Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet, OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved Universitetet i Oslo i 1991-1997. Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten, og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på, gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/ Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene presenteres sammen med teksten. Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Henrik Wergeland ALMUESTALSMANDEN CHRISTIAN JENSEN LOFTHUUS SAMT ALMUE-UROLIGHEDERNE I 1786 OG 87 I NEDENÆS AMT "Den hedeste Flamme i Normandens Indre, Er Had mod Tyranner, de store og mindre. Den fyrige Dyd, han af Fædrene lærte, O, den er den glødende Marv i hans Hjerte!" SIDE: 1 FORORD Allerede for fire Aar siden har Undertegnede, i et saakaldet "Flyveblad for Menigmand", søgt at gyde Liv i Almuestalsmanden Christian Jensen Lofthuus's henblegnende Minde. Idet jeg bruger dette Udtryk om den eneste Belønning, det laa i hans Skjæbne, han kunde vinde af sine Landsmænd, vil jeg dog ikke have gjort Disse i de Districter, han handlede og leed for, den Uret at mene, at hans Minde i nogen anden Henseende skulde være henblegnet, end at de Begivenheder, hvori han var Sjælen, ere blevne utyde- ligere og mere forvirrede. Det har suget for mange Taarer i sig til at der ikke endnu, efter kun faa Aar over et halvt Aarhun- drede, skulde være Liv deri. Kun hine Begivenheder selv ere hensmuldrede i sin Følgerække som hans Beenrad, opløste i sine SIDE: 2 Forbindelser som hans forvittrede Ledemod under Mulden i For- bryderes Krog paa Christkirkegaarden ved Udkanten af Chri- stiania; hans Navn, veed jeg, lever endnu i hine Egne med ufor- dunklet Klarhed og Friskhed, som om Aanden af sit eget Udøde- lighedselement idelig kunde meddele de efterlevende Slægters Erindring nye Kræfter. Ofte nævnes det der for den Forbi- reisende; Fjeldbonden omtaler det ved sin Arne for den Fremmede eller i sine egne Samqvem, Lodsen taler ofte om Lofthuus og synger en Stump af en af de gamle Spotviser paa hans Forføl- gere, -- kort, hans Navn lever endnu og kommer frem i Sam- talen med en Yppighed og Friskhed, som et idelig afpudset Arve- stykke fra Bedsteforældrenes Tid, der ikke ofte nok kan frem- vises. Det kan altsaa kun være min Hensigt at yde Folkeerin- dringen nogen Hjælp til at fastholde selve Begivenhedernes Ring om hiint Navn, hiint Samtalernes Klenodie, der i sig selv intet har tabt i sin friske Tindren. Hiint kortfattede Mindeskrift var kun et Program for dette vidtløftigere, som jeg nu forsøger, da den Opfordring til bedre Underrettede, som der laa i Gjenvæk- elsen af Mindet om en mærkelig Landsmand til at forevige dette i et fuldstændigere Skrivt, ikke er bleven fulgt. Jeg gaaer dog, idet jeg betragter de mangelfulde halvfortærede Documenter, som skulle være mine Kilder, til dette Arbeide med Ængstelighed for dog ikke at kunne levere det saa fuldstændigt som ønskeligt kunde være, hvor en Begivenhed skal afhandles, der vilde være mærkelig, om vort Lands indre Historie under Dansketiden end var mindre fattig, end den er, paa Kraftyttringer af det undertrykte Folk. Rigsarchivet har vel afgivet nogle møl- ædte Bunker og Universitetsbibliotheket en liden Pakke med Notater og Breve; men særdeles vigtige Documenter, f. Ex. Loft- huus's Klage og Stiftamtmandens første Indberetning findes tid- ligen at være forsvundne -- sandsynligviis i det danske Geheime- archiv, og det er omtrent det samme som i Graven. Selv den i Chr.sand nedsatte Commission bemærker, at hiin Indberetning ikke er kommet den tilhænde. Hvor det beroer har vel ogsaa den endnu vigtigere Protocol for Undersøgelsescommissionen i Christiania fundet sin Hvile, saa, hvad der havdes, desværre ligner en Masse, uden Hoved og Hale, eller en Bundt af afbrudte Traade, som med varsomt Valg maae sammenknyttes forat afgive nogen Ledning. Dog haaber jeg at kunne lægge de smuldrede SIDE: 3 Let nogenlunde sammen, og i Folkets Haand en Bog, som vil lære det, med et sundt og taknemmeligt Hjerte at skjelne imellem forrige og nærværende Tiders Kaar (skjøndt, oprigtigt sagt, at slutte af de mange Udvandringer fra Gaard og Grund til Ame- rika, disses Lyssider mere bestaae i et politiskt Glimmerstøv end i et virkeligt Velvære) og vinde den Mand Udødeligheden i dets Erindring, som meer end nogen anden Normand bragte det danske Despoti til angstfuld Eftertanke over dets Regjeringssystem i Norge. De Bevægelser, Lofthuus styrede, vare et af de Jord- skjælv i Gemytterne, som bebudede dette Systems anstundende Ende, ja man vil i dem ikke mangle Antydninger om, at de vare mere forberedede, end man skulde troe, paa den nye politiske Forening, som knyttede sig til Norges Befrielse. At Fædrelandets Historie under den forrige Forening ikke er gjennemvævet med de stærke politiske Bevægelser, som andre Folk have at opvise, at ingen anden Engelbrichtson end Bisp Olaf i Trondhjem, ingen anden Tell eller Fitzgerald end Lofthuus, ingen andre white boys eller hearts of oak ("hvide Gutter" og "Egehjerter", som de irske Opstandsmænd kaldtes) end de Skarer af Fjeld- og Kystbønder, som ledsagede denne deres Talsmand, har gjort vor Historie in- teressant og Aaget mindre vanærende, -- dette Særsyn hos et modigt og kraftfuldt Fjeldfolk har sin Forklaring i Despotiets særegne, fra Tyraniets forskjellige Characteer, der lader Trykket hvile ligeligen paa Alle, og ikke med større Tyngde paa den En- kelte. De Embedsmænd, som ved Forurettelser havde givet An- ledning til de Uroligheder, som Lofthuus gav et Navn, bleve da, ikke for de forbryderske Aarsagers, men for disse Følgers Skyld, ilde ansete af det danske Cancelli, der frygtede det slumrende Folks Senetrækninger, fordi det kunde vaagne deraf. Det var ikke saa nøie med det, om man fik Blodet af det, men det var farligt at irritere det med for dybe Knappenaalsstik. Folkets overdrevne Begreber om den Ømhed Kongen, eller dengang egentlig Kronprindsen, som Regjeringens Hoved, nærede for det, hvorom man heller ikke undlod at give idelige Forsikkringer, de vrange Tanker, det var vant til at have om det svenske Folks Kaar, Nationalhadet imod denne Nabo, Roligheden i de mellem- liggende Grændseprovindser, og vel ikke mindst den Omstæn- dighed, at Kong Gustav den 3die netop i Aaret 1786 havde nok at bestille med en gjenstridig Rigsdag, -- alt dette hindrede Ind- SIDE: 4 blandingen i de Almueopløb, som fandt Sted i Nedenæs og til- grændsende Districter i Aarene 1786 og 87, af et for det Be- staaende farligt politiskt Brændstof. Deres Høvding beskyldtes vel for at have anlagt samme i Planen, at ville underlægge disse Districter Sverigs Krone, hvis Vasal han selv da skulde være; men idet denne Beskyldning, som saa mange andre imod ham, blot synes at være udrundet af Embedsmændenes Had mod ham, er der vel i nysforegaaende Bemærkning lagt den Betydning deri, som rigtig kan være. Nemlig, at den kun antydede Muligheden af, at det undertrykte Folk kunde omsider falde paa saaledes at søge sin Frelse. Og blot den udtalte Mistanke, den vakte Tanke om Muligheden af en Adskillelse, er, under Norges daværende For- hold, og netop fordi Almuen protesterede saa ivrig derimod, nok til at paastaae, at Gemytterne forberededes paa, at en saadan Be- givenhed dog kunde skee. Da endelig Tidsomstændighederne med- førte ikke blot en Adskillelse fra Danmark, men en Forbindelse med Sverige, fandt disse Forandringer langtfra den meste Mod- stand hos Vestlændingerne, mellem hvem og om hvem ialfald Mu- ligheden deraf først blev udtalt, om end i Form af en Bagvaskelse. Men skjøndt det, af Lofthuus's heftige og livlige Sindsbeskaffen- hed at dømme, ikke synes urimeligt, at hans Grublen over Fædre- landets Ulykke, i Kummerens og Mistvivlens Vildraadighed, har ført hans Indbildningskraft over Rigsgrændsen mod Øst, maa vor Fremstilling dog give Slip paa at blive overlagt med et politiskt Farveskjær, hvori den Tid, som nu lyser over Norge, skulde have forudforkyndt sig som Dagen i de violette Strøg, der gaae forud for dens egentlige Fremgryen over Horizonten. Skulde dog ikke Fremstillingen, som Bidrag til vort Folks indre Historie og til en Deel af dets Beboeres Characteristik, og af en Almues- mand, som vakte Regjeringens Ængstlighed til de overordent- ligste Forholdsregler, satte Byerne videnom i en Slags Beleirings- stand, og som kun Listen kunde faae Bugt med, da Magten var frugtesløs, have Interesse nok for det hele Folk, da faaer den søge samme i de Egne, hvor det vemodige Minde om deres Talsmands sørgelige Skjæbne endnu lever hos Ætlingerne af de Bønder, som bevæbnede omgave ham, ja, hvor vel endnu Mange leve, som have selv baaret en gammel Klinge, den langskaftede Øxe eller Holksvøben til hans Forsvar. For det øvrige Folk, som med et koldere Blik vil læse denne Beretning, vil dens Værd SIDE: 5 især bestaae i Indprægningen af den Lærdom, at en Statsfor- fatning, god eller slet, har intet bedre Sammenbindingsmiddel end Embedsmændenes Retskaffenhed imod Almuen, og i Henpegningen paa den Viisdom i Styrelsen af Menneskehedens Fremskridt, at Forglemmelsen heraf fra en Regjerings Side mere end noget andet bringer Magten og Controllen over i Folkets Hænder. Vor Tids klogeste Despotier ere derfor de strengeste i at paasee sine Em- bedsmænds Færd. De have indseet, at dette Bevaringsmiddel overgaaer langt Armeernes i Styrke, og de pege med Triumph paa den ubøielige Strenghed, hvormed enhver Udskeielse udenfor det Lovlige, enhver Anledning fra Embedsmændenes Side til Misfor- nøielse hos Folket bliver straffet. De pege paa Massens Til- fredshed, paa Statsmaskinens rolige Gang, og have virkelig i flere, af Naturen velsignede, Riger ved denne kloge Politik naaet den Sikkerhed for sin Bestaaen, at de vove at appellere de dan- nede Mellemclassers Krav til den tilfredse Almue. Men af denne rekruteres disse bestandig, til dem hører Embedsmændene, hvis Dannelse hine Despotier frygte, mens de nødes til at betjene sig af dem. Saadanne Regjeringers høieste Klogskab bestaaer derfor i at bringe den store Almuesmasse til at troe, at den og Regje- ringen ere naturligen forbundne, et symphatisk Eet, og at de dannede Classer kun ere nogle mindre gode Børn, som have unddraget sig den faderlige Kjærlighed, og som man derfor maa ave og ikke have for god Tro til. I Preussen, Østerrig og Dan- mark iverksættes dette System, hvis eneste gode Side er hiin Strenghed imod de Embedsmænd, som paa nogen Maade kommer Almuen for nær, eller som vove at knappenaalstikke denne fryg- tede Løve, som det kun kommer an paa ved fortsat Kløen og Strygen at holde i Søvn. Men har denne kloge, ikke af Hjertet udrundne, Retfærdighed været mægtig nok til at give saa slette Forfatninger ny Livskraft, deres fortærede Indre en ny glindsende Skal, -- skulde da de Bedre være ukloge nok til foragte den? skulde de constitutionelle Stater ved at være forsømmelige i det Punct, virkeligen fortjene Bebreidelsen, at de ere Embedsaristo- cratiernes sande Hjemstavne, Juristeriets Mistbænke og Blodigle- damme? skulde de forglemme, at Almuesmanden i sit politiske Ræsonnement altid gaaer ud fra sin egen og sin Naboes Hytte, og slutter sig til Statens Glimmer efter de mange eller faa nye røde Tage og lyse Lader, som han i Aarets Løb seer at vise sig SIDE: 6 i Hjembygden? Normændene have meer end mange andre Folk Grund til at tænke herover. Det ligger dem paa Hjertet, at be- vare den nærværende politiske Frihed og Ære, og de kunne ansee den sikkret og garanteret i samme Forhold, som de, ved at sætte sig tilbage i Dansketiden, i de Dage, da Lofthuus gav Agdesidens Suk Ord og Mæle, oprigtigen finde, at de nærværende mangle Aarsagerne til en saadan Begivenhed, som den, der i de følgende Blade vil blive fremstillet. Christiania i Juni 1842. Henr. Wergeland. Skuepladsen. Aarsager i Districtets egne Forhold. Uroligheder mellem den norske Landalmue vare ikke sjeldne under Foreningen med Danmark. Idetmindste vare de hyppige nok til at gjøre Paastanden om den Lykke, Folket skulde nyde under den, og den Tilfredshed, der skulde besjæle det, til en Usandhed. Men til Oprørets eller den politiske Opstands Cha- racteer hævede disse Bevægelser sig ikke. De vare Opløb, havde altid locale og specielle Aarsager og sin Begrændsning af Fjeld- ryggene, der saa skarpt afsondre Norges Provindser. Indenfor disse kunde Gjæringen syde; men over dem løftede den sig ikke for at oversvømme Landet med flammende Bølger. Strileopløbet ("Strilekrigen", som den kaldes) i Bergen i Aaret 1765, der gik ligetil legemlig Mishandling af Stiftamtmanden, havde vel i Extra- skatten en for det hele Land almindelig Grund, og Leirdølernes Reisninger i Aarene 1801 og 1802 i Anledning af Udskrivningen, vare vel rettede imod selve Regjeringen; men de øvrige Almue- bevægelser havde enten sin Aarsag i Embedsmændenes Udsu- gelser eller i Trangen for Korn og den Maade, hvorpaa Handelen blev dreven med denne Vare. Og hvor den sidste Aarsag fandt Sted, havde altid Almuebevægelserne Elvenes og Dalstrøgenes Retning indimod Byerne. "Fjeldmændene komme", hedte det da fra Huus til Huus, og mangen hvid- og blaarandet Nathue og Messingparyk paa vore gammeldags Kjøbmænd blev flittigen dreiet om i Angest for Pakhuus og for Ryggen. Men de Uroligheder i Nedenæs Amt i Aarene 1786 og 87, som Bonden Christian Jensen Lofthuus af Vestre Molands Præstegjeld SIDE: 7 har givet sit Navn, havde sin Aarsag i begge hine Onder for- enede. Der kom vel flere for Dagen; men mod Misfornøielsen med Embedsmændene vare de kun som Græs omkring en Stamme, og denne skjød saa frodigen sine vilde Torne iveiret, fordi dens Rod fugtedes af den fortvivlede Nøds Taarer, og var næret af Districtets egne uheldige Forhold. Men hvor betydelige og betydningsfulde for Regjeringen saavel denne som de andre Uroligheder imellem den norske Landalmue end vare, viser dog deres Indskrænkelse inden visse Strøg Dybden af Folkets politiske Søvn, og at de, med al den Betuttelse de vakte i det danske Cancelli, ikke vare andet end Senetrækninger snart i et, snart i et andet af en sovende Samsons Ledemod, uden at derfor Hjernen kom til Vaagen og Bevidsthed, og reiste det hele Legeme. Districternes Afsondrethed og tynde Befolk- ning maa have været en Hovedaarsag til at det aldrig kom vi- dere; thi af mange Documenter fra hiin Tid fremlyser det, at det ikke har manglet over det hele Land paa det bedste Tønder for almindelig Misfornøielse, nemlig paa Armod. "Vi fattige Al- mue", hedder det i alle de Andragender og Klager, som viste sig efter ethvert Uaar, og Erklæringerne derpaa saavel fra Stat- holderskabet og Stiftsbefalingsmændene som fra de underordnede Embedsmænd godtgjøre, at Forfatningen over det Hele har været misligere, end man nu i de Districter, hvor Agerdyrkningen har havt Fremgang, vil have let for at gjøre sig et Begreb om. Det var derfor Unionspolitik efter Uaar at skaffe Korn op fra Dan- mark til Udlaan af de offentlige Magaziner. I Nedenæs Amt eller Lehn, som det kaldtes, før Benævnelsen af Amter blev paabuden efter Souverainitetens Indførelse, har Landalmuen oftere end i nogen anden Provinds maattet forene sig til Klage og Modstand imod Embedsmændenes Udsugelser. Saaledes under Kong Frederik II, -- henimod Slutningen af det 16de Aarhundrede imod Lehnsherren Erich Munk, hvis forhadte Minde endnu lever der i Egnen, og to Gange i forrige Aarhun- drede før de Uroligheder i dets næstsidste Tiaar, hvis Skildring udgjør Øiemedet for disse Blade. Men Trangen paa Korn og Kjøbmændenes Udsugelser ved en monopolistisk Handel med denne Vare imængede ikke de mindst drivende Grunde imellem de øvrige Ulykker, som bragte Almuen paa Benene i dette District; og at Urolighederne havde denne SIDE: 8 blandede Characteer forklares let af dets naturlige Beskaffenhed. Dette Amt er nemlig i sine vidtløftigste Strækninger, uagtet sin sydlige Beliggenhed, overordentlig lidet gunstigt for Agerdyrk- ningen. Norge har intet udyrkbarere og folketommere District end den Masse af Fjelde, Heier og Dale paa kryds og kvær, som udgjør Raabygdelagets Fogderi; og i Amtets andet Fogderi, Kyststrækningen Nedenæs, stod Agerdyrkningen, af Grunde, der laa i Befolkningens Næringsmaade, selv i Strøg, der i enhver Henseende vare beqvemme derfor, paa et ikke synderligt høiere Trin. Nærmest Kysten skulde alle høre Søen til, og derfra hente Udkommet; fjernere trak Skovdrift til Byerne og Bjergverkerne Kræfter og Opmærksomhed fra Jorden, og i Raabygdelaget, især i dets østre Deel, taalte denne af Verkernes Privilegier kuede og af Kjøbmændenes ublue Kornpriser udsugede Næringsvei neppe engang Districtets naturlige, Qvægavlen, ved Siden. I selve Nede- næs skulde Alle tilsøs eller til Kulmilen, og i Raabygdelaget skulde Alle handle med Tømmer. I begge Districter vare Gaardene ogsaa særdeles udstykkede; i de østre især til Folk, som blot vare Leilændinger, hvis Tid og Kræfter anvendtes til Pligtarbeide for Verkerne. Potatosavlingen var den Tid næsten ubekjendt, og den beqvemme og levende Fart mellem Kyststederne og Dan- mark lod det aldrig mangle paa Korn derfra, saa man var vant til kun lidet at tænke paa at forsyne sig selv. Men om Kornet var i Landet, var det dog endnu ikke paa Staburene i Ombli, Vegaardsheien, Aaserald, Gjævedal og de andre af Amtets Fjeld- bygder. Det laa paa Arendal- og Østerriisøer-Kjøbmændenes Pakhuse, og kun ved nye Leverancer af de allerede altfor med- tagne Skove, men til vilkaar1ige Underpriser, kunde de gjeldbudne Bønder reise ny Credit. Disse ødelæggende Forhold mellem Bonde og Kjøbmand havde længe før Urolighederne i 1786 fundet Sted, og især været byrde- fulde for de høiere Fjeldegne, hvorfra Misfornøielsen herover nu med Fortvivlelsens Styrke, ligesom rivende Strømme, der brød frem af de dybeste Dale, blandede sig med den over Embeds- mændenes Tryk, der egentlig bragte Nedenæs Fogderi i Bevæ- gelse. En kongl. Ordonance af 13de Novbr. 1776 til Stiftsbefa- lingsmanden i Agershuus Stift, i Anledning af de "saa ofte ind- løbende Klager fra Almuen paa Landet i vort Rige Norge, at de ofte ikke uden lang Tryglen og Ophold samt adskillige Udflugter SIDE: 9 og Indvendinger af Kjøbmændene kan erholde deres Betaling for leveret Tømmer, efter den med Kjøbmændenes Tømmermærkere sluttede Forening, hvorudover Almuen ogsaa sættes udaf Stand til at betale vore Skatter", tilsigtede vel at raade Bod paa Ondet ved at indskjærpe Reglerne for Mærkningen og Prioritetskravet efter Tømmersedlerne; men til Christianssands Stift synes dens Virksomhed ikke at have rækket, at slutte af et Andragende af 1784 fra Nissedals og Torridals Thinglag samt endeel af Raa- bygdelagets Almuer om Nedsættelsen af en Commission til at undersøge "de Fornærmelser, som dem i deres Handel ved Arendal af Kjøbmændene tilføies." Den i Anledning af de Lofthusiske Uroligheder nedsatte Commission fik ogsaa dette Hverv, og den skildrer i sin specielle Indstilling i Anledning af dette Andragende i de stærkeste Udtryk den Uret Bonden leed. Hans Ødelæggelse, siger den, maatte være en uundgaaelig Følge af et saadant For- hold mellem Borger og Bonde og efter de erhvervede Oplysninger finder den det unødvendigt yderligere at vise enten "den aren- dalske Handels ulyksalige og landsfordærvelige Indflydelse paa Handelsdistrictets næsten fortvivlede Tilstand, eller Fornøden- heden af at see den, paa hvad Maade end skee kan, for Efter- tiden afværget." Bøndernes Contrabøger med Kjøbmændene lagde for Dagen, til hvilken Grad disse Udsugelser, der bestode i at paatvinge Bonden, for Tilgodehavende paa Trælast, Varer til vilkaarligen overdrevne Priser, kunde gaae; og Commissionen anfører i sin Skildring af Forholdene, som den benævner "gyse- lig", mærkværdige Exempler paa Ubluheden i denne Henseende. Flere Districter tilskrev ogsaa sine Forhold til Jernverkerne sin fortvivlede Tilstand. Deres Klager gik ud paa, at Gaardene vare udlignede til altfor svære Kulleverancer i Forhold til deres Skove, at Kul- og Kjørselpriser vare for ringe, at Verkernes Kul- maal ikke vare anordningsmæssige, deres Kornpriser for høie, og at Værkseiernes Udpantningsret af 1 Mk. i Mulct for hver manglende Læst var dem en utaalelig Byrde. Commissionen finder ogsaa dette Privilegium saa odieust, at den kalder det en "klog" Foranstaltning af Amtet, at det engang lod indstille en paabegyndt Udpantning, som den erklærer "nær havde kunnet antænde Uorden", og Eieren af Frolands Jernverk, Justitsraad Hans Smith, beqvemmede sig ogsaa til at eftergive sin Udpant- ningsret i 5 Aar og for sin Livstid for de Bønder, der havde SIDE: 10 over 4 Miils Kjørsel. Denne lange Afstand, som var bleven fastsat ved en Cirkumferenceforretning i 1769 faldt ogsaa Ombli og Gjævedals Almuer saa besværlig, at de erklærede heller at ville betale Mulcten og henlægges under Næs Jernverk, hvor Behand- lingen ogsaa i det Hele skulde være bedre. Men det stærkeste af de Elementer, der laa i Districtets egne Forhold og Beskaffenhed, til at give de Lofthusiske Uroligheder i Anledning af Embedsmændenes Udsugelser baade Flammens Udbredelse og Glødstyrke, var dog de ødelæggende Kornpriser. De før berørte Misligheder, og navnlig ved Trælasthandelen, vare mindre Aarsager til, end Følger af den skadelige Gang, som dette agerdyrkningsløse Districts Kornforsyning engang havde taget. "Vi have, siger Commissionen i sin med Upartiskhed og Talent affattede Hovedindberetning -- ved enhver given Leilighed frem- bragt denne Klage for Thronen. Rørte af det skræksomme Maleri, Omblis og Gjævedals betrængte Almuesmænd i deres ukonstlede Sprog forestillede os om deres Tilstand, have vi nedlagt aller- underdanigst Forestilling fra disse Bygder. -- -- Vi tilstaae intet Middel at øine imod denne Landets befrygtede Undergang uden i en Norge tilstedet bestandig fri Kornindførsel. Men idet vi sige dette, føle vi Slibrigheden af vort Arbeide ved at berøre en Streng, som for lang Tid tilbage, i Bøger, i Forestillinger, i Raab fra alle Kanter længe forgjæves er anslaaet. Med Grund frygte vi, ikke at blive heldigere end de Patrioter, der have betraadt denne Bane før os, og intet Nyt levnet os tilbage at andrage, og at vigtige Statsaarsager eller hidtil uovervindelige Vanskelig- heder maa tilbageholde dette Redningsmiddels Tilstedelse hos en Monark, der ikke blot ved sit Symbolum [fotnotemerke] , men ved Handlinger har beviist sig at sætte sin Ære i Kjærlighed til sit Land. Men vort Kald, som gjør os det til Pligt at andrage Almuernes Klager og de Midler vi finde til deres Afhjælpning, byder os tillige, fri- modigen at fremføre hvad vor Overbeviisning befaler os at ansee for Sandhed. Norge er intet Kornland. Naturen, som forskjel- ligen har uddelet sine Gaver til alle Klodens Beboere, men gjorde Livet til første Lov, har ogsaa anviist Enhver Middelet til dets Opholdelse. Norge gav den Skove, Bjergverker, vilde Dyr og Fiskerier. -- -- Men Kornet, som nu er bleven Alles Føde, be- Fotnote: Christian VII. Hans Valgsprog var omtrent vor nærværende Konges: "Folkets Kjærlighed min Belønning." SIDE: 11 stemmer ved sin Priis ethvert Lands Tilstand. Letheden eller Besværligheden ved dets Anskaffelse bestemmer Folkemængden, Fliden, Handelen -- kort, Staternes Rigdom eller Armod. At denne skulde drive Mennesker til Virksomhed, til Stræben, er en falsk Tanke (?). Mennesket er af Naturen ikke arbeidsomt; det stræber ikke uden i Forhold til den Nytte, det høster af sit Arbeide. Vindes ikke denne, tabes Modet, Hænderne lægges i Skjødet og Folket udarter. Alt hvad der arbeides for, Maalet for al menneskelig Syssel, er Næring og Føde. Den er Maale- stokken for ethvert andet Product, enhver Vindskibelighedsgreen, den er Middelpunctet, hvori alle Arbeidscirklens Radier con- centrere sig. Forslaaer ikke et Lands Jordbund til igjennem Agerdyrkning at skaffe denne, saa maa den erhverves ved andre Producter, hvilke blive Kornets Repræsentanter, ligesom Penge ere alle Fornødenheders. Holdes Kornet i maadelige Priser, be- høves der et mindre Antal repræsenterende Ting til at anskaffe sig det. Da spares Landets Producter, da finder den talrige Ar- beidsclasse, som de raae Producters Frembringelse er anbetroet, sin Føde og sine Fornødenheder igjennem en skaansom Tilvirk- ning. -- -- Fødevarernes Dyrhed maa avle de modsatte Virk- ninger, og Beviset haves især talende i den hele Trakt, der er underlagt den arendalske Handel. Bonden, som ikke faaer Føde nok af Jorden, har maattet angribe sine Skove. [fotnotemerke] Han har, deels af Fornødenhed, deels fordi han mangler Forsorg for Fremtiden, udhugget dem. Men søge vi den egentlige Grund hertil, ligger den udentvivl i Fødevarernes Dyrhed. Han har udhugget Sko- vene, fordi han behøvede Mængden af Product til at skaffe sig Føde. Han har fundet Debit for sin Hugst, fordi Kjøbmanden behøver stor Udskibning til samme Maal, og han har maattet søge i Qvantiteten, hvad Qvaliteten burde forskaffe. Saaledes ligger Grunden til Uheldet i Savnet af den første Fornødenheds- vare, Fotnote: I en Anmærkning i Conceptet til Indstillingen er tilføiet: "Det sønden- fjeldske Norge kan paa nogle 100,000 Tdr. Korn nær ikke føde sig selv. Mid- delet til at erhverve sig disse, har det næsten ene i sin Trælast, og da Skovene, ikke som endeel andre Landsproducter, ikke engang som Fiskerierne norden- fjelds, ere aarligen reproductive i Forhold til Flid og Arbeide, men just tvert- imod, saa har denne Deel af Landet en speciel i sin Natur grundet, Aarsag til at bygge sin Existences Vedligeholdelse og Varighed paa let og tilgjængelig Føde, uden hvilken dens Kilde, som er Skovene, naar de ødelægges ved for stærk og flittig Hugst, igjennem Aarhundreder er tilstoppet." SIDE: 12 som bestemmer alle de Øvriges Forhold, og i den første Fornødenhedslov: at der skal leves. Nu er Uheldet der. Tingen er kommen til det Punct, hvis Overskridelse bringer Forværrelse til det Yderste. Palliativer kan intet udrette. Sygdommen maa læges i sin Grund. Dette troe vi ikke kan bevirkes, uden ved at skaffe Folket Mulighed til at erhverve sin Føde igjennem Producttilvirkning for Eftertiden og Lethed i Kornpriserne. Denne kan, i vore Tanker, ikke indfinde sig saalænge Kornhandelen er under Monopolets trykkende Baand. Det er Concurrencen, som i alt Handelstilfælde avler godt Kjøb, og den synes da saa meget mindre at maatte betages den Handel, som har den første Fornødenhedsvare, som har Livets Ophold til Formaal. Vistnok er det godt, at Danmark og Norge række hinanden Haanden og vexle hinandens Producter, saalænge deres Fordeel kan bestaae sammen; men bygges det ene Lands Fordeel paa det andets Tab, saa rammer dette hele Statslegemet. Norges Kornhandel med Danmark synes Naturen at have bestemt. Dan- marks nærmere Beliggenhed end de andre Steder, hvorfra Korn skulde hentes; Mangel af Producter til Afsætning for det sønden- fjeldske Norge i de østersøiske Steder; Vexelcoursen, som til at betale Importen er Norge imod, synes at være ligesaa mange Grunde for Normanden til i Danmark at søge denne Vare, naar han der kan faae den for samme Priis og ligesaa god, som paa andre Steder. Men skeer ikke dette, virker Monopolet, at Pri- serne stige til en utaalelig og ved Producternes sande eller re- lative Værd uproportioneret Høide, som i de senere Aaringer er indtruffet; virker det, at slette Varer paabyrdes den kjøbende Nation, at den for sine Penge faar et Korn, som er usselt til Føde og ofte aldeles udueligt til Udsæd; gjøres herved Jord- dyrkernes Existents endog uvis i den tilkommende Tid, saa maa en bestandig Declination blive de uundgaaelige Følger af en Trang, hvis skadelige Indflydelse Landets Forfatning med blodig Skrift [fotnotemerke] bevidner. Kommer hertil, at Danmark ikke alle Aar pro- ducerer Korn nok til at kunne forsyne sig og det søndenfjeldske Norge med alle de Sorter, som fordres, saa bliver den Afhængig- hed, hvori Monopolet satte dette Land, endnu mere unaturlig. -- -- Om Raabygdelagets Forfatning behøve vi intet mere at Fotnote: Dette Udtryk har forekommet et af Commissionens Medlemmer for stærkt. I Conceptet er det rettet til: "alt meer og meer uheldigen bevidner." SIDE: 13 sige. Saavidt idetmindste, som den arendalske Handel har strækket sig, er Nøden kommen til det høieste Punct. Nedenæs er, for- saavidt det ikke grændser til Fjeldbygden eller har staaet i Con- nexion med Arendal, i bedre Forfatning. Tildeelt en heldigere Jordbund, forsynet med nogle Kjøbstedsprivilegier, maa det i disse Forholde, forenede med de Anledninger en aaben Kyst byder sammes Udkanter til Fortjeneste ved Seilads, Lodsvæsen og Fiskeri, finde en lettere Adkomst til Næringsveie. Dog er dets Beboeres Forfatning neppe hvad den burde være. Salttolden qvæler Fiskerierne; svenske Hukkerter anløbe, efter hvad der siges, den norske Kyst og fiske under Strandboernes Øine. Denne vigtige Næringsgreen behøver, som de øvrige, at ophjælpes. Ved Eftergivelse eller Moderation i Salttolden vil maaskee en betydelig Hindring mod Fiskeriernes Flor være bortrykket, og kunde, som i det Bergenske og Throndhjemske samt Stavanger Amt, blive en rigere Indtægtskilde for Landet. Alle klage de, at "Brød- kurven hænger altfor høit, at Kornpriserne gjøre dem deres Næ- ring besværlig og Contributionerne høist betyngende." Af dette Commissionens Referat see vi, at ogsaa den, i at undersøge de Lofthusiske Uroligheder i deres Grund, er kommen til Misforhold udenfor Utilfredsheden med Embedsmændene, og særegne for Districtet, som deels naturlig Beskaffenhed og deels Uvane havde gjort saa afhængigt af Kornforsyningen fra Danmark, og at dette Onde, som saamange andre af Norges Lidelser, skrev sig fra den stedmoderlige, for Danmark partiske, Regjering. I at opfinde Paalæg af alle Slags Navne var denne altid uud- tømmelig. Skattebøgerne havde mange Rubriker, som det, under Omstændigheder som ovenskildrede, faldt Almuesmanden vanske- ligt at udfylde. Han klagede over 1/4 pCt.-Skatten, som vanskelig- gjorde Udlaan, da Creditorerne, der skulde bære denne Afgift, ikke vilde lade sig nøie med de 3/4 pCt., og derfor opsagde Laanene. Og heri fik han Medhold af Commissionen, der siger, at det maatte være klart, "at der i et forarmet Land som Raabygde- laget, hvor Tingene til Afsælgning ere faa, følgelig disses Re- præsentanters, Pengenes, Omløb lidet, af Naturen er lagt en Hin- dring iveien for Udlaan; men forøges denne ved Rentesystemet, maa Mangelen voxe og Blodet standse i den Deel af det poli- tiske Legeme." Endvidere var der en Handelsskat, en Consum- tions- og en Løsgjængerskat, der alle kunde falde een og samme SIDE: 14 Person tillast med et Beløb af 6 Rdlr. Enhver, som drev Qvæg- handel, afkrævedes nemlig den første med 2 Rdlr.; var han Haand- værker, som Tilfælde kunde være i de Mellemtider han holdt sig hjemme, maatte han ud med andre 2 Rdlr. i Consumtion, og som Ugift, uden fast Tjeneste, med samme Beløb for den 3die af disse Skatter. De overdrevne Kornpriser gjorde tillige Sva- relsen in natura af Landskyld og Tiende altfor byrdefuld for disse Districter, hvorfor det ogsaa var et af Almuens Ønsker, at disse Afgifter maatte anslaaes i Penge. I Amtets naturlige Beskaffenhed, der medfører et knapt Hestehold og besværlige Veie, vare ogsaa Klagerne grundede over for svært Veiarbeide, idet tolv Dages Arbeide, uagtet Antallet af Arbeidsdagene efter Anordningen skulde efterhaanden formindskes, fremdeles paa det Strengeste affordredes i Egne, hvor Gaardene kun vare at ligne med Huusmandspladse paa Østlandet, samt over for hyppig Fri- skyds, medens ikke alene Embedsmændene, men ogsaa Bybor- gernes Gaarde paa Landet fritoges derfor. Fjeldbygdernes usle og udarmede Tilstand gjorde ligeledes Udsættelse med Skatte- restancerne og Eftergivelse af Gjeld for Magazinkorn til Forlan- gender, som Commissionen maatte anbefale, og navnligen det sidste, der var understøttet af den folkekjære Foged (i Raabygde- laget) Weidemann, i disse Udtryk: "vi forene vore Forbønner med Fogdens, og indstille det trængende Folk til deres Majestæts Naade. Saalænge de kunne, betale de villigen; men Afmagt er ingen Brøde." -- Udtryk, som især stille Tilstanden i fuldt skrække- ligt Lys, naar de jevnføres med følgende rørende Vidnesbyrd i Indstillingen om Handelsforholdene: "Folket er ialmindeligt sam- menholdigt, hjælpsomt og særdeles beredvilligt til at bevise hin- anden indbyrdes Tjenester. I denne Tænkemaade finder ofte den Allerfattigste sin sidste Hjælp ved Borgen af mere formuende eller mindre fattige Naboer, Slægtninge og Bygdemænd, som endnu have Credit." Commissionen, der bestod af gamle høifornemme Jurister, som ellers ikke pleie at indrømme Følelsen Ordet, før Forstanden har talt, og neppe da, henrives ogsaa midti sin Indberetning af sin Medlidenhed med det ulykkelige Folk til at afbryde Opstillingen af de enkelte Poster med følgende Henvendelse til Kongen: "Ma- leriet, som vi have at forestille Ds. Majestæt, er gyseligt. Vi have SIDE: 15 alt før andraget, hvorledes Skovene ere aftagne, paa hvad Maade Handelen er bleven forvaltet, og de Indflydelser, som heraf for en Deel af Raabygdelaget ere opstaaede. Jordculturen er paa mange Steder i dette Fjelddistrict ubetydelig. Steenurer, Klipper afcirkle Jorden i smaa Portioner og levne Jorddyrkeren saadanne Adkomster til hans Engestykker, at han ofte maa opsætte sit Foder i Stakke forat kunne bringe det hjem om Vinteren paa Føret. Han er som oftest udsat for at enten en altfor raa Høst hindrer Kornet fra at naae sin Modenhed, eller at en for tidlig Frost ødelægger det. Under disse jevnlige Vanskeligheder synker han hvert Aar dybere og dybere. Hans Armod voxer; han trættes ved ofte gjentagne frugtesløse Forsøg. Trængende til Ophold, til Livets første Nødvendigheder, bliver han uformuende til at ud- rede Skatter. Stykke for Stykke seer han da sin Velfærd at forsvinde. Først skilles han ved sit Løsøre, og naar han ved den sidste Skjærvs Betaling er sat i Umulighed til længer at kunne arbeide eller drive sit Gaardsbrug, taber han Gaarden selv. Forat indløse den, maa han betale Omkostninger, som op- løbe til det Dobbelte af Skatterne, ja -- -- " Her har Tidens Tand fortæret Documentet; men det kan være nok. Det vilde ikke være vanskeligt at sætte til, hvad der mang- ler, om det behøvedes, forat vide, at Districtets Tilstand var paa Grund af naturlige og egne Forhold allerede forud saa fortvivlet, at Embedsmænds Uretfærdigheder og Misforhold ikke behøvede at komme til, forat gjøre det ligesaa modtageligt for Lofthuus's Agitationer og Tilskyndelser, som den udtørrede, forbrændte Myr for den henslængte, af Vinden oppustede Glød. Tilstanden i Amtets Kyststrækninger er skildret som bedre; men det er i denne Henseende at lægge Mærke til, at Ophøret af den nord- americanske Krig, der havde givet Skibsfarten paa de nordiske Havne betydelig Livlighed, foraarsagede en Slappelse og Nærings- løshed i de mange Familier, den kortvarige, forcerede Virksomhed paa Skibsbyggerierne og i Havnene havde lokket did. Hyreløse Søfolk, Arbeidsmænd uden Arbeide, Skippere med oplagte Skuder, Kystbønder og Smaaborgere satte tilbage fra den livlige Trafik og den Overdaadighed, der følger af en bevæget Tid, hvori det lader sig gjøre at fiske i rørte Vande, til Næringsløshedens Tør- kost og melancholske Speculationer, vare ikke ilde oplagte til at SIDE: 16 tage Fjeldmændenes "Parti og blive Venner af Lofthuus. Ledig- hed er ikke mindre egnet til at gjøre Oprør end Armod." Og Lofthuus havde begge disse Allierede. Nærmere Aarsager til Urolighederne. Det er desværre ikke et Særsyn, fordi det oftere har gjentaget sig i vore egne Dage, men en sørgelig Kjendsgjerning, at juridiske Udsugelser og allehaande egennyttige Utilbørligheder af de Em- beds- og Ombudsmænd, der have med Inddrivelserne at bestille, synes at trives bedst, hvor Armoden er størst, og at florere i Elendighedens Hjemdale med Snylteplantens Trivelighed i det ud- døende Træ. Gjennem dem er det, at Procuratorernes, Foged- og Sorenskriverfuldmægtigernes, Auctionarernes og Incassatorernes Karioler med de frygtelige Skindvæsker i rulle flittigst. Der er Antallet af disse Personer hyppigst. Der vise de sig, gamle og nye Ansigter, muntre, travle, pludseligen som disse Larver, hvor Skoven er syg, og som man troer regnede ned fra Skyerne eller komne frem af Jorden efter mange Aars Søvn. Nedenæs Amt havde, under de ovenskildrede mislige Omstæn- digheder, været haardeligen hjemsøgt af denne Landeplage. Com- missionens Yttringer, to Sorenskriveres Suspension og mange af de enkelte Klager give Grund til at troe, at dette endog havde været og var Tilfælde ved Urolighedernes Udbrud i høiere Grad der, end i andre af Landets Egne, omendskjøndt det ikke mangler paa Exempler herfra, som synes at gjøre Visheden af denne Paastand tvivlsom. Det gamle Thingstuderi med sine udspærrede Skiftebreve og øvrige lovløse og ubestemte Udpresninger var slemt udbredt; men selv fra vore Dage har Forfatteren havt An- ledning til at lære Udsugelser at kjende, mod hvilke de, der gik i Svang i Nedenæs paa hiin Tid, vare Kjærlighedsgjerninger. Imid- lertid vare de dog der den Steen, som omsider bragte Lastdyret iknæ og pressede Skrig af den stumme Skabning. De forvirrede Gjeldsforhold gav vel de juridiske Embedsmænd og Betjente meget at bestille, og i sig selv eller under Almuens bedre Om- stændigheder vilde de fleste af Amtets juridiske Embeder hørt SIDE: 17 til Landets mindre godt aflagte; men Districtets Armod indgav dem ikke den Skaansomhed, at ville fortjene ved at tage hvad Lovligt og Billigt kunde være af de flere Forretninger. Ogsaa da vilde Havesygen tage Meget af de mange; ogsaa da forstod den at forflere dem uden Nødvendighed, uden Hensyn til Bon- dens Armod og til at selv den lovlige Fremgangsmaade med Ind- drivelser var kostbar nok. Og i Norge falde ikke Lovene med lige Byrde paa de forskjellige Egne; naturligviis tyngest paa dem, hvor Erhvervet er knappest og Naturen stedmoderligst, som Til- fælde er i mere end to Trediedele af Nedenæs Amt. "Utillade- ligen høie Sportler, hvis Hævelse vel kunde have en hævdet Praxis, men hverken Billighedens eller nogen offentlig Lov til Grund; Retsbetjenternes Indvælten, hvor den kunde undværes, alene for at gjøre sig Sportler af Bøndernes Efterladenskab til ukyndige eller ubeskyttede Arvinger", -- i disse Træk characteriserer hiin Brevskriver Datids juridiske Embedsmænds og Betjenters Færd i Nedenæs. Og Commissionen erkjender, at "de afhandlede Klager vise, at Uordener hist og her have indsneget sig, og at Soren- skriverne især i Raabygdelaget synes at have handlet mere efter jus consuetudinarium ( ): Skik og Brugs Ret), end efter de fast- satte Love. At meget af det Paaklagede kunde være afhjulpet i Stilhed, at Folket kunde, om ikke for adskillige Byrder være bleven sparet, saa dog i mange Ting hjulpet tilrette, forbyder Sandhed os at negte. Vi kunne vel ikke imputere Nogen andre Forseelser, end dem vi, under at gjøre Rede for vor Undersøgelse, have opgivet; men samles Sagen under een Synspunct, saa synes indgroede Onder at vidne om en fra lang Tid tilbage slappet Bestyrelse. "Frugten heraf er blevet en almindelig Mistillid i de klagende Egne til alle Betjenterne, og dette synes at betage disse den nyttige Indflydelse for Eftertiden, som Ds. Maj.s Tje- nestes Befordring kræver, og som en, paa Overbeviisning om at vederfares Ret grundet, Tillid hos Almuen ene kan virke. Klage- maalene have virket Urolighed, Sammenløb; under disse har en vis Anarchiets Aand indtrængt sig; der er skeet Paastande og Eftergivelser, -- disse Gjæringer ere farlige; Urolighedsgrunden, engang bortryddet, maa da ophøre, Orden, Fasthed, Kraftfuldhed i Forretningerne og den offentlige Forvaltning maa igjen indføres. Hertil udfordres Anseelse hos Betjenterne. Sjelden taber Folket sine Fordomme; den, det engang har mistroet, mistroer det stedse. SIDE: 18 Det være sig Uheld eller Brøde, saa vil Almuen (naar vi undtage Foged Weidemann, mod hvem ingen directe Klage af Betydenhed er ført) neppe nogen Tid skjænke de nuværende Betjente sin Fortrolighed. Ligesaa vist som der i mange Henseender udkræves nye Foranstaltninger, ligesaa vist troe vi da, at de klagende Egne kræve nye Embedsmænd." Yderligere Vidnesbyrd om hvor galt det var fat med Embedsmændenes Forhold i Almindelighed i dette District, end der ligger i dette Forslag, behøves vel neppe. Over Fogderne havde Almuerne følgende Klager: at de lode sig Skattebøgerne betale for dyrt med 1 til 2 Mark, at disse for- nyedes hvergang en ny Eier tiltraadte en Gaard, og at de da tillige toge Indskrivningspenge forat indføre ham i Matrikulen. Endvidere, at de paastode de originale Adkomsters Foreviisning paa Thingene til Hjemmel for Eiendomsfrihed til Odelsskat, og beregnede sig da fra 2 Mark til 2 Mark og 16 Skilling for at udskrive Vedkommende fra denne Skats Svarelse, hvorhos Bøn- derne, i Mangel af saadan Foreviisning, maatte løse Extrakter af de i Documenterne indeholdende Adkomster, hvilke da betaltes med fra 1 Rdl. til 5 Mk.; at de forat fritage En for at være Lægds- mand fordrede 1 Rdl., samt hvert Aars Sommerthing 2 Skilling af hver Skatteyder i Beregningsgebyhr; at de i Saugskat og Con- sumtion oppebare mere end den kgl. Casse tilkom, at de be- regnede sig for meget ved Executionerne, og at de undlode be- høringen at communicere Almuerne de kgl. Anordninger. Skatternes Forøgelse imod hvad de før havde været, kom ogsaa paa Fogdernes Kappe, hvortil Aarsagen var, at de undlode at specificere adskillige Smaaudredsler, Delinqventudgifterne, osv. Klagerne over Sorenskriverne, hvoraf Sorenskriveren i Nedenæs, Finne, ikke synes at være rammet, gik i Almindelighed ud paa ulovlig Sportulering ved Skifter, Thinglæsninger, osv., hvorhos det var klart, at de ikke havde den offentlige Tillid, som Dom- mere bør have. I 1777 var bleven nedsat en Commission til at forfatte et nyt Sportelreglement, og et Rescript udstedt, hvorefter alle Embedsmænd bleve indkaldte til at opgive deres sidst brugte Sportuleringsmaade med Tilsigelse, at de skulde være ansvarsløse og straffrie for den forbigangne Tid. Disse havde da troet, at Straffriheden ogsaa maatte strække sig til Eftertiden, og at de kunde være trygge for Tiltale, naar de blot fulgte den til Com- missionen opgivne Sportuleringsmaade -- et Argument, de senere SIDE: 19 hen suspenderede og tiltalte to Sorenskrivere i Raabygdelaget, Smith og Brønsdorph, betjente sig af, og som, uagtet al dets skrøbe- lige Skjævhed, tjente dem til tilstrækkeligt Forsvar, uagtet Com- missionen vedgaaer, at "de imod dem paaklagede Sportler bleve befundne temmelig overdrevne og langtfra ikke af Lov eller An- ordninger hjemlede." [fotnotemerke] Navnlig klagedes over, at Sorenskriverne brugte ofte at tage sine Sportler med en rund Sum paa Accord, hvorpaa mærk- værdige Exempler ved Aastedsforretninger anførtes; at de ud- øvede en ulovlig Indflydelse paa Stervbotaxationerne, og at deres Skiftebreve gjordes mange Gange vidtløftigere end nødvendigt, saa at "Almuen -- siger Commissionen -- ikke uden med Skræk hører nævne et Skiftebrev fra den Tid disse begyndte at blive altfor vidtløftige, det de bleve deels ved at udvide og forlænge Skriften, deels ved at indføre Marginalier og Rubriker efter Regn- skabs Maade, og deels ved at vidtløfttiggjøre Skifteacten med Documenter, som Ord til andet med alle sine Paategninger ind- toges med omstændelige Beskrivelser af et Boes faste og løse Effecter, og med Anførseler, hvis endog moderne Form og Stiil bidrager sit til Skifteomkostningernes Forøgelse." Mellem de Ulovligheder, der havde vakt Almuernes Forbittrelse mot Sorenskriverne, hørte ogsaa Beregningen af dobbelte Diæt- penge og større Skyds, selv til Auctioner, end Anordningerne, som herfor satte Embedsfortabelse, medførte. Dødsboer bleve paatvungne unødvendige Auctioner, og Skifter sluttede uden Auction mod en Smørelse af et Snees Daler og derover. Det er ellers ikke let at sige, hvilken af Raabygdelagets to Soren- skrivere der havde drevet det videst i denne "raabygdelagske Praxis", som Commissionen kalder disse lovløse Udsugelser. Den gamle Sorenskriver i Vestre-Raabygdelaget, Christen Tobiesen, var under Tiltale for Embedsforbrydelser, og en Procurator i Christianssand, Chr. Brønsdorph, const.; men uagtet dette For- billede, og uagtet han samtidig, i en Ansøgning om Nedsættelse af Pensionen til Tobiesen, taler i stærke Udtryk om den Sam- Fotnote: For et Skiftebrev paa 7 Ark havde saaledes ovennævnte Smith beregnet sig 36 Rdl., medens Commissionen ved Opsummering kun faaer ud 14 Rdl. 3 Mk. 16 Skil., "som er alt hvad vi skjønne han for dette Skiftebrev kunde tilkomme, og lad være, at det nogenledes lovligen kunde have været beregnet til 20 Rdl. er dog derover betalt 16 Rbdl." SIDE: 20 vittighedsfuldhed, hvormed han stræbte at gjøre sig værdig til virkelig at erholde Embedet, gav han dog ingenlunde Sorenskri- verne i det østre District noget efter i denne Henseende. Pleiede Smith at beregne sig indtil over det Tredobbelte for sine Forret- ninger og dobbelt for Beskrivelser, holdt han -- som Commis- sionen siger -- Auctioner over Jordegods "blot til sin egen For- deel eller af andre skjulte Aarsager, som umuligen kunne have været lovlige, da de i og udenfor Skiftet ere fortiede;" havde han tilladt sig, "uden nogen synlig eller anden begribelig Aarsag end Omkostningernes Forhøielse at dele i to Opraab en Gaard- part, der skulde have været solgt ved en Auction," foruden en Mængde andre Udsugelser af havesyg Vilkaarlighed: saa var Procurator Brønsdorph Mand for at gjøre baade dette efter og mere til. 60 Rdl., 30 Rdl., osv. i Accord, ikke efter Beregning, for en, paa een Dag udført, Sag, og 20 Rdl. for en Odelssag, der behandledes i samme Tid paa Thing-, ikke paa Aastedet, ere Exempler, der gjøre flere overflødige, og hvorom Commissionen siger, at om slig Betaling "end var nogenlunde forsvarlig, maatte fattige Bønder af Raabygdelaget, som nødes til at føre Odels- og Aastedsprocesser, være meget at beklage, da Omkostningerne paa at indtale eller forsvare faa Skind Jord (thi de fleste be- sidde ikke mere) vilde ofte overstige de omtvistede Eiendommes Værdi." (!) Stærk Regnemester, synes han dog at have været endnu uopnaaeligere i at skrive Skiftebreve. "Ved ordrige, med Anførseler af bekjendte Forordninger opfyldte Beskrivelser, men især ved at gjentage og paa forskjellige Steder at postere de selvsamme Anførseler, saasom, efterat have opført Skifteomkost- ninger paa 2 l/2 Ark som Regning, strax derpaa at repetere dem som Gjeld og derfor stykkeviis at gjøre Udlæg med flere Po- sterings- og Anførselsmaader af lige Art, og ved dobbelte Taxa- tioner, ved to Gange indrykkede Skifteplakater, ved Indtægt og Udgift tvende Gange omstændeligen, ligesom ogsaa Stemplet- papirs- og Justitsforordningen, at anføre, med videre, som den Raabygdelagske Praxis medfører," forstod denne Mand, som Com- missionen udtrykker sig, at udbringe et "corpulent Skiftebrev." Saaledes kunde et saadant Document komme paa over 48 Rdl. af et Bo, hvis Masse vel beløb sig til 615 Rdl., men hvis be- holdne Formue kun var 194 Rdl., -- "et Kunstgreb," som Com- SIDE: 21 missionen kalder det, "der i Mangel af positive Forbud derimod dog ikke saa ligefrem kan gjøres en Sorenskriver til Forbrydelse." Men i samme Forhold, som Lovgivningen tilstedede saadanne Misbrug, maatte Almuens Misfornøielse med sin hele Forfatning tage til, og Embedsmændenes hensynsløse Adfærd efterhaanden opdynge over deres Hoveder en knusende Masse af Had og Foragt, ligesaa let udsat for at briste løs over dem, som den overladede Tordensky eller den hængende Lavine. Raabygdelaget havde dengang ikke engang 10,000 Indbyggere og Nedenæs omtrent 20,000, saa at Embederne, endog om Tilstanden havde været bedre, i Regelen blot kunde være smaa [fotnotemerke] . Men de Beregninger, vi have seet Prøver paa, forklare, hvorledes Mænd af egen For- mue, som begge de ovennævnte Sorenskrivere, dog kunde ville beholde Embeder, som de i sine Forsvar paastode vare altfor knappe uden en saadan Sportuleren. Mod Sorenskriverne var Misfornøielsen størst; men da det Særsyn heller ikke her fandt Sted, at de overordnede Embeds- mænds Utilbørligheder forbleve uden Efterfølgelse af de Under- ordnede, var den langtfra indskrænket til Øvrigheden. Datids Procuratorer vare ikke bedre end senere Tiders. Ogsaa dengang fore de paa Bygden som Incassatorer, og Skræk og Ødelæggelse med dem. Med al deres Mangel paa juridiske Kundskaber synes de dog vel saa godt at have forstaaet den Kunst at "sye Folk sammen," som man siger; og mellem eenfoldige Fjeldfolk, til hvis Characteer Paastaaelighed hører, havde Thingstuderiet en vid og villig Mark at udsaae Dragetænder i. Commissionen fælder føl- gende Dom om Datids Sagførere: "Om det Uheld Procuratorerne have stiftet paa Bygden, hvor Lovens 1 -- 9 -- 15 forbyder at bruge dem, i det Hele er gjengjældet ved den Nytte, de have gjort, er et Spørgsmaal vi ikke vove at oplyse; men sikkert er det, at dersom mangen en Bonde ved dem er forhjulpen til Ret, som han ellers vanskeligen skulde have erholdt, ere og mange, for- medelst Procuratorers Uvidenhed, Skjødesløshed og Uredelighed, Fotnote: Den suspenderede Sorenskriver Tobiesen ansætter dem dog i vestre Raa- bygdelaget, som er den sletteste, om end vidtløftigste, Deel, til over 800 Rdl., ifølge "Lov, Praxis og Vedtægter, uden Fornærmelse imot nogen Almuens Mand," og angiver, at Brønsdorph i 1786 havde drevet de embedsmæssige Ind- tægter til over 1900 Rdl., "foruden hvad Auctioner og den Mængde Afkald, han forcerede Almuen med at give beskrevne." SIDE: 22 skilte ved Ret, som de ellers neppe skulde have forfeilet, og Mange forledede til at anlægge og forsvare vrange Sager, som de, sig selv overladte, skulde have undgaaet." Og Commissions- medlemmet, Etatsraad Falsen, opkaster endogsaa Spørgsmaalet "om det ikke var godt, at Procuratorerne bleve afskaffede paa Landet, især i de fattige Egne, f. Ex. Raabygdelaget, og at Bonden selv fremførte sin Sag for Sorenskriverne? De ere dog -- siger han -- et Onde, der har indtrængt sig imod Lovens 1 -- 19 -- 15, og risqverede Bonden ved Uvidenhed iblandt at tabe sin Ret, saa risqverer han nu ofte at tabe den ved Formaliteter, Chikaner og opvigles til Proces." Disse ægte Thingstude vare næsten altid Danske, oftest Ram-Jyder, med den saakaldte Kudske- Examen og Ridefoged-Begreber om, hvorledes Bonden skulde behandles, hvis Sprog de ikke forstod, og som stedse i sine Følelser bleve et Land fremmede, hvor de vel vare komne til Grunker inden kort efterat de havde betraadt det i en luvslidt Kjole med Bestallingen og en liden Christian Vtes norske Lov i Lommen, men hvor de vidste, at de vare hadede og anseede omtrent med samme Foragt, som Skarpretterne og Andre, til hvis Levevei Fordommen har heftet sin Spe og Modbydelighedens Uvillie. Ogsaa over sine Lensmænd førte næsten alle Amtets Almuer Klager over Udpresninger. Maa man ved Procuratorerne erindre den prægtige Characteer af en gammeldags Procurator, som Olufsen har skildret i sin Comedie "Gulddaasen", føre Nogle af disse Lensmænd -- thi mod Alle befandtes ikke Klagerne grun- dede -- der selv vare bondefødte, os "Jeppe paa Bjergets" og "Jesper Ridefogeds" udødelige Skygger forbi Øinene. Det vil være for vidtløftigt at omnævne enkeltviis alle disse trofaste Efterfølgere af deres Herrer og Mestere; men om disse Under- ordnedes Udpresninger kun gik i skillings- eller markeviis, vare de dog des hyppigere formedelst Mængden af Anledninger dertil, saasom, f. Ex. ved Udpantninger, hvoraf man seer, at 20 til 30 stundom bleve foretagne paa samme Dag paa nær ved hinanden liggende Steder, ja endogsaa at særskilt Skyds beregnedes til Opsiddere paa samme Gaard, og ved Modtagelsen paa Thingene af Skatterestancer, hvor et lidet Gebyhr "for Umagen" beregnedes, som siden i Forsvarene gaves Navn af godvillig Gave. Den i Lofthuussagen saa bekjendte Lensmand i Øiestad, Aanon SIDE: 23 Salvesen, og Lensmanden i Birkenæs synes at have været de værste af disse Myg imellem Blodbremserne. Foruden at den Første drev Udpantningsgebyhrerne høiere end andre, besværede Almuen sig ogsaa over, "at han, som Procurator og Lovkyndig, var den mere besværlig end nyttig, da han havde Tilfælde at indvikle dem i Proces og til at sætte Splid imellem dem. De ønskede sig derfor, til deres Roligheds Vedligeholdelse, en skikke- lig Mand, som tillige var Bonde, til Lensmand, haabende, at de jo før jo heller vilde blive skilte ved ham, hvilket deres inderlige Ønske de bade, saavidt muligt, understøttet." Dette er nu vel yttret efterat Salvesen var bleven dødelig forhadt for sin Færd mod Lofthuus; men det viser sig dog, at han iblandt andet be- nyttede sit Procuratorskab til at negte Bønderne at forkynde Stevninger, medmindre de lode samme forfatte ved ham, og da for svære Penge. Klagerne mod Lensmanden i Birkenæs fandt Commissionen "af Vigtighed", saa han indstilledes til Tiltale paa sit Ombud. Saasnart Udpantningsordre var udstedt, holdt han sit Gebyhr -- og det var altid for høit ansat -- for forfaldet, og uden det blev erlagt, modtog han ikke Restancen. En Huusmand, der pleiede at vandre om for ham paa slige Forretninger, hvoraf ofte over en Snees kunde falde paa een Dag, forklarede ogsaa, at han havde saadan Ordre fra sin Principal, "at han skulde, hvor han kunde faae det (!), for hver Udpantning imodtage 1 Mk. 8 Skil., men, ifald man vægrede det, idetmindste 24 Skil., under Paalæg, ikke at modtage Restancen, naar den ei i rede Penge strax ved Ankomsten til Stedet blev ham anbuden." Ogsaa mod Stiftsbefalingsmanden, Kammerherre Adeler, havde nogle af Almuerne en Klage, nemlig at han ved sine hyppige Reiser fra Christianssand til sit Familiegods Gjemsø Kloster faldt dem for meget til Byrde ved at tage "en Mængde" Heste i Fri- skyds. Men det maa have været før Urolighederne; thi under og en Tid efter disse lod denne forknytte Mand nok være at gjennemreise Districtet. I hine Tider nøde ellers Stiftsbefalings- mændene en saa overordentlig Respect, at denne Klage især faaer sin Betydning som et Vidnesbyrd om, hvor strid og dristig den Aand var, som var faren i Bønderne. Heller ikke Præsterne vare uden Deel i at have vakt den. Dog var det kun fra Sætersdalens Sogne Klager fremsattes over dem, og heftigst over Sognepræsten i Evje, Provst Erich Ancher Bruun, SIDE: 24 en egennyttig og trættekjær Mand, som laa i idelige Processer med sin Almue, uagtet han ikke saa sjelden pleiede at give sine Sognebørn Qvittering paa Ryggen. Vallebygdingerne lod det ogsaa dryppe lidt paa Klokkeren, som de lode faa lidt med af Klagerne over Præsten. Men ogsaa disse har kun sin rette Betydning ved at stilles i Modsætning til den næsten patriarchalske Anseelse, som Datids Geistlighed, især i Fjeldbygderne, var i nedarvet Be- siddelse af. Mellem andre gamle Sæder, som havde sit sikkreste og kjæreste Hjem i Fjelddistricterne, var ogsaa "Løisningen," -- et Ord, som Gudskelov i vore Dage i de allerfleste Egne snart vil behøve en Fortolkning. Imidlertid tør man vel endnu uden denne, ved Hjælp af gamle Erindringer, vide, at dermed forstaaes Bestik- kelser for at slippe Soldatudskrivningen, uden at det er godt at sige, paa hvad Maade og ved hvilke Midler den skeer. Det er muligt at tænke sig endnu flere, end Penge, Varer eller Arbeide. Men hvad der saa blev brugt i Raabygdelaget, saa havde man navnligen i Sætersdalen med Misfornøielse opdaget, at netop de mere formuende Karle "paa adskillige Maader, saasom ved Tje- neste hos fornemme Folk, og deslige, undgik Udskrivningen indtil saadan Alder, at de ikke mere kunde tvinges til Landmilitsen." Byglands og Aardals Almuer, som klagede herover, meente da, at, siden derved kun de fattige Gaardmænds Sønner kom under Musketten, "syntes baade Billighed og Anordninger at fordre saadan Forandring, at naar et District havde saa overflødigt Mandskab, at de ikke alle behøvedes til at tjene, burde Befrielsen for Overskuddet blive i Odelsmænds og Gaardbrugeres, saavel de Fattiges som Formuendes ældste Sønners Faveur." De Aarsager til Misfornøielse i Nedenæs Amt, som ovenfor ere fremsatte, vare, i større eller mindre Forstand, almindelige, og om de end fremsattes af en enkelt Bygd, deeltes dog de fleste af andre. Klagerne over Lensmændenes Udsugelser vare saa- ledes fælles for de fleste Bygder, omendskjøndt hver enkelt havde sit Særegne at anke over. Men der var ogsaa en ikke liden Deel af mere specielle, individuelle Klager, og denne personlige For- bittrelse var ikke nogen uvirksom Bestanddeel i den almindelige. Den omgav Lofthuus med hans ivrigste Agenter og Partigjængere. Følelsen af egen lidt Uret blandede de varmeste Gløder med Lofthuus's flammende over Andres, og antog dennes renere Skin. SIDE: 25 Disse heftige Staldbrødre bleve hans Sendebud, hans Flamme- ledere midt i den døde Masse af Fortvivlelsens Sløvhed, som havde samlet sig i flere Aar, og nu laa som en bristefærdig Sky over Mængden af Gemytterne, og hvortil der troes i det Fore- gaaende at være opviist meer end nok af Grunde i et umaade- ligt Sammenstød af alle de Lidelser, som kunne gjøre et Folk ulykkeligt og vanære dets Bestyrelse. Christian Jensen Lofthuus. Den bryder en Lænke, som navngi'er en Klage, Det stønnende Echo dog bliver tilbage. Den bryder en Lænke, som ikke vil bære, At Retfærdens Tjenere Bygden fortære. Den bryder en Lænke, som strider tilthinge, Som modigen hjælper forkuede Ringe. Hans Navn er et Echo i Norriges Dale, Han kan deres Tusinder Øxer befale. Beboerne af de Strøg, hvis lidelsesfulde Forfatning er frem- stillet i det Foregaaende, have Ord for at høre til de godmodigste af Norges Beboere. Livlige til at snakke og meddele sig, kunne disse Agdeværinger nok stikke Hovederne sammen og vække Støien af et Oprør; men til voldsom Handling mener Nede- næssingen det for lidet med sin Vrede, og Fjeldmanden fra Raa- bygdelaget er træg i Sammenligning med Sogningen, Valdersen, Thelebonden eller den koleriske Gudbrandsdøl. Dette og Man- gelen paa en Formand, som aabent turde træde frem, har givet de to foregaaende Opløb, som i Løbet af et Aarhundrede, nemlig 1688 og 1752, havde fundet Sted i Arendal og deromkring, Cha- racteren af Stryflamme eller af Aprililinger, og at Tumulterne i 1786 vare alvorligere, havde ikke blot sin Grund i Lidelsernes og Misfornøielsens Ophobning, men ogsaa i den Mands Person- lighed, der traadte frem som deres Chef og Leder. Det var Christian Jensen, Eier af Gaarden Lofthuus ved Ladestedet Lille- sand i vestre Molands Præstegjeld, en Mand til Sjæl og Legeme Og i sin kraftigste Alder, paa engang følelsesfuld og energisk, listig og uforfærdet, indesluttet og med strømmende Tunge, kold SIDE: 26 i Panden og heed om Hjertet, kort af Naturens Haand udrustet til det Kald, han overtog, med de samme tilsyneladende mod- stridige, men i sin amalgamiske Forening mægtige Egenskaber, som altid have udmærket Indehaverne af den samme sørgelige Rolle i Historien. Dens Slutscene pleier at være en Henrettelse paa Skafottet eller i Galgen. Lofthuus drev det til, at man ikke vovede det. Han var en lovløs Elskovs, en Syndens og Forførelsens Frugt, født paa Flugten, fra sin Fødsel allerede i Opposition mod Sam- fundets Bydende og Regime -- kort et uægte Barn, som Kirken kalder de Uskyldige, som faae sin første Daab i Taarer og kun liden Velsignelse at voxe ved. Idetmindste har Lofthuus, at slutte af følgende Døbeattest, ikke faaet Kirkens, uden med en suur Mine: "Ministerialbogen Nr. 2 her ved Østre Riisøers Kirke viiser paa Fol. 10de Side 2den, at et Qvindemenneske ved Navn Tarjer Kittelsdatter, som var vestenfra, har den 15de Maji 1750 havt eet u-ægte Drengebarn her til Daaben, som blev kaldet Christian, hvis Barne-Fader efter hendes første Tilstaaelse skulde være en Jens Jenssøn, men da Barnet var kommet i Kirken forat døbes, og min Formand Sl. Hr. Samuel Stub havde Mistanke, at ei den rette Barne-Fader var navngivet, sendte han een af Fadderne, nemlig Torbjørn Eegaas, til den syge Moder forat tilholde hende at gjøre en sandfærdig Bekjendelse, da hun sagde, at een ved Nafn Falch var den rette Barne-Fader. Af dette u-ægte Barns Faddere leve endnu 2de her paa Stedet, nemlig Konen som bar det, heddende Kirstine Dahlen, og Pigen, som stod hos, kaldet Guri Eegaas, som begge vidste nøiagtig at berette mig dette An- førte om Sl. Hr. Stub. De øvrige Faddere ere borte; thi Torbjørn Eegaas er død, Tallach Torjussøn Revbaasen, en Vesterlænding, er hjemreist, og Boel Maria fra Bamble er ligeledes taget hjem efter de her endnu levende Fadderes Forklaring, hvilket og Mo- deren med sit lille Barn, saasnart Helbreden tillod samme, gjorde, hvilket hermed bevidnes. Østre-Riisøer den 25de Mai 1787 af Claus Juell, Sognepræst til østre Riisøers og Sønneløvs Menigheder." SIDE: 27 Mellem disse, tydeligt nok af Embedsmændenes Had gjennem- stukne, Linier og Anmeldelsen om hans Død, finder jeg der er en vis rystende, skjæbnespunden Forbindelse. De danne to corre- sponderende Yderpunkter for en Tilværelse, som maa have været fuld af Ulykke. Et Liv af Kamp og Lidelse maa have lagt imellem dem. Rækken af dets Blade begynder med hiin Daabseddel, og slutter med denne Dødsanmeldelse, som her gives en anticiperet Plads, fordi de synes at staae i et saadant Forhold af Fatalitet til hinanden, og at være begge den samme Skjæbnerings i hin- anden løbende Ender. "Efter nogle Aars Svaghed blev Arrestanten Christian Jensen Lofthuus pludselig anfalden af Blodstyrtning den 13de f. M., hvoraf han i mindre end een Time opgav Aanden. Efter vedfølgende Copi af Regningen fra Byens Vagtmester Michelsen, blev betalt ved Lofthuus's Begravelse 7 Rbd. 3 Mk. 8 Skil. Dette at være saaledes rigtig, bevidner Christiania den l0de Juli 1797. Leedahl, Const. Capt.-Vagtmester." Beregning over Arrestanten Chr. Jensen Lofthuus's Begravelses-Omkost- ninger: Til Præsten for Jords-Paakastelse - Rbd. 2 Mk. 16Skil For at opkaste Graven............ - - 2 - - - Til 2de Mænd for at bære Baaren..- - - - 16 - Til 12 Bærere a 24 Skil.......... 3 - - - - - Til sammes Formand............... - - 1 - - - For min Umage ved Begravelsens Bestyrelse...................... 2 - - - - - Ligkisten....................... 1 - 1 - - - Summa........................... 7 Rbd. 3 Mk. 8 Skil Christiania den 20de Juni 1797. Michelsen." Det er en Anticipation at have anført dette her, -- en Fore- gribelse i Fortællingens almindelige Orden, saa grov som den Feil er hos en Historieskriver, at give efter for Indflydelsen af Følelser saa dunkle som denne, der endelig vil sammenstille disse SIDE: 28 saa langt fra hinanden fjernede Papirer, hans Helts Tilværelses Alfa og Omega, og som det forekommer, at der er nok vemodig Materie alene i disse Lapper til at digte en borgerlig Tragedie, en spiessisk Roman af. Jeg skal gjøre denne foreløbige Flugt fra Vuggen til Graven god igjen siden, ved strengt at følge de virkelige Begivenheder. Tanken er tilbøielig til at sammenbinde og til, ligesom i et Fugleskue, at dvæle paa engang ved begge disse Punkter, forglemmende alle de mellemliggende Aldre. Idet- mindste stod Lofthuus uvilkaarlig for min Tanke som Barn, smi- lende i en Skjendsel, der ikke kan plette Uskyldigheden, lykke- ligt i Pladsen ved Moderens Bryst, medens Kirke og Samfund anviste den Uægte for hans Liv den sidste og laveste Plads imel- lem Menneskene -- som Barn stod han for min Tanke, ikke som Yngling eller Mand, da jeg søgte hans Grav og troede at have fundet Pladsen derfor. "Her, her maa det være," sagde den gamle rystende Kone, som jeg tog til Veilederske fra Christkirkegaardens Nabolag. "Her i Krogen," sagde hun, idet hun karede i Græsset med sin Stav, men uden at finde nogen Forhøining, der kunde ligne en Grav. Snarere var der Lignelsen af et Hul. "Her i Slavekrogen, skjøndt nu har der vel lagt mange siden. Det var tidlig om Morgenen. Jeg husker det saa vel. Og her stod næste Morgen det røde Bræt, hvorpaa der var skrevet saameget til hans Roes, men som strax kom væk. De Store vare nu saa gale paa ham, men Fattig- folk holdt meget af Christian." Saa? der altsaa? i Forbrydernes Krog? Skulde man ikke næsten kunne vide eller dog spaae det af hiin vagabondagtige Fødsel, af Præstemandens listige Forsøg paa at faae udlokket af den syge Moder hendes uægte Barns virkelige Fader, ligesom man af et theatralsk Stykkes Indledningsmusik kan slutte sig til dets hele Characteer, til dets sørgelige eller lystige Udgang? Idet- mindste kan man af den foragtfulde Døbeseddel, hvorigjennem en Glæde skinner over, at Fødselens Forbandelse nu var gaaen i Opfyldelse, over at det nu var forbi med Lofthuus, slutte sig til en Ismaels Liv, og at han har draget Had og Ulykke nedover sit Hoved. Man siger ellers om Elskovsbørn (eller Horunger, som sal. Hr. Pastor Stub og Juell vel heller vilde kalde dem) at de ere mere oplagte, end Samfundets lovmæssige Afkom, til ualminde- SIDE: 29 lige Skjebner. Man tillægger dem endog med et Slags Fortrin, Aandsgaver, Skjønhed, et livligt, til Udskeielser tilbøieligt, efter Moderens havte Stemning enten koleriskt eller sangvinsk Tem- perament. Det være som det vil, men det Sande er nok, at de -- som ubudne Gjester pleie -- oftere end Andre forøge For- styrrelsen i den Verden, hvori de saa hovedkuls ere komne ind. De ere idetmindste ikke saa destinerede til det rolige Liv, som Menneskene vel have Ret i at kalde det lykkeligste. Deres Skjebne, kunde man sige, ligger i deres egen Haand. De ere anviste Sam- fundets Askepotpladser med den Betydning: "hjælp dig nu selv, min Gut!" Mere end Andre, raade de sin Skjebne, og dog griber det overmenneskelige Fatum tillige synligere ind i deres Livs- traade. I Ingens Mund synes Ordene med større Ret at kunne lægges: "Mennesket skaber sin Skjebne; Straalen ifra hans modige Blik er den glimrende Stav, som beskriver Skjebnen dens Trin" -- -- Men i Ingens synes de hurtigere at blive til Mundsveir. Lofthuus har ogsaa havt en Culmination, da han kunde gjøre disse for en Dødelig overmodige Ord til sine egne. Det var da han ved sin Morbroders Gave var kommen i Besiddelse af sin Gaard, da han sad rolig der, med en Viv, hans fyrige Hjerte elskede, i sine Arme, med Børn paa sit Skjød, og da han saae sine Forbedringer paa Gaarden kronede af det trondhjemske Videnskabers Selskab med dets største Præmie. Det var i Aaret 1781. Fem Aar efter var det han gjorde -- sig selv fredløs, fredløs for Andres Skyld. Jeg kan ikke komme til andet, end at Lofthuus handlede i en god Mening, henreven af Medfølelsen, og af en retfærdig Uvillie, besjælet af Overbeviisningen om, at det var Pligt for ham at træde frem som Talsmand for sine lidende Medmennesker, og af Haabet om at kunne gavne sit District. At han af de fleste Embedsmænd, som have erklæret sig om ham, kaldes en "Skurk og slet Karl" osv., kan ikke forrykke et Omdømme, som der skulde være Grund til at fælde, selv efter det blotte Kjendskab til de Vexationer, hvoraf hans Egn leed, men uden videre til ham selv, alene efter den gamle Regel, at man da bør troe det Bedste. Og har han da handlet i god Tro, bør man ogsaa antage, at Bevidstheden herom indeholder Erstatning nok for de jordiske SIDE: 30 Tab, man i en saadan Hensigt tilføier sig selv. Historien er- kjender nok, at den hele moralske Verdensordning hviler paa den Grundlov, at enhver Daarskab straffer sig selv, men dens Moral er for ædel til at den skulde kalde Martyrer Daarer, Selv- opoffrelse Galskab, naar den har fyldestgjørende Løn i Bevidst- heden og velgjørende Følger for det Almindelige. Den daglig- dagse Verden gjør det. Den kjender ikke større Daarskab, og, idet den modtager Offeret, er al den Erkjendelse, man faaer, et Skuldertræk til de Ord, at Stakkelen er værst imod sig selv. Den ligner de Kammerater, som drikke med den Spendable og opmuntre ham, hemmelig gottende sig over hans Daarlighed, til at sætte overstyr saalænge han har noget, men vende ham saa Ryggen. Det er saa i Almindelighed, det er Verdens Skik og Gang, som man siger; men om end den nuværende Slægt, der ikke lider som Fædrene, er tilbøielig til at holde den, som vilde lide og leed for disse, for en Daare, vare dog Lofthuus's Med- levende, i Nedenæs Amt og videre om, retfærdigere imod ham. I Modsætning til Embeds- og Bymændenes Had staaer en sand Enthusiasme, en blind Tiltro til ham hos Almuen. Og dette be- styrkes endnu ved Meningen om, at hans Motiver vare gode. At der var Grund til at En traadte frem, bered til enten at hjælpe eller at døe for Folket, tør forventes erkjendt efter de foregaaende Skildringer af Tilstanden, og den Frygt, hvormed hiint Had var blandet, synes at lægge for Dagen, at Den, som paatog sig det, ikke var den mindst skikkede dertil. Mellem Naturens Vuggegaver manglede kun Formue og den pletløse Fødsel, og Moderens Besvangrelse udenfor Ægteskab, og det især af en over hendes Stand, var i de Egne en saadan Skam, at en Paategning af Justitsraad Schythe bagpaa oven- citerede Døbeattest, betitlet "Anmærkninger til Oplysning for Efterslægten om Christian Jensen Lofthuus's Forældre," beretter, at hun reiste til Østerriisøer for at gjøre Barsel, da hendes Svanger- skab var bleven bekjendt i vestre Molands Sogn, og at Faderen tog over til Holland, hvor han gav sig i Søfarten og døde som Matros. Hun var ældste Søster til Bonden Nils Kittelsen paa Lofthuus, der tog Christian til sig efter hendes Død som sit eget Barn, da han selv var barnløs Enkemand. Men før dette skete, har Moderen sandsynligviis maattet slæbe ham om med sig paa Betlerstien, hvorhen det mod saadanne Feiltrin paa Vestlandet SIDE: 31 grusomt strenge Omdømme forstødte hende. Han er bleven baaret om ved hendes Bryst indtil en yngre, ligeledes syndbaaren, Halvbroder (siden Færgemand John Lofthuus fra Lillesand) jog ham derfra til Haanden eller Ryggen. Faderen Jens Jensen Falch var kun 17 -- 18 Aar gammel, da Ulykken hændte, Søn af en Capitain Falch i Jylland, men opdraget og opholdende sig hos sin Farbroder, Justitsraad og Krigscommissair Christopher Falch i Lillesand. Christian er altsaa, at slutte efter Forældrenes ulige Stilling, før Frugten af en Forførelse, end af en ulykkelig Kjær- lighed. Schythe lægger ellers til: "At Jens Falch var Fader til Christian Lofthuus, tvivler Ingen paa, som har kjendt dem begge, da denne Sidste lignede den Første i Høide, Ansigtsbildning, Tænke- og Handlemaade paa en Prik." Og af dette Justitsraadens lille Pennestrøg gjør jeg mig den Idee om Lofthuus, at han har seet godt ud. Folk, som have seet ham, bekræfte ogsaa, at han var af Middelhøide, og af vakkert, livligt Ansigt. I den For- stand, som Faderen havde afgivet Prøver paa, var han dog ikke, hvad man kalder en "vidtløftig Karl." Justitsraaden forivrer sig her. Fader og Søn havde "Vidtløftigheden," som vel er det, der her menes, hver paa sin Viis. Fællespunktet er kun den raske determinerede Bestemthed i Sindet, der lod Faderen landsforvise sig selv, fordi han ikke kunde taale sin opbragte Farbroders skjerpede Strenghed, og Sønnen opgive den huuslige Lykke, hvoraf han var i Besiddelse, fordi han oprørtes over den Be- handling, Andre maatte lide. Personlig har han ikke havt noget at anke over, og heri have vi ligeledes en Ledetraad, der fører os til uegennyttige, ikke til uædle, Motiver paa Bunden af hans Hjerte. At hans Barndoms og Ungdoms Opførsel har været roesværdig, lader sig ogsaa slutte af, at hans Fosterfader nogen Tid før sin Død testamenterede ham Gaarden og al sin Eiendom med Forbi- gaaelse af en i Amsterdam levende Broders Børn, som da vare de rette Odelsbaarne til Gaarden. Men Christian beholdt den, og tog Navn efter den, som norsk Skik er. Imidlertid paastaaes der, men rigtignok af ovennævnte hans bittre Fiende, at han ikke har vidst at forsvare Eiendommen, uagtet han erholdt hiin Præmie for Agerdyrkning, men at han endog maatte pantsætte den, "gjorde Opbud og eiede Intet." Saameget er dog vist, at han ikke kom fra Gaarden, men havde sit Hjem der indtil sin Til- SIDE: 32 fangetagelse. Hans Kone boede der, mens han selv kun gjestede den af og til som Ræven sin Hule, naar den har mærket Jægere ved dens Aabninger. Pantsættelsen kan ogsaa have været iverk- sat til Beskyttelse imod Seqvestration af Regjeringen, medens han drev sine Agitationer, omendskjøndt hans Characteer, for- medelst den Listighed, som er et af dens meest udmærkede Træk, altid bliver fordægtig nok til, at man gjerne kan troe ham istand til at have iverksat den i en mindre undskyldelig Hensigt. Tidens Tryk kan ogsaa have rammet ham, og at han ikke sad saa syn- derlig varmt inden Vægge, har vel ogsaa havt sin Deel i hans Beredvillighed til at forlade den. Men vist er det, at han i 1781 var en i sit Hjem lykkelig og uafhængig Mand. Justitsraad Schythe, der især synes at tage sig den Tiltro nær, som Lofthuus virkelig var i Besiddelse af hos Almuen, søger endvidere at bestride Tilværet deraf ved at fortælle, at der var overgaaen Lofthuus en siden usvækket Tremarksdom nogle Aar før Urolighederne, og saa at grunde Beviset for, at Lofthuus ingen synderlig An- seelse kunde nyde imellem Almuen, paa dennes Afsky for en saadan Æresstraf. Lofthuus, der sees ogsaa at have benyttet sig af Nedenæs Lehns Privilegier (af 13de Oktbr. 1688), som ind- rømmede fri directe Udførsel af Trælast, skal nemlig have be- skyldt en Jydeskipper, ved Navn Baltser, for ikke at have betalt endeel i Lillesand af ham bekomne Brædder, og have stevnet ham til Bythings i Christianssand, hvor han netop laa med Far- tøiet. Skipperen skal dog have afbeviist Sigtelsen, og Lofthuus derefter være bleven anseet som anført. Men om disse For- kleinelser, hvoraf ialfald, efter Almuens, i dette Tilfælde ikke saa feilagtige, Begreber, en svigagtig Fallit vilde være den største og Tremarkstraffen den mindste, yttrer Forf. af et "Brev fra Chr- sands Stift" sig saaledes: "Muligt er det, som rigtignok nogle heroppe have fortalt mig, at Lofthuus skal være en tøileløs halstarrig Mand, hvis Friheds- begreber erkjende hverken Lov eller Pligt [fotnotemerke] ; at han skal endog være dømt som Tremarksmark. Vished om dette sidste har jeg ikke kunnet opspørge, thi alle Mennesker ere her i Passion enten for eller mod ham; men sandsynligt er det ikke, da han nyder saamegen Agtelse og Fortrolighed af Almuen, der har den umaade- Fotnote: Her sætter Schytte den Anmærkning til: "Denne Beretning er saa sand- færdig som den er sagt, og altsaa ikke blot Mulighed." SIDE: 33 lige Afsky for Navnet Tremarksmand og for en æreløs Karl, som er det samme. Men lad det end være sandt, at han er saaledes dømt, at han før har viist sig under hiin Characteer; jeg troer dog, at en tænkende Mand bør ikke afgjøre endda, uden efter Facta, Mandens Characteer, eller uden efter Udfaldet dømme om hans Bevæggrunde til at handle, som han har handlet i denne Sag." Hertil kun gjentaget den Bemærkning, at Loven langtfra allesteds i Almuen har opnaaet sin Hensigt at gjøre en Tremarks- mand eens i Begreberne med en æreløs Karl. I slige Sager har Almuen sin egen Dom, og falder ikke denne sammen med den juridiske, kommer denne ikke til Execution, men bliver blot et Spilfegteri. Med en æreløs Karl vil den visselig intet have at skaffe, og til at blive det i den almindelige Mening skal der enten en Forbrydelse eller en Række af slette Træk; men om en Tremarksstraf, der ikke er forud understøttet af det alminde- lige omdømme, har den kun Begrebet af et juridisk Uheld, saa Angjældende ikke lider meer end f. Ex. En der vel ved Magt eller Feiltagelse engang har været puttet i et Dolhuus, men om hvem man veed at han mangler ligesaa lidt som Andre, ja vel endog troer, at han er lidt klogere endnu. Dommen maa vel ikke saa ganske have ladet sig juridisk eller moralsk forsvare, siden de forskjellige Øvrighedspersoner, som have erklæret sig i Sagen, med Undtagelse af Schythe, som endog omtaler, at Lofthuus 2de Gange er bleven domfældt "som Forbryder," ikke have lagt nogen Vegt derpaa. Dommeren, som fældte den, en Byfoged og Regi- mentsqvarteermester Sørenssen, var heller ikke bekjendt som noget juridisk Lys; og havde man ikke været temmelig enig om, at Lofthuus her ikke var dømt saa ganske retviist, har man ikke let for at forklare sig, at han fik Adgang til selve Thronen, og at Authoriteterne virkelig indlode sig med ham. Men disse private Omstændigheder have lidet at skaffe med hans offentlige Færd under Urolighederne. Ved disses Udbrud ophørte han at tilhøre og leve for sig selv. Ulykkelige Processer, som hans Fiender tilskrev hans egen Trættekjærhed, og en derved foraarsaget Tilbagegang i Velstand vare gode Incitamenter for en pirrelig Characteer. Motivet, som, endog før disse personlige Uheld rammede ham, havde henledt Opmærksomheden paa ham som en høirøstet Opponent imod det Uvæsen, som gik isvang, laa i Elendigheden udenfor ham. SIDE: 34 Bønderne rose Lofthuus for Uegennyttighed og Rundhaandet- hed imod Trængende endog over sin Formue, saa det vel ikke har staaet saa daarlig til med denne, som man vil have, for ikke at faae nogen Undtagelse fra Regelen, at Fanterne ere de værste at regjere over. Har han havt at give, laane og bekoste, maa han vel ogsaa have havt noget at tabe. Ingen, der har spillet en lignende Rolle, har heller kunnet undvære disse Egenskaber. "Efter at han var først af Medynk overbeviist om vores Under- trykkelse -- sige Bønderne -- har han paa egen Bekostning foretaget sig 2de besværlige Reiser til Kjøbenhavn, og der andraget noget af vores Nød for vor dyrebare Kronprinds" , ligesom de ogsaa bevidne i et andet Document, at Lofthuus udtrykkeligen havde erklæret, at han "for sin Umage og Bekostninger hverken havde modtaget eller vilde modtage ringeste Skillingsværdi, men at hans Umage og Bekostninger alene vare grundede i Kongens Interesse og Fædrelandets Vel." Disse Vidnesbyrd ere rigtignok udfærdigede paa Gaarden Lofthuus og conciperede af ham selv, som var skrivekyndig (hvad den Gang var sjelden for en Almues- mand); men de ere undertegnede af et betydeligt Antal: det sidste af 39 Bønder fra forskellige Sogne, det første af ikke mindre end 329 Mand fra Nedenæs og Raabygdelauget. Desuden er det ham selv, som angiver hiint agtværdige Motiv for hans Frem- træden, saa maae vi troe det. Man seer, at han har gjort sig selv Rede derfor, at han, ligesom Drengen, der satte Kirkeklokken i Farum i Bevægelse, da han med from Overtro skulde skrabe Rust af den til sin syge Moder, er bleven forbauset over den Gang Begivenhederne toge, der overvældigen nu syntes at rive ham selv hen, og at han da har reflecteret over sine Bevæg- grunde og søgt Beskyttelse i sit eget Hjerte. Den Udgang, som det sidste Almueopløb i Nedenæs, nemlig det i Arendal den 7de Febr. 1752, havde havt, og som endnu maatte være i friskt Minde, samt de bestaaende Lovbestemmelser med Hensyn til alt hvad der kunde henføres til Stempling eller Opløb, maa Lofthuus upaatvivleligen ogsaa have taget med paa Vegtskaalen; og da disse Omstændigheder ikke indeholde nogen Opmuntring til at gjøre sig til Folkets Mand, eller "til at bære Hundemaden frem," som Schythe udtrykker sig om Lofthuus's Idræt, viser unegtelig hans Følsomheds elastiske Styrke sig endnu tydeligere og som forherskende i hans Væsen. Det var nemlig SIDE: 35 ikke Tilfælde i 1752, som det havde været i 1688, da Almuens, som det kaldes i Resc. af 13de Oktbr. s. A., formastelige, vold- somme Udlosning af et Par danske Kornskuder skaffede Nedenæs Lehn sine Privilegier af bemeldte Dato paa fri Trælastudførsel. Thi for den samme Gjerning bleve ved den sidste Leilighed 20 Personer, efterat en Inqvisitionscommission havde været nedsat, ved Overhofretsdom af 18de Mai 1756, deels mulcterede over sin Formue, deels straffede med Fæstningsarbeide i flere Aar, forsaavidt de ikke unddroge sig samme ved frivillig Landflygtig- hed; og en Skjebne, ikke mildere, maatte ganske vist saa nylig efter staae Lofthuus for Øie, da Planen at træde frem som sine lidende Medborgeres Talsmand fødtes i hans Hjerte under alle dets Aarers Slag og overveiedes i hans Hjerne ligeoverfor en sørgmodig Hustru, som ahnede ilde, og i et Hjem, hvis Fred han havde lært at sætte Priis paa, men som det nu gjaldt. Snart saae hun i de mange halvt hemmelige Besøg af ukjendte Folk langt oppe ifra Bygderne, og hørte af sin Mands heftige Udla- delser, hvori Kongens og Kronprindsens Navne forekom, og af Klagerne, som han førte i Pennen, og mærkede af hans Borte- væren fra Tid til anden, og Forsvinden og Hjemkomst om Natten, at Noget var igjære. Men hvilket? Christian var taus. Men "skulde han ville forlade hende og sin Gaard? udsætte sig for Mændenes Skjebne fra 1752? gjøre sig ulykkelig for disse Frem- medes Skyld? Gid han vilde passe sig selv, og gid han ikke kunde skrive eller havde saa uroligt Gemyt!" -- saa omtrent vare nok hans Hustrues Tanker under alle disse Forbud for det første offentlige Skridt, han foretog sig for den Sag, han havde besluttet at vove noget for. Det var at reise til Kjøbenhavn for personlig at bringe Almuens Klager for Kronprinds Frederik, siden Frederik VI, som forestod Regjeringen i sin Fader, Kong Christian VIIs Svaghedstilstand; og hvad han vovede, var, hvad han besad af Velvære og Lykke; thi det var Øvrigheden han vilde anklage, Øvrigheden fra øverst til nederst. Forordningen af 5te Februar 1685, som er foranlediget af de brydsomme Ned- reiser til Kjøbenhavn af klagende Almuesmænd fra Norge, truede endog for et saadant Skridt hans Frihed og Ære med Bremer- holmen eller Slaveri paa Livstid. SIDE: 36 Lofthuus i Kjøbenhavn og tilhove. Hvi dyrker han roligen ikke sin Ager? Mon Gud ham som lld gjennem Dalene jager? Var Loven streng og Faren stor paa Papiret, saa var dog den norske Bondes Tiltro ikke mindre til "han Fa'r," d. e. Kongen og til Kronprindsen, som styrede for ham. Nedreiser til Kjøbenhavn, Regjeringens Sæde, af enkelte Bønder, som havde noget at klage, eller af hele Almuens Befuldmægtigede vare derfor, til det danske Cancellies store Ærgrelse, ikke sjeldne, saa det endog lod indhente Stiftamtmanden i Agershuus Stift, Erich Scheels, og Gene- ralprocureurens Erklæring og Forslag til en Skjerpelse af Forord- ningen af 5te Februar 1685, der forbøde andre Klager end spe- cielle og fremsatte, ved Øvrighedens egen Bistand, af egentlige Vedkommende. Af Stiftamtmand Scheels Erklæring, der anbe- faler samme Skjerpelse, uagtet han medgiver, "at det var en unegtelig Sandhed, at Embedsmændene hist og her meget op- skruede deres Sportler til altfor stor Byrde for Almuen," seer man, at en Foged Hansen i Bradsberg Amt og en Sorenskriver Nygaard i Gudbrandsdalen, der ogsaa begge bleve afsatte, havde for faa Aar tilbage foraarsaget, at man var bleven uleiliget der- nede med slige Klager. I Foraaret 1784 havde Nisse- og Torris- dals Almuer ansøgt om Foranstaltninger til deres Handelsforholds og hele kummerlige Tilstands Undersøgelse. Høsten 1785 ind- fandt der sig 3 Deputerede i Kjøbenhavn fra de fire Præste- gjelde i Nedre-Tellemarken, Holden, Bø, Søvde og Hitterdal, hvilke forsikkrede, at de "sandelig ikke vare komne som Deputerede for nogle oprøriske hover (Hoveder? Hobe?) -- som Øvrigheden erklærer, -- mens som allerunderdanigste Suppliquander for en fortrykt Almue;" og den følgende Vaar sendte de samme Præste- gjelde, paa hvis Vegne 33 Bønder, som havde undertegnet Klagen, paastode at handle, en Hans Hanssen Kolstad til Kjøbenhavn, som erklærede, at han var "nedsendt forat tale Folkets Tarv, forat nedlægge Klagen for Hs. Majestæts Naadethrone og søge at faae de Byrder lettede, som de svage Skuldre ei formaaede at bære, og som omsider vilde bane Vei til total Undergang og Ødelæggelse." Efterat have fremsat Klagepuncterne, som især gik ud over Sorenskriver Hans Thomas Lange og Lensmændene, SIDE: 37 belægger han dem med følgende kraftige Ord: "Saaledes, aller- naadigste Konge, blive Ds. Majestæts allerunderdanigste Under- saatter i bemeldte 4 Sogne behandlede. Saaledes fortrænges og udrives vi, og naar vi klage over slige fornærmende Forurettelser, nævnes vi med de for indfødte Normænd saa skjendige, og for- haanende og afskyeliste Navn, Rebellere og Oprørere. Nei, allernaadigste Konge! vore Forfædres Ære har altid bestaaet i at være udmærkede og bekjendte for Troskab og Tapperhed, af Kjærlighed til Kongen og Fædrelandet, og denne ædle Characteer ville vi efter vor allerunderdanigste Pligt og Skyldighed stræbe at soutenere og helligholde, saalænge deres norske Blod opvarmer vort norske Bryst og med Fyrighed circulerer om vore oprigtige Hjerter. Herren give Landet bestandig Fred! men skulde Feide indtræffe, saa staae vi som een Mand, og ligesom vore brave Fædre, modige og glade gaae den blanke Klinge og surrende Kugle imøde, for enten at døe for Kongen eller vende tilbage med Seier. Men at Sorenskriveren og hans gjerrige Drenge, Lensmændene, skal ligesom skyldsætte os, være vores Plagefogder, og udpresse ulovlige Afgifter af os -- denne Fornærmelse trænger os ind i Sjælen, denne klage vi over, og denne bede vi allerunderdanigst at maatte vorde forskaanede for." Der staaer rigtignok "Hans Hanssen Kolstad, Deputeret for Bønderne af Holden osv." under, men han har dog nok, efter mange Mærker i Stilen at dømme, havt en norsk Student ved- haanden dernede, endskjøndt Bøndernes første, af en Ole Rui skrevne Klage, indeholder en lignende Appel til den nationale Bravour: "Vi fattige Skattebønder -- sige de 33 -- troe slet ikke, at Kongen har forladt sine norske Folk. For 22 Aar siden [fotnotemerke] , da vi reiste igjennem Holsteen og Tydskland, saae vi dig ikke ander- ledes end mild og blid. Vi stode og troligen paa vor Post, hvor vi bleve befalede; vi tænkte og ikke paa andet end paa vort Vaaben og Værge, at forsvare dit Land og Rige. Vi havde der ingen Nød; men ak! ak! fromme Landsens Fader, mon troe, at det er din Villie, at Lensmændene og Sorenskriverne skal øde- lægge os, og at vi ikke maae komme for dit Ansigt med vore graae Haar? Saa hjælpe os nu Gud af Himmelen!" De have nemlig i det foregaaende berettet, at den constituerede Amtmand Fotnote: Udrykningen mod Peter III af Rusland. SIDE: 38 havde i Manges Paahør betydet dem, at ingen norsk Bondemand maatte komme til Kjøbenhavn med Ansøgning, da han ellers strax vilde blive arresteret, og enten sat paa Holmen eller "af- sendt til fremmede Landskaber at gaae i Slaveri i al sin Tid." Den sidste skrækkelige Trudsel tilhører nu vel blot deres Phantasi og navnlig de gjængse Almuebegreber om Tyrken; men den første havde sin Grund i Resc. af 17de Juli 1744, der bestemmer Fæstningsstraf i Kjøbenhavns Citadel for den Almuesmand fra Norge, og Spindehuset for den Qvinde, som kom til Kjøbenhavn med en Ansøgning, der ikke var paategnet af vedkommende Amt- mand, hvilket var, paa Grund af Negtelse, Tilfælde med den nedre-tellemarkske. Uagtet dette Rescript og uagtet Anordningen af 1685 ogsaa var indskjerpet under 3die April 1771, ligesom den, formodentlig i Anledning af denne Klagedeputation, blev det under 30te Septbr. 1785, behandledes dog ikke de norske Bønder efter det strenge Bogstav, og dette skyldes nok ikke mindst den An- seelse for Troskab, Trohjertethed og militair Bravhed, hvori Nor- mændene virkelig stode i Danmark. Der laae norske Regimenter i Kjøbenhavn. Der laae den stoute norske Garde [fotnotemerke] . Holmens- matrosernes berømte faste Stok bestod især af Normænd. [fotnotemerke] Paa disse og paa Garden hvilede Folkets Øie med større Godhed end Fotnote: Fra dette Corpses Opstand i Anledning af Struensees Plan at inddrage det, havde man Erfaring om den Selvfølelsens trodsige Kraft, som rørte sig inden dets Geleder. At denne Aand heller ikke forlod dem, at deres National- følelse ingen Grændser kjendte i sin Opbrusen, viste de ved en senere Leilig- hed, som jeg her ikke vil undlade at fortælle, da man kan være vis paa, at hvad Garden da turde tillade sig, kun var en Yttring af den Aand, som altid havde været den eiendommelig. Corpset stod i Aaret 1809 i Paraden paa Slotspladsen. Kong Frederik paa Balkonen med alle sine Hoffets og Etaternes Fornemste. Beretningen om de Norskes Seir paa Blaamyren eller ved Trangen i Soløer skulde meddeles den norske Garde, hvorpaa nok et Hurra for Kongen, udbragt af den Commanderende, kunde lade sig passende høre. Men i det Sted -- i samme Øieblik Efterretningen meddeeltes, brydes Linierne, vilde Frydeskrig opfylde Luften, Chakoterne gjennemkrydse den, Geværer og Sabler svinges, man omfavner hinanden under Springe- og Hallingdandskast og over den hele Plads er det stive og strunkne Corps i et Nu udbredt, jublende og dandsende som nordamerikanske Indianere efter en Seir. Kongen trak sig til- bage ved dette Syn, upaatvivleligen med nogen Blanding af Forfærdelse i den Glæde han maatte føle, og siden bleve slige Proclamationer paa sin Fransk foran Linien forbudte. Fotnote: De tumultuerede ogsaa, som bekjendt, i Struensees Tid. SIDE: 39 paa sine egne Rød- og Blaatrøier. Disse Deputerede med Skræp- pen paa Ryggen vare Fædre og Frænder til de høie Skikkelser, som vandrede om med sine Hellebarder i Christiansborgs Galle- rier, og til de djærveste af hine folkekjære Blaatrøier nede ved Stranden. Regjeringen endsede dem derfor ikke, men saae bare til at faae dem vel afsted igjen. Noget udrettede de ogsaa, saa- som en Circulairskrivelse fra Rentekammeret til samtlige Fogder i Norge af 29de Juli 1786 om at Afgifterne nøie skulde specificeres i Skattebøgerne og den endelige Udkomst af et Sportelreglement. En Mand af Lofthuus's resolute Characteer behøvede vel hverken Forgjængere eller Erfaring af Andre om at Nedreiserne til Kjø- benhavn dog ikke vare saa farlige endda, for at beslutte sig dertil. Men den traadte Sti gaaes lettere, og hvad Hans Kolstad kunde gjøre, var Lofthuus endnu mere Mand for. Kun vilde han ikke, som hiin, indskrænke sig til at bombardere Cancelliet med skriftlige Andragender, eller spilde Tid med at lade deslige gaae den lovbefalede, sene Vei gjennem Amtet. Selv vilde han overrække Kronprindsen sin Klage, selv mundtligen belægge samme, og meddele ham med Ordets Liv en Skildring af Til- standen i hans Egne. Lofthuus's Plan var bleven bekjendt. Flere og flere Klagende opsøgte ham, og han dem, indtil han troede at være vel nok forsynet med Materialier til en summarisk Jeremiade over Distric- tets Tilstand. Derpaa reiste han søværts ned, og erholdt Audients hos Kronprinds Frederik den 8de Juni 1786, hvorunder han da overrakte et, med 329 Underskrifter forsynet, Skrift, der indeholdt Klager over de Undertrykkelser, som fra Embedsmændenes, Lens- mændenes og Byborgernes Side gik isvang i Norge, og Bøn om at disse Forhold maatte blive undersøgte af upartiske Mænd; og ikke forsømte Lofthuus da Øieblikket til mundtligen at ud- vikle sig. Kronprindsen, som mærkede, at han her havde at gjøre med en norsk Bonde af mere end almindelig aandig Dyg- tighed, indlod sig ogsaa virkeligen med ham og gjorde ham op- mærksom paa, at det ikke var let at foranstalte Undersøgelser efter en summarisk Angivelse, hvorfor han maatte specielt og særskilt affatte sine Klager, samt paa at hans Sendelse som Be- fuldmægtiget fra alle de Sogne, som han havde nævnet, trængte til bedre Beviser end hans eget blotte Udsagn. Lofthuus gjorde da en kort Tour hjem efter Fuldmagter, holdt et Møde af de 329 SIDE: 40 den 27de Juni, der afgave en Bekræftelse paa det forrige Klage- skrift, og allerede den 13de Juli overleverede han atter til Kron- prindsen personligen saavel denne, som endeel andre Bekræf- telser paa sin Sendelse fra Almuen. Han gjorde ikke langt Op- hold hjemme, fordi han troede, efter den første huldrige Audients, at alt var i god Gang, og at det kun var en Formalitet, den naa- dige Kronprinds kun vilde have løseligen iagttaget, for hans eget Bedstes og Regjeringsherrernes Skyld. "Lofthuus har været hjemme -- hedte det imellem Bønderne -- men er alt i Kjø- benhavn igjen hos Kronprindsen, som har sat Lid til ham og nu veed Alt, hvad vore Undertrykkere gjøre imod os, da han taler gjerne og langt meer fortroligt og nedladende med ham, end en af vore Flaaere med en stakkels Bonde. Men nu skal der snart spørges Nyt for dem, naar han kommer hjem igjen -- Gud vel- signe ham der han er!" Han var ikke længe borte. Den veltænkende Frederik gjentog, at Klageposterne maatte særskilt og bestemt angives i Vedkom- mendes Navn eller ogsaa i Lofthuus's eget, om han trøstede sig til at bevise samme, hvorefter han gav ham sit fyrstelige Ord paa at Undersøgelse og Ret skulde skee. Saaledes beretter Brev- skriveren fra Christianssands Stift, at Indholdet af Kronprindsens mundtlige Meddelelse har været, hvilket han ogsaa siger at Rygtet angav, og at Lofthuus, der forhen betragtede sig som Almuens Gesandt til Hoffet, efter dette Tilsagn, "nu langt mere stolt be- tragtede sig som Hs. kgl. Høiheds Gesandt til det klagende Folk, som en af begge Parter antagen Negociator." Lofthuus selv siger, at da han "ansaae de medbragte Attesters Antal ikke klækkelige nok mod de mangfoldige Fiender, der allerede meldte sig, re- solverede han anden Gang at reise hjem forat indhente tilstrække- lige Bekræftelser, Alt paa behørigt Stempletpapir, og det af 13 Kirkesognes Almuer." I Begyndelsen af August var han hjemme igjen, og fra nu af traadte han op som Folketribun, begyndende en Færd, som han kaldte kun en Fremskaffen af Beviser, hvortil han ved Kronprindsens Opfordring var bemyndiget, men som Embedsmand og Borger kaldte Stempling og Oprør. I egentligste Forstand var den, hvad man i Tydskland med saamegen Skræk har kaldet "Umtriebe," Ophidselser med Vandringsstaven i Haand. SIDE: 41 Lofthuus's Foretagender i August Maaned 1786. Det første Lofthuus foretog sig ved sin anden Hjemkomst fra Kjøbenhavn i den første Uge af August, var at tage Afskrifter af de Vidnesbyrd for sin Sendelse, som han havde tilveiebragt under sit Snarærinde hjem i Slutningen af Juni og de første Dage af Juli, forsyne dem med den autoritetsmæssige Paategning; "conform med Originalen testerer Chr. J. Lofthuus", og at erhverve nye Deklarationer fra Almuerne, hvilke samtlige Dokumenter han da sendte til Kjøbenhavn for at paaskynde den belovede Under- søgelse. Disse ældre bestode: 1) af en udateret Erklæring fra 39 Bønder af Vegusdals, Ivelands, Birkenæs, Landvigs, Høvaags og Vestre-Molands Sogne; 2) en Klage over forrige Foged Justits- raad N. Schythe, undertegnet af 30 Bønder fra Vestre-Moland, og 3) en ligelydende Erklæring med den første, dateret Brislaa i Birkenæs Sogn den 27de Juni 1786, og undertegnet af 49 Bønder fra Høvaags og Birkenæs Sogne. Af det første Dokuments Inti- mation sees hvilken Vigtighed Almuen tillagde den Audients, Lofthuus havde havt, idet nemlig Undertegnerne erklære, at de ikke havde kunnet negte at give Lofthuus sin skriftlige Tilstaaelse, hvilken de med korporlig Eed skulde bekræfte, naar forlangedes, saasom han offentlig havde deklareret for dem, "at have havt den Naade at tale mundtlig med Ds. kgl. Høihed og senere den 8de Juni havt den Lykke at levere en Supplique eller Klage" osv. Og Slutningen af dette Skrift, der i sit Indhold er en Gjentagelse af Klagerne over Øvrigheden og Byborgerne, og en Bevidnelse om Lofthuus's Uegennyttighed, viser, at det har været udstedt af Lofthuus som en Slags Budstikke, for hvilken Forseelse imod Lovens Forskrift ogsaa Fogden, Hr. Dahl, søgte at faae ham rammet. Det har nemlig saadan Underskrift og Paategning: "Christian Jensen Lofthuus i Vestre-Molands Sogn. Bønderne medtage deres Contrabøger, Skattebøger, Skiftebreve og andre Dokumenter, som angaae disse Betræffenheder". Disse tre Deklarationer var det Lofthuus overrakte Kronprindsen den 13de Juli tilligemed følgende Skrivelse, der isandhed ret var skikket til at vinde ham Kron- prindsens Opmærksomhed og Interesse ved Ædelheden af de Motiver, den angiver, og ved den Skildring af at være udsat for SIDE: 42 Forfølgelse, som den indeholder, og som han nu ogsaa indtog i sin Samling af Forsvarsindlæg. "Deres kgl. Høihed, allernaadigste Kronprinds og Herre! Under 8de Juni d. A. tog jeg mig den allerunderdanigste Frihed at overlevere Ds. kgl. H. mit skriftlige Andragende, hvorledes en Deel af Norges Bønder blive undertrykkede, samt paa hvad Maade, som jeg her igjentager og hvortil jeg mig refererer. Men da jeg, paa samme Tid jeg havde den høie Naade at tale med Ds. kgl. H., ikke kunde tillige legitimere mit Andragende, resol- verede jeg strax at reise til Norge for at faae de behøvende Attester, som jeg nu herved nedlægger for Ds. kgl. H., og hvoraf allernaadigst vil erfares mit Andragendes Rigtighed. Allernaadigste Prinds og Herre! O, hvor vilde jeg være glad, dersom jeg herudi maatte være saa lykkelig at vinde Ds. kgl. H.s allernaadigste Tillid; ja, intet skulde være mig kjærere for at see mine Medbrødre og Landsmænd reddede end at Ds. kgl. H. hos Hs. kgl. Majestæt, Ds. Hr. Fader, vilde allernaadigst udvirke, at det maatte være tilladt paa egen Bekostning, ved et lovskikket Thingsvidne, at bevise dette mit Andragende, da jeg allerunderdanigst forsikkrer, at jeg ikke aleneste tilfulde skal bevise det, men endog meget mere. Men een Ting alene maatte jeg da være vis paa, nemlig min personlige Frihed; og da jeg, for hvad som allerede er passeret i denne Sag maa befrygte at Vedkommende i Norge ved deres Venner her i Kjøbenhavn eller ved min Ankomst til Norge straxen gribe til at arrestere mig for at betage mig alle Midler til at forsvare mig: saa er det jeg ene og alene allerunderdanigst beder Ds. kgl. H. allernaadigst at tage mig under Ds. høie Protektion og Beskyttelse, saaledes at mig allernaadigst vorde forundt Hs. Maje- stæts Protectorium at være befriet for personlig Arrest saalænge denne Sag undersøges, da jeg derimod, om jeg ikke beviser ved lovlige Dokumenter mit Andragende, vil opoffre Ære, Liv og Gods. Hverken Gunst eller Gave, Had eller Avind har bragt mig til at gjøre denne Opdagelse, men alene den blotte Medynk over at see saamange af mine Landsmænd undertrykkede, under saa naadig og mild en Konge og Landets Fader, har drevet mig til at nedlægge samme for Ds. kgl. H.s Throne, hvorfor jeg og lever i det Haab allernaadigst at nyde det forlangte Protectorium. Gud SIDE: 43 bøie Ds. kgl. Høiheds Hjerte til en retfærdig Mildhed og en mild Retfærdighed!" Foruden disse Dokumenter erhvervede Lofthuus to nye i et talrigt Almuesmøde, som han havde foranstaltet paa sin Gaard den 7de og 8de August. "Jøss! idag er der saamange Folk paa Lofthuus," hedte det i Lillesand. Ude mylrer det i Gaarden, mens Christian sidder inde ved Pennen, holdende ligesom et Thing. Jo, han sad der og skrev paa stemplet Papir, og Bønderne ude i Gaarden tittede ind, og kunde ikke see sig mætte paa ham, som saaledes arbeidede for dem med rynket tankefuld Pande og utrættelig Haand. Man vil see, at han ikke glemte sig selv heller under Nedskrivningen, og at han udfærdigede to Deklara- tioner med hver sine særskilte Underskrifter, rimeligviis for at give dem et Slags Skin af Uafhængighed af hinanden. I. "Da vi i mange Aar har sukket under Uretfærdigheds Aag, og det af dem, der ere os foresatte af Kongen til Øvrighed og Embedsmænd, men ikke har fundet en Mand, som har været saa veltænkende at andrage sligt for Landets Fader førend Christian Jensen Lofthuus, som, efterat han var først af Medynk overbeviist om vores Undertrykkelse, har paa egen Bekostning foretaget sig 2de besværlige Reiser til Kjøbenhavn og der andraget noget af vor Nød for vor dyrebare Kronprinds, der har lovet at vigilere for os hos sin Hr. Fader Kong Christian den 7de, at samme vores Foredragende for Ds. kgl. Høihed af 8de passato og 13de hujus, som Chr. J. Lofthuus har havt den Lykke at over- levere til vores dyrebare Kronprinds med allerunderdanigst Bøn at vores underskrevne eedelige Bekræftelser, dat. 27de Juni 1786, angaaende Fogdernes, Sorenskrivernes og Borgernes ubillige Be- handling paa det nøyeste af upartiske Mænd maae undersøges, hvis overdrevne Misbrug har saa godt som ruineret det hele Land: saa i den Anledning ifald vedkommende Contraparter skulle driste sig at fremkomme med noget om Chr. J. Lofthuus's Forhold, kan vi ikke nægte ham vores sandfærdige Declaration: 1) at Chr. J. Lofthuus har hjulpet mange Nødlidende og Trængende af sine Landsmænd endog over sin Formue, om hvilken sandfærdig Tildragelse han den 8de Juni har havt den Lykke at over- SIDE: 44 levere Deres Kongl. Høyhed et Tingsvidne, men langt fra ikke havde dette til Øyemed at udsue hine Naboer eller andre Fattige, som endeel af vore fattige Med-Mennisker gjør, thi han har ikke engang faaet det Laante tilbage, end sige at have taget ubillig Renter eller sligt, ja tilligemed ladet sig nøye foruden at søge de Trængende og andre for en stor Deel af hans Eyendom, som nu i disse besværlige Tider aldrig bliver ham betalt, saa hvad han har gjort og viist mod os og den trængende Næste, har alleneste ædelmodigt Hjerte og Medynk over sin Næste drevet ham til, hvorfore og Gud vil velsigne ham; 2) tilstaae vi og herved igjentage paany, at vi har selv egenhændig underskrevet det som er indgivet af Chr. J. Lofthuus til Hs. Kongl. Høyhed over vores store Forurettelser saavel af Fogderne, Sorenskriverne og Kjøb- mændene. Og leve vi da i det faste Haab, at Kongen, som elsker sine Børn, ikke lader det allene forblive ved Erklæringer, aller- helst da det vil ikke feyle at deres uretfærdige Behandlinger vil blive iklæd Retfærdigheds Klædebond, mens at samme ved en Commission af retsindige og upartiske Mænd paa det Strængeste vorder undersøgt, thi skeer saadant ikke, vil deres Ondskaber tage en stor Deel mere Overhaand end tilforn, og naar saadant skeer, forsikre vi helligt, at Deres Majestæt vil faae en Deel mere at vide end vi nogensinde i vores Declaration, given til meer bemeldte Lofthuus, har undertegnet. At dette Altsammen saaledes som i disse 2de Poster af os er anført, er den rene og ufor- falskede Sandhed, det bevidnes med vores Saligheds Eed, saa sandt hjelpe os Gud og hans hellige Ord. Lofthuus den 7de Augusti 1786. (Underskrevet af 329 Mand fra Nedenæs og Raabygdelauget). At dette er ordlydende med Originalerne testerer Undertegnede. Lofthuus den 7de Augusti 1786. Christian Jensen Lofthuus. Ole Pedersen Næbetrø." II. "Til Kongen! Mere end længe nok har vi allerunderdanigst sukket under Fortrykkelsens Aag, der i vores Tanker for det meeste er os paalagt af Fogder, Sorenskrivere, Kjøbmænd og Lensmænd. SIDE: 45 Endelig har Gud aabnet en Vei for os som vi længe har sukket efter ved Christian Jensen Lofthuus, samt givet ham Mod og Styrke til at andrage noget af vor Nød for vor kjære Landsens Fader og dyrebare Kron-Prinds, hvilke 2de besværlige Reiser han for- uden mindste sin Fortjeneste har gjort, da han for samme ikke hverken har modtaget eller efterdags vil modtage mindste ß Værdi. Disse hans Andragender og paa vores allerund. ham meddeelte eedelige Bekræftelse, angaaende hans sandfærdige Andragne, har Deres Kongl. May heller ikke anseet med ligegyldige Øine, mens allernaadigst befalet en Undersøgelse om samme. Vi op- offre derfor Alle som en Mand Deres Kongl. Mayestæt vores Liv og Gods til Pant, dersom det ikke i alle Dele forholder sig saaledes som vi allerede har undertegnet og meddeelt Chr. Jensen Lofthuus vores eedelig Tilstaaelse om Øvrighedens og Kjøb- mændenes Behandling, dateret 27de Juni 1786, hvilke han har haft den Naade og Lykke at overlevere vores dyrebare Kron- Prinds ligelydende Copier af Originalerne, da sukke vi alle til Gud om Deres Kongl. Mayestæts Understyttelse saaledes at denne vores Forurettelse ved en Commission af upartiske og retsindige Mænd maatte vorde undersøgt, hvorfor vi og allerunderdanigst bønfalder D. K. May. om Tilladelse ved samme Commission for egen Regning at holde Contra-Protocol til vores Efterrettelse, da tro og er vi næst Guds Hjelp forsikret at det hele Land, som nu er saa godt som ødelagt vil ved frembragte Opdagelser blive reddet fra den farlige Nød, de fleeste Mennesker nu liide, og hs. Maj.s Cassa stor Deel derved forbedres, da vi samtlige aller- underdanigste Undersaatter vil med et gladt Hierte betale den sidste Skilling vi eyer naar vi veed det kommer i Kongens Cassa, thi vi alle som een Mand kan sandfærdig declarere, at ifald saadan Misbrug skulde vedvare længere, kand vi ikke indsee D. K. M. kunde bekomme Halvparten, langt mindre, som Gud allernaadigst forbyde, skulde D. K. M. behøve høiere Skatt af Landet, kunde der vist ikke faaes 1 Skilling, thi vi forsikre D. May. helligt, at Deres troe Undersaattere i Norge er i langt farligere og be- drøveligere Forfatning end D. Mayestæt nogensinde vil troe eller tænke, ja desværre en stor Deel af Landets Indbyggere troer ikke selv hvor farligt det seer ud for os, hvorfor vi aller- underdanigst i den Allerhøiestes Navn anraabe i vores høitræn- gende Nød, om, som vores Landsfader at rædde os fra den SIDE: 46 piinlige Død, nemlig: Hungerens, og assistere os i forbemeldte utaalelige Undertrykkelse som umulig længere kan udstaaes, lige- som og at D. K. M. vil have den store Naade for os at der maatte blive sendt os Kornvahre at vi ey skal crepere, da Borgerne foretager sig nu ey at levere nogen Korn-Vahre til Bonden førend Lasten kommer saa godt som til Byen eller og de kan give Borgerne gode Pandt eller Caution, hvilket for det meeste er umuligt for Bonden at skaffe, da Øvrigheden, Borgerne og Lens- mænd i Forveyen har taget dens Eiendom for det meste i Sikkerhed, og om saadant hos nogle kunde anskaffes maae de dog mesten betale dobbelte Priser. Hvad Kornvahre til vores Livs Ophold behager at sendes skal vi vist betale saameget som muligt og forresten give D. M. Sikkerhed i vores Lastebrug til samme bliver holdt. Angaaende de Korn-Vahre D. K. M. har haft den store Naade for os at sende os til Hielp i vor Nød, som vi nu aflægger vores skyldigste Taksiigelse for og beder Gud i Naade vil velsigne hans Mayestæt for saadan en Godhed, da haaber vi ved vores Øvrighed har aflagt rigtig Regnskab for samme Korn-Vahres Beløb, da vi forsikre D. M. helligt, at enhver som haver haft mindste Formue har betalt og Resten har Øvrigheden efter de strengeste Ud- pantninger taget hos de Fattige saalænge der har været noget at faae, da vi troer at de fleste af dem ogsaa har betalt, ligesom vi og allerund. bønfalder D. K. M. om Befaling for hvad der skal be- tales, da vi ellers frygte for at derved skal skee Misbrug som tilforn, hvorfore desværre alt for mange maae hungre og græde med Kone og Børn, da en stor Deel af os undertegnede maae for nærværende Tid finde os i at vores Spise for det meeste bestaar i Borke-Brød og Brænde-Næslere og anden ring Føde, som den herved medfølgende eedelige Bekræftelse og Attesten kan oplyse vores sandfærdige Foregivende om. Ligesaa skal ogsaa ved Undersøgelsen eller Commissionen blive fremlagt Skatte- bøger, Contra-Bøger, Skiftebreve, Auctions Forretninger, Exe- cutions Forretninger og andre beviislige Documenter, der tydelig kan viise vores sandfærdige allerunderd. Ansøgnings Grunde. Nu Gud! som har alle Konger og Fyrsters Hierte i sin Haand, han vende og voris Kong Christian den 7des Hierte til at i Naade bønhøre os allerunderdanigst Undertrykte, som med Hjertens ydmygeste Bøn og Begjering nedknæler for D. M. Throne om SIDE: 47 Hjelp og Assistence paa vores allerunderdanigste Ansøgning og Forlangende. Lofthuus den 7de Augustii 1786. (Underskrevet af 143 Bønder af Nedenæs og Raabygdelauget). At dette er ordlydende med Originalen testerer vi underskrevne: Christian Lofthuus. Ole Pedersen Næbetrø. Ole Gregersen Saugereid. Tore Askuldsen Jomaas." Disse Erklæringer vedlagde han en Følgeskrivelse saalydende: "Deres Kongelige Høihed, Allernaadigste Kron-Prinds og Herre! Under 8de Junii tog jeg mig den allerund. Frihed at overlevere D. Kongl. høihed mit skriftlige Andragende, hvorledes Deres Land Norge og dets Beboere for det meeste af Øvrigheden, Borgerne og Lensmændene er bleven undertrykt og ruineret, som og paa hvad Maade samme Undertrykkelse i visse Poster skeede som jeg herved igjentager og hvortil jeg mig underd. refererer. Men da jeg paa samme Tid, jeg havde den høie Naade at overlevere Deres Kongl. Høihed samme, ikke kunde legimitere mit Andragende førend jeg den 13de Julii havde den store Naade at overlevere D. K. Høihed endeel Attester om mit sandfærdige Foregivende og da jeg ansaa ovenmelte Attesters Antal ikke klækkelig nok mod de mangfoldige Fiender, der allerund. melte sig, resolverede jeg anden Gang at reise hiem for at indhente tilstrækkelige Be- kræftelser alt paa behørig Stempp. og det af 13 Kirke-Sognes Almue, der er vedtaget af 329 Mænd der har haft skriftlig Fuld- magt at undertegne paa egne og samtlige Almues Vegne som her indlagt følger rigtig Copie af Originalerne, hvilke Paategninger om de med den reeneste Sandhed afgivne Poster paa adskillige Stæder falde mig vanskelig nok at oplyse, af Aarsag at Øvrig- heden har paa adskillige Stæder dømt mig med Arrest, ja en af mine Folk har de arresteret paa Fladen i Omblie Sogn, alleene for de frygtede deres ugudelige Misbrug og Handlinger skulle komme for Dagen, hvilke ere saa ublue at jeg undseer mig og ikke heller drister mig at lægge saadant for Deres Kongl. Høihed førend den forventende Commission bliver allernaadigst befalet. Da skal der vist fremkomme deres egenhændige udstædte Docu- SIDE: 48 menter af mange Slags, der tydelig vidner over dem, af hvilke der allerede er en stor Mængde kommen til mig, og desværre jeg frygter der er alt for mange af samme slags tilbage og ligesaa falske som de indleverte, hvorfor jeg skal anvende største Fliid for at indsende saadanne Documenter. Ligesaa følger og en Præste-Attest om Ombli Sogns Forfatning. Da jeg befrygter at vores allerund. Brev med indlagde Documenter skal blive bort- taget eller brækket førend det kommer i D. K. Høiheds Hænder, har jeg sendt ligelydende med Skibsleilighed, der har lovet at overlevere samme i Deres K. Høiheds Hænder for hvilke vores allerund. Andragende, jeg allerydmygst paa samtl. Almues Vegne bønfalder D. K. høihed at Han vil have den Naade for os at vigilere vores sandfærdige Andragende for sin Hr. Fader Kong Christian den 7de som vores Landsens Fader, at vi undertegnede og den største Deel af hans Undersaattere i hans Rige Norge maa finde Naade for hans Kongl. Ma.s Throne paa vores allerunderd. andragne Poster med mere hvad der kan oplyses til Hans Maj. Casses store Fordeel og hele Landets Vel. Hvorfore vi som hans troe Undersaattere forbinde os, at indlægge vores allerunderd. uforglemmelige Taksigelses Tilønskninger som med Guds Hjelp skal vedvare saalænge Landet er til. Nu Gud bøi D. Kongl. Hierte til en retfærdig Mildhed og en mild Retfærdighed, ja Gud velsigne vores naadige milde Konge og vores dyrebare Kron- Prinds med alt det Gode der i Tid og Evighed ydes. Tre Ord fra Deres Kongelige Høyhed vil vist glæde mig og den største Deel af Landets Indbyggere mere end vores Fiender med alt det uretfærdige Gods de den lange Tid har tilvendt sig af hans May.s Cassa og Landets Trængende. Lofthuus den 8de Augustii 1786. Allerunderd. Christian Jensen Lofthuus. Aasuld Torjersen Hemstøel. Rasmus Andersen Huus. Thore Asuldsen Jomaas." Stærk i Pennen har han ikke været, som man seer. Men han var det i at forfølge sit Meed, og altid i Datids Almues Øine ligesaa god Skribent som nogen Procurator, saa de ikke troede at behøve, som et Par Bønder havde gjort i Lofthuus's Fraværelse, at anmode Procurator Ussing i Arendal om at skrive Klagerne SIDE: 49 for dem. Samtlige Skrivelser bleve, uden at gaae igjennem Autoriteterne, nedsendt til Kronprindsen, medens Lofthuus ved- blev, deels ved at modtage Clienterne i skareviis paa sin Gaard, og deels ved selv at reise om og ved fortrolige Bud, at indhente flere Anker og Beviser til Fremlæggelse for den forventede Commission. Hermed tilbragtes Resten af August og September Maaned, og lod han sig baade paa disse Reiser og naar han opholdt sig hjemme, Dag og Nat omgive af en 5-6 Mand stærk, tourviis opbuden Sikkerhedsvagt, medens hans Agenter Ole Gregersen Sangereid, Albrect Pedersen Bjerkestøl, Peder Erichsen Jomaas o. fl. strøifede enkeltviis om med hans Ærinder. Selv var han allesteds og intetsteds. Pludselig, som Sælhunden paa Havfladen, dukkede han frem i Fjeldbygderne paa et Punkt fjernt fra det, hvor man sidst havde tabt hans Spor; og saa hedte det atter som en Nyhed: "inat laa Christian hjemme paa Lofthuus". Denne Misforstaaelse af sit Kald kunde ikke gaae hen upaaagtet af Øvrigheden. Fogden i Nedenæs, Dahl, tilskrev derfor den 26de August Lensmanden Christen Larsen Grimenæs i Vestre- Moland, at "saadan rasende og dumdristig Adfærd" umuligt kunde være ham ubekjendt, og at han reserverede sig at kræve Rede af ham paa anstundende Høstthing, hvorfor han ikke forlængst havde indberettet, hvad han vidste derom. Forøvrigt skulde Lensmanden ufortøvet stræbe saameget som muligt at faae udført og oplyst: 1) Om Christian Lofthuus havde samlet Almuen ved nogen Slags Budstikke eller Omgangsbrev, eller og, om han havde brugt noget særdeles Sendebud; 2) Hvor disse Samlinger havde været holdte, og hvad Diskurs, Tillokkelser, Løfter eller Bevæg- grunde Lofthuus da havde brugt for at overtale de Mødende til at underskrive; samt 3) hvad Grund Lofthuus har til at forlange Vagthold af Almuen, om dette skeer frivillig eller for Betaling, og om det var sandt, at Lofthuus endog skulde føre hos sig skjult en ladt Pistol. Da en Samling skulde været holdt hos Gjæstgiver, Sergeant Andreas Egeland, skulde Lensmanden endvidere ind- stevne denne med Hustru og Tyende til Forhør paa Fogedgaarden Tønnevold den 31te August. Han gjorde ogsaa saa, og lod tillige indkalde Albret Bjerkestøl, som en af de ivrigste ham bekjendte Lofthusianere; men ingen af de Indstevnede mødte, saa Fogden maatte lade sig nøie med Lensmandens Forklaring om, at Lofthuus vel havde været ved Birkenæs Kirke og der afæsket Almuen SIDE: 50 Underskrifter, Klager og Beviisligheder, men at han derimod ikke vidste om noget saadant Møde ved Vestre-Molands Kirke eller havde ved gjentagen Visitation paa Lofthuus kunnet finde fremmede Bønder som Vagt eller i Høstarbeide paa Gaarden, som det skulde hedde. Lensmanden fik da Ordre til strax at indfinde sig, hvor han fik Nys om at Lofthuus holdt nogen Samling, og til at iagttage og indberette til Stiftet eller Fogderiet, hvad der maatte blive forhandlet. Da han aftraadte fra det magre Forhør, erindrede Lensmanden, at, saasnart han var indkommen med Stevningen til Gjæstgiveren paa Egeland, kom Lofthuus straks efter, og lagde sig myndigen iveien for Udførelsen af hans Ærinde, og da han kom til Albret Bjerkestøl, var Lofthuus ligesaa allerede der, men sagde dog dengang intet til eller fra. Han var, ligesom Ormen, ikke der, hvor man søgte ham, men ellers tidt nok at træffe, men vanskelig, som Skyggen, at gribe. Foretagender i September Maaned 1786. Uveiret trækker op. Det "brygger isammen", som man siger om Uveirets Modnen. Den, der synes at være Begivenhedernes Styrer, fortrives selv af deres Gang, som han ikke længer kan standse. Det frugtesløse Forhør lagde for Dagen, at Øvrighedens Anseelse var i en saadan Dalen, at Grændserne for, hvad Mængden og en dristig Anfører skulde kunne vove, ikke lode sig saa let paapege, medmindre de skulde findes i Vestlændingens Godmodighed og lidet voldsomme, om end letfængelige, Gemyt. For Fogden, Krigsraad Dahl, var der, efter Omstændighederne intet andet at gjøre, end at indberette Forhøret til Stiftsbefalings- manden, Kammerherre Georg Frederik Adeler; og hedder det i denne Indberetning af 9de Septbr., hvori der ogsaa skeer An- mærkning i Anledning af hiin budstikartede Paategning, at neppe var Hs. Høivelbaarenhed selv sidstl. 24de August afreist fra Thing- stedet paa Lillesand til Christianssand, og Fogden tilligemed Soren- skriver Finne kommen paa Hjemveien, før Lofthuus, med en Garde af 8 Mand, hvis Navne og Hjemsteder man ikke kunde komme efter, indfandt sig paa Thingstedet, ladende som om han SIDE: 51 kom med disse Folk for at andrage noget for Stiftamtmanden, og som om det var ham et ærgerligt Tilfælde, at han ikke havde truffet denne. "Han buldrede og skjendte over denne Mislykke -- skriver Fogden -- skjøndt det skal være ligesaa vist, at han den ganske Morgen havde en Person liggende paa Udkik, der paapassede, naar Afreisen for Alle var skeet, og siden rappor- terede han saadant for Lofthuus, der da først ilede ned til Lille- sand for at vise denne usle Chimære." At Lofthuus havde sat sig i en saadan falsk Stilling, at han baade maatte ønske at undgaae at træffe sammen med Øvrig- heden i Almuens Nærværelse, og kunde finde det nyttigt for sin Anseelse, at give sig Udseende af, at han intet hellere ønskede end et saadant Sammentræf, hvor han da ret skulde vise hvad Karl han var og læse selve Stiftamtmanden Texten, er ikke usandsynligt. Han var gaaen for vidt til ikke at være udsat for Straf; men det var Selvforsvar at gaae endnu videre, og saaledes at forvandle Districtets hele reiste Befolkning til en Garde for sig, fra hvis Midte han altid kunde accordere. Men baade var en Duperen, som den Fogden beskylder ham for, temmelig vovelig for hans Indflydelse, og man bør ikke forglemme, at denne, ellers ikke uafholdte, Embedsmand var bleven anklaget af Lofthuus i Andragendet til Kronprindsen af 8de Juni, og det ikke for min- dre end for Bestikkelse. Han skulde nemlig af en Selvmorders Arvinger har ladet sig betale 76 Daler for, ved en afholdt For- retning, at have tilstedet ham en prægtig Begravelse og dem at dele Arven imellem sig -- en Beskyldning Lofthuus senere hen i Januar Maaned søgte at bevise med Vidner for Undersøgelses- commissionen, hvilke vel denne ikke fandt i og for sig selv til- strækkelige, men dog supplerede ved Fogdens egen Tilstaaelse om at have modtaget 7-8 Daler af en af Arvingerne som Reise- godtgjørelse og Diæt. Det var nu vel saa, at Lofthuus og Almuerne havde Erfarin- ger for sig, at der kun var kommet lidet udaf de foregaaende Klager, som alle vedkommende Embedsmænd havde viist sig høist uvillige til at give sig af med, og at man da, under for- øvrigt fortvivlede Omstændigheder, kunde fristes til at opgive Haabet om, at der var Gehør og Ret at vinde paa anden Maade, end ved ganske at gaae Øvrigheden forbi, sætte sig i afgjort Op- position til hele denne Klasse, og ved directe Henvendelser at SIDE: 52 nøde Regjeringen, selve Kongemagten, til en Mellemkomst. Men da denne var tilsagt, skulde Lofthuus have suspenderet sit Hverv, indtil denne skete ved den belovede Commission, da det vilde være Tid at fremtræde paany som Folketribun. Men da man ikke strax hørte til nogen Commission, vilde han fremtvinge samme ved at bringe Districtet i en saadan Gjæring imod Em- bedsmændene, at Regjeringen omsider for begge Parters Skyld skulde maatte gjøre Alvor af Kronprindsens Tilsagn. Dette var nedlagt i Lofthuus's Hænder, og gav ham derved i Almuens Øine en Authoritet og hans Færd et Skin af Lovmæssighed, som ind- gav den Mod til at være Øvrigheden overhørig paa de Maader, Lofthuus ønskede og antydede for den. Saaledes skete det og- saa, at Foged Dahl under 16de Septbr. atter maatte indmelde, at Ingen havde villet møde efter hans Stevning til et Undersø- gelsesforhør i Anledning af det Klageskrift til Kongen over Aren- dals Kjøbmænd, som Peder Eriksen Jomaas m. fl. havde faaet istandbragt ved en Procurator Ussing der i Byen. Bemeldte Agent for Lofthuus var nemlig paa Thingstedet Fladen bleven anholdt af Foged Weidemann i Raabygdelaget, medens han vandrede om for at samle Underskrifter; et Politiforhør var bleven afholdt, hvorunder En af Undertegnerne havde erklæret, at han var ble- ven forlokket til at skrive under, og nu vilde da Fogden Dahl, ifølge Ordre fra Stiftet, faae undersøgt, om det samme ikke skulde være Tilfælde med nogle Navne fra Frolands Sogn i hans Fog- deri. Men idetssted ankom et Bud fra Forhørsstedet med den Erklæring fra de 4 Indstevnte, at de ikke vilde møde, og et aabent Brev, undertegnet af dem og 16 andre Bønder, hvori det hedder, at "vi fire Mand lader herved Hr. Krigsraaden vide, at vi ikke havde mere med den Sag at gjøre, end samtlige Almuer af Frolands Sogn. Thi var ikke Suppliken bleven taget ifra den Mand, førend den var underskrevet, skulde den nok være ble- ven dette af Flere. Det var og en dristig Gjerning at tage ifra en Mand hans Dokumenter med Magt og Storm, ligesom han skulde have været en Landstryger. Hvilket vi samtlige Almue underskriver". Dette har vel adskillig komisk Lighed med Faarenes Trampen- imod, men Fogden kunne have Ret i at erklære, at, med al sin Eenfoldighed viste denne Erklæring "en positiv Bestemmelse til Overhørighed, egenraadige offentlige Foretagender og Beskyld- SIDE: 53 ninger mod Justitshandlingerne, hvortil jeg som Justitsfører her paa Stedet endnu maa føie denne underdanigste Forestilling, at dersom saadant, hvortil nu blandt den af Christian Lofthuus og Complot oprørte Almue gjøres Begyndelse, bliver gjængs blandt Almuen, er jeg aldeles usikker om at kunne haandhæve den Orden og Rolighed, mit Embede befaler jeg skal søge at holde vedlige". Lofthuus fik altsaa, og det vel ikke uden Grund, Skylden for denne Frolændingernes Opsætsighed. Det var ogsaa der han havde holdt Møde med Almuen ved Kirken Søndag den 20de August, for at samle Underskrifter, som sees af en Indberetning af samme Dato som Fogdens fra Procurator, Lensmand i Øiestad, Aanon Salvesen stilet direkte til Stiftamtmanden. Det er med denne Rapport den Mand, der siden tog saa virksom Deel i de Lofthusiske Affairer, først optræder, og den afgiver et Træk af den Lyst til at gaa den høiere Øvrighed under Øine, som gjør, at hans Med- delelser af Løst og Fast have sin meste Betydning kun som Bidrag til at Skildre den Ængstlighed, Lofthuus's Foretagende havde vakt og fremdeles i stigende Grad vakte hos dem, der troede at have noget at frygte, og just derfor satte Lid til alle de Rygter, der bevægede Gemytterne, og som, især samlede i de Salvesenske Rapporter, satte Christianssand og den konduitløse Adeler i Skræk. Efterat have berettet den "naadige Herre" hiint Kirkemøde og at Lofthuus der havde irettesat en Bonde, som negtede sin Un- derskrift, beretter Salvesen videre, "at en Gunder Valle i Fro- lands Sogn har senere mod Betaling reist omkring for Christian for at samle Underskrifter -- at Aasul Jomaas er Christians In- cassator i Froland, og efter Rygtet skal hæve af hver Skattebonde 1 Ort og af hver Huusmand 12 Skil. til hans Udgifters Bestridelse og Betaling til den Vagt, som bevogter hans Person -- at Soldat Rasmus Huro og Knud Bomsholmen af Froland har holdt Vagt hos Christian mod 16 ß daglig, som Almuen betaler, men at den Sidste blev kasseret efter 2 à 3 Dages Tjeneste, fordi han mang- lede den Færdighed Christian fordrede og ellers i andre Maader ikke stod ham an. Mere har jeg ikke kunnet faae oplyst til denne Tid, da Almuen holder Sagen hemmelig; derfor har jeg ved David Natvig, som denne ganske Uge har reist for mig i Frolands Sogn, ladet udsprede, at jeg ønskede at være med i Klagen og vil un- derskriveden samt understøtte Almuen i den Deel; thi derved venter jeg at faae fat paa Klageskriftet, som formodentlig endnu SIDE: 54 er i Sognet, og Oplysning om Christians Forhold og alle dem, der understøtte ham. Fra mere end een Side har jeg Formod- ning om at Christian kommer til Frolands Kirke imorgen, og derfor reiser jeg didhen i det Forsæt at anholde og forsikre mig hans Person, uagtet jeg ikke dertil har Fogdens Ordre; men jeg haaber, venter og beder Ds. Høivelbaarenhed soutinerer mig naar saa skeer, samt naadigst pardonerer, at jeg underdanigst indberetter Fore- staaende. Hr. Krigsraad Dahl har jeg ved Expresse ligeledes ind- berettet det Ovenmeldte." Herunder da i passende lang Afstand atter et "underdanigst" og Kryberens Navn. Lofthuus gik ellers saa hemmelig tilverks med sine Møder og Reiser, at Øvrigheden hverken kunde komme paa ret Spor efter dem, saa godt et Støverkobbel Salvesen og hans Underlensmand m. Fl. end var, og da endnu mindre standse dem. Reiserne gik i Aalens Krumninger, i Natravnens flyvende lydløse Zigzag; Mø- derne skete tyst og hemmeligt, som Paddehattenes Fremskud i een Nat og Forsvinden med Duggen. Indberetningerne kom saa- ledes til at bestaae af Rygter, og disse gave Sagen ubestemte, men forstørrede, Omrids, ligesom Taagen forvandler Bakkerne til Bjerge og synes at løfte Kirketaarnene iveiret -- kort, et saa- dant Udseende af et udbrydende Oprør, at Stiftamtmanden be- sluttede at anvende militair Magt for at faae Lofthuus fangen og bortført fra Gjæringens Skueplads, besætte Lillesands Thingsted paa anstundende Høstthing den lste Octbr. med Soldater, og saa i Ly af Bajonetterne selv holde en kraftig Tale til Almuen. Mandskab af Major Wudets Compagni blev i denne Hensigt op- budet; men Uveir, og vel ogsaa Ulyst hos Soldaten, hindrede det fra at samles til bestemte Tid og Sted, saa da Fogden, ledsaget af Soldater, Michelsdag den 29de Septbr., pludselig viste sig paa Gaarden Lofthuus, fandtes Reden tom og Fuglen fløien. Christian var undvegen til Birkestøl og Egeland, hvis Beboere straks sør- gede for Heste, og saa gik det udaf Lenet og op igjennem Raa- bygdelaget. Men han kom mandstærk tilbage. SIDE: 55 Første Opløb paa Lillesand. Dets Følger. -- -- "Men nu vil den høie og nedrige Stand hinanden trykke og trænge, saa Landet beslutter, en Bondemand for sig til Kongen at sende. I Freden saa burde man leve. Saa ruste de Christian Jensen ud fra Lofthuus, Han vel kunde tale. Til Oppermand og Sendebud blev han udkaaret af Alle. I Freden osv. Han sig til Reisen berede lod, og blev forsynet med Penge. Beviser og Folk han med sig tog, sin Øvrighed at beskjæmme, I Freden osv. Det kom for Kammerherren paastand hvad Lofthuus han havde isinde. Han lod befale den menig Mand, de skulde ham fange og binde. I Freden osv. Den rødklædte Stand optænkte et Puds: de vilde den Sag fuldføre, at gribe ham i hans eget Huus forinden tillukte Døre. I Freden osv. Saa brøde de Døren, at gribe den Mand, med Vaaben og Værge ihænde. Han hastig igjennem Vinduet sprang og monne ad Skoven rende. I Freden osv. Han gav Rapport baade Dag og Nat, hvorledes han var udi Fare. Saa fik han Bønder hastig og brat, ved fire Hundred i Skare. I Freden saa burde man leve." SIDE: 56 Saa mandstærk, siger en af den Tids Folkeviser [fotnotemerke] , at Lofthuus kom tilbage fra sin Flugt for Soldaterne. Andre Beretninger an- give det halve Antal fra Nedenæs og Raabygdelaget, i Spidsen af hvilke han pludselig den 3die Oct., som var 2den Thingdag, viste sig paa Lillesands Thingsted. Forat tale mod Stiftamtmanden, hedte det, og denne indfandt sig ogsaa samme Dags Eftermiddag, hvor det da kom til en Slags Underhandling mellem ham og Al- muen. Eller som Folkevisen udtrykker det: "Saa kommer der Bud fra Lillesands Thing, som lode Stiftamtmanden vide, at Lofthuus havde slaaet sit Folk udi Ring, og han skulde til dennem ride. I Freden osv. Den Kammerherre i samme Stund lod hen til Folkene fare, og bød de skulde den Sag i Grund udsige og forklare. De stillede sin Anfører frem og han lod strax udbryde, at Øvrigheden var nu saa streng, man kunde den ei adlyde. Hr. Adeler svarede: Kongens Ret skal jeg Enhver tilføie, og hver, som overtræder det, skal jeg med Straffen bøie. I stille bør eders Sag for mig, som haver at raade og byde; men I komme idag, som Folk til Strid; det maa mig saare fortryde. Da svarede Lofthuus og hans Mænd: "vor Konge er værd at prise; men jeg vil reise til hannem hen, vort Klagemaal at bevise." Fotnote: Forfattet af Hans i Hagen, Klokker i Vennesland. Endnu en Vise er af en Tarald Egeland, En af dem, der fulgte Lofthuus til Kjøbenhavn. I denne siges om Foged Dahls uheldige militaire Expedition: "Han samlede Soldater, fik Magt at gribe an. De slog som Pallisader om Bondens Huus en Rand." SIDE: 57 Brevskriveren fra Christianssands Stift siger, at Stiftamtmanden holdt i Almuens Midte en Tale, som med Ærbødighed blev hørt, hvorpaa tvende Bønder, der angives som Almuens Anførere, synes at være traadte frem og i al Rolighed at have udbedet sig, at Lofthuus, som deres Talsmand, maatte vorde befriet for personlig Arrest, samt at Pas maatte blive udstedte for ham og nogle Andre, der skulde følge ham til Kjøbenhavn for der at andrage Almuens Klager for Tronen. Paa Stiftamtmandens Spørgsmaal, hvori disse bestode, svarede de ved at spørge om Aarsagerne til Skatternes idelige Forhøielse, til at de afkrævedes den saakaldte Laugmands Indtrædelsestold, før den forrige Laugmand endnu var død, ved at anke over de juridiske Documenters umaadelige Kostbarhed, osv. Lofthuus selv nævnes ikke af denne Forfatter som tilstede- værende ved dette Almuens første Møde med Stiftamtmanden. Men dersom det ikke kunde betragtes som en Klogskab, vilde der ikke være stor Sandsynlighed for, at Lofthuus ikke person- lig skulde have deeltaget deri. Det trykte Brev siger, at han først den følgende Dag mødte selv paa Thinget, hvor han da, efter Visen, bittert maa have beklaget sig over lidt Overlast ved det Besøg, han nylig havde haft af Fogden og de Gevorbne, samt givet sin Uvillie over Bondens og Embedsmændenes ulige Kaar Luft. "De love os Ret i Eet og Alt. Det Ord har intet at sæde. Forleden de kom med stærk Gevalt og vilde mig fange og dræbe. De røvede Huset udi min Gaard; jeg blev med Mage fordreven. Men siig, hvor den Befaling staaer i Kongens Lov beskreven? Jeg er forsikkret, du klarlig seer, hvor Bønderne lide Skade, at mangen Øvrighed tager meer, end Loven dem tillade. Naar Bønderne maa arbeide for Brød i Skove, i Mark og Hede, da sidde de ofte hos Vinen sød og mætte sig med det Fede. SIDE: 58 Det skal bevises klart og reent og Kongen skal faae det at vide. Da faae de som de have fortjent; Han sætter dem vel tilside. Jeg haver et Skrift fra Kjøbenhavn, som I kan see og høre, at jeg maa reise i Kongens Navn, Mit Ærinde at fuldføre." Brevskriveren indskrænker derimod Lofthuus's Debat med Stift- amtmanden til Fremsættelsen af Spørgsmaalet om, hvorfor adskil- lige af Almuens Anliggender bleve saalænge henliggende uden Resolution, hvisaarsag det var Almuens urokkelige Beslutning at affærdige en Deputation til Kjøbenhavn, og til den Ende var det da nødvendigt, at man erholdt de forlangte Pas. Og han tillægger, at Stiftamtmanden derpaa opfordrede den samtlige Almue til at nævne et Anliggende, der var bleven saa forsømt, og at Lofthuus og Almuen da blev ham Svaret skyldig. Imidlertid er det vist, at den uvillige Seendrægtighed, hvormed idetmindste Klagen fra Almuesmænd tilbagelagde Veien gjennem Autoriteterne her i Landet, var en af de Omstændigheder, der havde vist de norske Bønder Veien til Kjbhvn. I Bradsberg Amt og fra flere Kanter var dette en af Klageposterne, og det er ikke rimeligt, at Em- bedspleien i denne Henseende har været bedre i Nedenæs, eller at Lofthuus og Almuen paa en saadan Opfordring, og i en Dis- kussion, hvor Seiren sees at have været paa dens Side, skulde have manglet Exempler at anføre til Beviis for den fremsatte Anke. At slutte af Øvrighedens Umage for at faae fat paa Loft- huus's Klageskrifter, er det dog sandsynligt, at Almuen, fordi man fra før af havde saadanne Exempler for sig paa at dens Andra- gender bleve henliggende, var af Lofthuus bleven lært, hverken at benytte sig af den i Anledning af de besværlige Bondebesøg i Kjøbenhavn udstedte kongl. Tilladelse til at kunne indsende sine Andragender med Posten directe til Kongen eller Cancelliet, eller til at gaae til Overøvrigheden dermed. Til ham skulde de gaae. Han havde jo i sin egen Mund og i Almuens Øine kongl. Autoritet? Adeler maatte indrømme hvad man forlangte, nemlig at lade Lofthuus uantastet og at udfærdige Pas til ham og hans Følge, hvorimod han og Almuen lovede at forholde sig rolige indtil Reisen foregik. Visen siger at han ogsaa befalede, at man skulde levere SIDE: 59 Lofthuus tilbage, hvad han paastod, der var bleven ham berøvet, da Soldaterne gjæstede ham, og at -- "Han loved det ganske Folk, som før, at de skulde Ret erlange; men aldrig at gjøre mere Oprør og komme til ham saamange." Den 17de Octbr. toge Bønderne ogsaa Stiftamtmanden paa Or- det, idet to Bønder fra de fleste Sogne og een ifra nogle, indfandt sig hos ham i Christianssand og forlangte Pas, som de ogsaa er- holdt, efterat han forgjæves havde forelæst dem den kongl. Be- faling, at Almuen i Norge ikke skulde sætte sig i nogen Bekost- ning med Reiser til Kjøbenhavn, men indsende sine Andragender direkte. "De vare -- skriver Adeler i sin Indberetning herom -- af Lofthuus saa opbragte, at de ikke vilde imodtage nogen Fore- stillinger; Frygt for den Straf, de ved deres ulovlige Samlinger have paadraget sig, kan vel ogsaa heri være Aarsag." Lofthuus selv opholdt sig, ligesom omgivet af en Gesandts Hel- lighed, men ikke destomindre under Beskyttelse af sin Garde, hjemme paa sin Gaard under dette stilstandagtige Mellemrum, hvorunder man forberedede sig til denne Reise som man haabede saameget af. Saa ganske rolig maa han dog ikke have holdt sig, om det end syntes at han sad stille, som Kingelen i sin Væv; thi der berettes, at man i Midten af October anholdt to af hans Sendebud, med Budstikker, hvilke Papirer dog, ligesom før havde været Tilfælde, bleve listede ud af de Soldaters Hænder, som havde faaet fat paa dem. "Sagen var, siges der, at de norske Landsoldater, som selv ei havde den fasteste Tillid til, at det deres Foresatte befalede dem, var Kongens Bud, følte intet Kald til at indlade sig i blodige Voldsomheder mod deres Landsmænd, Brødre og Beslægtede, for at holde paa et Par Mennesker, som efter deres Tykke intet Ondt havde gjort; men som tvertimod havde handlet efter den Mands Foranstaltning, der, bevæbnet just med kongelig Autoritet, indhentede Efterretninger, der skulde tjene til Kongens Hensigt, deres Brødres Lykke og befri dem fra de vexerende Betjente." Indsamlingen af Bidragene til Reisen for Lofthuus og det talrige Følge, han vilde føre med sig som Vidner paa Sandheden af hans Skildringer og Udsagn, og de siden Opløbet paa Lillesand tiltagende Besøg af Bønder fra fjernere SIDE: 60 Egne, som nu søgte Lofthuus for at betroe ham sine Klager, gjorde ogsaa, at det ikke var saa roligt, som Lofthuus havde lovet, om han end selv sad stille. Hans Udsendinger vare før blevne af- viste i de østligere Egne; nu kom man baade fra Lister og Man- dals Amt og fra Bradsberg, hvilket sidste Amt især gjorde fra nu af fælles Sag med ham, saa han i det Klageskrift, han nu tog med, nævnede otte Bønder som Befuldmægtige derfra. Dette Skrift er dateret 18de Octbr., og samme Dag brød han op, led- saget af ikke mindre end 30 Mand, tagende Touren over til Sverig og landværts derifra til Kjøbenhavn. Reisen sees at have gaaet langsomt, da vi først den 26de træffe Følget i Strømstad og den 30te i Varberg, saa Regjeringen imidlertid fik Tid til et Par Schak- træk frem og tilbage, nemlig til at beordre en Mand, som var udenfor dens Magt, arresteret, og en Commission nedsat, hvoraf der intet blev af. Adeler, som fra Lillesand var reist videre til Arendal, havde derifra under 9de Octbr. indberettet til Kongen det paa Lillesand Passerede, som han kalder "et af Christian Jen- sen Lofthuus foraarsaget særdeles farligt Opløb," og var nu, fuld af Ærgrelse og Skræk, og ledsaget af de forfærdeligste Rygter, vendt tilbage til Christianssand, hvorfra han nu idelig sendte Can- celliet foruroligende Indberetninger, og saaledes da ogsaa om at Reisen endelig var tiltraadt. Men imidlertid reskriberede det ham under 21de Octbr. allerhøieste Befaling til "paa den vaersom- ste og meest forsigtige Maade at faae Lofthuus anholdt og til sikker Bevaring hensat enten i Christianssands Fæstning eller paa et an- det trygt og sikkert Sted." Politimesteren i Kjøbenhavn var lige- ledes tilskreven at lade ham anholde, om han dertil maatte være ankommen, eller skulde ankomme, hvorhos Stiftamtmanden tillige blev paalagt at drage al mulig Omsorg for at faae videre Opløb blandt Almuen forebygget, og blev bemyndiget til at reqvirere militair Assistance fra Garnisonen i Christianssand eller nærmeste Sted, hvor gevorben Milits fandtes, "dog kuns i Tilfælde hedte det, at det uomgjængelig skulde udfordres." Imidlertid havde Cancelliet faaet Underretning om Lofthuus's mandstærke Anmarsch, og indgik til Kongen med en Forestilling af 27de Octbr., saalydende: "I Anledning af den fra Stiftamtmanden Kammerherre Adeler med forrige Post indløbne Beretning, angaaende et af Bonden Christian Lofthuus, der skal være et uroligt og ildesindet Menneske, SIDE: 61 anstillet Opløb af Almuen ved Lillesand Thingsted, har Cancelliet, paa deres Mayestæts forventede Approbation, tilskreven Stift- amtmanden at han, for det første, maatte see, dog med al mulig Forsigtighed, at bemægtige sig denne Lofthuus's Person og lade ham hensætte til sikker Bevaring, enten i Christianssands Fæst- ning eller et andet Sted, hvor han kunde være under nøie Be- varing, saa og, at Stiftamtmanden i fornødne Tilfælde kunde re- qvirere militaire Assistance af de nærmest indqvarterede gevorbne Regimenter, hvilket han dog ikke maatte gribe til uden den yderste Nødvendighed det udfordrede. Men, som det derhos vilde være fornødent, at der angaaende denne Tildragelse holdes et Forhør for at faae Sammenhængen og Grunden til dette Opløb oplyst; saa indstilles: "Om Fogden Krigsraad Dahl og Byfogden Regimentsqvarteer- mester Sørensen i Christianssand, maatte befales, i en Commission at sammentræde, og paa et Sted, hvor det maatte eragtes be- leiligst, for sig indkalde 3 eller 4 af de fornuftigste i enhver Bygd, af dem som have været samlede, og paa en sagtmodig og over- bevisende Maade foreholde dem deres Vildfarelse, ved at lade sig forlede af et saa slet Menneskes urigtige og løgnagtige Fore- givende ved Sammenløb at æske Øvrigheden til Regnskab for deres Handlinger, da de derimod, om de formente sig at have noget at klage, kunne paa en sømmelig Maade andrage det for Kongen og derfra vente at vorde haandthævede i Alt hvad Ret og Billighed medfører; og naar Commissionen derefter havde undersøgt alle Omstændigheder, og om nogen, foruden Lofthuus, havde især været Ophavsmanden til dette Sammenløb, havde de at indsende det derom holdte Forhør, tilligemed deres Betænkning derover, til nærmere allernaadigst Resolution." Commissariet til de Foreslaaede, hvori Lofthuus charakteriseres med de samme Ord som i Forestillingen, udfærdigedes ligeledes 27de Octbr., hvorpaa Forestillingen approberedes af Kongen den 1ste Novbr. Imidlertid vandrede Lofthuus og hans tredive Skræppemænd gjennem Sverigs Kattegatprovindser, over Hallands-Aas og lyng- groede Heder indtil de endelig fra Helsingborg fik Sjelland og Kronborgs Taarne isigte. Men der kom alt Arrestbefalingen til deres Kundskab. Som det hedder i den baade i Lister- og SIDE: 62 Mandals og i Nedenæs Amt i sin Tid berømte Poets, Venne- lands-Klokkerens, Vise: "De ilede hen til den kongelig Stad, og vidste sig ingen Fare, Dog bleve de grebne af Hevn og Had. før de kunde tage sig vare. Den svenske Vagtmester besaae deres Skrift, at han skulde gribe og tage, om Nogen af christianssandske Stift henreiste de Veie med Klage. Deraf blev Lofthuus bangen og vred. Tilbage saa maatte han vende. De andre kom af en Hændelse ned og gave det Kongen tilkjende." Det er udlagt: Lofthuus mærkede Uraad og besluttede at for- blive i Helsingborg med et Par af sit Følge, men at sende de Øvrige over Sundet til Kjøbenhavn med Ansøgning om Leidebrev. Sine Papirer beholdt han hos sig. Forfølgelser. Stemplinger. Skræk i Christianssand. Bønderne udrettede Ærinde. Lofthuus's Ophold i Sverige kunde ikke være Cancelliet behageligt. Den nedenæssiske Deputa- tion var mandstærk, og paa samme Tid havde det Klagerne fra Nedre-Tellemarken paa Halsen, hvoraf otte allerede havde paa- tegnet det Klageskrift, Lofthuus nu bragte ned med sig, og sendte over med Bønderne, mens han beholdt Beviserne og de specielle Klager hos sig. Hele den gamle Agdeside truede saaledes med at gjøre fælles Sag, hvorfor Cancelliet fandt det bedst, at kalde Arrestbefalingen mod Lofthuus tilbage, faae ham over til sig ved et Leidebrev, ophæve den til at optage Forhør over det Passerede anordnede Commission og at nedsætte en ny Commission, be- staaende af tre Medlemmer, udenfor Christianssands Stift. "Da Omstændighederne have forandret sig siden den kgl. Ordre af 27de næstafvigte -- reskriberes Commissairerne og Adeler under SIDE: 63 11te Novbr. -- da Lofthuus er undvigt til Sverrig, og Bønderne, hvoraf nogle ere ankomne hertil Staden, føre Klage over Hr. Krigsraaden: saa har man, efter Hs. Maj.s Befaling skullet til- kjendegive dem, at de hertil har at indsende forberørte til dem ergangne kongl. Befaling tilligemed de dermed fulgte Dokumenter." Og under 10de Novbr. blev da et Leidebrev udfærdiget for Loft- huus, hvorefter han skulde kunne opholde sig i Kjøbenhavn i 6 Uger for det første, for at dokumentere og oplyse Almuens ind- givne Klager. Men Lofthuus benyttede sig ikke deraf, fordi der, netop som han stod paa Overfarten, indløb til ham den urigtige Efterretning, at hans Følgesvende i Kjøbenhavn vare blevne satte i Stokhuset. Og nu besluttede han, med en Overilelse, som ikke gavnede ham i mange Almuesmænds Øine, fordi den havde Udseende af klein- modig Mangel paa Tillid til sin egen Indflydelse hos Kronprindsen, og som af hans Modparter fremstilledes som feigt Forraad af den Sag, hvis Talsmand han havde paataget sig at være, og lovet at lade Liv og Frihed for, om fornødigedes, at vende iilsomt til- bage, som om heller ikke Sverig var et sikkert Opholdssted. Og for Svogerskabets Skyld var nok Gustav den 3die istand til en saadan liden Tjeneste, som at udlevere en Person, man gjerne vilde have Fingre paa, og som han selv ikke for Øieblikket kunde have Nytte af. Pludseligt og hemmeligt selv for sine Folk i Kjøbenhavn, iilsomt, som om han medeet havde opdaget, at Kronborgs Taarne, som han nu i en Uge eller derover havde stirret paa, begyndte at strække sig efter ham som Armene paa en uhyre af Havet høit i den blaa Luft opskudt Polyp, lader han da dette sit Fortrav istikken, iler hjemad med de tre Følgesvende, han havde hos sig, og viser sig, efter 4 1/2 Uges Fravær, allerede der den 17de Novbr. Nu blev der, som man siger, "Allarm i Leiren". Amtets Embeds- mænd vare i Circulaire fra Adeler af 9de Novbr. blevne meddeelte den kongl. Arrestordre af 21de Octbr., tilligemed speciel Befaling til at bringe den i Udøvelse, om Lofthuus skulde indfinde sig i et af deres Distrikter; og der gik nu strax Iilbud til Adeler om Ankomsten fra Generalveimester, Capitain Christopher Hammer -- en Mand, der ret gjorde det til en Opgave for sig at gjøre sin Lykke ved at faae Lofthuus fangen, ja som endog engang havde den Plan at iverksætte dette i Kirken under Gudstjenesten, SIDE: 64 hvilket Provst Lassen i Vestre-Moland dog satte sig imod. Hans Iilbud indløb den 19de om Middagen; saa hurtigt som Reqvisitionen kunde skrives, forlangte Adeler militair Hjælp af Commandanten i Christianssand, Generalmajor Dietrichson, til at paagribe Loft- huus, hvortil han selv ikke saa sig istand, "formedelst den Styrke han havde erholdt blandt Almuen," og allerede Kl. 5 afgik 2de Officerer med 2 Underofficerer og 24 Grenaderer tilvands til Lillesand. Men det blev koldt og haardt Veir om Aftenen, saa Detaschementet tog ind til Steensøen for at varme sig; og "dette -- siger Fogden -- gav Anledning til at Expeditionen løb overstyr; thi Ole Gregersen Sangereid, Aslak Svendsen Haabesland og Christian vare alle den samme Aften paa Lofthuus forsamlede i et Drikkelag, og fik Efterretning om Soldaternes Henkomst, netop saalænge forud, at de kunde salvere sig med Flugten." Det er som der staaer i Klokkerens Vise: "Hr. Dietrichson vredes i Sind og Mod; han talede strax til Sine: "Griber ham paa gevorben Fod! Han skulde til Helvedes Pine." De Karle, de løbe som Hunde paa Jagt, og ledte baade ude og inde. Men det var hannem hemmeligt sagt. De kunde ham da ikke finde." Lofthuus var godt betjent. Folkene paa Steensøen havde selv underrettet ham, saa han kom væk Kl. 10 med fire Timers For- sprang fra Soldaterne, der besatte Gaarden Kl. 2 om Natten. Ellers brugte han siden det første Besøg af Soldater, da han skal have frelst sig ved at springe ud af 2den Etage eller endog fra Loftsgluggen, [fotnotemerke] over Soldaternes Hoveder, naar han var hjemme, Fotnote: En Beretning om dette første Besøg lyder saaledes: "Huset blev omringet af Soldater, Vagt sat ved alle Døre, og nu traadte Nogle ind for at undersøge Huset. Man randsagede Alt meget nøie, lige indtil Sengen, hvor Konen endnu laa efter Barselseng, og da hun ikke kunde eller ikke vilde staae op, under- søgte man den med nøgne Sabler, hvormed man paa flere Steder gjennemborede Klæderne. Lofthuus's Enke var endnu i Beretterens Tid i Besiddelse af de gjennemstukne Lagener, som hun foreviste hans Kone. Lofthuus selv var imidlertid paa Øversteloftet i 3die Etage, saa han, da Undersøgelserne nærmede sig opad, ikke fandt anden Redning end ved at vove et Spring fra Loftet -- en Højde af 20 -- 24 Fod -- ned i Haugen, der var indhegnet med Stakit; og SIDE: 65 at holde to Mand Udkik enten fra Loftsgluggen paa sit Huus, eller fra en nærliggende Høide, Varaasen kaldet. Lofthuus fik saaledes denne Gang kun sove een Nat i sit Huus. Med fire Ledsagere, hvorimellem hine to, hans fornemste Adju- tanter, tog han Flugten østefter i Nedenæs, mens Soldaterne tilbragte et Par Dage med frugtesløse Efterforskninger i Egnen. Ræven var bedre at spore. Den 21de om Aftenen kom Detasche- mentet tilbage med den Besked, at Lofthuus kun havde opholdt sig een Nat hjemme, saa det ikke havde kunnet røgte Ærinde. Men alt hvad Embeds- og Ombudsmænd hedte, kom nu paa Benene. Niels Bonnevie paa Næs i Heirefos gjorde sig især Umage for at faae ham fat, men med ligesaa liden Lykke. Han sendte strax en Omund Aasen, som Spion, efter Lofthuus, men alt hvad han kunde berette ved Iilbud til Adeler var, at han den 22de Novbr. var reist fra Bjørvatten i Vegaardsheiens Annex, over Torskedals og Hellelands Gaarder i Landvig til henimod Lillesandskanten, hvor man atter havde tabt hans Spor, samt at han paa Bjør- vatten og Gaarden Kaaveland skulde have "viist sig for Bønderne meget vel tilmode, men tillige noget distraheret eller forrykket, saa at de lignede ham selv ved en bekjendt omvankende, af Drik- fældighed uvittig, Person, der i sin Tale ei iagttager mindste Orden, men snart falder fra et til andet." "Han havde, siger Rapporten, undertiden begjært dem at følge sig til Lillesand for at opgjøre Regninger, og hvor endeel Almue ventede ham, under- tiden til Christianssand i en talrig Deputation, som for at beskikke "naadigeHerre" [fotnotemerke] og Regimentsqvarteermester Sørenssen til at entholde sig fra Forhøret, som han vidste af. Tillige havde han sagt, at han for sin Person ikkun kom Kjøbenhavn paa 5 Mile nær, at han skulde hjem for at faae flere Klager underskrevne, og undertiden, at der var kommen tre Mand med ham af hans medhavte Følge, mens han for Andre udlod sig om 10 Mand og at alle de Øvrige snart kom efter; men han meldte intet om hvad de havde udrettet. Saadant Forhold gjorde ham ubegribelig for Bønderne, og bragte ham intet Gehør hos dem. Han gav sig ei lang Tid til Ophold paa noget Sted; men da han Natten til den 23de kom til Bærlie i Landvig Sogn og Bonden der ikke vilde Fotnote: her vovede han da et Spring, løb over Sletten og ind i Varaasskoven. Der blev raabt "Fyr!" men om det blev iverksat, vides ei." Fotnote: Med Fraktur ): Stiftamtmanden. SIDE: 66 gjøre som han befalede, reiste han derfra uden Ophold. Det synes af alt dette, at hans Concepter ere forrykkede, og at hans trygge Anlæg ere ligesom hans Sikkerhed, forsvundne." Det synes dog ikke at have været saa ilde bevænt med den sidste, efter det uheldige Udfald at dømme, som Sorenskriverens Anstrengelser havde. Forgjæves sendte han sin Speider afsted med Penge for at faae Hjælp til at gribe Lofthuus, forgjæves "ud- vandrede" Sorenskriveriets Lensmænd i samme Hensigt, med Ordre at gaa underfundig tilværks, forgjæves "sparede han ikke paa Løfter om Belønninger," men erklærede i Cirkulairer til dem at "det gjaldt Ære og Belønning for Enhver, som strax kunde opfylde den kongl. Ordre," og at det skulde være enhver Almues- mand, de dertil maatte forlange, paalagt at staae dem bi til hans Paagribelse og Transport, under Straf af Fængsel eller Slaveri efter Omstændighederne. Lofthuus var som Ringen i Legen, der gaaer fra Haand til Haand, som Skyggen, der viser sig og forsvinder. Militaire og civile Embedsmænd og deres Underordnede vare alle paa Benene og agtpaagivende, ligesom i Klapjagtens Kreds. Rapporter indløb hurtige paa hinanden, som Sporhundene udstøde den bekjendte Lyd, der kan bringe ivrige Jægeres Øren til at reise sig. Mod hine stod Almuens sammentrængte Masse, der aabnede og sporløst lukkede sig for den Forfulgte, som den bløde Sky for Falkens Vingeslag. Bonnevie løser selv Gaaden, idet han siger i sin Ind- beretning om denne sin Nidkjærhed, som han beder undskyldt, om den skulde være gaaen udenfor Competence, at "man ingen af Almuen kan tro," og at man er saa "allevegne omringet af hans Parti, at det ei gaaer vel an at fange ham, uden ved saa- danne Folk, som tænke at vinde derved." Saa vidtstrakte hans Foranstaltninger end vare, siger han dog, at han har maattet "ind- skrænke sig dertil, af Frygt for ei at turde betro sig til flere Personer, undtagen Nogle i Nærheden, som han havde til at ad- spørge alle Reisende om Lofthuus, og til at meddele sig ethvert Rygte om ham." "Imidlertid jeg skriver dette -- tilføier han -- beretter man mig, at Lofthuus sidst i afvigte Uge [fotnotemerke] atter var kommen i Frolands Sogn, gik der med en skarp Kaarde ved sig, og havde mange af Almuen om sig, iblandt Andre en Knud Smed Fotnote: Indberetningen er skrevet en Søndag. SIDE: 67 eller Loddesøl, samt en Mand fra nedre Blagstad til Vagt. Dette skal være observeret igaar og i Fredags." Sorenskriveren beretter derpaa, at Lofthuus i Begyndelsen af Ugen havde fra Blagstad i Frolands Sogn afsendt Aslak Haabes- land, "Hovedmanden næst Christian," til Gaarden Lofthuus med endeel Mænd, hvorpaa han da selv skulde komme efter, og at de forbleve der Torsdag og Fredag over, uden at han kom, hvor- paa de droge hjem, fortrydelige over at være blevne skuffede. Paa Gjæstgivergaarden Lunde havde ligeledes en Samling biet paa Lofthus, Andre vare reiste vesterefter, "for at assistere ham," og den 22de om Morgenen havde endnu Flere begivet sig paa Veien. Paa de øvre Gaarde i Øiestad Sogn -- beretter Adeler til Cancelliet -- var Ingen af Almuen hjemme, men skulde, efter Sigende, være reist for at møde Lofthuus paa Fjærehougen eller Bringsværmoen. Kort, et ufølgeligt Zigzak, uden Hvilepunkt, har hans Flugt været, og ganske sporløst forsvinder han i et Par Dage, indtil han pludselig den 26de Novbr. træder frem i Hvidesø Præstegjeld i Øvre-Tellemarken, med et Følge af 31 Mand fra Froland, Øiestad og Raabygdelaget, for atter den følgende Dags Middag at trække sydvestover mod sit Hjem, fulgt af flere Nisse- døler og af næsten hele Triungen Annexsogns Almue. Efter det Forhør, som Fogden Cloumann lod optage ved Lensmanden, havde han ogsaa der i al Hast sammenkaldt Almuen og søgt at overtale den til "at være sig følgagtig for at true Øvrigheden til at gjøre Ret i Landet, saa at Bonden kunde skee Ret efter Guds og Kongens Lov;" og skildres han deri, som "liden af Statur, men meget dispos, iklædt en blaa Valderskofte, Paryk paa Hovedet, Støvler paa Benene og en Hirschfænger i Haanden." Af Foged Cloumanns Forhørsordre til Lensmanden i Hvidesø sees, at de samme Forholdsregler til Lofthuus's Paagribelse vare tagne i Bradsberg som i Nedenæs Amt. Han var kommuniceret Arrestordren fra sin Amtmand, Moltke, og han paalagde igjen Lensmanden følgende: 1) at paagribe Forbryderen, Stemplings- manden Christian Lofthuus, og alle dem, som satte sig imod denne Foranstaltning; 2) skaffe Oplysning om, hvem der godvillig havde huset ham, hvad hans Ærinde var, om han havde sammenkaldt Almuen og i hvad Hensigt, hvem han dertil havde brugt, om Nogen havde mødt, samt om hvad der var bleven forhandlet; 3) skulde han være reist ud af Fogderiet, skulde Oplysning er- SIDE: 68 hverves om, hvorhen han med sit "sværmende Selskab" havde taget Veien; og 4) om han blev paagreben, skulde Lensmanden lade ham vel i Jern belægge, underrette Fogden ved Iilbud, og under størst mulige Taushed bringe ham til Spiosodden(?). Cancelliets Meddelelse om at Lofthuus var givet Leide, skjøndt det lød paa at begive sig til Kjøbenhavn, indeholdt dog en Op- hævelse eller Suspension af Arrestordren, som ikke kunde være den prostituerede Adeler behagelig. Han udbad sig derfor, saa- snart denne Meddelelse indløb ham, i Skrivelse til Cancelliet af 21de Novbr., nærmere Forholdsregler, "enten Lofthuus blev grebet eller ikke." "Dette maa jeg ellers tillægge -- ender han sin Skrivelse med -- at ingen Embedsmand kan udrette nogen af sine Pligter, saalænge denne Person maa omvandre frit iblandt Almuen;" og i en Indberetning af 28de Novbr. paaskynder han den belovede Commissions Nedsættelse, hvorom han var bleven underrettet, saasom han allerede, saasnart han fornam den paany begyndte Urolighed iblandt Almuen, havde tilkjendegivet Almuen, at en saadan Commission allernaadigst vilde blive den tilstaaet. Denne Underretning skal ogsaa have virket beroligende paa Almuen, saa den ikke udførte sin -- om man kan troe Foged Dahls Indberetning -- allerede i disse Møder i Novbr. havte Hensigt, at aflægge et Besøg i Christianssand. Intet mindre end dette skulde have været Lofthuus's Hensigt med disse hans Samlinger, under Flugten; og i Christianssand var man ikke lidet bange for "Fjeldmændenes" Ankomst. Borgemester Nideros havde allerede som Magazinforvalter reqvireret og erholdt Natskildvagt, udenfor sit Huus, og til Bevogtning af Kornmagazinerne, da der var skeet Indbrud paa dem flere Nætter efter hinanden, skjøndt Commandanten hverken kunde finde nogen Betryggelse i denne Vagt "mod Bønderne", eller troede, at der var noget at befrygte af dem. Men især viste Adeler sig frygtsom, saa Intet bidrog mere til at give Rygterne om det frygtelige Besøg Vegt, end de overordentlige Forholdsregler han tog, hvad enten nu Stifts- befalingsmand Cicignons Skjebne i Bergen i 62 stod ham for Øie, eller de Budskaber, han erholdt udenfor de officielle, virkelig opfordrede til snarere at gjøre for meget end for lidet. Nok, han gjorde det Første, og svækkede derved sin Anseelse baade i Borgernes og Embedsmændenes Øine, der kjendte Bønderne, og i disses, der synes netop derved at have faaet Øinene op, for SIDE: 69 at de kunde tiltvinge sig noget og Lyst til at iverksætte et Indtog i Stiftsstaden. Allerede den 23de indfandt Adeler sig personlig hos Generalmajor Dietrichson og forlangte en stærkere militair Assistence mod "disse Oprørere," hvorefter ogsaa Garnisonen blev sammenkaldt, de nærmeste Nationale eller "frie Folk," som de kaldtes, bleve indkaldte, Besætningen paa Citadellet Frederiks- holm afløst med disse, og begge Borgerkompagnier bleve opbudne til Tjeneste. Rimeligviis var det ogsaa allerede da, at han lod Kanoner opplante foran sin Bolig, og anordne Signalskud fra Otterøen, saasnart Lofthuus's Ankomst bemærkedes. Og hvad hændte ikke en af disse ængstlige Dage, da Gade- drengene holdt sig sammenstimlede foran det befæstede Huus, betragtende med Forbauselse disse frygtelige Instrumenter, som de hujende havde ledsaget, da de paa de røde Lavetter bleve halede op fra Retranchementet, og da alle Byens gamle bekappede og fontangede Jomfru- og Kjærringhoveder havde saa travlt med at kige ud af Vinduerne op- og nedad de patrouillefyldte Gader? "Lofthuus, hedte det var bestemt ventendes idag. Naar Skudet gaaer fra Otterøen, saa -- -- ". Og Skudet gik. Alle styrtede ud paa Gaden. Derimellem (har En, hvis Fader var tilstede, berettet Nedskriveren) alle Middagsgjæsterne hos den ifølge af Almuesurolighederne senere anklagede og strafdømte, konst. Sorenskriver, Prokurator Brøn- strup -- alle Gjæsterne med Servietter under Hagen og Knive og Gafler i Hænderne, tumlende udpaa Trappen af Viin og For- skrækkelse. Men det var Brandkanonen Adeler havde bestemt til Signalet, og nu var det -- en Pibe, som imod Beregningen netop brændte af den samme Dag. Man lo over den hele By; Skrækken lagde sig; og den 25de om Aftenen kom Expresse om at Bønderne var standsede underveis, saa Maaneden syntes at ville gaae rolig tilende, uden at de opkjørte Kanoner skulde blive affyrede. Dog nei! Det var godt de bleve staaende ladte; thi den 30te Novbr. afsendtes fra Niels Bonnevie pr. Expresse følgende skræk- indgydende Promemoria til Adeler: "Ved Expresse bekom jeg i dette Øieblik den Underretning, at Cristian Lofthuus, med 60 Mænd Gjevedøler, Nissedøler (og af Omlie Sogn maaskee Nogle) er avanceret til Gouslaa-Gaard, en 3/4 Miil herfra, og agter sig til Christianssand med sit Mandskab, SIDE: 70 over hvilket han skal have megen Commando, og har udladt sig at ville inden kort Tid besøge Christianssand med 500 Mænd. Videre kan jeg ikke indberette derom; men dette afsendes med ridende Expresse, for saa betids som mig mulig, underdanigst at indberette et saa dristig Anlæg, som maaskee vil udfordre alvorlig Mod- sætning itide. Her er p. t. ingen Mulighed i at tænke paa Christians Heftelse under saadanne Omstændigheder, men jeg haaber, at Almuen i de yderste Sogne ere ikke saa lettelig at beqvemme til at følge ham. I dette Øieblik er Christian Lofthuus i Hr. Capt. Barnholts Bopæl, som ligesaa lidet vil kunde udrette noget imod ham. P. S. Det synes at Lensmændene, som ei betids have sendt Under- retning herom, have forholdt sig forsømmelige, hvilket jeg hurtigst mulig skal undersøge." Til Foged Dahl, som da opholdt sig paa Lillesand, afgik ligeledes samme Dag Iilbud om at Lofthuus befandt sig i Fjeldbygderne ovenfor Ombli, samlende Folk sammen, "hvormed han troligst agter sig til Christianssand." Og nu syntes det virkelig at ville blive Alvor med Marschen. Anrykninger. Skræk i Arendal. Militairets Opbud. Bondemøde paa Lofthuus. Raad i Christianssand. Forlig. Den lste Decbr. er rig paa Rapporter. Overalt i Lillesands Opland og videre omkring bemærkede Embedsmændene, at tal- rige Flokke af Bønder, bevæbnede En med en Kaarde eller Sabel, En med et Gevær, En med en Pistol, men Alle med Madskræpper paa Ryggen, trak nedimod dette Sted eller Gaarden Lofthuus. Christian selv befandt sig endnu denne Dag noget høiere oppe imellem Gouslaa i Heirefos og Birkeland i Birkenæs Sogn med Hovedstyrken, der angives ligefra 800 til 2000 Mand talrig, hvoraf dog kun Halvten af det første er rimeligt. Det er alligevel be- tydeligt nok i disse knaptbefolkede Egne, og synes ikke at be- styrke den Beretning fra forskjellige Embedsmænd, at Mange kun SIDE: 71 gjorde Følge af Frygt og Tvang, om det end var Tilfælde med Enkelte. Saadan Taktik paa Papiret er endnu aldrig bleven for- smaaet i nogen Krig. Lofthuus manglede ikke Frivillige, der fulgte hans Spor og Fremfart som Flommen den opskaarne Fure. Men ligesom Havflodens Indtræden forkynder sig først ved fremtrædende Vandsamlinger længer inde paa Fjæren, og anviser det Sted den vil naae, havde allerede flere fjerntfrakomne Folkehobe forsamlet sig paa flere nærmere Punkter, saasom paa Lunde, Birkeland og paa Lofthuus selv. Der, paa Høvdingens Sæde, skulde Samlings- stedet være, og Sammentræfningen skee den 2den Decbr.; didhen trak Skarerne sig i to der sammenstødende Linier: den ene fra Øst, bestaaende af Fjeldbønder fra de paa Streiftoget til Thellemarken insurgerede eller, som de i Documenterne kaldes, "opvakte" Strøg; den anden ormende sig frem fra Vest under Lofthuus's egen Anførsel. Den 31te Novbr. traf Capt. Barnholdt ham endnu paa Gous- laa i Spidsen af 36 Mand Torris- Gjæve- og Omblidøler, medens Flere befandt sig øster om Askeland, og en Halvor Boraas af Ombli pressede Folk i Møklands Sogn. 5 -- 600, hedte det, skulde den følgende Dag møde paa Birkeland; Skyds toges med Magt, og i Haanden førte de langskaftede Øxer og svære Sabler. Dagen derpaa skulde Toget, som ventedes 2000 Mand stærkt, rykke mod Cristianssand, hvor Lofthuus da selv med otte Mand vilde be- søge Stiftamtmanden. Overdrivelserne ere tydelige. Ellers hedte det ogsaa at han vilde stevne Stiftamtmanden til sig for at af- tvinge ham et fornyet Leidebrev. "Men -- skriver Aanon Sal- vesen -- jeg haaber, denne gode Herre forsikkrer sin Person og derimod giver os Andre Ordre, med et samlet Mandskab, saa- vidt vi i denne Tid kan sætte paa Benene, at rykke bag paa Christian og om muligt (ved et Angreb) at gribe Rebelleren. Nogle af de, som ere reiste over Struebro og har været inde paa Lunde, har Vaaben med sig af Skydegeværer eller andet dræbende In- strument, og at Christians Angreb maa være temmelig alvorligt, kan man slutte deraf, at den som var Anfører for 16 a 20 Mand forbi Lunde, talte Folket baade da disse gik ind og igjen gik ud paa Lunde Gaard, da de gik ind sammesteds for at faae Veder- qvægelse. Om det gjælder Arendal eller Christianssand -- tilføier han -- veed jeg ikke, men det er saa, at Angreb skal skee et sted." Og i en anden Rapport af lste Decbr. siger han, at begge SIDE: 72 disse Byer skulde "bestormes". Til Arendal var Efterretning om Anrykningen bleven bragt ved en Bonde, der, under Imaalingen af sin Skjeppe, havde gjort Kjøbmandens Kone forskrækket ved at ymte om, at der nu snart vilde blive godt Kjøb paa Korn for Bonden, saasom Lofthuus nu var i Anmarsch. Hun skikkede strax Bud til sin Mand, der var ude i Byen. Han løb til Byfogden, Niels Berg, og denne lod da strax sammenkalde Byens Repræsentan- ter til et Slags Krigsraad, og i deres Nærværelse endnu samme Dag, den 1ste Decbr., optage et Forhør over Bonden. Repræ- sentanterne ansaae det fornødent at overlægge med det øvrige Borgerskab "hvad der kunde være at iagttage til Betryggelse for Overfald," og deres Indstilling, som de samme 1ste Decbr. istand- bragte og indleverede til Byfogden, gik da ud paa: 1) at lade Enhver, som gav sig af med at herbergere Bønder, ved Politiet eller Trommeslag, under Mulkt, advare mod at tage nogen Al- muesmand i Huset før han havde opgivet sit Ærinde og det af Politiet var undersøgt, samt maatte ingen Almuesmand i noget Logi eller Kro, for eller uden Betaling, gives Brændeviin eller anden stærk Drik; 2) "For at give Almuen, som ellers kan for- ledes af det Uhyre (!) Christian Lofthuus til utilladelige Opløb, lovstridige og voldsomme Foretagender, Frygt for Modværge, i Overlæg med Stadscapitainen og Byens Officierer, enten at besørge jo før jo heller Borgercompagniet samlet, for i det Nødvendigste at øves, og anmodes om at holde sig i defensiv Tilstand med gode Geværer, Krudt og Lod, ikke i Tanke at bruge det, men for derved at opvække hos Almuen tilbørlig Frygt for Modværge, om Rygtet ellers skulde intenderes af Almuen efter Christian Lofthuus's Instigation til Udførelse, eller og anordne enhver Borger, saavel som alle Byens øvrige Indvaanere at holde sig i defensiv Tilstand parat, om skulde udfordres; 3) var det at ønske, at enhver formuende Borger vilde holde 1 a 2 duelige og paalidelige Karle i Tjeneste, som, i Mangel af Garnison, i paakommende Tilfælde kunde gjøre Tjeneste, hvilket, naar det blev bekjendtgjort, saa- meget mere vilde opvække Eftertanke og Frygt hos Almuen til at lade Enhver her i Byen nyde Fred;" 4) At ansøge om Gar- nison til Byens Beskyttelse, fandt man unyttigt, da de Nationale holdt Parti med Almuen, hvorimod der foresloges, at Stiftets Bifald skulde erhverves til at foranstalte hastigst muligt samlede de Bøn- der af de nærmeste Almuer, som ikke havde erklæret sig for SIDE: 73 Lofthuus's Parti, for paa fredsommelig Maade at møde Lofthusia- nerne, hvor de fandtes; 5) Paalidelige Mænd skulde antages for Byens Regning til at reise omkring for at spionere ud den egent- lige Hensigt med Opløbene; og endelig skulde 6) "Underfogden, Politiet, Byens Betjente og Vegterne tilholdes aarle og silde at have Opsigt med Krohusene, at ingen utilladelig Samling fandt Sted." Byfogden var derimod af den Formening, at Indrykningen af et Compagni Soldater, endog om det skulde være Nationale i Mangel af Gevorbne, vilde yde større Sikkerhed end de i 3die Post anbefalede Midler, og erklærer, at der fandt stor Frygt Sted for et voldsomt Besøg af en sammenrottet stor Hob af henved et tusinde Mand, der under Oprøreren Lofthuus's Anførsel nok turde gjæste Byen for med Magt at tiltage sig Kornvarer. Flere af Byens Patriciere have ellers i sin Samvittighed Grund til at frygte noget værre, saa Forslagene om de overordentlige Forholds- regler med Reisningen i Masse osv., der kunde passe sig for et Numantia, et Calais eller Halden med Carl den 12te udenfor, nok lade sig forklare. Medens dette foregik paa een Dag i det skrækslagne Arendal, nærmede Lofthuus sig sit Hjem. Han maa den Dag have naaet Birkeland, og holdt sig der en Tid med en mandstærk Skare, uagtet der berettes, at Klokker Niels Gladvig i Holt skulde med den Følge have forudadvaret Almuen, at den ikke forøgedes paa Marschen fra Gouslaa til dette nærmeste Ansamlingssted før han naaede Lofthuus. Samme Dag har han dog sat sig i Bevægelse; thi Lens- mand Larsen i vestre Moland mødte ham senere paa Dagen kjø- rende i Slæde over den saakaldte Præsteskov, og bragte strax Fogden, som siden Aftenen iforveien befandt sig paa Lillesand, denne Efterretning. Fogden, som ved Ankomsten havde holdt et Raad med Lensmanden og to Medhjælpere, Tellef Froholdt og Albert Birkestøl, hvori det var bleven besluttet at "patientere en Uges Tid for at see, om ikke Lofthuus imidlertid skulde komme hjem, saa de paa en eller anden Maade kunde faae lokket ham til sig i deres Huse," afsendte disse da strax til Gaarden Loft- huus for at oplæse for den derværende Forsamling Fogdens Skri- velse til Lensmanden i Anledning af Stiftets Arrestordre af 28de Novbr. De forefandt der kun 12 Mænd fra Gjæveland, Hvidesø og Vinje siddende i Kjøkkenet, af hvem der hverken var Forkla- SIDE: 74 ring om Lofthuus eller engang deres egne Navne at erholde, og ikke klogere bleve de ved at examinere Lofthuus's Kone og Sviger- moder, som var der i Besøg. Kort iforveien var dog en Trop af omtrent 40 bleven seet trækkende ind paa Gaarden med en Bagagekjærre, hvorpaa Nisteskræpperne laa; Landeveiene vare opfyldte med vandrende Bønder, saa Expresserne til Christians- sand kun tilvands kunde komme frem; Lofthuus, hedder det i en af Rapporterne, "kom frem med megen Vælde", som den fraa- dige Kambølge, drivende Døninger frem foran sig, og den 1st Decbr. nævnes som Dagen, da Lofthuus selv skulde komme hjem og træffe tilstevnet Møde, saa det synes rimeligt, at Forsamlingen paa Lofthuus allerede denne Dag har været talrigere end Lens- manden har kunnet (og hans Følge maaskee villet) opdage. Det synes ogsaa som om Lofthuus's Svigermoder gjorde sig Umage for at holde disse Gjæster noget skjulte; thi en Møglestue fra Lille- sand, der netop samme Dag havde reqvireret Arrestforretning efter Vexel paa Gaarden, blev strax ført ovenpaa af hende og holdt med Snak, og det var kun ved et tilfældigt Øiekast uden- for Vinduet, at han opdagede hine Fyrgetyves Indtog paa Gaarden. Af de Tolv, som Lensmanden traf i Kjøkkenet, indfandt 4 Mand sig den følgende Morgen i Fogdens Logi i Lillesand, som vel ikke vilde give videre Oplysninger om sig, end at de vare fra Treungen og Heirefos Sogne, men som han giver det Lov, "at de i deres hele Adfærd vare saa høflige, og at en saadan Redelighed fremskin- nede i deres Tale, at han ikke noksom kunde forundre sig der- over." De vare komne, sagde de, for at høre, hvor deres til Kjøbenhavn afsendte Kammerater vare blevne af, og hvorfor Lofthuus ikke havde været der, saa Fogden troede at mærke, "at de vare høist misnøiede med Chr. Lofthuus's feige og for- sagte Adfærd i, ikke at følge deres Kammerater," ligesom de ogsaa lovede at forestille deres Følge paa Lofthuus Fogdens Op- fordring til at paagribe Lofthuus, naar han maatte indfinde sig i deres Midte. Men ingensteds var han vel sikkrere, uagtet Fogden, som havde besluttet, ligesom Sorenskriver Finne, at opholde sig i Nærheden paa Lillesand saalænge Samlingen varede, for at afgive Rapporter og for at tale med Bønderne, om de "skjøttede derom", ikke lod det mangle paa Budstikker og Formaninger til at være den kgl. Ordre hørige, og uagtet ikke mindre end 3 Compagnier i største SIDE: 75 Hast vare blevne opbudne imod Forsamlingen og til Arendals og Østerriisøers Beskyttelse, i hvilken sidste By ogsaa mangt et Kræmmerhjerte slog i forceret Takt, bange for at faae Raage og blaa Streger paa Ryggen for, hvad der var givet under i Skjeppen og mærket med hvide under Loftet eller med sorte i Contrabø- gerne. Natten til den 1ste Decbr. indløb nemlig de første Efter- retninger om at Bønderne begyndte at røre paa sig i Masse til Stiftamtmanden, og Kl. 2 samme Nat blev Generalmajor Dietrich- son vækket af sin Fuldmægtig, med Forlangende om 3 Compag- niers øiebliklige Opbrud, hvorom Ordre ogsaa strax ved Ex- presser affærdigedes. Men Lofthuus kom med over det dobbelte Antal, -- livlige Fjeldfolk for en stor Deel, som, uagtet Fortvivlelsen havde drevet dem sammen, Nisten var knap og Veiene lange og tunge, dog havde tilbragt Qveldene paa Hvilestederne med Halling og Springe- dandse. Søndag Morgen den 3die Decbr. kom Lofthuus hjem i Spidsen for Bønderne, der kom anrykkende To og To, Bagtroppen sluttet af Ole Gregersen Sangereid, og kunde nu siges at com- mandere der et ligesaa stærkt Mandtal, som den opbudne Sol- dateske. Fogden og Sorenskriveren (Finne) vovede ikke at komme op til Lofthuus's Gaard, hvorimod flere af Bønderne aflagde dem Besøg nede i Lillesand, gjentagende de gamle Klager, især over de arendalske Kjøbmænd, som de udlod sig med megen Bitter- hed om. Lofthuus's første Foretagende var, strax at affærdige to Fjeldmænd til Fogden med et skriftligt Forlangende fra Almuen om at see den kongl. Befaling om Lofthuus's Paagribelse og Hen- sættelse i Christ.sands Fæstning, hvortil Fogden blot kunde svare, at han ikke besad nogen anden Ordre end Stiftsbefalings- mandens, som for to Dage siden i Gjenpart var dem leveret. Hermed vare Bønderne ikke fornøiede, og Forsamlingen affær- digede strax, under Lofthuus's Præsidium, de to Mænd Halvor Jakobsen Thorvold og Knud Bærulfsen Nævestø som Deputerede til Adeler med følgende af Nissedølen Nottof Tarjersen Throntvedt forfattede og af 88 Bønder undertegnede Skrivelse, der ret til- fulde viser, hvorledes Lofthuus havde "fortryllet Almuen", som en af Rapporterne udtrykker sig: SIDE: 76 "Høiædle og velbaarne Kammerherre Adeler! "Vi samtlige Undertegnede ere forsamlede paa Gaarden Loft- huus af Aarsag for den Behandling, der blev udøvet mod Chri- stian Jensen Lofthuus sidstleden Søndag fjorten Dage, hvis Be- handling vi ansee som at være passeret med enhver af os, aller- helst da Ds. Velbaarenhed paa sidste Høstthing gav os Christian Jensen Lofthuus fri for Arrest til Sagens Udfald, imod at vi samtlige Undertegnede ere og skulle være ansvarlige for Chri- stian Jensens Tilstedeblivelse. I samme Ærinde ere vi allerunder- danigst forsamlede for at faa titmelde Christian Jensen fri, da han slettes ikke er skyldig i noget Oprør blandt Almuen, thi at han har samlet Folk, har alene været til at oplyse og bevise det han for Hs. kongl. Majestæt allerunderd. har andraget, og de 2de Gange, vi har mødt her, har alene været Aarsagen af de uhørte Behandlinger med titmeldte Christian Jensen, hvorfor vi aller- underd. og allerydmygest bønfalder Ds. Velbaarenhed at spare os den Reise til Christianssand, nemlig at give os skriftlig Frihed for Christian Jensen Lofthuus for videre Arrest til Sagens Udfald. I Mangel deraf, at han ei kan blive fri, ønske vi os heller at blive arresteret hver Mand, thi han er ganske uskyldig til Dato; ligesaa bede vi og allerydmygest, at os maatte ved samme Ex- presse meddeles Copi af den kgl. Ordre, der er kommen Ds. Vel- baarenhed ihænde angaaende den Commission, der skal holdes i Christianssand." Skrivelsen gaaer dernæst ud paa at udbede sig Stiftsbefalingsmandens Bistand, og ender saaledes: "I Mangel deraf ere vi nødsagede til at reise [fotnotemerke] , hvilket vil være for en stor Deel af os meget besværligt, da Nøden er saa stor og Mange ikke eie en Skilling at reise med." Af alt dette sees, at Almuen ikke har fæstet ret Troe til den kgl. Arrestordres Tilværelse, og holdt Forfølgelserne mod Lofthuus for hevnfulde Misbrug af Embedsmagten. Lofthuus selv maatte naturligviis vide bedre, at den var traadt i Kraft, siden han ikke havde benyttet sit Leide, som om det kun var den tynde Iis over Afgrunden, hvori han skulde forsvinde; men Almuen lod han blive i en Tro, som oprørte dens Følelser og skaffede ham Beskyttelse i dens Midte. De to Deputerede bleve ogsaa i Christianssand betragtede som Fotnote: ): Ind til Christ.sand. Cfr. nedenfor et Citat af Dietrichsons Rapport. SIDE: 77 et Slags Forposter for en fiendtlig Armee. De kom nemlig af sig selv, og ikke efter en Indbydelse, Adeler samme Dag, som de drog afsted, havde tilstillet Almueforsamlingen gjennem Sogne- præsten i Vestre Moland, Rasmus Lassen. I denne hedder det: "Naar 3 eller 4 Mand paa en anstændig Maade og med den Ære- frygt de skylde Kongen og det høie Embede, han imellem dem har betroet mig, melde sig her hos mig, kunne de vente, med den Kjærlighed og Sagtmodighed, som mit Hjerte er opfyldt af imod dette Folk, at blive underrettede om, at det ikkun er Kongebudet, som forlanges af dem, at de skulle adlyde, og at Lofthuus intet voldsomt har at vente sig, men i alle Dele efter Landets aller- helligste Love at blive begegnet." Strax ved Afsendingernes An- komst den 4de Decbr. afholdt Adeler en Forsamling, bestaaende af Generalmajor Dietrichson, Biskop Hagerup, Amtmand i Lister og Mandals Amt Holm samt 11 andre Embedsmænd, for at over- veie hvad Svar, der skulde gives dem. En ny Rapport fra Foged Dahl af 3die Decbr. om Aftenen havde vel allerede indberettet, at enkelte Bønder alt om Eftermiddagen havde begyndt at for- lade Samlingen paa Lofthuus, som han samme Dags Morgen an- slaaer til 3 -- 400 Mand, og den ene af Gesandterne, Knut Nævestø, siges, i Embedsmandsraadet i Christianssand at have anmeldt, at han kun var et af Nisse- og Triungdølerne tvunget Medlem af Forsamlingen paa Lofthuus; men ikke destomindre blev der ved Stemmefleerhed bestemt, at give Afsendingerne saadant Svar med tilbage, at, naar 10 -- 12 af de bedste Bønder vilde cautionere for Lofthuus's Tilstedeblivelse og Rolighed, og forat Enhver skulde gaae til Sit, skulde Arresten ikke iverksættes indtil Resolution var indhentet, og maatte den bestemme hans Arrest, skulde Cau- tionisterne selv indbringe ham til Christianssand. Og for denne Eftergivenhed maae de Raadslaaende nok have havt en Grund uden- for de milde Følelser, hvoraf Adeler ovenfor sagde sig opfyldt. Generalmajor Dietrichson, der ikke synes at have været tilbøielig til at see Spøgelser om Dagen, sætter os paa Spor, idet han i en Rapport af 5te Decbr. beretter, at "Bøndernes Ansøgning om Lofthuus's Befrielse var geleidet med adskillige Trudsler om at bevirke samme, ifald den blev dem negtet." De holdt sig imidlertid rolige paa Lofthuus ligesom Øvrigheden i Lillesand indtil de Afsendtes Tilbagekomst. Kun af og til viste 3 -- 4 Mand sig nede paa Ladestedet, gjørende sig Ærinde af at SIDE: 78 kjøbe Mad, og da undlod Foged og Sorenskriver ikke at tale til dem om hvor ilde de havde gjort og at raade dem til at gaae hver til sit. Men Enkelte som Samlede bleve de ved sit, at de vilde se den originale kgl. Ordre til Lofthuus's Arrest, og at han først maatte dømmes. Tirsdag den 5te Decbr. om Morgenen kom Afsendingerne til- bage faa Timer før Major Juells Compagni rykkede ind i Lille- sand for at holde Forsamlingen paa Lofthuus i Ave, medens Major Pfluegs dækkede Arendal og Capt. Bjørns ligeledes var bragt paa Benene. Øvrigheden lod straks Stiftsbefalingsmandens Svar- skrivelse til Almuen oplæse ved Lensmanden med to opnævnte Vid- ner, hvorpaa den udbad sig Betænkningstid, og kort efter ved et Bud Gjenpart deraf. Efter nogle Timers Forløb krævede Fogden atter Svar, men man var endnu ikke bleven enig. Men om Mid- dagen hørtes den anrykkende Major Juells Trommer, hvorpaa den Lofthusiske Skare, 40 Mand stærk, rykkede frem et lidet Stykke fra Compagniet, og gav Øvrigheden, som nu gik hen imellem dem, det Svar, at de ingenlunde vilde udlevere Lofthuus, men at de nu vilde indgaae den forlangte Caution. Da de imidlertid befandtes alle at være af Raabygdelaget og Øvre Tellemarken, gjorde Fogden Vanskeligheder, forlangende, at idetmindste Nogle af Cautioni- sterne skulde være af Vestre Molands, og de nærmeste Sogne, der kunde have noget Tilsyn med Lofthuus. "Aa ham tage vi med os", svarede Nottof Throndtvedt, "ellers gjøre vi det ikke". "Og jeg har lovet Cautionisterne at skaffe ham frem, naar forlanges", lagde Gullof Riise af Øiestad til. Men da de selv i Øieblikket ikke kunde give Forklaring om hvor Loft- huus var, som de ikke vilde have seet siden Dagen iforveien om Morgenen, bleve Underhandlingerne afbrudte, og de Fyrgetyve begave sig tilbage did, for at faae Lofthuus tilstede inden de skrev under, samt for at skaffe nogle Medcautionister fra Omegnen. Men om Aftenen kom to Bønder fra Øiestad, Torgjus Riise og Lars Furre, ned fra Lofthuus og berettede, at de ikke havde kun- net finde Lofthuus, og at Resten af Forsamlingen vilde opløse sig. Og virkelig om Aftenen trak Fjeldbønderne afsted hjem igjen, rimeligviis fordi Skræppen var tom; og vist er det, at, naar det er Tilfældet, er tusinde Mand mindre farlige end halvhundrede, naar de ikke have besluttet sig til at tage for sig med Magt eller SIDE: 79 at plyndre. Blot at give Tid, bare en Time eller to efter at den skrækkelige Opdagelse er gjort, og de Tusinde ville adspredes hurtigere end Solen trækker Dug og med Vinden feier Tidsel- skjægget henover Markerne. Er Priimostæsken tom og Slut med Lefsen, saa Farvel Ole, Nottof, Tarjer, Knud og Allesammen! Fogden antog, at der om Aftenen den 5te kun befandt sig omtrent 30 Mand tilbage paa Lofthuus, og da man ikke hørte noget til Bønderne indtil Onsdag Formiddag den 6te, besluttede de to Øvrighedspersoner at tage op til Lofthuus under militair Bedækning, for endelig at bringe Cautionen istand. De forefandt der en Snees Mand, alle af Nedenæss, hvorimellem 4 forekom dem vederheftige nok til at kunne antages og bøde paa de Andre. Men heller ikke denne Gang blev der noget af Underhandlingerne. Fogden forkyndte den fraværende Lofthuus Arrest i Kongens Navn, hvortil Bønderne svarede, at de maatte finde saadan Frem- færd underlig og ulovlig, da de vare underrettede om at Lofthuus var forundt Leide til Kjøbenhavn. Fogden og Sorenskriveren gik da tilbage til Lillesand, efter at have lyst Lofthuus fredløs, for- kyndt det enhver tro Undersaats Pligt at være behjælpelig med hans Paagribelse, og leveret fra sig et Udkast til Cautionen, saaledes som de vilde tage den god, og de vare alt i Baaden, da Torgjus Riise indhentede dem med Budskab om at 10 Mænd nu vare blevne enige om at undertegne Cautionen imod et Beviis for hvor lang Tid Lofthuus derefter maatte være fri. Øvrighedspersonerne begave sig da strax op i Stedets Herberg, og der skeede da i tilkaldte Vidners Nærværelse Udvexlingen af de ti Almuesmænds Caution og af Øvrighedens Sikkerhedsbrev for Lofthuus, begge saalydende: I. "I Anledning af den os fra Hs. Høivelbaarenhed Hr. Kammer- herreog Stiftsbefalingsmand d'Adeler under 14de d. M., ved Hr. Krigsraad og Foged Dahl samt Hr. Sorenskriver Finne, paa vor Ansøgning om at Christian Jensen Lofthuus maatte befries for Arrest, meddeelte Resolution saalydende: "At naar 10 a 12 af de bedste Bønder giver DHrr. Foged Dahl "og Sorenskriver Finne deres skriftlige Caution for Christian "Jensen Lofthuus's Tilstedeblivelse, og at intet mere Opløb "iblandt Almuen skal foretages, samt at enhver i Stilhed og Rolig- SIDE: 80 "hed forføier sig til sit Hjem, maa han, indtil Hs. kgl. Majestæts "allernaadigste Resolution bliver indhentet, for Arrest være be- "friet; og saafremt denne allerhøieste Resolution skulle gaae "derhen, at Christian Jensen Lofthuus skal arresteres, da skal "Cautionisterne være forbundne til selv at indlevere ham her "til Christianssand" er det vi samtlige Underskrevne, een for Alle og alle for Een, indgaaer som Cautionister for Christian Jensen Lofthuus, og for- binder os i alle Dele at opfylde foreskrevne Resolution. Lillesand den 6te Decbr. 1786. Torjus Omundsen. Tellef Knudsen. Rasmus Olsen Riisholth. Thor Andersen. Aanon Jørgensen. Halvor Jacobsen Thorvolth. Gullof Erichsen. Knud Halvorsen. Halvor Klemetsen. Jørgen Danielsen. II. "Da Torjus Omundsen Riise, osv., efter Stiftets Resolution af 4de d. M., have indgaaet skriftlig Caution af Dags Dato for Christian Jensen Lofthuus's Tilstedeblivelse, og at han intet mere Sammenløb blandt Almuen skal stifte, samt at de skal aflevere ham i Arrest i Christianssand, saafremt Hs. kgl. Maj. fremdeles resolverer at han skal forvares og fængsles. Saa er det vi herved tilstaae, at Christian Lofthuus, indtil saadan høikongelig Resolution ankommer, og saaledes 5 Uger fra Dato skal være fri for Justitiens Paagribelse og Arrest paa sin Person, dog maa han intet ulovligt foretage sig. Lillesand den 6te Decbr. 1786. Dahl. Finne. in fidem Dahl." Dette var det store lofthusiske Opløb, som satte Christianssands Stifts Byer i Beleiringstilstand. Bønderne droge tilbage i Flokke som de vare komne, og det vakte da ny Skræk i Christianssand, saa følgende, med umaadelige Typer trykte, Placat viste sig samme Dag, som de sidste Bønder forlod Lofthuus og Lillesand, slentrende hjemad med Efterretningen om, at de dog havde tiltvunget sin Helt saa lang en Sikkerhedsfrist, at nyt Leide fra Kjøbenhavn lod sig erhverve. SIDE: 81 "Placat. Da den Foranstaltning er føyet, at alle og enhver, som ankommer til Christianssand strax skal anmelde sig ved Hovedvagten; saa bliver herved til alle og enhvers Efterretning bekjendtgjort, at ingen maa understaae sig med Baade at anlægge til nogen Side af Byen, forinden de først have meldt sig ved Fæstningen, naar de komme østen fra, og de som anlægge paa den vestre Side af Byen, melde sig ved det paa Rehden liggende Vagtskib, som fører Flag paa Fortoppen, fra hvilket de erholde et Tegn, som strax ved Ankomsten til Byen bliver forevist een af Stads-Capitainerne Hr. Raadmand Niels Moe eller Hr. Daniel Isaachsen. Enhver som paa anden Maade ankommer til Byen, maa vente strax at blive anholdt og til Hovedvagten henbragt. Christianssand den 6te December 1786. F. v. Dietrichson. Deres kongl. Majestæts bestalter Generalmajor og Interims- Commandant over de christianssandske Fæstninger etc. etc." Medens denne Placat, forkyndt med Trommeslag og Opslag, forfærdede Christianssand var alt stille og øde paa Lofthuus. Søndag, som Lofthuus kom hjem til Mødet, havde han sendt sin Kone ti1 hendes Fader paa Homborgøen, for at hun skulde op- holde sig der medens Samlingen varede. Hun kom hjem Fredag Morgen og traf sin Mand paa Gaarden, men med sine to Speidere paa Loftet i Øster og Vester, og da han havde faaet at vide, at Capt. Bjørn var ivente med sit Compagni, flygtede han samme Dags Eftermiddag med Kone og Børn, saa at -- melder Fogden til Adeler -- "Huset nu staaer øde." Bønderne i Kjøbenhavn. Nyt Leide og nyt Commissorium. Troløshed mod Lofthuus. Skræk i Bradsberg. Commissionens Ankomst til Christianssand. De i Kjøbenhavn efterladte Bønder havde imidlertid ikke glemt sin forsvundne Anfører eller undladt at røgte hans Tarv bedre SIDE: 82 og ædelmodigere, end man skulde troe af en Flok Almuesmænd, der ved Lofthuus's Flugt med Deputationens Papirer havde Grund til Fortrydelighed og Mistanke og vare satte i den største For- legenhed, overladte til sig selv som den hovedafhuggede Slanges Krop, der piler iblinde hen igjennem Græsset. Cancelliet udstedte under 2den Decbr. til Adeler fornyet Arrestordre imod Lofthuus, fordi han havde misbrugt sit givne Leide; men under samme Dato udstedte Bønderne en Ansøgning til Kronprindsen om den belovede Commissions endelige Nedsættelse og om nyt Leidebrev for Lofthuus, uagtet den Mand, de havde affærdiget den 15de Novbr. til ham med det forrige Leidebrev, erklærer deri, at han ved Ankomsten til Helsingborg maatte "med allerstørste Forundring og Bedrøvelse modtage den ubehagelige Tidende om, at han var reist." De havde nu modtaget Efterretning saavel om hans Hjem- komst som om at han atter var paa Flugten for Øvrighedens Efterstræbelser, hvorfor de ønskede, at et nyt Leidebrev maatte blive Adeler tilsendt, og at de maatte beholde det gamle, om Lofthuus igjen skulde have taget sin Tilflugt til Sverige. "Tilmed -- hedder det i denne, af en Gunder Jensen Valle og 24 andre Bønder af Nedenæs og Bradsberg Amter undertegnede, Ansøgning -- bede vi allerunderdanigst, at al anden mulig Bekjendtgjørelse om hans frie Hidkomst maa allernaadigst blive bekjendt, saavel iblandt Majestætens Undersaatter i begge Rigerne som i Sverig; thi det er os meget om at gjøre, at velmeldte Mand maa nyde al sikker Befordring, da han alene har anklaget endeel Øvrighed for de meest utilladelige Handlinger imod Majestætens hellige Love, og desuden har han alle vores Hoveddokumenter og Beviser i sin Forvaring om Øvrigheds, Præsters og Borgeres Behandling imod os." Ansøgningen bevirkede ogsaa, at Adeler reskriberedes den 9de Decbr., at lade bekjendtgjøre overalt, at det Rygte om Bøndernes Hensættelse i Stokhuset, som skulde have bevirket Lofthuus's Flugt, var usandfærdigt, og at Lofthuus endog i Kraft af sit Leidebrev, hvoraf bekræftet Gjenpart fulgte til ham, kunde paany begive sig til Kjøbenhavn, dog at det skete i det seneste inden 2 Maaneders Tid, og at han imidlertid holdt sig rolig. "Fra Kongen selv den Ordre udgik: Han skulde sine Sager fuldføre. I tvende Maaneder han Leidebrev fik, At Ingen ham maatte røre. I Freden saa burde man leve." SIDE: 83 "Men -- hedder det -- skulde han allerede være arresteret, kan det herved for det første have sit Forblivende, da han, tilligemed de øvrige klagende Bønder, kunde for den af Hs. Majestæt anordnede Commission (af hvilket Commissorio ligeledes herved følger Gjenpart) frembringe i al Stilhed og Rolighed deres Andragender og Klageposter, som der paa det nøieste skal vorde undersøgte og dem vederfares alt hvad Ret og Billighed medfører." Ligeledes erholdt Bønderne, som i Ansøgningen tillige havde an- draget om et Laan af 200 Rdl. til Reisepenge, en Gave af 100 Rdl., "paa det de jo før jo heller kunde begive sig paa Reisen." Det synes at have været Regjeringens alvorlige Hensigt, at skaffe de klagende norske Almuer Ret, og derved at befrie sig for Besøgene i Kjøbenhavn. Ved Commissorium af 8de Decbr. skyndte den sig nemlig efter denne Ansøgning, og paa første Efterretning om Opløbet, i Laugmand, Etatsraad Herman Colbjørnsen, Assessor i Overhofretten Enevold Falsen og Sorenskriver i Ager og Folloug, Jacob Aars, alle fra Christiania, at udnævne en Undersøgelses- commission af saa upartiske og dygtige Medlemmer, som der fandtes i Landet; og ved Cancelliskrivelse af 23de Decbr., samt en egenhændig kongl. Befaling tilforordnedes ogsaa Stiftsbefalings- manden i Agershuus Stift, Geheimeraad Jørgen Erich Scheel. Desuden indhentede Regjeringen ogsaa paa ny Generalprokurør Bangs Betænkning om, hvorvidt Forordningen af 5te Februar 1685 betræffende Almuens Klager burde undergaae nogen Forandring, og han tilraadede i en Betænkning af 13de Decbr. Forordningens 3die og 4de Artikels Indskjerpelse i Form af en Plakat med saadant Tillæg: "at dersom nogen Ansøgning nedkom underskreven enten af en heel Almue eller af nogle Faa paa Almuens Vegne, skulde den aldeles ikke komme i nogen Betragtning, men Enhver for sig have sit Anliggende at anbringe for sin Amtmand." Den Lofthusiske Deputations Ansøgning, der var stilet "fra de samtlige norske Bønder fra Agershuus og Christianssands Stift" , og hvis enkelte Undertegnere angave sig som Befuldmægtigede for eet eller flere, ligeindtil 4, Kirkesogne, synes ellers at have været den nærmeste Anledning til dette skjerpende Tillæg, som Regje- ringen kunde tillade sig, da den jo nu havde indrømmet Almuen begge dens Fordringer, nemlig baade en anden Undersøgelses- commission, der skulde snarest muligt træde sammen i Chr.sand, og Leide for Lofthuus. SIDE: 84 Et saadant fra Kongens Haand udfordredes der for Lofthuus; thi han var klog nok til ikke at stole paa det Fribrev for hans Person, Øvrigheden havde meddeelt hans Cautionister. Vi skiltes sidst fra ham, uden at vi vide, hvorhen han havde taget Flugten. Og det kunde nok behøves; thi hvad skal man sige om den Troløshed, som lyser igjennem denne Fogdens Skrivelse til Adeler, af 9de Decbr., tre Dage efter Fribrevets Udstedelse, hvori han først melder, at Alting var roligt i Lillesand-Egnen, og dernæst skriver: "Alting seer nu ellers mørkt ud for denne desperate Mand (Loft- huus): Vinteren forhaanden i sin største Strenghed og intet Skib at komme af Landet med; en stor Deel af hans bedste Venner falde fra ham (?), som han nu har største Aarsag at ansee som Fiender -- alt dette bevæger mig til at troe, det ikke vil blive nogen vanskelig Sag, om nogen Tid at faae ham paagreben; dog lader dette sig, i mine Tanker, ikke saa vel udføre ved Egnens nationale Soldater, som ved Gevorbne; men hvorledes disse skulle fremkomme fra Christianssand, uden at blive bemærkede af Christians Spioner, hvoraf der destoværre findes nok baade i Høvaags og Birkenæs Sogne, derudi bestaarer just Knuden?" og videre tilbyder Fogden sig i det Følgende, selv med 6 -- 8 gevorbne Soldater ("thi jo mindre Antal jo bedre"), at "vove et Angreb paa ham", ifald der maatte falde fornyet kongl. Resolution om hans Paagribelse, hvilken da med Hs. Majestæts egenhændige Paategning paa nogle af de trykte Exemplarer burde forevises Almuen, paa hvem det vilde gjøre "en stor Impression." Fogden kunde nemlig ikke noksom rose dens Loyalitet, og gjorde sig store Tanker om, hvor godt han selv stod sig hos Almuen. "Var jeg ikke forsikkret herom -- sige han -- vilde det ellers falde mig besværligt at beboe et saa eenligt og fra andre Bøndergaarde afsidesliggende Sted;" og han anfører som Exempel paa Almuens Besindighed, at Lofthuus's høire Haand, Ole Gregersen Sangereid, var kommen til denne hans Gaard Tønnevold med 25 aldeles fremmede Mænd, samme Dag han var reist til Lillesand i An- ledning af Bondesamlingen, men havde opført sig "meget skikkelig og høflig, ja vilde ikke engang komme ind i Huset, paa det han ikke skulde opvække nogen Frygt hos min Kone, men lod sig nøie med at tale udenfor Huset med min Fuldmægtig." "Lige Beskedenhed -- tillægger Fogden ogsaa -- viste og den forsamlede Skare denne Gang paa Lofthuus; de afsendte 4 og undertiden SIDE: 85 2de Mænd ned til Lillesand, for at tale med mig, og disse vare altid udsøgte Folk, der med al Høflighed foredrog Almuens Forlangende." Alligevel kom dog Fogden ingen Vei med dem med Hensyn til hans eget Forlangende, nemlig at de skulde udlevere Lofthuus, og hans Forsøg paa med det Gode at faae dem til at falde fra. De yttrede vel, at Lofthuus unddrog sig fra Arrest, ikke af Frygt for sin Sags gode Udfald, men af Frygt for at blive, før Dom faldt, henslængt i et mørkt Hul, betynget med Lænker og i andre Maader haardt behandlet; men uagtet Fogden satte Almuen Ære og Liv i Pant paa, at Lofthuus, om den vilde indlevere ham, "ikke skulde blive belagt med Jern, men erholde anstændig Under- holdning i Fæstningen, og paa at 3 til 4 af hans Venner altid skulde have fri Adgang til ham for at høre om det gik ham anderledes, fik han dog intet Svar paa disse Tilbud, omendskjøndt han siden vil have hørt, at Lofthuus syntes heel ilde derom og "behøvede al sin Veltalenhed for at afværge, at Almuen ikke skulde antage samme." Lofthuus tog Flugten opad imod Tellemarken, saaat Amtmand Moltke i Bradsberg Amt reqvirerede militair Hjælp holdt parat imod befrygtede Almuebevægelser baade fra Chr.sand og fra Laurvig, hvor 2det smaalehnske Infanteri-Regiment var stationeret, under Generalmajor Mansbach. Allerede samme Dag, Opløbet endtes, havde han holdt denne Forholdsregel fornøden, og den 12te Decbr. indløb et Iilbud til Commandanten i Christianssand, om at Lofthuus "havde udsendt Oprørerne, der havde gjort Almuen urolig i øvre og nedre Tellemarken," hvorfor den for- langte militaire Hjælp maatte blive foranstaltet. Dette skete ogsaa, idet de til Garnisonens Forstærkelse i Chr.sand indkaldte Nationale vel sendtes tilbage til sine Bygder, men de opbudte Compagnier bleve befalede fremdeles at holde sig i sine Cantonnements. Alle mulige Forholdsregler til at faae Lofthuus fat bleve ogsaa tagne fra Moltkes Side ifølge Aftale med Adeler, saa det ikke staaer til at negte, at han blev behandlet med en Underfundighed, som opfordrede ham til at bruge al sin egen derimod, og som betager hans forskjellige Undvigelser, hans idelige Flygten og Skjulholden, det Skin af Feighed, som ellers skulde hvile derover. Selv- forsvaret kunde ikke føres anderledes. Adeler, som ærgrede sig over Akkorden med Lofthuus, undlod ikke at fremstille hans senere Færd som en saadan Fortsættelse SIDE: 86 af hans forrige Stemplinger, at han gjentagende udbad sig ny Ordre fra Cancelliet med Hensyn til hans Paagribelse. Det skulde dog have sit Forblivende med de givne Bestemmelser, da man ventede Rolighed efter Nedsættelsen af Commissionen til at undersøge saavel de stedfundne Samlinger som ogsaa Almuens Klager, hvorom det hedder hos Venneslandspoeten: "Regjeringen slutter at denne Person Har underlige Ting at sige. Thi maa bestemmes en Commission, At man kan Sandheden vide. I Freden saa burde man leve. Saa kommer fra Christiania By De Herrer, som skulde ransage Foruden mindste Bulder og Gny Hvad Bønderne havde at klage I Freden o.s.v. De gjorde bekjendt for alle Mand, De lode Placater udstede, At holde Forhør i Christianssand; Der skulde de sammentræde. I Freden o.s.v." Den 29de Decbr. ankom de tre første Herrer Commissairer over Lillesand til Christianssand, for der strax at begynde sine Inqvisitionsforhør, hvortil de klagende Almuesmænd fra de vidt- løftige Districter, og fremfor alle Lofthuus, indvarsledes. Men hvor blev Stevningen forkyndt for ham? Hvilken Vind fik den at bære den frem, og hvor traf den ham? Oh, den spændte Streng eller det tonende Træ fører ikke Lyden hurtigere fra den ene Ende til den anden frem til det lyttende Øre, end Efterretningerne om hvad der passerede meddeeltes gjennem Almuens Masse til Lofthuus, som Ingen vidste hvor han var, men om hvem man af Almuens Bevægelser kunde vide, hvor han i Øieblikket havde været, ligesom man af Dønningerne paa den stille Havflade Sekunden efter kan see, hvor en Hai gennemskar Dybet. SIDE: 87 Commissionen og Lofthuus i Christianssand. Østen Gunnulfsen Ingulfslands Opviglerier i Bradsbergs Amt. Lofthuus paany fredløs. "Saa komme de Bønder med Breve og Ord, Saa Mange, som havde at prove, Hvad Øvrigheden mod dem havde gjort Imod de kongelige Love. I Freden saa burde man leve." Omtrent en Uge inde i det følgende Aars Januar kunde Com- missionen begynde sine Forhør. Fogderne Weideman og Dahl havde opgivet en Mængde Vidner imod Lofthuus; den Første 50 af Raabygdelagets Fogderi, der skulde kunne forklare hans brugte Omgangsmaade med Almuen for at faae dem til at klage og følge sig; den Anden 40 af Nedenæs, der iblandt andet skulde oplyse, -- at Almuen først efter Lofthuus's første Klage og Reise til Kjøbenhavn havde deeltaget i eller vidst noget om hans Idrætter, samt at han havde misbrugt deres Underskrifter ved at over- flytte dem paa sine egne Klageskrifter. Christianssand vrimlede saaledes nu af Bønder, der vare ind- kaldte ved trykte Plakater. Ogsaa Lofthuus indfandt sig, vækkende en umaadelig Opsigt i den nysgjerrigste af de norske Byer. Han fremstillede sig for Commissionen den 11te, og blev forhørt om sine skriftlige Klager, hvortil han da blandt andet føiede en mundtlig over Justitsraad Schythe, som Vice-Generalveimester, og en speciel over Lensmændene. Navnlig gik den ud paa Prokurator, Lensmand Aanon Salvesen, i hvis Sted der ønskedes en Bondelensmand. Øiestad, Fjære og Froland Sogne, der hørte til hans Ombud, ønskede "jo før jo heller at blive skilte ved ham, hvilket deres inderligere Ønske de bade saavidt muligt under- støttet." En Mængde Klager, deels specielle over enkelte For- urettelser, deels generelle for hele Bygdelag, gave Commissionen nok at bestille. Ogsaa over Præsterne, især over Provst Erich Ancher Bruun i Evje, blev der ført Klager, og antager Brev- skriveren fra Christianssands Stift, at en Erklæring fra Biskop Hagerup skal have bidraget meget til Bestyrkelse af Uvillien mod Præsterne. Overhovedet fandt Commissionen, at det ikke manglede SIDE: 88 paa andre Aarsager til de betænkelige Phænomener af Utilfredshed, end de Almuen selv tilregnelige, saasom forsømt Agerbrug, slet Huusholdning, navnlig med Skovene, og Letsindighed i at paa- drage sig Kjøbmandsgjeld. Flere Begjæringer fremsattes ogsaa for Commissionen, saasom om at Landskyld og Tiende maatte anslaaes i Penge, paa Grund af de høie Kornpriser, om fri Brænde- viinsbrænden, om Eftergivelse for ubetalt Magasinkorn, om Ud- sættelse med Skatterestancernes Inddrivelse, og om Lettelse eller Befrielse for adskillige Skatter. "Den anseelig anordnede Com- mission -- siger Brevskriveren fra Chr.sands Stift -- holdt sine Samlinger, undersøgte, forhørte, beraadslog. Men midt i alt dette hørtes endnu ei ringeste Uorden, ei mindste voldsomt eller usædeligt Foretagende. Ansøgninger og ærbødige, sindige Forestillinger vare alene de Vaaben, som den opbragte Almue brugte mod de kgl. Betjente, de dog overhovedet vare forbittrede imod. Thingene bleve holdte paa sædvanlig Maade og uden mindste Forstyrrelse." Commissionens Undersøgelser omfattede blot Nedenæs og Raa- bygdelagets Amt, men vare dog af saa vidtløftig Beskaffenhed, at den i en Skrivelse til Cancelliet af 16de Januar, kun antager det muligt om fire eller flere Uger at blive færdig. Den foreslaaer deri, da at maatte blive forflyttet til Skien i Tilfælde af, at den hele tellemarkske Almue skulde blive anseet som Klagende, fordi de otte Mænd af Bradsberg Amt, der havde undertegnet Loft- huus's sidste Klage af 18de Octbr., havde derhos erklæret, at de handlede som Befuldmægtigede for sine Hjembygder. Lofthuus havde truffet disse Folk underveis paa Nedreisen til Kjøbenhavn, og Commissionen fandt intet Spor til noget foregaaende Overlæg imellem begge Amters Almuer. Imidlertid blev den, under 27de Januar, beordret at flytte sit Sæde til Skien, saasnart den var færdig i Christianssand, da Amtmand Moltke, i Skrivelse til Can- celliet af 10de Januar, erklærede, at Lofthuus, "deels ved sin egen Snedighed, deels ogsaa ved den Beskjermelse, man seer han nyder, havde vidst at indtage endeel Bønder af Bradsberg Amt," og indberettede, at en Østen Gunnulfsen Ingulfsland af Tind Præstegjeld, der havde været vesterpaa i Lofthuus's Selskab, nu spillede en Slags Lofthuus i Amtet, ved at reise om og afholde Samlinger til Klagers Affattelse. "Han afmalede," hedder det i Lensmanden i Tinds Indberetning, "sin Raadgiver, Christian Loft- huus, med de bedste Farver, og sagde, at han skulde møde SIDE: 89 denne i Brevig ved Helligtrekongers Dag." Hensigten skulde da være, at reise sammen til Kjøbenhavn. Han skildres ellers af sin Sognepræst som en bekjendt slet Person, der hverken eiede Huus eller Hjem, "omflakkende som en Kain" , og som "saa rasende, at han engang i afvigte November Maaned skulde have erklæret for nogle Almuesmænd, der advarede ham, at han ikke agtede at holde op før han gik i Bolt og Jern." Denne zelotiske Yttring falder omtrent sammen med Lofthuus's Besøg indenfor Amtets Grændser, og af hans hele Færd sees, at Lofthuus har været hans Forbillede, omendskjøndt han opererede paa egen Haand med større Ivrighed end Dygtighed, og med mindre Sammenhold mellem de Almuer, han søgte at ophidse. Af Amt- mand Moltkes Andragende om at det maatte blive vedkommende Øvrigheder paalagt, at arrestere denne Østen, som Pasløs, saa- snart han maatte blive antruffen udenfor Amtet, samt om at det samme maatte blive iverksat, om han skulde vise sig i Kjøbenhavn, synes det, som om ogsaa denne Person har vidst at sætte sig i en Slags Respect af Frygt for de Følger, hans Heftelse kunde paa denne Tid have paa Almuen. Moltke beskyldte ogsaa de otte Bønder, som vare komne tilbage fra Kjøbenhavn, for at streife om i Bygderne, pressende Penge af Almuen, og med Trudsler om til næste Thing selv at ville søge sig den Ret, som de vidste Kongen og Kronprindsen ikke vilde negte dem; og til- lægger han: "Det vilde vist være uforsigtigt af mig altfor nøie at undersøge slig ulovlig Adfærd paa et Tidspunkt, hvor Almuen er opfyldt med den Tanke, at Øvrigheden og Betjenterne, saavel geistlige som verdslige, fornærmer og undertrykker dem, og at deres Forhold ikke i nogen Deel bifaldes af Regjeringen." Af de civile Embedsmænd, som der førtes saadanne Klager over, vare især Sorenskriverne Wamberg og Lange ilde udsatte, og af de geistlige, især Sognepræst Monrad i Winje. Allerede for næsten et Par Aar tilbage havde Almuen klaget over hans Udsugelser. Biskop Hagerup havde erklæret sig misbilligende om hans Færd, og Cancelliet tog deraf Anledning til at paalægge Stiftsdirectionen at indkomme med Udkast til et Reglement for Præsterne i Øvre- Tellemarkens Provsti. Østen Gun. Ingulfsland havde faaet baade Hjerdøler og Tindøler til at klage over sine Præster, og da Østen især syntes at have lagt Præsten i Tind, Møglestue, an for Had, mener Cancelliet, at han dertil har fundet ikke liden Opmuntring SIDE: 90 i en for Præsten høist fomærmelig Erklæring, som Biskoppen havde været uforsigtig nok til aaben at meddele Østen paa en Klage han havde indleveret over Præsten, og som denne ikke havde seet. "Almuen" hedder det i Cancelliets bebreidende Skrivelse til Biskoppen i denne Anledning, "saae sig saaledes be- styrket i sin Mistanke mod Præsten og troede alt tilladt mod ham, saa han kun med megen Umage undgik Bøndernes rasende Adfærd." Paa ovenciterede Skrivelse reskriberedes Amtmand Moltke at tilkjendegive Almuen, at Enhver for sig skulde indsende sit An- dragende, som da paa det nøieste skulde blive undersøgt, samt kommuniceredes, at, i Anledning af endeel indløbne Klager over Sorenskriverne Wamberg og Lange, var Commissionen tillagt Undersøgelsesordre -- en Forholdsregel, som Moltke fandt stødende for sin Autoritet. Han meente nemlig, at Almuen deraf vilde faae Anledning til at troe, at Amtmanden ikke nød Regjeringens Tillid; og uagtet han maatte erklære, at "Almuen syntes at være kommen til den høieste Grad af Forbittrelse," især mod Sorenskriveren i Nedre-Tellemarken, Lange, troede han dog at være istand til at raade Bod paa Misfornøielsen, naar Regjeringen vilde tillade ham, i Fællesskab med en anden Embedsmand efter hans eget Valg, paa Vinterthingene at indvarsle Almuen til at lade sine Klager undersøge af ham, samt at indfordre alle de Skiftebreve, Domsakter og andre Dokumenter, hvormed de troede sig for- urettede. Cancelliet gik ind paa denne Plan og udstedte, under 10de Februar, Bemyndigelse til Moltke og Justitsraad, Laugmand Eilert Hagerup i Skien, til at undersøge Klagerne over Soren- skriverne. Indkaldelsesplakater udstedtes, og efter Vinterthingene saae Moltke sig ogsaa istand til at afgive saadan Indberetning: "Almuen har været rolig, fornøiet med de af mig føiede For- anstaltninger, og saaledes Orden i alle Dele vedligeholdt, hvilket jeg har troet mig pligtig at tilmelde paa en Tid, hvor jeg selv ikke kunde vente det; thi naar Bonden seer at have udvirket Commission over samtlige Betjentere fra Lensmand til Amtmand, saa kan egentlig ikke siges, at der er paa det Sted nogen Øv- righed; thi den befalende Magt, tilligemed al Tillid troer Almuen at henhøre til den Commission, som skal andrage deres Tarv og tilveiebringe dem Fordeel. "Jeg bør tillige i Anledning af Oprøreren i Tind Østen Gun- SIDE: 91 nulfsen Ingulsland, som det høie Cancelli under 27 f.M. beha- gede at tilskrive mig om, ikke undlade at anmærke: at han endnu streifer omkring i Bygderne, lokker Almuen til Klage, uden næ- sten at vide hvorover; thi det er ikke Almuen, de ere enkelte Mænd som kan troe sig at være fornærmet; til hver anden Tid lod jeg saadan en Mand som kan overbevises om at være Op- rører, arrestere. Men nu da jeg maa frygte at han som en anden Lofthuus og Folkets Talsmand maatte ansees, yndes og beskjermes, byder Forsigtigheden mig ei at gjøre et Skridt som kunde fortolkes som en Fornærmelse for Bonden, og Partiskhed for Be- tjenten." "Jeg kan ei heller undlade endvidere at igjentage, at naar ikke Ophavsmændene til saadan Uorden og Uroligheder blive til Exem- pel for andre afstraffede, kan ei heller nogen Commission, om det ogsaa var en bestandig vedvarende, afværge samme. Bonden ligesaalidt som nogen anden skjønner paa Naade, naar han ikke er overbeviist om at Magten ledsager den, og at hiin er en Følge af denne, og dette kan han ikke troe naar han erfarer, at kunde extorqvere Naades Beviisninger, Belønninger og Commissioner." Cancelliet bevidnede Moltke sin Tilfredshed med hans Foran- staltninger, men "i Henseende til Østen Ingulfsland, som endnu (først i Marts) streifer om i Bygderne, skulde man holde for bedst, at han ikke arresteres førend ved Undersøgelsen maatte befindes saadanne Forbrydelser imod ham, at han derfor paa lovlig Maade kan tiltales." Frygt havde sin Deel i denne Mildhed; thi hvilken Vigtighed denne Almuens Utilfredshed i det sydlige Norge tillagdes af Regjeringen i Kjøbenhavn, sees af en Cancelliskrivelse til Adeler af 13de Januar 1787, hvori der siges, at da der i to Postdage ikke er kommet nogen Indberetning fra ham, og der fra Hoffet var gjort Forespørgsel om Intet var indkommet, hvilket dog var formodet, maatte man have ham anmodet om, jevnligen at ind- berette. Ved sine eftertrykkelige Forestillinger om, at hans Embedsan- seelse vilde gaae tilgrunde, om Commissionen skulde i Skien under- søge Bradsbergs Amts Klager, saafremt han ikke idetmindste selv tilforordnedes samme, og ved sit tilfølgetagne Forslag, lykkedes det Moltke at undgaae Commissionens Besøg i hans Embeds- district, og at udvirke Ordre for den af 17de Februar til at be- give sig tilbage til Christiania, naar den var færdig med sine For- SIDE: 92 retninger i Christianssand, for der at oppebie nærmere Befaling, om det skulde eragtes fornødent, at den fortsatte disse i Skien. Paa en senere Erklæring fra Moltke, at han igjen havde midler- tidigen indstillet sine Undersøgelser, udlader vel Commissionen sig, under 13de Februar, om at ville fortsætte dem i Skien efter et kort Besøg i Christiania; men der blev dog intet deraf. Han drev dem alene, reisende om fra Thing til Thing, og tilfredsstillede Almuerne med at udvirke Sorenskriverne paalagte at anmærke paa Dokumenterne, hvormeget der var blevet betalt. Den slut- tede sine Forhandlinger i Chr.sand sidstnævnte Dato med, i Hen- hold til kongl. Bemyndigelse af 29de December 1786, at andrage om Sorenskriver i Østre-Raabygdelaget, Hans Smiths, og den konst. Sorenskriver i Vestre-Raabygdelaget, Prokurator Brøns- dorphs Suspension og Tiltale for ulovlig Sportulering, og begav sig derpaa til Arendal, for at fortsætte Undersøgelserne, betræf- fende Last- og Kornhandelen, samt for at oppebie Udløbet af Lofthuus's Leide, hvorefter den havde Ordre fra Cancelliet til at lade ham arrestere. Den 20de Februar afreiste Commissionen, først til Lillesand, "for, ved at reise igjennem dette Sted, der ligger kun nogle Bøsseskud fra Lofthuus's Gaard, at udspeide hans nu brugende Forhold, Hensigter og Fremgangsmaade, for derefter at blive nogenledes satte istand til at udføre det os af det høie Col- legium ihenseende til ham Anbefalede;" og den følgende Dag ankom den til Arendal, efterat have truffet Aftale med Capitain, Generalveimester Christopher Hammer, der logerede paa Lille- sand, om Lofthuus's hemmelige Paagribelse, saasnart Leidet var udløbet. I Arendal meente Commissionen, at den, "som nærmere Fogden og den brugeligste af de Lensmænd, vi her i Districtet kjende, Aanon Salvesen, desuden at være bedst istand til at træffe og iværksætte de til denne vigtige Hensigts Fuldførelse fornødne Anlæg." Lofthuus havde i Begyndelsen af Februar aflagt et Besøg i Christianssand, men igjen begivet sig hjem, uden at yttre Tegn til nogen Reise til Kjøbenhavn. Adeler undlod ikke at sende flittige Indberetninger til Cancelliet om, hvor han fær- dedes og hvad han foretog sig; og den 27de Februar kunde han endelig melde, at imorgen vilde Lofthuus's Leide udløbe. Nu skulde som et Net drages over hans Hoved. Commissionen opholdt sig derfor selv i Nærheden for at kunne sørge desbedre for hans Fastholdelse, som den vel holdt for et voveligt Foretagende, men SIDE: 93 som dog ikke kunde slaae feil. Den skriver i denne Anledning saaledes til Cancelliet: "Fremmede her i Stiftet, blottede som vi ere for alle de Ad- minicula, en saa vigtig Sendelse som vores synes at udfordre, er vores Forfatning en af de slibrigste, hvori nogen Tid kgl. Betjente, der føle den sande Ære og Nidkjærhed for hans Majestæts Tje- neste samt Landets Tarv, kunne befinde sig. "Magt have vi ikke at disponere; det som supplerer den, og i denne Begivenhed var meest anvendeligt, Penge, ligesaa lidet. Med blotte Hænder staae vi altsaa i et fremmed Stift for en Entre- prise, som, om den mislykkes, kunde avle de skadeligste Følger. Lofthuus er Folkets Yndling, han har bragt deres Klager frem for Thronen: det feiler derfor vel ikke, at Almuer, som føle, at han herved har nyttet dem, og som ikke er skarpseende nok til at skille Forbryderen mod Landets Love fra Forfremmeren af deres Vel, ville, endog uden derved at lade sig Tanken om at være Oprørere, indfalde, tage ham under Beskyttelse. Magt er altsaa, som sagt, uanvendelig, og vilde kun tjene til enten at compro- mitere hans Majestæts kgl. Værdighed, eller at sætte Landets Fa- der i den haarde Fornødenhed, at vende Rettens Sværd mod sine Børn. List bliver da hvad der i dette Tilfælde maa bruges. Loft- huus maa i Stilhed søges arresteret, og alt hvad vi kunne gjøre er, ifald den af concreterede Plan lykkes, da at gaae de umid- delbare Følger deraf behjertede i Møde. "Planen er lagt med det nøieste Overlæg, og paa den Maade, som i Overeensstemmelse med Lofthuuses hidtil udviste Forhold, sikkrest forekommer os at love dens Opfyldelse. "Om den lykkes, skal vi formodentligen med næste Post blive i Stand til at indberette, og skulde den feile, (hvorfor vi ikke kunne indestaae) er den saaledes lagt, at Forsøget i det mindste ikke skal transspirere. "At dens Udførelse vil fordre nogle Penge, haabe vi ærbødigst det høie Collegium vil indsee, og da vi ikke finde dem i vore Lommer efter et langvarigt Ophold paa disse ved slette Tider fordyrede Steder, have vi udstedet Anviisning paa Fogden Krigs- raad Dahl til sammes Hævelse. "Efter at have skjænket nogle Dage efter Planens forehavende Udførsel, til at betyde Almuerne, at Lofthuus's Arrest er Hs. Maje- stæts egen allerhøieste Foranstaltning, og til at berolige dem, i SIDE: 94 Fald det skulde fornødiges, begive vi os i Følge det høie Collegii os med sidste Post tilsendte Skrivelse, tilbage til Christiania, og reise med det samme om Skien, for der, ved Conference med Kammerherre Moltke, at underrettes om den bedste Maade at indkalde de tellemarkske Almuer, hvorefter vi, naar Placaterne i Christiania ere blevne trykkede og til Publication besørgede, venteligen igjen maae forføie os til Skien, for at foretage Under- søgelsen af disse Almuers Klager, da vi efter de senere Breve fra Kammerherre Moltke, hvori han melder, i Følge det høie Collegii Skrivelse at have indstillet den ham anbefalede Under- søgning, ikke rettere see end at samme nu maa skee ved os, og herom i Christiania ærbødigst forvente nærmere positiv Ordre. Arendal, i den kgl. Undersøgnings-Commission, d. 27de Febr. 1787. J. E. Scheel. Colbjørnsen. E. Falsen. J. Aars." Den 28de Februar kom. Det blev Aften. De Bestilte indfandt sig paa Gaarden; men -- Lofthuus var væk. Commissionen synes ellers at have havt større Lyst til at lade Lofthuus uændset, end til at forhøre og arrestere ham, betragtende ham med et retfærdigere Overblik, mere som et uvilkaarligt, af Omstændighederne fremfødt, Organ for de Lidelser, hvis Omfang og Dybde den nu havde lært at kjende, end som Aarsag og Ophav til Urolighederne og Gjæringen i Gemytterne. Denne lagde sig hos de godmodige Fjeldmænd, da Undersøgelserne kom igang, og Lofthuus vilde sandsynligviis ligeledes forsvinde, som Phænomenet af en Sky, naar Luften har vundet sin Ligevegt igjen, og Elementerne til et Uveir have udladet sig. Denne Anskuelse hos Commissionen, samt at den fandt Lofthuus's Popularitet større end den havde tænkt, skinner frem af den humane Maade, hvor- paa den altid omtaler ham, og staaer ikke i Strid med dens senere fattede Forsæt at lade ham i al Stilhed hefte ved Udløbet af hans ubrugte Leide. Herpaa var det egentlig Adeler som drev. Thi i hans Tanker vilde det være at faae Igten ud af Bylden. Under 9de Decbr. f. A. havde han erholdt kgl. Befaling til "overalt, saavidt muligt, at lade bekjendtgjøre, at Rygtet, at de til Kjøbenhavn nedreiste Bønder skulde være satte i Arrest i Stokhuset, ikke aleneste var aldeles ugrundet, men at Lofthuus endog, i Kraft af det ham forundte Leidebrev (hvoraf Stiftamtmanden blev SIDE: 95 tilsendt en Gjenpart for at tilstilles Lofthuus) kunde begive sig til Kjøbenhavn, dog at saadant skete idethøieste inden 2 Maaneders Tid, og at han imidlertid forholdt sig stille og rolig;" men Loft- huus havde ikke før indfundet sig i Christianssand, før Adeler udbad sig Forholdsregler, om Lofthuus ikke til den bestemte Tid skulde ville begive sig paa Reisen. Den uædle Tanke: "nu har vi ham; Rebellen bør ikke holdes Ord," synes at lyse frem af hans Forespørgsel, ligesom Lysten til at volde ham Sag og spilde hans Leide af det Spioneri, han vedligeholdt rundtom ham under den hele Frist og af de overdrevne Rapporter om hans senere Færd, som det sees, han ikke har ladet det mangle paa. Cancelliet svarede under 3die Febr., at Stiftamtmanden "isaa- henseende ikke behøvede at føie nogen Foranstaltning," og meddeelte Commissionen, at det ikke var befalet, at Lofthuus skulde, men at han kunde reise til Kjøbenhavn, og at det skulde være Commissionen overladt, efter den ved Undersøgelserne erhvervede Oplysning og befundne Omstændigheder, at lade ham arrestere efter udløben Frist, hvorved ikke paatvivledes, at der jo vilde blive brugt al mulig Varsomhed og Forsigtighed. Under 6te Febr. yttrede derimod Commissionen i foreløbig Indberetning: "Og som af de med denne Post fra det høikongelige danske Cancelli op- sendte Papirer ( ): de Adelerske Rapporter), der især angaae, hvad Lofthuus i den seneste Tid skal have handlet, og som vi ikke have kunnet erfare at have draget nogen saa betydelig som be- skrevet, Folkets Samling til noget Voldsomt at attentere, efter sig, ikke sees at kunne gjøres saadant Brug som af de øvrige, forsaavidt de kunde anledige, og virkeligen have anlediget Under- søgning om Lofthuus's Handlingsmaade, i Forbindelse med Kla- gernes Modtagelse, siden alle Almuesmænd, hvoraf nogle temmelig forhungrede, allerede ere paa Tilbagereisen til deres for en stor Deel langt fra Christianssand, endog nogle og 20 Mile, beliggende Hjem, saa troe vi ogsaa fra denne Side al Anledning for os at bortfalde til videre at inqvirere imod Lofthuus, som Forbryder, det han desuden, idetmindste i nogen Grad til reen Følge af For- ordningen af 1765, blot efter egen Tilstaaelse, maa kunne blive, om rationes politicæ kunde tilraade nu forhaanden at forfare cri- minaliteter imod ham." Commissionens Ulyst til at komme Lofthuus tillivs viser sig ogsaa paa andre Steder i den foreløbige Indberetning. Saaledes SIDE: 96 siger den, at det ikke kan indsees, at den, efter Commissoriets Indhold, har eller kan have noget videre til Hs. Majestæts Tjeneste at forrette i Christianssand, "medmindre en speciellere end den allerede anstillede Undersøgning om Christian Lofthuus's Handeler med de klagende Almuer skulde være Gjenstanden deraf. Men foruden at en saadan qva Vidneforhør, hvortil den isaafald maatte forvandles, hverken er os befalet eller kan blive af Virkning til fuld Overbeviisning imod Lofthuus, uden efter foregaaende Action og igjennem formelige Thingsvidner, udentvivl af større Vidtløftig- hed, Udstrækning og apparatus, end maaske nogen i Landet forhen anstillet Inqvisition, saa forekommer den os heller ikke passelig paa nærværende Tider og Omstændigheder, da Lofthuus, forsynet med Leidebrev, hvoraf han formodes at ville betjene sig til at reise til Kjøbenhavn, og iblandt Almuen er anseet som Be- fordrer af dens Klager og af det Gode, den venter sig af Com- missionens Udfald, vedbliver at være idetmindste den største Deel Almuesmænds Yndling." Det Kjendskab til de nogle og tyve Almuers Lidelser og til deres Godmodighed og Loyalitet, som Commissionen havde er- hvervet, maatte ogsaa bidrage til, at dens dygtige og skarpsynede Medlemmer ansaae det Passerede med mindre forfærdede, og Lofthuus med mindre hadefulde Øine end Stiftets Embedsmænd gjorde. Efterat have bekræftet Ankerne over for høi Sportuleren og erklæret, "at Arendals Handel øiensynligen har virket de derover klagende Almuers Ødelæggelse, og at Frolands Jernverk langtfra ikke har gjort den Almue, som er sammes Cirkumference underlagt, lykkelig," yttrer Commissionen: "Imidlertid have vi den Fornøielse, at kunne forsikkre, at vi i den ganske Tid, vi have handlet med Almuerne, have fundet dem rolige og beskjedne, Kongehuset, som de høiligen elske, og Kongens Villie aldeles hengivne; de have og meget fornøiede og fuldkommen pacificerede forladt os, i Forventning af mulig Hjelp mod deres Nød og be- trængte Vilkaar, hvis fornemste Aarsag i det Hele er Kornmangel og Kornets umaadelige Priser, i en Egn, som i Misvexts Aar ikke frembringer det Halve af hvad nødvendig Føde til Livets Ophold udkræver, og hvis Indbyggere, efter flere indfaldne Uaar, og efterat have i ligesaa lang Tid betalt Føden dobbelt og tre- dobbelt imod de forrige Tiders taalelige Priser, endeligen, endog SIDE: 97 uden andre mellemkommende Aarsager, maa være blevne indtil det Yderste udarmede, især de tilfjelds boende Raabygdelauger." [fotnotemerke] Commissionen fandt dog, efter den givne Bemyndigelse, og da Lofthuus syntes at ville priisgive sig selv, ved ikke at benytte sig af sit Leide, at det nok var værd et Forsøg paa at faae ham fat. Lykkedes det, vidste den nok ogsaa, at det ikke vilde blive seet med Mishag af Regjeringen, og Adeler brændte efter at blive befriet for sin frygtelige Bussemand. Rygtet gik ogsaa, at Loft- huus havde i den sidste Tid ymtet stærkt om, at en lang Reise forestod ham, og det udlagdes deels som om han tænkte at for- lade Landet, deels som om han vilde tage sin Tilflugt op i Telle- marken, for saa i Skien at komme Commissionen mandstærk i Flanken. Dette rapporteredes Adeler, og han undlod da ikke at insistere paa hans Tilfangetagelse. I Stilhed og uden Bemyndigelse af Commissionen, som her alene havde Ret til at handle, ud- kastede Sorenskriver Smith næsten 14 Dage før Leidets Udløben den Plan sammen med Capt. Hammer, at denne skulde overtale en af sine Venner, der havde et betydeligt Gjeldsbrev paa Loft- huus, saa han uden Mistanke kunde komme paa Gaarden, til at besøge ham: Hammer skulde da som hændelsesviis komme til, og Begge da see sin Kands til at overmande og gribe ham. Han skulde saa strax føres til Lillesand og saa tilvands til Christians- sands Fæstning. Denne Plan, som meddeeltes Etatsraad Col- bjørnsen, maatte ikke aabenbares for Nogen, thi Hovedsagen var, at Lofthuus ikke paany kom efter, at Nogen havde isinde at arrestere ham. Men fandt den Bifald, da udbad Fremsætteren sig, at Capt. Hammer, "der af Troskab mod Kongen og Fædre- landet vil gjøre sig en Fornøielse af at paagribe denne betydelige Oprører", maatte dertil med allerførste Post erholde Fuldmagt og Angivelse af Dagen, da Lofthuus's Person kunde ansees fredløs. Fotnote: Især fandtes Tilstanden i Ombli og Gjævedal forfærdelig. Commissionen, der befrygtede en uundgaaelig Hungersnød i disse Egne, paa Grund af, at Arendals Lasthandlere, med hvem de i lang Tid havde drevet en ufordeelagtig, og "ganske vist -- efter Cancelliets Udtryk -- med uchristelig, om ikke lovstridig, Behandling forbunden, Handel," nu havde negtet at afkjøbe dem deres Last og videre Forstrækning med Korn, tilskrev Stiftamtmanden om at see til at af- hjelpesamme ved de virksomste Foranstaltninger. "Og imidlertid indstillede den det forarmede Folks Tarv til Hs. Majestæts landsfaderlige Forsorg, som den efter Pligt, Eed og Samvittighed fandt sig forbundne til at implorere." Hjelp blev ogsaa virkelig foranstaltet. SIDE: 98 Commissionen fandt Planen med Paagribelsen hensigtsmæssig. Skulde det skee, maatte det skee med List; og de udfærdigede betimelig følgende to Dokumenter til Capt. Hammer: I. "Da vi ikke paatvivle, at Hr. Captein og General-Veimester Hammer, som bekjendt af sin Nidkjærhed for Hs. Majestæts og Landets Tjeneste, jo findes villig til at udføre Hs. Majestæts os tilhændekomne allerhøieste Befaling, at lade Christian Jensen Lofthuus arrestere, naar det ham forundte kgl. Leide expirerer, hvilket skeer førstkommende Onsdag den 28de Ds., paa hvilken Dags Aften, de ham til at begive sig til Kjøbenhavn bevilgede 2de Maaneder ere udløbne: saa bemyndiges herved bemeldte Hr. Capitain Hammer i Følge den os i saa Maade af Hs. Majestæt tillagte Myndighed, til saadan Tid som forommeldt, at arrestere Oprørsmanden Christian Jensen Lofthuus, paa saadan Maade, som han sikkrest og til Hs. Majestæts Villies Opnaaelse tjenligst eragter, og derefter, i Følge Vinds og Veirligts Beskaffenhed, at besørge ham transporteret enten til Christianssands Fæstning eller Frederiksværn, og paa et af disse Steder at see ham til sikker Forvaring afleveret, hvorom hermed til Vedkommende Øvrighed følger Commissionens Reqvisition. Enhver Forekom- mede, som Hr. Capt. Hammer maatte behøve dette at forevise, ville betragte det med den Lydighed og Hengivenhed, som Hs. Maj. Kongens allerhelligste Befaling fordrer, og, som tro Under- saat, med Nidkjærhed gaae ham til Haande, i Fald han nogen Assistance skulde forlange, da den, som maatte findes dristig nok til at ville modsætte sig eller søge at standse den kgl. Be- falings Udførelse, maatte vente sig Hs. Majestæts Unaade, og som Oprører mod Kongens Foranstaltning, med Straf efter Landets Love at vorde anseet. Arendal, i den kgl. Undersøgnings-Commission den 24de Marts 1787. Scheel. Colbjørnsen. Falsen. Aars." II. "Det tjener til Efterretning for alle og Enhver, som dette fore- vises eller tilhændekommer, at, da Hs. Majestæt allernaadigst har befalet, at Christian Jensen Lofthuus skal arresteres, have SIDE: 99 vi som denne Befaling er tillagt, bemyndiget General-Veimesteren i Christianssands Stift, Hr. Capt. Hammer, til samme, i Overeens- stemmelse med Hs. Majestæts Villie, at udføre, og bliver det der- efter enhver tro Undersaats Pligt, at være ham, paa Forlangende uden Vægring dertil behjelpelig, og ingen Forfang og Hinder, hemmelig eller aabenbar, deri at gjøre under kgl. Hyldests og Naades Fortabelse. Arendal, i den kgl. Undersøgnings-Commission, den 28de Februar 1787. Scheel. Colbjørnsen. Falsen. Aars." Da Lofthuus opholdt sig ganske rolig hjemme, vandt det Rygte Tro, at han stod i den Formening, at han endnu havde sex Uger at løbe paa efter Datum af Bekræftelsen paa Leidet, og at han saaledes vilde lade sig finde i fuglfri Tilstand. Men Lofthuus maa nok ikke have meent dette oprigtigere, end han har stolet paa Leidet, om han kom til Kjøbenhavn, og han har kun ført slige Ord i Munden, for at give Nysgjerrige en Forklaring, hvorfor det ikke hastede saa med Reisen. Thi, som sagt, med Leidets Forløb var Lofthuus ogsaa forsvunden. Commissionen opholdt sig heller ikke efter at faae ham fat, men fortsatte Reisen til Christiania. Lofthuus's Paagribelse og Bortførelse til Agershuus. Lofthuus var væk. Aftenen før Leidets Udløben forsvandt han fra sin Gaard, hvor han, paa nær Besøget i Christianssand i den første Uge af Februar, havde holdt sig for det meste, saa man lige siden midt i Januar, kort efter at han havde fremstillet sig der for Commissionen, ikke havde vidst at sige af nogen af de sædvanlige Samlinger under hans Forsæde. Da havde han efter Gudstjenesten havt endeel forsamlet paa Gjæstgivergaarden Møglestue, for at faae en Ansøgning istand til Kongen om, at Commissoriet ogsaa maatte blive udvidet til Paakjendelse af Klagerne, til hvilken Tid Lofthuus da ogsaa skulde forblive paa fri Fod. Denne Ansøgning, som mentes conciperet i Kjøbenhavn, skulde ogsaa, ifølge en Indberetning fra en Carl Treu i Lillesand, der af Adeler var overdraget, hemmeligen at give Agt paa Loft- SIDE: 100 huus, virkeligen være kommen istand og afsendt til Kjøbenhavn. Det er at mærke heraf, at han følte sig ikke længer sikker, men at Bunden snart vilde svigte under ham, og Nettet drage sig sammen over hans Hoved. Selv af hine hans Yttringer, at en lang Reise forestod ham, og at han ymtede for sine Naboer, at han vilde komme til at faae en besværlig Tour med Commissærerne, først til Bradsberg Amt og derpaa til Kjøb.havn, saavelsom af den kunstlede Lid, han satte til, at Leidebrevet skulde være i Kraft sex Uger over de to Maaneder, fremlyser en ængstelig Ahnelse om, at hans Rolle snart vilde være udspillet. Han holdt sig imidlertid hjemme indtil Forløbsdagene, besøgende stundom Naboerne og især en Kjøbmand Stenersen i Lillesand, "som den Eneste, han selv havde Fortrolighed til," hedder det i en af de hemmelige Indberetninger til Adeler, medens der "i Almuens sædvanlige Fortrolighed til ham dog ingen Aftagen var at mærke." Han synes ogsaa at have holdt gode Miner; thi det hedder, at det ikke manglede fra hans Side paa Forsikkringer om, at "Alt skulde falde vel ud til begge Sider." Og om der er noget i, hvad der fortaltes og indberettedes, at han paa et Besøg med sin Kone hos Svigerfaderen i Homborgsund, ved denne Tid er bleven negtet Modtagelse, viser dette dog ingenlunde nogen Synken af hans Popularitet, da det er en Erfaring, at Frænder, og især Sviger- forældre og Svogerskab just ikke ere de, der ynde, at Een stikker sig frem for det Almindelige og sætter sin Velfærd ivove. Adelers Spion lægger ogsaa til, at hans oeconomiske Forfatning skulde staae paa slette Fødder, "som da heller ikke var at undres over." Paa at sørge for Gaardsdrift og Huusstel var vel ogsaa lidet at tænke, og Patronatet for udhungrede Fjeldbønder, der tidt og jevnt aflagde Besøg med tomme Skræpper og et "Guds Fred" ved Kjøkkendøren, skulde just ikke gjøre Staburet fuldt. Hvor udbredt hans, for Velfærd og Familielykke kjøbte, Anseelse var imellem Almuen, viste sig ellers baade i den Forsigtighed, hvor- med Regjering og Øvrighed troede at maatte gaa tilverks med hans Heftelse, som man ikke turde undlade for egen Authoritets Skyld, og i Almuens Forbittrelse, da den endelig var gaaet for sig. Den havde vundet ved Undersøgelsescommissionen, der visselig ogsaa skyldtes Lofthuus, og ved dens forskjellige Følger til Almuens Beskyttelse, [fotnotemerke] og baade i By og Bygd havde den Fotnote: Saaledes kan, foruden de to Sorenskriveres Suspension, ogsaa et Hyrde- SIDE: 101 skudt sine Forgreninger i Hjerterne videre om og høiere op, end den egentlige Almuemasse strakte sig. Selv mellem Øvrighedens Betjening fandt man Lofthusianerne. Foged Dahl indberettede saaledes, at han paa sin Indreise til Commissionen agtede selv paa Lillesand at samle "underhaanden hos Egnens brave Folk Efterretninger om Lofthuus's Forehavende, og deraf uddrage den rimeligste Slutning," da hans personlige Nærværelse var saameget mere fornøden; som han "lidet eller intet kunde benytte sig af Stedets Lensmand, der vel i andre Henseender havde opført sig upaaklageligt, men i den Lofthusiske Affaire havde viist sig saa lunken og tilbageholdende, at det neppe lader sig beskrive." Og Salvesen klager over, at de Folk, som havde assisteret ham ved et foregaaende Forsøg paa at gribe Lofthuus paa Lunde i Fjære Sogn, baade selv gjorde sig Skrupler herover, og maatte høre mange Fantord af Almuen, saa han udbeder sig af Commissionen, at den, ved given Leilighed under Examinationen af disse Folk, vilde betyde dem, at de ikke havde gjort ilde i at være Lens- manden følgagtig; "thi -- siger han -- jeg frygter, at jeg en anden Gang kunde behøve Hjælp, og da søge den forgjæves." Lofthuus havde vel ikke givet Slip paa sin Vagt; men det var ganske vist mere paa Grund af Tillid til sin Anseelse imellem Almuen, at han efter sin seneste Flugt vovede, ikke alene at vise sig oftere hjemme og paa Lillesand, men endogsaa gjentagne Gange ved Kirken. Det skete baade den 2den og 4de Marts, da han offentlig lod sig see i vestre Molands Kirke. Den første Gang ved Fasteprædiken reiste han efter Gudstjenesten bort med Ole Sangereid og den øvrige Almue, men kom hjem samme Aften, og viste sig den følgende Dag to Gange i Lillesand, "hvoraf man slutter," hedder det i en Indberetning fra Salvesen til Com- missionen, "at han troer sig sikker og at Ingen tør røre ham." Den sidste Gang tog han fra Kirken op i Raabygdelaget, og kom den 8de fra Vegaardsheien til sin Tilhænger Thorkild Glædje i Holt Sogn, hvor han hvilede Natten over, efterat have, som der angives, flakket 70 Mile om i de fire Dage. Dagen efter skydsede Fotnote: brev fra Biskoppen til Districternes Geistlighed, hvori den formanes til ikke at besvære sin egen Samvittighed eller Menigheden med Gjerrigheds Last, ogsaa regnes hertil. Som en af Udsugelserne paapeges, at nogle Steder skulde Præsterne bruge at trolove dem, der vilde gifte sig, den ene Dag, og Dagen efter, ja vel endog samme Dag, vie dem. Begge Forretninger betaltes naturligviis. SIDE: 102 Thorkild ham til Landbø i østre Molands Sogn, og derfra kom han hjem først den 11te Marts, reiste bort igjen samme Dag, kom tilbage den følgende, men forsvandt atter. Han lod sig endog da han første Gang forlod sin Gaard, forlyde med, at hans Hensigt var, den følgende Dag at møde for Commissionen i Arendal, hvorpaa Capt. Hammer flux forfulgte hans Spor, indtil han tabte det paa Landvig. Da havde Lofthuus været der en halv Time før; men efter en Times Ophold havde han igjen begivet sig paa Hjemveien, -- "en blind Tour," siger Hammer, som han foretog af Frygt for Officerernes Komme til en i Lillesand, den 28de, berammet Mandskabstegning. Hammer maatte da reise tilbage, "skjulende sin Reise under et falskt Skin." "Iøvrigt -- siger han -- har jeg godt Haab om en god Fangst. NB. Nogen Tid vil medgaae." Ved den gode Fangst meente nok Hammer især hvad der kunde falde af for ham efter fuldbragt Ærinde. Han takker idetmindste for Overdragelsen heraf i de meest overdrevne Udtryk. "Med de varmeste Følelser," skriver han, "som kan tænkes i en tro Undersaats Hjerte, der ivrigt opoffrer den sidste Blodsdraabe, naar det gjælder Kongens og Landets Vel, har jeg af den høie Under- søgelseskommissions højst respective Tilskrift og overdragne Fuld- magt i dybeste Underdanighed modtaget Hs. Majestæts aller- naadigste Befaling om Christian Jensen Lofthuus's Paagribelse; og saadant at udføre skal jeg, i Kraft af den af den høie Com- mission overdragne Fuldmagt, med yderste Flid og Forsigtighed, gjøre mig en sand Ære af. De Midler, som hertil maa og kunne bruges, faae at være særdeles fine og hemmelige; thi hans eget og Tilhængeres vaagne Øie Nat og Dag tillader aldeles intet fremmed Foretagende eller mindste Bevægelse, da han strax veed at unddrage sig Hensigten, og ligesaa hastig tage Prækautioner imod Anlægget." Samme Motiv, som stikker frem af alle Hammers Skrivelser og Rapporter, nemlig det, at gjøre sin Lykke ved at gribe Loft- huus, var ogsaa det drivende hos Aanon Salvesen. "Den høie Commissions Naade, skriver han allerede den 17de Februar, til- beder jeg mig, med Ønske, at min Møie og min tilbagelagte 11 Aars Slæb i en fortrædelig Tjeneste, som Lensmand, maatte komme i naadig Betragtning." Disse To sloge derfor sine Hoveder sammen, valgte sig nogle Hjælpere, som de toge Taushedseed af, SIDE: 103 og lagde saa Raad op. Men disse undergik idelige Forandringer og Modificationer. Allerede før Forløbet af Leidet havde Hammer udkastet den Plan, at han vilde formaae et Par af de paa Lille- sand boende Møglestuer til at gaae til Lofthuus, for at tale om Handelsmellemværende. "Forsynet med fornødne Ressourcer," skulde Hammer nu alene nærme sig Gaarden, hvis Møglestuerne forbleve der til Tegn paa at Lofthuus var hjemme, medens de i andet Fald skulde gaae ned til ham paa Veien, og strax ved Indtrædelsen skulde nu alle Tre styrte over Lofthuus, og tvinge ham til at holde sig rolig, indtil Seigneur Carl Treu kom efter med Flere fra Gaarden Møglestue. Lofthuus skulde derpaa pakkes i en Baad, der skulde ligge seilklar, under Paaskud af, at skulle føre Justitsraad Schythe til Christianssand. Fragtmanden skulde bestikkes, og saa afsted. Til dette Foretagende forlangte Hammer af Commissionen 2 à 300 Rdlr., "som skulde blive de stærkeste Stridsmænd og Lovtalere for Almuen til at blive assisteerlig." Den 5te Marts var Hammer og Salvesen derimod komne overeens om, at Andreas Møglestue den følgende Aften skulde bede Loft- huus til sig, for at drikke et Glas. Under Laget skulde Hammer og Salvesen, hvilken Sidste, under Paaskud af en Auktion Dagen efter paa Skauerøen, skulde lægge til Bryggen i Skumringen, i Ledtog med Værten gribe Lofthuus og faae ham i Baaden. Lykkedes det ikke, vilde Salvesen efter Auktionen holde sig skjult i Lille- sand, for nærmere at overlægge med Hammer og at oppebie bedre Leilighed. Andreas Møglestue havde imidlertid "med Haand og Mund lovet sin Assistence, og med de helligste Forsikkringer besvoret sin Taushed." Brevet, hvori Salvesen melder denne lumpne Plan, fører ogsaa for Hemmelighedens Skyld ikke mindre end tre Segl. Man seer, at disse Planer lignede de føromtalte, hvori Sr. Thomas Stenersen skulde være Hovedredskabet, i det Grundtræk, at Gjæstevenskabet skulde misbruges til Forræderi. Den 12te Marts om Aftenen var Lofthuus kommen hjem, og lod sig see nede paa Stranden. Men det varede ikke 10 Minuter, skriver Hammer, før han var borte igjen. Han laa heller ikke, siden Leidets Forløb, nogen Nat i sit Huus, saa Lurerne nok kunde blive utaalmodige efter de store Løfter, de havde givet, og de mange Planer, de havde udkastet og meddeelt Commissionen. Hammer klager derfor: "Adskillige Forsøg og Snarer har jeg udsat for ham, som dog alle til denne Tid ere blevne ligesaa skjulte for SIDE: 104 ham, som frugtesløse paa ham. Thi han er som Fuglen, der flyver og kommer uden Spor." Han tillægger dog: "Atter er en ny Snare opsat, og hvoraf jeg med temmelig god Forhaabning venter et lykkeligt Udfald, der ved næste Posts Afgang vil vise sig. Da jeg, ifølge den høie Commissions høist respective Skrivelse og foregaaende meddeelte Fuldmagt, samt Hr. Kammerherre og Stifts- befalingsmand d'Adelers senere Tilskrift fremdeles med al op- tænkelig Flid og yderste Stræbsomhed vedbliver at søge den mig overdragne Commission bragt til Execution, og jeg ligesaalidet er skrækket af Lofthuus's udspredte skammelige Trudsler, som kjedet ved møisommelige Undersøgelser og mislykkede Anlæg, venter jeg med godt Haab (det være kort eller længe), at udføre min Fuldmagt til Kongens og Fædrelandets Bedste." Dette er ligeledes under tre Segl sendt fra Lillesand til Christiania, hvor Commissionen nu fortsatte sine Arbeider. Men det varede ikke saalænge før det lykkedes. Allerede Torsdagen den 15de Marts om Formiddagen slog Lofthuus's Time. Natten mellem den 13de og 14de, Kl. 3, blev Lensmand Salvesen tilligemed en Christian Neersten, som før havde været med ved Forsøgene paa at fange Lofthuus, og to Mand indladt paa Gaarden Møglestue i den Hensigt at gribe ham, om han næste Prækedag maatte komme tilkirke. Han kom ikke; men Natten til den 15de fik Capt. Hammer, der forklædt listede sig om i Omegnen, Øie paa ham, idet han med et Følge af 8 -- 10 Bønder indfandt sig paa sin Gaard, satte Speidere paa Loftet, og strax udsendte ridende Patrouiller for at undersøge Veiene omkring Lillesand og navnlig om nogen Fremmed var ankommen hertil. Da det var blevet stille paa Lofthuus, fik Hammer de paa Møglestue Skjulte ud, hvorpaa de ad Markveie sneg sig ned til Lillesand, hvor de atter skjulte sig hos en Madame Christensen. Om Formiddagen Kl. 10 kom Lofthuus med fire Mand til Lillesand i det naboelige Ærinde, efter Bud, at see paa en Stud, der var blevet slagtet hos Stenersen. Han bar da en Huggert i Haanden, og hans Følge var forsynet med Knipler. Hammer knappede nu sin Kaarde under Frakken, og gik fra Mad. Christensens Hus til Stenersens, hvor han traf Lofthuus i Stuen. Efterat have hilset "venskabelig" SIDE: 105 paa Lofthuus, siger Hammer: "Nu, siden jeg har beseet Mad. Christensens slagtede Ko, gad jeg nok see paa eders Stud, Hr. Stenersen," hvorpaa de tre gik ned i Gaarden, hvor den almindelige Diskurs om Slagt i Bommen forefaldt. De gik ind i Stuen igjen; men da Lofthuus var bleven noget tilagters, formodentlig talende med sin Vagt, som stod udenfor, fik Hammer Tid at bede en Gjæstgiver Teilmann, som imidlertid var kommen ind i Stuen, at gaae ud paa Trappen for at vinke Salvesen og hans Folk over fra Mad. Christensen. Teilmann fik dog ikke Tid til at udføre dette, før Lofthuus allerede var kommen ind i Værelset igjen. Næsten øiebliklig viser Salvesen og hans Folk sig i Døren, og i samme Nu styrtede Hammer sig over Lofthuus, forkyndende ham "med brølende Stemme" Arrest. "Mine Medhjælpere -- siger han -- anfaldt derpaa dette Rov som glubende Ulve og bandt hans Hænder." Lofthuus's Vagt styrtede nok til paa hans An- skrig, og gjorde nogle svage Forsøg paa at værge ham. Men de gjorde det dog ikke imod den større og bevæbnede Mandsstyrke. Med Kaarden i Haand oplæste Hammer sin Fuldmagt, slængte et Exemplar til den forbløffede Vagt, og under Lofthuus's Be- breidelser til dem, hvor nu deres belovede Liv og Blod var, og Tilraab, at de skulde gjøre Bud omkring, slæbte de ham ned til Stenersens Brygge, kastede ham i en færdigliggende Baad, og roede alt hvad Tøiet kunde holde l/2 Miil til Kalvehavn i Homborg- sund, hvor Salvesens større Baad biede paa dem. Under Seil i en strygende Storm gik det nu afsted først til Mærdø efter Lods og saa til Lyngøer, "flyvende fort som Christian tilforn over Bjerge, Skove og Dale uden Spoer og Efterretning," saa de, næst den Høiestes Beskjærmelse, kunde tilskrive Lodsen deres Red- ning under en Fart, da Seil maatte skjærpes i et overhaands Veir, og Livet voves for ikke at blive indhentede. Thi Vagten havde efter Trudsler om Hevn, adspredt sig og gjort Anskrig; og paa et hængende Haar vare de ogsaa blevne standsede før de kom vel ud af Havnen. Medens de slæbte afsted med Lofthuus, ilede nemlig en Lillesandsboer, Aanon Gregersen, forbi og skreg til Matroserne ombord i et Stenersen tilhørende Skib, som laa paa Havnen, at man nu kom med Lofthuus og at de maatte hjælpe. Dertil gjorde de Folkets Børn ogsaa strax Miner, og vilde over Rælingen i Baaden for at afskjære Veien. Men Rhederen stod paa Bryggen og overskreg Aanon med haarde Trudsler om de SIDE: 106 rørte paa sig, og saa lode de da af. Hele Dagen, medens Baaden med Lofthuus i pilede afsted østerefter, saae de Baade sætte ud fra Landet, hvide krængende Seil, ikke lette at skjelne fra Bøl- gernes Fraadekamme; men den ene sakkede agterud efter den anden i det stærke Veir, saa de i Behold naaede Lyngøer Kl. 6 1/2 om Eftermiddagen. Lofthuus, der havde lagt bagbunden paa Bundtilierne, blev nu bragt i Huus Natten over under idelig Be- vogtning. Der "ved Arrestantens Leie" skrev Hammer Kl. 11 om Aftenen sin første Rapport og derfra daterede han den; men den anden omstændeligere var han saa heldig at kunne utstede fra Frederiksværns Fæstning den 17de Marts, hvorhen han ankom med Baaden den 16de om Aftenen Kl. 6. Lofthuus blev der overantvordet den Commanderende, Commandeur Grotschilling, som lod ham sætte i Vagten og belægge med Jern, hvorpaa et Iilbud affærdiges til Commissionen i Christiania med Indberet- ning fra Hammer og Andragende fra Grotschilling om at der maatte blive sørget for en sikkrere Arrest paa et andet Sted "for en saa betydelig Fange." Tirsdag Morgen den 20de havde Grotschilling Svar tilbage, at han skulde besørge Lofthuus sendt tilvands til Drøbak, naar det alene kunde skee med fuldkommen Sikkerhed, samt at man fra samme Dags Aften vilde være bered til at tage imod ham i Christiania. For at være rigtig sikker, lod da Grotschilling den armerede Skjærbaad "Elgen" lægge ud under Lieutenant Reiersens Commando. Kl. 2 Natten til 22de Marts seilede den af med Lofthuus og hans Tilfangetagere ombord, og under Orlogsvimpel ankom han samme Dag Kl. 1 til Drøbak, hvor Lensmanden i Agers Sogn, Knoph, modtog ham og uden Ophold førte ham under stærk Bedækning til Agershuus. Der blev han hensat i den nuværende Officiersvagt lænket til en Blok. Ti Aar efter sad han endnu saa. Da besøgte vor Advokat Hjelm, som Student, ham. Han saae da gusten og medtaget ud. Men han rystede sine Lænker og sagde med et flammende Blik: "See! saaledes behandler man den Mand, som vilde befri Norge." Den Opsigt og Deeltagelse, han vakte i Hovedstaden, hvorhen hans Rygte var ilet foran ham, og som vedligeholdt sig under hele hans tiaarige Arrest indtil Døden forløste ham, og man maatte løse den egne graa Dragt af Liget, som man for de paaklinkede Lænkers Skyld havde maattet gjøre til ham heel og med Knapning paa Siden, havte udvidet hans Tanker om sig selv, men ogsaa SIDE: 107 hans politiske Blik. Han saae, at han kunde have spillet en endnu betydeligere Rolle og være bleven endnu farligere for det Be- staaende. Jeg er dog overbevidst om, at hans bittreste Øieblik var, ikke da Porten paa Agershuus drønnede i efter ham, eller da Smeden klinkede, men da han laa bagbunden paa Bundtilierne udsat for Hammers og Salvesens Spot og triumpherende Blik. Der er meget i deres efterladte Skrivelse, som gjør det meer end blot sandsynligt, at de ikke have undladt, selv med Døden for Øie i det overhaands Veir paa denne Maade at nyde sin Seier. Bøndernes Forbittrelse. Foged Dahls Indsættelse i Nedenæs Arresthuus. Deputation til Frederiksværn. "Deraf bleve Bønderne atter opvakt Til høiste Harme og Vrede. Nu vilde de komme med stormende Magt, Ei længer om Retten at bede. I Freden saa burde man leve." (En Vise om Lofthuus). Med Orkanens, med den stormdrevne Flammes Hurtighed i Hedens tørre Straa, kom Budskabet om Lofthuus's Bortførelse ud imellem Almuen. Den ene af de fire tappre Vagtkarle, hans Tjener Tarald Berthougsen, løb strax op til Gaarden Lofthuus, kastede sig paa sin Huusbonds Hest, og jog østefter igjennem Bygderne, med det Sorgens Budskab, skrigende Folk sammen til at sætte efter, og det samme gjorde de Andre tilfods, hver paa sin Kant. I store Skarer strømmede Bønder allestedsfra til Lillesand. Landeveiene mylrede, som Myrernes Stier, naar Tuen er bleven rørt i sit Centrum. "Til Stranden først, til Stranden!" Der rullede Bølgerne dem imøde med ingen bedre Trøst i sin Drønen, end Ammens, der kun veed, med Gyngen og egne Raab, at overdøve Barnets Skrig. Men hvorhen? Østefter var man reist med ham. Og "Lofthuus igjen, før de have taget Livet af ham," var nu den første og eneste Tanke. Altsaa: "østefter, østefter efter ham!" Baade satte ud: smaa, for at følge Sporet, en stor SIDE: 108 med 30 Mand i, for at befrie og hevne. Og østefter droge Sværmene langs Kysten i travl Angst, som vandskye Hunde, der løbe rundt Vandet, medens Byttet svømmer derude, eller som Bølingen, der sandsesløs styrter afsted langs Kjernets Bred, som for at standse Rovdyret, der svømmer over med Kalven. "Til Fogden, til Fogden!" hedte det: "Han kan umulig være udenfor denne Handling. Med hans Minde og vel paa hans nærmeste Ordre maa den være skeet. Og har han saa ikke Ordre for sig, saa -- -- -- " Dette var Tanken, som drev dem afsted. Den var endnu ikke Beslutning om, hvad de saa vilde gjøre imod en Mand, de ellers ikke ialmindelighed havde noget imod, skjøndt Lofthuus var ham fiendsk. Altsaa først til ham. De mødtes af hans Budestikker, hvori Dahl forkyndte Almuen, at Paagribelsen var skeet ifølge høieste Bemyndigelse ved Commissionen og ikke ved ham. Dagen efter Fængslingen fik Dahl Nys om, at Almuen, uanseet hans Budstikker, flokkede sig sammen, og at flere Sværme allerede nærmede sig hans Bopæl. Han havde et Par Venner hos sig, og gik ud med dem, for at undersøge dette. Da -- men lad ham selv fortælle, hvad der hændte ham, saaledes som han samme Dags Aften nedskrev en Beretning til Stiftamtmand Adeler om sit Møde med den opbragte Almuehob og dens Forgribelse paa hans Person. "Underdanigst Pro Memoria. I Eftermiddag tog jeg en Tour til Fods til Konnestad, i Følge med Hr. Major Juell, Hr. Geert Geelmeyden og Skipper Ove Lindtvedt, i Tanke, af Gjæstgiveren sammesteds at erfare om han havde fornummet nogle nye Bevægelser af Almuen. Da vi kom hen til Bringsværdmoen, mødte os henved 60 Bønder, deels af Raabygdelauget og deels af Øiestads Præstegjeld, som vi standsede imod og hilsede til; de derpaa begyndte med største Bitterhed at klage over den ugudelige Behandling (som de kaldte det) mod Christian Lofthuus og hans Bortførsel, samt absolut paastod, at denne hans Paagribelse maatte være skeed efter min Foranstaltning som Foged, thi ingen anden kunde efter deres Formening have befattet sig dermed. Jeg svarede dem, at den kgl. Undersøgnings-Commission havde ene og allene foranstaltet samme paa Grund af Hs. kgl. Majestæts allernaadigste Villie og SIDE: 109 Befaling. Dette, skreeg de i Halsen paa hinanden, var aldeles ikke saa, samt provocerede mig at vise den kgl. Ordre, som jeg svarede dem de kunde faae at see hos Deres Høivelbaarenhed i Christianssand, desuden havde høibemeldte Commission udstedt Placater under Deres Hænder og Signeter til Almuens Efterretning, Som jeg vist troede vare opslagne paa Lillesand, efter det Rygte jeg havde hørt. Alt hvad jeg med Sagtmodighed forestillede dem, hjalp intet; de skreeg som afsindige Mennesker og fortalte at de i Dag havde faaet Efterretning fra Merdø, at man der havde været i Land med Lofthuus, og faaet ham paalagt flere Jern og mere Reeb, saa at hans Hoved var opsvulmet, og de meente nu, at han, som de sagde, var sprængt eller saa ilde medhandlet, at han neppe kunde leve m. m. Efter saadan Behandling mod Loft- huus kunde de ikke andet end forlange Arrest over mig, som upaatvivlelig maatte vide af dette Anslag paa hans Person, om ikke aldeles have foranstaltet samme. "Efter at jeg mere end een Time havde formanet og fore- holdet dem, hvad Ansvar de paadroge dem ved at arrestere mig, og i de meest pathetiske Udtrykke, min Invention kunde indgive mig, advaret dem i Kongens allerhøieste Navn at afstaae fra saadan ulovlig Adfærd, maatte jeg fremdeles høre deres rasende Bulder og at de vedblev deres eengang fattede Beslutning. "De derhos i Hr. Major Juells, Hr. Geert Gelmeydens og Hr. Lindtvedts Overværelse lode mig vide, at saadan deres Beslutning ikke skeede af Had eller Uvillie til mig, thi de ærede mig som en Mand, der havde viist dem al Retsindighed og Godhed i mit Embede, men de troede at jeg havde foranstaltet eller havt Kundskab om Lofthuus's Bortførsel, og følgelig maatte een lide for de øvrige; fik de derimod General-Veimester Hammer, Lens- mand Salvesen eller Christen Neersteen fat, vilde de hævne sig paa dem langt grueligere, og da isaa Fald sætte mig paa fri Fod, hvorhos de berettede, at de havde afsendt en Baad med 30 Mand udi at forfølge disse og meente de skulle have dem indhentet inden i Morgen. "Da jeg mærkede at jeg ingenlunde kunde undgaae disse ra- sende Folk, hvis Mængde var nu voxet til 150, sagde jeg: at jeg ingenlunde gik godvillig i Arrest, men vilde de vedblive deres Forsæt, maatte de tage mig med Gevalt, hvorpaa efter nogen Betænkning 6 a 8 Stkr. kom frem og lagde Hænder paa mig, SIDE: 110 imedens, de øvrige med Brølen og Skriig samtykte Arresten. Jeg fulgte saaledes med dem til Konnestad, havende i Følge med mig de 3de foranførte mine Venner [fotnotemerke] da der skeede Holt imedens Almuen bestilte en Hest for mig; jeg gik imidlertid ind i Stuen og endnu foreholdt Almuen det betydelige Ansvar de paaførte dem, og formanede dem at de skulde betænke sig vel og ikke lade sig forføre af endeel taabelige Bønderdrenges Raaben, hvortil de svarede, at dette maatte blive deres Sag, og at de havde engang foresat sig dette og vilde have i Dag angrebet mig paa min Gaard om de ikke havde truffet mig nu her. "Her randt nemlig nogle af mine Foranstaltninger i Tanke, saa at de begyndte at tale imellem sig selv om Kongens Kasse, og gjorde mig det Tilbud, at 8 Mand skulde afsendes for at forsegle samme paa min Gaard; jeg svarede de fik gjøre hvad de ville i sin Tid svare til; derefter sagde de at de ville følges med mig til Tonnevold og der forblive i 2de Dage, at jeg kunde imidlertid forsyne Alting, førend jeg blev arresteret, som jeg og overlod til dem at forsvare; -- i Forveien havde jeg proponeret for Almuen, at ifald de vilde sende 12 eller 24 Mand ind med mig til Christians- sand, hvis Bekostning jeg selv vilde udrede, skulle disse faae at see den originale kgl. Ordre til Christian Lofthuus's Paagribelse -- hvilket mit Anbud de plat forkastede. Da vi vare færdige at reise fra Konnestad, men endnu sad i Stuen der tilligemed Hr. Major Juell og Hr. Geelmeyden samt Lindtvedt, gjorde jeg endnu Al- muen Formaning af afstaae fra deres desperate Foretagende og lyste Kongens høieste Unaade paa de der lagde Haand paa mig, samt erklærede, at jeg ikke reiste til Arresthuset, førend de med Magt tog mig. Atter indfandt sig et halv Snees Stykker som under de øvriges Opmuntring lagde Hænder paa mig, men istedenfor at reise til Tonnevold efter deres egen Proposition, dreiede de min Hest om og raabte af fuld Hals: ikke til Tonne- vold, men til Arresthuset! Jeg fulgtes med dem i Følge med mine Venner til Lenets Arresthuus, hvor jeg udenfor Døren atter for- manede dem alvorligen, og i Kongens allerhøieste Navn forbød dem saadan Molest, samt igjen declarerede at jeg ikke uden Fotnote: Justitsraad Schythe fortæller, "efter Sigende," at, da Toget trak over Strubro, var det Hensigten at støde Fogden udover denne i Fossen, og at dette alene forhindredes ved disse Trendes Nærværelse. Det bærer alle Mærker af, at være en Bagvaskelse. SIDE: 111 Gevalt besteg Arresthusets Dørterskel, hvorpaa, efter nogen Paus af omtrent 1/4 Time, atter nogle lagde Hænder paa mig og fulgte mig ind. "Det fortrydeligste var, at en Deel unge Drenge, som ophidsede de ældre, fik maget det saa, at ingen af mine 3de Venner maatte gaae ind med mig i Arresthuset. "Saaledes har nu den Lofthuusiske Skare taget Masken af og viist hvad de fører i Skjoldet. "Deres Raab og Skrig indeholdt næsten ikke andet den hele Tid, end at de vilde stride for Christian Lofthuus til sidste Blodsdraabe. "Ved et uforfærdet og standhaftig Mod har jeg udstaaet denne krænkende Behandling efter at jeg med alvorlige Formaninger blandet med Sagtmodighed har forgjæves stræbt at afværge samme. "Med Glæde ville jeg nedlægge mit Liv for min Konges Tjeneste, naar Almuens Rasenhed derved kunne standses, men desværre, jeg troer ikke at dette Offer ville være fyldestgjørende, og at intet uden alvorlige Midler kan forskaffe denne Egn Rolighed igjen. "Hvad denne rasende Færd har udøvet i Henseende til min egen Person, tilgiver jeg dem af mit Hjerte, thi vel kan man udlede Kilden hos en stor Deel af aabenbar Ondskab, men hos mange har det vist skeed af en overvættes Dumhed og stor Armod, derimod hvad de have udøvet imod mig som en Kongens tro Tjener og Betjent da vil jeg knælende for min Allernaadigste Konges Throne allerunderdanigst bede at deres Opførsel ved denne Leilighed ikke maatte formere deres Brøde i andre Maader. "Af alt dette behager nu Deres Høivelbaarenhed at erfare, hvorledes Tingene forholder sig her i Egnen, og jeg overlader underdanigst til Deres høiere Eftertanke, at udfinde snare og kraftige Midler til dette Ondes Dæmpelse. Lehnets Arresthuus den 17 Marts 1787. Dahl." Almuen erklærede ellers Fogden gjentagende, at, hvad den gjorde med ham, skete aldeles ikke af nogen Uvillie mod hans Person, men alene fordi han, uden at advare dem, maatte have været vidende om Lofthuus's Arrest, og for at fremtvinge dennes Befrielse. De lovede ham honet Behandling, hvortil de maaskee i Fattigdom og Godtro regnede, at de af sit Sammenskud tilbød SIDE: 112 ham 16 Skilling i Diæt om Dagen, og Frihed saasnart deres Maal var opnaaet. Forøvrigt tilstededes Ingen Adgang til ham; otte Mand Vagt sattes ved Døren og Schythe paastaaer endog, at Major Juell maatte hemmeligen tilpraktisere ham Skrivemateriale. Imidlertid udfærdigede han, foruden ovenstaaende Indberetning, tillige en Skrivelse til Undersøgelsescommissionen, som de paa- toge sig at sørge for, af saadant Indhold: "Af 150 Almuesmænd er jeg igaar bleven tvungen til Arrest i Nedenæs-Lehns Arresthuus, og denne Almue af forskjellige Sogne forlanger, at Christian Jensen Lofthuus bliver dem udleveret imod at de Een for Alle og Alle for Een, indestaae for hans Persons Tilstedeblivelse indtil Sagens Udgang. De have forlangt, at jeg herom vil tilskrive den kgl. Undersøgningscommission, lige- som og, at de 4 Personer, som greb Christian Jensen Lofthuus, og efter den Almuen givne sikkre Underretning skal ubarmhjertig have medhandlet ham, maatte dem udleveres. Disse 4 Personer ere General-Veimester, Capitain Hammer, Lensmand Aanon Sal- vesen, Christen Nærsteen og David Natvig, som jeg underdanigst indstiller til den høikongl. Undersøgningscommissions gunstige Over- eielse, og tillige maa lige underdanig melde, at høibemeldte Com- missions Nærværelse i disse Egne var høilig nødvendig i denne Tid, da man ikke uden Grund troer, at en samlet Mængde af Fjeldfolk er færdig at rykke ind i Fogderiet. Hougerød 17de Marts 1787. Dahl. Almuen udbeder Svar med det allerførste, da de paastaae, at jeg ellers ikke bliver fri af Arresten." Ogsaa Sorenskriver Finne havde den 16de Marts havt et Besøg af Almuesmænd fra Fjære Sogn; men de opførte sig, efter hans eget Vidnesbyrd, høflig, og forlode ham, da han lovede at skaffe dem Placater fra Stiftet, hvori Bemyndigelsen til Arresten godt- gjordes. Disse begjærede han tillige underskrevne af General- major Dietrichson og Biskop Hagerup, og han tilskrev ogsaa samme Dag med Skibsleilighed, der just afgik med gunstig Vind, Cancelliet om, at erholde lignende Placater under Kongens Haand, hvilket han troede vilde være det eneste Middel til at stille Folket. Fra Stiftet udstedtes ogsaa strax trykt Placat til at slaae op og ud- deles, saalydende: SIDE: 113 "Friderich Georg Adeler. Herre til Gjemsø Kloster; Ridder. Kongelig Majestæts Kammerherre og Stiftsbefalingsmand over Christianssands Stift, samt Amtmand over Nedenæs og Raabygdelaugets Amter. Gjör vitterligt: at den Arrest, som er foretaget af General- Veimester Hr. Capt. Hammer og Lensmand Aanon Salvesen paa Oprøreren Christian Jensen Lofthuus er skeet efter Hs. Maje- stæts allerhøieste Befaling til Commissarierne i den anbefalte Undersøgnings-Commission. Enhver Almues-Mand befales derfor herved, at forblive i Rolighed ved deres Huse, og intet Sammenløb at anstille, saafremt de ikke ville vente at falde i allerhøist-be- eldte Hs. Majestæts Unaade og paa det haardeste at blive straffede, da Oprøreren Christian Jensen Lofthuus ikke haver at befrygte nogen Overlast, men at blive begegnet efter Lan- dets Love. "Den Ærekjærhed, Troskab og Lydighed, hvoraf den norske Nation idelig har været bekjendt, forvisser mig om, at denne min Ordre strax af enhver bliver efterlevet. Christianssand den 17de Marts 1787." Den 19de Marts var allerede Skibet med Sorenskriverens Ind- beretning i Kjøbenhavn, og den 23de hidkom en kgl. egenhændig Placat, hvori Bemyndigelse til at arrestere Lofthuus, bekræftedes. Folkesværmen ved Arresthuset tiltog bestandig, sammenkaldt ogsaa ved Budstikker, som Bønderne selv udstedte. Heelt op i øvre Tellemarken sendtes disse. De kom vel for sildig, men vakte dog nogen Bevægelse imellem Almuen. Da Lensmanden i Sillejord reiste om i Aamodtsdal Sogn for at bekjendtgjøre Stiftamtmandens Placat, traf han paa en af disse Budstikker, hvori de derværende Venner af Lofthuus opmuntredes til at sende Tinddølerne Bud og samtlige til da at sætte sig i Anmarsch til Sammøde ved Helgeraa den 30te Marts, hvorpaa man skulde gaae løs paa Frederiksværn, for med væbnet Haand "at sætte deres Frelser paa fri Fod." I denne Budstikke, der var af 17de Marts, anførtes Fogden Dahls Arrestation som et opmuntrende Motiv til, at de Alle som een Mand skulde rykke ud ): "Man ur huset," som det kaldes paa Svensk, om almindelig Udmarsch fra Bygderne. Mod Enden af Maaneden saaes ogsaa en Mængde Nissedøler, SIDE: 114 Fyrrisdøler og Treunginger i Skien, sværmende om og bandende paa, "at de skulde tage Christian ud, om han var i hede Helvede." Men dette var kun Stormens Efterdøninger. Den ved Hougerød Arresthuus forsamlede Mængde svoer, at Fogden skulde sidde, til de fik Lofthuus igjen, og de raadslog oftere, om det ikke var bedst at sætte Sorenskriveren ind til ham, da de ogsaa nærede Mistanke til denne Embedsmand om, at være medvidende i Lofthuus's Arrest, hvortil de paastode, at den kgl. Ordre, om en saadan gaves, burde have været bekjendt- gjort i Forveien. Han havde ofte Besøg af mere truende Natur, end hiint første, Dagen efter Fængslingen. Af og til kom Sværme bevæbnede med Knipler til ham, med den tydelige Hensigt at trække afsted med ham; men han snakkede dem fra sig, be- negtende at have nogen Deel i, hvad der var foretaget med Loft- huus, og foreholdende dem, at han, om saa havde været, maatte have handlet som skeet var, om han ikke, som overhørig Embeds- mand, vilde sætte Livet ivove for Bøddelens Haand. Heller, sagde han, vilde han da falde som Offer for sin Pligt, end for deres Raseri. Han takker ogsaa i en Beretning Arendals Embeds- mænd og Borgere, fordi de, "i denne Prøvelsens Tid," jævnligen kom over til ham i Colbjørnsvig for at paasee, at Almuen ikke forgreb sig paa ham; men forøvrigt kunde han "ikke betegne, hvad han havde følt og udstaaet i Hedens ti Dage" . Ved nogle Venner i Arendal fik Sorenskriver Finne ogsaa et Iilbud afsendt til Frederiksværn, med Advarsel til Lofthuus's Paagribere, at det ikke var raadeligt for deres Livs Frelses Skyld, at de kom tilbage til Egnen. Een af Medhjælperne var dog saa uforsigtig at gjøre det; men de gjorde ham dog ikke videre, end at de satte ham i Jern i Arresthuset, tilligemed to andre simple Karle, som de havde Mistanke til. Det var Hovedmændene de vilde have fat paa, og der er ingen Tvivl om, at det da havde gjældt disses Liv. Paa et Rygte om, at Salvesen var kommen tilbage og skulde holde sig skjult i Arendal, begav en halv Snees Bønder sig den l9de Marts til Byfogden, med Begjæring om, at han vilde lade ham efterlyse under Trommeslag, som den, der uden kgl. Ordre havde, i Ledtog med Capt. Hammer, frarøvet dem Lofthuus. Den følgende Dag kom der atter en Deputation; og da man ikke fandt nogen Salvesen, lode de sig forlyde med at ville gaae til Christians- sand og tage Stiftamtmanden med til Kjøbenhavn, hvor Kongen SIDE: 115 nok vilde skaffe Ret over hans Navns Misbrugere. Salvesens Kone flygtede af Angst over Almuens Forbittrelse, som nu, under Besøget i Arendal, for dog at faae en Syndebuk, søgte Beskjæf- tigelse i at opspore en vis Gabriel Rostrup, der engang skulde have yttret, at man burde skyde Lofthuus, om man ikke paa anden Maade kunde faae ham fat. [fotnotemerke] Imidlertid vare fire Mænd af Øiestad Præstegjeld blevne afsendte med Fogdens aabne Brev til Commissionen og for tillige at skaffe Underretning om, hvor- ledes Lofthuus befandt sig og hvad han havde lidt. Den l9de Marts meldte de sig hos Commandeur Grodtschilling i Frederiksværn, foreviste Brevet, som han i Afskrift expederede paa sin egen Haand til Commissionen, og bad om Tilladelse til at maatte see Lofthuus, som de sagde, de havde hørt, skulde være gruelig mis- handlet. "Da de saae ham, skriver Grodtschilling, tindrede Glæden ud af deres Øine ved at see ham frisk og vel." Lofthuus bad da Commandeuren om Tilladelse til at maatte sige dem, at de skulde formane Almuen til at holde sig rolig, for ikke at fordærve hans Sag; og det blev da naturligviis tilladt. Efter Grodtschillings Raad gik nu To af de Deputerede tilbage over Land, medens de andre To lagde ud østerefter tilbaads, for at røgte Ærinde, for- synede med en Attest fra Grodtschilling om, at de havde talt med Lofthuus og "opført sig vel og anstændig." Men uvis om de virkelig vilde række frem, sendte Grodtschilling da saavel ovennævnte Afskrift af Foged Dahls aabne Brev som en Ind- beretning om dette Gesandskab fra hans Bevogtere. Den 21de kom et nyt, bestaaende af 8 Mand, fra 3 af de nedenæssiske Præstegjeld, hvilke det dog ikke blev tilladt at see Lofthuus, og som, paa Grodtschillings Foreholdelse af deres rasende Adfærd mod Fogden, svarede, at de ønskede at noget Værre ikke maatte være passeret, imedens de nu vare borte, nemlig at Stiftamt- manden skulde være bleven belagt med Arrest af Almuen, siden Fjeldfolkene vare ved Deputationens Afreise i Begreb med at rykke mod Christianssand. Grodtschilling giver ellers ogsaa denne Deputation Lovord for dens Opførsel, og medgav den bekræftet Gjenpart af Commissionens Ordre til Arresten. Lofthuus fik derimod Tilladelse ti1 at tilstille denne en Skrivelse. Fotnote: For denne Mundbravour blev denne Person, der var en Søn af Klokkeren i Øiestad, og havde Expectance paa Ombudet, senerehen efter Lofthuusfeidens Ende, Fændrik ved lste vesterlehnske Regiment. SIDE: 116 Attentatet mod Adeler blev dog ved et Gesandtskab af sex Bønder, som i Christianssand traf Militairvagten paa Benene, ifølge Reqvisition fra Adeler af 18de Marts, for at sikkre Kongens Casse paa Tønnevold, "indcirkle Hoben og beskytte Adgangen saavel til Christianssand som til Arendal, og tvinge Almuen til at udlevere Fogden." Fra Foged Dahls Fuldmægtig, Fridrichsen, havde han modtaget Rapport om Almuemassens Tilvext omkring Hougerød Arresthuus, samt at hverken Oplæsningen ved Major Juell af hans Placat, eller dens Forkyndelse fra Prædikestolene, ifølge Befaling fra Biskoppen, havde havt anden Virkning, end at de fremdeles skrege paa at ville see Kongens egen Ordre. Efter dette overlod Adeler imidlertid til Høistkommanderende, Generalmajor Dietrichson, hvorvidt han maatte finde fornødent, at gevorbne Tropper med de fornødne Feldtkanoner rykkede ud. Dietrichson fandt det ikke overflødigt; thi Massen voxede idelig, og Rygterne multiplicerede igjen baade dens virkelige Antal og dens martialske Forsætter. Men i Garnisonens 80 Mand og i de fire Compagnier Nationale, som kunde lade sig opbyde i nogen Hast, og som ogsaa strax bleve opbudte, fandt Adeler ikke nok Sikkerhed. "Hvormeget der kan stoles paa disse sidste," siger han, "vil lettelig indsees". Han tilskrev derfor Undersøgelseskom- missionen den 21de Marts om, gjennem Generalitetet, at foran- stalte yderligere Forholdsregler, "der kunde beskjærme Hs. Maje- stæts troe Undersaatter mod alt Overfald af denne sværmende Hob," og foreslog den at sende et Iilbud til Kjøbenhavn med Under- retning om Tilstanden. En Slags Borgerkrig i større Stiil, end den berømte Paarsiske Fogedfeide paa Anholt, var i sit Udbrud. Og den Tid var Stemningen imellem Folket og Militairet, især fra Officierernes Side, langt mere bitter og spændt, end i vore Dage. Det var altsaa nok muligt, at -- -- -- Ansøgning fra Almuen. Fogdens Befrielse ved Militairet. Almuemassens Opløsning. Efterdrøn i Tellemarken. Sværdet lægges i Vegtskaalen. Før det kom til Udmarsch af Militairet, lod Adeler Bøndernes Udsendinge adspørge til syvende og sidst, om de inden Øster- SIDE: 117 postens Afgang den følgende Dag, som var den 20de Marts, vilde levere Fogden "ubeskadiget" tilbage i sit Huus, og bringe Hovedmanden for hans Fængsling, en Torger Knudsen Ombli, til Christianssands Fæstning. Men paa denne Indrømmelse vilde de ikke indlade sig, før den kongl. Ordre til Lofthuus's Arrestation blev dem foreviist; og Bekræftelsen herpaa kom først ud efter Opløbets Ende i en Placat af 23de Marts. Den ved Arresthuset forsamlede Almue var ogsaa netop nu, da den havde faaet Soren- skriver Finne, med eller mod hans Villie, til at opsætte et For- svarsskrift, i Form af en Ansøgning, til Kongen, mindre end nogensinde tilbøielig til at give efter, uagtet de deri erkjendte, at de havde forgaaet sig mod Fogden. De bade deri om Til- givelse for denne Handling og om, at ingen Enkelt maatte lide, siden de alle havde været enige i at tage denne Repressalie. Concipisten fik dem kun ved Møie til at maatte forme Andra- gendet om Lofthuus's Befrielse ikke som et Krav, uden hvis Ind- rømmelse de vilde lade det komme til det Yderste, men som en Indstilling til Kongens Naade, om han maatte stilles fri mod deres Caution, indtil han blev sagsøgt og dømt. Forøvrigt erklærede de, at de havde sendt Lofthuus til Kjøbenhavn, som en fornuftig Mand, der kjendte og deelte deres fælles Forfatning og Hensigten havde dermed ikke været anden, end paa en ordentlig Maade ved Landsfaderens Naade at faae Ret, hvor Retten var deres: Ret imod trykkende Embedsmisbrug, Ret imod Handelsunder- trykkerne. Lofthuus, meente de, havde røgtet Ærinde, da han havde bragt Forsikkring med sig tilbage om, at deres Klager vilde blive hørte og undersøgte, naar de bleve ordentligen fore- dragne, og der var dem saaledes vis Udsigt til, at deres Kaar, formedelst ham, vilde for Fremtiden blive bedre. De havde derfor samlet sig om Lofthuus, som deres Talsmand, og han havde budsendt dem for at høre deres Anliggender, og saaledes sætte sig istand til, med fuld Klarhed og virkelige Beviser, at tale og handle for dem i denne Egenskab, saa Kongens naadige Tilsagn kunde komme dem tilgode. Dette havde vakt deres Taknemmelig- hed mod Lofthuus, saa Tidenden om hans Fængsling, hvorved de maatte frygte for at see alle deres Forhaabninger om Lettelse for de Byrder, som nu trykkede dem og vilde trykke deres Børn i mange Led, tilintetgjorte, havde vakt deres heftigste Bekymring og Bedrøvelse. De kunde ikke troe, at han var fængslet efter SIDE: 118 kongl. Befaling, saasom de ikke, uagtet mange Begjæringer derom havde kunnet faae nogen saadan at see. I Heftigheden af deres Sorg, havde de derfor grebet til at anholde Fogden, der ikke havde underrettet dem om, at Lofthuus skulde fængsles, uagtet han to Dage forud formeligen var bleven adspurgt derom, og han efter Arresten havde ved Budstikker ladet bekjendtgjøre, at den var skeet efter kongl. Ordre. De ansaae heller ikke nogen Anden, end Fogden, berettiget til en saadan Handling, som de maatte finde saameget mere forunderlig, som de havde gaaet i Caution for ham, og denne var bleven antaget. At krænke nogen Mand, uden Nødvendighed, var ellers ikke deres Hensigt, og allermindst at foretage noget Opsætsigt imod Landets Love og Kongens Be- falinger. Kun vilde de beskytte Lofthuus, som de vidste var ilde anseet af Embedsmændene. Men "ialmindelighed -- endte dette Indlæg -- nedlægge vi os under Ds. Majestæts Naade, som vor Arveherre og Konge og som Guds Salvede, hvilken vi skylde Liv og Blod". Af dette Andragende lovede Bønderne sig meget; og det var dem kun om at gjøre, at faae det hurtigt og vel afsted. Iførst- ningen skulde tusinde Mand overbringe det til Kongen, saa tohundrede og tilsidst To af hvert Sogn. Men da Sorenskriveren forestillede dem, at Mængden intet gjorde til Sagen, og foreholdt de Ældste, som havde Børn, at de vel ikke vilde antage det for godt, om En af deres Sønner samlede Hundrede for at tvinge sig noget til, og at Kongen jo var Landets Fader, blev det ved, at fire Mand skulde reise, og først til Stiftamtmanden for at er- holde hans Erklæring. Valget skulde der gaae for sig; men da Ingen vilde reise, bade de baade den arresterede Foged og Soren- skriveren om, at opnævne Overbringeren, hvilket disse dog ikke vilde indlade sig paa. Siden hørte man kun, at nogle gik om- kring og samlede Reisepenge ind; men derved synes det ogsaa at være bleven. Major Juells Oplæsning om Morgenen den 20de Marts af Stift- amtmandens Opfordring til Fogdens Løsladelse var ogsaa bleven forgjæves, saa høitidelig den end skete udenfor Arresthuset, med Fogden selv bag Gittervinduet, og under Assistence af den midler- tidige Foged og en Lieutenant med to Underofficierer. Almuen, som da kunde beløbe sig til en 150 Mand, erklærede, at de ikke satte Fogden paa fri Fod, før de fik Lofthuus og hans Paagribere SIDE: 119 udleverede, og de tilstedede kun Samtale med Fogden, under deres eget Paahør. Udpaa Eftermiddagen negtede de ogsaa dette, og nærmede sig strax, da det lod til, at der fandt Meddelelse Sted mellem Majoren og den Arresterede gjennem Gittervinduet. Da skal Sværmen, som ved Middagstid anslaaes til omtrent 500, have beløbet sig til 300, ligesom det ogsaa sagdes, at en stor Samling fandt Sted oppe i Frolands Sogn. Mange af disse siges at have været fra de østre Sogne, fra Holt, Tromø, østre Moland, ja endog fra Gjærestad og Søndeløv, ligesom man mellem dem fra Omegnen, der gik fra og til, bemærkede Fiskere, Strand- siddere og Skippere. Alle vare bevæbnede med store Stokke eller Svolke, hvoraf nogle tydeligen vare indrettede mere til Kamp, end til Vandring. Løst Pak og halvvoxne Drenge manglede natur- ligviis heller ikke, og disse gjorde da, som altid, meest Qvalm. Samtalen gjennem Vinduet med Fogden gik ud paa, at meddele ham Stiftamtmandens Ordre til at tilstede, at den kgl. Casse blev aabnet, optalt og deraf udtaget til Militairets Behov, som man nu saae maatte sættes i Virksomhed; og han fik da Leilighed, siden Cassen paa det nærmeste var tom, til at give Anviisning paa et Par hundrede Daler udestaaende Skatterestancer hos Lens- mand Ole Wold, hvilke da ogsaa strax bleve hævede og Credit aabnet i Arendal for det Manglende. Til Krig hører nemlig, som man af den store Frederiks Udsagn veed, ikkun tre Ting, der ere eet og det samme, nemlig Penge først, saa Penge og saa atter Penge. Og nu brød den løs, og man skyndte sig saameget mere som man i Christianssand ikke vidste andet, end at Lofthuus endnu hensad i Frederiksværn, hvorfra han muligens kunde komme eller blive taget ud. Den 21de Marts marscherede Generalmajor Die- trichson selv af fra Chr.sand med 82 Mand Gevorbne, i hvis Sted han efterlod 100 Mand Nationale, under Major Wiwets Commandantskab, samt med et Compagni nationale Grenaderer, og to Feldtkanoner med deres Betjening, og ankom den 23de om Aftenen, "efter utrolig Møie og Fatigue i det fast ufremkommelige Føre," til Gaarden Rød og Natvig i Øiestad, hvor Natteqvarteer toges. Men nu maae vi lade Generalen selv tale i sin Bulletin fra Arendal af 28de Marts til Generalitets- og Commissariats- Collegiet i Christiania, da Slaget ikke alene var vundet paa Marken, men ogsaa i sine Følger. SIDE: 120 "Efterat -- siger han -- jeg havde noksom informeret mig om Bøndernes Tænkemaade, at de ikke godvillig vilde udlevere Fogden, og efter at jeg havde brugt adskillige Mojens til at sætte Splid imellem dem, og endelig saaledes ladet udsprede Trudsler af Ødelæggelse etc. betjente jeg mig af Morgenstunden, og efter at den utrættelige Major v. Juell om Natten med sit Compagnis kjække Soldater, som vare posterede i Sandstøe i Nærheden af Arresthuset, havde forskaffet os Baade, satte jeg med 2de Feldt- kanoner, Artilleriet, og de 2de Grenadeercompagnier over Nede- næs Elv til Arresthuset, hvor vi debarquerede, og forefandt dog allerede til en 8 a 900 Bønder samlede; da den øvrige Hob som Dagen tilforn skal have været til 2000 ikke var ankommen. Jeg forlangede at 2de af dem maatte komme ned til Elven at tale med mig, hvilket og skeede, da jeg tilspurgte dem, og i Hs. Maje- stæts høieste Navn paalagde dem, i Følge Stiftets Requisition, at udlevere Fogden, hvortil de svarede, de gjorde det ikke, men vilde vi have ham, saa kunde vi tage ham, da jeg svarede, det skulde og skee. Jeg lod derpaa Artilleriet placere paa et beqvemt Sted, og lod Grenadeercompagnierne med høireom! rykke opad Bakken, og marcherede selv foran, og fattede Post mellem Arrest- huset og de samlede Bønder; de ansaae vores Anrykkende med en Slags Bestyrtelse, og ved Ankomsten toge de fleste Hatten af, men da en af dem med megen importunité stillede sig frem med Hatten paa, sagde jeg temmelig alvorlig til ham i det jeg viste ham Pistolen: "jeg skal lære dig at vise Respect for Kongens Folk," hvorpaa de alle raabte: "Hatterne af!" Jeg tilspurgte dem da atter, om de godvillig vilde udlevere Fogden, hvortil de svarede Nei; men vilde jeg have ham saa kunde jeg tage ham. Jeg for- langede altsaa Nøgelen til Arresthuset, hvortil de svarede: de vidste ikke hvor den var. Jeg greb derpaa til en Øxe, som jeg til den Ende havde forsynet mig med, og slog til Døren; men da den var for stærk, leverede jeg Øxen til en af de nærmest staaende Grenaderer, hvilken vist med en Grenadeers fermitée tracterede samme, og da den end var for stærk, kom Sergeant Gaarmand af mit Regiment, tilligemed en 3 a 4 Soldater med et svært Træ, og dermed stødte Døren op, da jeg gik ind, og tog Fogden ved Haanden og ledede ham ud til Almuen, sigende: "her er Eders Foged, har nu nogen Lyst at lægge Haand paa Ham, kan de gjøre det, men jeg befaler Eder i Kongens høie SIDE: 121 Navn ikke videre at forgribe Eder paa Ham eller Nogen," og hvorpaa Fogden med en standhaftig Frimodighed traadte ind imellem Hoben, og tilspurgte dem, hvad ondt han havde gjort dem, og om de havde noget over ham at klage? hvortil de een- stemmig svarede: han havde aldrig gjort dem noget ondt, og de havde intet over ham at klage, men havde alene arresteret ham i den Tanke derved at faae Christian Lofthuus tilbage. "Foruden Fogden udtog jeg og af Arresten, Under-Lensmanden David Natvig og Landværns-Soldat Gunder Valle, hvilken første de havde sluttet i Jern, og arresteret den sidste i et Huus i Nær- heden, da de ikke vilde sætte ham i Arresthuset siden han var Militair, og begge disses Forbrydelse mod dem bestod derudi, at de havde været Capt. von Hammer behjælpelig at bringe Christian Lofthuus til Frederiksværn. Endelig udtog jeg og et ungt Menneske, navnlig Raastrup, som de og havde arresteret, fordi han havde brugt Trudsler mod deres Helt Lofthuus. Jeg traadte derpaa op til den samlede Bondehob, og saavel med truende som bevægelig Tiltale, forestillede dem deres formastelige Foretagende, tilraadende dem at begive sig i Stilhed og Rolighed til deres Hjem og Forretninger, som de havde forsømt og saa- ledes i allerdybeste Underdanighed at underkaste sig Monarchens allerhøieste Villie, hvilket de (og jeg kan bevidne med grædende Øine) belovede. Jeg lod derpaa de skarpladte Kanoner (dem jeg dog aldrig tænkte at betjene mig af) saavelsom de skarpladte Geværer i Almuens Paasyn affyre, hvilket foraarsagede dem en øiensynlig Frygt, og bestyrkede den Tro, at disse farlige An- stalter havde været indrettede til deres Fordærvelse. Jeg ilede derefter at undsætte Arendals By forinden Bønderne kunde naae samme, da de ikke alene i de urolige Dage der havde begaaet adskillige formastelige Udsvævelser, men endog truet Byen og Borgerne med Ulykker, og saaledes er jeg nu her indqvarteret, og tør jeg vel sige, at aldrig nogen gevorben Guarnison er i nogen By med større Glæde bleven modtagen, og i Dag tracterer Borgerskabet den ganske Commando, og forbliver jeg paa dette kjære Sted, indtil jeg faaer Forvisning om at Roligheden er retableret, og har jeg forlagt Hr. Major v. Juell med sit Compagni i Grømstad, for at kunde have ham ved Haanden; ligesom Hr. Lieut. v. Dietrichson senior er forlagt med Hr. Major v. Wivets Compagni paa Landvig for at spærre Bønderne Veien til Christianssand SIDE: 122 om de mod Forhaabning endnu ikke skulde være rolige, som jeg dog vist formoder; ligesom og henlagt en Commando af en Under- officier og 16 Mand til Ladestedet Lillesand, hvor Fru Hammer er boende som og af de rasende Bønder er bleven truet. "Jeg gjør mig fuldkommen forvissed det høie Generalitet Høi- gunstig vil betragte denne min Rapport, ikke som nogen Merite jeg gjør mig af, med en regulair Magt at have intimideret nogle Hundrede elendige, skjøndt rasende Bønder, men alene anseer samme som en Følge af de Pligter med hvilke jeg finder mig forbunden alt omstændelig at indberette. "Der er Ingen som paatvivler, at den retfærdigste Regjering, jo vil kræve Regnskab af, Eed, Tro og Lydighed overtrædende Undersaattere; men især af Hovedmændene saavel i den første som sidste Revolte, og hvilke jeg vel med Tilforladenhed kan opgive, men især Stiftet opnævne, og ifald saadant skulde skee, anseer jeg det for min Pligt jeg som her i Landet saa fuldkommelig bekjendt, giver mine ringe Tanker tilkjende, nemlig at en 4 til 600 af de Norske gevorbne Tropper med en 16 til 24 Artillerister maatte vorde hidsendte, for om hans Majestæt befaler at be- mægtige sig Oprørerne til velfortjent dog allermildest allernaadigst Afstraffelse, da forinden vist ingen Rolighed i Landet vil finde Sted; og skulde jeg, (hvilket jeg dog helst ønskede mig befried for) kunde ansees som den, der kunde overdrages et saadant Foretagende, skal Eed og Pligt, samt den yderste Lemfældighed altid blive mine Ledere, men i det øvrige maa jeg tilbede mig, heller hvem dertil maatte blive befalet, fuldkommen Disposition at handle efter Omstændighederne uden Skaansel. "Den overmaade dyre Tid og Mangel af Levnets-Midler, da Bønderne har fortæret alle disse Ting i disse Egne, har gjort jeg har maatte indkjøbe Levnetsmidler for Soldaten, da det er en pour Umulighed, at nogen Soldat kan opholde Livet her i Egnen paa denne Tid, om man end gav ham 12 til 16 ß daglig, og saa- ledes holder jeg Soldaten i deres Travallie ved Mod og Munter- hed; men de værdige Officierer [fotnotemerke] veed jeg ikke paa hvad Maade jeg tør understøtte, uden alene at have givet dem et Forskud, Fotnote: Disse vare: Major v. Juell; Capitain, Generaladjutant v. Suckow; Premier- lieutenanterne v. Bull, v. Blix, v. Dietrichson, senior og v. Dietrichson, junior; Secondlieutenant v. Werenskjold, og Fændrik v. Bruun. Samt som Understab: Sub-Chirurgus Jordan og Gevaldiger Johnsen. SIDE: 123 underdanigst indstillende til det høie Generalitet at determinere hvad jeg bør, efter deres Charges Medfør, tillægge enhver daglig, ei at tage i Consideration den Møie og ivrige Bestræbelser de efter deres Pligter har udvist og udviser; men alene at de maa blive ruinerede om de ikke naadigst vorder understøttede, da jeg hellig kan bevidne, vi ikke har haft eller kan faae et tarveligt Maaltid Mad under 32 til 48 ß. Til hvilken Ende og i hvilken Forhaabning en Liste over de samtlige Hrr. Officierer herved underdanigst nedlægges. Arendal den 28de Marts 1787. Dietrichson." "P. S. Just i dette Moment da Posten skal afgaae indløber mig vedlagde tvende Breve [fotnotemerke] fra Hr. Stiftamtmand Kammerherre de Adeler, hvilke sætter mig i en uventet Bekymring, da uagtet jeg paa det fuldkomneste holder mig forvisset om Bøndernes Rolighed her i Egnen, og at jeg aldrig troer de for nærværende Tid griber til nogen Opstand, kunde det dog blive mulig naar en Flok af Fjeldbygderne lod sig tilsyne, de da igjen kunde lade sig forføre, hvorved saavel Arendal som Christianssand vilde have at resikere, og i hvilken Befrygtning Arendals By har anholdt om at maatte beholde endeel af den herværende Guarnison og ganske frasagt sig de Nationale, befrygtende disse i Tilfælde mod deres Forældre, Slægt og Venner ikke skulde gjøre den fornødne Resi- stance; og da jeg finder deres Forlangende høist billig, afgaaer jeg i Morgen, tilligemed Artilleriet og det første Grenadeercompagni til Christianssand, efterladende Hr. General Adjudant von Suckow med det 2det Grenadeercompagni til Bedækkelse har i Byen, men selv opholder jeg mig i Grimstad, for snarest at kunde være ved Haanden med den nationale Forstærkning, naar og hvor meest maatte fornødiges. Underdanigst indstillende om det høie Gene- ralitet efter den af mig gjorte proposition maatte finde for godt at foranstalte nogen Understøttelse, der da uomgjængelig med Fotnote: Disse vare af 25de og 26de Marts. Det Første indskjærper, at Grodt- schilling i Frederiksværn maa meer end nogensinde tilholdes at passe paa Lofthuus, samt bemyndiger Generalmajoren til at lægge et Compagni Nationale i Arendal. Det Andet udtrykker hans Ængstelse over at Stemplinger skulde finde Sted i Sætersdalen, hvorfor han hurtigst rappelleres til Christianssands Beskyttelse. "Ikke veed jeg -- skriver han -- hvorledes Roligheden fuldkommen er etableret i den Egn, hvor De er, men dette veed jeg, at jeg gruer ved at tænke paa vores elendige Forfatning her." SIDE: 124 alle fornødne proviant Sorter (saasom Kjød, Flesk, Erter, Gryn, Smør og Ost) maatte være forsynet, da her intet som forhen meldt, er at faae, og ifald, det høie Generalitet, skulde have noget mig at befale, udbeder saadant her til Arendal at maatte adresseres for først at aabnes af Hr. General Adjudant von Suckow som Høist-Commanderende i min Fraværelse." Den 31te Marts kom Dietrichson, til Adelers store Glæde, i god Behold tilbage til Christianssand, efterat have efterladt Suckow med de Gevorbne i Arendal, med saadan Instrux af 28de Marts: "Af hvad som ved Parolen er bleven befalet, vil Hr. General- adjutanten let indsee, at Conjunkturerne udfordre, at jeg med Artilleriet og det første Grenadeercompagni i Morgen maa for- lade Arendal, for at lade de sidste afgaae til Christianssand og selv efter Omstændighederne, opholde mig i Grimstad, for med de der staaende nationale Compagnier, i Tilfælde, paa fornødne Steder, at kunne være vedhaanden. Jeg overleverer saaledes til Hr. Generaladjutantens Disposition og bekjendte fornuftige Indsigt Overcommandoen her i Arendal, paa hvilket Sted Hr. Generaladjutanten vil bruge den Magt og Myndighed, Hs. Maje- stæts souveraine Magt og Byens Sikkerhed uomgjængelig maatte udfordre, saaledes: At om Bønderne, som de noksom har for- sikkret, holde sig rolige, de da paa ingen Maade vorde ilde be- gegnede eller molesterede; men skulde Bønderne med en Slags befrygtende samlet Magt søge, at tentere noget Ondt med Byen, og Assistence fra Repræsentanterne blive forlangt, har Hr. General- adjutanten i Hs. Majestæts allerhøieste Navn og til Byens Sikkerhed og Forsvar, med yderste og muligste Forsigtighed og Lemfældighed at søge at intimidere den rasende Almue; men naar dette ikke vil hjælpe, da med Ild og Sværd at afholde og afværge al intenderende Ulykke og Overfald, og dertil opfordre Byens Borgercompagni til at være assisteerlig, og hvorom Byfogden fra mig er tilskreven." Men det forblev stille. Enkelte smaa Samlinger høiere oppe i Districtets Fjeldegne afbrød ikke Roligheden, hvortil Visheden om, ikke at kunne naae Lofthuus, inden Agershuus Volde, vel bidrog meest. Den forstyrredes kun af et gevorbent Regiments Trommer, som Generalitetet i Christiania sendte derhen med 4 Kanoner østerfra, for ganske at ave Lofthuus's modfaldne Venner. De af disse, som havde den sletteste Samvittighed, for- SIDE: 125 medelst sin Virksomhed, "stak paa sig," som det hedder, da de hørte dem. I Nedenæs var det at oversprøite den nedbrændte Tomt; men ikke saa i Bradsberg Amt, hvor Misfornøielsen endnu længe skjød Flammer iveiret. Did til Tellemarkens Dale kom Efterretningerne først seent. Lofthuus var saaledes alt paa Agers- huus, da en af hans Budstikker, hvori han yttrer Frygt for at blive ombragt ved Forgift, og Ønsket om, at tage sin Tilflugt til Tellemarken, kom didhen. Budskabet om hans Fængsling kom nu, og samtidig med dette sattes en Cautionsskrivelse i Circula- tion Dag og Nat, hvori Tellebønderne tilbøde at skaffe Lofthuus tilstede, naar Øvrigheden krævede det, paa Betingelse af, han skulde udleveres dem. I den Anledning holdtes et Møde i Hitterdal, der siges at være afgaaet, "som en polsk Rigsdag." Nogle vare af den Formening, at Lofthuus maatte reddes, om det skulde koste Liv og Blod, Andre, at man først skulde afsende Deputerede til Stiftamtmanden. Nei til Kongen, meente Nogle; Laugretten skulde reise, osv. Og saa blev der da intet, hverken af dette eller af nogle andre Møder, som afholdtes ved Kirkerne. Justitsraad Clouman, som indberetter dette under samme Dato, som Generalmajor Dietrichson vandt sit Slag ved Nedenæs Arrest- huus, ender sin Skrivelse til Moltke med følgende Tirade: "Ds. Høivelbaarenhed vil af dette og flere af Almuens sværmende Foretagender erfare, hvor tilbøielig den er til en Opstand, saa- længe denne Sværmer (Lofthuus) gives Tøilen. Det var derfor at ønske, at ifald det forholder sig rigtig om hans Arrest, han og hastig blev ryddet afveien; thi hvis ikke, vil jeg ei længe svare for Tellemarken, da dens republicanske Aand mere og mere tilvoxer, saa man med al Vogtsomhed ei længe skal blive istand til at hindre Udbrudet." Amtmand Moltke beretter ogsaa for- skjellige Træk af Tellebøndernes Enthusiasme for Lofthuus. Saa- ledes, at da Ordren til Lofthuus's Heftelse, under hans Besøg i Tellemarken i Høsten 1786 blev oplæst ved en af Kirkebakkerne, traadte en Døl, ved Navn Tarje Jon, frem og raabte, at Alle som een Mand vilde forsvare Lofthuus. [fotnotemerke] Mod Tellebønder havde Fotnote: "Vi mæter det ikke meer, end en Fastepræken," sagde En af østre Moland, da Sognets gamle Præst, Provsten Johan Grøn Lund, Søndag efter Lofthuus's Paagribelse, fra Prædikestolen oplæste en særdeles rørende affattet Formaning til sin Menighed, som han vidste var sammenkaldet til at møde paa et Sted, der kaldes Liinstølen. SIDE: 126 Dietrichson neppe vundet sin Seier for saa godt Kjøb. Men fordi han nu havde faaet den for det, fik han og Stiftamtmanden en Vise atpaa af den Natur, at der blev udlovet 50 Rdlr. for den, som kunde opdage Digteren. "See, Generalen kommer fra Feldten! See bag i Baaden, der sidder Helten! Op alle Mænd! Til Glæden lad Tonerne være stemt! Sjung om den Fare, hvori han svæved, Om Fienden sit Sværd mod ham havde hævet, Og Flinten ei var tillykke derhjemme paa Bjelken glemt." osv. Og om Stiftamtmanden: "Gjør Plads for Stiftamtmand! see, han er kommen! Vagt i Gevær! Og rører ved Trommen! Heji bomblebom bom bom bom, bomblebom bom bom!" osv. Smøreriet bærer, som man seer, alle Mærker paa at være kommet fra Almuemassens egen Midte. Og den var lofthusiansk i selve Christianssand. April Maaned. Urolighederne stilne af. Militairet trækkes ind. Den nedenæssiske Almue angrede, hvad den havde gjort imod Fogden, Krigsraad Dahl. Dette og Visheden om, at Lofthuus be- fandt sig i Forvaring paa Agershuus virkede nedstemmende paa dens Gemytstilstand. Grodtschilling i Frederiksværn, som, efter hvad der forebragtes ham, havde frygtet for et forenet Anfald fra Vest og Nord paa det fra Landsiden aabne Frederiksværn, kunde derfor, da han den 30te Marts fik Efterretning om Fogdens Befrielse, permittere Forstærkningen, som han havde indkaldt, og tage Ladningen af Kanonerne. Og samme Indflydelse havde Efterretningen om Lofthuus's Ankomst til Agershuus paa Telle- bønderne, der synes at have villet vove Alt for at tage Lofthuus ud af hans midlertidige Arrest i Frederiksværn. Efterretningen om hans Fængsling havde, efter Justitsraad Cloumanns Beretning, vakt "en heftig Brusen i Almuens Blod" i de Egne, navnlig i SIDE: 127 Nissedal og Triungen, saa "alle Mand bevægede sig strax til et Tog, for at udrive deres formeente Skytsengel af Arresten;" men de vendte nu tilbage paa halv Vei "med veemodige Sukke," frygt- somme, siger han, for at Christian skulde blive ombragt ved Gift, og forbittrede over den haarde Medfart under hans Paagribelse. Med Morgedølerne "saae det endnu værre ud." De havde strax holdt en Samling, hvori det var bleven besluttet, at hver Mand skulde reise sig for at befrie Lofthuus; i Helgeraaen skulde de samles, og ikke mindre end 10 Rdl.s Mulkt, som de "selv agtede promte at exeqvere," var bleven fastsat for Enhver, som holdt sig unna. Men ogsaa disse Bevægelser stillede af ved Efter- retningerne om Lofthuus's Bortbringelse fra Frederiksværn og Rolighedens Tilveiebringelse i Nedenæs, hvorhos Amtmanden Grev Moltkes Forsikkring om, at et nyt Sportelreglement vilde emanere, ogsaa synes at have beroliget Gemytterne. Det blev ved, at fire Mænd af Hvidesø og Sillejord Præstegjelde tilskrev Commissionsmedlemmet, Laugmand Colbjørnsen ved en Afsending om, at bevirke en Undersøgelseskommission nedsat i Skien, hvor det skulde vorde Lofthuus tilladt at vidne som Ihændehaver af deres Dokumenter, for at forklare baade sin egen og deres Sag. At de kgl. Plakater af 23de og 30te Marts overalt bleve oplæste fra Prædikestolene i begge Amter i de mange Helligdage i Paasken, som indtraf i Begyndelsen af April Maaned, bidrog ogsaa meget til, at Almuen overalt frafaldt enhver Tanke om Voldsomhed. Den eneste Samling, man veed om, i April Maaned var en den 6te April hos forrige Lensmand Jakob Ølmsvig i Vrængen, som Bønderne vilde tvinge til at skrive for sig. Forøvrigt berettes sam- tidigen fra Nedenæs og Bradsberg Amter, saavelsom fra General- major Dietrichson, at Alt nu i Midten af April Maaned var roligt. Man skulde imidlertid ikke troe, det havde meget at betyde med Roligheden efter de militaire Forføininger, som bleve tagne kort efter. Thi vel havde Generalmajor Dietrichson troet, at kunne strax ved sin Tilbagerykning til Christianssand, med det ene Grenadeerkompagni, aftakke 50 Mand af Major Juells Com- pagni i Grimstad og 70 Mand af Major Wivets Compagni, der kantonerede paa Landvig, under hans ældste Søn, Lieutenant Die- trichson, ligesom og det i Arendal efterladte Grenadeerkompagni midt i Maaneden rømmede Byen, efterat Magistrat og Repræsen- SIDE: 128 tanter havde frafaldt sit Andragende om Garnison; men Maaneden gik ikke til Ende, før Cancelliet paany opskræmmedes af en Ind- beretning fra Adeler om nye befrygtede Uroligheder imellem den simplere Almue og Strandsidderne, hvorefter Tropperne da paany kom i Bevægelse. Det danske Generalitets- og Commis- sariats-Collegium anordnede derfor, under 28de April, igjennem det norske i Christiania, at Generalmajor Dietrichson, uden Ophold, skulde lade et sluttet Grenadeerkompagni afgaae som Garnison til Arendal, og Ordre til Troppernes Opbrud paany afgik da den 5te Mai til Oberst Hesselberg og den 10de til Generalmajor Dietrichson. Man maatte hente Hjælp udenfor Stiftet da de Nationale kun vare lidet at stole paa, og Adeler var altfor bange for at blotte Chr.sand formeget. Imidlertid kom denne Forstærkning forseent. Aanon Salvesens pludselige Optræden i Arendal, i en ny Værdighed, gjorde hur- tigere Hjælp nødvendig. Han troede Gemytterne tilstrækkelig afkjølede, -- saa kolde, at de allerede havde skudt Iis, stærk nok, til at han kunde sætte Foden ud og vove sig midt ud paa den. Men han havde nær sat Livet til. Roligheden var ikke troendes. Med ham, Prokurator-Lensmanden, Halen paa Øvrig- heden, den allerede før hans Tjeneste, den 15de Marts, Forhadte, og nu derfor Belønnede, kunde ingen Fred være. Belønningerne. Opløb i Arendal mod Salvesen. Militairet maa atter paa Benene. Regjeringen havde tillagt Urolighederne i Nedenæs og til- grændsende Amter og Lofthuus's Personlighed for megen politisk Betydning, til at der ikke nu skulde vanke Belønninger i Overflod. Paagriberne undlode heller ikke strax at lægge for Dagen, at de nu troede at have Krav paa at gjøre sin Lykke, eller, som Capt. Hammer udtrykte det, paa at kunne "smigre sig med lykkelige og glade Udsigter." Det havde meer end blot Udseende af, at de befandt sig i Christiania som Folk, der vare flygtede for at redde sit Liv; men det gjaldt nu om at kunne faae præsentere sig i Kjøbenhavn. Det lykkedes ogsaa Hammer sidst i Maaneden, at SIDE: 129 erholde Reiseordre didhen af Undersøgelseskommissionen, hvor- paa Salvesen strax tilstillede denne en Jeremiade over sin Stilling, der ogsaa skaffede ham Tilladelse til at gjøre Capitainen Følge. Han klagede deri over sin Kones Flugt for Almuen med to smaa Børn, over den Tort, som var vederfaret hans gamle troe Tjener David Natvig, samt over, at de eneste Klæder, han havde kunnet faae med sig, vare de, han gik og stod i, og nu saa usle, at de snart vilde falde ham af Kroppen; men da han antog, "at Kongens Retfærdighed ikke kunde lade ham ubelønnet, naar han kun var istand til personlig at komme til Kjøbenhavn, for at andrage sit Anliggende og mundtlig at demonstrere, hvorledes det Hele var tilgaaet", ansøgte han om, at maatte følge med Hammer, og dertil at erholde 150 Rdlr. Den 2den April om Aftenen ankom de til Kjøbenhavn, hvorpaa de den følgende Dag afleverede sine Depescher i Cancelliet og gjorde enhver af Ministrene sin Opvartning. Hammer erholdt samme Dag ogsaa en tre Qvarteers Audients hos Kronprindsen, der tilsagde Udførerne af Lofthuus's Arrest, som efter hans Udtryk ikke kunde været udført bedre, om Kongens og sin egen særdeles Bevaagenhed. Det samme gjentog ogsaa Ministrene og mellem dem Bernstorff, der udlod sig med, at Dæmpelsen af de Lofthusiske Uroligheder var af saameget større Vigtighed, som han netop med sidste Post havde erholdt Efterretninger fra Sverig om, at lignende Gjæring fandt Sted imellem Dalekarlene, under en Capt. Stjerna. Salvesen blev først befordret, nemlig til Toldcontrolleur i Arendal, hvorimod det syntes at trække sig noget i Langdrag med Hammer. Det var nemlig bleven overdraget General von Huth at indstille ham til Befordring, og denne gamle Biedermann saae ikke Ham- mers Bedrift i saadant Lüster, som Cancelliet. Hammer klagede for Undersøgelsescommissionen over, at Huth endogsaa havde sagt ham reentud, "at det ikke var saa betydelig en Sag, at arrestere en Mand, at det ikke var meer end hans Pligt, ja, om Livet end havde været i Fare, maatte han, som Militair, altid være villig til at vove det i Kongens Tjeneste." Adskillige Gange forsøgte Hammer "at gjøre ham Sagen nøiere bekjendt", men Gamlingen vilde ikke høre derpaa, blev ivrig og gik sin Vei. Han maatte derfor bringe Commissionen i Erindring, at han ikke alene havde sat sit eget, men ogsaa Kones og Børns Liv ivove, og udbede sig SIDE: 130 dens Medvirkning til at erholde 400 Rdlr.s Tillæg. Han vilde da renoncere paa Generalveimesterskabet i Bergen, som var bleven ham tilbudt. Det blev dog ved, at han modtog dette, tilligemed Majors Characteer og 200 Rdlr.s aarligt Tillæg. De øvrige Deeltagere undlode heller ikke at melde sig. Andreas Møglestue, der havde at paaberaabe sig, at han havde været enig i Paagribelsen og huset Salvesen med Følge i to Nætter og een Dag, erholdt en Gratification af Kongens Casse; hans Svigersøn, Carl Sigismund Treu, blev Overtoldbetjent i Mandal, Chr. Neer- steen, hvis Kone og Børn ligeledes havde maattet flygte, blev høitideligen paa Arendals Bythingstue, af Stiftamtmand Adeler, overrakt en Sølvkande paa 2 1/2 Pots Størrelse og af 100 Rdlr.s Værdi, ziret paa Laaget, der bar Kongens Navnechiffer med Krone og Skjoldholdere, med saadan Indskrift: "Skjænket Chr. Andersen Neersteen til Belønning for udviist Troskab den 15de Marts 1787." Adeler havde foreslaaet for Cancelliet, at Christian Neersteen, om han "dristede sig til igjen at indfinde sig for at beboe sin eiende Gaard," skulde vorde befriet for at erlægge alle kongl. Skatter, og den Ældste af hans Afkom for Udskrivning, hvorom Rente- kammeret lod indhente Undersøgelsescommissionens Betænkning. Justitsraad Schythe har ellers forfattet en Fortegnelse over alle dem, der bleve befordrede i den Anledning og som en Følge af Lofthuus's Paagribelse, og han faaer ud, at disse i de 10 1/4 Aar til Lofthuus's Dødsdag beløb sig til hele 36, nemlig 8 af Over- øvrighedsclassen, som en Følge af Adelers Afsked efter Ansøgning, med 1000 Rd.s Pension, 6 Generalveimestere og lignende Embeds- mænd, 8 Fogder og Sorenskrivere, 5 Toldofficianter og 9 andre Befordrede og Belønnede. Mellem disse kan dog kun følgende have nogen Mærkelighed for denne Histories Læsere: Kammer- herre Moltke fulgte Adeler som Stiftamtmand i Christianssand Stift [fotnotemerke] , Krigsraad Foged Dahl, der tog sig det, der var hændt ham, saa nær, at han søgte Afsked, befordredes til Foged i Nedre- Rommerige med 400 Rdlr. i Reiseomkostninger, og Foged Weide- mann i Raabygdelaget succederede ham i Nedenæs Fogderi. Aanon Salvesen fik imidlertid at betale sin Ansættelse i Arendal med nogle Dages Dødsangst. Strax ved sin Ankomst midt i Mai fik han Underretning om, at Almuen i Omegnen raadslog om at Fotnote: Blev siden Stiftamtmand i Agershuus Stift og tilsidst lste Deputeret i General-Toldkammeret i Kjøbenhavn. SIDE: 131 gribe ham, og at den paany var bleven ophidset ved et Rygte om, at Lofthuus skulde være lagt i Stok og blev piinlig behandlet i sit Fængsel. En Skipper Jens Krøger fra Omegnen skulde have ladet sit Fartøi lægge bi, under god Vind udenfor, mens han roede iland med denne Efterretning. Salvesen fik under disse Omstændigheder det Raad af Sorenskriver Finne, ikke at reise hjem til sin Bopæl, da Almuen just var samlet paa Sommerthinget i Sandstø, men heller at forblive i Arendal. Den 15de Mai erholdt han Underretning om, at Bønderne havde ved Kirkemødet be- sluttet at anholde ham, og om, at Budstikker gik over det hele Lehn, der, under Mulct, kaldte Folket sammen i dette Øiemed. Den 18de viste allerede en Snees Bønder sig i Byen, men de vendte om paa Veien til Toldboden, hvor Salvesen holdt sig Dag og Nat, da de just mødte Byfogden, Cancelliraad Berg, med La- gretten og med Protocollen under Armen. Da Gaderne saaledes vare blevne frie for Bønderne, omendskjøndt der var Sammenløb nok af Byens Folk, vovede Salvesen sig hen til Stiftamtmanden, der havde indfundet sig i Byen paa sin Thingreise, og anholdt om, at militair Magt maatte blive reqvireret fra Christianssand. Stiftamtmanden, der havde fundet Alt roligt paa en Tour igjennem Gaderne, vilde dog ikke indlade sig herpaa, før Rygtet om Søndag den 20de berettede, at Bønderne mandstærke vare i Anmarsch. Den følgende Dags Aften vrimlede ogsaa Byens Gader af for- bittrede Lofthusianere, som med Støi og Skrig sværmede om, passende paa om Salvesen skulde vove at forlade Toldboden forat gaae hjem i sit Logis. Alt syntes at bebude en Storm paa Toldboden. "Salvesen, frem! Frem med Aanon Salvesen, eller vi brænde ham ud!" hørte man fra de Masser, der stedse tættedes mere om Huset. Byfogden satte Brandvagter ud til Byens Sikker- hed og opholdt sig hele Tiden imellem dem, underhandlede med de Opbragte, og under dette lykkedes det en Kjøbmand Peder Thomassen at faae Salvesen, Kl. 11 1/2 om Natten, practiseret om- bord i et paa Havnen beliggende Skib, hvorpaa Bønderne trak ud af Byen, efterat Byfogden havde lovet dem, at de den næste Dag skulde faae Salvesen i Tale. Tirsdag Morgen mylrede de igjen ind i Byen og ned til Told- boden; men hvad skulde de see? I samme Øieblik lægge to Jagter med Rødkjoler til Toldbodbryggen. Det var Capitain General- adjudant Suchow, der, efter Stiftamtmandens Reqvisition, ankom SIDE: 132 fra Christianssand med Lieutenanterne Bull og Wærenskjold, en Fændrik, fem Underofficierer, Tambour, Piber og 50 Grenaderer. "Hurra!" raabte da En af Bønderne i den Tanke, at det var Nationale, "idag skal vi tage Salvesen ud med Soldater." "Han er nok allerede væk," raabte en Anden. "Vel! saa tage vi By- fogden, som har lovet os at faae ham i Tale," raabte en Tredie. Suchow rangerede strax sine Gevorbne op ved Toldboden, hvorpaa Salvesen blev hentet iland og Byfogden satte en ordentlig Ret til Parternes Confrontation mod hinanden. Bønderne, der kunde beløbe sig til 80-100 Mand, lode ved fire af sin Midte, som bleve sendte ind fra Gaden, føre til Protocols, at det var dem forebragt, at Salvesen havde i Kjøbenhavn beført dem for Kongen, ja endogsaa beskyldt dem for, at dersom Lofthuus ei var bleven greben, vilde de otte Dage efter have gjort ham til Konge, og derfor vare de nu komne, for at arrestere ham. Salve- sen svarede hertil, at han vel, før sin Nedreise til Kjøbenhavn, havde hørt noget saadant om Almuens Hensigter, men at han "i Kjøbenhavn var bleven overbeviist om, at Kongen, Kronprindsen og det ganske kgl. Huus elskede det norske Folk, og var kun bekymret over, at Chr. Lofthuus paa en falsk og underfundig Maade havde fordærvet dets gode Tænkemaade, ifølge hvilken Forfædrene til saa mange Tider havde udmærket sig ved Tro- skab". Disse Tilførseler bleve dernæst af Byfogden oplæste for den forsamlede Almue, hvorpaa Salvesen gik ind imellem dem og talte sin Sag. Efter nogen Ordvexling, hvorunder Salvesen især blev bebreidet for Andeel i Lofthuus's Fængsling, og at han derved havde været Aarsag i, at de havde forløbet sig mod Fogden, forlangte Bønderne det Protocollerede beskrevet og for- lode Byen paa Byfogdens og Generaladjudant Suchows Anmod- ning og Forsikkring om, at Salvesen baade paa Toldboden og i sit Logis skulde være dem tilrede, om de siden vilde tale med ham. Man hørte ikke siden til dem, uagtet det hedte, at Budstikker endnu af og til løb omkring i Dalene. Dog jo! omtrent 3 Uger efter fik Salvesen Nys om, at 30 Bønder, under Anførsel af en Gjermund Tøre, havde i tre Baade lagt sig imellem Arendal og Hesnæs, for at passe ham op paa en Embedsreise, og at de paaland havde baade Toug til at binde ham med og Hest parat. Han holdt sig da naturligviis hjemme. Sit Livs Frelse ved hiint første Forsøg paa at faae ham fat, tilskrev han alene, at de vare SIDE: 133 ganske uden Anførsel, endskjøndt han meente, at Personer udenfor Bondestanden havde sine Fingre i Optøierne i den Hensigt at faae ham bort. Et anonymt Trudselbrev, som kort efter det andet Forsøg tilvands blev fundet paa Arendals Brygge med Udskrift til ham, bestyrkede ham, Øvrigheden og selve Undersøgelses- commissionen i denne Mening. Nok! Manden var ilde anseet af Mængden, kjendte og ukjendte, hvorfor han samledes med sin Ven Hammer som Overtoldbetjent i Bergen. Han fik 200 Rdlr. i Reiseomkostninger, og da han omsider tog Afsked 700 Rdlr. i Pension. Dette Efterspil foranledigede kgl. Resolution af 25de Mai for, at et sluttet Grenadeercompagni skulde indtil videre henlægges i Arendal, og to Compagnier af det nordenfjeldske Infanteri-Regi- ment, forsynede med Artilleri, afgaae fra Christiania til Christians- sand. Adeler og Dietrichson syntes dog ikke en saadan Styrke tilstrækkelig. Thi endnu ved St. Hanstider fandt de Symptomer paa, at Almuen ikke var at lide paa, "ligesom, skriver General- majoren, deres ofte holdende smaa Samlinger og deres uudstaae- lige og formastelige Udeladelser om de hidbragte Kanoner og Garnisonens ubetydelige Antal, som de til sidste Mand har søgt Underretning om, give noksom Formodning om, at om Noget maatte indtræffe, der ikke fandt deres Smag, de da turde være rasende nok til at begynde nye og farlige Sammenrottelser." Rygter om Almuen. Uroligheder paa flere Puncter i Landet. Commissionen i Christianssand. Proces og Domme i Lofthuus's og de to suspenderede Sorenskriveres Sag. Intet Billede er oftere brugt og passer bedre, end at ligne opstandsartede Almueuroligheder med en Ild. De Lofthusiske lignede en Myrbrand, der kun af og til blusser op i Lue, men hvis Grændser under dens snigende Udbredelse vanskelig lade sig bestemme. Fra Nedenæs Amt have vi kunnet følge Urolig- hedernes Udbredelse over Bradsbergs, hvor især de Præstegjelde i Øvre-Tellemarken, der kaldes "Fjeldstuen", kom i Bevægelse. Foruden Østen Ingolfsland vare ogsaa en Zacharias Thoresen SIDE: 134 fra Aamodtsdal i Sillejord og en Engebret Hæktvedt særdeles virksomme der. Den Første gjorde endogsaa i Mai Maaned en Reise til Christiania, hvor han udgav sig for en Halling, forat komme Lofthuus i Tale; og det skulde have lykkets ham ved Bestikkelser, om ikke en af Vagten havde forraadt Sagen. For- søget vakte Opsigt og foranledigede skjærpede Paamindelser fra Cancelliet om, at have nøieste Indseende med at ingen Uved- kommede fik Adgang til Lofthuus, for hvis Tilstedeblivelse In- terims-Commandanten paa Agershuus blev paabundet personligt Ansvar. Om Tellebønderne sagdes endogsaa, at der gaves dem imellem dem, som udlode sig med, heller at ville give sig under Kongen af Sverig, hvor de ventede at faae 16 Aars Skattefrihed. Men dette er ganske vist en Bagvaskelse, udklækket i en eller anden ængstelig dansk Embedsmands Sjæl imellem de mange af denne Classe, som aldrig lærte at kjende Folket eller at elske Landet. Saavel Commissionen som de anonyme Forfattere af det trykte Brev fra Christianssands Stift og af det til Salvesen, hvorover han lod optage Thingsvidne, benegte aldeles, at Mis- fornøielsen nogensinde tog en saadan politisk Retning. Den Sidste siger, "at det Rygte er løgnagtigt, som gaaer, at Lofthuus skal have tragtet efter, ved Almuens Hjælp, at blive Vasal i Norge under den svenske Krone." Han kalder det "en sminket opdigtet Løgn", og ønsker, "at Løgneren maa staae tilskamme for sine Misgjerninger." Strengereid Skibredes Almue tog sig end- ogsaa dette Rygte saa nær, at den tilthinge den 21de Mai 1787 lod føre til Protocols, "at slige Rygter havde ikke alene oprørt deres Gemytter og smertet dem paa det ømmeste, men at de meget mere vare fulde af Troskab og tillige taknemmelige for Kongens Naade med Undsætningskornet". [fotnotemerke] Og i denne Anledning resolverede Kongen under 15de Juni 1787 iblandt andet saaledes: "Thi ville vi hermed have Almuen tilkjendegivet, at ligesom slige ublue og for Opdigteren vanærende Rygter ikke ere komne Os for Ørene, saa have vi og ikke nogensinde draget vore kjære og retsindige Undersaatters Troskab i Tvivl, hvilken Vi og gjøre Os forsikkret om, at de fremdeles ville udvise i Gjerningen, og om de skulle opdage Ophavsmændene til slige løgnagtige Rygter, have de at angive og anvise slige troløse Mennesker for ved- kommende Øvrighed, paa det de paa lovlig Maade kunde tiltales Fotnote: Almuerne tilskrev Lofthuus denne Yttring af Forsorg hos Regjeringen. SIDE: 135 til velfortjent Straf. Denne vores allernaadigste Resolution tillade Vi at maatte i Thingprotocollen indføres." Men kun som udtalt Idee, som antydet Mulighed havde disse Rygter nogen Betydning og kunde vække Ængstelse. Ligesom ofte i det daglige Liv en Begivenhed synes forud tænkt, ahnet, seet, oplevet idrømme, har Historiens ogsaa sine dunkle, pro- grammatoriske Forbud. Og et saadant vare disse Rygter. Re- gjeringen skulde blot vidst, at der fandtes Personer i Christiania, som ærgrede sig meest af alt over, at en Idee, de syslede over sammen med Gustav III's Agenter, kunde være Almuen saa fremmed, at den ikke satte den i Bevægelse, saa forhadt, at den bevidnede Kongen sin Afsky derover, og at deres egne Planer alene derfor vare uudførlige. Den skulde vidst det; da havde den maaskee fundet de Huller, hvorifra hine Rygter om et Frafald kom ud, nærmere oppe imod Samfundets Høider, end den ny- bagte Toldcontrolleur i Arendal befandt sig. De Yttringer af borgerlig, ikke politisk, Misfornøielse, der viste sig samtidigen paa forskjellige Punkter i Riget, som begyndende, af flyvende Funker tændte, Ildebrande, vare dog nok til at vække Regjeringens Ængstelse og Erindring om den Omsorg og Retfær- dighed, den skyldte det lidende Folk. Den paaskyndte derfor det saalænge belovede Sportelreglement, hvorom Overøvrighederne skulde afgive Indstilling, og navnligen et specielt Regulativ for Præsternes uvisse Indkomster i Øvre-Tellemarken, hvilket ogsaa blev udfærdiget af Stiftsdirectionen i Christianssand, Adeler og Biskop Hagerup [fotnotemerke] . Denne Sidste fik ellers en dygtig Næse af Cancelliet, fordi han havde gydet Olie i Ilden ved den, Præsten i Tind prostituerende, Paategning, han havde givet Østen Ingolfs- lands Klage. Men især stikker Cancelliets Ængstelighed for de norske Uroligheder og Mistanke om deres Forgreningers Dybde og Udbredthed frem i dets Medfart med en Peder Bentzen, en stakkels Skrædder fra Christianssand, fra hvem der iblandt Loft- huus's Papirer var fundet et Brev, hvori han ønsker en Samtale med ham før Reisen til Kjøbenhavn, og tilbyder ham sit Huus til Logi. Han blev strax arresteret og forhørt under sit Ophold Fotnote: Føromnævnte Provst Erich Ancher Bruun i Evje, uagtet sine egne Ud- sugelser, Procurator Brønsdorphs ivrigste Anklager, blev Biskoppen paalagt at indstille til Forflyttelse til et andet, "dog ei bedre," Kald. Han kom saaledes, ved en Slags geistlig Degradation, til Suldal. SIDE: 136 i Kjøbenhavn, og han slap først løs midt i August mod Caution for sin Tilstedeblivelse, uagtet Forhørerne ikke oplyste videre imod ham. Mere Opmærksomhed fortjente dog hine spredte Tegn paa en vidtudbredt Misfornøielse, som samtidigen viste sig paa flere Punkter i Landet. Zacharias Thoresen, der synes at have været særdeles let paa Benene, fik Skyld for at have oppustet Ge- mytterne i Nummedal og Sandsvær. Grodtschilling indberettede et Rygte om at Gudbrands- og Østerdalen skulde være urolige, og i det fjerne Søndfjord fandt voldelig Modstand mod Øvrig- heden Sted efter opskaarne Budstikker. Sex Bønder bleve i den Anledning fængslede og indbragte til Bergenhuus Fæstning. Nabodistrictet til Nedenæs, Lister og Mandals Amt, forblev deri- mod roligt, hvilket skyldtes dets afholdte og dygtige Amtmand, Etatsraad Peter Holm. Dets Deeltagelse indskrænker sig til et Andragende fra Findsland, Øslebø og flere Sogne, hvori der klagedes over de flere Skatter, som de nu imod før uden Hjemmel og uregelmæssigen fandt opførte i sine Skattebøger, og hvor- imellem de især fandt Laugmandstolden og Afgiften til Radesyge- huset i Flekkefjord, hvis Underholdning alene paabyrdedes deres Amt, ubillige, samt hvori de androg om fri Kornindførsel. Denne bevilgedes indtil Juli 1788, og da et almindeligt Sportel- reglement, som det dog først under 20de Juni s. A. blev Alvor med, belovedes, samt Commissionsmedlemmerne, Falsen og Aars, ifølge Commissorium og Tiltale imod Lofthuus af 3die August atter indfandt sig i Christianssand for at fortsætte og afslutte Undersøgelses- og Vidne-Forhørene der, bleve Gemytterne overalt paa Vestlandet roligere alt som det leed med Aaret. Bønderne havde vel, som før berørt, sendt en Ansøgning i Vei om nye Commissairer; men de havde faaet dette skarpe Svar, at "da de havde forbrudt deres Troskabseed og ikke viist den Ære og Kjærlighed, de skyldte deres Konge, skulde Oprøreren Christian Lofthuus og de øvrige Rebellere, saavelsom Forbryderne [fotnotemerke] Soren- Fotnote: Generalfiskalen, Justitsraad Uldals Beskyldninger imod disse Embedsmænd forklarer dette haarde Udtryk. De gaae ud paa, at de "havde gjort sig skyldige i adskillige Egennyttigheder og Uretfærdigheder til Rettens Forkrænkelse samt Almuens Udsugelse og Ødelæggelse, saasom at have stipuleret Betaling for at skaffe en Part favorabel Dom i en Skovdelingssag, ligeledes at have ladet sig betale for at give et Stervboes Creditorer Udlæg i Stervboets udestaaende SIDE: 137 skriverne Smith og Brønsdorph indstevnes og efter Loven strenge- ligen straffes og dømmes." Dette virkede som Tordenslaget og Løvebrølet, der jager Dyrene iskjul. Kongen tvivlede om deres urokkelige Hengivenhed og Troskab -- det var en Tanke fuld af lammende Græmmelse for de ærlige Bønder, som tillige i Ud- trykkene om hine to Embedsmænd maatte finde, at det var hans og hans Regjerings alvorlige Hensigt at straffe deres Forurettere. Sagen imod dem sattes ogsaa samtidig med Commissionens For- handlinger i Christianssand i Drivt fra 16de Juni 1787, først under Commissairerne Byfoged Berg og Krigsraad Toldbetjent Aarestrup i Arendal, og siden, i dennes Sted, ved Bitræde af Borgermester Nidaros i Christianssand. Sytten Præstegjeldes Almuer bleve en efter hinanden til visse Dage indkaldt først til Undersøgelses- og derpaa til Vidneforhør med det samme, for at spare dem endnu en Indreise til Christians- sand, hvortil flere havde en Snees Miil, og vel ogsaa for ikke at have formange af dem i Byen paa een Gang. I Stevningerne vare kun de Personer opnævnte, der vare mistænkte som Hoved- mænd, og Commissionen var bemyndiget til, efter eget Tykke og Oplysningernes Medfør at indsætte dem i Varetægtsarrest i Christianssands Fæstning. Actor imod Lofthuus, som man ikke fandt det raadeligt at lade møde i Christianssand, men senere at forhøre i Christiania af de derværende to Commissairer, var Procurator Stub, og af Christianssands Stift var Prokurator Antoni Schweder [fotnotemerke] udnævnt til at varetage hans Tarv som Defensor, da Lofthuus selv ikke havde villet opgive nogen, saasom han agtede selv at føre sin Sag, og derfor maatte anholde om at blive ført til Christianssand. Skulde dette blive ham negtet, erklærede han paa Notarialbeskikkelsen, som Sorenskriver Aars selv præsen- terede ham den 18de Septbr. i Arresten, vilde han hverken vælge eller foreslaae nogen Defensor. Men Commissionen fandt sig saa misfornøiet med den Maade, hvorpaa Schweder udførte sit Hværv, Fotnote: Gjeld, hvorimod Arvingerne skulde have faaet sig de rede Midler tildeelte; at have aftvunget Kjøber og Sælger store Summer for at bringe deres Contracter og Skjøder ved Gaardkjøb og deslige Begivenheder i Rigtighed og for at faae dem thinglyste; at have afpresset En og Anden Penge, under Trudsel af, at der ellers skulde blive anlagt Processer mod dem, eller at Ombud skulde blive dem paalagte, eller at deres Handeler skulde blive paaankede og gaae overstyr m.v." Fotnote: Havde været Byfoged i Christianssand, men var ved Høiesteretsdom bleven fradømt Embedet. SIDE: 138 at den efter nogle faa Møder indkom med Klage over ham, og forlangte enten ham entlediget og Overhofretsprocurator Thomas Lund i Christiania paalagt Defensoratet, eller sig i Naade af- skedigede som Medlemmer af Commissionen. De paastode, at det nok ikke var saa frit for, at han før havde selv havt Fingre med i Almueurolighederne, og at han nu vidtløftiggjorde Sagen ved utilbørlige Contraqvæstioner og Forlangender og pustede til Ilden af al Magt. Især fandt de, at følgende tre Spørgsmaal fra Schweder vare af en saadan Beskaffenhed, nemlig først: om vel nogen Arrestbefaling imod Lofthuus var bleven bekjendtgjort? om ikke Fogden, da han desuagtet sidst Michalsdag søgte at overrumple Lofthuus med Soldater, havde lagt Beslag paa og bortført fra Gaarden endeel Almuen tilhørende Papirer og Penge tilligemed noget Brændeviin og en liden Pistol? samt om det ikke var bekjendt, at Soldaterne ved den Leilighed førte skarpe Pa- troner? Opløbet paa Lillesand skulde da været foranlediget ved en Voldshandling af Fogden, og for at faae det Borttagne, der virkelig ogsaa relaxeredes, tilbage. Schweder beklagede sig igjen fra sin Side over Rettens Fornegtelse; men da ogsaa Aktor, Generalfiskalen Uldals Fuldmægtig, erklærede, at han maatte frasige sig sin Bestilling med Sagen om Schweder skulde ved- blive, indstillede Generalfiskalen ham til Afskedigelse fra Defen- soratet, uagtet han ikke kunde indrømme, at hine Qvæstioner vare hans Part saa unyttige, og fandt det betænkeligt at afskedige en Mand, som det lod til besad Almuens Tillid. Commissionen, begyndt 20de Novbr. 1787, sluttede sine Akter den 10de Marts 1788. De beløb sig til 410 Ark, hvoraf særskilte Afskrifter, hver i to Bind, bleve i September s. A. overleverede den nye Aktor paa Generalfiskalens Vegne Overhofretsprocurator Hans Gundelach og Defensor M. German, begge i Christiania. [fotnotemerke] Sagen mod Lofthuus og hans udfundne Medskyldige blev nu ført her, medens den mod de to anklagede Sorenskrivere førtes paa de gamle Tomter. Men det trak saa langt ud med hans, at man begyndte at troe, at der ingen Dom skulde falde i hans levende Live. Høiesteretsdom oplevede han heller ikke; men netop paa femte Aarsdagen efter hans Tilfangetagelse, den 15de Marts 1792, faldt saadan Dom inden Inqvisitionscommissionen, som dengang Fotnote: Denne Akt har uagtet sin dobbelte Udgave hidtil ikke ladet sig opspore hverken her eller i Danmark. SIDE: 139 bestod af Stiftamtmand Grev Moltke, Conferentsraad Colbjørnsen, Assessor i Overhofretten Sommerhjelm og Sorenskriver Aars: "Christian Jensen Lofthuus bør at straffes med Fæstnings- arbeide i Jern sin Livstid. Gunder Gundersen Rise (af Øiestad) bør betale sine Voldsbøder med 60 Rdlr. og arbeide i nærmeste Fæstning i 3 Aar. Ole Gregersen Sangereid (af Vestre Moland) bør arbeide i nærmeste Fæstning i 2 Aar. Omund Sældal (af Øiestad), Halvor Tirvold (af Fjære), Vraal Hovatten (af Froland), Aanon Stie og Thorgrim Ombli (af Heirefos) bør hver for sig at betale sine Voldsbøder med 60 Rdlr. og arbeide i nærmeste Fæst- ning i 1 Aar. Omund Furre (af Øiestad), Osmund Rødalen, Knud Staavesland, Halvor Gouslaa (af Heirefos), Mikkel Væding og Thorkil Stener (af Øiestad) bør hver især arbeide i nærmeste Fæst- ning i 1 Aar. Endelig bør Aasul Olsen Rise og Gjermund Tørra for Generalfiskalens Tiltale i denne Sag fri at være. Sluttelig bør Christian Jensen Lofthuus og de øvrige Forbenævnte -- Aasul Rise og Gjermund Tørra undtagne -- En for Alle og Alle for En betale Generalfiskalen i Sagens Omkostninger 400 Rdlr., hvorimod de saaledes samtlige for den af ham over Enhver især videre og yderligere nedlagte Paastand, i Henseende til Straffen bør fri at være." De anklagede Sorenskrivere havde allerede erholdt sin endelige Dom. Commissairerne Cancelliraad, Byfoged N. Berg og Borge- mester O. Nidaros, havde saaledes dømt i Smiths Sag: "Den suspenderede Sorenskriver over østre Raabygdelaget, Justitsraad Hans Smith bør for de ham i denne Sag overtydede Forseelser bøde til østre Raabygdelagets Fattige 100 Rdlr., og betale ligesaa- meget til Justitscassen. Dernæst tilpligtes han at betale til General- fiskalens Fuldmægtig, Actor og Prokurator Rasmus Lassen, det paastaaede Sallarium, 200 Rdl., samt Stevningers og Lovdages Forkyndelsesbekostninger til Vedkommende, efter Actors derom fremlagte Beregning af 27de Juli 1789, med 56 Rdlr. 2 Mk. 16 ß. Iligemaade tilpligtes bemeldte Justitsraad Smith til Os, som de befalede Commissarier, at betale to Trediedele af den Acten foran tilførte Beregning med 553 Rdl. 32 ß, og endvidere at betale den Actor meddeelte Domsacts Beskrivelse efter lovlig Beregning. Alt at fuldbyrdes osv." Og i Brønsdorphs Sag var falden saadan Commissionsdom: "Den suspenderede const. Sorenskriver over vestre Raabygdelaget, SIDE: 140 Procurator C. Brønsdorph bør, for de ham i denne Sag over- tydede Forseelser, bøde til vestre Raabygdelagets Fattige 50 Rdlr., og betale ligesaameget til Justitscassen. Dernæst tilpligtes ham at betale til Generalfiskalens Fuldmægtig, Actor og Procurator R. Lassen, af det paastaaede Sallarium 120 Rdl., samt til efter- skrevne Kaldsmænd, hvad de efter indgivne Beregningslister have fortjent ved Stevningers og Lovdages Forkyndelse, saasom Osmund Reiersen 20 Rdl. 84 ß, Ole Knudsen 8 Rdl. 40 ßog Ole Ramse 4 Rdl. 32 ß, samt Lensmanden Gunder Skjesland og Ole Gundersen Næs forbeholdet, hvad de i lige Tilfælde tilkomme efter lovlig Beregning. Iligemaade tilpligtes bemeldte Procurator C. Brønsdorph til Os, som befalede Commissairer, at betale en Trediedeel af den foran Acten tilførte Beregning med 276 2/3 Rdl., og endvidere at betale den Actor meddeelte Domsacts Be- skrivelse efter lovlig Beregning. Alt at fuldbyrdes osv." Generalfiskalen Skibsted indankede Dommen i Smiths Sag til Høiesteret, hvor, ifølge Dom af 19de Octbr. 1791, Mulcten ufor- andret blev tillagt de Fattige alene, hvorimod Sallarierne bleve nedsatte til 100 Rdl. Brønsdorphs Sag synes ikke at være gaaen videre; og den maa hurtigen være gaaen afglemme, siden han inden faa Aar først blev Overhofretsadvocat og siden Told- procureur i Throndhjem. Gik det langsomt, inden det kom til Commissionsdom i Loft- huus's og hans Medanklagedes Proces, gik det dog langsommere siden -- saa langsomt, at hiin Mening om, at den endelige Dom først skulde ramme Liget, ret kom igang. Og da havde det for hans Vedkommende heller ingen Hast. Høiesteretsdom faldt ikke før næsten to Aar efter hans Død, og hele 7 Aar og tre Uger efter Commissionsdommen. Den 5te April 1799 blev Sagen plæderet for Høiesteret af Generalfiskalen Skibsted contra Chr. J. Lofthuus's Stervbo og Arvinger, for hvem Ingen mødte, og af Høiesteretsadvocat Rottbøll contra Ole Greg. Sangereid med de flere Tiltalte; og da faldt endelig saadan Dom: "Commissairernes Dom bør ved Magt at stande. I Sallarier og Omkostninger be- taler Lofthuus's Stervbo og Arvinger, tilligemed de 13 til Straf fældte Almuesmænd, een for Alle og alle for Een, til Procurator Ras. Lassen 83 Rdlr. Saa betale og sidstnævnte 13 Almues- mænd paa samme Maade til Generalfiskalen i Sallar for Høiesteret 200 Rdlr." SIDE: 141 Først i Marts Maaned 1800 afreiste af disse 13, de 12, da Torgjus Ombli var død imidlertid, til Agershuus for at udstaae sin Straf, og efter 6 Uger og 1 Dag løslodes de igjen, saa de vare hjemme igjen hos sine Familier først i Mai. Og da havde de at fortælle, at de vare blevne behandlede saa mildt, at de hverken havde havt Jern eller Slaveklæder paa sig. Kun fire Nætter havde de lagt blandt de øvrige Slaver, og hver 5te Dag havde de faaet "til Traktement" 15 Skil. og et Commisbrød. De smurte Sminke over Skamrødmen. Men den Godhed, som vistes dem, var i deres Fortælling liden mod den Deeltagelse, som var bleven viist Lofthuus af Byens Indvaanere. Ham, sagde de, sendte man altjevnt baade Steg og Viin fra Byen, og mange Storfolk kom og besøgte ham; og da han døde, kom der baade et Stykke til hans Ære i Ugebladet og et Minde paa Graven med en Inscrip- tion, som var værd at læse, men som dog ikke fik Lov at staae. Lofthuus's Død. Over og om Lofthuus. De hjemkomne Bønder havde ikke sagt formeget om deres henfarne Høvding. Der stod virkelig at læse i "norske Intelligents- sedler" for 28de Juni 1797, 15 Dage efter Lofthuus's Død, følgende Mindeskrift, med tilsatte Anmærkninger, trykt med udmærkede latinske Typer: "Christian Jensen Lofthuus. -- -- hate injustice, succours innocence, Appals the Tyrant, and protects the appress'd [fotnotemerke] St. John. Saa har da Fængslet gjort Ende paa Dit daadfulde Liv! Saa skal Du ikke mere see Dit Landsted, som Du med saamegen Flid opdyrkede! [fotnotemerke] -- Ei skal Dit Øie mere skue Morgensolens Glands; men heller ikke skal Uveir, Krig og anden Nød røre Dig. Hvil i Fotnote: Han fik 1781 den største Præmie for Jordforbedring af det throndhjemske Videnskabers Selskab. Fotnote: D. e.: "Had Uretfærd! staae Skyldløsheden bi! Forfærd Tyrannen! Beskyt den Undertrykte!" SIDE: 142 Fred! -- Ti sekellange Aars Indspærring uden Lovfældelse [fotnotemerke] -- mangeslags deraf flydende sammenhobet Kummer -- maatte omsider overmande dette kjæmpestærke hærdede Legeme. Din Aands Kjækhed var sig altid selv liig. I Farer, i Forfølgelser forlod den Dig aldrig. Du døde -- som Du havde levet -- en sand Patriot; [fotnotemerke] og Fred med Dit Minde! -- -- Maaskee skulde disse Sandheds Ord ei være talte? [fotnotemerke] Dig sættes vist ingen Bauta-Steen; men trøst dig ved Romerens: Coelo tegitur, qvi non habet urnam. [fotnotemerke] V . . . . . . . . n [fotnotemerke] Ogsaa med Mindet over Graven havde det sin Rigtighed. I den danske Avis "Dagens Nyt", udgivet af en Kornerup, findes i Nummeret for 7de April 1798 følgende anonyme Annonce: "Paa den i Aaret 1797 døde Christian Lofthuus's Grav blev en Nat kort efter hans Begravelse sat -- man veed ikke af hvem -- denne Inscription, malet paa et rødt Bræt: "Gyseligt Minde efter Christian Lofthuus som paatog sig at tale Fortrængtes Sag, men ulært stødte an imod Lovene, smiddet i Lænker til en Klods, og saaledes som Statsfange af Landet underholdt i 10 Aar uden at nyde endelig Dom. Martyr! Din frie Aand møder mange dine Lige, der lede, fordi de vilde vel." Brættet var kommet som en om Natten opskudt Paddehat. Det holdt sig ogsaa kun til udpaa Dagen, da det blev taget væk af Fotnote: "Over hans Sag og Forbrydelse, (neppe noget Niddingsverk) hviler et cimmerisk -- for ikke at sige cimbriskt -- Mørke. Minerva melder kun een- gang lidt om de dæmpede Uroligheder ved Arendal. Rousseau siger: den Stærkeste er ikke stærk nok til altidat blive Herre, naar han ei forvandler sin Magt til Retfærdighed." Fotnote: "Non ille pro caris amicis, aut patria timidus perire". Horat. [fotnotemerke] Fotnote: "Vor moralske Slummer" -- saa yttrer sig en indenlandsk Skribent, Guden- rath -- "vækkes ikke vedfrie Mænds Henkastelse i Fængsel, Landsforviisning Fotnote: D. e.: "Af Himlen dækkes den, som ei har Urne." Fotnote: I en Afskrift af Justitsraad Schythe staaer anmærket ved denne Signatur: " ): Vangensteen, Studiosus." Altsaa den for nogle Aar siden afd. Cand. jur., Literatus Vangensteen, engang Storthings- mand og bekjendt som varm Friheds- og Fædrelandsven. Fotnote: D. e.: "Han var ei bange for at døe for elskte Venner eller Fædreland." SIDE: 143 Politiet, fordi det lokkede Folk til. Den gamle Kone fra Christ- kirkegaardens Naboskab, som skulde vise Forfatteren af denne Skildring, hvor Graven havde været at finde, havde selv været med imellem den Skare af Gamle og Unge, som skulde hen at see, hvad der dog var paafærde derhenne paa Kirkegaarden. Lofthuus var kjendt af Fornemme og Ringe i Christiania. Med- følelsen for ham strakte sig over hele Borgerclassen, og fra dem var det han ofte i Sendelser af Mundgodt erholdt Beviser derpaa. Man brugte at besøge ham, og fra Byen sendte man ham ofte Meerskumspiber at indrøge, skjøndt vel mere for at han kunde have noget at forslaae Tiden med. Der findes ogsaa i Christiania- Intelligentssedler en Opsats om en Opfindelse af ham, hvorefter deslige Piber strax kunne indbeises de Farveschatteringer, som give dem deres Værd i Kjenderes Øine; og, saa ubetydeligt dette Træk er, er der dog Spor deri af en Aand, som altid maatte have noget at bestille og speculere paa: Bagateller i Mangel af vigtigere Ting. Fra Fæstningscommandoens Side synes han ogsaa, hvad Forpleiningen angaaer, at være bleven behandlet med Mild- hed. Han tillagdes 24 Skilling om Dagen, og der lagdes ingen Hindringer iveien for, at der af og til hjemme fra yderligere blev sørget for hans Behov. Kun med Hensyn til Omsorg for hans Tilstedeværelse var man streng. Han klinklænkedes saaledes til en Blok, saa hans Klæder maatte gjøres med Opknapning paa Siden, og hensattes lige ved Overfæstningens Hovedvagt, saa Vagten altid havde Indgangen til hans Fængsel for Øie. Han sad nemlig i den nærværende Officiersvagtstue ved Enden af den første Barakke, og den maa vel have været noget slettere end nu, siden det viser sig af en Skrivelse fra Capitainvagtmesteren, at han allerede Dagen efter sin Ankomst klagede for Commissionen over det Arrestværelse, man havde givet ham. Capitainevagt- mesteren siger dog, at han ikke beskrev sit Værelse ret; og Lofthuus's krakilske Gemyt var nu vel strax efter Ankomsten vanskeligt at stille tilfreds. Han lignede ogsaa den hele Tid en Ulv eller Ræv, som man aldrig kan faae tam. Hans Sind blev, som rimeligt under den lange Hensidden, bittrere og bittrere, og hans Sundhed tog stærkt af i den sidste Halvdeel af hans Arrest. Fotnote: o. dsl. Den Adfærd har opvakt Ringeagt for Naadeuddelingen og Harme hos Alle, som elske Ret og Sandhed. Den har ogsaa forøget vore fiinttænkende Statsmænds Bekymringer for de sidste Følger af saadan Politik." SIDE: 144 Han var paafaldende gusten i Ansigtet den Gang han i Advocat Hjelms Overvær rystede i sin Lænke, og skar frem imellem Tænderne hiint Udraab over, hvorledes man behandlede den Mand, som havde villet befrie Norge. Det var ogsaa Aaret før hans Død, som indtraf den 13de Juni 1797. Da kunde Capt.- vagtmesteren melde: "Efter nogle Aars Svaghed blev Arrestanten, Christian Jensen Lofthuus, pludselig anfalden af Blodstyrtning, hvoraf han i mindre end een Time opgav Aanden." Om hans Liigfærd var intet at sige. Der hvilede jo Slaveridom paa ham, og altsaa fik han Pladsen derefter. Men ogsaa der skyde Sted- moderblomstrene sine rankende Stilke langs Mulden, overvævende de Vanæredes sidste Skjulested ligesom med smaa trefarvede Fænniker til Tegn paa, at deres Vanære nu er forbi; ogsaa der topper Kløveren sine friske fyldige Hjerter over de brustne der- under, dryppende Honning af sine Horn, ligesom til Balsam for deres Saar; ogsaa der lude Blaaklokkerne som om de vilde til at ringe, og Duggens Vievand sprænges hver Morgen, og Mosen spinder sin Glemsel over Forbrydelsen og dens Straf -- kort, intetsteds lærer Naturen Menneskene Forsoning og Tilgivelse med saa indtrængende Veemodighed, som paa den Plads imod Nord, inden en Kirkegaards Mure, hvor Gravene gjøres lavest, hvor ingen Rosmarin eller Rosenbusk plantes, hvor intet andet Minde reises, end en Stok i et Hul, indtil det falder Præsten beqvemt, ved en bedre Leilighed, at kaste de tre Skuffer med den viede Jord ned derigjennem. Der er det, de Mennesker ligge, hvis Synder bleve bekjendte og straffede -- straffede ogsaa med at begraves der i det øde Hjørne, i Morgendæmringens Time, nedslængte af Staten (saafremt ingen Doctor gjør Krav paa Levningerne for at øve sig i Anatomi), med et Præg af tør haardhjertet Kulde, af Lyst til at strække sine Jernarme ned under Mulden, saa det er at forundre sig over, at ikke Loven ogsaa befaler, at saae Nelder eller Salt paa de friske sorte Pletter. Der, i Forbrydernes Hjørne paa Garnisons- eller Christ-Kirke- gaarden paa Forstaden Hammersborgs østlige Skraaning, var det ogsaa, at Lofthuus's Liig fik Plads. Men imedens Mange fandt den god nok og Mange for slet, var dog nok han Selv, i en Til- stand, hvori hans sande Værd og Uværd stod ham for Øie, den ligegyldigste og indifferenteste ved denne Disput. Skulde der være noget i det Onde, som sagdes om ham, udenfor hans SIDE: 145 Stemplinger, vilde den ogsaa i Sandhed have været god og ærefuld nok. Thi det gik ikke ud paa mindre, end at han engang skulde paa en svigfuld Maade have ødelagt et Fartøi, som han eiede og førte. Men i alle de Documenter, og navnlig i al den, Lofthuus for- øvrigt fiendske, Correspondence, som er bleven gjennemlæst under Udarbeidelsen af denne Fremstilling, har der ikke været at træffe paa den fjerneste Hentydning af noget saadant. Kun i et epita- fiumstilet Skandskrift over ham, som hans uforsonlige Fiende, Justitsraad Schythe, synes til sin egen Fornøielse, for at udlade sin Harme, og ret at godtgjøre sig med Triumphen, at have skrevet kort efter at Lofthuus var bleven sat fast, findes en Paastand om, at han "to Gange er bleven straffet som en grov Forbryder", og deraf een Gang paa sin Ære. Men har han erholdt den sidste Straf ved at ilægges sine tre Mark, for at have ført en Mand betalt Gjæld til Regning, er dog dermed ikke sagt, at han har gjort dette mod bedre Vidende; og hans Popularitet og selskabe- lige Omgang med Folk over hans Stand, som virkelig fandt Sted, uagtet Schythe siger det modsatte, synes ikke at bekræfte, at han tillige har været fældet af den offentlige Mening, og at de Domme, som maatte være ham overgaaede, have været god- kjendte af denne. Almindelig Mand har et godt Skjønnende og Greb paa at vurdere Gehalten ved de Personer, som give sig af med ham, og til hvem han betroer sig. Han lader sig ikke skuffe i Længden, vel vidende, at han kun vilde være ilde tjent med et Menneske, som fortjente og fik Foragt; og at han er ligesaa nøieregnende i sine Begreber om Moralitet, især hvor Spørgs- maalet er om ligefremme Overtrædelser af Budene, som sine mere dannede Medborgere, lader sig ikke betvivle. Hiin For- brydelse, som Lofthuus beskyldes for af et Rygte, vilde være en saadan Udskeielse af Egennytten, at man ikke vilde kunne for- klare sig, hvorledes det samme Menneske kunde faae det Lov af Almuen, at han var uegennyttig indtil Opoffrelse. Men Meningerne om ham vare saa deelte, at den Dom, at der fra Characterens Side vel neppe har været noget synderligt ved ham, bliver lig- gende i Midten. Schythes Afskrift af Æreslinierne i Intelligents- sedlerne har f. Ex. følgende smukke Intimation: "Saa stor en Skurk C. J. L. end var i Livet, læses dog" osv. Men siden disse og Indskriften paa det røde Bræt ere blevne anførte, bør vi SIDE: 146 ogsaa høre, hvorledes Modparten har yttret sig om Helten i denne Fremstilling. Helten? Ja, som han kaldes i hiint Schythes kuriøse Epitafium over ham i levende Live: "Urolighedens Helt, hvis Aarer ere fyldte med et hidsigt Blod, hvis Hjerte er udkunstlet af en snedig Hyklekunst for Mængden hvis Hjerne er opspændt af uoverlagte brusende Udsigter, hvis Love ere Kroglove og hvis Udøvelser gjøre Afkrogene oprørte; Du, som gjør Skumlerne understøttede, du vil danne de vilde Begreber til at synes patriotiske, du vil gjøre Oprørene anseede som dydige Borgere; men Sædeligheden gjør du derimod afmægtig og Livsaanderne rasende. Betragt dig selv og dit Forhold som Borger! Du haver jo svævet fra din Ungdom af i lutter uordentlige Handlinger og i en dig selv udarmende medfødt Trættekjærhed? Du haver hadet Øvrigheden; ja Lovene have 2de Gange fældt dig, som en grov Forbryder, og fradømt dig din Ære. Og hvad er græsseligere i det menneskelige Selskab? Og du, Lasternes Træl! vil være de Uretlidendes Forsvar, de Klagendes Leiesvend indfor Retfærdighedens Throne? de Sukkendes Talsmand og de Grædendes Trøst? Du, grove Lovens Forbryder! tør paastaae, at hellige Pligterne, at ære Billigheden og at tilbede den gode norske Ærlighed? Du Svigefulde tør opsvinge dig til Oprørernes Anfører? Dog din List, har alene oprørt Gemytterne. Disse Folk, nu under din Fane, knælede heller for den danske Nordens Throne og Billighedens Lov, end de ved Udsvævelser fornærmede den gamle norske ærede Lydighed. Men din oprørske Geist indhylede dem forvildede Begreber, din kaade Aand førte dem paa Afveie, der stride mod Lovens nødvendige Forskrifter og den hellige Enevolds høie Majestæts Magt og Værdighed. Naar nærmede sig nogen af dine Landsmænd med en sønlig Tillid, et ædelt Hjærte og en god Samvittighed til den danske Throne, uden i den opthronede Konge at finde en mild Fader og Menneskeven? -- -- -- Du kaade vildfarne Aand? ere ikke Landets Love hellige, er ikke Rettergangsmaaden overeensstemmende med Folkets sande og indbyrdes Lyksalighed? Hvilken Enevoldsmagt i Verden foreskriver vel sine Embedsmænd SIDE: 147 et bedre og et ædlere Forhold og billigere Omsorger for Folkets og Landets Vel end den danske? Hvortil da din Sværmen, dit Oprør, din Skumlen, din Trædskhed og dine Hærolder for at oprøre Hjerter og Selskaber, og for at gjøre dine sædelige Landsmænds Optrin rebelske? -- -- -- Indseer du, dumme Aand, Statskonstens Høihed, Dybhed og Hellighed med et opklaret Begreb? Indseer du, Udsvæver, med Ærefrygt Lovens Grundvolde? Indseer du, Rebeller! Billigheden, som Statsmand, i sin rette Skikkelse? Tør du, lille Dreng blandt Birkebenene, uden at kjende dine Sætningers Rigtighed, opkaste dig til Dommer? -- -- Tør du, Opstands-Anfører! paatage dig at indskrænke Udsvævelser og at bedømme de Optrin, hvor dine Landsmænd skal straffes eller bedømmes? Er du oplyst nok til at bedømme Handlemaaden i en Tidspunct, mere sleben end den, i hvilken du læste Axel Thorsen, Holger Danske og den politiske Stokfisk? -- -- Andrager og opdrager du Sandheden da beviis den! Angiver du Misligheder, da vær sædelig i dit Forhold! Udviis en dydig Menneskekjærlighed; men aldrig Bulder, Uorden, Tumult, rasende Vildhed og Oprør! Derfor er du udelukket fra Selskaber, dem du fordærvede og forhærdede, og derfor er du som en æreløs Rebeller indsluttet og bespottet, berygtet og foragtet. Dine fælsomme Optrin og dit oprørte Forhold vidner alene om en forrykt Hjerne og et ondt Hjerte. Vil du skaffe Ret i Landet, du som er dømt paa din Ære som en grov Mishandler? Vil du, en buldrende Stemme og en hviskende Hvinen i Afkrogene, stille Klagemaalene paa den offentlige Skueplads og der stifte Enighed og Sindsrolighed? Man maa sætte, hvad Farve man vil paa dit Optrin, som Kunsten kan ud- pensle, og maa maskere dig, under hvilken Maske, dine Krumspring kan iføre dig, Du er og du bliver en norsk Rebeller, og dit Navn. Christian Lofthuus, vil i den sildigste Alder endog erindres som et foragtet." SIDE: 148 Saaledes, med Fraktur, under denne besynderlige Udgydelse af gamle Schythes oprørte danske Sjæl, hvori Kjendere af Friderich Reisers fyrgterlige Ildebrandsgeschichte maaskee ville opdage en ikke saa ubetydelig Lighed i Stilen og i absolutistisk Devotion. I at Lofthuus's Navn vil erindres, har han dog Ret, skjøndt neppe i, at det erindres som et foragtet. Denne Fremstillings Hensigt, der er at skildre Lofthuus som han var i Betydning af en offentlig Characteer, skulde da ikke være opnaaet; og med denne for Øie, forfølgende hans offentlige Handlinger, medens hans private Characteer ikke har ladet sig gribe i bestemte Træk, var jeg kommen til det Begreb om ham i det Øieblik, jeg greb Pennen, at han i hiin Henseende hverken var nogen foragtelig eller udygtig Personlighed til at udfylde den Plads, han valgte sig. Det var de Undertryktes Talsmand: den, hvorpaa der regner fleest Vel- signelser og Forbandelser af alle, en Dødelig kan vælge sig. Men Forbandelserne komme fraoven, fra Magtens, fra Lynenes Regioner; Velsignelserne mumles sagte som Bønner dybt nede imellem Massen. Før jeg lærte Lofthuus nøiere at kjende af Papirerne, for over fire Aar tilbage, idealiserede jeg mig i nogle Verslinier en "Almuestalsmand", som jeg tænkte mig, temmelig nøie i hans Billede. Men om end nogle Stropher passe paa ham, erkjender jeg dog, at der er andre, som ikke gjøre det. Saaledes lader det sig vel nogenledes siges om Lofthuus: "Hvor Helten for Folket af Glædesblik hyldtes! Ak! bedre det var, om med Taarer det fyldtes. Thi visselig døer han for Folket. Afvæbne Han kunde Tyranner, men ikke sin Skjæbne. Fra Slumrendes Hoved han Slangen nok slider; Men lynsnar ham selv den tildøde da bider. Som Fossene styrte, naar høiest de svulme, Han døer af de Kræfter, han ikke kan dulme. Han døer af et Hjerte, der sprænges af Flammer, Der taaler ei Hulken af fremmed Jammer. Det voldsomme! Tæm det! O, kom dog med Lænker Thi Bønderne vredes, og Høvdingen tænker. SIDE: 149 Som Lynet af svulmende Skyer fremglødes, Hans Tanker af voldsomme Følelser fødes. Mon Bloddryp af Christi hans Hjerte har faaet? Thi stærkere har ei et Menneskes slaaet. Hvi dyrker han roligen ikke sin Ager? Mon Gud ham som Ild gjennem Dalene jager?" Saa langt kan det nok gaae an; men i disse umiddelbart efter- følgende er der tillagt "Almuestalsmanden" en Sindsblidhed og christsindet Resignation, som Lofthuus ikke besad: "Hvi udsaaer den Ædle, som elsker saa Freden, i Menneskesindet kun Naget og Vreden? Dog blegne maa mangen Seraph, som sig maalte med ham, da hans Aand frem i Himmelen straalte." Jeg vil heller troe, at ved en saadan Jevnføring vil mangen anden Patriots Glorie tabe sig. Thi en sand Patriot, der vilde Folket vel med egen Opoffrelse, om saa skulde paakræves, var Lofthuus, og med et saadant Gemyt staaer flere af de Egenskaber, man fordømte hos ham, f. Ex. hans saa ofte fremhævede Trætte- kjærhed, i samme Aarsagsforbindelse som den underlagte Ild til Kjedelen, der skal koge. Han udrettede meget godt for de Almuer, han satte i Bevægelse; han vakte Regjeringens Opmærksomhed for det Udsugelsesvæsen, som gik isvang i Norge; han gjorde den bange for Folkets Fortvivlelse; han lærte den at kjende dets Nød; han bevirkede Begunstigelser for de meest Lidende, Straf over de groveste Sportulanter, og at Regjeringen iværksatte For- holdsregler imod Udsugelserne og til Afhjælpen af Nøden. Og han leed indtil Døden herfor. Og hans Forsigtighedsregler imod at blive tagen tilfange vise, at han nok ahnede hvad der kunde hænde, og vidste hvor høit han havde drevet Spillet. Men til at gjøre dette, til at vove Frihed, Velfærd og Liv for Andre, skal der enten hiin christsindede, helgenartede Resignation, som Lofthuus manglede, eller den Lidenskabelighed og udskeiende Fyrighed i et syndigere Gemyt, som Lofthuus besad. Menneskene ere ikke bedre, end at vi maae kalde den en tilgivelig Egenskab i sig selv og en Dyd, eftersom den driver sit Offer til at udrette SIDE: 150 noget Godt for Medmennesker. Det vilde, det gjorde Lofthuus, og derfor bør hans Vildfarelser ikke gjøre Efterverdenen saa blind for hans Fortjenester, som hans Tids Embedsmænd vare. Den Gravskrift: "Han vilde det endnu bedre, end han gjorde det", er baade den mildeste og den strengeste, man kan give ham. Thi hvad er daddelløsere og helligere end den gode Villie? og han gjorde det ikke saa ilde endda, efter sin Stilling og den Tid, han levede i. Henrik Wergeland SIDE: 151 BORDKJØRER-OPSTANDEN I 1795 (MEDDEELT AF HENRIK WERGELAND) De Lofthusiske Uroligheder gave Signalet til flere andre lig- nende omkring i Landet imod Slutningen af det forrige Aarhun- drede. Især synes Aarene nogle og 90 at have været stærkt be- lemret dermed. Da var Opløbet i Christiania imod Bernt Anker, da foraarsagede Uroligheder i Trondhjem Nedsættelsen af en Com- mission, og i Skien maatte saavel Stiftamtmanden, Kammerherre Kaas's Besøg som et talrigt af Militairet til for at dæmpe de Op- løb, som fandt Sted imellem de omgrændsende Almuer i Anled- ning af deres Høvding Tord Andersen Garvers Heftelse for Ty- veri. Denne Mand havde i et foregaaende Opløb været deres Lofthuus, og da det Gods, han beskyldtes for at have stjaalet, kun var bleven taxeret for 1 Rdl.s Værdi, troede Almuen, at For- føiningen med hans Arrest "blot havde Hensyn til at faae Sag med ham, for derunder paa en hemmelig Maade at faae ham afstraffet for Opløbssagen og hensat paa Fæstningen. Disse Al- muer,som ansaae ham for at have talt og handlet til deres Tarv, troede sig da pligtige til at bruge alle Midler for at bevirke hans Løsladelse af Arresten og Fritagelse for al Straf, og for at opnaae denne Hensigt, troede de, at den sikkreste Vei var, med samlet Magt, at sætte ham i Frihed." Men dette var nu livlige Fjeldfolk, Tellebønder, korte for Ho- vedet. Men hvem skulde vel tænke, at en Slags Opstand ogsa har kunnet finde Sted imellem Østlandets søvnige, slentrende Race af Bordkjørere, disse rækelagtige graae Sidfrakker med Kridt- stregerne paa Ryggen og Kridtpiben stukken i den bulede graa- brune Hat, der om Vinteren stænge Veien til Christiania med sine Hundreder af tunge knirkende Plankelæs, som de rangle halvsovende ved Siden af, og som jage derfra i Qvellingen tom- rebes liggende grue paa Langslæderne, hujende i Fiirsprang ned- over de udsveivede Bakker, saa det er Livsfare at møde dem? Det er en Slægt, hvis Næringsvei ikke engang for sin Nødven- digheds Skyld for det Almindelige har kunnet vinde nogen Ag- SIDE: 152 telse formedelst den Aandssløvhet, som følger med Slentringen, og de plumpe Sæder, som udvikle sig paa de finkelosende Hvile- steder. Og dog er denne Drift, som sagt, nødvendig. Disse lange Rækker ere nogle af vor Nationalindustries vigtigste Pulsaarer, netop kommende i Bevægelse under dens Vinterliv. Hverken den Skade, den tilføier Agerdyrkningen og Moraliteten, eller den ligesaa vitterlige Erfaring, at de Bønder staae sig bedst, som ikke "ligge paa Kjøring", eller Udførelsen af det store Canalprojekt fra Øieren til Christiania, vil kunne tilintetgjøre den. Øvre-Ro- merige vil altid formedelst Beliggenheden af endeel af sine Sauge, Skrækken for Vaarthingene, da Skatterne skulle ud, formedelst Vanen og Behovet af contante Skillinger, blive nødt til at udsende disse langkitlede Sværme, hvis Fædre, Bestefædre og Oldefædre ogsaa vare Bordkjørere om Vinteren og slette Agerdyrkere om Sommeren. Hiint Canalanlæg vilde vel indrente sig meest uhyre Nytte ved at indskrænke Kjørselen over det Hele, og navnlig ved at tilintetgjøre dens Hovedgreen, Kjørselen fra Strømmen ved Øier, hvor den skulde begynde; men altid vil der dog gives Egne, som tiltrænge Slæden, saa Bordkjørerslægten i dem vil være uud- ryddelig, udødelig -- idetmindste saalænge Skovene ere det, og det endnu betaler Fragten at udskibe Planker og Bord. Men der vil en Generations Undergang til før selv de Egne, der hur- tigst vilde komme til at høste reel Nytte af Udførelsen af Canal- projektet, ville erkjende dette, og for Øvre-Romerigkingerne vilde den altid blive i høieste Grad upopulair. Constitutionens Om- styrtelse skulde neppe bringe dem til at gjøre Opstand; men skulde noget kunne oprøre deres træge Blod dertil, maatte det være en saadan truende Fare for Bordkjørselen, deres nedarvede, i samme Forhold Formuen udmarvende, Industri, som de drive den ivrigt og med Tilsidesættelse af deres Gaardsdrift. Fortje- nesten er saa liden, at Nedsættelsen af et Par Skill. pr. Tylt er paaveie at bringe trodsige Foreninger istand, som dem, vi neden- for skulle høre, virkelig engang ere istandkomne. Men saa lister Ole sig ud med sine fire Gamper og kjører for Taxten, og saa lægger Hans, Christen, Erich og Guldbrand efter iveien med sine. Saa gaaer det da den Vinter med. "D -- ite døm aassaa, for Taks døm har sat iaar!" er da In- timationen ved Møderne paa Hvilestederne. "Er Du ude aassaa, da Jens?" siger Ullenssokningen til Eidsvoldingen, kjendende ham SIDE: 153 fra forrige Vinter, fra alle de forrige siden han blev stor nok til at slentre med Læsset. Der danner sig en Halvpægleklub. Taxten er dens staaende politiske Thema. Forbandelser regne ned over Saugeierne og Kjøbmændene. "Ja det er rigtig Skam ogsaa", piber Kjærringen med, som rækker Krusene og Pæglene ud til dem fra Disken. Men hvad, om pludselig en Kaxe, en "oplyst Mand", som just kunde hvile der paa samme Tid, reiste sig op i Krogen og sagde: "Ei! hvorfor gjøre I ikke, som Østerdølene have gjort med Tømmerkjøbmændene? Skriver Erichsen har faaet dem sammen i en Forening, som alt gjorde sin Nytte ifjor, og nu have de Magten selv. Skoven er deres Vare; men Arbeide er ogsaa Vare, der maa betales." Men havde han vidst, hvad Plan- kekjørerne gjorde i 95, vilde han maaskee heller sige: Ei, hvorfor gjøre I ikke, som eders Fædre og Bedstefædre gjorde i l795, da de holdt det store Bordkjørermøde paa Lamoen. Dengang var der raske Karer. Dragonvagtmester Halvor Hilton tvang med dragen Sabel Eidsvoldingerne paa Kløften til at kaste Jess Ankers Planker af og at vende tomrebes hjem igjen, og Stiftamtmanden maatte selv iveien." Det var Kammerherre Frederich Julius Kaas, som dengang var Stiftamtmand. Af en Indberetning fra ham er det, vi have faaet nogen Kundskab om en Begivenhed, der har noget tilfælles med en trampende Sauefloks Modstand. Den er stilet: "Til Rentekammeret og Cancelliet. Ikke blot paa dette Sted har det Rygte været almindeligt, at Uordener og voldsomme Handlinger skulde af Almuen i Øvre- Romerige være forøvede paa de offentlige Landeveie, foranlediget ved den Uenighed, som i nogle Aar har fundet Sted imellem Bøn- derne indbyrdes, og Saugeierne betræffende Priserne for Tømmer og Bordkjørselen, og jeg har endog bragt i Erfaring, at dette Rygte skal have strakt sig til Kjøbenhavn, hvor det, som i saa- danne Tilfælde sedvanlig, er bleven forøget i den Grad, at hele Kirkesogne skulde være i Oprør. Hvorlidet jeg end kunde fæste Tro til disse Rygter, siden jeg ikke hørte noget derom fra dem, som skulde være lidende, eller fra Stedets Øvrighed og Saug- eierne, besluttede jeg dog selv at undersøge Sagen paa Stedet. Jeg havde just noget før, hvorom det høie Collegium er under- SIDE: 154 rettet, berammet en Overformynder-Execution for samtlige Sogne i Øvre-Romerige, og jeg benyttede mig nu af denne samme Lei- lighed til at undersøge og erholde den rette Sammenhæng af for- nævnte Tildragelse, især da den samtlige Almue ved disse Thing var tilstede. Efterat jeg nu har faaet den sande Oplysning om Tingen, skylder jeg det høie Collegium Underretning derom, og derved tillige at hæve de urigtige Rygter, som maaskee allerede kunde være Høisamme forebragte. Men for at kunne give det høie Collegium et fuldstændigt Begreb om den hele Sag, vil jeg her tillige opgive, hvad som i de senere Aaringer er passeret imellem Saugeierne og Bønderne ang. Bord- og Tømmer-Trans- porterne, da de senere Rygter tillige dermed staae i Forbindelse. "I Aaret 1794 blev en Contract oprettet imellem samtlige Tøm- merhandlere og Saugeiere, hvis Producter udskibes fra Christiania Toldsted. Ved denne Contract ere Priserne paa Tømmer bestemte, og en vis Mulct for den af Contrahenterne, som overtraadte samme, fastsat. Vel lode de ikke denne Contract offentlig bekjendtgjøre; men derimod udstedte de Instructioner til deres Skovfogder, som paaberaabte denne Contract, og næsten indeholder samme Be- stemmelser som hiin; og paa denne Maade blev den Almuen be- kjendt. Denne Tømmerhandlernes og Saugeiernes uforsigtige Ad- færd kunde ikke være uden Følger. De udebleve heller ikke længe; thi den 25de Novbr. samme Aar oprettede samtlige Skov- eiere av Hoff Præstegjeld i Soløer en ligesaadan Contract som hiin, hvorved de forpligtede hinanden til, under en vis Mulct, ikke at sælge Tømmer for andre, end de derved bestemte Priser, hvilken Forening ogsaa er offentlig bekjendtgjort i dette Steds Intelligents-Blade den 4de Febr. f. A. Men hermed havde det ikke Ende. Den paafølgende Vinter hørte man daglige Rygter fra Øvre- og Nedre-Romeriges Fogderier om, at Almuen forsam- lede sig ved Lamoen i Skydsmo-Sogn. Hensigten med og Gjen- standen for disse Samlinger var ingen anden end den, at bestemme en vis Priis for Kjørsel, og forhindre alle dem, som vilde kjøre under den af dem bestemte Priis, fra videre Kjørsel. Dog blev endnu ikke Voldsomheder, men alene mundtlige Overtalelser, an- endte. Amtet, saasnart det herom blev underrettet, føiede de for- nødne Anstalter til at hindre saadanne Samlinger, og lod Almuen betyde, at den maatte lade den offentlige Kongevei være fri og ikke hindre Nogen, som vilde kjøre for ringere end de av dem SIDE: 155 fastsatte Priser, at vedblive sin Næringsvei, saafremt de vilde undgaae Lovens Straf. Men disse Foranstaltninger var af ingen Virkning, indtil det omsider blev beviist, at en Vagtmester af det agershusiske Dragonregiment, ved Navn Halvor Hilton, den l0de f. A., fremstillede sig i Spidsen af nogle Almuesmænd fra Ullen- sager Præstegjeld, 28 i Tallet, ved Kroholdsstedet Kløften, som ligger ved den nordre Kongevei, hvor Veiene fra Trondhjem og Vinger støde sammen, for med uddragen Sabel at ville forhindre Lars Paulsen Blakkiorud med flere Bønder fra Eidsvold Præste- gjeld, fra længere at fremkjøre de Planker, de havde paa Læs- sene, Jess Anker tilhørende. Kjørerne blev saaledes tvungne til at aflæsse Plankerne og vende tilbage med tomme Slæder; og her blev da ikke blot som før mindelig Overtalelse anbragt, men Voldsomheder anvendte, der fortjente Justitsens Opmærk- somhed. Et Forhør blev derpaa strax erhvervet og Action der- efter mod samtlige de 28 Bønder anlagt. Men hørte det endog hermed op med Almuens Samlinger paa de offentlige Landveie, vedblev de dog derefter som før deres engang yttrede Beslutning, at sætte visse Grændser for Kjørselspriserne. Dette seer man af en Contract, oprettet den 3die Marts l795 imellem Bønderne i Nannestad og Ullensager Sogne, som den l0de Juni samme Aar er offentlig bekjendtgjort i Stedets Intelligents-Blade. Og lige- ledes saae man under 16de Septbr. samme Aar en Forening be- kjendtgjort i fornævnte Blade, som var oprettet imellem Eidsvolds Sogns Bønder. Gjenstanden for disse Contracter var ingen anden end den, som er nævnt, nemlig at bestemme Kjørselspriserne og fastsætte en Mulct for dem, som handlede mod samme. Følgen af denne Almuernes Fremgangsmaade blev da rimeligviis den, at Kjørselen for største Delen standsede, da Kjøbmændene ikke vilde tilstaae Bønderne de Priser, som disse forlangte. Derimod har den ikke foranlediget noget voldsomt Foretagende, som det ved Kløften passerede, endskjøndt endeel enkelte Mænd have hjemkjørt Læs fra Steensby, Baarliedalen og Dahls-Saugene. Saa- ledes stod Sagen, da Rygterne om de fornævnte Uordener bleve almindelige. Jeg har nu paa vedkommende Steder selv under- søgt Tingene, og jeg har herom hørt saavel Saug-Eierne som Bønderne, men dette uagtet har jeg ikke kunnet opdage noget, som kunde stadfæste Rigtigheden af de fornævnte Rygter. Det Eneste, som jeg har kunnet komme efter, er det, at den llte Fe- SIDE: 156 bruar d. A. skal Hans og Jacob Dahlen med nogle flere af Ullen- sager-Sogn have været samlede ved Pladsene Sletten og Fjeldham- men, og der venskabelig have anmodet nogle Kjørere fra Sørum og Eidsvolds Sogne, om ei at fare længere, men afkaste sine Læs. Endeel have samtykket i denne Begjæring, Andre ikke, og disse have i al Ro fortsat sin Vei. Efter min Formening bliver denne Hand- ling ikke nogen Gjenstand for Justitiens Tiltale. Almuen har alene foretaget den, fordi den ansaae samme som en naturlig og lovlig Følge af en Contract, hvis Oprettelse saameget mere kan und- skyldes, som Tømmerhandlerne og Saug-Eierne ved deres ufor- sigtige Adfærd har saagodt som sat Skov-Eierne og Kjørerne i den Nødvendighed at forene sig paa samme Maade, saafremt disse ikke aldeles skulde blive afhængige eller undertrykte af hine. "Ved mine Omreiser befandt jeg endvidere, at Saugeierne over- alt havde gjort Tillæg til de forrige Priser -- dog ikke saameget som af Kjørerne var foreslaaet -- at den største Deel af Bøn- derne vare villige til at kjøre for de anbudne Priser, men at nogle tildeels formuende, tildeels urolige Hoveder afskrækkede disse derfra -- at hine havde udtaget Stevning mod enkelte Mænd, som, uagtet alle Forestillinger og Trudsler, dog vovede at kjøre -- at denne Stevning allerede var forkyndt, og endelig, at man, for at give sin Sag mere Styrke, havde overalt i Bygderne udspredt det Rygte, at jeg, som Stiftsbefalingsmand, i Alt bifaldt Almuens Forhold og tilraadede dem at vaage for Contractens strenge Over- holdelse. Jeg fandt mig saaledes ikke alene foranlediget, men endog beføiet til, offentlig paa alle Thingsteder, at betyde den der forsamlede Almue sin Vildfarelse, at igjendrive de falskeligen udspredte Rygter, og at foreholde dem Følgerne af de oprettede Contracter, saavel imellem dem selv, som imellem Saugeierne. Jeg formanede dem til Rolighed og Orden, med den Forsikkring, at ethvert Foretagende fra enkelt Mand eller samtlig Almue, der sigtede til at forstyrre samme, eller hindre anden Mand fra ro- ligen at fortsætte sin Næringsvei, skulde paa det alvorligste blive undersøgt og straffet. Det glæder mig meget, at jeg tillige kan berette det høie Collegium, at jeg allerede har seet den ønske- ligste Virkning af denne Advarsel. Det synes ikke alene roligt, men jeg mødte endog paa min Tilbagereise fra Eidsvold Thing over l000 Heste, som uhindret gik frem. Imidlertid troer jeg dog, at den udtagne Stevning vil komme i Rette. Almuen er ikke SIDE: 157 lettelig at bringe fra den Idee, at Contracten er gyldig, og at den deri fastsatte Mulct kan paastaaes inddreven. Ogsaa troede jeg, at det vilde være bedre, at lade denne Sag komme under Dom, end som ved Forestillinger at søge at uddysse de hos dem her- kende Tanker; thi de nytte ei alene ikke, men de opvække endog den Mistanke, at Embedsmanden holder med de Formuende, og svække saaledes den Tillid, han nødvendigviis maa stræbe at er- hverve sig. Hvad Sagen mod de 28 Bønder angaaer, da har jeg tillige ved denne Leilighed paadrevet sammes Endskab, saa at jeg sikkert formoder, at den vil blive paadømt anstundende Vaar- thing. Dette vil da gjøre Almuen mere varsom og forebygge Til- dragelser, som de ovennævnte. Heraf seer det høie Collegium, hvor aldeles ugrundede og overdrevne de omtalte Rygter ere. Imidlertid skulde det meget glæde mig, om mit Forhold ved denne Begivenhed fandt det høie Collegii Bifald." Henrik Wergeland SIDE: 158 ET BRODERMORD I VALDERS (BIDRAG TIL SÆDERNES HISTORIE MEDDEELT AF HENR. WERGELAND) -- -- Anden Thingdag, den 8de Marts 1737 blev Retten atter sat paa Thingstedet Lune i nordre Omdal, hvor da Fogden, Hr. Cancelliraad Nernst anmeldte, at han til dette Thing "underdanig", ifølge Hs. Exc., Hr. Stiftsbefalingsmandens Ordre, har ladet indstevne den bortrømte Soldat, Lars Bossum og hans paarørende Venner: Brødrene Ole Olsen Bossum og Juul Sundem, Søsteren Inge Olsdatter Magistad, en Enke, og Svogeren Gul- brand Ringsager, alle at anhøre Vidner, betræffende det paa bemeldte Soldat Lars Bossums Broder, Ole Olsen Øvre-Sundem begangne Drab, og isærdeleshed er Gulbrand Ringsager befalet til at paahøre Provenes Forklaring, om han har været med udi Drabet. Videre declarerede Fuldmægtigen, at som hans Principal, ifølge Stiftsbefalingsmandens Ordre, har ordineret Bygdelehns- manden, Hans Reisen, til Forsvar for Soldat Lars Bossum, og Procurator, Sr. Nachschow paa hans Vegne sig at indfinde, og det da formedelst den Omstændighed, at man, siden Stifts- befalingsmandens Ordre indløb, har faaet den Efterretning, at Gulbrand Ringsager er mistænkt for at have medværet udi Drabet, og derfor Stevnemaalet, som bemeldt, tillige paa ham indrettes, er det fornødent, at et Forsvar for bemeldte Gulbrand Ringsager beskikkes, og altsaa kan Hans Reisen istedet for Sol- datens Forsvarer, som han skulde være, bivære Retten til at av- høre Vidner paa Gulbrand Ringsagers Vegne. Procurator Jørgen Andersen Nachschow mødte for Retten paa Soldat Lars Bossums Vegne, og vilde anhøre Vidnernes Udsigende, dog under For- beholdenhed af Lars Bossums Ret og hans Uskyldighed i alle Tilfælde. Paa Gulbrand Ringsagers Vegne componerede Bygde- lehnsmanden Hans Reisen og formenede, at den Sag ham ganske SIDE: 159 er uvedkommende og formodede, at han for Nachschows Fuld- mægtigs Tiltale vil vorde befriet. 1ste Vidne. Ole Bjørnsen Rognaas, noget over 40 Aar gaml., provede efter Eeds Aflæg, at Aftenen til 5te Dag Juul, næst- afvigte Aar, da den bortrømte Lars Bossum, den dræbte Ole Bossum, Gulbrand Ringsager og Vidnet med Flere, vare paa Gaarden Rognaas i Stuen hos Guttorm Thoresen, da saae Vidnet, som sad paa en Stabbe ved Skorstenen, at Lars Bossum, der stod ved et Skab tæt ved Bordet, slog til sin Broder, Ole Bossum, med sin Haand i Hovedet, efterat han først havde udladt sig med disse Ord: Her er vesle Bossum-Guten, og du Ole er ikke Kar for mig. Og da Ole Bossum saaledes var slaaet, at hans Luve faldt af ham, da tog Vidnet Luven op af Gulvet, og nær- mede sig til Lars Bossum, sigende til ham: "Kjære! forlad din Broder og tænk ei mere derpaa, men lad ham blive." Idetsamme kom den dræbte Ole Bossum, som tilforn sad i Bænken ovenfor Bordet, frem paa Gulvet, og slog til Lars Bossum med en Træøse, som han havde i Haanden, i hans Mund, først et Slag saa Blodet løb af hans Mund, og strax derpaa det andet Slag, som traf Lars Bossums Hoved, og var saa haardt, at Lars Bossum tumlede tilbage paa det Skab, hvorved han, som forhen er for- klaret var staaende; og som Lars Bossum havde faaet det sidste Slag, trak han en bred Junge med Holk paa, hvormed han stak Ole Bossum et Stik udi Panden, saa Blodet deraf udflød; Lars Bossum greb og Ole Bossum strax i hans Arm eller Axel med sin Haand, og derpaa stak atter Ole Bossum i Livet med blank Kniv, dog saae Vidnet ei, hvor han traf eller ramte ham, efterdi det da blev ganske sort for Vidnets Øine, af Forskrækkelse over saadan Tildragelighed. Men som Lars Bossums saaledes havde stukket anden Gang, da faldt Ole Bossum samt Bordet til Gulvet. Vidnet mærkede og idetsamme at Blodet løb saa heftigt af Ole Bossums ene Laar, at der susede eller frusede derudi. Ole Bossum talede, siden dette passerede, ikke et eneste Ord, som Vidnet hørte, men døde straks efter at han havde givet 3de Aandedræt, da de lagde ham paa en Krak i Stuen. Og efterat Ole Bossum, som meldt, var stukket, og var falden ned paa Gulvet, tog Vidnet og Halvor Rognaas Lars Bossum og førte ham ud af Døren, da Halvor Rognaas spurgte, om han havde Kniv i Hænderne, hvortil Lars Bossum svarede: "Ja, og jeg gav SIDE: 160 ham en Tryk, saa han stupede for de 2de Auseslag, han gav mig! og saa der er Kniven," sagde Lars Bossum endvidere, kastende Kniven fra sig, som var ganske blodig. Og da Vidnet derefter gik ind igjen i Stuen, hvor Drabet skete, og Guttorm Rognaas tilligemed Vidnet havde lagt Ole Bossum paa en Krak, saa var det, at Ole Bossum gav fra sig de omprovede 2de Aande- dræt, og førend Lars Bossum, som meldt, blev ført ud af Stuen, da raabte Vidnet til Ole Bossum og spurgte, om han kunde tale til ham, men han svarede Intet, mens han frusede med Munden, og Blodet løb af ham. Videre forklarede Vidnet, at Gulbrand Ringsager ikke var i Kammeret med de omprovede 2de Brødre, heller ikke var han fremme ved Bordet, da Ole Bossum blev stukket, men han gik fra Skorstenen idetsamme og ud paa Døren. Vidnet hørte og ikke, at Gulbrand Ringsager var uenig med nogen af disse omprovede 2de Brødre. Og førend det omprovede Klammeri passerede mellem Lars og Ole Bossum, sagde Gulbrand Ringsager, som disputerede med Halvor Rognaas om Gaarden Ringsager, at han havde faaet en nøgen Qvinde, hvilke Ord for- aarsagede, at Ole Bossum blev vred og slog til Gulbrand Rings- ager 2de Slag, et paa hver Side af Munden, saa at Gulbrand Ringsagers Luve faldt af ham, mens som Gulbrand Ringsager derpaa tog Ole Bossum om Halsen, saa bleve de gode Venner igjen, hvorpaa Gulbrand løb hen i en Bænk ved Skorstenen, hvorhelst han blev liggende, indtil den omprovede Skade var skeet. Fremdeles forklarede Vidnet, at som Gulbrand Ringsager var bleven "Govenner med Ole Bossum, saa nærmede Lars Bossum sig hen til Ole Bossum, som sad i Bænken ved Høgsædet, og holdt sin Haand hen til ham, sigende i Vrede til Ole Bossum: "Vil du ikke tie, Du?" hvortil Ole svarede: "jo, Brormin, jeg vil tie," og derefter begyndte Ole saa heftigt at græde, at Taarene randt ned efter hans Kind. Lars Bossum reiste sig saa op og sagde til samtlige, som vare i Stuen: "Vil I see en lystig Strik?" hvortil Alle svarede nei, og bad ham være fredig og ei tænke paa det, som ondt var. "Ja, sagde Lars, vil I ikke høre det her, saa skal I faae at høre det om en Stund paa Sundem, og saadan Leik skal I ikke have hørt tilforn i Valders paa mange Aar." Efter Tilspørgsel sagde Vidnet, at Halvor Rognaas bragte Lars Bossum ind udi sin Stue, hvorfra Guttorm Rognaas fulgte Lars Bossum med Hest, hen til hans Hjem, paa Gaarden Bossum, til SIDE: 161 hans Broder, efterat Ole Olsen allerede var død. Nachschow tilspurgte Provet: 1) om Gulbrand Ringsager, Lars og Ole Bossum paa een Tid kom til Gaarden Rognaas, hvortil svaredes: "Lars Bossum kom derhen om Morgenen og gik til Rognaas om Aftenen"; 2) om ikke Lars og Ole Bossum alletider have forligtes venlig og kjærligen med hinanden? Hvilket bekræftedes; 3) om ikke Gulbrand Ringsager og Ole Bossum bleve først uenige med hin- anden paa Gaarden Rognaas, og om han ikke har hørt eller veed af, at Gulbrand Ringsager har undsagt Ole Bossum? Og hertil svaredes: De bleve, som forhen er omprovet, først ueens, mens Vidnet ikke har hørt, at Ole Sundem af Gulbrand Ringsager er bleven undsagt; 4) siden Vidnet har forklaret, at Lars Bossum stak til Ole Sundem i Panden med en Kniv, om han da ander- ledes rammede ham, end at det var en Remse i Huden og ikke gjennem Benet? Hvortil svaredes: ja, det var ikkun een Remse i Huden, som ei gik gjennem Benet; 5) efterdi Vidnet og har forklaret, at Lars Bossum holdt Ole i Axelen, og Kniven i den anden Haand, om da Lars Bossum anderledes end ligesom hyttede med Kniven, mod den øverste Deel af Oles Legeme? Svar: Jo, han saae Lars Bossum stak efter Ole Sundem, men Vidnet kunde ikke see, enten han rammede ham eller, hvor han rammede ham, efterdi det blev sort for Vidnets Øine. Men Ole Sundem faldt idetsamme Øieblik ned paa Gulvet og Blodet strømmede af ham; 6) hvorlænge Provet var ude med Lars, da de gik til Døren og førend han kom ind igjen, da Ole opgav Aanden? Svar: Vidnet gik ind igjen strax efterat han havde ført Lars Bossum ud, saa at han strax vendte sig om og gik ind igjen, efterat Lars Bossum havde talt de omprovede Ord; 7) om Gulbrand Ringsager ikke var tilsammen udi Haandgjerning mod Ole Olsen samme Tid, og om Gulbrand Ringsager ikke var inde tilbage igjen udi Stuen, da Lars Bossum kom ud af Døren? Svar: Gulbrand Ringsaker var ei med i nogen Haandgjerning; han var og ikke inde i Stuen den Tid Lars Bossum blev ført ud paa Døren, men var gaaet ud førend Skaden skete; kom og ikke ind i Stuen igjen siden, men gik derfra; 8) hvad Tale Gulbrand Ringsager havde da han laae i Bænken? Svar: Gulbrand Ringsager talede den Tid ei noget med Nogen, og for det 9) om ikke enten Ole Bossum selv eller Gulbrand Ringsager i denne Tid havde deres Knive ude, eller om han noget saadant kunde formode? Svar: Nei. SIDE: 162 2det Vidne. Halvor Faltiusen (Valtsjofsøn) Rognaas, 40 Aar gammel, provede, at den omprovede Tid da Drabet skete paa Rognaas, sad Vidnet paa en Krak i Stuen og sov siden han var drukken, men vaagnede af den Allarm, som var i Stuen, og som Døren var aaben og Lars Bossum gik udigjennem den og var blodig, da gik Vidnet efter ham, og som de kom udenfor Døren sagde Vidnet til Lars: "Haver du Kniv?" hvortil Lars svarede: "ja Gu' har jeg! jeg gav ham og en Tryk for Auseslaget, han gav mig," og idetsamme kastede han Kniven fra sig. Vidnet sagde end videre, at førend han gik efter Lars Bossum ud igjennem Døren, saae han, at Ole Sundem laa paa Gulvet ved Skabet og var blodig og talede Intet eller rørte sig det ringeste. Nachschow tilspurgte Provet, om ikke Gulbrand Ringsager var inde i Stuen da han og Lars Bossum kom ud af Døren, hvortil svaredes nei, han saae ham ikke, men forhen om Aftenen saae Vidnet ham være der. 2) Hvad Ord og Gjerninger han saae eller mærkede af Gulbrand Ringsager mod Ole Sundem? Svar: Han saae eller mærkede Intet. 3) Om Gulbrand Ringsager og Ole Bossum ikke een eller begge havde Knive ude? Svar: Nei. Og for det 4de) Hvordan den Kniv var dannet, som Lars Bossum skal have foreviist Vidnet ude i Gaarden. Svar: I det samme Lars kastede Kniven fra sig, kunde han ei see, hvordan den var, men som de siden fandt den igjen, da saae Vidnet, at den havde været afbrudt paa Odden og at derpaa var slebet en rundagtig Od; samme Kniv eller Junge var bred paa Bladet og blodig, da den som meldt blev igjenfunden. Paa Tilspørgende af Fogden, forklarede Vidnet, at Lars Bossum var siden hos ham som Vidne i Stuen, da dog Vidnet ei var derinde mens i den Stue, hvor Drabet skete for at see om Ole Bossum var død. 3die Vidne. Guttorm Thoresen Rognaas, gl. noget over 40 Aar, provede, at den foromprovede 4de Dag Juul, just som Vidnet kom gaaende ind i den Stue, hvor Drabet skete, da stod Døren aaben og Vidnets Datter sprang paa Gulvet og bar sig ilde. Ole Olsen laa da død paa Gulvet, og som Vidnet gik ud igjen af Stuen stod Vidnets Hest spændt for en Slæde. Lars Bossum kom derpaa ud af Stuen fra Halvor Rognaas, satte sig i Slæden og kjørte sin Vei. Vidnet, for at faae sin Hest igjen, fulgte der- paa efter og naaede ham igjen paa Øvre-Sundem, hvor Lars var gaaet ind til sin Broder Juul Sundem. Vidnet gik og ind i Stuen SIDE: 163 til denne en liden Stund da Lars talede med sin Broder. Der- efter reiste Lars fra øvre Sundem hen til Gaarden Ulnæs, hvorhen Vidnet styrede ham, efterdi Lars Bossum havde sagt til Vidnet, at han vilde give ham Hug saafremt han vilde tage sin Hest igjen. Lars Bossum var inde i Stuen hos Svend Ulnæs, men Vidnet blev staaende ved Hesten. Derefter fulgte han Lars hen til Gaarden Bossum, hvor de gik ind i Stuen til Broderen Ole Bossum, hvor Lars fortalte sin Broder Ole Bossum, at han havde gjort en Ulykke paa sin Broder Ole øvre Sundem, hvorover Ole Bossum blev meget bedrøvet. Lars tog dernæst en Bøsse paa Væggen i sine Hænder, sigende, at ville reise til Capitainen; og da Vidnet havde været paa Gaarden Bossum en liden Stund, tog han sin Hest og reiste hjem igjen, og var Lars Olsen ved Vidnets Bortreise igjen paa Bossum. Vidnet forklarede endnu, at han sagde til Lars Bossum paa Rognaas, førend de reiste til øvre Sundem: Gud bedre Dokker for Gjerning du har gjort! hvorpaa Lars svarede disse Ord: "ja det skal han have for de Auseslag, han gav mig; jeg gav ham en Tryk, saa jeg saae han dubba 2de Gange." Vidnet saa selv ikke noget af Gjerningen. 4de Vidne. Berith Guttormsdatter Rognaas, 10 Aar gl., provede, at den Tid, Drabet skete, saae Vidnet som sad ved Skorstenen hos Gulbrand Ringsager, der laae i Bænken, at Ole øvre Sundem slog til Lars Bossum i Munden med en Træøse. Gulbrand Rings- ager bad hende derpaa at hun ville synge i den Bog, hun havde i Haanden, hvilket og Vidnet gjorde. Og som hun saaledes sang, fik hun at see, at Ole Bossum laae paa Gulvet vendende Ryggen op, og at Blodet flød omkring ham paa Gulvet. Lars Bossum stod da foran sin Broder og holdt en blottet Kniv i sin Haand. Halvor Rognaas tog derpaa Lars og førte ham ud igjennem Døren. Vidnet gik lidt derefter hen i Halvor Rognaas's Stue, hvor Lars Bossum og Halvor Rognaas vare inde, og som Vidnet udlod sig med disse Ord: "Gud bedre dokker for Gjerning du har gjort: han Ole Sundem er allerede død," da svarede Lars Bossun: "ja nu er det ligesaagodt jeg reiser." Halvor Rognaas sagde saa til Vidnet: "Drag Du Fanden i Vold. Forskræk ikke Kar'en, han Ole er kanskee "oveta" eller besvimet." Halvor forføiede sig derefter ind i Stuen igjen for at eftersee om Ole Sundem var død. Vidnet erindrer og ikke rettere, end Halvor Rognaas SIDE: 164 kom tilbage imedens Lars Bossum var i Stuen og sagde, at Ole Sundem var død. 5te Vidne. Tosten Bjørnsen Rognaas, 40 Aar gl., provede, at han, staaende udenfor Døren, saae, at Lars Bossum slog til Ole Sundem med sin Haand saa Luven faldt af ham, og i det samme Ole skulde bukke sig ned for at tage sin Lue op af Gulvet igjen, da tog han en Øse, hvormed han slog Lars i Munden. Lars trak derpaa sin Kniv og stak med den til Ole Sundem 2 Gange, men hvad enten han rammede ham eller hvorhelst, det saae Vidnet ikke. Vidnet erindrer, at Gulbrand Ringsager, da Klammeriet begyndte imellem de 2de Brødre laa i en Bænk ved Skorstenen i Stuen, og i det Lars stak til Ole, sprang Gulbrand fra Bænken og udigjennem Døren, saa at Vidnet ikke kunde see, at han kom hen til de 2de Brødre, idet han som meldt, gik ud af Stuen. Gulbrand da han kom ud rev ellers op sine Klæder i Brystet, sigende: "hvor har jeg faaet Skade?" Men Vidnet kunde ikke see nogen Skade, siden det var mørkt paa Gaarden. Betræffende den Dispyt, som forhen havde været imellem den dræbte Ole Sundem og Gulbrand Ringsager, da forklarede Vidnet, at Ole slog Gulbrand 2de Slag med sin Haand, men Gulbrand svarede ham Intet, ikke heller gjorde nogen Modstand. Nachschow lod derpaa Vidnet adspørge, om den Skade Gul- brand Ringsager sagde han havde faaet, bestod i Stik eller Saar, samt om af hvem han havde faaet det. Og da Vidnet hverken herom kunde give nogen Oplysning eller om nogen Undsigelse havde fundet Sted hos Gulbrand imod den Afdøde, deponerede Vidnet videre, at da han havde været inde i Stuen og seet at Ole Sundem laa død paa Gulvet, gik han og forkyndte Ulykken for sin Nabo Amund Rognaas og Lars Bossums Broder Juul Sundem, og imedens Vidnet var i Stuen hos Juul Olsen paa Sundem, kom Lars Bossum ind i Stuen til denne, og raabte 2de Gange "Hu! Hu!" Juul Sundem græd derpaa og sagde: "Gud bedre mig for mine 2de Brødre!" Lars sagde endvidere: "Jeg græder ikke endnu det er gjort, som gjort er." Strax derefter gik Lars ud af Døren da han til Afsked sagde: "Godnat, Godnat! Her kommer jeg aldrig mere." 6te Vidne. Sigrid Syvertsdatter Rognaas imod 60 Aar gl., pro- vede, forsaavidt den omprovede Dispyt mellem Ole Olsen øvre Sundem og Gulbrand Ringsager, angaaer, eensstemmende med de SIDE: 165 hørte Vidner. Anlangende Drabet, da har dette Vidne ei været tilstede, da samme skeede, men lidet derefter som hun kom gaaende hen imod sin Stue, og hørte sin Datter, som er 4de Vidne, skrige inde i Stuen, spurgte hun Gulbrand Ringsager, der mødte hende paa Gaarden, hvad der var paa færde, hvortil Gulbrand sagde iblandt andet: "Jeg har faaet et Sting her," holdende for sit Bryst og førend han sagde disse Ord, rev han sine Klæder op og blottede sit Bryst, og som Vidnet derefter kom ind i Stuen, saae hun at Ole Sundem laae paa Gulvet, bestænket med Blod, men Lars Bossum var da allerede borte af Stuen. 7de Vidne Knud Haganæs, 30 Aar gl. og 8de Vidne Ragnild Pedersdatter Rognaas 54 gl., som provede, at de lagde den døde Ole Sundem paa Liigstraa den samme Nat, Drabet skeede, og da ved Eftersyn befandt, at han havde et Skaar i sin Pande og en rød Flæk derhos som ei var igiennem Benet; i hans Bryst befandtes iligemaade en rød Flæk, saaledes at Huden var læderet og ei videre, men indvendig paa sit venste Laar havde han et Skaar, som var omtrent 4 Fingre langt. Hvor dybt samme ellers var, kunde Vidnerne ikke see, efterdi Skaaret ei var aabent, men sluttede tilsammen, og da de havde afført ham Klæderne, saae de, at samme vare overmaade blodig. Blodet havde og rundet af ham paa Gulvet og den Bænk, som han laae paa. Paa Fogdens Tilspørgsel svarede Vidnerne Ole Bjørnsen, Gut- torm, Tosten, Halvor, Berith og Sigrid Rognaas, at den Tid Drabet skeede, var vel Gulbrand Ringsager drukken, men dog ikke saa forfalden, at han ei kunde gaae og staae, og de hørte, at han ei talede noget uvettigt, men havde sin fulde Samling. Fremdeles provede disse 3de Vidner, Andreas Morland, som Stedets Bygdelehnsmand, Ole Arnesen Svennæs og Gulbrand Kjørnæs efter Eeds Aflæg, antagende den Beskadigelse, den dræbte Ole Sundem havde faaet, overeensstemmende med det 7de og 8de Vidne, med det Tillæg, at Ole Olsen i Panden ved Haaret havde faaet en rød Flæk, Skaden i Laaret var og, da de besigtigede ham, som skeede Nytaarsaften, ungefær 3 Fingre lang, og syntes at være meget dyb. SIDE: 166 Lars Bossum var da nu borte; men pludselig viser han sig, forsynet med kongl. Leide af 1ste Marts 1737 til at udføre Sag mod Guldbrand Ringsager, som Mordets egentlige Forøver, og 12te Juli samme Aar gik den efter Paastevning irette paa nordre Ourdals Sommerthing. En Procurator Storm mødte for den nye Anklagede og paastod, at Lars Bossum skulde, uanseet sit Leide, som Uvederheftig, stille Caution for Sagens Omkostninger før Vidneførelsen kunde fremmes; men denne eragtedes dog at skulle gaae for sig. Dette skete dog først, formedelst Udeblivelse, paa Høstthinget den 12te Novbr. Hvor da (med Forbigaaelse af nogle ubetydende Vidnesbyrd) Vidnet Niels Klat provede, at der vel havde gaaet et Bygde- rygte om, at Guldbrand Ringsager havde holdt sig skjult for det Drab, som var forøvet paa Ole Sundem, men at Guldbrand ikke blot havde benegtet saadant, men ogsaa fulgt med ham til det Sted, hvor Ole laa Lig, nærmet sig dette og lagt sin Haand der- paa med de Ord: "Er jeg skyldig udi din Død eller Klammeriet, da gid at Gud, som haver skabt mig, nu ville et Tegn paa mig sætte", hvorpaa han faldt paa sine blotte og bare Knæ, efter de Tilstedeværendes Anmodning. Vidnet tillagde, at Guldbrand, før han kom til Gaarden, hvor Liget laa, udlod sig saaledes: "Jeg nødes til at holde mig tilstede for de Løfter, som ere lovet mig," samt, at da Vidnet Natten før Drabet laa paa Ringsager, var Guldbrand ikke hjemme, men sad paa Svennæs og drak, efter Ole Arnesens Sigende. Denne Ole Arnesen vidnede, at næste Morgen efter Drabet, kom Guldb. Ringsager og Amund Rognaas til ham, og beklagede Guldbrand sig over, at hans Qvinde havde hørt af en Dreng, som var bleven sendt til ham fra Gaarden Bossum, at Lars Bossum havde erklæret, at han vilde tage Livet af ham, førend han rømte af Bygden. Guldbrand opholdt sig da hos Vidnet i to Nætter, hvorpaa han gik hjem. Om at Guldbrand havde und- sagt den Dræbte, var Vidnet uvidende. Vidnet Lars Ulnæs deponerede, at Drabsnatten kom Lars Bossum til ham, beklagede den Ulykke, som var skeet, og bad Vidnet gaae til Øvre-Sundem for at see, hvad Skade Ole havde faaet, tillæggende disse Ord: "Har han faaet anden Skade end i Hovedet og paa Bringen, saa veed jeg intet deraf." Guttorm Rognaas var dengang med Lars Bossum. Vidnet erindrede ogsaa, SIDE: 167 at da den Dræbte var bleven besigtiget, kom foregaaende Vidne, Ole Arnesen, til Ringsager, hvor Vidnet da var, og sagde til Guldbrand: "Det er ikke meer at dølge for; nu er der hørt 14 Prov over dig," hvortil Guldbrand taug ganske stille. Om nogen Undsigelse fra denne vidste heller ikke dette Vidne noget. Kari Tollefsdatter, den dræbtes Broderkone, vidnede, at da hun for 4 Aar næstanstundende Vinter siden var paa Ringsager, hørte hun Guldbrand sige: "Ole Sundem bedrog mig med noget Hø, jeg kjøbte af ham, og enten det drøyer længe eller stut, saa skal jeg have Livet af ham." Og da Vidnet Dagen efter fortalte Ole Sundem denne Udladelse, sagde han, at han nok vidste deraf tilforn. Thi i Sommer -- sagde Ole videre -- da Guld- brand sad og drak hos mig, og jeg var nede i Kjelderen for at tappe Øl, saa hørte jeg han sagde, han vilde dræbe mig." Vidnet bad derpaa Ole tage sig iagt, fordi det kunde snart skee, at Guldbrand dræbte ham, hvortil Ole da svarede: "Ja det er sandt, mens naar jeg nu ikke bliver for meget drukken, tager jeg mig vel iagt." Kort derefter, da Guldbrand og Ole vare paa Vidnets Gaard og drak, begyndte Guldbrand at udlade sig med nogle Ord mod Ole, hvortil denne sagde: "Lad mig være i Fred, thi nu vinder du mig over, siden jeg er syg eller fordærvet." Dette uagtet trak Guldbrand sin Tollekniv og nærmede sig til Ole i Vrede, holdende Kniven op iveiret, medens Ole sad og saae ned paa en Krak. Vidnet greb derpaa Guldbrand i Armen, hvorved han hindredes fra at bruge Kniven. Sommeren derpaa sagde Guldbrand til Vidnet, at han ikke havde æslet "Bankjærring Ole" (?) Kniven, "men Ole skulde havt den, som jeg og vilde skulde skeet." Endvidere berettede Vidnet, at Ole havde fortalt det, at Guld- brand Ringsager udslukkede Lyset, som de havde for sig, da bemeldte "Bankjærring Ole" blev knivstunget, og at han da skulde have været stukket, men at han bad for sig, indtil han havde faaet tændt Lyset igjen, hvorpaa Guldbrand sagde, at han ikke vilde gjøre ham noget. Samme Dag, Drabet skete, havde Vidnet ogsaa seet Guldbrand og Ole "fangdrages" med hinanden paa Isen, nedenfor Sundem, uden dog at kunne sige, om det skete i vred Hu eller ikke. Efter Drabet var Lars Bossum kommet ind til hende og havde beklaget sig over, at have beskadiget sin Broder derved, at han havde stukket ham i Hovedet SIDE: 168 og skaaret ham i Brystet. Lars sagde ellers samme Tid, at Guld- brand Ringsager havde givet Ole Sundem den største Flængen. Vidnet Amund Rognaas provede, at strax efter Drabet kom Guldbrand Ringsager ind til ham i hans Stue sigende: "Gud bedre os, nu er Een klar", og da Vidnet spurgte hvad der var paafærde, sagde Guldbrand: "Den ene Broder har ihjelstukket den anden, thi Lars Bossum har dræbt Ole Sundem." Imedens Guld- brand saaledes var i Vidnets Stue og endnu Folk af Gaardens Beboere kom gaaende til Døren, sagde Guldbrand: "Kommer nu Lars efter herind, saa dræber han ogsaa mig," og idet samme bøiede han sig ned mod Vidnets Sengestolpe for at gjemme sig. Guldbrand forblev og der Natten over, da Vidnet ikke vilde følge ham hjem, og stængte han da Døren af Frygt for Lars. Næste Dag fulgte Vidnet Guldbrand hjem, hvor da Guldbrands Qvinde fortalte, at der havde været Bud fra Gaarden Bossum, at Guldbrand hverken den eller den følgende Dag maatte være hjemme, siden Lars havde sagt, at han vilde tale med ham. Paa Vidnets Raad gik da Guldbrand sammen med det til Svennæs, som laa midt i Bygden, hvorhen det ikke var rimeligt, at Lars vilde komme. Om nogen Undsigelse fra Guldbrand imod Ole havde Vidnet intet hørt. Det tillagde kun, at Guldbrand sagde, da han kom ind i dets Stue: "Gud give, jeg ikke har faaet noget med ved det samme, jeg sprang ud paa Døren." Dagen endte med den Bemerkning fra Procurator Storm, at han siden Afhørelsen af Vidnet Kari Tollefsdatter er bleven underrettet om, at hun er Guldbrand Ringsagers afsagte Fiende, hvilket han i sin Tid agtede at benytte til sin Parts Tarv. Den følgende Dag fortsattes Forhøret med Vidnet Juul Knudsen, Oppen, som deponerede: Næstafvigte Vaar, som Lars Bossum igjen til Bygden var kommet og Vidnet engang talede med Gulbrand Ringsager, da sagde Gulbrand Ringsager at Lars Bossum ikke for andre Aar- sager var igjen kommet end at han ville have Livet af ham. Vidnet svarede Gulbrand Ringsager dertil saaledes: "Er Du uskyldig, da har Du ei nødig at tvivle for nogen Ting." "Jo sagde Gulbrand, det gaaer aldrig ret i nogen Sag." [fotnotemerke] Vidnet Juul Olsen Sundem, Lars Bossums Broder provede dernæst, at 4 Aar næstanstundende Vinter siden, da Gulbrand Fotnote: Heri har Guldbrand, efter Meddelerens Erfaring, Ret. SIDE: 169 Ringsager og nu affaldne Ole Sundem engang vare samlede paa øvre Sundem, hørte Vidnet, at Gulbrand Ringsager udlod sig imod Ole Sundem med endeel onde Ord, angaaende en Deel Furage Ole Sundem forhen til ham havde solgt, med hvilket Kjøb Gulbrand syntes at være misholden. De ovenomskrevne onde Ord Vidnet af Gulbrand da hørte bestode i, at han sagde til Ole Sundem: "Fanden smætt' i din Knusk, Du har besveget mig", hvorpaa Gulbrand idet samme tog en Ildebrand og satte den ind paa Oles Mund. Ole sagde da: "Brænd mig ikke; jeg er ingen Hund, og nu kan Du gjøre med mig hvad Du vil fordi jeg har stødt mig fordærvet." Gulbrand sagde da videre: "Fanden smætt' i Dig endnu engang," og i det samme trak han sin Tælle- kniv, sprang over en Krak, holdt Kniven i Veiret og vilde stikke Ole Sundem, der sad og saae ned i den Krak, han sad paa. Dog hindrede Vidnet og hans Qvinde Gulbrand at tilføie Ole Sundem nogen Skade med Kniven. Næste Høst efter, da Gul- brand Ringsager og Ole Sundem atter vare engang paa fornævnte øvre Sundem, og de vare blevne noget Uvenner, sagde Gul- brand Ringsager, idet Ole Sundem var gaaet ned i Kjælderen: "Ja, Broder, Fanden smætt' i mig om jeg ikke skal have Livet af Dig, om jeg skal ligge efter Dig i l0 Aar." Næste Morgen derefter fortalte Gulbrand Ringsager Vidnet, at han havde Aftenen tilforn stukket med sin Kniv En ved Navn "Bankjerring Ole" i Armen, men han sagde derhos, at samme var ætlet Ole Sundem og ikke "Bankjerring Ole." Næste Dag derefter sagde Gulbrand Ring- sager, at han ei ville gaae dengang af Gaarden førend han havde taget Livet af Ole Sundem, hvilken Undsigelse han ved Eed be- kræftede. Et Aar nu næstafvigte Høsttid siden da hørte Vidnet i et Barsel paa Ringsager, at Ole Sundem, som sad med Andre og spiste, sagde til Værten Gulbrand Ringsager, der gik paa Gulvet: "Den der giver sine Gjæster Mad og ikke vil sidde hos dem, den holder jeg for en Fantekjærring." Gulbrand, som svarede: "Er jeg en Fantekjærring?" gik hen og slog til Ole Sundem med sin Haand, udtrækkede derhos sin Kniv, hvormed han vilde stukket Ole Sundem, men hvorfra han dog af de Til- stedeværende blev hindret. Samme Aften Ulykken skete paa Rognaas kom Tosten Rognaas til Vidnets Gaard og fortalte, at Ole Sundem havde faaet Skade, og som Vidnet vilde vide, hvem Skaden havde gjort, sagde Tosten, SIDE: 170 at han ei vidste det, mens Ole Sundem, Guldbrand Ringsager og Lars Bossum havde siddet og kranglet med hinanden den ganske Aften. Vidnet gik derpaa til Rognaas, da de der ved Ulykken havde været tilstede, fortalte ham, at som Ole Sundem havde slaaet Guldbrand med sin Haand, gik Guldbrand hen til Skorstenen og lagde sig i en Bænk, og Ole hen udi Bænken ovenfor Bordet i Stuen paa Rognaas. Lars Bossum slog da til Ole med sin Haand i Hovedet og Ole til ham igjen med en Træøse, hvorpaa Lars Bossum stak Ole med sin Kniv. Brødrene kom da hen paa Gulvet, hvor de bleve begge liggende, og Guldbrand, som kom til dem, medens de endda vare ved Bordet, blev liggende oven- paa denne paa Gulvet; dog sagde de, som fortalte Vidnet dette, at de ikke saae, at Nogen stak Ole Sundem efter at han var kommet fra Bordet. Da disse 3 Personer, som meldt, laa paa Gulvet, laa Ole næst Gulvet, Lars paa ham og Guldbrand paa Lars. Ole Bjørnsen og Halvor Rognaas fortalte og for Stedets Bygdelehnsmand i Vidnets Nærværelse 3 Dage efter dette Drab skete, at de adskildte Ole Sundem, Lars Bossum og Guldbrand Ringsager, den Tid de, som meldt, laa ovenpaa hinanden paa Gulvet, og som de kom til dem, da sprang Guldbrand ud paa Døren. Bygdelehnsmanden tilspurgte Bærit Rognaas nævnte Tid, om hun saae, at Lars Bossum stak Ole Sundem, efter at de vare komne fra Bordet, hvilket hun benegtede, sigende, at Lars faldt saa langt over Ole at han ei kunde stikke ham. Bærit Rognaas svarede endvidere den Tid Bygdelehnsmandens Tilspørgende, at hun ei heller saae, at Guldbrand stak Ole, efterdi han blev liggende tversover benævnte 2de Brødre. Vidnet erindrer og, at Lehnsmanden denne Tid som omprovet er, spurgte Sigrid Rognaas, om hun vidste noget om Drabet, da hun forklarede, at som Guldbrand Ringsager, efter Ulykken var skeet, mødte hende udenfor Døren, saa sagde han: "Gud bedre os, jeg troer, at der er skeet en Ulykke herinde, jeg troer Lars har stukket sin Broder, og jeg fik en Sting i Laaret." 14de Vidne. Ole Engebretsen Svennæs vidnede, at da den omprovede Bankjærring Ole af Guldbrand Ringsager blev stukket og Vidnet tilligemed Ole Arnesen Svennæs vare komne til Sundem, hvor Guldbrand var, sagde Ole Sundem til dem: "Gjør for Guds Skyld og tag Guldbrand med Eder, for han har undsagt mig," hvilket de og gjorde; og som de, saavelsom Guldb. Ringsager SIDE: 171 samt Ole Sundem havde begivet sig fra Sundem og vare an- komne paa en Bro der ligger over en Elv nedenfor Sundem, da blev Guldbrand staaende stille midt paa Broen, hvorpaa Ole Sundem sagde til Vidnet: "Nu skal Du gaae imellem os; thi jeg frygter for at han kan skumpe mig udover Broen," men ikke hørte Vidnet, at Guldb. Ringsager talede et ondt Ord til Ole Sundem. 15de Vidne. Erland Nielsen Heppe vandt, at noget efter Drabet, sagde Guldb. Ringsager til Vidnet engang: "Fanden smætt' i mig om jeg ikke bliver tagen førend Sessionen bliver," og efter at Vidnet til Guldbrand havde sagt, "hvorfor skal Du tages, siden du intet Ondt har gjort?" Guldbrand igjentog nok engang sine Ord og Eed, uden dog at nævne, hvorfor han skulde tages. Henrik Wergeland SIDE: 172 NORGES KONSTITUTIONS HISTORIE FØRSTE HEFTE INDLEDNING INDHOLD 1. Forklarende Omstændigheder. 2. Foregaaende Yttringer av norskt Uafhængighedssind. Universitetssagen. Andre Nationalkrav. Konspirationer. Kristian Augusts Dage. 3. Kristian Frederiks Optræden i Norge. (Mai 1813 -- Februar 1814). FORORD Je voudrois bien pouvoir tout faire, de plaire à tous et nul deplaire; mais il n'est pas permis aux dieux -- pourquoi voudrois-je faire mieux? La Verité. Jeg overantvorder herved i mine Landsmænds og Verdens Hænder det første Hefte af Norges Konstitutions Historie, ud- bedende mig Overbærelse med Arbeidet, især fordi det er ny Mark, jeg har havt at bryde i. Jeg har maattet søge andre Efterretninger end blot trykte, og jeg er flere Landsmænd den erkjendtligste Tak skyldig for de haandskrevne og mundtlige Meddelelser, de have beæret mig med, og navnligen to velunder- rettede Videnskabsmænd tillige for den velvillige Ufortrødenhed, hvormed de have gjennemseet disse Ark. De danne en i Ud- kastet vidløftig Bygnings Propylæer. Man vil af disse Dimensioner see, at dertil ikke kan føjes nogen Hytte. Det følgende Hefte skulde, efter Planen, blive ulige vidløftigere, omfattende Kon- stitutionsværket 1814 indtil Foreningen med Sverige, og det tredie behandle Konstitutionens Liv og Virken til et passende Punkt i vore Dage lader sig finde, f. E. til Udgangen af næste Storthing eller til et Resultat imidlertid maaskee maatte vise sig af Unions- SIDE: 173 kommitteens Forhandlinger. Fortsættelsen vil imidlertid maaskee ikke udkomme paa nærværende Forlag, hvorom Publikum da nærmere skal blive underrettet. Den beroer ogsaa paa den Modtagelse, Indledningen nyder, og paa min Lyst eller Ulyst til endnu at forøge Beviserne paa at jeg besidder en Uafhængighed, som ikke har nogen Forbindelse med mine borgerlige og person- lige Forhold. Maatte der da imellem de Landsmænd, som have ondt forat begribe Muligheden heraf, om jeg skulde blive kjed af videre Forsøg paa at overtyde dem, findes En, som i saa Fald vilde optage dette Arbeide! Mine Materialier skulle staae ham til Tjeneste. Jeg vil overrække ham dem, med Ønsket om at han maa være riig og spendabel nok til at kunne arbeide et Par Aar for omtrent Intet, viis nok til at vide, at han aldrig vil kunne gjøre Alle tilpas, og taalmodig nok til at lade sig nøie med Honoraret af "alle Partiers Mistanke" i Mangel af noget andet. Kjendsgjerningen, at vort Lands Konstitution har været frugtbar paa Velgjerninger for vort Folk, fortjener en Fremstiller; Fremstillingen heraf og af dens Tilblivelse ved Folkets egen Kraft bør ogsaa gjøre den norske Konstitution frugtbar for andre Na- tioner. Denne Palme har allerede baaret modne og gyldne Frugter i sin Top; fremmede Øjne ere fæstede derpaa, og det praktiske Exempel er Nationernes, som Individernes, bedste Læremester. Den norske Friheds Resultater føre ellers af sig selv, ved egne kraftige Fingerpeg, til den Slutning, at den ogsaa maatte være velgjørende for et Folk af omtrent lige Beskaffenhed, og indeholde et Evangelium, som forkynder sig selv uden skreven Historie. Formaalet for denne Propagandisme er ellers nærmest, idet den indtegner i Folkets egen Erindring og Hjerte Maaden, hvorpaa Friheden erhvervedes gjennem Offre og Anstrengelser, og de Navne, som den skyldes, tillige at indpræge, at den samme Pa- triotisme udfordres for Vedligeholdelsen, som for Erhvervelsen, og at Nationen har i sin fri Forfatning faaet en dygtig Opdrager af de nedarvede ædle Aands- og Karakteer-Egenskaber, som Lan- dets ophøjede Natur har bevaret temmelig uforvanskede gjennem de Aarhundreder, vor Saga kun har lidet at sige om. Kristiania, Marts 1841. Forfatteren. SIDE: 174 Forklarende Omstændigheder. Opstanden er du, Norge, af din Grav; Almagten vælted Stenen af dit Hjerte, og Aand og Kraft dit døde Legem gav, og underfuldt sit Viisdomsraad dig lærte. (Et Rigsforsamlingsmedlem). At være eller ikke at være, var visselig ogsaa Spørgsmaalet for Norge i 1814. Det var ogsaa Hamlet imellem Landene: thron- baaret og ulykkeligt som Han, opoffret og beluret af falske Fræn- der, og anseet af Verden for afsindig. Og i hvor mange af sine egne Datids Mænd stod det ikke selv personificeret at skue, som Ham- let, med Fingeren paa den blege Pande og Øinene vendte mod Jorden i grublende Mønstring af egne Hjælpemidler. Og endnu, efterat det har løst Spørgsmaalet med et Resultat, som allerede har affødt nye Følger i flere Led, og er bleven Moder til et Exem- pel, som truer med at omstøde Systemerne i begge de andre Nordens Riger, ere Normændene selv oftere, end man skulde troe om Mennesker, der ikke mangle Selvfølelse, og som saa efter- trykkeligen og indtrængende have lært og udbredt Grundsætningen "hjælp dig selv, saa hjælper dig Gud", sysselsatte med at spørge sig selv om hvorledes det dog kunde gaae til, som det gik, ved Befrielses- og Konstitutionsværket. Man erindrer, at Nationen, idet den var den ulykkeligste med Hensyn til den Behandling, den havde lidt, tillige var den afmægtigste og mest forladte. Aands- bedrivten af den klareste, højtspændte Bevidsthed forekommer som Somnambulismens Vidunderligheder; Begeistringen forvexles med disse; og forbauset over den Lykke, Friheden har skabt, gjør man denne Velfærdsmoders egen Fødsel mysteriøs og himmelfalden, og glemmer at den fødtes i Norge, som den fødtes i Schweitz, Neder- landene, Amerika og overalt, af en høist jordisk Moder: af Ulyk- ken. Denne har en vemodig Skjønhed, som henriver Gemytterne. Fædrelandskjærligheden var aldrig højere stemt i Norge end før Bruddet med Danmark, der gjorde det Indtryk paa den almindelige Klasse, som en Elskets Vanære paa Elskeren. Nationens Blod og materielle Kræfter stode til Tjeneste. Hvorledes skulde de aandige i denne Opbrusen ikke være vaagne og virke og afbeile Ulykken dens første forjettende Smiil, der røbede at den kunde SIDE: 175 blive Lykke. Og dette var Modet til at vove Alt; og hvad Stort har dette ikke øvet og naaet i Verden? Men hvorledes vi tage det, saa møder os dog atter først Spørgs- maalet: hvorledes den norske Konstitution kunde blive til under daværende Omstændigheder? Det er hverken tilfreds med en saa rask Afgjørelse eller med det almindelige Svar: ja det vide vi ikke, men nok er det, den er til, og virker godt. Dets Løsen forud bliver da i en vis Maade nødvendig, og vil vel heller ikke skade Indtrykket af selve Fremstillingen af Begivenheden mere, end om vi nærme os et Architekturens Storværk med de Tabeller i Haanden, som mathematisk demonstrere dets Udførelse. Visselig vi staae, med det norske Befrielsesværk for Øje, for en af de mest rørende, overraskende og maaskee frugtbareste Be- givenheder i Verdenshistorien. Hvad er meer rørende end Uskyl- dighedens Lidelser? hvad meer overraskende end en god, men magtløs, Sags Sejer? hvad frugtbarere end Exemplets over al Verden henveirede Sæd -- Exemplets, som det norske Folk har afgivet paa, hvor simpel en Gave dog Friheden er at behandle, og paa at et Folk, foruden den, ligesom Marken for at grønnes, kun behøver Lys og en Smule Fred for at see sin Lykke at frem- blomstre? Sandelig denne Sæd er allerede over Grændsefjeldene, og svæver svanger over de danske Sletter, og Europas Konser- vatisme, der betragtede den norske Konstitution som et Experi- ment af Børn i en Krog af Værelset, har i dens Følger faaet et Argument imod sin træge Viisdom, af større Vægt, end de Lodder, noget andet europæiskt Land har lagt i Folkefrihedens Vægtskaal. Norges ulykkelige Skjebne under den lange Forening med Dan- mark var ufortjent i mere end den almindelige Forstand, at et historiskt, individuelt og afgrændset Folk aldrig fortjener at be- røves sin Selvstændighed og at underkastes en Afhængigheds uudeblivelige Ulykker; den var det endnu mere ved al den Tro- skab, Taalmodighed og Selvopoffrelse, det først, da den ikke læn- ger kunde ydes, blev træt af at ødsle paa det stedmoderlige, utak- nemlige Danmark, som dog endnu vovede at kræve med stumme Læber. Og disse Dyder, der vare blevne til Nationalthemaer i de sangrige loyale Gamledage, men nu synes vore Dages Patrioter af endnu tvivlsommere Ærværdighed hos Fædrene, end deres Gyldenlædersstole og andre Reliqvier, og overalt bedst at tie med, indrentede dog Normændene en hemmelig Anerkjendelse overalt SIDE: 176 i Europa af Ret og en Sympathi i de nærmere Lande, og ikke mindst i Sverige, som langtfra blev uden heldig Indflydelse paa deres Befrielsesværk. Historiens ædle Kjerne, som den blotter for ethvert ufordærvet Øje, at intet sandt moralskt Godt sporløst forsvinder, intet af himmelsk Oprindelse nedgraves saa dybt, at det ikke spirer op igjen, viste sig ogsaa her. Strømmene af norskt Blod og Guld vare ikke flydte ganske forgjæves. Norges politiske Feil imod sig selv vare private Dyder, som jo ikke negtes Agtelse selv af dem, der ikke gjøre sig nogen Samvittighed af at bedrage dem. Landet var blevet bekjendt ved sine Lidelser og ved Rygtet om dets Folks dydige og kraftige Karakteer; Europa, forsaavidt det kjendte denne sin egen Hjørnesteen, havde ondt af det, og fandt det ikke saa ude af sin Orden, om den fiirskaarne, trohjer- tede Tjener endelig blev kjed af sin Junkers Utaknemlighed, som han saa ofte var gaaen i Ilden for, og endelig fandt det for grovt, at lade sig bortspille som en russisk Livegen, benyttede sig af Leiligheden, og satte sig ned som selvstændig Borger. Norge slap ud som en Politikens, en Aarhundredernes Kaspar Hauser; en sympathisk Medlidenhed, liig den, som nys gjennemløb Europa for dette ulykkelige Individ, greb de ædlere Statsmænd; og der er kun liden Tvivl om, at de samme Følelser talte i Carl Johans Hjerte, som i 1814 fyldte "the Stars, the Couriers, the National- Intelligenzers" o. fl. anseede engelske Journalers Spalter med Op- raab for Norge og i Underhuus og Overhuus opløftede de verdens- berømte Statsmænd Wynne's, Mackintosh's, Lambton's, White- bread's, Ponsonby's, John Russel's, Wilberforce's, og de kongelige Hertuger af Sussex's, og Gloucester's, Grey's, Holland's, Grenvil- le's, Wentworth's, Stanhope's, Lauderdale's og de øvrige prote- sterende Lorders og Parlamentsmedlemmers ædle Røster for at bringe Ministrene til at "fraraade de øvrige Magter den grusomme Uretfærdighed, at undertvinge det redelige og uskyldige Folk i Norge." [fotnotemerke] Fotnote: Bladet "Tiden" 102. 103. 106.1814. Earl Grey anmærkede i Overhuset 10de Mai "at endog i et paa Tildragelser saa rigt Tidspunkt, og midtimellem saa talrige og overordentlige Forandringer, som vare nu ved at endes til Europas Rolighed, tvivlede han meget, om Deres Herligheder nogensinde vare indkaldte til at om- handle en Gjenstand af større Vigtighed i Grunden, end den, han bad om Til- ladelse til at anbefale deres Agtpaagivenhed. Lærereglerne om Tro og Love, om moralsk og politisk Retfærdighed, den offentlige Lov og Fortolkningen af Trak- tater -- alt det ere DD. HH. nu indkaldte at tage i Overveielse inden de til- SIDE: 177 Ethvert i Nød bestedt Folk paakalder Nationernes Sympathi, og appellerer til et gammelt Krav paa deres Agtelse. Den er heller ikke, selv vaabenløs, uden Kraft; Polens Krig fortsættes endnu ved Sympathien. Den fandt sig engang tiltalt af Norges fortvivlede Stilling paa Randen af Tilintetgjørelsen efter Aarhun- dreder af Ulykke; den skal give mig Ret i, at jeg kalder Historien om Norges Lykkes, dets Konstitutions, Fødsel og Liv "rørende", som en Frelsers født i Elendighed; og jeg fremmaner disse Erin- dringer som en forudindtagen Helsebod for Menneskehjertet mod de Bitterheder af en giftig Politik, det i det følgende vil blive rækket Smagen af, og fordi de dog ogsaa bidrage noget til at løse det Spørgsmaal, som senere har bryd Verden: hvorledes Norge kunde beholde sin Konstitution under de Omstændigheder, den blev til i, og maatte prøve sine første, vaklende Skridt i? Denne Tingenes Gang har oftere end noget bibelsk Afsnit om Underne i det udkaarne Folks Historie bragt Guds Navn paa vantroe Læber, og man hører oftere, og har læst tusinde Gange, Spørgsmaalet besvaret kort og godt og beskedent med: Guds umiddelbare Sty- relse, [fotnotemerke] ) eller med det ikke dybsindigere, at Lykken er bedre end Forstanden. Men der er, som berørt, et Spørgsmaal involveret i hiint, som ikke lader sig besvare saa kort, men som dog først Fotnote: kjendegive deres Dom om Ministrenes Fremgangsmaade imod Norge, inden de bestemme dette Lands og Folks Tilstand -- et Folk, som ikke har gjort os nogen Uret, som alene var os bekjendt for dets Kjærlighed til Fædrelandet, for dets Flittighed(?), for dets Dyder, og som altid har viist Tilbøielighed til at vedlige- holde venskabeligt Samqvem med den britiske Nation." Wynne's Foredrag og Proposition i Underhuset, 12te Mai 1814, om at dette i en Adresse skulde an- holde om Prindsregentens Intervention til Fordeel for Norge, er ganske i samme Aand og Tone. Selv Modparten Canning henreves til at yttre, at "der var ingen Priis, han jo vilde betale for at være befriet for den Forpligtelse, der tvinger ham til at krænke Norges Rettighed til at modsætte sig Afstaaelsen" -- en Yt- tring, som, efter Moniteuren, hvorfra vi have denne Beretning, vakte "høje Skrig: "hør!" fra Oppositionen. I Underhuset erklærede 71 sig for Wynnes Forslag. Kl 1 om Natten endtes disse Debatter -- et vigtigt Klokkeslag for Norge, som vi senere skulle see. I Overhuset protesterede 11 Lorder mod Majoritetens Beslutning, at fortolke Traktaten med Sverrig som Forpligtelse til at tvinge Norge. Cfr. Cursory remarks on the meditated attack on Norway, comprising strictures on Mad. de Stael-Holsteins Appeal to the nations of Europe, with some histo- rical and statistical fragments relating to Norway. Lond. 2. Edit. Oversat af P. Fasting, Kristiania, 1814, under Titel: "En Stemme fra England o. s. v. især om Norges Afstaaelse." Fotnote: Sal. Ordspr, 21, 1. Ps. 185, 14. Dette til en Bestyrkelse. SIDE: 178 maa forudskikkes Historien om Konstitutionens Tilblivelse; og det er dette: hvorledes en saadan Konstitution, som den norske er erkjendt for, og har viist sig at være, kunde blive til i et saadant Folk, som det Norske dengang var: saa lidet, saa adspredt, saa afsondret, saa fremmed for Verdensbegivenhederne, saa medtaget, saa uvant til at raade og handle selv, saa tilsidesat i Oplysnings- henseende? Dette har mest opvakt Verdens Forundring, og mest den Deels af Verden, som kjendte Norge bedst. Dog har den kjendt det lidet, og gjør det endnu, skjøndt Konstitutionen ogsaa i denne Henseende har gjort Underværker. Fra Danmark af har man hørt dette Spørgsmaal ligesaa kort og bestemt som hiint løst med -- Kristian Frederiks Styrelse; Kristian Frederik, denne Mand af Dannelse, Kundskaber og Liberalitet, var i Norge, -- der er den norske Konstitutions, den norske Friheds og Selvstæn- digheds, den norske Lykkes Fader udlagt. Men lader denne Opløsning sig soutenere, siden en af Kristian Frederiks første Tilkjendegivelser ifra den danske Throne er at lade haant om denne Ære, der kun skulde være Ophavsmandens til et "Hastværksprodukt"? Det var dog ellers at komme for let Kjøb til Washingtons Stjerner, til Bolivars udødelige Palmer. Kri- stian Frederiks største Ære er, at han veed, hvor tunge de ere at vinde; og dette giver ham en Broderpart i Udskiftningen af Hæderen for Værket, og Ret til at see Spørgsmaalet opkastet, om hvilken Deel Han og hvilken Deel Folket har deri. Historien, der er ligesaa riig som Naturen paa Materie til Religiøsitet, har sine blinde Redskaber for den højere Styrelse, sine nominelle Kourant- storheder med paaskreven Værdi (Valuta derfor af Naade mod- tagen indtil videre) men som den naturligviis siden reducerer, og sine uvilkaarlige Betydenheder, ligesom Leermassen, der, om en Fidias gik forbi, kunde blive Model til en Timoleons-Staty, lige- som Canovas Smørklump blev til en Løve. Og dette er ogsaa en Storhed, da den herligste Storheds Apotheose er at have været et ret iøinefaldende Gudsredskab; eller om det ikke er en Stor- hed, saa er det dog uimodsigelig en Berømthed. Mange sandt "store" Mennesker maa lade sig nøie med mindre. Imellem de Momenter, som forklare Sagens Gang, og navnlig Befrielsesværkets foreløbige Mechanik, er Kristian Frederiks Per- sonlighed fremragende som et Koncentrerings-Punkt for Nationens Viljer og Kræfter. Datids særdeles udtrykssvulmende, versfulde SIDE: 179 Journalistik, ja selv Rigsforsamlingen i sin Takadresse, betegner ham endog ligefrem og under mange billedlige Udtryk som en Frelser fra "Anarkiet og dets Rædsler". Men med Hensyn til Spørgsmaalet om Muligheden af, at en saa fortrinlig Konstitution kunde fremgaae af et Folk som hiin forvirrede og ulykkelige Tids norske, kommer Han endnu mindre i Betragtning end hans anden Forgjænger, Kristian August, om hvem der vil blive adskilligt at sige i denne Henseende. Thi der spirede meget i 1814, som blev saaet i Aarene 8 og 9, og hans Indflydelse paa den politiske Tro og Aand hos de oplyste, siden paa Eidsvold handlende, Normænd drog ikke med ham til Sverrig og i Graven. Kristian Frederik har, foruden hint foreløbigen Administrative, af Konstitutionsvær- ket kun Fortjenesten af sin Passivitet under dets Gang. Og nogen Indblanden vilde baade forstyrret Harmonien med Rigsforsamlingen og hans Fornøjelser. Det hedte at skynde sig, og -- Norge à tout prix, d. e.: selv med Konstitutionen. Og denne Priis blev staaende, selv da der blev To om Budet: Han og den galliske Helt, som lagde Brennus's Lod i Vægtskaalen. Forsaavidt altsaa, at han lod Rigsforsamlingen uforstyrret benytte sin Tid, og at den dog ikke fik et fuldkomnere Arbeid istand end Grundloven af 17de Mai, som endog efter sin senere Modifikation har været paaviist Mangler, eller fordi den ikke, ved at tage sig bedre Tid, undgik disse, kan Hs. danske Majestæt, for sit Vedkommende, benævne denne Grundlov et Hastværksprodukt. [fotnotemerke] Men da Verden ikke har fundet, at den besidder de mislige Egen- skaber, som karakterisere et saadant, men meget mere har været til- bøjelig til at holde den for godt og forsvarligt Arbeide, især med Hen- syn til den korte Tid, og da den har forundret sig over at den kunde blive som den blev, maa der opstilles en mere tilfredsstillende Forklaring over dette Fænomen, end Hs. M. Kristian Frederiks Nærværelse dengang i Norge, hvor lidet tilfældig og uberoende af de Omstændigheder, som fremkaldte Norges Afstaaelse, den end var. Hiint "Hvorledes" finder da sit Svar i dette Saaledes: Fotnote: Dette Udtryk er begjærligen arriperet i det, tydeligt nok af en Svensk skrevne, men fra Engelsk paa Svensk oversatte, Modskrift mod Skotten Samuel Laings bekjendte Reise i Sverrige. Hs. M. har ellers senere, under sin første Eriksgata igjennem Jylland og Hertugdømmerne, ved Besvarelsen af en af de mange Addresser, udtrykkeligen fralagt sig Æren af at være "den berømte norske Konstitutions Skaber." SIDE: 180 1. Normændene vare langtfra uforberedte paa Uafhængigheden. Eidsvoldgrundlovens første Paragraf var forlængst indgravet i mangfoldige tænksomme Mænds Hjerter. Den samme Erkjen- delse, disse vare komne til ad renere Motiver og mere detalljeret Kundskab om Fædrelandets slette Behandling, tilvejebragte Trykket af den danske, Norges Handel, Sjøfart og Tilførsel opoffrende Po- litik siden 1807 hos Mængden og navnlig i Borgerklassen. Men En- kelte tænkte ikke blot paa Uafhængigheden, men videre frem; thi 2. Normændene vare heller ikke uforberedte paa Friheden. Det viste sig ved Repræsentanternes første Sammentrædelse, at man var enig om Principerne for Grundloven. Sorenskriver Kristian Magnus Falsen, der udkastede disse, medbragte ogsaa til Rigs- forsamlingen et "Udkast til en Konstitution for Kongeriget Norge", som blev af væsentlig Indflydelse paa Grundloven og lettede dens Udarbeidelse. [fotnotemerke] Det samme gjorde ogsaa Repræsentanterne Weidemann fra Oplandet, Wergeland fra Kristiansand, og maaskee Flere. Allerede i næste Nummer af det officielle Blad "Tiden" efter Afstaaelsens Publikation udsættes af et Samfund Patrioter en betydelig, kort efter forøget, Præmie for en "Afhandling om den bedste Regjeringsform for Norge"; tillaans forlanges "alle frie Landes Konstitutioner og Bemærkninger derover" samt "Adam's defence of the republican government"; og en "Journal for Rigs- forfatning og Lovgivning" annonceres. En Mængde Udkast ind- kom ogsaa, som godtgjorde, at Nationen var mere besjelet af, og modtagelig for, konstitutionelle Ideer, og besad flere Mænd af politisk Indsigt, end man kunde vente. [fotnotemerke] 3. Rigsforsamlingen gjorde Grundloven og Kongevalget til eneste Gjenstande for sine Forhandlinger. Den var virksom, enig i Grundsætninger, og iagttog al den Simplifikation i Forhand- lingernes Gang, som kunde føre den til Maalet. Dette var: saa snart og godt, som muligt, at give Norge en Statsforfatning og selvstændig Stilling imod Udlandet. At Rigsforsamlingen, skjøndt vistnok i Besiddelse af Myndigheden dertil, negtede sig at under- Fotnote: Det er Vildfarelse, at daværende Privatsekretær hos Kristian Frederik, nu- værende Etatsraad Adler, hvis Navn findes først paa Titelen af dette Udkast, har større Deel deri, end Forfattelsen af "Indledningen" dertil. Fotnote: Fra Kjøbenhavn, hvorfra de allermindst paalidelige Efterretninger gjennem Pariser-Moniteuren o. fl. udbredtes, hedte det endog, at Rigsforsamlingen talte et ultrademokratisk, jakobinsk Parti i sit Skjød. Individer af denne Tro findes ogsaa i Rusland, og i Norge manglede de heller ikke. SIDE: 181 søge hvorvidt dens Værk lod sig vedligeholde og forsvare, og til den Ende selv at lede Underhandlingerne med de Magter, som vilde forbyde Nationen enhver Selvstændighedshandling, er bleven til en af disse himmelske Fingre, der greb ind i Norges Skjebne. Thi deri var Lykken, som ofte kaster sin Kjærlighed paa den beskedne Resignation, bedre end Forstanden. Men klart er det, at denne Idrætternes Koncentration paa Hovedværket, at "reise gamle Norge paa egne Been," som Folket kaldte det, og kalder endnu den politiske Idee, som det elsker meest, som Moderen sit døde Barn, virkede til at det blev saa godt som det blev. Folket længtes efter, af sine Repræsentanter at høre den realiseret. Disse havde i vild Mark af en naturlig Blok, et Oldtidens Heidsiviaminde, udarbeidet og reist et Frihedens Gude- billede; de overlode nu til Folket og Kongen at give det Stade og at udhugge Skoven omkring det, for at det kunde tage sig ud i Verdens Øine. Og enten fandt dens Magter, at det stod saa afsides, at det ikke kunde fortrylle ret Mange, eller Himlen, at det var for skjønt til at ødelægges. 4. Rigsforsamlingen manglede ikke Mænd af overordnet Talent, Energi og politisk Indsigt, som vidste hvad de vilde, og vilde hvad de vidste. Disse Drivhjul gik meer uhindrede af Middel- maadighedens og Ostentationens Indblandinger, end sædvanlig i debatterende Forsamlinger og især hvor, som i denne konsti- tuerende, Projekter høre hjemme. 5. Rigsforsamlingen var ogsaa i den Henseende udmærket i sin Sammensætning, at den bestod af Mænd, der Alle med Hensyn til Viljen vare udadlelige. Og Lysten driver Værket; og dette hindredes selv ikke af Meningsforskjellen, om hvad der var den bedste Patriotisme. De vare Alle Patrioter, opløftede af samme andagtsrene Vilje, da de første Gang saae hinanden i Guds Huus, slagne af samme Elektricitet, da de i "Rigssalen" knyttede Broder- kjæden til Afsked. Denne Borgeraand, saavelsom det heldige Valg af udmærkede Personligheder, neutraliserede ogsaa det Farlige i den væbnede Magts Repræsentation -- en Forholds- regel af Prindsregenten, som ikke gik ubemærket og upaaanket hen. 6. Rigsforsamlingen kunde handle uforstyrret. Den betog sig selv i sin ensomme Retirée den nedslaaende og adspredende Paavirkning af Udsigterne ad Udlandet til og ind i Fremtiden; og den Indflydelse, Prindsregenten søgte at vinde paa Rigsfor- SIDE: 182 handlingen gjennem Enkelte af dens Høvdinger, blev af disse tilbageviist med en Fiinhed, der lignede den, hvormed han afstod fra hine Forsøg. 7. Rigsforsamlingen kunde være vis paa Folkets Bifald og Med- hold. Og Dette er mere end enhver konstituerende Forsamling har kunnet sige. Det norske Folk betragtede ikke dens Fore- tagende som noget ganske Nyt og Fremmed, men mere som en Restauration, som en restitutio in integrum af det gamle indre Forhold, af Oldets Folkefrihed. Dettes Minder vare ikke uddøde; flere af dets Institutioner havde holdt sig i en nogenlunde Virksom- hed; ingen Demokratisme kunde komme paa Papiret uventet, som en uberegnet Benefice, eller med nogen Frygt for at blive ilde forstaaet og brugt af Snorros, til personlig og borgerlig Uafhængighed vante, odelsbaarne, sindige Læsere. Denne for en demokratisk Forfatning saa svangre Bund i Folkets Hjerter var i store Strøg, selv ind i Oplandene, men især i Byerne, ikke bleven uden Paavirkning af Tidsalderens og navnlig den franske Revolutions Aand. Den var baade kjendt og følt. Enhver Forandring maatte desuden være et Folk velkommen, der havde lidt saameget, og forud kjøbt Friheden saa dyrt, som det norske. Selv de sløvere Gemytter, der kun have Følelse for materielle Grunde, vare saaledes modtagelige for res novæ. Ikke saa Faa af de mere Oplyste havde med fuld Bevidsthed næret Tanker om at see Saadant istandbragt allerede nogle Aar forud; og det vidtudstrakte "Selskab for Norges Vel" havde tilvejebragt en Eenhed i politisk Tro, en Opinionsstyrke, som dannede et godt Rygstød for Rigsforsamlingen. Hvilken moralsk Sikkerhed denne Tilstand i Folkets Aand maatte give Rigsforsamlingens Fore- tagender, er let at indsee. 8. Prindsregentens Nærværelse, i det passende Forhold til Rigs- forsamlingen, hvori han med megen Takt vidste idet Hele at holde sig, gav ikke alene Rigsforsamlingen en politisk Holdning, men bidrog ogsaa til at regulere og paaskynde dens Værk. Hans Valg var som selvskrevet fordi man behøvede det som Indsegl paa Konstitutionen, til Iværksættelse af dens første Grundsætning og Paragraf. En decideret Stilling maatte tages mod Sverrig, hvis Fordringer blev meer og mere paatrængende; Kongens Nær- værelse var nødvendig paa andre Steder i Riget; derfor kunde SIDE: 183 ikke Valget opsættes længe, og først maatte da Konstitutionen være færdig. Denne af Nødvendigheden paabudne Hast lod sig gjerne, saa underligt det end synes, opføre som en 9de Forklaringsgrund over hvorledes den norske Konstitution kunde blive saaledes som den blev. Man har idetmindste hørt nogen Vægt lagt paa denne tvungne Inspiration, der vistnok ogsaa betager endeel unyttige Debatter Pusterummet. Men ligesaa vist, som at en friere og ædlere belivede den ærværdige Forsamling, er det ogsaa, at Tidens Knaphed havde en saa betydelig Deel i den Arbeidsomhed, den Simplicitet og afdeelte Orden i Forhand- lingerne, som paaskyndede disses Gang saa særdeles, at de Mangler, den har ladet oversee, ere taalelige for det øvrige Istandbragtes Skyld. Rigsforsamlingen lignede i disse Henseender de napoleonske Soldater paa Overgangen over Alperne: de Stærkeste spændte sig villig for Kanonerne, og alle de Andre skjød efter; Ingen holdt sig tilbage; der var ingen Hvile før Marengotordnerne vare paa Højden. Og det er nok den rette Maade, ikke, for en Rems Skyld at standse et saadant Tog, naar "det gaaer." Og Værket gik de gjæve Normænd fra Haanden saa godt, at ingen Nationalforsamling, ingen Kortes eller Junta har gjort det bedre. Men det bedste var dog, at de ikke blot rammede den konstitutionelle Theori saa nær dens Idealitet, som hidtil nogen- sinde, men just denne Folkets aandige og gemytlige Beqvemhed til at modtage og øjebliklig uden Forrykkelse at anvende den, som giver politiske Institutioner deres egentlige Garanti, en, der er stærkere end de saakaldte Europas Magters. Svenske For- fattere have oftere udtrykt Dette med, at den norske Konstitution er som "skapadt och gjutit" for det norske Folk. Og i denne Mening kunde Konstituenterne skilles ad med Pavels's Ord om Eidsvoldsværket: "Det er fuldbragt! med Haab og Mod vi fremad see og smile." Det Sidste gjorde rigtignok ikke Alle. SIDE: 184 Foregaaende Yttringer af norskt Uafhængighedssind. Hvor var du, gamle Norges Folk, mens 4 Sekler svunde? (Sang i "Norske Brødres Klub" 22 Mai 1814) Dette er ogsaa et Spørgsmaal, som først maa klares, før de moralske og nationale Elementer, der affødte den norske Konstitu- tion, kunne stille sig i nogen Heelhed forøje. Denne har ogsaa nogle dybere historiske Rødder, som sænke sig i foregaaende Aarhundreder langt henunder Fædrenejorden. Men den vilde være et aldeles uforklarligt Fænomen, om et Friheds-og Uaf- hængighedssind, der saa hurtig fremtryllede den til Liv og Virken, selv var en ligesaa pludselig Fremvæxt, og kun at datere fra Kielertraktatens Publikation i Norge. Men Historien er ligesaa regelbunden som den fysiske Natur, dens Begivenheder ere ikke isolerede, dens Epoker blot Konseqvenzers Kulminationer. Lige- saavist som at Primlerne og Anemonerne, der gjennemvirke Grønsværsteppet, som det norske Foraar med saa overraskende Hurtighed udruller over de mosbrune Bakker, have under Sneen havt sine Rødder gjemte fra forrige Aar, og hverken ere ned- regnede fra Aprilskyerne eller saaede af de første Maistraaler, ligesaavist har enhver overraskende Begivenhed sine Rødder til- bage i Tiden under henfarne Slægters Grave. Den norske Konstitutions Basis er Folkets fra Fædrene arvede Friheds og Fædrelandssind; den Luft, hvori den rækker sin Ege- krone op, er en Nationalitet, hvis fornemste Ejendommelighed er en varm, nervøs Livlighed, hvori hverken Svenske eller Danske komme Normændene nær. Disse Egenskaber gjorde netop, saa modstridigt det end synes, det norske Folk saa loyalt og taal- modigt igjennem Afhængighedens Aarhundreder. Det havde for- megen Følelse af at være et Kjernefolk af saa uforgjængelig Nationalitet som Trækkene i Landets Fysiognomi, besad formange Arveklenodier fra Frihedsoldet, formegen Selvfølelse, der gik til Indbildning om sig selv og stundom blev smigret, og Trykket, der laae over det Hele, blev for lidet følt af den Enkelte, til at Folkets Masse kunde troe, at der egentlig var nogen Fare paa- færde for gamle Norges Ære og Selvstændighed. I fuldt Brug af et Nationalsprog, inde i de dybe ensomme Dale, hvor Intet SIDE: 185 krænkede Fædrenes Sæder, deelte ikke dette Folk af Odelsmænd de enkelte oplyste Patrioters Ængstelse og Uvilje over det stedse dybere synkende Tryk af det danske Despoti. Det frygtede i sin fysiske Selvfølelse ikke mere for denne Indtrængen af danske Embedsmænd, end en Bonde frygter for at hans Hest skal synke, fordi nogle Myg har sat sig paa den; og det danske Skrivtsprogs Indtrængen forekom det ikke farligere eller betydningsfuldere, end lidt Søndenblæst i Mundingen af Dalen. Afsondret fra den blandede Befolkning i Byerne langs Kysten, betragtede det den, som sig lidet vedkommende, og tænkte sig fremdeles i det gamle direkte, fortrolige Forhold til Unionskongen, som til de gamle Konger, der maatte beile til Kofternes Valg og Bevaagenhed. Det var for denne Idee, for Normannakonning, saadan som det tænkte sig ham, og for gamle Norge, Folket greb saa gjerne til Vaaben; Danmark var det ligesaa ligegyldigt som dets og Al- verdens Politik var det ubekjendt. At Landets Overskud gik til Danmark, vidste det enten ikke, eller bekymrede det kun lidet, [fotnotemerke] saalænge Ingen ændsede dets Sølvkander og øvrige Tilbehør til dets originale Sæder. Det hedte jo, det gik i Kongens Kasse, og saa var alt vel ifølge hiin Tro om hans egentlige Forhold til det, og ifølge den generøse Ødselhed, som er et Nationaltræk hos dette Bondefolk. Dette er den berømte norske Loyalitet, som holdt Foreningen med Danmark saa længe sammen. Den var brustet forlængst, havde denne Folkets Kjerne blot ahnet, at dets Troskab blev bedragen, og at Fædrelandet, langtfra at være i de bedste Hænder, blev forraadt under Judaskys -- dette Fædreland, som det elskede fanatisk som Kong Harald sin døde Snefrid, og som ganske havde afpræget sin Natur i Folkets næsten sydlandsk livlige og dog nordisk dybe, malmgedigne, tungsindige Karakteer. Men hvor nær falder nu ikke denne Gamledages Loyalitet, som Nutiden kalder Pudeltroskab, og som heller ikke forekom Norges politiske Seere synderlig agtværdig, sammen med Friheds- Fotnote: Datids offentlige Kontrol var særdeles nærsynt. I 1814 erfoer man først, og da inden Nationalforsamlingen, at der fra Zahlkassen i Kristiania, blot for de to sydlige Stifters Vedkommende, Aar om andet nedsendtes af Overskudet 6 - 8 Tdr. Guld, og Stiftsamtskriverne i Bergen og Trondhjem remitterede des- foruden direkte. Disse Angivelser bleve ogsaa benyttede imod den Anskuelse af Landets Impotents, Grev Wedel søgte at gjøre gjældende paa Rigsforsamlingen. SIDE: 186 og Fædrelandssindet? Dettes største Feil og største Dyd var denne Nationalitetens Intensitet, denne Følelse af egen indre Styrke, som lod den norske Odelsmand, under Landets mest nedværdigede Tilstand, ryste sine brede Skuldre af Latter over Enhver, som turde tvivle om at gamle Norge var saa selvstændigt som nogensinde. Og i denne Vildfarelse laae dog den Sandhed, at det Norske dog altid var reddet i Norge -- en Fortjeneste, hvori Landets Beliggenhed ogsaa har Deel. Denne Nationalitet betragtede Regjeringen, efter forgjæves at have søgt at trænge sine Fingre ind i dens Masse, omsider som en Kugle, man maatte lade ligge, hvor den rullede hen ved sin egen Tyngde. Den blev, hvor den ikke traadte frem hos Individer, der stode udenfor den egentlige Masse, hos Folket behandlet med samme Artighed, som den enkelte Bonde, der, naar han havde noget at klage, uden videre tog sin Skræppe paa Nakken og vandrede den lille Vej ned til Kongen, "han Far," i Kjøbenhavn. Embeder var alt hvad Regjeringen vovede at give de danske Adelsmænd; Odels- og Aasædes-Retten, som vistnok har bevaret adskilligt Jordegods fra at falde i disses Hænder, vovede den ikke at betage Folket, fast at det lykkedes at indskrænke den noget ved hvert Attentat derpaa. Regjeringens Frygt for en almindelig Opstand i Norge røbede sig i dens Eftergivenhed for de partielle, hvor enkelte Distrikter enten reiste sig imod udsugende danske Lehnsherrer og deres Fogder eller imod selve Regjeringens Foretagender. Og af saadanne Opstande er den norske Almuhistorie ikke saa sjelden gjennemvævet, fra Thelebøndernes Nederlag af paa de fremmede Bergfolk, Regjeringen under Kristian III sendte ind imellem dem, Thrøndernes og Nedenæsingernes Reisninger imod sine Lehnsherrer under Frederik II, Urolighederne under Frede- rik III, navnlig Rasmus Mickelbustas Opstand i Bergens Stift og Romsdalen, hvor "Budstikken blev opskaaren" imod Udskrivningen og Embedsmændene, den Opsætsighed, Hannibal Sehested i sine Breve fra 1645 klager over, til Bergenhusingernes Oprør 1762 i Anledning af Extraskatten og de saakaldte Lofthusiske Uroligheder i 1786, der strakte sig hele den gamle Agdeside over til dybt ind i Thelemarken. De norske Matrosers og Garders Opstand i Kjøbenhavn mod Foretagender af den Struenseeske Regjering vise, at denne nationale Selvfølelse heller ikke frygtede forat gjøre sig gjældende der under Magtens Øjne. Dette Træk i SIDE: 187 Folkets Karakteer var ogsaa erkjendt og respekteret af Regjeringen, som var glad ved, dog altid at finde det forenet med den gamle politiske Uskyldighed. [fotnotemerke] Men ogsaa denne kunde falde, efterat have smagt af Kundskabens Træ paa Godt og Ondt. Og saa- danne Frugter blev den allerede rakt i 1657 under den svenske Karl X Gustafs Angreb paa Rigerne i den svenske Feldtmarskalk Douglas' Proklamation og i det saakaldte "Æsculapii fortrolige Brev til Normændene," som det hedder, oversat fra Norsk paa Svensk, uagtet det vel er rimeligere, at dette Flyveskrift, der, i sin Fremstilling af Norges Opoffrelse af den danske Politik og af den Emancipation, som bødes det af Sverrig, ganske er et Pendant til Proklamationerne i 1808 og 14, fra først af er fra det svenske Kabinet. Denne naive Ubændighed var derfor ikke Fotnote: Sognepræst, Prof. Wilse, siger i sin Karakteristik af den norske Almue: "Saadanne personelle Karakterer (med en ædel Stolthed af sit eget Individ) findes som oftest i den norske Bondestand." Og Nyerup i sine Efterretninger om Frederik III: "Hvad ellers angaaer dette Decennium 1661 - 70, da frembyde de norske Tegnelser for bemeldte Aaringer en Gjenstand, som man sjelden sporer i de danske. Det er Uroligheder blandt Almuen. Grunden til denne Forskjellighed maa naturligviis tildeels søges i den forskjellige Gemytsart hos den ene Nation fremfor hos den anden. Den danske Almue dengang var dorsk og døsig, af Herremændene samt Herremændenes Forpagtere og Forvaltere, Fogeder og Ladefogeder, Skytter og Hundedrenge saa mishandlet og forkuet, at den ikke torde kny. "Bønderne i Danmark, siger derfor Durell i Suhms Saml. 2 B., sidde stille hen og vide hverken af værre eller bedre at sige." Derfor saa faa urolige Bevægelser blandt den danske Almue. Tænker man sig derimod de norske Odelsbønder -- hvilken anden Menneskerace end en sjel- landsk trællende Fæstebonde! Hine havde Følelse af Frihed og Menneskeværd. Det er begribeligt, at disse saaledes organiserte Hoveder ikke sjelden kan have havt nogen Anledning til Misnøje og yttret Mistillid til den Deel af de saa- kaldte conditionerte Medborgere, som de ansaae for uretfærdige Rovfugle og sande Plageaander." I det besynderlige gamle norske Klageskrift "Den norske Sou" forekommer ogsaa følgende: "Udi Folket er endnu noget af den gamle Dyd, Manddom og Styrke, saa det skulde vel staae bi og stride for deres Herre og Fædreland, dersom det kunde dagligen see ham og fornemme hans Naade og Affection imod dennem; og er det ikke aldeles forundrendes, at Almuen er noget uvillig til at forsvare sin Herre, som de enten sjelden eller aldrig faae at see." Det turde dog nok være, at denne Kongens og et Hofs Fraværelse ikke har været uden Indflydelse paa Almuens Uafhængighedsfølelse. Hvorledes dette Karakteertræk er erkjendt saaes nylig i den danske Kriminalist Prokurator Langes Archiv, hvor han karakteriserer en Klient ved at han ikke lignede sine Lige inden den danske Bondestand, men at han i Uafhængigheds- følelse og Mandighed havde mere tilfælleds med den norske Odelsbonde. SIDE: 188 elsket med lige Oprigtighed af Regjeringen endog da naar den bruste over for alene at skaffe Denne Ære. Den blev betragtet som en Foss, der er udsat for regelløs Væxt, som man kun tør slippe varsomt paa sin egen Mølle, og som man maa takke Gud for saalænge den holder sig inden Skranken. Hine Proklamationer, der manede Fædrenes Hæder frem, og virkelig vare egnede til at aabne Almuens Øjne, bleve da bestridte i Kontraproklamationer fra Statholderskabet og ved idelig at kildre det, med saamegen Statskløgt engang vakte, Nationalhad til nye Seneknytninger. Men naar saa disse begyndte, og de stærke Arme kom i Bevægelse, blev den onde Samvittighed i Kjøbenhavn bange, og den norske Almue blev betragtet med Mistænkelighed og fik Utak i samme Forhold, som den havde været enthusiastisk i at forsvare Landet. Dette fremlyser klart af Biskop i Agershuus Stift Bartholomæus Deichmans Forsvarskrift for de Norske, [fotnotemerke] tilskrevet K. Frederik IV i 1724, da Thelebønderne, medens den største Deel af Armeen var i Danmark og det materielle Forsvarsvæsen var i den sletteste Tilstand, tvang sin Foged til at føre dem mod Fienden under Carl XIIs Indfald, skjøndt Krigsstyret allerede havde krævet af hver fuld Gaard i Riget den overordentlige Præstation af tre Soldater. Men hvilket "ei blev holdt raadeligt." Disse partielle, upolitiske Opstande [fotnotemerke] og Kraftyttringer have for Udviklingen af det senere Folkeliv i Norge dog kun Betydningen af, at de vise, at de kraftige Forfædres Hjerter aldrig vare ud- Fotnote: "Med største Forundring, ja sensibleste Bekymring, har jeg ved min Nær- værelse paa dette Sted (Kbhvn.) maattet erfare de ligesaa ugrundede som ubillige og uskjønsomme Tanker, som Adskillige baade selv have fattet sig, og til Andre vil udsprede om den Norske Nations Beskaffenhed og Undersaatternes i Deres Majestæts Rige Norge allerunderdanigste Devotion, Zele og Troskab imod deres Souveraine, ligesom den ikke skulde være aldeles paalidelig og tilforladelig, ei heller man paa dem, som retsindige Patriotet og Undersaatter, kunde fidere, men dem mere som Egennyttige, Vankelmodige, Ubestandige og altid Misfornøjede kunde ansee. Det har givet mig Anledning til at tage mig den allerunderd. Frihed, at forestille D. M. den Zele, Idee og rette Tanke, som redelige, retsindige og fornuftige Kongens Tjenere baade bør have og forsvare om de norske Undersaatters sande og tilforladelige Troskab mod deres Souve- raine, om deres patriotiske Nidkjærheds fermeté à toutes épreuves, som de udi sidste Krig, fremfor alle Nationer i Verden, have beteet." O. s. v. i det deichmanske Forsvars- eller rettere Klageskrivt. Fotnote: "Quelques brouillons" (Hs. M. Kong Carl Johans Brev af 3 April 1824 til H. K. H. Kronprinds Oskar som Norges Vicekonge). SIDE: 189 slukte under Kofterne, at der altid levede en Kjerne af Energi inden den norske Almue, som forjettede det hele Folk, at Fri- hedens Krone baade kunde og engang vilde slaae ud af den gamle, vanrøgtede Stamme, ligesaavist som man aldrig skal op- give Haabet om disse afqvistede Asketræer, der synes at have arvet en Udødelighed af Ygdrasil. Disse Træk af Folkehistorien tilhøre dog især kun Sagnet og Fremstillingen af Nationalkarakteren, og staae i altfor løs Forbindelse med den almindelige Befrielses Historie til at der, uagtet de sprede sig videre om og nær ind- under vore Tider, kan lægges mere Betydning deri, end i den norske Adels og Geistligheds Dødskampe imod Unionspolitiken i dennes første Tider. Vare hine Træk for spredte Rodtrævler, strække disse Rødder til den Emancipation, en retfærdig Fremtid fuldbyrdede, sig for langt hen under Olaf Engelbrektsons Kastel- ruiner, Herluf Hyttefads Steile og Knut Alfsons aabne Grav. De ere ogsaa blevne afhuggede fra Stammen, man ikke kunde faae Bugt med, fra hint Folkeliv inden Almuen, der altid var og er Norges ejendommelige Styrke, skjøndt denne -- hvad der fremdeles er Spor af i nogle Ætter i Landets Indre -- vistnok af de Adelsgrene, som under Forfølgelsen forenede sig med den, modtog en Imprægnation af den Selvstændighedsaand, som havde bragt Ætternes Høvdinger paa Skafottet. Uden denne National- vunde, der blødede stærkt og blødede ganske ifølge samme Politik, som dikterede Stockholmsblodbadet, skulde Norge mere end blot sandsyndligviis have været uafhængigt for Aarhundreder siden. Men om den norske Bondestand da var bleven hvad den blev til under sin ensomme Selvoverladtheds Opfostring, der i den har et bedre Resultatet at opvise end selve den svenske, rigtbevægede Frihed, det er et Spørgsmaal. Det er ogsaa for Nærværende overflødigt. De Uafhængigheds- yttringer, som kunne siges at vedkomme Befrielses- og Konsti- tutionsværket, maae i Aand og Princip være beslægtede med dette, og heller ikke for langt ude, som Almuernes enten egoistiske eller krigerske Kraftyttringer, eller for langt henne, som Aristo- kratiets ulykkelige Anstrengelser. Det er omtrent 100 Aar til- bage vi kunne forfølge disse Yttringer af norskt Friheds- og Uaf- hængighedssind, som, engang affødte, siden aldrig døde. Stundom vel forsvindende med Individet, som nærte dem, vise de sig atter snart voxende som Nordlysene, indtil den store Sejer, da ogsaa SIDE: 190 hiin, i Følelsen af sin egen uantastelige Kjernestyrke rolige, Almue fik Øinene op, og bifaldt med sit marvfulde Haandtag de mere oplyste Landsmænds Foretagender. I denne Klasse, Embeds- og Videnskabsmændenes, er det vi, som naturligt, see de fleste Øine aabne for Fædrelandets Stilling. Allerede hint Biskop i Agers- huus og Konferentsraad Bartholomæus Deichmans Forsvarsskrivt maa i denne Henseende bemærkes, og derimellem, at han be- grunder sin Troværdighed med at han var Dansk fød. Men han forsvarer især Almuen, som intet Forsvar behøvede, denne stærke, blinde, uskyldige Hødur, som ikke kjendte sin egen Kraft, mens der virkelig paa samme Tid fandt en Utilfredshed Sted inden Embedsklasserne, som mere kunde fortjene Regjeringens Frygt, om de havde været mindre afsondrede fra Folkets Masse, end de vare, og, ifølge dennes prædominerende Afsluttethed i sig selv, altid have været. Saa gjennemstukken som Embedsklassen var med Regjeringens danske Kreaturer, maatte Misnøjet vistnok kun være spredt; den paafaldende Avind, som fulgte norsk For- tjeneste, ja som ikke engang undlod at aande over Peder Wessels nye adelige "Tordenskjold," irriterede vel kun Individer især; men desmere udbredt virkede Misgrebene ved Regjeringexperi- mentet med en ny Matrikel efter dansk Tilsnit og Coupet med Kirkernes Salg. [fotnotemerke] Dette var idetmindste ganske egnet til at give Almuerne, med eller uden Geistlighedernes Hjælp, Materie til Eftertanke, og siden den Tid, sad der ogsaa en Torn i mangen Bondes og Præstemands Hjerte. Men ogsaa her var Regelen gjennemført: "divide Kjøberne og al deres Slægt, saalangt Ledene kunde øjnes og anticiperes, vare naturlige Understøttere af dette følelige Ran fra Folket eller ialfald fra Staten; det gik som i Frankrige ved de Emigreredes Godsers Salg og Restitution, og Massen af Proletarier, som er Fotnote: I begge disse Foretagender havde Deichman en Hovedandeel. Det hedder i hans haandskrevne Levnetsbeskrivelse: "Nu blev udspredt, at Matrikulen vilde gjøre Nationen misfornøiet, nu fremkom Assessor Ryssel med mange Angivelser over store Embedsmænd og om forestaaende Revolter etc., især om den norske Statholder Wibe, om Biskop Deichman og mange Flere, og han forestillede den norske Nation som upaalidelig. Dette var Aarsag til den Apologie, som Deichman skrev for den norske Nation." At den ogsaa var en medvirkende til hans Fald ved Kristian VIs Thronbestigelse, især forsaavidt den ogsaa djærvt paaankede Norges Forsømmelse d. e. det uforandrede Re- gjeringssystem, er ogsaa rimeligt. SIDE: 191 ligegyldig for Alt uden for Priserne paa Korn og Salt, fandt alt i sin Orden. Odelsfolket i hvis Hjertekamre en Rojalisme, som Vendéens, og en Uafhængighedsfølelse, som Schweitzernes, boede fredelig ved Siden af hinanden, ræsonnerede sig til, at det dog var Staten, Norge, alma mater, som tog Kirkerne, ligesom senere Almindingerne fra Almuerne [fotnotemerke] og fra Geistligheden Præstebordsgodset, siden det dog var Kongen, dens ideale Personifikation, som gjorde det. Og saa var Alt i sin Orden ogsaa for dem. Med Hensyn til Forfatterens Personlighed har det Deichmanske Forsvarskrivt ligesaa liden Betydning for vor Sag som den af- satte Amtmand P. Juels Projekt et Aarstid iforvejen, at spille først Grønland og de øvrige norske Tilliggelser og derpaa det nordlige Norge i Hænderne paa Czaren af Rusland eller hans Frænde Hertugen af Holstein, der siden, som præsumtiv Konge i Sverige, skulde forene begge. Deichman var et Stykke af en Mazarin, som saae og elskede Norge med danskt Øje og Hjerte, og havde egoistiske Grunde til sin retfærdige Apologi; Juel, hadende den Konge, som Deichman stod og faldt med, henreves i sine Planer af saaret Egenkjærlighed til Skafottet. [fotnotemerke] Dog baserede han dem for sine to svenske, i russisk og holsteinsk Tjeneste staaende, Medkonspiranter ogsaa paa sin og andre Normænds Misnøje med Fædrelandets Tilstand og Stilling; og ligesom de deichmanske Papirer godtgjøre, at der var Grund nok til saadan Stemning, saa fremlyser det af de Juelske, at den ogsaa fandt Sted. Der var da ogsaa under Tommeskruerne og de spanske Støvler Spørgsmaal nok efter disse norske "Malkontenter"; og endelig, under en skjærpet Tortur, man var grusom nok at lade Juel undergaae samme Dag, Dommen (Haandsafhuggelse og Steile) var forkyndt, pinte man ud, at Justitiarius i Overhofretten Hans Blixencrone i 1718, med de Ord: "jeg er en gammel Mand, De en ung og af stor Forstand; nu er der Tid og Leilighed til at tjene Fædrelandet," havde villet antyde Bearbeidelsen til en Over- Fotnote: Allerede foreslaaet af Deichman. Fotnote: I et Memorial til Fred IV bruger Juel denne Yttring: "Lad mig ikke søge mit Brød udi et fremmed Land, hvor det for mere end 1 1/2 Aar har staaet mig rede. Tiderne ere omskiftelige, og en Flue kan undertiden inkommodere." Med dette fremmede Land mener Juel Sverige efter et temmelig løst Forslag fra en krigsfangen svensk Baron, at gaae i dette Lands Tjeneste. J. maa allerede da have yttret sig utilfreds. SIDE: 192 gang til Sverig -- at Kongen maatte tage sig i Agt for fødte Nor- mænd og fremfor alt ikke give dem Magistraturer i de norske Stæder. Navnlig angav Synderen, foruden en throndhjemsk Stu- dent Kjelstrup, som undkom, og sandsynligviis da til Rusland, Ju- stitsraad Abraham Dreyer og Præsident Hans Collin i Throndhjem som Personer, om hvem han vel intet Specielt vidste, men som dog "ingen gode Patrioter vare af Danmark og havde et stort Svogerskab." Forresten var det blot "en Indbildning om Norges Misfornøjelse, som næsten alle Svensker, der ere af nogen Stand, gjøre sig." [fotnotemerke] "Als hiernächst -- slutte det piinlige Forhørs Exe- kutorer -- Inqvisitus sich wegen der ausgestandenen Schmerz excusirte, dasz er sich anitzo zur Stunde nicht alles erinneren könnte, und worauf er zu leben und zu sterben gedachte etc., so ist dieser Inqvisitions-Actus hiemit geschlossen worden." Ogsaa i det i 1739 oprettede saakaldte "sorte Kompagnies" [fotnotemerke] Ten- denz, at benytte Landets Naturrigdomme ved Anlæg af Fabriker o. s. v., fremskinne nogle Glimt af den Aand, vi søge, men spar- somt som Guldkornene i de eidsvoldske Miner. Disse Foreta- gender vise dog en patriotisk Omtanke, som ikke kan have været uden de vemodige Drømme om hvad Fædrelandet maatte lide og kunde blive til, som foregaae og siden klarnede saameget før den almindelige Opvaagnen. Men i de fremmede Entreprenørers og i Regjeringens Deeltagelse var der neppe mere Hjerte end i de engelske eller spanske Spekulationer paa Kolonierne. Alligevel udviklede disse Forsøg, hvis største Kapital var den Eftertanke og Interesse for noget Større, end det blot Private, og den Dri- stighed i Spekulationer, som de vakte, en Slags Almeenaand og Begreber om hvormeget der vindes ved Kræfternes og Viljernes Forening. Og af denne udgik igjen de flere Landhuusholdnings- selskaber, som dannede sig i anden Halvdeel af det forrige Aar- hundrede efter Danmarks og maaskee ligesaameget Sverigs Exemp- ler, og som, med al sin Materialisme, dog lod Øinene af og til streife udenfor Rødningerne ind paa Nationalærens og Frihedens saa øde Fædrenemarker, hvorover Tidsalderens Oplysning alle- rede dagede. De vare Ventiler, hvorigjennem den beklemte Pa- triotisme gav sig Luft. Fotnote: Allerede i de Gørtziske Underhandlinger paa Aalandsøerne omhandledes at Sverige, uhindret af Rusland, skulde erobre Norge. Fotnote: Fordi det gav sig af med Tjærebrænding, Beegkogning o. a. sodede Bestillinger. SIDE: 193 Denne Materialitet er netop Broen, som fører over til de Tids- strøg, som ere gjennemvævede af Træk af den samme, højere be- vidste Patriotisme, hvis Storværk disse Blade skulle skildre. Og idet den i sin første Vaagnen først og fremst famlende greb efter aandige Goder, vandt den et Krav paa politiske, som det var meer end ædelmodigt at tilkjøbe sig ved yderligere Opoffrelser, og som hører til dem Himlen optegner, fordi de ere nødvendige. Omvendt maatte Oplysning, dens Kilde inden Landets Omraade, og politisk Frihed afføde hinanden, i hvem af dem, der først kom i Folkets Magt. Og da Folkets Masse var tilfreds med sin ejen- dommelige Frihed, og de videnskabelig Lærte vare de eneste aktive Borgere, men isolerede og overladte til eget Valg i hvad Retning deres bedre Sands skulde virke for Fædrelandet, var det rimeligt, at friere Adgang til Oplysning blev stillet øverst imellem de almene Krav. Staden Leiden havde, som bekjendt, Valget imellem Skattefrihed og en Højskole, og valgte denne sig til Ære og Amindelse; Norge havde vel intet tilbudt, men kun et selv- kaaret, Valg; men det havde et Krav og mange Lidelser at be- grunde det med; det havde mange Krav, og valgte det, som gjorde det meest Ære. I et halvt Aarhundrede krævede det intet andet end en Højskole, og søgte at kjøbe denne Retfærdighed med exempelløs Opoffrelse af sin Velfærd, indtil Negtelsen var nærved at afføde den samme Emancipation, som engang maatte være bleven Følgen af dens Indrømmelse. Det maa være klart, og er indrømmet selv af en talentfuld Forsvarer af en, under billigere Forhold, fortsat Forening, at en kraftfuld Nation, som den Norske, der, med sit langt ringere Folketal, havde paa lidt nær en ligesaa talrig Armee og ligesaa stærk en Handelsflaade som Danmark med Hertugdømmerne [fotnotemerke] , kun behøvede Berørelsen af Oplysningens Prometheusild for at komme til fuld Bevidsthed af sin egen Kraft og Ret. Allerede af en Supplik fra Studenterne til Frederik III efter Fotnote: Etatsraad, Digteren Pram. I sit Manuskript: "Kan og bør Norge, skilt fra Danmark, danne sig til en særskilt Stat?" hvori han forsvarer Muligheden heraf, men, in subsidium, en Fortsættelse af den danske Forening fremfor en med Sverige, angiver han Forholdet ved dens Brud saaledes: Norge. Befolk. (1801): 882,849. Armee: 34,858. Skibe (1805): 1239 med 71,456 Læsters Drægtighed og 10,241 Mand. Danmark og Hertugd. Befolk.: 1,530,195. Armee: 39,776. Skibe: 1290, med 64,311 Læster og 9,426 Mand. SIDE: 194 Krigen med Sverige fremlyser Savnet af et norskt Universitet af en Artikel, hvori "de norske Studenter, eftersom Norge beviser lige Lydighed mod Danmark, og Danske udi Norge forfremmes endog til de højeste Bestillinger, begjære, at af deres Nation maatte herefter nogle visse Professores konstitueres, som dem især herefter kan patrocinere og i Nød undsætte, ikke paatvivlende, at, naar dem hertil gives Sperance, de jo sig herefter gjøre dyg- tige." Men først et Aarhundrede efter fremsættes Ideen om et norskt Universitet af Historikeren, Kammerherre Peter Frederik Suhm, fød Dansk, men gift til Trondhjem, i "Throndhjemske Sam- linger af Philaletho (Suhm) B. 1. 1761." I en Afhandling "om Vi- denskaber" siger Han: "Det er klart af alt det hidindtil Sagte, at intet Land i Europa er i slettere Omstændigheder i Henseende til Videnskabers Fremvæxt og Udbredelse, end vort, da vi ei engang have et Universitet." Og siden, omendskjønt der intet blev skrevet udtrykkeligt derom i de følgende ti Aar før Trykkefrihedsperioden, holdt Ideen sig som Ilden i sin Aske. Udbredt i Landet, næredes den især i Skjødet af det af P. F. Suhm og Normændene, Histo- rikeren Gerhard Schøning og Biskop Johan Ernst Gunnerus stiftede "Throndhjemske Selskab", som 1767 blev ophøjet til det kgl. norske Videnskabers Selskab, og fortjener at bemærkes imellem de norske Emancipationsfænomener ved den Uafhængighed, det forskaffede den indenlandske literære Virksomhed, hvis Frembringelser det opbevarede i sine Skrivter. Det første Bind deraf udkom allerede 1760. Ved Struensees Ophævelse af Censuren, den saakaldte Trykke- frihedsperiode, frembrød Ideen pludselig i Publikum i Lagmand Ove Gjerlev Meyers "En Normands Undersøgelse, hvorvidt de Aarsager kan gjælde, der anføres som Hindringer for et norskt Akademies Oprettelse. Kbhvn 1771," hvoraf man kan see, at Spørgsmaalet imidlertid levende har sysselsat Publikum og Regje- ringen. Diskussionen blev nu Skrivtvexel, og Universitetssagen udgjør Hovedmassen i den egne Literatur af norske Klageskrivter, som begyndte at danne sig. Imellem dem fra Trykkefrihedens Hvedebrødsaar kan nævnes Præsten Graves "en norsk Hyrdes Indtagelse i et Bjerg", hvori med djærv Patriotisme skildres hvad Norge kunde blive til, En "Normands Besvarelse paa nogle nyere Indvendinger imod et Akademies Oprettelse" (nemlig Jakob Ba- dens og Philodani ): Ove Høegh Guldbergs), Suhms Afhandling SIDE: 195 "om Oekonomien, særdeles Norges, med et Tillæg om et Akademie i Norge," Philonorvagi (Amtmand Even Hammers) velmente Tan- ker, Philodano-Norvagi (Gustaf Strømboe's paa Kjørbo) oprigtige Tanker, Chnia. 1771" o. fl. Nedkaldt om Høsten samme Aar ifølge Struensees Kabinetsordre, forat afgive Betænkning om en Reorganisation af det højere Un- derviisningsvæsen, og navnlig af Universitetet i Kjøbenhavn, fandt Gunnerus sig ogsaa, ifølge det Punkt i Kommissoriet: "om ikke Sorøes Akademies Midler kunde, endog efter Holbergs præsu- merede Ønske, anvendes til et Universitet i Norge?" og efter udtrykkelige Opfordringer fra Nationen, beføjet til ogsaa at frem- sætte en Plan til Oprettelsen deraf, "wie -- siger han -- ich mit allen Norwegern herzlich und inbrünstig wünsche und hoffe." "Gjæringen i Lærefaget (skriver Tauber) har neppe nogensinde i en kortere Tid været stærkere, end da Gunnerus efter en Ge- heimekabinetsordre var draget herned fra Norge for at sætte Underviisningsvæsenet paa en bedre Fod. Det var ikke Naturens skjulte Virksomhed i dens hemmeligste Værksted og forborgneste Løngange, men en til lys Lue frembrudt og længe dulgt Varme af Patriotisme hos den norske Nation især, der saae ud til at vorde en fortærende Ildebrand. Hele Pakker Breve indløb fra alle Kanter i Norge hver Postdag til Gunnerus, Norges Skyfsengel, med An- modninger om at skaffe Norge et Universitet, og Anviisninger til et Fond. Det skulde være et besynderligt Uheld, om denne af fuldt Bryst af Gunnerus forfattede Plan til et norskt Akademies Oprettelse ingensteds skulde findes i offentlige og private Gjem- mer." Denne Yttring af Tauber, siger Nyerup i sin Skildring af Tilstanden i Danmark og Norge o. s. v. 3 B. 2 D., sigter til det underlige Mørke, som hvilede over denne Sag i Aarene 1793 -- 95, da et norskt Universitet igjen var Dagens Orden. Saa ubekjendt var Gunnerus's Plan, at da Dr. Møller i Porsgrund lod et Ord falde om dens Tilværelse, yttrede selv en Baden i Universitetsjournalen sin Forundring over denne Nyhed. Afskrivt deraf ejede dog Bi- skop Irgens i Bergen. Den af Gunnerus gjennemtrukne og be- seglede Original gjemmes i det danske Kancellies Archiv, med Opskrivt: "Allerunterthänigster Vorschlag und Plan zur Errichtung einer Uniwersitet in Norwegen," og bestaaer af 9 Paragrafer. Deri besvarer han ogsaa den Indvending, at "Politiken kræver, at de norske Studenter besøge det kjøbenhavnske Universitet," og SIDE: 196 foreslaaer Kristianssand som det beqvemmeste Sted. Men med Struensee faldt Sagen Maanedsdag efter Planens Indleverelse. I Norske Intelligenzsedler for 1772, Nr. 37, findes nogle Udbrud af norsk Patriotisme, underskrevne v. Westen, og spørges deri- blandt andet: "hvor blev af den norske Bank?" Dette var ogsaa et Folkeønske, der gav sig Luft gjennem flere Nr. af samme Blad, hvori heller ikke Universitetet blev forglemt. I Nr. 50 staaer halv- anden Side aaben, hvor da sandsynligviis noget altfor Patriotisk er blevet strøget. Og i Nr. 51 findes "efter Stiftets -- Stiftamt- mandens -- Ordre" indført en Bekjendtgjørelse om, at Kongen ( ): Guldberg, Enkedronningen og i Linjerne: "Saa Vaagne vi vel op engang, og bryde Lænker, Baand og Tvang." -- -- "Hver ærlig Norsk, som Lænker brød, skal evig hædret være. Den vrede Livvagts Vaabenbrag forklarte trolig Norges Sag." Hver ærlig Norsk o. s. v." . . i disse Linier var der en Efterklang, som zittrede Normændene gjennem Hjerterne og den danske Regjering gjennem Samvittig- SIDE: 197 heden. Denne Sang, en Profeti om Befrielsen i 1814, en norsk Marseillaise, besprængt med Viin, om ikke med Blod, skreven af en norsk Student for sine Landsmænd ved Kjøbenhavns Univer- sitet, slog an hos enhver Normand, og dette kaster et mærkeligt Lys ind i deres hemmeligste og sande Tanker og Følelser. Den er som et Fakkelglimt, der pludselig viser Hvælvingen opfyldt med formummede, bevæbnede Mænd. Det var ikke Nordahl Brun, men det inderste af Norges Hjerte, som talte. Og det blev for- staaet af begge Parter. Forfatteren siges ogsaa, kun ved en hurtig Retirade hjem, at have undgaaet Kastellet. Men til at føre saa voxne Ord i Munden kan den Aand, som udtalte dem med saadan Enthusiasme ikke være født i samme Stund, som de bleve til. Vi støde paa en fuldmoden Opinion af uvis Undfangelsesdato, en Opposition, rigere paa Følelser end paa Tanker; ja den havde vel, uagtet sine Ord, kun een ret klar, og den var: et Universitet i Norge. At Brun i sin Ungdoms Fyrighed har tænkt noget Mere og langtfra staaet alene deri, antyde vel hans Ord, men bekræftes ikke af hans senere Liv, der er fuldt af Sangoffere til det Be- staaende. Han blev populær, fordi hans simple Muse altid besang hiin Folkets Masses ejendommelige Uafhængighed, denne "Tryg- hed paa Fjeldene", som det selv følte var uantastelig, og som gjorde det saa selvtilfreds, naar Tiderne blot ikke vare for øko- nomisk slette, og forøvrigt saa ligegyldigt ved deres politiske Gang. "Klippens Top, som Granen bær, muntre Sjeles Fristad er. Verdens Tummel nedenfor til min skyhøje Bolig ei naaer." -- -- "Fra min lave, rolige Dal seer jeg mange Mægtiges Fald, sidder paa min Tue tryg, og udtømmer en Glædskabs Pokal." Denne Bruns Sang: "Boer jeg paa det høje Fjeld" er endnu Normændenes kjæreste Nationalsang. Den gjengiver dem ganske dem selv og anslaaer Hovedstrengene i deres Hjerter (derimellem den jovialske Selvtilfredshed ikke at forglemme). Saalidet ere de forandrede, og Sangen vil ikke tabe sin Popularitet før Folket omskifter sin Levemaade, og denne vil ikke omskiftes SIDE: 198 før Landet mister sin Natur. Men den gjengiver ogsaa især sin Tid, Kronprinds Frederiks og Bernstorff-Regjeringens Fredsaar, en Tid, der vel, med en Draabe i "Glædskabspokalerne" af Remini- scenz fra mindre lystige Dage, sang: "Vi drak Norges Hæder og Held, sang om Dal, om Strand og om Fjeld;" men hvori dog "Alting blomstred for enhver," saa selve Ønsket om Universitetet ikke viste sig. Men det stod der i denne al- mindelige Blomstring som en af disse Datidens Haugestatyer til- groet af et Buskads, men som nok ved Løvfaldstid vilde træde frem som med en Sjels Blegnen under sin Hvidhed, alvorlig, med Fingeren pegende eller paa Munden. Dette skete 1788. Den af Topografien og Økonomien fortjente Præst, Dr. Strøm, tilskrev Kronprinds Frederik før hans Afreise til Norge samme Aar, og udgav "En Normands Fordring til sine Landsmænd, ved Anledning af Rothes Danmarks og Norges For- dringer til hinanden, Christiania 1788," medens "Folkets Røst til Kronprindsen ved hans Ankomst til Norge," udkom fra Carl Man- derfeldt. [fotnotemerke] Dr. Strøm fremsatte Sagen mundtlig for Kronprindsen, ved hvilken Leilighed hans Broder, Borgermester i Kristiania og Drammen, ogsaa overleverede et eget Skrivt derom, og i det Kgl. Norske Videnskabers Selskab fik Prindsen af dets Vicepræ- ses, Stiftsprovst Dr. Hagerup, endnu engang høre den med Varme lagt sig paa Hjerte. Det manglede heller ikke paa Løfter; men derved blev det ogsaa. Kun i det danske Maanedsskrift Minerva vedblev Hjertesaaret af og til at flyde. Men endnu en Episode trænger sig foran Optagelsen af Uni- versitetssagen. Gustav III's Fortrolige, den bekjendte svenske General Gustav Mauritz Armfelt beretter i sin Selvbiografi: [fotnotemerke] "Ved denne Tid (Vinteren 1790) var der i Norge en besynderlig Gjæring. Flere betydende Personer tænkte paa Midler til at be- frie sig fra det danske Aag, og Hs. Majestæt havde faaet flere Anledninger til at nytte sig dette tilgode. Kongen sendte mig under forskjellige Paaskud til Wærmeland, og jeg saae paa Grænd- sen i største Hemmelighed nogle af de betydeligste Hovedmænd; Fotnote: En svensk diplomatisk Eventyrer, som opholdt sig i Kristiania og stod paa en fortrolig Fod med Kammerherre Bernt Anker. Fotnote: Handlingar rörande Sveriges Historia. B. II. SIDE: 199 men da jeg fandt, først, at den franske Revolution havde moti- veret deres Lyst til at befrie sig fra Undertrykkelsen, og dernæst, at de ikke ønskede at see Norges Provindser forenede med Sver- iges efter samme Grund og Regjeringsform, saa trak jeg mig til- bage fra disse Underhandlinger, yttrende at min Monark, hvor misnøjd han end var med det danske Hof, ikke kunde for Tiden give dem nogen Hjælp formedelst Krigen med Rusland. Vi ad- skiltes med ulige Meninger om Gjenstanden for Underhandlingerne, men dog med Overeenskomst om at vedligeholde visse Forbin- delser os imellem, der ogsaa vedvarede over et eller halvandet Aars Tid, indtil sal. Kongen heelt og holdent afslog at deeltage i noget Foretagende, som var stridende mod Konger og deres Magt, i hvor fordeelagtige de end syntes at være i alle politiske Hen- seender." Her støde vi i den Fornemste af disse formummede Figurer i de øde og mørke Grændseskove sandsynligviis paa Bernt Anker, Norges største Kjøbmand, ophøjet i Adelstanden og til Kammer- herre, en Nobile, hvis Aand og Dannelse havde meget af hiin Tids Pailletters Glimmer, ligesom dennes saa brugelige Filegransarbeider ikke vare finere og mere indviklede end hans intriguante Karakter. Denne var dog for lidet overordnet til at ikke de Frænder og Venner, som grupperede sig om ham og hans Bord, skulde give ham den største politiske Betydenhed. Denne Mand og hans Nærmeste nærede, gjennemtrængte af Tidens Aand, Tanken om en vidtstraktere Emancipation end Indrømmelsen af et Universitet. Allerede i 1772 skal han i denne Hensigt have havt [fotnotemerke] Forbindelser med Gustav III; men om Foretagenderne end ikke vare strandede paa Vanskeligheder ved Betingelserne for Norges Vedkommende, Fotnote: Føromtalte Manderfeldt skal have været en af Gustafs Fortrolige og Agenter for hans Planer paa Norge før han blev nødt til at emigrere til Norge. Om- trent 1787 beskikkede Gustaf III en svensk Generalkonsul i Norge, Martinau, som tog Bopæl i Kristiania, en Post, som hverken før havde existeret, eller efter hans Død i 179., blev besat, og vel heller ikke just for Handelens Skyld var nødvendig. B. Ankers Karakter, hvis Hovedbestanddeel var Forfængelighed, lærer man bedst af hans Biografi i Nyerups og Lahdes Samling af Biografier, naar man veed, at dette anonyme Stykke er en Autobiografi. Hvorledes han var anseet i Danmark sees af det norske Tidsskrivt Hermoder 1795 i en Replik til den danske "Folkeven", der havde ridikuleret, at der i Kristiania gaves Folk "som efterpjatte Kherre B. Anker, kysse med Ærbødighed den galliske Kokarde og heise en Visk op som et norskt Frihedsflag." SIDE: 200 maatte de ganske vist have gjort det paa Nationalhadet og Almuens øvrige Tænkesæt. Sin Interesse for Universitetssagen lagde han først for Dagen i et Brev af 25de Mai 1793 til Professor Wilse, som under 20de Marts s. A. havde udsendt en offentlig "Indby- delse til norske Medborgere og Landsmænd" til et Møde 4de Juni i Kristiania, forat komme overeens om en Ansøgning til Kongen om et Akademi i Norge, og dernæst ved i Vinteren 1796 og 97 at holde offentlige Forelæsninger over Naturlæren, i Forbindelse med Filosofen Dr. Treschov og Dr. med. Møller, der valgte Filo- sofien og Mineralogien. Saaledes søgte man en Slags Erstatning for Mangelen af et Universitet, da man mærkede, at denne skulde blive varig, uagtet al den Sensation, alle de Skrivter -- deri- mellem af Assessor Enevold Falsen og Sekretær Christen Pram -- og navnlig alle de Priisskrivter, som det af Wilse sammenkaldte Møde fremkaldte. Til dette mærkelige Møde samledes nogle og 40 mest Videnskabsmænd. Forhandlingerne aabnedes med en Tale af Wilse, som dernæst meddelte en Mængde skrivtlige Be- tænkninger, hvoraf de fleste indeholdt Tilbud om Bidrag, og fore- læste en Plan til et norskt Universitet, hvilken siden, tilligemed Talen, udkom i Kjøbenhavn. I en Tale foreslog Byfoged J. Wulfs- berg Byen Tønsberg, der havde gjort anseelige Tilbud, til Univer- sitetets Sæde; og Mødet endtes med Nedsættelsen af en Kom- mittee, bestaaende af B. Anker, Wilse Justitiarius i Overhofretten J. R. Bull, Generalauditør O. C. Wessel, Dr. med. J. Møller og Kon- rektor Rosted, der skulde overveie det vanskelige "Hvorledes?", meddele de øvrige Stifter Beslutningerne, indhente Betænkninger og indbyde dem til Deeltagelse ved Filialkommitteer. Wilses kjække Foretagende vakte Baden igjen til Kamp dernedefra, og han glemte ikke at lade den danskfødte, men norskblevne, Patriot høre, at han havde Normanden Treschow paa sin Side. At Vennerne af Sagen dog ogsaa havde tænkt, viste sig imidlertid af, at 8 af de 14 Afhandlinger, som indkom paa Priisopfordringen fra Kommitteen, bleve erkjendte værdige til at trykkes paa dens Bekostning. Prams blev tilkjendt Prisen og trykt i Kristiania 1795, Udlændingen v. Eg- gers's Accessit, hvorpaa Kommitteen i 1795 indleverede en "Sup- plik om Realisationen af et norskt Universitet," der kun affødte en Resolution om at examen artium kunde absolveres ved Sko- lerne i Norge. Dette slette Udfald berigede da paany den norske Klageliteratur med nye Nummere, hvorefter den, under Indfly- SIDE: 201 delsen af hine, den materielle Rørelse begunstigende, Tidsom- stændigheder, og efter Trykkefrihedens Indskrænkning 1799, ogsaa i Universitetssagen forstummede. Wilse følte med Fortrydelse, at han havde været for sangvinsk, da han i 1797 i det i Kristiania udkommende patriotiske Tidsskrivt Hermoder [fotnotemerke] , yttrede: "mig fore- kommer, som jeg allerede seer Normænd og andre Dannede i Norge selv at være vore højeste Foresatte i alle Stænder. Alt dette er dog kuns i Haabet, og om ikke i Haabet, saa dog i Ønsket. Men hvilket Haab! Synger den endnu lænkebundne Slave i sine Baand, naar han faaer høre, de om nogle Aar skulle løsnes, hvormeget mere maae vi skjønne paa det Haab, som ved Forsmag af det Forventede allerede giver noget at nyde?" Han søgte at trøste sig ved i 1798 at fremsætte en Plan til et sønden- fjeldsk Selskab til Kunsternes Opmuntring, og revsede "den nationale Døsighed" i en Tale "i Anledning af Frem- og Tilbage- gangen i den norske Akademi-Sag," i en Forsamling af patriotiske Venner. Men denne Døsighed var kun hiin Distraktion af de materiellere Interesser, som Tiden medførte. Sagen var ført med Udholdenhed fra Normændenes Side, og ligesaameget til Ære for deres Hjerte som for deres Hoved. Thi baade subskriberede de paa samme Tid, de bleve overtydede om, at de aldrig med Regjeringens gode Vilje vilde erholde et Universitet, med runde Hænder til Kristiansborgs og det ligeledes brandlidte Kjøbenhavns Fotnote: I 4 B. 1797 seer man Stemningen af følgende ultraiske Yttring: "Overalt er den sande Normands Stolthed og som enhver Normand veed at indblæse sin Søn, at undvære mandelig alt det fra Kbhvn., som kan faaes i Norge, om dette ikke var fuldt saa godt." Og i 1798: "Lad Dana være stor og riig; det ikke skal fortryde mig! Lad hendes Sønner sige Gud veed hvad Smukt om Danerige, eg bliver aldrig vred. Og hvis de harmes over mig, Stolt-Norge! naar jeg priser Dig, saa vil jeg, paa min Ære og Tro, ei ændse dem, men være lige norsk og fro. -- Nei, blide Moder Norge, nei! Mig deres Haan ei skræmmer." o. s. v. SIDE: 202 Gjenopbyggelse, og de vare altid villige til at fundere det uden Udgivt for Staten. Bernt Anker tilbød saaledes at kjøbe det Suhmske Bibliothek til Universitetet. De glemte heller aldrig Sagen, og under langt fattigere Omstændigheder end i de Aar, hvor vi nu forlade den, tilvejebragte de beredvilligen og havde en riig Fundation færdig til det Øjeblik, da Ængstelsen for Ad- skillelsen aftvang Indrømmelsen. Indtil da stod, som Wilse sagde, "dette Non-Ens (Universitetet) indgravet med uudslettelige, sørgelige Karakterer i alle Normænds Hjerter, som en vist forventet, ude- bleven, kjær Ven." Et andet Folkeønske, som yttrede sig jevnsides med det om et Universitet, var det om en egen Bank; ligesaa om en Højesteret inden Landet. De fik begge Maal og Mæle under Trykkefriheden. I sin "Grundtegning af den fornuftige norske Patriotisme, Bergen, 1787" udvikler Sorenskriver Hans Arentz dennes Krav paa en Højesteret, idet [fotnotemerke] Overhofretten kun er "en Skygge" af en saadan, og, for- uden paa et Universitet, paa Filialbanker og paa at det kongs- bergske Sølv skulde sættes i Cirkulation inden Landet. B. Anker skrev i Hermoder 1796 om Nødvendigheden af en Bank i Kri- stiania; men dette, som de andre Folkeønsker, gik uopfyldt i Arv til det følgende Aarhundrede. Imellem Yttringer af norskt Uafhængighedssind kunne ogsaa anføres de flere Protester imod at Norge, ifølge Kristian IIIs Haandfæstning af 1536, skulde ansees som en Provinds af Dan- mark. Bemeldte Arentz siger, at "den norske Patriotisme anseer dette store og maaskee ligesaa betænkelige som forunderlige Skridt imod Riget Norge som ugjort og for et i sig selv efter Retten Intet, hvis Erindring Arve-Enevoldsregjeringen saa aldeles udslettede, at det ikke engang mere bør nævnes." "En væsentlig Virkning af den norske Patriotisme er at ansee Norge, ligesaavel- som Danmark, for vor fælleds Konges og kgl. Families virkelige Fædreland. Vor fælles Arvekonge, som naturlig nedstigende fra F. III, bliver altsaa altid formedelst sin Fødsel naturligviis ligesaavel Norsk som Dansk." Og dette var ganske talt ud af Folkets Be- greb om Landets virkelige Forhold til Danmark, idet det ansaae hiin Haandfæstning og andre lignende Prætensioner med samme Foragt, som kraftfulde Naturmennesker, der føle sig og sin Ret, Fotnote: Under 11te Aug. 1797 indrettedes de 4 Stiftsoverretter i dens og Lag- thingenes Sted. SIDE: 203 ansee juridiske Smørerier med, der have til Hensigt at hindre dem fra at sætte samme igjennem. Regjeringen gav ogsaa denne Anskuelse en formel Bekræftelse ved at affatte Suverænitetsakten særskilt for Norge og ved at erklære ved Kongelovens Publication 1709, at den var given "fra Norge som fra Danmark." Selv have Normændene ikke overdraget Kongen Suveræniteten for sit Vedkommende; det er kun, med selvtiltagen, aldrig i Norge lovlig erkjendt, Myndighed, skeet ved en dansk Rigsdag. Nor- mændene troede stedse, at det var i Egenskab af Norges Konger, og for dets Vedkommende, Oldenborgerkongerne sluttede Trak- tater, der havde Afstaaelse af norske Provindser tilfølge, og som Danmarks Konger at de afstod danske Provindser, eller foretog sig Noget, der nærmest vedkom Danmark. Skaanes, Hal- lands og Blekings Afstaaelse var Normændene saa ligegyldig som Esthlands eller Lieflands; og omendskjøndt de ikke kunde be- gribe, hvorledes det kunde gaae til, at de maatte betale Legen efterat have vundet den med al Honnør, faldt det dem dog aldrig ind, at dette Forunderlige skede for Danmarks Skyld [fotnotemerke] . Det var i Folketroen altid den gamle gode Norges Konge, som gjorde det, ophøjet over Daddel, men ikke over Ulykken, naar Svensken blev ham for strid dernede i Danmark. Uden denne Tanke om egen Selvstændighed, skulde Normændene ikke have viist denne utrætte- lige Beredvillighed til Kamp og denne Tapperhed i den, som har givet dem deres Krigerhæder. Ogsaa i Haldens Luer flammede den Uafhængighedsaand, som dikterede Eidsvoldgrundlovens første Paragraf. Denne Streg skal betyde, at nogle Aar hengaae, hvori Landets tænkende Patrioter, sørgmodige over Universitetssagens og de øvrige Folkeønskers Skjebne, isolerede, uden Understøttelse af Folket, som bedækkede de krigdrønende Have med sine Skibe, ikke lade nogen mærkelig Yttring af norsk Uafhængighedsaand komme tilsyne. Jo mere et Folk er sat udenfor en ødsel Naturs Skjød og under sin egen Flids haardførere Opdragelse, jo mere har dennes heldige Udbytte og Omstændighedernes Begunstigelser Fotnote: "Nous sommes forcés de reconnoître que l'honneur a été pour beaucoup dans la constance de cette fidélité politique." (Carl Johans Brev til Kron- prinds Oscar som Norges Vicekonge.) SIDE: 204 Indflydelse paa dets politiske Handlemaade. Det forlanger ikke mere, især naar det har været vant til slettere Tider, mens Tænke- maaden dog ikke i den Grad er underlagt materielle Motiver. Ligesom den enkelte Kjøbmand, naar han er kommen til nogen Magt og kan forlade sin Bod og omgaaes noget med Mennesker, Bøger og sig selv, idetmindste har al Adgang til at udvikle sin Synskreds, uden at han derfor forlader sin Næringsvej, saaledes bliver ogsaa et Folk mere tænksomt efter nogle Aar, hvori alle Hjul have gaaet, uden at det dog vil vove for hvilkensomhelst Idees Skyld, at disse skulle standse. Foreningsregjeringens Neutralitets- politik var i den Grad populær, fordi den var lønnende, og Selv- følelsen af den virkelige moralske og nationale Selvstændighed saa højtstemt, at Unionen aldrig syntes sikkrere og lykkeligere saalænge det kunde gaae som det gik i de Aar, vi have betegnet med en Streg, men dog ikke slaaet en Streg over. Thi den Er- kjendelse af Nødvendigheden af Unionens Ophævelse, som pludselig fandtes udbredt hos ikke faa Normænd, der ifølge Stilling og Aandsdannelse vare modtagelige for mindre materielle Motiver end hine Konjunkturers Vedvaren eller Ophør, og som virkelig bragte nogen Samvirkning til Fædrelandets Befrielse istand, da de ophørte og Ulykken begyndte sin for Mængden forstaaelige politiske Tale -- denne uafhængigere Anskuelse af Fædrelandets sande Stilling, af hvor let denne blomstrende Vedbendevegetation af Velgang kunde blæse væk under en af Tidens vældige Storme, fast at disse endnu gik langt ude i Havet og syderud, og Unionen da staae der for Alles Øjne i sin nøgne Brøstfældighed, den slumrede ikke imidlertid, inddysset af Sangene for Handel og Sjøfart, men vaagede, arvgangen fra det forrige Aarhundrede, i mere end een Normands Sjel. Hint Stormkast kom, hint materielle Motiv, som maatte til. Den 6te Septb. 1807 kom Kjøbenhavns Kapitulation istand, der satte Englænderne i Besiddelse af de forenede Rigers Flaade. Det var at afskjære det stærkeste Baand imellem dem. Kjærlighedens var bleven noget slidt i den sidste Tid; kun Fostbroderskabets eller Ærens strammede endnu. Regjeringen, der maatte forudsee, at Forbindelsen imellem Rigerne vilde blive vanskelig under en Krig med England, som forestod efter Negtelsen at udlevere Flaaden med det Gode, havde allerede den 24de August overdraget Norges Forvaltning SIDE: 205 til en imterimistisk Regjeringskommission, bestaaende af Prinds Kristian August til Slesvig-Holstein-Augustenburg (siden 10de Juni 1803 Generalmajor, kommanderende General Søndenfjelds, Chef for søndenfjeldske Regiment og Kommandant paa Frederikssteen), Stiftamtmand Gebhard Moltke og Justitiarius Enevold de Falsen, hvortil siden kom Amtmand Markus Gjøe Rosenkrantz. Under 9de Oktober s. A. anordnedes en egen Overkriminalret for Norge, der kun i Livs- og Æressager havde at appellere til Rigernes Højesteret i Kjøbenhavn, og under 11te Decbr. en Over-Admi- ralitetsret, der kjendte i Priissager uden Appel. Norge seilede saaledes sin egen Sjø, men endnu i over sex Aar jevnsides det synkende Danmark. De danske Sympathier i Middelklasserne, Forbittrelsen imod England og Beredvilligheden til at yde [fotnotemerke] Gods og Blod, naar det hedte at Fædrelandet krævede det, og især nu da Krigslysten ogsaa i det følgende Aar fik Svensken at styre sig paa [fotnotemerke] -- alle disse Elementer vare i for stor Grad tilstede i Mængden til det ikke skulde blive anseet for en national Æressag at gjøre Parti med Danmark i det Længste, i hvad det end kostede. Men hverken dette eller den fordeelagtige Snigfart Fotnote: Datids Blade ere fulde af Vidnesbyrd, ja af rørende Træk heraf. Frikorpser oprettedes i Mængde, betydelige frivillige Natural- og Pengepræstationer skjødes sammen. En gav sin vundne Priismedalje i Guld med den Devise: patria dedit studio, reddit studium patriae; En sin eneste Fædrenearv: et Lommeuhr; og imellem de mangfoldige Lignende kan anføres Biskop Bruns Indberetning om den bergenske Landalmues Redebonhed til at dele sine Klæder med Soldaten: "Man frembragte alt muligt med en Samvittighed, som havde det været Britten tilhørende Varer, eller som skulde den gule Feber krøbet ud af det Uldne, Nogen vilde tilbageholde. Huusmandens Huustro glemte den tilstundende Vinter og hendes halvnøgne Smaa. Strandsidderen ofrede sine uformede Beenklæder, altid store nok for at omdannes til beqvemt Brug for den mest bredhoftede Grenadeer. Oldinge gave Sko og Strømper, for selv, indtil videre, at gaae bar- fodede, som da de vare Drenge og vogtede Qvæg" o. s. v. Fotnote: Kongen af Sverig havde kun viist liden Deeltagelse i den Ulykke, som overgik de forenede Riger ved det engelske Overfald. En Rapport fra den forhenværende dansknorske Chargé d'affaires i London, Rist, dat. 27de Sept. 1807, indeholdt den Meddelelse fra Canning, at England, saafremt Danmark ikke beqvemmede sig til Fred, baade "muligens kunde blive nødsaget til at lade svenske Tropper besætte Kjøbenhavn, og holde Hs. svenske Majstæt skadesløs med Norge." Og her har man da Kielertraktatens Dispositioner in ovo. Paa Opfordringen fra den danske Statsminister Bernstorff, at Sverige skulde erklære sig officielt om og fralægge sig disse Tendenzer, svaredes saa undvigende, at der var meer end Paaskud til Krigserklæring, om Rusland, Dan- marks Allierede, ikke ved sin havde fremkaldt den. SIDE: 206 paa England under Licencer, som berigede Enkelte, der endnu havde Skibe at vove, kunde blinde de Patrioter, som havde Oversigt nok over Landet og hvad det leed, til ikke at indsee, at en Fortsættelse heraf, for Danmarks udenlandske Politiks Skyld, maatte føre til Norges totale Ødelæggelse, og at denne, i sig selv saa agtværdige, selvopoffrende Enthusiasme ikke var meget bedre end en misforstaaet Patriotisme. Mellem disse oplyste Patrioter kom det til nogen Fortrolighed og Samvirken, og Beslutningen at gjøre en Ende paa Fædrelandets Lidelser ved at benytte den første Leilighed til at gjøre det uafhængigt udviklede sig i Re- gjeringskommissions-Aarene 1808 og 9 saameget, at vi vel kunne sige, at vi i dem befinde os under Befrielsesaarets Propylæer. Man koncentrerede sine Forhaabninger paa Kristian August, der ved sin i Fred og Feldt vundne, umaadelige og vel fortjente Popularitet, var Manden, der havde Nøglerne til den sidste Lænkes Laas i sin Haand. Og da han elskede Norge og Normændene med samme Varme, og havde Følelse for deres foregaaende og nærværende Lidelser, er det ikke mere usandsynligt, at han, om de Fordringer ikke vare blevne indrømmede, han i sin Af- sked til Folket siger, "ikke alene kunde, men med Rette burde forlanges," [fotnotemerke] skulde have opfyldt denne Forhaabning, end at han var uindviet i disse Planer. Saameget er vist, at denne hans Norskhed blev betragtet med Mistanke af Kongen og Regjeringen, og at Præsidenten i det danske Kancelli Fred. Jul. Kaas blev i April 1809 sendt til Norge i Moltkes Sted for, som Medlem af Regjeringskommissionen, at kontrollere Prindsen og hans Om- givelser. Disse bestode virkelig af Patrioterne, de dueligste Officerer i deres bedste Alder, hans egne Vaabenbrødre og Bivuakkammerater, [fotnotemerke] og af den Intelligenz, Embedsstanden, navnlig Fotnote: Aftrykte med udmærket Stiil i Prindsens Publikation. Fotnote: Imellem disse nød Overqvarteermester Major Niels Stockfleth Darre især Prindsens Fortrolighed. Han brugtes til intime Sendelser til Sverige og Kjøben- havn. Paa sidste Sted søgte han hos Kongen at "dæmpe de Tvivl, geskjæftige Øjentjenere havde udspredt om det norske Folks Troskab imod den da be- staaende Regjering" (Samlinger til det norske Folks Sprog og Historie. B. V). Dette havde den Virkning, at Kaas, som ikke destomindre maatte afsted, gik Glip af Statholderplumagen, som han havde anskaffet sig. Darre endte sit Liv frivillig i Okt. 1809 efter en Hjemkomst fra Sverige; hans bedrøvede Landsmænd troede og troe endnu for en Deel af Mismod over de Anslag paa Norge, han der havde havt Anledning til at opdage. SIDE: 207 i Hovedstaden, kunde være stoltest af. Men videre end til Kjend- skab til disses Ønsker og Billigelse af deres Krav gik dog ikke denne trofaste Karakteers Sympathi for det fremmede Folk, han havde lært at agte og elske saa højt, at han vistnok skulde været ført nolens volens ind i de Befrielsesplaner, man nærede omkring ham og støttede til hans Personlighed uden at vove egentlig at deelagtiggjøre ham deri, om han ikke havde modtaget Kaldet til Sverige. Og heri havde nok ikke blot højere Hensyn til Nordens Fred og Lykke Deel, men ogsaa den bittre Følelse, at være løn- net med saarende Mistanke, fordi han var ædel nok til at lade et ulykkeligt Folks Patrioter sysselsætte sig ved Tanken om dets Redning, og loyal nok til ikke at træde i Spidsen for denne, skjøndt Brutus neppe fik flere Hentydninger paa at frelse Repu- blikken. At man dernede slet paaskjønnede denne store, om end passive, Fortjeneste, underrettedes man om af Udladelser, hiin Emissar lod undslippe sig i et Modtagelsesgilde, nogle Embeds- mænd og Officerer gav ham paa Reisen til Kristiania, og som strax berettedes Prindsen af En af hans tilstedeværende Venner. [fotnotemerke] Fotnote: Saml. t.d.n F.S.og H. B.V. Kaas, der kom op til Norge allerede i Foraaret, havde, som expedit Re- ferent, gjort en Snartour udpaa Sommeren til Kjøbenhavn. Paa Tilbageveien var han i en Frokost hos den paa svensk Side kommanderende General Arm- felt, hvoraf han endnu havde godt, som der siges, da han paa Stationen Vest- gaarden paa denne Side Frederikshald kom til den arrangerede Middag. Kaas var gaaen fra Bordet, forat expedere en Koureer til Kjøbenhavn med Meldelse om Ankomsten til Norge etc., da et Par af Verterne kom til og anmodede ham om at proponere Prindsens Skaal. Han gav da det Svar, at Kongens maatte under alle Omstændigheder først drikkes, og desuden var han ikke for at drikke en Mands, han maatte ansee for en Forræder. Øjeblikkelig ilede en af Værterne, den senere saa ufordeelagtig bekjendte Oberstløitnant Hjerman, til Kristiania til Prindsen og beretter Udladelsen. Prindsen tog sig dette saa nær, at han, da Kaas ankom upasselig efter Reisen, lod Lægen spørge, om hans Patient var i den Tilstand, at han kunde modtage et ubehageligt Budskab (en Udfordring). Lægen fik da Anledning til at forklare, at Kaas havde grundet sin Yttring paa indiskrete Udladelser i svenske Aviser, at Prindsens Valg var en Belønning for den Tjeneste, han havde viist Sverige ved at tilstede den revolterende svenske Armee i Marts sikker Afmarsch til Stockholm. Prinds Friederich zu Hessen, der alt var kommen op for at succedere Prindsen, et velvilligt, men fiirkantet, Menneske, førte sig klodset op som Mellemmand i denne Sag. Kaas fik An- ledning til de store Ord, at der fra hans Side var intet ivejen for Afgjørelse paa Kavaleermaneer, og at han, som den højeste civile Embedsmand i Norge, vel kunde være værdig den Ære at vexle Vaaben med Prindsen. Denne fandt SIDE: 208 De lød heller ikke stort bedre til Propos'et af Prindsens Skaal, end at han ikke vilde drikke paa saa tvetydige Fortjenester, og bragte en Duel paa gode Veje imellem dem. Det blev dog ved en gjensidig Kulde, som var synlig for Alle, og som bragte Hjer- ternes Ønsker til endnu tydeligere, i Patrioternes Øjekast og zit- trende Læber, at male sig for den elskede Høvding, hvis For- nærmelse og Smerte over Miskjendelsen, de følte. Der fortælles, at det var i Gjære at arrestere Kaas -- og det vilde have været Revolutionens Begyndelse -- , men ikke, om det var Prindsen, som i et heftigt Øjeblik havde fattet denne Tanke, eller om det var Patrioterne, som saaledes vilde bryde Tausheden, og gribe Initiativet, siden Prindsen ikke gjorde det, og ikke vilde forstaae dem. Saameget er vist, at Aaret 1809 er det farligste, den gamle Forening har overstaaet. Universitetssagen kom da igjen ogsaa paa Bane med mere Energi end nogensinde [fotnotemerke] . Kaas var bleven hilset med: "Skaf Aanden Iys! -- -- Da er du Klippelandets Ven, og da vort Haab opfylder;" og et Avisspørgsmaal: "Hvad var egentlig Aarsagen til at et Uni- versitet i Norge ikke kom istand? blev det forbuden?" o. s. v., og som ender med den ironiske Bemærkning til Forsvar for statu quo, at "det er desuden godt, at den Unge lærer at være afhængig og i Tide dannes til ægte dansk Tænkemaade," gav, ved den Fotnote: imidlertid Skandalen af et saadant Optrin for uforeenlig med sin vigtige Stilling til videre at insistere paa Revange. Et koldt Forhold indtraadte imellem Begge. Prindsen tog saaledes Tørklædet for Næsen, som om han havde faaet Næseblod, og gik ud, da John Collett paa Ullevold spurgte ham bag Stolryggen, om han havde noget imod at proponere Kaas's Skaal i et Gjæstebud der i Anledning af Kaases Tilbagekomst til Kri- stiania, hvor han nogle Aar iforvejen havde været Stiftamtmand. Under dette sit sidste Ophold var ellers Kaas ligesaa upopulær, som han under sit forrige havde været afgjort. Fotnote: At den var trængt igjennem til Almuen, sees af en Bekjendtgjørelse fra 1808, undertegnet af to navngivne, simple Bønder fra Hedemarken. Dens første Linjer lyde: "Inden den snevre Kreds, ved Søsiden i Agershuus Stift, fandtes tre udmærkede ædle og patriotiske Mænd: en Prof. Wilse, en Kammerherre Anker og den navnkundige Hr. Dr. Strøm; de arbeidede tilfælles i en almeen- nyttig Sag, angaaende en Højskole anlagt i Norges Skjød. Efterat Døden be- røvede os hine sjeldne Mænd bar mange skjønsomme Medborgere i Norge dyb Sorg i sin Barm." SIDE: 209 nidkjære Patriot Cancelliraad Bendix Prahls Partitagen for Ind- senderen, der blev angreben af en Kjøbenhavner i Kristiania, Anledning til at to Anonymer udsatte gjennem det, af Patriotismen fremkaldte, virksomme topografiske Selskab i Kristiania, 1000 Rdlr. for den bedste, og en Tredie 200 Rdlr. for den næstbedste Afhand- ling om et norskt Universitet. Ved de mange, som indkom, hvoraf daværende Ajunkt ved Latinskolen i Kristianssand, N. Wergelands djærv-frimodige "Mnemosyne", vandt Prisen, forøgedes betydeligt den norske Klageliteratur, som alene Universitetet betræffende dengang opløb til over hundrede Skrifter af større og mindre Betydenhed. At "Opinionen i Norge paa en iøinefaldende Maade havde skilt sig fra de af den danske Regjering yttrede Grundsætninger," som der releveres i en Regjeringsberettelse af 7de Juli 1809 om Sverigs udenlandske Forhold, stilet til Rigsstændernes "hemliga Utskott", [fotnotemerke] fremlyser især af, at Kristian August, paa eget Ansvar, lovede den svenske Armee mod Norge ikke at gjøre Indfald i Sverige medens den først i Marts s. A. satte sig i Marsch mod Stockholm for at dethronisere Gustav d. 4de. Dette dristige Fo- retagende, "Vilkaaret for Sveriges Redning", "den største Tjeneste det endnu nogensinde af en Udlænding har modtaget," som det kaldes i nysnævnte svenske Dokument, og som vovedes "uagtet mangfoldige og derimellem ganske nylig erholdte bestemte Befa- linger fra hans Hof, at gaae offensiv tilværks" [fotnotemerke] kunde umulig iværksættes uden et Medhold i den norske Opinion, selv uden- for de Hensyn, han vistnok ogsaa tog og maatte tage til Landets svage Kræfter, der var stærkt nok til at lade ham byde Kongen af Danmarks Uvilje Trods. Det maa ellers sandsynligviis være i denne Anledning, Kongen fortælles at have ladet Udraabet und- slippe sig: "Prindsen af Augustenburg! Hm! veed De, jeg kunde lade hans Hoved lægge for mine Fødder." Den samme Mistanke til hvad man tænkte og gjorde i Norge røbede sig oftere; saaledes i et Træk, som vi kunne anføre, da det bekræfter den moralske Mulighed af en saa kolerisk Udladelse af Mistanke fra en i Grun- den saa godtroende og mild Sjel som Frederik VItes. I samme Nummer af det officielle Blad "Tiden", hvori Priisopgaven af Uni- versitetet fremsættes, udvikler en Anonym "Norges retfærdige og Fotnote: Handlingar rörande Sveriges Hist. B. IV. Fotnote: Handl. rör. Sv. H. lV. P. 60. SIDE: 210 billige Ønsker." Saa beskedne og gamle de end vare, gjorde de dog det Indtryk paa Kongen, at han, under en Audienz en Tid efter, med vredladen Mine og Tone modtog Udgiveren, Præsten Wulfsberg, med at betyde ham: "Vogt jer! Jeg lider ikke jert Blad. Det har indeholdt Ting, som gaae ud paa at skille mine Rigers Interesser. Saaledes stod der noget om Norges Ønsker. Men vogt jer, som sagt! Jeg har Magt til at undertrykke det, og -- vogt jer blot!" Kongen har rimeligviis ogsaa vidst, at For- fatteren, der var undertegnet "H." var Provst P. Hount, Sogne- præst i et af Smaalehnenes Grændsekald, en af "Kristian Augusts Venner", der næsten var bleven et Partinavn, og senere bekjendt som En af dem, der vare behjælpelige med de forskjellige svenske Underhandlinger i Løbet af Aaret 1809. At Udgiveren selv hørte til dem, som havde opgivet Haabet om at nogen anden Green af den oldenborgske Stamme, end Kristian August, vilde bære Frugter for Norge, kunde H. M. maaskee været underrettet om; iblandt andet af at han var bleven kompromitteret ved en Anke i Kristiania Intelligenzsedler, fordi han i nogle Afskedsord fra en G. C. Scheel i Moss til Prindsen, "Norges Skytsaand", havde sløifet og forandret Tiraden: "Men hvad skal trøste os? Nationen er vant til at vente sit Held af Kristianer og Frederiker. En Frederik vil fuldføre hvad en Kristian saa ædelt begyndte," til: "Men hvad skal trøste os? . . . . . . Norges gode Engel vil med signende Haand fuldføre hvad Kristian saa ædelt har begyndt." Klagen herover, hvori Tidens Udgiver opfordres til at forklare hvad han egentlig havde imod Texten, som den lød, viser hvad man lagde i dette lille Tegn til en synkende Tiltro til Kongen; og man var saa forvant ved overspændte Lovord i Vers og Prosa om hans og alt Kongeligts Fortjenester, at selv den mindste Lyd, som faldt ud af det Sædvanlige, skar igjennem. Det er ikke godt at maatte sige det; men det er vist, at meer end een lovsyngende Tunge talte i en anden Tone paa Ullevold hos gjæve John Collett, Ar- meens goddædige Vederqvæger, hos Bernt Ankers Broder, Peder Anker paa Bogstad, hos hans Svigersøn Johan Casper Herman Greve af Wedel-Jarlsberg, hos andre mindre notable Possessio- nater, i en fortrolig Time med Darre eller endog i Prindsen af Augustenburgs Qvarteer. Det er netop en saadan Sanger, der, i en, om ikke af Musen, saa maaskee af Smerten over at Øje- blikket ved Kristian Augusts Bortreise var gaaet tabt for Norge, SIDE: 211 begeistret Nattestund, løb om til et Par Venner med Opfordring til at begynde Revolutionen ved at fængsle Prinds Friederich zu Hessen, som om Sommeren 1809, til stor Ærgrelse for Svenskerne, var kommen over fra Jylland paa en Baad forat være Vicestat- holder i Norge. [fotnotemerke] Et behageligere Bekjendtskab til Oprigtigheden yder "Tiden af 31 Marts 1810", hvor en Afhandling om Banker, som har været indgivet, saavidt man veed, i 1761 til Kongen, til- ligemed en Ansøgning [fotnotemerke] fra de vigtigste Handelshuse i endeel norske Kjøbstæder og et Udkast til en norsk Nationalbank, ind- tages med Hentydning paa en 1779 ligeledes indleveret, "da for Nærværende blandt Norges Ønsker det om en Nationalbank baade offentlig og privat yttres, og derom ideligen debatteres." Patrio- terne bleve modfaldne, skjøndt Misfornøielsen steg, da Kristian August forlod Norge som svensk Thronfølger 4de Januar 1810; thi de ventede allerede længe ikke Indrømmelser af den gamle Regjering, men Alt af en ny. Og den maatte være norsk; fremfor alt ikke svensk. Adler- sparres Agent, den for sine Uheld i Norge bekjendte svenske Generalmajor Gahn, kom ingen Vej med sine indsmuglede "prin- ciper" til at benytte Thronfølgervalget til en Forening med Sve- rige (Hdl. B. VI., 92 o. fl.). De enkelte Bønder, han angiver som overtalte, vare listige Handelsmænd, som blot vilde have fri Grændsepassage. De Svenske, som [fotnotemerke] toge Norge med ind i Be- Fotnote: "Det var en vacker proposition att smyga in Prinsen af Hessen till Norge." Brev fra Grev G. Wettestedt til Adlersparre. Hdl. VII, 3. Brev fra Wetterstedt af 28de August 1809 til Adlersparre (Hdl. VII, 22) for- tæller, at man fra dansk Side underrettede "med megen Affektation" om Prinds Friederichs lykkelige Ankomst. "Det var interessant at vide hvad Sensation denne Fyrstes Ankomst har gjort i Norge." Et følgende af 29de til den Samme indeholder: "Efter din Samtale med Prindsen (Kristian August og holdt paa Magnorgrændsen) torde vi faae sikkrere Underretning om den slette Rolle Prindsen af Hessen synes at have spillet i Norge." Om hans Ankomst yttrer Grev Gustaf Lagerbjelke Aug. 24, 1809 (Hdl. VII, 70) "Ubehageligheder, kunne opstaae deraf, og vor Kronprinds (Karl August) faaer en ny Vanskelighed i sin allerede vanskelige Rolle. Imidlertid er Frygten i Danmark stor, og det beviser "realite" i den norske Opinion. Hvad der ogsaa beviser Danskernes Angest er Bernstorffs i en ganske anden Tone forfattede Brev af 3die Aug." Fotnote: Ogsaa i den træffer man paa Mistanke imod Normændene: "Vi kan umulig bie længer med at retfærdiggjøre vore Hjerter hos en saa livsalig Monark, for at befrie os fra den Mistanke, at vi skulde i Lydighed, Troskab og Kjærlighed degenerere fra vore Forfædre." Fotnote: Handl. r. Sv. H. IV, 125. Anførsel til Statsraadsprotokollen 7 Aug. 1809: SIDE: 212 regningerne ved Kristians Augusts Valg, glemte at tage den gamle Antipathi og den endnu ældre Selvstændighedsfølelse med deri. Prindsens meer end mistænkelige [fotnotemerke] Død virkede endnu mere ufor- deelagtigt i Norge for Sverige, hvorfor den maaskee i det danske Kancellis Indre hørtes med et ligesaa tilfreds og hurtigt: "Ske Guds Vilje!" som disse Ord løde med hykkelsk Resignation blas- femisk fra de Læber, som i "Ligan" ( ): Liguen, Hdlgr. VII. 44) havde mumlet sammen: "ske vor!" Thi Norge fulgte ikke med. Norge fulgte ikke med. Da det kunde skilles fra sin Elskling, om end dette skede bogstaveligen med dets Mænds Taarer, da Han passerede for sidste Gang gjennem sit Regiments Geleder, der hulkede højt af Smerte over for sidste Gang at maatte see de Ansigtstræk, de hiin Vintermorgen paa den snefulde Kirkegaard havde opdaget slumrende under Vaabenkappen, uden at de nu, som Flere ventede, stormede om ham og udraabte ham til Norges Konge -- da vidste de svenske Machiavellister, at Haabet om Norge ogsaa var brustet i disse Taarer. Offeret var bragt; man havde trukket sig tilbage. Mere kunde Normændene, for endnu stærkere Følelsers Skyld, ikke yde. Svinesund rullede nu ligesaa mørkt som før. Men det vidste de danske Machiavellister ikke. De kunde ikke tro det efter det Blik, de havde kastet i de norske Patrio- ters, i dets meest anseede Mænds, Indre, efter de Offre, Norge havde ydet og endnu maatte yde Danmarks Politik, og efter den Mistanke, de nærede mod Prindsen. Hvad sikkrede dem ogsaa Norge, naar han var bleven Sveriges Konge? [fotnotemerke] naar Sverige havde Fotnote: "En af de store og vigtige Grunde, som muligens skulde formaae Kgr. Norge til at indgaae en nærmere Forening med Sverige, er at vinde derved uforstyrret Handel med England." Grev Wetterstedts Brev til Grev Georg Adlersparre af 8de August 1809: "Bliver Prindsens Svar i samme Stil som det danske Hofs, er det vel ikke meer at formode, at Norge gaaer over; thi uden Prindsen gjøres vel intet. Men mon ikke samme Maal kan vindes ved Prindsens Giftermaal med den danske Kronprindsesse? Du har selv skrevet, at et Parti i Norge ønsker det." (IV, 35). Samme Skrivelse omtaler ogsaa, at det danske Hof nærede Angest (farhåga) for Norge. At Frygt for Anfald fra norsk Side ogsaa havde nogen Indflydelse paa Valget, sees af "Hemliga utskottets" Svar til Carl XIII Rigsdagen 1809 (Hdlg. r. S. H.). Adlersparre, der var Hovedunderhandleren, og saaledes nøje kjendte Prindsen, befrier ham fra Mistanken om at Vaabenhvilen stod i nogen Motivforbindelse med Valget. Fotnote: Hdlg. r. S. H. III, 12. VII, 44. Fotnote: Adlersparre fremhæver ved Valget i Ørebro 1810 Prindsens Broder, fordi han ogsaa, som saadan, har Fortrinsret til det norske Folks Hengivenhed (Hdl. B. IX, 2). SIDE: 213 havt ham og en fri Forfatning at tilbyde? Og det gjælder om enhver gammel Kjærlighed, at den rustner ikke. Det danske Ka- binet havde ogsaa gjort alt for at hindre Prindsens Antagelse af Valget; det havde erklæret sig derimod; [fotnotemerke] og da det dog ikke kunde hindres, siger den svenske Statsmand, Baron Wetterstedt, at det nu i Sagernes yderste Krisis søgte at virke paa Prindsens Delikatesse og at formaae ham til at ansee sin Person, som svensk Thronfølger, aldeles uvedkommende ethvert Spørgsmaal om en Forening mellem Sverige og Norge. [fotnotemerke] " En større Plan, den til en Restitution af Kalmarunionen i dens Heelhed, hvad enten nu denne, som nærmest paatænkt, lod sig realisere ved Frederik VI, som eventuel Unionskonge, eller ved Kristian August, som Rigsforstander eller Thronarving, [fotnotemerke] havde, før Begivenhederne fik en saa utilfredsstillende Udgang, som at Sverige fik en Thronarving, men ingen Forandring in statu quo, beskjæftiget nogle af de Hoveder, som vare mest misfornøjede Fotnote: Grev Bernstorffs Note til sv. Minister Lars Engestrøm. Hdl. IV. B. Carl XIII yttrer i et Brev til Adlersparre af 23de Okt. 1809 (Hdlg. V. 56): "Hele Verden veed, at det danske Hof er meget misfornøiet med Udnævnelsen. De frugtesløse Skridt, det har gjort, forat tilintetgjøre dette Valg, den qvalte Bitterhed, som, under falske Komplimenter, fremlyser af alle dets Ministres Yttringer, den unød- vendige Langsomhed, som det bruger i Afsendelsen af dets Fredsunderhandlere, og som ligeledes vidner om dets Modvilje -- alt beviser at Prindsen af Augu- stenborgs Ophold i Kjøbenhavn ikke kan andet end blive ret ubehageligt for ham, om ikke farligt." Denne Reise, som Adlersparre havde faaet Ordre at forhindre, gik heller ikke for sig. Fotnote: Brev til Adlersparre, 8de Aug. 1809. Hdlg. IV B. Do. af 14de Aug. (B. VII, 10): "Jeg spaaer, at Prindsen svarer i samme Stiil som Bernstorff; men derfor bør man ei mistrøstes om at jo den af Statskunst og gjensidig Interesse saa paakaldte Forening en Dag kan bringes istand; men jeg troer, at den behøver, forat vinde behørig Fasthed, Fred, Eftergivenhed, Indrømmelser. En Revolution kan give os Landet." (cfr. flere Steder i Hdlg. r. Sv. H.) Adlersparre blev i 1831 tiltalt forat have offentliggjort de wetterstedtske Breve i sine "Handlingar", navnlig de i B. III og IV. At man i Sverige ventede en saadan Revolution efter Prindsens Afreise frem- lyser af Carl XIIIs Brev til Adlersparre af 15de Aug. 1809 (Hdlg. V, 35): "Derved (nemlig om Prindsen skulde allerede da ville forlade Norge) afbrødes paa en- gang hans Forbindelse med Danmark, og Følgerne af hvad som kunde fore- falde i Norge efter hans Afreise, kunde saaledes siden aldrig sættes paa hans Regning." Fotnote: Et Giftermaal imellem ham og den danske Kronprindssesse insinueredes ham af Unionisterne; men Prindsen fandt ingen Tilbøjelighed hos sig til at imø- degaae dette Forslag. SIDE: 214 med denne. Grev Wedel-Jarlsberg, der af alle Normænd besad det fineste politiske Klarsyn, og med sin imponerende Stilling i Samfundet forbandt de mest udstrakte Forbindelser i alle tre Ri- ger, kommunicerede personlig med flere Personer i Kabinettet i Kjøbenhavn forat bringe det i Virksomhed for Ideens Realisation ved den dansk-norske Konge. Tiden var for saadanne store Kom- binationer, og navnlig for en, der vilde have givet de tre Riger en saadan politisk Betydenhed og Handelsfrihed; men det danske Kabinet og Kongen, der begge vare blinde, paa det ene Øje af Lydhørighed mod Napoleon og paa det andet af Had mod Eng- land, besad ikke Aandskraft nok til at gjøre sig denne Plan egen og til at arbeide noget for den. Frederik VI begik endog det Misgreb, i en Audienz, hvorunder den svenske Grev Carl Løwen- hjelm, paa sin Reise til Paris i samme Ærinde, bragte Underret- ning om Gustav den IVdes Dethronisation, at kalde denne en Handling af "Rebeller" og at lade sin trohjertige Harme bruse saa over, at Løwenhjelm, da han var kommen vel tilbage fra Au- dienzen, meddeelte en Fortrolig, at han maatte troe, H. M. var mindre end vel bevaret, og at han nu maatte beholde de yder- ligere Propositioner, han havde havt at undersøge Kongens Tanker om, "i fickan". Disse gik ud paa at benytte Omstændighederne til, ad en fredelig Overeenskomst, hvortil de mest Formaaendes Gemytter vare stemte, at iværksætte Unionen. Man lod ogsaa ved det svenske Thronvalg i 1810, hvorved Grev Wedel endog havde Stemmer, Leiligheden gaae hen med samme Inerti. Wedel, Darre og de flere i disse Planer indviede Normænd, hvis første Meed var en, paa en fri Forfatning grundet, Forbedring i Norges og dernæst i det øvrige Nordens Tilstand og Stilling, kastede da sine Kræfter paa at fremme udelukkende Kristian Augusts Valg og at opnaae en Frelse for Norge ved en Forening med Sverige -- en Anskuelse af Fædrelandets Lykke, Wedel siden med ud- holdende Konseqvenz har arbeidet mere for end nogen anden Normand. Kristian Augusts Afskedsdag fra Kristiania, d. 29de Dec. 1809, der feiredes med religiøse Højtideligheder, er bleven mærkelig ved Stiftelsen af det store og mangesidigt virksomme Selskab for Norges Vel, ophøjet ved Resolution af 4de April 1810 til at kaldes "det kongelige" -- en Naade, der vistnok var meer Politik end Oprigtighed ved. Patrioterne fandt, at de nu, da de i Prindsen SIDE: 215 mistede Slutstenen, maatte slutte sig nærmere til hverandre, om Haabet de salute reipublicæ ikke skulde styrte sammen. Den engang vakte, med saamegen Vemod blandede, Patriotisme maatte adspredes som en Sorg ved at have noget at bestille. Under 9de Dec. 1809 var man foreløbig kommen overeens om, af det topografiske Selskab for Norge og det "patriotiske Selskab for Agershuus Stift" at stifte hint større, og ved Afskedsgjæstebudet for Prindsen cirkulerede førstegang den formelige Indbydelse, hvorpaa 200 tegnede sig paa Stedet, undertegnet, foruden af Vice- statholderen Prinds Friederich zu Hessen og flere Andre, ogsaa af Navnene: H. Wedel Jarlsberg, Medlem af Regjerings- og Pro- viderings-Kommissionerne, og formentlig Hovedmanden for Stif- telsen, Biskop Bech, i denne Sag Wedels Organ, Rosenkranz, Peder Anker, John Collett, Ludvig Mariboe [fotnotemerke] , B. Prahl og N. Wulfs- berg. En Enthusiasme greb Folket for dette Selskab, som, selv i en af sine ikke uvæsentligste eller mindst forstaaelige Tendenzer en Uafhængighedsyttring, blev af betydelig Indflydelse paa dem, Normændene senere lagde for Dagen, og vedligeholdt en Slags norsk Karbonarisme imellem de i denne Stiftelses Aand mere indviede Medlemmer. Kristian Augusts Afskedsord Dagen efter Selskabets Stiftelse: "naar Privatinteresse maatte vige for Almeen- aand, da vil Enhver føle og indsee, at almeennyttige Indretninger ei alene kan og med Rette bør forlanges," havde indpræget sig. Selskabet greb sig derfor Universitetssagen an, lod de gjennem det topografiske Selskab fremkaldte 9 Priisafhandlinger derom bedømme af en Kommittee og 4 af dem udgive i sine "historisk- filosofiske Samlinger," der gav mangt et Suk fra Norge Lyd, og indbød under 1ste Juni 1811 til en almindelig Subskription til et Universitetsfond, som ved det glimrende Udfald, den havde, blev den rette Maade til, saa at sige, at fremtvinge Kongebudet af 2den Septbr. 1811, der dekreterede et Universitets Oprettelse i Kristiania. "Norges Ønske -- siger Indbydelsen -- naaede Thronen, og Frederik VI, der ei kan ville andet, end sine Undersaatters Vel, der ei kan taale, at nogen Deel af den forenede Stat tilsidesættes, vil sikkerligen give Norge et Universitet, naar Midlerne tilveie- bringes. -- -- Den samme høje Aand og nordiske Kraft, som, under Anførsel af Norges hedenfarne, men udødelige Helt og Fotnote: Skjænkede 12000 Rdlr. til Selskabet. SIDE: 216 Ven [fotnotemerke] , værnede om Norges Selvstændighed imod Fjendens Skarer, under Kamp tillige mod Hunger og Nød, vil ogsaa vise sig i Nor- mænds Anstrengelser for et norskt Universitet." Dets Oprettelse, ved den afskaarne Forbindelse med Danmark endnu mere nød- vendiggjort for Norges Ungdom, vakte en Jubel, der lod forglemme Foreningens øvrige Mangler og Lidelser. Den skulde være forbi den Tid. -- -- "da Norges Sønner maatte drage fra Barndoms Dale, Fædres elskte Fjeld, Med Vemods Graad og Fødelandets Klage at øse Viisdom af et fremmed Væld." [fotnotemerke] Beneficen var gjort forat holde den bristefærdige Forening sammen; og virkelig, ligesom overhovedet en mismodblandet Slappelse synes at være indtraadt i de politiske Tendenzer siden Kristian Augusts Dage, den syntes at have vundet ny Styrke. Enthusiasmen paa Universitetsfesten, der feiredes 11te Decbr. 1811 med overordentlige Højtideligheder i Kjøbenhavn af den der- værende Afdeling af Selskabet for Norges Vel, i Kristiania og ellers overalt i Norge, glemte alle de øvrige Folkeønsker og alle de Opoffrelser og Lidelser, der fulgte af Krigen med England, som endnu stedse fortsattes, og af Pengevæsenets totale Forfald, der forværredes ved fallitmæssige Omvæltninger deri. [fotnotemerke] Universitetsfesten i Kjøbenhavn fortjener et Par Linjer her, fordi den gav Prinds Kristian Frederik, Søn af Arveprinds Frederik, Rigernes Thronarving, hvis Personlighed er bleven saa iflettet Begivenhederne i Norges Befrielsesaar, den første Leilighed til at komme i Berørelse med Normænd, hvor de udfoldede sin Na- Fotnote: Kristian August. Hans Død, 28de Mai 1810, feiredes i Norge ved Sørge- højtideligheder. Fotnote: Feldtprovst Johan Storm Munch "Til Kongen, da han gav Norge Univer- sitetet" i Selskabet for Norges Vels Tidende "Budstikken" 1ste Nov.1811. Fotnote: De gamle Daleres Forandring til "Dansk Courant" og dennes til "Rigsbank- dalere," 5te Jan. 1813, uden at derfor Kredit og Kours hævede sig, afstedkom ellers Rystelser i den private Formue, som forplantede sig til Gemytterne, og gjorde dem modtageligere for en Tingenes nye Orden. Mængden fæster først Tankerne derpaa, naar den gamle ikke kan blive værre. Da faaer den et Ha- zardspillermod. "Han Frederik -- udtrykte en Bonde sig strax efter Adskillelsen -- fik dog spillet os det Puds før han opgav Norge, at slaae ned Pengene for os." Man ansaae for en vilkaarlig Handling hvad der var en nødvendig Følge af det Skjelmsstykke, at udøse ufunderede Pengerepræsentativer. SIDE: 217 tionalitet. Ved Hovedfestligheden om Dagen havde han, i Egen- skab af Præses for det throndhjemske Videnskabers Selskab hilset den nye beslægtede Stiftelse med en Tiltale til Kongen; men om Aftenen, medens de norske Familier illuminerede, havde de Norske, navnlig Medlemmerne af Selskabet f. N. V., samlet sig til et Gilde, hvor Økonomien var indrettet med særdeles Hensyn til at gjøre sig lystig; og did lod Kristian Frederik sig det være angelegent at komme. Han erholdt ogsaa Adgang, og var overordentlig fidel. Det var ogsaa ret et Lag i det gamle "norske Selskabs" Aand og Stiil fra Wessels Dage -- denne interessante Forening, der lige siden 1773 havde ydet den norske Nationalitet et Tilflugts- sted i Kjøbenhavn, bragt den saamange Triumfer i den alminde- lige Erkjendelse af dens Friskhed og naturlige Overlegenhed, og inden hvis Vægge saamangt et Ord var sjunget og talt, der vid- nede om, at den norske Uafhængighedsaand, vi i disse Blade have søgt Sporene efter, ogsaa der var at finde i sin fulde hjemlige Qvikhed. Der sad da Prindsen med sit smukke godlidende Ansigt illumineret af de mange "Glædskabspokaler", mellem de højtstemte Normænd, Side om Side med Professorerne Sverdrup og Treschow, der præsiderede i Gildet. "Norges Universitet!" raabte han, og greb Glasset; "Almeenaand fremkaldte det; Frederik gav os det; Alherren signe og beskytte det!" Og saa strømmede nok en Skaal fra ham for "det gamle Norges evige Held og Lykke!" Og nok en for Selskabet for Norges Vel. Kort, Dagen var for Norge, og Ingen viede, som det lod til, Norge den fyrigere end Prindsen. Ogsaa Mindebægeret for "den uforglemmelige Kristian August", udbragt af en Normand under eenstemmig Akklamation, var for det. Siden hiin muntre Dag søgte Prindsen megen Omgang med Normænd. De Begivenheder vare heller ikke langt borte, som skulde knytte ham til Norge selv. Skyerne, som skulde drive saa tætte og mørke imellem de fra hinanden søndrede, ved en una- turlig Forening endnu forbundne, Riger, at Thronarvingen, mens de tabte hinanden afsyne, maatte op til Norge i Huj og Hast, forat det ikke skulde gaae tabt i det rædsomste politiske Uveir, som har raset over Europa, trak allerede i Foraaret 1812 hurtigt SIDE: 218 op fra Østen. Rusland fandt Aaget af Napoleons Kontinentalsy- stem omsider utaaleligt, og Sverige, som siden 1810 befandt sig i et tvungent Krigsforhold til England, ikke mindre. Napoleons stedse hensynsløse Fordringer og hans Besættelse af svensk Pom- mern bragte endelig Taalmodigheden til at briste hos hans besvog- rede Vaabenkammerat, Sveriges Kronprinds Karl Johan, hvis lige- saa udmærkede civile som militære Geni havde gjort ham fra sin Ankomst af til Sjelen i den svenske Regjering. Fred sluttedes med England efterat Rusland og Sverige havde sluttet sig sammen i en hemmelig Traktat til St. Petersburg af 21de Marts 1812, hvori Keiseren af Rusland forbandt sig til "enten ved Underhandling eller ved militær Medvirkning at forene Kongeriget Norge med Sverige og at garantere dette sammes fredelige Besiddelse." [fotnotemerke] Denne, ligeledes garanteret af England ved Traktat af 3die Marts 1813, [fotnotemerke] skulde endog betragtes som en foreløbig Begivenhed før den tiltænkte Diversion paa den tydske Kyst i Ryggen af den franske Armee, som imidlertid samlede sig i Polen forat bryde ind i Rusland. Napoleons Insinuation, at Sverige skulde benytte Indbrudet til at bemægtige sig Finland, forkastedes af Karl Johan som ved denne Ædelmodighed mod Rusland fik endnu stærkere Garantier for Norges Erhvervelse i det bekjendte Sommermøde med Keiser Alexander i August s. A. i Åbo og yderligere Bekræf- telse i den der sluttede formelige Konvention af 30 August. Og Fotnote: Bil. Nr. 1. (Officielle Kundgjørelser). Fotnote: Saml. til det norske Folks Sprog og Historie. B. III. "Da Hs. britiske Majestæt ønsker til Gjengæld ( ): for Sveriges Alliance) at give et umiddelbart og utvetydigt Beviis paa sin Beslutning at forene sine Interesser med Sveriges og Ruslands, saa lover han og forbinder sig ved nærværende Traktat til at til- træde de mellem disse to Magter allerede stedfindende Konventioner, forsaavidt at Hs. britt. M. ei alene ingen Hindring skal lægge i Vejen for Kgr. Norges For- bindelse og Gjenforening til evig Tid som integrerende Deel af Kgr. Sverige, men at han desuden i denne Henseende skal lette Udførelsen af H. M. Kongen af Sveriges Hensigter, saavel ved sine bona officia, som ved dertil, om fornødent gjøres, at anvende Medvirkning tilsøes i Forbindelse med de svenske og russiske Tropper, dog paa det Vilkaar, at man ikke skal tage sin Tilflugt til Magt forat iværksætte Norges Forening med Sverige, med mindre H. M. Kongen af Dan- mark forud har undslaaet sig for at slutte sig til den nordiske Alliance, paa de Betingelser, som i de mellem Hofferne i Stockholm og St. Petersburg bestaa- ende Forpligtelser ere fastsatte; og H. M. Kongen af Sverige forbinder sig til at have Omsorg for, at denne Gjenforening finder Sted med Iagttagelse af alle mulige Hensyn til det norske Folks Lykke og Frihed." (Se Bil. II. med Hensyn til ovennævnte Konventioner). SIDE: 219 Sverige havde været saa nær dette Maal i 1809, at dette trængte Ønsket om Finland tilbage. Grundet paa Åbokonventionen tilbød Sveriges Gesandt i Kjøbenhavn i en Note af 10 Dec. 1812 en nøjere Alliance imod Norges Afstaaelse, hvorfor Pommern og en Sum Penge skulde gives til Vederlag [fotnotemerke] . Dette Forlangende tilbagekaldtes vel 2den Jan. 1813, og erklæredes at skulle ansees som ugjort -- formodentlig fordi Russerne havde nok med at hjælpe sig selv -- men kortefter fremsattes det paany, og den 30 Marts s. A. kaldte den svenske Kronprinds den dansk-norske Chargé d'affaires i Stockholm for sig i Udenrigsministeren Grev Engestrøms Nær- værelse, og betydede ham, at den dansk-norske Stat skulde an- gribes paa tre Punkter imellem 15de og 20de April, saafremt Kongen ikke bestemte sig til at tiltræde den nordiske Alliance. Han kunde ellers, om han beqvemmede sig til at afstaae Norge ifølge Traktaterne med England og Rusland, gjøre Regning paa at see sine Stater forøgede med de nordtyske Hansestæder og Kyststrækningen indtil preussisk Pommern. Kongens Vægring i Note af 10de April havde et Fredsbrud tilfølge; men før den svenske Chargé des affaires reiste, forelagde han nogle endelige Vilkaar for en igjen knyttet venskabelig Forbindelse, hvis Basis var Norges Afstaaelse, alternativt enten hele Landets eller Trond- hjems Stifts og Fæstningerne Frederikshalds og Kongsvingers. Den 18de April forlod den dansk-norske Minister Stockholm, og den 21de Mai landede Kristian Frederik i Norge, for som Stat- holder at afløse Friederich af Hessen, der kort efter forlod Landet forat overtage Kommandoen i Holsteen, hvorhen Kronprindsen af Sverige i stedse engere Buer trak den nordtydske allierede Armee, forat sætte sin og Sveriges Yndlingsidee, Norges Besid- delse, igjennem, der allerede var kommen længere end nogen- sinde, idet den dog var kommen officielt paa Papiret [fotnotemerke] . Men hvad sagde og gjorde man i Norge selv til alt Dette? til at det gamle Rige steg og sank i den Priis, Magterne behagede at sætte derpaa? Man prøvede med den agtværdigste Anstren- gelse, under Ledning af Selsk. f. N. V., Sandheden af Sagnet: "hjælp dig Selv, saa hjælper dig Gud". Man bekjæmpede med rørende Broderaand, med opofrende Hjælpsomhed, ved Indskrænk- Fotnote: Bil. III. Fotnote: Bil. III. viser, at Verden allerede var bekjendt med den. Cannings trud- selfulde Læber udslyngede den i 1807. SIDE: 220 nings- og Hjælpeforeninger, ved en Mængde Industrigrene, ved dristige Overfarter til Danmark i aabne Smaabaade efter Korn, Følgerne af den standsede Handel og Hungersnøden, der antog en frygtelig Skikkelse efter Frostaaret 1812, "det haardeste Slag, siger Budstikken, Selskabet for N. Vels Blad, som Norge i Mands Minde har modtaget." Der laae den rigeste Grøde knækket; men ikke Folkets Mod. Det var nu bleven vant til Mangelens Lidelser. De eggede kun til yderligere Vovsomheder i Kaper- og Kornfarten, til nye Forsøg paa at hjælpe, til dybere Had mod en Fiende, der kunde ville bruge Hungersnød som Bundsforvant. Denne mod- standslystne Energi i Udholdenheden strakte sig igjennem hele Folket, holdt det i Virksomhed inden sig selv forat samle Kræfter til at give den endnu større Varighed, mens den imod Verden opviste en Yderside af forhærdet Passivitet, Politikerne kun løb de beregnende Hoveder imod, men ikke kunde gjennembryde. Inden i denne Forstening laae Fortvivlelsens Munterhed, Tanken, at have nu lidt saameget, at det ikke vel kunde blive værre, men vel bedre i hvad man gjorde; bag denne Klippe var det Konsti- tutionsværket opførtes; dens Haardhed har sin Deel i de senere Koncessioner. Efterretningerne om hvorledes man skaltede med Norge kom som oftest først seent did, efterat de allerede havde undergaaet Forandringer og medens det var vist, at Sverige ikke havde Lei- lighed til at sætte sine Fordringer igjennem idetmindste ikke for en Tid. De vakte derfor ingen Skræk, men en spotblandet For- bittrelse, især den stødende Optagelse af Karl Gustafs ulykkelige Idee at sønderlemme Thrøndelagen fra det øvrige Rige. Man hørte Efterretningerne som Eventyr om Erobringer i Maanen, og vante sig til dem som til Mangelen. Denne tog Eftertanken langt mere i Beslag end Politiken. Og dog havde Folket i dets bittreste Tid noget tilovers for sin kjæreste Skat: for Universitetet. Til Ud- gangen af 1812 beløb Subskriptionen, der langfra understøttedes mindst af Bondestanden, sig til 774,786 Rdlr. D. C. og 3960 danske Species engang for alle, og i aarligt Bidrag 12,520 Rdlr. D. C., 749 Tdr Byg og 236 Tdr Havre [fotnotemerke] . Biskop F. J. Bech siger ogsaa i sin Tale i Selsk. f. N. V. paa Kristian Frederiks Fødselsdag 18 Sept. Fotnote: Efter Forslag af Sorenskriver Kristian Magnus Falsen, det saa bekjendte Rigsforsamlingsmedlem, Søn af Enevold Falsen, at behefte Jordegods med en frivillig Kornrente. SIDE: 221 1813: "Vi have erfaret det; Kjendsgjerningerne ligge for Dagen, at ligesom Kamp og Fare opluede Normandens Aand til Mod, saa blev han i Sands for alment Vel hverken sløvet eller ind- skrænket af Mangel og Besværligheder. Den blev endog tvert- imod derved deels opvakt og fremkaldt, dels ydermere styrket og kraftiggjort. Krigen og dens Ulykker bragte nyt Liv i den ved saa lang Fred slumrende Aand, og frembragte en Tænkning og Virken, hvoraf vort Norge allerede høster frydelige Frugter." Det lader sig med Sandhed sige, at Norge opstiller et endnu herligere Exempel for Folkene paa hvorledes en Nation skal bære sine Lidelser, end paa hvorledes den skal vinde Friheden. Men den Dag, daværende Thronarving besteg norsk Grund, var der hverken Udsigter til at hine skulde ophøre eller denne begynde. Den var kun en enkelt lysende eller illumineret i den fortsatte Række af de mørke. Lidelsers Haab er letvakt til Smiil som den Ringes Barn, der ikke er vant til megen Godhed. Man sang derfor ret lysteligt i Throndhjem: "Højt over Fjeld og Dal og Strand lød atter Navnet Kristian. I Noras haardt forsøgte Bryst, sig røre kjære Minder." -- -- "Glad hviler hendes Blik paa Dig, den tabte Elsktes Navne!" Men to Karakterer kunde rigtignok ikke være forskjelligere end disse to Kristianers: Augusts og Frederiks. Fra Hovedstaden talte dog Forhaabningerne i ikke lavere Toner: "Han gjenfødt atter traadte frem blandt os, den store, gode Kristian den Fjerde." Men desværre -- man lærer ikke hinanden at kjende før man, som Ordsproget lyder, har "spiist en Skjeppe Salt sammen". SIDE: 222 Kristian Frederiks Optræden i Norge. (Mai 1813 -- Februar 1814). -- -- Hist Storm røg op; nu her for Alvor spørges om Mænd, om Mænd af Ord, om Brodersamfunds Pagt staaer fast i Nord, om Orden indenborde kan besørges, da første Styrmand nu fra Roret veeg? -- -- Dog -- nu sprang op paa Dæk den gjæve Mand, som Under-Styrmand var, og raabte: "Hver, som Hjerte har, og elsker Frihed, Fødeland og Ære, og før vil vove Alt, end fremmed Lænke bære, Han følge mig! -- -- " (Epilog paa Bergens Theater 3 Marz 1814). Forklædt som Matros ilede Kristian Frederik, ledsaget af to ligeledes forklædte Officerer, paa et aabent Fartøj over fra Flad- strand til Norge, og landsteg i Morgengryet den 21de Mai 1813 paa Hvaløerne, en Klynge af Klipper lidt udenfor Mundingen af Kristianiafjorden. Det var en ret fantastisk smuk Begyndelse paa det Eventyr, Prindsens Liv i Norge er fra først til sidst. Men hvilken Plads til at tage Augurier paa var Stedet hvor han landsteg! Der gives ikke et kjærere Opholdssted for alle- slags hæstskrigende Sjøfugle, et mere besøgt Hvilepunkt for ominøse Krager, Ravne og Vildgjæs end hine skaldede, udtungede Klipper, hvorpaa den formummede Prinds sprang op -- upaa- tvivleligt med et saa smilende og veltilfreds Ansigt som efter en Lystfart. Han forstod ogsaa med uopnaaeligt Godlune at iblande saamange af en Lystfarts Behageligheder i de alvorlige Hensigter med hans Sendelse til Norge, at alvorligere Karakterer allerede efter faa Maaneder begyndte at tage Uheldsvarsler. Og heri da Retfærdiggjørelsen for Imaginationen om Udtrykket i hans Ansigt. Skulde en nøjre Udpensling deraf være tilladt, da faaer man imaginere sig et vist Træk af Udmattelse og Forlegenhed, som, med et Par visnede Blades Blegnen i den øvrige frodige Flor, hvidnede frem under dette Totaludtryk af gemytlig Livsfrohed, hvori Mængden saae en blidere Fremtid varslet. Historien til- steder dog kun at see ham, hvorledes Han, endnu i den tidlige Morgen [fotnotemerke] , "benytter strax Leiligheden til at tage den ved Hval- Fotnote: Budstikken, 29 Mai 1813. SIDE: 223 øerne stationerede Deel af Roflotillen i Øjesyn, opflammende ved en kort Tale disse Sjøkrigeres medfødte Mod til den An- strengelse og Opoffrelse, som Landets Stilling maatte fordre af dem." Hvem kunde ogsaa, under en saa værdig Optræden, lægge Betydning i de første Sekunders skiftende Minespil, eller i de omsværmende Maagers Skrig høre Varsler eller Kritik over Kristian Frederiks første Tale til norske Krigere? Hans Sjel var vistnok vidende om hvad Danmark krævede af ham, mens Norges Krav skulde være paa hans Læber, dets Sorger paa hans Pande; men denne var for glat til at fastholde deres Skygge, og hiin af et saa velsignet Naturel, at den ikke engang syntes at rystes af den Ugles Skrig, som siden, ved højlys Middag, da han som Konge holdt sit Indtog i Norges Hovedstad, varslede fra Domkirkens Taarn en Mening, hvorom ingen Kjærring længer var i Tvivl, endskjøndt hans Følsomhed for Kanonskud endnu ikke var lagt for Dagen. Men hvorfor spilde Demonstrationer om Auguriers Betydning paa en saa sløvet Sands derfor, som Nutids Menneskers? Vist er det dog, at det var en ominøs Fugl, en symbolsk: Napoleons paany fra de sachsiske Valpladse opsvundne Ørn, som ogsaa slyngede Prinds Kristian Frederik udenfor Privatlivet, til hvis Nydelser han af Naturen ganske var stemplet, hen paa hiin øde Klippeø i Morgengryet den 21de Mai 1813. I Løbet af de første Maaneder af Aaret havde Kjøbenhavner- Kabinettets Politik, at Ængstelse for Norge, gjennemløbet alle Vindrosens Streger, fra en Troskab mod Frankrig af Hevngjerrig- hed mod England, der overgik i Vedhængen den haardnakkede Følgen af den modsatte Tænkemaade, som kostede Wasadynastiet Thronen, til ydmygende Underhandlinger i England og med de Allierede, ja endog til militære Demonstrationer mod de Franske. Men Alt forgjæves. Norges Forening med Sverige var bestemt. Dette var bleven for ofte skuffet i sine Forhaabninger derom fra Tid til anden; men nu siden Finlands Tab, siden Karl Johan indsaae, at han ikke kunde sikkre sig og sin Æt Kronen bedre, end ved at erstatte dette ved Udførelsen af hiin de gamle Karlers Plan og alle Svenskers Nationalønske [fotnotemerke] , og siden hans overlegne Fotnote: Karakteristiske Yttringer iblandt andet i Brev af 4 Jan. 1813 fra Ministeren Wetterstedt til Adlersparre, der fra sin Ejendom Gustafsvik i Wærmland saavel- som fra sit Feldtqvarteer stedse intriguerede i Norge for Foreningen (Hdl. r. SIDE: 224 Talenter gjorde de allierede Magter saa store Tjenester, gav det svenske Kabinet ikke et Øjeblik Slip paa Afstaaelsen af Norge. Selve Forslaget om for det Første at lade sig nøje med Thrond- hjems Stift viser kun hvor meget Besiddelsen af det hele Land stod det for Hovedet. Allerede i 1811 havde Karl Johan forsøgt Fotnote: S. H. B. VII): "Hs K. H. Kronprindsen ønsker, at du paa ingen Maade mindsker dine Bestræbelser i Henseende til Norge. Den Sag maa gaae iaar, uagtet alle de Vanskeligheder, Natur og Statskunst lægger derimod. Danmark søger at afvende Stormen ved hemmelige Forsøg." Derefter udvikles i Brevet, hvor- ledes den dansk-norske Minister i Petersburg, Baron Blome, underrettet om at Sverige havde 3 Traktater med Rusland, "som lovede det Norge," allerede for en Maaned tilbage havde insinueret den svenske Minister sit Hofs Villighed til at forene sig med de Magter, som søgte at bevare sin Handel og Selv- stændighed."Man indsaae let, at denne Blomes Yttring (for vigtig til at til- skrives ham personlig) alene havde til Formaal at afværge Englands og Rus- lands offensive Deeltagelse med os imod Danmark, og derved isolere Sverige med sine uopfyldte Forhaabninger, vække Splid imellem Danmarks Fiender og imidlertid vinde Tid, Erfaring, Sommeren og ny Mulighed for Napoleon at beskytte sig selv og sin danske Lydstat. Da imidlertid baade Rusland og England altid havde fremstillet som en for den fælleds Sag fordeelagtig Om- stændighed, at inddrage Danmark godvillig i de nordiske Magters Forbund, besluttede Kronprindsen at benytte den danske List i Blomes Fremstilling til at tale rent Sprog med Nordens Frederik". Paa den Fordring fra Sverige, som nu fremsattes, om at overdrages Norge mod at beskytte Danmark med en Armee i Tydskland og ikke at nedlægge Vaaben før en fuldstændig Erstatning for Norge var vunden, og som ikke blev anseet med et gunstigt Øje af Keiser Alexander, fordi den var skeet uden hans Vidende, erholdtes et Afslag, som viste, at Kabinettet i Kjøbenhavn ikke var uvidende om, at det ikke var med de Allieredes gode Vilje, de vilde see sine Løfter til Sverige opfyldte. Dette var i endnu højere Grad Tilfælde med Rusland end med England, som vel havde været mindre ødselt paa Løfter og nølet med at indrømme Sveriges Fordring paa Norge, men som dog nu alvorligen gik ind derpaa, for engang at see Frugter af de Guineer, det i saa mange Aar havde udsaaet i Sverige. (Residenten Thorntons Vexler paa den engelske Regjering til Subsidier for den svenske opløb sig 1 Juni 1813 til omtrent 365,000 £. St). Et Brev fra Friherre Wirsén til Adlersparre af 8 April 1813 giver en Parallel til Wetterstedts. Deri bemærkes, at man behøver al Opmærksomhed forat "de fina och illistiga Cabinetterne icke få draga oss för långt från vårt mål, ty då få vi aldrig Norrige." Brevskriveren omtaler Propositionen, som frem- sattes første Gang faa Dage efter Brevets Datum, om forlods Overgivelse af det Throndhjemske og de faste Pladser i Norge, samt at det sandsynligviis var Kronprindsens Hensigt at overdrage Adlersparre Guvernementet og Or- ganisationen i Norge. Men, siger Han, "man talar om att sälja skinnet innan man skjutit Björn." -- -- "Det återstår då ej annat än att säga: eja vore vi der!" (Hdl. B. VI). SIDE: 225 at vinde Napoleon derfor; men da Dennes igjenvaagnede Iversyge mod Prindsen, endnu meer end hans Forpligtelser mod Danmark, ikke tillod ham at forøge en Personligheds Magt, hvis Talenter, nøje Bekjendtskab til hans Regjeringsmysterier og Tilbøjelighed til at tage Parti for Nationernes Sag han frygtede med uheld- svangre Ahnelser somom han i sin gamle Vaabenfælle mødte et med hans egen fiendtlige Genius forbundet Væsen: saa var det, at Sverige forenede sine Interesser først med Ruslands og Eng- lands og siden med de øvrige allierede Magters. Politiken har aldrig viist sig hulere og trædskere end i dette Tidsrum, forat skille Danmark fra Frankrig og vinde Sveriges eller rettere Karl Johans virksomme Bistand til den forestaaende Kamp, da det hedte "nu eller aldrig" forat faae Napoleons- vældets allerede hældende Koloss overende. Men Alt for saa godt Kjøb som muligt; og bedre kunde ikke gives end at betale med Andres, nemlig at klare Sveriges Regning med Norge, hvor- ved ogsaa vandtes for Rusland, at Finlands Gjenerhvervelse ganske skulde slaaes af Tankerne, og siden at betale Danmark med Anviisninger i Tydskland. Disse skulde sandsynligviis være blevne transporterede paa Maanen; men Sveriges Priis var fixeret og engang antagen. Paa anden Maade kunde den nationale Smerte over Finland ikke dulmes og Dynastiets Existence sikkres. Saaledes skulde Sverige atter blive mægtigt og "Norden" komme til at betyde noget. Men Danmark krympede sig, som rimeligt var ved at staae for Udlægget, især da ogsaa dets tydske Pro- vindser, ja maaske dets egen Existence løb Fare i hvad Parti det maatte tage. Men endelig da det bestemte sig til at løse sig fra Frankrig, haabede det at kunne drive Frafaldet op til samme Priis, dette skulde betale for dets Troskab, nemlig ikke blot Norges Bibeholdelse, men ogsaa hint Guld og grønne Skove i Tydskland. Men disse smilende Forhaabninger i April 1813 vare kun Glimt af denne Maaneds troløse Sol. De mørkeste af Vinterens Maa- neder, medens Napoleons Lykke stod lavest, men medens hans Geni hemmeligen hjemme sammenarbeidede nye Kræfter og op- glødede nye Tordenkiler, vare henrundne under den piinligste Ængstelse for at maatte give efter, ja maaskee i mere end i Hovedfordringen: Norge. Det var for Kjøbenhavnerkabinettets Politik et af disse ængstlige Vindstiller, hvori Fløjen drejer sig SIDE: 226 rundt under Trykket af Bevægelser i Athmosfæren, som ikke endnu have naaet Jorden, og hvori Barometret synker pludselig til laveste Stand. Da hævede det sig ligesaa pludselig igjen. Det var netop i April. Napoleon oversvømmede atter Tydskland med sine konskriberte Legioner. En Diversion fra Danmark til at dække Hansestæderne blev af Vigtighed. Det var Øjeblikket, da det maaskee kunde vinde Gehør for sine Protester imod de Allieredes Dispositioner over Norge. Og det forsøgte. Napoleon synes at have havt ondt af dets Lidelser; han satte sig ikke imod, at de danske Matroser bleve kaldte tilbage fra Schelde- flaaden, og at Grev Bernstorff [fotnotemerke] afsendtes til England forat indlede partikulære Underhandlinger, hvorom man allerede var kommen saa halvt overens med Ruslands Gesandt i Kjøbenhavn Fyrst Dolgorucki. Rigernes Integritet skulde sikkres, danske Tropper holde Hansestæderne besatte imod de Franske, og baade Sverige og Danmark erholde Erstatning i Tydskland og i Penge i Forhold til de Tjenester, de maatte yde i den forestaaende Kamp. Men fra svensk Side var man ingensinde virksommere og mere paa- trængende med sine Fordringer. Tilbagetagne i Januar, sand- synligviis fordi Ruslands Iver med at sætte dem igjennem var kjølnet i samme Mon, som man troede at spore Lunkenhed for dets Sag hos Sveriges Kronprinds, fremsattes de med Trudsler om Krig paany gjentagne Gange i de første Uger af April. Karl Johan blev de Allierede af Vigtighed eftersom Napoleon paany var bleven frygtelig. Det engelske Ministerium, i hvis Spidse den ubøjelige Castlereagh stod, afviste enhver Underhandling med Danmark, som ikke var baseret paa Norges Afstaaelse til Sverige. De gamle Betænkeligheder ved at see den skandinaviske Halvøes vidtstrakte Kyster under eet Scepter, som, i Forbindelse med Ruslands Lunkenhed og Sveriges Temporiseren gjentagne Gange i forrige Aar havde opsat den svenske Armees Indskibning til Tydskland, fandt ikke længer Sted siden Kronprindsen allerede stod paa Overfarten. Derimod fandt det engelske Ministerium Danmarks Fordring, forlods at indrømmes Hansestæderne, ube- skeden, og det vilde endnu mindre høre noget om Flaaden. Samtidig med Gesandtens haabløse Hjemrejse fra London afbrød Rusland Underhandlingerne og hjemkaldte Dolgorucki, som det hedte, fordi han var gaaen videre i at begunstige Danmark, end Fotnote: Ministerens Broder. SIDE: 227 hans Fuldmagt tillod. Grev Moltke maatte tilbage fra Petersburg, og gjensidigen søgte den svenske Minister i Kjøbenhavn og den danske i Stockholm sine Hoffer. I fuld Tro til Overenskomsten med Rusland havde danske Tropper allerede besat Hamburg og endog deeltaget i Fiendtligheder mod de Franske. Hurtig maatte nu Systemet atter forandres; og det kunde skee med Slagets Hurtighed efter en Regjerings Vilje, som ikke var vant at spørge efter den offentlige Mening og i et Land, hvor den er saa søndret og lidet kraftig som i Danmark. Til Napoleons stigende Vaabenlykke knyttede sig nu det sidste Haab om at kunne bevare Norge for Danmark. Paa tydsk Slag- mark skulde den gamle Forenings Skjebne afgjøres. Didhen maatte al Magt og Opmærksomhed vendes, og Norge atter overlades til sig selv indtil det i Tydskland var afgjort hvem der kunde diktere Europas nye Forhold. Men hvorledes overlade dette Land, som man nylig havde betragtet med saa mistænkelige Øjne, og som var bragt Fortvivlelsen nær ved det foregaaende Hungersaar og ved Tilintetgjørelsen af sin før saa overordentlig stærke Skibsfart, paanær den, for Aanden i Regjeringens Politik langtfra gavnlige med de engelske Licenser, -- hvorledes overlade dette Land til sig selv, til Fortvivlelsens dumpe Gjæring, uden at sætte det under Ens Øje, som i ethvert Tilfælde vilde varetage Danmarks Interesse der som sin egen? Saaledes maatte da Arveprindsen Kristian Frederik afsted til Norge som Statholder og komman- derende General, afløsende Prindsen af Hessen, som skulde over- tage Kommandoen over Armeen, der skulde dække Holstein, og operere sammen med den franske. Ti Dage efter hans Ankomst til Norge viste den engelske Admiral Hope sig i Kjøgebugt med en Flaade, hvorfra den svenske Hofkansler Wetterstedt og de engelske Befuldmægtigede General Hope og Gesandten Thornton, understøttede af den russiske van Suchtelen, endnu engang med Krigstrudsler afæskede Afstaaelsen af Norge og først og fremst af det Nordenfjeldske. De fik et bestemt Afslag inden de 48 Timer, Parlamentæren, Thornton, vilde bie paa Svar. Danske Tropper havde allerede forenet sig med de franske, og Præsident Kaas befandt sig paa Vejen til Napoleons Hovedqvarteer i Dresden, uden at have ladet sig opholde af Insinuationer, som siges at være ham gjorte paa Gjennemrejsen i Altona, hvorefter de SIDE: 228 Allierede vilde renoncere paa Norges Afstaaelse imod at Dan- mark tog deres Parti [fotnotemerke] . Loddet var kastet. Den 10de Juli undertegnedes en Traktat med Frankrig, hvori den i Traktaten til Fontainebleau af 31 Oct. 1807 efter det engelske Indfald stipulerede Garanti af den dansk- norske Stats Integritet blev bekræftet, og hvorefter Krig er- klæredes Sverrig, Rusland og Preussen i Deklarationer af 3die Sept. og 22de Oct., fordi de havde "forbundet sig til at understøtte Sveriges fiendtlige Hensigter imod Norge, og at tvinge Danmark til at forene sin Magt med Frankriges Fiender, forat erobre en Skadesløsholdelse for Norge paa det franske Riges Territorium" [fotnotemerke] . Den 22de Mai holdt Norges nye Statholder sit højtidelige Indtog i Kristiania, hvorunder han gjentagne Gange holdt Taler til det jublende Folk, som hver Gang sluttedes med Udbringelsen af et Hurra for Kong Frederik VI. Samme Dag udfærdigedes igjennem de civile, militære og geistlige Overøvrigheder en Kund- gjørelse til Folket om Ankomsten, som begyndte med at bevidne Kongens Erkjendelse af Normændenes "urokkelige Troskab for Ham og for den Norske og Danske Kongeslægt", og endte med Forsikkringen om at han stoler paa denne deres Troskab mod Kongen og paa at de ville "bevare gamle Norges Selvstændighed." I en Tale til Hovedstadens Autoriteter den følgende Dag yttrer Han: "Kongen ønsker at knytte det Broderbaand, der omslynger Tvillingrigerne, endnu fastere. Han har vist ikke sendt mig til Eder, forat jeg skulde fraskille Ham eller hans Slægt deres gamle Rettigheder til Norges Krone, som er gaaen i Arv til dem med Folkets Kjærlighed -- før skulde denne min Haand afvisne! Lad mig, idet jeg udretter Kongen Villie og virker for Fædrenelandet, finde min Løn i Nationens Kjærlighed og Hengivenhed! Lad denne engang gaae i Arv paa min Søn!" Efterat have varslet "maaskee Fotnote: Beretning fra Hamborger Correspondent 25 Juni 1813 i Kristiania In- telligenssedler 9 Juli s. A. Den er ellers i sig selv lidet troværdig, da Sveriges Bistand maatte være de Allierede af langt større Betydenhed end Danmarks. Den er ogsaa in originali en fransk Armeeberetning, hvis Troværdighed aldrig var mindre end i hine Uheldsaar, gjengivet fra Hamborg, som da var under fransk Herredømme. Fotnote: Bil. III og IV. SIDE: 229 haardere Prøvelser, som endnu kunde forestaae og som vi Alle som een Mand gaae imøde", opfordrer Prindsen ogsaa i denne Tale til at "hævde gamle Norges Selvstændighed." Han traadte dernæst som Præses i Spidsen for Selskabet for Norges Vel, hvis Virksomhed var tiltaget med Nøden, besøgte de agershusiske Grændsefæstninger og Battaljepladserne fra sidste Krig med Sverige, fik Varderne istand, mønstrede de Tropper, som forefandtes, og udfærdigede fra Eidsvold Jernværk d. 10de Juni en Opmuntring til Embedsmændene og de Formuende til Spar- sommelighed og Tarvelighed. "Den Tarveligste iblandt Eder er i denne Henseende den bedste Borger" hedder det i dette Dokument, som vel var fremkaldt ved den Modsætning, Prindsen maatte opdage imellem den almindelige Nød, af hvis Begjæringer om Udveje til Fødemidler han oftere generedes paa Reisen, og Luxusen hos de Standspersoner, der havde den Ære at beværte ham. Man troede dog snart at bemærke, at denne faldt i hans og hans altfor lystige, fra Danmark medhavte, Omgivelsers Smag. Hans personlige Elskværdighed og Talenter, især hans Talefærdig- hed, havde sin hele Vægt nødig forat holde de alvorligere Patrioters hemmelige Misnøje Stangen over et Hang til Forlystelser og sædelige Udskejelser, som han kun altfor meget gav Tøilen. I Besiddelse af Egenskaber, der kunde gjøre ham til Folkets Mand, røbede han snart, at han manglede den Nervositet i Karakteren, som kunde gjøre ham til dets Mænds Mand. Den Popularitet, han jagede efter, og vel ogsaa vandt hos begge Kjøn, var ikke den, som betegner en Hersker over Begivenhederne. Kristian August, slumrende paa sin Vaabenkappe imellem sine Soldater, vandt mere af denne ægte og brugbare Popularitet, som Napoleon kneb sig til i sine Grenaderers Øren og Knebelsbarter, end Kristian Frederik ved at blande sig imellem Tilskuerne udenfor et Bal, man gav ham, eller ved at dandse med Omegnens Piger paa en Haveplads. Han var da kun lidet forskjellig fra sine echaufferede Kammerjunkere med Lommetørklædet for Panden og Øjnene med sig mellem Pigerne. Det hændte stundom ved saadanne Leiligheder, at Suk fra Folkets Nød skar igjennem Lystighed. Saaledes traf Prindsen, paa et St. Hansaftensbal under aaben Himmel paa et Landsted ved Kristiania, i Folkemængden udenfor Løvsalen en Gudbrandsdøl, som han spurgte om hvordan man levede oppe i Dalene. "Aa, det er kleint nok", svarede SIDE: 230 Dølen but. "Men naar I ikke har Korn, kan I da ikke spise Kjød?" "Vi har forlængst maattet slagte det Meste af vort Fæ for Fodermangel." "End Mose da og Bark? "Vi har ikke meget af det heller igjen." Og Dølen vendte sig med et taarebristende Aasyn ligesaa hurtig bort og forsvandt i Folkemængden, som Prind- sen, med Ulyst til at spørge videre efter Folkets Tilstand, ilede tilbage i Balpavillonen. Han havde dog ikke ganske forgjæves aflagt dette Besøg udenfore: en fattig Bondepige i sit første Blom- ster havde tiltrukket sig hans Opmærksomhed; og at hun kort- efter blev en af de Flere af det smukke Kjøn, som forsødede ham hans Ophold i Norge, det havde han eunuchagtige Omgivelser, som sørgede for. Disses Valg, forsaavidt som de tilhørte hans Private, var ogsaa i det Hele lidet skikket til at give hans Iagt- tagere nogen stor Mening om hans egen Gehalt. Hans nærmeste Fortrolighed nød saaledes en ung Lieutenant Schwarz, en Kjø- benhavner-Dandy af den ægte Sort, som Normændene ikke kunde udstaae; og der var i hans inderste Cirkel ikke een Personlighed at opdage, som kunde lade slutte til, at han satte nogen særdeles Priis paa aandige eller moralske Fortrin. I de første Uger af August foretog Prindsen en Inspektionsreise nedover Vestlandet til Kristianssand, der ogsaa yder et Par Træk til hans Karakteristik. I Tønsberg fik Grev Wedel, i en Samtale under fire Øine, Anledning til at kaste et Blik i hans Sjel, som kun bekræftede de Tvivl, han nærede om dens Udrustning til at imødegaae de krigerske Storme, som ikke længe kunde udeblive. Greven foreholdt Prindsen Nødvendigheden af at benytte Kron- prindsen af Sveriges Fravær med Armeen i Tydskland til ved Krigs- udbruddet at tage Initiativet ved et Indfald i det blottede Sverige. Prindsens Svar var ikke langtfra at lade sig betegne ved at han blegnede ved den blotte Tanke. Der var mindre vovet, og dog en vis krigersk Glands vundet, ved ogsaa paa denne Reise over- alt at mønstre Tropper og Borgerbevæbninger og ved i Lyngøer Havn, hvor Rigernes sidste Fregat Najaden Aaret iforvejen var bleven ødelagt af Engelskmændene, ifølge en af Datidens noget bombastiske Efterretninger om hans Foretagender, at "skjænke de hensovede Tappres Minde den fortjente taknemmelighedsfulde Erindring." Dette skal formodentlig betyde, at Svada heller ikke svigtede sin Yndling ved de 75 faldne Sjøkrigeres Mæle, skjøndt det da er at forundre sig over at Ordene, mod Sædvane, ikke SIDE: 231 ere blevne opbevarede. Men i det dybe Lyngøersund laae Na- jadens Kanoner, og uhyggelige Minder svævede derover; i Prind- sens grunde Sjel laa ingen armeret Tanke, som engang kunde udslynge Ild. Der legede Blomster paa Bunden og Bonhommiens milde Sindsbevægelser spillede snart atter herskende paa Over- fladen. Ganske vist var dette Prindsens Naturel, uagtet det er sand- synligt, at Hensigten, at vinde Popularitet hos Mængden, ogsaa havde sin Deel i at det oftere viste sig utilhyllet for dennes let- indtagne Øine. Men han vandt, som sagt, ikke derved hos de Mænd, han nærmest skulde have sin Understøttelse hos. Paa Tilbageturen fra Kristianssand indtraf han hos en Rigmand nær Skeen, hvor netop dennes Moder laae Liig. Denne Omstændig- hed lod Værten gjøre Undskyldning for at han ikke, som ellers paatænkt, kunde fornøje Hs. Højhed med et Bal, men maatte ind- skrænke sig til sig et almindeligt Festmaaltid. Men Prindsen vidste at improvisere et Bal. Hans Nærværelse havde, som sædvanligt, samlet Folk udenfor, hvorimellem Hs. Højhed efter Maaltidet blan- dede sig, fulgt af nogle Kavalerer. Der var militær Musik, og inden man vidste deraf, var der dannet en Kreds, hvori Prindsen selv førte op med en Bondepige. Kavalererne gjorde som Han, og da Værten saae, at Prindsen havde saadan Lyst til at dandse, fandt han, at der ikke var andet for end i største Hast at skaffe Damer op i Salen, hvor da Dandsen blev fortsat. Mangel paa Takt var ellers ikke Prindsens Feil. Et upaaagtet Øjeblik henrev ham; men, om Tellebønderne gned sig paa Armen og tyktes, at dette var "gilt", og om Stolthed og Glæde malte sig i Tellegjen- ternes Blaaøjne, saa var der dog Andre, hvis Øjne bleve mør- kere, og som trak paa Skuldrene ad denne lystige Folkelighed. Efter Datids Blade at dømme, hvorimellem Selskabet for Norges Vels, "Budstikken", var bleven officiel fra 26de Mai 1813, modtoges imidlertid Prindsen og feteredes overalt som en Landets Frelser. I Byerne idetmindste tilhyllede Folket sin Nød, og smilte ad ham som ad en knæsat Søn, og sanddru Tale om ham selv og denne, især om den politiske, lader ikke til at have lydt mere i hans Gemak end almindeligviis i regjerende Fyrsters. Selv i Landdi- strikterne havde Hungersnøden fra forrige Misaar et Smiil paa sit skarpe blege Ansigt, naar han foer forbi; og Udhungringsblo- kaden fremkaldte kun en Forbittrelse, som lagde sine Gløder til SIDE: 232 den letfængte Kjærligheds, Folket havde optændt paa sin Arne for den vennehulde, kongelige Høvding, som havde gjæstet den. Kun fjernere stode enkelte mørkere Gestalter med sine Tvivl; men ogsaa Disses Aasyn smilte med vellykket Tvang, naar Han vendte sig om, og Lyset faldt paa dem. Den 18de Sept., Prind- sens 28de Fødselsdag, celebreret af Selskabet f. N. V. med en Tale af Biskop Bech om hvilke Ønsker der paa den Dag burde gjøres for Norges Vel, ydede saadanne Øjeblik baade der og i Banketterne hos hans Landsmand og Fortrolige Stiftamtmand de Thygeson. Og saaledes kunde Prindsen bona fide endog forledes til den Tro, at Nationen ikke kunde negte ham Noget, selv ikke Kronen, naar han vilde forsøge derpaa. Og der blev forsøgt. Aarets rige Afgrøde kastede ogsaa en gylden Glands paa hans Personlighed som Repræsentant for Danmark, fra hvem det Sæd- korn dog især var hentet, som nu atter bragte Agrene til at lyse i Dalene. Fra en af disse, fra den afsondrede, dybe, herlige Leir- dal, fremkaldte dette i Juli en enthusiastisk Takadresse til Kon- gen, hvorefter man skulde troe, at "Demantbaandet" mellem Ri- gerne aldrig var fastere end nu. At Universitetet ved den første examen artium i Juni gav sin Førstegrøde, var ogsaa et Oljedryp i Folkets Vunder. Hvor bitterlig Kornnøden ellers var, vise Brød- taxterne, de mange Anviisninger til Surrogater, Sundhedskollegiets Advarsel til Folket, om kun lidt efter lidt at vænne sig til den ublan- dede Kornføde, og Statholderskabets mod at lade sig forlede af Begjærligheden til at skjære Sæden før den blev fuldmoden. Pro- videringskommissioner havde i disse lange Krigsaar med England med Anstrengelse sørget for Landets Forsyning, der for en stor Deel maatte skee paa Overfarter til Jylland i Smaafartøjer og aabne Baade. [fotnotemerke] Mangen Vovehals kom saaledes i engelsk Prison; men Normændene maatte dog stole paa Lykken og sig selv, og atter og atter vove sig over; thi hvor dyrt end Kornet var i Norge, saa betalte dog Englænderne, der i 1812, paa Grund af det engere Forhold til Sverige, ganske ophørte med undertiden endog at til- staae Kornlicencer, det bedre; og dette lokkede mangen til Norge bestemt Jyde til at dreje vestover, naar han vel var kommen i Sjøen. Denne Handel begunstigede Englænderne ligesom Trælast- farten for Norge. Den rige Afkastning af denne eneste Handels- green, som i Krigsaarene havde rørt sig i Norge, lod endnu under Fotnote: Fra 1 Sept. 1812 til 1 Mai 1813 indførtes dog 375,104 Tdr. Korn. SIDE: 233 den største almindelige Nød en Overdaadighed vise sig hos de Enkelte, i hvis Hænder den var, som stod i skarp Modsætning til denne, men som dog er et med Nationalkarakteren temmelig nær befrændet Træk. Normanden vil gjerne leve højt naar han har noget; og der er noget af Fædrenes Stormodighed i denne Skrøbelighed. Der gives endnu Folk, som paastaae, at de aldrig have levet muntrere og bedre, end i hiin Kaperfartens og Licen- cernes eventyrlige Tid. Men det maa være for deres Vedkom- mende; og imellem disse Solskinsmennesker færdedes Prindsen. Folket gjorde det ikke. I Modsætning til Nøden staaer dog selv i dette dens bittreste Aar den Rundhaandethed, hvormed Univer- sitetet fremdeles og den danske Skuespiller Knudsens Forestil- linger omkring i Landet til Fonden for faldne Krigeres Efterladte ikke destomindre understøttedes. Disse indbragte efter Stathol- derskabets Regnskab 114,868 Rdr. D. C. eller i Rigsbankdaler 19,144, og i Juni afsluttedes Universitetssubskriptionen med et Beløb af 782,012 Rdlr. D. C., 4140 Rdlr. Dansk Species engang for Alle og 12,780 Rdlr. D. C., 751 Tdr. Byg og 236 Tdr. Havre i aar- ligt Bidrag. Det ligger virkelig i Nationalkarakteren altid at have Æresskillingen selv om det kniber paa den til Brødet. De slette Pengeforhold, som ogsaa indlyse af nogle af disse Tal, var imidlertid Landets værste Ulykke. Savnet af en National- bank var i stigende Grad bleven føleligt, og idelig forgjæves fremsat [fotnotemerke] . Forat afhjælpe dette ved et af de halve Midler, som karakterisere det danske Regjeringssystem, publiceredes endelig i Tiden af 4de Decbr. 1813 et kongeligt Reskript af 20de Okt. om Oprettelsen af en "Kongeriget Norges private Laane- og Discontokasse," en paa Privates Kredit grundet offentlig Hjælpe- indretning, af hvis Gevindst 1 Procent skulde afgaae til Oprettelse af Kornmagiziner i Bygderne, og som skulde bestaae indtil 3 Aar efter Fredens Afsluttelse med Storbritannien. Reskriptet var led- saget af en Indbydelse fra Statholderskabet, af 17de Novbr., til endeel af de anseeligste Ejendomsmænd og Handlende til at sammentræde i Kristiania den 15de Decbr. dernæst, for at konsti- tuere Indretningen. Bemeldte Dag mødte da 72 Personer i Kri- stiania Kathedralskoles Høresal (den nærværende Storthingssal), hvilke, efter en Tale af Prindsen, hvori man faaer at vide, at han var Sagens Proponent for Kongen, valgte en Kommittee af Fotnote: Saaledes af L. Mariboe i 1813. SIDE: 234 Medlemmer fra de forskjellige Stifter til Udarbeidelse af Konven- tionen. Denne forelagdes i et Møde 5te Jan. 1814, hvor Prindsen, opfordret, som han sagde, ved Forsamlingens, hans "Medborgeres," Ønske, og ledet af sin varme Følelse for Norges Vel, undertegnede sin Garanti som første Konstituent, under Udraabet: "Hvo der tænker som jeg, han efterfølge mig!" med 60,000 Rdlr. Sølv til Laane- og 30,000 Rdlr. Sølv til Diskontoindretningen, hvorefter der i Alt tegnedes Garanti for 1,728,000 Rdlr. Sølv til den første og for 696,500 Rdlr. Sølv til den sidste, og valgtes en Direktion af fem i Kristiania boende Medlemmer [fotnotemerke] . Imellem Disse vare hans Venner Thygeson og Konferentsraad Karsten Anker, samt Disses Modsætning Kammerherre Grev Wedel Jarlsberg, men som befandt sig i Danmark i Provideringsanliggender siden for- rige Høst. Efterat have taget de tilstedeværende Direktører i Eed og udbragt i en Tale et "Længe leve Kongen! Held Norge!," som besvaredes med Vivatraab for Konge, Land og "Rigets første Mand" Hs. Højhed Statholderen, samledes man til et Taffel hos Prindsen, hvor Noget foregik, der ikke synes at staae i den bedste Samklang med den første Deel af hint Prindsens Udraab. Under Kouverterne havde tjenstvillige Aander lagt Sedler med Paaskrivt: "idag udraabes Prindsen til Norges Konge;" men Planen stran- dede først paa Kammerherre Markus Gjøe Rosenkrantzes Lojalitet. Han sønderrev sin Lap, og saa gjorde de Andre. Forehavendet Fotnote: Kapitain Mariboe, der, som Proponenf af en virkelig Bank, ikke var for Surrogatet derfor, fik ved den Leilighed at mærke, at han ikke var af de Mænd, Prindsen yndede. Efter Dennes høihjertede Appel til sit Exempel, hviskede Mariboe nogle Betænkeligheder til sin Sidemand, som kom Prindsen for Øre, og lod Denne, med et ublidt Sideblik, bemærke, at Den, som ikke tegnede sig nu, kunde naturligviis ikke komme paa Valg til Direktør, hvorpaa Mariboes Navn da maatte ud af Listerne. Forhen var passeret imellem dem, at, da Spørgsmaal, ved Prindsens Valg til Præses i det kgl. Selskab for Norges Vel, var bleven opkastet, om Kongens Sanktion ikke burde indhentes, havde Mariboe, som yngste og førstvoterende Direktør, besvaret det benegtende, hvorpaa Prindsen reiste sig og spurgte: "Anseer De det under Deres Værdighed at tilskrive Deres Konge i den Anledning?" Voteringen faldt dog ud til Nei. Mariboe var ellers ogsaa dengang af de uheldige Patrioter, som aldrig nyde nogen fuldstændig Anerkjendelse. Hans Spekulation, paa offentlig Regning at opkjøbe Sølvtøj hos Bønderne, forat sælge det i Kjøbenhavn og Hamburg, vakte saa megen Uvilje, at hans Gave til Selskabet f. N. V. af hans eget Udbytte af denne Handel, (de førnævnte 12,000 Rdlr.) og hans mange industriøse Fore- tagender, navnlig Anlægget af en Fabrik til Armeens Beklædning, neppe var tilstrækkeligt til at soutinere hans Navn som Patriot. SIDE: 235 blev nedtystnet, uden at det endnu er bleven klart hvem der egentlig var Ophavsmanden dertil. Prindsens Deel deri kan man kun slutte sig til af senere analoge Forsøg. Dagens "sande Nationalhøjtidelighed," som den kaldtes, forstyrredes ikke af denne Flyveplan, der ligesaa gjerne kunde høre hjemme hos et ægte Barn af hiin Tid, (der var dristigere i sine politiske Ideer end vor) som i Prindsens Kamarilla eller hos en enkelt Partisan i eller udenfor denne, som paa egen Haand vilde gjøre sig necessaire. Men, som sagt, der er Analogier, og det faa Uger senere hen. Af Regjeringsforetagender, der ogsaa havde sin Grund i Af- skjærelsen af Forbindelsen med Danmark, var ligeledes den ved Statholderskabets Reskript af 19 Juli 1813 anordnede Overkri- minalret under Præsidium af Thygeson, der første Onsdag i hver Maaned skulde i sidste Instants paakjende Delinqventsager, lige- som og en Overadmiralitetsret for Norge af 9de Septbr. s. A., der havde at paadømme Priissager. Kaperiet var, som berørt, en af de Kilder, som endnu gav Vikingernes Ætlinger nogen, stundom endog blodblandet, Næring. Overkriminalretten fortsatte sin Virk- somhed indtil den nærværende Højesterets Aabning, hvorimod Laane- og Diskontoindretningen suspenderedes af de politiske Begivenheder, som snart fængslede alle Tanker til Hovedreformen. Den 3die Septbr. var Krigen erklæret Sverige, og publiceret i "Tiden" 16de Septbr., som fra denne Dato af igjen fremtraadte som Rigets officielle Tidende under B. Prahls og N. Wulfsbergs Redaktion og stundom under Prindsens umiddelbare Ledning. Foruden Begunstigelser imod Englænderne, idet det hedte, at svenske Skjærgaardshavne vare aabne for disse til Afbræk for Norges Forsyning selv efterat Sverige, efter Freden i Jønkøping, havde udstedt Krigserklæring imod England, Tilbageholdelse af Undersaatters Ejendom, spærret Adgang til Sverige, Afbrud af diplomatiske Forhold og af Postgangen til Norge, Vægring for at erlægge Øresundstold, Anholdelser paa Sjøen, og andre Chikaner, fremhævedes i Deklarationen især Sveriges Attentater paa Norge og imellem disse navnligen "gjentagne Forsøg paa at friste Nor- mændene til Utroskab og Frafald." Dermed mentes de forskjel- lige Proklamationer, som fra Tid til anden indsmugledes i Norge. En af disse, til Advarsel publiceret i Kristiania Intelligentssedler 9de Juli 1813, indeholder saa mærkelige Udpunkteringer af hvad der senere virkelig skede fra Norges og Sveriges Side, at den SIDE: 236 ligesaalidt bør undlades at indtages i denne Indledning som i en Ouverture en af de Melodier, der ville lade sig høre prædomine- rende i Stykket. "Det svenske og norske Folks fælles Fordeel -- siger den -- er saa nøje forbunden med Hensyn til hvad ethvert Lands nærværende og tilkommende Sikkerhed kræver, at den svenske Regjering bør upaatvivleligen ansee en stedsevarende Forening mellem begge Rigerne som et af de virksomste Midler til at befæste den skandinaviske Halvøes Lykke og Selvstæn- dighed. De Svenske bemærke med Fornøjelse, at et Nabofolk, som taler det samme Sprog [fotnotemerke] , bekjender sig til den samme Reli- gion, og, i Hjertet hyldende en uafhængig Nationalitet, ønsker, ikke at underkaste sig under Sverige, men at forene sig med Samme til fælles Forsvar. Der er ikke eller kan være Spørgs- maal om nogen Sammensmeltning af Norge og Sverige, hvorved hint skulde nødes til at frasige sig sit Navn, sin indenlandske Forfatning, sine Love og Rettigheder. Man ønsker alene en op- rigtig og retsindig Forening, hvortil baade Tidens Omstændig- heder og Nordens Fordeel raade, samt paaskyndes for Resten af de mellem Sverige og dets Bundsforvante indgaaede Overens- komster. Sveriges Konge blive Norges Konge! Norge give sig selv den Nationalrepræsentation og den Statsforfatning, som det anseer overensstemmende med sin Fordeel! -- Begge Landes Tropper forenes for at beskytte den skandinaviske Halvø! -- Lad Fortrolighed og Oprigtighed lede alle Afhandlinger! og Normanden skal fornemme, at han ikke bliver bedragen i sin billige Forvent- ning. Den svenske Regjering skal samtykke aldeles den indre Organisation, som Norge vil give sig selv. Jo meer Iver den skuer hos Normændene til utvungne og ilende at tilkjendegive deres Samtykke til Forening med Sverige, jo meer vil Kongen finde sig skyldig at fuldbyrde den norske Nations Ønsker. En svensk Konge vil ikke have andre Undersaatter end frie Mænd. Samme Sindelag skal lede Hs. Majestæt om han endog bliver sat i Spidsen for den norske Nation. Imod denne har da Kon- gen de samme Pligter at opfylde, som imod sine forrige Under- saatter. Fri Handel, Agerdyrkningens Opmuntring, Indretning af Fotnote: Dette er rigtigt forsaavidt begge Nationers Sprog ere Gaffelgrene af samme Stamme, nemlig det Oldnordiske, der endnu lever i det norske Koloniland Island. Det norske Almusprog ligner ogsaa meget det svenske, især paa Øst- landet. Ved at benytte dets Skatte kan det norske Skrivtsprog engang naae en høj Grad af Rigdom og Udvikling. SIDE: 237 en Nationalbank, tilstrækkelig Understøttelse af Kornvarer, al Tolds Ophævelse imellem Sverige og Norge, Læreanstalters og Akademiers Indretning paa bedste Maade, med eet Ord, alle Grene af Rigets indvortes Velstand skal vorde Formaal for Hs. Majestæts Omsorg. Og han skal erindre, at et tappert og ædelt Folk, som overgiver sig frivilligen, er i alle Henseender forskjel- ligt fra det, som underkues ved Vaaben. Dersom det norske Folk ønsker at erholde Embeder, være sig civile eller militære, imod at de Svenske have Adgang til Embeder i Norge, saa be- roer den Sag paa Normændenes eget Valg og Vilje; ville de ikke, saa behøve de blot at tilkjendegive deres Vilje og Mening, og den svenske Regjering vil bifalde deres Begjær. Sverige befinder sig for nærværende Tid i en lykkelig Stilling. Det tænker paa Fremtiden, og ved Forening med Norge at være istand til at berede en fælles varende Lykke for begge Riger. Gid da Norge fatte en hastig Beslutning, og Norden, under Værn af dets hidtil altid værende selvstændige Vaaben, skal være betrygget for alle Fremtidens usikkre Tilfælde." Allerede i Sommeren 1813 havde Generalmajor Sejersted ud- kastet sin uheldige, i det følgende Aar befulgte, Operationsplan for Forsvaret af det Søndenfjeldske, hvorefter Glommens østre Bred skulde rømmes og navnlig i Smaalehnene gjøres til et Glacis, hvorpaa Fienden skulde kunne tumle sig. Om Høsten havde han i Askims Præstegaard, i Nærværelse af Generallieutenant Staf- feldt og Oberstlieut. Stabell, forelæst samme for Kristian Frederik og erholdt den approberet, hvorefter den forblev i Dennes Værge indtil efterat den i den følgende Høst havde baaret sine glands- løse Frugter. Tropper kantonneredes frisktvæk mod Grændsen, Kristian Frederik forsømte ingen Leilighed til at stemme Nationens Krigslyst og Forventninger højere, Alt syntes at sige "lad dem komme! Vi ere parate;" men -- Krig blev der ikke, uden man vil regne Borttagelsen af en svensk Grændsepost og af et Par armerede Baade dertil. Sverige forblev efter Krigserklæringen af 3die Sept. blottet og værnløst i Ro, medens de norske Grændse- bygder vrimlede af Rødtrøjer og graa Kaputter. Norge vidste ikke, at den Krig, som skulde erobre det, førtes i Nordtydskland og det Holsteenske siden den 16de Novbr., da Carl Johan pludselig fra Hannover af vendte sig mod Elben igjen, gik over den, og brød ind i Holsteen, efter den 5te Decbr. at SIDE: 238 have fordrevet de Franske og Danske fra Lübeck. Allerede i sin Bulletin fra denne Stad forkynder han sin Hensigt at være den, at ende Krigen med Danmark med eet Slag, og den 9de Decbr. forkynder han fra Oldeslohe Holstenerne, at deres Land, siden "de af Magterne sluttede Forbund forene Norge med Sverige," blot vil blive taget i Besiddelse som et Pant for Opfyldelsen heraf. Uagtet Kronprindsen af Sveriges første Bevægelse mod Nord maatte være tydelig nok endog uden disse Manifestationer, havde den danske Regjering intet yderligere gjort forat dække Hertugdømmerne. For Fæstningerne var der slet sørget undtagen for Glückstadt, som ikkedestomindre skammeligen kapitulerede, og først da det var for silde, da Friederich af Hessen, efter Fægtningen ved Bornhøvede og den ærefulde Batalje ved Sehe- sted, havde iværksat sin Retirade tvertsover Holsteen fra Lübeck og Oldeslohe over Kiel til Rendsburg, og Kronprindsen af Sverige fra Kiel af dikterede Betingelserne, nærmede Hovedarmeen sig Kamppladsen saa nær som til det lille Belt. Frederik sad da i Middelfart paa Fyen mellem 16,000 Mand og hørte Tappenstreg Morgen og Aften, mens Tettenborns Kosakker allerede joge forbi Kristiansfeldt ad Kolding til. Disse lette barbariske Tropper gjorde ellers god Tjeneste i dette Feldttog. Holsteen smagte dem med sine velforsynede Mejerier og Embedskasser i de aabne Amtsflekker. Maagerne svæve ikke friere over Havet end de spredte sig over det flade Land, ombuende den retirerende Armee og opfyldende Gemytterne med Forfærdelse. De vandede alt sine Heste i Eyderen og Slien; Jyderne mindedes Sagnet om at de Keiserlige i Trediveaarskrigen havde gjort det i Liimfjorden. Deres brogede Pulker dannede de lange Slagfjedre paa Ørnen, som, en Uge efter Lübecks Indtagelse, allerede lavede sit Rede i Kiel. Længere end til i Nærheden af Kolding kom de dog ikke, saa det egentlige Danmarks Grændser kun vare overstegne af Frygten og Rygterne, men ikke af nogen Fiendes Fod. Der stod 3000 Mand som Avantgarde for de 16000 Tilskuere paa Fyen, som igjen stode i lignende Forhold til en ligesaa stor Armee paa de andre Øer; -- med en Hær af 43,000 Mand i Behold beqvem- mede Danmark sig, efter 10 Dages Feldttog, til Indrømmelserne i Kiel. Carl Johan vidste, at dets vaklende Politik endnu stedse klyngede sig til Haabet, at de allierede Magter ikke vilde lade det komme til det Yderste med det, som, da Invasionen skede, SIDE: 239 kun var tvungen ind i sin nærværende Stilling af den bydende Davoust, der fra Hamburg af havde holdt Danmark i Schak. Han vidste, at det især fegtede med Bønskrivter til Keiseren af Øster- rige, og at disse vilde være forgjæves; og om det virkelig er saa, at Kosakkerne den første Forfølgelsesdag, d. 6te Dec. i Bramstedt opfangede en Skrivelse fra Kongen af Danmark til Prindsen af Hessen, hvori Nødvendigheden af en Vaabenstilstand lagdes Denne stærkt paa Hjerte, var dette Blik bag Kulisserne ikke egnet til at stemme den sejerrige Hærførers Fordringer lavere. Som Floden i Digets aabnede Fure fulgte Carl Johans Hær- masser Danskernes Retirade. Den 13de Decbr. tog han sit Hoved- qvarteer i Kiel, og afslog derfra det første Tilbud om Vaaben- stilstand. Gesandter fra de fire allierede Magter og fra Hannover omgave Hærføreren, der med stærke Skridt nærmede sig Maalet, da Diplomaterne skulde bruges, omtrent som naar Læger kaldes til Amputationen, der ikke længer kan opsættes. Efter en per- sonlig Sammenkomst med Prins Friederich den 15de Dec. istand- bragtes dog en Vaabenstilstand, som skulde vare til den 29de og hvorefter Demarkationslinien førtes tvertsover det Slesvigske, samt Beleiringen af Glückstadt og Friederichsort skulde kunne fortsættes. Dertil benyttedes ogsaa Vaabenstilstanden fra svensk Side, og fra dansk til Fredsunderhandlinger, som, under den østerrigske Gesandt Grev de Bombelles Mægling, bleve drevne af den danske Kammerherre Bourke. Men uden Held, skjøndt Norges Aftrædelse allerede fra Vaabenstilstandens Begyndelse var vedtagen som Basis for Freden; thi "Kongen -- siger en dansk Forfatter [fotnotemerke] -- gjorde sandsynligviis formeget Regning paa den Vægt, Østerrigs Understøttelse og gode Villie havde hos de øvrige Magter, da han for denne Aftrædelse fordrede et Æqvi- valent, som man paa ingen Maade havde isinde at tilstaae ham, og som ifølge nogle Angivelser skulde have bestaaet af Hanse- stæderne, en anseelig Deel af Hannover og hele Nordsøkysten til Ostfriesland. Disse Fordringer bleve altsaa forkastede, og saale- des nærmede den Dag sig mere og mere, da Fiendtlighederne igjen skulde tage sin Begyndelse. Da indfandt Bourke og Bombelles sig endnu engang i Kiel, for idetmindste at bevirke en Forlængelse af Vaabenstilstanden, i hvilken Frist man ventede, at den Koureer, der var sendt til Keiseren af Østerrige, vilde komme tilbage og Fotnote: I Falcks Staatsbürgerliches Magazin. SIDE: 240 bringe gunstige Efterretninger. Først efter en haardnakket Mod- stand gav Carl Johan sit Samtykke til at Vaabenhvilen maatte forlænges til den 5te Januar, men fastsatte som Betingelse -- efterdi han vidste, at Danmark gjorde underhaanden Forberedel- ser til Krigens Fortsættelse [fotnotemerke] -- at ingen danske Tropper i den Tid maatte overføres fra Øerne til Halvøen; noget Militair, der allerede var rykket frem til Flensburg, maatte derfor bryde op i Juledagene og drage nordpaa." Den 5te Januar kom, men endnu ikke Koureren, som havde overbragt Keiseren af Østerrige Frederik VItes Samtykke til Af- trædelsen af Trondhjems Stift; og før hans Tilbagekomst vilde Frederik, der endnu altid haabede Alt af Keiser Frantzes Mæg- ling, ikke give efter. Det var i disse sidste ængstlige Dage der kom nogen Rørelse i Tropperne paa Øerne, idet Kongen, led- saget af Landgreve Carl af Hessen og Udenrigsministeren Rosen- krantz, den 3die Jan. tog sit Hovedqvarteer i Middelfart. Den fiendtlige Hær sattes ved Vaabenstilstandens Udløb i Fremmarsch mod Rendsburg og nordover indtil den 9de Januar, da Rosenkrantz meddelte den svenske Minister Friherre af Wetterstedt, at man var beredt til at underhandle om Fred paa den foreslaaede Ba- sis: Norges Afstaaelse, og at Bourke snarest skulde indfinde sig i Kiel som befuldmægtiget Gesandt. Dagen før var nemlig Kou- reren kommen tilbage fra Keiseren af Østerrige, ledsaget af den østerrigske Underhandler Foulon, men med det trøstesløse Svar, at Norge ikke længer stod til at redde. Carl Johan befandt sig ved sit Maal: Afstaaelsen af Norge, ikke Oprettelsen af et cimbrisk Rige, som man ymtede om i Dan- mark. En i Dansk Statstidende af 11 Juni 1813 indrykket og i Kristiania særskilt udgiven "Meddelelse af et i Norrig indsendt svenskt Brev", dateret Stockholm 29 April 1813, godtgjør, at Invasionen i Hertugdømmerne var allerede i denne Hensigt be- sluttet da den svenske Armee førtes over til Tydskland. Uvidenhed om Fiendens Planer kan altsaa ikke have været Aarsagen til den Uforberedthed, hvormed den danske Regjering mødte dem. Som Forsvar derfor skulde en halv officiel Artikel i fyenske Avis tjene, hvori der fremhævedes, at Jylland ikke stod til at redde siden Glückstadt og Friedrichsort vare faldne, og at det Fotnote: Disse bestode mest i Jydernes Tilbud om Landstorm paa egen Bekostning. Det blev afslaaet. SIDE: 241 ogsaa kunde spøge for Øerne med første aabne Vande. Norge, hedte det, var alene opofret for Fredens og det Heles Skyld, og nu maatte man ikke ved Mismod i Ulykken forøge det Smerte- lige i en Beslutning, der gav Landet Fredens Velsignelser tilbage. Disse ere ogsaa i Forbindelse med Norges Kornforsyning fra Jylland de Grunde, som fremhæves officielt for Afstaaelsen. Den 11te Januar 1814 ankom Bourke til Kiel og den 14de under- tegnede han, Wetterstedt og Thornton den mærkværdige Kieler- traktat, i hvis 4de Artikel Kong Frederik VI afstod Norge, med Undtagelse af Kolonilandene, til Kongen af Sverige [fotnotemerke] . Om de Begivenheder, som nærmest foregik Kielertraktaten, havde man i Norge kun dunkle Efterretninger. At den danske Regjering maatte befinde sig i overordentlig Betryk, lod sig nok mærke af de overordentlige Paalæg, som hurtigt fulgte paa hin- anden i de sidste Maaneder af 1813, og som ikke lidet forøgede den Priis af Lidelser, hvorfor Norge har maattet kjøbe sin Fri- hed og blidere Fremtid. Forordningerne af 4de og 8de Septbr., 25de Oktbr., 5te og 20de Novbr., hvorved de, der uden Tilladelse maatte opholde sig i Udlandet, tilpligtedes dobbelte Skatter af sine faste Ejendomme, Told og Skibsafgivter befaledes erlagte i Sølv, Afgivter af Vareoplag, Qvæg til Forhandling og Bohave paalagdes og Stempletpapiirstaxten forhøiedes, motiveres udtryk- kelig af Statens Uformuenhed til at værne for sin Uafhængighed. Imidlertid sang dog Konstituenterne af Norges private Laane- og Diskontoindretning, ved Afskedsgjæstebudet d. 5te Januar: "Alt lindres vor Nød, og paa Eiderens Bred gjenvinder os Fredrik en hædrende Fred." Aaret havde, i Forhold til den knappe Udsæd, været ret frugt- bart; men Høsten og den usikkre Tilførsel forslog ikke til at afhjælpe Trangen. Mindst føltes denne af Nordlandene og Finmarken, der forsynedes fra Rusland; men Søndenfjelds viste Udskrivelsen af et Kornlaan i Agershuus og Kristianssands Stifter til Armeen, Anstrengelserne med Spiseindretninger og Beenkogerier for de Fattige samt de enorme Brødpriser, at den farligste Fiende, Mange- len, endnu stod indenfor Grændsen. Fotnote: Se Bil. VI. SIDE: 242 Uvisheden om hvad der imidlertid foregik "dernede" var ikke den mindste Qval. Selv om Vaabenstilstanden af 15de Decb. indeholder den officielle Tidende kun en dunkel Efterretning, og siden intet før den 25de Januar, da en apokryfisk Forkyndelse af Freden viste sig. I Danmark havde Regjeringens Frygt for Offentlighed bevirket Oprettelsen af et Selskab under dens Be- skyttelse, der skulde angive Enhver, som vovede at føre andre Efterretninger i Munden end de Regjeringen officielt havde med- deelt; og stod det saa til der med Folkets Kundskab om dets egen Skjebne, kan man indsee, at Uvidenheden og Ængstligheden maatte være endnu større, Rygternes bølgevilde Flugt end mere sindsbevægende i Norge. Isen omspændte dets Kyster, Post- gangen var standset, paa Havet eller i de ængstede danske Smaa- byer fangede de enkelte Kornskippere Brudstykker af forfærdende Nyt, hvori Carl Johan, Napoleon, Kosakker og Svensker figure- rede som Dæmoner i en Taageverden, og de Efterretninger, som slap ind i Kristian Frederiks Gemak kom kun ud i den Skikkelse, han behagede at give dem. En Samtidig [fotnotemerke] skildrer i et Haandskrivt Tilstanden i Januar 1814 saaledes: "Fra 5te Januar begyndte Vinteren saa alvorlig, at Haabet om mere Tilførsel forsvandt, og nu afløste den ene Dag den anden med falske Rygter, at fiendtlige Hære havde oversvømmet hele Jylland, og en almindelig Frygt udbredte sig for de norske Skibe, som ei endnu vare retournerede. Den strenge Vinter holdt Alle i den dybeste Uvidenhed om Tingenes sande Stilling imellem Danmark og Fastlandets Magter, hvoraf Norges Skjebne depen- derede, indtil den 27de Jan., da Bladet Tiden begyndte med dette glade Budskab: "Fred i Norden!" uden at kunne meddele Fredsvilkaarene. Glæden blev stor, men private Breve fra Kri- stiania forandrede snart den glade uventede Stemning ved at berette, at Rygter fra Sverige fortalte forvist, at Norge var af- staaet til Sverige ved Freden mellem Danmark og de Allierede, som og at Oberst Rømer, Adjutant hos Kongen, havde igjennem Sverige, i Følge med en svensk Officier, derom bragt Prindsen Depecher. Men et tykt Slør skjulte fra denne Side Prindsens Hemmelighed for Norge, og forat forberede Landet paa denne Efterretning, ankom til Byerne Breve fra Stiftamtmand Thygeson, Fotnote: Sal. Provst og Sognepræst til Tjølling J. S. Stephansen. SIDE: 243 hvori han opfordrer til Orden og Rolighed samt Tillid til Prindsens Viisdom og Klogskab, og melder, at intet Officielt var indløbet, om hvormeget der var afstaaet af Norge, samt at Prindsen var reist til Throndhjem -- en Reise, som syntes at have til Hensigt, saavel at udhale Tiden med Svar paa mange af Sveriges For- dringer i Anledning af Norges Afstaaelse, som og at vinde Tid til at raadslaae og betænke sig over Fremgangsmaaden, samt at høre Landets Sindelag mod Svensken. Paa denne Reise bebudede Bladet Tiden mange Udladelser af Prindsen, der saavel vidnede om Sandheden af det Rygte, at Norge var afstaaet, som og at det blev stadfæstet af svenske Kourerer, som idelig indløb; men Vilkaarene eller Fredstraktaten blev ubekjendt ligeindtil midti Februar, thi Norge var stærkt blokeret af en streng Iisvinter, og Intet kunde komme til Folkets Kundskab uden igjennem Regje- ringen, som erholdt Kourerer fra Danmark igjennem Sverige, efterat Freden til Kiel var sluttet. Men alvorlige Foranstaltninger skedte imidlertid, som hentydede paa, at Norge ei uden Modstand overgav sig." Kronprindsen af Sverige høitideligholdt Freden i sit Hoved- qvarteer Kiel Søndagen den 16de Januar med stor Parade og et Tedeum under Kanonernes Torden. To Dage efter udstedte Frederik VI et aabent Brev, hvori Norges Aftrædelse bekjendt- gjøres, Normændene løses fra deres Troskabsed og opfordres til roligen at underkaste sig den nye Regjering. Med dette Brev, Fredstraktaten og en yderligere Deklaration over de Omstændig- heder, som havde aftvunget ham Offeret, affærdigedes da Adju- tanten Oberstlieutenant Rømer til Norges Statholder. Stykket selv skulde begynde; dets Helt nølede endnu kun med at lade Teppet gaae op -- med andre Ord: Kristian Frederik holdt det ikke raadeligt strax og reentud at meddele Nationen de Efter- retninger, der maatte krænke den saameget. De bleve først ned- lagte i hans danske Fortroliges Bryst, som iilsomt bleve hentede, og man blev enig om at man maatte neutralisere Rygterne og den første Opbrusning ved blot at give Efterretningen om Fredens Afsluttelse tilbedste, men at lade uvidende om dens Betingelser. Folkets Forbittrelse skulde bestikkes med Glæden især over Freden med England og med Udsigt til Hvile for dets Træthed. SIDE: 244 Redaktøren af Tiden blev kaldet og atter kaldet til Prindsen, og efter flere strøgne Koncepter viste sig den følgende Dag, den 25de Januar, med store Typer følgende Extrablad af Tiden: "Den mørke og for menneskelige Øine uigjennemtrængelige Taage er splittet, og et Glimt af Solens Klarhed blænder næsten det glade stirrende Øie. Fred, Fred i Norden! Dette glade Budskab, som Udgiveren er bemyndiget at kund- gjøre, iler han her med at meddele. I Følge aldeles paalidelige Efterretninger er Præliminærerne for Freden til Lands og Vands afsluttede mellem Hans Majestæt Kongen af Danmark og Norge og de allierede Magter. Om Fredsvilkaarene kan Udgiveren Intet tilføie, da han ikke kjender dem, og da de rimeligviis i den Skynding, hvormed dette vigtige Budskab er bragt os, ei kunne blive fuldstændigen med- deelte; men det faste Haab ville vi nære, at de ikke kunne være vanærende og ikke skulle vorde ødelæggende for Danmarks, for Norges Lyksalighed. Saa freidigen stole vi paa Gud, der er Herrernes Herre, og paa den Kraft, der luer i begge Nationers Bryst, at vi uden Banghed tør see Fremtiden imøde". Men der stod noget Andet at læse i Hvermands Ansigt end den falske Glæde i denne Proklamation. Forbittrelsens Taarer skyllede dette Blaar væk. Tingenes sande Forhold blev hurtig bekjendt nok, men saa hadet, at man skyede at nævne det. Det varede ogsaa en heel Maaned, til 24de Febr., før det aabne Brev af 18de Jan. og ligetil 10de Marts før selve Fredstraktaten officielt blev meddeelt. Norge havde lidt for Danmark, og lidt mere end dette; det fandt sig nu for lethen opoffret. Fortrydelse herover, republikanske Forventninger, Mistillid til Prindsen gav sig Luft igjennem Kristianias Intelligenzsedler, [fotnotemerke] og istedetfor Treschows Program og Tale paa den annoncerede Høitidelighed paa Frederik VIs Fødselsdag, den 28de Januar, viste sig denne samme Dag i Intelligentsedlerne og i nok et stortypet Extrablad til Tiden en ledende Artikel, som ialfald, om den bittre Følelse over at være Fotnote: Se de Bilagene tilføjede Opinionsyttringer. SIDE: 245 solgt for altfor godt Kjøb ikke med Hensigt skinner igjennem den, dog gav Fortrydelsen herover Næring. "Saare underligen vende sig Tildragelserne paa denne Jord! Hvad Menneskene slet beregne og troe at forudsee som uundgaaeligt, skeer aldeles ikke, imedens de virkelige Tildragelser tit ere af den Natur, at hvis de vare os fortalte i et Eventyr, vilde man ansee dem for Phantasiens Spil og Drømmeværk. Saaledes bares alle Slags Rygter til os -- ligesom paa Vindens Vinger -- imedens Klima og Tilfælde afbrød den virkelige Kommu- nikation. Snart vare Fienderne rykkede frem til den ene jydske Stad, snart til den anden. Under Dag og Datum meldtes de fiendtlige Forposters Ankomst til Aalborg. Til Slutning vare Kosakkerne endog i Fladstrand. Beretninger manglede ikke om et stort Slag, som var leveret imellem Kongen af Danmark og de allierede Magter; Udfaldet var afvexlende: idag havde et Parti seiret, imorgen et andet. Omsider droges Teppet op. Intet af alt dette er passeret. Paalidelige private Breve melde: "at Jylland har aldeles ikke været betraadt af Fienden. Hs. Maj. Kongen har fra sit Hoved- qvarteer i Fyen negocieret med de allierede Magter. Præliminær- freden afsluttes, og efterat dette er skeet, have de allierede Tropper strax rømmet det Slesvigske og vare i Begreb med at forlade Holsteen. Det er høist sandsynligt, at der er forefaldet Noget ved Rhinen eller i Holland, som har bidraget til deres saa hastige Afmarsch didhen. Dette Begivenhedernes uformodede Løb er et nyt Beviis paa, hvor utidigen vi ofte baade frygte og haabe, og hvorledes vi daarligen, liig Hjorten i Fabelen, rose vore indbildte Fordele og dadle vort virkelige Held". "Saa? Jylland har ikke været betraadt af Fienden? Man har ikke vovet et Hovedslag for at redde Norge?" spurgte de Patrioter hinanden, som inden faa Dage vare i Arbeide med selv at redde det ved at kalde Friheden til Selvstændighedens Beskyttelse. "Prindsen vil redde det," sagde Massen. "Han reiser idag til Throndhjem for at opmande Folket". SIDE: 246 "Forat undersøge Stemningen og hvorvidt han kan gaae", mumlede Hine, "og forat -- -- " " -- Lade sig krone . ." "Tys! Gud forbyde det!" Kristian Frederiks Reise til Throndhjem. "Hs. Høihed Statholderen agter paa nogen Tid at foretage en Reise til Throndhjem", var den 26de Januar bleven publiceret. Og efterat han den 27de havde, forat afhjælpe Pengemangelen, beordret Udstedelsen af rullerende Beviser til en Sum af 3 Mil- lioner Rbdl., drog han i al Hast og Stilhed afsted i sin Spids- slæde. Foran jog Generalqvarteermester Haffner, en Partisan af en Kislaragas intime og blinde Hengivenhed, og i hans Følge be- fandt sig ogsaa den bekjendte Reisende Grev Vargas Bedemar. -- Først den 31te forlod han Eidsvolds Jernverk, hvor Konferenz- raad, siden en af hans Statsraader, Karsten Anker boede, en Mand han ligeledes i et og Alt kunde regne paa for sine personlige Planer. Veien gik over vestre Mjøsbred. Overalt strømmede Folket sammen forat see Landets Haab, Kantoneringerne møn- stredes, Omegnens Embedsmænd stedtes til Kour, og til de for- samlede Almuer faldt der mange opmuntrende, nedladende Ord. "Hvad er det for Folk?" spurgte Prindsen om Totningsbixerne, der stolprede frem i deres Finmutter og Vaerstøvler forat see ham, og det forundrede ham at høre, at disse anseelige Mænd kun vare simple Bønder. Indtrykket smeltede sammen med det af Udsigterne over de Landets vide, velbebyggede Kjernebygder, hvorigjennem han nu ilede med Fingerens Hurtighed over Kartet. Og da han nu gjennemfoer Gudbrandsdalen -- "Gudskelov, der er alt Skiftet," sagde han naar han langt borte over Sneen øinede Rødhuerne, som overalt i Mængde stimlede sammen paa Hvile- stederne. Ved Lillehammer, i Dalens Munding, og i Froen hilste Præster ham i Dølernes Midte med norske Marseillaner- og Pyrenæerhymner, og der som overalt opmuntrede han disse til i hvad der maatte paakomme at bistaae gamle Norge med Fædrenes Tapperhed. Foran Sinklarsmindet, og efterat have læst Indskrivten, spurgte han Mængden, om de, liig Fædrene, SIDE: 247 vilde vove Liv og Blod for Fædrelandet, og idet han pegede paa Mindet, reciterede han Strofen: "Ve hver en Normand, som ei bliver hed, saa ofte han denne mon skue!" Vejen gik paa Isen nedenunder Kringlen, hvor ogsaa Dølerne havde forsamlet sig i den Tro, at han ikke vilde reise det be- kjendte Mindested om deres Forfædres Sejer ubeseet forbi. Det var mørkt da han kom; Fakler var tilrede, og saa kravlede han da opad Uren støttet til et Par haandfaste Døler. Som han hviler sig i den dybe Sne, humper en gammel hexerunken Kjerring (det er intet Eventyr vi fortælle) frem med en Blæreløgt, raabende: "lad mig faae see Prindsen! lad mig faae see Prindsen"! "Naa, Moer, se du"! siger Denne leende. "Saa du er Kristian Frederik?" blier Kjerringen ved, idet hun holder sin dunkle Lanterne tæt til hans Ansigt, og mønstrer det nøje. "Vakkert Kjød og Blod! men for vek seer du ud til at bli'e Norriges Frelsermand." Macbeths Hexer vare ikke ominøsere. "Almuens ensstemmige og første Ønske -- hedder det i Ind- beretningerne om Prindsens Reise -- var stedse at erholde Bly og Krudt forat forsvare eget Arnested og hævde Norges Selv- stændighed. Samtlige yttrede den største Afsky for fremmed Aag og tilsvore Troskab i Liv og Død med en Inderlighed, der for- øgede Hs. Højheds Agt og Kjærlighed for Fjeldets djærve Søn og hjerteligen rørte Høistsamme. Gamle og Unge stode med Taarer i Øinene". Navnlig var det Tilfælde ved Kringlen, at Almuen udbad sig Ammunition, hvilket ogsaa blev den tilsagt. Paa Dovres brede Ryg viser Snehætten sig, tilsyneladende ikke langt borte, fordi dens dominerende Gestalt hæver sig over en, ved Snedækket endnu ensformigere, Højslette, som kun yder skuffende Dimensioner. Dette Fjeld var dengang anseet for Norges højeste Tinde, for dets rette Højsæde. Og didop vilde nu Prindsen i den dybe Sne. Slæderne maatte standse, og han begav sig atter stolprende afsted med et Par Førere under Armen, ihvormeget man foreholdt ham det Umulige deri. Han kom ogsaa snart tilbage efter en Afstikker, som skulde være ligesaa forgjæves og spildt i dette Værk, dersom den samme captatio benevolentiæ, som ogsaa skinnede igjennem dette Indfald, ikke var et af de mest iøjnefaldende Træk i Prindsens hele SIDE: 248 Virken og Tragten i Norge. Dølerne loe, men de leek det. Det var at klappe dem paa Hjertet ligesom ved Kringlen. At have besteget Snehætten vilde ogsaa været et ret betydningsfuldt Forspil til den Bestigelse af de gamle Haraldiders Throne, som man har paastaaet det var Prindsens Plan at forsøge iværksat i Thrond- hjem. Det er paastaaet, benegtet og troet, -- fra alle Kanter uden Beviser. Men Rygtet derom kom fra Throndhjem, og endnu vare Prindsens nærmeste Omgivelser og Øjentjenere ikke de Ene- ste, som delte hans Mening, at han ifølge Byrdens Ret maatte tage Styret med al sine Fædres Enevoldsmagt. Det er ogsaa Tilfælde, at Yttringer om at det var muligt, at Throndhjem vilde faae en Kroning at see, undslap den Mand dersteds, samme Aften, Prind- sen var kommen, og efter Audiens hos ham, hvem ex officio en Hovedfunktion ved Kroningen vilde være bleven paalagt, og som man fremdeles troer bedst af alle levende Normænd underrettet om denne Sag. Det er med Historien som med gamle Folk, der see og erindre bedst langtfra. Den Tid vil derfor nok komme, da Sandheden, der har den ene Feil at hade Kompromittationer, ogsaa vil for- tælle hvad der forhandledes mellem Prindsen og de throndhjemske Notabler. Indtil da -- et "Si credere fas est" saavel om Kronings- projektet som om den smukke Historie, at en Officeer havde, som Koureer, indhentet Prindsen paa Reisen til Throndhjem førende med sig, foruden en streng skriftlig Ordre fra Danmark om at efterleve Kielertraktaten, ogsaa den mundtlige, at gjøre alt forat udhale dette til medio Novbr., da Kronprindsen af Sverige var indviet Napoleons Skjebne og Kristian Frederik bestemt til hans Efterfølger. Ogsaa Rygter ere, som saadanne, historiske Fakta, om end deres Værd kun er at betegne sin Tids Ængstelser og Fluktuationerne i dens Tanker. Og i Norge frembragte Rygter og Suppositioner i Mangel af Efterretninger, en agiteret Spænding i de aktivere Gemytter, som maaskee var mere egnet end disse der kun kunde virke nedslaaende, til at afføde de senere raske og storstilede Beslutninger paa Eidsvold. Dunkle Ahnelser og omridsløse Forestillinger forudgaae og udfylde den Spænding, hvorunder Qvindens Fødselsværk fuldbyrdes; og den Energi, hvor- med det norske Folk modsatte sig Kielertraktaten og handlede paa Eidsvold, skylder ogsaa Haabet og Sagnet om at Magterne dog nok igrunden ikke vilde Sveriges Carl Johan det saa vel SIDE: 249 som Danmarks Kristian Frederik en Deel af sin Raskhed. Denne, tænkte man, var en af Kongehimlens legitime Fixstjerner, Carl Johan kun en Komets flammmende Mulm, som snarlig vilde for- svinde. Tvivlede Nogen herom, var han i de Dage ingen god og klarseende Politiker. Man forsømte ikke at meddele alle de en- gelske Avisharanger, man fik fat paa, hvori Kronprindsen af Sve- rige saa falskeligen divineredes. Lad hiin Koureer kun opløse sig i et af disse løbende Rygter, som dengang agiterende gjen- nemfoer Landet -- det indeholder dog i Henspillet paa Magternes hemmelige Medhold en af de berusende Ingredienzer i Tidens Bæger, som bragte Folket en Stund udenfor sit Sædvanlige, og et af en Kroningsplan, som ovenpaapegede, ikke ilde beregnet Incitament. Af foregaaende Rygter havde intet virket saa paa eengang rystende og forenende, som det om Throndhjems Fra- skillelse fra det øvrige Norge. Prindsen undlod heller ikke ved sin første Kour i Trondhjem at røre ved denne nerverystende Streng. "Foruroligende Rygter -- talte han -- bebudede, at gamle Norge skulde stykkes ud; det skulde aldrig have skeet; dertil staaer Tanken ei heller; men nu gjælder det det Hele; dog Norge kan og skal bestaae ved Samdrægtighed. Jeg er uadskillelig fra Norge. Min Tillid staaer til det norske Folk, mit Haab til Gud; min Løn skal være Folkets Kjærlighed." For denne "gamle Norges Vel og Selvstændighed," som Prindsen i saa stærke Udtryk knyttede til sin Person, havde han Dagen tilforn, paa Stationen Bjerkager, hvor han opholdt sig, "for paa sædvanlig Maade at underholde sig med den forsamlede Almue," under Rennebuingernes Hurra, udtømt et gammelt Drikkehorn, som flere af Oldenborgerne havde drukket af. Og da han Dagen efter, den 5te Februar, tilhest holdt sit Indtog i Throndhjem, klang Forsikkringen om Norges Udelelighed velberegnet gjennem hans opmandende Hilsen til de paraderende Tropper og Borgere. Der var rigtignok ikke længer Spørgsmaal om nogen Deling, men det vidste Prindsen, og ikke de ærlige Thrønder. Prindsen modtoges med megen Pomp i Throndhjem. Greverne Schmettow og Trampe, ledsagede af de fornemste Embedsmænd, vare reiste ham imøde, og Kommandanten overleverede Fæst- ningens Nøgler. Strax efter Aftrædelsen i Stiftamtmandboligen gjorde han den kommanderende General nordenfjelds, den gamle populære Krogh, et Besøg. Men især syntes Biskoppen, Dr. Bugge, SIDE: 250 et Talleyrandartet Hoved, at have tiltrukket sig Prindsens Op- mærksomhed som en Mand, der kunde være ham nyttig til andet end til at messe. Han maatte ogsaa senere følge ham til Eids- vold alene fordi han vilde have ham der. Hs. Højærværdighed syntes ogsaa til Vederlag særligen indtagen i Prindsen. I en Sang ved et Gjæstebud hos Biskoppen kaldtes han "vor Sverrir, vor Hakon!" og med devoueret Anticipation forsikkredes, at "altid skal Klippens erkjendtlige Sønner signe den Krone, som Christian bar." Men der gaves Thrønder, som ikke tillod det at komme saa- vidt; og Prindsen skal derfor ikke have forladt Throndhjem i det bedste Lune. Dette skeede om Aftenen d. 9de Febr., efterat han havde beskjæftiget sig i de roligere Stunder under Opholdet med at besee alle offentlige Indretninger, og Reisen fortsattes derefter uafbrudt Natten over til Røraas og derifra i forcerede Dagsreiser nedigjennem Østerdalen, hvor han i Tydalen tog en Valplads i Øjesyn, fornyede sine Opraab til Almuerne om i paakommende Tilfælde at vise Fædrenes Mod, og mønstrede de paa Hede- marken kantonnerende nordenfjeldske Tropper, som han ligeledes kraftigen tiltalte foran Fronten. Den 13de Februar ankom Prind- sen til Eidsvold Jernværk, hvor det hedte han agtede at opholde sig nogle Dage for at mønstre Tropperne i Omegnen. Den 16de Februar 1814 fortjener en egen Overskrivt; den er bleven Norge en vigtig Dag. Det var paa den Nationens Fornuft kom til Bevidsthed og dens sande Vilje seirede. Vi forlade derfor Kristian Frederik nogle Dage paa Eidsvold, og det i baade venlige og kjærlige Hænder. Patrioter af Omtanke og Karakteer havde imidlertid ikke været ledige i Kristiania. Enkelte af disse, hvorimellem Professor Sverd- rup, havde samme Dag Efterretningen om Kielertraktaten ankom til Statholderen faaet Nys derom, mens et ligesaa hurtigt født Rygte om det Nordenfjeldskes Afstaaelse udbredte i den store Masse en endnu ubehageligere Stemning end om Sagernes sande Forhold var bleven bekjendt. Den lignede Skibets Tilstand, naar Seilene slaae bak og klappe mod Masten, saa man ikke veed SIDE: 251 hvad der i første Øjeblik er at gjøre. Efterretningerne om det hele Riges Afstaaelse skulde have bragt flyvende Blæst i dem; og den gjorde det ogsaa, om end mindre heftig, da den endelig kom ud efterat den offentlige Mening havde vant sig til at drive for mange Vinde. Uviljen over Afstaaelsen fra dansk Side neu- traliserede da Hadet mod Sverige noget. Kristian Frederiks Om- givelser maae dog have troet Hemmeligheden vel bevaret i Pa- læet siden Stiftamtmand Thygeson endnu den 28de Januar, den Dag Prindsen reiste nordover, festligholdt Frederik VIs Fødselsdag som "Kongens". Men Gjæsternes paafaldende Taushed og Forstem- melse viste hvad de vidste og tænkte. Værten blev forlegnere og forlegnere, og ingen Skaal for Dagens Helt hørtes før han en- delig, da Desserten var fortæret og man skulde fra Bordet, reiste sig skyndsomt og halvt op, mumlede "Hs Majestæt Kongens Skaal", og hævede i største Hast det piinlige Gjæstebud. Et Par Mile fra Kristiania, paa Gaarden Vollebæk i Folloug, boede Envold Falsens Søn, Sorenskriver, forhen Kapitain, Kri- stian Magnus Falsen, ligesom Sverdrup en Individualitet af herlige Omrids. I en Samtale hos Thygeson, da Afstaaelsen ikke længer var saa hemmelig, erklærede begge disse Normænd sig imod ham og Treschow, der vilde forsvare den Mening, at Kristian Frederik eo ipso efter Kongeloven (der siger at ingen Deel af Riget kan afhændes) og efter Norges Odelslov var Norges Enevoldskonge; og maaskee Falsens klare Blik især fra det Øjeblik maalte Norges rette Afstand fra sin Fortid og Værdien for Fædrelandet af de Sekunder, som løb. Han besluttede at benytte dem. Under ivrige Forbindelser med de vigtigste Patrioter i Kristiania, udarbeidede han i Stilhed et Udkast til en Konstitution for Norge, hvortil Stat- holderens Sekretær Adeler, hvis Kundskab til Frankrigs senere Historie ellers ogsaa var ham behjælpelig, skrev en Fortale, og som han allerede den 15de Febr. forelæste for Sverdrup og Kam- merherre Peder Anker. Man vil ogsaa vide, at han skal have fundet brugbare Materialier efter sin Fader. Falsen yttrede sig ved denne Leilighed heftig imod Kielertraktatens Anerkjendelse, uden forsaavidt den gav Normændene frie Hænder, og imod Kri- stian Frederiks Indgreb i Folkets Ret og Magt, som var den eneste for Tiden bestaaende. Skulde han gaae videre deri, var han -- hedte det -- rede til, med sit Frikorps, som han havde oprettet, at begynde en retmæssig Opstand. De smilte nok ad deres fyrige, SIDE: 252 let begeistrede Ven, men de skiltes enige i Falsens Sætninger og i at Norge maatte benytte sin Stilling til at give sig en fri Forfatning. De gode Mænd ahnede dog neppe, at denne afgjørende Beslut- ning allerede Dagen efter skulde blive tagen. Vi forlode Kristian Frederik paa Eidsvold Jernværk den 13de Februar. Ved at følge Sverdrup hjem fra Vollebæk seent om Aftenen den 15de skulle vi hurtigt og overraskende komme midt ind i det Møde, der be- stemte Norges Skjebne -- det Møde af anseede Mænd, som Kri- stian Frederik i al Hast og Stilhed lod sammenkalde til Eidsvold Jernværk d. 16de Febr., forat høre deres Mening om hvad der nu i det Hele var at gjøre i Landets fortvivlede Stilling, om hvis sande Forhold det ikke længer lod sig gjøre at holde Folket i Uvished. Og idet vi følge Sverdrup did, følge vi tillige den Mand, som netop kom betids forat tilintetgjøre en Beslutning, som vilde have forraadt og beskjæmmet Nationen, og i hvis Mund dennes (og, som det har viist sig, ogsaa Himlens) Vilje fik sin Røst i det afgjørende Øjeblik, da Sofisterier havde bragt den til at tie. Et Par Timer efter Midnat Natten til den 16de Febr. bringes Sverdrup det Bud, at han har øjebliklig at begive sig til Prindsen paa Eidsvold Værk, hvorhen det hedte, at flere Mænd allerede vare kaldte. Han reiser, men naaer først henimod Stedet over Middag. Udmattet og nedspændt nærmer han sig det allerede, da et af disse Udbrud fra Folkets eget Indre, et uforfalsket dybt- tonende Udtryk af Massens Meninger, Tro og Følelser, trænger gjennem en Almuesmands Mund til hans Øre og opmander hans Sjel. "Er I ogsaa af dem, som ere kaldte op til Eidsvoldværket forat raadslaae med Prindsen?" spurgte hans Skydsbonde, en gammel graahærdet Mand. "Ja det er jeg; men hvad synes Du da om at blive Svensk nu?" "Det synes mig ret daarligt om. Det maa I ikke raade Prindsen til. Vi ville før lade bare Qvindfolk og Børn hjemme, og saa alle Mand gaae til Grændsen." "Dog vel ikke saa gamle som Du?" "Aa jo, jeg faaer nok gaae med. Men hvad I gjør og raader Prindsen til, saa husk, at Gud er ataat!" ( ): Deus nobiscum, Gud er med Os og vedhaanden). Og dette "Gud er ataat" sagde den gamle Hædersbonde med SIDE: 253 en Betoning og et Udtryk af dyb religiøs Følelse, som klang Sverd- rup dybt i Sjelen. Han syntes endnu at høre det, da han be- fandt sig paa Stedet, hvor En af de Tilkaldte, Agent Nielsen, en ubetydelig Personlighed, som passerede forat nære republikanske Ideer, modtog ham ude paa Gaarden med Hovedrysten og Ud- raabet "Alt er tabt. Vi faae en Enevoldsmagt". Og da han traadte ind i Forhallen fandt han Peder Anker, Biskop Bech, Rosenkrantz, Amtmand Collett og flere Bekjendte med nedslagne Aasyn, tause og i sørgmodige Stillinger. "Prindsen har ventet paa Dem", blev det ham meddelt, og strax Kappen var kastet af, blev han ført ind for hans Hs. Højhed, som modtog ham med en lang og strøm- mende Tiltale om Landets Stilling og dennes Krav paa hans egen Person, og som endte med Forklaringen om at der saaledes ikke var andet for, end at Han, efter de øvrige Mødendes Mening, greb Regjeringens Styre med sine Fædres Magt. Da klang den gamle Bondes "husk, at Gud er ataat!" for Sverd- rups Sjel; han mindedes Folket og dets Ret og vel ogsaa Dis- kussionerne paa Vollebæk fra igaar og før; og med sin dybe Røst og det skarpe Blik fæstet paa Prindsen, svarede han med roligt Eftertryk: "Dertil har Deres kgl. Højhed ikke mere Ret end jeg". Disse Ord bør ingen Normand glemme. Fra dem stammer vor Konstitution. Om den pandsrede Athene var sprungen ud af Talerens virkelig antikformede, zeuslige Hoved, kunde hun ikke have imponeret Prindsen mere end disse Ord. Slagen traadte han et Par Skridt tilbage. "Hvorledes? Er det Deres Mening?" Og det lod til at fortryde ham, og han søgte at bestride den, skydende sig ind under Treschows og de Andres Mening. Men Sverdrup forsvarede Folkets Magtfuldkommenhed og Ret til at bestemme sin Regjeringsform saa overbevisende og indtrængende, at Kristian Frederik pludselig, med alle Tegn paa oprigtig Rørelse, omfavner ham med Udraabet: "De har Ret. De har overbeviist mig. Saa maa jeg handle. Kom lad os meddele de øvrige Herrer det!" Dette er det herligste Øjeblik i Kristian Frederiks Liv. Prindsen begav sig strax med Sverdrup ud til de Forsamlede og erklærede dem, at Sverdrup havde overbeviist ham om det Rigtige i at sam- menkalde en Nationalrepræsentation og at han strax vilde skride til denne Foranstaltning. Alle hørte forbausede, de Fleste glade, Karsten Anker og Haffner med Ærgrelse til. De søgte endog SIDE: 254 med Heftighed at omstemme Prindsen; men Denne, der ikke kunde undlade at bemærke det heldige Indtryk paa de Fleste og Bedste af denne Sagernes forandrede Stilling, blev ved sit. Man tilbragte Dagen sammen under Overvejelser af de nærmeste Forholdsregler, som vilde blive at træffe, nemlig Publikationen af Kielertraktaten og de dermed forbundne Dokumenter samt Indkaldelsen af Na- tionalforsamlingen. Efter 24 Dages Fravær indtraf Kristian Fre- derik igjen i Kristiania den 18de Febr., efterat have paa Indvejen besøgt Brigaderne Hegermanns og Staffeldts Stabsqvarterer, og den l9de bekjendtgjorde Tiden: "Nu beskjæftiger Hs. Højhed sig uafbrudt med de vigtige Anliggender, som betræffe Rigets nær- værende Stilling. Bekjendtgjørelserne i saa Henseende kunne inden faa Dage imødesees, med Fortrøstning til den Fyrste, der allerede har givet det norske Folk saa umiskjendelige Prøver paa sin Kjærlighed og Omsorg for Sammes Vel, og som har lovet, ei at skille sig fra den Nation, der elsker ham." Frederik VIs aabne Breve ledsagedes af en Deklaration af samme Dato, der udviklede de Omstændigheder, der havde tvunget ham til Afstaaelsen, samt af en Bekjendtgjørelse fra det danske Kan- celli, hvorefter de i Norge ikke indfødte Embedsmænd, der ikke beslutte sig til at vedblive under den nye Regjering, havde at overlevere og forlade deres Poster, saasnart deres af den svenske Regjering udnævnte Embedsmænd ankom. Deklarationen frem- hævede især hvorledes alle Forsøg paa Fred med England vare strandede paa Fordringen om Norges Afstaaelse, hvor forgjæves Keiseren af Østerrigs tilbudne og antagne Mægling havde været, og at Umuligheden i at forsyne Norge, om Krigen havde vedvaret, var det mest tvingende Motiv. "For Gud og for Mennesker -- hedder det -- have Vi da ikke troet at kunne forsvare, at stille et ædelt Folk blot for en Ulykke, som angaaer alle andre, og som selv ikke Sværdet havde kunnet afværge, naar Vi endog, omgiven af vore brave Tropper, efter [fotnotemerke] deres og samtlige vore Fotnote: I Fyen brød nogle Officerer sine Kaarder foran Fronten ved Efterretningen om Kielertraktaten. Den bekjendte tappre, renommistiske Huggzu Artilleri- kapitain Hummel, en Normand, gik vel ikke fuldt saavidt i sin Uvilje, men paa- drog sig dog ved Yttringen deraf Unaade og en Afsked, som dog toges tilbage. Det var ham, som i Kjøbenhavns Bombardement 1807 bad Kommandanten SIDE: 255 Undersaatters Ønske, havde kastet Os i Kampen, ikke med een, men med flere, i Forening, overlegne Fiender. Kræfterne, som vare frembragte og kunne fremdeles frembringes imod Os, vare ikke at beregne. Selv en Seier kunde ikke redde det Hele og Tab maatte have fremskyndet endnu større Ulykke, og have gjort alle videre Underhandlinger umulige. Vi have, under alle disse sammenstødende haarde Uheld, maattet aftræde til den svenske Krone de Rettigheder til Kongeriget Norge, som vi arvede fra vore Forfædre. Vi afholde Os fra at skildre de sørgelige Følelser, som Sønderrivelsen af Baandet imellem begge Riger foraarsager Os. Enhver Dansk, enhver Normand vil letteligen slutte sig dertil af hvad han selv føler. Aldrig kunne, aldrig ville vi glemme den Troskab og Hengivenhed for Os og vores Stamme, hvilken det ædle norske Folk i alle Tider og Tilfælde har givet saa rørende Prøver paa. Saalænge Troskab iblandt Folkeslægterne agtes som en Dyd, ville Normændene nævnes som de, der stode ved Siden af, eller overgik ethvert andet Folk i denne Dyds Udøvelse." Dette var da Norges Afskedsattest. Den lokkede Taarer af mange Øine, Tilfredshedens Straalen af Enkelte, som baade saae langtnok tilbage og frem til at vide, at Norge var idetmindste timets den Lykke at være bleven sin største Ulykke qvit. En "Kundgjørelse angaaende det norske Folks fredelige For- hold til andre Nationer og Kaperiets Ophævelse," ligeledes dateret l9de Febr., offentliggjordes tilligemed de førnævnte Publikationer. Deri bevidnedes da, at Regenten og det norske Folk erkjendte det "for en udmærket stor Velgjerning, som det har modtaget af Hs. M. Kong Frederik VI, at Høistsamme, faa Dage førend han løste Folket fra sin Troskabseed, skjænkede Norge Freden med Storbritannien." Regentens første Bestræbelse vilde været Er- hvervelsen af Freden, og det ikke alene med Storbritannien, men med alle øvrige Magter. "Thi erklæres høitideligen: at Kongeriget Norge har Fred med alle Magter; ikkun den er dets Fiende, som vil krænke det norske Folks Selvstændighed, og som med væbnet Haand betræder de norske Grændser eller Kyster." Dette er Programmet til den Politik, Prindsregenten agtede frem- deles at følge: fremfor Alt Fred med England, kun Erkjendelse af Kielertraktaten i dette Punkt, Havnenes Aabning og defensiv Fotnote: Peymann om dog idetmindste at erholde nogle Slaver, naar han ikke kunde faae Soldater, til at betjene et Batteri. SIDE: 256 Krigsfod med Sverige. Og dette harmonerer ret godt med hiin første mystiske officielle Jubel over Freden i Norden, der skulde have været bedre grundet, om Diplomatien virkelig tillod saadanne partielle Erkjendelser. I de forskjellige Kundgjørelser af den l9de Febr., [fotnotemerke] nemlig den almindelige til Folket med særskilte Slutningsapostrofer til Land- og Søetaten, Cirkulærer til Biskopperne og Overøvrighederne samt Meddelelserne til Land- og Søofficererne har Kristian Frederik saamegen personlig Deel, at Forfatteræren maa tillægges ham. Cirkulæren til Biskopperne anordner den fortræffeligen hensigts- mæssige Forholdsregel af en almindelig Bededag i Kirkerne, hvor- under den forrige Konges og Regentens aabne Brev samt Dennes Kundgjørelse, efter en "kort, men kraftfuld", Indledningstale, skulde oplæses fra Prædikestolen og Menigheden opfordres til at sværge at ville "hævde Norges Selvstændighed og at vove Liv og Blod for det elskede Fædreland." Naar dette med opløftede Fingre var besvaret med: "Det sværge vi, saasandt hjælpe os Gud og hans hellige Ord!" skulde Præsten efter en foreskreven Bøn, [fotnotemerke] nedbede Himlens Velsignelse over det norske Folk, hvorpaa Præ- diken skulde holdes over Texten i Davids Psalme, 62, 8, 9. Et Vidnesbyrd om Edens Aflæggelse, bestemt til Opbevaring i Rigs- arkivet, og en Adresse til Regenten, indeholdende Fuldmagt til tvende Valgmænd til at overbringe samme og til at vælge tre Amtsdeputerede, som, ifølge det aabne Brev, havde at møde den 10de April i Eidsvold forat "bestemme og paa Nationens Vegne at antage Kongeriget Norges Regjeringsform", skulde dernæst ud- færdiges af Menighedens Embedsmænd og af 12 af dens agt- værdigste Medlemmer. Det samme gjældte for Byerne, som hver skulde sende een Deputeret, der kunde vælges strax i den pri- mære Forsamling, til "Forsamlingen i Anledning af Regjerings- formens Bestemmelse," med Undtagelse af Kristiania, Kristianssand og Throndhjem, som skulde sende to, og Bergen, hvis dobbelte Folkemængde mod hver af Disse, krævede en Repræsentation af Fire. De Deputerede skulde, som Fuldmagt, medbringe Adresse fra deres respektive Byer og Amters Menigheder, hvilke skulde opbevares i Rigets Arkiv. Valgdygtige og valgbare vare Embeds- mænd, Brugsejere, Borgere og Bønder over 25 Aar. Paa Landet Fotnote: Se Bil. IX og X. Fotnote: Se Bil. XI. SIDE: 257 skulde saavel af Valgmændene som af de for Amtet Deputerede idetmindste Een være af Bondestanden. Prindsen havde lært de rigtige Forhold i Folkets Sammensætning at kjende. Norge var, hedte det i Cirkulæren, "gjengivet Folkenes oprindelige Ret til selv at bestemme sin Regjeringsform," og Cirkulærens Udsteder, "Norges Thrones Odelsbaarne", havde, "kaldet ved Nationens tillidsfulde Ønske, lovet at forblive iblandt det tro Folk, for, som dets Regent, at værne om Statens Sikkerhed, Orden og Rolighed." Forholdsreglerne ved det endelige Valg, Forpligtelsen for fravæ- rende Embedsmænd at indsende skrivtlig Eed, og Befaling, at de, der ikke ville bestemme sig til at tjene Norges Sag, men maatte foretrække, ifølge Kancellibekjendtgjørelsen af 5te Febr., at vende tilbage til Danmark, skulde strax nedlægge deres Embeder, samt Opmuntring til at fremme "en god og fornuftig Stemnings Ud- bredelse og Vedligeholdelse," er Indholdet af Cirkulæret til Overøv- righederne. Meddelelserne til Land- og Søetaten fra "Norges Regent og Hærfører" foreskrive de samme Publikationer, Eeds- aflæggelse og Valg inden hver Batallion, Eskadron eller Division, formeret i Kreds eller Qvarrée, eller paa Værfterne og Orlogs- fartøjerne. To Valgmænd skulde kaares fra hver af disse Afde- linger: een indfødt Officeer og een Mand af Underklasserne, der tillige maatte være Gaardejer, hvilke igjen skulde vælge to Re- præsentanter for deres Regiment eller Korps, medens Søetaten skulde repræsenteres af to Officerer og to af Underklasserne. Vidnesbyrd om Edens Aflæggelse skulde udfærdiges af de til- stedeværende Officerer, og de Deputerede skulde overbringe en Adresse som Fuldmagt. De Officerer af Landetaten, som ikke havde kunnet være tilstede, skulde indsende skrivtlig Eed til Re- gimentschefen og Søofficererne til Admiralen. De Krigere, som ei vilde "sværge Norges Sag", skulde straks erholde Afsked; og vilde Nogen af Landetaten først ansøge Kongen af Danmark om Tilladelse til at forblive i norsk Tjeneste, havde han at oppebie samme under Ansættelse i Kristianssands- eller Bergens Stift, imod et skrivtligt Løfte at ville indtil da forrette sin Tjeneste. Var dette Tilfælde med Nogen af Søetaten, da stod det ham frit for, paa samme Betingelse, at opholde sig i Land saalænge. SIDE: 258 Den 22de Februar. Samtlige Dokumenter tilligemed Fredstraktaterne mellem Dan- mark, Sverige og England bleve den 22de Febr. oplæste i Regen- tens Bolig for Autoriteterne. Efter Frederik Vls Deklaration udbrød Kristian Frederik: "Lader os erkjende Danmarks vanske- lige Stilling, og beklage den Fyrste, som uforskyldt stedes i Samme!" Og efter Meddelelsen af Kongen af Danmarks aabne Brev, hen- vendte Prindsen sig til Forsamlingen: "Ifølge heraf er Jeg tilbagekaldt, og befalet at overlevere Fæst- ningerne til de svenske Tropper; -- men Jeg har raadført mig med Folkets Stemning; overalt har den gjenlydt for mig: Vi ville være Norske og ikke Svenske! Jeg følger villigen det Kald, at for- svare et uafhængigt Folks Rettigheder; hvis Jeg forlod det, vilde dette give Fienden Midler ihænde, til at udsprede Splid og Uorden. Hører Min Beslutning, og hvorledes Jeg for denne Forsamling, som for hele Folket, kundgjør Samme." Han forelæste dernæst selv sit aabne Brev og Kundgjørelsen til Folket, sluttende disse Meddelel- ser med disse Ord: "Mit Løfte til Norges Sag nedlægger Jeg for denne Forsamling, og fra Enhvers Hjerte møder Jeg vist det Samme. Paa Bededagen skulle vi samlede høitideligen aflægge vor Eed for Guds Aasyn." Efter Oplæsningen af Brevene til Biskopperne og Overøvrighe- derne samt Kundgjørelsen om det norske Folks Fredsforhold til alle Nationer, hævede Hs. Høihed Forsamlingen med Udraabet: "Og nu Medborgere! giver hinanden Hænderne, med det Løfte: samdrægti- gen at virke som trofaste Normænd for Norges og den gode Sag, hvil- ken Gud vil velsigne!" hvorpaa han selv og de Mødende indbyrdes indgik den høitidelige Pagt, paa gammel nordisk Viis, ved Haandtag. Udaf Regentboligens Porte reed derpaa Hærolder, som paa for- skjellige Steder i Byens Gader oplæste de tvende aabne Breve og Kundgjørelserne. Paa Torvet aflagde Borgerkorpset og Gar- nisonen i Geled Eeden at forsvare Norges Selvstændighed, hvor- paa Regenten indfandt sig tilhest, omgiven af sin Stab, og tiltalte først de Militære: "Paa Eders Mod, trofaste Normænd! bygges hele Folkets Haab om et heldigt Udfald af den Kamp, som Alle ere villige at bestaae for Fædrelandet. Trygge skulle Oldinger, Qvinder og Børn leve bag Norges Fjelde, forsvarede af dets kjække Sønner under deres Regents og agtede Høvdingers An- SIDE: 259 førsel. Seier og Frihed, eller Død, være vort Løsen!" Han hen- vendte derpaa til Borgerne disse Ord: "Den gode Borger kan kun være lykkelig i det selvstændige Norge; Jeg skal forsvare Folkets Rettigheder, og, naar det gjælder, Fødelandets Grændser; Jeg venter Bistand af enhver Norges Ven. -- Held Norge!" De stormende Hurraer fra Gelederne og den umaadelige Mængde besvarede Hs. Høihed med Udraabet: "Lad mig altid finde en saadan Stemning iblandt Normænd, og Gud skal velsigne vor retfærdige Sag!" Kristian Frederik kaldes i dette Øjeblik "den meer end elskede Fyrste," og der er Sandhed deri. Mængden saae i ham "Hjælpen og den sande Frelser i Nødens Stund," som ovennævnte Blad udtrykker sig, og den tilbad ham; og ved at slaae ind paa den Vei, han nu befandt sig paa, havde han ogsaa vundet de Hjerter, som vare haardere at vinde. Folk fra den Tid sige ogsaa, at Enthusiasmen for Fædrelandet og Prindsen ved denne og to andre lignende Leiligheder, nemlig ved Optrinene i Kirken den 25de Februar og ved hans Tilbagekomst fra Eidsvold som Konge, var ubeskrivelig og ikke lavest stemt hos det smukke Kjøn. Man vovede at haabe, og Dette virkede paa det sorgvante Folk som nogle Draaber Viin paa den svage Rekonvalescent. Haabet blev i saadanne Øjeblik til Begeistringens Forjettelse, og Minuttet, naar den uomtvivlede Frelsermand passerede forbi de af Qvinder, Børn, Oldinge og Mennesker af alle Vilkaar gjennembrudte Geleder, medførte en Glædesruus og Udbrud af en Enthusiasme, som ikke syntes at tilhøre disse Zoner. "Nei dengang! Da var der Liv i Folket!" sige hine Folk, naar et senere Tidens Barn troer ved en eller anden Leilighed at have seet Udbruddet af al den Enthu- siasme, dette Folks Hjerte er istand til. Den 22de Februar endte med et Taffel hos Hs. Høihed Regen- ten, hvor han udbragte et "Held Norge og den retfærdige Sag, vi idag begynde!" efter en Normands-Sang af Ludvig Stoud Platous paukeslaaende Muse, med dette Motto af Oehlenschläger: "Staae sorte Skyer paa vort Norrigs Himmel, Vel, vi vil ei fortvivle, vi vil handle Med mandig Styrke. -- -- Flink, raske Styrmand! Bølgen slaaer paa Dækket, Og Vinden klaprer i det brustne Tougverk; Nu gjælder det, med vældig Haand at styre Det stærke Ror i Nattens Skum." SIDE: 260 "Regentens Skaal -- siger Tiden -- blev frembragt med en Enthusiasme, som ikkun den kan fatte, der selv var tilstede, og Stemningen var ved dette Glædesmaaltid saadan, som man kan vente sig iblandt Mænd, der have fuldbyrdet en ædel Handling." Den store Bededag. I Hovedstaden den 25de Februar, Norges Inspirations Dag, den Dag, da man skulde troe Gud forudbestemte dets Lykke for Inderlighedens Skyld i dets Begeistring. Thi Folkets Sjele befandt sig ganske vist da højere stemte, Himmelen nærmere, mere hæ- vede udenfor sig selv end nogensinde; man kunde tænke sig dem i deres Opløftelse og Harmoni som en Glorie af Lys om det gamle Land, straalende denne Dag mellem Himmelen og Jorden, men den næste sjunken tilbage i Folkets Hjerter. Det var et elektrisk Fænomen i Sjeleverdenen ligesaa herligt som Nordlysets i Vinternatten; og det maa bemærkes fordi dette almindelige Opsving var Frihedens og Konstitutionens sikkreste Forbud. De gamle Koners Taarer i Kirkestolene, den stærkere Glans i de unge Pigers Øjne, den jagende Blegnen og Rødmen over Mænds og Qvinders Aasyn, de qvalte Udraab, de hemme- lige Haandtryk, da den smukke Prinds -- endnu smukkere fordi Øjeblikkets Høitidelighed overgjød hans rosige Træk med et Bad af Bleghed -- da han stod der paa Forhøiningen foran Alteret i Frelserens Kirke og aflagde Eden -- alt Dette var en fiin men stærk Næring for de Mænds Tanker, som alvorligen sysselsatte sig med Norges tilkommende Forfatning. Selv Spidsborgernes Kandestøberier og Udagligdagsagtighed og Officerernes Bravader i Borgernes gjæstfrie Huse var forsaavidt ikke uden Indflydelse paa disse Forberedelser, som de ogsaa hørte til de lange rullende Bølgeslag af hiin mægtige Agitation. Med Held iværksattes denne fra Dybet af Folkets Hjerter med Anvendelse af al Religionens Kraft paa den store Bededag; Orgeltonerne til Thaarups Tedeum var dens brusende Storm, som bevægede dette Hav af Menneske- hoveder, der paa hiin Dag fyldte Frelserens Kirke og Tempel- salen paa gamle Agershuus. Og da Prindsen begav sig didhen tilhest gjennem den tætte Folkemasse, og Mødrene løftede Bør- nene op forat see ham (Mange erindre kun saaledes at have SIDE: 261 seet ham), og disse bevægede Hænderne ligesom klappende i den almindelige Jubel, betegnede disse Smaahænder hiin Agita- tions Magt og Styrken af Folkets Sindsbevægelse ligesom Enge- blomstrenes Bølgen og de lavtvoxende Buskers Bladklappren be- tegne Stormens, at den har grebet og gjennemfarer den hele Natur. De aabne Breve og Kundgjørelsen til Folket oplæstes af Biskop Bech fra Prædikestolen. Prindsregenten begav sig fra sin Plads til en Forhøining ved Choret, hvor han var omringet af sin Stab, Autoriteterne og Byens Repræsentanter. "Et høitideligt Syn -- beskriver Tiden det -- Fyrsten midtiblandt Folket: Alle beredte til det helligste og vigtigste Foretagende. Dyb Alvorlighed hvilede paa Regentens Aasyn. . . Nu opfordrede Biskoppen Forsamlingen til Edens Aflæggelse. Hs. H. Prindsregenten og den forsamlede Menighed aflagde lydeligen og eenstemmigen den dyre Eed: "at hævde Norges Selvstændighed, og at vove Liv og Blod for det elskede Fædreland." Høitidelig og rørende var dette Optrin i høieste Grad; hvert ædelt og redeligt Menneskes Hjerte gjennemstrømmedes af de skjønneste Følelser; enhver mandig Sjel fattede de kraftigste og fasteste Forsætter. Derefter henvendte Hs. H. Regenten sig til Forsamlingen med følgende Tiltale: "Gud den Almægtige har hørt vor Eed. Han kjender Min Oprigtighed, og Han vil skjænke Mig Kraft og Viisdom, til at udføre det store Værk til Folkets Frelse og til dets Rettigheders Forsvar. Vort Haab staaer til Forsynet, som vil velsigne vor retfærdige Sag, formedelst den Samdrægtighed, der besjeler os Alle, og paa hvilken den Pagt, vi have indgaaet, er bygget, saa fast som paa Norges Klippegrund! Nu lyde Bønnen i Herrens Huus!" Efter den religiøse Høitide- lighed fulgte en Henvendelse til Regenten i et Recitativ og Sang. Biskoppen udraabte og Forsamlingen istemte et "Held for Norge! Held for Norges Regent!" hvorpaa Denne fra sin Galleristol endnu tiltalede Forsamlingen: "Elskede norske Folk! modtager mit Hjertes Tak! Folkets Kjær- lighed er min Glæde og min Løn! Lad mig altid finde saadan Stemning iblandt Eder, og Gud skal velsigne os Alle!" Med omtrent de samme Ord besvarede han i Slotskirken Præ- sten Claus Pavels'es, af Menigheden gjentagne, Udraab: "Held for Norge og Rigets Regent!" Og "den var fuldbragt den store Dag," som det hedder i den særdeles hjertelige, simpelskjønne SIDE: 262 Festpsalme efter Eeden, som udmærkede Bededagen i Agershuus Slotskirke. "Den er fuldbragt, den store Dag! Gud! see vor Id med Velbehag! Du den og os beskytte! I Naade sign vor Broderpagt! Ei løsne Svig, ei bryde Magt Det Baand, vi Normænd knytte! Venner, Brødre Alle ere, Alle være! Haab og Glæde Fastne blidt vort Samfunds Kjæde!" I disse Ord, Bøn om Guds Bistand og Opmaning til Haab og Broderaand, ligger denne politisk-religiøse Bededags Mening og Karakteer saaledes som den høitideligholdtes over det hele Rige. Til Bergen overbragte Generalkrigskommissær Vibe Budskabet om det Passerede og om hvad der nu skulde gjøres. Han traf de gode Bergensere ved et natligt Festmaaltid d. 3die Marts oven- paa en Forestilling af Stykket "Manden af Ord," i Anledning af den med Posten forudkomne "glædelige Tidende om Norges Selv- stændighed under en viis og god Regent," hvortil hiin Epilog var føjet, vi forhen have citeret nogle Linjer af [fotnotemerke] . I Kristianssand og Throndhjem afholdtes den store Bededag Fredag d. 4de Marts; i Bergen først den 11te, efterat Tropperne og Borgerbevæbningen nogle Dage iforvejen havde aflagt Eden. Vibe slutter sin Ind- beretning om sin Sendelse med at "bemærke Almuens hæder- fulde Tænkemaade." De besværlige Transporter bleve førte med den største Velvillighed. Alle sagde eenstemmigen: vi vide, at det er Fædrelandets Sag; for dette have vi svoret at ville op- offre Alt; Ingen bør, Ingen maa beklage sig. Enker, hvis Haab og Støtte var en eneste Søn, raabte: "Nu gjælder det Norges Fotnote: Den hele Epilog fortjener en Plads mellem de "Opinionsyttringer," man vil finde vedføjet dette Heftes Bilag. Se derfor disse, Nr. 6. I Lyder Sagens Viser ved denne Leilighed findes lagt Vægt paa Prindsens Færd og Udladelser paa Reisen gjennem Gudbrandsdalen og Throndhjem: "Som Normand hed, i Gudbrandsdal hiin Støtte Du mon skue." -- -- "Fra Norge uadskillelig," saa lød din hulde Stemme. SIDE: 263 Selvstændighed, nu ønsker jeg ei længer min Søn hjemme, men at han maa dele Hæder med sine Vaabenbrødre." Folket havde paa Bededagen iført sig en aandelig Rustning; det beredte sig ogsaa paa at "iføre sig et nyt Menneske," en ny og forbedret Skikkelse. Indbydelsen til en Præmiekonkurrence om "den bedste og Censorerne tilfredsstillende Afhandling om Norges tilkommende Regjeringsform, bygget paa sand borgerlig Friheds- og Retfærdigheds Grundsætninger, samt en viis Fordeling af Mag- ten," hvilken, tilligemed de bedste Afhandlinger, som maatte ind- komme, skulde indtages i en annonceret Journal for Rigsforfat- ningen er dateret denne 25de Febr. 1814. Folket har løst Opgaven. BILAG. OFFICIELLE AKTSTYKKER Bilag I Indhold, Norge betræffende, af den i Petersburg 21 Marz 1812 undertegnede Alliancetraktat imellem Rusland og Sverige. (Bladet "Tiden", 8 Oct. 1813). -- -- "Da den franske Regjering ved Besættelsen af svensk Pom- mern har begaaet en fiendtlig Handling imod den svenske Regjering, og ved sine Armeers Bevægelser truet det russiske Riges Rolighed, forpligte de kontraherende Dele sig til med forenet Styrke af 25,000 eller 30,000 Svenske og 15,000 eller 20,000 Russer paa det Punkt af den tydske Kyst, som man maatte finde meest passende til dette Fore- havende, at gjøre en Diversion imod Frankrig og dets Bundsforvandte. Da Kongen af Sverrig ikke i Overensstemmelse med sit Lands Sikkerhed kan gjøre denne Diversion til Fordeel for den fælleds Sag, saalænge han kan ansee Kongeriget Norge som en Fiende, saa forbinder Hs. Mt. Keiseren af Rusland sig til, enten ved Underhandling eller ved militair Medvirkning at forene Kongeriget Norge med Sverrig. Han forbinder sig videre til, at garantere Hs. Svenske Majestæt dets fredelige Besid- delse.Begge de contraherende Parter forbinde sig til at betragte Norges Erhvervelse for Sverrig som en foreløbende Begivenhed, der skal skee før Diversionen paa den tydske Kyst; og Keiseren af Rusland lover til denne Ende, at stille det ovenmeldte Troppe-Korps til Kronprindsen af Sverrigs Raadighed og under hans umiddelbare Kommando. Da begge de contrah. Magter ikke ere sindede at gjøre sig Kongen af Dan- SIDE: 264 mark til Fiende, saa vil man foreslaae denne Monark at tiltræde Forbundet, og tilbyde Hs. Danske Majestæt, at tage sin fuldkomne Skadesløsholdelse for Norge ved et Land, som grændser nærmere til Hans tydske Stater, forudsat at Hs. Danske Majestæt for bestandig vil aftræde Kongen af Sverrig sine Rettigheder til Norge. Ifald Hs. D. Maj. skulde afslaae dette Tilbud, og beslutte at vedblive i Forbund med Frankrig, saa forbinde begge contrah. Dele sig til at betragte Danmark som deres Fiende. -- -- (Efter den senere Konvention, dat. Åbo 30 Aug. 1812 skulde den rus- siske Hjælpemagt formeres til 35,000 Mand)". Bilag II Af Hertugen af Bassanos Rapport til Keiser Napoleon, dat. Dresden 20 Aug. 1813. fremlagt i det franske Senat 4 Okt. og publiceret i Monitøren 5 Okt. s. A. Sire! Votre Majesté, par un traité signé àFontainebleau, le 31 Oct. 1807, avec S. M. le roi de Danemarck, a garanti à ce souverain l'inté- grité et l'indèpendence de ses Etats. Quoique ces engagemens fussent connus de la Suéde, elle offrit, en 1812, de faire cause commune avec la France dans la guerre qui se préparait contre la Russie, si V. M. consentait à lui garantir l'acquisition de la Norvége qu'elle convoitait, sans autres droits, sans autres titres que sa convenance. V. M. regarda cette proposition comme un outrage. Aucune considération ne pouvait la porter à trahir les interêts de son alliée. La Suéde fut chercher ailleurs un appui que V. M. refusait à son ambition. Elle se joignit à vos ennemis pour dépouiller votre allié; elle offrit à la Russie, pour prix des bons offices ou de l'emploi des forces qui devaient lui assurer l'acquisition de la Norvège, de prendre part à la guerre contre la France. Un article spécial du traité signé à Pétersbourg, le 24 Mars 1812, détermina que, dans le cas où le Dane- marck consentirait à la cession de la Norvège, il lui serait accordé des indemnités qui ne pourraient être prises que sur le territoire francais. Ces engagemens sans exemple dans les annales des peuples sont devenus communs à l'Angleterre, et, par une transaction du 3 Mai der- nier, cette puissance a accédé aux conventions déjà existantes entre la Russie et la Suède, et a garanti la réunion de la Norvège aux états de S. M. suédoise, comme partie intégrante de son royaume. Par ces deux traités la Suède s'est mise en etat de guerre contre V. M. -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- SIDE: 265 Je propose à V. M. de faire publier l'état de guerre entre la France et la Suède, et d'ordonner en même tems que le traité du 10 Juillet dernier conclu entre la France et le Danemarck, soit communiqué au Sénat, et promulgué comme loi de l'Etat, conformément à nos Consti- tutions. Bilag III Af Fredstraktaten mellem Frankrig og Danmark, dat. Kjøbenhavn d. 10 Juli 1813. -- -- -- -- Art. 1. Les deux hautes parties contractantes se garantissent réci- proquement l'intégrité de leurs possessions, tant européennes que co- loniales. 2. La Russie, d'accord avec l'Angleterre, s'étant engagée à appuyer les vues d'envahissement de la Suède sur la Norvège; la Prusse ayant, de son coté, adhéré a ces engagemens, qui, par leur nature, constituent la Suède, la Russie et la Prusse en état d'hostilités contre le Dane- marck; Et la Suède, s'etant portée à ces projets d'envahissement contre une puissance alliée de la France, quoiqu'elle eût connaissance de la garantie des Etats danois, stipulée le 31 octobre 1807 par le traité de Fontainebleau; mais ayant en outre pris, de concert avec l'Angleterre, la Russie et la Prusse, l'engagement de contraindre le Danemarck à réunir ses forces à celles des ennemis de la France, à l'effet de con- quérir une indemnité pour la Norvège sur le territoire de l'Empire français. Les deux hautes parties contractantes déclareront la guerre, savoir: la France à la Suède, et le Danemarck à la Russie, à la Suède et à la Prusse. Les déclarations de guerre auront lieu, de part et d'autre, dans les vingt-quatre heures qui suivront la notification de la rupture de l'armi- stice actuellement existant entre la France et la Russie et leurs alliés respectifs. 3. Les deux hautes parties contractantes s'engagent à s'aider mutu- ellement de tous leurs moyens pour la défence de la cause commune. 4. Elles s'engagent également à ne traiter de la paix avec leurs en- nemis communs que de concert. 5. Les traités antérieurs existans entre les deux puissances sont maintenus et confirmés dans toutes les dispositions auxquelles il n'est point dérogé par le présent traité. 6. Le présent traité sera ratifié, et les ratifications en seront échan- gées à Dresde dans le délai de quinze jours, ou plus tôt si faire se peut. SIDE: 266 Bilag IV Uddrag af en Rapport fra Hr. Rist, forhenværende dansk Chargé d'affaires i England, til Statsministeren Grev Bernstorff. (Af Monitøren No. 23 1808). Londres, 27 Septembre 1807. . . . . . C'était probablement pour donner plus de poids à ces con- sidérations, que M. Canning me dit, en me lisant hier sa premiere minute du précis de propositions de la cour de Londres, qu'il avait cru devoir y ajouter un appercu des conséquences que le refus de s'entendre entraînerait pour nous. Il me lut alors les cinq menaces suivantes, qui y étaient indiquées: 1. La confiscation de tous nos vaisseaux détenus et àdétenir; 2. La prise de nos colonies; 3. La destruction de notre commerce; 4. La possibilité d'être obligé à introduire des troupes suédoises dans Copenhague; 5. La nécessité où l'on pourrait se trouver de récompenser, et de dé- dommager S. M. suédoise par la possession de la Norvège. M. Canning a jugé à propos de retrancher ces menaces de la copie de la note ver- bale qu'il m'a envoyée. Bilag V Fremstilling, Norge betræffende, af Forholdet imellem de danske Stater og Kongeriget Sverige fra Fredsslutningen 1809 indtil nu 1813. (Bladet "Tiden", 25 Oct. 1813). -- -- "Efterat Freden mellem Sverige og England var sluttet, og den svenske Kronprinds var kommen tilbage fra Mødet i Åbo, viste de Svenske sig til Lands og til Søes, og lod tydeligen forstaae, at de dan- ske Stater vare Maalet for denne Væbning. Bedragerske Indbydelser bleve udstrøede iblandt Norges Indbyggere, forat forføre dem til at frafalde Forbindelsen med Danmark og at svigte deres Troskab mod Kongen. Normandens Troskab blev urokkelig og han foragtede Svenskens falske Tilbud. Da Anvendelsen af Sveriges Rustninger blev udsat, frem- kom Regjeringen med Tilbud om Forening og æskede Sikkerhed for, at intet Angreb skulde fra Danmark eller Norge foretages mod Sverige, naar Tropperne derfra afsendtes, for at tilbagevinde Pommern. Tilbudene bleve afviste som unødvendige, fordi den gode Forstaaelse, der herskede imellem begge Stater, sikkrede godt Naboskab, og For- SIDE: 267 sikring blev given, at Kongen ikke var sindet at angribe Sverige fra nogen Deel af sine Stater. Ikke længe derefter undsaae det svenske Hof sig ikke ved at lade i en af dets Gesandt, den 10de December 1812, indgiven Note tilbyde Danmark nøie Forening og Alliance, imod at afstaae Kongeriget Norge, hvorfor til Erstatning blev tilbudt svensk Pommern og en Sum Penge. Et saa uhørt Forlangende blev afviist paa en med Hs. Maj.'s Værdig- hed og Allerhøistsammes ømme Kjærlighed for sine norske Undersaatter overensstemmende Maade og med et Maadehold, som et saa oprørende Forslag ikke gav Anledning til. Ved en Note fra den svenske Gesandt af 2den Januar d. A. blev dette Forlangende tilbagekaldt og erklæret at skulle ansees som om det ikke havde fundet Sted. Hs. M. smigrede sig nu med, at den sven- ske Regjering havde selv følt det Fornærmende, der laae i det gjorte Skridt, og at den havde alvorlig frafaldet en ligesaa urimelig, som ubil- lig Paastand. Men det varede ikke længe, førend den svenske Gesandt, i sit Hofs og dets Allieredes Navn, atter opfordrede Danmark til at afstaae Norge til Sverige og at gjøre Fred med England. Endelig lod den svenske Kronprinds, sidstleden 30te Marts, forekalde den kongelige chargé d'affaires, Grev Baudissin, for at erklære ham i Overværelse af den svenske Statsminister, Grev Engestrøm: "at dersom Kongen ikke bestemte sig til at tilkjendegive sin Villie at tiltræde den nordiske Alliance, skulde Fiendtlighederne fra svensk Side mod de danske Stater begynde mellem den 15de og 20de April, og Angrebet foretages paa tre Puncter". Ved denne Leilighed gjentog Thronfølgeren i Sverige de samme Til- bud om Erstatning for Norges Afstaaelse, som forhen vare blevne gjorte. Intet var for kostbart at tilbyde af saadanne Stæder og Lande, som Sverige og dets Allierede agtede at bemestre sig. Stæderne Hamburg, Lübeck og hele Kysten langs Nordsøen skulde forenes med det danske Monarchi. De hertugelige meklenburgske Lande bleve ligesaa runde- ligen tilbudte, hvorimod de regjerende fyrstelige Familier andetsteds skulde faae Erstatning. Til Paastanden om Norges Afstaaelse føiede man stedse den Forsikkring, at Sveriges Allierede havde tilsagt Samme Besiddelsen af dette Kongerige. Sverige havde altsaa under den med Danmark bestaaende Fred, henvendt sig til dette sidste Riges Fiender, for at sikkre sig deres Medvirkning til at berøve Kongen hvad han med den fuldkomneste Ret besidder. Der kan ikke tænkes et mere afgjørende Skridt til Fredsbrud. Hs. Maj. Kongen, urokkeligen bestemt til ikke at afstaae nogen Deel af Kongeriget Norge, og ikke agtende Kronprindsens Trudsler -- hvilke i saa bestemte Udtryk vare at ansee som en Krigserklæring fra den SIDE: 268 Regjering, hvis Foretagender bestyres af Ham, -- lod i et Svar, som den 10de April blev givet til den herværende svenske chargé d'affaires, gjentage, at Allerhøistsamme ikke var sindet at udvide sine Stater paa tilgrændsende Landes og retmæssige Fyrsters Bekostning, og heller ikke at bortbytte sine norske Undersaatter imod Fremmede, over hvilke Kongen af Sverige desuden ikke var berettiget at disponere. Endskjøndt den anførte Erklæring kunde med Grund ansees som en Krigserklæring, holdt Hs. Maj. dog endnu for at burde heller ansee den som en Virkning af Prindsens heftige Karakteer og hans umaadelige Attraa efterat forene Norge med det Rige, som han er valgt til engang at regjere, end at tillægge Kongen af Sverige og den svenske Regjering virkelig fiendtlige Hensigter imod de danske Stater, hvilke ikke synes at stemme med Sveriges og dets Allieredes sande Interesse. Men der forløb kun faa Dage, inden den svenske chargé d'affaires, -- efterat have ført Klage over at svenske Kanonslupper, som imedens en engelsk Convoi seilede igjennem Sundet, havde lagt sig imellem denne og Kronborg Fæstning, vare blevne beskudte fra denne; og at have erklæret, at, ifald den Officier, der havde befalet at løse Skuddet, ikke blev stillet for en Krigsret, saa var det ham paalagt at forlade Kjøbenhavn; -- tilkjendegav ved en officiel Note, at han havde erholdt Befaling at forlange Reisepas, samt at det var tilkjendegivet Grev Bau- dissin, at han ikke maatte længer opholde sig i Stockholm, fordi han af det svenske Hof ikke længer var anerkjendt i Egenskab af kongl. dansk chargé d'affaires. Da den svenske chargé d'affaires anholdt om Reisepas forelagde han tillige de endelige Vilkaar, som efter den svenske Kronprindses Villie skulde lægges til Grund for Underhandlingen imellem begge Hoffer, og hvilke lyde som følger: "Endskjøndt Rusland og England ikke have gjort noget Skridt hos Kongen (af Sverige) til Bedste for Danmark, vil Hs. Maj. dog, -- i Be- tragtning af Øieblikkets Vigtighed, og den uomgjængelige Nødvendighed saa meget muligt at forkorte de mødende Vanskeligheder, -- kunne samtykke i, paa efterfølgende Vilkaar at begynde Underhandlinger med Hoffet i Kjøbenhavn, for at opfylde de Betingelser, der ere fastsatte i Traktaterne imellem Sverige, Rusland og Storbritannien." Basis. "Norges Afstaaelse til Sverige, som strax sætter sig i Besiddelse deraf paa følgende Vilkaar: "Sverige frasiger sig alle sine Fordringer til Danmark, som kunne beløbe sig til een Million Hamb. Rigsd." "Forpligtelse inden eet Aars Forløb at udbetale til Danmark den Sum af to Millioner svenske Rigsdaler, hvoraf den ene Million ved Ratifikationernes Udvexling." SIDE: 269 "Forpligtelse paa Sveriges Side, saalænge indtil Danmark har faaet Skadesløsholdelse af lige Værd for Afstaaelsen af Norge, at holde fuld- talligt paa Fastlandet et Korps af 35,000 Mand i det Mindste." "Sverige vil blot af Agt for England og Rusland, ikke gjøre nogen Vanskelighed i at lade Pommern indbefattes i denne Skadesløsholdelse." En anden Maade at kunne gjøre Ende paa de nuværende Stridig- heder. Basis. "Norges Afstaaelse til Sverige. Naar Traktaten derom sluttes, tages Trondhjems Stift i Besid- delse." "Fæstningerne Kongsvinger og Frederikshald overgives til Hs. Maj. Kongen af Sverige, eller disse Fæstninger sløifes." "Den danske Armee forener sig med den svenske, for at kaste de Franske tilbage paa Rhinens venstre Bred, og for at skaffe Danmark en Skadesløsholdelse, der har lige Værd med Norge". "Fra det Øieblik, denne Skadesløsholdelse antages af Danmark, skulde Sverige tage Resten af Norge i Besiddelse". Derpaa følger i den Publikation, her meddeles et Brudstykke af, Grev Engestrøms Afskedsnote af 18de April til den dansk-norske chargé d'affaires, hvori forekommer, at da Hs. svenske Maj. ikke længer kan "tvivle om, at det Kjøbenhavnske Kabinet undslaaer sig for at antage den eneste Basis, fra hvilken Hs. M., ifølge sine høitide- lige og meest bestemte Tractater med Storbritannien og Rusland, har besluttet ikke at afvige, og at det ikke vil indlade sig i nogen Under- handling, der sigter til at iværksætte, selv til Danmarks Tilfredshed, de bemeldte Tractaters Bestemmelser: saa har H. M. befalet sin chargé d'aff. i Kbhvn., at erklære, at, da alt Haab om at gjøre Ende paa de nuværende Stridigheder imellem begge Hoffer synes fra nu af at være forsvundet, saa havde han Ordre at forlange Pas". Efter endeel Klager over at fiendtlige Krigsskibe erholdt Adgang til svenske Havne og Tilladelse til Fiendtligheder imod det danske Flag under den svenske Kyst, samt til at indbringe og sælge danske Priser i svenske Havne og over at den danske Konsul blev i Mai tvungen til at forlade Gothenborg, vedbliver Fremstillingen: "Men da den engelske Regjering formelig erklærede ikke at ville indlade sig i nogen Underhandling, uden i Forbindelse med sine Allie- rede, og paa Vilkaar, at Kongeriget Norge afstaaes til Sverige, om endog andre Øiemeds Opnaaelse derved skulde forfeiles; saa kunde Hs. Maj. ikke længer see Sig istand til at vedligeholde Fred med en Regjering, der har forbundet sig med England, -- den danske Nations SIDE: 270 uforsonlige Fiende, -- for ved Sammes Bistand af forskaffe sig Besid- delsen af Kongeriget Norge. Denne troløse Forbindelse er allerede et fuldkomment Fredsbrud fra Sveriges Side, hvorfra Krigen imod Norge allerede fra dette Aars Be- gyndelse føres paa den grusomste Maade, ikke ved Vaabens Magt, men derved, at man i Forening med England hindrer Korntilførselen til Norge, i Haab om, at de kjække Normænd, hvis Troskab imod Kongen ingen Løfter, Tillokkelser eller Tilbud have kunnet gjøre vak- lende, skulle, ved at føle Hungersnødens Piinsler, tvinges til Under- kastelse. Norges tappre Mænd, sikkrede ved eget Mod, ved Eendrægtighed og ved Hengivenhed for Konge og Fødeland, imod Overfald af fiendtlig Overmagt, skulde svækkes ved Hunger, skulde fristes til Utro- skab, ved at see deres Huustroer og Børn, deres udlevede Fædre, der ei med Sværdet i Haanden kunne hævne Fornærmelser imod hele Folket, mangle Livets første Fornødenhed, Brødet, hvortil deres Konge, deres dem saa hulde Fader, rundeligen har afsendt det nødvendige Korn. Men en stor Deel af de dermed ladede Skibe ere af engelske Kryd- sere indbragte til svenske Havne, hvor de, saavelsom andre danske Skibe, der, uden at være opbragte af Fienden, have anløbet nogen Havn i Sverige, bleve tilbageholdte, naar Ladningerne bestode i Korn, bestemt til Norge, under det Paaskud, at Kornudførselen fra Sverige var forbudt. Hvad der senere er foregaaet, hvorledes Sverige paa meer end een Maade har brudt Freden med Danmark og Norge, viser den under 3die Septb. udkomne Declaration". Bilag VI Freds Traktat (forsaavidt Norge betræffer) imellem Danmark og Sverige, sluttet i Kiel den 14te Januar 1814. (Bladet "Tiden", 10de Marts 1814). 4de Art. H. M. Kongen af Danmark frasiger Sig saavel for Sig Selv som Sine Efterfølgere til Thronen og til Kongeriget Danmark, uigjen- kaldeligen og for bestandig til Fordeel for H. M. Kongen af Sverige og for Hs. Efterfølgere til Thronen og Kongeriget Sverige alle sine Ret- tigheder og Adkomster til Kongeriget Norge, nemlig til de her opregnede Bispedømmer og Stifter: Christianssand, Bergen, Aggershuus og Trondhjem med Nordlandene og Finmarken, lige indtil Grændsen af det russiske Rige. Disse Bispedømmer, Stifter og Provindser, der udgjøre hele Konge- riget Norge, tilligemed alle Indvaanere, Byer, Havne, Fæstninger, Lands- SIDE: 271 byer og Øer paa alle Kyster af dette Kongerige saavel som de til- hørende Besiddelser -- Grønland, Færøerne og Island ikke deri indbegrebne -- ligesom alle Forrettigheder, Rettigheder og Fordele, skulle for Fremtiden tilhøre Hs. Maj. Kongen af Sverige med fuld Eiendomsret og Souverainitet, og danne et Kongerige, forenet med det svenske. Til den Ende lover og forpligter Hs. Maj. Kongen af Danmark Sig paa den høitideligste og meest forbindende Maade, saavel for Sig, som for Sine Efterfølgere og for hele Kongeriget Danmark, til aldrig at gjøre nogen directe eller indirecte Fordring paa Kongeriget Norge, eller paa nogen af dets Bispedømmer, Stifter, Øer og Landstrækninger, hvis Ind- byggere Alle ere, ved og i Kraft af nærværende Afstaaelse, løste fra den Hyldings- og Troskabs-Eed, som de have svoret Kongen og Dan- marks Krone. 5te Art. Hs. Maj. Kongen af Sverige, forpligter Sig, paa den forme- ligste og meest forbindende Maade, til at lade Indvaanerne af Konge- riget Norge og dets tilhørende Dele beholde Nydelsen af deres Love, Fritagelser, Rettigheder, Friheder og Privilegier, saadanne, som de ere for nærværende Tid. 6te Art. Da det hele Beløb af det danske Monarchies Gjeld hæfter ligesaavel paa Kongeriget Norge, som paa de øvrige Dele af Staten, saa forbinder Hs. Maj., Kongen af Sverige, Sig i Sin Egenskab af Konge- riget Norges Souverain, til at paatage Sig en Deel af Samme, der svarer til Norges Folkemængde og Indtægtskilder i Forhold til Danmarks. Ved offentlig Gjeld forstaaes den, som Danmark har gjort saavel i Udlandet, som indenrigs. Denne sidste bestaaer i kongelige og Stats- Obligationer og i Massen af Banco-Sedler og andre repræsentative Papirer, udgivne i Følge kongelig Autorisation, som nu findes i Omløb i de to Kongeriger. Det nøiagtige Beløb af denne Gjeld den 1ste Januar Aar 1814 skal bestemmes ved Commissarier, som begge Regjeringer til den Ende skulde udnævne, for at gjøre en rigtig Fordeling af Samme, grundet paa Norges og Danmarks gjensidige Folkemængde og Indtægtskilder. Disse Com- missarier skulle samles i Kjøbenhavn inden een Maaned efter Udvex- lingen af nærværende Tractats Ratifikationer. De skulle saa hastigt som muligt ende deres Arbeide, og i det Seneste inden Udgangen af dette Aar. Dog maa derved forstaaes, at Hs. Maj. Kongen af Sverige, i Sin Egen- skab af Kongeriget Norges Souverain, ikke skal tage Deel i Garantien af anden Gjeld, end den, som her ovenfor omtalt, der tilhører Konge- riget Danmark i Almindelighed, og til hvis Afbetaling alle Dele af dette Kongerige før Norges Aftrædelse burde bidrage. SIDE: 272 7de og 8de Art. angaae Overdragelsen af svensk Pommern og Øen Rygen med lignende Garantier for Indbyggerne; 9de Art. Oplagsretten for britiske Varer i Stralsund; 10de Overtagelsen af Pommerns Gjeld; 11te Erkjendelsen af svenske Dotationer i Pommern og paa Rygen. 12te Art. Hs. Maj. Kongen af Danmark og Hs. Maj. Kongen af Sve- rige forpligte Sig gjensidigen paa det høitideligste til aldrig at afvige i Henseende til Anvendelsen af Midler, henlagte til milde Stiftelser eller til offentlig Brug fra den oprindelige Bestemmelse, der er dem givne i de Lande, de have erhvervet ifølge nærværende Tractat, nemlig Konge- riget Norge og Hertugdømmet svensk Pommern med deres gjensidig tilhørende Dele. Hs. Maj. Kongen af Sverige lover, ifølge af denne almindelige ind- gangne Forpligtelse, at vedligeholde det i Norge stiftede Universitet, ligesom Hs. Maj. Kongen af Danmark forbinder Sig til at vedligeholde Universitetet i Greifsvald. De offentlige Embedsmænds Lønninger, saavel i Norge som i Pom- mern, skulle udredes af den erhvervende Magt, at regne fra den første Dag af det Qvartal, i hvilket Besættelsen af det ene eller det andet Land skal være iværksat. De tvende høie contraherende Parter skulle lade de Pensionister, der ere bosatte i Norge eller Pommern, beholde de Pensioner, som af deres forrige Regjeringer ere blevne dem tilstaaede, uden Fradrag eller nogen Forandring. 13de Art. Da Hs. Maj. Kongen af Sverige vil, forsaavidt det beroer paa Ham, bidrage til, at Hs. Maj. Kongen af Danmark erholder Skades- løsholdelse for Afstaaelsen af Kongeriget Norge, og da Hs. svenske Maj. nylig har givet en tydelig Prøve paa dette Sindelag ved Afstaaelsen af svensk Pommern og Øen Rygen, saa forpligter han Sig til at anvende Sine bona officia hos Sine Allierede, ligesom de Midler, der ere i Hans Magt, for ved en almindelig Fred fremdeles at forskaffe Hs. Maj. Kongen af Danmark passende Skadesløsholdelse for Kongeriget Norge. De mellemfølgende §§ fastsætte hurtigst Meddelelse af Freden til Generalerne, Fiendtlighedernes Ophør, Erstatning af muligtviis i Mellemtiden tilføiet Skade, Ophør af alle tvungne Leverancer, Ophævelse af Beslag paa Ejendom, Kommis- særers Udnævnelse til at overlevere og modtage de befæstede Pladse og af- slaaede Lande, Regler for Disses Rømning, navnlig at Pommern og Rügen skulle rømmes af de svenske Tropper, naar Fæstningerne Frederikshald Frederikstad, Kongsvinger og Agershuus ere blevne besatte af svenske Tropper. 16te Art. For at lette Udførelsen af den foregaaende Artikel, for- pligte Hs. Maj. Kongen af Danmark og Hs. Maj. Kongen af Sverig sig gjensidigen, paa den meest forbindende Maade, til strax efter nær- værende Tractats Underskrift at udstæde Proclamationer til Indvaanerne SIDE: 273 af de fra begge Sider afstaaede Lande, som underrette dem om den Forandring, som er foregaaet i deres Stilling, løse dem fra deres Tro- skabs-Eed, og indbyde dem til med Rolighed at modtage deres nye Souverainers Tropper, som maatte komme ind i deres Land. De tvende høie contraherende Parter skulle til samme Tid give de fornødne Be- falinger til de gjensidige saavel militaire som civile Autoriteter, med Hensyn til Overleverelsen af Fæstningerne og de faste Pladse, af Arsen- alerne eller andre militaire Etablissementer af hvilketsomhelst Navn eller Egenskab; ligeledes af Kronens Eiendomme og Tilliggender uden nogen Undtagelse, og saaledes, at det afstaaede Land gaaer roligen og ganske over under den nye Souverains Herredømme. De høie con- traherende Parter skulle umiddelbar tilbagekalde fra de afstaaede Lande deres General-Gouverneurer og andre offentlige ikke indfødte Embeds- mænd, som ikke ville beslutte sig til, at forblive under den nye Regje- ring, og skulle i Almindelighed tage de meest passende Forholds-Regler, som staae i deres Magt, for at forekomme al Forhaling i Udførelsen, og Brud paa Bestemmelserne i nærværende Tractat. §§ 17, 18 og 19 fastsætte Krigsfangernes Udvexling en masse. Ophævelsen af Embargo og Kongen af Sveriges Frasigelse af Reklamationer af danske Kaper- opbringelser. 20de Art. De Norske, der for nærværende Tid befinde sig i Dan- mark, og omvendt, de Danske i Norge, saavelsom de Pomeraner, der befinde sig i Sverige, og de Svenske i Pommern, skulle have fuld Frihed til at vende tilbage til deres Fødeland, og at raade over deres rørlige og urørlige Gods, uden at betale nogen Udførselstold eller Afgivt, der i denne Henseende maatte være paabuden. De tvende høie Magters Undersaatter, der ere bosatte i et af de to Lande i Norge eller Danmark, skulle have fuldkommen Frihed at bo- sætte sig i det andet inden et Tidsrum af sex Aar, at regne fra den Dag, da Udvexlingen af nærværende Tractats Ratifikationer skeer, og skulle forpligtes til i ovennævnte Tidsrum at sælge eller afhænde deres Eiendom til en Undersaat af den Magt, hvis Stater de ønske at forlade. Art. 21-25 angaae Udleverelsen af Dokumenter, Karter o. s. v., privat Gjelds Afbetaling, Afslutninger af en Handelstraktat efter et Aars Forløb, fri Tilbage- flytning af Krigsmaterialier, Marine- og Paketfartøjer, fri Postkommunikation over Pommern og Ophævelse af Bestemmelsen i Traktaten til Jønkøping om den norske Postgang gjennem Sverige. 26te Art. Enhver Embedsmand i Norge, han være dansk eller norsk, skal uden Vanskelighed erholde sin Afskeed, dersom han søger den inden et Aar efter nærværende Tractats Ratifikation. Denne Artikel er ligeledes anvendelig paa de Norske, der ere ansatte i Danmark, og de skulde ikke ud- sættesfor nogenslags Forfølgelse eller Bebreidelse for at have søkt Samme. SIDE: 274 Traktaten slutter med 2 Artikler, der bekræfte de ældre Fredsslutninger og fastsætte Ratifikationsudvexlingen til at foregaae i Kjøbenhavn senest inden 4 Uger. Bilag VII Kongeligt aabent Brev, angaaende Norges Afstaaelse til Sverrig, udstædt den 24de Januar 1814. (Bladet "Tiden", 24de Februar 1814). Vi Frederik den Sjette, af Guds Naade Konge til Danmark, de Ven- ders og Gothers, Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken, Oldenborg og Pommern, Fyrste til Rygen, gjøre vitterligt: At da Vi under mange og haarde sammenstødende Omstændigheder for Vort Mo- narchie, have, for at gjenoprette Fred i Norden, og for at afværge fra Kongeriget Norge en det overhængende Hungersnød, ved Freds-Tractat af 14de i denne Maaned frasagt Os, saavel for Os Selv, som for Vore Efterfølgere til Danmarks Throne og Kongerige, til Fordeel for Hs. Maj. Kongen af Sverrig og Hans Efterfølgere til Sverrigs Throne og Konge- rige, alle Vore Rettigheder og Adkomster til bemeldte Kongerige Norge; saa have Vi ved samme Freds-Tractat afløst, ligesom Vi og ved dette Vort aabne Brev afløse alle Norges Indbyggere i Almindelighed, og Enhver af dem især, fra den Hyldings- og Troskabs-Eed, de, som Undersaatter i Almindelighed, eller som Embedsmænd i Særdeleshed, Enhver i sin Stilling, civil eller militair, geistlig eller verdslig, til Os have aflagt; hvorhos Vi paa Grund af, og i Overeensstemmelse med Tractatens 16de Artikel indbyde dem alle til, med Orden og Rolighed at gaae over til den nye Regjering, som paa den meest forbindende Maade har forpligtet sig til, at lade Norges Indvaanere beholde og nyde deres Love, Fri- tagelser, Rettigheder, Friheder og Privilegier, saadanne som de for nær- værende Tid ere. Middelfart, den 18de Januar 1814. Frederik R. N. Rosenkrantz. Bilag VIII Aabent Brev fra Norges Regent, Prinds Christian Frederik, angaaende Rigets nærværende Stilling og tilkommende Regjeringsforfatning. (Bladet "Tiden", 24de Februar 1814). Jeg Christian Frederik, Norges Regent, Prinds til Danmark, Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken og Oldenborg; Gjør vitterligt: SIDE: 275 At det norske Folk, løst fra sin Eed til den stormægtigste høibaarne Fyrste, Frederik den Sjette, Konge til Danmark, de Venders og Gothers, Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken og Oldenborg, og saa- ledes gjengivet et frit og uafhængigt Folks fulde Ret til selv at bestemme sin Regjeringsforfatning, lydeligen og eendrægtigen har yttret sin be- stemte Villie til ikke at samtykke i nogen Underkastelse under Sveriges Konge, men derimod til at hævde og forsvare sin Uafhængighed og Selvstændighed. Odelsbaaren til Norges Throne og bestemt i denne Stund til at staae i Spidsen for et trofast og tappert Folk, følger Jeg villigen dette hellige Kald og anseer det for min første Pligt af yderste Evne at virke for det norske Folks Frihed og Sikkerhed. Som Rigets Regent, hvilken Titel Jeg antager, med alle Rettigheder og med den Myndighed, som Hs. Maj. Kong Frederik den Sjette har frasagt Sig, og som Nationen vil forlene Mig for i Farens og Trængselens Stund at afvende Uorden og Fordærvelse fra Landet, skal Min oprigtigste Be- stræbelse være at vedligeholde Freden med alle de Magter, som ikke krænke det norske Folks Rettigheder. Af Nationen valgte oplyste Mænd skulle samles den 10de April først- kommende i Eidsvold i Aggershuus Amt, for at antage en Regjerings- form, som fuldkommen og for bestandig kan betrygge Folkets Frihed og Statens Tarv. Gud, den Allerhøieste! vil velsigne og beskytte en retfærdig Sag og et samdrægtigt Folks Anstrængelser imod fremmed Undertrykkelse, der altid var og skal være ukjendt i gamle Norge. Regentskabet i Norge, Christiania den 19de Februar 1814. Christian Frederik. v. Holten. Bilag IX (Bladet "Tiden", 25 Februar 1814). "Kundgjørelse. Normænd! Kundbart er det for Eder, at Hans Majestæt Kong Frederik den Sjette, uagtet sin Kjærlighed til det norske Folk, som Vi taknem- meligen erkjende, nødtes til, ved den svenske Regjerings Rænker, un- derstøttede af talrige Hære, at frasige sig sin Ret til Norges Throne. Med Harme have I erfaret, at I ere overgivne til en Regjering, der har viist Eder den Foragt, at troe, ved søde Ord og tomme Løfter, at kunne lokke Eder til Utroskab imod Eders Konge, ligesom den og har udøvet det aabenbare Fiendskab, midt under Freden, at ville udhungre Eder, for ved dette umenneskelige Middel at rokke det Mod, som den vidste ellers at være urokkeligt; og nu tiltroer den Eder den Svaghed, god- SIDE: 276 villigen at ville underkaste Eder det svenske Aag og samme Ulykker, som Sveriges Sønner nu maae taale, for en Udlændings Herskesyge og fremmede Penge at stride i fremmed Land. Dog det frie norske Folk kan selv bestemme sin Skjæbne. Sværger at ville hævde Norges Selvstændighed; kræver Gud, den Almægtige, til Vidne paa Eders Eeds Oprigtighed; og nedbeder Him- melens Velsignelse over Eders elskede Fædreland! Det er Guds Styrelse, trofaste Normænd! at Jeg, Norges Thrones Odelsbaarne, i denne Stund er midt iblandt Eder; nu kunne I vorde reddede ved den Samdrægtighed, som luer i Eders Barm. Jeg har hørt Folkets lydelige Stemme for Uafhængighed, for djærv og ube- tinget Modstand imod fremmed Vold; dette er Kald nok for Mig, der be- sjæles af varm Følelse for Norges Held og Hæder, til at forblive iblandt det- te trofaste Folk, naar det gjælder dets Selvstændighed, og saalænge Min Stilling kan bidrage til at vedligeholde Orden og Rolighed iblandt Normænd. Af Forsynet bestemt til i denne Stund at styre Riget skal Jeg med kraftig Haand, uden at ændse Farer eller Møie, værne om Norges Sik- kerhed og holde Lovene i Hævd. En Samling af Nationens selvvalgte oplyste Mænd skal dernæst, ved med Viisdom og Samdrægtighed, at bestemme en Regjeringsform for Norge, give denne Stat fornyet Kraft imod aabenbare og hemmelige Fiender, og af dens Bestemmelse vil det afhænge, om Jeg fremdeles skal rygte det Hverv, hvortil Nationens Ønske i denne Stund kalder Mig. Elskede norske Folk! Mange Prøver har Jeg allerede modtaget paa Eders Kjærlighed og Tillid. Blandt Eder vil Jeg stedse finde Mig glad og tryg. Fred og derved oplivede Næringsveie og Velstandskilder vil Jeg stræbe at erhverve, og ingen Idræt være mig vigtigere, end at af- vende Krigens Plager fra Norge. Kun naar Voldsmænd krænke Rigets Frihed og Selvstændighed, da skulle de føle, at der boer Kraft i Nor- mandens Arm til at hævne Forurettelser, og Mod i hans høie Sjæl til at foretrække Død for Underkastelse. Kummer og Trængsler ville Vi tilsammen freidigen gaae imøde, hvis uforsonlige Fiender ikke ville unde Riget Ro; men inden Vore Grændser skal herske Eendrægtighed og Fædrelandssind til villigen at opofre Alt, for at hævde det gamle Norges Ære og atter at hæve det til sin fordums Glands: da skulle eengang Vore forenede Bestræbelser, vel- signede af Gud, den Almægtige, krones med et heldigt Udfald, og Norge skal afgive et nyt Beviis paa den Sandhed: at et Folk er uovervinde- ligt, som frygter Gud og føler varmt for Fædrelandet. Regentskabet i Norge, Christiania den 19de Februar 1814. Christian Frederik. v. Holten. SIDE: 277 Bilag X Cirkulærer. (Af samme Dato). 1) Til Biskopperne. "Den bedste Begyndelse til Alting er at begynde med Gud. Fra ham kommer Velsignelse, naar Vi gjøre hvad Ret er. Norges Folk bør samles i Guds Templer og der igjennem Religions- lærernes Mund erfare, at Hans Majestæt, Kong Frederik den Sjette, har løst Folket af sin Troskabs-Eed ved at overdrage sine Rettigheder til Sveriges Konge, men at det norske Folk, gjengivet Folkenes oprindelige Ret til selv at bestemme deres Regjeringsforfatning, nu ved Samdræg- tighed kan hævde sin Selvstændighed; saa og, at Jeg, Norges Thrones Odelsbaarne, kaldet ved Nationens tillidsfulde Ønske, har lovet at for- blive iblandt dette troe Folk, for som dets Regent at værne om Statens Sikkerhed, Orden og Rolighed. Naar efter en kort, men kraftfuld, Indledningstale Kong Frederik den Sjettes aabne Brev af 18de Januar 1814 og vedlagte Mit aabne Brev af l9de Februar med Kundgjørelse ere oplæste, skal Folket opfordres til at aflægge følgende høitidelige Eed: "Sværge I at hævde Norges Selv- stændighed og at vove Liv og Blod for det elskede Fædreland?" hvilket med opløftede Fingre besvares med: "Det sværge vi, saa sandt hjælpe os Gud og hans hellige Ord!" Dernæst skal Præsten oplæse den af Biskoppen ham meddeelte an- befalede Bøn og nedbede Himmelens Velsignelse over det norske Folk; thi denne høitidelige Handling skal foretages til Guds Ære, og Dagen, paa hvilken den iværksættes, skal ansees som en Bededag i hele Riget; hvis Aarsag en passende Prædiken holdes efter Edens Aflæggelse over Texten: Davids Psalmer 62, 8-9. De tilstedeværende Øvrighedspersoner og Embedsmænd samt 12 af Menighedens agtværdigste Mænd skulle tilligemed Præsten underskrive et Vidnesbyrd om, at N. N. Menigheds Indvaanere have med Fædre- landssind aflagt denne Eed. Dette sendes in duplo igjennem Biskoppen, for at bevares i Rigets Archiv. Tillige underskrives en Adresse til Mig, Norges Regent, af de samme Personer, hvilken nedlægges i Min Haand; thi denne skal, efter foregaaende og samme Dag i Kirken efter Gudstjenesten foretaget Valg af tvende iblandt Menighedens bosatte civile, geistlige eller militaire Embedsmænd, Brugseiere, Jorddrotter eller Gaardbrugere af over 25 Aars Alder indeholde Fuldmagt for tvende af Menighedens, som ovenfor sagt, dertil valgte Mænd, at overbringe Samme, og paa Folkets Vegne at møde og stemme ved den berammede Forsamling af Nationens udvalgte Mænd. Disse tvende Mænd, hvoraf den ene skal være af Bondestanden, begive sig inden den af Amtet SIDE: 278 nærmere bestemte Tid til det Sted midt i Amtet, som tillige af Amt- manden bestemmes, for, samlede med de øvrige Menigheders Afsendte, at vælge tre af Amtets meest oplyste Mænd at møde i Eidsvold, for, saaledes som mit aabne Brev af 19de Februar fastsætter, at bestemme og paa Nationens Vegne at antage Kongeriget Norges Regjeringsform. Disse trende Udvalgte skulle medbringe deres egen Menigheds og samtlige Amters øvrige Menigheders Adresser, og overlevere dem i Re- gentens Haand som Fuldmagt for deres eget Valg og til Bevaring i Ri- gets Archiv. I Byerne skal ligeledes hver Menighed vælge tvende iblandt deres bosatte civile, geistlige eller militaire Embedsmænd og Borgere over 25 Aars Alder, og disse valgte Mænd, fra Byens forskjellige Menig- heder, igjen een udvalgt Mand til Forsamlingen, i Anledning af Regje- ringsformens Bestemmelse; af Stiftstæderne: Christiania, Christianssand og Trondhjem udvælges tvende og af Bergen fire, og i de øvrige Byer, hvor der kun er een Menighed, kan Valget som altid skeer ved Stem- mefleerhed iblandt de Stemmeberettigede, strax foretages paa den ene Borger, som Byen haver at deputere, og som lige med hvad der for Menighederne paa Landet er bestemt, har at overbringe Adressen til Regenten, hvilken ogsaa bør indeholde de af Byerne Udvalgtes Fuldmagt. De fornødne Exemplarer af Mit aabne Brev af 19de Februar og af Kundgjørelsen til Folket tilstilles D. Hhed, som haver at omsende dem directe til samtlige Præster med Befaling til Enhver, ved Bekjendtgjø- relse fra Prædikestolen en Søn- eller Hverken-Dag strax efter Modta- gelsen at tilsige samtlige, efter det Ovenanførte, stemmeberettigede Ind- vaanere næste Fredag til høitidelig Bededags Holdelse i Guds Huus. Jeg stoler ved denne, som ved alle Leiligheder paa Præsteskabets gavnlige Indflydelse paa Almuen til at opflamme dens varme Følelse for Fædrenelandets den gode Sag." Regentskabet i Norge, o. s. v. 2) Til Overøvrighederne. "Herr N. N. modtager herved fuldstændig Underretning om Rigets nær- værende Stilling formedelst Hans Majestæt Kong Frederik den Sjettes aabne Brev af 18de Januar, som løser det norske Folk fra sin Tro- skabseed, og ved Mit aabne Brev af 19de Februar, som hævder det norske Folks Rettigheder og erklærer Min bestemte Villie, som for Tiden dets Regent, at være dets Forsvarer og at opretholde Orden og Rolighed i Landet. Samtlige disse Actstykker bringes til Deres Under- givnes Kundskab; ligeledes tjener vedlagte Rescript til Biskopperne til SIDE: 279 Deres Underretning og Efterlevelse, forsaavidt de civile Embedsmænd angaaer, og venter Jeg, at disse, hvor de kunne være tilstede, foregaae Folket med et følgeværdigt Exempel paa Fædrelandskjærlighed. De Øvrighedspersoner eller Embedsmænd, som ei kunne være nærværende ved denne Leilighed og ei underskrive nogen Adresse, indsende deres Eed underskreven til Mig, Rigets Regent. De ikke norsk fødte civile, geistlige eller militaire Embedsmænd, som ikke vil bestemme sig til at tjene Norges Sag, men i Følge det konge- lige danske Cancellies Bekjendtgjørelse af 5te Februar 1814, foretrække at vende tilbage til Danmark, kunne strax nedlægge deres Embeder i Mine Hænder; eller hvis de, førend de bestemme sig til at blive i norsk Tjeneste, holde det for Pligt at søge deres Afsked fra Hans danske Majestæt, da skulle de ei være forbundne til at aflægge deres Eed til Norges Sag, men kun indsende en skrivtlig Forsikkring at ville, indtil de blive afløste fra deres Poster, forvalte disse saaledes, som de kunne forsvare det for Gud og deres Samvittighed og efter de gjældende Love. Hr. N. N. vilde iagttage, at Præsterne uopholdeligen og hver især, directe meddeles den i Rescripterne til Biskopperne benævnte Bestem- melse om Stedet og Tiden, hvor og naar de af Menighederne valgte Mænd skulle møde, hvilket naturligviis bestemmes til det beqvemmeste Sted, saavidt muligt midt i Amtet, og hvad Tiden angaaer med Hensyn til den Tid, de længst fraværende Menigheders Afsendte, uagtet den hurtigste Befordring med Friskyds, nødvendigen behøve, for at naae til Samlingsstedet. Ved denne Samling maa N. N. selv være tilstede og forestaae det befalede nærmere Valg af tre udvalgte oplyste Mænd, hvoriblandt i det Mindste een af Bondestanden, som for hvert Amt bør møde i Eidsvold udi Agershuus Amt den 10de April førstkommende. Angaaende dette Valg og videre Forhandling ved Mødet forfattes et Vidnesbyrd, som underskrives af N. N. og samtlige tilstædeværende Valgmænd, og som stiles til Regenten, indeholdende tillige Fuldmagt for de udvalgte trende Mænd til at møde ved Forsamlingen, der skal fastsætte Kongeriget Norges Regjeringsform. Jeg stoler ved denne vigtige, som ved alle Leiligheder paa den civile Øvrigheds gode Villie til at fremme Alt hvad der kan tjene til Fædre- landets Tarv og en god og fornuftig Stemnings Udbredelse og Vedlige- holdelse. Regentskabet o. s. v. 3) Til Landetaten. Vaabenbrødre! Jeg, Norges Regent og Hærfører, underretter N. N. om Rigets nærværende Stilling, hvilken bør kjendes af samtlige Fædre- lands-Forsvarere. Hans Majestæt, Kong Frederik den Sjettes aabne SIDE: 280 Brev af 18de Januar løser det norske Folk og Armeen fra sin Tro- skabseed imod Høistsamme, og Mit aabne Brev af 19de Februar paa- taler det norske Folks Rettigheder til selv at bestemme sin Fremtids Skjæbne, at give sig en Regjeringsform; og i denne, som i Min Kund- gjørelse til Folket og Norges Krigere yttrer Jeg Min bestemte Villie, i Spidsen for et kjækt Folk som dets Regent at forsvare Norges Selv- stændighed, samt at haandhæve Rolighed og Orden i Landet. Samtlige disse Actstykker skulle høitideligen af den høistkommande- rende Officier i en formeret Kreds af hver forsamlet Bataillon, Escadron eller Division forelæses, og efterat Min Kundgjørelse til Slutning er oplæst, skal med 3 opløftede Finger af den høire Haand, og med de Ord: "Saasandt hjælpe mig Gud og hans hellige Ord!" Eden aflægges, der forinden tydeligen fremsiges for Forsamlingen saaledes: "Sværge I at hævde Norges Selvstændighed og at ofre Liv og Blod for det elskede Fædreland?" Hvornæst Handlingen sluttes med et trende Gange 3 gjen- taget Hurra for Norge, dets Regent og Norges kjække Forsvarere. Derefter foranstaltes af samtlige under Vaaben værende Regimenter, Batailloner eller Escadroner, at der af hver Division eller Escadron udvælges tvende Valgmænd, een indfødt Officier og een Mand af Under- classerne, der tillige er Gaardeier og over 25 Aar gammel, hvilke Valg- mænd skulle samles hos Regiments- eller Corps-Chefen, og udvælge tvende Krigere, een Officier og een Mand af Underclasserne til paa Regimentets eller Corpsets Vegne at møde til den nærmere bestem- mende Tid i Forsamlingen, som i Følge Mit aabne Brev er bestemt at skulle samles den 10de April førstkommende i Eidsvold udi Aggers- huus Amt, for at fastsætte og paa Nationens Vegne at vælge en Re- gjeringsform for Kongeriget Norge. Paa samtlige Steder, hvor Eden aflægges, forfattes et Vidnesbyrd, underskrevet af samtlige tilstæde- værende Officierer, om at Eden til Norges Sag er aflagt med et Fædre- landssind, der egner norske Krigere, og disse Vidnesbyrd tilligemed Melding til Regimentet om de af hver Division eller Escadron udvalgte Valgmænd, oversendes til Regiments- eller Corps-Chefen, som ufortøvet forfatter en Adresse, udi Regimentets eller Corpsets Navn, stilet til Mig, hvilken tillige underskrives af de tilstedeværende Stabs-Officierer, og overbringes af de udvalgte tvende Krigere, og som, foruden Beret- ning om Edens Aflæggelse, skal indeholde Fuldmagt for disse Personer, at møde i Forsamlingen i Eidsvold. At der til dette Valg tages ud- mærket agtede og oplyste Mænd, hver efter sin højere eller lavere Stilling, maa for Sagens Vigtigheds Skyld paaagtes. Enhver norskfødt Officier, som ei kan være tilstede ved Edens Af- læggelse, skal skrivtligen indsende sin Eed til Regimentschefen. En- SIDE: 281 hver Danskfødt Officier, Underofficier eller Soldat, som, ifølge det kgl. danske Cancellies Placat af 5te Febr. ei vil sværge Norges Sag, men foretrækker at vende tilbage til Danmark, er fritagen for at aflægge Eden, men maa, naar Regimentet eller Corpset hører til den forsamlede Armee, strax søge sin Afsked, eller, hvis han holder det for sin Pligt, at søge Hs. dansk Maj.s Tilladelse til at forblive i Norsk Tjeneste, da skal det staae ham frit for at begjere Ansættelse i Christiansands og Bergens Stifter, og Frihed skal forbeholdes ham, at søge sin Afsked af Mig; men i det Tilfælde, at han forbliver i en saadan uactiv militair Stilling, og uden at gjøre Eed til Norges Sag, skal han nedlægge sit skriftlige Løfte i Mine Hænder, overensstemmende med de gjældende militaire Love, at forrette den Tjeneste, der anbetroes ham, indtil han er afløst eller entlediget. Regentskabet o. s. v." 4) Til Søe-Etaten. (Ligelydende med forrige. For hver Brig og hvert Værft skulde ud- vælges to Valgmænd: een indfødt Officier og een Mand af Underklas- serne, der tillige skulde være Gaardejer og over 25 Aar. Den skriftlige Eed i Tilfælde af Fravær skulde indleveres til Admiralen, og det skulde staae enhver danskfødt Sjøkriger, som ei vilde aflægge den, frit for at gaae iland, naar Fartøiet udkommanderedes). Bilag XI Biskop Bechs Brev til Præsterne. Saasnart Deres Velærværdighed har modtaget hoslagte aftrykte Skri- velse til mig fra Norges Regent, samt Kong F. 6tes Proclamation, og vor Regents aabne Brev tilligemed de af mig forfattede trykte Bønner, der skulle oplæses efter Edens Aflæggelse, ville de behageligen strax lade tilsige deres Menigheders Huusfædre at møde førstkommende Fredag den 25 d. M. i Guds Huus til en almindelig festlig Bededags Helligholdelse i Anledning af Fædrelandets nuværende vigtige Stilling. Da dette Brev ikke ankommer saa tidlig at Menighederne kan tilsiges fra Prædikestolen til Møde i Hovedkirken, maae Tilsigelsen skee ved Medhjælperne og Qvarteermesterne eller paa en anden passende Maade. Imidlertid vil det, da det afsendes med Friskyds og Holdsheste, for- haabentlig indtræffe betimeligen paa ethvert Sted. Skulde det derimod komme saa sildig til enkelt længstbortliggende Sted, at den bestemte Dag ei der kunne blive helligholdt, maa Helligholdelsen foretages den SIDE: 282 derpaa følgende Fredag den 4de Marts, hvilken Udsættelse dog ingen- lunde maa finde Sted uden af de gyldigste Grunde. I øvrigt seer Deres Velærværdighed af Regentens Brev til mig, hvad De haver at iagttage forved og efter Edens Aflæggelse. De sværger selv staaende paa Præ- dikestolen tilligemed Menigheden. Efter Eden og de derpaa forrettede Bønner prædikes over den befalede angivne Text (Psalme 62-8-9). Passende Psalmer afsynges, og til Collect, som mæsses før Prædikenen, kan bruges en af de ordinaire Collecter paa de ugentlige Fredags Bede- dage, hvorefter der mæsses istedetfor Epistel og Evangelium Rom. 13-4-5-6-7. Til Slutnings Collect, hvorefter Velsignelsen lyses fra Alteret, kan man betjene sig af den almindelige Kirkebøn for Kongen; men istedetfor Kongen og hans Lande nævner man Riget og dets Re- gent. Fra nu af bruges ikke mere den sædvanlige Bøn i vore Kirker for Kongen og Kongehuset, men derimod for Norges Rige og dets høie Styrer Prins Christian Frederik. Dersom en Kundgjørelse om Freden med Storbritannien og Norges Forhold til fremmede Magter ei skulde, da den endnu ei er færdigtrykket, betimeligen blive eftersendt, maa deres Velærværdighed efter Prædiken dog gjøre en Takkebøn til For- synet for Freden, som Nationen med Tillid til Guds Bistand tør haabe vedligeholdt. Opslo Bispegaard den 20 Febr. 1814. Bech. De befalede Bønner efter Eden. For dit alvidende Aasyn, almægtige Gud, retfærdige Fader og Dom- mer! svore vi i dit Navn og i din Helligdom, denne vor Troskabs Eed: at ville med Liv og Blod og enhver Opofrelse hævde og forsvare og for- fremme Norges Vel, Frihed og Selvstændighed, og dertil hylde og ad- lyde den elskelige udvalgte Tjener, Norges Regent, Prinds Christian Frederik. Alseende! Du kjender vore Hjerters Oprigtighed, at vi ville redeligen holde, hvad vi paa denne Dag i dit Tempel, og for dit Aasyn, have helligen svoret. Forleen os din almægtige Bistand og Naade, til at be- vare vor Tillid urokkeligen paa dig, og baade i Fred og i Fare, i Lykke og i Ulykke, at forblive med standhaftig Samdrægtighed vor Eed og vore Løfter troe indtil Døden! Amen. Derpaa beder Præsten saaledes: Gud! Du hørte Fyrstens og Folkets Eed, som bandt dem ved hellig- ste Baand i uadskilligt Samfund til fælleds Sag til Landets Fred, Frelse og Hæder og til dit Navns Helliggjørelse; du hørte deres Bønner, du vil visseligen ogsaa af din forbarmende Kjærlighed og for Jesu Christi SIDE: 283 Skyld bønhøre dem; Skue med Fadermildhed og Velbehag ned fra din himmelske Trone til denne høitidelige Pagt imellem Fyrsten og Folket hvortil de med ydmyge og tillidsfulde Hjerter kalde dig Hellige og Alle- stedsnærværende til Vidne! Bevar den faste Tro hos os Alle, at du er vor Fader og Beskjærmer, at du strider for og med den retfærdige Sag; at du styrer med Almagt og Viisdom alle Begivenheder til Held og Frelse, naar vi lyde dine Bud og stadigen haabe paa dig. Formeer vor Kraft! Ophold vor Frimodighed, befæst den broderlige Enighed, og opliv os med styrkende Haab i Nødens og Kampens Dage; naar vi da have fuldendt Striden, og bevaret Troen og Ærens Klenodier da vil du algode trofaste Fader! skjænke os Fredens milde Velsignelser, og med den Viisdom og Forstand til at anvende dem efter din Villie til vort sande Bedste! Velsign denne Forsamling som her tilbeder for dit Aasyn, velsign det ganske Folk, stedse lad det høre dig til, leve og dø i din Frygt og i din Lydighed og du være stedse dets Gud og Forbarmer! Velsigne Landets Fyrste og Regent dit udvalgte Budskab til Fol- kets Trøst til dets Fred og Frelse! Stedse lad din Viisdom og Retfærds og Mildheds Aand, der nu besjæler al hans Tænken og Adfærd, hvile over ham og over den Slægt, der efter hans Dage skal sidde paa Norges Throne! Selv være du hans Skjold og trygge Beskjærmelse mod alle Fienders Angreb og uretfærdige Vaaben! Du være den faste Klippe hvorpaa han bygger sit Haab, hvorpaa han grundfæster Rigets og Fol- kets Frihed, dets Ro og lyksalighed! Ophold hans Manddoms Aand, formeer og lyksaliggjør hans kraftige Dages Tal, at de maa vorde en Velsignelse over ham og hans Afkom en Velsignelse over Norges Folk fra Slægt til Slægt! Gud! Du som troner i Himlen og hersker paa Jorden, dig allene tilhører Priis, Ære og Tilbedelse, i din Haand være Fyrsten og Folkets Sag overgivet! Du er trofast og retfærdig, dine Forjettelser ere Ja og Nei; paa dig tør vi, paa dig ville vi haabe; dig paakalde vi, du vil høre os, du vil frelse os, og vi ville nu og altid prise dit ene tilbedeværdige Navn! Hør os Gud vor Gud, tag Fyrsten og Folket under din almægtige Varetægt, og velsign dem nu og evindeligen! Amen, i Jesu Navn, Amen! SIDE: 284 Anhang Opinionsyttringer (Kristiania Intelligentssedler 4 Febr. 1814). O at min Røst var vældig som Storm, for at vække til Kampen, Olding med Viisdom i Raad, Yngling med Styrke i Arm, Væbnet for Retfærd, Sandhed og Dyd! -- See Helvetiens Stamme, Samlet i Grytlis Dal, svoer ved den evige Gud Haand i Haand Tyranniet og Lasten Had; og en Skare, Stimlet fra Dal og Bjerg, gjentog den hellige Eed. Høit den lød over Waldstätter Søe, og Fjeldboen vaktes, Kjæk han skreg: jeg er fri! Lænkerne brast ved hans Raab. Voldsmandens Svende faldt for Tell og hans modige Brødre. Slagen af Een mod en Snees flygtede Østerrigs Magt. Mennesket kan, hvad han vil, naar det gjelder for Sandhed og Frihed; Disse Straaler fra Gud, ildne sin Dyrkeres Kraft. Frem da, I vakkre Mænd! hvis Hjerter slaae høit, ved at tænke Menneskets Værd! O frem! Sværger den hellige Eed: Borgeres Adel og Værd med Raad og Daad vil vi hævde! Lasten i Glimmer Foragt! Død Tyranie og Bedrag! "Uvidende om Hr. P. C's. Opholdssted, maa jeg gjennem dette Blad bevidne ham min varmeste Tak for den mig meddeelte Efterretning om min salig Kones Ligegyldighed mod mig, saameget mere da jeg er- kjender, at Bevæggrundene ikke kunne have været Bagvaskelse mod den salig Afdøde; men blot at tjene mig til Advarsel ved min fore- staaende Forbindelse med min elskede Christiane. Hvis den omtalte T. G. Sn. er den Person jeg mener, da troer jeg gjerne at hans For- fængelighed langt mere end hans Kjærlighed til Christiane, forleder ham til at ønske sig anbetroet en Helterolle i Comedien, som man spiller med mig; thi jeg veed med temmelig Vished, at hans Venskab til mig er blot Maske; ligesom jeg ogsaa er meget genegen til at troe ham ligesaa fuld af Vindbeutlerie som Egennytte. Hvad de Udtryk: "Landsdommeryngel" og "hjerte Svigermama Kokkepigen" betyde, har Hr. P. C. vistnok den Godhed nærmere at forklare mig; og da han som Udenbyes maaskee bivaaner forestaaende Marked, tør jeg smiggre mig med en Sammenkomst, for mundtlig at udvikle Ideer, som ikke tør betroes Pennen. Norb.ye." SIDE: 285 (Kristiania Intelligentssedler, 7 Febr. 1814). "Den Mand er en Nidding, som kan sig betænke Paa Valg mellem Frihed og slaviske Baand Kun Viisdoms Befaling, kun Pligternes Lænke Maa fængsle en ædel og fribaaren Aand. Ved Frihed kun Manden er ædel og stor; Men Skjændsel og Udyd hos Trældommen boer. Chor. O Frihed, som Manden gjør dydig og stor; Dit straalende Tempel staa evig i Nord! Ve den, som tør Nordboen prøve at kue Til Trældom og Kryben ved Svig eller Magt! Hver Mand skal opstaae mod Tyrannen, og skue Hans Trudsler med Roe og hans Guld med Foragt, Og snart under Tronens det rygende Gruus Begræde han skal sin Afsindigheds Ruus. Chor. O, du som fra Uhyrer renser vor Jord, O, djerve Tyranhad, døe aldrig i Nord! Men Held over dem, som berede og fremme Ved lovbundne Vælde vort Fædrelands Vel. Gid aldrig, bedragne af Smiger, de glemme: Dem Magten kun laantes at udbrede Held. Drøm ei, o Regent, at en Guddom du er! Ved Dyder den første blandt Borgere vær! Chor. Høit Folket i Nord skal velsigne den Mand, Som troligen tjener sit Fædreland! Naturen ei Forskjel paa Fødselen kjender, Dens Orden er evig og herlig og sand, Den byder os favnes, som Brødre og Venner, Den adler hver ædel og retskaffen Mand. Svind Adelskab, svind! og Foragt med Enhver, Som drømmer om Aner og arveligt Værd! Chor. O Lighed, du hersker i Nordboens Land! Kun straalende Borgerdaad adle sin Mand! SIDE: 286 Snart Sandheds velgjørende Sol skal oprinde, Dens mægtige Straaler adsplitte hver Sky, Da Løgnens og Fordommes Rige skal svinde, Naturen usløret fremtræde paa ny. Snart flye for den herlige kommende Dag Despotiske Vælde og helligt Bedrag. Chor. O, Mørkhedens Venner til Skræk og til Trods, Din Fakkel, o Sandhed, ei vige fra os! "Du synes min kjære Norb.ye, vel nok at indsee den Sandhed, at Forbindelsen med din Christiane er det Eneste, der kan bringe din huus- lige Forfatning igjen i Orden. Da Du nu veed, at Din Christiane er ligesaa forstandig som Dig troe, saa viis hende og den billige Tillid, at lade hende selv vælge dem, ved hvis Bistand hun snarest haaber at naae Maalet. Er da Du Hjertegranskeren mere end hun? eller kræver Du den Urimelighed, at de hun vælger til at gaae sig tilhaande, skulle være feilfrie Engle? Spild da ikke Dit eget Held ved utidig Kiv, og nedværdige Dig ikke selv til at troe, at der "spilles Comedie med dig." Du, som alle flinke Fyre, faaer i godt Selskab let en Ruus. Saa fast og sindig Du er som ædru, saa svag og lettroende er Du i Rusen. Dine Uvenner lure paa slige Leiligheder for at tude Dig Mistroe i Ørene, og forlede Dig til saadanne Svagheder, som det Dig uværdige Aver- tissement i No. 10. Da Du kommer til Markedet, saa vogt Dig. Viis Dig den aabne, kraftfulde Mand, som Du altid var, saa tør de, der drive Handel med berusende Sager og Bysladder, ikke komme Dig nær. Modtag disse velmeente Raad fra din Ven Middelboe [fotnotemerke] )." "Spørgsmaal til vore Lovkyndige. Man har saa ofte hørt Tale om crimen læsæ majestatis. En Mand som tilfældigviis stødte paa det Udtryk: "crimen læsæ nationis", øn- skede at vide om der i den danske Lovgivning er nogen Bestemmelse for denne Forbrydelse." Fotnote: Tidens Red. synes ikke at ville forstaae denne Korrespondence, hvis Me- ning, i sig selv ikke vanskelig at udlægge, i et senere Tidsskrivt er bleven paa- peget og anført som et Vidnesbyrd om Dissensen om Kristian Frederik eller Prinds Christian (P. C.) som han kaldtes. Bogstaverne T, G. Sn. lade sig ogsaa let udfylde. SIDE: 287 (Kristiania Intelligentssedler, 11 Febr. 1814). "Auction i Middelkrog. Fredagen den lste April næstkommende, Kl. 12 Formiddag, bliver offentlig Auction afholdt i Gjæstgivergaarden: "Den hvide Buk", for til den Høistbydende at bortsælge det betydelige Jordegods: "Norholm" (een af de herligste Eiendomme man kan ønske sig). Godset har et Areal af 5600 Mile, hvoraf ikkuns 80 à 100 Mile ere opdyrkede til Kornavl, men næsten meer end det dobbelte kan oparbeides og gjøres frugtbringende, saaledes at man regner Eiendommen kan komme til at føde en Besætning af 900000, med Smaat og Stort. Paa Godset findes Overflødighed af Skov; ligesom og mange Damme, hvori man har en betydelig Mængde Fisk det hele Aar igjennem. Hoved-Godset har adskillige Bygninger, hvoraf Udhusene ere i taalelig Stand, men Hovedbygningen er noget forfalden, da det er meget længe siden det forrige Herskab beboede Stedet. Tapetseriet i Værelserne behøve For- bedring, da ingen af Herskabet har været paa Stedet i de sidste 26 Aar. -- Conditionerne er contant Betaling. I Eiendommen kan ingen Penge blive staaende, da den sælges for et Stervbo. -- Paa Godset er en Forvalter, som mange af Bønderne ønske at maatte forblive der, dersom man ellers kunde blive enige om Vilkaarene. -- Liebhabere indbydes. Christiania den 10de Februar 1814. Thor Bjørn." (De bergenske Adressekontors-Efterretninger 5 Marts 1814). Udgiveren glæder sig ved at kunne bekjendtgjøre sine norske Brødre følgende: Ianledning af den med sidste Post ankomne høist glædelige Tidende om Norges Selvstændighed under en viis og god Regent, blev den 3die Marts, paa det dramatiske Selskabs Theater, efter Opførelsen af Skue- spillet: Manden af Ord, af Iffland, heldigen fremsagt af en af Selskabets Directeurer, Hr. Over-Krigskommissair Mohr, følgende skjønne Epilog: "I Aften var vor Mand af Ord -- kun Leeg; Men see! -- hist Storm røg op -- nu her for Alvor spørges Om Mænd -- om Mænd af Ord -- Om Broder-Samfunds Pagt staaer fast i Nord, Om Orden inden Borde kan besørges, Da første Styrmand nu fra Roret veeg? SIDE: 288 Vold rev det af hans Haand -- det vil vi troe. Men vi opfordre ham, i det han os forlader, Til Vidnesbyrd, at vi adløde ham som Fader. Og at kun Mænd af Ord i Norge boe. Men, ak! nu drev vort Skib som Vrag for Bølger Mod den, for os afskyeligste, Strand, Som vinker os ind mellem Brud og Brand; Som bag sin Trægaards Prunk vort Fængsel dølger. Dog -- nu sprang op paa Dæk den gjæve Mand, Som Under-Styrmand var. Og raabte: "Hver, som Hjerte har Og elsker Frihed, Fødeland og Ære, Og før vil vove Alt, end fremmed Lænke bære! Han følge mig! Vi holde af Ad Havet til -- Om til vor Grav -- Saa skal vort Skibbrud dog al Verden lære: At Norge havde Mandskab inden Borde, Som Storm og Hav og Døden trodse torde." Vort Hurra steeg i Skye: der er en Mand af Ord, Som til vor Nød sit skjønne Hjerte binder: Den Usling han blandt os frygtagtig finder, Den kaste vi flux over Bord. Vi heise Seil i Top og duve til, Vort Skib han styre kan og vil; Og han skal see sin Lyst, hvor det sin Bølge bryder Hvor hele gamle Norge ham adlyder Han styre høit -- han ved at inden Bord Det hele Mandskab er -- kun Mænd af Ord. Dog -- uden al Allegorie: Ham over Stjernerne velsigne vi, Som saae ned til vor Nød og os har sendt En Christian Frederik til vort Lands Regent! Ham følger Seier, Ære, Held! Vi følge Ham. Ja før skal Dovrefjeld Omvanke, skjælve paa vor faste Moderjord, Før nogen Norsk skal Rigets Arving svige, Som Roret tog i Storm at styre Norges Rige. Saa sværge Nordmænd -- Mænd af Ord Gjenlyder Bjerge Syv! vi raabe: længe leve Vor Prinds-Regent! Ja dette Huus skal bæve Af nifold Hurra-Raab, Som tolker dette Norges Haab: Vor Christian Frederik længe leve! Hurra etc. SIDE: 289 Anmærkninger Pag. 186. Ved Omtalen af Urolighederne i Anledning af Extraskatten bør erindres For- ordning af 5te Juli 1765 "hvorved al utilladelig Forsamling og Sammenkaldelse af Almuen i Norge paa det alvorligste forbydes." Pag. 210. I Anledning af Stemningen i 1809 anfører Historikeren Adjunkt Brømel i sit Indbydelsesskrivt om Selskabet for Norges Vel, at "der gik nemlig dengang et over hele Sverrig udbredt Rygte, at Normændene tænkte paa at rive sig løs fra Danmark, og vilde oprette et selvstændigt Rige." Denne Forfatter angiver aldeles de samme Motiver til Kristian Augusts Valg. Pag. 214. Om Stiftelsen og den indre Tendenz af Selskabet for Norges Vel yttrer før- nævnte Forfatter sig: "Fra hvem den lykkelige Idee til dette Samfund først er udgaaet, er endnu for de Fleste en Hemmelighed. Hvilke Tanker ledede den, eller dem, som udkastede Planen til omtalte Forening, kan maaskee den gjette, som lægger Mærke til den Retning, Tidsaanden har taget, kaster et opmærk- somt Blik paa Tidsomstændighederne, som ikke overseer, at National- og Al- meenaanden var vakt under Trængsel og Nød, at Pengevæsenet forværredes mere og mere, at Regjeringen var for svag til at iagttage Landets Tarv, at en Søkrig med England, Danmark førte, og som var aabenbart i Strid med Norges virkelige Interesse og truede med dets Handels, Søefarts og Velstands totale Undergang, ikke snart syntes at ville blive endt; at Norge derved, at en i Chri- stiania nedsat Regjeringscommission bestyrede Landets Anliggender, var bleven overladt til sig selv og allerede ophøiet til en vis Selvstændighed. Naar man betænker alt dette, saa tør den pragmatiske Historieskriver yttre den Formod- ning, at en høiere Idee foresvævede Selskabets Stifter; at en dybere liggende Plan for Fædrelandets Held og Hæder laae i Baggrunden, end den, som offentlig blev kundgjort, og efter Christian Augusts Død kunde realiseres. Kun saare faa af de mange, som bleve Selskabets Medlemmer, have maaskee været ind- viede i Hemmeligheden; at en saadan synes at have fundet Sted, har Forfatteren af denne historiske Skizze over Selskabet for Norges Vel, ikke troet at burde lade blive uantydet." "Nationens Forædling i materiel, intellektuel, moralsk og politisk Henseende var det høje Maal hvorefter S. f. N. V. skulde tragte." Det topografiske Selskab var stiftet 1791 og det agershusiske patriotiske Sel- skab 1778. Nogen kongelig Tilladelse til Oprettelsen af Selsk. f. N. V. findes ikke at være indhentet. Det vilde ogsaa, siger Brømel "have været en stor po- litisk Feil, et stærkt Misgreb fra Regjeringens Side, ifald den, til Trods for den offentlige Mening, havde villet byde Selskabets Opløsning Vilde man end an- tage, hvortil vi dog ikke have tilstrækkelig Hjemmel, at Kongen ikke med Til- fredshed havde seet den Fremgangsmaade, man havde brugt, idet man, uden først allerunderdanigst at bede om Tilladelse, havde stiftet en Association, som havde Medlemmer overalt i Riget, og som syntes at ville danne en Stat i Staten; vilde vi end antage, at Kongens Omgivelser i Danmark ikke vare synderlig for- nøiede med den Selvstændighedsfølelse, den Nationalaand, som ved Selskabets Stiftelse yttrede sig i Norge, hvilket Land man hidindtil blot havde kjendt som SIDE: 290 en lydig Provinds af Danmark; stillede Selskabet for Norges Vel sig end ved Siden af Statsbestyrelsen og bebreidede stiltiende Regjeringens Mangel paa Kraft, om end ikke paa god Villie, til at sørge for Landets Bedste, idet det erklærede, at Gjenstandene for Foreningens Virksomhed skulde være alt det, som Statsborgeren i enhver vel organiseret Stat ellers venter og forlanger, at Regjeringen skal bære Omhu for; havde man end kunnet ahne dybere Planer, og frygtet for, at et saa vidt udstrakt Samfund, som havde vundet de fleste patriotiske Mænd i Norge for sig, omsider kunde fremavle et ganske andet Forhold imellem sidstnævnte Land og Danmark, end der hidindtil havde fundet Sted, saa var dog Frederik den Sjettes Charakteer og Politik langt fra en saa- dan Tanke, ved et Magtsprog at opløse et Samfund, i hvilket Norges meest agtede Mænd vare indtraadte, som virkede lyst og aabent, hvis offentlige frem- satte Tendens var ved Regjeringens daværende Svaghed, som den nok selv maatte erkjende, høist roesværdig. En anden mindre liberal Monark end Frederik den Sjette, vilde ved et Pennestrøg have tilintetgjort Selskabet for Norges Vel, og derved maaskee fristet mange af Medlemmerne til at stifte et hemmeligt, imod Regjeringen mere fiendtligsindet Forbund for Fædrelandets Vel. Havde Selskabet for Norges Vel aldrig udrettet noget Væsentligt for sit Øiemed, at virke til Bedste for Fædrelandet i literair og oeconomisk Henseende, saa har det allerede derved gyldig Krav paa Nationens Taknemmelighed, at det har opflammet Normandens Fædrelandssind, opvakt den mere og mere indslumrende National- og Almeenaand, og forberedet Gemytterne til Tingenes nye Orden. Naar Medlemmerne af Samfundet regelmæssig engang om Aaret, eller saa ofte Directionen fandt det nødvendigt, bleve sammenkaldte til en Generalforsamling paa Cathedralskolens store Auditorium, i samme Locale, hvor nu Storthinget holder sine Møder, saa var dengang, ligesom nu, Fædre- landets Vel, det Almindelige, Offentlige, det, hvorpaa de der tilstedeværende Mænds Tanker vare henvendte." Henrik Wergeland SIDE: 291 ANDET HEFTE RIGSFORSAMLINGENS HISTORIE I INDHOLD 1. Stemningen. Foretagender af Regenten. 2. Rigsforsamlingen paa Eidsvold. 10de April til Mai. Stemningen. Foretagender af Regenten. (Marts Maaned 1814). Det Indtryk, Bededagens Optrin gjorde, var, efter en Samtidigs haandskrevne Vidnesbyrd, og efter hvad man kan see af Datids offentlige Blade, utrolig stort. Før det afgjørende Lod, i Uaf- hængighedserklæringen og Sammenkaldelsen af en Rigsforsamling, kastedes, havde en Besindighed og freidig Rolighed for Fædre- landets Skjebne, der kontrasterede stærkt med den lidenskabelige Partiaand, som snart brød løs over de følgende Aaringer, været temmelig almindelig. Men i Februar Maaned, da Efterretningerne om det Passerede kun hviskende udbredte sig fra Øre til Øre, eller stumme fra Mine til Mine, var denne Rolighed kun Vind- stillets før Stormen. Og enhver Revolution har et saadant Forbud, et Proscenium, hvor det er Enhver tilladt at yttre sin Hjertens- mening frit og uafhængigt om Tingene, uden at den behøver at tilhøre noget herskende Parti. Under denne Frist er det de ædleste Ideer, de værdigste Beslutninger fødes, de politiske Roller hemmelig uddeles, og at Heltene som snart skulle træde frem, under Hjerteklap berede sig dertil. Men er det politiske Maal fastsat, deler Alt sig i Partier og Farver; den individuelle Menings- friheds Uskyldighedsstand er forbi; man undersøger ikke længer hvad der er Sandhed; man troer at have fundet den ene salig- gjørende, og at den første Pligt er nu at stride for den. Ingen Neutralitet. Kampen for det Valgte: Kampen for det er Kampen for Fædrenelandet og for Selvet. SIDE: 292 Hvad der skulde gjøres var nu saa fast afgjort, at det for de ret Enthusiastiske og paa Regenten Troende neppe syntes uvist hvad der kunde skee. At grunde længer over "om" og "hvor- ledes" blev anseet for en crimen læsæ nationis; thi Folket havde svoret i Guds Huus og under Himmelhvælvet, og det maatte blive sin Eed tro. Man maatte ikke længer spørge om hvad der kunde frelse Fædrelandet; thi det var afgjort, hvorved det skulde blive frelst. En revolutionær Intolerance yttrede sig, og det er maaskee mest Landets fysiske Beskaffenhed og den egentlige Masses politiske Uskyld og Fremmedhed for Agitationer at til- skrive, at de Trudsler og Forbandelser, som man ikke sjelden mundtlig og skriftlig udstødte imod Enhver, som ikke ydede Re- genten og hans Foretagender Virak nok, ikke udartede til noget Værre. Ultraerne troede sig nemlig ved den svorne Eed be- rettigede, og de Moderate forpligtede, til at see meenedersk Forræderi i enhver afvigende Mening eller opstigende Betænke- lighed. Eeden blev sat imod enhver Tvivl. Vox populi var ogsaa her som altid den inappellable vox dei. Eeden gik ud paa, at man vilde forsvare Selvstændigheden, og havde saaledes en opflammende Kraft, medens den første Selv- stændighedshandling, Sammenkaldelsen af en konstituerende Rigs- forsamling, ved at sysselsætte Tænkningen og Forventningen, regulerede Begeistringen, og meddelte Stemningen en varigere Spændkraft. Man havde i den faaet Noget i den nærmeste Fremtid at fæste de nedslagne Øine paa. De meest omtænk- somme Patrioter haabede Alt af den; Massen imødesaae den med Forventning, skjøndt den ogsaa i den ventede meest af Regenten. Den vakte Selvtillid fandt ogsaa gode Støtter i ad- skillige andre af hans første Foretagender, der tydede paa, at han holdt sin Stilling for fast og Kronen for vis, og den hentede Næring af det freidige Væsen, han gav sig. Offentliggjørelsen, paa Regentens Befaling, i "Tiden" af 5te Marts, af en Proklamation fra den svenske Konge til det norske Folk, som mod Slutningen af Februar overbragtes af en svensk Grev Rosen og Friherre Skjøldebrand, viste en Tryghed hos Regenten, der gjorde Mængdens fastere. Iforvejen opirret ved Efterretningen om, at Foreningen skulde indledes ved Indmarschen af en Armee og især ved Be- sættelsen af Landets Fæstninger, vakte denne første Hilsen fra den paatvungne Konge, hvori disse forhadte Forholdsregler be- SIDE: 293 kræftedes, kun Mængdens harmfulde Latter, og fremkaldte en i "Tiden" noget senere hen, under Titel "Thrøndernes Følelser efterat have læst svenske Proklamationer", indtaget heftig Apostrof, saa det var klart, at der ingen Fare laa i de Tirader i Proklama- tionen, hvori der tilsagdes, at Nationens Kaarne skulde blive hørte, og hvori en Konstitution, grundet paa Repræsentation og Beskatningsret, iforveien garanteredes Normændene. Forbittrelsen tiltog endnu mere, da det blev bekjendt, at Kongen af Sverige havde sendt en, paa Fransk og Dansk affattet, Skrivelse af 6te Marts fra Prindsen, ledsaget af Kundgjørelserne af 19 Fe- bruar, uaabnet tilbage. De Enkelte, paa hvem hine Tilsagn, og især det svenske Folks egen fri Forfatning, dog gjorde Indtryk, og hvem dets mange anerkjendte hæderlige Egenskaber, dets af politisk og militær Berømmelse glandsomgivne hjemlige Tarvelighed og Flittighed stak i Øinene, vovede ikke at yttre mindre Mis- tillid til Løvter, der skulde ledsages af saa stødende Handlinger, skjøndt de fandt sig mere oplagte til at lee ad de Satirer og Spotbilleder paa den danske Regjering og Begivenhederne i Hol- stein, hvorpaa det ikke manglede [fotnotemerke] . Denne tænksommere Deel af Folket, siges der i den forhen citerede Præsteoptegnelse fra de Dage, undrede sig ogsaa over, "at ikke en mere politisk Klogskab blev brugt under Norges daværende kritiske Stilling, idet Regenten og hans Omgivelser formeget lod det mangle i sin Opførsel mod svenske Parlamentærer paa den "franske Artighed og Politesse," som var Sveriges første Vaaben, og hvorved Tingene kunde trækkes i Langdrag indtil de store Magters sande Sindelag, hvorom Nationen, især formedelst Prindsens Fordølgelse af det sande Forhold til de fremmede Magter, og især til Storbritannien, [fotnotemerke] Fotnote: Paa Børsen i Kjøbenhavn fandtes en Karrikatur over den danske Armee opslaaet, hvor Generalen var hovedløs, Officererne udstyrede med Faarehoveder, men Soldaterne med Løvehoveder, og den cirkulerede derefter ogsaa i Norge. Af alvorligere Natur var en allegorisk Poesi, "Nora til Dana", af en norsk Student i Kjøbenhavn, hvor Politiet udsatte en Belønning for Forfatterens Opdagelse. Den cirkulerede ligeledes i Haandskrivt i Norge. Fotnote: Som bekjendt af hiin, Norge i Virkeligheden uvedkommende, Proklamation: "Fred, Fred i Norden"! foregav han, at Frederik VI havde viist Normændene den Velgjerning, faa Dage før han løste dem fra Troskabseden, at erhverve dem Fred med Storbritannien, ved hvilket Foregivende han ikke tog Hensyn til Traktaten af 14de Januar, men blot til den kongl. Kundgjørelse af fire Dages senere Dato, som først den 7de April blev ratificeret, og i hvis 5te Artikel paaberaabes den med Sverige sluttede Fred. SIDE: 294 for Øieblikket svævede i den fuldeste Uvished, kom for Dagen". -- I afstikkende Modsætning til denne Opførsel stod den Be- handling, der var bleven Grev Wedel Jarlsberg tildeel i Sverige paa hans Tilbagereise derigjennem fra Danmark sidst i Februar. Seenhøstes 1813 var han i private og i offentlige Providerings- anliggender paa en aaben Baad reist over til Jylland, og vendte nu, efter mislykkede Forsøg paa at komme over det iislagte Hav, landværts tilbage, efter kun med Vanskelighed at have erholdt Pas af den svenske Ministerresident i Kjøbenhavn, Tawast, hvem han negtede at sværge Carl XIII Huldskab. Paa Grund af hvad det imidlertid tegnede sig til i Norge, blev han anholdt i Göthe- borg og ført til den Observationsarmeen mod Norge komman- derende General-Feldtmarschal Grev Essens Hovedqvarteer i Wennersborg. Her fik han strax sin Kaarde tilbage, og blev be- handlet med stor Udmærkelse. Men man var for klog til, efter nogle Dages Forløb, at lægge videre Hindringer ivejen for hans Reise til Norge, hvor en Mand med Wedels Anskuelse af For- holdene, Evne til at gjøre den gjældende, og Stilling i Forhold til Kristian Frederik kunde udrette meer for Unionen end den hele Essenske Armee. "De har opholdt Dem i det svenske Hovedqvarteer?" spurgte Kristian Frederik Greven med ilde dulgt Mistanke og Vrede, da Denne, ved Tilbagekomsten til Kristiania, just i de Dage Kund- gjørelserne af 19 Februar vare publicerede, gjorde ham sin Op- vartning. Grevens Svar var et kort og stærkt betonet "Ja". Da han derpaa, efter et Spørgsmaal af Regenten om hvorledes Konjunkturerne tegnede sig for Norge i den politiske Verden, med større Aabenhed end hos Grev Essen, yttrede sin Mening om det Vovelige i at spænde Buen for høit, og det Usandsynlige i, at Norge vilde kunne bestaae sig i den Krig, som trak op, udbrød Regenten med et haanligt: "Herr Greve, er De bange"? hvorpaa Wedel, læggende Haanden paa Kaarden, og trinende ham nær under Øine, med al Selvfølelsens Vægt betydede Hs. Høihed, at kun den vigtige Stilling for Landet, Samme for Øje- blikket indtog, forbød ham at fordre den Fyldestgjørelse, den ene Adelsmand kunde kræve af den Anden, men at han nu kun udbad sig, i Farens Øjeblik paa Slagmarken at maatte være ved Hs. Høiheds Side. Efter denne Audienz betragtede Regenten Wedel som sin SIDE: 295 farligste Fiende; og om dens Natur og hans Ophold i den svenske Leir kom Rygter i Omløb, der i den almindelige Mening gjorde Grev Wedel til Chef for en, vel adspredt og ikke talstærk, men ikke destomindre tilværende, og ved Vægten af de Individer, den talte, ikke lidet betydende, Opposition imod Regentens Person og Foretagender. Wedel, der siden 1812 var Privatmand, begav sig umiddelbart efter hiin Scene til sit Grevskab, hvor han fik forhøjet Betydenhed for Landet ved at vælges til Repræsentant ved Rigsforsamlingen. Hans Popularitet, begyndt med den Mod- sætning, han afgav mod sin Fader, den forrige Greve, den brutale Friederich Anton, og med den Yndest, Kristian August havde skjænket ham, og voxet under hans livlige Deeltagelse i Krigen og nidkjære Anstrengelser for Landets Forsyning -- den, men ikke hans Betydning for det øvrige Land, var væk paa det første Rygte om den spændte Fod, han stod paa med Prindsen. De, der delte Mening med ham, eller hans Parti, som man gjerne vilde kalde det, om man kan bruge dette Ord om Noget saa spredt og uorganiseret, smigrede vel mindre Ultranorskheden end Regentens blinde Tilhængere, men de vare ikke mindre patriotiske i sin Tænkemaade. Fra Disse kom saaledes sandsynligviis Op- fordringen i Kristiania Intelligentssedler for 8de April 1814 -- dengang det frieste Meningsorgan -- til de i Danmark ansatte Normænd om at tye tilbage til Fædrelandet, og den i "Tiden" for 16de og 26de Marts og i Intelligentssedlerne for 22de f. M. udsatte Præmie af 800 Rdb. D. Kt. for en Besvarelse inden 10de April af Spørgsmaalene, om Regentens Indkaldelse til en Rigsforsamling medgav, at Andre end Norskfødte kunde tage Sæde der, om hvilke Regler Retfærdighed og Klogskab paabød med Hensyn til Fremmedes Adgang til Embede og især til de vigtigere, og om hvilken Indflydelse de Indfødtes Eneret i begge disse Henseender vilde have paa Nationalaanden og Kjærligheden til Regenten. Det velaffattede Svar i samme Blad for 1ste April, med Motto det bekjendte Wesselske Vers om Normændenes store Tanker om sig selv, kom derimod snarere fra En af Prindsens Nærmeste, skjøndt Disse ikke lettelig undlod nogen Leilighed til at kløe Løven ved at smigre Ultranorskheden og overdrive med sine Fraser det stærke Sprog, denne førte i Oprigtigheden af sine Følelser. Den maatte holdes i godt Lune, da den tilhørte Folkets Kjernemasse og syntes at voxe i Selvfølelse med Rigsforsamligens SIDE: 296 Nærmelse, og da de Indfødtes Uvilje mod de danskfødte Embeds- mænd oftere brød frem som Luer af Jorden i et vulkanisk Land. Det var i Overeensstemmelse med dette det talrigste Parties Tænkesæt, Generalmajor Sejersted havde udkastet sin første Feldttogsplan, der gik ud paa at angribe Sverige, og ifølge hvilken Armeen var bleven trukken sammen mod Grændserne. En Skrivelse fra Regenten til Kongen af Danmark af 22de Februar, men først oplæst i Rigsforsamlingen den l9de Mai og meddeelt i Tiden den 25de, klang ogsaa særdeles krigersk. "Jeg har -- siges deri -- nøje prøvet Nationens Aand og Sindelag. Den almindelige Stemning er, heller at offre Alt, end at blive Svensk. Norsk vil hver Mand være, og Fædrenelandets Forsvar er Alles Fordring. De har Selv sat Mig i Spidsen for dette tro Folk, og det har været Min Bestræbelse, at vedligeholde denne Stemning, som ene kunde sikkre Norges Uafhængighed, -- nu skulde Jeg dæmpe denne høie Følelse? forlade det Folk, jeg er kaldet til at forsvare? overlade det til den indvortes Gjæring og For- styrrelse, som Kampen for Frihed og Fædreland, uden Forenings- punkt i Anførsel, nødvendigen maatte fremkalde? -- I Sandhed, om Noget kunde nævnes: at svigte sin høieste Pligt, da havde det vel været at handle saaledes. Jeg følger det høie Kald, at redde et frit Folk fra Undertrykkelse, hvilket Jeg troer, at For- synet har bestemt Mig til! Jeg stiller Mig i Spidsen for Fædre- landets Forsvarere som Norges Regent, og skal med kraftig Haand værne om de Rettigheder, som ere tilbagegivne Folket: Selv at bestemme sin Regjeringsforfatning og tilkommende Skjæbne. -- Nationen har fæstet sin Lid til Mig. Ikke Egen Fortjeneste har banet Mig Veien til Folkets Kjærlighed, den er gaaet i Arv til Mig fra Vore Forfædre, og det er min høieste Bestræbelse at for- tjene den, ligesom det skal være Min Løn, at en taknemmelig Efterverden skal nævne Mit Navn iblandt dem, der vare villige at opofre sig Selv for et Folk, hos hvilket Fædrelandssind og det sande høie Mod luer i gammel Nordisk Reenhed." Men hiin Plan indskrænkedes paa Befaling først til det blotte Forsvar og siden til den befulgte Rømning af Glommens Østbred. Soldaten var rykket mod Grændsen i den fulde og faste Tro, at det gjaldt et Indfald i det kun af Essens lidet stærke og uøvede Hær bevogtede Sverige, over hvilken det Staffeldtske Skiløber- korps, som tillige var bleven forstærket fra de andre Armee- SIDE: 297 afdelinger, i denne snefulde Vinter ikke lidet forøgede Nor- mændernes Overlegenhed, uagtet Armeen, med Hensyn til sine Fornødenheder, ja selv til Ammunition, var i en høist maadelig Forfatning. Ogsaa var det den almindelige Mening, at Sagerne kun vilde gaae ilde, om Februar og Marts, siden Armeen dog nu var trukket sammen, gik hen med Sværdet i Skeden. Og uden en saadan Hensigt kunde man ikke forklare sig den stedfundne Sammendragning af Armeen paa en Tid, da Sverrig hverken kunde eller vilde angribe, og da alle en Hærs Nødvendigheder vare saa vanskelige at tilvejebringe i et Land, Danmarks mis- tænkelige og selvkjærlige Politik aldrig havde tilstedet noget Depot, og hvori det, med en ligesaa systematisk Statskløgt, havde gjort Sit til at holde Agerdyrkningen i Dvale. Da et Feldttog paa en saadan Aarstid og i en saa snefuld og streng Vinter, naar det ikke strax antog Angrebets Karakteer, dog kun syntes lidet ud- førligt, vakte dette Foretagende, som ogsaa var uforklarligt siden det hedte, at der var "Fred i Norden", rigtignok ogsaa Mistanke hos Mange om, at det havde til Hensigt, at Armeen endelig skulde faae en vis forhen mislykket Plan [fotnotemerke] til at gaae, nemlig at udraabe Prindsen til Konge. Men hvad den saa egentlig var, virkede det baade ufordeelagtigt paa de Klogeres Omdømme om Prindsregentens krigerske Dygtighed og nedslaaende paa Menig- mand, at pludselig en stor Deel af de søndenfjeldske Tropper hjemforlovedes indtil videre, for, som det hedte, ikke at fortære Beholdningerne, men tydeligt nok fordi den første Plan med deres Sammenkaldelse var bleven opgivet. Generalmajor Staffeldt, som ellers siden 1808 havde det bedste Navn i Armeen, vakte allerede da den første Mistanke imod sig, fordi man nævnte ham som Fotnote: Man erindre her Møderne af 5te Jan. og 16de Feb. 1814 (Se I H. S. 234 og 250). Vigtigheden af det sidste fortjener maaskee, at samtlige Mødende nævnes. Foruden de forhen nævnte, bestod dette Udvalg af Kammerherre, siden Stats- raad, M. G. Rosenkrantz, den daværende danske Statsministers Broder; Konfe- rentsraad og Amtmand, siden Statsminister, Sommerhjelm; Kontreadmiral Lütken; Generalmajor, siden Generallieutenant og Statsraad, Haxthausen; Oberst, siden General, Arenfeldt; Etatsraad, siden Statsraad, Falbe; Generalauditør Bergh; Grosserer, siden Statsraad, Tank; Stiftamtmand Thygeson; Amtmand, siden Statsraad, Jonas Collett; Foged, siden Statsraad, Poul Christian Holst; hvilke tre Sidste endnu leve. Rosenkrantz, en Mand af ægte norsk Oprigtighed, var Den, som, da Sverdrup havde kuldkastet Kongeplanen, antydede en Sammen- kaldelse af Nationens Deputerede og de andre Forholdsregler. SIDE: 298 en af høje Officerer, der skulde have fraraadet den første Angrebs- plan. Medens Tropperne vestenfor Kristianiafjorden marscherede hjem, foretog Prindsregenten, efterat have udfærdiget under 6te Marts en Skrivelse paa Fransk tll Kongen af Sverige, hvori han foreholder Denne Uretfærdigheden i ved Vaabenmagt at ville realisere sine Prætensioner, østenfor samme en Inspektionsreise til Frederikshald og Frederiksstad. Hafslund hedte da hans "Hovedqvarteer". Under dette Fravær skede først Publikationen af Kielertraktaten i "Tiden" for l0de Marts, efterat en Kundgjørelse af 2den Marts om et Regjeringsraads Oprettelse og Instruxen for dets Organisa- tion to Dage i Forvejen var bleven meddeelt. Den nye Regjering var inddeelt i fem Departementer, nemlig: 1ste Departement, for Finantsvæsenet, med Generalmajor Frie- drich Gottschalck von Haxthausen til Chef; 2det Departement, for det Indre, med Amtmand Jonas Collett i Spidsen; 3die, for Justitsvæsenet, med Amtmand, dansk Konferentsraad Matthias Leth Sommerhjelm; 4de, for Handels- og Toldfaget, med Gros- serer Niels Aall, Raadmand i Skien; og 5te, for Kameralvæsenet, med dansk Konferentsraad Carsten Anker til Chefer. Medlemmer af Regjeringsraadet vare tillige dansk Kammerherre Markus Gjøe Rosenkrantz som Direktør for Rigsbanken, og Grosserer Carsten Tank, som Tilforordnet i 1ste Departement. De to Handelsmænds Udnævnelse til Regjeringsmedlemmer forklarede man sig som et Fif for at vinde Handelsstanden, Norges Noblesse, ligesom Op- rettelsen af en provisorisk Oplysningskommittee af, at Regenten vilde vise sin hengivne Ven, Biskop Bech, en Opmærksomhed, uden dog at gjøre ham til Medlem af den provisoriske Regjering. Militærvæsenet forblev under Kommissariatskollegiet, hvis Præses Haxthausen var; og, foruden Bech, sattes i Spidsen for Kommit- teen for Oplysningsvæsenet Professor i Filosofien, dansk Etatsraad, Niels Treschow, samt Professor i det græske Sprog og Literatur Georg Sverdrup. Mellem de Foranstaltninger, som antydede, at Regenten betragtede sin Stilling som fast vedvarende og sit Kongevalg som vist, hører ogsaa, at allerede den 27de Februar var en Kundgjørelse udfærdiget om et eget Orlogs- og Koffardi- flag for Norge, men som først bekjendtgjordes den 16de Marts. Det skulde være rødt med et hvidt Kors med den norske Løve SIDE: 299 med Hellebarden i guul Farve i det øverste Afsnit [fotnotemerke] . Under 18de Marts ophævedes den saakaldte Finants-Kassedirektion, under hvem Anviisningsvæsenet henhørte, og dette henlagdes under et Bogholderkontor i 1ste Departement, og under 20de Marts oprettedes en egen norsk Enkekasse. Ved en Anordning af 28de ophævedes Spidsrodsstraffen ved Armeen ved en Kundgjørelse, der i det Hele forandrede de militære Straffebestemmelser, og som mere end nogen anden Foranstaltning gjorde Kristian Frederik folkekjær, og omgav ham med Glorien af en Menneskehedens Velgjører. Det vilde heller ikke være Ret, ogsaa i dette Fore- tagende, som Folk har villet, at lugte den captatio benevolentiæ, Kristian Frederik var saa tilbøjelig til; men den er faldende i alle Sandser i den til Gunst for de rige bergenske Kjøbmænd under 16de April udstedte Suspension af den velgjørende For- ordning af 20de Okt. 1813 om Berigtigelsen af Nordlændingernes Gjeld. Ved Plakat af 5te Oktober f. A. var et Kornlaan til Ar- meens Brug blevet udskrevet i Agershuus og Kristianssands Stifter; i en Resolution af 10de Marts aabnedes et nyt Laan til Mænd af Agershuus Stift, som vilde forsyne Landet med Korn; i en ny af 28de Marts tilkjendegav nu Prindsregenten, at han troede at skylde Landalmuen, i den strenge Vinter og i den af- skaarne Tilførsel og Armeens Sammendragning at nævne Aar- sagerne, hvorfor den præsterede halve Deel af Laanet endnu ikke var bleven betalt, samt at det Resterende af Leverancerne ikke vilde blive paakrævet. Saasnart Tilførsel skede, skulde Tilbagebetaling skee i Korn, saafremt man ikke maatte foretrække strax at hæve den kontant hos Fogderne efter Middelpriis af Aarets to Kapitelstaxter. Af disses Høide og af Datids Priser paa Nødvendigheds og andre Varer, kan man ellers faae et Begreb om Pengevæsenets fortvivlede Tilstand og om Mangelens Storhed [fotnotemerke] . Fotnote: Endnu sees dette smukke og betydningsfulde Flag ikke sjelden paa Nord- landsjægterne. Det holder sig saaledes endnu i Landets politisk uskyldigste Egne, hvor Begivenhederne og deres Omvexlinger kun trænge hen og foregaae med Havdøningernes Langsomhed. Fotnote: En Tønde Rug validerede efter Kapitelstaxt 52 Rbd., 79 1/2 Sk. N. V.; Byg 34 Rbd. 12 Sk.; Blandkorn 28 Rbd. 76 1/2 Sk; Havre 23 Rbd. 48 Sk. I Kristiania kostede 1 Tønde Salt 100 Rd. Malt 250 Rd. I Bergen 1 Tønde Rug 300 Rd. Potetes 60 Rd. D. C. o. s. v. I Throndhjem (siges i et Haandskrivt), var det bleven et Mundheld, som ingen Sælger glemte at gjentage, at Gods var alt, Penge intet. "Lader os ikke give Sedler eller Repræsentativer, som vi vide SIDE: 300 Regenten havde, for at bestride det offentlige Behov, grebet til Seddelfabrikation. Alllerede under 27de Januar havde han som Statholder ladet udfærdige Repræsentativer til et Beløb af 3 Millioner Rigsbankdaler, hvilke nu udspredte sig som Vandet i den udspædede Mælk. 5te Marts kundgjordes fra Regentskabs- sekretæren, at der af Repræsentativer lydende paa 50 Rbdlr. vare satte i Omløb indtil Nr. 12,000, og at ingen af dette Beløb mere vilde blive udgivet. I det Hele udgaves af disse saakaldte "Prindse- sedler" 1,824,925 Rbdlr., som, foruden at de vare ufunderede, tillige havde det særegne Onde ved sig, at de vare yderst lette af eftergjøre. De vare trykte med almindelige Typer paa sæd- vanligt Trykpapiir, og man saae Blanketterne henslængte som Makulatur hos Bogtrykkeren. Det manglede da heller ikke paa Uslinger, som baade paa Frihaand og fabrikmæssigen gjorde dem efter, saa at den slette Pengemasse snart gjennemkrydsedes af en Mængde falske Assignater. Mangelen havde vel ogsaa sin Deel i deslige Foretagender, og ganske vist var den i de aller- fleste Tilfælde Kilden til den Mistanke til de Rigeres, især enkelte Kornhandleres, Lukreren, som steg i Mængdens Bryst alt som Nøden tiltog, og fyldte det med en Bitterhed, som overgik Hungerens i dens Maver. Denne Mistanke var ikke grundet uden i Konjunkturernes særegne Beskaffenhed og den deraf nødvendig følgende overordentlige Fluktueren i den Handel, som havde fundet Sted under de sidste Krigsaar. De, hvis Indtægter bestod i faste Kontanter, Embedsmændene, kunde ikke bestaae under Pengenes sjunkne og daglig synkende Værdi. Kun ved Handel syntes det muligt at holde sig i slige Tider, og Varernes Stigen i samme Skridtmaal som Pengene faldt forbandt med Handelen en uhyre nominel Gevinst, som havde lokket en Mængde unge Mennesker uden Kundskaber og Formue ind i denne Nærings- vej. 100 pCt. var sædvanlig, og saa hurtig sank Pengenes Værd, at denne Gevindst inden en Maaned svandt ind til virkeligt Tab, fordi Summen da ikke engang var tilstrækkelig til at lade sig omsætte til det Beløb i engelske Penge eller Hamburger Banko, Varerne vare blevne indkjøbte for. Som et skrøbeligt Kikajon Fotnote: have undergravet Landets Velstand, -- hedder det i en Indbydelse til at sub- skribere klingende Mynt og Varer til Fædrelandet, udstedt i Throndhjem 1ste Marts -- men lader os give sand Værdi, hvorved hine kunne blive overflødige." SIDE: 301 med pralende Gyldenblade havde denne Handel i Licencernes og Kontinentalsystemets Tid opløftet sig over Landet; nu, da Fædrenelandet tiltrængte dens indvundne Saft og Frugt, da Skibs- farten truede med ganske at ophøre, og virkelig ogsaa maatte dette, viste den sig rodløs og tør. Som affaldne Blade og hule Rødder erindrede snart en Mængde af hine efemere Firmaers Bankerotter kun om at den havde existeret. Den forrige Re- gjerings taabelige Entreprise, ved kostbart aflagte og vidtløftigt sammensatte Over- og Under-Provideringskommissioner, over det ene, og derfor stedse blokkerede, Punkt Fladstrand, at overtage Norges Kornforsyning, havde man ogsaa fundet sig skuffet ved. Den havde kun tjent til at fordyre Kornet, medens De, som havde Administrationen underhænde, berigedes, og nu gjorde man sig da, efter hiin hule Bekjendtgjørelse af Freden mellem Danmark og England, for store Forventninger om den Tilførsel, som vilde skee ved Handelens naturlige Gang over de fredede Have. Mellem Fjeldbønderne hedte det da, at Kjøbmændene sad inde med Korn, men at Priserne endda ikke vare dem høje nok. Det var dog først udpaa Sommeren, da det forrige Aars Be- holdning var sluppet, at denne Mistro brød ud i voldsomme Yttringer, idet Bønderne indfandt sig i Byerne i Masser for at gjæste de Kornpugere, som Rygtet angav, og undersøge deres Forraad med Sækken i Haanden og Kniven løs i Sliren. I den Maaned, som her glider forbi vort Blik, i Marts, laa Sneen høj, og døvede med sin Masse de Suk, som blandede sig i Folkets Forventning om hvad den kommende Maaned vilde bringe med sig og i dets Haab til England. I Tillid til hiin Fred var ogsaa strax en stor Deel af Resten af norske Skibe stukket i Sjøen midt i den strenge Vinter, og var ilet over til England, medens de danske Farvande laa iis- bundne, ligesom der ogsaa i Løbet af Marts ankom endeel engelske Skibe, især til Bergen, med Tilførsel; og under 19de Marts "ilede" Regentskabets Sekretær v. Holten med at meddele i "Tiden" de "meest beroligende Efterretninger med Hensyn til Englands Forhold til Norge", hvorefter man skulde "tillade Skibe at udklarere hertil fra England med alle Slags Varer, Korn ind- begrebet, og adskillige Fartøjer agte med det forderligste at afseile." Men allerede i det følgende Nummer bekjendtgjordes, at der var lagt Embargo i England paa samtlige derværende SIDE: 302 norske Fartøjer, i Forventning af officielle Underretninger om hvad der var foregaaet her i Riget, medens dog Tilførsel endnu skulde kunne skee i engelske og andre Fartøjer under venskabeligt Flag. Regenten, der allerede sidst i Februar havde sendt Re- gjeringsraad Carsten Anker som sin Befuldmægtigede til London, og mod Enden af Marts sendte Dennes Broder, Generalmajor, forhen Guvernør i Trankebar, Peter Anker efter, undlod ikke at yde Haabet til England Næring i officielle Bekjendtgjørelser om den Sympathi for Norge, som skulde yttre sig i hint Land, til hvis Vælde Verdensdiktaturet for Tiden syntes at skulle overgaae, ja selv i de af dets Tidender, som havde Ord for at være Min- isteriets egne Organer. "Tiden" for l9de Marts er opfyldt af slige, gjennem Holten meddeelte, Citater, der især gaae ud paa at bevise, at det, ved Danmarks traktatmæssige Afstaaelse af Norge, var bleven England uvedkommende, efter den 2den Artikel i Traktaten med Sverige af 3die Marts 1813, med væbnet Haand at bistaae det i Erobringen af Norge [fotnotemerke] . Kronprindsen af Sveriges udmærkede Tjenester, mente man, kunde og burde før regaleres med endnu en fransk Koloni til foruden Guadeloupe, som var bleven ham indrømmet som personlig Ejendom, end med et gammelt Kongerige, som beredede sig saa hæderligt til at for- svare sin Selvstændighed og til atter at indtræde i de uafhængige Rigers Tal. Men sligt rørte ligesaalidet da som nogensinde et Toryministerium, eller mildnede noget i dets ubøjelige Handels- politik; [fotnotemerke] Og Embargoen viste Normændene, at de ikke havde Fotnote: I sin Kommentar over denne Traktat siger den ministerielle the Courier, at England kun "reluctantly gave her consent to the eager desire of Sweden to connex Norway." Fotnote: Den i de foregaaende Aar fra Høsten 1809 af stedfundne Licencefart var heller ikke andet end Kattens overmodige Leeg med Musen. Da England be- gyndte at savne norsk Trælast, sendte det en Mængde Licencer til Norge, som med overordentlig Fordeel benyttede sig deraf med Regjeringens stiltiende Tilladelse, medens Forbudet, der satte Livsstraf paa enhver Forbindelse med England, forblev uophævet. Da Englands Behov nogenlunde var tilfredsstillet, blev det først gjort til Betingelse for at erholde en Licence for en følgende Reise, at Skibet maatte gaae ballastet til England og der indtage en Ladning Steenkul eller andre engelske Produkter; og dernæst blev det paalagt, at en betydelig Deel af denne Last skulde bestaae i engelske Manufaktur- eller Kolonialvarer, hvorved den norske Kjøbmand geraadede i Gjeld til den engelske, og en Overdaadighed i egentlige Luxusartikler, der stod i skrigende Modsæt- ning til Mangelen paa Nødvendighedsartikler, udbredte sig især i Trælastegnene, SIDE: 303 noget sikkrere at stole paa, end paa deres egen Taalmodighed og Udholdenhed. Datids Blade ere ogsaa fulde af Vidnesbyrd om, at Normændene vare rede til hvilkesomhelst Opoffrelser for Fædrenelandet. Ingen Kjerne er dog uden Bitterstof. Hiin Mistro til Kjøbmanden var kun en saadan Bestanddeel i den sunde Kjerne af Patriotisme, Folkets Hjerte omsluttede. Med Beredvillighed bar Bonden Tyngden af de overordentlige Transporter, Troppebevægelserne førte med sig, baade da de til hans Forundring i Iilmarscher rykkede mod Grændsen, mens det hedte, at der var "Fred i Norden", og under deres Ophold paa Østlandet. Throndhjemmerne aabnede den Række af Subskriptioner i Valuta, som hædrede saamange norske Byer og Bygder, og man saae endog Forslag om at lade ikke blot Kirkesølvet springe, men endogsaa hvad Sølvtøj man havde, lige indtil den Yderlighed, at ved Gjæstebud skulde hver Gjæst føre sin eneste Sølvskee med sig. Subskriptionen til den i Februar udsatte Præmie for den bedste Afhandling om Norges tilkommende Regjeringsform var allerede først i Marts stegen saa betydeligt, at Præmien for den bedste kunde fastsættes til 6000 Rdlr. D. C., eller 1000 Rbd. N. V. og for de to næstbedste til respektive 2000 og 1000 Rdlr. D. C., og det manglede ikke paa Penne, der i Stilhed arbeidede paa at give Norge en Konstitution. Forøvrigt raadede der, efter en Samtidigs Vidnesbyrd, af oven- antydede Grund, kun liden Aabenhed i den selskabelige Diskussion paa denne Tid. I offentlig Tale eller Skrivt maatte man ikke vente at høre anden Mening om Kristian Frederik og hans Iid end Mængdens, nemlig, at han med Selvopoffrelse og Fare op- rigtigen vilde knytte sin Skjebne til Norges, og at dette ikke noksom kunde forskylde ham denne Ædelmodighed. De, der ikke vilde sværge paa Oprigtigheden heraf, der i hans lidet be- skedne Udtryk, at det var en Guds lykkelige Tilskikkelse, at han var i Normændenes Midte, saae en Overvurdering af sig selv og Ringeagt for Folkets vaagnede Blik, og egne Kræfter, og som i hans selvgivne Navn af "Odelsbaaren", hans ivrige Forfegten af sin Thronret i Mødet paa Eidsvold, ja selv i den politiske Operation med Eeden, øinede kun Forfølgelsen af en selvkjærlig Fotnote: og har holdt længe ved der. Regjeringen begik den Feil, ikke at forbyde denne Handel, da den rette Tid dertil var, nemlig da England gjorde den første Indskrænkning i Norges Aktivitet deri. SIDE: 304 Plan, af den at redde Norge for Danmark -- disse Færre, men klarere Seende, taug; og selv dette var nok til at synes fordægtig i Fleerhedens Øine og at faae Ord for at være en mindre god Normand eller en "Svensksindet", som man kaldte det. Grev Wedel udpegedes som Hoved for et saadant Parti, som dog ikke havde noget virkeligt Tilvær som afsluttet Faktion, hvilket vel heller ikke havde været raadeligt ligeoverfor Mængden, som i denne Henseende dannede ligesom et fast Legeme om Regenten, der som Snebolden rev Alt med sig, og som udelukkende tiltog sig Patriotnavnet. Snakken om et "svensk Parti", paastaaer ellers en Samtidig, havde for en stor Deel sin Grund i en For- tælling om, at Kronprindsen af Sverige skulde ved Fredsslutningen i Kiel have sagt til den engelske Gesandt, som mente, at det vel ikke var saa vist, om Norge vilde overgive sig, at han frygtede ikke derfor, da Sverige der havde sit Parti. Den gamle Aabenhed og Oprigtighed, Nationalkarakterens Hjerteblad, henblegnede selv i private Meddelelser, og kun imellem særdeles fortrolige Venner hørte man Tvivl om Reenheden i Prindsregentens Hensigter og om, at hans Færd vilde erhverve Fædrelandet Uafhængigheden. Da, under Samvær af ubetvivlelig Tryghed, lod stundom endog Personer, som offentlig omjublede ham, mørke Ahnelser om Ud- faldet og Tvivl om baade hans Evne og Vilje komme til Udbrud. Mistanken om, at det egentlige og sidste Maal, som stod ham og hans danske Omgivelser for Øje, dog nok kun var Gjenforeningen med Danmark, fandt sig kun bestreden af det skrøbelige Vaaben, som laae i Troen paa, at Kristian Frederiks Gemyt var for blødt til med koldhjertet Politik saaledes at bedrage Norge for dets Lidelser og for det Blod, som skulde flyde. "Han har jo ogsaa svoret", hedte det, "og om otte Dage aabnes jo Rigsforsamlingen. Da lægges jo Fædrenelandets Skjebne ikke i Hans, den Frem- medes Hænder, men i dets egne Børns." Og i denne Trøst laa en Henviisning til Revolutionernes Maxime: "Hjælp dig selv, saa hjælper dig Gud." SIDE: 305 Rigsforsamlingen paa Eidsvold. I (Fra 10de til 30te April). Nu gjælder det om gamle Norges Held Blus, Fædres Ild, da i hver Normands Sjel! Man vil tvinge os fremmed Aag at bære -- Vaagn, Norges Søn, at hævde Norges Ære Biskop Mathias Bonsach Krogh, Vaaren 1814 l0de April. I den første Uge af April viste flere fremmede Ansigter sig i Kristiania. Det var Rigsforsamlingsmændene fra de Egne, hvis Vej til Eidsvold faldt derigjennem; og -- som En af dem, For- fatteren til "Fortrolige Breve til en Ven, skrevne fra Eidsvold i 1814," vil have bemærket -- undlod ikke Regenten i Forbigaa- ende at forsøge paa at see dem noget indenfor Tænderne. "Det var godt at forstaae, siger han om et Selskab hos Oberstelieute- nant Haffner, at det havde en saadan Hensigt, og at man ikke troede os for vel." Den 9de April indtraf de Sidste i Eidsvold, hvor de anvistes Qvarteer rundtom paa Gaardene ligeindtil en Miils Afstand fra Jernværket, i hvis ret prægtige Hovedbygning Rigsforsamlingen skulde holdes. Det tilhørte Regjeringsraaden Carsten Anker, og Stedet var sandsynligviis valgt ligesaameget paa Grund af det intime Forhold Ejeren stod i til Prindsen, som fordi det laa langt nok fra de Strøg, Fiendtlighederne først kunde bryde ud i, og kun en maadelig Dagsreise, nemlig 5 1/4 Miil fra Kristiania, saa Regenten kunde dele sin Nærværelse mellem begge Steder. Dette er vel det Meste, som lader sig anføre til Anbe- faling for dette Steds Valg, skjøndt den sidste Grund siger heller ikke synderligt, da Afstanden fra Kristiania, ligesom ogsaa mellem de forskellige Qvarterer for Repræsentanterne og Forsamlings- stedet, i Førefaldstiden paa de slette Veje, var besværlig nok. En By, f. Ex. Drammen eller Kongsberg, havde ganske vist været beqvemmere, naar Forsamlingen endelig skulde fjernes fra Ho- vedstaden, og man vilde da undgaaet Udseendet af, at denne nu med en Slags Hensigt var bleven henlagt midti de militære Kan- tonneringer. En Anbefaling for Stedet var det vel ogsaa i Re- SIDE: 306 gentens Øjne, at det afgav de behørige Beqvemmeligheder for hans Ophold i den samme Bygning, hvor Rigsforsamlingen holdtes. Prindsens Værelser befandt sig, tilligemed Medlemmernes Kon- versations- og Spiseværelser, i nederste Etage; et gjennem øverste Etage løbende Malerigalleri var indrettet til Rigsforsamlingssal. Paa begge Langsiderne løb tre amfitheatralske, rødtbetrukne Bæn- kerader; paa en Forhøjning i den ene Ende befandt sig Præsident- og Sekretærpladserne; og forøvrigt vare de uhøvlede Vægge og Vindubuerne beklædte med Barlin og dekorerede med nogle store Malerier, hvorimellem et af Kristian den 4de, hvorved Nogle troede at opdage en paafaldende Lighed med Regenten. Smig- rere forstaae, ligesom Bierne, at suge Honning af Alt, og det hang der vel heller ikke for intet. Noget Hensyn var ikke taget til de nationalhistoriske Minder ved Navnet Eidsvold, som det gamle Heidsævirthingsted (Eisvellir, Voldene omkring Kirken, en halv Miil fra Værket), hvor Heidsivialagen i Halfdan hin Svartes Tid var givet for Oplandet, og hvor siden disses Lagthing holdtes. Det er først senere man med Behag har bragt denne Forøgelse i Bygdens Navnkundighed i en vis betydningsfuld Forbindelse med Konstitutionsværket. Søndag den 10de April saae Repræsentanterne hinanden første Gang samlede i Eidsvold Kirke, hvor de, efter Anordning af Re- genten, der selv med sine Regjeringsraader var tilstede, mødte sammen til den almindelige Gudstjeneste, for "at bede Herren om Held og Velsignelse til deres, for den nærværende som for de tilkommende Slægter vigtige, Foretagende." Der fandt dog intet andet Sted udenfor Repræsentanternes Hjerter, som havde Hensyn til Rigsforsamlingens ophøjede Hværv at frigjøre Landet, uden en Bøn i temmelig almindelige Udtryk af Sognepræsten, ti- tulær Professor Theol. Leganger, en af Prindsens og hans For- gjængers massiveste Smigrere. Den slæbende Tale var tvertimod fuld af Virak til Denne, og manglede selv ikke Anbefalinger for den absolute Magt som Landets sikkreste Frelse. Da Repræsen- tanterne havde faaet nok af Sligt, begave de sig samtlige til Eids- vold Jernværk, hvor de distriktsviis afleverede til Regenten sine Fuldmagter og Adresser, som strax af en Komittee, bestaaende af Biskopperne Bech og Bugge samt af Regjeringsraad Sommer- hjelm, bleve reviderede og befundne rigtige. Disse Adresser, der vare stilede til Hs. H. Prindsregenten, og for det meste affattede SIDE: 307 i en særdeles emfatisk og begeistret Tone, bleve, efter Foran- staltning af Regentskabet, udgivne med en Forerindring [fotnotemerke] af Præ- sten Wulfsberg paa Subskription, som Tillæg til den annoncerede Rigsforsamlingstidende, og toges strax under tre Presser efter de originale Dokumenter, som derefter henlagdes i Rigets Arkiv. Repræsentanterne afgav sine Fuldmagter (hvoraf enkelte ogsaa opnævnte Suppleanter) i følgende Orden: I. Akershuus Amt: 1. Kammerherre, General-Vejintendant Peder Anker, K. D. O. 2. Sorenskriver (i Folloug) Kristian Magnus Falsen. 3. Bonde Kristian Kristensen Kollerud. (Af Aas). II. Akershuus ridende Jægerkorps: 1. Major Valentin Kristian Wilhelm von [fotnotemerke] Sibbern. III. Akershuus Skarpskytter-Regiment: 1. Oberstlieutenant, Batalljons-Kommandør Frederik Wil- helm Breunech von Stabell, R. D. 2. Kommandeer-Sergeant og Dannebrogsmand Zakarias Mellebye. IV. Arendal: 1. Distriktslæge Alexander Kristian Møller. V. Artillerikorpset: 1. Kapitain Peter v. Motzfeldt. 2. Sergeant (af 10de ridende Artillerikompagni) Hans Haslum. VI. Bergen: 1. Sekretær og Sorenskriver (i Nordhordlehn) Wilhelm Koren Christie. 2. Grosserer Frederik Meltzer. 3. Grosserer Jens Rolfsen. 4. Residerende Kapellan (til Nykirken) Jonas Rein. VII. Bergenhusiske Infanteri-Regiment: 1. Kapitain Ole Elias von Holck. 2. Musketeer Niels Johannesen Loftesnæs. VIII. Nordre Bergenhuus Amt: 1. Kancelliraad og Sorenskriver (i indre Sogn) Lars Jo- hannes Irgens. Fotnote: Bilag I. Fotnote: Datids militære Titulatur. Sibbern er ellers et Adelsnavn. SIDE: 308 2. Sognepræst (til Yttre Holmedal) Nikolai Nielsen. 3. Bonde Peder Hjermand. (Af Leirdal). IX. Søndre Bergenhuus Amt: 1. Sorenskriver (i Hardanger) Arnoldus von Westen Sylow Koren. 2. Sognepræst (til Vos) Georg Burchard Jersin. 3. Bonde Brynild Andersen Gjerager. (Af Vos). X. Bradsbergs Amt: 1. Kammerherre, Amtmand Severin Løvenskjold. 2. Justitsraad Cloumann, R. D. 3. Bonde Tollef Olsen Huvestad. (Af Laurdal). XI. Budskeruds Amt: 1. Provst, Sognepræst i Eger, Frederik Schmidt, Dr. theol. 2. Foged Johan Collett. 3. Bonde Kristoffer Hoen. (Af Eker). XII. Kristiania: 1. Professor Georg Sverdrup. 2. Toldprokurør Kristoffer Frimann Omsen. XIII. Kristians Amt: 1. Sognepræst (for søndre Ourdal) Hans Jakob Stabel. 2. Sorenskriver (for Toten, Vardal og Birid) Lauritz Weide- mann. 3. Bonde, Dannebrogsmand Anders Lysgaard. (Af Birid). XIV. Kristianssand: 1. Res. Kapellan Nikolai Wergeland. 2. Grosserer Ole Klasen Mørch. XV. Kristianssund: 1. Kjøbmand og Borgerrepræsentant John Moses. XVI. Drammen: 1. Forvalter Nikolai Scheitlie. XVII. Frederikshald: 1. Kancelliraad, Byfoged og Sorenskriver (i Ide og Mar- ker) Karl Adolf Dahl. XVIII. Frederiksstad: 1. Kancelliraad, Byfoged Andreas Mikael Heiberg. XIX. Hedemarkens Amt: 1. Amtmand Bendeke. SIDE: 309 2. Kancellisekretær, Sorenskriver (i Østerdalen) Kjønig. 3. Lensmand Ole Olsen Evenstad. (Af Aamodt). XX. Holmestrand: 1. Sognepræst Hans Hein Nysom. XXI. Jarlsbergs Grevskab: 1. Johan Kaspar Herman, Greve af Wedel Jarlsberg. 2. Sorenskriver i Nordre Jarlsberg Gustav Peter Blom. 3. Bonde Ole Rasmussen Apenæs. (Af Borre). XXII. Ingeniørbrigaden: 1. Kapitain Henrik Frederik Arild v. Sibbern. XXIII. Kongsberg: 1. Bergmester og Bestyrer af Kongsberg Jernværk Paul Steenstrup. XXIV. Kragerø: 1. Auditør, Byfoged C. Hersleb Hornemann. XXV. Laurvig: 1. Justitsraad, Byfoged og Sorenskriver Kristian Adolf Diriks. XXVI. Laurvigs Grevskab: 1. Proprietær, Sektions-Chef Iver Hesselberg. (Af Thjøl- ling). 2. Skibskapitain Anders Grønneberg. (Af Brunlaugnæs). 3. Bonde Ole Olsen Amundrød. (Af Thjølling). XXVII. Listers Amt: 1. Kjøbmand Gabriel Lund. (Af Farsund). 2. Foged (i Lister) Jens Erichstrup. 3. Bonde Teis Jakob Torkildsen Lundegaard (Af Lyngdal). XXVIII. Mandals Amt: 1. Bonde Osmund Andersen Lemsland. (Af Tved). 2. Bonde Erik Haagensen Jaabek. (Af Mandal). 3. Bonde Sivert Amundsen Eeg. (Af Eeg). XXIX. Molde: 1. Byfoged Frederik Motzfeldt. XXX. Moss: 1. Auditør, Byfoged Gregers Wulfsberg. SIDE: 310 XXXI. Nedenæs Amt [fotnotemerke] : 1. Jernværksejer Jacob Aall, R. D. O. 2. Sognepræst (for Vester-Moland) Hans Jakob Grø- gaard. 3. Lensmand Thore Rejersen Lilleholt. (Af Holt). XXXII. Nordenfjeldske Infanteri-Regiment: 1. Kapitain Peter Blankenborg Prydtz. 2. Musketeer Helge Ellingsen Vaagaard. (Af Ringe- rigske Kompagni). XXXIII. Norske Jægerkorps: 1. Kapitain Palle Rømer Fleischer. 2. Korporal Niels Dyhren. (Af Valderske Skarpskyttere). XXXIV. Oplandske Infanteri-Regiment: 1. Oberst Diderik Hegermann. 2. Kommandeersergeant Harildstad. (Af Gudbrands- dalen.) XXXV. Porsgrund: 1. Grosserer, Stadskapitain Jørgen Aall. XXXVI. Raabygdelagets Amt: 1. Sorenskriver (for Østre Raabygdelaget) Thomas Bryn. 2. Bonde Even Torkildsen Lande. 3. Lensmand Ole Knudsen Tvedten. XXXVII. Romsdals Amt: 1. Amtmand Hilmar Meincke Krohg, R. D. 2. Provst (i Romsdal) Stub [fotnotemerke] . 3. Bonde Elling Olsen Valbøe. XXXVIII. Røraas Bergkorps (frivillige Berg-Jægerkorps): 1. Kapitain Rikard Flor, R. D. [fotnotemerke] XXXIX. Skien: 1. Grosserer, Borgerrepræsentant Didrik v. Cappelen. Fotnote: For dette Amt var valgt som No. 2. Sorenskriver i Nedenæs Andreas Frederik Finne. Fotnote: Først var valgt som No. 2. Provst Baade, og dernæst Provst Finckenhagen, der begge af Grunde, der erkjendtes gyldige paa Amtsmødet, havde undskyldt sig. Fotnote: Som Nr. 2. var valgt "velagtbare og tapre" Overjæger og Kommandeer- sergeant Ole Ditlevsen. Titulaturen lød saa til Underofficerer. SIDE: 311 XL. Smaalehnenes Amt: 1. Major Valentin Christian Wilhelm v. Sibbern. (Ogsaa for norske ridende Jægerkorps). 2. Provst Peder Hount, Sognepræst til Berg. 3. Bonde Jon Hansen. (Af Bergs Sogn). XLI. Stavanger: 1. Kjøbmand og Stadskapitain Peder Valentin Rosen- kilde, R. D. XLII. Stavanger Amt: 1. Sognepræst (for Rennesø) Lauritz Oftedahl. 2. Kjøbmand Kristen Mølbach. (Af Egersund). 3. Bonde Askoud Olsen Regelstad. (Af Findø). XLIII. Sødefensionen: 1. Kommandør Jens Schou Fabricius, R. D. 2. Lieutenant Thomas Konow. 3. Underofficeer Peter Jonsen. 4. Matros Even Thorsen. XLIV. Søndenfjeldske Dragon-Regiment: 1. Ritmester P. v. Ramm. 2. Korporal P. Paulsen Bakke. XLV. Søndenfjeldske Infanteri-Regiment: 1. Oberst Daniel Frederik Petersen, dansk Kammer- herre. 2. Musketeer Ole Svendsen. XLVI. Tellemarkske Infanteri-Regiment: 1. Kapitain Enevold Steenblok Høyum. 2. Kommandeersergeant Gullik Madsen Røed. XLVII. Throndhjem: 1. Etatsraad, Justitiarius Rogert. 2. Grosserer Peter Schmidt. XLVIII. Nordre Throndhjems Amt: 1. Provst (Sognepræst for Bedstaden) Midelfart. 2. Sognepræst (for Størdalen) Halvor Heyerdahl, R. D. 3. Bonde Sivert Bratberg. XLIX. Søndre Throndhjems Amt: 1. Klokker Lars Forsæth, Dannebrogsmand. SIDE: 312 2. Sorenskriver Anders Rambech. 3. Sognepræst Jacob H. Darre. L. Throndhjemske Dragonkorps: 1. Premierlieutenant Frederik Hartvig v. Heidmann. 2. Qvarteermester Peter Jonsen Ertzgaard. (Af Strinden). LI. Første Throndhjemske Infanteri-Regiment: 1. Kapitain Georg Ulrik Vasmuth, R. D. 2. Sergeant Daniel Larsen Skevig, Dannebrogsmand. LII. Andet Throndhjemske Infanteri-Regiment: 1. Kapitain Jakob Lange. 2. Sergeant Helmer Andersen Gedeboe. LIII. Tønsberg: 1. Grosserer Carl Stoltenberg, R. D. LIV. Vesterlehnske Infanteri-Regiment: 1. Major Ely. 2. Underjæger Osmund Bjørnsen. LV. Østerriisøer: 1. Kjøbmand, Jernværksejer Henrik Carstensen. Ikke saa Faa af disse 112 [fotnotemerke] vare Personligheder af et saadant Profil, at de lade sig nogenledes silhouettere i et Par Omrids. Gamle Peder Anker var saaledes et ægte Exemplar af en norsk populær Magnat og af sit Folks Karakteer: oprigtig som sit Haand- slag, der hverken negtedes den Ene eller den Anden, trohjertig som sit Ansigt, jovialsk, familiær, national i sine Sæder, impone- rende af Figur; men, med sine almindelige Evner, dog ikke saa lidt af den Klogskab bag Tænderne, som hører til forat gjøre Nationalkarakteeren komplet. Anker havde derfor ikke bag sit smilende Ansigt meer Tiltro til Prindsen og til Tingenes rimelige Gang, end Begivenhederne siden bekræftede. I disse politiske Anskuelser stod han under sin Svigersøn Grev Wedels Indfly- delse. I Forsamlingen var han, paa Grund af sin Mistillid til egne Evner, faamælt, men ikke ved Bordet, hvor han var vant til at gjøre Honneurs med godlidende Munterhed. Sorenskriver Falsen var Rigsforsamlingens mest udmærkede Per- sonlighed, især nyttig ved sine Forfatningskundskaber og ved sit Fotnote: Bilag II. SIDE: 313 Udkast til en Konstitution, skarpsindig, energisk, lidenskabelig, af utrættelig Arbeidskraft, exalteret Patriot, imponerende af Aasyn og Gestalt. Den mest Populære eller rettere Partimægtigste inden Forsamlingen. De fleste af de Navne, som i dette Omrids hen- løbe ubemærkede, ere Nuller til denne Størrelse. Major Sibbern. Retsindig, livlig, deeltagende med Følelse for Sagerne og deres bedste Udfald. Virksom i Debatterne, men som Militær tilbageholdende i visse Punkter. Af Wedels Farve. Oberstelieutenant Stabell. Sluheden gik hos ham til Origina- litet. Uagtet han paa Rigsforsamlingen, skjøndt egentlig kun udenfor dens Møder, maaskee var den Militære, som tydeligst yttrede sig til Fordeel for en Fredspolitik, lagde han dog der Grunden til det Navn for Uudgrundelighed, han siden vedligeholdt hele sit Liv. Uden synderlig Enthusiasme for Tingen, uden Ak- tivitet i Forsamlingen, og uden Tiltro til Prindsen. Doktor Møller. Enthusiast for Fædrelandet og fuld af republi- kanske Idealer. Kapitain Motzfeldt. En af Rigsforsamlingens dygtigste Med- lemmer. Gavnede ved sit Kjendskab til den engelske Forfatning; velordnet og klar i sin hyppige Deeltagelse i Debatterne, hvor han ofte fremsatte Amendements; uafhængig og fast i sin Stilling inden Repræsentationen, hvor han hørte til de falsenske Patrioter uden Exaltation. Sorenskriver Christie. Kold og fast, skarpsindig, af lyst, vittigt Hoved. Efter Rigsforsamlingsprotokollens Mangel paa Udførlighed at dømme, satte han, som Rigsforsamlingens Sekretær, kun lidet af sin overordentlige Arbeidsdygtighed i Virksomhed. Men han indskrænkede den ikke til denne sin Funktion. Kjøbmand Meltzer. Et Exemplar af en indsigtsfuld, med for- trinlige Evner og Kundskaber udrustet Kjøbmand; hjemme især i Finanzvæsenet og den indre Styrelse. Residerende Kapellan Rein. Den mest (endog noget spansk) exalterede af de falsenske Patrioter. Af energisk, flammende, men ofte indtil det Paafaldende ulogisk, Veltalenhed, under hvis heftige Udgydelser han dog bandt sig til Papiret. En Partimand, som kun lidet bidrog til Resultaterne, og hvis bittre Udfald mod anderledes Tænkende dog ikke gjengjeldtes for Oprigtigheden af hans Enthusiasmes og for Skjaldskabets Skyld. Sorenskriver Koren. Ivrig Falsensk; talte og skrev meget, men SIDE: 314 ikke vel, endog ikke uden en Snev af det Komiske. Heldigere var han af og til i sine Bemærkninger. Kapitain Holck. En klippefast, varmhjertet Patriot. Besad ad- skillige selvlærte, især historiske, Kundskaber. Musketeer Loftesnæs. En rask, vakker Soldat, fuld af Sog- ningens, fast sydlige, Livlighed. Provst Schmidt. Ivrig falsensk Pennepatriot. Rigsforsamlingens Bordpoet. Fød dansk, men, opdraget i Norge siden sit første Aar, glemte han dog neppe Danmark under nogen af sine Ud- gydelser, skjøndt Omqvædet var "gamle Norge!" Bekræftede Ud- sagnet: "irritabile genus." Amtmand Løvenskjold. Et af Rigsforsamlingens virksomste Med- lemmer, af lyst Hoved, aaben og frygtløs Karakteer, uagtet nogen Affektation i sit Foredrag. Forholdt sig til Wedel som Sverdrup til Falsen. Bonden T. O. Huvestad. Et udmærket Exemplar af disse, især i Historie, belæste norske Fjeldbønder, som stundom overraske den Reisende. Kunde ikke "sættes" (som det hedder) i Snorro, og besad derhos, i Dybet af den elskværdigste Beskedenhed, under sin Thelekofte, flere Kundskaber i Udenverdenens Historie og Geografi. Disse fremtraadte engang saa overraskende under en Diskurs, Prindsen førte i Anledning af et af de sidste napo- leonske Feldtslag, at Denne udraabte: "hvilke Bønder der dog er i Norge!" Han udtrykte sig -- hvad dengang var sjeldent mellem de norske Bønder -- ogsaa skrivtligen korrekt og klart. Professor Sverdrup. En af Rigsforsamlingens Chorager. Dios- kurerne vare ikke meer sympathisk forbundne end Han og Falsen. Denne uafhængige og kraftige Personlighed indtog en imponerende Stilling, som Regenten kjendte Betydningen af siden Eidsvold- mødet den 16de Februar. Dybsind og Selvfølelse laa i hans Udvortes, hvis antikædle Profil harmonerede saa vel med hans klassiske Lærdom. Følelsen af Selv'et havde ogsaa sin Deel i de Sarkasmer, som ofte gjennemknittrede den dybe Bastorden i hans Tale. Toldprokurør Omsen. En uafhængig, oplyst og ædelttænkende Frihedsmand. Frimodig, frygtløs, varm indtil Lidenskabelighed. Ingen Ven af Prindsen. Sorenskriver Weidemann. Heftig, ægte national Patriot af rene- ste Skarlagen, der hverken vilde vide af Sverige eller Danmark, SIDE: 315 og en streng Økonom. Han vilde -- løb hans Nationalfølelse engang af med ham -- "heller dø, end kalde fremmede Læger ind." Virksom i Debatterne og med Amendements. Lensmand Lysgaard. En ægte Kaxe eller Bondemagnat. Residerende Kapellan Wergeland. Bekjendt som frygtløs Fædre- landsven af sit Priisskrivt om Universitetet. Vovede sig ogsaa her længst frem af Minoriteten. En heftig Antidan, der kun ventede sig Ulykke af Prindsregenten. Talentfuld, fyrig, vel- talende og riig paa politiske Kundskaber. Hadet af den falsenske Majoritet formedelst sine Anskuelser af Maaden, hvorpaa Fædre- landet kunde frelses, og Aabenheden, hvormed han yttrede dem. Kancelliraad Dahl. Et livligt Hoved af kamæleontisk Karak- teer, der spillede i alle Farver fra Falsens Røde til Wedels Blaa. En Violet, som man ikke troede; men dog nok i sit Hjerte den mest Svensksindede, om Nogen var det. Han var ikke engang fri for Mistanken om at referere Svenskerne Nyheder fra Rigs- forsamlingen. Kancelliraad Heiberg. En sindig, men i politiske Sympathier den Foregaaende ganske modsat, Patriot. Kancellisekretær Kjønig. Lidet virksom, men ivrig Patriot. Lensmand Evenstad. En Kjæmpefigur af en Østerdøl, med større Forstand end Kjæmper pleje at have. Grev Wedel-Jarlsberg. Hovedmodstanderen af det falsenske Bjerg. Chefen for "de Tredives" Gironde. Det fineste Hoved i Rigsforsamlingen. Hans Arbeide før Bruddet paa at see Fædre- landet befriet og hans Forhold til Prindsen, hvis Renonce han bedst forudsaae, gjør videre Antydninger overflødige. Sorenskriver Blom. Et lyst og vittigt Hoved. Wedel ganske hengiven. Liberal Fædrelandsven, men i Forhandlingerne meer tilbageholden end hans livlige muntre Temperament syntes at tilsige. Bergmester Steenstrup. Hidsig indtil Fremfusenhed; falsensk Enthusiast. Djærv, frygtløs, virksom i Forhandlingerne. Byfoged Hornemann. Stille Vand med dyb Grund. Kundskaber paa Bunden, men som tause Fisk. Justitsraad Diriks. En lærd og klog Jurist. Tog stor Deel i Forhandlingerne, men syntes ligegyldig for Udfaldet. Dansk fød og dansk i sit Hjerte. SIDE: 316 Kjøbmand Lund. Flink, dannet og bereist. Var Cand. theologiæ med bedste Karakteer. Foged Erichstrup. Sund Fornuft. Af praktisk Duelighed. Bonden Teis Lundegaard. En trohjertig, jovialsk, fiirskaaren Spindværingsskipper, fuld af Djærvhed og Selvfølelse og ikke uden en vis massiv naturlig Vittighed. Byfoged Motzfeldt. Ivrig falsensk som de andre Throndhjem- mere (og Bergensere, ikke at forglemme). Auditør Wulfsberg. En Moderat, om hvem man ikke vidste til hvad Side han hældte. Ellers et godt og sindigt Hoved, der ofte kom med gode Bemærkninger. Jernværksejer Aall. Da som altid en ultraloyal Temporisator. Dannet, kundskabsrig især i Fædrelandets Historie og Statistik. Af ædel, moralsk, skrupuløs, sensibel Tænkemaade. Saa oprigtig en Patriot som Nogen af de yderligere Anskuelser, han skyede at hylde. Sognepræst Grøgaard. En varmtfølende, oplyst Fædrelandsven af Wedels Tænkesæt og vittig, livlig Veltalenhed, som ofte lod sig høre i Debatterne. Gjorde gode Bemærkninger. Kapitain Prydtz. En fast, godmodig Karakteer, af Tænkemaade som de andre Throndhjemmere. Musketeer Waagaard. Slog mange Svensker ihjel inden Rigs- forsamlingen. Kapitain Fleischer. Ædel som sit Udvortes, der var ualminde- lig indtagende og imponerende. Den wedelske Farve skinnede igjennem den Tilbageholdenhed, han, med de øvrige Militære, iagttog. Korporal Dyhren udmærkede sig kun ved næsten altid at stemme modsat sin Chef Fleischer. Oberst Hegermann. En fast, sindig Patriot, af Sindelag som de fleste øvrige Throndhjemmere og Bergensere. Sorenskriver Bryn. Mand af Evner og Dygtighed. Wedelsk med Liv og Sjel. Lensmand Tvedten. Ret dygtig Falsensk baade vaagen og sovende (som ogsaa hændte). Amtmand Krohg. Stiv, retsindig og dygtig nordenfjeldsk Patriot. Provst Stub, wedelsk. Provst Hount. Havde Ord for at have, ligesom Grev Wedel, plejet Forbindelser med Sverige, sigtende til Norges Fraskillelse SIDE: 317 fra Danmark. Havde ogsaa før denne med Aabenhed fremsat Norges Klagepunkter. Kjøbmand Rosenkilde. En Slags Jakobiner. Og det en uden Hoved. Residerende Kapellan Oftedahl. "Man hørte ofte Dahl; men aldrig Oftedahl" lød en af Christies "Borgere," som ganske godt karakteriserer denne farveløse og tilbageholdende, men lærde og velvillige, Moderate. Kjøbmand Mølbach. Dygtig, praktisk Forstand. Manglede ikke paa brugbare Bemærkninger. Kommandør Fabricius. Sindig Moderat. Sølieutenant Konow. Af samme, dog ikke fuldt saa blege, Farve. Kun 19 Aar gammel. Kommitteen til at undersøge Fuld- magterne gjorde dog ingen Vanskelighed herved, uagtet 25 Aar var den bestemte Minimums-Alder for Repræsentanterne. Matroserne Peder Johnsen og Even Thorsen gjorde ikke Flaaden nogen Skam. Oberst, Kammerherre Petersen. En ikke udannet Militær af Falsens Farve, skjøndt ikke, med al sin raske Selvtillid, stort meer end et Nul til denne Størrelse. Brugtes af sit Parti om- trent som Aben brugte Katten til at rage Kastanierne af Asken. Kapitain Høyum. Falsensk, tilligemed sin Sergeant Røed, i Forsamlingen, men udenfor, i Samtaler med Modpartiet, mindre krigersk. Man fik saaledes af ham at vide, at de Militære havde værre end de andre Repræsentanter ved at være oprigtige i det Punkt. Etatsraad Rogert. En Moderat af Svaghed. Lidet virksom. Kjøbmand Schmidt. En kraftfuld, opvakt, ivrig Throndhjemmer. Sognepræst Darre. En flink, ret veltalende Mand. Sorenskriver Rambech. En sindig, men dog varmtfølende, Patriot. Klokker Forsæth. Ingen "Klokker" i Ordets spottende Be- mærkelse. Provst Midelfart. En flink, liberalttænkende Geistlig af Falsens politiske Tro. Sognepræst Heyerdahl. I endnu højere Grad en Mand, som gjorde sin Stand al Ære. SIDE: 318 Ritmester Heidmann. Et solid Hoved. Falsensk, og virksom i Debatterne. En af Armeens dygtigste Repræsentanter. Kjøbmand Stoltenberg. Den mest enthusiastiske Frihedsmand, der vilde opoffre alt. Rasende antisvensk. Kjøbmand Carstensen. Ivrig falsensk. Meget, men ikke godt, talende. Lidt Karrikatur, men velmenende. Af de Øvrige kunne dog endnu Kjøbmand Rolfsen, Sognepræst Jersin, Foged Collett, Provst Stabel, Amtmand Bendeke, Major Ely, Forvalter Scheitlie og Kjøbmand Jørgen Aall fratrækkes de resterende Nuller. Ikkun Mangel paa noget Iøinefaldende i Pro- filet og Frygt forat faae formange ensformige Silhouetter betager dem Pladsen imellem disse, men ikke Kravet paa at erindres af Nationen. Man maa ikke lade ubemærket den Særegenhed ved en For- samling, hvor Grundejendommene og ikke Stænder skulde re- præsenteres, at Armeen var, og det uforholdsmæssig stærkt, re- præsenteret. I Datids Aviser henlededes ogsaa den offentlige Opmærksomhed derpaa. Den civile Ængstelighed blev dog gjort tilskamme af de hæderlige Individer, denne Stand sendte, og Forholdsregelen blev i en heftig Tone forsvaret saavel ved den Betydning, Armeen havde for Tiden, og ved at det vilde være ubilligt, at berøve saa mange ellers stemmeberettigede Medbor- gere al Deel i og til Valgene, fordi de i Statens Kald vare borte fra sine Arner. Dagen, den 10de April, endte med et Maaltid, hvor Appetiten efter Dagens Forretninger, Haabet paa de kommende, Dagens Prædiken og Selskabets brogede Sammensætning af alle Stænder og Mundarter, af "Hofmænd og Bønder, Amtmænd og Lensmænd, Præster og Klokker, Oberster og Korporaler, Lærde og Ulærde, høje og lave Embedsmænd, Kjøbmænd og Proprietærer," i For- ening bidrog til at fremkalde den muntreste Stemning. Med- lemmerne vedbleve ogsaa at spise sammen, baade om Morgenen Kl. 10, naar de samledes fra Qvartererne, hvor de forsynedes med det Nødvendige af Forsamlingens Leverandør, og efter For- handlingernes Slutning om Eftermiddagen Kl. 4-5 til Middag SIDE: 319 under fuld Regimentsmusik [fotnotemerke] ; og man feiler vel neppe ved at antage, at der i dette convivium overdøvedes af Musiken ad- skillig Skurren, og nedsvælgedes i den maadelige Viin, som Ti- derne ydede, adskillig Bitterhed fra Salen. Den aabne Karakteer, som hvilede over den hele Forsamling, skinner ogsaa frem af den Skik, som enhver af Medlemmerne uden videre tillod sig, at tage de private Bekjendte, som besøgte Stedet, (og slige Gjæ- ster vare ei sjeldne) med sig til det fælles Bord. Og i disse Henseender kan Levemaaden ogsaa fortjene en Plads her. Til denne hørte ogsaa, at endeel af de Deputerede tourviis bleve tilsagte til Prindsens Taffel, naar han var paa Eidsvold; og der var han fordetmeste baade af politiske og private Tilbøjeligheds- grunde. Hans, ikke meget beleilige, altfor store Nærhed og hans ledige opvartende Herrer skaffede ham alligevel alt at vide hvad der passerede og sagdes i Rigsforsamlingen, saa Invitationerne ikke vare andet end selskabelig Fiinhed. Heri var han en Mester; og et Forsøg, som Falsen og Sverdrup tilbageviste, paa at er- hverve En af sine Herrer Tilladelse til at overvære Forhandlin- gerne, skrev sig sandsynligviis mere fra Disses vidtdrevne Tjenst- iver end fra Prindsens egne, i slige Ting ikke saa letfeilende, Takt. Den 11te April. Denne, den næste, Dag er Rigsforsamlingens Aabningsdag. Ind- raabte i alfabetisk Orden, tog Enhver sin bestemte Plads, og saa- ledes fik da Agershuus Amt, med Falsen i Spidsen, den første -- en Omstændighed som ikke blev af liden Vægt, da man siden fulgte Distrikternes alfabetiske Orden ved Voteringerne. Neppe var Rigsforsamlingen bragt tilsæde, før Indtrædelsen af Regje- ringsraaderne, Biskoperne Bech og Bugge, Etatsraad Treschow, Generalkrigskommissær Vibe, Etatsraad Falbe, og Prindsregentens Adjutanter, alle i Galladragt, bebudede Hs. Høiheds snarlige Komme. Man manglede imidlertid ikke Sysselsættelse i Forun- dringen over Biskop Bugges Nærværelse. Nogle vilde vide, at Fotnote: De i Omegnen kantonnerende Tropper afgave vexelviis et Detaschement af 50 Mand til Æresvagt for Regenten og Forsamlingen. To stode ved Ind- gangen, To ved Rigsforsamlingens Dør og To ved Indgangen til Regentens Værelser. SIDE: 320 Regenten ikke havde turdet lade ham ude af Sigte deroppe i Thrond- hjem; Andre, at den kun var improviseret af Hs. Høiærværdighed selv, som imidlertid lod ligesaa uvidende selv, om hvorfor han var didkaldt, som alle Andre vare det. Man var ogsaa ligesaa klog derpaa ved Rigsforsamlingens Ende som ved dens Begyndelse. Regententen lod ikke længe vente paa sig. Han besteg Præ- sidentforhøiningen, og aabnede Rigsforsamlingen med følgende Tale, som han holdt med Papiret i Haanden, men ikke destomindre frit og med Udtryk af Inspiration i Talens Gestus og Klang: "Normænd! Helligt er det Kald der samler Eder ved Fædrenelandets Alter. Det Norske Folks Hu staaer til Eder, dets udvalgte Mænd, at I ville vide, med Viisdom og Samdrægtighed, at grundlægge den Stats- Forfatning, af hvilken nærværende og tilkommende Slægter kunne vente Held, Orden og Velstand inden Riget. Den viseste Regjerings-Form er udentvivl den, som, sikkrende Bor- gerfrihed og Lovenes Hellighed, giver den udøvende Magt Myndighed til at udrette alt Godt og til at haandhæve Lovene; men I skulle ikke kunne give Norge en Regjerings-Form, der svarer til Folkets Forvent- ning, uden ved samdrægtigen at ville virke til eet og samme Maal: Folkets Lyksalighed. Banlyser enhver Tvivl, Frygt eller Mistanke fra Eders Barm, naar det gjælder om at bestemme Norges Grund-Forfatning; et- hvert Medlem af denne Forsamling vise sig som trofast, retsindig Nor- mand, og, idet han ytrer sin Overbeviisning, tænke han tillige paa de Medborgeres Stemning, i hvis Navn han taler! Skulde Nogen fortælle Eder, at Norge ikke kan bestaa som en selv- stændig Stat, da lue Kjærlighed til Fædrenelandet dobbelt høit i Eders Bryst; da mindes hine Oldinge, hine kraftfulde unge Mænd, der bøde Eder Held til det Hverv, I gik hen at røgte! Hine sagde: vanslægter ei fra Fædrene! og Disse: stoler paa den Kraft, der hviler i vor Arm, som i vor Villie! -- Er det Norske Folk da ikke mere sine Fædre ligt? skulde Sønnerne ei ligesaagodt, som de, kunne forsvare deres Fjelde? Ere vi ei vante til Savn? og kan noget Savn lignes ved Frihedens? Staaer det ei i Folkets Magt at indrette sin Regjerings-Forfatning efter Statens Tarv og de Midler, den besidder i sit Skjød? -- Norge har ingensinde forlangt, at Danmark skulde afholde dets Stats-Udgifter; i fredelige Dage har dette Rige givet Overskud af Indtægter i Statskassen; og skulde Sverrig ønske Forening med Norge for at forsørge det Norske Folk med Almisse? -- Hvortil lede endeligen disse bange Tvivl? Kun til frivillig Underkastelse. I Sandhed, hvad var et Folk vel værd, som frygtagtigen opoffrede sin Selvstændighed og sin Ære? Kun de Slave- lænker, som fra Evigheden vare beredede for samme! SIDE: 321 Dog Held os! vi ere ei vanslægtede! med høi Følelse af eget Værd har det hele Folk, i Herrens Templer, aflagt den høitidelige Eed, at hævde Norges Selvstændighed; denne Eed skulle I besegle, trofaste Normænd, ved at grundlægge den Regjerings-Form, under hvilken I ville leve, og som I ville forsvare imod hvert Forsøg paa at kuldkaste den. Mistvivler ei om, at I jo besidde Kraft til, selv i Modgang, at haand- hæve den; og mistvivler ei heller om, at en retfærdig Gud beskytter et frit og ubetvunget Folks Anstrengelser. Herren er mit Haab og min Tillid! Jeg har anseet det for min første Pligt, som dette Lands Regent, at kundgjøre Nationens fredelige Forhold til andre Magter, og indtil denne Dag er ingen ny Fiendtlighed af nogen Magt udøvet imod Norge. Jeg har tilskrevet alle de Fyrster, hvis Venskab er væsentligt for Norge, og af hvis Retsindighed man kunde haabe Bistand ved en saa retfærdig Sag, saasnart Omstændighederne tillade dem at ytre deres Sindelag til vores Fordeel. -- Rigets afsondrede Beliggenhed har endnu tilbageholdt disses Svar; men imidlertid er det Engelske Flag igjen seet og med Glæde modtaget i Norske Havne. -- De Svenskes Konge har jeg tilskrevet saaledes, som det skal blive forelagt Rigs-Forsamlingen: men denne Monarch har sendt min velmeente Skrivelse uaabnet tilbage. O! gid den Konge, der siger sig at ville være det Norske Folks Fader, ogsaa vilde ære dets Rettigheder, og skjenke Norden Fred og lykkelige Dage! Vi ønske jo kun at leve uafhængige, i god Forstaaelse med et i sig selv agtværdigt Nabofolk. Jeg skulde ansee det for en kjær Pligt, hvis jeg udførligere, med nogen- slags Sandsynlighed eller Vished, kunde skildre Norges politiske Stilling; men Ingen formaaer at forudsee de Begivenheder eller Omvæltninger, som Europa i det Hele eller enkelte Stater kunne være underkastede, forinden den almindelige Fred gjengiver Ro, og kalder Lyksalighed og Velstand tilbage. -- Held imidlertid det Folk, som, uagtet Trængsler og mangehaande Gjenvordigheder, med urokkelig Troskab, først mod sin Konge og siden mod sine egne Rettigheder og sit National-Værd, be- staaer den gode Strid, indtil blidere Dage oprinde! Europa skal ikke negte det sin Høiagtelse og Beundring, og kommende Slægter skulle velsigne dets Minde. Ja! Held Norge!" -- Her gjentog hele Forsamlingen tre Gange Udraabet: "Held Norge!" og Regenten tilføjede derpaa: "Jeg indbyder Rigs-Forsamlingen til at vælge sig en Præsident, som kunde omvexle ugentligen, saavelsom en bestandig Sekretær; og, til at udarbeide Forslaget til Konstitutionen, vil det findes fornødent, at ud- vælge en Kommittee, bestaaende af Medlemmer fra de forskjellige Stifter. SIDE: 322 Regjerings-Raadet skal være beredt, at forelægge de Oplysninger om Rigets Ressourcer, som have været muligt at forskaffe i saa kort en Tid; men, saasom Tids-Omstændighederne forhindre den i sig selv vidt- løftige Opgjørelse af gjensidige Fordringer med Kongeriget Danmark, og Rigets Indtægter og Udgifter desuden ei lade sig bestemme efter et Krigs-Aar, som det afvigte, ligesaalidet som ubetinget efter fordums Freds-Aar, saa vil ei heller noget fuldstændigt Budget for Aaret 1814 kunne forelægges Rigs-Forsamlingen. Jeg ønsker derimod, at det, efter Konstitutionens Bestemmelse, maatte overvejes, om ikke Tilforordnede af Rigs-Forsamlingen kunde, tilligemed Regjerings-Raadets lste Depar- tement, udarbeide Rigets finantsielle Etat og Forslag til nye og nød- vendige Hjælpekilder for Finantserne. Den til Næringsvejenes Oplivelse saa uundværlige Laane-Indretning, som under 5te Januar d. A. blev antaget af Sammes Konstituenter, er hidtil standset i sin Virksomhed, fordi de senere indtrufne Omstændig- heder have gjort dens Forening med en Nationalbank ønskelig, hvis Plan ligeledes skal forelægges Rigs-Forsamlingen til Bedømmelse. Over- hovedet venter jeg med Fortrøstning al den Bistand af Rigs-Forsamlingen, som Kjendskab til Land og Folk, og som varm Følelse for Norges Vel vil indgive hvert dens Medlem. Mine Hensigter kjendes af Alle; i redelig Vilje skal Ingen overgaa mig, og min bedste Løn skal til alle Tider være Folkets Kjærlighed og de Retskafnes Højagtelse." Regenten tilføjede endnu efter denne Aabningstale, at han skulde meddele Rigsforsamlingen det officielle Svar, som forven- tedes fra England, og lod dernæst ved Regentskabssekretæren von Holten oplæse paa Fransk og i Oversættelse hiin fra Kongen af Sverige uaabnet tilbagesendte Skrivelse af 6te Marts [fotnotemerke] , hvormed Kundgjørelserne af l9de Febr. oversendtes, det Retfærdige og Nødvendige i disse Forholdsregler paavistes, og Ansvaret for en Krigs Ulykker lagdes Kongen paahjerte. Denne Skrivelse og især den fornærmelige Afviisning gjorde et stærkt Indtryk paa For- samlingen. En høirøstet Mumlen løb igjennem Salen, Forbittrelse paa Prindsens Vegne, Godhed for ham, der maatte lide saadant, stod malet i mange Ansigter. Under dette forlod Regenten med sit Følge Rigsforsamlingen, og denne skred nu til Valg af en Præ- sident og Vicepræsident for otte Dage og af en permanent Se- kretær. Til Præsident valgtes ved de fleste Stemmer Kammer- Fotnote: Bilag III. SIDE: 323 herre og General-Vejintendant Peder Anker, til Vicepræsident Justitarius Rogert og til Sekretær Sorenskriver Christie. En Takadresse til Prindsregenten voteredes dernæst for de Tje- nester, han hidtil havde viist Folket, og der besluttedes, at et interimistisk Reglement for Forhandlingernes Gang skulde udar- beides, og allerede næste Dag forelægges Rigsforsamlingen. Begge disse Hverv lagdes i en Kommittees Hænder, bestaaende af 6 Medlemmer, Præsidenterne og Sekretæren. Hertil udvalgtes He- germann, Diriks, Sverdrup, Falsen, Wergeland og Omsen. Før Mødet hævedes meddeltes Forsamlingen et smukt og tiltalende Vidnesbyrd om medborgerlig Interesse for dens vigtige Hverv, idet en Skrivelse fra en Kjøbmand Bredahl i Bergen oplæstes, hvormed han oversendte, til Afbenyttelse i Rigsforsamlingen og senere Opbevarelse i Universitetsbibliotheket, de forenede Nord- amerikanske Staters Love, et Værk 5 Bind stort. Den 12te April. Kommitteen var færdig med begge sine Hverv. Først oplæstes Udkastet til Reglementet, som derpaa blev punktviis gjennem- gaaet. Det vakte vel nogen Debat, men de faa Forandringer, det led, viste, hvor ivrigt Forsamlingen stundede til at komme ind paa Hovedsagen selv. Det interimistiske Reglement blev ved- taget saalydende: "§. 1. Præsidenten sammenkalder Repræsentanterne, og paa- seer, at Enhver er tilstede. De Udeblivendes Navne, saavelsom Aarsagen til deres Fraværelse, antegnes. For at Forsamlingen skal kunne konstitueres, maae Totrediedele af Repræsentanterne være tilstede. §. 2. Ved Indgangen af Forsamlings-Salen foreviser enhver Re- præsentant sin Adgangs-Billet for 4 dagligen af Præsidenten der- til valgte Opsynsmænd, som tages af Repræsentanternes Midte. §. 3. Tvende Protokoller føres: en Forsamlings-Protokol eller Dagbog, og en Hoved-Protokol, som ikke maa være længere end een Dag tilbage fra den første. Protokollerne auctoriseres af Præsidenten og Vice-Præsidenten, og Hoved-Protokollen forsynes med Rigets Segl, som Regenten anmodes om at lade Samme paa- trykke. SIDE: 324 §. 4. Forrige Dags Forhandlinger oplæses af Protokollen ved hver Dags Begyndelse, forinden noget Nyt foretages. §. 5. Den almindelige Forsamlings-Tid er Kl. 10 Formiddag, og Forsamlingen vedvarer, med mindre Præsidenten af særdeles Aarsager deri skulde gjøre nogen Forandring, til Kl. 4 Eftermiddag. §. 6. Hver Dag, forinden Forsamlingen sluttes, tilkjendegiver Præsidenten hvad der næste Dag skal være Gjenstand for Deli- berationerne. §. 7. Alle skriftlige Andragender til Forsamlingen indleveres til Præsidenten, som besørger Samme oplæste efter den Orden, han selv bestemmer. Præsidenten bruger en Klokke til at ringe til Lyd med, naar han vil paabyde almindelig Taushed. Enhver som vil tale, reiser sig, og begjærer Tilladelse af Præsidenten, som meddeler Samme; begjære Flere at tale, saa skeer dette efter den alfabetiske Orden, hvori Repræsentanterne sidde i Forsam- lingen, og begynder Ordenen altid fra Den, som har gjort For- slaget, og gaaer derefter det hele Alfabet igjennem, indtil det naaer den Samme. §. 8. Præsidenten advarer, saa ofte han finder det fornødent, enhver Talende om at holde sig til Sagen og afholde sig fra alle personlige Hentydninger. Skulde det hænde, at noget Medlem, efter 3 Gange forgjeves at være advaret, desuagtet vedblev at forstyrre den vedtagne Orden, saa paalægger Præsidenten ham Taushed, og, agter han ikke denne Befaling, voteres der i For- samlingen paa, om han for denne Dag skal udvises af Forsamlingen. §. 9. Ingen kan udenfor Forsamlingen drages til Ansvar for hvad Meninger han i Forsamlingen yttrer. §. 10. Alle Qvæstioner, som efter mundtlig Deliberation kunne reduceres til Afgjørelse med Ja eller Nei, decideres ved Ballot- tering, med mindre en Femtedeel af de tilstedeværende Medlem- mer forlanger skriftlige Vota, som da bør finde Sted under de Voterendes Navne, i hvilket Tilfælde disse Vota indføres i Pro- tokollen. Pluraliteten deciderer. §. 11. Præsidenten fungerer som saadan i 8 Dage, hvorefter han fratræder; der vælges da strax en ny Præsident samt Vice- Præsident; men de Forrige maae ikke vælges paany førend efter 8 Dage. §.12. En Kommittee af 3 Personer udnævnes for at gjennem- SIDE: 325 gaae og redigere hvad der af Forhandlingerne ved Trykken skal bekjendtgjøres. §. 13. Protokollen underskrives daglig af Præsidenten, Vice- Præsidenten og Secretairen. §. 14. Til Slutning, naar Rigs-Forsamlingen har endt sine For- handlinger, underskrives Hoved-Protokollen af samtlige Repræ- sentanter. §. 15. Enhver har Ret til af Hoved-Protokollen at erholde be- kræftet Udskrift af de Vota, han til Protokollen har dikteret." Dette Reglement blev besluttet trykt snarest muligt (et lidet Feldtbogtrykkeri var nemlig ført til Stedet), og at det skulde uddeles til hver Repræsentant og opslaaes i Forsamlingssalen. Kommitteen forbeholdt sig at forelægge Rigsforsamlingen de Til- læg, som senere maatte findes hensigtsmæssige, og dette blev ligeledes bifaldt. Men Takadressen gav Anledning til Debatter af mere stor- mende Natur. Udkastet, egentlig forfattet af Sverdrup og Falsen, blev oplæst og vedtaget af Alle ved Haandsoprækning, "skjøndt vist ikke" -- siger Forfatteren af de i 1830 udgivne "Fortrolige Breve til en Ven, skrevne fra Eidsvold i 1814" [fotnotemerke] -- "i Hjertet i alle Dele applauderet af Enhver." Den var ogsaa affattet i føl- gende særdeles overdrevne Udtryk: "Det Norske Folks Tak-Adresse til Norges Regent, Hans Kgl. Høihed Prinds Christian Frederik, igjennem dets Repræsentanter. Da Norge, løsrevet fra sin ældgamle Forbindelse, var blevet bestemt til et Rov for erobresyg Ærgjerrighed, var dette vort elskte Fædreneland dog ikke forladt; thi det havde sin faste Tillid til Gud, sit nedarvede Mod og sin Kraft; det havde Dem, ædle Fyrste! som, efter det Norske Folks almene Ønske, greb og førte Roret med Viisdom, Værdighed og Kraft, som med stor og beundringsværdig Opofrelse forebyggede Anarkiets Rædsler, og lovede, med Liv og Blod, i Forening med Folket, at forsvare Norges den gode Sag, og hævde dette ældgamle Riges Selvstæn- dighed og Frihed. Deres Kongl. Høihed har med Ord og Daad, skjønt og kraftigen tolket Deres varme Følelse for Norges Held Fotnote: Repræsentanten Wergeland. SIDE: 326 og Hæder, Deres urokkelige Troskab og Hengivenhed for et frit og ædelt Folks retfærdige Sag, Deres utrættelige Omsorg for dets Tryghed og Frelse. Hvor ønskede Vi, værdigen, i Folkets Navn, at kunne tolke den dybe og inderlige Følelse af Ærbødighed, Højagtelse og Kjærlighed, som enhver ægte og redelig Normand nærer for Dem; den Taknemmelighed, hvormed det hele Norske Folk i Deres Sendelse erkjender en af Forsynets største Vel- gjerninger imod et frit og trofast Folk i Farens og Nødens Stund; den Forvisning, det har, at Deres sjeldne Talenter, Dyder og trofaste Hengivenhed for det gamle Norges gode Sag, ville blive det Norske Folk uforglemmelige, saalænge det ikke forglemmer sig selv!" Da den var oplæst, reiste Repræsentanten Wergeland sig, og fremsatte i en velforberedt, følelsesfuld Tale det Amendement som et Tillæg til Takadressen, at Prindsen ogsaa skulde anmodes om at vedblive Landsstyret indtil Rigsforsamlingen havde afgjort Rigets Forfatning, og authoriseres dertil i Navn af dens herværende suveræne Repræsentanter. To Ting, meente Taleren, maatte Forsamlingen henvende sin Opmærksomhed paa, før den tog Konstitutionsværket underhænde, nemlig paa den midlertidige Regjering og Kundskab om Rigets Tilstand og Kræfter. Et Til- læg gik ud paa, at de Mænd ogsaa skulde takkes i Folkets Navn, som i et foreløbigt Møde paa Eidsvold (det af 16de Februar) havde forholdt sig med Ærbødighed for dets Suverænitet [fotnotemerke] . En Pause opstod som mellem Braget og de rullende, fordob- blede Echoer. Først Stilhed, saa voxede Sindsbevægelserne ud over Forsamlingen, som Vandets bølgende Cirkler omkring det Punkt, hvor en Steen nedfaldt i den rolige Flades Midtpunkt. I dette Øjeblik undfangedes Partiaandens Hydra, og den frygt- løse Taler betegnedes siden det af Majoriteten, der i sin Enthu- siasme nærede mere sangvinske Tanker om Landets Kræfter, som en ikke Bedre end Svensksindet og som det opstukne Banner for en Kohorte af prindsehaderske Masker, som vare beredte til at afskjære Baandet mellem Prindsen og Landet saasnart han havde gjort det en midlertidig Nytte, og hvis Ansigter man maatte søge at kjende. Nu brød det da løs. Mange reiste sig for at tale. Wedel fik Ordet. Han haabede, at intet Medlem af Rigsforsamlingen tænkte Fotnote: Bilag IV. SIDE: 327 saa uværdigt en Normand, saa uværdigt Forsamlingen, at han kunde drage i Tvivl, at jo Folkets Suverænitet for Øjeblikket hvilede hos den; men da Addressen selv kun var at ansee som et Komplimentbrev, meente han, den kunde blive som den var. Til denne Konklusion stor Applaus. I samme Aand talte Anker, Løvenskjold og Grøgaard. Men Sverdrup, som især maatte blive Gjenstanden for en Hæder, som foreslaaet, var, forunderligt nok, Den, som mest tog Proponenten den sidste Deel af hans Motion fortrydelig op. Han lod vel ikke, som Andre af de Angjældende, somom han ikke vedkjendte sig det Eidsvoldske Møde, men han paastod, at Wergeland havde kastet en Skygge paa det Møde, han havde sigtet til, beskyldende det for at have begaaet en uretmæssig Handling, idet det uden Bemyndigelse skulde have hyldet Prindsen, og at han ikke kunde bevise, at noget Saadant var foregaaet. Wergeland skulde gjøre Publikum Rede for sine Udtryk, mente han i Overbrusningen af sin Heftighed, der kun lader sig forklare af dette Medlem af det norske Bjergs Antipa- thi mod Enhver, der havde Ord for ikke at være utilbøjelig til at ville underhandle sig en Konstitution til, og Danmark langt ifra, og maaskee ogsaa af det nærmere Forhold, hvori han nu, som en Slags Regjeringschef, stod i til Regenten. Han truede saaledes med at ville gjøre Sagen til Gjenstand for en Skriftfeide udenfor Forsamlingen, saa Wergeland fandt det nødvendigt at bedække sig med den 9de § i det nys antagne Reglement, og at vedlægge Protokollen sin Tale, for at man altid kunde under- søge hvad han havde sagt, overladende forøvrigt Sverdrup at handle som han troede at kunne forsvare som Repræsentant. Efter lang og heftig, til Mundhuggeri udartet, Debat imellem Begge, faldt endelig Motionen ved Stemmegivning, fordi, hed det, den kunde give Anledning til Uenighed. Motionæren fik dog -- siger han i sine Breve -- ikkedestomindre udenfor Forsamlingen mangt et bifaldende Haandslag. "Det var endnu ikke Tiden, hed det, til slige Forestillinger. Den Aand, Talen var af, vilde lidt efter lidt udvikle sig, og maatte han være forsikkret om, at den Mod- stand, han i Rigsforsamlingen havde mødt, eller rettere den Mangel paa Understøttelse, han havde fundet, var, hvad en be- tydelig Deel angik, kun pro forma" -- Noget, som vanskelig lader sig anderledes forstaae, end at man ikke saa ret vel turde være sin Hjertensmening bekjendt, hvor Regenten kom med i Spillet. SIDE: 328 Disse Ordvexlinger endte omsider som Tordenveiret, der blot ruller sine Skymasser hen i Horizonten efter nogle Sammenstød, som ikke have renset Luften, stedse beredte til nye og stærkere, og Addressen blev da, ifølge Rigsforsamlingens Beslutning, paa dennes Vegne forsynet med Præsidenternes og Sekretærens Under- skrivter, og, efter endt Møde, om Aftenen overbragt Hs. Højhed ved Kommitteen til dens Udarbeidelse. Brevenes Forfatter giver ellers Regenten det Vidnesbyrd, at han optog Efterretningen om hine temmelig nærgaaende Debatter med en Takt, som gjorde ham Ære. Han erklærede samme Dags Aften i et Selskab, at, da han var vis paa, at Ingen vilde tillade sig personlige Fornær- melser mod ham, maatte Enhver absolut yttre sine Meninger frit i Forsamlingen, da denne ellers vilde være et Intet. "Vel sagt og tænkt," siger Brevskriveren fra Eidsvold. "Den Overbeviis- ning, han har, vil sikkert heller ikke blive skuffet. Om han end ikke har Alle til Venner, har han dog neppe Nogen til Fiende. Ingen kan fortænke ham i, at han prøver det sidste Middel til at frelse sig et Rige, hvortil han før Kielertraktaten var Arving. Der vil vist Ingen personlig fornærme ham. Han er elsket. Men der bør være Maade med. Fædrelandets Vel bør være den første Tanke." Men den 12te Aprils vigtigste Bedrivt var Nedsættelsen af Konstitutionskommitteen. Rigsforsamlingen vedtog nemlig, efterat Adressesagen var tilendebragt, paa Forslag af Reglementskom- mitteen, Følgende: "En Kommittee af 15 Repræsentanter udvælges for at gjøre Ud- kast til en Konstitution; den vælger selv af sin egen Midte sin Præsident og Sekretær. Enhver Repræsentant har Adgang til at indgive Forslag til Kommitteen, og er desuden forbunden til at møde saavel for denne som for enhver anden organiseret Kom- mittee, for at meddele de Oplysninger, som forlanges af Samme. Naar Kommitteens Udkast er færdigt, besørges det, ligesom et- hvert andet Udkast, der er udarbeidet af en Kommittee, strax trykt og omdeelt til enhver Repræsentant, for at denne, i de af Præsidenten dertil bestemte Dage, kan gjennemgaae samme. Ud- kastet debatteres derpaa punktviis i Forsamlingen, og har Enhver Ret til at begjære sit Votum tilført Protokollen. Hvad Totredie- dele af de tilstedeværende Medlemmer i denne Henseende an- tage, er gjældende." SIDE: 329 Til Medlemmer af Konstitutionskommitteen blev dernæst, ved de fleste Stemmer, udvalgt Repræsentanterne: 1. Hegermann, 2. Falsen, 3. Sverdrup, 4. Aall, 5. Rein, 6. Motzfeldt, 7. Rogert, 8. Wedel-Jarlsberg, 9. Diriks, 10. Wergeland, 11. Stabel, 12. Omsen, 13. Schmidt, 14. Petersen, 15. Midelfart; de to Sidste ved Lodtrækning indbyrdes og med Christie, da disse Tre havde lige mange Stemmer. Forsamlingen hævedes efterat Sverdrup, Grøgaard og Aall vare blevne udvalgte til Re- daktører af de Rigsforsamlings-Forhandlinger, som skulde udgives ved Trykken. 13de til 15de April. Forhandlingerne aabnedes med at Præsidenten underrettede Rigsforsamlingen om, at Takaddressen Dagen tilforn var bleven Prindsregenten overrakt ved den dertil bemyndigede Kommittee, og lod Hs. kgl. Højheds Svar oplæse. Det var kort, simpelt, i alle Dele passende. "Min Bevidsthed siger mig," heder det deri, "at Jeg har udrettet Noget til Fædrenelandets Frelse; det er til Dem at udrette end Mere. Ved det Fædrenelandssind og den Driftighed, der vil besjele deres Forhandlinger, vil De snart til- endebringe det vigtige Forehavende at skjænke Norge en Konsti- tution, som eendrægtigen skal forsvares og haandhæves, og hvor- til Jeg ønsker Dem Held." Prindsen tog ellers samme Dag ind til Kristiania paa nogle Dage, efterat have overantvordet Præsi- denten Kommandoen over Tropperne paa Stedet. Hans Tillid til Rigsforsamlingen, og at han dog havde meent noget, ihvor SIDE: 330 lidet, med sit Løfte, at meddele den hvad Officielt der maatte indløbe, viste han ogsaa ved at lade henlægge i dens Konver- sationsværelse en svensk Avis, der var fuld af fristende Tilsagn. Den i Svaret tilønskede Driftighed syntes at være tilstede; thi fra Konstitutionskommitteen, som samme Dag, den 13de, havde holdt sit første Møde, hvori Falsen valgtes til Præsident og Diriks til Sekretær, indløb allerede i Forsamlingen Beretning om, at den havde udkastet nogle foreløbige Grundsætninger til en Kon- stitution, som oversendtes i bekræftet Afskrivt, og som den øn- skede underkastede Rigsforsamlingens Prøvelse forinden den skred til nærmere Udarbeidelse af sit Udkast til Konstitutionen. Grund- sætningerne besluttedes trykte og uddelte til Repræsentanterne. Men da Bogtrykkeriet paa Stedet var saa ufuldstændigt, at det ubetydelige Arbeide ikke kunde præsteres til den følgende Dag, anvendtes denne til at lade tage de behørige Afskrivter, som da i Mødet den 15de uddeltes, undertegnede af Falsen, som Kom- mitteens Formand. De lød saaledes: "Grundsætninger. 1. Norge bør være et indskrænket og arveligt Monarki. 2. Folket bør udøve den lovgivende Magt igjennem sine Repræ- sentanter. 3. Folket bør ene have Ret til at beskatte sig igjennem sine Re- præsentanter. 4. Krigs- og Freds-Retten bør tilkomme Regenten. 5. Regenten bør have Ret til at benaade. 6. Den dømmende Magt bør være særskilt fra den lovgivende og udøvende. 7. Trykke-Frihed bør finde Sted. SIDE: 331 8. Den evangelisk-lutherske Religion bør forblive Statens og Re- gentens Religion. Alle Religions-Sekter tilstedes fri Religions- øvelse; dog ere Jøder fremdeles udelukkede fra Adgang til Riget. 9. Nye Indskrænkninger i Nærings-Friheden bør ikke tilstedes. 10. Personelle eller blandede arvelige Forrettigheder bør ikke til- staaes Nogen for Fremtiden. 11. Statens Borgere ere i Almindelighed lige forpligtede til, i en vis Tid at værne om Fædrenelandet, uden Hensyn til Stand, Fødsel eller Formue. Nærmere Bestemmelser og Indskrænkninger ville blive at tilføie foranførte Grundsætninger ved Stats-Formens Udarbeidelse. C. M. Falsen." Efter at have modtaget hver sit Exemplar, adskiltes Repræsen- tanterne for hjemme at overveje Principerne til Morgendagen. Den 16de April. Denne Dag er Norges Uafhængigheds- og Kroningsdag. Den blev ogsaa Falsens Triumfdag over Reglementet, da han, uden at lade sig bry af dettes Bydende i § 6, at Rigsforsamlingen skulde gjøres bekjendt en Dag forud med hvad der skulde voteres over, gav den første Grundsætning et Par Tillæg, som han drev igjennem med en Stemmeflerhed af 78. Efter temmelig lange Debatter skred Rigsforsamlingen til at votere til Protokols over den første Grundsætning, der fremsattes spørgsmaalsviis: om Norge burde være et indskrænket og arveligt Monarki? Af Stemmegivningen viser det sig, at Rigsforsamlingen ikke har været enig i at fortolke Ordet Monarki ved "Kongedømme", idet en ikke saa ringe Minoritet forstod derved en selvstændig Stat med een enkelt Person af endnu ubestemt Titel i dens Spidse. Kapitain SIDE: 332 Holck foreslog, at Grundsætningen skulde erholde det Tillæg: Norge bør være et frit, udeleligt og selvstændigt Kongerige, og Regenten bære Titel af Konge", hvorimod Grev Wedel og Flere erindrede, at Regentens Titel ikke nu kunde komme under Over- vejelse, siden Reglementet paabød, at der ikke kunde ventileres om Noget, som ikke var fremsat i et foregaaende Møde. Denne Mening angav ogsaa den lste Voterende, Peder Anker, ved sit saa- lydende Votum: "antager Grundsætningen, og forbeholder sig nærmere Bestemmelse af Navnet." Men da Falsen, der voterede som Nummer 2, mærkede, at der saaledes var Fare for, at det Ord af fremmed Etymologi, han havde betjent sig af i Grund- sætningen, vilde, med og uden Kjendskab til dets Betydning, blive misforstaaet eller ignoreret, gav han strax, ved at optage det Holckske Tillæg, som vel ogsaa skrev sig fra ham, Grundsætningen en Fortolkning og Ordet "Monarki" en Oversættelse, som i An- strengelsen efter udtømmende Tydelighed gik ligetil at blive en pleonastisk "Gaaen i Ring", og som, om Grundsætningens Mening end ikke blev forandret, dog, ved sit Tillæg, som en stærk Mino- ritet holdt sig til, gav det, man skulde votere over, en anden Form end den, hvori det var fremsat. Falsens Votum lød nemlig: "Jeg voterer for, at Norge skal være et indskrænket arveligt Monarki, at det skal være et frit, uafhængigt og udeleligt Konge- rige, og at Regenten skal føre Titel af Konge." Og "ligesom Sorenskriver Falsen" voterede de 78 Repræsentanter: Kapitain Motzfeldt, Haslum, Christie, Rolfsen, Koren, Jersin, Gjerager, Irgens, Nielsen, Hjerman, Holck, Loftesnæs, Fr. Schmidt, Collett, Hoen, Weidemann, Stabel, Lysgaard, Scheitlie, Heiberg, Bendeke, Kjønig, Evenstad, Nysom, Sibbern, Steenstrup, Hornemann, Diriks, Hessel- berg, Grønneberg, Amundrød, Lund, Erichstrup, Lundegaard, By- foged Motzfeldt, Prydz, Waagaard, Dyhren, Hegermann, Harald- stad, Tvedten, Krohg, Stub, Walbøe, Rosenkilde, Oftedahl, Mølbach, Regelstad, Fabricius, Konow, Johnsen, Thorsen, Petersen, Svendsen, Ramm, Balke, Høyum, Røed, Rogert, P. Schmidt, Darre, Rambech, Forsæth, Midelfart, Heyerdahl, Bratberg, Wasmuth, Schevig, Lange, Gjedeboe, Stoltenberg, Ely, Bercheland, Carstensen, Flor og Sverd- rup, der voterede: "Jeg antager Grundsætningen med de af Soren- skriver Falsen foreslagne Tillæg" , samt Omsen, som heri var aldeles enig med Sverdrup, Grundsætningen, "saaledes som den var fremsat," besvaredes med "Ja" af følgende 21 Repræsentanter: SIDE: 333 Christensen, Løvenskjold, Cloumann, Huvestad, Dahl, Mørch, Wedel- Jarlsberg, Blom, Apenæs, Lemsland, Jaabech, Wulfsberg, Jacob Aall, Grøgaard, Lilleholt, Fleischer, Jørgen Aall, Bryn, Lande, Cappelen og Heidmann, hvoraf flere udtrykkelig erklærede, at de besvarede Qvæstionen saaledes uden Tillæg. Under Debatterne før Voteringen havde Wergeland paabegyndt Oplæsningen af en vidtløftig Afhandling om den bedste Regjeringsform. Afbrudt først af Nogles Raab: "Til Sagen!" og siden, da han paa Præsi- dentens Opfordring vedblev, ogsaa afbrudt af Denne med den Bemærkning, at man maatte fatte sig kortere, kom han ikke til- ende dermed. Han voterede nu, da Touren kom til ham, saa- ledes: "Jeg stemmer for, Norge bør være et indskrænket og arveligt Monarki. Regenten fører Titel af Konge, saafremt Staten har Evne til at soutenere dette Navns Værdighed og tillige sin Uafhængighed. Riget bør være udeleligt." Ligesom de næst Foregaaende 21 ikke havde erklæret sig angaaende Statsover- hovedets Titel, seer man, at denne Repræsentant udtrykte sig betingelsesviis, og Repræsentanten Moses voterede: "Norge bør være et indskrænket arveligt og udeleligt Rige, og dets første Embedsmand bære Titel af Regent." Hounts vidtsvævende Votum, hvortil Repræsentanten Hansen fra samme Amt havde holdt sig, lød: "Norge skal være et indskrænket og udeleligt Monarki; Re- gjeringen skal være arvelig, men, skulde Thronarvingen mangle de fornødne Naturanlæg, og af den lovgivende Magt, ved 3de gjentagne Dekreter, erkjendes uduelig, bortfalder hans Arveret, og en anden Prinds af Blodet konstitueres. Naar Qvæstionen om Regentens Titel kommer i Ventilation, bliver mit Votum: Re- genten skal kaldes Konge." Rein og Oberstlieutenant Stabell besvarede Qvæstionen med Ja, og forbeholdt sig Tillæg, og til Stabell henholdt Melleby og Møller sig. Ifølge Stemmefleerheden for Falsens Votum, blev lste Grundsætning overeensstemmende med dette. De følgende 9 Grundsætninger bleve antagne efter Ud- kastet efter mindre vidtløftige Debatter. Ved den 2den erindrede Christie, at den vel ei kunde forstaaes saaledes, at Rigsforsamlingen, men en Kommittee af Lovkyndige, skulde forfatte Lovene, hvortil Repræsentanten fra Østerriisøer gav en Reminiscenz fra Frankrige tilbedste, idet han bemærkede, at det burde skee ved et lov- givende Korps, hvilket man naturligvus fandt laae i Grund- sætningen selv. Kapitain Holck vilde, at den militære Lovgivning SIDE: 334 skulde tilkomme Kongen og ikke Folket. Men efter Præsidentens Erindring om, at de Anmærkninger, som maatte blive gjorte under Principdiskussionerne, vilde komme i Betragtning ved Udarbei- delsen af Konstitutionen, blev Grundsætningen antagen. Ved den 4de, om Krigs- og Fredsretten burde tilhøre Regenten, yttrede Provst Hount, at Kongen ikke burde kunne føre Angrebs-, men kun Forsvars-Krig. "Krigen", hedte det, "er i sig selv en uret- færdig og umenneskelig Handling. Regenten bør ikke have frie Hænder til, efter eget Tykke at raade over Borgernes Ejendomme, til at slibe Dolken i Mørket forat støde den i Naboens Bryst." Sverdrup meente derimod, at det ikke kunde bestaa med den Hurtighed og Hemmelighed, Krigstilberedelserne fordrede, at ind- rømme Folket noget af Krigsretten. Peder Anker sagde da: "Kongen kan ikke føre Krig uden Penge, og der er altsaa sat hans Krigslyst en Grændse ved Bevillingsretten", hvortil Hount svarede, at, naar Armeen først var samlet, vilde den nok blive underholdt, da de Hjemmeværende ikke vilde kunne taale, at lade sine Frænder og Venner lide Nød. Desuden kunde Kongen føre Krig for fremmede Subsidier, især naar hans Interesse faldt sammen med en anden Magts. Enig var man i, at Kongen ikke skulde kunne erklære Krig uden sit Raads Samtykke; men om- sider blev Grundsætningen vedtagen som den var, med Forbehold, at yttre sig nærmere derover, naar man i Grundlovsforslaget fik see dens Anvendelse. Ved den 5te Grundsætning paastod Grøgaard og Dahl, at Benaadningsretten ikke burde tilstaaes Re- genten ubetinget, og at den nemlig ikke burde strække sig til Forbrydelser mod Nationens Majestæt (crimen læsæ nationis). Den blev dog in forma vedtagen. Ved 8de Grundsætning erindrede Wedel, at han fandt det i høj Maade formløst og illiberalt, at gjøre Jødernes totale Udelukkelse til en Grundlov. Rein talte ogsaa i en tolerant Aand, og Hount meente, at Adgangen burde staa aaben for de Jøder, som vare Lærde, Kunstnere, Fabrikanter og Ejendomsmænd. Men Skriget mod det ulykkelige Stedbroder- folk var stærkere. Mellem de Røster, som forfegtede Jødernes Skadelighed i enhver Stat, hvor de havde fundet Hjem, hørtes ogsaa den falske Mening fra Sverdrup og Wergeland, at Jøderne skulde ansee Bedrageri mod Kristne for tilladt, ja fortjenstfuldt, og maatte saaledes ansees for selv at have betaget sig al Ret til Optagelse. Grøgaard fandt, at da Spørgsmaalet ikke var om at ud- SIDE: 335 jage Jøderne af Landet, kunde det ikke kaldes intolerant eller illiberalt at negte dem Adgangen; og Wulfsberg meente, at det kunde have sit Forblivende ved Kristian Vtes Norske Lov, hvor- efter Jøderne kunde komme ind i Landet med Leidebrev. Spind- væringen Teis Lundegaard gjorde omsider en brad Ende paa Debatten ved rask at reise sig op med Raabet: "Staaer op Alle, som ingen Jøder ville have i Landet!" Og Alle fulgte det som ved et elektrisk Stød, og Grundsætningen fik saaledes dette be- synderlige løse Suffixum. En prægtig Rad hvide og brede Tænder kom tilsyne hos den fiirskaarne Listerbonde, da han grinende saae sig om til alle Kanter efter sin Sejer. Den 10de Grundsætning, om personelle eller blandede arvelige Forrettigheder, blev, ligesom 4de, kun antaget indtil man fik see, i hvad Form den fremkom igjen i Grundlovsudkastet. Heidmann fremsatte Motion om, at de arvelige Forrettigheder burde gaa over til personelle, eller kun nedarves til nærmeste Ætlinger. Flere, og deriblandt Falsen, der begyndte sit Tilsvar med Be- mærkningen: "Uagtet jeg selv er af Adel", fandt det retfærdigt, men dog ikke billigt, at de nærværende Besiddere af Forrettig- heder berøvedes dem. Heidmann anmodedes om at tilstille Konstitutionskommitteen sit Forslag. Den 11te Grundsætning, om almindelig Værnepligt, vakte der- imod saa stridige og langvarige Diskussioner, at dens endelige Afgjørelse indtil videre blev udsat. I velskrevne Foredrag for- fegtede Hegermann Principet, mens Løvenskjold foreslog Lægd eller en Militærorganisation omtrent paa svensk Maneer. Landet skulde inddeles i Militærdistrikter, med Forpligtelse for ethvert Lægd at stille en indfødt vaabendygtig Mand imod en saa til- strækkelig Godtgjørelse, at det ei blev vanskeligt at faa Nogen dertil. Kunde ikke dette eller et andet Expedient udfindes istedetfor Konskriptionen, vilde han nok stemme for Grundsæt- ningen, men med den Betingelse, at de akademiske Borgere fri- toges for Værnepligten. Brevenes Forfatter angive Rygterne om den franske Konskriptions Følger, i Modsætning til Principets theoretiske Rigtighed, som Aarsag til at Pluraliteten skjød denne Sag fra sig indtil videre. Den er heller ikke til Datum kommet videre. Forsamlingen vedtog ogsaa med Hensyn til samtlige Grundsætninger for Konstitutionen, at nærmere Modifikationer deri forbeholdtes til dennes Udarbeidelse. Tilsidst anmodede SIDE: 336 Præsidenten Forsamlingen om, til næste Møde, den 18de, at være betænkt paa Valg af nye Præsidenter, og paa Deliberationer om Nedsættelsen af en Kommittee til at undersøge Finantsvæsenet og at modtage Regjeringsraadets Meddelelser desangaaende. Dette gav Wergeland Anledning til at spørge, om ikke ogsaa en Kommittee burde nedsættes til Undersøgelse af Rigets Forfatning i andre Henseender og især af dets Forhold til Udlandet. Men Sverdrup reiste sig strax, og indvendte (til Fleres Ærgrelse, paa- staaer Brevskriveren) at Rigsforsamlingen havde ingen Kompetence dertil; og i denne Modsigelse mod den omhandlede Undersøgelse af Finantserne understøttedes han af Omsen. Dette, næsten kun tilfældigviis fremkastede, Spørgsmaal om Udstrækningen af Rigs- forsamlingens Kompetence bevirkede først et Stille af Forundring og Ubestemthed, som lidt efter lidt gik over fra en Hvisken og Mumlen mellem Sidemænd til en saa højrøstet Diskureren over den hele Sal, at Ingen kunde komme til Orde, og at Forsamlingen opløstes uden at Spørgsmaalet kunde komme til Afgjørelse. Konstitutionskommitteen afholdt senere samme Dag sit andet Møde, hvori bekræftet Udskrivt af Rigsforsamlingens Protokol, der viste hvorvidt Grundsætningerne vare bifaldte, fremlagdes, og hvor Debatterne om selve Konstitutionsudkastet begyndte. Den 18de og 19de April. De Falsenske Forslag. Den 17de, som var en Søndag, kom Repræsentanterne blot sammen til Middag. Næste Møde var berammet til den 18de, og begyndte som sædvanlig med Oplæsningen af det sidst Om- handlede og Passerede. Oberstlieutenant Stabell fremlagde til Protokollation det i hans Votum i forrige Møde bebudede Tillæg, som ogsaa var vedtaget af Sergeant Mellebye, og gik ud paa at anke over, at Qvæstionen var reglementsstridigen givet et Tillæg, nemlig om Regentens Titel. Han maatte desaarsag, og for at Saadant ikke oftere skulde kunne skee, foreslaa følgende Tillæg til Reglementet: "at Præsidenten ei maa tillade Nogen at gjøre Tilsætninger til de Qvæstioner, som den Dag ere fremsatte til Debattering og Votering; men at slige alene maatte kunne til- SIDE: 337 føjes det, som i Henseende til Tydelighed kunde synes at mangle, og at, naar en Tilsætning eragtes fornøden, Qvæstionen da ud- sættes indtil den, efter forandret Tilstand kan leveres til fastsat Betænkningstid." Forøvrigt maatte han, paa egne og Meddepute- rede Mellebyes Vegne, siden Pluraliteten afgav Votum paa Til- sætningen, stemme for Kongetitlen. Repræsentanten Christensen afgav samme Erklæring. Forsamlingen vedtog, at den foreslaaede Kommittee til at under- søge Finantsvæsenet skulde bestaae af 9 Medlemmer af Repræ- sentationen. Wergeland forslog 15. Finantskommitteen blev be- staaende af Repræsentanterne Meltzer, Schmidt, Collett, Rolfsen, Krohg, Mørch, Stoltenberg, Lund og Rosenkilde -- den Sidste ved Lodtrækning med Bendeke; altsaa for den allerstørste Deel af Kjøbmænd. Til Præsident for de næste 8 Dage valgtes ved de fleste Stemmer Hegermann, og til Vicepræsident Falsen, hvilken Sidste derpaa udbad sig Opmærksomhed for følgende motiverede Forslag, som han oplæste med megen Ivrighed: "Den ærede Forsamling har af Prinds-Regentens Tale hørt, at Regje- ringsraadet skal være beredt at forelægge de Oplysninger om Rigets Ressourcer, som ere mulige at forskaffe. Det er indlysende, at, da ingen Stat kan bestaae uden et vel funderet Pengevæsen, saa vil det være af yderste Vigtighed, at en Kommittee nedsættes for at ordne dette, op- føre og befæste det paa en Grundvold, som kan sikre Staten imod de Ulykker, som i de senere Aar have rammet den. Det er ligesaa ind- lysende, at, da det maa være saavel Staten i det Hele som de fleste af den ærede Forsamlings Medlemmer i Særdeleshed af Vigtighed, at denne Forsamling ikke unødigen opholdes, da den deels foraarsager det Offentlige store Bekostninger, og det deels medfører Velfærds Tab for Mange, især Embedsmænd og Landmænd, at være saa længe fra- værende fra Huus og Hjem, saa maa denne Kommittee nedsættes strax. Skulde den agtede Forsamling finde, at En eller Flere af dem, som den har behaget at udnævne til Medlemmer af Konstitutions-Kommitteen, ogsaa qualificerede sig til at blive Medlem af denne, saa indseer jeg ikke Andet, end at han kan tiltræde Kommitteen for Finantsvæsenet, saa ofte hans Nærværelse der maatte findes fornøden. Disse 2de Kom- mitteer kunde da, ved Siden af hinanden, arbeide til eet Maal; den ærede Forsamling vilde ikke opholdes, da den stedse fra den ene eller den anden Kommittee vilde kunne forelægges hvad der allerede var udarbeidet, og vi ville saaledes see en forønsket Ende paa vore For- handlinger imøde, istedetfor at disse, dersom den ene Kommittee ikke SIDE: 338 skulde begynde sit Arbeide, førend den anden havde endt sit, vilde pege ud i det Uendelige. Naar disse 2de Kommitteer havde endt deres Arbeide, og dette af Rigs-Forsamlingen var drøftet; naar altsaa Statens Pengevæsen var ordnet, saavidt Omstændighederne det nu tillade, og Konstitutionen var udarbeidet og bestemt, saa skulde jeg tro, at der for denne ærede Forsamling ikke stod Andet tilbage, end at bestemme, til hvem den vil overdrage den udøvende Magt. Her at ville indlade sig i Udarbeidelsen af en ny Lovbog, eller endnu mere at ville trænge ind i Diplomatikens Irrgange, og bestemme Norges Forhold til fremmede Stater, vilde unegtelig være et ligesaa uendeligt, som usikkert, og, jeg troer, denne ærede Forsamling aldeles uvedkom- mende, Arbeide. Lader os fremfor Alt erindre, at vi ikke ere nogen Forsamling, der kan indlade sig i Lovgivningens Detalj, end mindre ere i Besiddelse af nogensomhelst exekutiv Magt, men at den hele Suverænitet er i Fol- kets Hænder! Lader os altsaa ikke, i det vi, overeensstemmende med den os overdragne Fuldmagt, bestemme Rigets Konstitution, og hvem der, i Følge Samme, skal være i Besiddelse af Suverænitetens forskjel- lige Bestanddele, begynde med den Inkonseqvence, selv, i vor Person, at ville samle al den Magt, hvis Deling vi allerede have bestemt; lader os vel vogte os for, at vi ikke selv skulle begynde at handle efter Principer, vi eendrægtigen hos Andre have fordømt; Principer, saameget farligere, naar en talrig Forsamling udøver dem! Lader os udvælge en Kommittee af Mænd, hvad enten i eller uden- for denne Forsamling, hvis Erfarenhed og Indsigter ere almindeligen erkjendte, og lader os til dem overdrage det vanskelige Arbeide, at gjennemgaa og ordne vort Lovgivningsvæsen, og at fremlægge for den første, eller, om dette ikke er muligt, den anden lovgivende Forsamling Resultatet af deres Arbeide, som nu enten maatte blive høist ufuld- komment, eller gjøre denne Forsamling uendelig. Og, hvad nu Norges Forhold til andre Stater angaaer, hvo af os be- dømmer, hvo kjender, hvo kan bedømme eller kjende dette? Have vi ikke seet, see vi ikke dagligen, i et Nu, de største politiske Omvælt- ninger foregaae? Kunne vi vente, at udenlandske Magter ville indlade sig i Diskussioner, hvis første Karakteer de nyere Tider noksom have viist at være Hemmelighed, med en Forsamling, saa talrig, saa blandet, som denne? Ville vi ikke, vi, som for den største Deel ere aldeles uindviede i Politikens Kunstgreb, udsætte os for at blive en Bold i Enkeltes Hænder, der vare udrustede med større Indsigter og Erfaren- hed i dette Fag, end Mængden? Skulde man fra alle Rigets forskjellige Egne, indhente Oplysninger om de Kornforraad, der existerede, hvad SIDE: 339 Tid vilde dette ikke medtage? hvormeget Korn kunde der ikke imid- lertid være indført? hvormange Forandringer ikke imidlertid skeete? Nei! saaledes ville vi ikke handle! Har Norge først faaet en fast og bestemt Konstitution, en Konstitution, der, bygget paa de naturlige og uafhængige Menneske-Rettigheders evig uforanderlige Grundvold, sik- krer enhver Normand Borger-Frihed og Borger-Sikkerhed, da kan det, med Tillid til Gud og stolende paa sin retfærdige Sag og sine Sønners Mod, efter sin engang aflagte Eed, trygt see Fremtiden imøde. Allerede før have vi seet uveirsvangre Skyer truende svæve over vort Fædreneland; men de splittedes ved Almagtens Bud, og Solen skinnede atter klart over Norges Fjelde! Ogsaa nu nærer Fædrenelands- vennen det faste Haab, at Prøvelsens den haarde Tid snart vil naa sin Ende, og kommende Slægter ville da med Taknemmelighed erindre hver den Normands Navn, som, i Farens Stund, ei mistvivlede om Lan- dets Frelse. Jeg har forelagt den ærede Forsamling hvad der er min, hvad jeg troer, der er Nationens Mening. I Følge heraf foreslaaer jeg: 1) at en Kommittee af 9 Personer strax nedsættes, for, i Forening med de Regjeringsraader, som forestaa Finantsvæsenet, at undersøge Landets Pengevæsen, at gjøre Forslag til en ny Banks Indretning, at bestemme, paa hvad Maade og efter hvad Forhold de cirkulerende Re- præsentativer skulle indløses af Staten, og efter hvad Tid de maae gjælde; 2) at en anden Kommittee, bestaaende af 5 kyndige og erfarne Mænd, hvad enten i eller udenfor denne Forsamling, udnævnes af Rigs-For- samlingen, saasnart denne har endt sine Forhandlinger, for at gjennem- gaae og ordne vort Lovgivningsvæsen, hvorefter den har at forelægge den første, eller, om dette ikke er muligt, den anden lovgivende For- samling Resultatet af sit Arbeide; 3) at denne Forsamling, saasnart Konstitutionen er antagen, og Kon- gen valgt, ansees som hævet." Dette sidste Forslag vakte stor Sensation. Forsamlingen sad taus, indtil Grev Wedel reiste sig, og yttrede sig derimod i et kort, men belivet, Foredrag, som Falsen og enkelte Andre, ivrige for at replicere, fulgte med Pennen paa Papiret. Disse Anticipa- tioner af Overvejelserne afbrødes dog ved at Forsamlingen be- sluttede, med Hensyn til No. 1 af disse Forslag, om Nedsættelsen af en ny Finantskommittee med udvidet Hverv, at den ikke nøjere vilde foreskrive den allerede valgte Kommittee Grændser for dens Virkekreds, med mindre Kommitteen selv maatte foreslaa saadant, og at Afgjørelsen af No. 2 og 3 skulde udsættes til næste SIDE: 340 Dag. Mødet hævedes derpaa med nogen Animositet, og man skyndte sig hjem forat forberede sig til den kamptruende Morgen- dag. Konstitutionskommitteen forblev dog, idet den traadte sammen i sit tredie Møde. Mødet den 19de April begyndte med at de Falsenske Motioner atter bleve oplæste, hvorpaa den anden, om Lovkommitteen, først blev taget under Overvejelse. Løvenskjold bifaldt Forslaget i sig selv, men troede, at Kommitteens Nedsættelse først burde skee efter at Konstitutionen var givet, og at det burde gives det Tillæg, at den forpligtedes til at bekjendtgjøre sine Udkast ved Trykken, og at modtage Forslag og Bemærkninger fra Enhver, som fandt sig beføjet til at indgive samme. Da Flere yttrede sig for at Af- gjørelsen burde udsættes indtil Konstitutionen var givet, blev Spørgsmaalet, om den af Falsen foreslaaede Lovkommittee skulde udnævnes strax eller udsættes til en saadan Tid, fremsat til skrivtlig Votering, og da en Femtedeel af Forsamlingen forlangte det, skred man dertil i sædvanlig Orden efter Distrikternes alfabetiske Orden. Anker voterede da først i følgende, noget ubestemte, Udtryk for Udsættelse: "Kommitteen skal ikke finde Sted forinden at Konstitutionen er fore- lagt Rigs-Forsamlingen." Og derpaa fulgte Falsens Votum saalydende: "Det bestemmes nu strax, at, saasnart Konstitutionen er udarbeidet, skal en Kommittee af 5 kyndige Mænd, hvad enten i eller udenfor denne Forsamling, udnævnes, for at gjennemgaae og ordne vort Lovgivnings- væsen, hvorefter den, saasnart muligt, haver at forelægge den lovgivende Forsamling, saaledes som denne ved Konstitutionen bestemt vorder, Resultatet af sit Arbeide. Det tillægges derhos, at denne Komittee, saasnart den træder i Virksomhed, ved Trykken haver at bekjendtgjøre sine Forhandlinger." Enige med Falsen vare Repræsentanterne: Christensen, Major Sibbern, Mellebye, Kapt. Motzfeldt, Haslum, Rolfsen, Waagaard, Dyhren, Jørgen Aall, Tvedten, Regelstad, Konow, Johnsen, Rogert, Schmidt, Lange, Gjedeboe, Stoltenberg, Carstensen. Ligeledes enige med ham, men for Udsættelse med Valget indtil Konstitutionen var "antagen", stemmede endvidere: Irgens, Nielsen, Provst Stabel, SIDE: 341 Lund, Prydz, Cappelen, Rambech, Forsæth, Midelfart. Meltzer vilde have Kommitteen udvalgt "naar Rigsforsamlingens For- handlinger vare endte." Professor Sverdrups Votum lød: "Jeg er enig med Sorenskriver Falsen; kun at Antallet af den lov- udarbeidende Kommittees Personale ved Votering nærmere be- stemmes;" og saadan Dissents om Kommitteens Mandstyrke, om hvis Nedsættelse de ellers vare enige med Falsen, yttrede Re- præsentanterne Nysom, der ønskede 9, Kapitain Sibbern, der troede at Personalet var for lidet, Jacob Aall, der ikke vilde af- give nogen Bestemmelse om Antallet, Lilleholt, Hegermann og Haraldstad, der vedtoge dette Votum, hvormed ogsaa Rosenkildes var overeensstemmende, Mølbach, der meente, at "Kommitteens Antal, Virkekreds og det Mere derhenhørende burde bestemmes ved dens Valg efter Konstitutionens Antagelse", og Darre, der yttrede samme Formening om Antallet. Følgende, forøvrigt Propo- sitionen understøttende Vota, indeholdt speciellere Bemærkninger: 1) P. Hjermans, hvori Holck og Loftesnæs vare enige, og som lød: "Jeg er enig med Sorenskriver Falsen, og holder for, at Kommitteens Medlemmer bør være af de forskjellige Stifter i Norge, samt at enhver Mand bør have Adgang til at indgive sine Forslag til Kommitteen." 2) Provst Schmidts, vedtaget af Collett og Hoen, der vilde have Kommitteen udnævnt naar Konstitutionen var færdig, og at Valget skulde være frit og ubetinget. 3) Bendekes, hvori Kjønig og Evenstad vare enige: "Naar Konstitutionen er færdig, udnævnes, efter Sorenskriver Falsens Forslag, en Lov-Kommittee, som efterhaanden bekjendtgjør sine Forhand- linger ved Trykken." 4) Steenstrups, vedtaget af Hornemann, Diriks, Hesselberg, Grønneberg og Amundrød: "Enig med Sorenskriver Falsen, med Tillæg: Kommitteen bør indhente Oplysninger og Bidrag til Lovgivningsværket fra andre kyndige Med- borgere af forskjellige Klasser. Den almindelige kriminelle Lov bør først udarbeides, dernæst den civile, og endelig den partikulære." 5) Fabricius's: "Enig med Sorenskriver Falsen, med Tillæg: at Kommitteens Virke- kreds strax offentliggjøres, paa det andre Kyndiges Formening desto- tidligere kunde vorde Kommitteen tilstillet." SIDE: 342 6) Even Thorsens, med Tillæg: at han troede, at hver Mand burde kunne indgive sin Mening til Kommitteen; og 7) Bratbergs: "Ligesom det ansees fornødent, efterat Konstitutionen er antagen, bør en Kommittee af flere end 5, maaskee af 9 Medlemmer, nedsættes, for at ordne og forbedre Lovgivningsvæsenet. Denne bør ved Trykken offentliggjøre sine Udarbeidelser og Forbedringer, for at Enhver, som har Noget derover at erindre, kan fremkomme med sine Bemærkninger. Det endelige Resultat af dens Arbeider bør forelægges den lovgivende Forsamling." Den første Stemme, som yttrede sig imod Forslagets Behandling var Oberstl. Stabells, der vilde have det henviist til Konstitutions- kommitteen og ikke for Tiden behandlet i Forsamlingen. For Udsættelse af Qvæstionen indtil Konstitutionen var antagen hørtes Christies Votum, vedtaget af Byfoged Motzfeldt, Rein, Jersin og Gjerager; Jon Hansens; Løvenskjolds, hvis Votum, vedtaget af Cloumann og Huvestad, lød kort og godt: "Forslagets Omhandling udsættes"; samt Omsens, hvortil Repræsentanterne Blom, Apeness Grøgaard, Fleischer, Bryn, Lande, Krohg, Walbøe, Ramm, Balke, Høyum, Røed, Heidmann, Erzgaard, Ely og Floer holdt sig, og som lød saaledes: "Forslaget No. 2 indeholder en Bestemmelse, som synes at henhøre til Konstitutionen eller dens Udarbeidelse, hvorfor Forslaget bør hen- vises til Kommitteen for Konstitutionen, og for Tiden ei kan antages." Moses og Kancelliraad Dahl stemte ligeledes for Forslagets Udsættelse indtil Konstitutionen var udarbeidet og antagen. Den Sidste meente, at "Rigsforsamlingen da skulde bestemme Formen, hvorefter de borgerlige Love burde gjennemsees." Weidemanns Votum, tiltraadt af Lysgaard, lød: "Det vil bero paa den i sin Tid vedtagne Konstitution, om den fore- slagne Kommittee er fornøden eller ikke; thi bør Afgjørelsen udsættes." Og kun lidet forskjelligt fra det var Kjøbmand Mørchs, hvortil Vestlændingerne Lømsland, Jaabech og Eeg henholdt sig: "Jeg troer, at, naar Konstitutionen var forelagt Forsamlingen, vilde det bedst kunne skjønnes, hvorvidt den foreslagne Kommittee var nød- vendig eller ikke, og formener, at Qvæstionen til saadan Tid kunde udsættes." SIDE: 343 Grev Wedel stemte ligesom Omsen for Udsættelse med Sagens Omhandling og Henviisning til Konstitutionskommitteen. Og By- foged Wulfsberg yttrede: "Jeg indseer ingen antagelig Grund, hvorfor den af Sorenskriver Falsen fremsatte Qvæstion nu strax skal afgjøres. Befindes det, naar Konsti- tutionen er fastsat, at en saadan Lov-Kommittee er nødvendig, bliver den da at udnævne; dog bør Kommitteens Udkast til den nye Lovgivning ved Trykken bekjendtgjøres forinden Samme af den lovgivende Magt sanktioneres." Provst Hount: "Da Grændsen imellem den lovgivende og udøvende Magt ved Kon- stitutionen endnu ikke er vedtagen, kan ingen Kommittee til Lovenes Revision forinden udnævnes." Foged Erichstrup, bifaldt af Lundegaard, yttrede, at det burde henstaae med Afgjørelsen, om den foreslagne Kommittee skulde nedsættes eller ikke indtil Konstitutionen var udarbeidet og an- tagen; og hermed stemmede ogsaa Pastor Heyerdahls og Kancelli- raad Heibergs Votum, hvilket sidste var saalydende: "Gjenstanden for National-Forsamlingens Virksomhed formener jeg at være, at bestemme Regjerings-Formen og vælge Regenten. Naar dette er tilendebragt, formener jeg det bedst vil kunne paaskjønnes, om en Lov-Kommission er nødvendig; i hvilket Fald den af Repræsentan- terne bør vælges, og dens Arbeide ved Trykken bekjendtgjøres førend det forelægges Rigets Repræsentanter og Kongen." Kapitain Wasmuths Votum lød: "Kommitteen skal udnævnes, dersom det, efter den antagne Konsti- tution, bliver nødvendigt, og bestaa af kyndige og erfarne Mænd i eller udenfor denne Forsamling. Den træder altsaa ei i Virksomhed førend denne Forsamling har endt sine Forhandlinger. Resultatet af dens Ar- beider bør efterhaanden bekjendtgjøres ved Trykken." Kammerherre Petersen var den ubestemteste af Alle. Han maatte ganske bifalde Falsens Forslag, "saafremt ikke en perma- nent lovgivende Forsamling ved Konstitutionen maatte vorde etableret. I Uvished herom, synes Forslaget at burde udsættes." Sorenskriver Koren og Wergeland, der, ligesom sandsynligviis Flere, var bleven forekommen af Falsen i at fremsætte Proposition om en Lovkommittee, vilde have en saadan nedsat strax. Korens Votum lød: SIDE: 344 "Den proponerede Lov-Kommittee af 5 Personer udvælges strax, og begynder sine Arbeider, saasnart den dertil anseer sig selv istand. Kan et udvalgt Medlem aldeles ikke fungere i Kommitteen, eller ikke vil, vælger National-Forsamlingen et nyt Medlem; men, hvis der da ikke er nogen National-Forsamling, udvælger Regenten En i den Manglendes Sted. Kommitteens Forslag trykkes, og efter ny Revision forelægges den lov- givende Magt til Sanktion." Og Wergelands: "Jeg anseer det for fornødent, at National-Forsamlingen uopholdeligen konstituerer en Kommittee til at revidere og ordne Lovgivningen; dog saaledes, at enhver Borger i Staten af enhver Stand maa kunne tilstille Samme sine Forslag og Betænkninger." Repræsentanterne Stub og Møller vare fraværende som Syge. Samtlige Vota bleve oplæste; og, efterat Enhver, hvis Votum kunde ansees tvivlsomt, (og det var, som man vil have seet, Tilfælde med ikke Faa), havde erklæret sig mundtlig, blev Falsens antaget ved de fleste Stemmer, dog uden Bestemmelse af Antallet af Lovkommitteens Medlemmer, der opsattes til Valget skulde skee. Rigsforsamlingen skred dernæst endnu i samme Møde til Af- gjørelse af Falsens tredie Forslag. Hans Tale blev atter oplæst i sin Heelhed og atter fulgt af en forventningsfuld Taushed som Mellemrummet mellem Tordenskraldet og dets Echo. Løvenskjold reiste sig først paa Oppositionens Side, og holdt følgende ned- skrevne Foredrag: "Hr. Sorenskriver Falsen har behaget at foreslaa: at Rigsforsamlingen skulde udnævne 5 kyndige Mænd, for at ordne og gjennemgaa vort Lovgivnings-Væsen, og derefter at forelægge den første eller anden lov- givende Forsamling Resultatet af sit Arbeide. Jeg vil ikke negte, at den foreslaaede Undersøgelse og Ordning, sær- deles af den senere Tids Lovgivning, kunde være nødvendig og hensigts- mæssig; men naar Hr. Sorenskriveren i sit Forslag taler om paafølgende lovgivende Forsamlinger, forinden vi endnu vide: om, naar, og hvorledes disse i Fremtiden ville existere, hvilket den nu under Arbeide værende Konstitution, naar den af den ærede Forsamling er bleven prøvet og antaget, ene kan bestemme, saa synes det omhandlede Forslag at være anticiperet. Dernæst være det mig tilladt at bemærke: at Staten ikke kunde fordre den for det omhandlende høist vigtige Arbeide nødvendige SIDE: 345 Opoffrelse af Tid og Kræfter af de hertil vælgende Mænd uden pas- sende Godtgjørelse, hvis Bestemmelse for Øjeblikket synes at være udenfor denne Forsamlings Kompetence, og som den ærede Forsamling end ikke kan fastsætte forinden den, efter anstillet Undersøgelse om Rigets financielle Forfatning og økonomiske Ressourcer, erfarer, hvor- vidt disse kunne være tilstrækkelige til de allernødvendigste Statsudgifter og dernæst levere Overskud til Udgifter som omhandlende, som vist nok maatte ansees hensigtmæssige, men dog ikke for Øjeblikket absolut nød- vendige for Statens Tilværelse. Paa disse Grunde formener jeg, at den af Hr. Sorenskriver Falsen foreslaaede Beslutning om en Lov-Kommittees Etablissement ikke kan iværksættes forinden den ærede Forsamling har vedtaget og prøvet Konstitutions-Forslaget og bestemt Rigets tilkommende Konstitution, samt modtaget Resultatet af Finants-Kommitteens Undersøgelser, og deraf erfaret, hvorvidt Statens Finantser for Tiden maatte være i Stand til at udrede overordentlige Udgifter. Skulde den ærede Forsamling derimod mod Formodning finde sig be- føjet til strax at antage Hr. Sorenskriver Falsens Forslag forinden den endnu veed, hvorvidt samme maatte blive foreenbart med Rigets til- kommende Konstitution, og at Rigets Finantser maatte kunne taale de hermed forbundne Udgifter, da bør jeg dog foreslaa: at det maatte vorde Lov-Kommissionen paalagt successive ved Trykken at bekjendtgjøre sine Udarbeidelser for derover at modtage kyndige Mænds Bedømmelse og Bemærkninger, at tage disse i Overvejelse, og først derefter at forelægge vedkommende lovgivende Authoritet sit endelige Arbeide. Jeg smigrer mig saa meget mere med, at mit foreslaaede Tillæg til ommeldte Forslag vil finde den ærede Forsamlings Bifald, som de nyere Tiders viseste Lovgivere have fundet denne Fremgangsmaade hensigts- mæssig. Hr. Sorenskriver Falsens andet Forslag gaaer ud paa: "at denne For- samling, saasnart Konstitutionen er antaget og Kongen valgt, skal an- sees hævet." Neppe vilde det, endog uden saadant Forslag, have faldet Noget af den ærede Forsamlings Medlemmer ind at attraa Forsamlingens Forlængelse, naar de den anbetroede Forretninger ere tilendebragte. Imidlertid formener jeg det end mere pligtmæssig og magtpaaliggende, at vi stræbe at udføre det os betroede Kald vel end hastig. Og aldrig kunde det gamle Ordsprog: "hvo, som vandrer forsigtig og betænksom, han gaaer sikkert", være mere anvendeligt, end i denne Begivenhed, hvor her arbeides for en Nations Tilværelse. Fra denne Synspunkt bør jeg bemærke: at jeg for mit Vedkommende anseer det væsentlig nødvendigt og pligtsmæssigt, at den ærede For- samling indhenter de nøjagtigste Oplysninger: om Fædrenelandets For- SIDE: 346 syning med Livets første Nødvendigheder, om dets Udsigter til fremdeles at kunne erholde disse Nødvendigheder, om dets Penge-Ressourcer og Stridskræfter, om dets Forhold mod vedkommende fremmede Stater, forinden dets tilkommende Forfatning og indvortes Organisation, med Haab om Held og Varighed, endelig kan bestemmes. I Mangel af deslige tilfredsstillende Oplysninger kunne vi dekretere Fædrenelandet en saare prekær Stilling, kunne vi berede Nationen en ulykkelig Fremtid, som vi hverken for Gud eller Mennesker kunne for- svare. Vi vilde reise Regentens Throne paa Sand istedetfor paa Klippe- grund. Vi bød ham da maaskee en Tornekrone. Dersom det skulde være Kontrabande, i denne Forsamling at omtale Riges udvortes Anliggender da maatte jeg nok spørge: hvorfor H. K. H. Prinds-Regenten berørte samme? hvorfor Højsamme for os lod oplæse sit Brev til Kongen af Sverige? Om end den norske Stat var fuldkommen organiseret, og altsaa Grændserne imellem den lovgivende, udøvende og dømmende Magt vare fuldkommen fastsatte, saa vilde det dog være en ligesaa dristig som urimelig Paastand, at Folkets Repræsentanter skulle være uvidende om Rigets udvortes Stilling. Denne Paastand strider lige- saa meget imod den sunde Fornuft, som mod andre Landes Exempel. En- hver, som, blot igjennem Aviser, kjender Englands Anliggender, veed, at det brittiske Parlaments Debatter for en stor Deel angaa Rigets ud- vortes Stilling. Ikke heller skal man med Grund kunne indvende mig, at de ommeldte Oplysninger ere overflødige eller unødvendige for at bestemme Fædrene- landets Statsforfatning. For at kunne bestemme en Huusholdnings Ud- gifter og økonomiske Indretning, maa man kjende dens Indtægter, dens økonomiske Beholdninger og fremtidige Hjælpemidler. Tæring bør sættes efter Næring. Saaledes i de store Statshuusholdninger som i de smaa private. Staternes indbyrdes Forhold er Naturstandens. Deres Ret er den Stærkeres, thi de have ikke Dommere over sig. Deres Tilværelse, Ved- ligeholdelsen af deres indvortes Organisation og Lyksalighed dependerer ligesaameget af deres Forhold til fremmede Stater, som af egne Kræf- ter, og saaledes er den nøjagtigste Kundskab om begge højst fornøden for de Mænd, til hvem Fædrenelandets indvortes Organisation blev an- betroet, ikke allene for at tilvejebringe en Konstitution, men for at organisere en Konstitution, som tør haabes vedligeholdt. Maatte end Frankrigs store Kejser, dets talrige Millioner falde for mægtigere For- bund, saa bør der saa meget meer tages Hensyn paa disse under en liden Stats Oprettelse og Organisation. Have vi iagttaget et forsigtigt og vaersomt Forhold, følge vi Viisdoms Raad, medens Luen i vor Barm opflammer os til kraftfuld Daad, da tør vi stole paa den Almægtiges SIDE: 347 Bistand, til at fuldføre en haardt lidende og nedtrykt Nations Redning, og til at berede dens tilkommende Lyksalighed; men, om den ærede Forsamling, mod Forhaabning, maatte ansee saa væsentlige Undersøgelser overflødige, da føler jeg det hellig Pligt mod mine Kommittenter, at frasige mig alt Ansvar for de ulykkelige Følger, som af en saa utilgivelig Ligegyldighed maatte nedlyne paa vort ulykkelige Fædreneland. Fra disse Synspunkter tillader jeg mig at indstille, at alle ommeldte Oplysninger maae vorde af Regjeringen udbedede, at der paa de erholdende Under- retninger maa vorde taget Hensyn under Konstitutionens Udarbeidelse og Antagelse, og at Forsamlingen først maa ansees hævet efter Anta- gelse af en Konstitution, grundet paa sikkre Data, som kunde love Frem- tids Sikkerhed og Held." Talen gjorde øjensynligt Indtryk. Atter et Mellemrum af Taus- hed, indtil Præsidenten spurgte, om Flere havde noget at yttre. Det var Tilfælde, at Flere havde forberedt sig paa at tale i denne Sag; iblandt Andre Jacob Aall; men Wergeland forlangte Ordet, og holdt med livlig Aktion følgende memorerede Foredrag [fotnotemerke] : "Ædle Herrer! ærværdige Forsamling! Nordmænd! Brødre! Skjænker mig af Godhed et Øjebliks Opmærksomhed! Med inderlig Kummer har ogsaa jeg reist mig, for at yde mit Klage- suk over Nationalforsamlingens døende Selvstændighed, over Folkets tabte Haab til os. Jeg tør tale med Frimodighed. -- Intet afskrækker mig. Ogsaa et Liv har jeg at give dette kjære Folk. Jeg svor en Eed i min Sjæl, da jeg forlod mit Arnested, at være blind for alt personligt Hensyn, al personlig Fordeel; og lokkende Forhaabninger skulle ikke gjøre mig til Forræder mod mine norske Brødre. Haanden fæster jeg i Himmelen, og lader Kloden rulle; -- ingen Hvirvel af Partier skal rokke, skal anfegte mig. Foden fæster jeg paa Religionens Klippe, og smiler ad hine truende Bølger. -- 1) Gode Gud! Hvilke Chimærer gjenlyde disse Hvælvinger af! Hvilke Modsigelser! Hvilke Inkonseqvencer! De samme, som udraabe hiin uom- stødelige Grundsætning, at Suveræniteten ene er i Folkets Hænder, vove at paastaa, at denne ærværdige Samling af Folkets Befuldmæg- tigede intet have at befatte sig med Folkets Sag. Er da en Akt af det ganske samlede Folk mulig? Kan Folket anderledes øve sin Suve- rænitet? -- anderledes tilkjendegive sin virkelige Vilje end gjennem sine Repræsentanter? og ere vi ei Folkets Repræsentanter? Skal flere Hundredetusinders Lykke svinde for Individets? Ere vi sammentraadte Fotnote: Trykt sammen med W's "Politiske Tale til det Norske Folk." Løvenskjolds er efter et egenhændig undertegnet Haandskrivt. SIDE: 348 alene for at reise en Throne, for at fremme et Herredømme, -- eller for at sikkre dette brave Folk national Lyksalighed for Aarhundreder? Er dette store Thing sat, for at kjende i en Arvesag, -- eller er det sat, for at betrygge faderløse Børns Velfærd? Og beroer ikke disse faderløse Norges Børns Velfærd i Fremtiden ligesaameget, ja maaskee mere, paa Rigets udvortes end paa dets indvortes Forhold? Hvilken Modsigelse: Folket er frit, Folket er selvstændigt og uaf- hængigt, og Folkets Befuldmægtigede, som det med en rørende Tillid har anfortroet det Hverv at paasee dets Tarv, have ingen Frihed til at spørge: hvorledes er det fat med os? Hvad ville vore Naboer os? 2) Og hvilken Inkonseqvence, at antage, at Nationalforsamlingen har Fuldmagt til at nedsætte Kommitteer, for at beskjeftige sig med Finan- cerne, med Lovgivningen -- ja Fuldmagt endog at vælge en Konge (hvilket dog, som en partikulær Handling, en Lovs Anvendelse, i sig selv ligger uden for et lovgivende Korpses Kompetence) -- og i samme Øjeblik at negte os Fuldmagt til at beskikke en Kommittee, for at ind- hente Oplysninger om Statens vigtigste, nemlig udvortes, Anliggender! Denne Inkonseqvence er sandelig ikke mindre synderlig -- denne Modsigelse ikke mindre urimelig, end om en Folkeforsamling, der skulde forestille det frie norske Folk, om en Nationalforsamling, i hvis Hænder Norge har nedlagt Brugen af sit dyrebare Øjeblik og Myndighed til at øve dets Ret, til selv at bestemme dets Regjeringsform og dets Frem- tids Held, om den ei var i Grunden norsk, om den havde fremmede Bestanddele, ueensartede, urene Partikler. For gamle Norge er fremlyst en Tidspunkt, sjelden i Aartusinde, et Øjeblik, mangen Nation gjennem Sekler forgjeves har længtes efter, et Øjeblik, mangt et Folk paa Kloden i visse Henseender misunder os -- et Øjeblik, da Nors Sønner ere gjengivne et frit og uafhængigt Folks fulde Ret til selv at bestemme sin Regjeringsforfatning, og at kaare Methoden og Midlerne til Børns og Børnebørns borgerlige Held -- og ere i Besiddelse af denne Ret, uden ved voldsomme Anstrængelser, uden ved smertelige Konvulsioner selv at have tilrevet sig den. Kan da noget Øjeblik være høitideligere, høivigtigere end dette, paa hvis Anvendelse Fædrenelandets Vee eller Vel beroer i Nutid og Eftertid! Kan noget Hverv være dyrebarere, helligere, religiøsere, end det, som er nedlagt i vore Hænder? Vil det ei blive os det største Ansvar for Gud og Mennesken, hvorledes vi rygte det? og vil det ei komme an paa den Standhaftighed, Troskab og Samvittighedsfuldhed, som besjæler os fra Begyndelsen indtil Enden, om vore Medborgere og vore Efter- kommere skulle forbande eller velsigne os, spotte eller prise vort Minde? 3) Hvad Trøst have vi til det længselfulde Folk, som svæver mellem Haab og Frygt -- hvad Trøst have vi til det, naar vi komme hjem, og SIDE: 349 de spørge os ad: hvad have I udrettet for os? Hvad blev vor Skjebne? Maa vi da ei rødmende slaae Øjet ned, naar vi intet andet Svar have, end dette: Vi have bygget Eder en Throne -- ellers vide vi intet ! Vi have bygget Eder en Throne -- andet maatte vi ikke. Det var nok! Æder, drikker og værer glade!" Tør vi saaledes spotte den gule Hunger? -- Sandelig Nationen lever i disse Dage ikke som Nationalforsamlingen. Det er mit Kald, som Evangeliets Organ, at trøste den Lidende, den Fattige, og ingensteds at forglemme, at tale deres Sag, at være deres Røst. Denne Røst bør høres. Skal Sværd drages for Fødeland, saa er det Almuen, hvis Blod maa flyde. Skal Statskræfterne anstrenges, saa er det Almuen, som meest føler det. Hører da Røsten af denne store Pluralitet! Den er et eneste samdrægtigt Suk efter den hulde Fred. De udsendte os ligesom Duer af en Noah-Ark, i syv Aar til- lukket, i syv Aar omtumlet i Orlogens Syndflod, og de haabe at see os igjen med Fredens Oljeblad i Munden, at de efter et langt Fængsel igjen kunne komme ud, for at ernære sig. Hvad om vi da ei hjem- bringe andet end -- Krig, Krig, Skat, Skat! -- uden engang at have endset, at tage noget desangaaende i Overvejelse! 4) Hans Kongl. Høihed har, som man kunde vente sig det af hans ædle Tænkemaade, efterladt os i fuldkommen Frihed -- og vi skulde selv ville binde os Hænderne! Hans Kongl. Højhed har tilbudt at komme os imøde med alle mulige Oplysninger, og vi skulde ingen ville søge! Hvad er da, Brødre, hvad er da Bevæggrunden til, at man med saa ængstelig en Iver vil afholde vort Øje fra at skue ud over Landets Grændser, og aftviste os vor unegtelige Ret? Frygter man, at vi skulle misbruge den? Det har Folket, som valgte os, ikke befrygtet. Troer man, at vi ere bestukne -- eller at vi ledes af andet end vor Over- beviisning om, hvad der er Ret og Gavnligt for Fædrelandet? Eller have vi ikke Norges Hæder og Held ligesaa skarpt for Øje, som Nogen, som den Højeste i Landet? Siger, hvor er Forræderen! Udpeger den Mand iblandt os, som ingen Agtelse, ingen Tillid fortjener! Hvad mig angaaer, da bekræfter jeg for Eder ved alt Helligt og Kjært, ved Gud i Himmelen, som jeg tjener, ved gamle Norge, ved Huustro og Børn, at jeg kom herhid med et brændende Forsæt, at tale og arbeide for Norges Lyksalighed -- og at ingen Idee tyktes mig herligere end et uafhængigt Fædreland. Og Hvo af os kan ikke med Haanden paa sit Hjerte bevidne det samme? -- Men Hvo af os ynkes ikke ogsaa over Folkets Lidelser? Hvo elsker ej vore ædle Daleboere? Hvo vil for- glemme deres sande Tarv? Hvorledes skulde vi da kunne misbruge vor Ret til i alle Henseender at paasee denne? -- O, Brødre! agter dog ej paa deres Tale, som sige, at vi ville eders Ulykke! Troer dog ei, at SIDE: 350 vi have til Hensigt, at opoffre Krigerens og Bondens Vel, for at fremme Kjøbmandens! Troer dog ej, at vi ville raade til nogen Slags vanærende Forbindelse, hvorved nogen Stand i Riget skulde opoffres! Vi ere rede- lige -- ja -- vi ere oprigtige Mænd! -- Vi elske alle Stænder! Vi ville alles Held! 5) Skulde vi adskilles, uvisse om vor Skjebne, hvad kan da fore- bygge Anarki i Riget, i Tilfælde af, at det vi oprejse igjen nedrives? Hvad kan i saa farlig en Stund forekomme Anarkiet, uden vor Sam- ling, vor Eendrægtighed, vor broderlige Forsamling? -- O! maatte da Skjællet falde fra Alles Øjne -- Fordommene svinde -- Tryllebaandet briste -- og alle virke paa samme Vej til samme Maal: Norges Hæder og Held! -- Ingen kan tjene to Herrer! I dette Huus have vi kun een Herre, det er Nationen. Vi ynde -- vi tjene derfor ingen, saalænge vi sidde her, uden Nationen! Al personlig Hengivenhed, al partisk Følelse maa smelte og henflyde i Kjærlighed -- i Pligterne mod Fædrenelandet. Lader os da række hinanden Haanden -- række Fædrelandet Haanden -- og vorde i alle Henseender dets Beskyttere, dets Formyndere! Vi ere Folket og Fædrenelandet, saalænge vi ere samlede under dette Tag. -- Vi have Ret, uimodsigelig Ret til alt, hvad som sigter til dets Held -- Ret til at see i alt, hvad som gjelder til dets Vel. Dertil have vi Fuldmagt af Folket -- af Gud, af Fornuften, af Naturen. Det er vor Ret, det er vor Pligt, at tale og handle saaledes, som Folket selv vilde tale og handle, om det havde een Tunge og een Haand! Amicus Christianus, amicus Fredericus, sed magis amica patria". -- En endnu dybere og langvarigere Taushed paafulgte. Forslaget var synligen forladt af mange Jurantes in verba magistri. Det vippede iveiret. De, som vidste, at Jakob Aall havde bestredet det i det Papiir, som laa foran ham, ventede paa endnu et vægtigt Ord fra ham. Men han blev siddende i sin Tilbageholdenhed, rimeligviis fordi han troede, nu ikke at kunne sige noget Nyt. Flankøren Kancelliraad Dahl afbrød endelig Tausheden med en overflødig Opfordring til den sidste Taler, at han skulde forklare sig nærmere; og nu opstod en højrøstet Talen i Munden paa hinanden pro men paa hans Side reiste sig endelig Rein med et skrevet Forsvar, fuldt af personlige Udfald, i hvilken Tone ogsaa Sverdrup talte nogle Ord der mere gik ud paa at raillere Exaltationen i Wergelands Tale, end paa at gjendrive Oppositionen og forsvare Sagen. Han endte med Forsikkringen om, at dens Venner vare saa gode Patrioter som Nogen o. s. v. Den Reinske Tale cirkulerede siden, ligesom de øvrige, i Afskrivter om i Landet, og bør ogsaa, som et Mod- stykke til de forrige, indtages her: "Man har fundet det nødvendigt, for at kunne grunde Norges Kon- stitution, at undersøge Landets Finantser, dets indvortes Tilstand, dets Indtægter, Udgivter, dets Ressourcer med mere, som udfordres for at kunne bedømme, hvorvidt det kunde bestaa som selvstændigt Rige; -- hvorledes det kan underholde sin egen Konge, om ikke med Glands saa dog med Værdighed, tilligemed alt andet, som er nødvendigt til ethvert endog det allermindste Riges Bestyrelse. Uagtet en langvarig Krig, Standsning i Handel, Pengevæsenets fuldkomne Tilintetgjørelse, samt alt hvad der er skeet ligesom med Hensigt, at ville aldeles øde- lægge Landet endog naar end Tingen selv medførte det -- uagtet Dette ikke lover det unge begyndte Rige de behageligste Udsigter fra dets første Organisation af: saa maa man dog tro, at baade Regenten og Folket stiltiende har forudsat, ikke blot som muligt, men og som uom- tvisteligt, at disse Vanskeligheder kunde hæves, og at det syge, det i sit Inderste rystede, Statslegeme igjen ved fornuftig Diæt og under en viis Læges Haand vil og kan komme til Kraft og Førlighed; thi ellers var alt, som hidtil er skeet, kommet for tidlig. For tidlig havde da vor Regent opfordret os til at besværge Norges Selvstændighed -- For tidlig havde vi aflagt den Eed, at ville vove Liv og Blod, Velfærd og Rolighed for Noget, det blot var en Drøm, og som aldrig kunde komme til Virkelighed. For tidlig vare vi blevne sammenkaldte til en Rigsfor- samling, og altfor tidlig havde vi begyndt med at grunde en Konstitu- tion, som aldrig skulde blive til uden paa Papiret -- kort alle vore Forhaabninger have da været Børneværk. -- At imidlertid, for at hæve Tvivl, en Oversigt over Landets Fordele og Mangler, Hjælpekilder med Mere lægges National-Forsamlingen for Øine, vil vel Enhver blandt os ansee for ønskeligt og nødvendigt, forat kjende de vigtigere For- holdsregler i Henseende til Fremtiden; men naar man anseer det for ligesaa nødvendigt, at vort Forhold til udvortes Magter bestemmes; naar man, som det synes, vil med ministerielle Akter fordre det be- SIDE: 352 viist, at fra Udlandet aldeles ingen Hindring skulde møde vort Fore- tagende, da forekommer det mig at vidne om en overdreven Ængste- lighed, der maa synes dobbelt underlig, naar man seer hen til de Mænds Klogskab, Raskhed og iøvrigt kraftfulde Fremfærd, fra hvis Munde især denne Stemme høres -- Skulle vi da, førend vi tænke paa Konstitu- tionen, først af fremmede Magter begjære Tilladelse hertil? Og af hvem, uden just af dem, som, formedelst vor nærværende Stilling, og deres politiske Stilling og Forbindelse med Naboriget, ikke kunne give os den, hvormeget de end hemmeligen ynde vor Sag, ja endog hemmeligen vilde bidrage til at forfremme den? Norges Folk handler som et kjækt og ædelt Folk -- dette er idetmindste Folkenes Stemme i Europa, fordi disse tør lade den høre -- men kunne vi med Grund vente at høre det som en høit og lydeligt forkyndt fra Kabinetterne? Vor Beslutning er taget. Skulde en Proklamation, forfattet i truende Udtryk, skulde et Avisræsonnement kunne kuldkaste den? Ingen fiendtlig Flaade om- spænder vore Kyster; der høres intet om nye Opbringelser; Kornlad- ninger komme ubehindret til vore Havne, ja endog norske Skibe, der næsten vare kondemnerede, frigives og komme med Korn til vore Havne. Dette er Kjendsgjerninger. Skulle vi oversee dem, dølge dem for os selv, og derimod lade os bortskræmme fra kraftfulde Handlinger ved Spøgelser, Trudsler om en forenet svensk, brittisk, russisk, ja jeg troer tyrkisk, Armee, der vilde oversvømme vort Land? -- Og dersom vort Land (jeg forudsætter hvad jeg ikke kan overtale mig til at tro) dersom Norge nærede en Forræder i sit Skjød, hvis Ønske det var at spille os i vore Naboers Hænder, hvad vilde da være ham lettere, end at foranstalte tordnende Proklamationer, opdigtede Avis-Efterretninger, og udgive dem for authentiske, forat gjøre Nationen modløs? En Mand, hvis Kundskab jeg ærer, hvis fine og skarpe Blik jeg beundrer, paa- stod i vor sidste Forsamling, at det var Regentens Pligt, at meddele oplysende Efterretninger om vort Forhold til andre Magter; men flere end han selv har kan han ikke give; og hvormeget han end har viist, at han ikke lægger Skjul paa det vor nærværende Stilling Vedkom- mende, eller hvad der kunde vedkomme Fædrenelandets Vel, og at det er langt fra ham, at ville bedrage os med et falskt Haab: saa spørger jeg dog: Kan Han, bør Han forelægge Rigsforsamlingen Alt, hvad han veed vor Stilling til Udlandet vedkommende? Hvad, om Regenten, under Betingelse af Taushed, havde erholdt bero- ligende Efterretninger fra de Hoffer, til hvis Venskab eller Skaansom- hed vi trænge, burde han da ubetinget og uden Forbeholdenhed fore- lægge Forsamlingen disse? Da maatte jo disse formodes at komme videre ei allene her i Landet, men til Naboriget, som ikke vilde mangle at rette Maskiner derimod til vor Skade. Var dette klogeligt handlet? SIDE: 353 Var det ikke at kompromittere den eller de Magter, som vi skylde Erkjendtlighed? Jeg tilstaaer derfor, at jeg, som uindviet i Politiken, ikke begriber med hvilken Ret man gjør denne Fordring paa Regenten, eller hvorfor deslige Indberetninger nødvendig maa gaa foran for Kon- stitutionen." Forsamlingen var spændt, Partierne skarpt udskilte og ophid- sede, da Repræsentanten fra Østerriisøer, ved pludselig at træde frem paa Gulvet med en yderst komisk, med al Pathos og sking- rende Røst holden, Tale, igjen satte Rigsforsamlingen tilbage i en mindre faktionær Stemning. Han maatte, hedte det, yttre sin "inderligere og yderligere" Formening om, at man burde holde ud til Landet var omblokeret af Skibe, og da først "undvige"; men tilsidst var han dog forvisset om, at ikke en Eneste af den ærede Forsamling, hvoraf han ikke kjendte en Sjel, var af hans Mening; og da dette Optrin baade hørlig og synlig satte Forsam- lingen i muntert Lune, brød han af og perorerede ud med en lang Undskyldning for det Inkorrekte i sine Udtryk. Denne Epi- sode havde dog hiin velgjørende Virkning, og lettede Overgangen til Voteringen, hvortil man endelig skred i den Form, at De, som bifaldt Qvæstionen som den var fremsat, at nemlig Forsamlingen skulde ansees for opløst naar Konstitutionen var færdig og Kongen valgt, skulde svare "Ja"; De, som vilde have den udsat, skulde svare "Nei". Wedel anmærkede vel, at Spørgsmaalet var overflødigt. "Naar vi ere færdige," sagde han, "saa ere vi fær- dige. Det er som om min Tjener vilde vække mig for at for- tælle mig, at jeg gjerne kunde sove endnu længer." Voteringen foregik dog efter Opraab som bestemt, og vare Neierne, siger Brevskriveren fra Eidsvold, især høirøstede og vredagtige. Der var 55 paa hver Side; Præsidenten paa Jaernes. Om et saadant Tilfælde fandtes der intet i Reglementet. Da lød Raabet fra alle Kanter: "Præsidenten decidere!" -- en Reminiscenz, paastaaer hiin Forfatter, af Speakerens Rettighed i Parliamentet, men med Forglemmelse af, at han ellers ikke tager Deel i Voteringen. Selv fra mange Nei'er, som ikke maa have lagt Mærke til Præsiden- tens allerede afgivne Stemme, hørtes Raabet; og saaledes gik da, ved en saa ilde betænkt Overilelse, en Sag tabt, hvis Ret- færdighed og Hensigtsmæssighed havde lagt en Vægt i sine, af hinanden uafhængige, Forfegteres Ord, som paa det nærmeste vristede Seiren af det mægtige Meningsparti's Hænder, som under- SIDE: 354 støttede den. Desmere ærgrede Minoriteten sig, og en Mistanke om at Falsen her havde været Regentens Redskab opfyldte mangt et Bryst. Det Sande er dog nok, at Falsen, der meget mere satte sig paa en tilbageholden Fod mod Regenten, kun tilsigtede at koncentrere Forsamlingens Virksomhed ved at forsimple og faagjøre dens Øjemed saameget som muligt. Men det var dog at bygge i Mørke og at udvide Regentens Magt og sin Tillid til ham altfor meget. Det var ogsaa baade Tilfælde, at man fra Sverige søgte at underhandle direkte med Rigsforsamlingen, og at der havde fundet gjensidige Oplysninger og Meddelelser om de udenlandske Anliggender Sted imellem denne og Regenten, der endog havde lovet intet Deslige at skjule. Peder Anker meddeelte saaledes strax Regenten et Brev, han den 16de April havde faaet fra Gothenborg, hvorefter 20,000 Svenske, i Forening med 12,000 Russer og Preussere, skulde oversendes til Norge fra Fladstrand saasnart Aarstiden tillod det, medens Russere tillige skulde fra Archangel af gjøre Indfald nordenfjelds, samt en trøstesløs Skrivelse fra London om det engelske Ministeriums Hensigter med Norge, som ogsaa fandt Bekræftelse i et Brev fra Gothenborg til Kammerraad Dahl om at Konferentsraad Carsten Anker var saa lidet bleven respekteret i sin Egenskab af Gesandt, at han endog var bleven sat fast i London for privat Gjæld. Regenten meddelte derimod fra sin Side Rigsforsamlingen igjen, ved at nedlægge det i Konversations- værelset, et trykt Blad fra Sverige, fuldt af Fristelser til at give sig det ivold, ligesom ogsaa et særdeles bittert svensk "Sende- brev til Hr. v. Holten," cirkulerede. Omnævnte direkte svenske Meddelelse til Rigsforsamlingen kom derimod ikke i dennes Hænder, da Landshøvdingen, som bragte den, og som vilde have den tilstillet samme gjennem en anseet Kjøbmand i Kristiania, tog den tilbage, da Denne erklærede, at han ikke kunde tilstille Rigsforsamlingen den uden igjennem Regenten. Videre end Denne selv holdt tjenligt for sine egne Interesser gik dog nok ikke hans Meddelelser Ved den af hint svenske Blad kunde han trygt stole paa Fleerhedens Had og Mistro til Sverige, og paa at det blev læst med Tanken i Verset: "timeo Danaos og til Borddiskurser indskræn- kede sig nu Rigsforsamlingens Viden og Indflydelse med Hensyn til den ydre Politik. Et Beviis paa, at Prindsregenten ikke lod den vide meer, end hvad han troede den kunde have godt af, var den Taushed han iagttog om Sendebudet til England, Konferentsraad Ankers sørge- lige Skjebne, hvorom han dog var underrettet, nemlig at han virkelig var bleven heftet i London for Privatgjæld efter det uheldigste Udfald af sit Ærinde hos Ministeriet. Det hedte tvert- om, at han, efter vel udført Hverv i England, nu befandt sig hos de allierede Monarker i Frankrig. Rygter i mindre opmuntrende Aand turde ikke troes; de hedte svenske og opdigtede. Et sagde endog, at Regenten havde hemmeligt Løfte om Hjælp fra England, og det fandt i den almindelige Mening Bestyrkelse i de engelske Krydseres liberale Adfærd mod de Kornskibe, som søgte Norge. I Marts havde Englænderne selv bragt Tilførsel til Bergen; April Maaned igjennem hindrede de ikke alene ikke denne Fart, men underrettede endog mangen Kornskude om hvor der var svenske Kapere at befrygte; og i Mai, da de svenske Krigsskibe kunde stikke i Sjøen, vedblev de fremdeles at begunstige Norges For- Fotnote: Den blev bekjendt, men ikke ved nogen officiel Publikation, saavidt det lader sig see af Aviserne. Af den franske Monitør for 30 April sees, at den er bleven meddelt det danske Departement for de udenlandske Anliggender. SIDE: 356 syning. Det hændte endog, at Kornskibe fulgte Krydserne, som- om de vare opbragte, til Mørket faldt paa og de vare under Kysten, hvorpaa de da satte af. Dette og mange Yttringer af de engelske Sjøfolks Enthusiasme for Norges Sag bestyrkede naturligviis hiint Rygte om at Ministeriet delte denne Sympathi, der saameget maatte forøge Prindsregentens Vigtighed for Norge som dets upaatvivlelige Frelsermand. Flere Herrer udenfor Re- præsentationen, som aflagde Besøg paa Eidsvold, førte Ordet ved Bordet, og gik ud og ind i Prindsens Gemakker, vare især ivrige i at vække sangvinske Begreber om Stillingen til Udlandet og iblandt andet ogsaa store Tanker om den Interesse, man i Danmark nærede for Norge. Damer og Herrer i Kjøbenhavn skulde endog bære grønne perlestukne Silkebaand til Tegn derpaa, og desaarsag kaldes "de Norske." Et Exemplar af denne Dekoration blev endog foreviist paa Eidsvold, didbragt af hiin danske Lieutenant Schwartz, Ad- joint i Kristian Frederiks Generalstab, der før er nævnt som en af Prindsens uheldigste Omgivelser. Medens det hedte, at dan- ske Sendebud ikke kunde slippe igjennem Sverige [fotnotemerke] , indfandt denne lette Person sig dog ved denne Tid saa pludselig som Svalerne, og uden al Tvivl i vigtigere Ærinde for Danmark, end her blot at overtage den Plads som Prindsens Lystigmager og maitre des plaisirs, han fra nu af udfyldte hos ham. Man paa- Fotnote: En norskfødt Kammerjunker Gyldenpalm blev saaledes, omtrent midt i April, paa Opreisen til Norge arresteret i Gothenborg, bragt til Essens Hoved- qvarteer i Venersborg, og derfra til Stockholm. Den franske Monitør beretter, at man fandt 80 Breve hos ham, hvoraf flere i Chiffre, og derimellem ogsaa et fra Kongen af Danmark til Kristian Frederik, der skulde indeholde saadanne Opmuntringer til at gjøre Sverige Modstand, at en Krigserklæring var ivente fra dettes Side imod Danmark. Men under 24de Mai blev denne Beskyldning officielt modsagt fra Kjøbenhavn. Efter Napoleons Fald, først i April, skiftede ogsaa Monitøren Farve med Hensyn til Norge. Før hedte det, at det var dansksindet; men nu, i den samme Artikel, som omhandler Gyldenpalms Anholdelse, at det svenske Parti var be- tydeligt i Norge, især mellem Bønderne. Kristian Frederik, hedder det i Moni- tøren af 27de April, har, efter danske Reisendes Beretning, besluttet at opgive Norge og vende tilbage til Danmark. Der har nemlig dannet sig et stærkt Parti imod ham under Navn af "Brødrene Anker," som ønske Norges Forening med Sverige under Garanti af Nordmændenes Rettigheder (des droits des hom- mes du Nord). Efter samme Blad holdtes Rigsforsamlingen, efter gammel Skik, under aaben Himmel -- en "hoax," Morning Chronicle havde ladet det løbe med. SIDE: 357 stod om denne Schwartz, at han sad paa Luur bag Rigsforsam- lingssalens Brædevæg, og man havde saavel ham som et Par andre af Prindsens Kavalerer mistænkte for, at det ikke var, som man siger, "for intet" de tidt og jevnt spiste ved Repræsentan- ternes Bord eller "ude hos det norske Folk," som En af dem kaldte det. Men netop Bordsamtalernes sædvanlige ubundne Livlighed gjorde det ikke let at sondere med nogen Tilforladelig- hed, ligesom det ogsaa her var Tilfælde, at Hofkrybets Hang til at gjøre sin Herre en Extratjeneste langtfra gavnede denne. Efter Bordet, naar Selskabet adspredte sig, syntes man især at be- mærke Forsøgene paa at virke paa de Gemytter, man holdt for lettest tilgjængelige. Det hedte saaledes, at to af disse Herrer, under tydsk Diskurs indbyrdes, trak Medlemmer af Bondestanden afsides for at bearbeide dem med Trudsler og Tillokkelser, og at en Tredie brugte sig i samme Hensigt som "Kjøgemester for Nationalkonventet og Mundskjænk ved Hoffet," som han betegnes i Brevene, der betvivle ikke Anvendelsen men Virkningen af deslige Forsøg. Saaledes fortaltes der, at et Par af de meest Devouerede havde faaet ombyttet Ole Tvedtens Stemmeseddel til Finantskommitteen, men at denne, da han kom paa Salen, mærkede Pudset, og strøg saa de Navne, især Officerenes, ud, som han ikke kjendtes ved. Deslige plumpe Intriger dreves dog uden Tvivl paa egen Haand, og Prindsregenten selv vilde vel neppe have sine Omgivelsers Virksomhed udvidet udenfor Søvn- dysselsen og Fremkaldelsen af behagelige Drømme om Norges sande politiske Stilling. Selv overlod han sig neppe dertil. En Scene fra Eidsvold lader os nemlig kaste et Blik ind i hans Sjels Urolighed. Det var en Aften ved denne Tid; man ventede forgjæves paa Prindsregenten ved Taffelet; flere Gange havde man været inde hos ham med Forespørgsler, om han ikke be- hagede at spise, men han kom ikke efter sine adspredte Svar. Biskop Bech paatager sig atter at forhøre sig. Efter gjentagen forgjæves Banken træder han ukaldet ind, hvor han finder Kri- stian Frederik med Haanden under Kinden ved et lidet Bord, hvorpaa der stod et enkelt Lys, som kun udbredte en svag Dæmring i Værelset. "O, er det dem, Hr. Biskop?" udbrød han endelig, springende op med synlig Overraskelse og en paafal- dende Bleghed og Adspredthed i sit Aasyn. Han vilde ikke gaa inn i Spisesalen, men ønskede, at Biskoppen vilde tage noget SIDE: 358 Koldt hos ham, hvorefter han da ringede. Under Tjenerens Fra- vær gik Prindsen pludselig hen til Biskoppen, greb begge hans Hænder, og udbrød med dyb Rørelse: "Kjære Hr. Biskop, bed for mig! Jeg er saa urolig, og føler det store Ansvar jeg har paataget mig," hvortil Bech da svarede med Beklagelser over at finde Hs. Højhed i en saa nedtrykt Sindsstemning og med en Opmuntring til at overlade den Sag, han havde paataget sig, til det guddommelige Forsyn. Først længe over Midnat skildtes de ad, og Prindsen bevidnede da Bech sin Tak for hans Nærværelse, der havde virket beroligende paa ham. Sandsynligt er det al- tid, at det, der egentlig trykkede Prindsregenten var de mørke politiske Udsigter udenfor Norge, som han skjulte for Rigsfor- samlingen og Folket under et glad Ansigt. Vi have idetmindste i denne lille Scene seet ham i et oprigtigere Øjeblik, og han maa ikke have havt faa, omend kun oprigtige mod sig selv. Da han ikke lettelig, for sit eget Spils Skyld, skulde have vovet at med- dele Rigsforsamlingen de frygt- og haabløse politiske Forhold [fotnotemerke] , maatte Dagens Beslutning være ham kjærkommen, om han end maatte tilstaa for sig selv, at de frie Hænder, denne frivillige Renonceren overlod ham, kun var Galgenfrist, og at den ikke alene ikke vilde være bleven fattet, om Rigsforsamlingen havde været underrettet om Tingenes sande Stilling, men at denne vel endog da havde grebet Styret selv i de Anliggender, erklæret sig suveræn og permanent indtil Fædrelandet var bleven frelst, Fotnote: Paa Lord Hollands Spørgsmaal til Ministeren Liverpool, i Overhuset den 29de April, og Mr. Wynnes i Underhuset, om nogen Beslutning vedkommende Norge var fattet i de antagne Grundprinciper for en almindelig europæisk Fred, erholdtes det Svar, at Ministeriet ikke fandt nogen Grund til at fordølge, at der var givet Befaling til at blokere alle norske Havne, saafremt dette Land vedblev at modsætte sig Opfyldelsen af de Traktater, der sikkrede dets Ind- lemmelse under den svenske Krone. Paa den Fatumsmæssige Myndighed, hvor- med det engelske Ministerium dengang troede at kunne omtale det gamle Rige, paa hvis Konges Sværd Englands Skjebne engang havde vaklet, kan følgende Artikel af Monitøren for 28de April tjene: "I Underhusets sidste Møde spurgte Hr. Whitebread, om Øen Guadeloupe, i den nylig sluttede Traktat med Frank- rige, var forbeholdt Sverige, og om Regjeringen agtede at anvende Vaaben- magt, forat bringe Norge under svensk Herredømme. Lordkantsleren svarede, at i den nævnte Konvention var Øen Guadeloupe ikke omtalt. "Forresten, tilføjede han, kan denne Øes, saavelsom Kongeriget Norges Skjebne, være af- hængig af yderligere Forhandlinger, og indtil den Tid er det ikke passende, at gjøre den til Gjenstand for offentlige Diskussioner." SIDE: 359 flyttet sig til Kristiania, og gjort direkte Underhandlinger til det andet Formaal for sit Sammenvære. Slagne ikke alene ved, men over, Udfaldet af Stemmegivningen, sad Forsamlingens ene Halvdeel taus, mens Sejerens Glæde gjorde den anden snaksom og munter, da et Appendix til denne Dags mærkelige Forhandlinger medeet atter udjevnede Spændingen og bragte det gode Lune ligeligen tilbage hos Alle. Rigsforsamlin- gens Nærværelse i Eidsvold havde nemlig forvandlet en Deel af Menigheden til politiske Kandestøbere, der havde faaet et kuri- øst Andragende til Rigsforsamlingen istand, hvori, ved Siden af Forslag til Forandring i Pengevæsenet og om Ret til selv at op- sætte sine Dokumenter uden dertil at behøve Sorenskrivere, ogsaa fremsattes et om disses og andre Embedsmænds Afskaffelse o. s. v. Denne Petition blev nu fremleveret ved Peder Anker og oplæst ved Sekretæren, hvorved dets Indhold og Stiil vakte Latter og udglattede Folderne hos dem, der ellers ikke havde nogen Grund til at forlade Mødet i nogen munter Stemning. Andragendet blev vedlagt Protokollen, men er ikke af Redaktionskommitteen op- taget i Forhandlingerne. Den rastløse Konstitutions-Kommittee holdt sit fjerde Møde Dagen efter, den 20de, hvori da de Artikler, man ved de fleste Stemmer var bleven enig om, optegnedes med den Bestemmelse, at de nærmere vilde blive at gjennemgaa og rette forinden de tilførtes Protokollen. Den 22de April holdtes næste Møde i Rigsforsamlingen; men da Ingen, efterat Protokollen for de to sidste Møder var oplæst, havde Noget at andrage, udsattes det til den 25de, da Præsidentvalg skulde foregaa. Til Præsident valgtes da Kommandør Fabricius og til Vicepræsident Sognepræst Rein. En Stemme lød paa Lensmand Apenæs til Præsident og til Vicepræsident Amtmand Løvenskjold; en anden paa Bonden Elling Valbøe til Præsident og Sorenskriver Blom til Vicepræsident -- et uværdigt Forsøg paa at fornærme det saakaldede Svenskeparti i hine fire Repræsentanter. Mødet udsattes igjen til den 28de, efterat nogle Strøtanker af Kapitain Holck til Forsvar for Odelsretten vare blevne af Præsidenten SIDE: 360 tilstillede Konstitutionskommitteen. Det Samme blev i Mødet den 28de Tilfælde med en Skrivelse fra Repræsentanterne Ape- næs, Hoen og Huvestad, der iblandt andet gik ud paa, at kun Bønder skulde kunne eje og bruge Jordegods. Med større Til- fredsstillelse hørte man Konstitutionskommitteen berette, at den haabede, at kunne faa sit Udkast færdigt til den 2den Mai; og Rigsforsamlingen besluttede, paa Grund af Bogtrykkeriets Ufuld- stændighed [fotnotemerke] , at Udkastet skulde afskrives af Medlemmerne efter Diktat. Siden Mødet den l9de udskillede Partierne sig mere. Man havde været, om end ikke fuldkommen, saa dog saa aaben mod hverandre, at man nu troede at kjende hinandens politiske Grund- farve, og at have opdaget to store Farveforskjeller. Tonen blev mere spændt, Omgangs- og Samtalecirklerne skarpere afgrænd- sede, ja selv i Regjeringens Forhold troede man at opdage en større, næsten mistænkelig, Tilbageholdenhed siden den havde seet Rigsforsamlingen netop lige deelt imellem dem, der trøstige vilde overlade den Styret, og dem -- man talte 30 Visse -- som ikke havde saa udstrakt Tillid til den Viisdom, eller ubetinget kunde bifalde den Gang, Regenten syntes at ville give Tingene. De, som i denne Aand med saa djærv en Frimodighed havde udtalt sig den l9de, fik ogsaa -- siger Brevskriveren fra Eids- vold -- mangt et betydningsfuldt Haandslag udenfor efter Ses- sionen, og endeel Bønder yttrede endog, med Tak og Bifald til denne Taler, at Ordet havde lagt dem selv paahjerte forat under- støtte dem. Ogsaa mellem de militære Medlemmer fandtes der Nogle, som hyldede denne Anskuelse af Tingene; men den mili- tære point d'honneur forbød dem enhver Opposition mod Prinds- regentens krigerske Forholdsregler, som noget der vilde mistydes hos dem. Hiin Samling af Breve fra Eidsvold indeholder ellers et af 24de April, som saa klart, og med Vidnesbyrdets Paalide- lighed, skildrer Forholdene og Stemningen, der nu havde udviklet Fotnote: Det jammerlige Apparat har dog, paa denne og hiin foregaaende Skam nær, der overgik det paa Rigsforsamlingen, havt en ret glimrende Historie. I Feldten 1808 tjente det hæderligen under Kristian August; i 1814 gjorde det den Invalidtjeneste, det kunde, paa Eidsvold, og endeel Aar senere traadte det op i Tromsø som det første Bogtrykkeri, der endnu havde viist sig hiinsides Polarcirkelen. SIDE: 361 sig ved Rigsforsamlingen, at det ikke bør mangle hvor det er Hensigten at opstille et levende og sanddru Maleri ogsaa af dennes Indre, saaledes som dette var bleven udqvadreret og farvebelagt af Partimeningerne og holdtes i Livsbevægelse af disses modsatte Polaritet og stundom funkeslaaende Gnidninger. "Det forholder sig desværre virkelig saa" -- klager Repræsentanten -- som jeg i mit Sidste ommeldte. Tonen er forandret her, Gemytterne mere skjærpede mod hinanden. Selv det frygtelige Ord, "stinges", skal være hørt. Med Undtagelse af nogle haltende Mellemvæsener, som man ikke veed, enten de ere Fugl eller Fisk, eller til hvad Side de ressortere, gives her to Partier, der betragte hinanden for noget ikke stort bedre end Forrædere, endskjønt jeg deels veed, deels troer, at denne beskæmmende Benævnelse ikke passer for noget af Partierne, ikke for et eneste Individ i dem. Her vil jeg nu een Gang for alle søge at forklare dig causa contro- versiæ eller hvad det er, som har vakt og vedligeholder det uheldige Schisma, for at jeg herefter sjelden eller aldrig mere i min Korrespon- dence med dig maa behøve infandum renovare dolorem. Du vil deraf see Motiverne til vore Ord og vort Forhold og kunne bedømme, paa hvis Side Retten er. Jeg troer med Sandhed at kunne forsikre, at Alle, i det mindste af Rigsforsamlingens Deputerede, er enige i at betragte det for det Herlig- ste og Ønskværdigste, at Norge kunde blive en for sig selv bestaaende, af andre aldeles uafhængig og fri Stat under hvilkensomhelst selvvalgt Regjeringsform. I dette Punkt ere de Alle norsksindede; med Rette kunde ogsaa enhver anderledes Tænkende ansees for en Forræder og en vanslægtet Søn af Fædrelandet. I Følge heraf maa ogsaa Alle sam- stemme deri, at Meget maa voves, Meget arbeides og opofres for et saa skjønt Formaal. Det andet Punkt, hvori der ikke heller herske to Meninger, er dette, at, om Hiint umuligt kunde realiseres, og for os uimodstaaelige Magter ikke vilde tilstede en saa liden Stat fuld Selv- stændighed, men tvinge Norge til at slutte sig til en anden Stat, denne Forbindelse dog ikke bør finde Sted uden under ærefulde Betingelser, navnligen under Betingelse af en fri Konstitution. Deraf fulgte igjen, at Alle ere samdrægtige endnu i et 3die Punkt, nemlig deri, at Riget nu bør samle alle sine Kræfter og forene alle sine Ressourcer, hvor smaa og utilstrækkelige de end maatte være, og sætte sig i en alvor- lig, krigersk og determineret Stilling, for at udvirke enten det første eller i det mindste det andet Alternativ. Forsaavidt er altsaa Alt i Harmoni. Men nu komme Diskorderne, ved hvilke de i foranførte Henseender lige Norsksindede deles i to Partier, hvoraf det ene betitles SIDE: 362 Svensksindede og det andet med ligesaa stor Føie kan kaldes Dansk- sindede. 1. Det sidste Parti, i hvilket Bergenserne synes at være de Hidsigste og de Ivrigste, venter sig af vore Rustninger det førstanførte, ønske- ligste Resultat, en fuld Selvstændighed. Det andet Parti haaber kun deraf en betinget Selvstændighed. 2. De Sidste paastaa, vi ere mægtige nok til at hævde en uindskræn- ket Selvstændighed. De Første tvivle derom, da Landet er saa blottet for nødvendige Hjælpemidler dertil. 3. Hine sige: "Vi maa i det mindste for Landets Æres Skyld slaa til." Vi sige: "Vi maa for Landets Æres Skyld ikke slaa til uden i højeste Nød; vel være færdige dertil og antage Mine deraf, men undgaa det saalænge, som muligt, og holde os til Demonstrationer, efter den gamle ærlige Epiktets Regel: "Du skal være uovervindelig, saalænge du ikke indlader dig i en Kamp, hvori du ei kan vinde." Hine ere ømme for det tapre Folks fra gammel Tid erhvervede Ære ved at ville forøge dens Glands; vi ere ømme for dets Ære ved Nidkjærhed for at denne Glands ikke udsættes for at tabes. 4. Vore Modstandere paastaa, det er en Lykke, at den danske Thron- arving er i Landet, og, at vi, just fordi vi have ham i Spidsen og kunne sætte ham ved Statens Roer, kunne saa meget mere haabe at naa den Havn, vi søge, Selvstændighedens, Uafhængighedens. Vi benegte dette og forsikre det Modsatte, at just derfor naa vi denne Havn ikke, just derfor kunne vi ikke blive uafhængige, selv ikke efter det meest glim- rende Resultat af vore Bestræbelser og et Vaabenheld, der svarede til den varmeste Patriots meest sangvine Ønsker og Forhaabninger, saasom Alt dog snart eller tidlig vilde endes med en Restauration af den danske Forbindelse. De, enten blinde for dette, som os synes, øjensynlige og upaatvivlelige Udfald, eller og maaskee anseende det for ønskværdigt, faar saaledes ved H. K. H. mere Lyst til at kjæmpe; vi mindre. De op- glødes, vi afkjøles ved at see ham Regent og tænke ham som Konge. De forsikre, han vil frasige sig sin Arveret til Danmark; vi svare: credat Judæus Apella. De sige; "Vi ville gjøre det til en Bestemmelse i Grund- loven". Vi "ogsaa det er ikke Garanti nok". Vi synes, der kan ingen Tvivl være om dette Rigets Tilbagefald. Skeer det ikke lempelig og godvillig ved Hjælp af de mange i Riget nuværende Dansk-Norske og Norsk-Danske, og siden gjennem Hoffet og andre Kanaler indstrømmede danske Mænd og Familier, saa kan det maaskee hænde ved Fordring og Tvang og endelig ved begge Midler forenede. Danmark har ved et offentligt Manifest opgivet sin Herreret over Riget, men til hvem? Ikke til os selv, men til en anden Magt har det givet denne Ret. Altsaa naar Riget ikke kommer i dens Besiddelse, SIDE: 363 som det er betinget, saa kan Danmark fornye sine Prætensioner. Ville vi da føre Krig med Danmark? Og, om man vil, kan Udfaldet være tvivlsomt, naar man seer hen til en Befolkning, hvoraf næsten Halvparten er indfødte Danske eller Dansksindede? [fotnotemerke] ) 5. Vore Modstandere ere altfor kloge og indsigtsfulde Mænd til ikke at skjønne, hvor vel grundet denne vor Formodning eller Frygt er, om vore Vaaben bliver seirende mod Fienden under nærværende Regents Anførsel, at vi da engang i Tiden, under mere eller mindre gode Vilkaar, komme tilbage til det Gamle. Vi maa saaledes antage, at en slig Be- givenhed, langtfra at forekomme dem som et Onde, i deres Øine er en Lod endog værd at kæmpe for; og af den Aarsag kunne vi kalde dem dansksindede. Vi derimod mene, det er bedre, vi slutte os til Sverige, naar det kan skee paa en god Maade, det er, med en ærefuld Konsti- tution, end at blive Danske igjen; og derfor kaldes vi svensksindede. Efterladte næsten værgeløse, forladte, blokkerede, bortgivne, ærgrer det os, at vi skulle slaa, kun for at slaa os tilbage til dem, som forsage os, som i fælleds Nød opofrede en Tvillingbroder og atter vilde opofre ham i lignende Tilfælde. Nu seer du Sammenhængen. Her har du en sand og forhaabentlig ogsaa tydelig Fremstilling af Stridspunkterne, en Skildring af de Tanker og Følelser, som Enhver, der interesserer sig noget for Fædrelandet og dets Anliggender, mere eller mindre klart er sig bevidst. Du seer deraf, at den danske Thronarvings Nærværelse og Deeltagelse i vor Sag eller rettere hans Egenskab af dansk Thron- arving er den fornemste, ja fast eneste Anledning til ulige Meninger og den deraf følgende ulige Iver; saa at det bliver et Spørgsmaal, om ikke H. K. H. desformedelst mere gavner Sverige til dets Planers Udførelse, end han hidindtil har været det til Hinder deri. -- Partier kaldte jeg det. Jeg veed ikke, om Benævnelsen er ganske passende. Faktioner vilde være endnu urigtigere, det veed jeg forvist, i det mindste, hvad dem angaaer, som jeg holder mig til; vi komplot- tere os ikke, holde ingen Samlinger, udkaste ingen Planer og have ingen Forbindtlighed paalagt hinanden til med forenede Kræfter at drive Noget igjennem eller til at arbeide til eet Maal. Alt Saadant har ikke og vil ikke have Sted. Vi kjende kun hinanden, deels ved tilfældige fortrolige Samtaler mellem Enkelte, i hvilke Samtaler dog ikke engang en fuld- kommen Forklaring udviklede sig, deels ved at finde hinanden under Stats-Arbeidet og i Forhandlingerne mødes ved samme Ideer eller dog hinanden nære Anskuelser. -- Det feiler imidlertid ikke, at man jo be- stræber sig for at gjøre os mistænkte baade for det Ene og det Andet af hvad jeg her benegter. -- Især er G. W., der agtes for Formanden Fotnote: Det sidste Ord kan ikke engang, paa langt nær, gjælde selv for Byerne paa Vestlandet. Det første da endnu mindre. Forf. SIDE: 364 for de Svensksindede, Gjenstand for Klafren. Igaar fik han et anonymt Brev, som intet indeholdt uden en af Intelligentsseddelen udklippet Lap med to franske og fire danske Linier, hvis Anvendelse paa ham inde- holdt de skammeligste og falskeste Beskyldninger. Andre Breve fra Kristiania berette ogsaa Rygter, udspredte der, af den meest løgnagtige Art. -- Vi trække Bønderne hen i Krogene, for at forlede dem?! Nei omvendt, om Noget er. Det er Bønderne, som trække os hen i Kro- gene for at meddele os deres Bekymringer og høre vore Raad og Me- ninger om Et og Andet, en Fortrolighed, vi sætte Priis paa, ansee for en Ære, men ikke misbruge. Adieu!" Konstitutionskommitteens Virksomhed. De to Kommitteer, Finants- og Konstitutionskommitteerne, vare dagligen samlede i de sidste Dage af Maaneden. Den sidste havde fortsat sine den 21de, 22de, 23de, 25de, 26de og 28de. Den 27de anvendtes til at Medlemmerne hver hos sig gjennemgik de nedskrevne Punkter. I dens ellevte og sidste Møde, den 30te April, blev den færdig med sit Udkast, bestaaende af 115 Para- grafer, som strax endnu samme Dag tilstilledes Rigsforsamlingens Præsident. Men endnu meer end denne Flid, forklarer Kommit- teens ypperlige Sammensætning (maaskee paa den uvirksomme Rogert nær) og at den i adskillige Forarbeider ikke manglede Materialier denne et godt og modent Arbeides hurtige Fuldførelse. Især var Falsens trykte Konstitutionsforslag, udkommet fra Pres- sen 22de April som Aftryk af "Journal for Rigsforsamlingen," Kommitteen tilnytte. Sorenskriver Weidemann havde ligeledes tilstillet den et vidtløftigt og motiveret, forfattet før hans Møde paa Rigsforsamlingen og vedtaget af hans Medkommitterede fra Amtet. Lensmand Lysgaard havde heller ikke været ledig hjemme, men bragte med sig et "Forslag angaaende adskilligt Konstitu- tionen og Lovivningen Vedkommende." Fra Sorenskriver Koren havde den erholdt nogle paa Eidsvold nedskrevne "Strøtanker" om samme Materie. Wergeland havde udarbeidet et Udkast til en Konstitution. Christensen havde tilstillet Kommitteen en Be- tænkning ved den 9de Grundsætning. Steenstrup havde ligeledes indleveret Betænkninger ved den 9de og 10de Grundsætning; Heidmann ogsaa ved 10de og 11te Grundsætning, angaaende SIDE: 365 hvilken sidste Hount, Ramm, Bratberg og Møller ligeledes havde tilstillet Kommitteen skrivtlige Meddelelser. Og endelig var der bleven sendt Konstitutionskommitteens Formand, Falsen, et ano- nymt Skrivt indeholdende brugbare "Bemærkninger og Forslag med Hensyn til en Konstitution for Kongeriget Norge," hvis For- fatter senere hen navngaves at være en i Danmark boende svensk Hr. Gyllenborg. Fremmede Konstitutioner toges ligeledes paa Raad, navnlig den spanske af 1812 og den svenske, undtagen i dens Stænder-Struktur, som Ingen nedrev heftigere end netop bemeldte svenske Politiker. Mængden af Meddelelser til Kom- mitteen, Opsatser i Bladene, hvis aforistiske Stiil og Indhold karakteriserede Tidens Gjæring, og et Par af ovennævnte Navne viser ogsaa, at konstitutionelle Ideer og Begreber om en Konsti- tution i Tidens Aand ikke vare Folket fremmede, ja selv trængte til Individer af dets Almuemasse. De franske Konstitutioner fra Aarene 90 vare blevne læste og bedømte i Norge, hvor det ikke manglede dem paa enthusiastiske Tilhængere. Og hvilke Reflek- tionsspeile for Revolutionernes Begivenheder og prentede Sand- heder vare ikke i denne afsondrede Krog af Europa den geniale Falsens, den lærde Sverdrups, den betænksomme Aalls, den fy- rige Wergelands, den skarpsindige Motzfeldts, den kloge Wedels og de øvrige tænksomme og opvakte Mænds Øine, som dannede Konstitutionskommitteen paa Eidsvold? BILAG. Bilag I "Forerindring" til "Fuldmagter og Adresser, overantvortede Hs. K. H. Prinds Christian Frederik fra det Norske Folks Deputerede ved Rigsforsamlingen i Eidsvold, den 10de April 1814." Christiania fol. "Følgende Kjendsgjerninger staae den nulevende Slægt i friskt Minde; sikkerligen vorde de og overleverede til Efterslægten. Imidlertid synes de med Føje her at burde opregnes: Danmarks og Norges Konge, Frederik den Sjette, frasiger sig ved for- melig Freds-Traktat med Sverrig, dateret Kiel den 14de Januar 1814, sin Ret til at byde over det Norske Folk og Rige. Han løser Nord- SIDE: 366 mændene fra deres Troskabs- og Hyldings-Eed ved sit aabne Brev, da- teret Middelfart den 18de Januar samme Aar. Men hiin Traktat indeholder tillige, at Herredømmet og Enevælden over Kongeriget Norge skal overdrages til den Svenske Konge: at Lan- dets befæstede Steder skal besættes af Svenske Tropper: at al Magt og Befalingskab skal af den øverste civile og militære Autoritet over- leveres i Svenske Høvdinges Hænder. Herimod oprører sig det roligste Hjertes Følelser; den almindelige Villie reiser sig, og selv de fredeligste Mænd tænke, tale, skrive: hellere Død end Underkuelse! Ved Forsynets milde Beskikkelse staaer en ædel, mandig, fredsæl og kløgtig Drot midt iblandt det Norske Folk. Han seer dets Trængsler; han hører dets Villie; han ærer dets Frihedskjærlighed, og bestemmer sig til at lyde Skjæbnens Bud: -- at frelse Folkets Selvstændighed. Christian Frederik, Prinds til Danmark og Norge, er hans Navn. Hidtil udrustet med høi Myndighed som Rigets Statholder; bunden til Folket med uimodstaaelige Følelser; elsket og høiligen æret af Alle, kan Ingen saaledes som han træde i Spidsen for Krigshæren og Forret- ningernes Gang, -- Ingen bedre og sikkrere end han bevare Orden og indvortes Rolighed. Han paatager sig Rigets Styrelse, han nævner sig dets Regent, og adlydes allevegne villigen af dem, for hvis Vel han ar- beider. I sit aabne Brev og sine Kundgjørelser, udstædede i Christiania, Norges Hovedstad, Aar efter Christi Byrd Eet Tusinde otte Hundrede og Fjorten, den Nittende Februar, erklærer han Folkets Villie, og for- drer Erkjendelsen af dets fredelige Uafhængighed og Selvstændighed, -- imedens han indbyder Nationen til at vælge sig Repræsentanter, og sende disse i festligt Møde til en Rigsforsamling inde i Landets Skjød, for at grundlægge Norges tilkommende Stats-Forfatning og Regjerings- Form, da Folket nu, overladt til sig selv, maa bygge Land med Love. Paa første Vink følger Norges Folk Regentens udgangne Breve; thi han har deri kuns udtalt Folkets egne Tanker og Beslutninger. De samle sig i den Eviges Templer: de sværge ved Gud og hans hellige Ord, "at hævde Norges Selvstændighed, og at ofre Liv og Blod for det elskede Fædreland." Fremdeles vælge de sig som frie Mænd deres Udsendinge, med fuld Magt og Myndighed udrustede. Paa Paaske-Festens Morgen møde Disse Regenten paa Eidsvold i Ag- gershuus Amt. (Det var den Tiende i April Maaned, Anno Christi Eet Tusinde Otte Hundrede og Fjorten). Først drage de hen i Guds Huus, og tilbede Altings Skaber og Styrer -- Folkenes Fader -- Fyrsternes Herre. De forsamle sig dernæst i høje Lofts Sale i Eidsvold Jernverkseiers Bolig. (Det var Carsten Anker, af fornem Norsk Byrd, men paa den Tid udsendt i Rigets Tjeneste til fremmede Lande). SIDE: 367 En efter Anden modtages de udsendte Folkets Mænd og Lovstiftere af den, ved Sindets Gaver og Hjertets Adel, mere end ved sin Konge- lige Byrd, høit ophøjede Fyrste. Ærbødighedsfulde overrække de ham lovgyldige Fuldmagter, udstædede af Landets frie Mænd -- af Kjernen iblandt Norrigs nu levende Slægt, -- Bevidnelser tillige af disse frie Normænds uhyklede, oprigtige Følelser for Den, der med kraftfuld Haand, med viist Blik og med ædelt Sind greb Statens Ror i Farens og Nødens Øjeblik. Han modtager dem Selv, og trende af Rigets højeste Embedsmænd ere nærværende, og skue den høitidelige Act, og erkjende med Hannem tillige Documenternes Ægthed og Fuldgyldighed. Biskop Dr. Frederik Julius Bech, Ridder og Dannebrogsmand, Biskop Dr. Peter Olivarius Bugge og Regjerings-Raad Matthias Leth Sommerhjelm, Ridder af Danne- brogen, ere Mændene, som bivaane Handlingen. -- -- De skulle bevares, disse Vidnesbyrd for Samtid og Eftertid, iblandt Rigets vigtigste Breve; men de bør kjendes af Alle, for at modsige de Ildesindede, oplyse de Vildfarende, overbevise de Tvivlende, og styrke alle Gode i deres kraftige og fædrelandske Sindelag. Thi bød Norges Regent, at kundgjøre ved Trykken saavel de Depu- teredes Navne, som de af dem overantvordede Fuldmagter og Adresser, der lyde saaledes, i den efter Stedernes Bogstav-Orden vedtagne Række, som Læseren selv vil finde dem herefter antegnede. Gud bevare Fædrelandet! I Forbindelse med dette Bilag hosføjes her enkelte iflængvalgte af disse Fuldmagter og Adresser saavel fra Hovedstaden og en af de andre Byer som fra et af Amterne, en Militærafdeling og et Par Landsmenigheder, da det, forat vinde et klart Blik over Datids Historie, ikke kan være uhensigtsmæssigt, om end kun af enkelte Prøver af det nu sjeldent blevne Skrivt, at vinde noget authentisk Kjendskab til den detaljerede Maade hvorpaa dens Hovedbegivenhed forberededes. "Christiania. Titulus. Den høist vigtige og ligesaa glædelige Pligt, hvortil det naadigst har behaget Deres Kongelige Høihed, som Kongeriget Norges Regent, at lade vedkommende Beboere i vor Frelsers Menighed opfordre, til at udvælge og befuldmægtige tvende Mænd til, paa det Norske Folks Vegne, at SIDE: 368 møde og give Stemme ved en forestaaende Forsamling af Rigets ud- valgte Mænd, have vor Frelsers Menigheds Huusfædre den 25de Fe- bruar sidstleden i Menighedens Kirke, efterat have med den helligste Eed forpligtet sig til at ville hævde Norges Selvstændighed samt vove Liv og Blod for det elskede Fædreneland, underdanigst opfyldt. Saaledes ere nu, i Guds Navn og i Overeensstemmelse med Deres Kongelige Høiheds naadigste Forskrift desangaaende igjennem Stiftets Biskop af Vor Frelsers Menighed, valgte og udnævnte 1. Professor Sverdrup, 2. Told-Procureur Omsen. Thi ere benævnte tvende Mænd, i Kraft af dette Document, den Norske Nations lovlig valgte Befuldmægtigede ved de forestaaende For- handlinger til en Regjerings-Forms Indretning for Kongeriget Norge. Næst at anbefale denne for Norges Nærværende og tilkommende Slæg- ter uberegnelig vigtige Sag i det guddommelige Forsyns faderlige Haand, er det, at vi, med den meest uindskrænkede Tillid til Deres Kongelige Høiheds herlige Regent-Egenskaber, og med den underdanigste Hengi- venhed, hvis hjertelige Inderlighed os fattes Ord til at udtrykke, herved nedlægge for Deres Kongelige Høihed vor underdanigste Tak for den virksomme Omhu og store Opoffrelse, hvormed Deres Kongelige Høihed har ilet det Norske Folk til Frelse, under de for dette Folk indtrufne høist farlige Omstændigheder, og underskrive os paa egne og Vor Frel- sers Menigheds Vegne Norges Regent! Naadigste Fyrste og Herre! Deres underdanigste Tjenere. Christiania Raadstue, den 3die Marts 1814, Bech. (L. S.) Treschow. (L. S.) Bull. N. O. Osterhaus. (L. S.) Larsen. Weidemann. (L. S.) Erik Thurmann. R Schriver. Ener Holm. Jacob Nielsen. Joh. Fabritius. Th. Joh. Hefty. Horster. Lars Smith. Hans Thorn Thoresen. S. Wang. D. Schæffer. Heyerdahl. Axel Petersen. Juel. Rougtved. Stoud Platou. Hersleb. Garmann. N. Wulfsberg. Chr. Døderlein. Riis. G. Sverdrup. Ingstad." (L. S.) SIDE: 369 Bergen. "Til Norges Regent, Deres Kongelige Høihed Prinds Christian Frederik! Til underdanigst Efterlevelse af Deres Kongelige Høiheds naadigste aabne Brev og Rescript til Biskopperne saavelsom til Stiftamtmændene, af 19de Februar sidstleden, samt senere Rescript til Stiftamtmændene af 26de f. M., vare vi Undertegnede af Bergens Byes fire Menigheder, Bededagen d. 11te d. M., i Kirkerne udvalgte Valgmænd med mig Stift- amtmand Bull den 14de Marts 1814 forsamlede, for af vor egen Middel at udvælge de fire Deputerede, som denne Bye haver at afsende til det i Eidsvold den 10de April førstkommende naadigst berammede Møde, og som der, tilligemed Nationens øvrige Afsendte, have at bestemme og antage Kongeriget Norges Regjerings-Form. I denne vor Forsamling blev da ved de fleste Stemmer til denne Sen- delse af og iblandt os udvalgte følgende, nemlig: 1. Capitain von Motzfeldt, 2. Secretair og Sorenskriver Christie, 3. Grosserer Jens Rolfsen, og 4. Pastor Jonas Rein, efterat den Sidste, ifølge Stemmefleerheden, maatte indtræde i Frederik Meltzers Sted, der, formedelst Konsul Konows hastige Bortreise i et an- det vigtigt Ærinde, af denne Byes Handelsstand var valgt og paalagt at reise til Christiania, for der at tiltræde den Forsamling, der skal udar- beide Planen til en almindelig Bank for Norge. Ligesom vi derfor herved meddele disse 4 ovenbenævnte Mænd Vid- nesbyrd om, at de saaledes paa den befalede Maade ere udvalgte, saa give vi dem og herved Fuldmagt til, som Bergens Byes Deputerede, paa fornævnte Tid og Sted at møde og stemme ved Forsamlingen, der skal fastsætte Norges Riges Regjerings-Form, og til underdanigst at over- levere denne Byes fire Menigheders Adresser i Deres Kongelige Høi- heds egen Haand. Bergen, den 14de Marts 1814. Til Bekræftelse under vore Hænder. Underdanigst Bull. Motzfeldt. Christie. Jens Rolfsen. Peter Christiansen. Fred. Bøschen. J. Rein. Frederik Meltzer." SIDE: 370 Bergenhuus Amt (Nordre). "Undeerdanigst! Aar 1814 den 30te Marts, var paa Gaarden Vange i Viig i Yttre Sogns Fogderie, Nordre Bergenhuus Amt, Amtets Menigheders Afsendte forsamlede, for ifølge Norges Regent Deres Høihed Prinds Christian Fre- deriks naadigste Befaling til Amtet, af l9de Februar 1814, at foretage Valg paa trende oplyste Mænd, der bør møde i Eidsvold udi Agers- huus Amt den 10de April førstkommende, for der, i Forening med Na- tionens øvrige Afsendte, at antage Riget Norges Regjerings-Form. Efterat Menighedernes Afsendte, ved de dem medgivne underdanigste Adresser behørigen havde legitimeret sig for Amtmanden, skred Forsamlingen til det befalede Valg, hvorved følgende trende Mænd befandtes at have de fleste Stemmer, sc. 1. Cancellie-Raad og Sorenskriver Lars Johannes Irgens; 2. Sognepræst til Yttre Holmedals Præstegjeld, Nicolai Nielsen, og 3. Gaardbruger Peter Hjermand; hvilke Mænd blev overleverede samtlige indkomne Adresser med Fuld- magt fra Forsamlingen til at overlevere disse saavelsom nærværende underdanigste Vidnesbyrd i Regentens Haand. I det vi saaledes troe at have opfyldt Deres Høiheds naadigste Befa- ling, kunne vi ikke tilbageholde det Ønske, at Forsynet vil skjenke For- samlingen i Eidsvold Viisdom og Kraft til at bestemme og paa Natio- nens Vegne at antage en Regjerings-Form, der til sildigste Efterslægt maa lyksaliggjøre det Norske Rige. Vi nedbede Himmelens Velsignelse over en Fyrste, der med ædel og kraftig Haand antog sig Rigets Roer paa en Tid, da gamle Norge syntes at vakle, og som den Almægtige vilde skjenke mange Dage, for at Norge, styret ved hans Haand, og ledet af den høie Aand, der besjeler Ham, igjen maa tilbagevinde den Hæder, som i saamange Aarhundreder blev dets Deel. Vange i Viig, den 30te Marts 1814. Underdanigst Treschow. Amtmand. B. Endresen. Foged for Indre og Ytre Sogn. U. F. Bøyesen. Sognepræst til Leirdals Præstegjeld. Edv. Qvale. Sognepræst i Lyster. Ole Aabel. Sognepræst. Ludv. Daae. Sognepræst. Ludvig Daae. Personel Capellan. T. L. Ravn Forligelses-Commissair. Tobiesen. Forligelses-Commissair. Hans Urdahl. P. E. Otterdahl. O. Kaland. P. J. Flarøen. P. Abrahamsen. V. J. Vilnes. J. T. Høydal. R. Kirkhorn. SIDE: 371 L. Abrahamsen Opeien. Anders Pedersen Otteren. M. Pedersen Levdal. J. Hansen Hals. E. Waldemarsen Barmer. M. M. Flogenæs. Ole Iversen Gravdahl. S. Torsen Bjerkeloe. I. L. Ryg. J. Eriksen Nedrebøe. O. N. Huus. L. J. Hægeim. L. Arnesøn Grow. M. A. Hovland. T. L. Kronen. O. R. Hopperstad. O. O. Torvesetter. R. L. Faaberg. M. O. Grønhoug. L. Iversen Vestrem. M. Andersen Retteland. L. H. Breche. A. T. Ringereide. Deres Høihed, Christian Frederik, Norges Regent, Prinds til Danmark, Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken og Oldenborg!" Artillerie-Corpset. "Underdanigst Adresse til Deres Kongelige Høihed Norges Regent, Prinds Christian Frederik! Fra den Norske Artillerie-Brigade. Da vi af Hans Kongelige Majestæt Kong Frederik den Sjettes aabne Brev af 18de Januar indeværende Aar have erfaret, at Allerhøistsamme ved Freds-Tractat af 14de samme Maaned har afstaaet vort Fædrene- land til Hans Majestæt Kongen af Sverrig, og ifølge deraf, ved dette aabne Brev, afløst os fra den Hyldings- og Troskabs-Eed, som vi have svoret den Danske Konge; og tillige af Deres Kongelige Høiheds aabne Brev af 19de Februar med Glæde erfaret, at Høistsamme, af Kjærlighed til det Norske Folk, vil hævde vor Frihed og Selvstændighed, hvorfor vi nedlægge vor varmeste og underdanigste Taknemmelighed paa Samt- liges Vegne: saa have alle under Artillerie-Brigaden henhørende Com- pagnier, Batterier, Detaschementer og Commandoer med disses Officerer, Under-Officerer og Mandskab, hver paa sit forskjellige Sted, hvor de ere stationerede, høitideligen aflagt Eed, at ville hævde Norges Selv- stændighed, og ofre Liv og Blod for det elskede Fædreneland, hvilken Eed de indkomne Rapporter vidne om at være aflagt med det Fædrene- landssind, der egner Norske Krigere, som kjende og glædeligen opfylde de dyrebare Pligter, der paaligge dem imod et elsket Fædreneland. Paa ethvert Sted, hvor Eden blev aflagt af Artilleriets Underhavende, ere blevne udseede Valgmænd, een indfødt Officeer over 25 Aar, og een Mand af Under-Classerne, der tillige er Gaardeier, hvilke Valgmænd have forsamlet sig den 22de Marts 1814 ved Artillerie-Brigadens Stab her i Christiania, hvor de imellem sig have udvalgt til Repræsentanter ved Forsamlingen paa Eidsvold førstkommende 10de April. 1. Capitain Peter v. Motzfeldt, eller i hans Forfald Capitain Henrik Bai u. Lehne, og SIDE: 372 2. af Under-Classerne, Sergeant af 10de ridende Artillerie-Compagnie Hans Haslum, eller i hans Forfald Constabel af Batteriet Nanne- stad, Hans Olsen Bjørndahl. Disse befuldmægtiges herved for Artillerie-Brigadens Vedkommende at møde ved Forsamlingen paa Eidsvold førstkommende 10de April, og der paa Brigadens Vegne at deeltage i Valget af en Regjerings-Form for Kongeriget Norge. Dets til Bekræftelse under de tilstedeværende Stabs-Officerers Hænder og hostrykte Signeter. Christiania, den 24de Marts 1814. Jakob Friedrich v. Schilling. (L. S.) Christian Burchart Meyer. (L. S.) Aas Præstegjeld. "Vi undertegnede Embedsmænd, Jorddrotter og Brugseiere af Aas Præstegjeld, Folloug Fogderie, Aggershuus Amt, kjendes herved, og paa egne og Menighedens Vegne vitterlig gjøre: at vi, forsamlede udi Aas Hovedsogns Kirke Fredagen den 25de Februar 1814, efter afholdt Guds- tjeneste, og efterat have svoret vort Fædreneland, det gamle Norge, en hellig Eed, have, paa Grund af Deres Kongelige Høiheds aabne Brev af 19de denne Maaned, og Deres Skrivelse til Biskoppen, ved de fleste Stem- mer udnævnt Sorenskriver Falsen og Bonden Baltsar Hoelstad til, for dette Sogn, at møde og stemme ved den berammede Forsamling af Nationens Mænd paa Eidsvold den 10de April førstkommende. Hvad Disse, eller de Mænd, som af dem amtsviis udnævnes, paa denne almindelige Forsamling, i Forening med de Øvrige, vedtage og bestemme med Hensyn til Landets tilkommende Regjerings-Form, skal af os uvægerligen vedtages og efterleves. Det er Trang for vore Hjerter, ved denne Leilighed, med den dybeste Taknemmelighed at erkjende den tillidsfulde Hengivenhed, Deres Kon- gelige Høihed, vor høimodige Regent, viser Nationen, ved paa en for Dem og den saa hædrende Maade at overlade Bestemmelsen af dens Fremtids Skjæbne til dens fritvalgte Repræsentanter. Vi nære det til- lidsfulde Haab, at dette Skridt, idet Samme sikrer Nationen et frit og ædelt Folks hellige og uforkrænkelige Rettigheder, tillige vil give Deres Kongelige Høihed det meest overtydende Beviis, saavel paa Dens Hen- SIDE: 373 givenhed for Deres Person, som Dens Agtelse for Deres udmærkede Egenskaber. Dets til Bekræftelse have vi underskrevet denne Act. Aas Hovedkirke den 25de Februar 1814. Lange, Sognepræst. (L. S.) C. M. Falsen, Sorenskriver. (L. S.) O. Bull, resid. Capellan. (L. S.) J. Brochmann, Premier-Lieutenant. (L. S.) A. Samuelson, Lots-Oldermand. (L. S.) Lønseth, Told-Betjent og Sections-Chef. (L. S.) Johan M. Burchardt, Sections-Chef. (L. S.) J. Nordbye, Sections-Chef. (L. S.) N. W. Heiss, Borger og Indvaaner i Drøbak. (L. S.) Svend Hansen, Borger og Indv. i Drøbak. (L. S.) Andreas Bugge, Borger og Indv. i Drøbak. (L. S.) N. Askim, Bonde. (L. S.) Svend Flaser, Bonde. (L. S.) A. Aschehoug, Bonde. (L. S.) S. Grydeland, Bonde. (L. S.) P. Rustad, Bonde. (L. S.) H. Altenborg, Bonde. (L. S.) Svend Dyster, Bonde. (L. S.) Hans Kroer, Bonde. (L. S.) Hans Moer, Bonde. (L. S.) B. Burum, Bonde. (L. S.) A. Børsum, Bonde. (L. S.) Lars Qvæstad, Bonde. (L. S.)" Davigens Præstegjeld. "Underdanigst Adresse til Deres Kongelige Høihed, Prinds Christian Frederik, Norges Regent! En Dag, saa høitidelig som denne, haver aldrig været feiret i denne Davigs Hovedkirke; thi hvilken herlig fædrelandsk Stemning! -- hvilken skjøn Orden! -- hvilken dyb Andagt under Gudstjenesten! -- hvilke varme Følelser under Edens Aflæggelse, om at hævde Norges Selvstæn- dighed! -- o! hvor mange Taarer, nedrindende over rynkede (alderryn- kede) Ansigter! Intet kunde have forhøiet Dagens Høitidelighed, undtagen Deres Kon- gelige Høiheds personlige Nærværelse. O, hvor misunde Mange vore Norske Brødre denne Lykke! -- Dog, Stedets Præst, bekjendt med vor Regents herlige Talenter og høie Aand, har ikke undladt, som ellers stedse saa især paa denne Dag, at trøste Folket her med det klippe- faste Haab, vi kunne gjøre os om vor Christian Frederik; -- vi sagde vor -- ja, Norges synlige Skytsengel! -- vor er De; -- vor var De alle- rede, førend de satte Fod paa Norges Grund; og vor skal De blive. Gjennem hundrede Led skal De, vor dyrebare Regent! takkes og vel- signes, som med ægte Norsk mandig Bestemthed vilde gjentage det for- ladte Statsroer, hvilket Naturen og Forsynet berettigede Dem til at føre. Det hvile i saa værdig en Haand længe, længe! og stedse urystet og urokket. SIDE: 374 Som dette er alle Menigheders eenstemmige Røst, saa er det og denne Menigheds. I det at vi helligen forsikre Dette, bevidne vi tillige Følgende: Udi denne Davigs Præstegjelds Hovedkirke er, efter Gudstjenesten, paa denne Dag foretaget det naadigst befalede Valg af tvende Menig- hedens Mænd; hvilket Valg er faldet paa disse efterskrevne, nemlig: 1. Bondemand og Gaardbruger Anders Pedersen Otteren, og 2. Do. Do. Martinus Pedersen Levdal, begge bosatte Mænd og begge over 25 Aars Alder. Disse tvende Mænd befuldmægtiges til, paa Menighedens Vegne, saa- vel at aflevere denne underdanigste Adresse, som og at møde i Amts- Forsamlingen, for at deeltage i Valget af de tvende Mænd fra dette nordre Bergenhuus Amt, der skulle møde og stemme ved den beram- mede Rigets Central-Forsamling paa Eidsvold den 10de April, betræf- fende Kongeriget Norges bestemmende og antagende Regjerings-Form. Den gode Gud velsigne denne forehavende høistvigtige Rigets Sag til sin Ære, samt Regentens og Folkets gjensidige Lyksalighed! Dette udfærdiges og underskrives herved af os Undertegnede, i Da- vigs Hovedkirke, Fredagen den 18de Marts, 1814. Claus Frimann, Provst i Nordfjord og Sognepræst til Davigs Præstegjeld, Ridder af Dannebrog. Thomas Friis, Gjæstgiver. P. G. Kjøllesdahl, Lensmand. Christian Glad. J. Valdemarsen Møklebust. H. Olsen Møklebust. H. P. Henoen. A. Olsen Isehoug. A. Olsen Holmbostad. R. H. Møklebust. M. S. Skorpen. R. Antonsen Indredavig. Anders Abelsen Møklebust. Bilag II. Rigsforsamlingsmændene og deres senere Skjæbne. 1. Peder Anker. Død ( ) som Statsminister og Serafimerridder eller Ridder og Kommandør af de kgl. svenske Ordener. 2. Falsen. som Justitiarius i Højesteret. 3. Kristian Kristensen Kollerud. . 4. Major Sibbern. Lever som Statsraad og Kommandør af de kgl. svenske Sværd- og Nordstjerneordener. 5. Oberstl. Stabell. som kommanderende General og Serafimerridder. 6. Melleby. (?) SIDE: 375 7. Møller. Lever i samme Stilling som dengang i Arendal. 8. Captain Motzfeldt. Lever som i Naade afskediget Statsraad, Sera- fimerridder. 9. Haslum. Lever i Aas Sogn. 10. Christie, senere Stiftamtmand i Bergen. L. s. Toldinspektør i Ber- gen. Kommandør af den kgl. svenske Nordstjerne-Orden. 11. Meltzer. L. s. Vicekonsul, Børskommissær og Overvrager i Bergen. R. af kgl. svenske Vasaorden. 12. Rolfsen. . 13. Holck. Afgaaet som Korpschef og Generaladjutant. R. af S. O. Lever i Sogn. 14. Loftesnæs. Lever i Sogndal i Sogn. 15. Irgens. . 16. Nielsen. . 17. Hjermand. . 18. Koren. Har taget Afsked som Sorenskriver. Lever i Hardanger. 19. Jersin. . 20. Gjerager. Lever. Har Medaljen for Borgerdaad. 21. Løvenskjold. L. s. Rigets Statholder. Serafimerridder. 22. Cloumann. . 23. Huvestad. Lever. 24. F. Schmidt. som Provst i Danmark. 25. Collett. som Amtmand i Buskeruds Amt. 26. Hoen. Lever i Eker. 27. Sverdrup. Har taget Afsked som Professor; men fungerer endnu som Universitetets Overbibliothekar. R. N. O. Indeværende Aars Storthing har bevilget ham fuld Gage i Pension paa Grund af hans Deel i Begivenheden paa Eidsvold 16 Febr. 1814. 28. Omsen. som Højesteretsassessor. R. N. O. 29. Stabel. som Provst og Sognepræst til Østre Thoten. 30. Weidemann. L. s. Amtmand i Vestre Oplandenes Amt. 31. Lysgaard. . 32. Wergeland. L. s. Sognepræst i Eidsvold. Har taget Afsked som Provst. Medlem af N. O. og Hofprædikant. 33. Mørch. . 34. Moses. Skal leve i London. 35. Scheitlie. . 36. Dahl. . 37. Heiberg. . 38. Bendeke. som Justitiarius i Kristianssands Stiftsoverret. 39. Kjønig. som Assessor i Højesteret. 40. Evenstad. SIDE: 376 41. Nysom. . 42. Wedel-Jarlsberg. i 1840 som Rigets Statholder og Serafimerridder. 43. Blom. L. s. Amtmand i Buskerud. R. N. O. Oftere Storthingsmand. 44. Apenæs. (?) (Var Lensmand). 45. Capt. Sibbern. L. s. Major i Kristianssand. 46. Steenstrup. L. s. Direktør ved Kongsberg Sølvværk. 47. Hornemann. L. s. Assessor i Throndhjems Stiftsoverret. R. N. O. Oftere Storthingsmand. 48. Diriks. som Statsraad og K. N. O. 49. Hesselberg. (?) 50. Grønneberg. (?) 51. Amundrød . 52. Lund. som Postmester i Throndhjem. 53. Erichstrup. som Amtmand i Stavanger Amt. 54. Lundegaard. Lever i Lyngdal. Oftere Storthingsmand. 55. Lømsland . 56. Jaabek. Lever i Halse Sogn ved Mandal. 57. Eeg . 59. Wulfsberg. L. s. Amtmand i Smaalehnene. R. N. O. 60. Aall. Lever paa Næs Jernværk. K. V. O. Har Med. for Borgerdaad. 61. Grøgaard. som Sognepræst til Nykirken i Bergen. 62. Lilleholt. . 63. Prydtz. som Major. 64. Vaagaard. (?) 65. Fleischer. Senere Generallieutenant. L. s. Statsraad K. S. O. med Storkorset. 66. Dyhren. Lever paa Thoten. 67. Hegermann. Tog Afsked som Statsraad og . For hans Fortjeneste som Chef for Krigsskolen have hans Elever foran denne, oprettet ham i 1841 en Æresobelisk. 68. Harildstad. Lever i Waage. 69. Jørgen Aall. . 70. Bryn. som Byfoged i Laurvig. 71. Lande. . 72. Tvedten. . 73. Krohg. Har taget Afsked som Amtmand i Romsdalen. R. af sv. V, O. Lever der paa sin Gaard. Storthinget har ogsaa bevilget ham fuld Gage i Pension. 74. Stub. . 75. Valbøe. (?) 76. Flor. SIDE: 377 77. Cappelen. . 78. Rein. som Sognepræst til Nykirken i Bergen. 79. Hount. . 80. Hansen. (?) 81. Rosenkilde. . 82. Oftedahl. Senere Stiftsprovst i Kristianssand. L. s. Sognepræst i Eker. 83. Mølbach. . 84. Regelstad. (?) 85. Fabricius. Tog Afsked som Viceadmiral og K. af sv. S. O. . 86. Konow. L. s. Kapitain i Marinen. R. S. O. 87. Jonsen. (?) 88. Thorsen. (?) 89. Ramm. som Major. 90. Bakke. . 91. Petersen. som Generalmajor. 92. Illerud. (?) 93. Høyum. . 94. Røed. Lever i Jarlsberg. 95. Rogert. . 96. P. Schmidt. Lever som Vejer og Maaler i Throndhjem. 97. Midelfart. . 98. Heyerdahl. L. s. Sognepræst til Gran. Medlem af N. O. 99. Bratberg. (?) 100. Forsæth. L. s. Klokker og Forligelseskommissær. Med. f. B. D. 101. Rambech . 102. Darre. . 103. Heidmann. L. s. Amtmand i Hedemarkens Amt. R. sv. S. O. 104. Ertzgaard. Lever i Størdalen. 105. Vasmuth. . 106. Skevig. (?) 107. Lange. . 108. Gedeboe. (?) 109. Stoltenberg. . 110. Ely. . 111. Bjørnsen. (?) 112. Carstensen. SIDE: 378 Bilag III. Skrivelse fra Kristian Frederik til Kongen af Sverige. Deres Majestæt vil ikke ansee det for en Mangel paa Høiagtelse fra min Side, at det, som jeg idag meddeler Dem, er blevet opholdt læn- gere, end det maatte synes passende. -- Jeg ønskede, at denne min Meddelelse skulde være formelig, og istand til at hæve hvert Tvivls- maal om mine ærefrygtsfulde Følelser for Dem, ligesaavel som om Be- væggrundene til min Handlemaade. -- Ude af Stand til at anvende andet Middel end det, jeg for Øjeblikket benytter, vil De ikke undres over, at min Pen, det eneste Organ for mine Følelser, udtrykker disse med al den Oprigtighed, jeg skylder Deres Majestæt, saavelsom den Sag, jeg forsvarer. -- Ved at tilstille Deres Majestæt Kundgjørelserne af 19de Febr., underretter jeg Dem om de Følelser, der besjele det Norske Folk, samt om de Grundsætninger, der stedse skulde lede mit Forhold. -- Den Norske Nation er ikke vanslægtet i den Grad, at den godvilli- gen skulde opofre sin Frihed og Uafhængighed; der er ikkun een Stemme iblandt disse Fjeldes Beboere, den: at ville vedligeholde sit Folkeværd, og at forsvare sine Arnesteder imod al fremmed Undertrykkelse. -- Forgjæves skulde jeg have villet udføre Freds-Tractaten til Kiel, og over- levere Fæstningerne til Deres Majestæts Tropper. Den ufeilbarlige Følge af sligt Forsøg vilde have været en almindelig Opstand imod den eneste Myndighed, som kunde frelse et til sig selv overladt Folk fra Anarchiets uberegnelige Ulykker. -- Ved at handle saaledes, skulde jeg i samme Øjeblik have tabt den til Ordens Haandhævelse nødvendige Myndighed, og jeg skulde have fortjent dette ved at skuffe Folket i det gode Omdømme, som det almindeligen nærer om mig: at jeg stedse har villet dets Vel, og at jeg idetmindste vilde forebygge Uorden i et saa kritisk Øjeblik. -- Intet Valg levnedes mig følgeligen imellem den Vanære, at forlade et Folk, som sætter al sin Tillid til mig, og den Pligt til dets Frelse at vedligeholde den Myndighed, jeg hidindtil havde udøvet. Ved at antage Titelen Regent, har jeg overladt til den allerede sam- menkaldte Rigs-Forsamling, at fastsætte Rigets Stats-Forfatning, og at erklære Folkets Villie, som allerede har ytret sig, og gjenlydet i den Eed for Fædrenelandet, som er aflagt i alle Rigets Kirker. -- Imidlertid skal jeg forsvare Folkets uomtvistelige Rettigheder som Nation imod hver den, som maatte ville krænke dem, og jeg vover at nære det Haab, at det højeste Væsen heri vil velsigne et uafhængigt Folks for- enede Anstrengelser. Deres Majestæt ville værdiges at erindre, at De selv har været i et lignende Tilfælde. De bestred dengang ikke de Rettigheder, som til- komme et Folk, der var løst fra sin Eed imod en Konge, som havde SIDE: 379 frasagt sig Thronen. De erkjendte Nationens Rettigheder. Skulde disse ikke være de samme i Norge som i Sverrig? -- Dengang agtede Dan- mark og Rusland det Folks erklærede Villie, i hvis Spidse De befandt Dem. Skulde det være for meget at vente, at De vilde agte de samme Rettigheder i et lignende Tilfælde? -- Endelig, Deres Majestæt, hvor- ledes skulle de Grundsætninger, for hvilke De har grebet til Vaaben, kunne forenes med de Grundsætninger, paa hvilke De bygger Deres Besiddelsesret til Norge? -- Men jeg holder inde; jeg vilde ingenlunde fornærme Deres Majestæt; udentvivl har man ledet Dem i Vildfarelse, ved at forsikre Dem om, at det Norske Folk ønskede en Forening med Sverrig, og De har troet, at Troskabseden til Kongen af Danmark alene lagde Hindringer i Veien for Deres Ønske, at gjøre dette Folk ligesaa lykkeligt som det Svenske. -- Velan, Deres Majestæt, raadspørg det Norske Folks Sindelag. De vil da overbevises om, at den Behandling, som det har lidt fra den Svenske Regjerings Side, har bragt National- Hadet, som desværre alt for ofte finder Sted imellem Nabofolk, til sit Højeste; og De vil overtydes om, at en tvungen Forening ikkun vilde bringe uberegnelige Ulykker saavel over Norge som over Sverrig; men paa samme Tid vil Deres Majestæt ikke tvivle om, at De for stedse vil have vundet det Norske Folks Højagtelse og Taknemmelighed ved at erkjende dets Rettigheder. -- Hver Normand, som vil sit Fædrene- lands Held, har kun det oprigtige Ønske, at see Fred og god Forstaa- else med Sverrig vedligeholdt. Det staaer udentvivl i Deres Majestæts Magt, at berede de Scandinaviske Folkefærds Held. -- Gid en evig Fred og det nøjeste Forbund befæste de gjensidige Forhold imellem Norge og Sverrig! -- De samme vise politiske Grundsætninger skulle besjele os! Aldrig kan Norge ville vinde Land fra Sverrig, men det kan beskytte dets vest- lige Grændse, ligesom Sverrig, i Venskab med Norge, for bestandig skal fjerne Krigen fra vore Grændser. -- Her seer Deres Majestæt Udsigten til en i Sandhed lykkelig Fremtid; og kan De ønske den anderledes, naar de Scandinaviske Folkeslags Lykke fordrer det saaledes? Endelig, Deres Majestæt! beær mig med deres Fortrolighed; jeg skal vist ikke tillade mig, at sige dem et eneste Ord, som ikke kan bestaae for Gud, og med den Sandhed, De kan fordre af mig, naar det gjælder tvende Nationers Velfærd, som De ønsker at gjøre lykkelige. Ansvaret hos Gud for de Ulykker, som kunne være en Følge af, hvis De negter at høre disse mine oprigtige Yttringer, vil sikkerligen falde tilbage paa Dem, og ikke paa mig, som kun ønsker det Norske Folks Held, og stedse at vise mig som en god Naboe af det Svenske Folk, SIDE: 380 samt at lægge de Følelser af dyb Højagtelse og Oprigtighed for Dagen, med hvilke jeg, som Ven og Deres Majestæts Beslægtede, forbliver Deres meget hengivne Fætter, Christian Frederik. Christiania, d. 6te Marts 1814. Bilag IV. Wergelands Tale i Rigsforsamlingen den 12te April i Anledning af et Forslag til en Tak-Adresse til Prinds-Regenten. "Forsamlingen er national og norsk -- Forsamlingen er altsaa fri. Vi forestille et hæderligt Folk, løst fra sin Troskabs-Eed, og gjengivet en fri og uafhængig Nations fulde Ret til selv at bestemme sin Regjerings- form, en Ret baade Ven og Fiende tilsteder os rolig at nyde. Men fore- stille vi et frit og uafhængigt Folk, saa er denne Forsamling og aldeles fri og uafhængig, og nu allene i Besiddelse af Nationens Suverænitet. Denne Frihed, denne Uafhængighed være det første, vi hævde, forsvare og bevare; thi, ædle Herrer, ærværdige Forsamling, hævde vi ei For- samlingens egen Frihed og egne Rettigheder, hvorledes skulle vi da kunne hævde Folkets? Vor Statsforandring er ingen Revolution -- vi haabe med Føje, at den kan og vil foregaae uden Revolution. Her er ingen Magt at ned- bryde, for paa dens Ruiner at opreise en anden. Her er ingen stridige Rigsstænder med kolliderende Interesse. Love og Indretninger kunne vedblive i uforstyrret Gang. Norges Folk er eet og lige. Det er enigt i den fremtidige Statsforfatnings Grundsætninger, og Regjeringsforandrin- gen er allerede foregaaet i alle Normænds Gemytter. Imidlertid er det neppe Tvivl underkastet, at jo mere der i den in- terimistiske Regjering organiserer sig uden Nationens Sanction, desto mere vil Resultatet af vore Bestræbelser her, naar det skal udføres, maaskee faae Karakter af Revolution. -- Vi have erfaret af landfare Rygter og private Skrivelser, at en Deel anseelige danske og norske Mænd have hyldet Hans kongelige Høihed Prinds Christian af Danmark til Norges midlertidige Regent. Tvivle vi nu end ikke paa, at jo denne ædle Fyrste fuld vel er værdig at bære en Halfdan svartes Krone, om Norrig end har saadan en Krone at give, saa er det dog heller ikke mindre upaatvivleligt, at hine Skridt af Mødet paa Eidsvold i sig selv var uretmæssigt; en Act, kun hele det forsamlede Folk var berettiget til. Ikke destomindre fortjener det Bifald, som relativ retligt, forsaavidt det sigtede til at forekomme større og farligere Uretmæssigheder, og foretoges uden Tvivl af Kjærlighed til Fædrelandet, og med Forbehol- SIDE: 381 enhed af denne Forsamlings Sanction. -- Denne staaer altsaa endnu tilbage. Vel have heller ikke vi i strængeste Forstand efter vor Fuld- magts lydende Ret til at vælge og keise nogen personlig Regent for det hele Folk; men da det ganske Folks reelle Sammenkomst er en Umuelighed, og da vi udgjøre en lovmæssigen valgt Folkerepræsentation, saa er det klart, at, dersom noget Møde tør handle i Folkets Navn, saa er det dette. -- Alt hvad denne Forsamling ): det frie norske Folk, ikke har sanctioneret, er ugyldigt. Derfor ere vi og komne sammen. En Regent maa være, ne quid respublica detrimenti capiat, at vi roligen kunne overveje vore Anliggender. Af disse Grunde foreslaaes, at Hans Kongl. Høihed Prinds-Regenten ikke alene ved en Adresse fra Nationalforsamlingen takkes i Nationens Navn for den Nidkjærhed, denne Fyrste saa ufortrøden og ædelmodig har lagt for Dagen for Rigets og Folkets Bedste, i det han i Rigets kritiske Øjeblik overtog sig Tingenes Bestyrelse; men at Hans Kongl. Høihed ligeledes i Nationens Navn bedes at vedblive Regjeringen til Rigets Tarv og Forsvar, og af Nationalforsamlingen, som en lovlig Folke- Repræsentation, bekræftes i det midlertidige Regentskabs Myndighed, under følgende Betingelser: at Regentskabet er interimistisk, og varer kun, indtil Nationalforsamlingen vil hæve samme; at Regentskabets Magt ei strækker sig til Nationalforsamlingen selv, som i sin Qvalitet af Na- tionalforsamling er uafhængig, og over hvilken der ingen Bydende kan gives, uden hvem den selv konstituerer sig til sine Forhandlingers or- dentligere Gang; at alt hvad Nationalforsamlingen af Regjeringen for- langer Oplysning om, skal gives; og at Nationalforsamlingen kan be- kræfte eller hæve de Forordninger eller Foranstaltninger, Regentskabet midlertidig kan have truffet, naar Thinget er sluttet, og den nye Tingenes Orden skal indføres. Hvilket alt offentlig bekjendtgjøres. Endelig fore- slaaes, at de Mænd, som paa Eidsvold-Mødet forholdt sig med Ærbø- dighed for Nationen, ligeledes takkes i Folkets Navn. Saaledes handle vi -- ikke i eget Navn -- ikke af egen Anseelse, egen Myndighed, men i det Folks Navn og af det Folks Authoritet, som samlede os til dette evig mærkelige Thing. -- Saaledes handle vi i en Nationalforsamlings Aand og Karakteer, efter dens Værdighed, overeensstemmende med dens Rettigheder, overeensstemmende med Folkets Ønske -- ja overeensstemmende med Prinds-Regentens Ønske. -- Vi kjende denne ædle Fyrste. Vi vide hvor høit hans Hjerte luer for Menneskerettigheder og Folkefrihed, for alt ædelt og godt -- vi vide, hvor høit han elsker Normanden [fotnotemerke] ). De Prøver, han allerede har givet Folket paa Ædelmod, Normandssind, Fordomssind og kongelig Fotnote: Tiden opklarer alle Ting. (Anm. til den udgivne Tale). SIDE: 382 Tænkemaade, berettiger os til at troe, at det ikke kan andet end være ham kjært, ikke kan andet end bevirke, at han agter Nationalforsam- lingen og Nationen desto mere derfor. Selv har han tilskyndet os at handle med Kraft og Mod ligesaavel som med Viisdom og Enighed. Selv har han erklæret, at det vil afhænge af denne Forsamlings Be- stemmelse, om han fremdeles skal rygte sit Hværv. Og, dette maa jeg oprigtig bekjende, den Fyrste, som ei yndede, ei agtede et saadant Skridt af Folkets uafhængige og frie Repræsentation, kunde ikke være Konge for Normænd. Kristianssand har talt [fotnotemerke] ) og ønsker at høre de øvrige norske Byers og Provindsers Mening." Bilag V. Beretning om Mødet paa Eidsvold den 16te Februar 1814. Til denne Dag havde Kristian Frederik, som før berettet, sammenkaldt til et delibererende Møde paa Eidsvold Jernværk følgende Mænd: Kam- merherrerne Rosenkrantz og Anker, Kon-ferentsraad Sommerhjelm, Kon- treadmiral Lütken, Generalmajor Haxthausen, Oberste Arenfeldt, Etats- raaderne Treschow og Falbe, Professor Sverdrup, Biskop Bech, General- auditør Bergh, Stiftamtmand Thygesen, Amtmand Jonas Collett, Foged Holst og Kjøbmændene Tank og Nielsen. Tilstede og deeltagende i Forhandlingerne vare desuden Stedets Ejer Karsten Anker og General- qvarteermester Haffner. Da det efter Middag var bleven Prindsen meldt, at Alle, paanær Sverdrup, vare komne, bleve de En for En indkaldte til ham, meddeelte Underretningen om Norges Afstaaelse og adspurgte, om de ikke nu maatte bifalde hans Plan, at erklære sig for Rigets su- veræne Regent ifølge Arveretten og at sætte sig til Modværge. Om det Sidste vare ikke Meningerne delte, om Prindsen end ikke havde udmalet den krigerske Enthusiasme, han paa Reisen til Throndhjem havde truffet hos Folket, saa stærkt som han gjorde, men, at han ikke har fundet Modstand nok mod Hovedplanen, saa skrøbelige Been den end havde at staa paa, fremlyser af hans Tiltale til Sverdrup, der kom senest og traf de fleste Øvrige modfaldne i Forhallen. Prindsen, for hvem han strax fik Befaling at fremstille sig, modtog ham nemlig med følgende Ord: Fotnote: Kristiansand staaer her metonymisk isteden for en af Kristiansands Depute- rede; en Trope, paa en vis Maade authoriseret af Rigsforsamlingen selv, i det dens Medlemmer opkaldtes efter deres Byers eller Districters Navne. Da imid- lertid hiint Udtryk er blevet dadlet, saa er det en Lykke, at det, Kristiansand her siges at have talt, intet indeholder, som nogen Mand behøver at skamme sig ved. (Anm. til Talen). SIDE: 383 "Jeg har ladet sammenkalde nogle af Norges meest anseete Mænd, for i dette for Landet høist vigtige Tidspunkt at overlægge med dem hvad der bør foretages til Betryggelse af Riget Selvstændighed og Vel. Da Hs. Maj. Kong Frederik den Sjette har været nødt til at afstaa sin Ret til Norges Throne, anseer jeg mig efter Kongeloven og Norges Odels- lov for arverettiget til den, og i denne min Mening er jeg bleven be- styrket af Mange af Norges dygtigste og mest oplyste Mænd. Jeg har hørt, at De skal være af en modsat Mening, og har derfor ladet Dem kalde forat høre Deres Grunde." Da var det hint den gamle Bondes "Husk at Gud er ataat" saa le- vende randt Sverdrup ihu, at det ligesom hørligt klang for hans Øren, og at han udbrød om Prindsens Hensigt at arvtage Norge, "dertil har Deres kgl. Høihed ikke mere Rettighed end Jeg." Klart og bestemt udviklede han nu sine Grunde mod Prindsens Arveret, og viiste, at i Frederik 6tes Forsagelse af sin Ret til Norges Rige maatte den Erklæring ligge, at han ikke længer saa sig istand til at hævde Foreningen mellem Danmark og Norge, og at dette saaledes igjen var kommen i Besiddelse af sin naturlige og uomtvistelige Ret til selv at bestemme sin Forfatning og til, uden alt andet Hensyn, at overdrage den exekutive Magts Ud- øvelse til hvem det vilde og ansaa dueligst. Denne Argumentation førtes dog ikke til Ende uden oftere at blive afbrudt af Kristian Frederik, der fulgte Sverdrups Ord med spændt Opmærksomhed, og forsvarede sin Mening uden dog nogensinde at falde ud af sin godmodige og rolige Tone. "Derimod" -- vedblev Sverdrup -- "tvivler jeg ingenlunde om, at jo det norske Folk ved frit Valg vil kaare D. k. H. til sin Konge, da De i Farens og Nødens Stund med en saa høimodig Opoffrelse har villet knytte Deres Skjebne til dets, og jeg anseer det for meget hæderligere, at Harald Haarfagers og Sverres gamle Kongekrone overraktes D. k. H. af et frit Folk, end om De fik den ved Arv eller paa nogensomhelst anden Maade." "Ah! nu bliver De poetisk", afbrød Prindsen med et Smiil -- et Ud- brud, som faaer sin psychologiske Belysning af at han kort iforvejen havde kaldet Sverdrups Beviisførelse imod hans Arveret "sofistisk". Sverdrup forsikkrede da, at kun Kjærlighed til Sandhed og Fædreland havde ledet hans Tale. Han havde endt. Ingen af dem mælte mere. Nogle Øjeblik betragtede Kristian Frederik, under denne Afgjørelsens Pause, Sverdrup med et Blik fuldt af Alvor og huldrig Blidhed; men pludselig aabnede han sine Arme, traadte et Skridt frem og omfavnede Sverdrup med Udraabet: "De har Ret; jeg er bleven overbeviist". Og han bad derpaa Sverdrup at gjentage for det samlede Møde, han nu vilde holde, hvad han havde sagt til ham, men om muligt inden dette SIDE: 384 forsøge at faa Biskop Bech og Karsten Anker til at gaa over til denne Mening. For dem, der besøge Stedet, kan det være interessant at vide, at denne Samtale og Scene forefaldt i Hjørneværelset paa nordre Side af Søileforhallen, og at det tre Maaneder efter skede i samme Rum, at netop Sverdrup, som Rigsforsamlingens Præsident, tilbød Kristian Frederik Kronen. Da Sverdrup kom ud til de Andre, der vare forsamlede paa den anden Side af Forhallen, omringedes han strax af dem, og med Glædesyttringer hørte de hvorledes Prindsen var bleven omstemt. Han opsøgte derpaa, efter Aftale, Bech og Karsten Anker. Den Første, hvis Meninger altid gik i særdeles rummelige Gjænger, blev let bragt tilbage fra sin Vildfarelse; men Anker, der var En af dem, om hvem man kan sige, at de ere bedre Royalister end Kongen selv, blev ved sin. Det varede ikke længe -- Klokken var mellem 6 og 7 -- før Prind- sen traadte ud. Han lod først sin Sekretær, Etatsraad v. Holten, op- læse Fredstraktaterne imellem Danmark og Sverige og Danmark og Stor- britannien, Frederik VItes aabne Brev om Norges Afstaaelse samt en Intimation til dette Dokument. Efter atter at have omtalt sine paa Throndhjemsreisen erhvervede Erfaringer om Folkets krigerske Stemning, opfordrede han Forsamlingen til at yttre sig herover, hvorpaa Alle be- kræftede, at han ikke heri tog feil af Folkets sande Mening. Navnlig garanterede Peder Anker med Fyrighed for Befolkningen paa sine be- tydelige Ejendomme, hvis Antal han opgav. Prindsen gjentog da sit navnkundige Løfte, at han, efter denne Erfaring, havde besluttet sig til at være uadskillelig fra Norge, og udbad sig de forsamlede Herrers Be- tænkning om hans Forhold til Riget og om hvad der var at gjøre, og, da Ingen strax svarede, navnlig Dhrr. Juristers. "Hvad mener f. Ex. Herr Rosenkrantz?" spurgte Prindsen denne Mand, som langtfra hørte til hans Enthusiaster. Rosenkrantz traadte da frem og yttrede, at der vel ingen Tvivl kunde være om, at Nationen ikke vilde kalde nogen Anden til sin Throne end Prindsen, som den allerede skyldte saameget, men at han ansaa det for Pligt mod Hs. Høihed, mod Folket og sig Selv, uden Tilbageholdenhed at erklære, at Prindsen under nærværende Omstændigheder ingenlunde kunde beraabe sig paa nogen Arveret. Folkeretten vilde krænkes der- ved. Frederik den 6te havde for sig og Arvinger frasagt sig Riget; men videre end dertil kunde hans Dispositionsret over Nationen ikke gaa. Kunde nu en Prinds, paa Grund af sin Arveret, gjøre disse ophævede Rettigheder gjældende, da maatte Konseqvencen blive, at Norge maatte ogsaa fra Ejeren kunne bortskjænkes til Sverige. Uden Folkets Kald kunde Prindsen derfor ikke optræde som Norges Konge, hvorimod dets eenstemmige Ønske visselig var, at han vilde vedblive Styret, og som SIDE: 385 midlertidig Regent frelse det fra Anarkiet. Derved vilde han endnu mere vinde dets Hjerte, og han torde vove sit Liv paa, at Nationens Repræsentanter ikke vilde sætte Norges Krone paa nogen Andens Ho- ved end Kristian Frederiks. Sverdrup greb derpaa Ordet. Han bemærkede, at Afstaaelse af et Land kunde blot lade sig forsvare ved Umuligheden af at kunne hævde dets Besiddelse, men at Retten til da at værne om sin Uafhængighed maatte være hjemlet selv den enkelte By, som maatte være afstaaet. En Nationalrepræsentation maatte sammenkaldes; og saaledes udviklede han paany sin Anskuelse, hvori Flere af de Øvrige, navnlig Treschow, som før havde været af Prindsens oprindelige, Sommerhjelm, Peder An- ker og Bergh istemmede. Karsten Anker og Haffner vedbleve derimod at forsvare Prindsens Arveret og Kongenavn, og at forsøge at bringe Denne til at vedblive den Mening, de vidste var hans Hjertes, om ikke hans Hoveds; men midt i sit heftigste Udbrud mod Sverdrup afbrødes Haffner af det Udraab fra Prindsen: "Nei! Professor Sverdrup har over- beviist mig. Saa maa det være." "Ja Sverdrup har Ret", lagde Treschow betonende til. Prindsen erklærede derpaa, at da hans Ønske kun var at gjøre Folket lykkeligt, og han nu havde hørt dets mest oplyste Mænds Anskuelser, vilde han renoncere paa sin egen og udføre det begyndte Værk saa- ledes som disse nu havde foreskrevet, nemlig ved at sammenkalde en Repræsentation af det hele norske Folk, som skulde give dette en Konstitution. Spørgsmaalet om under hvilken Titel han midlertidigen skulde føre Roeret kom derpaa under Overvejelse. Statholdertitelen fandt man ligesaa upassende som Kongetitelen uanvendelig. Det blev da ved "Prindsregent af Norge". Kristian Frederik forføjede sig derpaa med sin Sekretær i sit Gemak, hvorfra han den følgende Dag Kl. 12 traadte ud og forelæste Forsam- lingen hvad han imidlertid havde udarbeidet, nemlig de under Dato af 19de Februar publicerede Bekjendtgjørelser. I en kort Tale opfordrede han den derpaa til at bistaa sig, især ved at Enhver i sin Kreds vilde fremme Samdrægtigheden og bekjæmpe Partier, om de opstod, hvorpaa han, efter at de Alle havde maattet give ham Haanden derpaa, forlod Forsamlingen. Denne blev derpaa enig om at lade sig melde hos ham forat takke ham for hans Opoffrelser for Nationen, ved hvilken Leilighed Karsten Anker blev valgt til Ordfører. Baade han, Prindsregenten og de Øvrige vare da, siger Beretningen, rørte til Taarer. Dog fik Anker omsider Mæle for hvad han havde at sige, hvorpaa Prindsregenten ud- raabte: "Gud forlene mig Forstand og Mod til at gjøre det norske Folk lykkeligt!" Det gik nu tilbage til Kristiania. Statsomvæltningen var begyndt. SIDE: 386 Anhang. Opinionsyttringer. [fotnotemerke] (Kristiania Intelligentssedler 22de Marts 1814). "Præmie. En Belønning af 800 Rdlr. DCt. udloves herved for en grundig, fri- modig og competente Censorer fyldestgjørende Opløsning af følgende Spørgsmaal: 1) Kan der, i Følge eller Analogie af Hans Kongelige Høihed Prinds- Regentens offentlige Kundgjørelse (vide Bladet Tiden No. 69), gives Adgang til Rigsforsamlingen i Eidsvold for andre Deputerede end Norskfødte? 2) Hvilke Regler byde Retfærdighed og Klogskab i Henseende til Ud- lændinges Ansættelse til offentlige Embeder i Norge for Frem- tiden? Bør noget vigtigt Stats-Embede betroes til en ikke Norsk- født? Er det fornødent, at besætte de øvrige Embeder (Professorers og Lægers undtagne) med ikke Norskfødte? Hvilket Fortrin maatte i saa Henseende de allerede nu i Norge Bosatte, som ikke ere Norskfødte, have? Hvor langt et Ophold bør ansees fornødent for at erhverve et saadant Fortrin? Kan Indfødsret erhverves af Andre end Professorer og Læger, naar de ikke allerede nu have den? 3) Forudsat, at de Indfødtes Eneret, saavel til at møde ved For- samlingen i Eidsvold, som til de vigtigste Stats-Embeder, bevises -- hvilken Indflydelse vil den have paa den Norske National-Aand og det Norske Folks Kjærlighed til Regenten? Besvarelserne heraf maa være indleverede inden 10de April d. A., og modtages af Pastor Wulfsberg i Christiania, som har Sikkerhed ihænde for Præmiens Beløb." Fotnote: Datids Avisopsatser havde ulige mere at betyde end nu; og baade des- formedelst og fordi de antyde og karakterisere Bevægelserne i Folkets Tanke- liv, bør nogle af de mest betegnende tages til Opbevarelse i dette Værk. Disse alvorligere Yttringer gjennemkrydsedes ofte af henslængte opflammende Citater, men ogsaa ofte af Satirer over Kandestøberi, Mistillid til Regjeringen, falsk Patriotisme o. s. v., der mellem hine toge sig ud som kolde Omslag eller Vandbøtter over Hovedet. SIDE: 387 Dette besvaredes i samme Blad for 1ste April saaledes: "Jeg hos kjække Normænd priser, At han stedse ivrig viser, Han sit Fødeland har kjær; Men jeg troer han gjorde ilde, Om han vilde sig indbilde, At der fødes Mennesker Kun i Engeland og der. Wessel. Da ovenstaaende Strofe af en indfød Normand synes at være det bedste Motto for og den passeligste Indledning til Besvarelsen af de i No. 23 af Kristiania Intelligentsseddel fremsatte Præmie-Spørgsmaale, saa vil Indsenderen heraf, uden nogen Fordring paa Præmien, og uden videre Fortale skride til Undersøgelsen af de 3de opgivne Hovedpunkter: 1) Regentens Kundgjørelse i Bladet Tiden No. 69 indeholder intet, som enten ved bogstavelig Fortolkning eller analogisk Slutning kunde give Anledning til at betage dem, som ikke ere Norskfødte, Adgang til at møde som Deputerede ved Rigsforsamlingen i Eidsvold. Aanden i samtlige Regentens Kundgjørelser viser, at den som har aflagt Eed paa: "at ville hævde Norges Selvstændighed etc." ansees at være Norsk- sindet, og derpaa kommer det udentvivl meer an, end paa den tilfæl- dige Omstændighed, at være Norskfødt. Regenten har selv afgivet dette Beviis paa sit Norske Fædrelandssind, og har fordret samme Beviis af alle ikke Norskfødte Embedsmænd. I Regentens Kundgjørelse til det Norske Folk hedder det: "En Samling af Nationens selvvalgte oplyste Mænd skal, ved, med Viisdom og Samdrægtighed at bestemme en Re- gjeringsform for Norge o. s. v." Meningen af det Udtryk: "Nationens selvvalgte Mænd," kan vel ikke være noget andet end: Mænd som Nationen selv har valgt. Dette Valg, et Vidne om Nationens Tillid, maa udentvivl give fuldkommen retmæssig Adgang til at møde som Deputeret ved Rigsforsamlingen, i det mindste kjender jeg intet højere Kreditiv og troer selv Fødsels- og Daabssedlen maae og bør vige for det. I Circulæren til Biskopperne, hvorved Reglerne for Valget, saa- vel af Menighedernes som Amternes og Byernes Deputerede bestem- mes, er der slet intet som directe eller indirecte hentyder paa at kun Norskfødte ere valgdygtige; men Valget er frit og uindskrænket over- ladt til Nationens myndige Mænd, hvem man tiltroede Forstand og Retsindighed nok til at see paa det Væsentligste og Vigtigste ved et saadant Valg, nemlig Indsigt og Retskaffenhed. Det Eneste hvoraf den, som maatte sætte sin Norskhed i at ville have fortrængt og forjaget Enhver, der ikke er saa lykkelig at være SIDE: 388 Norskfødt, maaskee kunde udlede Noget til Fordeel for sin Sætning, er den Bestemmelse i Circulærerne til Landmilicen og Søe-Etaten: "at af hver Divisions og Escadrons, samt af hver Brigs og Værfts 2de Valg- mænd skal tages een indfødt Officier." Men da denne Bestemmelse ikke angaaer de Deputerede, som af disse igjen skulle vælges for Re- gimentet og Corpset eller Værftet og Briggerne, saa er man formodent- lig ikke berettiget til at give den videre Udstrækning, end Regenten selv har givet den, og i alle Tilfælde bliver Høistsamme Selv sine Re- scripters bedste Fortolker, saa man ikke behøver at tage sin Tilflugt enten til Analogie eller juridisk Haarkløverie. 2) De under denne Post fremsatte Spørgsmaal kunne maaskee i Kort- hed besvares saaledes: Retfærdighed og Klogskab byder, ved offentlige Embeders Besættelse at vælge indsigtsfulde, duelige og retskafne Sub- jecter, og til de vigtigste Statsembeder de Mænd, som besidde disse Egenskaber i den fortrinligste Grad. Da nu disse Egenskaber hverken skyldes Fødselen eller Climatet, handler man udentvivl retfærdigst og klogest i at benytte dem hvor de findes, skjønt naturligviis de, der have det nøjeste Bekjendtskab til Landets Forfatning, bør, naar det øvrige er lige, fortrinlig komme i Betragtning. Hvorfor just udenlandske Professorer og Læger skulle have ubetinget Adgang til at ansættes i Norge, fremfor alle andre skikkelige Folk, er ikke let at fatte. De Første kunde jo bibringe deres Tilhørere unorske Grundsætninger og de Sidste dræbe de Norske Patrioter. Dog -- Grun- den til hiin Tolerance maae formodentlig søges deri, at Norge har Mangel paa duelige Candidater til saadanne Embeder. Men mon dette ikke ogsaa lettelig turde være og blive Tilfældet i Henseende til andre offentlige Embeders Besættelse, i det mindste saalænge indtil det Norske Universitet faaer de ledige Lærestole besatte, og vinder Tid til at udbrede sin Virksomhed. De allerede nu i Norge Bosatte, skjønt ikke Norskfødte, seer man dog tør haabe at komme i Betragtning. Men hvilken Arithmetiker udfinder Maalestokken for den Tid, som udkræves til at erhverve sig den, til at betjene et Norsk Embede for- nødne, Qvantitet Norskhed. Ligesaa vanskeligt er det Spørgsmaal om Indfødsretten at besvare, da der, saavidt jeg veed, ingen speciel Ind- fødsret for Norge gives, og den Danske som Udlændigsk, vel ikke tør komme i Betragtning. Af denne Labyrinth vides ingen anden Udvei, end at Præmieæskeren selv maae udgive en ny Indfødsret for Norge og deri bestemme Erhvervelsesmaaden af bemeldte Ret. Siden der blot handles om Norskfødte, synes det, som om ingen kunde ansees for Normand, var end Norge hans Fædreland, fordi han nedstammer fra Norske Forældre og Forfædre, er opdragen og har til- bragt næsten sit hele Liv i Norge, naar samme ikke tillige er hans SIDE: 389 Fødeland. Hvad Landsmand monne da den være, som er fød i et Skib paa Havet? Formodentlig Britter, siden dette Folk er Havets Herre. Eller er Den meer Normand, som, fød i Norge, har fra tidligste Barndom og den meste Deel af sin Levetid opholdt sig i et andet Land, end den, som har Ret til, efter det Ovenanførte, at kalde Norge sit Fædreland? Mon man intet Exempel har paa at Norskfødte i Dan- mark har glemt at de vare Normænd, og at Digteren havde Ret da han sang: Du Normænd ei om Tronen seer, ligesom hiin havde Ret, der kaldte Tyge Rothe den Danskfødte Nor- mand? Har ingen Danskfødt Mand gjort sig velfortjent i og af Norge? Ere alle i Norge fødte, opfødte og bosatte Personer saaledes sindede mod Norge, som de bør være? For disse Spørgsmaal udsættes ingen Præmie, men det overlades til Upartiske at besvare sig dem selv. 3) Denne Post er besvaret ved den første. Hvad den Norske Na- tionalaand angaaer, da vil Oplysning og Sædelighed udentvivl have den gavnligste Indflydelse paa samme, og da vil National-Stolthed og National-Had forsvinde, og det som har sandt Værd agtes, elskes og søges hvor og hos hvem det findes. Desuden staaer det nu til Na- tionen selv at forebygge Indflydelsen af Ildesindede, være sig Indfødte eller Ikkeindfødte. Imidlertid maae hver oplyst og retsindig Normand ønske, at falsk og uægte Norskhed, der har sit Udspring af Fordom, smaalig Forfængelighed, krænket Stolthed og andre urene Kilder -- ikke maae gribe saaledes om sig, at Norge og dets Selvstændighed og med det al ægte Norskhed omsider skal gaae tilgrunde." (Kristiania Intelligentssedler for 1ste April 1814). "Uforgribeligt Spørgsmaal. Mon ikke en usædvanlig særskilt Repræsentation af Krigsmagten (med al Respekt for Standen) kunde spares ved forestaaende Rigsdag, -- ligerviis som det skeer ved Geistligheden, -- ei at tale om andre Van- skeligheder? [fotnotemerke] De Veltænkende foragte ikke et velmeent Raad, men benytte det efter Omstændighederne. Gud bevare Fædrelandet! V. Fotnote: Skulde Nogen mistyde den patriotiske Spørgers redelige Hensigt, da er han bered at møde sin Skjæbne." Dette Spørgsmaal besvaredes med Bitterhed i et "uforgribeligt Svar" og i nok en Opsats i næste Nummer af samme Blad. SIDE: 390 Anmærkninger. I et Skrivt som dette, hvis Kilder ere saa spredte, hvor saa meget maa hentes fra mundtlige Beretninger, og hvortil Berigtigelserne og Fuldstændiggjø- relserne i mange Punkter først kunne ventes at ville indløbe fra de endnu- levende af Datids handlende eller velunderrettede Personer, vilde det være van- skeligt, om supplerende Anmærkninger skulde kunne undgaaes. Maatte blot det, at Forfatteren ikke skyer saadanne lidet zirende Tilsætninger, optages som et Vidnesbyrd om, at det er hans Hensigt, med Tilsidesættelse af en affekteret Ufeilbarhed, at gjøre sit Arbeide saa sanddru og fuldstændigt som det har været ham muligt! og maatte de Anmærkninger, han har seet sig istand til at erhverve mellem Texten og Omslaget i hvert Hefte, ogsaa antyde for bedre underrettede Landsmænd, hvor velkomne yderligere Berigtigelser og Tillæg ville være ham! Naaer Værket at kunne udkomme i en fuldkomnere Skikkelse, da vil denne især bestaae i, at de ville indtages i selve dets Text, som først da vil vorde et heelt ubrudt Speil, som inden sin Ramme vil opfatte Fædrelandets mindeværdigste Begivenheder. Pag. 291-292. Angaaende Bededagen beretter et Haandskrivt, der har et Medlem af Rigs- forsamlingen til Forfatter, at Almuerne bleve indkaldte dertil uden at hverken de eller de civile Embedsmænd, der de kom i Kirken, vidste hvad de der skulde gjøre. Pag. 297. I Anledning af Troppebevægelserne indeholde Aviserne flere Bevidnelser fra de Kommanderende af Erkjendtlighed for den Gjæstfrihed, som i By og Bygd vistes Tropperne. Man seer deraf, at de ikke blot trakteredes med hvad Godt man havde, men at de stundom ogsaa skydsedes frit paavejen. "Villig gaaer Krigeren til Kamppladsen -- ender en af disse Taksigelser til Laurvigs, Sandefjords og Tønsbergs Indvaanere -- naar han strider for saa ædle Med- borgere." Pag. 298. Kundgjørelserne om denne Regjeringsorganisation og Fredstraktaterne imel- lem Danmark og Sverrig samt imellem Danmark og England averteredes 22de Marts tilkjøbs i særskilte Aftryk af "Tiden", Nr. 73, 74 og 75. Kjøberne skulde ogsaa erholde gratis Aftryk af samme Blads Nr. 77, indeholdende "Yttringer i England om Norges Selvstændighed." Pag. 299. Siden først i 1811 bestod en "Hjælpe- og Understøttelses-Kommission for uheldige Sømænd." Pag. 300. Følgende Avertissement af 25de Febr. 1814 fra Redaktøren af Throndhjems Adressekontors-Efterretninger kan ogsaa tjene til en Oplysning om Datids Penge- værd og Priser paa Nødvendighedsartikler: I No. 61 af Tiden nævnes: at en Favn Brænde falbydes for 45 Rdlr. d. C.; men da det den Gang var en Patriot, der falbød nogle faa Favne, som den følgende Dag vare solgte, saa tjener herved til Efterretning for Tidens Udgiver: SIDE: 391 at til samme Tid var den urokkelige Priis paa Gran-Brænde 80 Rdlr. d. C. for Favnen, og for Bjærkeved 110 Rdlr. d. C. Priserne paa de øvrige Fornødenhedsvarer vare paa samme Tid i Trond- hjem følgende: Rd. ß d.C. Et samfængt Brød, 16 Lod i Vægt, hos Bageren..2 - En Mark Smør hos Høkkerten............. 4. 48 - En Bouteille slet Øl................... 1. 48 - En Mark kaldet hollandsk Ost........... 3. 48 - En Kande blaa Mælk..................... 3. - En middels Sild........................ 48 - NB. i Aaret 1808 1/2 ß. En Vog Havremeel til Bonden............ 108. - En Tønde Malt.......................... 500. - En Tønde Rug........................... 400. - En Tønde Hvede......................... 448. - En Vog Fisk............................ 40. - En Vog Høe............................. 16. - En Kande Potetes....................... 2. - NB. i Aaret 1808 4 ß. En Portion Spise....................... 7. - En Bog Skrivpapir...................... 16. - NB. i Aaret 1808 16 ß. En maadelig Skriverpen................. 48 - NB. i Aaret 1808 to for Skill. En Alen hvidt Vadmel................... 18. - i Aaret 1808 1/2 Rdlr. En Alen Lærred......................... 8. - Pag. 303. En Bearbeidelse af Opinionen til Fordeel for Kristian Frederik, og som ikke var uden Indflydelse, var de flere Prædikener paa den anordnede Bededag og ved andre kirkelige Leiligheder, som ved denne Tid udgaves. Præsten Gar- manns i Kristiania paa 1ste Søndag i Faste var f. Ex. betitlet: "Den Lykke, som vort Land har at haabe af Fremtiden, under vor hyldede Fyrste." Pag. 306. En Optegnelse fra Rigsforsamlingstiden kritiserer denne Gudstjeneste bittert saaledes som den blev udført, og da vel Alt paa det nærmeste, som staaer i nogen Forbindelse med hine mærkværdige Dage, vil læses med nogen Interesse, indtages her denne dens mere detaljerede Skildring: "Efterat Præsten fra Kirkegulvet havde opfordret Organisten til at spille, intonerede Denne en Engelskdands (Gud maa vide, om det skede af Ondskab eller Sympathi). Organisten var nemlig falden i Staver over Indtoget i Kirken eller vel egentlig over Prinds Kristian, som først kom ind i Kirken; og naar Folket glemmer sin Stilling ved Synet af denne isandhed elskværdige Prinds, hvad skal man da vente af en stakkels Organist? Hvor Mange har han ikke bragt til at intonere falskt ved sit Aasyn? Præsten prækede længe, kjedsomme- ligt og ækelt. Han henvendte en Tak til Prindsen, hvortil han ingen Myndighed SIDE: 392 havde, naar den skede, som her var Tilfælde, i Folkets Navn, og som ikke kunde tillades ham som Privatmand uden paa Vejen til en Bispestol eller en Daarekiste. Repræsentanterne affærdigede han med en Kompliment, formanede dem til at være gode Folk, foreskrev dem hvorledes de skulde forholde sig, og lærte dem, at Magten virker sikkrere i Eens Haand end i Fleres o. s. v. Til Tak offrede Rigsforsamlingsmændene til ham paa Een nær." Pag. 306. Paa en tre Trins Forhøining var hensat en forgyldt Stol for Prindsregenten, og Væggen bag Forhøiningen var bedækket med et Omhæng. Optegnelsernes Forfatter bemærker, at Prinds-Regentens Holdning var noget vaklende, skjøndt behagelig, ved Fremtrædelsen og under Aabningstalen, som han holdt med Papiret i Haanden, men dog temmelig livligt. Holtens Oplæsning var derimod jammerlig baade af det Franske og det Danske. Pag. 307. Hvert Nr. af denne "Rigsforsamlings-Tidende, begyndt i April 1814, Eidsvold, trykt af August Naunheim," bestod kun af to Qvartblade, og synes, efter Klager i Aviserne, kun langsomt at have meddelt Forhandlingerne. Den indlededes med følgende Ord: "Det norske Folk, som nylig i den Eviges Templer frivilligen har svoret at hævde Norges Selvstændighed og at vove Liv og Blod for det elskede Fæd- reneland, og som er bered at gjøre enhver Opoffrelse for at holde denne høi- tidelige Eed, hæfter med Opmærksomhed sit Blik paa Rigets Mænd, som i dette Øjeblik ere forsamlede paa Eidsvold, for, efter Hans Kongelige Høiheds, Prinds- Regentens, Indbydelse og Folkets eenstemmige Ønske, at bestemme dets Re- gjeringsform. -- Høistsamme tilligemed Rigsforsamlingen har derfor fundet pas- sende, Tid efter anden at lade udgive denne Tidende, hvorved det som vorder forhandlet i Rigsforsamlingen paa Eidsvold vil komme til Folkets Kundskab." Pag. 312. Ved Peder Anker maa ellers mærkes, at han i Førstningen var en af Prind- sens ivrigste Beundrere. Hvad der kjølnedes heri var ene og alene en Følge af den Magt, hans Svigersøn havde over ham. Og han var den i den Grad med Bevidsthed underlagt, at han engang kort før Wedels Tilbagekomst til Norge, i et Samqvem, hvor han ikke var den daarligste til at bygge Luftslotte, hvori den Tilbedede skulde throne, pludselig udbrød med komisk Ærgerlighed: "men bare nu ikke Herman kommer!" Pag. 313. Forsaavidt Falsen er kaldet den "Partimægtigste", ligger ikke deri, at han skulde have søgt at danne sig noget Parti, men kun at Majoriteten sluttede sig til hans Anskuelser, hvortil ogsaa bidrog den Klarhed og Bestemthed, hvormed de fremsattes. I disse Egenskaber, der i Debatter føre hurtigst og benest til Maalet, overgik Ingen ham. Han levede paa Eidsvold ganske for sit Kald og altid beskjæftiget dermed; i sit Qvarteer, som han delte med Sverdrup, ind- getogen og indskrænket til Faaes, især Christies, Reins og Motzfeldts Omgang. Pag. 313. Ved Ordet "spansk"-exalteret om Rein er ikke meent nogen cholerisk, men en melancholsk Følelsesfuldhed. Han var dyb tungsindig. "Ulogisk" er vel heller ikke det rette Ord om hans Veltalenhed. Følelsen løb ofte af med ham, SIDE: 393 og det Følgende vil afgive Vidnesbyrd om, at hans Yttringer ikke altid udholdt Billighedens og Fornuftens Prøve. Hans Animositet imod Kronprindsen af Sve- rige indgav ham Forslaget om den Klausul, at Norges Konge altid skulde have bekjendt sig til den lutherske Religion, og i den Tale om Udstædelsen af de 14 Millioner Rdlr., der formedelst sine oratoriske Egenskaber beklappedes af selve Modparterne, slumpede den Bommert ind: "lader os ikke glemme, at det er 14 Millioner Treskillinger, vi bevilge." Deri, skjønt han ikke dividerede rigtigt, stak jo netop Ulykken. Pag. 314. Provst Schmidt er der skeet Uret. Han skal have elsket Norge oprigtigt, og altid have bevaret denne Følelse efterat hans Forfængelighed og Pirrelighed havde bragt ham til at ombytte det med Danmark. Han besøgte det et Par Gange, og skiltes sidste Gang derfra med Taarer. Som politisk Poet duede han ikke meget. Hans elegiske Muse lignede da en ellers blid Pige, der med en raa og forkjølet Stemme vil agere mandhaftig Politikus imellem Mandfolkene. Pag. 315. Ordet "Gironde" om det saakaldte Wedelske Parti passer ikke, naar man blot vil erinde, at de franske Girondister dekapiteredes og deporteredes, medens de Norske, som gives dette Navn, ophøjedes paa mange Maader. Ordet er brugt om de Moderate, om dem, som vilde undersøge og akkordere, og saaledes i Modsætning til "det falsenske Bjerg" ): til den Majoritet, som vilde modtage Indbruddet af Udlandets Magt med en allerede færdig Konstitution i den ene og Sværdet i den anden Haand og med en allerede keiset Konge under det røde nationale Banner. For mindre end et Aar tilbage havde den tydske Kritiker August Wilhelm Schlegel [fotnotemerke] , Shakespeares og Calderons berømte Oversætter, der før havde opholdt sig en Tid i Stockholm, og nu i Aarene 1813-15 fulgte Kronprindsen af Sverige som hans Sekretær, i en af sine politiske Brochurer vovet at er- klære, at et saadant Foretagende, Norges Selvstændiggjørelse, vilde være til- fredsstillende for Sveriges Fordringer. "Diese Zwecke (des Schwedens) -- siger han i sin Betrachtung ueber die Politik der dänischen Regierung [fotnotemerke] -- wurden ebenfalls erreicht werden, wenn Norwegen sich in eine Republik umgestaltete, oder sich einen eigenen König wählte, und hiemit wurde Schweden ohne Zwei- fel vollkommen befriedigt seyn." Men nu vare Fordringerne stegne. Norge maatte efter Falsens og Majoritetens Mening, om det end gik det galt i Krigen, som disse vilde have ført paa svensk Grund, være i Besiddelse af en fri For- fatning, hvis det vilde vente gjennem Akkord at beholde Noget, som kunde fortjene Navn deraf. Pag. 315. Det Wedels "Arbeide før Bruddet paa at see Fædrelandet befriet" blev ogsaa tillagt en mere egoistisk Tendenz. Den forrige Regjering havde Øje med de saakaldte "wedelske Jægere" i 1808-9, og tillod ikke at Korpset blev for talrigt. Fotnote: Forfatter af Angrebsskrivtet paa Napoleon og Danmark. "Sur le système continental". Fotnote: Besvaret paa Fransk af den Danske Geheime-Legationsraad Manthey, og Svaret oversat under Titel: "En Svenskes Sendebrev til Herr A. W. Schlegel, Genimand, for Tiden i Hs. kgl. H. Kronprindsen af Sveriges Sold". SIDE: 394 Pag. 315. Bloms "Tilbageholdenhed" benegtes af Andre. Udtrykket passer dog paa alle dem, som deelte den Anskuelse af Tingene, der ogsaa var hans, idet "de Tredive" -- det omtrentlige Tal af Ligsindede, som i den Retning lod sig paa- regne -- ikke aabent nok fremsatte den. Der herskede heller ingen Forbin- delse, Overeenskomst eller noget, som karakteriserer et Parti, imellem dem. Pag. 317. Om Oberst Petersen er det maaskee for lidet sagt, at han var en "ikke udan- net" Militær. Den hele Silhouette af denne Personlighed er noget forklippet. Pag. 317. Ved Provst Midelfart kan mærkes, at han, ligesiden Skole- og Akademida- gene, var særdeles forbunden med Sverdrup. Ofte havde de under dette ung- dommelige Samliv i Kjøbenhavn sværmet sammen over deres fælles Yndlings- idee: Norges Uafhængighed. Pag. 318. I Kristiania Intelligentssedler for 15de Marts 1814 spørges ogsaa i Anledning af Valgmaaden: "Burde der ikke vælges Mænd, som, i mulige Sygdoms- eller Dødstilfælde, kunde træde i Stedet for dem, der ved Pluraliteten ere valgte til Deputerede? og var det ikke billigt, at de, der i Byerne havde fleste Stem- mer for sig, afgik til Rigsforsamlingen uden indbyrdes Valg?" Pag. 318. Saalænge man ikke skulde vælge efter Stand, hvad de øvrige Embedsklasser betræffer, var Militærets Valg vel ogsaa især nærgaaende mod Disse, som da ogsaa kunde kræve Repræsentation. De Militære kunde ogsaa, som Statsbor- gere, siges repræsenterede ved den Egns Repræsentation, hvor de boede, og videre end til Adgang at vælges fra denne, uanseet at de vare udkommande- rede, burde ikke deres Prærogativ være gaaet. Det Schlegelske "Sendebrev til von Holten [fotnotemerke] udtrykker sig herom paa det heftigste. Det hedder deri: "Jag vet, at Er olagliga Regent också lofvat Norrige en Regeringsform, som en samling af Nationens sjelfvalda, upplysta män skulle bestämma. Och hvilka äro desse Nationens sjelfvalde män? Officerare och Soldater, deputerede eller rättare commenderade ifrån militaire Corpserna, i antal kanhända öfverstigande de få Deputerade från Amterna och Köpstäderna, vid hvilkas utväljande Er Revolutions-Chef, under sit antagna skräcksysteme, ei har svårt att frambringa andliga och civila Embetsmän, som af fruktan, behof eller befordringslust äro honom, om icke tillgifna, åtminstone tills vidare lydaktiga. -- Hvarest samler han dessa såkallade Nationens Repræsentanter? På en privat Mands Jernverk, i granskapet af Lägren: icke i någon af Norriges Stifts-Städer: icke i den, der de høgsta myndigheterna vanligen residera. Detta alt bevittnar, på den ena sidan, hans farhåga för det oberoende Folkets deltaganda i Nationens vigtigaste angelägenhet; men också, på den andra, hans formätna förakt för Folkets om- dömen. Jag högaktar Norriges Militaire, jag vet att ibland dem finnas Män af lika mycken upplysning som heder; men jag vänter icke, att de blifva valde eller låta sig väljas att spela en Role i denna Rigsdagsfarce. Det är i alla fall ett oförsynt Gäckeri med Norrska Folkets Rät och vett, att vilja gifva anseendet Fotnote: Udgjør 40 Sider i Oktav. SIDE: 395 och myndigheten af en Nordisk National-Representation åt en, åtminstone i formen, turkisk Janitschar-Forsamling." Pag. 319. Denne Herre var Etatsraad Adler, som Prindsregenten for fuldt Alvor vilde skulde have Sæde i Rigsforsamlingen; men Sverdrup var det navnlig, som fik ham derfra, ved reent ud at sige Hs. H. at Sligt dog vilde have et altfor galt Udseende af Spioneri. Pag. 325. Reglementets § 15 var et Amendement af Blom. Pag. 326. Optegnelserne bemærke, at "Grev Wedels Tale bidrog meget til at Stem- ningen mod Wergeland, i Anledning af hans Tale den 12te April, forbedredes. Prindsen vidste ved sine Spioner strax hvad der var foregaaet, og admirerede Wedel for den Vending han gav Sagen." Pag. 328. Under Overvejelserne om Konstitutionskommitteens Antal var der ogsaa Meninger for 21. Til Medlemmer deraf havde Falsen 95, Sverdrup 97 og Wedel 60 Stemmer. Sverdrup var Forfatter af Takadressen. Pag. 330. Christie mente om denne svenske Avis eller rettere Note, at den var falsk og trykt i Kristiania, fordi deri fandtes "æ" og "ø", hvilke Typer ikke ere svenske. Pag. 334. Sverdrup og Wergeland gjorde dog ikke de stakkels Jøder saa stor Uret, som sagt er. De yttrede blot Frygt for at de saakaldte "Pidskebaandsjøder", Jøder, som de formodentlig kjendte fra Kjøbenhavns Gader som skakkrende med Baand til de i sin Tid brugelige Nakkepidske o. s. v., eller at overhovedet blot Skakkrejøder skulde blive dem, der vilde gjæste Landet. Pag. 350. En Strofe i den Schmidtske, med "megen Fryd og Gammen modtagne" Vise begynder: "Lad Rænkesmedens hæse Skraal kun stedse spaa Ulykker! Hver ægte Normand har et Maal, som Mundsveir ei forrykker." Efterat den var bleven sjungen ved Prindsens Bord, spurgte Grøgaard For- fatteren, hvem disse Rænkesmede dog vare. "Det har Ingen Ret til at spørge mig om," mente Autor. "Men Visen er jo publik, saa Enhver dog har Ret til at recensere den, og da Ingen er nævnt, opfordrer jeg Dem til at sige hvem De da har meent." "Jeg mente" -- stammede Schmidt -- "de Svenske". "Gratulerer, gratulerer!" lo den lunefulde Grøgaard, "skjøndt De nok vil sande med Moreau, at det er vanskeligt at retirere med Honnør." Ved dette Taffel, sige Optegnelserne, cirkulerede under Jubel og brusende Musik en heel Deel politiske Skrøner. "Pontecorvo", hedte det, vil ikke meer til Sverige, da det er ham for koldt. Han vil oprette sig en Throne i Syden. SIDE: 396 Der var Udsigter til, at Kristian Frederik vilde blive valgt til Konge i Sverige o. s. v. Grøgaard fremsatte da Spørgsmaalet: "hvorledes forklares det: naar Kongen boer i Kristiania ere vi fri; boer han i Kjøbenhavn, ere vi fri; men naar han boer i Skaane ere vi Slaver?" Pag. 351. Ogsaa i den aflagte Eed, at ville hævde Norges Selvstændighed, fandt man et Argument imod enhver Undersøgelse af Muligheden for at kunne det. Dette skulde nu være for seent og unødvendigt. Pag. 355. Angaaende Tausheden om Ankers Skjebne sige Optegnelserne under 23de April, "Fra Carsten Anker skal intet være kommet, siger man -- ja tro det hvo der har Lyst." Pag. 355. Om denne Prindsregentens Hemmeligholdelse af Forholdene til Udlandet inde- holder et Haandskrivt fra 1814 af et Rigsforsamlingsmedlem: "Kabinetternes Beslutninger vare os en lukt Bog og deres Taushed var os frygtelig. Allerede 3 Maaneder havde Prinds Kristians Gesandt Karsten Anker været i London, og skjøndt enhver Kjøbmand fik Breve fra London, forsikkrede dog Prindsen, at han ingen Efterretning havde fra ham. Da han maatte vide, hvor saare Normanden ventede paa gode Tidender fra ham (Anker) var der vel ingen Tvivl om, at han meldte de bedste, og de vare -- ingen." Pag. 356. Med en Officeer kom ogsaa de Rygter op til Rigsforsamlingen, at der skulde have været Opstand i Kjøbenhavn, og at Kommandør Bille og Skuespiller Fry- dendahl skulde have været arresterede, men vare igjen blevne befriede af Pø- belen. Af slige Fortællinger, sige Optegnelserne "drage de Troende den Slut- ning, at Danmark understøtter os af Hjertet; men Faa ville med mig og nogle Enkelte deri see den grove Farce, som spilles med os, forat bringe os atter tilbage som dansk Provinds. O Blindhed!" Pag. 356. Man lagde, til Fordeel for de politiske Konjunkturer, adskillig Vægt paa, at en svensk Kjøbmand fra Strømstad var sidst i April kommen til Kristiania med 800 Tdr. Rug under svensk Flag. Rosenkilde gjorde strax den Opdagelse, at det nu maatte være ude med "Pontecorvo", skjøndt han ikke kunde begribe, at Skuden kunde komme under svensk Flag. Grøgaard forklarede ham det da med sin ironiske Mine saaledes, at Pontecorvo var forladt af Alle. "Hvorfra kommer da det?" spurgte Wedel. "Og, om det kommer, hvormed betale vi det? At gjøre Bankosedler hjælper ikke længe." Prinds Kristian erkjendt af Sverige som Konge i Norge, at Storbritannien havde erklæret Sverige Krig, ja at en engelsk Kutterbrig alt havde skudt Ma- sterne overbord paa en svensk Kaper. Den enfoldige Rosenkilde spurgte dog, med opspilede Øine, om det var sandt; men Grøgaard forsikkrede, at han havde hørt det af En, der havde talt med en Skipper, som havde hørt det af en Styrmand, der havde faaet det fra en Matros, hvis Kones Svogers Søstersøn havde talt med en Mand, der havde hørt Historien af en Værtshuusholder i Kristiania. Rosenkilde: "De spøger". SIDE: 397 Grøgaard: "Nei, jeg lyver af et oprigtigt Hjerte; men dette er mig saameget mere tilladt end de Andre, der hele Dagen lyve for mig, som jeg selv herved høitidelig erklærer, at det er Løgn hvert Ord." Disse 800 Tdr. bleve ellers gjorte til 43 Skibsladninger, hvorved Optegnel- sernes Forfatter bemærker, at den politiske Kornavl er den fordeelagtigste som kjendes. Pag. 356. Denne de engelske Krydseres Konnivents blev ogsaa af den senere hen til Norge ankomne engelske Gesandt erklærede for egenmægtige Handlinger, stri- dende mod de givne Ordres. Pag. 356. (Anm.) The Courier af 9de April bragte den 29de Efterretningen om Na- poleons Fald til Rigsforsamlingen, "Ogsaa heraf", sige Optegnelserne, "gjør man sig Haab, da de allierede Magter nu ikke mere behøve Kronprindsen af Sverige, og saaledes sikkerlig vil slutte en Fred, hvorved vi blive udeglemte og følgelig overladte til vort eget Mod." Samme Dag ankom Rosenkrands fra Kjøbenhavn, men havde, mod Formodning, ingen kildrende Rygter med sig, hvoraf den klo- gere Deel, hedder det, slutter sig til, at Frederik VI ei tør være bekjendt, at han vil understøtte os, og den uindviede Deel kun spaaer lidet godt, siden man ikke engang vover at lyve." Pag. 357. Denne Tredie var en Ritmester Elieson. Pag. 357 Istedetfor Ole Tvedten skal det være Tollef Huvestad. Ved den her om- handlede Leilighed savnedes Huvestad i Forsamlingen. Da der spurgtes efter ham, raabte Løvenskjold: "Gaa hen til Lieutenant Schwartz! Kanskee han er der under Examination." Pag. 357. Disse Angivelser om Prindsens Partisaners Forsøg paa at indvirke paa en- kelte Repræsentanter, og især paa Bønderne, ere sande; men paa den anden Side fik man det falske Rygte i Gang i Kristiania, at vise Navngivne af We- dels Venner om Natten reiste om til Bønderne i samme Hensigt. Optegnelsernes Forfatter, som skulde være En af disse Agenter, udtrykker sig med retfærdig og foragtfuld Harme om disse Opspind. "Man bruger", siger han, "giftige Vers og skjændige Rygter for at opflamme Had mod den Retsindige og afholde Fol- ket fra at granske vor Stilling. Er det Patriotisme, saa gid mit Navn maa bræn- des med Prædikat af Forræder! Kan en god Hensigt bruge slige Midler? og kan en lykket Plan billige eller retfærdiggjøre dem?" Pag. 360. Et Par Dage vare næppe hengangne før Anskuelserne havde udskillet sig og gjort Omgangstonen mere spændt. Dette viste sig allerede i en Samtale, som efter Bordet fandt Sted tredie Dagen efter Aabningen imellem Christie, Rein, Falsen, Wedel, Blom o. Fl. De første Herrer yttrede høirøstet Glæde over at Norge skulde faa Korn nok. Christie: "I Danmark har man subskriberet 90,000 Tdr. Korn til Norge". "Paa hvilke Konditioner?" faldt Blom ind, "Som Gave?" "Ja, som Gave". SIDE: 398 Blom: "Stemmer det med Nationens Værdighed at tigge? Heller arbeide til Neglene gaa af vore Hænder; men tigge maa vi ikke." "O!" sagde Falsen, som nu traadte til, "Nøden er ikke større end ifjor, og desuden kan Bonden slagte sine Kjør. Den Mand, som har 11, kan uden Skade slagte den Ene. Han har endda 10 igjen." Blom: "Men hvorlænge spiser han da paa den?" Christie: "Han opholder Livet i 14 Dage, og imidlertid kunne andre Udsigter aabne sig." Her holdt Blom Haanden for Ansigtet uden at svare. "Hvad, min Herre? Jeg beder Dem, see ikke saa haant paa mig. Jeg taler ikke som en Daare, og har Ret til at sige hvad jeg mener." "Det troer jeg, jeg med har, skjøndt jeg jo ikke engang har svaret Dem". "Men denne foragtelige Mine taaler jeg ikke", udbrød Christie heftig. "Nu? Det er muligt, jeg ikke har mit Ansigt nok i min Magt til at være her; men min Følelse kan jeg ikke hemme." "Nei, De har ikke Deres Ansigt i Deres Magt, det maa man lade". Blom: "Jeg vil tilstaa det, men har derfor aldrig beklaget, at jeg ikke er Aktør. En ærlig Mands Rolle holder jeg for den værdigste. Desuden tale vi i Selskabstone her; men De har fornærmet den." "Ja, det har De i høj Grad", faldt Wedel ind. "Imponere lader jeg mig ikke", svarede Christie, vendende dem Ryggen. "Det er ogsaa min Arvesynd", meente den Anden. Pag. 362. Den Benævnelse "Svensksindede" brugtes ogsaa af Prindsregenten i en Sam- tale, som fandt Sted den 23de April mellem ham og Løvenskjold. Han undrede sig for Denne over at Vestlandets Repræsentanter vare saa svensksindede, hvor- til L. svarede, at det var et urigtigt Begreb om deres Tænkemaade. De Re- præsentanter, som meentes, ønskede ligesaavel som alle andre Landets absolute Selvstændighed, skjøndt de ikke for Tiden øjnede Muligheden deraf, og saa- ledes fandt en liberal Forening med Naboriget at foretrække for en total Un- dertrykkelse. Prindsregenten: " Ja; men man kan dog kuns være enten svensk eller dansk."(!) Løvenskjold: "Jo, tillad mig, D. k. H., man kan ogsaa være et Tredie, og det er -- norsk." I Bil. III har Reins Navn faaet en urigtig Plads, hvilket let vil bemærkes.