Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet, OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved Universitetet i Oslo i 1991-1997. Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten, og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på, gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/ Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene presenteres sammen med teksten. Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Henrik Wergeland SIDE: 79 STYKKER, NORGES HISTORIE VEDRØRENDE, AF AUGUSTIN THIERRYS "HISTOIRE DE LA CONQUæTE DE L'ANGLETERRE PAR LES NORMANDS." (MEDDELT AF CANDID. THEOL. H. WERGELAND.) Om benævnte franske Værk om Englands Erobring ved Nor- mannerne, hvoraf man har benyttet den anden i Paris 1826 ud- komne Udgave, ikke var af en saa erkjendt videnskabelig Rang, vilde det ikke være uden Nytte og Interesse at erfare, hvorledes en Forfatter af et saa fremmed Folk lader Forfædrene optræde inden den Kreds af voldsomme, iilsomt afvexlende Folke-Om- væltninger og forvirrede Begivenheder, som udgjøre Britanniens ældste Historie. Han har dog ikke indskrænket sig til alene at behandle den normanniske -- i Aaret 1066 foregaaede -- Invasions og de med den nærmest forbundne Begivenheders Historie, men, med beundringsværdig Sikkerhed og Overblik udvidende og dog afrundende sit Emne over alle Folke-Bevægel- sernes Tider paa de britiske Øer, lader han os oftere samtræffe med velbekjendte Charakterer fra vor Historie. Saaledes møde vi Erik Blodøxe. "Ethelstan [fotnotemerke] roste sig i sine skriftlige Budskaber af at have tvunget alle de fremmede Folk, som beboede Øen Britannien, under Saxerne. Han gav en Nordmand Styret over de Angel- Danske i Northumberland: Er-ric [fotnotemerke] nemlig, Heralds [fotnotemerke] Søn, en gammel Sjørøver, som lod sig christne for at erholde en Be- falingspost. Paa sin Daabsdag svor han at vogte og forsvare Fotnote: Ethelstan er i det Angelsachsiske det samme Navn, som Snorres Adal- steinn. Overs. Anm. Fotnote: Vulgo Eric. Er, her -- combat, guerrier, chef. Ric, fort, puissant. Forfatt. Anm. Fotnote: Al. Har-old. Peut-être plus correctement Her-hold. Her, belliqueux. Hold, fidèle. Forfatt. Anm. SIDE: 80 Northumbrien mod Hedningerne og Sjørøverne; [fotnotemerke] og han blev, som Skandinaverne udtrykke sig, fra Sjøkonge en Fylkeskonge. [fotnotemerke] Men denne altfor fredelige Værdighed behagede ham snart ikke længer, og han besteg atter sine Skibe. Efterat have været borte nogle Aar, besøgte han igjen Northumberlændingerne, som modtoge ham vel og kaarede ham paa ny til deres Høvding, uden Samtykke af Saxer-Kongen Edred, Ethelstans Søns Efter- følger. [fotnotemerke] Ed-red rykkede imod dem og tvang dem til at forlade Er-ric, som derimod, for at hevne sig over deres Frafald, gjæstede dem som Fiende i Forbund med fem Fribytter-Høvdinger fra Danmark, Orkenøerne og Hebriderne. [fotnotemerke] Men i første Træfning faldt han tilligemed disse sine fem medforbundne Sjøkonger. Hans Død blev, som Sæd var, besjungen af Skandinaviens Skalde, som, uden Hensyn til hans Daab i England, hensatte ham i Tanken i et ganske andet Paradiis end Christi og hans Helgeners. [fotnotemerke] Northumbriernes Land, som lige indtil den Tid havde bevaret sin gamle Titel af Kongedømme, tabte nu denne, og blev deelt i flere Provindser. Landet imellem Humber og Tees blev kaldet Provindsen York, paa Saxisk Everwik-shire. Resten af Landet til Tveed beholdt Northumbriens almindelige Navn Northan-humbra-land, omendskjøndt man ogsaa der skjel- nede forskjellige Provindser, saasom Cambriernes Land, Cumbra- land, nær Solway-Bugten; de vestlige Bjerges Land, West-moringa- land; og endelig det egentligen saakaldte Northumbrien ved det østlige Hav, imellem Floderne Tyne og Tveed. De northumbriske Høvdinger beholdt dog, under de angel-saxiske Kongers Høihed, den danske Titel, som de havde baaret siden Invasionen; man Fotnote: Contra Danos aliosque piratas tuiturus (Snorre Heimskringla, Tom. I, pag. 127). Forfatt. Anm. Fotnote: Theod-kynning, fylkes-kyning, folkes-king. Forfatt. Anm. Fotnote: Hos Snorre følges Ethelstan af sin Broder Jatmund ): Edmund i Regje- ringen. Dennes Landværnsmand, en Kong Olaf, tilskrives Seieren over Erik og hans Forbundne. Overs. Anm. Fotnote: Snorre nævner kun fem Sjøkonger og derimellem to navngivne fra Orken- øerne. Men hvor liden Forskjel Thierry gjør imellem Norsk og Dansk, sees af, at han i den her oversatte Text kalder Erik "un Norwegien," men i Registeret "Er-ric le Danois," og hans Dødssang "chant danois." Ved Hebriderne menes Sudurøerne eller de vestre scotske Øer. Overs. Anm. Fotnote: Her anfører Thierry Sangen prosaisk oversat paa Fransk, anførende Heimskringla, p. 127, Gibsons Chron. saxon., Torfæi Hist. Norweg. lib. IV, cap. 10. Overs. Anm. SIDE: 81 vedblev at kalde dem Jarls, Erls eller Eorls efter saxisk Skrive- maade. Dette Ords sande Betydning er tvivlsom, men Skandi- naverne anvendte det paa ethvert Slags Befalhavende, militær eller civil, der handlede som den øverste Høvdings Lieutenant -- denne, som kaldtes Kyng eller Kyning." Anmærkning. Thierry og Snorre stemme vel overeens. "Eric le Danois" er grandgivelig vor Erik Blodøxe. Det Overraskende i at høre Blodøxen saa populær i sin engelske Provinds taber sig, naar vi læse Snorres Beretning om, hvor stærkt den var besat af Nordmænd. Tør og hænde, at han, efterat have forspildt sit Fædrene-Rige, kun nødtvungen gav sig til Havs igjen; thi Snorre siger, at Adalsteinns (eller Ethelstans) Efterfølger var hadsk paa Nordmændene og paa Erik, medens Adalsteinn, som Haarfager- Ættens Ven, endog havde havt Yndest nok for Erik til frivilligen og igjennem indbydende Underhandlinger at aabne ham Tilflugten i England. Erik forstærkede sig da med sine Landsmænd, hvor han nærmest traf dem: paa de skotske Øer eller paa Havet, og bekrigede den engelske Konge og hans Landværnsmand i Nord- imbraland eller Northumberland, men neppe dettes Indvaanere selv, forsaavidt de vare Norske. Rigtignok ligger det Begrebet om Erik nærmere at antage, at Northumberlændingernes kjærlige Modtagelse, da han pludselig kom tilbage første Gang, var af Frygt og kun gode Miner til slet Spil, og dette understøttes af den stærke og villige Landstorm, som Snorre siger den nye Styresmand i Northumberland reiste imod ham; men hvor bliver saa af Thierrys "l'accueillirent og kun en Kyst-Provinds mod Øst opoffredes den SIDE: 82 Skjebne, som forhen havde været det hele Northumberlands, den at vorde trætte Vikinger priisgiven som en Hvileplads, der dog oftest maatte erobres. Da Snorre skildrer Slaget som sær- deles vedholdende, stort og skarpt, tillæggende, at "Engelsk- mændene regne det for et af de største og skarpeste, de have holdet med Nordmænd eller Danske;" da det ei er rimeligt, at Erik og hans Vikinger alene kan have givet den engelske Hær saameget Dagen over indtil Aftenen at bestille; og da Engelsk- mændenes Hær siges at have været Landstorm, og at have styrtet sig i Døden, nøiende sig med at Seieren dog til Slutning vilde blive den utrættelige og uudtømmelige Mængdes: saa giver dette god Grund til at antage, at den norske Befolkning ogsaa ved Eriks andet Besøg har gjort Partie med ham, eller rettere betragtet ham som den, der forfegtede dens Sag imod den tal- rigere saxiske, og at dette Slag egentlig har været en Folkekamp, en imellem Northumberlands sachsiske og norske Befolkning. Neppe feiler man i at indrømme Nordmændene fortrinsviis for Danskerne Omraade i dette Landskab, ligesom Disse fremfor hine sydligere i Landet langs Lincolns Kyster. Men omendskjøndt disse meget vel gjorde Forskjel paa hinanden indbyrdes, gjorde dog Angel- saxerne i England det ingenlunde. I Kampen mod de franske Normanner kaldte de derfor Norske og Danske ifleng til Hjælp, og imod den fælles Fiende forenedes de endnu ikke i hverandre smeltede norske, danske og angelsaxiske Racer. Thierry siger i denne Henseende: "En Skare saxiske Flygt- ninger talede sit Lands Sag (1069) for de nordlige Folkeslag, heftigen anraabende dem om at bekrige Normannerne, som undertrykkede et Folk af den store teutoniske Familie efter at have dræbt dets Konge, en Nærbeslægtet af flere af Nordens Høvdinger." Da denne Saxernes faldne Konge er Harald God- vinsøn, som 1066 tilføiede Nordmændene Nederlaget under Yorks Mure og Tabet af K. Harald Haardraade, menes under disse "peuples septentrionaux," som den Gang anraabtes, neppe det norske Folk, hvor en Søn af den faldne Helt sad paa Thronen, og hvis Saar endnu vare for ømme. Thierry beretter og, at kun K. Swen af Danmark fulgte Opfordringen, idet han lod Osbeorn (Esbern) lægge sig med en Flaade i Floden Humber, hvor Be- folkningen i de omboende Landskaber strax reiste sig imod Normannerne, og hævdede Uafhængigheden indtil Wilhelm den SIDE: 83 Erobrer fik Esbern bestukket til at drage Hjem. En Ødelæggelse overgik nu Landskabet saa forfærdelig, at Thierry beretter, at ifra Humberen til Tyne fandtes ikke eet Stykke dyrket Land, ikke een beboet Landsby. De Angelsaxere, som endnu for- svarede sig, førte en Guerilla-Krig fra de den Gang ødannede Marskegne om Ely og Boston, idet Haabet om Hjælp fra Nordens Frændefolk ligesaameget som den patriotiske Fortvivlelse an- spændte deres Modstands-Kraft. Under disse Forhold var det Forbundet i Konghelle sluttedes imellem Olaf Kyrre og Knut af Danmark, betræffende et Hjælpetog til England, som dettes undertvungne Folk med Sorg saae opløse sig før det egentlig kom i Sjøen; og dette var -- efter Thierrys Udtryk -- "sidste Gang, at Nordens Teutoners Medfølelse rørte sig til Fordeel for den teutoniske Race, som beboede England. Lidt efter lidt af- lode Engelskmændene, fortvivlende om sin egen Sag, at anbefale sig til de nordlige Folkeslags Erindring eller Velvillie." Disse Nationer bleve fremmede for hverandre -- fortfarer han -- saaat Engelskmændene i danske og norske Love hensattes imellem de mest fremmede Nationer af et fra Nordens forskjelligt Sprog. "Dog -- siger han -- er end den Dag i Dag Almuesproget i Englands nordlige Provindser, forunderligt nok, forstaaeligt baade for Danske og Norske." Da Oversætteren med Snorres Ord har nylig betegnet Olaf Kyrres Udrustning som et paatænkt Hjælpetog, og han ei har foresat sig i Tidsfølge at fremhente af Thierrys Værk de fædre- landske Erindringer og Personer, benyttes dette som Overgang til at citere, hvorledes Thierry omnævner Olaf Kyrre. -- "Der laa virkelig tilankers under den danske Kyst en talrig Flaade, bestemt til England. Olaf Kyrr [fotnotemerke] , Norges Konge, hiin Harolds Søn og Efterfølger, som kun havde erholdt syv Fod Jord af England, som han vilde erobre, uddrog nu det Folk til Hjælp, som havde beseiret og fældet hans Fader, uden maaskee at kjende til dets Skjebnes Forandring, og i den Tanke at hevne Fotnote: Man vil før have bemærket, at jeg nedskriver Navnene aldeles som For- fatteren. Overs. Anm. SIDE: 84 Harold. [fotnotemerke] Derimod havde Danmarks Konge Knut, Swens Søn, Felttogets Ophavsmand og Udrustningens Høistbefalende, et fuld- stændigt Begreb om den Revolution, som var foregaaen i Eng- land ved den normanniske Erobring, og det var med Kjendskab dertil, (seiemment qu'il allait og være, som Thierry antyder, et blot Redskab i den bedre kyndige danske Konges Haand. Vi bør, da vi have saamegen Grund til at antage det Modsatte, og at der ikke skulde "hevnes hvad Uret Danske og Norske var vederfaret af de Engelske," tillægge vor gode Olaf det Træk af Ædelsind, at han virkelig ilede sine under- Fotnote: Snorres Heimskringla. Tom. 2, Pag. 186. Thierry. SIDE: 85 trykte Fiender til Hjælp, og Folket og Ham den ædle Plan kun saaledes at hevne sig paa Angelsaxerne, at de ved tappre Be- drifter til disses Forsvar gjenoprettede det norske Navns Ære i det fremmede Land. Unegtelig var den danske Konges Plan ikke saa uegennyttig. Den engelske Krone skulde sandsynlig, da Edgar Atheling var død, være bleven hans, om Seieren var bleven Danskernes og Nordmændenes. Rolf, Gangeren. Thierry beretter, at flere af de galliske Bønder toge selv Partie med de nordiske Fribyttere, som i Slutningen af det 9de Aar- hundrede gjæstede Frankrige, saasom de derved kunde faae mættet deres Hævn paa de frankiske Baroner, som undertrykte dem; ja, at mange af dem selv faldt fra Christendommen og "svore paa Aadselet af en offret [fotnotemerke] Hest at dyrke Nordens Guder." Han nævner imellem disse hint Olds Sansculotter "den bekjendte Hast-ing, Søn af en Arbeider i Omegnen af Troyes, som saa- ledes nød den Glæde at see disse Cavallerer og overmodige Baroner flye for sig, som hans Forfædre havde lært ham aldrig at see i Øinene." Og efterat have fortalt, at denne Helt havde tvunget den frankiske Konge i "la Gaule septentrionale" (Neustrien) til at udnævne sig til Greve af Chartres, siger han: "Kort efter styrede en anden Skare nordiske Eventyrere, an- førte af Rolf, [fotnotemerke] Regn-alds [fotnotemerke] Søn, opad Seinen og satte sig fast i denne Flods Naboegne. Frankerne afsendte den nye Greve af Chartres mod denne Hær, for at lære den at kjende og at under- handle med den. "Hvo ere I?" spurgte den gamle Hast-ing dem. "Vi ere Danske, svarede de; vi komme fra Danmark for at undertvinge Frankernes Land." "Hvilken Titel fører eders Høv- Fotnote: Intet Under, at Christendommens Forkyndere her i Norden havde saa meget imod Hesten. Men dette Dyrs Forbandelsestid maatte ogsaa komme, naar det saalænge havde tjent til Forargelse. Det var ikke mere end billigt, at det maatte forbydes at spise, hvad der mindede om den seirende Kirkes Nederlag. Poppoers og Thangbranders Gudsfrygt gysede ved Cannibalismen at æde sine slagne Fiender. Overs. Anm. Fotnote: Abbreviation de Rad-holf ): conseil et secours, ou conseiller secourable. Forfatt. Anm. Fotnote: Regn, rekn ): fort, puissant. Ald, halt, hold ): fidèle. Forfatt. Anm. SIDE: 86 ding?" [fotnotemerke] "Ingen. Vi ere alle lige." Det viste sig, at Rolfs Følge- svende ikke vilde indlade sig paa nogetsomhelst Forslag til deres Tilbagereise. De droge frem til Rouen, bemægtigede sig denne Stad, og gjorde den til deres Hovedfæstning og Oplagssted for Byttet. Den Gang regjerede i Gallien norden for Loire En af Carl den Stores Familie, som bar det samme Navn, hvilket Gal- lierne udtale "Carles" eller "Charles." Gallo-Frankerne valgte endnu deres Konger i denne gamle Familie af en Vane, som dog den største Deel begyndte at blive kjed af. Charles's Sønnesøn ahnede, at det snart skulde gaae med hans egen Slægt som med Mere-wigs, der af hans Forfædre var bleven afsat; og for at fjerne denne ulykkelige Stund, troede han at burde søge en Støtte i Rolf og hans rundt om Rouen leirede Fribyttere. Han udbad sig da af dem en Sammenkomst paa Bredderne af Floden Epte. Normannernes Høvding begav sig da didhen med de For- nemste af sin Hær; og der blev da sluttet en Overenskomst, ifølge hvilken Charles formeligen indrømmede Nordboerne, imod at de tilsvore ham Venskab, hele Landet, Byerne og de faste Steder, som de indehavde imellem Epte og Havet. [fotnotemerke] (912). Kongen havde en Datter, af Navn Ghisèle; [fotnotemerke] hende tilbød han den danske Høvding som Gemalinde, og Rolf modtog hende, findende hende, siger en gammel Historieskriver, af en passende Høide. [fotnotemerke] Rolf lagde sine Hænder imellem Kong Charles's Hænder som hans haandgangne Mand, Kriger, og Greve over alt det Land, hvis Besiddelse var bleven ham tilsikkret; han svor at vogte Kongens Liv, Lemmer og kongelige Værdighed; og til Gjengjeld svor Kongen og de frankiske Grever at vogte Rolfs Liv, Lemmer, Greveværdighed og Besiddelser. [fotnotemerke] Efterat være erkjendt i den christne Verden som lovmæssig Høvding i sin nye Provinds, modtog den Danske Daaben, og i de syv Dage, han bar Katechumenernes hvide Dragt, lode de Fotnote: Qvo nomine vester senior fungitur? responderunt: Nullo. (Dudo de Sto Quintino, p. 76.) Forfatt. Anm. Fotnote: Snorre Sturlesons Heimskringla, t. 1, p. 100. -- Dudo de Sto Quintino p. 70 -- 83. -- Guillem. Pictaviensis. p. 162. Script. rer. francic. t. XI. p. 324. -- Flodoardi presbyteri historia. Forfatt. Anm. Fotnote: Ghesel, ghesell, compagnon, compagne. Forfatt. Anm. Fotnote: Staturæ proceritate congrua. (Dudo de Sto Quint. p. 82.) Forfatt. Anm. Fotnote: Vitam suam et membra et honorem et terram denominatam. (Dudo de S. Q. p. 84). Forfatt. Anm. SIDE: 87 Præster, som underviste ham, ham hver Morgen give noget i Jordegods til Landskabets Kirker og Helgener. Normandiets nye Territorium blev deelt med Maalesnor, [fotnotemerke] og udskiftet imellem alle de Danske, baade Høvdinger og simple Krigere, som der vilde fæste Bopæl. De bleve Alle, efter sin Grad, Herrer [fotnotemerke] over Byer og Landdistricter, selvherskende Besiddere af store eller smaae Godser. Skjøndt nye Christne, ganske Fremmede, Røvere som de vare -- deres Herredom forekom de Indfødte mildere end det forrige under Frankernes Ætlinger. Mange Kunstnere og Arbeidere udvandrede fra andre Provindser i Frankrige til det nye Landskab Normandie." [fotnotemerke] Forfatteren beretter derpaa, hvorledes "les fils des compag- nons du vieux Rolf" viste sig ligesaa begjærlige efter at udvide deres Jordbesiddelser, som Fædrene havde været det efter løst Bytte. Imod Vest rykkede de sine Landemærker ud alt til paa hiin Side af Halvøen Cautances, imod Øst til Oises Samløb med Seine, imod Nord til Floden Bresle. "Indvaanerne af dette Land- skab kaldes Alle Normanner af de Franske og af Fremmede fra Nord og Syd; men Danskerne og Nordmændene (Norwégiens) selv gave dette Navn, som var ærefuldt for dem, alene til den Deel af Befolkningen, som virkelig var af normannisk Æt og Sprog. [fotnotemerke] Denne mindre talrige Deel spillede i Forhold til Be- folkningens Masse, den være indfødt eller indvandret fra andre Kanter af Gallien, samme Rolle som Frankernes Ætlinger til Gallierne. Den blotte Egenskab af en Norman blev strax en Slags Adelstitel; den var Tegn paa Frihed og Magt og paa Ret til at hæve Afgifter af Bønder, Borgere og Trælle. [fotnotemerke] Alle Nor- manner af Navn og Æt vare lige i borgerlige Rettigheder, om end ulige i militær eller politisk Rang. Ingen af dem beskattedes uden efter eget Tykke; Ingen var underkastet Told til Lands eller paa Floderne; Alle nøde fri Jagt- og Fiskerettighed, und- tagen Bønderne og Colonisterne." Dette aristokratiske Misforhold bevirkede ogsaa, at den undertrykte Befolkning sammensvor sig Fotnote: Funiculo divisa. (Ibid. p. 85.) Forfatt. Anm. Fotnote: Domini, Seniores ): Seigneurs. Forfatt. Anm. Fotnote: Advenis gentibus referta .... lætabantur homines securi sub ejus tuitione morantes. (Dudo d. S. Q. p. 85, 86.) Forfatt. Anm. Fotnote: Normanni dacigenæ, de patre matreque dacigena. (Dudo p. 152.) Forfatt. Anm. Fotnote: Servi glebæ addicti, serfs de corps et de biens. Forfatt. Anm. SIDE: 88 100 Aar efter Normandiets Overdragelse til Rolf og hans Følge; men de normanniske Herrer overrumplede de fra hver Canton Deputerede midtunder deres Hovedmøde, afhuggede dem Fødder og Hænder, og qvalte enhver Tanke om Befrielse ved sine Straffes Rædsler og sin stedse mere fæstnede Magt. Allerede ved denne Tid, Aar 1000, existerede ikke længer den Forskjel i Sproget, som i Begyndelsen havde dannet Grændsen imellem Normandiets Patricier og Plebeier. Man talede over det hele Landskab kun Romansk eller Fransk. "Beboerne af Danmark og Norge ved- ligeholdt Forbunds- og Venskabs-Forhold med Normandie saa- længe de der fandt i Sprogets Lighed Tegnet paa gammelt na- tionalt Broderskab; men fra den Tid af, at dette Tegn ganske forsvandt, vare Normannerne ikke mere for de Danske naturlige Forbundne; disse Sidste ophørte selv med at kalde dem Nor- manner, og kaldte dem Franske, Romerske eller Vælske, ligesom Galliens øvrige Beboere." Anmærkning. For at faae Rolfs Fader Ragnvald Møre-Jarl til en god gammel Normand, behøve vi neppe at lægge synderlig Vægt paa Sagnet om at han nedstammede fra Sigurd Ring, for ei at nævne, at det ogsaa giver ham noget af Gorrs Blod i Aarerne. Falsen gjør det heller ikke, B. 1. S. 26. Slagen af Dudo af St. Quentins og Wilhelm af Jumieges Autoritet -- de Samme vor Forfatter har fulgt -- indrømmer Peder Claussøn i en Anmærkning i sin Snorre Muligheden, ja Sandsynligheden af at Ragnvald var en hidflygtet fornem dansk Mand. Men om end denne Slutning ikke var saa løs, om det var mindre usandsynligt, at en Flygt- ning, der ogsaa findes at have havt Brødre her, skulde i fremmed Land erhverve en Magt og Rang, som kun de fortrinligste ind- fødte Slægter gjennem Tiden havde tilhævdet sig (f. Ex. Hlade- Ætten), gjør dette dog intet til Afbræk paa Sønnen Rolfs Norskhed. Falsens Hist. B. 1. S. 38 oplyser ogsaa Grunden til hine Kloster- Skribenters Vildfarelse med Hensyn til hans Herkomst, -- den, der ogsaa gjælder ovenfor om Erik Blodøxe, Eric le Danois, og oftere hvor vi træffe vore Forfædre saa betitlede. SIDE: 89 Olaf Tryggvessøn. "994. Snart førte Vaarvindene ind i Themsen en Flaade paa 24 Skibe, anført af tvende Konger, Olaf af Norge og Swen af Danmark, hvilken Sidste, efterat være bleven døbt, havde vendt tilbage til Odins Dyrkelse. Disse Nordens Konger plantede sine Spyd i engelsk Bund eller kastede dem i Strømmen [fotnotemerke] i Englands Floder til Tegn paa Herredømme. De fremdroge, siger en gam- mel Historieskriver, fulgte af Staal og Ild, [fotnotemerke] deres almindelige Drabanter. Ethel-red, som Bevidstheden om Folkets Ugunst lod mistvivle om at kunne reise en Hær, foreslog atter Fribytterne en Sum Penge for Freden; de forlangte 24000 Pund. Saxernes Konge betalte dem, og troede at have feiret en herlig Triumf, da han stod Fadder til en dansk Høvding, som med stor Høitide- lighed i Kirken i Winchester modtog det Vand, hvormed en af hans Forfædre roste sig af at have været vasket tyve Gange." [fotnotemerke] Harald Haardraade. Thierry fortæller, at den af Northumberlændingerne fordrevne Tostig (Toste) Jarl, den angelsaxiske Konge Harald Godwinssons Broder, dragende om for at søge Hjælp imod sit Fædreland og denne sin Broder, og efterat have faaet et haardt Afslag af Dan- marks Konge Swen, "søgte andetsteds en Konge af en mindre øm sædelig Følelse." [fotnotemerke] -- "Han fandt i Norge Herald eller Harold, Sigurds Søn, den sidste skandinaviske Høvding, som havde ført de gamle Sjø- kongers eventyrlige Liv, og som Fribytter gjæstet de af rigere Folkeslag beboede Sydlande. Hans Skibe havde passeret Gi- braltar-Strædet og gjennemkrydset det Siciliske Hav. Han havde bortført fra Constantinopel en Jomfru af keiserligt Blod. [fotnotemerke] Han var Skald ligesom de fleste nordlige Fribyttere, hvilke under de lange Seiladser og naar Havblik sinkede Farten, morede sig med Fotnote: Conjecta in undas lancea monimenti gratia. (Script. rer. dan.) Forfatt. Anm. Fotnote: Cum ducibus solitis marte et vulcano. (Joh. Brompton. p. 883.) Forfatt. Anm. Fotnote: Monachus Sti Galli. Inter scriptores rerum franc. p. 134. Joh. Brompton p. 879. Chron. sax. Gibson p. 126 men de to Høistbefalende i Nabo-Provindserne ved Humberen, Morkar og Edwin forenede sig, og, forfølgende hans Skibe, tvang de ham til at søge Tilflugt paa Skotlands Kyster." [fotnotemerke] Thierry indskyder nu en Beretning om den normanniske Her- tug Wilhelms Rustninger, og at hans Krigsmagt samledes imidlertid ved Floden Dive imellem Seine og Orne. Derefter kommer han igjen til vor Harald. -- "Nordmanden Harald, sine Løfter til Saxeren Tostig tro, havde samlet sine Krigere tilligemed flere 100 Krigs- og Trans- port-Skibe. Flaaden laa en Tid for Anker, og den norske Hær, ventende paa Signalet til Afreise, camperede paa Kysten, lige- som Normannerne ved Dives Munding. Overgaaende Bevægelser af Kleinmod og Urolighed viste sig ogsaa der, men under høi- modigere Former og overeensstemmende med Nordboernes drøm- mende Indbildningskraft. Flere Krigere troede i sin Søvn at have Spaaesyn (profetiske Aabenbaringer). En af dem drømte, at han saae sine Kammerater landsatte paa Englands Kyst og i Nær- heden af den engelske Hær; at en jættevæxt Qvinde reed foran dennes Slaglinie paa en Ulv; Ulven holdt i Gabet et bloddryp- pende Menneske-Liig, og, da den havde fortæret dette, gav Qvinden den et andet. [fotnotemerke] En anden Stridsmand drømte, at Flaaden Fotnote: Bartholinus, p. 79. Adamus Brem. Forfatt. Anm. Fotnote: Non esse bellatorem tibi parem. Snorres Heimskr. t. III. p. 149. Forfatt. Anm. Fotnote: Snorre. Roger de Hoved. p. 448. Forfatt. Anm. Fotnote: Snorre. Heimskr. t. III. p. 152. Forfatt. Anm. SIDE: 91 seilede af, og at en Sky af Ravne, Falke og andre Rovfugle satte sig paa Masterne og Ræerne; paa en Klippe i Nærheden sad en Qvinde med dragen Klinge, betragtende og tællende Skibene: "Drager hen, raabte hun til Fuglene, drager hen uden Frygt! I skulle faae at æde, I skulle faae at vrage; thi jeg gaaer med Eder, jeg gaaer did." [fotnotemerke] Man bemærkede ogsaa, ikke uden Frygt, at i dette Øieblik Harald satte Foden ombord i sin konge- lige Slup (chaloupe royale), bragte hans Tyngde den til at synke meget meer end sædvanligt. [fotnotemerke] Disse slemme Varsler uagtet, tog Flaaden afsted mod Sydvest under Anførsel af Kongen og hans Søn Olaf. Før de landede ved Britannien, gjordes Holdt ved Orkenøerne, som ere befolkede af skandinavisk Æt, hvor to Høvdinger [fotnotemerke] tilligemed en Biskop forenede sig med dem. De seilede langs med Skotlands Østkyst, og mødte der Tostig med hans Skibe. De seilede nu sammen, og beleirede under Farten Sjøstaden Scarborough. [fotnotemerke] Da de mærkede, at Indvaanerne be- sluttede sig til et haardnakket Forsvar, bemægtigede de sig en Klippetind, som beherskede Byen, og opreiste der et forfærdeligt Baal af Træstammer, Grene og Halm, som de da nedstyrtede over Byen; derpaa, ved Hjælp af Branden, stormtoge (forcerent) de Byens Porte og udplyndrede den. Befriede ved denne Med- gang, fra deres overtroiske Frygt, omseilede de gladeligen For- bjerget Holderness ved Humberens Munding, og styrede opad Floden. Fra Humberen fore de ind i Ouse-Floden, som flyder i hiin nær York, den største Stad i hele Northumbrien. Tostig, som raadede for Nordmændenes Feldttogs Plan, vilde først og fremst, ved deres Hjælp, gjenerobre Hovedstaden i sit forrige Statholderskab, for paany at indsættes der som Høistbefalende. Markar, hans Efterfølger, Edwin, dennes Broder, og den unge Waltheof, Søn af Siward, Befalende over Provindsen Huntingdon, samlede Beboerne af hele Nabo-Landskabet, og leverede de Fremmede et Slag syd for York ved Humberen; i Begyndelsen seirende, men tilsidst flugtdrevne, indsluttede de sig i York, Fotnote: Snorre, t. III. p. 152. Forfatt. Anm. Fotnote: Ibid. Torf. Histor. Norv. Forfatt. Anm. Fotnote: Paul og Erling Thorfindssønner. Overs. Anm. Fotnote: I Peder Claussens Snorre findes, at de først landede ved "Clifland." Det har da været ved Huntcliff og Rochecliff syd for Tees'es Munding, nær Whitby. Overs. Anm. SIDE: 92 hvor Nordmændene beleirede dem. Tostig antog Titel af Høv- ding (chef) over Northumberland, og udstedte sine Opraab (pro- clamations) fra de Fremmedes Leir; nogle Uslinger erkjendte ham, og en liden Flok Eventyrere lystrede hans Opfordring." [fotnotemerke] Thierry beretter dernæst, hvorledes Harald Godwinssøn, paa Efterretningen om disse Begivenheder nord i Riget, iilsomt med Observations-Armeen mod Normannerne fra Sydkysten begav sig til York, haabende at være tilbage igjen paa sin forladte Post før Normannerne fik lande. -- "I Spidsen af sine bedste Tropper ankom Harald om Natten under Yorks Mure, just da Byen havde indladt sig paa at over- give sig til Tostigs Allierede. Nordmændene havde endnu ikke gjort deres Indtog der; men, paa Indbyggernes Ord, og i Over- beviisningen om det Umulige for disse i at bryde dette Ord, havde de brudt Beleirings-Linierne og givet Krigsfolket Hvile. Beboerne af York drømte paa deres Side kun om strax Dagen derpaa at modtage Tostig og Nordboernes Konge, som skulde holde et stort Raad i Staden, der fastsætte hele Provindsens Regjering, og uddele til Fremmede og Overløbere de mod Seier- herrens Regjering oprørske Engelskmænds Jordeiendomme. [fotnotemerke] Den saxiske Konges uventede Ankomst, da han havde mar- scheret saaledes, at han undgik de fiendtlige Poster, og ikke havde mødt nogen Forræder, som kunde underrette om hans Nærmelse, forandrede alle disse Planer. Yorks Borgere grebe atter til Vaaben, Stadsportene bleve lukkede og bevogtede, saa Ingen kunde komme ud og begive sig til Nordmændenes Leir. Den næste Dag var en af disse Høstdage, da Solen endnu viser sig i sin fulde Kraft. Den Deel af den norske Hær, som drog ud af Leiren ved Humber, for at ledsage sin Konge henimod York, kom, da den ikke troede at have Fiender at kjæmpe med, uden Brynjer for Varmens Skyld, og bar som Forsvars- vaaben alene Hjelme og Skjolde. Et Stykke fra Staden be- mærkede Nordmændene pludselig en stor Støvsky, og under denne Sky noget Glimrende, som Gjenskinnet af Staal imod Solen. "Hvo ere disse Folk, som rykke os imøde?" spurgte Kongen Tostig. "Det kan ikke, svarede Saxeren, være Andre Fotnote: Torfæi, Hist. norv. t. II, p. 351. Snorre, t. III, p. 157. Forfatt. Anm. Fotnote: Snorres H. t. III, p. 157. Roger de Hoveden, p. 448. Henric Knyghton, p. 2341. Forfatt. Anm. SIDE: 93 end de Engelske, som komme for at bede om Naade og anraabe om vort Venskab." Menneskemassen, som rykkede frem, ide- ligen forstørrende sig, viste sig snart som en stor Hær i Slag- orden. "Fienden! Fienden!" skrege Nordmændene, og afsendte Ryttere for at bringe det i Leiren og paa Skibene tilbageværende Krigsfolk Bud om at ile til. Kongen udfoldede sit Banner, som han kaldte Landøderen [fotnotemerke] (Verdens-Ødelæggeren ): le ravageur du monde); Krigsfolket ordnede sig om det i en lang Linie, lidet høi og indbøiet mod Enderne. [fotnotemerke] De holdt sig tæt til hinanden sluttede, med Landserne plantede i Jorden saaledes, at Odden vendte mod Fienden; Rustningens vigtigste Deel manglede dem alle. Harald, Sigurds Søn, sang, gjennemfarende Gelederne paa sin sorte Hest, stundgjorte (improviserede) Vers, hvoraf et Brudstykke er blevet overleveret ved Nordens Historieskrivere. "Kjæmper! fremad, skjøndt brynjeløse, under det blaalige Staals Hug! Vore Hjelme funkle i Solen; det er nok for modige Mænd!" [fotnotemerke] Før de to Hæres Sammenstød, nærmede tyve saxiske Ryttere, Mænd og Heste pantserklædte, sig Nordmændenes Rækker; En af dem raabte med høi Røst: "hvor er Tostig Godwinssøn?" "Her!" svarede Godwins Søn selv. "Dersom Du er Tostig, gjen- mælede Gesandten, lader din Broder Dig ved min Mund sige, at han byder Dig sin Hilsen, Fred, sit Venskab og dine forrige Æresposter." -- "Vene Ord nok, og vidt forskjellige fra de Forhaanelser og de Fiendtligheder, som man nu et Aar har ladet mig døie. Men, om jeg modtager dette Tilbud, hvad skal han da have til den ædle Kong Harald Sigurdssøn, min trofaste Medforbundne?" -- "Han skal faae," gjenmælede Sendingen, "syv Fod engelsk Jord eller en Fod meer end hans Høide overgaaer andre Menneskers." [fotnotemerke] "Meld dog min Broder," svarede Tostig, "at han belaver sig paa Kamp. Kun en Løgner skal kunne fortælle, at Godwins Søn har forladt Sigurds Søn." [fotnotemerke] Fotnote: Land-eyda. Al. Landøde. Snorre. p. 159. Forfatt. Anm. Fotnote: Courbée vers les extrémités. Falsen og Snorre beskrive Slagordenen som en fuldkommen Ring. Støttede Bueformen sig til Noget (og rimeligviis til Floden paa det ene Fløihjørne), synes denne Slagorden at have været den bedste for Omfløiningens Skyld. Oversætt. Anm. Fotnote: Snorre, t. III. p. 161. Gesta Danorum. t. II. p. 164, 165. Forfatt. Anm. Fotnote: Quid ex Anglia ei concessum velit; spatium (nimirum) septem pedum, aut nonnihil majus. (Snorres H. t. III. p. 160.) Forfatt. Anm. Fotnote: Ibidem. SIDE: 94 Slaget begyndte strax, og, næsten ved de to Hæres første Træfning, erholdt den norske Konge et Piilskud igjennem Struben. Tostig tog Commandoen over Hæren, og anden Gang sendte da hans Broder Harold ham Bud, som tilbød ham og Nordmændene Fred og Liv. [fotnotemerke] Men Alle skrege, at de heller vilde døe end skylde Saxerne Noget. I dette Øieblik ankom Mandskabet fra Skibene, pantserrustet, men udmattet ved Løbet under en brændende Sol. Skjøndt talrigt, udholdt det dog ikke Engelskmændenes Angreb, som allerede havde brudt de Stridendes første Linie og taget Kongebanneret. Tostig faldt med største Delen af de norske Høvdinger; og tredie Gang tilbød Harold de Overvundne Fred. Disse modtoge den; Olaf, den faldne Konges Søn, Biskoppen og Høvdingen over Orkenøerne droge tilbage med 23 Skibe, efterat have tilsvoret England Venskab." [fotnotemerke] Flere af vore gamle Kjendinger træffe vi ikke paa hos Thierry. De, som vi endnu savne, gribe heller ikke ind i Gjenstandene for hans Værk, naar undtages Olaf den Hellige, som spillede en saa betydelig Rolle under det angelsaxiske Kongehuses kortvarige Restauration, da Nationen tilbagekaldte Ethelred. Fotnote: Pacem et vitam obtulit. Snorres H. t. III. p. 168. Forfatt. Anm. Fotnote: Snorres H. t. III. p. 161 -- 167. Chron. saxon. frag. ed. Lye. -- Hist. Danor. Isaaci Pontani, 186. SIDE: 95 Henrik Wergeland TALE VED EN BORGERFEST I EIDSVOLL "TIL FORFÆDRENES MINDE" FØR TALEN Mel.: For Norge Kjæmpers Fødeland. Opstanden er den gamle Nor, den stærke Frihedskjæmpe. Ei Tid og Grav, hvor Mindet boer, hans Ild har mægtet dæmpe. Den gnistred stødt Ætens Blod; men ud i fulde Flammer slog, da paa Eidsevjathing opstod med Hast den gamle Kjæmpe. Som en Volcan af Mulden Han i Æten er opstanden; Haarfagers Krones gyldne Rand paany omstraaler Panden; med Thorleifs Lag i Mannaring han sidder paa sit gamle Thing; St. Olafs Øx, den Seirens Ving, er ikke langt fra Handen. Kong Barfods røde Vaabenkjol den gyldne Løve mødte hans Øie strax. Hakoners Stol i Throndelagen glødte. Det gamle Maal i Dalen klang, de gamle Klipper endnu hang, tre Alen end var Manden lang, af gothisk Let den Fødte. SIDE: 96 Han kjendte sig saa grant igjen. End stod den gamle Hytte. Ham tyktes i hver Ungersvend see Einar Thambarskytte. Saa langt som før i Havet svam Ledandisnæs og Statland fram. Kun undred det med Sorrig ham hvi Island vilde flytte. Stirr ei udover Havet saa! Paa Skum du Hu ei fæste! Did af din Stormhat, mens den laae paa Høi, dens Fjedre blæste. Sku vide Opland, høie Thrand, det seilomperlte Rogaland! og døv med Rødningsøxens Klang hvad Ondt de Vaager hvæste! Herhjemme er jo alt som før du gik indunder Højen. Dit Haab staar fremst i Tidens Dør; den gamle Sorg er fløjen. I Fædrekraft det Fædrenord opstod som Guld uskadt af Jord; og paa dets Frisinds første Ord dets Frihed sprang af Bøjen. Normanna-aand, hil i dit Hjem! Tag ind de gamle Sæder! Gaa atter paa dit Althing frem, og i Kong Carls Geleder! I Østens Skodd end Jetter boe. Da værne Gothen vak sin Ro! Normænd, den Asathor mod dem er Fædres Kraft i Eder! SIDE: 97 "Din Sejerære Oldtid er nu kun Ord. Din Frihed lever endnu i høje Nord. I Mindets Skjold, hvor Tiden som i et Speil kan skue egne Dyder og egne Feil, sin bedste Viisdom Saga, den Kloge, skar: det Folk, som ejer Frihed, nok Ære har." Normænd! Det nye, det unge, det gjenfødte Norges Sønner og Døttre! Det er ikke et Misnøie med disse Tider, en drøm- mende Forelskelse i de gamle, et Hang til i disses Storhed at søge Trøst over egne Dages Usselhed, til at hjælpe paa deres Armod ved at kare efter Guldklumper eller Staalstumper i for- dums Herligheds Aske, der lader os fremkalde Fædrenes Storhed i vore Tanker. Vi feire meget mere derved vor egen Tid. Det er for at den kan speile sig i Fædrenes Skjolde, at vi ophænge dem! forat maale dens Kraft at vi byde den at prøve Oldets Rustninger. Vor Tids Borgersind, Tilfredsheden med gode Dage samler os, -- men ikke til et Altar opbygget for os selv, men til Forfædrenes Grave, at vi kunne være alvorlige i vor Glæde, afhøste gammel Tids Lærdomme mellem egne Dages Sødtale, flette Gravgræs ind mellem Blommerne forat mindes deres For- gjængelighed. Dertil, ikke til Forfængelighed, er det vi fremkalde Fædrenes Minni, og fremmane deres Dyder forat disse kunne mønstre vore. Var der ingen Lighed imellem dem -- forgjæves traadte da disse Masser sammen nær det gamle Eidsevjuathing, i Norges minde- rigeste Egn, paa den Val hvor Borgerkrigen udøste sit sidste Blod! forgjæves paakaldte vi de gamle Tiders Aand, naar disse intet Forvandtskab havde med vore Tiders. Vinden, som nu liig en venligt hviskende Erindring suser gjennem Græsset paa disse Fædrenes Høje, vilde forfærde os; denne høitidelige Taushed ligne den Blegnen, som overfarer den vanartede Søn naar Fa- deren træder ham for Øinene; for Bautaen, i hvis Ly vi saa gjerne hvile, vilde vi gaae afvejen som var den en graa Skygge, der truende reiste sig fra Højen. Men Held os, at det er anderledes. Disse Minder tiltale os. Ingen Skræk fæster sig til disse gamle Grave. Disse Skygger synes os nærmere befrændede end Mellemalderens forglemte, som levede under Fædrelandets Fald uden at see dets Gjenop- reisning. Vort Norge og Fortidens Norge synes som to afbrudte Halvringe, der passe paa det nøieste isammen; Mellemalderen SIDE: 98 kun som den uægte Lodning, som vi bryde væk forat hele de ægte Led. Med Følelse af disse Dages Hæder, med Erkjendelse af andre Nationers, er det vi byde Gravene aabnes, deres Her- lighed opstaae i de Levendes Minde. Ingen Tid skylder sig selv alene alt, eller er uden dyrebar Arv fra de svundne. Det der gjør den glimrende tilhører maaskee mest den selv, men Hovedtrækkene, Grundegenskaberne gjen- kjende vi fra forgangen Tid. Denne har da Deel i hiint Glim- rende ligesom Margen i Bladpragten og Blommerne. Dette gjenfødte Norge, dette, som synes at have ved ingen anden end Guds Bistand givet sig for nylig selv den Høihed og Hæder hvormed det pranger mellem Landene, at udbølge af egen Ungdomsfylde Hundredetusinder og Hundredetusinder over Dalene, og at have kjøbt sig sin Lykke selv for Lidelser og Op- offrelser -- selv Dette skal erkjende, at mange af Rødderne til disse Fortrin gaae indunder hint Old, om hvis Grave vi ere for- samlede, ja at det har større Deel deri end de mellemliggende med Ulykker og national Vanære mærkede Aldre. Det var ikke alene et Land, skikket til vidtstrakte, men i Mellemalderen ikke udførte Opodlinger, som vi fra Oldet have modtaget -- fast dettes veldyrkede, rigtbefolkede Bygder, hvoraf vi endog træffe Spoer i vild Udmark liig udslettede neppe syn- lige Tegninger, endnu staae os for Øine som et Land, Efterkom- mernes Flid først skal komme i Besiddelse af i dets fulde Ud- strækning, hvor Hammers Klokker atter skal tone over den rige Stad, Kaupangur reise sig af Asken, og Sarpsborg, som om Fos- sen derunder havde reist sig, hvidne i Luften. Ikke alene dette uryggelige, disse i Jorden skrevne Forjettelser ere os overant- vordede; men Sædkornene til vore herligste Friheder lagde Fædrene i Oldet; gjennem dettes Skygger, som de mørke eller glimrende Malmgange i det graae Fjeld, gaae Trækkene af den Charakteer, som fortjener og skal værne disse Friheder, Frisindet som fremkaldte dem, Mannavettet, som hegnede om deres Frem- væxt paany, den nationale Selvfølelse, som fryder sig deri -- se disse tilhørte hine Fædre under Stormhattene og med de tunge Stridsøxer i Hænderne; de vare Nordmændenes Ætklenoder, en Sjeleodel, som vel en Tid kunde sættes udaf Brug, men ingen- sinde fortabes. Derfor tyktes det Verden et Særsyn, mens det dog var Nordmændene naturligt, at de, saalænge afvante med SIDE: 99 politisk Frihed, baade fordrede denne udstrakt som Fædrenes og større end Tiden var vant til, og at de færdedes med saa sikker Kløgt paa Thingene, som om disse ingensinde havde været ophørte, som om de ufrie Aarhundreder kun vare en Drøm hen- ilet over Thorleif Lagmands og Thambeskjælfvers Øienlaage, kun et roligt Fravær fra det ene Alherjarthing til det andet. Ak, Medborgere! denne Drøm var lang og tung; dog gik det stærke Aandedrag, og Pulsen slog fuld. Den var frygtelig: Oslos og Hammers Røgdriver vare gjøglende Skygger deri; mellem brudte Vaabenskjolde og Dynger af Menneskebeen laae Knut Alfsons og Herluf Hyttefads Hoveder henslængte: Bødler kivedes med Ørnene om de dryppende Steiler. Den var frygtelig; dog forvirrede den ikke Forstanden. Alle de indsatte Ædelstene faldt under den ud af Kronen; dog blev dens Ring endnu sid- dende om Issen. En saadan synkende Mellemtid, hvori et Folk synes at for- negte sig selv, dets Kraft at slumre, og med dets udmærkende Dyder Lykken at forsvinde, have flere Nationer end den norske havt; -- ingen dog mere end denne. Det er derfor vi med saamegen Glæde, med en naturlig Drivt formedelst det større Aandsforvantskab og Liighed i Forfatning, sætte os i Forbindelse med det ældste Norge. Dets Saga forstaae Vi; men ingenlunde tilfulde hvorledes Ætlinger af disse frisindede Helte kunde saa- længe taale Fædrelandets Vanære. Vi springe over Mellem- alderen. Vi hverken beundre eller elske disse Nordmænd. Det er kun i Tiden ikke i Aanden de staae os nærmere. Vi finde ikke hos dem vore Følelser for Rigets Hæder, vore Begreber derom, vor Frihed, vor Frihed- og Fædrelandskjærlighed. Vi tale ikke til det Norge, der forekommer os sovende, men til det Levende, hvis Bedrivter staae os for Øine i Sagaen og atter foregaae i vor Indbildningskraft -- det der taler til os i et Sprog, som synes formet efter Landets og Folkets Natur, og som vi føle Fortræffeligheden af fremfor det vi fik af de nærmeste Fædre. Vi mene Oldtiden, naar vi nævne det gamle Norge. Vi ile strax did, ligesom Øiet seer tversover fra Fjeldtind til Tind uden at bøie Synstraalene efter Dalen imellem. Det er fælleds Dyder, Friheden og dens ejendommelige Dyder, som bevirke denne sympathiske Lighed. Det er Dyder overant- vordede dette Norge fra det gamle Norge hele og med det SIDE: 100 gamle Præg uforvansket som jordgravet Guld, opspirende ufor- mærkt som Sæd, der faldt af og blev liggende Vinteren over. Det er det oprindelige gothiske Frisind, der avlede den ordnede lovbundne Frihed, som gjorde det gamle Norge herligt i sit Indre og lige herligt om end ikke dets Krigshæder havde lagt straalende over Havene og Landene; og som udviklede, -- idet den var grundet paa Forstand og sedlige Begreber, og nødvendiggjorde en vis Oplysning og alment Kjendskab til Lov og Forfatning, og aabnede Geniet, Veltalenheden og Retten fremfor Magten, Sejers- banen paa Thingene, -- Folkets aandelige Evner, selv før Christen- dommen, mere end man almindeligt troer om slige Tider, og paa samme Maade, efter samme Grund, som de udvikledes hos de to Sydens Folk (Græker og Romere) der meest have vundet al Efterslægts Beundring. Men nu har Nordmannafolket faaet samme drivende Kraft. Med Friheden, der opstod i de sidste Tider, ere dens Dyder gjen- kaldte til Livet. Dette er nødvendigt som at Ild maae lyse og varme, som at Solen maae straale. Oplysningssands, Kappelyst imellem Aanderne, forhøiet Fædrelandskjærlighed, Borgersind, Ærbødighed for Loven, -- den høieste Myndighed, Nordmanna- overkonning, -- se disse ere lette at opdage som udstraalede af Friheden; men flere komme dog med den, om vi end ikke see Forbindelsen. Vi see dem som Rødmen paa Fjeldene skjøndt Solen end ei teer sig. De komme med den som Kjernblommerne, der droge sig til Bunden da Solen dalede, men som atter hæve sig svanskjære over Vandspeilet naar den brænder paany. Hermed være ikke sagt, at disse Dyder ganske vare vegne fra Ulykkestiden, som taalte, at Fremmede herskede i Landet. Tappre Mænd vare Rødkjolerne ved Norderhoug, i Høland og Halden; tappre Mænd Hvidkufterne i Kringen; og de graa Ka- putter have jo ladet Blaamyrstallen bevæge sin Top i Sejersskrig. Og tappre Mænd have ialfald Evner til Frihed. Heller ikke mang- lede de hvad der gjør værdig dertil, nemlig det Retsind, den Fædrenelandskjærlighed og naturlige Forstandighed, som aldrig har manglet de gothiske Stammer. Men Sands for gothisk Frihed, for det gamle Riges Betydenhed var bortvegen fra disse Diger- dødens Efterladte. Kronen, Selvstændighedsmærket, var denne fordum saa stærke Samsons gyldne Haar. Med den veeg den sidste Kraft, og bunden maatte Helten male Meel for sine SIDE: 101 Fiender. Om end aldrig den politiske Frihed var gaaen forloren, de Træk tabtes, som danne den udmærkede Folkecharakteer -- en Kjendsgjerning er det dog, at denne sedlige Selvstændig- hed ikke før i de sedneste Tider, og egget af Ulykker, krævede og modnedes til at afføde den politiske Selvstændighed, og at den forhen ikke besad dennes Dyder. Ja, Folkecharakteren omsluttede Træk -- i sig selv agtværdige og udrundne af ur- gothisk Trofasthed -- som meget mere forhalede Befrielsen. Det forøger da ikke vor Agtelse, at Kræfter udenfra maatte medvirke til at nærme denne, at Ulykkers Tyngde og Fienders Spot maatte egge den bundne Helt til at omstyrte Templet hvor han trællede og hvor Eenvælde-Afguden dyrkedes. Men det kunde maaskee ikke være anderledes. I lang Tid lignede det norske Folk de forfærdede Efterladte i en Familie, hvor Døden har raset. De samle ikke Sindet i den første Skræk. Endelig drage de Een efter Een ud i Verden; og altsom de bygge sig selv Huse, udslettes det fælleds gamle af Tankerne. De samles kanskee atter der, men kun i Forbigaaende. Man taler vel om hvor godt der var til- forn; men man græder ikke mere, knuger ikke Dørposterne mere ved Adskillelsen. Hver iler atter til sit, did Vanen driver. Det kunde maaskee ikke være anderledes. Vor Tids Uafhængig- hedsfølelse; der fortærer Tanken om fremmed Tryk ilsomt og aldeles som Flammen Glofnugget, har ikke saa let for at dømme. Det er vist, at Guds Vilje med Norrige er bleven fuldbyrdet. Og ihvordan det var, mens Staten var forsvunden, tvivlede dog ingen om at Nationen levede. Tiden aad end mere forgjæves paa Nationalcharakteermærkerne end paa Bautaens dybtfurede Runer og paa Fjeldenes Takker. De vare for mærkede til at de kunde udslettes af ensformige Aar -- det der dog er skeet med andre Nationer, som berøvedes Selvstændigheden. Skulde noget være forsvundet af dem, da maa det være den ildige Fyrighed, der laae i den gamle Nationalcharakteer som Funker i Staalet. Forgjæves udvandedes denne forøvrigt med fremmed Blod. -- Ligesom de mærkeligste Træk af Oldsproget vedlige- holdtes mellem Bønderne, hvortil det egentlige Normannafolk da var indskrænket, saaledes vedligeholdtes og mellem dem alle de Træk af Oldnordmændenes Charakteer, som ikke tog Næring af den politiske Frihed. Men disse manglende laae slumrende i denne; med denne bør vi troe Oldets Fædres hele Sjelsbeskaf- SIDE: 102 fenhed gjenoplivnet. Tør og hænde hiin Livlighed vender tilbage som Farverne i de mulmklækkede Planter, der udsættes en Tid- lang for Lyset. Frihedssindet udgjorde dog for stærk en Aare i Nordmandens Væsen, til med et at forsvinde med Friheden. Det laae endnu længe over mange Gemytter i det sjunkne Norge ligesom den glødende Rødme i Skyerne over den nedbrændte Stad. I Knut Alfsons og Hyttefads, i de mange Adelsmænds Blod som med disse gik under Christians Bøddeløx, glimrede endnu Gnister deraf. Den fortørnede Patriot reiste sig ogsaa under Olaf Enge- brethsøns Bispekaabe. Mange norske Hjerter sloge varmt for Sturernes Sejerlykke i Sverig. Jeg nævnte Adelsmændene, som Blodvidner for Selvstændigheden og Uafhængigheden -- delte da ikke Bondestanden, hvis Blod som Sved altid maa være rede til at flyde, denne Ære? Mænd! til en Landadel, som Tid efter anden havde udviklet sig af Bondestandens Mægtigste, men og afsondret sig fra denne glemmende sin Oprindelse, var dennes politiske Magt og derved lidt efter lidt Sandsen for al Deel- tagelse i Styrelsen og Dygtigheden dertil gaaen over allerede før Foreningen med Danmark. Derved var denne og dens Ulykker forberedte, Frihedssindet og Følelsen for Rigets Hæder udslukket i Folkets Kjerne selv. Digerdøden, at Geistlighed og Adel bemægtigede sig en altfor stor Deel af Landgodset, den derved bevirkede Armod, forøget ved Udlændingers Handelsaag, Udsugelser, Bortledningen til fremmed Rige af Statsindtægterne fuldendte en saadan Forandring hos Massen af Folket, at vi, med de gjæve Fædre i Tankerne, ikke skulde gjenkjende det, om ikke et ubetvingeligt arvet Hang til personlig Frihed samt Besiddelsen af enkelte borgerlige Særrettigheder fremdeles havde givet det et udmærkende Særkjende. Ogsaa disse enkelte Frihedslevninger, som lod Nordmændene mindre opdage og føle det gamle Riges Aag, vare da Arv fra Forfædrene? De skyldte disse, at de dog hedte frie Mænd, mens Riget ikke længer var frit. Med Kronen turde fremmed Magt skalte; men Odelen i Bondens Haand turde den ikke røre. Embederne stode aabne for de fremmede Herrer; men mellem disse og Bondegodset var Odelsretten en uoverstigelig Vold. Inden den holdtes Æterne vedlige. De kolde Øxegge bag den kjølede fremmed Adels Lyst efter de vene Vidder om Mjøsen, SIDE: 103 om Randsfjorden, om Thyrifjorden og langs med de store Floder. Taarnene turde de bøje i Byerne, hvor lidet norsk Blod rørte sig; men vel vogtede de sig for at bøje den norske Bonde under den Livegenskabets personlige Trældom, som knugede Bonden hjemme hos dem selv, ja næsten over al Europa, mens den forlængst var forviist fra Norge. Tempelmalmen turde de udtage, men ikke Malmen af Bondens Haand. Efter gammel Sed var han bevæbnet, og æskede at agtes for og behandles som en fri Mand. Der levte da med hine Frihedens Levninger, som gjorde sig gjældende i det daglige Liv, og derfor indgroede med Slægterne, ogsaa Rester af Frihedssindet? Ja, de overraske os som de Sommerens Blomster der stundom træffes om Høsten og rødme frem af den tynde Sne. Ja; men Trangen til større, til megen Frihed, Almeenfølelsen for det hele Riges Velvære og Hæder var forsvunden -- deri vare Mellemalderens Nordmænd van- slægtede fra Oldets. Deri, at vi have den, at vi glødes sammen deraf til eet Folk af een Aand -- deri er det større Forvantskab imellem Oldet og Os. Medborgere! deri -- i Almeenfølelsen for Norges Velvære og Hæder, i samme Frihed, i samme Sands derfor og Dygtighed dertil, er Forvantskabet mellem Oldets og dette unge Norge, Uligheden med det, der erkjendte et fremmed Herredømme. Det vilde være os umuligt. Dette er nok til at gjøre Skillet. De gudbrandsdalske og østerdalske Bauner, Haldens store Baune har lyst herligen over det sjunkne Norge; Anna Kolbjørnsdatters Halmflamme har blusset sig i Natten Stjernens Evighed til, Kruses Carabiner have blinket livligen i den mørke Skog. Da flammede vel en vis almeen Følelse af Nationalitet; men den var kun Nationalstolthedens, Krigshæderens, blussende kort som de Bauner der tændte den. I lange Fredsaar opløstes den. Om lidet taaltes af andre Riger, af det Medforbundne taaltes Alt. Egenkjerlig var hver Mand nøjd med, at han intet leed, og med at de per- sonlige Friheder bestode. Men dette er ikke den Almeenfølelse, den Nationalaand, som er Særkjendet paa det unge Norges Liighed med Oldets, og som forjetter os Fædrenes Hæder -- disse, der erhvervede Nord- mændene Ret til bestandig at agtes for en selvstændig Nation, i Feldten lærte Fremmede det, og ved Forfatningen, som tidligen SIDE: 104 ordnedes til et meget indskrænket Kongedom, Folket at føle sig selvstændigt lige livligen i Fred som Krig. Denne Nationalaand, vak om Friheden som Ørnen om sin Yngel, omhyggelig om Na- tionalæren som Den der bestandig pudser sit Klenod, taaler ligelidet af den medforbundne Stat som af hvilken anden. Den blusser vel, men slukkes ikke med Baunerne. Den tændes ikke med dem, men tænder dem. Freden inddysser ikke den, men den gjør Freden tryg. Den gløder ikke alene hos de mere Op- lyste, hos Faae, hos dem den opblomstrende Stat nedryster sine Velgjerninger rigest over. Den findes hos Alle. Det maatte være et Ribunghjerte, som manglede den. Den gjennemtrænger Samfundet, forener dets Classer, meddeler alle Broder- og Med- borgernavnet, betegner det gjenfødte Norge -- thi den og Fri- heden er det som er gjenfødt og alt med dem -- og er Forfat- ningens Livsaande, Thronens Værn og Frihedens Styrke. Nærmere er ikke Trefargerne parrede med vort Flag, end den er med Nationalæren. Denne staaer særligen under Almeenaandens, Nationalitetsfølelsens, Nordmannafolkeaandens Beskyttelse. De leve og døe med hinanden. Ingen Nordmand tør fornægte den. Den udgjør den Liighed, der kan forenes med Friheden, og som vi tiljuble i vore Sange. Den elsker det gjenfødte Norges tre- fargede Flag og intet andet end dette. Det er Den, som lader alle Hjerter røres af en Samfølelse, naar Nationalsangene tone, naar der istemmes "For Norge, Kjæmpers Fødeland." Fandtes denne Aand ikke, skulde disse forstumme. Men naar Glæden bryder frem ved Stormandens Bord, naar den simplere Gjæst, iførstningen maaskee blændet ved det prunkende Antræk, frem- med Tone har indført, har overtydet sig om at han ikke sidder ved den Konges Bord hvor Alt var Guld -- da bryder ogsaa hiin Følelse frem i Nationalsange. "Boer jeg paa det høje Fjeld" lyder, og Statsraaden forflyttes af sin Indbildningskraft did eller paa "Stranden mellem de rullende Bølger." Tanken iklæder ham den nationale Dragt -- han længes efter Bondens Syssler og Ro -- han hører en hjemlig Bjerk suse og Lurene og Vækkerne i Lien eller seer sig under et jagende Seil. Det er Nationalaanden, som farer tonende over disse søde Samstrænge. Det er den, ikke Fugtelfrygten, som farer klingende gjennem Geledet i den punctlige Vaabenøvelse -- denne som er bleven til en Kappeleeg, da Nationalaanden under sin store Skabelse, udstrakte Værne- SIDE: 105 pligten, og forvandlede Hæren, før afsondret fra Folket, til en Nationalgarde. Det er den, som opbygger Kongeboligen, som ikke bliver træt deraf, da den skal være et Kjerlighedsminde for Nationens bedste som han er dens første Borger, og som reiste Mindestøtten for Krogh den fortjente. Det er Den, som veeklagede i det norske Folks Navn høit imellem Nationerne over Pohlen. Den fryder sig i Betlernes Bryst over at Kongsbergs Skatte opvæltes fra Dybet -- i Alles, som synes de faae nok deraf i Tanken, at det deri gaaer Norge den kjære Moder vel. Den bar villig Opoffrelsen, som fulgte med Statsforandringerne; og ikke alene de nødvendige -- ingen Æresskilling skulde paa- hvile Nationen -- ; ikke alene dem Tiden syntes at kræve -- sandelig denne Slægt jevnede Vejen for den Efterkommende og lagde Hynde til paa dens Sæde. Denne Aand krævede og skabte Banken -- den Norges Stav -- midtunder Manglerne. Den gav Folket den Trættes Kraft, der springer op af sin Hvile for endnu at fuldbyrde noget, og hvem Solen da tilsmiler venligst. Den svor hiin uforglemmelige Bededag, at offre Liv og Blod for Norges Selvstændighed. Den jublede da Carl besteg Hakonernes Throne. Den jubler ved hvert Storthing da Folket bestiger sin. Den gjør Thingmæn- dene, i Riddersdragt eller Kufte, til broderlige Venner, ihvor forskjellige dog enige i Grundlovens Urørlighed. Den bringer dem, Mændene fra Nordcap og Lindesnæs, Throndelagen og Agdur, til at mødes med raske fortrolige Haandslag -- første- gang dog som efter gammelt Bekjendtskab -- og til at skilles med Vemodets langsomme, kun medgivende hinanden de samme Ønsker for det fælleds Fædreland. Den fryder Nordmanden, naar han seer Opodlingen lysne frem i Dalene -- den gjør ham glad som om disse nye Vidder ere hans egne: disse lysnende Vange disse nye gulnende Agre ere jo det fagreste Solskin over Norge, hver vunden Plet et nyt Blad i Norriges Krands. Den gjør Agerdyrkningen ikke til et egennyttigt men til et politisk Virke. Tanken om Fædrelandets Nytte gaaer foran den plogstyrende Landmand. Tanken om at Norge skal brødføde sig selv opløfter Haanden, der udslænger Sæden. Spilder Uheld hans Flid, da trøster Nationalaanden ham med den aandige Herlighed Norge besidder fremfor sædsikkrere Lande, og som synes at trives vel her under den kolde Pol. Utallige ere dens Frugter -- National- SIDE: 106 aandens, denne Frihedsstammens Marg, dette alle norske Sjeles Fælleds og Samklingende, saaat de ere til hverandre og til den som Blade paa samme Træ. Den rignede Høiskolen, den frem- kaldte tillive Selskabet for Norges Vel. Utallige ere dens Frugter; men en af de fagreste Blommer, den udskjød, var den nationale Frihedsfest, der aabner sig aarlig i Majen, uddufter Glæde og udkaster Sæd. Nationalaanden skabte den. Den var Tegn til Nationalaandens Modenhed. Nationalaanden feirer den, og feires derved. Den, ikke Pragten, gjør Høitideligheden derved. Den, ikke Bægerne, gjør Glæden. Den, ikke Nysgjerrigheden, samlede os; thi Fædrenes Minde var den kjært. Saadan er den Almeenaand, som betegner og maa betegne det gjenfødte norske Folk. Det var kun løse Træk af den jeg skildrede; men forgjæves som at vise en Ørn i en Haandfuld Fjer -- ; den kjendes som Christsindet af sine Gjerninger, dens Virkninger ere utallige som Solens, og selv skjuler den sig i vore Hjerters Inderste, klar der for os Selv, men uudtalelig som det Helligste. Men saadan opsteg den af Fædrenes Grave. Den forbinder Os og kommende Aldres Vugger med dem. Det er den samme Aand, som gjorde det gamle Norge stort, der nu skal gjøre det lykkeligt, og som alt erhverver det en indre Storhed, større end de affaldne Statholderskaber i Øst og Vest. Ikke Krigens; men den Kraft som er viis, og ikke lægger Mandemodet og Krigs- dygtigheden bort i Freden, ikke glemmer Bjarkemaalet med gode Dages Honningdugg i Munden: Den der i Hakon Adelstein skif- tede Norge 19 Fredsaar til, mens dog Qværnbideren blinkede vedsiden; -- som blottede Gyldenhjelmen, da der raabtes om Nordmannakonningen i Slagstormen, slog paa Rastarkalf og Stord, men vandt dog Jæmtland og Helsingialand ved Kjærlighed. . . Den der traadte frem mellem de fnysende Brødre, de fylkede Hære med Gutorm Sindris Harpe. -- Den der vel med Jarl Erik i den 4de Kamp besteg Ormenlange, men i 16 Aar fredede Norge, Borger- og Samvittighedsfriheden -- Den, der førte Nord- mannasværdene i Hafursfjord, i Hjørungavaag og ved Svollder; men som ogsaa gav Olaf Kyrres Kronguld Glandsen, der frem- lokkede Velstand af Klippebunden, Civilisationen under Land- ødebanneret og Stæderne langs de vilde Strande. . . Ikke Krigens Aand alene, men ogsaa den Fredens, som udrakte Hakons Sejer- SIDE: 107 herreaand til Partierne; som altid stod malt i Sverrers Skjold; og som, mens Kronørnene klotoges inde i Landet, ofte dalede paa Hvitingsø, og var der som en trætfløien Due at finde. . . Ikke Lovløshedens Aand -- thi den var fredløs i det gamle Norge bar den end Kronen, og raadede mindre der end i andre Lande af finere Seder . . . Finere Seder? I Agt for Lovene bestaaer jo Sedlighed, og den var i det norske Folks Fysiognomi mærkede Træk, mens sydligere Folks Sedlighed kun var en flagg- rende Rødme. Frankens prægtige Røverriddere vare ikke saa sedlige som disse Nordboer i Skind og Kufte, der satte Eid- sevjualag som en Fakkelkrands i det mørke Old, og stode lyt- tende om Lagmanden og Dommerne, thi det var Loven, den sande Folkekonge, som talte paathinge. Denne Aand da, som mælte paa Eidsevjuathing gjennem Thorleif Vise og Halfdan Svarte, hiin Høitelskede fordi Loven var hans den Kronedes Konge -- gjennem Kong Adelstein, hiin isandhed Ædle, og Thor- leif Lagmand paa Gule- og Frostethinge; -- som bød Drot at stevnes tilthinge, Tvekamp og Selvhevn at ophøre, hegnede Eien- dom ved Odel og skarpe Straffe, og gjorde til Mundheld "ved Lov Land bygges." Den den fredsæle Drivtigheds, som gjorde lyst med Øxen i de mørke Jetteskoge -- og Landet alt før Halfdan Svartes Tider vidtopodlet og godt at være i, -- som styrede Plogen paa Drot- bonden Sigurd Sirs Landeiendomme -- og som hviftede Bjørn Farmands Seil udover alle Bølger. Den Mandigheds, som udkastede Planen til Smaakongernes Undertvingelse i den 10aarige Haralds Sjel, og hærdede den deri som Jernet i Formen -- som lod den 14aarige Erik kue de stolte Klerker -- og som bød Sønnerne tidlig at sørge for sig selv. Den mandige Frimodigheds, som røstede fra Asbjørn af Me- dalhuus og fra Sighvat Skjald, da han fremtreen for den harm- tændte Konge, tvang Magten at bøie sig for Sandheden, tæmjede med Harpens Toner Dødsbeslutningerne som udviklede sig liig ilsomme brændende Dampe af det glødende Kongehjerte. -- Den der gjorde Sandheden mindre farlig og derved mindre fremmed mellem Mand og Mand, Folk og Drot. Retfærdighedens, der altid ærede Fiendes Dyder, der -- om den ei kom til Ordlyd paa Valen mellem de bragende Skjolde -- SIDE: 108 søgte tilthinge for at tale, dømme og dømmes, og som ikke for den fnysende Konges Skyld fordømte den Uskyldige. Retfærdig- hedens og Høimodets, der lod Erik Jarl beundre og benaade sine tappre Fiender paa Dødsblokken -- som igjennem den døende Hakons Mund tilsagde Banemanden Riget, og lod den krænkede Sigurd Hranesøn falde Fornærmeren tilfode. Nationalæresfølelsens -- ikke Forfængelighedens, der udfoldede Jordsalafarerens spraglede Silkeseil -- men den alvorlige, som oprørtes ved danske Svends fornærmende Anordninger, og for- stødte ham; -- ikke den hævntændte, som 100 Aar efter brændte Engellands Byer til Soning for Haarderaade, men den retfærdige, som vogtede Landet og dets Besiddelser, som forhøiede Kræfterne i Svollderslaget, og raabte "Striden bliver skarp, thi der er Nord- mænd mod Nordmænd"; som gav Olaf den Hellige Riget frem- for de Fremmedes Lehntagere, og afskyede selv Skinnet af Af- hængighed. Trofasthedens Aand, hvorfor Norden var berømt, saa Mykle- gardskeiseren kun troede sig sikker bag dens Mænds Sværde . . den, der hyllede den unge Hakon ind i Bjerkebeinernes Kapper, da de reddede den dyre Prinds den uveisomme Østerdal igjen- nem, igjennem alt Midvinterens Yrveir -- den som udstraalede over Norge i Ung-Reidars Hjerteblod, da han fangede Spydet for sin Konge og segnede med ham -- og hvis Ære hvilede i Urold, men strakte sine Tinder op i Thronpillarerne Thjostolf Alesons og Gregorius Dagsøns Skuldre. Mandemodets, der rejste sig ved Davrebordet paa Stord, og i Ølvar Bonde sprang ensomt fram mod de mylrende Vender i den brændende Stad. Den Standhaftighedens, som seirede i Bjerkebeinerne. Fyrighedens, der ikke lod Modet fryse, om de for den gode Sag vandrede Vinteren igjennem og Norge paa langs og tvers i den dybe Sne paa Næversaalene -- der styr- tede frem i Berserkerne -- og som var Blodet i Fædrene-Tap- perheden ligesom Æresfølelsen var Hjertet. . . . . Frisindets og den ædle Stoltheds Aand, som tyede udover Bølgerne og besatte Island og Øerne, da den holdt Friheden for tabt -- som lagde djærve Ord i Folketale, og gav Sandheden Mæle som den var til. Medborgere! af flere end disse ædle Kræfter bestod den Aand, som rørte sig i det gamle Norge. De vare barske disse Fædre, siges der. Ve os, om denne Barskhed, naar Hornet gjalder, ei SIDE: 109 kommer tilbage som et Echo. Mange af de herligste Bedrivter udførtes af onde Mænd, siges der. Hvilke Bedrivter? Krigens? I Blod kan Bjørnen staae til Bringen. Det blotte Nederlag er ikke den herligste Bedrivt. Retfærdighed ved Sagen, der strides for, er det alene som i Kamp ophøier Mennesket over det ri- vende Dyr. Det er Dyderne, som under Kamp aabenbare sig ligesom de fagre Fugle der efter det gamle Sagn sværme om i Folgefondens Snehvirvler, der kunne gjøre den herlig. Og det er ikke den sande Prøvesteen, at vi beundre og forfærdes, men at vi ogsaa maae elske. Forfærdende beundre vi Hakon Jarl i den blodige Stavn under det 3 Dages Slag, blussende af Harme, bleg af religiøs Rædsel i Haglstormilingen, hvormed han troede himmelske Kræfter kom ham tilhjælp, efter det frygtelige Offer; men Erik Jarl der kjæmpede roligen de 3 Rædselsdage ud, rolig mens Seiren drejede sig om Fløjen paa hans Skib under Ilingerne, og som ærede sine tappre Fiender og gav dem Naade -- hans Bedrift er den herligste -- han er den rette Hjørungavaags Helt, thi ham maa vi ogsaa elske som vi beundre. Lidenskaberne vare stærke i de gamle Fædre. Der kom ikke alene velgjørende Varme af disse Flammer, men stundom og Røg, der skumlede mangt et Helteskjold til. Men Dyderne jeg nævnte -- visselig, Sagaen taler -- de havde Borgerret og Ind- fødsret i det gamle Norge: mange huuslige Dyder -- ikke alene Gjæstfrihedens, der boede under hvert Tag -- Menneskekjerlig- hedens, der lettede Trællestandens Kaar og frigav den før i andre Lande -- Sands for Saga og Skjaldskab indflettede sig forskjønnende deri; og som Guldringen Perlerne, omgaves og fastholdtes de alle af en Nationalaand til et Nationalsmykke, som vi have Vidnesbyrd om at Verden ansaae med Beundring, og som tindrer over Gravene. Vi kjende dem alle; thi end er ikke Sagaen glemt omkring Eidsevjuathing. Og det mindsker ikke Følelsen af Forfædrenes Hæder, at Kraftens Overmaal udtømte sig altjevnt i Kamp; at Ærgjerrigheden greb efter Nordens herligste Krone, at Borger- krigen jog ogsaa over disse Sletter, hvor den stupede og sluk- kede en af sine sidste og fæleste Fakler i Vorma at vi mindes, at vi staae netop paa de sidste Ribungers Grave. Den barske Tid er nedbrændt; -- de ædle Metaller ligge tilbage. Lad ingen fræk Aande blæse i Asken! ingen overmodig Haand søge at rokke SIDE: 110 selv disse forbrændte Søiler af Hedningetemplet. Som saadanne staae selv Oldets ældste Helte igjen. Men disse Menneskeaander var en Ildprøve beredt. Nordens forhistoriske Mulm, hvori Up- salaodins og Asathors Offerflammer og Offernes sprøitende Blod vare som Maane og kringspredte Stjerner, laae paa deres Øien- laage -- dog skulde de opløfte dem til at see Sandheden, og reise Minder om Dyder, som en anden Tid kunde opdage naar det klarnede. Og de gjorde det. Selv Asathor var en Civilisa- tionens, Uddannelsens Kjæmpe; og han førte Kampen som Jefta for samme Sag mod Cananiterne. Frithjof hin Frækne, Sigmund Brestesøn foragtede en Statsreligion som ikke kunde undvære Overtro, og Haarfagers aldertunge Øje saae den eneste Gud, og offrede ham en Søn med større Ære for sin Sjel end den Abra- ham vandt ved at fristes til at lede sin Eneste til Alteret. I Huset over Seidmændene antændte han en lysere Tids Sol -- den Tids vi her feire. Olafernes christne Baal vare ikke saa skjønne. Vi beundre Hedningen med det brændende Had til Overtroen: liig Moses, da Tavlerne faldt ham af Hænderne, over Israel, forfærdedes han over sin Søn, og offrede ham til Sand- heden og Loven. Med det Baal udsviedes medet den værste Overtro, den som husede hos Ondskaben og koglede for den feige Lumskhed. End en Tid vejede Lidenskaberne hinanden paa Sværdet. Fiendskabet mærkede sin Thingring i Sandet af- sides fra Folkets rolige. Christendommens Aand foer da hen over Heden tildækkende de blodige Spor. Dens Olie stillede Blodbølgerne i mangt et kraftigt Bryst, som elskede Fædrenes Sed. Kun Ærgjerrighedens gik for høje -- de maatte kjæmpe sig til Mathedens Ro. De livlige Nordmænd toge Parti, viede sig en Sag, og kjæmpede for Overbeviisning. Dette var Borger- krigene. Eftertiden har opdaget fast Kjerne i deres Kraft, men ogsaa Ærgjerrighedens Orme, som søge den bedste Frugt. Vi elske ikke deres prægtige Flammer; men vi opdage dog midt derinde Dyder i Ildprøven, den herlige Sverrer styrende dem liig en Guddom Elementerne, den frosindede Magnus Er- lingsøns vakre Gestalt, Dagfind Bonde fast i sit bristende Castell -- vi høre de trofaste Bjerkebeiners Kampraab for Kongen af Sværdsiden, og Hakon Sverrersøn med arvet Sejer i Hænderne at tale Fredsord; vi see Hakon Hakonsøn dæmpende med For- SIDE: 111 soningshaanden de sidste Flammer, saa ingen andre lyste end Nordmannakonningens Skarlag. O, Nordmænd -- hvad Under om vi elske Sagaen? om vi samles for at feire Fædrenes Minde? Sandelig intet Folks Historie fremstiller en saadan Kongerække af ædle Mænd; og vi slutte med Sikkerhed derfra til Folket, om end Sagaen ei nævnede de Mange fra Jarlen og den fribaarne Bonde til Træl- len som frelste sig ved Bedrivt. Elske vi Sagaen, jeg mener særligen som den taler i Snorre Sturlessøns udødelige Skrivt, der alene er det herligste Minde over hint Old, ja herligere end Nidarosdomkirkens Kuppler -- da gjøre vi den til et Huus- klenodium! Den er Nordmannafolkets Adelsbrev imellem Na- tionerne. Vist som Bibelen findes den i Husene! Disse To være Højsædernes Gudebilleder som Odins og Thors fordum. Og sandelig Sagaen er det; thi det Guddommelige i Mennesket har deri speilet sig klart og uforgjængeligen. Elske vi Sagaen, da er det et godt Tegn paa at Nordmændene ikke blues ved Fædrene, men tør see de gamle Helte i Øinene. Denne Udødelighed i et ærefrygtfuldt Minde skal hue dem, og de skulle selv berede sig en Saga. O! Tanken fører mig fremad et Aarhundrede. Kun det -- har alt dette Norge vundet sig en Saga? Ha, hvor Skogene staae som Øer mellem alt det grønne Land. Som Kindernes stigende Frydrødme har Opodlingen udvidet sig opad Aaserne. Som høithvalte glade Øienbryn har deres Skoge opbuet sig. Folke- mængden er en halv Gang større end i Hakon Hakonssøns Tid. Klokkerne tone i det gjenrejste Hammer. Flodskibsfarten gaaer. Ogsaa ved Eidsevjua en Stad. Ingen fremmede Kornskuder stevne op gjennem Folden. Men om Agdenæs styre Islændere ind. "Ha, Kjartan, velkommen til Nidaros!" "Jeg kjender Ind- løbet." "Nu staaer det vel til i Island, det udsvømmede Norge." "Friheden udkaster sine Flammer høiere end Hekla." "Begynde Skjaldene ikke at synge efter Althingets Aabning?" "Som Fuglene med Vaaren!" Farvel Broder Islænder! Vinden tager ham -- den samme som fylder Bergens Vaag med alle Europas Flag. Og det gamle Oslos Datter Christiania ligner ikke mere den opblomstrende Spædjomfru mellem Europas Hovedstæder. I fuld Blomstring har den allerede omarmet Kongeboligen, kastet sit SIDE: 112 Slør af Haver højere opad Dalen; og ladet som Perlesnore skin- nende Boliger indringe Vikerne, Inden da har Norge bestaaet en Kamp frygtelig som Fædrenes med Jothunerne. Fostbrødrene have blandet Blod sammen. Men Kampen var kun Kraften der pressede Buerne tilsammen, over hvilke end herligere Aldre gaae. Det vi ahne idet vi kaste Øinene til Fjeldene om Baunerne endnu staae der, er skeet. Bruddet er brustet ud efter den Revne vi saae i Jorden; men nye grønne Dale bølge hen derover. Da -- ogsaa denne stolte Tid maa hædre det gamle Norge. En næsten rodløs svævende Klattreplante skulde denne høje Udvikling være om dettes Aand ikke fandtes derunder. Den er Kometernes Kjerne -- sednere Tiders den prægtige Hale den udfolder igjennem Rummene. Da -- jeg seer et kneisende Minde i vor Bygd ved det Sted hvor Fædrenes Aand rejste sig, hvor Frelsen fødtes. Vor Tids Minde feires af dette fuldt forherligede Norge. Det afryster sine Blomster paa vore Grave. Det kalder den et skjønt Mellemled mellem sig og Oldet. Det ærer Gravkorsene, der nævne hine Rigsforsam- lingens Mænd, som Bautaer, Huset hvori de samledes som et Frihedens Betlehem. Det tykkes, at der ikke er langt imellem Hakon Hakonssøn og Carl -- ikke længer end imellem to Tinder af samme Alprække, og end rimeligt er forat to hinanden lige kunde i Afvexlingernes og Ulighedens Verden vise sig paa Thro- nen; -- Snart som Ganger Rolfs Æt blev Franker er Carls bleven Gother; og den agter sit Stamhuus at være Frihedens -- det vor Lund beskygger -- det, Norge altid vil regne sin Herlighed ifra. O Medborgere saaledes! Lader os ile denne Tid imøde, men erkjende, at vi begynde vor Fart fra Fædrenes Grave! Lader os ile den imøde: Frisindet udfolde sine Vinger! Tænder den Fædrene-Fyrighed! Oplysningen udspænde sine ilende Straaler! Trægsindet ligge tilbage med de klodsede Ankler afhuggede! Redeligheden vandre saa dens Trin høres i Verden! National- aanden opløfte os, men ogsaa over Spliden og Hadet! Alle disse Seil paa Ærens Snekke, som bar Fædrenes og skal bære vort Norge mod lyksalige Tider udfolde sig! Fædrenes Minde er dens Ballast, at den gaaer sikkert! Som Skum efter sig efter- lade den Forfængeligheden, Fordommene, Veksindet, Usedlig- SIDE: 113 heden og Umaadeligheden, der har suget saamegen Kraft, for- drejet saamange af de vakkre gothiske Ansigtstræk til modbyde- lige Masker, og som maa rødme for de gamle Fædre med Mjød- hornene! Saaledes, det unge Norges Borgere! lader os ile Fremtiden imøde! Den være os nær gjennem Daad, som For- gangenheden gjennem Sagaen. Den er det Vest, mod hvis gyldne Skyer vor Dag daler for at føde en ny; Oldet det Øst, hvori vor Sol stod op. Forgangenheden og Fremtiden ere vore Dages Seierbues Pillarer. Rivende Strømme gaae derunder -- Ragnarokerske Kræfter drøne i Dybet; dog vandrer det unge Norge freidigt som Heimdall derover, og dets vaagende Gjallar- horn høres af Verden. Saaledes Medborgere! Vor Kraft tilhører Tiden, vort Haab er en Blomst der allerede dufter frem af Frem- tiden, en glimrende Tinde der allerede rager frem af dens Stor- hed. Men Oldets Storhed staaer heel for os med alle sine kronstraalende Tinder -- skulde da ikke Mindet gaa ind i sin Festhal? Normanna-Aanden bestige den Borg hvorfra den her- skede, og atter besøge det Huus hvor den fødtes og voxede? EFTER TALEN Nordmanna-Aanden ei opstod, igjen at gaae tilhvile. End syder vilde Jothuns Blod, og Bjarmen hvæsser Pile. Da tør han ikke sidde qvar; og anden Ro ei Aanden har end seilende Ørns, som Skyen skar paa spændte Vingers Hvile. Svæv stil saa over Kongens Børn! bedæk det dyre Rede! I Skyen mød den kløvte Ørn, og Jothunbjørn paa Hede! SIDE: 114 Da regner Blod af Luften ned, da rødmer Sne, Iis damper heed; thi det var Nordens Kraft som stred, for Drot og Land at frede. Men selv mens Bannret hænger paa sit Spyd, som Blomst der slumrer, mens endnu ei i Torneaa, den Skjebnebrønd, det skumrer -- endnu, ja før Carlidens Sværd fremst flyger i den Sejersfærd som Blivets Lyn foran vor Verd igjennem Taager lumre -- Mens Fredens Manna sidder paa Carls Spiir, og Oscars Klinge end hænger stille som den blaa forelskte Dues Vinge -- Nordmanna-Aand endda til Strid mod Jothunsind og Jothunid! End Jetter tør fra gammel Tid herhjemme Huus sig tvinge. Af Jothunmulm Uvidenhed er født -- ei blot paa Fjeldet, men midtpaa Vangen lys og bred den Jette djærv har tjeldet. Det træge Sind er Jetteblod, der gaaer som Dynd fra Hjerterod. Det bruser Gothernes imod saa raskt som Fossevældet. Til Dødsenskamp, skjøndt uden Blod, Nordmanna-Aand mod Jetter! Da du forsvandt, den fule Rod sig videnom udbredte. En Jette gram er Borgertvist. Tør hænde findes her og hist jothunske Trælsind -- ha, forvist mod dig de Vaaben smedte. SIDE: 115 Med Østens Jothunæt i Pagt som gamle Frænder gangne midtpaa hiin Kampens Dag med Magt de bryde ud som Fangne. Derfor, Nordmanna-Aand, du før Forræderne tilintetgjør! Med hine østenfor din Dør i Pagt de ere gangne. SIDE: 116 Henrik Wergeland TALE I VOR FRELSERS KIRKE TIL AFTENSANG 3DIE SØNDAG I ADVENT 1834 I AFTENSANGEN Bøn. Gud, vor Fader, du ophøiede Mennesket da du skabte det saa herligen fremfor Medskabningerne; Du ophøiede det over Jorden ikke ved Svøben, Sceptret over de Umælende, eller ved Sceptret, saa ofte de Mælendes Svøbe, men da du udgjød ven- lige Smiil som en Afglands af den himmelske Kjærligheds, om Menneskets Læbe, lagde klar Viisdom i dets Øie og Eftertankens Skrivttræk paa dets Pande. Du ophøiede Mennesket -- o Fader, du ophøiede Mennesket, denne Aandernes Benjamin, denne din skabende Kjærligheds yngste Smertessøn over Jorden. Og ende- lig ophøiede du ham til Himlen mens han dog har Støvet paa sin Isse som under sin Fod; thi Sandheder anbetroede du ham, der maae gjælde i Himlene som paa Jorden; det Haab, som fryder de Salige, nedlagde du i dødelige Hjerter, til det Gud- dommeliges Tjenere udnævnte du os, og anbetroede os dine egne hemmelige Ting. Dette gjorde du ved den Guddommelige -- han, der har forsamlet os, at vi skulle fryde os ved det An- betroede, og benytte os af Tilladelsen at forkynde for hverandre det Dyrebareste deraf, som tilforn var skjult: at Gud og hans Forløsning stedse er os nær. Denne Tro forlade os ikke! For- løseren selv og hans Kraft er deri. Den være os ikke alene en Vished her i Templet, men udenfore i det færdslende Liv. Da er Jesus og hans Kraft, Gud og hans Udsendte med os "som Den der egentlig tilhører os," ja i de mørke Dage som et skin- nende Lys, i de klare som en trofast Haand, der leder os saa vor Glæde ikke bliver Synd, vor Sorg ikke Forbrydelse, og som en Velsignelse over alt vort Gods saa det ei fordærves; men saa at det, der har et jordisk Værd, og saa faaer et himmelsk SIDE: 117 og selve Blodets Glæder Saliges Straal-Reenhed. Ja dette er den Hemmelighed, som er en Guds Hemmelighed, men som vi med bævende Fryd tør oplade, at Forløseren har kjøbt de Fra- faldne Gud til en Eiendom, sig til en Eiendom, som han vogter i sin Himmel dog med nære Blik, og ikke leiet os, saaat vi vel en Stund blive hos ham, men siden forlade ham somom noget Høiere kaldte os. Nei, saaledes er ikke dit Blod rundet, hellige Forløser! Sandheden henrinder ingensinde med Blodet i Sandet. Derfor lyder ikke din Tale, at vi skulle høre paa den som en Thorden eller en Musik, der vil forsvinde. Derfor anbetroedes os ikke Hemmeligheden om den Alretfærdiges Barmhjertighed, forat vi skulde egges til at vide mere om det Ubegribelige, og vente paa Dem, der skulde kunne fortælle os det. Derfor er ikke Forløserkorset blevet et helligt Tegn forat vi kun i Angstens Øieblik skulle klynge os dertil; men forat vi aldrig skulle for- lade det -- forat vi skulle støtte os dertil, naar Verden hænger sine Byrder paa os, og forat vi skulle see det som den Hyrde- stav, du endnu og evindelig løfter over Menneskeheden over Jordens Bjerge af Bekymringer og taarnede Skyer -- af gjøg- lende Fristelser. Se, derfor ville vi vogte paa dig vor Frelser! thi du gaaer foran os -- vi ville høre efter din Røst; thi den er ikke for- stummet i Aarhundredernes Drøn; -- vi ville see efter dit Kors; thi det er ikke flittrende med Tiderne eller nedbøiet af Ælde, men kneiser imellem christne Millioner -- vi ville overlade os til din Ledning, thi du er Lyset og Sandheden og Livet -- denne Guds Hemmelighed, som ikke skyer Forstandens aabne Øie, og som vi ville forkynde indtil den ikke er skjult for nogen af dem, Gud ophøiede til Menneske-Kald og Rang, og deri forjettede himmelske Hemmeligheder, (mens selv mange af Jordens ere skjulte), og Sandhed for Evigheden -- i Vildfarelsernes Verden, Rigdom midt i Armoden, Frihed under Trældommen, og Fred og en salig Vished, der ligner Englenes, mens det kunde synes at det græssende Dyr eller Spurven paa den nøgne Qvist eller Fuglen paa den stormdøende Bølge har det bedre end mange af Disse, der saa herligen ere kaldede -- Amen. Hør os vor Fader o. s. v. SIDE: 118 1 Cor. 4 C. 1 V. Huusholdere over Guds hemmelige Ting? Guds hemmelige Ting? Præsten i sit Purpur er det ikke alene; -- ogsaa os alle ere mange Guds hemmelige Ting anbetroede: baade de fælleds Religionens og Menneskehjertets særegne: Salighedshemmelig- hederne, som nedlagdes deri skjulte som Sædekornet, der dog indeslutter det prægtige Træ, den glimrende Plante i sin lille sorgløse Skal, og aabenbarede sig kun for Gud og for dem, der ligeledes begavedes. Eller dæmrer der ikke en sød Hemmelig- hed imellem Menneskehjertet og Gud i det Øje hvormed den Barmhjertige vender sig bort fra den lindrede Nød, fra sin Gjerning, at den ikke skal smigre ham? Og i Stefanens Blik, naar Steendyngen høiner sig? Paa den Retskafnes Pande, naar selve Miskjendelsen forgjæves eggede ham, og han trækker sig tilbage med sin Dyd i sin eensomme Krog? Tilvisse, det var ilde, om vi ikke vedgik Alle at have saadanne Hemmeligheder, fast vi ikke ville udtale dem og ikke kunne det uden at berøve dem den bedste Deel af deres Fryd. Men hine fælleds? De ere fælleds for at de skulle meddeles. De tiltage i Dyrbarhed derved. De ere Hemmeligheder i den Forstand, at de aabne os Guds Væsens Dybheder og lære os at elske den forfærdelige Alretfærdighed, for hvis Aasyn Synderen som Fnugget i Flam- men forsvinder -- forsvinder for at optages af Alkjærligheden. Men mellem hine fælleds Guds Hemmeligheder lader os med- dele hverandre, Christi elskelige Venner, den herligste: at vor forevigede Frelser, hvis Spoer ikke fandtes paa Bjerget, dog er over os, med Os, med Sine fra Daaben og indtil Verdens Ende. Lader os ikke glemme dette! Hvor skræksomt for den Onde -- Intet er trøstigere og frydfuldere for den Gode end Tanken, at en høiere Verden omgiver ham, at han kun er blind en Tid for dens Straaler. Og nu, at det Høieste dog overalt vogter paa vore Skridt, og lader Intet af hvad der rører sig paa Hjerternes Dyb undgaae sig? Elskelige, skulle vi forfærdes? Med en saa- dan Frygt maatte vi heller forfærdes over at vi bare Navn af Christne og dog kjendte saalidet til Ham, der græd over Synder- staden og ikke dømte Synderinden. Han er ikke over os for at nedknuge os om vi falde, ikke med os for at tordne os Bebrei- delser i Ørene. Han er med os for at tale venligen med os ved Dagen i det lyse Tempel, ved Natten paa vort enlige Sted som SIDE: 119 Nicodemus, ja for at tale venligen med os endog da naar vort eget Hjerte skjælder paa os; og først efterat dette har hørt op med at kunne bebreide, tier den kjærlige Røst. Saaledes er der visselig intet frygteligt i at den Helligste er med Os -- Han, der kjendte Menneskenes Svaghed saa vel, der ynkedes over de Forblindede og som bad for sine Fiender me- dens de gjennemborte ham. -- Dette er en af de Guds Hemme- ligheder, som ere os betroede, at vi vide det om de Forevigedes Liv, at de iagttage Følgerne af sit Virke, at de see Høsten af sin Sæd. Forsoneren da, for hvis Blik Tiden ingen Skranke har, han veed, mens vi bedrøves over at Menneskeheden i de lange Aarhundreder ikke har gjort sig bedre Nytte af hans For- tjenester -- han veed, at den ikke har vidst at gjøre sig den bedre tilnytte -- han øiner Enden, hvor vi kun see Ledene -- og naar han seer alle disse Velgjerninger som dog ere tilfyldte Menneskeheden af hans Fortjeneste og som, i større Sedelighed, Frihed, Oplysning, Menneskekjærlighed og al menneskelig Ud- dannelse ligesom lysende Grene udskyde sig over hans Kors over Jorden . . o! da mindes han ikke, at dette tyngede at Vunderne gik ind til Margen, da er dette en herlig Deel af hans Salighed, da er hans Erindring Sejer, og sejrende gjentager han "visselig der skal vorde een Hjord og een Hyrde!" og han op- giver os ikke, fordi vi endnu ikke ere fuldkomne og Værket end ikke fuldbyrdet, men han er med dette, der fuldbyrdes gjennem os, saalangt vi leve i Tiden, med os alle Dage indtil Enden. Elskelige -- denne Guds Hemmelighed kunne vi ikke give Slip paa. Tiden har stadfæstet den. Gjennem de stridende Kirkers Larm og gjensidige Forbandelser lød altid den sande Menigheds Broderhilsener, tonede altid fra Land til Land den søde Hemmelighed: "Forløseren er med Os." -- Saa betydnings- løst er dette ikke, at den bethlehemske Krybbe har opløftet sig til alle disse Christenhedens Kathedraler. Saa ussel er ikke Menneskeheden, at det skulde være uden Mening, at dens bedste Nationer samle sig i dem, og tage Navne derefter. Dog er i Menneskeaanden, som vi sagde, Hemmeligheden om Christi Nærværelse, dybere indskreven. Thi deri ligger Troen SIDE: 120 som en Nødvendighed, at de Henfarne med frigjort Aandeblik fra deres himmelske Høide kunne i eet overskue deres hele for- bifarne Liv med alle dettes Handlinger og disses Følger, ja Tankerne i deres Vraa, disses ufødte men dog avlede Gjerninger, Idrætternes ufødte Fostre. Selv Lastens nidkjære eller døsige Træl kan ikke unddrage sig fra denne Tanke, fast at han ikke lader den klarne til Tro. Den hænger over ham som Lynet paa den endeløse Hede. Som de stedse fremskyllende Bølger paa Stranden vender Ahnelsen, overskyllende hans Forbrydelsers Vellyst, tilbage: at ogsaa ham venter paa som Aand i Arv et frigjort Blik for hvilket Gjerningerne i deres lange Følgerækker ville oprulle sig som Linjerne i et forbrydersk Brev, der troedes tabt men under Dødstrudsler holdes for Øinene. Stundom, som naar en Slange skydende over Vejen forfærder os, gjennem- skjæres hans onde Beregninger uvilkaarlig af Tanken, at disse Slanger, han ynglede i sit Hjerte og lod udkrybe i Støvet for at dræbe og forgaae, i jammerfulde Følger skulle yngle i Led paa Led en Vrimmel, der forfølger ham hisset. Pludselig træder Rædselen frem fra hans Sjels Baggrund, at Synd ei døer med Støvet, at Skjændsel kan overleve selv jordisk Ære, hvori han maaskee hylledes, at Bedrageriets Regninger kunne gjælde selv der hvor Guld ei gjælder, at Nag ikke standser ved Graven. -- Og i den dydige Sjel udtaler samme Hemmelighed om Aanden sig i en liflig Ahnelse, som den har uddannet til sin skjønneste Tro, saa den veed, at den hisset med salig Forundring skal see hvorledes den dernede i Støvhjertets Snare kunde føle og ville som den i sin Himmel tør vedkjende sig at ville -- at den Ret- færdige skal see sine Veje udbredte saaledes som han vandrede dem, og gjenfinde sine Spoer paa den trange Stie han gik, vi- gende ikke af til høire eller til venstre -- at den Høimodige skal undre sig over at det Offer, han ansaae ringe, den Kamp, der er forsvunden, disse Sukke af en bekjæmpet Egenkjærlighed, han ikke mere fornemmer Smerten af, har hensat ham mellem saa rige Salighedsfrugter; at den Strid, Høimodighedsofferet kostede den Dødelige har efterladt saa sød en Klang i Engelens Minde; at et underkuet Ønske, et Forsoningshaandtag, en liden Op- offrelse, et Øjebliks Handling men ikke et Øjebliks Beslutning, har kunnet udstrøe slige Velsignelser paa Jorden i et forbedret Fiendehjerte, maaskee i gjenreist Fred og alle dennes Følger; SIDE: 121 og at selv disse Ædelhjertets mindre Træk kunne tegne ham hans Himmel saa skjøn. -- Udenfor Menneskesjelen selv trænge vi da ikke at hente Vid- nesbyrd om at Aanden overskuer og er nærværende ved sit forbifarne Livs Følger. Den Gode skulde give Slip paa sin Salighed, den Onde paa sin Forbedring, om det ikke var saa. Men nu den Bedste, den Retfærdigste, den Høimodigste, den Ædleste -- Han der turde sige: "Hvo af Eder kan overbevise mig om nogen Synd" og "Jeg har givet Eder et Exempel, at ligesom jeg gjorde mod Eder, skulle og I gjøre" -- Han, der drog om og gjorde vel, agtende alene den himmelske Ære og velsignede dem, som bandede ham, bad for dem der hadede og forfulgte ham indtil Korsdøden -- Han, der leed alt dette i sine fagre Aar og Alt for Andres og for en Sandheds Skyld, som kun gjennem fjerne Tider skulde seire . . . hvilket Liv, hvilken Velsignelse af sit Liv har ikke Han fra sin Herlighed at anskue? eller bør og kunne vi tænke os denne uden saa saligt et Skue? og er deri ikke Nærværelse, Forbindelse mellem den Høiestes Himmel og den lave Jord, Opfyldelse, af Udsagnet: "jeg er med Eder indtil Verdens Ende." -- Denne Guds Hem- melighed, som da er bekræftet baade ved hvad vi vide udenfra og have seet og ved hvad vi vide med os Selv. -- Hellige Christus, guddommelige Forløser! Du er med Os. Din Hjord har ikke menneskelige Hyrder alene, men en himmelsk, for hvem Aanderne bøje sig. Du er hos Os, mens du er hos din og vor Fader. Du er hos Os som Han: kraftigt skjøndt usynligt, nær- værende skjøndt der hvor Aanderne dømmes! -- Vi ville vogte denne Hemmelighed som Klenodet -- det vi vel vise med Glæde, men ængstligen fastholde og ingensinde henlægge. Den er for os for dyrebar denne Tro, og netop fordi dens Sandhed bekræftes af vor Aands Natur og fordi Fornuften i al sin prøvende Strenghed ikke kan dadle vort Hjertes tilsyne- ladende enfoldige, men dybsindede, kostelige Troe, at Christus den Guddommelige er med os. Tør vi vel berøve ham Deel i alt hvad Godt, der udspringer af vor Christendom? Der tør Ingen sige: "sæt mig i en Ørken som Barn mellem Vilde, og jeg SIDE: 122 skulde dog være sedlig, mit Familieliv fromt, mine aandelige Kræfter ligesaa udviklede, min Kamp uden Vildhed, Freden viet, og denne igjen al Uddannelse -- eller mellem Afguds- dyrkere, og jeg skulde dog kjende den eneste sande Gud, og vide at gjøre hans Vilje; jeg skulde dog paa Fædrenes Val, mellem hevneggende Landsmænd, ved Blodaltret kjende og øve Budet at tilgive, at give Gud Hevnen, at nøjes, at foragte de taabelige Skikke, at være et godt Barn, en god Fader, at op- drage mine Børn vel, at ære Pligterne og det Hellige. Visselig, om Nogen sagde saa -- han kjendte ikke Menneskene saaledes som de have været og ere, overladte til sig selv, under Liden- skabernes, Overtroens, Vildhedens ikke Guds Viljes, Fornuftens og Lovens Herredømme; og han kjendte ikke Menneskene saa- ledes som de kunne blive og ere blevne under Christendommens milde Veiledning, under Christ fortsatte Varetægt, under hans Hyrdestav, den med Korset paa. -- Forældrenes Dyder leve i deres velopdragne Børn. Mesteren lever i sit Værk. Hans Storhed er nærværende hos Efterslægten. Lovgiveren lever i sin Lov. Hans Viisdom raader paa Efteralderens Thingsteder. I Aarhundreder, i Aartusinder udstrække de sin Virken forlængst efterat Fnugg af deres Støv ei mere findes. Christus lever i sit Værk, men ikke i et, der gjennem Ruinens prægtige og førende Fortærelsens Overgange skal lade sine Dele hensmuldre til Næring for lave Mosser, eller under Smagens Omvexlinger fra en Tid at have været en hensat Raritet, see sig omsider agtet ringe som det Støv det bedækkes af. Han lever i sine Love, men ikke i saadanne, som sednere Viisdom kan forandre fast de bleve Evigheden tilsvorne af en kortsynt Tid og virkeligen erholdt Alderens Ærværdighed. Hans Værk fuldendes først den sidste Dag. Hans Love ere Evighedens, og Livet af denne tilsvorne. Han lever i sin Lære, i Christdaad og Aand, i alle de Forbedringer, som udspirede og udspire deraf evindelig, han seer sine Bekjendere og er hos de Trofaste saa- mange de leve, saamange de døe indtil Verdens Ende. SIDE: 123 Den fraskille sig, som ikke troer denne Christi Nærværelse! Han har ikke Øre for sin egen Aands Røst, ikke Øje for det som skeet er og skeer. Han fraskille sig som den Særsindede, der skyer Menneskene og vandrer vildsom om paa de eensomme Høje. Han nærme sig ikke Christum, naar han aabenbarer sig for det troende Angerhjerte i en til det Inderste følelig Nærhed, i himmelsk Høihed og Kjærlighed i sit hellige Naadesmaaltid. Han bære sit betyngede Hjerte om med sig! Han prøve disse sine egne Kræfter, som forsmaa en Forbindelse med himmelske! Han vandre i sin stolte Ensomhed! -- Det christne Tempel skal ikke være ham nogen Samfundets fælleds Arm, noget Brødrenes hellige Sted, hvor de afvælte Dagenes Byrder. Hans Sorger skulle ikke lettes; hans Glæder ikke deles. Fremmed skal han være i Kirken og i Verden, som har knyttet sig til den. Han forlanger jo at være alene; thi selv Den, der er hos Mennesket, naar Verden og Alt dens forlader det, maa jo ikke være med ham. Ak, Ulykkelige! mon du ikke engang skal føle Trangen til hans hjælpende Nærhed, naar Syndebyrden er voxet dig ret tung paa Hjertet? mon du ikke engang skulde røres af en ve- modig Smerte, liig den gamle Erindrings, som pludselig vender tilbage, naar du vandrer forbi de christne Templer og hører den fromme Sang der og seer Menneskene at udvandre med et skin- nende Haab i sine Aasyn eller naar du maaskee selv der til- fældigviis hører Christum gjennem sit Ord tale endnu som i hine Dage: "kommer til mig Alle I, som Syge og Sorgfulde ere; Jeg skal give Eder Lise!" -- Ak, visselig, nær skal dette Spørgsmaal "kalder han mig? Er jeg ikke Syg og Sorgfuld?" være din Sjel. Men ikke alene disse Haarde synde imod Christi Hyrdetroskab. Ogsaa den Letsindige, der kun i Nødens og Angstens Stund mindes Hemmeligheden om hans Nærværelse, synder derimod. En fornøjelig Stund, en liden Vinding kunne de ikke give Slip paa for Christi Skyld om hans Sag æsker det. Men saasnart deres Himmel mørknes -- ja, da speide de med Taarer, om de ikke kunne see Frelserkorset i dens Skyer, da søges til Templet, og de opbygge ham i deres Hjerter smukke Templer af herlige Ord, men Ord der ligner Sandet i Flugten -- da søge de Christi hellige Nærhed i Naadesmaaltidet, og bekjende, "dette kunde ikke Mennesket undvære, denne nøjere Forbindelse med Gud SIDE: 124 og Christus end Mennesket selv kunde give sig -- o, nu er min Sjel reen og let som Fuglen, der svinger sig fra Badet!" Nei, Dagen efter Nadveren er Christus dem ikke mere nær- værende, Dagen efter att Naadestraalen faldt paa dem ere de nedrodede i deres gamle Synder. Jesu Hyrdetroskab er lønnet med Lejesvendetroløshed. Han er med Kirken, sige de, men hans rene Øje maa ikke følge mine Stier. Jeg er et svagt Men- neske, uden den Ufortrødenhed, som han æsker af sine Arbei- dere, og som jeg erkjender er nødvendig for at hans Gjerning kan fuldkommes. Men, Elskelige! saaledes er ikke den Guds Hemmelighed om Christi Nærværelse, at den lader sig tyde og tøye som Enhver vil have det. Det er ikke, som Overtroen vil, at den er bunden til Billederne og Crucifixerne; ikke som Vantroen vil, at det er kun en smuk Talemaade; ikke saaledes, at han kun er nær- værende i og for den hele Christenhed. Med enhver sand Chri- sten er han -- og krævende er han med -- ligesom han er med alle Sine eller sin hele Menighed. Dette er en Tro, som vel forlener Kraften til at tiltræde Himmelfarten gjennem et møi- sommeligt Liv, til at være ufortrøden, til at hedde Løgner for Sandhedens Skyld, til at pines for sin Kjærlighed, til at døe for det evige Livs Skyld, til at udrydde de onde Torne for Livsens Krones Skyld, til at vandre selv Christi blodige Fodspoer for det himmelske Æressædes Skyld hvortil de føre. Dette er en Tro, som har Forstandens Klarhed, Begeistringens Varme, Skjøn- hed og Styrke. Dette er en Tro, som ikke kjender Mismod, men selv i Undergangen Sejeren og forud Melodien til de For- herligedes Glæde. Dette er en Tro, som i Muld tør spidse Øre for Guds skjulte Ting at høre, fast de klinge fjernt ifra; som tør freidigt Øret sætte til sin Frelsers Mund -- forjette skal han mere Fryd endda i et himmelsk Ephata. Med den Tro har Ensomheden intet Skrækkende, den mylrende Mængde intet Forvildende, vor Glæde ingen Vildhed og dog tvang- SIDE: 125 løs som Jesu i Cana, vor Sorg ingen Fortvivlelse, vor Religiøsitet intet synligt Frastødende. Naturligt og let som Blomsten sin fagermalte Kalk for Solstraalen udfolder det Herlige i Menneske- ligheden sig under det Guddommeliges Indflydelse. Ingen falsk Selvforagt fortrænger den ædle Selvfølelse, som er en Slave i Kraften for det Gode; men denne spørger ikke efter Basunernes Bifald og Rygtets Vidende om Christsindet og Christdaaden, naar der er et saa ypperligt Vidne hos som han, "der kjender Sine og kjendes af Sine," og som ikke bestikkes af noget "Herre! Herre!" Ingen fremtrænge sig, men hver veed, at han har Plads i Christi Tempel, om ei som Pillar, dog som Kalk eller Steen, der er lige nødvendigt for dette hele, hvori Frihed, Sand- hed og Kjerlighed skal dyrkes og øves -- dette hvorpaa endnu bygges og hvorfor Mesteren ingenlunde er borte. Hans Aand er derover. Hans Aand er i Fremskridtene. Den maner. Den maner gjennem Ordet og Menneskehedens Herlige. Fremad til Sæde Retfærdighed! din Fod er fast, dit Trin bør at høres. Hvi lister du dig da sagte, med dit aabne Aasyn ludende somom du ledte efter noget i Støvet, blinkende somom Noget havde forblindet dig, irrende til Høire og Venstre mens du dog har kun een Vei? Han maner: Sandhed tilmæle! her er din Talestol! hvi er du tvetunget imellem Sværmen, ængsteligt hvi- skende mellem de Mægtige! Saae du Noget der forstummede dig? Isandhed disse vare Blændværker disse blegnende Fager- syn, som engang tryllede dig: Bagtalelsen en Vind der hvirvlede i dine Fodspoer, Hadet en Torn som reev et Uldfnug af din Kappe; Armoden -- nu det er ikke det beqvemme Huus du saae i Frosindets Udsigter, men det er en venlig Vært i den Hytte og en herlig Udsigt til den anden Side. Han maner: Menneskekjærlighed -- har du alene en Haand for dine Venner, for dine Lige -- se! her er en Fiendes -- der er Flammer i hans Blik imod dig, dog er det mildt mod de andre, dog er han ærlig i sit Fiendskab og hans Vredeslyn tændtes i Vildfarelsens Taager -- eller han staaer der, han tør ikke see paa dig, men hans Hjerte banker efter Forsoning . . . der er en fattig men retskaffen Mand -- har du ingen Haand for ham, ingen uden hvor Verden ikke seer det? Der er den Forførte -- vogt dig for et vredt Øje! den Faldne -- vogt dig for at sætte Foden paa ham og sige det er retfærdigt! Der er et Folk -- Aar- SIDE: 126 hundreders Trældom staaer ipræget dets Millioner Aasyn -- Sløv- heden har sit matte Blik, Armoden sine Furer, Feigheden sit kraftløse Muskeldrag, Lumskheden sit blinkende, i Rolighed flux stilnende, Blik, Raaheden og Usedligheden sine arvede Træk -- en ødelagt Menneskehed -- Menneskekjærlige, om dit Blod bru- ser, om dit Sind oprøres, og om din Taare ligner mere det sy- dende Kul end Smertens dulmende Dugg -- det skal før være dig tilladt end et koldt Skulderdrag og Bemærkningen: "de trives derved; thi de ere ikke vante til andet." Han maner: Veldædighed, mæt dig ikke, søg ikke en Vellyst i dine letflydende Taarer! Der er Elendigheden -- udstræk din Haand. Væmmes du ved Nødens Vraaer? Dog maa du boe der som Faklen i Natten. Du elsker Vintren? Elsker du den, naar du møder de nøgne Been paa Isen? Du elsker Somren? Voger du dig ind i de trange Stræder, naar Døden hænger i den lumre Luft? Fulgte du Betlerstien? Den gaaer der hvor Sneen fyger. Men godt er det at sidde i det lune Huus i den klare Stue. Mange salte sin Mad med Graad paa den aabne Vei. Men den kan lee for hvem Fadet ryger ved Arnen. At vandre med Stormen, naar Folk holde sine Hunde tilhuse, at toes af den kolde Høstregn, og tørres af Snoen -- det kan lade Hjertet sygne i Livet. Men godt og sundt er der i det tætte Huus og at varme sig ved Arbeide, hvis Frugter tilhøre os selv . . Vel- dædige! Christus maner dig til Bøn: "Giv os i Dag vort daglige Brød" . . Vil du ikke lære hine Arme ogsaa at bede den med Fortrøstning? Talte du dine Kapper imellem de Nøgne, og fandt de tvende, og deelte du? Veldædighed, har du ingen Hemmelig- hed for Verden, ingen mellem dig og Gud? Han maner: Forsonlighed, hvi sætte dit Stevne paa Kirke- gaardene? Livet hører dig til. Du er dets Vunders Læge. Hvad skal Lægen med sin Balsam ved den lukte Kiste? Hvi saa silde ude, du Engel fra en bedre Verdens Morgengry, der er hidfløjen forat udryste din svalende Dug over vor Dag, naar den brænder, naar de stridige Kræfter svede imod hverandre? Ve! hører du Forsonerens Røst "forlad os vor Skyld som og vi forlade vore Skyldnere" først naar Klokkerne ringe over dit Had, naar de dybe Drøn -- som paa Dødsengles Vingeklap bringe Budskabet om din Fiendes Henfart forbi dit Huus? Seer du dens Kors, som bad for sine Mordere, først i dets sorgfulde Afbild paa din SIDE: 127 Uvens Grav? Du udstrækker Armen for seent, efter det sorte Tog, som bevæger sig gjennem Gaderne. En Sol, hvis Buer vare lange, er gaaen ned over din Vrede, og det er uvist naar du atter skal kunne hilse dens Gry. Forsonlighed, der bad paa det blodige Bjerg for Jordens Aasyn, du maa ikke saa tidt være alene at finde i Gravlundene, under de dunkle Træer, søgende ængstligen een Grav, paa een Indskrivt heftende de sky Blik. Menneskehjertets veneste Blomme! Christtaare! vox ikke alene saa bøjet paa Gravene; thi du tilhører Livet og det kan ikke undvære dig, og hisset skal blive nok at sone hos Gud, om ikke Sjelene skulle kræve hverandre til Regnskab. Han maner: Mildhed! blues ikke over at du kaldes Svaghed og forvexles med denne. Som Strenghed er Retfærdighedens Høire, være du dens Venstre! Klippen styrter ikke mere ned under de Blommer, som klattrende fæste Sæde i dens Væg end Kraften forsvages af dig. Til Dommersædet er du ikke kaldet; men din Plads er nær derhos, og som Frelseren tør du skrive i Sandet dine Tanker under den steengroede Lov. Din Plads er imellem Synderinden og Steenhoben. Intet Forbrydelsernes Skjold, men et Speil, hvori Retfærdigheden opdager, naar dens Bryn ryn- kes formeget, naar vanzirende Vredestræk overfare dens Pande. Mildhed! -- ikke let at opdage mellem stærkere Dyder, som Christus ogsaa kræver, men denne christelige Dyds Virkninger ere dog store og de christne Samfund kunne ikke undvære dem. Du tilhører Christsindet ligesom Tækket det skjønne Ansigt. Til- retteviisning er din Tale, Trøst dit Sprog. Paa Børneopdragelsen i Husene som i det stille Samfund maa du udøve din Indflydelse ligesaavel som Alvoret -- ja hvad er du andet end Alvorligheden, forherliget som Christus til ikke at lade sig overile, til at lindre, trøste, veilede og velsigne? Han maner: Oprigtighed, tal! Ærlighed, handl! Fred boe i Hu- sene! Forstand raade! Viisdom være Kraftens Øje, Fromhed dens Hjerte! Gudsfrygt være Samfundets Første, Forbedring deres Sidste! Dyder, gjører eder gjældende: Vaagner alle I ædle Kræfter! Han maner: Spørg ikke, naar der svedes skal, din Haand, som hader Møye! ei Foden, naar fra dybe Dal du skal bestige Høje! SIDE: 128 Lad Kjødet sige hvad det vil, naar Aanden siger andet. Bød den end: "gaae igjennem Ild!" -- det gik til Fædrelandet. Men veed den ei hvorhen -- til Gud dig Christus Vei vil finde. Thi han er nær; og kan hans Bud ei høre selv den Blinde? Der maa ingen Slummer være; thi Arbeidernes Slag lyde i det ufuldendte Christtempel, og dets Buer ere ikke sammenkjedede endnu. Taget er ikke sammenhvælvet end. Den sidste Aften- rødme er dets sidste skinnende Plade. Da lyder Mesterens sidste: "det er fuldbragt." Og Jordens Henfarne høre det og see det og sige: "visselig han var med Sine indtil Dagenes Ende." Amen! SIDE: 129 Henrik Wergeland OMRIDS AF HEEL-HISTORIEN, TILDEELS EFTER EN TYDSK GEOGRAPHISK-HISTORISK FREMSTILLING DERAF HEFTE FOR ALMUEN INDLEDNING I det umaadelige Himmelrum bevæge sig i den fuldkomneste Orden store kugledannede Verdenslegemer. Vi kalde dem med eet Ord Stjerner. Af Stjernerne ere Nogle i sig selv lyse og uden synderlig Bevægelse -- hvilke kaldes Sole; andre mørke i sig selv og bevægende sig hurtigt om Solen for at erholde Lys og Varme -- hvilke kaldes Planeter eller Vandrestjerner. Vor Jordklode er en saadan Planet, der med l0 andre bevæger sig om en Sol, fuldendende hvergang sit Løb i Tiden af et Aar. Jordbeskrivelse eller Geografi lærer os at kjende Jordklodens Skikkelse, Størrelse, Bevægelse og Udseende. Saaledes vide vi, at over 6 Millioner Mile i Fiirkant af Jordens Overflade ere bedækte med Vand, og at 2 1/2 Millioner Mile ere Land, hvilket er inddeelt i 5 Verdensdele: Europa, Asien, Afrika, Amerika og Australien. Naturlige Grændser, saasom Have, Floder og Bjerge, dele igjen hver af disse i forskjellige Lande, af hvilke hvert for det meste beboes af sit Folkeslag eller Nation, der har særegne Sæder, Sprog og Indretninger. Af Jordens Folkeslag ere endnu Nogle næsten ganske raae og vilde, som f. Ex. Australiens og Afrikas sorte Beboere; Andre føre i Stater eller lovbundet Samliv et beqvemt, sikkert og forædlet Liv. Historien lærer os, hvorledes det skeer, at Menneskeslægten igjennem Tiderne stedse forædles (cultiveres), og naaer en bedre Forfatning, og meddeler os de vigtigste Tildragelser fra den svundne Tid. Historien angiver ikke med Vished Jordens første Beboeres Antal, Beskaffenhed, Bopæl og Forfatning. Den antager dog efter Bibelens Udsagn et Menneskehedens Stammepar: Adam SIDE: 130 og Eva, og at de første Menneskers Opholdssted var de frugtbare milde Egne imellem Floderne Tigris og Euphrat i det mellemste Asien. Alt som de udbredte sig, delte de sig efter Egnenes Beskaffenhed imellem Fædrift og Agerbrug, og Menneskeslægten var i rask Tiltagen, da en almeen Oversvømmelse omtrent 1600 Aar efter den antagne Skabelse siges at have ødelagt den paa Noah med hans Familie nær. Denne Oversvømmelse kaldes Syndfloden, fordi den Menneskeslægt, den ødelagde, berettes at have været lastefuld. Da endelig Vandet sank tilbage, havde Jordens Overflade lidt en stor Forandring: der fandtes nye Have, Søer og Øer; Bjerge vare indstyrtede og dybe Dale indskaarne af Vandets Strømninger; hele Skove vare omstyrtede, overskyl- lede med Jord og tilligemed talløse Dyr begravede i Jordens Skjød. Af Noahs Sønner nedsatte Sems Æt sig i det sydlige Asien, Chams i Landene om Middelhavet (imellem Europa, Africa og Asien) samt hele Africa; og Japhets i Asiens mellemste Høilande, hvorfra den udgrente sig dels mod Øst gjennem Nord-Asien til America, dels mod Vest over den største Deel af Europa. Familierne udvidedes snart til Stammer, der styredes af Over- hoveder (Patriarcher), og af Stammerne opkom Folkeslag, der regjeredes af Konger. Dog have de, der levede som Hyrder eller Nomader, og endnu føre samme Levemaade, vedligeholdt Stamme- inddelingen indtil disse Tider, medens Agerdyrkerne snarere sam- lede sig i mægtige Riger. 1STE TIDSRUM (Fra 2000 Aar efter Skabelsen til Christi Fødsel.) Omtrent 2000 Aar efter Skabelsen dannedes den første bety- delige Stat, Assyrien, mellem Tigris, Euphrat og Middelhavet. Ved samme Tid grundede Sems Afkom Riger i Indien og China, og Theben fremhævede sig af Ægyptens Sandørkener til en be- tydelig Stat. Jafets Æt derimod forblev endnu længe i raaere, mindre velsignede Egne adsplittet i smaae, ubekjendte, men ogsaa uafhængige Stammefolk. SIDE: 131 Abraham, Jødernes Stamfader, levede dengang i Canaan; Fa- rao (Konge) herskede i Ægypten og Pelasger besatte Grækenland. 200 Aar senere byggedes Ninive ved Tigris' Bredder til Assy- riens Hovedstad, hvilket Ninus og efter ham Semiramis beherskede. Damascus i Syrien var allerede grundet, og snart efter reiste Sidon sig paa Føniciens Kyst. I China begyndte Tschang Rækken af Herskere af sin Familie. Josef, Abrahams Sønnesøns Søn, styrede Ægypten som en af Faraonernes Ministre. 100 Aar derefter befolkedes det sydlige Italien af Græker under Oenotrius, og i Aar 2384 falder Athenens Anlæggelse i Grækenland. 2484 førte Moses Jøderne ud af Ægypten, hvor Josef havde forskaffet dem Bopæl; og efter 40 Aars Ophold i de arabiske Ørkener satte de sig under Josva i Besiddelse af deres Fædreneland Canaan, hvor de grundede en Stat. Ved denne Tid satte ogsaa Ægypter og Fønicier over til Grækenland; og Troja i Lille-Asien ødelagdes af Græker. 400 Aar senere valgte Jøderne Saul til deres Konge, hvorved de afskaffede den friere Regjeringsform, de før havde nydt. Ham fulgte den dygtige David, og efter denne den vise Salomon. Under dennes Søn forfaldt Riget i to Dele: Juda og Israel, af hvilke det Første havde Jerusalem, det Sidste Samaria til Hovedstad. Disse svage Riger formaaede ikke altid at overholde den mosaiske Gudsdyrkelse, som kun erkjendte een usynlig Gud, men henfaldt ofte til Nabofolkenes Afguderi. Aar 3009 styrtedes Sardanapal fra Assyriens Throne og Riget adsplittedes. 10 Aar tidligere var Karthago, der blev en mægtig Handelsstad, anlagt i Africa af den føniciske Dronning Dido. Lycurg gav Spartanerne Love, og Chaldæerne toge Mesopotamien og Landene om Euphrat i Besiddelse. Der opstod da et nyt assyrisk Rige. Omtrent ved den Tid grundlagde Romulus Rom, og strax efter anlagdes Syracusa paa Sicilien. Efter at have bestaaet i 254 Aar ødelagdes Israels Rige af Assyrerne; og noget over 100 Aar derefter indtog Nebucadnezar, Konge af Babylon, Juda Rige, og bortførte Jøderne i det saakaldte babyloniske Fangenskab, hvor de forbleve i 70 Aar, indtil de af den persiske Erobrer Cyrus, som omstyrtede det babyloniske Rige, erholdt Tilladelse til at vende tilbage. Kort efter udvidede Cambyses det persiske Vælde over Ægypten. Imidlertid hævede det ved sin Handel berigede, republikanske SIDE: 132 Karthago sig til en erobrende Magt. Det besad Colonier paa Spaniens Kyster, og underkastede sig tilsidst det hele Land tilligemed de italiske Øer, Sardinien, Corsica og en stor Deel af Sicilien. Rom afskaffede Kongemagten efter 244 Aars Varighed, og ind- førte den republikanske Regjeringsform, hvorefter Folket regjerer sig selv. To Consuler sattes i Regjeringens Spidse. 3490 be- gyndte Krig imellem det persiske Rige og de græske Fristater, hvori Perserkongen Zerxes' Indfald i Europa tilbagedreves efter Slagene ved Thermopylæ, Marathon, Platæa og Salamis. I disse udmærkede Spartanerkongen Leonidas og Athenienserne Milti- ades og Themistokles sig. Cimon, Miltiades' Søn, førte endog Krigen over til Asien. 3647 blev Kong Philip af Macedonien Grækernes Overfeldtherre, og 3 Aar efter førte hans Søn Alex- ander (den Store) sin Hær over Hellespont-Strædet til Asien og kuldkastede i 6 Aar det store persiske Rige. [fotnotemerke] Efter hans tidlige Død udstykkede hans Feldtherrer de erobrede Lande; dog be- mægtigede Partherne sig snart det egentlige Persien. 3720 begyndte den første puniske Krig imellem Rom og Kar- thago, og førtes med saadan Lykke for Romerne, at deres Vælde udstraktes over næsten hele Italien og dets Øer. Efter 23 Aars Fred udbrød den anden puniske Krig, som efter 15 Aars blodige Kamp, trods alle Karthageren Hanibals Seire, endte med at ud- strække Romervældet over det Meste af Spanien. Ogsaa til Hellespont over hele Grækenland udvidede Romerne sig; og da Karthago faldt i den tredie puniske Krig 3838, herskede de rundt den største Deel af Middelhavet over Provindser i alle 3 Verdensdele. [fotnotemerke] Kort efter trængte Cimbrerne og Teutonerne (Gother fra Danmark og Tydskland) ind i Italien og det sydlige Gallien (Frankrig); men ødelagdes af Marius. Medens Denne i blodige Borgerkrige kjæmpede imod Sulla om Overherredømmet i Republiken, førte Romerne sine frygtelige Vaaben i Asien, hvor Lille-Asien, Syrien og Palæstina faldt i deres Hænder. Under Fotnote: Det macedoniske Overherredømme tilintetgjorde ogsaa de græske Smaa- staters Frihed, som havde baaret saa herlige Frugter for Culturen. Fotnote: Da Grækenland (Hellas) blev romersk Provinds, lærte Romerne at kjende græsk Cultur og Videnskab. De græske Viismænd (Philosopher) Platos og Aristoteles', Sokrates' Disciples Skrifter, Digteres og Kunstneres Mesterværker bleve dem bekjendte. SIDE: 133 Borgerkrigen levede den fortrinlige Taler Cicero. Under Julius Cæsar trængte de ind i Gallien, erobrede dette og Belgien indtil Rhinfloden og satte over til Britanien. Cæsar var Roms Hersker, og myrdedes af den romerske Friheds sidste Venner, da han rustede sig mod Partherne. Dog greb hans Slægtning Octavianus (Augustus) hurtigt Magtens Tøiler, og efterat have betvunget Cæsars Næstcommanderende Antonius forblev han i rolig Be- siddelse deraf med Titel af romersk Keiser. Ægypten, der siden Alexanders Død var bleven regjeret af hans Feldtherre Ptole- mæus's Slægt, blev romersk Provinds, og Romerne trængte dybt ind i Tydskland, uden dog at kunne udvide deres Herredømme der med Sikkerhed. Den romerske Republik endte Aar 3953 efterat den havde bestaaet i 466 Aar. 3984, under Keiser Augusts Herredømme, fødtes Christus i Bethlehem i Judæa. 2DET TIDSRUM (Fra Jesu Christi Fødsel til den franske Revolution.) Til Romerrigets Deling. Jesus Christus er som den ypperste Religionslærer bleven Menneskenes største Velgjører. Han udbredte Troen paa een sand Gud, Udødelighed og den reneste Sædelære, hvorved han bevirkede Afguderiets Fald. Dog blev han i en Alder af kun 33 Aar korsfæstet af Jøderne, hvorefter hans Disciple under alle- slags Forfølgelser udbredte hans Lære. 70 Aar efter Christi Fødsel ødelagde Romerne under Titus Jerusalem og adsplittede Jøde- folket imellem de andre Nationer, hvor de endnu leve ublandede med disse og i Fædrenes Troe. Kortefter erobrede Romerne Engeland, hvorimod Skotterne lykkeligen forsvarede deres Selv- stændighed. Dengang strakte Romervældet sig fra Skotlands Grændser til Tigris's Bredder, hvor det laae i afvexlende Krige med Partherne. Det store gothiske Folkeslag formaaede Romerne heller ikke at rokke. Dets sydlige Grene sad fast i Germaniens Skove, og dets nordlige i Norge, Sverige og Danmark, hvor SIDE: 134 Othins Gudetro var gjældende og Smaastater opkom, der be- herskedes af hans Afætlinger. 227 dannedes et nyt persisk Rige, der stod ved Magt til 638. Romerne ødelagde 267 Dronning Zenobias Rige i Syrien, hvis Hovedstad var det prægtige Palmyra. Indtil denne Tid havde de fleste romerske Keisere været blodtørstige Uhyrer saasom Tiberius, Caligula, Nero og Domitianus, og voldsomme Thron- krige rystet Riget. Efter blodig Kamp og mange Mord erholdt Constantinus (den Store) Enevældet, og gik 311 offentlig over til den christelige Religion, som derved vandt Fodfæste. Han forflyttede sit Sæde fra Rom til Byzanz ved Bosphorus-Strædet mellem Europa og Asia, hvorved Byen erholdt Navn af Con- stantinopel. Ved Theodosius's Død deltes Romerriget, der tæl- lede 120 Millioner Mennesker, i det vestlige eller latinske Keiser- dømme og det østlige eller græske Keiserdømme, af hvilke hiint havde Honorius til Keiser og Rom til Hovedstad, dette Arcadius til Keiser og Constantinopel til Hovedstad. Den adriatiske Hav- bugt dannede Grændsen. Munkevæsenet begyndte ved denne Tid i Ægypten. Folkevandringer -- Til det vestlige Riges Fald. Ved Aar 400 faldt flere raae Folkeslag, Gother, Alaner, Sve- ver, Burgunder og Vandaler ind i det vestlige romerske Rige, og bemægtigede sig flere Dele deraf. Burgunderne satte sig i det østlige Gallien, Gother i det sydlige og i de nordlige Bjerg- egne af Spanien, de Andre oversvømmede de øvrige Dele af dette Land. Gotherkongen Alarik plyndrede Rom. Vandalerne satte under Genserik fra Spanien over til Afrika og grundede et nyt Rige, hvis Hovedstad var Karthago, der stod ved Magt 100 Aar, da det kuldkastedes af Belisarius, den græske Keisers Feldtherre. 444 førte Attila sine Hunner lige fra Wolgas Bred- der gjennem Ungarn og Tydskland (Pannonien og Germanien) til Italien og Gallien, hvor han leed et Nederlag og maatte trække sig tilbage. Angel-Sachserne, der boede i det nordvestlige Ger- manien ved Havkysten, kaldtes over til Brittanien forat forsvare Landet mod Skotterne; men de satte sig selv fast der, delte Landet i Smaariger, og gave derved Anledning til Navnet Engel- land. Under den merovæiske Hærskeræt grundede de germaniske SIDE: 135 Franker det franske Rige i Gallien; og den heruliske Fyrste Odoacer forstyrrede omsider ganske det vestlige Romerrige ved at gjøre sig selv til Konge i Italien 1330 Aar efter Roms An- læggelse og 476 efter Christi Fødsel. Til Carl den Store. Gotherne delte sig i Vestgother og Østgother, eftersom de toge Sæde vesten eller østen Alperne. Østgotherne besatte Italien, og deres Konge Theodorik stiftede 493 et Rige, hvis Hovedstad var Verona i Øvre-Italien, og som stod i 60 Aar, da den græske Keisers Hære underlagde sig Italien. Men 568 bemægtigede Longobarderne, et cimbrisk Folk, sig Øvre-Italien under deres Konge Alboin. I Landene syd om det sorte Hav hævede det tyrkiske Rige sig, og det persiske udvidede sig langs Middelhavets sydlige Kyster og over Palæstina. Medens den christelige Kirke op- fyldtes med forvirrende Stridigheder om Troessætninger og Rang- tvist mellem Biskopperne af Rom og Constantinopel, udbredte Muhamed i Arabien sin af christelige, jødiske og hedenske Sæt- ninger bestaaende Religion. Opflammede af Iver for denne over- svømmede Araberne eller Sarazenerne med seirrige Vaaben en stor Deel af Mellem-Asien og hele Nord-Afrika, hvorfra de ind- toge næsten hele Spanien, hvor de stiftede Riger, der holdt sig tildeels over 700 Aar. De trængte ogsaa ind i Frankrig, men maatte efter det Nederlag, Carl Martel tilføiede dem ved Tours, trække sig tilbage. De Christne vare siden Constantin den Stores Tider delte i Katholske eller Rettroende og Arianer eller Tilhængere af Arius, der ikke erkjendte Christi Guddom. De Catholske delte sig igjen i Græsk-Catholske og Latinsk-Catholske, eftersom de holdt sig til den romerske Pave eller den constantinopolitanske Patriarch -- en Inddeling, som endnu staaer ved Lag efter senere nøiere bestemt Forskjel, medens de for Kjettere under Constantin er- klærede Arianere, hvortil Gotherne og de fleste andre saakaldte Barbarer bekjendte sig, forsvandt ved at gaae over lidt efter lidt til de katholske Kirker. SIDE: 136 Fra Carl den Store til Korstogene. Frankernes Konge Carl gjorde 774 Ende paa det longobardiske Rige i Øvre-Italien, og lagde Grund til Pavernes verdslige Herre- dømme ved at gjøre dem til Fyrster over den største Deel af Mellem-Italien. For disse Tjenester krontes Carl af Pave Leo til romersk Keiser Aar 800. Hans Rige omfattede da Frankrig, Tyskland og Øvre-Italien. Ligesom de barbariske Folkesværmes Blanding og Forbindelse med de cultiverede Italiener, Græker og andre sydeuropæiske Nationer samt Christendommen havde havt en velgjørende Indflydelse paa deres Cultur: saa vidste Carl, da de engang vare komne til roligt Ophold i Landene, endnu mere at fremme denne ved at oprette Bispedømmer, bygge Kirker, stifte Skoler og ved at sørge for Grændsernes Bevogtelse. Dog kunde han kun ved Sværdet efter en 30 aarig Krig faae de vilde Sachser undertvungne og christnede. Paa Carls Tid naaede ogsaa Saracenernes Vælde, Califatet, hvis Hovedstad var Bagdad, sit Høieste. Forresten vare Asiens andre Lande Siberien, Tatariet, China og Indien, det sydlige Africa og det nordlige Europa paa den Tid ubekjendte. 825 smeltede de 7 angelsachsiske Smaariger i Engelland sam- men til Eet under Egbert. Skotland og Irland forbleve uafhæn- gige; Sarazenerne satte sig fast i Nedre-Italien og paa de italiske Øer; men stred tabende mod Vestgotherne i Spanien. 885 be- tvang Harald Haarfager i Norge de sidste Smaakonger i Slaget i Hafursfjord og samlede hele Riget. Det samme var ligeledes nylig tilforn lykkets Kong Erik i Sverige og Gorm i Danmark. Carl den Stores Rige brast derimod fra hverandre, og Frankrige blev et Arverige, Tyskland et Valgrige, hvis Overhoved beholdt Navn af romersk Keiser. Denne søgte ogsaa altid at hævde sin Indflydelse i Italien. Saaledes herskede Keiser Otto den Store 962 over Øvre- og Mellem-Italien. Tyskland var delt i flere Smaastater, og baade der og i andre Lande erholdt Adelen ved Lehnsvæsenet en utilbørlig Magt, hvorved Konge, Borger og Bonde ligemeget fortryktes. I Norge begyndte Olaf Tryggveson at indføre Christendommen -- et Forsøg, den fortræffelige Hakon Adelsteen havde maattet frafalde. Olaf den Hellige fortsatte Omvendelsesværket, men med en Voldsomhed, der kostede ham Livet i Slaget ved Stiklestad 1030 mod hans egne Undersaatter. SIDE: 137 Harald Haarfagers Stamme fortfoer med at skjænke Norge yp- perlige Konger i Magnus den Gode, der ogsaa besad Danmark, og i Harald Haardraade, en vældig Krigshelt, som i den græske Keisers Tjeneste havde udmærket sig. Han faldt 1066 i England, hvor han understøttede en Prinds. Seierherren blev dog strax efter fældet af Wilhelm den Erobrer, Hertug af Normandie, en Provinds i Frankrige, der havde faaet Navn af de mange Nor- mænd, som der havde sat sig fast, misfornøiede over Harald Haarfagers Enevælde. Ved udvandrede Nordmænd befolkedes ligeledes Iisland, Grønland i America, Færøerne, Ørkenøerne og Shetlandsøerne i Nordsøen. Normannerne droge Europa rundt som Sørøvere; de kom saaledes ligetil Sicilien, som de fratoge Saracenerne. Ikke længe før den normanniske Erobring havde England været hjemsøgt med dansk Herredømme under Knud den Store. Pave Gregor den 7de udvidede den pavelige Myn- dighed særdeles; selv Keiser Henrik den 4de ydmygedes. Ved denne Tid begyndte Tyrkerne at blive mægtige mod Saracenerne. Saaledes fratoge de dem Syrien og Palæstina, hvor de ved at behandle de christne Pilegrimme, der besøgte Christi Grav, haardt, gave Anledning til Korstogene. Korstogene. 1096 begyndte store Hære og Sværme at uddrage af Europa for at udrive Palæstina (det hellige Land) af de Vantroendes Hænder. Munken Peter drog om og opflammede dertil, og Pave Urban den 2den lovede enhver Korsfarer Syndsforladelse. 1099 blev Jerusalem erobret af Korsfarerne under Gotfred af Bouillon. Et Kongerige og flere Fyrstendømmer oprettedes for en kort Tid i de Egne. Inden Midten af det følgende Aarhundrede gjordes 2 Korstog til; men 1187 tog den ægyptiske Sultan Saladin Je- rusalem tilbage. Endnu skede 2 Korstog til før Aarhundredet løb ud, og 1204 bemægtigede Korsfarerne sig Constantinopel. Balduin af Flandern fik Keiserthronen; dog varede dette saa- kaldte latinske Keiserdømme kun omtrent 50 Aar. Endnu foretog Andreas af Ungarn et syvende Korstog, Frederik den 2den, tysk Keiser, det ottende i Forbindelse med Richard Løvehjerte af England og Philip August af Frankrig, Greven af SIDE: 138 Champagne det 9de, og Ludvig den 9de af Frankrig det 10de og sidste 1248. Korstogene berøvede Europa Millioner Mennesker, men ogsaa en god Deel af den overmodige Adel. Geistligheden tilvendte sig en stor Deel af dennes efterladte Godser, og Borgerstanden hævede sig til større Frihed. De italienske frie Søstæder Genua, Venedig og Pisa berigedes ved at fragte Korshære over, og ad- skillig nyttig Viden sattes i Omløb ved Nationernes Berørelse med hverandre og Kjendskab til Saracenerne. I Midten af det 12te Aarhundrede fandtes ingen betydelig Stat i Europa. Det græske Keiserdom var svagt. Det moskovitiske (nu russiske) Rige omfattede kun enkelte Provindser. Lithauen blev en egen men ubetydelig Stat. Polen dannede sig ligeledes først da til et Rige. Liefland og Estland christnedes først da af de Danske, og Finland af Svenskerne. I Norge vare de 100 aarige Borgerkrige mellem Thronkrævere begyndte mellem Mag- nus Blinde og Harald Gille. Ved Aarhundredets Ende tilvandt den dygtige Sverre sig Kronen. Italien, Tyskland og Frankrige vare delte i mangfoldige kun lidet forbundne Herskaber og Smaa- stater; [fotnotemerke] Kongen af England besad en stor Deel af Frankrig. Hertugdømmet Burgund tog ogsaa store Dele bort af dette Land; ligesaa Maurernes Smaariger af Spanien og Portugal. Fra Mongolernes Erobringer til det græske Keiserdoms Fald. Aar 1238 brød Mongolerne ud fra Asiens østlige Dele norden- for China og oversvømmede China, Indien, Persien og Rusland, saa at de 1241 kom ligeindtil Schlesien og Mæhren i Tyskland. Dschingis Chan og hans Sønner vare deres Anførere. Den tyr- kiske Sultan Bajazeth kom i deres Vold, da han vilde standse dem i Lille-Asien. Dog varede deres Vælde ikke længe; kun i Indien stod et Rige af mongolsk Oprindelse ved Magt indtil henimod vore Tider. Fotnote: De italienske vare især af republikansk Forfatning, men beherskedes af enkelte Familier, der laae i Strid med hverandre. Dette benyttede de tyske Keisere til at udvide deres Indflydelse. SIDE: 139 1261 endte Grækerne det latinske Herredømme i Constanti- nopel, og græske Keisere, som imidlertid havde holdt Residentz i Trapezunt ved det sorte Hav, bestege igjen den brøstfældige Throne. 1273 blev Rudolph af Habsburg Stifter af det længe herskende Keiserhuus i Østerrig. 1240 endte Hakon den Gamle Borgerkrigen i Norge. 1291 tabtes Acre, den sidste Rest af Korstogenes Erobringer. 1300 indtog den tyrkiske Osman Lille- Asien (Natolien). 1360 gik Tyrkerne over til Europa og gjorde Adrianopel til deres Hovedstad. 1353 løsrev Schweitzerne sig fra Østerrig efter den heltemodigste Frihedskamp. [fotnotemerke] 1370 blev Ludvig af Ungarn tillige Polens Konge. 1374 erobrede Tyrkerne Bulgarien og Wallachiet. 1415 blev Fredrik af Hohenzollern Churfyrste af Brandenburg. Han er Stamfader til Kongerne af Preussen. En frygtelig Pest, den sorte Død, rasede over Europa i Midten af det 14de Aarhundrede. Den uduelige Magnus Smek var dengang Konge i Norge og Sverige. Ved Givtermaal med hans Søn Hakon VI blev den danske Dronning Margrethe efter deres Søn Olufs tidlige Død Regentinde i Norge, og kort derefter fik hun ved Krigslykken Sverige med ind i en Union mellem alle 3 Riger, der sluttedes i Calmar 1397. I Begyndelsen af det 15de Aarhundrede opfandtes Bogtrykkerkunsten i Tyskland, og Krudt kom i Brug i Krigen. I England rasede Borgerkrige mellem Husene Lancaster eller den røde Rose og York eller den hvide Rose. Under den Hvile, Landet fik under Henrik den 5te, ud- bredtes det engelske Herredom i Frankrig ligetil Orleans, men da opflammede Jeanne d'Arc, en for Fædrelandets Uafhængighed begeistret Bondepige, det sjunkne Mod, saa Fienderne forjagedes til Normandiets Kyster. Efterat have bestaaet over 1000 Aar faldt endelig det græske Keiserdom 1453, da Sultan Muhamed den 2den indtog Constan- tinopel, der nu blev Sultanernes Residenz. Dette gav Anledning til at flygtede græske Lærde udbredte Videnskaber og Sands derfor til Italien og andre Lande. Fotnote: Hvori Vilhelm Tell ved at begynde den, og Arnold Winkelried ved at styrte løs paa Fienderne udmærkede sig. SIDE: 140 Til Americas Opdagelse og Luthers og Calvins Reformationer. 1471 before Portugiserne Africas Vestkyster og passerede første- gang Middagslinien. 1477 bekom Østerrig Belgien og Nederlan- dene. Da Ferdinand den Katholske havde kuldkastet det sidste mauriske Rige i Granada, fik han hele Spanien under een Krone. Ved hans Død arvede Philip af Østerrig denne og tillige Sar- diniens, Siciliens og Neapels, hvilket sidste Land Ferdinand havde bemægtiget sig til Forfordeel for Ludvig den 12te af Frankrig, som begyndte de italienske Krige. Huset Habsburg deltes snart i den spanske og tydske Linie. 1501 blev Lithauen forenet med Polen. 1486 opdagedes af Portugiserne Godthaabs Forbjerg og 1498 Sø- veien herom til Ostindien, hvorved Portugal erholdt den ind- bringende Handel med indiske Producter, der før over Alexan- drien i Ægypten og derpaa gjennem de italienske Søstæder kun paa en langt bekosteligere Maade vare komne i Handelen. 1492 opdagede Christopher Columbus America eller den nye Verden, som han tog i Besiddelse i Kongen af Spaniens Navn. De mær- keligste Producter, som derfra tilfløde Europa, vare Guld, Potatos og Tobak. Spanierne satte sig ved de grusomste Udryddelser af de Indfødte i Besiddelse af Øerne Hayti eller St. Domingo og Cuba, samt under Cortes af Keiserdømmet Mexico, og under Pizarro af det guldrige Peru i Syd-America. Kort efter kom Portugiserne til Brasilien i Syd-America. 1512 reve Tyrkerne Moldau til sig. 1513 traadte 3 af Schweitzes Cantoner sammen i en Forbundsrepublik. 1519 sam- lede Karl den lste af Spanien og Nederlandene ogsaa den tyske Keiserkrone paa sit Hoved. Som Keiser er han bekjendt under Navn af Karl den 5te. Han laae i Kamp med Franz den lste af Frankrig om Italien, og gik af med Seiren, især da han ved Pavia tog Franz til Fange. 1517 bemægtigede Tyrkerne sig Sy- rien og Palæstina. Bøhmen og Ungarn kom til Østerrig. 1526 lede Ungarerne et frygteligt Nederlag i Slaget ved Mohatsch mod Tyrkerne. I England og Tyskland havde flere Røster hævet sig imod Misbrugene i den katholske Kirke. Især vare Afladshandelen, Pavens Ufeilbarhed, Indgreb i den verdslige Myndighed og Geist- lighedens Usædelighed og Uvidenhed blevne angrebne. Flere SIDE: 141 Kirkemøder havde forgjæves søgt at raade Bod paa Misbrugene. Kirke og Lære forbleve lige ureene. Da var det at Doctor Morten Luther optraadte 1517 i Wittenberg i Sachsen, og iværksatte sin Forbedring eller Reformation. Johan Calvin og Zvingli foretoge sig noget lignende i Schweitz og i Frankrig, hvor det reformerte Parti maatte udstaae mange Forfølgelser. Til den vestphalske Fred. Den gamle Historie pleier man at regne til det romerske Riges Deling, hvorefter Middelalderens udstrækkes til Americas Op- dagelse og Kirkereformationens Begyndelse. Med disses Fort- gang begynder den nyere Historie. Sverige løsrev sig under Gustav Vasa fra Calmarunionen trods Christian den 2dens stock- holmske Blodbad. To Aar efter (1523) maatte han forlade sine Riger. I det nordlige Tydskland, i Norge, Danmark og Sverig gik det raskt med den lutherske Religionsforbedring. 1537 indførtes den i Norge, hvis Selvstændighed Christian den 3die 1536 tilintet- gjorde ved et Magtsprog. Spanien og Portugal berigedes ved sine Colonilande og ved Eenehandelen med deres Producter. Mailand tilhørte ogsaa Spanien. Zaren i Moskau erobrede Astrachan og Kasan. 1556 overgav Carl den 5te Keiserkronen til sin Broder og sine spanske Arvelande til Philip den 2den, en grusom Tyran. 1563 opdagede Russerne det uhyre nord- asiatiske Hedeland Sibirien, og Tyrkerne fratoge Venetianerne Øen Cypern. I Midten af Aarhundredet indførte Henrik den 8de en Reformation af Catholicismen i England, der fik en saakaldet biskoppelig Kirke. I Skotland udbredte Calvinismen sig; ligesaa i Frankrig under blodige Krige ligetil Aarhundredets Ende. [fotnotemerke] Den grusomme Catharina af den i Florents herskende berømte Familie Medici samt hendes svage Søn Carl den 9de søgte 1572 at knuse de Reformerte (Huguenotterne) ved det parisiske Blodbad, hvor disse iflæng snigmyrdedes. Da Henrik den 4de gik over til Ca- tholicismen, erholdt han Kronen, og bragte Fred tilveie. Ligesom sin Formand snigmyrdedes han, som der siges, paa Anstiftelse Fotnote: I England lod Dronning Elisabeth den skotske, katholske Dronning Maria, der havde taget sin Tilflugt til hende, halshugge. SIDE: 142 af Jesuitterne, en Munkeorden af farlige Grundsætninger, som især søgte at tilrive sig Ungdommens Underviisning og indsnige sig ved Hofferne. Mod Slutningen af Aarhundredet var det spanske Monarchi det mægtigste. Det besad ogsaa Portugal. Dog gjorde Neder- lænderne Opstand mod Philip den 2dens Tyrrani, tilvandt sig Friheden og de fleste portugisiske Besiddelser i Ostindien, hvor- ved Handelen paa de Egne gik over til dem. Fez og Marocco bleve et Keiserdømme. Røverstaterne Algier, Tunis og Tripolis fremstode under den ottomantiske Ports Lehnshøihed. Mod dem laae Johannitterridderne, en geistlig Krigerorden, som var op- kommen under Korstogene, i en bestandig Kamp fra Øen Maltha, som var Ordenen skjænket af Carl den 5te, og hvoraf de senere kaldtes Maltheserriddere. 1640 tabte Spanien Portugal, hvis Krone Johan af Braganza erholdt. Siden 1618 ødelagdes Tyskland af Trediveaarskrigen, der førtes imellem Protestanter og Catholiker. Den svenske Konge, Helten Gustav Adolph, sikkrede Protestanterne Seiren, skjøndt han selv faldt ved Lützen. Den tilkjendtes dem i Freden til Osnabrück i Westphalen 1648, hvor de erholdt Religionsfrihed og andre For- dele. Sverige, som dengang glimrede med tappre Hære og yp- perlige Generaler, aftvang under Carl den 10de Danmark flere Provindser østen Øresund ved Fredsslutningerne i Roeskilde og Kjøbenhavn. Ved den vestphalske Fred erholdt det Pommern i Tyskland. Det herskede paa den Tid tillige over alle Landene ved den finske Bugt. Richelieu, der var Cardinal eller Høierke- biskop, styrede Frankrige i denne Tid under Ludvig den 13de, Søn af den gode Henrik den 4de, med megen Klogskab. Cardinal Mazarin fulgte ham og hans Planer til Udvidelse af den konge- lige Magt. Danmark og Norge havde en duelig Konge i Christian den 4de, den eneste af Foreningskongerne af det siden 1448 herskende oldenborgske Huus, som ret sørgede for det sidste Rige. Han deeltog uheldig i 30 Aarskrigen, og den svenske General Tor- stenson aftvang ham Øerne Gulland og Øsel, Halland, Jæmte- land og Herjedalen. Istedet for Oslo, som under hans Formand Frederik den 2den i 7aars-Feiden med Sverige tilligemed Byerne Sarpsborg og Hammer var opbrændt, anlagde han Christiania, der blev Norges Hovedstad. Ham fulgte 1648 Frederik den 3die, SIDE: 143 som indførte Enevældet 1660, hvortil Adelen, som tilforn ved hver Trontiltrædelse aftvang Kongerne edelige Forpligtelser, ved sin slette Opførsel under de to ulykkelige Krige med Sverige gav ham en kjær Anledning, der fandtes gyldig i en Tid, da de øvrige Stænder ikke vare vante til at have Øinene oppe. I England, hvis Søherredømme var begyndt under Dronning Elisabeth, Henrik den 8des Datter, vilde det stuartske Huus, som regjerede baade over Skotland og England, ligeledes udvide den kongelige Myndighed. Men om dette kunde være godt i et Land, der adsplittedes og pinedes af en voldsom Adel, saa var dette en Forbrydelse i Engelland, der besad Frihed siden det 13de Aarhundrede og en constitutionel Forfatning. Det kom derfor til Kamp mellem Kong Carl den 1ste og Parlamentet, der lod Kongen henrette Aaret efter den vestphalske Fred. Den dygtige Cromwell blev Rigsforstander. Til den spanske Arvefølgekrigs Ende. Nederlandenes Handel og Overvægt tilsøes steg stedse høiere. Dog stred Englænderne heldigt mod dem under Cromwells Re- gjering. Han forestod Riget med Kraft og Klogskab, og det for- øgedes med Koloniøen Jamaica i Vest-Indien. 1662 satte Eng- lænderne sig fast i Bombay i Ostindien og i Ny-York i Nord- America. Kort efter Franskmændene sig ligeledes i Canada, hvor Quebec blev Hovedstaden. 1660 tabte Venetianerne Candia til Tyrkerne. 1679 nedsatte Franskmændene sig i Pondichery i Ostindien og i Senegal i Africa, og Hollænderne i Surinam i Sydamerica. Ved Missisippi søgte ogsaa Franske at nedsætte sig. 1681 blev Peter den 1ste Czar (Konge), eller Keiser af Rus- land. Dette Lands Beboere vare ligetil den Tid halvvilde; men Czar Peter fremvirkede dels ved strenge Midler dels ved at drage Fremmede ind i Landet beundringsværdige Fremskridt i Cultur. Da han vilde have Provindser ved Østersøen, forat faae en Sømagt og at lette den europæiske Cultur Adgang til sit barbariske Rige, forbandt han sig med Polen og Danmark mod den unge svenske Helt Carl den 12te. Men Denne slog de Danske, og satte over Østersøen forat tugte de andre Forbundne. Czaren slog han ved Narva aldeles, indtog hele Polen, afsatte dets Konge August, Churfyrste af Sachsen, og indsatte Stanislaus SIDE: 144 Leczinski. Da han drog ind i det ørkenagtige Ukraine i Syd- Rusland forat forene sig med de der boende Kosakkers Chef eller Hermann Mazeppa, saae han sig ikke tilfulde understøttet af denne og forladt i et fremmed Land. Nederlaget ved Pultava 1709 afgjorde hans Skjebne: selv undkom han til Tyrkiet, hvor han i flere Aar levede nær Bender, opæggende stedse Tyrkerne til Kamp mod Russerne. Det lykkedes ham endelig, og Peter Czar kom i en Knibe ved Pruth-Floden, hvorfra han kun red- dedes ved sin Ægtemage Catharinas List. Hun bestak nemlig den tyrkiske Storvizir, saa han lod Czaren trække sig tilbage mod at give Slip paa sine Erobringer ved det sorte Hav. Under Carls Ophold i Tyrkiet reiste alle hans gamle Fiender sig: August af Sachsen fordrev Stanislaus, Czaren bemægtigede sig Provind- serne sydom Østersøen og herjede paa Sverig. De Danske gjorde Indfald, men sloges af Grev Stenboch med Bønder alene baade i Skaane og Tydskland, indtil han i Fæstningen Tønningen i Schlesvig maatte give sig tilfange. I Frankrige havde Mazarin, efter de saakaldte Frondestridigheder, som Condé og flere Store vakte mod denne forhadte fremmede Minister, overladt Despo- tismen i gode Hænder, nemlig i Ludvig den 14des. Han blev en Plage for sine Naboer ved de evindelige Krige, han paaførte dem. Med Glæde saae han Tyrkerne beleire Wien 1683, hvorfra dog den polske Konge Johan Sobiesky bortslog dem; i Tyskland og Nederlandene gjorde han ved sine gode Feldtherrer Turenne og Luxemburg ødelæggende Indfald. Wilhelm af Oranien -- af en Familie, som havde store Fortjenester af Nederlandenes Frihed, og hvis Medlemmer derfor stode i Spidsen af den republikanske Regjering der -- forsvarede sig tappert, og Forbindelsen mellem Churfyrsten af Brandenburg, England og Nederlandene satte Ludvigs Erobrelyst Grændser. Dog vandt han Elsas og mange Fæstninger i Belgien, som dengang var spansk. Fred sluttedes til Ryswick 1697; og mellem Østerrig og Tyrkiet til Carlowitz 1699, efter en Krig, som Prinds Eugen havde ført med Hæder. Det tyrkiske Rige bestod den Gang af Ægypten, Syrien og Palæstina, Landene om Tigris og Euphrat, Natolien, Mingrelien, Krim, det lille Tartari, Bessarabien, Moldau, Wallachiet, Bulgarien, Rumelien, Servien, Temeswar, Bosnien, Albanien, Epirus, Livadien, Macedonien og Øerne Cypern og Candia. En Deel af Dalmatien og Epirus tilhørte Venedig, ligesaa de SIDE: 145 fleste af de græske Øer mellem Grækenland og Italien samt Morea. Det russiske Rige indbefattede, foruden Moskaus gamle Lande, Smolensk, Ukraine, Astrachan, Kasan, hele Sibirien, Kamtschatka, en Deel af Lappland, Archangel og Twer. Sverig besad Finland, Ingermanland, Esthland, Liefland, en Deel af Pommern, Øen Rügen, Wismar og Hertugdømmerne Bremen og Verden. Danmark, Norge og alle dets Besiddelser, dannede en Forbundsstat. Polen og Lithauen havde Churfyrsten af Sachsen til Hersker. Churfyrsten af Brandenburg besad tillige Preussen, det øvrige Pommern, Magdeburg, Halberstad og Minden. Den tydske Linie af Huset Østerrig bar Keiserkronen og besad som Arvelande Ungarn, Bøhmen, Schlesien, Mæhren, Østerrig, Steyer- mark, Kærnthen, Krain, Tyrol, Vorarlberg, Breisgau, Kroatien, Slavonien og Siebenbürgen. Den spanske Linie af dette Huus besad Spanien med alle sine Colonier i Africa, Asien og Amerika, samt Mailand, Mantua, Neapel, Sicilien og Sardinien, desuden og Høiburgund i Frankrig og Brabant og Flandern (Belgien). Frank- rige besad sine nuværende Provindser undtagen Avignon, der tilhørte Paven, og en Deel af Lothringen. I Ostindien havde det Pondichery, i Africa Senegal og i Vestindien en Deel af St. Do- mingo med flere Colonier der og paa det faste Land. England var forenet med Skotland under Navn af Storbritanien, samt med Irland og besad store Colonier i Amerika og Ostindien. Holland (Nederlandene) havde store Besiddelser i Ostindien. I Asien besad Stor-Mogulen næsten hele Hindostan, og Persien adlød eet Scepter. Africa var dengang i sit Indre kun lidet bekjendt. Aar 1700 døde den spanske Konge Carl 2den uden Arvinger, hvorpaa Ludvig den 14de, paa Grund af Giftermaal og Testa- ment, gjorde Paastand paa den spanske Krones Lande for sin Sønnesøn Philip. Da den østerigske Erkehertug Carl ligesaa gjorde Paastand, opkom en heftig Krig mellem Frankrige og Østerrig, hvis Parti ogsaa Nederlandene og England toge, hvor den duelige Wilhelm af Oranien var bleven Konge efter Jacob den 2den Stuarts Forjagelse. Den keiserlige Feldtherre Eugen og den engelske Marlborough tilføiede de Franske store Nederlag ved Turin, Høchstædt Bayern, Ramilliers, Oudenarde og Malplaquet i Belgien. Dog SIDE: 146 vandt Franskmændene ofte i mindre Slag under Catinat og Vil- lars. Denne Krig, Ludvigs Pragtsyge og Uaar udtømte næsten Frankriges Kræfter; dog erholdt Philip ved Freden i Utrecht 1713 den spanske Krone tilligemed alle Colonilande. Østerrige fik Neapel og Sicilien, Belgien, Mantua og Mailand; Hertugen af Savoyen Sardinien. Til Syvaarskrigens Ende. 1715 toge Tyrkerne Morea fra Venetianerne. 1718 faldt Carl den 12te for Fredrikssteen, hvorved Krigen, der hele Tiden var bleven ført med Czar Peter, Danmark og Sachsen, fik en Ende mod at Sverige gjorde betydelige Afstaaelser. 1721 erkjendtes Rusland i Besiddelse af Liefland, Estland og Ingermanland, i hvilken sidste Provinds Czar Peter havde anlagt Petersborg, der blev Rigets anden Hovedstad. 1722 brød en Revolution ud i Persien, hvorved dette deltes. Spaniens Forsøg paa at gjenud- vide sig i Italien endte med Fred til Wien 1738, hvorved Don Carlos, en Prinds af det bourbonske Huus i Spanien, fik Neapel og Sicilien. Parma og Piacenza kom til Østerrig, og Toscana til Franz af Lothringen, som tilfaldt Frankrige. Da det østerrigsk- tyske Huus uddøde 1740 med Carl den 6te, opstod en Krig mod hans Datter Maria Theresia, som Frederik den 2den, Konge i Preussen, vilde fratage Schlesien. Dette erholdt han og 1742, hvorimod Maria Theresia beholdt sine øvrige Stater. Samme Aar gjorde Carl af Bayern Paastand paa Keiserværdigheden med Vaaben i Haand, understøttet af Frankrige; men hans Død 1745 sikkrede Franz af Toscana, Marias Mand, Keiserværdig- heden, hvorpaa i Freden til Aachen 1748 Parma og Piacenza fik en spansk Prinds til Hertug, saaat Huset Bourbon nu var delt i 4 regjerende Familier i Frankrige, Spanien, Neapel og Parma. [fotnotemerke] Østerrige kunde dog ikke glemme Tabet af Schlesien, og da, i en Krig mellem England og Frankrig, Preussen tog engelsk Parti, saa forbandt Østerrig sig med Rusland, Frankrige, Sverige og Sachsen, og Syvaarskrigen opstod 1756. I denne udmærkede Frederik sig som Feldtherre; og han bestod Kampen hæderlig Fotnote: I Storbritanien fulgte Anna Stuart efter Wilhelm; men ved hendes Død 1714 kom Georg af Hannover paa Thronen. 1745 sloges Jacob den 2dens Sønnesøn Edvard Stuart, der vilde gjenerobre sit Fædrenerige, tilbage. SIDE: 147 mod Overmagten. Slagene tabtes for Preussen ved Hochkirchen og Kunnersdorf, men ved Rosbach slog Preusserne Rigstropperne og de Franske, ved Leuthen, Torgau og flere Steder Østerrigerne. Preussens Allierede Englænderne sloges heldigt mod Fransk- mændene tilsøes og ved Quebec. Freden til Hubertsburg 1763 lod Preussen beholde Schlesien. Frederik den 2den udvidede ellers ved Mellemhandling sine Lande, og hævede Preussen, der kun siden 1701 havde havt Navn af Kongerige, til en Magt af Betydenhed -- Fortjenester, der dog skyldes mere hans Regent- dygtighed end hans store Krigerdygtighed. Til den nordamerikanske Revolution. Fra denne Tid af vidste Englænderne, især ved underfundig at benytte sig af de ostindiske Fyrsters Stridigheder, saaledes at udvide sin Magt i Ostindien, at de snart der erholdt et be- tydeligt og folkerigt Rige, der regjeredes af det ostindiske Han- delscompagnie i London ved Directører og Gouvernører. Ved Freden 1763 aftraadte ogsaa Frankrige dem Acadien og Cap Breton i Nordamerika og Spanien maatte overlade Øen Minorka samt i Amerika Florida og Ny-Granada. Det franske Canada bemægtigede de sig ogsaa. Ministeren Pombal styrede vel, og fordrev Jesuitterne. I Sverige, der var bleven træt af de evige Krige, var den qvindelige Side af Vasaslægten, hvis mandelige med Carl den 12te uddøde, kommen paa Thronen. Der hen- vendtes nu al Opmærksomhed paa Bergdrivt og anden Industri, medens forskjellige Adelspartier, under Navn af Huer og Hatte, laae i Kiv sammen. 1768 afkjøbte Franskmændene Genueserne Corsica, da de sidste ikke mægtede at holde denne Øes urolige Beboere i Tømme. Ved denne Tid opdagedes den 5te Verdensdeel Australien mellem Asien og Amerika, bestaaende af det store Øland, Ny- holland og mange Øgrupper. I Polen herskede mange Stridigheder, dels paa Grund af Re- ligionsforskjel, dels paa Grund af den uretmæssige Indflydelse, den russiske Keiserinde Catharina der søgte at gjøre gjeldende. Tilsidst gik fremmede Magters Indblanding saa vidt, at Rusland, Preussen og Østerrig 1772 toge hver sit Stykke af Landet. Dan- SIDE: 148 mark tilbyttede sig den gottorpske Andeel af Holsteen for Olden- burg og Delmenhorst. De sydligere engelske Colonier i Nordamerika begyndte i 1773 at kræve en Repræsentation i det engelske Parlament, saafremt de skulde betale England Skatter. Dette nægtedes dem, og ad- skillige Toldpaalæg og andre Afgivter oprørte Nordamerikanerne endnu mere. Opstanden udbrød i Boston, og 1776 traadte Na- tionalforsamlingen (Congressen) sammen i Philadelphia, medens Krigen alt var i fuld Flamme. Til den franske Revolution. 1778 erklærede de 13 forenede nordamerikanske Stater sig uafhængige, og under Washington og ved Hjelp af Frankrige og Spanien tilvandt de sig Anerkjendelsen af deres Uafhængighed i Freden til Versailles 1783. Frankrige fik flere i 1763 tabte Colonier tilbage, og Spanien, Florida og Minorka, hvorimod den stærke Bjergfæstning Gibraltar, der siden Freden i Rastadt og Uetrecht havde været i Englændernes Besiddelse, beholdtes af disse efterat de Spanske og Franske havde forsøgt et frygteligt Bombardement. 1772 henrettedes Ministeren Struensee i Dan- mark paa Beskyldning at tragte den sindssvage Christian den 7de efter Livet, og Enkedronningen den herskesyge Juliane Maria fik sin Søn Frederik i Spidsen af Regjeringen. Samme Aar skede en endnu mærkeligere Revolution i Sverige, hvor den unge talentfulde Gustaf den 3die ved List og uden Blod tilvendte sig Enevoldsmagten. Under den forrige Constitution havde ogsaa Adelen tiltaget sig en Magt, som kun kunde bringes inden sine Grændser ved en Statsomvæltning; men denne burde udgaaet fra Folket, istedetfor at dette nu kun byttede et Slaverie med et andet. I Ostindien havde de krigerske Maratter tilintetgjort Stormo- gulens Rige; men den største og bedste Deel af Byttet tilreve Englænderne sig efter en langvarig Kamp med Maratfyrsten Hyder Ali -- den hans Søn Tippo Saib siden fortsatte, hvorved Englændernes Magt end mere udvidedes. I Nederlandene vakte det oraniske Huus ved at ville udvide sin Magt Vaabenmodstand fra Patrioternes Side. Preussen bragte et tvunget Forlig tilveie. SIDE: 149 Keiser Joseph den 2den, der ellers var en oplyst Fyrste, men som vilde omforbedre paa en despotisk, voldsom Maade, bragte Belgierne i Oprør, hvorved de tiltvang sig fordeelagtigt Forlig. Han døde under Førelsen af en uheldig Tyrkerkrig. Imidlertid begyndte en Hovedrevolution at trække op i Frankrige, hvortil Aarsagen var Statsformuens elendige Forfatning, bevirket ved Hoffets Ødselhed, samt dettes Tøilesløshed i alle Laster især under den usle Ludvig den 15de og Adelen og Geistlighedens lumpne Vægren forat deeltage i Skatterne, der stedse sværere paadyngedes det øvrige Folk. Nordamerikas og Belgiens Op- stande, saavelsom Englands og Nederlandenes Exempler, der allerede længe blomstrede ved frie Forfatninger, samt en Mængde frie politiske Skribenter og Kongemagtens Indgreb i de fri Høi- domstoles (Parlamenternes) Ret virkede ogsaa til at forberede det franske Folk til en Forbedring af Statsindretningen fra Grun- den af. Den ene uduelige Minister for Finanzerne fulgte efter den anden, og Kongen, Ludvig den 16de, maatte omsider sam- menkalde Notablerne (de privilegerede Stænder) 1787. Da Adel og Geistlighed negtede at dele Byrderne, kom intet ud af denne Forsamling uden at Utilfredsheden steg; og det følgende Aar bevirkede den duelige Finanzminister Necker en Forsamling, hvori Borgerstanden deeltog, sammenkaldt. Da i denne Borger- standen adskilte sig fra de andre, og i Sommeren 1789 erkjendtes af Kongen som constituerende Nationalforsamling, kan den egent- lige Revolution antages begyndt. 3DIE TIDSRUM (Efter den franske Revolutions Begyndelse.) Til Directoriets Indsættelse. I Nationalforsamlingen, hvortil ogsaa flere Adelige traadte over, gik Forbedringerne raskt fra Haanden. Især udmærkede Grev Mirabeau og Sieyes sig som skarpsindige Undersøgere af Forholdene og som Veltalende. Alle Lehnssærrettigheder afskaf- fedes, og Kongen erholdt kun Magt at opsætte til en vis Tid, SIDE: 150 ikke til at forbyde en Lovs Indtræden i dens Gyldighed (suspen- sivt Veto). De geistlige Godser erklæredes for Nationens Eien- dom; ligesaa alle Deres, især Adeliges, som udvandrede af Misfornøielse over Tingenes nye Gang. Nationen erholdt Be- skatnings- og Lovgivnings-Ret og Kongehusets Indtægter be- stemtes. Den 14de Juli 1789 indtoge Pariserne ved Storm Ba- stillen, et Slot i Paris, hvor Statsfanger hensattes. Forbittrelsen over, at der ofte fandtes uskyldige Fanger, hvis Forbrydelse var at de ikke havde behaget de sidste Kongers Hofskjøger og Ynd- linger, lod dem ikke levne Steen paa Steen. Pariserne bevæb- nede sig til en Nationalgarde, forat holde Tropperne fra Byen; dog begyndte Voldsomheder oftere at øves af Pøbelen, som ikke altid kunde holdes i Tømme af Nationalgarden og dens Chef den brave Lafayette. Saaledes tvang hiin i et uanstændigt Op- tog Kongen at drage fra Slottet Versailles til Paris, ved hvilken Leilighed Dronningen, der var forhadt formedelst sine Udsvævelser, forhaanedes. En Forsoningsfest holdtes 14de Juli 1790; men de fleste Geistliges Vægring mod at sværge Borgereden vakte Gjæ- ringen paany. Denne vedligeholdtes ogsaa af de voldsomme saakaldte Jacobinere, som vilde have reen Folkeregjering, og som, forat have Overvægten i Nationalforsamlingen, iforveien i sine Klubber eller Sammenkomster enedes om Sagerne. Deres Modstandere vare Girondisterne, som bekjendte sig til mildere Forholdsregler og vare fornøiede med en fri Constitution. Kon- gens Flugt opirrede Gemytterne paa det heftigste, som derved bestyrkedes i Mistanken om at han hemmeligen underhandlede med fremmede Magter. Han indhentedes ved Grændsen og sattes under Bevogtning efterat hans Magt var bleven ophævet indtil videre. Dog besvor han den nye Forfatning, og erklærede Østerrig Krig paa Grund af dets Beslutning i Forening med Preussen med Vaaben at forsøge Kongemagten gjenindsat i sine forrige Rettigheder i Frankrig. De tydske Magters Krigserklæring vakte atter Mistanken mod Kongen; hans Pallads bestormedes; hans Schweitzergarde nedsabledes; og han maatte tye til Na- tionalforsamlingen. Tydskerne trængte ind i Champagne, men bleve tilbagedrevne, og Dumouriez erobrede de østerrigske Ne- derlande. Kongen af Sardinien tabte Savoyen. 21de Septbr. 1792 erklærede Nationalforsamlingen Kongemagten afskaffet og Frankrig for en Republik. Den afsatte Konge hen- SIDE: 151 sattes i Fængsel tilligemed Dronningen og sin Søn. Pøbelen ud- øvede de afskyeligste Blodgjerninger, eggede af Jacobinerne, imellem hvilke Robespjerre, Danton, Marat og Hebert m. Fl. have vundet en sørgelig Navnkundighed. Saaledes myrdedes over 1000 politiske Fanger i Fængslerne, og imellem dem mange Uskyldige. Girondisternes Parti i Nationalforsamlingen, som til- tog sig al Myndighed, maatte bukke under for det jacobinske, som nu, under Navn af Bjerget, styrede Alt efter sine Hensigter. I Krig mod England, Holland, det hele tydske Rige og Spanien samt mod de udvandrede Adelsmænd, der dannede Hære mod Fædrenelandet, troede Revolutionens Høvdinger at burde holde Republiken sammen ved Skræk. Henrettelsesmaskinen (Guillo- tinen) gik uafladelig -- og Kongens og Dronning Maria Antonettes Hoveder faldt under den i 1793 -- og Nationalforsamlingens Be- fuldmægtigede gjennemstreifede Landet og fulgte Armeerne forat iagttage Generalerne. Af Disse tilkjæmpede Moreau, Jourdan og Hoche Republiken mange Seire. Den Sidste standsede den haardnakkede Borgerkrig i det kongeligsindede Vendee i det vestlige Frankrig. Tilsidst slugte det ene af Bjergets Uhyrer det andet. Robespjerre lod Danton henrette; men faa Maaneder efter fulgte han selv, da hans Tyranni blev Nationalforsamlingen utaaleligt. (Juli 1794). Skræksregjeringen tog nu sin Ende; og Armeernes Seire, især Pichegrus Indtagelse af Holland, oplivede Gemytterne. I October 1795 -- i Republikens 3die Aar efter den indførte Tidsregning -- indførtes en Directorialregjering, bestaaende af et Gamles Raad, et Yngres Raad og et Directorium af 5 Medlemmer, der besadde den udøvende Magt. I 1793 foregik Pohlens anden Deling, idet de samme Magter atter tilrøvede sig Stykker af dette Land. Den svenske Konge Gustav den 3die myrdedes af nogle misnøiede Adelsmænd. I Danmark og Norge styrede Ministeren Bernstorff vel. Trykke- friheden indførtes, hvorved flere Røster oplodes om det Tryk, Norge i lang Tid havde lidt. Atter i 1795 foregik en tredie Deling af Pohlen efter den ædle Koziuskos og Madalinskys Op- stand. Efter Suwarows grusomme Indtagelse af Praga og Kozius- kos Tilfangetagen, kunde den ærgjerrige og usædelige Catharina den 2den i Rusland erklære at Pohlen ikke var længer til. SIDE: 152 Til Napoleon som de Franskes Keiser. Den nye Regjeringsform i Frankrig viste ikke synderlig Kraft i sin Anvendelse. Vel indkom fra de seirrige Armeer store Summer, og den uhyre Mængde paa de inddragne National- godser udstædte Papiirpenge hævede sig noget, men Handelen stod ganske stille formedelst Krigen mod det hele Europa, som Frankrig førte tillands med udmærket Hæder især siden Carnot var bleven Krigsminister. Som Saadan forandrede han den af Nationalforsamlingen paabudne Reisning af hele Folket til en regelmæssig Udskrivning efter Alderen, hvorved nye Armeer stedse kunde sendes mod Fienderne, medens Landets Tilbage- blevne bevogtede dette som Nationalgarder. Imellem Generalerne udmærkede sig især den unge Corsicaner Napoleon Buonaparte, allerede bekjendt fra Toulons Tilbagetagelse fra Englænderne, ved rivende at bemægtige sig Øvre-Italien efter Slaget ved Lodi, medens andre republicanske Generaler, saasom den store Moreau, trængte dybt ind i Tydskland. Napoleon aftvang Østerrig Freden i Campo-Formio, hvorved Belgien afstodes Frankrig og Mailand oprettedes til en Republik. Aaret efter (1798) bleve Nederlandene og Helvetien erklærede for Republiker. Derimod gik den gamle aristokratiske Republik Venedig ind under Østerrig. Directoriet sendte nu Buonaparte til Ægypten -- et Tog, der vel havde til Hensigt at aabne Vei til de engelske Besiddelser i Ostindien. Han indtog Landet og paa Veien Maltha. Ægypten var dengang behersket af en Krigerkaste, Mamelukkerne, der valgte Overhovedet mellem sig; forresten erkjendte dette Tyrkiets Overherredømme. Derved og ved at trænge frem i Syrien fik Buonaparte Sultanen til Fiende. Denne gjorde ham dog liden Skade; men desmere Englænderne, hvis Admiral Nelson øde- lagde den franske Flaade ved Abukir nær Nilmundingerne. Buonaparte gik tilbage til Frankrig, kuldkastede i Nov. 1799 den directorialske Regjeringsform, og lod sig udnævne til Chef for Regjeringen under Titel af Førsteconsul med to andre Consuler ved Siden. Imidlertid havde Franskmændene kjæmpet med af- vexlende Lykke i Italien, hvor Neapel var bleven gjort til Re- publik, og i Schweitz mod Russerne, som Catharinas uduelige Søn Paul ogsaa sendte den franske Republik paa Halsen, samt i Tydskland mod Østerrigerne. Men Buonaparte slog disse ved SIDE: 153 Marengo i Øvre-Italien, og Moreau seirede ved Hohenlinden, hvorpaa en for Republiken fordeelagtig Fred sluttedes i Lune- ville 1801. Samme Aar maatte Franskmændene overgive Ægyp- ten, men udvidede sig i Italien og forvandlede Toscana til Konge- riget Etrurien. Spanien havde maattet overgive Lovisiana, som Frankrige igjen solgte til Nordamerica. Portugiserne beseiredes af en forenet spansk-fransk Armee. 1802 sluttedes endelig Fred med England, hvorved dette tilbagegav Alt paa Ceylon nær, som Hollænderne, og Øen Trinidad, som Spanierne tabte. Da Englænderne ikke vilde udlevere Maltha, begyndte Krigen det næste Aar. De Franskes Tog til St. Domingo forat bringe den franske Deel af denne Ø, som Negrene havde løsrevet, tilbage under det gamle Moderlands Herredømme, mislykkedes. Efterat være bleven først valgt til Eneconsul paa 10 Aar og siden paa Livstid, lod Buonaparte sig vælge til Keiser 1804. De europæiske Staters Folkemængde ved dette Aarhundredes Begyndelse var omtrent saa: Frankrig 34 Millioner, Storbrit- tanien 15 Millioner, Preussen 9 1/2 Millioner, Østerrig 25 Millioner, Bayern 1,700,000, Sachsen over 2 Millioner, de øvrige tydske Stater 5,650,000, Nederlandene 1,900,000, Øvre Italien (den cisal- pinske Republik) 3,600,000, Kirkestaten l l/2 Million, Begge Sici- lierne over 6 Millioner, det øvrige Italien over 2 Millioner, Helvetien over l l/2 Million, Spanien l0 Millioner, Portugal 3 Mil- lioner. Danmark og Norge 2 1/2 Million, Sverige over 3 Millioner, Tyrkiet 25 Millioner, Rusland 40 Millioner. Til Napoleons Tog til Rusland. Aaret efterat den vældige Hærfører havde opreist sin Keiser- throne paa Republikens Ruiner valgtes han og til Konge af Italien (Øvre Italien). Keiseren af Østerrig, England, og Alexan- der, som ved sin Fader Pauls Mord var bleven Keiser af Rus- land, forbandt sig mod Napoleon. Men ved Ulm tog han Hoved- styrken af den østerrigske Hær, General Murat trængte ind i Wien og ved Austerliz slog Napoleon selv Russerne og Øster- rigerne. Nu kunde han udnævne sin Broder Joseph til Konge af begge Sicilierne og kort efter sin Broder Ludvig til Konge af Holland. Det Venetianske indlemmedes i Keiserriget, og Murat blev Storhertug af Berg. Preussen, som nu traadte paa Kamp- SIDE: 154 pladsen, tilintetgjordes aldeles efter Slagene ved Saalfeld, Jena og ved Eylau og Friedland, hvor Russerne hjalp dem. Ved Freden i Tilsit 1807 tabte Preussen meget til Fordeel for Frank- rig og de tydske Fyrster, som dannede Rhinforbundet, i hvis Spidse Napoleon stod. Tilsøes seirede Nelson ved Cap Finis- terræ og Trafalgar, og 1807 borttoge de den danske Flaade efter et Bombardement paa Kjøbenhavn, forat den ei af Napoleon skulde bruges imod dem. 1801 havde Danmark ogsaa ved et Bom- bardement paa Kjøbenhavn maattet bøde for sin Forbindelse med Frankrig. Ved den leed ogsaa Norge meget, da dets største Fordeel havde været at forbinde sig med England. Af preussiske Aftrædelser og det fra England tagne Hannover, der er de engelske Kongers Arveland, dannede Napoleon Konge- riget Westphalen, som han gav sin Broder Hieronymus. Da i 1806 Keiseren af Østerrig frasagde sig Titel af tydsk Keiser, var Napoleons Overherredømme i Tydskland afgjort. Han brugte dette og sin Indflydelse over de andre Lande med Undtagelse af Østerrig, Rusland og Sverig til at indføre det System at ude- lukke de engelske Fabrikater fra Fastlandet. Af den preussiske Deel af Polen oprettede Napoleon Hertugdømmet Warschau, og i Spanien indsatte han ved Vaabenmagt Joseph af Neapel, efterat baade dets Konge og Kronprinds havde frasagt sig Riget. Murat blev Konge af Neapel. Den kongelige Familie i Portugal flygtede for de Franske til Brasilien, men baade i Spanien og Portugal opstod en ødelæggende Bjergkrig og Folkekamp, som Englæn- derne understøttede. Allerede 2 Aar før Joseph blev spansk Konge havde de spanske Colonielande i Amerika begyndt Op- stand, som stedse udbredte sig videre. Etrurien indlemmedes ogsaa i Frankrig. 1809 begyndte en ny Krig mellem Østerrig og Frankrig, som efter Wiens Indtagelse og Slaget ved Wagram endte med at Østerrig tabte Tyrol, Salzburg, Kærnthen, Galizien og Croatien. De to første Provindser fik Bayern. Tyrolerne forsvarede sig dog længe i sine Bjerge. I 1810 indlemmedes Holland, Kirkestaten, Lübeck og Hamburg i Keiserriget, og forat fæstne sig ved Afkom i sit uhyre Rige, fraskildte han sig sin ufrugtbare Keiserinde Josephine, og ægtede Keiseren af Øster- rigs Datter. Ingen modsatte sig nu Napoleon i Europa undtagen de haardnakkede Spanioler, Portugiserne og Engelskmændene, SIDE: 155 som stundom endog under Wellington seirede i aaben Mark i Spanien. 75 Millioner Mennesker adløde dengang dels umiddelbar dels middelbar Napoleon. I 130 Departementer indeholdt Frankrig 42 l/2 Mill.; hertil kom Illyriens, de joniske Øers, Kongeriget Italiens og Districtet Erfurts 8,287,000 Indbyggere, saaat under Napoleons umiddelbare Herredømme stode 50,800,000 Mennesker. Herhos udgjorde hans afhængige Bundsforvandte over 24 Mil- lioner. Imellem hans Generaler udmærkede sig Bernadotte, Massena, Lannes, Desaix, der faldt i Slaget ved Marengo, Da- voust, Ney, Murat, hans Stedsøn Eugen, der var Vicekonge i Italien, Augereau, Victor o. Fl. De svenske Stænder valgte Gustaf den 3dies Broder Carl den 13de til Konge istedetfor den i 1809 af Armeen, som stod imod Norge, afsatte Gustaf den 4de Adolf, som ved sit blinde Had mod Frankrig og de Stater, som indlode sig i fredelig For- staaelse med dette Rige, foraarsagede at Sverige tabte Finland til Rusland og at de svenske Provindser i Pommern besattes af de Franske. Da Carl var børnløs, kaarede Han og Stænderne til Thronarving den franske Marschal Bernadotte i 1810, der antog Navnet Carl Johan. I Danmark var Frederik den 6te bleven Konge 1808. Til Napoleons Bortførelse til Sanct Helena. Forat tvinge Rusland til at deeltage i den Plan at udelukke Englænderne fra Handel med Fastlandet, besluttede Napoleon at tvinge det med alle sine uhyre Stridskræfter. Han drog endog Tropper fra Spanien, hvorved Englænderne og Fricorpsene, som endnu førte en mordisk Krig der, gaves friere Spillerum. Efter Seirene ved Niemenfloden, Smolensk og Mosaisk drog Napoleon ind i Moskva; men da Russerne tændte denne uhyre Stad i Brand, og Vinteren trængte paa, maatte den store Armee seen- høstes 1812 tiltræde et Tilbagetog, som det haarde Clima, Veienes Ufremkommelighed og de altid forfølgende Russer og Cosakker gjorde saa ulykkeligt, at den over 1 Million stærke Hær kunde betragtes som opløst og ødelagt. Denne Ulykke benyttede det underkuede Preussen sig af til at erklære Krig, og snart efter SIDE: 156 gjorde Østerrig det samme. Dog seirede Napoleon i 3 Hoved- slag endnu; men da Sachserne midtunder Slaget ved Leipzig gik over til de Forbundne, og den nordtyske Armee, som mod nogle franske Generaler havde været seirrig under Kronprindsen af Sverige, kom til, saa tabte han dette Hovedslag og maatte trække sig ud af Tydskland. Der reiste sig nu Alt imod Frank- rig og Napoleon. Fienderne droge ind i det kamptrætte Frank- rig, og trængte efter afvexlende Slaglykke stedse længer frem uden at Napoleon kunde reise Stridskræfter nok i det udtømte Land. Fienderne besatte Paris i Marts 1814, hvor, efterat Na- poleon havde frasagt sig Thronen, en Fred sluttedes, der tilstod ham den lille Øe Elba ved Toscana. Frankrig tabte alle sine Erobringer, og Ludvig den 16des Broder Ludvig den [fotnotemerke] 18de blev Konge og gav det en Constitution. Men Aaret efter kom Na- poleon tilbage; den misfornøiede Armee gik over til ham, og de forhadte Bourbonner overlode ham Thronen ved den iilsomste Flugt. Men Slaget ved Waterloo i Belgien gik tabt ved en Ge- nerals Uefterrettelighed, og med det Alt. Napoleon overgav sig til Englænderne, som satte ham i haardt Fangenskab paa Sanct Helena, en Klippeø imellem Africa og America. Der hensad han til sin Død 1821. Hans Familie forvistes fra Frankrig, flere af hans Vaabenfæller henrettedes af Ludvig den 18de, og i den 2den Pariserfred paalagdes Frankrige svært Krigsstyr; Preussen udvidede sig især paa Sachsens Bekostning, og de tyske For- bundsstater dannedes, som de nu ere. I Spanien, Portugal og Neapel kom de gamle Kongefamilier tilbage. Storhertugdømmet Warschau forandredes til et Kongerige Polen, hvis Konge den russiske Keiser skulde være [fotnotemerke] . Disse Forandringer havde Mo- narkerne aftalt sammen i Wien; de indtraadte ogsaa i en saa- kaldet hellig Alliance, hvis Øiemed var at hævde Kongemagten. I Begyndelsen af 1814 havde Overføreren for den nordtyske Armee mod Napoleon den svenske Kronprinds Carl Johan ved at rykke ind i Holsteen aftvunget Kongen af Danmark Afstaael- Fotnote: Den 17de skal den med sine Forældre fængslede tidlig afdøde være. Fotnote: Napoleons Gemalinde fik Parma; det øvrige Øvre-Italien fik Østerrig, med Undtagelse af Savoyen, Genua og Piemont, som kom til Sardinien. Hel- vetien blev en Forbundsstat af 22 Cantoner. England fik Tabago i Vestindien, Bourbon i det indiske Hav. Helgoland ved Elbmundingen og det gode Haabs Forbjerg. Paven fik Kirkestaten tilbage. Holland, Belgien og Luxemburg blev Kongeriget de forenede Nederlande under Wilhelm af Oranien. SIDE: 157 sen af Norge ved Freden i Kiel. Norge derimod forsvarede sin Uafhængighed og benyttede sig af Omstændighederne til at give sig en fri Forfatning 17de Mai 1814, da ogsaa Statholderen Christian Frederik af Danmark valgtes til Konge; 4de Novbr. s. A. sluttedes en Forening med Sverige med fælleds Konge og Bibehold af Selvstændigheden. Til Revolutionen i Paris 1830. I Frankrig var der Gjæring. Hertugen af Berry, en kongelig Prinds, myrdedes. Folkets ved Chartet besvorne Rettigheder agtedes kun lidet. Dog behandlede Kong Ferdinand af Spanien sit Folk værre, ja indsatte endog Inqvisitionen (en berygtet Troesdomstol) og Jesuiterne igjen. Da derfor Opstand brød ud overalt og Riego proclamerede Cortes- eller Stænderforfatningen efter en fri Grundlov af 1812, som Kongen maatte underskrive, saa maatte han tilbagekalde disse Bestemmelser. En fransk Hær trængte ind i Spanien og gjenindsatte Kongen i sin Magt. I Syd- america havde allerede i 1811 Venezuela erklæret sig uafhængig, og i 1819 fulgte Chili, Peru og Buenos Ayres Exemplet. 1821 forenede Ny Granada og Venezuela sig til een Republik under Navn af Columbia, og Mexico erklærede sig for et uafhængigt Keiserdømme, men gik siden over til at være en Republik. I 1823 erkjendte England disse Staters Uafhængighed, hvoraf Bo- livar har stor Fortjeneste. I Brasilien indførte Kongen af Por- tugals Søn Don Pedro en constitutionel Forfatning og erklærede det for et uafhængigt Keiserdømme. I Portugal derimod tilintet- gjorde Kongen Johan den 6te den i 1820 indførte Constitution, og de i Regentskabet Følgende: Enkedronningen og den anden Søn Uhyret Don Miguel fortfore i samme Fremgangsmaade. Hayti erhvervede sig ogsaa sin Uafhængighed, og Grækerne endelig sin efter en flereaarig blodig Kamp mod Tyrkerne. I Nordamerica ere de forenede Stater stegne til 24 med 14 Mil- lioner Mennesker. Efter et fordeelagtigt Feldttog mod Persien, hvorved Rusland udstraktes til det caspiske Havs sydlige Ende, anfaldt Russernes Keiser Nicolaus Tyrkerne i 1828 og vandt Afstaaelser af Land og Penge. I Tyrkiet tilintetgjorde Sultan Mahmud Janitscharerne, en tyrkisk Milits, forat indføre en ny staaende Armee paa europæisk Viis. Vicekongen Mehemed af SIDE: 158 Egypten har ogsaa søgt at nærme sit Folk mere til Europæerne. I Frankrig gik Kong Carl den 10des Ministre stedse stærkere frem i deres Angreb paa Frihederne. Vel lode de Algier be- sætte forat henlede ærelystne Folks Opmærksomhed fra An- grebene paa Constitutionen hjemme; men da disse omsider bleve for voldsomme, reiste Paris sig i Opstand 27de Juli 1830; og efter 3 Dages Kamp mod Kongens Garde og Tropper var Seieren Folkets. Karl tabte Thronen, hvortil Hertugen af Orleans kaldtes under Navn af Ludvig Philip den 1ste. Ved samme Tid løsrev Belgien sig fra Holland, og er nu et uafhængigt Kongerige. Polen reiste sig mod Rusland; men maatte bukke under efter den heltemodigste Kamp. I Tydskland synes endnu Bevægelser at spaae kommende Revolutioner til Friheds og Folkehelds Op- naaelse. Henrik Wergeland SIDE: 159 NOTITZER OM CARL DEN TOLVTES FELDTTOG I NORGE 1716 -- 1718 (HENTEDE FRA E. M. FANT, VED HR. HENR. WERGELAND.) Ved Christiania forenede Kong Carl den Tolvte sig med Gene- ralmajor Mørners Division, som igjennem Dalsland og Bahus Lehn var i Febr. 1716 trængt ind i Norge. Kongen selv, der tog Vei over Høland, ilede med slig Fart til sin Hær, at han "paa een Dag reiste fra Ystad til Christinehamn og Carlstad, did han kom Kl. 12 om Natten, og tog Qvarteer ukjendt paa Gjæstgivergaarden. Siden flyttede han til Bispegaarden, men listede sig uformærket bort igjennem Bagporten, en Aften Kl. 7 paa en Bondeslæde, og foer til Holmedalen, hvor Prindsen af Hessen blev skudt med en Rendekugle i det høire Laar." Den 11te Marts drog Kongen ind i Christiania. "Grev Mørner, som egentlig havde tilraadet Foretagendet mod Norge, havde Mistanke om, at Fienden var bleven forud under- rettet af Forrædere. En Grændse-Spion Sander Gøranson op- dagedes som Den, der havde givet den danske Oberst Genschau Rapporter. Ved Undersøgelsen angav han Brynolf Hesselgren, Inspectør ved Landmaalings-Contoiret i Stockholm, for at have staaet i Brevvexling med sig, og i Brev til sin Søster Maria Hesselgren i Christiania anmeldt, at de snart havde at vente fremmede Gjæster i Norge." Hesselgren arresteredes, og sad lænket paa Gjældsstuen i Stockholm i halvtredie Aar, uden at noget Menneske fik tale med ham. Alle Undersøgelser beviste dog hans Uskyldighed, og han frikjendtes omsider af en Commission; men Kongen rak ikke at bekræfte Dommen før sin Død. Men to Dage efter Budskabet herom sattes Hesselgren paa fri Fod, og fik til Er- statning Bestalling paa at være Over-Inspectør og to Gaarde i Sødermanland. 1734 døde han, og blev, efter egen Anordning, begraven med Lænkerne i Kisten. "Stundom kunde Hæren i Norge for Snee alene gaae een SIDE: 160 Mand høi, hvorved Kongen som tiest gik fremmest og trampede det første Spor. Stundom maatte Soldaterne holde Geværerne i Veiret, og ake utfor Bjergene, hvori Kongen selv gik dem fore." Carls Hær ved Indbrudet i Octbr. 1718 beløb sig til 12, 600 Mand til Fods og 8,400 til Hest i tre Divisioner. Den første commanderedes af Carl selv; den anden af General-Lieutnant Henrich Otto Albedyhl; den tredie af General Dücker. Ved denne befandt sig begge Prindserne (Arveprindsen Frederik af Hessen og Hertug Carl Frederik af Holstein) samt Feldtmarskalk Mørner; ved Kongens Hær General-Major Bennet, Obersterne Wallen- stjerna, Stenflycht, Bjelke og Bousquett, ligeledes Gen. Lieut. Grev De la Gardie, Gen. Majorerne Silfverhjelm og Gjerta. General Armfelts Armee af de finske og norrlandske Regi- menter var 6500 Mand; men med Helsinger og Jæmter samt Tre- og Femmænnings-Regimenter udgjorde den 10,000 Mand. Ved Indtagelsen af Skandsen Gyldenløve satte Kongen selv Stigerne mod Muren, og havde kun Oberst Bousquett fremmen- for sig. Ved Trancheen opholdt han sig i en Fjælehytte Nat og Dag. Freds-Congressen paa Aaland bestemte, at Carl skulde ind- tage Norge og beholde det under russisk Garantie, samt at den finske Armee (ventelig fra Throndhjem efter dettes Erobring) skulde paa en russisk Flaade sættes over til Scotland, for at thronsætte Prætendenten. Men denne Armee, som ogsaa commanderedes af General De la Barre, "maatte ophæve Beleiringen for Munkholmen(?) ved Throndhjem og uden Provision begive sig hjem over Fjel- dene. Den kom ei længere end en Dags Marsch før den over- faldtes af Yrveir og Frost, og Veiviserne frøse ihjel den første Dag. De havde intet andet at ilde med end ihopsatte Gevær- skjæfter. Første og anden Dag Juul ihjelfrøs 4000 Mand; iblandt dem Oberst von Gerdten, Overcommissæren Werling og Forti- fications-Capitainen Baron Oxenstjerna. En Deel af Soldaterne huggede Hul paa Isen paa Elven, som flyder fra Fjeldene til [fotnotemerke] Fotnote: Imellem Jæmteland og Herjedalen. SIDE: 161 Handøl, og fulgte dens Løb. Efter et halvt Aars Tid var lidet mere end 200 Mand i Behold af denne Hær, saa at de kunde gjøre Tjeneste." Da K. Carl var skudt 30te Nvbr. 1718 Kl. 9 om Aftenen, for- søgte General Grev Dücker forgjæves at overtale Hertugen af Holstein til strax at vise sig for Hæren; men han holdt sig i sit Telt af Sorg og Vildraadighed. Forgiæves prøvede Hertugens Kammertjener Røeptorff det samme. Carls Svoger, Frederik af Hessen, sad just tilbords i sit Qvarteer (paa Gaarden) Torpum, 3/4 Miil fra Fredrikshald, med nogle høie Officerer, da General- Adjutant Siquier traadte ind, og hvidskede ham Dødsfaldet i Øret. Det berettedes tyst fra den Ene til den Anden indtil Alle stode op, og rede strax til Stedet. Ved Prindsens og hans Følges Ankomst stod en Hestbaare færdig til at bortføre Liget til en Møllerstue ved Tistedals-Elven, hvor Kongen havde havt sit Hovedqvarteer. Nogle og 20 Soldater stode omkring med Fakler, og Prindsen befalede de nærværende Generaler og Officerer at løfte Liget paa Baaren. Saasnart det var bortført, holdtes Krigsraad paa Stedet om Natten, der besluttedes at op- hæve Beleiringen, og at postere Feldtmarskalk Dücker ved Svine- sund for at hindre Rygtet om Kongens Død. Men dette Sidste gjordes tilintet ved en Lieutenant, som med en Tambour samme Nat gik over til Fienden med den vigtige Efterretning. De Beleirede gave i to Nætter Ild paa de forladte Løbegrave. "Armeen leed paa denne Marsch overordentlig af Brist paa al Forsorg, saa knapt Trediedelen af Regimenterne kom frem. Af dem sygnede ogsaa største Delen og døde. En sex Ugers Regn under Beleiringen forvandlede sig et Par Dage efter Opbrudet til en usædvanlig Kulde. Kalkvandet omkring Frederikshald bidrog ogsaa til Sygdommen. Af Gardens 2400 Mand vare i næste Febr. neppe 500 duelige. Obersten ved Garden Michael Törnflycht efterlodes ved Ho- vedqvarteret med 200 Mand for at bevogte Liget. Derfra blev det baaret af Gardister den 6te Decbr., da hele den svenske Armee allerede var over Svinesund. Fant beretter ogsaa, at "man har stor Grund til at troe, at K. Carl, ligesom Gustaf den Tredie, har været advaret eller havt nogen Mistanke om sin Skjebne. Om Morgenen førend SIDE: 162 han drog ud opbrændte han en Hob Papirer, og beholdt alene i sine Lommer K. Gustaf Adolfs Portræt og en Bønnebog. At han i Dødsstunden fattede om Værget, som halvt var draget, synes at bevise, at han er bleven sin Banemand var. Det skal heller ikke have været ubekjendt i Armeen; men Konger ere almindelig de Sidste, som kjende hvad der angaaer dem." SIDE: 163 Henrik Wergeland TALE I DET NORSKE STUDENTERSAMFUND DEN SYTTENDE MAI 1835 Velsignte blandt Dage, paa blomstrende Skyer til Norge tilbage fra Himlen du flyer. Der stille du svævte blandt Engle iløn til Skyerne bævte og brast af vor Bøn. Den Dag er kommen, Brødre! som er os den kjæreste fordi den er Fædrelandets skjønneste. Ærens Dag er oprunden; thi paa den indtraadte Fædrelandet i Rækken af frie Nationer, paa den vandt det sin Frihed, uden hvilken ingen Ære er og al Folkelykke kun er et Bedrag. Sejerens Dag overstraaler os; thi paa den betvang Fædrelandet en i Aarhundreder næsten til Bestemmelse indhærdet Vanskjebne. Velsignelsens Dag omgiver os; thi fra den skulle vi regne disse Fremskridt, der ere øjen- synlige og stigende; paa den fødtes Nationens Kraft til at ud- vikle alle disse Kimer til forhøjet Velvære som ligge i Friheden, og med denne gjorde Nationen sig fortjent til stedse rigere at velsignes. Brødre! den Dag er, da Fædrelandet tiltaler os, da vi skulle tiltale hverandre i Fædrelandets Navn og forkynde Frihedens Forjettelser. Thi sandelig som en ung Moder har Friheden reist sig og vandrer imellem sine Børn. Velsignelseskilderne ere ikke stand- sede i denne Barm, som nærede os. Ømheden ikke udslukt i dette Hjerte, som elskede os. Disse Arme, der bar os, ere endnu favnende. Det drømmende Kjærlighedsblik gjennemtindrer kommende Tider, og seer ufødte Slægter imøde -- dem hun skal tage til Barmen, elske og velsigne som Os. Det er falskt, om vi sige, at Friheden udbredte sin Glands pludseligt og uventet som Meteoret, der gjennembuer den mørke SIDE: 164 Nat med sin Flammekugle -- eller at den nedfaldt uventet som Tordenstenene. Visselig, den er Himlens Gave og den bedste (thi alle Goder ligge i den); men den nedfalder ikke over de Sovende; og er sat som Priis-Klenodiet paa en Bane, hvor Men- neskene maa anstrenge sig og kappes. Kun for Sved er det at Himlene sælge Jorden sine Goder. Derfor er Fædrelandet os dyrebart, fordi det har kjøbt os Ære og Lykke for Anstrengelser -- fordi det midt i sin Armod og Magtesløshed erkjendte, at Frihed ei kjøbes for dyrt. Hvo der lever af Slægten, som erkjendte dette, vil vidne. -- Hvo der døde før Frihedspalmen nedrystede sine Frugter -- og Gravene langs Grændsen i de mørke Skoge, hvori Disse hen- muldne, der faldt forat værne hint "Norges bankende Hjerte", hine kløgtige Besværgere, der endelig paa denne Dag saae Fri- heden aabenbare sig efter Paakaldelsen -- alle Disse ville vidne dette og at Intet er mindre egenkjærligt end Frisindet. Dette Eiendommelige er Frihedens Guddomsglorie -- dette, at enhver Slægt, der har Frihed, arbeider mere for de kommende end for sig selv. Den veed, at den skal vorde velsignet, om den kun overantvorder Efterslægten Friheden ukrænket. Og enhver Slægt kræver derfor Friheden som en naturlig Arv. Overantvordes den ikke, da er der ingen Hellighed om Fædre- nes Grave, ingen Glands ved Navnene, ingen Historiens Hæder, ingen Mindernes Ærefrygt. Det forekommer Slægten, der op- dager dette med Blusel, somom det paaligger den at begynde en ny Historie, at omskabe sig til en ny Nation, at udsone Fædrenes Synder ved at ofre sig for Efterkommerne. Uden dette Martyrsind, uden denne reen guddommelige De- stination, skulde Friheden ikke existere i Virkeligheden -- ikke være saa hellig -- uden Flugt -- uden Liv -- stillestaaende, forblivende i de Former, som et Tilfælde, mere end en bestemt og klar Folkevilje, havde givet den. Det var for Efterslægten, for Os, at vore Fædre samledes forat oprække de faae Hænder mod Europa, æskende Frihed af en Himmel, de vidste krævede mere derfor end Bønner, og Retfærdighed af en Jord, som kun lader sig den aftvinge. Det var for Os, at disse Mænd, hvis Alder vilde Roe, hvis Adspredt- hed i de afgrændsede Bygder og fjernt adskilte Stæder, at hver holdt sig for sig selv, og hvis Uvanthed til at gribe ind i politiske SIDE: 165 Bevægelser synes at opfordre til at lade den tilsyneladende Overmagt raade med Skjebnevælde -- det var for Os, at De lode alt dette intet betyde -- at de ringeagtede den Røst, som kunde raade til at blive siddende for at redde hvad reddes kunde af eget Velvære, forat bøde paa de Formuesbrist, som de sidste Aar havde tilføjet Alle -- det var for Os, at de ind- lode sig i dette Vogespil, hvori Alt var sat mod Alt, men hvori dog selve Tabet vilde være Ære. Landets Natur var som forvandlet under denne mægtige Aand. Den hindrede ikke mere end Fjeldrækkerne hindre Ørnene fra at sænke sig i hvilkensomhelst af de dybe Dale. De slappe, afskaarne Forbindelser spændtes. Landet var som den streng- fulde stemte Harpe, hvorigjennem det mindste Anslag toner. Dette gjorde Fædrene for Os -- dette og mere; thi de vidste, at den nye Frihed skulde æske flere Offre end der be- høvedes forat vinde den. Og de have ikke ophørt med disse Offre. Fædrene have vundet Friheden togange. Først med Blodet og siden med Formuen. Først med Modet og siden med Ædelmodet. De indtoge Tinden og befæstede den. De vunde Klenodiet og udjevnede Banen dertil for Os -- den Bane, de selv maatte gjennembryde med Sved og mærke med Blod. Dog har Friheden betalt dem. Det var som om den i Norge fandt sin forudberedte Jordbund. Den har forlængst betalt dem. -- Mange faldt med Sejerskriget i Ørerne -- paa det ere de opstegne forat see Fædrelandet lykkeligt. Ingen er siden død uden at have seet Fædrelandets unge Glands voxende, voxende ilsomt som Dagbrynet over Aasen -- med det bristende Øje paa Frihedspagten have de takket den Almægtige fordi han lønnede Opoffrelserne med Velsignelse. De Fleste leve endnu, og leve forat velsigne det Øjeblik, da de besluttede sig til at voge, at offre, at lide, at bløde for det Norge, de ei ventede selv at opleve nogen Lykke i. Dette er det Sind, som tør paakalde Friheden. Denne Fjern- hed fra al Egoisme er dets Væsen, og det som gjør Friheden himmelsk og omgiven med religiøs Majestæt. Men dette Sind tilhører ikke Farens Stund og Blodvidnerne alene. Det har ikke sin Rod i nogen Spænding over det sunde Hjertes almindelige. Vi have ikke modtaget i den dyrekjøbte Arv en død Skat, eller Noget, der ikke kan eller bør modtage SIDE: 166 nogen højere Udvikling. Saaledes er det ikke at vi sværge til Forfatningen. Vi, Brødre, ere Mellemleddene mellem hine Frihedens Skabere og Ætterne, der skulle nyde dens modne Frugter. Ligesom Fædrene for Os, maae vi arbeide for Ætten -- glade hvad enten det skal tillades os som Oldinger at udhvile os mellem en taknemlig Efterslægt, der nyder Frugterne af vort Virke, eller om vi først i en endnu friere Tilstand skal forhøje vor himmelske Lyksalighed med Glandsen af vort jordiske Fædre- lands. At tabe sig Selv i sit Formaal -- det er Begeistringen. Her er Formaalet rykket ud over vor Tid. Den Frihed, hvortil en ubetvingelig Attraae driver os -- den vi med drømmende Vel- lyst udbilde os -- er en anden, end den, der er disse Dages Hæder. Men med klar Sands see vi, at en Alder er forjettet den, hvori den vil kunne udfolde sig i al sin store Sandhed og yndige Fantastiskhed. Derfor slukke vi ikke dette Blussende; thi det udgløder det Egoistiske af vort Væsen. Derfor pleje vi disse Frihedsidealer; tillade ikke kummerlige Erfaringer at over- hølje disse Smiil fra et bedre Væsen med sine Taarer, at sky- sløre disse Glimt af en højere, i Ideen og Tilkommelsen ikke mindre sand Verden. "Bygger Ynglingen i Hjerne Slot for Frihedens Idee, Mand, da skal du Borgen værne Som en Drage Fepalæ! Gamle Hvide, Du skal stride, gjøre Graven til Tropæ. Trylleborgens Herskerinde er jo, Aand, din Aandebrud. Kjæmp, at hun sit Hjem kan finde trygt paa Jorden som hos Gud! Englefulde Himle rulle der for hendes Fødder ud. SIDE: 167 Se de Himle skal du dele, om du hende Jorden bød! Himlens Datter vil jo dvæle som din Viv i Hyttens Skjød. Kamp hun vejer, op med Sejer, og med Salighed din Død. Hun med Tro betaler Ahnen, med Triumfens Jubel Qval. Hun din Gravhøi til Altanen gjør for eders Bryllupshal. Under denne Dig og Hende frelste Aander hylde skal. Dog til arme Dødelige beiler selv saa riig en Brud? Sjel, du blues forat stige fra din ringe Hytte ud, for til Frihed blive viet i dens Himmerig af Gud." -- Som Ynglinge kunne vi for Efterslægten, for Andre end os Selv og for Friheden saaledes at vi af den nærværende udvikle en, der mere nærmer sig dens højeste Idee, intet Bedre gjøre end at nære Frihedssindet og at være os den Begeistring, som dette er i sin Reenhed, bekjendte. Luft for denne Flamme! Intet Stængsel for disse Straaler fra Sjelens Indre! De maae søge Menneskehjerterne -- i disse Dyb ville de besvangrende sænke sig. Det maa være en given Sandhed for Verden og en Erfaring for hver Æt, at den kommende er mere frisindet end den selv var. Faderen maa trøste sig over at ikke Han har gjort nok ved at Sønnen vil gjøre mere. Han maa vide, at Sønnen i samme Forhold er større Enthusiast end han var som Friheden har udviklet sig siden hans Puls slog i samme Takt, og siden SIDE: 168 han greb i samme Aare, der driver Menneskeheden frem gjen- nem Tiden mod dens Atlantica. Dette sagt, Brødre! og vi vide, at det er ikke for os Selv at vi feire denne Fest. Vi feire mere det Forbigangne og Tilkom- mende end det nærværende. Vi ville fæste Efterkommernes Øine paa Os som værdige til at overlevere dem Friheden meer fuldkommen end vi modtoge den fra Fædrene. Det Frihedstræ, vi fryde os om, skal ikke være af disse Underhavens forstenede, hvor Frugterne kun til Øjenlyst ere Diamanter og Rubiner; men et, der lædsker og nærer, forædles, voxer og voxer til en Ygdrasil, der omskygger Verden. Det er ikke en Fest for den taabelige Stolthed, at kunne skjænke disse Arvklenoder ligesaa ufrugtbare, forældede og koldtglimrende til Ætlingerne. Ikke en Stagnationens Fest, dette Dynd hvori Menneskeheden og alt Godt bliver hængende, dette en seendrægtig Frihedsvaars Tælegrøp, hvori Norge lettelig skulde nedsynke. Det er en Fremskridningens Fest, ikke det Nærværendes, denne Over- gangstypus, vi feire. Saaledes Brødre -- hvilken Hellighed i vor Glæde! Saaledes tilhøre vi Dagens Idee ganske. Vore herligste Idrætter skulle kun være som udstraalede af den. Hvilken Spænding i vor Energi! Thi hvorledes skulde vi turde vove at meddele Efter- slægten -- den vi, i Fædrenes Billede skulle arbeide for -- Friheden unyttet eller endog nedværdiget og bedækket med Forhaanelser? Op! op! Brødre -- det er paatide at vi bekjende. Disse Pocaler ere ikke Glemselsvalmuer. Dette Flag vajer ikke forat blænde os med sine kjære Farver eller forat tilsløre vore Klager. Ve! jeg hører det udhvine sine i Luften. Lader dem ikke komme til Efterslægten -- de skulle forstyrre os i vore Grave. Thi det var det Mindste vi kunde gjøre for Ætlingerne mod hvad Fædrene gjorde for os, at vi pletløst afgave Klenodiet vi modtoge -- at vi vare flittige i at blanke dette vaulundgjorte Overflødighedshorn, naar vi mærkede at Luften var svanger med Elementer tilbøjelige til at anløbe det. Dette er vort Livs Opgave, men paa denne Dag skeer det, at Klenodet fremstilles skinnende for Folket. Lader os da bekjende, at denne Dag er os vigtig -- at den ikke udtømte sig med den Rigdom den udrystede hint minde- SIDE: 169 værdige Aar, da Normannafolket følte en Revolutions Bølgeslag i sine Aarer. Hvert Aar kommer den som Forfatningens Nytaarsdag. Thi visselig den aabner et Aar, i den Mening nyt, at nye Udvik- linger af Forfatningen lægges for Dagen ligesom Rødmen stiger i Kinderne, og Musklerne svulme om den frodige Yngling. Ja en Nytaarsdag, thi det nye Bedre, som de svundne Aar have overtydet os om ligger i de kommendes Skjød, er ikke længer det Gamle, og hver 17de Mai slaaer op et nyt Blad i Forfat- ningens Fortolkning. . . . En Nytaarsdag; thi da bringe vi Alle Constitutionen vore Hilsener, vore Ønsker, at den maa trives og voxe, og vore Kjerligheds-Gaver i et frimodigt Aasyn, i et reent og uegennyttigt Sind, i trofaste Løfter, i mandigt Ord og Bedrivt. Dette tør vort gamle Samfund sige. Dette siger jeg i dets Navn, Brødre! Er det ikke fra Fjeldets Tinder og Huler at de Storme fare, der lader Træet friste hvad Løv det bærer: fast og livsfrodigt eller visnende og falskt? Storme nedbrøde fra Throntinden og fra Hulerne derunder hylte de som Dæmoner mod vort Frihedstræ, og mange Blade, hvorpaa Vaarens Glands end laae og som det nærede fra sin Rod, stode ikke sin Prøve, men faldt til Jorden til Leeg for uslere Vinde. Men vort Samfunds Brødre vare de ikke som de livsfriske Blade, der holdt Stand i Stormen? deres sammenknyttede Hæn- der som Frihedstræets faste slyngede Grene? Bægerne, de opløftede, ligesom Blomster, der med sød Trods netop hvælve sig sammen og ville ikke give Slip paa Duggdraaben under Stormen. Denne er sagtnet. Det hviner ikke længer i Bladene, hvoraf hvert af vore Hjerter er et. De affaldne omtumles foragteligen paa Jorden. De, der holdt sig, glindse og suge sin Næring i Fred, og en mild Aftenluftning toner igjennem dem. . . . Denne Aftens Luftning toner igjennem Os . . . Aftens? O, denne Dag tilhører sig selv alene, delende to af Fædre- landets Aar . . denne Aften er det kommendes Morgen. Disse de lykkelige Borgeres Glædesblus ere Stjerner over et ned- sjunket lykkeligt Aar. Disse Himmelens Stjerner ere Morgen- SIDE: 170 gryet for et kommende end lykkeligere. Det begynder imorgen. Denne Dag staaer ensom i sin Høihed. Den tilhører ikke Re- ligionen, ikke Erhvervet, ikke de sandselige Glæder. Delt imel- lem Mindet og Forjettelsen synes den halvt at tilhøre Jorden halvt Himlen. Denne Qvel med sine Stjerner er et kommende Lykkeaars Morgen med sit buede Dagbryn over Fædrelandet. Derfor -- Brødre -- vi ere aarle ude for at hilse dette Aar, der skal indgyde Friheden ny Marg, give Forfatningen nye Tryllerier for Hjerterne. Sønner af gamle Norge! Børn af den unge Frihed! af denne Gudinde, som opsteg af Oceanet, der overskyllede den fordærvede gamle Verden og endnu bryder imod dens undergravede Pillarer, -- hvert af vore Hoveder være en af disse kjække Bølger! Lad dem knuses, om det skulde være nødvendigt; thi det er Aanderne eget, at Døden er kun Eens, Seiren vis og Alles. Vort Blod gjennemruller ikke raskere vore Aarer, vort hele Legeme tiltager ikke igjennem Ynglingealderen uden forat minde os om at Aanden ligesaalidt taaler Stillestand som Tilbagegaaen, og om at Forbedringerne, Udviklingerne er vor Sag. Derfor lader os fremkalde vor Vilje! lader os bede til vor Kraft! Thi dem er det Gud engang for Alle har anbetroet Friheden og Fædrelandet. Forfulner vor Vilje, indtørker vor egen Kraft -- da skulle hverken Englenes Legioner komme; og heller ikke, om de kom, skulde de kunne frelse det For- raadte. Men brænder Frisindet og Fædrelandskjærligheden, skulle selv de Skjebner, Himlene forbeholdt sig selv at tilskikke vort Land, ikke være andet end det ædle Aasyns mørke men forbifarende Skyggedrag. Regnsvangre Skyer over den nedslagne Sæd føre ikke længer noget Triumftog over Norge. Thi Udholdenhed er den natur- lige Skal om den Frisindedes Mod. Elementerne ere ikke fryg- tede Fiender længer; thi Norges Aander have følt, at de voxede under Kampen mod dem, og de erkjende, at Friheden, ved den Ret der er den fribaarne Nordmands paathinge, erstatter rige- ligen enkelte Aars Nederlag i Striden mod de voldsomme Floder, mod Havet, Lavinerne og Klimatet. Men Himlen vil være barmhjertig mod dem, der gave Slip SIDE: 171 paa mange af Jordens Goder, for det ene himmelskes Skyld: for Friheden. Men hvad der beroer paa os Selv -- lader os sværge, at vinde det: Oplysning, denne Frihedens Lysfære: Medborgersind, dette Frihedens Styrkesbelte: Oprigtighed og Uforfærdethed, denne Frihedens Veltalenhed: Flid, dens Haand, og Hæder, den Dragt, som tilhører den! Henrik Wergeland SIDE: 172 OM NORSK SPROGREFORMATION Erindres ret, saa var det vor Bjerregaards "Fjeldeventyr", som først gjorde Danskerne opmærksomme paa Udviklingen af et norsk, mere i Ord og Ordrigdom end i Ordbøininger fra det forhen fælledsbrugte forskjelligt, Skriftsprog. Kjøbenhavnerne yt- trede sig med sletkunstlet Spot: "nu forstaae vi ikke de norske Forfattere mere." Politisk Selvstændighed afføder altid en viden- skabelig -- denne Sandhed have Nordmændene langtfra, som Dansker og Danomaner dog ideligen ville foresynge os, uden Sejer og Hæder fægtet for og bekræftet. Midtunder uden- og indenlandske forgjæves Anstrængelser for at Norge dog idet- mindste, som literær Provinds skulde vedblive under det danske Aag, fremblomstrede en Literatur med alle den friske Ungdoms Kjendemærker. Men imellem disse var det fremragende, at hiin Berigelse tiltagende fortsattes, at Skriftsproget syntes mere og mere at udgrene sig saaledes at den frodigere Green bøjede sig over Norge, medens den anden spredte sin Armod og sine tydske Podeqviste over Danevangens vidtberømte Bøge. Et kraft- fuldt og rigt Talesprog gjorde sin Indfødsret gjældende, og forenede sig med det gamle Skriftsprog forat føde et nyt, der mere og mere vil nærme sig til at vorde et selvstændigt Mellemsprog mellem de tvende andre gothiske Folkeslags. Men medens Fædrenelandets og dets Videnskabeligheds sproglærdere Venner med Udholden- hed og Held kjæmpede for det norske Sprogs Arnefred, saa var det dog kun ligesom instinctviis at Almumaalets Skatte be- nyttedes. Det er med en Trangs Ubetvingelighed, at Ord, der høre hjemme i Landets Natur, ordne sig i Spalterne og i Qva- dene forat tiltale norske Øren og norske Hjerter, medens de kun skurre i fordomsfulde danske og fordanskede. Disse op- byde da alle Kræfter igjen herimod, og medens Nogle, naar de høre et norsk Ord af Almumaalet, med en Slags behagelig Ve- mod lytte til det som overraskede i fremmed Land af en fjern Luurs hjemlige Tone: saa raabe disse Fiender: Bukkebræg! raat, norsk Bukkebræg! Fenrishyl! Imidlertid fremgaaer denne Strøm roligen og stedse voxende af de norske Dale forat vande det gamle, udmagrede Skriftsprog. Opmærksomme Øine vide, at de SIDE: 173 skulle see den fædrelandske Natur klart at speile sig i denne Strøm, naar den ikke længere er grumset efter Kampen; men dyb og stor og rolig, efterat have optaget alle de raske Kilder med glittrende Guldkorn i, indringer den norske Literatur som en lyksalig Øe, vandende til frodig Blomstren dens Laurer, lige- som Sveasprogets Sølvstrømme hine rige, der bestraale de øst- lige Gother. Mod denne Retning, som fremdrives af Kræfter, der ere rolige og stærke, netop fordi de ere sig et af den aandelige Verdens Naturlove foresat Maal bevidste, er det at Danomaniet ophidser sine. Hiin storraadige Idræt, der udføres i en Samvirken, om- endskjøndt de ligesindede Aander desværre ikke i noget egent- ligt Samlag forene sine Kræfter, er for det kun et letsindigt og frækt Oprør mod Smagen og vore aandige Formyndere i Dan- mark. Det er forat give de Nordens vilde Kræfter, som efter et forfængeligt Udtryk skulle "formes i rene Gestalter," et Be- greb om denne formende Magts Reenhed og Styrke, at slige sønderknusende Kraftudtryk forskrækker de saakaldte Sprog- reformatorer, som følgende: "Dhrr. Sprogflikkere eller Sprogfordærvere, som af en falsk patriotisk Stræben, med den groveste Uvidenhed og den latter- ligste Inconseqvense, fortvivlet stræbende uden fast Maal og sikker Plan, skjændigen forhutle og sammenjaske vore Dialecter i vild Uorden." I denne fiinblankede Mosaik af skjældende Forbandelser, der snarere synes at høre hjemme i et Nastrondsaflukke for rasende og fordømte Gramatikere, forlanger man ikke destomindre, at man skal see Maalvidet at speile sig klarligen. Bibelsproget om Øjebjelken falder Nedskriveren ind; men dets Anvendelse vil dog blive mislig; thi der findes ingen Skjever eller Splinter i de Øine, som kjærligen lede og sumle efter de arme Ord, som skulle være Fremmede i eget Fødeland. Ligesaa er det samme Sprogdommere, der erklære de over Størsteparten af Norge udbredte Ord "Kampp (Fjeldkampp), Skolt, Kulp, Skrasl, Bart" for kun "bekjendte og brugelige af Almuen i en eller anden enkelt Egn;" og "Grop" for ikke norsk fordi det ogsaa findes i Svensken; samt som banlyse de ligeindtil at være lydbetegnende udtryksfulde, alnorske Ord "smyge, siige, skvette, Gulp" som Udtryk "af et saare ubehageligt Indtryk, fordi de ere blevne SIDE: 174 almindelige for de lavere Klasser, men sjelden blandt de bedre." Der gives altsaa et Sprogaristokratie og Sprogaristokrater. Men skal denne taabelige Fornemhed tages tilfølge -- skjøndt ikke i Alt, thi da maatte ikke Guldstykket tages op, om det laae i Landeveiens Støv -- , da kunne vi opgive Haabet om at vort Almumaal skal komme det gjængse, os af Dansker lærte, fattige Skriftsprog tilhjælp med sin Rigdom. For vore Danskrasendes snevre Tankegang kan dette Sprog, der forlængst har opdisket al sin Armod vel være nok, og dets trange Skranker vide nok til at tøire usle og spage Pegaser i, medens De have mindste Nød, der, som Modstanderne af det norske Skrivtsprogs Be- rigelse ved Folkemaalet, ikke tage i Betænkning at indtage Løst og Fast fra alle levende og døde Sprog; men for norske For- fattere af nogen Særegenhed og især for Digterne er det paa engang en Nødvendighed og hans Hang til Frihed, som driver ham til at nærme sig det Sprog, som Folket taler. Hans Skjøn- sands siger ham hvorledes denne Nærmelse kan og bør skee. Og alene herved er det, at han eller den Maade, han isaahen- seende gaaer frem paa, kan komme under Enkeltmands Dom; thi han kan deri siges at have betraadt Smagens Rige, hvorhen Formerne høre. Derimod maa den Grundsætning, det Princip, som fremskaber disse Handlinger, være uantasteligt, saasom den almene Fornuft maa billige hvad der er grundet i den selv, og til disse oprindelige Træk i Aanden hører ogsaa Hanget til at vælge de Udtryk, som beqvemmest og friest gjengive og meddele Tankerne. Saaledes skeer det da med den almene Fornufts Sanction, at Tanken, naar den ligesom standser under et Aands- virke, fordi den finder det Udtryk, det gjængse Skriftsprog til- byder den, for snevert eller for rummeligt, forskyder dette og efter Valg ifører sig det Ord i Folkets Talesprog, som baade udtrykker den bestemtest -- og dog maaskee ikke saa bestemt, som den vilde -- og er temmelig almindelig bekjendt, og lader Tanken med største Beqvemhed bevæge sig. Finder den intet beqvemt Udtryk, da sammensætter den eller vel endog skaber -- vel af et givet Emne, men af egen Magt, som om den var en af den højeste Fornufts fuldmyndige Eloaher. Hine anbe- falende Egenskaber besidde nu netop de Ord af vort Almusprog, som paaankes. Det er derfor rimeligt og synbart, at hine vore Modstandere mangle den Interesse for og Indsigt i Almusproget, SIDE: 175 der ikke lader sig lære under Boghylden, som ogsaa det Øre for den særegne Udtryksfuldhed, den ejendommelige Malm i de Ord, der gjorde, at netop disse valgtes fremfor andre, ja stundom maaskee fremfor Ord af Skriftsproget, der paa det nærmeste kunde være enstydige med dem. Manglen af dette Øre be- breides ikke, da den er naturlig; men den erstattes neppe ved en ubeskeden Raskhed i at fordømme. Denne mægter ikke en- gang altid at tilhylle Uvidenheden. Lader der sig, som næstoven berørt intet sige til Forklarelse af det Princip, der i Aanden selv ligger til Grund for dens Fri- hed til at omplante Ord af Talesproget i Skriftsproget, saaat det ikke engang har nødig den Bestyrkelse, som Misforholdet imel- lem disse, der er hiint til Fordeel, hos Os kunde give det: saa lader der sig heller ikke fra Fornuftens Side sige noget imod dets Tilfølgetagen som Middel til at berige Skriftsproget og for- ædle Talesproget. Ikke disse almeennyttige og af sig selv ind- lysende nødvendige Følger, der endogsaa kunne tænkes som en uafhængig Bevæggrund, kunne med Grund vorde Gjenstand for noget dadlende Omdømme, saasom de ere af reenmoralsk Værd. Kun Midlerne, hvormed altid forat feile udsatte Mennesker ville opnaae dette, ere hjemfaldne til Dommen. Dette er imidlertid ikke gyldigt for Modstanderne. Disse Følger have for dem intet Værd. De vil have vort Skriftsprog stillestaaende. De ønske Norge tillykke med denne Gave af Danmark. Muligheden af saadanne Følger, Tilværet af denne Hensigt er dem ikke ind- lysende; ja vi have jo hørt hvilke Bevæggrunde disse Klarøjne have opdaget hos dem, der optage af Talesproget. I deres Dom hedder det at Sproget fordærves herved, istedetfor at Fornuften, der ikke kan kalde Berigelse Fordærvelse, kun vilde sige om et og andet Ord, Ordsætning og Ordbøjning: dette duer ikke, thi det gavner ikke Hensigten. Og her har man kun Prøven og Forsvar at sætte imod det fiendtlige Omdømme. Dette skal foretages, idet man lader uendset, at selve Optageren af norske Almuord faaer dele de Angreb, han skulde rette imod Ordene. Herom have vi seet Vidnesbyrd, og næsten alle de Ord, der særskilt paaankes, ville findes i Henrik Wergelands Skrifter. Vilde man gaae Ord for Ord af disse paaankede igjennem, da skulde en sund og retfærdig Dømmekraft, udrustet med et godt norskt Øre, baade finde at de ere ægte norske i Fødsel, SIDE: 176 Klang og Betydning, og at de som oftest ere korte, bestemte, ud- tryksfulde, af god Malm og Byrd, maleriske, ja ofte uundværlige der de staae. At de optages efter et vist Valg skal man ogsaa bemærke, og at dette foretages efter bedste Skjøn bør man troe endog da naar det skulde være mindre heldigt. Klart maa det ogsaa være, at de optagne Ord ikke kunne indtvinges eller strax stemples til alment Brug, men at disse den norske Tunges odels- baarne Afætlinger af gammelnorske Ahner kun fremtræde med Enkeltmands Anbefaling ansøgende om Borgerret i det nye Norge. Det staaer vel Hvermand frit for at tale imod eller for dem; men det er kun den Uvittige, der ikke kan see et nyt Ord hos en Forfatter uden at tillægge ham Nyhedssyge med fleere Lyder, og Den, der ligemeget mangler retfærdig Vilje som Evner til at dømme i slige Sager, der ingen Stemme har for Skranker, hvor kun Folkets bedre Forfattere med Alfolket til Bisiddere skulle dømme. Eller skulle Ord, der paa det bestemteste, ja ligesom baade med Pensel og Tonestrøg, udtrykke Begreberne -- f. Ex. "smyge, siige," hvilke begge ikke kunne erstattes -- skulle disse forkastes med Foragt, fordi de have trukket sig tilbage fra vore forjydskede Stæder til de hjemligere Bygder? De vende med fuld og usvækket Indfødsret tilbage; Osloe og Nidaros ere dem ogsaa tilodlede. De skulle komme som gamle længe fraværende Ven- ner, der strax finde og indtage den Plads, de før havde. De fremmede Ord, som indtoge den, skulle vorde som Støvet, der bortfyger af det Sæde, der opbevaredes til Vennen, og hvori han nu med Velbehag sætter sig. Der kræves kun et fiint, føl- somt, men norsk Øre og et norsk Sind bag dette forat hilse med Velvilje disse Toner, der skulle løfte de norske Aander til friere Flugt og af dem igjen gjøres kjære og kjendte i Fædrene- landet. At fremkalde til Mønstring alle de norske Ord, som forekomme Modpartiet utaalelige vil nærværende Forfatter saameget mindre, som han vil benytte denne Leilighed til at gaae et Skridt videre ved at foreslaae en Række af slige Udtryk, som forekomme ham mere end taalelige og almeen Opmærksomhed værdige. Imidlertid -- lader os prøve noget. Der er "smyge." Hvor ud- tryksfuldt! Hvem seer ikke den krumryggede Smigrer deri? Hofkrybet? Sleiken og hans Krumveie og Snigstier? Falskheden, Nedværdigelsen, Nederdrægtigheden? Der er "siige, siige ned." SIDE: 177 Hvilken langsom Synken? "Nedglide, nedsynke" er ikke bedre, ja ikke ganske det Samme; thi "siige" betegner en større Lang- somhed end begge disse. Der er "tyne". Det er hverken "dræbe," "myrde" eller "slaae;" men at mishandle med den Hevns Glæde og Iver, som tilfredsstiller sig saaledes. Der er "Grop" d. e. en [fotnotemerke] naturlig Grav, hverken Grav eller Grøft. Der er "Sjuh!" (stærkt- aandet "h"), som udtrykker langt bestemtere Overraskelse, Lyt- ten og Befaling at tie og lytte, med det intetsigende "Pst" og det vel veke "Tys!". Saaledes kunne vi fremtage hvilketsomhelst af de anklagede norske Ord, og man skal indrømme at de for- svare sine Pladser, saafremt det er en Dyd ved Ord, af de følge Tanken i dens fineste Bøininger, ja ofte angive den i Lyden. Mindre lader sig anføre til Forsvar for selvsammensatte Ord, som en Modpart saa ordentligen og troe udtager af Henr. Wer- gelands Skrifter, at af disse i een Linie ere kun de tre belemrede med Trykfeil, men hvilke dog ophæve det Ordene skulde ud- trykke nemlig baade noget Lydbetegnende og det Lunets kaade Øjeblik, der lod dem skabes. Deres hele Undskyldning er at de ere Lunefostre, og som saadanne kunne de aldrig behage Alle, mindst naar de som i Vidar, sættes aldeles løsrevne fra en Sammenhæng, en Tanke- Billed- og Riimfylde der netop skabte dem. Dog -- det vilde føre langt hen, om man skulde besvare ethvert "Hvorfor saa og ikke anderledes?" som maatte kunne gjøres en Digter. Der er heller intet modbydeligere end en saa- dan Søndren af hvad Aanden engang har fastprentet (stereo- typeret) eller et Lune, som ikke altid tilfulde lader sig forklare, fastaandet paa Papiret. Hensigten at lydbetegne har Deel i deres Tilvær; men da denne Egenskab ofte i fortrinlig Grad findes ved de Ord, som optages i Skriftsproget fra Almeentalen, og ofte bevirker, som en anbefalende Grund, deres Valg: saa herom nogle Ord: Det Lydbetegnende (det Onomatopoietiske) ved et Ord er af Værd, men især for Digteren. Det kan gaae mange Andres, men ikke hans Øre forbi. Det lydbetegnende Ord er i sig selv poetisk: enkelt som det staaer der har det allerede be- gyndt at gjengive det Begreb, som lever i det som dets Sjel; men det gjengiver dette kun omtrent som Fuglen sin Livsfølelse gjen- Fotnote: Saaledes brugt af Edvard Storm. SIDE: 178 nem evige Gjentagelser af sine Triller. Paa Grund af denne Livlighed søges lydbetegnende Ord med Forkjærlighed af Dig- terne, der gjerne sælge en skjøn Omskrivning for det Guld, som ligger i et udtryksfuldt Ord. Saaledes giver Bygmesteren gjerne to tilhugne Stene for en naturlig af samme Snit og Størrelse, baade fordi den er en Sjeldenhed og fordi den meere vil styrke den Bygning, han har under Hænder. Og i samme Forhold kunne vi Normænd med Vinding for vort Veltalenhedstempel betale to Ord, der mangle den lydbetegnende Gehalt for et, der har den, klang dette end kun i Almuens d. e. Almeenmands Mund. Sproget i det Hele vilde vinde derved, thi netop efter Mængden af Udtryksfulde Ord maales dets Livlighed og Kraft. Denne Retning i Optagelsen af Almuord, nemlig fortrinligviis Valget af onomatopojetica er ogsaa synlig, især hos Wergeland. Disse Ord ere ogsaa Kjernen og Margen i ethvert Sprog; men dette maa ogsaa have en overveiende Mængde af Ord, der have mere med den abstracte Fornuft end med Skjønsandser og Ind- bildningskraften at bestille: -- Stammen maa ikke alene staae der senet og knudret, men formet af talløse Grene, Qviste, Blommer og [fotnotemerke] Blade til et herligt, Nationer bedækkende Træ [fotnotemerke] . Sprogene begyndte kun med Forsøg paa ved Lyden mere at skildre end blot at benævne Gjenstandene; men derfor tillader Sprogenes Udvikling ikke Mennesket at lukke sit Øre for disse Grundtoner, der netop udtrykke klarest hvad der er alle Tiders Mennesker nærmest, og som derfor fremkaldte dem først, nemlig Naturgjenstanden, Sindsbevægelserne og Drifterne. Have Be- nævnelser heraf end ligesaaliden udvortes Lighed med hinanden i aldeles forskjellige Sprog [fotnotemerke] , saa skal dog ofte en indvortes Liig- hed, den samme Stræben efter Lydbetegnelse være umiskjendelig. Tages Hensyn til et Folks og Lands særegne Beskaffenhed, saa skal det vel tykkes os, somom deslige Ord ikke vilde kunne lyde anderledes der, men tillige somom samme Satser vare flere Folkeslag til Bearbeidelse dicterede ud af eet Sprog. Vi gjen- Fotnote: Her faae vi jo, og det ganske naturligt, "Ordbladeraslen," som klang saa unaturlig? Fotnote: P. E. Müller siger, at en af Aarsagerne til at Sprogene tabe i Kraft er, at de abstracte Udtryk med Tiden miste deres sandselige Præg. Etymologien kan dog hjælpe til at gjengive dem noget heraf, saaat de vorde mere prægnante. Fotnote: Som "caballus" og "Hingst," "boao" og "hrøite," "fremere" og "fnyse." SIDE: 179 kjende saaledes fælleds Satser i vore egne og andres Variationer. Abiriel tiltaler Adam forudsigende i Messias: "Din Tunge Hjertet er, som ejer kun eet Sprog paa hele Jorderund. Men Dialecterne i hvert et Bryst forskjelligt Echo give fra din Røst. De sukke eens ei, naar du raaber: Ve! og skralde eens ei, naar du raaber: le!" Onomatopoiesis er da dybtgrundet i Sprogene og paa engang deres Overeenstemmende og Skilnende indbyrdes. Det er der- for at de lydbetegnende Ord vende først tilbage hos os for at fortrænge uduelige og fremmede eller stille sig andre ved Siden. Formedelst deres Udtryksfuldhed ville Danskerne let forstaae dem, og Svenskerne have fra Arildsold de fleste af dem, der kunne gjøre Krav paa Optagelse, saaat dette netop fremmer et Mellemsprogs Fuldførelse, der liden Forargelse kan vække, men bevirke Herligheden af at de tre nordgothiske (ikke som en Modpart til "nordisk-germaniske") Folkeslag dannede eet viden- skabeligt Publikum, der med Lethed benyttede Udbyttet af tre selvstændige Literaturer. Nytten heraf kan ikke omtvivles. Men kan ikke Muligheden? Nei, mistvivle vi end om hvad forenede Aandekræfter kunne udrette, lade vi end Danomanerne rase: det Ryggestød vi have i det svenske Sprog, dets Literaturs Indvirken paa os, Oldsprogets Gjenoplivnen, Almusproget, flere mere Dannedes Bekjendtskab dertil, de danske Familiers Hendøen og deres Ætlingers For- norskelse, flere og dygtige sandt norske Forfatteres Fremtræden, en mulig istandbragt Forbindelse imellem de bedste iblandt dem til Sprogets Uddannelse, Foreningen af fædrelandsksindede lærde Mænd for Selvbearbeidelsen af egne Oldskrifter, Fædrenelandets Opblomstren, dets politiske Selvstændigheds Fastnen -- alt Dette dynge vi sammen, og Seirhaabet læner sit Anker til dette Bjerg. Vilde og maa end Tiden modne denne Seier, saa overlade vi dog ikke dette til den alene: Vi maae ikke mistvivle om vore Kræfter i en Kamp af saa høi en Moralitet. Historien, Alstyrelsen igjennem den, skal ikke ophæve sine Love og gjøre Norge til en Und- tagelse imellem Landene. Thi er den Bemærkning rigtig, at man SIDE: 180 synes at kunne kræve af et Folks hele Sprog, at det skal gjen- give os igjennem Øret noget Lignende det Heelbegreb, vi igjennem Øiet og Granskningen have samlet os om Folket og Landet -- da fornemme vi i vort nuværende Skriftsprog langtfra denne store Onomatopoiese, saa tydeligen som Folkets og Landets skarpe Charakteer fortjener. Men i Almumaalet høre vi den; vi finde der vort Norge og den Natur, der fostrede os op (men mon forat falde i fremmede Hænder?). Og i Ahnelsen, som paa- trænger sig selv den, der blues ved sit Modersmaal, om at dog anderledes eller saa burde være, som oven sagt, have vi Grun- den hvorfor det svenske Sprog, der meest afbilder Norge og dets Folk, tiltaler os med saadan Velklang, med en, der synes os bekjendt som Barndomsminder. Fornuften har Intet imod at Indbildningskraften siger: "jeg seer Spanierens Grandezza, jeg hører hans vægtige Trin, jeg seer de castilianske Sletters for- bausende Vidde, de alvorlige, bølgede Sjerraer, Nevadas Maje- stæt over Vegaslettens rige Ynde, jeg hører Muulæselklokkerne og Romancerne og den natlige Guitarre under Laurer og Rosma- riner: -- jeg hører og seer Spanien og Spanierne i det spanske Sprog. Jeg hører og seer Frankrig med sit livlige Folk syngende, besynget, afbildet i sit livlige Sprog -- denne raptløbende Seine, dette Paris af Ord, stort, mylrende, den ene lille Monsjeur af et Ord næsten stødende paa den anden, men dog paa det artigste gjørende Plads, eller løsreven af Sværmen, der styrter sig imel- lem, med Toner pragtfulde som Empereur-Palladser, smagfulde som Akademierne, eller travle, arbeidende, leende, smudsige som Smugene i Fauxbourg St. Marceau. Der er nok deri baade for Corneiller og Raciner, Scriber og Melesviller, Feneloner og Forfatterne af amours des prêtres og chronique scandaleuse du roi -- nok for Høide og Kaadhed, Alvor og Overgivenhed -- nok for Marseillaisens Ild og Majestæt, for det Smeltende i "oh que jaime ma douce melancholie!", som for det Orgiske i "les nouveaux tralala: on vit Louis le quinzieme." Og Engellands Sprog melder det os ikke Friheden, den friske, frodige Natur, den rige Virksomhed i dette Land og Folkets anmassende, lige- fremme og kraftige Charakteer? Sproget er oprundet af for- skjellige Stammer som Folket; det er erobrende som dette viden om fra alle Verdensdele. -- Og Romersproget? Deri marschere tunge Legioner, og Verdensstaden sees med sine rostra og portici SIDE: 181 og Capitæler og Colonner, og patres sees paa comitia og forum romanum med deres ziirlige Togaer og betænksomme Ansigter -- Alt er alvorligt, majestætisk, cæsarisk herskende, senatsværdigt og bestemt og pynteligt. Vi overraskes ikke ved de catilinariske Tordener, som lade sig rulle igjennem det; men Lalages søde Latter og Horatses og Lydias Klagen er os fremmed, til vi er- indre os, at dette Sprog lød i Hesperidernes Have. Cithrinker maatte ogsaa kunne lyde i det. De homeriske Tonebølger ere formede efter blide joniske Høider, og Hellenersproget efter helleniske Skjønformer. Attika selv og Athenienserne ere i det Attiske. Grækernes mange Republikker ere i disse mange Mund- arter. De smaae græske Fjordes tæmmede Bølger, ja Landets milde Temperatur er i disse Ord. Sparta er i sin haardere Dialect; og paa hiin Side Hellesponten, hvori de joniske Strande svømme som Bendler og Krandse, paa hiin Side hvor Bjergene blaane, der lyder det Doriske, og vi træffe deri paa Stenene, Bjergstrømmene, det takkede Pangæus, paa den peltsede Thra- cer, de molossiske Hingste, de vilde Geter, paa barklædte Aaser og Orfeus' mystiske Toner. Saaledes i Old som Nu, saaledes med ethvert Folk med po- litisk Selvstændighed og med selvstændigt Sprog og Literatur. Landets Charakteer præger sig i Folkets; dettes i Sproget. Ikkun om vort Israel, der ogsaa har været 400 Aar i et Ægypten, maae vi med Sorg sige, at dette, der i fuldt Maal er Tilfælde med det egentlige Folk og dets Tale, ikke opfyldes tilfredsstillende i Skriftsproget. Det hører mere hjemme i vort gamle Ægypten og paa dets Sletter mellem det trællende Folk. Men, da det nu engang -- medens Svenskerne, der knaptnok begyndte Sprog- udviklingen, fra samme Punkt som vi skulde begyndt fra, om vi ikke havde været overlistede og bundne, have faaet noget ganske Andet istand -- er os indpodet af Danskerne, saa kunne vi kun fremkalde enkelte af de mandigere Røster, som røre sig imellem Fjeldene, og saaledes med Talesproget bøde paa Skriftsproget, og redde hvad der lader sig redde. Hver norsk Pen bør vie sig dette Hverv, og hvert norsk Øre lytte til disse Toner, glad ved at det endnu ikke, efter saa lang Borteværen og saa megen aandelig Trældom, er saa fordærvet, at det ikke kan høre det Hjemlige i den. Normanden er vel oplært til at sige og skrive "Vandfald" f. Ex. om Sarpen; men, uden at forstøde dette Ord, SIDE: 182 siger han heller "Foss;" thi deri synes han bedre baade at see og høre Skummet, Spruten og det Iilsomme. Norges Fosser veed han ere ikke det matte plaskende Fald fra et Under- gangshjul. Han læres at sige "Vandfaldets Brag eller Allarm;" men han siger heller "Fossens Dur, Fossen durer;" i "Fosseduret" hører han den bedre. Han er lært at skrive "Appendix, Tillæg;" men hans Fingre kløe efter at skrive "Atpaaslæng," fordi deri ligger for ham mere Malerie end i hine Ord, der kun ere ham Bogstaver. Han skal sætte "svag, tam, stiv, foldet, tungsindig, mild og blød, forvirret, forgjæves, skrøbelig, klog, smuk, frem- fusende, aabenmundet, utæt, iisbelagt, behandlelig eller tractabel, lige god, grumset, alt tilsammen, tyvagtig, let eller vanskeligen gjørligt" o. s. v.; men Normanden siger ligesaa gjerne: "vek, spak, stør, skrukket, stur, lind, fjamset, faafængt, skrein, indtænkt, fager, framfus, flaakjeftet, gisten, gistinn, holket, handsam, jevngod, jør- met, altihop, langhændt, letvindt, tungvindt. Han skal skrive: "fastbinde, Foranstaltning, Bind paa en Bog, Størrelse, vælte overende, Allarm og Spectakel, urolig, træde, Træpind, spændt, spire frem, Øgenavn, Forslag, uordentlig Søgang, godmodig, tid- lig, aarvaagen, tilmed, eensfarvet, lysten, Hvæssesteen, Forsigtig- hed, bifalde, Fuldsødskende, ganske, forhaane, især, Udaad, For- ræderie, Selskab, Forvirring, Aften, blive Aften, livlig, Krog, Smaaregn, fattes, stoppes i, formaae, luge, vred" o. s. v.; men Han vil ligesaa gjerne og ofte hellere end det, skrive: "sterte eller stundom fjettre, Stell, Perm, Storlede, aavælte, Stuss og Styr, styral, trakke, Spilre, stinn, sprætte, Klængenavn, Monn, Stolpesjø, godkynt, aardags, aarvak, ataat, enlet, hippen og fiken, Hein og Bryne, Vaerhu, samsinde, Sambaarne, plænt, tviværde, enkom, Illværk, Svigraad, Samlag, Qvakkel, Qveld, qveldes, qvik, Ro, Ruskeveir, vanter, dytte, orke, ryske, sindt" o. s. v. "Beintfram, endeud", er ham ikke altid det samme som "lige- frem," heller ikke "stout" det samme som "stolt", "stulle" det samme som "røgte," "Stav" som "Staur," "fatte" som "gribe," "Krim" som "Snue eller Hoste" (men begge tilsammen), "laget" som "bestemt," "esle" som "levne" (ogsaa tiltænke, levne med en Bestemmelse), "vindt" som "skjæv," "Vet" som "Vid" (pru- dentia og sagacitas, Almeenvet: sana mens). "Veen" er ham mere end "smuk" (ogsaa "tækkelig"), "Skjyru" noget andet end "Lja" og "Segel," "Sjødrev" end "Søgang" eller "Søhvirvel," SIDE: 183 "Silju" ikke altid "Piletræ", (Salix laurifolia og Salix capræa), "Næper" ikke altid "Roer," "jure" og "reipe" siger ham noget mere bestemt end "binde og snøre," "Grind" end "Port," "Gust" end "Vind," "grann" end "spæd," "Greje" end "Rede, Besked," "Flyg" end "Insecter," "blingse" end "skele," "skrasle" end "lee," "Sus" end "Blæst," "støpet" end "hullet" (om Veje), "supe" end "drikke," "Talle" end "Gjødsel," "tidd" er ham blot "svanger" om Dyr; "Traaveir" er ham mere end "ondt Veir," (nemlig et, der har "sat sig"); "trive" er ham ikke altid det samme som "gribe," "ture" som at "støie," "tælje" som at "skjære," "fakke" som at "tage," "plire" som "blinker med Øinene," "Holt" som "Skov" eller "Lund," "fare ad" som "behandle" eller "bære sig ad," "fate ihopes" som "sammensye," "fast" som "endskjøndt," "fleinskallet" som "skaldet," "Gaul" som "Skrig," "Laate" som "Lyd" o. s. fl. Normanden beholder alle disse og flere lignende Ord; og lidt efter lidt indfører han dem af Folkemaalet i Skrift- sproget; thi for sit Sprogs Rigdom paa Udtryk, der grannt be- tegne Tankerne eller Bøininger deri, har han Øre, og kan ikke lade den ubenyttet. Men kun Han, ikke Dansken, finder den fine Forskjel i Bemærkelsen og den rigtige Anvendelse af hvert enkelt Ord. Normanden vil ogsaa vænne sig til at bruge det særegne Fortrin ved Almusproget, at det skyer de Omskrivelser, som Skriftsprogets nuværende Armod tager sin Tilflugt til. Det norske Folkemaal siger: "langlet" for: langagtig af "Ansigt," "langsindt" f. "som er længe vred, som gjemmer sin Vrede," "det skoller" f. "det falder i "Øinene," "Svimeslag" f. "et Slag, hvorved man besvimer," "valen" f. "frosen paa Fingrene," "skarplet, hardlet" f. "af skarpe Træk og haardt Udseende," "fiinlet" f. "fiin eller skjær af Udseende," "Flomgard" f. "det Sted i Stranden (Fjæren), hvortil Vandet stiger," "Sælebod" (Sjelebod), f. "Barmhjertighed eller fortjenstlig Handling," "Føre- fald" f. "Sneførets Aftagelse," "grannlet" f. "spæd, mager af Ud- seende," "gjete" f. "vogte Qvæg," "glane" f. "see med opspilede Øine," "havne" f. "sætte Kreaturerne paa Græs," "hjemsyg, hjemfus" f. "syg, begjerlig efter at komme hjem," "klaafingret" f. "som vil røre ved Alting," "Bradveir" f. "hurtigt paakommende ondt Veir," "sandskyldig" f. "den rette Sagen Vedkommende," "Afdrot, Budrot, Sommerdrot" f. "Hvad Qvæget giver af sig en Sommer," "dagsætte" f. "fastsætte en Dag," "faamælt" f. "som SIDE: 184 af Enfold eller Forsagthed ei kan eller tør tale," "Framskott, Bagskott" f. "forreste, bageste Deel af Baaden," "aarbaaren" f. "tidlig født," "udniste" f. "give Reiseproviant," "Aaremaal" f. "en Række af Aar," "agne" f. "sætte Mading (Agn) paa Krogen (Agnoren)," "anføddes", f. "med Fødderne mod hverandre," "stane" f. "staae stille," "livræd" f. "bange for Livet," "Aarbit, Fordavre" f. "lidt Mad tidligt," "Bagevje" f. "tilbageløbende Strøm langs Bredden," "Bagstegagn" f. "Tilbehør til Bagning," "Bradtale" f. "overilet Tale", "beilestur" f. "tungsindig af Kjærlighed (Kjærlek)," "beine" f. "gjøre lige," "staure" f. "sætte Staver i Jorden", "Ev- ningstræ" f. "beqvemt Træ til at gjøre noget af," "Beenlag" f. "Benenes Stilling," "Tvebeite, Trebeite" f. "to, tre Spand Heste," "lene" (af lind) f. "gjøre blødere," "Sveiv" f. "Haandgreb paa en Maskine, der omdrejes," "blaakalt" f. "koldt med klar Luft," "aavirke" f. "tilhugge i Skoven," "braatage" f. "tage hastig og ivrig fat," "fagne" f. "venligen modtage" o. s. v. Normanden vilde endogsaa gjerne tillade sig større Frihed end her i at bog- stavere Ordene næsten lige som de tales. Det er en Slags op- ofrende Skaansel for de Svages Skyld, at han ikke gjør det. I "blaut" synes ham at være mere mollities end i "blød," i "dryg" mere Suffisant end i "drøi." Han er ikke saa naragtig pertent- lig, saa taabelig "vanen," at kalde det Ord uværdigere og af en ringere Rang end Skriftsprogets, fordi det hidtil kun har levet i Mængdens Mund og nu først fremtræder med sine Fordringer i denne almindelige Norges Restaurationstid. Til Sprogets Berigelse og Tankens Beqvemmelighed optager han endog Ord, som have andre enstydige ved Siden. "Imse" er ham ikke pøbelagtigt, fordi Bøgerne hidtil næsten alene fremvise "uvist". "Aabry, Sliul, tørne, skral, dætte, ærte og tærge, Fille, Fær, bræe, ende- fram, truten," ere ham ikke overflødige, fordi han tilforn ejer "Skinsyge, Pleil, støde an, skrøbelig, falde, tirre, Pjalt, Reise og Reisefølge, smelte, ligefrem, opsvulmet." En reen Nødvendighed byder ham ogsaa at betjene sig af Almuord, hvor Landets og Folkets nationale Beskaffenhed skal betegnes. Skriftsproget ejer vel nogle hertil tjenlige Udtryk, men Danskerne have ikke kunnet forsyne os med de manglende. De have intet Ord for vort "Blaabræ" uden det tydske "Gletscher," intet for "Fjeldkast," intet for "Kleiv og Kneik og Støl og Fjeldbeit." Vi nødes til at skrive: "Fjeldfog, Fonn, Vasdrag, Dalføre, Tange, Eid, Evju, Li, SIDE: 185 Luur, lystre, Grænn, Granlag, Haga, Kling, Skout, at skoute sig, en skoutet Kjærring, Skigard, Fønn, Udfugle (Fugle, som holde til paa de yderste Skjær), Øhlrøik, Fjøs, Fjøshjeld, Fole, Qve, Bunke, Spon, Spontag, Spirer, Baghun, Budstikke, Høtræv, Tind, Kanap, Knatt, Rabbe, Bygd, Barskog, Braate, Bakke, Varg, vargyner Skrubb, Bamse, Bingse, Øeværing, Fossestup". Voll, Havbryne, Sæter, Barfrost, Skara, Svaberg, Sne- og Steenskred, Gjaller, Bøling, Bufær, Skier (ikke, som man har seet, Sneskoe), Tømmer- lundinger, Tælegrop, Kaxe, Bixe, Hie, Plogaan, Vaaraann, Slaat- aan, Skuraann, Drivte, Døle, Elvebrud og Elveskott (alluvies), Lændse, Iisflak, Aas, Aaslie, Haabeite, Myr (ikke Mose), Vang, Havguul, Berglændt, Odel, Kaarfolk, Gildre, Qvae, et Smug, Stine, Stril, Ur, Røs, Vindfald i Skog, Løkke, Malmfuru, Tall, Tyriveed, Vaag, Varde, m. fl. Her vil Nedskriveren stane lidt i at mønster- nævne norske Ord, for ikke lige indtil Nerveslag at saare de fordærvede eller fremmede Øren, der faae ondt ved blot at høre dem enkeltviis. Forarges Nogen over de anførtes Mængde, da angives samme Grund herfor som den en Danoman, der i Løbet af dette Aar vanærede en norsk Tidende med en Opsats fra Dannemark, hvori (som en Anden offentlig og medrette har dømt) Norge, Sverrig, disse Landes Forhold til hinanden og dets norske Folks Charakteer forhaanedes, angav for Bibeholdelsen af endeel reendanske Talemaader, nemlig den: "at dette ikke skulde være uden Nytte" (for Fordanskningen i Norge udentvivl). Af reen Barmhjertighed spares de syge Øren imidlertid for et heelt Hærkje norske særtegnende (charakteristiske) Vendinger, der kunne bevise Modparterne hvad de -- formodentlig af den gyldigste Grund af alle, nemlig Uvidenhed -- ikke kunne ind- rømme, nemlig, at vort Skriftsprog har ikke alene en lexikalsk, men ogsaa noget af en gramatikalsk Rigdom fra Almusproget ivente. Da det ikke er vant om at finde Leilighed til at vise det paa de mange Kamppladse, som nu aabne sig for Sprog- stridighederne, især saafremt de egentlige Sproglærde ville træde i Skrankerne, med nogen Dristighed, og uden, som man siger, at fare altfor lækkert frem: saa snygge vi os herfra med bitter Klage i Hjertet over at den lange Trældom ogsaa har den ulyk- salige Følge, at Haabet maa opgives om at kunne gjenvinde ret meget af de gramatikalske Fortrin. Det er ikke ligt til, at vore Ordbøininger fra Almu- eller Ursproget skulle gjenerholde deres SIDE: 186 Fuldkommenhed. Casusendelserne, Conjunctivet, Vocalforandrin- ger, Tillægsordenes Bøjelighed efter Kjønnene, Letheden i Sam- mensætninger, de fine Tankebøininger gjennem uadskillelige Smaataledele -- dette og mere til skulle være tabte Klenodier, som Smerten derover vil vurdere. Den lexikalske Berigelse vil da vorde Hovedsagen, og Müller viser os ogsaa: at Ursproget ogsaa kan bidrage dertil mangen værdig Skjerv, som det norske Skriftsprog, uanseet hvad det danske i sin Donranudiskhed vil erkjendtlig bare modtage. Saadanne ere: aarsæl, børsæl (heldig til at faae gode Aar og Bør), Banemeen (dødeligt Saar), Dagbryn (første Gry), Dagfærd (Dagens Reise eller Syssel), Dagsandt (det, som ligger klart for Dagen), Dagslot (hvad der kan slaaes paa en Aannedag), Dvergmaal (Echo), Fjernbaaren (Udarving), fodhvas (som gaaer rask), framvis (kyn- dig om det Tilkommende), Frasagn (Tradition), havvild (forvildet paa Havet), Harmdød (sørgelig Død, Skadedød), Hærfærd, Hær- klæde, Hærskræk, Hærstyrer (Krigstog, Krigsdragt, panisk Skræk, General), hugfæste (gjemme i Mindet), Hugskud (Indfald), Kjøb- færd, Kjøbstevne (Handel, Marked), Lønfød (hemmelig født), Løn- mæle (hemmelig Omtale), letbrynt (af muntert Anlet), maaldjærv (som taler dristigt), Mandvet (sund Menneskeforstand), misgjort (urigtigt gjort), Mismæle (slem Omtale), ordhvas, ordstille, Raad- kroge (trædske Raad), vrangsnoe (stærkere end at "fordreje"), sambrynt (med samvoxne Bryn), samfædret (med fælleds Fader), samharmes (dele Ens Sorg), samjevn (æqualis), Samjevning, Sjø- fang (Hvad der fanges paa Sjøen), det somres (bliver Sommer), storraadig, tarvløs (unyttig; tarvløst: frustra), tavlvis (regnekyndig), Tungekast (Mundsveir), Vaabenthing (Revy, Hærskue), ætgod, æt- gjæv (af god Byrd), Ætfolk, Ætmænd (Beslægtede), ætlede (lyse i Kuld og Kjøn), ætgangen (Arving til Ættens Dyder), Ætblomme, Ætpryd, Ætled (Slægtskabsgrad), Ætleding (en Adopteret), Æt- qvist (Green af Familien), Ætkreds (Indbegrebet af den hele Slægt), Ætskaar (Formindskelse af Slægten eller af dens Tarv), Ætmærke (Vaaben). Nedskriveren lægger hertil: Veidesti (Jagt- strækning), Sættestevne (Fredskongres), Valrov (spolia), sagesløs, kongeløs, høvdingløs, Ufrelse (Slaverie), Mismaal, Misminde (lap- sus lingvæ, s: memoriæ), Vaerhu (Forsigtighed), Maalvet, Lovvet, Frivælde, Stormannavælde (Republik, Aristokratie), Sædløse (Plump- SIDE: 187 hed), Illske og Illraad og Illværk (Ondskab, ondt Anslag, Udaad), Nytsame, Skadsame, Frændsame (Nyttighed, Skadelighed, For- stand, Slægtskab), fredsom, hevnsom. Disse sidste Ord søge om Borgerret hos alle Gother. Heller ikke skal det gjøre vore optagne Almuord Brist, om nogle af dem ogsaa lyde om Belterne. Men det bør dog ikke forbyde Normanden at bruge dem, at de paa hine fremmede Strande ere ubekjendte. Det var at drive Kjærligheden for vidt, om man ikke turde ride paa sin egen Hest fordi Næsten ingen havde eller og kun et udpidsket Øik. Siden det haardspundne Kjær- lighedsbaand brast, hvormed svigraadig Statskløgt og hykkelsk Egennytte bandt os til "Kjærlighedsfolket," er det ogsaa paatide at vi kappe et uværdigt Ledebaand, der ikke er andet end aan- dige Lænker, og forjage Overtroen paa de forfærdelige Aander, der skulle røre sig hist nede. Det egentlige videnskabelige Ud- bytte er der som allesteds almeenmenneskeligt; men dog os, der høre til Ætkredsen, nærmest. Vi forspilde allermindst vor Ret dertil ved at udarbeide og frembringe Noget selv. Forgrening er ikke Adskillelse, men Frugtbarhed og Rodstyrke. Dansk- rasernes Trudsel med at vi derved kun foretage os faafængt Arbeide og friste hine Forgudede til ikke at vedkjende sig os, til at slaae Haanden af os, er selv taabeligere end det Skrig, der skal skræmme os tilbage fra at grave efter vore egne Sprog- skatte. Dette Arbeide er kun nylig paabegyndt med en større Iver, skjøndt ikke med al den, det fortjener og skjøndt Trangen dertil -- som sees af samtlige danske Forfatteres Klager -- al- lerede viste sig hos os samtidigen med den, der krævede en Høiskole og lønvirkede for Norges borgerlige Selvstændighed og Frihed før 1814 Aarets dagklare Storvirke. Iveren for at berige og uddanne vort Skriftsprog saaledes som her anbefalet imod Danomanernes Daddel har samme Rod som Friheds- og Selv- stændighedsfølelsen, som Fædrelandskjærligheden. Arbeidet maa da fortgaae, og det med den Begjærlighed, at selv Ord, der have -- som forhen antydet -- Enstydige ved Siden, ikke bør forstødes, naar de have noget at paaberaabe sig: enten mere Marg, Klang og Vellyd eller Bestemthed. Om de ere af ædleste Urbyrd bliver mindre at tage i Betragtning; men kommer det til, saa vel! De, der forvexle dialectisk Ordvet med Skarpsind, SIDE: 188 og de gamle Smør- og Dør-Rimere burde mindst fornegte deres Selvkjerlighed og stride mod en Ordvinding, der kunde vorde dem til saa uberegnelig Nytte. Medens Disse derved spare Penne og Tænder, skal det være den Skønsome klart og den vigtigste Herlighed, at det er ligesaameget i indre som i ydre Rigdom Sproget derved vinder. Overflødighed af Udtryk til at vælge imellem er det sandeste Vidnesbyrd om et Sprogs Fuld- kommenhed; thi netop derved forfølges Tanken i sine fineste Vendinger og gjengives ligeindtil det Maleriske, til Lydbeteg- nelsen. Normandens Øre skal sige ham hvilket Ord, der griber Tanken og prenter den renest. Saaledes har Henr. Wergeland -- hvad En paastaaer -- aldrig forvexlet "unna" med "under". "Slippe unna" er for ham sublabi, subterfugere, men ogsaa oc- culto quodam modo demittere. Skriver han "Vivand," da kan han gjerne indrømme Fundet, at det egentlig skulde være "Vidje- vaand," men hiint kortere Ord er Almeentalens og Plantelærer- nes, og kun saaledes skrevet almeenforstaaeligt om betula nana. En Modpart udleder slig Skrivemaade ikke af andet end af "den groveste Uvidenhed;" men megen Lærdom eller megen Ondvilje gjør ogsaa rasende. Ligesaalidt skriver W. "Skolt," hvor han burde skrive "Tinding" eller "Pande" eller "Skalle;" thi imellem alle disse er Forskjel, og Leilighed er givet til deri at gribe endeel af de udtryksfulde, særtegnende Penselstrøg og Toner, som stundom fortrinliggjøre Ordene. Der er saaledes først "Pande" lydbetegnende det Brede og Udstrakte ved denne Deel af Hovedet. I "Tindinger" gjengiver den skarpe Vocallyd os Formen for denne Legemsdeel: "Skolt" lydbetegner ved sin korte bestemte Klang den øverste Deel af Panden, hvor den synes at gaae over i en liden, ofte noget fremragende, haarbar Ring. Hovedet udvider sig nu i en Form, der finder et fortræf- feligt Udtryk i det aabne, runde og fuldttonende "Skalle" med "Issen" til Midtpunkt -- en Lyd, der har saameget spidst og centralt, som man kan forlange, naar man vil udtrykke noget Saadant. Alt Dette tilsammen er "Hjerneskallen". Fra Skolten er det Oldingens skinnende, flagrende Lokker dele sig. Det er derfor ikke, som mundtligen omtalt, en sær og upassende Plat- hed midt i det Høie, men paa det nøieste rigtigt af Henr. W., at han i et Minniqvad over en alderstegen Hædersmand siger: SIDE: 189 Did, min Frænde, i det Blaa! Dig en Fredsaand hæved: Han, hvis Hvidving længe laa paa din Skolt og bæved. De nye Ord maae veies. Da vil man finde den lydbetegnende Udtryksevne hos mangfoldige Ord. Det er en Naturgave, som Retskrivningen ikke maa indknibe formeget. Hvem seer saaledes ikke det Spillende, Morildagtige i "glittre;" Skeløiet i "gleime ad;" det Steilende i "Hingst", Ampustne i "higste?" Der er be- stemt Havsfare i disse Udtryk, der lade mangt et Seil falde eller skjærpes paa Stadthavet: "Stormen er myndig" ("Han -- nemlig Stormen, er myndig idag"), "Bygen koldgriner". Og skulle man ikke høre og see det Tornefulde, Udgnistede, Skarp- ristede i "Brisk, Bruse;" det Smaatravende i "dilte;" det Tause i "duust;" det muntre, aabne Øie i "vaak, aarvaak;" det Over- flødige i "fluust;" det Superfluente (s. v. v.) i "flomme;" det taabelige Smiil, den langtrukne Mund i "flire;" det Bange i "fælen;" det store, dumme Øie i "glane;" det Bidske, det pludse- lige Bid til Siden i "glæfse, Glæfs;" det Mandhaftige i "glup, grusk;" det Storagtige i "strunk, børg, stout, spræk, kaut;" det Nedbøiede i "huke, kruke sig, paa Huk;" det Truende i "hyte;" det Uforholdsmæssige i "hængslet;" Letsindet i "Gams, Fleip, Gjeip;" Gaupeøiet i "gridsk;" det Glade, Raske, Smukke i "gill;" det Trofaste og Anstændige i "gjæv" (honestus); det Spodske, Efterabende i "hærme;" det Præcipitante i "stupe (verb. og adv.), Stup;" det Moradsige i "Jørme, Mørje;" det Forslagne i "indfuul, indtænkt;" det Choleriske i "ildsindt, arg;" det stærke Aandedrag i "kjaste;" det bestrygende i det langttrukne "kline;" det Ved- hæftende i "klænge;" det Ujevne, Haarde i "knultret, kranglet og krunglet;" det høje, isolerede Runde i "Koll, Bergkoll;" det Fremragende i "Knab, Knatt, Kampp;" det Selvtilfredse i "kose sig;" det Taabelige i "kope, kopen (adj), og en Koop;" redundatio stomachi i "Gulp;" det indhulede Brat- og Braddybe i "Kulp;" det Trunculante i "Kubbe og Kabbe;" det Sammenskrumpne, Vanskabte i "krylet;" det Pjaltede i "Slurv, Lurv;" det Kjødrige i "lubben;" det Bevægelige i "lea sig;" det Hurtige i "svindt, retnu"? Jeg seer vel en Kreds af vantroe Smiil, der noget kopent SIDE: 190 forundre sig over at Sligt dog skulde findes i disse norske Ord. Men idet det indrømmes, at slig Ordveien kan udarte til Leeg og Selvbedrag, saa bør dog Ord, og især de optagendis, paa fiin Guldvægt veies, og denne Vægt bør hænge i Forfatterens Øren. Da er et Ord først levende og døbt i Aand, naar det rører Ind- bildningskraften. Ædlere Evner voxe i Sjelen under en saadan Leeg, end de, der hos vore Danomaner anspænde sig imod dem, der elske de norske Toner, og som lære sine Aandsfostre tid- ligen at gjengive Folket denne Lyd af dets egen og Landets stærke og djærve Natur. Disse Fædrenelandets ærlige Sønner og kraftige Aander er Seiren forjettet, saaat ved deres Anstræn- gelser Bifrosten mærkeligen hvælver sig, der skal forene begge de andre Gotherfolks Videnskabssfærer, naar den norske Tunges stærke Gjallarhorn lyder. Vorde end Framstegene ikke saa kjæmpemæssige, som flere Normænd end Forfatteren ønske, saa er dog alt Noget erhvervet og Mere skal erhverves for vort Sprogs og vor hele aandige Selvstændighed. Kamphærdede Mænd, Mænd, som under uegennyttig, ja Selvopoffrelse kræ- vende Strid opvoxede til Styrke, skulle ikke see det Kamp- vundne gaae tabt; thi alt som de vunde det, gave de Folket det til Opbevaring. Det er ikke længer Navnet af et norsk Skriftsprog og norsk Literatur, som Normændene ville vinde; thi Spørgsmaalet om Retten hertil, som dansk Anmasselse gav et falsk Skin af Omtvistelighed, er forlængst afgjort. Men nu er det Virkeligheden af et selvstændigt Skriftsprog, som fremæsker Norges Aander. Dette maa Tiden af sig selv afføde før Aar- hundredet nedrødmer, og saameget snarere som Kræfterne derfor forenes. Længe inden den Tid briste vel ogsaa de politiske Lænker, som hidtil fastere end Belterne have omspundet det danske Folk, og dets Geister skulle faae vigtigere Ting at sysle med, end smaaligen at indblande sig i andre Nationers indre Anliggender. Denne Forventning er dog maaskee mere sangvinsk end hiin os angaaende; thi baade er den dybtgrundede Nød- vendighed viist, at vor Sprogfønix maa igjen faae mange af sine deilige Fjedre, og ligesaalidt opstiller Historien i det tydske Sprogs ligemeget kunstige som naturlige, men forbausende Ud- vikling i neppe de sidste 100 Aar, dette Mønster eensomt eller uefterfølgeligt, som den nogensinde pleier at gjøre dette. Det tydske Sprog sukkede ogsaa under fremmed overvældig Ind- SIDE: 191 virken og dets Genius skulde hverken vandre saa frit fra Veltlin til Elben som dens Fødders Kræfter tillod eller svinge sig over de lave Aanders Dunstkreds. Da kastede de zürichske Kjæm- per dens fremmede Byrder af, og Klopstock og Voss og Wieland løste Fodklodderne og Vingelænkerne, og Schiller og Goethe fore op med den befriede Genius. Lige Aarsager lige Virk- ninger. Ogsaa Os skal Nytten og Æren af et selvstændigt ud- viklet Sprog koste en literær Borgerkrig; thi det er ligesaameget inden- som udenlands at Modkjæmperne reise sig, og for mindre ville ikke disse Profeter, som have solgt sig Belial ivold, lade Fædrelandet gjenvinde dette sit Odelsklenod. Dog her skal det gjælde, som misforstaaes om Blodseirene, at den letteste Seier er ikke den bedste; thi Modstandernes Control skal afskrække fra at overhølje Skriftsproget med Strømme af uduelige Ord, paa samme Tid som deres tætteste Haarsi ikke skal kunne hindre de gagnlige fra at passere, netop fordi de ere af et ætherisk, aan- digt Væsen. Der vil gives Ultraer i denne Kamp, og af høi Værd som fremdrivende Kræfter. Der vil gives Moderate, og hvilken Sprogforbedring eller Sprogberigelse, de have stemplet, skal uden videre vorde taget tilfølge. Man bør haabe, at Aarene og en Forandring i Stilling, der ikke vil tillade Forfængeligheden over de selskabelige Fortrin, som i vore fornemmere Kredse gives den Daniserede, at tilsløre det bedre Omdømme, skal om- skabe de unge norskbaarne Danomaner til saadanne Moderate. Man vil faae Tid til at blues ved Erindringen om at man for- haanede sit Fædrenelands Literatur, Tid til at glemme de ton- satte heibergske og rosenkildske Flauheder, hvormed man en- gang proppede Mund og Øren fulde; og den Feber, Aanden fik i den vindige og vandige kjøbenhavnske Vaudevillefjellebod vil hos Mange sikkerligen helbredes, endog førend de graae Haar svale al Rasenhed. Om disse vore danske Skuespilleres lær- villige Elever, om Disse, der, blinde og taalige omdreies med og dreie Modehjulet, hvis evindelige Kredsløb netop gjør det eens- formigt, og lader Betragteren ligegyldig ved hver enkelt Bevæ- gelse, om Disse kan endnu Samlændings-Kjærligheden nære Haab, endskjøndt de kun ere det lidet værd. Men kun om de Enkelte haabe vi Intet, der lade til af Grundsætninger at dani- sere, og som forvanske Historien og Sandheden, idet de tillige søge at bringe Fædrelandet til at rødme over sig selv. Anden SIDE: 192 Gjendrivelse end den blotte Anførelse behøver da ikke denne Lære, "at Norge tilforn ved egen Brøde tabte Selvstændigheden;" "at Danernes Paastand, naar de vindicere sig Sproget, har meget for sig;" "at vi maae lykønske os med at vi saa beqvemt komme til at deeltage i en af Europas meest dannede Nationers Lite- ratur;" "at vi igjennem [fotnotemerke] Danerne sættes i Forbindelse med alle øvrige videnskabelige dannede Nationer, hvilket ellers ikke skulde kunne være Tilfældet". Danmark skal endnu være Hovedlandet; Norge kun en aandig Provinds derunder. Saa er det; og derfor maae Normændene først og fremst indpræges Ringeagt for norsk Skjønvidenskabelighed og anden norsk Literatur og Mistillid til egne Kræfter. Lykkes dette -- nu, da skal Norge heller ikke længe rose sig af politisk Selvstændighed. Lader den dannede Almeenhed sig indbilde, at de ere sangvinske Daarer eller aan- dige Voldsmænd, som arbeide paa Fædrelandets aandige Selv- stændighed, da skal den ogsaa snart fra en anden Kant lade sig indhviske, at De, der ære og stride for Fædrelandets borgerlige Selvstændighed, ligeledes ere enten Narre eller Folk, som bør bindes. Ja lykkes det vore værste Danomaner, at indgyde Folket Ringeagt for sig selv -- da skal Fædrelandet vorde den van- ærede Qvinde eller den arme Moder ligt, der krænkedes (ja af egne Børn), lige indtil at hun udvandrer af sit Huus, og livsled, med hendøende Øine og et fastnet, følesløst Smiiltræk om den lukte Læbe, sætter sig paa den stormige Havbryne. Og Havet voxer og rører alt hendes Ankel, hendes Knæ, hendes Belte, og Stormen bortfører hendes Lokker; men Blikket livner ikke, og Smilet løsner ikke; hun rører sig ikke -- ligegyldig enten hun skal borthvirvles af Østens Storme eller af Bølgerne fra Sønden. Fotnote: Toldede Hansteens, Abels og Keilhaus Berømmelse ved denne Broport? SIDE: 193 Henrik Wergeland OMRIDS AF KONGERIGET SVERIGES HISTORIE DEN HEDENSKE TIDSALDER INDLEDNING Flere Ting antyde, at det første Folkeslag, som beboede det nuværende Sveriges Egne, vare Lapper, som siden ere blevne hentrængte til Fjeldene mod det høiere Norden, hvor de endnu fortsætte sit oprindelige Nomadeliv. Det første Folk derimod, som Historien, eller rettere dens Fornsagn, omtaler, benævnes Joter, som fandtes der boende af de senere indkomne gothiske Stammer. Det er næsten med Vished, at vi antage, at Sverige ligesaavelsom Norge Tid efter anden befolkedes af udvandrende Asiater. Man antager ogsaa, at Sverige begyndte at beboes 800 Aar før Christi Fødsel. Sa- gaen omtaler Forniother og hans Efterkommere som den ældste Konge og Kongeæt. Han skal have regjert omtrent 400 Aar før Christi Fødsel -- noget, der synes fabelagtigt, da Navnet hen- tyder paa Landets gamle Indvaanere: Fornjoter. Der siges ogsaa, at da Gylfe, den Sidste af den forniotherske Æt regjerede over Svithjod (Sveriges gamle Navn) 100 Aar f. Chr., ankom fra Asien Een ved Navn Othin, som egentlig skal betyde den Gud- dommelige. Hans virkelige Navn var Sigge Fridulfssøn. Af Romernes seirende Vaaben var han bleven tvungen til at flytte fra sit Hjem ved det sorte Hav for i det fjerne Norden at søge et nyt Hjem og at redde sin Frihed. Selv en klog Mand, i Spidsen for en Folkestamme, som besad en høiere Dannelse end de forud Indvandrede, synes han overalt at være bleven vel imodtagen og hædret og at have faaet raade efter eget Tykke i de Lande, han gjennemtogede, nemlig Rusland, Tysk- land og Danmark. Stammen, som fulgte ham, kaldtes Aser; Landet, de kom fra, Asaheim. De Høvdinger, som stode ham nærmest, kaldtes Diar og Drotter. Af den gothiske Hersker SIDE: 194 Gylfe, som drog ham imøde, blev han indbuden til Svithjod, hvor han tog Sæde ved Løgaren (nu Mælaren) og anlagde Staden Forn-Sigtuna, hvor han blev en ny Lov- og Religions- stifter for Norden. Her indrettede han efter Asernes Sæd et Offerhuus for deres høieste Guddom Othin, forrettede selv som Ypperstepræst Offertjenesten i Templet, og erholdt saaledes sit Navn Othin, da man efter hans Død ydede ham guddommelig Dyrkelse. Han indførte et eget Sprog og en egen Skrivt (Runer) -- en Fortjeneste, som var de raae Indbyggere -- i Lighed med andre Folkeslag -- nok til at holde ham for et høiere Væsen. Ogsaa berettes mange underbare Ting om ham: at han kunde omskabe sig som han vilde: at han med blotte Ord kunde slukke Ild og stille Bølger: at hans Skib Skidbladner gik baade i Med- og Modvind samt kunde vikles isammen som et Klæde: at han havde to Ravne -- Hugin og Mugin ): Vid og Hukommelse -- , som fløi ud og skaffede ham Underretning fra fjerne Lande, samt at han ved Trolddomskunster kunde forudsige Menneske- nes Skjebne. Den Religionslære, han dels indførte, dels forbedrede, indeholdt hovedsagelig følgende: i Tidens Begyndelse var alt øde og tomt i Ginungagap. Dette belivnedes af Ildens og Kuldens Strid, og vilde Kræfter eller Jetter fremkom. Deres Stamfader Ymer dræbtes, og af hans uhyre Krop skabtes Verden; alle Jetter, undtagen Bergelmer, som skulde forplante denne onde Æt, ud- ryddedes. Imellem disse og Aserne, eller de Guddommelige, skulde Strid herske saalænge Verden stod. Den, som faldt for Sværdsodd, skulde evig ung gjæste hos Guderne i Valhalla, hvor Kamplege og alle Livets Nydelser fortsattes af de faldne Helte, og Mjødhornet flittigt omkringbares af de skjønne Val- kyrier. Imidlertid var Othin ei blot en grum Lovgiver, som vilde danne et Folk til vilde Krigere. Det store Raad, han indrettede under Navn af de tolv Diars, skulde, tilligemed at holde over Gudstjenesten, ende Folkets Tvistigheder paa en mildere Maade end ved Vaaben. Til Templets, Offringernes og Hoffets Under- hold paalagde han en personlig Skat under Navn af Næseskat. Da Othin blev gammel, lod han sig dræbe med et Spyd for at komme til Valhalla. Den, som døde af Sot eller Alder, tilhørte Hel, og hendes evige Plager. Og heraf opkom den Sæd mellem SIDE: 195 de gamle Svensker (Sviar), at de, naar de bleve kjede af Livet, lode sig styrte udover høie Klipper (Ættestuper), for snart at blive Othins Gjæster i Valhalla -- en Salighed, der kun lod sig vinde ved voldsom Død. Othin fulgtes af sin Søn Yngve, med Tilnavn Tirkiakung, som blev Stamfader for Ynglingaæten. Ynglingaæten. Niord, Yngves Søn, var den første af denne Æt; førte en fredsom og lykkelig Regjering, og dyrkedes efter sin Død som Veirligets Gud. Han efterfulgtes af sin Søn Yngve Frey. Han flyttede Kongesædet fra Sigtuna til gamle Upsala, hvor han byggede det prægtige, guldprydede Afguds- tempel og henflyttede Kongesædet. Han tillagde disse visse Indtægter af Jordgods, bekjendt under Navn af Upsalaøde. Hans Regjering var ligeledes fredelig og heldig. Mod Enden af hans Regjering fødtes Christus. Yngves Død, som ansaaes uheld- spaaende, dulgtes længe for Svenskerne, og istedetfor at brænde hans Liig, som da var brugeligt, byggede man en Høi (Ættehøi) hvori han indførtes, og kastede man didind i 3 Aar Skatterne af Landet. Efter sin Død dyrkedes han som Gud over hele Norden; og af ham har Fredagen sit Navn. Fjølner, Yngve Freys Søn, forstod at vedligeholde samme Fred og Lykke. Paa et Besøg hos den danske Konge Frode Fredgode omkom han ved at falde nedgjennem en Aabning i Gulvet i et Mjødkar, der var stort nok til at lade den berusede Konge drukne deri. Hans Søn Svegder havde gjort det Løfte at besøge Asernes Stamland ved det sorte Hav, men omkom paa sin anden Didreise. Sa- gaen beretter at en Dverg lokkede ham i Bjerg, under Fore- givende at han der skulde træffe Othin, hvorefter Bjerget luk- kede sig efter ham. Vanland, Svegders Søn, givtede sig paa et af sine Tog med den finske Kong Snø den Gamles Datter Drifva, med Løfte om to Aar efter at hente hende til Upsala. Da Vanland opsatte dette i 10 Aar, og Drifva havde raadspurgt Spaaqvinden Huld, afsendte hun sin Søn Wisbur for at paakræve Løftets Opfyldelse. Vanland, i Begyndelsen villig dertil, afslog dog Reisen paa sine SIDE: 196 Hofmænds Raad, hvorpaa en heftig Sygdom angreb ham saa han deraf omkom. Wisbur, Vanlands Søn, faldt som et Offer for sit Givtermaal med Od den Riges Datter Øda. Da han negtede hende hendes Morgengave, bestaaende af 3 store Gaarde og en Guldkjæde, nedkaldte hun ved Troldqvinden Huld Forbandelser over Wisbur og hans Søn af andet Ægteskab Domald samt over hele Yng- lingaæten, hvori Guldkjæden altid skulde vorde Besidderen til Bane. Derpaa overfaldt Wisbur's Sønner med Øda, Gisl og Ødur sin Fader og indebrændte ham. Domald, Wisbur's Søn, maatte under en fleeraarig Misvæxt først offre Boskab og siden Mennesker til de vrede Guder. Da Hungersnøden alligevel vedvarede paa det 3die Aar, grebe de fortvivlede Indvaanere i gamle Upsala Drotten selv og bragte ham under Offerkniven. Domar, Domald's Søn og Efterfølger, førte en lang og fredelig Regjering og døde Straadød. Dyggve ligesaa og antog efter de danske Regenters Exempel, Titel af Konge. Forhen kaldtes Re- genterne Drotter, og de, som styrede Landskaberne, Fylkeskonger og Jarler, hvis Overherre var Upsalakonnung. Dag, med Tilnavn Spake eller den Vise, havde Hærtog fore. Han holdtes for at forstaae Fuglenes Sang og at eie en Spurv, som berettede ham Nyheder. Fuglen blev af en Bonde, paa hvis Ager den plukkede Korn, ihjelslaaet i Reid-Gøthaland; og da Kongen, for at hevne sit hellige Dyr, hærjede Landet, kastede en Træl ind mellem Hæren en Høtyv, som traf og dræbte Kongen. Agne var en berømt Kriger og laae stedse paa Vikingtog; hær- jede Finland, og overvandt Finnernes Høvding Froste, som faldt i Slaget. Agne bortførte hans Datter Skjalf, og giftede sig med hende. Hun bad ham feire sin Faders Gravøl, og Natten der- paa ophængte hun Agne med det Guldkjæde, som han bar om Halsen, i Træet ved hans Telt. Pladsen hvor dette skede er- holdt derefter Navn af Agnefit eller Agnesstrand, hvorpaa siden Stockholm blev anlagt. Alrik og Erik den 1ste, Agnes Sønner og store Stridsmænd, bleve Samkonger efter ham. Paa et Tog ragede de i Strid, toge Bidslerne af sine Heste, da de ingen Vaaben havde med sig, sloges dermed og faldt begge. Alf og Yngve, Alriks Sønner, regjerede derefter sammen. Yngve var en kjæk Stridsmand og Vikingefarer. Alf sad hjemme SIDE: 197 uvenlig og storsindet. Da Yngve hjemkom fra sine Hærtog og overvintrede, hørte den skjønne Bera, Alfs Dronning, gjerne paa hans Fortællinger om Eventyr og Kamp; en Moro hvormed hun fordrev Qvellerne til langt paa Nat. Alf blev skinsyg, styrtede en Qvel ind med draget Sværd og gjennemborte Yngve; men denne sprang op og gav Alf sin Bane. Hugleik var ukrigersk og omgav sig blot med Gjøglere og Spillemænd. Denne Levemaade didlokkede en norsk Sjøkonge Hake, og i Striden, som stod paa Fyrisvall ved Upsala, faldt Hugleik. Hake sad tre Aar Konge over de Svenske i Upland, men blev af Erik og Jorund, Yngves Sønner, angreben. Hake seirede, men blev saaret. Da lod han laste et Skib med døde Mande- kroppe og deres Vaaben, og sig selv bære derovenpaa. Vinden blæste fra Landet, Seilene heisedes, Skibet antændtes, og paa dette Baal ilede Hake seirende til Valhal. Dette hans modige Endeligt omtaltes længe med Berøm i Norden. Jorund, som erholdt Styret over Sverige efterat hans Broder Erik var falden mod Hake, blev paa et af sine idelige Sjøtog angreben af den danske Kong Guløg og slagen i Jylland ved Uddesund i Liimfjorden, hvorved han selv blev fangen og hængt. Ani den Gamle, Jorunds Søn, var en klog Mand og ivrig Af- gudsdyrker, men blev af de danske Konger Halfdan og Alf hiin Raske togange anfalden og fordreven. Han var saa kjær af Livet, at han forat opnaae høi Alder, offrede ni Sønner til Othin. Tilsidst blev han saa gammel, at han laae tilsengs og pattede af et Horn som et Barn. Efter ham kaldtes det Anesot at døe af Alderdom uden nogen Sygdom. Egil Tunnadogli. Under ham rømte en Træl ved Navn Tunne bort med Anes Skatter, og samlede ved dette Middel en Hob Trælle og løst Pak, som hærjede Landet. Egil, som fleregange angreb ham, og derved altid blev slagen, maatte tage sin Til- flugt til Kong Frode i Danmark. Tunne blev omsider slagen og dræbt, og Egil sendte siden Skat til Danskekongen for hans Hjælp. Han stangedes ihjel paa en Jagt af en løssluppen Offertyr. Ottar Vendilkraake, Egils Søn, ophørte med at sende Frode Skatten; og da han fremdeles gav dennes Gesandter Afslag, udbrød en Krig. Frode faldt ind i Sverige med grum Hærjen. Aaret derpaa gjorde Ottar et Tog til Østersjøen, landsteg i SIDE: 198 Vendsyssel paa Jylland; men blev af Frodes to Jarler Ottar og Fæste slagen. Selv faldt han. Danskerne sendte nu en Træ- kraake til Sverige med den Hilsen, at Svenskernes Konge ikke var mere værd end denne Kraake. Denne Vanskjebne gav ham Navnet Vendilkraake. Adils kom i Strid med Kong Helge i Danmark. Denne blev slagen af Adils, som giftede sig med Helges Hustro Yrsa. Ved Hjælp af Helges Kjæmper overvandt han ogsaa den norske Kong Ale. Ved et Gjæstebud overfaldt Adils Rolf Krake og hans 12 Kjæmper, men ved den Lek erholdt Adils, da han skulde tage Ringen Sviagris op mellem de af Rolf røvede Kost- barheder, et Hug af Rolf med de Smædeord, at han nu havde bøiet Ryg paa den mægtigste Mand i Svealand. Adils omkom ved et Fald af Hesten under en Offerfest, da han reed omkring i Disarsalen i Upsala. Østen. Ved denne Tid brugte Kongerne, forat underholde sine Hofmænd, at reise omkring til de Rigeste i Landet paa Gjæsterie eller Veitslo. Da Østen saaledes opholdt sig paa Løvøen, blev han overfalden og fældet af den norske Sjøkonge Sølve. Sven- skerne ikke nøjde hermed, holdt mod ham et Slag, som varede i elleve Dage. Sølve seirede dog, og herskede en Tid i Upsala, men ihjelsloges omsider af Østens Søn Yngvar Harra, en stor og drabelig Kriger, som søgte at rense Østersjøen fra en Mængde Vikinger, der saavel fra Danmark som andre Steder gjorde Sverige stor Skade ved sine Hærjinger. Under et Krigstog faldt han i Esthland. Braut-Anund, Yngvars Søn, foretog sig at opædle Landet, efterat have hevnet sin Faders Død. Han anlagde Veie, og lod paa de frugtbarere Steder det overflødige Folk nedsætte sig. Selv byggede han sig en Kongsgaard i hvert Herred, og reiste ofte om forat besee sine Anlæg. Paa en saadan Reise kom han til et Sted ved Navn Himlahed i Westmanland, hvor en trang Vei gik imellem to høie Fjelde, hvor Sneen var optøet, saa et Skred derfra med Steen og Gruus slog Kongen og flere af hans Følge tildøde. Ingjald Illraade besluttede at udrydde de Fylkes- og Smaa- konger, som overalt deelte Riget, indskrænkte Kongens Anseelse og Indflydelse og forsvagede Riget ved idelige Tvistigheder. Endeel indbød han til sin Faders Gravøl og indebrændte dem SIDE: 199 der; Andre fældedes ved anden Svig. Efter saaledes at have ryddet afveien tolv Fylkeskonger, blev han Enevoldskonge over største Delen af Sverige, og udsendte nu Lagmanden Viger Spa eller den Vise forat samle alle gamle Love, som han foreente til en Slags Lovbog, kjendt under Navn af "Vigers Flockar." Imidlertid vendte Ivar Vidfadme, en skaansk Fylkeskonge, hjem fra sine Vikingstog, hvor han havde vundet Ære og Bytte. Han anfaldt Ingjald forat hevne sin Faders og de andre Kongers Død. Forat undgaae denne Hevn, indebrændte Ingjald sig selv tillige- med sine Hoffolk omtrent Aar 600 efter Christi Fødsel. Hans Søn Olaf, som ikke havde havt Deel i Faderens Laster, flyede til Wærmland, og begyndte der at opædle Landet, hvorved han erholdt Tilnavnet Trætelje, samt stiftede der et lidet Rige. Hans Efterkommere gik over til Norge, som Harald Haarfager, en Æt- ling af Ynglingastammen, siden forenede til eet Rige. (Fra 600 -- 1061.) Ivar Vidfadme, af Skjoldungeæten, erholdt sit Binavn formedelst sine vidtløftige Besiddelser. Han modtog Styret over Sverige, da Svenskerne vare blevne kjede af Ynglingeæten, men havde tillige forud udstrakt sit Vælde over Danmark, en Deel af Neder- sachsen og Northumberland, samt gjorde Streiftog til Finland og Estland. Ivar Vidfadme var en berømt Kriger; men blodtørstig, grum og svigfuld. Da han selv ikke besad mandlig Arving, efter- fulgtes han af Dattersønnen Harald Hildetand. Han omkom selv i en Hærfærd mod sin Maag Kong Radbard i Garderike, hvor- hen hans Datter Aud havde flygtet med sin Søn Harald forat undgaae Faderens Forfølgelser. Harald Hildetand erholdt Tilnavnet, der betyder "Krigens Tand," af sine allerede i Ungdommen udførte Bedrivter. Han antog til Medregent i Sverige sin Halvbroder Randoer, og, da denne faldt paa et Tog til England, efter ham Sønnen Sigurd Ring. Harald opfandt en ny Slagorden i Form af en Kile. Da han blev gam- mel, og Uro herskede i hans Lande, samt Uenighed opkom mel- lem ham og Sigurd Ring, bød han Sigurd møde sig med hele hans Styrke til et afgjørende Slag. Paa Bråvalla-Hede i Øster- gothland stod den langvarige og blodige Strid, hvori Harald fandt Heltedøden Aar 740 efter Christi Fødsel. SIDE: 200 Sigurd Ring blev nu Eneherre over det store ivarske Monarki, og boede ligesom hans Formænd i Leire paa Sjelland, førende en Regjering, der stedse var opfyldt med Krig. Han gjorde et Tog til Northumberland, og tog til Medregent Harald Hildetands Søn Beli. I sin Alderdom anfaldt han den danske Underkonge Alf, der havde negtet ham sin vakre Datter, kaldet Alfsol. Alf og hans Sønner faldt i Slaget, efterat have dræbt Søsteren, forat hun ikke skulde falde i Seirherrens Vold. Sigurd, som selv var saaret, lod samle alle Ligene paa et Skib, satte Alfsols i Bag- stavnen og sig selv derhos, lod Skibet antænde og under fulde Seil og drivende Vind fare tilhavs. Regner Lodbrok, Sigurds Søn, tog Styret -- en berømt Viking, der tit gjæstede Frankrig, England og Sydlandene. Tilnavnet, der betyder "lodden Buxe," erholdt han af den Klædedragt, han brugte som Beskyttelsesmiddel under Kampen med en uhyre Orm, der havde lagt sig om hans Elskte og første Dronning Thora Borgarhjarts Jomfrubuur -- en Fabel, som vel ikke be- tyder andet end en stærk Vagt. Efter hendes Død traf han paa et af sine Vikingetog til Norge den skjønne Kraka, hvis egentlige Navn var Aslaug, en Datter af den berømte Sigurd Fofnisbane, med hvem han giftede sig. Tilsidst gjorde han et Tog til Irland, plyndrede dets Kyster, og anfaldt derpaa Kong Ella i Northumberland; men blev fangen og kastet i en Ormegrav. Besyngende sit bedrivtfulde Liv i et Qvæde, kaldet Bjarkamaal, døde han leende under Ormenes Bid. Hans Sønner hevnede ham, dræbte Ella og hærjede hans Land. Derpaa delte de Faderens Rige saaledes, at Sigurd Orm- øje blev Konge i Danmark, Ivar Beenløs over en Deel af Eng- land, Hvitsærk over de tydske Besiddelser, og Bjørn I Jernside blev Konge i Sverige. Han gjorde forfærde- lige Tog til det sydligere Europa, især til Frankrig. Navnet "Jernside" erholdt han fordi han aldrig brugte Harnisk og Brynje, og alligevel ei blev saaret, hvorfor han ogsaa sagdes at have Sider som Jern. Erik II og Refil, Bjørns Sønner, fulgte som Samregenter Fa- deren omtrent 800 e. Chr. F. Erik III, Refils Søn, deltog i Normannernes Sørøverier Aar 813. Hans Medregent var Bjørn den II, Erik IIs Søn. Erik IV antog Bjørn III paa Håga til Medregent, om hvem SIDE: 201 man veed, at han var en stor Skjaldeven, samt at, under hans Samregjering med Emund, Erik IVs Søn, Munken Ansgarius fra Corvays Kloster i Westfalen først forkyndte den christne Lære i Sverige Aar 829 paa en Ø i Mælaren ved Navn Birka eller Bjerkø, hvor ogsaa Statholderen Hergjer lod opbygge den første christne Kirke i Sverige. Erik V, Emunds Søn, fik Tilnavnet Veirhat fordi han bestandig havde Medbør paa sine Sjøtog. Han gjæstede især Landene paa hiin Side Østersjøen. Døde 885. Hans Søn Bjørn IV styrede lykkeligt i 50 Aar. Erik VI Sejersæl, Bjørns Søn, bemægtigede sig Thronen 935. Under ham stege Vikingetogene til sin Høide. Da hans Broder og Medregent Oluf døde, vilde dennes Søn Styrbjørn Stærke, en videberømt Viking, have Deel i Riget; men Folket forjagede ham fra Upsala-Thing, hvor han fremsatte sit Krav. Nu sam- lede Styrbjørn en stor Hær af Esther, Slavoner og Joms- vikinger m. fl., og leverede Erik et tre Dages Slag paa Fyrisvall ved Upsala, Styrbjørn faldt med sin hele Hær, og Erik erholdt sit Tilnavn, som han hævdede til sin Død 993. Oluf Skotkonung, Eriks Søn, erholdt dette Tilnavn, fordi han, efter Fyrisvallslaget, endnu som spædt Barn hyldedes som Konge af den seirende Hær. Han lod sig døbe til Christen i Husaby Kilde i Vestergøthland af Sigfrid, en Præst fra York i England, Aar 1001, samt antog Titel af Svea-Konung. I Forening med sin Stiffader Svend Tveskjæg i Danmark og de landflygtige Jarler Svend og Erik fra Norge deltog han i Slaget ved Svollder, hvori den norske Kong Oluf Trygvesøn omkom. Oluf var ingen Kriger, skjøndt han yppede Kiv med den norske Konge Olaf den Hel- lige, hvori han kom tilkort. Han sad stille hjemme, tabte de Skatlande, Faderen havde erhvervet i Finland, Estland m. m., og var i sin Regjering egenmægtig og stolt, hvorfor han ogsaa paa Allherjarthinget i Upsala maatte taale skarpe Ord af den af Almuen høitagtede Lagmand Thorgny. Oluf døde 1024. Anund Jacob, Olufs yngre Søn, var allerede Konge i Faderens Live; befordrede Christendommen, udøvede streng Retfærdighed, og erholdt Tilnavnet Volbrånna, fordi hver Dens Huus blev uden Naade brændt, som gjorde Vold i en Mands. Deeltog med Olaf den Hellige i et uafgjørende Feldttog mod Knud den Store i Danmark. Døde 1052. SIDE: 202 Emund den Gamle, Anunds ældre men uægte Halvbroder, be- steg nu Thronen. Han kom i Strid med Erkebispen af Bremen fordi han af egen Myndighed indsatte en Bisp i Skara, og er- holdt derfor Tilnavnet "den Slemme." Hans Søn Anund omkom paa et Tog til Finland ved at Fienderne havde forgiftet Brøndene. Emund var den Sidste af den sigurdske Æt, som udslukkedes med ham 1061. DEN KATHOLSKE TIDSALDER Stenkils Æt. (Fra 1061 -- 1129.) Stenkil, Søn af Oluf Skotkonungs Jarl, Ragnvald Ulvssøn, Emunds Stifsøn og Anund Jacobs Maag, berømmes som en god Konge, især mod sine Vestgøther. Han opretholdt med Klogskab Enigheden mellem Hedningerne og de nyomvendte Christne, og afvendte Upsalatemplets Forstyrrelse. Død 1066. Hakon Røde, Stenkils Jarl, fulgte ham. Uroligheder opstode fordi Bisp Egur ødelagde Freystemplet i Skara, og en Borgerkrig udbrød mellem to Prindser af den gamle Ynglingaæt, ved Navn Erik, der endtes med Begges Død. Hakon døde 1079, og blev begraven i Levene, sit Hjemsted i Vestergøthland. Inge den Ældre og Halstan, Stenkils Sønner, fulgte paa Thronen. Halstan døde snart; og Inge, som med Magt vilde udbrede Chri- stendommen, og opbrændte gamle Upsalatempel, blev forjaget af Hedningerne, hvorpaa hans Svoger Sven valgtes til Konge og oprettede igjen Afgudstjeneste, hvoraf han fik Navnet Blot- eller Offer-Sven. Tre Aar efter kom Inge tilbage, anfaldt Blot-Sven, indebrændte ham og tog saaledes sit Rige tilbage. Med Magnus Barfod i Norge kom han i en Feide, som bilagdes ved Dennes Giftermaal med Margretha, Inges Datter, deraf kaldet "Fredkolla." Under Inge levede i Østergøthland en Jarl, Ketil Uchristen, der indsluttede sig i sin Gravhøi 3 Aar før sin Død forat undgaae Daab og Christendom. Svenskerne begyndte nu at tage Deel i Korstogene. Inges Dødsaar er ubekjendt. Filip og Inge den Yngre, Halstans Sønner, bleve Samkonger. Den Første døde barnløs 1118. Inge, under hvem Striden mel- SIDE: 203 lem den gamle og nye Religion foraarsagede mange indre Uro- ligheder, tabte Jæmtland til Norge. Efter hans Død 1129, og da Margretta Fredkollas Søn, Magnus Nilssøn, havde dannet sig et stærkt Parti, der paa Thinget ved Karleby i Vestergøthland ihjel- slog Ragnvald Knaphøfde, hans Thronmedbeiler, blev Magnus Enekonge; men for sit Snigmord paa Frænden Knut Lavard, blev han af dennes Broder Erik Emund, Konge i Danmark, efter omvexlende Krigslykke, overvunden i Slaget ved Fodevig i Skaane 1134, hvor han selv tilligemed fem Biskopper og sexti Præster faldt. Sverker, Blot-Svens Sønnesøn, overtog derpaa Styret, og forenede under sig de to kjæmpende Partier: Upp- Svearne (ivrige Hedninger) og Indvaanerne i Gøtharige (ivrige Christne). Sverkers og Erik den Helliges Ætter. (1133 -- 1250.) Sverker 1, Søn af Gøthakongen Kol eller Carl, siden kaldet Erik Aarsæl, Blot-Svens Sønnesøn, valgtes allerede iforveien af Svear og Gøther til Konge 1133. Han befæstede Christendommen og Pavevældet i Sverige. Ved Mødet i Linkøping 1153 bevilgedes Paven en aarlig Skat, kaldet St. Peters Penning. De første Klo- stere anlagdes, Præster og Munke fik flere Forrettigheder, det daglige Brug af Vaaben forbødes Alle undtagen Adelen eller Kongens "Fylgdermænd," som deraf senere kaldtes "Væbnere." Sverker myrdedes ved Alebæk nær Alvastra af sin Staldmester paa Vejen til Julefroprædiken 1155. Erik IX den Hellige, Søn af Jedward Bonde og Blot-Svens Datter Cecilia, tiltraadte Regjeringen over Svea- og Gøtha-Rige 1156. Han var maadeholden og streng i sin Levemaade, nidkjær for Religionen, udgav Love desbetræffende, byggede Kirker, for- bedrede den almindelige Lov, og var særdeles øm om sine Undersaatters Vel, hvorfor han ogsaa efter Døden blev dyrket som Sveriges Skytspatron under Navn af Sanct Erik. Han gjorde et Krigstog til Finnland 1158, for at christne det, indtog den søndre Deel deraf, didflyttede svenske Nybyggere, og vandt Helsingland og Jæmtland tilbage. Under ham omtales den første Eriksgade (Kongens Reise kring Landet forat undersøge dets Tilstand), hvorfor man troer, at Navnet er opkommet efter ham. SIDE: 204 Erik blev ved Overrumpling fangen og halshugget af den danske Prinds Magnus Henriksen, der paa Mødreneside nedstammede fra Inge den Ældre (1160). Af Blodet sagdes St. Eriks Kilde i Upsala at være oprundet. Hans Død gjorde, at man overalt ansaae ham for en Martyr. Benene nedlagdes i et Sølverskrin i Upsala Domkirke, hvor de endnu findes. To Høitider feiredes aarlig til hans Ære. Hans Banner førtes foran de svenske Hære, og Folket tilskrev hans Levninger mange og store Underværker. Magnus Henriksen, som kun besad den svenske Throne et Aar, overvandtes og dræbtes af Carl VII Sverkerson nær Upsala, hvor siden Danmarkskirken blev opbygget. Carl VII, som tilforn havde styret Gøtharige særskilt, blev nu ogsaa Konge i Svearige, og var den Første, som kaldte sig Svea- og Gøtha-Konung. Under ham fritoges Præsterne fra at dømmes af verdslig Domstol. Sverige erholdt sin egen Erkebisp 1163 i Munken Stefanus fra Alvastra Kloster. Tiende af Jord- afgrøden og alle andre Indkomster bleve paabudne til Geistlig- heden. Vielse til Ægteskab og Testamenter til Kirker og Klostere anbefaledes, ligesom ogsaa verdslige Lovbrud underkastedes sær- skilt Kirkebod. Et Korstog foretoges til Esthernes Omvendelse, og Klostrenes Antal forøgedes uafbrudt. Carl myrdedes efter en 7aarig Regjering af Erik den Helliges Søn Knut paa Visingsø Aar 1167. Knut. Den af Carls Brodersønner, Kol og Burisleif fortsatte Krig endtes med Begges Nederlag og Død. Hans Regjering blev ellers meget foruroliget af Estherne, Karelerne, Ingrernes og de misfornøjede Finners jevnlige Indfald. De hærjede skrækkeligt Kysterne og rundt Mælaren, hvorved de opbrændte Sigtuna 1188. Knut søgte ellers at gjøre sig elsket ved at sørge for Landets Opædling og for Geistlighedens Tarv. Til Medregent antog han mod Enden af sin Regjering Carls Søn Sverker, der ogsaa besteg Thronen ved hans Død 1195. Sverker II, med Tilnavnet Hack og Blaafod, søgte i Begyndelsen at befæste sig paa Thronen ved Gavmildhed mod de Geistlige. Han lagde Grunden til det saakaldte "åndliga Frälset" (den geistlige Fristand), ved at fritage Præsteskabets hele Gods fra al Skat til Kronen. For endnu mere at sikkre sig Thronen, lod han overfalde og dræbe sin Forgjænger Knut Eriksøns Børn, som da opholdt sig paa Elgaraas i den nordre Deel af Vester- SIDE: 205 gøthland. Den Ældste af dem, Erik, undkom dog ved Fahle Bure den Yngres Hjælp, og den svenske Almue reiste sig overalt af Harm over dette Nidingsværk. Sverker flygtede til Danmark, og gjenkom med en dansk Hjælpehær, men blev først slagen ved Lena (nu Kongslena) i Vestergøthland 1208, og derpaa ved Gestilren, nærved den forrige Valplads, hvor han faldt selv 1210. Erik X Knutsson førte en sexaarig lykkelig Regjering. Han er den første svenske Konge, hvis Kroning man veed. Døde paa Visingsø 1216. Johan I Sverkersson, den Fromme -- et Navn, Præsteskabet har hædret ham med, fordi han føiede dets Umættelighed i Alt. En Pavebulle negtede Præsternes Børn at arve Fædrene, hvis Eiendom skulde hjemfalde til Kirken. Johan var den Første, som antog en Geistlig til sin Kantsler eller Statssecretær hvor- ved alle Rigets Anliggender kom til at gaae gjennem de Geist- liges Hænder. Mod Estherne foretoges et ulykkeligt Tog. Johan døde ugift paa Visingsø 1222, og var den sidste Konge af den sverkerske Æt. Erik XI Eriksson, Halte og Læspe, var Erik Xdes Søn og kom paa Thronen, da han var 6 Aar; men fortrængtes snart for- medelst sin Ungdom og Legemslyder af sin Svoger Folkungen Knut Johansson Långe 1229, der gjorde Oprør, og slog Eriks Jarl, Folke Birgersson ved Olufstrømmen i Østergøthland. Erik maatte flye til Danmark, hvor han forblev i 5 Aar. Imidlertid leed Landet under Knuts Mellemregjering, idet Streiftoge fore- toges, hvorunder ikke engang Kirker eller Klostre forskaanedes. 1234 fik endelig Erik Bugt med Knut, der faldt i Nederlaget ved Sparsætra nær Skara; men hans Søn Holmgeir fortsatte endnu i 14 Aar Krigen til han endelig 1248 blev halshuggen. Eriks Regjering var retfærdig og mild. Han indtog ved sin Svoger og Jarl Birger af Bjælbo, som fordetmeste styrede Riget, Østerbotten og Tawastland, og tvang Folket der til at antage Christendommen. Under hans Regjering steg den romerske Kirkes Vælde til sin Høide i Sverig. Cardinal Vilhelm af Sabina holdt Kirkemødet i Skeninge 1248, hvorved de Geistlige bleve paalagte ved Lov at leve ugifte. Mange Klostere indrettedes, Aflad skjænkedes for Pilgrimsfarter o. s. v., og flere Love stiftedes til Pavemagtens Fremme. Erik døde barnløs paa Gottland 1250, og med ham udslukkedes den erikske Æt. SIDE: 206 Folkunga-Ætten. (Fra 1250 -- 1365.) Waldemar, Birger Jarl af Bjælbos Søn og Erik XIs Søstersøn, blev ganske ung, under Faderens Fravær, af Iver Blaa paa Grøneborg nærved Enkøping, kaaren til Konge og sat under Faderens Formynderskab samt kronet i Linkøping 1251. Birger Jarl anlagde og befæstede Stockholm, stiftede nyttige Love, iblandt andre de saakaldte Fredslove, som vare: Hjemfred, hvor- ved den dømtes i Landflygtighed, som overfaldt Nogen i eget Huus; Qvindefred, der forbød at tage sig Hustrue med Vold, samt Thing- og Kirkefred, som betryggede Farten til og fra disse Steder og forbøde alle Voldsomheder dersteds. Han afskaffede Jernbyrd, forvandlede Jarlembedet til to høie Rigsembeder: Rigs- drostens og Rigsmarskens, hvoraf det Første skulde have Opsyn over Lovgivningen, det Sidste over Krigsmagten. Birger førte Regjeringen med Klogskab, Tapperhed og Lykke; slog de øvrige Folkunger 1252, udvidede Handelen, men forberedte Ulykker ved at udskifte Hertugdømmer til sine 3 Sønner, saaledes at Erik fik Smaaland, Magnus Sødermanland og Bengt Finland. Han forsvagede ogsaa Kongemagten -- noget, som vel kan være af Fortjeneste, naar det skeer fra Folkets Side, men ikke fra Enkeltmands eller Aristokratiets. Riget sank, efterat Waldemar ved Birgers Død 1266 selv havde antaget Styret. Svag og vel- lystig kunde han hverken vinde Folkets Kjærlighed eller Agtelse. En skjult Uenighed havde længe været næret mellem Waldemar og hans Brødre, isærdeleshed vakt ved Kongens herskelystne Gemalinde Sofie, en dansk Prindsesse. Tvisten udbrød i fuld Flamme efter Waldemars Hjemkomst fra en Pilegrimsreise til Rom. Magnus faldt ind i Sverig med danske og tydske Tropper, understøttet af Erik Glipping i Danmark. Waldemar gik ham imøde med en Folkreisning, men tabte mod Brødrene Slaget ved Hofwa, flygtede til Værmland, men fangedes af Magnus, med hvem han nu maatte dele Riget saaledes, at han selv be- holdt kun Gøtharige. Magnus sad nu paa den svenske Throne; og endelig maatte Waldemar, efter flere mislykkede Forsøg paa at faae det Hele igjen, 1279 frasige sig Alt og taale et Fængsel paa Nykøping Slot til sin Død 1302. Magnus var en udmærket Regent. For den virksomme Be- SIDE: 207 skyttelse, han gav Lovene, erholdt han Tilnavnet Ladelaas, som Den, der ved sine kraftige Anordninger satte Laas for Bondens Lade og beskyttede hans Liv og Eiendom. Han indførte Ridder- skabet, den høieste personlige Værdighed, som da fandtes i Europa, samt den adelige Rusttjeneste, hvorefter de, som indfandt sig til Krigsfærd med fuld Rustning og til Hest (Rostjeneste), skulde ansees for Frelsemænd, og deres Jord fritages for Skatter. Den saaledes opkomne Adel inddeltes i 3 Classer: Riddere, Svende og Frelsemænd. Under Magnus fattedes i Stockholm 1282 den saakaldte Helligaandsholms-Beslutning, hvorved Kon- gen, til sine Indkomsters Forøgelse, erklærede al endnu uopædlet Mark tilligemed alle Bjergværker for sin Eiendom, hvoraf Alle, som brugte dem, skulde betale Renter til Kronen. Ligesaa blev ved denne Beslutning (som dog nu holdes for uægte og under- stukken) Skatterne forøvrigt fastsatte. Magnus var en stor Elsker af Pragt, fremtrak Udlændinger ved sit lysende Hof, udvidede Geistlighedens Friheder, fritog Kirkegodset ganske for Udgivter til Staten, stadfæstede Brugen af Titelen Svea- og Gøtha-Kon- nung, og siges at have stiftet Seraphimerordenen. Døde paa Wisingsø 1290, og den dybt sørgende Almue bar hans Liig til Stockholm, hvor det begravedes i Ridderholms Kirken. Birger, Magnus's Søn, antog Kongetitel 1288. Til Formynder saavel for Birger som hans Brødre Erik og Waldemar havde Magnus ansat Rigsmarsken Thorkel Knutsson, som i 13 Aar førte Regjeringen med stort Berøm. Han bemægtigede sig Carelien, anlagde Viborg, og overholdt Freden med Norge og Danmark. Da Thorkel 1303 nedlagde Formynderskabet, og enhver af Konge- brødrene erholdt sin Andeel af Riget, begyndte Delingssystemets ulykkelige Følger atter at vise sig. Uenighed opstod snart mel- lem Kongen og Brødrene, Krig udbrød, og et troløst Forlig ind- gikkes. Thorkel Knutsson var en mægtig Støtte for Kongen, og hadedes af Præsteskabet, hvis Særrettigheder han vilde ind- skrænke. Af begge disse Grunde søgtes hans Undergang. Her- tugerne foregav, at Han havde anstiftet Uenigheden, og den svage Konge lod i Stockholm, der hvor Sødermalmtorvet nu findes, 1306 halshugge Thorkel Knutsson -- dette ædle Offer for sin Troskab mod Sverig og dets Konge! Men Hevnen rammede Birger snart for den Utaknemmelighed, han havde begaaet mod sin trofaste Ven og en af Sverigs ypperste Mænd. Hertugerne SIDE: 208 benyttede Leiligheden, anfaldt Birger forræderiskt paa Haatuna, og tvang ham til at afstaae største Delen af sit Land. Denne lumske Handling, kaldet Haatunalegen, hevnede han dog nær 11 Aar derefter. Under Skin af Fred og Venskab, lokkede han sine Brødre 1317 til Nykøping, tog dem tilfange, og lod dem sulte ihjel, efterat have kastet Fangetaarnets Nøgler i Vandet. Birger, som for denne Forbrydelse forfulgtes af sit hele Folk, flyede til Danmark; hans uskyldige Søn Magnus dømtes, uagtet givet Leide, til Døden af de opbragte Stænder, og halshuggedes 20 Aar gammel i Stockhom. Underretningen herom knuste Birgers Hjerte; han døde Aaret derpaa 1321, og begravedes i Ringsted i Sjelland. Magnus, med Tilnavnet Smek, den ihjelhungrede Hertug Eriks Søn, blev strax paa et Rigsmøde ved Mora-Stene, 3 Aar gl. een- stemmig udraabt til Sverigs Konge. Sjelden har en svensk Konge begyndt sin Regjering under bedre Udsigter, hvortil kom, at han ved Arv efter sin Morfader Kong Hakon 1319 ogsaa blev Norges Konge. Under hans Mindreaarighed førtes Styret med Kraft og Viisdom af Rigsdrosten Maths Ketilmundsson. Han formaaede 35 af de fornemste geistlige og verdslige Herrer til at indgaae den Forpligtelse, trofast at tjene Kongen, bistaae hverandre, lade sine Stridigheder afgjøres af Raadet, og hindre Udlændinger fra at komme i Rigets Tjeneste. Derved mindskedes Kongens Magt, mens Raadets øgedes, ligesom ogsaa nu Rigssager ikke mere af- gjordes paa Rigsdage af Folket og Stænderne, men paa Herre- dage af geistlige og verdslige Raadsherrer. Maths indløste Skaane, Halland og Blekingen fra Danmark, hvilke dog Magnus siden lod falde tilbage til dette Rige, efterat han ved Maths Død 1333 selv havde tiltraadt Regjeringen. Han forøgede de høie Rigsembeder med to nye: Kongens Ombuds- mand, som forestod Riget under Kongens Fravær i Norge, og Rigets Cantsler. Trældommen afskaffedes i Vestergøthland og Smaaland, og Forordninger gaves til den almene Sikkerheds Haandhævelse. Fahluns Bergslag erholdt sine første Privilegier, Agerbruget opmuntredes ved toldfri Kornudførsel, og en al- mindelig Landslov udarbeidedes, som dog bestredes af Geistlig- heden, da den skulde kundgjøres 1347. Omtrent 26 Aar havde Magnus's Regjering været ærefuld og lykkelig; men de stigende Paalæg, hans egen letsindige og udsvævende Levemaade, tillige- SIDE: 209 med at han lod sig styre af sin pragt- og herske-lystne Dron- ning Blanca af Namur, saaat en uheldig Krig, som Magnus fore- tog mod Rusland uagtet den hellige Brigittas Forudsigelser, i Forbindelse med den skrækkelige Digerdød, som da indtraf, -- dette blev Kilderne til Magnus's Undergang. Først blev han tvungen til at erkjende sin Søn Erik XII for Medregent i Sverig 1350 og Hakon i Norge. Men da Erik var død, efter Formod- ning tilligemed sin Gemalinde Beatrix forgiven af Blanca, blev Hakon ogsaa valgt til Magnus's Medregent i Sverig; men da Denne senere hen, tvertimod Raadets Ønsker, giftede sig med den danske Kong Waldemar d. 3die Atterdags Datter Margrethe, indkaldte de misnøiede svenske Herrer Albrecht af Mechlenburg. En forfærdelig Borgerkrig udbrød nu. Magnus og Hakon overrumpledes og sloges. Hakon flygtede til Norge; men Magnus fangedes paa Gataskogen ved Tillinge, vestfor Enkjøping 1365, og indsattes i Taarnet "Kjernen" i Stock- holm, hvor han forvaredes 6 Aar i Lænker, indtil han 1371 ud- løstes af sin Søn Hakon, hvorpaa han begav sig til Norge, for 3 Aar efter at finde sin Død i Bømmelfjorden. Saaledes ud- slukkedes Folkunga-Ætten paa den svenske Throne, efterat have i 115 Aar opfyldt Landet med Krig, Forbrydelser og Mord. Fremmede og Unions-Konger. (1365 -- 1523.) Albrecht, Søn af Hertug Albrecht af Mechlenburg og Magnus Smeks Søster, den skjønne Euphemia, valgtes til Konge i Sverig 1363. Hans Styrelse var ulykkelig og urolig. I sit Gemyt var han god, men letsindig og udsvævende, førte et pragtfuldt Hof, trak Udlændinge, især Tydske, ind, med Tilsidesættelse af de Indfødte. For at reise Penge, skyede han intet Middel, og fra- tog i flere Aar Geistligheden og Kirkerne deres halve Indkomster, under Navn af Laan, men som han aldrig betalte. Han foretog en kostbar Reise til Keiseren og flere tydske Fyrster for at søge Betryggelser for sin Throne, samt to magtløse Forsøg paa at gjenvinde Skaane, Halland og Bleking fra Danmark. Styrelsen laae fornemmelig i Raadets, men især i Drosten Bo Johnson Grips Hænder. Og disse Herrer sørgede meest forat øge egen Vælde og Rigdom. Bønderne lede meest ved denne usle Re- SIDE: 210 gjering, idet de Magthavende plyndrede dem som de vilde. Med Bo Johnsons Død 1386 forsvandt al Orden i Riget, og Usikker- heden blev saa stor, at neppe Nogen vovede, for Overfalds Skyld, at forlade sit Huus. Kongens egne Plyndringer vendte sig nu mere mod Adelen, som derfor henvendte sig til den danske Margrethe, som forestod i Norge og Danmark Regjerin- gen for sin Søn Oluf. Men Margrethe vilde ei tilstaae nogen Hjelp, før Svenskerne valgte hende til Dronning. Dette skede 1388 af 8 Riddere, 1 Cantor og 3 Svende. Derpaa faldt en mægtig dansk Hær ind i Sverig, hvorimod Albrecht satte en tydsk hværvet Armee, som havde kostet ham Øen Gottlands Pantsættelse til de tydske Riddere. Stolt af sin Magt svoer han at erobre baade Danmark og Norge fra Kong "Buxeløs," som han kaldte Margrethe, og ei paasætte sig sin kongelige Hue før han havde giftet sig med hende; ligesom han og sendte hende et Bryne at hvæsse sine Naale paa. Albrecht blev alligevel ved et uforsigtigt Angreb slagen og tilfangetagen af de Danske paa Nøgleengen ved Fal- kjøping 1389. Da han fremførtes for Margrethe, lod hun, for at tage Hevn for hans Forhaanelser, ham paasætte en kongelig Hue med ni Alen langt Slæb, og lægge ham bunden i sin Seng. Siden sad han 7 Aar fangen paa Lindholms Slot i Skaane, hvor- efter han slap hjem til Mechlenburg, hvor han havde bedre Lov af Folk end i det Rige, han saa fortjent havde forspildt. Margrethe, Enke efter den norske Kong Hakon Magnussøn og Datter af Danskekongen Waldemar, var et Fruentimmer af Kraft og dyb Forstand, men beskyldes medrette for Gjerrighed og Vellyst, skjøndt hun viste megen ydre Hellighed. Uagtet Landets almene Armod, paalagdes under alskens Paaskud mange nye Skatter f. Ex. "Gothlands Løsen" til Indfrielse af denne Ø, som Albrecht havde pantsat, og som udgjorde 12 Øre af hver Stue; "Dronningskatten," en Mark Penninge af hver Bonde; "Stake- skatten," ligesaameget for hvert Ildsted; samt "Buskapsrenten," en Afgivt for hvert Creatur, som de forbittrede Bønder kaldte "Dronning Margrethes Rumpeskat." Da hun mærkede, at Mis- nøiet tiltog, havde hun den Klogskab at aflyse en ny Skat "Femtenmarkshjælpen," og at gjøre i en ydmyg Tone Undskyld- ninger for den Tyngsel, hun havde maattet paalægge Almuen, skyldende ellers paa Krigen og Fogderne. Da hun saae sig fast SIDE: 211 paa den svenske Throne, besluttede hun at gjøre den arvelig for sin Familie; sammenkaldte derfor Rigets Raad i Skara, og foreslog til sin Efterfølger Søsterdattersønnen Hertug Erik af Pommern. Svenskerne, som i Begyndelsen syntes at ville holde paa sin frie Valgret, gave endelig efter for den mægtige Hersker- inde, og Erik kaaredes i Juni 1396, hyldedes samme Aar paa Morastenerne, og krontes i det følgende med stor Pragt i Cal- mar. Ved denne Leilighed, da de Fornemste fra alle 3 Riger vare nærværende, drev den storsindede Dronning igjennem en Plan, som længe havde lagt hende paa Hjerte, nemlig Foreningen imellem de 3 Riger under een Regent, der indgikkes 20de Juli, Margarethadagen 1397. Kongen skulde vælges fælleds: hvert Rige beholde sine egne Love og Raad; gjensidig bistaae hver- andre og ikke forstyrre den indbyrdes Fred. Fredløs i det ene Rige, skulde ogsaa være det i de andre. Tre Aar efter "Cal- marunionen" aftraadte Margrethe det hele Styre til Kong Erik, medgivende ham den Regel: "at Sverige skulde føde ham, Norge klæde ham, Danmark forsvare ham" -- en Regel, som af ham og Efterfølgere blev altfor nøie fulgt. Margrethe, som under den med de holsteenske Grever udbrudte Krig allerede havde erholdt Prøver paa den liden Agt, Erik havde for sin Velgjører- inde, da han, under Beleiringen af Sønderborg Slot, lod hals- hugge hendes Yndling den svenske Raad Abraham Brodersson, begav sig omsider selv til Schlesvig forat mægle Forlig i den ulykkelige Feide. Efterat have istandbragt en treaarig Stilstand, døde hun paa et Skib ved Flensborg 1412, sandsynlig af Pesten, 60 Aar gl. Erik 13de af Pommern, Søn af Wratislaw 7de af Pommern og Marie af Mechlenburg, Margrethes Søsterdatter, vedblev at føre den holstenske Krig uheldigt uagtet sin uhyre Overmagt. I Sve- rige besatte han alle befæstede Steder med Dansker, der paa alle Sæt plagede Folket. Da en Mængde af Almuen derfor for- lod sine Hjemsteder, paalagdes Herredet at udrede det samme Beløb af Skatterne, som tiltoge overordentlig, og det uden Hen- syn til dets Folketal. Oprørende Minder om Fogdernes Frem- færd bibeholdt sig længe mellem Almuen. Da levede i denne Undertrykkelsens Tid paa Kopparbjerget i Dalarne en ædel Mand ved Navn Engelbrecht Engelbrechtson. Han bragte for Kongens egne Øren paa Almuens Vegne Klager over Mis- SIDE: 212 brugene; men da disse mildere Midler forbleve frugtesløse, reiste Dalkarlene sig under ham, og det øvrige Folk tog dette priis- værdige Exempel efter. Inden to Aar vare alle Fæstninger ind- tagne, som vare givne Udlændinge ihaand og alle fremmede Fogder fordrevne. Den heltemodige og frisindede Engelbrecht, som var bleven syg under Beleiringen af Arvalla i Vestergøth- land, lod sig føre til Ørebro; men kaldet herfra til Stockholm, tog han Veien over Hjelmaren. Tilforn havde han havt en Tvist med Bengt Stensson Natt och Dag, der var opgjort i Ørebro saaledes at Sagen skulde henskydes under Rigsraadet, og de imidlertid være Venner. Men, da Engelbrecht under Sjøreisen var stegen iland paa en Holme, siden kaldet "Engelbrechtsholmen," kom Mons Bengtsøn, Søn af førnævnte Bengt Stensson, didroende, Engelbrecht gik ham imøde paa en Krykke. Mons Bengtson spurgte strax spodsk, om han ikke skulde faae være i Fred i Riget for ham, hvorpaa Engelbrecht svarede, at Fred jo var sluttet mellem ham og hans Fader. Mons Bengtson overfaldt da med en Øxe Engelbrecht, som vel i Begyndelsen værgede for sig med sin Krykke, men snart faldt med kløvet Hoved (27 April 1436). Den forbittrede Almue angreb Nidingens Slot Gøthesholm, hvor han holdt den myrdede Helts Mage og Barn fangne; men da den intet kunde udrette mod Borgen, hærjede den med Ild og Sværd alt i Omegnen, og førte dens Elsklings Liig til Ørebro, hvor den med Taarer begrov det i Stadskirken. Den mægtige Carl Knutsson Bonde traadte efter Engelbrechts Død op mod Erik, som ved fortsatte Troløsheder havde atter opirret Folket mod sig, saa det ganske tabte Taalmodigheden, og omsider afsatte ham 1439. Erik bemøjede sig ikke med at gjenvinde sine Stater; han levede 10 Aar paa Gothland meest af Sjørøverie; og døde omsider hos sine Slægtninger i Pommern 1459, 79 Aar gl. Christopher, Søn af Hertug Johan i Bayern og Kong Eriks Søster Catharina, indkaldtes af Danskerne allerede 1438, valgtes af Svenskerne og krontes 1441. Han var vel af et bedre Gemyt end Erik, men fulgte samme svigfulde Unionspolitik. Vel ret- tede han sig efter Raadets Forestillinger, og lod afskedige de Udlændinger, som indehavde Befæstninger i Landet; men han aag- rede med disse Forleninger, som han ofte solgte til 5 -- 6 paa- engang. Kong Eriks Hærjninger paa den svenske Kyst søgte SIDE: 213 han ikke at standse, men afviiste de Klagende med Skjemtet "at hans Morbroder vel ogsaa behøvede noget at leve af." Denne Konges Regjering er mærkværdig deraf, at den under Magnus Smek foreslaaede Landslov, 1442, efter et Sekels For- løb, antoges, og blev almeent gjældende under Navn af "Chri- stoffers Lagbok" eller "Medellagen" lige til 1734, da nugjeldende Lovbog udkom. Under næsten hele hans Regjering herskede saadan Misvext i Landet, at Almuen, som maatte spise Barke- brød, gav ham Navn af "Barkekongen." Sysselsat med Rust- ninger mod Lybek, hvis Handelsaag i Norden han vilde ind- skrænke, døde han 1448 paa Reisen til en i Jønkjøping tillyst Rigsdag. Carl 8de Knutsøn, af Familien Bonde, valgtes kortefter af Stænderne til svensk Konge, uanseet at de i Jønkjøping for- samlede Herrer havde kaaret Brødrene Nils og Bengt Jonssen Oxenstjerna til Rigsforstandere. Han havde allerede under Engel- brechts Tid delt Magten med ham, og siden været Rigets Marsk og Forstander; men hans store Magt, den Beskyttelse, han ydede Engelbrechts Morder, og de voldsomme Forholdsregler, han tog, opirrede Herrerne imod ham, saa de forente sig med Danskerne i deres Kongevalg, og hyldede Christoffer, hvorimod Carl erholdt hele Finland og Øland i Forlening. Nu imodtog han Sveriges Krone for mere Alvor, og det følgende Aar ogsaa Norges. Men de Mægtige i Landet, fra hvem han havde taget tilbage deres Forleninger, og den høiere Geistligheds Misnøje over at han lod lægge under Kronen det til Geistlige forlente Gods, hvilte ikke længe. Erkebispen Jens Bengtson Oxenstjerna for- trød, at hans Fader var bleven Styret berøvet; Stemplinger ud- brøde, som nødte Carl til at samtykke i Calmarunionens For- nyelse og Norges Aftrædelse. Man anklagede Kongen for uretfærdig Skatteinddrivning, at han indkjøbte adelige Godser og førte et overdrevent pragtfuldt Hofhold. Carl havde at stride med inden- og udenlandske Fiender. Saalænge hans Frænde, den heltemodige Thord Bonde levte, kunde dog Carls Throne ikke rystes, men da denne var under Søvnen bleven myrdet af sin fortroligste Ven, Dansken Jens Bosøn, var Carls Lykke forbi, og han nødtes efter et Nederlag ved Strengnæs mod Høvdingen for det vældigere Parti, Erkebispen Jens Bengtson, at ende en SIDE: 214 urolig 9aarig Regjering ved at flygte med sine Skatter til Dan- zig 1457. Christian 1ste, Søn af Grev Didrik af Oldenburg, forud efter Christoffer alt Konge i Danmark, valgtes nu til Sveriges Konge og krontes i Upsala 1457, samt erholdt i en Sammenkomst i Skara af alle 3 Rigers Raad, det følgende Aar, Forsikkring om Tronfølgen for sin Søn. I Begyndelsen tilvandt han sig det svenske Folks Yndest; men han var for svag til at styre Riget i saa stormfulde Tider under det mægtige Adelskabs og Præste- skabs idelige Forsøg paa at skrabe til sig. Snart begyndte han ogsaa i høiere Grad end Forgjængerne, at udpine Skatter paa alle Maader. Selv Pavens Sendebud og Klostrene undgik ikke Udsugelserne, hvormed han tilsidst løste Holsteen til sig. Urolig- heder opstode, og forat knuse Præsternes Magt, lod Kongen fængsle og bortføre til Danmark Erkebisp Bengtson. Da udbrød et Oprør, Kongen indkom med en Hær; men blev af Almuen under Sten Sture slagen i en tyk Skog ved Harakers Kirke i Vestmanland, og tvungen til at flygte til Danmark 1474, hvor han regjerede til sin Død 1481. Carl 8de blev, efter en 7aarig Landflygtighed, tilbagekaldt, og imodtog Kronen; men Kong Christian forligte sig med Erke- bispen, som undslap af sit Fængsel, og afstedkom en Borgerkrig ved Hjemkomsten til Sverige. De forbundne Biskopper togede mod Stockholm. Carl gjorde et Udfald, og leverede et blodigt Slag paa Isen udenfor Ridderholmen, hvori han omsider maatte vige for Overmagten. Efter 6 Maaneder maatte han atter fra- sige sig Kronen mod det uopfyldte Løfte om store Forlehninger i Finland. Carl, den rigeste Mand i Norden, var nu saa fattig, at han ei kunde betale en Gjeld af 50 Mark til Stockholms Ma- gistrat. Derpaa, styrede Erkebispen under den selvtagne Titel af Sveriges Fyrste, hjulpen af Bisp Ketill af Wasa under Navn af Rigsforstander. Men efter en almindelig Tvedragt og nye Partier, blandt hvilke i Spidsen for Erkebiskoppens især Wasaer og Oxenstjerner stode, og som Modstandere Sturer og Totter, bleve, efter mange dels vundne dels tabte Træfninger, de Sidste seirende, og Erkebispen maatte, uagtet den Hjælp, han erholdt fra Danmark, flye til Øland, hvor han døde 1467. Kort før havde Kong Carl, efter et Fravær af 2 1/2 Aar, paa Indkaldelse holdt sit Indtog i Stockholm. Underhandlingerne imellem Carl og Chri- SIDE: 215 stian førte til Intet. Krigen udbrød paany. Erik Carlson Wasa, Broder til Ketil, holdt Christians Parti, og tilføiede Carl mange Nederlag, indtil Sturerne endelig fik ham fordreven til Danmark. De sloge ogsaa Christian ved Tiiveden Skog. Saaret maatte han flye til Danmark og lade Carl idetmindste Ro til at døe som Konge 1470, efter at have udnævnt sin Frænde Sten Sture til sin Efterfølger med det Raad aldrig at eftertragte Kronen. Sten Sture den Ældre udkaaredes paa Herredagen i Arboga 1471 til Rigsforstander. Paa Brunkeberg ved Stockholm slog han Christian for sidste Gang tilbage til Danmark. I 26 Aar førte han Styret uafbrudt med Klogskab og Mod. Endeel af Adelen var hans Venner, endeel holdt hans Anseelse i Tøilen. Men især var Almuen hans Støtte, idet han nemlig, ved at lade den deeltage i Rigsmøderne, tildeels gjenoprettede dens gamle Ret- tigheder at høres i Rigsanliggender. Denne nye Stamfader for den svenske Frihed kunde ogsaa rose sig af at have ligesaa- mange Krigsmænd som der fandtes Bønder i Riget; thi da han engang opbød een Mand af hvert Hemman, kom i dets Sted een Mand fra hvert Huus. Handelen befordredes, nye Veie an- lagdes, Bjergværker optoges og forbedredes, Forbud mod Yppighed udgaves, den offentlige Sikkerhed sørgedes for, og Svenskerne opmuntredes selv at tilvirke, hvad de behøvede. Sture var ogsaa en stor Befordrer af Videnskaberne. Upsala Universitet stiftedes 1477, og Bogtrykkeriekunsten indførtes 1483. Christian forsøgte da forgjæves paa 5 Møder at bevæge Svenskerne til at under- kaste sig. Ligesaa hans Søn Johan eller Hans, som tiltraadte Regjeringen 1481. Dog havde han et stort Parti mellem Adelen, som ikke leed Stures Godhed for Folket; og omsider vakte danske Stemplinger og svensk Avind et Misnøie, som beredte Sten Stures Fald. Hertil kom, at Russerne, som det antages, paa dansk Anstiftelse, hærjede Finland. Wiborg beleiredes; men den tappre Knut Posse fordrev Fienden ved at sprænge sit Krudttaarn i Luften med flere 1000 Fiender -- en Bedrivt, som kaldes "den viborgske Smæld." Finlands Hærjelse paadrog Sture Beskyldning for Efterladenhed; Uroligheder udbrød, og selv Swante Sture forente sig med hans Modstandere. En dansk Hær drog ind, slog Sture ved Stockholm, og tvang ham til at aftræde Regjeringen til Kong Johan 2den. Holdt sine Løfter slet. Sten og Swante SIDE: 216 Sture mistede sine Forleninger. Hans Fogder bar sig ad som i Engelbrechts Tid. Russerne fortsatte sine Hærjinger i Finland. Gothland blev ikke, som belovet, gjengivet Sverige. Efter Kon- gens ulykkelige Tog til Ditmarsken, udbrød et Oprør, hvorfor Sten og Swante Sture stode i Spidsen, og paa en Herredag i Vadstena, Juli 1501, opsagdes Kong Johan Huldskab og Troskab, og til Rigsforstander valgtes paany Sten Sture den Ældre. Kun kort fik han gavnet sit Fædre- land; thi alt i Decbr. 1503 døde han i Jønkjøping, ledsagende den frigivne danske Dronning til Grændsen. Hemming Gadd dulgte hans Død, foregivende, at han holdt sig inde for sin sæd- vanlige Øjensvagheds Skyld, indtil en Herredag kunde samles i Stockholm, hvilken valgte til Rigsforstander Swante Sture, af Familien Natt och Dag, Nils Stures Søn, en tapper og godlidende Mand. Det var alment Sagn, at den, som optoges blandt hans Hofmænd, maatte ikke blinke med Øinene for et Slag af Øxhammeren, og han heller tog Klæderne af sig end lod en Krigskammerat ubelønnet. Næsten hele hans Re- gjerig var en Kjæde af Krige. Folket tilskrev Tiderne sine Ulykker, men mindes, hvorlunde Rigsforstanderen, ved sin Ind- trædelse i Bondens Huus, hilste Huusbond, Huustroe og Børn med Haandslag, spiste ved samme Bord og underrettede sig i muntre Samtaler om deres Anliggender. I 8 Aar førtes en Krig fuld af Hærjinger mod Danmark og Norge, men det lyk- kedes Swante at holde de fremmede Undertrykkere tilbage, hvori den tapre Bisp Hemming Gadd, der kan antages at have styret Riget sammen med Sture, bistod ham. Russerne fik Sture ved en 60aarig Fred til at afstaae fra de idelige Hærjinger i Finland. Med Hansestæderne indgikkes Forbund mod Danmark. Indvortes førtes dog Regjeringen med Lykke og Kraft. Swante Sture, som havde, paa Efterretningen om at Hansestæderne havde sluttet Fred med Danmark, trukket sig tilbage fra et Ind- fald i Norge til Vesteraas, hvor han desuden skulde overlægge med Bjergalmuen om de nysopdagede Sølvgrubers Drivt ved Sala, døde under selve Mødet 1512. Gadd og Almuen dulgte hans Død indtil hans Søn Sten havde faaet Stockholms og Vester- aas Slotte i sin Magt. Sten Sture den Yngre, den ædleste af Sturerne, ejede sin Fa- ders store Egenskaber, og forhvervede sig det Vidnesbyrd, "at SIDE: 217 Sveriges Almue undte ham vel; hverken Ung eller Gammel gjorde han Uskjel." Da han, efter adskillige vanskelige Møder og Stridigheder, var bleven Rigsforstander, reiste han selv om og skiftede Ret. Godhjertigheden drev han stundom saavidt, at hans hemmelige Fiender deraf benyttede sig. Disse og danske Rænker bleve virksommere, da Christian 2den var bleven Konge 1513. Aabent optraadte den herskesyge Erkebisp Gustaf Trolle imod Sture, endskjøndt han havde denne at takke for sin Vær- dighed. Efter Stændernes Beslutning skulde Trolle bringes med Magt til Rolighed. Hans Slot Stæket blev ødelagt, og kun med Møje frelste Sture hans Liv for Almuens Raserie. Christian, som ilede Trolle tilhjælp 1517, blev drevet tilbage baade det og det følgende Aar. Alene Stures Ædelmod frelste hans Hær fra at omkomme af Hunger og Nød, da Flaaden holdtes indstængt i Stockholms Skjærgaard formedelst Modvind. Paa Trolles og Christians Anstiftelse belagde Paven Sverige med Band d. e. al Gudstjeneste blev forbudt, Landet erklæredes for en forbandet Jord og et Bytte for hvem, der vilde erobre det. Christian kom trediegang tilbage, og Sture blev paa Aasunda-Sjøen nær Boge- sund (Ulricahamn) truffen af en fiendtlig Kanonkugle, som prel- lede tilbage fra Isen, og slemt saaret i Laaret. Forat redde ham, droge Svenskerne sig tilbage; og da Sture føjede Anstalt til at standse Fienden paa Tiweden, forsvarede Almuen saa godt Overgangen til denne Skog ved Ramundaboda, at det franske Hjælpecorps, som befandt sig i den danske Armee, strøg med. Kun Erik Abrahamson Bjønhufuds Forræderie gav Fienden Sei- ren siden; og Døden befriede 1520 Sture fra Synet af det ulyk- kelige Fædreland. Christian 2den, i Sverige kaldet den Umilde eller Tyran, som allerede i Norge havde ført et Blodregimente, fordrede nu efter sin Fader Kong Johan 2den den svenske Throne, hvortil han engang var valgt. Af Natur kraftig og djærv, skyede han ingen Midler for at naae sine Hensigter. Vidne til al den Uleilighed, den myndige Adel og den katholske Geistlighed havde voldt hans Forgjænger, vilde han nu knuse dem, men benyttede sig dertil af Snigraad og Mord. Da han endelig havde faaet Hem- ming Gadd til Talsmand, lykkedes det ham at faae den helte- modige Christina Gyldenstjerna, Stures Enke og Moder til fire spæde Børn, til, efter 7 Maaneders Beleiring, at overgive Stock- SIDE: 218 holm mod de høitideligste Løfter om at glemme Alt og føre en mild Regjering. Sine Forpligtelser beedigede han endnu engang paa Sacramentet, og reiste derpaa til Danmark, hvor han raad- slog med sine Fortrolige, om hvorledes han for stedse skulde sikkre sig Sverige. Ved sin Tilbagekomst 1ste Novbr. lod han sig krone den 4de næstefter, hvorpaa 3 Dages Festligheder paa- fulgte, hvorunder han viste sig venlig og glad. Men midtunder dette Hykleri tænkte han alene paa Hevn. Den 7de Novbr. fremtraadte Gustaf Trolle, og krævede Straf over Ophavs- mændene til hans Lidelser i Sten Stures Tid. En Domstol ned- sattes, hvor Trolle baade var Anklager og Dommer, og som, med Undtagelse af Biskop Brask, der ved Underskriften af Op- sigelsen til Trolle, havde listet under sit Segl en Lap med Paa- skrift "dette er jeg nødt og tvungen til" dømte dem alle tildøde. Den følgende Dag besattes alle aabne Pladser med Vagt, og Kanoner plantedes paa Stortorvet. Kl. 12 erholdt Stockholms Borgere Tilladelse til at see de dømtes Afstraffelse (Stock- holmske Blodbad). Først gik Bisperne Mathias af Strengnæs og Vincenz af Skara, derpaa adskillige af Rigets Raad, hvoriblandt Erik Johansson Wasa, Gustaf Eriksons Fader og hans Svoger Joachim Brahe; derefter kom 33 af Stockholms Raad og Borger- skab. Christian gav selv Tegn til Henrettelsen. Deres gjentagne Begjæring om Nadveren afsloges. Bisperne rakte først sine Ho- veder under Øxen; derpaa Rigsraaderne og de øvrige. Dagen dernæst skede nye Henrettelser, og de Dræbtes Tjenere op- hængtes, hvor de vare at finde. 94 Personer dræbtes. Sten Stures og et af hans spæde Børns Liig reves op af Graven, og kastedes paa Baalet. Under sin hele Nedreise til Danmark blev Christian ved at myrde. Overalt opreistes Galger, overalt sattes Bøddeløxen i Bevægelse. Nær 600 Personer, fordetmeste af Adel, dræbtes før han, i Begyndelsen af følgende Aar, forlod Rigets Grændser. Under disse Grueligheder var det, at, undvegen fra Fangen- skab i Danmark, irrende om i Dalarnes Skove, flygtende for Tyrannens Tjenere, skjult hos Bønderne snart i Halmlæs, snart under omblæste Træer, snart i Kjeldere og Huler, den unge Ædling opholdtes af Forsynet, hvis store Sjel alt da udtænkte Fædrelandets Redning, og ved "Gud og Sveriges Almue" (hans SIDE: 219 Valgsprog som Konge) fuldførte dette mindeværdige Foretagende. Christian 2den afsattes i Sverige 1521; samme Skjebne traf ham i Danmark og Norge 1523. DEN LUTHERSKE TIDSALDER Wasa Æten. Gustaf 1ste, Søn af Erik Johansson Wasa til Rydboholm og Cecilia, Rigsraad Mons Carlsson af Ekas Datter, fødtes 16de Mai 1490 paa Lindholms Gaard i Roslagen, 3 Miil fra Stockholm. Sex Aar gammel sendtes han til Sten Sture den Ældres Hof paa Rydboholm, hvor han opfostredes, og erholdt siden paa Upsala Akademie sin videre Uddannelse. Svante Stures krigerske Hof var en Skole for den unge Helt, hvor han øvede sig i de Manddomsfærdigheder, som han siden lagde for Dagen under Sten Sture den Yngre ved Duvenæs og Brænnkyrka. Da Kong Christian 2den var indestængt i den svenske Skjærgaard, be- gjærede han en Samtale med Sten Sture den Yngre, hvorunder endeel svenske Adelsmænd, og iblandt dem Gustaf, sendtes om- bord som Gidsler paa den danske Flaade. Da Vinden blæste op, lettede Flaaden, og saaledes kom Gustav tilligemed de øv- rige Gidsler, paa forræderisk Viis til Danmark, hvor et strengt Fængsel berededes dem i Kjøbenhavn. Ved sin Frænde Erik Banérs Mægling fik dog Gustaf opholde sig paa dennes Gaard Kalløe i Jylland; men derfra flygtede han, paa Efterretning om Fædrelandets Ulykker, i Septbr. 1519. Efter den første Dag at have vandret 12 Miil, kom han endelig i Sel- skab med nogle Oxehandlere til Lübeck, hvor han erholdt Be- skyttelse og blev derfra overført til Calmar i Mai 1520. Mang- foldige Eventyr maatte han friste paa sin Flugt til Dalarne; engang endog træske paa Laaven forat undgaae sine Forfølgere. Falske Venner vare nærved at udlevere ham til Christian; kun nogle faa Trofaste reddede hans Frihed. Først fremtraadte han offentlig for Almuen i Rettviks og Moras Sogne, og skildrede den Fædrelandets ynkelige Tilstand, men forgjæves. Almuen var ubestemt, og Gustaf besluttede nu at flye til Norge. Paa SIDE: 220 Grændsen indhentedes han dog af Skiløbere, som Dalkarlene udsendte efter ham, da de vare blevne nærmere bekjendte med den truende Fare. Gustaf vendte tilbage, erkjendtes for deres Høvding og 88 Aar efter Engelbrechts første Opstand drog Gustav Wasa ud forat befrie Sverige og aldeles at opløse Cal- mar-Unionen for dets Vedkommende. Snart var hele Sverige i Vaaben, de fremmede Aag brudt, og paa Vadstena-Møde ud- nævnte Stænderne Gustaf til Rigsforstander. To Aar derpaa valgtes han paa Rigsdagen i Strengnæs 1523 til Sveriges Konge, men krontes først 1528. Denne storsindede og kraftfulde Konge gav sit Rige nyt Ud- seende og Styrke. Den katholske Tidsalders Sol nedgik i Blod over Sverige. Gustaf, som alt i Lübek havde gjort den lutherske Religionsforandrings Bekjendtskab, søgte lidtefterlidt at indføre den i Landet. Han indskrænkede den katholske Geistligheds store Myndighed, mindskede dens Rigdomme, og endelig lyk- kedes det ham, ved Hjælp af Brødrene Olaus og Laurentius Petri Thase, efterhaanden at faae den lutherske Tro antagen, hvilket endmere stadfæstedes ved de Beslutninger, som toges paa Rigsdagen i Vesteraas 1527, hvoriblandt den om Kirke- godsets Inddragning under Kronen ikke lidet bidrog til at knække det katholske Præsteskab. Denne Omvæltning gav dog Anled- ning til mangfoldige Uroligheder, som gav Gustaf nok at gjøre. Den katholske Geistlighed anstiftede bestandigt nye. Flere Op- rør udbrøde, hvoriblandt Dalkarlenes, dertil eggede af en listig Bondedreng ved Navn Jøns, fra Vestmanland, almindelig kaldet Daljunkeren, som formedelst sin Lighed med Sten Stures afdøde Søn Nils blev forført til at udgive sig for denne. Han optraadte med bittre Klager mod Kong Gustaf, fik et Anhang, men forlod, overbeviist om Bedrageriet, Riget, og blev paa Gustafs For- langende henrettet i Rostok 1530. Nogen Tid derefter udbrød ogsaa i Dalarne den saakaldte Klokkekrig. Anledningen dertil var, at Kongen 1531 i Ørebro erholdt Stændernes Bifald til, forat dække den formedelst de idelige Krige paadragne Statsgjeld til Lübek, at anvende Kirkernes overflødige Klokker. Dalkarlerne reiste sig i Masse, stormede Vesteraas Slot, og toge sine Klok- ker tilbage midt for Kongens Øine. Gustaf fik dog Opstanden saaledes standset, at Lysten til videre Urolighed forgik Dal- karlene. Det farligste Oprør var Dackefeiden i Smaaland 1542, SIDE: 221 saa benævnt efter Anføreren Nils Dacke, en Bonde fra Ble- king. Snart fandt denne, for et Mord i Bøder lagte og fra Calmar rømte Eventyrer sig omgiven af flere 1000 dødforagtende Bønder. Gustafs Hære lede Nederlag. Eet Aars Stilstand oprettedes, under hvilken Dacke atter tilføjede de Kongelige et Nederlag. Men heraf blev han saa opblæst, at han foer frem som selv- stændig Konge -- en Færd, hvorover hans Lykkes Sol gik ned. Af den som Søhelt navnkundige Jacob Bagge blev han fuldkom- men slagen og dræbt paa Flugten i Rødeby Skov. Dette Oprør, som i 2 Aar havde udtømt, hvad Gustaf i 7 Aar havde sparet sammen, var dog det sidste, han havde at udholde. Som Be- lønning for sine Fortjenester blev Kronen erklæret arvelig for Gustafs Efterkommere, og Sverige saaledes omskabt fra Valg- til Arverige ved Rigsmødet i Ørebro 1540, hvilket 4 Aar efter stadfæstedes i Vesteraas. Med Lübek, som havde behandlet Sverige troløst førte Kongen en heldig Krig. Danmarks Anslag forhindredes; en 50aarig Stilstand sluttedes med dette Rige, og Forsvarsforbund med Frankrig, England, Pohlen og Ungarn. Al- ligevel maatte han mod Slutningen af sit Liv udholde en haard Krig mod Russerne, der endtes 1557 ved en 40aarig Stilstand. Gustaf 1ste var en af Sveriges meest udmærkede Konger, og kan medrette ansees for Rigets anden Stifter. Med ham be- gynder og en aldeles ny Tid i Sveriges Skjebne. Da han mær- kede sit Livs Ende, sammenkaldte han Stænderne i Stockholm i Juni 1560, og da han af dem havde faaet sit Testament be- kræftet, holdt den gamle Konge for sidste Gang en rørende Tale, hvori han takkede Gud for alt det, han ved ham havde ladet skee til Fædrelandets Bedste. Tre Maaneder efter døde den 70aarige Gustaf efter en 39aarig Regjering, 1560. Erik den 14de, Gustafs ældste Søn med Catharina af Lauen- burg, var fød 1533. Ved Faderens Død var han paa en Reise til England forat frie til Dronning Elisabeth; men standsedes ved Elfsborg, og ilede hjem forat arvtage Thronen. Ved Gustafs Testament var næsten halve Riget i hans Brødres Vold; men Erik, en Mand af dyb Forstand, brændende af Iver efter at fuldende Faderens Storværk (Egenskaber, der fordunkledes af et pirreligt og mistænksomt Sindelag) indsaae, at Rigets Selv- stændighed aldrig skulde kunne bevares under en saadan Ind- SIDE: 222 retning. Paa en Rigsdag i Arboga 1561 fik han da ved de saa- kaldte Arboga-Artikler Hertugernes Magt indskrænket. Ved sin Kroning indførte han Greve og Friherre-Værdighederne, og for- nyede Seraphimerordenen. I en Krig mod Rusland og Pohlen angaaende Lifland og Estland, hvilket sidste havde givet sig under svensk Beskyttelse, tilvandt han sig det sidste Land. Imidlertid havde Halvbroderen, den rænkefulde Johan, mod Kongens Villie giftet sig med den polske Konges Søster Catha- rina Jagellonica, paastaaet sin Souverainitet, og tilstaaet Sviger- faderen betydelige Lehn. Stænderne dømte Johan tildøde; men Erik lod sig nøie med at holde ham i 4 Aar fængslet paa Grips- holm, hvor hans Gemalinde fødte ham Sigismund, siden Konge i Sverige og Polen. En Krig med Danmark, der krævede, at Sverige skulde undlade Brugen af de 3 Kroner i sit Vaaben og rømme Esthland, sluttedes med en Stilstand paa 30 Aar 1562. Denne blev dog strax brudt, da Fredrik den 2den i Danmark ikke vilde tilstede Eriks Brud, en hessisk Prindsesse, Gjennem- reisen. Jacob Bagge og Clas Christensen Horn tilfegtede Sverige mange Seire tilsøes; men Krigen endtes ikke under Erik. Under Dennes første Regjeringsaar foretoges meget nyttigt. Regjeringen deltes med 12 Rigsraader. Istedetfor Ræfst- og Rættare-Thingene indrettedes en kongelig Næmnd, bestaaende af 12 Personer, som skulde have Tilsyn med Rettens Gang i Landet. Udlændinger opmuntredes at nedsætte sig i Riget. Konstnere og Haand- værkere bleve forskrevne. Til Handelens Fremme paatænkte Erik at forbinde Vesterhavet med Østersjøen. Ingen Deel af Indenrigshuusholdningen levnedes uden Omsorg. Selv gjorde Kongen Reiser gjennem Landet forat overtyde sig om Jord- brugets Fremkomst, og paabød ved saadan Anledning Gjæst- givergaardes Oprettelse. Men snart vækkedes Eriks mørke og mistænksomme Gemyt ved de idelige Stemplinger og det Mis- nøie, Hertugernes Slægtninger søgte at vække. Kongens Gifter- maal med Cathrina Monsdatter (Datter af en Gardecorporal) vakte Adelens og især Sturernes Fortørnelse. Raadgivere af de laveste Klasser fik Indpas; især udøvede Jøran Pehrsson, en Præstesøn af god Forstand men haard Characteer, stor Ind- flydelse. Paa Rigsdagen i Upsala 1567 anklagede Kongen flere Fornemme, især Sturerne, for Forræderi imod sin Person. De Anklagede dømtes af Stænderne tildøde, og indsattes paa Upsala SIDE: 223 Slot. Erik, paaveje at benaade dem, blev da af Jøran saa for- skrækket ved Efterretningen om Hertug Johans Undvigelse fra Gripsholms, at den ulykkelige Erik fortvivlet styrtede ind i Nils Stures Fængsel, og saarede ham med en Dolk. Sture drog Dolken ud, kyssede den, og overrakte den til Kongen, hvorpaa Kongens Drabanter fuldendte Mordet. Derefter lod Kongen myrde Swante Sture og hans Søn Erik, Abraham Stenbock, Iwar Iwarsson og sin forrige Lærer Burræus. Følgerne af denne Grumhed viste sig snart: Hertugerne gjorde Opstand, beseirede Kongen, og tvang ham til at afsige Regjeringen 1568, 8 Aar efter, samme Dag og Time, hans Fader gik heden. Stænderne valgte Johan til Konge, efterat Erik med sin Æt var erklæret at have forbrudt Kronen, og til Livsfængsel. Han blev nu i 9 Aar slæbt om paa en Mængde Borge under de største Ydmygelser, indtil Johan lod ham forgive. Johan 3die, Gustaf 1stes ældste Søn med Margrethe Lejon- hufvud, var Hertug i Finland da han modtog Kronen 1537. Stri- den med Danmark sluttedes ved Freden til Stettin 1570, hvori Sverige ei alene frasagde sig alt Krav paa Gothland, Halland, Skaane og Bleking, men aftraadte ogsaa sine Erobringer i Norge og Esthland. En Krig med Rusland førtes heldigt af Pontus de la Gardie under hele Kongens Regjeringstid. Johan afstedkom indre Uroligheder ved sine Forsøg paa at gjenoprette Katholi- cismen, forledet dertil af sin pohlske Gemalinde. Jesuiter ind- kaldtes, og Kongen afsvor hemmelig Lutheranismen. En Liturgie i katholsk Aand indførtes (den røde Bog), og Præster bleve af- satte og forviste. Hertug Carl satte sig i Spidsen for de Mod- stridige. Under truende Udsigter til en Religionsborgerkrig døde Johan 1592 efterat have afskaffet Liturgien. Sigismund, Johans Søn, indkaldtes fra Polen, hvor han alt 1587 var valgt til Konge. Imidlertid havde Farbroderen Hertug Carl drevet, som Rigsforstander, et Kirkemøde igjennem, der ganske ophøjede den luthersk-evangeliske Lære til Statsreligion. Dette erklærede Kongen ved sin Ankomst til Riget 1593 for intet, da han vilde forene Sverige og Polen til eet Rige med Bibeholdelse af Catholicismen. Heller ikke vilde han aflægge Kongeeden; men blev tvungen af Carls væbnede Magt hertil, og til at bekræfte Kirkemødets Beslutninger, samt at erkjende ham som Rigsforstander i Kongens Fraværelse. Sigismund af- SIDE: 224 seilede nu til Polen, hvorpaa Hertugen endnu mere forøgede sin Magt og Folkekjærlighed, saa han endog vovede, imod Kongens Forbud, at indkalde en Rigsdag, der endnu mere befæstede hans Indflydelse. Stænderne krævede Kongens Tilbagekomst, og denne skede 1598, men med en polsk Hær. Dermed overrumplede han Hertugen, saa denne endog tænkte paa at flye til Norge. Imidlertid fik han dog en Hær sammen, og slog dermed Kongen ved Stangebro. Sigismund maatte give Fred, og vendte tilbage til Polen. Men da han hverken vilde frasige sig den katholske Lære eller hjemsende sin Søn Ladislaus forat han kunde oplæres i den evangeliske, blev han af Linkjøping Rigsdag afsat 1600. Siden regjerede han 32 Aar i Polen under idelige Forsøg paa at gjenvinde den svenske Throne. Carl 9de, Gustaf den 1stes yngste Søn med Margrethe Lejon- hufvud, blev paa Rigsdagen i Linkjøping valgt til Konge, men antog ei dette Navn før Hertug Johan, Sigismunds Halvbroder, 1604 frasagde sig alt Krav derpaa. Carl lod strax 5 Rigsraader halshugge som Sigismunds Tilhængere. Krigen mod Sigismund førtes med afvexlende Lykke. Undsætning sendtes den russiske Czar, der var plaget af en Thronprætendent. Under Jacob de la Gardie og Ewert Horn trængte Svenskerne frem til Moskva og befriede Czaren. Kexholm indtoges; ligesaa Nowgorod. Imid- lertid var en Krig udbrudt mod Danmark om de 3 Kroner og Retten til at kalde sig Lappernes Konge. Christian den 4de indtog Calmar Slot ved Forræderi, hvorover Carl udfordrede ham, men fik Afslag. Han blev syg i Leiren for Calmar, og døde 1611, 61 Aar gl. Paa sin Grumhed nær, der kostede af politiske Hensyn 140 Menneskers Liv, var han i alle Henseender en kraftfuld og dygtig Regent, der fremmede Handel og Industri, byggede en Mængde Stæder og bragte Orden i den hele For- valtning. Gustaf den 2den Adolph, den Store, Søn af Carl 9de er fød 1594. 17 Aar gammel modtog han et Rige, indviklet i Krig med to Magter, nedtrykt af Paalæg, og saa udarmet, at han engang maatte, istedetfor contant Betaling, udfærdige et Revers paa 18 Daler til en Feldtleverandør. Folket troede dog fast, at Faderens Spaadom, "han skal fuldbyrde," vilde gaae i Opfyldelse. Adelen, som Faderen havde kuet, forskaffede sig vel flere Fortrin iførst- ningen. Krigen mod Danmark førtes heldigere mod Enden, og SIDE: 225 sluttedes ved Freden til Knærød nær Laholm med Opofring af Jæmtland og Hærjedalen og Udløsningen af Calmar og Elfsborg med 1 Million Daler. De la Gardie fratog Russerne Ingerman- land, og alt Rusland indtil Archangel og Igreslaw forente sig med Svenskerne. Kongens Broder Carl Filip valgtes til Czar, men da han tøvede forlænge, valgte Russerne en Anden. Gustav trængte frem til Pleskov, hvorpaa Fred sluttedes i Stolbowa nær Moskwa. Nowgorod gjengaves, men Russerne aftraadte Kexholm og Inger- manland, betalte 20,000 Dukater, og afstode fra alt Krav paa Lifland. Saaledes opnaaede Gustaf en naturlig Grændse af Sjøer og Strømme mod dette vilde Folk. Derefter besluttede Gustaf at tvinge Sigismund i Polen til en stadig Fred; gik over til Lif- land 1621, tog Riga og Kurland. Den ved Stilstand afbrudte Krig fornyedes, og Gustaf viste sig 1625 med en efter nye tak- tiske Regler omformet Hær; seirede over Polakkerne og den tydske Keisers Hjælpehær ved Danzig, Grodno og Stuhm, og tvang den polske Konge ved Vaabenstilstand at lade ham i Be- siddelse af Erobringerne. Under denne Krig viste Gustaf ved mange Leiligheder det største Heltemod. I 18 Aar havde han nu regjeret Sverige med Ære, og befriet det fra dets Fiender. Folkets Agtelse for ham var saa stor, at det taalmodigen bar de store Paalæg og at aldrig Stænderne afsloge hans Krav. Nu besluttede han sig til sin sidste Krig, som har foreviget hans Navn. Den tydske Keiser havde med Vaabenstyrke søgt at ud- rydde den evangeliske Troeslære i Tydskland, og var nær at gjøre sig til egenmægtig Herre over dette Land. Da søgte Pro- testanterne i Tydskland Gustavs Hjælp, og erholdt den. Alt 1628 havde han modtaget Stralsund af Christian den 4de; og 24 Juni landsteg han i Pommern med 15,000 Mand. De protestantiske Fyrster forente sig med ham, og inden kort Tid beherskede han hele Nordtydskland. Næste Aar sluttede han Forbund med Frankrig, slog den hidtil ubetvungne keiserlige Feldtherre Tilly ved Leipzig 7 Septbr. 1631, oversvømmede Tydskland, gik over Rhin, trængte ind i Bayern, indtog München, og lod paa samme Tid andre Hære besætte Bøhmen og Tyrol. Imidlertid var Tilly død af de Saar, han havde faaet under sit Forsøg paa at hindre Svenskerne fra at gaae over Lechfloden; og den berømte, egen- mægtige Wallenstein lod sig overtale til at modtage den uind- skrænkede Overbefaling mod Gustaf Adolph. Wallenstein gjorde SIDE: 226 med sin af ham selv hvervede Hær et ødelæggende Indfald i Sachsen. Gustaf ilede tilhjælp. Ved Lützen nær Leipzig mødtes Hærene 6 Nov. 1632. Svenskerne kjøbte den blodige Sejer dyrt ved Gustaf Adolphs Fald. Man har troet, at han fik Banesaaret af Hertug Frantz Albert af Sachsen-Lauenburg, som fulgte Kon- gen, og strax derefter gik over til Fienden; men af Historien er bekræftet, at en keiserlig Cavallerioberst Falkenberg, som man ikke kjendte som Fiende, sprængte frem og skjød Kongen i Ryg- gen, hvorpaa Alberts Rideknegt gjennemborede Falkenberg. Kon- gens blødende Stridshest var det første Tegn paa Ulykken, som hevnedes ved en Sejer, som kostede de Keiserliges modigste Anfører Pappenheim Livet. Gustafs uophørlige Krige hindrede ham dog ikke i at sørge i mange Henseender for Rigets Vel. Ved Rigsdagsordningen fastsættes Rigsdagens ordentlige Gang. Svea- og Aabo-Hofretter stiftedes. Ridderhuset oprettedes til Adelens Forsamlinger. Kolonier anlagdes paa Afrikas og Ame- rikas Kyster. 16 Stæder grundlagdes, Bjergværkerne forbedredes ved Udlændingers Indkaldelse. Egne Klædes-, Papiir- og Silke- fabriker omtales nu for første Gang i Sverige. Alt sit private Arvegods skjenkede Gustaf til Upsala Academi. Gymnasier op- rettedes: Aabo, Wiborg, Strengnæs, Westeraas og Linkøping. Med Maria Eleonora af Brandenburg, for hvem Gustaf, efter sin Moders Vilje, gav Slip paa sin Ungdoms Elskede Ebba Brahe, havde han Datteren Christina, fød 1626. Under hendes Mindreaarighed forestodes Regjeringen af Rigets Drost, Marsk, Admiral, Cantsler og Skat- mester indtil 1644, da hun selv tog Styret. Ledningen af den tydske Krig anbetroedes i de bedste Hænder, i Gustafs Vens, den duelige Statsmand Axel Oxenstjernas, med Myndighed at erklære Krig og slutte Fred. Vaabnene hvilede ikke efter Gustafs Død. Efterat Wallenstein efter Slaget ved Lützen havde trukket sig tilbage til Bøhmen, trængte svenske Hære paa eengang ind i Westfalen, Schlesien, Franken, Bøhmen, Mæhren, streifende lige til Wiens Mure, og gik over Rhin. De i Gustafs Feldtherreskole dannede Generaler Johan Banér, Gustaf Horn, Lennart Thorsten- son, Hertug Bernhard af Weimar, Carl Gustaf Wrangel og Kø- nigsmark afløste hverandre i Overbefalingen, og krontes næsten stedse med Sejer. Vel tabtes Slaget ved Nördlingen 1634, hvor over 12000 Mand faldt, men da Oxenstjerna havde faaet Frankrig SIDE: 227 til at erklære Keiseren Krig, og en 26aarig Stilstand var sluttet med Polen, godtgjordes dette Tab ved Seirene ved Dömitz 1635, Wittstock 1636, Leipzig 1642, Jüterbock 1643, Jankowitz 1645 m. fl. Endelig sluttedes efter 7 Aars Underhandlinger denne tredive- aarige Krig ved den "vestfalske Fred," indgaaen i Münster og Osnabrück 24 Octbr. 1648. Protestanterne erholdt fri Religions- øvelse og Sverige fik Pommern, Rügen, Stettin, Wismar, Bremen og Verden, samt 5 Millioner Daler. Fra dansk Side havde Sve- rige længe været udsat for alskens Stemplinger. Thorstenson indbrød da pluselig i Holsteen 1644 og erobrede alle danske Besiddelser paa Fastlandet. Horn anfaldt Skaane, og Fleming indtog Jæmtland. Dette tvang Christian 4de til i Brømsebro 1645 at afstaae Jæmtland, Hærjedalen, Gottland, Øsel, Halland paa 30 Aar, samt Toldfrihed i Sundet. Mange gode Indretninger skede ogsaa i det Indre baade under Formynderregjeringen og efterat Christina 1644 selv havde antaget Regjeringen. Gøtha Hofrets, Bergcollegiets, Aabo Universitets med flere Gymnasiers Oprettelse vidne derom. Alligevel var den almene Velstand svag formedelst Adelens selvkjærlige Bemægtigelser og Udsuelser og Hoffets Ødselhed. Med Misnøje saae man dette opfyldt med fremmede Lykkesøgere, især lærde Vindhaser, som dels kom af sig selv, dels indkaldtes af den klassiske lærde, men letsindige Dronning. Længe havde Christina næret Lyst til at frasige sig Thronen for i Rom, Lærdoms og Kunsters Hjemsted, at finde Næring for sin Lærdomslyst og den Smag, hun havde fattet for den catholske Religion. Oxenstjerna forhindrede vel dette en Tid; men endelig fuldbyrdede hun Frasigelsen 16 Juni 1654 til Fordeel for sin Fætter Carl Gustaf af Zweybrücken. Hendes senere Forsøg paa at gjenfaae Kronen, efterat hun var bleven katholsk, forbleve frugtesløse. Den Pfalz-Zweybrückske Æt. Carl den 10de Gustaf, Carl den 9des Dattersøn, fød 1622, mødte Modkrav fra den polske Konge. Efter Stændernes Beslutning gik Kongen over til Polen 1655, indtog det inden 3 Maaneder og udraabtes til dets Konge. Polakkerne faldt dog snart fra; men beseiredes i det blodigste Slag, Sveriges Historie omtaler: ved Warschau, der varede i 3 Dage. Frygt og Avind forenede SIDE: 228 Rusland, Danmark og Holland mod Sverige. Russerne sloges bort; men Hollænderne bemægtigede sig "Ny Sverige" i Amerika. Uformodentlig brød Carl op fra Polen 1657, og kastede sig over Danmark. I 6 Uger var det danske Fastland erobret, og Øerne faldt efter Toget over de iisbelagte Belter. Danskerne ilede med at redde Riget ved Freden i Roeskilde 26 Febr. 1658, der kostede det Skaane, Halland og Bleking, og Norge Bohuslehn og Throndhjemsstift. Bornholm og Hveen gik med i Løbet. Under Paaskud, at Fredsvilkaarerne ei opfyldtes, anfaldt Carl atter Danmark. Kjøbenhavn beleiredes; men afslog tappert Stormen Natten mellem den 10de og 11te Febr. 1659. Dette Uheld lod Keiseren og Churfyrsten af Brandenburg slutte sig til Danmarks Parti. Under en Rigsdag, som Carl havde sammen- kaldt i Gøtheborg, døde denne bedriftrige Konge af en hidsig Sygdom 1660. Lidet gjordes under ham for Rigets indre Opkomst. Dog anlagdes Eskilstunas Staalfabrik. Carl yndede Videnskaberne, og havde megen Godhed for Georg Stjernhjelm, den svenske Skjaldekonstes Fader. Carl den 11te var Carl Gustafs eneste Søn, fød 1665. For- mynderregjeringen sluttede i Oliva Kloster ved Danzig Fred med Østerrig, Polen og Brandenburg 1660, hvorved Polen af- traadte Lifland og Estland og dets Konger frasagde sig alt Krav paa Sveriges Throne. Med Danmark og Norge sluttedes Fred i Kjøbenhavn 1660, hvori Throndhjem og Bornholm gjengaves. Formynderregjeringen plagede Folket og lod Kongen saa slet opdrage, at han 20 Aar gammel neppe kunde læse eller skrive, og at han sagde til sin Lærer: "af Reuterholm har jeg dog lært at ride; af jer intet." 17 Aar gammel antog Carl Regjeringen 1672, og syntes i Begyndelsen at være den svage Regent, han var opdraget til at blive. Men Omgangen med flere sjelfulde Jevnaldrende og Bekjendtskabet til den i Europa almindeligt beundrede Roman "Barclays Argenis" gav ham et andet, for hans Land indflydelsesrigt Liv. Formynderregjeringen havde forenet sig med Frankrig mod Holland. De tydske Provindser gik tabt. Danskerne gik heldigt frem i Skaane, hvor endeel Bønder, "Snaphanerne," gik dem tilhaande som Streifcorps. Da satte Carl sig i Spidsen for Hæren, seirede ved Halmstad, Lund og Landskrona 1676 -- 77, og rensede Landet. Ved Freden i Nimwegen 1679 skaffede fransk Indflydelse de tydske Lande SIDE: 229 tilbage, og ved Freden til Fontainebleau og Lund s. A. oprettedes de gamle Forhold til Danmark. Krigen og Adelens Bemægtigelse af Krongodserne havde udtømt Landet saa aldeles, at de ufrelse Stænder paa Rigsdagen 1680 androg om en Reduction eller Ind- dragning af Krongodserne, og overlod Kongen i denne Hensigt Enevældet. Reductionen gik for sig med særdeles Strenghed i Lifland og Estland, saa det svenske Vælde blev forhadt; men Forholdsreglen tjente i høi Grad til Rigets Bedste, saa Carl endnu lever i Folkets Minde under Navn af den store Rigshuusholder. Carlscrona anlagdes; ligesaa Universitetet i Lund. Inddelnings- værket for Armeen indførtes, hvorefter Landmanden underholdt Soldaten. Sverige nød Fred og Anseelse i Udlandet, saa det optraadte som Mægler ved Freden i Ryswick 1697. Samme Aar døde den idrætrige Carl ikke uden Mistanke om Forgivelse. Carl den 12te, Carl den 11tes eeneste Søn, var kun 15 Aar, da Stænderne erklærede ham myndig. Paa samme Tid besteg ogsaa 3 unge Monarker Polens, Ruslands og Danmarks Throner, brændende af Lyst til at udvide sine Riger paa Sveriges Be- kostning, hvis unge Konge, der alene beskjæftigede sig med haard og eventyrlig Moerskab, ikke syntes dem vanskelig at be- seire. Czar Peter kastede sig for Narva med 80,000 Mand, August af Polen indtog Riga, og Kong Fredrik Carls Svogers, Hertugen af Holsteens Lande. Raadet vilde forlige sig med Op- offringer, men Carl kastede sig strax paa Danmark, gjorde Land- gang paa Sjelland, og saae Krigen endt ved Freden til Traven- thal, der gjengav Hertugen af Holsteen sine Lande. Paa samme Tid, Carl i Sjelland modtog Czarens Venskabsforsikkringer, ind- rykkede dennes Hær i Ingermanland. Nu vendte Carl sig mod ham, slog med 8000 Mand de 80,000 Russer ved Narva, hvoraf han fangede Halvparten. Ved Düna slog han derpaa Polakkerne, tog Warschau, afsatte August og skjænkede hans Krone til Sta- nislaus Leszinsky. Toget fortsattes til Augusts Arveland Sachsen, som forstørstedelen indtoges. Rehnschøld seirede ved Frauen- stadt nær Warschau 1706, og i Freden til Alt-Ranstadt opgav August alt Krav paa Polen. I denne blev ogsaa Udleverelsen af Patkul, en Liflænder, som havde djærvt talt imod sit Fædre- lands Lidelser ved Reductionen, betinget; og Carl plettede sit Navn med hans marterfulde Henrettelse. Mod Østen havde Russerne midlertidig været heldige, og Czar SIDE: 230 Peter vovede sig endog til i Ingermanland 1703 at anlægge Pe- tersburg. 1705 seirede vel Lewenhaupt ved Gemauerthof, og Carl, 1707 ved Holofzin ligesom Lewenhaupt atter ved Liesna; men da Carl lokket af Mazeppa, Cosakkernes Hetmans Løfter om kraftig Hjælp, havde fordybet sig i Ukraine og mistet sine Operationslinier, saa tabte han Slaget ved Pultava 17 Juni 1709, og flygtede til Tyrkiet. Danskekongen benyttede sig af Ulykken og brød ind i Skaane; men blev slagen og tilbagedreven af Mag- nus Stenbocks Bondehær 1710. Stenbock gik til Tydskland, slog Dansker og Sachser ved Gadebusk, trængte ind i Holsteen, brændte mod sin Vilje Altona, men blev endelig fangen med sin Armee i Tønningen 1713. August besteg atter den polske Throne og Czaren gik seirende frem i Estland og Finland. Carl havde imidlertid faaet Tyrkerne til at erklære Krig, og ved Pruthfloden befandt Peter sig indesluttet af dem, lige nær Hun- gers- og Sværddøden. Fra denne Forlegenhed reddede hans Gemalinde Catharina ham ud ved at bestikke Storviziren. Med Forbittrelse saae nu Carl den russiske Indflydelse seire i Di- vanet, og omsider skred Tyrkerne til at tvinge ham til at for- lade sit Opholdssted hos dem i Bender. Carl satte sig til Mod- værge, og dette gav Anledning til "Calabaliken i Bender." 5000 Mand omgave hans Huus; de i Forskandsningerne værende 300 overgave sig strax; men Kongen selv med 30 Mand huggede sig frem til sit Huus, drev Janitscharerne ud, og forsvarede sig ind- til Taget antændtes over ham af Ildpile. Retirerende til Canzelli- bygningen snublede han, og blev kun saaledes tagen. Tyrkerne behandlede ham med Agtelse; men da han erholdt slemme Bud- skaber fra Sverige, afreiste han under Navn af Capitain Carl Freck fra Tyrkiet, og ankom efter 14 Dages næsten uafbrudte Ridt til det beleirede Stralsund 22 Novbr. 1714. Kongens Hjem- komst gav nyt Mod. Stærke Hære samledes om den berømte Feldtherre. Fienderne nedstemte sine Fordringer, Carl faldt ind i Norge, og en taalelig Fred med Rusland var allerede aftalt paa Aaland ved hans Fortrolige Baron Görtz, da Carl den 30 Nov. 1718 i Løbegravene for Frederichshald faldt for et Skud, som der er al Mistanke for kom fra Forræderhaand. Som Gjernings- mand antoges snart den franske Adjutant Siqviler, snart Grev Cronstedt og en vis Stjernros; men en endnu mørkere Farve antager denne blodige Handling, om det er sandt, at hans egen SIDE: 231 Søster og Efterfølgerske allerede før hans Død foreslog sin Mand Ceremoniellet ved sin Broders Begravelse, og at hun, i Glæden over Dødsbudskabet, skjænkede Overbringeren det Sølvfad, hvori hun just da vaskede sig. Carl den 12te var modig til Forvoven- hed, simpel og maadeholden, nedladende og trofast af Charakteer. Ulrica Eleonora, fød 1688, havde alt under Broderens Ophold i Bender deeltaget i Regjeringen, og valgtes nu 1719 til Dron- ning, med Forbigaaelse af Carls ældre Søstersøn Hertug Carl Frederik af Holsteen-Gottorp, og mod at frasige sig Souverani- teten. En ny Regjeringsform antoges, hvorefter den Regjerende Intet kunde foretage uden Raadets Samtykke, og den lovgivende Magt alene tilhørte Stænderne. Hendes Gemal Arveprindsen Frederik af Hessen, Armeens Generalissimus, erholdt Titel af kgl. Høihed og Hertugen af Holsteen forlod Riget, Baron Görtz anklagedes som Ophav til alle Rigets senere Ulykker, og hals- huggedes efter en høist uregelmessig Proces. Krigen mod Norge ophørte, og Hæren leed store Tab under et hovedkulds Tilbage- tog. Ved Fredslutningen med England og Preussen aftraadtes Bremen og Verden til Hannover mod 1 Million, og mod 2 Mill. Rdlr. Bagpommern til Preussen. Freden med Rusland opsattes, hvorpaa en russisk Flaade hærjede de svenske Kyster paa det skrækkeligste. Fra 1719 til 1772 indtræder den saakaldte Fri- hedstid, ligesaa udmærket ved de storsindede, frihedselskende og stolte Mænd, der da optraadte, som ved Partiers Tvistig- heder. 1720 udraabtes Frederik af Hessen til Konge, og 1721 sluttedes Fred med Danmark, der gjengav de tydske Provindser, det havde besat, mod 600,000 Rdlr., og Rusland, der erholdt Provindserne om den liflandske Bugt. Toldfriheden i Landet gik ogsaa tabt, og af Finland hele Wiborgs Lehn imod 2 Millioner. 1741 overlod Ulrica ved Døden Thronen ganske til sin Mand. Den hessiske Æt. Frederik den 1ste. Frederik fik nu 20aarig Fred, under hvilken Forbedringer i det Indre søgte at læge de dybe Saar af Krigen. Paa Rigsdagene vare Partierne især tvistige om de udenlandske Forhold; og fra 1726 er det især "Huer" og "Hatte" optræde. De første virkende for Bibeholdelsen af indre Styrke, Velmagt og Fred med Rusland; de Sidste vilde gjenvinde den gamle SIDE: 232 Vaabenhæder, og holdt sig især til Frankrig. Huerne med Arvid Horn i Spidsen havde Overvægten til 1738 Aars Rigsdag, da de maatte vige for Hattene med Carl Gyllenborg i Spidsen. En Hændelse opflammede Koldsindigheden mod Rusland til Had, idet nemlig den svenske Gesandt Malcolm Sinclar, paa Hjem- reisen fra Tyrkiet, blev myrdet, som der troedes, paa russisk Anstiftelse 1739. 1741 erklæredes Krigen, men efter Nederlaget ved Wilmanstrand, og Hærens Capitulation ved Helsingfors maatte en stor Deel af Finland aftrædes i Freden til Aabo. Generalerne Lewenhaupt og Buddenbrock maatte undgjælde med Hovedet for den ulykkelige Krig. Dal-Almuen drog bevæbnet mod Stockholm, hvor Oprøret først dæmpedes ved alvorlige Midler. Paa 1743 Aars Rigsdag valgtes Hertug Adolf Frederik af Holstein-Eutin, som paa Mødrenesiden nedstammede fra Wasaæten, til Thronfølger. Under Frederik skede meget til Fremme af Landets indre Opkomst. Jerncontoret oprettedes 1747. Jonas Ahlstrømer og Polhem anlagde mange Manufacturer. Landsloven udgaves. Et ostindisk Compagnie oprettedes. Linné, Naturhistoriens Ypperste, kastede Glands over Fædrelandet. Grev Tessin oprettede Maler- og Bildhugger-Akademiet. Dalin og Celsius ere ogsaa bekjendte. Polhem anlagde Dokken i Carls- crona og Ehrensværd det uindtagelige Sweaborg. Frederik for- nyede Serafimer- og Sværdordenen, og stiftede Nordstjerneordenen. Selv besad han mange personlige Elskværdigheder; men førte i det Hele et kraftløst Styre til han døde 1751, 76 Aar gl. Den holstein-gottorpske Æt. Adolf Frederik stadfæstede Regjeringsformen af 1720. Hans Regjering var en fortsat Strid mellem Partierne, der gjorde store Indgreb i Kongemagten. Dette foranledigede en Sammensvær- gelse til Udvidelse af denne; men som opdagedes af en Cor- poral. Grev Haard reddede sig tilligemed Flere ved Flugten; Grev Brahe, Friherre Horn og 8 Andre henrettedes. Kongen reduceredes ganske til en Skyggeregent. Forvirringen og Ar- moden tiltog. Dette bevægede Adolf Frederik til 1768 at frasige sig Regjeringen. Raadet maatte nu give efter og styrtedes, men det følgende førte sig ikke bedre op. En Krig mod Frederik 2den af Preussen endtes uden Hæder ved Freden til Hamburg SIDE: 233 1762. Adskillige gode Indretninger skrives fra Adolf Frederiks Tid. Dronningen Lovisa Ulrica havde stor Deel i Stiftelse af Videnskabernes Akademie 1753. Kreutz og Gyllenborg som Digtere, Lagerbring som Historieskriver, Nordenkrantz som stats- oeconomisk Skribent forevige denne Alder. Den "milde" Adolf Frederik efterlod ved sin Død 1771 Thronen til sin talent- fulde Søn Gustaf 3die, fød 1746. Maatte undertegne en haard Haand- fæstning. Ved sin Kroning stiftede han Vasaordenen. Kort efter lykkedes det ham ved en Revolution 19, 20 og 21 August 1772 at kuldkaste Regjeringsformen, der forvandledes til et Enevælde, naar undtages enkelte Indskrænkninger, saasom at Kongen ei uden Stændernes Samtykke maatte erklære Krig. Da han des- uagtet i 1788 anfaldt Rusland, afstedkom "Anjala-Forbundet" et Oprør, og det heldige Øieblik gik tabt. Danmark erklærede Krig, som Ruslands Allierede; men blev af England og Preussen tvunget til at holde sig rolig. I Anledning af Hærens Oprør, sammenkaldtes en Rigsdag 1789, hvorpaa "Forening- og Sikker- heds-Acten" istandbragtes, der gjorde Kongen enevældig. Krigen mod Rusland fortsattes, men uagtet Seirene ved Parkkumækt og Walkiala, og tilsøes ved Hogland og Svensksund, hvor Gustaf og hans Broder Hertug Carl udmærkede sig, vandt dog Sverige ingen Udvidelse i Freden til Werelæ 1790. Mange Forbedringer skede i det Indre. Et vestindisk Handelscompagnie stiftedes. Øen Barthelemi kjøbtes af Frankrig. Kongens "højeste Domstol" og Wasa Hofret stiftedes. Torturen afskaffedes, og Religions- frihed stadfæstedes. Kellgren, Leopold, Oxenstjerna, Lidner, Bellman og Anna Lenngren forherligede med deres Navne som Digtere den kunstelskende Gustafs Alder; ligesaa den veltalende Lehnberg, Billedhuggeren Sergel og Maleren Høiberg. 1786 stif- tedes det svenske Academie til Sprogets Forbedring og Frem- hjælp af fædrelandsk Snille. Selv vandt Gustaf den første Priis for Veltalenhed. Han indrettede og forbedrede Videnskabernes-, Historie- og Antiquitets-Academiet, det musikalske og Maler- og Billedhugger-Akademiet. 1791 reiste Gustaf til Aachen for sin Sundheds Skyld, men ogsaa forat underhandle med de fordrevne franske Prindser, da han brændte af Begjærlighed efter at gjen- indsætte den franske Konge. Rigsdagen i Gefle 1792 vilde dog ikke indlade sig paa et saa eventyrligt Foretagende. Derfor SIDE: 234 vendte han tilbage til Stockholm, hvor han 16 Marts paa en Maskerade blev skudt i Hoften af den afskedigede Gardecapitain Johan Jacob Ankarstrøm, en af de mange misfornøjede Adels- mænd, som havde sammensvoret sig om at dræbe Kongen. Efter 13 Dages Lidelser døde Gustaf, efterat have udnævnt Hertug Carl til Formynder for sin Søn Gustaf den 4de Adolf, fød 1778. Modtog Regjeringen 1796. Formynderens første Omsorg var at straffe de Sammensvorne; Ankarstrøm blev dømt til at kagpidskes paa 3 Torve i Stock- holm og halshugges; Ribbing, Horn, Ehrensværd og Liljehorn landforvistes; Engestrøm, Hartmansdorff og Peckelin dømtes til Fæstningsarrest. Af nyttige Foretagender maa nævnes en Com- mittees Nedsættelse til Omarbeidelse af Ritualet og Psalmebogen, Carlsbergs Krigsakademies Oprettelse og Anlægget af Trolhætta- kanalen ved et Selskab. Med Frankrig sluttedes Forbund, men Venskabet for Rusland kjølnede af. Følgen heraf var, at flere af Gustaf den 3dies Fortrolige, imellem hvem især Gustav Mau- riz Armfelt, dannede en Sammensværgelse, som det hedte, forat beskytte den unge Konge mod hans Farbroders ærelystne Planer; men hvilken egentlig skyldte Catharina den 2den af Ruslands Herskelyst sin Tilværelse. Planen opdagedes af den svenske Resident i Rom Piranesi. Armfelt undkom fra Neapel, hvor han var svensk Gesant, til Rusland; men Secretær Engestrøm og Oberst Aminoff dømtes til Livsfængsel og Frøken Rudenskøld sattes i Gabestokken og Tugthuset. Koldsindigheden mod Rus- land tiltog, og Kongens Frierie til Storfyrstinden gik overstyr. Ved Hjemkomsten fra dette Frierie antog Gustaf selv Regjeringen 1796, og Hertugen overgik til Privatlivet. Gustafs Regjering ud- mærkede sig ved Sparsomhed ligesom Carls. Sverig tiltraadte den væbnede Neutralitet med de øvrige Østersøemagter. Wis- mar solgtes til Meklenburg for 1/2 Million. Pengerevolutionerne paa Rigsdagen i Norrkøping, der decreterede en Formuesafgift af 4 1/2 Mill. Sølv, havde tilfølge meget Misnøje mellem den egoistiske Adel, og at flere Adelsmænd frasagde sig sin Adel, som de antoge ikke længer at kunne repræsentere med Anstand. Uagtet Carl havde erkjendt den franske Republik, lod dog Gu- stafs Frygt for dennes Principer og Had mod Napoleon ham slutte sig nærmere til England. Følgen heraf var at Fransk- mændene besatte Pommern, og at disses Allierede Russerne SIDE: 235 brød ind i Finland 1808. Admiral Cronstedt forraadte Sveaborg; men Generalerne Adlercreutz og Sandels seirede ved Sukajoki, Kewolax og flere andre Steder. Den finske Armee fik ingen Undsætning. Affæren ved Helsinge, hvor Garderegimenterne retirerede, berøvede disse deres Rang -- en Forholdsregel, som høilig fortørnede de fornemme Familier, hvis Sønner tjente i Garden. Danmark brød ogsaa Freden, og omsider maatte den lille tapre finske Hær give Finland tabt. Fienden gik nu paa Isen over til Umeaa, ja ligetil Grislehamnen i Marts 1809. Da Kongen, uagtet den truende Fare, og efterat et Landværn af 30,000 Mand, Blommen af Sverigs Ungdom, var næsten øde- lagt af Hunger, Sygdomme og Mangel paa Forpleining, fremdeles forlangte svært Krigsstyr og Fortsættelse af Krigen, saa udbrød en Revolution 13 Marts 1809, idet Generalerne Adlercreutz og Georg Adlersparre med den Hær som stod mod Norge, vendte sig mod Stockholm. Adlercreutz med flere Officierer tog Kon- gen, efter forgjæves personligt Modværge, tilfange, hvorpaa han tilligemed Klingsparre begav sig til Hertug Carl, og fik Denne til at antage Rigsforstanderskabet. 20 Marts frasagde Gustaf i sit Fangenskab paa Gripsholm Slot sig Regjeringen, og afreiste i Decbr. s. A. med sin Familie til Tydskland. Stænderne, som sammenkaldtes i Mai, erklærede ham og hans Arvinger at have forbrudt al Adkomst til Thronen. Saaledes endte den ubøjelige Gustaf sit Regentliv, hvortil, ligesaameget som hans politiske egensindige Had mod den franske Revolution og Napoleon, hans Afsky for Stænderne og Trykkefriheden bidrog. Denne hevnede sig paa sin Foragter. Ukyndig om hvad der foregik omkring ham, lærte han dyrt at indsee, hvor svag og usikker den Magt er, som ikke grunder sig paa almeen Oplysning og det almene Vel. Carl den 13de er fød 1748. Som Rigets Storadmiral havde han allerede i den finske Krig udmærket sig. 5te Juni 1809 udraabtes han af Stænderne til Konge, og 6te Juni antoges en ny Regjeringsform. Hans første Omsorg var at slutte Fred med Rusland i Fredrikshamn 17 Septbr. 1809, hvorved hele Finland, Aaland, og en liden Deel af Westerbotten aftraadtes; med Dan- mark i Jønkøping 10 Dec. s. A., uden Aftrædelse eller Vinding; og med Frankrig i Paris 1810, hvorved Pommern gjengaves, men Continentalsystemet maatte antages, hvorefter al Handel med SIDE: 236 England ophævedes. Trykkefriheden gjenoprettedes; Garden gjenfik sin Rang. Da den 61aarige Carl var uden Livsarving, valgte Stænderne 29 Aug. 1809 Prinds Christian August af Schleswig-Holsteen-Sønderborg-Augustenborg, Statholder i Norge, som af Carl adopteredes under Navn af Carl August. Hans Jevnhed i Sæder og klare Forstand gjorde ham meget folkekjær; men under en Mønstring paa Quidinge Hede fik han et Slagtilfælde, styrtede af Hesten, og fandtes efter nogle Minuter død den 28 Mai 1810. Hurtigheden af Dødsfaldet og Obductionen vakte almeen Mistanke om Forgivelse; og denne afstedkom et skrækkeligt Opløb i Stockholm, da Prind- sens Liig 20 Juni indførtes i Stockholm. Mistanken havde vendt sig mod Rigsmarskalken Axel Fersen; under Processionen over- faldtes hans Vogn, han blev slæbt ud og dræbt under Slag og Fodspark. Kun ved Militærets Mellemkomst reddedes den Myrdedes Søster Grevinde Piper og flere Fornemme, som vare udseete til Dødsoffere. Fersens Uskyld antoges dog senere godtgjort. Rigsdagen i Ørebro valgte nu 21 Aug. 1810 den franske Mar- schal Jean Baptist Julius Bernadotte, Prinds af Ponte-Corvo, til Thronfølger. Adopteret af Kongen, antog han Navnet Carl Johan. Samme Aar erklæredes Krig mod England som Følge af Freden med Frankrig, men Sverig behandledes skaansomt af Englæn- derne formedelst de forrige Forhold. Dette øgede kun Napo- leons Fordringer; og, da disse besvaredes undvigende, hans Harme. Pommern besattes atter og Kattegat opfyldtes med franske Kapere, som forulempede de svenske Skibe. Under Carls Sygelighed antog Kronprindsen Regjeringen fra Marts 1811 til Juni 1812. Rigsdagen af samme Aar i Ørebro istandbragte Conscriptionen, hvorefter Alle fra 20 til 25 Aar skulle deeltage i Rigets Forsvar. Trykkefriheden indskrænkedes ved samme Leilighed. Da Napoleon 1812 anfaldt Rusland, erklærede Sve- rig sig imod ham; Fred sluttedes ogsaa med England, og et hemmeligt Forbund med Rusland, der garanterede Norges Er- obring. I Foraaret 1813 gik Kronprindsen over til Pommern med 30,000 Mand, og forenede sig med de mod Frankrig al- lierede Magter. Nordarmeen, sammensat af Russere, Preussere og Svenske SIDE: 237 seirede ved Grosbeeren og Dennewitz og havde Deel i Seiren ved Leipzig. Derpaa trængte den svenske Hær ind i Holsteen, tog Frederiksort og Glückstadt og tvang Danmark til Freden i Kiel 14 Jan. 1814, hvorved Norge afstodes til Sverig mod Pom- mern. Men dette stod kun paa Papiret; og mod dette Papiir satte Nordmændene deres Uafhængighedserklæring, Grundloven af 17 Mai 1814 og Valget af Statholderen Prinds Christian Fre- derik til Konge. Svenske Tropper under Kronprindsens Over- befaling trængte da ind i Landet, medens Kongen selv anførte Flaaden. Efter Fredriksstads Capitulation indgikkes en Con- vention i Moss, hvorefter Christian Frederik nedlagde Regje- ringen og Storthinget sammenkaldtes, som 20 Octbr. besluttede Norges Forening med Sverig, og valgte Carl den 13de til Nord- mændenes Konge. Pommern aftraadtes til Preussen mod 3 1/2 Million Daler, og Guadeloupe i Vestindien overdroges Frankrig mod 1 Million Pund Sterling, hvilke Summer anvendtes til den udenlandske Gjæld. Paa Rigsdagen 1815 antoges Forenings- acten mellem Sverig og Norge. Under Carls sidste Regjerings- aar herskede den største Forvirring i Pengevæsenet, som Stæn- derne ved forhøjet Indførselstold kun forøgede. 5te Febr. 1818 gik Carl til sine Fædre. Huset Ponto-Corvo. Carl den 14de Johan er fød 26 Jan. 1764 i Staden Pau i Syd-Frankrig, modtog nu Regjeringen, og krontes 1818 i Stock- holm. Hans lysende Sejerherreære og udmærkede personlige Charakteer havde ophøiet ham paa Vasaernes Throne. Meget er skeet under ham til Rigets Opkomst. Saaledes indviedes Gøthakanalen i 1832, der forener Nord- og Østersøen. Skaane- Hofret stiftedes. Invalideindretningen paa Ulrichsdal oprettedes, og Centralfæstningen Wanæs, nu kaldet Carlsborg, grundlagdes. Faareavlen er bleven opmuntret ved Anlæggelsen af Skjæferier og toldfri Indførsel af gode udenlandske Racer. Ligesaa er Hesteavlen, Skog- og Jagtdrivten fremmet især ved private Kræfter. Dronningen Eugenia Bernhardine Desideria er fød 8 Novem- ber 1781, formælet 16 Aug. 1798, kronet 21 Aug. 1829. Kron- SIDE: 238 prindsen Josef Franz Oscar er fød 4 Juli 1799, og formælet med Josefine Maximiliane Eugenia 19 Juni 1823. Deres Børn ere: Carl Ludvig Eugen, Hertug af Skaane, fød 3 Mai 1826; Franz Gustaf Oscar, Hertug af Upland, fød 18 Juni 1827; Oscar Frederik, Hertug af Østergøthland, fød 21 Januar 1829; og August, Hertug af Dalarne, fød 24 August 1831, samt Prind- sessen Charlotte Eugenia Augusta Amalia Albertine, fød 24 April 1830. Henrik Wergeland SIDE: 239 OMRIDS AF KONGERIGET NORGES HISTORIE FØRSTE TIDSRUM FRA EN UBESTEMT ALDER TILBAGE I TIDEN OG TIL HARALD HAARFAGER (863 EFTER CHRISTI FØDSEL) NORGES ÆLDSTE BEBOERE. DERES SÆDER Norges ældste Beboere henhørte upaatvivlelig til de Grene af en fordetmeste forgangen ureuropæisk, forhistorisk Menneske- slægt, som vi kalde Celter og Finner. Men vi forstaae egentlig ved Norges ældste Beboere dem, Historien har noget at gjøre med; og da er det Gotherne, hvis Ætlinger de nuværende Nordmænd ere. Dette mægtige og mod hine Urbeboere civiliserte Folk kom nord fra ind over Sverige fra Asien, paa hvis sydvestlige Grændser mod Europa det havde sine Stamsæder. Det kostede Gotherne en haard Kamp, som stredes mange Slægter igjennem, før de kunde blive Herrer i Landet -- ikke mod Finnerne, som trak sig fredeligen nordpaa, hvor de endnu færdes som Fædrene paa de øde Fjelde, men mod de vilde celtiske Stammer, der haardnakket forsvarede sine Skoge, og kun langsomt forsvandt i Afdalene. Denne Folke- krigs hadske Natur og Modstandernes Raahed og vilde Styrke gav Gotherne Anledning til at kalde dem Jothuner eller Jetter, der, efter deres Begreb, vare Navnet paa onde Væsener af over- naturlig Kraft, Guders og Menneskers Fiender eller, med et Ord, Djævle. De hensatte ogsaa Jothunernes egentlige Fædrenehjem til det nordostlige Ruslands øde og mørke Enge, som de derfor kaldte Jothunheim, hvor en Religion, der var Gotherne veder- styggelig, sagdes at være i Udøvelse selv længe efterat Gotherne i de indtagne Lande havde indrettet sin. Gotherne gjorde sig ogsaa herskende i Tydskland. Men den Green, som var gaaen nordom Østersøen, trængte lidt efter lidt den sydligere imøde, og udvidede sig saaledes over Norge, Sverige og Danmark. SIDE: 240 Krigslyst og Tapperhed var en Folkedyd, som ligemeget under- støttedes af Religionsbud som af Folkets stærke, fysiske Be- skaffenhed, af Sædvanen at drive Sjørøveri og af de idelige ind- vortes Krige, som Landets Inddeling i Smaakongeriger gav An- ledning til. Sjørøveriet betragtedes som en hæderlig Erhvervs- kilde. Havet var de yngste Sønners Odelsmark. Ofte sloge disse Vikinger sig sammen; og da gjæstedes fremmede Lande, hvor Nordens raae Sønner stode i rædselfuld Navnkundighed. Mange af disse havde heller ikke mere Eiendom end et udspringende Næs, hvor de trak sine Langskibe op og gjæstererede Vinteren over. Saadanne kaldtes Næskonger; thi Kongenavn antoge de mægtigere Vikinger uden at spørge sig for; og da Havet var de- res Rige, saa blev Sjøkonning en Titel, som et eller et Par Skibe og tappert Mandskab var nok til at erhverve. Smaakongernes eller Fylkekongernes Myndighed var ogsaa meget indskrænket ved den Folkefrihed, som var særegen for den gothiske Folke- stamme. I den nationale Krigerskhed havde ogsaa de almindelige Tvekampe eller Holmgang, der endte med Død eller Fostbroder- skab, sin Rod; og dette sidste gjorde Blodhevnen til Pligt. Ofte iværksattes denne ved at indebrænde Fienden, hvilken Udaad, langtfra vanhædrende i de Tider, lettedes ved Husenes særegne Bygning, idet de nemlig kun havde een lav Udgang og en Ljaar i Taget til Lysning og Træk for Røgen, og laae enkelte, idet et- hvert kun dannede eet Værelse. Kongerne havde som oftest et Slags Livvagt, bestaaende af de Tappreste, som kaldtes Bersærker. De styrtede frem forrest i Slagfylkingen som Rasende. Man troer, at Stærkøl og Mjød, som var national Drik, havde be- tydelig Deel i denne Berserkgang. Ikke sjelden indlagde Qvinder sig stort Navn paa Valpladsene som Skjoldmøer. Qvindekjønnet holdtes i Ære. Ligesaa havde Forfædrene stor Agtelse for de Mænd, som forevigede Bedrivterne og opmuntrede Mordet ved Sang. De kaldtes Skjalde, og vare meget velkomne i Kongernes Haller. Krigsfangenskab og Gjeld gave en Trælle- stand Tilvære. Den sørgede for Agerdyrkningen, som tidlig synes at være kommen vidt. Handelen stod heller ikke ganske stille, idet Vikingerne ofte ikke kastede Vrag paa at drive Farmand- skabet hvor det kastede mere af sig end Vikingfærden. Paa Thingene valgte de Fribaarne Kongerne, og Ret skiftedes. Med Lagmanden i Spidsen deeltoge de i Lovgivningen og Statssty- SIDE: 241 relsen. Med Frisindet forenede sig Ærlighed, Stormodighed og Gjæstfrihed til at danne en Folkecharakteer, som den Uregjerlig- hed, Rovlyst, Hevnlyst og Ærgjerrighed, den ogsaa omsluttede, dog ikke kan betage Navn af ædel i det Hele. DE ÆLDSTE NORDMÆNDS RELIGION Odin og Aserne. De ældste Nordmænd medbragte vel fra sine østlige Hjem- stavne Begrebet om en Altings Ophavsmand og Fuldender, som de skjønt og rigtigt benævnte Alfader, og som kun i Aanden kunde dyrkes. Denne Verdens mægtigste Guddom kaldte de Odin; og troede om ham, at han oftere aabenbarte sig mellem Menneskene. Hans sidste Aabenbarelse antoges skeet ved en Tid noget før vor Tidsregnings Begyndelse. Thi da indkom fra det østlige Hjem over Danmark til Sverig eller Svithjod en Høv- ding, som bar, og ved sine Fortjenester af den forfaldne gothiske Gudsdyrkelse ved sin aandelige Overlegenhed og verdslige Lykke forsvarede sin Ret til det guddommelige Navn. Ikke alene i denne Aabenbarelses-Tro er der noget tilfælleds med hvad de Christne antage om sin Religionsstifter, men ogsaa deri, at Odin byggede, ligesom Christus, paa en foregaaende ufuldkomnere Religion. Hos de tre gothiske Folkeslag bleve ogsaa deres gamle særegne Nationalguddomme staaende i usvækket Glands. Saaledes tabte Nordmændenes Aukathors Dyrkelse sig ingenlunde fordi Odins fremstraalede i fornyet Glands fra Upsalatemplet. Denne sidste Odin indkom med mandligt og qvindeligt Følge, Aser og Asynier, der vare Præster og Præstinder, bærende, ligesom deres Ypper- stepræst og Stammehøvding, de gamle Fædreneguddommes Navne, med hvem de ogsaa i Folketroen forvexledes. Imellem dem var Asathor, der maaskee fortsatte sine Landsmænds Udryddelses- kamp mod de virkelige Jothuner med samme mandhaftige Iver, som den gamle Folkegud Thor troedes at vise mod de indbildte dæmoniske Beboere af det egentlige Jothunheim, som ikke reg- nedes til Menneskejorden. Gudelæren var ellers meget sammen- sat og romantisk i sine Udbildninger. Den gjengav i en uhyre Maalestok Gothernes Kampe med Jothunerne. Utgard og Ut- SIDE: 242 gardeloke figurerede deri som det Ondes Magt og Princip imod Asgaard og Aserne. Asaloke var en underordnet Guddom, hvis som slet skildrede Charakteer viser at de antoge moralsk For- skjellighed ligesaavel at finde Sted mellem Guder som Mennesker. Baldur betegnede den høieste sædelige Reenhed, Freya Kjærlig- heden mellem Mand og Qvinde, Frigga den himmelske Godhed, som velsigner Jorden med Frugtbarhed, Bragi var Veltalenhedens Guddom -- en Egenskab, Forfædrene paaskjønnede og virkelig besad. I Helas Rige Niflheim vare Piinsler beredte de Onde og Feige. Odins Sæde Valhalla var et Renselsessted, hvorfra om- sider de i Valhallakampene Prøvede skulde ophøies til at nyde den evige Salighed i Alfaders egen Himmel Gimle, mens de For- stødte skulde indgaae til Nastronds evige Piinsler. Dette skulde først skee efterat den hele legemlige Verden var forgaaen i Gu- dernes Kamp Ragnarokr d. e. Gudernes Tusmørke, fordi Kampen skulde vorde haard, og selv Guderne kjøbe sig Forherligelsen ved Forgaaen. Odin indrettede tre store Offerfester, hvoraf Juleblot midtvinters var fornemst; byggede Templer og anordnede Kongerne 12 Præ- ster som Raad eller Hofgoder. Han byggede Stæder og stiftede Stater. Saaledes styrede hans Søn Seming over Throndelagen og Yngve-Frey i Sverig, fra hvem Ynlingaæten herledes. Ligesaa indførte han Runeskrivt, og anordnede Begravning i Høie. Efter sin egen Lære, der anpriste en voldsom Død, som den sikkreste Vei til, som en Einherie af Stridens Møer Valkyrierne at blive ført til Valhalla, lod Odin sig give 9 Spydsaar, lignende ogsaa deri andre Religionsstiftere, at han holdt det for klogt at døe for sin Lære. I 1000 Aar stod den ved Magt i Norden med sine blodige Menneske- og Dyr-Offringer, der feiredes i plumpe Temp- ler eller i Lunde, hvor Afgudsbillederne vare reiste. OM NORR OG GORR. Der er et dunkelt Sagn i Sagaerne om at to Brødre af jothunsk Æt og fra Jothunheim, Norr og Gorr, skulle have bemægtiget sig Overherredømmet. Dette skulle de have faaet Leilighed til at gjøre idet de, Norr gjennem Landet, Gorr rundt Kysterne, gjennemtogede Norge for at lede efter deres Søster, som var bortført af en Kjæmpe Rolf paa Berge. Norr skal saaledes have SIDE: 243 tilskiftet sig det faste Land, Gorr Øerne; men om der er noget heri, er der dog nok Intet i at Norr har givet Landet Navn; thi det udledes rimeligst af dets Beliggenhed som det nordligste af de Lande, Gotherne besatte. Det er ogsaa bedre at antage, at disse Høvdinger vare af gothisk Æt, nemlig fra Stammer, der fra tidligere Folkevandringer vare blevne gjensiddende paa den østre Side af Østersjøen, hvorfra Norr og Gorr siges komme. Disse stode altsaa i Spidsen for en sildigere Folkevandring, som ingen videre Følge havde, end at give Landets Smaariger en ny Herskerfamilie. Af denne navngiver Historien som nedstammende Halfdan den Gamle, Konge paa Ringerige. YNGLINGAÆTEN I NORGE. I Sverig havde Ynglingaæten af Asablod blomstret i Aarhun- dreder indtil den fra Værmeland af gjennem Befrændelse med Smaakonger øst i Landet af Halfdan den Gamles Æt udbredte sig som Herskerstamme i Norge. Af den er Halfdan hin Svarte, som fra 840 -- 863 styrede den bedste Deel af Østlandet, Sogn og Værmeland, bleven meest bekjendt. Hans Retviished har der- til gjort ham mere fortjent end hans Magt. Af Frygt for denne Egenskab holdt derfor Kongens egen Mærkesmand eller Fahn- bærer, Herjulf, for et Drabs Skyld det for bedst at drage af Landet, hvorved da Hærjedalen bebyggedes ligesom Jæmtland var bleven det af Ketil Jamti, der med endeel Indthrønder var vandret over Østfjeldene forat unddrage sig den thrøndske Kong Eysteins Voldsregjering. Ved Lagmand Thorleif hin Vise lod Halfdan foreslaae en Lov for Oplandene, der antoges af Folket paa Eidsevjuathing, og hvoraf Loven fik Navn. Ligesom Oplan- dene der havde sin fælleds Thingplads, saa thingede Indthrønderne til Frostething, Udthrønderne til Ørething, de Vestenfjeldske til Gulething. Andre mærkelige Thing vare Borgarthing ved Sarpen og Haugathing ved Tønsberg for Fylkerne om den nu saakaldte Christianiafjord (Vigen). Halfdan var meget elsket, hvilket Folket i de forskjellige Fylker viste, ved at dele hans Legeme og reise "Halfdanshøje" hver hos sig over de enkelte Lemmer, da han druknede ved, efter et Julelag paa Hadeland, at kjøre over Rands- fjorden. Den velordnede Stat, han efterlod sig, var Grundvol- den til den stolte Bygning, som hans Søn opførte, idet han efter SIDE: 244 mangeaarig Kamp forvandlede det adsplittede Norge til et Ene- rige. Det synes ogsaa som at Landet har været saa opdyrket og vel ved Magt, at det nok kunde friste et ærgjerrigt Hoved. ANDET TIDSRUM NORGES VELMAGTS TID MED EGNE KONGER (Fra 863 -- 1387). FØR BORGERKRIGENE Harald den 1ste Halfdanson "Haarfager." Endeel af sin Barndom havde Harald maattet tilbringe hos en mægtig Mand paa Dovrefjeld, ved Navn Dovre, som var i Unaade hos hans Fader, og sagdes at være af Jothunæt. Det er rimeligt, at dette Ophold har havt megen Indflydelse paa Haralds Charak- teer og Planer. Flere af de Provindser, som Halfdan havde lydtvunget, benyttede sig af hans Dødsfald og Haralds Ungdom -- thi han var kun 10 Aar -- til at reise sig i Opstand. Dette bevirkede især de Slægter, som havde maattet fravige Hersker- sæderne for Halfdan. I Spidsen stillede sig Kong Gandalf i Alf- heim, et Rige mellem Glommen og Gøthaelven, som længe havde været samlet, og hvis Beboere, Elvegrimer, vare bekjendte for Vildhed og Tapperhed. Men den unge Harald, hjulpen af sin ikke meget ældre Morbroder Guttorm, slog Gandalfs Søn Hake i Hakadalen, og bemægtigede sig, efter en Sejer over Gandalf selv, hans Rige. Derpaa vendte han sig mod de endnu uafhæn- gige Høvdinger i Oplandene, og trængte frem ligetil Dovre. Maa- skee skulde han have standset her, dersom ikke hans Frierbud til Kongedatteren Gyda havde bragt det Budskab tilbage, at hun ikke vilde give ham sin Haand før han sad som Enedrot i Norge ligesom Kongerne i Sverig og Danmark. Han svoer da ikke at ville pynte sit Haar før den Bedrivt var udført, og han holdt Ord. Togange maatte han erobre Throndelagen. Kong Erik af Sverig maatte han tugte. Efter Slaget i Hafursfjord ved Stavanger faldt hele Vestkysten i hans Hænder; og der var nu af 31 Smaa- konger Ingen, som gjorde ham Enekronen stridig. Da pyntede Rognvald Jarl, en af de Høvdinger, som villig havde underkastet SIDE: 245 sig, hans Haar og sagde: nu er dit Haar fagert, Herre min! -- et Udtryk, hvorefter Harald siden er navngiven. Harald foer frem mod Folk og Frihed som en Erobrer. Kronen tilkjendte han al Odelsret, og forvandlede de frie Odelsmænd til landskyldpligtige Leilændinger. Derfor gjorde Thrønderne Op- stand, og Kampen var overalt haardnakket. Endskjøndt enkelte Mægtige, saasom Rognvald Jarl paa Møre, Hakon Griotgardssøn i Throndelagen og Ketil Raum, gik over til ham, saa fandtes dog Mænd, der, som Herlaug i Namdalen, før gik levende i Graven end erkjendte Sejerherren; og mange af de ypperste Slægter forlode for bestandigt Fædrelandet. Island befolkedes derved for førstegang, hvor de landflygtige Nordmænd stiftede en Fristat, som har for alle Tider beviist at den republikanske Regjerings- form er den fortrinligste af alle til at udvikle Menneskenes Aand og gjøre en Stat blomstrende. Ligesaa besattes Øgrupperne i Vesterhavet, Shetlands- (Hjaltlands)-, Ørkenøerne og Færøerne med misfornøiede Nordmænd, som derfra dreve Vikingefærd, indtil Harald selv kom did og underlagde dem Norge. De Fleste forøgede de Vikingesværme, som dengang plagede Europas vest- lige Lande. Og imellem dem er Rognvald Jarls Søn Rolf, for sin Sværheds Skyld kaldet Gangeren, især bleven mærkelig; thi han satte sig fast i en af Frankrigs bedste Provindser, som senere deraf blev kaldet Normandiet, ægtede Kongens Datter og blev Stamfader for en Række af Englands Konger. Ligesom ellers denne Rolf maatte udvandre fordi han imod Haralds strenge Forbud havde øvet Strandhug, saa er det nok muligt, at Flere udvandrede mere af Frygt for Enekongens strenge Retspleie end af Sorg over Frihedens Forliis. De Mægtige, som fandt sig i Tingenes nye Orden, bleve Jarler og Herser. Jarlerne havde 1/3 af Kongens Indkomster og skulde stille 60 Stridsmænd; Her- serne 20. Disse Lehnsposter vare dog tillykke ikke arvelige. Harald havde mange Medhustruer og med dem mange Sønner, men megen Uleilighed af dem. De fore voldsomt afsted, og Harald maatte ofte tage blodig Tugt over dem. Mærkeligst af disse sørgelige Scener er Sønnen Rognvald Rettilbeins Indebræn- ding med alle sine Seidmænd eller Koglere. Denne Straf tog Harald, fordi han udtrykkelig havde forbudt al saadan Overtro. Forat stille de urolige Hoveder tilfreds, havde Harald givet dem alle Kongenavn, men anordnet, at den Søn, han avlede med SIDE: 246 den danske Ragnhild, skulde være Overkonge. Dennes Søn blev Erik, sin Halvbroders den fredelige Bjørn Farmands og flere af sine Halvbrødres Drabsmand, hvorfor hans Navn blev "Blodøxe." Ham veeg Harald Sædet i sit 80 Aar, og døde 3 Aar efter paa sin Kongsgaard Augvaldsnæs paa Karmøen, og ligger begraven ligeoverfor paa det faste Land. Erik 1ste Haraldssøn, "Blodøxe" holdt sig kun eet Aar efter Haralds Død. Da fordreves han af Thrønderne og Vigværingerne, i hvis Spidse Halfdan og Olaf Haraldssønner stode. Det endelige Udslag gjorde Hakons, Ha- ralds yngste, i England hos Kong Adelstein opfostrede Søns An- komst, om hvem Folket strax flokkede sig, da Sigurd Jarl, Søn af Hakon Griotgardssøn, i hans Navn havde givet dem Løfte om den gamle Friheds Gjenoprettelse. Erik flygtede med sin onde Dronning Gunhild og sine Sønner til England, hvor hans store Tapperhed skaffede ham et Jarldømme, og hvor han døde paa Valpladsen, efter at have, som der siges, ladet sig christne. Hakon 1ste Haraldssøn "Adelsteensfostre" eller "den Gode." Var en fortæffelig Konge, der villig gjengav Folket Odels- retten med Landskyldfrihed, Kongevalgret og Stemmeret paa Thingene. I 19 Fredsaar vandt Norge Styrke; Rygtet herom bragte Jæmtland og Helsingeland til at give sig under Norge. Wærmland, som Arnvid Jarl vilde rive løs, bragte Hakon til Ly- dighed. Gulethings- og Frostethingslovene samledes og forbed- redes ved Lagmand Thorleif, der ligesom Bedstefaderen havde Navn af den Vise. Hver Mand paabødes at have Vaaben efter sine Kaar og at være pliktig til at værne Landet. Dette ind- deltes i Skibreder, som stillede Skibe og Mandskab; og søgtes tillige dets Forsvar lettet ved Varders Oprettelse. Disse Indret- ninger gjordes nødvendige ved de idelige Anfald, som Erik Blod- øxes Sønner fra Danmark af paaførte Landet. De dreve Kong Trygve, Sønnesøn af Harald Haarfager, som indehavde Vigen, bort; men Seiren ved Augvaldsnæs rensede Landet. Aaret efter lede de Nederlaget paa Rastarkalf i Søndmøer, hvor den gamle SIDE: 247 Elgill Ullserk delte Æren med Hakon. Endelig overrumplede de Hakon ved Davrebordet paa Stordøen ved Bergen. Kongens Frænde Eyvind Skaldaspiller berettede ham Faren; men med sit gode Sværd Qværnbider og sine faa Hirdmænd (Hofmænd) mødte han og slog den overlegne Fiende, imellem hvem Gun- hilds vilde Brødre Alf Askmand og Eyvind Skreya udmærkede sig ved sine rasende Anfald, under hvilke de bide i Græsset for Hakon og Thorolf Stærke. Under Forfølgelsen af sin Sejer ram- mede en Piil den ædle Hakon med Banesaar 963. Han udaan- dede paa sit Fødested Thorahellen nær Bergen og blev gravsat paa Sæheim nordenfor dette Sted. Men Eyvind Skaldaspiller reiste ham det herligste Minde i Drapaet "Hakonamaal." Hakon var bleven christnet i Engeland; men det lykkedes ham ikke at gjøre sin Tro gjældende i Norge, hvor Bonden Asbjørn Medal- huus høit paa Frostethinget lod ham vide, at Folket vilde tage Kronen fra ham, dersom han forsøgte videre paa at fratage det de gamle Guder. Harald 2den Erikssøn "Graafell." Den døende Hakon arvgav Erikssønnerne Riget mod at Haar- fagersønnerne og deres Ætlinger, som indehavde store Stykker af Østlandet, beholdt hvad de havde, og Sigurd Jarl sine Lehn i Throndelagen. Harald blev saaledes Overkonge; men Gunhild og de gjenlevende Brødre havde meget at sige. Løfterne bleve ikke holdte. Sigurd Jarl indebrændtes. To af Haarfagerætlingerne myrdedes. Folket opirredes ved voldsomme Forsøg paa at kuld- kaste Hedenskabet. Ved Thrøndernes Hjælp holdt dog Sigurd Jarls Søn Hakon sig i nogle Aar, indtil han tog sin Tilflugt til Harald Blaatand i Danmark, som nu var Erikssønnernes Fiende, da de ikke holdt Løftet om at gjøre ham til Lehnsherre. Folket, hvis Misfornøielse ogsaa eggedes ved en usædvanlig Hungersnød, slog to af disse ihjel. Hakon skaffede det endelig af med dem ved at faae Harald Graafell nedlokket til Danmark, hvor han skulde imodtage Forlehninger, men i det Sted fældes af Danske- kongens Brodersøn Guldharald, som skulde faae Norge istedetfor det halve Danmark, som han krævede. Guldharald skulde der- paa dræbes af sin Fostbroder Hakon, som da skulde erholde Norge som Danskekongens Jarl. Det gik ganske saa. Harald SIDE: 248 Graafell -- saakaldet fordi han, ved at afkjøbe en islandsk Kjøb- mand et Graaværk, skaffede denne Afsætning -- faldt i Liim- fjorden for Guldharalds Haand, og Hakon overrumplede igjen den sejertrætte Harald og lod ham hænge 978. Paa Haugathing fik Danskekongen Overkongenavn og Hakon blev hans Jarl, hvor- imod Haarfagerætlingerne i Oplandene beholdt sine Smaariger. Hakon 2den Sigurdssøn Jarl. Ved Thinganæs i Sogn slog Hakon den sidste Blodøxsøn, Ragn- fred, som foruroligede Norge. Og efter at have hjulpet Harald Blaatand med at forsvare Volden Dannevirke mod den tydske Keiser, og ladet sig, ligesom Kongen, christne -- men kun for strax at afsige Christendommen igjen -- ophævede han Afhæn- gighedsforholdet til Danmark. Jomsvikingerne, som skulde hevne dette Frafald, slog han efter 3 Dages Strid tilbage i Hjørunga- vaag paa Søndmøer. Dette i Forening med Hakons Iver for Hedenskabet, Talenter, Lykke og berømte Navn, samt en Række af gode Aar, gjorde hans Regjering elsket, og gav ham Navnet "den Gode." Men da han mod Alderdommen blev despotisk og agtede hverken Folks Gods eller Hustruer, saa udførte Thrøn- derne den Bestemmelse i Frostethingsloven, der byder Mandreis- ning gjennem 8 Fylker, om Konge, og igjennem 4, om Jarl kræn- ker Loven eller nogen fri Mand. Anledningen gav Hakon ved at ville bortføre Orm Lyrgias Brud Gudrun Lundesol. Bønderne reiste sig strax i Opstand og forenede sig med den af Eriks- sønnerne dræbte Haraldsætling, Kong Trygves Søn Olaf, som just da hjemkom efter mangfoldige eventyrlige Bedrivter. Hakon blev slagen, og paa Flugten dræbt af sin Træl Karker. Olaf 1ste Tryggvesøn (995 -- 1000) var en Søn af Haarfagers Sønnesøn, Tryggve, som dræbtes under Erikssønnernes Regjering, og født paa Moderens Flugt. Solgt til en esthlændisk Sjørøver, kom han omsider til Garda- rige (Rusland), hvor hans Morbroder, som der havde en betyde- lig Post inde, fik ham opdraget ved Hoffet. Siden betegnede de SIDE: 249 mærkeligste Eventyr hans Ungdom. Han var givt i Venden, kom Keiseren tilhjælp ved Angrebet paa Dannevirke, hvis Ind- tagelse var en Følge af hans Raad, at lægge Ild til, og feidede siden meget paa England og Sydlandene. Paa disse Tog var han bleven Christen, og søgte nu at indføre sin Tro i Norge, men paa den voldsomste Maade. Den brave Sigmund Brestir- søn christnede Færøerne, sit Fødested, og den iilsindede Præst Thangbrand gjorde nogen Fremgang dermed paa Island. Olaf standsedes i dette sit Hovedmeed ved en Reise, han foretog til Venden, for der at indkræve sin Dronning Thyras Medgivt. Den svenske Dronning Sigrid Storraade, nu givt med Svend Tveskjæg i Danmark, og hadig paa Olaf for en Fornærmelse, han havde tilføjet hende under et Frierie, fordi hun ei vilde lade sig christne, eggede sin Mand og den svenske Kong Olaf Skotkonung, med hvem Hakon Jarls Sønner Erik og Svend tilligemed flere misnøjede Nordmænd forenede sig, til at lægge sig med en langt overlegen Flaade i Baghold for Olaf ved Øen Svollder i Venden, naar han kom tilbage med sin Pragtflaade. Jomsvikingeren Jarl Sigvald, som havde Hjørungaslaget at hevne paa Norge, førte Olaf i Fælden. Han slog den danske og svenske Flaade, men endelig bukkede han under for Erik Jarl. Kongen sprang overborde fra sit berømte Skib "Ormen hin lange," og kom ikke derifra ligesom den siden saa berømte Einar Tham- beskjælfver, som dengang i sin Ungdom havde stort Navn som Bueskytter. Dette Slag, hvori Æren udeelt er paa Olafs Side, forefaldt Aar 1000. Erik og Svend, Hakon Hladejarls Sønner, fik nu Styret over Norge: den Før- ste under Danskekongens Høihed, undtagen det Fædrene-Jarl- dømme nordenfjelds, som ikke var underlagt nogen fremmed Høihed; den Sidste under svensk Høihed. Tillige havde Erling Skjalgsøn paa Vestkanten, og Einar Thambeskjælver, gift med Jarlernes Søster Bergliot, i det Throndhjemske store Forleh- ninger. Jarlerne regjerede godt. Christendommen, som de be- kjendte sig til, gjorde dog ei store Fremskridt; men desmere, da 1016 SIDE: 250 Olaf den 2den "den Hellige," Søn af Haarfagerætlingen Harald Grænske, erholdt Regjeringen. Dette lykkedes ham deels derved, at Lehnspligten havde bort- kaldt Erik Jarl til den danske Kong Knut i England, deels ved sin Fosterfader Sigurd Sirs Indflydelse, ogsaa en Haarfagerætling, som paa Ringerige havde sit Kongesæde. Han overtalte de uaf- hængige Høvdinger i Oplandet, og paa Eidsevjuathing tog Fol- ket Olaf til Overkonge med Løftet at gjøre Ende paa det frem- mede Vælde. Under Agdur slog desuden Olaf Svend Jarl, Einar Thambeskjælver og Erling Skjalgsøn. Svenskekongens smaalige Had var en Følge saavel af denne Fremgang, som af Olafs djærve Gjæsterier omkring Mælaren, mens han tilbragte sin Ungdom som Sjøkonge, men Olaf sad allerede for fast til at frygte noget deraf; og det svenske Folk tvang sin Konge ved sine Lagmænds djærve Tale, til at holde sig rolig. Olaf tog endog hans Datter Astrid tilægte ved Rognvald Gøthajarls Mellemkomst. Olaf gav mange hensigtsmessige Love, holdt strengt over Retten, prægede Mynter, opbyggede det af Olaf Trygvesøn anlagte, men af Svend Jarl nedbrændte Nidaros (Throndhjem) og anlagde Sarpsborg. Men hans voldsomme Maade at indføre Christendommen paa berøvede ham Folkets Hjerter og bragte hans Frænder, Smaakongerne paa Oplandet, til at sammenrotte sig. Olaf tog vel en streng Hevn over dem; men at han nu bar Kongenavn alene i Norge gjorde ikke andre Høvdinger mygere. Erling Skjalgsøn, Einar Tambe- skjælver, den Arnesønske Familie, Harek af Tjøtø og Thorer Hund fra Nordlandene indlode sig med Kong Knut af Danmark og England. Og det nyttede Olaf lidet, at han i et uafgjørende Feldttog tilligemed den svenske Kong Anund Jacob søgte at forekomme sin mægtige Modstander. Saasnart han viste sig med en mægtig Flaade, saae Olaf sig saa forladt, at han rømmede Landet og drog til Rusland 1029. Knut "den Mægtige" af Danmark satte Hakon Erikssøn Jarl til Statholder, men da denne druknede inden kort, indtræffer en Mellemtid, hvori Høv- dinger herskede. Da drog Bjørn Stallar (Kongens Talemand) til Olaf, og opmandede ham til at forsøge Gjenerobringen. Aaret SIDE: 251 efter stod Olaf i Værdalen med 4000 Mand, hvor Høvdingernes Hær, 12000 Mand stærk, mødte ved Stiklestad. De seirede her, og Kongen faldt 31. Aug. 1030. Svend Knutssøn 1030 -- 1036. Denne fremmede Tyrans skamløse Udsigelser og Nationalæren fornærmende Anordninger gjorde Høvdingerne snart kjede af ham. Hadet gav sig Luft i at ophøie Olafs Hellighed og Mirak- lerne, som sagdes skeete ved hans Liig. Han blev ogsaa siden Norges Skytshelgen (Sanct Olaf). Selv Kalf Arnessøn, Anføreren ved Stiklestad, og Einar Thambeskjælver droge, bøiede af Anger og Fædrelandets Ulykke, til Garderike og hjemhentede Olafs Søn, den unge Magnus. Svend oppebiede neppe Ankomsten; men skyndte sig hjem til Danmark. Magnus den 1ste Olafssøn, "den Gode". Han holdt i Begyndelsen kun slet de Fredstilsagn, han havde givet sin Faders Avindsmænd. Men Sighvat Skjald og Einar Thambeskjælvers oprigtige Raad bragte ham til at afstaae fra Forfølgelserne. Den Sidste havde megen Indflydelse. Magnus samlede Lovene i Lovbogen "Graagaasen", og erholdt Danmarks Krone efter det Forlig, at den Længstlevende af Kongerne skulde raade for begge Riger. Den danske Statholder Svend Jarl be- røvede ham dog Danmark omsider, endskjøndt Magnus seirede stedse og indlagde sig stor Ære ved at tilføie dette Riges skræk- kelige Fiender, de hedenske Vender, et stort Nederlag. Ved sin Død i Danmark 1047 testamenterede han sin utrættelige Mod- stander dette Rige. Harald 3die Sigurdssøn "Haardraade". Denne Helt var Søn af Sigurd Sir, havde stredet med sin Frænde Kong Olaf ved Stiklestad, og siden i den græske Keisers Tjeneste erhvervet sig stor Hæder og Rigdom. Den sidste deelte han med Kong Magnus i Dennes sidste Regjeringsaar, hvorimod han blev hans Medregent. Han var hverken sindet, at give efter SIDE: 252 for den danske Svend eller for de norske Stormænd. Efter en langvarig Feide maatte han dog lade Svend i Ro. Den vigtigste Vinding af Krigen var Oslos Anlæg for dens Skyld 1058. Da Harald lod den trodsige Gubbe Einar Thambeskjælver og hans Søn Endrid myrde, udbrød en Opstand under den oplandske Høvding Hakon Ivarson af Hladeæten, som dog dæmpedes. 1066 faldt Harald i England, hvorhen han var dragen den en- gelske Kronkræver Toste tilhjælp. Olaf den 3die Haraldssøn "Kyrre" (1066 -- 1103). Denne den krigerske Haardraades Søn havde sin Broder Mag- nus 2den til Medkonge til 1069, og er bleven udmærket ved sin fredsæle Regjering, hvoraf han og erholdt sit Tilnavn. Sæderne forfinedes meget under ham. Klædedragten blev prægtigere. Vinduer, Kaminer og Gulve gjorde Husene beqvemmere og pynteligere. Konghella i Bohus, Stavanger og Bergen bleve Handelsbyer 1070. Derved og ved Anordningen om at i hvert Fylke skulde aarlig frigives een Træl fremhævedes en Borger- stand. Kirker byggedes; mellem dem Domkirken i Nidaros. Geistligheden havde stor Deel i disse Forbedringer; men endnu mere Kongen selv, hvis Valgsprog var, at det frydede ham, at Folket viste Kongen sin Velstand, og at dets Frihed var hans Lyksalighed. Magnus den 3die Olafssøn "Barfod" 1093 -- 1103. Havde en farlig Medbeiler i Kong Magnus 2dens Søn Hakon, som var Medkonge til 1095. Dennes Parti reiste sig vel under Thorer af Steig og Eigill af Urland; men Opstanden kuedes med deres Henrettelse. Magnus var meget stridbar. Vel kom der af hans Krig med Sverig intet videre ud end et Giftermaal med den svenske Kongedatter Margretha; men destomere af hans mange Tog vestover til Skotland, hvor han grundfæstede Norges Herredømme over de skotske Øer. Paa et af disse faldt han i Irland. Det norske Krigsvaaben siges at herlede sig fra den gule Løve paa hans røde Vaabenkjortel. Sit Tilnavn fik han fordi han brugte Bjergskotternes Dragt, der lader Benene bare. SIDE: 253 Magnus Barfods Sønner 1103 -- 1130. Eystein den 1ste, Sigurd den 1ste og Olaf den 4de 1116. Eystein var en fortræffelig Regent, fredkjær og lovviis. Jæmt- lænderne, som siden Olaf den hellige havde været fra Norge, gave sig desaarsag atter under det. Sigurd indlagde sig stort Berøm ved et prægtigt og sejerrigt Korsfarertog til det hellige Land, hvoraf han fik sit Tilnavn "Jorsalafar". Om Olaf er intet at sige. Eystein den 1ste og Sigurd Jorsalafar 1116 -- 1122. Under denne Samregjering er meest at lægge Mærke til Kirke- anliggendernes Fremme, hvorom Kongerne vare mere enige end i andre Puncter, der vedrørte Forfængeligheden. Eystein tog Sigurd Hranesøns Parti, da denne anklagede Kong Sigurd for at have sendt hans Søsters Mand til Island for imidlertid at be- mægtige sig hans Hustrue, og Kong Sigurd igjen søgte at hevne sig ved at saggive Hranesøn for Underslæb med Oppebørslerne af Finmarken. Hranesøn forhindrede Borgerkrigen alene ved at falde den kongelige Fornærmer tilfode; og Eysteins Død lod den mistænkelige og sindssyge Sigurd i Enebesiddelse af Thronen 1122. Sigurd Jorsalafar som Enekonge 1122 -- 1130. Under hans Regjeringsperiode, dog før Eysteins Død, lagdes Spiren til alle de Borgerkrige, som i over 100 Aar sønderslede Riget; idet han nemlig, ved, efter Jernbyrd ): ved at haandtere gloende Jern uskadt, at antage som Magnus Barfods Søn en vis Harald Gilchrist fra Irland, gav enhver ærgjerrig Eventyrer Exemplet paa at kunne fremstille sig som Kronkræver i Norge. UNDER BORGERKRIGENE (Fra 1134 -- 1240). Harald 4de Gilles med Magnus 4de Sigurdssøn Blinde. (1130 -- 1134). 1ste Borgerkrig. De to Konger vare af meget ulige Characteer. Dette og Mag- nus's Avindsyge over den lette Maade, hvorpaa Harald havde berøvet ham det halve Rige, lod Borgerkrigen efter 3 Aar ud- SIDE: 254 bryde. Slagen ved Fyrisleif i Bahuus, fandt Harald Gille Hjælp i Danmark, kom igjen, fangede Magnus i Bergen, og lod ham, lemlæstet paa sin Manddom, halthugget, blindet og kronraget sætte i Munkholms Kloster. Harald Gille alene (1134 -- 1136). Aaret efter ødelagde Venderne i Bund og Grund Byen Kong- helle, ved hvilken Leilighed Bonden Olvar udmærkede sig. Men endnu værre Ulykke kom over Landet, da en vis Sigurd, kaldet "Slemmedegn", fordi han var præstviet, indfandt sig og indgik Jernbyrd paa at han var en Søn af Magnus Barfod. Harald vidste ikke bedre Raad, end at forsøge at snigmyrde ham, men deri forekom Sigurd Kongen, som da dræbtes om Natten i Ber- gen 1136. Men istedetfor Hyldest, fik han den Erklæring af Borgerne, at de ikke vilde have en Brodermorder til Konge, og, var han ikke det, saa havde han ingen Ret til at melde sig. Kong Inge 1ste Haraldssøn "Krokeryg" og Sigurd 2den Haraldssøn Mund 2den Borgerkrig. Slemmedegnen drog da nordpaa, tog Magnus ud af Klosteret, og gjorde ham til Skjold for sin egen Ærgjerrighed; men, slagen ved Minde af Harald Gilles Sønners Formynder Tjostolf Alesøn, maatte han i Sverig og Danmark søge videre Hjælp. Atter leed han med sin danske Hjælpehær et Nederlag ved Oslo; og i Slaget ved Holmen graa faldt Magnus bedækket af sin tro Svend Reidar Griotgardssøn, og Sigurd Slemmedegn fangedes og leed med Helte- mod Døden under de skrækkeligste Piinsler. Kong Inge 1ste, Sigurd 2den og Eystein 2den. Da de ypperlige Formyndere Thjostolf Alesøn og siden Gre- gorius Dagsøn i 6 Aar havde styret for de unge Konger, hjem- kom Halvbroderen Eystein fra Skotland, og fik Trediedeel i Riget. Inge, som legemlig var den svageste, især siden han ved et Fald i Mindeslaget var bleven vanfør, var i Aanden den stærkeste og meest folkekjær. Dette gav Anledning til Tvistig- heder, som den pavelige Gesandt Cardinal Nicolaus vel bilagde SIDE: 255 -- ved hvilken Leilighed Bispen i Nidaros blev ophøiet til Erke- bisp og et Bispesæde anlagt i Hammer, som fra da blev en an- seelig Stad -- men som dog omsider udbrød i 3die Borgerkrig. Eystein og Sigurd sammenrottede sig mod Inge og søgte blodig Hevn over hans trofaste Mænd. Det ingeske Parti overmandede omsider Sigurd i Bergen, og fældede ham selv 1155; og to Aar efter dræbtes Eystein ved Oslo. Fortsættelsen af disse Urolig- heder var et nyt Led i Borgerkrigenes blodige Kjæde. Kong Inge 1ste alene. 4de Borgerkrig. De slagne Kongers Høvdinger, Sigurd af Reine og Endrid Unge samlede nemlig Partiet om Sigurds unge Søn Hakon "Hærdebred", der ogsaa kronkaaredes af Thrønderne. Togange seirede vel Inges Partie under Gregorius Dagsøn ved Konghelle; men kort efter faldt Gregorius ved Foss og Kong Inge i et Slag ved Oslo, som han tabte ved Forræderi. Kong Hakon 4de Hærdebred. 1161 -- 1162. 5te Borgerkrig. Det ingeske Parti reiste sig atter under Erling "Skakke", og gjorde efter et Aar Ende paa Hakons Regjering ved Seiren i Steinevaag, hvor han faldt. Kong Magnus 5te Erlingssøn. 1163 -- 1184. Den listige Erling havde faaet sin og Sigurd Jorsalafars Datters Søn valgt til Konge under sit Formynderskab. Den mandlige Green af Kongestammen, Sigurd, Kong Sigurd Munds Søn, fik imidlertid Talsmænd i de forrige Høvdinger, som med Vaaben i Haand fremstode i 6te Borgerkrig, der endtes med Nederlaget paa Re ved Tønsberg, hvor Erling fik gjort det af med alle sine Modstandere. Derefter blev hans SIDE: 256 Politik, at støtte sig til Geistligheden, som han indrømmede alt. Riget erklæredes for et Lehn af St. Olaf; og Erkebispen med det øvrige høie Præsteskab fik da meest at sige selv ved Konge- valget. Som Tegn paa denne Underdanighed under Kirken, og efter fremmede Kongers Exempel, lod han ogsaa sin Søn krone i Bergen 1164. 7de Borgerkrig. Ogsaa denne, som optændtes af en Olaf, Ætling af Kong Mag- nus Barfod, der samlede det saakaldte "Hættesvende"-Parti paa Østlandet, bidrog kun til at sætte Magnus end fastere, idet Er- ling ødelagde Modstanderne paa Stange. Fire Aar efter lod han ogsaa sin Hustrues Søn med Sigurd Mund henrette, saa Magnus syntes at sidde sikkert. Til det samme tjente ogsaa 8de Borgerkrig, som Eystein Meila, Eystein 2dens Søn, afstedkom med sit Parti, de siden saa berømte Bjerkebeiner. Thi paa Re slog Kong Magnus dem og fældte Modkongen 1177. 9de Borgerkrig. Udholdenhed var Bjerkebeinernes Partimærke. De samlede sig igjen, tvang En ved Navn Sverrer, der sagde sig Søn af Kong Sigurd Mund, til at sætte sig i Spidsen, og gav nu Hek- lungerne, Magnus Erlingssøns Parti, nok at bestille i mange Aar. Sverrers Snildhed, Raadsnarhed og Tapperhed styrende hans krigsvante enthousiastiske Parti gav ham Seiren ofte naar han syntes tilintetgjort. I en Fegtning ved Nidaros blev han sin far- ligste Fiende Erling Skakke qvit. Magnus fordrev han til Dan- mark, Erkebisp Eystein til England. De heklungske Høvdinger slog han paa Oplandet, en Bondehær i Bergen, og strax efter Kong Magnus paa samme Sted. Erkebispen tvang han til at tage sin Banlysning i sig igjen; og endelig efter at mange Træf- ninger med afvexlende Lykke vare holdte mellem Bergen og Nidaros, slog han aldeles det heklungske Parti i et Sjøslag i Sogn, hvorunder Kong Magnus druknede. Sverrer reiste sig selv et Æresminde ved at holde en skjøn Liigtale over sin over- vundne Fiende. Thi han var en veltalende og til Geistlig op- dragen Mand. SIDE: 257 Kong Sverrer 1ste Sigurdsøn. 1184 -- 1202. Sverrer kunde nu først siges at være det hele Riges Konge, endskjøndt han forlængst var kaaret dertil paa Ørethinget. Imid- lertid fik han sjelden Ro til ret at gjøre sine udmærkede Egen- skaber frugtbare for Landet. Som Lovgiver har han store For- tjenester; men især vilde Skjebnen, at hans Feldtherredygtighed skulde komme i Anvendelse. Dette gjorde den overmodige Geistlighed, som ikke kunde glemme Magnus Erlingsøns gyldne Løfter og Dage. 10de, 11te, 12te og 13de Borgerkrig. For det første fik Sverrer tre særskilte Partier efter hverandre at kjæmpe med: først John Munds Kuflunger, idet han udgav sig for en Søn af Kong Inge, saa Sigurd Mordbrænders; omsider Vargbælgernes, der fore om med et Barn, Vikar, en foregiven Søn af Magnus Erlingssøn, indtil Bymændene af Tønsberg ad- splittede dem. Efter et Tidsrum, som var alene opfyldt med Tvistigheder med den myndige Erkebisp Erik, som undveg til Danmark for derfra at virke mod den af Geistligheden forhadte Sverrer, fristede den erlingske Slægt de sidste Anstrengelser i Øiskjæggernes eller Guldbeinernes Opstand. De havde samlet Styrke paa de skotske Øer, men Sverrer tilintetgjorde dem i Florevaag ved Bergen 1193. En Følge af Seiren var ogsaa at hine Øer, som under de borgerlige Uroligheder havde skjøttet sig selv, atter kom under Norge. 14de Borgerkrig. Bisp Nils af Oslo, en forrædersk og forslagen Mand, havde havt betydelig Deel i Øiskjæggernes Borgerkrig. Efter nød- tvungen at have kronet Sverrer, undveeg han til Erkebisp Erik af Danmark, for i Tryghed at kunne lægge onde Raad op. Føl- gen heraf var Reisningen af det stærke og udholdende Bagle- parti, som han fremskabte om en ny foregiven Søn af Magnus Erlingssøn, den unge Inge. Det havde stor Fremgang. Kun Thrøndelagen stod saagodtsom Sverrer alene tilbage; thi han var sjelden selv saa lykkelig at træffe paa dem, og de pavelige Banstraaler gjorde Folket ængstligt. Vigværingerne gjorde Op- SIDE: 258 stand, men leed et stort Nederlag ved Oslo; ved Throndhjem slog han sig en Flaade til, og Tønsbergs Castel maatte give sig efter en lang Beleiring. Fra denne bragtes Helten syg til Bergen, hvor han døde "i Høisædet, stor som han havde levet, tilgivende sine Fiender". Kong Hakon Sverrersøn. (1202 -- 1204). Var af Faderen erklæret for eneste Søn. Dette og Baglekongen Inges Nederlag paa Helgøen syntes tilligemed Hakons Forsonlig- hed at ville ende Borgerkrigene; men denne ypperlige Konges Braddød ved Forgivelse, hvorfor Stedmoderen den svenske Mar- gretha bærer Skylden, og Sverrers Søstersøn Jarl Hakon Galin aabnede igjen Banen for nye Uroligheder. Kong Guttorm 1ste Sigurdssøn 1204. Bjerkebeinernes Høvdinger -- thi efter Krigen var et Kriger- regimente, som raadede ogsaa paa Thingene -- udnævnte den 4aarige Guttorm, Søn af den afdøde Sigurd Sverrersøn, til Konge under Hakon Galins Forstanderskab. Meget havde ogsaa de andre Sønnesønner Inge Baardssøn og Peter Steiper at raade. Ogsaa Guttorm forgaves af Margrethas Datter Christine for at bane Hakon Galin Vei til Thronen. Mistanken herom lod dog Folket give ham Afslag. Kong Inge 2den Baardssøn (1204 -- 1217). 15de Borgerkrig. De gamle Bagler reiste sig igjen under Erling Steinvæg, der tog Kongenavn paa Oplandene alt til hiinsides Næsset, og gav Filip, Frænde af Oslobispen Nils, hvem Forbandelsen for denne Krig ogsaa paahviler, Omraade og Navn som Greve. Krigen førtes som tilforn ved at gjøre Jagt paa hinanden rundt Landet og afvexlende brandskatte og besætte Byerne. Baglerne over- rumplede saaledes Kong Inge slemt i Throndhjem, men i Bergen tog Hakon Galin Hevn. Efter Erlings Død fik Bisp Nils Filip til Baglerkonge, ja han fik Kongenavn paa Ørething, og det syn- SIDE: 259 tes at være ude med Bjerkebeinerne, da den braveste af dem, Dagfind Bonde, maatte overgive Castellet i Bergen. Paa Hvi- tingsø ved Stavanger istandbragtes dog saadant Forlig, at Filip fik Vigen og Oplandets største Strækninger som uafhængig Jarl. Under den velsindede men svage Inges to sidste Aar, efter Ha- kon Galins Død, havde hans Broder Skule Jarl stor Indflydelse. Kong Hakon 6te Hakonsøn, "den Gamle" (1217 -- 1262). Under de sidste Uroligheder var den unge Hakon, Søn af K. Hakon Sverrersøn, bleven bragt af de trofaste Bjerkebeiner til Hoffet, og der siden opdraget. Han valgtes nu med stort Bi- fald til Konge. Det Halve af hans Regjeringstid henrandt under idelige Uroligheder. Først maatte Slitungerne kues -- nogle Bander af sammenrapset Pak siden de forrige Krige, som for- uroligede Vigen, under det gamle Paaskud, at skaffe en Søn af Magnus Erlingssøn Ret. Alvorligere var et nyt Parties, Ribun- gernes, der afstedkom Uordener gjennem 8 Aar. 16de Borgerkrig. En Søn af Erling Steinvæg, Sigurd Ribung og Baglerhøvdingen Gudolf af Blakestad opfyldte atter Østlandet med blodige Uro- ligheder. Skule Jarl synes selv at have havt Fingre med i dette Spil. Han beskyttede Sigurd efter Partiets første Opløsning især ved Arnbjørn Johnsøn, forhen en berømt Baglerhøvding. Efter Sigurds Død kom Junker Knut, Hakon Galins Søn, i Spidsen for Ribungerne, men efter et Nederlag i Eidsvoll hørtes ikke videre til dem. Bisp Nils døde 1225 efter angrende at have tilstaaet, at han ogsaa havde Deel i dette Oprør. 17de Borgerkrig. Mellem Kongen og Skule, som selv Trediedelen af Landet og Skatlandene tilligemed Hertug-Titelen ei kunde tilfredsstille, brød det endelig ud 1239, da Hertug Skule reent ud tog Kongenavn paa Ørething. Ved Laake paa Romerige slog han med sine Vargbælger de Kongelige; men disse gjengjældte det ved Oslo, SIDE: 260 forfulgte Skule til Throndhjem, hvor de fik ham dræbt i Helge- sæter Kloster. Fra nu af foreentes alle Partier under den fred- og sejersæle Hakon. EFTER BORGERKRIGENE Norge hævede sig nu til sin høieste Velmagt. Europas mæg- tigste Fyrster beilede til Normannakongens Gunst, Paven til hans Hjælp mod Keiseren, Kongen af Castilien til hans Datter, og Kongen af Frankrig til hans Deeltagelse i et Korstog. Paven sendte en Cardinal til Hakons Kroning, som paa det prægtigste feiredes i Bergen 1247. Island og Grønland, som fra det var opdaget, erkjendte norsk Høihed. Ligesaa atter de skotske Øer, hvorhen Hakon foretog en Hærfærd, hvorunder han døde 1262. Ved hans Hof, men især ved Hertug Skules opholdt den store Historieskriver Islænderen Snorro Sturlesen sig. Han havde den Skjebne at blive myrdet i de Uroligheder paa Island, som foregik denne Fristats Union med Norge. Kong Magnus 6te Hakonsøn "Lagabæter" (1262 -- 1280). Fik Tilnavnet fordi under ham Lovgivningen eller de forskjel- lige Thingbalke bragtes til Eenhed. Ellers var der lidet ved denne Konge. Island sendte han en norsk Lehnshøvding imod Foreningsvilkaarene. Russerne tugtedes ikke skarpt nok bort fra Nordlandene. Geistlighedens Magt udvidedes overordentlig. Adelstitler indførtes, og en Adel uddannede sig, som lidt efter lidt fortrængte Almuen fra Thingene, og forvandlede disse til Herredage. Tydskerne eller rettere Hansestæderne indrømmedes store Rettigheder; og fra denne Tid af skriver sig deres, "Con- toirer" i Bergen. Erik 2den Magnussøn "Præsthader" (1280 -- 1299). Tilnavnet, som Geistligheden gav ham fordi han holdt den i Ave, er denne rasksindede Konge en Ærestitel. Han brød sig lidet om de Løfter, som Præsteskabet havde ved hans Kroning SIDE: 261 endnu som Dreng passet sit Snit til at aftvinge ham. Hans Raa- der stode ham bi i disse billige Indskrænkninger. Erkebispen og et Par andre Storklerker fik han af Landet forat de længe nok kunde klage for Paven. Da Banlynene ikke bede paa ham, faldt de omsider tilføie. Uheldig var Erik i at vinde Skotland paa Grund af sit Giftermaal med den skotske Prindsesse Mar- grethe. En lang til Intet uden Streifbytte førende Krig med Danmark paa Grund af et Krav paa hans Moders Arv, og fordi han beskyttede nogle danske Kongemordere, endtes ikke før hans Død. Hakon 7de Magnussøn "Høibeen" (1299 -- 1319). Denne myndige Herre, som længe med kongelige Rettigheder havde indehavt Vigen, var den Første, som ikke endsede Folkets Valgret. Uagtet i høj Grad indtagen af sin Høihed, var Hakon en af de bedre Konger, og i høi Grad regentdygtig. Hansefor- bundets Anmasselser hemmedes ved gode Handelsanordninger. Embedsmændene, som Kronen mere afhængige, fremhævedes fremfor den blotte Adel. Et Rigforstanderskab anordnedes for Thronarvingen, hvorfor han fik sin Datter Ingeborg, gift med den svenske Hertug Erik, erkjendt, da Søn ei havdes. Dette Gifter- maal kom dog først istand efter en Krig med denne Herre, som ei vilde indrømme den norske Konge Halland, som denne havde erholdt efter Freden med Danmark 1309. Skjøndt Fordelen var paa Eriks Side, fraveeg han dog Lehnet, men vandt store Ud- sigter ved at ægte Ingeborg. Da Hertug Erik tilligemed sin Broder imidlertid dræbtes af den tredie Broder Birger af Sverig, overgik disse til hans og Ingeborgs Søn Magnus, som stilledes under Moderens og et Rigsraads Formynderskab ifølge Hakons Arvefølgelov. Kong Magnus 7de Eriksøn Smek (1319 -- 1344). Rigsraadet, i hvis Spidse Drost Erling Vidkunnarsøn stod, styrede saa godt som man kan kalde en Styrelse god i et ufrit Land. Thi frit var det norske Folk ikke længer, siden privilege- rede Stænder havde tilvendt sig al Indflydelse. Værre gik det SIDE: 262 da Magnus, som ogsaa var Konge i Sverig, tog Styret selv an. Hans og hans Dronnings ødsle og sværmende Levemaade og uværdige Gunstlinger forargede begge Folk. Hansestæderne lod han skalte som de vilde. Og der er intet andet, som gjør denne Regjerings Minde Ære end at Trællestanden ophævedes. 1344 tvang Normændene ham endelig til at antage til Medregent Hakon 8de Magnussøn. Hakon var givt med den danske Kong Waldemars Datter Mar- grethe -- en Forbindelse, som var Svenskerne saa forhadt, da Danskekongen underfundigen havde tillistet sig Skaane og Ble- kinge af Magnus, at de snart fratog baade Magnus og Hakon, som de ogsaa havde antaget til Medregent, Regjeringen i Sverig. Albrecht af Mecklenburg, som de indkaldte, fordrev Hakon og satte Magnus i Fængsel 1365. Kong Hakon 7de Magnussøn Enekonge (1356 -- 1380). Befriede sin Fader ved et Tog til Sverig 1371 mod svære Løsepenge. Tre Aar efter druknede Magnus i Hardangerfjorden. Hansestæderne holdtes Anordningerne efterretlige, og i Alt viste Hakon sig som en værdig Ætling af Sverrer. Mange Ulykker havde i de sidste Aar rammet Norge: Hungersaar, Jordskjælv, Elvbrud; men ingen værre end den saakaldte Svart- eller Diger- Død, en Landfarsot, som overhærjede Europa, og 1349 kom til Bergen med et engelsk Vrag. Den bortrev meget over 1/3 af Folkemængden, og satte Norge tilbage for Aarhundreder. Kong Olaf 5te Hakonsøn "den Unge" (1380 -- 1387). Alt 1376 var Olaf, Hakons og den danske Margrethes Søn, valgt til Konge i Danmark under Moderens Formynderskab. Men pludselig kom Budskab fra Skaane, at det sidste ægte Skud af den gamle norske Kongestamme der var død. Margrethes hjerteløse og ærgjerrige Characteer og de Planer, hun siden satte igjennem, giver Mistanken Vægt, at hun ikke havde taget i Be- tænkning, for disses Skyld at rydde sin Søn afvejen. Hun blev SIDE: 263 Regentinde ogsaa i Norge, efterat hun havde faaet Drosten Ha- kon Johnsøn af den gamle Kongeæt til at give Afkald paa sit Krav paa Thronen. Landets slappede Tilstand, og den altid uheldbringende Omstændighed, at ikke Folket, men Adel og Geistlighed raadede for Magten, istandbragte den ulykkeligste Forening imellem to Riger, som Verdenshistorien opviser. 1387 er Dødsaaret for det gamle Norges Lykke. TREDIE TIDSRUM NORGES VANMAGTS TID UNDER KONGER I DANMARK (Fra 1387 -- 1814). MED SELVSTÆNDIGHED OG KONGEVALGRET (Fra 1387 -- 1536). Dronning Margrethe. (Til 1412). Margrethe stod isærdeleshed ved Geistlighedens Medhold. Den og Rigsraadet erkjendte ydermere hendes femaarige Søsterdatter- søn Erik af Pommern for Kronarving, med Titel af Norges Konge. Men den svenske Kong Albrecht paatog sig med Vaaben at for- svare sin Brodersøns større Efterfølgeret, mens Forræderie om- gav ham i hans eget Land. Seiren ved Falkjøping endte hans Regjering 1388. Denne Krig affødte et Kapersamfund, Victualie- brødrene kaldet, fordi deres første Hensigt var at undsætte Stock- holm, der holdt Albrechts Parti, selv medens han sad fangen efter sit Nederlag. Disse Victualiebrødre udartede siden aldeles til Sjørøvere, som ødelagde den norske Handel, ja endog Ber- gens Bye 1393, og i lang Tid vedbleve at øve et Skræksherre- dømme i Nordsjøen, som maaskee bidrog til at Skibsfarten fra Norge paa Grønland ganske ophørte. Calmarunionen. 1397. 1396 drev Margretha igennem, at Kong Erik af Norge valgtes af Danmark til Konge under hendes Formynderskab; og endelig Aaret derefter i Sverige, efterat de fra alle 3 Riger afsendte SIDE: 264 16 Rigsraader 20de Juli i Calmar havde sluttet en Forening imellem dem paa Betingelse af fælleds Konge og hvert Riges Selvstændigheds, Bibehold af eget Rigsraad, Love og Deeltagelse i Kongevalg, og med Forpligtelse at vedligeholde indvortes Fred og at hjælpe hinanden i Krig med andre Magter. Med alt sit kjæmpemæssige Udvortes var Unionsstaten svag. Den formaaede hverken at tugte Victualiebrødrene eller de tydske Hansestæder, der gav dem Tilhold. De holsteenske Grever trod- sede i en langvarig Feide dens overlegne Stridskræfter. En falsk Prinds Olaf foruroligede ogsaa Margrethe indtil hun fik ham brændt. Misfornøielsen ulmede i Norge og Sverige, fordi hun overtraadte Unionsvilkaarerne. Dog var alt tilsyneladende roligt da hun døde 1412. Kong Erik den 3die, den Pomeraner (1412 -- 1442). Victualiebrødrene hærjede atter Bergen, ligesom Russerne Nord- landene. Engellænder og Hanseforbund kivedes blodig om Han- delen paa Norge og fornærmede dette ligemeget. I Norge fik Erik sin Fætter Bugislav erkjendt som Thronfølger; men i Dan- mark vilde ikke dette gaae; og i Sverige var Alt i fuldt Oprør under Engelbrecht Engelbrechtsøn. Efter denne Helts Drab kom det til et Forlig i Calmar 1436, hvorved Unionen oprettedes igjen. Kongen skulde opholde sig 3 Maaneder i hvert Rige. I Halmstad i Halland skulde 40 fra hvert Rige vælge Kongen. Fra Norge skulde saaledes møde Erkebispen, Bergens Biskop, Domprovsten i Oslo, der var Rigscanzler, Marsken, Drosten, 12 Riddere af Viken, 6 Lagmænd, 1 Raadsherre fra Throndhjem, Oslo, Bergen og Tønsberg, samt 10 Odelsbønder. Erik var ligesaa ussel i sit Privatliv som hvor han skulde være Konge. Sin ædle Dronning, den engelske Filippa, mishandlede han. Den 26aarige Krig med Holsteen endtes med Skam. Imidlertid holdt Norge, som kjendte mindst til hans Daarskaber, meest ved ham. Geistligheden raa- dede her og lod Adelen raade saameget med som egen Fordeel tillod. Endelig forlod Kongen Regjeringen og begav sig til Goth- land. Al Huldhed opsagdes ham af Danmarks og Sveriges Raad, som nu selv tog Regjeringen. Det norske derimod vedblev at føre den i Kongens Navn fra 1437 -- 1442, og til lidet Nøie for Folket, som hist og her gjorde Opstand mod de Privilegeredes SIDE: 265 Undertrykkelser. Allerede 1440 havde det danske Rigsraad og siden det svenske valgt Eriks Søstersøn Grev Christoffer af Bayern; men først to Aar senere gav det norske efter, hvorpaa Christoffer i Oslo hyldedes. Under den uduelige Erik havde Kongen af Skotland erklæret Sudurøerne sig hjemfaldne, da Af- giften i lang Tid ei var bleven erlagt. Dog tog han dem som Lehn af den norske Krone. Ørkenøerne og Hjaltlandsøerne igjen- gaves ogsaa en skotsk Greve af St. Clara, hvorved deres Besid- delse for Fremtiden langtfra blev vissere. Christoffer den 1ste, den Bayrer (1442 -- 1448). Unionens Ulykker vedbleve. Danmarks Forrang, Udlændingers Indstrømmen, Englændernes og Hansestædernes Kiv om Hande- len, Landets egen Handels Passivitet, vare Grunde nok til almin- delige Klager. Europæerne behandle ikke Vilde mere vilkaarligt og hensigtsløst end Hansen foer frem i Norge. De Tydske vo- vede endog at dræbe Befalingsmanden i Bergen. De kongelige Anordninger vare uden Kraft, og Landet et Bytte for rovlystne Udlændinger ikke mindre end for egen Adel og Geistlighed. En Rigsraadsregjering indtraadte ved Kongens Død 1448, da Svenskerne valgte sig en Konge i Carl 8de Knutssøn Bonde, og Danskerne Grev Christian af Oldenborg, paa Qvindesiden en Ætling af Hakon 8de. Det lykkedes dog omsider Disse, at vinde for sig Drosten Sigurd Johnssøn, selv en Ætling af Hakon Johns- søn og saaledes af Kongehuset; og med ham erklærede de syd- lige Provindser sig for det danske Valg. Den større Deel af Landet derimod fulgte Erkebispen Aslak Bolt, der emnede sin Frænde den svenske Kong Carl Knutssøn Kronen. Kong Carl 1ste Knutssøn og Christian 1ste af Oldenburg. Medkonger (1449 -- 1450). Christian ilede med at give en meget lovende Haandfæstning, og var i Viken udraabt til Konge; men dette Valg havde lidet at betyde, da Carl Knutssøn i Bahuus, Hammer og Throndhjem var bleven valgt og kronet i sidste Stad. Han maatte dog give tabt, da hans Gesandter paa Mæglingsmødet i Halmstad tillode SIDE: 266 sig paa Grund af hans usikkre Stilling i Sverige at fraskrive ham Norge. Han indstevnede vel dette Forlig for Paven og vedblev at føre Titel som norsk Konge; men hans Fravær i Sverige og Erkebisp Aslaks Død gave det danske Parti vundet Spil. Chri- stian krontes i Throndhjem 29de Juli, St. Olafsdag, 1450. Kong Christian 1ste (1450 -- 1481). Hans første Regjeringshandling var at istandbringe paa en Herredag i Bergen en nøiere Forening med Danmark. Carl Knutssøns Sag forfegtedes imidlertid af hans Feldtherre Thord Bonde, som bemægtigede sig endeel Grændseprovindser. 1453 stod Carl atter seierrig i Norge, og Thord Bonde slog den norske Hær, som havde gjort Indfald i Sverige. Bedre gik det efter denne tappre Mands Drab, og da Upsalabispen fordrev Carl fra Sverige, lykkedes det Christian at faae dette Rige under Foreningen 1457. Dette varede dog kun til 1463, da det svenske Folks Opstand atter hævede Carl Knutssøn paa Thronen. Chri- stian holdt ingen af Foreningens Vilkaar. Raadet nedkaldtes til Danmark. Myntet blev der ei i Landet. Danske indsattes i Lehnene. Riget besøgte Kongen ikke, undtagen i 1453, da Mis- nøiet blev for stærkt i Anledning af hans voldsomme Indsættelse af en Erkebisp i Throndhjem. Han maatte der love, at afhjælpe "den store Uskik og det onde Regimente." Det var imidlertid saa langt fra, at Christian opfyldte disse Løfter, at han endog, uden det norske Raads Samtykke, pantsatte Ørkenøerne og Hjaltlands- eller Shetlandsøerne til Skotland for sin Datters Med- givt. De indløstes aldrig siden, uagtet det norske Raad ikke undlod at paaminde derom i de følgende Kongers Haandfæst- ninger. Paa Island begik Engelænderne Voldsomheder, og i Ber- gen dræbte Hansens Folk, eller de "Contoirske" Lehnshøvdingen, Bispen og 60 Personer 1455. Det Eneste, som gjør Christians svage og troløse Regjering nyttig, er Oprettelsen af et fælleds Universitet i Kjøbenhavn 1478. Rigsraadsregjering (1481 -- 1483). Ifølge sin Valgfrihed forkastede Nordmændene Christians ældste Søn Johannes eller Hans, endskjønt Faderen havde været saa listig forud at lade ham hylde. Ved Unionskongevalget mødte SIDE: 267 Ingen fra Norge, som tvertimod i Oslo 1ste Feb. 1482 havde slut- tet Forbund med Sverige til gjensidigt Forsvar. Men Erkebisp Gaute, som havde staaet for alt dette, og som var den i Sverig raadende Steen Stures Frænde, forandrede pludselig sin politiske Farve, og bevirkede, at Valgmænd afsendtes til Halmstad i Ja- nuar 1483, hvor da Hans valgtes og krontes i Throndhjem mod svære Indrømmelser. Kong Johannes den 1ste (1483 -- 1513). I 1497 erholdt han ogsaa den svenske Throne, saa Unionen var gjenoprettet i sin Heelhed. Uheldigere var han mod det lille holsteenske Folk Ditmarskerne, der ganske ødelagde hans Hær. Dette var Signalet for Normændene og de Svenske til at gjøre Oprør, saasom Unionens gamle Uleiligheder viste sig. Sverig opgav Kongen ganske, men i Norge forsøgtes Underhandlinger med Rigsraaden den mægtige Knut Alfsøn, Afætling af de gamle Konger. Under disse snigmyrdedes denne Fædrelandets For- svarer af de danske Gesandter. Denne Niddingsdaad udbredte kun Opstanden videre under Herluf Hyttefad, saa Kongen tilsidst maatte sende sin Søn Christian til Norge med en Hær. Han kuede Opstanden ved at lade Bøddeløxen rase mellem den nor- ske Adel, som aldrig siden forvandt Blodtabet. Mere end dette bidrog dog dens Udarmelse ved Confiscationerne og fremmed Adels senere Indtrængen til at lade den forsvinde mere og mere mellem Almuen. Ved dette Besøg i Norge traf Christian i Bergen paa Kræmmersken Sigbrits skjønne Datter Dyveke, som blev hans Bislopperske, hvorved hendes Moder fik en skadelig Ind- flydelse. En Opstand paa Hedemarken, hvori Bisp Carl af Ham- mer havde Deel, dæmpedes; og nu fik den høie Geistlighed lige- saa tungt lære at kjende den unge Despot som Adelen. Kong Christian (Christjern) 2den (1513 -- 1523). Dog maatte Christian give en streng Haandfæstning før han fik Kroningen i Oslo. Men da denne var vel over, tog han Hevn over Geistlige og Adel, saa at de, der vare glemte forrige Gang, maatte nu deran. Christians Fortjenester som Lovgiver ere unegtelige. Han satte en Grændse for den Skik, at skjænke SIDE: 268 Kirker og Klostre sit Gods, ligesom og for Geistlighedens Over- daad. Handels- og Haandværkslove gaves og en Skoleforordning, som fordrede mere Oplysning baade af de Geistlige og dem, de skulde lære. De norske Bisper maatte 1520 sende Christian en Hjælpehær mod Sverig, som han, under Paaskud af at exeqvere Pavens Banlysning, der rammede det paa den forrædiske Erke- bisp Gustaf Trolles, Steen Stures Fiendes Foranstaltning, under- lagde sig 1520. Under sin Kroning der anrettede han det be- kjendte Stockholmske Blodbad 4 Novbr. 1520, hvor nær 100 af de fornemste Adelige maatte række Hals. Dermed var ikke Forfølgelsen af det stureske Parti forbi; men inden den fik ud- raset, reiste Dalkarlene sig under Gustaf Wasa; Sverig befriedes, og kom ei siden under Calmarunionens Aag. En svensk Hær bemægtigede sig Bahuuslehn. Alt var i Forvirring, da den danske Adel, af Forbittrelse og Frygt over den svenskes og norskes Skjebne, afsatte Christian, som ilsomt begav sig til sin Svoger Keiseren for at søge Hjælp 1523. De danske Stænder valgte vilkaarligen for begge Riger Farbroderen Frederik af Holsteen. I Norge erkjendte ikke Rigsraadet denne Følge af Omvæltningen, men den kløgtige Vincenz Lunge og Nils Lykke, der ilsomt did- sendtes med stor Myndighed, bragte det endelig til at vedtage det danske Valg mod en streng Haandfæstning, der skulde sikkre Selvstændigheden. Kong Frederik 1ste (1523 -- 1533). Denne Oldenborger var troløs som de andre. Haandfæstningen blev ingenlunde holdt. Han sendte endog sin Søn Christian til Norge for at hyldes, imod den betingede Valgfrihed; men den myndige Erkebisp Olaf Engebrechtsen fik gjort Reisen forgjæves. Den Deel af Bahuuslehn, Viken, som Svenskerne holdt besat, fik de beholde, forat Danmark kunde beholde Øen Gulland. Disse Omstændigheder, tilligemed den, at den lutherske Refor- mation begyndte at gjøre sig gjældende under Kongens og Prinds Christians Beskyttelse, og at Christian den 2dens trofaste Ven og Agent den fordrevne Erkebisp Trolle arbeidede i Norge for sin Herre, lod et stort Parti understøtte Christian den 2den da han i 1531 ankom til Oslo med en Hær. Rigsraadet opsagde Frederik Huldskaben paa Grund af en Mængde vægtige Klage- SIDE: 269 maal, og Stænderne hyldede ham. Christian kunde dog ikke indtage Agershuus Slot, hvor Dansken Mogens Gyldenstjerne holdt sig til Broderen Knut ankom med friske Tropper. Paa givet Leide afgik Christian til Danmark paa Gyldenstjernes Flaade forat underhandle, men ved Ankomsten sattes han i strengt Fan- genskab til sin Død 25 Aar derefter. En svær Skat paalagdes Norge som Straf, og Bisperne maatte bøde flere 1000de Lod Sølv hver. Mellemregjering (1533 -- 1536). Efter Frederiks Død 1533 indtraadte en Tid, fuld af styrløs Forvirring baade i Danmark og Norge. I Danmark havde den lutherske Prinds Christian ligesaameget Geistligheden imod sig som i Norge, hvor man meest almindelig vilde have Christian den 2den igjen. Vincenz Lunge og Nils Lykke bragte dog de søn- denfjeldske Raader til at hylde Christian; men da de begave sig til Erkebispen for at faae dette Catholicismens og den norske Patriotismes Hoved bøiet, lod Denne dem dræbe, og Opstanden mod Danskevældet bryde ud i fulde Flammer. Den standsede imidlertid ved Christians Sejer i Danmark, og ved den Haard- nakkenhed, hvormed Fæstningernes fremmede Besætning for- svarede sig. Olaf holdt det da for bedst at frelse sig til Belgien, hvor denne, den norske Selvstændigheds sidste Forsvarer, døde Aaret efter. NORGE BERØVET SELVSTÆNDIGHEDEN (1536 -- 1814). Før Arv-Enevældets Indførelse. (Til 1661). Kong Christian 3die (1536 -- 1559). Denne Konge tog Hevn over Norges Modsætsighed ved paa en Herredag i Kjøbenhavn 1536 at erklære Norges Selvstændig- hed forbrudt, idet det underlagdes Danmark som Lydrige. De Nordmænd, som taalte denne Fornærmelse, fortjente den dog ogsaa. Samme Rigsdag paabød ogsaa den lutherske Reforma- tions Indførelse. Alle Bisperne, undtagen Hans Reff i Oslo og Geble Pedersen i Bergen, fængsledes og afsattes. Klostrene op- SIDE: 270 hævedes. Betlermunkene fordreves. Dette var nu vel nok; men ilde var det, at Danskernes Rovbegjær efter kirkelige Kostbar- heder brugte Reformationen som Paaskud for frit at rase. Paa Island kostede den Bisp John Arnesøns Hoved, som med Vaa- benhaand fristede at forsvare Pavedommen. Christian var aldrig i det Norge, han saa skammeligen mishandlede; men 1549 fik det hans Kjærlighed at føle, da en ny Skat udpintes, som det hedte, til de skotske Øers Gjenløsning, men egentlig for at bøde paa den danske Skatkasses altid maadelige Forfatning. Landets videre Udarmelse overlod han ved sin Død til Sønnen Kong Frederik 2den (1559 -- 1588). Norge leed under denne Konge særdeles i den syvaarige Krig med Erik 14de i Sverig angaaende Brugen af de 3 Kroner i Rigsvaabenet. Herjedalen, Jæmtland og Throndelagen besattes af Svenskerne, der ogsaa ødelagde baade Hammer, Oslo og Sarpsborg, saa ingen af disse Byer reiste sig mere. Ved Freden i Stettin 1570 beholdt Sverig de 3 Kroner og Norge fik de tabte Provindser igjen. De danske Befalingsmænds Tyranni gik ingen- sinde saavidt som under denne Konges Regjering. Det voldte hist og her Opstand og Klageskrivter, som dog oftest kun havde deres Ophavsmænds Død for Bøddeløxen tilfølge. Kong Christian 4de (1588 -- 1648). I Kongens Mindreaarighed stod det danske Rigsraad for Re- gjeringen. Norge havde sin Statholder og Canzler. Stænderne hyldede ham i Oslo 1591, og 1596 krontes han i Kjøbenhavn. Christian den 4de er den Eneste af Oldenborgerne, som Norge ikke kan klage over. Herredage med faste Medlemmer anord- nedes i Oslo og Bergen, hvortil indankedes fra Lagthingene. En forbedret Udgave af Lovene besørgedes ved Hans Basse og Anders Green, Nordmænd, som Christian havde beklædt med Canzlerværdigheden. Den norske Sjømand Jens Munk udsendtes for at finde Grønlands Østerbygd; men bragte kun Efterretnin- ger, der bekræftede Coloniens Forgaaen. En Kirkelov udgaves paa en Herredag i Stavanger, Bispesædet flyttedes ellers derfra SIDE: 271 til Christiansand, anlagt 1641 ligesom Christiania var anlagt 1624 istedetfor Oslo. Flekkerø Fæstning skulde holde Sjørøvere i Ave, som ofte besøgte de nordlige Farvande. Kongsbergs Sølvminer opdagedes 1623 og Røraas's Kobberminer 1640. Paa begge Ste- der anlagdes Bjergstæder. 60 Gange skal Christian have besøgt Norge; engang endog ligetil dets nordligste Grændser. Ved disse Leiligheder saaes endog retløse Embedsmænd strengt paa Fin- grene. I en Krig med Sverig, som førtes fra 1611 -- 1613, foran- lediget nærmest af dets Konge Carl den 9des Krav paa de norske Lapmarker, indlagde Guldbrandsdølerne sig stor Roes ved at ødelægge et skotsk Hjælpecorps under Oberst Sinclar i Bjerg- passet Kringlen. Derimod lykkedes det et andet skotsk Hjælpe- corps under Munikkaven at gennemhærje en Deel af det Thrond- hjemske og erobre Jæmtland og Herjedalen. Disse Provindser erholdtes dog tilbage i Freden til Sjørød 1613, hvor ogsaa Lap- markernes Grændser bestemtes til Norges Fordeel. Jæmtland og Herjedalen gik dog atter tabt i Brømsebro-Freden 1645 efter den korte, men for Christian uheldige Krig, som den svenske Feldtherre Thorstenson paaførte ham ved pludselig at falde ind i Danmark. Hannibal Sehested, en Statholder i Norge, som søgte at gjøre dettes Stilling meget mere uafhængig, gjengjældte vel dette med et Indfald i Sverig; men da det udrettede lidet, ind- skrænkede han sig til at forsvare Landet, hvortil Almuerne op- bødes, og hvorved den ullensagerske Præst Kjeld Stub gjorde en god Tjeneste. Christian døde 1648 efter at have formørket Glandsen af sine Fortjenester af Norge ved at fraskrive dets Gjenløsningsret til Øerne under Skotland i Anledning af den skotske Konges Giftermaal med hans Søster. Kong Frederik 3die (1648 -- 1679). Hyldedes i Christiania 1648. Meer end nogensinde trængte den danske Adel ind i de norske Lehn og Godser. Med Blod og Provindser maatte Norge ogsaa betale den danske Regjerings Daarskaber. Denne troede ved et lumskt Overfald at aftvinge Sverig hvad det havde afvundet Danmark ved Freden til Brøm- sebro. Dets Konge Carl 10de Gustaf var nemlig beskjæftiget med en Krig i Polen. Men hurtig vendte han sig mod Danmark og erobrede næsten hele Landet paa nær Kjøbenhavn. Ved Fre- SIDE: 272 den til Roeskilde 1658 tabte Norge Throndhjems Stift og Bahuus, uagtet Nordmændene for sit Vedkommende baade havde indtaget Jæmtland under Jørgen Bjelke, og under Iver Krabbe slaaet Svenskerne ved Hjertum og Udevalla. Under denne Krig, lige- som ogsaa oftere, forsøgtes fra svensk Side at opirre Nordmæn- dene mod den ulykkelige og vanærende Forbindelse med Dan- mark ved at udbrede Fremstillinger af alle dennes Ulykker; men forgjeves, da nemlig de idelige Feider havde opglødet et Natio- nalhad mod Sverig. Da Carl 10de brød Freden samme Aar, den var sluttet, opblussede atter Krigen i Norge. Throndhjem- merne forjoge Svenskerne. Bahuus besattes af Jørgen Bjelke. Den svenske General Stage sloges bort fra den lille By Halden af Borgerne selv, hvorimellem Peder Olsen Normand udmær- kede sig. Det Samme skede Aaret efter, og i 1660 maatte Sven- skerne, efter 6 Ugers Beleiring, forlade den lille Byes Ruiner, som nu paa en Maade skulde adles med Navn af Fredrikshald og Anlægget af Fæstningen Fredrikssteen. Efter en uheldig Storm paa Kjøbenhavn sluttedes en Fred i denne By, hvori Carl Gustaf dog beholdt de danske Provindser østen Sundet og Bahuuslehn. Efter Arv-Enevældets Indførelse (1661 -- 1814). I Danmark havde Adelens Særrettigheder og Undertrykkelser længe forberedt en almeen Elendighed, som var større end den, der fulgte af Krigen. Kongen fik da de i Kjøbenhavn sammen- kaldte Stænder til at overdrage sig det arvelige Enevælde, hvor- ved dog kun Kongen, ikke Folket, befriedes. Ved en Act af 7de Aug. 1661 gjordes denne Omvæltning gjældende for Norge og siden for dets Bilande. Kongen sattes i Spidsen for Dommer- magten, og en Højesteret anordnedes i Kjøbenhavn, under hvem en Overhofret i Christiania, istedetfor Herredagene, blev lagt. En Kongelov bestemte Arvefølgen og Kongens Magt d. e. ved at ophæve al Grændse derfor. Et Postvæsen indførtes i Norge, ligesom og, til Grund for Skattevæsenet, en Matricul eller Grund- skyld. Den norske Sjøhelt Cort Adeler anlagde en Skjærgaards- flaade i Bergen, siden Englænderne i 1665 havde fordristet sig til at angribe en hollandsk Handelsflaade i denne Havn, som Borgerne dog tappert forsvarede. SIDE: 273 Kong Christian 5te (1670 -- 1699). Denne Konge væltede sig atter ind paa Sverig i en Krig fra 1675 -- 79. Den danske-norske Flaade var sejerrig; men den danske Hær leed flere Nederlag. Den norske derimod indlagde sig megen Ære under Statholder Gyldenløve. Bahuus og Jæmt- land tages tilbage. Marstrand erobredes. Ved Streiftog hevne- des Røraas's Ødelæggelse. Norske Lov udgaves 1687. Storcanzler Griffenfeld havde stor Deel i den. Denne Mand, som havde opsvunget sig fra ringe Stand til det høieste Statsembede og til Greve af Jarlsberg, styrtedes siden og hensattes i Munkholms Statsfængsel til kort før sin Død. Foruden Jarlsberg oprettedes ogsaa Laurvigs Grev- skab og Baroniet Rosendal. Handelen paa de norske Bilande overdroges et Selskab i Kjøbenhavn. I Bergvæsenet og Kirke- væsenet betegne nogle Forbedringer denne Tid. Kong Frederik 4de (1699 -- 1730). Væltede sig ligeledes ind paa Sverig, saasom Tabet af Skaane, Halland og Bleking ikke var let at glemme. Den unge Carl den 12te tvang dog snart Frederik til at være rolig. Men da denne Helts Lykke vendte sig i Rusland, greb Frederik atter Leiligheden. Danskerne lede atter Nederlag af Steenbocks svenske Bønder; hvorimod Nordmændene forsvarede sin gamle Krigerhæder, da Carl vendte sig imod dem, for i Norge at søge Erstatning for de Provindser, Sverig havde tabt. Oberst Kruse forsvarede sin Grændsepost paa det heltemodigste, men Carl trængte frem til Agershuus. Paa Ringeriget ødelagdes et svensk Streifkorps, da Præstekonen Anna Colbjørnsdatter Ramus snildeligen bragte det i de norske Dragoners Vold. Ved Moss leed Fienden ligeledes Tab; men størst dog ved Fredrikshald, hvor Borgerne fordrev dem ved selv at afbrænde Byen. Et nyt Angreb var besluttet, da den norske Sjøhelt Peder Wessel Tordenskjold ved at øde- lægge den svenske Tilførselsflaade i Dynkilen tvang Carl til at opgive ethvert Angreb for det første. Høsten 1718 stod han imidlertid atter for Frederikssteen med 20,000 Mand, mens 10,000 under Armfelt gik imod Throndhjem. Carls Fald bragte den syd- SIDE: 274 lige Hær til at retirere, og næsten Halvten af den armfeltske omkom ved Juletider i Snefog paa Tydalsfjeldene. Jæmtland og Bahuus besattes atter. Tordenskjold tog Marstrand og Fæstningen Carlsteen. Uagtet alle disse Seire, vandt dog Norge Intet ved Freden. Islænderen Thormodus Torfesen, Forfatter af en Norges Historie, og Præsten Hans Egede fra Nordland, bekjendt af sin apostoliske Nidkjerhed forat christne Grønlænderne, levede paa denne Tid. Kong Christian 6te (1730 -- 1746). Udsugede begge Riger for at tilfredsstille sin Byggelyst og Pragtsyge. Confirmationen indførtes 1736. I Norge stiftedes 1739 et Selskab "det sorte Compagnie" forat benytte Landets Natur- producter og ophjælpe Fabrikvæsenet. Danske Handelscompag- nier besad Enehandelen paa Finmarken og de norske Bilande. Under denne skinhellige Konge levede Sværmeren Erik Pontop- pidan sin indtil disse Tider skadelige Virksomhed. Kong Frederik 5te (1746 -- 1766). Var af en langt elskværdigere Charakteer, men ikke mindre ødsel end Faderen. I Norge, som altid maatte hjælpe sig selv, grundedes det kgl. norske Videnskabers Selskab i Trondhjem 1760 af Biskop Gunnerus og Historikerne Schøning og Suhm. Et Seminarium anlagdes i Bergen. Nordmanden Holbergs Geni kastede sin Glands over den største Halvdeel af Frederik den 5tes Regjeringstid. En Bergskole oprettedes paa Kongsberg. Den staaende Hær forøgedes utilbørlig. Dette og en Extraskat bevirkede en Opstand i Bergen, da 4000 Bønder bemægtigede sig Byen. Kong Christian den 7de (1766 -- 1808). Den lange Fred fortsattes Aarhundredet ud, paanær nogle vidtløftige Rustninger 1773 i Holsteen til en Krig med Rusland, som dog bilagdes, og et kort Felttog ind i Bahuus mod Sverig under Prinds Carl af Hessen 1788. Efter en heldig Fegtning ved SIDE: 275 Qvistrum trak Hæren sig, ifølge en Fredsslutning, tilbage. I den første Deel af Christians Regjeringstid havde Grev Struensee, forhen Kongens Livlæge, stor Indflydelse. Han indførte Trykke- friheden, og var beskjæftiget med indgribende Forbedringsplaner, da Enkedronningen den onde Juliane Marie og Arveprindsens Parti styrtede ham, og fik ham henrettet 1772. Under Guldbergs paafølgende Ministerium indførtes Indfødsretten, hvorefter kun Danske og Norske skulde have Ret til Embeder. Under Bern- storffs Ministerium sørgedes meget for Handel og almeen Vel- stand, især ved at vedligeholde Freden under den almindelige Krig, som den franske Revolution afstedkom. En Følge af denne var en Iver for religiøs og politisk Oplysning, som siden den Tid snarere er gaaen tilbage end frem. Af Nordmænd vandt Tullin, Wessel, Pram, Storm, Rein og Zetliz sig Navne som Digtere. De finmarkske Handelssteder fik noget udvidede Privilegier; men i Island, som led meget ved Udbrud af de ildsprudende Bjerge, Hungersnød og Sot, ophævedes Althinget 1800. Og under Nord- manden, den talentfulde, men ufrisindede Christian Colbjørnsens Indflydelse, indførtes Pressetvangen igjen 1799. En Krig med England, som endtes med at Englænderne ødelagde Flaaden paa Kjøbenhavns Rhed 1801, blussede igjen op, og havde til Følge, at Kjøbenhavn bombarderedes 1807, hvorefter Rigernes Flaade bortførtes, og at den norske Handel gik tilgrunde. Dette Offer for dansk Politik, den vaagnende Almeenaand, som i Landhuus- holdningsselskaberne meddelte sig, den afskaarne Forbindelse med Danmark, hvorved en temporær egen Regjering med den brave Prinds Christian August i Spidsen, vakte hos flere Nord- mænd Tanken om Adskillelse fra Danmark paa de Tider, da den formedelst sine Udsvævelser sindssvage Christian den 7de ved sin Død levnede Thronen til den midlertidige Regent. Kong Frederik den 6te (1808 -- 1814). Til Krigen med England kom nu en med Sverig, hvori den norske Hær under Prinds Christian August indlagde sig Ære. Den endtes 1809 ved Freden til Jønkøping, efterat den Hær, som stod mod Norge, havde afsat Gustav den 4de og Carl den 13de var bleven Konge. Han berøvede Norge Christian August, da denne valgtes til Thronfølger i Sverig under Navn af Carl SIDE: 276 August. Men kortefter bedrøvedes hans Venner i Norge endnu mere ved Efterretningen om hans mistænkelige Død. 1809 stif- tedes Selskabet for Norges Vel, hvori de norske Patrioter fik et Foreningsbaand; og 1811 gav endelig Frederik den 6te efter for Nordmændenes ofte og alvorligt yttrede Ønske om at erholde et eget Universitet. Dog var Tilstanden i Norge skrækkelig især efter Hungersaaret 1812. Korntilførselen var afskaaren, Hande- len standset, Pengevæsenet ødelagt ved Reductioner. Alligevel var Patriotismen stærk nok til at gribe til Modværge og sværge Landets Selvstændighed, da den svenske Kronprinds Carl Johan, efterat Rusland og England havde tilsikkret Sverig Norge, ved at bryde ind i Holsteen, aftvang Frederik den 6te Besiddelsen af dette Rige ved Kielertractaten af 14de Januar 1814. FJERDE TIDSRUM NORGES GJENOPREISNINGS TID BEFRIELSESAARET 1814. Med Harme og den Beslutning at modsætte sig de store Magter læste Nordmændene Opsigelsesbrevet, og at den danske Konge med et Pennestrøg havde tillagt sig de norske Bilande. Den danske Thronarving Christian Frederik befandt sig i Landet og holdt gode Miner med Patriotismen. Desifølge sammenkaldte han en Rigsforsamling efterat en almindelig Bededag var holdt for Fædrenelandets Frelse. 10de April 1814 mødte 112 Nordmænd af alle Klasser paa Eidsvolds Værk, hvor den 17de Mai en Grundlov var færdig, der erklærer Norge for et frit, selvstæn- digt, udeleligt og uafhændeligt Rige, indrømmer Trykkefrihed og uafhængige Domstole, Lovgivnings- og Beskatningsret, der hvert 3die Aar skulde øves af Folket i et Storthing. Samme Dag valgtes ogsaa Christian Frederik til Norges Konge. Kong Christian 8de Frederik. Hverken Kongens egen Beskaffenhed eller Feldttogets forvir- rede Operationer kunde sikkre ham Thronen. Seiren ved Lier bødede kun lidet paa enkelte Commanderendes slette Opførsel SIDE: 277 sydpaa, hvor baade den svenske Konge og Kronprinds trængte paa. Efter en Convention i Moss 14de Aug. 1814 nedlagde Kon- gen sin Magt i Folkets Hænder, og Statsraadet styrede indtil et overordentligt Storthing kom sammen, forat underhandle med de svenske Befuldmægtige om Betingelser for en Fred, bygget paa Grundlovens Grundsætninger. NORGE MED FRI FORFATNING OG SELVSTÆNDIGHED FORENET MED SVERIG Kong Carl 2den (Novbr. 1814 -- 1818). Det overordentlige Storthing undertegnede den 4de Novbr. Grundloven med de Forandringer, som en Forening med Sverig gjorde nødvendige; og den l0de Novbr. bekræftede Kronprindsen Carl Johan, paa Kongens Vegne, den nye Forfatning med hans Eed. En Rigsact, der fastsætter Unionsforholdene, istandbragtes paa 1ste ordentlige Storthing. Høiesteret oprettedes, ligesaa en Nationalbank. Den gamle Konge veeg ved Døden Sædet for sin kraftfulde Adoptivsøn Carl Johan, forhen som fransk Mar- schal, Bernadotte, Prinds af Pontecorvo, 5. Febr. 1818. Kong Carl 3die Johan. Selvstændigheden feirede en Triumf ved Kongens Kroning 18de Septbr. 1818. En ny Matricul ordnedes. Adelen ophæve- des af Storthinget 1821, mens det dog ikke lykkedes Oppositio- nen at drive igjennem Negtelsen af de 3 Millioner, Danmark krævede, paa Grund af Kongens Garanti for han fik noget at sige over Norge, som Bidrag til sin Statsgjeld. Derimod faldt alle de Regjeringsforslag, som tilsigtede Indskrænkninger i Fol- kets constitutionelle Magt. Bodøsagen vidner om Vedkommen- des Mangel paa Magt eller Vilje til at værne om Nationalæren. Denne har ogsaa at smertes over den liden Agt, som er viist Nationalfarverne og Rigsvaabenet. Den wedelske Finanzbesty- relse var mindre heldig, hvorimod de rolige Tider, gode Aarin- ger, Fiskeriets Flor og Kongsbergs Sølvværk have ophjulpet SIDE: 278 Pengevæsenet i de sidste Aar. Med den alt af Rigsforsamlingen paabudte Forbedring i Landsloven har det gaaet bedrøvelig sagte. Det bedste Haab om videre Fremgang mod det Bedre sætter Folket til sin Storthingsmagt, til den stigende Landopædling og Folkemængde, og til de skjønne moralske Baand, som gjensidig sambinde det og det opblomstrende Kongehuus. SIDE: 279 Henrik Wergeland NOGLE ORD FRA PRÆKESTOLEN TIL KIRKESANGER I RINGSAGER LARS JENSEN OG FORHENVÆRENDE SKOLEHOLDER I HOF I SOLØER KRISTIAN SVENKERUD, OPRETTERE OG BESTYRERE AF PRIVATE UNDERVIISNINGSANSTALTER FOR VOXNE SØNNER AF ALMUEN I SINE HJEMBYGDER. Hæderlige Mænd og Venner! Jeg vilde saa gjerne vise Eder en Opmærksomhed, fordi jeg anseer Eders Fortjenester af Al- mueoplysningen forat være de hensigtsmæssigste, og elsker og ærer saadanne meer end andre, der ere mindre skjulte og stille og derfor mere paaskjønnede i Verden. I vide dette, men uden Bitterhed og Afkjølen i Eders Iid, baade fordi det altid har været saa, og fordi denne meer end andre har Lønnen i sig selv og sine velgjørende Følger, skjøndt ikke i deres hele Række, under Øje. Der staar i ensom Dal forviist det gamle Abildtræ. Det mangen Blom vel har forliist; men Skud paa Skud med blommig Qvist, ja vel en Lund det saa tilsidst at rinde i sit Læ. Og fordi I fordre lidet, tør jeg haabe, at dette Blad dog vil overtyde Eder om, at en Ven af Almuens Underviisning nærer en Agtelse for Eder, som ellers skulde mistvivle om at have fundet et tilstrækkeligt Udtryk i Tilegnelsen af denne Ubetyde- lighed. En egentlig Underviisningsbog skulde maaskee have af- givet et bedre; men jeg har i Valget at tilbyde Eder denne lille Samling af geistlige Taler beraadet mig med mine Evner og Kundskaber og ladet mig bestemme af den Tro, at Eders Virk- SIDE: 280 somhed for Almuoplysning ogsaa har religiøs Fortjeneste og staar i nær Forbindelse med den Underviisnings, som udgaaer fra Kirken, og at det saaledes ikke vilde være upassende, om jeg knyttede Eders Navn til nogle Ord, som derfra vare talte af En, hvis Idrætslyst for Alt hvad der fremmer hint Stats og Kirkes Vigtigste er al hans Fortjeneste og faar være Undskyldning for hans Bøn om at opbevare i en kjærlig Erindring dem og Henrik Wergeland. GRIBER AANDEN I TINGENE, BETYDNINGEN I TEGNENE, DET STORE I DET SMAA! (Fastelavns-Søndag 1836 i Agerhuus' Slotskirke). Himmelske Frelser, kom til os med dit Lys, thi det er mørkt paa vore Veje og vi forvexle Ondt og Godt eftersom det sandses af Lugt og Smag, Stort og Lidet eftersom det falder imellem Hænderne! kom til os med din Trøst; thi vi have meget at be- drøves over! lad din Aand indtrænge i vor, i vore Samfund, i vore Huse, og din Kjærlighed mildne vor Vrede og vore Saar! Da skal det ogsaa være somom Guds Aand var nedfaren over os, og somom Røster løde fra Himlen, at vi vare dine Elskelige og salige i den Højestes Velbehag. Vore Veje skulde i din Efterfølgelse vorde sikkre og lysende i Støvet som Stjernernes i Natten, og en Himmel aabne sig i vort Indre, herlig, om end ei stor, som de frigjorte Aanders. I vort Lille skulde dit Store, i vort Snevre dit Herlige vorde aabenbart; og vi skulde daglig føle den rene Daab paa vore Hoveder, og en Daab til Salighed i vore Hjerter, somom de vare aabnede og en himmelsk Ren- selses- og Indvielses-Dugg signende nedfaldt deri, -- Amen! SIDE: 281 Matth. 3, 13. Jesus vandrede fra Galilæa til Jordanen. Det er en kort Vej; dog er ikke Stjernernes bleven herligere. Det er det, Elskede! vi ville lægge os paa Hjerte: hvad Aand og Betydning der er i Tingen, ikke hvad enten den er stor eller liden i det Ydre og Legemlige. Skulde vi ikke ellers kaste For- agt paa de fleste af de Dyder, det gives os at øve? paa For- soningens Haandtryk, paa Barmhjertighedens Taare, Kjærlighedens Haandrækning, fordi disse ere Tegn, der falde lidet i Øinene? paa Enkens Gave fordi den er ringe, om vi ikke gjorde saa, oplod vore Øine og søgte efter Aanden i disse Ting? Derefter er det vi kjende, at vi ere Aander, at vi søge efter det Aandige og vide at vurdere dette. Arten søger i det Legemlige efter Arten, saa Aand efter Aand. Handlinger, smaa eller store, ere ikke som Ord uden Mening. En Vilje er deres Hjerte; Aand boer deri: ond eller god. Denne er det Gud seer. Handlingerne selv, de store med de saakaldte smaa, gaae Kjødets Gang, og kunne siges at hensmuldre som det, at opløses for atter at frem- staae i samme eller andre Former, fængslende en Tids Beundring eller døende i Stilhed som den ubemærkte Plante. Selv den historiske Erindring, hvortil Bedrivten bejler, er kun et Øje, der omsider taber sine Gjenstande af Sigte. Hvi foragte da det der er Lidet i sit Ydre, naar det er stort i det Indre? Menneskene skulde ikke gjøre dette; thi de aand- løse Elementer overgaa i ydre Storhed deres herligste Bedrivter. Helten i sit Fremskridt er ikke saa majestætisk som den rullende Flod. Ingen kan være saa velgjørende som Skyen, der lædsker Millioners forbrændte Agre. Men i Himlen tænkes og dømmes anderledes. Der har i Høihed og Skjønhed den retfærdige Harme Værd over Stormen, de redelige, fast om frugtløse Nidkjærhedens Anstrengelser Rang over Havet, den ømme Medfølelses Taare over den døde Sky, som lader sin Velsignelse falde. Derfor belivede gammel Tro Naturen: Guder og Engle fyldte den venlige blaa Luft, de stærke Keruber fremfore i Elemen- ternes Oprør -- nemlig fordi det er Mennesket en Trang at søge et højere Liv i Alt, at betragte Alt som Tegn for en højere Betydning. Men vor Tro skal være, at Tegnene ere lidet imod Betydningen, SIDE: 282 Gjerningerne store eftersom Aanden er stor deri. Sandelig, deri er de Fattiges Jevnlighed med de Rige, de Svages med de Mægtige, det Skjultes med det Aabenbarede. -- Den seer slet, som seer kun Taarnene og Bjergtinderne og Solen, der ikke vil lade nogen Stjerne skinne sig ved Siden. Og sandelig vort aandige Øje seer slet, om det ikke seer Rig- dom i Enkens Skjærv og Storhed i Dyder, der dufte i det dag- lige Livs Skygge, og som ikke tænker paa anden Belønning end sin egen Fred. Evnen til mere iøinefaldende Dydsgjerning, er som en Vind, der jo ikke kommer fra Sejlet, men til Sejlet og skjænkes Sejlet. Lejligheden er som et Hav, vi ikke selv bevæge, men hvis Bøl- ger vi skulle benytte. For mange gaaer det imod eller hviler det stilt og roligt; men Gud seer hvem der vilde benytte sig af dets bedre Bevægelse: Disse ere de, som arbeide sig frem allige- vel i Stilhed mellem de taarnede Modgangsbølger eller uafbrudt over den døde maalløse Slette. Deres Aaretag ere mere værd end Sejlernes Brasen og Bram, hvem Alt er til Gunst. Viljen er det vi ville ære, Aanden er det vi ville gribe i Gjer- ningen, ligesom Meningen i Ordet. En slet Aand kan raade i en Handling, der fæster paa sig Verdens beundrende Blik. Den kan boe deri som Ormen i det prægtige Skal. Derfor -- ikke Gjerningen efter sin Storhed eller Lidenhed! Ellers ve os Fat- tige og Evneløse med vore ærlige Hjerter! ve os med vore smaa Pund at vi ere satte i et roligt Livs Ly, ikke paa dets Tinder, at vor Dyd kan falde i Øinene stor, heltemodig, ualmindelig! Ellers maatte vi ringeagte Jesu Gang, som Tusinder gjorde som han fra Galilæa til Jordan, og det skulde ikke staa klart for os, at hans Gang, i det Ydre liig Tusindernes, der drog ned til Flo- den, dog ikke var som deres. Øjeblikkets Vindpust udslettede hans Fodspor som Andres i Sandet, men hvad er det som for- evigende har afpræget dem i Menneskenes Hjerter? Ak, dersom vi ikke vide det og føle dem afprægede i vort, da vide vi vel heller ikke hvorledes Jesus betegnede sine øvrige Skridt, eller Hensigten med ethvert af dem, eller at han aldrig gjorde noget Skridt tankeløst -- ja eller vel endog Meningen Gangen til Golgath . . til Golgath? Mangen Pilgrim har gaaet den samme Vei; men hvem har gaaet den saaledes: med en saadan Hensigt at indvies til et SIDE: 283 Kald som Frelserens, at døbe Begeistringen derfor og ære det Himmelske ved at ære Folkets simple Tegn? Hvem har gaaet den med en saadan Høihed i en saadan Ydmyghed? Derfor lader os sige, at Jesu Gang fra Galilæa til Jordanen var en af hans herligste, rig paa Betydning som den sidste til Golgatha. Hiin hans Soloprind, denne hans Solnedgang. Ligesom Gangen til Jordanen, saa er ogsaa i de fleste andre af Jesu Livsbegivenheder det mærkeligste det, at de saa trolig vise hvor gjennemgreben han var af sin Bestemmelse, af sin Livsidee. I og for sig selv hæve mange af dem sig ikke over det almindelige; men Frelseren skue vi dog i alle -- nu, da vi have faaet Øinene op siden Tiden har bekræftet hans Ord, seir- fæstet hans Virken, og siden al Historie er bleven en Fortolk- ning til hans Liv, der henrandt saa stille, fjernt fra Datids Ver- dens saakaldte Skueplads, i Galilæas Dale og Smaastæder, ved Jordanens Bred, ved Ørkenens Grændse. Men lader os fatte det Store hvor det findes i det Smaa, Høiheden i Ringheden, det Udmærkede i det Almindelige! Dette maa vi i Jesu Liv som i vort eget. Dette er Viisdoms Inderste og Menneskekjærlighedens Kunst, der gjør dens Blik saa venligt; thi den har opdaget meget Godt og skjult Stort ved disse de fleste Mennesker, som ligne Græsset i at voxe, afryste sit Frø i Vinden og forsvinde. Den har opdaget, at den lidet glimrende Dyd Godmodighed er et almindeligt Grundtræk og ligger ligesom i det menneskelige Blod. Den har seet Kredsen af de huuslige Dyder, stille og skjulte og dog sammenbindende disse store Samfund. Ofte mødte den Barmhjertigheden paa dens skjulte Vandring, og opdagede Hjerter beredvillige til al Kjerlighed, dog ubemærkede, lignende disse Kilder, der strømme een Dag forat lædske, men hvis Spor saa ikke findes i Sandet. Derfor lader os ikke mistvivle vi Ringe om at vi kunne vinde vor Faders Velbehag; men lader os speide efter det Gode hos hverandre, thi dette er det Store. Enhver der gjør vel imod sin Broder, gjør vel imod Kristus selv, er der sagt -- hvilken Høihed og Betydning da i en simpel Handling, der ingen Op- mærksomhed vækker! Og Kristus vandrede af Galilæa til Jor- danen -- visselig en almindelig Handling; men hvorfor han gjorde det -- deri er Frelseren. SIDE: 284 Fra Galilæa til Jordanen? Galilæa er et lidet Land; dets Dale ere smaa. Jordan ruller tæt derhos sine døende Bølger i Sandet. Hvi vandrede han ikke fra Jerusalem til Rom, eller fra Solens Opgang til dens Nedgang -- Han, hvis Navn nu opfylder Men- neskers og Engles Verden? O værer ikke bekymrede for at I sættes i Skyggen, forat eders Kræfter ere smaa, mens Viljen svulmer eder i Hjertet! Foragter ikke eder selv, fordi eders Virkekreds blev snever; thi I afmaalte ikke eder den selv! Troer ikke Arbeidet spildt fordi det ikke pranger som en solbeskinnet Æresstøtte, men ta- ber sig i eders Spoer ligesom Sandkornet i Støvet I optræde! Den ene af Jordans Bølger var som den anden, dog dukkede ingen under ubemærket af Himmelens Stjerner. Galilæas Høje vare jevnlige som grønne Bølger; som Blade paa samme Træ udbredte de sig om Karmels og Libanons knuddrede Arme; -- dog glemte ikke Solen at skinne jevnt henover nogen af dem. Sandelig blues da ikke ved, at I ikke udføre nogen Bedrivt, men at eders gode Gjerninger kun ere som ethvert godt Menneske kunde og burde have øvet dem, eders Dyder disse stille og al- mindelige, ikke opdagede, ikke belønnede. Sandelig der er et Øje som seer alt dette ligesom Solskinnet glider jevnt over Ga- lilæas eensformige Høje. Fra Galilæa til Jordan? Er det ikke som vi vilde sige: fra vor lille Menigheds ene Grændse til den anden? Jesus søgte ingen større Virkekreds. Skulle ikke ogsaa vi troe, at vor er stor nok til at bruge vore Kræfter i, til at ud- saae Velgjerninger over? Boer der ingen Nød i vort Galilæa? har vort Samfund ingen Brøst som burde heles, har vort eget Hjerte ingen Værkbruddenhed, som kunde trænge til at læges? Det lave Frugttræ er bedre end det ufrugtbare Træ, som ka- ster sin Skygge, stor som en Nat, over Sletterne. Lavt kryber Jordbæret og skjuler sin søde Rødme i Mosset, men Hvo elsker ikke det mere end Kongelysets ufrugtbare Pragt? Saaledes -- bedre ere disse simple Dyder, som ingen Storhed kræve, som ikke tiltrænge nogen straalende Lykke forat modnes, ikke nogen vidstrakt Bane forat øves, end en Storhed i Handling, der vel fæster Verdens Øjne paa sig, men hvis Indre er huult, hvis Frugter hverken ere til Lædskelse eller Mættelse. SIDE: 285 Stod ikke Tolderen i Tempelhvælvets Skygge, mens Farisæeren treen frem til Høialterets Lys? Men Guds Øje lyste venligt over hiin og i Himlen hørtes bedre hans Slag for det angerknugede Bryst end Farisæerens pralende Opregninger af sine Dyder eller af hvormeget de kostede ham i Penge. Jesu fleste Dyder vare af disse, der let og naturligt udrinde af Menneskehjertet. De vare alle Menneskekjærlighedens. Man lægger Mærke til, at disse saa pragtløse og fordringsfri Dyder, som ere det ufordær- vede Hjerte naturlige som dets Slag, ere netop de, der have meest Indflydelse paa Samlivet. Fandtes de ikke, mon ikke Mennesket heller vilde ønske sig imellem Ulvene og Bjørnene? Een aftørret Taare udsoner os med mange, vi see strømme. Intet Samfund kunde undvære Godmodigheden, Velvilligheden, Hjælpsomheden, eller at Kjærligheden udstrækkes ogsaa til Fien- derne eller Forsonligheden. Det er disse stilfærdige Dyder, ikke Tvangen eller Foragten og Hadet som overvinder det Onde. Saa ofte vi opdage dem tænke vi, at det er uret og menneskehadsk at sige, at alle Mennesker ere en af Stolthed og Egennytte i sit Indre og over det Hele fordærvet Slægt. Hine stille Dyder ere de enkelte Familiers, den store Menneskefamilies Baand. De give vel ikke Kristi Værk disse overordentlige Fremstød som visse enkelte sjeldnere Dyder, saasom Martyrheltemodet og Selvopoffrelsen; men de fremdrive det uafbrudt, om end næsten umærkeligen, ligesom de smaa lette Bølger Skibet, medens disse andre, der fremkaldes under særegne Omstændigheder, gribe i som Stormene. Inden Husene have de sin snevre Virkekreds. De fremkaldes daglig inden de trange Vægge. Der er det Menneskehjertet ud- folder de Blomster, som fylde Boligerne med Fred og Følelse af Lykke, og som ere saa rige paa de Balsomer af Trøst og Hjertelighed, der ere gode for alle de Saar, der bløde Taarer, og som faaes let -- forskyldt eller uforskyldt. Det er en snever Virkekreds, Elskelige; men vandrede ikke ogsaa Jesus i de afsides Egne mellem Galilæa og Jordanen? Det er en snever Virkekreds, men seer efter om mere æskes, og da gjører dette! Jesus vandrede ikke altid kun i Galilæa og ved Jordanens tause Bred; men ogsaa til Jerusalem, trædende midt op i Templen, mellem Lærerne, midt i den mylrende Mængde, SIDE: 286 paa Høitiden, pludselig, overraskende som Solstraalen, der bry- der frem mellem de sammendyngede Skyer. Erindrer blot: vi skulle ogsaa gjøre alt som vi ere kaldede til. Hvi skulde den Rene toes med Daabens Vande? Hvad har den guddommelige Aand med disse Tegn hvormed det vankun- dige Folk mærkede sig i sit Mørke og gjenkjendte hverandre i Hedningernes Forvirring? Men sandelig mærker: et Tegn er en liden Ting, men ikke altid en ubetydelig Ting. Det er ved Tegn at Sjelene aabenbare sig for hverandre og forstaa hverandre. Religionens Tegn ere simple som dens Ord, men de have ogsaa Betydning som disse. Deres Udøvelse er det religiøse Sinds, Gudfrygtighedens Tale. Ja selv hvor den ikke er velmeent er den en Hylding, Lasten bringer Dyden. Menneskene forstaae kun Tegn. Smerten med et ligegyldigt Ansigt forstaae de ikke; men dens Udtryk forstaa de, var det end stumt. Taaren er et Tegn. Den udrakte Forsonings- og Kjærligheds-Haand er et Tegn, hvori Sindelaget fattes og be- gribes. Ærer da ogsaa Tegnene efter deres Betydning og Vigtighed ligesom Jesus ærede det simple Vand i Daaben! Ærer denne for hans og eders egen Skyld, og siger ikke: hvi skulde den Rene toes? hvad have de uskyldige Børn behov at de døbes? Ligesom Planterne voxe ved at Safterne umærkeligen stige i de fine Rør, saa voxe Menneskesjelene af de Lærdomme og Sindsøvelser som Øjeblikkene medføre, fast at det ene ligner det andet; men Daabsbekræftningens Øjeblik har den stærkeste Drivkraft. Det er ligesom om den Sæd, der nedlagdes i Daa- bens Øjeblik og fugtedes med de helligede Vande og som seent og gradviis voxte, pludselig springer ud i fuld Modenhed. I den aabnede Hjerteblom gjensee vi Daabens rene Duggdraabe og Forældrene og Lærerne bøje endnu Bladene beskjærmende om den og støtte den, at ikke de vilde Vinde skulle afryste Draaben. Hvad er Daaben andet end en Livsens Duggdraabe i den unge Sjelebloms Kalk, som opspirer af Mulden imod Himlen? Det var Høihed hos Kristus da han nedsteeg i Vandene for SIDE: 287 Johannes. Det var Forstand, saasom Daaben var Folkets Tegn. Det var Nødvendighed, saasom et Tegn var nødvendigt, og intet Tegn kunde være skjønnere og bedre betegne den Reenhed han krævede. Letsindet kunde sige: hvi betegner Mennesket sig ikke med en Røg eller Dunst? Menneskehadet: hvi ikke med et Brænde- mærke? O vi vide vel, at Vandet er en let forsvindende Ting; men er ikke Løftets Ord end lettere, og dog ere disse Hoved- sagen, og have kun valgt Vandets Tegn, fordi det er det skjøn- neste og, ogsaa efter sin legemlige Beskaffenhed, det betydnings- fuldeste. Trænge vi ikke en bestandig Daab? Hvor snarlig urenes vi ikke, og trænge en Renselse? Da strømmer Angerens Taare og de gode Forsætter opstaa deraf, et nyt Liv opstaaer deraf som Kristus af Jordanen. Det er os ikke ubekjendt, at mange ringeagte Religionens Tegn, holdende de strenge Buds Iagttagelse for nok. De forsømme Templet, og ere sjeldne Fremmede ved Herrens Bord. Men disse ihukomme ikke Kristus vandrende til Jordan for at døbes, og hvordan han altid opfyldte Templets Skikke. Over dem har han raabt Vee! Og visselig, de skulde ikke prale formeget af de strenge Buds Iagttagelse; thi staaer der ikke skrevet; "hædre din Fader og din Moder;" og er ikke Kirken som en Moder, der har taget os i sit Skjød og i Daabens Vande grædt den første Ømhedstaare over os? Og staaer ikke Kirken aaben som en Faders Huus og Nadveren som hans opdækte Bord? Der staaer og skrevet: "Du skal ikke have fremmede Guder for mig!" Men hvilken Gud have de da vel, naar de ikke ville have Menig- hedens? Hvo som og ikke ærer Religionens Tegn har ikke den Gudfrygtighed, som han bør; og har ikkun eet Skridt tilbage for ogsaa at ansee de guddommelige Bud for Tegn, det ikke er saa vant med enten de overholdes eller ikke. Lader os ikke glemme det Større over det Mindre; men heller ikke foragte det Mindre for det Størres Skyld. Fuglene opsvinge sig kun til Skyerne ved de lette Duun. Det er ved Ting, der ere ubetydelige i sig selv, at Menneskesjelene opsvinge sig i det Høie og at de see Himlene aabne for sig. Kristus opsteeg af Daaben og saae Himlene aabne; det er: hans Løbebane laa ud- bredt for hans Blik; Haab og Mod opildnede hans Hjerte, og i SIDE: 288 dets Indre hørte han forud Sejerens Fryderøster. Saaledes: hvad er forgjængeligere end disse Draaber der fugte Barnets Isse? Men oplades det ikke en Himmel i den kristne Kirke, som fra nu af ikke vil give Slip paa det? aabnes ikke selve Himlen for det med alle Troens Hemmeligheder og Haabets Forjættelser? Hvad er uvisligere end Bogstaverne? De synes som forvirrede Punkter for den, der ikke kan tyde dem -- men aabnes ikke ved dem Kundskabernes Himmel? Er det ikke ved dem og Tallene at Menneskeaanden opsvinger sig til at overskue det Mangfoldige og beregne det Umaalelige? Disse Himle skulle vi aabne os: Religionens og Kundskabens. Ere vi uvidende, da betragter Uvidenheden som en Ureenhed, Lærelysten som en Daab der aftoer den! Der ere mange Himle, som aabne sig for Mennesket. Hver Dyd har sin. Optændes Vreden -- se, Olje kan ikke flamme værre, men døber den med den kolde Eftertankes Daab, og Freden er som en Himmel der aabnes. Fædrelandet og Friheden ere angrebne -- se, ere ikke de unge Mænds Blod som en Daab, og Sejerens Himmel aabnes og Freden lyser atter nedover Landet, ja selv efter Nederlaget aabnes Ærens Stjernehimmel over Gravene og over de Efter- ladte, der heller vil gaae didned til de Faldne og aabne Dødens Luger end at gaae i Trældommen, der er en værre Død. Døbes Stræbsomheden ikke i Sved? og aabner sig da ei en Himmel hvor den har nok, den og Hustru og Børn? Saaledes -- Dyderne ere ikke altid lette, men de have sine Himle. Mange ere naturlige for Menneskehjertet, saasom Vel- viljen, Taknemligheden, Hjælpsomheden, Godmodigheden, Med- lidenheden, og de have ogsaa sine Himle deri. Andre ere sjeldne, saasom Selvopoffrelsen og Høimodigheden; men alle have de sin Daab i Beslutningen ikke at være anderledes, sine Himle i Til- fredsheden, der qvæger rigest den skjulte Dyd og hviler bedst i den Miskjendtes Hjerte ligesom Nattens Stilhed lader Duggdraaben falde fuldest og størst i den Blomme, som Dagen behandlede barskt og som ingen mild Regn fik saa Bladene kunde glindse og dens Pragt eller Ynde sees imellem de tusinde. Men hvad er uvisligere end disse Blommer og Græs? Dog bestaaer Sommeren deraf og dens Dronningdragt mellem Aars- tiderne er en Væv af disse smaa Yndigheder, og ingen God øde- SIDE: 289 lægger tankeløs en af disse Spæde. Saaledes -- Himlens Grund- vold er disse Millioner af gode Hjerter, som enkeltvise ere dag- ligdags og lidet udmærkede; den er opfyldt af deres spæde Ud- aandinger; disse ere Røgelsen for Guddommens Throne: og Jesus har sagt, at Himlene triumfere over en enkelt Synders Omven- delse, der dog er svag som naar det nedbøjede Græs reiser sig. Derfor sandelig foragter ikke det Gode, fordi det ikke er ud- mærket (thi der gives meget Godt som ikke kan og maa være saa) og griber det Store i det Smaa ligesom der er meer end Stjerner i Daabens Regn og al Menneskehed engang skal vandre den Kristi Efterfølgelses Vej, som begyndte med de utydelige henvejrede Spor i Sandet ved Jordanen. -- Amen! Kun dagligdags er al din Dont. Det gjør en Stolt og Nærsynt ondt, som eget Liv ej fatter. Hvor mærkeløst dets Dage dø! Som Jordan mod den stille Sjø de henmod Graven rinde foruden Daad og Minde. Men kom til Jordans tause Bred ei Verdens store Frelser ned? Sligt Nil og Frat ej hændte. Velan! lad Jesus komme selv til dine Dages stille Elv! Hvor godt, om tyst de trilled, naar de kun bar hans Billed! Hver Morgen kald ham! Uden Glands den rinder ej i Navn som Hans. I det begynd din Gjerning! Da har, om uden Bram den er, den Storhed nok for Ham, der seer paa Tingens Aand og Indre, ej paa hvor den kan tindre. SIDE: 290 HELLIGHOLDER SABBATEN! (Syttende Trin. 1832 i Eidsvolls Kirke). O Herre Gud! maatte det siges om Os i dine Himle, at Vi værdigen høitideligholde den hellige Sabbat! Maatte det siges os i vore Hjerter, af vor Samvittighed, at vi værdigen feire denne Dag! Maatte vi betragte Sabbaten som en naaderig Gave baade til vort Legeme og vor Sjel, som vi burde være taknem- melige for, og bruge den ret baade til Vederqvægelse og Oplys- ning! O Herre! var alt dette saa, da skulde ogsaa alle de øvrige Dage helliges; thi det er rimeligt, at Den, som værdigen feirer sin Sabbat, bruger ogsaa værdigen sine øvrige Dage; at Den, der findes jevnligen i dit Tempel, heller ikke er langt fra dig i sit daglige Liv. Helliget være da din Sabbat, o Gud, af alle Mennesker! og alt Misbrug være fjernt derfra! Du har velsignet den! Du velsigne alle de øvrige Dage, da de Dyder øves, som Sabbaten lærer og helliger os til! Amen! Luc. 14 C. 1 V. Vort Evangelium viser os den ophøjede Mester i en af hans elskeligste Stillinger. Ikke alene træffe vi ham atter i det skjønne Kald, han saa gjerne overlod sig til, nemlig udøvende Kjærlig- hedsgjerninger mod Lidende; men vi finde ham som de mørke, strenge, til Lovens Bogstav alene sig holdende Farisæers Be- lærer, forkyndende lysere, mildere Anskuelser med Hensyn til Sabbatens Anvendelse. Disse vare vante til at tilbringe den i mørk Stilhed, til smaaligen at afmaale Skridtene paa Hvilens Dag. De havde sammensat lange Rækker af tunge, men lige Forskrifter, der bandt dem og Tilhængerne til en taabelig, slavisk, sørgelig Uvirksomhed, som gjorde de tilladelige Vederqvægelsers Dag til en Pinselsdag. Jesus derimod gjør dem opmærksomme paa det Daarlige deri, og han lærer i Ord og Gjerning, at Sab- baten feires værdigst ved gode Gjerninger. Der gives ogsaa imellem de Kristne endnu Folk som have Tanker lignende hine Farisæers om hvorledes Sabbaten skal til- bringes. Der gives dem, som have lidt Forstand nok til at be- SIDE: 291 tragte en uskyldig, men Velfærden angaaende, Haandgjerning paa Sabbaten for svær Helligbrøde; og som, langtfra at vederqvæge sine Sjele, tvertom paalægge dem nye Byrder, antagende som syndudsonende Fortjeneste at de tilbringe Sabbaten i mørk Stil- hed, om end de andre Ugens Dage henrinde i travle Synder. Imellem os er dog saadant ubekjendt; men derimod maae vi til- staae, at det Modsatte, en altfor stor Letsindighed med Hensyn til Sabbatens Helligholdelse ikke er ubekjendt imellem os. Sab- batens Hviledag er visseligen ogsaa givet os til den Hvile for Sjel og Legeme, som findes i uskyldige Adspredelser. Disse for- menes derfor Ingen hverken af de religiøse eller de borgerlige Love eller af de huuslige Love, som Sæd og Skik har indført. De ere endog at betragte som gavnlige, naar de holde sig inden Dydens og Lovlighedens Grændser, og naar den ene Halvdeel af Dagen er først anvendt efter Hovedhensigten -- den, som op- fyldes her i Gudstemplet eller i den huuslige Andagtskreds. Der- imod hvad skulle vi sige i vor Bedrøvelse over at skammelig Misbrug af den hellige Dag synes mere og mere at gribe om sig særligen imellem Ungdommen her som andetsteds? Hvorledes skulle vi undskylde det, at den Dag, som skulde være renest, beplettes med Uteerligheder? Eller er det ikke saa, I Menig- hedens Ældste og Forstandigere, at I med Sorrig maae tilstaae for Eder, at Sabbaten ikke feires saa af mange af de Unge, som den burde, og som I maaskee opdroges til at feire den? Er det ikke saa -- at neppe er Templernes Døre lukte, før Kipperne aabne sine rundtenom? Er det ikke der, i disse Fordærvelsens Huler, at en Ungdom, som ikke vil høre eders Raad og Advar- sler og som I ikke mere kan styre, feirer Sabbaten ved Svir, Terninger og Kort? Desværre, jeg hørte nok ikke feil, da tæn- kende Mænd af eder beklagede sig over et saadant Uvæsen, og at ikke Faa af Ungdommen i hine Skjulsteder og Syndeskoler, der trods Lovene tør aabne sig, tabe Gudsfrygten, Agtelsen for de Bud, de nys høitideligen for Menighedens Aasyn besvor, Sundheden og Velfærden. Alle de ulykkelige Følger af en saa- dan Sabbatens Vanhelligelse ere heller ikke udeblevne; thi naar klages der mere over Armod, Tjeneres Tøjlesløshed, Opsætsighed, Uordentlighed og Uefterrettelighed i Pligters Opfyldelse, over Lasters Udbredelse, over Tyverier og offentlige Straffe, end netop nu? SIDE: 292 Hvor maa vi, agtværdige Brødre af Menigheden! beklage, at det er saa; Men saaledes kan det dog ikke vedblive til Skam og Skade. Gud straffer vel disse modvillige Overtrædere paa forskjellig Maade; men han kaarede de Ældre og Forstandigere til Tugt for de Yngre og Uvittigere. Han har sat Fader over Søn, Husbonde over Tyende. Han har sat Love til Brug og Værn for den Retfærdige, til Skræk og Tugt for Pligternes For- agter. Derfor er det, at I, der selv ære Sabbaten, opfordres af Gud til ikke at taale dens frække Forhaanere. Af Føjelighed, af Svaghed maa I ikke, liig den gamle Israels Dommer, sidde roligen paa eders Sæder, medens eders Ungdom tumler sig nedenfore i Synden. I ere betroede Fædres og Huusfædres Myndighed til at værne om eders Ungdoms Dyd, om eders Huses Ære og om at ikke Fordærvelsen skal huse i eders Na- bolag. I have Guds Love for eder, der gjøre eder ansvarlige for alle dem, der ere i eders Varetægt. I have de borgerlige Love for eder, der opfordre eder til at foranledige de modvillige Overtrædere straffede. I have Sæd og Skik for eder -- saafremt den Sæd, der fra Arildsold har været til og overholdt, ikke alle- rede skal agtes forsvunden, nemlig den, der byder den agtvær- dige Huusfader ikke at taale at hans Huus besmittes eller at det gjøres til Ryggesløses Bolig. Benytter alt dette! lader Exempler afskrække de Letsindige og Forførte? Hengiver eder ikke til en hjælpeløs Hovedrysten alene, men modarbeider det Onde med kraftig Haand! Skjærper det Øje I have med eders Under- ordnede! Lærer dem alle en værdigere Brug af Hviledagen! Fører eders Børn og Tyende jevnligen hid i Sabbathuset! Op- hjælper Huusandagten! Tillader ikke nogle af de berygtede Sab- batsforhaanere at nærme sig eders Anbetroede! Tillader endnu mindre eders egne Huse at blive Forførelsens Steder paa den hellige Dag! Lader ikke paa nogen Udkant af eders Jord sligtet Sted findes, hvor, under allehaande Paaskud, det Ondes Sabbat fejres! Forener de gode Naboer om at rense Nabolagene -- kort anvender Alt hvor saameget staaer i Fare, hvor Guds Bud overtrædes, hvor Menigheden beskjæmmes, hvor eders Egne og Kjære trues med Fordærvelse! Visseligen disse Letsindige eller Forvorpne, disse Usle, som man om Helligdagen kan træffe i skjulte eller aabne Kipper be- rusede rundtom det Bræt, hvori de slænge sine sidste faa Penge, SIDE: 293 og som oplære sig og Andre i Spil, Bedrageri, smudsig Egen- nytte, Sviren og Sværmen -- visseligen disse ere faldne i en Brønd paa Sabbaten, i den Brønd hvori Sodoma og Gomorra nedsank; og det, det er Sabbatsgjerning at drage dem op. Disse Overtrædelser, disse syndige Forhaanelser af den Dag som skal helliges til god Gjerning og til Sjels og Legems Hvile og Vederqvægelse i uskyldige Glæder, disse gaa mange af Eder til Hjerte. I have bemærket dem forlængst med Sorrig; thi de ere iøinefaldende og i saadan Fremvæxt, at jeg har troet at anvende denne Sabbatstund vel, naar jeg fortolkede eder eders egne Tanker og opmuntrede eder til at raade Bod paa disse Misbrug, disse Onder, der ere som en Kræft i Menighederne, borttærende Gudsfrygten og den Agtelse, en Menighed burde kunne være stolt af at have baade hjemme og hos andre. Men der gives ogsaa andre Misbrug af Sabbaten, som ere mindre iøinefaldende, og vel mindre fordærvelige og syndefulde; men dog heller ikke uden Fare og Synd. Saaledes -- hvem kan negte, at den, Velfærd og Huusflid ødelæggende, daarlige Higen efter at udmaje sig paa fremmed Viis og med fremmed Flitter stundom gjør Kirkegangen ligere en Markedsgang end det den skulde være: en stille, simpel, be- skeden Henvandren til Guds Huus forat faae sin Sjel prydet med nye Kundskaber, nye opløftende Tanker og bedre Følelser? Hvorledes? have vi ikke fornummet de Forstandigeres Klager over den tiltagende Forfængelighed i Pynt bekræftet hos os i Templet selv, somom dette var Forfængelighedens Udstillings- plads? Dagen fordrer, at vi efter Evne ogsaa i vort Ydre skulle vise den Ære; men den fordrer ikke Naragtighedens Overdri- velser; -- dens Fordring gaaer kun til Anstændighed. Den vil have, naar vi formaa det, Sindets Reenhed ligesom fordagelagt i et anstændigt Udvortes; -- dog skal Sabbatens Herre, om Ar- modens Pjalter dække det rene Sind agte dette Dække ligt med Englenes skinnende Vinger. Men er det nu den Anstændighed, som sømmer sig Sabbaten, at man synes at møde i det hellige Huus til en Veddestrid i Pynt? Er det den Andagt, man skylder Stedet og den Herre, som der boer -- den Opmærksomhed, man skylder Læreren og de gudstjenstlige Handlinger -- den Opførsel, man skylder den ærværdige Forsamling -- at man seer Øinene løbe omkring, der skulle vende sig mod Alteret, mod SIDE: 294 Lærestolen eller Bogen? at de mest verdslige Tanker ikke lade sig skjule, men stille sig offentligen tilskue i Prunken og flyge om i de mønstrende Blik? Nei, sandeligen, kjære Medkristne, dette er hellerikke godt og som det burde være; dette er heller ikke at fejre Sabbaten værdigen. Men vedkjender eder derfor Hvad der dog boer i eders Hjerter, nemlig Misnøjet med, Ringe- agten for saa daarlig en Færd! Lærer de Daarlige, at Forfænge- ligheden vel er slet nok der den har sit Hjem, nemlig derude i Verden, men at den ikke bør betræde Templet, hvor kun Alvoret og de gode Exempler bør sidde! Lærer dem, at vi samles i Sab- batstimen ikke forat opbygge Hatte, men forat opbygge Sjelen -- ikke forat lære nye Moder, men forat lære nye Indsigter og Dyder -- ikke forat knytte kunstige Sløifer, men forat knytte Kjærlighedsbaandet fastere om Menigheden -- ikke forat mønstre Pynt, men forat mønstre vore egne Hjerter, -- ikke forat forstyrre Opmærksomheden, men forat vedligeholde den ved Stilhed og Anstændighed -- ikke forat drage Verden og dens Forfængelighed med os ind i Templet; men forat flye Verden og nyde disse Timers hellige Rolighed! -- De som ikke ville erkjende dette, og erkjende det i Gjerning, gjorde bedre i at blive borte, og vælge sig en sømmeligere Skueplads for Stadsen og Fjasen. Saadanne gives der ogsaa, der ganske forsømme den skjønne Sabbatsgjerning: Kirkegangen, uden dog derfor som hine Sabba- tens Forhaanere at besøge Syndens Steder. Denne Forsømmelse er ogsaa en Misbrug af Sabbaten, som vi jo hørte havde til Hovedhensigt at meddele Menneskene Underviisning i det ene Vigtige -- det som jo skeer bedst i Templet. Den er saameget mere en Misbrug, som den baade kan forføre Andre til samme Ligegyldighed, og dog altid forarger. Ofte kan den endog have den farlige Rod: aandig Hofmod, som ikke troer nogen Veiled- ning og Lærdom nødvendig for sig; men oftest er dog Kirkegan- gens Tilsidesættelse kun en Vane; men en skadelig Vane baade for En selv, og, som vi hørte, ogsaa for Andre. Er Huusfader og Huusmoder sjeldent tilkirke, da kan man være vis paa, at de andre Husets Folk ere det endnu sjeldnere. Disse skulle snart tage Mønsteret efter, og misbrugte eller ubenyttede skulle disse dyrebare Timer henrinde. Det er sørgeligt, kjære Medbrødre! at den Erfaring stedse skal bekræftes, at de bedste Gaver misbruges mest af Jordens fornuf- SIDE: 295 tige Herre. Ja, hvor har ikke Himlens ypperste Gave: Fornuf- ten været misbrugt! Og se! der rækkes Mennesket et Bæger, der skulde være en Lægedom, -- og Bægeret skal udtømmes indtil Bærmen og indtil Beruselse. Glæden har man kaldt en Himmelens Datter, der nedstiger stundom til Jorden af Medliden- hed over dens Sorger; men -- hvorledes behandles denne Glæde? De umaadeholdne Mennesker ville med plumpe Hænder fastholde den i flere Døgn -- den flyer, saasnart Maadeligheden er over- skreden, og efterlader Skrantenhed og alskens Elendighed for at hevne dens Krænkelse. Livet forædles med en Opfindelse -- og strax gribe Mangfoldige den til Fordærv. Velsignelsens Aar nedstraale fra Himlen, og Jorden synes at modstraale den igjen i al sin Fylde, og nu skulde dog vel alt være godt? Tilfredshed igjen sætte sig ved Arnerne, hvor Ilden atter blusser? Gjæld afbetales? Forbedringer gjøres med de fulde Kræfter? Vaaren ligesaalidet trænge som Høsten? -- Men ak! hvor lidet af alt dette skeer! Da skal dog Brændeviinskjedlerne fyldes, og da gjøres jo Bugen til Forvalter, og da forvandles Husene til Uvirk- somhedens Hier, hvor der fraadses og snorkes den lange Vinter, men sues paa Labben til Vaaren? Og Sabbaten? -- er den ikke som en Velsignelsens Dag imellem de andre? Den er givet som til det Bedre i Mennesket; men vi have jo hørt, at det Onde tør bemægtige sig den? Den skulde tilhøre Dyden; men Lasten aabner da sine Huler. Den skulde være Rolighedens og den skyldfri Glædes; og den stille Bygd forstyrres af Svirens og Sværmens Tummel. Den skulde helliges af Alvoret og de gode Mønstre; men Forfængeligheden og Letsindigheden og Daarlig- heden vælger de hellige Timer til sine Forførelser og de hellige Steder til sine Torvepladse. Den skulde helliges ved Menighedens Forsamling, men Huusfædrene glemme at hidføre Sønnerne og Tyendet, og selv forsømme Mange, og Templets Døre see kun Faa at indvandre. Den skulde benyttes af Sjelen til Kundskab, medens Legemet bemægtiger sig de andre Ugens Dage; men de kostbare Timer have ikke denne Værd i de Manges Øine, som ikke lægge Mærke til, at i Højtiderne er os af Aarets 12 Maa- neder skjænket fulde tvende, Sjelen til Gevinst. Agtværdige Medkristne! gjører dog eders til at dette bliver anderledes, at saa god en Gave ikke bruges saa slet! Beretter Sabbatens Haanere og Misbrugere og Forsømmere, at der idag SIDE: 296 i Sabbatens Herres Navn er blevet talt Erindringens Ord! Og vedbliver, I den hellige Dags redelige Dyrkere, at give Menig- heden fremdeles saa gode Mønstre? Indpræger eder og Eders Ærbødighed for denne Dag; thi om denne Ærbødighed er for- svunden, da skulle I forgjæves søge efter Gudsfrygten og hele dennes Æt af Dyder i Husene! Helliger den til Roe, til Veder- qvægelse, til Trøst, til Kundskab! Lader den være den Dag, da I mønstre den forløbne Uges Dage, og ligesom en indviet, i Guds Naadesmiil skinnende Høide, hvorifra I med tillidsfuldt Øje see hen mod de kommende Dage! Forglemmer aldrig, at denne Dag hører Aanden, hører Gud til -- at det er Synd ikke at bruge den, men svær Synd at misbruge til Ondt, hvad der er os be- troet til saameget Godt. -- Amen! En Engel mellem Mennesker Sabbaten mellem Dage er. I deres sorte Flok sin Vinge den løfter op saa reen og klar. Om andre Dage Tænder skar, Sabbatens søde Harper klinge. Hvi plette da, du Adams Barn Sabbatens Engleving med Skarn? Hvi vil du onde Aander byde ind i dit Huus paa saadan Fest, da du er kaldet som en Gjest for med din Frelser dig at fryde? Der lærer han de gamle Graa at være fromme som de Smaa. Der lærer han igjen de Unge at see med Ærefrygt til dem, der sidde som i Himmelhjem med Æreskrone, Lovsangstunge. SIDE: 270 Du seer jo Spiret i det Blaa, og tør til de Kapeller gaa, hvor frække Synder Offer tage? Ak, se dog paa Sabbatens Gry hen til det Bygdens Spiir i Sky! Der boer den Engel mellem Dage. GUD SENDER OS MANGE ENGLE OG VI HAVE MANGE FORBINDELSER MED HIMLEN. (Mariæ Bebudelsesdag 1831 i Eidsvoll Kirke). Guds Naade har ingensinde været unddraget Menneskene; thi de have aldrig over det hele været onde. Hvad vedkom det Abraham at Sodoma brændte i en anden Egn af Jorden! Flam- merne søgte ikke hans rolige Lejr eller Melkisedeks, den Guds- dyrkers, Alter. Der var Dale, hvori en uskyldigere Slægt levede end den, der just foregik i Siddims. "Mon Græshopperne komme?" spurgte maaskee de fjerne Hyrder, som saa en Dunkelhed af Røgen. "Mon Ørkenens Flammevind tænder sig?" spurgte maa- skee Karmels Piger; og Ingen ahnede, at der foregik en Hand- ling i Naturen, som Slægterne, ligesom Alt hvad der foregaar, skulde drage sig til Nytte, med eftertænksomme Øjne betragtende den som tilsagt og frembragt af den himmelske Retfærdighed. Guds Naade er stor. Han sender ligesaa mange Engle over vore graa og røde Tage som han sendte over Israels gyldent glindsende Palmer. De komme til vore Døre ligesaavelsom til Abrahams Telt og Nazareths Jomfru, naar vi blot have Øjne at see dem med; og Gud selv er ikke fjernere fra dette Huus end fra Salomons Tempel. Det var Haabets Engel, som kom til den arme Nazareths Qvinde, da hun sørgede over Israels og Verdens Synder indtil hun reiste sig i Moderens Forventnings Styrke, vis paa at Timen var nær, SIDE: 298 da Gud i hendes Barn skulde aabenbares i en Frelsers Højhed, hvem Syndens Elendighed skulde vorde underdanig som det Støv, hvori den alene trives. Men Haabet er den Engel, som sidst vil kunne forlade Jorden med sine Skaaler af Trøst og Kraft, som den rækker de Daadmatte, den Fattige og Ned- bøjede. Men Gud sender mange Engle til sine Børn, ja til de Børn, der ikke elske sin Fader. Han sender i mange Hændelser ad- varende Engle med alvorlige Aasyn og opløftede Pegefingre; men oftest bære ikke Menneskene sig anderledes ad end som om en Slange foer over Vejen: de skrige og glemme. Og han sender i Verdens Styrelser og Skjebner mange Engle, som hjælpe Men- neskene med hans Viisdoms Veiledning. Og i det daglige Liv naar det er stille, saa vi kunne høre vort eget Hjerte hvidske om hvad der vanter det, da kunne vi høre en anden Stemme hvidske om Guds Barmhjertighed, som tilraaber den Forvildede og gjenkalder den Angrende, som forviser sig selv, og er altid rede til at modtage Synderens gode og oprigtige Forsætter somom de vare sonende Engle, der opstige fra Jorden. Guds Naade er stor. Han lader det drøne af og til til Væk- kelse over Synden, som lever i Herlighed og Glæde. Der ind- træffer Begivenheder, som vældige Aanders Fart gjennem For- bryderens Liv. Han lader Engle i venlige Menneskers Skikkelse møde Elendigheden, som trøstløs vandrer om i de skjønne Lande. Og Menneskebarnet, som sidder nedbøjet under Korset, og tanke- fuld som Maria skuer ud i Verden og seer kun liden Opmunt- ring og bedrøves i og over den medens han skal kjæmpe imod dens Onder -- o, over disse Gode, der udsone Verden med Himlen, fordi de vise, at den dog har ædle Hjerter tilbage, ned- sende du dine stærkeste Engle, himmelske Fader, saa de ikke give din og deres Sag tabt. En Kraftens Aand udspile sine Straaler i deres Sjele, saaat de oplyses og see, at det ikke an- derledes kan være! Og Trøst nedlades fraoven i de bedrøvede Hjerter saa Haabet opspirer og voxer deri som Blomstrene af Jorden efter den milde Regn! Og om Menneskene forlade disse Redelige, da føle de sig stærke i sig selv ved Dig og ligesom overskyggede af himmelske Væsener, saaat de undfange Tanker og føde dem i Daad til din Ære og Menneskehedens Vel, der engang i Fuldkommenhed skal blive Saliggjørelse omsider naar SIDE: 299 de større Baner aabne sig, hvor Støvets Sjele finde, at de selv ere blevne Engle og skue Himmelens Engle Ansigt til Ansigt. -- Amen! Luc. 1 C. 26 V. Kommer, Elskelige -- vor Sjels Øje er ikke skarpt; dog hedder det Eftertanke; men kommer, lader os oplade det, thi Bebudel- sens Herlighed, den pragtfulde med Himmelsyner opfyldte Ind- gang til vort evangeliske Sandhedstempel aabner sig over os idag! Vi ville indvandre med vort svage Lys under dette hellige Dunkle, som omskygger os, naar vi andægtigen sætte os ind i Evangeliets Optrin, og det Høje ville vi nedkalde til at sees nærved af de Dødelige og afpasse det efter vor Tarv og finde Sandheden og Virkeligheden deri. Thi visselig deri skulde intet Ophøjet være, om ikke gavnbar Sandheds Livsenskjerne fandtes og spirede deri, saa Mennesket kunde finde den og qvæges der- ved, istedetfor blot at maatte forstumme over den prægtige jødi- ske Mystik i Erkeengelens Bebudelse til den ubesmittede Jomfru. Skyerne eller over Skyerne i de blaa Rum er ikke Menneskets Himmel. Den er i dets Sjel. I dens Bevægelser er Engles Fart, i dens Reenhed Aanders Glands, i dens Fromhed Forbindelse med den forherligede aandige Verden, som er den højeste Gud- dommelighed nærmere; ja en Forbindelse, der ikke behøver at være synlig og hørlig forat kunne forstaaes og blive Forjættelse og Bebudelse. Der er een hellig Aand, som gjennemgløder de Salige saavel- som Jordens fromme Hjerter, og den er det fælleds Sprog mel- lem de Forherligede og de Dødelige, eller det er den, som lærer disse det Sprog hvori Englene tale og hvori den Højestes Vilje udtrykkes. Denne hellige Aand belivede Marias Sjel og adskilte hende fra de Israels Døttre, som kunde lee under Folkets Van- ære, mens det trællede sammen med Hedningerne under Syn- dens og lastfulde Herskeres Aag. Den opfyldte hendes Sjel med Sorg og Tanke, da hun sad i sin Eensomhed mistvivlende om Menneskehedens Frelse og om sit Folks Sagn om at den dog skulde skee ved en Davids Ætling ved en Søn af en Israels Qvinde. Og den var det, der forvissede hende om at hun skulde vorde den Benaadede mellem Qvinderne, at hendes Tro skulde vorde retfærdiggjort og hendes Kjærlighed velsignet. SIDE: 300 Marias Ahnelse frugtsommelig fra denne Stund med Jesu Højhed gik. Fra denne Stund sit Hjertes Slag hun troer, som nynned da (hvad vore juble nu) "den saligste af Mødre du, Maria er paa Jord!" "Hvilken Vished, ligesom et Løfte, er ikke skjænket Elisabeth, min Frænke? Er jeg ikke Davids Datter? Hvad om jeg er den Velsignede, som skal føde Verdens Frelser?" Og dette blev Jødinden vist somom hun i sit Folks Tro havde seet Erkeengelen Gabriel at nedsænke sig paa straalende Vinger og bebude hende det Mund til Øre. Og sandelig hun burde jo haabe det, og kunde jo haabe det, og naar Mennesket ikke haaber anderledes end det kan og bør, da er det vi sige: den Frommes Haab be- drages ikke. Og et saadant Haab er tilvisse saa virkeligt som Noget i denne Verden. Profetierne om at en Frelser skulde komme vare intet andet; og Alle, som havde Øje for Menneske- hedens Brøst og Religionernes Tilstand, maatte tro, at de skulde opfyldes. Men kun Maria vidste naar. Det sagdes hende i hendes Hjerte. Dette var Bebudelsens Stund, den "salige Aldres Moder", og al den østerlandske Fantasi har ikke havt Sødme og Glands nok for Henrykkelsen i Frelsemoderens Ahnelser og Taarer. Den siger, at Englenes Fyrste kom -- velan, vare hine Spaadomme som trøstende Engle, der vendte de Gudfrygtiges Øjne fra Men- neskehedens sørgelige Minderulle til Frelsens Fremtid, da En skulde fremstaa i den Højestes Kraft og see sit Meed og nævne det: saa er det ogsaa saa, at der blev en Engel udsendt af Gud til Nazareth til Jomfruen, og han sagde: "hil være dig, du Be- naadede! Herren er med dig, du Velsignede! Frygt ikke, thi du har fundet Naade hos Gud." Men Marias Bebudelsesengel var ikke den sidste Engel, den milde og naadige Gud nedsendte. Dette var ikke den sidste Gang det menneskelige Hjerte erholdt Kraft som fra Himlen naar Støvet bøjede sig, Kraft til ligesom midtaf Angestens og Sorgens SIDE: 301 Mørke at udskyde himmelske, alle Skygger forjagende Straaler, lige dem man tænker sig gjennembrydende Skyen at omflyde Engelen i Aabenbarelsens Øjeblik! Nei, Medkristne! visselig -- denne Gave er endnu Menneskets højeste Velsignelse, og Gud har aldrig og skal aldrig undlade at give disse Panter paa sin Magt, sin Storhed og sin naadige Nærværelse. Den melder han ved underlige Styrelser, saaat vi see den ligesom de sorte ilende Skygger paa Vandet under det usynlige Stormkast, og ved her- lige Gjerninger udførte af Mennesker mod det Umulige som det syntes, og ligesaa klarligen som i disse Naturoptrin, der forbause vort Øje, ved forunderlige Begivenheder, ved Naadesgjerninger i Menneskets Sjel, som vise Herrens Herlighed oprunden i Hjer- tets skjulte Dybder. Da Saulus, blændet af et lynende Skin, tiltordnet af en ubekjendt Røst, nedsank forat reise sig som Paulus, som det Guds Ords stærkeste Piller, han hidtil begrov under Stenene -- da et himmelsk Lys opgik i hans Indre, der hidtil var formørket som en Grav, og attraaede kun i fortærende Nidkjærhed, umættelig som en Grav, at sluge Frelserens Efter- ladte -- mon Gud aabenbarede sin Herlighed i Aanderne mindre klart i denne underfulde Forandring, end da han i Josefs Be- givenheder lod Had og Gjerrighed og Nid og Anger og Sorg vende sig til Velsignelse og Kjærlighed og Glæde? Eller da Mo- ses blussede paa Bjerget, mon Guds Hellighed straalede mindre klart, end da han gav sit ryggesløse, frafaldne Folk i Tugtens Haand, og da han lod de vanærede Helligdomme forsvinde i Flammer? Men ikke alene Pauli Sjel gjennemlynedes, ikke alene Moses blussede, og det Lys i Nikodemus' Sjel, som ledede ham til Frel- seren om Natten, har senere i mørke Aldere, hvor Sandheden og Dyden har maattet tye iskjul, været skjænket utallige gode Mennesker; og Pauli Lyn oplysnede Luthers mørke Celle og Moses's Nidkjærhed flammede paa hans Pande, da han fremstod foran sin Tid. De Engle, der husvalende aftørrede Frelserens Dødsved i Gethsemane, have siden besøgt Blodvidnerne i den stille Nat før den sidste Smertesdag, og alle de Ædle, som leed og lide og døde og dø for Sandhed, Frihed, Ret og Dyd have følt deres styrkende Nærhed. Medens Altstyrerens vældige Gang gjennem Verdensbegivenhederne har været klar for alle de Gud- frygtige indtil vore Dage, har Hans Helligheds Aabenbarelse i SIDE: 302 det rene Sinds Indre, hans Naade i det fromme Hjertes rige Haab, hans Kraft i det selvopofrende Heltesind været lige klar for Aanden, der speider i sig Selv og deri finder ogsaa en Ver- den fuld af Guds Undere. Englen kom til Maria, der sørgede over Menneskenes Ondskab og over at hendes og de faae From- mes Ahnelse om Frelse ikke fuldbyrdedes; men Hver den, som har sørget ligesom hun over en fordærvet Tid, over en almeen Elendighed, og som pludseligen har følt sig styrket i Haab til dens Forsvinden, i Tro til Altstyreren, og som maaskee ilive har seet den retfærdiggjort, og Sædelighed og Fred og Velvære og Kjærlighed og Forbedring i Alt at indflytte i Stater og Huse, hvor Last og Had og Ufred og al Jammer havde fæstet Bo i Aarhundreder -- mon Den kan negte, at Marias Engel besøgte ham i den Stund, da Fortvivlelse og Sorg blev til Haab, Tro og Glæde i hans Hjerte? at den Byrde, som tyngede dette, bort- hviftedes som af et Vingeslag heroven ham? Men vort Huus rører os mere end Verden, vor egen Sorg mere end et Riges, og i vort Indre finde vi en Verden, fuld af Lys, Mørke, Storme, stridige Kræfter, liig denne store heruden os, og hvori Guds Vælde og Kjærlighed ikke mindre aabenbarer sig end i denne hvori Sol og Jord ikke ere andet end flyvende Fnugg. Og hvem maa ikke tilstaae, at ogsaa dette Verdens- hvælv, som indsluttes i det lille Hjerte, ogsaa er Skuepladsen for Lidenskaber, der kunne tordne og lyne og gaae med Stor- mens Vælde og Havets Dunder, for Djævleild, for Heltekamp og Englesejer? Ogsaa der -- i hvert Menneskehjerte -- er en Ti- dens Fylde og Frelsens Under! -- Men besøger Marias Engel Mennesket i den Stund, da Fortvivlelse over almeen Elendighed, over en Jammer deruden skiftedes til Tro og Haab og ahnende Fryd -- er det da ikke en Engel, som, naar Tidens Fylde af Synd og Vildfarelse er kommen i vort Indre, i denne vor Sjels Verden, pludseligen forjetter os Frelsen og Forløsningen, opreiser os da vi vare faldne, styrker os med en ukjendt himmelsk Kraft, da vi vare svageste og sørgende over vor Svaghed, og antænder et nyt Gry i vort Mørke, ja saaat det med Moses' Flamme rød- mer Kinden, der var bleg af Sorg, formørket af den Samvittig- SIDE: 303 heds Aande, som sukkede derindenfor? Hvem der ikke følte dette Herrens Under i sin Sjel, hvem der ikke gennemstraaledes af Pauli Lyn -- nu han skue det i den Letsindige som pludselig blev alvorlig; i Oldingen, der lokkede en sildig Fred ned paa sit Graahaar; i det skumle Øje, som blev klart og venligt seende ind i de Andres; i den Vredagtige, som rakte Haanden til sine Fiender, som anvendte sine senere Aar til at opsøge dem, ihvor de end fandtes, han engang fornærmede; -- i den Pande, som Lidenskaberne gjorde liig et rullende Hav, men som blev glat og klar som Vaarhimlen; -- i den Svage som blev stærk; -- i den Faldne, som reiste sig; -- i Daaren, som blev viis; -- i den Vildfarende som vandrede gjennem den rosenhækkede Vei mod Afgrunden, men som pludselig gjennembrød Hegnet endsende ei Tornene under disse Roser, det rindende Blod og Haanlatteren bag ham; -- kort han see, at trøstende og hjælpende og forjet- tende Engle endnu aabenbares, og særligen i Synderen, som for- bedrede sig. Men, Elskelige! -- er det den nedbøjede Erkjendelse af sin Synd, -- er det den mørke, sorgfulde Anger derover, som for- tjener Navn af en Frelsensengel? Hiin Syndserkjendelse ned- kuer jo Mennesket, slaaer hans Øje mod Jorden, indhyller det i Taarer og Sindet i en Taage af Forvirring, hvori det ikke veed hvor det skal gribe an; og Angeren sidder der jo med bøjet Hoved og vridende Hænder, kun mægtig at sørge, qvælende sit Haab og ligesom forvisende sig selv derifra hvorhen den ik- kun vover at kaste et stjaalet Blik? Derimod tyder jo hiin For- vandling, hiin himmelske Virkning i den syndige Menneskesjel paa en levende Kraft, paa en Fred og en Glæde, og disses for- enede Virken er det, vi alene kunne kalde en Engels, liig den, der tilraabte Maria: "hil være dig du Benaadede! Herren er med dig, du Velsignede!" Nei, kjære Venner! denne himmelske Forvandling, den lyse, stærke og virksomme Frelsensengel, som opreiser den Faldne, hjælper ham i Befrielseskampen og forjetter ham Sejren, denne Synderens Forbedring er ikke hiin nedbøjede, uvirksomme Syndserkjendelse, hiin mørke Anger. Disse ere nød- vendige, de ere de mørke Skyer, hvori Frelserengelen aaben- barer sig, hvoraf en ny, bedre lysere Verden udgaaer i vort Indre. Men Straalen, som vækker dem til Liv, Frelserengelen selv -- den er det alvorlige Forsæt til at forbedre sig, der plud- SIDE: 304 selig opløfter den uvirksomme, i sig selv i sin Sorg nedsjunkne Anger til Haab og virksom Kraft, og som, medens Angeren ikke tør nærme sig, vandre med modig Tro imod de Arme, der altid ere aabne. Af det dybe Hjertesaar skyde sig Syndserkjendelsen og Angeren som tvende mørke Blade, men deraf hæver sig som en raskopadstræbende, klar Stjerneblomme, der fanger Dugg og Lys fra Himlen, det gode Forsæt, og denne bliver Omvendelsens saliggjørende Frugt -- denne, som er sød for Himmelens Engle. Vi maa, Elskelige, for vor egen Skyld, tro, at et alvorligt For- sæt til Forbedring er en forjettende Frelsensengel, en Bebudelse om Naade og Salighed. Himmelens Engle juble jo derover som- om en Broder vendte hjem. Vi maa tro, at Guds Naade og Kraft er stor i en forbedret Synder! Troer kun, at naar Guds Virkemaader og Veje saaofte ere os skjulte i den Verden, som ligger for vore Øjne, saa ere de det endmere, skjøndt dog lige- saa sandt tilstede, i den usynlige Verden, i vore Sjele! Ligesom Fødsels og Dødsøjeblikket er et eneste, saa er ogsaa Gjenfød- selsøjeblikket -- det, der skal afføde et Liv af Forbedring -- kun et! Vær derfor opmærksom -- det kommer ligesom Pauli Glimt, hurtigt som Marias Engel. Men vil du tilstoppe dit Øre, naar en Engel tilraaber dig "hil dig du Benaadede!" Kan du stole paa, at Kaldelsens Stund atter skal komme før det er for- silde, om du forgjæves lader Gud virke i din Sjel, lader de gode Forsætter døe, indtil din Sjel er udtømt og udygtig baade til at fatte og til at beholde dem? Visselig ikke om du ret vil fatte den Agt for Forsættet til Forbedring, at det er en Herrens Frel- sensengel sendt over den Nedbøjede, et Lys tændt i den for- mørkede Sjel, en Styrke i den Svage, et Haab i den Fortviv- lende, en Røst fra det Høje, som raaber til den Bedrøvede "hil dig, du Benaadede! Herren er med dig, du Velsignede!" -- Disse en Engels Virkninger har jo det alvorlige, gode Forsæt -- de ere en Aabenbarelses pludselige -- det er et Haab, en Kraft, som pludselig viser sig hvor Mennesket ingen troede -- det er en forjettende Sejersang, som toner, hvor Mennesket kun lyttede efter et stille Suk. Den qvælende Eensomhed, den magt- løse til sig Selv Overladthed, som Angeren følte med saamegen Rædsel, synes forsvunden: -- en Højere synes at boe i vort Indre, og en Røst evig at gjennemklinge det: "hil dig du Benaa- SIDE: 305 dede!" Gud er med dig. Sjel! i dit alvorlige, gode Forsæt har du undfanget din Frelser! "Hil, du velsignede blandt Mennesker!" Men naar dit Forsæt til Forbedring har holdt sin Prøve -- naar den Vredladne er bleven forsonlig, den Umaadelige maade- lig, Bedrageren ærlig, den Ugudelige gudfrygtig, da skal ogsaa den Forjettelse sandes om hiin Frelser, som Sjelen undfangede i sit gode Forsæt, at "han er bleven stor og skal kaldes den Højestes Søn:" -- en Indvirkning af Gud til sit Barns Vel, en Forklarelse af hans Herlighed i sit formørkede Billede -- og Selv skal du blive stor og voxe med det gode Forsæts Kjerne i dig -- selv skal du blive stor altsom dit Forsæt fuldbyrdes og din Dydstyrke voxer -- Selv skal du blive stor "og kaldes den Højestes Søn!" Synder, slaar dit Hjerte haardt, o, da maa du lytte. Det en Engel er, som saart banker paa din Hytte. Aabn! Han engang Himlens Port aabner dig i Bytte. Græd! Din Taare er en Skat, som Guds Engle sanke. Lad i sorgfuldt Øjes Nat vaage Angers Tanke! Kjæmp! Der kommer en Sabbat, ja med Krandse blanke. Sorgens Fure, blot du vil, Glædessæd kan give! Som en Engleving dit Smiil kan mod Himlen flyve, og et evangelisk Hil om din Læbe skrive. Blik, som natlig Fakkel var, Himles Glimt er vorden. Tænderne, som Eder skar, Sølverstrenges Orden! Mund, som huset Satan har, Tempelbo for Jorden. SIDE: 306 Vil du, fra dit Hjertes Bund kan du Engle mane, og fra Herrens blaa Paulun Ti med Sejersfane. Adamsvilje -- tro det kun -- bryder Himmelbane. Klager ikke, at Menneskets Forbindelse med Himlen er liden. Hvad ere vi, at vi fordre mere? Himlens Børn? Ja, men ere vi ikke voxne og udsendte i Verden forat lære noget og blive til noget? Og sandelig vi mangle ikke Budskaber fra Hjemmet. Vi have Gudsord og, i større Forstand end i Lignelsen, Moses og Profeterne, og et fornuftigt Menneske bliver ikke gammelt før han erfarer og troer, at Alt tjener Mennesket til Bedste. Og dette er jo, at i Alt, som mødte, var en Gudsengel til Be- lærelse og Trøst, ja en Gudsengel, snart grædende, snart smi- lende, snart skinnende og lys, snart i Sorgens mørke Pragt, med Hænderne fulde af Velsignelser, snart med Tugtensriis advarende og straffende. Der var og er Mennesker med denne Viisdom, at Intet er Slump eller blot Hændelse, men uden Kjendskab til Kristi Navn, og om dem vil det dog siges: gak ind, din Tro har frelst dig. Thi deri er Gudstro eller Religiøsitet og alene deri. Dette at see Gud i Alt er at have et gudfrygtigt Sindelag. Og de Gudfrygtige er det alene, som forstaa Livet eller Guds Me- ning med og i Livet, at han tilskikker os forskjelligt forat vi skulle øve vore Sjelekræfter og sædelige Evner -- de Vinger, hvorpaa vi hæve os over Jordens Møisommeligheder og skulle hæve os gjennem Himlene eller de højere Tilværelser, -- og forat vi skulle lære at blive Herre over Tilskikkelserne og Om- stændighederne og Herre ligesaavel over vor Lykke som Ulykke. Intet af hvad der hænder være os derfor fremmed, men som kommet og kjendt fra Hjemmet! Og en Moders Sendinger ere ikke kjærligere og rigere end Naturens Gaver, naar Jorden op- dækkes og den frugtbare Aarstid vender tilbage. Hvert Græs- straa som reiser sig paa den nøgne Høj, melder, at vi ikke ere forladte, men at der er En, som tænker paa alle sine Børn i Støvet og sender dem mangehaande venlige Budskaber ad den SIDE: 307 aandige som legemlige Verdens Veje. Stjernerne ere tause, men dette er Meningen i deres alvorlige Øjne, at Menneskets For- bindelse med Himlen ikke er liden. Klager da ikke, somom den ikke skulde være tilstrækkelig. Det er uden Sværmeri at vi kunne gjøre den saa inderlig vi ville. Men kald denne søde Følelse Sværmeri -- Ingen, der vil gaa sin rette Vej og bevare et roligt og tilfreds Hjerte, kan und- være den, og Indbildning er den ikke. Seer, Dagen længes, og Ingen tvivler om at Foraaret er i Luften og at Solen stiger bag Skyerne, om den end ikke sees! Saaledes -- Jesus er selv tilstede i sit voxende Rige, i sin sej- rende Kirke i dens Fremskridt ligesom Solens Kraft er i de voxende Dage i den sejrende Aarstid. Han, den Højestes Søn, er hos Sine alle Dage. Dette er dog vel en Forbindelse med Himmelen? Og hvor nær er han os ikke? ja træder os ofte nær som i sin hele elskelige Personlighed? Thi er ikke Nadveren ligesom om vi Ringere satte os til det Bord, som Jesus og Apostlene, vor Herre og hans Venner, just havde forladt. De samme Retter bydes os; Brødet og Vinen have vi; og, hvad der er bedre, de samme Jesu Ord udtales over os. Visselig, den hele Kristenhed sidder ved dette Bord, som Jesus og Apostlene have forladt. Bordet er det samme -- kun større; thi den hele Kristenhed skal have Plads der, og det udvider sig altsom denne voxer, og omsider skal hele Menneskeheden have Plads der. Bordet er det samme, kun større; thi Gjæsterne er blevne flere og Mesteren, den himmelske Vært, er bleven større, forherliget i Himlen, der er hans Højsæde. Visselig han er tilstede. Hvo som ikke føler det, æder Nad- veren uværdigen og burde ikke lade Vinen væde sin Tunge, eller bryde Brødet med sine Tænder. Hans Velsignelse er til- stede over vore Hoveder, dersom vi redeligen bøje dem i Hans Navn forat imodtage det Dyrebare. Hans Røst er tilstede i Ordene, der udtales til Indstiftelse -- vel ikke med Hans Mund, men i Hans Navn af Dem, han dertil har anordnet og overgivet Myndigheden -- vel ikke i hans Sprog for Os, men i hans Me- ning, der jo ikke forandredes i Apostlernes forskjellige Tunge- maal, eller forandres siden i de forskjellige Tungemaal, der jo kun ere forskjellige Instrumenter hvorpaa samme Melodi lige rigtigt kan gjengives. Hans Minde er tilstede i Paakaldelsen og SIDE: 308 Ihukommelsen, Hans Kraft i vore Hjerter, om de hjerteligen læn- ges efter hans Samfund; ja, hans hele Væsen er tilstede i vort Sind, for vor hele Forestillingsevne, ja i vor egen Person om vi hannem redeligen efterfølge; og vi faae Pantet derpaa, at fordøje det i vort Legeme i det, der nævnes hans Legeme og Blod. Hvad ville vi mere? Gud sender os mange Engle, ja i Syn- derens gode Forsæt den skjønneste om end den alvorligste. Og vor Forbindelse med Himlen er mangehaande og nær, men nær- mest i Kristendommen og i denne nærmest og hartad legemlig nær i Nadveren, vor Sjels sødeste Næring. -- Amen! VÆRER IKKE DØVE PAA SJELEN! (12te Trin. 1836 i Eidsvoll Kirke). Gud, vor Fader! Vi have vore Øren opladte i denne Stund forat høre hvad du har at sige os gjennem dit hellige Ord. Vi have vor Sjels Øre, vor Opmærksomhed spændt for at fatte din Vilje, og vore Hænder ere udstrakte for at fuldbyrde den og forat takke dig fordi du ikke aflader at forkynde den, om den end ringeagtes og modtages af de letsindige Mennesker gjennem det ene Øre forat udlades af det andet. Thi du veed Tiden vel, da intet døvt Øre for din Vilje skal findes paa Jorden; -- og derfor lader du den forkynde paanyt og stedse paanyt og er naadig i din Himmel om end de Aldre komme seent, da kun een Vilje, din guddommelige Vilje, raader paa Jorden, ligesom dit Ords Forkyndere ikke ansee sit Arbeide spildt, om det end ei strax og hos Alle bærer Frugter i Forbedringer; men de tale og virke ufortrødent, stærke og glade i Haabet, at dog altid en eller anden forhen for Herrens Ord Døv bliver hørende imellem Mængden. At ogsaa dette, om saa skulde være, her i denne Forsamling ret tilfulde maa skee, derom bede vi dig vor Fader, du, som er i Himlen o. s. v. SIDE: 309 Marc. 7 C. 13 V. Gud har lukket det ydre, Legemets, Øre paa enkelte Men- nesker. Vi maa beklage dem; thi vi maa antage, at de ere mindre lykkelige, eller rettere mindre istand til at være lykkelige, omendskjøndt den Algode ogsaa da, naar han saaledes tildeler sine Gaver, ved somoftest i andre Henseender at erstatte Man- gelen, giver os Anledning til at prise hans Godhed og Viisdom. Om de Gamle hos hvem Øret ofte lukker sig somom de havde hørt nok af denne Verdens Larm, er ikke Talen, men om de Døvfødte, hvem Gud dog ofte -- næsten som om Mennesket kunde kræve det -- i andre Henseende erstatter, og kun yderst sjelden saaledes berøver de menneskelige Sandser og Evner, at de ikke høre det ene Vigtigste: Guds Vilje og Forjettelser: hvad Gud kræver af Mennesket og tilsiger dette. Den Døve altsaa høre? Der gives altsaa et andet Øre end det som er lukt for ham? Ja Menneskene have et andet Øre end dette, som kan lukkes paa saamange uforskyldte Maader: et Aandens Øre, hvori der boer Opmærksomhed og Eftertanke: et som Gud kun berøver dem, han berøver Forstanden: et som selv den Døve kan have fiint og skarpt. Tanke er dette Øres Lyd. Derfor kan Guds Vilje, Loven -- den Han ogsaa skrev i Hjerterne -- og Evan- geliums Forjettelser fornemmes af dette Øre og fattes af Sjelen, om end al Verdens Tummel eller liflige Klang ikke høres mere end Taagernes lette Hengliden over hinanden, og synes kun som Miner uden Lyd. Ofte er endog hiint indre Øre -- det vi skulle tage med os og bruge som Sands hisset -- fortrinligen skjærpet hos Den, hvis ydre Øre er lukt. Men ofte -- hvilken sørgelig Modsætning -- er hiint indre Øre, der lytter til Pligtens Stemme, der forstaaer Guds Viljes Røst og hører Himmelske at tale, lukt hos de Mennesker, Gud udrustede baade dermed og med alle sunde Sandser. Medens den stakkels Døve sidder for sin Tavle med alle sine Evner anspændte, ikke træt af langsomt og be- sværligt at lære hvad der er ham til Salighed og til Nytte, med Møje arbeidende forat opfatte Guds Røst, som igjennem Tegnene søger Vejen til hans Hjerte for der underligen at svare til og vække de Begreber om Ret og Uret, som der slumre -- medens hans kloge, tænksomme Blik viser, at han føler sin Ufortrøden- hed lønnet, at Aandens Øre er fiint, at den vinder Sejer over SIDE: 310 den legemlige Mangel -- medens dette fryder os og giver os et nyt stærkt Beviis for Sjelens uafhængige Selvtilvær og et nyt Udødelighedshaab: saa see Vi ofte den med alle Sandser Be- gavede sandsesløs og uvidende om selv sin nødvendige Salig- hedskundskab, om hvad Ret og Uret er. Vi see ham misbruge eller forsømme de ydre Sandser, ved Dovenskab og ved Vane fremkalde Udygtighed til at tænke, og at sløve sine indre Sandser. Verdens Røster -- de der kalde til Gjerrighed og Vellyst og Vrede -- bemestre sig hans Øre, saa at tilsidst Intet didigjennem til Sjelens kan indtrænge. Eller, om endog den gode Gud, til fuldkomne legemlige Sandser lagde saa ypperlige Sjelens Kræfter, at denne aldrig kan undlade at see det Sande og vide det Rette -- mon ikke vort Sind stundom bedrøvedes ved at see Mennesker ringeagte deres bedre Viden, lade Sandheden gaa indad det ene og udad det andet Øre, forkaste hvad Eftertanken bekræfter og Samvittighed tilhvidsker hiint indre Øre alteftersom Øjeblikkets tilsyneladende Nytte fordrer det, alteftersom Djævelen, Egennytten, blænder de ydre Sandser? Saaledes ødsle de i sin Overflod med Guds Velsignelser, med hans himmelske og jordiske Gaver. Og de Fornuftige see det med en Sorg, der er bittrere, men dog ligner den Følelse hvor- med en god Agerdyrker seer Ukrud fedes i fortrinlig Jord; og deres Beklagelser over at Guds rige Velsignelser foragtes eller bruges til Fordærv nærme sig Ønsket om at Disse, der vise at de ikke kunne bestyre det Meget, heller havde mindre, og til Tanken, at det dog var bedre, at de ikke hørte, end at de saa villigen give alt Ondt alle forførende og fordærvende Røster Gehør. Saadanne Mennesker! and. Tilhørere! ere isandhed døve -- ikke Den, der vel ikke hører sit Navn, men Guds hellige Navn; ikke de Røster som lede til Skjændselen, til Dydens og Ærens Grav, men de høje og himmelske Røster, der raabe: "Salige ere de Rene af Hjertet; thi De skulle see Gud!" -- ikke Ære- eller Penge-Gjerrighedens Fristerstemme, ikke den vilde Lastefuldheds Kommandoraab, ikke Bagtalelsens Hvislen og Løgnens høje men falske Eder; men kun de guddommelige Forjettelser, og et udøde- ligt Haabs milde, opløftende Tale. Hine ere isandhed døve -- de høre ikke hvad der taler i deres eget Hjerte; men dertil bøier den udvortes Døve alvorsfuld sit indre Øre. Han har hørt SIDE: 311 nok forat forstaae sig Selv og Verden, forat være trøstfuld, forat kunne handle ret og engang vorde salig. Saameget har ikke hiin hørt, han har ladet Egennyttens og Fiendskabets og Hevnens og alle onde Begjærligheders forvirrende Raab trænge ind i sit Hjertes stille Fred, hvor kun Guds Lov skulde forkyndes, hans Vilje lyde og himmelske Forjettelser tone. Ja maaskee han al- drig brugte sine Sandser engang til den alene bogstavelige Viden af de nødvendige Sandheder; men, forsømt af Forældre og for- sømmende sig selv fra Ungdommen af, er bleven sløvere end Denne, der mangler den ypperste Sands, og saa sjeledøv, saa døv paa Aandens Øre, at Samvittigheden ikke gider tale til det. Visselig, saadant et Menneske er døvt, Elskelige! Ham skulle vi beklage; thi han er det forskyldt. Der lød tilrettevisende, advarende Stemmer fra hans Indre, og han hørte dem ikke -- der lød samvittighedsfulde Forældres Formaninger og Venners kjærlige Raad og Læreres sanddru Varselstemmer og Kjæres Bønner, og han hørte dem ikke -- der lød Guds Ord til ham, Aldommeren talte til ham, og Kristus bad ham, og forstærkede sine Bønner ved de herligste Forjettelser og ved at besværge ham ved hans egen Salighed, og han hørte ikke. Ak! det Men- neske er døvt; ham skulde vi beklage. Paa ham var guddomme- lig og menneskelig Tale forspildt. Der var raabt "Efata!" over ham af Gud selv gjennem hans Ords Forkyndere -- og han hørte ikke. Der var raabt "Efata!" mangegange over ham i Skolen, i Kirken, ja i Verden selv, der taler igjennem sine rystende eller frydende Exempler, igjennem den døende Synders Besværgelser ikke at lukke sit Øre for Sandhedens og Pligtens og Naadens Røst, som Han gjorde, saavelsom igjennem hiin legemligen Døves ærlige, ufortrødne og med al nødvendig Kundskab lønnede Flid. Der var raabt "Efata!" over ham af Ham, der saa ofte raabte: "Hvo som haver Øren at høre med, han høre!" ja af Ham, der raabte "Efata!" til hele Verden, da den var døv i sin onde Tids Fylde, og hvis Efataraab lyder i alle kristne Templer indtil denne Stund og indtil den sidste; -- men kun Han, den Sjeledøve, hørte ikke, skjøndt han havde Øren at høre med; men disse fordær- vede han og opfyldte dem med de onde Røster; thi andre vilde han ikke høre. Han er isandhed døv -- Han skal ikke høre før Gud selv raaber i Domsbasunen sit "Efata!" sit "Lad dig op!" til Gravene. Det maa han høre -- han hører det saasnart SIDE: 312 dette hans legemlige Øre lukkes i Døden -- men, vee ham for hvad han hører. For ham lyder det kun: "Efata, du Dyb! Gak ind -- der boe De, hvis Røster du hørte!" -- Sandeligen Disse ere døve, der gjøre Guld eller Ære eller andre Mennesker til sin Afgud; thi de høre ikke Tordenrøsten fra Sinai: "Du skal ikke have fremmede Guder for dig!" Hørte de den, da skulde Menneskeæres Tinde synes dem lav imod den Højde hvorfra dette Bud forkyndes: de skulde ikke høre Havesygens begjær- lige Skrig, og Menneskers Befalinger til noget Ondt skulde kun være som de lette Vinde, der vel ikke kunne forbydes at komme, men som dog ikke lette andet end Fjer og Løv fra Stedet og ikke kunne forhindre os at gaae hvorhen vi ville og skulle. Og sandelig Disse ere Døve, der ere uvillige til at søge Huset, hvor Gudsord forkyndes og Naadesmaaltidet beredes, eller som komme der, men uden Andagt, Opmærksomhed, Følelse af det Hellige, Broderkjærlighed, Selvprøvelse, Anger og Troens Glæde i Evangelium -- de ere Døve, der ikke høre Majestæten i Guds Navn, men bruge det letsindigen, eller som endog benytte det i onde Hensigter til Overtro og egennyttigt Bedrag -- De ere døve; thi de høre ikke Guds forfærdelige Røst: "Du skal ikke tage Herrens din Guds Navn forfængeligen!" De ere døve, der aabne sine Huse for Synden paa Sabbaten, der ringeagte den offentlige Gudsdyrkelse og hvem den huuslige Andagt er en afvant Ting; thi de høre ikke Guds Røst, der siger: "kom ihu at du helliger Hviledagen!" De høre Tempelklokkerne kalde til Andagt; men det er kun med det ydre Øre de høre det -- ikke med det indre; thi de følge dem ikke. De høre de gudelige Formaninger; men kun med det Øre som skal vorde Støv; thi de bruge dem ikke, og Trøstensord lade de ud af det andet Øre; thi det forekommer disse Letsindige, der kjende saa- lidet til sig selv, somom de ikke behøve dem; og om Sandheden maa revse, da gjøre de ligesaadan; thi de Hovmodige sige: "det kan min Næste have godt af, ikke jeg!" "Hædre din Fader og din Moder!" hedder det; -- men er ikke Den døv, som ikke hører dette Bud, skjøndt baade Himlen til- raaber ham det og det menneskelige Hjerte og den simple al- mindelige Taknemmelighedsfølelse? Er ikke Den døv for alle disse foreente Røster, som lader haant om Faderens Formaninger og Moderens kjærlige Bønner -- som er ulydig og stivsindig som SIDE: 313 Barn, som Intet vil lære skjøndt Forældre og Lærere gjøre sit Bedste -- som bedækker det ærlige Navn, han fik, med Skam, og som, langtfra at være sine Forældre en Alderdomsstøtte, sky- der dem med umenneskelig Haardhjertethed tilbage i deres hjæl- peløse Alderdom? Visselig han er døv, og Naadens Øre maa være døvt for ham, naar han engang i sin Elendighed anraaber det. Da skal det vise sig -- hvad forhen syntes næsten utroligt -- at dette Menneske dog havde en Sjel; men en til at fortabes. Og Den troer maaskee at høre Budet: "Du skal ikke slaa ihjel!" som ikke slaaer Folk ihjel paa Landevejen eller ikke blander Gift i deres Mad. Men visselig -- om Han gyder Gift i sin Næstes Aarer ved Bagtalelse, om han lader Løgnen lønligen saare ham, om han lader uforskyldt Ærgrelse tære paa hans Livsaander, om han forfører den Uskyldige til hvilketsomhelst Ondt -- Han er døv for dette Bud. Han er Ærens og Hjertefredens Morder, ja han kan myrde Livet sikkert som Stimanden paa Vejen. Og Den er døv for Budet: "Du skal ikke bedrive Hoer!" der fylder sin Mund med væmmelig Tale, sit Sind med udsvævende Tanker -- hvem Kydskhed er en Latterlighed eller en Tvivl og Ærbar- hed en aflagt gammeldags Vane. Det Menneske er døvt for Bu- det, og for brudt Familiefreds Suk, for Forførtes Jammer, for Ærens Bud og for talløse Exemplers Advarsler. Og Du, som maaskee ikke lister dig ind om Natten forat stjæle, men hvor du kan søger at forfordele din Næste -- Du som maa- skee ikke røver paa Landevejen, men om Du fandt din Næstes Velfærd eller endog kun lidet deraf og fordølger det -- Du troer, at høre Budet: "Du skal ikke stjæle!" Nei sandelig! Du er døv for det, for Guds Bud som for Menneskenes. Du tager kun et Træ af din Næstes Skov, og i dit Hjerte staar Begjæringen om hans Huus og om alle de Ting, som ham tilhøre. Det græmmer dig blot, at der er saameget at vove ved at følge denne Begjær- ligheds Røst. Det er kun Skjændselen du seer, ikke Lovens Tavle. Det er kun Raslen af de Lænker, Menneskene have be- redt Tyven, ikke Guds Bud som du hører. For det er Du lige- saa døv som det Menneske er for Budet: "Du skal ikke sige falskt Vidnesbyrd om din Næste!" der kan vitterligen opdigte Løgn om Andre, med ondskabsfuld Glæde udbrede den, ja endog -- det være forat skade eller frelse Andre -- lade haant om SIDE: 314 sin Salighed og Guds Barmhjertighed i Meenedens forfærdelige Forbrydelse. Seer, Elsk.! hvormange Døve paa Sjelen, der gives. Det er en Sygdom, som kan begynde umærkeligen i den letsindige Al- der, men tiltage iilsomt saa hverken Guds advarende eller for- jettende Stemme, Menneskers Tale eller Hjertets egen Røst kan trænge ind i den samvittighedsløse forstokkede Syndersjel. Kun Guds Straffedomme skulle det engang. Men begynder denne farligste af alle Sjelesykdomme, denne Aandens Døvhed, hvor- ved dens fineste Sands, dens af religiøs Følelse gjennemglødede Kraft til at fatte Guds Vilje og hvad der er nødvendigt til Sa- lighed her og hisset, kan fordærves -- begynder den oftest og lettest i den letsindige Alder -- da betænker, I Forældre og I der ere i Forældres Sted, hvor hellig en Pligt det er Eder, netop da, naar Verdens lokkende Røster tale lifligst, men og farligst til det unge Øre, bag hvilket det uerfarne Sind boer -- netop da at vække og skjærpe hiin Sjelens fine Sands, hiin Aandens Hørelse! Forsømmer ikke den umistelige Tid, da eders Unge faar Evnen til at tænke fornuftigt over Sjelens Anliggender og de ophøjede Gjenstande for vor religiøse Tro! I vække den ved Eders eget Gudfrygtigheds Exempel og ved kjærlige Formaninger; og lidt efter lidt skulle I med sød Fryd opdage hvorledes hiin Sands udvikler sig hos Eders Børn først som en barnlig glad Kjærlighed til Gud og Kristum, om hvilke I fortælle saameget godt, siden til en taknemmelig Ærefrygt, og til en stedse klarere Pligterkjendelse og en voxende Videbegjerlighed selv efter de alvorligste Gjenstande. Have I dertil bragt Eders Børns Sjele -- da, I Forældre og Lærere, da kunne I trøstig lægge Eder i Graven, om I Intet efterlade dem af det som Møl og Rust kan fortære -- da nytter det ikke om I bede dem ikke at fortælle Eders gode Gjerninger ved dem; thi disse skulle fortælle sig selv i et dyderigt og vel- signelsesfuldt Liv, og deres Hjerter skulde ikke kunne holde sig fra at fortælle eders og deres himmelske Fader, skjøndt han veed det, hvad Godt I gjorde imod dem ved at oplade deres Sjeles Øren -- Amen! SIDE: 315 FRELS OS FRA DET ONDE! (3die S. i Fasten 1834 i Eidsvolls Kirke). Fredens Gud! signe du vore Hjerter med din Fred; med den, som aander i dine Himle! Lad ved dit stærke Ord alle Ond- skabens, Misundelsens og Ufredens Djævle uddrives af os! Styrke du os med din Fred, da skulle Disse og Løgnens og Havesygens og Forfængelighedens onde Aander Intet formaa over os. Men have disse os i sin Magt, opfylde hine Ufredens Djævle vore Hjerter, var Ordet frugtesløst og spildt som en Vind for vore Øren, var din Haand forgjæves mildeligen vin- kende udstrakt, var Sandhedens Lys qvalt i den Taage, som hildede vort Syn -- o da takke vi dig, vor Fader, om du med din fulde Magt, med Lidelser, med haarde Svøbeslag uddrev hine onde Aander, som vort forræderske Hjerte hælede med forat berøve dig vor Sjel -- o, Vi takke dig da, om du endelig lagde din Torden og Klangen af Dommens Basuner i dit Ord, saa vi endelig vaagnede og hørte, -- om din Haand pludselig greb os som Hvirvelstormen det lille Fnug, og førte os gjennem Rædsler til Freden med Dig og os Selv -- om dit spildte Lys blev til Lyn og splintrede den bedaarende Taage, som omgav os, saaat vi endelig saae, hvorledes den havde tilhyllet Af- grunden for os, hvorledes Ondskabers og Daarskabers Djævle under dens Skjul havde omgjøglet os -- og ilte derfra -- om end silde, dog betids for din Barmhjertighed, dog betids nok forat finde Freden før vi finde Graven. -- Amen. Luc. 11 C. 1 V. De Billeder eller legemlige Skikkelser, mine kjære Tilhørere hvorunder Jøderne og andre Folk, ja selv de Kristne en Tid havde tænkt sig onde Væsener, der med ophøjede Aanders Magt skulde kunne drive sit Spil mellem og med Menneskene, forhaanende Guds Vilje oprørske mod hans Hensigter -- de vide vi alle ere skrækkelige. Alligevel -- det maa forfærde os -- de ere ikke skrækkeligere end de Onder de skulle be- tegne. Tænke vi os den legemlige Verdens Onder -- strax er SIDE: 316 vor Indbildningskraft rede med Skikkelser, der kun ere des frygteligere jo mere de ere sande. Krigen med alle sine Ræds- ler afbilder sig for os som et Hav af Flammer og Blod, der overbølger og overhøljer Landene. Den knusende Orkanstorm som en uhyre Rovfugl, der i de sorte svullne Skyer har sine Vinger udspændte. Pesten, som et gustent afskrækkende Væsen, der med vist Blik, pegende eller bankende paa Dørene, udvælger sit Bytte. Ligesaa, betragte vi den aandige Verdens Onder, dem der husere i Menneskesjelene -- strax forme frygtelige Billeder sig under vor Tanke. Hadet, Mordbegjæret, Havesygen, Mis- undelsen -- alle disse sande Djævle -- fremstille sig under for- skjellige rædselfulde Former. Disse svare vel ikke ganske til det os ved Sagn og Skrivt overleverede, bibragte Begreb om Djævle, saaledes som Jøderne tænkte sig dem. Men vi fejle ikke, om vi antage, at under den saadanne Væsener tillagte Magt og Hang til at forføre de svage Mennesker maa forstaaes onde Lidenskabers Styrke og Fristelse til Synd; og at Jøderne under Billedet af saadanne Væsener personliggjorde alle de Onder, som forstyrrer den Lyksalighed, som Menneskene kunde og kunne opnaae selv her paa Jorden i udviklet Aandskraft, forædlet Tænkemaade, indre Fred i Sund- hed paa Sjel, som ogsaa paa Legeme. Ja vort Evangelium lærer os, at de selv gjorde de legemlige Lidelser, som have noget for- færdende og haardnakket ved sig, til Djævle, saasom Døvstumhed, der berøver Mennesket dets ypperlige Gave at kunne tale, og dets næsten ypperligste Sands; en Sygdom, der ansees, om den er medfødt, for ulægelig. Ligesaa tillagde de indgroede Slag- tilfælde og Rasenhed en Besættelse af fremmede onde Væsener, som de kaldte Djævle og tænkte sig under skrækkelige Skik- kelser. Men forlængst har man afladt at forstørre saadanne Lidendes Ulykke ved at tillægge den en saadan Oprindelse. Og det er ikke det eneste, som Menneskene have oplyst af forrige Tiders Overtro ved at efterspore Naturen. Derimod kjende vi Alle nok af aandelige Onder, som vel fortjene at fremstilles under Djævles Navn og Lignelse, og som isandhed kunne voxe til djævelsk Magt, til en Sjelen ikke kan bestride og som i Øde- læggelser ligne dem vi tænke os som Djævlenes Idræt. Vi kjende nok af dem. De boe i vort indre -- der drive de sit Spil; ja selv udenfore os, rundt os jage de efter os, lokke de os i de SIDE: 317 onde Exempler. Lykkes dette, se, da have Verdens onde Aander faaet Indpas i vor. Da ligesom en Slange indlister sig igjennem en Revne i vort Huus og lægger sine Æg, saa en Slangeflok ud- og indvrimlende der snart faar sit Tilhold: saa forvandler det første onde Exempel, den første Last, som fraudenaf ind- listede sig og fæstede Boe i vort rene Sind, dette fra Engles til Djævles Hjem, og idet Mennesket tager Last tilfølge og indøver sig deri og udvider den, er det jo ligesom onde Aander ynglede, voxede og forflerede sig i vor Sjel. Alligevel endskjøndt der fra uden af ere aandelige Fiender nok, som lure paa at bemæg- tige sig vor Sjel, og, fortærende dens Fred og Kraft til Dyd, paa at efterlade den udtømt og værdløs som en kjerneløs Skal til Fortvivlelsen og Dødens Rædsel -- alligevel, endskjøndt der alene i en feilfuld eller forsømt Opdragelse ligger en heel Hær af saadanne farlige Sjelefiender, som lure paa selv det uvillige og uskyldige Barn -- alligevel hvo veed ikke, at i vort eget Indre, i Arvesynden ligge Spirerne til alle disse aandelige Onder, disse onde Aander, Kimerne til disse Kræfter, som kunne voxe indtil det Forfærdelige at indlade sig i Kamp med den guddomme- lige Aand inden og uden vor Sjel, ja at selv Barnets Letsind der synes saa elskværdigt og godt, kan, inden Manden staaer der, voxe indtil Forvorpenhed og Ugudelighed? I vort Indre er det de boe, disse Djævle, der ere os de far- ligste. Rense vi det for dem, skal selv en lastefuld Tid, en Verden fuld af Djævle, ingen Indflydelse have paa os. Derfor sagde Luther, da hans Venner fraraadede ham, at drage hen midtimellem sine mægtige Fiender med Keiseren ispidsen paa Rigsdagen hvorhen han var indstevnt: "er der end -- sagde Man- den i Guds-Harnisket -- saamange Djævle der som Tagstene paa Husene; jeg vil dog derhen" d. e. er der end saamange mægtige Sandhedens Fiender -- jeg er rolig, jeg vil dog derhen efter mit Kald forat fuldbyrde hvad mit Bedre siger mig, hvad Guds Ærinde er. Derfor ogsaa stod Paulus som han stod seirende i Lænker for Fyrsterne. Derfor ogsaa opdage vi i de Tider, som kaldes de værste, enkelte Dydiges Navn at skinne saameget herligere som Stjerner i Natten. I vort eget Indre bo disse farligste Fristere; men de kunne vækkes af meget uden- fore os. De ligge deri som sovende Ulve; men det fjerne Hyl af En af samme Slægt kan vække og reise de Sønderrivende. SIDE: 318 Havesygen have vi Alle; men -- som de stærkeste Giftarter, der i ubetydelig Grad kunne virke som de bedste Lægemidler -- kun i en saa liden Grad, at den neppe kan skilnes fra Uegen- nyttigheden, og at ogsaa Hjertet maa bifalde den, er den os tjenlig. Derimod dersom den formedelst Andres bedre Kaar gaar over til Misfornøjelse med sin Stilling og saa til Knurren mod Forsynet -- hvor syndig er den da ikke, paa hvilken med- brat Vei til Forbrydelse staaer den ikke alt? Og nu, om Eksem- plet af En, der lever i Herlighed og Glæde, som det synes, fordi en Synd lykkedes ham, træder hiin Misfornøjede for Øjne i skjærende og blindende Glands -- visselig, dersom han ikke tager sig om Hjertet og kalder sig tilbage, han skal være den Forbrydelse nær, om hvem Verden siger, at den gjorde hiin riig -- han skal gjøre Grebet, der maaskee giver ham hiin Jorde- lykke, maaskee Straf og Vanære, men som visselig udriver den sidste Straale af Fred i hans Hjerte -- hine slumrende Ulve have hørt et fjernt Hyl -- de ere vaagnede og have reist sig -- hine Kimer til onde Kræfter, til Djævlekræfter, have udfoldet sig i hans Sjel. Der, i vort Indre boe disse farligste Djævle, disse Oprørere imod det Guddommelige i Kraften og Kjærligheden til Dyden, disse Fiender af den Himmel, som udbreder sig om Hjertet i dets Fred, disse som fryde sig ved brudte Løfter, ved at udestænge Forældres og Læreres Formaninger af Sindet som Fejeskarn af Huset -- som nedbryde Grundsætninger som til Leeg -- som lære Den, der havde større Lyst til at græde af et oprigtigt Hjerte over sit Fald, at lee, og at haane hvad han agtede tilforn -- som betragte Underviisningsaarene og den Tid, der skal tilbringes ved Gudstjenesten og med at gjenkalde os og udvide Børnelærdommene, som en Besværgelsesstund, der vel er piinlig og bevirker voldsomme Vridninger og Krampetræk, men som dog gaaer over uden at Ondaanden derfor farer ud -- som betaler Fred, der gjælder i Himlen, med saa falsk en Mynt som Øjeblikkes Lyst eller var det endog et Livs fra Ung- dommens Friskhed af og indtil Naturen standser i sit Krav og Havesygen og det utilladelige Ærebegjær og andre Lidenskaber sagtne i sin Higen -- og som endelig stiller os, forladte selv af enhver venlig Stemme i os Selv, enten pludselig ligefor den aabne Grav eller kun adskilte fra denne ved Ørkener af trøst- løse Aar. SIDE: 319 Dersom vi -- elskelige og agtværdige Tilhørere! ville mønstre hvad vi have oplevet i Verden, hvad vi daglig see, og hvad der har foregaaet og stedse foregaaer i vort Hjerte, skulle vi tilstaa, at dette er saa: at vel onde Exempler, Anledninger, aabenbare Fristelser fra andre Mennesker enten lige til Synd eller til de Lidenskaber som afføde Synd, og endelig Opdragelsesfeil ere ligesom Djævle, der møde os allerede tidligen og følge os saa- længe vi have Øinene oppe; men at de farligste dog huse i os Selv. Tønderet ligger der, Ilden kan komme frauden, dog at der gives Ild nok i os Selv tilat tænde det. Ligesaa skulle vi og tilstaae, at hiin Lignelse med at Synden, Fristelserne, Laster- nes Følger ere som de Skikkelser, vi kalde Djævle, meget vel passer. Lader os spørge den faldne Pige, om Djævle kunne eje mere lokkende Røster, end den der forførte hende -- om hun ikke forbander sit Falds Time, som om onde Aander deri havde hersket. Lader os aabne Straffens og Vanærens Hjem- steder -- se, de ere fulde af Oldinger, Mænd og Drenge. Og Alle skulle de maaskee forklare: jeg vidste jeg syndede; men det var ligesomom en usynlig, men ond Aand styrede min Haand. Eller En skal sige: jeg tænkte paa intet Ondt, da kom Anled- ningen som en Slange over Vejen. Eller En skal sige: jeg var en Tyv, en Bedrager før jeg vidste det; thi jeg havde syndet uden at tænke over det, og Vanen var ivoxet min Sjel; jeg var ligesom en Djævels Træl. Eller En skal sige: jeg var opdragen vel, og mig manglede Intet -- da kom et Øjeblik, mørkt som en Djævels Vinge, bedøvende som giftige Urters Duft; jeg gav ikke Agt paa mig -- nu er jeg i min Ungdom dømt til Vanære og Trældom og har bragt mine Forældre med Sorg i Graven. Eller En skal sige: jeg var fattig, men fornøjet, indtil ligesom en Djævel tilhvidskede mig, at min Naboe var rigere -- først kom Misundelsen, den gustne Djævel, i min Sjel, saa voxte Ulysten til Arbeide og Dovenskaben, den Djævlens Hovedpude -- saa lærte en Satans Røst mig i Natten at bryde ind hos min Nabo og, forat skjule min Udaad, at lægge Flammer til hans Huus, og Godset, jeg levnede, og Mennesker og Uskyldige brændte. Eller En skal sige: Jeg gad ikke i min Ungdom lære at kjende mine Pligter. En Frister indbildte mig, at det Arbeide var tungt og unyttigt. Derfor da jeg kom ud i Verden syndede jeg, og har nu maattet slæbe mig i Lænker gjennem Livet. Eller En skal SIDE: 320 sige: under Bøddeløxen hid har Vredens Djævel eller Hevngjer- righedens eller Hadets Djævel ført mig. Det var ikke Menneske- blod, men sydende Svovel som disse onde Lidenskaber indgjød i mine Aarer. Vi have hørt, at Hevngjerrighedens eller Hadets onde Aander drev et Menneske til at myrde som et rivende Dyr 8 Mennesker, Unge og Gamle uden Forskjel; og dette forekom os ikke som en Menneske- men en Umenneske- en Djævlebedrivt. Men se, selv svagere Kræfter end der ligger i disse onde Liden- skaber, en mindre voldsom Djævel, en, som oftest oversees, alene Forfængelighedens -- vide vi jo ogsaa nylig i vor Nabobygd for- førte eller drev en ung Karl til at dræbe sin besvangrede Kjæ- reste -- lære vi ikke af alt dette og af dette sidste Farligheden af vore Lidenskaber, om de ikke tæmmes, hvorledes de, ja selv de for afmægtigere anseete, de for ubetydeligere agtede, kunne voxe i Magt som i skrækkelige Følger, selv blot i jordisk Hen- seende betragtede, ja indtil at det forfærdelige Billede af Djævle aldeles passer paa dem. Men jeg har forhen sagt, at vi derom end mere ville over- tydes, om vi mønstre hvad der har foregaaet og foregaaer i vort Hjerte. Vi leve her i Ro og Fred, vi ere hædrede imellem hver- andre; men lader os dog tilstaae her i den Alvidendes Huus, at det ikke var os altid saa let at opnaa hine Goder, at onde Røster ikke ere os ubekjendte, at vi ikke altid seirede saa fuldelig som vi burde over deres Magt, at vi aldrig maae undlade at vaage og bede og kjæmpe og besværge os selv med Guds Ords Kraft; men at Æren, om vi seirede og seire er Guds, den Barmhjer- tiges, som giver os, om vi uddrive saaledes de onde Aander, de gode Aanders Fred og Salighed til Løn. Derfor Gud alene Æren -- han, som skabte os og gav os Saliggjørelsens Styrke. Derfor intet Hofmod om vi seire, om vi ikke alene uddrive de Fristende i vort eget Indre, men bestaa os ogsaa hvor de lokke og true frauden. Ydmyghed, Beskeden- hed, er Ungdommens Ziir, men den pryder ogsaa de graa Haar. Om Oldingen tør reise sig under den som under en Æreshimmel, Usynlige opløfte over ham, hvor han gaaer, over den Kind som aldrig rødmede uden af Sundhed engang, -- om han tør reise sig i Verden og tale højt til denne: Beskedenhed mod Gud skal dog pryde ham; og han skal lære den af sit eget Hjertes Skrøbe- SIDE: 321 lighed, om han vil være sanddru mod sig selv. Han skal maatte tilstaa om sig selv, at det er en Trang for ham, selv med sin Gravs opkastede Dynge til Bedeskammel at bede inderligen; led mig ikke i Fristelse, men frels mig fra det Onde! HVORHEN SKULLE VI GAA? (4de S. efter Paaske 1834 i Eidsvolls Kirke) Vi have i Gudsord faaet et Lys for vor Fod, en Lygte paa vor Sti. Gud har mærkeligen nok for Den, som vil see, udstaket Vejen som fører til Saligheden. Men vor Fod vakler saa ofte. Og hvi see vi ikke det faste Lys? O, vi vide, at vi saaledes vandre; vi vide, at det mere er et Under og Kristi Kjærligheds- gjerning end vor Fortjeneste, at dog Mange naa frem til Maalet, ikke glemmende hvor de skulle gaae hen, og hvor de gaa. Men Du, som skjænkede Lyset, du byggede ogsaa Øjet som det er svagt og dunkelt, du gjorde ogsaa Foden, svag som den er, kjær efter det Bløde, uden den Marg, som glædes ved at bestige Højderne. Vi anraabe da din Kjendskab til vor Svaghed, din Barmhjertighed, idet vi takke dig for Lyset, som vi ikke noksom vide at bruge, og fordi Du har sagt os og siger os, om vi ikke vide det selv, hvor vi skulle gaae hen. -- Amen. Joh. 16C. 15 V. Hvorhen? -- saa spørger du -- hvorhen? Didhen! -- saa Haanden vinker -- hvor rappe Greeb gjør riig igjen, hvor syndig Vinding blinker. Didhen, hvor i din Dovenskab Du see kan Andre trælle. Didhen, hvor du med Næstens Tab din Pose fuld kan sælle. SIDE: 322 Hvorhen? hvorhen? "I Dyndet hen, Du Træl, hvor Lysten søler." Saa, Adamsbarn, ifra din Lænd det fløiter eller brøler. Didhen -- saa svarer dig din Fod, -- hvor Djævles Tromme klinger! hvor du i bløde Rosers Blod igjennem Livet springer! Didhen -- saa raaber Hovdet -- hvor du kan dig spare Tanken, hvor Synden, som til Himlen groer, ei volder Hjertebanken! Hvor fem er ligt, hvor Uret Kløgt, hvor Kroppen raader Livet, hvor Sjelen groer foruden Røgt, og raadner hen som Sivet. Elskelige! ere disse de Røster, som svare dig, naar du spørger: hvor gaaer du hen? hvorhen skal du gaa? Visselig, ja, der er Ingen uden han har fornummet dem, naar han spurgte sig saa. Ellers maatte han være uden denne Modbydelighed for Besvær- ligheder, Opoffrelser og Lidelser, dem Pligten ofte medfører; og han vilde være uden denne Samvittighedens Lovsang, naar han bekjæmpede dem, og handlede eftersom hans aandelige, ikke eftersom hans sandselige Natur tilsagde ham. Det er kun det Beklagelige, at saamange følge disse Røster, der ere de som først tilbyde sig. Det er ikke i vor Naturs Indretning, i vor menneske- lige Svaghed det ligger. Det er det Beklagelige, at saamange ikke ville høre andre end Sandselighedens Lokkeord; at de an- tage disse strax uden at høre hvad Fornuften og Pligten har at sige derimod; -- det er det Beklagelige, at saamange, der ikke handler fuldt saa letsindigen, ikke opdage, at Sandseligheden selv mægter at bestikke Fornuften, tilhylle Pligten med et be- dragerisk Slør, skuffe Øjet med Farver, overtale selve Hovedet og Hjertet, Menneskets Anlæg og Sind, saaledes at det kun for- udskikker sit slette Valg en kort, afmægtig Kamp. Men har vor Natur en saadan Tilbøjelighed til at vælge kun det Behagelige, SIDE: 323 og Fordeelagtige uden Hensyn til det Rigtige og Dydige deri, saasom til al Sandselyst, til Dovenskab, til at gjøre Galt efter, til at skye alt Arbeide for vor Sjel, til at nærme sig mere det Dyriske end det Aandelige, til uretmæssig Vinding, naar det kun er Vinding, fornemme vi ingen Røster fra vor Haand, at den viser os did til Nøisomhed, som bygger sin Bo og dyrker sin Ager med ærlig Sved, til Fliden, som kun vil blive riig ved ærlig Anstrengelse; eller fra vor Fod, at den heller vil vandre Sama- ritanens Vej igjennem den brændende Ørken, medens den Red- dede hviler sig paa hans Dyr, end bortile med Leviterne, heller gaae med Pligten ad Steen og Tordenvejen end med Synden paa et blødt Blomsterteppe saalænge det varer; heller ile Næsten til Hjælp end til Lystens Samlingssteder -- eller fornemme vi ikke, at vort Hoved raader af sig selv til at anvende Ungdom- mens Dage, til at virke medens det er Tid, og afskye Uvidenhed og Dumhed -- eller at vort Hjerte veed af sig selv hvad Ret er og ene at elske dette, og heller at lide for dette, om saa skal være, end at lade Uretten fremgaa -- o, er det saa? visselig ikke ganske og hos Alle. Der er Strid i Mennesket; dog ere de onde Røster mangengang stærkere, og Alle kjende denne Styrke, baade de som den betvang og de som betvunge den. Hvor vigtigt da, Elskelige! at vi alvorligen ved alle Tilfælde spørge: hvor gaaer du hen? ja, at vi spørge os saa med Ængstelighed selv om Svaret strax er paa rede Haand: "did, did er det Rette!" Sandelig, Brødre, der er ingen anden Forskjel imellem Viis og Daare, God og Ond, end at dette Spørgsmaal gjøres eller lades. Det er allerede tidligen, saasnart vor Fornuft klarner og kan siges vaagen, at dette Spørgsmaal indstiller sig. Den Unge, som, uden at kunne sit Foresatte eller at anstrenge sig forat forstaa det, enten treven og uvillig eller letsindig, uopmærksom, kun forat søge Leilighed til Leeg, tankeløs og uvorren begiver sig i Skolen eller til Salighedsunderviisningen i Templet -- har han spurgt sig: hvor han gaaer hen? "Til en Plage gaaer jeg hen, siger han -- til en unyttig Tidspilde, til Spøg, til en Frihed for andet Arbeide, som jeg vil søge at gjøre lige med aldeles Ledig- gang." Men hvilket Svar istedetfor det Sande: "jeg gaaer til det nyttigste Arbeide, til at dyrke min Sjel, til at lære hvad jeg skal gjøre og ikke gjøre, til Oplysning, til Sædelighed; jeg gaaer saamange Steg fremad mod Himlen som jeg gjør Fremskridt i SIDE: 324 nyttig Kundskab: jeg gaaer min himmelske Bestemmelse imøde; til den sandeste Ære, som bestaar i Aandens og Hjertets For- ædling; til den største Rigdom: den i nyttig Viden, i Kundskab om Dyd og Besiddelse deraf, jeg gaaer til min Mester og Frelser, til Ham, som kaldte og kalder de Smaa til sig forat velsigne dem. De, som staa i Beredskab med at gifte sig -- hvor Faa af disse besvare sig dog riktigen Spørgsmaalet: "hvor gaaer du hen?" Hvor- mange opkaste sig det vel endog? "Gaaer du hen med Kjær- lighed, med Troskab, med alvorligt, ærligt Sind, med Kundskab til dine nye Plikter, forat søge en Medhjælp?" -- hvor faa spørge sig saa? Det er jo en almindelig Klage imellem Eder disse mange uoverlagte Ægteskaber, som forøge Elendigheden idet Mangelen ikke mere er den Enkeltes, men hver af Magernes forøges med den andens og med de Børns, som de bringe til Verden. Men ogsaa i de Ægteskaber, hvis Byrder ikke tilsidst paahvile Menig- heden -- hvormange mangle ikke at have alvorligen spurgt sig: hvor gaar du hen? og alvorligen beraabt sig med Gud og med sit Hjertelag. Huuslige Sorger blive Følgen deraf som oftest. Ubetænksomhed svarte; "jeg gaaer til Glæden og Lykken" -- Erfaringen svarer ofte: "jeg gik til Sorgen og Ulykken." Imid- lertid staar det ikke til at negte, at der er mere Sædelighed i selv aldeles fattige, men dog arbeidslystne og dygtige Menneskers Ægteforening end i det løse Liv; kun at de dog ret spørge sig selv: hvor de gaae hen; kun at de ikke misforstaa de trøstelige Ord om Guds faderlige Omsorg for Spurvene; kun at de beregne Udsigterne og det sandsynlige, fastsætte sig Flid og Orden med det lidet, og betænke, at de snart ville faae flere at sørge for end sig selv, og som dog ere dem lige saa nærme. Da er det et Par ærlige Hjerter i Ægteskabets vigtige Punkt, om end Hæn- derne ere tomme, kunne sige: "vi gaae til Fattigdommen -- dog til den Lykke, som Flid, Nøisomhed, Redelighed, Sparsomhed og Orden ikke skal mangle." Men De, som ikke saaledes alvor- ligen spørge sig, de gaae til fordoblet Armod, til et sørgeligt Ansvar. Det viser sig inden kort, at de aldrig have spurgt sig hvorhen de gaa. Vi kjende dem -- Manden fortsætter som da han var løs Karl; han er at træffe paa Kroerne; der spilder han sit Erhverv bort; hjemme hungrer Konen og Børnene; disse for- sømmes; af Mangel kunne de ikke besøge Skolen. Og saa gaar SIDE: 325 det indtil Nøden bliver uoprettelig, og det ikke kan skjules, at de gik hen i Daarskab, at de forvandlede den hellige Pagt til Synd, det velsignede Baand til et Aag, som de forbande. Der er ingen Leilighed, hvor det skulde være overflødigt at spørge sig: hvor gaaer Du hen? Selv ved det daglige Arbeide bør vi spørge os saa. Det skal blive bedre udrettet. Der ligger en Opmuntring, en Lærdom om at gjøre det retskaffent og til- gagns, i det simple Svar: "jeg gaar til min Dont." Bonden, som aarle drager ud til sit Arbejde, Sjømanden, som hidser sine Sejl og stikker tilsjøs, Bergmanden som farer i Dybet, Soldaten som gaar i Feldten for Fædrelandet -- disse spørge sig stedse saa, og der skal forbinde sig mere Eftertanke med deres Forehavende. Det skal strax staa for Deres Øjne som det bør udrettes, og saa skulle de gjøre. Bonden skal ikke slentre saa tankeløs ud paa sin Ager som de Heste han styrer; men hvad og hvorledes han skal gjøre og gjøre det med Tilfredshed skal staa for hans Sind. Sjømanden og Soldaten skulle sige: vi gaa til Farer, men dog til vor Pligt; og iforvejen skal en ædel Ære besjele dem. "Hvor gaar du hen?" maa den Sorgfulde spørge sig. "Gaar du til Fortvivlelse eller til Sindstyrke og Ro?" Det skal mildne hans Sorg, om han saaledes mønstrer den, og standser sig selv, da han var paaveje til Fortvivlelsen. "Hvor gaar Du hen?" bør den Glade spørge sig. Til Taknemlighed mod Gud, der gav dig denne Behagelighed og Sind derfor, eller til i vild Tummel at glemme ham? Gaar du til en Glæde, som selve Viisdommen og Anstæn- digheden maa bifalde, til en, der qvikker dit Hjerte og din Sund- hed eller til Daarskab, til Uanstændigheder, til Synd, til en, der fordærver dig, der nedbryder din Sundhed? Se, spurgtes der saa: Glæden skulde da ikke være saa farlig, ikke udarte saa, ikke hente Offre, som den langtfra sjeldent gjør. Den Menne- skehadske og Glædesky skulde ogsaa give sig hint Spørgsmaal. Det vilde hedde: "hvad gjorde disse Uskyldige dig?" hvi hader du hvad Gud har givet Menneskene at vederqvæge deres Sjele med? hvi taaler du ikke at Smilet forskjønner Ansigtet, at Barnet leger, at Venner fryde sig med hverandre? Spurgte de sig -- de skulde maaskee standse ved Uretfærd, Ondskab, Skadefryd og Misundelse, og vende tilbage til Retfærd, Blidhed, Billighed, Godhed og selv til Glæden. SIDE: 326 I Lidenskaberne -- hvor vigtigt, ligesom for Skipperne i Stor- men da ret at spørge sig: hvor gaar du hen? "Gaar hen?" Kan det siges om disse, som rive hen? Den Vredestændte, spurgte han sig saa, idet han hæver Haanden og iler mod sin Fiende -- den Hevnfulde, spurgte han sig saa, idet han sniger sig mod sin Hevn -- o hvor mangen bitterlig fortrudt Ildgjerning, hvormangen rædsom Udaad skulde ikke være undladt? "Hvor gaar du hen?" o, spurgte Den sig saa, i hvis Sjel en Udaad op- steg, og han maatte svare: "jeg gaar til Bedrag, til Rov, til Mord -- " skulde dette Svar ikke standse ham som en Torden, og de forbryderske Redskaber ofte været bortslængte, den løftede Haand sænket, den ilende Fod pludseligen mattet og uduelig til det afgjørende Skridt? Den Drikfældige spurgte han sig saa: hvor gaar du hen? idet han sabber over Gulvet fremad til sit Skab eller idet han griber over Kroklinken; mon han ikke maatte svare: til Usselhed, til en tidlig Død; og skulde der ikke blande sig en velgjørende Bitterhed i hans Bæger? Eller Spilleren idet han gaar til Sam- lingsstedet, eller griber til sit Kast, spurgte han sig saa, -- skulde han vel med Sandhed kunne svare: jeg gaar til Vinding, til Rede- lighed og Ro? Han maatte svare sig det Modsatte, og maaskee skulde i dette Kast mellem hans onde og gode Væsen hans For- mue, hans Ære, Ro og Dyd være vundet. Exempler paa under- tvungne onde Forsætter, og paa saadanne Reddede og Omvendte ere bekjendte; men visselig de kunne alene tilskrives, at de al- vorligen have spurgt sig: "hvor gaar du hen?" Forbryderen maa svare sig: jeg gaar til Straf. Den Trættekjære maa svare sig: jeg gaar til Splid, Uro, Farer og Tab. Den Udsvævende: jeg gaar til Sygdom, Vanære og en tidlig Grav. Den Dovne og Uordentlige: jeg gaar til Armod og Usselhed. Saadanne Svar maa de faa; Fejlen er blot, at de frygte dem, og frygte derfor at spørge sig alvorligen. De vide Svaret, og ere med Vilje døve paa det Øre, hvorigjennem de skulde modtage det. Og med Hensyn til det hele Liv, denne store Pilegrimsgang, -- hvilket syndigt Letsind, hvilken farlig Tankeløshed, ikke ofte og alvorligen at spørge sig: "hvor gaar du hen?" Næsten hver Stund kan Vejen forandre sig. Mennesket er som Vandrings- manden paa Moen, hvor tusinde Veje krydse sig og hvor der kun gives faa Mærker. En Time kan Mennesket med Vished SIDE: 327 sige: ret fram gaar jeg som jeg skal, og se -- et ubevogtet Øje- blik, en forbigaaende Fristelse kan lade ham slaa ind paa en af de mange Stier, der gaa i en anden Retning. Begivenheder kunne indtræffe, der ligne Storme, som overfalde Vandreren hvirvlende Støvskyerne rundt ham saa Synet næsten forgaar ham, og dækkende den tynde Sti med Sandet -- saadanne Be- givenheder som de hvorom Mange raabe: "lader os fiske i rørte Vande! eller lader os bie til Vi kunne erklære os for Sejerherren, uden Hensyn til hans Ret!" Da er det Mennesket maa staa stille og lægge Haanden paa Pande og Hjerte og spørge sig: "hvor gaar du hen? Er dette den redelige Borgers Sti? Ud- faldet blive som det vil!" Men, agtværdige Tilhørere! der gives Kjendetegn, som ikke skuffe, for Mennesket selv og for Andre, at det er af Dem, som redeligen spørge sig hvor han gaar hen. Derom kunne og maa vi nemlig ikke tvivle, at Religionen siger os det, om vi ikke selv altid vide det. Den altsaa, som med Ærbødighed og Tillid an- seer og anhører Religionen, som ofte og oprigtigen adspørger denne Guds Anviisning, han spørger som han bør hvorhen han gaar. Dette staar over al Kløgt. Jesus Kristus har foretegnet os i Alt sine egne Skridt. Vi vide hvorhen de gaa: at de gaa til den himmelske Fader, og at den Eenfoldige kan finde disse Spor og følge den. Han har i Daabens Sakramente sat ligesom det faste Udgangspunkt, og i den kirkelige Underviisning have vi ligesom Veivisere og Hvilepunkter fra Uge til Uge, og i Nad- verens Sakramente har Han aabnet os fra Afstand til Afstand Herberger, hvor vi kunne hvile os i hans Favn, og hvor Kjærlig- hedsmaaltidet altid staar beredt. Det er et ubedrageligt Tegn paa at vi gaa ret, naar vi da i dyb Gudstro behandle dette Hellige med Ærbødighed, naar vi spørge os selv, idet vi berede os dertil: hvor gaar du hen? Vor Fod er ikke sikker i Mellemrummene; men under Alt, vi komme dog da tilsidst til Ham igjen, hvorfra vi gik ud, til Ham, der atter sætter os paa ret Vei, og saaledes ikke trættes, indtil vi i den høje Alder maa sige os selv: "fra denne sidste Nadver gaar jeg til Himlen hjem gjennem Graven; jeg seer den alt ligesom Dagslyset gjennem den underjordiske Gang." Eller, om Døden SIDE: 328 overrasker braat, den skal dog da, siden vi sidstegang vare hos Jesum, finde os paa den rette Vej. Spørg da Gud flittigen, om hvorhen du skal gaa! Han trættes ikke ved at svare. Han skriver det i et Speil i dit Hjerte. Spørg din redelige Ven! Spørg dig Selv! Ogsaa der er Svar, og i de fleste Tilfælde et paalideligt at faa, om du spørger op- rigtigen. Sandelig, Brødre, vi have en farlig Fart fore, og der maa intet mangle i vort Bestik, at vi ikke skulle komme i Hvirvelen, hvorom det ikke siges med Overtro, at den ikke giver sine Offere tilbage. Ak, Havet skjuler ikke saamange Vrag som Dødens Dække tilgrundegangne Sjele . . tilgrundegangne fordi de ikke spurgte sig hvorhen de gik! Vi maa alle have sørgelige Minder om Mennesker, der forsvunde i Graven efter en hensløst og mis- brugt Tilværelse. Kraftige Mænd, Unge og Gamle skede det med. Døden kom braat. Graven aabnede sig som en Falddør, dens Grønsvær brast som et Gulv under den Dandsende. Ak, mange Ynglinge var der, som uden Manddomsdage pludselig fandt de hvide Haar under de friske Krandse! Og disse hvide Haar om Panden, hvorpaa Synden endnu blussede og som endnu ilede fremad dumdristig og leende, vare som Skummet om Stav- nen, der meldte at den slugende Dybde var nær. En sørgelig Reise er beskreven i mange Menneskers Træk, saa vi ikke kjende dem igjen. Og disse have ikke spurgt sig hvorhen de gik. . . . Hvor mangt sligt Aasyns Uskyld saa jeg ej som Blomstens Let forgaa, som Sommerfuglestøvet. Dem Verdens Haand for haardt vel tog, og Syndens Spor dem overjog som Sneglens Sliim paa Løvet. Unge og Gamle og kraftige Mænd -- ak, og alle i samme Dyb forsvundnes hvorhen De samles, der ikke spørge hvorhen de gaa. Lader os bede! Gud er barmhjertig. Havet kan forsvinde og give sine Rov tilbage. Og vi tro jo, at Gravene skulle ikke be- holde selv vore Liig. Og Helvede er ogsaa et af Guds under- danige Riger og Fordømmelsen det Mørke, hvori Guds Naade SIDE: 329 kan indskyde sine Straaler. O lader os bede! Lader os bede, at vi ikke maa deeltage i Dommen, men bede for dem, som foer vild til det svimlende Dyb fordi de ikke spurgte hvorhen de gik. Visselig, vi kunne ikke elske Gud mindre om det nu var saa, at de Ulyksalige engang fornam en Røst, der uden Vrede spurgte: "hvorhen ere I gangne? Vide I nu hvorhen I skulle gaa?" -- Amen! SIDE: 370 Henrik Wergeland KONG CARL JOHANS HISTORIE BERNADOTTE SOM KRONPRINDS AF SVERRIG UNDER NAVN AF CARL JOHAN Ved Begyndelsen af 1809 var Sverrig ved sin Kong Gustaf 4de Adolfs Uklogskab bragt paa Randen af Afgrunden. Finland var besat af Russerne, der stode i selve Sverrig. Finanzerne vare i en Underbalance, som de engelske Subsidier ikke kunde hjælpe paa Fode igjen. Nye Paalæg til at underholde en po- litisk Stilling, som skulde ligne Brittaniens stolte tilligemed dette at være det eneste Rige i Europa, som ikke bøiede sig for Frankrig, bibragte Folkets Masser den samme Utilfredshed, som Kongens Ufornuft, Rigets Vanmagt, de daarlige og glandsløse Krigsforetagender i Pommern og mod Norge, og Gustav den 3dies ufri politiske Institutioner havde meddeelt Adel og Embedsstand og fremfor alt Armeen. Dette medførte Soldatrevolutionen af 1809. Armeen, som stod mod Norge, og hvis Høvdinger, paa Grund af sine Forbindelser der, vel vidste sig Ryggen fri om den forlod Grændsen, vendte sig mod Stockholm, og tog Kongen tilfange. Han afsattes og landsforvistes med sin Æt, og Far- broderen Carl af Sødermanland, som var Sjelen i disse Fore- tagender blev Konge. Hans første Regjeringshandling var at slutte en Fred med Rusland, hvorved Finland gik tabt, og at sammenkalde Rigsdagen af 1809, som valgte Hærføreren i Norge den danske Kongefrænde Prinds Christian af Augustenborg til Thronarving baade paa Grund af hans foregaaende Forbindelser og personlige Egenskaber og i det Haab, at den Folkekjærlighed, de havde vundet ham i Norge, skulde bringe dette til at indlade sig i en Forening med Sverrig, der kunde erstatte Tabet af Fin- land. Under Navn af Carl August adopteredes han af den barn- løse Carl den 13de; men allerede i det følgende Foraar berøvede en pludselig Død Svenskerne en Prinds, som Folket haabede mere af end den høie Adel gjorde, idetmindste for sig, hvilket omtrent i dens Tanker vilde sige Fædrelandet. Et vigtigere Foretagende af Rigsdagen af 1809 var Forandringer SIDE: 371 i Landets Konstitution, hvorved den gamle Stænderforfatning beholdtes, som indtil denne Dag har viist sig saa lidet skikket til at give Folket den Lykke, som bestaaer i Tilfredshed med sig selv og i at det seer sine politiske Tab erstattede ved den fri Udvikling af dets egne Kræfter, som er en god indre For- fatnings ubedragelige Prøvemærke. Selv den Trykkefrihed, som Revolutionen til sit eget Forsvar skjænkede Nationen, aandede ikke længer uhindret end i tre Aar. Forandringen af Rigets politiske Stilling, Glæden over at det var udrevet fra Under- gangen, som allerede, med overspændt Tiltro til egne Kræfter og Almagten af Napoleons Vink, havde været aftalt mellem Rus- land og Danmark, og Forhaabninger om en velbenyttet Fremtids Gjenerstatning lod allerede Rigsdagen af 1812 tilstaa Kongen en Inddragningsmagt af den periodiske Presse, som i Fordærvelig- hed ikke giver Censuren noget efter, og imod hvis Misbrug Be- dømmelsen af en Eedsvorneret om den er bleven anvendt med Grund hverken kan give det forurettede Individ eller Publikum Beskyttelse eller Erstatning. Men efter Carl Augusts Død saae Svenskerne kun Opfyldelsen af sine Forventninger om Fremtiden i det lykkelige Valg af en ny Thronarving. Og dette fik da Rigsdagen i Ørebro af 1810 at foretage. Frændskabet med den Afdøde saavelsom med den gamle Kongefamilie stemte iførstningen Folk og Konge for Her- tugen af Holstein-Augustenborg, Carl Augusts Broder. Kongen af Danmark meldte sig ogsaa, og mødte ikke liden Sympathi for sine Ønsker. Endogsaa paa den norske Grev Wedel, som havde Ord for at have staaet i hemmelige Forbindelser med det re- volterende Parties Høvdinger [fotnotemerke] , henledtes Opmærksomheden i det Haab, at han skulde kunne kalde tillive igjen de Forjettelser om en Forening med Norge, der vare gangne i Graven med Carl August. Landets Stilling gjorde dog Kravet gjældende paa en energisk Personlighed, af hvis politiske og militære Duelighed og Forbindelser Folket kunde vente sine Tab erstattede, Statens Roer styret med Kraft, og et nyt Dynasti grundet paa nye Be- drivter og de Fortjenester, han skulde kunne vinde sig af sit nye Fædreland. Man troede at finde en saadan Personlighed i Rækken af de franske Feldtherrer; man gjennemmønstrede dem under en Indflydelse af Napoleons Alvælde, som man ikke vilde Fotnote: Det er beviist i "Hemliga Handlingar rørande Sveriges Historie." Bd. 6. SIDE: 372 være sig bekjendt, og man nævnede allerede en af hans Be- rømteste, uden at dog Fleerheden bragtes til at vende sig fra Hertugen af Augustenborg. Saaledes var Stemningen, da en fra Paris hjemkommen Privatperson, en ung Grev Mörner, ved at skildre dem den franske Marschal Bernadottes, Prinds af Ponte- corvos, udmærkede Egenskaber som Hærfører, Administratør og Menneske, henvendte Rigsdagens og Kongens Opmærksomhed paa den Værdigste af alle Tidens Prøvede. Man erindrede sig, at Sverrig var ham Forbindtlighed skyldig for den Menneskelig- hed, han havde viist svenske Krigsfanger i Tydskland. Og hvorsomhelst han havde havt en erobret By eller Provinds at bestyre, havde han efterladt sig det hæderligste Omdømme for sin humane Adfærd. Han var en Søn af Friheden, og var gaaen pletløs udaf dens Storme. Og nu levede han, i Besiddelse af en stor Formue -- hvilket ogsaa lagde sit Lod i Vægtskaalen -- i privat Uafhængighed paa en spændt Fod med Napoleon, saa det var at vente, at han ikke vilde efterligne de andre Fyrster, som Fastlandets Hersker dengang gav Europa, i at gjøre sit Rige til et blot Lydrige af ham, mens hans personlige Forhold til Napoleon som Josef Bonapartes Svoger lod haabe, at det ikke vilde komme til noget voldsomt Brud med den Mægtige. Bernadottes Valg maatte smigre ham og Frankrig og blidne hans uvenlige Sindelag mod Sverrig for hvilket det kanskee endog ved Leilighed kunde falde noget af, naar han eengang igjen skiftede Sejersbytte af Lande og Riger. Men Napoleon syntes mere overrasket end glad, da de fore- løbige Underhandlinger fra svensk Side med Prindsen af Ponte- corvo overtydede ham om hvor alvorligt man mente det med Anbudet. Den 18de Aug. 1810 indløb Carl 13des bestemte Pro- position til Rigsdagen om at vælge Prindsen af Pontecorvo til Kronprinds paa Betingelse at han antog den evangelisk-lutherske Religion. Den 21de valgtes han eenstemmig af Rigsdagen, og den 7de Septbr. meldte Kronprindsen, at han med sin Suveræns Samtykke modtog Valget. Napoleon gav det ugjerne. En Anelse om en Fremtid fuld af Ulykke udtaler han i de Ord, hvormed han skiltes fra en Mand, som altid havde hævdet sin Selvstæn- dighed, og som han frygtede fordi han agtede ham. "Gaa," -- sagde han med et mørkt, prøvende Blik -- "vore Skjebner maa fuldbyrdes." SIDE: 373 Bernadotte tilhørte ikke Frankrig og Napoleon mere. Den 19de Oktober 1810 aflagde han i Helsingøer for Erkebiskoppen af Upsala den lutherske Troesbekjendelse og antog Navnet Carl Johan. Den 2den Novbr. holdt han sit Indtog i Stockholm under almindelig Jubel og den 9de hyldedes han af Rigsstænderne og aflagde Kongen, af hvem han adopteredes, sin Eed. I Kongens Sygdom forestod Kronprindsen ganske Regjeringen fra 17de Marts 1811 og til Slutningen af Aaret, hvorunder han da ved flere end een Leilighed viste sig som uafhængig af Napoleon, der før hans Afreise fra Frankrig forgjæves havde forsøgt at binde ham ved et Løfte om at gaae ind i hans politiske System. Kronprindsen følte sig snart generet ved Napoleons Paatrængenhed og sat i Forlegenhed ved hans umaadelige Fordringer, som Gesandt- ministeren Alquier ret fremsatte i den overmodige Tone, som de franske Diplomater dengang havde tilvant sig. Disse Uleilig- heder, Ubekjendtskab med Sproget, som bragte Prindsen til at benytte sig af Hofadelen, hvem det franske Sprog var bleven en anden Natur, og i det hele Adelens paatrængende Sammen- klyngen om ham vanskeliggjorde det for ham at blive Sverrig saa nyttig, som han vilde og kunde blevet. Kronprindsen viste den franske Minister inden sine Grændser, bad Kongen og Raa- det uden Hensyn til ham at bestemme sig med Hensyn til Na- poleons Fordringer, der gik ud paa at Sverrig skulde erklære England Krig, lukke sine Havne for dets Skibe og Varer og konfiskere disse hvor de maatte findes inden Riget. En Til- nærmelse til Napoleon og hans System var vistnok tilraadelig, men en saa blind Lydhørighed var hverken ærefuld eller gavnlig og umulig i den Udstrækning, Napoleon forlangte. Kongen be- sluttede sig dog dertil, og Kronprindsen meldte Napoleon dette under 19de Novbr. i en Skrivelse, der betydede ham, at Sverrig havde gjort et Offer, som maatte paaskjønnes. Men Napoleon, dreven af sin hadtændte Idee at tilintetgjøre Storbrittanien ved at udestænge det fra Fastlandet (Kontinentalsystemet) gik idelig videre i sine Fordringer. Det blev ham ikke ubekjendt, at dette hverken blev eller lod sig strængt overholde af Sverrig; og nu fordrede han de svenske Kyster sat under fransk Toldopsyn, truede med en Invasion fra Danmark af, og lod pludselig Pom- mern og Rügen i Januar 1812 besætte af franske Tropper under Davoust, Prinds af Eckmühl. De derværende svenske Tropper SIDE: 374 afvæbnedes, Embedsmænd førtes i Arrest til Hamburg, Skibe seqvestreredes, svenske Matroser forlangtes til at besætte den franske Flaade med, franske Kapere foruroligede den svenske Koffardifart inden Landets egen Skjærgaard og den svenske Udenlandspost lagdes under Beslag. De svenske Diplomater behandledes med Ringeagt, Kronprindsens eftertrykkelige Noter bleve uden Virkning, man gav ingen Oplysninger om disse paa- faldende Skridt, men overlod Sverrig og Europa at forklare sig dem ved Rygterne om det store Uvejr, som skulde bryde løs over Rusland, der deelte Brøde med Sverrig ikke strengt nok at overholde Kontinentalsystemet, som derved gjordes uvirksomt. Sverrig var behandlet med en undertvungen Nations Haan, og det oprørtes derover; Kronprindsen som en mistænkt Vasal, og han besluttede ikke længer at see sine Skrivelser ubesvarede eller at nøie sig med at den uforskammede Alquier tilbagekaldtes paa hans Forlangende, medens man fra Paris fortfoer med den samme oprørende Adfærd, der endog skal have gaaet ligetil Forsøg paa at bemægtige sig hans Person og føre ham tilbage til Frankrig. Thi Napoleon begyndte at frygte Alt af ham. Han vidste, at Carl Johan kunde blive hans frygteligste Fiende. Og han blev det. Sverrig erklærede sig neutralt, det vil sige, det forlod Continentalsystemet, og det var at bryde med Napoleon, som kun erkjendte dem som Venner, der vare Storbrittaniens Fiender. Krigen med England, som fra begge Sider kun havde været Fegten i Luften, ophørte ganske, og den svenske Handel hævede sig øjeblikkeligt, da Landet blev et Hovedtransitsted for alle Englands Produkter. Med Rusland, som satte sig paa samme Fod, afsluttedes i Foraaret 1812 en Traktat til Overholdelse af det bevæbnede Neutralitetssystem, og den kommuniceredes Na- poleon i en Note fra Kronprindsen, som lod den Mægtige vide, at Taalmodigheden var brusten. I April s. A. sammenkaldtes hiin Rigsdag til Ørebro, der gik saa glat ind paa Regjeringens Forslag til Pressefrihedens Indskrænkning fordi dens Opmærk- somhed var saa henvendt paa de Forholdsregler, Regjeringens forandrede Politik under Kronprindsens Styrelse gjorde nødven- dige og saa indtagen af den Hengivenhed for sit nye Fædreland, han lagde for Dagen i sine energiske Meddelelser. Rigsdagen bifaldt ligeledes en kongl. Proposition, der havde sit Udspring fra Kronprindsen, om Konskription og almindelig Værnepligt. SIDE: 375 Hær og Flaade sattes paa Krigsfod; og da Kronprindsen i August havde den mærkværdige Sammenkomst med Keiser Alexander i Åbo, hvor den fælleds Krigsplan og -- besynderligt nok -- ikke Finlands men Norges Overdragelse til Sverrig, der allerede i Traktaten til Petersborg var betinget at skulle skee ved rus- siske Underhandlinger eller Vaaben, yderligere aftaltes, stod han i Spidsen for en væbnet Nation, der elskede ham for den Op- rigtighed, hvormed han gjorde dens Sag til sin, og som ventede Bedrivter af ham, der kunde gjengive den noget af dens gamle krigerske Glands. 30,000 Svenske og 15,000 Russer skulde paa engelsk Bekost- ning i Tydskland gjøre en Diversion i Ryggen mod Napoleon, naar hans Hære under tilsyneladende Retræter vare lokkede ind i det Dybe af Rusland, priisgivne Folkekrigens, Klimatets og sin egen Opløsnings Rædsler. Byerne skulde forlades, en bred Vei lades aaben, usynligt begrændset af den ordnede Forsvarshærs fjerne Geleder mod Norden og af de talløse Horder mod Søn- den, som kun ventede paa Fiendens Retræte, forat styrte løs og i Samvirken med hine sluttede Rader at knibe Vejen ind. Selv Moskwa, Russernes hellige Stad, skulde gives til Priis, men kun som en Besætning forlader et Linieskib i Brand for at see det sprænges i Luften overmylret af Fiender. Det var Ærgjer- righedens Maal, men skulde blive dens Undergang i samme Stund, den naaede det. Ad samme Vei gjennem de ødelagde Provindser skulde den store Hær gjennes tilbage, mens Vejen til Petersborg skulde forsvares til det Yderste; og naar dens Levninger nærmede sig Tydskland igjen, skulde den finde det øvrige Europa kaldet af Kronprindsen i Spidsen for hiin Armee til at afkaste Afhængighedsaaget. Det Planmæssige i Russernes bekjendte Feldttog og dettes hele Gang synes at forudsætte et foregaaende Overlæg; og Kronprindsen af Sverrig var Mand forat møde Napoleons gigantiske Planer med Planer, der vare lige kolossale, men klogere, fordi hine vare gjennemskuede. Og hvad forlangte Kronprindsen for sine Tjenester? Hvad var det, naar det ikke var Hevn over Napoleon, som drev ham til at gaae udenfor Neutraliteten? En Hensigt, som havde levet i hans Sjel ligesiden han havde overtydet sig om, at Svenskerne ventede af ham Erstattelse for de lidte Tab, og at han kun der- ved kunde blive populær og sikkre sit Dynasti. Dette vilde han SIDE: 376 opnaae ved at kunne lægge Norge til Sverrig. Forgjæves havde han forsøgt at bevæge Napoleon til at give dette Foretagende Gehør. Han vendte sig da til Rusland, som hele Sommeren 1812 holdt Tropper dertil beredte i Finland. Napoleon ønskede ikke mere at knuge Storbrittanien end Carl Johan at tilfreds- stille sit Folks Ønske at indlemme det Norske i sig. Napoleon ønskede ikke mere at kunne diktere fra Kreml en Bulletin om Ruslands Erobring end Carl Johan at kunne fra Kristiania eller Trondhjem melde til Stockholm, at hiint i Aarhundreder med Sverrigs dyrebareste Blod nærede Ønske var gaaet i Opfyldelse. For billigere Kjøb kunde heller ikke en saadan Feldtherres og Statsmands Bistand erholdes. At see hans Foretagender fra denne Synspunkt er saa vigtigt, at man bør, forat overtydes om det Rigtige heri før man følger dem videre, gjøre sig bekjendt med følgende Aktstykker. 1) Traktaten til Petersborg af 3die Marts 1812, bestemmer: "Deres Majestæter, Keiseren af Rusland og Kongen af Sverrig erklære, at deres Hensigt med at afslutte et Forbund er, gjen- sidigt at sikkre deres Stater og Eiendomme mod den fælles Fiende. Da den franske Regjering, ved at besætte Svensk-Pom- mern, har begaaet en fiendtlig Handling mod den svenske Re- gjering, og ved sine Armeers Bevægelser har truet det russiske Riges Rolighed, saa forpligte de kontraherende Parter sig til, med en forenet Styrke af 25 eller 30,000 Svensker og 15 eller 20,000 Russer at gjøre en Diversion mod Frankrig og dets Al- lierede paa det Punkt af den tydske Kyst, som maatte blive anseet for at være det meest passende for dette Øjemed. Da Kongen af Sverige ikke kan foretage denne Diversion til For- deel for den fælles Sag i Overensstemmelse med sit Lands Sikkerhed, saalænge han maa ansee Kongeriget Norge som et fiendtligt Land, saa forpligter Hans Majestæt Keiseren af Rus- land sig til, at forene Kongeriget Norge med Sverige enten ved Underhandlinger eller ved militær Magt. Han forbinder sig desuden til at garantere hans svenske Majestæt Norges frede- lige Besiddelse. Begge de kontraherende Parter forpligte sig ogsaa til at ansee Norges Erhvervelse af Sverige som en foreløbig militær Diver- sion før Diversionen paa den tydske Kyst, og Keiseren af Rus- SIDE: 377 land lover i denne Hensigt at stille det ovenomtalte Troppekorps til Kronprindsen af Sveriges Disposition og under hans umiddel- bare Befaling. Da begge de kontraherende Magter, dersom de kunne undgaae dette, ikke ville gjøre sig Kongen af Danmark til Fiende, saa vil man gjøre denne Monark Forslag om at til- træde dette Forbund, ligesom man ogsaa vil tilbyde Hans Maje- stæt Kongen af Danmark, at forskaffe ham fuldkommen Skades- løsholdelse for Norge ved et Land, som grændser til hans tydske Stater, forudsat, at Hans Majestæt Kongen af Danmark for be- standig vil afstaae Kongen af Sverige sin Ret til Kongeriget Norge. I Tilfælde af, at Hans Majestæt Kongen af Danmark afslaaer dette Tilbud, og skulde have besluttet sig til at forblive i Forbund med Frankrig, da forbinde begge de kontraherende Parter sig til at ansee Danmark som deres Fiende. Da det er udtrykkeligt bestemt, at hans svenske Majestæts Forpligtelse til at medvirke med sine Tropper i Tydskland til Fordeel for den almindelige Sag, ikke skal gaa i Opfyldelse før Norge enten ved Kongen af Danmarks Aftrædelse eller ifølge militære Operationer fra Sverrig er erhvervet: saa forpligter Hs. M. Kongen af Sverrig sig til, saasnart ovenomtalte Øjemed er opnaaet, at overføre sin Armee til Tydskland i Overeensstemmelse med en Feldttogs-Plan, som bliver nærmere at anordne. Hans brittiske Majestæt skal indbydes af begge Magter til at tiltræde og garantere de i denne Traktat indeholdte Bestemmelser." 2) Traktaten med England af 3die Marts 1813 indeholder der- næst følgende Bestemmelser: "Idet England tiltræder de imellem Rusland og Sverige alle- rede trufne Konventioner, forbinder det sig til, ikke alene ingen Hindring at lægge iveien for at Kongeriget Norge for evig Tid skal blive forbundet og forenet med Kongeriget Sverige som integrerende Deel, men ogsaa at medvirke dertil, enten ved sine venskabelige Underhandlinger eller, hvis det gjøres fornødent, ved Hjælp af sin Sømagt. Imidlertid skal man ikke med Vold søge at bevirke Norges Forening med Sverige, førend Kongen af Danmark vægrer sig ved at tiltræde det nordlige Forbund under saadanne Betingelser, som ere fastsatte mellem Hofferne i Petersburg og Stockholm. Kongen af Sverige forpligter sig til at iværksætte denne Forening med al mulig Skaansel mod Norge." SIDE: 378 I Foraaret 1813 besatte Svenskerne Pommern, og i Juli er- klæredes Krig mod Frankrig. Carl Johan begav sig selv over til Tydskland under Navn af Greve af Upland efterat have ud- stedt en Proklamation til den hjemmeværende Deel af Armeen, hvis vigtigste Deel dannede en Observationshær imod Norge. Erobringen af dette Rige, hvorover Fremmede troede at kunne skalte, og hvis Udførelse, idet Rusland for den Priis overlodes i rolig Besiddelse af Finland, skulde løse den vanskelige Opgave for Carl Johan og hans Dynasti at vinde paa engang de to modsatte Ting, svensk Popularitet og russisk Beskyttelse -- denne dybt udtænkte Plan var langtfra opgivet, men kun udsat, siden baade den russiske Armee i Finland, som var bestemt til at understøtte Erobringen, og den bedste svenske Styrke havde faaet nærmere Brug imod Franskmændene. Magterne fordrede Arbeidet før Lønnen. I Trachenberg havde Carl Johan en personlig Sammenkomst med Keiseren af Rusland og Kongen af Preussen, hvorefter han overtog Befalingen over den nordtydske Armee, bestaaende af Russer under Wizingerode, Woronzow og Wallmoden og Czer- nitscheffs Kosakker, Preusser under Bülow og Tauenzien, det preussiske Frikorps under Lüzow, hans egne 24,000 Svenske under Stedingk, samt Englænder, Mechlenborgere og Hanseater, tilsammen omtrent 150,000 Mand. Den 15de August udstedte Kronprindsen sin første Proklamation til denne saakaldte Nord- armee. Detascherede Korps blokerede Küstrin, Stettin, Magde- burg og flere af de Franske besatte Fæstninger, medens Hoved- armeen trængte Fienden mod Elben, dækkede Berlin og frelste denne Hovedstad ved Bataljen ved Grosbeeren, som Kronprindsen især bragte Preusserne til at vinde over de franske Generaler Bertrand og Oudinot den 23de August. Derved kuldkastedes Napoleons Plan, ved Berlins Indtagelse atter at sætte Verden i Forbauselse og at hæve den synkende moralske Styrke i sin egen Armee. Ved Jüterbock eller Dennewitz, hvor Svenskerne, som man ellers paastod bleve sparede fremfor de andre Trop- per, kom mere i Ilden, vandt Kronprindsen den 6te Septbr. en blodig men afgjørende Sejer over Marschal Ney, der aabnede ham Adgang til Krigens Hovedscene, Sachsen. Vi afbryde Begivenhederne for at indflette efter en fransk Forfatter en Samtale mellem Carl Johan og hans gamle Vaaben- SIDE: 379 kammerat, den berømte forviiste franske Feldtherre Moreau, som han traf paa i Tydskland i Keiser Alexanders Generalstab. Vi indestaae ikke for dens Sandhed, men Sandsynligheden for at den er det er for stor, og det Karakteristiske og Interessante i denne fortrolige Meddelelse imellem to udmærkede Mænd, som Skjebnen ad forskjellige Veje havde stillet imod det fælleds Fædreland med Kaarden i Haanden, er for levende, og den fremstiller vor Helts Indre i et, som vi tro, saa sandt Lys, at vi ikke kunne undlade den her. Og det saameget mindre, som den falder netop ind paa en Tid, da Carl Johans gode Navn var en Stridsgjenstand for Datids Journalistik, hvis Heftighed og Lavhed i Angrebene, som lededes fra Paris af igjennem Aviserne i de tydske Lande, der endnu adlød det napoleonske Vælde, man neppe finder Mage til selv i de Pasqviller, som i sin Tid ere blevne stilede mod Napoleon eller Pitt. Disse frem- kaldte igjen overdrevne bombastiske Lovtaler, og saaledes er det i meget og mangt ved disse Yderligheder bleven ligesaa vanskeligt med Hensyn til Karl Johan at ramme den historiske Sandhed, som det upaatvivleligen er at gjøre det om Napoleon, hvis hele Liv, om han skal retfærdiggjøres, kun har Udseendet af en Episode af noget guddommeligt Udtænkt, men ikke Udført. Carl Johan har derimod kunnet afhøste sit Liv, og han har der- ved fremlagt en Kommentar til sit Indre, som retfærdiggjørende løser Gaaderne fra den Tid, dette syntes dunkelt og meest at maattte være i Strid med de Handlinger, han dengang lagde til Rækken af sine Bedrivter, og som en Deel af Europa for- bandte, mens den anden ikke viste dem stort inderligere Deel- tagelse end Forundringens. . . . "Nogle Dage før Slaget ved Dresden bleve Moreau og Bernadotte kaldte til en Konferents med de forbundne Magter, hvori Planen til det forestaaende Slag skulde udkastes og de videre Foretagender i Feldttoget ordnes. Moreau havde udkastet den Plan, man raadslog om, og han ønskede at see denne ud- ført i alle Punkter. Det lykkedes imidlertid Bernadotte at sætte nogle Forandringer igjennem. Efterat Konferentsen var forbi, havde Moreau og Bernadotte en Samtale, hvoraf følgende er det Vigtigste: Bernadotte. Herlige Planer, min General! Men hvortil skulle de vel føre? SIDE: 380 Moreau. Til at tilintetgjøre Napoleon. Bernadotte. Nu vel! Men naar nu dette er skeet, hvad vil man da forlange, hvad vil man da gjøre? Moreau. Oh, da ville vi overveje, hvad der videre skal gjøres! Bernadotte. Vær De forsigtig! Hengiv Dem ikke til overdrevne Forhaabninger. I Keiser Alexanders General-Adjutants Uniform ville Franskmændene ikke igjenkjende Helten ved Hohenlinden! Moreau. Men Koalitionen? Bernadotte. Hænger kun i en tynd Traad. Er Napoleon ikke Keiseren af Østerrigs Svigersøn? Er ikke hans Søn denne Fyrstes Dattersøn? Moreau. Det veed jeg fuldkommen vel; jeg veed ogsaa, at Gustav 4des Børn ere Keiser Alexanders Søstersønner. Den po- litiske Konvenients gjælder imidlertid Alt; Familieforhold gjælde Intet mod den! Men hvilket Øjemed har De, min Prinds? Bernadotte. Intet andet end at befrie det store europæiske Fædreland fra det trykkende Aag, som Keiser Napoleon har paatvunget det, jage Franskmændene tilbage over Rhinen, deres naturlige Grændse, og tvinge Napoleon til endelig at erkjende det franske Folks Rettigheder, for hvilke De og jeg saalænge have kjæmpet. Det er alt, hvad jeg vil. Jeg troer desuden, at gjøre Franskmændene en sand Tjeneste, ved at kjæmpe mod deres nuværende Herre. Kunde jeg troe, at andre Planer bleve begunstigede ved mig eller at jeg tjente en Andens Ærgjerrighed, da vilde jeg paa Øjeblikket sønderbryde denne min Sabel!" Dette fortjener at være sagt af Karl Johan, den gamle Ber- nadotte. Kun ville vi, at denne Sabel, som han holdt saa høit i Ære, ogsaa skulde være bleven holden høiere i Priis end den virkelig blev af de Magter, for hvis Sag den var dragen i en Kamp, der maatte ledsages af en ikke mindre rystende i hans Indre. Thi med denne Kaarde fulgte en Feldtherres Geni, som dybest var trængt ind i Napoleons, stod det i moralske Kræfter nærmest, kjendte bedst hans hele Taktik og det franske For- svarsvæsen i dets Indre, og -- hvorfor skjule det, som maatte gjøre den kostbarest -- med den fulgte hans følelsesfulde Væ- sens Smerte, hans blødende Hjerte som Franskmand og en Re- publikaners Fornegtelse af sig Selv til Bedste for en Menneske- hed, hvis største Deel betragtede den med mistroisk, stupid Forbauselse, mens Partierne enten triumferende miskjendte Selv- SIDE: 381 opoffringen som et Republikanismens Nederlag, som en politisk Troesomvendelse af den gamle Jacobiner, et Angerens Tilbage- skridt over et Livs kuldkastede Overbeviisninger, eller betragtede hans Foretagender som Opløsningen af en koldhjertet Egoismes Beregninger, et Frafald fra Alt hvad der er Mennesket helligt og som en Række ischariotiske Præstationer, der fortjente hiin forrædiske Jødes Løn for Betalingen. Men een Løn foruden Bevidsthedens forblev Carl Johans, og den var hans Svenskers beundrende Kjærlighed, som nu baade fik Leilighed til selv at overtyde sig om, at de ikke havde taget feil af ham som Feldtherre og Menneske, og om hvormeget han skjøttede om deres Hengivenhed. Intet bidrog heller i den Tid saameget til at vinde den, som at det æresyge Folk, hvis Krigs- hæders "Karlavagn," der eengang straalede saa højt, Europa allerede i lang Tid havde betragtet som forlængst nedsjunken, nu fik dele hans Berømmelse. Han nationaliseredes hurtigere i Spidsen af deres Geleder, der i den store Armee dannede lige- som Hærførerens egen Yndlingsgarde, end mellem de bedrivtløse Ahnerepræsentanter paa Carlernes og Gustavernes Borg. Han var den anden Gustav Adolf, og at han, med nogen Lighed, var det i Gjerningen stødte endnu mere Den ud af Tankerne, som nylig med saa liden Ære havde baaret dette Navn. Træfningen ved Dennewitz reddede andengang Berlin. Borger- skabet bevidnede Kronprindsen af Sverrig sin Tak ved en De- putation, og Keiseren af Østerrig, som havde tiltraadt Koalitionen mod Frankrig, lod ham ligeledes komplimentere og oversende Storkorset af en af sine Ordener, ligegodt hvilken. Ved Dessau gik Kronprindsen over Elben, og rykkede ind i Sachsen, hvis Befolkning han havde kaldet til Vaaben ved en Proklamation. Denne Appel til en almindelig Folkeopstand mod Napoleon tyktes nu vel de allierede Monarker ikke saa ilde om i militær Hen- seende, men at den ogsaa skulde skee for egen Ret og Tydsk- lands indre Frihed, det frygtede disse uforbederlige Repræsen- tanter for Europas gamle legitime Herskerfamilier for, og en saadan Aand imellem deres egne Undersaatter sattes i for stærke Svingninger for de gamle Despoter af denne Revolu- tionens krigerske Søns freidige Opraab. Der er mange Spoer til, at deres nye Fætter idelig stod for dem i dette forhadte og SIDE: 382 foruroligende Lys. Han maatte endnu vinde et Hovedslag mod Napoleon selv for at vinde deres Tillid. At Danmark, for at redde det i Konventionen til Åbo under- haanden solgte Norge, ganske sluttede sig til Frankrig under gjensidig Garanti af Territorium, og at det i Septbr. erklærede Sverrig Krig, forhindrede ikke Carl Johan fra at gaae over Elben og lade Davoust og Danmark i Ryggen for dessikkrere at komme over det, naar Foreningen med de Allieredes Hoved- armee først havde affødt sine Resultater. Denne gik for sig den 17de Oktober paa Højderne ved Breitenfeld nær Leipzig; men først maatte flere Bombardementer af de befæstede sach- siske og westfalske Byer, som Franskmændene havde inde, og flere Træfninger især mod Ney, der atter forsøgte at tage Berlin, finde Sted, som vel i sig selv ikke vare betydelige eller altid til Nordarmeens Fordeel, uagtet de sædvanlige pompøse eensidige Bulletins, men som dog tilsammen førte til hiint vigtige Resultat: Hovedarmeernes Forening, mens den fiendtlige Hær afsondredes fra sin egen Nordarmee og de betydelige Afdelinger i Stæderne og nødtes til at trække sig sammen i et Land, hvis Befolkning under Carl Johans Fremskridt havde givet mange Exempler paa hvor gjerne den deelte Sag med dem, der kaldte sig Tydsklands Befriere. Sachsernes Overgang midt under det tre Dages Hoved- slag ved Leipzig og at Carl Johan netop indtraf da med sin Armee tilskrives denne afgjørende Sejer. Den kostede de Al- lierede ikke lidet, men Svenskerne, som altid bleve sparede, kun 310 Mand døde og saarede. Den 19de kunde Keiserne af Rusland og Østerrig og Kongen af Preussen i en personlig Sammenkomst i Leipzig takke Carl Johan, der havde bidraget saameget til at oprette de svære Tab, Napoleon nys iforvejen havde tilføjet den slet anførte Hovedarmee ved Dresden. Carl Johan vendte sig imod sit aldrig af Øjne slupne Maal: Norges Besiddelse, da han efter Leipzigerslaget kunde lade Nordarmeen marschere mod den isolerede Davoust og den danske Hær i Holsteen, medens Hovedarmeen forfulgte Sejren mod Rhinen, hvor Bairernes allerede længe forberedte Frafald fra Napoleon gjorde Tilbagetoget endnu ulykkeligere. Keiser Alexander forlod ham kun med nye Bekræftelser paa Forjet- telserne fra Åbo. Han betraadte som Befrier atter det Han- SIDE: 383 nover, som havde lært at agte ham som Sejerherre. Bremen og Lübeck besattes og overgaves atter sin egen republikanske Bestyrelse. Hamburg blokeredes, mens Carl Johan selv gik det til Siden og ind i Holsteen. Elbens og Weserens Mundinger saae sig atter bedækte med engelske Skibe. I Holsteen vilde han erobre Norge, som Kronprindsens Bulletin af 26de Decbr. fortalte Verden var tilsikkret Sverrig ved de "helligste(?) og høitideligste Overeenskomster." De befæstede Byer forsvarede sig slet og besattes. Bedre, men med lidet Held, fegtede de Danske i Marken. Alliancen med Napoleon blev farligere Dag for Dag, og Vaabenstilstanden, som tilstodes deres Anfører Prindsen af Hessen fra 16de til 29de Decbr. viste, at den danske Regjering begyndte at betænke sin Stilling. Den franske Armee i Hamburg og i dens faste Stillinger mellem de mechlenburgske Søer ydede ingen Hjælp, og istedetfor at reise Befolkningen i Masse, slaaes til det Yderste i Holsteen og lade Armeen i Norge marschere mod Stockholm, spildte Danmark Tiden med at trygle om de Allieredes Mægling. Vaabenstilstanden forlængedes til den 6te Januar, forat indhente Svar fra den østerrigske Keiser, der havde lovet at træde op som Mægler, naar Danmark kun vilde indvilge i Afstaaelsen af Throndhjems Stift. Carl Johan vilde ikke give længer Frist. Fra Keiseren af Østerrig kom Svaret, at al Mægling nu var for seen, Kronprindsen vilde intet lade sig aftinge i Hovedsagen; Norge maatte opgives; det var allerede forlængst afgjort ved Traktater, som selv England nu ikke kunde ændre noget ved. Endnu et Tærningkast paa Val- pladsen, og ogsaa dette var uheldigt. Fiendtlighederne begyndte atter den 6te Januar efterat den stærke Elbfæstning Glückstadt, som ikke havde været indbegreben i Vaabenstilstanden, havde kapituleret Aftenen iforveien. De førte til Intet uden til -- Carl Johans Maal, til den vanærende Fred med England og Sverrig, som blev sluttet i Carl Johans Hovedqvarteer Kiel den 14de Ja- nuar 1814, og hvis Hovedpunkt var Norges Afstaaelse. Og uagtet de Forandringer, som den senere maatte taale, fordi det norske Folk ikke med samme Ærbødighed som Forfatteren af hiin Bulletin følte det "Hellige" i Dispositioner over et fremmed Rige, og ikke var enig med ham i at "ingensinde bar en Garanti et meer majestætisk Stempel," kunde Freden nok være værd den store Parade, det "festlige Tedeum" og "den majestætiske SIDE: 384 Kanontorden", som, efter Bulletinens Udtryk, "ledsagede den høie Lovsang" over Freden. Dens tredie Artikel skulde give den Udseende af, at den store Allianz mod Verdenstyrannen var Hovedsagen. Den forpligtede Danmark til at tiltræde Allianzen mod Napoleon og at forene et bestemt Antal Tropper med den nord-tydske Armee under Kronprindsens Befaling. I den fjerde Artikel frasagde Kongen af Danmark sig for sig og sine Efter- følgere uigjenkaldelig til Fordeel for Sverrig Kongeriget Norge med alle dets Indvaanere, Fæstninger, Havne, Øer, og de dertil hørende Besiddelser. Sveriges Konge lovede derimod i den femte Artikel at lade Nordmændene forblive i Nydelsen af deres Love, Rettigheder og Friheder(?). Ligeledes lovede Kongen af Sverrig at overtage en Deel af den dansk-norske Statsgjeld i Forhold til Norges Befolkning og Indtægtskilder. Det nøiere Beløb af denne Gjæld den 1ste Januar 1814 skulde bestemmes ved Kommissarier. Efter den syvende Artikel frasagde Sverige sig til Fordeel for Danmark Provindsen svensk Pommern med Øen Rügen. Men disse Landes Indvaanere skulde imidlertid Danmark ligeledes lade forblive i uforstyrret Nydelse af deres Love, Privilegier og "Friheder"(?). Den Englænderne af Sverrig ved Traktaten af 3die Marts 1813 i Stralsund indrømmede Op- lagsret maatte ligeledes Danmark, efter den niende Artikel, an- erkjende, og Pommerens Gjæld faldt den nye Herre til Last. Haardere var det, at Kongen af Danmark, ifølge den ellevte Artikel, maatte anerkjende de af Sveriges Konge i Pommeren gjorte Dotationer til et aarligt Beløb af 43,000 Thlr. og ikke alene lade Donatarierne forblive i Besiddelsen af de erholdte Eien- domme, men ogsaa tilstaae dem Frihed til, efter eget Godtbe- findende, inden Udløbet af 6 Aar at afhænde dem. Milde Stiftelser og videnskabelige Interesser vare imidlertid ikke ganske blevne forglemte. I den tolvte Artikel forpligtede nemlig begge Parter sig til ikke at afvige fra de oprindelige Be- stemmelser, der vare givne for milde Stiftelser i Norge og svensk Pommern, at lade Norge beholde sit nye og Pommern sit gamle Universitet, saavelsom og at udbetale Lønninger og Pensioner, saaledes som de af den forrige Regjering vare blevne fastsatte. Ifølge den trettende Artikel vilde Sverrig endog ved at anvende sine bona offica hos sine Allierede sørge for at forskaffe Dan- mark en endnu fuldstændigere Skadeserstatning. Efter den SIDE: 385 fjortende Artikel skulde strax efterat Fredstraktaten var under- skreven alle Fiendtligheder ophøre fra begge Sider og de nød- vendige Ordres i den Henseende blive uddeelte. Hertugdømmet Schlesvig tilligemed Fæstningen Frederiksort skulde strax efter Traktatens Underskrift rømmes af de fremmede Tropper, men Holsteen efterhaanden saa snart det kunde skee. De øvrige Stipulationer angik de allierede Troppers Underholdning i Hol- steen mod rigtig Betaling, de Svenskes ufortøvede Indrykken i Norge, Proklamationer, som de forrige Herrer vilde udfærdige til deres afstaaede Undersaatter, gjensidig Udlevering af Krigs- fanger, Ophævelser af Beslag, der var lagt paa svenske og danske Undersaatters Eiendomme, ubehindret Tilladelse for Undersaatterne i de fra begge Sider aftraadte Lande til at vende tilbage til deres Fødeland, snarest mulig Afsluttelse af en Han- delstraktat mellem de kontraherende Parter, Fornyelse af de gamle Traktater mellem begge Riger og "Kongen af Sverrigs Forpligtelse i Egenskab, af Kongeriget Norges Souverain", at en for Norge proportional Deel af den danske Statsgjæld skulde blive betalt. I en Separat-Artikel blev Gjenoprettelse af Freden med Preus- sen og Rusland under engelsk og svensk Mægling bestemt. Med disse Pennestrøg skulde Kongeriget Norge paa den anden Side Havet være erobret og Sverrigs gamle Arvefiende Danmark for bestandig knækket. Det Sidste er bleven Følgen indtil denne Dag; det Første traf ikke ind, som man kunde vente af et Folk, som endnu ikke havde gjort sig fortjent til Verdens Foragt, men vidst at værne sine Grændser imod Enhver undtagen imod det medforbundne Danmarks egennyttige Politik, som havde brugt at betale sine Nederlag med norske Provindser. Nu var det indskrænket inden dem, som denne Politik havde levnet det; nu skulde heller ikke disse respekteres. Men inden dem havde Normændene dog bevaret saamange af en kraftfuld og skarpt- betegnet Nationalitets Dyder, at det var umuligt, at de kunde finde sig i at fremmede Magter bortskjænkede til en fremmed Fyrste dem og deres Land, som disse hverken eiede eller nogen- sinde havde eiet. Disse Handeler vare dem ikke ubekjendte. Men uagtet deres "Hellighed, Høitidelighed og majestætiske Stempel" havde de dog ikke vakt nogen Frygt, fordi de fore- kom dem umulige i sin Opfyldelse og næsten ligesaa latterlige SIDE: 386 som om Kongen af Sverrig havde faaet Anviisning paa et Rige i Maanen. De havde næsten vakt mere Betænkelighed i Eng- land, hvor to af Prindsregentens Brødre og ti af Overhusets an- seeligste Lorder havde nedlagt høitidelig Protest imod at en saa vilkaarlig Medfart skulde overgaae Norge. Først da Kong Fre- deriks Afhændelse, "dette mageløse Skjøde paa et helt Rige", kom, tænkte de paa at tage de Forholdsregler mod den euro- pæiske Diplomatiks koldhjertede Bestemmelser, som anstod et Folk, hvis største Feil kun havde været en altfor nærsynt Tro- fasthed. Verden veed, at Norge fik Øinene op, og hvorledes Voldtægten ikke overgik dets politiske Uskyldighed. Carl Johan, der maaskee troede Norges Besiddelse sikkret, lod Hamburg uindtaget i Ryggen, og trak sig, forstærket med et dansk Korps, over Elben mod Frankrigs Nordgrændse. De Allierede befandt sig allerede midt i Landet, mod hans Ønsker og Raad. Men til disse toge de nu langtfra de vedbørlige Hen- syn. Dette var vistnok en Tid, hvori Carl Johan har maattet føle sig meget ulykkelig. Idet de Allierede forlangte, at han skulde hjælpe til at over- øse sit Fædrelands Bund med dets Sønners Blod, traadte de paaengang hans Hjerte og hans Raad under Fødder. Dette havde altid været, ikke at forfølge Seiren ind i selve Frankrig. Ikke alene den Kjendsgjerning, at han under Okkupationen lod sine Svenske gjøre holdt ved Kölln, hvorfra han udstedte en retfærdiggjørende Proklamation til det franske Folk, og ved Lüt- tich, ogsaa udenfor Frankrigs naturlige Grændser, men ogsaa endeel foregaaende Skrivelser til Keiser Alexander gjøre hans Karakteer denne Ære. Ligesom de Allierede krænkede ham ved flere Beviser paa Mistillid og Tilsidesættelse, medens taabe- lige Rygter om hemmelig Forstaaelse mellem Carl Johan og Na- poleon løb om imellem deres Geleder, er det netop denne Skaansomhed, som har faaet mindst Anerkjendelse af hans for- rige Landsmænd. De have ikke været mindre umaadeholdne i sine Fordringer paa En, som nu ikkun tilhørte dem i sine Fø- lelser for deres Ulykker. Hine Skrivelser, hvori han til stor Ære for sig, men uden Nytte, har stredet for dem, maa altsaa ikke blive ubenyttede af Historien. Hans Svar af 14de Nov. 1813 paa Keiser Alexanders skriftlige Anholdelse af 10de s. M. Om Kronprindsens Raad betræffende de videre Operationer, er SIDE: 387 i denne Henseende mærkeligt: "Jeg føler ganske det rigtige i Ræsonnementet, ikke at levne Napoleon Tid til at reorganisere nye Kræfter; men naar jeg modsætter denne slemme Omstæn- dighed alle de Grunde, som foregaaende Tids Erfaring og det Kjendskab, jeg har til det franske Folks Karakteer, frembyde, synes Farerne ved det foreslaaede Foretagende (Overgangen over Rhinen) mig langt overvejende de Resultater, man lover sig deraf". . . "Hvorledes skal man kunne overtyde om, at de Allierede kun have stredet for sine Territoriers Forsvar og at de attraae Fred, dersom de ikke proklamere høitideligen, at denne Fred hviler paa Erkjendelsen af, at Frankrigs Grændser ere Rhinen, med Undtagelse af Holland, begge Have, Alperne og Pyrenæerne, og ikke erklære, i Modsætning til alle de Bag- vaskelser, som Napoleon ikke skal undlade at udsprede om deres Hensigter, at de kun ville, at Frankrig skal forblive Frankrig med den samme Grund og Ret, som har ladet dem kjæmpe for at gjenvinde og sikkre Heelheden af deres eget Territorium". Samme Dato tilføjede Carl Johan sine Bemærkninger følgende Fremstilling af Kjendsgjerninger: "Jeg beder Dem, Sire, at be- tragte mine Bemærkninger som det oprigtige og frimodige Ud- tryk af min første Tanke efter Læsningen af Deres Skrivelse af 10de. Denne Tanke er Følgen af det Kjendskab, jeg har er- hvervet til det franske Folks Følelser, Øjemed og den Patrio- tisme, det er istand til at lægge for Dagen under voldsomme Kriser. Ved min Indtrædelse i Ministeriet, var det franske Ter- ritorium truet. Nationen, der havde lidt Tab af Mennesker og Penge, foragtede Direktoriets Medlemmer og ønskede deres For- drivelse; den vilde Fred og forlangte den med høje Raab. Nu vel! jeg kunde kun tale; jeg vakte det slumrende Mod. Jeg henvendte mig direkte til denne, med saamegen Ret misfornøjede, Nation; og inden en Maaned havde jeg allerede erholdt meer end jeg havde forlangt. Hele Europa var forenet imod den, og dog hævdede den sin Forsvarslinje imellem Alperne og de li- guriske Appenniner, og sejrede paa alle andre Punkter. Ge- neral Bonaparte kom tilbage fra Ægypten; Deres Majestæt veed Resten." De sejrende Magters Overmod havde intet Øre for disse Mel- lemkomster. Den blev ogsaa forgjæves, som han forsøgte i en SIDE: 388 formelig Protest fra Lüttich i Marts 1814: "Koalitionens eneste Maal, det eneste lovlige, var at holde det franske Vælde inden dets naturlige Grændser og at tvinge det til at respektere andre Staters. Jeg har ikke samtykket i disse Operationer uden paa den udtrykkelige Betingelse, at Frankrigs Grændser, saaledes som Revolutionen og Traktaterne have etableret dem, skulde formeligen respekteres. Erindre Dem, at der aldrig har været Spørgsmaal om at passere Rhinen, at det selv i Trachenberg blev bestemt, at man aldrig skulde faae den Tanke." [fotnotemerke] "Jeg kan ikke for ofte gjentage, at en Krig i Frankrig er baade mod Europas og Sverrigs Interesse. En Krig, som har til Maal at gjenindsætte et Dynasti, er i Principet uretfærdig og barbarisk ved de Ulykker, den maa forlænge. Oplysningen, Civilisationen vil gaa ti Sekler tilbage. Munke og Skurke skulle snart bedække med Sorg og Mørke dette skjønne Frankrig, som man intet kan bebreide, uden en urimelig Stolthed af sin Chef, en Stolthed, det selv ikke har lidt mindre under end de andre Nationer. Sverrig har intet Motiv, ingen fornuftig Grund til at vedblive denne Feide. Dets Børns Blod er altfor kostbart til at udgydes for en Sag, som vil true Europa med en tusindegange utaale- ligere Undertrykkelse end Napoleons [fotnotemerke] . Fatter dog Mod til at udtale det: ingen Krig, dersom den skal vedblive at føres mod de Principer, som have givet os Vaaben ihænde!" Carl Johan maatte føle sig tilovers i sin Stilling i det Belgiske. Hans Nærværelse krævedes hjemme, om Kielertraktatens For- jettelser om Norge skulde kunne gaae i Opfyldelse. Efter et Besøg i Paris i de faa Timer, som medgik til at faae Traktaten bekræftet af de allierede Magter i egne Personer, drog han med sine Svensker hjemad forat kue det modsætsige Norge, som al- lerede havde givet sig en fri Forfatning, hvis første Bud var Landets Selvstændighed, og valgt en Konge, som idetmindste kunde skrive ligesaa gode Proklamationer, som de, der i Over- flod tilstilledes det fra Sverrig. Ialfald fandt de bedre Indpas hos Folket, ihvormeget disse end forsikkrede det, at de sande norske Patrioter ikke billigede det Skeete, og at det imod sin egen Villje var bleven unddragen den lyksaliggjørende Fuld- byrdelse af Kielertraktaten. Det sidste fik Normændene at vide Fotnote: "il fut resolu, qu'on n'aurait jamais cette pensée." Fotnote: Denne mærkelige Spaadom er ikke bleven af dem, der omtales i 1 Joh.4,1. SIDE: 389 af Kronprindsens Proklamation fra Lübeck af 21de Mai, hvor- efter han satte over Østersøen med en Armee, der, uagtet al sin Roes, havde samme Grund til at være kamplysten som Fa- belens Danaider til at være tørstige midt i Vandet, som bestan- dig flød væk, naar de skulde drikke deraf. 12te Juli forlod Carl Johan tilligemed den gamle Konge og sin Søn Oscar Stockholm for at bryde ind i Norge. En Proklamation af 17de Juli fra Hovedqvarteret Venersborg forkyndte dette for den svenske Armee, som forlængst var behørigen underrettet om, at det havde været Nationaliid at forene Norge med Sverrig alt siden deres store Gustav Adolf havde fattet denne Plan, "i hvis Udførelse han kun standsedes af Døden." Ogsaa til det norske Folk udgik et nyt Opraab samme Dag, at det skulde rense sig for de fremmede Oprørere og falde tilføje. Det kunde ingen anden Betydning have for dem, end at den gunstige Tid til at angribe var gaaen unyttet forbi, og at de nu blot kunde forsvare sig, sin Idræt og sin Konge, som kun fik stolte og irettesættende Svar paa sine Skrivelser, hvorved han søgte at vinde Tid og afvende det Uveirs Udbrud, som vilde sende sine første Lyn efter hans nye Krone. Den gamle Carl tog selv, som ved Hogland, Kommandoen over Flaaden, for hvem den norske Skjærgaardsflaade ved Hval- øerne trak sig tilbage, ladende klart Indløb til Fæstningen Fre- driksstad, hvor en feig Forræder kommanderede. Den befæstede Kragerø rømmedes efter et kort Bombardement, og Frederikstad kapitulerede uden at have været stort mere end truet. Sven- skerne besad for første Gang en Fæstning i Norge. At den Hærafdeling, som skulde tage Kongsvinger væk, paa det nær- meste blev opreven ved Lier og Matrand, havde ingen Indflydelse paa Hovedarmeen, som trængte raskt frem mod Glommen under Kronprindsens egen Overbefaling. I dens Bulletins findes hint Nederlag ikke engang anmærket. Dette er med en Indianers rolige Vished om den forudbestemte Sejer ikke at fordreje An- sigtet, om man flænger Bagen af ham. Den 7de Aug. havde Kronprindsen sit Hovedqvarteer i Frederiksstad, og to Dage efter Kongen selv, der fulgte med som en Repræsentant for Sveriges gamle Krav. De syntes Opfyldelsen nær, da de norske Hær- førere paa den ubegribeligste Maade rømmede den østre Bred af Glommen efter et heldigt Forsvar af Stillingen ved Langenæs SIDE: 390 og Onstadsund mod Generalerne Vegesach og Cederstrøm. Thi denne Adfærd, som blot kunde forklares ved Forræderi eller Uduelighed, udbredte en Nedslagenhed i de norske Geleder, som var Fienden fordeelagtigere end hvilkensomhelst Hovedsejer. Nor- mændenes Enthusiasme for sin Konge var hurtigen sjunken. Med opklaret politisk Blik kunde de nu skjelne imellem hans Person og Konstitutionen. Den tilhørte dem selv, og Kristian Frederik reddede Nationens Agtelse ved at opgive sig selv til Fordeel for denne i Konventionen til Moss af 14de August 1814. Tillige for- pligtede han sig til at nedlægge sin Magt i Folkets Hænder og forlade Riget efter at have sammenkaldt saa snart som muligt et overordentligt Storthing. Imidlertid skulde Statsraadet forvalte den udøvende Magt, og en Vaabenstilstand indtræde indtil 14 Dage efter Storthingets Aabning med 12 Timers Opsigelse. Fre- derikssteen skulde rømmes og en Afdeling af den svenske Hær forblive i Landet inden sin nærværende Stilling. Carl Johan lovede i Kongen af Sverrigs Navn at antage Eidsvoldskonsti- tutionen af 17de Mai, og kun at foreslaae de Forandringer, som en Forening med Sverrig maatte gjøre nødvendige. Den 10de Oktober frasagde Kristian sig den norske Krone, og forlod Riget. Vinden fjernede ham ikke fra dets Kyster før det overordentlige Storthing den 20de havde betingelsesviis be- sluttet Foreningen med Sverrig, som hans, fra dansk Side sand- synligviis velbetænkte, Nærværelse og første Adfærd havde hindret ligesaa meget, som hans senere havde fremmet og nød- vendiggjort den. Foreningen bærer Datum af 4de Novbr., fordi Storthinget da var kommet overeens med de svenske Befuld- mægtigede om de Betingelser, hvorunder Rigernes Forening under een Konge skulde finde Sted, og de dermed stemmende For- andringer i Grundloven da vare vedtagne, samt Carl 13de valgt til Norges Konge mod at han besvoer Konstitutionen. En Rigs- akt skulde nærmere bestemme Unionsforholdene. Men ihvor- meget det end var vundet for Norge, at ikke længer Kieler- traktatens Magtsprog, men Anerkjendelsen af Folkets suveræne Handlinger paa Eidsvold var bleven Basis for Unionsværket, saae Carl Johan dog sit Øjemed naaet, da Storthinget saaledes havde indladt sig paa at gjøre Foreningen med Sverrig under een Konge til en organisk Bestanddel af Konstitutionen. Han maatte nemlig troe at have ydet sine Svenskers Forventninger SIDE: 391 nok, og at have vundet Krav paa begge Nationers Erkjendtlighed. Men Forventninger, der have sin Rod i Nationalforfængelig- heden, aftage ikke i Umaadelighed fordi de blive gamle; og med Svenskernes var dette mindst Tilfældet, fordi Smerten af Fin- lands Tab holdt dem vaagne og spændte paa den belovede Er- statning i Norge. Med fremmed Kjød skulde denne store, stedse blødende Saarflaade dækkes og heles. Et Kongerige som Pro- vinds skulde erstatte Provindsen. I hiin Bestemmelse i Grund- loven var der derfor ikke Tilfredsstillelse nok for de Ufornøielige, saalænge dens øvrige Indhold skulde staae ved Magt. Og videre drev Carl Johan det ikke. Han maatte være nøjd med det glade Indtryk, som Budskabet "Norge er endelig forenet med Sverrig" maatte gjøre paa alle de Svensker, som ikke under- søgte de nøiere Forhold ved denne Forening, og dem, som foretog denne Undersøgelse paa egen Haand, og sugede Næring deraf for sin Misnøjdhed, fik hente sig selv Anviisninger paa Fremtiden og søge nye Forhaabninger. Selv maatte han upaa- tvivlelig være den Gladeste af alle Individer inden begge Riger, da en Deputation fra Storthinget overbragte ham i hans Hoved- qvarteer Fredrikshald dets Beslutninger. Han kunde ikke være utilfreds, som hine Svensker, med Uni- onsværket saaledes som det var, og han kunde som Normændene ikke være ængstlig for dets Fremtid; den laae inden hans egen Sjel, saaledes som denne fra den Stund, han besluttede ikke at drive det norske Folk til Fortvivlelse, men at istandbringe Unionen som dette snarest og lettest kunde opnaaes, nemlig ved ædel- hjertede Indrømmelser, allerede maatte have uddannet den Po- litik, som skulde raade inden den. Carl Johan har ved en Lei- lighed i sin senere Alder erklæret, at han har følt sig lykkelig i Øjeblikkene efter sine Sejre; og han maa da have tænkt paa deres Øjemed; men vi feile neppe, naar vi tro, at intet af disse stolte Øjeblik har ladet ham føle sig saa lykkelig som da han modtog Budskabet af den 4de Novbr. og da han den 10de ind- fandt sig personlig tilligemed sin Søn Oscar i Storthinget, hvor han overleverede Kongens skriftlige Eed. Det skulde da maaske være det, da han den 5te Decbr. holdt sit Indtog i Stockholm, ledsaget af en norsk Deputation. En tydsk Forfatter ender sin Fremstilling af Carl Johan som Stifter af Foreningen med følgende Apostrofe til dette Hoved- SIDE: 392 foretagende i hans Liv: "Hvilken Velsignelse bragte nu denne under saa mange Storme tilkjæmpede Forening begge den skan- dinaviske Halvøes Folk selv og deres fælleds Regenter? Var virkelig eller kun drømt Lykke dens Følge under Carl Johans Scepter? Ikke Hofsmiger -- Historien alene maa besvare disse store og vanskelige Spørgsmaale. Og de skulle blive besvarede, saasnart Begivenhederne ere indtraadte inden den historiske Fremstillings og Bedømmelses Omraade." Vi antage vel, at dette er Tilfælde med et til at fælde en Dom tilstrækkeligt Afsnit af Foreningens Historie; men idet vi ikke erkjende, at Rigers og deres Regenters Historier ganske ere eet, kunne vi kun komme hine Spørgsmaal saa nær, som det er tilladt en Pen, der er bunden til paa faae Blade at give et Omrids af Carl Johans egen Historie. Det er ogsaa, som ovenberørt, mere Tilfældet med denne end ellers med kongelige Personligheder, at hans Folks Historie er hans. Carl Johan har nemlig aldrig ophørt at regjere selv, at eetgjøre Rigernes Interesse med sin og sit eget Dynasties, at give i Overeenstemmelse dermed deres udvortes Politik sin Retning, saaledes at Rigernes Politik er bleven hans egen, og at arbeide konformt hermed paa Unionsværkets videre Udvikling mod det Ideal deraf, som forlængst var fuldbaaret i hans Sjel og som fremglimter af saamange af hans Regjerings- handlinger, men som 1814 Aars forvirrede Begivenheder kun havde levnet i en ufuldkommen Form. Men denne var gigantisk, og imponerede, da den saa pludselig stod der som om et uhyre Gudsbillede havde hævet sine Granitlemmer til et Spring frem af Jorden forat tage urokkeligt Sæde imellem begge Folk og at vogte deres Fred. Og da det meest udmattede af Folkene mærkede, at der dog var Hvile i dets Skygge, at en fremmed stor Aand og ikke Nabofolkets Magt havde fremtryllet det, og at dets Fædrenejord dog ikke sank under dets Tyngde, og at Græsset dog grønnedes og Kornet modnedes omkring det, da fattede det Ærbødighed for Billedet, og tillod Ingen, selv ikke dets Skaber, at nærme sig det med Meislen. Den grønnende Bund omkring det var bleven Folket helligt; thi træt havde det nedsænket sig derpaa og viet sin Hvile og sin Frihed den. Og Frihedens Træ bedækte Gudebilledets Brøst med sit Eviggrønne, Grøden voxede om dets raa Fod og friskfarvede Blomster skjøde sine Toppe imellem Axene, og Folket dannede Taknemligheds- SIDE: 393 krandse deraf, og naar Mesteren nærmede sig med sin Meisel, da viste det hans Værk omslynget dermed og sagde: "Mester rør det ikke! det er godt nok." -- Dette var Foreningens Uskyl- dighedsaar. De ere svundne. Krandsene hænge der endnu. Men Folkene have opdaget Billedets Feil og at Bunden synker under dets Vægt. De have reist sig hver paa sin Side, uenige om hvad der er at gjøre forat fordele dets Skygge og Tyngde lige og udbedre dets Mangler. Dette er Foreningens senere Historie. Rigsakten, eller det af norske Storthing og svenske Rigsdags istandbragte organiske Statut, som nærmere bestemme Vilkaarene for Foreningen, har ikke givet denne tilstrækkelig Holdning. Er denne, efter sine Beundreres Mening, et politisk Mesterstykke i Tingen, blev den det dog ikke ved hiin Akt i Formen. Norge har med Bitterhed mere end eengang maattet føle det Offer, som Unionen foranledigede, af en af dets Konstitutions Grund- bestemmelser, idet dets diplomatiske Anliggender ere blevne stillede under en svensk, for dets Love ansvarsløs, Bestyrelse. Alligevel har Rigsakten ikke været Gjenstand for Regjeringens Forsøg paa en Omredaktion i en bedre Form. Den har troet at styrke Unionen ved Forandringer i den norske Konstitution, hvilke kun gik ud paa Kongemagtens Udvidelse, medens den svenske Forfatning, som sikkrer Adelstanden Fortrinet af at re- præsenteres paa Grund af Fødsel, og er et tungt og seendrægtigt Maskineri for politiske Forbedringer for Folket, skulde forblive urørt; og i denne Politik har Regjeringen hverken mødt Sympa- thier hos det norske eller hos det svenske Folk. Naar man und- tager hiine eensidige Forsøg, har ogsaa Karakteren af dens Uni- onspolitik udtrykt et urokkeligt Haab om, at Tiden og Tilnærmelsen vil gjøre Unionsværket evigt, selv i hvad Brist man kan have overseet under dets Opførelse, og fremstille det i den ideale Fuldendthed, som finder sit Udtryk i Navnet: det lykkelige, stærke Skandinavien. Dette forjettede Land forkyndtes af næsten alle Carl Johans svenske Lovsangere og af en Stjerneregn af svenske Ridderordener over troende og ikke troende Normænds Hoveder. Men endelig maatte det modtagelige Stof i Folket mættes hermed, og selv Tegnér, som qvad med saa uforbe- holden Oprigtighed i sin Hilsen til det norske Storthings De- puterede: SIDE: 394 . . "Norden blifwe -- hvad han blefwe, om samma Lag förente dem!" er upaatvivlelig bleven tilbøjelig til at antage Skandinavien, i den Forstand, ligesaavist kun for en poetisk Fiktion som det nye Jerusalem. Carl Johan har stundom ikke undladt at bidrage Sit til denne Erkjendelse ved at indskjærpe Grundlovens bogstave- lige Iagttagelse. Til at bortrydde andre Fordomme imellem Na- tionerne indbyrdes og forene deres Sindelag og vinde det for sig har hans personlige hjertevindende Egenskaber og der- imellem hans exempelløse Gavmildhed og Godgjørenhed, som har været lige udstrakt til begge Riger, bidraget overordentligt. Paa Svenskerne, som bedre kunde iagttage det, gjorde ogsaa det sande sønlige Forhold, han lige til det Sidste udviste mod sin Adoptivfader, den gamle Carl, og de Instruktioner, hvorefter han har ladet sin Søn Oscars Opdragelse som svensk Prinds rette sig, saavelsom ogsaa den Delikatesse, han viste den gamle Vasadatter, Prindsessen Sofie Albertine, det fordeelag- tigste Indtryk. Carl Johans Geni og hans Faders Tiltro havde, alt siden han betraadte Sverrig, gjort ham til Sjelen i Regjeringen. Der for- andredes intet i dennes System, da den gamle Konges, Carl den 13des, Hengang til sine Fædre den 5te Februar 1818 lod begge Nationer saa jublende hylde CARL JOHAN SOM KONGE TIL SVERRIG OG NORGE Han kronedes i Stockholm 11te Mai 1818 som "Carl den 14de Johan," og i Throndhjem 7de Septbr. s. A. under samme Navn og Kongetal, uden at den Forandring iagttoges ved samme, som for Norges Vedkommende vilde være den rigtige. Da man, uden videre Skrupler havde nævnet den forrige norske Konge "Carl den 13de", var det Forhastelsen under Foreningens Afsluttelse, hvoraf der er flere Spor, som havde undladt at anmærke denne ingenlunde uvigtige Feil. Nu var det maaske Glæden, og den er af al Sindstummel den meest glemske. Historien, der maa tilkjende Carl Knudsson Bonde en Plads i den norske Konge- række, om Kroning og Hylding skal have noget at betyde, kan SIDE: 395 ikke nævne den 13de og 14de af Sverrigs Carler uden som den 2den og 3die. Carl Johan nævnes dog bestandigt som Norges 14de Carl, og det er gaaet med denne Forglemmelsesfeil som med smaa, men forsømte, Saar, der eddre sig værre og værre med Tiden. Efter Frankrigs Betvingelse fik det Monarkforbund til Under- kuelse af alle Reformbevægelser, som dets Stifter, Keiser Alex- ander af Rusland, der havde et temporært Snæv af Pietisme, saa utilbørligen gav Navn af den hellige Alliance, som bekjendt, sit Tilvær. Carl Johan tiltraadte det, og hans Ministerier have, især hvad den udenlandske Politik angaaer, aldrig fraveget dets System. De have derfor været lidet populære. Svenskerne have troet at spore en Banghed for Rusland, en Eftergivelse for dets paatrængende Indflydelse, hvorimod deres Nationalfølelse op- røres. De betragte de hemmelige uhyre Befæstningsarbejder paa Åland som en Art stedsevarende Blokade af Sveriges egen Hovedstad. Og den svenske Udenrigsministers, dengang Grev Engestrøms, skammelige Afgjørelse af den norske saakaldte Bodøsag mod Protest fra norsk Side lagde liden Kraft for Dagen til at hævde Rigernes Anseelse mod Anmasselser fra den anden Kant: fra England. Engelske Smuglere havde i 1818 i Bodø i de norske Nordlande tilladt sig saa voldsomme Krænkelser af Kongens Landshøihed, Rigets Love og af Personer, at de -- som en svensk Forfatter udtrykker sig -- kunde lade En "tro sig virkeligen henflyttet til Ostindien eller Afrika, og at Hændelserne have tildraget sig paa en eller anden svag Nabobs eller liden Negerfyrstes Gebeet, hvor, men ogsaa alene der, den europæiske Egennytte har troet den i de senere Tider kunde ustraffet til- lade sig saa voldsom en Fremfærd." Den Fyldestgjørelse Norge fik igjennem Sveriges Diplomatik var ovenikjøbet at maatte be- tale 18,000 £ Sterling og at see de Embedsmænd, tiltalte for en overordentlig Kommission, som havde gjort sit til forat opfylde sin Pligt. Denne Sag gav Normændenes grundlovmæssige For- dring paa at deres diplomatiske Anliggender maa bestyres af norske ansvarlige Embedsmænd Lyd og Mæle. Men hvad Po- litiken engang har faaet ihænde giver den ikke lettelig Slip paa. Alt hvad Normændene omsider i 1835 have kunnet opnaae i dette vigtige Punkt har derfor været den tildeels illusoriske Be- stemmelse, at et Medlem af det norske Statsraad skal være SIDE: 396 nærværende, naar den svenske Udenrigsminister foredrager norske diplomatiske Sager eller saadanne, som ikke udeluk- kende angaae Sverrig. Et Bondeopløb i enkelte af de agershusiske Oplande tillagde ogsaa Aaret 1818 nogen Mærkværdighed for Norge. Bag de nærmere Motiver dertil, der laae i de tunge Opoffrelser, som den tvungne Nationalbanks Oprettelse krævede, troede man nemlig at opdage en fjernere, ved Machinationer fremkaldt, Hensigt at omstyrte Konstitutionen. Herom veed man dog al- deles intet aldeles tilforladeligt og sammenhængende, og de, som vide det, finde sin Regning ved at tie. Hvad man troede at op- dage bidrog dog til at udsaae Mistroens Sæd i den endnu neppe kjølnede Aske efter Krigen. Men den kom ikke i nogen Væxt før i 1821. Da var allerede efter en Svensk Forfatters Udtryk, "Unionens meenløse Dage forbi; Stridens og Prøvelsens Dage begyndte." Kong Carl Johan havde ikke sanktioneret de to næst foregaaende Storthings Beslutninger om Adelens Afskaf- felse; og vi antage Rigtigheden af, at Hensyn til fremmede Mag- ters mulige Mishag kan have havt Indflydelse paa denne An- skuelse. Idetmindste anvendtes dette Argument forat forhindre Beslutningens Bliven til Lov ved dens uforandrede Antagelse paa Storthinget i 1821. Man satte Ordren til at svenske Regi- menter skulde holde sig marschfærdige inden 24 Timer, en svensk Hær paa 3000 Mand, der under Storthingstiden indtraf i en Lyst- leir ved Kristiania med skarpe Patroner og Karduser, og en svensk Flaades Evolutioner paa Havnen i Forbindelse saavel med Afgjørelsen af Adelsspørgsmaalet som af den kongelige Proposition om at Norge, paa Grund af hiin, Kongen af Sverrig forbindende, Stipulation i Kielertraktaten og Wienerkongressens Tilsagn om dens Opfyldelse, skulde deeltage i den danske Stats- gjeld med 3 Millioner Species. Man kjender Udfaldet: Adelen blev afskaffet, Gjeldens Betaling indrømmet -- Beslutninger, som ligesaameget erhvervede det norske Storthing Europas Opmærk- somhed som selve Konstitutionens Tilbliven og dens mærkvær- dige Forsvar i sin Integritet paa 1824 Aars og de følgende Storthing imod de 10 kongelige Propositioner, som tilsammen- tagne vilde i det Væsentligste tilintetgjøre den bestaaende Stats- forfatning. Begge Nationers liberale Presse udtalte kun een Mening om SIDE: 397 disse Propositioner. De smertede Normændene, og de søgte at stille sin Smerte med den fromme Tro, at nogle konservative Hoveder for den svenske Adel vare deres egentlige Ophav. Re- gjeringen vedblev at være ligesaa uforanderlig i paany at frem- sætte tvende af dem, nemlig om Veto og Naturalisationsretten, hvilke den maaskee ansaae for de vigtigste, som Storthingene i at give dem eenstemmigt Afslag. De fremsattes femte Gang, da Normændene reiste et Minde for den Borger, Chr. Krohg, forhen Statsraad, der i 1824 havde forfattet den Kommiteebe- tænkning desangaaende, hvis Resultater Storthingene stedse senere have bifaldt. Carl Johan undlod ikke i sin Instrux til den fjerde svenske Rigsstatholder i Norge, Grev Platen, at be- mærke med Forundring den parlamentariske Dygtighed og Tak- tik, som de norske Storthing lagde for Dagen. Hiin Menings- strid berøvede dog Carl Johan ligesaalidt det norske Folks Kjærlighed, som hans Ulyst til at indlade sig paa en Reform af det svenske Folks Stænderforfatning har betaget ham dettes. Disse Omstændigheder formindskede kun Antallet af en ud- skejende Enthusiasmes løgnagtige Overdrivelser. Hertil bidrog i Norge mere end noget andet Kongens dybe Modvilje mod dets Konstitutionsfest den 17de Mai, der førstegang blev feiret i Throndhjem 1823. Statholder Platen fik i saa Henseende strenge Instruxer. Cirkulærer til Embedsmændene og en kgl. Kundgjø- relse af 7de Mai 1828 overtydede vel om hvor alvorligt Kongen meente det med sin Uvilje mod Festen; men Overtydningen om, at Grunden dertil var en Mistydning af dens Tendenz, somom denne skulde være antiunionel, og at den skrev sig fra Svensker, der hadede den norske Frihed, og om at den nok vilde rette sig med Tiden lod disse paafaldende Forholdsregler snarere virke det modsatte paa Folkets uafhængige Dele. At det endog, ved Øvrighedens Uklogskab kom til militære Voldsomheder i Kristiania 17de Mai 1829, og at en overordentlig Kommission blev nedsat ligesom efter den uskyldige Theaterpiben samme- steds, 4de Novbr. 1829, havde de samme Følger, nemlig de mod- satte af de tilsigtede. Fra svensk Side var man særdeles pirre- lig paa Foreningens gode Navns Vegne. Den kunde ikke blive nok rost af Normændene for hvad Freden, Friheden, Penge- væsenets Fastnen, Handelens og Agerbrugets Opkomst i gode Aaringer efterhaanden maatte medføre. Vi anføre dette i en SIDE: 398 Carl Johans Historie for at give den Bemærkning det rette Lys, at det endnu ikke har lykkets ham at give Foreningen, dette Værk af Omstændighederne, hvori han har saa stor Deel, det høje Værd for Normændene, som den vilde have, om deres Klager over unionelle Krænkelser og over at Sverrig tilstedes i visse Punkter, navnligen i Unionsflagets Sammensætning og dettes tvungne Brug, Yttringer af et Supremati, med Lempe vare blevne afhjulpne. Carl Johan har viist alle Grene af den indre Bestyrelse, Han- delen, Industrien og Forholdet til fremmede Magter den nid- kjæreste Opmærksomhed, med lige Hensyn til begge Rigers Tarv. Han er deri, som ovenberørt, blevet understøttet af heldige Om- stændigheder. I Sverrig skriver Udførelsen af den 22 Sømile lange Göthakanal, som forener Østersøen og Nordsøen med hinanden, af Trollhätta- og Söderteljekanalen samt Udbedringen af Hjelmarkanalen sig fra hans Regjeringstid. Carl Johan ophjalp mangfoldige industrielle Foretagender med sin store Privatformue, medens man vanskeligt kan gjøre sig noget Begreb om dens Beskatning af privat Nød. Især i de første Foreningsaar beholdt Carl Johan neppe meget tilbage af sin norske Civilliste, og i Sverrig har især den fattige Adel ikke været for stolt til at trænge sig frem til hans rundhaandede Hjælp. Hans Formue var ellers bleven forøget ved Salget af hans Dotation, Fyrstendømmet Pontecorvo i Neapel, og af Øen Guadeloupe i Vestindien, som Storbrittannien havde frataget Frankrig og aftraadt til Sverrig for dets Bistand i Krigen. Ved Freden i 1815 løstes Øen tilbage af Frankrig, og man forstod, siger Forfatteren af "Sverige i 1809 og 1832," at tyde Stilisa- tionen i denne Traktat saaledes, at det blev anset for at være til Kronprindsen personlig at Øen blev overgivet. "Ogsaa blandt Repræsentanterne, vedbliver han, opløftedes ingen Røst forat erindre om den simple Sats i Statslæren, at kun Lande kunne tabe Besiddelser, og at saaledes kun Lande kunne vinde dem, hvad Udtryk end Traktaterne bruge derom, samt at Konger og Regenter vel i disse kunne siges at aftræde eller erholde Pro- vindser, men at saadant kun skeer af dem som daværende Re- præsentanter for de Stater de styre. Naturligen burde da Kron- prindsen troe, at Sverige hyldede en Statslære for sig selv siden man unddrog Stænderne al Kundskab om Ret til at undersøge SIDE: 399 de under Krigen erholdte Subsidiemidler. Hans egen ophøiede Karakteer viste sig dog ogsaa i dette Tilfælde. Kun Halvten af Løsesummen forbeholdt han sig selv; den øvrige Halvdeel an- viste han, med virkelig kongelig Ædelmodighed, til Afbetaling paa Rigets udenlandske Gjæld." Denne blev strax Gjenstanden for Carl Johans Virksomhed. Kjøbesummen for Pommern blev ogsaa anvendt dertil, hvor tungt dette Offer af den sidste Be- siddelse hiinsides Østersøen end faldt for de Svensker, der ikke engang føle den Vemod tilfredsstillet hvormed de tænkte paa Sverrigs Storhed i det 17de Aarhundrede, naar de saae den Obelisk for Gustav Adolf den Store, som Carl Johan har oprettet i Upsala. For Forsvarsvæsenet har Carl Johan sørget med stor Nidkjær- hed. Til den Forsvarsplan, som har ladet ham anlægge ved Wetteren Centralfæstningen Wanäs eller Carlsborg efter den franske Carnots Befæstningsplan, et Arbeide, som endnu fort- drives, har ikke hørt Vedligeholdelsen af alle de norske Grændse- fæstninger. Ingen endelig Beslutning er endnu fattet om For- svaret af begge hans Hovedstæder. Derimod er Karlskrona Havn bleven befæstet, og en Orlogshavn anlagt paa Horten i Kristianiafjorden, og Søforsvaret er i det Hele i den senere Tid blevet skjænket mere Opmærksomhed. Begge Rigers Handel har hævet sig under Carl Johans Forsorg. I Sverrig ere de nordlandske Elve blevne gjorte flødbare til Fordeel for Trælasthandelen, som i de nordlige Provindser har vundet i Betydenhed, endskjøndt den for det meste er i Eng- lændernes Hænder. Toldintraderne have Aar for Aar hævet sig i begge Riger. I Norge har dette endog paa sidste Storthing tilladt de direkte Skatters Ophævelse. Imidlertid er dens Bal- lance lige tvivlsom i begge Riger. I Sverrig, hvor Carl Johan har mange private Landeiendomme, har han til Fordeel for Klædetilvirkningen, sørget for at forbedre Faareracen, ligesom ogsaa Forædlingen af dets Jern har været en fortrinlig Gjenstand for hans Omsorg. I begge Riger har ikke blot egentlige Velgjørenhedsanstalter, men ogsaa Skolerne i flere Byer Carl Johan personlig meget at takke. Hans svenske Regjering har mere end den norske i de senere Aar lagt for Dagen, at den ikke ynder den politiske Op- lysning, som udspredes af den periodiske Presse. Det antages SIDE: 400 i Almindelighed ikke, at Carl Johan altid har været heldig i Valget af sine vigtigste Ministre. Som det meest lysende Moment i den nys afdøde Udenrigsminister Wetterstedts politiske Liv fremhæve Svenskerne den Maade, hvorpaa han forsvarede mod de frem- mede Diplomater den ubetænksomme Handel, hvorefter Sverrig afhændede til det, som Stat ikke anerkjendte, Kolumbien endeel gamle, men armerede og besatte, Orlogsskibe. De Ophævelser, som gjordes derover, fremkaldte det herlige Træk af Carl Johan, at han erklærede i sit Statsraad, at han var beredt til at trække Sværdet paany før han vilde taale at Sverrigs Ære krænkedes ved Fremmedes overmodige Irettesættelser; og at han omfavnede sine Statsraader, og erkjendte deres Mening for den bedste for Sverrigs Velvære, at nemlig Freden ikke maatte brydes for denne Sag. Da var det, Grev Wetterstedts Duelighed jevnede alt. Grev Brahe, Kongens første Generaladjutant, er ellers den svenske Mand, Carl Johan har skjænket størst Indflydelse. Han er stedse om Kongens Person. Det Fortjenstlige i hans person- lige Hengivenhed har dog ikke kunnet befrie ham for sine Lands- mænds Misnøje over den Indflydelse, de troe han udøver paa Besættelsen af Statens Embeder, hvortil Adelen ofte gives for- trinsviis Adgang. Normændene have med samme Følelser be- mærket, at Levningerne af deres Adel ere kaldede til at omgive Thronen og at repræsentere dem i Udlandet, uden at de kunne siges at have kastet nogen Glands paa deres Stilling. De svenske Rigsdage have meest havt økonomiske Spørgs- maale at afgjøre; og de kongelige Propositioner have kun mødt Hindringer af enkelte udmærkede Talenter, som især have tilhørt Adel- og Bondestanden. Det har da stundom hændt, at Regje- ringen er bleven karakteriseret med stærkere Udbrud af mis- fornøiet Patriotisme, end Verden skulde holde for rimelige under et saadant Talents Styrelse som Carl Johan. Oppositionen i det norske Storthing har været mindre sparsom paa Roes. Regje- ringens Aand og System har fra den Side ikke havt alvorlige Misbilligelser at døje før Storthingets pludselige Opløsning i Juli 1836. Rigsretten fordømte denne Handling idet den straffældte Statsministeren, som ikke havde protesteret derimod. Norge har Carl Johan ikke kunnet besøge saa ofte, som Grundloven fore- skriver. Den sidste Gang skede det i 1835, da han tillige besaae og gav sit Navn til den nye Vei imellem Throndhjemsstift og SIDE: 401 Jæmtland -- et af de stolteste Mindesmærker fra Carl Johans Regjering. Han besøgte ved samme Leilighed endeel af Sverrigs nordlige Provindser, som skylde ham saameget fra Misvæxtaarene i 1826, 1831, 32 og 33, og i dette Aars Høst har han fuldendt sin Eriksgate ved at gjennemreise de sydlige og midterste Dele af Landet. Mellem de her saa adspredte Træk af Carl Johans Karakteri- stik bør heller ikke, for det Lys det kaster over hans Hjerte, forglemmes den Menneskekjærlighed, han lægger for Dagen i sin Brug af Benaadningsretten. Den er ved et enkelt Tilfælde an- vendt mod et Par svenske Adelsmænd, der landsforvistes fordi de skulde være gaaet videre i sin Interesse for det forrige Dy- nasti, end den Ængstlighed tillod, hvormed der vaages over det nærværendes Sikkerhed. Men enhver Svensk og Normand garanterer denne med sin Hengivenhed for Carl Johans Person og hans elskværdige og opblomstrende Familie. Forhen i disse Blade er et Øjeblik frem- hævet som det lykkeligste i hans Liv; men det Øjeblik stod os da ikke for Øjne, da Carl Johan jublende favnede sin første Sønnesøn, sit udtrykte Billede. Hans Søn Oscar havde nemlig i 1823 givtet sig med den herlige Eugen Beauharnais's elskelige Datter, Prindsesse af Leuchtenberg Josefine Maximiliane Eugenie Napoleone, fød 14. Marts 1807; og hun fødte ham i 1826 Carl Ludvig Eugen, udnævnt til Hertug af Skaane, i 1827 Franz Gu- staf Oscar, Hertug af Upland, i 1829 Oscar Frederik, Hertug af Østergothland, i 1830 Charlotte Eugenie Augusta og i 1831 Ni- colai August, Hertug af Dalarne. Denne Velsignelse har gjort Carl Johans huuslige Lykke fuldkommen. Europa opviser ingen kongelig Familie, der nyder et lykkeligere og værdigere Samliv end denne om den aands- og legems-karske 73aarige Svea- og Normanna-Konning, der endnu har en Ynglings Livlighed i Ge- myttet og Manddommens Holdning og hele Udvortes. SIDE: 1 Henrik Wergeland NORGES HISTORIE ANDEN DEEL INDEHOLDENDE BEGIVENHEDERNE FRA FORENINGEN MED DANMARK OG INDTIL NÆRVÆRENDE TID FOR ALMUEN OTTENDE HEFTE Land forgaaer -- men synker Verden? Mænd forgaae -- mon Frihed vel? Født med første Engel er den, døer ei før den sidste Sjel. TIDSRUM: TREDIE TIDSRUM: NORGES VANMAGTS OG ULYKKES TID UNDER KONGER I DANMARK. (FRA 1387 -- 1814). I. MED SELVSTÆNDIGHED OG KONGEVALGRET. (FRA 1387 -- 1536). II. BERØVET SIN SELVSTÆNDIGHED. (FRA 1536 -- 1814). 1)FØR ARV-ENEVÆLDETS INDFØRELSE. (FRA 1536 -- 1660). 2) EFTER ARV-ENEVÆLDETS INDFØRELSE. (FRA 1660 -- 1814). FJERDE TIDSRUM: NORGES GJENOPREISNINGS TID. I. BEFRIELSESAARET 1814. II. NORGE MED FRI FORFATNING OG SELVSTÆNDIGHED FORENET MED SVERIGE. SIDE: 2 FORORD En Forfatter siger: "Uden at ophøre med at være upartisk, og uden at forvanske i nogen Maade Begivenhedernes Sandhed, kan man beklage, i den forsvundne som i den nærværende Tid, Menneskers og Folkeslags Skjebne som Uretfærds og Voldsom- hedens Offre. Dette er at opfylde en Billigheds og Menneske- ligheds Pligt; og dersom de Ulykkelige ere sine Tidsjevnlige hellige, ere de det ligeledes for Historien." Disse ædle Linjer ønskes af mange Grunde, ja ogsaa for nærværende Forfatters egen Skyld, erindrede under Fremstillingen af det Afsnit, som nu forestaaer af Fædrelandets Historie. Thi det er ikke længe- siden, at man tvivlede i Norge om at dette var den sanddru Saga hjemfalden -- denne, der eier den svundne Dag og arver Øieblikkene. Men, hvor klart det end, i sin rette Forstand, burde staae for Historieskriverens Øine, "at han ikke bør være af nogen Nation" -- vist er det, at alle de Forfattere, som omhandlede denne Deel af Begivenhederne, ihukom, at de vare danske, og at Enevældet ogsaa udstrækker sin frygtelige Magt over Aanden og Sandheden. Det var langtfra, at de, hvad Norge betræffer, stillede sig paa det Standpunct, som hiin Forfatter anviser Hi- storieskriveren. Gjennem dem fik Nordmændene i Almindelighed, men især Skole-ungdommen ganske andre Begreber om Fædrelandets Stil- ling, end hvad sandt var. De hørte kun og læste og lærte kun om Lykke under Enekongens Kjærlighedsspiir, om Danmarks aldeles Nødvendighed for Norge i alle selv i aandige Henseender, om samslyngede, med Hjerterødder og Navlestrenge sambundne Tvillinger o. s. v. De hørte, læste og lærte kun Sligt, indtil de troede det, og indtil Troen gik i sagngiven Arv, saa den gjerne kunde bestaaet, om man end ikke sørgede for at slige Lærdomme strax greb hver opvoxende Slægt. Vaagnede i Gemytterne en Trang til historisk Selvfølelse, en Ahnelse om at historisk Ære sømmer et Folk, at det bør hvile derpaa -- nu, da aabnede Snorre alle sine Æresminder; og man var tilfreds. Man var saa tilfreds med det drømmende Behag i den gamle Erindring, at man glemte den friske, ja mange nærmere Aarhundreders. Man SIDE: 3 lod sig nøje med Troen paa frisk Lykke og med gammel rusten Ære. Slig Taabelighed, der tilhører Adelen, var bleven Folkets. De gamle Tider maatte bøde med sin Overflod af Hæder paa de nærværendes Mangel; Fædrene udsone Ætlingernes Synder, istedetfor at det skal være omvendt; Fædrenes Frihed kaste en Glands over Sønnernes Trældom. Dog, at Norges Forfatning under Forbindelsen med Danmark havde været og var Trældom fra først til sidst -- det ahntes ikke af Almeenheden, det turde ikke siges. Saa fast var hiin Tro, saa høit var hiin adelige, næsten til en Nationalfeil blevne, falske Selvfølelse stegen. Det er sagt, at den offentlige Mening er, selv i en fordærvet Alder, det mest Ufordærvede. I Aar- hundreder var det i Norge ikke saa. Men en saadan Stemning? saadanne Begreber om Fædrelan- dets Stilling? Soldatermod kan den føde og nære; Borgermod, Folkemod ikke. Saa farlige ere falske historiske Begreber og af disse udrundne Følelser, at de oplyste Fædrelandsvenners første Stormeed i 1814: Adskillelsen for stedse fra Danmark, selv med Opofrelser til Sverige, ikke fandt tilbørlig Støtte hos Mængden, ja forstodes ikke af denne, og, om end det, da med en vis Følelse af Modbydelighed .. saa farlige ere de, at fjernt knyttede Omstændigheder, ikke en i Folkets Indre levende Er- kjendelse, fremtvang Befrielsen; og at en ikke hemmeligholdt Frygt for Muligheden af en Gjenforening lige indtil de senere Aar rørte sig i Gemytterne. Der gives dog unegtelig flere Aar- sager til en saadan Stemning, end den falske historiske Frem- stilling af Fædrelandets Stilling og Tilstand, som bibragtes Nord- mændene i Almindelighed. Den norske Befolkning fortrængtes fra Byerne af Fremmede; Regjeringen var vel despotisk, men ikke tyrannisk: Trykket føltes sjelden af den Enkelte, da det laae over det Hele; Folket vantes til at see Danske i Embederne; den danske Forvanskning af Oldsproget forplantedes gjennem alle Skrivter; en Høiskole negtedes; de Norske, der opdroges til Lærdom, opdroges dertil i Danmark og paa dansk. Flere saa- danne Aarsager gives, og ere lette at finde; men til disse Forord hører kun at lægge Vægt paa hiin første: den nemlig, at vi have været vante til, og Mængden har troet alt for længe paa Lær- domme, der ikke ere Historiens, og paa Fremstillinger, der skulde SIDE: 4 kaldes historiske, dersom falske kunde fortjene dette Navn, om en Lykke under Foreningen med Danmark, som i det Følgende skal vises aldrig blev det til Deel. Men, antaget for Deres Skyld, som, endnu med Kong Christian den 7de i Tankerne, klagende mindes tilbage en frodig, tilfældig Erhvervstid for en 40 Aar siden, at en saadan Lykke stundom under hine Forhold tilfaldt Norge: saa er det dog ligesaavist mellem Stater som det er mellem Personer, at den Lykke er for dyrkjøbt, som kjøbes for Æren. En uberegnelig Formue ligger i Nationalæren. Men denne -- ? Nordmændene blues, at de ikke med Vaaben ihaand gjenvandt den Aarhundreder før det skede, at alene Fædrelandets Beliggenhed frelste det Norske i Norge, under alle de Angreb derpaa, som det er Pligt sanddru i det Følgende at fremstille. Et Skjold dit Speil; din vilde Støi, o Hav, en Frelsenshymne høi! En Muur din steile Sjø! En staalglat Muur, af Skum en Grav! Saa fast en Borg ei Dovre gav dig, signte Norge, kløvt ved Hav fra Trældoms bandte Ø. Men der er Nytte i at gjenkalde sig sin Sorg. Intet Folk har gjennem sin Historie modtaget i flere Henseender kostbarere Lærdomme fra den Altstyrende end det norske. SIDE: 5 TREDIE TIDSRUM NORGES VANMAGTS OG ULYKKES TID UNDER KONGER I DANMARK. (FRA 1387 -- 1814.) MED SELVSTÆNDIGHED OG KONGEVALGRET (1387 -- 1536.) Dronning Margrethe (1387 -- 1412.) Norge forenet med Danmark alene (til 1397.) Olaf den Unge, den Sidste af gillske Æten, var død. Mar- grethe levede. Saa var det Hun og Skjebnen vilde det. Hvad Folket vilde under disse Udsigter var og blev der heller intet Spørgsmaal om; thi med dets Aand var ogsaa dets Magt død. Det havde forhen af sine egne Konger Magnus den 6te og Hakon den 7de taalt Indgreb i denne; og da er den hele forloren som Isen hvor den første Vaarbølge bryder igjennem. Det var da intet Vogestykke af en fremmed Regent at angribe de Konge- love, som vare traadte istedetfor den gamle Forfatnings. Des- uden gives der ingen Lov for Overmagten; og denne besad Margrethe i sin overlegne Aand, sin Stilling, og, hvad der maaskee sagde mere, i Nidaroserkebispens og med ham Geistlighedens Medhold. K. Hakon den 7des Kronarvelov nyttede da Drosten Hakon Johnssøn kun lidet, skjøndt han, som nedstammende i 2det Led fra hiin Konges naturlige Datter Agnethe, efter samme var nærmest thronberettiget. Om han med Sværdet havde paa- talt sin Ret, skulde det have været et af de sjeldne Tilfælde hvori Ærgjerrighed og Patriotisme, der ofte nok havde det Ydre tilfælles, i det Indre og i Meed vilde have været eet. Nu gik det med Underhandlinger i flere Maaneder -- da svor den uman- dige Stormand sig sin Adkomst fra, og sit Fædreland et fremmed Rige til, som strax satte sig i samme Forhold til det som Hoved- gaarden til Sæteren. Det synes vel ved første Øjekast paa denne skjebnesvangre Handling, som om Hakons personlige Ret til at frasige sig sin Adkomst maatte være uomtvistelig; men det er dog ikke saa: Omstændighederne gjorde, at han tilhørte ganske SIDE: 6 Staten, hvis Selvstændighed ved en i sig selv ufri Constitutions- forandring var bleven knyttet til egne Konger af hans Æt. Der- for, om vi end ikke antage ham bestukken af Skræk eller Guld, var selv ikke Ønsket, at fritages for Regjeringens byrdefulde Ære, pligtmæssigt eller tilladeligt, saalænge Naturen ikke gjorde ham uduelig. Men hvor lidet Hakon end har havt for sig, som det lader til, saa har dette dog hidtil ikke været en Mangel, som har forbudt Folk at gribe efter og besidde Kronen. Fra det svækkede Folks Side skede ingen Bevægelse til For- deel for den gamle Kongestamme. Ligesaa meget i aandig Hen- seende sløvet under Kongemagtens og de særberettigede Stæn- ders Magtudvidelser som fysisk medtaget af Landødesoten, der indtil henimod Udgangen af Aarhundredet synes at have i svagere Stød alt imellem rørt sig i enkelte Egne, var det et roligt Vidne til, at Geistlighed og Rigsraad, saasnart Hakon var bragt til Taushed, valgte Margrethe til Dronning med al kongelig Myndig- hed, ligesom hun siden Aaret før var det i Danmark, og erkjendte villigen hendes 5aarige Søsterdattersøn Erik af Pommern for nærmest Arveberettiget til Norge. Dette Eriks Valg og Antagelse af Titelen "Norges Konge" gav Fiendskabet mellem Margrethe og den svenske Konge Albrecht ny Næring. Han tog nemlig sin Brodersøns Parti, hvem han troede derved forurettet, som nærmere beslægtet til Margrethe. Men denne rænkefulde og herskesyge Qvinde skjøttede ikke om at have en Mand ved Siden; men kun et Barn, som Erik var, og som hun kunde opdrage i den Viisdom: "at han skulde lade sig føde af Norge, klæde af Sverige, forsvare af Danmark." Hun fik ham derfor erkjendt, medens hun for et Syns Skyld søgte at lede Valget paa Hiin, hvis Adkomst erklæredes forbrudt, fordi han havde gjort den afdøde Olaf Kongedømmet stridigt over Danmark. Ligemeget for at sikkre Erik som for at give en na- tional Forfængelighed et Offer, ligesaa tomt som den selv, var det, at dette Barn prydedes med Navn af Norges Konge. Ved den forstødte Medbeilers Død, som allerede var indtruffen før Valget, antog Albrecht sig hans formentlige Krav som sit eget; maaskee vilde han ogsaa, da han greb til Vaaben, gjøre en Ende paa de rænkefulde Forbindelser Margrethe stod i med endeel svenske Stormænd. Men hans Planer vare Taarne paa en under- gravet Grund. I Spidsen af en tydsk Hær mødte han sine egne SIDE: 7 Undersaatter forente med en dansk Hær under Ivar Lykke; og Nederlaget ved Falkjøping i Vestergøthland endte med den udue- lige Konges Fangenskab 1388. Margrethe kjendte ikke til Ædel- mod i Seiren: hun behandlede ham med hjerteløs Spot, til Vederlag vel fordi han tilforn havde givet hende Øgenavne, og satte ham i haardt Fangenskab indtil 1395. Denne Krig gav Anledning til Oprettelsen af et Kapersamfund, som, under Navn af Victualiebrødre, saasom dets oprindelige Hensigt var paa de tydske Hansestæders Vegne at bringe Føde- midler (Victualier, Fetalje) til Stockholm, der holdt Albrechts Parti til efter hans Løsladelse, i lang Tid skadede den norske Handel meget. De udartede inden kort aldeles til Sjørøvere, der vare fredløse saavel, om end sjeldnere, for Hansestæderne, som i andre Lande, saafremt de ikke for en Tid stode i en eller anden krigførende Stats Sold, eller aabnede sig ved sit rige Bytte i fremmede Sjøstæder et egennyttigt Gjæstevenskab. De forente Rigers Afmagt, idet de vare uden Flaade, viste sig ret ved disse Fribytteres Frækhed. Bergen udplyndrede de 1393; og er det rimeligt, at deres Skrækherredømme paa Havet har, ligesaameget som Svartdøden og de nordamerikanske Eskimoers ødelæggende Indfald, bevirket, at Nordmændenes Forbindelse med Grønland ophørte, og blev alt sjeldnere og slappere med Island. Danske Kyststæder vidste Margrethe ikke anderledes at sikkre end ved at forsænke Indløbene -- et fortvivlet Middel, som tillykke ikke lod sig bruge her. K. Erik af Norge var 1396 valgt til Danmarks Konge under Margrethes Formynderskab. Aaret efter drev hun ogsaa igjennem, at han kaaredes i Sverig, og krontes til Nordens Konge, efterat de fra alle 3 Riger afsendte 16 Rigsraader, hvoraf 4 norske, 20de Juli 1397 i Calmar havde sluttet en Forening (Union) imellem dem paa Betingelse af bibeholdt Jevnrang, Selvstændighed, Rigs- raad og Brug af egne Love for hvert af Rigerne, der ved sine udvalgte Sendinger, 40 fra hvert, skulde vælge den fælleds Konge, og være mod Udlandet som Eet i Fred og Ufred. Island, der burde været betragtet og behandlet som den fjerde Unionsstat, fulgte Norge uden at der spurgtes videre om dets Samtykke. Det Tyngste ved Ringhed er Vilkaarligheden hvorfor den er udsat. SIDE: 8 Norge forenet med Danmark og Sverig i Calmarunionen. Ingen af Calmarunionens Forjettelser opfyldtes. De ubetydelige holstenske Grever legte med dette politiske Uhyre, som forfær- dede Verden, da det fremstod; og selv indvortes meddelte de afkræftede Riger ikke hverandre nogen ny Livsvarme. Kun til- fældige Ulykkesomstændigheder, hvorfor Nationer, der vare af- vante med sin Frihed, gave efter, mens en Enkelts Statskløgt beherskede dem, og ikke en frivillig Overenskomst eller nogen indre Nødvendighed, ledet i sit Frembrud af fortrinlige Aander, hvis beundringsværdige Planer dog kun ere som det renere Af- tryk af Folkeviljen, havde fremskabt denne Forening. Tidsalderen var Europas mest fordærvede; ogsaa Norden leed af alle dens sedlige Onder. Udrundne af Geistlighedens Overvælde, levede dette igjen af dem, men døde ogsaa omsider deraf. I nærmeste Følgeforbindelse med Geistlighedens Magt og i samme Forhold til den sjunkne Almeensedligheds Tilstand stode de andre Magter: Kongernes og Adelens, som ligeledes tærede paa Folkenes indre Kraft og paa Friheden. Da disse, der ere som Rod og Blomst, vare fortærte, kjæmpede hine tre egennyttige Magter indbyrdes; hvor de to forentes maatte den tredie give tabt. Den norske og svenske Adel, bestikkelig og fordærvet, fremhjalp den af Geistligheden understøttede Margrethes Planer, ilende med at gaae ind i disse, forat dele hvad Bytte af Embeder, Lehn og Særrettigheder, der tilhørte som Indbo og Pragtgemakker den nye Bygning paa Ruinerne af de forente Nationers Frihed og Velfærd. Ligesaa vare Kongernes Haandfæstninger ikke at be- tragte som Forbedringer i Folkeforfatningerne, men kun som Udvidelser i de andre to Magters Særrettigheder, som de ikke undlode at æske og øge, da de i Forening omsider kom saa vidt, at de alene forestillede Folket, og saaledes dannede eet Modsamlag (Opposition) mod Kongemagten. Sløvt Trælsind be- tegnede Folkene i den almene Fordærvelse. Det lod dem see Himlens Raad i Geistlighedens, Aljordens Magt i nogle Smaa- tyranners. Saaledes var det muligt, at en ved alleslags Bestik- kelser vunden Mindrehed, trængende Folkenes døde, uvirksomme Fleerhed tilside, og at egennyttige, adsplittede Interesser istand- bragte i Calmarunionen et Værk, som andre Folkeslag paaengang beundrede som et Viisdommens Mesterstykke, og skjalv for paa SIDE: 9 Grund af den Fasthed de tillagde det, og den voxende Lykke det syntes at forjette de nordiske Folk, som altid lode Verden føle deres Velmagt. Afmægtige hver for sig vare de nordiske Stater; men afmægtigere blev dog Foreningstaten. Selv paa Baandet, der i en Krig kunde holde dem sammen: paa Havet maatte den give Slip: Hansen og dens Fribyttere vare Herrer over Sundene, Havnene, Østre- og Vestresaltet. Kjæmpen var saaledes sit Styrkesbelte berøvet; hine Stænders sedløse Tilstand, Unionskongens Uretfærdighed og danske Anmasselser vare som onde Lidenskaber, der søndrede hans Aand og betog ham Tænke- evnen; og i den Mistillid og Ahnelsen om at være bedraget, som gjennemglimtede det norske og svenske Folks Sløvsind, sad Døden i hans Marg. At denne Stemning var det norske Folks, er tydeligt ogsaa deraf, at en Person, byggende derpaa, udgav sig i Skaane 1402 for at være Olaf den 5te, der skulde være undkommen fra det Fængsel, hvori Moderen sagdes at holde ham fangen for selv at kunne herske. Han synes at have havt selv en Hær tilhjælp, og i den Tiltro han vandt greb en smertelig Erindring om lykke- ligere Tider og brustet Haab Gemytterne. Margrethe fik ham vel fangen og brændt; men det norske Folks Sorg over hiin sin Elskling, der under sit Ophold i Skaane selv var bleven Dan- skerne kjær, gik endnu ikke op med Flammerne. Dets Klager over Olaf vare ogsaa Klager over den nærværende Forfatning; og dets Sorg over ham var saa liig den fortvivlende, der ikke vil troe sit Tab virkeligt, at endog en ny Eventyrer, der, flere Aar efter, sagde sig at være den af Fængsel og Luer undkomne Olaf, ikke savnede Tiltro. Det svenske Folk var ikke mindre misfornøjet med Foreningen, i hvilken Danmarks Forrang lod sig mere og mere tilsyne. Mar- grethe anvendte ogsaa aabenlyst hiin Lærdom, som hun havde meddelt sin Efterfølger; og satte de andre Riger i det under- ordnede Forhold til Danmark, som den antyder, og som var saameget mere uretfærdigt, som de, foruden at bære lige For- bundsbyrder, rigeligere end Danmark havde overladt Dronningen Lehn. Især klagedes i Sverig over at hun betyngede det med nye Skatter, og opfyldte det med voldsomme, udsugende danske Lehnsherrer og Embedsmænd. Dette var tvertimod Forenings- vilkaarene; men mod et, af fordærvede, særberettigede, selv SIDE: 10 splidfulde Stænder søndret og kuet Folk skal selv en fremmed Hersker kunne voge Alt. K. Erik tog liden Deel i Margrethes Regjering; og under denne er der kun liden Tale om Norge. Hansestæderne gave sit Contor i Bergen Love, hvorefter det havde at forholde sig mod Folket og Kronen; og bestemte, at deres Skibe skulde paa de norske Befalingsmænds Vink overlades til at forfølge Fribyttere, naar de viste sig -- en Tilladelse, som Bergens Ødelæggelse ved Victualiebrødrene ventelig bevirkede. Margrethe endte 1412 ombord i Flensborg Havn et Liv, som havde viist, at Herskesyge er en af de Lidenskaber, som van- skeligen tvinges, men umuligen mættes. K. Erik den 3die den Pomeraner (1412 -- 1442.) Udlændingernes Kiv om den norske Handel. Alt under de sidste af de gamle Konger havde Handelen paa Norge og Fiskeriet under dets Kyster været et Tvistensæble mellem Hansestæderne og Engellænderne. Forat standse dem i den Frihed de tog sig til at lægge sine Skibe op under hvilken Kyst og i hvilken Fjord de vilde, hvor da en Tusk- handel dreves med deres Overdaadsvarer, og for at ophjælpe Landets egne Handelspladse, havde K. Olaf den 5te grebet til det forhadte Middel at lovbinde hver Egn til en enkelt Plads, hvor den kuns skulde kunne handle. Men Udlændingerne agtede Landslovene kun lidet; i hvad Indskrænkninger disse end fore- skrev, vidste de at gjøre Handelen paa Norge saa fordeelagtig, at den opvakte den mest rasende Iversyge dem imellem. I lang Tid havde Hansestæderne været de mest begunstigede; nu, da K. Erik havde givtet en engelsk Kongedatter, den høihjertede Filippa, som dertil havde den norske Provinds Raumarike i Morgengave, tænkte Engellænderne at tage sin Mon igjen. Men Hansekjøbmændene benyttede sine gamle Forbindelser med Kyst- folket; og fik i det nordre Bergenhusiske alle de Engellændere, de der overkom, ihjelslagne. Derfor, og da disse vedbleve med sin Handels- og Fiske-færd, hvortil kom, at de ikke saa sjeldent plyndrede paa de norske Udlandes Kyster, forbød den engelske Regjering, paa Andragende fra den norske, dem al Fart undtagen paa Bergen. Dette skede oftere, men forgjeves, indtil omsider SIDE: 11 deslige Voldsomheder hemmedes efter et Fordrag mellem Norge og Engelland. Under dette faldt Russerne ind i Nordlandene, brændte hvad de maatte levne, og bortførte Folk i Trældom; Sjøen var fuld af Fribyttere af alle Nationer; og Victualiebrødrene ødelagde oftere Bergen paa det haardeste, dels paa de tydske Hansestæders Vegne, der en Tid lang laae i Krig med Unions- rigerne, dels under Paaskud af at straffe denne Stad, fordi den gav sig af med Engellænderne. Ved en saadan Leilighed banede hine dygtige Sjøfolk sig endog Adgang til Byen gjennem en overmægtig norsk Flaade. Skede end dette i rum Sjø, hvor det ikke var godt at vide Fiendens Curs, eller, under ugunstige Omstændigheder, at hindre ham fra at afskjære enkelte Skibe: saa er det dog ligesaa vist, at Mandhaftigheden synker med Friheden, som at Banneret bøjer sig i Støvet, naar Føreren knæhugges. De calmarske Overenskomster bekræftes og udvides. Med Tilsidesættelse af Margrethes Bestemmelse, hvorefter K. Eriks Søsters Æt, om Kongen selv ei efterlod mandlig Afkom, skulde være nærmest thronberettiget, havde Erik alt ved sin Thronbestigelse i Norge faaet sin Fætter Bugislav anerkjendt her som Thronfølger. Men fra dansk Side mødte han saamange Hindringer, da han 1436 forelagde dette Riges Stænder sin Vilje isaahenseende, at Brudet mellem disse og Kongen alt da var nær. Denne Misforstaaelse gav ny Styrke til de misfornøjede Svenske, der alt siden 1433, som det sig undertrykte Mænd anstaaer, befandt sig i Opstand formedelst de tydske og danske Embedsmænds Udsugelser, hvormed Kongen, tvertimod Unions- vilkaarene havde opfyldt Landet. Den gjæve Engelbrecht Engel- brechtson med sine Dalekarer tvang ham vel i et Forlig i Halm- stad, hvor de norske og danske Rigsraader mæglede, til at love at holde sig disse efterretteligere; men da dette ikke skede, og han ligeledes i Sverig forsøgte paa at faae sin Fætter, tilligemed et helt Slæng af pommerske Fyrster, hyldet: saa grebe Sven- kerne atter til Vaaben under Engelbrecht og Marsken Karl Knutssøn Bonde, hvem de udnævnte til Rigsforstander. Da imid- lertid Mistanken for Snigmordet paa Folkets Helt Engelbrecht berøvede Karl dettes Hengivenhed, og baade Rigsraadet og den SIDE: 12 upatriotiske Geistlighed, som holdt sig nærmere forbunden med Rom end med Fædrelandet, laante villigt Øre til nye Mæglinger fra de andre Riger: kom det til et Forlig i Calmar 1ste Septbr. 1436, hvorved Unionen oprettedes igjen, og erholdt de Tillæg i sine Vilkaar, at Kongen skulde være 3 Maaneder i hvert Rige, ledsaget stedse af 2 Rigsraader fra hvert af de andre Lande; at ingen nye Love maatte gives eller nogen Herre fængsles uden Stændernes Samtykke; og at hvert Rige skulde have sin Drost, Marsk, Hovmester og Canzler. Man seer, Adelen havde ikke glemt sig; og det gjør den da heller aldrig. Med Hensyn til Kongevalget bestemtes, at det skulde anbetroes 40 fra hvert Rige valgte Mænd, som dertil skulde samles i Halmstad. Nær- mest Thronberettiget skulde Kongens Søn, og efter ham den næste mandlige Fætter, være; men efterlod Kongen flere Sønner, da skulde der kunne vælges imellem dem. Fandtes ingen slige Kongsemner, skulde Loddet afgjøre af hvilket Rige, den skulde vælges. De norske Valgmænd skulde bestaae af Erkebispen, Bergens Bisp, Provsten til Mariækirken i Oslo, der bestandig var Rigscanzler, Marsken, Drosten, 12 Riddere af Viken, 6 Lag- mænd, 1 Raadsherre fra Byerne Throndhjem, Bergen, Oslo og Tønsberg samt 10 Odelsbønder fra Thrøndelagen, Stavangers og Hammers Stifter, Rogaland og Viken. Første Rigsraadsregjering. (1437 -- 1442.) Unionsbygningen stod der igjen. Norge havde ikke liden Deel deri. Det hang nemlig fastere ved den uværdige Konge end de andre Stater, rimeligviis fordi det kjendte ham mindre, havde hørt ham bære Navn af Norges Konge før han fik denne Titel i de andre Riger, og fordi det især var under Geistlighedens aandelige Formynderskab, hvis Mening i slige Sager maatte være Folkets, og hvis Værk den nærværende Forfatning var. Nord- mændene havde heller ikke været nære Vidner til den kongelige Uslings mange Daarskaber og Laster. De havde ikke som Dan- skerne seet ham mishandle sin ædle Dronning, fordi et Tog, hun udrustede mod Hansestæderne havde et ulykkeligt Udfald; heller ikke, som Svenskerne, at hun døde i Vadstena Kloster af Føl- gerne af hiin raa Behandling og af Smerte derover. De pom- merske Herrer holdt til i Danmark, og Eriks Fogeder husserte SIDE: 13 i Sverrig. Ligesaa: den 26aarige Krig med de holstenske Hertuger om Schlesvig, som førtes og endtes med Skam og Tab, havde sin Skueplads fjernt fra Norge, der kun fik at bestille med Han- sestæderne, som indblandte sig deri; og Nordmændene tyktes vel, at Skammen derfor vedkom dem ligesaalidt som Tabet af hiin danske Provinds. Dog har det norske Rigsraad sin Deel i den, ventelig ved hiin Krig foranledigede, Bestemmelse mellem de øvrige Unionstillæg af 1ste Septbr. 1436, at Krig kun skulde kunne erklæres og føres efter Raadernes Samtykke. Denne Norges Vedhængen ved Erik var dog egentlig kun Rigs- raads og Geistligheds Velnøje med at de under hans bestandige Fraværelse havde saa frie Hænder, samt det menige Folks sæd- vanlige, og sædvanligviis tomme, Haab og Tiltro til at Kongen, om han blot vidste hvor det gik til, og fik raade. nok vilde hjælpe. Da derfor Erik, leed af det Hele, men især misnøjd over at hans Planer til at udstykke Rigerne mellem sin Familie vare strandede, Aaret efter Unionsordningens Fornyelse begav sig til Øen Gothland med Frillen sin, nogle Hofgunstlinger og Danmarks Skat; og Folket ansaae sig ganske overladt til sine hjemlige Forkuere: saa udbrød Opstand imod Disse paa mange Steder i Norge (ligesom ogsaa i Danmark); og Rigsraaderne fik den Anke til de øvrige mod Erik, at han hemmelig ophidsede Almuerne mod de særberettigede Stænder. Rigsraaderne herskede aldeles i alle 3 Riger. Unionen var atter opløst. I Spidsen for det svenske Rigsraad stod igjen Karl Knutssøn; og det danske havde Aaret efter Eriks Undvi- gelse indkaldt som Rigsforstander hans Søstersøn Grev Christoffer af Bayern. Begge Rigsraader havde afsat Erik; kun det norske indlod sig endnu ikke derpaa. Det vedligeholdt nogenlunde Ro- lighed, medens Alt var i Forvirring i de andre Riger. Som Flammer, der endnu reise sig af det nedbrændte Huses Aske, erklærede mange Interesser selv i Danmark og Sverig sig frem- deles for den gamle Konge; det norske Rigsraad regjerte i hans Navn, og sendte selv Tropper i hans Tjeneste ind i Sverig. Endog efterat Christoffer først i Danmark 1440, og derpaa Aaret efter i Sverig var bleven valgt til Konge, vedblev det at negte sit Samtykke hertil og at indlade sig paa noget nyt Valg. Heri støttede det sig ogsaa til et, før Christoffers Valg i Sverig, med dette Rige afsluttet Forbund, som var grundet paa den fælleds SIDE: 14 Paastand, at Unionen var brudt ved dennes vilkaarlige, særskilte Valg i Danmark. Og da Biskop John af Oslo gav Christoffer sin Stemme, lod Rigsraadet herimod formelig protestere; og Bi- skop Thorlak bestræbte sig endog for ialfald at faae Bugislav til norsk Konge. Under disse spændte Forhold holdt Rigsraadets Mellemregjering sig alt til midti Aaret 1442; da gav det efter, og Christoffer hyldedes som Norges Konge i Oslo. Erik levede i mange Aar paa Gothland af Sjørøveri, uden videre at bryde sig om at give slig Ufærd det politiske Skin og Navn af Krig, som Konger pleje at give sine Røverier. Victualie- brødrene fore i hans Navn; og til Tak for sin Hengivenhed saae Norge nu sine Skibe opbragte af dem. Endelig dreve de Svenske ham over til Pommern, hvor han døde i en høi Alder. En af hans sidste Handlinger som Norges Konge var at lehngive Ør- kenøerne og Hjaltlands-Øerne til en skotsk Greve af St. Clara (Sinclar), hvorved deres fremtidige Besiddelse blev end uvissere. Kongen af Skotland havde saaledes allerede i 1426, paa Grund af formentlig Hævd, da Afgivten, 100 Mk. Sterling, i lang Tid ei var bleven betalt, erklæret Sudurøerne hjemfaldne til Skotland. Imidlertid erkjendte han, da Sagen blev tagen alvorlig, den norske Konge som Lehnsherre, og at Afgivten skulde betales -- noget, der dog ikke skede. Vaabentagne, af Naturen ikke sikkrede Erobringer ere som oftest uvisse, om de end ikke ere saa fjerne. De sidde løse, og gjøre sjeldent mere til Hovedstatens sande Styrke, end de vajende Fjedre til Heltens. K. Christoffer den 1ste den Bayrer (1442 -- 1448.) Saa ringe Begreber end de forente Nationer havde om sine Rettigheder, indsaae de dog, at Unionen vedblev fremdeles ikke at opfylde noget af sine Løfter. Medens Kongen, fornærmende de andre Riger, ved at benævne sig "Erkekonge af Danmark," antydede Danmarks Forrang, vedbleve Tydskere der, og Tydskere og Dansker om hverandre i Sverig at besætte Embederne; og al Unionens Magt lettede ikke Hansens og Victualiebrødrenes utaalelige Aag af Norge. Forat give Hansen en Modvægt gaves Amsterdam Handelsfriheder i Norge; men selv disse vare af- tvungne. Endeel Anordninger, der indskrænkede Hansens og Englændernes Friheder, og forbød dem Fjordhandel og Tømmer- SIDE: 15 hugst paa egen Haand, tvang Hansestæderne ham at tage tilbage Aaret efter, da deres Folk endog dræbte den kongelige Befa- lingsmand i Bergen. Tvertom, deres gamle Særrettigheder bleve stadfæstede; og Bispen i Bergen aabnede paa egen Haand til Kongens Fortrydelse, Englænderne den forrige Adgang, ventelig for i dem at have en Modvægt mod Hansens Kjøbmænd. Ri- gerne vare misfornøjede hver over sit, da Christoffer døde 1448, efterladende sig en barnløs Enke, hvem Raumarike ligeledes var blevet anviist. Calmarunionen opløses for en Tid. Anden Rigsraadsregjering. (1448 -- 1449.) Det norske Rigsraad blev, ligesom det svenske, foreningsmæs- sigen af det danske underrettet om Kongens Dødsfald, og ind- budet til Valgmøde i Halmstad. Men det forholdt sig uvirksomt, da Svenskerne, ved at gribe Leiligheden til at vælge sig en Konge i Carl Knutssøn, foraarsagede, at et saadant Valgmøde ei kunde holdes. De Danske valgte da paa egen Haand Grev Christian af Oldenborg til Konge; og paaberaabte sig som Grund for hans Antagelse i Norge den norske Kongearvelov, da hans Moder nedstammede fra Kong Hakon den 7des Datter Ingeborg. Men maaskee ihukom de Norske, at samme Lov var med lige Behændighed skudt tilside, da der i Margrethes Tid var Spørgs- maal om at drive Hakon Johnssøns Fordringer tilbage. Idet- mindste faldt Manges Tanker nu paa dennes Ætling Drosten Sigurd Johnssøn, der i denne Mellemregjering var Rigsforstander. Men ingensinde var Almeenviljen mere ubestemt, Interesserne mere delte end ved denne Tid i Norge. Mange Røster hævede sig for at gjøre Alvor af hint Forbund med Sverig og forbinde sig med det; Andre hældte til Danmark, hvorfra Underhandlin- gerne ivrigen fortsattes; ja selv gamle Erik paa Gothland randt Folk isinde. Omsider erklærede Sigurd Johnssøn, og med ham en stor Deel af de sydligere Provindser, sig for den danske Konge; og Erkebisp Aslak Bolt, hvis Vilje blev gjeldende i de øvrige Dele af Landet, fremstod aabenlyst for sin Frænde Kong Carl den 8de af Sverig. SIDE: 16 K. Carl den 1ste Knutssøn og Christian den 1ste af Oldenborg, Modkonger. (1449 -- 1450.) Den er Trældom værd, som taaler den. Norge skulde have fortjent alle Unionens Ulykker, om det ingensinde havde forsøgt at bryde den, om en almindelig Sløvhed eller Lunkenhed, denne enhver god Sags Forræder, uafbrudt havde modtaget Erfaringerne om dens Uhensigtsmæssighed uden at vækkes af deres Bitterhed. Dette var dog til Ære for Dentids norske Folk, ikke saa. Frem- for de to andre Nationer i Besiddelse af et Navn for Troskab imod Overenskomster, havde Danmarks Brud paa disse vakt almeen Misfornøjelse, medens Sverrigs Exempel stillede det Sand- heden for Øjne af, at Gud hjælper den, som hjælper sig selv. Dette vilde virkeligen en god Deel af Folket, og ikke alene et eller flere aristokratiske Partier. Hjælpe sig ud af Unionen, det vilde Folket, som for en Tid var vaagnet af sin Dvale. Denne Almeenvilje var Bunden, hvorpaa endeel politiske Bevægelser foregik, som vel hensigtede til en bedre Statsordning; men som dog lægge for Dagen, at aristokratiske Partier vidste at lede dem efter sine Hensigter, og at gjøre sig saaledes til Herrer over hiin ei ganske sig selv klare Almeenvilje, at de opgave dens ædlere Meed, saasnart de maatte opgive sine særskilte egennyttige Planer. I Spidsen for hver af Partierne have vi nævnt Norges ypperste Geistlige og fornemste Adelsmand. Men begge Partier søgte nu Styrke hos det menige Folk, som de privilegerede Classer hidtil havde gjort alt til for at afvænne fra Deeltagelse i det Offentlige. De indkaldte det til Hyldningsmøder; de vakte en vis politisk Aand; men kun ligesom Mølleren letter Lemmen ikke for at give Strømmen sin Frihed, men for at knibe Vandet fra sin Nabo, og for at faae hvilke af sine Hjul, han vil, til at gaae. Folkets lidende, uvirksomme Misnøje med det Bestaaende gjorde de virksom; men kun forsaavidt det stemmede med deres enkelte Hensigter. Den var Ørnens Krop, som lettede sig op fra det gamle Rede; men disse vare Vingerne, der styrede dens Fart; og da den ene Ving (det ene aristokratiske Parti) var længer end den anden, kom Ørnen svævende i en Ring, netop tilbage did, hvorfra han fløi ud. Og det skede da, at en Be- vægelse foregik i Folkets Gemytter, som, idet den var nærbe- SIDE: 17 slægtet til den Selvstændighedsfølelsens ubetvingelige, hvortil den ellers skulde have udviklet sig, dog alene rørte sig for de frem- mede, hinanden og selve Folkeviljen modstridige Interesser, for hvem hine Partier arbeidede. Misnøjet, der skulde være gaaet over til et levende Uafhængighedskrav, gik da over til dette blotte Krav paa nye og bedre Sikkerhedstilsagn (Garantier) for en ny Union; og deri overbød begge Kronkrævere hinanden, kjæm- pende om at vinde Folkets Fleerhed, beilende til dets bedragne Forfængelighed, søgende efter gammel Sed dets Hyldest paa Thinge. Den fædrelandske Interesse, som Almeenmisnøjet med Unionen, saaledes som denne hidindtil havde skuffet Forvent- ningerne, saa let skulde have udviklet, forsvandt i en dansk og en svensk. Med al den Stolthed, som den, især siden Digredøden berigede, norske Geistlighed lod de underkuede Classer føle, fandt dog i dens Indre et trældomlignende Afhængighedsforhold Sted til Erke- bispen. Hans Meninger og Vilje var Geistlighedens alt nedigjen- nem til den vandrende Prædikemunk, og den talrige Geistligheds var Folkets. Hint Forbund med Sverig havde forud vant dette til Tanken om en Forening med dette Rige; og Erkebisp Aslaks virksomme Medhold afgjorde Sejren for Kong Carl. Den danske Konge havde vel ilet med at give en Haandfæstning, som i alle Maader hjemlede Rigets Selvstændighed, og var syd i Viken ud- raabt til Konge; men dette Valg kuldkastedes, efterat Carl Knut- søn, i Løbet af Aaret 1449, i Bahuus, Hammer og Trøndelagen var bleven valgt og endeligen kronet i Throndhjem. De Forplig- telser, Christian havde villet kjøbe Kronen for, gik, foruden at sikkre Folkets Love og Rigets Selvstændighed, ud paa, at ingen Fremmed maatte erholde Embede uden Rigsraadets Samtykke; at de norske Documenter, som vare nedkomne til Danmark, skulde opsendes; at Rigsraadets Samtykke udfordredes til Krigs- erklæring; og at det kun i de allervigtigste Sager skulde kaldes til Kongen, som derimod paalagdes hvert 3die Aar at indfinde sig i Landet. Kong Carls Forpligtelser løde omtrent ligedan. Imid- lertid var hans Høihed i Sverig for usikker til at han torde qvæge sig længe i Glandsen af den nye, han havde vunden i Norge. Han vendte snarest tilbage til Sverig, hvor Partiilden, næret mel- lem Stormændene af Misundelse over denne deres forrige Lige- mands Ophøjelse og af danske Rænker, var nær sit Udbrud. SIDE: 18 Begge Konger sendte Gesandter til et Møde i Halmstad; og her bragtes et Forlig istand, hvorefter de svenske Befuldmægtigede fraskreve Carl Norge mod at Christian frasagde sig alt Krav paa Sverig, og hvorefter Unionen, naar en af Kongerne afgik, skulde fornyes. Rimeligviis valgte de svenske Gesandter denne Udvei for at sikkre sig de Fordele, som de nøde under den bondeske Families Herredømme, hvorved dettes Vedvaren blev dem værd enhver Priis, der ikke vedrørte deres egen Interesse; men K. Carl blev rasende over at Norge -- thi der reiste det danske Parti strax Hovederne -- saaledes skulde gaae ham af Hænderne. Underhandlerne mistede sine Lehn. Han rustede sig straks, ved- blev at bære Titel af norsk Konge, og indstevnede det halm- stadske Forlig for Paven til Underkjendelse. Under dette havde imidlertid i Norge, der havde Udseende af at være bleven op- givet af sin Konge, det danske Parti, hvis Hovedmænd vare de verdslige Medlemmer af det forrige Rigsraad, faaet vundet Spil. K. Carls bedste Støtte Erkebisp Aslak døde. De to norske Adelsmænd, som Carl havde sat i Spidsen for Regjeringen, maatte vige. De verdslige Stemmer i Rigsraadet, som under Aslaks og Carls eller den svenske Indflydelse havde maattet tie, fik Mælet, og Geistligheden Forkjerligheden igjen for en Forening med et fjernt Rige, hvilken gav dem saa frie Hænder. Christian ilte til Norge, og lod sig 29de Juli, St. Olafs Dag, 1450 krone i Throndhjem; og Folkets Misnøje mættede man, som sædvanligt, med gamle Eeder og Løfter og nyt Haab. K. Christian (Christjern) den 1ste (1450 -- 1481.) Ny bekræftet Forening med Danmark. Krig med Sverrig. Maanedsdag efter sin Kroning fik K. Christian eller det sei- rende Parti mellem de norske Stormænd paa en Herredag i Bergen en nøjere Forening istand mellem Norge og Danmark, hvilke Riger, i Jevnrang til hinanden, med et Rigsraad af ind- fødte Mænd og egne Love, evindeligen skulde være forenede under een Konge. Derved vandtes for Øieblikket Styrke imod Carl Knutssøn, hvis dygtige Feldtherre Thor Bonde dog bemæg- tigede sig de østlige Grændseprovindser. Christians Hære sloges ud af Sverig og 1453 stod Carl atter seierrig i Norge. En Vaa- SIDE: 19 benstilstand indtraadte, hvorunder Carl beholdt norskt Land, saa- vidt han strakte Vaaben over det; og i det følgende Feldttog 1554 -- 55 slog Thor Bonde en norsk Hær under Rigsraad Kol- bjørn Gast, der havde gjort Indfald i Sverig. Efter Bondes Drab fik Christians Vaaben mere Lykke; og da Upsala-Erkebispen Johan Bengtson under dette fordrev Carl, satte Christian igjennem, at han krontes til svensk Konge 1457. Norge og Danmark gjenforenede med Sverig. Unionsbygningen stod der atter; men ravende som før, om- endskjøndt bygget paa Kongens, Bispers og Riddermænds Eeder. Christian var troløs mod Troløse og Ærlige; han belønnede ikke de forrædiske Stormænd efter Løfte, og trykkede Folket over det Hele. Men den aristokratiske Egennytte blev da patriotisk Harme, og det svenske Folk, som aldrig gav Slip paa Selvstæn- dighedsfølelsen, om end Frihedsaanden udstønnede under Stor- mandsvældets Tryk, lærte Verden, at vellystigt Despoti paa højen Throneseng bevidstløst føder Opstand, en strid rødhaaret Dreng. Han ammes op i Hytter; men, naar han voxen bliver, til Viv ham Himmelen sin Datter "Frihed" giver. Den svenske Opstand brød under Bispen Ketil Wasa dog først løs da Christian havde tilføjet Stormændene en ny Fornær- melse ved at føre Erkebispen fangen til Danmark; men sjelden gjorde disse saa oprigtigt Parti med menig Mand som da. Det var en Folkopstand. Kongens Opførsel havde givet Almuen An- førere, og Anførerne Almuer villige som Bølger eller Flammer til at reise sig. Christian afsattes. Carl Knutssøn besteg atter Thronen 1463, og holdt sig derpaa indtil sin Død 1470. Aaret derpaa afskar Rigsforstanderen Steen Sture i Nederlaget paa Brunkeberg ved Stockholm ethvert Haab for Christian om at gjenforene Sverig med de øvrige Riger. Ingen af Unionskongerne havde vidst, at Oprigtighed og Redelighed er det bedste Middel til at vinde Nationers Yndest med, og at disse før tilgive des- potiske Træk af Kongen end Mangel paa hine Dyder. SIDE: 20 Kongens Brud paa Foreningsvilkaarene. Christian, Stifteren af det oldenborgske Kongehuus, viste, at man kan være Despot med svag Character og Forstand; og Nordmændene, idet de taalte hans mange Meenbrud paa de be- svorne Overenskomster, at de ikke, som Svenskerne, besad selv den Slags Lykke at kunne erkjende til hvilken Grad man bør være ulykkelig. Riget besøgte han ikke, mens han dog gjorde store Udenlandsreiser; Raadet nedkaldtes til Danmark; myntet blev der ei i Landet; dets Sønner udbødes vilkaarligen i fremmed Feide; og Danske indsattes i dets Lehn. Det var ligeledes des- potiskt og uredeligt, at Kongen, der havde besvoret Enhvers Rettigheder, nødte Domcapitlet, hvem Bispevalget tilhørte, til at forskyde den valgte Erkebisp og paany vælge Kongens Yndling, Rigsraaden Marcellus, Bisp af Skalholt paa Island. Men Christian fik herved at bestille med Paven, som skarpt irettesatte Kongen, og udnævnte en Tydsker Kalteisen i Marcellus' Sted, som var bleven fængslet paa en Reise gjennem Tydskland. Dette ligesaa vilkaarlige Valg af en Udlænding til Rigets vigtigste Embedsmand gav Gjæringen Udbrud, som Geistlighedens fordærvede Seder, og pavelige Udpresninger længe havde næret. Mange nord i Landet truede endog med at gaae over til den græsk-katholske Kirke, hvilket endog Nogle skulle have iværksat. Maaskee ogsaa ved denne Tid Opløbet paa Thotn fandt Sted, hvor- under Kirken opbrændtes. Tydskeren maatte træde tilbage; Kongen ile til Norge; og i Bergen 1453 høitidelig love at afhjælpe de forskjellige Klager og "den store Uskik og onde Regimente." Den norske Kirke sattes og i et uafhængigere Forhold til Paven. Men det voldsomste Meenbrud paa de besvorne Vilkaar for Norges Forening med Danmark øvede Kongen ved at pantsætte, uden det norske Rigsraads Vidende og Vilje, Ørken- og Hjalt- lands eller Shetlands-Øerne, og at eftergive Afgivten for Sudur- øerne- -- alt for en mindre end betydelig Afdragssum paa sin Datters Medgivt, da hun 1468 givtedes med den skotske Konge. Siden den Tid have disse blodkjøbte Skatlande været tabte for Norge. Vel krævede Rigsraadet i et Par af de følgende Kongers Haandfæstninger, at de skulde tilbageløses, og Skat betaltes i det Øjemed; men -- -- . Det er heller ikke Kongers Sag at udsone Forgjængernes Synder. Monarchiernes Forbrydelser ere SIDE: 21 gamle som de selv, og gjentage sig stedse. De udgjøre hines Historie. Et Folk, som taalte saa grov Besvigelse til Tak af en Konge, der havde tryglet sig ind paa det, kunde ikke vente af Efterfølgerne synderlige Anstrengelser for at gjenerholde det Frasvegne. Betræffende denne Sag, da glemte man "at bøje Træet, mens det var ungt;" og omsider fandt man med det skotske Parlament, "at det gamle Træ var slemt at flytte." "Paa Hjaltland sprang Bretlands Eenhornshest, da Norløven sov som bedst; og Skotlands Tistil spirte paa Ørkenøklint dernæst. Bort svømmet var Man, den gyldne And, og Suderø-Svan dukket ned. At Tidernes Hav er Storhedens Grav, det plyndrede Norge veed." Nye Voldsomheder af Udlændingerne. Omtrent paa denne Konges Tider tabte Forbindelsen mellem Grønland og Norge sig ganske, saa selv Vejen didhen forglemtes. Med Island, Færøerne og selv med Rigets egne Nordlande var den allerede i lang Tid ubetydelig, da Foreningskongerne synes at have forbudt al Handelsfærd derpaa, gjørende denne alene til en Særret for Kronen. Engellænderne fandt sig mindre taalmodig heri end de Norske selv. Saaledes overfaldt de Lehnshøvdingen paa Island, dræbte ham, og bortrøvede baade Kongens og Folks Gods. I Bergen gik de der bosatte Hansekjøbmænd, de "Con- torske" eller "Garperne," end videre. Disse Folk levede aldeles for sig selv i en egen Deel af Byen, under egne besynderlige Love, inddelte i forskjellige Classer, og under en streng indvortes Orden. Dermed maa dog langtfra forstaaes Sedlighed, thi vildere og liderligere Mennesker fandtes neppe; den sigtede kun, ligesom og deres Forbud mod at givte sig, til at afsondre sig fra de Ind- fødte og forene deres Kræfter mod disse og Landets Love. I Henhold til disse bød Lehnsmanden Olaf Nielsøn dem 1455 at erlægge Bispetiende som andre Borgere. De negtede. Lehns- manden opkaprede nogle af deres Skibe. Rasende brøde de ud fra sit Qvarteer, gjorde sig til Herrer over Byen, ihjelsloge Bis- SIDE: 22 pen, Lehnsmanden og 60 andre Personer, og brændte Munkelif- Kloster. Alligevel -- man finder ikke, at Regjeringen sørgede for at skaffe Folket, dets krænkede Ære og Lovene Opreisning. Tvertom, Blodbadet fik Udseende af en retlig Sejer, Forbryderne uforstyrrede burde kunne benytte. Og de benyttede den: de Contorskes Skræksregjering begyndte nu for Alvor i Bergen. Men vist er det: man har ligesaa megen Grund til at anklage en Regjering for det Retfærdige og Gode, den har undladt, som for det Uretfærdige og Skadelige, den har udført. Et Universitet fælles for Rigerne stiftes i Kjøbenhavn. Meget faae Paastande lade sig gjøre uden Indskrænkning. Der- for siges der og, at en Sag faaer Navn efter sin største Deel; og selv Historien, der dog maa være mest samvittighedsfuld i sine Omdømmer, tør følge dette Udsigende som Regel. Hine Bebreidelser, hvormed sidste Afsnit endte, ramme derfor den første Oldenborger som norsk Konge ligefuldt fra først af og indtil hans svage Aand forlod ham, omendskjøndt han satte sig et Æreminde ved 1478 at grunde et Universitet i Kjøbenhavn. Da det var fælleds for begge Rigerne og for Island, og baade Norge og denne Stat saa betydeligen har bidraget til dets Hæder, og saa rigeligen betalt for det Lys, som derfra var at erholde: saa bør dets Oprettelse omnævnes i Fædrelandets Historie. Nød- vendigheden fremtvang den. Med saa faa rede Penge, som da fandtes i Rigerne, var det til offentlig Skade og yderst besvær- ligt for dem, som emnede sig til Studeringer, at vedblive at søge sine Kundskaber i fjerne Lande. Dernæst er Oplysningen efter sin Natur ustandselig og indtrængende som Luft og Lys; og fra de sydligere Lande, især fra Tydskland og Italien, som Christian havde besøgt, og fra hvis Høiskoler han hentede Ideen til en i Norden, spredtes i dette Middelalderens sidste Halvaarhundrede Oplysning og Cultur i stærke Glimt over Europa. Det var daget saavidt til en ny Verdensalder, at Riddersmænd og selv Kan- niker ikke længer i Mørket alene malte eller "undertegnede" Kors istedetfor sine Navne, og at en heel Deel af de højere Stænder til Nød kunde læse. I Tydskland opfandtes Bogtrykkerkunsten; og snart med Brag sig tusind frie Presser, de Lysets svarte Porte, løfted op. SIDE: 23 Og til Italien vare hentyede de ved Tyrkernes aldeles Om- styrtelse af det græske Keiserdom fordrevne græske Lærde, kyndige i sine Forfædres Sprog, belastede med deres Værker. Ingensinde var heller fra Italien Oplysning ganske forsvunden, thi Friheden var det ikke. I dets mange Republiker blomstrede ogsaa alle de skjønne Kunster; thi disse trives bedre selv i tarve- lige Fristater (som de italienske dog ikke vare) end i ødsle Ene- vælder. Den ædleste af dem, Poesien, siger idetmindste: "heller Frihed og Nød end Trældom og Brød!" Og de andre vide, at Fristaten, naar den har eller faaer Raad dertil, vil give dem sine Dyder at fremstille, sin Historie at forevige. Hvor Digte- og Bildekunst trives, er ikke Raahed, om end den egentlige Viden- skabelighed mangler. Der er da intet bedre Beviis for Nordens Raahed i disse Aarhundreder end at Skjaldskab var forsvundet og al Bildekunst ubekjendt. I Danmark var ogsaa det fælleds Oldsprog begyndt at fortydskes; og denne fordærvede Blanding kom da snart til Norge med de indtrængende fremmede Adels- og Embedsmænd. Hine Mangler skulde den nye Høiskole er- statte ved Videnskab alene; i denne Sprogforvirring skulde den bringe Rede; Veien til Embeds- og Æres-Poster skulde den aabne for de kuede Classers Børn, Fødselsvældet skulde den lære en anden og bedre Overlegenhed at kjende -- disse vare de fjernere Opgaver for Rigernes nye Universitet. De nærmere vare, at følge med Tiderne, som man var bleven efter; og at raade Bod paa en Uvidenhed hos Embedsmændene, som, hvad den i Lovkyn- dighed angik, var bleven Kongen saavelsom Folket skadelig, saasom Adelen, uden Medbeilere, havde indhævdet sig og sin Vilkaarlighed i de juridiske Embeder, ja bemægtiget sig disse ifølge Særret; og som hos Geistligheden var bleven selv menig Mand til Forargelse. I saadant Mulm var det den nye Høiskoles Lys skulde skinne. Rigsraadsregjering (1481 -- 1483) Norge forkastede Christians ældste Søn Johannes (eller Hans), omendskjøndt han tilforn var bleven hyldet -- et Forsøg af hans Fader paa at foregribe Valgfriheden, som fortjente denne Straf. Men en uredelig Mands Tiltro er en skjøn Hyldest til Dens Ret- sind, som han bedrager eller vil bedrage. Ogsaa denne Gang udgik Modstanden fra Storvældet, og vare mere ægte patriotisk SIDE: 24 end tilforn; men støttede sig som da til Almeenmisnøjet. Havde Styrelsen været god d. e.: forvaltet til det almene Bedste, skulde den aldrig manglet sin Støtte hos Folket. Nu gav dette sin Kraft til dens Fiender, ja forøgede dermed selv det fraskilte Sverigs Evne til fremdeles at fjerne sig fra Danmark og Oldenborgerne. Efter Christians Død sammenkaldtes vel alle 3 Rigers Valg- mænd; men Ingen mødte fra Norge, som tvertom i Oslo 1ste Febr: 1482 havde sluttet Forbund med Sverige til gjensidigt Forsvar. Erkebisp Gaute, den svenske Rigsforstander Steen Stures Frænde, ledede Bevægelserne. Flere Underhandlinger bleve forgjæves. Rigsraaden John Smør rykkede for Bahuus, fordi det var besat af Danske. Der fægtedes med Pen og Sværd for Rigets Heel- hed. Men pludselig skifter Erkebispen Tro. Valgmænd afsendes til et nyt Møde i Halmstad, og den danske Kong Johannes kaares til norsk Konge i Januar 1483. Dog maatte han give svært Kjøb: aarlig skulde en Rigsdag holdes i Oslo; Adelens Ret til at bygge Befæstninger bekræftedes; i Bergen skulde anlægges et Skat- kammer; Hanseforbundet forbydes al Fart paa Island; Godtgjø- relse æskes for Blodbadet i Bergen; og af Rigsraadet maatte ikke kræves de under Mellemregjeringen hævede Indkomster. Derpaa krontes han i Throndhjem midsommers samme Aar. K. Johannes (Hans) den 1ste (1483 -- 1513). Tvist med de fremmede Kjøbmænd. Gjenforening med Sverig. Et af den nye Konges første Foretagender var at sende Skibe ud mod Fribytterne, hvoraf Havet fremdeles vrimlede, og hvis Frækhed ikke aftog fordi Kongens Magt var tiltagen. Det lyk- kedes ogsaa ret vel; men da de engelske Kjøbmænd under de kongelige Skibes Jagt paa engelske Fribyttere formente sig for- nærmede og tillige trykkedes i Bergen af de Tydske, ophævede de al Handel paa Norge. Med Tydskerne opkom ogsaa Uenighed, da Axel Olufssøn, den i Bergen dræbte Lehnsmands Søn, med kongelig Tilladelse kaprede deres Skibe for at aftvinge dem en Pengebod -- det han ogsaa gjorde. Saa liden Magt havde det Offentlige, at det maatte overlade Enkeltmands Lidenskab at erhverve hvad der, efter Beskaffenheden af Fornærmelserne og Kongens Haandfæstning, mere vedkom det end den. Et Forbund med den russiske Zar, hvorved ogsaa Grændserne nøjere be- SIDE: 25 stemtes mellem Norge og Rusland, gjorde Steen Sture opmærk- som. Underhandlingerne, som denne kloge Mand, der hjemme havde nok af misfornøjede, avindsyge Stormænd at holde Øje med, hidtil havde sørget for ingen Ende toge, afbrødes. Krig begyndte. Landsforræderske Modpartier og et Nederlag tvang Sture til at fratræde. K. Johannes, som i 1483, da hans Under- handlinger toge en gunstig Vending, var bleven tilsagt den svenske Krone, erholdt denne sidst i 1497. Opstand under Knut Alfssøn. Sverig løsriver sig af Foreningen. Erobrer-Ærgjerrighed er ikke for god eller stor til at boe i en smaalig Sjel. Men denne Lidenskab bedrager sig altid, om den sætter sig endelige Grændser. Ere disse naaede, blive de kun Midler og nye Trin. Kong Hans havde naaet Margrethes Storhed. Selv Sturerne havde bøjet sig -- dog mere for Om- stændighederne. Han stod paa den tresidede Unionspyramides Spidse. Hvem skulde vel ikke troe en Oldenborgers Ærgjer- righed mættet? Dog opdagede han ifra sin Høide lavt nede i Holsteens Marskegne et lidet Folk paa faa Tusinder, Ditmar- skerne, som med den republicanske Forfatnings Dyder, med simple rene Sæder og Tapperhed havde hævdet Friheden baade inden sig selv og uden mod de Kongehuset befrændede holstenske Hertuger. Med en stor Lejehær al alskens tydske Bramarbaser, selv omringet af talløse Fyrster, Baroner og Junkere -- Alle muntre og sejervisse, somom de kun vare indbudte til et Jagt- gilde -- drog Kongen ud mod det lille Folk. Som et Hav væl- tede hans staalglindsende Geleder sig thordnende ud over den Afkrog, hvori det kun bad om at faae skjule sin Frihed og Fred. "Men i Krig et Lands Natur kjæmper for sit Folk." Det Hav, fra hvilket Ditmarskerne havde vundet det Land, de dyrkede, slap de løs gjennem Sluserne midtunder en Træfning. Hvad der ikke faldt af den kongelige Hær eller ilsomt søgte Flugten, omkom i de indstyrtende Bølger. Selv Dannebrogsfahnen, som Præstebedrag eller et Krigspuds havde indbildt Folket en- gang at være nedfalden fra Himlen i et Slag mod de hedenske Liflændere, gik forloren i Nederlaget, og med den ethvert videre SIDE: 26 Anfald af Undertvingelsessyge, som for en god Tid syntes hel- bredet ved det ditmarskiske Styrtbad. Denne Begivenhed havde stor Indflydelse paa Forholdene i Norge og Sverig, hvor Kongen havde brudt sin Eed ved paa den gamle Viis at give Dansker Indpas der i Betjeningerne. Den var Signalet til Opstand i begge Riger: i Sverig under Steen og Svante Sture, og, i Forbindelse dermed, i Norge under Rigsraaden, Befalingsmanden paa Agershuus, Knut Alfssøn, der nedstammede fra de gamle Konger, og havde mægtige Frænder baade i Norge og Sverig. Opstanden udbredte sig Viken over. Kongen, der ganske opgav Sverig, fortvivlte alt om Norge. Udrustede med Naadestilsagn sendte han de danske Rigsraader Bispen Johan Ibsøn og Henrik Krummedige til Oslo. Disse Kongens Freds- gesandter lokkede da Knut Alfssøn ved givet Leide ombord til sig under Paaskud af at underhandle, hvor de lode ham snig- myrde. Men denne Skjændselsdaad udbredte kun Opstanden næsten over det hele Land, og bragte fast det hele Raad til Frafald. Kongen misbilligede skrømtviis Knuts Snigmord (thi det havde jo ikke havt de tilsigtede Følger); og de befuldmægtigede Mordere opfandt en Historie om, at Knut, ved at gaae beruset fra Borde, havde styrtet sig ihjel i Baaden. Men baade Samtid og Eftertid have været enige i at hædre ham som et Blodvidne for sit Fædreland. Opstand under Herluf Hyttefad. Prinds Christjern øxknækker den norske Adel. Adelsmanden Herluf Hyttefad paatog sig at lede den voxende Opstand, forbandt sig nøjere med Steen Sture, der lovte Hjælp, og reiste Fahnen i Bahuus mod Danskerne. K. Johannes an- strengte sig nu for Alvor. Lybekkerne, som havde understøttet den svenske Opstand, forbød han al Fart paa Norge. Sin Broder Frederik af Slesvig tilbød han Halvparten af Norge, om han vilde hjælpe til at kue det; men Denne, der endnu havde godt af Ditmarskerbadet, undslog sig medmindre Kongen vilde betale ham Halvten af de hidtil hævede Indkomster af dette Rige, som han vilkaarligen kaldte sig Arving til. Fra Skotland, hvis Venskab var kjøbt med norske Skatlande, hentede han Hjælpetropper; og sendte sin 21aarige Søn Christjern, der "modnedes til Tyranniet" SIDE: 27 med en Hær til Norge. Han overrumplede og fangetog Herluf Hyttefad, aftvang ham paa Pinebænken en Mængde Angivelser, og steilede ham ved Bahuus. Henrettelse paa Henrettelse fulgte nu imellem den norske Adel, saa den siden ikke forvandt Blod- tabet. Den svenske Hjælpehær sloges tilbage langt ind i Sverig. Alt var slaaet med Staal eller med Skræk. Og var det vel en skrækslagen Ret, som underdanigen maatte dømme den snig- myrdede Knut Alfssøns Liv og Gods forbrudt alligevel, Tilhæn- gerne fredløse og deres Ejendom Kronen tilfalden -- en Dom ifølge hvilken ogsaa Blodvidnets Levninger opgravedes, og bleve staaende over Jorden i 12 Aar. En Mængde Adelsgodser ind- droges under Kronen, saa Offrenes nærmeste Afkom endog var bragt nær til at nedstige imellem Almuen -- hvad saagodtsom den hele norske Adel, vigende for den senere hen indtrængende danske, har maattet gjøre til sandsynligt Tab for en ellers før, ligesom i Sverig, tilkjæmpet Uafhængighed, men til Vinding for disse Tiders Frihed. Historiens Udsagn, at Dødsstraffe for politiske Handlinger, der i den Seirendes Øine ere Forbrydelser, alene gjøre Omvælt- ningerne langvarige og Gjengjeldelsen sikkrere og blodigere, at nye Aanders Hær sig hæver i Dampen af det rundne Blod; taber imidlertid, og uagtet den hyttefadske Opstand virkelig standsedes med Øxen, intet af sin Sandhed. Thi baade be- kræftedes denne ved den stærkere Modstand efter Knut Alfssøns Drab; og tillige førtes denne meget mere fra Adelens Side alene, end fra Folkets, af hvem Adelen kun havde gjort sig lidet fortjent til Hjælp. Feilen var, at Evnen, der laae hos Folket, var adskilt fra Viljen, som Adelen besad. Bøddeløxens første Slag skulde kun have gjort en Folkopstand fortvivlet og ubetvingelig; de bragte nu kun Adelsmændene til at tænke paa sig selv, sine Godser, og paa hvad der endnu kunde reddes ved ilsomst at anraabe den øjeblikkelige Sejerherres Naade. Men til Naade kjendte Christjern kun lidet. Han havde op- daget Aabningen mellem Adelen og Folket. Der skjød han sin Bile ind. Kun faa Adelige vare saa heldige, som Knut Alfssøns Søn Carl, der ei berøvedes sin Arv, om de end bøde ligesaa uværdigt Kjøb, som Denne, der siden endog kjæmpede og døde SIDE: 28 for Christjern mod Sverig og en Green af den samme Sag, hvorfor hans Fader myrdedes. Men denne Naade var et Sær- syn og et Offer, bragt Faderens Skygge. Christian og hans Raad den danske Domprovst Erik Walkendorf vare dog saa kloge under det de nedskreve Fordømmelseslisterne, at de ikke til det Yderste ødelagde en Familie, som havde mægtige Grene i Sverige, hvilket endnu skulde vindes, og som var folkekjær fremfor andre Æter. Efter Grundsætninger, der dog langtfra udrandt af nogen Frisindethed, hadede Christjern al Adel i samme Forhold som dens Magt nærmede sig Kongens; og at han traf paa saadan Adel i Norge, sees f. Ex. af Knut Alfssøns store Jordegods, og af at Ridder og Præst Carl Siggeirssøn faa Aar før Opstanden besad hele Thotn med al kongelig og præstelig Rettighed. Dette Had voxede endmere ved den Indflydelse, Sigbrit, en i Bergen boende simpel Hollænderinde fra Amsterdam, hvor man havde intet med Adel at gjøre, udøvede over Kongens Sind, siden Datteren Dyveke, paa Anbefaling af hiin værdige Domprovst, var bleven Prindsens Frille. Herre i fuldeste For- stand vilde Christjern være; dog trællede hans Støv og hans Aand under to Qvinder. Hans fortræffelige Gemalinde, den tydske Keisers Søster, maatte taale, at han stillede sit usedlige Forhold til Dyveke tilskue; og Rigsraaderne maatte vige Sæde og Mening for Kræmmersken Sigbrit. Christjern blev naturligviis forhadt. Opstand mod ham udbrød 1508 paa Hedemarken; men atter utilstrækkelig og deelviis. Bisp Carl af Hammer, som Christjern, mod sin Faders Anviisning, ei havde benyttet til sin Raadgiver, fængsledes som Hovedmand, idet han vilde undflye til Sverig. Det haarde Fængsel og et Beenbrud, som han fik ved et Forsøg paa at flygte, paadrog Bispen Døden. Og vidner en Historieskriver, at han drev Bispen i Oslo fra sit Embede, under Trudsel af ellers at druknes, og forjog Erkebispen, hvor- efter hans Sæde, imod Foreningsgrundlovene, indtoges af en Dansk, den tjenstvillige Erik Walkendorf. Saa voldsom en Frem- færd mod høie Geistlige vakte Dentids Forfærdelse, da ingen Forbrydelse gaves, hvorfor en Geistlig kunde inddrages under den verdslige Magt. Bandstraalen udeblev heller ikke efter Bisp Carls Død; men den forhøjede kun den Rædsel, som omgav Christjern, og som Despoterne antage for at være Majestæt eller den mørke Bund, hvorpaa Kronen kun straaler end herligere. SIDE: 29 K. Christjern (Christian) den 2den. (1513 -- 1523). Ved Faderens Død 1513 valgtes Christjern af begge Rigers Raader til Konge. At han alt længe forhen var kaaret, var blot en Bekræftelse paa hans Adkomst; og selv endnu stod Kroningen tilbage før han, efter de Tiders Begreb, kunde siges ganske at være Konge. Men kun mod en haard Haandfæstning fik han denne i Oslo; ja selv det danske Raad gjorde Vanskeligheder paa Grund af hans Tyranni i Norge, hvilket skulde, som rettelig formentes, "give tilkjende hvad udi hannem var". Christjern havde svoret; men det var at ville holde Løven fangen i et Fiskenet, at troe bunden ved en Eed, om den end ei havde Skin af at være aftvungen, en ung Fyrste, der i høj Grad besad den, om man saa kan sige, af Naturen stemplede Despots vold- somme, sandselig-tungsindige, langtfra ved nogen god Opdragelse tæmmede, blodnærede Charakter. Rigsraaderne fik dette at føle. Erkebisp Walkendorf døde landflygtig. Den norske Rigsraad Knut Knutssøn, Knut Alfssøns Sideætling, henrettedes som beskyldt for Deeltagelse i de forrige Uroligheder, endskjøndt han fri- kjendtes af baade det norske og danske Rigsraad, hvilket sidste aldeles uretteligen kaldtes til at dømme i denne Sag. Mindre tyrannisk var han dog ikke i Danmark, hvor Stormanden Thor- ben Oxe, som mistænkt for at have forgivet Dyveke, i hvem han dog var forelsket, med Tilsidesættelse af Rigsraadets Fri- kjendelse, henrettedes efter 12 Bønders Dom. Men i Despotiets fuldkomne Hensynsløshed og almindelige Tryk er der ingen Op- reisning eller Trøst for den Enkelte. Omvendt bør ogsaa den Enkeltes Lidelse være Alles. Der lider Een for Alle, og i dob- belt Henseende, Alle for Een. Lovforbedringer. Menigmand saae paa Christjerns voldsomme Kjøren-i-Ring med Storvældet omtrent med samme Behag som paa en Bjørnekamp eller et andet raat om end prægtigt Skuespil. Dog kun Adelen lod sig øxknække, mod Geistligheden maatte der Lovenes mindre Glimrende, men i bedre Forstand, ligesaa gjennemgribende Vaaben. Og isaahenseende har Christjern saa stor Fortjeneste, at man ikke kan tvivle om at han besad Skarpsind og Retfærdskjerlighed over- SIDE: 30 alt hvor egenkjerlig Lidenskab ikke omtaagede hans Aand. Men dette skede let og hurtigt, som at Støvskyen reises i Hvirvel- vinden. Geistligheden var i højeste Grad fordærvet. Den norske Kirke havde længe fremfor alle andre europæiske hævdet en vis Uafhængighed af Paven. Først efter Midten af det 13de Aar- hundrede havde den ladet sig paalægge det Aag at leve i ugivt Stand, som Pavedommet paabød strengeligen, og hvorved Kirken aldeles skiltes fra Staten. Følgerne af denne unaturlige Tvang viste sig i al Slags Udsvævelse, hvori Geistligheden udmærkede sig. Selv førte de højere Geistlige et vellystigt Liv i Stæderne, mens deres Forretninger paa Landet vare uduelige Capellaner betroede. Kun med et Følge af flere 100 Bevæbnede droge Bisperne ud, og da maatte Almuerne underholde dem. Uviden- heden var grændsesløs. Overtroen da ligeledes; og denne lod Skikken tiltage at skjænke Kirker og Klostre sit Gods. Alligevel havde den rige Geistlighed vidst at unddrage sig fra al offentlig Tyngsel. Hvortil kom, at Paverne af og til ved Munke, der solgte Syndsforladelse (Afladskræmmere), og stundom endog mere ligefremt, beskattede Landet. Christjern forbød nu at testamen- tere Geistligheden fast Ejendom; indskrænkede dens Dommer- myndighed; befol, at dens Sager skulde paakjendes i Landet selv, uden nogensinde at indstevnes for Paven, og at Præsterne selv skulde røgte sine Kald. Videre indskrænkede han Bispernes Livvagt til 14; forbød Geistlige at drive Landfarihandel; udgav en Skoleforordning, der fordrede flere Kundskaber end tilforn af Lærere og Lærlinge; og opmuntrede Geistlige til at givte sig. Ved andre Love indførtes Torgtaxter og Liggedage for fremmede Kjøbmænd; Haandværkslaugene, der for den Tid vare tjenlige, og, som saadanne, uddannede Borgerstanden, fik nøjere Sær- rettigheder; og menneskelige Strandlove med Hensyn til Vrag- bergning udstedtes. Men i samme Forhold disse Forbedringer gjorde Christjern endog folkekjær, strammede de Spændningen mellem ham og Storvældet, hvis Egennytte og Forfængelighed ved dem var krænket, og hvis Interesse i rolige Tider sjeldnest er Folkets. Sverig indtvinges en kort Tid i Foreningen. (1520). Aaret før Christjern udmærkede sig som Lovgiver havde han, efter mange mislykkede Forsøg, baade vundet og tabt Sverig; SIDE: 31 men under den kortvarige Besiddelse begaaet en Blodgjerning, som gjorde hans Stilling til Storvældet i de andre Riger endnu farligere. I Sverig førtes Borgerkrig mellem Rigsforstanderen Steen Sture den Yngre og Erkebispen Gustaf Trolle, der af Had til sin Modstander, forraadte sit Fædreland. Sture fordrev Bispen. Denne fik det hele Land lagt i Band og Bøder. Chri- stjern blev det overdraget at exseqvere. Hans Feldtherre Otto Krumpen rykkede ind med en stærk Hær, hvortil de 5 norske Bisper havde sendt 1000 Mand, forente sig med Erkebispens Parti, og seirede. Sture faldt; med ham Sverig. Kun hans helte- modige Enke Christina Gyldenstjerne forsvarte endnu Stockholm. Ogsaa dette faldt ved Forræderi. Thi ogsaa det er Forræderie, i en tabende Kamp for Fædrelandet, at undskylde sig for sig selv med Indbildningen at Frelsen er umulig, naar Alt end ei er tabt. Christjern, alt i sin Faders Tid hyldet i Sverig, krontes nu der til Konge af Gustav Trolle 4de Nov. 1520. Faa Dage efter anrettede Christjern, under Paaskud af Bandexsecutionen og efterat have raadført sig med Trolle og nogle danske Raader, hvorimellem den nedrige Didrik Slaghæk, Sigbrits Frænde, det stockholmske Blodbad, hvori paa een Dag 94 Adelsmænd offre- des Kongens Tyranni, Erkebispens Hevn, Danskernes Unionsiver og Nationalhad. Patrioterne forfulgtes. Adelsblodet flød paa mange Steder. Fornemme Qvinder og Ynglinger førtes som Gidsler til Danmark. Danske Bøddler udsendtes i alle Retninger og ud- førte deres Herres Ærinde til skrækkelig Fyldest. Men -- "Tyrannens Steiler ere Kjerter, der lyse foran Frelsens Tid." Thi Gustaf Eriksson Wasa, hvis Fader var imellem Blodoffrene, undveeg hjem fra sit Fangenskab i Danmark. Han reiste en Op- stand i Dalekarlien. Hele Sverige erklærte sig for ham. Dan- skerne fordreves. Inden et Aar efter Blodbadet var Kronen tabt, som "Christjern Tyrann" (saa kalde Svenskerne Kongen) havde kjøbt for saa uhyre Forbrydelser. Wasa blev Rigsfor- stander; og, efterat have befriet sit Fædreland, opfordrede han ogsaa Norge til at gjøre fælleds Sag med dette. Sverig kjæm- pede, og blev evig fri for Calmarunionens Aag. Norge gik de større Ulykker imødes, som blive det Folks, der ryster Aaget, men bryder det ikke. Det fik, som senere vil sees, paa mange SIDE: 32 Maader undgjælde, fordi det ikke fulgte Sverigs Exempel, men tvertom fik nu i dette Rige en Fiende. En af de første Følger var, at Overfloden af den danske Adel, da Sverigs Lehn og Godser stængtes for den, ilsomt udtømte sig over de norske. Svenskerne besætte Viken. K. Christjern afsættes og flyer. (1523). Den nærmeste Følge af det fiendtlige Forhold, Norge paa Kongens Vegne, kom i til Sverig, var, at den svenske Feldtherre Lars Siggesson gjorde Indfald, trængte frem alt til Oslo, og be- mægtigede sig Viken ( ): den Tid den nordre Deel af Bahuslehn), som forblev i svensk Vold ligetil 1532. Disse Uleiligheder og ufor- skyldte Forliis, svækkede maaskee ligemeget Nordmændenes Lyst til at gjøre fælles Sag med Sverig, hvor Gustaf Wasa var bleven Konge, og deres partivise Hengivenhed for Christjern, som han ved denne Tid saa høilig trængte til, medens de gjorde dem mere villige til at tage det Kongeskifte tilfølge, som imidlertid foregik i Danmark. Enhver af Christjerns Regjeringshandlinger, de folkenyttige langtfra undtagne, havde mere og mere vakt Adelens Misnøie. Geistligheden yndede ham heller ikke for de Love, som angik den; tillige mistænkte den ham med Frygt for at have isinde at indføre den lutherske Religionsforbedring, som paa den Tid udviklede sig i Tydskland med Lysets Raphed og Styrke. Stockholmerblodbadet opfriskede Mindet om at den norske Adel var blodtappet indtil Afmagt, og bragte den danske paa Tanken om, at der alene var Frelse i en pludselig Thron- omvæltning, at det var Selvforsvar saaledes at handle, og at det Værste kun ved at forekomme Kongen, kunde forhindres. Den fandt ingen Sikkerhed i at Christjern ved en pavelig Kjen- delse fik sig fravæltet Skylden for Blodbadet, og ofrede Slaghæk til Døden derfor. Men dette Offer gav han mere den europæiske almindelige Uvilje, end Danmarks Adels. Denne skulde han have offret noget, om han havde skilt sig ved Sigbrit. Men hun for- blev ved hans Side og Adelshadet i hans Sjel. Despotismen forandrer ikke sit Maal, fordi den nødes til at opoffre En og Anden af sine Anhængere. Disse tilbyde sig jo som blotte Midler, og maae vente at blive behandlede som saadanne eller som den Last, Skipperen hiver overbord for at redde Skibet, hvis Reise- maal derfor ei forandres. Og da er det billigt, at den øverste SIDE: 33 eller sletteste maa først til. Men Christjern var Seileren liig, der, midt i sin skummende Fart, forgaaer med Top og Takl. Den jydske Adel opsagde ham Huldskaben, og hyldede Far- broderen Frederik af Holsteen. Den øvrige danske Adel fulgte Exemplet, da Christjern, glemmende i sin Skræk, at Norge, Kjø- benhavn, Malmøe og flere befæstede Stæder vare ham lydige, og at Menigmand overalt stod paa hans Parti, seilede bort for at søge Hjælp hos sin Svoger, den tydske Keiser. Mod de mel- lem Norge og Danmark bestaaende Foreningsvilkaar valgtes Her- tug Frederik vilkaarligen af de danske Stænder til Konge for begge Riger. Men Overtalelser, de i Norge bosatte danske Stormænd Vincens Lunge og Nils Lykke, der ilsomst beskikkedes til Over- befalingsmænd i Landet, og Løftet om at Viken, der sagdes blot for Christjerns Skyld at holdes besat, skulde gjenerholdes, gjorde det seirende Partis Interesse gjældende i Norge. Rigsraadet er- klærede Christjern afsat, og sendte den danske Kong Frederik Hyldestbrev som Nordmændenes valgte Konge. K. Frederik den 1ste (1523 -- 1533). Selvstændigheden bekræftes og Høistænderne hæve sig. Kongens Troløshed. Spænding med Sverig og Danmark. I det følgende Aar maatte Kongen udstede en Haandfæstning, hvori baade Geistligheden fik strengt Forbud lagt mod alt Angreb paa den katholske Kirke, og sine Særrettigheder, Valgfrihed og Dommeromraade bekræftede, og Adel og Rigsraad sin Magt be- tydelig udvidet. Norge erklæredes for et frit Valgrige, saaledes at Kongen frasagde sig Titel af Arving til Norge, og ikke engang maatte indvirke til Fordeel for sin Søn. Udlændinger, hvortil dog Indgivtede ei regnedes, maatte ikke uden i Krigsnød erholde Lehn i Norge. De i Danmark værende norske Rigsdocumenter skulde opsendes; Kongen krones i Throndhjem; Hjaltlands- og Ørken-øerne indløses; og hvad Andet, der maatte være Riget frakommet skulde gjenvindes under Kronen. Udlændingerne for- bødes al Handel paa Nordlandene, og at vinde fast Gods i Landet. Hvor kleint det har været med Retspleien paa den Tid, sees af de Bestemmelser i Haandfæstningen, som paabøde Afsættelse for uretfærdige Lagmænd og Fogder; at der siges at Gods urette- SIDE: 34 ligen var tillagt Kronen, men som nu igjen skulle komme til sine rette Eiere; og af at Næveretsfeider, imellem Adelsmændene (Ridderne) tillodes, naar kun aaben Undsigelse skede forud. Men kun meget lidet af denne Haandfæstning overholdtes, omendskjøndt Brud derpaa eller Undladelse deraf, efter dens sidste Paragraf, skulde betage Kongen alt Krav paa Riget. Kroningen foregik ikke. Skatlandene indløstes ikke. Danske Adelsmænd trængte ind i Embederne. Den troløse Konge sendte endog sin Søn Christian til Norge for at hyldes; men Rigsraadet, med den myndige Erkebisp Olaf Engelbretsøn i Spidsen, afslog dette med Bestemthed. Han medfik kun en Troskabsforsikkring til sin Fader, hvori han dog trodsende tegnede sig som Arving til Norge -- en Titel Familiens holstenske Linje, den nu i Rus- land herskende, siden har beholdt. Det er i vore Dage ved dette Voldsvældes Udvidelser, der snart synes grændseløse som dets Selvherskeres Erobrelyst, at den har erholdt en Betydning, der ligner de onde Ahnelsers eller Spaadommes, som klæbe sig i Menneskets Sind, hvormeget hans Fornuft ellers foragter dem. Med Sverig, hvis Fraskillelse fra Unionen var erkjendt, be- gyndtes vel Underhandlinger om Vikens Tilbagegivelse; men da K. Gustaf tillige holdt den danske Provinds Bleking besat for at aftvinge Danmark Gothland, opofredes det norske Viken indtil videre, hvor uvedkommende et Pant det end var, for at Dan- mark kunde beholde denne Ø. Senere Underhandlinger fra Kongens og Rigsraadets Side forbleve frugtesløse, især siden den saakaldte Daljunker, en foregiven Søn af Sture, der af nogle forræderske Stormænd sattes i Spidsen for et Oprør mod K. Gustaf, fandt Tilhold i Norge 1527. Især forøgedes Spæn- dingen med Sverig, da fordrevne svenske Bisper, og mellem dem Erkebispen Gustaf Trolle, bragte Vidnesbyrd om hvor kraftigt den lutherske Reformation der blev dreven igjennem. Den norske Geistlighed, katholsk til Liv og Sjel, bestod næsten heel igjennem af de "mulmkjære Væsner, der antage enhver Lysstraale for et Lyn, der bebuder Uveir". Heller ikke var Kongens lunkne Troes- sind eller Prinds Christians afgjorte Lutheranisme skikket til at gjøre dens Ahnelser om egen Undergang lysere. Reformationen havde alt voldsomme og mægtige Tilhængere i de danske Be- falingsmænd, hvoraf Eske Bilde frisktvæk ødelagde Kirker og Klostre. I denne Stilling, hvis Ængstlighed tiltog, faldt Geistlig- SIDE: 35 hedens Tanker paa den fordrevne Christjern, og den ledede snart Almuens did. Det geistlige Parti viste sig snart under Trolles og Olaf Engelbretsøns Bestræbelser i tydelig Modsætning til det danske. Hint støttede sig til Misnøiet over Kongens Meensvorenhed, og havde Skinnet af at føre Religionens, Con- stitutionens og Fædrelandets Sag. Dette havde kun sin øien- blikkelige Magt af de Fæstninger og Lehn, det besad, og en Slags Støtte i at det var begge Partiers fælleds Interesse at modarbeide de svenske Fristelser ved Bud og Brevskaber til at bringe Almuerne til Frafald. Frygt for Reformationen lod Geist- ligheden ikke granske efter om Christjerns Gjenomvendelse til Catholicismen var oprigtig eller blot en politisk Koldbøtte, som han ligesaa let kunde gjøre tilbage som frem. Geistligheden kunde kun i hans Seier øine sin. Man forstod hinanden. Trolle foer fra Bisp til Bisp, forfulgt af Modpartiet, og spandt Sammen- sværgelsen fastere. Olaf Engelbretsøn var som Hovedet deri, Trolle den geskjæftige Tunge, Bisp Mogens af Hammer og Hans Reff af Oslo Armene paa denne Kjæmpe, der blot ventede paa Christjern for at reise sig til Hevn for ham og til Kirkens Forsvar. K. Christjern den 2den Modkonge. (Nov. 1531 -- Juli 1532). Opstand mod Danmark. Viken gjenvindes. Hidkaldt af de sammensvorne Bisper, hjulpet af dem endog med Kirkesølvet, af Keiseren og af andre Venner, ankom Chri- stjern med en, i Storm formindsket, Hær til Oslo. Men han fik Styrke nok i det almene Medhold. Kun i Slottene Agershuus, Bahuus og i Bergen kunde de Danske holde sig. Rigsraadet opsagde K. Frederik Huldskab, "fordi den keiste, kaarne og kronte rette Herre og Konge, som uden Dom og kun ved Mag- ten, uden Rigsraads eller den gode norske Almues Vidende og Vilje var fordreven, nu var hjemkommen til sit Rige, og fordi det kun nødtvungen og, for ei at geraade i større Ulykker, havde hyldet Frederik." Dette Opsigelsesbrev var grundet paa en Klagerække over, at danske Adelsmænd constitutionsstridigen vare indsatte i de høieste Embeder, at de havde ødelagt Kirker og Klostre, bemægtiget sig geistligt Gods og at de beskyttede SIDE: 36 lutherske Prædikanter; over at Domprovstiet i Bergen, hvormed Rigsraadsværdighed var forbunden, var forlehnt En i Danmark; at Kirkens Dømmeret krænkedes; at Hansen var given Ene- handel paa Island og Færøerne; og over at det norske Rigsraad ikke varsledes, naar Herredage, der kunde angaae Norge, holdtes i Danmark. Christjern hyldedes af alle Stænder i Oslo 30te Nov. 1531, efterat have udstædt almindeligt Naadestilsagn. Forgjæves beleirede han dog Agershuus og Bahuus. Befalingsmanden i det første Slot, Dansken Mogens Gyldenstjerne, tiltvang sig en Stilstand, hvorunder han trak Undsætning til sig; og fra det sidste drev en svensk Hjælpehær under Marsken Lars Siggesson ham tilbage, efterat han dog, ved at besætte Viken og gjøre et Indhug i Sverig, som dog gjengjældtes med et i Jæmtland, mens svenske Brevskaber til Almuerne om at falde fra udspredtes fleresteds, havde bragt den svenske og danske Konge til at slutte sig nøiere sammen, hvorved hiin Provinds gjenafstodes mod en Sum til "Danmark". Omtrent ved samme Tid som Christjern kom tilbage for Agerhuus med sin stærkt medtagne Hær, landede Befalingsmandens Broder, Biskop Knut Gylden- stjerne med friske Tropper, hvortil han ogsaa trak et svensk Hjælpecorps. Uden Flaade, pengeløs og modløs, hævede Chri- stjern Beleiringen, kastede sig ind i Oslo, og begyndte derfra Underhandlinger om Indrømmelsen alene af Norge for sig og Efterkommere. Knut Gyldenstjerne, hvis Broder imidlertid havde bragt Tønsberg Lehn til at falde fra Christjern igjen, overtalte denne til en Samtale med K. Frederik til hvem han gav ham frit Leide. Christjern drog da 9 Juli 1532 i Godtro til sin Far- broder, der strax, under Paaskud af, at Gyldenstjerne havde overskredet sin Myndighed, lod sin bedragne Frænde sætte i et haardt Fængsel. Men Gyldenstjerne var Kongens Befuldmægtigede. K. Frederik stod til Ansvar for hans Handling, omendskjønt han siges bagefter at have givet Befaling til ikke at indlade sig med Christjern. At Gyldenstjerne, der nok kjendte sin Herre bedst, selv efter dette bekræftede Fredsbrevet, var ogsaa en Urede- lighed, som burde have gjort ham fortjent til Tyranredskabernes sædvanlige Lod: den at forstødes, naar de ere brugte. Christjern sad haardt fængslet i 15 Aar, og levede derefter endnu 10 Aar i et mildere Fængsel, som Frederiks Eftermand forundte ham. Danskvældet tiltog mere end nogensinde tilforn SIDE: 37 i Norge. To af dets Høvdinger modtog ny Hyldest til K. Frederik. En svær Hovedskat blev paabudt, som Straf. De 3 sammensvorne Bisper lagdes i flere 1000 Lod Sølvs Bøder hver. Spørgsmaalet laae alt nær: hvad skal en Stat med Selvstændighedens Navn, som giver slip paa den i sig selv, ved taalmodigen af en fremmed Magts Haandlangere at lade sig straffe, fordi den yttrede engang Følelsen deraf? Mellemregjering (1533 -- 1536). Olaf Engelbretsøns Opstand. Ved Frederik d. 1stes Død 1533 indtraadte en styrløs Tilstand, medmindre et kun løst sammensat, uenigt Rigsraads, Lehnsherrers og Skatfogders ansvarsløse Behandling af det Offentlige kan kaldes anderledes. Fæstningerne indeholdtes til Fordeel for Fre- deriks Søn, Christian, som imidlertid i Danmark maatte føre en 3aarig Feide mod Christian den 2dens Folkeparti, der under- støttedes af Lybekkerne under Grev Christoffer af Oldenburg, og bekjæmpe Geistlighedens Modstand, der heller vilde frem- trække den katholsk opdragne Broder Hans. Folket selv i Norge hældede mere til den fangne Konge. Geistligheden havde endnu ikke erklæret sig; men dens Sind var mod Prinds Christian. Man oppebiede spændt hvad Vending Thronkampen vilde tage i Danmark. Aar 1535 anholdt Christian om de norske Stænders Hyldest og om en Hjælpeflaade. Erkebisp Olaf, der søgte at drage saamegen Fordeel for Fædrelandet næst Kirken af Thron- striden som muligt, kaldte dem da til Valg i Throndhjem, hvor hans Indflydelse var størst; men ilsomt hyldede de søndenfjeldske Rigsraader Christian den 3die i Oslo, hvorved da Vincens Lunge og andre mægtige Danske ei have været ledige. Erkebispen harmedes høiligen over dette Statsgreb, og indlod sig paa Kei- serens Opfordring at erklære sig for den tydske Grev Friederich, Christian den andens Svigersøn. Et Gesandtskab indfandt sig for at vinde den Fortørnede med det Gode. Men dette var at voge sig ind i Løvens Hule. Gesandterne fængsledes, og 2 af dem, de danskfødte Rigsraader V. Lunge og Nils Lykke slap ikke tilbage med Livet. Erkebispens private Fiendskab var vel rede med Dolken til disse Drab; men de Dræbte maae dog ligesaa- meget betragtes som politiske Offere for en i sig selv retfærdig, SIDE: 38 men derfor aldrig til slig Bedrivt berettiget, Uvilje over deres Indtrængen og Anmasselser her i Landet. Erkebiskoppelige Krigsfolk drog nu mod Bergenhuus, V. Lunges Lehnsfæstning, uden dog at kunne indtage det, og til Oplandene og det Agershusiske, hvor Opstanden udbredte sig under Bisp Mogens af Hammer og Rigsraaden Gaute Galde. Den forhadte danske Befalingsmand paa Agershuus, Erik Gyldenstjerne, holdt dog dette Danskvældets Fodfæste i Norge; og den norske Op- stands Fremgang standsede i samme Forhold som Christian den 3dies Sag gik frem i Danmark. Erkebispen gav da Kjøb. De fangne Gesandter, hvorimellem Oslobispen Hans Reff, løslodes for derved at tilvinde sig godt Forlig. Men herpaa var ikke at tænke for Lunges Morder, Catholicismens og den norske Selv- stændigheds alt synkende Forsvarer. Han oppebiede ikke den Hærflaade, som under Anførsel af Danskerne Ulfstand og Hvidt- feldt sendtes imod ham; men frelste sig til Belgien, hvor han Aaret efter døde. Hans Fæstning Stenviksholm gav sig, og Thrøn- delagen lød. Splid, der skader en Befrielseskamp ligesaameget som Forræderi, havde atter fra først af betaget disse sidste An- strengelser for Uafhængighed Margen. Adelen var tilbagetrængt eller bestukken; Geistligheden skræklammet for de Omvæltninger, som den altforvel følte nærme sig den; menig Mand uden anden Almeenaand end den indskrænkede, som kun satte sig en eller anden Smaatyrans Tugtelse til Maal; og i alle Classer havde man alt forud taget Parti for og imod Reformationen. I slig Bund var det let for et nyt Plageriis at skyde sig op af samme Rod, som den Hædersmændene Knut Alfssøn, H. Hyttefad, og nu sidst den idrættuge Bisp Olaf havde fristet at lægge Øxen til. Er det end mueligt, at de jevnlige, men aldrig tilstrækkelige, Uroligheder i Norge modnede den nye Konges forbryderske Plan mod dettes Selvstændighed; saa er det dog vist, at de Dødelige kun ere ansvarlige for de nødvendige, forudseede og tilsigtede Følger af sine Handlinger, men ikke for de tilfældige, Hensigten modstri- dende, om end med Handlingerne forbundne, Begivenheder. Og om Mennesker, der kjæmpede ulykkeligt for Fædrelandet, gjælder det fortrinlig, at Mennesker have bestaaet længe og vel nok, naar de have staaet til de faldt med Ære. SIDE: 39 NORGE BERØVET SIN SELVSTÆNDIGHED (1536 -- 1814). FØR ARV-ENEVÆLDETS INDFØRELSE. (1536 -- 1661). K. Christian den 3die. (1536 -- 1559). Riget erklæres for Provinds af Danmark. Reformationen indføres. Kongens Kirkeran. Borgerkrigen i Danmark var egentlig en Kamp mellem Adel og Geistlighed, Lutherdom og Pavedom. Det sidste Parti tabte. Kongen sluttede sig ganske til Adelen. Allerede forud ildesindet mod Norge, og den danske Adel forbunden, hvem det var om at gjøre at faae dette Rige ligesom udlagt til sig, hvorved det ogsaa, naar den besatte det, nemmere vilde kunne holdes i Tømme: tilsagde han i sin danske Haandfæstning paa en Herre- dag i Kjøbenhavn 1536 Danmarks Rigsraad og Adel, at lægge Norge under Danmark som Skaane, Jylland, ja som dets For- bundsstat Island. Den største Forbrydelse den ene Stat kan begaae mod en anden, var saaledes af Danmark øvet mod Norge. Afhængigheden erkjendtes dog aldrig formeligen af Nordmæn- dene. De Dalevende antog den som en Straf, de Betvungne maatte finde sig i, men som ikke vilde vare længer end Triumfen eller til Alt kom i den gamle Orden; og de følgende Slægter som en vel ubehagelig Arvpligt, men som dog havde sin Erstat- ning i adskillige af den gamle Frihed udrundne Goder. Saadanne var den norske Bondes personlige Frihed, medens den stavns- bundne Danske stønnede under Livegenskabet; ligesaa Voldgivts- retten og Odelsretten, der har reddet meget Jordgods fra at komme i danske Adelsmænds Hænder. Da Selvstændigheden især repræsenteredes ved Rigsraadet, og dette opløstes ved den samtidige Omvæltning i Religionsvæsenet, mærkedes dens Forliis mindre. Navn af Kongerige beholdtes ogsaa til Stads for Danske- kongerne. Og Christians Forgjængere havde sørget for at der af Selvstændigheden heller ikke var stort andet end Navnet at miste. Det lod derfor somom Fornedrelsen ikke mærkedes. Selv lidet synlig, aabenbaredes den kun i sine Følger for den stille SIDE: 40 Harm, som hverken Undertrykkelse eller Frygt udsletter i de Underkuedes Sjele. Fra samme Rigsdag i Kjøbenhavn udgik Bud, at den lutherske Reformation skulde indføres i Norge med underliggende Lande (1536). Vendekaaben Hans Reff i Oslo og den luthersk sindede Geble Pedersen i Bergen beholdt sine Bispedømmer med den ind- skrænkede, politisk betydningsløse Magt, som nu blev Bisperne tilmaalt. De øvrige Bisper fængsledes og afsattes. Betlermun- kene bleve fordrevne; Klosterne ophævede; kun Domherrer, Nonner og Munke af andre Ordener erholdt Livsophold. Kir- kernes Rigdom i Jordgods svandt ind; dog tillagdes meget den lutherske Geistlighed. Under Paaskud af at Kirkeklenodierne og hvad der mindede om den gamle Troe var til Hinder for den nye, fore danske Adelsmænd om og ødelagde og bortrante alt Saadant. "De delte Rovet: Kongen var som Ørnen imellem Glenterne paa Aatet -- ." Skibsladninger af kostbart Kirkegods nedførtes til Danmark; St. Olafs dyrebare Skrin søndersloges og plyndredes; de gamle Kongers Grave krænkedes; Kirker og Klostre nedbrødes; Dom- kirkernes Bog- og Documentsamlinger opbrændtes. Reformationen, om end saaledes indført med Magt, kostede dog ikke Blod i Norge som paa Island, hvor John Arnessøn Bisp drog Sværdet mod Kongen og Bisp Gissur Einarson for Pavedømmet, og heller opgav Hovedet end sin Tro. Færøernes Bispedømme henlagdes, forandret til et Provsti, vilkaarligen fra Throndhjems Bispestol, der tabte sin "Erke"-titel, til Sjællands; og beskrives Throndhjems Domkirke, Nordens herligste Bygning, at være bleven saa haardt medtaget, at den "uden en Skilling" til Istandsættelse ret afgav et Billede af det hele Land saaledes som dette nu var: en Ruin af et fordums velstaaende Rige; men som dog ikke nød det Blik af Ærefrygt og Medlidenhed, som skjænkes det ødelagte Store. Reformationen selv og dens gode Følger skyldes ikke saa løs en Omstændighed som den danske Adels Seier. Kun Ugjernin- gerne, der ledsagede den, tilhøre Denne, som i sit Overmod og under sine Misbrug blev et Middel til saa god en Sags tidligere Fremme. Som gunstige Omstændigheder herfor tjente ogsaa den norske Kirkes mindre Afhængighed af Paven og det katholske SIDE: 41 Europa, Bispernes foregaaende politiske Nederlag, Handelsfærdsel med fremmede Protestanter, og det menige Folks Misnøie med Geistligheden, som havde slappet Catholsksindet saameget at dets Modstand kun havde Vanens og Træghedens uvirksomme Styrke. Det religiøse Sløvsind, da, som sædvanlig, parret med et politisk, modtog Reformationen som et politisk Onde, der maatte taales som de andre, der havde bøiet selv Adel og Geistlighed efter hinanden. I enkelte Egne yttrede sig vel en noget livligere Mod- stand, som, da Folket ikke forstod Reformationen, skulde være et ligesaa godt Tegn paa Modstandskraft som Thellebøndernes samtidige kun med Møie undertrykte Opstand formedelst de tydske Bergfolk, der sendtes ind imellem dem; men i det Hele modtog Folket Reformationen ligesaa lidende og ubevidst som Pløielandet modtager Regnen. Imidlertid besvangrede den dog med Velsignelse ligesom denne. Frugter saaes, og Reformationen blev forstaaet altsom den fik Præster, hvorpaa i Førstningen var Mangel, med norske, og ikke latinske, Evangelier i Hænderne, til Forkyndere, istedetfor fremmede Høvdinger med Fakkler og Muurbrækkere. Hemmelige Katholiker gaves dog endnu længe; ja Ynglinger sendtes aabenlyst til fremmede Landes jesuitiske Læreanstalter. Som Konge var Christian den 3die aldrig i Norge. Men, foruden ved sine Kirkeran, gjorde han sig der bekjendt ved det nye Statsgreb 1549 at udtage en Skat til, som det hedte, de skotske Øers Gjenløsning. Men denne Skat forsvandt i den danske Statscasse, der, sikkert som Havet de fjerne Floder, slugte Overskudet af de norske Afgivter. Efter saaledes at have lært Nordmændene, at det Land, som lader sig erhverve ved et Pennestrøg, vanskelig har en bedre Lod at vente end det sværd- tagne, overlod Christian den 3die ved sin Død 1559 Norges videre Udarmelse til Sønnen Frederik, som forhen var hyldet paa en Herredag i Oslo. K. Frederik den 2den (1559 -- 1588). Den ulykkelige Syvaarskrig med Sverig. De Danske Befalingsmænds Voldsvælde tiltager. Rigers udvortes Ære er langtfra ligegyldig. Alligevel afgiver den Tvist, som opstod mellem den svenske Kong Erik den 14de og Kong Frederik den 2den om Brugen af de 3 Kroner i Rigs- SIDE: 42 vaabenet, kun en elendig Grund til den blodige 7aarige Krig, som deraf især reiste sig, og hvorfor det hærløse, til sig selv overladte Norge blev Offeret. Herjedalen, Jæmtland og Thrond- hjems Stift besattes af Svenskerne; og i 1567 brændte de, under Johan Siggesson, Oslo, og ødelagde Hammer saa tilbunds, at denne velstaaende By siden ikke har reist sig. Samme Skjebne overgik Sarpsborg 1570, istedetfor hvilket Fredrikstad anlagdes. Evert Bild tog vel, ved Almuens Hjælp, det Throndhjemske tilbage. Christen Munk holdt vel Agershuus, og Jens Ulfstand Bahuus; men Østlandet var en aaben Tumleplads for Fienden. Alligevel er det kun lidet værd at ynkes over de lidende Almuer, som saae Branden af Oslo og Hammer, og opglødedes ikke til at reise sig. Smaae Streifpartier vare Herrer i de folkerigste Egne, medens en Landstorm, uudtømmelig, stedse som Floden voxende selv under Forliset, tiltagende indefter Landet i uigjennemtræn- gelige Masser ligesom Jordlagene, forsvarende sig med Landets Natur, fegtende som Vreden med de nærmeste Vaaben og med de væltende Folkemasser, skulde have tilintetgjort hvilkensomhelst mangedobbelt talrigere Hær. Men Folket kjender sjelden sin Kraft. Det kjender sjelden sin Kraft i Krigen, om det ikke kjender den i Freden. Dette koster i Fred Trældom, i Krig Nederlag. Alene om Eysten Baardsen, Præst i Edsberg, veed man, at han i de Ulykkesaar opførte sig som Pligt, under saa- danne Omstændigheder, var for Læg og Lærd. Fra Prækestolen raabte han Almuen til Vaaben, anførte selv, og kjøbte Seiren for sit Been. For Danmark tog Krigen en heldig Vending efter Daniel Ranzaus Seier ved Svarteraa. Ved Freden i Stettin 1570 beholdt det de 3 Kroner, og Norge fik de tabte Provindser igjen. Mange Klager fra denne Tid levere et skrækkeligt Maleri af de danske Befalingsmænds og mere underordnede Embedsmænds Tyranni, Udsugelser, Bestikkelighed, Grusomhed, Retløshed og Overmod. " -- Da først i Tyranniet er der Fryd, naar det er uden Frygt -- -- ." Og Smaatyrannerne kunde være uden Frygt. Forfatteren af et Klageskrivt til Kongen henrettedes. Ludvig Munk, en Tid Lehnsmand i Throndhjem, blev siden Statholder, endskjøndt hans Færd havde vakt en Opstand i Lehnet, der kostede Formændene SIDE: 43 Livet. Erik Munk bortfjernedes først efter mange Klager, og efterat han havde lagt sig ud med selv sine Jevnlige, fra Nedenæslehn, hvor han i 10 Aar husserte. Han er ellers bekjendt som en dygtig Sjøkrigsmand fra Syvaarsfeiden, da han bombarderte Fien- den bort fra Leiren for Agershuus; og senere deeltog han i et Krydstog for at forbyde Engelsmændene Farten om Finmarken til Rusland, og i et mod de Sjørøvere af alle Folkefærd, men især flamske, som giorde de norske Farvande saa usikkre. Ved lignende Tog mod de Sjørøvere, især engelske, ja vel endog tyrkiske, som plagede Island og Færøerne, indlagde Færøingen Magnus Heinesen sig stort Berøm. Og Christopher Walkendorf forstod at holde de Contorske i Ave i Bergen, nemlig ved at opføre et Taarn mod dem og bogstavelig holde dem under Ka- nonerne. Den vigtigste Tjeneste beviste Frederik den 2den Norge ved at drikke sig ihjel 1588. -- Man tager Feil, hvis ei man troer, at Pøblens Laster tidt bestige Thronen. Formynder-Regjering (1588 -- 1596). K. Christian den 4de (1596 -- 1648). Norge behandles bedre. Under det danske Rigsraads Formynder-Regjering i den nye Konges Mindreaarighed stod en dansk Statholder og en Canzler i Spidsen for de norske Anliggender. Alt blev ved det Gamle indtil Kronprinds Christian, allerede som lidet Barn hyldet af Adel og Lagmænd, modtog alle Stænders Hyldest i Oslo 1591. Allerede da, eller fra 1596, da han krontes i Kjøbenhavn, be- gyndte han at vise dette Rige sin udmærkede Forsorg. Stæn- derne havde ogsaa i et Klageskrivt viist ham hvor høiligen den behøvedes. Herredage med faste Medlemmer anordnedes til re- gelmæssige Tider i Oslo og Bergen, hvortil indankedes fra Lag- thingene. En forbedret Udgave af Lovene besørgedes ved Hans Basse og Anders Green -- Nordmænd, som Christian, der frem- hjalp den norske Adel, havde hævet til Canzlerværdigheden. 1604 udkom den nye Lovbog, efterat være gjennemgaaen af den bergenske Herredags Medlemmer; og offentliggjordes paa alle Bygdething og Lagthing til stor Beskyttelse for Folket mod de SIDE: 44 vilkaarlige fremmede Embedsmænd. En Kirkelov, udgiven paa en Herredag i Stavanger, hvortil Rigets høiere Geistlige vare tilkaldte, var skarpt stilet imod alskens Katolicisme, hvormed selv enkelte Præster findes at have været stærkt befængte. Det bedste Værn herimod var dog nok det, at bedre Forsorg vistes Skolerne. Hanseaternes Frihandel paa Island ophævedes, og overdroges til et Selskab. Til Finnehandelen sloges egne Mynter i de norske Myntstæder, skjøndt denne Rettighed, der allerede 1575 var ophørt, kun yderst lidet blev benyttet. Den norske Capitain Jens Munk udsendtes for at finde Grønlands Østerbygd; men hjemkom kun med slette Efterretninger: Folk af norsk Æt og Christendommen vare forsvundne. Forsvarsvæsenet holdtes istand baade hvad Fæstninger, Flaade og Hær angik. For Korn- tilførslen sørgede Christian retskaffent. Istedetfor det afbrændte Oslo anlagdes Christiania 1624. Christianssand, hvorhen Bispe- sædet 1682 flyttedes fra Stavanger, anlagdes 1641. Flekkerø, der allerede forhen for Sjørøveres Skyld, som i den gode Havn fandt Tilhold, var noget befæstet, udvidedes til en Fæstning. Kongsberg Sølvværk og Stad anlagdes, efterat de rige Sølvertser hændelses- viis af en Gjetergut der vare opdagede 1623. Paa lignende Maade opdagedes Kobberet ved Røraas 1640; og denne Bergstad an- lagdes. Bergdrivten tiltog ellers i det Hele, og formeredes ved tydske Bergfolk. 60 Gange skal Christian have besøgt Norge, ja i 1599 omseilede han det endog til den russiske Grændse; og lærte da Folk og Konge at kjende, hvor vel de vilde hinanden. Han fik derved see Udsugerne paa Fingre: Lehnsherren Grubbe i Nedenæs domfældtes og endeel retløse Lagmænd afsattes. Al- mindelig Mand pleier, selv under svare og uretfærdige Lidelser, at undskylde Kongen med at han ikke seer eller veed hvorledes det gaaer til; men denne Godmodighed (hvorpaa Tyranniet ofte regner), lønnes med Utak, og er taabelig, saasom den Konge, der ikke gider kjende sit Folk og selv see hvorledes det gaaer det, er slet, i hvad øvrige gode, men da frugtløse Egenskaber han ellers maatte have, og fortjener saaledes at Folket ikke ved- kjender sig ham. Det er kun i Modsætning til de andre olden- borgske Konger, at Christian den 4de fortjener Ros for Opfyl- delsen af en Pligt, som, om end den nærmeste af alle kongelige Pligter enten den er udtrykkelig paabudt eller ikke, Hine dog forsømte. SIDE: 45 Krig med Sverig. "Skottekrigen". Den svenske Konge, Carl den 9des Krav paa de norske Lap- marker gav den nærmeste Anledning til en Krig med Sverig fra 1611 -- 1613, hvorunder Bønderne af Vaage, Lessjø, Froen og Ringeboe, anførte af Lensmændene Guldbrand Seglestad og Hans Hage samt Fogden Lars Gram, i Kleiven Kringen tilintetgjorde et 600 Mand stærkt Hjælpecorps Scotter, som under Oberst Sinclar emnede sig til Sverig. Listigen opholdte og vildledte i Romsdalen, hvor de landede, og hvorfra Iilbud afgik til Gud- brandsdalen, trængte de sorgløse ind i denne Dal, der, ligesom de fleste norske Dale, ret var skikket til at blive Fiendernes Grav. Sammenpressede mellem den rivende Laug og Bratfjeldet styrtedes Gelederne af Steen- og Tømmer-vælter i Strømmen. Øxer og Rifler gjorde Resten. Hvor let end Naturen gjorde Seiren, maa den dog tilskrives Snarraadigheden. Opraabet skede mens Fienden stod nær og kom nærmere; dog var Alt beredt. Intet Mod skulde have oprettet Seendrægtigheden. Lomværin- gerne tabte ved Ubestemthed al Andeel i denne Seier, som har lært alle Tiders og alle Dales Nordmænd, hvorledes de skulde være rede om "Soldaten -- som her var Tilfælde -- er ude paa Kongens Tog", og gjøre Landets Natur til sin Medforbundne, og at i en Forsvarskrig alle Vaaben ere tilladelige. Kun Den, der vil handle ligedan, tør sige, at der endnu ligger en Glands af denne Bedrivt over Sønnerne; og kun Den fortjener dette, som med Afsky tænker paa, at Seierherrerne koldblodigen myr- dede Fangerne paa to nær. Af dette og andre nyere Træk skulde man kunne beføies til at tillægge Folkecharakteren som den findes i Landets Indre en vis indiansk Grusomhed, dersom den ikke tilhørte alene en tidbetinget Vildhed og denne ikke var forsvunden. Den er det. Hiin Grusomhed tilhørte hiin Tid, Seiren tilhører alle de følgende, Exemplet Historien. "End stander en Støtte paa samme Sted, som Norges Uvenner mon true. Ve hveren Normand, som ei bliver heed, saa ofte hans Øine den skue." En anden talrigere Skottehær under Munchhaven landede i Størdalen, og drog sig, uhindret af den feige danske Befalings- mand, Steen Bilde, hærjende ind i Jæmteland, som han tilligemed SIDE: 46 Herjedalen erobrede før han forente sig med den svenske Hær. Dog erholdtes disse Provindser tilbage og Lapmarkens Grændser bestemtes til Norges Fordeel i Freden til Sjørød 1613 med Eriks Eftermand Gustaf Adolf. Ny Krig med Sverig. ("Hannibalsfeiden") -- (1644 -- 45). I 30aarskrigen mellem de tydske Protestanter og Katholiker i Tydskland tog Christian en kort men uheldig Deel. Des herligere straalte de svenske Vaaben. Men pludselig vendte Feldtherren Thorstenson dem imod Danmark, hvorved da Norge atter (1644) blev baunelyst. Hannibal Sehested, der, som Statholder, havde givet den norske Regjering en større Uafhængighed, rykkede ind i Sverig; men maatte trække sig tilbage. Dog værnedes Rigets Grændser, hvortil Bønderne, der siden Skottekrigen mere al- mindelig havde erholdt Geværer, bleve opbudne. Herved gjorde Præsten til Ullensager, Kjeld Stub, forhen Krigsmand, god Tjeneste; han talte Landets Sag ligesaa godt og klart med Sværdet som det hellige Ord med Tungen. I Danmark førtes Krigen uheldig; og derfor maatte Norge i Brømsebro-freden 1645 bøde med Jæmteland, Herjedalen, Idre og Serna Sogne. Forhen havde Christian ved den skotske Konges Giftermaal med hans Søster fraskrevet Norge Gjenløsningsretten til de skotske Øer. Norge var baade Skjold og Sværd og Pung for Danmark. Den be- dagede Christian havde vel mistet et Øie under Krigen; dog saae han med det han havde igjen endnu i 3 Aar klart over Norden, og at den danske Adels slette og uvillige Opførsel under Krigen var en af Aarsagerne til de Tab, begge Riger leed. Norge var i maadelig Forfatning ved hans Død 1648. K. Frederik den 3die (1648 -- 1670). Norges synkende Tilstand. Krig med Sverrig. Nye Opofrelser for Danmark. Christians Søn, Frederik, hyldedes i Christiania 1648. Han var, som man siger, af den gamle Uld. Det danske Rigsraad tilrev sig næsten al Myndighed i de norske Anliggender. Dansk Adel trængte ind i Lehn og Godser meer end nogensinde, og det til- SIDE: 47 regnedes Statholder Sehested, som en Forbrydelse, at han havde skilt den norske Forvaltning formeget fra den danske. Det var tydelig bleven dansk Statskløgt at holde Norge i en afkræftet Tilstand; dog saa at Adelen, i de Tider den havde Magten, for- fulgte denne Plan med større Haardhed end Kongerne. Det er ikke med Adelen som med Kongen, der ikke bliver rigere om Folket bliver fattigere. Dettes Udarmelse er Gropen, der svarer i Dybde til Adelens Velstanddynges Høide. Den danske Adels Forbrydelse mod Norge maa kaldes Tyranni; Kongernes -- For- sømmelse og Tilsidesættelse mere end Tyranni. Men enige vare begge disse Magter i, at ingen Opofrelse fra Norges Side var for stor for Danmarks Skyld i politisk Nød, eller stor nok til at erhverve det mere Retfærdighed. Omsider bleve Nordmændene vante til saalidet deraf, at de mindste Træk af Billighed -- f. Ex. en Konges Besøg -- forekom dem som umaadelig Godhed og en ufortjent Ære, som Støtter og Indskrivter maatte minde om. De fjerne Konger behandledes som Gudebillederne: de gjorde Intet af alt det Gode, som man ventede og bad om; dog ind- bildte man sig, at de kunde og skulde gjøre det omsider. Nord- mændene betragtede dem som Statens gode Princip: hver ny Hyldest, hvorved da almindeligviis nogle Privilegier bekræftedes, Klager og Ansøgninger opdyngedes og Gjæstebudsløfter gaves, var dem en Forjættelse om, at dens onde Princip, som raadede i de fremmede Herrers Voldsvælde, skulde beseires. Men hvor kongetroe Nordmændene end vare, hvormeget der end var at afhjælpe -- kun engang gjæstedes de af Frederik; og det ved Hyldingen, hvortil Repræsentanter for alle Stænder vare stevnte af det danske Rigsraad, som forhen havde valgt ham ogsaa til Norges Konge. Under en længere Fred, som vilde have været Undertrykkelserne gunstig, skulde de snart have faaet Øinene op; men saa lød det igjen: Krig i Danmark: Krig i Norge! Til Vaaben! til Vaaben, I Nordmænd! -- Og Fædrelandets Krigsære, ikke dets Fredsulykker stillede sig for Tanken. Men Norge kunde seire; tabe skulde det alligevel. For sit lumske Overfald paa Sverig 1657, mens dets Konge Carl den 10de førte Krig i Pohlen, tugtedes Frederik med at see sine danske Stater, paa næsten blot Kjøbenhavn nær, indtagne af dette Seierens Lyn. Men, uagtet Nordmændene førte Krigen heldig, sloge under Iver Krabbe den svenske Erik Steenbock ved SIDE: 48 Hjertum, og Douglas ved Udevalla, og indtoge Jæmteland under Jørgen Bjelke, tabte dog Norge i Roskildefreden 1658 Thrond- hjems-stift og Bahuus -- det sidste frugtbare, byrige og handels- vigtige Lehn for bestandigt. Nu bader ei Norge i Göthaflod og Venern sin høire Fod, og hviler ei Venstren utmed den Herjedals Fururod. Der vaier en Fahn fra Jæmtlands Gran, som aldrig var kjendt hertillands. Ei Vælde men List har skaaret forvist af Løven den vakkre Svands. Ny Krig med Sverig. Throndelagen befrier sig. Haldens første Beleiringer. Under forrige Feldttog udkom et "fortroligt Brev til Nord- mændene", rimeligviis vel fra svensk Haand, men dog ganske skikket til at lære dem, at alle deres Ulykker, selv de der led- sagede Seiren, alene kom af Rigets politiske Stilling. Man be- høvede ikke at see denne fortvarende endnu i over 150 Aar for at dømme derom just som vi nu maae dømme efterat alle disse kun have bekræftet hvad de forløbne 3 Aarhundreder havde lært. Historien indsamlede mere Viisdom alene under Margrethe end Nordmændene benyttede i 4 Aarhundreder. Hint Flyveskrivt siger: "Hvor svær en Byrde Trældom er, lærer os ikke alene selve Naturen i alle Guds levende Skabninger, som hade den og elske Friheden; men ogsaa Historiens vægtige Vidnesbyrd, som bevise, at selv Døden, ihvorvel haard og Naturens argeste Fiende, har af Alle, som have været kronte med Dyd og Ære, været foretrukken Trældom under Fremmedes Aag. Dette sær- ligen derfor, at, naar den ædle Frihed engang berøves Men- nesket, blive ofte dets Evner saa tilintetgjorte, Naturen saa for- dærvet, at den aldrig mere kan hjælpe sig selv op. Exempel har man daglig for Øine hos eder, ærlige Mænd, som boe i det navnkundige, fordum berømmelige Kongerige Norge, som ikke alene ulykkeligen ere komne under Fremmedes Aag, men og saa dybt sjunkne i forsmædelig Trældom, at I ikke formaae af SIDE: 49 eder selv at opløfte Øinene til Skuet af Forfædrenes ædle Fri- hed. -- -- Betragte I den Usselhed, hvori I ere komne, idet eders Krone og Spiir ikke alene ere Eder fratagne, eders for- dum mægtige Kongerige fornedret til en Provinds eller Landskab, men eders gamle Friheder og Forfædres Manddom tillige for- vandlet til Trældom: saa maa den iblandt Eder have et Steen- hjerte, som ikke skulde lade denne sit Fædrelands Undergang gaae sig tilsinde, saa meget mere som denne ikke skyldes Sværdshaand eller nogen Mægtigere, men alene Danskernes Stats- list, hvorved de ved Givtermaal have indsneget sig i eders Kongerige, udryddet hos eder alt kongeligt og adeligt Blod, bortført Rigets Spir, vækket allehaande Splid imellem eder til egen Fremvæxt og eders Undergang, og endelig saalænge brugt eders Sikkerhed til I vare omsmedede med Trældoms Læn- ker. -- -- Hvo, som holder Dyd og Ære kjær, skulde ikke vove Liv og Blod førend at lide slig Fædrelandets Elende? Hvo skulde ikke heller ønske sig ikke fød, eller at Barn aldrig maatte fødes ham, end at fødes til Skjændsel og Trældom, og aldrig at have Udsigt til at see sine Børn komme til nogen hæderlig Tjeneste, Ære eller Myndighed? Hvem er der iblandt eder, som kan rose sig af, at hans Barn betroes nogen Tjeneste i Norges Rige? Ere ikke alle høie Embeder forstyrrede hos eder? Hvor finde I Rigs- og kongelige Raads-Embeder i eders Rige, som fordum der har været og brugeligt er i alle Kongeriger? Ere de ikke blevne begravne med eders Forfædres Frihed? Kunne I berømme eder af, at eders Statholdere, Præster, Fogder, Skrivere og Lehns- mænd ere eders Indfødte? Maae ikke Saadanne sendes eder fra Danmark, for at I maae drage eder tilminde, at I ere Trælle, som maa bevogtes med stadig Opsigt og trykkes saaat eders Tanker ikke kunne faae Rum at opstige til nogen Dyd og Mand- dom, som kunde bringe eder til at kaste Aaget af Halsen og gjøre eder eders Forfædres Manddom lige? -- -- " Denne Skrivelse havde med al sin Sandhed naturligviis under Krigsomstændighederne, og da Sværdet fulgte den vedsiden, ingen Virkning. Den fremstillede Svenskekongen som Norges Befrier; men hverken har nogensinde nogen Konge været et fremmed Folks Befrier, eller var hans anden Erobringskrig mod de forente Riger skikket til at fremstille ham som en saadan. Samme Aar Freden var sluttet stod han atter i Sjælland; og Feldtherrerne SIDE: 50 Gustaf og Erik Stenbock begyndte i Bahuus Krigen mod Norge, medens den svenske Rigsdrost ved et Manifest af lignende Ind- hold som hiin Skrivelse søgte at virke paa Nordmændene til en Forening med Sverig. Ligeledes appellerede Rigets Statholder Niels Trolle og Canzler Jens Bjelke til Folkemeningen i et Opraab til Throndhjemsstift og Bahuus. Dette virkede bedre. Thrønde- lagen gjorde Opstand. Reichwein kom med Undsætning. Sven- skerne maatte i Octbr. 1658 trække tilbage over Kjølen. Bahuus besattes af Jørgen Bjelke, efterat den svenske General Stage, var slaaet tilbage fra den aabne Grændseby Halden af Borgerne, hvorimellem Peder Olsen Normand, udmærkede sig. Ligesaa gik det Aaret efter, da Borgerne endog brændte endeel af Byen for bedre at skjøtte Forsvaret, som nu ogsaa lettedes ved en For- skandsning, hvor den brave Oberst Tønne Huitfeld commanderte. Den tredie og sværeste Dyst udholdt Halden med lige Berøm først i det følgende Aar 1660, da Generalerne Kagge, Stage og Horn, efter 6 Ugers skarp Beleiring, maatte lade den lille By i Besiddelse af sine Ruiner og et Navn, der udbredte sig over Norden; men som ikke forherligedes ved Tillægget af Kong Fre- deriks, som den fik tilligemed Kjøbstædsrettigheder og Bergfæst- ningen Fredrikssteen. Carl Gustaf, som efter en uheldig Storm paa Kjøbenhavn, synes at have besluttet at kaste al sin Styrke paa Norge, afstod herfra, da han saa ofte snublede paa Tærske- len, og sluttede en Fred i Kjøbenhavn 1660, hvori han dog be- holdt Bahuus og de danske Provindser paa svenske Side Havet. Det har ofte været Nationers Frelse, at Fædrelandskjærligheden og Mandemodet ei tages ind under Erobrernes Beregning; men det bedste er, at deres Kraft er for umaadelig til at lade sig beregne. Erobrerne ile hen derover, indtagende i sine Planer kun Skrækken, Magten, Forræderiet, Lykken. Dog beroer Seiren paa om de ikke træffe hine Dyder, der intet kjende af alt dette. " -- Stan, Cæsar! her træffer du en Mand." Disse jevnlige Krige, om ikke gavnlige for Nordmændenes po- litiske Tænksomhed, opglødede dog deres Fædrelandskjærlighed til en sand Lidenskab, og nærede en vis Almeenaand. Men det var ikke den Befrielsens Fædrelandskjærlighed, som siger -- hvad der idetmindste i en aandig Verden maa være mere end halv sandt -- : "uden Frihed, intet Fædreland," men denne Hen- SIDE: 51 givelsens nøisomme, om end noget kortsynede, som let forvexler dets Soldaterære med dets borgerlige, og troer Alt vundet paa en Val; men som, om den var oprigtig mod sig selv, og saae hvad der manglede det, dog vilde have Dybfølelse nok til at kunne sige: "o Fædreland, selv dyrebart i Skjændsel." EFTER ARV-ENEVÆLDETS INDFØRELSE. (1661 -- 1814). Der maa være et indre Onde i en Stat, naar en Krigs over- gaaende Ulykke kan bringe den nær dens Undergang. Saadan var Danmarks Stilling. Saadan fandt de ufrie ( ): de uadelige, eller geistlige og borgerlige) Stænder den paa Rigsdagen i Kjø- benhavn 1660. De saae med Forfærdelse, at Spørgsmaalet var om at redde Staten. De fandt Grundondet, som selv i Freden holdt Staten i en sygelig Vakklen, at ligge i Adelens altfor store Myndighed, som ved sin Skatfrihed og andre Særrettigheder holdt Staten i Armod, Medborgerne i Undertrykkelse. De erin- drede med Forbittrelse, at denne Stand, skjøndt i Besiddelse af den største Formue, havde skyet at deeltage i Opoffrelserne under den almene Nød, og at den under Krigen havde viist en slet Aand og Opførsel. De hørte med endnu større Forbittrelse, at den fremdeles undslog sig for de nye Byrder, som vilde blive nødvendige. Det var forgjæves at søge dem ligelig fordeelte ved Regjeringsbud; thi Kongens Hænder vare bundne ved en meget indskrænkende Haandfæstning, der udtrykkelig, som paa- lagt af Adelen, sikkrede dennes Privilegier. Den sluge Frederik vidste at benytte Forvirringen til sin Fordeel. Han fandt Red- skaber, som gjorde den Tro, der ligger et uvidende, undertrykt, aldrig til nogen Frihed vant Folk saa nær, at et Eenvælde, om den gode Vilje hos Kongen fik al Magten, alene kunde sikkre det den Lighed, hvorefter det sukkede. Man pegte paa Kongen som paa en Samson, der opløftede sine Lænker og raabte: be- frier mig, saa skal jeg befrie Israel. Han skulde forstaae Kunsten (liig den af Bly at gjøre Guld) med Eenvældet at forene al den Sikkerhed for offentlig og privat Velfærd, som Friheden giver, nemlig ved at regjere efter Lovene. Man, ja selv Enkelte af Hofadelen, var enig i, at en Forandring maatte skee; men istedet- for at gjøre sin egen Frelse og Frihed til Hovedsag, gjorde man SIDE: 52 Kongens dertil, og greb til et Middel, som kun en feig og blind Fortvivlelse kunde indskyde, nemlig til at overdrage Kongen uindskrænket Eenvælde og forvandle Riget fra Valgrige til et Arverige. Folket gjorde, saavidt det repræsentertes ved hine to Stænder, eet Øieblik Brug af sin naturlige Overmyndighed (Sou- verænitet) for at bortgive den evindelig -- som det hedte; men dog i Virkeligheden kun saalænge det selv vil -- til Kongen. Adelen, som Kongen havde hindret fra at adsprede sig i et med Krigsfolk og dens Borge opfyldt Land, maatte nødtvungen finde sig i denne Forandring, som medførte Rigsraadets og Lehnsvæ- senets Afskaffelse, og hvorved det danske Folk ombyttede Adels- trældom med Kongeaag. Den giordes gjældende for Norge ved en Act 7de Aug. 1661, og for dets Bilande det følgende Aar. Kongen, som derved ogsaa sattes i Spidsen for Dommermagten -- hvilket er Despotismens høieste Fylde -- anordnede samme Aar en Høiesteret i Kjøbenhavn, der faa Aar efter blev for begge Riger, men hvortil de norske Sager sidst indstevnedes. De norske Herredage forandredes til en Overhofret i Christiania med alene faste Bisiddere. Samme Aar er mærkværdigt ved Kongeloven, som bestemmer Arvefølgen, ophæver alle Grændser for Kongens Magt, og fastsætter hans Myndighedsalder til det fyldte 13de Aar -- en Alder, da Mennesket endnu mindre er modent paa Aand end paa Legeme. Et Postvæsen og den indtil for nys gjældende Matrikul ind- førtes; og ved den norske Sjøhelt Admiral Cort Sivertsen Adeler oprettedes en Skjærgaardsflaade i Bergen siden Englænderne 1665 havde voget et Angreb paa en didflygtet hollandsk Handels- flaade, hvilket dog Nordmændene tilbageslog. Mange Norske udvandrede til Nordamerika, hvor de anlagde et nyt "Bergen." Deraf kan dømmes om Almeentilstanden. Udvandring er et ligesaa yderligt Nødmiddel som Opstand. K. Christian den 5te. (1670 -- 1699). Krig med Sverig ("Gyldenløvsfeiden"). Norske Lov. Kronprinds Christian tog Arv-Enevældet an ved Faderens Død 1670. Dog var Peder Griffenfeld, som fra ringe Stand havde svunget sig op til Statsminister og Greve af Jarlsberg -- hvilket Grevskab tilligemed Grevskabet Laurvig og Baroniet Rosendal SIDE: 53 stiftedes under denne Konge -- den, som styrede indtil han styrtedes og hensattes i Munkholms Statsfængsel. Kongegunst er for stærk, naar den ei fordeles: den havde berust Griffenfeld. Dog faldt han mindre brødefuld end sine høiadelige Forfølgere, som ikke taalte den borgerlige Storcanzler, eller den Følge af den nye Forfatning, at Høihed tildeltes efter de Tjenester som bevistes Thronen, og at Talentet kunde opsvinge sig til at lege med Lynene paa Magtens Tinde. Han er Kongelovens Forfatter, og har stor Deel i den endnu gjældende "Norske Lov" fra 1684. Forat erholde igjen de tabte Provindser væltede Kongen sig ind paa Sverig, og indviklede derved Norge i en ny Krig fra 1675 -- 79, som for det atter var ligesaa hæderlig som frugtesløs for- medelst de Nederlag de Danske leed. Nordmændene besatte under Statholder Gyldenløve Bahuslehn, brandskattede langt ind i Gøthland, trængte frem ligetil Marstrand, som de stormtoge, erobrede Jæmtland, seirede under Løvenhjelm ved Uddevalla, og hevnede ved nyt Streiftog ind i Sverig Svenskernes Øde- læggelse af Røraas Kobberværk. Alligevel, og uagtet den dansk- norske Flaades Seire, havde Krigen næsten ingen vigtigere Følge end at Danmark saae et Folkehad oppustet i stigende Flammer mellem Norske og Svenske. Forbedringer i Bergdrivt, Maal og Vægt, Hovedveienes Op- maaling, Afskaffelsen af latinske Sange i Kirkerne, Indførelse af et nyt Ritual, ny Alter- og Psalmbog maa mere tilskrives de fremskridende Tider end den forfængelige Konge, hvem Jagt og Pragt var vigtigere end Rigernes Forsorg og Sønnens Opdragelse. I Handelen herskede Eneretssystemet. Handelen paa Finmarken, der betragtedes som Koloniland, overdroges et Selskab i Bergen; den paa de norske Bilande et i Kjøbenhavn -- et System ligesaa indskrænket i sit Begreb som indskrænkende. Kongen tilegnede sig Magt til at skjærpe Domme -- en ny Udvidelse af Despo- tismen, om denne ikke, efter sin Natur, var grændseløs. K. Frederik den 4de. (1699 -- 1730). Krig med Sverig (1710 -- 1720). Frederiksteens Beleiringer. Ogsaa denne Konge væltede sig ind paa Sverig, endskjøndt dets Konge Carl den 12te i sin Ungdom -- "en skjægløs Thorden- gud" -- ved et Løvesprang paa Sjæland forat frelse sin af Dan- SIDE: 54 mark bekrigede, medforbundne Frænde, Hertugen af Holsteen syntes at burde have lært ham at holde sig rolig. Han gjorde det ogsaa en Tid; og afbetalte da Rigsgjelden med Undersaat- ternes Blod, idet han nemlig bortleiede 20,000 Mand til frem- mede krigførende Magter, samt ved at sælge de norske Kirker -- en Handel, Staten endnu lider ved, især saafremt de ikke ere blevne Almuernes Eiendom, og som lader sig ligne med den fordærvelige Bergdrivt, at drive et Værk "paa Rov". Men neppe slog Ulykken Carls Vaaben i Rusland 1709, før Frederik tillige- med dette Rige, Sachsen og Preussen styrtede sig over det drot- og hærløse Sverig. Med Bønder slog den svenske Sten- bock Danskerne ud, og flyttede under nye Seire Skuepladsen til Tydskland, indtil han omsider, indklemt mellem 2 Have, Kjernen af det danske Folk og de forente Hære, maatte give sig. Nordmændene fik først ret at bestille, da Carl ved sin Hjemkomst vendte sig mod dem 1716, og saameget mere som det i militær Henseende var næsten mere end sædvanlig forsømt. Men efter det første Møde kunde Carl spaae sig ilde. Trængende indgjennem Høland hilsedes han af Oberst Kruse, Captain Mi- chelet og et Par 100 Dragoner paa det heltemodigste. Kruse gjennem Skogen saae tusind Gule, tusind Blaae. Og Carl, den Krigens Brand, ja fremst kom Han. "Stop, Konge, her du tolde maa! Her toldes Blod før du gaaer iland! Bag Grændsesteen mod Ti staaer Een. Kun udenfor gjælder det Mand mod Mand." Denne Kamp mod den mangedobbelte Overmagt af ypperlige Krigere er et af de herligste Træk i den norske Krigshistorie. Michelet faldt. Kruse fangedes haardtsaaret efterat have fældet 7. Carl trængte igjennem. Men der er Seier i et saadant Nederlag; Vinding i et saadant Tab. Et Selvopofrelsens Exempel, især i Begyndelsen af et Feldttog, er en Ærestøtte, der vender sin Skyggeside mod Fienden, sin straalende mod Medkjæmperne. Ja, det virker mere end selv en Seier: nedslaaende paa Fienden, begeistrende paa Landsmændene. Carl besatte Christiania; be- leirede Agershuus forgjæves. Almuen deromkring gjorde hans SIDE: 55 Streifcorps megen Skade. Et Dragonregiment under Oberst Løwen sendtes mod Kongsberg, og tog sit Qvarteer paa og om Norderhoug Præstegaard. Men det kom ikke videre. Præste- konen Anna Kolbjørnsdatter Ramus gav 600 norske Dragoner, som laae i Nærheden, forat passe paa de Svenske, Underretning om deres Plan, og vinkede dem til Angrebet ved et Baal, som sagdes anlagt forat varme Vagten. Ledede af Vagtmesteren Thor Hovland kom de Norske ved Midnat, adsplittede Fienden og fangede Høvdingen. Resten fældedes paa Krogskogen af Bønderne. Et andet Regiment skræmtes af Præsten Rumohr i Skjeberg ved opdigtede Efterretninger over Grændsen; og nok et bortsloges fra Moss med Tabet af de der anlagte Magaziner. Da Carl herved, medens norske, fra Danmark hjemsendte Trop- per spillede Mester i Smaalehnene, saae sine Forbindelseslinjer med Sverig næsten brudte, rykkede han ilsomst for Fredrikssteen. Efter et mislykket Angreb derpaa, tog han Byen Frederikshald. Kjæmpende trak Borgerne sig til Fæstningen. Men med For- færdelse saae Svenskerne Brand at udbryde overalt. Det var Borgerne, som paa hiin Annas Brødres Peder og Hans Kol- bjørnssens Opfordring og Exempel selv antændte sine Huse. Kugler regnede fra Fæstningen; men tættest over det Huus, hvori Kongen var; thi det havde Maria Kolbjørnsdatter, en anden Søster af Kolbjørnssenerne, mens hun som Gjenboerske førte venlig Samtale med ham, vidst at betegne sine Brødre. Sven- skerne maatte ud. Ogsaa denne Ødelæggelse var Nordmændene en Seier, større i sine aandige Virkninger, end ved det Tab, de tilføiede den tilbagedragende Fiende. "Og herlig blussed Fredrikshald blandt Liig og Blod; oplyste stolt de Svenskes Fald og Sines Mod. Og aldrig brændte nogen Baun saa skjøn som den. Og aldrig uddøe skal dit Navn, o Kolbjørns Søn! Saa stride de Nordmænd for Norge." Peder Kolbjørnssen kan man vel ogsaa tilskrive Fæstningens Redning; thi han mærkede Forræderi hos Commandanten, og fik ham bort. Overalt var han og Broderen ogsaa tilstede med det SIDE: 56 Fricorps, som de selv holdt, snart i Udfald fra Fæstningen, snart i lynsnare Overfald Fienden paa Nakken, eller de sloges fra Borgernes Stykpram eller bemægtigede sig hans Tilførsler. En mageløs Aand havde grebet alle Gemytter. Saaledes som der blev stridt kunne kun Borgere stride. De havde bragt en Op- offrelse med roligt Overlæg. Dette var nu blevet en ubetvingelig Haardnakkenhed; den varme Pligtfølelse, som kunde opoffre, en glædedrukken Begeistring over at have opoffret. Luerne vare nedsjunkne i Asken; Fredrikshald flammede endnu stedse i Ge- mytterne. Som Kolbjørnssenerne Borgerne, saa lærte Ole Svend- sen Bakke, Klokker paa Id, Bønderne den ubetvingelige Folke- krig. Som han, saae man dem speide, overrumple, liste sig om i Kleiver og Kløfter med den mordiske Rifle, og da udsøge sig Høvdinger til Dødsoffre ligesom Jægeren, hvor han har Valget, lægger an paa det bedste Vildt. Carl førte ellers Krigen meget menneskelig. Der laae ogsaa nær 150 Aar imellem Syvaars- krigens tøileløse Partigjængere og hans ordnede, udskrevne Hære. Han havde trukket sig tilbage; men ventede kun paa sin Til- førselsflaade, som allerede i Dynkilen laae Svinesund nær. Da kom Budskabet om at den norske Sjøhelt Peder Wessel Torden- skjold, med mageløs Tapperhed trængende ind i den snevre stærkt forsvarede Vik, havde tilintetgjort den hele. Tordenskjold havde befriet sit Fædreland. Feldttoget var endt -- et, hvori Kruses glimtende Carabiner, Annas Signalbaun, Fredrikshalds Offerbrand og endelig den flammende Flaade i Dynkilen havde kastet en uforgjængelig Glands over det sjunkne Norge. Høsten 1718 rykkede atter Svenskerne ind i Norge: 10,000 nordenfjelds under Armfelt: 20,000 under Carl selv mod Frede- rikssteen. Fortet Gyldenløve stormtoges. Fæstningen var ikke sikkrere end Ørnredet paa den alt nær bestegne Klippe. Da fandtes Carl (11te Octbr.) skudt i Løbegravene, ventelig ved Forræderhaand; og ogsaa dette Feldttog var endt. Armfeldt, der først i det følgende Aar, ifølge heraf, trak sig tilbage, tabte i Yrveir paa Tydalsfjeldene nær Halvten af sin Hær. "Vinternatten uden Lys stod paa Bergeryg, Som et fælt Naturens Gys gik et Tydalsfyg." -- Den norske Hær fulgte ikke Regelen, at slaae en Bro af Guld for den flygtende Fiende. Aaret efter besattes Jæmtland og SIDE: 57 Bahuus. Tordenskjold tog Marstrand og Fæstningen Carlsteen. Kongen indfandt sig selv i det sidste Feldttog ved Hæren, lige- som forat tage Blomsten af dens Triumfer. Danmark tog Frug- terne deraf i Freden 1720. Det af Soldatudskrivning, Krig og Hungersaar skrækkelig medtagne Norge erholdt Intet uden Mindet deraf og Nytten af at Sverig fandt, at Norges Erobring var en forfængelig Plan, der havde tilhørt dets Carler meer end det selv, og den farligste Følge af at det lod sig blænde af Carla- klingens Glands. Omsorg for Grønlændernes og Finlappernes Sjelevel. Under Frederik d. 4de falder Islænderen Thormodur Torfesons sidste Dage, som ved sin Norges Historie har lagt ny Ære til sit Folks Fortjenester af denne Videnskab. Det hendøde Minde om Grønland vaktes ogsaa ved den nordlandske Præst Hans Egede, som indlagde sig en Apostels Fortjenester ved, med dennes Nidkjærhed, at forlade sit gode Kald, for at christne de hedenske Grønlændere efter 15 Aars Anstrengelser mellem det vilde Folk i det øde Land, med hvilket den siden vedligeholdte Forbindelse derved gjenknyttedes. For de halvhedenske Fin- lapper sørgedes ved en Missionsindretning i Throndhjem. Iøvrigt viste militære og civile Embedsmænds Uredelighed og Udsugelser, og Kongens sjeldne Besøg at han kun brød sig lidet om Landet. Den bittre Følelse af Ulykke og Tilsidesættelse synes at have været saa almeen, at en Amtmand Juel endog (men med fortjent Forliis af sit Hoved) arbeidede paa at bringe Norge under Rus- land -- et Rige det stedse vil blive Nordmændenes Pligt at af- skye som Despoti, og at holde Vaabenhaand og vaagent Øie imod som havesyg Nabo. K. Christian den 6te. (1730 -- 1746). Lang Fred. Confirmationens Indførelse. Colonilandene gives i dansk Handelsvold. Fred er i sig selv svanger med Velsignelser, om end ikke for- trinlige Aaringer og andre særdeles Omstændigheder tilstøde, som udvikle dem; men en slet Regjering eller, i Eenvældet, en slet Konge, kan tilintetgjøre dem alle. Fred fik Frederik den 4des SIDE: 58 Søn Christian: Fred, fyldt Skatkammer, Rigerne i Seierens Sik- kerhed -- alt dette i Arv; dog efterlod han dem i Armod: Norge, med Hensyn til dets Velfærd, huult som en hovedløs Hat, eller -- for at iagttage det rigtige Forhold mellem Rigerne -- som en Stormhue: Danmark, om end bedækt med Slotte, ligt den glimrende, men ligesaa hule Krone, der selv paa Christian, i aandelig Forstand, kunde siges at være hovedløs. Eenvældet gjorde Statens Formue til Kongens; dennes Pragtsyge og Bygge- lyst til Love for hiin. For at Kongen af Danmark og Norge kunde boe ligesaa eenvoldsmæssig som Kongen af Frankrig, maatte Slotte bygges i Vandet og Christiansborg udspændte sine uhyre Fløie over Landet, efterat Millionerne dertil vare sammen- skattede i begge Riger. Men denne samme Konge, som ikke kunde faae Pragt nok til at gjemme sit forgjængelige Støv i, talte ellers idelig om Verdens Forfængelighed; og indtvang ved strenge Bud, ivrige Tjenere især imellem Præsterne, og ved sit kongelige Exempel (der altid er Lov nok for Ufrie) i sin Tid sin egen hovedhængende Skin- hellighed. Dog skyldes denne Regjering Confirmationens Ind- førelse 1736: en Velgjerning, som indtil denne Dag er bleven mindsket i sine gode Følger ved Beskaffenheden af de, kun for hiin mørke Tid hensigtsmæssige, Bøger, som ved den bruges. Ogsaa denne Konge viste, hvor lidet han brød sig om Norge. Kun eengang besøgte han det. Fædrelandets Talsmand Biskop Deichmann afsattes. Medens der sørgedes for Danmarks Fabrik- væsen, maatte Norge hjælpe sig selv; og saaledes stiftedes 1739 et Selskab for at benytte Landets naturlige Rigdomme, det "sorte Compagni", som anlagde Glashytter, Saltværk, Marmorbrud, Tjære- og Potaske-syderier o. fl. d. Norge trænger endnu til et saadant Selskab. Det har fremdeles samme Anledninger til, at indlægge sig, i dobbelt Bemærkelse, Fortjeneste. Landværnet indrettedes. Ved Enehandelen paa Finmarken og Norges Colonilande, hvorfra det selv var udelukket, berigede danske Handelscompagnier sig og udsugede dem. Islands Velvære aftog som Livet med det strømmende Blod. Afkræftningen svækkede selv Folkets Aand, som fordreiedes værre under Handelsaaget, og de daglige Uret- færdigheder end under det politiske med dets Stormstød af Voldsomheder. Ogsaa Norge svækkedes derved ligesom Hjertet taber i Slagkraft, naar Armen aarelades. SIDE: 59 K. Frederik den 5te (1746 -- 1766). Freden vedbliver. Handels og Videnskabeligheds Opkomst. Oprør af Bergenhusinger. Christians Søn, den velvillige Frederik, paaslægtede kun Faderen i Ødselhed, hvorved Statsgjelden tiltog uhyre, uanseet at Skat- terne troligen voxte med den ved Handelen temmelig almene Velstand. Denne Kongernes Ødselhed tiltog over det Hele umaa- deligen i sidste Aarhundrede, og affødte nærmere end deres andre Magtmisbrug de Indskrænkninger, de i Sluten deraf maatte lide i flere Stater. Men endnu stedse ere de for rigelig aflagte, idet de have paaberaabt sig de forrige Kongers gyldnere Dage, og anvendt en Fremgangsmaade, som ligner den der med Held bruges for svagsindede Dommere, nemlig at overspænde For- dringerne for at erholde ialfald mere end det Billige. Dette slaaer en Tid, som vel har sine egne bedre Begreber om Folk og Frihed, men dog endnu altfor meget de forsvundnes om hvad en Konge bør være. At klarere Tider ogsaa nærmede sig Norge sees af det kgl. norske Videnskabers Selskab, som 1760 grun- dedes i Throndhjem af Biskop Gunnerus og Historikerne Schøning og Suhm. Et Seminarium, hvori høiere Underviisning gaves i flere Videnskaber udenfor de døde Sprog, stiftedes i Bergen. Nordmanden Holbergs Geni, der, ligesom Solen forgjæves vil fortære sine Pletter, midti sin Brand for al anden sedlig Sandhed nærte al Eenvældets Ufrisind, lyste endnu i første Halvdeel af Frederiks Regjering. Handelen paa Indien aabnedes nu ogsaa for Norge, dog med den ubillige Indskrænkning, at Skibene maatte klarere i Kjøbenhavn. Tydske Bergfolk indkaldtes. En Berg- skole oprettedes paa Kongsberg. Rigsgrændsen mærkedes op fra 1751 af. Et Landhuusholdningsselskab paa Island blev op- hjulpet. Den staaende Hær, som ogsaa kan henregnes baade til Kongemagtens Prydelser og Støtter, forøgedes utilbørlig. Dette og en Extraskat bevirkede et alvorligt Oprør i Bergen, da 4000 Bønder bemægtigede sig Byen og begik endeel Uordener. For- resten vare nogle Udrustninger mod Rusland det Eneste, som forstyrrede Roligheden under Frederik. Hans sidste Dage for- bitredes ved Dronningen Juliane Marias Ondskab, som siges at have gaaet ligetil [fotnotemerke] Mordanslag mod hans Søn af første Ægte- Fotnote: Browns "det danske Hofs hemmelige Historie o. s. v." SIDE: 60 skab, der dog fulgte ham paa Thronen. Imod Sorgen greb han til Drik, et Middel, der er værre i sine Følger end Ondet det skal formilde, og som forkortede hans Liv. Heri, som i at lade sig beherske af Gunstlinger, viste Frederik det Veksind, som synes arveligt hos de Fleste af hans Slægt. K. Christian den 7de (1766 -- 1808). Fred, kun afbrudt ved et kort Feldttog i Sverig. Trykkefrihed. Indfødsretten. Velstand. Den nye Konge ødelagde herlige Evner ved de tøilesløseste Udsvævelser. Dette skulde høre udenfor Historien, om det ikke viste hvilke Skjændsler Eenvældet kan føre over Folkeslag, og om ikke Herskernes Laster tilhørte den ligesaavel som deres Dyder, der aldrig mangle sine Basuner. Tilskue i Purpuret over sine fornedrede Lemmer, med Dobbeltkronen om sit sløvede Hoved, øverst over to dydige Nationer stod Mønstret paa Laster, Folkets Bærme bluedes ved, det grufulde Exempel i den omsider sindssvage Konge paa den krænkede Naturs Hevn. Den for- nedrede Despotisme er ligesaa lærerig som den hæderomgivne skadelig for Folkene. Christians Regjeringstid er dog ikke uden Glands. Videnskaberne blomstrede. Skjønvidenskabeligheden havde flere heldige norske Dyrkere end danske. Tullin, Wessel, Pram, Storm, og de noget senere Rein og Zetlitz have vundet sig Navne som Digtere. Nordal Bruun ligeledes, dog mest som geistlig Taler. Kongens almægtige Gunstling, Grev Struensee, en Mand, der var greben af Tidsalderens Forbedringsideer, indførte Trykkefriheden. Og da Enkedronning Juliane med sin Søn Arve- prinds Frederik og Ministeren Guldberg paa Struensees Dødsblok var stegen op paa Magtens Tinde, offredes Nationerne en "Ind- fødsret," der satte en Grændse for Udlændingers, især Tydskes hyppige Indtrængen i Embederne, som nu aabnedes alene for Danske og Norske. Freden forstyrredes alene ved at trække Tropper ned til Holsteen 1773 til en Krig, som det dog ikke kom til, mod Russerne. Og paa nær et kort Feldttog, den norske Hær under Prinds Carl af Hessen gjorde ind i Sverig 1788, for, ifølge Tractat, at understøtte Rusland, og hvorved Bahuus be- sattes og en ubetydelig Seier vandtes ved Qvistrum, vedligeholdtes SIDE: 61 Freden Aarhundredet ud. Dette forstod Ministeren Bernstorff og den ædle Kronprinds Frederik, som siden 1784 var saagodt som Regent til stor Baade for Handel og Velstand, at gjøre alt til ind i vort Aarhundrede under de store Krige, det kostede Frankrig i Aarene 90 at tilkjæmpe sig Friheden for. Colonilan- dene bleve noget rimeligere behandlede, da Kronen selv overtog Handelen derpaa. I Finmarken fik Handelsstederne Tromsø, Hammerfest og Vardø nogle Privilegier; men til Islands Ulykker kom endnu ødelæggende Udbrud af de ildsprudende Berge, Hun- gersnød, Sot paa Folk og Fæ, og at Althinget, den ærværdige Rest af dets Frihed, ophævedes 1800. Nordmændenes Uafhængighedsaand og Frisind udvikler sig. Neppe var Pressen fri -- denne, som kun kan være bunden for at qvæle Sandheder eller forplante Løgne -- før Nordmæn- denes Veeklager hørtes "over det arme Norge, som i saa lang Tid synes at have været Stedbarn, nu Skyggen af sig selv, rigt af Naturen, colonimæssig behandlet, forarmet ved Statskløgten." Klager hørtes over de danske Korn- og Klædemonopoler, over Mangelen af egen Høiskole, Høiesteret og en Bank. Regjeringens haardnakkede Vægring at opfylde disse Hovedønsker aabnede Øinene paa Mange. Man spurgte: "hvi er Norge saa fattigt?" og man gav et Svar saa fuldt af Bebreidelse og Opfordring til Nødværge: "stop Blodets Omløb, aarelad dagligt, og et Legeme skal blive magtstjaalet og tilsidst ganske udtæret." Løven til- kjendegav ved Murren, at den var paa at vaagne. Derved blev det efter Pressetvangens Indførelse igjen 1799, hvorfor Nord- manden Christian Colbjørnsen, Forligelsesvæsenets Ophav, bærer en Deel af Skylden. Mængden af danske Embedsmænd i Norge og Landalmuens Uvidenhed blev en vigtigere Sikkerhed for For- eningen end Trælsindet og Hengivenheden for Kongehuset. En Tid, som beviste Europa, at urolig, selv blodig Frihed er bedre end rolig, graadvædet Trældom, blev ikke uden Indflydelse paa de Dannede imellem et Folk, som levede i den fjerne Ro, hvori de ret kunde opfange Tidens Resultater. Landhuusholdnings- selskabers Oprettelse vidnede om Tilværet af en Almeenaand. Da den norske Handel truede at gaae tilgrunde for den danske eensidige Politiks Skyld under Krigen med Engellænderne, som SIDE: 62 dog endtes strax efter at disse havde ødelagt Sjøforsvaret ved Kjøbenhavn (1801), blev det klart for mange mindre Oplyste, at Forening var en Uting. Dette, som forlængst burde have været Børnelærdom i Norge, lærtes af et Blik paa Norges uryggelige, naturgrundede Stilling til England. De friere religiøse Anskuelser havde ogsaa lignende politiske ifølge: de forholdt sig til hinanden som begge Sider af samme Sværd: den ene funklende mod Himlen, den anden mod Jorden. Patriotiske Sange begyndte at lyde. Det var Haabets og Smertens. Med ubehagelig Ahnen hørte man i Danmark Nordmændene, samsluttede der og hjemme, at synge: "Saa vakne vi vel op engang, og bryde Lænker, Baand og Tvang!" -- Fædrelandsvennerne saae sig om efter Redning. Deres Antal voxte med Ulykken, da den paany blomstrende Handel ødelagdes i en Krig med Engelland, som dette begyndte med at bemægtige sig Rigernes Flaade efter et Bombardement paa Kjøbenhavn 1807. De saae Norges Velfærd opslugt i det store Dyb mellem dets og Danmarks Interesse, idet dette som Fastlandsmagt holdt med Frankrig, som da under Napoleon modkjæmpede England i en Kamp somom Land og Hav reiste sig mod hinanden, medens Norge priisgaves en Fiende, der ellers er dets naturlige Forbundne. Den ædle Prinds Christian August, som commanderte Sønden- fjelds, og stod i Spidsen for en, formedelst den afskaarne For- bindelse med Danmark, oprettet Regjeringscommission, var ud- seet til Norges Befrier. Saaledes stod Sagerne, da den sindssvage Christian den 7de ved sin Død 1808 levnede Thronerne til sin Søn. K. Frederik den 6te (1808 -- 1814). Krig med Sverig. Almeenaanden tiltager. Universitetet stiftes. Adskillelsen. Frederik lignede, da han besteg Thronerne, Anføreren for en Flaade, der baade jages af Fiender og adsplittes af Stormen. Visselig vare Tidsomstændighederne saaledes, at de aldeles lig- nede overvældige Storme, som synes selv at gribe Roret, og tvinge Befalingsmanden paa det fornemste Skib kun ved et Til- SIDE: 63 raab i Adskillelsesøieblikket og fjerne Signaler at betegne de andre, at de faae holde Løbet efter saa godt de kunne. Eng- lands Bundsforvandt Sverig erklærte nu ogsaa Krig; men denne berigede kun de norske Kapere og erhvervede Hæren under Christian August ny Krigshæder. Til Kongsvinger mægtede Sven- sken ikke at trænge frem; og paa "Blaamyra" eller "Trangen" ødelagde Thrønder og Østerdøler et svenskt Corps, som emnede sig til Landets Indre. "Blaamyrstall mod Himmelen bærer Sky paa Green. Norges Ære groer med den over Dovresteen. Og den synger om et Slag paa den blaa Myr, da der randt en Seiersdag under mørke Fyrr, da hver Furuqvist blev Knag for en blodig Hat, da hver Furutop til Flag adlet blev en Nat." -- Men alt 1809 endte Svenskerne denne Krig ved en Fred til Jønkøping, efterat den Hær, som stod mod Norge, havde afsat den taabelige Gustaf den 4de, og Carl den 13de var bleven Konge. Men da de fik Veir af hvad de norske Fædrelands- venner, sammensvorne i Aand om ei med Haand, pønsede paa, nemlig Norges Befrielse ved Christian August: valgte de Denne, som de havde lært at agte som Fiende, til den barnløse Konges Thronfølger under Navn af Carl August, i den Tanke, at Norge af Hengivenhed skulde følge med. Det svenske Folk, som vilde have ham for hans egen Skyld, oprørtes kortefter ved hans mistænkelige Død. Et Foreningsbaand fandt de Nordmænd, som samvirkede for Norges Frelse, i Selskabet for Norges Vel (1809). Den almene Jubel over det hidtil med saamegen Uretfærdighed negtede, men endelig 1811 oprettede Universitet i Christiania, forkyndte høit en Nationalaand. Dog var det endnu kun en Mindrehed, som rigtigen erkjendte Oprettelsen heraf for en nød- tvungen Firen, for at ikke Baandet mellem Rigerne skulde briste; thi hiin haardnakkede Negten trods flere Nordmænds klare Grunde derfor i Alvorsskrivter, der glødede af Fædrelandssind, viser SIDE: 64 noksom, at den ikke hører til de frivillige Velgjerninger, som alene have Fortjeneste. Imidlertid havde Finlands Tab til Rusland endnu mere vakt Sverigs Lyst paa Norge. Da den afskaarne Korntilførsel, et skrækkeligt Hungersaar, Handelens Stillestaaen og Pengevæsenets aldeles Forværrelse syntes at have gjort det til et værnløst, op- givet Bytte, tilsikkrede Europas største Magter Rusland og Engel- land allerede i 1812 og 13 Sverig dets Besiddelse. Men under Ulykker var Nationalaanden født. Den voxte ogsaa under dem, kjæmpende mod dem, næret af Haabet. Nationalhadet mod Sverig var dens spændte Nerve; Nationalstoltheden Hjertet, der vendte sig i Livet ved Tanken om at en Vanære skulde eller kunde overgaae Fædrelandet. Og den rammede fra den Kant, den Haand Nordmændene mindst havde ventet det fra: fra Dan- mark og Frederik, for hvilke saameget var opofret. Den ved- holdende Forbindelse med Frankrig førte nemlig de seirende Magters Hære under den svenske Kronprinds Carl Johan ind i Holsteen; og tvungen afstod Frederik i Kielerfreden 14de Januar 1814 Norge til Sverig med alt Eenvælde, Adkomster og Rettig- heder, afklippende det dog Resten af dets Tilliggelser udenfor Landet. Da oprørtes alle de norske Hjerter. Selv de, der længe havde villet skilles fra Danmark, vilde det dog ikke saaledes. Budskabet bedøvede. "Er det for at udkastes som Dækslast i Storm, for at afhændes som Qvæg, at vi have lidt?" Saa spurgtes der selv af alle dem, hvis Nationalstolthed i Aarenes Længde havde lært at enes selv med det at kaldes Danske; og de vidste for førstegang, at det var for Danmark de havde lidt. "Øerne vest i Havet; store Provindser ere strøgne den ene efter den anden for Danmark; nu skal gamle Norge ogsaa? Og -- blive svensk!? Har ikke Halden brændt, og Nordmændene altid værnet sine Grændser? Op! op for gamle Norge! kun det er vort Fædreland! Op! vi maae hjælpe os selv; da hjælper os Gud!" Saa tænkte Mængden. Men de Klogeste knugede ikke K. Frederiks Brev af 18de Januar, der løste Nordmændene fra Hyldings- og Troskabseden, imellem Hænderne; men sagde imel- lem sig: "Danmark har gjort Skridtet. Baandet er afskaaret; Befrielsestimen slagen!" SIDE: 65 FJERDE TIDSRUM NORGES GJENOPREISNINGS TID. BEFRIELSESAARET 1814. (FRA JANUAR TIL NOVBR.) Norges Stilling. Prinds Christian Frederik og et Regjeringsraad i Spidsen for Anliggenderne. Det er i Ulykker og Farer et Folk, ligesaavelsom den Enkelte, viser hvad det duger til, og hvad Lykke det fortjener. Blottet for Korn, uden Credit, medens Pengevæsenets Usselhed og For- virring, efter to Omvæltninger deri, tiltog, truedes Norge med at tvinges med Hunger, da det engelske Parlament besluttede at fortsætte Blokaden, og Sverig ligeledes begyndte at beleire dets Kyster. Europas Hovedmagter havde erklært sig for dets ube- tingede Overdragelse til Sverig. Ingen Stat vilde erkjende dets Uafhængighed eller endog Retten dertil; og Kongen af Danmark vilde ikke forstaae det norske Folks Løsning fra Troskabseden somom det derved, ham uadspurgt, havde erholdt Ret til selv at styre sin Skjebne, eller somom den skulde gjælde i andet Fald end at Sverig kom i Besiddelse af Norge, der skulde antages allerede erobret i Holsteen. Forsvarsvæsenet var i slet Tilstand; og, medens det kun havde en ukrigsvant, veksindt Prinds, Chri- stian Frederik til Høvding, kunde det vente tilbage fra Tydskland en øvet svensk Hær, tørstende efter Norge, som det eneste, der kunde lædske Saarsmerten over Finlands Tab, med Kronprinds Carl Johan, forhen som Marschal Bernadotte, Prinds af Ponte- corvo, en af Frankrigs ypperste Feldtherrer, i dens Spidse. Men Nationalaanden erstattede Alt. Mange vidste, Alle følte, at Fri- hed og Selvstændighed ikke kan kjøbes for dyrt. Statholderen, Prinds Christian Frederik, dansk Thronarving, besluttede at styre Bevægelserne, og derved at redde sig og Danmark Riget. Han forstod at indgive en Fleerhed den Tanke, at det, reddet for ham, ogsaa vilde være reddet for sig selv. Kun de Færreste af Patrioterne indsaae, at han kun vilde bruge SIDE: 66 Folket, medens dette burde bruge ham; og at selv dets heldigste Anstrengelser, under en saadan Leder, kun skulde være den harpunerte Hvals, der vel gives Firing, men alene for des sik- krere at hales ind paa Dødsfjæren. Men begge Hensigter be- vægedes i een Retning af Folkeviljens Strøm. De maatte betjene sig af eens Masker. Tro og Mistro havde kun eet Løsen: Uaf- hængighedens. Men Prindsen og Hans forstode dermed en tem- porær; Patrioterne en bestandig. Ja Enkelte af disse, som ret troede at have gjennemskuet ham, og som frygtede selve Seiren, hvoraf den danske Thronarving skulde nyde Æren og Nytten, fordi den sandsynligt vilde føre Norge tilbage i de forrige For- hold, foretrak endog en betinget Forening med Sverig. Men Sligt turde ikke yttres selv paapeget som Nødmiddel. "Gamle Norge paa egne Been!" var det fælleds, begeistrende Løsen, hvori selv de istemmede, der kun vovede at fortolke det om en hævdet Selvstændighed og en constitutionel Forfatning, uden derfor at haabe, at Prindsen skulde betales med Norges Krone, og i Fremtiden dermed lade sig nøie, for den Rolle han overtog i dette Nationaldrama. Men netop som den begeistrede Mængde tog det, saa lovte Regenten det i skjønne Taler, Nationalhadet svor det kort og drøit, og det agtedes ikke stort bedre end Høiforraad mod Prindsen og Nationen ikke at troe det. Borger- sindet dækkede Nøden saavidt det kunde, Haabet udspændte sine Vinger lysende over Fremtiden, Modet opsvang sig mod den forestaaende Kamp -- det ulykkelige Fædrelands Kraft- yttringer saaes kun med vemodig Stolthed af hine Faae, som, langt fra de Sidste i Fædrelandssind, Geni og Opoffrelser, fryg- tede Befrieren meer end Fienden. En Oldenborger, Danmarks Thronarving -- Norges Befrier? umuligt! ve Os -- tænkte de -- at han er i Landet! Havde det Mindreantal, som ansaae den norske Revolution, formedelst den Hovedrolle, Prindsen ved sin tilfældige Stilling, personlige Elskværdighed, og Handlinger antog deri, som en Sag, der forfeiles i sit Anlæg, dog været betydeligt nok til at voge en Modomvæltning: skulde han maaskee med sine Nærmeste være bleven enten forviist eller behandlet som Statsfange. Saa skulde en Revolution, klart bevidst sit Maal, have krævet. Nu maatte det gjemme sin Mistro og sin Frygt for at Nationens saa herlige Aand, naar den havde opfanget Thordenveiret paa SIDE: 67 sine Vinger, skulde nedhales som en brugt Papiirdrage af Olden- borgeren, at Fædrelandets Seier ogsaa denne Gang skulde vorde for Danmark, at dets Selvstændighed skulde forsvinde som en Nervespænding, dets Frihed som Glimtet af en tryllende Drøm. Prindsen gjorde alt for at etgjøre sig med Nationen. En Reise til Throndhjem, som han foretog i Januar for at undersøge For- svarsværket og Stemningen, overtydede ham om, at denne var fortræffelig for ham og for Fædrelandet, som han anstrengte sig for at blive holdt for eet med. Der var Høiflod til at gjøre det Skib flot med, han vilde styre. I Februar afslog han Kongen af Danmarks Bud at fratræde Statholderskabet, erklærende sig for Norges midlertidige Regent. Ligesaa optog Norge da sit eget Flag, der heistes paa de i Norge værende danske Orlogsskibe, hvorpaa Christian lagde Beslag. Og en almindelig Bededag holdtes for Fædrelandets Frelse, efterat Regenten i Folkets Navn 19de Februar havde erklært Rigets Uafhængighed, og op- fordret alle dets Menigheder og Krigsmagten til at sværge dets Forsvar og at kaare Valgmænd, som skulde vælge Repræsen- tanter for Amterne og Hærafdelingerne til en Rigsforsamling, der skulde træde sammen paa Eidsvoll for at give Riget en Forfatning. Idetmindste een Bonde skulde kaares fra hvert Amt, og een af Underclasserne ved hver Hærafdeling. Saaledes var Folket repræsenteret. Rigsforsamlingen paa Eidsvoll. 10de April 1814 mødte i Eidsvoll Kirke de 112 Nordmænd, som skulde gjenreise Fædrelandets Frihed. De nedbade Guds Vel- signelse over det Storværk, de skulde fuldbyrde. Dagen efter lagdes den første Haand derpaa, idet Forhandlingerne aabnedes paa Eidsvoll Jernværk, hvor Regenten tillige opholdt sig. Rigs- forsamlingen indskrænkede sin Myndighed alene til en Grund- lovs Forfattelse og Valget af en Konge, efterat den imellem Constitutionsprinciperne havde opstillet den monarchiske Regje- ringsform som det første. Den republikanske fandt, uagtet alle sine Fortrin, ingen Talsmænd, ikke fordi den manglede Beundrere, men fordi Antagelsen deraf vilde spænde Buen end høiere mod de fiendtlige, frihedshadske Magter, og fordi Grundlovsprin- ciperne forjettede al den Frihed, som lader sig forene med SIDE: 68 monarchiske Former. Fleerheden hyldede ogsaa disse af Vane og Grundsætning; Kongsemnet var i Nærheden; der fandtes saa ivrige Kongevenner, at de endog, fornærmende Rigsforsamlingens Suverænitet (Magtfuldkommenhed), foreløbigen havde fristet at tilbyde en Hylding; og desuden talte saameget, under daværende vaklende Omstændigheder, for at give Rigets Stilling mod Ud- landet og Forfatningen Fasthed ved skyndsomst at bringe denne i Udøvelse. Til Mindreantallets Vilje, at opsætte Kongevalget, og blot beholde Prindsregenten midlertidigen i Spidsen for Stats- styrelsen, blev intet Hensyn at tage. Man ilte til Valget endog før Grundloven havde faaet sine fuldstændige Underskrivter. Beundringsværdigt gik Constitutionsværket frem. Allerede den 11te Mai var en Grundlov uddebattert, som erklærer Norge for et frit, selvstændigt, udeleligt og uafhændeligt Rige; indrøm- mer Trykkefrihed; overgiver Folket, repræsentert hvert 3die Aar ved et Storthing, Lovgivnings- og Beskatningsretten; uafhængig- gjør den dømmende Magt, i hvis Spidse en Høiesteret skulde sættes; og anbetroer den udøvende samt Hærbefalet og betinget Lovsanctionsret i en arvelig Konges Hænder, der forpligtedes at høre sit ansvarlige Raad af norske Mænd. Storthinget, som ind- deltes i Odelsthing og Lagthing, erholdt Magt til at meddele Borgerret, aabne Laan, controllere Regjeringen, indkalde dens Medlemmer for en Rigsret, og til, uagtet Kongen negter Sanc- tion, at meddele det Lovforslag Lovskraft, som uforandret an- tages af tre paafølgende Storthing. Tillige fastsatte Grundloven en Indfødsret, forbød piinligt Forhør og Oprettelsen af Stamhuse. I Forbindelse med Constitutionsværket anordnede Rigsforsam- lingen en midlertid Rigsbank, sikkrede dens Udstedelse af 14 Millioner Seddeldalere, og paabød Committeer til at ordne Fi- nanzerne og det høist forvirrede og ufri Lovvæsen. Den 17de Mai valgtes Norges Regent, Prinds af Danmark m. m., Christian Frederik til Norges constitutionelle Konge mod at be- sværge Grundloven, som oversendtes ham, undertegnet samme Dag paa den hele Rigsforsamlings Vegne af Præsidenterne og Secretæren. Det er saaledes, at Grundloven bærer denne Dags Navn; og derfor, og da den udmærkedes ved en saa afgjørende Selvstændighedshandling, som Valget af egen Konge, er den 17de Mai bleven agtet som den mærkværdigste og velsignelsesrigeste af alle de Dage, Gud har ladet lyse over Norges Fjelde. Den 18de SIDE: 69 fuldførtes Underskrivterne. Den l9de antog Christian Frederik Kongevalget, besvor Constitutionen og hævede Forsamlingen. Det var Christi Himmelfartsdag. Aldrig feiredes Frelserens Him- melfart skjønnere end da Nationalforsamlingen atter i Gudshuset, efter velendt Hverv, takkede alt Aandgodes Ophav, fordi Frelsen fra den gamle Trældom var opstegen over Norge. Vi gjentage: det gjælder Nationen som den Enkelte: engang for alle udrustet med Evner til at lyksaliggjøre sig, skaber den selv sin Skjebne: -- -- det modige Blik imod Fremtiden er den glimrende Stav, som beskriver Skjebnen dens Trin. Ved disse afgjørende Handlinger, der syntes at kaste Handsken til Europa, havde Norge virkelig forbedret sin Stilling. Det havde vundet et alment, beundrende Medhold; vundet i egen og andres Agtelse. Et moralsk Forbund knyttede det til alle frie Folk og til dem, som ventede lignende Frihed, efterat have tilintetgjort Frankrigs Overvælde. Man erkjendte, at det fortjente en bedre Lod end en ubetinget Underkastelse. Det blev sagt høit i de europæiske Tidninger og i det brittiske Parlament. Selv en Seierherre, om han var ædel, skulde maatte erkjende det, og give Betingelser, som maaskee kunde æske Kronen fra den nye Konge, men derfor ikke fra Folket, saaledes som det besidder og besad den i Selvstændighed og Frihed. K. Christian den 8de Frederik. (Mai -- August 1814.) Befrielseskrigen. Store Navne nedtrykke istedetfor at ophøie den, som ei veed at vedligeholde dem. Det gik Christian Frederik saa, som Be- sidder af en Krone, der, efterat de store Magters Gesandters Mægling til en Forening med Sverig med Behold af Forfatningen, var afslagen, maatte holdes paa Hovedet med Sværdet. Hæren, som allerede siden i Januar vogtede Grændsen, afmærkede ham snart, at han dertil ikke var duelig. Han mærkede selv, at han ikke var sin Rolle voxen. Dette gjorde ham forlegen og vak- lende; dette Vaklende udbredte sig over de krigerske Foreta- SIDE: 70 gender, nedslog de Befalendes Mod, og aabnede, gjennem Mis- tvivlen om et godt Udfald, Adgang for Forræderiet. Uden at styrke Fæstningerne, forsyne Magazinerne, rense Hæren for Uduelige og Mistænkelige, bevæbne og indøve Landstormen, holdt man sig uvirksom, medens Sverig laae saagodtsom aabent, indtil sidst i Juli, da Svenskerne angrebe tilsjøs under Sjøhelten K. Carl den 13des Commando, og tillands ved Sydgrændsen under Kronprindsens, ved Kongsvingergrændsen under General Gahns. Ved en norsk Officeer lokkedes den Sidste frem under den stærke Stilling ved Lier. Slagen tilbage, tilintetgjordes og fangedes hans Hær ved Matrand. Oberst Krebs og hans Hær indlagde sig Berømmelse; men Sydarmeen destomindre. Enkelte underordnede Officerer udmærkede sig vel i heftige Skjærmydsler; men i det Hele var Feldttoget der kun een Retirade: Kragerøen rømmedes: Fredriksstad overgaves ligesaa ilsomt: selv efter Seiren ved Onstad Sund retirertes. Feldt- togsplanen, allerede udkastet forrige Aar, holdt man sig ikke til. Landstormen kom først til seent, og kun for at blive Vidne til og smittes af den Nedslagenhed, hvormed Ahnelsen om at være forraadt nedtrykte Hæren. Den brændte efter et Hoved- slag østen Glommen; men hele denne Bred skulde rømmes, og de samme adspredte, forvirrede Operationer, som havde givet den i Fiendens Vold, fortsættes paa den venstre. Kun Fred- rikssteen holdt sig: Fredrikssteen og Kongsvingerhæren, der endog kunde sende Hovedarmeen Undsætning, men som ikke blev brugt. Thi allerede den 14de August afsluttedes en Con- vention til Moss, hvorefter en Vaabenstilstand indtraadte, Fred- rikssteen overgaves, Kong Christian overdrog Statsraadet den udøvende Magt, og forpligtede sig til at forlade Norge efterat have nedlagt sin hele Magt i Folkets Hænder, til hvilken Ende et overordentligt Storthing skulde sammenkaldes. Kongen af Sverig erkjendte Constitutionen saavidt den lod sig ene med en Forening med Sverig, hvorom Storthinget skulde fatte Beslutning; samt tilstodes de ved Krigen Lidende i Smaalehnene Erstatning af Sverig. Man maa ved den første Indrømmelse bemærke, at England havde alene garantert Foreningen under Betingelse af at ethvert muligt Hensyn toges til Norges Lykke og Frihed. Den 10de October sendte Christian, der imidlertid under Statsraads- styrelsen havde holdt sig uvirksom under Paaskud af Sygdom, SIDE: 71 Storthinget sin Frasigelse, og reiste strax til Danmark igjen. Redskabet, Forsynet havde brugt til Norges Gjenfødelse, var ud- nyttet. Ingen kan mere end Han paastaae sin Plads mellem de norske Konger; og hans Brist paa Krigerære kan ikke udslette hans Borgerfortjenester, naar vi alene tage Hensyn til Kjends- gjerningerne under hans Færd som Regent. Dem maae vi er- kjende, om vi end takke Gud fordi Begivenhederne toge en Vending, især ved Kongens egne senere Feil, som skaante Nord- mændene for at see andre Hensigter udvikle sig, end dem Fleer- heden tiltroede ham, og betog dem Frygten for ved ham sent eller tidligt at gjenforenes med Danmark. Under Statsraadssty- relsen nedsattes en Commission over endeel Officerer, der havde opført sig slet under Krigen; og dømtes senerehen af Høiesteret to Commanderende fra Liv og Ære. Var Nationalforsamlingen forbleven i fuld Udøvelse af sin Suverænitet og controllerende Myndighed, skulde Forræderiet have erholdt sin Straf før det fuldbyrdedes, og Krigen den Styrke som tilhører en Kamp for Befrielsen. Alligevel skulde Resultatet neppe være bleven bedre end det, Underhandlingerne frembragte, byggede paa den svenske Konges og Kronprindses Tilbud om en Forening med Sverig med frelst Constitution. Efter den 20de Octbr. at have mod 5 Stem- mer besluttet en saaledes betinget Forening, undertegnede det overordentlige Storthing 4de Novbr. Grundloven med de formelle Forandringer denne gjorde nødvendig, hvorom det var kommen overeens med den svenske Konges Befuldmægtigede; og valgte den svenske Konge Carl den 13de til Norges grundlovbundne (constitutionelle) Konge mod at besværge Grundloven og Forfat- ningen. Den 10de Novbr. bekræftede Kronprindsen Carl Johan paa Kongens Vegne denne, og overleverte hans skriftlige Eed. SIDE: 72 NORGE MED FRI FORFATNING OG SELVSTÆNDIGHED FORENET MED SVERIGE. K. Carl den 2den. (Novbr. 1814 -- Febr. 1818). 1ste ordentlige Storthing 1815. Nationalbankens og Høiesterets Oprettelse. Stemningen i de første Foreningsaar. Med større Behag dvæler Historien ved de Forbedringer, som stille og naturligen udrinde af Friheden, end ved de saakaldte Bedrivter, hvis som oftest ufrugtbare Glands i det Høieste kan forskjønne Slaveriet, og hvis Nytte er kun forbigaaende og ud- vortes. Slag, Forhold til andre Stater ere i al deres Vexlen og Gjentagen ensformige som de Lærdomme de afgive; men i Hi- storier, der dreie sig mere om Konger end om Folk, kunne disse Lyspuncter ikke undværes. Hvor Forfatningen derimod fremhæver Folket, taber Historien denne sin glimrende Magerhed, og den kan skjænke hin rigere Materie, hint Vigtigere en næsten udelt Opmærksomhed. Aandeseire, som flere af dem vi have omtalt, og som herefter Slag i Slag ville udgjøre det norske Folks Hi- storie ... Aandeseire, som de der vandtes paa Eidsvoll og i Unionsthinget, og som den, Carl Johans Færd i 1814 viste han havde vundet i sin Sjel, og hvilken, herligere og vissere end hans Klinge skulde have gjort det, betvang Norge, Vaabnene, Hadet, Fordommene og Viljen, -- disse tillægger Historien større Værd, ja selv større Ære, end hvilkesomhelst af det norske Folks, dets Kongers og af Carl Johans andre Bedrivter. Det vil blive Storthingenes Historie vi have at fortælle, skjøndt her i en tvungen Korthed; og denne vil være Forbedringernes, og -- hvad Historie egentlig er -- en praktisk Fremstilling af Frihedens Fortrin og Nødvendighed, beviist ved dens Følger. Den nye Konge lod ikke Norge angre Fostbroderskabet med dets gamle Nabo. De to første Statholdere, som (efter en skadelig Tilladelse i Grundloven) vare Svensker, bidroge meget til at mildne det Folkehad mod Sverig, som dansk Statskløgt især havde udklækket. 1ste ordentlige Storthing istandbragte med Sverigs Stænder Rigsacten, som, dog langtfra nøie nok, fastsætter Unionsforholdene. Et Rigsretsreglement udfærdigedes, der strax SIDE: 73 kom i Anvendelse i Sag mod en Statsraad for tvetydig Adfærd under Krigen. Høiesteret oprettedes ved midlertidig Anordning. En Nationalbank decretertes. Den grundedes ved tvungne Ind- skud, da det ei lykkedes ved frivillige; men de tilsyneladende Opoffrelser (om Opfyldelse af Pligter mod det almene Bedste kan kaldes saa) ere forlængst godtgjorte ved Gjenreisningen af Norges Kredit. Rigsforsamlingens Garanti for de 14 Millioner ophævedes saaledes. Efter de to politiske Revolutioner og de mange voldsomme Pengerystelser indtraadte hos Massen en synlig Slaphed i Aand og Færd. Den forstod ikke Forfatningen. Den følte endnu kun hvad den havde kostet. At de Styrende heller ikke vare synderlig inde i den, viste de mange grundløse Trykke- frihedsactioner, hvorved Pressetvangsloven af 1799 kom i forhadt, grundlovstridig Anvendelse. I de andre Classer viste sig en søndret, pirrelig Spænding. Stemningen over det Hele, hvortil bittre Erindringer fra 1814 bidroge sit, var uhyggelig. Dansksind besatte endnu Mange, og figurerte som Patriotisme, indtil det blev klart, at Norge behandledes med Ærlighed, og at et med Bitterhed betegnet Svensksind ikke trængte til nogen saadan Modsætning, men var oftest alene en Indbildning i Folks Hjerner, som ikke forstode eller elskede de nye Forhold. Anledning til at antage dets Tilvær fandtes dog i den rigelige Udsaaen af svenske Ridderordner, den Beredvillighed hvormed de modtoges uden at man syntes at gjøre sig videre Tanker over at de vare stiftede for Fortjenester af Sverig, i den Mangel paa Opmærk- somhed for Nationalæren som viste sig i Unionsflagets Udseende og i at Kongen nævnte sig efter det svenske Kongetal og for- trinsviis som Sverigs Konge, hvor han dog handlede alene som norsk, samt i enkelte Træk af Lykkejægeri og i Redactionen af den officielle Tidende. Det ægte Fædrelandssind maatte ansee dette med ligesaalidt Behag som Hint. Det udtalte sig igjennem Pressen. Den historiske Sandhed bekjæmpede Dansksindet. Na- tionalrepræsentationens Fasthed tilintetgjorde Ængstligheden. Dens Seire fandtes gehaltigere end dennes Suk. Dog varede det længe før disse stilnedes, sænkende sig i Folks Hjerter som Almeen- ønsker, som, visse paa Opfyldelsen, vente den med Taalmodighed. Det varede længe før det Søndrede heeltes, før Mistilliden blev rolig Klogskab; Forfatningen, Kongen, Kronprindsen og Broder- folket erkjendte som de fortjente det. SIDE: 74 K. Carl den 3die Johan. Storthingshandlinger. Grundloven forsvares. Rigets Opkomst. 17de Mai. Den gamle Carl var hengangen til sine Fædre 5te Febr. 1818. En ny Kongeslægt opsteg med Carl Johan paa Nordens forenede Throner. Hans Kroning i Throndhjems Domkirke 18de Septbr. s. A. virkede velgjørende paa Stemningen. Til Folkets Masse trængte Glæden over denne Selvstændighedens Triumf, hvor Kongen, idet han besvor Forfatningen, og Folket, idet det rakte ham Hakonernes Krone, gjensidigt hyldede hinanden. Den poli- tiske Splid og Mistro stilnede af, men kun forat give Plads for høilydte Skrig over Regjeringens Mangel paa Sparsomhed og kostbare Foretagender, medens man havde nok med at bære Udgivterne til Banken. Især paadrog Sjøanlæget paa Horten sig Daddel; og under Grev Wedels Finanzbestyrelse, der bevirkede ham sat under en Rigsret af Storthinget 1821, som dog havde Frikjendelse tilfølge, maatte man gribe til det ødelæggende uden- landske Laan af 1820. I Armoden og det lidet Hensyn, man syntes der toges dertil, laae nok ogsaa Roden til en Almubevæ- gelse paa Oplandet 1818, endskjøndt man troede at skimte for- fatningsstridige Hensigter og svenske Rænker derunder. Samme Aar gav Storthinget Høiesteret en fast Ordning; en ny Matricul anordnedes; og i 1821 ophævede det Adelen for Eftertiden ved en Beslutning, som uforandret var gaaen igjennem paa 3 Thing, saa Kongens Sanction, som dog paafulgte, ikke behøvedes. Med mere Høimod end Retfærd vedtog dette mærkværdige Storthing at deeltage med 3 Millioner i Danmarks Statsgjeld, somom For- pligtelsen hertil, der af Sverig var vedgaaen ved Kielertractaten paa Norges Vegne, uden at spørge om eller at kunne raade for dettes Samtykke, kunde være forpligtende, og somom Norge ikke havde betalt nok med 400aarig ødelæggende Afhængighed, med Krigsopoffrelser, sit Sølv og Blod og sine Embeders Besættelse af Danske, med 8 Provindser, eller somom Regnskab nogensinde tilfyldest var afgivet for den norske Statsformue og dens Over- skuds Henflyden i den danske. Regjeringen anvendte alt for at drive en saadan Beslutning igjennem. De Kampe, Spørgsmaalet herom og om Adelen afstedkom, havde, uden Hensyn til Ud- faldet, samme velgjørende Indflydelse paa det constitutionelle SIDE: 75 Liv som Stormen paa Træerne, hvis Safter den sætter i Bevæ- gelse. Lignende Virkning udenfor Thinget havde det, at 3000 svenske Tropper, medens Gjeldssagen behandledes, indtraf med Skudvæbning som til et Feldttog i en Lystleir ved Christiania, medens en svensk Flaade lagde sig derudenfor. Den patriotiske Nidkjærhed undlod ikke at lægge en, Friheden farlig Betydning heri, og at betegne en russisk Gesandt, der ilsomt indtraf, som Thordenaflederen. Skjøndt ingen egentlig Opposition uddannede sig paa dette Storthing ligesaalidt som paa noget andet, beteg- nedes og betegnede Endeel sig dog skarpt som ufri- eller konge- lig-sindede, og skarpest mellem dem da den fra Rigsforsamlingen udmærkede Falsen, hvis Talenter og tidligere Fortienester kun hvæssede Forbittrelsen over hans senere Færd. Forgjæves an- strengede han sig for at redde mere af Odelsretten end reddet blev i Lov af 26de Juni 1821. Denne og en senere noget for- andret Lov om det beneficerede Godses Salg samt en af 17de Au- gust om Jords og Skogs Udskiftning ere forøvrigt at mærke ved dette Storthing. Odelsretten, oprunden i Rydningsoldet, da en stærkere Eiendomsret frakjøbtes den herreløse Natur ved Sved og et Arbeide, der kun kunde falde Æten tilgode, havde forlængst udtømt sine Velgjerninger ved at sætte Magthaveres Godsudvi- delser en Grændse. Forsaavidt den indskrænkedes, maatte den vige for det almindelige Eiendomsprincip, hvorpaa ethvert Sam- fund er grundet. Storthinget 1824, hvorved Constitutions-Committeens Formand Christian Krogh forevigede sig, forkastede en Række kongelige Forslag til Forandringer i Grundloven, hvoriblandt det, der gik ud paa at indrømme Kongen ubetinget Forkastelsesret (absolut Veto) var det vigtigste og farligste. Grundlovens Urørlighed blev Grundsætning. En mindre liberal Aand udtalte sig i Lov af 20de Juli 1824 om Forligelsesvæsenet; ligesom og Brændeviinsloven af 4de Aug. 1827 og en Veilov antages at være mindre fuldkomne. Det overordentlige Storthing 1828 gav en Ansvarlighedslov for Statsraaderne m. fl. samt en Valglov af 24de Juni s. A.; og Thin- get af 1830 en Sportellov af 13de Sept. Det forkastede efter levende Modkamp det kgl. Forslag til Forandring i Grundlovens § 14; men viste igjen den neppe nokbetænkte Artighed at lade Toldbeslutningen sanctionere som Lov. En ublu Benyttelse af en sportelløs Tid, Budgettets stadige SIDE: 76 Tilvæxt, den vedblivende Tro, at man ikke tog noksom Hensyn til Folkets ringe Pengekræfter, Misnøiet over Communevæsenets Afhængighed af enkelte Embedsmænd og over at den indre Borgerfrihed ikke noksom udvikledes efter Grundlovens Antyd- ninger, enkelte offentlige Blades Indflydelse og den stigende Oplysning affødte den demokratiske Aand, som besatte Stor- thinget 1833 med flere Bønder end tilforn. Flere af dem over- raskede ved et Talent og en Dannelse, som var uforklarlig, naar man erindrede hvor kleint der er sørget for Almuens Under- viisning, (skjøndt det vigtigste Statshverv) og hvilke Hindringer den høie Porto og det mangelfulde Postvæsen lægger al anden Oplysning iveien. Dette 7de ordentlige Storthing foretog adskil- lige Besparelser, nedsatte Landskatten, besluttede en Udvidelse af Seddelmassen og bevilgede en endelig Sum til Opførelsen af en Kongebolig, som forrige Storthing havde indstillet indtil videre, misfornøiet over at den 1822 bevilgede Sum var medgaaen alene til Grundlæggelsen. Hverken Planen eller Ansvaret var bleven strengt nok bestemt. Beslutningerne til Lov om Formandskaber i Communerne og om frit Valg af Forligelsescommissærer sanc- tionertes ikke; men i Grundlovens § 79 er Opfyldelsen af Al- meenviljens virkelige Krav tilsikkret Folket. Mellem disse hører endnu Ophævelsen af alle de illiberale Love, hvorved Foreningen med Danmark har forplantet sine Elendigheder hidind i Frihedens Alder; at Lovcommissionens langvarige Arbeider snart og vel maae endes; at Næringsfriheden maa udvides; at Regjeringen maa betages den Magt til at hindre offentlige Blades Circulation ved at berøve dem den almindelige skjøndt for høit beskattede, Portofrihed, hvilken i Virkeligheden er værre end selv en Ind- dragningsmagt; at væsentlige Forbedringer med Almueskole- væsenet og dettes Bøger maa foregaae; at Unionsflaget maa forandres, og at der i vore udenlandske Sagers Behandling maa tages mere Hensyn til Rigets Tarv og Ære. Folkets Røst er Guds Røst. Alle disse Folkeønsker (hvorimellem et om Eed- svornesretter i Trykkefriheds- og Misgjerningssager snart vil finde Plads) indslutte deres Retfærdiggjørelse i sig selv; men Nødven- digheden af det sidste indprentedes især ved den Adfærd som den ansvarsløse svensknorske Udenrigsminister og de deri deel- agtige Statsraader iagttoge ved Opgjørelsen med England af Bodøsagen. Norge maatte give Englændere, der paa det vold- SIDE: 77 somste havde krænket dets Toldlove, en betydelig Bøde oven- ikjøbet. Af andre udenlandske Handeler er kun mærkelig et senere Statslaan og Grændsereguleringen med Rusland. Fiskerierne og Sølvværket paa Kongsberg have slaaet godt til. Med anden Bergdrivt og Trælasthandel har det kun gaaet smaat. Slet Bestyrelse bragte det rige Blaafarveværk i Udlændingers Hænder; og svenskt Undersalg holdt Østlandets Jernværker i en afkræftet Tilstand. I Byerne er Fabrikvæsenet kommet sig noget, ligesom og Huusfliden paa Landet. Mængden af den siden Befrielsen 1/3 tiltagne Folkemængde finder Anvendelse ved Ager- bruget, som Hungers- og Krigsaarene, Loven af 4de August 1827, og det til alene et oekonomisk Selskab omformede kongl. Selskab for Norges Vel har fremmet. Det er bleven Landmanden stedse mere klart, at der er patriotisk Storvirke i Opodlingens stille Fortjenester, at han derved erhverver sig sin politiske Betydenhed, at Fædrelandets Uafhængighed tiltager med Agerdyrkningen, der er et Lands sikkreste Støtte, og at " -- I Svartmyr erobres den gamle Glands, paa Moen en Landekrands. Og Norriges Skattelande de ligge her indenlands. Ja Kornaxet er de deilige Fjer som løfte dig atter, du Ørn. Da blikker du ned paa Frihed og Fred paa glade og mætte Børn. -- " Ogsaa i aandig Henseende har Norge arbeidet sig synligen opad. Mange lærde og middels Skoler ere anlagte. Literaturen, ung som Friheden, tæller Værker af Fortjeneste; men de skjønne Kunster have hverken nydt offentlig eller privat Opmærksomhed. Dog er det især om dem det gjelder, at hvert Aarhundrede har blot faae Genier, ihvorvel hvert Aar har talløse; og at der gives Fortjeneste uden Ophøielse og omvendt. I den blomstrende Kongefamilie seer Folket ny Lykke for sig at spire. Kongen har ikke ophørt at øge sine Fortjenester af Foreningen med nye Krav paa Folkets Kjærlighed. Tidlig vandt han den ved sin Ædelmodighed og Gavmildhed; mellem de senere Krav derpaa regner Folket, at han har hørt dets Ønsker ikke at SIDE: 78 besætte Statholderposten, og ladet sig overtyde om Uskyldigheden af Frihedsfesten den 17de Mai. Den mødte en Modstand fra nogle Vanslægtinger, ja endog med Vaaben i Christiania 1829, som mere tjente nogle svenske Stormænds Misfornøielse over at Foreningen ikke opfyldte deres egennyttige Forventninger og Had til den norske Frihed, der giver Svenskerne et Mønster, end Kongens Vilje hvormed de dækte sig. Denne mistydedes ligesaameget som Folkets. Men disse have nu lært hinanden at kiende; og dette har forøget Trygheden. Hint svenske Partie har udtømt sine Anstrengelser. Tiaaret efter Befrielsen, i 1824, begyndte 17de Mai at feires. Den deler Foreningsaarene: de første 10 erkjendtes Forfatningens Fortrin kun lidet, Mængden følte sig ulykkelig, Almeenaanden var søndret og borte: i de sidste 10 er denne vendt tilbage, Frihedssindet har udviklet sig, Forfatningen er bleven almeenerkjendt, og Folket føler sig borgerligen lykkeligt. Imidlertid maae vi om de første fælde den Dom: man er aldrig saa ulykkelig som man indbilder sig; og om de sidste, med Hen- syn til at Grundlovens Forjettelser endnu langtfra ere opfyldte, at man heller ikke er saa lykkelig som man indbilder sig. Nord- mændene kjende Friheden mest i Navnet endnu. Selv dette er ikke kjendt i Lovgivningen. Liigheden findes vel der; men ikke nok i Samfundene. Men "Folkets Oplysning er en umaadelig Havn, aaben for vort Haab". Grundloven taaler og æsker en Udvikling af Frihed, som nærmer sig Republikens. Det skee! I Borgerfrihed Hjertets Frihed (den fra Himlen) fandt sit Billed; og jo større hiin, det da desmere sandt. Vel staaer det kun i Kjole, i dagligdags Gevandt, vel er dets Dragt prosaisk, ei republikansk Tunik; men Kaaben gjør ei Manden, og Tiden har sin Skik, og Øiet under Frihedshatten har Cherubens Blik. SIDE: 330 Henrik Wergeland UDTOG AF NORGES HISTORIE TIL BRUG I BORGER- OG ALMUESKOLER FØRSTE TIDSRUM FRA EN UBESTEMT ALDER TILBAGE I TIDEN INDTIL RIGET SAMLEDES AF KONG HARALD HAARFAGER Der har været en Tid, da Norden laa mennesketom, bedækt af Myr og Skov, hvori kun den stolte Elg, den veldannede Hjort og den sky Reen streifede om, forfulgte af Rovdyrene, der endnu have sit naturlige Tilhold i de Levninger af hine Skove, som omskygge vore velbyggede Dale. Navnløst og uden andre Be- givenheder end Naturens, som lidt efter lidt gav Fjeldene deres Form, Kysterne deres Omrids, Dalene deres Sænkning, Sjøerne deres Afløb, Elvene deres Retninger, laa vort Land der, medens sydligere og mere begunstigede Egne alt vare befolkede og op- dyrkede af Folkeslag, som allerede havde opnaaet temmelig Kul- tur og oplevet saamange Begivenheder, at de alt havde en rig Historie før Nordens begyndte. Men al Jorden tilhører Menne- skene; og der gaves da ogsaa dem, som fandt Vejen til det øde Norden, hvis Barskhed de fik kjær eftersom de vænnede sig dertil. Og Vejen hertil fra Asien, hvorfra Nordens Befolkning rimeligviis er kommen, er bred nok, nemlig igjennem Rusland og Sverrig. De Folkeslag, som først besatte disse Egne, vare Finner eller Lapper samt Jetter eller Jothuner. Men fra disse stamme ikke de nærværende Nordmænd, men ifra Gotherne, der indkom senere ad samme Vej, og da lidt efter lidt fordrev Lapperne til Landets yderste Norden, hvor de endnu flakke om med sine Rensdyr, men udryddede ganske Jothunerne, hvis Sæder og Re- ligion i Vildhed og Raahed langt overgik Gothernes. Deraf tog vel ogsaa Gotherne Anledning til at give dette, endogsaa til sit egentlige Navn aldeles undergangne, Folk Navn af Jothuner eller Jetter, der efter deres Begreb, var Navnet paa onde Væsener SIDE: 331 af overnaturlig Kraft, Guders og Menneskers Fiender eller, med eet Ord, Djævle. De hensatte ogsaa Jothunernes egentlige Fæd- renehjem til det nordøstlige Ruslands øde og mørke Egne, som de derfor kaldte Jothunheim, hvor en Religion, der var Gotherne vederstyggelig, sagdes at være i Udøvelse selv længe efterat Gotherne i de indtagne Lande havde indrettet sin. Gotherne gjorde sig ogsaa herskende i Tydskland. Men den Green, som var gaaen nordom Østersjøen, trængte lidt efter lidt den sydli- gere imøde, og udvidede sig saaledes over Norge, Sverig og Danmark, hvis Beboere altsaa have samme Oprindelse. Men det var ikke Lappernes Rensdyr eller Jothunernes Bjerg- huler Gotherne vilde tilegne sig. De vilde have Landet til at dyrke; thi de kom fra Egne, hvor Agerdyrkning var kjendt, og medbragte nogen Kultur derifra. Og nu var ikke Naturens væl- dige Bevægelser de eeneste, som gave Landet sin Form; men Menneskehænder udbredte Enge om Sjøerne, og Agre bølgede for førstegang i Lierne, som Naturen først havde opløftet af Mo- radserne og beredet til Frugtbarhed ved Bjergenes Hensmuld- ringer. Denne Opdyrkning var den rette Maade at tage Landet i Besiddelse paa; men dermed hengik Aarhundreder, indtil vi, omtrent ved den Tid da vor Religionsstifter Jesus fødtes i det fjerne Jødeland, i den gothiske Stamme Asernes Ankomst til Sverrig under Høvdingen Odin træffe paa en Begivenhed, der havde Indflydelse paa det hele af Gother besatte Norden. OM ODIN OG HANS FORETAGENDER I Spidsen for en af de sildigste gothiske Indvandringer, nemlig omtrent 100 Aar før den kristelige Tidsregning begynder, stod en kløgtig Mand, der førte Gudenavnet Odin. De Ypperste af den Stamme, han indførte her i Norden, hedte Aser og deres Qvinder Asynier, der ogsaa bar de gothiske Guddommes Navne. Under Odin som Ypperstepræst vare de Præster og Præstinder, og dette Embedes Hellighed og den guddommelige Rang, de vidste at tiltage sig og beholde i Folketroen, banede dem aaben Vej gjennem de Lande, som vare besatte af deres gamle Blods- forvandte, hos hvem den Dyrkelse, disse havde medbragt fra SIDE: 332 sine østlige Hjemstavne, under Overleverelse fra Slægt til Slægt (Tradition) var bleven forvansket. Odin var saaledes simpelt hen en Religionsforbedrer, men betragtedes som den aabenbarede, selv til Jorden nedstegne Verdens Skaber eller øverste Guddom. Over Danmark kom han til Sverig eller Svithjod, hvor han tog sit Sæde uden at Nogen vovede at gjøre ham Besiddelsen stridig. Hvor han fandt det hensigtsmæssigt anlagde han Templer, sin egen Majestæts Residenzer, hvorom da snart dannede sig Stæder, saasom i Odense i Danmark og Sigtuna i Sverig. Men om han end ei kom eller tog Sæde i de Egne, som siden bleve kaldte og omgrændsede med Navnet Norge, var hans Indflydelse derpaa dog det samme; thi Nordens Lande vare da navnløse, sammen- smeltede og kun een stor gothisk Besiddelse. Odins Religion var meget sammensat og fuld af Fabler, der ofte meddelte ligesaa fornuftige Lærdomme som andre Religioners Fabellære (Mytho- logi) om Verdens Skabelse, og ofte i en forstørret Maalestok som Gudernes Bedrivter skildrede Forfædres Heltekamp mod de onde Jothuner. Guddommene vare mange; men ligesom de Go- ther, som havde besat Norge, især dyrkede Jothunbetvingeren Thor, (Asathor), der troedes at age paa Thordenen (Thors Døn), saa havde ogsaa de svenske Gother sin Skytsgud i Freyr, der skulde raade for mild Luft og gode Aaringer, og de Danske sin i Jørtha, Hertha eller Frigga, Odins Hustru, hvorunder tænktes Jordens frugtbare Kraft. Gode Guder vare forøvrigt Baldur, der betegnede Uskyldighed eller den høieste sædelige Reenhed; Bragi, Veltalenhedens; Freya, Kjærlighedens; Tyr, det freidige Mods Guddom o. fl. Onde Guder vare Utgarde-Loke, der havde sit Sæde i Utgard, Jothunheims Hovedstad, Asa-Loke, Gudernes Forræder, og Hel, Dødens Dronning i Niflheim. Didhen skulde alle Feige og Onde komme, mens de Brave skulde gjæste Odin i Valhalla; og der forlyste sig med Gjæstebud og Kamp indtil de overgik til den evige Salighed hos Alfader i Gimle, medens Niflheims Skygger henførtes til evige Pinsler i Nastrond. Men dette skulde først skee efter den hele Gudeverdens Undergang i Ragnarokur-Striden mod Jothunerne medens Midgardsormen eller Havet, som omspænder Jorden, skulde lette sig fnysende op til Kamp, og Fenrisulven eller Ildens rasende Element løs- slippes mod Guderne, der dog efter Nederlaget skulde fremgaa til en herligere Tilværelse. Ragnarokur hedte derfor "Gudernes SIDE: 333 Tusmørke", idet det kun var en Overgang til en bedre Tilstand af den hele Verden, saa besluttet i den øverste Guddoms "Al- faders" Viisdom, og antegnet af "Nornerne", Skjebnens ubøjelige Gudinder, Alfaders vise Viljes umiddelbar Forkyndere, hvem Guderne selv maatte lyde. Odin indrettede tre store Offerfester, hvoraf Juleblot midtvinters var fornemst; byggede Templer og anordnede hos Kongerne 12 Præster som Raad eller Hofgoder. Han byggede Stæder og stif- tede Stater. Saaledes styrede hans Søn Seming over Thronde- lagen i Norge og Yngve-Frey i Sverig, fra hvem Ynglingaæten stammede. Ligesaa indførte han Runeskrift, og anordnede Be- gravning i Høie (Højalderen) istedetfor at brænde Ligene, som var den ældste Skik (Brændalderen). Efter sin egen Lære, der anpriste en voldsom Død, som den sikkreste Vei til, som Einherie, af Stridens Møer Valkyrierne at blive ført til Valhalla, lod Odin sig give 9 Spydsaar, lignende ogsaa deri andre Religionsstiftere, at han holdt det for klogt at dø for sin Lære. I 1000 Aar stod den ved Magt i Norden med sine blodige Menneske- og Dyr-Offringer, der fejredes i plumpe Templer eller i Lunde, hvor Afgudsbille- derne vare reiste. FORFÆDRENES SÆDER Krigslyst og Tapperhed vare Folkedyder, som ligemeget under- støttedes af Religionsbud som af Folkets stærke, fysiske Be- skaffenhed, af Sædvanen at drive Sjørøveri og af de idelige ind- vortes Krige, som Landets Inddeling i Smaakongeriger gav An- ledning til. Sjørøveriet betragtedes som en hæderlig Erhvervs- kilde. Havet var de yngre Sønners Odelsmark. Ofte sloge disse Vikinger sig sammen; og da gjæstedes fremmede Lande, hvor Nordens raa Sønner stode i rædselfuld Navnkundighed. Mange af disse havde heller ikke mere Ejendom end et udspringende Næs, hvor de trak sine Langskibe op og gjæstererede Vinteren over. Saadanne kaldtes Næskonger; thi Kongenavn antoge de mægtigere Vikinger uden at spørge sig for; og da Havet var deres Rige, saa blev Sjøkonning en Titel, som et eller et Par Skibe og tappert Mandskab var nok til at erhverve. Smaakongernes eller Fylkekongernes Myndighed var ogsaa meget indskrænket SIDE: 334 ved den Folkefrihed, som var særegen for den gothiske Folke- stamme. I den nationale Krigerskhed havde ogsaa de almindelige Tvekampe eller Holmgang, der endte med Død eller Fostbroder- skab, sin Rod; og dette sidste gjorde Blodhevnen til Pligt. Ofte iværksattes denne ved at indebrænde Fienden, hvilken Udaad, langtfra vanhædrende i de Tider, lettedes ved Husenes særegne Bygning, idet de nemlig kun havde een lav Dør og en Ljaar i Taget til Lysning og Træk for Røgen, og laa enkelte, idet et- hvert kun dannede eet Værelse. Kongerne havde som oftest et Slags Livvagt, bestaaende af de Tappreste, som kaldtes Bersærker. De styrtede frem forrest i Slagfylkingen som Rasende. Man troer, at Stærktøl og Mjød, som var Nationaldrik, havde be- tydelig Deel i denne Berserkgang. Ikke sjelden indlagde Qvinder sig stort Navn paa Valpladsene som Skjoldmøer. Qvindekjønnet holdtes i Ære. Ligesaa havde Forfædrene stor Agtelse for de Mænd, som forevigede Bedrifterne og opmuntrede Modet ved Sang. De kaldtes Skjalde, og vare meget velkomne i Kongernes Haller. Krigsfangenskab og Gjeld gave en Trælle- stand Tilvær. Den sørgede for Agerdyrkningen, som synes tidlig at være kommen temmelig vidt. Handelen stod heller ikke ganske stille, idet Vikingerne ofte ikke kastede Vrag paa at drive Far- mandskabet hvor det kastede mere af sig end Vikingfærden. Paa Thingene valgte de Fribaarne Kongerne, og Ret skiftedes. Med Lagmanden i Spidsen deeltoge de i Lovgivningen og Stats- styrelsen. Med Frisindet forenede sig Ærlighed, Stormodighed og Gjæstfrihed til at danne en Folkekarakteer, som den Uregjer- lighed, Rovlyst, Hevnlyst og Ærgjerrighed, den ogsaa omsluttede, dog ikke kan betage Navn af ædel i det Hele. OM NORR OG GORR Der er et dunkelt Sagn i Sagaerne om at to Brødre af jothunsk Æt og fra selve Jothunheim, Norr og Gorr, skulle have bemægtiget sig Overherredømmet. Dette skulle de have faaet Leilighed til at gjøre, idet de, Norr gjennem Landet, Gorr rundt Kysterne, gjennemtogede Norge for at lede efter deres Søster, som var bortført af en Kjæmpe Rolf paa Berge. Norr skal saaledes have tilskiftet sig det faste Land, Gorr Øerne. Men om der er noget SIDE: 335 heri, er der dog nok Intet i at Norr har givet Landet Navn; thi det udledes rimeligst af dets Beliggenhed som det nordligste af de Lande, Gotherne besatte (d. e. Norveg). Det er ogsaa bedre at antage, at disse Høvdinger vare af gothisk Æt, nemlig fra Stammer, der fra tidligere Folkevandringer vare blevne gjensid- dende paa den østre Side af Østersjøen, hvorfra Norr og Gorr siges komne. Disse stode altsaa i Spidsen for en sildigere Folke- vandring, som ingen videre Følge havde, end at give Landets Smaariger en ny Herskerfamilie. Som nedstammende fra denne nævner Historien Halfdan den Gamle, Konge over Ringerige og flere Fylker eller Provindser paa Østlandet. YNGLINGAÆTEN I NORGE I Sverig havde Ynglingaæten af Asablod blomstret i Aarhun- dreder indtil den fra Værmeland af, ved Slægtskab med Smaa- konger øst i Landet af Halfdan den Gamles Æt udbredte sig som Herskerstamme i Norge. Af den er Halfdan hin Svarte, som fra 840 -- 863 styrede den bedste Deel af Østlandet, samt Sogn og Værmeland, bleven meest bekjendt. Hans Retviished har der- til gjort ham mere fortjent end hans Magt. Af Frygt for denne Egenskab holdt derfor Kongens egen Mærkesmand eller Fahn- bærer, Hærjulf, for et Drabs Skyld det for bedst at drage af Landet, hvorved da Hærjedalen bebyggedes ligesom Jæmtland var bleven det af Ketil Jamti, der med endeel Indthrønder var vandret over Østfjeldene forat unddrage sig den thrøndske Kong Eysteins Voldsregjering. Ved Lagmand Thorleif hin Vise lod Halfdan foreslaae en Lov for Oplandene, der antoges af Folket paa Eidsevjuathing, og hvoraf Loven fik Navn. Ligesom Oplan- dene der havde sin fælleds Thingplads, saa thingede Indthrøn- derne til Frostething, Udthrønderne til Ørething, de Vestenfjeldske til Gulething. Andre mærkelige Thing vare Borgarthing ved Sar- pen og Haugathing ved Tønsberg for Fylkerne om den nu saa- kaldte Kristianiafjord (Viken). Halfdan var meget elsket, hvilket Folket i de forskjellige Fylker viste, ved at dele hans Legeme og reise "Halfdanshøje" hver hos sig over de enkelte Lemmer, da han druknede ved, efter et Julelag paa Hadeland, at kjøre over Randsfjorden. Den velordnede Stat, han efterlod sig, var SIDE: 336 Grundvolden til den stolte Bygning, som hans Søn opførte, idet han efter mangeaarig Kamp forvandlede det adsplittede Norge til et Enerige. Det synes ogsaa som at Landet alt ved disse Tider har været saa opdyrket og vel ved Magt, at det nok kunde friste et ærgjerrigt Hoved. ANDET TIDSRUM NORGES VELMAGTS-TID MED EGNE KONGER (Fra 863 -- 1387). Harald Haarfager og hans Sønner. Halfdan hin Svartes Søn Harald var kun 10 Aar, som der siges, da han overtog sin Faders Rige og strax begyndte at ud- vide det paa alle Kanter, indtil det omfattede det hele nuværende Norge og vel saa det. Kun 10 Aar? Ja en ung Løve, naar den ikke er altfor ung, er vel stærkere end en gammel Hund; men dette falder os dog altfor forunderligt, dersom vi ikke vidste, at Konger pleje at faae Navn for hvad deres Mænd udrette. Ha- rald kom desuden til det største og mest velordnede af alle de 31 Smaariger, hvori Norge dengang var delt, og havde faaet en kraftig Opdragelse hos en barsk Mand Dovre, der levede een- somt paa Fjeldet, som af ham har faaet Navn, og hvorfra da Harald alt tidligt kunde i Tankerne see udover alt Norge til begge Sider. Desuden begyndte ikke han, men nogle oprørske Provindser Krigen; de første Sejere gave Smag paa Flere, og nu gik det som en Strøm, der river alt med sig og ikke standser før den naar sit Maal. Endelig lærte vel nogle Smaakonger at forene sig; men Harald var alt bleven dem for stærk. Sjøslaget i Hafursfjord ved Stavanger ødelagde den sidste Modstand, og Harald var Norges Enekonge 883. Men foruden Ærgjerrighed drev ogsaa Stolthedens og Kjærlig- hedens ligesaa voldsomme Lidenskaber den unge Harald til sit saa lykkeligen udførte Foretagende. Han friede nemlig til Konge- datteren Gyda, men fik det Svar, at han ikke maatte tænke paa saadant før han ligesaavel var Enekonge i Norge som Kongerne SIDE: 337 i Sverig og Danmark. Og dette Svar viser, at den Tid alt var kommen, da Tankerne hist og her maatte vækkes om at det ikke er godt, at et Folk og et Rige er adsplittet. Men Gydas Svar optændte Haralds hele Sjelskraft, og han svor paa Stedet ikke at pynte sit Haar før han kunde vise den stolte Jomfru det hele Norge for sine Fødder. Da nu Jarl Ragnvald klippede og pyntede det efter Slaget ved Hafursfjord, sagde han: "nu er dit Haar fagert, Herre min!" Og deraf fik Harald sit Tilnavn. Harald lagde hele Landet i Grundskat, tilkjendte Kronen al Odel paa Eiendommene, hvilket, i Forbindelse med Erobringen, baade vakte megen Modstand og bragte mange anseelige Mænd til at tye over til det hidtil ubeboede Island samt til Øerne langt vester i Havet (Færøerne, Shetlands- og Ørkenøerne) hvor de drev Sjørøveri, indtil Harald selv maatte rense disse Tilhold eller Vikingabol og lægge dem under Norge. Men dette skede ikke med Island, der længe vedligeholdt en fri Forfatning uden Konge, det er en republikansk, som ogsaa der beviste sin Yp- perlighed og Kraft til at hæve et Folk til Oplysning, Uddannelse og Velstand. Mærkeligst imellem de udvandrende Nordmænd er Ragnvald Jarls Søn Rolf "Gangeren", der maatte forlade Norge, fordi han mod Haralds Forbud havde røvet paa Kysten, og endelig satte sig fast i det nordlige Frankrig, hvor en stor Provinds efter ham kaldtes Normandiet, efterdi Sydlænderne benævnte de Vi- kinger fra de nordlige Lande, som de plagedes af, "Nordmanner". De Mægtige, som gik Harald tilhaande, bleve Jarler og Herser, som i Fylkerne vare Kronens Embedsmænd. Jarlerne nød 1/3 af Kongens Indkomster, og skulde stille 60 Krigsmænd. En Herse skulde derimod, efter sit mindre Indkomme, stille 20. Imellem Jarlerne var Sigurd paa Hlade i Thrøndelagen og Ragn- vald paa Møre de Ypperste, og i Spidsen for hans Hof- eller Hirdmænds og Bersærkernes tappre Skare stod Morbroderen Hertug Guttorm, som trolig havde staaet Harald bi i Erobrings- krigene. Ellers førte Haralds mange Sønner, som han havde med de flere Hustroer, som Hedenskabet tillod at have, ogsaa Kongenavn. Og af Iversyge herover dræbte de hinanden hvor de kunde komme til. Meest Ærgrelse tilføjede dog Sønnen Ragnvald Rettilbein sin aldrende Fader ved sin Hengivenhed til alskens Overtro, der gik saavidt, at en heel Flok Bedragere, som gav sig ud for at forstaa den indbildte Kunst Trolddom eller SIDE: 338 "Seid", fandt Tilhold hos ham, indtil Harald omsider indebrændte baade dem og Sønnen. Han havde nemlig forbudt alt sligt Gjøg- leri, og foragtede i sit Hjerte det hele øvrige Hedenskab. Dette Vidnesbyrd om sin gode, sunde Forstand aflagde han i sin Døds- stund, da han, seende mod Solen, henvendte sig i Bøn til Al- verdens Skaber og Fader. Mellem hans Sønner udmærkede dog Bjørn sig ved sin Fredsommelighed, idet han tilbragte sin Tid med Handelsdrivt fra Tønsberg, Norges ældste Kjøbstad, hvorfor han ogsaa fik Navnet "Farmand". Harald døde 80 Aar gammel paa sin Gaard Augvaldsnæs paa Karmøen ved Stavan- ger, efterat han 3 Aar tilforn havde overladt Overkongedømmet til Sønnen Erik, som dertil var udseet fra Fødselen af. Erik Blodøxes Karakteer betegnes ved dette stygge Tilnavn. Ellers var han en anseet Kriger af et anseeligt og smukt Ud- vortes. Efterat han og hans onde Dronning Gunhild havde ført et Blodregimente et Aar efter Faderens Død, blev han og hans Familie fordreven til England, hvor han skal være død som Jarl og Kristen. Folket kaarede derpaa hans yngste Halvbroder Hakon Adelstensfostre, saa kaldet fordi han var opfostret hos Kong Adelsteen i England. Ellers fik han Tilnavnet "den Gode", thi han gjengav Folket Grundfriheden og Odelsretten, hvilket det ogsaa betingede sig, og regjerede Norge i 19 Fredsaar saa godt, at Jæmtland og Helsingeland frivilligt gave sig under Norge. Si- gurd Hladejarl, der paa Ørethinget havde overtalt Folket til at kaare Hakon, var Kongens trofaste Raadgiver og Støtte, og Lagmand Thorleif bidrog til at istandbringe Gulathings- og Froste- thingslovene, af hvilke den første skulde gjælde for det Vesten- fjeldske den sidste for det Nordenfjeldske. Da Erik Blodøxes Sønner begyndte at gjøre Indfald paa Indfald fra Danmark af, inddeltes Landet i Skibreder eller Distrikter, som maatte stille visse udrustede Skibe, hvortil de skulde være paafærde saasnart de antændte Bauner eller Varder gav Budskab om Fiendens Ind- fald. Almindelig Værnepligt paabødes paa en Maade, som kan tjene vore Dage til Mønster. Hver Mand skulde udruste sig selv alt efter sine Kaar og møde frem til sit Fylkes Forsvar, mens kun et bestemt Udvalg var pligtigt at følge Kongen i Leding udenfor dets og Rigets Grændser. Hakon, der forstod godt at bruge sine skarpe "Qværnbider", slog ofte Erikssønnerne bort; men under Forfølgelsen af en Sejr, som han vandt med faa Folk SIDE: 339 paa Øen Stord, døde denne ædle Helt af et Pileskud 963. Hans Ven og Hofsinde Skjalden Eyvind Skjaldaspiller besang hans Død, hvorover hele Norge sørgede. Hakon var Kristen, men hans Forsøg paa at indføre Kristendommen strandede paa Thrøn- dernes haardnakkede Vedhængen ved den gamle Tro. Bonden Asbjørn af Medalhuus satte ham endog haardt irette paa Thin- get, hans Kirker bleve nedrevne, og de tvang endog Kongen, med uædel Benyttelse af hans eftergivende Gemyt, til at deel- tage i hedenske Offermaaltider, hvilket han med Smerte er- indrede da han laa døende for Fædrenelandet paa samme Sted han fødtes, nemlig Hakonshellen ved Bergen. Blodøxsønnerne og Hakon Jarl. Harald Erikssøn, "Graafell", fik nu, efter Hakons egen Be- stemmelse, Regjeringen, hvori hans Moder og Broder, ikke til det Gode, havde stor Andeel. Flere Sønnesønner af Harald Haarfager, der sad som Smaakonger paa Oplandene, og Sigurd Jarl, som efter Overeenskomst styrede Thrøndelagen, forfulgtes. Da de endog indebrændte Sigurd, reiste hans Søn Hakon ned til den danske Konge Harald Blaatand, lokkede siden Harald derned, og fik ham der dræbt. Under dansk Lehnshøihed blev nu Hakon Jarl Norges Regent 978. Det første han gjorde var at afsværge Kristendommen, som var bleven ham paatvungen i Danmark, og ganske at fordrive Blodøxsønnerne efter et Sjøslag i Sogn. Med stor Ære tilbageslog han ogsaa i Hjørungavaag paa Søndmør et Anfald af Vikingerne fra Jomsborg i Venden i Nordtydskland, der skulde hevne Afkastelsen af det danske Overherredømme, som Hakon ikke vilde vide længer af at sige, end det gjorde ham Nytte. Den dygtige Hakon gjorde sig ved despotiske Voldsgjerninger i sin sidste Regjeringstid ligesaa for- hadt som han tilforn havde været æret og afholdt. Og da han ved sine Trælle vilde bortføre Bonden Orm Lyrgias Brud Gud- run "Lundesol", brød en, ifølge Frostethingslovens Bud, at alle 8te Fylker i Thrøndelagen skulde reise sig, naar Enkeltmands SIDE: 340 Ret krænkedes af Kongen, men kun 4re, naar Voldsgjerningen blev begaaet af en Jarl, lovmæssig Opstand ud i Thrøndelagen, for hvilken den krigsvante Olaf, Sønnesøns Søn af Haarfager satte sig i Spidsen. Han kom just hjem fra eventyrlige Krigstog i fremmede Lande, og slog Hakon, der blev dræbt af sin troløse Træl Karker, med hvem han paa Flugten holdt sig skjult under en Svinesti paa sin Veninde Thoras Gaard Rimol. 995. Kristendommens Indførelse under Harald Haarfagers Sønnesøns- Sønner Olaf Tryggvessøn og Olaf den Hellige med mellemkom- mende Jarleregjering. (995 -- 1029). Olaf Tryggvessøn var født paa en Holme i Randsfjorden paa Moderens Flugt for Blodøxsønnerne, der havde dræbt Faderen, en af de Høvdinger paa Oplandet, som endnu førte Kongenavn, fordi de vare af Harald Haarfagers Æt. Solgt til en estlandsk Sjørøver kom han til Garderike eller Rusland, og blev opdraget ved Hoffet, hvor hans Morbroder stod paa en høj Post. Paa sine mangfoldige Sjøtog blev han kristnet i England og regjerede en Tidlang i Irland. Kristendommens Indførelse i sit Fædreland blev nu Maalet for hans Manddoms Anstrengelser, og han var heri langtfra saa lunken som Harald Graafell havde været, eller saa ængstlig som Hakon Adelsteen; tvertom drev han Omven- delsesværket med blodig Nidkjærhed. Til Island sendte han i dette Øjemeed sin Præst Thangbrand og til Færøerne sin Ven og Jevnlige i allehaande Legems- og Vaaben-Færdigheder Sig- mund Brestersøn. Men hans til Forfølgelsessyge udartede Iver lod mange Normænd forene sig med de landflygtige Sønner af Hakon Jarl, Erik og Svend, som i Sverig oppebiede bedre Tider for sig. Og den forhen svenske Dronning Sigrid "Storraade", givt paany med Svend Tveskjæg i Danmark, fik af Had til Olaf, der som Frier havde fornærmet hende med Skjældsord og ved at slaa hende i Ansigtet med sin Handske, fordi hun ikke vilde give Slip paa sin hedenske Tro, baade disse tappre Mænd, Olaf Skotkonning i Sverig og sin Gemal til at forene sine Flaader SIDE: 341 forat overrumple Olaf ved Svolder i de vendiske Farvande paa Hjemvejen fra Venden, hvor han havde hentet sin Dronning Thyras Medgivt. Der omkom da Olaf ved at springe overbord fra sit prægtige Skib "Ormen lange", efter at have slaaet Sven- sker og Dansker fra sig, og først efterat Erik Jarl med sine Normænd i den tredie Entring havde faaet ryddet Dæk. Da den raske Bueskytte Einar Thambeskjælver, hvis Bue brast just som han lagde an paa Erik Jarl, paa Kongens Spørgsmaal, hvad der brast, vemodigen gav til Svar: "Norges Rige af dine Hæn- der, Herre Konge!" da forstod Olaf sin Skjebne. Dette mærke- ligste af alle Sjøslag i Norden forefaldt netop Aar 1000. To Aar tilforn havde Olaf grundlagt sig et Minde ved Anlægget af en Skibsværft ved Nidelvens Udløb i Throndhjemsfjorden, der blev den første Begyndelse til Nidaros eller Throndhjem. Jarlerne Erik og Svend Hakonssønner førte nu i 15 Aar en Regjering, der var priselig i Alt undtagen i at de erkjendte svensk og dansk Lehnshøjhed. De fremmede heller ikke Kristen- dommen synderligt, skjøndt de selv vare Kristne. Stor Magt havde de heller ikke at anvende, og deres tolerante og god- modige Sindelag overlod derfor den bedre Sag at sejre ved sig selv. Eriks Fravær i England benyttede den, ligesom Olaf Trygg- vessøn, efter mange Eventyr i fremmede Lande hjemkomne Olaf, Sønnesøns-Søn af Harald Haarfager, til at slaa Svend og lade sig af Høvdingerne paa Oplandet paa Eidsevjuathing vælge til Konge 1015. Olaf den 2den "den Hellige", Søn af en Fylkekonge paa Op- landene, Harald Grænske, og opdragen hos Sigurd Sir, en mæg- tig Jorddrot paa Ringerige, kom strax i et langvarigt Fiendskab med den svenske Konge Olaf Skotkonnung, idet han ikke vilde erkjende Sverrigs for Norge vanærende Lehnshøihed. Olaf hang de svenske Skatkrævere frisktvæk op, og hævdede Riget inden dets Grændser alt til Gothelven. Men denne Ufred var ikke efter det svenske Folks Vilje, som endog tilsidst tvang sin Konge at give efter, endskjøndt han ogsaa havde en gammel Gaas at plukke med Olaf, der i sin Ungdom havde gjæstet ham slemt paa Vikingsviis rundt Mælaren, hvorfra han dog var sluppen bort ved at grave en Kanal, mens Svenskekongen holdt Udløbet spærret. Olaf stod sig heller ikke godt med Høvdingerne, der ikke taalte meget af en saa myndig og uforfærdet Konge, hvis SIDE: 342 Religionsiver var ligesaa skaanselløs mod Andre som uden Hen- syn til eget Bedste. 5 sammensvorne oplandske Konger over- rumpledes paa Ringsager og straffedes blodigt af Olaf. Einar Thambeskjælver og Erling Skjalgsøn bar det længe svagt med; men omsider brast det med dem begge. Og om Einar var reen, saa havde dog Erling indladt sig med Kong Knut den Mægtige af Danmark og England, som ved fristende Sendebud forlokkede Høvdingerne til Forræderi. Men Olaf syntes ikke at have Øinene oppe herfor; thi hans Opmærksomhed var ganske offret Kristen- dommens endelige Indførelse, der ligesom betegnedes ved Krist- kirkens Anlæggelse i Nidaros. Han fik neppe Tid til at betvinge Erling Skjalgsøn, før han saa sig saa omringet af Forræderi, at han holdt det for bedst at forlade Riget 1029, da Knut, som han i de foregaaende Aar ved Indfald i Danmark havde søgt at give nok at bestille i sit eget Land, viste sig under Landet med den største Flaade, Nordsjøen endnu havde baaret. Danskt Herredømme under Knut den Mægtige og hans Søn Svend. (1029 -- 1036). Knut den Mægtige overlod Regjeringen til Hakon, Søn af Erik Jarl, og, efter at denne var omkommen paa Havet, raadede Høvdingerne alene i nogle Maaneder. Men dette korte Tidsrum blev mærkværdigt nok ved Slaget ved Stiklestad i Værdalen, hvor de tilintetgjorde Olafs Forsøg paa at gjenvinde sit Rige, og fik ham fældet 31 Aug. 1030. Nu brystede vel Høvdingerne sig alt eftersom de havde Andeel i denne Bedrivt; men Anger kom for Hovmod, da den katholske Geistlighed bragte Olaf i det Ry for Hellighed, at Undere endog skulde skee ved hans Liig, og da Knut satte dem til Konge sin Søn, Svend Knutssøn, der fra 1030 i sex Aar ved tyranniske Ud- sugelser og Nationalæren krænkende Anordninger vakte almin- delig Forbittrelse mod det uværdige fremmede Herredømme. Dette bragte omsider Einar Thambeskjælver og selv Kalf Arne- SIDE: 343 søn, som havde stor Deel i Olafs Vanskjebne, til at hjemhente Olafs unge Søn Magnus fra Gardarike, hvorpaa Svend tog Flugten did han var kommen fra. Norges Overmagt i Norden under Kong Magnus den 1ste den Gode og Harald den 2den Haarderaade. (1036 -- 1066). Magnus den "Gode" vandt først dette skjønne Tilnavn, efterat han, efter sit Løfte, havde tvunget sig til at afstaa fra at forfølge sin Faders fornemme Banemænd. Heri gjorde Sighvat Skjald, hans Faders Ven, ham en stor Tjeneste ved oprigtigen at tale ham tilrette i følgende Qvad, som ret viser os hvorledes den Tids Digtere turde føre et frit og sanddru Sprog. "Vrede Herre, Hvo tør raade Dig at gjøre Kongeord til en fuul, tvetydig Gaade? Det er dristigt her i Nord! Bryd ei Løfte, vil Du have Mænd, som bryde ei Geled! Konge vinder Træl ved Gave, gjæve Mænd ved Agt for Eed. Vogt Dig, om de Gubber stikke hvide Skaller sammen tyst! om Normannafolkets Blikke skulme ned i oprørt Bryst!" Ligesom Faderen, der udgav en Kirkeret og en Hofret, havde Magnus ogsaa Fortjenester af Lovvæsenet ved Lovsamlingen, den saakaldte "Graagaas". Danmark erhvervede han efter det Forlig med Kong Hardeknut, at den Længstlevende skulde be- sidde begge Rigerne, og værnede det tappert mod de hedenske Vender. Dansken Svend Estrithsøn Jarl, som var sat til Stat- holder der, forstyrrede ved idelige Opstande hans sidste Leve- SIDE: 344 aar, og ved sin altfortidlige Død 1047 overlod Magnus omsider Danmark til Svend, der altid kom paa Benene igjen efter Neder- lagene, og Norge til sin Halvfarbroder Harald "Haarderaade", Søn af Sigurd Sir. Harald havde alle- rede Aaret før Magnus's Død erholdt Andeel i Regjeringen, og var af Bonden Thorer af Steig, efter Landets Skik, givet Konge- navn paa Eidsevjuathing mod at overlade Magnus Halvdelen af sine Rigdomme. Denne barske Krigsmand, havde nemlig siden den blodige Dag paa Stiklestad vundet meget Guld og stor Ære som Anfører for den græske Keisers Livvagt i Myklegard eller Konstantinopel, der bestod af alskens nordiske Folk, hvilke vare berømte for Troskab og Tapperhed; men nu fik han at gjøre med de stivnakkede norske Stormænd og med den utrættelige Svend. Omsider maatte han opgive Krigen med denne, efterat den dog havde foranlediget Oslos Anlæggelse 1058, idet Kongen nemlig der baade havde let for at trække Krigsstyrke til sig fra Landets Indre og at sætte tilsjøs i Orlog. Høvdingerne holdt han i Skræk efterat have begaaet det uværdige Snigmord paa den af Magnus saa høit betroede Gubbe Einar Thambeskjælver og hans Søn Eindrid, hvilket afstedkom en Opstand under den op- landske Jarl Hakon Ivarsøn, som kun dæmpedes ved Mægling af Arnessønnernes Familie. Kalf Arnessøn, der havde staaet i Spidsen for Opstanden mod Olaf den Hellige, fandt dog snart efter, at den ikke kunde stole paa Harald. Han sendtes til Dan- mark, hvor han faldt, og Broderen Find tog Flugten did. Og nu kunde da Harald sige at han herskede alene. Men 1066 faldt Harald ved York i England, hvorhen han var dragen forat hjælpe den engelske Jarl Toste til at erholde Kronen. Norge gaaer fremad i Kultur under Kong Olaf "Kyrre", og udvider sit Herredømme i Vesterleden under Magnus "Barfod". 1066 -- 1103. Olaf den 3die Haraldssøn "Kyrre" eller, "Fredsæl" benyttede sin Regjerings 37aarige Fred til at bevirke mangfoldige Forbed- ringer i Maaden at leve og opføre sig paa. Sæderne og Klæ- SIDE: 345 derne forfinedes, Husene beqvemmeliggjordes, Konghelle i Bahus, Stavanger og Bergen bleve Handelsbyer 1070. Trællestandens Ophævelse fremmedes. Kirker opbyggedes, hvorimellem Dom- kirken i Nidaros, paa hvis Høialter Norges Skytshelgen St. Olafs Liig hensattes i et prægtigt Skriin. Magnus Olafssøn, "Barfod" lignede ikke Faderen i Fredsomme- lighed. Thi hans hele Liv henrandt under Krigstog til Skotland og Irland, hvorved Herredømmet over de skotske Øer befæste- des for længere Tid. Mindre Ære vandt han i en Krig med Sverig, der endtes ved Giftermaal med den svenske Prindsesse Margretha "Fridkolla". Han faldt i Irland, og siges der at den norske Vaabenløve skriver sig fra en guul indbaldyret Løve paa hans Vaabenkjortel, der hørte til den skotske Dragt med nøgne Lægge og Remmesaaler paa Fødderne, som han brugte og hvoraf han fik Tilnavn. Magnus Barfods Sønner. 1103 -- 1130. Eystein den 1ste, Sigurd den 1ste og Olaf den 4de, Magnus' Sønner, enedes om at styre Riget tilsammen, et Hverv, som Eystein var meest voxen, formedelst sit rolige Sind og store Lovkundskab. Sigurd indlagde sig og Folket stor Ære ved et prægtigt og sejerrigt Korstog til det hellige Land, hvorover han fik Tilnavnet "Jorsalafar". Olaf døde 1116 uden at der er videre at mærke ved ham. Men efter hans Død tog det paa at blæse op imellem de gjenlevende Brødre, især da Eystein tog Sigurd Hranesøns Parti, en brav Mand, som med Skjel anklagede den voldsomme Kong Sigurd forat have efterstræbt hans gifte Søster. Da Sigurd Jorsalafar nu var slet nok til falskeligen at anklage Hranesøn for Underslæb med Skatten af Finmarken, kom Kong Eysteins Lovkyndighed vel deran til at frelse Undersaatten, der alene ved høimodigen at falde den kongelige Fornærmer tilfode forhindrede Borgerkrigens Udbrud. Fra 1122, da Eystein døde, regjerede Sigurd alene, plaget af Tungsindighed, til 1130. SIDE: 346 Første Række af de gillske Borgerkrige. 1134 -- 1162. Allerede før Eysteins Død havde Sigurd Jorsalafar erkjendt en Harald Gilchrist eller Gille for sin Halvbroder, idet han nemlig skulde være Søn af Magnus Barfod og et irsk Fruentimmer. Dette havde han beviist efter den Tids Overtro ved Jernbyrd eller Handteren af glødende Jern, -- en Kunst, som Flere siden benyttede sig af -- og saaledes deltes nu Regjeringen af Harald den 3die Gille og Magnus den 2den, Sigurd Jorsalafars Søn, siden kaldet "den Blinde". Men snart brød Krigen ud imellem dem. Slagen ned til Danmark, kom Harald igjen, over- rumplede Magnus, og satte ham i Munkholms Kloster efterat have blindet og lemlæstet ham paa det skammeligste. Men Hev- nen rammede Harald snart. Efterat hans Regjering var bleven skjændet ved Vendernes Ødelæggelse af Konghelle, der kun skaffede den tappre Olvar Bonde Ære, traadte en Præst ved Navn Sigurd, derfor og for sine Ugjerninger kaldet "Slemmedegnen", op som en ny Søn af Magnus Barfod, og snigmyrdede Harald i Bergen. Men de gode Borgere lode ham vide, at de ikke vilde have En til Konge, som enten maatte være Falskner eller Bro- dermorder, hvorpaa han drog hen og tog Magnus ud af Klosteret. I flere Aar trak han om med denne ulykkelige Konge i Krig med Harald Gilles Sønner, som nu kaaredes til Konge. Inge den 1ste Krokryg og Sigurd den 2den Mund, vare unge, men beskyttedes af ærlige og tappre Mænd som Thjostolf Alesøn, der slog Slemmedegnen ved Mjøsminde, og jog ham ud baade da han indkom med svensk og siden med dansk Hjælp, og Amund Gyrdersøn, der drev ham bort tilsjøs. I Mindeslaget fik liden Inge den Legemsbræk, som gav ham Tilnavnet, ved nemlig at falde ud af Thjostolfs Vaabenkjole. Dog var han siden med i Træfninger og endelig i den ved Holmengraa, hvor Magnus faldt, bedækket af sin trofaste Svend Reidar Griotgardsøn, og Sigurd Slemmedegn fangedes og overantvordedes Pindselsdøden, den han leed som en Helt 1155. 13 Aar før var en voxen Halvbroder Eystein kommen hjem fra Skotland og havde faaet Deel i Riget. Men mellem Brødrene var stedse ond Forligelse, idet nemlig de andre To vare misunde- SIDE: 347 lige paa den folkekjære Inge. En Gesandt fra Paven stiftede et Forlig; men et varigere Minde om sin Nærværelse satte han sig ved at ophøje Throndhjems Bispestol til et Erkebispedømme, og ved at oprette Bispestole i Oslo og Hammer, hvilken sidste der- ved blev en betydelig By. Den gjæve Gregers Dagsøn var Inge til ypperligt Værn imod Efterstræbelserne. Tilsidst troede han, at maatte dræbe Sigurd i Bergen, og Eystein fældedes kort der- paa ved Oslo 1157. Men de slagne Kongers Venner samlede sig om Sigurds 10aa- rige Søn Hakon den 2den Hærdebred, fik ham kaaret af Thrøn- derne paa Ørething, og endelig Livet af Gregers og Inge ved Foss og Oslo 1161. Aaret efter styrtedes den gillske Æt af Erling Skakke, der gjenoplivede det ingeske Parti til Fordeel for sin og Sigurd Jorsalafars Datters Søn den 5aarige Magnus, hvem han banede Veien til Kronen ved at faa Haakon fældet i Steina- vaag i Romsdalen 1162. Anden Række af de gillske Borgerkrige. (1162 -- 1202). I Magnus den 3die Erlingsøn var nu Qvindelinjen bleven hæ- vet paa Thronen; og den listige Erling søgte at holde sin Søn der ved at tilstaa Geistligheden Indrømmelser, erklære Riget for et Lehn af St. Olaf, eller, med andre Ord, af Erkebispen, og ved at give Kongen af Danmark Lehnshøihed over Viken eller Egnene om Oslofjorden. Erkebispen kronte nu vel Magnus i Bergen 1164; men hvor liden Ro han fik, kan man see af at Erling maatte faa Bugt med baade en Søn af Sigurd Mund, af Magnus Barfod og af Eystein, dennes Søn. Han henrettede des- foruden sin egen Hustrues Søn med Sigurd Mund, og endda fremtraadte der en ny enten virkelig eller foregiven Søn af denne Konge, ved Navn Sverrer, som endelig efter megen af- vexlende Skjebne fik Erling og Kong Magnus slagne 1184. Hans eller den gillske Æts Parti, der kaldtes "Bjerkebeiner" fordi de engang af Nød havde brugt Næversko, blev nu i lang Tid det herskende, indtil disse blodige Familiestridigheders Ende opløste alle Partier. SIDE: 348 Kong Sverrer behøvede alle sine udmærkede Aandsegenskaber og Krigsdygtighed forat holde sig i dette Borgerkrigenes mest stormende Tidsrum. Hans Ædelsind, der, saavel som hans Snille og Lærdom, lagdes for Dagen i en smuk Liigtale over hans Med- beiler, blev kun lidet forstaaet af de ærgjerrige Urostiftere; og derfor maatte han meest med Hærførerstaven og det skarpe Sværd holde dem i Ave. Men "Kuflungers", "Vargbælgers" og "Øyskjæggers" Partier voldte ham kun lidet Bryd imod "Bagler- nes", der reistes af den myndige papistiske Geistlighed, som saa sine gyldne Dage forsvundne med Magnus Erlingsøn. I dette stærke Parti, som dannede sig om Inge, en foregiven Søn af Magnus Erlingsøn, var Bisp Nils af Oslo Sjelen, og til denne onde Mands Anstrengelser føjede Erkebispen Erik, der, ligesom hele Partiet, fandt Tilhold i Danmark, sine Banstraaler. Hertil kom en Opstand i Masse af Bønderne i Viken formedelst det forøgede Krigsstyr, Kongen maatte paalægge dem; men i flere Træfninger paa een Dag adsplittede han ved Oslo deres uordent- lige Skarer, og saa endelig Landet renset og fredet, da han i Bergen bukkede under paa Sygeleiet for saamange Anstrengel- ser 1202. Birkebenernes korte Sejershvile og sidste Fejde med Baglerne. (1202 -- 1216). Kong Hakon den 4de Sverrersøn, som Sverrer paa sin Dødsseng havde erklæret for sin eneste gjenlevende Søn, søgte at beseire sine Fiender paa den skjønneste Maade ved Forsonlighed og Tilgivelse. Men efter to Aars Regjering blev han forgivet af sin Stedmoder den svenske Margrethe, og Datteren Kristine øvede kort derpaa samme Misgjerning mod den til Konge udnævnte fireaarige Gutorm, Søn af Sverres først afdøde Søn Sigurd. I disse afskyelige Frændemord sagdes ogsaa Rigsforstanderen Ha- kon Galin eller den Framfuse, Sverres Søstersøn, at have Deel for derved at naae Kongeværdigheden. Men ved Folkets Valg tilkjendtes denne Inge den 2den Baardsøn, under hvem Nils Bisp igjen blæste SIDE: 349 Liv i Baglerne, der begyndte med paa gammel Maneer at flakke om og sætte sig fast hvor de kunde. I Throndhjem overrump- lede de Inge, men fik snart efter Bekomst i Bergen af Hakon Galin. Paa Oplandene holdt de sig bedst, hvor først Erling Steinvæg og siden Bisp Nilses Frænde Filip førte Kongenavn, indtil han dog efter et Forlig til Hvitingsø ombyttede dette med en Jarls Navn og Vælde. Siden synes Baglerne at have fundet Roligheden bedst. De sidste Borgerkrige. (1216 -- 1240). 1217 var den godmodige Inge gaaen til Ro, og Bjerkebeinerne lavede det nu saa, at hans Fostersøn Hakon Hakonsøn, Sønne- søn af Sverre, og ikke Inges Broder Skule Jarl, fik Riget. Kong Hakon Hakonsøn, med Tilnavn "den Gamle", fik at finde, at Ærgjerrighedens feilslagne Forhaabninger ere urolige og tro- løse som Ilden under Asken. I 8 Aar foruroligede en Sigurd Ribung Landet, i Ledtog, som det syntes, med Skule, der havde tiltvunget sig Hertugtitel og en Trediedel af Riget i Forlehning. Efter en 12aarig troløs Fred, tog han endelig Masken af, og man saae Avindsmandens Aasyn derunder -- med andre Ord, inden man saa sig for, tog Skule Kongenavn 1239, trak i Marken med sine Vargbælger og slog de Kongelige. Men Aaret efter var denne sidste Borgerkrig alt endt ved Hakons Sejer ved Oslo og Skules kort derpaa følgende Drab i Helgesæterkloster ved Ni- daros 1240. Norge naaer Høiden af sin Velstand og Hæder under Hakon Hakonsøn den Gamle. Hakon var i sin sidste Manddom, da han fik Ro til at lægge sine ypperlige Regentegenskaber for Dagen. Hans Forsonlighed mod Levningerne af de forskjellige Partier sikkrede den indre SIDE: 350 Fred, og af denne opblomstrede Handel og Agerdyrkning. Kirker og Befæstninger opbyggedes, Hær og Flaade holdtes i Orden. Derfor var Norges og dets Konges Ære udbredt i alle Lande, ja Keiserkronen i det tydske Rige blev Hakon tilbudt af Paven, og Kongen af Frankrig underhandlede med ham om i Fællesskab at foretage et norsk og fransk Korstog. Men Hakon syntes at have nok at tage vare hjemme, og indlod sig ikke videre paa fremmede Magters Artighed end at han gav en spansk Konges Broder sin Datter tilægte. Det fjerne Grønland, som fra Island var bleven besat, og Island erkjendte norsk Høihed, hvilket hidtil havde holdt haardt, efterdi Islænderne med Grund frygtede for at et saadant Forhold ikke vilde være tjenligt for deres ganske fri eller republikanske Forfatning, ved hvilken de, under mange indre politiske Storme, havde opnaaet en høj Grad af Kultur og Aandsudvikling. Herom kan Islænderen Snorro Sturlesøn, den norske Histories berømte Forfatter, som ofte opholdt sig hos Hertug Skule, være et Vidne. Han blev dræbt i sit Fædreland af sine Slægtninger, uden at have oplevet dets Forening med Norge, hvori Hakons Anseelse havde ligesaamegen Deel som Overtalelserne, der ikke sparedes. Et udmærket Agtelsesbeviis erholdt Hakon fra Paven, idet denne sendte en Kardinal til Norge, som i Bergen 1247 paasatte ham den Krone, som han med usvækket Kraft og Glands bar ligetil 1263, da han døde paa et Tog til de skotske Øer, hvorved Lehnshøiheden over dem sattes i fornyet Kraft. Konge, Adel og Geistlighed udvider sin Magt paa Folkefrihedens Bekostning. Kong Magnus den 4de, Hakons Søn, fik Tilnavnet "Lagabøter" eller Lovforbedrer, fordi han bragte de forskjellige Thinglove til Eenhed. Dette var nu vel nok, men han tilintetgjorde de gamle Thing og Folkefriheden, da han forvandlede dem til Herredage, hvor Adelen traadte istedetfor Odelsbønderne. Ligesaa indførte han ade- lige Rangtitler, saasom Greve- Baron- og Riddertitler, hvilket Væsen vel kunde kaste Glands paa Thronen, som blev omgivet af saadanne SIDE: 351 Storfolk, men i samme Mon ogsaa satte Folket i Skygge. Men de Forrettigheder, han indrømmede Geistligheden, vare af mere vir- keligt Værd for denne og ligeledes til Skade for det almindelige Bedste. Ligesaa tilstod han Tydskerne store Handelsrettigheder i Bergen, hvorfor de ogsaa fra den Tid oprettede faste Handelsstuer eller "Contorer" der. Efter hans Død 1280 kom Sønnen Erik den 2den Præsthader, saakaldet fordi han holdt den over- modige og egennyttige Geistlighed i Ave, som havde benyttet sig af hans Ungdom til at tilliste sig store Løfter om Forøgelse af dens Magt. En Fejde med Danmark om sin Mødrenearv og til Beskyttelse for nogle danske Kongemordere, som vare tyede til Norge, udfyldte Resten af hans Regjering til 1299. Og Fej- den endtes heller ikke før ti Aar efter med godt Udfald, under Broderen Kong Hakon den 6te Magnussøn. Denne Konge havde alt længe besiddet Viken med kongelig Myndighed; men da han fik alt Norrige, syntes han ret at ville vise, at han vidste hvad det siger at hedde Konge. Han førte saaledes en særdeles Pragt og udvidede Kongemagten paa Adelens Bekostning. Da Hakon ingen Søn havde, fik han sin Datter Ingeborg erklæret for Thron- arving, og da hun ægtede den svenske Hertug Erik, der saagodt- som tvang sig til hendes Besiddelse efter en Krig med Hakon om Provindsen Halland, som Denne skulde have i Lehn efter Freden med Danmark, skulde Riget gaa i Arv til deres Æt. De fik en Søn, Magnus, som 1319 i sin tidligere Ungdom blev valgt til Konge i Sverig, hvor Folket havde i retfærdig Forbittrelse afsat Kong Birger fordi han havde ladet sine Brødre, Hertugerne Erik og Waldemar, døe Hungersdøden. Og da det sidste Skud af Haarfagerstammens mandlige Side med Hakon var uddød 1319, saa arvtog den lille Magnus ogsaa Norges Rige under Rigsraadets Formynderskab, siden der efter den gamle Friheds Forvanskning og Hakon den 6tes Thronfølgelov ikke længer var Spørgsmaal om Valg af Folket tilthinge. SIDE: 352 Sverrig forenet med Norge. (1319 -- 1344). Svartdøden. Norges Aftagen. Forening med Danmark 1387. Kong Magnus den 5te Erikssøn (i Sverrig spotviis kaldet "Smek") duede ikke til at regjere noget Rige, siden han ikke kunde re- gjere sig selv. Imedens han var under Rigsraadets Formynder- skab gik det bedst, og da tugtede endog Drosten Erling Vidkun- narsøn Russerne, som i de sidste Tider havde faaet for Vane at forurolige Nordlandene. Men da Magnus blev sin egen Herre og fik sig en forfængelig fremmed Dronning, Blanca, der let kunde faa hans letsindige og overdaadige Hof i Sving, saa gik det saa galt, at han endelig nødtes til i Norge at tage sin Søn Hakon den 7de til Medregent 1344. Paa samme Tid gjorde ogsaa Svenskerne, som især havde at klage over at han lod sig Skaane og Bleking fraliste af den danske Kong Waldemar, Opstand un- der hans anden Søn Erik, afsatte Magnus, og valgte, efter Eriks Død, Hakon af Norge til Konge. Hans Regjering i Sverig blev der ellers kun lidet af, da Svenskerne hadede formeget hans Ægteskab med den danske Prindsesse Margretha, hvilket hendes Fader Waldemar med stor Snedighed havde faaet istand. Sven- skerne indkaldte nemlig Albrecht af Mecklenburg, der satte Mag- nus i et Fængsel 1365, hvorfra Hakon efter 6 Aar befriede ham. Kort efter døde Magnus ved at drukne i Hardangerfjorden, efterat have oplevet at Naturulykker forenede sig med Ulykkerne af hans slette Regjering til næsten ganske at afkræfte det nys saa blomstrende Norge. Elvebrud ødelagde vel Guldalen, men denne, som andre mindre Ødelæggelser, antoges kun som For- bud paa de større og i Aarhundreder følelige, som "Svartdøden", der udbrød 1349 i Bergen, foraarsagede -- en Pest, som fra Asien af gjennemfoer hele Europa, men dog intetsteds som i Norge borttog 1/3 af Folkemængden. Olaf den Unge, Hakons og Margrethes Søn, der 1376 var valgt til Konge i Danmark under Moderens Formynderskab, arvtog ved Faderens Død, efter Hakon Magnussøns Arvfølgelov, Norges Rige 1380. Men alt 7 Aar efter, inden han ret blev voxen, til- intetgjorde Døden dette det ulykkelige Norges Haab. Og spurgtes det fra Danmark, hvor dette skede, at der var Grund til at SIDE: 353 mistænke Moderen, som kort efter udførte sin store Plan at forene de tre nordiske Riger. Men for det første fik hun kun udstrakt sit Scepter over Norge og Danmark 1387, efterat den nærmeste Haarfagerætling af Sidelinjerne, og altsaa mest beret- tigede til den norske Krone, Drosten Hakon Johnsen, havde givet Afkald. TREDIE TIDSRUM NORGES ULYKKESTID UNDER FORENINGEN MED DANMARK (Fra 1387 -- 1814). Kalmarunionens første slette Begyndelse. Dronning Margretha tog sit Sæde i Danmark, der nu en Tid blev Hovedriget i Norden. Stormændene, det vil sige Geistlighed og Adelen gjennem Rigsraadet, føjede sig i Alt efter hende, der saa godt forstod at sætte igjennem ved List hvad der ikke gik glat fra først af. Og saaledes fik hun da ogsaa sin 5aarige Søstersøn Erik af Pommern erklæret for Arveberettiget til Norge, hvorpaa denne da antog Titel af Norges Konge. Med Kong Al- brecht af Sverrig kom det til Krig. Han blev slagen og fangen; og nu fik Margrethe, der alt forhen havde vidst at kjøbe sig Forrædere mellem de fornemme Svensker, paa en Rigsdag i Kalmar 1397, hvor 4 norske Raader ogsaa mødte, den mærk- værdige, men ulykkelige Forening i Stand mellem Danmark og Norge og Sverrig, hvorefter ethvert af Rigerne skulde beholde sin Selvstændighed og Forfatning, men regjeres af en i Fælles- skab valgt Konge. Denne Union syntes nu at maatte være stærk baade inden sig selv og mod Fiender; men slet Regjering og Krænkelser af dens Vilkaar, idet de andre Riger tilsidesattes for Danmark, berøvede den al indre Kraft; og at den ikke var stor mod udvortes Fiender viste den Svaghed hvormed de hanse- atiske Fribyttere Viktualiebrødrene foruroligede især Norge, hvor de endog udplyndrede Bergen. Heller ikke formaaede den store SIDE: 354 Unions Kræfter noget imod de ubetydelige holstenske Grever, der foruroligede Margretha nogen Tid efterat hun ved Baalet var bleven qvit Ængstelsen for en Person, som udgav sig for hendes Søn Kong Olaf. Ved sin Død 1412 overlod hun sin van- skelige Post til Erik den Pomeraner (i Norge den 3die), under hvem Unionen bar endnu slettere Frugter. Engellændere og Hanseater kivedes paa norsk Grund, og det blodigen om Handelen paa Norge. Viktualiebrødrene hærjede atter Bergen. I Norge fik Erik vel sin Fætter erkjendt som Thronfølger; men des slettere stod Erik sig baade i Danmark, hvor han havde tabt al Agtelse ved sine Mishandlinger mod sin Dronning den ædle Filippa og sin slette Opførsel i den holsteenske Krig, og i Sverrig hvor Engelbrekt Engelbrektson forfegtede sit Folks Rettigheder mod de danske Fogder og Befalingsmænd, hvormed det plagedes tvertimod Unions- vilkaarene. Efter denne Helts Drab kom det dog til et Forlig i Kalmar 1436, hvorved Unionen oprettedes igjen. Kongen skulde opholde sig 3 Maaneder i hvert Rige, og til Kongevalg skulde 40 træde sammen fra hvert Rige i Halmstad i Halland, som da var Grændseprovindsen mellem de 3 Riger. Fra Norge skulde da møde Erkebispen, Bergens Biskop, Domprovsten af Oslo, der var Rigskanzler, Marsken (højeste Hærbefalingsmand), Drosten (højeste Hofembedsmand), 12 Riddere fra Viken, 6 Lagmænd, 1 Raadsherre fra Throndhjem, Oslo, Bergen og Tønsberg samt 10 Odelsbønder. Til saadant nyt Kongevalg fik man snart An- ledning, da Erik pludselig 1442 forlod Regjeringen for siden paa Øen Gotland at føre et Liv som de gamle Vikinger. Afvexlende Konge- og Rigsraads-Regjering. (Fra 1442 -- 1483). I Eriks Navn styrede det norske Rigsraad fra 1427 -- 1442, og da blev Adelens Tryk saa svært at menig Mand hist og her maatte gjøre Opstand. I sidstnævnte Aar valgte det endelig efter Sverrigs og Danmarks Exempel Eriks Søstersøn Kristoffer af Bayern, under hvem det ikke gik bedre indtil SIDE: 355 hans Død 1448. Hvor liden Agt Udlændingerne viste det før saa anseede Norge, sees af at Kongen af Skotland uden videre erklærede Sudurøerne hjemfaldne, endskjøndt han dog erkjendte dem fremdeles som norske Lehn, samt af at Tydskerne endog vovede at dræbe Befalingsmanden i Bergen. Rigsraadet, som 1448 atter kom til Regjeringen, deltes snart af svensk Interesse, der søgte at gjøre sig gjældende for Karl Knutssøn Bonde, som i Sverrig var valgt til Konge, og af dansk, som anvendte Alt til Fordeel for Kristian af Oldenburg, som i Danmark var valgt. Og da Drosten Sigurd Jonssøn, Afætling af det gamle Kongehuus, erklærede sig for det danske Valg, saa fik han vel de sydlige Provindser paa samme Side, men hele den øvrige større Deel af Landet erklærede sig for den svenske Karl, der kraftigen understøttedes af sin Frænde Erkebispen i Throndhjem Aslak Bolt. Karl den 1ste Knutssøn skyndte sig vel at blive hyldet baade i Bahuus og Hammer og kronet i Throndhjem; men han fik Snar- ærinde til Sverrig forat vogte sin Krone der, og neppe var han borte før det danske Parti vandt Spillet for Kristian, som hastede til Trondhjem, hvor han krontes faa Maaneder efter Karl 1450. Kristian den 1ste istandbragte paa en Herredag i Bergen en nøjere Forening med Danmark, hvis Betingelser dog bleve saa lidet overholdte, at Raadet endogsaa nedkaldtes til Danmark, hvorimod danske Befalingsmænd frisktvæk sendtes herop, og at Kristian, uden Raadets Samtykke, pantsatte Ørken- og Shetlands- øerne til Skotland for sin Datters Medgivt. Og siden have de, uagtet alle Paamindelser fra norsk Side, været tabte for Norge. Iførstningen forfegtede Karl Knutssøn med Fremgang sit Krav paa Norge; men da den svenske Erkebisp fik ham fordrevet fra Sverrig, lykkedes det endog Kristian at faa Kalmarunionen for- nyet 1457. Men at denne forblev af lige liden Virkning til at yde hvert enkelt af Rigerne Sikkerhed og Agtelse hos Udlæn- dingerne bevises ved Englændernes Voldsomheder paa Island og ved Hanseaterne eller de "Kontorskes" Blodbad i Bergen, hvori baade Lehnshøvding og Bisp og 60 Personer dræbtes 1455. At Kristian oprettede Universitetet i Kjøbenhavn 1478 geraadede dog Norge til nogen Nytte i Tiden, saasom det var fælles. Ved Kristians Død 1481 forkastede Rigsraadet hans allerede hyldede Søn Johannes eller Hans, tog selv Magten og knyttede SIDE: 356 Forbund med Sverig, der stod under Steen Stures Rigsfor- standerskab. Men pludselig erklærede Raadets mægtigste Mand, Erkebispen, sig for den danske Kronprinds, hvorpaa Valgmænd afsendtes til Halmstad, som valgte Hans, der kronedes i Thrond- hjem mod svære Indvilgelser, hvoraf heller ingen blev holdt. Den norske Adel ødelægges under de sidste Anstrengelser for at ophæve Foreningen med Danmark. (1483 -- 1536). Kong Hans gjorde selv intet forat tugte Hanseaterne for Volds- værket i Bergen, hvilket den dræbte Lehnsmands Søn Axel Olufs- søn paa egen Haand gjorde ved Kaprerier; men derimod vilde han undertvinge et lidet frit Folk i det Holsteenske, Ditmarskerne, som intet Ondt havde gjort. Denne kongelige Voldsgjerning drog sin Straf efter sig; thi da han leed et stærkt Nederlag, benyttede Sture i Sverrig Omstændighederne til at ophæve Unionen for Sverrigs Vedkommende, og i Norge gjorde Knut Alfssøn ligesaa. Men de danske Gesandter fik denne Patriot snigmyrdet, og da Opstanden fik et nyt Hoved i Herluf Hyttefad, sendte Hans sin Søn Kristian til Norge med en Hær, hvormed han da foer skræk- kelig frem. Herluf og en Mængde Adelsmænd henrettedes og deres Godser dømtes under Kronen. Og leed Adelen saadan Medfart, at den ikke siden kunde forvinde det. Imidlertid ud- brød dog en Opstand kortefter 1508 paa Hedemarken, hvori den høje Geistlighed havde Deel; men Kristian blev ogsaa Mester over den, straffede Bisperne, indsatte Dansken Walkendorf til Erkebisp, og overantvordede nu Landet, tyst som en Grav og lydigt men ulykkeligt til sin Fader, som ombyttede sin kongelige Herlighed med Døden 1513. Kong Kristjern (Kristian) den 2den kaaredes af det norske Raad, og kronedes derpaa i Oslo imod Indskrænkninger eller en saakaldet Haandfæstning, den var haard for Kongen fordi han ved sin Adfærd tilforn havde givet sit despotiske Sindelag tilkjende. Men Kristjern var fremdeles voldsom og hadsk imod Stormændene, medens Menigmand nød bedre Behandling af ham SIDE: 357 og vandt Godhed for ham formedelst hans mange hensigtsmæs- sige Love, dels til Borgerstandens, Handels og Nærings Opkomst dels til Indskrænkning i Geistlighedens Misbrug, saasom at den solgte Aflad og bevægede Folk til at testamentere sig hvad de havde. I 1520 erobrede Kristjern Sverrig; men da han i det stockholmske Blodbad og ellers andre Steder i Landet viste samme Sind til at knække den svenske Adel med Øxen, som han havde vist mod den norske, gjorde Svenskerne Opstand under Gustaf Wasa og befriede Sverrig for bestandig fra Uni- onens Ulykker 1523. Den danske Adel, der frygtede at Touren nu skulde komme til den, især da hans Elskede Dyvekes Moder Sigbrit, en simpel Kone fra Bergen, der formaaede meget hos Kongen, ikke var den god, opsagde ved samme Tid Kristjern Huldskab og Troskab, hvorpaa han ilsomt skyndede sig til sin Svoger den tydske Keiser. Rigsraadet og Geistligheden erklærede sig for Kristjerns Farbroder Frederik, som de Danske havde valgt, paa Betingelser, der gjengav dem alle de Begunstigelser, Kristjern havde betaget dem, men dog ogsaa i andre Henseender vare patriotiske. Saaledes maatte Kongen frasige sig Titel af Arving til Norge, love at opsende de norske Rigsdokumenter, udelukke Fremmede fra Embederne, indløse de skotske Øer og erhverve Bahuus tilbage, som de svenske havde besat. Frederik den 1ste holdt Intet af hvad han havde lovet, og viste sig ellers af en meget troløs Natur. Dette tilligemed hans Yndest for den lutherske Reformation, som dengang begyndte at udbrede sig i Norden, og hvoraf heller ikke Kristjern den 2den havde været nogen Fiende i sit Hjerte, gjorde ham den katholske norske Geistlighed tiluvens. Bisper, som vare fordrevne fra Sverrig, hvor Reformationen var i Gang, og mellem dem den urolige Erkebisp Trolle, ophidsede den ogsaa, og da den landflygtige Kristjern vidste at han i den norske Almue havde sit bedste Medhold, lod han sig lettelig overtale til pludselig at lande i Oslo med en Hær om Høsten 1531. Erkebispen den kraftige Olaf Engebretssøn erklærede sig aabent for ham, og Rigsraadet opsagde Fredrik Troskaben paa Grund af en heel Række Klage- punkter, hvorpaa Kristjern hyldedes i Oslo. Han var nu Geist- lighedens sidste Haab, og selv Kirkesølvet spartes ikke for at understøtte ham; men hans Vaaben vare uheldige, og den paa- følgende Sommer lod han sig mod givet Leide føre ned til Fre- SIDE: 358 derik, som desuagtet satte ham i Fængsel, der varede til hans Dødsdag 27 Aar derefter. Det danske Vælde indtraadte nu igjen og Geistligheden ilagdes svære Bøder. Men Ulykken naaede først sin Fylde ved Frederiks Død 1533; thi da raadede et uenigt Rigsraad og fremmede Lehnsmænd og Skattefogder om hinanden, medens Sønnen Kristian i 3 Aar havde nok med at kjæmpe sig til Regjeringen i Danmark, hvor Geistligheden satte sig imod ham fordi han var en aabenbar Protestant. Han anholdt om Normændenes Hyldest og Bistand, og uden Erkebisp Olafs Mel- lemkomst valgte de søndenfjeldske Rigsraader ham. Men dette fortørnede Prælaten. Han henrettede to danske Befalingsmænd, og fik den sidste norske Opstand reist imod det danske Vælde. Men da Kristian vandt Seier i Danmark, og det ikke havde lykkets Olaf at blive Mester over Fæstningerne, hvor de Danske holdt sig, sendtes en Flaade mod ham, hvorpaa han undflyede til Belgien med Domkirkens Kostbarheder, hvilke dog for meste Parten slugtes af Havet ved Indløbet til Throndhjemsfjorden. Norge berøves Selvstændigheden. Reformationen indføres. Syvaarskrigen med Sverrig. (1536 -- 1588). Kristian den 3die tilføjede Norge den største Nedværdigelse, som et Rige kan vederfares, idet han tilsagde den danske Adel paa en Herredag i Kjøbenhavn 1536 at berøve Norge Selvstæn- digheden, saaledes at dette gamle Kongerige underlagdes Dan- mark som Provinds. Men Normændene have aldrig erkjendt denne despotiske Handling, og Norge betragtedes ogsaa for Eftertiden som afhængigt af Kongernes Personer, ikke af Dan- mark. Paa samme Rigsdag blev ogsaa paabudt, at Reformationen skulde indføres i Norge og underliggende Lande. Paa Bisperne i Oslo og Bergen nær, afsattes de andre, Klosterne og Munke- ordener ophævedes -- Forandringer, som danske Befalingsmænd benyttede til at berige sig af Kirkernes Kostbarheder og at øde- lægge Kloster-Bygninger og Bogsamlinger. I Norge foregik Re- formationen uden Blodsudgydelse, men ikke saa paa Island, hvor SIDE: 359 Bispen John Arnesøn drog Sværdet, hvilket kostede ham Hovedet. Færøernes Bispedømme blev inddraget og, som et Provsti, hen- lagt fra Throndhjems under Sjellands Bispestol. Kristian døde 1559 uden at have været nogensinde i Norge, som ogsaa maatte lide den haarde uredelige Behandling, at en Skat, som blev ud- taget til de skotske Øers Igjenløsning, blev opslugt af den danske Statskasse, som allerede da begyndte at sluge den norskes Over- skud fra Tid til anden, uden at derfor gjordes noget Regnskab. Kong Frederik den 2den ragede snart, formedelst Brugen af de 3 Kroner i Vaabenet, i en syvaarig Krig med Sverrig, der gik ud over Norge, hvis Forsvarsvæsen ganske var forsømt. Herjedalen, Jæmtland og Throndhjems Stift besattes af Sven- skerne. I 1567 ødelagde de i Bund og Grund Oslo og Hammer, og i 1570 Sarpsborg, af hvilke Byer kun det istedetfor Sarpsborg anlagte Fredrikstad har reist sig. Dansken Daniel Ranzau hev- nede dette ved et ødelæggende Tog i Østgothland, og hans Sejer ved Svarteraa i Halland skaffede Norge Provindserne tilbage ved Freden i Stettin 1570, der gav Danmark Ret til Brugen af de 3 Kroner. En anden Plage for Norge var ogsaa de voldsomme og udsugende danske Lehnsbefalingsmænd, som ustraffet huse- rede i Landet. Ved Fredriks Død 1588 indtraadte en Formynderregjering af det danske Rigsraad, som satte en dansk Statholder og en Kanzler i Spidsen for de norske Anliggender indtil 1596, da Fredriks Søn Kristian krontes i Kjøbenhavn efter forhen at være hyldet i Oslo 1591. Norge behandles bedre under Kristian den 4de. Feiden med Sverrig. (1596 -- 1648). Kristian den 4de er den eneste Oldenborger, som har vist Norge Retfærdighed. En forbedret Lov blev udgivet. Rigets For- svarsvæsen behandledes med Opmærksomhed. Kapitain Munk udsendtes for at finde Grønlands Østerbygd, hvor man vidste at den gamle norske Befolkning, som forhen endog havde været talrig nok til at danne et Bispedømme i Garde, havde havt sine SIDE: 360 Boliger; men han hjemkom med det Budskab, at hele denne Befolkning var forsvunden, hvorpaa det igjen i lang Tid blev forbi med Seiladsen til dette fjerne Biland, hvormed al Forbin- delse havde været ophævet lige siden Svartdøden. Istedetfor Oslo anlagdes Kristiania 1624; Kongsbergs Sølvværk optoges efter at være opdaget af en Jetergut 1623. En By grundlagdes der ligesom ved Røraas, hvor Kobberet opdagedes 1640; og Kristian- sand anlagdes 1641. Kristian var Norge personlig hengiven, hvortil ogsaa det bidrog, at han ikke der, som i Danmark, fandt sig bunden af en overmodig Adel, men tvertom omringet af et Folk, der med dobbelt Taknemmelighed og Glæde modtog en Regent, som det ellers saa sjeldent fik at see. Han skal da ogsaa have besøgt Norge sexti Gange, og i 1599 omseilede han det endog lige til Lapmarkernes Grændse mod Rusland, som den- gang strakte sig længere end nu. Angaaende disse Distrikters Grændse mod Sverrig opkom der fra 1611 til 13 en Krig, hvor- under Bønderne i nordre Gudbrandsdalen i Kleiven Kringen til- intetgjorde et Korps Skotter, der landede i Romsdalen under Anførsel af Georg Sinklar, som Svenskerne havde bestilt over til sig ad Beenvejen gjennem Norge. Derimod lykkedes det en anden skotsk Hjælpehær gjennem Størdalen at drage sig ind i Jæmtland, som tilligemed Hærjedalen erobredes. Ved Freden til Sjørød erholdtes dog disse Provindser tilbage; men tabtes for bestandig i Freden til Brømsebro 1645, endskjøndt den ny Krig 1644 kun førtes uheldig i Danmark, men ikke i Norge, hvor Stat- holderen Hannibal Sehested forsvarede Grændserne. Et andet uforskyldt Tab leed Norge derved, at Kristian fraskrev Norge Gjenløsningsretten til de skotske Øer, og det var i maadelig For- fatning ved hans Død 1648 -- samme Aar Trediveaarskrigen mellem de Protestantiske og Katholske endtes i Tydskland, hvori Kristian havde taget uheldig Deel. SIDE: 361 ARV-EENVÆLDET INDFØRES Nye sejrrige Feider med Sverrig men dog Tab. Fredrikshalds 1ste Beleiring. Frederik den 3die, Kristians Søn, hyldedes i Kristiania 1648, og nu tog et Regimente sin Begyndelse, der maatte afkræfte Norge mere end nogensinde. Det danske Rigsraad tilrev sig al Myndighed, og dansk Adel trængte i stor Mængde ind i Landet, hvor snart al betydelig Jordejendom kom i dens Besiddelse. I Freden til Roskilde 1658 tabte Norge ogsaa Throndhjemsstift og Bahuus efter en Krig, som Frederik havde foranlediget ved at overfalde Sverrig under dets kraftige Konge Carl den 10de, og uagtet den fra norsk Side førtes med stor Fremgang. Men Kri- gen brød atter ud inden et Aar. Throndhjem befriede sig, og den lille Grændseflekke Halden udholdt med stor Tapperhed to Beleiringer, hvorfor den erholdt Kjøbstadrettighed, Navnet "Fred- rikshald" og en Fæstning, "Fredrikssteen". Efter en afslagen Storm paa Kjøbenhavn, kom det til Fred i denne By 1660, hvor- efter Sverrig fik de Grændser mod Norge og Danmark, som det siden har beholdt. Tilforn hørte derimod hele det nuværende sydlige Sverrig til Danmark og Bahuus, Jæmtland og Herjedalen til Norge. Samme Aar lykkedes det Frederik at forvandle Danmark og Norge fra Valgriger, hvor Kongen indskrænkedes ved Haandfæst- ninger, hvilke rigtignok kun faldt Adelen tilgode, til et Arv-Ene- vælde, der for Norge gjordes gjældende 1661. Kongen, som derved fik al Regjerings-, Beskatnings- og Dommer-Magt forenet i sin Person d. e. al Suverænitet, anordnede derpaa en Højesteret i Kjøbenhavn fælles for begge Riger, og fik en saakaldet Konge- lov given, der fastsætter Arvfølgen, ophæver al Grændse for Kongens Magt og ansatte hans Myndighedsalder, da al denne Magt lægges i hans Hænder, til det 13de Aar -- en Alder, da Mennesket er endnu mindre modent paa Aand end paa Legeme. Denne fornuftstridige og Nationen vanærende Forfatning er det Danmark endnu har. Under Frederik, der døde 1670, indrettedes et Postvæsen; en Matrikul eller Ejendomsskyld, hvorefter Skat- SIDE: 362 terne beregnedes, istandbragtes; og Admiral Cort Sivertsen Ade- ler, en Normand, som i fremmed Tjeneste var bleven berømt, oprettede en Skjærgaardsflaade. Krige med Sverrige. (1670 -- 1718). Kong Kristian den 5te er bekjendt af "Norske Lov", hvori hans Statsminister Griffenfeld, der siden faldt i Unaade og blev hen- sat paa Munkholmen ved Throndhjem, havde stor Deel. Griffen- feld var første Besidder af Grevskabet Jarlsberg, som dengang tilligemed Grevskabet Laurvig og Baroniet Rosendal oprettedes. Forat faa de tabte Provindser igjen, paaførtes Sverrig Krig fra 1675 -- 79, under hvilken den norske Statholder Gyldenløve vel erobrede baade Bahuus og Jæmtland, men de Nederlag, Kongen leed i Skaane, berøvede Norge igjen al Frugt af Sejrene. Heller ikke førte de Sejervindinger, som Flaaden tilfegtede sig der havde sine bedste Matroser fra Norge, og som fra denne Tid blev de forenede Rigers Hovedstyrke, til nogen synderlig Virk- ning ved Fredsslutningen. Kong Frederik den 4de var neppe kommen paa Thronen 1699 før han ligeledes væltede sig ind paa Sverrig, i den Tanke at drage Nytte af dets Konge Karl den 12tes Ungdom. Men Denne gik over til Sjelland og tiltvang sig Fred for nu at kunne vende sig mod sine andre Fiender, hvorimellem Kongen af Polen kom først for Tour. Men 1709 fandt Frederik det atter beleiligt at angribe Karl, som i Rusland havde maattet prøve en anden og værre Skjebne end den der hidtil havde fulgt ham. Svenske Bønder holdt Danskerne med al Ære Stangen indtil Carl kom hjem 1716, hvorpaa han vendte sig mod Norge. I Høland maatte Karl hugge sig igjennem den tappre Kruses lille Korps, besatte Kristiania, men kunde ikke indtage Agershuus, og leed meget af Bønderne deromkring. Et helt Dragonregiment, 800 Mand stærkt, som skulde ødelægge Kongsberg, tilintetgjordes paa Nor- derhaug, idet den kjække Præstekone Anna Kolbjørnsdatter Ra- mus vidste at give et norsk Dragonkorps paa 200 Mand Anled- SIDE: 363 ning til at overrumple Fienden. Ogsaa paa andre Steder lede Svenskerne Tab, og Karl trak sig tilbage mod Fredrikshald, ind- tog Byen efter tapper Modstand, hvorpaa Borgerne, paa Brødrene Peder og Hans Kolbjørnsens Opfordring, stak Byen i Brand, og drev saaledes Fienden ud mens Kuglerne regnede fra Fæstningen. "Og herlig blussed Fredrikshald blandt Liig og Blod, oplyste stolt de Svenskes Fald og Sines Mod. Og aldrig brændte nogen Baun saa skjøn som den. Og aldrig uddø skal dit Navn, o Kolbjørnsen! Saa stride de Normænd for Norge!" Karl trak sig tilbage, og Feldtoget fik ganske sin Ende, da den norske Sjøhelt Peder Wessel Tordenskjold ødelagde den svenske Transportflaade ved et mageløst tappert Overfald i Dy- nekilen i Bahuus. I 1718 anstrengede Svenskerne sig endnu mere. 10,000 rykkede under Armfeldt mod Throndhjem, 20,000 under Karl selv mod Fredrikssteen. Men her faldt Kongen, Hærene drog ilsomt tilbage, og paa Tydalsfjeldene omkom flere Tusinde paa Armfelts Tilbagetog. Jæmtland og Bahuus besattes atter; men uagtet al denne vundne Krigshæder vandt Norge intet ved Freden, medens Danmark høstede Frugten af dets Triumfer. Under Frederik bragtes Island i Minde ved Tormodur Torfason, en Islænder som har skrevet en vidtløftig Norges Historie, og Grønland ligeledes ved den nordlandske Præst Hans Egede, som indlagde sig en Apostels Fortjenester, ved at drage didhen forat kristne Grønlænderne, med hvem siden Forbindelsen vedblev. For de halvhedenske Finlapper sørgedes ved en Missionsanstalt i Throndhjem. SIDE: 364 Lang Fred. Krig med England og Sverrig. Et Universitet oprettes. Norges Afstaaelse til Sverrig. Kong Kristian den 6te, der regjerede fra 1730 -- 46, er kun mærkelig som Indfører af Konfirmationen. Under ham opret- tedes et Handelskompagni til Afbenyttelse af Norges mange Na- turprodukter, som henlaa ubenyttede, medens danske Handels- kompagnier berigede sig ved Enehandel paa Finmarken og de norske Kolonilande. Nogle Glasværker og Fabriker bleve ved hiin Forening fremkaldte. Kong Frederik den 5te fra 1746 -- 66 har heller ikke gjort sig meget mærkværdig. Derimod grundede Biskop Gunnerus og Hi- storieskriverne Schøning og Suhm et Videnskabernes Selskab i Throndhjem 1760. En Bergskole oprettedes paa Kongsberg og et Seminarium i Bergen til at meddele Kundskaber udenfor de egentlige lærde Fag. En Extraskat, som den staaende Hærs util- børlige Forøgelse og Kongens Ødselhed foranledigede, bevirkede en Opstand mellem den bergensiske Almue; men forresten var Fred inde og ude under denne godmodige men svage Konge. Og den afbrødes heller ikke under Sønnen Kong Kristian den 7de, uden ved at de norske Tropper i 1773 nedkaldtes til Holsteen uden at det dog kom til Krig og ved Prinds Karl af Hessens korte Feldtog ind i Sverrig 1788, hvorved vel Bahuus besattes, men som dog ikke førte til noget. Ministe- ren Bernstorff forstod at vogte Freden under den almindelige Krigstilstand i Europa. Adskillige Forbedringer og Tidsomstæn- digheder tydede paa blidere Tider for Norge. Velstanden tiltog ved Fred og Handel. I Finmarken oprettedes Handelspladse, Forligelsesvæsenet indstiftedes. Flere Landhuusholdningsselskaber opstode. Ministeren Struensee, der 1772 henrettedes som an- klaget for mange Forbrydelser, havde indført Trykkefriheden, hvorved patriotiske Normænd fik klage over Fædrenelandets Ulykker. Videnskaberne, især de skjønne, dyrkedes med Held af flere Normænd. Tullin, Wessel, Pram, Storm og senere Zetliz, Bruun og Rein vandt sig Navne som norske Digtere. Og fremfor alt virkede Pressen, ihvorvel senere indskrænket i sin Frihed, til at SIDE: 365 udbrede her den Frihedsaand, som begyndte at gjøre sig gjæl- dende i flere af Europas Lande, især i Frankrig. Normændene begyndte at synge: "Saa vaagne vi vel op engang, og bryde Lænker, Baand og Tvang." Og da Kronprinds Frederik, som bestyrede Regjeringen da Kongen blev vanvittig formedelst sit udsvævende Levnet, ved- blev at negte Oprettelsen af et norskt Universitet, bidrog denne Uretfærdighed til endnu mere at aabne Normændenes Øine. I 1809 stiftedes Selskabet for Norges Vel, hvorved Patrioterne fik et Foreningsbaand for sin fædrelandske Virken. En kort Krig med Storbrittannien endtes efter et Bombardement paa Kjøben- havn 1801; men da Handelen ødelagdes ved den Krig, som paany reiste sig med Storbrittannien og dets Forbundne Sverrig, efterat Englænderne havde i 1807 bemægtiget sig Rigernes Flaade, forat den ikke i Keiser Napoleons Tjeneste skulde bruges imod dem, blev det Overbeviisning for enhver tænkende Normand, at For- eningen var en Ulykke, som ikke længer kunde bæres. Kong Frederik den 6te besteg Thronen ved Faderens Død 1808, uden at derfor Forandring indtraadte i de krigerske Forhold. Ellers førtes Krigen med Sverrig i 1808 med Held under den velsindede Kristian August, som stod i Spidsen for den, forme- delst den afbrudte Forbindelse med Danmark, oprettede Regje- ringskommission. Krigen ophørte i 1809, hvorpaa Svenskerne, der havde afsat Gustaf den 4de og valgt Karl den 13de til Konge, kaarede denne Prinds til Thronfølger. Men efter faa Maaneder døde han, som der sagdes af Gift, fordi han ikke kunde opfylde Forventningen at faa Norge til at indgaa Forening med Sverrig. Krigen med Storbrittannien vedvarede fremdeles til Normænde- nes store Skade og Misnøje. Baandet med Danmark slappedes mere og mere og strammedes sidste Gang, da Kong Frederik endelig i 1811 opfyldte det saa længe og inderligen nærede Na- tionalønske: Stiftelsen af et eget Universitet, som især grundedes ved Normændenes egne patriotiske Sammenskud. Men endelig da den nye svenske Kronprinds Karl Johan, forhen den franske Marschal Bernadotte, kastede sig ind i Holsteen og tvang Fre- derik til at afstaa Norge til Sverrige med samme Magt derover, SIDE: 366 som de danske Konger havde havt, da -- brast det ganske, og det var ikke alene forbi med den gamle Forening, men ogsaa med den godmodige Underkastelsesaand, som saalænge havde vedligeholdt den. FJERDE TIDSRUM NORGES GJENOPREISNINGS TID Befrielsesaaret 1814. Fra Januar til November. I Ulykken er det et Folk, ligesaavelsom den Enkelte, viser hvad det duer til, og hvad Lykke det fortjener. Norges Stilling var frygtelig. Uden Korn, Penge, Kredit, Flaade, uden Venner i hele Europa, vovede det norske Folk dog at modsætte sig den oprørende Afstaaelse og erklære Kielertraktaten for Nul og Intet for sit Vedkommende, endskjøndt dens Opfyldelse var sikkret af de stærkeste Magter. Statholderen Prinds Kristian Frederik, dansk Thronarving, satte sig i Spidsen for Bevægelserne, prokla- merede i Folkets Navn Rigets Uafhængighed, og sammenkaldte, i Egenskab af midlertidig Regent, en af Folket valgt Rigsforsam- ling paa Eidsvoll. Denne forfattede da Grundloven af 17de Mai 1814, der gjør Norge til et frit, selvstændigt, udeleligt og uaf- hændeligt Rige, med indskrænket monarkisk Forfatning, indrøm- mer Trykkefrihed, overgiver Folket, som hvert 3die Aar skulde repræsenteres ved et Storthing, Lovgivnings- og Beskatningsretten, uafhængiggjør den dømmende Magt, i hvis Spidse en Højesteret skulde sættes, og overdrager Befalingen over Armeen samt Ret- ten til at sanktionere Love i en arvelig Konges Hænder, der forpligtedes at høre sit ansvarlige Raad af norske Mænd. Ogsaa fastsætter Grundloven, at en Lov, som uforandret antages af 3 paa hinanden følgende Storthing, bliver Lov om end Kongen negter sin Sanktion, d. e.: Kongen har kun et suspensivt Veto. Grundloven tilstaaer endvidere Kongen Ret til at sammenkalde overordentlige Storthing, erklærer den evangeliske lutherske Re- ligion for Statsreligion, forbyder piinligt Forhør, og meddeler SIDE: 367 Storthinget Magt til at skjænke Indfødsret, aabne Laan, kontrol- lere Regjeringen og indkalde dens Medlemmer for en Rigsret, som dekreteres af Storthingets ene Afdeling, Odelsthinget, og dannes af dets anden Afdeling, Lagthinget, samt Højesteret. En Rigsbank oprettedes og en Kommission til at udgive en Lovbog anordnedes nedsat af 1ste Storthing. Samme Dag valgtes Prinds- regenten til Norges Konge; og hedder han altsaa med al Ære som saadan i vor Kongerække: Kong Kristian den 8de Frederik (eller blot Kong Kristian Fre- derik). Men han bar neppe sin Krone længer end Rosen blom- strer. Den skulde forsvares med Sværdet, og dertil var han ikke Mand. Kongens vaklende Forholdsregler udbredte Ulykke og Forræderi ved Hovedarmeen i Smaalehnene, mens Hæren ved Kongsvinger beholdt den fyrige Aand og Tiltro til egen Kraft, som ofte giver Undermanden Sejeren. Krigen udbrød i Juli, og Svenskerne bleve slagne ved Lier og Matrand; men af Sydarmeen overgaves Frederikstad; den svenske Kronprinds ankom selv til sin Armee, og fandt Vejen aaben til Glommen. Den 14de August afsluttedes en Konvention til Moss, hvorefter Fredriksteen overgaves, en Vaabenstilstand indtraadte, Kongen nedlagde sin Magt i Folkets Hænder, og et overordentligt Stor- thing skulde sammenkaldes. Den 20de October antog dette den svenske Konge Karl den 13des og Kronprindsens Tilbud om en Forening med Sverrig med frelst Konstitution, hvorhos de Krigs- lidte ogsaa skulde have Erstatning af Sverrig, og den 4de Novem- ber undertegnede Præsidenten Grundloven med de Forandringer, de nye Forhold til Sverrig gjorde nødvendige, og Storthinget valgte derpaa mod faa Stemmer den svenske Konge til Norges grundlovbundne Konge, hvilket han erkjendte ved at besværge Grundloven og Forfatningen. Norge forenet med Sverige. Kong Karl den 2den benyttede sig vel af sin saa naturligen lidet folkekjære Ret til at ansætte Svenske som Statholdere i Norge; men de to første bidroge ved deres Adfærd alene til at SIDE: 368 mildne det Nationalhad, som Fortidens krigerske Forhold havde fremavlet. Storthinget dekreterede Sag mod endeel højere Offi- cierer, som havde opført sig slet under Krigen, hvorefter de dømtes fra Livet, som dog blev dem skjænket. Højesteret og en Nationalbank oprettedes, for Lovgivningsværket sørgede Stor- thingene, og en Lovkommission ansattes, der dog indtil nu kun har udrettet lidet. Kong Karl Johan, eller Karl den 3die i Norge, opsteg paa de forenede Rigers Throner ved den gamle Konges Død 5te Februar 1818, og kronedes 7de September samme Aar i Throndhjems gamle Domkirke. De to sidste svenske Statholdere, han efter hinanden ansatte, behagede ikke Nordmændene, hvorfor han hid- til har respekteret det almindelige Ønske, ikke at ansætte nogen Svensk som Statholder i Norge. Kongens ædle Opførsel som Fiende i 1814 og elskværdige Personlighed vandt ham Folkets Kjærlighed og stadfæstede Foreningen. Storthingene, hvoraf det paa 1821 afskaffede al Adel, have med stor Klogskab værnet om Grundloven, og paa ethvert ere de kongelige Forslag til en Forandring deri, som vilde udvide Kongens Magt, eenstemmigen blevne henlagte. Samme mærkværdige Storthing besluttede at deeltage med 3 Millioner i Danmarks Statsgjeld, hvilket var mindre retfærdigt end eftergivende, især da Danmark egenmæg- tigt og uden al Anerkjendelse fra Norges Side har beholdt Bi- landene Island, Grønland og Færøerne. En ny Matrikul er ind- ført, det Præsterne beneficerede Gods befalet solgt til Bedste for Oplysningsvæsenet, Odelsretten, eller den arvelige Ret til Indløsning af Jordegods, indskrænket til Fordeel for Ejendoms- retten, og en Ansvarlighedslov af Statsraaderne med flere vigtige Love er given af de forskjellige Storthing. Sølvværket paa Kongs- berg begyndte i 1830 at give saadant Udbytte, at Landskatten kunde nedsættes betydeligt. Fiskerierne have slaaet til, Handelen har hævet sig, Velstanden inden Folket og Rigets Kredit uden- lands er tiltaget, og det har ikke manglet paa gode Aar. Et freidigt Haab om at det fremdeles vil gaa det gamle, nu, efter saamange Skjebneomvexlinger, foryngede Norge vel, har opfyldt Gemytterne. Og hertil har den vise Brug af de konstitutionelle Magter bidraget, paa hvis Anvendelse fra Kongens Side man kun har sidste Storthings pludselige Opløsning at udsætte. For- vandlet til et overordentligt Storthing har det søgt at faa Kom- SIDE: 369 munefriheden hjemlet ved en Formandskabslov. Befolkningen har tiltaget overordentligt og i Forhold til Agerdyrkningen og Landets Opodling, saa Norge vel nu i Folkemængde og dyrket Land har igjen naaet sin Tilstand under de senere Haarfager- konger. "I Myren erobres den gamle Glands, paa Moen en Landekrands. Og Norriges Skattelande de ligger her indenlands. Ja Kornaxet er de deilige Fjer, som løfte dig atter, du Ørn. Da blikker du ned paa Frihed og Fred paa glade og mætte Børn." Aandig Oplysning er gaaen fremad med Frihedens Straaler. Mange Skoler ere anlagte; flere lærde og genifulde Mænd have udbredt Fædrelandets Berømmelse, og, uagtet Almuevæsenet endnu ikke har nydt en Omsorg, der er dets høie Vigtighed værdig, har dog Folkets store Masse afgivet mange Repræsen- tanter paa Storthinget, som med stor Ære have røgtet sit Hverv. Det eneste, som har gjort Skaar i Folkets stigende Lykke, er forskjellige Mangler ved Nationalærens Emblemer og Selvstæn- dighedens Tegn, saasom et Unionsflag, der hovedsagelig bærer svenske Farver, samt Kongens Uvilje mod den uskyldige Natio- nalfest, som det feirer den 17de Mai, der er den Dag hvorfra Norges dyrebare og dyrekjøbte Konstitution og dets Frihed, Selvstændighed og Lykke skriver sig. Og til evig Amindelse herom og om de store Foretagender til det gamle Riges Befrielse og Gjenopreisning i 1814 er det, at Folket nu paa Eidsvoll vil reise et Minde, herligt og værdigt de store nationale Bedrifter, det skal forevige.