forbittrelse i Luften, og Syvert, Torger og Tjeneren, 3 Par Øine, blunkede alle paa eengang. Men hvad vilde Rappet forslaaet, om han havde ladet det falde om Ørene paa det "Slyngelpak", som den gamle Æresmand mumlede idet han steg tilhest for ikke mere at sige Kabberud'en Venligheder for hans Hesteavl. Men Faalaabrunen fik sin Hevn af Tingenes almindelige Orden. Dens Ødelæggelse foraarsagede Kabberud'ens. Han maatte laane 70 Spd. af en Aagerkarl til ny Jægerhest, og for de 70 Daler maatte han baade forpligte sig til at levere en god Slump Hø, (som en Blodigel i Soløer har lært Ligetænkende) indtil Summen blev betalt, og forskrive sig for en langt større end Laanet. -- Kabberud'en var forleden inde forat søge Arbeide, og han var saa heldig at faae Møgkjørsel for en Løkkeejer. Der sidder han nu paa Møgkassen og tænker paa Faalaabrunen og paa den "fordømte" Torger. Ja det kan gjerne være han er det, for ivaares laae han fuld paa Lasset, vilde kapkjøre, faldt ned og brak Nakken. Jeg vilde dømme ham til at trække et forholds- viis tungt Læs opover en Helvedesbakke og at Fanden selv maatte føre Svøben. Dette er nu een Historie, som Ingen skal sige er opdigtet, og flere næste Gang. SIDE: 78 Henrik Wergeland No. 14, 12te October 1840. Guds Verdens Grundlovs første Paragraf er den: hver Daarskab er sin egen Straf. PLIGTER MOD DYRENE En Historie af de Tusinde. "Dem kan da kjøre i Byen au!" sagde en Kjørebonde paa et Hvilested, som fandt sig slagen ved Historien i forrige Nr., fordi han ogsaa havde mistet en Hest paa en ligesaa svinagtig Maade, som Kabberud'en. -- -- "Men der kjører dem Folk ihjel og ikke Gampa," lagde han til, idet han slængte Bladet fra sig, og bad om en Halvpægl til. "Ja uvittige Tjenestegutter," bemærkede En. "De skulle være Kar'er maatru', og saa lade de Hosbonds Heste og Vogne gaae tilvejs i Gaderne, saa hverken Jern eller Træ holder, for ingen af dem er deres egne. Forleden laa der en overkjørt Kjærring nedunder Kirkebakken; men hvem havde gjort det? Vi hørte nok Duren langt nedover ved Glasmagazinet, for Kar'a kjørte omkap gjorde de." "He! he! he!" klukkede Kjørebonden ved Pæglen sin, "By- gampa har det godt." "Det gik ikke saa godt med Ola til Young," bemærkede En, "for da gik Vognen istykker, og det paakar." "End Han," lagde en Anden af det tilfældige Selskab til, "som kjørte Benet af Hesten i Vandposthullet? Han fik ikke stor Lønnen skulde jeg troe." "Jomen kjører han endda," lagde En til. "Da maa de nok ikke have spurgt efter Attesten," blev der svaret. "He! he! he!" klukkede Kjørebonden, "Jad'den kjører han endda." Og han bad om en halv En til. "Men hossen gaaer det nu med Gampa jers, Paal?" spurgte En og lagde Ansigtet til Ruden som om han vilde see ud i den rædsomme, af kold Oktoberregn gjennempidskede, Nat. "Husk paa, I har mistet en før paa slig Maade." Det havde Paal gjort, og derfor lek han ikke Bladet, som mindte ham om det. "Aa dem lever nok," mente han. "Ja saavidt." Dette usle Menneske, uværdig for mindre Feil til det Navn, han bar, af norsk Bonde, havde virkelig engang mistet en Hest SIDE: 79 ved at lade den staae ude en Seenhøstesnat uden Ly, Bedæk- ning eller tilstrækkelig Føde. Og om den havde havt nok af det Sidste, vilde det være blevet liggende, da Sygdommen greb den. Jeg veed ikke hvad Navn denne havde, men til Døden bar den, og denne Vanrøgt er ogsaa en af de Grusomheder, en af de sædvanligste, som Menneskene forøve mod sit ædleste og (Koen ufortalt) nyttigste Huusdyr. Nok en. "Gud bevar'es hvor det hrøiter i Opgaarden," sagde Huus- manden, idet han lukkede Klinken i efter sig tidlig før Dag en- gang først i April, og famlede over Gulvet efter Sengen igjen. De klare Vinterstjerner skinnede ind i det samme i Stuen, en Gnistren og Knagen udenfor og en kold Sno, som trængte ind, syntes at melde, at det var højvinters. "Jøssu Navn! jeg har nok hørt det," sagde Konen borte i Sengen; "det er ikke godt at sove ved slig Laat. End linner det da, Far?" "Gud bedre os for Linning . . Huttutu! Men jeg maatte op. Det var saa fælt at høre paa." "Og hvad de nu skal med de Krøttura, naar de ikke kan føde dem. Det var tungt, men vel for Os, at vi slagtede Qvien vor itide, saa kan vi da med Guds Hjælp holde Liv i Kua." "Ja det er en Synd er det, Moer, naar man ikke kan føde dem anderledes. Hør nu, det er ordentlig som om Mennesker skreg om Hjælp." "Aa tal ikke saa. Der begynder Kua vor ogsaa." "Da er det nok bedst jeg blie'r oppe og lager mig tilskogs efter Beite, om vi vil holde Liv i den." Konen nørede op til lidt Velling, og to Timer før Dag van- drede Huusmanden afsted langt tilskogs med sin Kjælke efter Riisbeite. "Ak," tænkte han, da han gik over Skigaardene paa Skaren, "endnu intet Tegn til Vaaren!" Han vandrede med Rædsel forbi Fjøset paa Opgaarden, saa hrøitede og rumsterede de stak- kels Dyr i Baasene, mens Hestene hvrinskede, eller rettere hvin- skreg, og stampede i Stalden. Han priste sig lykkelig, at han ingen Hest havde i denne Foertrang, tænkte paa sin egen Ko, og ilte afsted. Men Manden og Konen i Opgaarden havde flere at tænke paa; de havde 20 Klavebundne og 3 Heste, og ikke mere Hø SIDE: 80 tilbage end Huusmandens ene Ko godt kunde spise inden Vaar var ventendes. "Nei, det gaaer aldrig an, Far," klynkede Konen; "jeg holder det ikke ud. Og ikke en Taar Melk er der af dem allesammen nu i mange Dage." "End Hesta da!" raabte Manden, og ormvred sig paa Lejet. "Gid Inkassatoren havde taget baade dem og Bølingen, for nu er det ikke andet end Døden." "Og Du, som altid sagde, at de nok vilde holde ud. Det er en Daarlighed og en Synd at ville føde flere Kreaturer end man kan. Det sagde jeg alt før Juul." "Vil du tie, Kari!" skreg Man- den, og greb sin Hustru i Fortvivlelse om Haandledet, og fandt hende grædende med Skjørtet for Øinene. Og han hulkede selv. "Har jeg ikke gaaet Bygden rundt? Men ikke et Straa! ikke Kredit for en Skilling! Slige ere de." "Er det da bedre andet- steds, mener du?" "Kjærring!" raabte Manden; "jeg kunde . . ." Og han sprang op, og greb sin Kniv, og stod lyttende ved Vin- duet. Kreaturene brølede værre end nogensinde. "Ja havde du brugt den før, eller solgt ihøst, kunde vi nu født den halve Besætning ganske godt, og saa havde vel Gud givet bedre Lykke til næste Aar. Vi havde da havt Melk." "Aa, de holde nok ud," sagde Manden med en af Fortvivlel- sens pludselige Tankeomvexlinger, og slængte Kniven fra sig. "Det har været saa galt før." "Nei aldrig. Og da skulde vi have lært. Mindes du vi gik til Alters samme Dag, vi for fire Aar siden slap Bølingen paa Beite, da den var saa sultefødt? Det var af det Syn jeg græd saa i Kirken, at du troede en svær Synd trykte mig. Og det var en svær Synd mod de stakkars Kreaturer." "Ja Gud forlade os!" mumlede Manden. "Og dette er en Vinter som da. Der blier ikke bart paa syv Uger. Kanske endnu.?" (og han greb mod Kniven). "Nei! nei! Ikke idag. Jeg faaer til- skogs bare Hestene aarkede. Men, Jøssu Navn, der kommer hu' Berthe flyende." Budejen kom ind med Forklædet for Øinene. "Klinge, Stjerne, Rosenblom og Ungstuden laae døde i Baasen og Mesteparten af de andre kunde ikke reise sig," var det sørgelige Budskab. Sorgen paa Opgaarden er ikke god at skildre. "Op med Gutta! Vi faae flaae dem mens de ere varme," var dog Mandens første SIDE: 81 Ord, da han igjen kom ind i Stuen. "Og saa tilskogs for de Andre. Der er da Gudskelov Liv i dem." Men han sagde dette med et Øjekast mod den iisblaa Morgenhimmel, som var synd- fuldt nok imod dens Herre. Han tænkte ikke: der bag disse røde Skystrimer reder Han Foraarets Gaver tilrette for Aljorden, men for Landene eftersom deres Tour er. Men engang, da han i et bedre Aar stod i sin Fjøsdør, og saae Berthe give Bølingen sine fulde Æmbere, var han dog nær denne Tanke. Først maatte Klokkedronningen faae, for at Klinge kunde faae; saa Klinge for at Rosenblom kunde faae; og saa gik det nedover til Guldkolla, Malmros, Huldrekjær til alle de udstrakte Halse og Hoveder med de store, sorte, menneskekjære Øine, lige nedover til Ungstuden -- for at Alle kunde faae. Han saae da med et frommere Blik mod Martshimmelen, og tænkte: nu deler alt Gud Foraarets Blomstergaver ud opover Landene; de højtflyvende Vildgjæs see det; og der er nok noget Grønt paa Bunden til Norge og mine Lier med. Dets Tour kommer nok i sin Orden nu som altid. -- I samme Stund kastede den første Kraake sig ned paa hans Mødding, og han saae med Venlighed til Vaarens første Budskab i Norge, og gik ind til Moer med Overregningen i Hovedet, om ikke den sorte Skjelm derude omtrent spiste Larver og Mark op for de Ærter, han siden kunde stjæle af Furen. Dette var i de gode Dage paa Opgaarden. Men nu var der onde. 8 Dage efter laae der atter et Par i Baasen. Men hvortil fortælle den Gru? Selv den Ufølsomme og Gru- somme kan føle den, fordi han strax sætter sig ind i Ejermandens Stilling. Denne var mindre end god paa Opgaarden. Manden var i figurlig Forstand paa Knæerne ligesom Resten af Buskapen i bogstavelig, da den førstegang slap ud. Dog var ikke et gru- somt Hjerte Aarsag i denne Grusomhed, men daarlig Huushold- ning, og den usalige Vane, at ville føde flere Kreaturer vor lange Vinter over, end man kan uden Udhungring. Og dette skulde være en Synd, spørger den norske Bonde, Fjeldbonden, der næsten altid sultføder sine Kreaturer? Værre end en Feil kan det dog ikke være? Ja, den fødes om Høsten som en liden blind Unge af en Skjødesløshedsfeil, men inden Paaske er den voxet til en Kjæmpe af en Grusomhedssynd, som klemmer den kolde Sved af den stærke Huusbonds Pande, drikker den sidste SIDE: 82 Marv af de levende Jammerdyrs Beenpiber, og røver al Trivsel og Glæde fra Gaarden. "Vi handle Uret mod Dyret, siger Dyrenes Talsmand, Professor Smith, naar vi lade det lide Mangel paa Næring og naar vi for- sømme at give det Næring i rette Tid; men hvad gjøre vi vel da, naar vi holde flere Dyr i vor Tjeneste, end vi kunne forsyne med den vedbørlige Næring? hvad gjøre vi, naar vi i Vinter- maanederne overlade Qvæget til sig selv paa aaben Mark, hvor dets Livskræfter langsomt blive fortærede af Hungeren?" Den samme Mand som har skrevet dette, spørger: "naar du engang skal aflægge Regnskab for hvert unyttigt ): syndigt Ord, du har talt, hvormeget mere maa du da ikke svare for det Onde, du har udøvet i virkelige Handlinger? Men enhver Lidelse, som vi tilføie et levende Væsen uden Nødvendighed er et Onde, som nødvendig maa blive os tilregnet." Manden paa Opgaarden var dog af de faa Folk, som engang blive kloge; men dog, som vi hørte af hans gode Kone, af gjen- tagne Ulykker. Han holdt Liv i Resten af sin Besætning ved et Nødmiddel, som Overlærer Sverdrup lærer den norske Bonde i sit Blad "den erfarne Landmand," nemlig Granbarhakkelse, lagt i Vand, for Kvaens Skyld, 1 à 2 Døgn, blandet med lidt Halm- hakkelse, Meel, Klid eller Poteteshakkelse, og fugtet med lidt Saltvand. Og allerede i det andet Aar efter Ulykken var han i urokkelig Besiddelse af den Erfaring, at Qvæghold giver den sikkreste Fordeel i en norsk Landhuusholdning, men at denne Fordeel ikke beroer paa Antallet, men paa Behandlingen. Men skjøndt han nu altid havde nok, og fodrede godt, fandt han, at ikke saameget gik til, som før. Han lærte at en Ko kan holdes ilive med 2 Las Hø Vinteren over, og fortære 1O; og naar han nu laae i Sengen og hørte Kjørene hrøite om Morgenen, da vidste baade han og Moer, at det var Berthe, som gik med Æmberne sine i Fjøsdøren. Der var ogsaa en ganske anden Lyd i Hrøitingen nu end dengang -- andre Ord kunde man sige: en tilfreds Taknemmeligheds istedetfor den dødsængstede For- tvivlelses. Og det er et Tegn paa Hjertets Opvakthed og Liv i Følelsen, at Mennesket hører og forstaaer disse Ord d. e. denne Mening i Dyrenes, og navnlig i sine Huusdyrs, Lyd, som altid er tilstede, og minder os om Skaberen og hans Vilje. Der er mange SIDE: 83 Mennesker, f. Ex. den Druknes Tale, som er uforstaaeligere, og derfor ikke saamegen Opmærksomhed værd. Børnehjerter af Horn. De ere af Vox, siges der. Ja, naar Forældre og Lærere vilde tage dem tidligt ihænde og forme dem; men Kalken er ogsaa blød, og bliver dog til Steen, og skulde man slutte af mange Træk, kunde man i et vredt Øjeblik ønske, at en heel Deel af disse smaa "Engle" seilede paa en Møllesteen ude i Havet. Hvad kan man ikke f. Ex. vente af det Barn, som aldrig for- sover sig, naar det veed der er Slagtning i Nabolaget? Da titte de smaa "Englehoveder" frem i Porten og hvor de kunne komme til, under de blodrygende Arme. De høre Slagternes lystige Pas- siar under Blodarbeidet, og hvorledes Qvinderne synge og sladdre mens de røre med Turuen i Blodet eftersom det sprudler ud af det stønnende Dyrs aabnede Halsaare -- thi paa denne op- rørende Maade dræbe Menneskene paa de fleste Steder ved langsom Aareladning, istedetfor ved et døvende Slag, sit meest tilvante Huusdyr, den venlige Ko. Den har ydet sin Yngel, Kalv efter Kalv, og sin Melk; nu ville de gjerrige Mennesker, som om de ikke havde faaet Fyldest nok for Bibelens Forjettelse om Qvægets Underdanighed, ikke miste en Draabe Blod, men ogsaa melke dens Aarer. Og dette skal skee? Og dette skulle Børn have Lov til at see paa, om Nysgjerrigheden driver dem afsted dertil? Sandelig dette Blod sprøiter ogsaa ind paa deres Sjels Reenhed; og saae de det førstegang af Nysgjerrighed, saa see de det de øvrige Gange af en Lyst, der har mere Djævelskt i sig. Det er oplyst, at de værste Mordere fandt tidlig Behag i saadanne Syn. Og ogsaa Disse vare engang Børn med smaae Englehoveder, men i hvis Bryst Hjertet begyndte at blive til samme Slags Horn som det, der, efter gamle Eventyr, er i den Ondes Hov d. e. det bliver af den haarde Grusomhed, der træder Pligt, ædle Følelser og hvad det skal være under Fødder, uden at ømmes derved -- somom de vare af Horn. SIDE: 84 Men der er endnu mere "Vildt" i dette Menneskehjertets hid- til lidet gjennemvandrede Vildnis, som omskygger med dunkle Skygger dets opdyrkede Strøg, i denne Pligtlærens vanrøgtede Udmark, hvori Skyldighederne mod de Umælende findes -- med andre Ord: der er flere Synder imod dem at paapege endnu. Henrik Wergeland No. 15, 23de Oktober 1840. Du Stempel ei formaaer i haarden Steen at trykke; bliv, Hjerte, blødt som Vox, skal dig Guds Billed smykke. PLIGTER MOD DYRENE En Historie fra Grundsæt Marked. Hvoraf kommer det, at Hestebyttere af Profession -- en ret talrig Klasse i vort Land -- have saameget Meningen forud imod sig, eller ere saa berygtede, at Navnet er et Slags Skjældsord? Det var et taabeligt Spørgsmaal; thi hvem veed ikke, at der i denne Slags Handel, saa lidet værre den i sig selv er end nogen anden, foregaaer en saadan Mængde Uredeligheder, og at den giver saamegen Anledning til en omstreifende og svirende Leve- maade, at den desaarsag bliver saa ilde stemplet? Hestebytteren er saaledes i Almindelighed ligesaa vist mærket som hans blis- sede Hest. Men om man tænker hos sig selv, at Ingen gjør saa- mange Kneb, eller bander paa saamange Løgne som Han, saa plejer man dog at have alt for liden Uvilje tilbage mod de Gru- somheder mod de stakkels Dyr, der ofte ere hans Bedrageriers blodige Indside. Kunde de tale, vilde mangen Handel gaae over- styr paa Grundsæt Marked, og det ikke blot for afbrændte Tand- mærkers Skyld o. dsl. Der gjorde en Hedemarking stor Opsigt de tre første Dage med sin sodede Vallak. Den dandsede ideligt under Tøilerne; det var umuligt for den at staae stille. Men hvoraf kom denne Fyrighed? Jo! -- hver Morgen gjennempiskede dens barbariske Herre den i Spiltouget indtil Skindet blev saa ømt, at det zit- SIDE: 85 trede over det Hele ved den mindste Berørelse, ved blot Skyggen af Svøben, naar den blev trukken frem. Det var en Paradør for en svensk Patron eller for en Bykar, hedte det, og disse gik da ogsaa om den, som Katte om en hed Grød, der ikke lod sig røre. Men der var kun lidt Penge mellem Folk, og Ejeren vilde ogsaa da heller bytte end tage Varer. Men hvor var vel den Hest, som kunde hamle op mod Sodsokken? Det maatte da være Gudbrandsdølens smeldfede Skimmel derborte med den flettede lange Man, som ogsaa hver Dag havde tiltrukket sig Kjøberes og Glaneres Opmærksomhed. "Hei du!" -- Og saa bar det afsted. Gudbrandsdølen vilde ogsaa bytte. Han mente, at et saa velholdent Emne til Trom- peterhest vel kunde hamle op mod Paradøren; og det kom ogsaa hurtigere, end ellers plejer, til Bytte imellem dem. De sov begge to lidt ud paa Dagen efter Bytteskaalen; men da de saa fik Øinene op, fik de dem ogsaa op for, at de begge vare blevne bedragne. De gik igaar hver i sit Qvarter med hemmelig Glæde over at have snydt sig en slet Hest fra og en god til; men se, Sodsokken, som ikke havde faaet sin Morgenbarkning, var det almindelige dorske udkjørte Øg, den altid havde været, og Huden slang den fede Skimmel om Skankerne. "Skjønner du ikke det, Anstein?" sagde en Kammerad. "Dølen har lurt dig; Skimmelen har været opblaast?" "Opblaast? Nu saa -- !" "Ja se her er Mærket i Skindet. Der har Kjeltringen sprættet op, og blaast Gampen op." "Tak skal du have for Underretningen. Der var en Patron, som spurgte paa den igaar; men bi lidt, du Hedemarking; du skal ikke rose dig af Legen." Skimmelen blev opblæst paany, og Patronen bed paa igjen for en god Klat Jern. Men han var ikke kommen langt paavejen før han mumlede en Eed over "de sakramentska bofvar (Skurke) i Norrige"; og saaledes var der klinet een Flek til over Natio- nens gode gamle Navn for Ærlighed. Og det har det Almene altid Skam og den Enkelte stundom Skade af. SIDE: 86 Historie fra Helvede. Det sande Helvede er et ondt Hjerte; og i de Øjeblik, det er oprigtigt mod sig selv, føler det, at det er det. Der er skrække- lige Vidnesbyrd at hente fra Dødslejerne om, at de vide, at de maa tage dette Helvede med sig, at dets Latter er forbi og at dets Straffe uafbrudt ville begynde. Ondskabsfuldhed, Skade- frohed, Misundelse og Hævngjerrighed ere de afskyeligste Djævle i Menneskehelvedet, og de ere istand til at øve Gjerninger, hvor- for et Helvede af onde Aander maatte gyse. Det er rædsomt, naar en af dem lægger Branden til Staburet eller Laden eller endog til Vaaningshuset; men selv Mordet af Hævngjerrighed maaler sig neppe i Afskylighed med den, ikke saa sjeldent øvede, Nidingsdaad -- at lemlæste Ens Kreaturer, for derved at tilføje Den, man hader eller misunder, Forliis og Hjertesaar. Flere Egne ere vanærede ved at have født Umennesker, som kunde svandshugge hele Bølingen, kutte Øren af Heste, ja skjære Tungen af Halsen paa dem; ja i Bergensstift har det hændt, at Faar ere komne hjem til Gaarden levende flaaede! -- Hvilke Ugjerninger kunne sættes disse ved Siden? De ere utrolige, og dog passerede i Norge, som i andre Lande; og de høre, da de skee med Overlæg, til dem, hvorfor al Ansvarlighed for Guds Dom, denne der dømmer Hjertet, er tilstede. Her kunde man fristes til alene at finde Dødsstraffen, ja Døden med Pinsler, ret- færdig. Men Pinslerne kunne ikke udeblive. En mere skjærende Kniv, end den, hvormed Udaaden øvedes, vil vende sig engang i Nidingshjertet, og Lyn ville udgaa af de blindede Øjne, Tordner af de tungeskaarne Halse. Der have vi Mennesket saa slet og følesløst det kan blive. Men Straffen vil ogsaa komme saa haard, Dommen saa hørsels- og barmhjertighedsløs den kan blive. Den, der af Ondskab ødelægger et Træ, er allerede en værre Skurk end mangen Forbryder i Bolt og Jern -- hvormeget værre da Den, der saaledes kan forgribe sig paa den levende Skabning og vælge Mishandling af forsvarsløse Umælende som Middel til at skade og smerte en Fiende eller En, om hvem man kanskee ikke ret veed hvorfor man hader ham. I Skovens mørke Ensomhed skee disse Ugjerninger. Men er denne Ensomhed ogsaa et Enrum? Skulde Mennesket være alene om en saadan Ondskab? Nei der er To: Mennesket og det Onde, SIDE: 87 han gav Magt over sig. Og dette Onde, denne med Manden voxne Vane, er ikke bedre eller mindre mægtig over ham, end om den indbildte Onde stod hos i vældig behornet og bevinget Rædselsskikkelse. Og er desuden ikke Gud tilstede? Og mon han ikke hører sin egen mishandlede Skabnings døende Støn, og beslutter, at denne Udaad, skjøndt navnløs i Menneskenes Lov, som ofte med uforsvarlig Skjødesløshed betragter Dyrene kun som Ting, ogsaa skal have sin Løn? Historie fra Skoven. "I Skov, hvor Bøssen knalder, hvor Jægerhornet gjalder, og Hundekobblet gjøer -- hvor Fugl med knækket Vinge og Dyr med saaret Bringe forbløder sig og døer -- : : Halloh! Halloh! : : hvor Hundekobblet Gjøer. hedder det i en af vore Jagtviser. Men efter Slutningen af dette Vers om det Lystige, som der skal være i knækkede Vinger og forblødede Bringer, burde nok det næste lyde: Der hærde sig i Smerter de vilde Jægerhjerter, der blier Sjelen grum; der djævleblændt fornøjet i Blod sig bader Øjet, og Følelsen blier stum. : : Halloh! Halloh! : : der bliver Sjelen grum. Dette er ikke saa ment, at der skulde være noget mindre godt i selve Jagten. Tvertom -- den er af meer end een vigtig Nytte for vort Folk; og jeg gaaer tilfældigviis netop selv paa Jagt en Time efterat jeg har lagt denne Pen, forat trække et Drag frisk Luft i de hjemlige kjære Aaser, og for at tage Farvel med Bjerkene og Aspene, som nu lade det Løv falde, der fry- dede mig saa ivaares med sin Duft og friske Glands. Men hvor- for sætte Jagtens Nydelse i Grusomheder, som de hiin taabelige SIDE: 88 Vise praler med? De bør altid undgaaes, og de kunne altid und- gaaes, hvor et utilregneligt Tilfælde ikke skulde indtræffe, f. Ex. hvor vi ikke kunne naae et skadeskudt Dyr med en velgjø- rende Død. Men hvormange unødvendige Grusomheder beplette ikke Jag- tens Fornøielse? og med hvilken Følesløshed og Letsindighed be- gaaes de ikke? Der gjør man sig i Almindelighed kun liden Samvittighed; og en Skygge af Raahed kastes over denne For- nøjelse, som den kunde være fri for uden synderligt Tab af Bytte. Der gik Ole Kjensli tilskovs en vakker Morgen; men hvormange Grusomheder havde han ikke begaaet inden han kom tilbage med sin ene Hare! Jeg vil ikke tale om, at hans første Bedrivt var at kaste en uskadelig Staalorm, som han mødte, i en Myre- tue, istedetfor at slaae den ihjel med eet Slag, naar han endelig vilde dræbe den; men hvorfor skulde han nu, da han dog kun vilde rense sit Gevær ved et Løsskud, dræbe med Forladningen en af vore Skoves Sangfugle, der ere sjeldne nok, og som han dog ikke brød sig noget om? Det vilde have været en Velgjer- ning, om han ovenpaa havde dræbt Ungerne; men dem lod han pibe i Redet, og gik videre. Et Ekorn maatte ligeledes lade sit muntre Liv, uden anden Hensigt end dog at skyde paa Noget; og da han nu endelig fik en Unghare op, og denne gik, som man kalder det "i Bjerg", saa skruede han Dyret ud ved at bore sin Ladestok gjennem dets Side ind i dets Indvolde. Da gav det tause Dyr Lyd. Han kunde dræbe det ved et Skud; men Ole vilde ikke spandere det, naar han dog kunde faae Haren paa hiin Maade. Det gik rigtignok en anden Jæger værre, som blev ormebidt, idet han stak Haanden ind i Klipperivten for at "skrue", og leed forfærdelige Smerter saa det stod om Livet; men en saa retfærdig Gjengjæld hænder ikke hvergang. Ole kom i god Be- hold hjem med sin sønderskruede Hare og en Skovdue, hvis gjenlevende Mage man kan være temmelig vis paa ikke gjorde det længe af Sorg, efter denne Fugls mærkværdige ømme Na- turel. -- Oles Kjæreste hedte Berith, og han elskede hende som hun fortjente; men da det blev grønt igjen tog Døden Sigte paa den smekkre Pige, og Ole fik føle den ensomme Dues Qval. Men tænkte han nu paa den, han, som var bleven en ivrigere Jæger end nogensinde? Ja engang, da han slog Øinene op under SIDE: 89 Bjerken, hvor Dueparret havde boet i sin Rede. Han tænkte paa Berith; og naar han skruede Harer faldt det ham ofte ind, at Berith engang havde søgt et Udtryk for sin Brystsmerte ved at ligne med Harens, saaledes som han leende havde fortalt at Skruningen gik for sig. Men hvorfor faldt det ham aldrig ind, at Berith havde sagt: "Fy Ole, det var grusomt af dig!" Berith maa have været en baade fornuftig og god Pige, saa det nok ikke har manglet i Himlen paa herlige Aander, der have beilet til Bondepigens Sjels Agtelse og Venskab, om hun maatte bort herfra før sit Bryllup. I Sognet, der hørte til de ret vel- staaende, men uoplyste, saa baade Formandskabsvæsenet løb daarligt af der, og det endnu mindre kunde tænke paa at op- stille noget Storthingsemne, fandtes, som saamange Steder, kun Levningerne af en vanrøgtet Almubogsamling adspredt omkring paa Gaardene. Der laa da ogsaa hos hendes Fader over Vinduet et Par Blade af en "Tale til Menneskeligheden i Menneskeheden", hvori Dyrene forestilles at paatale sine Rettigheder, og dem fore- læste hun da Ole engang som han kom hjem med en Røi netop i Rugningstiden. Døren stod oppe lidt, saa jeg ogsaa fik høre disse Ord deraf igjen: -- -- "Den graahærdede Fader, der har seet sin Rede voxe i Fred og Tryghed, har saaliden Viisdom og Gudsfrygt, at han kalder sine Smaagutter om sit Knæ og lærer dem hvorledes de skulle efterligne de spæde Skovfuglungers eller deres Moders Piben, for at lokke enten dem eller denne til sig. Hertil er Menneskebarnet lærvilligt. De fjærløse Smaa døe af Hunger eller Kulde i Redet; thi Moderen faldt for Guttens Skud, idet hun lokkedes til at opfylde Moderpligterne. Redet klækkes ikke ud; men hvorledes -- har ikke Faderen udklækket Fromhed og Følelse i sit Barns Hjerte, og takket Gud for Hygget isin Rede." "Hør det Ole!" lagde hun til med sin bløde, sygelige Stemme. "Og hør her dette Vers: "Ak, vilde Gud saa herligt Harperige som Verden -- denne Samlyd fuld og sød, der gjennem alle Skabtes Tonestige ifra den store Faders Hjerte flød -- SIDE: 90 til Konge give umelodisk Hjerte, som ikke følte i sin høje Klang en Harmoni med Dyrets Fryd og Smerte, med Flygets Surr og svagest Fuglesang?" Men Ole greb leende efter Bladet til en Forladning; og mere lod sig ikke høre, da Døren gik igjen. En Historie fra Bedstemo'ers Stue. "Men, Vesle-Anne, hvad gjør du der?" raabte Far til Barnet, der havde taget en af Kyllingerne mellem Hænderne, ribbende af alle Kræfter Dunen af det stakkels pibende Kræ. "Jeg gjør som Bedstemoer gjør med Gaasen", svarede Barnet, seende smilende op, og fortsættende sin ubarmhjertige Ribbing til Faderen fik frelst Kyllingen for Øjeblikket, men ikke for Livet; thi den maatte til. -- "Ja saa? Bestemoer gjør saa med Gaasen?" sagde Faderen, som endnu ikke kjendte denne Gren af sit eget Huusstell. "Det skal Bedstemoer lade være", tænkte han videre, og lod Bedstemor og sin Kone dette vide. -- "Men de deilige Fjær, og de deilige Duun!" mente begge Qvinderne omkap. -- "Skal de nu ligge og drive i Dammen?" -- "Skal de nu fyge om paa Gaarden?" -- "Plukke de ikke Gjæssene baade der og der?" -- Og voxe Fjærene ikke ud igjen?" -- "Og skal vi ikke gjøre som Andre kanskee?" -- Saa gik Peberqværnene. "Nei! nei! ingen Grusomhed skal vi øve fordi Andre gjøre det", sagde Manden alvorlig. Vi slagte Gaasen om Efteraaret, naar den er fuldest af Fjær og Duun, og det faaer være os nok. Den Have- syge er grusom og smaalig. -- "Hvilket Snak!" -- "Kom hid, Vesle-Anne, skal jeg lære dig hvorledes det smagte Kyllingen at blive ribbet." Far tog i et enkelt Haar paa Barnets Hoved og trak det ud. Vesle-Anne skreg, og Moer og Bestemoer med. "Det var grusomt", mente de. "Det stakkels Barn!" "Den stakkels Gaas! de stakkels Kyllinger!" I mange mange andre Henseender, end de i disse Blade paa- pegede, synde Menneskene, og navnlig Almeenmand, der om- SIDE: 91 gaaes dem meest, imod Dyrene. Mishandlinger, selv mod Rov- dyr, ere i høj Grad utilladelige, og mod vore Huusdyr, som vi have saa stor Nytte af, ere de en Utaknemmelighed. Hos andre Nationer tage Lovene de Umælende i streng og mere bestemt Beskyttelse end hos Os; men denne Mangel i Lovgivningen bør vi da, indtil den bliver rettet, søge at bøde paa ved at fremhæve Morallovens, den Lovs Bud i vore Hjerter, som heller ikke i dette Punkt lader sig misforstaae. Henrik Wergeland No. 16, 30te Oktober 1840. Mens man det Onde gjør, man endser det ei stort; Hvor stort det er, man seer først ret naar det er gjort. PLIGTER MOD DYRENE Der faaer, som sagt, være en Ende paa Historierne, som dog ikke vilde udtømme alle de Exempler, som gives i vort Land paa Menneskenes Barbari imod Dyrene. Men tænker blot efter, blader blot lidt i Eftertankens og Erindringens Bog, saa kunne I nok selv udfylde Resten. Raahed, haardt Gemyt, Letsindighed, Uvorrenhed og Vane ere lette at gribe som de fornemste Aar- sager; men der er endnu een, især imellem Tjenestefolk, som maaskee særskilt bør paapeges noget nærmere, end den er bleven det i Historien om Kabberrud'ens uvorne Tjenere. Det er den samvittighedsløse Ligegyldighed for Behandlingen af Andres Dyr, fordi de ere Andres, en dobbelt Synd mod Ejeren og mod det arme forsvarsløse Dyr, som har sin fornemste Rod i det for- færdelige løse Forhold mellem Hosbond og Tjener, som desværre finder Sted, og hvori begge Parter have Skyld. Overdreven Kjørsel i Skydsvejen vilde f. Ex. ikke finde saa ofte Sted, om Tjenerne havde Øjet bedre oppe for sine Huusbonders Bedste og for hvad rimeligt kunde være for Hesten, end for Drikke- skillingerne. Og det er ikke altid Modet til at bemærke, at Dyret trænger til nogen Skaansel, men ligesaaofte er det Øjet, Følelsen herfor, som mangler. SIDE: 92 Der er ikke een Side, hvorfra, jeg vil ikke sige Grusomhed, men blot Haardhed lader sig forsvare. Nødvendig kan jeg kun tænke mig den i een Henseende, nemlig ved videnskabelige For- søg; men kun da, naar man derved har et højere Øjemed isigte, end blot at gjentage deslige Forsøg, som allerede have givet Verden de Oplysninger, de kunne, eller at tilfredsstille den Ulær- des Nysgjerrighed. Drengenes Insektfangeri gjør kun Faa til Naturkyndige, men det hærder Følelsen ved sine Naalespidninger, som dog altid kunde formildes; idetmindste kan den lille Jæger skaffe sine Offre Døden ved varm Vanddamp naar han er kom- men hjem, istedetfor at lade dem vride sig paa Naalen i mange Døgn. Ogsaa disse Skabninger have Nerver og Følelser; og Ingen, der har seet i et Hundeøje eller lagt noget Mærke til noget andet Pattedyr, tvivler for Alvor om, at der er forbunden en vis Grad af Livsbevidsthed med deres saa udviklede Legems- indretning. Dette paatrænger sig En dunkelt endog om de lavere Dyrearter, og lader f. Ex. Fiskeren ofte skjære eller slaa Fisken tildøde. Men var denne Erkjendelse endnu dunklere, burde det dog afholde os fra Grusomheder mod Dyrene netop fordi vi vare uvidende om hvor stor Lidelse, vi tilføjede dem, og hvor stor vor Synd imod dem var. Og vinde vi noget ved at være haar- dere imod dem end vi behøve? De Nationer, som leve i nær- mest Forbindelse med en enkelt Dyreart, og de Folk, som gjøre en Næringsvej af Dyravl, forsikkre det modsatte. Araberen vil ikke udsætte sig for at tabe sin Hests Kjærlighed ved et Slag, naar han veed, at han med det Gode kan faae den lærvillig og tro som en Hund, og Hyrdefolk styre meest sine Hjorde ikke med Svøben og Pigstaven, men med Sang, Kauen, Luurtoner fra Lien og den blide Fløite. See vi os ogsaa om lidt nærmere, saa ville vi finde, at Bondens Pung er slunken omtrent eftersom hans Heste og Qvæg ere det, og at de staae sig bedst paa sin Qvægavl, som behandle sine Dyr bedst. Men især gives der visse Dyrarter, der ikke alene ere fred- løse, men hjemfaldne enhver Grusomhed, som man kan finde paa. Dertil høre især Krybdyrene, hvoraf dog de allerfleste, vi have, ere uskadelige, ja gjøre mere Nytte end vi vide af. Under de brede Rodblade sluger Frosken en Mængde Mark, som ellers vilde skade de fine Rødder og Blade; men til Tak skal den til- veirs eller pines tildøde paa en anden kaad Maade. Fiirfislen SIDE: 93 og Ormen, som gjøre lignende Nytte, ere ligeledes om en Hals, naar de vove sig frem i Guds Sol; og da de ere os modbyde- ligst og ængstende, saa kunne de vel dræbes, men hvorfor med Piinsler? De ere forsvarsløse, og forsvarsløst er egentligt ethvert Dyr imod Mennesket, Rovdyret som Krybet. Idetmindste er det det, naar Mennesket, den feige Tyran, vover at mishandle det. De ere Forsvarsløse; de have intet andet Forsvar, end i Menne- skets eget Hjerte. Det betænkeligste ved Grusomhed mod Dyrene er dog den Indflydelse, den lidt efter lidt har paa netop at fordærve dette Hjerte, at sløve og afstumpe Menneskets moralske Følelse i Al- mindelighed og navnlig med Hensyn til dets egen Slægt. Historien har mange Exempler paa at Menneskehedens Tyranner begyndte med Tyranni mod Dyr. Det er især denne Forudsætning, som i andre af de meest oplyste Lande har bevæbnet Lovene til deres Forsvar [fotnotemerke] ; og det kan ikke vare længe før vore ogsaa i denne Henseende komme efter i Oplysning. Den Mishandling, vi pleje at ansee for en blot Kaadhed, der ikke staaer i nogen nøjere Forbindelse med Tænkemaaden og Karakteren, ansees der som et Tegn paa et Sindelag, hvoraf Menneskesamfundet har alt at frygte, og som derfor tidlig maa bøjes ved Straf. Og denne Viisdom er et Vidnesbyrd om en oplyst og civiliseret Stat, lige- som Mildhed imod de Umælende er hos den Enkelte et Beviis paa et ædelt og humant Sindelag ogsaa imod Menneskene. Gives der Undtagelser, da er denne Mildhed mod Dyrene ikke en Ud- straalen af et ædelt Hjertes Varme, men kun Glimtene af et Lune, der ingen Fortjeneste har i sig selv og intet Værd for Menneskeheden. Jeg vil ende denne Appel til Medmenneskers Følelse og Efter- tanke med at lægge Hovedindholdet af før omtalte Smiths Pligt- lære mod Dyrene paahjerte. Han besvarer den almindelige Ind- vending, at Dyrene have intet Retfærdighedskrav paa os, og Vi ingen Pligter imod dem, fordi de, vi have Pligter mod, skulde maatte kjende samme og vide hvad vi ere dem skyldige, med Fotnote: I England, Verdens meest oplyste og civiliserede Land, tog Borgermesteren i London nylig Hummerne, de haarde, bepandsrede, tilsyneladende ufølsomme Skjældyr, i lovlig Beskyttelse, idet han forbød Sælgerne at stikke Pinder imel- lem deres Kløer, hvorved de sattes i en vedvarende Krampetilstand, som ogsaa havde tilfølge at de udmagredes. SIDE: 94 den slaaende Bemærkning, at vi da heller ikke maatte have Pligter mod vore nyfødte Børn, Mødrene ingen mod sine Fostre, og at der da heller ikke maatte gives Pligter mod Mennesker, som ikke vide af sig selv af Vanvid eller i Feberens Heftighed, fordi alle Disse heller ikke kjende hverken sine Rettigheder eller vore Pligter imod dem. Men slige Haarkløverier haaber jeg vi ikke trænge til for at erkjende, at Pligter mod Dyrene virkelig existere, og at vi skylde vore Huusdyr og de vilde Dyr, der yde Nytte og Fornøielse uden nogensomhelst Skade, ikke alene Ret og Billighed, men ogsaa Godhed. Dette er en af de skjønneste Maader, at takke Gud paa for hans. 1. Vi have saaledes ingen Ret til at dræbe nogen levende Skab- ning eller forstyrre dens Livs Udvikling uden i en fornuftig Hen- sigt, d. e. enten for at forskaffe os Næring eller opholde vort eget og Medskabningers Liv og Sundhed, f. Ex. ved at udrydde skadelige og farlige Dyr. At dræbe Dyr for Tidsfordriv alene, er ikke fornuftmæssigt, og ligesaa lidt tilladeligt som at dræbe dem, hvis Tilværelse kan være os ligegyldig eller uskadelig. Fluen føler ligesaavel Livsglæder som Elefanten og Mennesket. 2. Vi have ikke Ret til at lemlæste Dyr uden naar vi ere tvungne dertil, enten for at undgaae deres Angreb eller hvor de ikke paa anden Maade kunne være os til behørig Nytte. 3. Vi have heller ikke Ret til at, og maae da ikke, uden Nød- vendighed og fornuftig Hensigt foraarsage Dyr nogen Smerte, eller denne i højere Grad end nødvendigt. (Vi slide f. Ex. altformeget Svøber) "Det lidende Dyrs Jammerlyd taber sig ikke i Vinden, men stiger op til Kjærlighedens Gud." Vi maae heller ikke til- føie dem de Smerter, Hindringen af Naturdrivter, der ere os uskadelige, foraarsage dem. 4. Vi maa ikke forlænge deres Dødssmerter og Angst. Det er Pligt at gjøre disse Lidelser saa korte og lette som muligt. -- At pidske Fuglekræ ihjel, ophængt ved Benene, eller at drive tamme Dyr ihjel for at meddele Kjødet en Vildtsmag ved saa- ledes at jage Blodet ind i alle Fibrer, er nu vel ikke brugeligt hos os; men vi iagttage ofte ikke denne Pligt som den skulde under Slagtningerne. 5. Det er Pligt at sørge for vore Huusdyrs tilstrækkelige og be- hørige Underholdning og øvrige Pleje. SIDE: 95 6. Det er Pligt, ikke at anstrænge noget Dyr over Kræfterne. 7. Vi gjøre Uret, naar vi med Haardhed straffe Dyr, fordi de kun gjøre hvad en Naturdrivt eller Nødvendighed driver dem til. Man vænner saaledes ikke Gjeden med Prygl fra at gnave Bark eller den hungrige Ko fra at streife ind gjennem den aabne Grind. Hunden, man selv har tirret, vil bide, og Kløerne strække sig uvilkaarlig ud paa Katten, man har pirret dertil. 8) Og endelig er det Pligt, at pleje vore syge Huusdyr, og at forkorte deres hjælpløse Lidelser af Sygdom eller Alder. Den ædle Smith har nok fulde lO Bud i sine Dyrlovens Tav- ler, hvorimellem da ogsaa, at det er en Synd, saaledes som f. Ex. de modbydelige Bjørnetrækkere gjøre, at drive Dyr til noget, der er deres Bygning og Natur modstridigt; imidlertid ville vi, ved at overholde ovennævnte 8 være angerløse. Og de ere ikke tunge, men selvpaabudne af ethvert godt Hjerte, ja af den vilde Natur, som den raa Hottentot, der elsker saa sin Ko, Araberen, der er saa øm om sin Hest, og vor egen Finlap, der har sin Reen saa kjær, kunne lære os. Mange af de herskende Feil ere Vaner og afskyede af vore Hjerter, saa snart disse blot aabne sig for Eftertanken. Man gjør som Andre gjøre, og gjør sig ingen Tanker derover. Saaledes ere Mange blevne Fyldesnuder, fordi Andre ogsaa skyllede Drammer ned. Saaledes ere mange Piger faldne, og faldne i Elendighed, og mangen Karl, som om nogen Tid kunde havt Sit, er kommen i Armod, paa Kronarbeide og videre frem i Uselheden, fordi Løsagtighed, først ved enkelte Exempler og siden ved flere, lidt efter lidt var bleven en Bygde- skik hist og her, og havde tabt sit strengeste Baand, Skammen, ved Vanen. Og saaledes er mangen Dreng bleven ufølsom for de Dyr, han har med at gjøre, fordi han aldrig saae andet af de voxne Karle. Vanen, Vanen er ogsaa, ligesom Lediggang, en af Lasternes fedeste Jordbunde. Øver man noget Godt af Vane, er der kun liden Fortjeneste derved; men er det noget Ondt, da hænge Qvikrødderne ikke saa sammen eller ere saa slemme at udrødde. Der gaaer en Hallinggjente forbi tilkirke. Hun seer saa til- freds ud. Hun maa have stellet Buskapen vel før hun gik. Det SIDE: 96 gjøre de gode Piger, og ikke blot af Vane, men fordi de have virkelig Godhed for Dyrene. Og da dette er blevet bekjendt, ville alle Folk have dem til Budejer, og det vilde jeg med, om jeg havde et Par Kjør. Men da jeg ingen har -- nu saa har jeg dog et "Gud velsigne" for Hallinggjenterne, der holde saa af Krea- turene, saa af Andres, som af sine egne, som af Fars og Mors derhjemme i den kjære Dal. Og jeg tilegner dem alt hvad jeg her har skrevet for Dyrene og denne lille RAGNE HALLINGJENTES VISE (Mel.: Ifjol jet e Jeiten o.s.v.) Ho' Ragne var fattig; maa ut no aa tene. "Gud trøste ho Mor, som no blier saa alene!" "Farvel, gamle Farmin! Farvel, vesle Syster! E gaaer nu tæ Byen, som lite e lyster." "Farvel, vesle Brormin! Farvel, Allesammen! E skriv' dikko tæ naar e kjæm' ne tæ Drammen." "Farvel, gamle Stugo! Farvel, gamle Laavaa! Farvel, gamle Stabur med Spirid'n aavaa!" "Farvel, Hallingdale mæ Fjelle ti Skyen! E seer dem (men inkje mæ Augo) ti Byen." "Farvel, gamle Fjøse'! Farvel, alle Kjyre! Men pas Den, som gjeter, at gaa kringom Myre!" "Farvel, Pellegjeita mi! Farvel, Sauo alle! Pas nøji aa kalle som Ragne ho' kalle!" "Daa kjæm dei -- dæ veit e -- saasnart som dæ qvæller, som sprat dei, som Huldres, or Bergo aa Heller." "Farvel, Bjellekua, Gullblomma aa Maane! No inkje ho Ragne meir kalle Kubaane." "Men skulle e gaa før e Blomma har kjæle'?, Ho skjøna, den Stakkar, e sørje, paa Mæle'." "Ho tænkje paa me meir ell' Han aa dei Are, der banna aa kommaa naar e skull'te fare." SIDE: 97 "No kjæm' der jo Ingjen? Men mest dæ me gnager, at Han, som dei Are, ska' væra Bedrager." Aa Ragne sit Anlete bøijir mot "Blomma", at Mor inkje sjaa skal kor Taarid'n flomma. Kor venlige Augekast "Blomma" kan senne! Dei synes aa spørja: ko fele' der henne? Kor blanke som Spiglar! kor store aa svarte! Kor botnlaus en Kjærligheit dei openbarte! Der syntes staa skrivi mæ' Glands af e' Sjerne: o kunne e gjæra de' Glæe! kor gjerne! Der saag ho se sjø1, og der bakom . . Ko seer ho? Nys gret jo ho Ragne; ti Bringo no leer ho? Der sto' jo ti Gullblommas Auge bak Jenta han Endre, den Eine blandt Alle ho venta? Den kom vel, som hadde de' heitast kring Hjerte'. Gullblomma! du Ragne en Kjærest forærte. En Viisdomens Brynd blev dit Auge for henne. No kunne ho Den, som va' trufastest, kjenne. Du al hennes ømhet, Gullblomma, betalte, da Belaren seg ti dit Auge afmalte. Mon Himlen har Engle saa smaa og saa glade som de der i Gullblommas Auge seg bade? Der tedde seg To hos korare ve' Barmen. Og bakom sto' Mo'r, puffa Kællen paa Armen. Henrik Wergeland SIDE: 98 No. 17, 7de November 1840. Ræven, der sov, fanged' ei Fugl i Skov. Hvilende Plov Fure ei grov. EN SVENSK NILS JUSTESEN (EFTER FORSELL) Men kan saamen gjerne være, at mange af mine Læsere ikke vide hvem Nils Justesen var. Han var en Bonde paa Øen Hit- teren nordenfjelds, som ved den største Flid og Vindskibelighed arbeidede en yderst daarlig og forsømt Gaard op ved egen og Kones Hjælp, vandt Bugt med kolde vandsige Myrer, og tvang Korn af steenfulde magre Skrænter, brugte Stenene til Gjærder om sin stedse meer udvidede Ejendom, arbeidede sig riig med tomme Hænder, og trak Norges og Danmarks, to Nationers og Kongens Opmærksomhed hen paa sin øde taageskjulte Ø. I Visen om ham, som begynder med at omnævne hvorledes Norge Tid efter Tid har tabt alle sine Skatlande og flere Provindser, de skotske Øer vestude i Havet, Øen Man, Irland, Færøerne, Grøn- land, Jæmtland, Herjedalen og Bohuuslehn, og som gaaer ud paa at vise hvorledes dette lader sig erstatte ved Folkets Flid paa Landets Opdyrkelse, hedder det: "Nils Justesen var vel en Bonde grov, Hans Adelssværd var hans Plov. Men dermed han veed at vinde tilbage de fule Rov. Han ene forstod, foruden Blod at sætte paa Ørnen de Fjer, at sætte til Svands paa Løven en Krands, der bedre end Ragget er. En Myr til et Hetland han gjør med Sved. Han vælter en Klippe ned; saa triller han Muld derover, saa stod der et Man af Sæd. Et visnende Krat han mejer plat. Det Jæmtland skal blive til Høst. -- Den Slagfjeder groer vel fastere, Nor? De forrige sad saa løst. SIDE: 99 Et Island og Færø fra Hav han skar. Et Bohuus fra Fjeld han ta'r. Sligt Guld, som hans Huustro spinder, knapt Olaf i Dublin bar. Han maaler med Stør og Trillebør Provindser til Salt og til Malt. Han slaae's med en Ur: med stærken Natur; men blier ei som Jakob halt. I Svartmyr erobres den gamle Glands, paa Heden en Landekrands. Og Norriges Skattelande de ligge herindenlands. Ja Kornaxet er de deilige Fjer, som løfte dig atter, du Ørn! Da blikker du ned paa Frihed og Fred, paa glade og mætte Børn." Et begyndende Nybygge fortjener fra mange Synspunkter at tages i Betragning. Det er skikket til et blivende Hjem for en Huusholdning og de Børn, der, hvis de blive opfostrede i Guds- frygt og Arbeidsomhed, skulle forplante disse Egenskaber til endnu en Menneskeslægt. Hvert nygivt Par, som sætter egen Huusholdning, er paa en vis Maade Nybyggere. De maa være Dagarbeidere, Byindsiddere eller Selvejere paa Landet, saa er Begyndelsen, Fremgangen og Enden den samme; det vil sige, de begynde sin Huusholdning med Fortrøstning til Forsynet, at det skal staae dem bi i deres Bestræbelser, de faae Børn, opfostre dem, blive gamle, gaae heden, og give Plads for en yngre Slægt, som afløser dem, og overtager deres Vilkaar. Men, hvis den lille Huusholdning, der begyndte med knappe Erhvervskilder og kjæmper med Armoden, maa lide Misvæxter, Sygdom paa Bu- skapen, og Folkene endog selv at tabe Helbreden, da staaer Nøden ved Døren, og Mand og Kone ere, som Følge af den overhaandtagende Fattigdom, færdige til at opgive eller drives fra deres lille Hjemsted, som Spurvene fra Axet. For dem staaer da intet andet tilbage end at blive Fattiglemmer paa Sognet, SIDE: 100 eller ogsaa, hvis deres Selvstændighedsfølelse indgiver dem Mod til at kjæmpe til det Yderste, at bukke under. Hvis dette Nybygge, som Tilfældet er enten langt nord eller tilfjelds, er beliggende paa Kornhøstningens yderste Grændser, hvis det ofte er udsat for Skade af Frost eller for at de vilde Dyr hjemsøge den ringe Buskap, og de gode Folk desuagtet stræve sig frem, da fortjener det i Sandhed vor Agtelse og Deeltagelse. Den svenske Forfatter, Hr. Forsell, siger, at han ofte har paa sine Reiser traadt ind i ensomme og afsidesbeliggende Nybygger, Rødningspladser eller Huusmandsstuer, for at see, hvorledes disse Køjers Indvaanere bjergede sig. -- Paa flere Steder i det nord- lige Sverige fandt han saaledes, at Folket holdt til i samme Stue som Buskapen. Denne bestod af flere Kjør, et Par Kalve og 6 à 8 Faar, der blot ved en 6 Qvarteer høi Afpaneling vare ad- skilte fra Folket og Folkets Sengesteder; men uagtet at Frosten havde hjemsøgt den nylig i Ax gangne ringe Afgrøde, og uagtet at de vare ganske fattige, (thi en Bid Brød fandtes ikke at faae,) vare de aldeles ikke nedslagne. Tvertimod, de vare ved friskt Mod, og mistvivlede ikke om at kunne slaae sig igjennem -- Forfatteren hørte af dem mangen en sund Anmærkning, mangt et fortrøstningsfuldt Ord om en højere Magts Beskyttelse. Det er alligevel en Lykke, at Fattigdommen ikke kommer medeet, i det mindste for dem, der have seet bedre Dage, thi da vilde den i de fleste Tilfælde knuse Sindet og bringe sine Offre til Fortvivlelse; men derved at den lidt efter lidt indfinder sig, for- maaer baade Sindet og Kroppen at vænne sig til denne bittre Gjæst, den nødtvungne Indskrænkelse. En saa ringe Begyndelse som et Nybygge, der i flere Aar har kjæmpet for sin Tilværelse, har alle de folkerige Stæder, de prægtige Herregaarde og vel- staaende Byer havt, som nu fryde Øjet og udgjøre sine i Vel- stand levende Indbyggeres Stolthed. Stockholm og Bergen have i sin Oprindelse engang været fattige Fiskerlejer, Slottet Skokloster en Huusmandsstue, Jernværkerne Leufstas og Forsmarks Herre- sæder Kulsvierhytter. Det er saaledes med Hensyn paa Landets tiltagende Dyrkning og Befolkning, at hver liden Rødningsplads, endog den mindste, har tiltrukket sig Forfatterens Opmærksomhed. Hvis den har SIDE: 101 været beboet af stræbsomme [fotnotemerke] , forstandige og vedholdende Ind- byggere, har han glædet sig ved den tilfredsstillende Tanke: disse gaae fremad, de slaae Rødder og trives. Ingen optegner disse Nybyggeres Skjebne og de haarde Prøver, de have gjen- nemgaaet; de fordre det ikke heller. De ere dog Stamfædre til kommende drivtige Slægter, der engang skulle værne om Fædre- landet, enten det bliver et Formaal for ydre Fienders eller indre Urostifteres Stemplinger. Blandt den store Mængde af Beretninger om vellykkede Rød- ningsanlæg, som Forfatteren skulde kunne anføre, har han troet at burde indskrænke sig til Beretningen om følgende ene: Afdøde Bengt Ersson i Nordre-Helsingland (omtrent saa nord- ligt som Trondhjem) begyndte, ved 32 Aars Alder, at opdyrke en Skovmyr i sin Hjembygd, Hassel Sogn, opførte ved denne Opdyrkning en Gaard, nedsatte sig der Aar 1780, og givtede sig 1782. Hans Forældre vare fattige Huusfolk, og Huustroen, som var en Indsidderdatter, havde da ikke heller nogen Formue. Jords- monnet var saa frostnemt, at Afgrøden næsten aarligen beska- digedes og ødelagdes, og Manden blev derfor, efterat han havde beboet Stedet i 13 Aar, og der havde opdyrket 6 Tønder 29 _ Fjerdingkar Agerland og 6 Tønder 25 _ Fdgkr. Eng, nødt at flytte derifra med Huustro og 8 Børn. Mandens udmærkede og usæd- vanlige Arbeidsomhed og Eftertanke gjorde dog, at han, endog under disse haarde Aar, tog sig ud med sin store Familie. Han forfærdigede Spinderokke, murede og arbeidede hvilketsomhelst til Andre, imedens han dog røgtede sit Eget. Sidstnævnte Aar nedsatte han sig en Fjerding længere borte fra sit forrige Hjem, og begyndte der Opdyrkningen af den nu- værende Gaard Stakholmen. Jordbunden var der saa stenet, at hver Plet deraf maatte brydes med Jernstør, større Stene bræn- Fotnote: Som Beviis paa haardt Arbeide kan tjene, at Nybyggerne i Offerdals Sogn i Jæmteland, der af Myrmalm havde nedsmeltet et Stykke Jern, og videre skulde bearbeide denne Klump til forskjellige nødvendige Behov, havde ingen Vandslægge, men nødtes til at anvende Haandkraft. Jernet var slet hedet og seit, saa at de nødtes til at hamre saalænge derpaa, at det, da de havde endt Arbeidet, var dem umuligt at aabne Fingrene. Slæggen maatte derfor trækkes ud af Hænderne, hvorefter de bleve istand til lidt efter lidt at opmyge Fingrene, saa at de kunde strækkes ud. SIDE: 102 des og sprænges. Desuagtet optoges paa saadan Maade en Ager- vidde af 5 Tønder Land, uberegnet 4 Tønder Land Eng, der vare inden samme Hegn. Paa hele Agerlandet findes nu ikke en eneste Steen, men det er saa slet og jevnt som Uplands Gaarde. Den største Deel af Ejendommen omgives af et Steengjærde af 1300 Alens Længde, hvilket udgjør, efter en Bredde af 2_ à 3 Alen, og en Højde af 2 Alen, omtrent 7000 Kubikalen, hvilken Steenmasse heel og holden er opbrudt inden den nævnte Jord- vidde. Ved Brev fra den residerende Kapellan i Præstegjeldet er oplyst, at denne Familie havde i Alt 17 Børn, hvoraf 13 levede ved Faderens Død 1823, at af de 12 endnu levende Børn beboer den ældste Søn, en af de meest formuende Mænd i Sognet, Faderens Gaard, og 9 ere Bønder og Bondekoner i dette og tilgrændsende Sogne, hvilke alle udmærke sig ved Flid, og derfor ogsaa ere komne i Velstand; samt endeligen at Manden ved sin Død efterlod sig paa sin vel opdyrkede Ejendom en fuldbygget Gaard, fuldt Indbo og nogle l00 Daler i Kontanter. Huustroen, Moder til alle Sytten, lever endnu. Hun er en munter og trivelig gammel Kone, der har faa Lige, ei alene derfor, at hun har fremfødt og fostret alle disse Børn, men ogsaa fordi hun har været en god og forstandig Huusmoder, og tillige har staaet Manden bi i hans mærkværdige Opdyrknings- foretagender. Koner af denne Fortjeneste kunde vel ogsaa, som saadanne Mænd som Bengt Ersson, være værd en offentlig Ud- mærkelse [fotnotemerke] . Overeensstemmende med det lovlige Skifte og for- fattet Beskrivelse over Hævden, indeholder Ejendommen, med dertil opryddede Skovslaatter og Engstykker, tilligemed den gamle Myrdyrkning, der benyttes til Slaat, i alt 32 Tønder Land 231/2 Fjerdingkar. Fotnote: Hvorledes en Nybyggers Hustro kan have Tid til at opamme 17 Børn, grændser til det Utrolige og jeg antager for afgjort, at hun har opammet dem Alle selv, og at det ikke er gaaet til, som i en stor Deel af vore Herskabs- huse, der prunke med mange Børn, at nemlig Ammerne med al Ret kan ansees for at drage halve Byrden af at skaffe Børnene til Verden. SIDE: 103 Henrik Wergeland VASKERKONEN Naar jeg seer en Vaskerkone, tænker jeg mig flere agtværdige Egenskaber forenede: Stræbsomhed og Reenlighed nemlig først og fremst, og dertil Moderkjærlighed, Taalmodighed og Redelig- hed. Uden denne sidste vilde hun nemlig miste sine Kunder, Taalmodighed er opammet i hendes Bryst af Lidelser og da ofte af den, at have en drikfældig og uduelig Mand, som hun maa ernære til Døden løser denne besværlige Byrde fra hendes Side; og er hun Moder, da kan man maale hendes Moderkjærlighed efter hendes Arbeidsomhed. Denne hæderlige Næringsvej staaer ethvert flinkt Qvindfolk aaben, Konen som Enken og eenslig Pige, som vel derved mange- gange kunde finde et bedre Brød end det, der søges ad andre og mørke Veje. Mange benytte ogsaa denne Næringsvej, og i Kristiania, hvor Klassen af Embedsmænd og unge Mennesker er saa stor, glider mangen Skilling og Daler gjennem den flittige Vaskerkones glatte Fingre ned i Arbeidsklassens Pung. Dette være Forordene til denne oversatte Vise om VASKERKONEN Paa Blegen hist hvor Elven rinder Du Konen seer med hvide Haar, den Flinkeste af Vaskerkvinder, endskjøndt paa sex og sexti Aar. Saa har hun stedse svedt og træt sit Brød i Tugt og Ære ædt, og udfyldt, mens hun mangt har taalt, den Kreds, som Gud har hende maalt. For hende har det ogsaa vaaret: hun elsket har og været gift. Hun Qvindens Smerteslod har baaret og i sit Aasyn Sorgens Skrivt. Sin syge Mand hun plejet har, ham Fire hun til Verden bar, tilsidst i Graven ham nedlagt og ikke Tro og Haab forsagt. Hun sparet har og tænkt og grundet, kjøbt Liin og vaaget mangen Nat. Til Fiingarn har hun Linet spundet, og i sin Vævestol det sat. SIDE: 104 Til Lærred har hun vævet det, brugt Naal og Sax derpaa saa net, og med sin Fingers Natteværk hun syet har sin Dødningsærk. Den vil hun ei for Alting miste, forvart i Skriin, paa Æresplads den er det Første og det Sidste, Klenodet, hendes Skat og Stads. I den hver Søndag Morgen klædt Guds Ord hun mindes mere ret. Hun lægger varsomt bort den saa. Snart faaer hun den for evigt paa. Gid jeg, naar Aldrens Sne mig dækker, som Vaskerkonen har opfyldt, saalangt som Kraft og Evne rækker, de Pligter, som jeg har forskyldt! Gid jeg maa sætte klogt som Hun Livsbægeret til lysten Mund! Gid jeg kan see med hendes Fred Liigskjorten jeg skal have med! Henrik Wergeland No. 18-19, 19de November 1840. Klog Mand blier klogere af Andenmands Forliis; men neppe af sit eget blier Daaren mere viis. SKADEN AF PROCESSER (EFTER DET SVENSKE). Raad man nok kan give, Klogskab ei. Hvo godt Raad Raad lod blive lod Hjælpen gaae sin Vej. Hvor ofte jeg har tænkt at advare Menigmand mod Processer, dette Velfærd og Rolighed slugende Onde, som mine kjære Lands- mænd ere altfor hengivne til, ja som man har paastaaet i enkelte vildere Egne er traadt istedetfor det frygtelige Spændebelte og SIDE: 105 Kniven Mand og Mand imellem! Men jeg har ikke vovet mig dertil, fordi jeg hader det hele Væsen altformeget, efter det Af- skyelige, der kan passere under dem, de Lumpenheder og den onde udtænkte Hævn de kunne give Anledning og Beskyttelse til, og efter min Erfaring om de Ødelæggelser, de afstedkomme. Jeg turde ikke indlade mig paa denne Materie, for ikke at hen- rives til Uretfærdighed, og var derfor glad ved at træffe den afhandlet i et svenskt Folkeskrivt, som jeg desuden har ladet en Jurist gjøre sine Anmærkninger ved. Saaledes skulde Behand- lingen deraf maaskee gjøre samme Nytte her, som i Afhand- lingens eget Fødeland. For Hvilkensomhelst, men især for en Mand af Almueklassen, er det i Almindelighed en sand ødelæggende Ulykke, at blive indviklet i Proces. Vel kan det undertiden hænde, at ogsaa den meest Fredelskende kan blive hjemsøgt med Stevning, eller, endnu sjeldnere, blive nødt til selv at optræde som Sagsøger; men høist sjelden vil dette Tilfælde indtræffe for den, der selv gjør oprigtigt af Fred og god Forstaaelse. Naar han imidlertid, enten til nødtvunget Selvforsvar, eller for at gjenvinde en om- tvistet Rettighed, nødes til at søge Domstolene, er dette at an- see for en Ulykke, hvis fordærvelige Fø1ger han, saameget det staaer i hans Magt, bør søge at indskrænke. Vil du lytte til Erfaringens Lærdomme, da læg paa Mindet og Sindet følgende Regler, som Du bør spørge tilraads, naar Du troer at burde henvende dig til Domstolene. 1. Begynd aldrig en Proces uden i yderste Nødsfald! Af Sær- hed, Heftighed i Gemyttet eller Egennytte at angribe sin Næste er en Synd, som paa første Haand straffer sig selv. Thi, foruden den gamle Sandhed, at et magert Forlig er bedre end en feed Proces, stiftes uendelig meget Ondt ved de uvenlige spændte Forhold, der altid finde Sted mellem tvistende Parter. Hvad Religionen saa herligt byder, "først at forlige sig med sin Næste, førend man gaaer frem til Alteret" gjælder her i den mest ud- strakte Betydning, og hvad end mere er, i det mindste efter de verdslige Kloges Mening, istemmer selve Klogskaben dette kriste- lige Sædelighedsbud. SIDE: 106 Forsonlighed er ikke blot din Samvittighedspligt; den er ogsaa din egen store Fordeel. Dette kan lettelig bevises; thi vel pirrer dig det opeggede Gemyt eller Vindelysten eller Hovmodet eller Hævnfølelsen med Udsigten til, at din Modpart skal nødes til at gjøre store Opoffrelser for din Skyld; men om det end skulde lykkes dig, at tilføje ham en Lidelse, beregner Du ikke i din blinde Iver alle de Uleiligheder og Lidelser, som Du tilføier dig selv. Disse Uleiligheder og Tab ville gjennem et Exempel blive endnu mere iøinefaldende. Din Grandes Kreaturer har paa din Ager- teig gjort en ubetydelig Skade, som Du anseer foranlediget af hans brøstfældige Skigaard. Istedetfor den naturlige og venlige Udvej, strax med det Gode at tale til din Grande, der da i Be- tragtning af den ei med Forsæt forvoldte Skade, vistnok oftest vil være færdig til baade at erstatte den og istandsætte Ski- gaarden, skynder Du dig med næsten fiendtlig Hadskhed at gjøre, som man siger, Sag deraf. Først koster det dig Arbeide og for- styrret Sindsro, at skaffe Skjøn over Skaden, siden at udtage Stevning, videre at fremskaffe Vidner, fremdeles at passe paa ved Thinget i flere Dage, og alt Dette foruden de kontante Ud- givter til Skjønsmændene, Dommens Løsning o. s. v. Og til Krone paa alt dette har Du ombyttet dit fredelige og lykkelige Nabo- skab med et Slags Krigstilstand af Bitterhed og Had. Meget uvist kan det være, hvilken Ende Sagen faaer, da det lige let kan hænde, enten at Beviset for den daarlige Beskaffen- hed af din Naboes Indhegning brister Dig, eller at din egen Gjærdesgaard ogsaa kan bevises at være brøstfældig m. m. d., og da mister Du aldeles al Erstatning, men har gjennem din Uforstand bragt over dig og Dine en Mængde Uleiligheder og Lidelser, blandt hvilke ei de Ubehageligheder ere de ringeste, at Du og din Grande nu ere Uvenner, saa at den Ene vil den Anden ilde, istedetfor at understøtte og hjælpe hinanden, hvorved begges Vel befordres. Havde Du strax ved Skadens Opdagelse taget Eftertanken paa Raad med, venligen tiltalt din Grande, fulgt med ham til Stedet, kommet overeens med ham om Opgjørelse af det Begaaede til Forebyggelse af videre Skade, og endelig paa en billig Viis lempet dine Paastande, saa vilde i de fleste Tilfælde Alt letteligen med det Gode være bleven opgjort, alle Bekostninger, Tidsspilde og SIDE: 107 Uleiligheder vilde have været undgaaede, og den gode Nabofor- staaelse kunde vedblevet derefter, som før. 2. Men hvis Proces ei kan undgaaes, vær altid villig til at ind- gaa det Forlig, som Dommeren foreslaaer, og lyt aldrig til for- føriske Sagføreres Raad! Iblandt de gode Sider i vor Lovgivnings og Domstolenes Indretning forekommer Dommernes Forpligtelse til at søge at bringe tvistende Parter til godvilligt Forlig. Under- dommerne i Sverige ere tillige ogsaa udtrykkelige Forligelses- dommere [fotnotemerke] , og Enhver, der samvittighedsfuld vil opfylde denne paa en Gang baade ansvarsfulde og velsignelsesrige, forenede Pligt, har noksom erfaret, hvor meget, hvor uendelig meget Godt, man paa denne Vei kan udrette. Naar Du, som Stevnende eller Indstevnet, fremstiller dig for en Domstol, saa bortkast al Mistro til Dommeren, naar Du intet Uretskaffent veed om ham, og overlad dig med Tillid til hans Veiledning. Det er vore Dommeres Embedspligt at lede enhver Sag til Retfærdighedens og Billighedens Maal. Det første, som baade Samvittighed og Klogskab paalægge Dig, er uden nogen Fordrejelse at fremstille blot den simple, klare Sandhed. Dom- meren veed nok alligevel at finde Rede i hvad Du paa Sam- vittighedens Bekostning vil fordølge, eller fordreje, og paa din Lod falder da blot Skam og Skade. Naar nu Sagen er udført, begge Parters Rettigheder klart opfattede, og saaledes Strids- spørgsmaalet ligger udviklet for Dommerens Blik, vær da ikke Fotnote: Forligelseskommissionernes ellers erkjendte Gavnlighed i vort Land har dog været underkastet den Tvivl, at Underdommerne, efter disses Indretning, for det meste ansee sig fritagne for det Kald at søge at mægle Forlig mellem Parterne. Saalænge man ei istedetfor disse vore Forligelseskommissioner har faaet Fredsdommere, der baade skulle mægle Forlig og, om fornødiges, dømme, saa vogt dig, min gode Almuesmand for at udsætte dig for Indkaldelserne dertil! Det hedder vel, at de kun skulle koste lidet, men det er ofte ikke saa, især naar din Modpart enten selv er eller lader møde ved en af disse Op- trækkere, der under Navn af Inkassatorer, Fuldmægtige o. s. v. have erhvervet sig et Skræksnavn paa Land og i By hos de Fattigere, og som ofte i en Haandevending gjøre de mere Velstaaende fattige. Især maa Du tage dig iagt for de Fuldmagter med aabentstaaende Navne, som slige Folk præsentere dig, idet de nok saa pent love dig Henstand, naar Du blot vil underskrive dette Papir, hvis Indhold og Følger Du ei indseer. Thi har Du først underskrevet et saadant, da har Du, uden at du hører et Ord mere derom, pludselig Lovens Mænd i din Stue, og saa bliver den snart sopreen, og Du faaer høre, at der er bedre Groe i Gjeld end i anden Sæd. SIDE: 108 krangelsyg eller uvillig til at indgaae i det godvillige Forenings- forslag, som Dommeren, Lovens og Retfærdighedens Tolk, fore- lægger dig og din Modpart. Vel kan En eller Anden hviske dig i Ørene, at Du bør lade Sagen gaae til Doms, saavel for at vinde Seier over Modparten, som ogsaa for at faae Processens Omkostninger. Men disse Raad ere Uvennens. Først og fremst bør her mærkes, at i mange Tilfælde kan en Sag, som forligt, for dig faae et langt fordeel- agtigere Udfald, end som paadømt, siden Dommeren i Afslut- ningen af Forliget er langt mindre bunden af Lovens blotte Bog- stav, end naar han i en Dom skal anvende Lovbudet. Her kan ved Fordringernes Jevning mod hinanden, den Røst, der hedder Billighed, paa langt mere udstrakt Maade gjøre sig gjældende, end forenes kan med de stive Lovformer. Og desuden maa Du ikke forestille dig, at det er saa sikkert, at faae Omkostningerne erstattede [fotnotemerke] ; thi i mange Tilfælde hvor Anledning til Tvist ikke heller haves paa Modpartens Side, bliver denne fri for Omkost- ninger. Betænk desuden, at det vel ogsaa er noget værdt, baade at I som forsonede kunne række hverandre Haanden, uden at det gamle Had skal vedblive som en dulgt Gnist, og at, ved denne mellemkomne Forening, al Fristelse til en fortsat, end kostbarere og mere tidsspildende Rettergang med det samme bortdøer. Herigjennem komme vi til den anden Sats, der indeholdes i vor Hovedregel, at Du nemlig aldrig bør laane villigt Øre til lejede ildebekjendte Sagføreres ofte forvrængte Forestillinger. Vi have mange Grunde til at indskjærpe denne Advarsel, som den væsent- ligste og gavnligste for en selv ikke lovkyndig Almue. Først bør herved overvejes, at Formerne i vort Lovvæsen tillade og ere saaledes indrettede, at, i mange Tilfælde, Menigmand selv kan komme i Besiddelse af sin Ret uden slige altid Tjenstvilliges Hjælp. Med Tillid kan Du saaledes overlade din Sag til Dom- merens Afgjørelse, der i deslige simplere Sager ei for dig bliver mindre tilfredsstillende derved, at Du ei har benyttet en Advo- Fotnote: Hos os blive sikkert i 9 af l0 Sager Processens Omkostninger, som det hedder, hævede; og af den Tiendepart af Processerne, hvori Omkostningerne tilkjendes En af Parterne, svare de tilkjendte Omkostninger vist ei i een Sag af ti til de virkelige. SIDE: 109 kats Hjælp [fotnotemerke] Hvor denne tilgaaes, vil det være klogt forud at akkordere. For det Andet ligger det i selve Sagens Natur, at Sagføreren, især hvis Du betroer dig til en saadan, om hvis hæderlige Tænkemaade Du ei er tilfulde forsikkret, vil opholde Sagen gjennem en Mængde unyttige Indvendinger, deels ogsaa, efter at Processen er endt, vil vække Anledninger til Misnøje, der ere langt fra at være billige og retfærdige. Det er, som man siger "hans Ager og Eng" gjennem denne fortsatte Procedering af dig at høste yderligere Gevindst og, gjennem din Lettroenhed i at lytte til hans Raad, at bringe dig til endnu større Opoffrelser og Bekostninger. Ikke nok dermed, at ikkun sjelden ved hans lokkende og forvrængende Overtalelse et billigt og retfærdigt Forlig opnaaes; ligesaa sjelden tillades det dig at nøjes med den første Domstols paa Lovens Ret grundede Beslutning. Tvertimod foregiver han vel, bare af tom Skryden af sin større Indsigt, at kunne langt bedre bedømme Sagen end Dommeren, og ophidser dig, for sin egen Fordeel af den fastsatte Sagførelse, til videre at forsøge din Lykke. Sagen, der retteligen burde have standset med den af Dom- meren foreslaaede, billige Forening, eller i det mindste ved den første Rets Dom, drages da, efter din Sagførers Raad, ind under den anden, højere Domstol og siden under en endnu højere. Nu forøges for hver højere Instants i betydelig Mon dine Bekost- ninger og Sagførersalarier, der snart beløbe sig til ligesaa meget, som det, hvorom der tvistes. Din egen Paastaaelighed og Trætte- syge voxe tilligemed Ubehagelighederne af forøgede Omkost- ninger. Om end en indre Røst vækker hos dig Anger og For- trydelse over gjækkede Løfter og Forhaabninger, egger dog Hovmodet dig endnu mægtigere til ikke at give efter, og paa denne Maade opnaaer Optrækkeren sin Hensigt, at faae dine Skillinger i Fikken [fotnotemerke] . Fotnote: Gud give man kunde sige det Samme hos os! Imidlertid bør man dog vel antage at det store Fleertal af vore Dommere ei ville undlade at iagttage deres Pligt at veilede Almuesmænd, der selv føre sin Sag, saavidt saadant efter vor Processes Grundsætninger kan lade sig gjøre. (Udtrykkene ere ellers i dette Afsnit betydeligt formildede.) Fotnote: Selv hvor ei den samme Prokurator kan føre Sagen ved Overretten, som ved Underretten, vil denne dog ofte uden Grund raade til at appellere, snart for at tjene en Overretssagfører, med hvem han staaer i Forbindelse, snart for at skjule enten sin egen Mangel paa juridisk Indsigt eller sine ved Underrets- sagførelsen begaaede Skjødesløshedsfeil. SIDE: 110 Erfaring viser desværre, at dette uædle Misbrug af Prokurator- bestillingen, der i sig selv kan, udøvet af ædelttænkende og kyn- dige Mænd, berede meget godt, ikke er sjeldent især inden det Omraade, hvorom nu er Spørgsmaal, nemlig i Ledningen af Al- muens Rettergangssager. Forfatteren af disse Linjer har i mange Tilfælde og paa forskjellige Steder havt tilstrækkelig Anledning til at beklage den Lettroenhed hvormed Almuen omfatter den tilbudne Hjælp af lejede Sagførere, som af Ukyndighed og Vinde- lyst staae færdige til at udhale let bilagte Tvistigheder og op- hidse til Processer. Disse der vel fortjene det forhadte Navn af "Thingstude", forstaae hos den Enfoldige at skaffe sig Tiltro, ligesom Qvaksalveren, der saa let indtager en ukyndig Almue. Den tredie Hovedregel er: afhold Dig saameget muligt er fra Thinge og Domstole, og ansee aldrig den Dag for vel anvendt, der paa denne Maade tilbringes uden Sysler! Din Dont fordrer al din Tid og dine Kræfter, og den Dag som rykkes derifra, er ilde anvendt. Vanen, med eller uden Ærinde at indfinde sig paa Thingstederne, leder til meget Ondt, Sysselløshed, Drikfældighed, Trættekjærhed, ja endog til Lovovertrædelser. Vi have kjendt en Bonde, der i mange Aar med Fremgang havde drevet sit Odelseje, der gav ham, Kone og Børn godt Ophold. Men han fik en Proces, der letteligen med det Gode kunde have været bilagt, og sikkert vilde ogsaa et billigt Forlig være bleven afsluttet, dersom han ikke paa en Prokurators Raad havde udvidet sine Fordringer langt ud over det, som han selv i Begyndelsen ansaae for Ret at være. Han tabte for en Deel, gik gjennem flere Instanser og gjorde store Opoffrelser. Imid- lertid havde han bivaanet mange Thing, og fundet Smag deri. Jordbruget forsømtes men Processer opvoxede, den ene efter den anden. Han saae efterhaanden sin Formue undergravet, men Proceslysten voxede ligesom enhver Tilbøjelighed, der ei styres af Fornuft og Eftertanke. Tilsidst ejede han intet mere, og havde laant af en medlidende Grande de Sengklæder, hvorpaa han hvilte. Han maatte dog procedere; og Den, der nedskriver dette, har havt den største Møje med at tale ham fra at stevne den Velgjører, som nu bistod ham i Nødens Stund [fotnotemerke] . Den Proceslystne søger blot Strid. Han er et Slags overmodig Fotnote: Saa gaaer det desværre ogsaa hos os. Anmærkeren har kjendt flere Lignende. SIDE: 111 Slaaskjæmpe, der ei lader Nogen i Fred. Den naturlige Følge er ogsaa den, at han ei har nogen Ven. Alle frygte og afskye ham, og af sig selv er det klart, at hans Handlemaade strider ligemeget mod Sædelæren, som mod den kristelige Religions Bud om Forsonlighed og Fredsommelighed. De Advarsler der i det foregaaende ere meddelte imod Skaden af at søge Domstolene, kunne for største Delen ogsaa anvendes paa ethvert, navnlig Gjelds-Stevnemaal. Vi kunne ei undgaae at benytte denne Leilighed til at advare Almuen for Misbruget at gjøre store Auktionsindkjøb, og saaledes at sætte sig i betydelig Gjeld. Oftest opkomne under Sviir avle de igjen en Mængde Sagsøgninger [fotnotemerke] , og Mangen har paa denne Maade maattet betale langt mere, end han virkeligen har kjøbt for. Man veed desuden, hvorledes stærkt Fortæring paa Auk- tionerne opmuntre Spekulanterne, saa at Mange ei saa nøje mindes, hvad de have faaet Tilslag for, og den lange Kredit gjør denne Glemsomhed end mere naturlig. Hvis Du nu har en Fordring, saa besvær ei dig selv og din Skyldner uden Nødvendighed med Sagsøgning, førend Du finder, at han ei med det Gode vil lade sig bevæge til Betaling. Lad dig ei af Vrede forlede til at sagsøge ham, førend han i Forvejen er paamindet om at Forfaldstiden allerede er indtruffen. Det bliver paaengang hans og dit Forliis i Omkostninger eller Udlæg og Tid. Men indvender Du: jeg faaer jo mine Omkostninger erstattede. Ja! dette kan vel for en Deel være sandt, men og blot for en ringe Deel. Thi blot dine kontante Udgivter faaer Du tilbage, men det Øvrige bliver dit eget kjendelige Tab. Og den sagsøgte Skyldner maa ogsaa finde sig i adskillige Uleiligheder baade gjennem Tidsspilde og Pengeudgivter, der letteligen kunde været undgaaede, hvis Sagen med det Gode var bleven afgjort. Des- uden bør her anmærkes, at ofte den Tid, der forløber inden en ved Sagsøgning indkrævet Fordring bliver udgjort, er meget lang- Fotnote: Anmærkeren kan ikke andet end at istemme Forfatterens Advarsel mod at indfinde sig, uden høist nødvendig, i disse Leddiggangens, Uordenens, Druk- kenskabens, Liderlighedens Planteskoler, som man hos os kalder Auktioner, hvor den fattige Arbeidsmand om Natten tilsætter sine faa kontante Skillinger til Brændeviin og i Spil -- om ei paa selve Auktionsstedet, saa dog strax derved -- for Dagen efter at erholde Efterretning om, at han i Fuldskab har kjøbt for flere Penge end han kan tjene i flere Maaneder. SIDE: 112 varigere end den Anstand, Skyldneren muligens kunde begjære af dig selv, og efter hvis Forløb han havde beredt sig paa at have Betalingen paa rede Haand uden alle de ubehagelige Tvangs- midler og Omkostninger. Er Du derimod, tvungen dertil af Skyld- nerens Vranghed, bleven nødt til at sagsøge ham, men Denne, naar han gjennem erholden Stævning indseer, at det er Alvor, og derfor tilbyder Betaling, da vær aldrig saa haardnakket og uklog, at Du negter at modtage det Tilbudte, i Haab om at vinde ved Sagens Fuldførelse. Tvertimod bliver Tabet stedse dit baade gjennem Omkostninger, Tidsspilde og Tidsforhaling, af hvilke Ulei- ligheder især Tabet af din dyrebare Tid knapt kan beregnes, end mindre erstattes. Tag saaledes med aabne Hænder mod den Betaling, der tilbydes Dig, og vær fornøjet med paa denne Maade at kunne undgaae alle yderligere Tab! Henrik Wergeland PØBELEN I KRISTIANIA Efter de Historier om overlagt Overfald, hvori endog Fruen- timmer have sin Rolle, om Indbrud, Tyverier i Folks Gange o. a. deslige Nederdrægtigheder, som ofte fortælles og forskrække Almeenheden, maa den sædelige Tilstand i den simplere Klasse her i Byen fremdeles være i Synkende. Saa udretter da Politiet intet imod den almindelige Fordærvelse? saa er der da intet Af- skrækkende i de Grebnes Skjebne? saa ere da disse Blade for- gjeves skrevne og udspredte inden hiin Klasse, og Tiltalen til dem af denne, som endnu maatte være ærlige og bryde sig om at de ikke bleve holdte for Kjeltringpak fordi de høre til denne Klasse, at de indbyrdes skulle overholde dens gode Navn og Reenhed for Forbrydelser ved at angive Tyveknegtene o. a. Lig- nende, som holde til imellem dem -- denne velmente og gjen- tagne Tiltale og alle hine Anstrengelser ere da spildte? Det er en tung Tanke. Forsøg at bygge, mure eller plante Dag efter Dag, og at see det hver Morgen nedrevet eller oprykket! Forsøg at øse af al Kraft, og saa tilsidst at opdage, at onde Mennesker have slaaet Hul under Kjølen, saa vil du omtrent føle hvad Til- fredsstillelse man har efter saadant spildt Arbeide. Jeg er overbevidst om, at et Selvpoliti, som foreslaaet, vilde SIDE: 113 være af større Virkning, end om Patrulljer gjennemstrøg Gaderne og Klapjagt efter Skøjere og Løsgjængere oftere blev holdt. Naar der kun i hvert Smug, i hvert Nabolag fandtes en retskaffen Ar- beidsmand, som ikke vilde vide af noget Tyvehul eller nogen bekjendt slet Person i Nærheden af sin Bopæl, vilde det blive en herlig Gjennemrenskning, og den simplere Klasse skulde snart paa mange Maader mærke, at den havde vundet Samfundets Agtelse tilbage. Vil den ikke beqvemme sig hertil, saa maa Gud vide hvad der skal hjælpe. Men et af hans kraftigste Midler til at hindre Fordærvelsens Tilvæxt forsømmes i en forfærdelig Grad her i Kristiania. Jeg mener Kirkegangen. Det kan være galt andensteds, men en saa- dan Fremmedhed for Guds Huus, en saadan Uvanthed til at be- søge det, en saadan Mangel paa Trang til der at opløfte sin Sjel og søge Trøst og aandelig Veiledning hersker vel neppe noget- steds som her. Dette er en død Koldbrand, som gjennemæder den store Klasses Sædelighed. Og skulde man ikke troe, at Ud- slukkelsen af de religiøse Følelser og af Trangen til engang imel- lem at nærme sig sin Skaber, at dele Menighedens Gudsfrygt og at fylde sit Hjerte med Konfirmationsdagens og den første Alter- gangs Følelser og Gjenerindringer skulde høre imellem de dy- beste Kilder til det Morads af Fordærvelse, som nu sluger den store Almeenklasses Børn? Det er ganske vist saa. Men søg ikke paa en Søndags Formiddag denne Ungdom i Kirken eller paa Vejen did. Skiden, lurvet, oplagt til hvilken- somhelst Streg, er den at finde i vore Forstæders Portrum; der findes Lømlerne sammen ledige eller spillende eller man seer dem enkelte lænende sig op dertil i Solskinnet eller løbende over Gaden med en Brændeviinsflaske. Med Haandværksdren- gene er det ikke stort bedre, forsaavidt de ikke have Fyrabend- arbeide. Det er da deres Gudstjeneste. Men ville ikke hines Forældre gjøre noget for sin til Ulykke og Elendighed modnende Yngel, saa kunde Mestrene dog gjøre en heel Deel for disse. Det kan ikke mangle paa Opfordringer hertil; idetmindste synes det Vanrygte, hvori Snedkerlærlingene ere komne for at være kaadere end de fleste andre, at indeholde saadanne for Snedker- mestrene. Og da vil en strengere Tilholdelse for Lærlingene til at besøge Kirken vist ikke over det Hele blive uden Frugter. SIDE: 114 Jeg anbefaler derfor Forældre og Huusbønder som Midler mod Byungdommens Fordærvelse ovenpaapegede Selvpoliti indbyrdes og sine Underordnedes Tilholdelse til Kirkegang. Kom denne noget meer i Gang, saa kom ved samme Leilighed vel ogsaa nogen mere Omhu for sit Ydre, for Legeme og Klæder lidt meer i Priis, og det var vel heller ikke saa ilde. Henrik Wergeland FATTIGE FAMILIERS OG BØRNS ARBEIDSOMHED Kjære Fattigmandsbarn, der spikker Træskeer som bedst, Du ender ikke før du be'er Bygden tilgjæst. Ligesom ethvert Grundlag for Menneskenaturens Udvikling i Reglen maa Lægges i Barndomsalderen, saaledes bør ogsaa Ar- beidsomhed være en alvorlig Gjenstand for Opdragerens og Lære- rens Opmærksomhed. Den er dog Kilden til Velstand, Sundhed, Styrke, Tilfredshed og Moralitet, en Dæmning for Laster og For- brydelser, en Betingelse for Statens Magt og Sammenhold. Disse Hensyn have maaske ogsaa foresvævet Stifterne af Asylerne, om endog kun som en Bisag. Der ligger vel just heller ikke saa sær- deles Magt paa Beskæftigelsen for den Alder, som Asylerne op- tage, skjøndt det ikke kan være uden Nytte, at Børnene allerede i den holdes til, uden Nølen og Seendrægtighed, at gjøre Brug af Tiden, dette Menneskets betydningsfulde Gode, som aldrig vender tilbage. Men naar de gaae over i den egentlige Skole- alder, er det af den yderste Vigtighed, at ethvert Øjeblik benyttes i Overensstemmelse med denne Grundsætning. Da kan og bør Spiren lægges til Arbeidsomhed og Flid. Da maa man vogte sig for at pleie Dovenskabens frodige Ukrud. Hele Fremtiden hviler jo paa den Grundvold, som lægges i den barnlige Alder. Men hvor mislig er ikke i denne Henseende Tilstanden i den fattige Almues Vraaer, hvor Børnene oftest kun meget ufuldkomment søge Skolen, hvor slette Forældres fordærvelige Opdragelse og Exempel meddeles Børnene, hvor ikke Arbeide og ikke Flid, men Lediggang og Skarnsstykker høre hjemme! Herom afgive de over- alt omkringdrivende Børn, uagtet alle Advarsler, sørgelige Vidnes- byrd; ja det er under denne Omkringdriven, at de betræde For- brydelsens Bane og øve Tyverier, der oftest ere større end man SIDE: 115 skulde tiltroe deres Alder. En Mængde passende og indbringende Arbeider gives der dog for Børn, hvorved de, foruden Arbeid- somheden selv (der ogsaa er en Slags Lærdom, siden den maa bibringes) ogsaa kunde lære Nethed, Øjemaal, udvikle visse An- læg og erhverve enkelte Færdigheder, som siden kunne blive dem nyttige under den Dont de vælge sig for Livet. Beenindsam- linger og Tilvirkningen af vore simple [fotnotemerke] Svovelstikker er der ikke stort at lære; men der er nu f. Ex. de saakaldte kemiske Fyr- stikker, der kunne fabrikeres af Børn under voxent Opsyn, der er alskens smaat Legetøi, som fremmede Fattigfamilier gjøre for os af nogle Stykker Granved, lidt Maling og Staaltraad, der er Svenskepigernes nette Sager af Tagl, de tydske Børns Qvaster af opfliset Træ, Haarfletninger, Strikning, Skeer og andet smaat Huusgeraad, Æsker af Træ eller Blik, Fiskesnører, Paparbeider, Hægter, udsvedne naturlige Piberør, Spadseerstokke, endog Smaa- arbeider i Metal, Kardefabrikation, Tilvirkning af Børster, Koster, Kamme, Flinte, Skosværte, endog Afpudsning af Folks Støvler og Klæder paa besøgte Steder, hvorved mange Børn i Udlandet erhverve sig Udkomme -- kort! der er mangfoldige Smaanærin- ger, som kunde drives i den Fattiges Hytte, mangfoldige bedre Udveje end Betleriet eller Søvnen bag Ovnen. I Udlandet lærer "Nøden den Nøgne at spinde" d. e. paa enhver ærlig optænkelig Maade med Hoved og Haand at stræbe sit Udkomme sammen. I flere Egne ere Hytterne smaa Fabriker; ja vi behøve ikke at gaae længer end til vor Nabo, den stræbsomme Svenske, forat kunne lære noget i denne vigtige Henseende. Lægger Mærke til disse Vink, I Forældre og Børn med nogen Tænksomhed! Mange Ejere af Millioner have begyndt med Svovelstikken og Limen. Og jeg vilde ogsaa anbefale Skolelærerne ret indtræn- gende at lære Almuebørnene Arbeidsomhedens mange Fordele og Fortrin og hvor sandt det dog er, at Lediggang er Djævelens Hovedpude. FATTIGMANDS FREIDIGHED Trykt i Avdeling I, bind 2, s. 316 -- 317. Fotnote: Ved disse bør man lægge Mærke til, at det er hensigtsmæssigere og be- sparende at danne dem tilspidsede. SIDE: 116 No. 20 -- 21, 4de December 1840. Bedre end bitter Vaar er Høsten blid. Bedre god Alderdom end slem Ungdomstid. FOR BØRNENE Trykt i Avdeling I, bind 2, s. 318 -- 332. Henrik Wergeland GODE FORÆLDRE, GODE BØRN Det her foran kan nu være for de mindre Børn. Men her er en liden Historie, som vil glæde de noget mere Voxne, som al- lerede kunne gjøre sine Forældre den Nytte at passe paa sine mindre Søskende. Den vil ogsaa kunne lære kanske Flere en simpel og naturlig Maade at opdrage sine Børn paa i den spæde Alder. Det smukkeste og behageligste Syn for Gjæsterne paa gamle Thor Andersens Guldbryllupsdag var ikke Kanden med det gode Øl i midt paa Bordet eller Smørstykkerne paa hver af Enderne, men de tolv voxne velopdragne Børn og en god Flok Børnebørn, som omgave de to Gamle. Det gav da ogsaa en af Gjæsterne Anledning til at spørge Gubben hvorledes han havde seet sig istand til at opdrage saamange Børn, uden at et Eneste af dem havde vanslægtet, og mens dog baade han og hans gamle gode Hustru havde havt nok at gjøre baade ude og inde. "Det er ingen svær Sag," svarede Gubben smaaleende; "man behøver blot at opdrage den Første vel; de Andre opdrage sig selv." "Hvorledes forstaaer du det, gamle Thor?" spurgte Skole- mesteren, som nok troede med nogen Ret, at ogsaa han havde sin Deel i Opdragelsen. "Jeg mener," sagde Thor, "at Børnene opdrage hverandre ind- byrdes, og Forældrene behøve kun at have Opsynet dermed." "Forklar dig tydeligere," faldt Skolemesteren og Gjæsten ind, som ikke havde havt formegen Lykke med sine Børn. "Vi Yngre kunne altid lære noget af jer Gamle." "Ja," svarede Gubben, "hvorledes skal jeg bære mig ad for at forklare eder det? Saadant kan bedre udføres end beskrives. Kort og godt: Hans der borte var vor første Søn og Lena vor SIDE: 117 første Datter. Min Kone og jeg gjorde alt vort Bedste forat op- drage dem retskaffent i Gudsfrygt og alt Godt. Men at opdrage Børn lader sig egentlig ikke lære; man maa allerede forud vide det, og Hjertet formaaer her meer end Hovedet. Men vi To, Kari og jeg, bare os ad paa samme Maade, som vi selv vare blevne opdragne af vore brave Forældre -- dem Gud velsigne og være naadig i Himlen! Hans og Lena (jeg burde ikke rose dem i deres Nærværelse) vare allerede som Børn saa gode, at alle Mennesker havde sin Glæde af dem, og vi Forældre da allermest. Efter disse komme nu alle de andre Børn, Gutter og Gjenter om hinanden. Da hedte det: "Hans pas dine Brødre! og Lena, se efter Smaaegjenterne." Og de gjorde det bedre end vi selv kunde gjøre det. Børn ere nemlig, Gud forlade mig, virkelige Aber. Hvad det ene Barn seer det andet gjøre, gjør det gjerne efter, enten det er godt eller galt. Og just deri, kjære Grander, ligger Hemmeligheden, hvorledes Børn kunne opdrages af Børn. Men den anden Hemmelighed er den, at Forældrene stedse foregaae dem med gode Exempler; thi Ord alene gjøre ikke Sagen klar. Og den tredie og største Hemmelighed er den (og her løftede Gubben paa Huen) at Gud giver sin Velsignelse dertil. Og den skal vist ikke savnes, naar vi have gjort alt hvad der staaer i vor Magt. Dette er alt hvad jeg herom kan sige eder, mine gode Venner og Naboer." Kruset gik rundt og man drak gamle Thors og hans pyntelige trofaste Hustrus, Gyldenbrudens, Skaal, og Børnene og Børne- børnene gik til Forældrene og rakte dem Haanden, og Hjertet fulgte Haanden med. Hvor maa det glæde et godt Barn at høre slig Lovtale af sine Forældre! Og hvormange kunne ikke faae den at høre, naar de blot selv ville. Det er: ved at skikke sig selv vel. Og det Første de da maae gjøre er at staae sine Forældre bi saavidt de kunne, og da især med den Tjeneste mod dem og de mindre Søskende, som vi her have talt om. Saa snart de vise Lysten hertil, til at tjene sine Forældre ved at bære de smaa Søskende paa Armen, at passe dem, muntre, berolige og lære dem, har ogsaa Taknem- melighed mod Forældrene for deres Velgjerninger allerede rørt sig i deres Sjel, og denne viser en Tilbøjelighed til det Gode SIDE: 118 og en Følsomhed for det Rette, som lover alt Godt for dette Barns Fremtid. Lægger Mærke hertil I Børn, som læse dette! Det er en vakker Maade at betale eders Forældre paa ved at hjælpe dem at opdrage eders smaa Søskende. [fotnotemerke] Henrik Wergeland UDLAANINGSBIBLIOTHEKET FOR MENIGMAND Udgiveren henleder Læsernes Opmærksomhed her i Byen paa en af Student Grøndahl stiftet og hos hans Fader Bogtrykker Grøndahl beroende Udlaaningsbogsamling af Andagtbøger og op- byggelige Skrivter, der udlaanes for intet til Menigmand. Denne fortjenstlige Indretning har fundet Sted i nogle Aar, men uden at den er bleven paa langt nær saa benyttet som den fortjener. Og dette er et slet Tegn, saafremt Uvidenhed om dens Tilværelse ikke skulde være Aarsagen. Idet Udg. derfor underretter herom, vil han ikke undlade at anbefale den paa det Bedste til flittig Afbenyttelse. I et følgende Nr. skulle nogle af de Bøger blive nævnte, som især fortjene at søges. En skjændig Udaad er gjentaget Nætterne imellem 8 og 9 Nov. og 1ste og 2den Dec., idet et Steenpostament til offentlig Nytte ved Observatoriet, og saa stort, at mindst to Mænd har maattet til, er væltet fra sin Plads. 10 Spdl. ere udlovede for Opdageren og det er forbudt at fjerne sig fra Veien ind paa Observatoriets Grund. Hvor dobbelt sørgeligt, at heller ikke Indretninger til Folkets egen Nytte og Ære ere sikkre for dets Udskuds skadefro Angreb -- disse Udskud tilhører enten den simplere eller en Klasse, man endnu mindre kunde vente saadant af. Fotnote: Dog vil jeg raade jer, især I Smaapiger, at skifte Arm, naar I bære de kjære Smaa, der maaskee engang skulle gjøre endnu Ufødte samme Tjeneste, saa eders ranke Væxt ikke fanger nogen Byrde. SIDE: 119 Henrik Wergeland No. 22, 17de December 1840 Du kjender dit Huus, hvert Kammer saa vel? Kjend ogsaa og agt din Bolig, o Sjel! REENLIGHED Hvor simpel, net, naturlig, sund, nyttig og indtagende en Dyd! Og dog hvor forsømt og sjelden imellem de simplere Klasser. Dyrene gjøre heri stor Skam paa Menneskene. Den lille Linerle hopper yderst ud paa Stenen for at toe sig i Regnvandet, Katten børster sig med sine Poter, Fugle og Dyr bade sig ideligt og holde sine Fjær og Haar i Orden og fuld Glands. Selv Svinet drives kun af Heden ud i Mudderet, men da dets Skabning er for klod- set til at børste sig igjen, tager det taknemlig mod den, der vil gjøre det, og det trives derefter. Men hvorledes see de Fattig- dommens Børn ud i Almindelighed, som møde os? De kunne være smukke under Smudset; men nu vender man sig med Væm- melse bort, og man undres paa hvilke Mødre de dog maae være, som kunne taale at deres Børn see saadan ud. Snart hævner ogsaa Ureenligheden sig paa den naturlige Tækkelighed, de kunne besidde. Uddunstningen standser under Skorpen af Smuds, Farven gustner og Udslet indfinder sig. Dette er saa skrækkelig alminde- ligt fordi Ureenligheden er saa almindelig. Og hvormeget tabe de Fattige ikke derved? Thi hvorledes skulde Nogen troe, at de ville rette sig i andre Ting eller bruge en Gave eller Fortjeneste godt, naar de ikke engang gide rette paa sig i den simpleste af alle Ting i den at vaske sig? Vand mangler ikke, og der behøves dog ikke saa mange Draaber for at være reen paa Ansigt og Hænder til hver Dag. Nei, som Jeg dømmer, saa dømme Tusinde: at en ureenlig Kone er en Skarns- kjærring, og at et skident Barn allerede er mærket med For- dærvelsens Farve. Ved Ordet "reen" -- siger et svenskt Skrivt -- fæster altid en behagelig Forestilling sig. Tanken indbefatter deri noget Ædelt, Højt, Sandt, Ret, Ubesmittet, Uforfalsket, Uskyldigt og Behageligt. Saaledes anvendes det i religiøse og moralske Henseender. Vi sige reen Gudsfrygt, reen Samvittighed, rene Tilbøjeligheder, rene Hensigter, rene Sæder. Gud sige vi er det reneste d. e. fuldkom- neste Væsen. Derimod tænke vi os altid noget Afskyeligt ved SIDE: 120 det Smudsige og Skidne. Vi sige saaledes om et liderligt og slet Menneske, at han har en smudsig Tænkemaade, vi tale med Væmmelse om urene Hensigter og skidne Ord. Det Rene har altsaa faaet en høi Betydning, det Smudsige en lav og foragtelig. Men ogsaa i sig selv og i det Legemlige indbefatter det Rene altid noget Behageligt. Øjet dvæler med Fornøielse paa en reen- feiet Gaard, paa et skuret Gulv, paa rene Kiørrel, Klæder, An- sigt, Hænder o. s. v. ligesom Ureenlighed, hvor den findes, gjør et modsat Indtryk. Man træder gjerne ind og finder sig vel i et Huus, hvor Alt vidner om Orden og Reenlighed; men man vender sig med Væmmelse bort fra et hvori det Modsatte finder Sted. Saaledes er det da ikke nok, at du har et reent Hjerte, skjøndt dette er det Fornemste; Reenheden maa ogsaa strække sig til den legemlige Deel af dit Væsen, denne Bopæl for din udødelige Sjel; den maa strække sig til den Klædning, hvormed du skjuler dit Legeme, til dit Huus og din Omgivelse. Et reenligt Menneske besidder oftere end det skidenfærdige en aaben og ædel Tænke- maade, thi en gjensidig Virken mellem Aand og Legeme opdages let heri som i saameget Andet saalænge de ere forenede og førend Aanden har brudt sit Fængsel. Ogsaa i den lave Hytte, hvor Reenlighed hersker, møder man glade og venlige Ansigter, Nøisomhed, Ærlighed og livsfrisk Arbeidsomhed. Opsøg derimod Dagdriveren, Drukkenbolten, Forbryderen i hans Rede, og du skal næsten altid finde Skidenhed i Lag med Lasten. Enhver bør vistnok agte Reenligheden, denne Dyd, som giver saameget godt af sig. Men det er især Moderen, Huusmoderen, som har Skam af dens Forsømmelse. Kommer man i en Huus- holdning, omend noksaa knap, og finder Alt, som omgiver En, vel ordnet og reent, saa kan man være sikker paa, at den fore- staaes af en Qvinde, som er sit Kald voxen. Trivsel og Vel- befindende spreder sig der til Mand og Børn, ja vel og til Krea- turene. Thi ogsaa disse vantrives uden Reenlighed. Den Mand er at lykønske, hvis Mage med andre huuslige Dyder forener den Egenskab at holde Huset ved pyntelig Stand og lade Reen- ligheden blive Kronen paa sin Virksomhed. Stor Fattigdom kan vistnok volde Reenligheden megen Hindring og maa lade Pyntelig- heden fare; men der kræves jo kun noget Vand for at rense Klæderne, ihvordan de ere, og det mangler dog, som sagt, ikke. Se Barnet der, som kryber ud af et Hul, hvorfra Stank paa SIDE: 121 langt Hold røber Beboernes Svinskhed og dyriske eller værre end dyriske Liv! Ja værre; thi sammenlign dette Barn, der kan- skee af Naturen er vakkert nok, men nu er skjult af Smuds og ureenlige Filler, med det lille snehvide Lam, som hopper saa muntert om i Græsset, eller med Andungen, som dukker sig i Dammen, og tænk saa efter hvem der taber ved denne Sammen- ligning! Men vask Barnet og viis det frem som det virkelig er og i reenlig Dragt, og du vil faae en liden Engel at see, som taknemlig leer dig imøde. Men dannede Menneskers Modbydelighed mod Skidenfærdighed gaaer i Almindelighed saavidt, at de sjelden give sig saameget af med ureenlige Børn. Naar et Barn ikke engang gider vaske sig, men viser sig Morgen efter Morgen bedækket med tykkere og tykkere Smudsstriber over Ansigtet, med uredet Haar og ellers saaledes som kun altfor mange af vore Forstadsbørn, saa tænker man strax, at det ligeledes er tilsmudset inden i sin Sjel, saa Velgjerninger ville være spildte paa det. Det er strengt, siden det er Forældrenes Skyld alene, men dog er det oftest rigtigt tænkt, og altid som Menneskene tænke i Almindelighed. En god formuende Kone plejede altid at gjemme sine egne Børns af- brugte Klæder til hun tilfældigviis fik see fattige Børn, som trængte til dem. Dog gav hun ikke Betlere og mindst dem, hun idelig saae drive dette Ødelæggelsens Haandværk i Gaden, men, som sagt, Børn, hun tilfældigviis traf paa eller hvis Kaar hun kjendte. Engang saae hun to Smaagutter, som bar Fliser hjem fra Tomten, yderligt usselt klædte og uden Sko i Oktober Maaned. Hun gik til sit Skab for gamle Sager og tog et Par Sko, Strømper og en Trøie frem, og kaldte saa Børnene ind. Til min Forundring gav hun nu baade Sko, Trøje og Strømper til den ene Dreng, og gav mig kun den Forklaring, at denne havde været vasket og kjæm- met, den anden ikke. "Lad mig se du ogsaa holder dig reen, sagde hun til ham, visende ham et Plag, saa skal du ogsaa faae. Du har din Gang heri Gaden, saa jeg nok har lagt Mærke til dig, og skal lægge Mærke til dig fremdeles." "Det var mærk- værdigt at see, fortalte denne fornuftige Kone siden, hvorledes dette virkede paa det Barn, der havde faaet Klæderne. Han var ordentlig en liden Smaaherre i at pudse sit Haar og i at holde sig saa reen som mine egne Børn. Men mener De, at det nyttede med den Anden, som Tiltalen egentlig skulde virke paa? Dagen SIDE: 122 efter gik han nok saa reenvasket forbi og skulede herop endog med en Hanekam i Haaret, og jeg var alt paa Vejen til Skabet; men saa tænkte jeg ogsaa her, at een Svale gjør ingen Sommer, og den Prøve faldt uheldig ud. Den næste Dag havde han ikke vasket sig og den tredie var han saa skiden, at man skulde troe han havde gjorts paa at smøre sig til, og den Smuds sidder der nok endnu." Reenlighed maa blive Vane og Nødvendighed forat blive Dyd. Men Reenligheden forfrisker ikke alene Sindet og hyggeliggjør Livet; den forekommer ogsaa mange Sygdomme. Den usunde, for Andre uudholdelige Luft, som opkommer i ureenlige Boliger, og med Vilje holdes indestængt, indvirker højst skadeligt paa Sundheden, og kan omsider foranledige smitsomme Sygdomme. At Ureenlighed er den almindelige Aarsag til de mellem den simple Klasse saa udbrudte Hudsygdomme, er en kjendt Sag. Derfor bør Enhver ikke alene ved Toening og Bad, hvorved Legemet tillige styrkes og forfriskes, holde sin Hud reen, men ogsaa see til, at Reenlighed iagttages overalt. Saaledes gjælder dette ikke mindre for Krop end for Klæder; det gjælder Ens Bopæl, Huusgeraad og Forraad; det gjælder En selv, hans Børn og Huusfolk. Holdes ikke Bondens Kreaturer reenligt, vantrives de, og er det Tilfælde ved hans Varer, blive de udrøje, ofte ubrugelige, skadelige for Hilsen og ved Udbydning tilsalgs enten reentud vragede eller slet betalte. Reenlighed indvirker saaledes ogsaa paa Ens Velstand. Vore Forfædre forsømte ikke Badningen, dette Sundhedens Hovedmiddel, saameget som den nærværende Slægt. De vare derfor sundere og stærkere. De nærede ikke den ikke sjeldne taabelige Tro, at man ikke bør lære at svømme for at kunne drukne des lettere, om man skulde falde i Vandet engang. De brugte ikke alene det aabne Bad i Strømme og Fjorde, men hver Gaard havde sin "Badstue". Navnet er beholdt, men ikke denne Brug deraf at tage jevnligen varme Svedebad. Dertil kunne vore Badstuer endnu fremdeles bruges, og vort Folk bør igjen optage denne Skik. Ombytte af Linned efter Kaar og Leilighed er en nødvendig Betingelse for Reenlighed. Det er bedre at have den yderste Tarvelighed i Yderplag end at savne nødvendigt Linned, det maa være saa grovt det ellers vil. Med nogen Flid, Andres Hjælp SIDE: 123 og nogle indsparede Drammer, ville vel De være meget faa, som ikke skulle faae et eller to Ombytter. Og det vilde være til- strækkeligt. Linned, som ikke er formeget smudsigt, slides ogsaa mindre i Vasken. Betræffende den Reenlighed, som bør iagttages ved Boligerne, da vil den sige, at Gulvet sopes og skures be- hørigt, Vægge og Døre affejes, og at Luften holdes reen i Op- holds- og Soveværelser. Vilde Almuesmand, og Huusmødrene ikke at forglemme, lytte til disse velmente Raad og følge dem, vilde Enhver visselig finde sig belønnet ikke alene ved det Velbefindende paa Sjel og Le- geme, som følger med Reenlighed og ved Andres forhøjede Ag- telse, men ogsaa ved den Fornøjelse det maa være, selv frisk og rask at kunne forplante disse Fordeele paa den opvoxende Slægt. MENIGMANDS JULEØNSKE FOR KONGEN Trykt i Avdeling I, bind 2, s. 333. Henrik Wergeland OM BLADET Med dette No., som, de 2 Extrablade iberegnede, udgjør Aar- gangens 24, slutter denne. Det vil blive fortsat i samme Retning og til samme Priis. Forat kunne virke noget, er Oplaget betyde- ligt i vort Land, nemlig 4000, men dets billige Priis, l Sk. pr. No., gjør, at mange fleer Exemplarer end hidtil maae afsættes, forat det skal kunne bestaae. Hvert No. fordrer til Trykning og Papir et betydeligt Forskud, foruden de med et Blads Udgivelse for- bundne Smaaudgifter, og alt dette skal nu ind i Skillinger for bare at holde Forlæggeren skadesløs. For meget var det vel heller ikke, om han erholdt noget Overskud for sin Resiko og Uleilighed, hvorved han tillige vilde opmuntres til at spendere noget paa Bladets Ære. Bladets Indhold gjør det dog til enhver Tid anvendeligt; og hertil kommer, at det kan bekommes heftet hos Forlæggeren for 32 ß og indbundet for 36 ß, Porto iberegnet. Til denne Priis kan det altsaa forsendes hvorsomhelst, naar Re- qvisition skeer enten direkte til Forlæggeren eller gjennem Post- SIDE: 124 kontorerne. Almueskolerne og enhver Anden ville saaledes kunne erholde en billig Læsebog, der i sit Indhold udelukkende er prak- tisk og angaaer vor Arbeidsklasse. Passende Bidrag modtages med Erkjendtlighed; og skulde man fra en eller anden Egn holde det hensigtsmæssigt, at Afhandlinger af en speciel Materie ud- bredtes i denne (f. Ex. om et Sogneselskab eller Enkeltmand i Fiskeriegnene vilde belære disses Beboere i denne deres Drift) da vil Udgiveren besørge saadanne udgivet i et Extranummer til en Priis af 5 Spd. for 800 Expl. og for l000 eller flere forholds- viis mindre. Der faaes vel l000 Expl. for de 5 Spd.; men det turde vel ogsaa være i Forfs. Hensigt, at de øvrige Par Hundrede bleve til Udbredelse andetsteds. Politimesteren i Kristiania lod saaledes sin Artikel i Morgenbladet om Betleriet dersteds ud- brede inden den Klasse, den egentlig angik, i et Extrablad. Udgiveren og Forlæggeren takke Bladets Velyndere og Ud- bredere og navnlig Selskabet for Kristiania Byes Vel, der lader et betydeligt Antal uddele gjennem Almueskolelærerne. Ligesaa anbefales Bladet til Dhrr. Postmesteres ufortrødne Fremhjælp. "Fattigmanden", som det endnu ofte kaldes, trænger til enhver Beskyttelse og Understøttelse. Uopholdelig Remisse af denne Aargangs Kostende er derfor nødvendig, ligesom vi udbede os Abonnement af Arbeidsklassen selv, af dem, som sysselsætte den, af Bonde og Borger, af By- og Sogneselskaber, Bogsamlingsfor- eninger, Præster, Værksejere, Haandværksmestere og af Enhver, som har Arbeidsklassens Oplysning og Velfærd kjær og 2 Skilling tilovers hver Maaned for et Blad, som han jo kan give bort og gjøre til et Sædkorn fra sin egen Haand, der maaskee slaaer an mens hundrede andre gaae tilspilde. Det er gjennem Massen, et Blad som dette især virker; men for at skaffe denne tilveje, behøves, som sagt og let at indsee, Almeenhedens kraftige Under- støttelse. Henr. Wergeland. Udgiver. Bogbinder Barlien. Forlægger. Boende i Storgaden. Henrik Wergeland SIDE: 125 REGISTER No. 1. 1. Tiltale til den fattige Klasse. 2. Uforskyldt Mis- kjendelse. - 2 1. Videre Tiltale til den fattige Klasse. 2. Exempel paa Fordelene af huuslig Flid og Orden. 3. For- domme om Brændeviin. - 3. 1. Endnu et Ord. 2. Tiggeren og Fætteren. - 4 -- 5. 1. Tale om Drukkenskabens Last. 2. Fire Drambiter. 3. Simpelmands Viisdom. 4. Haandværkeren og Bonden. 5. God billig Mad af Potetes. - 6. 1. Er det en Skam at være fattig? 2. Brevvexling med Nils Toskerud i Bærum om en Uskik. - 7. 1. Tidens Værd. 2. Rumfords økonomiske Seng. - 8. 1. Letsindige Ægteskaber. 2. En Uskik. 3. Statio- nerne. - 9. 1. Skolelæreren. 2. Svøben. - 10. Om syndig og smudsig Tale. - 11. Hvor snart det gaaer? - 12. 1. Levende Advarsler. 2. Selvmord. 3. Den Rum- fordske Suppe. 4. Den glade Haandværker. - 13 -- 16. Pligter mod Dyrene. - 17. 1. En svensk Nils Justesen. 2. Vaskerkonen. - 18 -- 19. 1. Skaden af Processer. 2. Pøbelen i Kristiania. 3. Fattige Familiers og Børns Arbeidsomhed. 4. Fat- tigmands Freidighed. - 20 -- 21. 1. For Børnene. 2. Gode Forældre, gode Børn. - 22. 1. Reenlighed. 2. Menigmands Juleønske for Kongen. Extrablad A. Om Betleriet. Extrablad B. Til Arbeidsklassen om Pøbelen. SIDE: 126 Henrik Wergeland No. 1, 15de Januar 1841. Se Vellyst bag, naar hun gaaer bort, ei foran, naar hun kommer. Du faaer da see en Lime sort for Rosenqvistes Sommer. LAANEBIBLIOTHEKET FOR ANDAGTSBØGER De lange Aftner ere der, og mon ikke da ogsaa Tiden, da Bøger beqvemmest lode sig have i Haanden? De forkorte ikke alene disse Afteners lange ørkesløse Stunder, men kunne for- vandle dem til skjønne Morgener for Sjelene, saa at det engang dages i dem. Jeg vil da indløse et Løfte fra forrige Aar og igjenerindre Bladets Læsere her i Byen om den lette Adgang de have til at skaffe sig saadan Læsning fra Bogtrykker Grøndahls kristelige Udlaaningsbibliothek, hvor flere hundrede Nummere hver Onsdag og Lørdag fra 1 til 3 staae Menigmand til Tjeneste uden Betaling naar en vederhæftig Mand kun indestaaer for Bøgerne, om de forkommes eller beskadiges. Og den Tjeneste gjør nok en god Nabo eller Bekjendt Enhver, som bare ytrer Ønske derom. Benytter Eder da af denne Indretning, saa dens veldædige Hensigt og Virkekraft ikke forspildes, som Kilden der uhørt og usmagt henrisler i sit Dyb. Naar Ingen tørster kan Kilden være ligegyldig med al sin Sødhed og Friskhed; men Tørsten efter Oplysning i det Vigtigste for alle Mennesker og efter den himmelske Trøst, som Religionen yder, er det helse- bringende at vække og tilfredsstille. Forsøger da med nogle af de Bøger, jeg her vil nævne som de bedste, og en Smag efter Mere vil nok vækkes, hvis Tilfredsstillelse vil være Sundhed og Styrke for Eders Sjele. Søger, skulle I finde, hedder det; banker SIDE: 127 paa, saa skal der oplades. Banker da ogsaa engang paa hos Laangiveren, saa vil der oplades for Eder med venlig Haand, og søger Eder ud en af disse og andre Bøger i hans Hylde, saa skulle I finde Trøst, Husvalelse, Haab, ny Styrke og Aandens Opløftelse. Saaledes f. Ex. i Arndts sande Christendom -- Balles Søn- og Helligdags-Læsning -- Birchs Bibelhistorie -- Bruns hellige Taler -- Børnesange -- Brorsons Psalmer -- Efterretninger om Evan- gelii Fremgang -- Eusebii Kirkens Historie -- Franckes Levnet -- Guldbergs Breve -- Gellerts moralske Forelæsninger -- Grundt- vigs Prækener og Sangværk -- Hanssons Levnetshistorier -- Hertz- bergs Oversættelse af Bretons Reise med hans Levnetsbeskrivelse -- Hesselbergs Tale ved den store Grav i Grue -- Holbergs Kirke- historie -- Jerusalems Betragtninger -- Christi Efterfølgelse -- Krummachers Bibelkatekismus; hans kristelige Almueskole og hans Søndag -- Lammers's Psalmeskat og hans Uddrag af Kirkens Hi- storie -- Luthers Postiller; hans Forklaring over Bønnen, sande Kristendom o. fl -- Levnetsregler -- Lillelunds Kirkehistorie -- Mynsters Betragtninger og Prækener -- Møllers Veiledninger og hans Forklaring o. s. v. -- Kristeligt Maanedsskrivt -- Oberlins Levnet -- Retzius's Livets Vei -- Rothes Kirkeaar -- Rohmanns Reformationens Indførelse -- Rønnes Beretninger -- Saxilds Psal- meudvalg; hans Julegave for Børn -- Sartorius's Forelæsninger -- Stenersens Reformationshistorie -- Schultzes Prækener -- Sherlocks Betragtninger og hans Tanker -- Sturms Prekener og hans Betragtninger -- Speners Kristendommens Øvelse -- Sig- wardts en Kristens Forhold i Trang for Brød -- Sporons Hoved- lærdomme -- Bog for Søfolk -- Tankesprog -- Veiledning til gudeligt Levnet -- Wexels's Prækener; hans Betragtninger, For- handlinger med Postrøveren, Andagtsbog, Bibelhistorie og Jule- prækener samt N. Wergelands Liigprækener over Bønderfolk. Foruden disse og flere kan ogsaa Nytestamentet og Bibelen erholdes, ligesom ogsaa vor gamle Nationalhistorie Snorro Sturle- son er opført i Fortegnelsen. Bladet udkommer, som man seer, fremdeles, uagtet dets Af- sætning ikke hidtil har dækket Omkostningerne. Det udkommer da i Haabet om at den fremtidige dog vil gjøre det, og om at SIDE: 128 saavel de, som staae til Rest for forrige Aargang, uopholdelig ville remittere, som at andre Flere ville anskaffe sig den af det betydelige Oplag, som endnu haves, og hvis Størrelse man frem- deles ikke har troet at burde indskrænke, om Bladet skal kunne virke noget. Dets Indhold gjør det lige brugbart og skikket til Udbredelse og Anvendelse som Læsebog uden Hensyn til Aar- gangen. Henrik Wergeland No. 2, 15de Februar 1841. Den rette Sædetid er første Ungdoms Alder. Det fæster dybest Rod, som først i Hjertet falder. FORDÆRVET UNGDOM At gjøre den tilvoxende, Børnenes, Slægt bedre og lykkeligere og derved at redde den for sig selv og Samfundet, saa ikke saa- mange af den opsluges af Strafanstalterne eller fortabes udenfor disse i syndfuld Elendighed, som nu skeer af den gamle Slægt -- det er Børneasylernes Hensigt. Asyl betyder et Fristed. Det skal være et Fristed for Arbeidets og Armodens endnu uskyldige Børn. De skulle unddrages den øde Hytte, som Forældrene maae forlade de fleste Timer for det daglige Brøds Skyld, unddrages det til sig selv overladte Ophold paa Gaden, og i Asylets venlige Bopæl skulle de, i muntert Samqvem med talrige Jevnaldrende, overantvordes kjerligt Tilsyn, undervises og bibringes Sands for en sædelig, reenlig, ordentlig og bedre Levemaade. Saaledes har man troet at raade Bod paa Afsavnet af Forældrenes Pleje og at lette fattige Forældre Omsorgen for deres Børn. Men kunne Forældrene ganske yde sine Børn Tilsyn, Pleje og Opdragelse, forbliver Hjemmet dog det bedste Asyl, og for disse lykkeligere Børn bør derfor Asylerne ikke aabne sig. De tilhøre kun den virkelige Armod, de ere kun Hjælpeindretninger for denne, og ikke indstiftede forat slappe de naturlige Forpligtelser og Baand, forat lukke det bedste og skjønneste Asyl: det inden Moderens Arme. Den mylrende Mængde i vore Asyler viser dog hvormange der dog tiltrænge dem, og er dette end ikke SIDE: 129 i sig selv behageligt, er det dog tilfredstillende, at de dog ere til. Thi ve disse Børn, om Asylerne ikke vare! Saa gode Gemytter, som der skinner igjennem disse hundrede smaae reentoede An- sigter paa Bænkene der, saa har man dog under Beskjæftigelserne, navnlig ved Grønlands Asyl og Skoleindretning, opdaget Aar- sager til Fordærvelse, som vilde være nok til at anstikke den hele Slægt. Man skulde troe, at have fundet lutter blød god Jord at arbeide i i denne Ungdoms Hjerter; men desværre man har selv mellem dem truffet paa Stene, saa haarde at Menneske- kjærligheden træt og fortvivlet kunde bringes til at standse i sit Arbeide, ja har maattet opgive disse Enkelte og søgt at faae dem, saa unge de ere, afsondrede inden Strafanstalterne forat de ikke skulle fordærve de mange uskyldige. Forældrenes Van- art er en frygtelig Fare for Børnene, men hvorfra de dog for en stor Deel kunne reddes gjennem Asylerne; men Faren er frygte- ligere naar Lasten findes hos Enkelte mellem Børnene selv, naar den fuldmodne Forbryder har hjemme imellem sine Jævnaldrende paa Skolebænken, som han flyer for desfriere udenfor at for- plante sin Fordærvelse. Det er, som berørt, Tilfælde med vort største Asyl, det paa Grønland, at dermed er forenet en Almue- skole for det tilgrændsende stærkt befolkede Forstaddistrikt. Det samme Huus omfatter altsaa en talrig Ungdom fra de spædere Aar og ligetil Konfirmationsalderen. I de egentlige Skoleaar, i Drengealderen, er det man har opdaget Personer, hvis Fordær- velse, begyndt i en Tid da intet Asyl kunde hjælpe paa den slette Opdragelse i Hjemmet, allerede stempler deres hele Liv som hjemfaldet Vanæren og Straffen, om et Frelsensmirakel ikke vil foregaae i deres Sjele. Erfaringer ere dog altid gavnlige ihvor smertelige de ere. Man bør kjende Dybden af det Morads, man vil udtørre. Kjends- gjerningernes stærke Sprog bør tale og de navngivne Exempler advare Masser i vor Byes Forstæder, saa de vogte sine Børn og faae Øinene op for hvor vidt det dog er kommet med Enkelte imellem dem, og hvor nødvendigt det dog er, om de lyttede til det i dette Blad saa ofte givne Raad, indbyrdes selv at holde de Slette i Ave, der saa uendeligen skade den hele Klasse, hvortil de høre. SIDE: 130 Den 4de Januar d. A. var, ifø1ge trykte Sedler, alle de Grøn- lands Asyl- og Skoleindretning vedkommende Forældre og Børn indkaldte til Sammøde med Sognepræsten, som alvorligen lagde Forældrene deres Pligter paa Hjerte med Hensyn til at lade Ind- retningen komme deres Børn, efter Hensigten, tilgode. Dette Møde gav da Anledning til den Opdagelse, at der gaves skole- pligtige Drenge, hvoraf Fire navngaves [fotnotemerke] , som allerede, og det tildels gjentagne Gange, havde været paa Tugthuset for Tyverier, og som havde erklæret, at de heller vilde gaae did igjen end i Skolen. Det er gyseligt at tænke sig; men det er den sørgelige Sandhed. Forældrene vedgik disse Erklæringer af Børn, som de ikke længer formaaede at raade og styre. Den ene Dreng, som paa Moderens Anmodning, fordi han slog og bed hende, var bleven sendt i Opslo Arrest, hvor Faderen sad, havde der for- gjæves faaet legemlig Revselse af denne; og senere vare baade han og Forældrene blevne tiltalte af Byens Politimester. Han afgav dog sin frygtelige Erklæring heller at ville gaae tilbage i Tugthuset end i Skolen. Han holdtes nogle Nætter med For- ældrenes Tilladelse tilbage i Indretningens Lokale, men han und- veeg, stjal paa Gaderne og bortbyttede for Brændeviin de Klæder, han havde medhavt fra Tugthuset. Den Opklædning, de der erholde, synes endog at være en af Aarsagerne til det lidet Af- skrækkende, den beskjæmmende Straffeanstalt har for dem. Den Time, en Kamerad skal ud, samles flere af den unge Forbryders Jevnlige nær Tugthuusporten. Den aabner sig og han kommer opklædt ud, og det bærer da afsted i vild Lystighed til et Skjul- sted, hvor Drengene beruse sig og uddele sine Roller og Jagt- strøg for Tyverierne ligesom man kan tænke sig i en fuldstændig Røverbande. I en Lade paa Leret fandt saaledes hiin Drengs Moder sin Søn nogle Dage efterat han var kommen ud af Tugt- huset spillende og svirende med endeel Jevngamle, som havde samlet sig om sin Mester "Gaa F -- ivold med dig!" var Sønnens Svar, da Moderen bad ham at følge med hjem. "Hvad vi har her af Penge og Noget at leve af har jeg ikke faaet af dig!" Fotnote: Ole Christiansen, fra Enerhaugen, 15 Aar; Paul Jacobsen, fra Nygaden, yngre end den Forrige; Jens Johnsen, fra Leret (meest berygtet under Navn af Jens Bager) og Martin Dyresen sammestedsfra. De nævnes, fordi det er Udgiverens Hensigt at overlevere dem dette Blad, og det maaskee kan virke noget paa deres sløvede Æresfølelse at de see sig allerede saa bemærkede. SIDE: 131 Skulde man ikke efter Sligt næsten kunne ønske, at den gud- dommelige Retfærdighed maatte ogsaa have gjennemtrængt den døde Natur, saa Væggene kunde indstyrtet og begravet den hele Helvedesyngel? Eller skulde det ikke være bedre at tænke, at Gud straffer slette Forældre med ugudelige Børn? Moderen sneg sig grædende bort, Forældrene erklærede for Politimester, Præst og Bestyrelse, at de ikke formaaede mere over sine Børn, og Bestyrelsen havde da intet andet tilbage end at kræve den haarde Lovgivning sat i Kraft, som befaler, at Børn, der modvilligen for- sømme Skolen, skulle hensættes i Tugthuset for der at lære sin Kristendom. Det er en skrækkelig Skole; og dette samt Ube- kjendtskab til de Midler, der forhen forgjæves vare blevne an- vendte, lod vel vedkommende Dommer endnu engang anbefale dem til præstelig Formaning; men Præsten erklærede, at saa mange og tiltalende Formaninger, som han havde kunnet for- maae, vare blevne dem givne -- at det er nødvendigt, at der anvendes Lovens Strenghed til enkelte Tider og Personer, og at der, "forat faae saadanne forulykkede Personer overbeviiste, maa Andet til." Og dette Andet er Tugthuset, Skjændselens og Straffens Hjem- sted, Slaveriets Forsal. En Præst, der ligesaavist under sin Al- vorlighed skjuler det ømmeste Sindelag for den Fattige og for Børnene, som under sin Kaabe den hjælpsomste Haand, og som har Vægt i sine Ord og mere end almindelig Afsky for at et Menneskes Frihed skal gaae forloren -- han har med blødende Hjerte maattet henvise dertil som til det eneste menneskelige Middel, der endnu stod tilbage. Og det vel neppe forat redde, men kun forat befrie Samfundet og navnlig deres Jevnaldrende og Lige for disse unge Udskud, ligesom det skabbede Faar maa fjernes, forat den hele Hjord ikke skal besmittes. Om slig Ung- dom synes det ogsaa sagt og skrevet: "det var bedre at en Mølle- steen var bunden om din Hals og du saa udslængt paa Havet." Fordærvelsen er langtfra indskrænket til enkelte eller saa faa Personer, som her ere paapegede. At see saa fulde Smaagutter, at de maae bringes paa Raadstuen er ikke sjeldent. I det sne- digste Tyveri, Lommetyveriet, og i det dristigste: paa lys Dag at stjæle i Husene, i Værelserne og paa Gangene, ere mange af disse, dels fuldvoxne, dels endnu yngre, Drenge, vel bevante. Uden Oplysning, som Betlervanen har gjort dem det modbydeligt SIDE: 132 at erhverve, ere de tillige uden al Samvittighed eller Tanke om at det er Synder de begaae, naar de stjæle fra Den, der nys har givet dem Almisse, snappe Tegnebogen fra en Bonde eller hjælpe til ved røversk og voldsomt Overfald. En Mængde Gjer- ninger, som godtgjøre, at intet i denne Skildring er overdrevet, staaer mig tilrede; men det er klart, at en Frækhed og For- vorpenhed, som ovenskildrede ikke kan staae alene hos hine 4 Personer, men støtter sig til og henter sin Næring fra en al- mindeligere udbredt, fra Medhold i Gjerningen hos andre ligesaa Dumdristige og fra en udbredt Slaphed i Samvittigheden og den sædelige Følelse og en Forvirring i Begreberne om det Syndige og Nedrige. Den Stolthed af sine Misgjerninger, som man ofte hører om hos store aldeles fortabte Forbrydere, der finde et op- mærksomt Publikum inden Strafanstalternes Vægge og en Slags Udmærkelse i at maatte lænkes stærkere end de vildeste Dyr -- denne mærkværdige, sørgelige Aandsforvildelse har allerede ud- viklet sig hos vore Forstæders unge Forbrydere. De have sit Anhang mellem Ældre og Yngre, sine Øgenavne, sine Historier om heldige eller uheldige Foretagender. Og dette vide de Om- boende kun altfor vel. Komme to Nabokoner i Trætte, er det første Vaaben gjensidige Trudsler om at røbe de Ugjerninger, som ere blevne skjulte under hver af deres Hytter. De ere omtrent som to Ulvinder der holde hinanden i Ørene, og Tilhørerne erfare kun dunkle Hentydninger paa alle Tyveriets og Hæleriets Hemme- ligheder. Kunde det blive udført, at de Mænd, som have mange Arbeidere, lode disse boe i barakkelignende Bygninger, hvor hver Familie havde sin afsondrede Beqvemmelighed, der betaltes ved Afdrag i Arbeidslønnen, vilde det lettere Opsyn forbedre meget i hine Henseender og i Arbeidsklassens sædelige og huus- lige Kaar. Den Arbeider, Ejeren havde mest Tiltro til, anbe- troedes det daglige Opsyn over den Barakkelængde, han boede i, og hvis Befolkning kun skulde bestaae af Arbeidere, som ellers maae leje sig frem, og da ofte tage tiltakke med Huller, hvor ingen huuslig Orden og Reenlighed saa let kan finde Sted. Men ogsaa som det nu er, ville de ærlige og retskafne Ar- beiderfamilier kunne udøve det bedste Politi. De kjende de An- stukne; og det kan neppe være andet end den Fattiges Med- følelse for den Fattige, som gjør dem saa uvirksomme til at rense sin egen Klasse for dens Udskud. Fik disse at føle, at de vare SIDE: 133 foragtede, ikke taalte, og angivne af sine Lige, var det forbi med Forbrydelsens Frækhed og Dumdristighed. Og kom hertil strenge legemlige Straffe for unge Forbrydere før man skred til at ind- sætte dem i Tugthuset, vilde hine tidlige giftige Udvæxter paa Samfundet maaskee finde sig formeget beskaarne til at trives saa frodigen, og Forbrydelsen lære, medens det endnu er Tid, at den i sin Fremvæxt kun bringer sin egen Ulykke, et Livs lange Elendighed, til Modenhed. Og især for sine egne Børns Skyld burde Arbeidsklassen være nidkjær i at paasee, at For- dærvelsen ikke erholdt saadan Tilvæxt imellem dens Unge, saa- dant Tilhold i dens Hytter. Men, i Himmelens Navn, hvad Tillokkelse har da Tugthuus og Slaveri for denne Ungdom, som iler dem med saa vanvittig Be- gjærlighed imøde? Og det maa dog blive Enden. Eller rettere sagt, Tugthuset har jo allerede været Begyndelsen; og Livsslave- riet, et Steenbuurs Gravhvælving eller Skafottet og Steilen maa da, efter al menneskelig Rimelighed, blive Enden til en saadan Begyndelse. Eller troe de, fordi de vide, at mange Forbrydelser forblive ustraffede, at dette Udfald paa et Liv, der saa tidlig og ganske og aldeles og blindthen, skjøndt med Beslutning, indvies Forbrydelsen, kan være uvist? Og troe de kanskee ikke, at An- geren engang vil komme -- en lang Anger, som vil vare fra at Livsslavens Lænker spændes om det endnu unge Bryst og til Døden løser dettes Livsbaand? Taler ikke Samvittigheden, saa lad dog Klogskaben tale! Og den kan ikke andet end kalde det en afsindig Daarskab, at ville bestemt forvise sig selv fra ærlige og frie Menneskers Samqvem, fra Udsigter, fra et Haab om nogen- sinde at kunne nyde et fornøiet Øjeblik, ja maaskee fra Dagens Lys og Guds blaa Himmel, men derimod banlyse sit unge Liv ind i Skjændselens, Straffens og Fortvivlelsens mørke Hjemsteder. Hvor er det muligt, at Hyttens Ly ikke skulde være behageligere end Fængselets? Dens Arnes Varme ikke behageligere end Sla- veriovnens? Hvor er det muligt, at Fangens Brød bag Gitteret kan smage bedre end den fri Arbeidsmands? at Tvangsarbeidets Sved og Hvile kan være at foretrække for det fri Arbeides? Udsigten til en Steile herligere end til et grønnende Træ udenfor sit eget Hjem. SIDE: 134 Sit eget Hjem? Ja, der lever ingen Dreng, som ikke kan have Haab om engang at eje sit eget Hjem og med et grønnende Træ udenfor, om han vil. Men ved Forbrydelser og Foragt for at erhverve de simpleste Kundskaber forbedrer aldrig Fattigdommen sine Kaar. Det er kun tilsyneladende, at den gjør det ved en enkelt lykket Forbrydelse. Det er et fortvivlet Spil, hvori den altid taber tilsidst, medens den ærlige Flid er vis paa altid at lægge Skillinger op. Men skulde det være Fattigdommens Bitter- hed, som frister til denne fortvivlede Kamp mod Guds Bud, mod Forældres og Læreres Formaninger, mod Statens og Lovens stærke Magt og mod Guds og Menneskenes Retfærdighed, da -- hvor kunne alle de tusinde skrækfulde Exempler glemmes paa hvorledes det gaaer saadanne Syndere? Hvor kan Fattigdommen glemme, at det dog staaer i dens Magt at eje de ypperste Goder: Guds Fred, Menneskers Godhed, Frihed og borgerlige Ære -- ja at vel heller ikke Føde, Huusly og Klæder, ja Ægtefælle og Hjem, er noget uopnaaeligt for den Flittige og Ordentlige? At glemme dette og tænke, at det ikke er saa stor Synd at jevne paa Fattigdom ved Forbrydelser, vilde jo omtrent være at troe, at Gud kan have tildelt de fleste Mennesker trange Kaar for at der skulde blive desflere Tyve og Kjeltringer? Og sandelig denne vanvittige Tro synes allerede undfanget i et Liv, der kan begynde med at erklære: heller Tugthuset igjen end Skolen! Henrik Wergeland No. 3, 26de Februar 1841. Tæm Lysten, naar den luer op i Barmen at ei den qvæler dig i sin Omarmen! HVAD DRUKKENSKAB GJØR (EFTER ET NORDAMERIKANSK BLAD) Ønsker du at tørste som i den brændende Ørken, saa bliv en Dranker; thi jo oftere og jo mere du drikker af Pæglen, des tør- rere bliver din Tunge og din Mave des ligere en Bagerovn. Vil du hindre dem, som søge at fremme dit Vel, fra at naae deres Maal, saa bliv en Dranker, og du skal ganske vist gjøre alle deres Anslag til Intet. SIDE: 135 Vil du paa det Kraftigste modarbeide dine egne Anstrengelser for at blive nyttig i Verden, da bliv en Dranker, thi da vil Alt slaae dig feil. Vil du gjøre alle dem til Skamme, som bestræbe sig for at be- fordre din Ære, din Lykke og Velfærd, da bliv en Dranker, og du vil paa den sikkreste Maade triumfere over dem Alle. Har du besluttet at vorde ret fattig og ussel, da bliv en Dran- ker, og du vil snart blive nødlidende og uden en Skilling i Lommen. Vil du, at din Familie skal sulte og fryse, saa bliv en Dranker; da kan du paa den nemmeste Maade faae Ende paa ethvert Middel til dens Underholdning. Vil du vorde en Spillebold i Skurkers Hænder, bliv en Dranker; thi derved letter du dem i Arbeidet. Vil du bestjæles, bliv en Dranker; thi da giver du Tyven dit Huus og din Lomme ivold. Vil du sløve dine Sandser, bliv en Dranker, og du skal snart blive blegøjet og dummere end et Æsel. Vil du vorde afsindig, saa bliv en Dranker, og du er da paa ret Vej til Dollhuset. Vil du være uskikket til at føre en fornuftig Samtale, saa bliv en Dranker, og du skal snart kun tøve i Ørsken. Vil du blive en Lazarus, da bliv en Dranker; thi Drukkenskab er en Moder til Bylder og alskens Uhumskhed. Vil du ødelægge din Salighed, saa bliv en Dranker; thi til- intetgjort Aandskraft er sikkerligen udelukket fra Himlene. Vil du blive en Selvmorder, da bliv en Dranker; thi det er Maaden at styrte sig i Fortvivlelse paa. Vil du give dine Daarskaber eller betroede Hemmeligheder til Priis, saa bliv en Dranker; de skulle udflyde af dig eftersom du tyller dygtig i Struben. Er du begavet med store Legems Kræfter og blomstrende Sund- hed, og er denne Himmelgave dig ei tilpas, saa bliv en Dranker; thi en saa mægtig Modstander, som Brændeviin, vil snart over- vinde begge Dele. Vil du være af med dine Penge, uden at vide Maaden hvor- paa, da bliv en Dranker, og de skulle forsvinde som Duggen. Ønsker du snarest muligt, fra en fri Mand at blive Lem af et Arbeids- eller Fattighuus, da bliv en Dranker; thi du vil SIDE: 136 da snart blive funden paa Gaden og uskikket til at sørge for dig selv. Har du besluttet at banlyse al indvortes Fred fra din huuslige Kreds, saa bliv en Dranker, og Tvedragt med sin hele Række af Elendigheder vil snart indfinde sig hos Dig. Vil du tabe dine Medborgeres Tillid, saa bliv en Dranker; thi hvor lidet du end tænker derpaa, ere Alle enige i, at Den, som ødelægger sig og sin Familie, maa have meget let forat ødelægge Andre. Vil du sætte dig i den Nødvendighed at skye dine Kreditorer, da bliv en Dranker, og du skal snart nødes til at snige dig igjen- nem Smaastræderne og undgaae Hovedgaderne indtil Bytjenerne dog finde dig. Fryder det dig at indkaldes for Politiet, saa bliv en Dranker, og du vil ofte nyde denne Fornøielse. Vil du vorde en Last paa Samfundet og en Skamflek paa det menneskelige Selskab, saa bliv en Dranker; og du skal snart vorde en hjælpeløs, lastefuld og beskjæmmet Døgenikt. Vil du, at Enhver skal foragte Dig, saa bliv en Dranker; thi agtværdige Folk nærme sig da heller en Møgdynge end dig og dit Huus. Henrik Wergeland DE KRISTNES JAGGERNAUT Jaggernaut er de hinduiske Ostindianeres forfærdeligste Afgud. Paa en uhyre Vogn sættes Afgudsbilledet, og saa slæbes det af- sted gjennem den mylrende Folkemasse og Enhver er glad ved at kunne komme til at faae trække et Stykke i et af Taugene. Det holdes ogsaa for en priselig Gjerning, der forvisser om Salig- heden, at kaste sig under Hjulene forat sønderknuses. Da be- væger Toget sig raskere og Jubelen bliver vildere, naar En, af Kjede til Livet eller i religiøst Vanvid, kaster sig foran Hjulene. Dette synes os nu puurt Galskab, og dog have vi en Jaggernaut, der tilintetgjør endnu flere Offre end hiin hedenske; og denne de kristne Europæeres Jaggernaut, som er omgiven med endnu flere tusinde vanvittigen Jublende, er Brændeviinsflasken. Ingen Afgud paa Jorden har flere og ivrigere Dyrkere. De fleste Mennesker have dandset om hans Alter, og Mange forlade det SIDE: 137 ikke mere før de tumle og knuses, før Ære, Sundhed, Velfærd og huuslig Lykke tilintetgjøres og den sidste Sjelskraft radbrækkes paa det ynkeligste. En engelsk Kunstner har fremstillet Fylderiet og dets Følger paa en Tavle saaledes: Det viser sig i Jaggernauts fæle Skik- kelse, ført af en umaadelig Skare Elendige igjennem en Egn, som bedækkes af en skummel Taage overalt hvor Toget er gaaet frem, og igjennem den skimtes Galger med Hængte i, afbrændte Huse og mange andre Tegn paa Forbrydelser og Elendighed. Den Egn af Landet derimod, hvor Fylderiet endnu er ubekjendt, viser sig riig, yndig og solbeskinnet. Og mon ikke hos Os ogsaa Forholdene ere temmelig lige? Har vi ikke Galger, saa have vi Selvmordernes Træer og Stolper, Dolhusets Sprinkler, Liigfærd, forfaldne Hytter, Betlernes Nøgenhed og Slavens Lænker; og man skal ikke kunne klage over at vor Jaggernaut ikke lønner sine Dyrkere eller ikke efterlader sig Mærker. Men ned med den knusende Afgud! ned med Jaggernaut! ned med Flaskens Herredømme! Den har regjeret og er bleven dyrket længe nok og har knust Offere nok. Jaggernaut siges dog at gaae meer og meer af Mode imellem Hinduerne -- lad det ogsaa blive Tilfældet med vor! Henrik Wergeland ARBEIDERENS MORGENTANKER (Oversat). Naar Arbeideren staaer op om Morgenen, veed han, at han ikke er vaagen alene, men at Herren den Almægtige er opstanden tilligemed ham, og han siger i sin Sjel: Gud seer mig! Han beder saa i sit Hjerte: Herre! Du, som hersker i Himlene, og sætter din Fod paa Jorden, at den maa bære Frugt, giv ogsaa mig, din Tjener i det Ringe, at jeg maa bære Frugt idag! Morgenrødens Dug har du udspændt over Befæstningen og Solen har du kaldet frem af sit Telt; hele Dagen skal den van- dre i det Høie og tjene dig, og den skal lyse over alt det Skabte paa Jorden -- saa give Du ogsaa mig, hele Dagen at vandre for at tjene Dig i det lave Støv hvor Du har sat mig! Dig tilbeder Solen i sin Glands, men jeg bøjer mig for Dig i min Sjels Mørke, SIDE: 138 bedende, at du sender mig Aandens Lys til at gjøre alt vel. I mit Hjertes Inderste frygter jeg Dig. Send mig af Naade din Aands Lys at styre mig i det Rette, at jeg i Arbeidet gjør det som godt, fornuftigt og gavnligt er! Men du, Herre, se til mit Arbeide med Behag; thi forgjæves bliver min Sved, om ikke din Barmhjertighed nedsænker sig over den med himmelsk Svale, og forgjæves skulle mine Arme røres og mine Hænder beflitte sig, om du ikke seer i Naade til min Gjerning og giver det Lykke, Herre! Hvad er vel en stor Bedrivt, om den begyndes uden Forstand og fortsættes uden Klogskab? Og om det endog begyndtes med Forstand og fortsattes med Klogskab -- hvad er det, om det ikke gjøres med den hellige Villie at udføre hvad der gavner Menneskene, en Selv og Andre, saa som Herren, skuende ud fra Himlens Klarhed, elsker at see Menneskenes Værk paa Jorden? Thi tusinde Gjerninger kunne bedrives, som ere onde og skade- lige. Forkasteligt og afskyværd bliver da Arbeidet; Klogskaben, som bruges til Udførelsen, bliver foragtelig og Forstanden en Daarskab. Derfor, o Herre, give du mig af din høieste Naade, intet Værk at foretage, som kan kaldes ondt og skadeligt; thi da blev min Møie ikke blot forgjæves, men en Synd for dine Øine. Altsaa beder jeg dig, at du beskjær mig en god Vilje til at fly al ond Gjerning, men alene til at paabegynde god Idræt. Der- næst beder jeg dig om Klogskab og Forstand. Thi du alene kan give og kan beskjerme min Sjel mod daarlig Iid. Maanen skinner over mørke Dale, og dens Lys synes herligt; dog, naar Solen opstaaer, blegner Maanens Glands; og den hænger der som et hvidt Lin. Men som Maanens Lys overgaaer Dalens, og Solens overgaaer Maanens, saa overgaaer din Aands Lys al Solens Glands og den bliver som det blege Lin imod Aanden. Giv mig derfor Lys af din Aand, Herre! saa har jeg Forstand, og al Dagen, som stunder til, skal jeg arbeide i det Værk, at tjene Dig, Menneskene og mig. Vil du, saa send mig Helse og Glæde. Hvorfor skulde jeg sørge, da Guds Øine ere henvendte paa mig og de Hellige vogte mig usynligt, men sikkert? Dog kan jeg ikke selv give mig Glæde, om du ikke af Mildhed svaler min Sjels Hede og omskaber mit Hjerte til Fred. Derom er nu min Bøn. SIDE: 139 Ikke heller kan jeg selv give mig Helse uden du holder mig oppe i din Styrke. Jeg har ingen Ret til at faae være frisk; men handle efter din Kjærlighed, og se i Miskundhed til ham, Du har skabt! Hold mig fri fra onde Tanker og al Mørkets Lyst! Ned- dæmp Begjæret til syndig Svælgen! Da, Herre, veed jeg, din Naade er stor mod mig og den hele Dag skal jeg faae leve med Helse og Lyst. Henrik Wergeland SIMPELMANDS VIISDOM 1. Plog i Brug blinker; -- stille Vand stinker. 2. Ærlig Mands Sagt -- godt som Kontrakt. 3. Fornøjet Sind -- gjør Vand til Viin. 4. Nar og Penge -- forliges ei længe. 5. Ungdom lad -- Alderdom uden Kjole og Fad. 6. Øst, Vest -- hjemme bedst. 7. Regning klar -- Vens Bevar. 8. Godtkjøb -- Tyv der løb. 9. Seet Lyn ei slaaer. -- Seet Fare gaaer. 10. Glad Sjel -- lever altid vel. 11. God Nabo -- god Morgen. 12. Tidlig i Seng, tidlig i Brog -- gjør Mangen sund og riig og klog. 13. Bygge for høj, bygge for bred -- lækkreste Middel at ud- armes ved. 14. Paa Narrenæse og Kjæklertunge hænge Prokuratorens Pengepunge. 15. Stundom kan Nøden vel lidt ind til Fliden kikke; men komme indenfor, det vover den dog ikke. 16. Gud gav mig Nødderne og mine Tænders Række. Han knækker mig dem ei; jeg smukt dem selv maa knække. 17. Af overvættes Lyst tidt Sorg man fremstaae seer. Selv Øjet græder, naar man altfor heftigt leer. 18. Hvo Torne strøde paa den Vej, han selv har kaaret, sig ei beklage maa, naar de hans Fod har saaret. 19. I Skoven Øxen drev vist ei saa let sit Spil, om ikke Skoven selv den Skaftet gav dertil. 20. Mens man det Onde gjør, man endser det ei stort. Hvor stort det er, man seer først ret naar det er gjort. Henrik Wergeland SIDE: 140 No. 4 -- 5, 5te Marts 1841. Kan du en Kunst, over Land, gjennem By, fri kan du flyve som Fugl under Sky. VÆVERPIGEN Flittig Spinderske spinder Huus af Hytte! Saa tidt hun vil kan hun Linned bytte. Man siger, at naar Normænd, som ere blevne gamle i fjerne Lande, faae høre en norsk Melodi, en Halling eller "Længje venta Lourdags Qvellen" eller noget andet Lignende, bliver deres Hjerte blødt, de kunne briste i Graad, og bag de taaredunkle Øine staaer Hjemmet med alle sine Erindringer i saa frisk en Glands som disse Taarer, der vise, at de have baaret et norskt Hjerte under den solbrunede Hud og den fremmede Dragt. Det skulde være en Glæde at lytte til en eller anden af de norske Nybyggeres Tømmerstuer dybt inde i Amerika. Vi vilde høre Moderen nynne sit Barn isøvn med samme Visselul, som har nynnet os isøvn, og Faderen at stryge paa Felen disse nationale Melodier, som gjøre saadant Indtryk paa os, at de synes at være Klangen af vore egne Nerver. Mænd kunne drage langthen, Koner følge deres Mænd, og de have sine Børn ved Haanden og ved Brystet. Sjelene, Mænds og Kvinders Tanker, kunne ogsaa forlade Hjemmet, forvænnes og blive unorske, om de end boe i Landet og leve deraf. At de tabe sin Simpelhed og Naturlighed er Tegnet paa at dette sørge- lige er indtruffet. De ere som Børn, der ere blevne fornemme, og ikke ret for Andre ville kjendes ved den fattige Moder. Men Nationaliteten, Norskheden, er som en Moder; den har visse Træk at vise, som selv det mest forvænte Barn ikke kan mod- staae. Det er som naar en Moder aabner sine Arme, og Barnet seer den Barm hvorved det laae; da kan det ikke holde sig; det maa synke dertil, og en Graad bortskyller alt hvad der har reist sig imellem det nærværende Øjeblik og de uskyldige, da det hvilede ved Moderhjertet. En af de Ting, som gjøre et saadant Indtryk, som minder om Landet, Folket og dettes Agtværdighed, og som bringer Mode- damen og Herren, der i Meget har glemt, at de dog ere det fattige Norges Børn, til at erindre dette med et Stik i Hjertet, SIDE: 141 er -- en af disse Oplandsjenter i den selvvirkede, nette, ternede Kjole og med det smukke Skaut paa Hovedet. "Har du vævet det selv, min Pige?" siger Damen, som standser der og piller paa hendes Dragt under en Blanding af Agtelse for Bondepigen, Glæde paa Nationens og Utilfredshed paa egne Vegne. Hvorfor er hun i dette Øjeblik mindre fornøiet med sin egen fremmede Pynt? Hvorfor siger Herren ved hendes Side: "brav, min Pige! Saaledes bør det være!" Ja, saaledes bør det være! "Hvem er det som væver saa flinkt her i Nabolaget?" spurgte jeg engang en Beboer af en af Byens Udkanter, da jeg fra hans Dørtrap atter hørte de samme raske Slag fra en Væverstol, som jeg ofte før havde lagt Mærke til. "Mari Totningsjente," sagde han. "Kom lad os gaae over til hende!" Hvormegen Agtværdighed jeg der lærte at kjende! Hvilket net og reenligt Værelse jeg der kom ind i! Alt som det var strøget. Det var temmelig tidligt om Morgenen; men Gulvet var fejet og brusestrøet, Sengen opredet og dækket af et nydeligt, blommet Teppe fra Maris kunstfærdige Haand. Der sad hun selv i de hvide Linnedærmer, i det nationale Skaut og i Værkensskjørtet ved Væven ved det aabnede Vindu, hvor en fuldblomstrende Maanedsrosenbusk og en Citronmeliss trængte sig ud i den friske Vaarluft. Rundtom hang flere Verkenskjoler, den ene af vakrere Mønster og Vævning end den anden, og paa Dragkisten laae en Bunke af Lærreder. Selv saae hun ikke længer ung, men sund og sjelefrisk ud; en halvvoxen Dreng sad paa en Skammel og læste i Bibelhistorien. "Rapp dig nu, Guldbrand" -- sagde hun -- "saa skal jeg over- høre dig før du gaaer i Skolen." "Nu troer jeg, jeg kan det, Moer," sagde Gutten, og saa over- hørte hun ham (og det meget flinkt) og sendte ham ivejen. Mari var altsaa Moder og maaskee Enke; rimeligviis, af Huus- leiligheden og af Omsorgen for Sønnen at dømme. Men det er en sand Historie jeg fortæller, og jeg bør derfor heller ikke fordølge, at Mari vel var Moder, og Moder i den SIDE: 142 fulde Bemærkelse at have født sit Barn med Smerte og opdraget det med Ære; men hun var ikke Kone eller Enke. En Mand havde bedraget hende, og den svage Qvinde havde født sit Barn i Synd. Men den svage Qvinde var bleven stærk. Hun forlod sin Hjembygd af Blusel, stolende paa sin flinke Haand, paa at den Kunst, den der havde lært, skulde give hende og hendes Barn Brød og Huusly og Klæder. Og det gik godt; men Den er ikke god, som ikke siger, at hun har vundet sin Ære igjen under de 13 Aar, hun saa redeligen har arbeidet. Jeg kan ikke erindre Alnetallet af de Lærreder, Dreiler, Værkener og Vad- meler, hun i denne Tid havde oparbeidet og afsat i Byen; men det gode Udkomme, hun altid havde havt siden de første Maa- neder efterat hun satte sig ned, uagtet Fortjenesten, efter hendes Udregning, ikke kunde være saa stor for Alnen, viste, at Mængden maa have været betydelig. "Der vil meget til, og Skeen maa ikke standse," sagde Mari, idet hun atter slog; "men lad mig see -- der var ti Roser her paa Busken ifjor fra Paaske til Pintstid, og netop saamange Værkener lagde jeg an og af i den Sommer. Iaar maa jeg nok see til at faae flere, for see her! der er alt Tegn til tolv Knopper, og det var Skam at jeg skulde staae tilbage for Rosenbusken der, som intet Barn har at arbeide for, og som dog væver venere end jeg." Hun trak Skautet nedover sin Rødmen. "Og som hverken har dit Hoved eller Hjerte, Mari," tænkte jeg. -- Tvertoverfor traadte en skiden laset Kone, omringet af en Flok Børn, der ikke vare bedre, ud i Dørsvalen. "Svindt jer!" hvidskede hun, og hele Flokken styrtede nu betlende omkring en Forbigaaende. De fik intet. "Djævelsunger! kunde I ikke holde længer paa? Nu kan I svelte og skal ha'e Juling til!" og saa sparkede og halte da Kjærringen sine Unger ind ved Haarene. Mari sagde: "Jeg takker Gud for det Brød jeg spiser, og havde jeg ikke havt Arbeidslysten med mig hjemmefra Bygden, maatte jeg have lært den her af Dovenskabens Elendighed, og saa er det meest hele Gaden bortigjennem, saa jeg ikke kunde trivs dersom jeg ikke havde Synet af den grønne Flek derover." Sandelig denne faldne Pige havde reist sig igjen ved sin Sjels Kraft og ved sin Haands Færdighed. Eller var det blot Moder- kjærlighedens drivtstærke Følelser, som hævede hende saaledes over sin Ulykke? Hiin So med Ungeflokken var jo ogsaa Moder SIDE: 143 og i højere Grad; hun havde flere, og havde engang for Alteret lovet at forsørge dem hun maatte faae? Skulde det være Na- turen, som havde givet den Enes Hjerte stærkere Fjedre i Fød- selen end den Andens? Dette er vel muligt, men naar vi tænke os, at Pigen havde lidt Slaget af en Ulykke, som plejer at knuse de fleste Qvinders bedre Kraft, mens Konen var taget fra sine Forældres og i sin Mands Huus, saa maa der vel være andre Aarsager, som havde gjort, at den Faldne havde reist sig, og at Den, der ikke var falden, dog var sjunken og stedse dybere synkende. Og jeg gjetter her paa den Opdragelse, de begge fra Barndommen havde. Konen var fra Byens Omegn, hvor Huus- flid just ikke hører imellem Ungdommens Opdragelsesmidler, Mari Væverpige var fra Toten, hvor det er en Skam, at en Pige ikke er velklæd i sit Hjemmegjorte, hvor Arbeidsomhed gjør Blodet sundt og rødt og rullende, og det sunde Blod gjør Hjertet friskt, og hvor Æresfølelse boer under det nationale Skaut i klare blaa Øine, som ikke frygte for Fattigdommen. Denne tør ikke see længe i dem, og ikke lægge sine smudsige Fingre over Skautets Reenhed, over det hvide Linned eller over de ternede regnbu- spraglede Kjoler. Henrik Wergeland No. 6 -- 7, 1ste April 1841. Du gjør ei godt fordi du bliver vel tilmode, men vel tilmode blier fordi Du gjør det Gode. VÆDDEMAALET I Næs Præstegjæld var to Brødre, hvoraf den Ene drak Bræn- deviin, den Anden Snuus. Den Ene var aldeles forfalden til sin Brændeviinsdrik. I sit Fuldskab mishandlede han da Kone og Børn, og naar han havde Selskab og godt havde trakteret sine Gjæster, endte han tiest med at prygle dem. Engang da hans Broder (hvad han ofte havde gjort) bebreidede ham, at han ikke kunde afholde sig fra denne hæslige Drikfældighed, svarede han: "ja, hvorfor kan ikke du afholde dig fra din Snusen?" "Vel, sagde Snuseren, vil du love aldrig at smage Brændeviin, saa vil SIDE: 144 jeg love aldrig at tage en Priis Tobak." De indgik derpaa en Ædruelighedsforening, en Kontrakt om at afholde sig den Ene fra Brændeviin, den Anden fra Snus, og den som brød Kon- trakten skulde betale den anden 100 Daler. Denne Kontrakt staaer endnu ved Magt imellem dem. Men Brændeviinsdrikkeren har allerede tilbudt Snusdrikkeren 20 Spd. om den maatte hæves; men Snusdrikkeren vil ikke, men af- holder sig ædelmodigen fra en uskyldig Nydelse for at redde sin Broder. Henrik Wergeland SKOLEMESTERENS FORTÆLLINGER En Almueskolelærer er en ringe, men en saa nyttig Mand, naar han er som han bør være, at han vel burde bedre ansees. Ja han er vel saa nyttig, at det Hele maatte gaae istaae, om han ikke fandtes. Men det er ikke alene for den opvoxende Slægts Oplysning de kunne og skulle sørge; de kunne ogsaa være den allerede voxne og Forældrene til betydelig Nytte i denne Henseende. De ere Oplysningens Ledere i Folkets tætte Masse. De gjøre hvad Præsten og Bispen ikke have Tid til selv at gjøre; og naar de ret besidde Kundskaber, ere de fortræffe- lige levende Bøger imellem Almuen, som snart meddele noget godt og rigtigt i den blotte Viden, f. Ex. i Religionskundskab, Verdens- og Fødelandets Historie, snart i anvendelige Færdig- heder, saasom i enkelte Grene af Agerbruget og Haugekunsten. Slig Mand var da den Skolemester jeg mener. Hvad interes- sant, han selv læste, meddeelte han hvor han befandt sig saa- snart hans Dagværk var forbi, og Ungdommen blev ofte en god Stund tilbage naar han var i det Hjørne at fortælle. "Nu! har I nylig læst noget godt nu, Skolemester?" plejede Huusbonde eller Madmoder almindeligviis at spørge, naar han havde hævet Skolen; og havde han da det, saa gjemte han ikke paa det. Denne gode Skolemester er nu død, og mere savnet troer jeg, end om nogen Anden af Bygdens Folk var hjemgaaen. Man fandt da efter ham et Hefte Blade, som han havde kaldt "Træk af Menneskehjertet", og deri da nedskrevet de fleste af sine for- talte sande Historier. Idet vi her meddele nogle af dem, vil SIDE: 145 man finde, at de gik ud paa at tilintetgjøre Fordomme og re- ligiøs Ufordragelighed og paa at udbrede den sundeste Menne- skelighed. Den engelske Herre og den tyrkiske Fisker. Om Tyrkerne har man mange Fordomme. Jeg erindrer, at jeg en Aften under Fortællingen af et af disse deilige østerlandske Eventyr bemærkede, at den Bonde, Skolen den Dag havde været hos, med alle Tegn paa den dybeste Afsky, udraabte et "Tvi!" da jeg kom til at nævne hiint østerlandske Folks Navn. "Naa Fa'r Ola, Du gjør dig nok nogle forfærdelige Tanker om Tyrken, kan jeg mærke," sagde jeg, og fik da ganske rigtig hele den naragtige Beskrivelse over "Trynetyrken", som med saa stort Held er bundet Almuefolket paa Ærmet af omvankende Raritets- kræmmere, der ganske rigtigt forevise en Menneskefigur med Svinetryne under dette Navn. Ola vidste ogsaa at fortælle, mens Børnene hørte til med spændte Øren og Øine, at "Trynetørken" var en talrig Nation langt Syd paa, hvis største Lækkerbidsken var Kristnes Kjød, jo federe des bedre, og at der var Umennesker og havde været dem i Norge, som spekulerede paa denne Smag, lod Folk hemmelig dræbe, nedsalte og udskibe, for hvilken Vare de da upruttet fik Vægten igjen i puurt Guld. Dette maatte jeg ikke snakke ham af med. Det var desværre altfor vist. Og det hjalp da heller ikke, at jeg søgte at udfinde Grundene til disse Taabeligheder, dels af gamle Dages Religionshad mod Tyrkerne, som ere Mahomedanere af Tro, og engang vare frygtelige Er- obrere for mange kristne Nationer, dels af at mange Søfolk for nogle Aar tilbage pludselig forsvandt enten ved Tvang eller af egen Lyst i Farten paa Ostindien. Jeg tegnede ligeledes for- gjæves Omridset af et Negerhoved paa Bordet for at forklare ham af den fremstaaende Underdeel af Ansigtet den mulige Op- rindelse til Fabelen om Trynemennesket, og anmærkede, at Al- muen pleiede at kalde alle disse mørkladne Sydboer Tyrker. Det nyttede ligesaalidet som at jeg ved Siden af Negeren ridsede et smukt, krumnæset Profil, som skulde forestille en virkelig Tyrk. Ola og de Andre bleve dog ved sit, og jeg mærkede, at man begyndte at tvivle om jeg var saa ganske vel underrettet i det SIDE: 146 Punkt, som jeg burde være, især da det slap ud af mig, at der vel imellem Tyrkerne kunde findes ligesaa gode og fromme Mennesker, som imellem Millionerne af en anden Tro. Hør her, sagde jeg, hvorledes det gik en fornem engelsk Herre hos en fattig tyrkisk Fisker. Den engelske Herre fandt for godt at forsøge at svømme over Strædet ved Dardanellerne, som ad- skiller de to Verdensdele Europa fra Asien. Det kunde være en halv Miilsvei over, og Hans Herlighed havde været om en Hals, dersom ikke en gammel tyrkisk Fisker havde faaet ham op og bragt ham til sin Hytte. Der laae han da nærmere Døden end Livet, plejet paa det omhyggeligste af Fiskeren og hans Hustru. At han var en Vantro i deres Øine formindskede ikke disse gode Menneskers Gjæstevenlighed. Da Englænderen kom til sig selv bemærkede han deres yderlig fattige Kaar; men hvad havde han at give dem -- han, som nøgen var kommen til Stranden, som nu indtog deres Leje, blev plejet og beværtet med det Bedste de kunde skaffe, og nu tilsidst maatte gaae omkring i Fiskerens eneste hele Dragt, den han brugte paa Høitiderne, naar han be- søgte den Guds Tempel, der har skabt Himmel og Jord med hvad derpaa er? Han maatte endelig paa tredie Dag afsted til det tyrkiske Riges Hovedstad, hvor han egentlig opholdt sig. En Baad laa færdig til at føre ham did. "Fremmede!" sagde Tyrken da ved Afskeden, "Allah ( ): Gud) ledsage dig!" Og idet han sagde dette, trykkede han den engelske Lord, hvis Stand og Formue var ham ubekjendt, nogle Paras, sine sidste Skillinger i Haanden. Lorden tog dem, og forlod med dyb Agtelse det ær- værdige Par. Fjerdedags Aften derefter kommer Baaden tilbage med en paa Slæbetoug, og begge de Gamle ile til Stranden forat høre til deres Gjæst. "Ah, siger Nabofiskeren, det var en stor Herre. Ibrahim, du er en lykkelig Mand -- se her hvad han sender dig." Og frem halte han da den anden Baad, en ny herlig indrettet Fiskebaad med fuldt Tilbehør af Garn og Grejer. "Allah er stor!" udraabte den Gamle -- "Fatime! Fatime! kom og see!" Og nu kom hans gode gamle Fatime af Hytten og rokkede nedover til Stranden, og ogsaa hendes første Udraab var "Allah er stor!" SIDE: 147 Da jeg saae mig omkring var der Taarer i Olas Øine. "Det var jo ligesaa brave Folk som Samaritanen i Parabelen;" sagde han. "Ja mener jeg det, Ola. Men det var dog kun Tyrker." Men dette uheldige Ord kostede mig en ny Historie; thi det op- flammede igjen Olas gamle hadefulde Fordomme. Med et trium- ferende Blik udbrød han nemlig: "Ja Tyrker og Tyrker er To. De ere ikke alle lige slemme, men enten hvide Tyrker eller Trynetyrker, som jeg selv har seet." "Ja i Kassen med de skjønne Rariteter, Ola. Men hør da nok en Historie om en Tyrk." Den Pestsyge. Paa et europæisk Skib var Pesten udbrudt midtpaa Middel- havet. Mandskabet døde bort; kun med et Par ilive drev det ind paa en tyrkisk Ø. De kom iland og ihuus; men da Ind- byggerne, da der kun var Een ilive tilbage, mærkede hvilken frygtelig Sygdom, de havde medbragt, bleve de rasende og vilde dræbe den Gjenlevende: "Det er Pesten! det er Pesten!" raabte de; "lad os nu myrde den kristne Hund, der har bragt Sygdom- men mellem os!" Allerede svingedes deres Sabler over den Syges Hoved, da en af dem, der havde et ærværdigt Udseende, standsede dem, og søgte ved Ord at berolige dem. Europæeren forstod ei, hvad han sagde, men fattede dog Meningen ved de medlidende Blikke, han kastede paa ham. Ogsaa lykkedes det Tyrken, at frelse ham, og han spurgte den Syge da paa italiensk, om han ikke behøvede Noget. Den medlidende Tyrk, der havde reddet den Syge fra at ombringes af hans Landsmænd, gav ham da ikke blot Drikke, som han forlangte, men bragte ham ogsaa en Læge, der, efterat han havde stærkt aareladt ham, gav ham noget Olieagtigt, hvormed han skulde indsmøre sit Legeme. Patienten rettede sig herefter, og faldt snart i en dyb Søvn. Da han vaagnede laa han paa en blød Sofa, med Hoved og Legeme indsvøbt i uldne Dækkener. Stærk Sved strømmede fra Legemet, og han følte mindre Smerter. Ved hans Side stod en aldrende Mand, i hvis Ansigt den høieste Deeltagelse stod malet. "Stakkels Mand!" sagde han; men da den Syge vilde svare, lagde han Fingeren paa Munden. SIDE: 148 Denne udmærket gode Behandling og den Velvillie, hans Vært viste Patienten, skyldte denne en af de Begivenheder, som vi kalde Tilfælde, men som er en Styrelse af Forsynet, der lader dem skee, for at vise Menneskene, at under alle de Prøvelser, Himlen her sender, er den evige Godhed dog stedse vaagen. En ung Englænder havde, medens Krigen varede i de Have, havt Leilighed til at redde denne Tyrks Søn just som en Græker var ifærd med at ombringe ham. Denne ædle Daad, hvorved hans Alders eneste Haab bevaredes, havde præget sig dybt i hans Hjerte, og fyldt det med Taknemmelighed mod det engelske Folk. Nok -- Europæeren kom sig, og da han var bleven ganske helbredet og vilde afsted, fulgte den gamle Tyrk ham til Havnen, hvor han tog den kjærligste Afsked med den Fremmede. "Allah være med dig!" sagde han. "Det var jo ogsaa en Samaritan," sagde Ola. "Ja, men en Tyrk." "Men ingen Trynetyrk." "Slidder, Sladder!" sagde Ola, "det maa nok være i Maanen slige Folk boe." "Ja, og i Raritetskassen, Ola." VALGET Trykt i Avdeling I, bind 2, s. 340. Henrik Wergeland No. 8, 19de April 1841. Lad dette Herrens Ord dig trøste: "Hvo saaer med Graad med Frydesang skal høste". SKOLEMESTERENS FORTÆLLINGER Andreas Andersons Historie. "For ikke fuldt 100 Aar siden levede i Byen Elgin i Skotland en Pige ved Navn Margrethe Gilzean. Hun var af agtbare For- ældre og udmærket skjøn. I de borgerlige Uroligheder 1745 blev et Regiment Fodfolk indqvarteret i Elgin, i hvilket en Soldat da SIDE: 149 befandt sig, ved Navn Anderson, barnefød i Nabosognet. Han fattede Kjærlighed til Margrethe, som gjengjældte samme saa uoverlagt, at hun hemmelig ægtede ham og fulgte med ham, da Regimentet blev forlagt til et andet Qvarteer. Om hendes Skjebne under dette ulykkelige Ægteskab, veed man intet vist. Der sagdes blot, at hendes Mand var bleven udkommanderet til fremmede Lande, uden at hun havde kunnet følge ham, at han havde be- handlet hende slet, ja endog jaget hende fra sig, og at han saa var falden i en Træfning. Saa meget er blot vist, at hun om- trent i Aaret 1747 kom tilbage til sin Fødeby i en yderst træn- gende Tilstand, halv berøvet sin Forstand og med et spædt Barn paa Armen. Men hendes haarde Forældre, som, naar de havde villet, let kunde have faaet Vished om hendes virkelige Ægte- skab, vedbleve at betragte hende som en liderlig Tøite, der havde bragt Skam og Sorg over dem, og negtede hende Tilgivelse og Optagelse i deres Huus. Naboer og andre Folk, som havde kjendt hende i hendes bedre Dage, vare ikke barmhjertigere; Alle stødte hende fra sig, og gik af Veien for hende. Denne ubarmhjertige Behandling og hendes forvirrede Sjels Fantasier bestemte hende da til et sælsomt Skridt. Ikke langt fra Staden seer man endnu de majestætiske Ruiner af en gammel Domkirke, hvis nærmeste Omgivelse, der dannede en fri Plads, siden Reforma- tionstiden var bleven benyttet som Begravelsesplads. Imellem Ruinerne og Gruushobene befinder sig endnu et temmelig vel opbevaret kjælderagtigt Kammer af omtrent 5 Fod i Fiirkant, som kun er yderst sparsomt belyst, og som i gamle Dage skal have tjent til et Slags Sakristi eller Opbevaringssted for Kirketøjet. Her valgte den arme Forstødte, formedelst sit Vanvid ufølsom for Stedets Uhyggelighed, sit Opholdssted. I Kammeret befandt sig en gammel, udhuggen Døbefont, hvor hun beredte sit hjælpe- løse Barn et Leje. Andet Huusgeraad havde hun ikke. Saasnart man erfoer, at stakkels Margrethe havde opslaaet sin Bopæl paa dette øde Sted, som stod i allehaande overtroisk Ry, vaagnede dog Samvittigheden hos Elgins Indvaanere; de følte, at de havde handlet ukristeligt, og vilde gjøre sin Uret god igjen saavidt de kunde. Enkelte førte den Ulykkelige med hendes Barn med sig hjem, og vilde her pleje hende; men hun vendte altid tilbage til sit Sakristi. Og da man endelig indsaae, at hun havde fast be- sluttet at holde sig der, lod man sig nøje med at bringe hende SIDE: 150 Næring og Almisser didhen. Saaledes vandrede hun flere Aar omkring med sin Dreng under Navn af gale Grethe Gilzean, som en uskadelig Skabning, afvexlende grædende og syngende. Til hendes Barns Fader hørte man intet, uagtet han havde flere Slægtninger der i Omegnen, som han vist havde givet Under- retning om sig, om han havde været i Live. Andreas Anderson, Grethe Gilzeans Søn, voxede da op i Smuds og Elendighed, som rimeligt kunde være under en Levemaade, som neppe nogensinde gav ham Nydelsen af en Seng eller et varmt Maaltid Mad. Den eneste Trøst i hans usle Omstændig- heder var den overordentlig ømme Kjærlighed, hvormed hans vanvittige Moder plejede ham. I Skolen i Elgin fandt den Skik Sted, at give et Fattigbarn fri Underviisning mod at feje og lægge i Ovnen i Skoleværelserne, hvilket Barn da førte Navn af "den Fattige", eller paa Latin, som man ogsaa lærte i denne Skole, af "Pauper". Andreas fandt sig da i at blive Skolens Pauper eller Askepot, der er Stedbarnet i Eventyrene; men erhvervede dog derved Kundskaber, som siden gjorde ham til en dannet Mand. Paa denne Tid kom han ogsaa i Huset hos en Onkel paa Fædrene-Side, en Haandværksmand, et haardt Menneske, som langtfra behandlede ham lige med sine øvrige Børn, og hos hvem han da ret fandt hvad det er at være Stedbarn. Medens Onkelens egne Børn dog fik Melk til Havregrøden, maatte den stakkels Fætter faae sin Grød i sig med en tynd Klidvelling, som de skotske Bønder kun bruge, naar der er meget ondt for Melk. Kort -- den Behandling, vesle Andreas leed hos Onkelen, var og blev saa haard, at han endelig besluttede sig til at vandre ud i den vide Verden for mellem Fremmede at friste Udkommet. Han slap endelig frem til London, hvor han fik Plads hos en Skrædder, der gjorde ham til sin Bogholder, da han mærkede, at han baade kunde skrive og regne. En Dag fik da Andreas den Befaling at bringe en Officeer en færdig Klædning, og at udstede Qvittering imod Betaling. Denne Herre var ogsaa en Skotlænder og ansat ved et Regiment, der var bestemt til Ostindien. Som alle Skotter og brave Folk, der ere borte fra Hjemmet, hørte han gjerne sit Modersmaal, og ind- lod sig saa meget heller i Samtale med den unge Anderson, som han fandt denne af et fordeelagtigt Ydre, af beskeden og for- nuftig Opførsel, og Qvitteringen rigtig og velskreven. Han spurgte SIDE: 151 ham da, hvorfra han var, hvilke Udsigter han havde, og lod til- sidst det Spørgsmaal falde, om han vel kunde have Lyst til at gaae over Havet som Soldat og Oppasser hos en Officeer. An- derson, som ikke kunde være utilbøjelig til at forlade et Land, hvor han idetmindste havde at frygte sin Onkel, behøvede ikke stor Opmuntring forat indvilge i Forslaget. Han lod sig hverve som Tambour, medens han tillige var sin Beskytters Oppasser, og saa gik det da til Ostindien. Det turde vel omtrent være noget efter Aaret 1760 Andreas Anderson forsvandt fra Elgin. Den stakkels fillede Dreng, hvis Vugge havde været en Døbe- font i en Kirkeruin, -- der havde været opdraget som Skolens Askepot eller Fattigbarn, og lidt og sultet hos sin haarde On- kel, -- den gale Grethe Gilzeans Barn blev da snart forglemt i sit Hjem, hvorhen ingen Efterretninger kom om hvorledes det gik ham. Borte var han, og hans stakkels Moder blev med sin Kum- mer jordet paa den samme Kirkegaard, som hun i levende Live havde valgt til Opholdssted. Hendes haarde Forældre fulgte snart efter, og Onkelen saa derovenpaa. De faa tilbageblevne Slægtninger forglemte inden kort den fattige forladte Dreng, eller tænkte idetmindste ikke paa ham som paa En, der havde For- dring paa deres Godhed. I Aaret 1811 steg en aldrende Herre, fulgt af en enkelt Tjener, af i Gjæstgivergaarden i Elgin. Han nød et tarveligt Aftens- maaltid, gik saa tilsengs, og stod tidlig op næste Morgen. Hans første Spørgsmaal var, som de fleste Fremmedes, efter den gamle Domkirke. "Den er nu omgiven med en Muur -- sagde Op- varteren -- ; Graveren, gamle Saunders, som boer i en Hytte ligeved den vestre Indgang, lever for en Deel af at forevise Ruinerne, hvorom han veed en heel Deel at fortælle." Den gamle Herre fandt snart Vejen til Saunders, og derfra til de her- lige Kirkeruiner. Gamle Saunders var, som Folk endnu fortælle, en undersat, bredskuldret Skomager med krumme Been og hvidt Haar, omtrent fem og sexti Aar gammel og yderst kjær i at snakke undtagen Søndag og ved store Liigbegjængelser. Han bar Nathue og Forskind, som ved en Reim var fæstet ovenom Halsen, og plejede at trippe geskjæftig foran de Fremmede, han SIDE: 152 viste omkring, pege for dem paa de forskjellige Dele af Byg- ningen, og at fortælle dem alt hvad han vidste derom i en syn- gende og slæbende Tone. Ganske saaledes var han da ogsaa nu da den gamle Herre spurgte ham, om han ikke vidste hvor en Fattigkone ved Navn Margrethe Gilzean laae begraven. "Nei", svarede Saunders; "hun var en ussel og foragtelig Skabning; Ingen veed hvor hun ligger; men jeg kan vise Dem hvor hun boede. Det var paa det Sted man kalder Sakristiet. Der opdrog hun sin Søn, hvem en huul Steen, som engang havde været Døbefont, tjente til Leje. Jeg kan endnu ret godt huske den vesle Gut; han voxede op til en lang Bengel, og var Fattig- peer i vor latinske Skole." I dette Øjeblik fæstede den snak- somme Gamle tilfældigviis Øjet paa den Fremmede, og saae til ikke ringe Forundring, at denne aftørrede nogle Taarer med sit Lommetørklæde. Medens han holdt inde i sin Fortælling, sagde den Fremmede, efterat han havde undertrykt sin Rørelse noget: "ulykkelig var hun, saavidt jeg veed; men jeg har aldrig hørt, at hun har været foragtelig." Og han havde isandhed den ful- deste Ret til at antage sig den stakkels sindssvage Kone; thi han var jo hendes Søn, det Barn, hun med den ømmeste Kjær- lighed, under navnløs Elendighed og Kummer, havde næret og plejet paa dette øde uhyggelige Tilflugtssted. Men nu for Tiden var han Generallieutenant Anderson, i det ostindiske Kompagnies Tjeneste, Eier af en stor, ærefuldt erhvervet, Formue, ved hvis Hjælp han nu stod i Begreb med at gjøre sin Fødeby Fyldest for sit Fattigbarnskald, som havde tvunget ham til, for den lille Underviisning han nød, at forrette de laveste Arbeider og at være Skolens Askepot og Syndebuk. Dog var det denne dyre- kjøbte Underviisning, som havde gjort ham til hvad han var. General Anderson var vendt tilbage besjelet af det kjærligste Sindelag mod sin Fædreneby. Dæmpende sin Ungdoms smerte- lige Erindringer, følte han blot de Glæder, Børneaarenes Tumle- plads plejer at have for dem, som have tilbragt sin modnere Alder fjernt fra Hjemmet. Han lejede sig et Huus i Nabolaget, hvor han tilbragte flere Sommere, men om Vinteren opholdt han sig i London. Som en beskeden og tilbageholden Mand talte han lidet om sine Tildragelser i Indien; men senere erfoer man dog, at han især havde sit gode Sproghoved at takke for sin Fremkomst. Han blev nemlig desaarsag sendt som Tolk til det SIDE: 153 Indre af Indien, steg fra et Trin til et andet, og udmærkede sig saaledes under Indtagelsen af en Hovedstad, at han blev om- nævnt paa det hæderligste i flere Aviser. Tilsidst takkede han af med Generallieutenants Rang og med en betydelig Formue. Sidst i 1815 lod Anderson opsætte sit Testament. Sex anseede Borgere af Elgin bleve opnævnte af ham som Fuldbyrdere deraf. En Halvfætter erholdt noget over 2000 Daler, to langt ude be- slægtede Fruentimmer henved 1000 Daler hver om Aaret, hans Huusholderske 500, og for det Øvrige stiftedes først et Hospital for Fattige af Elgin over 50 Aar, og dernæst baade en Haand- værksskole for Børn af Arbeidsklassen i den hele Provinds og en almindelig Friskole for fattige Børn af denne By, der havde været saa grusom mod hans stakkels Moder. Med en ved saa- danne Leiligheder sjelden Beskedenhed bestemte han ikke, at hans Navn skulde nævnes ved disse Foranstaltninger af hans Velgjørenhed. Hospitalet og Skolerne skulde kun bære Navn af "de Elginske Indretninger til Understøttelse af hjælpløs Alderdom og Ungdommens Opdragelse". I Hospitalet optages Ingen, der ellers nyder Understøttelse, eller har i nogen Maade ført en slet Vandel. Denne høihjertede Mand døde 1824 i sit 79de Aar. Hans Moders Ære, om end ikke hendes Klogskab og Forsigtighed, blev retfærdiggjort for Alle ved denne hendes Søn; og strax efter hans Død reiste det varige Minde om hans Ædelmodighed sig, hvori for nærværende Tid 20 fattige Gamle nyde Ophold, 22 Drenge og 18 Piger lære Haandværker og Haandgjerning, og 230 Børn have fri Underviisning. Til næsten 300 Personer ud- strækker altsaa hans Velgjørenhed sig; og Mange af de Tusinder, som hvert Aar besøge Skotland, glemme ikke at besee de gamle Kirkeruiner, hvor den vanvittige Margrethe Gilzean redede sit Barns Vugge i en huul Steen, og ved Siden af dem da ogsaa denne hendes Søns fortræffelige Velgjørenhedsanstalter". Denne Historie blev fortalt hos en anden Bonde, og det var at see paa Budejens Ansigt, som hørte til strikkende i Peisen, at hun troede Skolemesteren havde noget bag Øre ved netop at vælge den Historie der paa Gaarden. Thi det var ikke saa frit SIDE: 154 for, at Manden selv i Huset havde for mange Aar tilbage sat sig med Haardhed imod den Kjærlighed hans ene Datter og en Huusmandssøn havde fattet for hinanden. De giftede sig dog paa en liden Flek, Datteren døde af en Brystsygdom, og i de første Aar derefter var det forunderligt at see hvor hurtigt Fa- derens Haar graanede. Som en Slags Lægd, havde han omsider taget hendes Barn, en Søn, til sig, og han stod da nu ogsaa borte hos Budejen i Peisen. Da Skolemesteren havde endt, vendte den Gamle sine buskede Øjne henpaa Gutten. "Vesle-Hans" -- sagde han med skjælvende Stemme -- "Vesle-Hans, kom hid til Bedstefa'r." "Nu, gaa nu Vesle-Hans, naar han Fa'r siger det", puffede Budejen til ham. "Ja og Bedstemor med", sagde Huusmoderen med Forklædet for Øinene, og gik til Skabet og hentede Kringler. "Veed du hvad, Mari", sagde den Gamle, "Vesle-Hans maa have nye Klæder og det strax. Det er rigtigt Skam vi har ladet ham gaae saa." "Ja fra Top til Taa, Fa'r," sagde Konen; "imorgen skjærer jeg ned Væven. Vi faae rigtig koste lidt paa Gutten. Sæt at -- " "At Du blev slig Karl som Andreas Anderson," sagde den Gamle næsten leende og purrede Vesle-Hans i Haaret. "Aa jeg faaer vel gjøre det mindre, naar jeg ellers skikker mig brav," mente Vesle-Hans. "Et Bedstefadersskjød er ingen Steenvugge," sagde Skole- mesteren, idet han lukkede Døren efter sig med et Nik, der syntes at sige: Bravo! den Historie var heller ikke borte. Henrik Wergeland No. 9, 14de Mai 1841. Vander du Jorden med Arbeidets Sved, spirer der Blomster hvor den drypper ned. VAR JEG EN ARBEIDSMAND Ja, var jeg en Arbeidsmand, skulde jeg nok vide, at gjøre mit Liv behageligt. Skulde Gud endnu ville gjøre mig dertil, vilde den eneste Hindring for at gjøre det, være den, at jeg maa- SIDE: 155 skee, som uvant, ikke blev nogen god Arbeidsmand, idetmindste neppe for det første. Men en god Arbeidsmand -- det er det, jeg paastaaer -- kan, naar han vil, gjøre sit Liv behageligt nok. Hos Os arbeides ikke strengere, end at der bliver Hvilestunder nok baade for Kræfterne og forat gjøre sig Hjemmet beqvemt og behageligt. Sundheden, som trives under dette passende Forhold af Arbeide og Hvile, og som føles under denne, faaer nu Arbeidsmanden gratis fremfor Andre, og den holdes med- rette for Livets højeste Gode. Men den bør drive Arbeideren til endnu meer at behageliggjøre sit Liv. Jeg vilde saaledes be- nytte en heel Deel Hvilestunder til at skaffe mig adskillige Be- qvemmeligheder i min Bopæl, og til at pynte om denne. Jeg vilde ikke lade mig nøje med det første og det nødvendigste: at holde den reen; men jeg vilde idelig ved Smaaforbedringer re- parere, tætte og forskjønne min Bopæl. Søndagsqvellen skulde finde mig udenfor paa Dørbænken speidende overalt om paa Vægge og Tag, om ikke en eller anden Mangel lod sig opdage, som kunde lade sig reparere, ved en omlagt Steen, en Dot Mose, lidt Rapping eller Indfælding, en Spiger eller et Par Strøg med Malerkosten. Denne sidste vilde jeg ikke foragte; men søge, ved et nogenlunde pynteligt Udvortes paa min Bolig, at bibringe Folk den Tanke, at der dog levede et Menneske med nogen Sands, og ikke et tobenet Sviin, indenfore. Og gjorde de mig den Ære at komme indenfor, skulde de faae endnu bedre Tanker om Hyttens Beboer. Der skulde ikke være renere hos min Arbeidsherre, Vinduerne skulde være saa klare, de kunde blive, min simple Seng anstændig og opredt fra den tidlige Morgen af. Møblerne kunde ikke være rare; men Ingen skulde dog være bange for at sætte sig paa min Bænk eller Stol, og Prydelser skulde heller ikke være saa ganske borte. Saa- ledes skulde det være rart, om jeg ikke skulde have faaet Væg- gene anstrøgne med en lys og venlig Farve, og om der ikke skulde staae nogle Potter med Geranium, Malva, Maanedsroser og en Balsamine i Vinduet. Slige Smaating bøde paa meget; og det skulde undres mig, om ikke en Blomsterpotte i Flor, der kun koster mig to Skilling og lidt Taalmodighed, er mit lille Værelse en sandere Prydelse end f. Ex. et prægtigt Speil. Tør- hænde jeg ogsaa ved et Extraarbeide eller ved at indspare et Par Søndagskruus kunde have vundet Raad til at faae et Par SIDE: 156 Skilderier paa Væggen, men da ingen af disse taabelige katholske Kluddrerier af Jomfru Maria, Helgener og stundom af Gud selv. Lidtefterlidt skulde jeg vel ogsaa faae mig et Stueuhr, og da vilde jeg see til at faae det til at pikke ligesaa roligt som mit eget Hjerte. Men Sligt maatte naturligviis først komme naar det nødvendigere var anskaffet; men da skulde det ogsaa komme. Thi hvorfor skulde ikke ogsaa Arbeidsmanden gjøre sig det saa beqvemt og behageligt, som han seer sig istand til? Desværre kun de Færreste gjøre det, og synes at have Sands derfor. Efterhaanden bliver det dem ogsaa umuligt. Fattigdom er en reen, men strid, Strøm, hvori de fleste Mennesker ere plumpede, og som fører uundgaaelig ud i en stor skiden Myr, dersom de ikke strax fra Begyndelsen anstrenge sig og kave imod af al Kraft. Da lykkes det dem at komme opmod Strømmen og ofte at hvile sig paa bløde, behagelige Engebredder. Men, som sagt, de Fleste lade sig drive; de dovne sig, lade sig nøje med Maden fra Haanden og i Munden og Taget over Hovedet, saadant som det er, og drikke Aar om Aar op i Skillingsviis baade Huusreparationer og Møbler. Der er ganske vist gaaet mere end eet Stueuhr, meer end eet Sengested, Dragkiste eller et andet nyttigt Møbel igjennem de fleste af vore Daglejeres Hals, som nu Sommeren over lidet bryde sig om hvorledes eller hvor de boe, ja om de have nogetsteds at boe, indtil de om Høsten enten selv tye til eller føres til Tvangsarbeidsanstalten. Ja, ere ikke Menneskene daarlige? Men hvorledes mon vilde jeg sørge for Klædedragt og Ud- vortes, om jeg var Arbeidsmand? I den Punkt pleje Mange at være ligesaa uvorne som om sin Bopæl. Nu vel, jeg vilde idet- mindste om Søndagen være ligesaa reen baade paa Hud, Linned og Kjole som nogen anden Mand, og bøde med Reenlighed og Heelhed paa Fiinheden. Jeg vilde foretrække en reenvasket Haand, reen og heel Strie- skjorte og min grove Vadmelskjole for "Sprætivasfad'ens" grønne eller gule Handsker, lugslidte sorte Søndagskjole og Halsflipper til en skiden Skjorte, om han har nogen -- saaledes som mange udmaie sig forat see lidt fornemmere ud. Ja, om jeg var saa fattig, at jeg kun havde een, og det ikke eengang heel, Klædning, og kun eet Skjorteombytte, vilde jeg dog bøde saa godt jeg kunde paa dem, banke Klæderne ud, og endnu strengere holde over SIDE: 157 hiin Reenlighed, som skulde være første Paragraf i min hele Levemaade. Og da jeg, naar jeg blot har Arbeide, daglig kan lægge op nogle Skilling, selv efter ringeste gangbare Dagløn, skulde det ikke vare længer end fra Paaske til Pintstid før min Klædedragt skulde være forbedret. Og naar den var komplet, vilde jeg, oprigtig talt, maaskee lade nogle Skilling springe en Søndagsaften til et Glas Godtøl i Lag med en eller anden Ven af samme Tanker og Omhu for sin Arbeidsmandsære. Jeg tænker det skulde smage godt, og dertil skulde vel ogsaa blive Raad. Dog vilde jeg ikke spendere saa meget af Aftenen, at jeg ikke skulde faae Tid til min sædvanlige Søndagsmoro i ledige Stunder: Læsning i en eller anden almeennyttig Bog. Deri vilde jeg sætte en særdeles Lyst; og ganske vist skulde jeg nok skaffe mig Læs- ning, naar man blot mærkede, at det var mit Alvor. Og naar jeg efter en saadan Søndag igjen lagde mine Klæder hen, og strakte mig paa mit simple Leje -- hvem skulde ikke, om han holdt Lyset over mit rolige Ansigt og hørte mit regelmæssige, sunde Aandedrag, maatte tænke, at et Menneske, som følte sig lykkelig, slumrede der? "Godt sagt; ikke saa let gjort" vil mangen en Kamerad sige, skubbende sig i sine Filler for Utøjet, som plager ham. "Sligt lader sig gjøre af en løs og ledig Karl, som har sine 1 Mark og 6 Skilling som mindst om Dagen, men ikke for En, der sidder med Kone og Børn, eller som begyndte i Gjeld og Uselhed". Saa tale de, der lade sig drive med Strømmen; men de have ikke Ret, skjøndt deres Udvortes og nedtrykte Mine synes at sige det. Thi jeg skulde, selv med en Nedsættelse af Daglønnen til 1 Mark, eller 20 Skilling, ja vel endog til 16, men rigtignok i længere Tid, dog vide at skaffe mig det nogenlunde beqvemt og ordentligt; og hvad Kone og Børn angaaer, da vilde jeg haabe, at kunne lære dem at hjælpe mig heri, istedetfor at være mig til Byrde. Jeg erindrer her engang at have seet en Arbeids- mands lille Sexaars Pigebarn ivrig beskjæftiget med at kravle op for at faae stukket en blomstrende Hæggeqvist etsteds fast paa Kakkelovnen, og jeg sluttede strax, at Forældrene havde bibragt Barnet denne Sands for det Behagelige og Skjønne. Virkelig! det var en Lørdags Eftermiddag omtrent ved denne Tid -- Døren stod oppe og viste mig en Stue, saaledes som jeg selv vilde have den i lignende Kaar. Grønt var strøet omkring Ovnen, Huus- SIDE: 158 moderen tørrede et Bord af, som saae ud til forud at kjende Vaskekluden, et Par Børn sad og nøstede, en halvvoxen Pige bødede nogle Klædningsstykker, og da Sexaaringen havde faaet Hæggeqvisten sat der den skulde, raabte hun, springende ned: "Mo'r, Mo'r, der kommer Fa'r!" "Svindt jer Børn," sagde Moderen, lad der være ordentligt til Fa'r kommer." Med hurtigere og hurtigere Skridt nærmede en Arbeidsmand sig med en Veedbør paa Nakken. "Gudskeelov jeg er her igjen," syntes at staae i hans Ansigt; og det vilde staae i enhver Ar- beiders, naar han blot brød sig om, med de Kræfter og den Tid han har, at hyggeliggjøre sit Hjem. Er der ikke Reenlighed, og Orden er der ingen Hygge, og er der ingen Hygge, da er der heller ingen Fred. Men Fred over Arbeidsmandens Hytte! Henrik Wergeland DEN FATTIGES SKJEBNE 1. Det er ei Besiddelsen af et stort Gode, men den store Nydelse af et Gode, dette være stort eller lidet, som gjør rig. 2. Det er ikke den større eller mindre Formue, som du kalder din, men det er Maaden, hvorpaa du bruger den, Maaden, hvor- paa du betragter den, om du anseer den for Livets Middel eller Livets Øiemed, det er den, der udgjør din Rigdom eller din Armod. 3. Det er vist, at Mange ere fattige midt i deres Rigdom, og at Mange ere rige i deres Fattigdom. 4. Mon Daglønneren ikke er rigere med sin Brødskalk, som han fortærer med et muntert Sind til et Drikke, der er tyndt nok, end den rige Skrantning, som med fordærvet Blod og for- tæret Marv ikke længere skjøtter om at nyde Noget? Mon han ikke er rigere end den formuende Skurk, som Enhver burde skye og gaae af Veien for, og som ikke har en eneste oprigtig Ven? 5. Det er en Kunst at erhverve, men endnu større Kunst at nyde; for den Mand, der ikke forstaaer den, er det Erhvervede saa godt som ikke erhvervet. 6. Vær arbeidsom og nøisom tillige. Lad dig nøjes med Føde, Klæder og Huusly. Din lille Stue kan være dig et stort Pallads, din tarvelige Føde kan smage dig bedre, end de fine Retter den SIDE: 159 Fornemme; din grove, men anstændige, Klædning gjør det Samme som en kostbar Dragt. 7. Indskrænk dine Nødvendigheder, og, førend du ventede det, vil du eie mere, end hvad du selv har behov til Føde og Klæder. -- I Stedet for at tage imod Velgjerninger, kan du bevise Vel- gjerninger. 8. Tragt ikke efter de Menneskers Agtelse, som blot vurdere dig efter din Kjole. 9. De Menneskers Agtelse, som sætte Priis paa dig for dit Hjertes Skyld, vil du aldrig gaae glip af, naar du veed at for- tjene den ved din agtværdige Handlemaade. 10. Din Nøisomhed vil aabne dig en Dør til Lyksalighed. Den stolte Følelse af Uafhængighed og eget indre Værd vil besjele dig. 11. Du vil stræbe at erhverve dig Hjertets Fortjenester, naar du ei kan gjøre nogen Fordring paa udvortes Glands. Og snart vil du gjøre dig selv den Tilstaaelse, at du har udkaaret dig den bedre Lod. 12. Vær ingen Slave af din Sandselighed. Da vil dit Hjertes og dit Hoveds Kraft tilhøre dig udeelt; du adsplitter den ei i forfængelige Bestræbelser, og tvinges ei til at leve mere for Andre, end for dig selv. 13. Du har ligesaa meget Anlæg og Anledning til Glæde som den Rige. Du kan blive overrasket ved det Ubetydeligste; du har Modtagelighed for det Ringeste, som den Formuende over- seer som Bagatel. 14. Jo simplere din Stilling og dine Forhold ere, jo mindre du er Verden Regnskab skyldig, jo mere du kan tilhøre dig selv, uden at bekymre dig om Andre, desto renere vil enhver af de Nydelser være, som du har, og desto roligere kan du overlade dig til dem. 15. Den onde Bagtalelse opsøger den Rige, men ikke dig i din Eensomhed. Du er mindre bekjendt, og hos dig finder Avind ikke noget, som dets Tand kan gnave paa. 16. At leve ubekjendt og ubemærket er et stort Gode. Det er det bedste Brystværn for den huuslige Lyksalighed. 17. Trang bidrager oftere end Rigdom til at udvikle Hjertets ypperste Egenskaber og til at uddanne den mest ophøjede Dyd. 18. Men den højeste Dyd avler atter Ringeagt for jordisk Rang og timeligt Gods. SIDE: 160 FLITTIGHED Trykt i Avdeling I, bind 2, s. 343 -- 345. Henrik Wergeland [NOTIS OM VEIARBEIDE I HALLINGDAL] Der averteres, at 300 Arbeidsmænd, der ere forsynede med Spade og Hakke, kunne erholde Arbeide til Høsten paa det nye Veianlæg over Hemsedalsfjeldene i Hallingdalen over til Bergens- stift. Man henvender sig til Kapitain Finne i Drammen eller Vej- inspektør Lieut. Buchholtz paa Hadeland. Henrik Wergeland Nr. 10, 29de Mai 1841. Stol ikke paa dig selv i nogen Livets Alder. Hvo mener, at han staaer, se til han ikke falder! SKOLEMESTERENS FORTÆLLINGER Der er ingen Fordom mere udbredt imellem de ikke Rige, end den, at Ens Lykke ganske beroer paa hans Formues- eller Stands- kaar. Men den har ogsaa sin visse Plage, sin guddommelige Straf i den, alle egne Glæder nagende, Misundelse, som er uad- skillelig derfra. Vor Skolemester havde ondt af en Mand, som han lagde Mærke til idelig og altid nedsatte den Lykke han selv kunde nyde, imod Andres, sammenlignende sine Kaar med deres: og han besluttede ved Leilighed, at kurere ham med en af sine Historier. "Der reiser Amtmandens Storvogn," sagde han engang seende ud af Vinduet efter en endt Skoledag hos Erik, og han fik Leilig- hed til at komme med sin Historie før han tænkte det, for Erik var ikke seen med at glane efter Vognen, og at mumle med et Blik, der syntes at ønske, at en af Hestene maatte styrte foran Kaleschen: "Med tre Heste kjører den Storkar'en ogsaa, og til Gjæstebud hos Fogden. Slige Folk maa have Lyksalighed for tyve Andre, saa Gud ikke just har deelt ud som Ret kunde være!" "Vil du høre en Historie Erik?" sagde Skolemesteren, og be- gyndte: Hyrdedrengen. "Abbas, med Tilnavnet den Store, Konge eller Schach af Per- sien, havde engang forvildet sig paa Jagten. Han kom op paa SIDE: 161 et Bjerg, hvor en Hyrdedreng vogtede en Flok Faar; Drengen sad under et Træ, og spillede paa Fløite. Den liflige Melodi og Nysgjerrigheden lokkede Kongen nærmere; Drengens aabne Ansigt behagede ham; han spurgte ham om mangehaande Ting, og de hurtige og træffende Svar, som han erholdt af dette Naturens Barn, der var opvoxet ved sin Hjord, uden mindste Underviisning, satte Kongen i Forundring. Han grublede endnu herover, da hans Vezir eller første Minister nærmede sig. "Kom, Vezir!" raabte han ham imøde, "og siig mig hvorledes denne Dreng behager dig." Veziren traadte nærmere; Kongen fortsatte sine Spørgs- maal, og Drengen blev ham intet Svar skyldig. Hans Uforfærdet- hed, hans sunde Dømmekraft og hans aabne Frimodighed indtoge Kongen og Veziren saa meget, at hiin besluttede at tage ham med sig og lade ham opdrage, for at man kunde see, hvad dette Naturens skjønne Anlæg vilde blive under Kunstens Haand. Ligesom en Markblomst, der af Gartneren tages op af sin tørre Grund og henplantes i en bedre Jordbund, inden kort Tid ud- vider sit Bæger og antager mere glimrende Farver, saaledes ud- dannede ogsaa Drengen sig efterhaanden til en Mand af store Dyder. Kongen fattede daglig meer og mere Godhed for ham; han gav ham Navnet Ali Beg, og gjorde ham til sin øverste Skatmester. Ali Beg besad alle de Dyder, som lade sig forene: hans Sæder vare dadelfri; sit Embede bestyrede han med Forstand og Troskab; mod Fremmede viste han sig gavmild og høimodig; Enhver som bad ham om noget, behandlede han med Høflighed, og uagtet han var Kongens Yndling, opførte han sig dog stedse med den meest beskedne Ydmyghed. Men hvad der i Særdeleshed ud- mærkede ham blandt de persiske Hoffolk, var hans Uegennyttig- hed, thi aldrig lod han sig betale for sine Tjenester; hans gode Handlinger udsprang af den reneste Kilde, af Attraa efter at gavne sine Medmennesker. Og dog undgik han ikke, skjøndt han besad alle disse Dyder, at blive bagvasket af Hofkrybet, som betragtede hans Ophøielse med hemmelig Misundelse. Det lagde allehaande Snarer for ham, og søgte at gjøre ham mistænkt hos Kongen. Men Schach Abbas var en Fyrste af sjeldne Egen- skaber; hans store Sjel kunde ikke nære nogen lav Mistanke, og Ali Begs Anseelse og Rolighed bleve uforstyrrede, saa længe hans høimodige Beskytter levede. SIDE: 162 Ulykkeligviis døde denne store Konge, og Schach Sefi, der fulgte efter ham, syntes at retfærdiggjøre Nationens Klager over at gode Fyrster maa døe ligesom andre Mennesker. Han var i alle Henseender det Modsatte af hans Forgjænger; han var mis- troisk, grusom og gjerrig; Blodsudgydelse syntes at vederqvæge ham, ligesom en Drik Vand den Tørstige. En saadan Herre havde Alis Fiender ventet paa, og strax kom deres hemmelige Mis- undelse atter tilsyne. Daglig fremførte de Bagvaskelser mod Skatmesteren; i Begyndelsen agtede Kongen ikke derpaa, men snart syntes en uventet Begivenhed at gjøre deres Beskyldninger til Sandhed. Kongen forlangte nemlig at see en kostbar Sabel, som den tyrkiske Keiser havde skjænket Schach Abbas, og som nogle af Hoffolkene omtalte. Sabelen var ikke at finde, uagtet den var anført paa den Fortegnelse, som den store Abbas havde efter- ladt sig; og hos Schach Sefi opstod nu den Mistanke, at Skat- mesteren havde stukket den til Side. Det var netop dette, som Alis Fiender ønskede; de fordoblede sine Beskyldninger, og af- malede ham som den værste Bedrager. "Han har bygget mange Huse, som bruges til Herberge for Fremmede," sagde de, "og han har med stor Bekostning ladet opføre flere andre offentlige Bygninger. Han kom til Hoffet som en nøgen Hyrdedreng, og dog besidder han nu umaadelige Rigdomme. Hvorfra skulde han have alle de Kostbarheder, hvormed hans Huus er opfyldt, der- som han ikke bestjal det kongelige Skatkammer?" Idet Alis Fiender saaledes anklagede ham, traadte han netop ind til Kongen, som med et vredt Blik sagde til ham: "Ali Beg, din Utroskab er bleven bekjendt; du har mistet dit Embede, og jeg befaler dig at aflægge Regnskab inden fjorten Dages Forløb." Ali Beg forfærdedes ikke -- thi hans Samvittighed var reen; men han betænkte, hvor farligt det vilde være, dersom han overlod sine Fiender en Tid af fjorten Dage, førend han beviste sin Uskyldighed. "Herre," sagde han, "mit Liv er i din Haand. Jeg er beredt til at nedlægge Nøglen til det kongelige Skatkammer og det Hæderstegn, som du har skjænket mig, for din Throne idag eller imorgen, naar du vil gjøre din Tjener lykkelig med din Nærværelse." Denne Bøn var Kongen meget velkommen; han lovede at op- fylde den, og tog strax den følgende Dag Skatkammeret i Øiesyn. Alt var i den fuldkomneste Orden, og Ali Beg overbeviste ham SIDE: 163 om, at Schach Abbas selv, uden at det var blevet anført paa hans Fortegnelse, havde borttaget den savnede Sabel for at lade et andet Klenodie pryde med Diamanterne. Kongen kunde intet indvende derimod; men Mistroen er uretfærdig og føler sig krænket, naar den seer sig skuffet i sine falske Formodninger. Han ud- tænkte et Paaskud, og ledsagede Skatmesteren til hans Bolig, for at finde de mange Kostbarheder, som Hoffolkene havde omtalt; men til hans store Forundring var ogsaa her Alt anderledes, end han havde tænkt sig det. Simple Tapeter bedækkede Væggene, Værelserne vare blot forsynede med det allernødvendigste Bo- have, og Sefi maatte tilstaae sig selv, at en middelmaadig Borger boede prægtigere, end hans Riges første Skatmester. Han skam- mede sig over saaledes anden Gang at være bleven skuffet, og vilde begive sig bort, da en Hofmand viste ham ved Enden af Galleriet en Dør, som var tillukket med to stærke Jernskodder. Kongen gik nærmere og spurgte Ali Beg, hvad han gjemte bag saa store Laase og Skodder? Ali Beg syntes overrasket; han rødmede, men fattede sig hurtigt, og sagde: "Herre! I dette Værelse gjemmer jeg det Kjæreste, som jeg har i denne Verden, min sande Eiendom. Alt, hvad du har seet i dette Huus, til- hører Kongen, min Herre; hvad der er i dette Værelse, er mit; men det er en Hemmelighed, og jeg beder dig, at du ikke for- langer at see det." Den mistroiske Sefi formodede, at denne ængstelige Opførsel blev fremkaldt ved Bevidstheden om hans Brøde, og han be- falede med Heftighed, at man skulde aabne Døren. Det skete, -- og se! fire hvide Vægge vare prydede med en Hyrdestav, en Fløite, en daarlig Klædning og en Hyrdetaske; det var de Skatte, som disse Jernskodder og Laase gjemte. Alle Tilstedeværende studsede, og Schach Sefi skammede sig tredie Gang, da Ali Beg med største Beskedenhed talede saa- ledes: "Mægtige Konge! Da den store Abbas traf mig paa et Bjerg, hvor jeg vogtede min Hjord, vare disse Ubetydeligheder min hele Rigdom. Jeg gjemte dem fra den Tid af som min eneste Eiendom; de vare et Erindringstegn om min lykkelige Barndom, og den høimodige Fyrste var altfor god, til at han skulde have villet berøve mig dem. Jeg haaber, Herre, at ei heller du vil tage dem fra mig, og at du vil tillade, at jeg med SIDE: 164 dem vender tilbage til hiin fredelige Dal, hvor jeg i min Armod levede lykkeligere, end her i dit Hofs Overflødighed." Ali taug, og alle de Omkringstaaende vare dybt rørte. Kongen drog sin Overklædning af, og iførte ham den selv (et Tegn paa den høieste Naade), Misundelsen og Bagvaskelsen vare slagne med Skjændsel, og de vovede aldrig mere at opløfte deres Hoveder mod denne Ædle. Ali levede længe og nød Belønning for sine Dyder; han var nemlig elsket og agtet, medens han levede, og efter hans Død vare Taarer den tause Lovtale ved hans Grav. Alle Stadens Indbyggere ledsagede hans Liig, og i Efterverdenens Mund hedder han endnu stedse "den ædle, uegen- nyttige Ali." "Skulde jeg da gjemme paa disse Filler, om jeg blev Amtmand eller noget andet Stort?" spurgte Erik, seende med et fremdeles misfornøjet Blik nedad sine ikke for gode Klæder. "Nej, Erik, sagde Skolemesteren; ikke naar de havde bedækket et misfornøjet Hjerte. De vilde kun minde dig om din Daarskab og Uværdighed til at have dem bedre." Henrik Wergeland DEN FATTIGES SKJÆBNE 1. Lad ikke dit Mod synke, naar du seer, at dine Omstændig- heder forværres og din Velstand formindskes, uden at du er Skyld deri. 2. Den Standhaftige, der beholder Modet, beholder ogsaa Muligheden, at kunne rede sig ud af sit Betryk. 3. Fat ei Mistillid til dig selv, og endnu mindre til det Forsyn i hvis Hænder din Skjæbne er nedlagt. 4. Gjør Regning paa Velsignelse fra Gud, men fortjen den ogsaa ved din Anstrengelse. En doven Tjener bliver forskudt endogsaa af den bedste Husbond. 5. Bær din Skjæbne uforsagt og ufortrøden; har du ikke mod- taget mangt et Gode fra Gud, og du skulde krympe dig ved at modtage et Onde? 6. Stræb at faae et klart Begreb om din egentlige Stilling; vogt dig for at tilsløre noget eller smykke det med Indbildningens Farver. Sæt ikke dit Haab til Andet, og gjør ikke Regning paa SIDE: 165 Andet, end hvad du virkelig har og hvad der uimodsigelig til- hører dig. 7. Jo større Ulykken er, desto større maa dit Mod være. 8. Skil dig ved alt det, der er undværligt, og behjælp dig med Lidet; din Styrke være større end din Byrde, men allerstørst være din Lid til Guds Bistand! 9. Det Mod, du fatter under ulykkelige Omstændigheder, vil fylde dit Sind med en usædvanlig Munterhed; den Bevidsthed, at du er bestemt og rolig, vil give dig, hvad du maaske aldrig før har havt, -- en Følelse af Sjelsstorhed. 10. Du vil føle dig ophøiet over din Skjebne, du vil betragte den med Rolighed, maaskee endogsaa være i Stand til at spøge over mangehaande Undværelser, som den Svagere vilde sukke over. 11. Lad ingen falsk Undseelse bringe dig fra din Beslutning. Vær din sande Forfatning bekjendt baade for dig selv og for Andre, og denne Aabenhjertighed vil tiltvinge dig Agtelse. 12. Betving den daarlige Lyst, at ville synes ringere, end du er, og tøv ikke til det sidste Øieblik med at anvende de Hjælpe- midler, som kunne sikre dig for Nød, om end ikke for Armod. 13. Aftage dine Indkomster, saa staaer det i din Magt, at for- øge dem ved en høi Grad af Sparsommelighed. Armod er ingen Skam. Men endogsaa den Fattigste er Forøder, saasnart han nyder hvad han nok kunde undvære, og giver ud hvad han ikke tog ind. 14. Men vogt dig tillige, at du ikke med det Samme forfalder til Gjerrighed. Naar svage Mennesker blive vaer, at det gaaer tilbage for dem, skeer det ikke sjelden, at de af Skræk gaae over til Karrighed. 15. Fordobl din Arbeidsomhed, thi Himlen velsigner den Flittige. Fordobl din Paapassenhed, saavel for at holde sammen paa det Lidet, du eier, som for at lægge noget til af det, du forhverver. 16. See vel til, at dine trange Kaar ikke gjør dig gnaven, misundelig, og tvær imod din Næste. Tag imod Trang med en urokkelig Tillid til Guds Viisdom og Godhed; ja tag imod dem med Taknemmelighed. Kan din Tro hæve dig til Gud, saa vil din Rolighed og Frimodighed aldrig aflade. 17. Den Frimodige er altid tilbøielig til at føie og tjene andre Mennesker, men Enhver gjør sig en Fornøielse af, igjen at tjene den Tjenstagtige. SIDE: 166 Henrik Wergeland No. 11-12, 14de Juni 1841. Bebreidelse gjør ondt; men værst dog smerter dette, naar du maa tilstaae, man bebreider dig medrette. KAADHEDS OG SKADEFRYDS ØDELÆGGELSER Man har hørt paastaae, at vort Folks Almue i Almindelighed ikke staaer tilbage for Almuerne ellers i Europa i Oplysning eller rettere i Færdigheden i at kunne bruge det store Hjælpe- middel dertil, nemlig at kunne læse. Det vilde være særdeles glædeligt for ethvert norskt Hjerte, om det Sande nok ikke var, at Oplysningen er for liden overalt. Men de mange kaade og skadefro Ødelæggelser, som saa ofte støde vort Øie, af Træ- plantninger, Indhegninger og andet deslige, som enten tjener til Alles og Enhvers Nytte og Fornøjelse, eller tilhører Privatmand, og som ere uhørte i langt folkerigere Stæder i Udlandet, lader desværre slutte, at Raaheden er større her. Og naar ikke den er borte, hvad har da det at betyde, om man endog med Sandhed kunde sige, at vor Almuesmand eller den store Masses Ungdom kan læse eller endog skrive ligesaagodt som Tilfælde er med de Samme i andre Lande? Det er Oplysningens vigtigste Frugt, at Raaheden forsvinder, og at den Følelse for det Anstændige, for det Godes, Nyttiges og Skjønnes Hellighed, som betegner det dannede Menneske, bliver et almindeligt Karakteertræk. Men hvorledes er det hos Os? Hvem vover at plante et Træ, at sætte en Blomst i et aabent Bed, eller vel endog paa de Dødes Grave, uden Angst forat see det inden kort ødelagt, op- rykket, sønderrevet? Medens man i Udlandet trygt benytter en- hver Plet til saadan Forskjønnelse, uden andet Værn end aabne, forzirende Smaagittre, tør man hos Os, af Frygt for Publikum, neppe beplante Pladser, der høre dette Publikum selv til, og private Folk maae indestænge sine Anlæg, som skulde tilsmile Alle, inden Syvalens afskyelige Plankeværker, og endda være glade til, om deres Træer faae Lov at voxe i denne Fængselets Fred. Selv vor Frihedsdag og den hellige Pintsemorgen skjændes ved deslige Voldsgjerninger. Skaren drager ud, og afrevne Grene, oprykkede Træer, nedbrudte Stakitter betegne dens Skridt hvor den drager hen, syngende om Frihedens Palmer, eller for at fryde sig i det Grønne. Hvor maa ikke disse Træk af Raahed bedrøve! Det kunde ikke SIDE: 167 være nogen Ære at tilhøre et saadant Folk, om man ikke vovede at paastaae, at det kun er Enkelte, som tillade sig saadanne Udskejelser. Og dog, naar disse ere aldeles ukjendte mellem Fremmede, falder dog en Skam paa vort Folk for hine Enkeltes Skyld. Efter en gammel Plakat af 30te Juni 1786 "angaaende hvorledes de skal straffes, som beskadige Træer, der ere plantede ved Vejene udi Norge," synes det endog, somom Normændene endogsaa allerede dengang have været berygtede for den Slags Kaadhed. Det hedder nemlig i Plakatens Indledning: "Vi Christian den 7de o. s. v. gjøre alle vitterligt, at da vi have ladet Os foredrage, hvor- ledes det ofte i vort Rige Norge skal indtræffe, at Folk, dels af Letsindighed og dels af Ondskab skal beskadige og fordærve, saavel de til almindelig, som og de til privat Nytte og Anseende plantede Alleer, saavelsom og Broer og deres Rækværker, Gjærder, Grinder, Lede, Mile- eller Rodestolper, saa ville Vi, til saadan Uorden at forekomme, have anordnet og befalet o. s. v." Denne endnu gjældende Plakat fastsætter dernæst Betaling af Skaden og Mulkt fra 2 til 10 Rdlr. for første Gangs Forbrydelse, anden Gang dobbelt, og for tredie Gang samme Straf som for Vold eller Hærværk. Bøderne skulle aftjenes, om de ikke blive be- talte, og Børn under 14 Aar skulle straffes med Riis, og For- ældrene betale Skaden. Disse Bestemmelser ere milde, -- for milde; men hvor strenge de end maatte og burde være, vilde de dog sjelden komme i Anvendelse. Thi de Ødelæggelser, vi her tale om, ere som oftest Hemmelighedens Ugjerninger, og, om Nogen endog tilfældigviis er Vidne, er det dog vanskeligt at faa Angjældende fat. I Ud- landet har man derimod med Held sat de offentlige Anlæg under Publikums egen Beskyttelse. Ved Opslag af trykte Bekjendtgjørelser har man appelleret til Almeenmands egen bedre Følelse, og der er, som sagt, slige Ugjerninger ukjendte. Ingen vover der at be- skadige hvad der hører alle til. De Haver og Lunde, hvori Haand- værkeren tilbringer Søndagseftermiddagen med sin Familie, ere hellige. Selskabet for Kristiania Byes Vel, der gjør meget for Byens og Omegnens Forskjønnelse og for Publikums Behagelighed, har da nu besluttet at forsøge det samme Middel, idet en Plakat vil blive opslaaet paa alle passende Steder, af følgende Indhold: SIDE: 168 "Offentlige Anlæg have kun til Hensigt at skaffe Alle og Enhver Nytte og Fornøjelse, og de bør derfor staae under Almeenhedens egen Beskyttelse. De kunne heller intet bedre og sikkrere For- svar have, end almindelig Mands egen Sands for det Nyttige og Forskjønnende. Thi da hverken vil eller vover Nogen at øde- lægge hvad der dog tilhører Enhver, Fattig som Riig. I Tillid hertil, anbefaler derfor Selskabet for Christiania Byes Vel saavel dette herværende, som ethvert andet, offentligt eller privat Anlæg med sine Træplantninger, Indhegninger, Bænke og øvrige Tilbehør til ethvert veltænkende Menneskes, Ældres som Unges, Omsorg og gode Behandling". Gid Dette maatte nytte! Vilde blot Mange, Gamle og Unge, læse disse Bekjendtgjørelser! Maaskee var da denne Henvendelse til den almindelige Æresfølelse og Sands for det Skjønne, Nyttige og Behagelige ikke forgjæves. Og jeg vil haabe, at man her har truffet den rette Streng; ellers maatte vor Pøbel idetmindste være nederdrægtigere end andre Landes, hvorom tvivles indtil vi faae see, om Dette frugter. Henrik Wergeland SKOLEMESTERENS FORTÆLLINGER -- -- "Aah vær saa god, en Dram til! Nauer ikke. Vær saa god!" Saaledes gik det lille spidse Glas med det Hvide i troligen rundt hos en Arbeidsmand, vor gamle Skolemester var i Fadder- stads hos. Hvert Qvarteer hørte han det Samme, og i Ærgrelsen over disse farlige, en daarlig Sædvanes, Paanødelser, glemte han det Latterlige i de skrømtede pertentlige Neitak'er, som dog altid ligesaa eensformigt endte med et "Tak den, som byder!" og en Klunk ataat. Jeg behøver desværre ikke at fortælle, at det ikke blot var de voxne Mænd, som Runden gik saa imellem. Mine Læsere maa vide, at den ikke heller pleier at gaae Qvinderne forbi, ja at Ungdommen ogsaa skal nippe til. Skolemesteren bød man omsider ikke mere, fordi han var bleven fast ved sit Neitak, og det var vel derfor man ikke savnede ham før han igjen traadte ind i Stuen, hvor han, ved at sætte Vinduet lidt paagløt for Brændeviinsosen, viste, at han havde været borte. "Vil I høre en Historie?" spurgte han, da han havde SIDE: 169 faaet Veiret, og da Værten heraf strax tog Anledning til at byde om igjen, og denne Sag var afgjort, fandt man, at intet var ivejen forat høre paa Historien om Kulbærerens Skildt. "I Frankrig -- begyndte Skolemesteren -- er en bjergig Pro- vinds, Auvergne, hvis fattige Beboere i Mængdeviis pleje at vandre til Hovedstaden, Paris, for der at tjene Brødet som Vand- og Kulbærere. Disse Sidste forsyne Husene med det sædvanlige Brændematerial, danne et Slags Laug, og have vundet et godt Navn for Flittighed, Punktlighed og Redelighed. De danne saa at sige een Familie, disse utrættelige Kulbærere, som man der idelig møder med Sækken paa Nakken, Piben i Munden, og som under sine sværtede Ansigtstræk skjule den sandeste Munterhed, den mest uafhængige Karakteer og en redelig Hjertelighed, som man ikke altid træffer paa i hvilkensomhelst af Samfundets Klasser. Endskjøndt de have Adgang til det Indre af Borgernes Huse og de Stores Paladser, finder man aldrig Grund til at gjøre dem den ringeste Bebreidelse, seer man dem aldrig forløbe sig imod den nøieregnende Ziirligheds Bud. Man skulde sige, at der imellem dem hersker en Overeenskomst, der ikke tillader dem at fjerne sig et Øjeblik fra den Vei, som den retskafne Mand bør gaae. Uagtet de alle bære den samme Dragt og letteligen kunne kjende hverandre, ere de dog særegent betegnede med en numme- reret Kobberplade eller et Laugsskildt, som de bære knyttet i Knaphullet med en Læderrem. Uden dette Skjelnetegn have de ingen Ret til at indfinde sig ved Baadene og modtage Kullet, som der sælges til Pariserbeboernes Brug; men til samme Tid er dette Skildt et Foreningsbaand for indbyrdes at hjælpe hver- andre, for at yde hverandre broderlig Bistand, saavel ved et alvorligt Uheld, som i den mindste Fare. Enhver Kulbærer, som forsømmer at bære dette betegnende Mærke, dømmes i Mulkt og berøves sit Arbeide indtil han atter har faaet det paa. Nummeret, som er indgravet i denne Kobberplade, viser Opsyns- manden Dens Navn og Bolig, som bærer den, og nøder herved den Sidste til en dadelfri Opførsel, som kan sømme sig for den almindelige Agtelse, Auvergnes talrige Børn nyde. En af dem, Steffen Marsol, tredive Aar gammel, med et aabent SIDE: 170 udtryksfuldt Ansigt og en bydende Skabning, var en af de mest søgte Kulbærere i Paris. Hans strenge Nøiagtighed i at betjene sine Kunder, hans jævne Manerer, hans frie, maaskee endog lidt for fri, Munterhed, gjorde, at han blev modtaget med Velvilje af alle Kjøkkenmestre, og blev især gjerne seet af alle Barnepiger hos Middelklassen, for hvem han altid havde en lille Spøg i Be- redskab eller en lille Historie at fortælle. Saasnart Steffen lod sig see med sin Dragt Kul, som han bar med en særegen Lethed, skjænkede man ham et bredfuldt Glas Viin eller Øl, og rækkede ham nogle Levninger fra Bordet, der styrkede og opmuntrede ham. Vare hans Klæder gjennemblødte af Regnen, lod man ham komme hen til Ilden, og medens han tørrede dem, fortalte han en eller anden saa lystig Historie, at man var nærved at briste af Latter; kom han drivvaad af Sved, aftørrede man hans Ansigt med Hjørnet af et hvidt Forklæde, skjøndt man var udsat for at beholde et sort Mærke af den Tjeneste man havde viist ham. Undertiden fyldte man hans Lommer med Bagværk til hans Børn, som endnu vare smaa, men der behøvedes megen Overtalelse for at bevæge ham til at modtage en saadan Gave; thi Steffen var stolt, og Tanken om at mistænkes for at tigge den mindste Lækkerbidsken eller den simpleste Læskedrik, vilde have bragt ham til at rødme. Der findes hos Enhver Stand en vis Stolthed, som stikker frem endog igjennem Simpelheden, og Steffens var maaskee af den agtværdigste Slags. Alligevel havde Steffen en Feil, eller snarere en Last, som han ikke havde kunnet aflægge; en Last, som Arbeidsmanden, der er udsat for enhver Aarstids Ubehageligheder, næsten umærkelig kan henfalde til: han var tilbøjelig til Drik; vel ikke til den plumpe Fæiskhed, som berøver al Sands, og som gjør Den, der hengiver sig dertil, til et væmmeligt og modbydeligt Væsen, men dog til denne Umaadelighed, som, uden at bringe Drankeren til at rave, og uden fuldkommen at ødelægge hans legemlige Kræfter, dog forvirrer hans Forstand, ophidser hans Lidenskaber, og forleder ham til alle Slags Udskeielser. Steffen, ellers saa ligefrem, saa overgiven og saa retskaffen, blev, naar han havde faaet en lille Pidsk, trodsig, kivagtig og halsstarrig. Hans Kone og Børn, som han gjorde usigeligt meget af, havde oftere gjort denne tunge Erfaring. Han havde allerede tabt flere Kunder ved Overilelser, som man tilskrev hans Karakteer, men som ikkun var den flygtige SIDE: 171 Virkning af et Glas Brændeviin eller en Flaske Viin. Hans Kjæmpe- skikkelse, hans mærkelige Styrke og sikkre Gang, gjorde at man ikke bemærkede, at hans Hoved var ophidset, og at hans Forstand begyndte at forvirres. Han havde ogsaa virkelig meer end eengang tænkt efter over sine Udskeielser, som bleve hyppigere og gjorde ham stor Skade i hans Stilling. Ligesaameget af Æresfølelse, som af Hengivenhed for sin Familie, havde han flere Gange besluttet at være maade- holden og udrydde dette Hang til Drik, som allerede havde for- aarsaget ham saamange Bebreidelser og saamegen Ydmygelse; men det var først efter stærke Stød, at denne daglige Last kunde udryddes med Rod. Den hører til disse giftige Planter, som man troer at have ødelagt, naar Toppen er afrevet, men hvis Rod, som bliver tilbage i Jorden, snart skyder nye Skud, der ikke ere mindre uheldbringende end de første. En mærkelig Hændelse, som satte Steffen i en meget stor Forlegenhed, syntes at have virket stærkt nok paa ham, til at han en Stund gik i sig selv. En Dag da han fra Sankt-Nicolai- Havnen bar en Bør Kul for en riig Kjøbmand i Sankt-Annegaden, standsede han ved Døren til et Værtshuus og satte sin Byrde paa en af Afviserne ved Indgangen, og forlangte en Flaske Viin. Det var midt om Sommeren; Klokken var to, og Heden over- ordentlig. Vinen, maaskee forfalsket, og drukket i smaae Drag, steg Kulbæreren til Hovedet, og han begyndte en Samtale med to Skjelmer, som netop kom til. Da Talen faldt paa hans Kunder, nævner han dem den Mands Navn og Bopæl, til hvem han var i Begreb med at bringe sin Kulbør. Samtalen spinder sig længere ud, og for at vedligeholde den lader man komme meer Viin. Steffen trækker da sin Trøje af, og lægger den og sin store runde Hat paa en Stol for at aande friere, men snart bukker han under for en Døsighed, som ganske overvælder ham, og falder i en dyb Søvn, med Hovedet støttet mod det samme Bord, hvor man nylig havde drukket alle Slags Skaaler. En af Gav- tyvene, næsten af samme Væxt som Steffen, foreslaaer sin Kammerat at udøve en Streg, der hører til deres Haandværk. Han trækker Steffens Trøje, hvori hans Skildt hang, paa, sværter Hænder og Ansigt, stikker Hovedet i hans store Hat, som skjuler det Halve af Ansigtet, stiger derpaa ned fra Skjænkestuen, fulgt af sin Kammerat, løfter Kulsækken, der staaer paa Afviseren, SIDE: 172 paa sine Skuldre, kommer til Kundens Huus og indbilder dem der, at Steffen, som ligger syg hjemme, sender ham i hans Sted for at forsyne hans Kunder; han faaer af Kokken et Haandtryk, et Glas god Viin og den sædvanlige Priis for en Sæk Kul, to Daler, som han nu gaaer for at fortære med den anden Skjelm, der venter ham paa Gadehjørnet. Da Steffen vaagner op af sin Søvn, og lidt efter lidt har faaet sin Samling igjen, vil han til at besørge sit sædvanlige Arbeide, men søger forgjæves sin Trøie og sin Hat. Han løber hurtigt til Døren, og finder ikke længer Sækken, som han har sat paa Af- viseren, og kan nu neppe betvivle, at de to Ubekjendte have plyndret ham; for at erholde Vished iler han til sin Kunde hvor man høilig overraskes ved at see ham; han fortæller den Gav- tyvestreg, man i Øieblikket har spillet ham, og kan ikke under- trykke sin Ærgrelse og Vrede. O, dersom han havde den Skurk, som saaledes har narret ham, han skulde knuse ham, han skulde tilintetgjøre ham; men hvor skal han finde ham? Hvad der især ærgrede Steffen, og satte ham i største Forlegenhed var Tabet af hans Skildt, uden hvilket han ikke længer tør drive sin Haand- tering. Han henvender sig til Politi-Inspektøren, og fordrer hans Bistand for næste Dag at kunne indfinde sig ved Fartøierne i Nikolaihavnen, og saaledes tilfredsstille sine Kunder. "Det er umuligt," svarer Inspektøren, "I maa nødvendigviis vise mig jert Skildt." -- "Hvor vil De vel at jeg skal tage det fra? Disse Slyngler have fralistet mig det da jeg sov, da jeg havde lidt i Hovedet." -- "Hvorfor drikker I Jer fuld?" -- "Jeg lover Dem for, at det skal være sidste Gang." -- "Jeg kan ikke stole paa en Drukkenboldts Løfte; og I tør imidlertid ikke bære Kul paa Parises Gader, uden at udsætte Jer for at blive arresteret." -- "Hvad skal der da blive af min Kone og mine Børn?" -- "Det kommer ikke mig ved; jeg kan blot ønske Jer, at I maa drage Nytte af denne Lektion." -- Steffen var hele fjorten Dage uden Arbeide. Hans Straf var skrækkelig, thi han saae ikke med Ligegyldighed sin Familie i Ulykke, udsat for at lide Trang. Hvor ofte forbandede han ikke sin ulykkelige Tilbøielighed, som berøvede ham Forstandens Brug, og gav ham til Priis for Kjeltringer. Endelig erindrede han sig, at der imellem hans Kunder var en Kontorchef ved Politiet; han gik til ham, beskrev ham sin ulykkelige Stilling, og fortalte ham SIDE: 173 med sin sædvanlige Aabenhjertighed Alt, hvad der var hændet ham, og snart erholdt han ved dennes Bistand og Gunst et nyt Skildt med Nummer 1195, men mistede dog saaledes til sin store Ærgrelse sin Forrang i Nummeret. Denne Historie havde skildt ham ved nogle Kunder, men det varede ikke længe før han kom i sit gamle Ry, og i flere Maaneder drak han kun sit lille Glas om Morgenen, sit ditto midt paa Dagen, og om Aftenen Øl naar han spiste med sin Familie. For- gjæves anstillede han alle mulige Undersøgelser for igjen at er- holde sit gamle Skildt, og uden nogen Nytte bragte han Politiet paa Spor efter de Skjelmer, der havde fravendt ham det. Endelig efter 6 Maaneders Forløb, da dette Skildts Nummer, der var Nummer 9, altid fandtes ledigt, fik han det fornyet, og heftede det med en Kobberkjæde til sin nye Trøje, for at man ikke paa ny skulde tage det fra ham. Han fik lidt efter lidt sin naturlige Munterhed igjen, samlede atter alskens af Dagens Nyheder, og erholdt paany Kokkens Tiltro i de bedste Huse i de bedste Qvarterer. Altid ædru, brav og flittig, syntes han ved sin Maade- holdenhed at styrke sine Legemskræfter og fordoble sin For- tjeneste. Han havde aldrig fortjent saameget; han havde aldrig været lykkeligere. Men desværre! den ulykkelige Tilbøjelighed, som vi troe at have lagt Tømme paa, faaer saa let igjen Herredømme over os. Til denne lille Morgensnaps, hvormed Steffen regelmæssigen styrkede sig, føiede han snart endnu en anden henad Formid- dagen, og naar han var færdig med sine Vandringer, tillod han sig endnu at tage en om Aftenen førend han kom hjem til sin Kone og Børn. Drammen om Middagen kunde heller ikke længe være ham nok. "Saasnart jeg har faaet det første Glas ned," sagde han i sin Overgivenhed, "kjeder det sig i et saa stort Lokale som mit, og jeg maa skynde mig med at sende det en Kammerat, som kan holde det med Selskab; det gaaer nu godt en Stund, men jeg mærker snart, at de trættes om den bedste Plads, og kjævles som en Ulykke. Jeg sender hurtig en Tredie afsted for at stifte Forlig; men nu er Pokker løs, nu er der To om En, og det vilde det være høist uretfærdigt at taale. Jeg slipper en Fjerde ned for at gjøre Partierne lige, og ved saaledes at hjælpe snart den Ene, snart den Anden, expederer jeg min hele Pægl." SIDE: 174 Saalænge Steffen indskrænkede sig hertil, bevarede han dog sin Forstands Brug, var blot lidt lystig, og udførte sit Arbeide med Nøiagtighed, men naar han til dette sædvanlige Qvantum føiede et Glas hist, og et Glas her, som man bød ham i de for- skjellige Huse, han forsynede, saa steg det ham til Hovedet, og hans ligefremme Venlighed, som skaffede ham saamange Venner, gjorde Plads for en Pirrelighed, som først gik over igjen efter en ordentlig Søvn. En Dag, da han meer end sædvanlig havde givet efter for sin herskende Tilbøielighed, faldt han i en dyb Søvn i en bekjendt Kjøbmands Kjøkken, hvor han hver ottende Dag leverede en Kulbør, som man strax betalte ham. Tjenestefolkene i dette Huus vare just paa den Tid meget mistroiske mod hverandre; thi i flere Maaneder var ingen Uge hengaaen, uden at der jo forsvandt et Stykke Sølvtøi af Kjøkkenet. Forgjæves anstillede man Undersøgelser og passede paa; det var umuligt at opdage Ophavsmanden. Alle Tjenestefolkene, som det var magtpaa- liggende at bevise sin Uskyldighed, havde forlangt en streng Huus- undersøgelse; men dette nye Forsøg ledede heller ikke til Maalet. Man indsaae dog, at Tyven ikke boede i Huset, og at det kun kunde være en Person udenfor Samme, hvem Mistanken kunde falde paa. Kjøbmanden var ikke den, hvem det laa mindst paa Hjertet at see sine Folk retfærdiggjorte og den Skyldige opdaget. Han forenede sig med Politiet for at gjøre endnu et Forsøg, som man haabede skulde lede til den saameget ønskede Opdagelse; og dette var, at anbringe fra den tidlige Morgen to Politibetjente, som skulde have Ordre til at lade Alle, som gik ud af Huset, træde ind hos dem, og anstille hos dem en Undersøgelse efter alle i saadanne Tilfælde brugelige Regler. Det var just den selv samme Dag, da denne Forholdsregel var tagen, at Kulbæreren var falden i Søvn ved Skorstenen i Kjøkkenet. Portneren lod Enhver gaae uhindret ind, baade til Kontoret og Herrens Værelser; men naar man atter vilde gaae ud, blev man med al Fore- kommenhed indbudet til at træde ind i et Lukaf, hvor de to Politibetjente fulgte den dem givne Ordre. Da Steffen, med Hovedet tungt og Lemmerne stive, vaagner, seer han, at Klokken er mere end han troede; han siger Farvel til Kokken og Kokkedrengen, og kommer med sin tomme Sæk paa Skulderen til Porten, hvor nu Portneren ogsaa lod ham under- SIDE: 175 kaste sig det samme Eftersyn, som allerede Flere før ham havde maattet underkaste sig. "Med Fornøjelse," raabte Steffen, med en Tillidsfuldhed og en Frimodighed, som maatte forjage enhver Mistanke. Han vender med disse Ord Lommen i sin Trøje, sin Vest og sine Buxer, trækker sine Sko og store Uldstrømper af, og lader sin Hat undersøge; han tilbyder endog med en Rede- lighedsiver, som Intet frygter, at klæde sig af, men havde glemt, at lade sin sorte Sæk, som skjødesløst var kastet paa Gulvet bag Døren, undersøge. En af Betjentene beføler den sammen- rullede Sæk, som Steffen allerede igjen havde kastet paa Skulderen, og troer at føle noget haardt; Sækken bliver i samme Øieblik rullet og rystet af Steffen selv, som bliver baade rød og bleg, da han seer en Sølvskee med Kjøbmandens Navn rulle ud paa Gulvet. "Det var et vakkert Puds!" raaber Steffen forbauset og med usikker Stemme, men føjer snart med sin naturlige Djervhed til: "Oh! dersom jeg havde ham her, som har tilføiet mig denne Skjændsel, jeg skal love Dem for, at han i dette Øieblik skulde have Pokkers ondt ved at trække Veiret," og han var ved disse Ord, med sine funklende Øine, børstede Hovedhaar og krogede Fingre, ikke uliig en Løve, der griber efter sit Bytte. "Det er altsammen meget godt," siger den ene Betjent, "men Du maa følge med paa Raadstuen." -- "Jeg følge Dem? Nei det skal aldrig skee, og den Første, som kommer mig nær, skal jeg træde sønder med mine jernbeslaaede Sko." -- "Marsch! Ingen Mod- stand, eller jeg lader Vagten hente." -- "Og om I var ti; om I var tyve! Jeg skal knuse Jer Alle!" -- "Snak, Steffen! Stil Dig tilfreds!" siger Kjøbmanden, som var blevet lokket hid af denne Strid; "jeg troer Du er uskyldig, men Skinnet er dig imod, og Du maa lyde Loven." -- "Jeg til Raadstuen! Nei, Herre! Tillad det ikke! Min Kone, i Barselseng med vort sjette Barn, var istand til at tage sin Død derover. Jeg gaaer ikke derhen; nei, ved Himlen! jeg gaaer ikke, med mindre man slæber mig derhen; men jeg gjør en Ulykke paa den, som først lægger Haand paa mig!" -- "Siden hans Kone er i Barselseng," siger Herren "og hendes Mands Anholdelse virkelig var istand til at tilføje hende et skrækkeligt, ja maaskee dødeligt Slag, kunde jeg da ikke, naar jeg gik i Borgen .... -- ?" "Dersom Herren vil samtykke i at svare for ham med Deres Person?" -- "Ja vel, jeg samtykker SIDE: 176 deri; jeg kan ikke modstaae denne Mands ærlige Ansigt og denne Heftighed, som vidner om en Redelighed, der ei engang kan taale at mistænkes." -- "O, min Herre!" raaber Steffen, De frelser paa eengang en heel Familie, som aldrig vil ophøre at velsigne Dem, som jeg i dette Øieblik gjør det!" -- Han griber i det samme Kjøbmandens Haand, kysser den, og væder den med en taknemmelig Taare. -- "Jeg behøver ikke at sige Dem, at jeg er uskyldig," vedbliver han med en rørt Stemme, "De veed det ligesaavel som jeg; den hele Verden veed det. Man maa have benyttet det Øieblik, da jeg var falden i Søvn i Deres Kjøkken, thi jeg maa tilstaa, det var ikke rigtigt fat med mig. O, hvilken Lexe! Min Gud, hvilken Lexe! Jeg skal aldrig i mit Liv glemme den!" -- "Under disse Omstændigheder," siger Politibetjenten, "vil jeg indgive min Rapport og min Formening om Sagen; men, indtil der er falden Dom over den Anklagede, kan han ikke længere tælles blandt Parises Kulbærere, og jeg maa opfordre ham til at udlevere sit Skildt." -- Der maatte adlydes; Steffen, som allerede engang før i beruset Tilstand havde seet sig skilt ved det, gik i sig selv, og dennegang for Alvor. Han faldt ikke mere tilbage. Han var første Gang sluppen derfra med Tabet af nogle Kunder, sin Trøje og Hat; men blive anklaget for Tyveri, ført for Retten, udsætte sig for at maatte sidde paa Tyvebænken, see sin Kone og sine Børn bragte i den største Elendighed og puttede i et Fattighuus -- disse vare den stakkels Steffens Fore- stillinger, og de havde en skrækkelig, men ogsaa gavnlig, Virkning paa ham. Snart blev Ophavsmanden til de forskjellige Tyverier, der vare begaaede i Kjøbmandens Huus, opdaget. Det var en Kjøkken- svend med en hyklersk Mine og altid nedslagne Øine, som aldrig undlod at bivaane Gudstjenesten. Han havde en Kjærest, som var hans Medskyldige i alle de Tyverier han begik; hun blev tilligemed ham overgiven til Retten og deelte hans Straf. Denne Elendige tilstod ved Forhørene, at den Forholdsregel, som Herren havde taget for at opdage de i hans Huus begaaede Tyverier, havde tvunget ham til saaledes at sætte Steffens gode Navn og Rygte i Fare, og han derfor havde benyttet det Øieblik, da denne, overvældet af Viin, var falden i Søvn i Kjøkkenet, og puttet Sølvskeen, som han nylig havde stjaalet af Spiiskammeret, i SIDE: 177 Sækken, der laa paa Steengulvet, for at han derved kunde slippe fri ved den Undersøgelse der forestod ham. Steffen fik da saaledes sin Ære og sin Frihed igjen. Han havde Kjøbmandens ædelmodige Kaution at takke for den store Lettelse, ikke at have maattet sukke i et Fængsels Huller, og være be- friet fra at sidde paa den fornedrende Tyvebænk; og han mindedes stedse denne Godhed med et rørt Hjerte. Man gav ham snart igjen hans Skildt Nr. 9 tilbage, og han hæftede det atter med stor Glæde i sit Knaphul. Hans ved Retten beviste Uskyldighed forskaffede ham endnu mere Søgning end hidtil, og han erhvervede sig saaledes Midler til at gjøre sin gode Kone lykkelig, og sørge for sine sex Børns Opdragelse. Men hvor stor end hans For- tjeneste og Gevindst var, bragte den ham dog aldrig til at vige fra den Vej, han havde afstukket sig, fra den Beslutning han havde fattet. Han var for stedse bleven overbevist om, at Drukkenskab, idet den fornedrer Mennesket og berøver det For- standens Brug, giver det til Priis for Skadefroe og Ondskabs- fulde; han erindrede stedse den skrækkelige Prøve, han havde udstaaet, og naar han midt i sine Anstrængelser tog sig en Hjertestyrkning, eller naar han, idet han drak med sine Kamme- rater, maatte frygte for at tabe sin Samling og overskride de Grændser, han havde foreskrevet sig, saa standsede han pludselig og kastede et Blik paa sit Skildt". Den Virkning havde dog denne Skolemesterens Historie, at det lille blinkende Spidsglas ikke gik oftere om den Aften. Og han var fornøjet med det Udbytte for det Første, skjøndt han nok læste i en af de meest Forfyldtes Ansigt, at for ham idet- mindste var "Moroa" forbi da Skolemesteren begyndte sin Hi- storie. Af alle Tilstedeværende brød han sig dog mindst om denne forlængst opgivne Person (senere død af Drankergalskab), hvorimod han satte sig hen hos et Medlem af Sjauer-Storlaget, som ogsaa var en af Gjæsterne, en Mand, som havde adskillig Lighed med Steffen Marson i Karakteer, Udvortes, Næringsvei, Lyst til at nippe og i -- de Lexer, han havde faaet for denne Svagheds Skyld. "Veed I hvad, Skolemester," sagde han, idet de trak sig hen i en Krog, "jeg skulde næsten tro, at Historien SIDE: 178 var gjort om mig, for, sandt at sige, har det gaaet mig omtrent ligedan et Par Gange. En Gang havde jeg den Skam at blive bragt paa Mangelsgaarden fordi man fandt mig paa Gaden, og jeg spildte der mange af de bedste Foraars-Arbeidsdage, og des- værre altfor mange Gange har jeg tabt de bedste Kunder fordi Brændevinet havde betaget mig. Kone og Barn fik føle det, Gudbedreos, og jeg -- nu Skolemester, Tak for den Historie! Jeg skal skrive den bag Øret under min røde Luve." "En Sup til Afsked" hikkede den Fordrukne. "Ja, hvem som har Lyst," sagde Værten forlegen, og begyndte Runden uden den forrige Nøden. Den Fordrukne saa med Forbauselse, at han var den Eneste, som drak. Skolemesteren var saa fornøjet, at han gav nok en Historie tilbedste forat bringe Munterheden paaglid igjen, og den kunne vi faae høre en anden Gang. Henrik Wergeland No. 13, 18de Juli 1841. I Skoven Øxen drev vist ei saa let sit Spil, om ikke Skoven selv den Skaftet gav dertil. SKADELIGT MUNDHELD "Der har du til en Dram, Gutten min!" er vel, saa ofte som det siges (og det er tidt) ikke saa ilde meent som det er sagt; men det kan dog gjøre og gjør virkelig idetmindste den Skade, at udbrede den Mening, at man vel ikke i Almindelighed mener det saa alvorligt med Afskyen for Brændeviinsdrikningen. Det gjør man dog isandhed, ja selv dens Offere, Fyldehundene, ere de heftigste til at fordømme den. Meningen maae altsaa være anderledes, og enten lyde saaledes omtrent: "der har du lidt for din Villighed," eller: "Se der, gjør dig de Skilling tilnytte." Men vore Skydsgutter vise ofte, at man gaaer strengt efter Ordene og drammer Skillingen op. Dette fordømte Mundheld har sin Oprindelse fra den Uskik, som med Guds Hjælp snart har ud- raset, at der ved enhver Leilighed skulde drikkes Brændeviin, og i dettes Almindelighed og lave Priis. I Udlandet, hvor et godt Kruus Øl i dets Sted staaer Hvermand til Tjeneste for en SIDE: 179 Ubetydelighed, siger man: "der har du til et Kruus Øl;" og om- endskjøndt Meningen der, ligesaalidt som her, er, at Skillingerne bestemt skulle drikkes op, saa er dog der Meningen efter Ordene ikke saa gal og Ordet "Drikkepenge" ikke af saa slet Betydning som hos os. Hos Os vilde det alt være en Forandring til det Bedre, om man plejede at sige: "der har du til et Kruus Øl, " og om man brugte Skillingerne dertil -- at sige, om man ikke havde noget endnu nødvendigere at bruge dem til. Henrik Wergeland SIMPELHED I SÆDER Simple Sæder grundede utallige Familiers Velstand, Rigdom og Anseelse; mægtige Slægter gik til Grunde ved Overdaadighed, Forkjælelse og Ødselhed. Simple Sæder gjorde ofte et lidet Folk mægtigt, frit, ærværdigt; Sædernes Fordærvelse styrtede store Folkeslag i Slaveri. Lykkeligt er det Land, hvor simple Sæder høre hjemme. Der fordrer Legemet endnu ikke større Omhu og Pleje end Aanden; Indbyggeren troer sig født for sit Fædreneland. Borgeren vurderer ikke sin Eiendom høiere end Fædrenelandets Velfærd. Han vænner sig ei til selvgjorte Fornødenheder, gjør sig uafhængig af Fremmedes Luner og af Skjebnens Omskiftelser, og er sikker paa Ære og Agtelse. Han lægger ikke sin Rigdom eller sin Velstand for Dagen ved det, han selv nyder, men ved det, han virker for Andre. I hans Klædedragt hersker tækkelig Anstændighed uden Ødselhed, i hans Huus gjælder Reenlighed for Pragt, Orden for Kostbarheder. Han forlanger sund Føde, ikke Mundgodt og Slikkerier. Hans simple Sæder ere netop et Gjenskin af hans simple, jævne Tænkemaade. Han handler, som han taler, og han taler, som han tænker, uden Svig og uden Bram. Sine Børn vænner han til Afholdenhed og streng Sædelig- hed. Han hærder deres Legeme ved Undværelser og styrker deres Aand, imedens han befæster deres Sundhed. Han forfører dem ikke selv til at kildre Ganen og pleje Bugen, til at sætte deres Ære og Lykke i en blødagtig Bolig, og deres Stolthed i fine Klæder. Han lærer dem, at lægge liden Værd paa den ydre Omgivelse, men desmere paa Selvstændighed, indre Kraft, Op- rigtighed og Høimodighed. Han lærer dem at hylde Sandhed, og viser dem Forstillelsens sorte Sider. Hans egen Simpelhed SIDE: 180 og Tarvelighed giver dem et rørende Exempel paa, hvorledes de maae fornegte sig selv, for at fyldestgjøre Andre og virke Gavn for deres Hjem og Fædreneland. Henrik Wergeland FADER ABRAHAM (AF "GAMLE RIKARDS ALMANAK.") Ved en Auktion var der nok af ørkesløse Mennesker samlet etsteds, som fordetmeste overalt. Før den begyndte, talte de da sammen om de haarde Tider, og En af Selskabet sagde til en simpel men reenlig klædt Gubbe med graa Haar: "Hør Fader Abraham, hvad siger du da om Tiderne? Ville de høje Skatter ikke i Bund og Grund ødelægge Landet? Hvorledes skulle vi nogensinde blive istand til at betale dem? Og hvad raader du os da til?" Fader Abraham steg da frem af Mængden og svarede: "Ville I høre mit Raad, saa vil jeg sige jer det i Korthed; thi eet Ord til den Vise er nok, som gamle Rikard siger." Alle bad ham nu sige sin Mening, og da de havde samlet sig omkring ham, yttrede han sig saaledes: "Mine Venner, " sagde han, "Skatterne ere vistnok tunge. Men alligevel, om de, Regjeringen paalægger os, vare de eneste, vi havde at betale, kunde vi dog temmelig let klarere dem; men vi have mange andre, der ere langt mere trykkende for os. Vi be- skattes togange saameget af vor Dovenskab, tregange saameget af vor Forfængelighed og firegange saameget af vor Daarskab, og fra disse Udgifter kan ikke Regjeringen befri os. Lader os imidlertid lytte til et godt Raad, saa kan maaske noget gjøres for os. Gud hjælper dem, som hjælpe sig selv, siger gamle Rikard. Vi vilde ansee den Regjering for meget haard, som vilde tvinge Folket til at anvende en Tiendedeel af sin Tid i dens Tjeneste, men Leddiggangen beskatter Mangen af os langt stærkere, og Dovenskab føder Sygdomme og forkorter Livet. Det er med Dovenskab som med Rusten. Man ødelægges hastigere af den, end man udslides af Arbeide, og den Nøgel, som ofte er i Brug, er altid blank, siger gamle Rikard. Elsker du Livet, saa ødsl ei Tiden bort. Thi Tiden er det Emne hvoraf Livet er gjort. SIDE: 181 Hvor meget mere Tid bortsove vi ikke for Exempel, end nødigt er, idet vi glemme, at en sovende Ræv fanger ingen Gaas, og at vi faae Tid nok til at sove i Graven, som gamle Rikard siger. Er da Tiden kostbarest af Alt, maa det være den største Ødselhed at spilde Tiden. Spildt Tid faaes aldrig igjen, og hvad vi kalde "nok Tid" viser sig altid at være for lidet. Rask da til dit Arbeide! Med Flid skulle vi udrette mere, og med mindre Forvirring. Dovenskab gjør alt tungt, Flid Alting let. Den, som staaer seent op, maa arbeide hele Dagen, og skal dog om Qvellen slutte sit Arbeide med Træthed. Thi Dovenskab færdes saa langsomt, at Trætheden snart faaer fat i den. Driv da dit Ar- beide, men lad ikke Arbeidet drive dig! "Tidlig i Seng og tidlig op, gjør en Mand sund, riig og viis, " som gamle Rikard siger. Hvad gavner det at ønske og haabe bedre Tider? Det staaer til os selv at gjøre disse Tider bedre naar vi først forbedre os selv. "Fliden har ingen Ønsker behov, " siger gamle Rikard. "Den, som lever af Haabet, løber Fare for at dø af Hunger. Ingen Fordeel uden Arbeide. Har jeg intet Land, saa hjælper jeg mig med min Haand; men har jeg derimod et Stykke Jord, saa er det skatlagt." Han siger fremdeles: "Den, som kan et Haandværk, eier en Kapital, og Den, som har god Forstand, kan sætte denne ligesaa høit som et godt og hæderfuldt Embede. Man maa passe sin Haandtering, og bruge sit Hoved; thi i modsat Fald skal hverken Kapital eller Haandtering strække til at be- tale Skatterne. Den Flittige døer ikke af Hunger, og derfor siger gamle Rikard: "Til Fliden Nøden stundom ind kan kikke; Men indenfore vover den sig ikke." Ligesaalidt kommer Skattekræveren eller Rettens Betjente over hans Dørtærskel; "thi Flid betaler Skyld, men Modløshed forøger den, " siger gamle Rikard. Har du end ikke fundet nogen Skat, og har end ingen riig Slægtning indsat dig til Arving, saa betænk dog hvad gamle Rikard siger: "Flid er Lykkens Moder, og Gud giver den Flittige Alt." Pas din Jord naar den Lade sover, og du skal have Sæd baade til din egen Føde og til Salg. Arbeid idag, thi du veed ei hvad der imorgen kan hindre dig derfra. "Var du en god Herres Tjener, skulde du da ikke blues, om han fandt dig uvirksom? Men nu er du din egen Herre; skam dig SIDE: 182 derfor for dig selv over at lægge Hænderne i Skjødet, " siger den gamle Rikard medrette. Der gives saa Meget at udrette baade for dig selv, og dit Huus. Vær derfor paa Benene i den tidlige Morgenstund. Lad ikke Solen skinne paa dig i Sengen, og lad Ingen sige om dig: "hvor skammeligt ligger han der og sover!" Fang raskt dit Arbeid an, og betænk hvad gamle Rikard siger: "med Handsker paa Lab fanger Katten ei Rotter." Det er sandt, der findes Meget for os at gjøre, og kanske har du fine Hænder, -- men grib blot Sagen een Gang an med Kraft, og du skal selv forbauses over Følgerne, thi den langsomt flydende Draabe huler Stenen; med Flid og Taalmod afgnaver Musen Ankertouget, og mange smaa Hug fælde den største Eeg, " siger gamle Rikard i sin Dagbog. Mig tykkes høre nogen af Eder sige: "skal man da aldrig gjøre sig nogen glad Dag?" Hør da, mine Venner, hvad gamle Rikard siger: "anvend din Tid vel, hvis du vil have en Fritime og da du ikke kan være sikker noget Minut, saa forsøm ikke nogen Time." Fritime er den Tid, hvori man kan forrette det, der baade bringer os Fornøielse og Nytte, og denne Fritime falder aldrig i den Lades Lod. Gamle Rikard siger derfor medrette: "et Liv fuldt af Fritimer, og et Liv uden Arbeide ere to ganske forskjellige Ting." Tro I da, at Ladhed bereder Eder større Beqvemmelighed end Arbeide? Visselig ikke! Hør blot hvad gamle Rikard siger: "Bekymringer opstaa af Dovenskab, og Be- sværlighed kommer af unødig Hvile. Mangen En skulde ønske at leve uden at arbeide, blot af sit Hoved, men han skal snart gaa sin Undergang imøde, thi hans Kapital er ikke tilstrækkelig. Virksomhed bereder derimod Beqvemmelighed, Overflod og Ag- telse. Sky Fornøielsen, og denne skal søge dig af sig selv. Den flittige Kingel har et stort Net; og siden jeg har tillagt mig et Faar og en Ko, hilser Hver og En mig med en god Morgen!" I alt dette har gamle Rikard sagt sandt. Men vi bør ei alene være flittige; vi bør tillige med vor Flid og Vedholdenhed forene Bestemthed og Omsorg, med egne Øine vaage over vore Anliggender og ei formeget sætte vor Lid til Andre; thi gamle Rikard siger: "aldrig saa jeg et ofte omplantet Træ, eller en Huusholdning, der ofte flytter fra sit rette Hjem, at trives saa vel som de, der forblive paa sit Sted." Man siger fremdeles: "tre Gange at skifte Hjem er ikke stort bedre end SIDE: 183 en Skadevarme. Overgiv ikke dit Værksted, og dit Værksted skal ikke forlade dig. Vil du udrette et Ærinde vel, saa gaa selv; ellers kan du sende Andre. Den, som vil blive rig ved Plougen, maa selv eie og bruge den." Man siger end videre: Husbondens Øie formaaer mere end begge hans Hænder. Mangel paa Opsigt skader mere end Mangel paa Kundskaber. Lader du dine Ar- beidere uden Opsigt, saa lader du din Pung aaben for dem. Formegen Tillid til Andre har allerede voldet Mangens Under- gang. Derfor siger gamle Rikard: "i Forretninger kommer man længere ved Mistro end ved Tiltro." At sørge for sig selv bringer aldrig Skade; thi saa siger gamle Rikard: "den, som læser flittigt, vinder Lærdom, og den Betænksomme Rigdom, den Modige Magt, den Dydige Himlen." Han siger videre: "vil du have en tro Tjener, og en, der svarer til alle dine Ønsker, saa tjen dig selv." Ja han tilraader Eftertanke og Omsorg endog i de ubetydeligste Omstændigheder, naar han siger: "en liden Forsømmelse kan ofte medføre en stor Ulykke, " -- og, lægger han til: "blot for Sømmet, som manglede, gik Hesteskoen forloren, for Hesteskoen gik Hesten, og for Hesten Rytteren, " Fienden overraskede ham og dræbte ham; men dette var ei skeet, hvis han bedre havde passet paa Sømmet. Gid dette maa være nok, mine Venner, i Henseende til vor Tid og Omsorg for vore Anliggender; men til Dette maa ogsaa lægges Maadeholdenhed, dersom vor Tid skal medføre sikrere Følger. Den, som ikke forstaaer ligesaagodt at spare som at fortjene, han skal arbeide hele sin Levetid og ikke efterlade sig en Hvid. "Et fedt Kjøkken gjør et mavert Testament, " siger gamle Rikard. Det gaar som det kommer, hedder det, naar Qvindfolket forglemmer sin Søm og Bunding for Kaffekoppen, og Manden forsømmer at hugge og virke for Supens Skyld. "Vil du blive riig, " siger gamle Rikard, "saa maa du ligesaavel tænke paa at spare som at erhverve. Amerika har ikke gjort Spanien rigt, thi dets Udgifter oversteg stedse Indkomsterne." Ophør derfor med Eders kostbare Daarskaber, og I skulle da ikke mere faa Aarsag til at klage over de besværlige Tider, trykkende Udlæg og store Udgifter til Huusholdningen." SIDE: 184 Henrik Wergeland No. 14, 31te Juli 1841. Gjennem vid Skorsteen og højen Port ryger og kjører Velstanden bort. AF GAMLE RIKARDS ALMANAK Gamle Rikard -- blev Gamlingen udenfor Auktionsstedet ved -- siger fremdeles: "for hvad en eneste Last koster kunde man opfostre tvende Børn." I troe kanske, at en Kop Kaffe her og et Glas Toddy der og en Lækkerbidsken paa Bordet, noget finere Klæder og undertiden en Lystighed intet betyde; men kommer dog ihu hvad gamle Rikard siger: "mange Bække smaa gjøre en stor Aa. Vogter Eder for smaa Udgifter; en liden Læk kan sænke et stort Skib. Fraadseren har ikke langt til Betler- staven. Daaren betaler Kalaset og Fulassen fortærer det." I ere nu her forsamlede til en Auktion paa alleslags Mode- varer og Stads. I tro vel, at de komme op for godt Kjøb, og kanske gaa de just bort for hvad de have kostet i Indkjøbspriis; men hvis I ikke nødvendig behøve dem, saa ere de dog for dyre for Eder. Kom ihu hvad gamle Rikard siger: "kjøber du hvad du ei behøver, vil det ikke vare længe inden du maa sælge Det, du nødvendigen behøver." Han siger videre: "Om Prisen paa en Ting synes dig aldrig saa billig, saa betænk dig alligevel en Stund inden du kjøber." Han vil dermed sige, at den billige Priis ofte blot har Skin af at være det, og ei virkelig er det; og at en Handel, som tillige hindrer jer i jeres Næringsvej, egentlig for- aarsager Eder meget mere Skade end Nytte. Han yttrer derfor paa et andet Sted: "Mangen har voldt sin Undergang ved at kjøbe for billig Priis, " og videre: "ingen Ting er daarligere end Anger over at have betalt for dyrt." Desuagtet seer man alligevel Prøve paa denne Daarskab hver Dag ved Auktioner eftersom man ei tænker paa den fattige Rikards Raad. "Den Vise -- siger han -- bliver klog ved Andres Skade, Daaren neppe en- gang ved sin egen; lykkelig Den, som lader sig lære ved Andres Ulykke." Der gives Mange, som gaae tilsengs med hungrige Maver, og lade sine Børn sulte blot for at tilfredsstille sin egen Forfængelighed i Klæder. Derfor siger Rikard: "Silke, Skarlagen og Fløjel slukker Ilden ud paa Arnen." Slige Ting høre ei til SIDE: 185 Livets Nødvendigheder; man kan knapt kalde dem Beqvemme- ligheder; men hvor Mange have ikke en stor Begjærlighed der- efter, alene fordi de glimre. Derfor ere Menneskets kunstlede Nødvendigheder blevne talrigere end de naturlige, og medrette siger derfor Rikard: "endogsaa den Fattige har hundrede Nød- vendigheder." Men gjennem dette og andet taabeligt Sløseri bliver den Rige fant, og nødsages ofte at laane af Den, som han tilforn saa ned paa med Foragt, men som alligevel ved Flid og Sparsomhed vedligeholder sin Velstand. Heraf er det klart, "at en Bonde er større paa sine Been end en Herremand paa Knæ, " som gamle Rikard siger. Mangen har maaske arvet en betydelig Formue, som han troer aldrig vil kunne tage Ende, idet han tænker: "nu er det Dag, og bliver aldrig Nat." Han troer, at, om han giver ud en Ubetydelighed af saa Meget, er det ei værd at tale om. Men saaledes siger gamle Rikard: "kun Børn og Daarer tro, at tyve Daler og tyve Aar aldrig kunne tage Ende. Tager man bestandigt af Meltønden, og aldrig fylder noget i, kommer man snart til Bunden; og naar Brønden er ud- tørret, saa veed man først at vurdere Vandet." Men det kunde man vidst forud, om man havde fulgt hans Raad: "ville I vide hvad Penge ere værd, saa gaa hen og forsøg om man vil laane Eder Noget; thi den som gaaer i Borgen gaaer i Sorgen; og ei bedre gaaer det Den, som laaner saadanne Mennesker, naar han vil have sine Penge tilbage." -- Gamle Rikard giver os frem- deles et godt Raad: "Pyntesygen er en af de farligste Daarskaber. Inden du tilfredsstiller dine Griller, saa raadspørg forud din Kasse. Forfængelighed er en ligesaa paaklængende Tiggerske som Fattig- dommen, ja endnu mere uforskammet. Har du kjøbt et prægtigt Plagg, maa du kjøbe ti til for at faa Dragten komplet. Men gamle Rikard siger: "Qvæl Lysten naar den stiger frem i Barmen, at ei den qvæler dig i sin Omarmen." Og det er isandhed ikke mindre daarligt, naar den Fattige vil efterabe den Rige, end da Frøen blaaste sig op for at blive saa stor som Oxen. Storskib sig vove kan ud paa det Dybe, Smaabaad gjør bedst i langs Stranden at krybe. SIDE: 186 Straffen følger ogsaa disse Daarskaber i Hælen, og gamle Rikard siger: "Naar Stoltheden spiser Middag med Forfængelig- heden, spiser den tilaften med Foragten;" og paa et andet Sted: "Stoltheden frokosterer med Overflødigheden, spiser Middag med Fattigdommen og Qvelsmad med Vanæren." Men hvad gavner da al denne Pral og Prunk, hvorfor man vover og lider saameget? Den formaaer hverken at styrke Helsen eller at lindre Lidelsen, og ligesaalidt forøger den Menneskets Værd. Den vækker tvertimod Avind, og paaskynder Ulykken. Hvad er Sommerfuglen andet, siger gamle Rikard, end en udklækket Puppe? og dette er det meest træffende Billede af en udstaf- feret Nar. Hvilken Daarskab er det da ikke, at paadrage sig Gjæld for sligt overflødigt Gods! Man siger vel ved denne Auktion, at hvad vi kjøbe ei behøver at betales førend om 6 Maaneder, og det har nok lokket mange af os hid, siden vi ikke have nogle Sparepenge i Baghaand og finde det beqvemt at lægge os noget til uden det. Men betænker hvad I gjøre, om I indvikle eder i Gjæld! I give Andre Magt over eders Frihed, og kunne I ikke betale paa bestemt Tid, maa I slaae Øinene ned for eders Kau- tionist hvergang I møde ham. I maa ræddes for at tale med ham, og da have I kun elendige krybende Undskyldninger og Klageviser tilrede. Lidtefterlidt tabe I al Agtelse og Tillid og nedsynke til foragtelige og foragtede Løgnere. "Men Løgnen er, som gamle Rikard siger, det andet Trin til Lasten. Gjæld er det første. Løgnen sidder bag Gjelden paa samme Hest." En fri Mand maa hverken behøve at frygte eller at skjæmmes for at see hvert levende Menneske i Øinene, men Fattigdom berøver Mennesket ofte baade Selvfølelse og Dyd. "Ingenting med Uret", siger gamle Rikard. "En tom Sæk kan ikke staae opret". Hvad vilde I vel tænke om en Fyrste eller Regjering, som forbød eder under Fængselsstraf at klæde eder som Stands- personer? Vilde I ikke sige, at I ere fri Mennesker og have Ret til at klæde eder efter Behag, en saadan Befaling er et Ind- greb i eders Rettigheder, Regjeringen handlede tyrannisk? Og dog ere I paavejen, selv at underkaste eder et saadant Tyranni af eders egen Forfængelighed, da nemlig eders Klædedragt ind- vikler eder i slig Gjæld. Eders Kautionister have Ret til at be- SIDE: 187 røve eder Friheden naarsomhelst det falder dem ind, og at holde eder i Fængsel -- paa Livstid kanskee, som man har seet. Naar I afslutte et Kjøb, tænke I kun lidet paa Betalingen; "men Gjældneren, " siger gamle Rikard, "har bedre Hukommelse end Skyldneren, " og Kreditoren ligner den overtroiske Dagvælger i nøje at give Agt paa Dage og Tider. Dagen stunder til inden I vide Ord deraf, og I blive krævede inden I have Betalingen liggende paa rede Haand. Eller, om I endog tænke derpaa, vil alligevel Forfaldstiden, der i Begyndelsen forekom eder dryg nok, synes eder altfor kort jo nærmere den kommer. Da vil det synes eder somom Tiden havde Vinger baade paa Skulder og Hæl. "Den har kort Faste, " siger gamle Rikard, "som skal be- tale sin Gjæld til Paaske. Laantageren er Laangiverens Slave. Skyldneren Gjældnerens Træl." Vogter eder derfor for slige Lænker, bevarer eders Frihed og Selvstændighed, værer flittige og tro, sparsomme og frie! Kanskee troer I, at I nu befinde eder i saa gode Omstændigheder, at I kunne tillade eder en liden Daarskab, uden at skade eder; men jeg maa bede jer be- tænke hvad gamle Rikard siger: "Spar for Alderdom og Nød, saalænge du kan, thi Morgensolen skinner ikke hele Dagen." Indtægt er ofte blot tilfældig og usikker; men Udgivterne ere vedvarende og sikkre saalænge I leve; og Rikard siger derfor: "det er lettere at reise to Skorstene op end varigen at under- holde Ilden paa en eneste." Heller uden Mad tilqvel under Fell, end staae op med Gjeld. Tjen ind hvad du kan, og bevar hvad du har forhvervet! Det er den sande de Vises Steen, som skal forvandle dit Bly til Guld. Og have I engang fundet denne de Vises Steen, saa skulle I sikkert ikke længer klage over vanskelige Tider og tryk- kende Skatter. Dette, mine Venner, ere Fornuftens og Klogskabens sande Lærdomme. Men desuagtet maa I ikke lite altformeget paa eders egen Flid, Sparsomhed og Klogskab, saa fortræffelige de end ere; thi uden Himlens Velsignelse skulle de dog ikke modnes til noget. Beder derfor i Ydmyghed om denne Velsignelse, og værer ikke haardhjertede mod dem, som stundom synes at savne SIDE: 188 hine Egenskaber, men hjælper og vederqvæger dem. Og tilslut endnu dette Ord: Erfaring er en dyr Skole, men Daarer kunne ikke lære i nogen anden, og knaptnok i den. Thi gode Raad fattes aldrig, men vel god Forstand derpaa. Gamle Rikard siger derfor ogsaa: "Den, som ikke kan raades, kan heller ikke hjælpes, og Den, som ei vil høre, maa føle." Raad man nok kan give, Klogskab ei. Hvo godt Raad Raad lod blive, lod Hjælpen gaae sin Vej. Og endnu et: Du trænger Raad? Kun Den dig raade, som raade kan sig selv tilbaade! Dog -- endnu bedre, vakkre Mand! -- din egen Sjel opklar! Da ei Du i dit ganske Land meer trofast Raader har. Og endnu en Regel lagde Gamlingen til: Raadslaae ei, Ven, med Den, som kjøbe vil, om Salget, med Den, som vælges vil, om Valget, med Nogen om at gaae tilkirke, med Ladmand om et vældigt Virke, og om hvor fort en Ting bør være gjort med Lejesvend! Henrik Wergeland SKOLEMESTERENS FORTÆLLINGER Hesten og Klokken. -- -- "Fandt I ogsaa noget der at læse i, Skolemester?" spurgte Huusbonden, som saae ham tage en Lap op fra Søppelkrogen. "Forskam et løsrevet Blad af en Bog -- formodentlig en af Læseselskabets," sagde Skolemesteren, sysselsat med Læsningen deraf. "De Barna, de Barna!" mumlede Bonden. Men Huusmoderen bemærkede, at det var Synd nu at give dem Skylden, da det "rigtig var dig selv Fa'r, som rev Bladet udaf Bogen for at tænde SIDE: 189 Piben din." Virkelig antydede et Brandmærke, at Læseselskabets Bog havde lidt denne skammelige Behandling. Og slig eller lig- nende Uvorrenhed er ikke sjelden. Manden tog sin Bebreidelse uden at svare, og jattede med Skolemesteren, da denne be- mærkede at han havde for Vane, at eftersee og gjemmemlæse hvadsomhelst beskrevet eller trykt, der saaledes faldt ham i Haanden. "Og hvad fandt I da der, Skolemester?" spurgte Konen. "Det Smukkeste, som kan sættes paa Papiir: en god Poesi. Her kunne I høre saalangt det rækker, for I har Ret i, Mo'r, at der har været Varme i Bladet. Men den har dog levnet noget, og saaledes været mindre uvorren end Haanden, som rev det ud, og tændte Ild deri, og derved skamferede hele Bogen. Og saa læste Skolemesteren da: "Der var en Fyrste i Grækenland; dengang han besteg sin Throne, Han svoer, at ville hævde, som Mand, Retfærd -- Han svoer ved sin Krone. Paa Torvet blev reist en Søile af Steen; højt paa den en Sølvklokke hængte, og den skulde ringes af Hver og En, hvem Uret og Nød betrængte. Og Klokken lød høit; Hver skedte sin Ret; Aar gik, og Klokken hang stille. Om Søilen stod Græs, den grønneste Plet som Nogen sig tænke vilde. Ja Laurbær og Viinløv og Slyngplanter skjønt sig fæstede rundtenom Stenen, saa Klokken var skjult af det tætteste Grønt bag Ranken og Laurbærgrenen! En Dag da hørtes Klokken igjen. Den reent var kommet af Tanker: En udhungret Hest havde fundet derhen; den aad af de grønne Ranker. Dens Ryg var i Blod; saa tungt den led; men Fyrsten bød højt for dem Alle: "Selv Dyret skal lide Retfærdighed; dets Herre for Dommen vi kalde!" -- -- -- SIDE: 190 "Her begynder jer Skrift, Fa'r Erik," sagde Skolemesteren, og viste Brandmærket frem. "Det er Synd at bruge Bogen til Pipe- tænde, om den saa hørte jer selv til." "Aa den er Ingen andens end Bygdens, saa Ingen eier den," mente Erik, og her fik da Skolemesteren fat i et vildfarende Eiendomsbegreb, som ikke er usædvanligt, og som han ikke lod ubehandlet. Erik fik lære til en anden Gang, at Samvittigheden skal være ligesaa øm om fælles og offentlig, som om privat Eien- dom. Men da han stak Bladet til sig, sagde han til de Tilstede- værende i Stuen, som ret havde faaet Øret op ved den Præken Erik fik: "ja Straf, Straf, Straf skulde Den have, som mishand- lede et Dyr. Det var slet ikke for ringe en Ting for Storthingets Opmærksomhed, om det satte de Umælende under en Lovs Be- skyttelse." "Hvad Straf mener I da Skolemester?" spurgte Erik, tænkende paa sin mankebrudte forsømte Hest nede i Stalden. "Vel ikke Dødsstraf eller Slaveri eller Tugthuus." "Det Sidste lod sig i flere Tilfælde forsvare, ja vel og Slave- riet hvor Ondskab er med i Spillet; men i de fleste kunne vel Fængsel, Vand og Brød eller en klækkelig Mulkt udrette noget, især dersom den offentlige Mening tillige straffede en saadan Forbrydelse med sin Afsky. Jeg havde rigtignok, troer jeg, meest Lyst til at bruge Stokken og give Lige for Lige; men i mange Tilfælde var det for mildt," mente Skolemesteren, idet den gamle fyrige Mand gjorde en Bevægelse, som om han havde et godt Slagvaaben i Haanden. Erik skuttede paa Skulderen, somom han alt kjendte Rappene, erindrede sig mange af de Synder, Skolemesteren var saa ivrig imod, og skyndte sig ned i Stalden med Sæbespiritus i Haanden og bedre Tanker i sit Hoved om to Ting, end han nogensinde havde havt deri siden han fik en Bog og en Tømme i Haanden. Henrik Wergeland No. 15, 10de August 1841. Dovenskab tærer som Ormen i Frugt. Blank er den Nøgle, som altid bli'r brugt. DØD MAND KAN VIDNE "Død Mand kan ikke fortælle noget," siger man, og skrækkelige Forbrydelser ere blevne begaaede i denne Tro. Men den er ikke SIDE: 191 sand. Død Mand kan fortælle det, der skal høres efter Aar- rækkers Forløb. Ofte, naar det hede Blod, efter lange Tider, er bleven koldt, det sorte Haar graat, de stærke Lemmer som svang Mordvaabenet, svage; naar gode Omstændigheder har dysset Samvittigheden i Søvn og Lidelser eller Lykke har stillet Angeren, da har det ofte hændt midt i en Morders Ro og Over- flødighed, at den Myrdede syntes at vaagne op af sin lange Søvn og ved den ubetydeligste Hændelse ligesom at skaffe de Beviser frem, som endelig førte Morderen til Skjændsel, Domfældelse og Rettersted. Hvis f. Ex. de Niddinger her af Byen, som ivaar stenede den svenske Arbeidsmand ihjel, engang tilfældigviis ved en Gravs Opkastelse, fik hans Levninger at see, var det ikke usandsynligt, at de vilde røbe sin onde Samvittighed ved alle- haande Tegn eller Ord til hinanden. I Mordsager holdes ogsaa altid Forhør over den Mistænkte foran Liget, og der skal haardt Sind til der at holde sig. Historien om Ibykus'es Kraaker lærer ogsaa, at en Morder aldrig er sikker. Han faldt i Stratenrøveres Hænder, som dræbte ham fordi "død Mand ikke kan fortælle noget," og i sit Dødsøjeblik raabte han, at nogle Kraaker, som just fløi over Stedet, skulde hevne ham; mange Aar efter be- fandt et Par af Morderne sig i en Folkemasse, og da just nogle Kraaker fløi derover, hviskede den Ene til den Anden spottende: "Se der Ibykus'es Hevnere!" Men denne Hvisken blev hørt; man spurgte dem om hvad de kunne mene med slige Ord; de svarede med Forvirring og slige Tegn paa en ond Samvittighed, at man blev overbeviist om endelig at have faaet fat paa Ibykus'es, en afholdt Digters, længe forgjæves eftersporede Mordere; og det varede ikke længe før de fik sin Dom. Historien om Dødninghovedet med Spigeren i, der tilfældig blev kastet op, viser allertydeligst, at hiin den blodige Forbrydelses Tro er falsk. Man saae straks, at et Mord maatte for mange Aar siden være forøvet, og kom efter, at Hovedet maatte have været en Smeds, hvis Enke endnu levede i Ægteskab med hans Svend. Det vakte Mistanke. De bleve forhørte foran Hovedet med Spigeren i, og Forbryderen tilstod strax ved Synet deraf, at han, i Overlæg med sin Madmoder, havde myrdet sin Hus- bond ved at slaae en Nagle ind i hans Tinding medens han sov. Noget lignende er jo ogsaa for faa Aar siden passeret her til- lands. I Oudalen slog en Tjenestekarl sin svangre Kjæreste SIDE: 192 næsten tildøde i Skoven med Steenslag i Hovedet, som Tilfælde var med hiin stakkels Svenske, hvorved han troede at føre Mis- tanken over paa Bjørnen, som ofte dræber ved Slag, og skyndte sig saa hurtig hjem i den Tanke, at Mordet var udført, og at Mistanken derfor vanskelig kunde falde paa ham. Pigen blev funden betids nok til endnu levende at blive bragt hjem. Den, der var utrøsteligst var nu Morderen, som formedelst sit Forhold til hende stedse sad ved Lejet, hvor hun laae ganske maalløs. Et Par Dage efter fandtes hun dog død, uden at dog nogensom- helst Mistanke kom paa hendes trofaste Plejer. Bjørnen fik Skylden. Men hvad hænder! Udaf den Dødes øre viser sig et blodigt Udflod, og man opdager, at et spidst Instrument, en lang Naal eller deslige, var ført ind derigjennem i Hjernen. Dette kunde ingen anden end hendes Sygevogter have gjort; og han tilstod snart foran Liget sit dobbelte Mord. Han havde fuld- byrdet det, for at hun, naar hun fik Mælet igjen, ikke skulde fortælle hvorledes det var gaaet til i Skoven, og altsaa i den Tro, at Død ikke kan fortælle Noget. Men han tænkte nok over hvor lidet sikkert dette dog er, da han gik til Retterstedet. Jeg saa hans unge Hoved falde. Blodets Spor i Sandet viste mig Guds urandsagelige Veje. Ørets Gange ere fine; men Blods- draaben, som trængte sig med Møje frem derigjennem, var nok til at opdage Forbrydelsens snigende Bane. Henrik Wergeland DE TRE VENNER "Tro ingen Ven, naar du ikke har prøvet ham; ved dit vel- besatte Bord gives der flere af dem, end ved Fængslets Dør" -- siger et Ordsprog. En Mand havde tre Venner; to af dem elskede han meget, den tredie var ham ligegyldig, uagtet denne mente ham det ærligst. En Gang indstevnedes han for Retten, hvor han var uskyldig men haardt anklaget. "Hvo af Eder," sagde han, "vil gaae med mig og vidne for mig? Thi jeg er haardt anklaget og Kongen meget opbragt." Den første af hans Venner undskyldte sig strax; han kunde formedelst andre Forretninger ikke gaa med ham. Den Anden ledsagede ham indtil Raadhusets Dør, da vendte han om og gik tilbage af Frygt for den vrede Dommer. Den Tredie, paa hvem SIDE: 193 han mindst havde stolet, gik ind med ham, talede for ham og vidnede saa djærvt om hans Uskyldighed, at Dommeren fri- kjendte ham. Tre Venner har Mennesket her i Verden; men hvorledes opføre de sig i Dødstimen, naar Gud kalder ham for Retten? Pengene, hans "bedste Ven," forlade ham først og gaae ikke med ham. Hans Beslægtede og Venner ledsage ham indtil Indgangen til Graven, og vende da tilbage. Den Tredie, som han i Livet oftest forglemte, er hans gode Gjerninger. De alene ledsage ham for Dommerens Throne; de gaae foran, tale for ham, og finde Barm- hjertighed og Naade. Henrik Wergeland DOVENSKAB I REGNVEIR Hvor der bygges noget betydeligt, danne Graasteensmurere og Minerere eller Steinbrytere en egen Klasse, der udmærker sig ved Usselhed i sit hele Udvortes og Antræk. Ingen Arbeider er saa fillet, skiden og fuld af utøj som Steinbryteren. Gjør han sig nogentid reen og skifter Klæder, maa det være seenhøstes, naar Arbeidet er endt for Sommeren. Fra Sneen gik af, og han kunde begynde at bryde i Stenen, gaaer han i samme Laser og Sluskeri, som man ikke maa tro Søndagen gjør stor Forskjel paa. Var Søvnen ei saa kjær, maatte de vist længes efter Mandagen, for at det maskinmæssige Liv igjen kan begynde med sin Pikken og Boren i Steenbrudet, der Dag ud og Dag ind ledsages af den samme og den samme ensformige Melodi, hvortil en liderlig Vise er sat, som synges af en Forsanger, der stundom er en graa- hærdet Fader mellem sine Børn. "Men Gudbevare mig, Embret, hvor kan du gaae saalænge i saa daarlige Klæder og med slige Sko?" spurgte jeg engang en saadan Forstander for et Steinbryterlag fra Briskeby. "Du kunde da bøte lidt paa dem engang imellem." "Naar skulde jeg vel faae Tid til det?" mente Embret. Og derved blev det, skjøndt jeg nok mente, at nogle Nudder lode sig slaae i, og nogle Næster Traad tages baade om Søndagene og de lange Sommeraftener fra Klokken 7 af. Tætved stod et Par Gjæs og toede sig i en Vandrende, og Katten var beskjæftiget paa Tømmerstabelen med at rede sine Haar i den glatteste Orden. Det var en Modsætning til den SIDE: 194 Skabningens Herre, som stod foran mig kløende og skubbende sig overalt, graa af en Skidenhed, som nok var bleven beskinnet baade af Paaskes og Pintstids og Sthansdags Sol. Men forleden regnede det, og Steinbryterne bleve borte fra Bruddet. Ligesom Myrerne kom de ikke frem den Dag. Det regnede den anden Dag, og de kom heller ikke. Men endelig den tredie Dag viste de sig. Det myldrede og pikkede, sang og knaldede atter nede i Steenbruddet. Nu! -- tænkte jeg -- disse Dage have de dog nok benyttet til at gjøre sig rene i og til at udbedre sine Klæder og Sko; og jeg gik afsted for at see efter. Men -- nei! Ikke en Vanddraabe havde været paa deres Legeme, ikke en Traad var trukket i deres Klæder, ikke en Nud eller Lærlap var kommen paa deres Sko. Den ene Fille slog frem- deles den anden, som Mundheldet lyder om slig Svinagtighed, og Tæerne stak ud af Tøflerne, Ladderne, eller hvad det kunde kaldes, som de havde paa Benene. "Hvad gjorde du igaar og iforgaars, Embret? Du og Guttene dine?" Det var et rart Spørgsmaal syntes der at staae i Graasteens- murerens marmorerede Ansigt. Endelig kom da frem et: "Jøssu Navn, det regnede jo baade igaar og iforgaars, og saa kunde vi vel ikke være her." "Nei, men hjemme. Hvad bestilte dere hjemme i de 48 Timer?" Atter igjen en Mine, hvori der stod "et rart eller unyttigt Spørgsmaal!" men dog ledsaget af Svaret, at de havde sovet, sovet i Klæderne de 48 Timer, eller i saamange deraf, som Naturen kunde taale at sove i, uden ligesom at stilne hen og raadne. "Hvad andet skulde vi vel gjøre?" spurgte Embret ganske troskyldig. "Ak, Embret Steinbryter, har du Raad til at sove i 48 Timer, fordi det regner?" "Kan nok ikke have Raad dertil; men ..." "Ja, "men!" Det "Men" skal nok betyde, at du ikke vidste hvad du skulde tage dig til. Se paa dine Klæder og Sko hvad du skulde gjort, og desforuden var der nok mangfoldige andre Ting i dit Hjem, som skulde gjøres." "Ja Bøtta skulde "gjøres", faldt en af Guttene ind med et Ordspil paa at den skulde være givet en ny Gjord. "Kakkel- ovnen skulde klines," raabte en Anden. "Tagrenderne skulde SIDE: 195 hules og sættes paa," en Tredie. "Og Potetesbeten skulde hyppes og luges," faldt de ind sammen. "Det skulde I gjort, Gutunger," sagde Faderen fortrydelig, "men I laa og svav som jeg." Der havde Faderen og tre næsten voxne Sønner lagt og sovet i 48 Timer i en Hytte, som trængte saameget til Udbedring, og det i Klæderne som saa høilig trængte til det samme! Er det muligt andet, end at Arbeiderens Hytte da maa blive Elendig- hedens Hjem, ligesom hans Klæder er Utøjets og hans Krop Ureenhedens Møgrede? Henrik Wergeland No. 16, 27de August 1841 Som Tærepenge tage du Klogskab med paa Vejen fra Ungdomsvang til Aldersdal over Manddomshejen! MERE OM MINERERNE ELLER STEINBRYTERNE "Aa vi gjør nu Viserne vore selv," var den gamle Steinbryters Svar, da jeg bebreidede ham, at han kunde synge liderlige Viser til Mineertakten sammen med sine Drengebørn, der holdt Boret, og det især naar der gik Fruentimmer forbi. Og disse Ord kastede et Lys ind i Steinbryterens Sjel, ligesom naar en Lygt pludselig heises ned i en Kjelder. Fordi de maatte gjøre Viserne selv, af egen Aandsformue, mente han altsaa, var det nødvendigt, at de maatte blive usædelige. Liderlighed skulde altsaa være det Eneste, som sysselsatte deres Tanker, som kunde falde dem ind, more dem, og som kunde være morsom nok til idelig at lade sig gjentage. Det er da i deres Hoveder ligesom i en Svinesti, hvor man skal have ondt forat finde nogen Plads fri for Smuds? Hvilken Aandsfattigdom, hvilken svinsk Aandsfattig- dom og indre Raahed i Modsætning f. Ex. til Fjeldbondens vittige Stev, hvori han vel bruger Spot, og komiske Overdrivelser til Peber og Salt i sine Viser, men aldrig Liderlighed! Men Stein- bryterne vare ikke steinhaarde i sin Uvane; de vare strax villige til at aflade den, naar de blot kunde faa andre Viser; og jeg skrev dem da nedenstaaende simple, som de nu synge under Navn af: SIDE: 196 STEINBRYTERVISEN "Nisser og Dverge bygge i Bjerge; men vi skal mine dem alle herud. Thi, mens vi synge muntre i Klynge, sprænge vi Bjerget i Luften med Krud. Ja lad os bore dybe og store Huller i Graastein og Blaastein og Flint! Da, mens vi synge muntre i Klynge, sprænge vi Bjerget i Stykker og Splint. Hurra! det knalder! Satans Rabalder! Hurra, Minerer! vi vinder tilsidst. Thi, mens vi synge muntre i Klynge, sprænge vi Bjerget ved Magt og ved List. Fjeldet skal bæve under vor Næve. Hurra, Minerer! Nu knalder dit Skud Nisser og Dverge bygge i Bjerge, Hurra! Nu mine vi Nisserne ud." Den raa Arbeider er et Barn. Skjøndt graahaaret, kan det være utroligt, hvor liden Opdragelse, han har faaet i sit hele Liv. Man meddele ham den, og han vil være taknemmelig og bøjelig som et Barn. Man træffe hans Smag, hans slumrende Følelse for det Bedre, og det vil være forbi med den fordærvede Smag, med Forkjærligheden for det Raa, der altid kommer først frem ligesom Ukrudet, og som herskede i hans Sind alene fordi den for det Bedre ikke var vakt. Henrik Wergeland RELIGIØS OVERBÆRELSE l. Foragt aldrig Nogen for hans Religions Skyld. Hans Reli- gion er for ham en Sandhed, hvorved han er salig, en Over- beviisning, som han arvede fra sine Fædre, ligesom du arvede din. SIDE: 197 2. I samme Forhold, som han ved den er hernede dydig, kjærlig mod Næsten, varm for Almeenheden, redelig, ærlig, barmhjertig og oplagt til enhver god Gjerning, i samme Forhold er hans Tro en Kilde til Velsignelse for ham og det menneskelige Selskab. 3. Den dydige Hedning, den retskafne Jøde er agtværdigere og Gud behageligere, end en Kristen, som overgiver sig til Laster. 4. Føl Ærefrygt for fremmede Religioners Gudstjeneste og hellige Skikke. Vanhellige ikke deres Høitidelighed ved ubesindig Dadel; vanær dig ikke selv ved Spotten og en indbildt Viisdoms Smilen over Ting, som ere dig paafaldende ved den fremmede Gudstjeneste, og hvis Betydning du ikke kan fatte! 5. Vid, at Alt, hvad der bereder den udødelige Aand til Evig- heden, er ærværdigt, er en Helligdom, i hvilken Skikkelse det end viser sig. 6. Sky alle Drillerier og Trætter om Troessager med fremmede Religioners Bekjendere. 7. Skil aldrig noget Menneske ved den Trøst og Beroligelse, som hans Tro skjænker ham. 8. Lad Religionen ikke gjøre et Skaar i Kjærligheden og skille Menneskenes Hjerter fra hverandre, men knytte dem nærmere og stærkere sammen! Alle ere vi Guds Børn; alle staa vi engang for hans Throne, og borte er da Standens, Sprogets og Troens Forskjel. Henrik Wergeland MENNESKENE SOM DE ERE Ville vi være oprigtige, maa vi tilstaa, at vore Dage vanke og vakle imellem Ondt og Godt. Det Støeste ved dem er, at de glide fremad mod Graven. Den Letsindige synder leende, den Svagsindede, der drives for sine Lyster, som den overgivne Baad for Strømmen, synder ofte grædende. Vore Glæder ere farlige, og Mange ere sørgmodige i sine Synder, men synde dog. Den Gode har ofte forglemt det Gode; og onde Tanker have over- skygget den Redeliges lysende Forsætter. Fromme Ord have ikke altid og stadigen helliget den Gudfrygtiges Læber. Raka- Raabet har fast uvilkaarligt overfaret dem som Stormkastet sort- nende over Bølgerne; og før de kunde standses, ilsomt som Flammerne slaa ud, have Ord lydt derfra, som Evangeliet siger vi skulle være skyldige for til Straffen hisset. Vreden er som SIDE: 198 en Iling fra Fjeldet, Sandseligheden ismeltet vort Væsen som Skarlagenfarven med Blodet; Ukjærligheden som en Slange, der sniger sig igjennem vort Væsen, stedse bered til at opløfte sit Hoved og udgyde sin Gift; og Egennytten er ivoxet vor Natur som Margen er Træet. Og disse og andre onde Lidenskaber have i Øjeblikke stundom flammet selv i det Øie, der jevnligen saa andægtigen mod Himmelen. Skrivtkloge og Farisæer skakre endnu med sin Retfærdighed, og Mange tykkes efter dem, at det er en god Maade at klare sig fra Verden paa ved at synes, men ikke at være. Mange, som vilde skrækkes for at ihjelslaae en Flue, have ihjelslaaet med Ukjærlighedens Vaaben, skudt det unge Rygte med Bagtalelsens Pile, forgiftet den almindelige Sam- tales og Omgangs Strømme med Løgnens Gift, og knust paa et Steenhjerte med Slaget af en hadsk Tunge Næstens Navn. Mange have lagt sit Offer paa Alteret, men ikke alle Disse forpligte sig først med Brødrene. Og Mange vandrede sammen med Mod- standeren uden Forlig indtil det bratte Stupe, hvorfra der ikke er nogen Tilbagegang, ja indtil de grebes af Dommerens Tjener, den blege men stærkknoklede Død, der hensætter dem i Grav- fængslet, hvorfra ingen Udgang er før den sidste Skjærv af Synde- skylden er betalt. Saaledes kan ingen Menighed være uvidende om, at dem omslutter om samme Alter Haardnakkede, som aaben- bart tjene et andet Herredømme end Guds, end det Godes, og let- sindige Syndere og Redelige, der forglemme i enkelte Stunder; og om at vor Dyd er svag, vor Redelighed uredelig i Mangt. Henrik Wergeland HUUSRAAD Potetes. I Irland, hvor man lægger sig omhyggeligst efter Potetesavl, som der er den overordentlig talrige Huusmand-, Inderste- og Daglejer-Klasses Hovednæring, vil man have be- mærket, at de foldigste Potetes sidde øverst og nærmest Græsset. De midterste skulle kun give to Trediedele i Forhold til de første, og de ved Rodenderne kun een Trediedeel. At afplukke Potetes- blomsterne forøger ligeledes Foldigheden og Størrelsen. Vil man ret sætte dem med Fordeel, maa Jorden graves en halv Alen dybt; deri gjøres et 6 Tommer dybt og 12 Tommer bredt Hul, hvori Potetesen lægges i noget Hestegjødsel og med et Mellem- SIDE: 199 rum af mindst 16 Tommer. Ved den første Hypning iagttages, at Spirerne ganske bedækkes med Jord for mulig Nattefrosts Skyld. Sligt maa det dog være værd at prøve, og det ikke blot for Smaafolk, som det dog er af største Vigtighed at faa Meget af det Lidet, de kunne lægge i Jorden. Potetesvand, især det som udpresses af Potetes enten ved Til- beredning til Foder eller Meel, er den meest drivende Gjødsel, der kan opvises. Paa en Gangsti saa optraakket den var, frem- bragte det en tredobbelt højere Græsvæxt end paa den øvrige Eng. Ogsaa dette bør Den, der ikke ejer nogen Herregaard, mærke sig. Ribs staaer undertiden udenfor Arbeiderens og Huusmandens Hytte, og de, saavelsom andre frugtydende Træer og Buske, burde findes udenfor enhver, hvor der er aldrig saa lidet Plads. Men nu for ret at faa gode og store Ribs, bør man midvinters afskjære det foregaaende Aars Skud 1 -- 1 1/2 Tomme, holde Jorden reen om Busken, samt afkviste de nye Skud en 5 -- 6 Uger før Modningen. At bevare Vand friskt er overalt af Vigtighed, men ikke overalt saa let, hvor man nødes til at have det staaende. Men ved at kulsvie Karret indvendig holder det sig i Uger og Maaneder, om man vil. Kul er, som bekjendt, det bedste Vandrensningsmiddel. Stenes Sprængning fremmes ved at blande Krudtet med 3 -- 4 Dele Saugspaan, især af blødt Træ, ligesom ogsaa ved at lade et Rum aabent mellem Krudtet og Forladningen. Virkningen af Saugspaanblandingen skal være 3 Gange forstærket. Dette bør Minererne skrive sig bag Øret. Mod Træfrost. I Udlandet er det mere Skik end det, som sagt, desværre er hos os, at man finder Frugttræer (ofte ogsaa Bi- kuber under de honningrige Æble- og Moreltræer) udenfor en- hver Hytte, naar der kun er saamange Fod eller Tommer Jord, som behøves for Roden. Ja, der er Lande, hvor det er Lov, at ethvert Par, som vil gifte sig, maa skaffe Attest for at have plantet saa og saa mange Frugttræer, og derfor ere ogsaa alle Landeveje besatte med Alleer deraf, som enhver kan nyde godt af saameget han kan spise paastedet. Af Sligt vide vi, som sagt intet hos os, hvor det er altfor sjeldent at see et Frugttræ. Dog stod der ifjor Høst et Par næsten bugnefærdige Æbletræer udenfor en Arbeidsmands Stue i en af vore Forstæder; men i Aar var SIDE: 200 det ret en Sorg at see dem, saa ilde de vare blevne med- tagne af den strenge Kulde i Vinter som var. Manden gik en Aften udenfor sin Dør og undersøgte, om der dog ikke var Haab om Liv, men det tegnede sig kun slet. Han fik da et Raad, som er simpelt nok, nemlig at bestryge Træet ved Roden med Linolje om Vaaren før Øinene aabne sig. Han lovede, ikke at tabe Modet, men at plante nye Træer, og deri gjør han Ret. Vort Klimat kræver Udholdenhed som en Nationaldyd uden hvilken Landet snart vilde synke tilbage til at blive en Ørken af Skog og Myr og Ur. Hyld er en overmaade nyttig Busk at have udenfor sin Stue eller i sin lille Have. Den trives ogsaa ret godt i vort Klima. Dens Blomster finde nemlig Afsætning paa Apothekerne, da Af- koget er et ypperligt Middel imod Forkjølelse, Hoste og andre lignende Bryst- og Strubetilfælder. De ere derfor gode at have at gribe til i Huset. Røgen af Grenene forjager ogsaa Sirrisser, der saa ofte ere til Uleilighed. Æg kan Simpelmands Kone af og til afsee til Salg; men at bevare Æggene af et Par Høns indtil de udgjøre en klækkelig Deel er ikke altid saa let. Men Middelet er simpelt, nemlig at lægge dem i Salt. Mod Rust paa Staalredskaber tjener at omgive dem med en linnet eller ulden Lap, som er dyppet i en stærk Opløsning af brændt Kalk og Potaske og igjen bleven tør. Men det aller- bedste Middel er at bruge dem flittig. Det gjælder ikke blot om Nøgler, som Ordsproget siger ere altid blanke naar de bruges. ALLEMANDS-VIISDOM Trykt i Avdeling I, bind 2, s. 355 -- 356. Henrik Wergeland No. 17, 8de Septb. 1841. Den Sandhed, Alle mindst at høre lide, har Alle nyttigst af at vide. FALSKE MENINGER 1. "Een Gang er ingen Gang", siger man; men intet Mundheld er falskere og slettere, og dets Ophavsmand maa enten have SIDE: 201 været en daarlig Regnemester eller en Bedrager. Een Gang er i det mindste een Gang, og kan ikke være mindre. Den som een Gang har stjaalet, kan aldrig meer i sit Liv sige med Sand- hed: "Gudskelov! jeg har aldrig forgrebet mig paa Næstens Eien- dom". Og naar Forbryderen bliver greben, sat i Slaveri eller henrettet, kan han ikke sige: een Gang er ingen Gang. Men dette er endnu ikke nok. Oftest kan man nok sige, at een Gang er ti Gange, og hundrede og tusinde Gange. Thi den, som en- gang har begyndt at begaa det som ondt er, han fortsætter det sædvanlig. Den, der engang har sagt A, siger ogsaa gjerne B; og tilsidst kan man nok heller komme til at anvende et andet Ordsprog, nemlig, at Krukken gaaer saa længe tilvands -- til den kommer hankeløs hjem igjen. 2. Der er intet, man pleier at glemme saa snart i Livet, som at regne rigtigt. Dette gjælder ogsaa om den simple Sammen- lægning, om man end har lært den aldrig saa vel i Skolen, og forstaaer baade den og Multiplikationen til Punkt og Prikke. Alligevel lærer man disse nyttige Ting i Skolen i det Endemaal, at bruge dem i Livet, og Viisdom bestaaer just ikke i at vide saa meget, men i ret at bruge og anvende det man veed. Man giver f. Ex. 2 eller 4 Skilling meer ud om Dagen end man be- høver. Nu, tænker man, dem har jeg tilovers, og det Hele er bare en Bagatel; men det gjør dog alligevel 365 To- eller Fire- skillinger om Aaret, og i endeel Aar bliver det dog ikke saa lidet. En Anden tilbringer hver Dag et Par Timer i Lediggang, og tænker under det: "idag kan jeg forsvare det". Men det gjør dog alligevel 730 Timer i et Aar, og 21,900 Timer i 30 Aar, d. e. 912 Dage eller næsten 3 hele Aar, som ere gaaede tabt af det korte Liv; og dette er endnu meer end hint Pengetab, om man ret betænker Sagen. Jorden er 5400 Miil i Omkreds. Dette er vistnok en lang Vei; men om En kunde gaa i lige Linje, og gik hver Dag blot en Miil, kunde han komme tilbage igjen paa 15 Aar. Og heraf kan man lære, hvor vidt Mennesket lidt efter lidt kan bringe en Sag under sit hele Liv, naar det blot vil an- vende een Time om Dagen til en bestemt nyttig Gjerning, og hvor meget længere endnu det kunde komme, naar det benytter hver Dag til at blive bedre og fuldkomnere og til sit eget og Sines Vel. Men Den, som aldrig begynder, ender heller aldrig, og Den, som ikke nøjes med lidt hver Gang, vinder aldrig Er- SIDE: 202 faringen om hvorledes man lidt efter lidt kommer til meget. Sin Lod maa man fordrage saadan den er; men søg dog at hjælpe paa den saameget som muligt! Thi den Flittige savner ikke Guds Velsignelse, og Forsynet betragter med Velbehag en redelig Mands Anstrengelser forat beseire Besværligheder. At være nøjd med hvad man har, er en stor Rigdom, og Modet maa man aldrig tabe. Fortvivlelse hjælper til intet. Hvergang Mennesket alvorligen vil stride imod Ulykken, er det sikkert paa at blive den stærkeste. Den, som kan lide med Hengivelse, vente med Taalmodighed, arbeide med Udholdenhed og Styrke, bukker aldrig under for Ulykken. Kun den Uforstandige giver Andre Skyld for sin Modgang; at tage Skylden paa sig selv, er Begyndelsen til Lykke. Den Vise klager hverken paa sig selv eller Andre. Han arbeider stille og uden Ophør paa at forbedre baade sig selv og sin Lod. 3. "Den Fristelse er (eller var) for stærk", er en Undskyld- ning, som strax gribes til for alle Synder og Udskejelser, fra den overflødige Dram af og til at hale Uhret af Lommen paa Folk fordi Kjæden hang ude. Men den Undskyldning er en Løgn; thi man kan alt hvad man vil. Og man maa ville. Ellers er man, i faa Ord, en Lastens Træl. Men denne faste Vilje er Dydens Stav, og i den holder ogsaa Lykken sin Haand. Kjendte Skjel- merne alle Fordele af at udøve det Gode, skulde de blive hæder- lige Folk af bare Udregning. Men dette er dog ikke nok for ogsaa at blive agtet derfor paa den anden Side Graven, hvor de skjulte gode Gjerninger ere de vakkreste. 4. "Nyd dit Liv, som om imorgen alt du skulde vandre heden!" klinger ogsaa, naar man ikke tænker bedre efter, som et af de Hovedsteder i Letsindighedens Lovbog, alskens Udsvævelser søge at paaberaabe sig, og skulde ganske være at henregne til de mange fordømmelsesværdige Daarligheder, der for et Riims Skyld ere komne paa Papiret, om det ikke fulgtes af de fornuftige utvetydige Strofer: "Skaan dit Liv, som om du evig skulde nyde det herneden." Disse to Linjer følge ligesom bagefter med en Løgt, og oplyse om, at Meningen med hint Udsagn ganske maa være den, der SIDE: 203 falder sammen med disses, nemlig, at vi hver Dag skulle leve saa dydigen, somom vi den næste skulde fremstaa for den evige Dom. Hvor fordærvede Gemytter fortvivle med den visse Død for Øjne, f. Ex. under et Skibbrud, har man rigtignok seet dem fortolke hiin Leveregel med at slaa Hul paa Brændeviinstønderne og beruse sig indtil Dyriskhed; men dette har været Fortvivlel- sens Vanvid og mere en Rædsel end en Ringeagt for Døden. Noget Gyseligere har da heller ikke Skibbrudets Scener havt at opvise, og noget frygteligere end et Menneske, der fortfarer i sine Udsvævelser med hiin feilagtige Fortolkning af Leveregelen i sin Sjel og paa sine Læber, opviser det daglige Liv heller ikke. Har Drankeren det Haab og den Beslutning at drikke til det Sidste, og saaledes at dø i en Perial, kan heller intet lægge tyde- ligere for Dagen, at hans Last ikke er en ligegyldig Ting, men en af de stærkeste onde Kræfter til at nedbryde Dyd og Sæde- lighed. Henrik Wergeland SMIDJEN Haandværk har gylden Hjerterod, har det om Munden end Støv og Sod. Smidjen er den Industri-Indretning, som hyppigst forefindes. Der er Spørgsmaal om den snart ved hver betydelig Ejendom, og mangen enkelt Bonde finder sin gode Regning ved at have en Smidje. Han bygger den da selv, kjøber Jernet, og fører Hammeren med egen Haand. At dette lader sig gjøre uden nogen Lærdom, viser Erfaringen og de mange daarlige Smidjer, men alting kan gjøres meer eller mindre forstandigt, og med større eller mindre Besparelse. Ved Valget af Pladsen for Smidjen maa man saaledes altid erindre, at Smidjen er en farlig Nabo for Ilds Skyld, at Vand ofte behøves under Smidningen, og at det gjøres nødigt, at have godt Svingerum udenfor. Smidjens Størrelse beroer paa Behov og Leilighed; men det er dog altid klogt, at gjøre den noget stor, for at vinde godt Rum for Fiilbænken, og forat slippe at tage større Redskaber, der skulle under Hammeren, ifra hinanden. Arbeidet fra Kleinsmidjen behøver vel sjelden at være fint udført; men det, som passer godt, varer altid længere end det, som passer ilde; og forat kunne gjøre noget Arbeide akkurat, SIDE: 204 udfordres at kunne see godt. Jo lysere man derfor kan gjøre Smidjen, desbedre. Staaer Arnen efter den ene Langside paa Huset, sættes Vinduet over Døren og højt oppe paa den der- imod svarende Gavl hvorunder Fiilbænken fæstes. De Steder faa da Lys, som mest behøve det, og Vinduerne ere da mindst udsatte for at slaaes istykker. Vil man kun have een Esse, er Arnen stor nok, naar den er to Alen bred og 2 1/2 til 3 Alen lang indvendig. Mindst to Sider bør være aabne, men ofte er det nyttigt, at tre ere det, især naar Steenkul nyttes. Selve Essen (Ildgropen) bør mures af haardsmeltende Steen eller ildfast Tegl, være omtrent 3 Tommer dyb og 10 -- 12 Tommer lang. Det Rør igjennem Muren, hvor- igjennem Blæsten kommer, bør være af Jernblik eller endnu bedre af Kobber, og staa en halv Tomme frem nedadvendt i Essen. I Mundingen, som er rund, bør det ikke holde over 5/8 Tomme tvertover, ja ofte er 1/2 Tomme nok. Jo slettere Bælg, og jo meer man vil spare paa Kullene, destomindre maa Hullet være. Skulde det være, at Ilden ikke bliver bred nok, er det bedre at have to mindre Huller ved Siden af hinanden, hvoraf det ene tilstoppes, naar man kun vil have almindelig stor Ild, end altid at have eet større. Bælgen er en nyttig Ting i Smidjen. Den kan vel gjøres paa mangehaande Sæt, men hvordan den end gjøres, maa Luftlugerne (Ventilerne) gaa let og slutte tæt til, og Bælgen selv være ganske tæt; thi en god Bælg sparer Tid og Kul, og gjør sit til godt Ar- beide. Den simpleste og billigste Blæseindretning er den, som gjøres af en almindelig Tønde, og den kan være nok for smaa Smidjer, naar den er forsvarlig gjordet og Læderet er stærkt og godt paasat i begge Enderne. Haandhammer og Slægge bør være store, da Smidningen derved gaaer bedre frahaanden uden derfor at være forholdsviis tyngere, og ved Indkjøb af Skruested maa prøves med Fiil om det er godt staalsat. Til de Ting, som heller ikke maa savnes i en Smidje hører ogsaa Hærdevand, Kjøletrug og Kulsvabben. Til det første bør altid haves koldt og rent Vand, ja det vil være godt, om rindende Vand kan haves. Kjøletruget er aflangt og lidet, og har sin Plads bag Smedens Ryg. Deri svales Tængerne, og dyppes Svabben, for dermed at friske paa Kulilden. Jernet kan have adskillige Feil, som Smeden dog kan bøde SIDE: 205 paa. Det kan være rødskjørt, koldskjørt, flaget eller for haardt, men det hænder sjeldent, at alle Feil findes i samme Stang. Det rødskjøre Jern, som forøvrigt er seigt og stærkt naar det engang har erholdt sin tilbørlige Form, men som ruster snarere end feilfrit Jern, viser sig ved større og mindre Sprækker i Kanterne eller tvertover Stangen, og endnu mere mærkes Feilen under Smidning eller Bøining ved Rødvarme. Saadant Jern maa lang- somt opvarmes, men saa stærkt som muligt, ligetil det gnistrer af det, inden Hammeren bruges, og alle Bøininger bør skee paa det medens det endnu er hvidglødende. Koldskjørt Jern opvarmes snart og er let at smide, men dets Skjørhed i Kulde og Ubestandighed i Sveisning gjør det altid upaalideligt. Det er sædvanlig jevnt udenpaa og tæt indeni. Det bør opvarmes langsomt, saa at man nøje tilseer, at det aldrig gnistrer, og udsmides ved Kulvarme. Det afsvales derefter hurtigt. Flaget Jern plejer at være mygt og frit for al Skjørhed. Det taaler streng Ild og Slægning forat blive tæt, hvorfor det er bedst, før det anvendes til bestemt Brug, at udsmide og sammen- sveise det. Mod det altfor haarde Jern ere gjentagne Glødninger og svag Varme de eneste Midler hvorved man kan komme nogenledes tilrette dermed. Ved grovt Arbeide, hvor store Stykker skulle sveises, saasom ved Vognaxler, er det godt, naar Arbeidet er færdigt og afkjølnet, atter at lade det undergaa en Rødglødning og langsom Afsval- ning. Ellers hændes det let, at Jernet springer af strax nedenfor Sveisningen. (Dette er lært af en Svenske, og Svenskerne ere gode Smede.) SMED-VISE Trykt i Avdeling I, bind 2, s. 356 -- 358. Henrik Wergeland GULDKORN 1. Haab lidet, fortvivl om Intet! 2. Det er den sværeste Ulykke, ikke at kunne bære nogen. SIDE: 206 3. Hovmodige Mennesker ligne Kornaxene: de tommeste kneise højest. 4. Gaaer Viljen forud for Overvejelsen, er Anger dens Følge- svend. 5. Kan Exemplet paa det Gode ikke forbedre, bør Synet af det Onde gjøre det. 6. Den Steen, som ruller, samler ingen Mose. "Det er ligeligt Bytte, engang Brandlidt og tregange Flytte". 7. Tænk paa Døden i Livet, og haab paa Livet i Døden! 8. Hvo ikke om Sommeren kliner tilvinters ilde griner. 9. Hvis du med Alvor Synden hade vil, saa had og Leilighed dertil! 10. Hvo finder i sig Selv ei Fred, forgjæves søger den paa andet Sted. Henrik Wergeland No. 18-19, 30te Septbr. 1841. Af Mad i Mund vor Krop en Stund ta'er til, men Aanden voxer kun af Tankens fine Ild. SKOLEMESTERENS PRÆDIKEN Midt i August, en Søndag Eftermiddag, var der et overhaands stærkt Tordenveir, saa Gud maatte sig forbarme. Ja hvem skulde ikke erindre det en god Stund efter, naar der bliver talt derom, thi ellers veed jeg nok det er glemt af de Fleste? Men det lyste over alt Landet, og, som sagt, naar det omnævnes, tør man nok erindre det, ligesom midaldrende Folk af Kristiania erindre, at Bordtomterne brændte i deres Ungdom, og at Folk af Thrond- hjem om en Snees Aar ville mindes Branden i sidste Mai Maaned. Det vil sige: man erindrer det jo nok, om end Tænderne da skranglede i Munden paa En af Angest og Bævelse, men dunkelt, som med en rød Sky for Øjet, uden de Følelser, som gjennem- rystede Sjælen i Uveirets høitidelige Øjeblik. "Kom ind, Skolemester! Jøssu Navn, kom ind!" raabte Bonden paa den Gaard, hvor vor gamle Bekjendt just var over hin Søn- SIDE: 207 dag, udigjennem Døren til Skolemesteren, som fra Svalen af be- tragtede det pragtfulde Natursyn. Ja, jeg veed jo nok, det var klogest at trække sig ind, tænkte Denne; men det er da heller ikke saa let hvor sligt et Skue er at see. Dog gik han ind paa Salen, hvor, foruden Gaardsfolket, endeel Almue havde forsamlet sig, som Uveiret havde drevet tilhuus paa Tilbagereisen fra Kirken. Manden i Huset, en gammel Skapsuper, var forknyt, og just som Tordenen slog ligeover Huset og som Lynet oplyste den hvide Talskive borte i Krogen med en Tydelighed, som ordentlig skar i Øinene, mumlede han noget, hvoraf omtrent lod sig for- staae, at han mente, han havde gjort ilde i ikke at have været i Kirke den Dag, og at det vel ikke var saa frit, at Tordenen derfor drønede saa lige over hans Huus. "Ja hvorfor gik du da ikke, Far?" sagde Konen. "Gud for- lade Dig, nu har vi Skaaraanna, og du har ikke været i Guds Huus siden Paaskedagen". "Har vi ikke Postillen da?" mente Hosbond. "Naar bruger du den da? Her er ikke som et kristent Huus i den sidste Tid", sagde Konen, "for baade det Ene og det Andet af gammel Opbyggelse gaaer af Brug". "Postillen? ja, aaja -- " mente Manden; men den er nu -- -- Et rædsomt Tordenskrald afbrød ham. Men Skolemesteren, som kjendte sin Mand for en af disse mange Svage, som betragte Gudsdyrkelsen blot som noget, der skal øves for Anstændigheds Skyld, udfyldte hans Mening med, at Postillen var nu engang henlagt paa Hylden over Vinduet, og at den der burde hvile fordi der dog var læst i den omtrent saameget som hos Naboen, og han besluttede at benytte Øjeblikket baade til at vække Fø- lelsen af Guds Almagt og Storhed i det pragtfulde Uveir og for Gudsdyrkelsens Iagttagelse. Inden man vidste Ordet af det, havde allerede Skolemesteren med Evangeliebogen ihaanden indtaget en Plads ved Vinduet -- Alle lyttede, og han talte med høj Røst som følger: "Se, den store og almægtige Gud har opladt sin Himmel for vore Øine og en end herligere for vore Sjele! Han har aabnet sin store og skjønne Verden for os, og Han møder os næsten synligen i dens Særsyn og i vore egne Færdsler og Begiven- heder. Støvet ligger tungt paa vore Øjenlaag, vi have ikke de SIDE: 208 salige Aanders skarpe Øje til at see dette alt med, til aldrig at tabe Guds Storhed og Godhed afsigte; men de Øine vi have, dem bruge vi ikke nok til at see den almægtige Gud selv, hvor- ledes han møder os i Alt. Men lader os i Øjeblikket, da Gud ved sin Torden ligesom har vakt vore Øjne, tvunget dem til at være vaagne, idetmindste medens den ruller og Lynene skjære i deres Nerver, anspænde vort aandige Syn, saa at vi kjende Gud selv i hans Aabenbarelsers Tegn og erindre fra denne høi- tidelige Stund af, at Han altid er os nær i sin Storhed, og at han aldrig slipper os af sin Kjærligheds Arme; da skal det være som om vort dødelige Øje var hvæsset til at opdage det mindste Spor af Guds hellige Nærværelse og til at see ifra Jorden alt til Hans Throne i Himlens Højeste, ja didhen til Guds Kjærlig- heds Forborgne, til Hans Helligheds Skjul, hvor hans Barmhjertig- hed aabner sine Arme og hvor Forsoningen skal opfyldes. Hør os da, vor Fader i Himlen! vi ville ikke længer være blinde med dine Herligheder for Øinene, ikke døve for dit Ord i vort Øre, som om dette var det stenige Hul for Sæden, ikke blinde for dine store Gjerninger, for Englene, du sender os i Tilskikkelserne, for Trækkene af din Haand, der fører Alt til sit Maal, Alt til det Bedste, det Fortrykte til Frihed og Storhed, de Smaa til Herlighed, ikke forglemmende, at du er os altid nær, ikke holdende vore Øine til, saaat vi ikke kjende Dig, vor Fader, Du som er i Himlene!" Den gamle Skolemester bøjede her sit Hoved og bad Fadervor, efterfulgt af de Tilstedeværende. Da han ikke vilde tage det af Præsten samme Dag behandlede Evangelium, slog han Evan- geliebogen op paatræf, og Lukas 24de Kap. 13de Vers, d. e. anden Paaskedags Evangelium, faldt op. Efter et Ophold begyndte Han, ligesom vækket af sin Eftertanke af et rædsomt Torden- skrald, som rystede Huset og lod Tilhørerne nærme sig tættere til ham: "Sandelig, Gud er nær os i dette Tordenveir: dette Lyn var den svindende Flig af hans Nærværelse. Han er nær os med Døden, med sit Kald indfor den evige Dom. Alle høre Tordenen; men hvor Faa, at Gud taler deri opløftende om sin Almagt, om sit Skaberværks Herlighed, om Menneskets Afmagt: at denne Jordens Herre, saa ofte sine mælende eller umælende Støvbrødres Tyran, ikke er sikkrere under sine Taarne og Tage end den SIDE: 209 sammenrullede Larve under Bladet naar Pladskregnen falder! Se, Naturens Lovbog er ligesom aabnet for os i denne Himmel fuld af pragtfulde Skyer. Lynene ere som himmelske Lære- mesteres Fingre, der fortolke de herlige Billeder og Naturens vise Love. Men er det Dette, de blinkende Øjne see? De see Lynene, men ikke Meningen deri: at de skulle oplyse vore Aander. De forfærdes over at Klippernes Afgrunde blive tydelige; men hvor Faa see, at de fare over vore Hoveder for ogsaa at oplyse vore Hjerters Dybder, at fylde med Ild gamle Minders Træk om gamle længstforglemte Synder. Forfærdelsens Øre bedøves af disse Slag, og Menneskene tilhylle sine Hoveder og længes efter Stilheden, som om disse Øjeblik ikke vare kostbare og ikke komne for ligesaavel at frugtbargjøre Sjelene, som Højene og Agrene, med straffende og velgjørende Tanker, med Erindringer og Beslutninger, med hellige og rensende Følelser, med Bøn og opløftende Andagt. De see Ilingernes Spor, de bøje sig ligesom Træerne under deres Fart, de hælde sine Hoveder sammen lige- som Græsset, de bæve under Tordenbragenes Styrke; men mon de Alle bøje sig sammen i samme Andagt, bøje sig for, bæve for den vældige Gud, som fremgaaer i Stormene, og hvis uud- talelige Navn i Lynets Sekund hencirkles henad Skyernes flam- mende Rand? Han, som taler lydeligen i Tordendrønene ligesom han hviskede i Morgenvinden om sin Kjærlighed til Alskabningen, og som peger, i de nedbrustne Træer, i de flammende Vaaninger, de bævende Taarne, i Vraget histude paa Havet, paa alt det Skabtes, paa al menneskelig Vældes og Livs Usikkerhed og For- krænkelighed. Ak, isandhed vore hedenske Forfædre vare da mere opmærk- somme paa dette Højere, som boer i Naturens forfærdelige Kræfter: de iklædte dem Guddommelighed og Guddomsnavne; men de fore vild i sin Indbildningskraft, og glemte, at det kun er een og den samme Gud, der udsender Stormen og lader det spæde Blomster spire, trives og henvisne i Fred, og tilsidst tillade de disse enkelte Virkninger, der i een Guds Haand sigte til den hele Verdens Opholdelse. O, lad disse Tordenilinger fare igjennem vore Sjele, rensende dem som de rense Luften! Der bliver det qvalmt, om de ikke stundom opløfte sig til det Himmelske, ligesom det lumrer under Himmelhvælvet, naar Skyerne synke lavt og knuge med sin Vægt. SIDE: 210 Se, Havet hvidner derude i sin Fraade, somom dens rullende Linjer, vare de nedfaldne udbrændte Lyn; Tordenskyen staaer neddalet paa den nærmeste Høj som en sort dødsvanger Muur mod vore Huse; Lynene fare hvislende ud deraf som flyvende Slanger -- ak, Menneskene synke iknæ af Angst ikke af Andagt; de vide ikke hvor de skulle skjule sig; de glemme, at det er bedst nu at skjule sig ved Guds den Barmhjertiges Hjerte, som altid findes aabent for Bønnen, for Den, som didhen vil ty. De tænke, at den Forfærdelige, at Døden er nær, svævende over Hovedet; men de glemme, at Døden er den Almægtiges Tjener, at alt dette Herligt-Rædselsfulde er Godhed og Naturens Læge- dom, at disse bugnende Skyer ere ligesom himmelske Svaner, der nedryste Velsignelse fra sine vidtspændte Vinger, at disse Farer ere ypperlige Opgaver for den menneskelige Kløgt, for de gud- dommelige Evner, Mennesket udstyredes med, ligesom Egens Grene fik Seighed, Granens Top Slankhed til at kjæmpe imod Stormene med. Nei, lader vore Hjerter opløfte sig til at sige midti Dødens Rædsler: "Herre! jeg seer dig: Du møder mig i din Storheds Pragt. Herre! jeg kjender dig, jeg veed du er nær. Se, din Tjener er rede!" Ellers vilde vi være som hine Disciple, der mødte den opstandne Frelser netop som de talte om ham, som de havde hans velbekjendte Billede for Tankerne, som de netop omhandlede hvad nys var skeet, at han var opstanden med de gabende Saar, og som dog ikke kjendte ham. Og sandelig, i dette korte Træk af vort Evangelium ligger en indtrængende Bebreidelse, en vigtig Belærelse for Os. Thi hvorledes holde ikke Menneskene sine Øjne til, og kjende Gud ikke, om hans Underværker end skee midt for dem? Og skee de ikke daglig? ikke blot nu i Tordenveirets Vidundersyner, men er ikke hver Morgen et nyt: at der af Natten kan fremgaae en saadan Herlig- hed? Men hvor sløve ere ikke mange Øine? De see den klare Vaarhimmel liig et mildt Øje over sig, de fryde sig i det blide Solskin, de beundre disse fine Blomster, disse yndige Farver, de see inden kort et Hav af Sæd gyldentbølgende om sine Huse; men hvor fjern er ikke den Tanke de Fleste, som skulde være dem den nærmeste: at denne Vaarhimmel er Alfaders milde Øje; fra hans Godhed udflyder dette belivende Solskin; i denne Straale, som med en ubegribelig Iilsomhed rødmer Fjeldene og vækker SIDE: 211 Alt til Liv i Dalene, møder Gud os; i den er en af hans Herlig- heder opstanden; i disse fagre Farver spiller et højere Smiil, Algodhedens eget, end blotte døde Safters Glands; i denne Sæd, som vidunderligen opstod af det nedlagte Korn, aabenbarer sig Gud Fader selv, saadan som han er i sin Almagt, Alviisdom og Algodhed. Visselig dog, om Menneskene altid holdt sine Øine saaledes oppe, der skulde være mere Dyd, meer Sjelelykke i Verden. De skulde ikke lede forat finde Gud. Bonden skulde ikke sætte sig paa sin Mark uden at føle og vide sig i Guds opløftende Nærhed. Denne hurtig efter Faren til Sløvhed eller Letsindighed overgaaende Frygt skulde ikke pine Mennesket; og hans Fryd i den milde Natur skulde ikke være blot Sandsernes, og hans første Tanke midt i Naturens Rigdomme skulde ikke være blot den rige Mands Beregninger. Dog alligevel, hvor farlig denne sløve Anskuelse og Ikke-Gjen- kjendelse af Gud i hans skabte Gjerninger og Virkninger deri end er -- farligere er det dog, at Menneskene ikke have Øinene opladte til at gjenkjende Gud, saaledes som han møder dem aabenbarende sig i den aandige Verden, i Religionens Forsorg, Anviisninger, Sandheder, Indstiftelser og Forjettelser. Vi skulle ikke saameget beklage det sløve Blik, som kun seer den lynende Sky, men ikke Herren der bag, som styrer disse Flammer, der synes at fare saa vildt, fast og sikkert efter sine vise Raad, -- ikke saameget beklage det Øje, som det, der ikke seer Herrens Finger i den menneskelige Slægts, gjennem Tugtelser, til Fred, Frihed, Lykke, Oplysning, Forædling førende Begivenheder, eller endog i disse mindre Træk af et styrende Forsyn, som det enkelte eftertænksomme Menneske vil finde i sit eget stille henrindende Liv. Lad En end ikke see, at den Algode møder ham i de bugnende Agre; men er Den, som fra Barnsbeen saae Lysene at brænde i Fred paa Alteret, hørte Guds Ord og Vilje i Fred og uafbrudt Gang at fortolkes for sig, som for Forældrene og som de skulle fortælles Børnene og deres Slægter, og som saae fra Barnsbeen af det kristne Tempel hvilende i Fred midti Hjem- bygden -- er Han ikke blind, som saae alt dette, men dog ikke, hvorledes Gud er med i alt dette? ja er Han ikke blind, som ikke røres af det Skjønne heri, fæstnes i sin Gudsfrygt ved det Be- roligende, ved den Guds Forsikring heri, ja som ikke seer, at Guds Haand svæver beskyttende over vort kristne Tempel og SIDE: 212 binder os alle, Brødre og Søstre, til dets rolige Paulun, medens mange Andres er nedbrustet i stormende Tider, og de Ulykkelige hvis Tro skulde prøves, have maattet fly ad Vindenes Veje og skjule sin Gud i sine Barme? Stormen farer; Mennesket lytter med Hjerteklap til de voxende Stød og seer hvorledes Havet stedse højere fremvæltes; men det er ikke Gud, den vældige men kjærlige, der møder ham, men Døden. Det er ikke Til- bedelse, men Rædsel der opfylder Menneskets Hjerte. Det op- løfter sig ikke med David til høi Lovsang, men nedsænker sig, tilhyller sig i Bedøvelse. Disse Øjne ere blinde, men dog klare imod dem, der ikke see Gud komme sig imøde i alle de hellige Dages Evangelier. Dog "tale de om ham" med hverandre; men mange kjende ham ikke. Ligesom Den, der raabte sit "Gud fri os!" mens Naturens Styrke steg, og Stormstødene voxte, men som, da de vare mildnede og forbi, lo ad sin Angst og ad det, der voldte den -- saaledes, hvormange forglemme ikke sløvt og letsindigen, at Gud i stedse større Hellighed møder os, udfolder sine vise Raad, sin Kjærlighed og sin Magt i alle disse Evange- liernes høje eller rørende Optrin fra Aarets Begyndelse af og indtil det ender med Jesu Fødsels Højtid? Der er for Exempel alle Foraarets Evangelier, fra Bebudelsesdagen af og indtil Paa- skens store Fest. Hver af disse Evangelier lader os see dybere ind i Guds og vort eget Væsen, i hans Storhed, i hans Naade, i hans Himmel. Ligesom Dagene i hiin Aarstid voxende synes at lette sig højere over os, saaledes aabner sig ogsaa stedse mere Guds Himmel for os i hvert af hine Evangelier. De salige Aander aabenbare sig paa Bebudelsesdagen. Jesulærens Triumf, endog om Mesteren døer, er forudforkyndet i Folkets Jubel paa Palmefesten. Forsoningen forjettes i Skjærtorsdags Afskeds- maaltid. Guds vise Hensigter, hans og Frelserens umaalelige Kjerlighed fremstilles os som i et heelt Maleri paa Langfredagen. Og Paaskedagene berette os Udødeligheden, Opstandelsen: -- der er det at Gud og Frelseren møde os tydeligst: Gud i sin Magt, Frelseren i al sin Kjærlighed. Og dog, ere ikke Menneskene som Disciplene, der samtalte om de sidste Dages store Begiven- heder og om den sidste, der var den største, og om den elskede Mester, som de kjendte saa fortrolig, og de mødte ham, han var selv nær hos dem og vandrede med dem, men de kjendte ham ikke; deres Øjne holdtes til, og de kjendte ham ikke? Ja, SIDE: 213 ere ikke de fleste Mennesker som disse Disciple? holdes ikke deres Øine til, saaat de, skjøndt talende om disse Begivenheder, om dette, som skeet er, skjøndt siddende i Templet hvor det for- kyndes, dog ikke ret og med den Inderlighed, de burde, gjenkjende den Gud, som heri møder dem? Efterlade de hellige Evangelier det Indtryk af Ærbødighed for Guds Raad, af Kjærlighed til hans og Jesu Kjærlighed, den opløftende og urokkelige Erkjendelse af Udødeligheden og af denne Troes Værd, som de burde, og som disse Evangelier kunne? Naturens Ynde eller dens løsgivne Kræfter røre Menneskene; men hvorfor have de ikke Taarer for Jesu Kjærlighedsoffer, for al disse Evangeliers Kjærlighed og Forjettelser? De bøje bævende sine Hoveder for Tordenen, og længe ruller den i deres Øre; og dog, er det ikke en Torden, men højere fra end fra disse lave Skyer, der drøne over deres, naar Udødeligheden og Opstandelsen forkyndes? Alligevel dvæle disse Herrens Ord kun kort i mange Menneskers Sind. Det er dem ikke klart, at intet vigtigere kan siges Mennesket, end disse Sand- heder, som det er Evangeliets Meed at forkynde. Men jeg gjentager -- der er ingen farligere Fiende af Dyden og Menneskets hele Forædling end denne Blindhed, der ikke seer Gud, naar han møder os, eller hans Sandheder, naar de lægges klare for vore Øine. Den, som ikke erkjender Nødvendigheden af Udødelighedstroens Befæstelse og at den i disse Evangelier er fæstnet mere end Menneskets Fornuft kunde gjøre det, og at det er Gud, som naadigen har bekræftet dette Haab, som lever i hvert Hjerte, og Han, som lader det forkynde -- Den, som saa- ledes holder sine Øine til, -- hvorledes er det muligt, at saadan Blindhed ikke skulde vidne høit mod hans Sjels hele Tilstand? Man kan ikke troe Dyd hos denne Støvets Træl og Tilbeder. Han maatte være frygtelig at møde derude i Verden, naar han, kold, ugudfrygtig, uden at gjennemrystes af Guds Nærhed, af Sandhedens Erkjendelse, kunde sidde i Templet, hvor Menneskets Dyrebareste forkyndes ham, og som der og udenfor ikke seer, overalt og i Alt, og at Gud møder Mennesket, at Frelseren møder os sigende: "se, der er ingen Død i Graven! I ere udødelige, I skulle opstaae, I Mennesker, som jeg opstod!" Da først erholde vore kristlige Festdage al sin Værd og vel- dædige Indflydelse, naar Mennesket udvikler denne livlige Følelse i sit Hjerte, denne levende og aandige Gudsfrygt, der er noget SIDE: 214 mere og andet end Sværmerens Indbildninger, saa at det be- tragter dem som udmærkede Stevner og Punkter i Livet, hvor Gud møder os alt mens vi tale om ham, hvor han aabenbarer sig for os, om end Øinene holdes til, og hvor han tiltaler os mildt, men tydeligere end ellers: "Hvi see I saa bedrøvede ud?" Da skulde Alle, naar de udvandrede fra Templet, ikke strax med Sløvhed bøje sig til Røsterne derudenfor, men en varig og vel- gjørende Virkning af Evangeliet skulde de føle, og de skulde sige til hverandre: "Gud og Frelseren var os nær; thi brændte ikke vore Hjerter i os, der han talte med os paa Vejen, og der han oplod os Skrifterne? -- Nu er det os klart, at Kristus, og Vi som Han, bør at lide, og saa, som Han, at indgaae til Herlig- heden." Men forat erholde denne Livlighed i Følelsen, denne levende, Gud-seende Gudsfrygt er det nødvendigt, at vi idelig lære os selv, og tidligen lære Børnene, stedse at see Gud møde os i Alt, i Naturens Mindste og Største som i os Selv, i aandige som i legemlige og naturlige Ting, i vore egne som i Verdens Begivenheder, men tydeligst i Religionens Indstiftelser, Aaben- barelser af hvad vi maa vide for vor Saligheds Skyld, og i dens egen Aabenbarelse i Tiden. Thi i Aartusindernes Midte fremstod den ligesom idag de lumre Ansamlinger af Skyer fra Morgenen af pludselig opglødedes og henrulledes til alle Sider forat Himlens Hvælving kunde blive reen og Jorden velsignet og forat Aanderne kunde vækkes. Amen! SIDE: 215 Skolemesteren havde endt sin Prædiken. Nogle tause Sekunder imellem den og den Urolighed og Smaasnakken, som derpaa be- gyndte, viste, at den i det Hele havde gjort Indtryk. Torden- veiret var over. Havde det behaget Gud, at lade Solen skinne ind i Værelset, vilde den have belyst den gamle Mands Pande endnu en Stund nedbøjet i stille Bøn og en Taare i Huusmode- rens Øje. Et tungt Suk fra hende afbrød Tausheden, og Huus- bonden labbede atter over Gulvet og hentil Skabet. Torden- veiret var jo over, og Prækenen med. "Hvem skulde tænkt, at Skolemesteren kunde præke?" vim- sede en ung Pige, Datteren i Huset, som hele Tiden havde siddet med lukkede Øine, og vel ogsaa havde hørt mindst af Alle. Et Blik af Moderen straffede hende for den Tone, hvormed hun sagde det. Inden et Par Minutter var der kun hos nogle Faa Tegn til at Indtrykket endnu varede af Skolemesterens Præken og af Guds herlige i Tordenveiret. Nogle unge Karle havde allerede Kortleiken paa Bordet henne i Krogen. Tordenen var jo over og Prækenen med. Saaledes ere Menneskene. De ere som Græsset, der hurtig reiser sine hviftende Hoveder efter Regnen. Jesus var ikke lykke- ligere, end at hans Tales Sæd faldt om i hinanden i Muld og i Stene; og Skolemesteren var fornøjet med, at nogle Faa endnu vare tause i sin Eftertanke, og med Taaren i den gode Huus- moders Øje. Ak, for tredive Aar siden havde han beilet til dette Øjes Be- hag, og vundet det; men han var en fattig Huusmandssøn; hun en Gaardsmandsdatter, som Forældrene tvang til at forbinde sig med, eller rettere solgte til, en briskende Handelskarl -- hiin elendige Gamle, som nu syslede paa vaklende Been derborte i Skabet. "Sexogotti, sexogotti og ti -- retnu hundredogeen, Gut!" lød det borte i Krogen. "Kom med Lys, Moer!" Da oplyste endnu et ligesom efterglemt Lyn den hele Stue, fulgt i samme Sekund af et Tordenskrald, der lod Glassene dandse i Skabet og Kalken silre nedigjennem Skorstenspiben. "Gud forbarme sig!" skreg Huusmoderen -- "Staburet staaer i lys Lue". Det virkede. Kortene faldt de Letsindige af Haanden. De sad endnu en Stund som forstenede, og ligesaa stiv blev den SIDE: 216 Gamle staaende ved Skabet med Nøglen mellem de sammen- knugede Fingre. "Gud havde endnu ikke talt ud," sagde Skole- mesteren og ilede ud. Henrik Wergeland KUNSTEN AT VÆRE LYKKELIG Sælsomt er Lykkens Gaver rundt fordeelt, og saare Faa besidde Lykken heelt. Vil man være lykkelig, maa man gjøre sin Begjærlighed For- nuften underdanig og leve overeensstemmende med Naturen. Sindsro og Sundhed ere Lyksalighedens vigtigste Bestanddele. Den behøver hverken Magt eller Rigdom; ja for Unøisomhedens Krav skulde vel heller ikke et Kongerige strække til. "Den nok ei har, som nok ei faaer, fordi han "Nok" ei ret forstaaer." Den, som ønsker overflødige Ting, nyder som oftest ikke engang dem, som ere nødvendige. Hvad den Vise begjærer, faaer han, fordi han ikke begjærer andet end hvad han kan erholde; han misunder Ingen, fordi han er fornøjet med sit eget, og Den, som er nøjd med hvad han har, er den Rigeste. "Kun der, hvor Dydens Stjerner ere dunkle, der gyldne Rigdoms Skin Beundring nød, Saaledes mindre Stjerner ikke funkle før Solen synker ned i Havets Skjød". Et nøisomt Sind er mere værd end alle Indiens Specerier og Lækkrerier. Diogenes vilde ikke bytte Tønden, hvori han boede, for Alexanders Herredømmer. Den, som ikke holder sine egne Kaar, hvor knappe de end kunne være, for nok, vilde ogsaa føle sig ulykkelig, om han var Herre over Verden; thi Unøisomheden gaaer stedse videre i sine Fordringer. Ingen Keiserkrone kan dog kurere Hovedpine eller en gylden Tøffel Gigt i Foden, og Feberen er ligesaa slem at taale paa en kongelig Paradeseng som i en Slagbænk. "Hvo Meget har, han meer attraaer, og Ønsket aldrig stille staaer." SIDE: 217 Den, som vil leve lykkelig, maa hverken sætte for fast Lid til Lykken eller være for kleinmodig i Ulykken. "Vær kjæk, min Ven! paa Uhelds vilde Bølger; vær viis, naar Stormen gunstigen dig følger. Men kuler altfor heftig Medgangs Vind, tag Seilet ind!" Den, som ikke er fornøjet i sin egen Stand, den være hvilken- somhelst, vil heller ikke være det i nogen anden; thi Feilen stikker ikke i Tingen, men i Gemyttet. Mod mange Ulykkes- tilfælder kan man ogsaa beskytte sig, da de ofte melde sig ved Tegn forud. Kloge Folk styrke sig ved Fornuft, Narre ved For- tvivlelse. Taabeligt er det, at gjøre sig forud ulykkelig af Frygt for en tilkommende Ulykke. Frygten forat tabe eller lide noget er ligesaa slem som selve Tabet eller Lidelsen. Elendigheden vilde blive uendelig, naar man skulde frygte for alt hvad der kan skee. Frygten for en Ulykke maa altid blandes halvt op med Haabet, og nok kan det være, at maatte bære Ulykken naar den kommer, at man ikke ogsaa skulde være ulykkelig før det behøves. En fangen mahomedansk Fyrste tilbragte Tiden mest med Schakspil, og under et saadant kommer Budskabet om at han strax skulde henrettes. Han forlangte to Timers Opsættelse forat bringe sit Spil tilende, og faaer den efter nogen Vægring. Han blev da ved at spille, og vandt baade Spil og Liv og Konge- rige; thi endnu før det dybsindige Spil var ude, kom der et andet Budskab om at Kongen pludselig var død, og at Thronen, som han havde kjæmpet for, nu stod ham aaben. Tabe vi noget, bør vi tænke: hvad Under, om vi engang miste noget, naar vi dog engang skulle miste alt? Og naar mange Ulykkestilfælder vise, at Farer omsvæve os, hvad Under da om et rammer os engang imellem? De ere under alle Omstændig- heder de ulykkeligste, som troe eller indbilde sig, at de ere det. Henrik Wergeland BLODIGLEFANGST Efter Blodigler er der stort Spørgsmaal baade i andre Lande og hos os. Alene i Frankrig forbruges for 1 Million Species aarlig. Vort land er ved sine mange Kjern særdeles skikket til SIDE: 218 at afføde en Mængde, og deres Forplantning fra et Vand til et andet og Fangst kunde afgive en god Bifortjeneste for mange fattige Folk, som boe i Nærheden af beleilige Steder. Om Vaaren og Sommeren fanges de i størst Mængde i varmt stille Veir, især før Storm og Tordenveir, skjøndt disse ere vanskeligere at op- bevare end de, som fanges om Høsten, naar deres Æglægning er forbi, hvorfor denne Indsamlingstid bør foretrækkes. Fangsten skeer enten ved at man gaaer barbenet ud i Vandet hvor Iglerne opholde sig, rører det op med en Staur, og opfanger de Igler, som fæste sig paa Benene, eller de, som svømme omkring, i en fiin Haav, eller ogsaa ved at nedsænke en i Blod dyppet Dug eller Kjød i Vandet. Ved Afløsningen fra Benene maa de af- tages forsigtig, saa de ingen Skade lide, og derpaa føres de hjem i en Krukke eller en fugtet Linnedpose. Længer Vej transpor- teres de enten i passende Trækar eller i saadanne Poser af dobbelt, ikke med Sæbe vasket, Linned, der jevnligen fugtes med Dam- eller Strømvand, men ikke med Brønd- eller Kildevand. I Hviletimerne bør Poserne ogsaa nedsænkes i saadant Vand. Transporteres de i Trækar, bør disse ikke være nye, men vel rensede, og ikke forhen brugte til Tobak eller Salt. Da ind- lægges de deri lagviis med Mose eller Tørv, og Vand paafyldes til en Fjerdedeel. Den bedste Forsendelsestid er, som sagt, Høsten, da de om Sommeren gjerne blive syge underveis eller kort efter. Før de afsendes bør alle syge Igler nøje fraskilles, de friske sorteres efter Størrelsen og vaskes vel. Denne Vask- ning er vigtig, og bør gjentages daglig, om Vejen er lang og Luften varm. Lidt stødt Kul og Kridt gjør godt om det røres i Vandet, idet det borttager det skadelige Slim. I stærk Varme er det bedst at reise om Natten og at nedsænke Iglerne i Vand eller gjemme dem paa et kjøligt Sted, dog ikke i Kjelder eller Stald, Dagen over. Overfaldes man paa Vejen af Tordenveir, bør Po- serne nedsænkes eller bedækkes med Nesler paa et Sted, hvor Lynene synes mindst. Det skader endogsaa disse følsomme Dyr pludselig i Mørke at udsætte dem for stærkt Lys. Poserne maa renses vel, og tørres i Luften imellem hver Gang de bruges. Naar Iglerne ere komne til sit Bestemmelsessted, maa de nogle Gange vaskes, og lades et Døgns Tid Hvile i friskt Vand, hvori noget Kulpulver med 1/3 Tilsats af stødt Kridt bør haves. Fra Eidskogens Kjern komme de fleste Igler fra vort eget Land, SIDE: 219 men som oftest gaaer ved slet Røgt Halvparten tabt af de smaa Partier, som bringes til Hovedstaden. Fra de svenske Grændse- bygder komme de fleste, uagtet Kjernene ikke ere anderledes der end her. Men vore Naboer ere mere omtænksomme med Hensyn til Erhvervet. De flytte Fisk fra det ene Vand til det andet; de have mærket, at fornemme Folk lide godt Krebs, og saa lade de ikke Bækken rinde deres Stue forbi uden at sætte endeel deri. Og ligesaa er det med Iglerne, som afgive en endnu betydeligere og letvunden Fordeel for de fattige Skovbeboere i Bygdernes Udkanter, hvor der ingen Mangel er paa Smaavande, hvori Iglerne kunne sættes. Henrik Wergeland GULDKORN 1. To Mennesker skal du elske fremfor Alle: Den, som gjorde dig noget Godt, og Den, som Du gjorde meget Ondt. 2. Hør ikke paa noget ondt om din Ven, tal ikke noget ondt om din Fiende, tro ikke alt hvad du hører, siig ikke alt hvad du troer! 3. Tal hvad godt er, gjør hvad bedre er. Henrik Wergeland No. 20, 29de Octbr. 1841. Skjæbnens sære Baner kun ere Skjul for Herrens vise Planer. VOR TIDS VELGJØRENHED Dersom de meer formuende Klasser hos Os virkelig ved hjerteløs Egenkjærlighed overlod de fattigere til deres egen Trangs Elendighed uden at gjøre noget for at lindre og afhjælpe denne, skulde der være nogen Undskyldning for det mørke, avindssyge Øje, hvormed de Slette imellem den fattige Klasse ansee dem, der befinde sig i bedre udvortes Kaar. Ofte har en Kappe, en Dragt, som er bedre, end den, simpel Mand kan have, været nok til at blive overfalden i vore Gader, og Ødelæggelsen af Stakitter, Anlæg og andet til de Rigeres Bygninger Henhørende har som oftest kun hiin lumpne Avindsyge til Grund. Men vilde dog de forbryderske Uslinger, der fortsætte dette Fiendskab, SIDE: 220 denne hemmelige Ødelæggelseskrig imod de bedre Kaar, aabne sine Øine og see sig noget om efter hvorledes Formuen i vore Dage opfører sig imod Fattigdommen, skulde de finde, at der er stor Forskjel paa den Kjærlighed, Omhu og Rundhaandethed, der nu vises, imod før, og at der er nu meget færre Grunde til at fortvivle over Fattigdommens Elendigheder og meget mindre Undskyldning (om saa fæl en Last kan undskyldes) for hiin Mis- undelse. Fattigdommen og Vildfarelsen ere nu ikke mere saa forladte. Omsorgen derfor er ikke mere blot kastet paa det Offentlige eller paa "Kassa," som det hedder. Mange Private arbeide nu i Fattigdommens Tjeneste, og der er saaledes al Grund for denne til at ansee disse Anstrængelser med et kjærligt og taknemmeligt Øje, og de Mangler ved sine egne Kaar, som ikke alle kunne afhjælpes, med et roligt og gudhengivent Sind, og med en kraftig Vilje til ogsaa selv at række Haanden til, forat dog saa megen Nød som muligt kan blive lindret. En enkelt af dens fæleste Ydersider viser sig allerede for en stor Deel ikke mere. Den forsvandt idet Asylerne aabnede sig for de betlende Børn, som nu langtfra bedække Gaderne som tilforn. Men der gjøres mere baade i vor By og andetsteds i Landet, mere, som maaskee De, det angjælder, ere uvidende om. Ogsaa Maade- holdsforeningerne kunne regnes for Indstiftelser, for hvem den Fattiges Tarv er et af Hovedøjemedene. Det er hiin private Omsorg, det er De, der boe i de høje Huse, og som gaae i fine Klæder, som have stiftet og vedlige- holde Asylerne, der spare de fattige Mødre saa megen Arbeidstid, og som pleje, varetage og opdrage deres Børn. Den har ogsaa tænkt paa deres Fornøjelser og Legemsudvikling paa Øvelses- og Legepladsene, lærer dem Reenlighed ved at have forenet et Bad med den største af disse Indretninger, og bibringer dem i Haand- gjerningsklassen Midler til siden at ernære sig. Det er hiin pri- vate Omsorg, som har istandbragt en Spiseanstalt i Grønlands- asylet, hvor et billigere Maaltid, end hos Marketenteren, staaer den Fattige aaben, og hvortil Mangfoldige meddeles fri Adgang efter Spisesedler, som de erholde af goddædige Mennesker istedetfor Almisseskillinger. Den har oprettet et Understøttelsesselskab, som isærdeleshed betænker Enker mod Vinteren og Flyttetider med sine Gaver saalangt de række. Og endelig (skjøndt ikke "endelig" i den SIDE: 221 Forstand, at dette skulde være det sidste Velgjørenhedsfore- tagende) har den nylig oprettet en Redningsanstalt for fordær- vede Børn, og givet den, under særskilt Bestyrelse, Plads i Asyl- gaarden paa Grønland. Med et Snees Børn og Andre, som høiligen kunde trænge dertil, fra Byen og dens Omegn, har denne velgjørende Indretning begyndt sin Virksomhed, og der er, des- værre, ikke Udsigt til at denne skulde standse af Mangel paa ulykkelige Unge, som allerede befinde sig saa vidt bragte paa Fordærvelsens Sti, at de skulde være fortabte for det hele Liv, om Redning ikke var bleven dem aabnet paa denne Maade. Børn, der allerede have været straffede for Forbrydelser, og som ere blevne forvildede paa Betlerstien eller paa hvem For- ældres Tugt er frugtesløs, høre her hjemme inden disse Døre, som ogsaa aabne sig for den Forældreløse og ganske Forladte, som Private eller det offentlige Forsørgelsesvæsen maatte saa- ledes ville sørge for. Et Træk af denne vaagnede Omhu for de Nødlidende er ogsaa en nylig skeet Opfordring til at Haandværksmestere skulle tage i Lære konfirmerede fattige Drenge og Huusmødre til Tyende konfirmerede trængende Piger, samt til at yde Asylet og Rednings- anstalten paa Grønland i aflagte Klædningsstykker Hjælp til Børnenes Beklædning; og skulde da nu den Fattige troe, at haarde Hjerter have slaaet under de Klæder, han finder sit Barn iført naar det vender tilbage fra Asylet? Nei, sandt er det vel, at Overflødighed ikke altid meddeler, men at den dog nu gjør det mere end tilforn; og at Mennesker, som ikke have meer end Nok, nu dog ogsaa yde deraf til dem, der have mindre, er en Kjendsgjerning, som gjør vore Dage Ære. Og dette bør de Modtagende erkjende, glæde sig over disse bedre Tegn, stræve selv med, og ikke fæste nogen misundelig Tanke til den taabelige Tro, at det lod sig gjøre eller stemmede bedre med Guds Hen- sigter, om Formuen var lige delt, saa alle Mennesker paa Jorden netop ejede lige meget. Tænke vi os endog, at en saadan lige Fordeling kunde skee -- inden meget kort Tid vilde det dog være forbi med Ligheden. Ødselheden, Dovenskaben, Letsindig- heden og Uordentligheden vilde paa den ene Side, hurtigere end Ildsluer, blive ved at gjøre sig fattig ligesom nu, medens Spar- sommeligheden, Fliden, Klogskaben, og Ordentligheden vilde er- hverve; og inden et Aar vilde den samme Forskjel finde Sted, SIDE: 222 som nu, imellem Armod og Rigdom. I Udlandet gruble Millioner af Fattige over dette Drømmebillede af en Formuens Lighed, og denne Taabelighed, denne nagende Misfornøjelse med Verdens Indretning er ikke den ringeste, men netop den værste af deres Ulykker. Og sæt, at Valget stod til Menneskene: enten at for- blive i de nærværende ulige Kaar, men med Adgang til offentlig og Medmenneskers Hjælp, som nu, eller at Enhver skulde er- holde en lige Deel af al Ejendom, men med Afkald paa enhver Bistand, om han kom ud af denne Stilling og blev trængende igjen, og saaledes, at ingen Velgjørenhedsindretning, ingen offentlig Sygepleje, ingen Haandrækning af Goddædigheden skulde finde Sted -- hvem turde vælge dette Sidste? Kan den Rige blive fattig, vilde de maadelige Kaar, som, efter en saadan Fordeling, vilde falde Alle tildeel, ikke sikkre for ikke at blive det. Og denne selvforskyldte Armod skulde jo ogsaa være hjælpeløs, og de Dyder, som nu danne det skjønneste Kjærlighedsbaand imellem Menneskene, nemlig Velgjørenheden og Taknemligheden, skulde jo være banlyste fra Jorden? Det var nok bedst at betænke sig. "Rige og Fattige maa være iblandt hverandre", siger Skriften. "Herren har gjort dem alle, Herren gjør Fattige og Rige". Henrik Wergeland VIRKSOMHED Se, for faa Aar siden var Ynglingen endnu et Barn; om faa Aar begynder Alderdommen at blege dit Haar. Grib de ilende Timer, og udfyld dem med nyttigt Arbeide. Den Virksomme lever meer i eet Aar, end den Dovne i ti. Kun saavidt Du har virket, har du Ret til at sige, at du har levet. Anvendelsen af dine Kræfter er allerede i og for sig en For- nøjelse. Se, Barnet kan ikke holde sine Arme stille, og Dyret finder Behag i at øve sine Lemmer! Dorskhed er en Sygdom paa Legeme og Sjel, Lediggang en skammelig Straf, stedsevarende Hvile en ulidelig Pine. Kun gavnlig Virksomhed giver Mennesket noget Værd. Man agtes eftersom man er nyttig til. Men kun den Virksomhed er nyttig, som sigter til eget eller Andres Vel. At gjøre godt, men ei i rette Tid, Gavn, men ei paa rette Sted, er at saae godt Korn i Sneen og mellem Isens Revner. SIDE: 223 Hvert Øjeblik har sit særegne Krav paa dig. Natten vil lukke dine Øine, Dagen straaler for at aabne dem. Begyndt med Iver, endes med Tilfredshed, og ingen Virkekreds er ringe. Der bygges visselige ingen Slotte uden at der bliver væltet Stene til. Henrik Wergeland SKRIVKYNDIGHED Intet Tegn vilde spaa bedre og lysere Tider, end om Almeen- mand viste sig ret omhyggelig for sine Børns Opdragelse. En vigtig Plads i denne indtager Erhvervelsen af Skrivefærdighed. Den vil indrente den Unge Nytte hele Livet igjennem, da de Omstændigheder ere uberegnelige hvori der kan blive Spørgs- maal for Enhver om at kunne forstaae Skrivt og selv skrive. Kundskaber er den rigeste Arv, og mellem Kundskaberne er denne en af de nødvendigste. Du har f. Ex. en Ven eller Slægtning eller vel endog din Mage fraværende, hvem du ønsker at kunne meddele Underretning om din egen Tilstand eller at erholde fra ham. Men nu, da du ikke kan skrive, maa du gaae til Fremmede, og kanskee betale forat faae dine Tanker feilagtigt udtrykte, og det betroet til Tredie- mand, som skulde være dig og den Fraværende imellem. Eller er det behageligere -- naar du endelig faaer et Brev fra den Fraværende, og holder det brudt i dine Hænder, at du da skal endnu i den aabnede Skrivt finde en for dig utilgjængelig, for- seglet Skat, og atter maatte tye til Fremmede? Og nu alle de Tilfælde, hvori Mangel paa Skrivkyndighed kan foraarsage større Uleilighed, ja virkelige Tab. Antegninger af Udgivter og Indtægter, Regnskab over Arbeide kan ikke skee; til en svigtende Hukommelse maa du betro dig. I Trang for et Pengelaan maa du henvende dig til Fremmede, som maaskee fortjene din Mistro. Selv kan du hverken skrive dit Beviis eller læse det, der opsættes for dig af den fremmede Haand. Dit Navn kommer under med paaholden Pen, men dog er du kanskee uvidende om hvad du har forskrevet dig til. Mangfoldige slige Exempler kunde opstilles paa Farligheden i ikke at kunne skrive; men Enhver, som er i dette Tilfælde, tør vel erindre Leiligheder, hvor han har maattet beklage denne Mangel. Men for saadanne Uleiligheder bør en omhyggelig Fader ville bevare sine Børn, SIDE: 224 især naar han betænker med hvor liden Møje denne Færdighed kan erhverves i den unge Alder. Skoletimerne og nogle Stunder om Søndagene i den Tid de ere blevne læsekyndige, ville dertil være tilstrækkelige. De første Grunde ere snart lærte, og siden beroer Kunsten paa egen Øvelse. Ingen Dag da uden at der skrives en Linje! og umærkelig snart vil dit Barn være i Be- siddelse af en Kundskab, hvis Savn har foraarsaget dig selv saa- mangen Uleilighed og kanskee Skade. Gal Regning er det, om du vilde spare den ubetydelige Bekostning, som denne Under- viisning kan medtage; thi sammenregner du hvad du har maattet udgive for Skrivehjælp, som ofte kan have været dyr nok med al sin Upaalidelighed, overstiger det snart mangfoldig den let beregnelige Bekostning ved Underviisningen, og Skrivfærdigheden kan let meddeles af det ene Barn til det andet. Ogsaa til Tjenere og Drenge i Ens Arbeide bør denne Omsorg forat de lære at skrive strække sig. Søndagsqvellerne have Stunder, som dertil ere velanvendte. Og hvorfor ikke, om man end er gammel, søge at lære det selv? En Almuesmand i vore Dage kan da være stolt af at besidde den Egenskab, som vort Nordens ældste Beboere fandt saa vidunderlig hos Odin, at de holdt ham for den mægtigste Guddom. Thi hvad der fortælles om ham, at Ravne kom flyvende langtifra til ham naar han sad i sit Højsæde, satte sig ved hans Øre og tilhvidskede ham hvad der foregik i Verden, betyder kun, at han modtog Brevskaber, som ingen Anden end han for- stod at tyde, saa han kunde forbause Andre med Efterretninger om fjerne, dem ubekjendte, Begivenheder. Og al hans Kunst strakte sig dog kun til de plumpe Runer, saa Enhver, der kan bruge vor løbende Skrivt, overgaaer Odin i den Færdighed, som var den guddommeligste af dem han besad. Henrik Wergeland MAADE AT FAAE LIN SAA FIINT SOM SILKE Især naar Qvindernes Huusflid var som den burde være, kunde en saadan Forædling, som ovennævnte, hvilken det finske Huus- holdningsselskab meddeler i sine Underrettelser for menig Mand, nok være Værd at lægge Mærke til for Spindersker, som sætte en Ære i, og kjende Fordelen i, at tilvirke det fineste Garn. Og Fremgangsmaaden er yderst simpel, og kunde vel, naar SIDE: 225 Vævestolene da ogsaa kom ret igang som hos vore Naboer Svenskerne, der have den Godhed, formedelst vor Dovenskabs Skyld at forsyne os med Tørklæder o. s. v., føre til adskillig anden Landsnytte, end at vore fine Næser kunde undvære Silke- og Basteslommetørklæder. Man tager reent heglet Lin, og binder saameget man kan i et stivt Linklæde, som flere Aar kan nyttes til samme Brug. Det saaledes indpakkede Lin ombindes med et Snøre og henlægges i 14 Dage i en fugtig Kjelder. Derpaa udtages Linet, rulles 5 a 6 Gange under en tung Rulle, og kjæmmes derpaa med en Messing- kam. Rullingen og Kjæmningen foretages 3 Gange; men de Kamme, som bruges de to sidste Gange, maa være meget fine, og man har da et Lin i sine Hænder, som i Finhed og Blødhed ikke giver Silke noget efter. En Trediedeel gaaer vel bort i Stry, men dette Stry er dog temmelig fint og brugbart til grovere Lærred. Efter enhver Kjæmning, men især efter den første, er en Deel af Stryen saa klæbrig, at den fastner ved Hænderne. Lintoverne, som blive flade under Rullingen, faae under Kjæmningen sin Rundhed tilbage. Man har oftere givet Kjendere af Silke, med forbundne Øine, en Prøve af dette fine Lin i den ene Haand og virkelig Silke i den anden, og de have ikke kunnet sige i hvilken Haand de holdt denne. Henrik Wergeland No. 21, 15de Novbr. 1841. Begaa ei tvende Gange Synd! Du er jo selv i een ei uden Skyld. PRÆSTEN N. S. SCHULTZ OM PLIGTER MOD DYRENE Nils Stockfleth Schultz, residerende Kapellan i Throndhjem, var en af Norges mest udmærkede Borgere. Han endte sit for Fædrelandet saa virksomme Liv i Kristiania 1832, og mellem de Minder, hans Medborgere have sat ham, er ogsaa Udgivelsen af et Bind af hans geistlige Taler. Den Mand, som satte ham dette, har af de endnu utrykte havt den Godhed for dette Blad at skjænke det nedenstaaende Vidnesbyrd om den Kjærlighed for Skabningen, som levede i Schultzs Hjerte, og det glæder mig at kunne besegle hvad jeg før har yttret om Menneskenes Pligter SIDE: 226 mod Dyrene med saa dyrebart og æret et Navn. Det var til Aftensang paa 4de Trefoldigheds Søndag, ni Aar før hans Henfart, salig Schultz talte over Rom. 8, 18 -- 24., og at han først opløftede sin Sjel i Bønnen og talte: "Skjøn, og rig paa Velsignelser er den Jord, paa hvilken Du satte os, algode Gud! og din faderlige Kjærlighed har ikke for- glemt nogen Skabning paa den. Men fuldkommen Lyksalighed skulde dog ikke her have sit Hjem. Megen Møie er skabt for Menneskenes Børn, og al Skabningen omkring os er underkastet den jordiske Ufuldkommenhed og Forkrænkelighed. Alt skulde minde os om, at her er ei vort blivende Sted. O, maatte det tillige minde os Alle om at omgaaes saa med hvad Du har be- troet til os, at vi kunne bestaae for Dig, naar vi engang skulle svare derfor. Meget, saare meget gav Du i Menneskets Magt, da Du begavede ham med en fornuftig Sjel, og sagde disse Ord: "Gjører Eder Jorden underdanig og regjerer over alle Dyr!" -- Hvo kan saa forskjønne Din Jord og Livet omkring sig, som Mennesket? Men hvo kan og saa forvandle Velsignelserne til Forbandelser og Elendighed for sig selv og Andre? -- Gud lade det da aldrig gaae os af Tanker, at hvem Meget er givet, af ham skal og Meget kræves! Lad os da med denne Tanke be- tragte vore Medskabninger, som Du har givet i vor Vold, at vi maae regjere over dem som de, der kjende din Vilje og vide, at vi skulle staae Dig til Ansvar for vor Regjering! -- o, da skulle vi gyse ved den Tanke, at mishandle nogen Skabning, som Du gav Liv og Tilværelse og et velsignet Opholdssted med os paa een Jord! Amen." "Naar Apostelen her viser hen til Skabningen for at under- støtte med Grunde den Overbeviisning, han nærede, at den nær- værende Tids Lidelser og Trængsler ikke ere at ligne mod den Herlighed, som skulde aabenbares -- naar han i denne Henseende viser hen til Skabningen og siger, at ogsaa den med Forlængsel venter Guds Børns Aabenbarelse: da har han, synes mig, ei alene ved at fremkalde Vidnesbyrd om det Nærværendes Ufuld- kommenhed, vist, at det kunde være bedre, at Intet endda havde naaet den Tilstand, som kunde ønskes, og at det altsaa var SIDE: 227 rimeligt og fornuftigt at vente en bedre, haabe noget fuldkomnere; men han har tillige givet at forstaae, at selv Dyrene kunne vente en bedre Skjebne, naar Kristendommens Aand blev almindeligere blandt Menneskene; thi hvad han forstaaer ved Guds Børns Aabenbarelse det sees af det foregaaende 13de og 14de V., hvor han siger, at Guds Børn ere de, som drives af Guds Aand og ikke leve efter Kjødet men efter Aanden. Og naar vi vide, hvorledes Mennesker i Lande, hvor Kristendommen ei er kjendt, endnu behandle sine undergivne Medmennesker -- ofte langt værre end Dyrene i kristne Lande, -- da have vi vel Grund til at sige, at Kristendommen formilder Menneskets Sind og gjør Tænkemaaden blidere, kjærligere og menneskeligere. Men ikke alle Mennesker i kristne Lande ere virkeligen Kristne, Guds Børn, som drives af Guds Aand, -- ak, Mange leve og der efter Kjødet og ikke efter Aanden. Siig, min Kristne, naar du seer et mis- handlet og ynkværdigt Dyr slæbe sit udhungrede Legeme om- kring, vidner det da vel om sin Eiers Kristendom? vidner det om, at han drives af Aanden? og vilde du vel tælle ham blandt Guds Børn? Maa Du ikke tænke ved dig selv, naar Du seer medlidende paa en saadan beklagelig Guds Skabning: Havde din Herre været en bedre Kristen, et Menneske af en kristeligere Aand og Tænkemaade, da vilde din Skjebne og din Tilstand have været ganske anderledes. Dette maa være nok for at vise, at jo bedre Kristne Menneskene blive, desto bedre og lykkeligere bliver ogsaa de Dyrs Tilstand, som ere givne i Menneskets Vold; jo mere Kristendommens Aand udbreder sig, desto mildere vorder Menneskets Herredømme over Dyrene. Se med denne Tanke, min Kristne! paa de under menneskelig Mishandling og Grusomhed lidende Dyr, der ikke, som Mennesket, ved Synder og Laster selv forvolde sin Elendighed: da skal Du vel forstaae Betyd- ningen af disse Apostelens fra Hjertets dybeste Følelser hentede Ord, at det sukkende Kreatur i sin Lidelse og sin store Smerte længes efter Guds Børns herlige Frihed for ogsaa at blive fri- gjort fra sin Trældom. Og har Du fattet den ret; føler Du, at ogsaa Dyrene maatte ønske, at Kristendommens Aand almindeligen besjelede Menneskene, deres Herrer: da vil Du sikkerligen ikke ansee det upassende for dette Sted, hvor Mennesket, borte fra Livets sædvanlige Gjenstande, skal opløfte sine Tanker til højere Betragtninger, at jeg denne Gang kan yttre disse Apostelens Ord SIDE: 228 til at tale de sukkende Medskabningers Sag, og minde om vore Pligter og vort Ansvar i Henseende til de Dyr, som Gud har undergivet os. Ak, de trænge vel høiligen til, at Nogen taler deres Sag ogsaa i kristeligt Samfund; thi de ere Mange, som be- handle dem ukristeligt og umenneskeligt; Raahed og Vankundig- hed, letsindig Tankeløshed og den frygtelige Last Drukkenskab qvæler eller udslukker den menneskelige Følelse i Manges Hjerter, og da maa Dyret ikke sjelden lide for Menneskets Fordærvelse. Jeg veed vel, at de Værste blandt disse haardhjertede Tyranner ere for lidet Kristne til at de skulle findes i vore hellige For- samlinger; dog vil jeg ikke derfor undlade at tale om denne Sag. Rører det de bedre Hjerter, da skal det dog maaskee rygtes og komme for Herrens Øre, at Herrens Ord har givet os Anledning til i Herrens Huus at tale om deres Synd og deres Grusomhed. Saa være da denne Stund opoffret til Betragtninger over den Synd at mishandle Dyrene. Jeg skal bestræbe mig for at gjøre det indlysende, at Dyrenes Mishandling er Synd baade i Menne- skers og i Guds Øjne. I første Henseende vil jeg nævne Menneskets og Dyrenes ind- byrdes Forhold til hinanden, og da lade hvert følende Hjerte dømme, om det ikke er en stor, en gruelig Synd, naar Mennesket mishandler et Dyr. Mennesket er Dyrets Herre, ikke ved sin Kraft og Styrke, men formedelst den fornuftige Sjel, hvormed Gud begavede det: formedelst denne Evne har han vidst at tæmme Dyrene og gjøre dem baade fortrolige og lydige; for- medelst denne Evne har han vidst at tvinge dem til at tjene sig uden at torde gjøre Brug af deres Styrke til at skade ham og sætte sig i Frihed; formedelst denne Evne raader han over deres Liv og Død, over deres Nydelser og Lidelser alle deres Levedage -- Og det er om de Dyr, som Mennesket saaledes betjener sig af og har denne Magt over, vi her tale -- Disse synes næsten at være til alene for Menneskets Skyld -- de gjøre ham kun Godt og intet Ondt -- de føde og klæde ham og arbeide for hans Nødvendigheder, hans Beqvemmeligheder og hans Glæder. De have vel ingen Fornuft, men vare de frie, da skulde deres naturlige Drivter lære dem at sørge for deres Nydelser og Til- fredsstillelsen af deres Trang. Nu ere de derimod givne under Menneskefornuftens Herredømme og Beskyttelse. Siig, burde de vel være værre farne derved, at de med deres Frihed, deres SIDE: 229 Kraft og med alt hvad de formaae at yde, have kjøbt sig Beskyt- telse hos den eneste fornuftige Skabning paa Jorden? Menneske, med den tænkende Sjel og det følende Hjerte! kan Du, naar Du tænker paa dette Forhold mellem Mennesket og Dyret -- tænker paa, at Dyret berøvet sin Frihed saa at sige lever alene for Mennesket -- o, kan Du see det mishandlet, høre dets Hungers Brøl, eller see det hentæret og kraftløs slæbe i Trældommens Aag, uden at Hjertet maa røre sig i dit Bryst af Medynk over Dyret og af Harme over Mennesket? Synes du ikke, at den, som kan handle saa, har gjort Synd; -- at han kun slet har op- fyldt Fornuftens Bud og Hjertets retfærdige Følelser? Saa betaler det fornuftige Menneske Dyret for dets opoffrede Frihed og for al dets Nytte og Tjeneste! Er det ikke Grusomhed? -- og er Grusomhed ikke Synd? Siig, vilde ikke dit Hjerte snarere kunne tilgive mangen anden ond Gjerning, end en saadan Følesløshed og Ubarmhjertighed mod det til Menneskets Omsorg betroede Dyr? Men vi ville gaae videre i denne Betragtning, at vi ikke dog maaske skulde dømme for mildt om den Synd, at mishandle Dyrene. Naar det ene Menneske mishandler, saarer, skader og fornærmer det Andet, da har dog den Forurettede Beskyttelse ved Lov og Ret, kan selv søge den, og paa mange Maader, deels afværge det Onde, deels unddrage sig det for Fremtiden, kan klage sin Nød og søge baade Deeltagelse og Bistand hos Andre, -- maaskee ogsaa ved sine Klager og sine Bønner røre det for- bittrede Medmenneske. Men ikke saa med det arme Dyr, som Mennesket haardhjertet mishandler. Hvor er Beskyttelse for det at finde? hvormed forsvarer det sin Ret? Det kjender ei sin Kraft og Styrke, hvormed det kunde knuse den usle Tyran, som plager det. Det ledes af sin naturlige Drivt alene, og gaaer dog af sig selv ind under det Tag, hvor det har maaskee tilbragt mangen Dag i Hunger, mangen Time under Mishandlinger; det gaaer dog villig tilbage i det Aag, i hvilket det har ofte stønnet under Arbeide og grusomme Slag. Kunne end nogle Dyr paa en Maade ved sin Lyd tilkjendegive sine Lidelser, de kunne dog ikke, som Mennesket klage og bede. Men, hvo tænker ikke her paa det taalmodige, og af Mennesker maaskee allermeest mis- handlede Dyr, Hesten? Naturen nægtede den Røst til at til- kjendegive sine Lidelser -- den gav den kun det dybe Suk, -- taus gaaer den sin mødige Vei, og tier under sine Bødlers Slag. SIDE: 230 Men naar Du seer den staae udhungret, træt og mødig, stundom rystende af Kulde, medens den umenneskelige Herre sidder indenfore i sit vanvittige Ruus og udslukker den sidste Ret af fornuftig Eftertanke, naar Du seer den stirre saa mat og vemodig mod Jorden, og hører den da at drage sit tunge, dybe Suk, -- o, kan Du tilbageholde denne Tanke: skulde ikke ogsaa et saa- dant Suk kunne naae op til Barmhjertighedens Fader og Ret- færdighedens Gud? Men kan Du da tænke paa den elendige Dranker indenfor uden Gysen, uden at den vilde Lystigheds Bæger maa forekomme Dig forbandet og en endnu vissere Ude- lukkelse fra Arv i Guds og Kristi Rige? -- Hver Gang jeg saae uskyldige, til Menneskets Vold, overladte Dyrs Mishandling, og mit Hjerte rørtes af Medlidenhed og Forfærdelse, da randt mig altid i Tanker hvad En af vore gamle Digtere saa udtryksfuldt og hjerteligen har sagt i disse Ord: "Tænk, Hest og Oxe -- har Gud til Skabermand -- Han la'r dem voxe, -- at de Dig kjende kan -- Du slaaer og pukker -- og pidsker dem paa Bag -- at De sig bukke -- for dine Hug og Slag -- men se, de sukke -- alt efter Dommedag!" Jeg har her henvendt mig alene til det følende Menneskehjerte, for at lade det dømme, om det ikke er en stor, en gruelig Synd, at mishandle Dyrene. Og er der vel Nogen i denne Forsamling, som ikke afsiger en streng Dom over dem, som ikke forbarme sig over de forsvarsløse Dyr, der ei kan klage og bede, hvis Liv, hvis Hunger eller Mættelse, hvis Velbefindende eller Lidelser er overladt til Menneskets Barm- hjertighed eller Ubarmhjertighed! Men jeg vil drage Tanken hen til alvorlige Betragtninger og sige: Hvad Følelsen i dit Hjerte, o, Menneske! og Samvittigheden i dit Bryst fordømmer, det fordømmer og Han, som gav dig saa- danne Følelser og en saadan indvortes Dommer; Han er ikke mindre barmhjertig eller mindre retfærdig end Du. Jeg vil søge at godtgjøre, at det er noget mere end en dunkel Følelse eller et forstærket Udtryk, naar vi sige, at Kreaturet sukker til Gud, og at dette Suk, efter hiin Digters Ord, kan gjælde Dommedag. Er ikke alt hvad vi have og bruge paa denne Jord et betroet Pund, for hvis Brug og Anvendelse vi skulle staae til Ansvar engang naar Huusholdningen tages fra os og Regnskabstimen slaaer? Men skulle vi svare for, hvorledes vi have handlet med de livløse Ting, som Gud her satte os i Besiddelse af, hvorledes SIDE: 231 vi have anvendt og brugt enhver anden af hans Gaver -- skulde han da vel see med Ligegyldighed paa, hvorledes vi behandle hans levende Skabninger, de Dyr, som han indrettede til vort Gavn og vor Tjeneste, men som han tillige gav Fornemmelser og beredte Glæder og Nydelser for i sin rige og velsignede Natur? Skulde vort Forhold imod disse vore Medskabninger, der dele med os den sandselige Naturs Lyst og Smerte, være undtaget fra vort Livs Ansvar og vore Dages Regnskab? O, saa vist som den algode Gud ikke skabte noget levende Væsen til Kval og Lidelser, saavist som han har lagt i Naturens frugtbare Skjød Midler til Alles Opholdelse, Lyst og Glæde: saa vist skal det ikke undgaae hans Opsigt og hans retfærdige Styrelse, naar Menneskene grusomt forbittre nogen Skabnings Liv og tilintet- gjøre Hans kjerlige Hensigter, der vilde, at de Alle skulde glæde sig i sin Tilværelse og vidne, ved sin Glæde, om hans uendelige Godhed: saa vist seer han med retfærdigt Mishag, at Dyret for Menneskets Skyld hungrer paa den Jord, som han saa rigeligen velsignede, blot fordi det tjener Mennesket -- at Mennesket kan lade det trælle under Aaget uden at pleie og røgte det vel, og at det ofte maa gaae hungrig sin tunge Vei forbi den grønne Eng, hvis Vellugt saa tillokkende byder det Vederqvægelse i dets Afmagt. Det Suk, som rører Menneskehjertet, skal ikke være uhørt af ham, som gav Mennesket Fornuft og Følelse og be- troede sine levende Skabninger i hans Haand, at han skulde betjene sig af dem som et fornuftigt og følende Væsen. Var dette end blot vor egen fornuftige Slutning -- o, hvo turde dog drage dens Rigtighed og Paalidelighed i Tvivl? hvo kunde troe, at det Modsatte skulde være Sandhed, at Gud aldeles ikke agtede paa, hvorledes Menneskene handlede med Dyrene, og at vi skulde være aldeles uden Ansvar i denne Henseende? Men at vi ei skulde tvivle, da lader os see, om Herren i sit hellige Ord har givet os Noget tilkjende om sin Vilje i denne Sag, eller om det har gaaet det arme Dyr med Taushed forbi! Naar vi læse Skabelsens Historie, da finde vi, at Gud Herren sagde til de første Mennesker: "Gjører Eder Jorden underdanig, og regjerer over Fiskene i Havet, over Fuglene under Himmelen, og over alle Dyr som krybe paa Jorden!" Og hvorledes skulle vi vel fortolke disse Herrens Ord? Mon saaledes: Handler med Dyrene som I lyste efter Eders Luner og Lidenskaber? Er det SIDE: 232 vel en saadan Regjering, vi selv finde god og priselig, eller som vi kunne troe om Gud, at han skulde have indsat? Mener du ikke, min Medkristen! at disse Ord heller maa forstaaes saaledes: Benytter Dyrene til eders Gavn og Nytte -- tæmmer dem, som ere eder de uundværligste, og haver da tilbørlig Omsorg for dem? Skulde dette ikke være den bedste Regjering? den, som vi turde ansee for at være forordnet og indsat af den vise, gode og kjærlige Skaber? Saa ligger da allerede i første Lov om Menne- skets Forhold til Dyrene, i disse Ord, paa hvilke vort Herre- dømmes Ret grunder sig, saa ligger allerede heri Udtrykket af Herrens Villje om dette Herredømmes Grændser. Jorden skulle vi gjøre os underdanig -- men over Dyrene skulle vi regjere. See vi hen til hvad den af Gud beskikkede store Lovgiver, Moses, har foreskrevet Israels Folk i Henseende til Dyrenes Behandling, da finde vi deri den ømmeste Følelse, den hjerteligste Omhu ud- trykt. Jeg skal nævne Eder tvende Steder desangaaende, og lad da Eders eget Hjerte sige, om de ikke vidne om, at Dyrenes Krav paa Menneskets Medfølelse er betænkt i denne Lovgivning! "Naar Du seer din Uvens Asen ligge under sin Byrde" -- saa lyder en af disse Love -- "da vogt Dig, at Du ikke forlader ham; Du skal visselig løse Byrden af tilligemed ham." For det lidende Dyrs Skyld skulde altsaa Mennesket glemme sin Næstes Had og Fiendskab og hjælpe ham at løse Byrden af. En anden af disse Love bestemmer: "Du skal ikke slagte et Dyr og dets Affødning paa een Dag." Saa vilde den for Dyret følende Lov- giver forebygge, at ikke Moderen skulde see sin Affødning bløde. O, hvo kan læse det uden Følelse -- uden at erkjende deri Naturen og dens Herres Røst? Dog er det ikke blot i Lovens udtrykkelige Bud at vi finde den hellige Skrift tale Dyrenes Sag og om Menneskets Pligter mod dem. "Den Retfærdige tænker med Omhu paa sit Kvægs Liv, men de Ugudeliges Barmhjertig- heder ere som den Grummes" -- siger Salomon. Og Han, som kom ikke for at opløse Loven men for at stadfæste og fuldbyrde den -- han talede ei alene saa rørende om den himmelske Faders Forsorg for Dyrene -- viste os ei alene hen til Himlens Fugle for at see hvorledes Gud føder dem alligevel endskjøndt de ikke saae eller høste eller sanke i Lader -- sagde os ei alene, at ikke engang en Spurv falder til Jorden uden den himmelske Faders Villie, men han har og sagt disse mærkelige Ord: "Hvo iblandt SIDE: 233 eder, hvis Oxe eller Asen falder i en Brønd paa en Sabbatsdag, drager det ikke strax op?" og dermed befalet, at selv Sabathens Hellighed maa vige for det lidende Dyrs Hjælp og Frelse. Hvad det følende Menneskehjerte tilsiger, det er da og Herrens hellige Ords Røst til os -- Hvo torde da vel tvivle paa, at jo Kreaturets Suk kan naae til Himlen? Hvo torde tvivle paa, at jo dets Suk skal have meget at betyde for Mennesket engang paa Dommedag. Det er ikke alene fra Følelsen i dit Hjerte og din egen fornuftige Eftertanke over Livets Ansvar, at disse Slutninger ere hentede -- de have sin Grund i det faste og hellige Ord, som Gud haver talt paa mange Maader til Fædrene og til os ved Sønnen -- Og til hvilke Rædselstanker over de Umennesker blandt Kristne, der mishandle de uskyldige Dyr kunde ikke denne Betragtning give Anledning? Mit Hjerte vender sig derfra med Gysen -- men og med det Ønske, at Kristendommens Aand maa mere og mere udbrede sin milde Indflydelse i kristelige Samfund, og lære Menneskene at regjere over Dyret med Fornuft og Følelse, be- tænkende Herrens Vilje, og deres Regnskabsdag! -- Kristne! naar vi se mishandlede Dyr iblandt, da lader os tænke paa Apostelens Ord, at Kreaturet sukker efter Guds Børns Aaben- barelse, sukker efter at der maatte findes mere Kristendom iblandt os! da skal og denne Tanke minde os om at bede med Følelse denne Bøn: Tilkomme, o Gud! dit Rige! Amen!" Henrik Wergeland No. 22, 29de Novbr. 1841. Hver Stand kan sig som bedste prise: Hvo fik ei Sit af Sorg og Lise? ANDERS ENGELANDS SKRUPLER "Hvad studerer I der paa, Anders Engeland?" spurgte vor gamle Bekjendt Skolemesteren en velstaaende Bonde, hos hvem han just var traadt ind forat holde Søndagsskole paa Gaarden. "Aa", svarede Anders, med Haanden tungsindig under Kinden, "det Blad, I gav mig, da I var her sidst, har givet mig noget at tænke paa, som nok kan sætte En Skruer i Hovedet." Og her- med tog Anders udaf sin Bibel næstsidste No. af dette Blad. "Se her sagde han, staaer det anført af Bibelen: "Rige og Fattige SIDE: 234 maa være iblandt hverandre. Herren har gjort dem alle, Herren gjør Fattige og Rige"; og dette kan nu være Trøst nok for hvem det er, for han Lars Koja derborte, som har gravet sig ned i Jorden, som for mig, der sidder godt til; men igaarqvel, da jeg lagde Bladet ind i Bibelen min, faldt det paa et Sted, som ikke giver en Mand i mine Kaar andet end Grund til at troe, at det just ikke er Guds Velsignelse alt det, som ligger i Laden der- henne, eller at Bibelen altid er saa overeensstemmende og tro- endes i sin Lære. Og imellem disse to Tanker har jeg nu be- fundet mig som mellem Tænderne paa en Sax, der har over- klippet baade Tro og Tilfredshed, baade hvad der bandt mig til Jorden og til Himlen." "Ei, Gud bevares, Anders, lad mig da see det Sted, der har rørt saa op i Eders Sind." "Læs selv," sagde Anders, og skjød Bogen til ham. "Ja, var det ikke det jeg vidste," sagde Skolemesteren: "For- tællingen i Matth. 19 Kap. om den rige Yngling, som kom til Jesus, og spurgte om hvad han skulde gjøre forat vinde det evige Liv, og som fik den Anviisning, at han skulde ..." "Læs det, læs det!" utbrød Anders, "skjøndt det er som om jeg skulde høre mine egne Liigklokker ringe." Og Skolemesteren læste: "Jesus sagde til ham: vil du være fuldkommen, da gak hen og sælg hvad du haver, og giv Fattige det, da skal du have Liggendefæ i Himlen, og kom og følg mig! Der den unge Karl hørte det Ord, gik han bedrøvet fra ham; thi han havde meget Gods. Da sagde Jesus til sine Disciple: Sandelig jeg siger eder: en Riig kommer vanskeligt i Himmeriges Rige. Og ydermere siger jeg Eder: Det er lettere, at en Kameel gaaer igjennem et Naaleøje, end at en Riig kommer i Guds Rige." "Nok, nok!" raabte Anders. "Saa staaer der, at Disciplene bleve forfærdede, og spurgte, hvo da kunde blive salig; og saa er det gaaet mig med, og jeg maa nok spørge saa hos mig selv, og, om hvem, som nu kan troe paa Bibelen, der saaledes taler med to Tunger?" "Tal ikke saa, Anders!" sagde Skolemesteren. "Salige ere de Fattige i Aanden," siger Jesus; og saaledes bør Ingen tro, at han bliver salig blot for sin legemlige eller jordiske Armods Skyld. Hverken Riig eller Fattig, Høj eller Lav skal berømme sig af SIDE: 235 noget Andet, end af at han frygter Skriften. Mange, hvor gjerne de end vilde være rige, gjøre sig alligevel en Fortjeneste af sin Fattigdom, og ansee sig blot ved den for ophøjede i Guds Rige over dem, hvis timelige Fortrin dog vækker deres hemmelige Misundelse. Men derved mistydes af dem nogle Steder i den hellige Skrift, som synes dem at indeholde en Fordømmelse over de Rige; og et saadant er det, vi nys hørte. Jesu Hensigt der- med var, at vække den unge Mands Opmærksomhed paa Ufuld- kommenheden af hans Dyd, hvorpaa han syntes at fortrøste sig, om end ikke uden Uro. Derfor mødte han ham strax med de Ord: "hvi kalder Du mig god? Ingen er god uden Gud." Og da han paaberaabte sig sin Lydighed mod Loven, men følte sig ikke istand til den Opoffrelse, Mesteren fordrede af ham, mærkede han med Bedrøvelse, hvormeget han fattedes forat være fuld- kommen. De Ord betræffende, som synes sagte i Almindelighed, og saa let kan mistydes, (som nok ogsaa er Tilfældet hos dig, Anders), nemlig Lignelsen om Kamelen og Naalsøjet, da vil det kun sige, at den Rige har flere Fristelser til Synd end den Fattige. Det er vel sandt, at Nøden frister til Udaad; men derimod frister Overflødigheden til Laster. De Forbrydelser, Nøden begaaer, komme ofte for Lyset og straffes; men Rigdommens Laster ere mindre synlige, og komme sjelden under verdslig Dom. De skaanes endogsaa meer af det almindelige Omdømme, og dette er kun en Fristelse meer for den Rige, da han paa engang har flere Leiligheder og Fristelser til at synde, og mindre Uleilighed, mindre Dadel for sine Feiltrin. Overfloden følges ogsaa af flere timelige Bekymringer, som hindre Omsorgen for det "ene Nødvendige." Snart komme vigtige Tvistigheder, Overløb af Mennesker, Ad- spredelser, Ærgrelser og Forydmygelser ivejen, hvorom de neppe kunne gjøre sig noget Begreb, som i sin Vraa med stille Flid erhverve sit daglige Brød. Men naar de overvinde alle disse Hindringer, undgaae alle disse Snarer, ere de Rige saameget kjærere for Gud, ligesom de Fattige ogsaa ere det, naar ingen Nød kan bringe dem fra den rette Vej, ingen Elendighed rokke deres Tro, Taalmodighed og Lydighed mod Gud. I hvad Kaar man end maa befinde sig, kan man være dydig eller udydig, ar- beidsom eller doven, barmhjertig eller ubarmhjertig, løgnagtig eller sandfærdig, hevngjerrig eller forsonlig, hovmodig eller ydmyg, kydsk SIDE: 236 eller ukydsk, maadeholden eller umaadelig, kort, gudfrygtig eller ugudelig; og blot derefter er det Gud dømmer." Anders's Ansigt opklaredes; thi han havde en god Bevidsthed med sig selv. Skolemesteren vedblev da: "Ikke alle Rige ere saa indslumrede i Verden og dens Lyster, saa sandsløse om sin evige Salighed, som den rige Mand, ved hvis Dør Lazarus laa. Abraham, til hvem Lignelsen siger os, at Denne kom, havde jo været rig paa Jorden. Ikke heller ere alle Fattige saa gudfrygtige og beredte til et saligt Endeligt, som Lazarus var. Mangen Fattig er ligesaa verdsligsindet, ligesaa ubarmhjertig og hovmodig som nogen Rig. Og hvormange have ikke ved sine Laster og Forbrydelser styrtet sig selv i Elendighed uden derfor at opvækkes til Bedring? Men den Fattige, som er gudfrygtig, om han ei finder Venner blandt Menneskene, har en Ven i Gud, Himmelens og Jordens Herre. Gud er med ham i hans Hytte, og naar han gaaer ud, ved hans Arbeide og ved hans Hvile. Rigdom er en Guds Velsignelse, naar man forhverver den retfærdig og anvender den vel. Hvor agtværdig er ikke en Mand, som ved sin Duelighed og Drivtighed anvender sin Ejen- dom til egen og almeen Nytte? Blot derved, at han giver flere Mennesker Anledning til at vinde det daglige Brød, gavner han hele Fædrenelandet, foruden den Understøttelse, han kan yde dem, som ere i Nød. Ogsaa i Guds Menighed behøves de Midler, som en opvunden Formue besidder. Uden dem kunde ingen Kirker eller Skoler bygges, ingen fromme Stiftelser oprettes, ingen Barmhjertighedsgjerninger udøves, ingen Fattige underholdes." "Bi lidt, lad mig see!" afbrød Anders med stedse mere op- klaret Ansigt; og Skolemesteren gjættede hos sig selv, at han regnede efter hvor mange Mennesker, der levede ved ham, og at han besluttede at gjøre en eller anden god Gjerning med det Første. Men han vedblev: "Saaledes er det, som der siges i hine Ord af Skriften, at "Rige og Fattige maa være imellem hinanden," og at "Herren har gjort dem alle: Herren gjør Fattige og Rige." "Ja; men," sagde Anders, "naar Jesus bød den rige Yngling at give de Fattige alt hvad han ejede, om han vilde følge ham, og erhverve sig en Skat i Himlen, var det da ikke hans Mening, at Alle, som ved ham ville blive salige, skulle forjage det jordiske Gods og leve i en frivillig Armod?" SIDE: 237 "Nei, gode Ven," svarede Skolemesteren, "hvad Jesus foreslog den unge, paa sig selv fortrøstende, Mand, om han vilde blive fuldkommen, var ingen almindelig Forskrift, ja ikke engang til ham et uvilkaarligt Bud. Spørgsmaalet var egentlig, om han vilde være En af dem, som fulgte Jesus paa hans Vandring i Tiden, for siden at gaae ud i Verden som hans Sendebud; og for disse var det nødvendigt at skille sig fra de Sorger og Møjer, som følge med Rigdommen. Men deraf kan ingenlunde den Slutning drages, at Alle som nu ville være hans Lærlinge, og vandre med ham paa Livsens Vej, skulle overgive sine verdslige Kaar og bortskjænke al sin Formue til dem, som mindre eje. Derved blev i hele Samfundet ikke alene Forvirring, men For- dærvelse og Elendighed, da Alle bleve fattige, og Ingen kunde hjælpe den Anden. Vistnok har en saadan Udtydning af disse og andre Jesu Ord foranlediget mange Barmhjertighedsgjerninger og fromme Stiftelser; men, foruden de Misbrug, som fordum skedte ogsaa i vort Land med ødsle Gaver til Kirker og Klostre, forledes Mange endnu til den Vildfarelse, at de, ved Almisser til de Fattige, kunne forsone sine Overtrædelser og indlægge sig en Fortjeneste hos Gud." Skolemesteren afbrød her pludselig og med et skarpt Blik paa Anders spurgte han: "Bliver I endnu ved det I nys tænkte paa?" "Hvilket da?" "Tænkte I ikke paa at gjøre en god Gjerning med noget af Jer Overflødighed? Slig Tanke plejer at lyse i Øinene." "I er en Mand, der seer godt, Skolemester, mærker jeg nok; thi virkelig jeg tænkte paa noget Saadant etsteds under jer For- klaring; og jeg bliver derved; thi jeg agter at give noget, ikke for at dække mine Skrøbeligheder, men som et Takoffer til Gud for det Meget, Han dog har givet mig ogsaa i Aar fremfor saa- mange." "Giver Du med slige Tanker, saa giv i Jesu Navn, og Du vil faae din Løn derfor, Anders," sagde Skolemesteren. Hvad Me- steren sagde til den rige Yngling angaaer visselig os Alle i den Mening, at vi, naar en Opoffrelse er fornøden, naar vor Sam- vittighed paalægger os den for Samfundet eller for Guds Rige, skulle være beredte til at forsage vor Ejendom, ja selv vort Liv. "Den, som vil bevare sit Liv, siger Jesus, skal miste det, og hvo, som mister sit Liv for min Skyld, skal bevare det." Gjælder SIDE: 238 dette om vort Liv, skulde det da ikke gjælde om det, som mindre er, om vor Ejendom? Nemlig i saadant Fald, at vi ikke kunne beholde den uden at skille os fra Gud. Men er den lovlig er- hvervet, bliver der sjelden Spørgsmaal derom; unødigviis at af- staae sin Ejendom behøver eller bør Ingen meer end at stille sit Liv blot. Det er alene vort Hjerte, Frelseren vil skille fra jordiske Ejendele, at det ikke ved disse skal drages fra Gud. Alene det verdslige Sind, som sætter det højeste Gode i Penge og Gods, advarer han saa ofte og eftertrykkelig mod. Og saa er ogsaa hans Mening i den ved første Øjekast ligeledes let mis- forstaaede Forskrift i Matth. 6. 19 -- 21: "I skulle ikke samle eder Liggendefæ paa Jorden, hvor Møl og Rust æde dem, og hvor Tyve grave derefter og stjæle dem. Men samler Eder Liggendefæ i Himlen, hvor hverken Møl og ei Rust æde dem, og hvor Tyve ikke grave derefter, og ei stjæle dem. Thi hvor som eders Liggendefæ er, der vil og Eders Hjerter være." Hos de første Kristne synes vel den Tanke at være opstaaet, at de burde være jævnlige i Kaar. De Formuende solgte sin faste Ejendom, og gave Pengene til Menigheden, saa at Alt var fælles. Men dette gjorde Enhver af egen Drift uden Paalæg. Derfor, da Ananias og Zafira havde unnagjemt en Deel af Kjøbe- summen for deres solgte Jordlod, bleve de straffede, ikke fordi de havde villet beholde hvad de ejede, men for sin Underfundig- hed og Løgn. Petrus siger derfor med udtrykkelige Ord, at de nok kunde have beholdt sin Ager, og ladet den blive usolgt, eller beholdt Pengene, om de havde solgt den. Men deres Synd bestod i Løgn for Gud og Mennesker. Saaledes var det ikke engang i den første kristne Menighed nogen Skyldighed, men en frivillig Sag, at afstaa sin Ejendom til fælles Brug. Og endnu mindre kunde siden, da Menigheden voxte sammen med det borgerlige Samfund, nogen saadan Forbindelse paalægges de Kristne, hvortil ingen Grund findes i Jesu Lære, som langtfra at opløse det borgerlige Samfundsbaand, tvertimod tjener til at styrke dets Kraft og Hellighed. Han, som befalte, "giver Keiseren hvad Keiserens er!" maatte ogsaa ville, at Enhver skal beholde og bruge hvad ham tilhører, uden hvilket Samfundet ikke skulde kunne bestaa." "I har lettet en Steen fra mit Hjerte, Skolemester," sagde Anders, "og Tak for det." SIDE: 239 "Om den Ting lod sig nok mere sige," mente vor gamle Ven; og Anders bad ham da ikke gaae hans Dør forbi, naar han havde en Stund tilovers. SPØRGSMAAL OG SVAR Trykt i Avdeling I, bind 2, s. 378. Henrik Wergeland No. 23-24, 22de Decbr. 1841. Stol ei paa Kløgten. Du hos Lasten, førend du ahner det, er kommen inden Døren. KLIK PAA FOLKETS NAVN OG RYGTE Den, som ikke føler for sit Fædrelands Ære, for sit Folks gode Navn i Verden, maa være et Menneske, som man heller ikke i andre Henseender kan vente sig noget godt af. Det er et Tegn paa en ædel Nation, der er istand til store Gjerninger, at denne Følelse er stærk igjennem det hele Folk, fra dets Top, hvorpaa de mest hædrede af dets Borgere staae, og indtil den brede, over alt Landet udbredte, Bund, som dannes af Folkets Masse, og som bærer den hele Bygning paa sine stærke Skuldre. Vort Folk er bekjendt forat besidde denne Stolthed, som er ret- mæssig hvor et Folk besidder Sædelighed, Tapperhed, Frihed, alle Fædrenes Dyder og en Historie fuld af Mænd, af sande Mænd. Men der er Meget, som maa tilføje denne Følelse Hjerte- saar og bedrøve de oprigtige norske Hjerter, som have Folkets Ære kjær. Forbrydelsernes forfærdelige Tilvæxt er den frygteligste Tavle, Fremmede kunne holde Normændene for Øine, naar de tale om sin berømte Ærlighed og om de Dage, da den Reisendes Vadsæk, uden Fare forat mistes, kunde tabes paa Landevejen. Hvorledes, kunne de spørge, er det muligt, at dette Folk kan besidde megen ædel Naturlighed, megen barnlig Varme i sine Følelser, eller mene synderlig med, at de kalde Norge sin Moder, naar f. Ex. unaturlige Forbrydelser imod Forældre ere saa hyppige i Straflisterne, og det netop imellem det simple Folk? Hvorledes kan det længer forsvare sit Navn for Ærlighed, naar Posterne myrdes og røves paa Landet, naar i Byerne selv Ildebrande be- SIDE: 240 nyttes til at plyndre den Skadelidte, og Hovedstaden er saa usikker for morderske og røverske Overfald, at Udlandets Fabrik- stæder maa sende store Kister med Dolke og Skudvaaben did til Beskyttelse, Militæret opfordres til Patruljeren og Politiet til idelig at forstærke sig? ja hvor man endelig har maattet forene sig til et frivilligt Sikkerhedskorps, der om Natten skal gjennem- vandre Gaderne og Forstæderne, hvor en Befolkning af Folkets egen Midte, af Byens Egne som af indflyttede Oplændinger, boer? Og hvad skulle vi svare til disse Bebreidelser? Maa de ikke bedrøve enhver ærlig Normand til Sjelen? Dette sidste Fore- tagende, er isandhed exempelløst i andre Lande, og bringer mig til at nedskrive disse Linjer i dette Blad, som fik sit Tilvær af Drivten til at modarbeide den tiltagende Usædelighed hos vor simplere Klasse, der nu igjen har fremkaldt hiin overordentlige Forholdsregel, hvis Nødvendighed saa meget maa bidrage til at nedsætte os i Verdens Øine. Jeg erindrer denne Grund til dette Blad, og jeg føler Mismodet at hænge sig tyngende i min Pen, naar jeg saaledes maa tro mine Ord sporløst forsvundne. I dette Øjeblik beretter en Snedkerarbeider mig, at Nat til Søndag ere alle hans Redskaber, fra Saugen og Øxen af til Hug- jernet, bortstjaalne fra Byggetomten, hvor han arbeidede, og hvor han havde nedgravet dem Natten over i Kjælderen; og ivaares blev en liden Pige, som var af sine trængende Forældre sendt med nogle Skilling til Kjøbmanden, udplyndret paa Vejen af en Fattigkone. Altsaa den Fattige og Qvinden stjæler og røver fra den Fattige! den Gamle fra Barnet! og det er ikke blot de mere Formuende, som ere udsatte for de mange Skurkes Tyvegreb, der gjøre vor simple Klasse, hvis Navn for Ærlighed skulde være bedre end de andres Titler, til en berygtet Pøbelhob? Det lod sig dog tro, siden hint Sikkerhedskorps dog især er fremkaldt fordi Overfald paa den, der synes hvad man kalder fornemmere og at have noget i Lommen, især vare blevne hyppige. Denne skrækkelige Tilstand, som maa bringe enhver ærlig Bonde, hvis Søn maa søge sit Brød i Byen, og enhver skikkelig Arbeidsmand i Byen, som er Fader, til at gyse for hvorledes det vil gaae deres Børn i det Selskab, de ville komme i, har ogsaa allerede til- trukket sig Udlændingens Opmærksomhed og bragt vort Folk Skam. Den almindelige Usikkerhed paa Gods og Person, som skal herske i Kristiania, har staaet omtalt i fremmede Aviser, SIDE: 241 og Norges Hovedstad med sine 25,000 Indbyggere passerer nu forat være ligesaa usikker som Banditernes Hjemsteder, de italienske store Byer, og som London med sin halvanden Million Indbyggere, hvor Nøden tvinger Tusinder til at ligge paa Gaden. Ak! det maa gjøre et norskt Hjerte ondt, og fremfor alt smerte den ærlige Almuesmand, som saaledes maa lide paa sit Navn for Kjeltringers Skyld. Følte han dette, følte han Hjerteslagene af sin Æresfølelse, da vilde han vel ogsaa tænke sig om efter Midler til at sætte Grændser for dette tiltagende Uvæsen, der ligesom en Spedalskhed udbreder sin Smitte og sit Vanrygte. Og jeg gjentager da den i dette Blad yttrede Mening, at netop den ærlige Almuesmand selv er, i Forening med andre lige Agt- værdige af hans Klasse, det allerbedste Politi, naar de kom over- ens om et skarpt Indseende med de mistænkelige Personer, som søge tilhuse hos dem, og især med deres egne tilvoxne Børns Selskab og Vandel. En god Støtte heri ville Fædrene finde i de Bestræbelser, som nu beskjæftige Selskabet for Byens Vel, for at faae saadan Ungdom strax antaget hos Haandværksmestre i Arbeide. Og benytter da dette, eftersom det lykkes! og ud- nytter hint Tilsyn i og udenfor eders Boliger, saa vil hint Sikker- hedskorps af den mere dannede Klasse snart blive unødvendigt, og det skal hedde mellem de Fremmede, at Norges Hovedstad ikke længer udmærker sig som et Opholdssted for Tyve og Sti- mænd eller ved sin fordærvede Almuesklasse, men at denne selv har raadet Bod paa den føromtalte Usikkerhed, som kun var et overgaaende Særsyn i de Aar, da et uforholdsmæssigt stort Antal af Trængende allestedsfra søgte ind til Byen. Henrik Wergeland NYE SKRUPLER HOS ANDERS ENGELAND Det varede ikke længe, saa fik gamle Skolemesteren Bud fra vor gamle Bekjendt siden sidst, den formuende Anders paa Gaarden Engeland, som ingen Udlænding saa let vilde tro kun var en Bondegaard i det fattige Norge. "Hør, Skolemester," sagde han, "Jeg mener Bibelen, og ikke mine Fingre, styrer selv hvor den vil falde op henne, for da jeg i en Hast skulde stikke ind i den dette Gjældsbeviis her, som jeg har paa Lars Koja, hvor skulde den vel falde op uden netop SIDE: 242 her hvor der staaer fortalt om Jubelaaret hos Jøderne, hvorledes hvert halvtredsindstyvende Aar al Gjæld udslettedes, alt Eien- domskjøb gik op igjen, Jorden faldt tilbage til Slægten og intet saaedes eller høstedes af Marken." "Nu, javel," sagde vor gamle Ven, "det var en Indstiftelse af Moses, som tilsigtede en Jævning i Kaarene, saa ikke Nogle skulde blive formeget rige og lægge under sig Andres Eiendom, og som kunde gaa an i et Land, der var saa let at leve i, og som var udloddet til Stammernes store Familier. Men ligesom det af Moses stiftede Rige, hvis Konge Jehovah selv skulde være, er et Billede af Guds aandelige Rige, er Forsoningsaaret for Os kun et Billede af Tiden hiinsides, hvori alle timelige Uligheder, alle verdslige Fortrin skulle forsvinde, og hvor Mange af de Fremste skulle blive de Sidste og mange af de Sidste de Fremste. Dog allerede i vort nærværende Liv kan i en vis Maade den store Adskillelse mellem Høje og Rige, Lave og Fattige, for- mindskes og mildnes ved de Førstes Ædelmod og Menneske- kjærlighed og de Sidstes Arbeidsomhed og Taalmod; men fremfor alt ved det kristelige Tænkesæt, som forbyder Hjertet at fæste sig formeget ved det Jordiske, og som gjør, at Hver og En er fornøjet med sin Lod, den være stor eller liden. Dertil hører, at de Ophøjede, den Oplyste og Rige aldrig forglemme hvad de ere for sig selv og for Guds Øine, nemlig fattige, syndige og dødelige; at de, som arbeide og tjene for Andre, gjøre det ikke blot Mennesker, men Gud, til Vilje, og have meer at agte den himmelske Arvedeel end den jordiske Løn; at Høje som Lave ere al menneskelig Ordning underdanige; at de mindre Lodgivne tænke som Apostelen, at det er Vinding nok at være gudfrygtige og at lade sig nøje, og at de, som have arvet eller forhvervet mere, aldrig forglemme Jesu Advarsel: "hvad gavner det Mennesket, om han vinder den hele Verden og tager Skade paa sin Sjel?" Hvad der angaaer Sjelens evige Salighed er fælleds for Alle, som Klokkernes Lyd fra Kirken sprede sig gjennem Luften over hele Bygden, til Huusmandspladsen som til Storgaarden, til Lars'es Koje i Jordbakken, som til din anselige Gaards lange røde Tage. Og saaledes er ogsaa det Ord, som derinde for- kyndes, et Budskab fra Himlen til os Alle, at vi, som ere skabte i Guds Billede, ogsaa ere Guds Børn alle og ere kaldede til en salig Tilværelse efter denne, eller, som Skriften udtrykker det, SIDE: 243 til at blive Medarvinger i hans Rige. Dette er den rette Jevnlig- hed mellem Menneskene; den eneste, som kan finde Sted paa Jorden. Guds Huus staaer aabent for dem, som udelukkes fra Høihedens, Ærens og Glædens Sale. Og De, som ikke bydes til Gjæstebudet, som ikke engang faae stille sin Hunger med de Smuler, som falde fra den rige Mands Bord, blive dog kaldede til, som Herrens Gjæster, at fremtræde ved hans hellige Nadver, hvor ogsaa de, som ingenting eje, forsikkres om at være Med- ejere i Kristendommens store aandelige Rigdomme og himmelske Arvedeel. Naar vi betænke dette, og handle som rette Kristne, bliver "det behagelige Herrens Aar" ogsaa i timelig Henseende et Jubelaar, nemlig et kristeligt, som ikke beroer af det borger- lige Samfunds Indretning og Styrelse, ikke forudsætter nogen Rystelse i de Grunde, dets Ordning hviler paa, men befæster tvertimod Eiendomsretten som den lovbundne Myndighed. Forøvrigt -- undtager man de af Sygdom Lidende, de af sær- egne Ulykker og Sorger Hjemsøgte, som findes i fornemme og rige Huse, saavelsom i lave og fattige, samt de tilfældigviis Nødlidende, som dog sjeldent savne privat eller offentlig Hjælp, er Forskjellen imellem Menneskene, med Hensyn til virkelig Glæde af det timelige Gode, ikke saa stor, som den synes. Mangen En, som staaer paa Lykkens Højde og nyder alle Livets Beqvemmeligheder og For- dele, finder ikkedestomindre, enten af Mangel paa Helhed eller af ulykkelige Forhold inden og uden Huset, mangen Anledning til at ønske sig i Deres Sted, som i tungt Arbeide fortjene sit dag- lige Brød, uden at drømme om de Bekymringer, Forydmygelser og Modgange, som ei sjelden forbittre Livet for de af Lykken Begunstigede, de af Høiheden, Ære og Rigdomme Udmærkede. I det Hele taget er den arbeidende Klasse lykkeligere end de Fleste, som ere ophøjede over den. Den kunde idetmindste være det, om den vilde anvende den Velsignelse ret, som Gud for- lener den i dens Ansigts Sved. For Arbeide lader Gud os faae alle Goder, siger et Sandsagn, ældre end den kristne Tid. Men med Beklagelse seer man alligevel, især i Stæderne, at Arbeideren, jo lettere han erhverver hvad han behøver til sit Udkomme, for- spilder det desto hastigere, og taber ved tøilesløse Udsvævelser tilsidst selve Evnen til at fortjene noget. Men Skylden ligger ikke i den Stand, hvortil han hører, men hos ham selv, om han befinder sig i Nød og Betryk, naar han ikke med Sparsomhed SIDE: 244 og Maadelighed har sørget for den Tid, da de onde Dage komme og Aarene, om hvem man vil sige: "de behage mig ikke." "Alting har sin Tid, og alt hvad man foretager under Himlen har sin Stund," siger Prædikeren. Paa Tidens Iagttagelse beroer al Orden, og hvor der er Orden er ogsaa Velbefindende og Glæde. Menneskene have faaet, iblandt andre Fortrin for Dyrene, Evnen til at see frem og tilbage i Tiden, og at forestille sig den som forsvunden, nærværende og tilkommende. Men Mange synes, ogsaa i den Henseende, at glemme, at de ere Mennesker. De leve blot for Dagen, og bekymre sig om intet andet, end at til- fredsstille for Øjeblikket sine dyriske Behov. Paa den kommende Tid tænke de aldrig, og sjelden paa den forsvundne. De fleste Dyr, skjøndt de ikke kunne skilne mellem igaar, idag og imorgen, tage dog Tiden meget bedre i Agt. Kingelen væver sit Næt saa snart det begynder at klarne, og Bien er om Sommeren utrættelig i at samle til Vinteren. Men hvormange Mennesker forspilde ikke sin bedste Arbeidstid? Mange forsømme endog med Flid at sørge for sine ældre Dage, i den Tanke, at de skulle forsørges af det Offentlige. Men de, som saa gjøre, synde ikke blot imod Samfundet, som de gjøre sig til en Byrde for, og mod andre Fattige, som ere blevne det uden egen Skyld, for hvem de bort- tage eller formindske Understøttelsen, men ogsaa mod Gud, som har givet dem Helse og Kræfter, for paa den bedste Maade at blive anvendte til egen og Andres Nytte. Ogsaa mod sig selv handle de ilde; thi ihvorvel den, som i sin Alderdom har Til- flugt til den almindelige Fattigomsorg, bør skatte sig lykkelig, og daglig takke Gud derfor -- hvormeget lykkeligere var han dog ikke, om han kunde leve af det, han selv ved sin Arbeidsomhed, Maadelighed og Sparsomhed, ved Guds Velsignelse, har forhvervet og forvaret? Men er det vel blot i den lavere, for Dagen arbeidende, Klasse, man finder Mennesker, som dette angaaer? Hvor Mange, ogsaa imellem de mest Oplyste og Dannede, ere ikke saa letsindige, at de aldrig tænke paa sin Fremtid, men blot paa den nær- værende Stund og dens Nydelse eller det blotte Skin af Nydelse; thi det er ikke engang for en virkelig Fornøjelse, de opoffre sin timelige Velfærd. Følgen heraf er ikke alene en forstyrret Huus- holdning, men ogsaa en indre Fordærvelse, som forgifter selve Hjertet og forstyrrer al Følelse for noget Højere og Bedre end SIDE: 245 den sandselige Nydelse og den tomme Forfængelighed. Ja en stor Mængde Mennesker forspilde sin Menneskeværdighed og sin aandige Velfærd ikke mindre end sin timelige Lykke blot ved at de ikke tænke paa idag hvad igaar var eller imorgen fore- staaer, eller betænke, at man maa saae naar Saaningstiden er, om man vil høste naar Høsttiden indtræffer. Dette gjælder for os Alle i aandelig som i legemlig Henseende. Idag og hver Dag skulle vi sørge for vor Sjel; thi vi vide ikke, om der imorgen er Tid dertil. Det gjælder alle, thi alle have lige Arvedeel i det himmelske Rige, paa det Vilkaar, at vi er- kjende os aandeligen fattige...." "Der sagde I et Ord, Skolemester -- afbrød Anders -- som jeg nok kunde behøve eders Forklaring over. Hvad forstaaes vel ved aandelig Fattigdom, ved den, som der siges om, at Himmerige hører den til?" "At vi ikke alene erkjende vor naturlige Uformuenhed til at være hvad vi skulle være, men ogsaa den Skyld, som vi have paadraget os ligefra vor Ungdom og dagligen forøget i vor hele Levetid. Over dem, som erkjende dette med Bedrøvelse, siges derfor: salige ere de Bedrøvede; thi de skulle husvales. Nu er der vel Ingen, som kan unddrage sig ganske fra den almindelige Tilstaaelse at være et syndigt Menneske; men de Fleste ere dog færdige at tillægge: "vi ere alle Syndere for Gud; hvo kan da finde en Reen, hvor Ingen er reen?" Og saaledes bliver Bekjen- delsen til en Undskyldning. Og det er ikke blot for Andre, men ogsaa for sig Selv, man saaledes plejer at hænge en Kappe over sin Skyld. "Jeg er mig intet Ondt bevidst," siger den Ene, og paaberaaber sig sin Vandel som feilfri, fordi han ikke er bleven tiltalt for nogen Forbrydelse, eller fordi man ikke veed om ham nogen grovere Udsvævelse eller Last. "Jeg har ingen Uret gjort," siger han, og forstaaer derved, at han ikke har frastjaalet eller frasnydt nogen hans Ejendom; men om han har listet til sig den Vinding, som allerede medrette var i en Andens Hænder, eller har stillet sig ivejen for en Medbroders Lykke, om han har fældet uretfærdige Omdømmer og udspredt falske Rygter om sin Næste, eller om han har baaret et uforsonligt Had til ham -- i alt dette finder han ingen Uret. "Jeg har gjort meget godt," siger en Anden, og mener enten de tilfældige Almisser, han har uddelt af sin Overflødighed, uden at hans Hjerte har deeltaget i SIDE: 246 den af Haanden fremrakte Gave, eller ogsaa sin almeennyttige Virksomhed, som vistnok har forhvervet ham en retmæssig Agtelse i Samfundet, men ikke gavner ham i himmelsk Hen- seende, da hos ham Egenkjærligheden og Ærgjerrigheden har været Bevæggrundene dertil, og Gud dog dømmer efter disse, ikke efter Handlingerne, da nogle skinfagre Dyder ikke for Ham kunne skjule det Urene i selve Kilden. En Tredie taler om sine Udsvævelser i ældre og yngre Aar, somom de ikke skulde be- tyde mere, end de smaa Udyder, som han har udøvet i sin Barn- dom. Han betænker ikke, at vort Levnet udgjør et sammen- hængende Heelt, og at, ihvorvel vi under Livsvandringen for- glemme en stor Deel af den Vej, vi have lagt tilbage, skulle vi dog fra Evighedens Højder oversee den heel og holden, med alle de Afsteg, vi have taget, alle de Afvigelser og Fald vi have gjort. Hver Gjerning, hvert Ord, hver Tanke skal da staa klart for Aandens Øje; og vi skulle ikke kunne dølge dem mere for os selv, end for Andre. De ere Ildsluerne, som fortære, Slangerne, som forfølge Aanden, om han ikke her, ved oprigtig Erkjendelse af sine Synder, er bleven af de aandeligen Fattige, som Gud af Barmhjertighed har forjettet Deel i sit Rige d. e. en rolig og liv- salig Nydelse af Tilværelsen hiinsides. Det er med den aandelige Fattigdom, som med den timelige: den er ikke altid kjendt eller erkjendt. Nogle sidde i stor Gjæld, og leve alligevel somom de vare steenrige. De dølge sine Om- stændigheder, ikke blot for Fremmede, men for sig selv, idet- mindste for Mage og Børn. Uden at beregne Indkomst og Ud- gift, forøge de sin Gjæld indtil en pludselig og fuldkommen Undergang aabenbarer Husets virkelige Tilstand. Andre Gjæld- bundne derimod betænke itide den truende Fare; de jævnføre sin Gjæld med sine Indtægter: og finde de en formuende og hjælpsom Mand, som har Tillid til deres Redelighed, Sparsomhed og Flid, kunne de ved hans Hjælp lidt efter lidt rede sig ud og tilbagevinde sin Velstand. Ligedan forholder det sig i aandelig Henseende. Nogle vare i Andres og ofte, som sagt, i egne Øine rige paa alle kristelige Dyder, endskjøndt deres Regning staaer slet hos Gud, som ransager Hjerter og Nyrer. Andre derimod mærke med Forskrækkelse sin Sjels usle Tilstand, men om de henty til Gud igjennem Frelseren, blive de dog salige ved denne aandelige Fattigdom, som erkjender sin himmelske Skyld." SIDE: 247 "Jeg har nok for mig af hvad I har sagt, Skolemester," sagde Anders. "Jeg vil gjøre med den stakkels Lars, som jeg vil haabe Gud vil gjøre med mig. Han stræver nok, og erkjender sin Gjeld! jeg vil give ham endnu en Henstand, og skaffe ham en glad Dag saa nær under Dens Fødselsfest, der er alle vores Kreditor. Ja finder jeg, at det er ham tjenligt, skal jeg vel ogsaa eftergive ham hans Gjeld eller saameget han har godt af, ligesom jeg haaber paa en Dag i et himmelsk Jubelaar, da ogsaa min skal blive udslettet. Og Tak fordi I kom ind Skolemester! Jeg var udbuden i Aften for at spille Kort; men sandelig har I ikke lagt bedre Blade op for mig baade i Bibelen og i mit Hjerte, nemlig de hvorpaa min egen Skyld staaer tegnet." BØRNESANGE [fotnotemerke] Trykt i Avdeling I, bind 2, s. 406 -- 410. Henrik Wergeland REGISTER No. 1. 1. Advarsel om den veneriske Smitte. 2. Laane- bibliotheket for Andagtsbøger. - 2. Fordærvet Ungdom. - 3. 1. Hvad Drukkenskab gjør. 2. De Kristnes Jagger- naut. 3. Olaf Hestebytter. 4. Arbeiderens Morgen- tanker. 5. Simpelmands Viisdom. - 4 -- 5. 1. Væverpigen. 2. Folkets Bog. 3. Kant- og Skov- huggerens Sang. - 6 -- 7. 1. Af Folkets Bog. 2. Væddemaalet. 3. Skole- mesterens Fortællinger. 4. Valget. - 8. Skolemesterens Fortællinger. - 9. 1. Var jeg en Arbeidsmand. 2. Den Fattiges Skjebne. 3. Flittighed. - 10. 1. Skolemesterens Fortællinger. 2. Den Fattiges Skjebne. Fotnote: Aaret og Aargangen nærmer sig sin Ende. Julen forestaaer, og endnu er der ikke tænkt paa de Smaa. Det gaaer hverken an iaar eller til næste. SIDE: 248 No. 11 -- 12. 1. Kaadheds og Skadefryds Ødelæggelser. 2. Skole- mesterens Fortællinger. - 13. 1. Skadeligt Mundheld. 2. Simpelhed i Sæder. 3. Bed og arbeid. 4. Fader Abraham. - 14. 1. Af gamle Rikards Almanak. 2. Skolemesterens Fortællinger. - 15. 1. Død Mand kan vidne. 2. De tre Vidner. 3. Al- meenaand. 4. Dovenskab i Regnveir. 5. Spindevise. - 16. 1. Mere om Minererne eller Steinbryterne. 2. Religiøs Overbærelse. 3. Menneskene som de ere. 4. Huus- raad. 5. Allemands Viisdom. - 17. 1. Falske Meninger. 2. Smidjen. 3. Smedevise. 4. Guldkorn. - 18 -- 19. 1. Skolemesterens Prædiken. 2. Kunsten at være lykkelig. 3. Blodiglefangst. 4. Guldkorn. - 20. 1. Vor Tids Velgjørenhed. 2. Virksomhed. 3. Skrive- kyndighed. 4. Maade at faa Lin saa fint som Silke. - 21. Præsten Schultz om Pligter mod Dyrene. - 22. 1. Anders Engelands Skrupler. 2. Spørgsmaal og Svar. - 23 -- 24. 1. Klik paa Folkets Navn og Rygte. 2. Nye Skrupler hos Anders Engeland. 3. Børnesange. Med næste Aar begynder 3die Aargang paa Betingelser som før. Uefterretteligheden i Remisser vil ellers nødvendiggjøre en Formindskelse af Oplaget. Henrik Wergeland SIDE: 249 No. 1, 24de Januar 1842. Du, Daare, du, hvis Ungdom Intet samler, Din Alder finder Intet, hvor den famler. MANGELSGAARDSARBEIDEREN I Europas sydligste Lande lader det sig nok til Nød gjøre at holde ud med Livet de faa Vintermaaneder uden just at have fast Hjem eller Tag over Hovedet. Der er Vinteren som April eller Maimaaned hos os, og de mange Kirker, Klostre og offent- lige Bygninger yde i sine Portaler Ly for en kortvarig Sludregn og for Natten. Den simpleste Klasse er derfor høist letsindig der i det Punkt at sørge for et Hjem til Vinteren; men hvor mildt end Klimatet er, og hvor godgjørende end de formuende Klasser ere, straffer dog denne Uforsynlighed sig noksom, saa Arbeidsklassen, der fører en saadan Levemaade, kaldes der overeet "Lazaroner" d. e. Lazarusser, formedelst dens usle Ud- vortes. Livet lader sig, som sagt, nok vedligeholde ved en saadan Levemaade, og Adgang til Arbeide ved de altid aabne Havne er ikke der, som her, lukket Vinteren over for den Mængde, som søger Erhverv derved; men hos Os er Huus, Varme og Sengklæder nødvendige Ting den lange Vinter over, for at kunne opholde Livet. Alligevel ere vore løse Arbeidere i Kristiania i Almindelighed ligesaa letsindige og uforsynlige i dette Punkt som hine Lazaroner. Mangelsgaarden er deres Tilflugt. De hade denne Tvangsindretning, men gjøre dog intet Sommeren over, naar de have Fortjeneste, forat undgaae den til Vinteren. Lige- som af en Hvirvel i Vandet, lade de sig i Høstugerne, naar Ar- beidet minker, drage imod dens Porte indtil de forsvinde der SIDE: 250 bag. Enten melde de sig selv naar Frosten og den første Snee kommer, eller de, som gik ud om Vaaren med Frihed, Adgang til Arbeide og det Løfte ikke at komme igjen mere, men at sørge for sig selv som ærlige fri Folk, komme derind paa en Stige, fundne paa Gaden berusede for den sidste Skilling, de havde tilbage. Og disse Normænd ere dog ogsaa fribaarne, og Sønner af et Folk, som er bekjendt for sin Æresfølelse. "Dersom jeg kunde komme ud af Mangelsgaarden," sagde en derfra lejet Ar- beider til mig i Mai Maaned forrige Aar, "skulde det nok ikke gaa som ifjor." "Har du da Arbeide om du kom ud, Arne?" "Ja paa Revierbryggen." "Havde du ikke det ifjor ogsaa?" -- "Jo; men.." "Naa! du mener, at du nu har lært, og vilde bære dig klogere ad. Det fornøier mig, at du synes at føle, at det ingen Ære er for en flink Arbeider, at maatte være paa Mangelsgaarden. Jeg kan ikke indsee, hvorledes en Karl af din Dygtighed kunde komme did. Du blev vel funden fuld paa Gaden?" "Nei, jeg maatte melde mig under Juul, for jeg havde ikke til Huus." "Hvormeget tjente du da om Dagen den Sommer over?" "Dag om anden to og tredive Skilling," svarede Arbeideren. "Det du lagde op, gik vel til Klæder da, kan jeg tro?" "Aa Gud bedre os," sagde Arne. "Det var nok daarligt med det. Skillingerne gik nok med lel." Hos Høkeren da, var let at begribe, skjøndt han maatte til- staa, at han retgodt kunde have lagt op 12 -- 16 Skilling om Dagen eller en 3 -- 3 1/2 Daler om Maaneden, og at han da kunde have sine Vadmelsklæder, Skjorteombytte og Huus Vinteren over. Med sin Øx eller Saug under Armen lod det sig da vel ogsaa gjøre at tjene Føden. Mangelsgaardsarbeideren syntes at være bleven klog, og han fik sin Frihed. Sommeren gik, og han fik virkelig Arbeide paa Revierbryggen. Nu gaaer alt vel, tænkte jeg; og dette sunde stærke Menneske, som ikke mangler Handlag til hvad det skal være, og som synes at have Smag for Forskjellen imellem at arbeide for sig selv og for en Formynderskabsindretning, skal nu ikke optage Pladsen, for Uslere, Svagere eller Ældre. Jovist! 3 Uger før Juul meldte Arne sig selv som næringsløs SIDE: 251 og huusvild til Gjenoptagelse i Mangelsgaarden; og der agter han da atter som Tvangsfange at tilbringe Vinteren. Æresfølelsens sygelige Udvæxt: Forfængelighed, skaber de fleste Forbrydere. Mangelen paa Æresfølelse de fleste Elendige og Usle. Henrik Wergeland DEN NORSKE ARBEIDER SOM BORGER Enhver norsk Mand eller Kvinde er fribaaren, d. e. født med Ret til at kunne vælge sin Levevej og til Lighed for Lovene. Dette synes lidet; og dog fødes Ingen med større, uden man vil sige, at Odelsmanden eller den, som skal arve en fast Eiendom som Førstefødt eller som eneste Barn, fødes med denne Ret og den dermed følgende Stemmeret. I mange Lande fødes Børnene med den Tvang, at blive hvad Faderen var, i mange fødes Kvinderne til Slavinder, i andre fødes ogsaa Drengene dertil, og til Lighed for Lovene fødes kun Børnene i de færreste. Selv i det for sin Frihed og sine vise Love berømte England er der en Adel med saa uretfærdig en Bestemmelse, alene forat de store Familiegodser og Formuen kunne blive samlede, at kun den ældste Broder arver, mens de øvrige blive saagodtsom arve- løse. Og heraf følger atter den Ulighed, at disse Sidste ved sine høje Navne trænge sig ind i en Mængde Poster, som ellers Folkets Børn i Almindelighed skulde kunne beile til. Yderlig- heden af Ulighed er dog der, hvor Børnene endog fødes som Handelsvare, nemlig forat sælges til Slaver. Men Norges Jord- bund taaler saa lidt Slaveri, at Negerslaven bliver fri Mand i det Øjeblik han sætter Foden derpaa; og fordi Lovens Aand er frisindet og for hiin Ligheds Skyld, er det Normanden synger med saadan Glæde: "Frihedens Tempel i Normandens Dale stander saa herligt i Ly af hans Fjeld" o. s. v. Men hvorledes er det? Huusmand og Arbeidsmand faaer jo nok den Ære at bære Musketten ved Siden af Gaardmandssønnen og den Odelsbaarne og at falde for Fædrelandet; men nogen Borgerret have de dog ikke. De kunne ikke engang stemme paa Bygdeformænd og endnu mindre paa Storthingsmænd. Og hvorfor det? Jo fordi Staten har maattet knytte Udøvelsen af SIDE: 252 Borgerret til Besiddelse af Grund, Huus eller Embede; thi ellers vilde ingen Orden kunne iagttages ved de offentlige Forhand- linger, og den bedste Spore til at hæve sig frem til Nydelsen af fuld Borgerret forsvinde. Erhverv et Huus, et Grundstykke, som saa mangen Arbeidsmand har gjort med sine Hænder, og om han fødtes i Inderstens lejede Rum, vil den norske Arbeider i borgerlig Ret og Rang blive jevngod med sin rige Drivtsherre, med sin galonerede Øvrighed, med Den, der kalder Ejendoms- vidder af Fjerdinger eller Mile sine, og i politisk Betydenhed vil ingen Arbeidsmand paa Jorden kunne maale sig med ham! I Egenskaben at være norsk fød besidder han alt Forjettelsen om at naae dette Maal og et Gode, som mangen Udlænding misunder ham, og som der skal Aar eller Fortjenester til for at vinde. For alt Dette fortjener derfor Fædrelandet at elskes af den norske Arbeider fremfor ethvert andet Land, fremfor Amerika, som kun tilbyder Den Frihed, som kan undgaae at maatte sælge sig som Slave til Pligtarbeide for mange Aar; og derfor, fordi det har kaldet ham til borgerlig Ære, elsker han det ogsaa; og Fædre- landet har ingen større Roes end naar det velsignes i Hytterne. Henrik Wergeland DADDEL OG BAGVASKELSE Er det ikke taabeligt, at ville see Malerier bagfra, Udsigter fra det sletteste Punkt? Saaledes gjør Den, som idelig laster og river sine Medmennesker ned. Først naar Alle fejede for sin egen Dør vilde Verden blive reen. Der er en Historie om en Viismand, som var valgt til Dommer over En, der havde for- gaaet sig. Han kom vel til Domstedet, men med en Sæk fuld af Sand paa Skulderen; og da han blev spurgt om hvad han vilde med den svarede han: "Det er mine Synder og Feil, som jeg ikke noksom kan erkjende og neppe nok bære. Hvorledes skulde jeg da kunne dømme Andre?" Vi forlade os ofte paa Andres Beretning, og saaledes kommer Sandheden sjelden reen til os. Ligesom Vandet antager Egen- skaber af den Grund, det løber over, antager den Farve, efter de Gemytters Egenheder den antræffer undervejs. Den falske Beretning gaaer ofte foran, den sande følger efter. Hold derfor altid en Dør aaben baade for den anden og tredie Efterretning! SIDE: 253 Der er Ingen saa uskyldig, at der ikke skulde blive talt ilde om ham, Ingen saa ugudelig, at der mangler ham paa en Forsvarer. Rygtet bærer som Floden lette Ting videre, men de tunge synke tilbunds. Det er vanskeligere at undgaae Daddel, end at vinde Roes. Thi dette kan skee ved een eneste stor eller klog Bedrivt i det hele Liv; men naar En vil undgaae Daddel, maa han sin hele Livstid hverken sige eller gjøre noget taabeligt eller slet. Men Ingen tro paa sin egen Fortjeneste; thi deri tager den Bedste let Feil; og Ingen fortrøste sig saameget paa egen Forstand, thi den Klogeste kan blive bedraget! Mangen Gang har Folket ikke vidst hvor høit en Mand var at skatte før det havde tabt ham. Man fortalte en stor Mand engang, at en berygtet Bagtaler havde talt godt om ham -- "da, sagde han vil jeg give mit Liv paa, at En har bildt ham ind at jeg var død; thi den Person kan ikke tale godt om noget levende Menneske." Man fortæller, at en Lærer i Musik sendte sin Lærling til en daarlig Musikus for at han af dennes falske Spil skulde ret lære at undgaa hans Feil. Sligt var nu vel ikke værd at vove meer end for en Gangs Skyld; men vist er det, at det ene Menneskes Feil skal være det andet en Lektion. Egen Skade gjør vel viis; Næstens gjør det dog for bedre Priis. Og bedre kan det ikke gaa fremad med et Menneske, end naar han lader sig bedre af Andres Daarskaber. Drukkenskaben giver især mange saadanne Exempler til bedste. Den holder sine Fore- læsninger paa offentlig Gade og i Rendestenen. -- "Kom, lad os gaa op! der er Kommers!" sagde nogle Svende til hinanden da de udenfor en Dandsebod hørte Skrig af Slagsmaal. Kun En af dem blev derfra og gik hjem. Mesteren kom paa Værkstedet om Morgenen, og træffer kun ham alene. Han vrededes, men blev fra samme Øieblik opmærksom paa denne Ene af sine Svende, som var paa sin Plads. Ud paa Dagen kom Forkla- ringen fra Arresthuset. Der sad hans øvrige Svende. De havde blandet sig i Slagsmaalet; En af dem havde næsten slaaet et Menneske ihjel, og en Anden havde forgrebet sig paa Politiet; kort, en alvorlig Sag opstod, som holdt dem saalænge fast, at SIDE: 254 Mesteren gav dem Løbepas, tog Drenge under den ordentlige Svend, som havde ladet sig lære, og Dennes Lykke blev gjort fra samme Stund. -- Dette var nu en Afstikker. Men vær ingen Dadler; thi den Feiltagelse er bedre, at tale vel om et Menneske, som ikke fortjener det, end at tale ilde om et godt. En Dadler er ogsaa meer end Andre underkastet Daddel. Thi man har Grund til at formode om Den, som er rask til at dadle Andre, at han kun har faa Feil, og desaarsag underkastes han et skarpere Omdømme, og for hvad man finder sparer man ham ikke. Den vise Sokrates var saa tilbageholdende i sit Omdømme, at han svarede, da han blev spurgt om sin Mening om en Bog, det ikke var let at sige noget bestemt om, at han holdt de Ting, han ikke forstod, indtil videre for ligesaa gode og roesværdige som dem, han forstod. "Dadle Feil, men ei Personer," er en god Regel og ganske i Kristendommens Aand. Det bør vi erindre mod Andre, og be- træffende os Selv, at Taalmodighed er det bedste Middel mod al Bagtalelse. Er en Ædelsteen god, kan det ikke betage den en Skilling af dens Værdi, om noksaa Mange, som ikke forstaa sig derpaa, sige den kun er Glas. Som en Piil, der skydes op i Luften, falder ogsaa Bagtalelsen tilbage paa Den, der udskjød den. En berømt og viis Mand blev engang spurgt om hvorledes han bar sig ad naar han blev udskjældt: "Som en Gesandt, der er bleven affærdiget uden Svar," sagde han. Der gives ogsaa (og det er en god Trøst) Mennesker hvis Daddel er en Roes, og som ikke med al sin Skvalder skade den Brave mere end en stærk Pladskregn skader Sjøen. Henrik Wergeland No. 2, 7de Februar 1842. Den rette Sædens Tid er første Ungdomsalder. Det fæster dybest Rod, som først i Hjertet falder. MODERKJÆRLIGHEDEN GAAER OVER ALT Dersom Mennesket altid ret erindrede hvad det skylder sin Moder, vilde meget af det Onde, som skeer i Verden, forblive ugjort. Man har ogsaa Exempler paa, at Erindringen om den moderlige Kjærlighed har været den sidste og mest levende af SIDE: 255 de bedre Følelser, som endnu have rørt sig hos store Forbrydere. Deres Anger har intet stærkere Udtryk havt, end det For- tvivlelsens Udraab: "jeg har bedrøvet min Moder! jeg har be- dækket min Moder med Skjændsel; jeg har lagt hende med Sorg i Graven!" Kjærligheden til Moderen synes at gaa foran den til Faderen; og der er naturlige Grunde derfor i den Smerte og Livsfare, hun har udstaaet for sit Barn, og i den Møje og ømme Omsorg, hun har viist det i de første værnløse Aar. Mennesket maa derfor holde fast paa denne Taknemlighedsfølelse, som selv Skurken ikke har let forat miste. Og det skulde ikke behøves at opmuntre hertil, om vore Straflister ikke opviste det Sørgelige, at Børns Mishandling af sine Forældre dog ikke er saa sjelden, som man skulde tro efter den naturlige Styrke, som Børnekjærlig- heden har. Som oftest seirer ogsaa Kjærligheden til det for- bryderske Barn i den Grad hos Forældrene og især hos Mødrene, at de under Sagen søge at formilde sin eller Andres Anklage for denne Forbrydelse ved at skyde Skylden paa egen Hidsighed og Ungdommens Ubetænksomhed. Men ligesom der ikke imellem de ulyksalige Følelser, som straffe Lasten, er nogen bittrere, end hiin Smerte over at have bedrøvet en Moder indtil Døden, er der heller ikke mellem de salige Følelser, som belønne Dyden, nogen sødere end Bevidstheden om at være en Moders Stolthed og Glæde. En god Moder (og af tusinde er der ikke fem, som ikke elske sine Børn som Hønen sine Kyllinger, om der end kan være Feil ved den Opdragelse, de forstaae at give dem) fortjener ogsaa al et Barns Kjærlighed; thi der er intet Offer, hun ikke skulde kunne bringe det. Selv Døden betænker hun sig lige- saalidt paa som Løvinden, der styrter sig midt ind imellem Ge- værerne og Spydene for at frelse den borttagne Unge. Hun drives af sin overmægtige Følelse, der ligesom har sin vidunderlige Styrke fordi den tvungen af baade den ædleste og den stærkeste (men uædleste) Kraft i Menneskeheden: af den sig selv forglem- mende Uegennyttighedens og af Egenkjærlighedens. Hun drives i Ilden, i den rivende Strøm for at frelse sit Barn, og Dagen har ingen Adspredelse, Natten ingen Hvile for den ængstlige Moder, hvis Kinder blegne hen under Anstrengelserne, mens Øinene synes at forkynde Glæde og Lykke. SIDE: 256 Jeg vil fortælle en Historie om en Moder, en Historie der kun er særegen ved den Omstændighed, som fremkaldte Beviset paa denne modige selvopoffrende Moderkjærlighed, men hvis Lære, at denne er beredt til Alt for det elskede Barns Skyld, kan findes i tusinde Exempler, som daglig upaaagtede foregaa om- kring os. I en af de langstrakte Aaser, som danne Kristiania- fjordens Østkyster, hvor denne taber sin største Bredde, ligger et Nybygge, hvor en af disse Scener, der viste Moderkjærligheden i dens fulde Styrke, er foregaaet. Et Par fattige, arbeidslystne Folk havde der seet sin Flid kronet efter faa Aar. De havde, efter et Uaar, som ogsaa rammede saa sydlige Egne, nedsat sig i et solbart lidet Dalsøk, hvor den rige Plantevæxt viste dem hvor god Jordbunden i sig selv var der. Ingensteds gav Potetesen slige Fold i deres Nybrydning; der stod en Rug paa deres Braater, som Sukkerrør i Roden, og Havren var at see til som vajende Palmer. Men den naturlige Frodighed viste sig ikke mindre i hvad den af sig selv frembragte. Hyld, Hvidtorn, Snebold, Gede- blad (Kaprifolium) og andre kjelne Buskvæxter skjød frodigen op imellem Stenene, og langs Stien, der slyngede sig op fra Stranden for over Aasen at glide ned i Bygden, gik et skarlagen- rødt Belte, som man, naar man vandrede den, saae var lutter Jordbær af de spanske Havejordbærs Størrelse og bristende Fylde. Dersom ikke den alvorlige Fjord havde lagt der med sine Granaaser og rødbrune Styrtninger paa den anden Side, skulde man, af de nærmeste Omgivelser, under de klattrende Kaprifolier, der i store Klaser og Krandse ludede ned fra Alme- og Asketræerne, og med den forunderlig rige Busk- og Blomster- flor paa de smaa Engstykker og imellem Stenene for Øje, fristes til at tro, at man befandt sig under en langt sydligere Sol, paa en af Spaniens eller Italiens Skraaninger mod Middelhavet. Jeg har gjort Plantekyndige opmærksomme paa denne Plet for en riig Høst for deres Plantekasse, og de have lovet at besøge den. Gjør En det, vil han finde en gjæstfri og elskværdig Familie i Nybyggerhytten: en Fader og en Moder i deres bedste Alder, -- ham maaskee nede ved Stranden, hende ved sin Rok foran Døren, og tre smaa velsignede Børn, sundere og smukkere end de Blomster, han ikke vil mangle at finde, legende ved hendes Fødder, og fulgte af hendes opmærksomme Øje. "Hans! Hans!" vil hun maaskee raabe -- "ikke saa langt! ikke SIDE: 257 til Hylderøsen! Husker du ikke?" Men naar Manden kommer op, vil han fortælle dig en Historie fra ifjor, mens Konen gaaer ind efter en Skaal Melk, om du end ikke har forlangt den. "Saa sad hu' Berthe en Eftermiddag i Høaannen ifjor -- vil han fortælle -- og vuggede den Vesle udenfor Døren. De to ældste der, han Hans og Anne Maria legte ved Hylderøsen der nede i Jordbærbakken. Jeg var ikke langt unna: bare oppe i Braaten og pyntede paa Gjærdet, og bag Huset gik en gammel Kone fra Bygden og havde noget Huusstel for sig. Det var over- maade varmt, saa hu' Berthe dormede lidt, mens hun sad saa ved Vuggen. Men medeet vaagnede hun af et forfærdeligt Skrig fra begge Børnene nede i Bakken, og strax kommer Vesle Hans ampusten opover med det Skrig, at Anne Maria ligger dernede stukken af en Orm, hvoraf her desværre ikke er saa faa i denne solbare og frodige Bjergegn. Moderen springer naturligviis til, finder Anne Maria med Mærker af nogle Blodsdraaber af at være bidt i Vristen, giver sig til at skrige saa jeg kunde høre det oppe i Braaten, og bærer hende under den høieste For- tvivlelse tilbage. Hvad var der nu at gjøre? "Jo! havde vi bare en Hund" -- mente Kjærringen, som var hos os -- "kunde han suge Giften ud." -- "Ak, en Hund! hvor er en Hund?" klagede Moderen. Men pludselig var hun sprungen op med et Glædes- skrig: "Gudskelov! Det indgav Gud mig. En Hund kan ikke suge Saaret ud -- den vil væmmes ved Giften -- men det kan en Moder!" Hun havde kastet sig paaknæ og givet sig til at suge Saaret af alle Kræfter. Saaledes fandt jeg hende, sugende som om hun vilde suge hundredaarigt Liv til sig og ikke Døden som hun tænkte. Vesle-Hans var løben mig imøde, og havde fortalt mig hvad Moderen gjorde. Og hun havde suget længe! thi da jeg hørte Skriget fra Røsen, var jeg ilet derned, hvor jeg ogsaa virkelig havde fundet og dræbt Slangen. Men jeg kom nu med Trøst. "Gud velsigne dig, Kone!" raabte jeg, "for hvad du har gjort og villet vove! men ængst dig bare ikke, for se her! Ormen, som har bidt Anne Maria, er uskadelig; ganske uden Gift som Humleranken her." Den hang ved min Stok; jeg tog den og viste hende Mærket, at det ikke var en Hugorm eller Skogsorm, som vi kalde dem, hvis Bid kan være dødeligt, men en af de uskade- lige Snoge eller saakaldte Huusorme, som gjøre adskillig Nytte ved at fortære alskens mindre Utøi. Hvilken Glæde der nu blev, SIDE: 258 kan man let begribe, ligesom og, at Hylderøsen staaer i betydelig Respekt siden den Tid. Mig -- vil der ligge i Mandens Ansigt, naar Berte kommer ud igjen med Melken (naar hun kan antage, at Historien, der geraader hende til saa stor Roes, er ude) -- mig er Steenrøsen bleven et Alter for den moderlige Kjerlighed, et Sted jeg og mine Børn aldrig vil kunne see uden at erindre, at intet Offer, ikke selv Livet, er for stort for denne, men at Gud var naadig, og blot satte den paa Prøve." Henrik Wergeland OM NORDLANDENE Norges mindste Herlighed er, at det er stort og langstrakt. Dette og dets naturlige Afgrændsninger gjør, at almindelig Mands Kundskab om de fjernere Strøg af Landet kun er yderst ufuld- kommen. Man fornam det i Trangsaarene 1831 og 32, da mang- foldige Familier udvandrede fra Dalene søndenfjelds, saasom f.Ex. fra Guldbrandsdalen, til "Rusland," som det hedte, hvor herlige Eiendomme skulde staae dem aabne til fri Besiddelse, mens det dog kun var til vore egne Nordlande, til nogle Dalfører i Nord- landene og i Finmarken, der ere besatte af norske Nybyggere. Om disse Kolonier var da en dunkel Efterretning trængt tilbage, og hint Rygte om et gjæstevenligt Paradiis i Rusland havde dannet sig, og drev mange Ubetænksomme fra deres Arne. Uvidende om Fædrelandets Bestanddele eller Provindser, hvoraf enhver har sit Værd for det Hele, uvidende om sig selv, bør dog Folket ikke være, saa det ikke kunde være saa overflødigt, ogsaa i dette Blad at meddele Almeenmand nogen saadan Kundskab. Og dertil seer Udgiveren sig istand, betræffende Nordlandene, denne ved sine Fiskerier saa vigtige Kyst- og Østrækning, der indbringer Norge en Hoveddeel af dets Indtægter, af de Penge, hvorfor det atter tilhandler sig af Udlandet de mangfoldige Varer, dets Behov eller Overdaad forbruger, idet nemlig en om de nord- landske Forhold velunderrettet Velynder af Bladet har sendt det nogle "Bemærkninger over de blandt Almuen i Nordlandene herskende Skikke og Sædvaner, Næringsdrivt o. s. v." Henrik Wergeland SIDE: 259 No. 3, 13de Februar 1842. Skjøn Daad seer skjønnest ud, naar kun jeg den veed og Gud. DYDS-BELØNNINGER I FRANKRIG De Dydsbelønninger, som det franske Akademi (et Selskab af lærde Mænd i Paris) aarligen uddeler, bære Navn af "Mon- thyons Belønninger". Hr. Monthyon var en Franskmand, som, efterat have ofret sit hele Liv til Velgjørenheds-Handlinger, har bestræbt sig for ogsaa at blive Fædrelandet og Menneskeheden nyttig selv efter sin Død. Endeel af sin Formue offrede han saaledes til at indstifte flere Priisbelønninger, og blandt disse en Priis for den Franske, der i Aarets Løb maatte have udøvet den dydigste Handling. Det franske Akademi, overdraget Udførelsen af den ædle Monthyons sidste Villie, har troet at burde dele denne hans Velgjørenheds Gave, for at kunne tilkjende flere Belønninger, ikke til den pralende Dyd, som selv udbreder sin Roes, men til den beskedne Dyd, som man vanskelig opdager i de mørke Afkroge, hvor den skjuler sig. Offentlighed, ydet skjønne Handlinger, maa være gavnbringende, eftersom de gode Exemplers Anseelse styrker Indflydelsen af de gode Lærdomme. Saaledes var da i 1839 Akademiets Opmærksomhed bleven henvendt paa Franciska Olivier, hvis Liv kun danner en lang Kjæde af Opoffrelse og Selvforneg- telse. Beretningen om hende, saaledes som den høitideligt op- læstes i Akademiet, lyder saaledes: "Som fattig og ubekjendt Uldspinderske udfolder hun, efter med sine Hænders Gjerninger at have understøttet en svag Moder, der døer i hendes Arme, sin brændende Kristenkjærlighed over alle Ulykkelige. Det synes som de af Himmelen selv ere henviste til hende. Det er 4, 6, 7 Ol- dinge, som hun alle har optaget og pleiet. Svagheder, Saar, Intet afskrækker hendes Mod. Hun forlader dem ikke førend efter deres Helbredelse eller ved deres Død. En gammel Blind er 3 Aar overladt i hendes Værge. Hun ledsager ham, trøster ham, underholder ham og modtager hans sidste Suk. En anden bedaget Trængende, som fører det kanske kun antagne Navn: Frants SIDE: 260 Olivier, fremstiller sig for hende. Han kalder sig hendes Paa- rørende; han vil bevise det. Hun sparer ham Uleiligheden der- med. "I er ulykkelig, I er af min Familie", svarer denne engle- lige Pige. Han faaer reenlige Klæder, en sund Underholdning, og ligetil den Dag, da han udaander, lever den fattige Spinderske med Savn for at underholde ham, og hæver sig til at finde Over- flod i de svage Hjælpemidler, som ikke engang tilsikkrer hende det Fornødne. En Arbeidsmand, 3 Børns Fader, angribes af en Svaghed, der sætter ham ud af Stand til at underholde dem. Moderen, ligesaa svag og lidende, kan heller ikke arbeide for dem. Franciska Olivier antager sig Faderen, Moderen og de 3 Børn. Hun bøder Pjalterne, som bedække dem, forskaffer dem Linned og Klæder. Og dette er kun en ringe Deel af den Understøttelse, hun yder de Trængende: Hun giver sig hen som Opdragerinde for de Yng- ste, udvikler i deres Hjerter religiøse Følelser, og indgyder dem Kjærlighed til Arbeide og Kjærlighed til Dyden. Hendes ringe Pengemidler strække ikke til saa talrige Offere; men hun nyder et saadant Ry, at veldædige Personer betroe hende Udbetalingen af deres Almisser, at de Fattige selv nedlægge i hendes Hænder den Smule, som de kunne lægge tilside af den offentlige God- gjørenhed, og at de antage hende til Mæglerske, til Voldgiftsmand i alle deres Tvistpunkter. Endelig, for med eet Strøg at male denne beskedne Pige, der besidder ei blot Kjærlighed til, men ogsaa Skjønsomhed paa det Gode, saa har hun under det ringe Tag, som dækker hende, grundlagt et almindeligt Hospital for de Trængende, en Religions-Anstalt, en Sparebank og en -- Dom- stol uden Appel." Akademiet bestemte derfor Franciska Olivier en Belønning af 600 Spd. Frants Poyer. "I Paris, i Skjødet af denne umaadelige Befolkning, hvor de slette Exemplers Smitte volder saa mange Ødelægelser, er Aka- demiet saa lykkeligt at kunne udpege et Mønster paa Opoffrelse og Godhed, et høimodigt Hjerte, et ædelt Mod. Frants Poyer, Fører af en Hyrevogn, som i 10 Aar har havt sin faste Holdplads paa et af Parises Gadehjørner, har stedse ud- mærket sig i sin Haandtering ved en regelmæssig Opførsel og ved udadlelige Sæder. Han er gift, har 4 Børn, og ikke andet SIDE: 261 at ernære sin Familie med end den daglige Løn, han modtager af sin Vogns Ejer. I Aaret 1829 overlader et Fruentimmer ham sin Søn for at afvænnes fra Brystet. Den første Maaned blev betalt forud; men en Tidlang kommer Moderen ikke mere tilbage, og det forladte Barn overlades til Poyers Forsørgelse, hvis Ar- beide neppe strækker til at ernære og opdrage hans Egne; men han tager ikke i Betænkning at antage et femte. Han lader Øllet ved sine Maaltider fare, for at kunne udholde denne nye Udgift. Efter 2 Aars Forløb kommer det fattige Barns Moder endeligen igjen tilsyne, men for at fordre det tilbage. Med Nød skiller han sig derfra; han gjengiver hende det uden at gjøre Krav paa en billig Kostpenge; men da den ærlige Hyrekudsk nogle Dage efter gaaer hen for at underrette sig om sin lille Ludvigs Sundhed, bliver den slette Moder forvirret; hun stammer og svarer ende- lig, at hun Aftenen forud har sendt sin Søn til Omegnen af en Provindsstad til rige Slægtninge, der have lovet at drage Omsorg for ham. Poyers Ømhed sættes i Uro; Han har Mistanke om en Løgn; han gaaer hen at underrette sig ved alle offentlige Vogne, og faaer den Forsikkring, at intet Barn er reist til det nævnte Sted paa den betegnede Tid. Utrættelig i sine Under- søgelser erfoer han derimod, at det har været udstillet ved Raad- husets Port, og at det derfra er blevet overbragt til Hittebørns- Hospitalet. Han iler derhen og gjenkjender sit stakkels Plejebarn, svagt, lidende og udsat for at miste Synet. Han fordrer det til- bage, han vil have sin Eiendom igjen; men Stiftelsens Love sætte sig derimod, idet de nemlig udkræve, at en Sum af 125 Spd. kon- traktmæssigt sikkres Barnet ved dets Myndighedsalder. Hvad er nu at gjøre? Fortvivlet raadspørger Poyer sin Familie. Den bi- falder hans Beslutning, og den følgende Dag, 14 September 1829, bliver Antagelsesakten udfærdiget. Til de forrige Livsfornegtelser ville nu komme nye. Manden maa arbeide tidligere om Morgenen; Konen maa vaage længere om Aftenen; og de 125 ere sikrede. O, hvilken skjøn Dag for Poyer, da han førte sit femte Barn til- bage til sin beskedne Arne! Dets sande Moder trykker det i sine Arme; hendes ømme Omsorg gjengiver det Sundheden, og, efter 12 Aars Forløb, under hvilke det kun har modtaget gode Lær- domme og især gode Exempler, have dets Plejeforældre sat det i Lære i et Snedkerværksted. Poyer er for Nærværende 65 Aar gl.; hvis hans Mod altid er det samme, kunde hans Kræfter ernære SIDE: 262 ham; men hans Alderdom skal ikke blive uforsørget; han skal blive en af Menneskehedens største Velgjørere endeel af den Skat skyldig, som dennes Tillid har nedlagt i vore Hænder; og aldrig ville vi af samme kunne gjøre en værdigere Anvendelse. Akademiet tilstaar Poyer samme Priis som Franciska Olivier." Andre fromme og rørende Handlinger have vakt Akademiets Opmærksomhed. I første Række udmærke sig adskillige Fruen- timmer, der paa forskjellige Punkter af Frankrig have kjæmpet mod Offre og Anstrengelser for at lindre Ulykken. Det er for- trinsviis i Fruentimmernes Hjerter, at denne brændende Kristen- kjærlighed aabenbarer sig, som hverken Lidelse eller Fare eller Død formaaer at standse. De især synes at besidde denne Reli- gion for Ulykken, der indskyder dybe Opoffrelser; de offre sig dertil med en Kjærlighed, en Lidenskab, som mere og mere op- reiser deres Mod og aldrig udtømmer deres Følsomhed. Kathrine Lafont. "Kathrine Lafont er en fattig Pige fra Flækken Barisot. I Virke- ligheden Hospitalsøster, er hun Forsynet for alle Trængende i sin Kanton. Hun deler sine Dage imellem den Omhu, hun yder Oldingene, og den religiøse Belæring, hun indgiver Børnene. Et lidet Huus, som hun arver, er af hende omdannet til Tilflugtssted for ulægelige Syge. "Jeg skulde ønske det var større", siger hun, "jeg skulde føle mig saa lykkelig ved, der at kunne huse Alle!" Men hendes ringe Arvepart er snart udtømt. Da paakalder hun den offentlige Goddædighed. Hun erholder af de Riges Barm- hjertighed det Hvedebrød, som bliver tilbage paa deres Taffeler. En Smule Kjødsuppe, som man skjænker hende i de velgjørende Familier, understøtter hendes fattige Pensionisters Kræfter. Idet hun alene forglemmer sig selv, lever hun kun af et Stykke Rug- brød, og, naar man bevidner hende sin Beklagelse over at hun ikke tager bedre Næring, svarer hun: "jeg trænger ikke til noget Andet. Gud har givet mig Sundheden; gid Han vilde gjengive mine Syge den, og alle mine Ønsker ere bønhørte!" En Beløn- ning paa 400 Spd. er tilkjendt Kathrine Lafont." Agnes Bouthier. "Agnes Bouthier er et beundringsværdigt Mønster paa Tjener- Troskab og Hengivenhed. Indtraadt i Aaret 1826, 22 Aar gammel, SIDE: 263 i Tjeneste hos en Handelsmand, som, formedelst sin mislige Adfærd, snart efter nedsænkes i Elendighed, tjente denne Pige som Moder for 2 Børn, hvilke han overlader til deres ulykkelige Skjæbne. Hun har ikke mere nogen Løn at vente, og alligevel afslaaer hun at skifte Husbonde. Hun afviser alle fordeelagtige Tilbud, som man foreslaaer hende, for at ofre sig ganske ude- lukkende til de 2 unge Forældreløse. Hun tilbringer Nætterne ved Arbeide, og Lønnen for dette Arbeide anvender hun for disse. Faderens mislige Behandling og Haardhed trætter ikke hendes Standhaftighed; hun river ham endog 2 Gange tilbage fra Fortvivlelse og Selvmord. Han bliver arresteret for Gjæld; hun besøger ham, hun trøster ham i hans Fængsel, og efterat han nu, gjengiven Friheden, forladende sit Huus og sin Familie, viser sig utro mod alle sine Pligter, da er det Tjenestepigen, det er Agnes Bouthier, der opfylder dem med en Moders Opofrelse. Den Op- dragelse, hun har givet sine Pleiesønner, tillader dem at frem- stille sig ved Provindsens lærde Skole. Hun ansøger og erholder 2 Fripladse for dem. Efterat deres Studeringer ere fuldbragte, forskaffer hun dem en fast Stilling. Den Yngste, ansat i en stor Handelsstad, bliver angreben af en Aandssygdom. Hun iler der- hen, fører ham tilbage, pleier ham og helbreder ham. Men snart efter angribes han af en anden, dødelig Svaghed: Spillesygen, som bemægtiger sig ham, gjør ham endog uretfærdig mod sin utrætte- lige Velgjørerinde. Intet dæmper hendes fromme Iver; hun be- kjæmper denne sørgelige Lidenskab. Med en Blanding af Ømhed og Fasthed kalder hun den Utaknemlige tilbage til Erkjendelse af sine Pligter, og gjengiver ham for anden Gang Fornuften. Saa- megen Opofrelse og Dyd have forhvervet Agnes Bouthier den samme Belønning, som Kathrine Lafont." Hermanne Tarbé. "En lignende Æresbelønning er tilstaaet Hermanne Tarbé, som boer i Menigheden Artignak. Indtraadt, 14 Aar gammel i Tjeneste, hos et Fruentimmer, der tidlig er bleven svagelig og som nu er 80aarig, har Hermanne nu pleiet hende i 36 Aar, uden Løn og selv uden Haab om noget Erkjendtlighedsbeviis. Denne ømme Hengivelse var ene for sig tilstrækkelig til at anbefale hende til Akademiets udeelte Deeltagelse; men en heltemodig Handling for- ener sig med dette langvarige Exempel paa Menneskekjærlighed. SIDE: 264 Da en Vaadeild nylig brød ud i Landsbyen, styrter Hermanne Tarbé sig midt igjennem Flammerne ind i den fattige Syges Hytte, hæver hende op af det ildomspændte Leie, hvor hun var nær ved at dø, og bringer hende ud paa en tilgrændsende Eng. Men neppe har hun nedlagt sin Byrde, førend Skrigene af et Barn trænge sig frem fra det andet af Ilden angrebne Huus. Hermanne styrter atter frem, og river ogsaa dette andet Offer ud af en uundgaaelig Død." Akademiet har endvidere besluttet Opmuntring for andre Dyder som, om end ikke saa fremlysende, ikke desmindre befindes for- tjente til Belønning. Marie Gros. "I Marie Gros gjenfinder man Agnes Bouthiers beundringsvær- dige Troskab mod ulykkelige Herskaber. Indtraadt som Tjeneste- pige i en ved Fallit ruineret Kjøbmandsfamilie, gjør hun ei blot Afkald paa 150 Daler i Løn, som skyldtes hende, men hun an- tager sit forrige Haandarbeide, og underholder ved sit Arbeides ringe Udbytte sin forrige Madmoder, der, næsten stedse syg, ofte ikke kunde arbeide selv. Denne Opofrelse vedvarede i 20 Aar. En vaklende Helbred, fremskyndet Alderdom, Frugten af saamange vaagne Nætter, af saamange Sorger forestille for Maries Øine ingen anden Udsigt end Elendigheden. Hundrede Gange har hun afslaaet fordeelagtige Konditioner, og aldrig er en Klage, en An- ger undsluppen hendes Mund. Akademiet tilkjender hende en Æresgave af 300 Daler." Marie Monika. "Jomfru Marie Monika de Fattiges Sygevogterske, finder Behag i at lindre deres Smerter. De frygteligste Smitsoter standse ikke hendes Iver. Hun vaager ved deres Offer; hun begraver de Døde og indtager Moderpladsen for deres Forældreløse. Den gode Opdragelse, hun har nydt, tillader hende, selv at give de Fattiges Børn Læse- og Skrive-Underviisning. I Løbet af 5 Aar har hun modtaget fleer, end 40 Saadanne i sin Bopæl, som er bleven til en Friskole. Men under denne Virken er hun bleven 70aarig. Hendes Helbred var stedse skrøbelig, og hendes Kræfter slaae hende feil. Hun havde kun meget tarvelige Indtægter, og hendes Hjælpemidler udtømmes. Hun har til from Daad udgivet det Li- SIDE: 265 det, hun besad; hun lader ikke høre anden Beklagelse, end den, ikke at kunne give Mere. Akademiet tilstaaer hende en Æres- gave af 300 Daler." Syv andre Priisbelønninger, hver paa 100 Daler, bleve ved samme Leilighed tilkjendte forskjellige Andre, som havde gjort sig fortjente dertil formedelst deres Daad af Menneskekjærlighed, barnlig Fromhed, Opofrelse for Ulykken eller modig Troskab. Henrik Wergeland No. 4, 25de Februar 1842. Hvo meget har, han meer attraaer, og Ønsket aldrig stille staaer. BELØNNINGER FOR LANG OG TRO TJENESTE Disse Æresgaver, dels bestaaende i Guldringe, dels i Penge, har Selskabet for Kristiania Byes Vel aarlig uddelt fra 1818 og de fleste Aar indtil 1840; og heri have vi da, i indskrænket Maale- stok, noget Lignende til de i forrige Nummer omhandlede Beløn- ninger, der uddeles i Frankrig. I 1818 uddeeltes 4 Guldringe. De, som da havde de fleste Tjenesteaar paa eet Sted at opvise, hedte Gunild Walleby og Randi Thorsdatter, som hver talte 21. I 1819 uddeeltes ligeledes 4 Ringe. De fleste Aar havde Olea Engebrethsdatter, nemlig 26, og Pernille Svendsdatter, der talte 21. I 1820 ligeledes 4 Ringe. Længst Tjeneste havde dengang Anne Kathrine Simensdatter og Kathrine Larsdatter, nemlig 21 og 20. I 1821 uddeeltes 5 Ringe. Sørine Andersdatter vandt dengang Prisen med fulde 32 Aars Tjeneste hos en Bonde i Agers Sogn. I 1822 -- 23 og 24 uddeeltes atter kun 4 Ringe. Højest gik da Nils Hansen Aas med 27 Aar, Marie Jensdatter med 26, og Olea Knudsdatter med 21. I Aaret 1827 uddeelte Selskabet, foruden 6 Ringe, der med rette ansaaes som den ærefuldeste Gave, ogsaa 1 Belønning paa 10 Spd., 7 paa 5, og 3 paa 3 Spd.; men i det Aar naaede ingen høiere end til 18 Tjenesteaar, nemlig en Berthe Andersdtr. I 1828 uddeeltes 8 Guldringe og 7 Pengebelønninger paa 3 og 4 Spd. Længst Tjenestetid havde i det Aar Mons Gregersen med 19 Aar. I 1830 5 Guldringe og 10 Pengebelønninger paa 5, 2 og 2 1/2 Spd. Karelius Andersen vandt Prisen dengang med 19 Aar. 1833 ud- SIDE: 266 deeltes 10 Ringe og 26 Pengebelønninger fra 6 til 2 Spd. Længst- tjenende vare dengang Anne Halvorsdatter med 32 Aar, Anne Olsdtr med 20 1/2 og Olia Pedersdtr med 20 Aar. 1835 uddeltes ligeledes 10 Ringe samt 9 Belønninger i Penge. Anne Thorsdtr naaede da ligetil fulde 33 Aar, og Barbra Evensdtr til 32. 1839 uddeeltes 46 Guldringe og 4 Pengebelønninger paa 4 Spd. Da talte Ole Kristoffersen endog ligetil 35 Aar, Ingeborg Larsdtr til 32, Anne Halvorsdtr til 29; Regina Hasler talte 28, Marte Hansdtr endnu 1/2 Aar til, Sofie Gundersen 22 1/2 og Jacob Jensen 18 1/2. Flere Pengebelønninger, der ogsaa for Fortjenester af denne Beskaffenhed synes mindre hensigtsmæssige end Æresgaverne, findes ikke angivne for de første 6 Aar, omendskjøndt det nok tør være Tilfælde, at saadanne ogsaa i denne ere blevne med- deelte; og de ere da tilfaldne Personer, der enten ikke have tjent i saa lang Tid paa eet Sted med Troskab og andre en Tjeners Dyder, som den af Selskabets Bestyrelse antagne korteste forat kunne erholde Ringen, eller gamle Tjenere, som forhen havde erholdt Ringen og lagt endeel Aar til de forrige. Yderst sjelden er der bleven tildelt samme Person to Ringe. Med hvilken Glæde maa ikke det gamle tro Tyende betragte sin ikke letvundne Ring, saa simpel Gaven i sig selv er! Ringen er Trofasthedens Symbol; og sandelig mangt et mere straalende Udmærkelsestegn erhverves maaske ved ikke større eller flere Dyder end dette fordringsløse Tegn paa hiint velgjørende Selskabs Agtelse. Uden Flinkhed, pletløs Troskab, Hengivenhed for sit Her- skab, Beskedenhed, Blidhed og rene Sæder bliver ikke Tjenesten lang, og erhverves hverken Ring eller anden Belønning; og disse Dyder ere nok til at udgjøre et Menneske, som fortjener Med- menneskers Bifald, Kjærlighed og Agtelse og Himlens Velbehag. En Huusholdning besidder i et saadant Tyende sit kostbareste Klenodie, og den gamle Trofaste overgaaer med Aarene til mere at blive et kjært Medlem af Familien, hvor fornem den kan være, hvis Raad Huusbonde og Madmoder have Respekt for, og som gaaer fra Forældre over til Børn som et Arvestykke, der skal holdes i Agt og Ære. Slige Tyendes Værd er ogsaa saameget større som de ere sjeldne; og det maa tilstaaes, at de ikke naa dertil ganske ved sig selv alene. Uden Paaskjønnelse af et vel- tænkende Herskab skulde Taalmodigheden omsider trættes. Ty- endet er ogsaa i mange Tilfælde hvad Herskabet gjør det til. SIDE: 267 Den Bydendes Udyder blive ogsaa den Lydendes. Slaver ere ikke istand til Dyd; thi denne er et Mod til stedse at handle som man bør d. e. efter Fornuftens Love; og det hører til det Umulige, at ville hos sletbehandlede Tjenere regne paa den første Tjenerdyd, paa oprigtig Hengivenhed for sit Herskab. Blotte Leiesvende elske ikke. Men ikke mindre Umuligt er det, at ikke et Herskab omsider skulde opdage og erkjende hvilken Skat det har i et godt Tyende. Herpaa kan dette med temmelig Tryghed stole; og med mere Fordragsomhed fra de Tjenendes Side i den første Tid, vilde nok det rette Forhold mellem Herskab og Tje- nende indtræde hvor det ellers ofte sønderrives under gjensidig Bitterhed efter et for kort Samvære til at begge Parter have kunnet lære hinanden tilstrækkelig at kjende til at indlede og knytte en Pagt med hinanden for lange Aarrækker, ja for Livet. Henrik Wergeland No. 5, 11te Marts 1842. Vil du riig ved Ploven blive, maa du Haand til Styret give. KONG SVERRES TALE OM DRANKERE En Gang kom tyske Kjøbmænd med Skibe, ladede med Viin til Bergen, hvor Kong Sverre opholdt sig. Hans egne Bjerke- beiner og Borgerne i Byen drak sig da jevnt fulde, og blev der da, som vanligt i saadant Tilfælde, Slagsmaal og andet Uvæsen. En Mand kastede sig ned fra Loftet i Gaarden i den Tanke at skulle svømme, og slog sig ihjel. En Anden sprang fra Bryggen i Sjøen, og druknede. Nogle blev ihjelslagne, Andre lemlæstede og gjorte til Krøblinger. Endelig lykkedes det dog Kongen at standse Uvæsenet og at forlige de Stridende. Da holdt Kongen Thing med sine Mænd, og talede saalunde: "Takke vil jeg Engelsmanden, som fører hid Hvede, Honning, Tøjer og Klæde. De Andre skulle ogsaa have Tak, som have hidført Lærred, Hør, Vox og Kjedler. Ligesaa de, som komme fra Ørken- og Shetlandsøerne, Færøerne og Island, der føre hid Varer, vi ikke kunne undvære. Men de Tydske, som ere komne flokkeviis hid med mange Skibe, forat føre herfra Smør og Fisk, saa Dyrtid kan befrygtes i Landet, og give os i Stedet SIDE: 268 derfor sin Vin, som Alle kjøbe og Mange lade Livet for -- dem bør Ingen takke, og pakke maa de sig herfra, ville de beholde Liv og Gods. Thi deres Ærinde er kun os og Riget til Skade. Men veed I vel, hvad der kommer af Drukkenskab? Det første og ringeste er, at Gods og Eiendom forspildes. For det Andet taber Drankeren sit Vet. For det Tredie faaer han Lyst til alt Ulovligt. For det Fjerde gaaer Lysten ofte saa vidt, at han hverken frygter for Rov eller Hoer. For det Femte forfører Drukkenskaben til ikke at taale nogen Ting, hverken Ord eller Gjerning, betale ondt med dobbelt værre, og bagtale de Uskyldige. For det Sjette udmatter Drukkenskab Legemet, som ellers kunde udholde mange Besværligheder [fotnotemerke] , saa det bliver ganske magt- stjaalent. Blodet fortyndes i Lemmerne, og bliver usundt, saa det paa det nærmeste er ude med hele Skroget. Derpaa, naar Formue, Fornuft og Hilse er fløiten, driver Drukkenskab sine Trælle til at ødelægge hvad der endnu er tilbage, nemlig Sjelen, saa de ringeagte alle gode Sæder og Bud, fatte Begjær til Synden, falde fra Gud, Sjel og Fornuft, saa de ikke engang mindes hvad de have forøvet. Betragter Drankeren, naar han paa een Gang skilles fra Drikken og Livet! Hvad synes I da derom? Hvem tager da imod hans Sjæl? Nu! Betænker da, hvor fordærvelig denne Adfærd er, imod den, som bør finde Sted!" Denne den store Sverres Tale blev vel antaget, siges der, og alle fornuftige Mænd syntes at ret var talet af Kongen. Henrik Wergeland MAANEN I Østen steg Maanen op, og svømmede som en let Baad igjennem Aftenrøden. En Børneflok pegede paa den, og sagde til deres Fader: "Hvor yndig og hvor liden den dog er. Saaledes seer den ikke altid ud." "Den er i sin Barndom," svarede Faderen. "Den vil voxe Dag for Dag, og dens Lys vil tiltage, indtil den viser os sin fulde Skive." "Undertiden vil den maaske blive skjult af Skyer og ligesom tilhylle sit Aasyn." Fotnote: Dette var Sverre selv et Beviis paa. SIDE: 269 "Efter nogen Tids Forløb vil den igjen aftage og blive mindre, indtil den endelig reent forsvinder, og saaledes bliver et fuld- komment Billede paa det menneskelige Liv." "Jeg veed, hvad du mener", sagde eet af Børnene; "ogsaa Mennesket tager til og tager af; det glimrer en Tid over Jorden, derpaa forsvinder det og skjules i Graven." "Og de Skyer, som undertiden tilhylle Maanen?" spurgte Fa- deren. "Hvad de skulle betyde, kan jeg rigtignok ikke sige." "Det er de Gjenvordigheder, der møde Mennesket," vedblev Faderen; "ingen Dødeligs Bane gik saa lys og blidelig hen over Jorden, at den jo havde sine mørke Dage." "Men det skyldfri og gode Menneske trække Skyerne forbi uden at forstyrre hans Sjels Rolighed." "Og naar han omsider forsvinder for vore Øine, saa gaaer han ei tilgrunde, men straaler i en anden Egn evigvarende og uforanderlig." Henrik Wergeland No. 6, 31te Marts 1842. Oplysning er den Stige, som fører til at blive Overmandens Lige. FATTIG-JAKOB Jakob lærer at læse. En berømt engelsk Forfatter har i en Fortælling, som han kalder "Fattig Jakobs Historie," skildret hvorledes Fattigdom og Tilsidesæt- telse ikke er nogen uoverstigelig Hindring for Flid, en god Tænke- maade og sund Forstand for at komme frem i Verden. Fattig- Jakob var Søn af en i Orlog udkommanderet engelsk Matros; men som Moderen, der kun havde Forkjærlighed for hans Søster, i alle Maader forsømte. Han tjente sig sine daarlige Klæder og det meste af Maden ved at gaa Sjøfolkene tilhaande nede ved Stranden med at hale Baade iland, hjælpe Fiskerne med at tørre Garn, og ved at fiske Tang- og Træstykker op naar det blev Ebbe, som han da solgte til en Sælgekjærring. Et Par gamle Sjømænd, som havde Livsophold i Byens store Hospital, havde fattet Godhed for Gutten, og indlod sig ofte i Samtale med ham om Dit og Dat. Den Ene af disse var en gudfrygtig hvidhaaret Mand, der ofte syslede med sin Bibel og anden Læsning, mens SIDE: 270 den Anden, fordi han ikke kunde, maatte lade det være. Dog havde Livet med alle sine Hændelser, ved Guds Styrelse, været ham en Bog, der havde gjort ham til den skikkelige Mand han var. Fattig-Jakob havde engang kuldseilet i Mundingen af Themse- floden og været nær ved at miste Livet. For en Markspenge var han gaaet nedad Floden med en Fisker, og da var Ulykken hændt, at han maatte drive en god Stund nedad paa Kjølen og imellem Iisflagerne til et Skib havde taget ham op. "Naa, Jakob", sagde Ben (den af hans to Venner, som ikke kunde læse), "skal du ikke snart nedad Floden igjen?" "Om saa var, haaber jeg at tjene mine Skillinger lettere end sidst." "Det var et Mirakel, at du blev reddet min Gut," sagde den anden Gamle, Peter Anderson, "og du bør være den Alvidende taknemlig derfor." Jakob studsede; thi han havde aldrig før hørt denne Benæv- nelse paa Guddommen. "Du mener Gud, ikke sandt?" spurgte Jakob, i den rimelige Tanke, at han ikke kunde mene nogen Anden. "Ja, min Gut; men har ikke din Moder lært dig dette Navn?" Jakob taug, og saae til Jorden. Han vilde ikke anklage sin Moder. Endelig sagde han: "Jeg har lært nogle Bønner af min Søster Johanne." "Hvilke Bønner kan du da?" spurgte gamle Peter. "Jeg kan "Fader vor" og to Vers af en Psalme; men flere troer jeg ikke jeg kan." "Hvor gammel er du nu, Jakob?" -- "Tre Aar ældre end Jo- hanne. Hun, hørte jeg min Moder sige, blev sex forleden Dag. Altsaa er jeg nok ni." "Kjender du Bogstaverne?" -- "Ja nogle af dem. Jeg har lært dem af Baadmærkerne." "Men du kan ikke læse?" Jakob saae atter til Jorden. "Ikke et Ord", mumlede han endelig. "Har din Moder nogensinde talt til dig om Bibelen?" "Ikke til mig; men jeg har hørt hende tale til min Søster om den." "Kommer du nogensinde i Kirke? Naa, se op!" sagde gamle Peter. SIDE: 271 Men Fattig-Jakob saa ned paa sine fillede Klæder. "Nei aldrig. Moder tager nok lille Johanne med; men jeg er for . ." Her snuede Jakob Albuen frem, og saae paa Hullerne derpaa. "Men hvorfor vil din Moder forsømme dig? Du maa vist være et Skarn af en Gut." "Nei, han er ikke," faldt hans anden Ven, Ben, Peter ind i Talen. "Det er ikke Grunden. Men bliv ved, Peter." "Kunde du have Lyst til at lære at læse, Jakob?" spurgte An- derson. "Og kunde du have Lyst til at høre mig læse i Bibelen for dig saalænge til du selv kunde læse i den?" "Stor Lyst. Der er mange Gutter nede ved Stranden, der ere mindre end jeg, som baade kunne læse og skrive." Peter An- derson sagde derpaa, at han vilde lære Fattig-Jakob at læse, naar han opførte sig godt. Hver Eftermiddag Klokken sex, eller naar der ikke var mere at gjøre nede ved Stranden, skulde han komme til ham forat faa Underviisning. "Ja gjør det, min Gut," sagde gamle Ben. "Jeg har selv ikke lært det, Jakob; men jeg veed hvad det er at savne det. Havde jeg kunnet læse og skrive, var jeg maaske bleven til noget Bedre, end en stakkels Hospitalslem her i Byen, skjøndt jeg takker Gud for, at jeg ikke er bleven noget værre. Lige siden jeg er bleven voxen har jeg kun fortrudt det een Gang, og det er hele mit Liv igjennem. Ja, Jakob, jeg vilde gjerne give min højre Arm, der dog engang har duet noget, om den nu ikke er meget tes (og Ens højre Arm bliver dog Ens højre Arm hvorlænge man lever) om jeg bare kunde læse og skrive; ja ikke engang Skrivningen vilde jeg bryde mig noget om, naar jeg bare kunde læse Trykt, Jakob, for saa kunde jeg læse i Bibelen, ligesom Peter Anderson, og det er saa skammeligt for en gammel Karl ikke at kunne følge Præsten i Evangeliebogen i Kirken. Mens vi ere unge, tænke vi ikke meget paa Bibelen, min Gut; men naar vi skulle til at lette Anker for den anden Verden, ville vi saa gjerne læse vore Tvivl og mørke Tanker bort, og det er det eneste Kort, hvorefter vi med Sikkerhed kunne styre. Efter min Formening," lagde gamle Ben til, "have de For- ældre et stort Ansvar, som ikke lade sine Børn lære at læse; men jeg maa ikke laste mine, da Døden berøvede mig mine før jeg kjendte dem." Fattig-Jakob skrev sig dette bag Øret, og benyttede sig med Lyst og Iver af Peters Underviisning. SIDE: 272 Jakob høster Nytte og Glæde af at kunne læse. Fattig-Jakobs Fader var, som sagt, udkommanderet i Orlog, hvor det gjaldt baade Liv og Lemmer, og paa længe havde man ikke hørt fra ham. Saameget vidste man, at der var holdt et morderligt Slag, og at han havde været med deri. "Ingen Nød, gamle Ben," sagde Jakob da en Dag. "Jeg har jo lært at læse, og i Aviserne og de trykte Beretninger om Slaget kan jeg jo faa Underretning." Som sagt, saa gjort. For et Par Skilling kjøbte han sig en saadan omstændelig Beretning. Gamle Ben fik sig et Kruus Øl ud paa en Bænk, og satte sig ret i Mag til, for at fryde sine Øren med Beretningen om sine Landsmænds Sejer. Jakob læste, og kom endelig til Navnet paa det Skib, hvor han vidste hans Fader, om han levede, maatte være ombord. "Nr. 4," læste han, "Fregatten "Den Dristige" -- Een Falden og fem og tredive Saarede; i Alt sex og tredive Mand." "Seer du, Jakob," bemærkede gamle Ben, "det taler for, at din Fader er ilive. Thi hvorfor skulde just den Ene, der er fal- den, være ham? Naa, Jakob, frisk Mod! Vi spørge snart Nyt fra ham." "Det vil jeg haabe", svarede Jakob, og lagde Bladet sammen. "Kan du nu ikke indsee, Jakob, hvor herligt det er at have lært at læse?" vedblev Ben. "Her seer du nu mig, der er gammel nok til at kunne være din Bedstefader, og ligner jeg ikke et hjælpe- løst Barn ved Siden af dig? Du kan sige mig Besked om hvad der foregaaer, men jeg kan ikke hjælpe mig selv. Og troer du ikke Jakob, at det kommer mig for, nu som jeg sidder her, at du var Manden og jeg Drengen? Jo det gjør, Jakob; det er vist og sandt. "Bi lidt", raabte Jakob, foldende Bladet atter ud, "hvad seer jeg der? Min Faders Navn! Han staaer paa en anden Liste. O Gud, Han er frelst." "Nu, Gudskelov, er Han?" sagde Ben. "Men seer du? den Nyhed, som bringer dig til at græde af Glæde, min Gut -- seer du, den skulde have lagt begravet der midt for dine Øine, Jakob, om du ikke havde lært at læse." "Gud velsigne Peter Anderson, som har lært mig det! sagde Jakob. Og nu hjem til lille Johanne. . . ." Henrik Wergeland SIDE: 273 RAAD FOR FATTIGFOLK 1. I vort Land er det meer end i andre nødvendigt at holde tilraade med sit Sædekorn. Huusmanden har lidet Jord, men destobedre burde han sørge for at den kunde bære. Intet Sæd- korn burde gaa tilspilde, og med Sæden burde han saaledes om- gaaes, at den ret kunde afkaste rige Fold. At støbe den i Kalk- vand, eller Saltlage er dertil ret tjenligt; men især vil man have fundet, at Sædekorn, blandet med Tørvaske, skyder snarere op, holder sig bedre, gaaer ikke saa let i Brand og kaster mere af sig. Korn spares, og endnu mere Gjødsel, da Asken i sig selv er meget gjødende. Man blander en Trediedeel Sæd med to Trediedele eller noget mere Aske, og lader det staa i et Par Døgn, hvorefter det udsaaes sammen. At blande Gjødsel med Sæd- kornet, især Vaarsæden, som behøver at voxe hurtigere end Vinter- sæden, har ogsaa sin store Nytte. 2. Brødet drøjes lige indtil en Femtedeel mere, naar Deigen æltes med kogt Klidvand. Kliden hverken skades eller taber noget ved Kogningen. Aarsagen er tydelig, idet et vist Maal Klidvand vejer meget mere end et lige Maal bare Vand, og mindre bortdunster deraf i Ovnen. 3. Svovelstikker er ikke den eneste Industri, fattige Folk kunne drive. De almindelige Tømmermandsblyanter lade sig f. Ex. og- saa ret simpelt gjøre. Man tager 1 Pund klar Harpix, 1 1/2 Lod guult Vox, smelter dette i en Leerpotte, blander 1 Pund 20 Lod fiinstødt og sigtet Blyerts deri, rører det til det bliver godt blandet, tager saa lidt op ad Gangen, ælter det imellem Hænderne til runde Emner, og triller disse saa paa en varm Jernplade til den Tyk- kelse man behager. SOLOPGANG Av Jøden. Trykt i Avdeling I, bind 3, s. 26 -- 27. Henrik Wergeland TIL PUBLIKUM Bladets Forlægger, Hr. Bogbinder Barlien, en Mand, der med Uegennyttighed behandler et gavnligt Foretagende, har underrettet SIDE: 274 mig om, at dels Aftagelse i Abonnement, dels især Uefterrette- lighed i Betalingen truer med at gjøre det nødvendigt for ham at indskrænke Bladets Oplag, uden hvis betydelige Størrelse dets Virkninger paa Folkets Masse sporløst ville forsvinde. Dersom ikke saavel offentlige som private Bevidnelser fra sagkyndige Mænd af Tilfredshed med dets Indhold havde fundet Sted, skulde den første Omstændighed indeholde en Bebreidelse mod Under- tegnede som Redaktør. Jeg har imidlertid, uden synderlig Bistand fra andre Venner af Almuens Oplysning, ihvor ønskelig denne maa være, stræbt og vil stræbe at give Bladet et saa afvexlende, underholdende og undervisende Indhold, at det baade i sine spredte Nummere og som en Bog ved Aargangenes Slutning skal siges at gjøre Nytte og at udfylde sin Plads imellem de faa Midler uden- for den geistlige Underviisning, der virke for den selskabelige Udvikling i de simplere Klasser. Men endnu have disse ikke saamegen Sands derfor, at Almuen i Almindelighed af egen Drivt kjøber for sin Skilling anden Læsning, end de Viser, Sælgekjær- ringerne have i sine Kurve; og dog var der, ved Ansættelsen af Bladets lave Priis og Oplagets Størrelse af 3000 Explr, uden hvis to Trediedeles Afsætning det ikke kan bære sig, ogsaa taget i Beregningen, at ogsaa almindelig Mand, og ikke blot enkelte Be- fordrere af hans Oplysning eller Foreninger i Byerne og paa Lan- det skulde faa Smag paa at kjøbe det. Har dette nu ikke i paa- regnet Grad fundet Sted, maa man henvende sig til disse Sidste, hvorfor da Anmodning herved skeer til enhver Oplysningsven og Forsørger af Arbeidsklassen, saavelsom til de stedfindende For- eninger for By- og Landkommunernes Vel, om at de ville under- støtte og fremme Afsætningen og Læsningen af dette Blad imellem Almueklasserne, som saa vel trænge til ethvert Glimt af Oplys- ning der kan trænge ind i deres mørke Masser og Hytter, enhver letfattelig Gjenstand for Eftertanken, enhver anden bedre Syssel- sættelse i Hviletiderne end den sædvanlige. I Kristiania uddeles, ved Selskabet for Byens Vels Understøttelse, nogle hundrede Exemplarer til Almueskolernes Ungdom, der læses af denne med Begjærlighed og betragtes som en Præmie, naar Læreren uddeler dem; og hvem kan troe, at f. Ex. de skarpe Tiltaler om forskjel- lige Udskejelser af Byungdommens Raahed, saasom de gjentagne om dens Ødelæggelseshang, have været ganske spildte? Jeg har Erfaring om, at de ikke have været det. -- Bladets lave Porto, SIDE: 275 3 Sk. pr Aar, letter dets Udbredelse over Landet, og, med Tillæg deraf, vil den indheftede Aargang, hvis Indhold gjør den lige skik- ket til alle Tider som Almuelæsning, ikke overstige 36 Skill. Nummerviis forsendt koster Aargangen 24 Sk. uden Porto. I Kri- stiania leveres indbundne Explr. af de to udkomne Aargange for 36 Sk., og indheftede for 32 Sk. Forlangende herom skeer til Bladets Forlægger, Bogbinder Barlien i Kristiania, og Abonnement tegnes hos hans Kommissionærer og i Bogladerne i Byerne samt paa alle Rigets Postkontorer. Kristiania i Marts 1842. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland No. 7 -- 8, 29de April 1842. Lyd din Samvittighed! Gud taler gjennem den. Det er dens første Bud: gjør Uret god igjen! TOLERANTS At være tolerant, er langtfra det samme som at være ligegyldig i og for sin egen Tro, der maa være Overbeviisningens Sag. Vor gamle Ven Skolemester Ole Andersen havde en egen Maade at lære Tolerants paa, idet han nemlig, saa ofte Leilighed gaves, ved Exempler paa Dyder hos anderledes Troende, som han mær- kede man ikke tiltænkte dem, søgte at udrydde de Fordomme og uretfærdige Meninger, han traf paa i sin Omgangsskoles Kreds. Det hændte da nu sidst i Juul i et Afskedsselskab hos en Bonde, der snart skulde fare til Storthinget, at Samtalen kom paa Jøderne, som Grundloven forbyder Ophold i Landet, men hvilken Lov- bestemmelse, som ikke stemmende med den Menneskekjærlighed og Tolerants, der især sømmer sig for et kristent og frit Folk, nu er foreslaaet ophævet. Den værdige Thingmand erklærede vel, at, siden han agtede at stemme for Ophævelsen af en anden Lov, som forbyder at holde saakaldte gudelige Forsamlinger, var det rimeligt, at han ogsaa med Hensyn til hine anderledes Troende maatte være af en tolerant Anskuelse; men han ønskede dog at høre sine Medborgeres Meninger i det Punkt. "Ei da!" faldt saa en af Bygdens Formænd ind, som sad lige- overfor -- "Navnet ""Jøde"" kan være nok. Hvad betyder det vel andet end en Skjelm og Bedrager, fordi man aldrig har hørt SIDE: 276 andet end slige Streger om dem? Sig selv hjælpe de nok; men gaaer det en Kristen ilde, lee de i Skjægget, og skyve til." "Da har jeg dog hørt anderledes," sagde Skolemesteren, "og jeg skal gjerne fortælle et Par Historier, som synes at vise, at de kunne være ret skikkelige Folk ogsaa imod Andre. Saaledes hændte det virkelig, efter en berømt kristelig Menneskeven ved Navn Iselins Beretning, at en meget riig kristen Kjøbmand plud- selig ved nogle Handelsvenners Fallitter saa sig nødt til at opgive sit Bo. Naboer og Bekjendte beklagede ham; men det var og- saa alt. Men pludselig ankommer en Jøde, der havde staaet i Handel med ham, og nu havde hørt om hans Ulykke, og paa- nøder ham sin hele Formue, for at han dermed kunde klare den indstrømmende Gjæld, og atter rejse sig paa Benene, hvilket og- saa skede." "Ganske brav", -- mumlede Formanden. "Men een Svale gjør ingen Sommer." "Saa faae vi have en Svale til", mente Skolemesteren. "I et anseet Tidsskrift havde en overordentlig uretfærdig og fornær- mende Bedømmelse af et Skrift om Forbedringen af Jødernes borgerlige Stilling staaet at læse, og vakt dyb Smerte hos de krænkede Israelitter. Det hedte, at den slette Behandling, de nød, var ganske selvforskyldt og nødvendig for deres i Bund og Grund fordærvede Gemyts Skyld -- at Taterpak eller de saa- kaldte Zigeunere før lod sig danne til skikkelige Folk o. s. v. Forfatteren boede i en By, hvor Israelitterne havde adskilligt at sige, og hvor de let kunde have hevnet sig paa adskillige Maader; men i dets Sted gave de hinanden indbyrdes Ord paa, i Gjer- ninger saameget det stod til dem at vederlægge hans Angreb og Beskyldninger. Faa Aar efter blev Forfatteren kastet paa Syge- lejet. Uden Formue, uden Hustru og Børn, uden Venner og Pleje, var hans Stilling høist sørgelig. Men ligeoverfor ham boede en Jøde, og hvad gjør Denne? Forglemmende al Vrede og Kræn- kelse sender han sit Folks Fiende Spise, Drikke, Lægemidler og Understøttelse for at bringe ham fra Sygelejet, hvorfra han dog ikke reiste sig." "En Slags Samaritan", bemærkede en af Selskabet. "Sandt nok, men her er en anden", og Skolemesteren vedblev: "Anden Juledag 1798 kom mod Aften en velhavende Handels- mand med sin Kone og Søster til et Værtshuus i Tydskland. Et SIDE: 277 Par Miil længer hen skulde Natteqvarteer tages, og did blev det da besluttet, at Fruentimmerne skulde kjøre foran, og Manden komme bagefter tilfods, for bedre at holde sig varm i den strenge Kulde. Den Reisende havde begaaet den Daarskab, til endnu bedre Beskyttelse mod denne, at tage Brændeviin tillivs, og Føl- gen blev da, at en saa stærk Døsighed og Træthed betog ham, at han satte sig ned paa en Steendynge ved Vejen og sov ind i Døden. Kort efter kom et Par Bønder, saae ham ligge, raabte ham an, men lode ham ligge, med det Udraab: "naa, han vil vel sove Rusen ud paa en Steendyne." Lidt efter kom en fattig Jøde henad Vejen, og neppe opdager han den Livløse før han kaster sig ned ved ham og forsøger at faae ham tillive igjen. Men da al Rusken var forgjæves, tager den brave Jøde den Stivfrosne paa Ryggen, og bærer ham med største Anstrængelse til nær- meste Huus, hvor han strax faaer ham sat i et Kar med koldt Vand. Og det lykkedes. Med et stærkt Skrig vaagner den Stiv- frosne, og efter nogen Tid kan han give Forklaring over hvem han er, om hvorledes det er gaaet til, og om de to Fruentimmer, som vente ham. Strax blev et Bud sendt til dem, og, ledsaget af Jøden, reiste han efter. "Ven," sagde han, "du har reddet mit Liv; tag denne Bagatel," og dermed rakte han ham en vel- fyldt Pung. Men Jøden vilde ikke vide deraf. "Jeg er en fattig Reisende," sagde han; "men jeg har ikke gjort mere end min Pligt." Handelsmanden havde over 600 Daler i klingende Mynt hos sig, da Jøden fandt og bar ham væk. Jøden vilde hverken sige sit Navn, eller melde sig til den af Øvrigheden udsatte Præmie for Forulykkedes Redning." Den velvise Formand tog sig to lange Priser. "Jeg kunde nok fortælle flere Historier af samme Slags," ved- blev Skolemesteren; men . ." (i samme Øjeblik betog en stærk Nysen Formanden) "men man nyser saa deraf." Dog fortsatte han paa Opfordring: "I en Handelsstad døde en Kjøbmand for nogle Aar tilbage i de knappeste Omstændigheder, efterladende en Kone og to ufor- sørgede Børn. Imellem hans Kreditorer var der ogsaa en Jøde, som havde laant den Afdøde en ikke ubetydelig Sum, der nu var for- falden. Men neppe havde Moses erholdt Efterretning om Enkens Omstændigheder før han sendte hende Beviset tilligemed følgende Linjer: "Jeg oversender Dem herved Deres sal. Mands Gjælds- SIDE: 278 beviis. De er mig intet skyldig, og jeg maatte ingen menneskelig Følelse have, hvis jeg kunde nære Tanken om at kræve Betaling af Dem. Vær forsikkret om, at den Almægtige visselig vil sørge for Dem og Deres kjære Børn!" "Der kan Du høre, Far," sagde Formandens Kone over Bordet. "Gud forlade Den, som dømmer Andre for haardt!" "Ei ja," svarede Manden (der, sagt saa i Forbigaaende, ikke drev sin Gaard saa godt som han troede at kunne drive Staten, og saaledes selv var bleven "Fant", som man siger) "Hvor Intet er har Keiseren tabt sin Ret. Men viis en Jøde en Velgjerning skal vi nok see han erindrer det." Den uudtømmelige Skolemester maatte da til igjen med en Hi- storie, efterat han havde spildt nogle ubesvarede Spørgsmaal paa Modstanderen, om han da troede, at en Israelits Hjerte var ander- ledes indrettet end hvilkensomhelst Andens, om ikke Taknemlig- hed var en saa naturlig Menneskefølelse, at det ikke kunde an- tages tænkeligt, at en heel Slægt af Menneskeheden skulde mangle den osv. "Paa Rhinstrømmen" begyndte han, "strandede engang, ved at løbe paa en Sandbanke, et Fartøi med mange Passagerer. Fire søgte at holde sig fast ved Masten, som endnu ragede op af Vandet. Den Ene af dem var en Jøde, og han bad en anden af sine Ulykkeskamerader, en Bonde, om han maatte holde sig fast ved hans Been, da han ellers vilde bortrives af Strøm- men. "Ja, svarede Bonden, hold kun fast; men naar jeg ikke kan holde mere, gaa vi begge under." Efterat Jøden havde holdt sig ved Bondens Been nogle Minutter, kom dog et Fartøi ud og reddede dem. Jøden takkede nu Bonden paa det varmeste, og skrev op hvor han boede, lovende, at han saasnart som muligt skulde vise ham sin Tak i Gjerningen. "Reis i Guds Navn, sva- rede Bonden, jeg gjorde jo dog blot hvad Mennesker ere hin- anden skyldige. Tak blot Gud, der har reddet os fra Døden!" Bonden havde alt næsten glemt denne sin Kærlighedstjeneste, da der pludselig efter to Aars Forløb indtræffer en Pakke med Penge og Klædningsstykker til Egnens Foged, med Anmodning til Denne om at tilstille Bonden og hans Familie det Indlagte. "I saa lang en Tid, hedte det i Brevet, har jeg ikke kunnet give min Velgjører noget, fordi jeg selv var bleven ganske fattig. Ofte har jeg tænkt paa ham, og bedet inderlig til Gud for ham; men nu, da Gud har velsignet mit Erhverv, maa jeg ogsaa paa denne SIDE: 279 Maade tænke paa min gode Bonde." Pakken indeholdt 150 Daler og fuldstændig Klædning til Bonden, hans Kone og tre Børn. Taarerne strømmede af Modtagerens Øjne. "Gud gjengjælde ham det!" sagde han. "Lad nu En forsøge at skjælde Jøder ud for værre end Andre! Men saa meget var dog ikke det lille Haand- tag i Benet værd. Gud signe ham, og gjøre alle Jøder salige!" Og næsten hvert Aar fik Bonden i nye Pakker Aarsag til saa- danne Velsignelser." "Jeg kjender endnu et vakkert Sidestykke til denne Historie," sagde Skolemesteren. "Paa en Iis sprængte en russisk Extra- post forbi en Jødes Slæde. Isen brast, og Postføreren forsvandt. Det lykkedes dog Jøden at redde ham, hvorpaa Postføreren trak sin Pung frem og vilde betale. "Behold Deres Penge," svarede derimod Jøden. "Hvad jeg gjorde var en Pligt, hvorfor ingen Religionsforskjel kan fritage. Den eneste Tak, jeg beder om, er, at De vil vise en Israelit, om Tilfældet saa skulde gives, den samme Tjeneste igjen." "Nu! jeg vil gjerne indrømme," bemærkede Storthingsmanden, "at Jøderne ikke staae tilbage for de Kristne i Menneskekjærlig- hed, og det er jo fra En af deres egne Lærere det skjønne og sande Udsagn er kommet: "Elsk din Næste som dig selv, er Re- ligionens Hovedtext; alt det Andet er kun Fortolkning deraf"; men, om de ere istand til de samme patriotiske Opoffrelser som et Lands øvrige Borgere, derpaa tvivler jeg." "Nogle Exempler," svarede Skolemesteren, "paa at de dog ere det, findes alligevel i den Bog, der er sendt dig som Storthingsmand, f. Ex. om Jøden Meyer i Kjøbenhavn, der skjænkede Hundredetusinder til denne Byes kristelige Velgjørenhedsindretninger; men jeg kan dog op- regne flere, som vise, at de i patriotiske og menneskekjærlige Opoffrelser ikke staa tilbage for andre Indvaanere af et Land. I Holland understøttede saaledes en enkelt Jøde Fyrsten til et stort Foretagende med 1 Million Daler, med de Ord: "Bliver det kronet med Held, veed jeg den vil blive mig tilbagebetalt; i modsat Fald skal den ogsaa være tabt for mig." I Amerika døde en Jøde i sit 142 Aar efterat have testamenteret sin hele Formue, næsten 2 Millioner, til milde Stiftelser. Nok en Hollænder- jøde skjænkede Fædrelandet to Millioner Gylden til Bedste i Krig og Fred, til de kristne Kirker af alle Confessioner i Landets to Hovedstæder 100,000 Gylden, og til alle kristne Vaisenhuse i begge SIDE: 280 Stæder 250,000, foruden mange andre Summer til lignende Ind- retninger andensteds. I Byen Mantua skjænkede den israelitiske Menighed en betydelig Sum til de saarede Soldaters Hospital; i Kjøbenhavn skjød Jøderne sammen 40,000 Daler tilbedste for fattige Syge paa det store Hospital, og i Østerrig døde en Jød- inde, som aarlig lod en Sum af 20,000 Gylden uddele imellem de Fattige, og som endelig i sit Testamente betænkte alle Hoved- stadens milde Stiftelser uden Forskjel." "Naa ja," afbrød Formanden, som følte sig tryggere ved det Rygstø, han urigtigen troede at have i Storthingsmanden, "det har vel ladet sig gjøre af de Rige imellem Jøderne. Men hvor fra skriver sig vel denne Rigdom uden fra -- ?" Han vilde sagt et stygt Ord; men Storthingsmanden faldt ham i Talen med at sige: "Ja hvorfor vel uden fra de sædvanligste og sikkreste Kilder til Rigdom: fra Flid, Tænksomhed og en saadan Levemaade, at de besidde Kredit og ikke unddrages Andres Hjælp?" "Javel, Hjælp indbyrdes; Snyderi mod Andre." "Her maa jeg fortælle et Exempel," faldt Skolemesteren ind, "paa at deres Hjælp ikke har saa snevre Grændser, skjøndt det er naturligt, at man helst hjælper sine Egne og dem man kjender bedst. I 1826 bleve pludselig ved en Forandring i Handelsverdenen de fleste Kjøbmænd i Frankfurt udsatte for at maatte gjøre Op- bud. Kun Jøden Rothschild stod urokket; men da han mærkede Faren for de andre, forstrakte han dem strax med 500,000 Daler, hvorved de reddedes og Byens gamle gode Navn i Handelsverdenen bevaredes. Men I har vel ikke endnu hørt Oprindelsen til dette be- rømte Rothschildske Handelshuses umaadelige Rigdomme, som nu i mange Aar, fordelte mellem Brødrene i tre af Europas Hovedstæder, medens Stamhuset fremdeles er i Frankfurt, har ført Spiret i Penge- verdenen og forstrakt Europas Riger med Millioner? Den er sær- deles hæderlig, og jeg vil fortælle den. Da de Franske sidst i for- rige Aarhundrede krigede i Tydskland, maatte Fyrsten af Hessen, inden hvis Grændse Frankfurt ligger, pludselig forlade dette. Men kort før Afreisen lod han den gamle Jøde Rothschild kalde til sig, og betroede ham to Millioner i klingende Mynt. "Kan jeg være saa heldig at bevare dem for Deres Høihed," sagde han, "skal det være mig kjært; men man vil nok ikke undlade at søge hos mig." "Gjør blot hvad De kan," sagde Fyrsten og reiste. Efter en Snees Aar kom han tilbage til sin Stat; men spurgte SIDE: 281 ikke engang efter Jøden, overbeviist om, at Franskmændene havde faaet Fingre i hans Skat. En vakker Dag lader gamle Rothschild sig melde. "Nu, kommer De?" sagde Fyrsten. "Det er vel om Pengene? Lad det være! Jeg kan vel begribe hvordan det er gaaet." "Nei," svarede Jøden, "mod Formodning har det lykkets mig at bevare dem i den stormende Tid, og her bringer jeg ikke alene de 2 Millioner, men andre 2, som imidlertid ere fortjente dermed." Den forbausede Fyrste vilde dog ikke mod- tage dette overordentlige, men i en saadan Tid let forklarlige, Udbytte. Jøden forsikkrede, at han desforuden havde sin For- tjeneste af Pengene; men endelig troer jeg dog Fyrsten blev ved sit, og kun tog imod den betroede Sum, som han forlængst havde holdt for tabt. Dette var Begyndelsen til Rothschildernes Rigdom, der nu er voxet saaledes, at hine to Millioner ganske vist ere blevne til halvfjerdsindstyve. Men jeg kom fra hvad jeg vilde svaret paa den Anmærkning, at det kun skulde være de overordentlig rige Jøder, man kjender slige Godgjørenhedstræk af. Det var en liden Historie, som en luthersk Præst har fortalt. Da han nemlig engang gik om med en Kollekt for de Fattige, kom han ogsaa ind til en gammel Jøde, som just sad og læste i sin hebraiske Bibel. Præsten sagde ham sit Ærinde, at han samlede Bidrag til Afskaffelse af Gade- betleriet. Jøden stod op uden at sige Noget, tog frem af et Skab en liden Pung, som ikke syntes at indeholde meget, men gav dog mere end Præsten kunde vente. Imidlertid spurgte et ungt Men- neske, som var hos ham, om Indsamlingen ikke ogsaa skede til Bedste for nogle indvandrede Udlændinger; men, da Præsten vilde svare, faldt Oldingen ind med Varme: "Ei, Dreng, hvad spørger du om hvem det er for? Det er for Mennesker, og det er nok. Hvad Vægt ligger der paa hvad de hedde? Det er Børn af vor Fader, og vi skulle hjælpe dem i Guds Navn med hvad han har givet os." Endnu flere Historier, fulde af Opfordringer til Menneskekjær- lighed og Tolerants, kunde Skolemesteren have fortalt, dersom ikke Storthingsmanden havde sat en god Ende derpaa ved plud- selig at ryste hans Haand, sigende: "Tak for det I har bevirket i mit Hjerte, Skolemester. Jeg føler, at min Sjel har een Fordom mindre, og erkjender, at Tolerants er en Menneskekjærlighedens ufravigelige Fordring, dens underste Trin, en væsentlig Følge af SIDE: 282 det Baand, hvormed Naturen har omslynget alle Mennesker, et Baand af den naturlige Fornuft, og det eiendommelige Kjende- tegn, hvorved man kan skille sædelige Nationer fra barbariske og vilde. Afvige Andre i Religionshenseende fra Os, ere de dog ikke forskjellige i Natur; de ere ligesaavel Mennesker, som de Kristne; de ere disses Brødre for Gud og skulle ligeledes være det for Verden." Henrik Wergeland FARBRORS KISTE For en Snees Aar siden døde der i en af Landets Byer en gammel Knark, hvorom Rygtet gik, at han ejede en god Klat Penge paa Kistebunden. I det mindste troede hans Brodersøn, som han havde opdraget, det; og denne Gavstrik, som hyklede for sin Farbroder og Velgjører, men gjorde Gjeld paa Henviis- ningen paa dennes Alderdom og Skrøbelighed og Anviisninger paa "Farbrors Kiste," hvis uomtvivlede Ejermand han skulde blive, stundede med Længsel efter Gamlingens Død. Denne havde været Sjømand, og det var ikke saa urimeligt, at han kunde eje noget paa Bunden; men at faa denne undersøgt i hans levende Live var ikke saa let. Endelig laa da Farbror der som Brodersønnen vilde have det, og indeni hans Bibel blev ganske rigtig Testamentet fundet, ifølge hvilket denne skulde arve alt efter ham. Skjælvende af Glæde sætter han Nøglen i den forjettelsesfulde gamle Skibskiste. Men hvad beskriver Ar- vingens Forbauselse, da han finder den tom. Men paa Siden var der en Læddik med flere Rum. Den kunde endnu være fuld med engelske eller spanske Gulddaler. "Farbror narrer mig som man giver Abekattene flere Papirstuller at aabne," tænkte den Letsindige, og aabnede det første Rum. Deri laa en Seddel, hvorpaa stod skrevet: "Kjære Brodersøn glem for det Første aldrig, at en god Samvittighed er bedre end to Vidner, og at den er en Stav naar du segner, en Kilde naar du tørster, en Skjærm naar Solen stikker og en Hovedpude i Dødens Favn! Dernæst indprænter jeg dig, at du vil betragte den menneskelige Lykke kun som en Regnbue. Saalænge den er foran os, overhvælver den vor Udsigt med syvfold Glands og Fortryllelse. Men ikke saasnart ere vi midt deri før den er for- SIDE: 283 svundet. Bed derfor, at den milde Gud altid vil lade dig be- holde idetmindste syv uopfyldte Ønsker, saa at deres Regnbue altid maa forskjønne din Udsigt ind i Fremtiden. Og, for det Tredie, skulde du nogen Gang være i Tvivl om hvad der er din Pligt, da erindre, at den bestaaer i at gjøre hvad det nærværende Øjeblik kræver af dig." "Ei du gamle Skjelm," sagde Arvingen, "det Sidste skal vel betyde, at det nu var min Pligt, at skaffe dig pynteligen i Jorden; men det beroer paa, om de andre Skuffer indeholde noget bedre. I den anden laa en Regning over hvad Farbror havde anvendt paa hans Opdragelse samt en Anviisning paa en Kjøbmand paa de 10 allersidste Daler han ejede. Og det Ord "allersidste" stod med en tyk Streg under. "Atter en Streg af Farbror!" mumlede Brodersønnen. "Men han er ikke at tro. Derfor ud med den sidste Skuffe." Ak! der laa kun en gammel guul Lap, hvorpaa stod skrevet Følgende: "KLOGSKABSREGLER TIL MIN KJÆRE BRODERSØN. Giv Skaberen hvad man ham give bør medrette! Betænk dig vel før du en Ting i Værk vil sætte! Med skikkelige Folk alene Venskab holdt! Vær aldrig af dit Pund og høje Gaver stolt! For andres Mening fiir! (dog ikke alle Tider) Giv efter sømmelig, om Ret mod dine strider! Agt paa og nøie mærk alt hvad man siger dig! Lad aldrig din Forstand med Brauten vise sig! Betro ei Nogen meer i Snak end du er pligtig! Hvert Ord dog være sandt og Meningen oprigtig! Hvad eengang lovet er lad uforkrænket staa! Men før du Løfte gjør betænk dig vel derpaa! Viis dig tjenstagtig, blid, ei i dit Væsen myndig! Dog, om dit Ord er mildt, din Gjerning være fyndig! Beleven vær og fri, brug dog Gemeenskab ei! Døm aldrig hastig, men først Sagen overvei! Elsk uden al Gevindst! Tilgiv og uden Trudsel! Mod Store viis Respekt, dog nedrig ei og usel! Stræb med hvert Menneske at holde Venskab fast! Yp aldrig Trætte, ei dig i Processer kast! Vær ei nysgjerrig at udforske Andres Sager! Stræb, men dog uden Tvang, man dine ei opdager! Laan villig ud, men lad dit Laan forstandig skee! Men er det Vederlag, da lad din Rundhed see! SIDE: 284 Hvad Tilstand du er i og hvordan du dig vender Tag aldrig saadan feil, at du dig selv ei kjender! Hav Medynk med hvad Ondt en Anden skeer; og bær taalmodig Andres Feil! I Venskab trofast vær! De Sorger overvind, som tvinge kan Forstanden! Lad dem ei yttre sig til Skade for en anden! Stift Fred og Enighed hvor Strid og Ufred er! Søg aldrig anden Hevn end ved Velgjerninger! Straf uden Bitterhed! Berøm foruden Smiger! Skjemt maadelig, hør og hvad Skjemt en Anden siger! Hold hver i Agt i hvad Haandtering han er i! Last aldrig nogen Ting af eget Praleri! Bebreid ei Nogen hvad du hannem gjør til Vilje! Regn saadant blandt de Ting, der holdes taus og stille! Red en elendig Ven, og forekom hans Trang! Vær gavmild! Ødselhed lad dog ei have Gang! Styr Galdens Hidsighed, naar den vil tænde Vrede! Tal aldrig ondt om Den, som ikke er tilstede! Sky Utaknemmelighed; og lev ædruelig! Og det i hver en Lyst, som vil forlokke dig! Tal lidt, tænk meer! Af dig lad Ingen skuffet blive! Gjør altid meget af det som man dig vil give! En fattig Skyldner grib ei ubarmhjertig an! Mod ham, som mod dig selv, vær blid og ligedan! Misund ei En om han har Lykken paa sin Side! Hvad man fortroer til dig lad aldrig nogen vide! Braut ei af nogen Ting! Dølg hvad som dølges bør! Trods saa hver Sladdermund, naar du alt Dette gjør!" Brodersønnens Vrede er ikke let at beskrive. Med Foragt slog han Læddikken i og Kisten ilaas og slængte den op paa Loftet. Men for et Par Aar siden meldte der sig for Husets Ejer en fattigklædt Mand, i hvis Aasyn Synd, Sorg og Lidelse havde gravet sine Præg, med Anmodning om at maatte see paa dets Lofter, om ikke en saadan gammel Kiste skulde staa hen- slængt der. Det var Brodersønnen. Efter et Vagabondliv kom han nu som demitteret Slave for at lede efter Farbrors Kiste, og han fandt den og Papirerne i Læddikens Rum. Der sad han paa den gamle Kiste, da jeg fandt ham. Et skarpt Lys faldt fra Loftsvinduet paa hans Ansigt. Han sad der læsende paa de gamle nu gulnede Papirer. Taarer havde vædet dem, og strømmede nedad hans Kinder, da han stak dem til sig, og saa listede sig atter nedad Trappen, -- jeg tænker, nu først klog, forbedret, udsonet og en værdig Avtager af Indholdet af Far- brors Kiste. SIDE: 285 Henrik Wergeland RETFÆRDIGHED IMOD ANDRE Vær først retfærdig imod Andre, saa mod dig selv! Det vil sige: gjør først mod Andre hvad de have Ret til at fordre og vente af dig, og gjør dernæst hvad der tjener til dit eget Gavn. Tænk ikke: min Tro er den eneste Gud velbehagelige, dette Strøg af Jorden og Luften tilhører mig; derfor kan jeg med en guddommelig Ret banlyse mine Brødre. Lad Enhver beholde hvad ham tilkommer! Du er da kun retfærdig mod ham, men endnu ingenlunde godhjertet og velgjørende. Sørg først at lindre din Næstes meest trykkende Nød. Da vil der være en sød Duft af din Overflod om Du har nogen, en liflig Smag ved din Nødtørftighed! Lad først Andres Fortjenester vederfares Retfærdighed, og fryd dig bagefter ved de Egenskaber, der virkelig pryde dig selv. Hvad Andre have nødig, hvad Andre ei kunne undvære, det maa du stræbe at skaffe dem; først da kan du gjøre dig tilgode med det mindre Nødvendige. Henrik Wergeland SIMPELMANDS MADRATS Et Knippe Halm, som sjelden skiftes, derover et Lagen, som ikke vaskes stort oftere end Bænken, og derover en Skindfell eller et Teppe, som sjelden luftes -- der har vi Arbeiderens Leje saadant som det er hos de fleste, omendskjøndt ikke hos de usleste; thi de ligge endnu værre, henslængende sig i en Vraa hvor de kunne. Men denne Mangel paa Omsorg for Livs- beqvemmelighed er ikke blot en Følge, men ogsaa en medvirkende Aarsag til stigende Usselhed. I mange Tilfælde vilde ikke Ar- moden forbyde at have det hyggeligere om sig; men her ville vi nu anføre et, nemlig med Hensyn til Lejet, og da et Middel, som ganske let lod sig iværksætte. Det gjør ikke Engen nogen Skade, om Mosen tages væk; tvertom denne er dens værste Underkuer, og har man ikke Ad- gang til at erholde Mose der, saa vil der dog neppe andensteds fra være Mangel derpaa, og af Mose lader sig herlige Madratser gjøre. Man iagttage da ved dens Indsamling og Tilberedelse Følgende: Den indsamles omtrent midt i August, tørres 3 -- 4 Dage SIDE: 286 i fri Luft og vendes som Hø helst paa et skyggefuldt Sted. Der- efter skeer det samme under Tag 8 -- 10 Dage, hvorpaa den pilles og udgrejes med Hænderne. Mosen lægges derpaa i Dynger paa omtrent 1/2 Alens Høide og et Par Alens Længde og Bredde, som pidskes til den bliver blød og myg som Uld og slipper al Ureenhed. Lægges nu ihop paa et tørt Sted. Naar den nu skal lægges i Vaer, gjennempidskes den paany eftersom den stoppes ind. Ved nu at gjennemstikke med Seglgarn et Qvart imellem hvert Stik faaer man en særdeles god Madrats, der er blød, let og varm, og hvorpaa en Mand, der lægger sig med en god Samvittighed, vil sove behageligere end paa hiin ureenlige Halm. Henrik Wergeland LEDIGGANG Vi have en Lov i vort Legeme, som forpligter os til Arbeide og Møie vort hele Liv igjennem. Hvo, som opfylder denne Lov, vil finde i Arbeidet en høist behagelig Lyst, og i Livets Møie en sød Sjelero. Han frier sit Legeme fra mange Sygdomme og sin Sjel fra en udmattende og fortrædelig Kjedsommelighed over Tiden. Han fuldender sit Livs Løb efter dets vigtige Bestem- melse, idet han gjør sig selv og andre lykkelige og baner sig Veien til en uforgjængelig Glæde og høiere Fuldkommenhed. Det er ikke alene den Lærde og Vise, som nyder disse Fordele, i det han æres som en Prydelse for det menneskelige Kjøn. Nei, Enhver skal nyde Frugterne af sit Arbeide. Den ringeste Dag- lønner, som paa en ærlig Maade ernærer sig og Sine ved sit strenge Arbeid, Bonden som med Møie dyrker Jorden, og for- skaffer sig selv og mange andre Næring og Klæder, og Enhver i sin Stand, som ufortrødent sørger og arbeider for det menneske- lige Selskabs Velfærd, skal blive lykkelig. Og hvilke behagelige Følelser vil ikke det Menneskes Sjel have, som ved nyttige Le- gems- og Sjels-Arbeider har sat sig istand til at kunne veder- qvæge Fattige og Nødlidende af sin forhvervede Formue, og for- mindske deres Sorger og Bekymringer? Skulde vel Gud have skabt vort Legeme med saa mange Redskaber, der ere bestemte til at bevæge sig og arbeide, og vi skulde ikke bruge dem dertil? Og da han gav os en udødelig Sjel og nedlagde i samme saadan en Evne og Styrke til at tænke, hvorved den kan svinge sig op SIDE: 287 til den Uendelige selv, mon han da gjorde det af anden Aarsag, end at vi allevegne skulde erkjende hans høieste Viisdom, efter- ligne samme, og ved Betragtningen af hans Godhed og Naade gjennemtrænges med de saligste Følelser af Glæde og evig Tak- nemmelighed imod ham? Men hvor utaknemmelig er ikke den foragtelige Lediggjænger mod dette goddædige Væsen, og hvor slet handler han ikke imod sig selv? Hans Forseelse maa derfor nødvendig drage en alvorlig Revselse efter sig. Hvori samme bestaaer i dette Liv, kan man ogsaa vise ganske tydelig. Og med Sandsynlighed formode vi, at Sløvhed i Sjelen og Aandernes Foragt skal blive hans Straf i det tilkommende Liv. Det første Bud, Gud gav Mennesket var dette: "I dit Ansigts Sved skal du æde dit Brød." Det vil sige saa meget: I skulle daglig sætte eders Legem og Sjel i Virksomhed paa en nyttig Maade, om I ville nyde en lykkelig Tilstand her paa Jorden. Men Natten bestemmer jeg til Hvile for eder, at I kunne uden Sorger vederqvæge eders trætte Lemmer med en sød Søvn, og om Mor- genen ligesom føle et nyt Liv og Styrke, paa det I stedse om Dagen kunne være beqvemme til at arbeide med Legemet, og tænke med Sjelen. Naar vi kun saa løselig betragte denne gud- dommelige Befaling, saa synes den at have noget Haardt og Mod- bydeligt i sig for den menneskelige Natur. Men naar vi ret over- veje samme, saa see vi tydelig, at den er fuld af den allerstørste Godhed imod os. Thi Gud, som gav Menneskene en fri Vilje til at tænke og handle, saae forud, at deres Tilbøielighed til sand- selige Vellyster vilde sætte dem i største Fare for en alt for tidlig Død og frygtelig Undergang, dersom han ikke paa saa alvorlig en Maade advarede dem derimod. Arbeide være derfor velsignet, Leddiggang forbandet som en Raadenhed, der fortærer Legeme og Sjel! Henrik Wergeland No.9, 13de Mai 1842. "Fremad" er Ordet. Bedre og Bedre! Sønnerne lære tilsidst sine Fædre. NYTTEN AF AT KUNNE SKRIVE OG REGNE Nytten af at kunne læse, vil vel Ingen benegte; men det turde nok være muligt, at der gaves dem, som vilde tvivle paa, om SIDE: 288 almindelig Mand ogsaa skulde behøve at kunne skrive og regne, eller om det vel og skulde være Pligt for simple Forældre at lade sine Børn lære saadant, naar Adgang dertil gives. Slig Mod- sigelse vil man vel ikke behøve at frygte for af dem, som selv have lært at skrive og regne; thi de have sikkerlig saa ofte selv erfaret Nytten af disse Kundskaber, at de ikke forsømme at lade sine Børn lære dem. Men blandt dem, der ei have lært dem, og altsaa ikke ret kjende Nytten heraf, tør vel nogle være taabe- lige nok til at sige: jeg er kommen Verden saa langt igjennem uden at kunne skrive og regne, og saa kunne vel mine Børn med. Ja taabelige; thi hvor mange Gange have de vel ikke savnet det, naar de ville være oprigtige, og havt Leilighed til at ønske, at de dog havde lært det? Og om end Tilfælde har været, at de i sin Stand ingenlunde have kunnet undvære det, vide de da vel, om dette skal hændes deres Børn, eller om Færdighed i Skrivning og Regning ikke kan blive en Leilighed for dem til at hæve sig udaf de Kaar, hvori slig Uvidenhed kan findes? Men man forsøger som oftest forgjæves at overbevise saadanne Folk ved fornuftige Forestillinger. Et Exempel af de mange, som det daglige Liv giver paa, at intet er saa dyrt som saadan Uviden- hed, turde tale kraftigere. Nils Jensen var en Frimester, som havde lagt sig noget til- bedste. Han gjorde sit Arbeide godt og var ædruelig og stræb- som, og uden at kunne skrive eller læse Skrift havde han kridtet sig til et Par 100 Dalers Penge, hvoraf han havde været klog nok til at sætte Mesteparten i Sparebanken. En Nabo var i Betryk for en saadan Sum, som han havde liggende, og Nils var honet nok til at laane ham den. Der skulde nu udstædes en Obliga- tion mod Pant i Laantagerens Gaard, og de kom da sammen forat udstede samme. Stemplet Papir blev ganske rigtig kjøbt, og Naboen, der var skrivkyndig, opsatte og oplæste et Udkast til Dokumentet, som Nils fandt nok saa godt i Orden. Men Laan- tageren, som mærkede Nils's Uvidenhed, var slet nok til at be- nytte sig deraf, og nedskrev og undertegnede med noget Rabbel noget ganske Andet, som det ikke var saa let at blive klog paa. Pengene fik han med den ene Haand, og gav Dokumentet med den anden, som Nils nu lagde i sin inderste Skuffe, nok saa glad over denne Handel. Aaret gik og Rentetiden kom, men hverken Renter, Afdrag, Anmodning om Opsættelse eller Laantager. Nils SIDE: 289 gik da til ham, og mindede ham om Mellemværende. Men Be- drageren gjorde sig ganske fremmed derfor og spurgte hvad det var for Penge han snakkede om o. s. v. Nils loe, menende, at han kunde overbevise ham med hans egen Obligation; men Laan- tageren svarede ham først med forundret Ansigt og Ord og siden med Grovhed. Nils løb da hjem, tog Obligationen og to Mænd med sig, og kom saa tilbage for at overbevise Skurken med hans egen Haandskrift. Men hvor bestyrtset blev han ikke, da en af Mændene, som efter hans Begjæring skulde oplæse Obligationen, ikke fik andet ud af Papiret end noget usammenhængende Tøi, hvori der ikke stod et Ord om noget Mellemværende. Nu indsaa han, at han var bleven bedraget og det for sin Uvidenheds Skyld, og der var nu intet andet tilbage, end at stevne Laantageren for at faa ham dømt til at fri sig med sin Eed. Det gjorde han og i den Tro, at denne skulde tabe Modet til at begaa saadan Synd som Meeneed naar det kom til Stykke; men Den, som kan gjøre en Skurkestreg er ogsaa gjerne ugudelig nok til at forsvare det. Slutningen blev da, at Bedrageren gjorde Eed paa, at han ikke skyldte Nils Jensen noget, og at Nils ovenikjøbet blev udleet for sin Enfoldighed. Men denne var ikke den eneste Skade han havde af at han ikke kunde skrive eller læse Skrivt. Han leed endnu et større Tab nogle Aar efter, da han havde forvundet det første, som vel ikke traf ham, men hans Kone og Børn. Da han havde været Militær, og fandt bedre Regning ved at drive en Smaa- handel paa sine ældre Dage end Haandværket, havde han søgt og erholdt saadan Bevilling, og kom i god Rørelse. Han kridtede nu vel ikke mere under Loftet; men han var kommen saa vidt ved at læse i trykte Bøger, at han havde lært sig til at male nogle store latinske Bogstaver saaledes som de trykkes, hvilke vare de letteste, og med dem betegnede han da sine Skyldneres Forbogstaver. Tallene kunde han ogsaa male efter, men om at sammensætte dem havde han intet Begreb. Han skrev saaledes f. Ex. A. P. S. L. 5 D. 3 M., hvilket skulde betyde: Anders Pedersen laant 5 Daler 3 Mark; B. I. S. 2 P. S. ): Borger Imsland kjøbt 2 Pd. Smør. Og af saadanne Optegnelser havde han en heel Bog fuld, som han selv kunde læse og gjøre Rede for saa hurtig som en Anden kunde læse den tydeligste Skrivt, men ingen Anden kunde gjøre ham det efter. Aldrig skrev han Stedet, SIDE: 290 hvor Skyldneren boede; thi det havde han i Hukommelsen. Han stolede paa, at, naar han engang blev syg, kunde han tidsnok sige en Anden til, og lade det omskrive, saa hans Efterlevende kunde indkræve Gjelden. Men paa Sottesengen er det daarligt at berede sig til Døden. Den er den Raskeste til at forekomme Beslutninger. Nils blev syg nogle Mile fra sit Hjem, og døde blandt fremmede Folk uden at kunne give Oplysning om nogen Ting. Hvad skulde nu hans Enke gjøre med saadanne Opteg- nelser? Hvem skulde hun kræve? Navnene vidste kun salig Nils. A. P. S. kunde være Anders Paulsen, Albert Petersen o. s. fr. tyve Andre, og hvor Manden boede stod der ikke. Hvad Skyld- neren havde faaet eller hvor meget, var ligesaa tvivlsomt, da der kun stod et Bogstav og nogle Streger eller Tal. Heraf fulgte da, at af den hele Plukgjeld, der dog beløb sig til ikke saa lidet, kom intet mere ud end det Lidet, de ærlige Debitorer vilde melde sig selv med, hvorimod de Øvrige (og man tør desværre antage ikke faa) som vidste hvordan Nils havde holdt Bog, tiede stille eller negtede. Nils's Enke og Børn tabte da sin Nødtørft alene fordi han ikke kunde skrive. En Bogsamling for Arbeidsklassen i Kristianias vestlige Forstæder og Omegn aabnes første Pintsedag hos Undertegnede Kl. 1 -- 3. De Arbeidere af Pipervigen, Ruseløkken o. s. v. som ville benytte sig af denne Indretning, der uden Bekostning vil hver Søndag for- syne dem med nyttig boglig Underholdning, tilsiges da at møde hos Henr. Wergeland. (Grotten, ved Slotspladsen). Henrik Wergeland No. 10, 31te Mai 1842, For lykkelig at være ei raader Mennesket; men derfor dog -- at blive det. MERE OM NYTTEN AF AT KUNNE SKRIVE OG REGNE For Ingen mere end for Haandværkeren ere disse Færdig- heder uundværlige. Hvad duer f. Ex. en Muurmester til, og hvad Arbeide kan han vel foretage sig af Betydenhed, hvis han ikke SIDE: 291 kan gjøre rigtigt Overslag paa, hvad Steen og Kalk der behøves til en Bygning? Og det er han jo ingenlunde i Stand til, dersom han ikke kan regne vel. Med en Tømmermand og Snedker er det det samme. Aldrig kunne de, uden at kunne regne, sige, hvad Materialier der behøves til et Stykke Arbeide eller en Byg- ning; men de maae slumpe dertil, saa at man enten midt under Arbeidet fattes Tømmer eller Bord eller og man beholder en undertiden temmelig betydelig Slump tilovers. Tidt kunde saa- danne Haandværksfolk forskaffe sig en betydelig Fordeel ved at paatage sig en Bygnings Opførelse ved Licitation, men de tør og kunne ikke befatte sig dermed, just alene fordi de ei kunne regne, og altsaa ei kunne gjøre skarpt Overslag paa, hvad der kan gaae til, men ere bange for at tabe istedet for at vinde. Og nu Skomageren eller Skræderen, der skal indkjøbe sit Læder eller Klæde og holde Bog over sine Kunder og sin Fortjeneste? Sandelig det gaaer ham mange Gange ilde, om han ikke kan det, saa vi vel kunne fortrinligviis sige om Haandværkeren, af hvad Slags han end er, at disse Kundskaber ere ham uundvær- lige, uden dog derfor at mene, at der skulde være nogen Stand, som de ikke skulde kunne være til Nytte. I vort eget Land gives der mange Exempler paa, at Bonde- gutter, alene ved at erhverve sig en god Skriverhaand og ved at forlade Omgangsskolen med saa taalelig at kunne de fire Species, ere komne paa en eller anden Embedsmands eller Brugseiers Kontor og omsider blevne Lensmænd, Forvaltere eller paa anden Maade velholdne Folk. Skrive og regne er ogsaa Veien for den norske Bonde til mange Æresposter. Vejen til Storthinget eller Formandskabssædet er udstaket med Bogstaver og Tal. Har Bondegutten ikke Leilighed til at studere og blive Præst eller anden videnskabelig Embedsmand, -- sin Bygds Kirke- sanger kan han dog blive, og ingen af de ringere Betjeninger hænger ham for høit. Fra Danmark har man en Historie om en Bondegut, som ved saadan Oplysning blev en stor Jorde- godsejer eller Herremand, som slige der kaldes. Jens var en Leilændings Søn, der ikke manglede Lyst til at lære alt hvad han fandt Leilighed til. Nu traf det sig til hans Lykke, at Skole- holderen der i Sognet skrev meget godt og var en dygtig Regne- mester. Han fattede Godhed for den lærvillige Dreng, og bragte ham saavidt, at da han var 12 til 13 Aar gammel, skrev han SIDE: 292 en meget net Haand og regnede hurtigt hvad det skulde være. Dette fik Jorddrotten at vide, som var en brav Mand af Borger- stand, der havde tient i endeel Aar som Forvalter og Forpagter, havde derved samlet sig Midler, og kjøbt Godset. Han holdt ingen Kontorbetjent, men da han kunde undertiden behøve En at skrive for sig, tog han Drengen til Gaarden paa en Prøve. Det varede heller ikke længe, før han fattede stor Godhed for ham; thi alt hvad der blev ham befalet forrettede han med den største Troskab og Omhyggelighed. Han beholdt altsaa Gutten hos sig, som sin Skriverkarl, og da han fandt stor Lyst hos ham til at lære, gjorde han sig en Fornøielse af at lade ham under- vise ogsaa i hvad andre Kundskaber, der udfordres for at være et dannet Menneske. Han lærte ham ogsaa alt hvad der hører til med Fordeel at drive en Gaard og fornuftig at behandle et Brug, hvilket lykkedes saa vel, at da han var bleven 18 Aar, gjorde han ham til sin Fuldmægtig paa Godset, da han fandt, at han kunde betroe ham til hvad Forretning det skulde være, og være vis paa, at den blev saa vel udført, som han selv kunde gjort det. Han gav ham derfor en anseelig Løn, og besluttede at beholde ham stedse hos sig indtil sin Død, thi han lakkede temmelig til Alders og begyndte at blive skrøbelig. Imidlertid døde hans Kone, og han havde ingen Børn, uden en eneste Datter, en god og vakker Pige, som forestod Faderens Huus- holdning og som heller ikke var blind for Jens's gode Egen- skaber. Han var nu som Barn i Huset, og de omgikkes mere som Broder og Søster end som Herremandsdatter og Leilæn- dingssøn. Den Gamle, som ofte over Skriverpulten iagttog Jens, blev engang forundret over at see sin Datters Navn nedsirklet paa Karduspapirarket, hvorpaa Jens plejede at lægge sine Breve under Skrivningen, og et Lys gik da op for ham. Jens har vel min Datter kjær, tænkte den Gamle, og efter nogen Eftertanke ønskede han, at hun ogsaa maatte paaskjønne det unge Menne- skes Fortrin med varmere Følelser. Men i et Land, hvor Stands- forskjellerne ere saa store, maatte nok Gamlingen selv nærme dem til hinanden, og han kaldte da begge særskilt for sig. Han havde sluttet og ønsket rigtigt. Der var intet ivejen. Han stad- fæstede deres Pagt, velsignede dem, saae dem gifte, og levede endnu nogle lykkelige Aar imellem dem. Jens, som en halv Snees Aar tilforn kun var en fattig Bondedreng, blev nu Eier SIDE: 293 af et Herregods, og besad mere end det i en fortræffelig Hustru og velartede Børn, og til al denne Lykke var jo dog det den første Anledning, at havde lært vel at skrive og regne? Saa smaa Ting, og ofte langt ubetydeligere, betjener Gud sig ofte af, til at gjøre et Menneskes Lykke i Verden. Derfor maa man altid gjøre sig det til en Regel, aldrig at hindre sine Børn fra at lære det de have særdeles Lyst og Beqvemhed til. Har et Barn oprigtig Lyst til at lære mere end det almindelige i sin Kristendom, til at læse i Biblen, hindrer det da aldrig, men hjælper det paa alle Maader til at forøge sin Kundskab, ved at unde det Underviisning, give det gode Bøger, og lade det Tid til Læsning hjemme; thi vi kunne ikke vide, om Gud maaskee ikke har bestemt det til noget Større i Samfundet og om den Unge maaskee ikke skal blive et dueligt Redskab til at udbrede Lys og Kundskab imellem sine Medmennesker. Er et Barn hen- givet til Regning, Skrivning eller anden saadan nyttig Beskjæf- tigelse, anseer det da aldrig som unødvendigt for det, men op- muntrer det hellere, og hjælper det frem dermed, naar Lysten er alvorlig, og det har den Forstand som udfordres til at lære det tilgavns, thi I kunne dog aldrig foresætte Eder, hvad Eders Børn skal være i Verden, men det beroer altsammen paa deres Beqvemhed, Lyst og de Leiligheder, Gud vil anvise. Lader Eders Børn lære alt hvad de ere oplagte til, og som I kunne tænke, der paa nogen Maade kunde komme dem til Nytte, saa handle I som retskafne Forældre, og I kunne da med Vished forlade Eder paa, at Gud skal gjøre Eders Børn lykkelige, saa I selv, som ofte sees, i Alderdommen skal høste Frugten af Eders Omhyggelighed for deres Underviisning. Næst Gudsfrygt, kan man vel med Sandhed sige, at Regning og Skrivning ere de allernødvendigste Kundskaber. Lader derfor aldrig Eders Børn savne Underviisning deri! De skulle ved tu- sende Leiligheder velsigne Eder i Eders Grav, om I lade dem lære det tilgavns, medens de ligesaa ofte ville faae Leilighed at sukke over Eder, naar de daglig have Skade og Uleilighed af sin Vankundighed i saa almindelig nyttige Ting. (Efter Hasse). SIDE: 294 Henrik Wergeland SANDE OG USANDE ORDSPROG Et gammelt godt Ordsprog hedder: "Hvad med Synden kommer, med Sorgen gaaer;" og deri ligger den vigtige Sandhed, at hvad man har erhvervet paa en syndig Maade, med Uretfærdighed og ved ulovlige Midler, det medfører ikke nogen Lykke eller Vel- signelse, men forsvinder snart igjen, og bliver Ejermanden snarere til Sorg end Glæde. En Sandhed, som, saalidet den end agtes og troes af mange, dog bekræftes af Erfarenhed. Røveren, Tyven, Spilleren, Bedrageren, (thi alle disse fortjene at staae i Klasse sammen, da de alle, enten paa en grov eller fiin Maade, søge at berige sig paa andres Bekostning), disse indbilde sig dog, at deres Rigdom, skjøndt ulovlig forhvervet, skal skaffe dem varig Velstand; men hvor bedrage de sig ikke med denne Indbild- ning? Ofte opdages deres Ondskab, og de faae den Straf, deres Gjerninger fortjene; ofte gaaer deres Formue forloren ved et eller andet uventet Tilfælde, saa de sjelden blive i rolig Be- siddelse deraf indtil deres Død. Og hertil er en dobbelt Aarsag. For det første er det umuligt, at Gud, som er retfærdig og har befalet os at vise Redelighed og Retfærdighed i al vor Omgang med Andre, kan lade nogen Velsignelse hvile paa det, der for- hverves paa ulovlige Maader. Dernæst kan man ogsaa angive en meget naturlig Aarsag, hvorfor uretfærdig Gods sjelden bliver Ejermanden til nogen varig Nytte. Det gaaer nemlig oftest med Den, der samler Rigdom med Uretfærdighed, ligesom med uor- dentlige Huusholdere, der ikke afpasse sine Udgifter efter Ind- tægterne, men leve høit saasnart de have nogen usædvanlig Fortjeneste, og følgelig siden maa lide Mangel, da de ikke altid kunne have samme Indtægter. Saaledes har det sig ogsaa med de Andre. Deres fornemste Indtægter beroe paa hvad Fangst de kunne gjøre og hvad Leiligheder de kunne finde til at be- drage Andre; da nu dette ikke altid kan lykkes dem lige vel, især naar deres Kneb blive bekjendte, saa er det intet Under, at de snart tilsætte det forhen Erhvervede, og siden maa savne det Nødtørftige. Vel kan man ikke negte, at der jo og gives undertiden Ex- empler paa, at Mennesker, skjøndt de paa ulovlige Maader have samlet Rigdom, dog blive i rolig Besiddelse af samme; men aldrig maa sligt forføre os. Det er kun den Løn, de skulle have SIDE: 295 her i Livet, siden Gud seer, at de ikke ville have deres Gode i det evige Liv. Gud har sine vise Hensigter, hvorfor han lader saadanne Syndere roligen og med Held samle Formue. Han har allerede bestemt, hvem der i sin Tid skal høste Frugterne af deres Møie; saaledes som Salomon udtrykker det: "Gud giver Synderen den Møie at sanke og at samle til at give Den, som er god for Guds Ansigt." Derfor maa vi aldrig søge at samle os Rigdom, eller tilvende os det mindste ved Næstens Fornærmelse eller noget ulovligt Middel, men stedse troe, at det Lidet, vi ved Flid og Stræb- somhed paa lovlige Maader forhverve, skal blive os til bedre Velsignelse og langt varigere end uretfærdig sammenskrabet Rig- dom. Det Lidet, hedder det, som den Retfærdige har, er bedre, end mange Ugudeliges meget Gods. Saa nyttige som gode Ordsprog ere, der indeholde frugtbare Sandheder, saa fordærvelige ere derimod de slette, som indeholde urigtige, mod Gudsfrygt og gode Sæder stridende Sætninger. I Stedet for at de første hænge ofte den Enfoldige i Hukommelsen, og tjene ham som gode Leveregler, saa forføre derimod de sidste Mange, som ei besidde skarp Dømmekraft, til at tænke og handle slet. "Den, som Ondt ei gjør, gjør Godt," er saaledes et af disse tvetungede forvildende Ordsprog. Den Sætning, som heri inde- holdes, er jeg vis paa, at mangen Enfoldig ved første Øiekast anseer for rigtig; hans Samvittighed siger ham, at det er utilla- deligt, baade efter guddommelige og menneskelige Love at gjøre det Onde; han anseer altsaa det Menneske for meget bedre, der ei gjør Ondt, end Den, der gjør det, og heraf følger, at han holder det for et Slags Fortjeneste, for en Art af Dyd og Retskaffenhed, naar han afholder sig fra det Onde, om han endog ikke gjør det Gode. Men den i dette Ordsprog indbefattede Tanke er baade urigtig og høist farlig. At den i sig selv er urigtig, kan ved liden Eftertanke lettelig indsees. Kan nemlig vel et fornuftigt Menneske tro, at hans Pligter ikke gaae videre, end til at afholde sig fra det Onde? Eller mon han ikke let indseer, at de ham meddeelte Kræfter bør anvendes til at gjøre det Gode han formaaer? Guds Ord sætter denne Sandhed udenfor al Tvivl. Saa ofte som deri ad- vares mod Synder og Laster, ligesaa ofte opmuntres der og til Retskaffenhed og Dyd. "Lader os rense os, siger Paulus, fra al SIDE: 296 Kjødets og Aandens Besmittelse, og fuldkomme Hellighed i Guds- frygt." Og udtrykkelig vises det os, at Afhold fra Laster siger intet, naar vi ei øve os i Dyder. Hvo, som veed at gjøre godt, og gjør det ikke, ham er det Synd. "Hvert et Træ, som ikke bær god Frugt, (følgelig ei alene det, som bærer ond Frugt), skal afhugges og kastes i Ilden." Den i forrige No. bekjendtgjorte Almuebogsamling for Byens vestre Forstadsdistrikt og nærmeste Omegn aabnedes 1ste Pintse- dag hos Undertegnede med et Antal af omtrent 100 hensigtmæs- sige Bøger, og er hidtil bleven benyttet af omtrent ligesaa mange Deeltagere. Bøgerne ere samlede ved Gaver fra Selskabet for kristelige Andagtsbøgers Udbredelse, Bibelselskabet, de fleste af Byens Boghandlere og Andre; og saavel denne Velvilje, som ikke mindre Almuens egen viste Lyst til at benytte sig af denne Ind- retning, opmuntrer til, ogsaa at see en saadan istandbragt til Brug for Byens østre Forstadsdistrikter. Dette er da ogsaa paatænkt, og denne foreløbige Bekjendtgjørelse skeer da baade til yderligere Opmuntring for Beboerne af det Distrikt, som allerede har en saadan Kilde til god Sysselsættelse i Hviletimerne, til at benytte samme, og forat forberede dem paa den østre Kant paa at den samme Adgang forhaabentlig vil blive dem aabnet. By-Almuen af simpleste Klasse, navnlig dens yngre Deel, er meer fremmed for boglig Sysselsættelse end man skulde troe, ja vel mere end paa Landet, hvor Bøger, der findes paa Gaarden, dog ofte komme til Huusmanden og Indersten. Dog trænge vel den meest dertil midti alle de Fristelser, som rive den hen om Søndagsaftenen til Synd eller Daarskab; men for en Deel har den været at undskylde, saalænge Adgang til en Bog ikke fandt Sted. Nu er det anderledes, og at Almuesmanden benytter sig deraf, viser, at han ikke manglede Trang til noget bedre end Lediggang eller Vildhed paa Gader og Veje. Der skal ligge en god Bog over Daglønnernes Hylde paa Ruseløkbakken, i Piper- vigen og i Samuelskrogen, og Briskebymanden kan nu findes udenfor sin Hytte Søndagsaften med et Hefte i Haanden. Den Sæd, som saaledes saaes, vil ligesaalidt ganske forsvinde, som den, der kastes udover Marken. Hvert Korn kommer vel ikke igjen, men dog mange nok for ikke at kalde Forsøget unyttigt. SIDE: 297 Den tørre Sand suger ikke Vandet begjærligere op, end disse Medbrødre denne hidtil saa fremmede Underholdning, som de maaskee troede kun tilhørte de lykkeligere Kaar. Tager derfor Exemplet efter, hvorsomhelst dette Blad maatte komme, og man maatte finde, at det gjøres Behov! Og det er vel Tilfælde i alle Byer; men i ingen mere end i Kristiania, hvor man vel klager over denne simple Klasses Vildhed og Had mod de høiere; men hvor lidet er gjort for at bibringe den bedre Sæder og nogen Oplysning. Bøger, passende for ovenangivne Øjemed, modtages erkjendtligst af Henr. Wergeland. Henrik Wergeland No. 11-12, 27de Juni 1842. Svaghed Sandhed dølger; Ondskab den forfølger. MENIGMANDS POLITIK I nogle Aar efter hinanden havde jeg Anledning at lægge Mærke til de forskjellige Maader, hvorpaa nogle gifte og bosatte Mænd af Arbeidsklassen høitideligholdt den syttende Mai. Og disse Maader vare isandhed saa forskjellige, at de nok kunde vække Opmærksomhed baade som Træk af Enkeltmands og af en talrig Klasses Karakteer. En begav sig allerede Dagen forud udaf Byen med Brændeviinsflasken i Lommen, Hatten paa halv Snurr og en Geværpibe i en Træstok under Armen; og efter en ikke altfor stø Vandring plejede han da at slaae sig ned paa en eller anden Bjergknat i Omegnen, hvor han da paa Slaget 12 om Natten begyndte at drikke og fyre. Det var smaat med ham, saa han hverken havde Raad til det ene eller det andet; men den Følelse, der drev ham dertil, var, med al sin Dunkelhed og Uklarhed, langtfra uagtværdig. Han vidste vel ikke at angive anden Grund for sin ensomme Glæde end at det var "syttendes" Mai, men han satte den dog i Forbindelse med Fædrelandet, og havde en Slags Tanke om at noget godt maatte være hændt det paa denne Dag. Men det var kun Begyndelsen, og dog som oftest Enden paa Stadsen. Thi enten blev han funden langt op paa Dagen sovende paa Pletten ved Siden af den tomme Flaske og sin Gevær- SIDE: 298 pibe, eller han ranglede hjem om Morgenen, og tilbragte saa Dagen og den følgende Nat med at sove ud. I hvad saa var Tilfælde, nød han ikke videre af Festen. Men det allerbesynderligste var dog, at jo kortere Moroen og jo fuldere han havde været, og jo kleinere han havde været derefter, jo prægtigere syntes ham han havde moret sig, jo herligere feiret Dagen. Med blege Øine, skjælvende Lemmer og bankende Aarer i Tindingen tog han vel den 18de fat paa Arbeidet; men noget andet vilde ikke gaae end den idelige Fortælling om hvor tidlig han var gaaen ud, hvor Geværpiben havde smældt o. s. v. -- kort, hvor morsomt det havde været, og hvilken dygtig Karl til at feire Dagen han dog var. "Var du ikke med ud paa Æfta'en da, Lars, da de raabte saa Hurra?" kunde en spørge, som troede, at han havde feiret Dagen bedre ved at gaa med en stadig Pidsk fra Morgen til Qvel. "Nei, Gut, da laa jeg," var da Lars's selvtilfredse Svar; "men jeg skreg saa under Fyringen paa Bjerget, at de vist ikke fik Ro paa sig i de nærmeste Gaarde. Aldrig har jeg havt slig syttende Mai." Jo, saa omtrent var det hvert Aar med Lars. Men Gjenboen havde det anderledes. Han havde ikke Lars's letblodige Gemyt, sad inde om Dagen og saae paa de pyntede Folk, drak af Sinde over at de saae rige ud, mens han var fattig, listede sig saa ud i Qvellingen, og plejede saa at feire Resten af Dagen med at slaaes, men især med Overfald paa Folk, han troede at have noget at misunde. Han havde ikke klarere Begreb end Lars om Dagens Betydning; hans Ahnelse om at den skulde være en Fri- hedsfest, og hans forvirrede Begreber om hvori Friheden bestaaer og kan bestaa, i Forbindelse med hans vredladne og misundelige Gemyt, bragte ham til at troe, at han hyldede den ved at bringe Ligheden Offre af blodige Næser og Pander. "Se her Resten af Frakken paa den Storsnude," sagde han om Morgenen efter, visende frem nogle Remser. "Tre Dalers Klæde! Saa skal de have det. Det var gruskt til syttende Mai." At han som oftest vaagnede paa Raadstuen den 18de følger af sig selv. Men der var endnu en Gjenbo, og han lod ogsaa til at have sin egen Maneer at feire Dagen paa. Den kunde falde ind paa en Hverdag eller Søndag, saa var Gaden feiet udenfor hans Bolig og Pallen barstrøet, og man kunde gjennem de reenvaskede Vin- SIDE: 299 duer see ind i hans Stue, at den ligeledes var det og meer end almindeligt oppudset. Dog var han paa Arbeide om Formiddagen, men om Eftermiddagen spadserede han ud med Kone og Børn, alle søndagsklædte, og naar han kom hjem, satte han sig paa sin Trap med en Flaske Godtøl foran sig til sin Pibe, seende med et fornøiet Ansigt paa de Forbigaaende og snakkende med dem han kjendte. Det var en sand Fornøielse, at sidde der et Qvarteerstid hos ham og slaae en Passiar af. "Før gjorde jeg som Lars," sagde han: "jeg var vel en ordentlig Mand hele Aaret om; men den 17de Mai holdt jeg det for en Pligt at drikke mig paa en Kant og vel saa det. Jeg sandede meer end engang med Hovedpine det næsten til Ordsprog blevne Indfald, at den 18de Mai er den værste i hele Aaret." "Men hvorledes kom I da paa denne bedre Maade at feire Dagen paa, Anders? Saa I jer lei paa Lars og han Slaaeskjæmpen derover?" "Deels det; men engang faldt der mig i Hænderne en Norges Historie, hvori det var forklaret hvad 17de Mai var for en Dag, og da indsaa jeg, at den gamle Maade ikke var den rette at feire den paa. Men det var ikke saa frit, at almindelig Mand bare tog efter hvad han saae hos Andre, som dog bedre end han maatte kjende Dagens Betydning." "Kanskee, Anders. Dog vilde det være skammeligt at tænke om Nationen, at ikke den store Deel deraf altid har høitidelig- holdt sin Frihedsdag paa en værdig Maade. Og hos Os har det ikke manglet paa Bestræbelser i de senere Aar forat give Almuesmanden Anledning til at tage Deel deri, skjøndt der des- værre endnu er Tegn til, at Mange blot betragte den som et Slags Sankthansaften, da det kun gjælder om at slaa sig løs. At iagttage et afmaalt høitideligt Anstrøg vilde være piinligt og nar- agtigt hvor man har Aarsag til at være glad og munter; men netop hvad I anførte, Norges Historie, opfordrer til en Følelse af Taknemmelighed mod Forsynet, som maa give Glæden et op- højet Præg. I veed, at gamle Norge engang var et hæderdækket selvstændigt Kongerige. Det havde havt en Kongerække som intet andet Folk kan opvise Magen til. Det var indvortes frit og an- seet imellem Landene. Da kneisede Throndhjems Domkirke i sin fulde Herlighed, Tønsberg, Sarpsborg, Oslo og Hammer vare SIDE: 300 Byer, hvis Blomstring selv de langvarige indre Feider ikke kunde tilintetgjøre. Byerne vare befæstede, Bygderne vidt opodlede om de talrige Kirker og Kapeller. Grændsen gik mod Syd til Göthaelven. Syv Herreder eller Fogderier med Staden Konghelle og Bohuus Fæstning vare da norske paa hiin Side Svinesund. Landshøiheden strakte sig over alle de nordlige og vestlige skotske og engelske Øer, over Færøerne, Island og Grønland -- kort Norge var i en Tilstand, som ret syntes istand til at vedvare gjennem Aarhundrederne, og hvorom Erindringen maa opgløde ethvert norsk Hjerte. Men paa samme Tid, som den herlige Kongerække afbrødes af en Uduelig, rammedes Norge haardere end de andre Lande af en hærjende Pest, den sorte Død. De gjenlevende Mænd af nogen Betydenhed og navnlig Geistligheden syntes at have tabt de Baand, som kunde forene deres Kræfter. Afsondrede, beskjæftigede med egne Eiendomsanliggender lod Odelsmændene Staten skjøtte sig selv, overladende dens Ve og Vel i nogle Faas Hænder paa Herredagen, saa Folkets Frihed gik forloren. Riget var som et forladt Orlogsskib, som der ikke skal andet til for at indtage end at bestige det eller faa et Varpetoug i. Uden Mod- stand fra Folkets Side gik Foreningen med Danmark for sig, og under den gik det Norge saa ilde, og blev det saa slet behandlet, at det er at forundre sig over og ikke geraader Folket til Ære, at den kunde bestaa i over 400 Aar. Vel indsaa Enkelte med dyb Smerte, at Aarsagen til at Riget ikke kunde vinde sin gamle Velmagt tilbage laa i denne Forening med et fjernt Folk, under en egennyttig Regjering; men først et stort Stød udenfra formaaede at vække Folket til en Anstrengelse for sin Frihed og nationale Ære. Det kom i Budskabet om at Landet uden videre skulde afhændes til Sverige som en privat Ejendom, somom det havde været en Gaard eller Plads, der kunde skjødes fra Peer til Poul. Det havde lykkets den danske Regjering ved sine idelige Krige med Sverige, som den førte med norsk Blod og betalte med norske Provindser, at udklække meget Had og Fordom i Norge mod den svenske Nation, som i Løbet af de Aarhundreder, hvori Norge sov, havde afkastet det danske Aag, gjort sig berømt i Verden fremfor andre Nationer og indvortes friere end de fleste. Det tilbød Norge en lignende Forfatning; men det besluttede at give sig en selv og at forsvare sig mod Sveriges Fordring. Danmark mente det dog ikke oprigtigere med Transporten af Norge, end SIDE: 301 at det med hemmelig Glæde saa det i en 7aarig Krig med England for Danmarks Skyld udarmede Norge at ruste sig til Kamp paa Liv og Død. Dets Thronarving, Kristian Frederik, befandt sig i Norge som Statholder, og Ingen var ivrigere end han, skjøndt han gandske manglede en Feldtherres Egenskaber, ja endog en Krigers Mod, til at opildne Folkets Kamplyst. Han vilde bevare sit Arverige uden at der skulde være Spørgsmaal om nogen fri Forfatning; men denne var de oplyste Normænds første og faste Beslutning. De lode ham vide, at han nu ingen anden Ret havde til Norge end den Folket vilde skjænke ham ved sine Repræsen- tanter. Disse sammenkaldtes da paa Eidsvold 10de April 1814, hvor de til den 17de Mai 1814 fik en Grundlov eller Statsfor- fatning færdig, som erklærede Norge i sin 1ste Paragraf for et frit og selvstændigt Rige, og paa hvilken Dag de først udøvede denne Selvstændighed ved at vælge Kristian Frederik til Konge. Han begyndte nu Krigen med Sverige, hvis Fordringer under- støttedes af de øvrige Magter, og i hvis Spidse stod dets kaarne Kronprinds Carl Johan, en af Tidens største Feldtherrer og der- tilmed bekjendt som en ædelttænkende Mand af oplyste og fri- sindede Anskuelser. Kristian førte Krigen ogsaa saa daarligt, at han inden 7 Maaneder maatte takke af, hvorpaa Normændene modtoge Sveriges af Kronprindsen gjentagne Tilbud, at de kunde beholde sin selvgivne Grundlov med de Forandringer, en Forening med Sverige maatte gjøre nødvendige. Denne foregik den 4de Nov. samme Aar, da Kongen af Sverige valgtes til Norges Konge, og den saaledes til en Forening med Sverige afpassede Grundlov undertegnedes af det første Storthing. Som selvgiven maa Grund- loven have dobbelt Værd for vort Folk, og da denne Handling skiller Norges lidet hæderlige og bedrøvelige Mellemtid under Foreningen med Danmark fra dets ærefulde og lykkelige Nutid og Fremtid, er det naturligt, at den Dag, da Grundloven først undertegnedes som færdig, maa være det dyrebar og betydnings- fuld som det herligste Lyspunkt i Folkets Historie, ligesom det ædle Hensyn til dettes Vilje og Ulykke er det i Carl Johans per- sonlige Saga og den 4de Nov. er det i hans politiske. Derfor erindres Han paa den 17de Mai af enhver oplyst og patriotisk Normand med Taknemlighed, om Gud end ikke havde forøget hans Velgjerninger mod Norge med en mangeaarig Regjering, som vi ere stolte af og lykkelige ved, mens Mindet ikke dvæler med SIDE: 302 Behag ved hiin danske Prinds, hvis Skyld det mindst var, at det gik saa godt som det gik. Et vidunderligere Aar har aldrig nogen Nation oplevet end Norge i 1814. Guds Finger er synlig i dets Begivenheder. Derfor bør en Følelse af religiøs Taknemlighed forædlende blande sig i Folkets Glæde paa dets Frihedsfest, og det afbetaler kun en ringe Gjeld til hiint Aars Helt, Carl Johan, ved at lyde hans Paabud, at den ikke bliver udskjæmmet ved Udskejelser." "Ja saameget skylde vi ham sagtens," sagde Anders, idet han lettede paa Kruset. I samme Øieblik stak Lars, der havde sovet siden om Mor- genen, Hovedet udaf sin Dør og raabte over! "Er I alt oppe, Anders, før Solen rigtig faaer rundet? Idag bliver der ikke meget gjort, for igaar var det en strid moresom Syttende." (Han tog i Ørsken feil af Øst og Vest, hvor Solnedgangen netop farvede Himlen med sit Purpur, troende, at det alt var næste Morgen). Anders holdt det for klogest, at lade ham blive i Troen og at raade ham "at lure til Middag, saa Eftermiddagen kunde blive noget tes;" men neppe var han inde før den anden stridbare Nabo laasede sin Dør af og ranglede ud i Tusmørket, hvormed hans Fest skulde begynde. Den endte paa Raadstuen. Da Anders hørte det, sagde han: "Thorbjørn er nu et Sviin, men Almuen mangler blot Oplysning om det Rette for at have ligesaa faa Sviin som andre af Samfundets Klasser." Henrik Wergeland NØSTETULLEN I LIIGKISTEN Dagene ere hverken blevne synderlig kortere eller længere siden den lille Historie indtraf, som maaskee ikke uden Nytte lader sig fortælle, idetmindste for Piger, som maatte have Vorter paa Halsen og -- vilde jeg lægge til -- stærk Tro til overnaturlige eller sym- pathetiske Midler, dersom ikke paa det nærmeste allesammen vare beheftede med denne sidste Sygdom. Margit Oline, en for- øvrigt til Sjel og Legem sund og vakker Bondepige, havde idet- mindste begge disse Smaalyder; men at Troen var saa stærk hos hende, at den gik til Gjerning, havde nylig nær kostet hende meer end hvad Vorterne kunde være værd at lide noget for. Thi hvad hændte hende ikke i Løbet af nogle faa Uger? Paa eengang bleve SIDE: 303 alle hendes Friere -- og hun havde ikke mindre end fire -- borte; Tre med spodske Smiil, og Een med Taarer i Øinene. Og dog skulde hun om faa Dage forlade Bygden for at drage paa længere Tid tilsæters, hvilket dog vel var værd en Afsked? Hun kom paa en "Dands," og hvad hændte ikke der? Hun, som det ellers ikke manglede paa at blive tagen op, og det med Mange om Budet, blev nu siddende, og der hun sad flyttede man sig væk, og gleimede til Siden paa hende med Øine saa kolde og lurende som Slanger. Og hendes Veninder? De vare de Første, som vendte hende Ryggen, og den bedste var ikke den Sidste til at gjøre det. I et Papiir kom endog nogle laante Skilling og et høirødt Tørklæde, hun havde faaet til Foræring af Margit, til- bage. Og da hun nu skulde reise tilsæters, sagde hendes Mad- moder: "det er vel ikke værd du tager noget Tøi med dig, for du bliver der vel ikke saalænge." Hvad skulde alt dette og meget mere til, hun nok mærkede ondt af, betyde? Margit vidste med sig selv ingen Grund dertil, men hun græmmede sig fast tildøde, og mangen Taare faldt paa Kløvstien, da hun drog tilfjelds; og da hun kom paa det høieste Sted, hvorfra hun kunde see hvert Huus i Hjemgrænden, kastede Smerten hende til Jorden med en Hulken, saa Konen i en liden Plads kom ud forskrækket over Laaten. Men Margit fik ikke anden Trøst end et "Aa ja Stak- kars, du har nok at graate for." I Jesu Navn, spurgte hun sig hele Vejen, hvad skal alt dette betyde? "Mari Aasen, for Guds Skyld siig mig -- -- " Men Graaden qvalte hendes Ord, og hun vandrede Stuen forbi ind i de øde Skove, hvis Eensomhed, tænkte hun, neppe i Aar vilde blive afbrudt ved noget kjært Besøg. Der kom et skrækkeligt. Det gik som Madmoderen havde ymtet om, at hun vel ikke fik blive længe paa Sæteren. Tredie Dags Aften kom tre Mænd over Sæterløkken. "Hun er der, Lensmand," sagde den Ene. Og Margit sad paa Dørstokken i Strøsset, strikkende og med et Ansigt, som man ikke skulde tro kunde saa snart blive saa blegt blot af uvisse Tanker, uden Be- vidstheden om noget ondt. Ja det var Lensmanden, hans Karl og endnu En til. I Jesu Navn hvad vil han? Strikketøjet faldt hende af Haanden før Lensmanden kom igjennem Grinden. . . "Det er nok dig vi skal til -- " Meer hørte hun ikke med Vished. Det forekom hende blot, da Mændene havde sprøitet hende noget Vand i Ansigtet, som om hun havde en Erindring om, at der SIDE: 304 ogsaa var bleven sagt, at der var kommen en Anmeldelse om, at hun skulde have født i Dølgsmaal, dræbt Fostret og faaet en Kone, som for en Maaned siden havde lagt et Par Tvillinger i Kisten, til at stikke det ind i denne. Men det forekom hende somom det var længe, længe siden noget saa Skrækkeligt var bleven sagt, somom ubevidste Aar, ligesom en Slummer under Jorden, laa derimellem. Men endelig hørte hun tydelig, at En sagde: "Stakkels Pige! hun kan jo gjerne være uskyldig," og da var det somom hun ved sit Skrig "ja uskyldig! uskyldig!" sprængte en Steen over sit Bryst, og hun vaagnede virkelig først ret af dette sit eget Raab. "Du maa komme med os, Margit," sagde Lensmanden i en mild Tone. "Det vil være godt for dig, om det bliver undersøgt." "Bi lidt!" afbrød Margit med Haanden over Panden. "Bi lidt!" Et Lys gik op for hende over hvad hun i de sidste Uger havde lidt. Det forekom hende somom en stor Slange havde bevæget sig rundtomkring hende i snevrere og snevrere Kredse, og som om hun nu først havde faaet et Glimt af dens Hoved at se. Plud- selig brød hun ud i en krampagtig Latter. Mændene studsede, halv uvillige. "Afsted!" sagde Lensmanden bankende med Stok- ken i Jorden. "Ja afsted," gjentog Margit endnu fremdeles som i Tanker. "Blot et Tørklæde om Halsen." Og hun tog det tilbagesendte og knyttede det høit op om Halsen. "Seer I her, Lensmand," sagde hun, idet hun skjød det lidt ned, pegende paa et Sted paa sin Hals. "Margit," sagde den Ene af Mændene, gribende hende ublidt i Armen, "spøg ikke saa! Det er ikke sagt det kommer saa vidt." Han tænkte paa Bøddeløxen; men Margit vedblev: "Nei, se kun efter. Er der ikke tre? og er det ikke Synd paa Halsen?" Det var ikke frit for, at Lensmandens Folk gyste lidt over denne frække Fortvivlelsens Spøg, som disse Ord forekom dem at være. De vendte sig bort, og saa gik det afsted nedover mod Bygden. Mari Aasen stod atter i Døren. "Var det ikke det jeg vidste? Adjøs med dig, Margit! Du kommer vel ikke saasnart opover, veed jeg?" sagde Kjærringen med et ondskabsfuldt Griin. Og nede i Bygden kom der Folk paa Bakkerne udenfor Gaardene forat see efter Toget. Paa en stod tre sammenklyngede Piger SIDE: 305 med Armene ligesom angste om hinandens Liv. "Jogu!" -- sagde den Ene -- "bærer hun Tørklædet. Godt og vel, at jeg sendte det tilbage." Ogsaa sine tre Beilere maatte Margit passere -- tre lange Halse og sex gloende Øine over een Gjærdesgard, og Kjolefligen paa den Fjerde fik hun see, idet han skyndte sig ind for ikke at se det rædsomme Tog. Men Han -- jeg veed ikke hvorfor, at ogsaa han fæstede Øinene paa Tørklædet om Halsen. Det maa have syntes ham som en blodrød Ring; thi han løftede pludselig Hænderne for Øinene og ilede ind. Den mildttænkende Lensmand lod Margit blive paa Gaarden Natten over; men Mændene maatte blive der, og det var ikke mere end saa, at hendes Madmoder vilde give hende Huus. Dagen efter skede Aabningen af Graven, hvori Margits myrdede Barn skulde ligge. Ogsaa jeg gik af Nysgjerrighed ned paa Kirke- gaarden. Der stod Præsten, Lensmanden og hans Vidner, en Graverkarl halvt nede i Jorden, nogle Bygdefolk, Konen, som havde skriinlagt Tvillingerne, og Margit med et høist besynderligt Ansigt, paa eengang smertefuldt og triumferende. Hun havde Tørklædet høit oppe om Halsen og et Strikketøi ved Beltet, og hun strikkede -- virkelig, hun strikkede, mens den ene tunge Spadefuld faldt efter den anden, og Liigkonen regelmæssig hver- gang man kunde tælle til 10 udstødte et stønnende Suk. Kun et Blik, og man kunne vædde 1000 mod 1 paa Margits Uskyld. Endelig klang Spaden mod Kistelaaget. Margit skiftede ikke Farve. Hun strikkede ogsaa da den blev løftet over Jorden. Naglerne bleve løsnede. Man saa det hvide Liinklæde. Liigkonen stønnede tre Gange stærkere end nogensinde. Margit strikkede. "Nu Kone," sagde Lensmanden til Liigkonen, "siden du siger, at du godt erindrer, at du lagde Bylten, som Margit gav dig, paa venstre Side under Lagenet, saa stik din Haand ind, og tag den der." "Ja det skal jeg gjøre. Gud bedre mig, saasandt -- -- ." Alle rakte Hovederne frem. Ogsaa mit Hjerte slog noget stær- kere, glemmende næsten sin Overbeviisning om Pigens Uskyld. Jeg saae paa Margit. Hun strikkede, og var snarere rødere end blegere end før. Liigkonen spidsede sin brune runkne Haand SIDE: 306 til som en Nebbetang, vendte Hovedet bort ligesom om hun var saa sikker i sin Sag, stak den ind, og trak ud -- -- en liden blaa Nøstetull omviklet med hvid Traad. "Hvad er det for noget?" spurgte Alle. "Hvad er det for noget Sludder? Hvad er det for Narreri?" o. s. v. Margit strikkede. "Ja se nu efter!" sagde hun. "Hvorledes Kjærring?" sagde Lensmanden -- "Du har selv sagt, at du lagde en Bylt ind i Kisten for Margit saa stor som et Brød." "Nei, Gud bedre mig, som et Æg, sagde jeg," stønnede Kjær- ringen. "Nu ja, Sniksnak," sagde Lensmanden, "saa har en anden Slad- derkjærring gjort den til et Brød, og Nummer Tre og Fire har saa øget videre paa." "Ja se nu efter," sagde Margit. "Det faaer vi nok gjøre," mente Lensmanden og lod Konen aabne den lille Tull. Og hvad var der vel deri? En Slump graa Erter. Ja en Slump graa Erter. Margit tog sig under Halstørklædet. "Daarlig har jeg været," sagde hun, "det føler jeg nu, for se her". Og nu rev hun Tør- klædet af Halsen og viste frem tre smaa Vorter. "De sidde der lel." "Altsaa derfor?" spurgte Præsten. "Jaja for Vorter." "Aha, det er altsaa en Almuesovertro, et sympathetisk Middel, som her er bleven drevet og iværksat? Nu erindrer jeg det". "Javist. At faa Erter listet hemmeligen ned i en Liigkiste skal nu være overmaade godt imod Sligt" bemærkede En af de Tilstedeværende. "Margit, hvor kunde du med din gode Forstand -- -- ?" Præ- sten saae, at Margit blussede af Undseelse, og han vendte sig derfor til Kjærringen med en dygtig Lexe, hvoraf hun vel kunde mærke, at man nok kunde ansee hende for god nok til at kunne have gjort en saadan Gjerning som at hjælpe en Barnemorderske af med Fosteret. Den endte med, at han bad hende skynde sig hjem forat faa Sladderen qvalt igjen, som hun selv havde opvakt. "Men du, Margit," vedblev han, "tak du Gud fordi denne Om- tale kom ud medens endnu en Undersøgelse kunde redde din SIDE: 307 Ære. Den havde været uigjenkaldelig tabt havde Sladderen sneget sig om indtil denne ikke havde ladet sig iværksætte. Men kom her, Margit, her bag Kirkemuren voxer "Svaleurt" i Mængde. Dens gule Saft vil inden et Par Uger tage dine Vorter paa Halsen væk, men dit sympathetiske Middel kunde, om ikke taget Hovedet, saa dog din Lykkes Hoved, din Uskyldigheds Krone, dit gode Navn og Rygte med." "Ja kom, Margit," hviskede en Stemme. "Jeg veed hvor den voxer. Og -- lagde den sagtere til -- jeg vil have dig kjær endogsaa med dine Vorter paa Halsen." Det var den fjerde Frier, han som græd da de andre flirede, og listede sig ind da de Tre gloede over Skigaarden. Henrik Wergeland VÆGGEGRØNT I Udlandet bedækker Viinløv og Vedbende (Muurgrønt, Fjeld- flette) Almuesmandens Hytte, og nogen smukkere Prydelse kunde ikke Kunsten hverken opfinde eller forskaffe. Sandsen er ogsaa der mere vakt for at benytte hvert, endog det mindste, Mon Jord til at opelske nyttige og prydende Planter. Hos Os staar deri- mod Hytterne nøgne, og der skal Plads til en Have til før Almues- manden synes at vide, at der er Plads for et Kirsebærtræ eller en Ribsbusk. Dog boer der ingen større Rigdom i den fattige Franskmands, Tydskers eller Engelskmands omkrandsede Hytte, men vel en større Skjønsomhed, der veed at benytte en halv Fod Jord til en Vedbende eller Viinstok, en Fod til et Blomme- eller Æbletræ og een Alen Jord til en Bikube, som giver ham Honning til hans Julekage og Vox til hans Helligtrekongerskjerte. Men maa vi end efter Klimatets Bud, i den største Deel af Norge (ikke i det sydligste) undvære den yndige Vedbende, den pragt- fulde Viinranke, have vi dog Væxter, der kunne yde vore Hytter den samme Prydelse, deres Beboere en lignende Nytte og Be- hagelighed. Hvor skulde der vel ikke gives Plads til at stikke en Humlerod eller en Bønne ned? og mere behøves der ikke forat forvandle den norske Almuesmands Bolig til et Lysthuus. SIDE: 308 TIDENS VÆRD Trykt i Avdeling I, bind 3, s. 54. Henrik Wergeland [BEKJENTGJØRELSE OM "BOGSAMLING FOR BYENS ØSTRE FORSTADSDISTRIKTER" OG OM DEN I GROTTEN] Den i forrige No. omtalte Plan, ogsaa at faa oprettet en Bog- samling for Byens østre Forstadsdistrikter har været saa heldig at faa en dygtig og beredvillig Iværksætter i Hr. Kandidat i Theo- logien J. Hansen, der boer paa et særdeles beqvemt Sted, nemlig midt i Distriktet "Leret" i Forstaden Grønland, hvor han i læn- gere Tid bestyrer en ikke ubetydelig Skole, og saaledes maa være sine Distrikters Beboere forud bekjendt som en Ven og Befordrer af deres Oplysning. Han har i den Hensigt udstedt følgende Bekjendtgjørelse: "For at bidrage en Skjerv til det Øiemeds Opnaaelse, at bi- bringe den fattige Arbeidsklasse Smag for gode Bøgers Læsning, har Undertegnede, i Lighed med hvad Hr. Bureauchef Wergeland har foranstaltet for den vestre Kant af Byen, ved Fleres god- dædige Medvirken oprettet et Laanebibliothek for Arbeidsklassen paa den østlige Kant af Byen (Grønland og Omegn), fra hvilket Udlaan gratis vil skee fra St.Hansdagen 24de Juni i min Bopæl, Sødringgaarden No. 107 paa Leret. Da Bogsamlingen endnu er ubetydelig, anmodes enhver Menneskeven, der interesserer sig for den fattige Medborger, at yde en eller anden nyttig Bog, der maatte kunde afsees, til Indretningen. For at ikke den af- sides Beliggenhed i saa Henseende muligens skulde genere, saa have DHrr. Pastor Wexels og Boghandler Hoppe velvilligen paa- taget sig indtil videre at modtage de Bøger eller andre Bidrag, som Nogen hertil maatte ville yde. J. v. d. L. Hansen." Maatte de to Almuebogsamlinger for Byens vestre og østre For- stadsdistrikter og nærmeste Omegn, som egentlig skulle være een og samme Indretning, der kun for Beqvemmelighedens Skyld er deelt ligesom i to Vinger forat kunne omspænde Forstadklyngerne paa begge Sider af Byen, ikke mangle den Understøttelse, hvorom der anholdes i Bekjendtgjørelsen! Enkelte Medborgere have re- flekteret paa Anmodningen i forrige Nummer, og hvem, der vil efterfølge dem heri, kan være vis paa, at han med sin Gave af SIDE: 309 en Bog rammer et Behov og virker ikke saa lidet til at sæde- liggjøre en Masse, som i denne Henseende har været vanrøgtet -- i de fleste Hytter lige indtil aldeles Bogløshed, ja endog indtil Mangel paa Bibel og Evangeliebog. Denne Omstændighed har, for Tilnærmelsens Skyld til boglig Sysselsættelse, gjort det til en Nødvendighed, at Udlaanet for det Første skeer ganske gratis, saa at Bogsamlingerne kun existere ved Gaver, uagtet den store Menneskeven og Menneskekjender Storkantzleren af England Broughams Mening i hans Skrift om Folkedannelsen, at nemlig Almuesmanden kun ved at betale noget, om end nok saa lidet, for sin Adgang til Læsning, faaer Begreb om dennes Værd, vis- seligen maa erkjendes grundet. Wergeland. Henrik Wergeland No. 13, l9de Juli 1842. Uden Ære børjet paa plejer ud med Skam at gaa. BREV FRA EN SLAVE Nedenstaaende Brev er bleven Udgiveren velvilligen tilstillet, og den rørende Tone af Anger deri giver det formeentlig Ad- komst til Plads i et Blad, hvis Hensigt ogsaa er, at advare den talrige Klasse, hvoraf desværre kun altfor mange befolke Straf- anstalterne. Det optages derfor her, kun ubetydeligen rettet i Stiil og Retskrivning. Begynder først Angerens nagende, men velgjørende Følelse at røre sig i den ulykkelige Strafdømtes Hjerte, som synligt er i Brevskriverens, da vil der ogsaa snart vindes Plads deri for glædeligere Følelser: for den salige af at Gud har tilgivet ham -- men for hans Angers, ikke for hans Lidelsers, Skyld -- for Haabet om, at de Mennesker, han meest har for- brudt sig imod, ogsaa ville tilgive ham, og om, at vel omsider, i de fleste Tilfælde, den strenge Stat ogsaa vil tilgive ham og til- stede ham at finde bedre Dage, end de, der nu henslæbes i Læn- ker og i Vanære. Anger, men oprigtig Anger, udsoner alt, og skjænker ganske vist, om Loven ikke kan forsones før Døden, i dennes Stund den Rolighed og Tilfredshed med at forlade Livet, som er meer end en Forjettelse om en Salighed hiinsides, ja alle- rede dens Begyndelse. Men en anden, en hyklet, Anger for- SIDE: 310 værrer og nedriver Alt, tilintetgjørende Straffens Øjemed, forø- gende Menneskenes Foragt, om den opdages, forhærdende under et Skal de lastefulde Tilbøjeligheder, saa Befrielsesstunden kun fremkalder en farligere Forbryder, hvis Bane som oftest kun bliver kort, og saa at Dødsstunden kun træffer en ond Aand, færdig til at fare bort til Straf, til Straf i sit eget, ligesom af Slanger fortærede, Indre og i de øvrige Henfarnes Medynk og Foragt, indtil -- vi tør haabe og tro det -- den frelsende Anger dog omsider overvinder hans Forhærdelse, ligesom Blomster og Grønt, der lidt efter lidt spire op af det nedbrændte Baals Aske, og Sjælen vinder sin naturlige Tilbøjelighed til det Rette, Erkjen- delse af dette, Kjærlighed til Dyden og dermed sin Samvittigheds salige Fred med Gud, Verden og sig selv tilbage. Før Hyklerbøn naaer Ulveglam til Himlen fram. Men ærligt Suk til Himlen finder, om Taaren end i Mulden rinder. "Agershuus Fæstning den 1 Mai 1842. Dyrebare Moder! Som et forbandet Lem, istedetfor at din Livsfrugt skulde være din Velsignelse, maa jeg her i Tanken fremtræde for Dig, og med et bedrøvet og bedende Hjerte bekjende, at jeg haver syndet mod Himmelen og mod Dig. Du plejede mig i min tidligste Barndom med Klæder, at min Nøgenhed skulde skjules og min lille Krop varmes, og gav mig Die ved dit Bryst, at jeg skulde næres og voxe. Du vaagede over min Vugge, som en tro Hyrdinde over sit spæde Lam, paa det at intet ondt skulde ramme mig, men at jeg skulde tiltage i den Heelhed, hvormed Du fik mig af Skaberens Haand. Du søgte og tidlig, ved Hjælp af salig Fader, at nedplante i mit Hjerte Be- grebet om et højere Væsen, om en Frelser, Jesum Christum, og gav mig derhos gode Exempler og Formaninger, ligesom til en qvægsom Vædske, at det skulde fæste Rødder og voxe deri til Guds Priis og Ære, og mine Medmenneskers Lykke og Gavn. Ja, du Moder! Du leed og gjorde langt mere for mig, end jeg nogensinde kan begribe, og gav mig mere end jeg kan opregne. . . SIDE: 311 Men hvad har jeg dog gjort Dig for alt dette? Har jeg været Dig lydig og gaaet ad den Vei, der har Blomster til Menneske- livets Prydelse baade for Tid og Evighed? Ak nei, ak nei! Hiin skjønne Vei jeg ikke eftertragted'; thi seer jeg nu, som i et Speil, min svare Synd, min store Feil, og hvor jeg er foragtet. Ulydighed mod Gud og Dig, har med Vanære skjændet mig. Jeg paa Fordømtes slagne Vei kun efter Synd har jagtet. Det maa smerte Dig, kjære Moder, at jeg saa har faret frem, og ikke villet lyde dine kjære Formaninger. . . Det maa smerte Dig, jeg føler det -- ja meget mere end da du fødte mig til Ver- den; og det vil maaske før Tiden lægge Dig i Graven -- -- Men jeg angrer nu, at jeg saaledes har handlet mod Dig, anklager mig selv derfor, og erkjender, at jeg ikke er værd at kaldes din Søn! -- Men ikke desmindre beder jeg om din Tilgivelse, beder, at Du dog ikke som Moder vil aflade at tænke paa mig, og ikke udslette mig af dit Hjertes moderlige Erindring før Du endnu en- gang har sat en Bedringsprøve paa mig! -- Har jeg ikke alt med min Ulydighed udtørret din Taarekilde og gjort dit Hjerte træt og mat af at sukke og bede for mig! o saa lad da deraf ud- vælde en Tilgivelsestaare for mig! Lad dit Moderhjerte sukke i Bøn til den himmelske Fader, om at han i Naade vil see ned til din i Synd dybt faldne Søn! -- Jeg vil ogsaa selv bede Gud derom, vil ved en daglig Pønitense søge ham, og love, prise og takke ham, fordi han ved Lovens Jernhaand dog har standset mig i Løbet paa Lastens Bane, da dette ei lod sig gjøre med noget andet Middel. I Guds saliggjørende og klare Ord, som er det eneste og rette Middel dertil, vil jeg dagligen hver Morgen og Aften, og ellers naar Tid gives, læse og randsage mig, paa det kan jeg vedblive at see det jeg nu seer, føle det jeg nu føler, nemlig, hvor ilde jeg har gjort, idet jeg saa længe har skudt Guds Naade fra mig, og trællet Tiden hen i Syndens fordærve- lige Tjeneste. Her, Moder, vil Du maaske tænke ved Dig selv: alt dette er SIDE: 312 let at sige, men ikke saa let at gjøre. Og deri har du vel des- værre Ret; men gid du ogsaa ved Siden deraf maatte tænke paa, at for Gud er dog intet umuligt: Han, som skabte Himlen og Jorden af Intet, og fremkaldte vore første Forældre af en Jord- klump, Han kan og visseligen gjøre Underværker i en Synders Hjerte. Her er alt det jeg kan anføre som beder for mig; og give Gud, det ogsaa maatte bede for mig saa kraftigt, som mit Hjerte op- rigtigt og inderligt mener og ønsker det! Jeg maa da hermed af- bryde. Kan Du faa skrevet mig nogle Ord igjen, og dermed og- saa give tilkjende, hos hvem du nu boer, og hvordan det staaer til med vore Slægtninge, hvilke jeg alle hilser paa det kjærligste, saa gjør det. Gud være forresten din Trøster bedre end din Søn Christian." Henrik Wergeland ORDFORTOLKNINGER Kjærlighed er en Kappe, som dækker alle Mangler; men uden Høiagtelse er den en Morgenrøde uden Sol. Klogskabs Rigdom. Det er godt, at den Kloge ikke ligesaa let kan blive dum igjen, som den Rige kan blive fattig. Lidelse. Universalmidlet i store Lidelser er: Gaa først i dig selv, ydmyg dig i dine dig bekjendte og ubekjendte Feil for den Allerreneste, modtag dernæst Lidelsen umiddelbar af den Aller- visestes Haand! Forglem alle Mellemhænder, gjennem hvilke den gik! Overgiv dig ganske i den Bedstes Haand, og vent med Tillid af den Almægtiges Kjærlighed et lykkeligt Udfald! Lidenskaber ligne en Hvirvelvind; de rykke Pligt og Ære op med Roden. Den menneskelige Lyksalighed. Et Ord. En Idee. En Drøm om Dagen. Et Ønske. Et Suk. Et Stof til Tale. Et Punkt, SIDE: 313 hvorefter der stedse sigtes, og som aldrig træffes. Et Billede i Menneskets Hoved, og en Qval i hans Hjerte. Den givte Mand er i Ulykkestilfælde mere istand til igjen at forbedre sin Stilling, end en eenlig; deels fordi han mere opfor- dres til Virksomhed ved de elskede og hjælpeløse Væseners For- nødenheder, for hvilke han maa sørge, men fornemmelig fordi de huuslige Behageligheder opmuntre og hæve hans Aand og livne hans Selvfølelse, idet han finder, at under alle de ydre For- holds Mørke og Ydmygelse, han dog hjemme altid omgives af en liden Kjærligheds-Verden, som han behersker. Den eenlige Mand derimod staaer Fare for at blive ødsel og skjødesløs, at ansee sig for eensom og forladt, og at forvandle sit Hjerte, lig en rømmet Bolig, til en Ruin. Mennesket boer imellem Grave, og aander imellem Skilsmisser. Det ligner Magnetstenen, som taber sin Kraft, naar man ikke hænger Byrder ved den. Det ligner ogsaa Silkeormen. Dag og Nat væver det Hjernespind, indtil det har spundet sin egen Grav. Nyhedskræmmeren. Den som bringer dig mange Nyheder i Huset, fører dig mange Nyheder ud af Huset. Ogsaavidere. Saasnart et "Ogsaavidere" befinder sig ved en Overeenskomst, er Døren aaben til Strid. Ond Samvittighed er en Ovn, der stedse ryger; et Tordenveir uden Regn. Den er Klager, Dommer, Bøddel i en Person. Selvmord. At bære og taale, er Styrke, at undløbe og fly, er Modløshed. Man kan beklage en Selvmorder, og under visse Omstændigheder undskylde ham; men aldrig kan man rose ham som en Viis eller Helt. Selvmorderen løber, fuld af Tungsind og Misnøie og af Angest, fra sine Sandser og Døden imøde med samme Mod, hvormed Fuglen styrter i Klapperslangens Gab; ikke SIDE: 314 fordi han er saa dristig at dø, men fordi han er for frygtsom til at leve. Skilsmisse. Tænk paa Skilsmissen, naar et huldt venligt Liv vaagner under dine Blikke, og vær maadeholden i din Glæde; thi der gives her en Skilsmisse. Tænk paa Gjenforeningen, naar et huldt, venligt Liv indslumrer under dine Blikke, og vær maade- holden i din Kummer: thi ingen Skilsmisse gives hisset. Skjæbnen svæver stedse blid ved vor Horizont; kun fra Jorden opstiger onde Dunster, og Menneskene tale om, at det er taaget. Spotter. Er Nogen først i Ord for at være en Spotter, saa er det store Baand fra Mennesket til Mennesket, Fortroligheden, overskaaret; han staaer alene i Verden, given til Priis. Suurseen hører ogsaa til Ægtefolks sædvanlige Straffemidler; men da den sædvanlig gjør Tugtemesteren ligesaa ondt som den Tugtende, og de korteste Straffe i Ægteskab ere de bedste, saa skulde begge enes om engang for alle at afskaffe denne. Tiden er, lig Nilen, en frugtbargjørende rivende Strøm. Time. Nyt den nærværende, og tænk paa den sidste! Venskab. Hvo aldrig søgte det, er tusinde Gange fattigere end Den, som tabte det. Viinstokken bærer tre Klaser; den første er Fornøielsens, den anden Beruusningens, den tredie Usædelighedens. SIDE: 315 Væddemaal d. e. Narrenes Grunde. Ære. At foragte Æren, er ofte men ikke altid, at foragte alle de Dyder, som erhverve den. Henrik Wergeland FOR MANGE JERN I ILDEN Den, som har mange Jern i Ilden faaer nogle af dem kolde eller forbrændte, pleier man at sige; og intet Ordsprog bekræfter sig mere end dette. Drivtighed og Foretagelsesaand er en herlig Egenskab for en Mand; men der skal endnu mere til forat den skal kunne udstrække sig til flere Ting. Som oftest betegner den sande Dygtighed sig ved at indskrænke sig een Dont, som da baade udrettes retskaffent og indrenter mere. For en Arbeidsmand eller Huusmand er det en fortræffelig Ting at forstaa sig paa noget af hvert. Der vil da være mange Hænder om ham. Hertil ere ogsaa Normændene vel oplagte, saa at Bonden ofte er sin egen Tømmermand, Snedker, Smed, ja vel endog Skomager. Men den egentlige Haandværker bør indskrænke sig til sit Haandværk, om han vil drive det til noget andet end Fuskeri. En Skræder, som tillige vilde være Skomager, var det nok ikke værd at give et Stykke Tøi at klippe til. Ligesaa med Bonden. Agerdyrkning, Skovdrivt eller Qvægavl, eftersom Egn og Klimat er til, maa hovedsagelig og næsten udelukkende be- skjæftige ham. Men i flere Egne er han tilbøielig til at flakke om paa Handel eller at drive paa Kjørsel; og da plejer det ikke at gaa med det bedste. Heller ikke naar han vil give sig mere af med Haandværk, end til eget Brug, eller omvendt naar en Haandværker af Profession vil drive Agerbrug i større Udstræk- ning end han beqvemt kan overtage ved Siden. Hans Kunder vilde snart blive utaalmodige og et af hans to Jern eller vel sna- rere begge vilde blive kolde. Med Aandsarbeide er det ligedan. Tankerne taale ikke saa- ledes at adspredes, og Arbeider, der udføres ved at lægge det ene halvfærdigt bort og tage fat paa et andet eller tredie, ville vanskelig undgaa at bære Spor af den Forvirring i Tankegangen, som vilde blive Følgen deraf. SIDE: 316 Henrik Wergeland No. 14, 26de Juli 1842. Løgn forgaaer, Sandhed bestaaer. Træffes de, Løgnen med Skammen da gaaer. SLADDER OG BAGTALELSE "God Morgen, Moer Øgpaalidt! Ja Du har vel hørt, kan jeg tro, den forfærdelige Skjæbne, som har ramt vor stolte Smed- kjærring, Madammen i Dukkeskabet, som altid er saa stor paa det og saa briskendes, og som holder sine Børn for gode til at lade dem lege med andre skikkelige Folks Børn i Nabolaget. Nu har hun da faaet een Unge til, som hun nok skal faae Lov til at beholde for sig selv, om Gud lader den leve. Ja hun har rigtignok længe fortjent en Tugt for det. Thi husker Du, det er ikke længere siden end i Mandags i forrige Uge, at hun holdt sig igjen for god til at komme i Selskab med os henne hos Bød- keren. Men Herre Gud! denne Ulykke, som har rammet hende, er dog altfor stor; ethvert Menneske maa have Medlidenhed med hende; thi, Herre Gud! hun er vel stolt og snerpet, men hun er jo dog vort Medmenneske". Saaledes begyndte Moer Sladder sin første Samtale, og da hun havde udtalt, brast hun ynkeligt i Graad. Men den anden Moer havde ikke hørt noget om den sørge- lige Nyhed, som havde tildraget sig hos Smedens. Hun spidsede Øren, og gabede, som om hun ventede at kunne sluge Nyheden med Munden; men da Moer Sladder taug stille og vedblev at græde, saa blev denne Tilstand hende utaalelig; hun brød derfor Tausheden med det Udraab: "nei, nei, jeg har intet hørt! fortæl! fortæl bare! Lad mig høre, hvad der har tildraget sig med vor gille Naboerske?" Ved disse heftige Udraab holdt Moer Sladder hurtig op med at græde, tørrede gesvindt Taarerne af Øinene, tog sin Daase, bød Søsteren en Priis, og begyndte imidlertid med flydende Tunge saaledes: "Hvad? har Du ikke hørt det? og det skede dog allerede igaar Aftes Kl. 5 3/4. Ja saa hør da nu: Vor stolte Smedemadam er da igaar kommet i Barselseng, og har bragt et Drengebarn til Verden, som -- herpaa korsede hun sig -- er en reen Vanskab- SIDE: 317 ning; thi tænk Dig -- Ansigtet er ganske fordreiet paa ham, og saa har han desuden to lange Hare-Øren?" "To lange Hare-Øren?" afbrød Moer Øgpaalidt. -- "Ja, to lange Hare-Øren; saaledes seer Ungen ud," og nu gav hun sig til nøiere at beskrive den; og da hun var færdig dermed, tilføjede hun: "ja, er det ikke grue- ligt? men sandt er det, saa sandt som Du seer mig staa her for Dig, en Synder for Gud; thi min Mands Broerkone har fortalt mig det, og Du veed jo nok, at hendes Piges Sødskende- barns Kjæreste arbeider hos Smeden." "Kors bevares!" udbrød Moer Øgpaalidt, "hvad man dog maa høre i denne Verden! -- Ja Hovmod gaaer for Fald, det har jeg altid sagt. Men Farvel Moer, jeg maa hjem til mit Huus; der er saa meget, som venter paa mig." Men Moer gik ikke hjem til sit Huus. Saadan en Nyhed var altfor vigtig og kjærkommen til at hun kunde gjemme den ret længe, og desuden angik den en Kone, som hun allerede længe havde misundt. Hun gav sig derfor et Ærinde hen til Høkeren, hvor hun vidste hun traf Folk; og neppe var hun kommet ind ad Døren, førend hun begyndte med at fortælle, hvorledes nu endelig den stolte Smedkone var bleven alvorlig straffet for sin Stolthed, idet hun nemlig havde født et Barn til Verden, som ganske lignede en Hare, og som desuden paa det ene Been havde en Hestefod. Nu fulgte der en nøiagtig Beskrivelse af Barnet, hvorefter det kom til at see saaledes ud: SIDE: 318 Naturligviis endte hun med det medlidende Udraab: Stakkars Kone! hun er straffet haardt nok; I skulle ikke bringe denne frygtelige Historie ud iblandt Folk!" -- "Nei, Gud bevare os!" skreg alle Tilhørerne, som med een Mund, "hvo vil vel tale om saadant Noget?" -- og dermed skiltes de ad. -- Men Middagen var neppe kommet, før hele Byen var fuld af denne frygtelige Historie; hver lagde Noget til; og tilsidst havde da Barnet endog faaet Kløer istedetfor Fingre, og lignede ganske en hylende Trold eller Djævel. saaledes som mine Læsere her see en slig Figur. Rygtet kom da ogsaa snart til Præstekonen, som altid godt havde kunnet lide den stakkels Moder, som man fortalte alle disse græsselige Historier om; thi hun var en arbeidsom og or- dentlig Kone. Hun tænkte vel strax, at det Meste, af hvad disse Rygter sagde var falskt; men hun frygtede dog for, at Noget deraf maatte være sandt, eftersom Alle talte derom. Hun gik derfor hen til Moderen selv, for at see, hvorledes Sagen egentlig forholdt sig, og for om muligt dog at bringe den Stakkel Trøst. -- Og hvad mener man vel hun nu fandt? En vakker, velskabt, rolig, liden Gut, hvis Ører vel vare lidt større end de ialminde- lighed pleiede at være paa andre ny- SIDE: 319 fødte Børn, men forresten meget velskabte. Mange kunne maa- ske ønske at vide, hvor den Moer Sladder boer, som først bragte denne smukke Historie i Omløb. Herpaa vil jeg svare: hun er et forbandet, spøgelseagtigt Væsen, snart i Mandfolke-, snart i Fruentimmer-Skikkelse, som boer allesteds og intetsteds. Naar Nogen ikke strax veed at gribe hende, medens hun fortæller, saa smutter hun hurtig væk, og er ikke mere at finde; men hendes Løgn gaar fra Huus til Huus, og forstyrrer alt meer og meer baade Sandhed og Fred. -- Hun har en stor Slægt, der er bosat fast i alle Byer, selv i de mindste; deres Navn er Sladdersøstre og Bagtalere, og I kunne let kjende dem derpaa, at de altid opvarte med Nyheder, og helst fortælle ondt om Folk, som ei ere tilstede. Tungen er en liden, men en farlig, Ting; og det vilde undre mig, om der skulde findes nogen blandt mine Læsere, som ikke har gjort den sørgelige Erfaring, at det Saar, som Tungen slaaer, er langt smerteligere og langt vanskeligere at hele, end næsten alle andre; thi det er ligesaa sandt som det er sørgeligt, at man her i Verden ofte formindsker det Gode, men forstørrer det Onde i det Uendelige. Rygtesmede og Bagtalere ere næsten alt- for stedmoderligt behandlede i Loven, thi de gaae fordetmeste frie, og dog ere de Dødsslag, som slige Forbrydere tilføie vor Ære med deres Tunge næsten de værste af alle Dødsslag. Naar altsaa en saadan Karl eller Qvinde nærmer sig til Eder og be- gynder at tale om en Anden, eller at gjøre ham mistænkelig, saa værer paa Eders Post! I kunne fortælle ham, hvorledes man engang ved Løgn og Sladder forvandlede en smuk, velskabt Dreng, der blot ikke havde de allermindste Øren, til et stygt, troldagtigt Uglebillede; og I kunne tilføie, at man i gamle Dage havde den Skik i Polen, at man stillede Bagtaleren foran Raad- huset med en Lænke om Halsen, og nødte ham til at knurre og gjø ad de tilstrømmende Tilskuere, for at gjøre dem begribelige, at han var et ondt og lumskt Dyr. -- Og endelig kunne I slutte med de Ord: "Bagtaleren har Djævelen paa Tungen, og hvo der hører paa Bagtalelsen, har ham i Øret." (Efter danske Almanak). Henrik Wergeland SIDE: 320 II. ORDFORTOLKNINGER Aabenhjertighed. En kostelig Blomst, som blomstrer skjønnest i Frihedens Land. Aag. Hvor mange unyttige har ei Mennesket paalagt sig? Aagreren har et Hjerte af Steen og en Samvittighed af Vox. Adlyde. At adlyde er lettere end at befale; naar vi adlyde, skyde vi os selv frem, naar vi befale, maa vi fremskyde Andre. Aftenen. Om Aftenen dufter Alt, hvad man har plantet, be- hageligst. Mærk det for din Alderdom! Agerdyrkning. Dens første Fure dannede et Fædreland. Arbeide. En Svøbe paa Tidens Ryg. Arbeidsomhed. Borgerværds ældre Broder og trofaste Led- sager. Arm. Den Arm, som skal fægte mod Hjertets Mening, er allerede lam før Kampen. Begjering. Vore Begjeringer ere ofte ikke bedre, end den Syges Længsler efter det, som kun vilde skade ham. Bestemthed er Mandens Sværd. SIDE: 321 Bøger ere Venner. De belære, trøste og underholde. De bringe til Graad og til Latter; de styrke til Daad og vugge i Slummer; de tale naar man vil, de tie naar man vil; de komme, naar man kalder dem; de gaa, naar man er kjed af dem; de taale Modsigelse og Daddel, den være grundet eller ei; de blive rolige paa den Plads, man viser dem; de sladdre ikke af Skole; de agte hverken Rang eller Stand; de blive som de ere, og deres Aar tage ofte i Sekler ingen Ende. Daarskab. Var Daarskab en Smerte, klagede man overalt. Diamanten i sit Svøb agtes ofte mindre, end Glimmeret af det slebne Glas. Dværg. Dværgen bliver ikke det mindste større, ved det, at han klyver op paa et høit Taarn, men hans Hoved vel noget skrøbeligere. Erindring er for den Aldrende, hvad Haabet er for Ynglingen. Fare erkjender en kongelig Hersker, hvis Navn er Mod. Fornøjelse er den Virksommes Sopha, den Svages Seng, den Vellystiges Hospital. Frihed døer desværre i Almindelighed som Selvmorder. Frugter. Den ormstukne Frugt falder af ved et Vindstød, den gode modnes under Storm. Gnieren. En Gniers Ejendom faaer Liv, naar han er død. Han gjør ikke mange Erfaringer; thi de koste i Almindelighed Lærepenge. SIDE: 322 Guld er det menneskelige Hjertes Prøvesteen. En Hemmelighed er din Fange, saalænge du bevarer den, men du er dens Fange, dersom den bliver bekjendt. Hjerne. Folk med snever Hjerne gaaer det, som Flasker med en snæver Hals; jo mindre de indeholde, desmere Støi gjøre de ved at udøse det. Kjærlighed døer, ligesom Menneskene, oftere af Overflod end af Hunger. Mennesket. Om Mennesket i Almindelighed kan man skrive Alt, hvad man vil, Ondt og Godt, saa skal det ligne ham. Misfornøjet. Det med det Nærværende misfornøiede Menneske tillægger det Forbigangne en Fuldkommenhed, der aldrig har fundet Sted. Det roser de Døde af Had til de Levende, det slaaer Børnene med Fædrenes Been. Mistanke. En fiendtlig Lygtemand, som fører den uforsigtige Vandrer i farlige Sumper. Henrik Wergeland SIDE: 320 Nr.15, 15de August 1842. Onde Tanker banke altid paa. Luk til, saa maa de gaae. NOK ET PAR BREVE FRA EN SLAVE Udgiveren har bemærket, at det i Nr. 12 leverede Brev fra en Slave er bleven læst med Begjærlighed. En Kone vestenfra, som jeg bød endeel Nummere, forskjød alle de andre og udbad sig blot det, og jeg er bleven anmodet om endnu at levere et SIDE: 323 Par til. Man vil da finde dem her uden en Tøddels Forandring, saaledes som de ere skrevne i Slaveriet fra En, der før har havt Ord forat være en af de Værste, idetmindste til at holde paa, men hvis Opførsel nu ganske skal stemme med den angerfulde og religiøse Tone i hans Skrivelser. De maa læses med den Tanke, at den lykkelige Sindsopløftelse, deres Forfatter har kun- net naae ved Oprigtigheden af sin Anger og Religionens Hjælp, ikke lader sig erhverve ved at friste Guds Langmodighed, som om der altid vilde blive Tid til Omvendelse og Forsoning, og at den besiddes for et lettere Kjøb af Retskaffenheden som en na- turlig Gave. Den Forvandling, som er foregaaen i Brevskriverens Sind, er et af de sjeldnere Tilfælde; men lad det derfor være belærende og advarende mod den Lastens Letsindighed, som vover Ulykke og Skjændsel for sig selv og sine Kjæreste, og som først af disse Tugtelser vil lade sit Bedre komme til Vækkelse. Det hænder, som sagt, ikke altid. Stundom forhærde de og sløve Erkjendelsen, saa Straffens Hensigt forspildes, og Forbry- deren ikke seer i denne en viis Indretning i Guds Haand til hans Forbedring, men kun en menneskelig Hevn af Staten imod den Enkelte, der ikke har respekteret dens Love, og som man derfor vel formedelst dens overvældige Magts Skyld er tvungen til at lide under, men imod hvem man har en naturlig Ret til at øve Gjengjeld ved første Leilighed i nye, men listigere, Forbrydelser. Disse ere de Uforbedrelige, som ryste tænderskjærende i sine Lænker, og hvem disse ere dobbelt tunge, om end deres Vanære er dem let. Kunde man læse i Hjerterne -- Fængselsporten vilde da lukke sig for stedse for Mangen, som snart skal befries, og som stunder derefter, for endnu en Gang at vove Spillet ved Statssamfundet, men maaskee aabne sig for mangen Livsslave, paa hvis Sjel Straffen har virket saa velgjørende, som paa For- fatteren af disse Breve. "Gode Forældre! Eders kjærlige Skrivelse af 21de Januar d. A. har jeg i sin Tid rigtig modtaget, men har ei villet besvare samme førend en pas- sende Leilighed gaves, og denne finder jeg just nu, idet Hr. Pa- stor A -- , der har besøgt mig her paa Stedet, godhedsfuld har SIDE: 324 lovet mig at ville medtage nærværende Skrivelse. Jeg har Intet om min legemlige Tilstand at berette, da min Hilsen, Gud være lovet, er god, og mit nødtørftige Ophold har jeg daglig ved Ar- beide paa den herværende Vaabenfabrik. Ogsaa mine høie Fore- satte ere mere end gode imod mig, saa at i denne Henseende Intet er tilbage at ønske. Jeg seer af hiin Skrivelse at I, lige indtil mit sidste Brevs Modtagelse, have svævet i Uvished om mit Opholdssted. Ja, jeg har naaet mit fortjente Bestemmelses- sted! og anderledes kunde det heller ikke blive. I alt for lang Tid sværmede jeg om paa alleslags Veie, alene for at tilfreds- stille mine syndige Begjærligheder; men Gud være takket, der aabnede mine Øine og gav mig Kraft til at kæmpe imod Synden, som jeg før fulgte saa villig, og endnu efter Kampen med den føler jeg dens tunge Haand at hvile paa mit Bryst -- men jeg følger den ikke længer villig; jeg anseer ikke dens Veje for For- lystelsens Veje, og ingensinde har vel Nogen fundet dem at være Lykkens og Rolighedens Veje. Anger er en herlig Kjæmper imod den; men dog for svag. Bod er alene dens Seierherre, -- men denne fordrer meget, og strængt -- hvor strængt, kan Forløse- rens Forsoningsdød alene bekræfte. Jeg har syndet og jeg har angret -- men har jeg afsonet? Tør jeg haabe, at den Livets Strøm, som udflød fra Golgatha, vil blande sig med mine Angers Taarer og for evigt udslette mit Synderegister? Jo! Frelserens Lidelse og Død for mig har befæstet et Haab i mit Inderste, og dette usvigelige Haab strækker sig endnu videre. Jeg føler mig ikke altid nedtrykt; stundom er jeg opfyldt af en Lyksalighed, der langt overveier min Nedslagenhed; kun med lange Mellem- rum komme mine Fortids Erindringer over mig. Det Forbigangne griber mig da med Sjeleangst, det Nærværende med Marter, men om det Tilkommende har jeg det ubegrændsede Haab, at evig og uendelig Salighed vil vorde den til Deel, der vender sig til Herren imedens han er at finde, oprigtig fortryder og angrer sine begangne Feiltrin, bevarer sin Sjel for nye Fristelser, og med Bøn og Betragning alene helliger sig til Den, der er det Heles Ophav og Bestyrer, og hvis uendelige Barmhjertighed er os for- jættet paa saamange og mangeslags Maader. Jeg har syndet storligen. -- Jeg har syndet imod Gud og imod Eder, ærværdige Forældre, -- men liig den forlorne Søn vender jeg mig med Bøn til Eder om Tilgivelse, og jeg er forvisset om at det ædle Fader- SIDE: 325 og Moderhjerte til denne stedse staaer aabent. Næst Gud har jeg Eder at takke for Livet -- som, anvendt til dets rette Be- stemmelse, kunde have bragt mig selv Lyksalighed, mine For- ældre, Sødskende og Hustru Hjælp, Trøst og Glæde, og mig derfor mine Medmenneskers Agtelse, men ved en feilagtig An- vendelse er bleven til mine Beslægtedes Sorg og Bekymring, mine Medmenneskers Foragt og mig selv til Skjændsel; -- i dette Liv kunde jeg have virket saa meget Godt for Eder og mig selv; kunde have trøstet og husvalet Eder i Alderens Dage. Nu der- imod maa jeg overlade Trøst og Husvalelse til Ham, der ogsaa uden mig kan lindre Eder i Kummerens Tid, -- og jeg veed det vist, Han vil aldrig forlade Eder, vil aldrig forlade den, der sæt- ter sin rette Lid til ham. Fæster derfor ene og alene Eders Tanker og Bønner paa og til ham, kjære Forældre, og med sand Fryd skulle I finde Eder tilfredsstillede. Eders timelige Trang er jeg fortiden sat udaf Stand til at lindre; men Eders evige Vel ligger mig meget paa Hjertet, og jeg ønskede saa gjerne for Eders egen Skyld at drage Eder nærmere til Gud og hans kjære og dyre- bare Søn, vor Forløser. I saadan Hensigt sender jeg Eder her- ved nogle aandelige Bøger, ved hvis andægtige og eftertænk- somme Læsning I vist ville finde de herligste Skatte for Eders udødelige Sjel, -- hvortil Gud lægge sin rige Velsignelse! Hr. Pastor A -- underrettede mig ved hans Besøg hos mig, blandt andet, om at min Søster Maren græder meget over mig, og jeg kan ikke fortænke hende heri; -- men jeg kan ikke hjælpe hende, og maa alene anbefale hende Taalmodighed, der med Tiden lindrer enhver Sorg. Forresten henledes hendes Opmærksomhed ogsaa paa hvad jeg foran har yttret til Eder, og beder jeg hende atter om Tilgivelse. Min kjærligste Hilsen til Eder, kjære Forældre og elskede Sød- skende! Gud styrke og opholde Eder Alle i sand Tro og Tillid til ham, der alene kan give os Kraft til at vandre paa Sandheden og Dydens Vei! Agershuus Fæstning, den 17de Juli 1842. Eders altid hengivne Søn H -- P -- G -- " SIDE: 326 "Elskede Kone! Ved nærværende Leilighed med Hr. Pastor A -- , der ei alene har været saa god at besøge mig paa dette Sted, men ogsaa lovede at besørge dette Brev til Dig, ligesom et til mine For- ældre, er det jeg endelig meddeler Dig den første Underretning fra mig. Du veed maaskee allerede af mit foregaaende Brev til mine Forældre hvad der bragte mig hid, og altsaa ikke et Ord mere herom. Min Skjæbne er velfortjent, og med Tak til Gud, der har lært mig mine store Synder at kjende, lider jeg min Straf med Taalmodighed. Min Helse er god, og dagligt Brød har jeg, hvorfor jeg er Gud og mine høie Foresatte evig Tak skyldig. Ikke alene for Legemets Nødtørft er det jeg erkjender Guds Godhed imod mig, men en langt større Naade har han beviist mig, idet han har viist mig den sande Vei til det evige Liv ved vor Herre Jesum Christum. Du veed fra Fortiden af, gode Kone, at jeg, formedelst mine skrækkelige Udsvævelser, allerede den- gang maatte synes forloren for alt Godt, og at allerede dengang intet Haab var om at redde mig fra Fordærvelsen: saameget mere maatte denne Vished tiltage, jo mere Du fik at høre om, at jeg fremdeles fremturede i mine Vildfarelser, ja, at til Slut- ning det Skrækkeligste vilde spørges om mit Endeligt. Dog! den gode Hyrde der ikke vil, at et eneste af hans Faar skal fortabes, men forlader de andre for at søge dette, denne gode Hyrde har heller ikke undladt at opsøge mig arme forvildede Synder, og ved hans idelige Barmhjertighed og Naade er det bleven mig klart, at ogsaa jeg, den dybt sjunkne Forbryder, har fundet Naade for hans Aasyn. O, hvor gjerne ydmyger jeg mig under den menneskelige Retfærdighed, der kræver Fyldestgjørelse for mine mange Brud paa Samfundssikkerheden, men hvormeget mere maa jeg da ikke bøie mig og nedknæle i Støvet for den kjære Fader, der har lettet min Samvittighed og borttaget min svare Syndeskyld? Jeg finder ikke Ord til at beskrive Dig min Sjels lykkelige Tilstand selv i min iværende ulykkelige Stilling som Menneske, og hvormeget maa jeg ikke nu sande Skriftens Ord: at Alt tjener dem til Gode, som i Sandhed elske Gud? Min dag- lige Beskjæftigelse her er stadigt Arbeide og i mine Hviletimer Underholdning ved Læsning af gode Bøger. Mine første og sid- ste Timer paa Dagen derimod ere ene og alene opoffrede Bøn SIDE: 327 til min Gud og Betragtning over mig selv, hvilket jeg heller ikke kan undlade til enhver Tid paa Dagen, ei engang under Arbeidet. Hvor glad er jeg ikke, naar jeg efter fuldendt Bøn reiser mig, og ved enhver Gjentagelse heraf føler mig lettere og freidigere til at gaae mine Tyngsler imøde! O! maatte Enhver saaledes som jeg føle sig lettet og befriet fra den syndige Verdens Aag -- og dette maa upaatvivlelig den der beder med sand Tillid og af et oprigtigt Hjerte, -- hvormange var det da ikke, som, istedetfor at smile haant til den Bodfærdige, nedkastede sig for den Al- mægtiges Throne, og i ydmyge Bønner anraabte om den Naade og Sjelefred, som de under deres letsindige Vandel desværre maae savne? Saa vel jeg end befinder mig, kan jeg dog ikke blive fuldkom- men tilfredsstillet, forinden jeg har Vished om din Tilgivelse for min store Brøde imod Dig. Det er derfor egentlig Hensigten af nærværende Skrivelse, at forvisse mig om at Du intet har imod mig, men derimod tilgiver mig hvad jeg har syndet imod Dig. Kjære Kone! glæd mig med Underretning herom. Saavist som Du selv ønsker Dig tilgivet af vor naadige Himmelske Fader for dine egne Overtrædelser, og saasandt jeg forsikkrer Dig om, at jeg nu er bleven et ganske andet Menneske end dengang Du kjendte mig, ligesaa vist haaber jeg at Du er redebon til at til- give. Du undseer Dig maaskee for mig, fordi Du føler, at Du selv ei er brødefri; men dette er forlængst tilgivet dig fra min Side, og inderlig har jeg ogsaa bedet Gud om Tilgivelse for dig. Jeg beder dig, at Du i din forladte Stilling sætter din Lid til Gud, der saa gjerne er de Forladtes Trøst og Forsvar, og Du skal see, at Du ikke forgjæves henvender dig til ham. Med- følgende Andagtsbøger sendes dig som en Erindring. Gid deres herlige Indhold maa glæde din Sjel i eensomme og mørke Timer, idet Du tillige derved bringes paa Tanken om din ulykkelige Mand, og du gives Anledning til Betragtning over hvor dybt Mennesket ved at foragte Guds Naade og Barmhjertighed, kan falde! Skulde Du, som jeg ret hjertelig ønsker, finde Smag i denne Læsning, skal jeg med Guds Hjælp senere hen søge at faae tilsendt dig flere aandelige Bøger. For denne Gang maa jeg afbryde med Hilsen til dine kjære Sødskende og hele Familie. Overbeviist om, at Du snart tilskriver mig, og dermed trøster SIDE: 328 mig med Tilgivelse for min Ondskab imod dig, ønsker jeg dig Guds naadige Fred og Velsignelse, der ogsaa blive dit uskyldige Barn til Deel! Agershuus Fæstning, den 17de Juli 1842. Din oprigtigt angrende og hengivne Mand H -- P -- G -- " Henrik Wergeland Nr. 16 og det hedder overalt og for alle Folk paa Jorden: "Fremmed Ild er ei saa klar som den Røg vi hjemme har." Men denne stærke og almindelige Følelse bliver efterhaanden en Drivefjeder til de fortræffeligste Handlinger, og denne Drive- fjeder kaldes Patriotisme eller Kjærlighed til Fædrenelandet. Og hvad fortjener vel mere vor Kjærlighed og inderlige Hengivenhed, end det Land, hvor vi erholdt Livet, og hvis Statssamfund vi SIDE: 329 skylde vort Ophold og vor Sikkerhed? Overalt, hvor vi henvende vort Øie i dette dyrebare Jordstrøg, føle vi, at det er vort Fædre- land. Det Træ, vi have plantet, det Huus, vi have bygget, den Plet, vi ere fødte paa eller dyrke eller hvor vi, som vore Fædre, skulle hvile -- Alting er ved Vanen blevet os kjært, Alting minder os om, at det er vort Fædreland, Alting opfordrer os til at elske og forsvare det. Vort Liv og vor Formue tilhøre os derfor ikke mere i det Øieblik, Fædrelandet kræver dem. Normændene have et hædret Navn for at besidde Fædrelandskjærlighed i en høj Grad. Vor menige Mand har viist det som tappre Soldater i Felten, og vore Matroser synge midt i Sydens Herlighed: "Vi længes svarlig hjem igjen. Det gjør vi i Brasilien. Og Apelsinen gyldenmalt vi spise tidt til Taarers Salt. Men naar vi Norge faa at see, da er forbi al Sorg og Vee." De mange Udvandringer af vore Bønder til Amerika synes derimod at staa i Strid med vort Folks Navn for at elske sit Land saa højt, ja man læste endog engang i Sommer med For- undring og Modbydelighed, at en saadan Skare havde forladt Fædrelandet under Hurra og Geværskud, somom Afskeden der- fra ret var en Glædesfest. Men Alle have vel neppe været saa sløve, og selv De, hos hvem Armoden hjemme enten har været saa ulidelig eller Haabet om Lyksaligheden hiinsides Havet saa stor, ere vel neppe komne langt før hiin mægtige Følelse, Kjær- ligheden til Hjemmet, med Smerte har rørt sig i deres Bryst, ja de ville vel være dem, som netop faa føle den tungest, naar de finde sig skuffede i det Fjerne, hvor ingen Medfølelse findes for dem, og hvor de finde sig overladte mellem Fremmede til det Trøstesløse at hjelpe sig selv ganske alene. For nogle Aar siden, efter et Par uheldige Kornaar, udbredte det Rygte sig i det sydlige Norge, at der i Rusland eller i russisk Finland skulde staa herlige, fuldtopdyrkede og bebyggede Gaarde parate for hvem som vilde komme og tage dem i Besiddelse. Men man maatte gaa langt Nord hedte det. Mangen Huusmand, især i Gudbrandsdalen, lukkede da sin Stue af, og trak nordover med Kone og Børn. Efter nogen Tid at have vandret om i det SIDE: 330 Throndhjemske, kom nu vel de Fleste tilbage; men til Grund for dette Rygte laa dog noget Sandt, nemlig det, at der i Distriktet Senjen sydligst i vort eget Finmarken, i to af Naturen særdeles begunstigede Dalstrøg, findes endeel Kolonister eller Nybyggere her søndenfjelds fra, især ifra Gudbrands- og Østerdalen, did- kaldte og hjulpne til Udkomme og Ejendomsgaarde af en enkelt Patriot. Fortjenester af Agerdyrkningen fortjene allerede Navn af Patriotisme, og den enkelte Rødningsmand Navn af Patriot. Men i en udmærket Forstand kan vel dette Hædersnavn bruges om den Mand, som befolkede hine betydelige, indtil da ødelig- gende, Dalstrøg, og som med Sandhed kan siges at have vundet sit Fædreland hele to Kirkesogne, og at have skabt i Ætledene Tusinder af Landsmænds Lykke. Denne Mand var Jens Holmboe, siden Aaret 1781 ansat som Foged over Senjens og Tromsø Fogderi i Nordlandene. Ved hans Ankomst til Stedet fandt han, at Beboernes Hoved- næringsvei var Fiskeri, og at Agerdyrkningen derimod ikke alene var saare ubetydelig, men endog af de fleste anseet for en for- agtelig Syssel. Jordbunden fandt han imidlertid særdeles god, og Himmelegnen meget vel skikket til at befordre Planternes Vext. Uagtet Sommeren der er kort og Egnen ligger højt mod Nord, indtraf i en Tid af atten Aar dog ikke flere end tre uhel- dige Aar, hvor Kornet ikke vilde lykkes. Dette gav ham Mod til at stræbe efter, ved eget Exempel, at virke Lyst hos Indbyg- gerne til at forbedre Jorddyrkningen. Ved Rødning, Grøvters Gravning og andre gode Indretninger begyndte han at udvide og forbedre sit eget Jordbrug. Han bragte det herved saavidt, at han omsider kunde saae og avle langt mere end dobbelt saa meget Rug og Byg, og holde dobbelt saa mange Kreaturer som ved sin Tiltrædelse. Men foruden dette roesværdige Exempel paa Flid i Jordbrug og store Fortjenester af Kreaturracerne og især af Hesteavlen, saa Senjens Heste endnu ere i stor Anseelse der nord, valgte han ogsaa et andet Middel til at opvække hos Ind- byggerne Lyst til en Forbedring i Jorddyrkning. I Fogderiet vare mange ubeboede, men frugtbare, Steder, som fortjente at opdyr- kes. Blandt disse fandt han især to, Bardo- og Monselvdalene, hvis Frugtbarhed og herlige Beliggenhed bestemte ham til at ar- beide paa at faae dem beboede; men at formaae nogen af Fog- deriets Beboere til at forlade Søen og nedsætte sig i Dalene, for SIDE: 331 at drive Jordbrug, var ikke at tænke paa. Han forskrev derfor i Aaret 1787 nogle brødløse Huusmandsfamilier fra det sydlige Norge, og overtalede disse til at nedsætte sig i Bardodalen, paa de Vilkaar, at han forstrakte dem med Alt, hvad de, som fattige Nybyggere, behøvede at begynde med. Da Regjeringen blev underrettet herom, fik han sine første Forskud godtgjorte, og Til- ladelse til at forskyde disse Folk endnu mere for offentlig Regning. Men der mødte adskillige Omstændigheder, som forvoldte, at Nybyggerne stode paaveje at flytte derfra igjen, dersom de ikke hastig og kraftigen bleve understøttede. Holmboe ydede dem strax denne Hjælp, forskaffede dem fra Bergen Fødevarer og andre Fornødenheder for 538 Rdlr., og satte sig for denne Sum selv i Gjeld hos Kjøbmændene. Kolonien blev reddet fra Under- gang, og kom efterhaanden saavidt, at den fem sex Aar derefter kunde hjælpe sig selv, uden nogen Understøttelse. Indtil Aaret 1800 havde den saaledes udbredt sig, at den da bestod af 37 Fa- milier, der talte 196 Medlemmer. Kreaturernes Antal beløb sig til 313 Høveder Storfæ, 511 Stykker Smaafæ og 59 Heste. Ko- lonien gjorde bestandigt de stærkeste Fremskridt, og voxede hvert Aar ved ny Tilflytning. Den havde at udbrede sig paa en Stræk- ning af fire Mile Land, der bestaaer af Skov og de græsrigeste Sletter, som de fiskerigeste Elve snoe sig igjennem. Efter al Sandsynlighed vil og maa den med Tiden blive et af de folke- rigeste Kirkesogne i hele Fogderiet. Allerede fra først af var dens betydeligste Næringsvei Agerdyrkning og Qvægavl, og dens fleste Beboere i Besiddelse af saa megen Ager, at de af Rug og Byg avlede saa meget de behøvede, ja at nogle endog havde Sæd tilovers fra det ene Aar til det andet. Adskillige af dem have bragt Kartoffelavlen saavidt, at de have kunnet sælge af dette Fødemiddel til Tromsøe Kjøbstad. Overalt i Kolonien her- sker Arbeidsomhed og huuslig Flid, og i de fleste Huse en ud- mærket Reenlighed. Men selv for Senjens Fogderi har denne nye Koloni været af udbredt Nytte; den er bleven bekjendt i det sydlige Norge som en Egn, hvor duelige og arbeidsomme Mennesker, skjøndt de ere fattige, kunne finde Udkomme. Adskil- lige hundrede Familier droge derfor did, og henvendte sig til den retskafne Holmboe, som formaaede Indbyggerne til, for det første at forunde dem Huusly og lade dem arbeide hos sig for Føden, indtil den største Deel siden er bleven bosat paa Stedet. Alle SIDE: 332 disse Nyankomne have været duelige Folk, bekjendte med Ager- dyrkning og de til samme fornødne Sysler. De udbredte Kund- skaber om et bedre Jordbrug blandt Indbyggerne, og Virkningen deraf var, at Jordeiendommene bleve solgte til mange Gange saa høi en Priis som forhen. Distriktets Biskop, der paa sine Embedsreiser ogsaa besøgte dette nye Anlæg, kunde ikke noksom anbefale det hos Regje- ringen, og gjøre den opmærksom paa, hvad der til Norges Op- dyrkelse kunde udrettes, dersom der i Nordlands og Finmarkens mange ubefolkede Dalstrøg langs Fjorde og Elve indførtes Land- brug. Kun i fire Dage havde han Tid til at bereise den frugtbare, men øde Egn fra Sallingsfjord igjennem en ældgammel udhugget Birke- og Furuskov, over Bardoelven til Kolonien Bardofjorden, lige indtil Elvens Udløb i Malangerfjord, en Strækning af fjorten norske Mile. Men i denne korte Tid besøgte han dog femten af disse Nybyggeres Huse, havde Natteleie i to af dem, tog deres Bopæle i Øiesyn, og underholdt sig med mange af dem. Han frydedes her ved et Syn, som gjør Holmboes Navn evig Ære. Familier, som for største Delen vare komne over hundrede Mile fra, havde her i en Tid af tre til fire Aar fundet Leilighed til, med sine egne Hænder og med meget lidet Værktøi at opføre sunde Vaaninger, beqvemme Huse, Stalde og Laaver. Biskoppen traf her Folk, som selv anden, ja endog alene, blot med Hustruens Hjælp, havde fældet Træer, hugget Tømmer, opført vakkre Stuer, Kaminer, Skorstene, Fjøse og Stabuer, udseet sig Agerland fra det første eller andet Aar, opbrudt det som oftest med den blotte Spade og Hakke, tilsaaet det med Byg og Rug, og forskaffet sig fire, ja endog flere Køer, og ti til tolv Faar. -- Paa alle Nybygger- pladsene stode Agre af to til fire Tønders Sæd, rene for Ukrud og med jevnt tætte Ax, som uagtet den korte Sommer og ringe Varme gav Haab om en meget god Høst. Nybyggerne havde saa meget Korn i Behold, at de i et uheldigt Aar kunde hjælpe sig. De fleste af disse Pladse ere betryggede mod Frost, og Agrene fandt Biskoppen at være bedre dyrkede her end i de nærmeste Bygder. De fleste af Indbyggerne fandt han sædelige, arbeid- somme og opfindelsesrige. En stor Deel vare færdige i Haand- værker, især i dem, der angaae Landbruget og Bygningsvæsenet. Alt dette var Frugten af trettens Aars Bestræbelser, som Holm- boe havde anvendt paa at anlægge og ophjælpe denne Koloni. SIDE: 333 Landhuusholdningsselskabet belønnede ham derfor med sin største Guldmedalje. Men desværre, han glædedes ikke længe ved at see sit Værks Fremgang. Ogsaa denne sande Patriot havde sine Miskjendere og Fiender, og det er sagt om ham, at Krænkelse lagde ham før Tiden i Graven. Han døde i Aaret 1804, ikkun 53 Aar gammel. Fred og Ære med hans Minde! Det bør leve saalænge Bardo- og Monselvdalens Kolonier bestaae, og ikke blot der, men i hele Norge. Hans Aand har visselig ikke tabt deres Fremgang afsigte. Han elskede dem dertil saa oprigtigt og inderligt, som vi ville see af følgende Tale, som han holdt til disse Koloniers forsamlede Nybyggere, da han, ved en Forandring i sin Stilling bortkaldtes ifra personlig at kunne vaage over deres Vel. Saa talte den ædle Holmboe i deres Midte: "Mine kjære Børn! Uden Ubeskedenhed troer jeg at kunne tiltale Eder saaledes, fordi jeg paa den ene Side er Stifter af denne Koloni, hvor I, ved at dyrke den moderlige Jord, finde det Brød, som I tilforn savnede, deels fordi en Deel af Eder har offentlig, nemlig i Sen- jens Justitsprotokol, erklæret, at jeg i alle Henseender har be- handlet Eder faderligen, og saaledes ved Raad og Daad under- støttet Eder, at I kunde vedblive det begyndte Arbeide, og lægge Grunden til et nyt og nyttigt Præstegjeld i Staten. Og kan jeg end ikke fremdeles, som forhen i anden Virkekreds, ligefrem bi- drage til Eders Bedste: mine faderlige Følelser for Eder vedblive alligevel, og ville, som jeg haaber, lære mig at udfinde og anvende adskillige for Eder gavnlige Midler. Modtager imidlertid denne liden Tale, som en Frugt af mit inderlige Ønske for Eders Vel, skjenker den Eders Agtpaagivenhed, og lægger de Regler paa Hjerte, den foreskriver! De ere i det mindste fremsatte med den Overbeviisning, at de maae, naar I følge dem, virke til Eders sande Nytte. Altsaa -- Mine kjære Børn! At nære sig i sit Ansigtes Sved, er just den Kilde, hvorfra Velsignelse udstrømmer, hvis vi ellers følge Naturens vise Bud, og ret anvende Sjels og Legems Kræfter dertil. I kjende vort Fortrin, som Mennesker, at kunde tænke og begribe, skjelne Ondt fra Godt, det Skadelige fra det Nyttige. Brugte vi ikkun SIDE: 334 de os betroede Kræfter værdigen, Vi skulde da ikke berede os selv Elendigheder, ikke mishandle vor Moder, Jorden, og hun skulde da ikke heller negte os sin moderlige Velsignelse. I ere overbeviste om, at den Liderlige og den Dovne, Øderen, den Tankeløse, den Uordentlige eller den Ulærvillige aldrig kan være lykkelig. Derimod vide I af egen Erfaring, hvor vel I sørge for Eders eget Bedste, naar I aarligen arbeide med Flid og For- nuft paa at gjøre den Jord, I dyrke, saa god og frugtbar, som den kan blive. Lader fornuftigt Overlæg styre alle Eders Handlinger! Følger ingen af Forfædrenes Skikke, medmindre Fornuften siger Eder, at de ere gode og nyttige; følger ei heller nogen ny Skik, med- mindre den har Fornuftens Bifald! -- Eftertænker og pønser stedse paa nyttige Forbedringer! Bortgraver Vandet fra Ager og Eng, da I uden dette ikke ville høste mange Frugter af Eders Jorddyrkning. Blander Leerjord i Sandjord og Sand i Leerjord. Samler al den Gjødning, og alle de Slags Gjødning, I kunne til- veiebringe; men bruger den med fornuftigt Overlæg, paa passende Steder, og ikke førend den er vel sammenbrændt og forraadnet! Inddeler viseligen Eders Jorder, skjenker dem den fornødne Hvile, og lægger dem saaledes brugte igjen, at I kunne høste foldigt og godt Græs derpaa! Lægger Eder mere og mere efter den saa nyttige Potetes-Sæd, der i vore nordlige Egne er af saa meget større Vigtighed, som man er mindre sikker paa en lykkelig Høst efter Kornsæden! Men vælger for al Ting den løse og beqvemme Jord dertil, renser og hypper den baade betids og tilgavns, hvilket desto lettere kan skee, naar I plante den ordentligen og vidt nok fra hverandre! Ved denne Lejlighed maa jeg gjøre en Bemærk- ning, som ikke er almindelig, nemlig denne: paa Høstens Tid, naar Riimfrost indfalder, giver da nøie Agt paa de Steder, hvor det enten lidet eller aldeles intet rimer, og vælger just disse Steder frem for andre til Agerland, da Kornet sjelden eller aldrig fryser paa saadanne Steder! I veed, hvor lidet Jorddyrkning hidtil har i disse Egne været agtet; hvorledes den Ene har bestyrket den Anden i den For- dom, at Søen og Fiskeri var den eneste Vei til Næring og Leve- brød, omendskjønt begge Næringsgrene, Jordbrug og Fiskeri, saa særdeles godt kunde bestaae sammen, naar de dreves i behørigt Forhold, og Magelighed for ei at sige Ladhed, ikke lagde Hindring SIDE: 335 i Veien for begge Slags Vindskibelighed. I maae undskylde Lan- dets Indfødte, at de ikke ere klogere, og lægge saa lidet Vind paa Agerdyrkning. Opdragelse, Vane, Medliges Meninger og Exempler have for stor Magt over dem, og tilspærre Adgangen for den bedre Underviisning. Men hvorledes ville I, som ere fødte og opdragne ved Jordbrug, hvilken er i fuld Gang der, hvorfra I, over 100 Mile, ere komne hid, dersom I ikke stedse vilde lære, stedse gjøre Fremgang i denne Hædershaandtering, og ikke vilde lade Eders Lys skinne for Andre, at de kunne see Eders Flid og Forbedringer, og af Flidens Frugter opmuntres, til at følge Eders priselige Exempler? Dog det ville I, det have I aflagt talende Prøver paa, det have I faaet Belønning for i den større Frugtbarhed, som I, det ene Aar mere end det andet, have aftvunget Jorden. Er der nogen Hæderstand iblandt Mennesker, da er det Jord- dyrkerens. Men er der nogen Stand, hvori dette velgjørende Bud: "hvo der vil æde maa ogsaa arbeide" virksomt maa sættes i Udøvelse, da er det i Eders. Og er der nogen Haandtering, som lønner Flid og Forstand med behagelige Frugter, da er det den taknemmelige Jord, ret dreven og dyrket ligesom det paa den anden Side er Jorddyrkerens Uforstand og Efterladenhed, der alene volde ham Nød og Mangel, naar vi fraregne sjeldne og besynderlige Tilfælde, som kunne indtræffe, og hvorpaa den retskafne Landmand ogsaa forud tænker og forbereder sig. Alt for ofte kalder man det Uheld, som man har sig selv at takke; og jeg tør sige det med Frimodighed: der skulde kun være saare faa Elendigheder paa Jorden, naar Mennesker ikke selv beredte sig dem. Allevegne taler den algode Skaber til Menneskeslægten: "Ny- der og anvender Jorden og dens utallige Rigdomme, jeg har skjenket Eder! Men misbruger ei disse Eders Rettigheder, for- nedrer Eder ikke under Dyret, ved at mishandle Naturen! Plager ikke Medmennesket, forfølger det ikke, men ligner mig! I ere mit Billede, søger Eders Glæde i at gjøre det lykkeligt! Foragter ikke sand gavnlig Oplysning, men elsker den af Eders gandske Hjerte, antager og befordrer den, hvor I kunne! Den er Veivi- seren til sand Lyksalighed. Ophidser Ingen til Ondskab, men knuser enhver Ondskab med Viisdom og Ædelmod! Værer aldrig hverken Lastens eller onde Lidenskabers Slaver, men vorder SIDE: 336 hvad I ere skabte til at være: ædle og frie Væsener, gode og sædelige Mennesker, retskafne og nyttige Borgere, Guds oprig- tige og værdige Tilbedere! Da skulle I derved bortvende det allermeste af det, man kalder Uheld, fra Eders Boliger; I skulle forvandle den Deel af Jorden, I beboe, til et Paradis, til et fry- dende og lykkeligt Opholdssted." Jeg skylder Eder, mine kjære Børn! ved denne Leilighed at sige til Eders Opmuntring, en Berømmelse, hvortil I, hvad de Fleste iblandt Eder angaaer, har aldeles gjort Eder fortjente. Det er den største Roes, hvorefter I kunne stræbe, og hvorpaa I hidtil beflittede Eder, at udmærkes som et ædrueligt, arbeid- somt og sædeligt Folk -- et Folk, i hvis Huse Orden og Reen- lighed herske, og at det er Eders Glæde, at byde hinanden en broderlig Hjælpsomheds Haand. O, hvor lykkelige ere I, om I bevare disse Dyder! Ja bevarer dette roesværdige Afhold fra den i dette Land saa herskende Last, Drikfældighed! Flyer enhver Leilighed, som kunde friste til, paa nogen Maade at ligne dem, der fornedre sig der- ved! Gjører Eders til, saa meget I kunne, at denne saa udbredte Fordærvelse i Bondestanden, kan stedse mere blive afskyet! Ak! mit Hjerte bløder, ved at see denne Lasts bedrøvelige Følger ødelægge et saa velsignet Land, hvis rige Næringskilder tilbyde enhver arbeidsom Haand rundelig Underholdning; at see dette Land i Almindelighed bære Armods tunge Byrde, og være nødt til denne sørgelige Bekjendelse, at Drikfældighed er en af Hoved- aarsagerne dertil. Vaager alvorligen for, at denne Last ikke skal indsnige sig i denne Koloni! I vide det, og tilstaae det med mig, at den er mægtig nok til at berøve Mennesket Alt, hvad der bør være ham helligt og dyrebart, Ære og Velfærd, Sundhed og Sindsro, Livets Gavnlighed og alle værdige og ædle Glæder. O, hvad jeg føler, hvor glad jeg seer Eder, ikke allene nu lykkelige ved Eders Arbeidsomhed, Ædruelighed og Sædelighed; men hvorledes I kunne, og vist ville gaae frem til det Bedre, stedse vorde lykkeligere! Mange Midler have I dertil. Naturen har endog været gavmild imod Eder; smuk og behagelig er den Egn, I beboe, frugtbar den Jordbund, I dyrke. Ogsaa dette er en Fordeel, at I boe afsides. Eders Ungdom kan ikke smittes af fremmede fordærvede Sæder, der saa ofte hindrede den dy- dige Fader og Moder fra at opdrage en dydig Søn eller Datter. SIDE: 337 Benytter Eders Fordele, bruger dem værdigen, og Eders stedse voxende Lykke er upaatvivlelig! Saare behageligt er det mig at erfare, at I i Fritimerne, som Arbeidet levner Eder, søger Eders bedste og fornøieligste Tids- fordriv i nyttig Læsning, og at I sætte saamegen Priis paa den herlige Bog, "Almuens Lærer". Jeg har nu ogsaa sørget for, at I kunne blive forsynede med flere Exemplarer af denne lærerige Bog, og skal fremdeles tænke paa at anskaffe Eder saadanne Bøger, hvis flittige og fornuftige Brug skal vorde Eder ligesaa gavnlig, som I under deres Læsning ville finde Eder opbyggede og glædede. Gjerne og, om muligt, ganske vil jeg glemme enhver Lidelse, jeg for Eders Skyld har igjennemgaaet, naar jeg kan have den Glæde, at see mine Hensigter med Eder opnaaede, at see Eder i den lykkelige Forfatning, som var Maalet for mine Bestræbel- ser. Det er mig for nærværende Tid ikke mere betroet, ligefrem at være Eders Ledsager, til Eders Lykkes og Velstands Befor- dring. Men behøve I mit Raad og min Veiledning, og jeg er i Stand til at være Eder til nogen Tjeneste -- o, kræver den af mig, skjenker mig Eders Tillid, og gjører altid Regning paa min Hengivenhed til og Beredvillighed imod Eder! Tilsidst, mine Børn! modtager fra et oprigtigt Hjerte mit inder- lige Ønske om den Høiestes Velsignelse over Eder; og at I, under alle Lykkens Afvexlinger, maae tænke og handle viseligen! Væ- rer standhaftige i Modgang, ydmyge i Medgang, redelige og varme i at dyrke Gud, utvungen lydige mod Kongen og hans Love! Værer rene i Sæder, ærlige og tjenstfærdige imod Mennesker, muntre og trofaste i Arbeide, og lader Eders Ager og Eng vidne om, at I ere sande Jorddyrkere! I Ægtefolk! ærer og elsker hinanden! I Forældre! opdrager Eders Børn til dydige Menne- sker, gavnlige Borgere, lykkelige baade i Tid og Evighed! I Børn! glemmer aldrig Eders hellige Skyldighed, at ære, elske og lyde Eders Forældre! I Huusbonder og Madmødre! behandler Eders Tyende og Undergivne med Godhed og Retfærdighed! Og I Tje- nere! være Eders Huusbonder og Madmødre troe og hengivne! Behandler Eders Huusdyr saa at I kunne forsvare det for en upartisk Samvittighed! -- O, at I Alle, Mænd og Qvinder, Børn og Tjenere, Unge og Gamle, maatte skikke Eder saaledes, at den Algodes Velsignelse kan lykkeliggjøre Eder nu og altid!" SIDE: 338 Hvorledes disse Kolonier siden ere gaaede fremad sees af en for en 12 -- 15 Aar siden udgiven Beskrivelse over Nordlandene, hvori det hedder, at paa denne Maade er i en for 40 Aar siden øde Egn opryddet 98 tildeels betydelige Jordbrug, hvorved 128 Familier finde Næring, og hvis Velstand vil gaae fremad, da den er bygget paa de usvigeligste Grundvolde: Arbeidsomhed, Orden og Sparsommelighed. Nybyggerne erholdt Skattefrihed i endeel Aar, men de Jordbrug, hvis Frihedsaar vare udløbne med 1819, erholdt ved Matrikuleringen en ikke mindre Skyldtaxt end 20,826 Spd. og en Matrikulskyld af 52 Skylddaler. Paa faa Und- tagelser nær, vare Brugene i Aaret 1827 endnu i de oprindelige Rydderes og deres Familiers Besiddelse -- en Omstændighed, der baade viser, hvor vel Kolonisterne befinde sig der, og tillige bidrager til at vedligeholde Eenhed i deres Drivtsmaade og Huus- holdning, samt til at opretholde Sæderne. I Aaret 1820 blev det bevilget Kolonisterne i Monselvdalen at bygge sig en Kirke, og det anmærkes som en mindeværdig Om- stændighed, at den første Mand, der blev begraven i dens Kirke- gaard, var den første Kolonist. I 1821 fik ligeledes Bardodølerne sit Kapel. Hvor Holmboe, der saaledes har skaffet Landet to Sogne og Kristenheden to Menigheder, hviler, veed jeg ikke, men en Ærestøtte burde staa der. Det vilde være en Plads at erindre Evalds "den brave Mands Eftermæle" paa: "Høj var hans Sjæl og rolig og fornøjet, i Fare kjæk, i Modgang mild, i Medgang stærk, i Skygge og i Flamme, i Venners og i Dødens Arm den samme; -- saa stod hans Dyd, som Klippen staaer, ubøjet i Storm og smelter ej ved Solens Ild. Og ædel var han, øm ved fremmed Smerte, betænkt paa Ubekjendtes Vel, til Trøst, til Raad, til Redning altid færdig, og aldrig haard af Dyd mod en Ynkværdig; selv Svages Fejl fandt Medynk i hans Hjerte; men Dyd var ene mægtig i hans Sjel." Endnu skal der i hine Dalstrøg, der udgjøre flere Mile, være god Plads for flere Nybyggere, ligesom man overalt i Nord- landene og Finmarken skal have Behov for saamange arbeid- somme og ordentlige Mennesker, som kunne have Lyst til at for- SIDE: 339 lade Rigets sydligere Egne. Disse have dog heller ingen Overflod. Befolkning er et Lands bedste Rigdom. Henrik Wergeland DOKTORSVAR 1. En Læge, som blev overvældet med Beklagelser over en Patients mange Lidelser og Sygdomme, svarede: "Ei min Mand, om I havde saamange Sygdomme i eders Krop, som der staaer paa en Dødeliste, vil den eneste Recept: Maade- lighed kurere dem allesammen." 2. "Spiis forat leve, lev ikke for at spise," er vel ikke sagt af en Doktor, men sagt som af en Doktor, og man behøver heller ikke at være dette for at bemærke den Vinding Sundheden har af den simple Levemaade, som gjør dette Udsagn til sin Regel. 3. Men et prægtigt Svar fik en riig Gigtkræmmer engang af en dygtig Læge, som han spurgte om Raad imod sin Plage. "Lev af 12 Skilling om Dagen," svarede han, "og fortjen dem selv!" Henrik Wergeland Nr. 18, 30te Septbr. 1842. Den skal ei Ære vinde aabenbar, som ærer ei sig selv, om han end ene var. PETER DEN STORES EGETRÆER "Iaar, saa tørt og varmt det har været, er det et prægtigt Aar til at indsamle Egenødder og anlægge Planteskoler eller udsætte i sine Enge dette herlige landsnyttige Træ," bemærkede en By- mand nylig idet han gik hjem fra sin Løkke, hvor han anden Gang iaar havde anlagt en Allee af unge Kastanjer. "Bøgenødder ogsaa", svarede jeg. Jeg har seet dem modne iaar i Hundredetusindviis paa de prægtige Bøgetræer paa Ulle- vold. Disse voxe der anseelig store, og det ikke i Gaardens bedste Sydhelde, men meget mere paa et for nordlige Vinde udsat Sted, saa der intet Spørgsmaal er om, at dette saa nyttige SIDE: 340 Træ vilde kunne trives her, ihvad man saa end vil sige. Men, min Ven, kan du ønske Anlæg af Planteskoler, som for nogle Maaneder siden fandt din egen nye Kastanjeallee med Toppene lagte for Roden?" "Tal ikke om det! Blodet stiger mig til Hovedet ved at tænke paa den Sorg. Det var paa min Kones Geburtsdag, da jeg første Gang iaar skulde fornøje mig i det Grønne sammen med vore Venner, og jeg gik ud om Morgenen forat see om Alt var i Orden, da Haven netop var lagt, at jeg opdagede Ulykken. Det var en Skjændselsgjerning. Den bragte mig til at græde, saa gammel jeg er. Jeg gad ikke besøge min Løkke i lang Tid. Men endelig har jeg nu forsøgt igjen. Vil det nu bare gaae bedre." "I hvilket andet Land vilde vel saadant kunne skee? Pøbelen er ikke der saa raa," svarede jeg. "Straffene for Forgribelse paa Ejendom, som man ikke kan vogte, ere vel i Almindelighed skarpere end for anden Udaad; men for saadan Ødelæggelse af Kaadhed og Ondskab, der saa sjelden opdages, ere de altfor milde. Der kunde Gabestok og offentlig Pidskning være anvendelig!" "Javel. Dermed erindrer jeg, at Ruslands Peter den Store bevarede sine Egetræer. Han var, som du veed, ogsaa Skaber af Ruslands Flaade, og det var ham derfor overmaade magtpaa- liggende, at bringe Egeplantningen iveiret, da Flaaden behøver Egematerialer til saa meget. Han takkede offentligen flere Per- soner, der havde sat nogle Egetræer, og selv anlagde han en Planteskole i Nærheden af sin Hovedstad. Pladsen lod han ind- hegne og derhos opslaa en skreven Befaling, at ingen under haard Straf maatte understaae sig at brække Grene af denne Plante- skole, eller beskadige den paa nogen Maade. Nogle Aar derefter, da de unge Ege vare voxede til en Karls Høide, kjørte han en Gang forbi, og efter sin Sædvane steg han af ved dem, for at fornøie sig over deres Væxt. Til sin største Fortrydelse fandt han nogle Grene og Duske af Blade liggende paa Jorden, og forbittredes saa meget mere derover, som han tydelig kunde kjende, at de ikke af Vind og Veir, men af Modvillighed og Ond- skab vare afbrækkede. Saasnart han var kommen tilbage til Staden, lod han General- Politimesteren kalde, og befalede ham, ufortøvet hemmelig at sætte Folk paa Vagt i de nærmeste Buske lige over for, der SIDE: 341 skulde give Agt paa, hvem der forgreb sig paa hans hellige lille Egeskov. Nogle Dage derpaa om Aftenen blev en Flok af drukne Herskabs-Betjente greben, som, i det de gik forbi, vare krøbne over Indhegningen, havde brudt nogle Grene af og stukket Ege- bladene som Qvaste paa Hattene. De bleve grebne, arresterede af Politiet, og bekom offentlig paa Torvet Tamp, efterat denne Exekution Dagen forhen var bleven bekjendtgjort ved Tromme- slag, og der var befalet, at sende fra alle Huse Folk hen, forat see paa, hvorledes de bleve afstraffede, der havde beskadiget Egene. "Bravo!" sagde min Ven. "Straffen var barbarisk; men Bar- bari mod Barbari, Strenghed mod Ondskab og den Kaadhed, som truer med at blive en ond Vane! Jeg skulde sørget for at baade mine egne og Nabolagets Folk havde overværet Exeku- tionen." Henrik Wergeland FATTIGMANDS DYD Det vilde være Armodens og de simple Kaars største Ulykke, om det skulde være dem negtet at øve Menneskekjærlighedens og Høimodighedens Dyder. Tvertom, disse ere først ret herlige, naar det er Fattigdommen, som øver dem. Fra et foregaaende Nummer vil man erindre, at der i Frankrig er et Selskab, som har til Øiemed at opsøge og belønne netop de Dyder, som findes i Hytterne, og i Danmark har ogsaa noget lignende fundet Sted. Et sluttet Selskab havde nemlig udsat en Belønning af 50 Daler for den ædelmodigste Handling af En af Almuen, hvilken lod sig godtgjøre ved tilbørlige Vidnesbyrd, hvorhos det ogsaa havde udsat to mindre Belønninger for de to næst gode Handlinger. Paa Kongens Fødselsdag skulde de uddeles, og de tre Personer, som vare blevne tilkjendte Prisen, bleve da afhentede til Sel- skabet i en Karet. Den første var en fattig Soldat, som havde taget nogle Børn til sig, hvis Fader havde dræbt sin Kammerad i en Overilelse. Den Anden, en fattig Borger, havde taget en fremmed Mand med fem Børn, som var kommet fra Island, i sit Huus, underholdt dem i to og tyve Uger, og stundom endog deelt med dem sit kummerlig fortjente Brød. Den Tredie var en Tje- nestepige, som havde anvendt sin suurt fortjente Løn til at husvale SIDE: 342 sine gamle og fattige Forældre, hvoraf den ene dog kun var hendes Stedmoder, og som af barnlig Kjerlighed havde negtet sig selv endog det Nødvendigste. Den Første fik den høieste Belønning, og de to Andre de næste Præmier af tredive og af tyve Rigs- daler. Da disse tre ædle Mennesker indfandt sig i Selskabets Værelser, anviste man dem strax den øverste Plads. Her gjeldte ingen anden Rang end den Dyden indrømmer Mennesket. Der- paa blev der opført en Kantate, og holdt en Tale til disse ret- skafne Folks Hæder. Da denne var endt, bleve Belønningerne uddeelte. Om Aftenen drak man over Bordet de Belønnedes Skaal, under Paukers og Trompeters Lyd. Det var en sand Fest for Ædelmodighed og Dyd. En af Selskabets Direktører aabnede nu Ballet med Tjenestepigen og ethvert Medlem bevidnede disse Ædle sin uskrømtede Høiagtelse. Det er vel saa, at Veldædighed just ikke synes at være den Dyd, der er anviist mangen En i trange Kaar til Udøvelse; men een er der, som han ofte har Leilighed til at udvise, og det er Redelighed i Arbeide, i Handel ved Fund og mange Leiligheder. Og i gamle Dage idetmindste havde den norske Almue Ord for en saadan Redelighed, at en Reisende kunde tabe sin ulaasede Vadsæk paa Landeveien og faae den urørt sendt efter sig hele Landet igjennem. Nu desværre, at slutte efter Strafanstalternes Overbefolkning af Almuesmennesker, der straffes for Uredelighed, lader det sig vel ikke sikkre for at saadant kunde skee. Man maa heller see flittig bag sig, at ikke Randselen bliver skaaren væk. Alligevel er der nylig indtruffet et Tilfælde, hvor endeel Mænd af Almuen har viist ædelmodig Uegennyttighed imod Frem- mede. Et stort Krigsskib fra Rusland forliste nemlig i denne Maaned paa Vestlandet, uden at synderlig andet af Godset der- paa blev reddet af de modige Lodser, som besørgede Mandskabet iland, end en Kasse med omtrent 3000 Daler. Den Bjergeløn, de nu kunde gjøre Krav paa, vilde beløbet sig til ikke mindre end henved 800 Daler; men da de hørte, at disse Penge vare det fremmede Mandskabs Sparepenge, erklærede de Alle som Een, at de frafaldt alt Krav paa nogen Andeel. At høre saadant engang imellem, virker paa Hjertet velgjørende som en mild Regn paa Marken. Dets Tro paa Menneskenes overvejende Tilbøje- lighed til det Gode og paa at vort Folks gamle Dyder, stormodig Uegennyttighed og gjæstmildt Ædelmod, endnu lever i det, faaer SIDE: 343 da ny Næring, og uden den maatte man som Menneske føle sig ulykkelig og som Landsmand skamfuld paa de Vanartedes Vegne. Henrik Wergeland FØLGERNE AF EN UBETYDELIGHED. En Fængselspræst fortæller følgende, der ret viser, hvorledes ofte en meget ubetydelig Omstændighed har lagt Grunden til et helt Liv af Brøde og Elendighed: "For nogle Uger siden holdt jeg en Præken for den Menighed, hvis Sjælesørger jeg er, angaaende Vigtigheden af Samvittigheds- fuldhed selv i saakaldte Smaating, og anførte, at det ofte er Mangel paa Samvittighedsfuldhed heri, som ikke sjelden kaster en mørk Skygge over Ens hele fremtidige Liv. Jeg anførte videre, at største Delen af de Handlinger og Hændelser, hvoraf de fleste Menneskers Liv bestaaer, efter vor Synsmaade ere ubetydelige og hverdagslige, men at disse Handlinger og Hændelser desuagtet, i større eller mindre Mon, medvirke til Udviklingen af vor Karak- teer, og at det fornemmelig kommer an paa denne moralske Ka- rakteer, om vi skulle blive nyttige og lykkelige Mennesker i Tiden, og salige i Evigheden. Derpaa gjorde jeg en Anvendelse til mine Tilhørere, og sagde, at jeg ikke tvivlede om, at mange blandt dem, efter modnere Overveielse, vilde finde, at deres Liv for en stor Deel havde faaet sit mørke Anstrøg og de selv sin Plads i et skjændigt Fæng- sel formedelst en eller anden ubetydelig Handling eller Tildra- gelse, som de tilfældigviis have tillagt ringe eller ingen Vigtighed. Til Slutning bad jeg dem selv undersøge Forholdet og lægge Mærke til, om ikke min Bemærkning var grundet. Dette var om Søndagen. Følgende Morgen kom en af Fangerne, en ung inter- essant Mand, til mig og tilkjendegav, at han gjerne ønskede en Samtale med mig, naar det var mig beleiligt. Jeg bad ham komme igjen om Eftermiddagen. Jeg bad ham sidde ned og oprigtigt fortælle mig hvad der laa ham paa Hjertet. Han yttrede da, at han ønskede at underrette mig om hvor forunderlig træffende min Bemærkning om Smaatings Indflydelse paa Menneskenes Karakteer og Skjæbne i Livet kunde anvendes paa ham og hans Forhold, og at han, hvis jeg tillod det, vilde give mig en kort Skildring af sin Skjæbne og især af en Hændelse, som alt i hans SIDE: 344 tidligste Barndom havde meddelt hans hele Ungdomstid et mørkt Anstrøg og som ved sine Følger havde bragt ham til den gruop- vækkende Bolig, hvori han nu var. Af den Skildring, han meddeelte mig, syntes det, at han var henved ti Aar, da hans Fader flyttede fra en langt bortliggende Egn af Landet til en Stad i Nærheden af vor. I denne By var der ei langt fra hans Faders Bolig en Drengeskole, som var i megen Anseelse, og i denne Skole blev ogsaa han sat. Da han stedse havde boet paa Landet, havde han kun seet faa af de Lystigheder, Parader og andre saadanne høitidelige Optog, som ere saa almindelige i og i Omegnen af store Stæder, og det var derfor ikke underligt, at han, som andre Børn, havde god Lyst til at være med og see paa, naar noget saadant indtraf. Han havde ei været længe i Skolen, da han fik vide, at der skulde være et Kvægmarked i en Naboby, og Han havde aldrig været paa noget saadant. Han tog det for givet, at det maatte være et meget morsomt Skuespil, og følte særdeles Lyst til at faa besøge dette. Dette Ønske yttrede han for sin Fader den første Markedsdags Morgen, men Faderen sagde, at det aldeles ikke var noget passende Sted for ham at besøge, med mindre han havde en Ledsager med sig, som kunde tage vare paa ham, og da hans Fader ved andre Forretninger var forhindret fra at kunne gjøre ham Selskab, saa kunde hans Ønske for den Gang ikke gaae i Opfyldelse. Drengen var saare ilde tilmode, men foresatte sig, ikke saa let at opgive en Ting, der laa ham saa meget paa Hjertet. Den følgende Morgen overhang han atter Faderen med den samme Bøn. Faderen syntes gjerne at ville opfylde Sønnens Ønske, men sagde ham, at han aldeles ikke kunde lade ham besøge et saadant Sted uden passende Selskab, og lagde til, at, skjøndt han var overlæsset med Forretninger, vilde han dog, om det var muligt, forsøge at rive sig løs om Eftermiddagen, og i det Tilfælde skulde han hente ham af Skolen og tage ham med sig. Det var alt hvad han kunde love. Men her var en Usikkerhed, et "om", som stemte meget daar- ligt overeens med Sønnens livlige Nysgjærrighed. Han besluttede derfor at gaae under alle Omstændigheder. Han betvivlede meget, at Faderen skulde faae Tid at følge med, og i dette Tilfælde troede han uden Vanskelighed at skulle kunne dølge hele Sagen SIDE: 345 for ham. Efterat have fattet denne Beslutning og lagt sin Plan, sneg han sig om Morgenen, førend han gik hjemmefra, ind i Faderens Værelse og tog nogle Penge i hans Pult til Reisen, hvorpaa han begav sig til Nabobyen istedetfor i Skolen. Tvert- imod hans Formodning besluttede Faderen imidlertid at besøge Markedet, for at kunne opfylde sin Søns Ønske, og gik paa Veien ind i Skolen for at afhente ham. Men der var ingen Søn at finde, og der havde man ikke seet nogen Søn hele Dagen. Faderen fortsatte sin Vei til Markedet, og saae Sønnen i Løbet af Efter- middagen, men vogtede sig vel for at blive seet af ham. Om Aftenen, da de begge vare komne hjem, spurgte Faderen sin Søn, om han havde været paa Skolen om Dagen. Han svarede ja. Man vil heraf indsee hvor let og naturligt den ene Feil leder til den anden. Men af Faderens fortsatte Spørgen og paa hans hele Væsen mærkede Sønnen snart, at han vidste hvor han havde været, og gik til Bekjendelse. Faderen sagde ham, at han ansaa det for sin Pligt at under- rette hans Lærer om Tingen og anmode denne om at drage ham til Ansvar, fordi han uden Lov havde været borte af Skolen, og at straffe ham saaledes som han fortjente det for Forseelsen. Han blev saaledes sendt til Skolen og maatte see sig beskjæm- met baade for sine Læreres og Kammeraters Øine. Da han mær- kede, at han havde tabt deres Agtelse, blev hans Stilling i Skolen ham modbydelig, og han besluttede, at han ikke længere vilde finde sig deri. Et Par Dage derefter begav han sig hjemmefra under Paaskud af at gaae paa Skolen, og rømte sin Vei. Han fortsatte sin Kurs indtil han kom til den Stad, hvor hans Fader forhen havde boet, og det varede flere Uger inden Forældrene fik vide, hvor han havde taget Veien hen. Imidlertid fandt man ham, og bragte ham tilbage. Nogen Tid derefter sendtes han i en anden Skole i en nær- liggende Stad; men da han heller ikke kunde finde sig i at være der, besluttede han at rømme endnu en Gang. Dette udførte han ogsaa, og havde været borte i sex Maaneder inden Foræl- drene fik spurgt hvor han var. Han havde antaget andet Navn, men da han var kommen i en Ubehagelighed, hvorfor han skulde arresteres, hvis han ikke kunde stille Borgen for sig, nødtes han til at bekjende sit rette Navn og hvem der vare hans Forældre. Paa denne Maade fik hans gode Fader, som han havde gjort saa SIDE: 346 megen Sorg, Underretning om hans Stilling, ilede til hans Und- sætning og reddede ham fra Fængslet. Men det vilde blive alt for vidtløftigt omstændeligt at fortælle det videre Forløb af denne ulykkelige Ynglings senere Levnet, indtil han blev indspærret i det Fængsel, hvor han nu er; nok: han gjorde det ene Feiltrin efter det andet, indtil han kom ind paa den brødefulde Vei, der endte paa den omtalte Maade. Og hvad troe I nu vel, denne ulykkelige Yngling tilskriver sine Vildfarelser fra Hjemmet og Dyden og Saligheden, og den for- tabte Stilling, hvori han befinder sig? Jo, ene og allene den ube- tydelige Omstændighed, at han en Dag uden sin Faders Tilladelse var borte af Skolen for at see paa et Qvægmarked! Hvad troe I, at han nu siger om den Ting? "Jeg føler," sagde han, "at alt hvad jeg har lidt og endnu lider er Himmelens retfærdige Tug- telse. Jeg har fortjent alt dette for min brødefulde Ulydighed baade mod min jordiske og himmelske Fader, og jeg ønsker," tilføiede han, "at De vil anvende min Ulykkeshistorie saaledes, at den kan blive til Advarsel for Andre." Til denne Ende har jeg gjort dette lille Uddrag af den unge Mands Historie; -- og jeg kan forsikkre, at den ikke er opdigtet. Her seer man Følgerne af en eneste ulydig Handling mod en Fader; Man seer, hvor dyrt denne ulykkelige Yngling allerede har maattet bøde, fordi han en eneste Gang paa en utilladelig Maade tilfredsstillede sin barnagtige Nysgjærrighed." Henrik Wergeland Nr. 19 og naar voxede ikke en Beretning igjennem de mange Munde? Da maatte heller Kilden begynde som en Flod og ende saa smal som en Traad, naar saa ikke var. Menigmands Indbildningskraft er stærk og overspændt og har Forkjærlighed for det Overnaturlige. Finder han det utroligt naar Een fortæller det, bliver det ham utvivl- somt, naar han hører det af Ti. Hvorledes tænkte ikke Menig- mand i Kristiania, at Cholera var et langt hvidklædt Register af et Fruentimmer, der gik omkring, bankende paa Døren af de Huse hvor En skulde døe? Havde en Enkelt fortalt det, var han neppe bleven troet af Mængden; men Opfinderen fandt dog En, der var lettroende nok til at lade sig noget Saadant binde paa Ærmene; Denne fandt igjen To, Disse Fire, Disse Otte og saa- ledes videre indtil det omsider hedte, at Den og Den havde selv mødt Choleraen eller hørt de rædselvækkende Slag paa Døren. Folketroen kom saaledes snart istand, naar man havde saa grue- lige Vidnesbyrd som fra en Nils Olsen, Marthe Pedersdatter, Jens Nilsen, Oline Larsdatter o. fl., som vel Ingen selv havde talt med, men som dog alle kjendte. Uagtet den gamle Skræk for Kirker og Kirkegaarde holder sig usvækket endnu, ere dog, som sagt, de egentlige Spøgelse- historier blevne sjeldnere. Moster og Faster gaae ikke meer saa ofte igjen, fast at det dog hænder iblandt. Og da det Middel, som ganske vilde tilintetgjøre alle Spøgelsehistorier i Grunden, nemlig at undersøge Anledningen dertil, saa yderst sjeldent bliver anvendt, er det ret at forundre sig over, at de ere gaaede saa af Moden. Men neppe har der nogensinde i vort Land passeret en Spø- gelsehistorie, der har vakt saamegen Opsigt, som en paa Gaarden Sylliaas i Høland for noget over 50 Aar siden. Hele Øvrigheden, fra Lensmand og til Stiftamtmand, saavelsom ogsaa Geistligheden blev sat i Bevægelse, ja selve Regjeringen, Kancelliet i Kjøben- havn, fik at bestille med Sagen. Folkene tænkte allerede paa at forlade Gaarden. Undersøgelser og Forhør bleve afholdte uden at føre til nogen Oplysning. Tvertom, det spøgede ligefor Undersøgernes Øine og Øren, og de forfærdelige Historier er- SIDE: 348 holdt kun ny Bekræftelse. En eneste sand Spøgelsehistorie skulde virkelig ogsaa være nok til at godtgjøre de fleste andre, saa der er ingen Tvivl om at denne hølandske gjød Liv i Overtroen over det hele Land. Men endelig efter tre Forhør, som Stiftamtmanden selv lod optage, kom det for Dagen, at det kun var -- Pudserier af 3 Børn paa Gaarden. Det vil sees af Stiftamtmandens Ind- beretning til Kancelliet, der lyder saaledes: "Efter at Fogden Wangensteen, i Anledning af et Bygderygte om at Beboerne paa Gaarden Sylliaas i Hølands Præstegjeld under Nedreromeriges Fogderi skulde foruroliges og tildeels til- føjes Skade af et Slags Spøgeri, havde beordret en Undersøg- ning derom ved Lensmanden den 21de August sidstleden, har jeg, da deraf ingen Oplysning er udkommen om Hvem der kunde aarsage de deri forklarede Optøjer, foranstaltet denne Sag nøiere undersøgt, saaledes som Forhørene Litr. B. C. og D. oplyser. Deraf er da og udkommet, at disse Spøgerier alene har været Børne- værk, iværkstillede af Datteren paa bemeldte Gaard Anne Jons- datter, 13 Aar gammel, og en Tjenestedreng sammesteds, navnlig Ole Thorstensen, 11 Aar; hvilke Børn derefter, tilligemed en anden Dreng Christian Engebrektsen, 12 Aar gammel, som For- høret Litr. D. udviser tillige har havt Deel i dette Spøgerie, ere arresterede. Ved alle disse Undersøgelser har det dog ikke været muligt at opdage flere Deeltagere, men samme synes blot at have været Børnenes egen Opfindelse, som Sognepræsterne Gill og Professor Wilse i hosfølgende deres Attester iøvrigt give et godt Skuds- maal, især for deres gode Kundskab i Kristendommen. Vel for- klarer Fogden i vedlagte hans Skrivelse, at en Kristian Kopperud, som skulle ville tilhandle sig Gaarden Sylliaas, efter Rygtet sup- poneres at have Deel i disse Koglerier, men da samme er blot- tet for alt Beviis, og Børnene, efter nøieste Examen, negte dette, kan der imod ham for nærværende Tid intet foretages. Imid- lertid udviser Forhørerne, at disse Børn have vidst saa mester- lig at spille deres Roller, at Sognepræsten Hr. Gill ved flere Ganges Nærværelse der paa Stedet og sidste Gang i Følge med Sorenskriver Hejerdahl og en Lieutenant Mosgaard samt endeel Bønder, ikke opdagede de adskillige Pudserier Børnene endog da foretoge sig. Det bliver altsaa nødvendigt, saavel til Exempel for Andre, som for at betage dem videre Lyst til i Fremtiden at SIDE: 349 udøve ligesaadanne Skalkestykker, at de blive straffede; men da Loven tier, og altsaa arbitrær Straf her maa anvendes, saa indstilles ærbødigst til det kongelige Danske Kancellies behage- lige Forgodtbefindende, om den af Fogden Wangensteen i For- slag bragte Afstraffelse, ved at lade sætte Børnene i Gabestok- ken ved Hølands Kirker 3de Søn- eller Helligdage, her kunde være passelig; og da denne Sag iøvrigt har faaet saa megen Publicitet, at den næsten er almindelig bekjendt, men formodent- lig med mange Forandringer, saa troer jeg, at den af Fogden proponerede Bekjendtgjørelse om Sagens rette Sammenhæng og Udfald kunde have sin gode Nytte, især for Bondestanden, hvoraf maaske en stor Deel endnu troer Historien at være sandfærdig." Kancelliet bestemte, at Straffen skulde bestaae i Riis i Arre- sten, og det kunde være vel fortjent, da det var Forældre og Foresatte, Optøjerne især gik udover. Hvori disse have bestaaet, kan ikke oplyses af de Papirer, som haves; men det er rimeligt, at Børnene kun have været Redskaber for bemeldte Spekulant paa Gaarden. Bibelen har ofte maattet tjene til Forsvar for Spøgelsehistorier, uagtet den aldeles ikke taler til Fordeel for denne. Det er da Sauls Historie med Hexen i Endor, som anføres til Bestyrkelse. Men den af Kjærringen fra Skyggernes Rige fremkaldte Samuel var aabenbart kun hendes egen Skabning. Hun foregav blot at see Geisten. Saul var altfor bedrøvet til at undersøge Grunden til det ham foregjøglede Blændværk. Og hvor let vorder ikke ogsaa en Overtroisk overbeviist om det, som han allerede venter? De af den foregivne Aand forudsagte Hændelser vare alle af den Beskaffenhed, at man med nogen Kundskab om Sauls Stil- ling saa temmelig kunde gjette dem. Foruden denne Tildragelse med dette Gjøgleværk, som vor Tids Kunstnere endnu bedre kunne gjøre efter med en Løgt og lidt Røg, gives der intet Sted i Bibelen, hvoraf man, uden at misbruge det, med mindste Skin af Ret kan bevise Spøgelsers Virkelighed. Henrik Wergeland FRISK LUFT Intet Land er i denne Henseende saa velsignet som Norge; selv vore Byer have Fortrin i dette vigtige Punkt fremfor andre SIDE: 350 i de fleste Lande. Og frisk Luft er isandhed en Velsignelse, et almindeligt, et Nationalgode, om man saa vil. Og dog er denne Forsynets Velgjerning lidet vurderet. Et Besøg i Menigmands Boliger i vore Forstæder vil i de fleste paa en modbydelig Maade overtyde derom. Luftens fine Element omgiver os allevegne og gjennemstrømmer sammen med vore Livs- og Næringsvædsker endog de mindste blandt Legemets indre Vraaer. Formedelst den leve og aande vi, og hvis vi ikke lære at kjende dens Kræfter, Virkninger, og forskjellige Beskaffenhed, og anvende disse Indsigter til vor Fordeel: da kan den lige saa fuldt volde os Sygdom og Død, som det er vist, at Liv og Velbefindende forstørstedelen beroer paa den kloge Brug af den. Den er Menne- skene ligesaa uundværlig som Vandet Fiskene, og blot en For- styrrelse af Ligevægten mellem den udvortes og den i vore Legemer indsluttede Luft, kan ofte vorde farlig og dødelig for os. De hyppige Afvexlinger mellem fugtig og kold, varm og tør, tung og tynd Luft, især den Mængde skadelige Dunster, som vi ofte drage i os under Aandedrættet, kunne vorde høist farlige for Helbreden, hvis vi ikke ved Forsigtighed og Flid undvige Faren. En ureen Luft er vor Helbreds uforsonligste Fiende, og desuagtet unde mange Mennesker næsten aldrig sig selv et reent Aandedræt, men forgifte sig stedse i en Kreds af egne og andre ækle Dunster. Naar man seer Mængden af Mennesker, der leve sammen- pakkede i et snevert og lavt Kammer, til hvilket den friske Luft negtes al Adgang, saa forfærdes man over de utallige Onder, der true disse Mennesker. Dog, ikke allene de Elendige, hvis Armod ikke tilsteder dem noget stort Rum i deres Huse, fortjene denne Bebreidelse, men Luftens Bedærv finder ogsaa Sted i store Værelser, hvor mange Mennesker befinde sig, f. Ex. i Ar- beidslokaler, naar Forsigtighedsregler ikke iagttages; og Følgerne heraf ere, efter forskjellige Grader, stedse de samme. I saa- danne større Rum maa man derfor aldrig undlade Brugen af de saakaldte Ventilatorer (Luftbringere) i Vinduerne, og i mindre bør man stedse søge for enten hyppig Luftning ved at aabne Vinduer og Døre eller forat der etsteds findes en liden Aabning for den friske Luft f. Ex. en Sprække i Vinduet. Det er intet mindre end ligegyldigt i hvilken Luft et Menneske befinder sig. Den der engang har betraadt et Værelse, i hvilket SIDE: 351 der i lang Tid ei har været indladt frisk Luft; hvo som under varmt Veirligt har befundet sig i moradsige Egne, eller er kommen fra en folkerig Stad ud paa Landet; hvo som først har boet i lave Egne, der allevegne ere omgivne med Høider, og flytter nu til en Bjergstad; hvo som om Sommeren indaander Luften ved Solens Opgang, og sammenligner denne med Middagsluften, eller agter paa Luften før og efter Regnveir, han vil sikkert ikke om- tvivle den store Forskjel paa den os omgivende Luft. En sund Luft maa hverken være opfyldt med skadelige Dele, eller have været længe indsluttet paa et Sted. Af begge Aarsager tabes dens livnende Kraft, der er ligesaa nødvendig for Planterne som for Dyrene. At man især om Vinteren har de nærmeste og fleste en ureen Lufts Farer at kjæmpe imod, behøver intet Beviis for. Vinteren er den egentlige Aarstid, da det overlades til vort eget Godt- befindende, at indrette Luftens Temperatur i vore Værelser efter Behag. Den der altsaa veed at sætte Priis paa sin Helbred og Liv, bør omhyggeligt søge at undgaa de anførte Feil; han maa om Vinteren paa enhver blid Solskinsdag, saa ofte som muligt forfriske Luften i sit Dagligværelse eller Sovekammer, tilstede de samlede Dunster fri Udfart igjennem en let Aabning i Vin- duet, og i Henseende til Værelsets Opvarmelse iagttage den Grad, der kommer en maadelig Solvarme nærmest. Henrik Wergeland MORGENSUPEN Af al Nydelse af Brændeviin, af alle Drammer af hvad Navn de kunne være, er ingen saa skadelig som den saakaldte Morgen- sup, fordi Legemet da allermindst behøver noget Styrknings- eller Ophidselsesmiddel. Deraf fremkommer allerførst den saakaldte indirekte Svækkelse, som følger af overdreven Nydelse, og Mad- lysten pirres til at tage til sig mere end Naturen vil. Natten har styrket os; Følsomheden for udvortes Pirringsmidler har atter ind- taget sin Stilling, og sammenhobet sig saaledes, at Dagen atter kan betage os den Kraft som vi have sammensamlet. Hvor for- vendt er altsaa ikke den Leveviis, allerede om Morgenen at styrke sig for derved at volde os dobbelt og altsaa overdreven Pirring? Enhver, der ikke allerede er en gammel Dranker, vil have iagt- SIDE: 352 taget hos sig selv, hvor let man overfaldes af Svimmel og Be- døvelse, naar man om Morgenen til Frokost tager en maadelig Qvantitet af spirituøse Drikke til sig; og hvis Qvantiteten, som man har fortæret, har været end større, paakommer der kun alt for let Drukkenskab. Man kan Middag og Aften, naar galt skal være, tage to til tre Gange saa meget Spirituosa til sig, som om Morgenen, uden at spore de ubehagelige Følelser af Nervernes overdrevne Pirring. Morgensupen og i det Hele taget Nydelsen af stærke Drikke til Frokost, er altsaa ei allene uhensigtsmæssig men tillige skadelig, thi overdreven Pirring driver til at gribe til stærkere Pirringsmidler, hvorved man altfor let kan vorde en Dranker. For det meste forstyrres ogsaa foruden Sundheden herved det gode Lune for Resten af Dagen og Lysten til Sysler og Følelsen for det egentlige Liv sløves. En, der paa fornem Viis har været i en "god Frokost", som det hedder, skal neppe rose sig synderligt af sit Dagværk, ial- fald ikke finde sig saa oplagt dertil som ellers; og hos Arbeids- manden har Morgensupen de samme Følger, om hans Frokost, istedetfor Portviin og Skinke, bestaaer i Brød og Finkel. Der gives langveis Forretninger, f. Ex. Vinterreiser efter Ved, Fisker- nes Udfart i Dagbrækningen i haardt Veir o. s. v., hvor Morgen- supen, om den end langt hellere var borte og kunde erstattes ved sundere og endnu mere varmende Nydelse, er mindre skade- lig og mindre paa sin urette Plads end ellers; men ved mange Leiligheder i Huusbruget skeer der overordentlige Misbrug der- med, som Tilfælde f. Ex. er ved Slagtning og Vask. Da kan man være vis paa, at finde Brændeviinsflasken utmed Kaffekoppen og Lyset, og da er det ikke blot Mandfolkene, men Kjærringer og Gjenter, ja Børn, der itylles ikke Morgensupen, men Morgen- superne. Thi den Pot eller Halvpot, som er kjøbt ind, skal altid gaae med. Det er da ikke at spørge om. BRÆNDEVINET Trykt i Avdeling I, bind 3, s.61 -- 63. SIDE: 353 Henrik Wergeland KRISTIANIA FORSTÆDERS ALMUEBOGSAMLINGER Dette Foretagende har havt en Fremgang over Forventning, og som bør anspore Menigmand i Forstæderne til endnu mere at benytte sig af den nyttige og, som det lader til af de hidtil- værende Deeltagere, behagelige Sysselsættelse, som derved til- bydes ham. Disses Antal har ved det vestre Forstadsdistrikts Almuebogsamling udgjort over 100, hvoraf de Allerfleste flittigen have gjentaget sine Laan, der siden Udlaanenes Begyndelse Pintse- dag d. A. regelmæssig hver Søndag Middag have fundet Sted. Bogsamlingen tæller nu omtrent 300 Nummere, alle hensigtsmæs- sige Bøger, dels skjænkede især af endeel af Byens Boghandlere, dels indkjøbte paa Bogauktion med Understøttelse af Selskabet for Christiania Byes Vel. Der er altsaa nok til at forsyne endnu en god Deel Laantagere, som herved opmuntres til at melde sig, ihukommende de lange Aftener, som nu forestaae. Almuebogsamlingen for de østre Forstadsdistrikter, bestyret af Hr. Cand. theol. Hansen efter samme Regler og til samme Tider aabnet i hans Bopel i Sødringgaarden paa Grønland har selv omtrent 60 Bøger, men forsynes fra den for det vestre Distrikt, saa Beboerne af de østre Forstæder kunne gives den samme Opmuntring til at søge en Indretning som, uden at koste dem noget, kan skaffe dem baade Nytte og Fornøielse. "Du leder længe før du finder saa viis og god en Ven, som nyttig Bog. Han æder ei og drikker, skjøndt han binder sit Selskab daglig til din stille Krog". De Strøg, som egentlig ikke kunne regnes til noget af disse to Distrikter, saasom Hammersborg, Bjergfjerdingen o. s. v., maa dog ikke, fordi man har maattet dele Byens Forstæder kun i et vestre og et østre Distrikt, derfor tro, at de ere negtede Adgang til Bogsamlingerne. De indbydes meget mere dertil, naar de ville umage sig de Skridt. Senere hen lader det sig forhaabentlig gjøre at forsyne ogsaa dem med en Bogsamling mere i deres Nærhed. Henr. Wergeland. SIDE: 354 Henrik Wergeland Nr. 21, l0de Novbr. 1842. Uden Dagning er Øjekuglen mørk, uden Oplysning Sjelen kun en Ørk. SYNE-MARTHE PAA VEITASTRAND I SOGN Nu er det længesiden vi saae vor gamle Ven Ole Andersen, Skolemesteren. Men forleden Dag mødte Knut Konnismo ham nede i Bakken under sin Gaard just som denne kom tilbage fra Byen. Og han kom vel til. Thi til sin store Forundring saae Skolemesteren, at Knut Konnismo, en ædruelig Mand, holdt paa at kjøre hele Lasset ud i Grøften, og Bakken var saa, at det ikke vilde standset der. "Knut! Knut!" raabte Skolemesteren, sprang til, og rev Tøm- men til sig i det afgjørende Øieblik. "Jeg mener . ." Han mente nok Knut var bleven gal eller var drukken; men han sagde kun, for ikke at fornærme et Medlem af Nøkterheds- foreningen: "Jeg mener Du sover, Knut, og kanske Du ikke har sovet i Nat og er udtrættet, saa Søvnen kom over dig; men her i Bakken faaer Du holde ud, for her er ikke Plads til at blunke med Øinene." "Ei," svarede Knut ligesom drømmende, "er det jer, Skole- mester? Jeg syntes bare det var en hvid Fugl med Straaler om- kring Hovedet, som hoppede foran mig langs Skigaarden." "Hvad skal det betyde, Knut? Har Du ikke seet en Skjære før? For det var vel ingen anden Fugl, om der var nogen." "Nei, Skolemester. Jeg tænkte jeg var bleven benaadet ligesom Syne-Marthe i Sogn er bleven det i Sommer." "Hvad er det for noget?" "Jo, seer Du -- bare bi til jeg faaer taget af Lasset, skal Du faa see en Bog, som jeg har kjøbt med mig tilligemed noget andet Smaatteri af trykte Sager. I har selv raadet mig til aldrig at reise af Byen uden at gjøre det." "Læs nu der," sagde Knut, i det han kortefter kom ind i Stuen med en liden Bog ihaanden. "Saa vil jeg høre jer Mening, naar jeg har faaet stelt Hestene." Skolemesteren satte sig hen. Det lod ikke til, at han likte alt hvad han læste. SIDE: 355 "Seer I," sagde Knut, da han kom ind igjen med en liden Pakke trykte Sager, "det er ikke saameget den Bog der, som havde gjort mig fortumlet, som det, at Noget deri staaer i Strid med hvad jeg læste i dette Blad her, som just kom ud hos Bog- binder Barlien mens jeg var i Byen. Og dermed tog han frem forrige Nummer af dette Blad, og lagde det frem for Skole- mesteren, som strax løb det igjennem. "Her er nu," lagde han til, "det første Stykke, der kaldes "En Spøgelsehistorie," hvori Syner og Deslige kaldes gammeldags Overtro, og hvori det be- negtes, at Bibelen giver den nogen Bestyrkelse, og saa er her Bogen, hvori en præestelært Mand siger, at han ganske vel kunde tro, at Gud havde værdiget Syne-Marthe Aabenbarelser eller overordentlige Naadesbeviisninger, og at Saadant i Hovedsagen stemte ret godt overeens med Skriften. Dette læste jeg paa sidste Hvilested, hvor jeg havde Kisten oppe, og siden var det ikke saa rart med mig, som I saa, siden jeg ikke vidste hvad jeg skulde tro." "Ja jeg seer til min Forbauselse, at den virkelig lærde Person, som har skrevet om Syne-Marthe, virkelig yttrer noget saadant. Hm! Lærdom! Lærdom" -- sagde Skolemesteren, men afbrød sig; men af den Heftighed, hvormed han bladede i Bogen, lod det sig slutte, at han omtrent tænkte: "Hm! Lærdom kan ikke altid bevare for Vildfarelser og heller ikke for Galskab. Her har en Sværmer udtalt sig om en Sværmerske." Han blev mere end sædvanlig alvorlig, og sagde med en næ- sten bedrøvet Stemme: "Knut, omendskjøndt denne Bog kommer til den fornuftige Dom, at Syne-Marthes Omgang med Engle i mørke Klæder og med hvide Fugle, samt hendes Aabenbarelser af Himmel og Helvede o. s. v. er blot og bare et næsten til Van- vid forskruet Hoveds Indbildninger, er der dog Yttringer af For- fatterens egen Overtro og Hang til Sværmeri, som gjøre den skadelig i Menigmands Hænder. Havde han, istedetfor at træffe paa et yderst eenfoldigt og selv i sin Kristendom uoplyst Bytting- menneske, truffet paa en Sværmerinde med gode Evner og Kund- skaber eller med Færdighed i at indbilde Andre store Opdigtelser, vilde Han, der kom, som han selv siger, langtfra med et vantro Hjerte, og med den Forudsætning, virkelig at finde idetmindste Noget overnaturligt af det meget, som fortaltes, have forladt hende med fuldkommen Tro paa hvad hun maatte behage at fortælle. SIDE: 356 Efter hans Yttringer vil der da for ham intet utroligt være i de mange papistiske Legender om Jesu, Marias og Helgenernes Aabenbarelser. De maatte tages efter Bogstaven, omendskjøndt de ere ikke og udgives ikke for andet end digteriske Fremstil- linger af moralske Lærdomme. Der gives Sjele med et over- vægtigt Hang til det Overnaturlige, især i religiøse Gjenstande, og naar de ikke gjøre sig Umag forat underordne det Fornuften, faaer man enten Folk, som paastaae egne Aabenbarelser, eller Folk, som troe paa Andres. Men med Bibelen nytter det ikke at bedække saadan Skrøbelighed for sig selv. Thi de Syner, den omtaler, Mennesker have havt, ere, ligesom hine Legender, poe- tiske Fremstillinger, hvorved Sandheder ere forherligede og gjorte indtrængende, og dens Aabenbarelser fandt Sted i ophøiede Sjele, i deres, der ere blevne Menneskehedens Lærere. Syne-Marthes Eenfoldighed er ikke den, som Bibelen tildeler sin Roes. Eller kan du troe, at en slig Bytting, der lidet kunde tænke og tale, skulde blive udkaaret til et overordentligt Gudsredskab, til En, som atter skulde bringe Troen paa Engles og Aanders legemlige Aabenbarelser tillive igjen? Vilde Lægdegjenta her paa Gaarden, der ogsaa, ligesom Syne-Marthe, har et Par Løsunger paa Byg- den, komme nu ind fra Fjøset og fortælle dig, at Engelen Ga- briel stod derude hos hende, eller at en hvid Fugl med Straale- glands om Hoved og Vinger hoppede foran hende fra Skytuen -- hvad vilde du saa tro eller gjøre, Knut?" "Ei ja, Anne, hu kommer nu vel ikke med Sligt?" meente Knut. "Anne eller Marthe," sagde Skolemesteren, "kan være det Samme. Den Ene synes ikke at være stort bedre end den Anden; og Aarsagen til, at ikke Anne har ligedanne Syner som Marthe, er kun den, at hun ikke er saa modersyg som Denne, og ikke er bleven gjort saa gal i Hovedet af omvankende Præ- kere og taabelige Bøger. Under de allerbedste Omstændigheder, nemlig naar det ikke er overlagt Løgn og Bedrag, sidde slige Syner enten i Maven eller i Nerverne, og i disse, eller rettere i en Mangel ved Hjernen, sidder Troen derpaa. Jeg har stun- dom selv, naar jeg er bleven proppet formeget til Aften af en velvillig Værtinde og saa er bleven puttet i et smeldende varmt Kammer under en forsvarlig Hønsefjederdyne, havt gandske an- tagelige Syner om Natten, skjøndt jeg just ikke, som Syne-Marthe, har seet mine Fiender, eller dem, jeg mistænkte som anderledes SIDE: 357 Troende, steges og syde i Helvede. Og han Du ikke erindre hvad Du selv har fortalt mig om dine Syner den Tid, Brænde- vinet havde for stor Magt over dig?" Knut nikkede blot. Det var ham ubehageligt at mindes om en Tid, som de fæle Syner, han da stundom havde havt, ikke vare de mindst virksomme til at lade ham med Afsky tænke tilbage paa. Men han erindrede nok, at han dengang ofte i et Slags Drankergalskab efter en af sine Rier havde paa det liv- agtigste seet alskens forfærdelige Figurer omkring sig: snart utal- lige omvimsende smaa Morianer, snart hovedløse Folk, snart en heel Væg fuld af Ansigter, der gjorde Grimasser, snart Nissen under Taget, der syntes at angle efter hans Næse, saa han idelig maatte gnide den o. s. v. "Det besynderligste er", fortsatte Skolemesteren, "at de for- skjelligste og livagtigste Syner, ligesaa livagtige som Syne-Marthes, siges at kunne sidde i selve Øjet eller vel i dets Nerveudbred- ning eller Nethinde, og fremkomne uvilkaarligen ligesom Marthes Engel i de mørke Klæder eller hendes Fugl. Nervesystemets Uregelmæssigheder ere utallige, men denne er dog en af de mærkeligste. Jeg har selv kjendt en gammel Kone, som, naar jeg spurgte hende: naa, Moer, hvad vakkert seer I nu? enten svarede: intet nu, eller ogsaa kunde beskrive, hvorledes de præg- tigste Optog passerede forbi hende. Snart saae hun da en Prin- cesses Brudefærd, snart kom der en Konge med sit hele Hof ind i hendes Værelse, saa hun ikke kunde begribe, hvor de kunde finde Rum alle. Syne-Marthe med sit skumle Gemyt saa hede Helvede med alle de Pinselsapparater og det Bryggerhuus- eller Marsovntilbehør, som gammeldags Dumhed afmaler sig, ja hun saae sin egen Fader der, men den gamle snille Kone, jeg taler om, saae bare hvad der var behageligt for Øjet. Gamle Profes- sor Skjelderup, som vel er kjendt over det hele Land, erklærede det for en Nervesvaghed, som havde sit Sæde der, og Alder- dommen gjorde vel ogsaa Sit til, at hun ikke kunde mestre sin Indbildningskraft og Hukommelse. Thi hvad hun saae var høist sandsynligt ikke andet end Afspeilinger af noget lignende forhen Seet, og Erindringer af forlængst havte levende Forestillinger af noget, hun havde læst. Endnu mærkeligere end denne Kones Tilfælde var dog en berømt tydsk Lærds, en Hr. Nicolais. Han var nemlig ved fuld Aandskraft, men der var ingen Grændse for SIDE: 358 alt det Forunderlige, som han saae med en Livagtighed, saa han kunde aflægge sin Eed paa, at hans Syner vare virkelige, om han ikke strax med kold Fornuft havde undersøgt dem og fundet, at det kun spøgede indenfor hans Øjenhulinger. Efter en vis Tid gik det over med hans Evne til at have Syner. Han brugte Medicin, og navnlig Bad; og veed du hvad, Knut, mon der ikke skulde findes et lidet Fossestupe eller en Sagrende paa Veita- stranden, hvor Syne-Martha boer? Thi hun vilde ganske vist have godt af et Styrtebad for sin Sundhed, naar enten Engelen i de mørke Klæder eller den hvide Fugl viser sig, eller de haugianske Psalmer tone over hende fra Luften. Den Kuur er overmaade god for Nervesvækkelse, Øresusen, Synvilde og alle andre Tegn paa Blodløb til Hovedet." "Der har I Bogen", sagde Knut Konnismo, kastende den paa Bordet. "Faaer jeg den" svarede Skolemesteren, "saa kan I give mig en Pibe Tobak dertil." "Dog nei", lagde han til, "Bogen er skreven i en god Hensigt, skjøndt den passer sig bedre for Kaf- fer og Hottentotter end for Normænd, som nu have været Kristne i henved et Aartusinde. Og veed I hvad der falder mig ind? Forfatteren vil ikke lade vantro, for bedre at skaffe sin endelige Dom, at Syne-Marthas Aabenbarelser kun ere et halvvanvittigt Menneskes sygelige Indbildninger, Indpas hos hendes uoplyste Sambygdinger, der med taabelig Forbauselse høre paa hvad hun seer mens hun er borte, som det heder, under sine Daaninger. Da, som sagt, lidt koldt Vand! eller Daarekisten, om hun bringer Overtro og Galskab ud imellem Folket." Skolemesteren var bleven vred. Man saae det paa de tykke Røger, han hurtigen stødte ud af sin Pibe. Og inden han saa sig for, havde han tændt den med de Par første Blade i Bogen, hvorpaa Forfatteren bevidner sin Tro paa Syner. Det øvrige gjemte han. Men da han havde røgt en Stund, lagde han allerbedst det var Piben bort, og begyndte at smaasynge til Melodien til Axel Thordsøns Vise følgende Vers, som han imidlertid havde sat sammen: "I Sogn har Herren aabenbart sin Herlighed og sin Vælde. Der styrte Fossene ned i Fart i Havet fra svimlende Fjelde. Gud fri os bare for Overtro! SIDE: 359 Mon Sogningen da behøver meer, for Herren ret at tilbede, især naar dygtige Præster er ved Kirkens Alter tilstede? Gud fri os bare for Overtro! Dog har man sagt, at paa Veitastrand har en erbarmelig Qvinde seet hele Helvede staae ibrand og mange Sjele derinde. Gud fri os bare for Overtro! Det kogte i hendes Hjerneskal og i hendes egen Mave. Thi Naaden reder ei sligen Qva1 alt under Synderes Grave. Gud fri os bare for Overtro! Han tugter Sjele med Angerens Ild; men ei med Svovel og Tjære. Dog kan den svovlede Flamme mild mod Syndeangeren være. Gud fri os bare for Overtro! Gud fri os Alle for Overtro! Sig selv han jo aabenbarte. Det Nok for Alle kan være jo? og da vel ogsaa for Marthe? Gud fri os bare for Overtro!" Henrik Wergeland Nr. 22, 25 Novbr. 1842. Dødsfrygt er værre end Døden selv, den blege Herre. KOMETEN Efteraaret og Vinteren har i sine stjerneklare Aftener en Skjøn- hed, som vel kan opveie mange af de blidere Aarstiders; ja jeg veed igrunden ikke hvilken, der skulde kunne lignes dermed. Engen i Junimaaned, fuld af Blaaklokker, violette Vikkeblomster, brændende gule Mari-Guldskoer og de høje skarlagenrøde Tjære- blommer, byder ikke det Skue, som Efteraarshimlen besaaet med sine Stjerner. Det er i sig selv skjønnere, det vækker endnu SIDE: 360 mere til dybe, opløftende og behagelige Tanker. Hele Verden indbydes dertil, og der skal en stor Sløvhed til, for ikke, naar man befinder sig under Stjernehimlen, uvilkaarlig at følge det venlige Kald. To Mennesker af saavidt Dannelse, at de vide, at disse utællelige Stjerner ere Verdener, Sole som vor Sol eller solbestraalede Kloder som vor Jord, men større, mangegange større, befinde sig vel sjeldent under Stjernehimlen, uden at deres Tanker og Samtale med Opsving ledes did og derfra til denne beundringsværdige Verdens Skaber. Men desværre, for mang- foldige Mennesker gaaer denne sande Nydelse tabt formedelst Mangel paa hiin simple Kundskab. Stjernerne nedstraale for- gjæves paa deres Hoveder, som om disse vare Graasteen, uden at vække en fornuftig Tanke, uden at naae deres Hjerter med den velgjørende Følelse af at være værdigede et Indblik i Guds Almagts og Viisdoms herligste Værksted. Dette manglende Op- sving i Folkets Dannelse vil først indtræde naar det bliver bedre overalt med Skolelærernes, saa de, ved at meddele Almueung- dommen de simpleste Begreber af Stjernevidenskaben, ligesom kunne aabne Verdensaltet og Himmelens Hvælving for den. Og det gaaer jo i saa Henseende fremad, skjøndt der fremdeles er to Slags Skolemestere, hvoraf det ene aldrig gaaer udenfor Kate- chismen og Forklaringen. Men vor Almue færdes paa sine tid- lige Udfarter paa Land og Sjø saameget fremfor mange andre Folk ude under Nathimlen, at det har særegen Anledning til at komme i Besiddelse af noget Kjendskab til denne og til at føle den opløftende Nydelse, som denne erhverver. Ingen Kundskab staaer heller i nærmere Forbindelse med og kan indvirke mere paa den religiøse Bogkundskab, som bibringes det. Da Skolemester Ole Andersen skulde forlade Gaarden Kon- nismo, hvor vi sidst traf ham, vilde Bonden endelig skydse ham, da han just havde at bringe Skolemesteren i Gaardens Fjerding samt noget Skoleinventarium videre. Det var en stjerneklar Aften først i denne Maaned da de fore afsted paa en Arbeidsvogn. Først sad Bondens Tjenestegut for Styret, saa Ole og hans Kalds- broder hver paa sit Bræt. Men de "fore" ikke afsted; sagte gik det paa Krunglerne, saa de havde Tid nok til at see sig om. SIDE: 361 Ingen mælede et Ord. Gutten stirrede paa Hestekrydset, Skole- mesteren i Konnismofjerdingen stirrede ham i Ryggen, kun Ole, som sad bagerst, havde Øinene fæstede paa den vidunderlig dei- lige Himmel, hvor Stjernerne funklede som om de vilde løsrive sig ifra Fæstet. "Jasaa -- sagde endelig Kaldsbroderen -- I troer ikke paa Syne-Marthas Aabenbarelser, Ole?" Ole hørte ikke. Han saae paa Stjernerne. "Da har jeg bøjet mit Hjertes Knæ i Troen derpaa," vedblev Kaldsbroderen. "Og slig Vantro som jer vil vel ikke være af nogen sød Lugt for Herren." Men Ole hørte ikke. Havde han hørt det, vilde han smilet ad de vansmagelige Lignelser, som han havde fra et sekteriskt Blad. "Hvorfor skulde ikke. . ." "Jøssu Navn!" skreg Styrkarlen. Hestene steilede. Et blæn- dende Lys gjorde Alt klart som om Dagen, saa Grantræernes Naale syntes paa begge Sider af Vejen. En Ildkugle buede sig, med en lang Stribe efter, fra den ene Aas til den anden. "Se! se! Hvor herligt!" udbrød Ole . . "Ak, alt forbi!" "Kalder I det herligt?" sagde Kaldsbroderen. "Kalder I det herligt?" sagde Styrkarlen, og sprang af, ven- dende Hestene om. "Jeg kjører ikke længer." "Nu! hvad mener du da det var?" spurgte Ole. "Hvad det var? Det var vel godt at see, at det var Dragen i Nynabben, som nu foer over til Mistbjerget. Det er jo noksom bekjendt. Bare spørg han Far. Jeg kjører ikke længer, om jeg saa fik alt det Guld den ruger over." "Dragen!" loe Ole. "Dragen?" "Nei, Guldbrand!" faldt den anden Skolemester (han af det andet Slags) ind. Det er bare Overtro, skal jeg sige dig. For det vi saae med den lange Ildsvands efter, var, skal jeg sige dig, en Komet. Men der er noget endnu værre. Det er et Varsel om en større Ulykke, end at vi skulle vælte paavejen skjøndt det nok er bedst, at vi vende om saa fort vi kunne." Men nu blev Ole vred og tog Tømmerne selv. Og med det Samme han nu satte Vognen i Gang igjen, fik han ogsaa en Sam- tale om Kometer paaglid, hvoraf den anden Skolemester og Gutten fik lære noget bedre end det dumme Tøi, som før opfyldte deres SIDE: 362 Hjerner. Efterat have underrettet dem om, at det Syn, de vare blevne saa forskrækkede over, var en saakaldet Ildkugle, en Selvantændelse af brændbare Dunster i Jordens nærmere Luft- kreds, og at dette Særsyn altsaa ikke vedkom Stjernehimmelen, mod hvis lysende Punkter det, uagtet sin tilsyneladende Størrelse, var et Intet, spurgte han sin Kaldsbroder, om hvad han da for- stod ved en Komet. "En Komet?" svarede denne vigtig og raskt. "En Komet? Nu skal vi bare høre. Gud fri os bare for dem! En Komet er et uhyre stort Riis af Ild, som Gud hænger ud paa Himmelen naar en stor Ulykke skal ramme Jorden, enten Krig, Pestilense eller Uaar. Undertiden seer den ud som et Troldhoved med flammende Haar, og da. . ." "Ikke saa galt som Lignelse," sagde gamle Ole smilende. "Ko- meterne see virkelig ofte ud som et Ildriis, og naar I ikke vil tænke jer Hovedet af Udseende større end en af de mindre Stjer- ner, skjøndt Haaret kan være saa langt, at det synes at række over en god Deel af Himmelen, kan ogsaa jer anden Lignelse lade sig høre. Men forøvrigt kunne disse Lysstraaler ogsaa vise sig foran Kometen, og da bør de heller kaldes dens Skjæg, skjøndt "Hale" nu er deres brugelige Navn hvordan de saa sidde. En Komet er ellers et Himmelegeme, der, med eller, som oftest, uden Hale, men altid omgivet af en Lystaage, bevæger sig i en saa aflang Cirkel, at det under en Deel af sit Omløb forsvinder for os. De øvrige Himmellegemer veed I vel enten staae stille, fordi de ere Sole, eller bevæge sig i Cirkler omkring vor Sol ligesom den Stjerne, vi beboe, gjør." "Javist, javist!" sagde Skolemesteren en af det andet Slags med utrolig Raskhed. "Uregelmæssigheden af Kometernes Baner," vedblev vor gamle Ven," der endog gaaer saavidt, at de stundom gaae fra Øst mod Vest, medens alle de Stjerner, der bevæge sig om vor Sol gjøre dette fra Vest mod Øst, samt Mangel paa Iagttagelser i ældre Tider, har gjort dem saa vanskelige at bestemme og gjenkjende, at man af de mangfoldige Kometer, som have viist sig, endnu kun har nøje bestemt og beregnet Tilbagevendelsen af tre. Saa- ledes var der, om I husker det, en at see netop for 7 Aar siden, i Novbr. 1835, og den samme havde man iagttaget tre Gange før med et Mellemrum af 76 Aar, nemlig i 1607, 1683 og 1759. I SIDE: 363 1832 viste der sig ogsaa en, man forhen havde beregnet Tilbage- komsten af, og om hvem det hedte, at den vilde gaae saa nær Jorden, at der var Fare for et Sammenstød." "Et Sammenstød!" raabte Skolemesteren af det andet Slags. "Et Sammenstød!" raabte Gutten. "Ja et Sammenstød!" vedblev Ole; og det er ikke første Gang Folk har ladet sig skræmme deraf til at sælge Alt hvad de havde, eller til at ødelægge det ad den korteste Vei, nemlig gjennem Struben, fordi Verdens Ende da skulde indtræffe. Baade her i Norge og andre Steder maatte lærde Folk udgive Bøger forat standse slig Galskab af Frygt, Uvidenhed og Letsindighed. Men virkelig, den Komet gik den 29de Oktober for 10 Aar siden igjen- nem Jordens Bane i Himmelrummet i et Punkt hvor Jorden be- fandt sig ikke længer end en Maaned efter." "Gud bevares!" raabte Skolemesteren fra Konnismofjerdingen, og "Gudbevares!" raabte Tjenestegutten efter. "Bliv ikke bange derfor," sagde Ole. Den var da ikke mindre end 9 Millioner norske Mile borte fra Jorden, siden den løber med en Hastighed af omtrent 300.000 Miil om Dagen. I Aaret 1805 var den Jorden 10 Gange nærmere, uden dog at gjøre nogen Skade. Men hvad troer I den da skulde betyde? Jo, i Over- troiskes Øine, at Bonaparte skulde begynde en stor Krig. Og bagefter betød naturligviis den store ildrøde, som viste sig i 1811 med en Hale, der var 18 Millioner Mile lang, hans ulykkelige Feldttog i Rusland." "Men" -- spurgte Kaldsbroderen, og Munden blev staaende aaben efter Spørgsmaalet -- "er det da ikke muligt, at en Komet kan støde sammen med Jorden?" "Eller med en anden af de Stjerner, som høre til vor Sol? Jo vel! Da de bevæge sig i enhver Retning, gjennemløbe langstrakte ovale Baner, der overskjære disse Vandrestjerners, er det altsaa ingen afgjort Umulighed, at et Sammenstød kunde træffe; men det er saa højst usandsynligt, at vi gjerne kunne være rolige der- for. Thi Jordens og Kometernes Størrelse er saa ubetydelig imod det umaadelige Rum, hvori de bevæge sig, at der blandt 281 Mil- lioner mulige Tilfælde kun gives eet eneste, som taler for begges Sammenstød. Med andre Ord, hver Gang en ny ubekjendt Komet viser sig, kan man vædde 281 Millioner imod en Ener, at den vil gaa noksaa peent forbi. Og see heraf, hvor taabeligt det vilde være, SIDE: 364 om Mennesket, i de faa Aar, det har at tilbringe her paa Jorden, vilde gjøre sig nogen Ængstelse for en saa ubetydelig en Fare." "Men Kometens Hale, som I sagde var saa lang?" bemærkede den anden Skolemester. "Den kan vel naae jorden og saa maatte denne vel brænde op?" "Kometerne selv ere hverken meget store eller meget tætte. Man har fundet dem af kun en Størrelse af fra nogle faa indtil omtrent 400 Miles Gjennemsnit, saa de ikke kunne udøve nogen overordentlig Tiltrækningskraft paa den lysende Materie, som danner deres Hale. Jorden maatte altsaa nok kunne trække en Deel af denne ind i sin Luftkreds, især naar man betænker den uhyre Afstand, der kan være imellem selve Kometen og det yderste af dens Hale; men hvad Følgerne vilde blive, lader sig ikke opgive, da vi ikke kjende af hvad Materie denne bestaaer. Man har troet, at den tørre Taage, der et Par Gange har viist sig i længere Tid ligesom en Landrøg, var Dele af en Komethale; men det forholder sig ikke saa. En saadan Taage kan jeg erindre viste sig i den tørre Sommer 1831; men at den ikke kom af Nærheden af nogen Komet, var indlysende nok af at man ikke opdagede nogen Komet, uagtet Stjernerne ellers godt kunde sees igjennem Taagen." "Men hvorfra kom den da?" spurgte Skolemesteren Nr. 2. "Jeg kan ogsaa erindre den, og jeg sagde til Skoleungdommen, at den kom fra Braaterne." "Det var hentet for nær fra" -- mente Nr. 1 -- "Den tørre Taage i 1831 strakte sig over en stor Deel af vor Verdensdeel, og saa langt ryge ikke de norske Braater. Fra Jorden kom den upaatvivlelig: fra Forandringer i Jordens Indre. Thi jeg erindrer at have læst, at der ligeledes i 1783 var en endnu stærkere og videre udbredt Tørtaage, og samme Aar var udmærket ved over- ordentlige Jordskjælv baade i Nord og Syd af Europa. Fra Jorden eller fra dens Dunster kom ogsaa Ildkuglen ista, og . . . ja, ser der! den med. Et Stjerneskud gled just majestætisk henover Himlen. "Ja det var ogsaa en Ildkugle," sagde Skolemester Ole; "men en mindre! en antændt Dunst i Luftkredsen og dens Nedslag, ikke nogen Stjerne, som faldt." "Gid jeg havde ønsket noget," sagde Tjenestekarlen; "saa havde jeg faaet det." SIDE: 365 "Jeg ønskede noget," lo Ole Andersen. "Jeg ønskede, at alle de mørke Dunster af Overtro, som findes i Menneskenes Hove- der, maatte blusse op og forsvinde ligesom disse, der drive imel- lem Himmel og Jord." Vognen rullede videre under de blinkende og straalende Stjer- ner. Gutten lavede stille for sig selv et Ønske færdigt til næste Stjerneskud, Skolemesteren af det andet Slags opfriskede, for hvert et Stød Vognen gjorde, sin Indbildning om det Stød Jorden dog i eet af de 281 Millioner Tilfælder kunde faae af en Komet, og gamle Ole tænkte paa det Forunderlige i, at den dunkleste Oldtids Hyrder paa Mesopotamiens Sletter før Abrahams Tid, for 4000 Aar tilbage, skulde have en aabnere Sands for Stjerne- himlens Undere og Herlighed og bedre Kundskab om den Viis- dom, som aabenbarer sig derigjennem, end vore oplyste Dages Almue og flere af deres Skolemestere, end han fra Konnismo- fjerdingen, har. Henrik Wergeland Nr. 23 og Ulykken er allerede bleven mindre for den opvoxende Slægt. Men saa ærgerlig Skolemesteren Nr. 2 end var over den mod- tagne Lektion, lod det sig dog gjøre, at Han og Ole Andersen kjørte et Stykke Vei i Slæde sammen. Det traf sig saa paa det Føre, som var, kortefter sidste Tour tilvogns. Atter en herlig Vinteraften. Fuldmaanen herskede paa Himlen. Ole sad i, Kalds- broderen stod bag paa, og saae fra Styret, at Oles Tanker og Øine atter vare i Himmelen, fæstede paa den straalende Maane. Nu skal jeg give Ole det igjen, tænkte Kaldsbroderen. "Prr! Prr!" "Hvad er paafærde?" "Aa, jeg vil bare stikke min Tobakspibe i Lommen, for den er frosset til i Mundstykket. Men havde jeg saasandt et godt Brændeglas!" "Hvad da, Nils?" "Hvad da? Er det ikke Fuldmaane? saa jeg nok skulde faae tændt. Jeg synes virkelig den varmer noget." Og i det samme vender han sin Næse, kalkunskblaa af Kulde, imod Maanen. Det var 15 Graders Kulde. "Men ikke meget," lagde han dog til. Skolemester Ole Andersen loe sig næsten ihjel. "Jaja, jeg mener et godt Brændeglas, et godt." "Om I havde aldrig saa godt et, vilde I dog aldrig opdage Spoer af Varme ved Maanens Lys." "Nu ja, jeg troede blot . . ." "Udstraalede Maanen eget Lys, vilde der ogsaa være Varme derved; men I veed dog sagte, at den faaer sit Lys fra Solen." "Ja bevar's! Sit Lys fra Solen. Men der er dog mange under- lige Kræfter ved Maanens Lys." "Opløsende? Kræfter, som have Indflydelse paa flere Ting her paa Jorden, saa det forandrer deres Bestanddele, mener I vel? Nei! Ogsaa Fordom! Maanelyset har ligesaalidt opløsende som varmende Egenskaber." "End den røde Maane da i April og Mai? Den gjør dog, at det gaaer galt med alt hvad der er spiret." SIDE: 367 "Sniksnak! I de Maaneder er der ofte Nattefrost. Tidt er der kun 4 -- 6 Graders Varme. Men om Natten slippe Planterne en- deel af denne Varme, de have faaet om Dagen, og ved klar Himmel, naar der ingen Skyer er, som kunne formindske Udgy- delsen af Varmen, kan Varmetabet om Natten stige til 7 -- 8 Gra- der, saa Plantens Varmestyrke kommer et Par Grader under Frysepunktet eller Vandets Kuldegrad naar det fryser til Iis; og da er det forbi, da vil man om Morgenen see den frossen. Dette skeer ved klar Himmel, da Skyerne tjene Jorden som et Teppe, og gjøre det luunt om den, udstraalende fra sin Side Varme imod Jorden. Men naar det er klart, og Tiden ellers medfører det, er Maanen synlig, og saa faaer da den Skylden for hvad der kun er en Følge af Kuldens Stigen. Saa er det, Skolemester." "Jamen Gartnerne bedække dog Planterne for Maanen," ind- vendte den Anden med et tvivlende og selvtilfreds Smiil. "Med Straa, Granbar og Potteskaar. Javist; men alt det skal kun, ligesom Skyerne gjøre i det Store, tjene til en Skjærm der hindrer Luften og med den Kulden fra at komme til Planten, saa den kan beholde sin om Dagen indsugede Varme. Det hedder nok, at det er for Maanens Skyld; men det er ikke saa. Den er uskyldig heri." "Da er den dog ikke uskyldig i at Kjød raadner, naar den kan komme til at skinne derpaa." "Ganske vist, Nils. Naar man f. Ex. lægger to Kjødstykker paa et aabent Sted, hvoraf det ene er udsat for Maaneskin, men det andet bedækket, vil det første raadne meget før. Men hvad er Grunden vel hertil? Den samme som for Planterne, nemlig at det ubedækkede Stykke vil udstraale mest af sin Varme og tage Kulde, og med den Fugtighed, til sig; og at Fugtighed befordrer Forraadnelse af dyriske Bestanddele, sees af at man plejer at tørre dem for at kunne opbevare dem." Men Skolemester Nils vilde ikke give sig. "Da er det dog Maanen, som regjerer Veiret," mente han. "Ogsaa Snak, Nils. De nøiagtigste Undersøgelser, gjorte igjen- nem en lang Række af Aar, have beviist, at Veirforandringerne ere ikke hyppigere i Qvarteerskifterne, end til enhver anden Tid." "Men Gud bevare mig, saalænge som jeg har hørt det! Han Bedstefar og alle andre gamle Folk -- -- " ". . . Have snakket efter sine Bedsteforældre og undladt at SIDE: 368 lægge Mærke til hvad der stred imod den nedarvede forudfat- tede Mening. Naar saaledes en Veirforandring indtræffer i et af Maanens Skifter, bemærker man strax dette Sammentræf, sætter dem i Forbindelse sammen, og lader imidlertid tyve andre Qvarteerskifter som ikke ere ledsagede af Veirforandring, gaae ubemærkede forbi. Regelen, at Nymaanen bringer slet, Fuld- maanen godt Veir, og at det forandrer sig i hvert Qvarteerskifte, holder jo ikke engang i sin Fremsættelse Stik; thi dersom Veiret er slet ved Nymaane, maa det være smukt i andet Qvarteer, og altsaa slet ved Fuldmaane." "Jamen nu er det godt lel," sagde Niels læggende netop den Tilbøjelighed for Dagen til at gjøre hiin grundløse Slutning, som gamle Ole havde advaret imod. Der kunde heller ikke være et herligere Maaneskinsveir. Nattens blide Herskerinde straalede i en Pragt, som ganske bemægtigede sig Oles Tanker under en lang Pause, hvorunder de vare af den opløftende og henrykkende Natur, at man gjerne kunde sige, at han "talede med Gud", det herlige Himmellegemes Skaber. Intet gjør Sindet lettere og gla- dere end en saadan umiddelbar andagtsfuld Gudsdyrkelse. Det Fornuftløse og Afskyelige i skinhellige Sektereres Maneer, at be- gynde sin religiøse Opbyggelse i Gemytterne med Indprægningen af den Sætning, at denne Verden kun er en mørk og sørgelig Jammerdal, Alt under Maanen kun skikket til at vække Tung- sindighedens Livslede, troende at aabne et klarere Øje for Himlen over Stjernerne ved at lukke det for Skjønhederne under dem, fremstiller sig da klarligen for den sundttænkende Sjel. Gamle Oles Aasyn, klart bestraalet af Maanen, viste derfor, efter Over- gange af Alvorlighed og Opløftelse, det prægtigste Lune af Verden. Et Smiil, blidt som Maaneskinet, svømmede om hans Mund; og hans Øine, som om de vare af et guddommeligere og friere Lys end Stjernerne, der vare henblegnede for Fuldmaanen, kastede tindrende Maanestraalerne tilbage. "Tilsidst" -- sagde han, overladende sig i sit Godlune til Spøg -- "tilsidst troer I vel ogsaa, Nils, at der sidder en Mand i Maanen? I seer de mørke Strøg der over dens Flade." "Folk sige nok saa," brummede Nils noget ærgerlig. "Nogle sige ogsaa, at det skal være en Kjærring med en Rok." "Men veed I hvad disse lyse Punkter og Striber og disse Skyggestrøg ere? De første ere solbeskinnede, rimeligviis iisbe- SIDE: 369 dækkede, Bjergtinder og Fjeldrygge, de sidste ere Dalstrøg endnu mere formørkede af Bjergenes Solskygger." "Jovist?" "Saa er det. Man kan ved Hjælp af Skyggen maale Høiden af Bjergene, Dybden af Dalene i Maanen. Undertiden viser ogsaa Maanens Rand sig tagget; det er de fritstaaende Bjerg- tinder, der ere før blevne oplyste end deres Fod." "Saa er der vel ogsaa Mennesker og Dyr med," mente Nils, "siden der er baade Fjelde og Dale." "Idetmindste ikke Skabninger som her paa Jorden, da Maanen ikke har en saadan Luftkreds som den. Det kan man see af, at Stjernerne, naar de bedækkes af Maanen, netop ere saalænge usynlige som Beregningerne fordre. De træde strax frem igjen ved dens Rand, hvilket ikke vilde være Tilfælde, om Maanen var omgivet med et skybegrændset Luftlag." "Men Ringen da, Ole, som ofte sees. Jeg har seet den baade guul og rød og grøn, ja rigtig som en Regnbue." "Det er Maanestraalerne, som brydes i Jordens Dunstkreds. Falder der Lys igjennem en Damp, seer I det samme. Men lige- saavist, Nils, kan I tro hvad jeg har fortalt jer om Udseendet af Maanens Overflade, at den er opfyldt med dybe Dale og høje vilde Bjerge, der rimeligviis paa Grund af de mange skarpran- dede Fjeldkjedler eller Juv, som de kaldes paa Norsk, have væ- ret og maaskee tildeels endnu ere ildsprudende Bjerge eller Vul- kaner. Maanen er da heller ikke længer borte, end at den i en Kikkert, som forstørrer 1000 Gange, viser sig saaledes som den vilde see ud for blotte Øine, naar den kun var imellem 10 og 11 Mile fra os. Afstanden mellem Jorden og denne dens Drabant, som den kaldes fordi den bevæger sig rundtom Jorden, er heller ikke betydelig imod Afstanden fra de øvrige Himmellegemer: kun en 35,000 Miil, og den er 50 Gange mindre. Fra Maanen vilde derimod Jorden vise sig 13 Gange større end Maanen viser sig for os. Og hvilket prægtigt Syn vilde det ikke være! Tilsteder Guds Viisdom Aanden en saadan Frihed, skal min ikke før være henkaldt fra Jorden før den fra Maanen skal beundre det." "Ja jeg med," faldt Skolemesteren af det andet Slags ind. Der gjennemfoer hans sløve Indbildningskraft ligesom Begyndelsen til en Opvaagnen: eet Blink med Øinene og saa atter Øjen- laagene i. SIDE: 370 "Men hvor vilde I da vel tage Plads paa Maanen?" spurgte Ole. "Det var vel ligegodt," mente Nils. "Ikke saa ganske. Maanen vender jo altid den samme halve Side til Jorden. Altsaa vilde I paa den ene Side slet ikke see noget til den; men fra det midterste Belte af den anden vilde Jorden stedse være synlig i straalende Pragt, og da, medens den drejer sig om sin Axe -- ikke en af Jern, Nils, som Vognhju- lets -- maatte dens Udseende fra Maanen vise sig højst for- skjelligt. Havene, Landene, Skovene, Øerne maae vise sig som ligesaamange Pletter af forskjellig Størrelse og Glands, under idelige Forandringer formedelst Lysbruddet i Luftkredsen og de drivende Skyer." Det blunkede atter i Nilses Indbildningskraft. Fra den kom et dumpt Udraab af Forundring, som Ole til sin Glæde hørte bag sig. Ole overlod sig til sin og vedblev: "Men hvorhen paa Jorden vilde I da først vende Eders Blik, Nils? Hvilke Strøg vilde I da først søge?" Ja det vidste ikke Nils. "Jo, jeg vilde søge efter Norge; og det vilde nok vise sig. Sollyset vilde falde skarpt paa dets lange brædækkede Fjelde. Dovre og Langfjeldene vilde vise sig som klartskinnende kryd- sende Striber; Jothunfjeldene med Hurrungerne, Mugnafjeld, Blaa- høe, Glittertind og alle deres mangfoldige Kuppler og Takker i Vinkelen imellem Dovre og Langfjeldene, ligesom ogsaa Telle- markens Fjeldstue med Gaustas skarpe Møning, vilde omtrent see ud som Fjeldknipperne i Maanen: saa en lysende Halvcirkel, saa en straalende Ziksaklinje, saa et Bundt af stjernetindrende Punkter." Skolemester Nilses Indbildningskraft blunkede tredie Gang. Han syntes ret livagtig at see hvad Ole foreskildrede ham. Det var ikke langt fra, at han syntes han alt var død og at Maanen var Jorden og Jorden Maanen, og at han nu stirrede paa sin forrige Bopæl. Den udvidedes til et Landkort for ham, og han fattede en saadan Kjærlighed til den, at han -- faldt af Mejen inden han vidste Ordet af det. Da hørte Ole atter et "Prr!" bag sig. Men ikke forat tænde Piben ved Maaneskinnet. Det havde derimod tændt Lys i hans Sjel. SIDE: 371 Henrik Wergeland OVERTROISKE SKRIFTER To Aar isommer gjorde Bogtrykkerne her i Byen, som over- alt, ved Bogtrykkerkunstens fjerde Aarhundredefest, stort Væsen af deres og deres Kunsts Betydning for Oplysningen. Og isaa- henseende kan der heller ikke gjøres formeget af den. I Fest- følge gik de og alle Deeltagere i Festen til Kirken, hvor Guds- tjeneste holdtes og en Cantate, der havde til Text "Vorde Lys!" blev opført. De oprettede en Hjælpekasse til Minde om Dagen, og endte den med et Gjæstebud, hvortil Guds frie Himmel maatte laane Huus, da intet andet var stort nok. Og Glæden deltes af Folket: det var Oplysningens Fest. Bogtrykkerne erkjendte, at de vare Oplysningens Tjenere, og alle Taler og de fleste Skaaler gik ud paa at prise den. Men hvorledes gjøres nu ikke dette vakkre Ord til Spot og give ikke Bogtrykkere Slip paa sit Værd for Samfundet som Oplysningens Fremhjælpere, naar man nu seer bekjendtgjort fra et Par af dem, at de nylig have udgivet "en sandfærdig Beretning om en Pige ved Navn Astri Olsdatter paa Gaarden Skarud i Aadalen paa Ringerige, som i fem Dage var indtaget i et Fjeld". Hvorledes kan man kalde Pressen "Lysets Port", naar Overtroen saa aabenlyst tør trænge sig ud derigjen- nem? Er Kunsten saa brødløs, at en Bogtrykker, forat kunne leve hos os, maa nedlade sig til det Styverfængeri, at aftrykke efter et Skrift, der for længst har optaget Historien som et Vidnesbyrd om Datiders Overtro, et Smøreri, der er saa plumpt beregnet paa Almuens Lettroenhed og Overtro? For et Aarhundrede tilbage, da man endnu brændte gamle Koner som Hexe, og da hvert Loft havde sin Nisse, hver Steen sin Dvergalf, lod det sig høre; vort maa idetmindste have det Fortrin, at det ikke kan skee upaatalt. Og hertil er et Blad som nærværende opfordret, da det i sit Meed er stik modsat deslige Skrifter som ovennævnte. Troen paa Underjordiske er Hedenskabets seigeste Levning. Dog har den i de senere Tider taget af som al anden Overtro, og har vel nu kun især sine Venner i afsides Egne og blandt gamle Budejer. Men for disse er et Skrivt, som bekræfter den med Rettens Stempel, en Æressag; det frier dem for de yngre Vantroendes Spot, og det vil ikke vare længe før Huldrefolket atter kommer tillive i alle Skove og Fjeldknatter, og før baade SIDE: 372 den og den bliver taget i Bjerg. Det vil sige foregiver, uden eller med en Drøms Selvbedrag, at være bleven det. Men Datids Overøvrighed over Ringerige, Amtmanden i Buske- ruds Amt, har jo selv undersøgt en saadan Begivenhed og fundet, at den maatte forholde sig saa? Hvad skal man sige til det? Intet Andet, end at for 100 siden var hiin Overtro saa almindelig, at vel ogsaa dannede Mennesker kunde være smittede deraf. Hvad har ikke hændt mig selv? Jeg vil ikke tale om, at der endnu foresvæver mig en overordentlig prægtig, med Krystaller fra Fod til Tind besat Fjeldvæg, der pludseligen viste sig for mig som Barn, mens jeg slentrede alene om i et Buskads i Omegnen af Christianssand (om jeg mindes ret ved en Gaard, som hedder Kjos). Idet jeg slog en Busk tilside, syntes jeg at see en lodret himmelhøi Fjeldvæg straalende i Solen med alle Regnbuens Farver; men kom jeg paastedet igjen, nu et Par Alen højere, er jeg vis paa jeg vilde kun træffe paa en maadelig Bjergknat, besat med almin- delige Krystaller. Men dengang, erindrer jeg, efter en Stund at have stirret forbauset paa det vidunderlige Syn, blev jeg betagen af Forskrækkelse, lod den nedbøjede Green igjen fare op i sin Stilling, og løb derfra. Jeg maa allerede den Tid have hørt noget om Underjordiske; thi jeg erindrer fra samme Tid en Sandgrop med en Steen i Midten, hvorfra en Dverg med en Hund skulde komme ud naar man bankede paa den. Men det jeg vilde for- tælle er fra de senere Aar; og jeg vil fortælle det, fordi det viser hvor vanskeligt det fuldkomne Herredømme dog vindes over Selv- bedraget og Levningerne af Barndommens Overtro. Det er ikke længer siden end 1834. En Høsteftermiddag i Skumringen be- fandt jeg mig fjernet fra mit Følge paa Jagt. Jeg saae, at jeg befandt mig paa den anden Side af Aasryggen, som skillede to Præstegjeldes Dalstrøg fra hinanden, og besluttede at følge Stien, som jeg saae bar nedimod den anden Bygd. Der skulde Dagen efter en Henrettelse finde Sted, saa jeg vel var noget spændt i Sindet. Pludselig synes jeg at maatte være faren vild; jeg tabte mine Mærker, og befandt mig, inden jeg vidste Ordet af det, inden en træløs Rundar, hvorfra der korsviis løb fire Stier ud. "Men hvilken skal jeg nu følge? Ei, der sidder jo en gammel Kone derhenne paa Stubben ved den ene Vei, med sort Skjørt, grønt Tørklæde og hvidt Skaut!" Jeg var standset strax jeg var kommen indenfor Rundaren. SIDE: 373 "Hei, Moer! hvilken Vei gaaer til Fudsker?" Kjærringen svarede ikke. Jeg raabte tregange, nærmende mig hvergang. Hun svarede ikke; men altsom jeg nærmede mig, blev det mig tydeligere, at det dog ikke kunde være noget andet end en Kjærring. "Hei, Moer, er I døv?" Hun svarede ikke. Nu skulde jeg kunne talt Traadene i hendes Dragt, om det ikke havde været temmelig tusmørkt. Da, i dette Øjeblik, var det en Beskjæmmelse overgik min Fornuft: Tanken gjennemfoer mig: hvad? skulde det være muligt, at Dette dog kunde være en Huldre? Og i samme Øjeblik begaaer jeg den Latterlighed at fælde Gevær og gaae lige indpaa -- -- Stubben. Ja Kjærringen med det sorte Skjørt, det grønne Tørklæde og det hvide Skaut, Kjærringen, som blev livagtigere jo nærmere jeg kom indpaa hende, var ikke andet end en kuldblæst Stubbe. Noget bruun, grøn og hvid Mose, Tusmørket og Sindsspændingen gjorde Resten. Jeg maatte lee over mig selv. Jeg havde jo ingen anden end den daarlige Undskyldning, at det her ikke var min Indbildning, men mit Øje, som gjækkede mig fra først af? Med Undseelse for mig selv maatte jeg dog tilstaae, at jeg havde op- daget, at der alligevel sad nogle Stumper af Tvivl tilbage efter den Overtro, som jeg forlængst troede oprykket og udrøddet. Men af alle Mennesker ere modersyge Fruentimmer, aldrende tungsindige Piger, som Hun fra Skarud, udsatte fra at blive idrømme, under en dyb nervøs Søvn i vild Mark, "tagne i Bjerg", som det hedder. Da foregjøgles dem isøvne forvirrede Erindringer om hvorledes de have hørt det skal være hos Bjergfolket og af hvad Herlighed de have seet hos Fornemmere. Efterat have nydt en halv Pot Brændeviin og lagt sig til at sove paa en Steenhelle i vild Mark, udsat for Solens Straaler, kom Peer Skrædder hjem til Gaarden efter 24 Timers Forløb, og da vidste han meget at fortælle om det herlige Gjæstebud han havde været i i Bjerget. Han var tomset i flere Dage -- naturligviis af gode Grunde, som anført, af saadanne, som man skal sætte Folk Igler i Panden for. Men neppe var Peers Eventyr i Bjerget bleven bekjendt, saa vilde snart Den snart Den have seet en bruundroplet Ko, som man altid saae paa den modsatte Bakke hvormeget man end gik efter den, foruden en Mængde andre Ting, der syntes at vidne om, at de Underjordiske, som nu vist i 50 Aar havde været SIDE: 374 borte fra Bygden, vare komne tilbage pludseligen som Lemæn- dene. Man hentede Peer til sig, og jo mere Brændeviin man da skjænkte ham, jo forunderligere bleve de Ting han havde seet. Maatte nu blot ikke Udgivelsen af hiint 4 Skillingsskrivt be- virke, at de Underjordiske mylre frem over det hele Land af en hver Bakke, enhver Fjeldhammer? Om en saadan Følge be- kymrer Udgiverne sig ikke, min gode Almuesmand. Det er dine 4 Skilling de ville have. DET GAMLE AAR Trykt i Avdeling I, bind 3, s. 73 -- 74. Henrik Wergeland REGISTER Nr. 1. Mangelsgaardsarbeideren. -- Den norske Arbeider som Borger. -- Daddel og Bagvaskelse. -- Freidighed. - 2. Moderkjærlighed gaaer over Alt. -- Om Nordlandene (Overtro). - 3. Dydsbelønninger i Frankrig. -- Hvad man kan blive. - 4. Belønninger for lang og tro Tjeneste. -- Om Nord- landene (Fiskeri, Agerbrug, Fædrivt, Industri). - 5. Kong Sverres Tale om Drankere. -- Om Nordlandene. (Mere om Næringsdrivten. Religiøsitet. Uskikke om Helligdagene). -- Maanen. - 6. Fattig-Jakob. -- Raad for Fattigfolk. -- Solopgang. Til Publikum. - 7 -- 8. Tolerants. -- Farbroders Kiste. -- Retfærdighed imod Andre. -- Simpelmands Madrats. -- Lediggang. - 9. Et Par Ord til Almuestanden i Christiania om et of- fentligt historisk Foredrag. -- Nytten af at kunne skrive og regne. - 10. Mere om Nytten af at kunne skrive og regne. -- Sande og usande Ordsprog. -- Om en Almuebog- samling for Christiania Forstæder. - 11 -- 12. Menigmands Politik. -- Nøstetullen i Liigkisten. -- Væggegrønt. -- Tidens Værd. -- Mere om en Al- muebogsamling for Forstæderne og Byalmuen i Al- mindelighed. SIDE: 375 Nr. 13. Brev fra en Slave. -- Ordfortolkninger. -- For mange Jern i Ilden. - 14. Sladder og Bagtalelse (Med 4 Træsnit). -- Ordfor- tolkninger. - 15. Nok et Par Breve fra en Slave. -- Fattigmands Høst- tanker. - 16 -- 17. En Patriot. -- Hørrens Levnetsløb. -- Doktorsvar. - 18. Peter den Stores Egetræer. -- Fattigmands Dyd. -- Følgerne af en Ubetydelighed. - 19 -- 20. En Spøgelsehistorie. -- Frisk Luft. -- Morgensupen. -- Muntert Sind. -- Brændevinet. (Poesi). -- Chri- stiania Forstæders Almuebogsamlinger. - 21. Syne-Martha paa Veitastrand i Sogn. - 22. Kometen. - 23 -- 24. Maanen. -- Overtroiske Skrivter. -- Farvel til det gamle Aar. SIDE: 376 Henrik Wergeland Nr.1 thi der var længe kun to Hatte synlige før de fik "altereret sig." "Om Forlatels" -- hikkede en Stemme i den ene Grøft -- "Nu bli'er Væra (Verden) saa morosam saa." Ole forstod, at det var en drukken Mand, reiste sig med en liden Brummen, og vilde gaae sin Vei. "Hei, hvem I saa er, saa skal I drikke en Dokter med mig, for nu bli'er Væra saa morosam saa .." -- lød det atter fra Grøften, men umiddelbart derpaa afbrudt af en voldsom Hulken, hvorunder Ole kun hørte en Mængde Eder og de samme Ord: "for nu bli'er Væra saa morosam saa.." Dette maatte være et Menneske, som følte sig ulykkeligt og brugte disse Ord med et Slags bitter Spot. Han gik derfor til- bage forat hjælpe ham op, og gjenkjendte da Auktions-Knut, en Fant af en fordrukken Skomager, som havde faaet sit Øgenavn fordi han altid var at see paa Auktioner, men følgelig, da der desværre er nok af dem, dessjeldnere paa sit Værksted. Jeg vil springe over de Ord, hvormed Ole endelig, efter en halv Times Røl, hvorunder han havde maatte holde Auktions-Knut i Kraven, fik at vide, at den Ulykke var hændt Denne, at en Aagerkarl, som i afvigte Aar havde laant ham nogle Daler paa den Betingelse, at de skulde betales inden dets Udløb, havde nu Nytaarsdag, da han kom tilbage fra Kirken, negtet at tage imod et ganske klækkeligt Afdrag, med mindre Knut vilde føre nogle Mark til paa Papiret, og saa havde da Knut, som ikke vilde dette, fundet "Væra saa morosam," at han havde drukket op en god Klat af de afviste Penge i Doktere siden det var Juul endnu, og saa tilbragt Eftermiddagen med at gaae og hyte og true uden for Aagerkarlens Vinduer. Det var nu atter et af disse Oles Eventyr, som plejede at ende med en Præken, og denne Gang fandt han, at der, for Tilhørerens Skyld, var Materie til en Sam- menligning imellem den Gjerrige og Drankeren. "Ja, hvem troer I nu, Knut, er den skadeligste for det Almin- delige: den Gjerrige eller Drankeren?" Knut svarede blot med at hyte mod den Kant, hvor Aager- karlens Huus laa, ledsagende sin Armbevægelse med et udtryks- SIDE: 378 fuldt "Hu! hu!" Det betød saameget som: havde jeg ham bare her! Og det betød igjen: da skulde jeg nok svare paa Spørgs- maalet ved at befrie det Almindelige for den, jeg holder for den skadeligste. Her faldt den Bemærkning Ole ind, den gamle Skjelm, at der ikke gives en mere vredladen og frygtelig Skabning til i hele Naturen end en næringsløs Skomager, denne Slægt med den stille- staaende Galde og de mørke Øine. Men dette kom nu ikke synderligen Knut ved, da han befattede sig mindst af alt med at være Skomager. Drikken gjorde ogsaa hos denne Karakteer Vreden meer støiende end farlig, og altid afvexlende med Ud- brud af Graad og Latter. Ole fik da svar selv paa sit Spørgsmaal; og Indholdet af hvad han gav Knut at tænke paa paa Hjemvejen (om han kunde samle eller hugse noget) var omtrent følgende: "Saa afskyelig og uværdig for det menneskelige Selskab den Gjerrige end er, og saa stor en Synd han end begaaer ved at unddrage den trængende sin Hjælp, ved sin Haardhed og ved at gjøre Forøgelsen af sit, for ham selv ufrugtbare, Mammon til sit Livs udelukkende Formaal, som om han stedse maatte holde sig for den fattigste, er han dog for det Almindelige ikke saa skadelig som Drankeren. Og endnu mindre er han det for sine Nærmeste. Den Gjerrige dræber sin egen Lykke. Drankeren er en Morder for deres, som han dog maaskee elsker. ("Tænk paa Kone og Barn hjemme, Knut!" Og her begyndte Knut igjen at storgraate) Den Gjerrige samler, Drankeren adspreder og ødelægger. Det Land, som kunde ernære mange arbeidsomme og ædruelige Folk, kan kun underholde faa Drankere. Den Gjerrige kan man ikke sige fortærer meget eller gjør Levnetsmidler dyrere; men i Dran- kerens Pægel er der mere Korn end en Stakkel kunde spise sig mæt paa. Den Gjerrige, der skraber sammen for sig selv, samler dog ofte uvitterlig til den Goddædige eller til velgjørende Indret- ninger, saa at Salomons Sigende ofte opfyldes, at "Hvo som for- merer sit Gods med Aager og Overgivt, samler det til at skjænkes de Fattige." Men efter Drankeren -- ("og Fraadseren ogsaa, Knut, forat I ikke skal troe, at I er alene om det") -- hvad findes der vel efter ham? Den Gjerrige ligner i denne Henseende dog de Dyr, som ere tilnytte tilslut ved sin Død, skjøndt man ingen Gavn har af dem medens de leve og gjødes; men Drankeren ligner SIDE: 379 Mark og Larver, hvorefter der kun findes Støv istedetfor det Meel eller anden Mad, hvori de have levet. Her gjentog Ole: "Tænk paa Kone og Barn, Knut, om I skulde falde fra ved den Levemaade!" "Ja da vilde man finde Auktionsregninger nok og en halvgjort Støvle," hulkede Knut. "Som I begyndte paa ifjor Høst," lagde Ole til, og da Knut saae sig om, bemærkede han, at Ole havde havt den Godhed at følge ham hjem. "Saa gaa nu ind og læg jer, og begynd paa Støvlen igjen imor- gen tidlig." ASYLBØRNESANG TIL EN VELGJØRERINDE Trykt i Avdeling I, bind 3, s. 106 -- 107. Henrik Wergeland Nr. 3, 6te Februar 1843. Blandt alle Pligter triner Kjærlighed til Hjem med strenge Alvorsminer ved Vuggen tidligst frem. OM UDVANDRINGS-RASERIET Ja ret "Udvandrings-Raseriet!" det er Ordet for denne Lyst til at udvandre til Amerika, der, som en Landfarsot, har betaget store Strøg af vort Land. Det er vor Tids farligste Sygdom, en Fædrenelandets Forbløden, et sandt Raseri, fordi de, som det bemestrer sig, hverken lade sig lede af egne eller Andres For- nuft, foragte Grunde og Exempler, opgive det Nærværende for en endnu mere truende, uvis, dunkel Fremtid, og lade sig drive af det ind i Hvirvelen af dennes ukjendte Lidelser. Men hvorfor tale da derimod, naar Raad og Grunde foragtes? Jo, Lands- mænd, fordi det ikke vilde lade Samvittigheden iro, om man ikke destomindre advarede. Men kraftigere Advarsler ville snart ind- finde sig i tilbagevendende Amerikafarere, om de have beholdt saameget tilbage af det de medbragte hjemmefra eller ved Slave- arbeide have tjent saameget sammen, at de kunne bringe sine blege Ansigter hjem igjen. Til England vende alt Mange tilbage, og "gaaer det saa med Folk, (kan man ret spørge) der træffe Blodsforvandte og sit eget Sprog i Amerika -- hvorledes vil det SIDE: 380 da ikke gaa mange Normænd, som i alt dette ere vildfremmede?" Man høre blot hvorledes en Englænder beskriver en saadan Skibs- ladning af Tilbagevendende ifjor Sommer: "Vi førte i Rummet næsten hundrede Passagerer: en liden Verden af Fattigdom. Nogle af dem havde kun været tre Dage i Amerika, nogle kun tre Maaneder, og nogle havde gaaet over med det samme Skib, de nu reiste hjem igjen med. Andre havde for Fragtens Skyld solgt sine Klæder og havde kun Filler til at skjule sig med; Andre havde ingen Mad, og levede af de Øv- riges Barmhjertighed; ja en Mand (hvilket man opdagede mod Reisens Slut) havde ikke havt andet at leve af, end de Been og Fedtsmuler, han tog af de Tallerkener, der bleve bragte ud fra Middagsmaaltiderne i Agterkahytten forat vaskes. Det hele System med at skibe og transportere disse ulykke- lige Mennesker er saadant, at det trænger til en fuldstændig Undersøgelse. Alt hvad der kunde gjøres for disse stakkels Folk blev gjort, men de behøvede meget mere. Loven bør se til, at ikke for Mange af dem sættes ombord paa et Skib, og at deres Anbringelse er anstændig: ikke usømmelig og ryggesløs. Den bør derhos, efter hvad simpel Menneskelighed kan kræve, er- klære, at Ingen skal tages ombord uden hans Niste i Forvejen er undersøgt og erklæret tilstrækkelig til Underhold paa Søturen. Den bør sørge for, eller fordre, at der sørges for en Læge; hvorimod der i disse Skibe ikke er nogen, skjøndt Voxnes Syg- dom og Børns Død paa Overfarten ere Ting som ganske sæd- vanlig indtræffe. Fremfor alt er det enhver Regjerings Pligt at gjøre en Ende paa det System, hvorved et Kompani af Handels- mænd med Udvandrere kjøbe hos Rhederne Skibets hele Under- dæk og sende ombord saa mange usle Folk, som de kunne faa Tag i, paa hvilkensomhelst Betingelse de kunne opnaa, uden ringeste Hensyn til Rummets Bekvemmelighed, Antallet af Køjer, den ringeste Adskillelse af Kjøn, eller nogen Ting uden deres umiddelbare Fordel. Næsten enhver Families Historie, som vi havde ombord, var den samme. Efter at have samlet og laant og tigget enhver Ting til at betale Farten, vare de reiste til Newyork i Forventning om at finde dets Gader brolagte med Guld, og havde fundet dem brolagte med meget haarde og virkelige Stene. Foretagel- sesaanden var slumrende; Arbeidsfolk behøvedes ikke; Arbeide SIDE: 381 kunde man rigtignok faa, men ikke Betaling for det. De kom tilbage endnu fattigere end de reiste". Jeg har selv seet og talt med en hid Tilbagevendt, og Hjertet maatte bløde i Livet over at saamegen Ulykke skulde ramme en Mand, som baade var gudfrygtig, arbeidsom, ordentlig og ganske vel udstyret med Midler, og det blot for den ene, ikke af noget Ondt udrundne, Daarskab, at ville udvandre til Amerika. Det var for to Aar siden til Sommeren han kom tilbage med nogle faa Daler i Lommen af 600, som han var reist af Landet med, med to Børn flere og hans og hans Hustrus Sundhed nedbrudt af Sorg og overvættes Arbeide. Troer mig, Kummeren i hans Øje sagde mere end en Bog fuld af Advarsler; hans Mine skulde have bragt alle disse Fristere, som snige sig om og forføre til Udvandringer, til Taushed. Altsaa er det selv for en Mand, der er arbeidsom, ordentlig og har Penge, haardt og, som Tilfælde var med ham jeg taler om, stundom umuligt at komme frem i Amerika? Det havde jeg dog ikke troet før Manden, der endogsaa havde drevet sin Or- den indtil det sjeldne for En af hans Stand, at holde Regnskabs- og Dagbog, beviste mig det. Og hvor vilde han nu hen? Han græd, da jeg spurgte ham derom, og vidste ikke bedre Raad, end at see til at komme hjemigjen paa Stavangerkanten for at for- søge at blive Huusmand i den Egn, han for et Par Aar tilbage havde forladt som Gaardmand. "De vide ikke hvor galt de gjøre", sagde han, "som saaledes forlade det Visse for det Uvisse, og uden nogen Formue nytter det nu slet ikke, for da maa de strax tinge sig bort paa visse Aar til offentlige eller private Arbeider hvorimod en norsk Kron- arbeiders ere Lise og Vederqvægelse. Jeg holdt mig nu de Par Aar fri ved det jeg havde og ved min og min Kones mest an- strengende Flid, saa jeg, Gudskelov, dog ikke har noget at be- breide mig for de stakkels Børns Skyld, som nu .." Her brast Manden i Graad. Jeg saae, at han skammede sig over at komme hjemigjen til sin Bygd, for maaskee at falde denne tilbyrde med sin forøgede Børneflok. "Men veed I hvad?" sagde jeg. I skulde see at faae udgivet jer Dagbog i Trykken, saa vilde I dog for eders Velfærd og Sundhed kunne kjøbe eder den Glæde, at blive et Guds Red- skab til maaskee at hindre mange Landsmænd fra at gjøre sig SIDE: 382 ulykkelige ved at udvandre. Eders Ord vil have mere Troendes end disse løse og ledige Personers, der komme som et Slags Hververe herover igjen og lokke Folk efter sig." "Troer I?" sagde den arme Mand med et sygeligt Smiil. "Men jeg veed selv, at da jeg engang havde sat mig i Hovedet at udvandre, efterat en slig Hververkarl var strøgen igjennem Bygden, nyttede ingen af alle de Grunde, jeg fra andre Kanter hørte derimod. Jeg var ligesom fortryllet af mine egne over- spændte Forventninger om det Guld og de grønne Skove jeg skulde komme til hiinsides Havet." "Nu ja, grønne Skove kom I nu vel sagtens til?" "Ja tilvisse, men Guldet saae jeg intet til. Det jeg havde, gik til i de grønne Skove, og i deres moradsige Bund ligger min og min Kones Sundhed og vel det halve af vor tilbagestaaende Levetid begravet." Jeg skiltes ikke fra Manden før han havde lovet at faae sin Dagbog ("En tilbagevendt Amerikaudvandrers Historie.") udgivet -- det en Bogtrykker ogsaa var villig til -- men kortefter fandt han Leilighed hjem, og siden har man ikke hørt fra ham. Slid og Slæb for sig og sin Familie har vel givet ham nok at bestille, eller ogsaa har Døden, som havde stemplet ham med en stedse tilbagekommende Trediedagsfeber, for ham, men ikke for hans stakkels Efterladte, endt den smertefulde Række af Følger af den Daarskab at forlade et Fædreland, hvor man dog har Udkomme, for at vinde, som man siger, Guld og grønne Skove i Amerika. "Men Folk med Familie, som ikke har Udkomme, gjøre ikke de klogt i at reise til Amerika?" spurgte engang gamle Skole- mester Ole Andersen mig, da jeg fortalte ham denne Historie, skjøndt jeg nok vidste, at han ikke yndede Andres Udvandring end Drukkenbolters og Karnaljers. "Gud lade jer ikke see de Rædsler, som slige Familier som oftest gaae imøde!" sagde jeg, erindrende det skrækkelige Syn, jeg engang havde seet i en fransk Havn, af Familier fra det Indre af Tydskland, ganske i Dragt og Udseende lignende vore Fjeld- folk, som af Fattigdom havde maattet dele sig, saaledes at kun Nogle kom over medens de Andre vandrede fortvivlede om paa SIDE: 383 Bryggen, pillende op de Gryn og Kaffebønner, som Sjauere kunde miste af sine Sække. "Komme de samlede over, og ikke kunne betale Fragten, er det en Lykke, om der kommer Folk ombord forat tage dem i Øjesyn som man undersøger Lastdyr, og som da paatage sig at klarere den mod at man forpligter sig til aare- langt, som oftest haardt, Udearbeide. Men her er ligesaalidt at tænke paa, som noget vist, at kunne forblive sammen. Og om de slippe iland, og de staae der paa Bryggen i disse ligesaa overfyldte Byer som Europas, maa Moderen tidt give Slip paa Barn og Mage, om Lykken fører en Mand til dem, der paa den haarde Maade dog for det første vil redde dem fra Døden. Mængden af Udvandrere gjør, at Adgang til Arbeide, før man kommer nogle 100 Mile ind i Landet, ikke er let, og Mængden af uduelige og slette Mennesker imellem dem gjør, at Amerika- nerne betragte dem overhovedet med et koldt Øje. I Byerne er det saa trangt for Erhverv, at jo ogsaa Vi have Exempler paa at Kjøbmænd, som dog allerede vare komne i nogen Vei, vendte tilbage; og lykkes det en fattig Familie endelig at trænge ind i de fjerne Kolonidistrikter, da er Prisen paa Jord og Udlæg til Huse, Besætning og Redskaber allerede saa høi, at Familien og- saa da hjemfalder Trældommen for Fremmede, og maa deles. Da tænker Moderen paa sin Spæde, som hun mistede paa Over- farten og maatte see forsvinde i Havet, og hun priser sit døde Barn lykkeligst. Anderledes er det vel med løse, arbeidsføre Personer, især om de kunne et Haandværk. De kunne nok slaae sig igjennem. Men hvor skulde de ikke kunne det? I Norge har idetmindste Haandværkerne paa Landet ingen Nød. (En Bemærkning, som blev understøttet af den deilige Duft af en Ribbenssteg, som Konen i Huset just bragte ind til Hans Skrædder, der fløitende arbeidede i Sideværelset.) "Ak!" sagde Skolemesteren med et tungt Suk, -- "den Skibs- ladning af Udvandrere, som der ifjor stod skrevet om viste saa liden Følelse for Fædrelandet, at de forlode det med Gevær- salver og Hurraraab, bestod for det meste af slige usle Familier." "Tro mig, det krænkede Fædreneland vil nok tage Hevn. Hjem- veen vil finde dem, den og Klimatfeberen ville dele deres døende Hjerter imellem sig. De Færreste ville undgaae, før Tiden at maatte tjene til Gjødsel for en fremmed Jordbund." SIDE: 384 "Ve over Fristerne!" mumlede den Gamle. "Det Aar er et Forbandelsens, da Skibsfarten synes at skulle blive bestaaende i Fragtfart med Blod, med Fædrelandets kostbareste Ejendom, dets Børn, dets Arbeidere, dets Forsvarere, Fædre og Mødre, inden hvis Favntag kommende Slægter slumre, og fra hvem en Befolkning kunde udgaae stærk og talrig nok til at tage under Hævd dets mange Dalstrækninger, der kun mangle Arme for at give Tusinder Brød." "Men kom herover" -- lagde han til, tørrende en Taare bort med Ærmet -- "skal jeg vise jer et Syn hos Naboen." Og, efterat have passeret over nogle Skraaninger, som maatte være herlige at see til om Sommeren eller Høsten, og som endnu, gjennem den tynde Snee, i de tætte Rug- og Bygstubber viste en Grund, ingen Agerdyrker med Fornuft vilde forlade, og som snarere kunde lokke Amerikanere over, traadte vi ind paa et Gaardsrum, hvor alleslags Redskaber, Slæder, Kjærrer, Ploge, Harve o. s. v. stode opstablede udenfor Døren, og endelig i en Stue, hvor Mand og Kone i eet væk slæbte alskens Huusgeraad ind og satte det langsmed Væggen. Ved Bordenden, hvor en Karaffel med "Franskt" blinkede, sad et Par Bønder og en ung spidsnæset Person, der var beskjæftiget med at optegne Sagerne. "Her tager man en foreløbig Taxt over hvad Indboet omtrent vil lade sig udbringe til, forat reise til Amerika," hvidskede Ole til mig. "Til Amerika!" udbrød jeg uvilkaarlig med en Tone af Uvilje eller Forskrækkelse, som bragte baade Manden og Konen til at sige paa eengang med stor Livlighed: "Jamen ja, til Amerika! Og det skulde Flere gjøre." Til min Forundring bemærkede jeg, at Glæden syntes at lyse af deres Ansigter, og med Ivrighed gave de sig til at slæbe Huusgeraadet frem. "Denne Dyne .." "Denne Kjedel .." "Nei bi nu, Kjærring. Denne Dyne, nyt Vaer og Duun, hvad mene I om den? 12 Daler maa jeg nu vel altid faae?" "Tretten," sagde den ene Mand, for at være akkurat, og tog sig en Fransk en. "Femten," slog den Anden over, og tog sig en ditto. "Skriv da fjorten," raabte Ejeren. "Og hvormeget har vi nu?" "Femhundrede og nitten Daler i Alt," meldte Skriveren. SIDE: 385 "Ja det maa vi vel sagtens faae ved Auktionen," sagde Manden og Kjærringen med. "Pokker gjør I!" udbrød Skolemesteren. "Se bare til, om I ikke maae slaae af det Halve idetmindste. At maatte sælge sin Ejendom til betydelig Underpriis, er den første Følge af jert de- sperate Forsæt, at ville reise til Amerika." "Men vi har alt tinget Plads." "Det veed nok Kjøberne, og rette sig derefter. Spørg de gode Venner derborte, om de for en eneste Ting ville give jer efter deres egen Taxt." Man hostede og rømmede sig stærkt derborte ved Bordenden. Om faa Dage sælge disse Folk Rub og Stub, og da skulle vi høre hvad de og fire Børn have at reise for. Manden fra Stavanger- kanten gjorde ligesaa, og dog laae der et langt bedre Præg af Tænk- somhed og Forsynlighed udbredt over ham end over disse Folk. Men vi skulle siden følge dem og deres Skjebne. Skolemesteren og jeg have væddet om hvorledes den vil falde ud. Han har væddet paa Elendighed og Død i Amerika; Jeg paa Elendighed og Tilbagekomst. Henrik Wergeland Nr. 5, 10de Marts 1843. Omvend dig itide; d. e. imedens du kan øve Synd endnu! DEN FORFALDNE Paa Spillehuset trende Porte se: Haabets een, -- Skjændselens to, -- Dødens tre! Folk igjennem første Port indvandre, ud af de andre. Det var et frygteligt, hjerteskjærende Syn hos Kanthugger Lars Olsen; men det er allerede mange Maaneder siden, saa det, Gudskelov, neppe kommer igjen. Det var allerede saa langt SIDE: 386 henne i Ugen som Onsdag Formiddag. Lørdag Aften havde Lars faaet Afregning, og var gaaen lige til Marketenteren; han blev bragt hjem fuld, laae Søndag Formiddag over, gik ud om Eftermiddagen, og siden vidste Konen intet om ham før der, Tirsdag mod Aften, kom Bud fra en Skjænkevært i en anden Udkant af Byen, at hun maatte hente ham. Hun biede det Par Timer til det blev noget mørkere og til et Par af Mandens Na- boer og Kammerader kom hjem, som kunde bære ham paa en Stige, og saa fulgte hun selv grædende med. Jo ganske rigtig! der laa Lars; men udenfor Døren. Der havde Værten ladet ham lægge, da han var sovet ind og ikke havde meer at drikke for. Ja, atter ganske rigtig befunden! I hans Lommer fandt den stakkels Kone ikke en Skilling, men Værten gjorde hende op- mærksom paa, at Lars stod kridtet bag Disken for hvad han havde drukket i det sidste Jevndøgn. "Mandagen over -- lagde han til -- var det værst, at jert fordømte Sviin af en Mand gav sig til at spille med Garnisonskarlene, som logere her; men for- resten, Moer, saa, dersom det varer mange Solmærker før I ind- finder jer med noget andet i Forklædet end Affaldet af jer Flæben, saa boer der ogsaa en Inkassator her paa Salen, som er bekjendt for at være "god," det vil sige, at have gode Kløer, og som har alle mine Fordringer at drive eller rive ind. Jeg er en skikkelig Mand, som holder reent Huus, og derfor lægger mine Drukne uden for Væggen, og som har Næring nok her i Vika om ikke Svina fra Enerhaugen komme ranglendes hid forat lade sig kridte." Saa gik det da hjemover igjen, hvor Konen imidlertid ligeledes havde maatte leve paa Kredit, og hvor hun fandt sine to smaa Børn krøbne sammen ved den udslukte Ild. Det var da den følgende Dags Eftermiddag, jeg saae Manden hvorledes han endnu laae i Vildelse, pillende paa Lagenet med skjælvende Fingere og smaasnakkende med sig selv. "Han maa aarelades," hviskede jeg til Konen. "Gudbedre mig," sukkede hun, "det kunde nok være godt; men han har staaet over lel før uden det." Og saa fik jeg da at vide, at han havde Besøget af sin Drukkenskabsdjævel i Rieviis, saaledes at der kunde gaa Maaneder hen, hvori han var den ordentligste Mand af Verden, ligesom han tillige var en Arbeider, som Forstanderen paa Tomten nødig vilde give Slip paa. Men nu var det ingen Anden end denne Mand, som pludselig SIDE: 387 traadte ind. "Se saa, er han Lars nu endelig kommen tilbage? Men nu har han ikke meer at gjøre hos Os. Hosbond var paa Tomten igaar, og da han ikke fandt ham, og det var sidste Gang han havde lovet at skaane ham, saa har han nu gjort mig afsted med det Bud. Farvel Moer!" Jeg kan ikke beskrive Konens Tilstand. Men Taarerne, eller Affaldet af Flæbningen, som Marketenteren sagde, dryppede nu igjennem Bunden paa hendes Forklæde. "Kom med Øxen min, Anne. Nu gaaer jeg," hørte man fra Manden borte i Sengen. "Var ikke han Jens Formand her?" Han indbildte sig nok, at han skulde gaae paa Arbeide, siden han lagde til, at der var god Tid endnu, da der ikke var rigtig lyst endnu. Men de vilde Tanker toge en anden Flugt. Eller var det For- nuften, som igjen vendte tilbage? Thi man hørte ham græde henne i Sengen. Han tog Lagenet og tørrede sine Øine dermed. "Kom med Barna!" hulkede han. Men jeg gav Konen et Vink, at han ikke var at troe. Han kunde i sin Fortvivlelse gjøre dem noget; og Konen gløttede sagte paa Døren, og skjød dem ud i Kjøkkenet. "Kom med Barna!" hulkede han atter. "Og saa med Øxen, for det synes mig som om . . ." Her kom en uforstaaelig Mumlen om Forstanderen paa Tomten, Marketenteren i Viken, Garnisonskara, Hundredogeet o. s. v., som endelig gik over til en dyb Snorken. "Han vil komme sig denne Gang," hviskede jeg til Konen. "Og lad ham saa imorgen gaae paa Torvet med sin Øx og sin Saug til det jevner sig, som jeg vil haabe, med Hos- bond. Men lad os nu forsøge, om en Huustavle kan hjælpe for Eftertiden." Og dermed skrev jeg med store Træk paa et Bræt, som blev stillet ligeoverfor hans Seng, følgende Huustavle for en Forfalden: Hvis du med Alvor Synden hade vil, saa had og Leilighed dertil! I. Bed kjærligt og alvorligt til din Huustro og Venner, at vaage over dig og nøje at passe paa, saa de aldrig taale, at du gaaer paa Værtshuus eller hjemme nyder andet end hvad der er tjenligt for din Sundhed! Lad dig ogsaa deri nøjes med hvad du af dem erholder! SIDE: 388 II. Overleveer hende din Fortjeneste indtil du er bleven stærk i din Forbedring, og behold aldrig en Skilling for dig selv! III. Naar du fristes til at gaae til Værtshuus, da siig det til din Huustro eller Ven, at de kunne passe paa og hindre dig derfra. Just saa vilde du raabe om Hjælp, ifald Tyve vilde plyndre dig. IV. Giv din Huustro og Ven Frihed til at forbyde Værtshuus- mændene at give dig stærk Drik; ja forbyd selv disse alvor- ligen at give dig nogen. Siig dem, at du ikke er ved dig selv eller har din fulde Sands, naar du forlanger deslige, og at de ligesaalidet kunne vente og fordre Betaling af dig, som om de solgte dig Gift. Synes disse Midler imod dig selv dig for haarde, da er det kun fordi du selv vil fare fort i din Ødelæggelse, og kom siden ihu, at det da er dig selv, som med Vold og Magt har villet drage denne over dit og Dines Hoved. Du lukker din Dør for Tyve; luk da og din Mund for en mere farlig Tyv, som du har erfaret kan berøve dig din Samvittigheds Fred, din Fornuft, dit ærlige Rygte, dit Brød og din huuslige Lykke." "Nu hjalp det?" spurgte jeg Konen forleden. "Han har ikke drukket siden," sagde hun fornøjet. "Da han vaagnede, laae han længe og stirrede paa Tavlen. Lad den staa, Anne, sagde han; jeg vil gjøre saa. Og saa har han gjort, saa jeg nok troer jeg kan tage den bort." "Nei, ikke endnu, Moer," meente jeg. "Men han Lars er baade Medlem af Nøgterhedsselskabet og af Arbeidsforeningen paa Enerhougen." "Godt nok; men lad kun Tavlen blive staaende Aaret ud. Husker du Jordsynkningen i Høst oppe ved Agerselv? Pludselig, hurtigt, uhørligt som et Teppe daler, sank Bakken ned i Dybet. Pigen, der kom ud med Løgt forat lukke Porten, saae ingen Gade udenfor; hun lyste kun ned i et svælgende Dyb, næsten vanvittig af Skræk. Saaledes er det med den engang Forfaldne. Ligesom hiin Jordbund, kan han ikke staae ved sig selv; men behøver Støtter og Pæle, og det stærke og dybtnedsatte." SIDE: 389 Henrik Wergeland ARBEIDERENS RIGDOMME Hvo ei arbeide vil, eiheller bør at æde. Arbeider Løn er værd. Han spiser kun med Glæde. Thi Arbeid volder Hunger, og Hunger, veed du nok, er baade bedste Læge og allerbedste Kok. Arbeiderens Rigdomme ere hans sunde Hunger og hans søde Søvn, naar man vil tale om jordiske Goder og ikke om den him- melske Rigdom i hans Samvittigheds Fred med Gud og med sig selv, som maa forudsættes hos Den, der skal kunne nyde en sund Søvn, og som overgaaer alt. Men Ingen har bedre An- ledning til at sande Ordsproget: "Den bedste Kok er en sulten Mave" at forstaae om Den, som maa erhverve sit Brød i sit Ansigts Sved, ikke om Døgeniktens ækle Slugenhed. Vinder hans Arbeide ham ikke den Riges Lækkrerier, skaffer det ham dog i hans sunde Appetit et renere og mere velsmagende Kryderi end et heelt Selskab af Kokke og Fraadsere sammen kunne opfinde. Det giver hans tørre Brød en højere Velsmag end en forproppet Mave finder i de kostbareste Retter, og Ingen føler med større Behagelighed Sandheden i Salomos: "For en Hungrig er alt Beeskt sødt." Arbeideren kan derfor være vis paa, at han i sin Hunger besidder et Gode, som misundes ham af Mangfoldige. Men han besidder ogsaa hint andet Uvurdeerlige. "Hvo som arbeider, ham er Søvnen sød," siger den samme Viismand, og Arbeiderens sunde Søvn -- o hvor Mangen, der søvnløs vælter sig paa Dunene, misunder ikke ham denne paa hans Halmsæk? Arbeideren besidder derfor i sin Hunger og sin Søvn to Goder, som ere bedre end hvad han mangler, og mangen Rigmand mang- ler og kan ikke for alt sit Guld kjøbe det, hans Arbeider har i Overflod. Med saadanne Rigdomme har da Arbeideren vel ikke andet end Aarsag til at være tilfreds med sine Kaar; og om denne Sindsegenskab har den vise Sokrates sagt, at den er Naturens ypperste Rigdom, da den giver os alt hvad vi have lært at vi mangle og virkelig behøve. Altsaa besidder Arbeideren fortrins- viis tre Skatte, som, i Forbindelse med den Sundhed, der følger med Arbeide, og Fritagelsen for alle det fornemmere Livs Sorger, maa gjøre ham til en i hans ubemærkede Stilling lykkelig Mand. SIDE: 390 Henrik Wergeland ALMANAK-SPAADOMME OG HUUSRAAD Den tydske Folkekalender for iaar gaaer skarpt løs paa den gammeldagse Almanakskik, at angive Veirliget for hver Dag i Aaret. "Enhver bør holde det for en Fornærmelse -- siger den -- naar en saadan Almanak bydes ham. Det er en, Gud og For- nuften krænkende, Galskab, som forlængst er bleven modkjæmpet og modbeviist af den fremskridende Oplysning. Lader os begynde det tydske Riges andet Aartusinde med ganske at banlyse denne Uskik af vore Almanakker! Det er en Skam at beholde den. Den, som sælger sliger Spaadomme, siger omtrent til Kjøberen: "Du er et Dumhoved, en Uvidende, ad hvis Lettroenhed jeg leer." Ogsaa hos Os burde denne Uskik ophøre, og i de gamle Mund- hæld: "trykke Almanakker, lyve som en Almanak" henligger der en gammel Fordømmelsesdom over den, som det nu var paatide at exeqvere. Det Rum, som Veirspaadommene optage, kunde benyttes til noget Bedre. Engang, mellem Aarene 1800 og 1812 omtrent, indeholdt vore Almanakker almeennyttige Underretninger, vedkommende Landvæsenet og Huusholdningen. Og ovennævnte tydske Kalender indeholder ligeledes deslige, som f. Ex. 1) Kjør give mere Melk naar Den, som melker, overtrækker sin Finger med Skind eller Vidskelæder. 2) Hvor man har haardt Vand bør man altid være forsynet med noget Potaske. Ved at komme i Kogevandet saameget deraf som en Ert, koges Bælgfrugter, Erter o. d. let, og faaer en behagelig Bismag deraf. 3) Tidlige Foraarspotetes kan man skaffe sig paa følgende Maade: først i August lægges Potetesene noget dybt, Græsset afskjæres ved indtrædende Kulde og Stubberne bedækkes med Jord eller Gjødsel, der om Vaaren bortrages igjen. I Tydskland kan man saaledes allerede i Marts have Potetes, men i de bedre Egne hos Os vel neppe før ude i Mai. saa- fremt Tælen ikke trænger for dybt i Jorden. Hvis ikke den er formeget at frygte, kunde denne Industri maaskee give Anledning til nogen Fortjeneste omkring Byerne. 4) Et simpelt Middel til at gjøre Kjød af Gjæs og Sviin mere velsmagende angives i samme Folkekalender Trækul at være. Stødte blandes de imellem Foderet og i Vandet. Da mange SIDE: 391 Landmænd hos os, især af middels Kaar, drive Torvehandel med disse Dyr, fortjener dette Vink at lægges Mærke til. 5) Som Middel mod Svindsot, denne skrækkelige Sygdom, hvor- imod Lægevidenskaben har erklæret sig magtesløs, anbefales følgende Huusraad: to Potter bruunt Godtøl tages i en uglas- seret Potte sammen med for et Par Skilling Lungeurtblade og for ligesaameget hvid Honning samt en god Haandfuld Hvedeklid; Potten dækkes til og Massen indkoges til det Halve. Efterat Afkoget er afkjølet, sies det gjennem Linned, hældes paa Flaske, og gives den Syge ofte som Drikke. Efter nogle Uger skal Sygdommen have været hævet. Henrik Wergeland Nr. 6, 24de Marts 1843. Se, god er al Guds Skabnings Hær Fornuften dog det bedste; thi den hans Billed bær. VIISJENTA PAA HADELAND Atter en Profetinde, atter et Sidestykke til Syna-Martha, atter en Bedragerske! Ja hvorfor ikke det, naar Folks Lettroenhed kaster Penge af sig, ikke at tale om Eenfoldighedens Beundring og Ærefrygt, om det Moresomme for et falskt og huult Sindelag i at have Folk tilbedste, og om det Smigrende i at blive berømt viden om i Bygderne? Lykkes dette for En, har det ogsaa over- alt viist sig, at det ikke varer længe før En eller Anden tager efter, saa Profet- eller Synevæsenet endog faaer Udseende af at være smitsomt og udbredt til enkelte Tider og enkelte Strøg. Saaledes for nylig i visse Egne af Sverige, hvor man kalder det "Læseri," og hvor ligeledes især Fruentimmer gave sig af der- med; og hos Os har da Syna-Martha i Sogn faaet en Efterføl- gerske paa Hadeland. Hadeland? Det var jo der Kong Harald Haarfager lod sin Søn Ragnvald Rettilbein, efter Tidens haarde Sæd, indebrænde med alle hans 50 Troldmænd, fordi han, imod Kongens Befaling, be- drev adskillig Overtro sammen med disse bedragerske Snylte- gjæster, som aad Ragnvalds Mad, drak hans Øl, og holdt den forvildede Kongesøn for Nar? Ja det var jo paa Gaarden Kløv- SIDE: 392 stad, og for omtrent 1000, siger og skriver tusinde, Aar siden. Og nu, efter disse 1000 Aar og saagodtsom paa de samme Tom- ter, voxer Overtroen lige frodig, i sit Væsen den samme, og kun lidet forskjellig i sit Ydre? Hine 50 tjente nemlig nok Herren paa Kløvstad især som Spaamænd, og det er nu atter Spaa- domme og Syner, som kalder Halændingerne, med Ferskmad og Skillinger i Haanden, sammen om Viisjentas Seng. Saaledes berettes nemlig derifra: "En mellem 11 og 13 Aar gammel Pige, ved Navn Berthe Steffensdatter, der med sin Moder og Stedfader boer i en Plads, Gaarderudbakken kaldet, i Jevnaker, laa i en heftig Sygdom, saa at hun nogen Tid befandt sig i en halvdød Tilstand og kunde ikke fremsige et Ord. Endelig vaagnede hun op sidstafvigte Nytaarsaften og begyndte at tale, fortalte da, at hun havde været i Evigheden, at hende var givet Evne og Magt til at kunne for- udsige Menneskene hvorledes det skulde gaa dem i Verden -- med andre Ord, hun var bleven udvalgt som et Redskab til, ved den hende givne guddommelige Indskydelse, at bringe for Lyset det som var skjult i Mørket, at forbedre og omvende sine Brødre og Søstre i Christo, o. s. v. Rygtet var da her som altid ude, og, med den det givne Evne til at forbedre og tilsætte, tillavedes den ene Historie bedre end den anden om Pigens Viisdom. At hun f. Ex. kunde sige Navnene paa dem, der fremstillede sig for hende, uden at hun forhen havde seet dem, samt opregne hvor- mange Børn eller Sødskende de havde m. m., var jo en lækker Lokkemad, og maatte nødvendigviis bringe Gjæster, og disse bleve meer og meer talrige, eftersom Rygtet udspredtes; thi naar hun kunde sige Navnene paa ukjendte Folk, maatte jo ogsaa alt Andet, hvad hun berettede, være Sandhed? Nysgjerrigheden drev ogsaa Nedskriveren herhen -- men ak! dengang jeg var der, kunde hun fast Intet sige. En fremmed Pige nærmede sig Sengen, hvori "Viisjenta" laa. Denne pegede paa hiins nedsyede Kjoleærmer og halvt hviskende fortalte, at det var stor Synd, at gaa med saadanne Ærmer, bad desaarsag om Tilladelse til at tage Folderne væk, hvilket den fremmede Pige strax var villig til! ja denne Taabe takkede ovenikjøbet, og bad om endelig at blive forundt den store Naade, at berøre hendes Haand, hvilket gunstigst tillodes. Dette var Alt, hvad jeg saae og hørte af hende. Efter Øinene at dømme, forekom Personen mig som SIDE: 393 halv vanvittig, hvilket ogsaa er Fleres Mening; og jeg indsaae, efter hvad jeg havde hørt, hvilke farlige Følger det vilde have, dersom hun vedblev at spille sin Rolle. Følgerne sporedes ogsaa snart, thi man vil sige, at hun ved sine Fortællinger skal have sat Splid mellem Ægtefolk, beskyldt Mange for Tyve- rier og Bedragerier, hvorved flere Sager ere opstaaede ved Jevnakers Forligelseskommission, -- Alt et Værk af vor lille Profetinde. At det Hele er et komplet Bedrageri synes indlysende, som og hendes umaadelige Begjærlighed efter Penge m. m. stadfæster. Under Sengen har hun staaende en Kasse, hvori hun nedlægger hvad der ydes hende, ligesom hun tillige har en Pengepung ved Siden af sig. Man har, lader det til, for en Deel faaet Øinene op, idet man er kommen efter, at hun debiterer de klareste Usandheder og er meget vaklende i sine Forklaringer. Hvorvidt det, som Rygtet paastaaer -- medfører Sandhed, at Pigens Viisdom forstørstedelen kommer fra Moderen, der skal være en slu Kvinde, vil Indsenderen ikke med Bestemthed kunne sige, men vist er det, at Pigen har ved sin Viisdom indbragt mange Penge og Føde- og Klædevarer, hvorved hun, dersom hun fortsætter som begyndt, vil være idetmindste sig selv og Forældrene til stor Nytte." Rimeligviis ville nu vel Vedkommende gjøre en Ende paa Uvæ- senet ved at faae Seersken afstraffet eller hensat, og Indberet- teren af Ovenstaaende mener ogsaa, at, om det skal hengaae upaatalt, vil Viisjenta formodentlig berede Folk Vejen til Gale- huset, hvor hun selv synes at fortjene en Plads. Hun synes dog ikke at være sindssvag, men snarere en listig og beregnende Be- dragerske, for hvis Egennytte det maaskee kan være at haabe, Almuen vil faae Øinene op, naar Kassen under Sengen og Pungen i den blive fulde. Nei, det er ikke at haabe, thi Egennyttens Kasser og Punge blive aldrig fulde og Overtroens Øine ikke seende. SIDE: 394 Henrik Wergeland MINDET I NORDBYGADEN Naar Folk, der ikke paa nogle Aar have passeret ovennævnte fjerne Forstadgade til Kristiania, atter igjen nu gaae igjennem den, ville to Ting paa en behagelig Maade tiltrække sig deres Opmærksomhed; nemlig først, at Husene have vundet betydeligt i Udseende, idet de nemlig næsten overalt ere anstrøgne med lyse og smukke Farver og forsynede med temmelig store og klare Ruder, hvori Børneansigter og Blomster om hinanden; der- næst, at denne Gade, som før dannede et næsten bundløst Mo- rads, hvor Gjenboerne fra hver sin Side peent nok kunde hilse over til hinanden, men ikke gaae over uden paa Klopper, er bleven godt brolagt; og endelig vil man blive overrasket ved, omtrent midt i Gaden, lidt til Høire, at see et 3 Alen høit Minde af rød Granit, hvorpaa følgende Indskrivt staaer at læse: ERINDRING OM OLE GUDMUDSEEN, DER TESTAMENTEREDE SIN EIENDOM TIL DENNE GADES ISTANDSÆTTELSE. AF NORDBYE-GADENS HUUS- OG GAARDEJERE REISTES HAM DETTE ERKJENDTLIGHEDS MINDE 1842. Altsaa en Menigmand har gjort sig paa saa nyttig en Maade fortjent af sine Lige, og disse have hædret ham paa en saa ædel? Altsaa Menigmands Fortjenstfuldhed og Ædelmodighed og Me- nigmands Taknemlighed? Mange ville maaskee ikke troe det; men saa faae de gaae ud for at see selv. Klinger det ikke bedre, end om man paa begge Steder satte "Rigmands"? Jeg for min Part kan ikke sige hvor det behagede mig. Især denne Maade at vise sig erkjendtlig paa, saa smagfuld og røbende Kultur. Skulde den ikke staae i Forbindelse med hiint Husenes hygge- ligere Udvortes? Hvor der er venlige Huse med klare Vinduer, trives ogsaa ædlere Følelser og Kulturens Blomster derinde mellem SIDE: 395 Børnehovederne og Geranierne og Balsaminerne og Maaneds- roserne. Ole Gudmundsen var en gammel ugift Tjener, som havde lagt sig saameget tilbedste, at han kunde bygge sig et Huus, af 6 -- 700 Dalers Værdi, ude i Nordbygaden. Supset gik dengang ligesaa- vel til hans Dørtærskel som til de Andres, og desforuden leed Gadens Beboere af et andet stort Onde, nemlig af Mangel paa en Vandpost. Ole besluttede da, at gjøre Ende paa en af disse Ubeqvemmeligheder, hvilken det nu kunde blive, og kort før sin Død erklærede han, at han skjænkede sin Ejendom til Gadens Bedste, til hvilket af disse Formaal man maatte holde nødven- digst. Udarvingerne leek dog ikke dette, og protesterede imod Husets Salg; det truede med Proces, men da Thingsvidner be- kræftede Oles sidste Vilje, kom det til saadan Akkord, at de beholdt Huset mod at betale 400 Spdlr. Og for disse besluttede nu Gadens Beboere, paa gode Folks Raad, at lade denne bro- lægge. Dette skede, og Resten, en 40 Daler, indsattes i Spare- banken til Brolægningens Reparation. Men da de saa saae ud paa Gaden og bemærkede, hvor stort et Gode dens Brolægning var, at de og Koner og Børn nu kunde gaae tørskoede baade langsad den og tvertsover til hinanden, og de maaskee iblandt andet ogsaa tænkte paa hvormegen Sygdom derved blev und- gaaet: saa tænkte de paa at hædre deres Velgjører og vise sin Taknemmelighed paa en eller anden Maade, og saa valgte de, paa en brav Mands Vink, ovenomtalte smukke, idet de for et Sammenskud opsatte hiint saa vel fortjente Minde. -- -- Idet samme jeg kom ud af Gaden gik der en Mand forbi, som gjerne kunde forære Byen et Kirketaarn uden at han der- for behøvede at smøre Smøret tyndere paa Brødet. OPMUNTRING TIL EN YNGLING Trykt i Avdeling I, bind 3, s. 93. Henrik Wergeland KONEN MED ÆGGENE Efter optrykk av diktet "Konen med Æggene" skriver Wergeland: Tilpas! Ikke sandt? Men Du, som under den stakkels Kone denne Straf for hendes Indbildningers Skyld, tænk efter, om Du SIDE: 396 ikke selv har gjækket dig med saadanne, hvormange Kaarthuse, der ere nedfaldne for dig, og om du ikke har ligesaa mange brustne Sæbebobler at opregne som der knustes Æg for Konen. Henrik Wergeland Nr. 7, 15de April 1843. Den er en daarlig Mand, som over Bækken vandrer for at hente Vand. BREV FRA EN UDVANDRER TIL AMERIKA En ung tydsk Haandværker, der i længere Tid havde reist i Tydskland og de tilgrændsende Lande, uden nogensteds at finde Forholdene gunstige for sit Forehavende, henvendte sin Opmærk- somhed paa den nye Verden, og gik under Seil til Amerika. Han var forsynet med tilstrækkelige Midler, havde megen Erfaring og forstod sit Haandværk tilfulde. I sine første Breve fra Amerika udtalte han sig i prægtige Lovtaler om sit nye Hjems Fortrin. Imidlertid har ogsaa han maatte døie de Erfaringer, som de fleste Fremmede maae gjøre; og den bittre Sindsstemning, som gjen- tagne Skuffelser have sat ham i, udtaler sig ogsaa gjennem de Skildringer, som han i et senere Brev udkaster. Naar man be- tænker dette, og tillige overveier, at dette Brev hovedsageligen er skrevet for at advare en ung Slægtning, der yttrede stor Be- gjærlighed efter at udvandre til Amerika, mod dette Skridt, saa ville [fotnotemerke] disse Skildringer maaskee dog bevirke, at Udvandrings- lystne endnu engang betænke sig, før de forlade deres Fædre- land. Den unge Mand skriver efter Tilbagekomsten fra en Reise Fotnote: Ja der staaer "ville"; men "burde" er nok alt det man kan sætte, saafremt det skulde være sandt, hvad der har været sagt i et norskt Blad fra de Egne, hvor Udvandringssygen grasserer stærkest, nemlig, at Advarslerne, og især de, der komme fra Regjeringen, virke tvertimod Hensigten formedelst en Mistro til Embedsmændene. De indbilde sig, eller ere indbildte af listige Forførere, at disse skulle have Interesse af at hindre Udvandringer fordi der vil opstaa Folkemangel, somom ikke Naturen altid sørger for at erstatte Afgangen, og ikke netop de flere Salg og Ejendomsomsætninger, som Udvandringerne have tilfølge, ere til Fordeel for dem. De stakkels enfoldige Mennesker! De vide ikke, at naar Amerikanerne ville have gravet en Kanal eller anlagt en Landevei paa 100 Mile, saa skikke de Hververe over til Europa, Landsmænd, som da pludselig optræde mellem Almuerne med smaa Bøger i Lommen og skrydende Fortællinger i Munden. SIDE: 397 i det Indre, efterat han har besluttet at nedsætte sig der, og er- holdt den Efterretning, at hans unge Slægtning beredte sig til at reise til Amerika. Denne Efterretning foruroliger ham, og han iler med at meddele sine Anskuelser om Amerika, da han holder det for samvittighedsløst kun et Øieblik at fortie Sandheden. Med Mismod bemærker, at næsten Enhver, der kommer til Amerika, lader sig skuffe af Amerikanerne, og, blændet ved den ydre Glands, seer Alt i det gunstigste Lys. Naar siden Erfaringen har belært ham, undseer han sig for at udtale den sørgelige Sand- hed. Dette Land, vedbliver han, kunde være et Paradiis, hvis ikke de usalige Papirspenge og Regjeringens Afmagt havde for- dærvet Indbyggerne. En fuldkommen Mangel paa Oprigtighed er det fremherskende, Alt er beregnet paa Skinnet; Enhver vil synes rig og streng moralsk, for at erholde en Kredit, som han da kan benytte til at forfordele sine Arbeidere, sit Tjenestetyende og sine Kreditorer. Dette er naturligviis ikke almindeligt, men meget hyppigt er det dog. Tusinder af Daglønnere arbeide her og erholde istedetfor de belovede Penge kun Klædningsstykker til dobbelte Priser; hvortil kommer, at de blive behandlede med en Haardhed, hvorom man i Tydskland [fotnotemerke] ikke har nogen Forestilling. Regjeringens Adfærd gør Tilstanden endnu værre. Den betaler med Papirer, der ikke yde den ringeste Sikkerhed, og ofte i faa Dage tabe det Halve af deres Værdi, ja endogsaa blive aldeles værdiløse, men aldrig betales efter deres oprindelige fulde Beløb. Derhos smigrer man altid den store Hob, kalder disse Mennesker de Dydigste og meest Oplyste paa Jorden, for at erholde deres Stemmer og ved dem indbringende Embeder. Grundeiendommene vare paa Grund af den vaklende Kours stegne til den fiirdobbelte Værdi. Nu synke de igjen tilbage til deres sande Værdi. Hvilken fordærvelig Indflydelse Bankerne have, fremlyser af Følgende: De allermindste Byer have Banker. Man tænke sig en By paa 2000 Indbyggere; der danne de mere Velstaaende med deres Huse og øvrige faste Eiendomme et Fond. Deeltagerne ansøge nu om et Bankprivilegium, som Regjeringen, for at sikkre sig deres Stemmer, sædvanligviis giver dem. Grundeiendommenes Værdi forvandles til Papir, ligeledes Guldets og Sølvets, ved hvilke den tredobbelte Værdi antages. Forretningerne begynde; man udlaaner Penge til 7 Procent, og forrenter de senere ind- Fotnote: Og da ganske vist endnu mindre i Norge. SIDE: 398 skudte Penge med 5 Procent. Kjøber en Fabrikant et Parti Varer, saa udfærdiger han en Vexel, som Banken indløser med 10 Pro- cents Afdrag, og for hvilken den naturligviis giver Papir istedet. Saaledes blive disse Folk tilsyneladende rige, men hvert Halvaar fallerer Banken eengang, dens Sedler indløses for den halve eller fjerde Deel af deres Værdi, og udgives da igjen som fulde. For slige Bankopbud mangler det aldrig paa Undskyldninger. Snart har en Sekretær gjort sig usynlig med nogle hundredetusinde Daler, eller man har villet indskyde et Pengeoverskud i en anden Bank mod gode Renter, og det Dampskib som skulde føre det over, er forliist, eller en stor Pengesum er bleven stjaalet fra Bankrotørerne, og tusinde Daler udsættes som Belønning for Op- dagelsen af Tyven; men aldrig faaer man fat paa Nogen. I Om- egnen omkring Byerne tilhører alt Landet de Rige, der falbyde det til saa høie Priser, at Bonden ikke vilde kunne udrede sine Renter, dersom han vilde kjøbe og opdyrke det. Om det uhyre Arbeide ved Opdyrkelsen har man i Tydskland intet Begreb. I de vestlige Egne maa at hvert tiende Bondegods de otte sælges, fordi Ingen kan betale sin Gjæld. [fotnotemerke] Tydske Manufakturvarer og uden- landske overhovedet, sælges meget billigere her end i Europa. En Mængde Mennesker ere arbeidsløse; Arbeidslønnen er sunket til det Halve og synker fremdeles. Dette Lands Rigdom er meget ofte en Skinrigdom. Man maa klæde og indrette sig paa en glim- rende Maade, for at faa Kredit; ved Hjælp af denne gjør man da Forretninger. Den Maade, hvorpaa Amerikanerne behandle de Udvandrede er ofte saaledes, at den oprører al menneskelig Følelse. Saavidt Tydskeren. Og kun dette til hans sidste Yttring, at Besværligheden af det Arbeide, som fordres i Amerika af dem, der maa give sig enten i det Offentliges eller i Privates Brød, skal virkelig overgaa al Forestilling. Inspektører, strenge som Slavefogder, paasee, med Afregningstavlen i Haanden, at ikke den mindste Hvile til at drage Aanden finder Sted udenfor den til Middagen knapt afmaalte. Og saa Dag ud og Dag ind fra Gry til Nat. Da kan det vel være saa, at en Daler er fortjent; men saa kommer de høje Priser paa alle Ting og vel ogsaa tidt det egennyt- tige Kompagniskabs, Drivtsherrernes eller Forvalternes, ublu Taxter og Forpligtelser paa Arbeiderne til at de skulle tage alt hos dem. Fotnote: Til disse Egne er det de Norske især tye. SIDE: 399 Henrik Wergeland DEN NYE STRAFFELOV har, som man kunde vente af vore Tider, og efter saamange Erfaringer om hvor hyppige deslige Skadefroheds-Gjerninger ere, udtrykkeligen lagt Straf paa Beskadigelse af offentlig og privat Ejendom, som maatte sigte til Nytte, Fornøjelse eller Forziring. Dens Ord, som fortjene at komme til almindelig Kundskab, findes i det 25de Kapitel, og lyde saaledes: §.8. "Hvo, som, i Hensigt at vildlede eller skade Søfarende, ødelægger, bortfører eller beskadiger Fyrindretning, Sølygte, eller noget andet til de Søfarendes Veiledning anbragt Tegn eller Mærke, eller slukker Fyr eller Lygte, eller optænder falskt Ild, eller anbringer andet falskt Tegn eller Mærke, eller opfylder eller stopper det rette Farvand i Sø eller Strøm, ansees med Straf- arbeide i fjerde eller tredie Grad, men i anden eller første Grad, hvis Skibbrud eller anden Søskade desformedelst indtræffer." §.9 "Hvis Nogen, for at bevirke Oversvømmelse, ødelægger, beskadiger eller aabner Kanal, Dæmning, Sluse eller anden saa- dan Vandbygning, dømmes den Skyldige til Strafarbeide i fjerde eller tredie Grad, men i anden eller første Grad, hvis Oversvøm- melse derved er bevirket." §.11. "Den, som ødelægger eller beskadiger nogen i §§ne 8 eller 9 omhandlet Gjenstand, uden at det skeer i den samme- steds nævnte Hensigt, eller som ødelægger eller beskadiger Min- desmærke, Bro, Brygge, Færge, Brønd, Vandledning, Brandsluk- ningsredskab, Skibsfortøinings-Ring eller anden Fortøinings-Ind- retning, Varpestolpe, Lændse eller Hængsel, eller noget Tegn, Mærke, Rækværk eller Andet, som er anbragt for at afværge eller advare imod Fare paa Vei, Gade eller offentlig Plads, an- sees med Fængsel eller Strafarbeide i femte Grad. Med Fængsel eller Bøder ansees den, som ødelægger eller beskadiger andre til almindelig Nytte eller Siir bestemte Ting, saasom Træplant- ning, Hegn, Lygte til Gaders, Veies eller andre offentlige Pladses Belysning, offentlig Vei eller Gade, Veiviser eller Milepæl." Ved Strafarbeide i 1ste Grad forstaaes Strafarbeide paa Fæst- ningen paa Livstid (Slaveri, skjøndt dette fæle Navn er afskaffet.) 2den Grad ): Strafarbeide paa Fæstning fra over 9, men ikke 12 Aar. 3die Grad ): Strafarbeide paa Fæstning fra over 6 men ikke over 9 Aar. 4de Grad ): Strafarbeide i Strafanstalt uden- SIDE: 400 for Fæstningerne fra over 3, men ikke over 6 Aar, og 5te Grad er ligedant Strafarbeide som foregaaende Klasser fra 6 Maane- der og indtil 3 Aar. Iligemaade bør Menigmand ogsaa vide, at det ikke længer gaaer an saa uden videre at lægge Sti over Andenmands Ejen- dom eller at lade Kreaturer streife ind derpaa eller at jage, ja ikke engang at fiske i Kjern eller Elve eller at tage Løv, Bar og Vindfald og at plukke Nødder med sig fra Udmark. Alle disse strenge Bestemmelser, som Folket gjennem Storthinget har paalagt sig, og Kongen har bekræftet, og hvilke altsaa maa ad- lydes som selvgivne Love, findes i følgende Paragrafer i det 22de Kapitel, og lyde som følger: § 6. "Hvo som, uden dertil at være berettiget, opgraver, skjærper i eller oppløier anden Mands Jord, saaer eller planter derudi, driver Bufæ ind derpaa, bygger paa anden Mands Grund, eller paa anden Maade uhjemlet benytter samme eller hvad der- til henhører, eller som i Henseende til sin egen Jord eller Grund, imedens den er i Andens Besiddelse, uberettiget foretager sig noget Saadant, straffes ligeledes med Bøder." §.9. "Kommer Bufæ formedelst dets Eiers, Besidders, Vogters eller nogen Andens Uagtsomhed ind paa andens Mands Jord, eller paa hans egen Jord, som er i Andens Besiddelse, ansees den Skyldige med Bøder indtil ti Speciedaler." §.10. "Tager Nogen ulovligen Vei eller Gangsti over anden Mands Grund, eller over sin egen Grund i Andens Besiddelse, bøder han indtil ti Speciedaler." §.11. "Den, som ulovligen dræber, fanger eller saarer Vildt paa anden Mands Grund udenfor indhegnet Dyrehave, bøder, om det er stort Vildt, hvortil regnes Elg, Hjort eller Rensdyr, indtil tyve Speciedaler, og hvis det blot er andet Vildt, indtil ti Speciedaler. Jager Nogen ulovligen paa Andens Grund, bøder han indtil fem Speciedaler, endog han sammesteds hverken har dræbt, fanget eller saaret noget Vildt." §.12. "Den, der ulovligen fisker i anden Mands Fiskevand, som dog ei er Fiskedam eller Park, bøder indtil ti Speciedaler. Den, der tilegner sig Fiskeri ved at anbringe Stængsel eller paa anden Maade, bøder indtil femti Speciedaler." §.13. "Tager Nogen ulovligen Løv eller Bar af Træerne i Skov eller Udmark, eller bemægtiger han sig sammesteds ned- SIDE: 401 blæste eller tørre Grene, Topender eller Vindfælder, som ikke allerede øiensynligen af nogen Anden ere lagte tilsammen eller i Hob, straffes han med Bøder fra sexti Skilling til tyve Specie- daler." §.15. "Hvo som i Skov eller Udmark, eller paa andet uindhegnet Sted, uberettiget sanker eller plukker Nødder, hvilke han ei paa Stedet fortærer, eller Agern, Bog eller anden Frugt, ansees med Bøder fra sexti Skilling til fem Speciedaler." Dog er det, efter den følgende Paragraf, tilladt for reisende Mand, for hvem noget er gaaet istykker, at tage i Mark og Skov hvad han behøver til Istandsættelse, saa han kan komme frem, samt paa uindhegnet Sted ): i Udmark at plukke saamange Nødder og vilde Bær, som paa Stedet fortæres, samt at hente Blomster og Rødder af vilde Urter. Ypperligt er det af den nye Lov, at den udtrykkelig fastsætter Straf for Mishandling af egne saavelsom af Andres Kreaturer. Gaaer Ondskaben saavidt hos Nogen, at han endog ved Forgift eller andet søger at skade Andres Kreaturer, straffes han, ifølge 23de Kapitels § 13, med Strafarbeide i femte Grad, og med Straf- arbeide i 4de Grad, om virkelig Skade deraf opkommer. Men samme Kapitels §.17 lyder saaledes: §.17. "Hvo som, uden at Gjerningen under nogen af de fore- gaaende §§er kan henføres, ødelægger, forspilder eller beskadiger anden Mands løse eller faste Gods, mishandler eller dræber hans Kreaturer, eller ved andre med Hensyn til hans Gods foretagne ulovlige Handlinger forvolder ham Tab eller Skade, straffes med Bøder eller Fængsel." Længe har man ventet paa, at de Umælende ogsaa hos Os skulde blive satte under Lovenes Beskyttelse. Man vogte sig derfor nu! Ikke enhver Forbigaaende kan være at stole paa, om han skulde blive Vidne til at Nogen mishandlede sit Dyr. Henrik Wergeland SIDE: 402 Nr. 8, 27de April 1843. Aldrig for gammel du bli'er til at sidde paa Lærlingeskammel. FOR FISKERE Større Skam er, ei at ville lære, end uvidende at være. Hverken Hedemarken eller Grevskaberne eller Toten er Norges bedste Ager. Den er det umaadelige Nordhav, som fra Nordkap til Lindesnæs fra Lindesnæs til Svinesund ruller for Stormen mørkt og alvorligt om dets skaldede Kyster. Ja dette er Norges bedste og rigeste Ager, hine og de mange andre velsignede Land- sensegne ufortalte, som isandhed ere gode nok til at opmuntre Bonden til Flid; og ikke kunne de amerikanske Græsørkener, som nu lokke saa mange forledede og vildfarende Landsmænd over Havet, maale sig med denne skumblomstrende, dybe, mørk- bundede Ager, hvis Grøde Norge ikke har Arme nok til at høste. Man forstaaer, at jeg mener de Millioner af Fisk, som det aar- ligen afgiver, og som isandhed ere af den Betydenhed for vort Land, at man gjerne billedlig kan sige om Norge, at det bæres oppe og flyver paa en Fiskefinne, ligesom man tillægger andre Lande Flugten paa Ørnevinger og giver dem deslige andre stol- tere Udtryk for deres Storhed. Med andre Ord: Fiskerierne ere Norges Hovedrigdom og den Erhvervsgreen, som kaster mest af sig til at dække alt det Norge maa kjøbe af Udlandet. Men ingensteds er Havet rigere end i de Egne, hvor Landet selv er fattigst i sit Indre og frygteligst i sit Ydre. Der, i Nordlandene, er det Sejen gaaer til i talløse Stimer, og tilvirkes til Klipfisk, der er saa kontant Vare i de sydligere Lande. Folket bestaaer der af Fiskere, som nok forstaa sin Dont; men som dog nok endnu kunde have godt af at vide, hvorledes andre Nationer tilvirke samme Vare og vinde endnu højere Priser derfor. Thi dette er et ubedrageligt Tegn paa, at disse forstaae det bedre, og da dog nogle af disse Blade ogsaa komme til hine Egne, har Udgiveren ikke anseet det for upassende, i nærværende at med- dele en dansk Embedsmands Beretning om Klipfisktilberedningen paa Shetlandsøerne, til hvilken vigtige Næringsgreens Under- søgelse han for et Aarstid siden var udsendt af sin Regjering. SIDE: 403 Ved disse Øer, der længe vare norske, men nu tilhøre Engel- land, og hvis Indbyggere i Sæder og Sprog have meget tilfælles med deres Gjenboere, Fiskerne paa den bergenske Kyst, drives, ligesom paa denne, Sildefiskeri i de mange Smaafjorde og Viger og Seifiskeri paa Bankerne udenfor. Andre Nationer end Eng- lændere komme ogsaa did for at fiske, og intet forsømmes fra Statens som fra Borgernes Side af hvad der kan bringe Fiske- rierne i Flor. Alle Europas mest oplyste Stater, det rige Eng- land, det stolte Frankrig, det flittige Holland, skjænke Fiskeriet, hvor det tilbyder sig, særdeles Opmærksomhed, fordi det syssel- sætter mange Hænder, holder Søvæsenet og Sødygtigheden ved- lige, og giver som oftest god Afkastning. Derfor have de ofte ført Krige, ikke om Lande, men om Fiskegrunde, og Frankrig og England har slaaets om Forretten til at kaste sine Snører ud paa det barske Nyfundlands Grunde, der i Overflod paa Stor- fisk ligne Nordlandene. [fotnotemerke] De vare disse mægtige Riger mere værd end hine amerikanske Græsørkener. Allerede midt imel- lem Norge og England møder man paa de lavere Grunde Fiskere fra disse Lande, og Hollænderne besøge Shetlandsøerne hver Sommer baade for selv at tage Deel i de Guds Gaver og forat kjøbe op. Og det er rimeligt, at det er disse forsynlige og kløg- tige Folk, som har lært Shetlænderne den fortrinlige Tilvirkning, som de bruge, og som her anbefales sagkyndige Landsmænds og navnlig Arbeidernes egen Opmærksomhed ved vore Fiskerier. Det kommer sandelig an paa Maaden, og vi Normænd ligge til- agters for andre Nationer i saa meget, og ikke mindst i dette Punkt, fordi disse forstaae det bedre. I det mindste er hele Verden enig i, at en flamsk eller hollandsk Sild smager bedre end en norsk, som dog af Naturen er ligesaa god, og det samme siger den om den fremmede Klipfisk, hvorved der vel, med det Fotnote: Til denne engelske Besiddelse i Nordamerika, hvor baade Kyst- og Bank- fiskeriet drives i det Store af flere Nationer, sendte vor Regjering i 1839 en lærd Landsmand og en dygtig norsk Fisker, forat lægge Mærke til Fremgangs- maaden der og siden indberette dette, saa at denne Underviisning kunde komme vort eget Folk tilgode. Fiskeren er kommen tilbage, men Gud kaldte Foretagendets udmærkede Formand til sig hist paa den fremmede Kyst som han gjorde sig rede til at fare hjem efter vel rygtet Ærinde. Men han har givet Fædrelandet i Arv en Skat af optegnede Erfaringer og Bemærkninger, som Regjeringen nu lader ordne, for siden at lade dem komme i Folkets Hænder. SIDE: 404 bedre Udseende ogsaa følger noget virkeligt Bedre, som det da ogsaa er værd at betale bedre. Henrik Wergeland ARBEIDSMANDS LYKKE Hver Stand kan sig som bedste prise; thi hver fik Sit af Sorg og Lise. Hvor er det ikke sandt: "Den er ikke lykkeligst, som besidder hvad han ønsker, men den, som ikke attraaer hvad der er ham negtet." Ligesom ogsaa dette: "Langt løber man for Lykken at opsøge, og Plagerne i Løbet sig forøge, mens nærmest os af alt i eget Bryst, Naturen klogt har dulgt sin bedste Lyst." Efter en Dag fuld af Arbeide og Slid og Slæb at være vis paa at have Arbeide for den kommende Uge, -- det er Arbeidsmands Lykke. For ham er der ingen kostbare Fornøjelser, ikke Komedie eller Bal eller Landtourer men der er bedre Nydelser for Sjelen, der ikke koste noget, som ikke ere ham negtede: hans Hustrues Kjærlighed, at hjælpe en skrøbelig gammel Fader eller Moder, at vugge sine Børn paa Knæet, -- det er Arbeidsmands For- nøjelser. Kapitalisten er urolig over Forandringerne paa Børsen, Rhede- ren ængstlig under Stormen, Kjøbmanden gjør vovelige Spekula- tioner, og seer med Skræk Betalingsdagen nærme sig, Ejendoms- herren frygter Ildebrand, Rigmanden Tyvene. Ikke at kjende noget til al denne Frygt, -- det er ogsaa Arbeidsmands Lykke. Lækkermunden er ofte syg af sin Umaadeholdenhed; i fiin Viin drikker Mangen sig en Sygdom paa Halsen, saa det er som Ordsproget siger: "I megen Mad er Sygdom skjult saa fuult." Arbeide og Ædruelighed vedligeholder Sundhed og med den Sindsfriskhed, og -- dette er ligeledes Arbeidsmands Lykke. Hænder det, at overdrevne Ønsker vise sig i hans Sjel, for- svinde de snart, fordi Ørkesløshed er ham fremmed. Vanen at SIDE: 405 arbeide gjør dette til en Fornøjelse for ham. Vanen at nøje sig med lidet lader ham ikke bryde sig om de Goder han ikke har, saa han rødmer over at have kunnet nære et Minuts Misundelse mod den Rige, og syngende sine Viser vender han tilbage til sin Familie; -- ligesom den Vise efter et Besøg i Paladset, finder han kun i sin beskedne Hytte sin Lykke. Godt sagt, vil man maaske sige. Men forsøg, Arbeider, om det ikke ligeledes er sandt! Jeg troer det, og naar jeg seer en Arbeider med et tilfreds Ansigt, da veed jeg det. Og Gudskelov de ere ikke sjeldnere at see i hans Klasse end i andre, skjøndt Verden vistnok har langt flere mørke Ansigter i dem alle end rimeligt kunde være; thi "Vi tælle, Brødre, Sorgens Øieblikke; men Glædens Timer -- ak! hvi tælle vi dem ikke?" Henrik Wergeland Nr. 9 og mon vi da ikke skulle sande den Beskrivelse en Digter for næsten 1800 Aar siden har givet over Lykken: SIDE: 406 "Hvad Livet os forskjønner, dette er: en Ejendom, som vi fortjent besidde, en frugtbar Mark, en varig Ild paa Arnen, Forretninger og muntert Sind, ei Splid, i Sjæl og Legem livlig Karskheds Fylde, klog Eenfold, ærlig Ven, som ligner os, et godt, men tarveligt og kunstløst Maaltid, en rolig, fredelig og sorgløs Nat, en frydfuld Ægteseng, som dog er kydsk, en Søvn, som let forkorter Nattens Mulm, Tilfredshed med sin Lod, ei Ønsker fleer, ei Længsel efter og ei Frygt for Døden." Mange Ting nok, som man seer; men i hvilket Hjem skulde de ikke kunne findes? for hvilken Flid skulde de vel være uop- naaelige? De ere heller ikke flere, end at de faae Rum inden et Par Ægtefolks Arme, hvorfor jeg for disse vil tillægge "sunde Børn, som arte sig vel" som en af Lykkens Betingelser for dem. Men Sagen, hvorfor der er færre Lykkelige end der kunde være, er, at man saa ofte stræber med umættelig Begjærlighed efter endnu mere. Lykken ligger ofte for Ens Fødder; men han ned- træder den og vil svinge sig tilveirs, for at søge efter den i Luften. Og da er det forbi med Lykken, naar Mennesket troer, at maatte maale sin efter Omfanget af de Gjenstande, han dagligen kalder sine, endskjøndt han dagligen kan blive vaer, at Intet er isand- hed Hans uden det han bærer i sit Hjerte. GULDKORN Trykt i Avdeling I, bind 3, s. 102 -- 103. Henrik Wergeland SIDE: 407 Nr. 11, 10de Juni 1843. Den Vise gavner den Tid, han er, og -- naar han ei er meer. EN FORTJENT MAND Hvad her du virked godt, det sikkert hisset staaer som Kapital, hvoraf du her kun Renten faaer. Og om det for en Stund dig ingen Rente giver, dog ganske vist den lagt til Kapitalen bliver. For omtrent 50 Aar siden gjordes der noget for at bringe Have- væsenet i Flor i Norge; men disse patriotiske Bestræbelser have ikke baaret den Frugt, de fortjene. I de Egne, Frugtavl nu kan siges at trives i, fandt denne Green af Havevæsenet Sted længe før, saasom i Hardanger; men paa Østlandet er det, som sagt, i de fleste Egne kun maadelig bevænt med den hele Havedyrk- ning. Og netop den fattigere Klasse, kunde gjøre sig den saa særdeles nyttig. De Flekker, Huusmanden har om sin Stue, ere i Almindelighed, eller kunne let blive, overordentlig frugtbare, og lettelig forsyne hans Huusholdning med baade Rod- og Træ- frugter. Han og Hans vilde blive rigere og sundere, hans Bolig tækkeligere og Landet i det Hele smukkere at see til og uaf- hængigere af Fremmede. Det er i 1000de Dalersviis Penge gaae ud deraf for disse Produkter, der kunne voxe for hver Mands Dør, imellem Stene og Ur, naar han gider rydde op nogle Gryder imellem dem og fylde noget Jord i langs Vejene -- kort overalt, hvor nu Nesler og Tidsler røbe Bundens oprindelige Frugtbarhed. At Have- og Frugtavl er saa lidet Hvermands Sag, er ogsaa en Aarsag til, at de Faa, som besidde noget saadant, sjelden kunne have det i Fred. Mangen Tyv begynder med Frugttyveri, og dette er saa almindeligt, at Lysten til at lægge Vind paa Frugt- avl ikke lidet hemmes derved. Imidlertid bliver det vel ogsaa med Hensyn til disse simple Industrigrene noget bedre hos os med Tiden, især om Menigmand faaer Øinene op for den store Fordeel de Faa, som drive dem, kunne gjøre sig deraf, og om det ikke mangler paa patriotiske Exempler og Opmuntringer. Hvilken Fordeel maa der ikke være derved, naar Gartnerne kunne staa sig godt ved at give flere l00 Daler i aarlig Afgivt for 3 -- 4 Maal Jord? De Koner, som give sig af med Havedyrkning paa sine smaa Flekker hist og her i Forstæderne, udbringe et SIDE: 408 Kaalfrø, der maaskee ikke koster 1/1000 Skilling undertiden til 12 Skilling, naar de om Vinteren bringe det som Hoved tiltorvs, og det er dog ikke mindre end til 12000 Gange dets Værdi. Et Æbletræ holdes i Regelen, naar det er noget tes, for ligesaa godt som en Ko o. s. v., saa Tingen nok er værd at lægge Mærke til. Imidlertid synes de Opmuntringer, den indeholder i sig selv, ikke at være nok for en Almue, der er saa seen til at tage efter, som vor. Sogneselskaber, Præster og andre Embedsmænd, op- lyste Landmænd, og især de Almuesmænd, som gjøre en hæderlig Undtagelse, og selv have erfaret Nytten af at lægge sig noget paa Havevæsenet, bør ikke undlade saadanne. De mange ube- nyttede Pletter omkring vore Hytter vise hvor højlig et Fingerpeg behøves. Hvor nyttig en Mand, der af al Nidkjærhed søger i denne Hen- seende at belære sine Medmennesker kan blive dem og sit Fædre- land, kan sees af følgende Beretning om en Æresmand som der- til opofrede sin hele Stræben, og hvis Navn derfor ikke bør døe. Fød af ringe Forældre og opdragen i Fattigdom opofrede H. N. Brøndsted sin Ungdom til Havevæsenet. Han tjente siden nogle Steder som Gartner og oplagde imidlertid ved fornuftig Sparsommelighed aarlig noget af sin Løn, ligesom han og ved en dydig Opførsel erhvervede sig Venner, der kunde understøtte ham, naar han saae sig istand til at udføre sine uegennyttige Hensigter. I Aaret 1784 besøgte han Flensborg og flere Stæder, for at erhverve sig Bekjendtere, af hvilke han kunde forskaffe sig Frugttræer og Havefrø, og 1785 rejste han til Engelland, hvor- fra han om Høsten vendte tilbage med forøgede Indsigter i sin yndede Videnskab, og med Havefrøe for 80 Rd. Bamble Præste- gjeld i Nedre Tellemarken blev det Sted han vilde gavne. Did ankom han i Efteraaret, og strax søgte han at opmuntre Almuen til at anlægge Haver. Men Fordomme mod alle nye Indretninger satte sig imod hans Ønsker. Han søgte derfor at blive omgaa- ende Skoleholder, forat han ved daglig Omgang kunde vinde Al- muens Fortrolighed. Om Dagen underviiste han Børnene i Læs- ning, og om Aftenen de Gamle i Havedyrkning. Disse viste han Nytten deraf og Besparelsen i Huusholdningen, lovede dem til Foraaret at anlægge Haver og besaae dem uden ringeste Vederlag, samt gav dem en Forskrivning paa stemplet Papir, at gjøre alt for intet, og betale for enhver alle de Skatter, som efter deres SIDE: 409 Indbildning skulde paalægges dem ved denne nye Næringsvej. Nu kom Foraaret, da han anlagde Urtehaver for enhver Jordejer i hans hele Skolefordeeling, tre undtagne, og lærte dem at saae, røgte og bevare dem. Alt gjorde han uden Betaling, Høsten blev saa god, at Bønderne ej allene fik Føde for hele Aaret og Sæde- frø til det følgende, men at de og solgte Urter til deres Naboer. Aaret efter fik han flere Søgere, da han blev anmodet at an- lægge over hundrede Haver. Imellem disse delte han sig med en utrolig Lyst, og de Fattige var en Gjenstand for hans største Iver; han kjøbte da Frø fra Skien, Brevig og Flensborg for 120 Rdlr., som han forærede til alle dem, der søgte hans Underviis- ning. Gode Frugttræer forskrev han, lærte at indflytte og pode i vilde Stammer, og anbefalede dette til Bondens Børn, som de der engang kunde have Haab om at spise Frugterne. Men Di- striktet var vidløftigt. Paa en og samme Tid kunde han ikke gavne alle, og dog vilde han ikke, at Nogen skulde savne hans Hjælp. Hvad var herved at gjøre? Han antog en fattig Huus- mand, oplærte ham fra Grunden af, gav ham daglig af egen Kasse 24 Skilling i Kostpenge, og bød ham opholde sig der hvor han ikke selv kunde komme. Selv betalte han lige fra sin An- komst alt hvad han nød, Mad, Huus, Klæder og Skyds fra Sted til andet. Da Haverne i Foraaret 1787 vare saaledes anlagte, og han selv havde tilsat en for ham betydelig Pengesum, vilde han forlade Stedet, for at søge et mere skjønsomt Folk, der vilde sætte ham istand til videre Fremgang i sine patriotiske Bestræ- belser. Nogle Ædelttænkende opsatte et Opmuntringsskrivt, som omgik blandt dem, han havde gavnet, hvori de bleve opfordrede til at yde ham en ringe Belønning, men Udfaldet blev saare slet. Hine faa Mænds Ønsker for ham virkede dog saa meget paa hans ædle Hjerte, at han efter 6 Ugers Fraværelse, under hvilken han anskaffede sig nyt Frø og Frugttræer, fortsatte sine Bestræ- belser, og langs Kysten hen til Kragerø anlagde over 100 Haver, hvorved Egnene vandt meget og Ejerne forsynedes med det for- nødne, ei blot til egen Huusholdning, men end mere til aarligt Udsalg. Det agershusiske patriotiske Selskab tilkjendte ham i Febr. 1788 uden Æskning en Belønning af 50 Rd., hvilken Sum Bernt Anker fordobblede. Indtil sin Død i Aaret 1800 vedblev han saaledes, og paalidelige til Regjeringen indkomne Attester, i Anledning af hans efterladte Enkes Ansøgning om Pension, have SIDE: 410 godtgjort det. For at gjøre Virkningen af sine Bestræbelser va- rigere, antog han duelige Bønderdrenge, som han oplærte ei allene i Havevidenskaben, men ogsaa i Land- og Jordbruget. Nogle af disse lod han endog paa sin egen Bekostning reise til og opholde sig i Jylland, Enhver et Aar, for at see dette Lands Jorddyrkningsmaade, og at lære at forfærdige dets Arbeidsred- skaber til Lettelse for den norske Almue. Fra Christiania Land- huusholdnings-Selskab blev ham saaledes sendt tre Elever i 3 Aar, for hvilke tre tilsammen han, for deres Underviisning, Kost og alle andre Fornødenheder, Klæder undtagne, lod sig nøjes med 100 Rd. aarligen, som maaskee kunde være den halve Be- taling. Hans Uegennyttighed i disse Bestræbelser var saa stor, at en Mand af Formue, som vilde betale ham vel for hans Umage, sjeldent eller aldrig fik ham i sin Have. Bønderne derimod gik han ukaldet til, hvor han ei allene ingen Betaling fik, men endog selv havde Udgivter af sin egen Pung. Til alt dette anvendte han ei allene sin egen ringe Formue, men endogsaa alt hvad han kunde faae laant af andre, ligesom disse havde Lyst og Evne til at staa ham bi i hans Nidkjærhed for Almeenvel. Som et Lys, der fortærer sig selv ved at brænde for andre, saaledes fortærede Brøndsted sig selv, sine Kræfter og sin Formue for sine Med- menneskers Skyld. Med et svageligt Helbred fortsatte han sin patriotiske Iver for at opmuntre og gavne Bondestanden indtil sin Død, ved hvilken han formedelst sin ædle Uegennyttighed og rolige Tillid til Forsynet, efterlod sin Enke og 6 smaa uforsør- gede Børn i en for hans Kaar ubetalelig Gjeld, til hvis Afbetaling dog Kreditorer af Medlidenhed og Agtelse for den Afdødes ret- skafne Tænkemaade, skriftlig tilstode Enken Anstand i nogle Aar, med Tilladelse at blive siddende ved hans brugte Jord og Haver, hvor nogle hundrede plantede og podede Træer da begyndte at bære Frugter. Kongen tilstod Enken en aarlig Pension af 50 Rd. fra 1. Jan 1801; og en Anonym indsendte 25 Rdlr. for at tilstille hende. Henrik Wergeland BLINDE VÆGGE For det dannede Menneske er det paafaldende, hvor lidet Al- muesmanden ofte bryder sig om behagelig Udsigt fra sit Huus. Ja den samme Mangel paa Sands for Naturens Skjønhed er ofte SIDE: 411 at opdage hos Folk, der tro sig over ham i Dannelse, og virkelig ogsaa burde være det, skjøndt de netop ved hiin Mangel vise, at de ikke ere det. Dersom det, i vort Klimat, skulde gjøre Huset koldere, at hugge et Vindu ud til en Kant, som ydede en behagelig Udsigt, vilde det være uklogt og urigtigt, at opoffre det Nyttige for det Behagelige; men er ikke saadant Tilfælde, betager man sig selv en daglig Nydelse, der tillige har sin store sjelelige Nytte, og berøver sin Bolig et betydeligt Tillæg i dens Værdi. Den Natur, Mennesket lever i, har stor Indflydelse paa dets Sjelsbeskaffenhed og især paa dets Karakteer. Den bliver dybsindig, religiøs og alvorlig hvor man omgives af en majestætisk og storartet Natur; mild og gladsindet i en blid og venlig. Hvert Folk elsker ogsaa den hvori den levet, fordi det føler, at der har dannet sig en Overensstemmelse imellem dem. Vore Døler ere endogsaa stolte af sine Fjelde, og de prise sine Dales Fager- hed, som om noget af Roesen derfor faldt paa dem selv. Men ofte træffer man ogsaa imellem dem i de herligste Egne paa Vaaninger, der i en vinduløs Side vende ligesom Ryggen netop mod disse; og det er ganske vist Tegn paa en stor Raahed. I at kunne læse og skrive ere ikke sydlige Landes Almuer i Almindelighed Mestere over vore; men de røbe dog, omend- skjøndt de ikke boe bedre, en større Kultur i den Sands, de vise for at forskjønne sine Boliger. Hvor der er Leilighed, mangler der sjelden et Par Træer udenfor Døren, en Viinstok eller en Vedbende stukket ned foran Vinduerne og omkrandsende disse. Og er der Udsigt, f. Ex. kun til en Landevej, bliver den sikkert benyttet, saa Menigmands Huse ikke vende en blind Side til og have et saa tvært, for ikke at sige natursky og menneskefjendsk, Udseende som vi saa ofte opdage med Forundring hos os Selv. GULDKORN Trykt i Avdeling I, bind 3, s.103 -- 104. SIDE: 412 Henrik Wergeland Nr. 12, 25de Juni 1843. Raad være sanddru Tale, ei Musik! Giv gode selv, og tak for dem, du fik! OLE SKOLEMESTER I SKOLE En Skolemester kan ogsaa tage feil; og saaledes kunde ogsaa Ole Andersen, skjøndt han nok var en af de likeste. Men han kom da ogsaa i Skole, og han var fornuftig nok til at takke derfor. "Mester Ole -- lød det for nylig bag ham fra en liden sort- klædt Mand, som han tilfældigviis traf -- I gav jer nok her ved Juletider noget af med at belære Folk om Kometer og andre Himmellegemer og Luftsyner; gjorde I ikke?" Ole negtede det ikke; men han blev ligesom noget undselig da han saae, at Manden var ingen anden end den største Stjernekyndige baade i dette og mange andre Lande. Ellers var det Oles største For- nøielse at komme sammen med og at kunne tale med oplyste Folk; og ogsaa dette var et Tegn paa, at Ole hørte til de for- nuftige Mennesker. "Nu, vel nok!" blev Manden ved; "men der var en Feil i Noget af hvad I sagde de Bønder, I dengang færdedes med." "Var der ikke flere, skal jeg være glad," mente Ole. "Jeg har kun lært hvad jeg kan ved min egen Flid og af mig selv, saa Feil kun altfor let kan hænde. I Almuen lærer den Ene af den Anden, og Folkets Underviisning bestaaer især i denne Vexel- methode, at Enhver meddeler hvad han veed eller troer at vide." Og Ole afgav her inden faa Sekunder i sin Beskedenhed det tredie Beviis paa, at han var en fornuftig Mand. "Jo seer I, I sagde dengang, at Stjerneskuddene og de saakaldte Ildkugler, som forfærde saamangen Mand uden Grund, tilhøre vor Jords Luftkreds, og at de kun ere antændte Dunster deri." "Nu ja," sagde Ole med et langt Ansigt." Man har baade sagt mig saa, og jeg har læst det." "Men det er en Vildfarelse. Disse Luftsyner tilhøre ikke Jor- dens Luftkreds; saameget veed man, omendskjøndt man ikke er paa det Rene med deres egentlige Beskaffenhed og Bestanddele." "Tak for Underretningen! Men længe skal det ikke vare før jeg retter paa Feilen, naar jeg træffer paa dem, jeg har lært anderledes." Og Ole afgav her det fjerde og bedste Beviis paa SIDE: 413 sin Fornuftighed, idet han ogsaa vilde gjøre sin Feil god igjen og berigtige sin Vildfarelse. "Godt og vel," tænkte han dog med en Slags Trøst, "at de dog ikke nu troe, at hine Luftsærsyn ere onde Aander eller ildsprudende Drager. I visse Egne er det store Ting det." Henrik Wergeland ARMODS LYKKE? Jeg vil just ikke indlade mig paa at rose Rigdom eller Fattig- dom som de lykkeligste Kaar, hvorunder et Menneske kan leve; men uagtet aldeles Fattigdom ganske vist er en Ulykke, og tillige en Vanære, om den er forskyldt ved Dovenskab og Synd, til hvilket sidste den igjen giver den største Anledning, saa er der dog noget sandt i Ordsproget: "Ingen Penge, ingen Sorger." Det bekræftes idetmindste ofte af mange næsten hængefærdigt ud- seende misfornøjede Ansigter mellem rige Folk og især hos Per- soner, der pludselig er blevne det. En Østerlænding har udtrykt den samme Tanke i det morsomme Eventyr om den dødssyge Konge, der havde faaet det Raad af en Viismand, at han i tre Dage skulde bære et aldeles lykkeligt Menneskes Skjorte. En uhyre Belønning udsattes for Den, der kunde opdage denne Sjeldne mellem de Dødelige; og det manglede da ikke paa Sø- gende og Ledende, fra de Allerfornemste af, som ikke vare for- nøjede med det de havde, og til den Fattige, som nu tænkte at gjøre sin Lykke. Hærolder og Plakater paa alle Gadehjørner op- fordrede til at melde sig eller til at søge. Forgjæves! Ingen be- stod Prøven, og mindst de Rige, som man allerførst søgte Lykken hos. Men endelig, fortæller Eventyret, findes den Lykkelige i en af Hovedstadens usleste Forstadsgader liggende der i en pjaltet Betlers Person. Han var den eneste Lykkelige, eller dog Sorg- løse, i hele Persien; og snart vil nu den syge Konge blive hel- bredet. Man styrter da med pligtskyldigst Ivrighed til; man kaster sig over Manden, man kappes om at rive ham den kostbare Skjorte af Kroppen, forat være den Første til at bringe den endnu varm til Kongen; men -- hvo skulde tro det? hvad skildrer Forbauselsen? hvor lange bleve ikke Ansigterne, da den eneste Lykkelige, man langt om længe endelig havde kunnet finde, havde -- ingen Skjorte? SIDE: 414 Men hvem vil vel rose en saadan Armod? Skjorteløshed er nok et temmelig sikkert Beviis paa en Døgenikt. Slige Eventyr maa man dog ligesaalidt sluge hele som Nødder; man maa vide at finde og udpille Kjernen. Og denne er her: at det i tusinde Tilfælde er langt lettere at leve tilfreds og lykkelig i Armod end i Rigdom og Overflod. Thi "Du Fattige, som ofte græd af Sorg, til venlig Trøst dig Dette være sagt: Seer man paa Rigdoms Ubestandighed, man spørge maa, om den kan Lykke kaldes, om snarere den ei erkjendes maa som Svøbe i det høje Forsyns Hænder." Henrik Wergeland Nr. 13 derpaa seer jeg til Jorden, og betænker, hvorlidet Rum jeg behøver deraf, naar jeg engang er død og skal begraves, og saa tilsidst seer jeg rundt omkring mig, og betragter Mængden af dem, som have det værre end jeg. Og dette Alt lærer mig, hvorlidet jeg er be- rettiget til at besvære mig over Livets Plager." Et simpelt Middel -- ikke sandt? Og staaer det ikke Alle til Tjeneste? Forsøg det derfor engang! Over den Fattige er SIDE: 415 Himlen ligesaa blaa som over Kongen; Begge behøve ligemange Fod Jord, og den Bedrøvede vil ikke have ondt for at opdage Mennesker omkring sig, der have Aarsag til at finde sig endnu ulykkeligere end han. Som flyvende Vinde, vil Livet forsvinde, som Dagen ender, sig Lykken vender, som Aftenen synker, saa Døden vinker. Men Stormen kun Feige kan skrække, forsvindende Dag skal en anden kun vække, og Roligheds Engel er Døden. -- Hvi klager du da, og fortvivler i Nøden? Henrik Wergeland DØD OG LIV (Tanker paa en Kirkegaard. Efter det Tydske.) Mange, og vel de fleste Mennesker, begræder man kun saa længe deres Liig endnu ligge hjemme. Naar de først ere de Par Alen i Jorden, skyller Livets surrende og murmlende Strøm snart Indtryk og Erindringer med sig væk hos de Tilbageblevne. Men det er en usel Letsindighed; thi de Døde skulle leve i vore Hjerter, ogsaa naar vi kristeligen ikke holde det for sandt, at Døden har nogen Varagtighed, men troe for fast og vist, at Døden er Dødens Udgang og Ende. Derimod gives der ikke Faa, som aarelangt, ja vel for sin Livstid, ikke kunne ophøre med at sørge og græmme sig for en elsket Afdød. De drive formelig Afguds- dyrkelse med hans Grav, og ere andægtigere og mere rørte, naar de beplante den med Blomster og overgyde den med Taarer, end under den høitidelige Gudstjeneste i Kirken. Svage Sjele tilregne den Sørgende (og Denne tilregner sig det selv) som en stor Fortjeneste, og de finde en Art Vellyst i denne taarevaade Smerte. Men man betragte denne ret i sit Lys, og i Kristen- dommens Lys -- da vil den vise sig som en aldeles irreligiøs Egenkjærlighed, som en Svaghed, imod hvilken Kristendommen netop byder de kraftigste Midler. Hvorfor græder, sukker, sørger man vel saa uophørligen? Fordi man ikke mere har den Fore- SIDE: 416 vigede, fordi Jeg, det kjære Jeg, har lidt et Tab. Elsker man derimod sandt og virkeligen den Døde, maa enhver Kristen finde den reneste og kraftigste Trøst over hans Forliis i, at han ikke mere befinder sig her, men lever hisset i en saligere Verden. Thi er Graven ikke netop Vuggen for et højere, aandigere, lykke- ligere, saligere Liv? Er det ham da ikke bedre hisset end her? Og hvorfor skal man græde og uophørligen være trøstesløs, naar men veed den elskede Henfarne lyksalig, lykkeligere end her, fri, ophøjet over det lille dunkle, af Galskab og Daarlighed op- fyldte, Verdensstykke, Jorden, med dens forunderlige Livs-Kome- dier eller Sørgespil? Det er naturligt, d. e. det er grundet i Menneskets indskrænkede Natur, at man græder og sørger, naar man bliver noget Kjært berøvet, men det er Aandens Kraft, det er kristeligt og fornuftigt, i Følelsen og Bevidstheden, at den Døde nu er nybaaren for et bedre Liv, at finde Trøst og Mod og selv Glæde. Hvo, der ikke kan dette, skamme sig idetmindste over sin Svaghed og Mangel paa levende virksom Gudfrygtighed, der lærer at betvinge sin ukristelige og ufornuftige Egenkjærlighed ved Aandens Magt, som vi selv om længe eller kort behøve, for koldblodigen at levne Jorden vort Legeme, og intet Tab at føle, naar vi maa beqvemme os til at leve uden det Futteral, vor Aand betjente sig af paa denne Jord. Paa Hylen og Tænders Gniden i Helvede troer ingen Fornuftig mere bogstavelig, skjøndt Billedet er brugbart nok; men man finder sikkerlig hiinsides en meget større Ulyksalighed, naar vi ikke have forberedet os til at leve uden Legeme, og dog da maa hjælpe os uden det saa kjære Kjødelige. Dette giver ingen falsk Anskuelse af, intet Skjævblik paa, Livet og dets Pligter og Anvendelse her, men et freidigt Sind, der ud- soner os med denne synlige Jordverden og ikke trælbinder og fængsler os til de forgjængelige flygtige Former. Det giver den kristelige, opløftende Freidighed, som trøster os ved de Kjæres Grave, og giver os selv Mod til, naar Tiden kommer, at blive skilte ved vore Legemer som ved et gammelt, udslidt, for trangt blevet, Plagg -- den Freidighed, som ved alle Forliis lader os i urokkelig Besiddelse af den saliggørende Bevidsthed: at efter alt Forgjængeligt, Tabt og Uigjenbringeligt, bliver det Evige, det Bli- vende vor umistelige Ejendom. Nu, saa lærer da som Kristne SIDE: 417 freidigen at leve og dø som det Kristne sømmer og anstaaer, og tænker foran det blege Liig paa Puppen, af hvis graa Hylle skal fremgaa en herlig straalevinget -- SKATTEGRAVERNE Trykt i Avdeling I, bind 3, s. 117 -- 118. Henrik Wergeland Nr. 15, 15de August 1843. Om Fordom æres end af Folkets Flok, det dertil være dig ei Aarsag nok! OM HESTEKJØD-SPIISNING Iaar ville i mange Egne af vort Land flere gamle Heste finde sin Død for Kugle eller Kniven, end ellers paatænkt var, hvis Høhøsten var falden noget bedre ud. Men derfor maa man just ikke tro, at mere Hestekjød end ellers vil blive anvendt til Næ- ring. Nei, Fordommen er endnu lige tyk, og kun desmere for- træffeligt Næringsstof vil gaa tilspilde. Medens Velling, Sild og Potetes, Potetes, Velling og Sild og kun omtrent eengang Suul om Ugen kun maadeligt holder Arbeiderens Kræfter vedlige i mange af vore Bygder, henligger raadnende paa Jordet eller ned- graves, hvad der kunde give ham Suul mange Gange om Ugen hele Aaret rundt. Men hvad kan det da nytte, at ville bekjæmpe denne Fordom, en saa indgroet Modbydelighed? Jo, anderledes betvinges ikke Fordommene, end ved idelige Angreb, om disse end kun ere som Draabens paa Stenen. Havde jeg en Land- huusholdning, skulde jeg vel anvende det endnu kraftigere Middel: SIDE: 418 Exemplets; men nu staar kun Ordet til min Tjeneste, og det virker dog i en videre Kreds, om end ikke saa stærkt som Exemp- lets paa det enkelte Sted. Maaskee kunde Ordene fremkalde Exemplerne hos enkelte fornuftigere Landmænd, saa de nedsalte Hestekjød og bruge det paa Folkebordet, efterat det der er bleven bekjendt, at Huusbond nylig trakterede sine Venner med en Hestesteg, saa lækker at see til og saa god at smage som nogen. Paa sidste Storthing bragtes det paabane, hvormeget der i Ind- førsel af Korn og Fødevarer vilde bespares for det hele Land, om Hestekjødet blev benyttet til Føde. Beregningen var ganske vist rigtig nok, omendskjøndt Forslaget ikke var rigtig fremsat og heller ikke vandt Bifald. I slige Sager maa enten Foreninger eller Enkeltmand virke frivilligen. Hestekjødet har virkelig ogsaa mange Venner, men ikke iblandt Almeenmand. Og der skulde de dog mest være, om dets Benyttelse til Menneskeføde skulde erholde Almeenvigtighed. Desaarsag har den berømte Dyrlæge, Professor Viborg, i Almanakken for Aaret 1812 opmuntret dertil i en af de landøkonomiske eller i andre Henseender almeen- nyttige Afhandlinger, som Landhuusholdningsselskabet i de første Aar af indeværende Aarhundrede lod indrykke i Almanakkerne. Og han udtaler sig der saaledes om denne for et paa Nærings- stoffer ikke rigt Land ikke uvigtig Sag: Her følger professor Viborgs artikkel så godt som uforandret. Henrik Wergeland ASTRONOMISK BØRNEFABEL Maanen vilde engang lade sig sye Klæder. Skræderen, som hidtil kun havde syet for de smaa Stjerner, blev glad over denne anseelige Kunde, tog nøje Maal og syede med al Flid. Men da han to Dage efter bragte Klædningen, var den for liden. Han maatte da sye den om igjen, men altid og altid var den for liden, efterdi Maanen var i Tiltagende. Omsider blev Maanen saa stor, som den kunde blive, og da gik det paa den modsatte Maade. Manden maatte altid sye om igjen, fordi Dragten var for stor, siden Maanen blev tyndere og tyndere. Da var Skrædderen nær ved at blive ruineret, og satte en dygtig Regning op for alt det spildte Tøi og Arbeide; men nu var Maanen bleven ganske SIDE: 419 borte, og der stod Skrædderen med sin Regning og maatte nok gaae Fallit. Man seer heraf, at de store Kunder ikke altid ere de bedste; thi de forlange Meget og betale sommetider slet ikke. HANEN PAA TAARNET Trykt i Avdeling I, bind 3, s. 119 -- 120. Henrik Wergeland Nr. 16, 27de August 1843. Ond Samvittighed er Blygift: seen, men sikker sniger den igjennem Marv og Been. SAMVITTIGHEDENS MAGT Det er længesiden vi hørte fra gamle Skolemester Ole Andersen. Han har ogsaa lagt syg af Nervefeber paa en af Gaardene i hans Omgang, hvor denne farlige Sygdom just var brudt ud uden at man endnu vidste Sygdommens Natur. Ellers havde Ole nok ikke villet udsætte Børnene for Smitten; og det varede heller ikke mere end een Dag før han undersøgte og fik Mistanke om hvad Sot der var i den anden Stue paa Gaarden. Den anden Morgen laae Ole; og han havde nok med at samle sine Tanker saameget, at han kunde faa Børnene, saavidt muligt, henviste til Nabodistrik- terne medens han blev liggende. Udpaa Dagen talte han alle- rede vildt, i ni Dage stod det om Livet, og i syv Uger var han bunden til Sengen af en Mathed, der lignede Døden, som Tus- mørket ligner Natten. Men Noget skulde støt hændes med Ole. Selv Drømmene plejede ikke at gaae spildt for hans altid ransagende og under- søgende Fornuft. Stundom saae man ham om Morgenen sidde overende paa Sengekanten, med een Strømpe paa Benet og den anden i Haanden, eller hvilende sig halvtoverende paa Albuen indtil han efter nogle Minuter pludselig ligesom rev sig sammen og sprang op. Det var da en Drøm, som han forfulgte med en Mine som en anglende Fisker. Han speidede da i sin Sjæls Dyb efter en Drøm, han havde havt om Natten, ligesom man luder sig udover Baaden for paa Kjernets Bund at see de svømmende Vasblommer og Veenhaargræsset og Fiskene og de smaa Insekt- SIDE: 420 uhyrer; men ikke gjorde han det med Overtro, som om Drøm- mene nogensinde indeholdt Aabenbarelser eller vare noget andet end det dyriske Livs, Blodets, Mavens o. s. v., naturlige Indvirk- ninger paa Hjernen -- det fineste og meest modtagelige af alle Legemets Organer -- uvilkaarlige, ufrivillige, forunderlige, men netop derfor moersomme siden at betragte, som de Figurer Vinden kan frembringe i den fine Sne, eller i den endnu lettere Sne som de afblomstrende Piletræer nedryste. Ole besad en god Samvittighed, et sundt Blod, et godt Lune, var maadelig, og gjorde saameget af en god Søvn, at hverken Medisterpølse eller Gaasesteg kunde lokke ham til at tage mere til sig om Aftenen, end han vidste han kunde sove godt om Natten paa og drømme behageligt mod Opvaagningen efter. Og fordi hans Tanker var rene og hans Lune godt, vare hans Drømme altis saadanne, at han nødig vilde gaa Miste af dem. Behagelige og opløftende Drømme ere ogsaa et af det uskyldige Hjertes sødeste Beløn- ninger. Den rige Synder kan ikke kjøbe sig dem for sine Skatte, og han vilde det dog, om han havde smagt deres Sødhed. Men denne Velsignelse som kan falde over den dydige Fattige, lige- som en Dugg fra Englevinger, nedrystet over ham om Natten, erholdes ikke i rigeste Maal uden Sjelens Opklarelse, uden at Sjelen bibringes en heel Deel Forestillinger. Det er nemlig disse, som gjengives, og som oftest med en vidunderlig Klarhed, i Drømme. Ole, som besad nogen Kundskab om Verdensbyg- ningen, befandt sig oftest idrømme imellem Stjernerne, paa Tin- derne af Maanens udbrændte Vulkaner, eller, naar han om Afte- nen havde beundret den straalende Aftenstjerne, paa denne, paa Planeten Venus; og da hjalp Indbildningskraften ham med de en- kelte Udsmykninger og Udbildninger, hvis Sandhed naturligviis ikke var at lægge Vægt paa, men som dog udgjorde en Aandens Nydelse. Han havde læst Historie -- ofte saae han og talte med dens store Mænd: han saae Napoleon og Luther og Kolumbus og mangfoldige Andre lyslevende og i deres Tidsalders Dragter. Han var vel hjemme i Fædrelandets Historie, og en Nat kunde han have seet Trondhjems berømte Domkirke i dens fulde Pragt; en anden Nat havde han seet gamle Halfdan Svarte eller hørt Sverres Taler om Drukkenskab og over Magnus Erlingssøn. Han var i høi Grad religiøs; men Noget, der skulde forestille Gud, saae han dog aldrig, siden han forlængst havde forladt de afmægtige For- SIDE: 421 søg paa at afbilde sig den Almægtige; men ofte omgikkes han idrømme med himmelske Aander, og han kunde see Jesu rene, forherligede Aasyn imellem Apostlenes forskjellige Ansigter. Hans Aand var oplyst, hans Hjerte reent, derfor vare hans Drømme opløftende og behagelige, saa han var tilmode, naar han engang imellem ikke kunde erindre dem, som om han havde mistet en Ring af Værdi imellem Fingerne, sørgmodig som over en Blomst, der fortidligen er visnet. -- Men vi kom ifra hvad der hændtes Ole, som noget støt skulde hændes og hos hvem selv Nattens Drømme ikke vare spildte, men indholdsrige paa Sødme for hans Hjerte og Næring for hans Aand, saa han ligesom Bien udsugede hvad der var godt ved dem og forkastede det unyttige. En Morgen paa den syvende Uge i Sygdommen sad Ole overende i Sengen, stirrende frem for sig med de klare skarpe Øine ud af det udtærede Ansigt, eftertænkende en Drøm, han havde havt paa Morgensiden af en alvorligere Karakteer end ellers. Han havde engang, som kommanderet Soldat, seet en Henrettelse, og da Drømme for en stor Deel bestaa i uvilkaarlige Gjenerindringer eller Fremstillinger af Noget engang oplevet (ligesom om Erin- dringen var en Æske, hvori alt saadant var kastet ind og Laaget gled af isøvne) havde han gjenoplevet dette Optrin, og sad nu grublende over Aarsagen til en saa ubehagelig, fra hans sædvan- lige saa forskjellig, Drøm. Da hans Hoved endnu var svagt, varede det en Stund før han fandt, at denne ikke var nogen anden, end at han Dagen iforvejen havde læst en Fortælling om en For- bryder, en Morder, en Mand i de lykkeligste ydre Kaar, som efter mange Aars Forløb blev dreven af sin Samvittighed til at overgive sig selv i Retfærdighedens Hænder. Det var over Duer- tid og midti Slaataanen. Alle vare paa Marken; kun Ole alene i Kammeret, der vendte mod Svalen. Pludselig stikker et af disse Qvindfolk, som stundom rangle om paa Landet med alskens Varer, Hovedet indad Døren, og spurgte om han ikke vilde kjøbe en Dunke Totens-Brændeviin. Ole blev siddende i sine egne Tanker, stirrende stivt paa hende, men uden at svare. Qvinde- mennesket gjentog sit Spørgsmaal, trinende heelt ind med den rødmalede Dunk under Armen. "Otte Graders, Far. I kunde da gjerne svare." Ole saae paa hende uden at svare anderledes end med en Rysten paa Hovedet. Han var fordybet i Tanker over Samvit- SIDE: 422 tighedens forunderlige Væsen og uimodstaaelige Magt. Det var ham, som om han stirrede ned i en bundløs Brønd eller Grube hvoropaf forfærdelige Aander fra Tid til anden steg. Men han ahnede ikke, at han snart skulde selv opleve et Vidnesbyrd om dens Vælde, og det nu i hans uvirksomme Tilstand, som om det blev ham tilsendt fra Himlen selv. Qvinden nærmede sig meer og meer, stedse gjentagende i en paatrængende Tone sit Tilbud. Hun nærmede sig alt til hun omsider stod ligeved Sengefoden og fik tydeligen see Oles skarpe, nu formedelst hans anspændte Aandsvirksomhed og det blege Ansigt næsten sortladne, steen- kulskinnende Øine. I nogle Sekunder svarede hun hans Blik med frække Øiekast; men pludselig maler der sig Forlegenhed og endelig en dødelig Angst deri. Man hørte intet i Værelset uden Stueuhrets alvorlige Slag. Man kunde have hørt en Myg lufte sine Vinger. Med stigende Angst bryder endelig Qvinden Tausheden og spørger ligesom ampusten: "Gudbevars, Gudbe- vars da, hvorfor gloer I saa paa mig?" Ole svarer intet. Hun gjentager og atter gjentager sit Spørgsmaal. Ole tier endnu frem- deles. Da raaber hun pludselig, ligesom udenfor sig selv: "Gid Fanden tog jer! I har ikke med at glo saa paa mig; jeg har ikke gjort noget ondt." Ole tier; men Øinene syntes at blive mørkere og skarpere. "Jøssu Navn da! Jeg har sandelig ikke gjort noget Ondt. Men see dog engang bort, og ikke slig som om I vilde stikke En tvert- igjennem." Endnu lukker ikke Ole sin Mund op. Han forundres ved sig selv, da han mærker hvad Magt han har over hende, og be- gynder at ahne noget Ondt. Kanskee hun har stjaalet noget i det tomme Huus tænker han. "Gud hjælpe mig!" -- udbryder Qvindemennesket, famlende efter Forklædet, "Gud hjælpe mig! Lad mig dog gaa. Hvad vil I af mig? Ak Gud, jeg seer alt, han veed det, han veed det." Og Noget, som en Orm, syntes at vride sig i hendes Indvortes. "Ak Gud, ja jeg skal gjerne tilstaae det. Eet har jeg havt." Ole aabner Munden. Et Lys gaaer op for ham. Alvorlig siger han: "Jasaa? Eet? Jeg har ikke spurgt dig." "Ja," udbryder hun grædende, "eet uægte Barn har jeg havt; men sandelig ved Gud ikke fleer." SIDE: 423 Ole spørger med endnu fastere Blik og dybere Tone: "Jasaa? Bare et?" "Ak, ak! Hvoraf veed I Alt? Javel, to har jeg havt; men siig det for Guds Skyld ikke til noget dødeligt Menneske, for ellers er det ude med mig. Men jeg har vist ikke gjort dem noget Ondt; visselig ikke! Hvorledes skulde jeg kunne det?" "Ak, Gud i Himlen! Nei, jeg har gjort af med det Ene af dem! Nei, jeg har dræbt det Andet ogsaa; O Gud, hvad er dette for en Mand? Gud bevare mig for slig en Mand.." Og med et Skrig styrter hun paa Døren før Ole endnu ret kunde besinde sig om hvad der var at gjøre. Men Forbrydersken kom ikke langt unna. Hun sidder nu hos Lensmanden. Ole sad forbauset tilbage, slagen af Ærbødighed for den Aaben- barelse af den guddommelige Retfærdighed, hvortil han havde været Aarsag og Vidne. Hvilke frygtelige Kræfter i Samvittig- heden, naar den først bliver vakt! Og den kan vækkes ved det Mindste, ved Græssets Susen, ved et Blads Raslen, ved en Fugls Røst, ved mange ringere Ting og Omstændigheder end ved en dydig Mands faste Blik. Og naar der, som her, i den Maade, hvorpaa den opvaagnende Samvittigheds Stemme lader sig for- nemme, ligger noget med Afsindigheden Forvant, er dette et endnu større Vidnesbyrd om Samvittighedens Magt. Domstolenes Bøger ere fulde af Tilfælde, hvor denne Magt viser sig saa over- vældig baade Vilje og Overlæg, og det er et Spørgsmaal, om det ikke er den, som driver til de fleste Selvmord. Den boer i Sjelen, den er en af dens Hovedbestanddele, og lader sig derfor kun til en Tid bedøve af Blod og Kjød. I Sjelens fri Tilstand efter Døden maa den virke endnu stærkere, og Billederne af en For- tærelse og Gjenopvaagnen til Fortærelse i Flammer ere kun et Forsøg paa at give et Begreb om dens Qvaler. En ond Samvittighed er den nærmeste Syndens Følge. Der udvikler sig mange andre; men denne er den nærmeste og uund- gaaeligste. Det er især ved den Synden straffer sig selv. Dette er Grundloven i Guds moralske Verdensregjering, og dens Øje- med er, at føre Sjelen igjen tilbage til det Rette, til Tilnærmelsen til dens hellige Ophav. Efter sit Væsen er det Onde Unatur, maa indvirke forstyrrende paa Menneskets sande Natur og frem- bringe en Række af ulyksalige Følger. Disse maa ansees som en Hevn af den krænkede Natur, som en Straf, det Onde fuld- SIDE: 424 byrder selv paa sin Udøver, afsondret fra de Straffe, den gud- guddommelige Retfærdighed ellers lader følge i mangfoldige jor- diske Ulykker, saasom Synet af den Elendighed, en Synd kan afstedkomme for Andre, Sundheds- og Velfærdstab, udskjæmmet Udvortes o. s. v. Hine Lastefuldhedens umiddelbare, i Sjelen selv fremynglede Følger, ere derimod Fornuftens Formørkelse (saa Evnen til at skilne imellem Ret og Uret sløves) Viljens Friheds- tab og endelig den onde Samvittighed, denne Frygtelige, som man har afbildet som et fælt Væsen, idelig og overalt med Fakler og Svøbe og forstenende Aasyn forfølgende sit Offer, der ofte omsider ikke veed at gjøre andetsteds af sig end under Bøddel- øxen eller i Graven. Henrik Wergeland ULYKKENS SKRØMT Ulykker ere værre at see til end at lide. Det er med dem som med Bjerge: de tage sig højest ud i en vis Frastand. Det er med dem som med Nesler: griber man fast til og rykker dem op, saa brænder man sig ikke. Og skulde ikke Vi, Mænd og Qvinder, der have diet Modgangens sunde Melk, kunne bevare og sande denne Tro, naar en fiin Fyrstinde har kunnet nedskrive Følgende, som Viisdomsudbyttet af hendes hele Liv? "Et Tilbageblik paa mit Liv -- bekjender denne ærværdige Qvinde -- viser mig klart, at Alt, hvad min Indbildningskraft har foremalet mig om Fremtiden, aldrig er indtruffet saa, men ganske anderledes; at Alt, hvad den fremstillede mig som utaaleligt, ikke blot, naar det virkelig indtraf, faldt ganske taaleligt ud, men ovenikjøbet fremstillede sig efterhaanden som et stort Gode, og endelig, at Alt, som jeg havde ønsket mig og regnet mig som et stort Gode, er bleven mig berøvet til endnu større Gavn for mig, hvorfor jeg ogsaa nu føler mig hendragen til Gud i ubetinget Hengivelse, for at udhvile i hans Forsyns Arme som et Barn i sin Moders." Ædle gamle Dame, du maa have mistet meget -- ikke at tale om Formue, men Børn og Mage, kanskee alle dine Børn -- for at have vundet denne Fromhed og Gudhengivenhed, denne eneste Dyd, som er over al Ulykke og giver vore Sjele Plads forud i Himmelen, hvor ingen Ængstelse og Sorg er, fordi Aanderne SIDE: 425 vide, at Gud leder alt til det Bedste, om selv de endogsaa skulde see for lidet klart til altid at opdage Traaden imellem Guds Hen- sigter og deres Udførelse. Henrik Wergeland Nr. 17 altid har han ført et raat Levnet, ofte drukket, bandet og yppet Slagsmaal. Allerede som Dreng var han fuld af Løgn og Falskhed, saa at han kun sjel- dent sagde Sandhed. For omtrent 3 Aar siden faldt han i en heftig Sygdom, som Brevskriveren med al Grund antager for Nervefeber. I denne havde Sørflaten en Mængde Syner, hvori han saae ind i baade Himmerig og Helvede, saa at han kunde give særdeles god Besked om Alt det, som der passerede. -- Da han efter nogen Tid var kommen sig efter sin Sygdom, fortalte han til sine Sambygdinger alle de Syner han havde havt, samt om dem, der senere viste sig for ham. En Mængde hørte paa ham med Opmærksomhed, en Mængde troede paa hvad han be- hagede at fortælle om sine Syner, og det varede ikke længe for- inden Sørflaten af en Mængde af sine raa, i Kristendommen kun maadeligt oplyste, Bygdefolk blev anseet som en i Aanden høist begavet og af Gud udsendt Profet, der ene kunde vise den syn- dige Menneskehed Vejen til den evige Salighed. Da han saa- ledes havde forberedet Gemytterne, fremstod han offentlig som Troesprædikant og holdt hyppige, saakaldte gudelige, Forsam- linger. At han ikke var dette Kald (som han paastod) voxen, viser hans hele Lære, som og det, at han ikke kunde skrive og kun lidet læse indenad i Bog. Han udvalgte sig derfor en Dis- cipel i en Helge Eriksen, som i de første tvende Aar af hans Lærervirksomhed altid fulgte med ham som Forelæser. Sørflaten var derimod den af den Helligaand indblæste Fortolker, som for- klarede det Læste for de samlede Tilhørere. Senere har dog Mesteren lært noget at skrive og læse, og har skilt sig ved sin Discipel, saa de nu virke adskilte. -- Efter at Sørflaten ved sin Lære havde afstedkommet den grueligste Forvirring i Søndre Ourdals Menighed, der er saare adspredt, og tæller over 5000 Sjæle, henvendte flere brave Mænd sig til deres Sognepræst med Anmodning om at modvirke den alt meer og meer om sig gri- bende Forvirring og Usædelighed. Men ad den Vej havde det kun liden Fremgang med at faa Uvæsenet stoppet. Præsten, som maaskee ikke hører til de bedst udrustede Lysets Kjæmper, skrev nok et Forlangende til Amtet om at faa Sørflaten tiltalt for Guds- bespottelse og usædeligt Levnet; men det skal ikke have været SIDE: 427 af den Beskaffenhed, at det bevægede Overøvrigheden til et saa- dant Skridt. Formandskabet traadte da sammen ivaares, ankla- gede Sørflaten for det Samme, og Amtet beordrede Forhør op- tagne i afvigte Mai, og senere Tiltale, da Anklagen befandtes grundet. Justitssagen [fotnotemerke] har nu kontinueret i Juni og Juli, og under den ere over l00 Vidner blevne afhørte, uden at dog Ak- terne endnu ere afsluttede, siden idelig nye Vidnesbyrd om Pro- fetens skjændige Bedragerier, Forførelser af Koner og Piger og farlige Lærdomme lader sig fremhente. Med megen Slughed for- staaer han at afpasse disse efter de Personers Karakteer og Sindsbeskaffenhed, som han vil virke paa. Under Anpriisning af Bøn til Gud og Hengivenhed i hans Vilje, har han indlistet hos Qvinder, gifte og ugifte, Hengivenhed i hans egen Vilje i aller- kjødeligst Forstand. Jeg har endog hørt, at han saaledes har til Synd forført et ikke ringere Antal end halvhundrede; og denne stærke Persons Udvortes røber allerede tydeligen Svækkelsen af disse Udsvævelser. Af det Følgende vil man ellers faa et om- stændeligere Begreb om den afsindige Lære, hvormed det har lykkets ham at forrykke Hjernerne paa Valderserne og at berøve mangen gift og ugift Qvinde hendes Ære. Først befaler han rigtignok, at man skal omvende sig, bede til Gud og tænke paa Gud og over alle Ting elske ham samt fornegte sin Vilje, saa at Guds Vilje bliver den ene raadende i os. Men den Omvendelse han lærer, er ganske forskjellig fra den, Skriften fordrer, i det han foreskriver den skal foregaa meget pludselig med Syner og Aabenbaringer, og under svære legemlige Smerter, saasom Kram- per og Nerverystelser. Fremdeles byder han, at man skal lægge sig og række Hænder og Fødder fra sig, naar man venter Aaben- barelsen, og naar denne under ivrig Bøn er skeet, da skal der udgaa som en Svovelrøg af Næse og Mund. Naar dette er skeet, vil han erklære Vedkommende for isandhed omvendt, og da er denne fri for den begangne Synd, og kan heller ikke synde paany. Syndens Rod er nu oprykket af Hjertet, og dens sidste Levning er forsvunden med Svovlrøgen og Luen, som strømmede ud af Mun- den. Ole Sørflaten har selv gjennemgaaet denne Omvendelse, [fotnotemerke] Fotnote: Da Ole mærkede, at det blev Alvor med Sagen, var han ikke seen med at faae bortskjødet sin Gaard til sin Søn og saaledes at gjøre sig uvederhæftig. Fotnote: Udentvivl har Ole (maaskee endog med Brændeviinsflammer af Halsen) lidt af Drankergalskab, og det er ikke usandsynligt, at de ufrivillige Syner, som SIDE: 428 og følt i sit Hjerte, at han var aldeles syndefri. "Som jeg seer igjennem dette Glas," sagde Ole, holdende en Brændeviinskaraffel mod Lyset, saae han nu ind i Himlen, men fandt kun tre Per- soner af Ourdal at være komne did i de sidste 80 Aar. Hel- vede derimod vrimlede af Fordømte og af Deres Skikkelser, som bestemt maatte komme der, hvorimellem da Alle, som ikke vare af hans Tilhængere, d. e. alle fornuftige Folk i Ourdal og fremfor alt Formandskabet. [fotnotemerke] De Salige vare skinnende hvide, de For- dømte ravnsorte, og i Spidsen for disse gamle Lensmand Rødvig af Søndre Ourdal. Ved hiin Omvendelse med Ild og Svoveldamp fik Sørflaten denne Gave, at skue ind i Aandernes Verden, vide hvad Mennesket tænkte [fotnotemerke] og alt det Tilkommende; samt paastod han, at Ingen kunde komme ind i Himlen uden han vidste det. Denne beskrevne Maade at omvendes paa, er den fornemste; men for næsten Ingen uden ham selv, er den mulig, hvorfor han ogsaa fritager sine Tilhængere herfor, saasom han har et andet Middel til deres Omvendelse og sande Frelse. Han lærer nemlig, at man endelig skal tænke paa Gud, og bede; men den Bedende skal stedse tænke paa ham (Sørflaten), hvis Bønnen skal blive hørt af Gud; thi, siger han, han er Den, som sender Bønnerne op til Gud, og han er Midleren mellem Gud og Menneskene. Fotnote: haves i denne, ligesom ogsaa de, der stundom følge med Febre, ofte faae senerehen passere for guddommelige Aabenbarelser. En Person har ganske nylig fortalt mig, at han i den sidste Tid havde havt rare Syner baade af Himmel og af Helvede. De vare endog paakomne ham paa lyse Dagen og midt paa Landevejen. Det syntes ham som om Jorden oplod sig for ham, og viste sig i sit Indre halvdeels som en Himmel fuld af Salige, men i sin anden Halv- deel som et flammende Helvede, af hvis Beboere han endog kjendte flere. Be- skrivelsen herover mente han kunde være fordeelagtig at udgive i Trykken som en Aabenbarelse. Efter en kort Undersøgelse gik han dog selv ind paa, at det ikke havde været andet end Fantasierne i den, ofte med Døden endende, stundom overgaaende, Galskab, som Drankere udsætte sig for. Han "havde været to Dage i Helvede," udtrykte han sig, efterat han som ellers ogsaa havde været udsvævende i Drik, havde tilbragt nogle Uger paa Landet med at "drikke "Doktere og Pallaseer." Her har vi det. -- Udg. Fotnote: Som han ventelig har havt et Horn i Siden paa. Syna-Martha saae ogsaa sine Fiender i Helvede. Ligesaa den i foregaaende Anmærkning omnævnte Person, der havde drukket for mange "Doktere og Pallaseer." -- Udg. Fotnote: Ole fik et prægtigt Svar af en Doktor i Valders for denne hovmodige Ind- bildnings Skyld. Doktoren kom kjørende forbi Ole. "Hvor skal Doktoren hen idag da?" spurgte Ole. "Det maa vel du vide, Ole, som veed alle Menneskers Tanker," fik han til Svar. SIDE: 429 Og i Følge hermed lærer han, at de skulle altid tænke paa, bede til ham og for ham, kort sagt stedse have ham i Tanker og for Øje, og til den Ende byder han sine Tilhængere, at de, naar de besøge Kirken, maae iagttage at stille sig saaledes, at de altid kunne see ham. Da han selv erklærer, at han ei kan gjøre Synd, at han er et sandt Gudsbarn og staaer Gud nærmest, følger, at de, som ville komme til Gud, først maa komme i den nøieste Forening med ham under Bøn til Gud. Denne Forening med ham kan kun skee ved den mest brændende og opoffrende Kjærlighed. Finder Ole, at denne er tilstede i den rette Grad, lader han af sin høie Naade den efter sand Omvendelse og Salig- hed higende Adams Datter "komme i Aandens Forening i Fredens Baand til sig." Denne Aandsforening med ham, der virkelig er betegnende for Sørflatianerne, bestaaer deri, at han har legemlig Omgang med Koner og Piger.(!) -- Først naar Qvinderne ere komne i denne Aandsforening med ham, ere de isandhed om- vendte. Da er det Guds Vilje, som er den herskende i dem; de maae da begaae hvad Skriften kalder Laster eller Synd, det bliver dem ikke tilregnet, da de maae følge Aandens Indskydelse. Skulde Samvittigheden efter en begangen Synd eller bedreven Last føle sig ængstet, skulle de bede til Gud igjennem ham, og saa ikke videre tænke paa det Begangne. Som Exempel herpaa kan anføres: Da nylig en Pige havde født et Barn, og tillagt Sørflaten at være Fader, svarede han Nogle, som spurgte ham, om det dog ikke var Synd, saaledes at bedrive Hoer; "At be- drive Hoer er vist Synd, men det, Han havde gjort, var blot en Udførelse af Guds Vilje og efter Aandens Indskydelse." Til en Anden svarede han i Anledning af samme Spørgsmaal og ved en anden Leilighed: "at han som Guds Barn ikke kunde begaae nogen Synd, thi han var født af Gud og Guds Aand boede i ham." Med Hensyn til Mændene, saa blive de hellige ved sine Koner, nemlig ved dem, som ere komne i Aandsforening med ham.(!) De Børn, som de efter hans Lære Omvendte ved ham føde, ere aandelige Børn, ethvert andet Barn, som avles udenfor eller i det, som Verden kalder Ægteskab, er uden Undtagelse Hoerunge. Selv har han talt om sig selv, at han snart maatte avle 6 "aandelige" Børn. Denne liderlige Galskab, skjult under Omvendelse og idelig Bøn, hvorunder han, som Midler, maa haves for Øje, er Hovedpunktet i hans Lære. Dog afdækker SIDE: 430 eller skjuler han denne dens indre Afskyelighed og retter sin Lære efter Folks forskjellige Enfoldighed og Forud-Tro paa ham. Undertiden siger han, at det nye Testamente ikke er den rette Bog til Omvendelse, og ved andre Leiligheder anbefaler han det. De meget faa Bibelsteder han anfører, ere altid revne ud af sin Sammenhæng, og maae kun opfattes paa den Maade, han vil. Daaben anseer han for unyttigt; Alterens Sakramente ligesaa kun for en tom Ceremoni. Da han engang kom ind i Kirken ved en Konfirmation, sagde han: "dette nytter ikke; man kunde ligesaa godt føre en Spillemand ind i Kirken og lade Almuen dandse." Da Præsten engang en heel Time havde holdt en Præ- diken, sagde han: "hvad Præsten siger, har ikke mere at betyde, end man skulde ringe med en Bjelde, da han ikke er omvendt." Ved engang at spadsere over Kirkegaarden og der læse Indskriv- terne paa Gravminderne: "Her under hviler den udi Herren salig hensovede," o. s. v., sagde han: "dette er falskt altihop! der burde staae: herunder hviler den til Helvede farne N. N." Thi han vidste vel, at de vare der, da han havde seet dem paa bemeldte Sted og Fanden med Krone paa. Enhver Anden af de omstrei- fende saakaldte Lærere erklærer Sørflaten for aldeles falsk og af Djævelen, den han selv baade kan løse og binde. Men dog synes han selv at have tvivlet om sin Magt over samme, da han har erklæret, at det blot er Djævelen, som har bevirket den For- følgelse, han nu er undergiven, og at han (Djævelen) nu er løs, og indgiver alle Vidnerne hvad de have vidnet imod ham, hvilket han paastaaer er den rene Løgn, og at den Tid snart skal komme, da man skal være nødt til at erkjende ham syndeløs at være og en reen Herrens Tolk. Om denne Forfølgelse har han ogsaa spaaet allerede i Vinter. For at vise sine Tilhængere, at der hverken er Synd i ham eller dem, men at de ere rene som Engle, gaaer det Rygte, at Sørflaten og tvende unge Koner have spad- seret splitnakne i en Lund, og at han da vexelviis har ladet dem "komme i Aandsforening" med sig. Hans Lære har ogsaa virket paa en saare fordærvelig Maade paa hans Tilhængere, i det Nogle af Skrupler ere blevne ganske sindssvage, Andre afsondre sig fra alt Selskab, søge eensomme Steder, og ligge ude i Skoven eller om Vinteren i sine Senge hele Dagen og bede, ventende det belovede Tegn og den forjettede Aabenbarelse. Flere ville ikke arbeide, for ikke derved at blive forstyrrede i Bønnen og SIDE: 431 Omgangen med Gud. Han har udtrykkelig befalet en Mand af Sognet, at forlade sin Gaard og at vandre om som Prædikant. Hans ivrigste Tilhængere, Mænd som Qvinder, ere betagne af en sværmersk, selvkjærlig Glæde over deres lykkelige Tilstand og Fortrin fremfor de Vantroe. Et hæsligt selvgodt Smiil spiller om deres Læber, og de ginge vel i Døden eller bestege Baalet i det samme Øieblik deres Mester og dyrebare Lærer bød dem det. De ere ligesom løste fra alle jordiske Baand. Ægtefælle, Børn og Gods ville de offre for ham og hans Lære. Flere unge og vakkre Piger have forladt Forældre og Kjærester og høitidelig for Retten erklæret, at dette er skeet, fordi de vilde forhindre dem i at søge Gud og den evige Salighed gjennem Sørflatens Midler. Flere have paa det Bestemteste negtet, at ville vidne mod Ole, da han er en af Gud udsendt Profet, og den eneste Fuldkomne af Mennesker. Mange have negtet at aflægge Eed, fordi Sørflaten har sagt dem, at Skriften ikke har noget bestemt Bud for samme. Til Andre har han sagt, at det ei stod i Skriften at de skulde sværge, men hvis de vilde aflægge Eed, kunde de det dog. Et Vidnes Prov er, at det, den Dag, Justitssagen fore- toges, havde hørt af hans Tilhængere, at de gjerne maatte vidne, men det var ligegyldigt hvad de vidnede, da han Ole, skulde bede for dem. Flere Vidner vilde for Retten ikke vidne Andet end hvad "Aanden indgav dem;" men da Aanden forblev stum, for- bleve Vidnerne det ogsaa. Alle Trudsler om timelige Straffe brøde de sig ikke om, men bade kun Gud om at maatte agtes værdige til at sidde ved deres arresterede Herres og Mesters Side. Gifte Koner have tilstaaet, at han har havt Omgang med dem, og Flere have bekjendt, saa vel Piger, som Koner, at han har gjort Forsøg herpaa; men heri er han dog med største Over- læg og Snuhed gaaen tilværks, i det han ikke har søgt herpaa forinden han har troet, at de tilfulde havde fattet Tillid og Kjær- lighed til ham. Naar han saaledes har iværksat sine Forførelses- forsøg, har han altid med Strenghed bedet dem ei at tale herom til Nogen. Det, som herom er kommet til Rettens Kundskab, er skeet enten ved Frafaldne eller Saadanne, som dog omsider have indseet det Falske i hans Lære, og saaledes ere blevne bange for ham. -- Af Skriften har han udsøgt sig Høisangen, som det Fortrinligste. Den staaer i Spidsen for de enkelte Dele af Skrif- ten, som ere faldne i hans Smag og som han har indbundet SIDE: 432 sammen som sin Bibel. -- Sørflatens Vandel efter hans Omven- delse er ligedan i det Ydre, som før: ofte seer man ham drikke sig temmelig fuld, at slaaes, og hører ham bande. Svigfulde Handler har han ogsaa, som før sagt, gjort sig skyldig i. -- Hans Personlighed har noget Imponerende; især formaaer han dette ved sine store Øjne, saa at, naar han stirrer paa Nogen -- hvilket han ofte gjør for at see hvad der boer i dem -- kun Faa kunne udholde hans Øjekast, ja det hænder ofte, at han, ved at stirre paa unge Piger, har bragt dem til at græde og til at faae Anfald af Krampe. Selv fornuftige Mænd have erklæret, at de ikke kunne udholde hans djævelske Smiil og falske Øjekast, uden at forvirres. For hans Tilhængere er Ole Sørflatens mægtige Øjne og falske Smiil naturligviis et Tegn mere paa hans guddomme- lige Væsen og Sendelse. Endnu kan tilføjes, at det er oplyst, at han ogsaa har lært, at det sjette Bud er "sort," hvilket hans Tilhørere opfattede paa den Maade, at det burde udslettes. Efter et almindeligt Rygte skal ogsaa en Kone have ved Hjemmeunder- viisningen hindret sine Børn i at lære hiint Bud. [fotnotemerke] Efter hans Lære kan dette Bud ikke gjælde sande Kristne og dem, som kunne vente at blive salige, d. e. hans egne sande Tilhængere, for og mellem hvilke der aldrig kan blive Tale om Hoer, da selv, om de gjøre sig skyldige heri, kun Guds Vilje skeer, og denne kan aldrig være Synd. -- Hans Discipel og Ven, føromtalte Helge Eriksen, skal være ganske indviet i Sørflatianismens Væsen, og ansees af Flere af Bygdens fornuftigste Mænd for ligesaa farlig som Sørflaten, om end ei for farligere, da han er noget yngre end sin Mester. Som et yderlige Beviis for, at Sørflaten af sine forvildede Tilhængere ansees for et Væsen, der er fuldkomment og ei kan begaa Synd, tjener: Retten spurgte mangfoldige af hans Venner, der vare indstevnede som Vidner, om de da ei ansaae Sørflatens liderlige Vandel for Synd? om det kunde stemme med Guds Vilje, at han havde forført flere Koner og Piger, havde sat Splid mellem Ægtefæller, at han drak, sloges og bandede? Og hertil svarede da Nogle, at de ikke kunde ansee det for Synd, naar Ole Sørflaten gjorde det; Andre, at de ei vilde tænke paa hans Vandel, da den ei vedkom Læren, og atter Andre, at de ikke vare værdige til at dømme over hans Handlinger.(?) Brev- skriveren erindrer tydelig, at have hørt af Vidnerne, at Sørflaten Fotnote: Det maa ogsaa læres, efter Børnenes Alder, med Forsigtighed. -- Udg. SIDE: 433 efter sin saakaldte Omvendelse ofte har været beskjænket, ja i den Grad, at han har maattet ligge over og ei har kunnet komme af Sengen ("utor Kvila.") Dette hændte saaledes en Juul, da et Par muntre Piger lagde over sammen, at friste Ole med Flasken, og saa at have ham tilbedste. Det lykkedes fuldkommen. De fik nok at lee af hele Aftenen og Ole kom saaledes tilsengs, at han maatte holde sig der hele Dagen over. "Ole, husker du dengang o. s. v.," have de da siden havt Anledning til med ny Spot at spørge ham. Da han mødte ved Forhørene, kom han ledsaget af en heel Flok af Qvinder, hvoraf paafaldende Mange med Smaabørn paa Armen, og alle Dage saae man ham omringet af disse sine Veninder, der aldrig lode ham afsyne, men fulgte ham i Flok overalt hvor han gik. -- Da der blev oplyst saadanne Ting om ham, at Retten saae sig beføjet til at arrestere ham, bleve hans Tilhængere, især Qvinderne, betagne af en dyb Sorg; Alle vilde tage Afsked med ham, da han førtes til Arresten, Alle vilde være den Sidste til at see ham. Ja da ingen Uvedkom- mende nu maa tale med ham, har jeg hørt som paalideligt Rygte, at qvindelige Tilhængere drives af en indre Trang til det Sted, deres dyrebare Ven opholder sig paa, og finde Trøst og Lindring ved blot at stirre op til Vinduerne i det Huus, hvori han, dette Sandhedens store Vidne, sidder fængslet." -- Lyder ikke denne Beretning ligesom hentet fra et Dolhuus? Hvor Mangel paa Oplysning finder Sted i en Bygd, skal der og- saa kun en Enkelt, som vil benytte sig deraf, til forat forvandle den til en stor Daarekiste. Og netop religiøst Galskab har det med sig, at det udbreder sig som en Smitsot. Uagtet derfor Valderserne ere bekjendte for at være vore mest opvakte Fjeld- folk og at være af Naturen rigelig forsynede med sund Menne- skefornuft, har det dog her øjensynlig været Mangel paa godt Kjendskab til Religionen, ja til de simple Guds Bud og deres rette Forstand, som har gjort det muligt for en saa afsindig Lærer at kunne vinde nogen Fremgang med sit Galskab og sin For- førelse. Til Kirken hvor dog altid Guds Ord er at høre, bør Al- muesmanden holde sig med Trofasthed og sin Huusandagt og den indbyrdes Opbyggelse, som høiligen er at anprise, til Bibelen, SIDE: 434 Psalmebogen og de Postiller og Samlinger af Prækener, som han seer hos fornuftige og gudfrygtige Folk og hører anbefale af dem. Til Personer, som give sig af med at gaa omkring og præke, bør han kun have liden Tillid. Han kan gjerne, uden at gjøre dem stor Uret, troe om dem, at de ere Lediggjængere, som finde større Behag i et saadant omvankende Liv, hvormed der altid følger Traktemente baade af Vaadt og Tørt, end i at arbeide i sit Hjem. Og især bør han have Mistillid til den højere Sendelse eller det indre Kald, som de foregive, og til de Fortolkninger, de afgive sig med. De sidste vide de altid at indrette efter sine egne Hovedlyster, som vi oven have seet, at Ole Sørflaten gjør naar han kommer ind paa det sjette Bud. Vidste man om ham, at han var særdeles havesyg, skulde man nok ogsaa høre en vakker Fortolkning af det 7de, skjøndt hans Lære, at Deres Synder, der ved ham ere omvendte og have Tillid til Kraften af hans Bøn, ikke have noget at betyde, er det samme som en meget fri For- tolkning, ja næsten Ophævelse af samtlige Bud. "Vogter Eder derfor for de falske Profeter!" Det er Jesus, som har givet denne Advarsel, og Han kjendte Menneskene. Farisæerne satte ogsaa Bønnen over Budenes Efterlevelse, medens Saduccæerne satte alene Priis paa denne tørre Handlingernes Lovmæssighed og foragtede dermed at forene Sindets Opløftelse, Henvendelsen til Gud i Bønnen og i Gudsdyrkelsen, altsaa Fromheder, Reli- giøsiteten, medens det dog kun er Foreningen af begge, som gjør det agtværdige, samt dydige og i sit Indre lykkelige, over sine Kaar ophøjede, Menneske. Ole Sørflaten forener, som det synes netop begge disse Slags Menneskers slette Egenskaber. Han er aandelig hovmodig som en Farisæer, og anpriser Bønnen og Hen- vendelse til Gud, medens det er umuligt, at han med en saa ureen Vandel virkelig skulde føle nogen religiøs Opløftelse eller virkelig kunne henvende sig og blotte sit Indre for Gud. Og et saadant Hykleri er saa afskyeligt, at man næsten bør tro, at han lider af nogen Skade paa sin Forstand. Men i saa Fald mon De, som følge ham og lade sig forføre af ham, da ere klogere? Med visse Arter af Vanvid følger der en høi Grad af Slughed, og ogsaa denne er tilstede hos ham ligesom næsten stedse hos de Personer, der søge at gjøre sig gjældende mellem Almuen enten som Mirakeldoktere, saakaldte "kloge Gutter eller Gjenter" eller som Religionslærere. SIDE: 435 Henrik Wergeland Nr. 19, 13de Oktbr. 1843. Betvinger du først dine Lyster, en Eeg du da sammenkryster. Da bliver din Seir over Ulykken vist saa let som at bøje en Qvist. DEN OMVENDTE FORBRYDER Jeg kan nok vide, at for de Læsere af højere Dannelse, som dette Blad maatte have, ere Bidrag af Art som nærværende kun lidet tillokkende; men ere de tillige Bladets Velyndere, ville de tage den Undskyldning for god, at jeg har erfaret, at netop deslige Meddelelser fra Forbrydere selv, der skildre deres Sjels Tilstand under Straffen, dens og Religionens Virkning til deres Forbedring og de Sindsglæder, de ved Religionen have kunnet erhverve sig, læses med Begjærlighed, og jeg vil desaarsag tro ogsaa med Nytte af den Klasse, de for hvilken Bladet, efter sin Titel, egent- lig er skrevet. Altsaa endnu en Gang et Brev fra en Slave, og det endog næsten uden en Retskrivnings-Rettelse fra Udgiverens Side, idet jeg haaber, at dette Vidnesbyrd fra det virkelige Liv om Religionens opløftende, rensende og lægende Styrke maa til- tale Letsindigheden og de Lykkeligere, hvis Svagheder ikke bleve Laster eller hvis Synder ikke have draget jordiske Retfærdigheds Straffe over dem! "Agershuus Fæstning, den 18de Marts 1843. Dyrebare Moder! Ved at have reist 11 a 12 Mile, er Du kommen til den Kund- skab om mig, at have seet mig indsluttet i en Forbryders Fæng- sel, i en Forbryders tunge Baand. At Tanken herom er Dig nok, nok til at fordybe dine mange Hjertesaar, til med Taarer at bringe Dig nærmere og nærmere Graven, er Noget, jeg ikke kan betvivle, men meget mere med Deeltagenhed erkjender; og gjerne vilde jeg derfor her forbigaae enhver Gjenstand, der endnu kunde forøge din Sorg og Smerte, og holde mig til det, som kun maatte trøste og glæde Dig, forsaavidt jeg ei dermed maatte føre Dig bag Lyset. Men alt hvad jeg lider, det er jo en Følge af min Ulydighed mod Gud og Dig, af den Ringeagt jeg har havt for dine kjærlige Formaninger, dine moderlige Anviisninger til det Bedre! Det være nu derfor langt fra mig at fortie noget deraf. Vel indseer jeg ganske, at det vil gjøre Dig saare Ondt, at mindes om mine Lidelser, at faae vide Noget derhos, som endnu er Dig SIDE: 436 ganske ubekjendt, da jeg veed, at Du som Moder gjerne ønskede, at jeg maatte være fri fra det Onde Du har seet mig at være udi; men denne Byrde vil lettes Dig, om ikke ganske, saa dog for en Deel, ved en Glæde, Du ei kan negte Dit Hjerte at nyde, ved at faae høre, at det Fængsel hvori jeg er, er for mig et Naadens Fængsel, hvor Gud har vakt mig af Syndens Søvn, at søge den Naade, han i sin Søn Jesus Christus har nedlagt for os. Det være Dig ogsaa vitterligt, min Moder! at jeg, foruden den egentlige Tilstand, Du har seet mig at være udi, ogsaa er i en svag Helbreds-Tilstand. Denne svage Helbred, som for nær- værende gjør mig udygtig til et af det ærede Commandantskab mig forundt Haandværk, har jeg især paadraget mig ved et For- søg jeg gjorde paa at undvige fra Christiania Arrest-Huus, idet jeg trængte mig ud af et jerngittret Vindu, og derved trykte mit Bryst saaledes ind, at jeg siden ei har været frisk deri. Skrække- lige Følger af Ulydighed mod Gud og Forældre, at have nedbrudt sin Helbred, gjort sig skyldig til at lide Baand og Fængsel, ja Mistillid og Ringeagt! Men Guds Ord siger: "Der skal være Glæde i Himlen over en Synder som omvender sig, meer end over ni og halvfemsindstyve Retfærdige, som ei have Omven- delse behov." Nu, saa glæd Dig ogsaa Du, min Moder! glæd Dig! glæd Dig! thi liig den forlorne Søn staaer jeg i Tanken her for Dig og erkjender, at jeg haver syndet mod Himlen og mod Dig, erkjender, at jeg ikke er værd at kaldes din Søn! Glæd Dig! thi Du har Ret dertil: Du har jo baaret mig under Dit Hjerte, Du har jo født mig til Verden med Smerte, Du har jo diet mig ved dit Bryst og givet mig moderlig Pleie; ja, vel end- ogsaa mangen Gang ønsket, om end svagt, om end ikke saa som Du burde og skulde gjøre, saa dog paa en vis Maade oprigtigt, at jeg maatte blive en Christen, som ei alene maatte bekjende Jesum Christum med Munden, men ogsaa med Hjertet. Ja, lov og tak Herren og vær glad! fordi jeg nu endelig er kommen paa Veien til dette forønskede Maal, kommen paa Veien derhen, hvor jeg engang for Jesu Christi Skyld skal tage Deel i de Saliges Glæde. -- Jeg vil og selv dele din Glæde med Dig, idet jeg er forvisset om din Tilgivelse, forvisset om, at jeg i og formedelst Jesum Christum har en naadig Gud og Fader; thi i hans Lidelse og Død har han givet mig den gyldne Ring, i hans herlige For- tjeneste den skjønne Klædning, og i den store Forsikring, han SIDE: 437 har skjænket mit Hjerte, Forsikring om et evigt Liv efter dette, det glade Gjæstebud. "Men," vil Du maaske spørgende sige: "hvor skal jeg kunne glæde mig? jeg er jo gammel, mine Kræfter aftage daglig og jeg hælder mod Graven; og du, som især skulde række mig Haanden paa min Alderdom, er dog indsluttet i et Fængsel og skal henslide din Tid der." Sandelig, det er skræk- keligt nok, min Moder! og kan vistnok paa en Side ei negte Sorgen at yttre sig, om endog Glæden paa en anden var stor nok; men det er nu Herrens Sag, og kast derfor din Sorg paa ham. Han vil og kan, hvis han finder det tjenligt for os, ei alene give mig Helbreden igjen, og det ved Lægens Haand som daglig rækkes mig, samt ei alene formilde mine høie Foresattes Hjerte til engang at give mig løs fra dette Fængsel, men tillige forlene mig Styrke til at kunne vise mig som en erkjendtlig Søn. Kast derfor Din Sorg paa ham, bed ham lære Dig at bede, bed ham saa for Christi Skyld at være Dig naadig; thi ihvorvel Du er en god Moder, som efter Evne har sørget for dine Børn vel, saa er Du, saavel som ethvert andet Menneske, dog i og for Dig selv en Synder, som foruden Naaden i Christo ei kan blive lyk- kelig i et andet Liv. Og naar Du da beder for Dig, bed da og- saa for mig og ethvert andet Menneske; bed Herren, at jeg maae forblive i det nye Forhold, jeg er kommen i til ham, bed, at jeg maae forlenes Styrke til at aflægge en Synd efter en anden, ind- vortes og udvortes, saa jeg ei maae blive staaende paa en og samme Plet i min Christendom, men altid fare fort i samme, saa jeg maatte findes i din Barne-Flok, naar Du engang skal frem- staae for Christi Domstol og sige: "Herre! her er jeg, og de, Du haver givet mig!" Ja, min Gud og Fader! foruden din naadige Bistand kan Ingen komme hertil, forleen os derfor denne, nu og altid, ved din gode Aand, for Jesu Christi Skyld, Amen! -- Faer saa vel, min kjære, gamle, gode Moder! Bliv i Jesu Christo lykkelig! Skal jeg meer ei see Dig, nyde med Dig Goder, Vist skal jeg Dig see i Himmerig; Der, hvor alskens Sorg er slettet ud, Taarer Øiet ikke mere væde, Der, hvor Millioner for vor Gud Synge: Glæde! Glæde! Glæde! Glæde! -- Din i Christo lykkelige Søn, Christian." SIDE: 438 Henrik Wergeland GRÆKERE OG NORMÆND De ædleste Dele af vore Tiders Oplysning skyldes Oldtidens Grækere. Deres Mesterværker, især i de saakaldte skjønne Videnskaber, i Veltalenhed, Digtekunst, Maleri, Bygningskunst og Bildhuggeri, tvivler man om endnu ere opnaaede; og det til en Tid, saa dunkel for den øvrige Verden, at selv Romerne, deres senere Undertvingere, som dog maatte lære af dem, vare ikke stort bedre end Halvvilde, og det øvrige Europas Beboere saa fuldkommen vilde som Amerikas Indianere. Men allerede før den sidste Odin, omtrent 100 Aar før Kristus fødtes, kom hid til vort Norden fra Egne, der ikke laae saa langt fra Græken- land, var den græske Oplysnings herligste Alder forbi i dens eget Hjemsted, og i alle Aarhundrederne indtil vor Tid var det et ulykkeligt Offer for Fremmedes Undertrykkelse, hvorunder Stæderne sank for en stor Deel i Ruiner, Vildnisset overgroede Agrene og Folket forvildedes. Dog beholdt det bestandig tilbage i sit Hjerte en stolt Følelse af Fædrenes Ædelhed og Fortjene- ster af Menneskeslægten, og, selv uvidende, nærede den græske Hyrde, Tyrkens ærbødige Slave, Beundring for en Oplysning, som han nu ikke mere kunde naae, end den afmægtige Olding Frugterne, der svæve over ham paa Træets høje Grene. Men i Aarene nogle og 20 tilkjæmpede den største Deel af Grækenland sig Friheden, og i 1833 fik det en egen Konge i en tydsk Prinds. I de faa Aar siden har man da i dette Land seet den samme Udvikling som i Norge. Stæderne have reist sig, og ere i stærkt Forhold tiltagne i Folkemængde; Skibsfarten har tiltaget; Ager- dyrkningen ligeledes, og for Oplysningen er der bleven sørget med al Iver. Men det var det, der her skulde meddeles, at Regjeringens Virksomhed i denne sidste Henseende -- hvilken er ligesom at oprydde Kilden til al et Folks Blomstring -- er paa det varmeste bleven understøttet af Folket selv. Hiin Agtelse for Oplysning og Dannelse, hiin ved de store nationale Erindringer nedarvede Begjærlighed derefter, har vedligeholdt sig gjennem Krig og Li- delser og nu efter de faa Fredsaar viist sig som en velsignet Jordbund at arbeide i. Lysten til at lære -- berettes der fra paalidelige Kilder -- er endnu et hæderligt Grundtræk i den græske Karakteer. Paa dette Træk kan man gjenkjende det Folk, SIDE: 439 som har været Vestens Lærere i Videnskaberne. Denne Lyst er fælles for Grækerne i alle Samfundets Klasser. Blandt Land- folkene paa Morea har saaledes det Ordsprog hjemme: "Den, der ikke kjender Bogstaverne, fortjener ikke at være et Menne- ske." Bønderne i Eleusis vide meget god Besked om, hvad der vedkommer Professorernes Forelæsninger ved Universitetet i Athen. En af dem udlod sig saaledes: "jeg vil koste, saa meget jeg formaaer, paa mine Børns Opdragelse, thi jeg indseer, at Op- lysningen er det, vi nu behøve. Vi ere uvidende, men vore Børn bør lære Noget." Endnu et Træk til Beviis for, hvorvidt Græ- kernes Lærelyst gaaer. Aldrig har der existeret et mere fuld- endt Mønster af en Helt end den ligefremme og modige Kanaris, denne Sømand, som, efterat have befalet sig Gud i Vold, besteg sit Skib og begav sig midt igjennem tusinde Farer for ganske uforfærdet at fastbinde sin Brander ved det tyrkiske Admiral- skib. Da Krigen var endt, blev Kanaris talt med iblandt de For- nemste af Grækenlands Befriere, blev anseet for en af sit Lands Stormænd, blev Kommandant i en Fæstning; og hvad mener man da, at Kanaris tog sig for? Da gav Kanaris sig i en Alder af 50 Aar til -- at lære at læse. Naar en saa levende Læselyst besjæler en Nation, maa et al- mindeligt Underviisningssystem naturligviis hurtig uddanne sig. Og dette finder for Tiden Sted i Grækenland. Men siger den græske Almuesmand til sig selv: "Er jeg ikke Ætling af hine store Menneskehedens Lærere? og skulde jeg da være uvidende og en Barbar -- jeg med mit herlige Navn af en Græker?" sandelig den norske Almuesmand har ogsaa Opfor- dringer fra Fædrene af til at uddanne sig og derved at gjenfor- herlige sit Folk. Ogsaa dette har lidt i Aarhundreder som det græske; men ogsaa det har meget at gjenvinde, forat ikke de sidste Tider skulle synes usle imod de ældste, da Snorre kunde skrive sin Histore, da Skjaldskabet holdtes i Ære, da Domkir- ken kneiste i Nidaros, og da Landet var saa opdyrket og be- folket, som det vel neppe endnu er. Henrik Wergeland DYRS RETTE BEHANDLING Ligesaalidt som hos Mennesket er Anvendelsen af den raa Magt mod Dyr et Middel til at gjøre dem fuldkomnere og bedre. SIDE: 440 Man skulde neppe troe, at derom endnu bestandig herskede saa mange falske Begreber, dersom man ikke hver Dag overalt havde Leilighed til at iagttage med hvilken uforstandig Haardhed og Grusomhed vore Huusdyr endnu stedse behandles. Vi kunne i denne Henseende endnu lære meget af nogle Folkeslag, som vel i Almindelighed endnu betragtes som meget raa og ukultiverede, men som, med Hensyn til Behandlingen af deres Dyr lægge en skarp Forstand for Dagen, nemlig Orientens Arabere, Tscherkesser etc. En Beduin eller Tscherkesse vil aldrig slaae sin Hest eller anvende raa Magt imod den. Hans Tragten gaaer ud paa at opdrage den ved Hjelp af Godhed og en Art af moralsk Straf og derved bringe den til at udføre Alt hvad han forlanger; og derfor seer man ham formelig kjærtegne sin Hest og behandle den som et Barn. Vil han straffe den, unddrager han den sin kjærlige Behandling og Opmærksomhed, tiltaler den noget haardt og anvender andre lignende Midler for at tilkjendegive Hesten sin Uvilje, hvilket aldrig forfeiler sin Virkning. I Regelen adlyde de paa denne Maade dresserede arabiske og tscherkessiske Heste ved det første Vink og ere i Stand til overordentlige Kraftan- strengelser. -- Et Exempel paa hvorledes man ved Hestes Af- rettelse udretter langt mere ved Godhed end ved Haardhed har ogsaa nylig været anført af et engelsk Tidsskrift, som navngav Eieren af en Hest, der var bleven saa bekjendt for sin Vildhed og Lumskhed, at Ingen længer vovede at ride den, og som ene blev kureret og forvandlet til en blid og brugbar Hest derved, at Een paatog sig den Møje at behandle den ret kjærligt, fodre den med et Stykke Sukker og vise den andre Opmærksomheder, naar den havde gjort sine Ting til Tilfredshed. I Almindelighed har man i Europa endnu kun meget lidt beflittet sig paa en saa- dan Afrettelsesmaade ved Heste, og søger derimod at bibringe dem Alt med Vold og Magt. Derfor kan man heller ikke undres over, at saa mange Heste besidde onde og lumske Vaner, lige- som det vel heller ikke lidet bidrager til, at denne ædle Dyreart, uagtet alle andre anvendte Midler, endnu paa de fleste Steder i Europa staaer saa langt tilbage for dens Slægtninge i hine oven- nævnte Lande. -- Ogsaa Hornqvæget og enhver anden Art Dyr maa, hvis man vil, at det skal trives, saa lidt som muligt trak- teres med Prygl og behandles haardt. Navnlig skulle Oxer van- skeligt lade sig fede, naar man hyppig slaaer dem. Det Gode SIDE: 441 er overhovedet her som overalt tillige det Fordeelagtigste. -- Hos os har man endnu ikke som i andre Lande Foreninger mod Dyr- plageri, men det torde i det mindste være en værdig Opgave for vore Landhuusholdningsselskaber at udsætte en Priisbelønning for et Skrift om denne Gjenstand, nemlig om den bedste og rig- tigste Behandling af Huusdyrene. Henrik Wergeland Nr. 20, 27de Oktbr. 1843. Et Smiil af Englen have, for Værd at faa, din Gave. DEN ÆDLE FYRSTINDE Mellem vort Folks gode Egenskaber lader Gjæstfrihed mod Enhver og Godhjertighed mod den Fattige sig ikke negte. I Trangsaar ere nok Menighedernes Formænd virksomme til at uddele; men hvad der saaledes gives offentligen, er lidet imod hvad de medlidende Qvinder give i Kjøkkenet og paa Vejen til Staburet til de Nødarme, som sidde udenfor, eller sætte sig paa Bænken nærmest Døren med sit Ærinde i det blege udtærede Ansigt. Da, i slige Aar mod Foraaret, naar Alle indskrænke sig med Arbeide forat have saa faa Munde at føde, som muligt, da er der intet at sige imod hine Omvandrende, men kun at række Haand og at hjælpe efter yderste Evne, indtil Guds milde Sol faaer skinnet, og hans Haand faaer neddrysset Regn nok over den nye Sæd til at den atter kan gyde Blod i Folkets Kinder, Kræfter i dets Arme og Haab i dets Hjerter. Det var i et saadant Foraar, da Nød bryder Lov, at Skole- mester Ole Andersen befandt sig hos en velstaaende Enke paa sin Omgang. Skolen var forbi. Det var mod Aften. Ole sad i Spisen, næsten inddysset af den ensformige Lyd, hvormed Huus- moderen slog Grøden tilqvels. Melkebollerne stode alt paa Bor- det, og Folkene vare ventendes ind. Da pusler det ved Døren, og langt om længe viser det sig, at det er en fattig Kone med et Barn, som, uden at sige andet end med et Suk "Guds Fred og Goqvel", satte sig paa Bænken. "Gaa med sig, Moer! der har sat altformange der I sidder," busede Huusmoderen hende imøde, og da Betlersken ikke strax SIDE: 442 gik, førte hun hende, med et Greb i Armen, paa Døren, og luk- kede vel efter. Ole saae op. "Maa jeg fortælle jer en Historie, og det en sand en om en Fyrstinde, Mor Kari, mens I øser den Guds Vel- signelse op?" spurgte han; og da hun svarede: "aa ja, om Fyrst- inder er det altid saa moersomt at høre noget," begyndte han: "En tydsk Fyrstinde, Moder til Prindser og Prindsesser, og en regjerende Herres Hustru, gik engang og spadserede med en af sine Hofdamer. Ved Siden af Vejen sad en stakkels, af Kummer og Elendighed bøjet, Qvinde, med et Diebarn i Skjødet. Fyrst- inden standsede, og spurgte medlidende om den Lille var syg. "Ak, sagde Moderen, den lille Orm er nærved at forsmægte, og Næringen i mine Bryster er hentørret, thi i to Dage har jeg ikke smagt andet end et Stykke tørt Brød." Paa Fyrstindens Vink rakte Hofdamen hende nu et Guldstykke. Men den Arme blev ved at græde, hulkende: "Bare det hurtig maatte blive til Melk!" Dette Udraab traf den ædle Fyrstindes Hjerte. Hun havde selv just et Spædbarn, som hun selv gav Die. Og flux sætter hun sig paa Grønsværet ved Siden af den arme Moder, tog Barnet, og lagde det til sit Bryst." Men -- "Nu hvorhen, Moer?" fik Skolemesteren Anledning til at raabe efter Kari; thi hun havde alt Klinken i Haanden, og flux var hun ude i Mørket forat faae raabt Konen med Barnet tilbage igjen. Men det lykkedes ikke; de vare alt væk. Melken smagte ikke Kari til Grøden den Aften. "Hvad er den Melk -- tænkte hun vist, da hun sad der karende i Koppen -- imod den, Skolemesteren fortalte mig om? Men vil Gud være mig naadig, da sender han mig imorgen en fattig Mo- der med sit Barn!" Henrik Wergeland AT LÆSE HØIT er et virksomt Middel til at vække og tydeliggjøre Forstandens Begreber. Dette Middel viser sig virksomt ved et almindeligt og levende Indtryk, en umiddelbar Indflydelse paa Bryst- og Sprog-Redskaberne og gjennem Øret paa Sjelen. En stammende svag Udtale kan ogsaa saaledes forbedres. Paa Sindet virker det især fordeelagtigt ved at svække det Ubehagelige, Eensom- heden fører med sig; det bringer os i større Fortrolighed med SIDE: 443 Forfatterens Aand og skjærper Hukommelsen. Efter aandsfor- tærende Beskjæftigelser giver det os en Adspredelse, som vi ikke kunne finde i selskabelig Omgang; det befordrer vor Sprogkund- skab, forbedrer vor Stiil, og Udtryksmaade og afleder Mismod. Henrik Wergeland FABEL Man fortæller, at engang Papiret og Pergamentet kom i Strid sammen. Havde ikke Skrivere, Bogtrykkere og Bogbindere lagt sig derimellem, saa vilde deraf være udsprungen en blodig Feide. Papiret brystede sig ikke lidet af sin ældgamle Herkomst, og sagde, at det havde faaet sit latinske Navn af den berømte Stad Carthago. Pergamentet, som ikke vilde staae tilbage for Papiret, udledede sit Navn fra den berømte By Pergamus. Papiret be- viste, at det blev brugt til Udgave af alle Bibler og Lærebøger. "Var ikke jeg, faldt Pergamentet i Ordet, og blev jeg ikke brugt til Dække- og Skalkeskjul for dig, som Dhrr. Boghandlere nok- som kunne bevidne, saa var du ved din Svaghed forlængst gaaet til Grunde. Desuden lader jeg mig bruge til keiserlige, kongelige og fyrstelige Diplomer, medens man kun bruger dig, Papiir, til almindelige og ofte fortrædelige Uddrag." "Er det ogsaa saa- ledes, svarede Papiret, saa fører jeg dog et bedre Levnet, og er af fredeligere Sindelag end du, idet du bliver spændt paa Trom- men og giver Signal til Oprør, Mord og Slag." "Stille, stille, raabte nu Pergamentet, jeg vil med faa Ord ydmyge din Hov- mod. Du fødes af Pjalter og Lumper, derfor opvækker du og- saa den meste Kiv og Trætte; de usleste Lumpenheder blive foranledigede ved dig." "Det skal du bevise!" skreg Papiret. "Gjerne, gjerne, svarede Pergamentet, og det nu her strax paa Stedet. Af hvilket Stof er vel Spillekortene, uden af Papiir? Og hvad foraarsager meer Trætte, Fortræd og Slagsmaal, hvad for- aarsager større Ulykke end Spillekort?" -- Nu maatte Papiret tie. SIDE: 444 Henrik Wergeland Nr. 21, 14de Novbr. 1843. Paa Overtro sextusind Aar har blinde Dumhed slæbt. Hvor mange tusind Mennesker troer du den Klods har dræbt? FRELSE FRA DØDEN "Hvad er det for et Rænd der bort i Bjerkehagen i Æfta?" spurgte Skolemester Ole Andersen sin Værtinde, idet han lagde Ansigtet til Vinduet og saae bort over Jordet. "Ei, har I ikke hørt det da?" svarede Konen. "Der har en Mand hængt sig derborte, bare mens Folkene vare hjemme til Middag. De mødte ham ved Grinden, men da de kom ud igjen, var det alt gjort." "Og skar de ham da ikke ned, og det strax?" "Nei det skulde de vel lade være. Men der er gaaet Bud til Lensmanden; og han kommer nok ned tilqvels." "En Kniv, Moer! en Kniv, Moer! Skjøndt nu maa det forlængst være for seent efter de mange Timer, han alt har hængt i. Men Gud forlade jer, som ikke strax meldte mig Ulykken! Gud for- lade dem, som ikke strax gjorde hvad de kunde forat redde den Ulykkelige! De have Deel i hans Mord. Ja, ved Gud, de have Deel i hans Mord." Ole var alt ude med de sidste Ord, og som en Vind over Jordet og inde i Bjerkehagen, hvor ganske rigtigt en Mand hang i en Green, omringet af Gutter og Jenter i Mængdeviis. "Af- vejen! afvejen! Kom Guldbrand, Berthe, Peer, Gunder, og tag i!" skreg Skolemesteren, idet han omklamrede Træet forat komme op. Jovist! Ikke et Liv rørte sig. De vege meget mere tilbage. "Jeg befaler jer..." Det blev ved det Samme. Kredsen blev større om det uhygge- lige Syn. Man mumlede om, at Lensmanden snart maatte komme, om at gjøre sig ureen, om at en Skolemester ikke havde noget at befale lel o. s. v. "Nu vel da -- raabte vor gamle Bekjendt -- paa Maa og Faa da!" Og saa snittede han over Snoren, og Liget dat ned. Liget? Ja nu var det et Liig; men ikke for tre Timer siden, da Folkene kom til og vilde have bemærket, at der endnu var Trækninger i Benene og i Fingrene. Alligevel gjorde Skolemesteren, for Exemp- lets Skyld, Forsøg paa at gjenvække Livet; men forgjæves. SIDE: 445 "Dumme, overtroiske, uvidende, følesløse Mennesker! I have dræbt ham!" tordnede den Gamle til dem, da han laae bøjet over Liget, aabnede dets Klæder, sprættede Ærmet op og forsøgte Aareladningen. Det holdt endog haardt, at faa Folkene til at bringe noget at bære den Døde i Huus paa. Lensmanden maatte først oppebies; og da alt Haab om at faa Livet kaldt tilbage var forbi, fandt Ole sig i at bie. Men han besluttede at bekjæmpe denne, i Overtro og Misforstaaelse af Lovbud grundede, Lige- gyldighed og at lære dem hvorledes man skal bære sig ad i lig- nende Tilfælde. Han nedskrev strax om Aftenen nogle Regler for at bringe Mennesker tillive igjen, lod de Skolebørn, som vare skrivkyndige, tage Afskrifter deraf, og fik saaledes nogenlunde udbredt i Bygden følgende Forskrifter: "OM MIDLERNE TIL AT REDDE SKINDØDE Det er ofte Tilfældet, at Mennesker, som i første Øieblik synes at være døde, endnu ikke ere virkelig døde, men ved passende Midler kunne reddes. Uagtet det i saadanne Tilfælde er sikkrest at hente en ordentlig Læge, hvilket ogsaa strax bør skee: saa er det dog paa mange Steder vanskeligt. Derfor bør ethvert Men- neske, der vil opfylde den vigtigste Pligt imod sin Næste, at redde hans Liv, ogsaa kjende de Midler, hvorved han kan opfylde denne Pligt. Saadanne Skindøde ere fornemmelig: Druknede, Hængte, Qvalte, Ihjelfrosne og Lynslagne. OM DRUKNEDE 1. Saasnart man finder en Druknet, maa han saa hurtig som muligt bringes af Vandet, hvorved man bestandig maa iagt- tage, at Hoved og Bryst holdes noget iveiret. 2. Derpaa afklædes og tørres han forsigtigen. Ere Lemmerne stive eller Klæderne snevre, da gjør man bedst i at skjære disse op. 3. Han lægges nu i en noget varm Seng i en halvsiddende Stil- ling, bedækkes med uldne Klæder og gnides med et varmt uldent Stykke sagte omkring Hjertekulen eller op og nedad Rygraden. SIDE: 446 4. Man søger igjennem Munden, eller, dersom denne ikke kan aabnes, igjennem Næsen at blæse Luft i Lungen. Dette kan skee ved hvilkensomhelst Rør, et Halmstraa, en Sivstilk o. a. desl. 5. Vise sig endnu ingen Tegn til Liv, kan man lade Vand eller Brændeviin fra een eller halvanden Alens Høide falde draa- beviis ned paa Hjertekulen. Efterat nogle Draaber ere faldne, gnides Stedet tørt med et varmt Klæde. 6. Ogsaa kan man med den bløde Spids af en Fjer stryge Ædike eller Brændeviin under og i Næsen eller blæse noget fiin Tobak op i Næseboerne. 7. Naar den Druknede ved en eller anden Bevægelse giver Tegn til Liv, lader man alt Øvrigt fare, og vedbliver blot at gnide Kroppen med varme Klæder eller med en Børste, hvorved man især maae see til, at den Syge ikke bliver kold. 8. Man maa ikke tabe Modet, fordi et eller flere af disse Midler slaae feil, men vedblive i det Mindste et Par Timer eller indtil en Læge kan komme. OM HÆNGTE 1. Den Hængte maa strax skjæres ned og holdes vel fast, for at han ikke skal faae Skade ved at falde. 2. Strikken eller det, hvori han hang, saavel som alle Klæd- ningsstykker, der slutte tæt til Kroppen, maa strax løses eller forsigtigen skjæres op. 3. Derefter maa han bringes i en noget varmet Seng, hvor han lægges i en halvsiddende Stilling og klædes heelt af. 4. Er hans Ansigt opsvulmet, rødt, blaaagtigt eller sort, maa han strax aarelades, Ansigtet stænkes med koldt Vand, og skarp Viinædike bringes til Næsen. 5. Er den Hængte allerede ganske kold, saa maa han iøvrigt behandles som den Druknede. OM QVALTE Et Menneske qvæles enten naar det ganske mangler Luft, f. Ex. naar Mund og Næse længe holdes tilstoppet, saa at ingen Luft SIDE: 447 kan komme derigjennem, eller naar det opholder sig i fordærvet Luft, som ikke er skikket til at indaandes. Dette sidste skeer især i Kjeldere og paa tillukkede Steder, hvor Luften er for- dærvet ved Damp af Kul og Tørv, eller ved Dunster af Brænde- viin, gjærende Øl og raadne Ting. Et saaledes qvalt Menneske kan dog meget ofte bringes tillive igjen ved følgende Midler: 1. Han maa strax bæres til et Sted, hvor der er reen og kjølig Luft, klædes af og bringes i en halvsiddende Stilling. 2. Han bestænkes rigelig med koldt Vand ikke alene i Ansigtet, men ogsaa paa Brystet. Derefter gnides Kroppen med uldne Klæder eller med en blød Børste. 3. Fødderne sættes indtil Knæerne i lunkent Fodbad, der, ved at komme hedere Vand deri, lidt efter lidt maa gjøres var- mere. 4. Man maa igjennem Munden søge at blæse Luft i Lungen, hvilket bør skee strax og flere Gange. OM IHJELFROSNE 1. Ved et Menneske, som findes livløst af Kulde, maa man især vogte sig for, strax at bringe ham i Varme; thi da er der intet Haab om hans Redning. 2. Derimod maa han strax afklædes, eller, da Lemmerne sæd- vanligen ere stivnede af Frosten, maae Klæderne forsigtigen skjæres af, og, naar dette er skeet, nedgraves han i Sneen, som overalt trykkes tæt omkring ham, saa kun Munden og Næseboerene ere frie. Hvor Sneen smelter, lægges strax frisk paa. 3. Kan man ingen Snee faa, bliver den Syge svøbt i Klæder, der ere dyppede i iiskoldt Vand og bestandig holdes vaade. 4. Vise sig derved ingen Tegn til Liv, gnides han først sagte, derpaa stærkere med Snee eller med uldne Klæder, der dyppes i iiskoldt Vand. 5. Saasnart man bemærker Tegn til Liv, maa den Syge overalt aftørres og bringes i en lidt opvarmet Seng. 6. Enkelte forfrosne Lemmer maae ogsaa bedækkes med Snee eller holdes i iiskoldt Vand, indtil der atter kommer Følelse og Varme i dem. Derpaa er det godt at gnide dem med Brændeviin. SIDE: 448 7. De fleste Mennesker fryse ihjel, fordi de i stærk Kulde ikke bevæge sig nok, men overlade sig til Søvnen, fordi en Til- bøjelighed dertil pleier at indfinde sig. Derfor er det saa farligt, paa Reiser om Vinteren at drikke Brændeviin, thi dette gjør Folk endnu mere søvnige. OM LYNSLAGNE 1. Dersom Nogen træffes af Lynilden i Huus, maa han strax bringes i den fri Luft, eller man maa, ved at lukke Vinduer og Døre op, skaffe frisk Luft derind. 2. Han maa strax befries fra alle Klædningsstykker, som slutte tæt til Kroppen. 3. Ansigtet maa stærkt bestænkes med koldt Vand og Brænde- viin. 4. Hele Kroppen gnides med uldne Klæder eller med en blød Børste. 5. Enkelte beskadigede Steder paa Legemet maae behandles af en Læge, som derfor strax bør hentes." Henrik Wergeland ØRKESLØSHED Intet Ordsprog er sandere end, at Ørkesløshed er "Djævelens Hovedpude," Lediggang Roden til alt Ondt. Blandt alle Kilder til den menneskelige Fordærvelse og Elendighed, til Liderlighed, Drikfældighed og Armod, er der ingen, som spreder sig i flere og farligere Grene end Ørkesløsheden. Dens Afgrunde ere sæd- vanlige dækkede med Blomster -- siger en Viismand -- og paa det Hængedynd, som dannes ved dem, dandse forførende Lygte- mænd. Lignelsen passer vel bedst paa den Rigeres Ørkesløshed, som har Raad til at dræbe Tiden med alleslags kostbare For- nøjelser; men hos den Fattige træder Halvpæglens, Kortleikens, Solvæggens eller Kakkelovnkrogens Nydelser istedet, og Øde- læggelsen bliver den samme for ham. Arbeide er ikke blot Menneskets Bestemmelse, men ogsaa dets Lyksalighed; thi det kan ikke tabe sin Bestemmelse afsyne uden at Lyksaligheden maa lide derunder. Kun ved Virksomhed finder den menneske- SIDE: 449 lige Sjel sig vel, medens det vel ikke er let at sige, hvorpaa Lediggjængerens Sjel skulde virke, eller hvormed han skal sys- selsætte sig. Forgjæves prøver han, reent at neddysse den i tankeløs Dorskhed; den fornyer dog idelig sine Fordringer paa at sysselsættes, den hevner sig paa ham ved Kjedsomhed. Og har først denne indfundet sig, da prøves snart Kroens Midler til at sløvgjøre denne Plages nagende Tænder. Hver ny Morgen, som oprinder, er ham til Plage, thi den bringer ham ingen Glæde, men kun Tidens tunge Byrde, som han ikke kan afvælte; den frembrydende Nat ængster ham; hans Sjæl, der slet ikke har været sysselsat, føler ikke den Træthed efter Arbeide, som og- saa under Legemet Hvile. -- Jeg vil ei engang tale om, hvad enhver Eftertanke over Menneskets Pligter maa sige os, at Ledig- gang er et Ran imod Staten, da denne har Ret til at fordre, at hver Borger, ved at virke efter sin Evne, skal bidrage til Statens Fremtarv; jeg vil ikke tale om, at det høieste Væsen, der satte os i Livet, for at fremme vor egen Lyksalighed ved at medvirke til det Heles, vil kræve Regnskab af os for hvert ubenyttet Øie- blik, ligesom for hvert unyttigt Ord; thi det var her kun Hen- sigten, alvorlig at fremstille den Betragtning: hvor frydløst, hvor byrdefuldt, hvor beklagelsesværdigt Lediggængerens Liv er. Men jeg ønskede tillige, at det stod i min Magt, paa den anden Side at vise Arbeidsomheds lykkelige Frugter, og hvorledes den baade er den bedste Modgift imod Laster, og den bedste Lægedom imod Bekymringer. Var det en Straf, da Støvets Fader bød os i vort Ansigts Sved at æde vort Brød, da var det en faderlig Straf; thi intet krydrer dette Brød saa godt, som netop at nyde det saaledes. Vel er Menneskets Arbeidsomhed af forskjelligt Slags; men ingen gavnlig Virksomhed savner sin Velsignelse. Bonden, som dyrker Jorden, Haandværksmanden, der ved sine Hænders Gjer- ning erhverver sit Brød, ja selv Daglønneren, der fortjener det Nødvendige til hver Dag, nyder under sit Arbeide den Sindsro, som Legemets Anspænding altid medfører; og efter Arbeids- timerne deler Sjælen Legemets vel fortjente Hvile. En saadan Mands Arbeide bevarer hans Sundhed, og frier ham fra mange Sinds- og Legems-Sygdomme, som Folk af høiere Stænder paa- drage sig. Det Brød, han nyder, er hans eget, er erhvervet ved SIDE: 450 hans Arbeide, og det forbittres ham ikke ved Tanken om, at have tilsneget sig det paa ulovlige Veje. Henrik Wergeland No. 22, 25de November 1843. Tit Barnets Kaadhed det til Lastens Træl indvier. Det er den Faders Skyld, som seer derpaa og tier. MORALSKE FØLGER AF AT PINE DYRENE Mon ikke ovensatte Bladets Tankesprog eller Motto rammer meer end een Fader, som har beredet sine Sønner Straf og Ulykke, Tugthusets stribede Skjændselstrøje eller Slavens graa Skamkittel netop ved den Ligegyldighed, hvormed han har været Vidne til og stiltiende tilladt dem allehaande Plagerier og Grusom- heder mod de Dyr, som have været givne i deres Haand? Lad først Gemyttet blive følesløst -- og Grændserne for de For- brydelser, det vil kunne begaa, ville vorde ubestemte, ja de skulle kunne udvide sig indtil Helvedes Enemærker: ligetil det Skrækkelige, at mishandle sine gamle Forældre, at ønske dem Døden i Hjertet og at lægge Haand paa dem -- en Forbrydelse, som vore Lister over Straffældte viser er hyppigere end man skulde tro imellem det for sin Ufordærvethed ellers saa berømte norske Folk. Men det er nok saa: forhærdes først Gemyttet, staaer det ikke i Menneskets Magt at sige: saa ond vil jeg kun blive, ikke værre; og til at forhærde Gemyttet og at sløve dets Følelser for Andre, er vel ingen Synd virksommere end den Grusomhed mod Dyrene, Børn saa let kunne henfalde til, om Forældrene ikke strengeligen afholde dem derfra. Idetmindste mener den Mand, Præsten Laurids Smith, som udførligst har talt Dyrenes Sag, saa; og maaskee det vil kunne vække nogen Op- mærksomhed for Faren for Menneskets øvrige Sædelighed i det Hele, om vi lytte til hvad denne vennesæle Mand har yttret om de umoralske Følger af at være ond imod Dyrene. "Erfaring lærer, at det Menneske, som er tankeløst, ligegyldigt, ondt i sin Omgang med Dyret, stemmes med det samme til en ligedan Tænkemaade og Adfærd imod sine Medmennesker. Den Herre, der tyrannisk behandler sin Hund og sin Hest, er vist aldrig i Sandhed en god Husbond mod sine Tyende. Den, der SIDE: 451 er følesløs ved at lade Dyret lide Hunger og Nød, skal ogsaa kold og haard kunne gaae sin hungrige og lidende Broder forbi, uden Lyst og Drift til at afhjælpe hans Elendighed. Mennesket bliver ikke medeet ond i den høieste Grad; og der er ofte adskillige Anlæg til Vanart i Siælen, som først sil- digere, og ved given Leilighed yttre sig, og som hverken vi eller Andre have tænkt paa før de pludselig udvikles. Fra vor første Ungdom høre vi, at vi skulle elske Mennesker og gjøre Ret imod dem; vi opvoxe med disse Begreber; de blive talende Følelser hos os, og altsaa kunne de modsatte Følelser imod Dyret ikke saa strax og mærkeligen vise sig, eller udbryde i alle deres Følger. I vort almindelige Liv, hvor vi leve jævnt hen, kan Mennesket ikke selv mærke den skadelige Indflydelse som dets onde Adfærd mod Dyret kan have paa dets egen Charakteer; men lad det skee, at vi rives ud af denne jævne Roligheds Til- stand, lad Vrede og Hevngjærrighed ophidse vort Blod, -- og Den, som før var ond og haard imod Dyret, vil nu rase frem med samme Bitterhed mod sin Medbroder. Maaskee vil nogen her indvende, at der gives Mennesker, som ere fromme og gode i deres Omgang med Dyrene, men ere der- imod haarde og onde i deres Adfærd mod deres Medmennesker; og deraf da uddrage den Slutning, at vor Behandling af Dyret ingen Sammenhæng skulde have med vore øvrige Handlingers Moralitet. Erfaringen stadfæster vel stundom i det enkelte Til- fælde Sætningens Rigtighed; men ved nogen Eftertanke vil man let indsee, at den angivne Følge ikke flyder deraf. Først bliver her at forklare, hvori saadan Godhed mod Dyret bestaaer, og i hvilket Omfang den yttrer sig. Der gives Menne- sker, som ere lunegode, saavel mod Dyr, som mod Mennesker; de kunne have en og anden Dyreart, mod hvilken de ofte vise udmærket Velvillighed; men stundom mishandle de Dyret, naar det ikke kan undvige deres Luner, eller naar det ikke vil eller forstaaer at rette sig efter deres Særheder. Paa samme Maade behandle de ogsaa de Mennesker der uheldigviis staae i nogen Afhængighed af dem; og disse kan man da ikke have meent, naar man paastaaer, at Mennesket kan være ondt mod Menne- sker og god mod Dyret. Der gives andre Mennesker, som vælge et eller andet Yndlings-Dyr til Morskab og daglig Omgang; disse enkelte Dyr elske de da, men de elske dem ofte med udelukkende SIDE: 452 Kjærlighed, som om de vare de eneste Dyrskabninger i Naturen; de elske dem med en saadan Hengivenhed, at deres Hjerte for Resten ingen Følelser har tilovers hverken for Dyr eller Mennesker. Nu skeer det da, at den samme Dame, som faaer Ængstelser og Afmagt, naar hendes Skjødehund piber eller en forgudet Papegøie ikke kan tære sin Føde, er kold og ligegyldig ved at jage afsted med sine Heste til de styrte, eller ved at angle med den sprællende Orm. Kun for sin Yndlingsgjenstand have slige Mennesker Følelse og Opmærksomhed; og hvad Under da, at alt andet, det være sig nu Dyr eller Mennesker, maa tage til Takke med den Behandling, som et saadan Menneskes herskende Lidenskaber i ethvert Tilfælde foranledige. Men slige Mennesker kunne heller ikke med Sandhed siges at være gode mod Dyret, da det kun er en enkelt Dyrskabning, deres Hjerte hænger ved. De ere som i et Slags Afsindigheds-Tilstand, da Forestillings- kraften er saa ganske beskjæftiget med en enkelt Gjenstand, at de ikke anvende, og tilsidst ikke kunne anvende tilbørlig Op- mærksomhed og Eftertanke paa andre Ting. Endnu andre Mennesker gives der, som er saa overvættes følsomme at de hensmelte i idel Følelser, blot ved at høre tale om lidende Dyr eller Mennesker. De kunne ikke udstaa Synet af noget lidende Væsen, og lade heller Mennesker og Dyr hjælpe- løse lide og omkomme, end de skulde martre deres følsomme Hjerter ved at røre en Haand til deres Medskabningers Lindring eller Frelse. Disse ere gode baade mod Dyr og Mennesker, dersom Godhed bestod blot i tomme Ord og forvirrede Følelser. De kunne vise sig i høi Grad onde mod Mennesker, da de styres blot af sandselige Følelser, uden at bruge Eftertanke eller For- stand; men disse samme Mennesker skulde være istand til at udøve den grummeste Haardhed mod Dyret, naar det skete, at Vrede eller en anden heftig Lidenskab undertvang deres sæd- vanlige Følelser, eller gjorde, at de glemte deres antagne Charak- teer og kastede den paatagne Følsomheds-Maske. Og saaledes staaer endnu vor Sætning fast, da Den, som efter fornuftige og vel gjennemtænkte Grundsætninger er god imod Dyret, ogsaa maa have en overveiende Lyst til at gjøre det, som ret og godt er mod Mennesket; men Den, som er ond mod Dyret kan aldrig af Hjertet og med Stadighed være god imod Mennesket. SIDE: 453 Fornuftig Erfaring maa ogsaa bringe os til den Tilstaaelse: at idet vi, uden Nødvendighed og fornuftig Hensigt, formindske Dy- renes Fuldkommenhed og Lykke, formindske vi vor egen Fuld- kommenhed og Lyksalighed; eller, enhver Mishandling af Dyret støder Mennesket ned fra den Grad af Fuldkommenhed, hvorpaa det stod, og lægger Hindringer i Veien for den, som det ellers havde opnaaet. -- Hvo har afpælet Grændserne for den menne- skelige Vanart? og kan den ikke stige fra den ubetydeligste Be- gyndelse til den frygteligste Høide? -- Men ligemeget er det, hvorledes vi gjøre de første Trin til Lasterne. Vi ere i denne Henseende fast i samme Tilstand, som Kuglen, der ligger paa den øverste Pynt af en steil Brink; fra hvilken Kant den end gives Stød, befordres dog dens Bevægelse, og den ruller frem med stedse tiltagende Hurtighed, jo længere Vei den har for sig i sit Fremløb. Men naar et saadant Legemes Bevægelse dog tilsidst maa svækkes og ophøre formedelst den indvortes Tyngde og den udvortes Modstand, saa kan derimod Aandens ilde an- vendte Virksomhed gaae frem i det uendelige; idetmindste kan ingen Dødelig beregne, hvor der skal gives Standsning. Ingen kan sige: saa ond vil jeg ikkun blive, og længere vil jeg ikke gaa. Ingen kan altsaa med nogen fornuftig Grund spørge: hvad har vel min Adfærd mod Dyret at skaffe med min Adfærd mod Mennesket? -- Giv Agt paa dig selv, o Menneske! efter- tænk dine Følelser og Handlinger; og mon du ikke ved upartisk Granskning skal finde, at din Ufølsomhed mod Dyret har svækket de velvillige Følelser, du skylder din Broder? Du skal finde, at den Ondskab, du øver mod dette Dyr, var en frugtbar Moder til andre paafølgende onde Handlinger. Du negtede Dyret sin Ret, og du lærte derved, med saa meget mindre Betænkning at gjøre Uret mod Mennesket." I indeværende Aar er udkommet en liden Bog: Dagens Løsen, en Skatkiste for Unge og Gamle, Fattige og Rige, indeholdende 497 Bibelsprog med tilsvarende Vers, hvoraf eet til hver Dag i Aaret, ordnede og udgivne af Maria Schandorff." Priis indbunden 16 Sk. Nu da den kristelige Høifest staaer for Døren og et nyt Aar snart vil aabne sig, kan ingen Bog være mere passende, en skjønnere Skjænk, en bedre Udrustning for Dagenes Række end SIDE: 454 ovennævnte, som herved anbefales Menigmand -- om en Anbe- faling skulde behøves, for et Skrivt der bærer et af ham saa kjendt og æret Navn som Eugeniastiftelsens Opretterindes, Maria Schandorffs, de Moderløses Moders. Henrik Wergeland Nr. 23, 11de Decbr. 1843. Ærlighed varer længst. ÆRLIGHED I HANDEL OF VANDEL (Frit efter svensk "Læsning for Folket.") Omtrent saa langt som Vækkerø ligger paa Vestkanten af Christiania ligger Borrebækken, en ilde berygtet Fyldekippe, paa Østkanten. Altsaa i en halv Miilveis Afstand; og omtrent saa langt fra Torvpladsen pleje fleer end een Bonde om Morgenen at gjøre sidste Stands for at "opstuve" sine Varer: Veed, Hø, Halm og hvad det nu kan være, forat det skal monne noget mere og falde lidt bedre i Synet. I selve Byens Udkanter skeer det vel endog, at der standses hist og her, det Halve, især af Veed, lægges af og stuves op til et Læs, hvorpaa Resten hentes og atter kjøres paa Torvet. Men i Borrebækbakken var det Ole Trusæt, en brav Mand fra en af Ombygderne, en Morgen- stund traf paa Jens Joxrud med et saadant opstuvet Veedlas, hvori Træerne indvendig for en stor Deel laae paatverke, saa han havde kunnet sælge et godt Fange i Borrebækken for en Pægl, og endda havde højere Læs end før. "Har du spurgt Priserne derinde Jens?" Jens: "Saa besat lave, at det knap skulde lønne Kjøringen derind, om vi ikke paa en eller anden Maade kunne knipe lidt extra fra Kjøberen. Hi! Hi! Hi!" Ole: "Jeg begriber ikke, hvorledes du vil kunne knipe Kjøberen, som du kalder det, naar han seer Varerne, han vil kjøbe, og har Magt til at betale dem efter Godtbefindende. Vi vide jo alle, at i Handelen bestemmer Prisen Varens virkelige eller for Tiden al- mindelige og gangbare Værdi; og om saa skulde være, at Kjøberen ikke forstaaer at bedømme samme, bør vor gamle Ærlighed frem- træde og med sin Røst forbyde os at bedrage ham." ("Med en Røst som fra Fædrenes Grave," mumlede den brave Ole ovenpaa for SIDE: 455 sig selv da han vidste, at slige Ord vilde være spildte paa Jens, der var graaere og grovere indvendig end sin lange Vadmelsfrakke.) Jens: "Hi! Hi! Hi! At du kan vise dig saa enfoldig du da Ole, som skal være saa klog! Ligesom du ikke skulde kjende det Bruget? Det var vel en enfoldig Mand, som skulde forsømme at knipe Bymanden hvor han kan. Han sparer ikke Bonden, skulde jeg tro, og er dog vel meer oplyst end han, at dømme efter Klæderne idetmindste. Eller skulde han kanskee formedelst sin større Oplysning have større Ret til at knipe Bonden?" Disse Yttringer af Jens Joxrud gav Ole Anledning til en lang Tiltale, hvori han meente, at Menneskenes Handlemaade i det offentlige og private Liv vare det rette Stempel og Mærke paa deres Dannelse og Oplysning. "Bedre Klæder, sagde han, kunne vel danne et behageligt Ydre; men de formaae neppe at dølge Kroppens Feil, og endnu mindre Sjelens. Alle Laster ere afsky- værdige og besmitte hvilken Dragt som helst. Hverken ydre Dan- nelse eller Raahed formaaer at undskylde dem, ihvorvel de falde skarpere i Øje, naar de besmitte Personer, som i sit Ydre ville vise, at de tilhøre de mere dannede Folkeklasser. "Mine For- ældre, vedblev Ole, vare ganske simple ærlige Folk, og det Samme lærte de mig at blive. De formanede stedse sine Huusfolk til at være ærlige i Handel og Vandel mod hvert Menneske. Naar Huusfaer og Madmoer ere svigfulde og uredelige, er den natur- lige Følge, at Børn og Tjenestefolk blive det samme og da ikke mindst imod hine. Ja, det skulde undres mig, om vi ikke heri have en god Udtydning paa Ordene i de ti Guds Bud: "Gud er en streng og nidkjær Gud, som straffer Fædrenes Misgjerninger paa Børnene indtil tredie og fjerde Led." Det vil sige: saalænge Lastens Sæd groer og skyder Tistel og Torn -- den, som den Uretfærdige har udsaaet mellem den kommende Slægt. Hvad Troskab eller Ærlighed, lagde Ole til, kan for øvrigt Den vente eller fordre af sine Medmennesker, som selv er en Be- drager? Det hedder i Skriften: "Alt hvad I ville, at Andre skulle gjøre imod Eder, det gjøre I og imod dem!" Nei! nei! Det for- holder sig med Bedrageri som med alle andre Laster: de straffe snart sin egen Mand. Den, som handler uredeligt, paadrager sig Mistro; den Redelige skyer og afskyer ham; blot hans Stald- brødre holde ved ham, og med dem faaer han handle og vexle sin falske Mynt, bedrage og blive bedragen." SIDE: 456 Jens havde længe gaaet og kløet sig bag Øret med Hatten ned- over Øinene over denne Præken, som han ved sig selv kaldte Oles vakkre Tiltale; men endelig udbrød han: "Du torde nok i visse Dele have Ret; du dømmer alting for strengt. Smaa Kneb i Handel kaldes i vor Tid at være forsynlig om sig; man siger jo, at Almuen ogsaa er pligtig til at følge med sin Tid, og naar dette er bleven Tidens Sæd, maa den ene Klogskab maale sig med den anden. Vi række dog ikke saa langt endda; thi hvad betyder og monne vel vore Smaakneb imod Byboens Kunstfær- dighed? Han behandler stundom baade Maal og Vægt som det nu kan være. Og da nu alt dette er bleven Tidens Sæd og Skik, frygter jeg for, at din gammeldags Redelighed bliver en Kapital uden Renter. Hi! Hi! Hi!" Men Ole, som var bleven varm, meente, at Ærligheden aldrig savnede sin Belønning. Den var liig en kraftfuld Udsæd, som skjæn- ker sin Dyrker en rig Høst baade i dette og det tilkommende Liv. "Det er derfor saameget mere beklageligt, sagde han, at Menneskene skulle være saa kortsynede, at de af en tilfældig Gevindst eller af nogle Skilling mere, som lade sig vinde, lade sig forføre til Bedrageri først i Smaat og siden i Stort, som alene kan berede dem Vanære, Mistro og Straf. Jeg anseer, sagde Ole med Eftertryk, Svig i Handel, eller Smaakneb, som du kalder det, for at være lidet bedre, end reent ud at tage Penge ud af Næstens Lomme, og det er dog en Forbrydelse, som straffes haardere af Loven end andre Tyverier. Syrach advarer mod Svig i Handel med følgende Ord. "Som en Nagel trænger ind imellem to Stene i Muren, trænger ogsaa Synden sig indimellem Sælger og Kjøber." Og denne Advarsel bør altid staa levende for vort Sind. For ikke at levne Lastens Rum, bør man være opmærksom paa sig selv og Andre; og saaledes burde Svig og Bedrageri kunne udrøddes. Sælger man en Ting, bør man aldrig dølge dens Feil eller angive den for bedre end den er, og, naar man kjøber noget, nøje see sig for, at man ikke bliver bedragen; aldrig indlade sig i Handel med mistænkte og berygtede Personer, og ikke lade sig forvilde og besnære af visse Sælgeres Pratmageri eller deres i Bondekvartererne udsendte Haandlangere. Vi Land- mænd bør ogsaa afstaa fra den gamle Uskik, at ville faae saa- meget som muligt paa Kjøbet som en hovedsagelig Betingelse ved Handelen. Sligt er bare Anledning til alskens Svig. Kjøbmanden SIDE: 457 saavelsom Bonden og Haandværkeren bør have en rimelig Vin- ding paa sine Varer. Alt hvad Sælgeren giver atpaa i Brænde- viin eller andre Varer, bliver et Tab, som maa erstattes paa an- den Maade, og dette skeer stundom i Vægten eller i Maalet, eller ogsaa bliver Prisen forhøjet over hvad den ellers skulde have været. I alle Fald faaer Bonden, tro du mig, dyrt betale hvad han indbilder sig at faa paa Kjøbet. Jeg for min Person plejer aldrig at imodtage og endmindre forlange noget paa Kjøbet, hvorimod jeg tilseer med den største Opmærksomhed, at jeg be- kommer gode Varer for gangbar Priis og rigtig Maal og Vægt. Og med denne Varsomhed har jeg sjelden havt Aarsag til at klage. Det gamle Ordsprog sandes altfor ofte i vore Dage: "Den som ikke seer op med Øinene faaer see op med Pungen." Jens Joxrud blev ved Sit, at i Tider da saameget ondt hænder burde ikke smaa Kneb i Handel dømmes saa strengt. "Du nævner ikke de større Forbrydelser, Ole -- sagde han -- som først bør rettes." Alt Ondt, mente Ole, bør hæmmes i sit Udspring. Min- dre Feil føde større Brøde. Mærker man, at man har gaaet feil af Vejen, er det bedst, strax at vende omigjen; thi jo længer man bliver ved i det Gale, desto større Møje med at gaae til- bage. Ugræsset bør bortluges inden det faaer indrodet sig og forplantet sin vilde Slægt. Ellers vil det opfylde hele Marken, og Høstmanden, Retfærdighedens Vogter, maa, efter Skriftens Ord binde det i Knipper for at opbrændes. Hverken det Onde eller det Gode naaer med det første Skridt sin yderste Grændse; men alt voxer kun lidt efter lidt. Ordsproget siger ogsaa: "Ty- ven begynder med en Knappenaal og slutter med en Sølver- skaal." Ole og Jens forbleve tause til de kom ganske indpaa Byen. "Her plejer jeg at lægge af -- afbrød Jens -- I gamle Dage boede i det Huus der en Marketenter, som for et Par Skilling tillod mig at lægge af indenfor Rækværket ved Døren til jeg kom igjen fra Torvet forat læsse paa igjen. Undertiden fik jeg Lov bare for Fortæringens Skyld." "Da reiste Du vist med meget i Lommen fra Byen, kan jeg tænke," sagde Ole. "Aa saa meget blev det nu ikke." "Nei, havde du nu taget 4 Mark for dit ordentlige Læs og reist hjem dermed istedetfor at drive det til en Daler ved at SIDE: 458 dele og stuve det og derpaa at fortære 2 Mark hos Marketen- teren, havde det været bedre. Men veed Du i hvad Tanker jeg gik siden vi taltes ved i Bakken? Jeg erindrede noget jeg nylig havde læst i en af Sognebogsamlingens Bøger, som ret slog mig paa dine og alle deres Vegne, som ikke ere strengt ærlige i al Handel og Vandel. Sligt er nemlig ubekjendt imellem selve Tyr- kerne, de vantro Mahomedaner. De bedrage midt i deres vilde Raahed aldrig for en Skilling; den strengeste Nøiagtighed og Rede- lighed hersker imellem dem med Hensyn til Maal og Vægt og Varernes Angivelse og det imod Alle uden Forskjel, imod Kristne og Jøder som imod deres egne Troesfæller; ja den offentlige Til- lid og den almindelige Redelighed er saa stor, at de kunne lade sine Butikker og Varer uden Laas eller Bevogtning om Natten. O, tænkte jeg, maae ikke vi Kristne skamme os ved Sammen- ligningen?" "Prr! sagde Jens Joxrud. Her lægger jeg af." Saa meget hjælper i Almindelighed Formaninger. Men var det ikke Jens Joxrud jeg saae forleden Dag blev bragt paa Raadstuen? Nu, da faaer man vel ogsaa snart see ham komme over Broen paa Agershuus Fæstning i det graa og sorte Selskab? Det er som Ole Trusæt sagde, at Begyndelsen kan være liden; men Udgangen -- ? Henrik Wergeland FORANDRING AF LØNNINGSDAGEN En glædelig Efterretning for alle Arbeidsklassens Venner og hæderlige Medlemmer, og ikke mindst for de stakkels Koner, som have lært at kjende Løverdagsaftenens Farlighed for deres Mænd, spørges nu baade fra Hovedstaden og andre Landets Stæ- der. Det er nemlig den, at der nu besluttes og arbeides paa at faae Lønningsdagen forlagt fra Lørdagen til en anden Dag i Ugen, samt ogsaa at ophøre med Søndagshandelen. Men det Første er det vigtigste. Løverdagen er altfor farlig med den fulde Lomme og sin Fridag efter. Naar de første Dramme ere nede, ere Hu- stru og Børn, som vente hjemme paa lidt Forsyning til Søndag og kommende Uge, ude af Sind og -- ja vi vide jo hvordan det gaaer. Derfor vil enhver fornuftig Arbeidsmand, for de Svageres SIDE: 459 Skyld, modtage denne Forandring med Glæde. Ingen Mand er for stor Helt til at undlade at forsvare sig og at være paa Post imod fire Fiender paa eengang; og gives der listigere og farligere og er der ikke fire paa engang i Forførelsen, Svagheden, Leilig- heden og Brændevinet? Henrik Wergeland OPBEVARING AF POTETES Ingen kjøber sin Mad saa dyrt som den Fattige ved det at han maa kjøbe i Smaat. Og det er en Ulykke, som ikke er god at raade Bod paa. Kan altsaa, da dette ogsaa skeer med Pote- tes, det simple Raad, som her skal meddeles med Hensyn til dette vigtige Fødemiddels Opbevaring, ikke have nogen Nytte for de Mange hos hvem de gaae fra Fjerdingkarret i Haanden og fra denne i Munden, saa tør det dog være gavnligt for dem, der enten selv avle nogle Tønder, og have daarligt Sted at gjemme dem paa, eller som ere istand til at indkjøbe i god Høsttid en stor Deel af sit Vinterforraad. Siden den saakaldte Tørraaden- hed fik Indpas, bliver ethvert Vink til Potetesernes Opbevaring desuden af almindelig Vigtighed. Ogsaa i denne Sag skede Opdagelsen ved et Tilfælde. En Jor- degodsejer havde netop ladet en Deel af sin Kartoffel-Avl hen- lægge i en Kjælder, da en uforudseet Forretning tvang ham til at foretage en Reise, hvorfra han først i Foraaret af det følgende Aar kom tilbage, uden til den Tid at have tænkt paa sine Po- tetes. I den faste Forudsætning at disse vare bedærvede eller raadne, gav han Befaling til at tømme Kjælderen, og kaste Po- tetesserne bort; men til hans store Forbauselse fandtes de saa friske og velsmagende, som om de netop vare tagne ud af Jor- den. Man undersøgte nu mere opmærksom Kjælderen, som til- forn havde tjent til Kuloplag, og bemærkede da, at Bunden endnu var bedækket med et Lag af Kulstøv, hvorpaa man havde rystet Poteteterne. Altsaa bestaaer Middelet i at bestrø Bingen eller Kassen, hvori Poteteserne opbevares, med knust almindeligt Kul, hvormed det ogsaa vil være godt lagviis at blande dem. SIDE: 460 Henrik Wergeland Nr. 24, 18de Decbr. 1843. En reenlig Armod -- o, hvor er den ikke skjøn! Og har den Fromhed til -- hvor liig er den Guds Søn! SKILDRINGER FRA HYTTERNE Julekvællen hos Gjenboerne "Det var noget at slæbe Vassaaer til for den Juulkvællen. Lort blier Lort" mumlede Kari, Kone til Graasteensmurer Hans Fælle, idet hun Juleaftens Morgen traadte ud paa den brøstfæl- dige Steenpall udenfor sin Hytte, der hørte til en af de smaa Klaser af Huse, som ligge hist og her i en Afstand fra Kristiania, og idet hun saae over til Nabokonen Mari, som laa og skurede sin Trap. Ja selve Steenpallen var brøstfældig udenfor hendes Hytte, og det uagtet hendes Mand, dens Ejer, var Graasteensmurer og Steenbryter af Profession og havde meer end nok af Steenrøser saa godtsom udenfor Stuevæggen. Han kom nu ogsaa tilsyne i Døren, gnikkende sine Øine, kløende sig i Haaret og slæbende paa et Par Buxer, der syntes nedtagne fra en Fugleskræmme. "Haa dages det, Kari?" "Se selv, Aaskesvinet. Det er alt langt paa Dag." Ja Hun kaldte sin Mand Svinet, Aaskesvinet (formodentlig fordi han plejede at ligge i Asken naar der havde været opgjort) men hvorledes saae hun vel selv ud? Det er næsten ubeskrive- ligt. Kun var det rødgraa Haar, som stak frem under en Hue, hvis Farve det var umuligt at angive imellem Drankeguult og Kaffegrudbruunt, det Modbydeligste af det Hele. Ansigtet, som ikke var bleven vasket siden Kari var ude i sidste Høstregn, kunde dog vel, ved Hjælp af Lud eller Sæbe og Vand, blive reent, skjøndt Smudset laae saa tykt, at Aabningerne syntes lige- som opskaarne for Øinene; men at faae det Haar reent -- dertil maatte Dages Arbeide medgaae. Før kunde man banke tyve Meel- Aske- Fjær- eller Hakkelsesække rene. Det kløer og bi- der, det mylrer og ryger for Øinene bare ved at tænke derpaa. Og nu Karis Skjørt og Særkærmerne? Gud i Himlen, at Pur- ken, der reiser sig fra et Bad i Grøvten, skal kunne være et Menneske til Spot! Nabokonen, som laae og skurede sin Trap, skal Gud vide var tarvelig nok klædt og for Øjeblikket og i det Arbeide heller ikke meget reenlig; men af nogle Ord, hun vex- SIDE: 461 lede med en Mand, som stod bagom Væggen og kvistede Bruse- bar op, kunde man vide, at hun vilde blive reen tilkvæls, baade hun selv og Hendes. "Kristen -- raabte hun -- nu er jeg færdig. Kom nu med Barret dit til Trappen, og hent mig saa en Vassaa, at jeg kan faae hængt paa til Bona." Tre smaa Ansigter i Skjorten kigede udigjennem Vinduet og bankede paa til Moderen. Parret paa den anden Side var gaaet indigjen, og Manden havde lagt sig igjen i sin Kasse efterat han havde faaet stellet Kjærringa til Byen efter en Pot Akkevit "siden det var Juul- kvællen." "End Lys da siden det er Juulkvællen?" "Lys da! Kjøb Brændeviin for det med, og se til at faae en Halmdot med dig fra Torvet til at dytte bedre i Vinduet med." Nu skulle vi see hvordan den smudsige og nederdrægtige Ar- mod og hvordan den reenlige og agtværdige Armod høitidelig- holdt Juulkvællen hver paa sin Viis. Omtrent samtidig kom Kristen og Kari hjem med hvert sit Knyte. Af Karis stak der to Buttelhalse frem; af Kristens et Lys og et Par Rugkager. Det var i Mørkningen. Vi ville først følge Kari ind. "Hei, vil du op, dit Sviin! Nu ligger han igjen, og ingen Veed er hugget." Saa dundrede hun paa Døren; men -- jovist Veed? Den maatte nok tages lidt senere ifra Skigardene omkring. Og det var ogsaa Meningen. Kari slap ind, og mere see vi ikke til Parret, end at en Arm viser sig forat dytte til Ruden med en Halmvisk. Hytten var og forblev bælmørk. Kun da Hans med de Ord: "drik nu ikke op altsammen, Kari!" senere paa Kvællen, listede sig ud for at stjæle Skigaardveed, saae man et lidet Glimt fra Gruen. Hvormeget anderledes hos Kristen, som dog ikke havde kjøbt for flere Skilling. Brændeviinspotten og de Brød- varer, der fulgte med i det Knyte, Kari bragte med fra Byen, kostede 1 Mark, og for en Mark havde nu Kristen kjøbt sig et Fiirskillingslys, Øl, Gryn og Sirup til Grød samt et Par Kager til Børnene. O hvor yndig er Fattigdommen, naar den bærer Skyldløshedens Mærker! Ingen af disse Rigdommens udmajede og udforede Dukker, som føres om tilskue i smaa Karether med Opslag paa, Gigher og udstoppede Lænestolstriller, kunne i rørende Ynde SIDE: 462 lade sig ligne med de tre reenvaskede Smaa, som sad paa den barstrøede Trap, lyttende efter den fjerne Klokke i Aker, som ringede Helgden ind, da Faderen kom hjem. "Dom!" sagde den Ene. "Dim!" sagde den Anden. "Domdimdom!" sagde den Tredie. Og saa efterlignede de Klokkens Helligkimen i det Fjerne. Den Ældste, "Vesle-Ola," reiste sig paa Trappen. "Dom!" sagde han, "Det er for Gud Fader." "Dim!" sagde han -- "Det er for Gud Søn." "Domdimdom! Det er for Gud den Helligaand." Med denne Høitidskimen af uskyldige Tunger og med denne Præken blev Faderen modtaget. "Om vi aldrig skal brænde Lys meer hele Aaret, havde Mari sagt, "saa skal vi brænde i Aften." Og saa skede det, og nu kunne vi see ind paa denne Side af Vejen. Vinduerne vare rigtignok grønne (fordi de vare af billigste Glas, og fordi vi ere nogle Fuskere her i Landet i denne, som i saa mange andre Hen- seender) men rene vare de, saa de dog gav et Indblik i Stuen. Paa Arnen rørte Mari Turuen i Grødgryden. Paa det vaade Haar og det rene, skjøndt grove og slidte, Linned kunde man see, at hun havde været i Bad efterat alt var overstridt; og for Kristens Reenlighed havde hun sørget før han gik i Byen. Børnene sad legende paa det barstrøede Gulv. Kristen ved Bordet, hvorpaa en Ølkrukke stod, og hvor Lyset brændte -- til Ære for Frelseren. Thi saa troer den Armod, som kun brænder Lys om Juleaften. "Sesaa! retnu er jeg færdig," sagde den raske Kone med et Par dygtige Turuslag. "Saa skal vi sove saa godt inat, for jeg har nok saa vi berge os over Helgen. Bare lidt til, lidt til, Kristen, saa skulde det nok gaae." "Ja bare vi kunde komme væk fra dette Grandelaget her, væk til en Huusmandsplads, hvor det saa var henne. Jeg er saa bange for Barna der. Idag blev igjen han Hans Fælles Unge jaget til Byen forat tigge og forat faae med sig hvad det kan være. Jeg kom i Følge med Kjærringa, og hun bandte Ungen, som ikke alt var kommen hjem med Suul til Brændevinet. For det har vi da selv, sagde hun." "Kan nok lykkes, Kristen, om der saa ingen Lykkespaan kommer SIDE: 463 i Lyset der -- det velsignede Lys, som gjør mig ret saa glad om Hjerte fordi det skal betyde noget og fordi der er saa bistert Veir ude. Hu! -- sagde Konen -- i det hun lagde Ansigtet til Vinduet -- der er saa mørkt som en Grav over hos Hans'." Det var hyggeligt at see indigjennem Vinduet i den lille Stue; men ingen Mennesker saae derind. Ingen var ude i sligt Snefog, som var begyndt, Ingen uden den Engel, Gud udsender hver Julekvæl, forat han skal see efter hvorledes man overalt høitide- ligholder hans Søns Fødsel. Men han stod udenfor og lagde det venlige Aasyn til Ruden. "Moer, Moer, jeg seer noget vakkert ved Ruden," raabte Vesle- Ola. Se Johanne, se Vesle-Marthe!" Og alle tre Børnene strakte virkelig Armene ud imod Vinduet, som om de saae noget der. "Nei, Børn, der er intet," sagde Mari. "Store hvide Vinger . . ." vedblev Vesle-Ola. "Det er Sneen, Barn, som lægger sig paa Ruden." "Gud veed hvad Barn kan see," sukkede Mari. "Kan dog gjerne see efter," meente Kristen, aabnede Døren og saae ud. Der var ingen. Men hvor forbausedes de gode Folk ikke, da det strax efter bankede paa Døren, og en finmut- klædt Storkarl traadte ind. "Nu Gudskelov fordi I havde Lys tændt ikvæl, Godtfolk, for det gik jeg efter," sagde han. "Her er da et kristent Huus, og her faaer jeg vel Hjælp. Jeg har i Mørkningen slaaet indover Jordene en Miilsvei fra Byen; men i Snefoget forsvandt ethvert Spor, Hesten var ukjendt, og har traadt sig fast i et Brohul her i Nærheden, saa jeg maa bede dig om et Haandtag, Manden min." Kristen var strax færdig. Men hvad skulde de see, da de kom til Hesten, uden en sort Skikkelse af et Menneske, som laae paa Hænder og Fødder og arbeidede med at overskjære Vadsæk- remmen i Slæden? At kaste sig over ham og holde ham fast, var et Øjebliks Sag for Kristen. Hans Fælle, Hans Fælle var det, som paa sin Udflugt efter Skigardved havde truffet paa den forladte Hest, og saa benyttet sig af Leiligheden. "Det skal du have undgjældt," mumlede Skurken. "Nu foran i Sqvætten, Karnalje!" tordnede den Reisende. "Og saa afsted i Arrest." SIDE: 464 "Vil I gjøre mig en Gjentjeneste," sagde Kristen, "saa slip ham! Han er saa fattig. Jeg kjender ham; han er min Nabo." Den Reisende gjorde det; men han gav ham nogle Rap, saa det sang i hans Ribbeen, med paavejen. Han var et Menneske, et godt Menneske; men oprørt, og i de Sekunder ere de gode Menne- sker ikke længer gode, men de skrøbeligste af alle. "De Rap faaer jeg svide for," sagde Kristen ved sig selv bag- paa Slæden, da Hesten endelig, uden at brække Benet i det Hul i en Grøftebro, hvori den sad fast, var kommen paavei igjen. "For det er saa -- forklarede han sig nærmere -- at naar af to fattige Naboer den Ene er en Skarv, betragter han den Anden som en Fiende, der maa udrøddes, om han ikke gjør Parti med ham eller dog ikke lukker Øinene til." Det var idetmindste Me- ningen af hvad Kristen sagde. "Skal vel raade Bod paa det," meente den Fremmede. Da de kom til Kristens hørtes ligeover for hos Hans', som havde taget korteste Vei hjem, vild Domineren, Banden og Skjæn- den i den mørke Hytte. Kjærringen holdt paa at mishandle et Barn; Hans paa at true under de græsseligste Eeder. Mellem hinanden hørte man: "Kjære vene Moer, jeg fik ikke mere og alle- steds var lukt; bare slaa mig ikke! Du seer ikke hvor du træf- fer.." -- "Satansunge! komme saa tomhændet hjem! Har ikke Vet meer end en Bikje" -- "Jeg skal D -- steike og brændhakke mig betale ham, at han tog mig over Ryggen som en Tyv og de Rap jeg fik . ." o. s. v. Det var gruopvækkende at høre paa -- gyseligt paa en Julekvæl. Men paa den anden Side af Vejen -- da den Reisende og Kristen traadte ind, sad Mari og madede sine tre Smaa med samme Skee. Herligt som en Engels Kjærlighed, yndigt som en Spurvs! "I gode Folk -- sagde den Reisende -- eders Julelys har viist mig hid og ydet mig en stor Tjeneste. Det skal aldrig mangle eder for Eftertiden. Jeg hørte hvad den Lille der sagde ista om Engelen, og jeg vil heller ikke negte hvad han kan have seet; men vist er det, at jeg vil kalde det Tilfælde en Herrens Engel, som har ledet mig til eder. Jeg hørte eders beskedne Ønske, om blot at komme bort som Huusmandsfolk ifra det Pak, I ere komne imellem. Jeg er N. N. og har en saadan Plads paa min Løkke; og siden Du frygter for Hevn af den Usling, uagtet SIDE: 465 du dennegang frelste ham fra Strafanstalten, saa kom imorgen om I ville." Mari var nær sjunken paa Knæ. Hendes Mund var aaben, hendes Øine stirrede paa den Fremmede, som om hun saae Vesle Olas Engel med de store hvide Vinger klapprende ved Vinduet. Kristen tørrede sine Øine paa Ærmet. Da de endelig havde faaet saamegen Sands, at de kunde takke, bemærkede Mari dog: "Nei ikke imorgen. Det er Helg. Min Broder skal komme hid og passe Børnene medens vi ere i Kir- ken, for did maae vi." Den Fremmede var ligesaa rørt som de, da han skiltes fra dem. "Tænk dig, Kristen, sagde Mari (hvis Kjærtegn dog udelukkende skjænkedes Børnene) en god Plads, en god Huusbonde, fast Ar- beide og saa væk fra Disse heromkring! Og alt Dette blot fordi vi havde saamegen Kristenskik i os, at vi vilde, uagtet vor Fat- tigdom, brænde Lys Juleaften! Nu! lad det brænde da til Midnat til vor Frelsers Fødselsstund. Da skulle vi sammen prise ham og hans Fader, fra hvem alt dette er kommet, og da, Kristen, da skulle vi inat sove godt og kanskee faae see Engelen, som Barnet saae." Henrik Wergeland REGISTER No. 1 -- 2. 1. Om Folkedragter. 2. Gnieren og Drankeren. 3. Asyl- børnesang til en Velgjørerinde. - 3. 1. Om Udvandrings-Raseriet. - 4. 1. Natteløben. 2. Kongen og Skomagermester Peer Pinde. - 5. 1. Den Forfaldne. 2. Arbeiderens Rigdomme. - 6. 1. Viisjenta paa Hadeland. 2. Mindet i Nordbygaden. 3. Opmuntring til en Yngling. 4. Konen med Æggene. - 7. 1. Brev fra en Udvandrer til Amerika. 2. Den nye Straffelov. - 8. 1. For Fiskere. 2. Arbeidsmands Lykke. - 9 -- 10. 1. Om hvorledes gode Christne skikke sig som Tjenere. 2. Guldkorn. 3. Efterretning. - 11. 1. En fortjent Mand. 2. Blinde Vægge. 3. Guldkorn. - 12. 1. Nogle Alvorsord til Maadeholdenheds-Sagens Fremme. 2. Ole Skolemester i Skole. 3. Armods Lykke. SIDE: 466 No. 13 -- 14. 1. For Forældre. 2. Godt Brug af Øinene. 3. Død og Liv. 4. Skattegraverne. - 15. 1. Om Hestekjød-Spiisning. 2. Astronomisk Børnefabel. 3. Hanen paa Taarnet. 4. Rygtet og Eftermælet. - 16. 1. Samvittighedens Magt. 2. Ulykkens Skrømt. - 17 -- 18. 1. Valders-Profeten Ole Sørflaten. 2. De ti Guds Bud. - 19. 1. Den omvendte Forbryder. 2. Grækere og Normænd. 3. Dyrs rette Behandling. - 20. 1. Den ædle Fyrstinde. 2. Om Fiskegarns Bevarelse. 3. At læse høit. 4. Fabel. 5. Lykken. - 21. 1. Frelse fra Døden. 2. Ørkesløshed. - 22. 1. Moralske Følger af at pine Dyrene. 2. Verdslig Viis- dom. - 23. 1. Ærlighed i Handel og Vandel. 2. Forandring af Løn- ningsdage. 2. Opbevaring af Potetes. - 24. 1. Skildringer fra Hytterne (1. Julekvællen hos Gjen- boerne.)