Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet, OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved Universitetet i Oslo i 1991-1997. Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten, og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på, gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/ Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene presenteres sammen med teksten. Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - SIDE: 1 Henrik Wergeland HVAD MENNESKET VEED, BØR TROE OG GJØRE EN UNDERVIISNINGSBOG FOR SANDHEDENS UNGE VENNER AF HENRIK WERGELAND CAND. THEOL. 1829 "Brødre, vorder ikke Børn i Forstand, men værer Børn i Ondskab; i Forstand derimod værer fuldvoxne! 1. Cor. 14. 20. FORORD Jeg kaster et sørgmodigt Blik paa Millionerne af mine Med- mennesker, paa den store Masse af Folkene, hvis hele Kundskab indskrænker sig til deres Haandterings Haandgreb, hvis snevre Tankekreds ikke hæver sig over Erkjendelsen af de vigtigste Pligter, saaledes som de lære disse at kjende af de ti Bud; paa de Millioner af Ynkværdige, som, af Mangel paa en fordøjelig SIDE: 2 Næring for deres Fatteevne, henslentre deres Liv i Fædrenes Fodspoer kun skilnende sig fra disse ved nyeopfundne Laster, der opkomme i deres øde Hjerner som Ukrud i forsømte Haver, og gaae tilsidst ligesaa dumme i deres Grav som de stege af Vuggen. Ja det er en sørgelig Sandhed, som paatrænger sig os med Erfaringens hele Kraft, at Aar attenhundrede og tredive efter den store Reformator Jesu Christi Byrd, staaer den store Masse af Folkene, uanseet de forskjellige Lande og Religioner, ligesaa lavt paa Lysets Stige, som Jøderne paa Christi Tid, der fyldte Qvarantanias Klippehuler og de Syges Aarer med Djævle- skikkelser, og, stirrende paa Frelseren, ventede Gjerninger af ham, der skulde kunne forudsætte en Ophævelse og Suspen- sion af de evige, urokkelige Naturens Love. Hvor skulde vi søge Grunden hertil uden i den Opdragelse, som bliver dem tildeel? uden i det Underviisnings-system, som af Regjeringerne anvendes paa den store Folkeklasse? I hvor mange Stater ødes ikke Formuen paa at erhverve det udvortes Skin, en flagrende Rødme, der, hvor hektisk den er, skal vidne om indre Kraft og Orden: om at Staten er i sin rette Gang, medens Tanken om Statens højeste Maal, dens himmelske Betydning synes fjernet -- ja stundom saa fjernet, at den, som drister sig til at lægge Fingeren paa de Sovendes Øine, eller trække de Staternes Fædre i Kjolen, som adsprede sig med alskens jordisk Tant, som f. Ex. holde et glimrende, stedse færdigt Forsvarsværk for det Allervigtigste, udsætte sig for at dele Skjebne med Lands- forræderen. Men Fuldkommenheds-ideen maa dog svæve glorie- klar over det hele Samfund som over det enslige Hjerte? At det er saa, vise Staterne ved at gjøre det almene Opdragelses- væsen til deres nærmeste og højeste Interesse, ved at vække Tænkekræfterne hos de Sjele, hvis Legemer de benytte til Jord- dyrkere, Arbeidere eller i Gelederne -- ikke ved blot at stemple dem med Navnene af en eller anden Troessætnings Bekjendere. Jorderigerne skulle dog aldeles ikke være Andet end Opdragel- ses-anstalter for højere Saadanne i himmelske Riger. Men en Alretfærdighed opflytter i Klasserne. Det er denne Alretfærdig- hed, som det er saa Mange om at gjøre, under Navn af Guds Naade, uvis og precair. Dens Grundlov er skreven i det hele Livs Uddannelsesevne; dens Forjettelser ere nedlagte i enhver SIDE: 3 Sjel, nemlig den Vished: at hvert Menneske hisset nyder Lyk- saligheden eftersom hans Tænkekraft og Dydsstyrke (hans Selv- bevidsthed, moralske Kraft) er hævet og klarnet. Men er nu ikke Bestyrelsen af de lavere Skoler slet, naar de sende Mil- lioner af sløve Kandidater til de øvre? Graven modtager dem, og maa sende dem videre; men de komme ikke hisset i saa høi en Aandens Klasse, i saa fuldkomment et Guds Rige, som de kunde kommet, hvis -- ja hvis . . o der ere flere Grunde dertil end denne, at deres Opdragere her, Overhovederne hel- lere ville være Generaler end Skolemestre. Lad nu hiint højeste Maal for Staterne ikke være forrykket i En ligeindtil at betragtes som Bihensigt; lad der endog findes en Stat, hvor ABC'en agtes højere end Bajonetten, hvor den gemene Soldat kan læse ligesaa flinkt som skuldre og forstaae at fatte Aanden i sit Kald, at fatte sin Anførers Hensigter, og kun, hvis de ere gode, gjør sig til et Redskab i hans Haand, hvor man ikke anvender flere Skatter paa klingrende Hære, paa Slotte osv. end paa Oplysningsvæsenet, hvor man ikke holder den dorske, i Alt taalmodige, alene trællende Statsborger for Idealet af et Menneske -- kortvarig, overfladisk kan dog kun den Flid og Omsorg blive, som man anvender paa den store Klasses Dannelse, den Opdragelse hver Folkelærer kan give de hundrede nye Disciple, der hvert Aar strømme til ham. Var nu denne almene Underviisning en Begyndelse, en Anviis- ning til Tankeudvikling, til Vækken og Opklaren af Begreberne, en Næring for Tænkningen, hvori Sjelens Liv bestaaer, en Frem- skyden til videre Tænken (Aandsuddannelse) ved at give denne Retningen, en prometheusagtig Berørelse af det raae Menneskes slumrende Tænkekræfter, der altid da, som den rørte Balsa- mine, slaae sig ud, og følge den aandige evige Bevægelses Love -- da kunde der ikke være mere at fordre -- da var der ligesaa mange Sjele paa Jorden som menneskelige Legemer. Thi nu ere Millioner Sjele suspenderede: deres Kræfter ere lammede for dette, for et heelt Liv. "Den, der har tænkt (siger Rousseau i sin Emil) vil stedse vedblive at tænke; og den For- stand, der eengang er bleven vant til Overlæg, kan ikke siden overgive sig til Ørkesløshed. Naar Mennesket først har begyndt at tænke, ophører det ikke igjen saalænge det lever." Men SIDE: 4 netop det Modsatte er den naturlige Følge af det gjængse Op- dragelsessystem, der anvendes paa den store Masse af Folkene. Det hedder: vi kunne kun bibringe dem Religion. Vi kunne ikke mere end uddanne dem til Christne. -- De have Ret; dog mere i det Første end i det Sidste. Men hvad faae de af Religionen uden nogle, for Aarhundreder siden, i mørke Tider til Troesartikler ophøjede, theologiske Meninger eller Læresæt- ninger, hvis naturlige Ubegribelighed banlyser ethvert Forsøg paa at tænke over dem? ja selv den Lærdeste svimler naar han vil nærme sig dem med sine Tanker. Kan da saadanne Materier kaldes passende Næring for den spæde Tænkekraft, der er et- hvert Barn naturlig? Dog skulle de Alle i det 6te, 7de, 8de Aar lære at læse, og have da ingen andre Bøger end saadanne, med Udtog af den abstrakteste Dogmatik, med Lærdomme, som ere ligesaa langt hævede over den meest Oplystes som over den Raaestes Tankekreds, derfor forbause og -- ikke fremkalde, men fremtvinge Troen -- uden Overbeviisning (thi de have ikke faaet Noget, som de kunne fatte og bedømme) og Pligternes Opfyldelse -- uden deres Erkjendelse -- altsaa en Dyd uden Værd. Efter en saadan Underviisning, som alene kommer Hukom- melsen tilgode; uden at have faaet et eneste Begreb, eller være bleven lærte at udvikle saadanne af deres egen Evne, hvilken ogsaa af deres Sandselighed gjerne holdes i Slummer, kaldes den største Deel af Folkene voxne paa Sjel, som de virkelig ere det paa Legemet, fuldlærte, og de gaae nu ud i Verden. Hvad Under at Millioner ere aldeles tanketomme, uden Min- delse af deres Sjelekræfter, ja saa sløvede at de føle Mod- bydelighed, ikke Trang, til Oplysning og Aandssysselsættelse? Kast et Blik i en Bondehytte en Efteraarsaftens tidlige Qvels- dæmring: Folkene komme ind! de have tærsket nogle Timer den Dag: den lange Aften staaer for: en søvnig Samtale om ubetydelige Ting knyttes for om en halv Timestid aldeles at opløses i Gaben: Sengen søges, eller de sidde endnu en Stund aldeles tanketomme hver i sin Krog. Det bliver altsaa en Sandhed, at den store Mængde af Mennesker, som leve saa, ere meest Mennesker, naar de tærske og pløje. Er deres Ar- beide forbi, saa er det forbi med dem. Det er deres eneste Liv. -- Et tydeligere Exempel paa den liden Tænkekraft, der bliver Mennesker, efter hiin Methode opdragne, tildeel: Mil- SIDE: 5 lioner vandre under Stjernerne, uten at disses herlige Syn vækker et Spørgsmaal hos dem, uden at de nogensinde have hørt det opløftende Svar: de ere Guds Verdener vandrende over dit Hoved. Den eneste Idee de derom gjøre sig er, at de ere Zirater, som Stueuhrskiven og Skilderier paa en Væg. Selv Kundskab om Verdensbygningen, der dog er ligesaa simpel som opløftende og skikket til at vække ophøjede Tanker og Følelser, bliver dem ikke tildeel. Naturligviis tales her blot om en simpel anskuelig Idee deraf. Det Positive, som udelukkende er dem bibragt, har fremavlet i deres øde Hjerner (lignende en Ørk hvor det eneste som hæver sig over det endeløse Slette er et sort Veikors) en dunkel Nødvendighedstroe. Det er dem al- deles uvant at søge Grunden til et Phænomen i Tingens Væsen. Fældes f. Ex. En af Lynet formedelst egen Uforsigtighed, beregne de ikke denne eller finde en naturlig Grund til at Lynet slog ned paa det Sted, men de ere meget tilbøjelige til at antage det Lyn for en Skjebnes Finger, der vilde have naaet sit be- stemte Rov, hvor det end havde skjult sig. I Sygdomme gjør den samme dunkle Tro dem meget passive og tvivlende om Medi- cinens Hjælp. Der maa overnaturlig Hjælp til. Saaledes ere de lavere Klasser i Intet forskjellige fra deres Oldefædre (og dog siger man at Menneskeheden gaaer vældigen fremad?): i 20, 30 Aar har et saadant Menneske Intet andet lagt til sin jammerlige Aandsskat end et Par Psalmer maaskee. Lægger man hertil endeel Erfaringer, hvilke dog aldrig tjene ham til Kime for Betragtninger, samt endeel nedarvet Overtroe, saa har man registreret Almuesmandens Hjerneinventarium. I aandig Henseende ere de store Folkemasser hinanden lige fra China til Nordcap. Kun de dannede Klasser gjøre Forskjellen mellem Tyr- kiet og Frankerig. Nationalcharacteren er noget Andet. Den lader sig henføre under Naturhistorien og Geographien. Hiin den store Folkemasses forsømte Tilstand er Aarsag til den Adskillelse, der, selv i Fristater uden Adel, finder Sted mellem de Simplere og Dannede, saaat disse betragte hine med en mærkelig Ringeagt og holde sig aldeles for sig selv. Og ligesaa modbydeligt maa ogsaa dens Selskab være, der (han være noksaa brav Mand forresten) er umælende, hvis man ikke gaaer ind i hans snevre Erfarings-kreds, inden hvilken selv dog enhver Slutning er ham fremmed, som behageligt den Bondes f. Ex. som røber Tænk- SIDE: 6 ning og Videbegjær, for hvem en Tankeudvexling ikke er uvant, hvem man mærker at man kan være til Nytte. Slige gives der dog. Men her har Naturen hjulpet. Dog er selv disses religieuse Overbeviisning for det meste meget svag og vaklende, og det er, fordi der i deres Ungdom ikke blev lagt nogen Grundvold dertil ): der blev ikke lært dem noget, som deres gode natur- lige Forstand kunde fatte og omfatte i deres hele Liv. Sædelig- heden er derfor i det Hele taget ikke stor hos dem. Deres slappe Tro (Mangel paa Overbeviisning: Skepticismus) viser sig tidt især ved at gjøre Alt Gudstjenesten vedkommende til fast Maal for deres Lune. Børnene høre til, lee, gaae næste Morgen til Præsten, og nu -- er der et uudfyldeligt Gab i deres Over- beviisning. Paa den ene Side ligger Cathechismen, paa den anden Fædrenes Raisonnements. Skulde ei, ikke alene for den Klasse, men for Alle, da være høi Tid at lære dem, hvorvidt Grendserne for Menneskets Viden strække sig; at Alt paa hiin Side disse, aldrig kan indsees med Vished, men at hvad deraf skal vorde Troesgjenstand maa kunne udledes af ethvert Men- neskes Fornuft og saaledes være indlysende for Alle. Trækkene til dette mørke Malerie, dette Natstykke midtiblandt vort Aarhundredes glimrende Transparenter, ere ikke hentede fra Salonerne (skjøndt den der herskende Yderlighed i Indiffe- rentismus, den fade, tomme, forfængelige Aand, som der er forherskende lader sig forklare af samme Grund; thi ogsaa disse Væsener have været Børn og med Taarer, hvis Aarsag de ikke kunde forklare sig, i Kirkerne gjort Rede for hiin ufattelige Børnelære) men de ere hentede fra Hytterne, fra Kakkelovns- krogene, fra Kroerne, som fra Kirkegulvene -- de ere (saavidt man vil indrømme en ung Mand Evne til at opfatte tilstrække- ligen og Menneskekundskab) optrukne efter Erfaringens mathe- matisk sikre Samlinier. Vare de ikke det, turde jeg ikke vove at erklære: det Folk er forraadt til Mørket, som ingen anden Næring for deres Sjelekræfter faaer end nogle Sætninger, som, efter deres Natur, ikke kunne være Gjenstande for Fornuftens Prøvelse (Eftertanke) og Dom; men meget mere befale denne afsat indtil videre [fotnotemerke] ; og som da heller ikke, i egentlig Forstand, kunne fremvirke en Tro, der er grundet paa Overbeviisning: at den christelige Sædelære er, da den er Fornuftens egen, al- Fotnote: 2. Cor. 10. 5. SIDE: 7 deles skikket til, i Forening med de fattelige og, som Troes- artikler, ene vigtige Lærdomme om Gud og en Udødelighed, at udgjøre den udelukkende Gjenstand for Folkeunderviisningen. Kort -- for at vække Begreber, maa man ikke strax, i Be- gyndelsen gaae udenfor deres Grændser: Der ere Aander i Himlen -- og blandt dem vor forklarede Frelser -- som engang herneden arbeidede af al deres Kraft for den store Menneskehed. O, Forsyn, velsign deres Frugter, at de ikke falde af ubenyttede! De fremblomstrede for de Fattige i Aanden. Er Hjertet fuldt af Medynk, da være Hovedet fuldt af Tanken om Hjælp. O, nys, da jeg saae ind i Folkemassens Hjerner -- hørte min egen Klage gjenlyde som i en Ørken -- hvor fandt jeg min, ved den uvilkaarlige Samstilling, riig! og nu, da jeg overtænker, hvorledes jeg skulde kunne hjælpe, hvor arm! Min Følelse er for varm til at døe hen i sine Suk, til at qvæles af Mistvivl, hvor gjennemtrængende isnende den end er, til at kjølnes af Forudfølelsen af Miskjendelse. Jeg skylder den et Forsøg. Der er Triumf i at følge sin Overbeviisning, i at lyde sin Samvittighed. Min Opgave er da, at give en Prøve, et Udkast til en Under- viisning i de alene vigtige Sandheder, saaledes som jeg troer de lade sig fatte af Børn paa 10 Aar, almindeligen taget, og af udannede Mennesker af enhver Stand. Dog gaaer jeg først over til disse efter at have fulgt i Underviisningen den menneskelige Sjels Udvikling. Barnet giver sig blot af med at sandse og er- fare. Verden sysselsætter det alene, uden at det tænker paa sig selv. Dette sidste tillige gjør Ynglingen. Paa denne Er- faringens Grundvold bygger Manden sine Slutninger. Den na- turlige Underviisning for et blot Barn var da blot Naturhistorie, Beskrivelse over saadanne Ting, det selv har Anledning til at kjende, for det tilvoxende Menneske Sædelæren; for den Voxne de speculative Sandheder. Men i at lære bogligen gaaer man alletider forud for Alderen. Jeg vil da stræbe at forene alle tre Gjenstande saaledes at dette Udkast, idet det gaaer fremad som de Læseres Fornuft, det er bestemt for, med Erfaringen, kan vække deres Tænkekraft, vinde deres Fornuft, og derved hjælpe denne i at lede sig frem til hine alle vigtige Troessand- heder, til en urokkelig Troe, da den er grundet paa Overbeviis- SIDE: 8 ning, da det maa synes dem indlysende, at de, ved at tænke over hvad de have lært af Tilværelsen gjennem deres Sandser, vilde have kommet til de samme saliggjørende Erkjendelser af Tilværelsens Ophav og Bestemmelse. INDLEDNING Det bør Mennesket først at vide Hvad det selv og det, han opdager udenom sig er; dernæst hvad det selv især skal blive, og hvorledes det kan blive dette. Denne Kundskab om Hvad Mennesket, som vi kjende det, og hvad vi opdage udenom os er, eller Læren om Tilværelsen, er Gjenstanden for alle saakaldte verdslige Videnskaber. Vor Ind- sigt deri kaldes Viden. -- Denne Kundskab om Hvad Mennesket skal blive, eller Læren om Bestemmelsen er Gjenstanden for den saakaldte aandelige, himmelske Viden, som meddeles i Religionslæren. Vor Indsigt deri kaldes Troe, da den er en Frugt af Slutninger, ikke af Erfaring. [fotnotemerke] Denne Kundskap om hvorledes Mennesket bliver det, det skal blive: om hvorledes Mennesket naaer sin Bestemmelse, affattes i Sædelæren. Den lærer os den rette Tænke- og Handlemaade. Det Menneske, som redeligen stræber at forene og anvende Indsigter i denne trefoldige Viden, saaledes at han er istand til ved Overlæg at bringe sin Tænke- og Handlemaade [fotnotemerke] i Over- eensstemmelse med sin Troe og sin Viden -- det Menneske kalde vi et sædeligt, godt, fornuftigt og gudfrygtigt Menneske, velbehageligt for Gud, sig selv og lignende Medmennesker. Til denne redelige Stræben hører ogsaa, som en Begyndelse, Prøvelsen af denne Bog. Fotnote: Vi kunne f. Ex. ikke erfare at vor Sjel er udødelig; men vi kunne af den Erfaring, vi have om dens Beskaffenhed, indtil Overbeviisning slutte os dertil. Fotnote: F. Ex. Veed du at Dyrene have Følelse, og troer du, at Gud har skabt sine Væsener, for at de skulle blive saa lykkelige, som de efter deres Natur kunne, da bringer du, ved at hjælpe et lidende Dyr, din Tænke og Handle- maade i Overeensstemmelse med din Viden og din Troe: da handler du som et sædeligt, godt, fornuftigt og gudfrygtigt Menneske. SIDE: 9 HVAD MENNESKET VEED OM VERDEN Alt Tilværende, som vi blive vaer, deler sig for os i Himmel og Jord. Tilsammen kaldes det Alverden. Paa Himmelen op- dage vi utallige lysende Legemer: Sol, Maane og Stjerner; paa Jorden utallige Skabninger, Stene, Planter og Dyr. For at gjøre os et rigtigt Begreb om Himlens straalende Le- gemer, maae vi vide, at vor Jord, hvoraf vort Land ikkun er en liden Plet, er et kugledannet, stort, i Himmelrummet svævende Legeme (Jordkloden) som erholder Lys og Varme og Bevægelse fra et endnu meget større Verdenslegeme: Solen. Vi kjende da tvende Verdenslegemers Beskaffenhed, nemlig Jordens, at den modtager Lys, Varme og Bevægelse, og Solens, at den uddeler Lys, Varme og Bevægelse. Vi slutte heraf, at de øvrige Himlens lysende Legemer, der formedelst den større Frastand synes saa smaae, enten have en Beskaffenhed, der ligner Jordens, eller en der ligner Solens. Det første finde vi at være Tilfældet med det Himmellegeme, som er os nærmest, nemlig Maanen. Den er ligesom Jorden et i sig selv mørkt Legeme, men oplyst af Solen, og den bevæger sig som Jorden, nemlig rundt om denne. Bevægelse maa da især være den Egenskab, som skal passe paa de Himmellegemer, som skulle ligne vor Jord; thi om deres Bestanddele kunne vi intet erfare. Og vi finde en lignende af- maalt Bevægelse som Jordens hos ti Himmellegemer, hvilke vi derfor kalde vandrende Stjerner eller Planeter. Disse ere da Kloder, store Verdenslegemer som vor Jord; ja ved Beregninger og Seeredskaber er man kommen til Vished om deres Stør- relse indtil Milemaal og deres Bevægelses Hurtighed. Man har fundet, at enkelte af dem ere meget større end vor Jord, samt have flere Maaner løbende om sig. [fotnotemerke] De Stjerner hos hvem vi ligesaalidt mærke nogen Bevægelse som hos Solen, slutte vi ere Verdenslegemer lige denne. De kaldes faste eller Fixstjerner. Fotnote: Ja ved Hjælp af Seeredskaber har man opdaget Ting paa dem, f. Ex. høje Bjerge paa Maanen og Morgenstjernen, som give Formodning om at de i Natur og Udseende have meget tilfælleds med Jorden. SIDE: 10 At mindre Himmellegemer bevæge sig om større -- Planeterne om Solen, Maaner om Planeterne -- lader sig forklare af den Kraft til at trække til sig mindre Ting, en større Ting har. Alle de Himmellegemer som saaledes ere i en afmaalt Be- vægelse -- det ene gjørende større Ringløb end det andet -- om en Sol kalde vi en Verdensordning, et Solsystem. Vi kjende kun vort eget; men, da Fixstjernerne ere Sole, i alle de tusinde Stjerner, der vandre over vort Hoved: fra den straalende Nord- stjerne til den dunkle Stjernetaage, ligesaa mange tusinde Mid- delpuncter for andre Verdensordninger. Ja, alle disse straalende Punkter paa den Deel af Verdens- rummet (Himmelen) som vi kunne øine, og alle de Stjerner, som, formedelst deres Mængde og uhyre Frastand, for vort Øje synes som en udflydende Taage (Melkevei, Taagestjerner) ere Sole som vor Sol, imod hvis virkelige Størrelse Jordens ikkun er som et Sandkorn imod dens synlige; og dog er vor Sol kun et Punct, som de andre Stjerner paa Himmelrummet, dog maa den fra andre Verdensordninger alene synes som en Stjerne! -- hvor er da Verden umaalelig i sin Størrelse, som ubegribelig i dens Oprindelse og Vedvaren! Hvor ubetydelige, hvor henveirede i dette Alt som Fnug synes vi ikke ved dette Skue, og dog hvor ophøjer ikke den næste Tanke os: den, at vi dog kunne beskue alt dette, at vi ikke kjende nogen anden Skabning, der kan dette. Naar vi tænke os en flere tusinde Mile i Omkreds stor Kugle halvt skinnende som Maanen -- thi det Halve kan kun belyses af en Kugle paa engang -- halv nedsjunken i Mørke, fuld af mylrende Liv, med uhyre Bjerge, Dale og Have, omgivet af en Dunstkreds, brusende os forbi i sin Rullen gjennem Rummet, -- da gjøre vi os et nærmere Begreb i det Hele om den enkelte Verdensorden vi kalde en Planet; da opløfte vi os over Jorden og see den som den er heel hvine os forbi. Tænke vi os en Kugle saa stor som alle Planeternes tilsam- menlagte Masse, stillestaaende omgivet af et gjennemtrængende lysende Stof, eller -- maaskee tydeligere om ikke saa rigtigt -- en saadan Klode heel ibrand -- da have vi et nogenlunde Be- greb om Solen. Der gives andre Verdenslegemer, der formedelst deres mindre bestemte Bevægelse og særegne Udseende, hverken kunne regnes til Planeterne eller Fixstjernerne (til Kloderne eller Solene). Deres SIDE: 11 lange lysende Hale giver dem Navn af Halestjerner eller Kometer. Af disse Egenskaber lader sig kun slutte, at de ere Kloder, hvis Masse endnu ikke har faaet sin Fasthed eller Tyngde, saaat den endnu er i Gjæring og Dunstkredsen maaskee blot opfyldt med varme, lysende Dampe som en Følge deraf. Tænke vi os nu saadanne Sole med sine Kloder, Kloderne med sine Maaner, Verdensordning ved Verdensordning, over, under os, i et endeløst Rum, Alt i afmaalt, evig Bevægelse, hurtig som Tanken, da have vi et Begreb om Alverdens store Liv; vi see Allivets første, store Træk. Dets mindre skulle vi eftergranske paa Jorden, og saa finde Betydningen i det Hele. Vor Jord finde vi bestaaende af følgende Grundstoffe: Ild, Luft, Vand, Jord. Disses forskjellige Forbindelser vise sig som belivede eller ube- livede Legemer. De belivede Væsener kaldes Dyr (Liv med Fornemmelse) og Planter (Liv uden Fornemmelse). De ubelivede Legemer Jord. (Mineralriget) Hver af disse Naturriger indbefatte Klasser f. Ex. Dyreriget bestaaer af Pattedyr, Fugle (med rødt, varmt Blod), Amphibier ): Dyr, som kunne leve baade paa Land og i Vand, Fiske (med rødt, koldt Blod), Insecter, Orme (hvidt Blod). Planteriget af Træer, Buske, Planter, Urter, Svampe, Moser, Lav, Bregner. -- Mineralriget af Jordarter og Stene, Salte, brændbare Mineraler, Metaller. Hver af disse Klasser indbefatter efter visse Kjendemærker Slægter, og Slægterne igjen Arter. [fotnotemerke] De belivede Legemer af samme Art adskiller sig i Han- og Hun-kjøn. De belivede Legemer fremkomme ved Forplantelsen, som er en uforklarlig Følge af en Forening af samme Arts forskjellige Kjøn. Ved de belivede Legemer lægge vi Mærke til Tilblivelsen, Er- næringen, Forplantelsen og Døden eller deres Deles Overgaaen til de ubelivede Legemer. [fotnotemerke] De ubelivede Legemer fremkomme og forøges ved en For- ening og Opdyngen af ligeartede Dele. Fotnote: F. Ex. Ulv, Ræv ere forskjellige Arter af Hundeslægten; Nat- og Dagblomst forskjellig Art af Violen. Fotnote: Saaledes f. Ex. hensmuldrer et Been, et Træ til Muld. SIDE: 12 Denne Orden er udfunden i Jordens mylrende Liv ved Natur- historien eller Livets Beskrivelse. Naturlæren viser at Alverden og dens Liv er afhængigt af evige urokkelige Naturlove [fotnotemerke] : den søger at lære at kjende og benytte Naturens Kræfter. Saaledes forklarer den Himmellegemernes Bevægelse efter Tyngdens og Tiltrækningens Love; lærer Aarsagen til alleslags Luftsyn: Skyer, Lyn, Ildkugler osv.; finder Aarsagen til de fire Aarstider i de forskjellige Stillinger Kloden i sit Aarsløb om Solen maa antage; til Dag og Nat i dens Omvælten under Løbet; ja selv til Him- mellegemernes runde Form. Naturlæren er den vigtigste menneskelige Viden. Den har gjort Mennesket til Herre over Elementerne (det som ovenfor kaldtes Grundstoffene). Indsigt i Naturen og i Menneskets Sjel (Sjelelæren) har fremfødt Religionen ): ophøjet Mennesket over Naturen. Kaste vi et Blik over Jorden selv, finde vi at dens midterste Deel er den varmeste og rigeste paa levende Skabninger, da den, ved Jordens Bevægelse fra Vest mod Øst, er mest udsat for Solens Indvirken; men, som vi nærme os Yderpuncterne (Nord- og Sydpolen) tager Varmen og Livets Rigdom da Solens Straaler der falde i saa skraa en Linie, af. Den største Deel af Kloden see vi skjult med Vand (Hav) der deler Jorden i fem Jorddele, eller, da vi kalde Jorden i indskrænket Bemærkelse: Verden, Verdensdele. [fotnotemerke] Disse ere igjen enten af Menneskene vilkaarligen inddeelte i Stater, eller og ere de ved [fotnotemerke] naturlige Grændser (Floder, Bjergkjæder, Fjorde, Søer) afdeelte i Lande; disse igjen enten efter menneskelige Indretninger eller efter na- turlige Grændser i Provindser, Amter o. s. fl. mindre Dele. Men -- vi maae lære at kjende denne Skabning, som saaledes skalter og valter paa Jorden efter eget Tykke! Vi see nogle Millioner af en udmærket Dyreart, mens de øvrige Dyr rode sig ned i Jorden og krybe i Huler, hist og her paa Jorden enten forme pragtfulde Bygninger i Stæder og løbe travle omkring, kaldende sig Handelsmænd, Arbeidere, Embedsmænd, eller dyrke Jorden og boe adspredt i mindre Samfund over den, Fotnote: d. e. Maaden hvorpaa Naturen eller Verdens Kræfter aabenbare sig i Virkninger. Fotnote: Den Verdensdeel, hvortil Norge hører, kaldes Europa. Fotnote: Saaledes er f. Ex. Norge adskilt fra Sverrig baade ved Hav og øde Fjeld- strækninger, ligesom ogsaa Forskjelligheden i Sprog er en evig Adskillelse imellem begge Folk. SIDE: 13 kaldende sig Agerdyrkere og Hyrder og Jægere, eller færdes paa Havet i stolte Skibe og lave Snekker, kaldende sig Sømænd og Fiskere. Men alle kalde sig Mennesker, alle lige, trods deres forskjellige Farver: fra det hvide til det ravnesorte, trods deres forskjellige Levemaade. Skulle de være lige: denne der i Pur- pur og paa en Throne, og denne der, der vælter sig i Lænker for hans Fod? Denne her i Marmorhallen, og denne der ligesom de andre Dyr roder sig ned i Jorden, skjuler sit nøgne Legeme i en huul Træbul? -- Vi lukke nu vore Øine for Stjernehimmelen og for Jorden, og skue ind i en anden Verden, i -- os selv, idet vi undersøge hvad vi vide OM MENNESKET Om Menneskets Legeme vide vi: 1) At det, som sammensat af de samme Bestanddele som de øvrige Jordens levende Skabninger (det henhører til Patte- dyrene) er underlagt de samme Love for dets Tilblivelse, Væren og Død eller forgaaen: at det altsaa føder, ernærer sig, forplanter sig paa samme Maade -- har de samme Hoveddrifter som ethvert andet dyrisk Legeme -- at det paa samme Maade overgaaer i de livløse Dele, hvoraf hele den synlige Verden bestaaer: 2) at det i naturlig (nøgen) Tilstand hverken er, som de andre Dyr, udrustet til Forsvar eller Angreb, eller til at bjerge sig imod Veirliget: 3) at det mangler den Drift, vi finde hos mange Dyr, til blindt- hen at finde de sunde Næringsmidler og Lægemidler. Heller ikke er dets naturlige Styrke og Sundhed udmærket. Men det besidder 4) en høi Grad af Udholdenhed især som Evne til at leve af de forskjelligste, tilvante Næringsmidler under de forskjel- ligste Himmelegne: under Solens lodrette Straaler som paa Nordpolens Iissletter: 5) Evne til Kunstfærdighed, især med Hænderne: 6) en høi Grad af Dannelighed (Smidighed f. Ex.): 7) Taleevne og meget omfattende Stemme: 8) et skjønt, ophøjet Udvortes (fornemmeligt ved den opreiste Bygning og det aabne Ansigt) der selv synes at gjøre Ind- SIDE: 14 tryk paa de andre levende Skabninger. Man kunde ogsaa lægge hertil: i naturlig Tilstand alle Sandser (Syn, Hørelse, Følelse, Smag, Lugt) skarpe og i jevnt Forhold; thi om et andet Dyr har et Par Sandser udmærket skarpe, saa plejer det dog at mangle paa de andre. Maa vi nu i blot legemlig Henseende i det Hele kalde Men- nesket en udmærket Skabning, finde vi dog snart Grund til at kalde Mennesket den fortrinligste af alle os bekjendte Skabninger, naar vi vende Blikket i vort Indre. Vi opdage der en Forening af Kræfter, kjendelige alene ved deres Virkninger, som vi ikke kunne finde hos nogen anden Jordens Skabning. Det at vi mærke at vi gjøre os klare Forestillinger om hvad der indvirker paa Sandserne (vide, nævne hvad det er), og at vi kunne handle efter disse Forestillinger, hvorimod vi see Dyrene kun bevægede som Machiner, gjør os først opmærksomme paa os Selv. Evne til at gjøre sig Forestillinger kalde vi Fornuft, Evne til at handle efter Forestillinger kalde vi fri Villie. Begge disse Kræfters Forening i Selvbevidsthed kalde vi Sjel, Aand. Selvbevidsthed er ligesom Aandens Hjerte. Ved Samvittighedens Uddannelse, den tredie Hovedevne i Sjelen, nemlig Evnen til at skjelne med Tilfredshed eller For- trydelse mellem Godt og Ondt, forhøje og klarne vi vor Selv- bevidsthed, altsaa forædle vor Aand. Fornuft eller i det Hele Forestillingskraft indbefatter Evnen til at føle, tænke, erkjende, slutte, dømme, lære, erindre, indbilde sig. Fri Villie kan ogsaa siges at være Evne til at begjære og af- skye, til at vælge og forskyde efter Forestillinger med eller mod Tilbøjelighed, med eller mod Samvittighedsfølelsen. Hvis den gjør dette Sidste, kalde vi Handlingen sædelig, moralsk; og vi kalde den ogsaa god og rigtig, hvis Andres Samvittighed maa bifalde den. Efter dette Begreb om Menneskets Sjel vide vi nu at Legemet, den er forenet med, kun kan være det som under- ordnet, som Redskab. Mennesket er altsaa et sammensat Væsen: en usynlig Sjel i et synligt Legeme: aandige Kræfter forenede med legemlige. Hiin Legemets Indretning svarer ogsaa til en saa udmærket Hen- sigt. At det er forenet med et fornuftigt Væsen afhjælper fuldkom- men de Mangler det kunde synes at have. Legemets Værgeløshed er nemlig Aarsag i at Opfindsomhed og Klogskab udvikler sig i SIDE: 15 Sjelen; thi nu lærer denne Legemet at beklæde sig; den giver det Vaaben i Hænde, frygteligere og sikrere end Dyrenes; den veed at erstatte Legemet den Drift det mangler til blindthen at kunne finde de tjenlige Nærings- og Lægemidler, idet den ved at prøve alle Na- turens Frembringelser anmærker sig de gavnlige: sætter Kundskab istedetfor Drift. Legemets Taleevne er Udtryk for Sjelens Tænke- kraft. Legemets Kunstfærdighed for Sjelens Opfindsomhed. Lege- mets Udholdenhed fremhjælper den fornuftige Hensigt hos Menne- sket at udbrede sig og med sig det ordnede Liv overalt paa Jorden. Sjelens Følelse af det Skjønne og Behagelige viser sig i Stemmens Velklang, i at pryde Legemet og forhøje dets Skjønhed og Danne- lighed. Det udmærkede Udvortes eller Skjønhed, Menneskelege- met unægtelig har fremfor de andre Skabninger, er ogsaa et na- turligt Udtryk for den ophøjede Plads Mennesket medrette tiltager sig over Skabningerne. Den er dets Kongesmykke. Legemets Sundhed er en Stræben efter en Fuldkommenhed efter dettes Natur, altsaa en forgjængelig. Men uafhængig af denne Legemets Stræben føle vi alle vore Sjelsevner, vor hele Aand belivet af en Attraa efter Fuldkommen- hed, der forbliver ligesaa mægtig om vi vandre paa Gravens Bred, som da Livet stod for os i Ungdomsblomsten. Heri have vi faaet et kort Begreb af Menneskets Viden. Vi kunne med Vished ikke vide mere end hvad vi kunne erfare. Fra Verdensordningerne, i stedse mindre og mindre Ringløb, til vor Jord, til dens Naturriger, til disses Skabningsrækker, til Rækkernes Familier, til disses Enkelte, har vor Sjel beskuende svunget sig indtil den sammentrak sig i sit eget Væsens Be- skuelse for derfra igjen i større og større Ringløb at opsvinge sig gjennem de nye Rækker og Ordninger i den nye Aand- Alverden, den gjennem sig selv opdagede. Vi have Erfaringer, vor Viden for os, paa den bygge vi vor Troe. Af vor Viden lære vi vor Troe at kjende, som Aanden af Legemet. Vi gaae over til Slutningerne, som, naar almeengyldige, for enhver For- nuft antagelige, Beviser understøtte dem blive Sandheder faste som Erfaringens. Vor Erfaringskreds var stor, vor troesfaste Slutningskreds er ikke mindre. SIDE: 16 HVAD MENNESKET BØR TROE Ved at slutte FRA VERDEN Da vi vide, at en Virkning maa have en Aarsag, slutte vi af Verdens Tilvær, at den har et Ophav: af Verdens hele, visse urokkelige Love følgende Liv, af den Hensigtsmæssighed, vi opdage i disse Loves Virkninger (de Midler Naturen anvender til sine Formaal) at dette Alts første Ophav er en fornuftig Villie. Men af vort eget Væsen vide vi, at en fornuftig Villie er Kjendetegnet paa Begrebet: Aand: altsaa er Alverdens Ophav en Aand. Da vort Begreb ikke kan omfatte den hele Verden og vi derfor kalde den uendelig; saa forbliver ogsaa dens Ophavs Kræfter os ufattelige. Men af det vi fatte af Verdens Storhed og Kræfter, slutte vi: at dens Ophav er almægtigt; af dens Skjønhed Orden og Lyksalighed og Drift og Evner dertil som vi see til- delte enhver Skabning, at det er alviist og algodt. Et saadant Væsen kalde vi Gud. (Alfader) Som den, der ved sin Villie frembragte Verden nævne vi ham: Gud Skaber; som den, der vedligeholder uafbrudt Verden i dens Orden ved Naturlovenes uforandrede, og, da Alviisdommen fast- satte dem, uforanderlige Verden, Gud Forsyn (Opholder og Be- styrer). Men en Aand, der er baade Skaber, Opholder og Bestyrer af en Verden om hvis Storhed og viise Indretning vi ikke kunne gjøre os nogen rigtig Tanke, og om hvis Hensigt dermed vi, efter al Erfaring, ikke kunne dømme end at den gaaer ud paa det Bedste -- maa være det allerfuldkomneste Væsen. Følgelig maae vi tænke os alle aandige Fuldkommenheder, hvortil vi i vort Væsen lære at kjende Spiren, hos Gud: Han maa have den højeste Forstand og Magt og den fuldkomneste Villie. Den højeste Forstand besidder Alvidenhed (veed Alt det der har været, er og vil vorde) og Alviisdom (veed at anvende de bedste Midler til de bedste Hensigter). Sin Magt viser Gud ogsaa i sin Allestedsnærværelse (virker i alle Ting og over Alt) og i sin Evighed (Han er af sig selv, uden Begyndelse, uden Ende). SIDE: 17 Den fuldkomneste Villie besidder Uforanderlighed (er evig lige fuldkommen) Hellighed (vil ene det Gode) Godhed eller Retfærdig- hed (uddeler Lyksalighed efter Natur og Fortjeneste). Af Guds Alfuldkommenhed følger, at han kun kan være Een. At der er en Gud, at denne Gud er Een, at Alt af Ham er afhængigt -- er vor første Troesbekjendelse. Jo mere vi erhverve os Kundskab om Verden og dens hele Liv, jo dybere vi trænge ind i det Skabte eller i Naturen, des- mere erfare vi, at Gud ikke umiddelbar, men ved Midler, som hans Alviisdom bestemte og hans evigtvirkende Almagt satte igang, virker paa det Skabte. De ere desaarsag evige og ufor- anderlige, og kaldes derfor Naturlove, Verdens Kræfter. Selv om Verden forandredes, om Livet forgik paa en Klode ved en aldeles Omvæltning paa denne, maatte det skee efter naturlige Love ): efter Almagtens Bud. Deres Væsen kunne vi naturligviis ikke kjende, men deres Virkninger ere Verden og Livet. De ligge aabne for os. At Verden, da dens Kræfter ere evige, ikke kan gjøres til [fotnotemerke] Intet, men vel forandres efter disse Kræfters Love -- at ingen Afvigelser i disse Naturens Love kunne finde Sted -- er vor anden Troesbekjendelse. Af den trinvise Stigen i Fuldkommenhed, som vi blive vaer i Skabningernes Række paa Jorden, fra Stenen og dens Mose og til Mennesket, der har naaet til Fornuft og Erkjendelse af sit Tilvær; af at Mennesket er det eneste fornuftige Væsen; af den forskjellige Aandsstyrke, som vi opdage hos forskjellige Men- nesker, skjøndt dog den klareste Fornufts sandeste Blik er Er- kjendelsen af egen Indskrænkethed og Ufuldkommenhed; af vor Jords Lidenhed mod andre Himmellegemer, af Himmellegemernes Overensstemmelse i Bevægelse og Beskaffenhed, slutte vi: at Skabningernes Kjæde gaaer uafbrudt gjennem Verdnerne; at Menneskene ikke ere det sidste, ypperste Led i denne Kjæde; at der gives ædlere Skabninger end Menneskene -- det er vor tredie Troesbekjendelse. FRA MENNESKET, fra Menneskets Attraa efter, og dets Evners Anlæg til en fuld- kommen Uddannelse, som det her i Livet ikke kan opnaae; fra Fotnote: Dette kan heller ikke forenes med Algodhedens Hensigter med Verden. SIDE: 18 Sjelens rastløse Virksomhed, da den aldrig med Legemet sover, slutte vi, at dens Tilværelse ikke er forbi med Legemets, at den er bestemt for tilkommende Liv. At vor Sjel er udødelig -- er vor fjerde Troesbekjendelse. Da Sjelen ikke kan være virksom uden et Redskab, slutte vi, at den i det tilkommende Liv maa erholde et. Vi have Grund til at antage, at den allerede her er udrustet med et finere, for vore Sandser ufatteligt Legeme, hvorved den indvirker paa det synlige grovere. Altsaa: at vor Sjel hisset vil befinde sig virkende ved et saadant finere Redskab, ved et Legeme, der er endnu mere overensstemmende, skikket og hensigtsmæssigt med Sjelens Natur end det, den nu er forenet med: at dette bedre Legeme vil til- tage med Aanden i Skjønhed og Styrke -- er vor femte Troes- bekjendelse. Da vi have Grund til at formode, at den Ulighed, vi mærke i Menneskenes Sjelskræfter, kommer af Legemernes tilfældige Indretning; da ikkun Faae her faae Anledning til at uddanne deres Sjel, medens en større Mængde er nedsjunken, og det ligesaa uforskyldt i al aandelig Elendighed, slutte vi, beraabende os paa den guddommelige Retfærdighed: At alle Sjele hisset i Selverkjendelse ville vorde lige: at denne fortrinligste Sjelegenskab bliver strax den frigjorte Aands Kjendemærke (da vi her ikkun kunne hæve os til Selvbevidsthed, hvis Klarhed giver vor Sjel sin Rang hernede): at altsaa den, der her fordærvede for en Tid sin Sjel med Laster indsaae sit Tab med Smerte og Nag; den, der styrkede sin Sjel ved Dyder med Fryd sin Vinding -- dette er vor sjette Troesbekjendelse. Da Sjelene maae kunne hisset virke saameget fuldkomnere, slutte vi: at der i hiin Verden vil gives den Onde Leilighed til at udsone sine Synder, der egentlig ere begangne mod ham selv, mod hans egen Fuldkommenhed og Lyksalighed, saasom Angeren bliver saameget skarpere som hans Erkjendelse af Forbrydelserne og deres Følger i det tilbagelagte Liv klarere, ja han maa og kunne fortfare i sine syndige Lyster, men til hans egen Plage, og lige- ledes, at der i hiin Verden vil gives Leilighed for den Gode at voxe i Dyd -- dette er vor syvende Troesbekjendelse. Ved at betragte, skue ind i vor egen Sjel, opdage vi ligesom Forhallen til en uendelig Verden belivet af tænkende, fornuftige SIDE: 19 Kræfter, ligesom den legemlige Verden af blinde. Af saadanne for- nuftige Kræfter bestaaer jo, som vi vide, vor Sjel, forenede i en uløselig Eenhed. Det Maal vi sigte til er Fuldkommenhed. Alt- saa at Stræben mod Fuldkommenhed er den højeste Lov i den for- nuftige Verden; at vor Fuldkommenhed er det samme som Guds, alle Kræfters Ophavs Villie -- er vor ottende Troesbekjendelse. -- Heraf slutte vi: at ingen Skabning i Evighed, for stedse kan fjerne sig fra Maalet, den Algode satte for enhver fornuftig Skabning, fra Fuldkommenhed, eller kan unddrage sig Guds Villie. Dette er vor niende Troesbekjendelse. Da vor Villies Frihed, Samvittigheden og vor Fornufts Ind- skrænkning ved Uvidenhed og Sandseligheden viser, at vi kunne fjerne os fra vort Maal for en Tid; da Samvittigheden for- dømmer alt hvorved dette skeer, og kalder det Synd, men an- tyder ved en behagelig Følelse, naar vi nærme os det ): handle efter Guds Villie ): overensstemmende med vor egen ufor- gjængelige, guddommelige Natur: saa slutte vi, at der gives Maader at være og handle paa som ere at foretrække for deres modsatte. At vi have Pligter -- er altsaa vor tiende Troes- bekjendelse. Da Mennesket af Naturen er uvidende og altsaa udsat for Vildfarelse og Synd, ja har som sandseligt Væsen Tilbøjelighed, der kun saalænge man er uforskyldt uvidende er uskyldig i sig selv, til at handle mod Fornuftens Bud; og da Samvittigheden er en dunkel Følelse, der ene ved Erfaring, Erkjendelse og Ind- sigt bliver ret klar, saa slutte vi: at den første Pligt er at skaffe sig Kundskab om Guds Villie, ): om vore Pligter, om Godt og Ondt, Ret og Uret -- det er vor ellevte Troesbekjendelse. Det Menneske, der erkjender en Gud -- Udødelighed -- Pligter, siges at have Religion. ANHANG Hvad vi videre udlede af vore Troessandheder Af 1ste: Det er da en Umulighed for et fornuftigt Menneske at tænke sig Guddommen under noget Billede; en Afsindighed at dyrke ham i et saadant, og en Daarlighed i Bøger for Ung- dommen at afbilde en Figur, der skal betegne Gud. SIDE: 20 Af 2den: Nogen egentlig Aabenbaring, umiddelbar Meddelelse af Guddommen, som endnu hist og her Presterne ville gjøre sig til af, gives da ikke. Man kalder saadanne især Sværmere, og de ere enten Bedragere med Overlæg eller Selvbedragere. Den Aabenbaring, Religionen siges at være oprunden af er ingen anden end den Aabenbaring der skeer i enhver Sjel, der syssel- sætter sig med Tanker og da en Tanke vinder dens Bifald. Da troer Tænkeren, at han har fundet Sandheden og det Rette, med andre Ord, at det er ham aabenbaret ved den guddommelige Kraft han har i sin Fornuft; men for Folket, der er uvant med dybsindige Tanker, hedder det nu -- især hvis Tænkningen gik ud paa en almeen Sag som Religion -- at det er af Gud selv aabenbaret. Saaledes aabenbaredes Læren om en Gud for mange af Oldtidens Viseste. Gud har givet os Fornuft. Vi maae dermed være fornøjede. Undergjerninger i den Betydning, at de skulle være Gjerninger afvigende fra de almindelige Naturens Love, have aldrig givets og finde ikke Sted. De betyde derfor ikkun Gjerninger, som de Uvidende undre sig over. Naar fordum fandtes Mænd, der besadde dybere Indsigter i Naturen -- og det var fordetmeste Tilfælde med ovenomtalte saadanne Mænd, der vilde udbrede Lærdomme -- end deres uoplyste Medmennesker, og de for disse (f. Ex. ved at helbrede Syge, nedlede Lyn, forudsige osv.) af- gave Prøver paa deres udmærkede Indsigter saa raabte man strax: Propheter, Vise, Hellige, Spaamænd, Troldmænd, Gudsmænd og Mirakler, Undergjerninger, Guds Gjerninger osv., troede at Naturens Kræfter vare dem uden Undtagelse aabenbarede og til fri Afbenyttelse, opdigtede Aandskræfter som skulde være deres Trælle, og satte dem i en gjensidig Hjælpeforbindelse med den Almægtige. Mange holdt egennyttigen Folket i en saadan Tro; Andre saae sig nødt dertil for at vinde Indpas i Gemytterne for deres Lære. Enten nu denne var sand eller ikke, indsee vi da let, at saakaldte Undergjerninger Intet kunne bekræfte uden Udøvernes større Indsigt og Klogskab. Gud har givet os Fornuft og gjort Naturens Love ved sin engang bestemmende Viisdom og Magt uforanderlig. Vi have altsaa en lige Traad til at lede os ud af Hvirvlerne i Livet, og behøve ingen Sværd til at overhugge Knu- derne, der kunne løses af kløgtige Fingre uden at Traaden gaaer af. Med hiint af Gud os Indrømmede maae vi være fornøjede. SIDE: 21 At bede om Ting, der ere umulige og mod Tingenes stadige Orden, er vanvittig Egenkjærlighed og Sværmerie. Bønnen har en ganske anden Hensigt. At ængste sig for Verdens Undergang, fæste Lid til Spaamænd derom eller til nogen udmalet Beskrivelse over den saakaldte Dommedag, som om den bogstavelig kunde udtydes er da ufornuftigt. En Verdensforandring eller Forandring af en enkelt Klode, f. Ex. vor Jord, bevirket af de vældige Naturens Kræfter, til det Bedre, er ikke umulig, og maatte sandsynlig foraarsage hele eller en stor Deel af det datilværendes Under- gang -- ja vor Jord har ved den store Oversvømmelse som kaldes Syndfloden oplevet en saadan, der dog ei ødelagde hele Jorden, og de Jorden omflydende Vande, Mosebog i Skabelses- historien omtaler skrive sig vel fra en Tanke om en lignende aldeles Omvæltning -- en saadan er altsaa ikke umulig, dog neppe, efter Verdens skjønne, saavidt vi vide, i mange Aar- tusinder uforandrede Orden, saa snart at formode. Ja betragt nøje Skabningskjæden, især Overgangsledene fra Naturrige til Naturrige. De ere i højeste Grad beundringsværdige. Saaledes Korallerne paa engang Plante, Dyr og Steen og Po- lyperne Plantedyr, begge i Vandet: Hvalerne, Sælhunden osv. paa engang Pattedyr og Fisk: Bævere med fiskagtig Hale: en slags Odder med fuldstændig Andeneb; Planter med Pirrelighed, saaledes at de trække sig sammen ved mindste Berørelse, som om de havde Følelse osv. Ligeledes, ja, en højere Opmærk- somhed og Forundring tiltrækker sig den gradvise Stigen i Dyrenes Anlæg, hvilke hos enkelte Dyr (Hunden, Elephanten, Hesten) ere saa beundringsværdige og dannelige at vi næsten maae kalde dem halvfornuftige Skabninger. Hvad Pligter vi ogsaa skylde dem skulle vi siden lære. Men vi kunne ligesaalidt afgjøre noget Vist om Dyrenes Væsen, paa det nær at visse ædlere Tilbøjeligheder, f. Ex. Hengivenhed, Taknemlighed, Troskab, Høimodighed, ja ædle Lidenskaber som en vis Grad af Stolthed, Medfølelse og Sorg ere hos Enkelte umiskjendelige som om de over os ophøjede Væsener, vi antage. Af 3die: Indbildningskraften kan ikke fyldestgjørende udmale sig disse ædlere Skabninger. Naar den ved Penselen søger at forklare sig, faae vi en skjøn, lys, med Straaler omgivet bevinget Menneskefigur. De første Egenskaber betegne deres ophøjede SIDE: 22 Natur; Vingerne den særegne Tanke om deres Lethed og aandige Væsen, at de ere, hvor de tænke sig at være. Vi kalde dem Engle. Dog ere Jødernes opdigtede Gabriel, Raphael osv. 7 Erkeengle eller Anførere for Englene, Satan Fyrste for Djæv- lene eller de onde Engle, Dæmonerne altfor raae Tanker hvori- blandt ogsaa den at Pesten skulde være en Engel, Herrens Morderengel til at de skulde kunne passe til vore om de ædlere Aander. Nedenfor skulle vi bevise Urimeligheden af at antage en ond mægtig Engel eller Djævel. Om disses Beskjæftigelse kunne vi naturligviis ligesaalidet dømme, som om noget Andet deres Væsen betræffende. Vi ere vante til at høre at de skulle, forsamlede om Guds Throne, lovsynge Gud. Dette er kun et Billed, taget af den jødiske Kong Davids musikalske Tempeltjeneste, og er at forklare ved den Salighed de nyde i den nærmere Beskuelse af Guds Magt, Viisdom, Godhed ): hans Herlighed, som ser dem tydeligere aabenbaret i hans Gjerninger og i deres eget Væsen. Det er ikke ufornuftigt, at antage at andre Himmel- legemer ere Levepladse for saadanne ædlere Væsener, som den mindre Jord er for os; og ligeledes, at de, som os, ere ind- skrænkede til visse Virkekredse, som dog maa være udvidede efter deres ædlere Natur. Den Selvstændighed og Frihed vi have som fornuftige Væsener forbyder at antage nogen Ind- flydelse fra dem paa os. Sygeligt Selvbedrag eller overlagt Bedragerie taler om nærmere Omgang med andre Verdeners Beboere. Muligens kunne vi ikke gjøre os synderlig bedre Fore- stillinger om disse end Dyrene om os. Det synes at være tilladt for Skabningerne at skue nedenfor sig, men ikke ovenfor sig. Af 4die: At Sjelen skulde slumre i Graven til den yderste Dag, og da først vaagne er da en fornuftstridig Mening. Et heelt Liv fuldt af Virksomhed har sin Vugge i Graven. Den vil faae nok at bestille med sin Erindring af det tilbagelagte Liv. Saa- mange Mennesker døe i den spædeste Alder, uden at have tænkt, talt, ja døe i Modersliv? Naturen er riig -- af et blad- fuldt Træe falde Frøfnokkene af -- Træet brammer ned; men tusinde affaldne Fnokker spire. Ja disse Mennesker have ogsaa en Sjel og da en Evighed. I Mødre, som græde over Eders Spædes Liig, over Eders Skjøds Smerte spildt strax eller nys forvandlet til Liv og Fryd og nu til Død og Sorg -- seer dog gjennem Eders Graad det skjønne Haab: I ville møde Eders SIDE: 23 Børn voxne igjen, som modne Aander. Dette Haab er en Over- beviisnings Foster, født i Alvor, opammet af Smiil! Af 5te: Vi kunne blot tænke os at vort tilkommende Legeme skal være et fuldkomment Aftryk af vor Sjels Tilstand. Vi tør saaledes gjerne tænke os lykkelige Aander som skjønne, straa- lende Væsener; ulykkelige med et blegt, skyggeagtigt Udvortes. Men da disse kunne gjenvinde deres Sjels Kraft, saa hæver sig med denne deres Legems Fortrinlighed. En saadan Sjelens Ud- rusten med et fuldkomnere Redskab (Organ) have vi hørt nævne "Opstandelse". At vore jordiske Legemer skulde endnu engang, eller endog forbedrede, tildeles vore Sjele, er baade en Umulig- hed, da vi kunne overtyde os om, at de vel ei aldeles forgaae, men dog aldeles opløses og overgaae i de Dele, den synlige Verden bestaaer af, som og en lidet trøstelig Lære. Ligesom vi kunne gjøre os vist Haab om at vore Sjele skulle være Blommer i Himlen, saa er og alt det Haab vi kunne gjøre os om vore nuværende Legemer, at de engang maaskee ville give Farver til en og anden venlig liden Smaablomme, der vil spire paa vor Gravhøi. De hæslige Billeder af Beenrade, Gjengangere eller Spøgelser høre allene hjemme i en skranten Hjerne. De ere den tykke Overtroes magre Fostre. Af 6te: Forbrydelserne, Elendighederne ere ene Følger af Selv- kjærlighedens Udartelse, af den ufornuftige Egennytte, og dennes Vanartelse kommer alene af Uvidenhed om vort eget Væsen, af Mangel paa Selverkjendelse og Kundskab om Hvad der er vort sande Gavn. Sandseligheden og den Orden i det menneskelige Samfund, som inddeler Menneskene i to ulige store Dele: Træl- lende og Nydende, Nødvendigheden for de Fleste at sørge deres hele Liv igjennem allene for deres jordiske Tilvær bevirker denne Mangel. Men det er klart, at i hiin Verden hverken det Ene eller Andet af disse kan finde Sted. Altsaa faae alle der den rette Selverkjendelse og, ved den, den sande Selvkjærlighed tilbage. De blive alle i sædelige Kræfter lige, naar Forskjellen, som var imellem dem hernede er ved Legemets Fraskillelse op- hævet ): alle lige stærke i at see hvad der er Ret og Uret, hvad der var Godt og Ondt i deres Liv. Forskjellen imellem Sjelene hisset bestaaer da i Samvittigheden. Alle ville indsee at de syn- dede af Uvidenhed, som ikke altid var forskyldt, af Skrøbelighed, SIDE: 24 som oftere var forskyldt, og ofte mod deres bedre Vidende, altsaa aldeles forskyldt. I Samvittigheden have vi Domsbogen. Selverkjendelsen læser i den med Hukommelsens Øje. Den hvalte Grav er det sorte Bind. Kundskaberne i Verdens Ting maa ogsaa komme dem, som erhvervede dem, hisset tilgode, og disse erholde da Forspring for de andre Sjele; men Evne til at erhverve sig Viden vil vorde lige for Alle. Kun Færdigheden i at benytte den vil deri gjøre Forskjel. Samvittigheden og Færdighed i at benytte lige Evner til Kundskab kunne vi da fornuftigviis antage som Forskjellen imellem os i den brede Verden. -- Kan du nu hade din Fiende? foragte Den, du lader trælle for dig uden at sørge for at han faaer Anledning til at lære Noget? eller Den, hvem det er en plat Umulighed at faae et ordentlig Begreb i sit Hoved? Nei! men den der er modvillig og ligegyldig, den, der med Leilighed til at for- bedre sin Sjel, tænker paa intet Andet end at pleje sin Bug og fodre sin Pung. Af 7de, 8de og 9de: Det Guddommelige kan vel fordunkles i os men ikke udslukkes. Fornuften kan sløves, Villien fordærves, Samvittigheden fordrejes. Vi vide, at Samvittigheden strax i det andet Liv erholder sin fulde Styrke og ved Selverkjendelsen sin Rigtighed (ja paa Dødslejet allerede viser den sig) at For- nuften gjenerholder sin fulde Evne til Uddannelse, at den er- kjender, hvad der kan være forsømt i dette Liv, at den erholder Nok at øve sig paa. Villien maa ogsaa beholde sin Frihed; thi ellers forbliver Sjelen ikke som Sjel. Vi maae altsaa kunne handle aldeles frit hisset; men den klare Selverkjendelse, Kund- skaben om hvad der tjener til vort sande Vel ): fremmer os mod Fuldkommenhedens Maal, maa ledsage enhver Handling, belyse enhver Tilbøjelighed i vort Indre. Derfor ville Handlingerne være saameget rettere i hiin Verden, og derfor kalde vi denne den bedre; vi erfare her, at vi ikke øjeblikkelig kunne undertvinge en Tilbøjelighed, fordrive en Tanke, som vi maa fordømme; vi vide at den, der først stjal nødtvungen, siden gjør det med Lyst, ja, om han ei gjør det stedse med Haanden, dog næsten stedse pønser paa Saadant og sysselsætter sig med slige Tanker med Velbehag; ligeledes, at den Vellystige tilsidst fremtvinger sine Drifter og gaaer bestandig svanger med Tanker, der fødes af hans smudsige Tilbøjelighed. Disse ville stedse endog naar de SIDE: 25 ikke kunne. Sølvkalken, Præsten rækker Tyven for Alteret skjærer ham i Øinene og hans Fingre krumme sig krampagtigen efter den. Den Vellystige stirrer drukken af Lyst paa sin egen unge Datter idet hun staaer for Altret som Brud -- Saaledes besmitter den aldeles fordærvede Vilje Sjelen tilsidst i den Grad, at Fornuften taber aldeles sit Herredømme og tilsidst slet ikke mukker imod. Deres Hjerte stjæler og røver stedse, deres Sjel horer og besudler sig, ja ligeindtil virkeligt Vanvid. Det er da rimeligt at en Sjel, hvis Villie har antaget en saadan afgjort Retning, i hiin Verden, trods sin klare Erkjendelse, ikke strax vil kunne give den den modsatte; men engang maa det dog (efter 9de Troessætning) skee. En saadan frugtesløs Higen efter at til- fredsstille en lastværdig Tilbøjelighed, forenet med Samvittig- hedens Nag, ere de Qvaler, vi ere vante til at kalde Helvedes. De maae ogsaa i Sjelen opvække Mistvivl om at naae Maalet for al Fornuft, som den dog seer klart, og da det maa være før den gjenvinder Ligevægten og den Rolighed, som er nødvendig for at gaae frem imod Maalet, og som den seer saligere Aander i Besiddelse af: saa indsee vi at en syndfuld Sjel i hiin bedre Verden for en Tid kan være ret ulykkelig. Det Modsatte maae være Tilfældet med de Gode. At de belære, trøste de Onde og Ulykkelige kunne vi gjerne tænke os som en Dyds Øvelse hos dem. Dersom vi haabe, at den Straf, der kunde vente os hisset, ikke kan være saa frygtelig, da vi tilsige os den selv, da røbe vi ligesaa høi Grad af Aandssløvhed (hvilken netop i det tilkom- mende Liv bliver rettet og der tillige hiin vrange Formening, som er en Følge af den) som om vi vilde indbilde os Noget om et Helved fuldt af Beeg og Svovl og afskyelige Væsener, der skulde lægge an paa at fordærve os i Bund og Grund. De fleste Selvmord lære os Samvittighedens frygtelige Magt. Det er Gud, som hisset gjennem Samvittigheden tilsiger os vor Skjebne. Noget Naadevalg kunne vi da ikke troe; ja ikke engang faae dets Retmæssighed i vort Hoved. Vi vide, at Gud har givet sine fornuftige Skabninger Fuldkommenheden til en Arv: at det altsaa er Guds Villie at Alle skulle naae den; at dydige Handlinger ud- sprungne af den Tanke: du handler efter Guds Villie, altid ere fortjenstfulde -- ene mod os Selv. Den salige Fred vi føle ved et saadant Liv er Guds Naade. Den staaer altsaa aaben for SIDE: 26 alle. Er os Leilighed berøvet til at vise vor gode Villie, saa tabe vi dog Intet i sædeligt Værd, i Guds Naade. Kjøds Spægelse, Selvpiinsler, Ofre og andet deslige fjerner os altsaa derifra; thi hisset ville vi overtydes om at saadant er Daarskab, tvertimod Guds Vilje, der saavel har skrevet sine Fordringer i den legemlige som i den aandelige Verden. Af 10de og 11te: Det følger af Menneskets baade sandselige og aandelige Natur, at det ikke er saa godt og fuldkomment, som det indseer at det kunde og burde være. Der er en Strid i dets Væsen, hvilken dog ikke i sig selv er ond, thi deraf ud- gaaer vor Aand som Sejerherre eller og som Betvunget. Den kaldes Kjødets Strid mod Aanden. Uvidenhed er en Forræder i denne Strid mod Aanden, og da fremgaaer Kjødet (Sandselig- heden) i Sejer som den falske Egennytte, der fremføder For- brydelserne. At foragte og hade sit Legeme, fordi det kan friste var at foragte Guds Gjerning. De Tilbøjeligheder, som nærmest komme fra Kjødet ere ikke i sig selv onde, men farlige fordi de ere stærke, heftige og behagelige, og kunne, naar vor For- nuft ikke strax veed at tøile dem og benytte dem til ædlere Formaal, underkue vor hele Aandsstyrke. Kjødet eller de sand- selige Tilbøjeligheder, deres Forgjængelighed bevidste, byder: stræber efter Lyksalighed i dette Liv. Aanden, sin Evighed bevidst, byder: stræb efter Lyksalighed i det tilkommende Liv. Begge have Ret efter hver deres Natur. I begge Sætnin- gers Forening ligger da Guds Villie, thi han skabte og forenede inderligen Sjel og Legeme. Men da Aanden er vor vigtigste Deel, maa det hedde: "tænk ved dine Handlinger nærmest paa din Sjel." Dette er det samme som at henvise til Samvittighedens Domstol, og, handle vi efter Samvittighed, saa ere vi brødefrie. Men vi ere kortsynede, og Samvittigheden af Naturen ikkun en Følelse, altsaa dunkel. Den maa uddannes med Indsigten. Alt- saa er der endnu en højere Grundsætning og Anviisning til vore Pligter, nemlig denne: "lær at kjende din Bestemmelse, og hav den nærmest for Øie ved din Handling." Men vor Bestem- melse er jo netop det samme som Guds vor Skabers Hensigt og Villie med vor Tilværelse. Altsaa bliver vor Grundsætning ): en Sandhed, som vi antage som Regel for alle vore Handlinger, for vort hele Liv, som Grundlov for vort Væsen: "lær at kjende Guds Villie og stedse at handle efter denne" ): "stræb efter SIDE: 27 Fuldkommenhed ): Villiens højeste Godhed og Styrke." Denne Stræben viser sig i Tanker og Handlinger. Vi have begrundet den i vore Tanker ved at indprente os Troessandhederne, men dette maa vi vise ved at handle som Mennesker, der troe paa Gud og Udødelighed. Vi maa altsaa vide HVAD MENNESKET BØR GJØRE. Herom har Jesus Christus underrettet hele Menneskeheden. Han kaldes derfor Menneskenes Frelser og Forløser fra Synden. Han var et fuldkomment Menneske og har derfor bedre end nogen Anden lært Menneskene deres Pligter og Forhold. Han tegnede dem ud af sin egen Sjel, i hvis Reenhed Guds Villie var afpræget. Sig bevidst dette kaldte han sig overensstemmende med sit Sprog, Talsmanden, Guds Elskelige, Guds Søn; og tilsagde os Frelse ved Guds hellige Aand ): naar en hellig Iver for det Gode og Guddommelige, for Guds Villie opfyldte vor Aand. Han forjettede os, at en saadan Aand engang skulde hvile over alle Mennesker, at de skulde blive et Kjærlighedens og Kraftens Samfund. Hvorledes vor hellige Forløser levede og leed for sit ophøjede Kald, hvorledes han var altfor gjennem- trængt af Overbeviisningen om det Saliggjørende for hans Med- mennesker i den Lære han foredrog, til at tage i Betænkning at besegle den med sit Blod, bør vi skaffe os Kundskab om i det nye Testamente: Her høre vi hans Lære: Jesus siger: "Du skal elske din Næste ligesom dig selv." Math. 22, 39. Jesus siger: "Ere I ikke meget mere end Himmelens Fugle." Math. 6, 26. Jesus siger: "Salige ere de Rene af Hjertet, thi de skulle see Gud." Math. 5, 8. Jesus siger: "Tager mit Aag paa Eder, og lærer af mig; thi jeg er sagtmodig og ydmyg af Hjertet; saa skulle I finde Hvile for Eders Sjele." Math. 11, 29. Her lærer Frelseren; at vi skulle have Kjærlighed og Agtelse ogsaa for os Selv, forenet med Ydmyghed, Beskedenhed og Selv- fornægtelse: at vi skulle være dydige uden Egennytte. Stolthed, Hovmod, Overmod paa den ene Side, Ringeagt og lav Foragt for os Selv ere de modsatte Feil. Den fornuftige Kjærlighed og Agtelse for vort eget Væsen lærer os vor højere Bestemmelse, vore Kræfter og er saaledes Udspringet for alle andre Dyder. SIDE: 28 Hvorledes vi skulle erhverve og vise dem lærer Jesus i: "Hvad gavnede det Mennesket om han vandt den hele Verden, men tog Skade paa sin Sjel?" Math. 16, 26. Jesus siger: "I skulle forstaae Sandheden, og Sandheden skal gjøre Eder frie." Joh. 8. Jesus siger: "Værer fuldkomne, som Eders Fader i Himlene er fuldkommen." Math. 5, 48. Jesus siger: "Samler Eder Liggendefæe i Himlen, hvor hverken Møl eller Rust fordærver, og hvor Tyve ikke bryde ind og stjæle". Math. 6, 20. Jesus siger: "Vorder snilde som Slanger, eenfoldige som Duer!" Math. 10, 16. Jesus siger: "Salige ere de Rene af Hjertet; thi de skulle see Gud." Math. 5, 8. Jesus siger: "Dersom dit høire Øje forarger dig, saa riv det ud, og kast det fra dig. Og om den høire Haand forarger dig, saa hug den af og kast den fra dig!" Math. 5, 29, 30. Jesus siger: "Vogter Eder, at Eders Hjerter ikke nogensinde besværes af Fraadserie og Drukkenskab." Luc. 21, 34. Jesus siger: "Hver den, som seer paa en Qvinde for at be- gjære hende, har allerede bedrevet Hoer med hende i sit Hjerte." Math. 5, 28. Jesus siger: "Du skal ikke bedrive Hoer". Marc. 10, 19. Her lærer Frelseren de Pligter vi have nærmest mod vor Sjel: vi skulle udvikle og uddanne den Forstandsevne (hvilket Christus og lærer i Parabelen om de betroede Pengesumme Luc. 19, 11.) tragte efter Sandhed og Fuldkommenhed, den rette Selverkjendelse allerede hernede, -- at vi skulle uddanne vore sædelige Evner, ja saa at vi sætte Gud til Mønster, ved at for- bedre vor Villie og erhverve os en god Samvittigheds ufor- krænkelige Skat -- at vi skulle undertvinge vore sandselige Tilbøjeligheder, naar de true med at blive syndige. -- Men vi ud- danne vore Forstandsevner: 1) ved at erhverve os Kundskaber og Færdigheder, der kunne gjøre os brugbare for vore Medmen- nesker 2) ved ingen Leilighed at forsømme, til at lære; ja selv Lidelser skulle dertil tjene 3) ved at følge vor naturlige Lyst i at bestemme os til en Virkekreds 4) ved at uddanne alle vore For- standsevner i Overeensstemmelse. Lærelyst, Flid og Opmærk- somhed er de Dyder hertil udfordres. Lediggang, Dovenskab SIDE: 29 og Skjødesløshed ere de modsatte Laster, som bevirke Aands- sløvhed. Vore sædelige Evner uddanne vi: 1) ved at erkjende vore Pligters Hellighed 2) ved at øve os i at udøve disse trods alle Hindringer. De syndige Tilbøjeligheder svække og sløve altid vore Sjels- evner, da de henvende disse alene til deres Meed. De maae saa- meget mere, saasnart de ytre sig, bøjes under Fornuften, som det ligger i deres Natur at stræbe efter Eneherredømmet. Derfor siger man ganske sandt: faaer Djævelen (de onde Lyster) dig fat ved eet Haar, snart han hele Kroppen naaer. De sand- selige Tilbøjeligheder ere igrunden ikke onde, men de kunne, som enhver god Ting ved Misbrug blive høist farlige for vor Sjel. De ere i deres gode naturlige Tilstand uskyldige Lyster og Drifter, og tilhøre Legemet; men de gaae i deres rivende Fremmarch over paa vor Sjel og bliver Hang og Lidenskaber. Faae de ikke Magt hertil, beholder Fornuften sin Overlegenhed, da siges vi at have Selvbeherskelse. Denne fortrinlige, uund- værlige Dyd erhverves isærdeleshed ved Selvkundskab eller Selvprøvelse ): at vi alvorligen undersøge hos os selv hvilke af vore Tilbøjeligheder, der af Naturen ere stærkeste og altsaa kunde blive de farligste, 2) ved aldrig at udsætte os for at de kunne overliste os ): aldrig at lede os selv i Fristelse. 3) ved at vænne os til Nøjsomhed og Maadelighed. See vi f. Ex. en smuk Ting i Næstens Eje er det naturlige Ønske: gid den var min! vel uskyl- digt; men begynde vore Tanker at sysselsætte sig med at udfinde Midler til uden Næstens Vidende og Villie (Tyverie) eller aaben- bare eller voldeligen at bemægtige os den (Ran og Røverie) da maae vi strax bryde overtvert med slige onde Tanker, ja skye nu selv Ønsket om at besidde en saadan Ting. Dette er hvad Jesus kalder at afhugge den Haand, udrive det Øje, som frister, og kaste det fra sig. Voldsomst og almindeligst ere dog de Tilbøje- heder, som vi kalde Vellystens, ): Umaadelighed og Uregelmæs- sighed i at tilfredsstille de legemlige Drifter, som angaae -- og da ere de jo langt fra, efter deres Bestemmelse, onde eller noget, som Mennesket bør skamme sig ved -- nærmest vort Tilvær og Opholdelse. -- De sløve og nedbryde ved deres Misbrug: ved umaadelig og ufornuftig Tilfredsstillelse af Driften til at stille Hunger og Tørst og Kjønsdrift, baade Sjel og Legeme. Fraad- SIDE: 30 serie og Drukkenskab -- hvo kjender ikke disse Laster fra Bryl- luperne og de fleste Samqvem? Fraadserie sætter os lige med Dyrene, Drukkenskab under Dyrene. Den sidste Last er For- nuften aldeles modsat, da den gaaer ud paa at bedøve den, at berøve os det kostelige Klenod vi aldrig kunde være foruden, dersom det er os om at gjøre at vogte os for Forbrydelse. Men for disse kan -- som Erfaring lærer -- en Drukken ligesaalidt vogte sig, som en Blind for at falde i, naar han vandrer imellem Brønde. Berusende Drikke ere kun at anbefale som Lægemiddel, i Kuld og Væde, men ogsaa da tilmaade. Bruges de sparsomt i selskabelige Samqvem, kan Sædelæren derimod Intet have at anmærke. Det som er formeget for En, kan dog være forlidet for en Anden. Hver kjende derfor hvad der er ham tjenligt. Men siger En, at det er ham tjenligt engang imellem at drikke sig fuld, da bedrager han enten sig selv eller vil han hykle for dig. Da det nu desværre er Skik og Brug ved adskillige Leilig- heder at nyde stærke Drikke til Umaadelighed, saa maa vi have Kraft og Fornuft nok til at sætte os af al Magt imod denne Skik fra raae, gamle Tider. Ædruelighed bliver da en skjøn Dyd ei alene ved Exemplet. Men ulige meer forførende og rædsom i dens Følger er Vellystens Last ): Hang til at misbruge Kjøns- driften, som gaaer ud paa, ved en behagelig, inderlig, legemlig For- ening med en Person af det andet Kjøn, at forplante vor Slægt. For at opfylde den vise Hensigt Gud har lagt i denne Drift, maae vi: 1) ei tilfredsstille den før Naturen ved dens Vaagnelse opfordrer dertil 2) ei fremægge og tilfredsstille den paa nogen anden Maade end den Naturen har anviist. Naturen veed da at hævne denne Fornærmelse paa det skrækkeligste. 3) ei til- fredsstille den, om vi endog kunne forplante os, naar vi ikke kunne sørge for Afkommet. Dette sidste, Forsørgelsen af vor Afkom, skeer bedst i Ægte- skab, eller en stedsevarende, rettelig Forening af Mand og Kone. Altsaa bør vi 4) Alene tilfredsstille den i Ægteskab. Naturen lærer os ogsaa Ægteskab ikke alene derved at Bør- nene ikke i deres første Alder kunne vel undvære Moderen (dette er og saa hos Dyrene) men og ved den Afhængighed Moder og Børn staae i til Faderen. Ved den fornuftige, reene Kjærlighed, der bringer Manden til at elske og ære blot een SIDE: 31 Qvinde fortrinligen -- hvilken ædle Kjærlighed skilner sig fra Dyrenes Elsken, der vælger iflæng, strax ved det Begreb om Skjønhed som styrer vort Valg, da vi holde den Skjønhed den Elskede i vore Øine besidder, for Tegn paa Sjelsskjønhed -- har Naturen lært os 5) blot at indgaae Ægteskab med een Person. Men ogsaa i denne Forbindelse, hvor vi lovligen kunne tilfreds- stille vor Drift, kan indsnige sig Synder imod dens Hensigt; nemlig ved Umaadelighed i dens Tilfredsstillelse (ja endog i Hustruens høje Frugtsommelighedstilstand, hvilket er meget far- ligt) og ved at nyde den ægteskabelige Omgang paa en Maade, og i den Hensigt ikke at faae Børn. Da en af de vigtigste Hensigter for vort jordiske Liv er den at forplante vort Afkom: saa bør vi 6) ikke tøve med at indgaae Ægteskab, naar vi kunne opfylde dets Hensigter og Forpligtelser. Saaledes vise vi Kydskhedens Dyd. Men vi maae ogsaa være kydske i vore Tanker og Ord: da have vi Blufærdighedens Dyd. Vi erhverve os disse Dyder ved en omhyggelig Vaagen over os selv; ved regelmæssig Arbeidsomhed og sandt Had mod Ørkesløshed, Dovenskab og slette Selskaber, ved at indprente os inderligen det Ærværdige i Forplantelsesdriftens Hensigt, som de skrækkelige Følger dens Misbrug har; og den Sandhed, at det er langt lettere ganske at undvære end at holde Maade i en forbudt Nydelse. Den modsatte Udyd er Ukydskhed, og den kan saavel i Tanker og Ord som Gjerninger besudle vort Hjerte. Der er ingen Dyd, som saaledes styrker vor Sjels hele Kraft til det Gode som Kydskhed. Thi paa at erhverve den maae vi anvende vor hele Sjels Kraft. Et kydsk Menneske er derfor altid et livligt aandsstærkt Menneske. Han har overvundet den stærkeste Fiende, og kan nu hvad han vil: nu kan han lide for den gode Sag. Christus lærer os derfor denne Dyd i saa stærke Udtryk, som at en Mand ei engang maa see paa en Qvinde med Begjærlig- lighed. Ja, ureen Begjærlighed; thi i den reene Begjærlighed efter at forenes med et elsket Væsen bestaaer Kjærligheden, og den er Livets Lykke. Ja saa nødvendigt er det at holde Middel- vejen i dette Punct: paa den ene Side ligger den højeste Lykke, paa den anden den højeste Jammer. Derfor kalde vi det aldeles SIDE: 32 kydske Menneske uskyldigt, fordi han ved at kunne tæmme sin voldsomste Tilbøjelighed viser at han ogsaa kan tæmme de andre; og det ukydske Menneske faldet, ja faldet, om kun een Gang, fordi det nu som oftest gaaer Fald i Fald? Hvilken For- agt nære vi ikke for den, der deeltager i vor Ukydskhed? Alene den brusende Vellyst forhindrer, at vi ikke nære den for os selv i det samme Øjeblik; men dette kommer; det kommer, hvis vi ikke vende om, naar vi mærke vort Legems Ødelæggelse, vor Sjels voxende Slaphed og Sløvelse. Væmmelige Sygdomme haler det ikke altid frem for den Vellystige, men Sjelens Mathed, alene afbrudt af skrækkeligt Tungsind vækker Selvforagten -- faae Dage: og vi see en frisk Grav mellem Neslerne i en af- sides Krog -- der ligger Selvmorderen. Vi have heri ovenover antydet den nære Forbindelse imellem Sjel og Legeme; altsaa have vi vel Pligter imod dette? Jesus kalder sit Legeme et Tempel. Altsaa skulle vi have Agtelse for det. Jesus helbredede mangfoldige. Ved dette Exempel lærer han at vi skulle have Omhu for dets Sundhed. Ved sin Død lærer Jesus: at vi ikke skulle tage i Betænkning at opofre Livet for vore Pligter, for højere Formaal. Vor Agtelse for vort Legeme vise vi ved ikke at besudle det ved Ukydskhed og Umaadelighed; ved at sørge for dets Anstand og Tække (ikke ved for- fængelig Pynt, men især ved Reenlighed.) Vor Omhu for vort Legeme vise vi ved vedbørligen at sørge for dets Velbefindende og Sundhed, og dette gjøre vi ved at iagttage Maadelighed i alle Nydelser (Æden, Drikken, Dands) Kydskhed og Arbeidsomhed; ved at und- gaae saameget muligt Alt hvad der kan være den farligt; ved at vænne os til Haardførhed og Styrke og Smidighed, at ei formeget skal blive os farligt; ved i Sygdomstilfælde at bruge de vedbørlige Midler. (Vi bør skaffe os Kundskab om de Midler, som det staaer i vor egen Magt at forskaffe os og an- vende; men i de farligere Sygdomme er det Pligt at fortroe sig til Lægen; og skye den oftest fordærvelige Hjælp hos Qvak- SIDE: 33 salverne). At Sundhed er et uskatteerligt Gode lærer en Syg- dom os bedst. Sundhed og Livet bør opofres, naar højere Pligter fordre det. Vi bør f. Ex. sætte disse Goder ivove, naar der er noget Haab om at kunne redde et Menneskes Liv. Er Fædrene- landet i Fare, da fly fra dit Huus og gaae i Marken med draget Sværd! Menneskekjærlighed er i hiint Tilfælde at foretrække Selvkjærligheden, og Troskab mod Fædrelandet er en høi Pligt. Selvmord er høist fordømmeligt. Det er en Oprørshandling mod den, der gav os Livet, for at Mennesket skal benytte det heelt ud til sin Fuldkommengjørelse ved Pligternes Opfyldelse. Pligter gives der at opfylde ligetil paa Sottesengen. Altsaa have vi stedse Noget, det Vigtigste at leve for, om vi end ere noksaa elendige. Grundene til Selvmord ere enten Selvforagt eller Af- sindighed eller Feighed eller Fortvivlelse (næsten alle Følger af Synder). Ere da disse Grunde agtværdige eller (naar undtages Vanvid) undskyldende? Men ligger Grunden til et Selvmord i en foragtelig Sjelsforfatning, saa maa jo denne samme Grund -- da vi jo medtog vor Sjel bag Graven -- være forhaanden i Verdnerne hisset? Skulle vi da stedse ville være landflygtige i Guds Verden? Maaskee vi ikke kunne øve en lignende Forbrydelse hisset? Ja, da kommer Erkjendelse, den bitre, da aabner Helvede sig i vort Væsen, og vi kunne ikke flye, vi ere da i Lænker. Af Agtelse og Omhu for vort og Andres Liv bør vi heller ikke indlade os i Tvekamp og Slagsmaal for os overgangne For- nærmelser. Vor Velfærd beroer ikke paa Ufornuftiges Omdømme, vor Ære sidder ikke i en Daares Mund. Jesus siger: "Dersom Sønnen faaer frigjort Eder, skulle I være virkeligen frie," Joh. 8, 36. Jesus siger: "Hvo sig selv ophøjer, skal fornedres; Hvo sig selv fornedres, skal ophøjes." Math. 23, 12. Jesus siger: "Vogter Eder for Gjerrighed; thi Ingens Liv be- staaer i overflødigt Gods!" Luc. 12, 15. Den første Betingelse for vor jordiske Velfærd er Frihed, Ret til at handle, uafhængig af Andres vilkaarlige Villie: Lighed for Lovene; men kun et gudfrygtigt Sindelag, aandig Frihed (saaledes at vi ikke ere Syndens Trælle) gjøre os værdige til den borgerlige. Forfængelige, svage Folk fortjene derfor ikke borgerlig Frihed; men er et Folk gudfrygtigt og kraftfuldt, er SIDE: 34 Jesu Sædelære deres Hjerters Lov (har Sønnen frigjort dem) da bliver den borgerlige Frihed en Trang for dem. De tiltage sig den da med Ret, og vide at beholde den med Kraft. Ære eller andre agtværdige Menneskers gode Omdømme om os kunne vi heller ikke undvære. Et foragtet Menneske kan Intet Godt virke i Verden. Redelighed, Duelighed og vore Evners almeen- nyttige Brug ere sikre Midler til at erhverve os den. Ære- kjærhed er en Dyd. Vi maae agte det fornuftige Omdømme. Den som er ærekjær af Egennytte eller hvis hele Higen blot gaaer ud paa Menneskenes gode Dom om sig, er ærgjerrig. Rangsyge er Tragten efter Ærens udvortes Tegn, Forfængelighed at tragte efter Rigdoms udvortes Tegn og efter at æres for ube- tydelige eller indbildte Fortrin (Indbildskhed). Det er en For- fængelighed at ville efterabe Fornemmeres Daarskaber og Moder, at skamme sig ved simple Sæder og Klæder. Spørger En dig, hvorfor du gaaer i en Vadmelskjole, saa siig: "mit Land har ikke Raad til at klæde mig bedre. Jeg skammer mig ikke ved min Moders Spind." Formue eller Ejendom er, som vi see den tredie Deel af vor Velfærd; og ikke, som Mange troe, den Føste. Herfor advarer Jesus mod Gjerrighed eller Hang til stedse at opdynge vor Formue uden at benytte den til de Hensigter, den gives os for, nemlig allene til viis Veldædighed først imod os Selv og Familie, saa til trængende og heldbringende [fotnotemerke] Indretninger. Ved Flid og Klogskab erhverve vi, ved Sparsomhed og Nøiagtighed beholde vi vor Formue. -- Dovenskab, Skjødesløshed, Ødselhed og Over- daad, Gjerrighed og Karrighed ere Feil, som stride imod den fornuftige Erhvervelse og Brug af Formuen. Fornøjelser har Jesus ved sit Exempel viist er tilladte, naar de ere maadelige og uskyldige. Vi kunne i Fritimer nyde dem til at forfriske vore Kræfter. Forlystelsessyge ): leve blot for at fornøje og adsprede sig er en lav Sandselighed, hvormeget man end vil forfine den. Sædelige Dandse og Lege ere en smuk Fornøjelse for Unge. Spil, hvortil hører middelmaadig Legems- bevægelse og ialfald om Ubetydeligheder kan være en passende Adspredelse for Ældre. Hang til Spil om Gevinster er farligt. Spillesygen er vel saa fordærvelig som andre Umaadeligheds- Fotnote: f. Ex. Agerdyrkning, Skoler, Velgjørenhedsanstalter. SIDE: 35 synder. Den frister til Bedragerie, har ogsaa gjort mange Mænd som før havde sin fulde Velfærd til en æreløs, udarmet Bedrager, bragt ham fra Gaard og Grund i Bolt og Jern. Samtale bliver dog den anstændigste Fornøjelse for Mænd. Pligterne mod vore Medmennesker kunne vi udlede, ligesom de imod os Selv, af den Agtelse og Kjærlighed vi skylde dem som vore Lige og Brødre for Gud. Thi Jesus siger: "Du skal elske din Næste som dig Selv!" Math. 22, 39. Jesus siger: "Seer til, at I ikke foragte Een af disse Smaae!" Math. 18, 10. Jesus siger: "Alt hvad I ville at Andre skulle gjøre imod Eder, det gjører I ogsaa imod dem!" Math. 7, 12. Jesus siger: "Dersom I elske dem, som Eder elske, hvad For- tjeneste have I deraf? Thi Syndere elske og dem, som dem elske." Luc. 6, 32. Vor Agtelse og Kjærlighed for vore Medmennesker viser sig som Retfærdighed ): at vi tildømme Enhver Sit og Ingen for- nærme; og som Godhed ): at vi velvilligen tage Deel i Andres Skjebne og befordre deres Vel. Disse to Dyder ere forenede i den Menneskekjærlighed vor Frelser var den ophøjede Tals- mand for. De modsatte Udyder ere: Uretfærd, Svaghed, Ufølsomhed eller Haardhed, Skadefryd, Misundelse og Menneskehad. Jesus siger: "Hvo, som gjør Ondt, hader Lyset, og kommer ikke til Lyset, at hans Gjerninger ikke skulle overbevises ham. Men hvo, som øver Sandhed, kommer til Lyset, at hans Gjer- ninger maae blive aabenbarede; thi de ere gjorte i Gud." Joh. 13, 21. Jesus siger: "Lader saa Eders Lys skinne for Menneskene, at de see Eders gode Gjerninger, og ære Eders Fader, som er i Himlene." Math. 5, 16. Jesus siger: "Der bliver Glæde hos Guds Engle over en Synder, som omvender sig." Luc. 15, 10. Jesus siger: "Det er umuligt, at Forargelser ei skulde komme; SIDE: 36 men vee den fra hvilken de komme! Det var ham bedre, om en Møllesteen var hængt om hans Hals, og han blev kastet i Havet end at han skulde forarge En af disse Smaae." Luc. 17, 1, 2. Vi skulle da sørge for vor Næstes Sjæl ved at give denne al den Underviisning og saaledes hjælpe at føre den til den Sand- heds Erkjendelse vi kunne meddele. Dette store Kjærligheds- bud fyldestgjøre vi: 1) ved altid at tale Sandhed: være sanddru, oprigtig og paa- lidelig, ærlig i Ord og Daad. 2) ved at berigtige deres Vildfarelse. 3) ved at give dem paa en forekommende og beskeden Maade vore Raad. Disse to sidste Pligter kunne vi paa en skjøn Maade opfylde i vore Samqvem. Da bliver vor Omgang behagelig og lærerig uden at den derfor henfalder til en besværlig Præken og Paatrængen med vore Raad. Det er en behagelig, stolt Følelse at kunne være vore Medmennesker nyttig i Alt endog i For- nøjelser. Have vi gode Bøger, da bør de ikke staae stille i en Hylde, men gjerne udlaanes. Sandhed behøver ikke i daglig Tale at bekræftes ved Eeder; ja denne hæslige Vane viser endog, at vi selv have liden Tanke om vor egen Sanddruhed, og om Andres Agt for den. Naar vi ikke ved Løgn (Løgnagtighed, Usandfærdighed) Falskhed og For- stillelse (Uoprigtighed) og Uordholdenhed engang have forspildt denne Slægtens gode Mening om os, saa kunne vi fordre i daglig Omgang at troes uden Eed, og behøve ei at gjøre det paa den fornærmende Opfordring om saadant. Jesus siger ogsaa: "Jeg siger Eder, at I aldeles ikke skulle sværge. Men Eders Tale skal være: Ja, ja! Nei, nei! Hvad der er over dette, er af det Onde." Math. 5, 34, 37. Nødløgn maa vi heller ikke tillade os, ligesaalidt som Løgn for Spøg, uden det skulde være for at gjøre Løgnen latterlig og forbedre Løgneren. Spørger Nogen os om Ting vi ei behøve at svare paa eller ville svare paa, saa kunne vi tie stille. Hvor Sandheden kunde være farlig at aabenbare f. Ex. om en Fiende i Krig vilde udfritte os, kunne vi bruge en Nødløgn. Ellers i alle Tilfælde er den uværdig og farlig, da den ophæver andre Menneskers Tiltroe til os i vigtigere Ting. At stille Smaaebørn tilfreds med Opdigtelser er meget farligt. De troe os aldrig SIDE: 37 siden. Ville vi ikke svare dem saa maa man erklære reentud: du maa ikke spørge om saadant endnu. Man har desværre seet sig nødt til at ophæve dette Forbud for Retterne: thi der er det af højeste Nødvendighed, for Ret- færdighedens Skyld, at faae Sandheden aldeles frem. Men Dom- merne kunde aldrig være overbeviiste om Sagens rette Sammen- hæng, dersom der ikke paahvilede Vidnerne en Forpligtelse, som tvinger dem, saasandt de have mindste Gnist af Sædelighed, til at tale aldeles sandfærdigt for Retten uden at fordreje det Mindste i deres Vidnesbyrd af Partiskhed ( ): at de holde enten formedelst Venskab, Slægtskab osv. mere med En end med en Anden i en Sag) eller iblande det Noget af egne Meninger, da Meningerne høre Dommerne til. Denne Forpligtelse er den retlige Eed. Ligeledes fordrer Staten, som er den eneste der kan affordre os Eed, Eed af os, at vi ville med Liv og Blod forsvare Fædrenelandet og dets Forfatning. Krænker vi den første af disse Eeder, begaae vi Meneed; krænke vi den anden, Landsforræderie, hvilket da ogsaa er Meneed. [fotnotemerke] Meneed er den afskyeligste Forbrydelse: vi give ved den Afkald paa vor egen Salighed og handle uretfærdigt imod andre. I den Forstand som i Eedsformularen (thi den belægger endog uskyl- dige Meneederen angaaende Ting med Forbandelse) berøve vi os vel vor Salighed ikke ved Meneed; men at vi her og hisset, ved saaledes at træde paa vor egen Overbeviisning, vort eget Væsen, at ville haane af jordiske Hensyn den Alvidende, som vi paakalde, ville gjøre os høist ulykkelige. Kunne vi end skjule vor Meneed her (skjøndt den oftest opdages) saa kan den dog ikke blive skjult i Himlen, naar vi der samles med vore Medmennesker; og vi blive jo da Meneedere for Alles Øine hiinsides Graven. -- Jesus byder dernæst, at vi skulle sørge for vor Næstes Sjels Sædelighed ): veilede dem til et dydigt Levnet 1) ved at omvende og formane de Feilende 2) ved et godt Exempel. Det Modsatte af et godt Exempel er at give Forargelse. Jo- mere man ellers er ophøjet, jo skadeligere bliver Forargelsen eller det slette Exempel. -- Fotnote: Jesus siger: "Du skal ikke sige falsk Vidnesbyrd." Marc. 10, 19. SIDE: 38 Jesus gav sit hele Liv igjennem Exempler paa den Omhu vi skylde Næstens Liv og Sundhed. Ligeledes lærte han os vore Pligter desangaaende. Parabelen om den barmhjertige Samaritan. Luc. 10. Vi kunne ogsaa lade os ganske lede af hans Bud i Math. 7, 12. Vi skulle ikke alene sørge for vore Medmennesker ved Raad i deres Sygdoms Tilfælde, men ogsaa, endog med Opofrelse for os Selv staae vore Medmennesker bie i al Nød og Fare, om de endog vare vore Fiender. Altsaa ikke være ligegyldige med deres Lidelser, og endnu mindre foraarsage dem disse. Denne Synd begaaer Voldsmanden, Slagsbroderen og fremfor alle Morderen. Den, som ikke lærer tidlig at tæmme sin Vrede og Hevnelyst er udsat for disse Forbrydelser, for at døe tilsidst, besmittet med sine Medmenneskers Blod, paa Retterstedet. Jesus siger: "Du skal ikke slaae ihjel." Marc. 10, 19. Livet har samme høje Værd og Maal for Andre som for os. Den personlige Frihed ligeledes. Altsaa bør vi ikke berøve Nogen hans personlige Frihed. Men vi synde herimod ikke alene ved at lægge vore Med- mennesker i Lænker, [fotnotemerke] men og ved at bringe vor Tjener til at arbeide formeget, og ved at anvende nogensomhelst Tvang for at afvinde vore fornuftige Medmennesker noget, om vi endog troede at det var til deres Bedste. Jesus siger: "Dømmer ikke, at I ikke skulle dømmes; thi med hvad Dom I dømme skulle I dømmes. Og med hvad Maal I maale skal Eder igjen tilmaales." Math. 7, 1, 2. Da vi og selv ville æres, bør vi ære Andre efter Fortjeneste. Uden Grund maae vi derfor ikke være mistroiske og mis- tænkelige; men aldrig bør vi være uhøflige, dadellystne, sladder- agtige og bagtalende. Tvertimod bliver vor Lov: at tænke og tale det Bedste vi kunne om Alle, som ikke aabenbare have gjort sig ufortjente dertil; og at undskylde Andre, hvor vi kunne med Retfærdighed. Have Fotnote: Hertil har alene Staten Ret mod Forbrydere og Afsindige. SIDE: 39 vi enten forsætlig eller uforsætlig fornærmet Andres Ære, saa bør vi søge at oprette det ved at bede om Forladelse (Æres- erstatning.) Jesus siger: "Du skal ikke stjæle! Du skal ikke besvige!" Marc. 10, 14. Jesus siger: "Giv den, som beder dig, og vend dig ikke fra den, som vil laane af dig!" Math. 5, 42. Vi skulle da have Agt for Andres Formue. Dette er en Ret- færdigheds Pligt. Vi skulle hverken voldsomt ): ved Ran og Røverie, eller hemmeligt og listigt ): ved Tyverie og Bedragerie formindske Næstens Ejendom. Men søge at lade hver beholde sit, og forøge den, hvor vi uden Skade for vort Eget kunne: ved Tjenstagtighed; ved Billighed og Eftergivenhed og Skaansomhed mod Skyld- nere; ved Nøiagtighed. Saaledes maa vi betale Arbeideren hans Løn, Laangiveren hans Laan, saaledes som han laante os og tilstod os det. Aager ): at vi lade os betale mere end lovlige Renter af Laantageren, og saaledes benytte os af et Medmenne- skes Trang, strider saavel mod Retfærdighed, som mod følgende Kjærligheds Pligt, nemlig: Godgjørenhed og Barmhjertighed mod Nødlidende, mod dem, som ei selv kunne erhverve sig det Nødtørftige. Jesus siger: "Giver, saa skal eder gives! en god, knuget og skuddet og over- flødig Maade skulle de give i Eders Skjød, thi med den samme Maade, som I maale med, skal Eder igjen tilmaales." Luc. 6, 38. Jesus siger: "Værer barmhjertige, som Eders Fader og er barm- hjertig!" Luc. 6, 36. Jesus siger: "Kommer hid, min Faders Velsignede! Arver det Rige, som er Eder beredt fra Verdens Grundvold blev lagt: thi jeg var hungrig, og I gave mig at æde; jeg var tørstig, og I gave mig at drikke; jeg var fremmed, og I toge mig til Eder; jeg var nøgen, og I klædte mig; jeg var skrøbelig, og I besøgte mig; jeg var i Fængsel, og I kom til mig." Math. 25, 34, 35, 36. Jesus siger: "Hvad I have gjort mod Een af disse mine mindste Brødre, have I gjort imod mig." Math. 25, 40. SIDE: 40 Heri har Frelseren tydelig lært os Velgjørenhedens Dyd, samt hvorledes den viser sig. Men den som virkelig vil gjøre Vel mod Andre, maa gjøre det med Valg og Fornuft. Saaledes ikke give til dem, der kunne ernære sig Selv, men alene til virkeligt Nødlidende. Offentlige Forsørgelsesanstalter og Fattigkasser fortjene i høi Grad vor Velgjørenhed. Det paaligger nemlig disses Bestyrelse at kjende Enhvers sande Trang i Menigheden. -- Vi skulle være gavmilde og gjæstfrie. Jesus lærer Marc. 12, 43 -- 44 om den fattige Enke, at ogsaa den Fattigere kan tidt øve Velgjørenhedens skjønne Dyder. Jesus siger: "Vogter Eder, at I ikke give eders Almisse for Menneskene, for at ansees af dem, ellers have I ikke Løn hos eders Fader, som er i Himlene." Math. 6, 1. Jesus siger: "naar du giver Almisse, da lad din venstre Haand ikke vide hvad din høire gjør." Jesus siger: "Dersom I gjøre vel mod dem, der gjør vel mod eder, hvad Løn have I saa derfor! Thi Synderen gjør og det samme. Og dersom I laane dem af hvilke I haabe at faae igjen, hvad Løn have I derfor? Thi Syndere laane ogsaa Syndere, paa det de skulle faae lige igjen. Men elsker Eders Fiender, og gjører vel, og laaner, ventende Intet derfor: saa skal Eders Løn være stor, og I skal være den Højestes Børn; thi han er god imod de Utaknemmelige og Onde. Luc. 6, 33, 34, 35. Ville vi gjøre vel imod os Selv ved at være velgjørende mod Andre, da maae vi ikke være velgjørende efter Lune eller af Hyklerie, og heller ikke troe, at vi ved at vise nu og da Vel- gjørenhed fyldestgjør hele Pligtlæren. Pharisæerne, som Jesus revser, vare Slige. Jesus siger: "Salige ere de Sagtmodige!" Math. 5, 5. Jesus siger: "Salige ere de Fredsommelige, thi de skulle kaldes Guds Børn." Math. 5, 9. Jesus siger: "Hver den sig selv ophøjer, skal fornedres og hvo sig selv fornedrer skal ophøjes." Luc. 14, 11. Jesus siger: "Forlad os vor Skyld, som og vi forlade vore Skyld- nere." Math. 6, 12. Jesus siger: "Forlade I Menneskene deres Overtrædelse, skal Eder himmelske Fader og forlade eder; men forlade I ikke SIDE: 41 Menneskene deres Overtrædelser, skal Eders Fader ikke heller forlade Eders Overtrædelser!" Math. 6, 14, 15. Jesus siger: "Dersom Nogen tvinger dig til at gaae een Miil med ham, da gaa to med ham." Math. 5, 41. Jesus siger: "Elsker eders Fiender! Velsigner dem, som Eder forbande! gjører dem godt, som eder hade! og beder for dem, som gjøre eder Skade, og forfølge Eder, paa det at I skulle vorde eders Faders Børn, som er i Himlene; thi han lader sin Sol opgaae over Onde og Gode, og lader regne over Retfærdige og Uretfærdige!" Math. 6, 44, 45. Jesus siger: "Men vogter eder for de falske Propheter, som komme til eder i Faareklæder, men ere indvortes glubende Ulve." Math. 7, 15. Jesus siger: "Frygter ikke for dem, som slaae Legemet ihjel, men kunne ei slaae Sjelen ihjel!" Math. 10, 28. Vi skulle da i vort hele Forhold være sagtmodige og fredsommelige, ydmyge og beskedne, forsonlige og tilgivende, eftergivende og overbærende, enige og velvillige, frisindede og standhaftige, forsigtige og frygtløse, trofaste og retsindige. Disse ere den christelige Broderkjærligheds Dyder. Med dem ville vi finde os vel i alle Forhold. Skilsmisse, Splid, Uenighed, Fiendskab og Had skulle ikke fordærve os vor Roe. Vi ville have Fred med Menneskene som med Gud, med vore Brødre som med vor Fader. Endog om vi vise alle disse Dyder, kan det dog hænde, at Mennesker, som ikke besidde dem, slette Mennesker, vælte sig ind paa os volde os Fortræd. I sidste Bud (Math. 10, 28) lærer Jesus os, at vi med frygtløs Fasthed, og ved sit eget Exempel med Pharisæerne, da de vilde føre ham i Ulykke ved fule Spørgs- maal (Math. 22) at vi ogsaa med Klogskab og Fiinhed skulle værne os imod dem. Alligevel byder Jesus at vi skulle elske vore Fiender, ligesom han og selv viste, da han paa Korset sagde: "Fader forlad dem; thi de vide ikke hvad de gjøre!" At han gjorde dette! Hvori denne Kjærlighed mod vore Fiender SIDE: 42 bestaaer lærer Jesus i Math. 18, 22, hvor han siger at I ikke skulle trættes i at tilgive, og i Math. 18, 15, hvor Jesus siger: "Men om din Broder synder mod dig, gak hen og straf ham imellem dig og ham alene; hører han dig, da haver du vundet din Broder. Men hører han ikke, da tag endnu en eller to med dig, paa det at hele Sagen maa blive fast efter to eller tre Vidners Mund. Men hører han dem ikke, da siig Menigheden det; men hører han ikke Menigheden, da skal han være for dig ligesom en Hedning og Tolder!" Math. 18, 15, 16, 17. Her see vi hvorledes vi skulle opføre os som Fiender: vi skulle mindeligen tale til den der krænker vor Ret og stræbe at gjøre en Ven og Broder af vor Fiende; vi skulle bruge Tals- mænd og Forligsmænd for at naae vort kjærlige Maal; men frugter alt dette ikke, da skulle vi stevne ham for Domstolene eller undgaae vor Fiende, afsondre os ganske ifra ham. [fotnotemerke] Selv- tægt og Selvhevn ere Forbrydelser. Derved, som ved Had og Forfølgelse, voxer Fiendskabet. Processyge er en styg og farlig Lidenskab. Dette Menneskekjærlighedens sværeste Bud, at vi skulle elske vore Fiender ): stræbe at forbedre dem, synes skrevet tvertimod vor sandselige Natur; men desto mere er det taget ud af vort højere og aandelige, altsaa af vort egentlige Væsen. Vi maae nemlig betænke, at vor Fiende dog bestandig er et Menneske, at han saaledes endnu her paa Jorden kan forbedre sig, og maa det, som vi Alle, i det tilkommende Liv. Da Dyrene ogsaa have Følelser, ja ofte Følelser som be- skjæmme deres Herrer, da de ere Guds Gjerninger og givne os til viist Brug, saa have vi ogsaa Pligter mod dem, nemlig: vi bør føde dem vel; sørge for dem i deres Smerte og Sygdomme; dræbe dem let og pludselig, naar vi ville benytte deres Legemer; [fotnotemerke] Fotnote: Dette gjorde Jøderne med Hedninger og Toldere, hvilke vare af deres Undertrykkeres Folk. Fotnote: Altsaa bør vi ikke indlade os paa at slagte dem uden vi forstaae at gjøre det paa en saadan Maade. Dyret maa dræbes strax, om vi saa skulde tabe noget i dets Smag eller af dets Legeme, f. Ex. Blodet. At dræbe Dyr ved Aareladning for at faae deres Blod beqvemmere er en stor Synd. SIDE: 43 aldrig anstrenge dem over deres Kræfter, aldrig pine noget Dyr; ikke dræbe uden de skadelige Dyr; ikke fælde noget Dyr i Parrings- og Liggetiden; ja ikke ødelægge nogen skabt Ting uden Behov. Vor Forbindtlighed til at udøve ovenstaaende Pligter imod vore Medmennesker vinder i Styrke eftersom vi staae i nært Forhold til dem. Nærmest os staae vore Forældre, Ægtefælle og Vel- gjørere. De have højest Krav paa vor Kjærlighed. Denne kaldes da Taknemmelighed. Et utaknemmeligt Menneske er altid et ondt Menneske fordi han tilsidesætter de helligste Pligter, og mon da vi kan tiltroe ham Følelse for nogen anden Pligt. Dernæst komme Oldinge. Vor Kjærlighed til dem kaldes især Ærbødig- hed. Saa vor Familie, efter denne vore Kalds- og Standsbrødre, vore Landsmænd og saa den store Kreds af alle Mennesker. Vi maae ikke forsømme Pligterne imod Nogen. Have vi dog for- seet os, da bør vi vedkjende dette, og da føle vi ved vor Anger, at vi især have syndet imod os selv. Sindsforandring, Om- vendelse, Forbedring, og hvor det kan skee, Erstatning, bør da paafølge. Alene derved udsone vi vore Synder. Jesus siger at al Synd kan udsones, kun ikke Synd imod den hellige Aand. Denne Synd er og saa unaturlig for Mennesket, at vi, hvis saa- dant Menneske gaves eller kunde gives, maatte kalde ham en Djævel. Denne Synd er en reen Modstriden af vort eget Væsen, da den bestaaer i at gjøre det Onde alene fordi det er Ondt. Saaledes var det f. Ex. en Synd mod den hellige Aand ): Menneskets guddommelige Væsen, der har en indplantet Stræben efter Fuldkommehed, om Een efter Grundsætning aldrig vilde tale Sandhed; om En begik Meneed af Lyst til at begaae Meneed. Et godt Middel til at styrke vor Sjel til alle vore Pligters Op- fyldelse er Bønnen, hvilken aldeles ikke behøver eller endog bør være tillært, men et ukunstlet Udbrud af vort Hjertes Fø- lelser, en Opløftelse af vore Tanker til det højeste Væsen. Nogen Lov for Maaden disse skulle og kunne ytre sig paa, kan ikke gives; dog har Frelseren i Faderen lært os at en Bøn bør være simpel og kort og oprigtig og ydmyg og uden at ytre SIDE: 44 Overtroen om at den skulde kunne fremvirke nogen Forandring i hans alvise Raad. Jesu Bøn, da Dødsangsten nær overvældede ham, er ogsaa i samme Aand. Den ender med de Ord: "Dog skee ikke min, men din Villie." Jesus viser os ogsaa i Math. 6, 5 -- 8, hvorledes vi bør bede: "Og, naar du beder, skal du ikke være som Øjenskalke; thi de staae gjerne og bede i Synagoger og paa Gadernes Hjørner, paadetat de skulle ansees af Menneskene; sandelig siger jeg eder, at de have alt faaet deres Løn. Men du, naar du beder, gak ind i dit Kammer, og luk din Dør, og bed til din Fader, som er i Løndom; og din Fader, som seer i Løndom, skal betale dig aabenbare! Men naar I bede, skulle I ikke bruge overflødige Ord, som Hedningerne; thi de mene, at de blive bønhørte, naar de bruge mange Ord. Derfor skulle I ikke vorde dem lige; thi eders Fader veed, hvad I have behov, førend I bede ham!" At forrette vor Bøn i Eenrum og med vor Familie er det Skjønneste i Huusandagten. At forrette vor Bøn i Samfund med vore Medmennesker (offentlig Gudstjeneste) uden at tage Hen- syn til disses ydre Troesbekjendelse, er et kraftigt Middel til at forene os i Kjærlighedspligternes Opfyldelse. Dog maae vi ikke glemme hvad Jesus siger: "Ikke Enhver, som siger til mig: Herre! Herre! skal indgaae i Himmeriges Rige, men den som gjør min Faders Villie, som er i Himlene." Math. 7, 21. At disse Pligter hvile lige paa Alle bekjendes ved Daaben. Vore Forældre og Vidnerne forpligte sig ved denne hellige Skik til at sætte os, ved Opdragelsen, istand til engang selv ved den offentlige Bekræftelse (Confirmationen) at kunne vedstaae dette. Siden gjennem det hele Liv mødes vi ved Christi hellige Erin- dringsmaaltid (Nadveren) for at bekræfte at vi ville følge hans Bud og lære at forstaae og udøve hans Lære, gjøre den aldeles til vor egen Overbeviisning (efter østerlandsk, Jesu Moders- maals Sprogbrug "æde hans Legeme, drikke hans Blod") og for naar vi oprigtigen for os selv bekjende og angre vore Synder, at forsikre os om de ville vorde os forladte ): at vor Sjel vil gjenerholde sin Styrke ved at øve sig efter Jesu Forskrifter i Dyd. SIDE: 45 Iagttage vi alle hine Jesu og Fornuftens Bud, da gjøre vi hvad Jesus siger: "Du skal elske Herren, din Gud, i dit ganske Hjerte, i din ganske Sjel og i dit ganske Sind. Dette er det første og store Bud." Math. 22, 37. "Du skal tilbede Herren, din Gud, og tjene ham alene." Math. 4, 10. "Gud er en Aand, og de ham tilbede, bør det at tilbede i Aand og Sandhed." Da ere vi besjælede af Kjærlighed, Taknemmelighed, Ærefrygt, Lydighed og Tillid til det højeste Væsen, da opfylde vi vore Pligter imod Gud, og naae vort Maal; thi alle Pligter ere egent- lig ene imod os Selv, da vi skylde vor Bestemmelse deres Op- fyldelse. Derfor ere Handlingernes Bevæggrunde de ene vigtige for vor Sjel. Men elske vi Gud, da maae vi elske hans Gjerninger, og iblandt dem os Selv først og vore Medmennesker. Deraf hænger hele Loven. Men elske vi Gud, da ville vi elske og frydes i hans hele skjønne Natur; være milde, legende Herrer mellem Fuglene og Fiskene og alle Dyr og Blomsterne; forskjønne hans Gjerninger. Men elske vi Gud, da maae vi være ham taknemmelige for For- jettelserne om den salige Udødelighed, som nedlagdes i vort Livs første Kime; paaskjønne og benytte hans Gaver ene til vort og Medskabningers sande Held; men vogte os for at troe at vi kunne med Gaver og Ofringer gjengjelde ham. Men elske vi Gud, da tilbede vi ham med Ærefrygt! ): da være vi ydmyge i Manglens Erkjendelse midt i vor jordiske Herlighed, da misbruge vi aldrig hans Navn til Spøg eller i Alvor, da deel- tage vi i Samfundets Ærefrygtsbeviser, dyrke ham i Eenrum, ved Tanker Ord og Handlinger og uddanne vor Sjel, at vi bedre og bedre kunne lære at kjende vor himmelske Fader af hans Gjerninger. Men elske vi Gud, da være vi lydige imod Gud! ): da lyde vi uden Betænkning hvad vi vide og troe er hans Villie; da hykle vi ikke god Villie, mens vi nøle med at vise den, hvor Gud byder os det ved at give Leiligheden dertil. Men elske vi Gud, da have vi Tillid til Gud! ): da være vi rolige, tilfredse og taalmodige i alle Omvexlinger; aldrig lade Haabet og Modet synke, arbeide os stedse frem om Ulykker SIDE: 46 overdynge os, mod bedre Tider; da forstørre vi ikke Lidelserne ved Modløshed og Klynken; da anvende ei alle vore Kræfter (thi dertil gav han os dem) og nære ei Menneskefrygt eller Overtro eller Vantro (hovmodig Stolen paa sig selv og Nægten af vor Afhængighed af nogen Gud.) Jesus siger: "Dersom I elske mig, da holder mine Befalinger." Joh. 14, 15. Jesus siger: "Den, som bliver bestandig indtil Enden, han skal blive salig." Math. 10, 22. Ja, vi elske jo det gode Menneske; vi elske med Kjærlighed den gode Fader -- skulde vi da ikke elske det bedste Menneske, den bedste Fader: han, som lod sit Liv for vor Oplysning og Frelse, for Sandheden? Vi lyde en klog Ven: skulde vi ikke lyde den Viseste? Vi ville ære hans Forskrifter og hellige Ind- stiftelser. Da skulle vi kaldes Jesu trofaste Disciple, ved Jesu Christi Fortjeneste Forløste, gode, retskafne, lykkelige, gudfrygtige, Christne Mennesker, velbehagelige for Gud og den gode Næste! Men ogsaa Andre som ikke iagttage de christelige Indstiftelser, kunne af den samme menneskelige Fornuft, hvoraf Frelseren tog sine Lærdomme, udlede Reglerne for deres Liv, for Hvad de skulle gjøre. Disse ere da ogsaa Guds gode Børn, dydige, ret- skafne Mennesker. Men som disse og ere sjeldnere iblandt dem, der mangle Christi Velgjerning, saa er dog deres Dydsattest plettet med Vildfarelser. Da vi ogsaa kunne undgaae disse, naar vi læse Jesu hellige Lære i Bibelen med prøvende Forstand (Eftertanke) og Øvelse i at forstaae de mange Billeder og uegent- lige Talemaader [fotnotemerke] , som skrive sig fra Forfatternes (Evangelisternes og Apostlenes) østerlandske Udtryksmaader og Begreb: saa fryde vi os, med Tak til det algode Forsyn, som lod os blive Christne, som strax fra vor Fødsel giver os Jesus Frelseren til Veileder, Hans, den viseste af Menneskenes Lære til Lygte for vor Fod og Lys paa vor Sti, der slynger sig her mellem bedøvende Blomster, mellem Roser og Torne, ned gjennem den sorte Grav, op mod de evige, straalende Himle! Fotnote: f. Ex. "Guds Søn", istedetfor En, der søger at ligne Gud: et dydigt og viist Menneske; "Menneskets Søn" for et fuldkomment, et Mønster paa et Menneske, "Djævelen" istedetfor det Onde. SIDE: 47 BREV TIL SELSKABET FOR NORGES VEL Undertegnede, Medlem af Selskabet for Norges Vel, giver sig den Frihed, herved at andrage for Directionen: At medfølgende, af mig forfattede Opmuntrings-Tale til Almuen at sørge for sin Oplysning ved villigen at frem- hjælpe Almue-Bogsamlinger, samt Udkast til Love for en saadan Indretning, tilligemed en Fortegnelse over Bøger, der ansees passende for den, maa vorde paa Selskabets Bekost- ning trykket til hensigtsmæssig Uddeling. Directionen seer heri, og i Oprettelsen (efter det Udkast, som jeg herved ærbødigst forelægger til Bedømmelse, som Forslag til almeengjeldende Love for Almue-Bogsamlinger), af en siden Slutningen af f. A. virksom Almue-Bogsamling her i Eidsvold, om hvis Forfatning og Fremme Amts-Administrationen er underrettet, de første -- jeg haaber frugtbare -- Glimt af en idkjær ung Normands fastfattede Beslutning: planmæssigen at arbeide med enthusiastisk Varme og rastløs Iver, aldeles i Selskabet for Norges Vels Aand, saaledes som jeg bør tænke mig den, for Almuens Oplysning. Jeg har søgt at lære Dennes Sjæle-Tarv at kjende ved Gjæstebordet, ved Arnerne, i Kroen som paa Kirkegulvene. -- Det er Skyggemalerier man henter der -- O Følsomme tør dem af med din lade Haand! -- Men man vende dem med al Kraft mod Solen, mod Lyset! -- Den første Lysfarve, som da viser sig, er Haabets. Jeg har seet den ved mine første Bestræbelser. Nok, mine Herrer, De forstaaer mig; -- der er meget at ar- beide. Jeg vil arbeide, og føler Kræfter. Understøtter mig saaledes som jeg beder derom! Giver, dynger Arbeide paa mig! Har jeg mit Hjerte saaledes paa min Side som til dette Verk, jeg ruster mig til, saa Io triumphe! Seer (og denne Und- skyldning ville De ikke alene holde god, men kjær), fordi jeg har Mere, Mere at gjøre nu for samme Sag, derfor nødes jeg til at sende Manuscriptet saaledes som det kom ifra Haanden. Iblandt dette Mere er ogsaa en Reise, jeg, for at knytte For- bindelser med driftige Mænd, især Præsterne, til Almue-Biblio- thekers hurtige Fremme videnom, har besluttet, saasnart jeg kan faae trykte Exemplarer med mig af dette Hefte, at foretage igjennem Romerigerne, Hedemarkens Amt, Biri, Vardal og Toten. SIDE: 48 Jeg beder derfor meget og inderligen om, snarest muligt at faae den ærede Directions Beslutning. Jeg haaber det Bedste, og selv om kort Tid at hente dem -- at ile til Lehmanns Officin, hjælpe Sætteren, drive, presse, og, naar det om faa Dage er færdigt, bede Directionen om saamange Exemplarer, den finder tilstrækkelige for de Distrikter, jeg vil røre for Sagen i Vinter. Siden kommer jeg igjen efter Flere; thi jeg iler ikke blot Glommen op og Mjøsen rundt; men, til Vaaren, fra Lindesnæs -- der dukker jeg ind i de dybe Dale -- Sætersdalen, Raabygde- lauget opad, Filefjeld langs, Fjordene over, Dovre over -- og kommer op ved Agdenæs, naar Løvet guldner i Guldal; men -- træffer jeg Mennesker -- rigere end Høsten, jeg møder, Som- meren, jeg fløi forbi. Paa Christiania's Marked kunne Exem- plarer uddeles til Bønder, flyve videnom og forberede mange Gemytter, ligesom og blive bekjendte for Mangfoldige, da Bønder, naar de faae noget Trykt fat, gjerne i Qvartererne, hvor de træffe sammen fra de forskjelligste Bygdelag, læse for hverandre; og, inden man veed Ordet af, staaer der en heel Kreds om med sammenbøiede Øren. Et Almue-Bogsamlingsfond i Christiania og de større Stæder har jeg tænkt at faae istand ved velvillige Gaver af Bøger. De oprettende Sogne-Bibliotheker skulle af dette funderes med Gaver, efter dets Evne, med 20 -- 40 o. s. v. Nummere af Bøger. Jeg tillader mig endvidere at bede om at erholde et Par Planer og Indbydelser samt Udkast til det Kongelige Selskab for Norges Vel, for paa Reiserne, jeg har fore, efter Evne at virke for dette. Udbyttet af min Flid for dets Formaale, og for det særskilte, jeg har valgt mig -- af min Flid for retteligen at kunne hævde Æren af at være Medlem af et Samfund af en saa ophøjet Tendenz, som den at ville omfatte og fremme et heelt Lands -- Fædrenelandets jordiske og aandige, himmelske Velfærd -- dette og hvad jeg har kunnet udrette derfor, skal blive den høie Direction berettet. Jeg tilbyder mig at være Selskabets driftige Agent. Jeg seer, her er skrevet, som om jeg var vis paa, at Direc- tionen lider, hvad jeg nu forelægger den. Derom er jeg meget uvis. Aanden deri er jeg derimod vis paa, at de ville lide, og ønske, at alle Selskabets Medlemmer havde den saa. SIDE: 49 At der staaer paa Heftet: "For Almuen, 1ste Hefte," betyder ikke, at der af samme Slags skal komme mere, eller at jeg har tænkt hos Directionen i Selskabet for Norges Vel at andrage om flere saadanne Hefters Udgivelse, men at jeg har flere Ma- terier, de angaae den almene Oplysning, som i saaledes betitlede Hefter "For Almuen 2det, 3die o. s. v. Hefte," Tid efter anden skulle see Dagens Lys. Saaledes indeholder 2det Hefte "Verdens- kundskab, d. e. en kort for Almuen fattelig Fremstilling af Verdens- bygningen, Jorden, dens Beskrivelse og et Begreb af Historie. Eidsvold Præstegaard, den 23de Januar 1830. Ærbødigst Henr. Wergeland, Cand. theol. SIDE: 50 Henrik Wergeland FOR ALMUEN FØRSTE HEFTE UDGIVET AF DET KONGL. SELSKAB FOR NORGES VEL Gaae du min Bog, og til min Landsmand siig: "det er hans Held, om han vil følge dig!" -- Oplysning ene lære Bonden kan, at det er stort at være gavnlig Mand. (Forsøg over Almuens Oplysning, et Digt af Jonas Rein.) INDHOLD I. Opmuntring til Almuen at sørge for sin Oplysning især ved gode Bøgers Læsning, og til at sætte sig istand hertil ved at fremme og benytte Almue- Bogsamlinger. II. Udkast til Almue-Bogsamlinger og til Love ved saadanne. III. Fortegnelse over nogle Bøger passende for Almue- Bogsamlinger. OPMUNTRING TIL ALMUEN at sørge for sin Oplysning især ved gode Bøgers Læsning, og til at sætte sig istand hertil ved at fremme og benytte Almue- Bogsamlinger. Hæderværdige Norske Mænd og Quinder! I see, hvad det er Eders Ven har at tale med Eder om; ja sandeligen et Ord, som ligger ham paa Hjerte som Eders Vel, og hverken for tidligt eller uden Føie talt. Store Menneske- venner have tolket Eders Trang til en Oplysning, som den blotte Religions-Underviisning eller Kirke-Foredraget ikke har kunnet tilfredsstille. Men disses Ord uddøde paa de fleste Steder; thi de traf paa kolde Hjerter. Deres Anstrengelser sank i Graven SIDE: 51 med dem, og Folket, hvis Velgjørere de havde villet være, glemte dem. Møde ogsaa I, fribaarne Norges Mænd og Qvinder, I det 19de Aarhundredes Børn! disse Ord med kolde Hjerter og luk- kede Ører, lukkede Hjerner? O, jeg vil vise Eder, at I ikke kunne det, saavist som I ikke bør det! Hvo er lunken i sin egen Sag? Hvis Sag, hvis Tarv tales her? Det for Eder, den er vig- tig -- føler med mig, og indseer da dens Vigtighed! Iblandt Eders Lige over den hele Jord, iblandt Millionerne, Folkenes Mængde og Kraft, staae I ikke tilbage i Oplysning, kjære Landsmænd. Mærkeligen fremhæve I Eder dog ikke; ogsaa paa Eder maa Betragterens sorgfulde Øie hvile, naar han skuer over alle Jordens Almuemasser og finder, at 1800 Aar efter den største Folkelærer Jesu Christi Frelserverk er Men- neskeheden i det Hele saalidet udviklet i aandig Henseende, at en almindelig Mand, af Almuen ihvorsomhelst, kun har lidet forud for en almindelig Jøde paa Christi Tid. Endnu findes Millioner Mennesker i christelige Stater, der ere ligesaa tanketomme og uvidende som de Jøder, der gabende stimlede om Jesus, naar han talte, men lode hans Lærdomme gaae ud af det ene Øre, som de kom ind i det andet; Mennesker, der, ligesom Jøderne for 2000 Aar siden, vare overbeviiste om alskens Spøgelsers og Djævles Væren og Virken overalt, og især paa visse Steder; endnu Mennesker, der indskrænke deres hele Viden alene til hvorledes en Ploug styres, en Skoe syes o. s. v.; og muligens, hvis de ikke have glemt det, siden de gik og læste, til de enkelte Troeslærdomme; ja, gaaer det høit, saa have de vel i tyve, tredive Aar til denne Kundskabsskat lagt et Par Psalmer og Bønner. Skuer med Medynk disse Mange, som, skjøndt voxne Mænd og Qvinder, yde det elendige Syn, at de, naar de see noget Nyt, troe, at deres Syn forblindes; som, naar de skulle regne sammen 5 og 6, tælle paa Knapperne og komme i Vilde- rede, hvis der mangler en; som, naar de læse, flytte Fingeren i Bogen saa besværligen, som lettede de Stene bort for hvert Bogstav; som, naar de miste Noget, gaae til en gammel Kjærring, der, hvor enfoldig hun er, dog viser sig klogere end disse, idet hun benytter deres Lettroenhed, for at faae Hjælp af hendes indbildte Viisdom eller Hexekunster; som, naar de eller deres blive syge, skrækkes for at hjælpe Naturen ved den Kyndiges (Lægens) Hjælp, men, med en afsindig Tro paa en urokkelig SIDE: 52 Skjebne, sige "enten bliver det Døden eller ikke alligevel, Medi- cinen hjælper ikke" -- ja fremdeles (o er der ikke Ende paa Uvidenhedens sørgelige Malerie?) Mennesker, som tusinde Gange have seet Himlens straalende Stjerner uden at tænke over: hvad mon vel de ere? uden nogensinde at have faaet det opløftende Svar: "de ere Guds Verdner, større, skjønnere end vor hele Jord; de ere Sole vandrende over dit Hoved!" det høieste Svar, de have givet sig selv eller faaet, er maaske det, at de ere Prydelser paa Himlen for vor Jord, som Stueuhre og Skilderier paa en Væg; og, tilfredsstillende sig med dette Svar, krybe de i Kakkelovnskrogen, for der at bortslumre deres halve Liv, eller i deres Tanketomhed søge at vække en falsk Rørelse i deres Sjele ved Terninger eller smudsede Kaart, eller og de pleie deres Sløvhed ved Halvpæglen. -- O Normænd -- disse Træk være alene tagne fra de Stater, hvor Regjeringernes Iid gaaer ud paa at qvæle hver Gnist til Oplysning; hvor Bøger ei engang maae indføres eller komme for Dagens Lys; hvor Trældom ruger over Hjerterne som over Nakkerne; hvor Alt anvendes for at opklække dumme men taalmodige Slaver; hvor alt Mulm ud- blæses foran Bondens Øine, at han ikke skal see sit Aag og sine Rettigheder; hvor Trykkefrihed, ja selv Tænkefrihed ikke gives; hvor -- o, opregnede vi mere, da nævnede vi dem; vi ville ikke nævne dem, deres Navn er Forbandelse. Hine Træk skulde findes hos os? de retskafne Normænd skulde forglemme at Jesus Christus talte hele Menneskehedens Sag? talte Oplysningens Frihedens og Sandhedens? De frisindede Normænd ringeagte, at i Sjelens Mørke spindes Rænkerne? at Dumhed og Trældom ere Eet? Oplysning og Frihed Eet? ja, at denne ikke alene er aandelig Frihed, Frigjørelse fra Synd og Overtro, men at samme ogsaa fremskaber, og lader sig ikke frarive den borgerlige? Nei! Af Os fordrer Tiden, at vi, opfostrede med Lys og Sandhed, skulle være voxne i kraftige Dyder: disses Liv bestaaer i at fremme, hvad vi erkjende for Godt. Lader os ikke glemme dette deres Kjendemærke. Vi ville anvende det paa vor Sag; ikke blot høre, men ogsaa gjøre. Dog ikke alene Tiden, det l9de Aarhundred efter Lysets første, evige Glimt over Jorden, (thi den har ogsaa sine Fordringer til alle vore Jevnaldrende i Aljordens Lande), men Forsynets sær- SIDE: 53 egne Velgjerninger imod Os fordre, at vi vise særegne Fortrin. Vi nyde borgerlig Frihed i udmærket Grad -- ingen Undertryk- kelse kuer os -- ingen Standsforskjel lader sig mærke -- Manden agtes retfærdigen efter sit Værd i vort Folk -- fornuftstridige Troesregler paatvinges ikke -- Fædrenelandsaand og Brodersind viser sig; overalt i Bye og Bygd knyttes Samfund for Fædre- landets Vel. Seer, disse Velgjerninger -- ja jeg vil dertil regne maadelige Formueskaar saa temmeligen over det Hele; thi legem- lig Tarvelighed, det simple Nok, vækker Sjelens Hunger, hvorimod Vellevnet tillige mætter og sløver Sjelens Trang -- disse Vel- gjerninger ere de Tegn, der ruge vækkende over os; de ere dette Alt, der opfordrer Normanden til at gjøre sig udmærket iblandt Folkene i aandelig, og derved i værdfuld, selvbevidst, sædelig Henseende, i Oplysning og derved i Dyd, i Fromhed, i Tænkekraft og derved i Handlekraft. Norske Bonde! troe ikke, at vi ville paalægge dig et Aag, at vi fordre formeget af dig, at du skulde lade din Dont fare, lade din Ploug hvile, for bestandig at opdynge rene Kundskaber i din Sjel -- langtfra! langtfra! Men vi lægge Beslag paa dine ledige Timer; vi ville rive dig ud af aandsfortærende Tanketom- hed, af den uværdige, pinefulde Stilling, ingen Tanker at have at sysselsætte dig med i din Hviletid, Intet at fæste dine Tanker ved; vi ville løsrive dig ifra Bænken den lange Vinterqvel, for ogsaa da at høste Livets, ja Udødelighedens Sæd, den ved hvis Næring Aanderne voxe i Kundskab om Alt og om sig Selv. Du skal lære at føre din Ploug med Stolthed; du skal gaae som op- lyst fri Mand bag den, ikke som tanketom, sløv Mørkets Træl, der ei veed mere end at kaste Havre i en Fure, og at harve den til. Du skal hævde den Fædrelandske Sanger Reins Ord: "Ja, Bonde, gid Selvfølelse dig lærte, hver pyntet Gjæk at haane i dit Hjerte, som troer, at den dog Jorden dyrke kan, som Intet veed, og ei har sund Forstand!" Du skal eie en Fornøielse, som Ingen kan tage fra Dig: den Fryd og Opløftelse din Sjel føler, naar den har erhvervet sig Indsigter, naar din Hukommelse er beriget med lærerige Beret- ninger om Verden og om Menneskenes Liv! Du skal lære selv SIDE: 54 at prøve, hvad din Præst siger dig fra Prækestolen -- selv for- nuftigen dømme, hvad Dommeren siger fra Dommersædet! O mine kjære Medchristne, Eders Bestemmelse, -- Himmelen igjennem Christus, Gud igjennem Eders egen Fornuft, hvis urolige Higen efter Opklaren, efter at erfare og vide, er Stigen til Lysets Himmel, -- fordrer den samvittighedsfuldeste Stræben efter Oplys- ning! O mine agtværdige Medborgere, Fædrenelandet fordrer indsigtsfulde Borgere, Friheden fordrer Tænkende! Medborgere! Leilighed skal gives Eder til at opfylde denne skjønne Trang; Leilighed til at naae alle Oplysningens Fordele; til at paa- skjønne og nyde den borgerlige Frihed, (hvilket den Oplyste alene kan), til at fryde Eder med høi Følelse i aandelig Frihed; til at bryde Mørkets Fængsler, Overtroens Lænker; til at blive fordoms- frie, tænkende, dygtige, sande dydige Mænd; til at kjende Eders Rettigheder og Pligter, Naturen, Menneskene og Eder Selv. -- Ja, Leilighed skal gives Eder til fornuftige, værdige Glæder; til at blive Mennesker i en ædlere Betydning end som blotte Arbeidere. Denne Leilighed gives Eder ved at meddele Eder gode Bøger, Frugter af kyndige Mænds Arbeider for Menneskeheden. Af alle Fornuftige er gode Skrifters Udbredelse og Læsning anseet som det nærmest virkende Middel til Menneskets Forædling og Oplysning. En saadan Beskjeftigelse i Eders ledige Timer skal ikke allene gjøre Eder klogere og bedre, men flittigere og virk- sommere, med mere Nytte virksomme: lykkeligere i jordisk Hen- seende som I blive det i aandig eller himmelsk -- lykkeligere som I blive agtværdigere. Men dette Middel til at erhverve Eder alle hine Goder: gode Skrifter til at udbrede og læse, staaer det nu i Eders Magt at erhverve Eder ved driftige Foreninger, ved med Iver at fremme Oprettelsen og Afbenyttelsen af Bogsamlinger iblandt Eder, ved Almue-Bogsamlinger, ved saaledes at henlede Lysets Kilder i Eders egen Midte, og ikke skye det, som om det ikke hørte Eder til. Jordens Stater skulle vel alene være Planteskoler for himmelske; men -- dog skimte vi dette en Stats egentlige Formaal saameget tydeligere og aabent, som en Regjering er samvittighedsfuld, som en Stats antagne Grundlove aande Frihed; men -- er end Staten en upaaklagelig Folkets Opdragerske, Børnene ere dog mange; den kan kun lære dem Alle, hvad de skulle gjøre, og hvad de skulle lade; men som de voxe til, lade dem gaae, med Op- SIDE: 55 muntring nu selv at arbeide sig videre frem i Kundskab. Det er denne Opmuntring, vi her gjentage, som I lytte til. Vi ere voxne, vi maae selv række vore Arme til. Man har ventet Alt i Henseende til Almuen, af Religionen. Sandelig, den gjør vel det Bedste, men ikke Alt. Den danner vore Hjerter, vore Sæder; den giver vore Hoveder den vigtigste Kundskab: den om Gud, og anden dyrebar Viden; men endda bliver der Rum i vore Hjerner tilovers for den verdslige Viden; ja Religionen opliver vor Stræben efter denne ved Udødelig- heds-Haabet. Skulle I nu ingen anden Kundskab faae i Eders hele Liv, I Mænd og Qvinder, end den Religions-Underviisning, I fik som Børn, saa forbleve I, Eders hele Liv igjennem, i Sjels- Henseende ikkun Børn, ikkun Umyndige! Hører her, hvad en Hædersmand, der redeligen arbeidede for Eder, henfarne Biskop, Doctor Hansen i Christianssands Stift, har sagt for denne vor Sag: "Kundskab er for den menneskelige Sjel, hvad en sund og nærsom Spise er for Legemet. Men den, som fra Ungdommen ikke er vant til en vis Slags Føde, vil ofte finde den modbydelig. Ved derimod efterhaanden at nyde den, vil den blive ham den meest velsmagende og kjæreste Ret. Almuen har, for største Delen betragtet, ikke faaet Smag paa nyttige Kundskaber; dens Følelse for det Ædle og Skjønne ligger i en dødlig Dvale. I vore Lærebøger findes ingen Vaaben mod Overtro og Fordomme, idetmindste ere de der ikke anførte som beskuelige af Naturens Virkninger, de ere ikke hentede af Tingenes Gang eller af de daglige Erfaringer. Almuen maa altsaa ledes til flere Kundskabers Kilder; da vil dens Tørst efter disse alt mere forøges, og anden Vei vil dog ingen Fornuftig ansee som mulig til Lyksalighed." Ere ikke disse den høiærværdige Geistliges Ord gode, og de samme som Apostelens: "Brødre! vorder ikke Børn i Forstand; men vorder Børn i Ondskab! I Forstand derimod vorder fuld- voxne!" Glemmer En end Midlet til at uddanne sig og erhverve sig Kundskaber: det at læse -- foragter En at lære det, maa han dog i denne sin kjære Sløvhed indsee, at han fik fornuftige Evner, alene for at de skulde dyrkes og anvendes. Har han da ikke en Synd paa sin Samvittighed? jo, en stor Synd imod Gud, hvis Godhed han skulde hædre ved at ære og benytte hans for- trinligste Gave; imod sig Selv, som han skulde fuldkommengjøre SIDE: 56 -- imod sine Medmennesker, som han skulde give et godt Exempel og være gavnlig for! Han spilder skrækkeligen letsindig et Liv, en heel Tilværelse. Men anvises der Eder Leilighed til at fyldest- gjøre denne høie Pligt, denne behageligste og meest belønnende af alle Pligter, -- ja, saa behagelig, at alle andre Fornøielser ved Siden deraf tabe sig, og mange blive kjedelige, foragtelige og tidsdræbende -- da forsømmer, foragter den ikke! men griber Sagen an med Varme; thi Udsættelse og Lunkenhed i en god Sag er dennes Undergang, en Undergang for den, der ligner Hungers- døden. Det vil visseligen tilregnes Eder, blive Eder til Tab nu og evindelig. I ytre Varme for denne store Sag: "Det hele Folks Oplysning og aandige Udvikling," ved ikke at opsætte med at slutte Eder til den eller dem, der fremstaae iblandt Eder og op- rette Bogsamlinger for Eder; ved at opfylde de Forpligtelser, en saadan Forening har tilfølge; ved at afbenytte selv og opmuntre Andre til at afbenytte Bogsamlingen. Den, der svarer paa din Opfordring: "jeg har nok at stusle med lel; jeg vil ikke lære, ikke læse" -- han er uden Varme, iiskold for sit høieste Vel han forsømmer, foragter det -- han er ikke skabt til at være en fri Normand; han fødtes til Træl. Hvad? du vil ikke lære at benytte din Jord bedre end dine Fædre? ikke høre, hvad der har skeet og skeer i Verden? du vil indskrænke din Kund- skab om den Klode, du aander paa i Verdensrummet, til de faa Miil, der ere imellem dig og Staden maaske, eller til dit Kirke- sogn? du skulde ikke have Lyst til at lære i din Stue at kjende dine Medmennesker, der ere fjernede flere 1000de Mile ifra dig? til at lære af Reisebeskrivelser, Jordbeskrivelser og Historien Fremmedes Lande, Levemaade, Sæder og Skjebne at kjende? Du kjender Granen, Furuen og Brisken; og skulde ikke ville høre om, ikke bryde dig om at see afbildet fremmede Verdens- deles Planter, see Palmen, Brødfrugt-Træet, Pisangen? og tilfreds med at kjende lidt af vore egne Naturriger, skulde du ikke ville kjende Mere af disse i vort og andre Lande? Du kjender din Fa'rs og Bedstefa'rs simple Historie, og du brænder ikke efter at kjende dine Forfædres, da vort Norge var stort imellem Landene? Du og Dine sygne; og du skulde ikke ville lære og læse om, hvorledes det ofte staaer i din Magt at gjenvinde og bevare Sundheden; hvorledes du kan finde dit Apothek paa din Mark, og Doctoren i dit Hoved? Du boer paa Fjeldet, og skulde SIDE: 57 ikke ville kjende den Steen, du træder paa; hvad Mineral der er i dens Aarer? Du skulde lade dig nøie med at kalde alle Stene tilhobe Graasteen; alle Planter, som du ikke spiser, Ukrud? Du skulde lade dig forfærde af en Halestjerne, et Luftsyn, en Ildkugle; kalde dem Hexe, Drager o. s. v., naar en Bog rækkes dig, hvori en kyndigere Mand, end den Kjerring, der lærte dig saadan Snak, gjør dig ligesaa klog paa Luftens forfærdelige Syner, som paa din Arnes Ild? Du skulde ikke ville læse om store Mænd? om Udaad og Veldaad og Stordaad? lære den evige Retfærd at kjende, saaledes som Historien viser den? og tusinde andre Ting, som staae dig aabne; ikke at forglemme muntre Historier, der kunne bringe dig til at ryste af Latter i din eensomme Krog. Ja læs, og lær! og du skal ikke føle dig henkastet i en frydløs Afkrog, om du end sidder i en Stue bag Fjeld og Snee og øde Myr. Du er bunden med dit Legeme til Norges Klipper, men din Aand er skabt til fri at flyve rundt Himmel og Jord. Agtvaærdige Landsmand, du er ikke uvis her, om hvad du vil vælge. Iblandt Eder har altid en oplyst, tænkende, belæst Mand været agtet. Nu, ville I ikke vorde saa Allesammen? Det er en smuk Ærgjerrighed. Træder da sammen alle I brave Mæend, som ville vinde Ind- sigter, forhøie Eders Sjels Værd ved Kundskaber, forherlige Eder Livet ved den søde Vellyst, der er i Stræben efter disse -- træder sammen Selv til Selskaber for Oplysningens Fremme, til Læseselskaber, til at oprette Almue-Bogsamlinger! kaarer For- standere! Værer under alle Omstændigheder kraftige og selv- stændige i det Gode! Snart skal da Eders Bevidsthed tilsige Eder de Fortrin, I dagligen vinde. Og -- det er det herligste -- I ville, som I gjøre dette, som I øve Eders Sjelekræfter, faae mere og mere Smag for Eders ædle, stille, gavnlige Forstands Glæder. Lærer da Eders Fortrin, Eders bedre Smag, bedre Valg af Drukkenboltens væmmelige Syn; af den, I høre bandende kaste Terninger i Kroen om Qvellen; af den, I møde paa Lande- veien med dumme drukne Øine, i hvem den lyse Morgensol skinner ind! -- lærer Eders Fortrin af den Dorske, af den, I tidlig paa Qvellen finde snorkende i Bænken -- af den Ørkes- løse, af den, som I see intet Andet at bestille hele Dagen end at kløe sig bag Huen og kige efter Veiret -- lærer Eders For- SIDE: 58 trin af den Fordomsfulde, af den, der ytrer Ulyst imod enhver Forbedring, Ringeagt for alt Nyt, der klager stedse over Tiderne! -- lærer Eders Fortrin af den Dumme, af den, der intet andet Fortrin har for det Øg, der slentrer foran hans Ploug, end at han kan bande! -- Ja, lærer af disse, hvis Sjele ere iførte en tykkere, tusmørkfarvet, taagetyk Slendrian, end deres Legeme en Kufte -- af den Væmmelse, I føle ved saadanne Syn, at I vide og elske noget Bedre; thi I have indseet, at en Bonde bør kunne mere end at pløie, en Tærsker mere end at tærske -- at en Bonde, som lægger sunde Indsigter til sine Fortjenester som Flittig i sit Kald, er den lykkeligste blandt de hæderligste Stats- borgere; -- I have indseet, at Uvidenhed er det, som gjør elendig -- at det er den aandige Sløvhed og Dorskhed, som er Djevelens (alt Ondts) Hovedpude -- at det er Uvidenhed, som forarmer, som gjør En til Egennyttiges Rov -- at det er Dumhed og Uviden- hed, som fylder Fængslerne, som fylder Kroerne! Hvo har Saa- dant at bebreide sig, der lærte at kjende de ædlere Fornøielser, hvortil Veien her anvises Eder, den lidet kostbare, men i sine Følger for dette og hiint Liv uvurdeerlige Beskjeftigelse, at samle sig Kundskab for sin Sjel, ved at øse af de Skatte, Menneske- hedens Velgjørere have i Bøger indsamlet og aabnet for Alle. Og I, Norske Qvinder, som ville indsee, at det bør en Qvinde at kunne mere end at spinde og koge og dandse, -- om Huus- fliden og Huusarbeidet endog hviler saa jevnt paa Eder, at I ikke have saa megen Tid som Mændene, til at lære af Bogen -- lærer dog idetmindste af Flanerne at agte Eders eget bedre Væsen -- at den fortjener ikke at gaae udmajet, som ikke kan eller vil læse, eller lære sine Børn eller yngre Sødskende at skrive; og da, er der Een, som har erhvervet sig saameget Vid, da vil hun indsee: at Tarvelighed, at alvorlig Sædelighed i tarve- ligt Klædebon, er den Dyd, som det anstaaer Norske Qvinder at øve og at vise! -- at der ingen Ære er i at efterligne For- nemmeres og Rigeres Daarskaber og Forfængelighed! Seer, mens I spinde, ville Mændene ved Arnen fortælle Eder, hvad de have læst, og læse for Eder. Af dem skulle I lære Kundskab; I Qvinder, lærer dem Dyder til Vederlag! -- Ja, faaer Smag paa den ædle Fornøielse, det forskaffer at samle Kundskaber: da har den eenlige Stue, Huusligheden, Hjemmet faaet nye Tillokkelser; da vil aldrig Tiden falde Eder lang i de for den Ørkesløse alt SIDE: 59 for lange Vinteraftener; ja da har ogsaa Selskabeligheden, Eders Omgang med hverandre faaet nye Tillokkelser, idet store, Sund- hed og Formue ødelæggende, Gjæstebude tabe deres. Digteren Rein siger: "Hvor hæderligt hans Gilde skulde være, naar Ven kom hen af Vennemund at lære, hvad Nyttigt, Stort, hver i Naturen fandt, mens Lærelyst den Unges Læber bandt! Ja, da vil en Sjels største Onde: den græsselige Tanketomhed ikke plage Eder -- da, I Forældre, naar I selv ere dygtige i Kundskab, ville ikke Eders Børn beskjæmme Eder ved at vorde Drog; I ville selv kunne forhindre dem fra at blive det -- da vil mangt et fortrinligt Hoved, der ellers ligger uvakt, ubemærket, forraadner uden Frugter, ja maaske giver sine Kræfter Løb paa den Vei, som fører til Fordærvelse, lære sig Selv at kjende, og uddannes til Held for sig og Andre -- mangt et afgjort An- læg hos Eder vækkes og fremblomstre, istedet for at visne, eller, uden Rettelse og Anviisning, at fordreies samt bringe Vanære og Skade istedetfor Ære og Nytte -- da ville I ikke alene blive en Hæder og Nytte for Eders Lige; thi meget ofte mangler den sunde Sands, I fik af Naturen, Intet uden Øvelse for at blive en god Forstand; men ogsaa for dem en Glæde, som udelukkende have kunnet anvende deres Tid paa at berige deres Sjele. I Samfund med Saadanne vil ikke en Samtale over andre Gjen- stande, end netop Landmandens nærmest Angaaende, være Eder fremmed. I ville kunne have en Mening om vigtige Ting, ja nyde Æren af offentlig at opfordres dertil. Thi, Bonde, glem ikke, at for den mere Oplyste og Dannede er dit Selskab det kjedsommeligste, naar du røber Dorskhed, Sløvhed og Uvidenhed; men det allerfornøieligste, naar han mærker Kundskaber, eller og blot Videbegjer hos dig; naar han mærker, at han kan være dig til Gavn med sine overflødigere Kundskaber, eller maaske endog lære noget af dig. Dog at fremhæve alle Oplysningens Velgjerninger, alle Fordele, der ville tilflyde Eder, hvis I redeligen søge Kundskaber af den Kilde, de fornuftigste Mænd have anviist Eder, som den rigeste: gode Bøgers Samling og Afbenyttelse imellem Eder indbyrdes, vilde være umuligt. Men, hvor mange og hvor store hine end SIDE: 60 ere, de ere dog blot som Forløbere for den uendelige Fordeel deraf, som ville tilflyde Eder bag Graven; thi I gaae da ikke ligesaa dumme i denne, i Eders Grav, som I stege af Eders Vugge, men meget klogere, meget bedre. Ei er der Tvivl om, at, næst den sædelige Styrke (som dog er den naturligste Følge af Oplysning), vil Viden og Tænkekraft, Tanke- og Indsigtsrig- dom der gjøre Udslaget med Hensyn til, hvad Plads vi skulle ansees værdige til at indtage i Aandernes Rækker: i Himlen. O, hvor herligt har ikke Frelseren indprentet os vore høie Pligter imod vor Sjel i Lignelsen om Tjenerne, der modtoge deres Herres Pengetalenter! Den, som havde aagret mest med sit Pund, fik den største Belønning, men den, der nedgrov sit i Mulden, blev udstødt i Mørket. Lever vel, kjære Landsmænd! Hvo, som har disse Blade, gaae til sin Grande med dem! -- Tænker! taler! handler! UDKAST TIL ALMUE-BOGSAMLINGER OG TIL LOVE VED SAADANNE. §.1. Deeltagerne, som alle maae høre til samme Præstegjeld, have hvert 3die Aar, efter Formuesomstændigheder, at indskyde fra 12 til 60 ß i Bogsamlingens Casse, hvis de ere af Almuen; Embedsmænd og de, der af Almuen have Indtægter, betale 1 Spd. §.2. Pengene anvendes af Bestyreren til hensigtsmæssige Bøgers Indkjøb, samt til Anskaffelse af en Protocol og af tillukte Bog- hylder, hvis ikke eget Locale kan anskaffes. §.3. For Bogsamlingen søges Plads enten i Sacristiet eller saa nær Kirken, at den kirkesøgende Almue beqvemt kan be- nytte den. §.4. Hver Søndag efter fuldendt Gudstjeneste er Bogsamlingen aaben for Deeltagerne. §.5. Enhver Laantager, som boer nærmere end 1 Miil fra Kirken, maa hver anden Søndag fremstille sig med sine Bøger, SIDE: 61 enten han vil fornye Laanet eller ombytte. Den, som boer over 1 Miil borte kan erholde Frist til 3die eller 4die Søndag efter Omstændighederne. Den, som boer over 2 Miil borte, fra 4 til 6 Uger. §.6. Forsømmer Nogen at fremstille sig til rette Tid med Bøgerne, da bøde han til Bogsamlingens Casse 6 ß for første Uge. om han endog bragte den Dagen efter, og saa fremdeles for hver Uge, indtil Bogen fremleveres. Saakaldet lovligt Forfald gjelder ikke, da Laantagerne ikke behøve selv at møde. §.7. Hvis Nogen fordærver eller forkommer nogen Bog, da bøde han til Bogsamlingens Casse den Værdie, Bogen staaer antegnet for i Protocollen, hvorimod han selv beholder Bogen. §.8. Ingen maa udenfor sit Huus udlaane nogen af Bogsam- lingens Bøger, med mindre han skulde være boende over 1 Miil ifra Kirken; thi da kunne Deeltagere, som ere Grander, laan- bytte, kuns at de erindre, at den staaer til Ansvar for Bogen, som for denne er tegnet. §.9. Hvis Nogen, 4 Uger efterat have tegnet sig som Deeltager og erfaret Lovene, ikke indbetaler hvad han er tegnet for; eller hvis Nogen udebliver over den Tid med Bøder, da leies et Bud for at indkræve det Skyldige, hvilket Angjældende har efter Seddel strax at erlægge. §.10. Ingen Debitor til Bogsamlings-Cassen udlaanes Bøger. Han taber al sin Ret til Bogsamlingen, indtil han affinder sig med dens Casse. §.11. Bøger, som allerede have cirkuleret, kunne, efterat Deeltagerne ere adspurgte, om de have afbenyttet dem, udlaanes til ikke deeltagende fattige Folk. §.12. Ingen Bog maa af Bestyreren afhændes uden med alle Deeltageres Samtykke; og da kun for at indkjøbe en anden Bog. Ligesaa forholdes med udslidte Skrifter. Bøger, som ude- lukkende ere skrevne for Landmanden, samt Snorro Sturlesons Norges Historie, maa alene formedelst Slid afhændes, og da ikkun for fra Ny at anskaffes. SIDE: 62 §.13. Af Qvartbind udlaanes kun 1 af Gangen; Octavbind og Hefteskrifter 2; af endnu mindre Skrivter ikkun 3 til hver Laan- tager. §.14. Hvis Præst, anden Embedsmand eller Lensmand, er Be- styrer, behøves ingen Revisors Antegnelse paa Regnskabet; men hvis anden Mand er Bestyrer, da anmode han først Præsten, eller, hvis denne maa negte det, en Anden af Ovennævnte om at revidere Casse-Regnskabet, og at attestere dette i Protocollen før hvert Selskabets Møde. Hvis dette ikke erholdes af Nogen, da udnævne Deeltagerne i Mødet En af deres Midte, som paa Stedet gjennemgaaer Regnskabet. §.15. Hver 1ste Søndag i October og April holdes efter Guds- tjenesten, Møde af Deeltagerne, hvor da Alt Bogsamlingen ved- kommende berettes, og Regnskab aflægges. Medlemmerne kunne til Mødet medtage deres Sønner, naar de ere over 10 Aar. §.16. Protocol føres af Bestyreren, hvori bliver at anføre 1) Catalog over Bøgerne med antegnet Værdie og Nummer. 2) Register over Medlemmerne, med Anmærkning, naar hver tiltraadte eller udgik. 3) Gaver til Bogsamlingen med Givernes Navn. 4) Antegnelse ved Udlaanet, hvem, hvad Nummer, hvad Datum. 5) Regnskabet over Indtægt, Udgift, Bøder osv. §.17. I Tilfælde af en Laanetagers Dødsfald paaligger det Be- styreren strax at fordre Bøgerne udleverede af Boet. §.18. Bestyreren staaer alene til Ansvar, om han ved for- mange Bøgers Indkjøb ikke tager vedbørlig Hensyn til Cassens Størrelse, men lader Bogsamlingen komme i Gjeld. §.19. Naar Bestyreren vil fratræde, da maa han, med Maaneds Indkaldelse forud, i overordentlig Møde gjøre det ved Antegnelse til Protocollen. I samme Møde kaares en nye, hvortil den Af- trædende har Forslagsret. §.20. Paa kort Tid kan Bestyreren constituere Een, naar han selv igjen vil tiltræde. SIDE: 63 §.21. Ere Deeltagerne ikke fornøiede med en Bestyrer, da kunne de ved Møde imellem sig, hvor Pluralitet gjelder, afsætte ham, og affordre ham Protocollen. Strax maa en Ny vælges. §.22. For Indskud er Bestyreren frie, om han forlanger det. §.23. Istedetfor Indskud kunne ogsaa gives Bøger, naar disse skjønnes at have dobbelt Værdie af Indskudet i Penge. Disse Bøger maae være passende for en Almue-Bogsamling. §.24. Skulde nogen Ikkedeeltagende af Bogsamlingen ønske sig en eller anden Bog laant, da leies samme til ham for 8 ß Ugen, med Forpligtelse ikke at have den, uden dobbelte Bøder, længere end fra Søndag til Søndag, om nogen i Bogsamlingen Deeltagende vil have den. §.25. Bogsamlingen er alle Deeltageres fælles Eiendom. Fra- flytter nogen Sognet, da taber han for sin Person Ret til Bøgerne; men det staaer ham frit for at overdrage denne til Hvilkensom- helst af Bondestanden. §.26. Foreningen fører Navn af: Selskabet for Oplysningens Fremme. ANHANG. FORTEGNELSE OVER NOGLE BOGER, PASSENDE FOR ALMUE-BOGSAMLINGER. Abildgaards Heste- og Qvæglære. Amalie Sekkendorf en liden Piges Historie. Almeennyttige Underholdninger i Physik. Backers velmeente Raad til Barselqvinder. Bastholms Efterretninger om Mennesket i dets raa Tilstand, 4.D. Do. om Tilstanden efter Døden. Do.'s Philosophie for Ulærde. SIDE: 64 Ballings Huusmoder. Bechmanns Technologie. Bings Beskrivelse over Norge. Blochs Ideer til Forsvar for Christendommen. Bohrs arithmetiske Opgaver. Boisens Catechetik. Bredsdorff, om Norges Jernverker. Brorsons Ledetraad, 3 Dele. Bruns Einar Thambeskjelver. Do.'s Digte. Brünnichs Mineralogie. Bull, om det Norske Skovvæsen. Do.'s Oekonomiske Tanker om Fabrikvæsenet. Do.'s Dovrefjeld, et Digt. Campes Sædelære for Børn. Do.'s Robinson. Do.'s Ledetraad. Do.'s Sjelelære. Do.'s Underviisning og Advarsel for den mandlige Ungdom. Do.'s Underviisning for unge Piger. Christs Haugekunst. Christian den 5tes Norske Lov. Den undervisende Uhrmager. Den norske Bondeven, udgivet af Selskab for Agers Sogns Vel. Didriksens Hestebog. Dolz's Anstændighedslære. Egedes Efterretning om Grønland. Fabers Dyrlære. Falsens Kongerigets Norges Historie. 4. D. Do.'s Dragedukke. Fleiskers Haugebog. Frimanns Almuens Sange. Do.'s poetiske Arbeider. Funkes Naturhistorie. Do.'s Sjelelære. Do.'s Technologie. Glahn om Maaden at overgjemme Poteter. Graves Norske Nationale Fortællinger. Grundloven og Grundlovens Catechismus. Grøgaards Læsebog. Guldbergs naturlige Theologie. Gutfelds Familie-Skildringer. Hallagers Børneven. Hammer det Norske Dyrerige. Do. det Norske Vandrige. SIDE: 65 Hansens Archiv for Skolevæsenet. Hasses Nød og Hjælpebog for Landmanden. Do.'s Anviisning til Breve. Do.'s Almuens Lærer. Hallings Læsebog for Landmanden. Hallagers Historiebog for Bondestanden. Helmuths Naturlære for menig Mand. Holsts Juridiske Haandbog for den Norske Landalmue. Holbergs Heltehistorier. Do.'s Danmarks Historie. Holbergs Skuespil. Do.'s Peder Paars. Do.'s Niels Klim. Høeghs Anviisning til et velindrettet Jordbrug. Hufelands Kunst at forlænge Livet. Jesper Hansen af Guldberg. Junkers Haandbog for Almueskoler. Justs Nyeste Bondepraktika. KjelsensAnecdoter om Dyrene. Krafts Kongeriget Norges Beskrivelse, 5 D. Langes Børneven eller om Børns physiske Opdragelse fra Fødselen til det 15de Aar. Langhans om Laster, som hevne sig selv. Lagerbrings Sveriges Historie, i Udtog. Landmandens Haandmiddel. Lessings Nathan den Vise. Leyard om Qvægsygens Natur, Aarsager og Hjælpemidler. Mangors Landapothek. Mallings Store og gode Handlinger. Mansas Haugekatechismus. Molberg om Saltvandsfiskerierne i Norge. Moralske Anekdoter. Mülertz om Nytten af Norske Bær. Dos.'s Bidrag til Oplysning om Radesygen. Møinichens Norske Gudelære. Neumanns Haandbog for Skole-Lærere. Niels Aagerups mærkværdige Hændelser 3 D. Niemeyers Lærebog. Do.'s om Opdragelsen. Nordiske Sagaer. SIDE: 66 Olaf den Helliges Levnet ved Hagerup. Olufsens Landoekonomie. Do.'s Statsoekonomie. Oxenstjernes Tanker over moralske Materier. Paus Samling af gamle Norske Love. Peder Jensens Levnet. Platous Chrestomathie. Do.'s Udtog af de Skandinaviske Rigers Historie. Do.'s Geographie. Do.'s Munthes Historie. Plums Haandbog for Lærere og Opsynsmænd ved Borger- og Almueskoler. Poulsens Anekdoter og Levnetsbeskrivelser. Raffs Naturhistorie. Rafns Nød- og Hjælpebog. Rahbeks Læsebog. Reins samtlige Digte. Do.'s Hagen og Axel. Saltzmanns Constants Levnet. Do.'s Underholdninger for Børn og Børnevenner. Do.'s Postille. Sintenis om Udødeligheden. Smith om Dyrenes Natur og Bestemmelse. Snorro Sturlesons Norske Historie. Stenersens Udsigt over Luthers Reformation. Staals Viisdomsbog for Landmanden. Storms Fabler og Fortællinger. Strøms Tilskuer paa Landet. Do.'s om den Islandske Mos. Sundheds Catechismus af Faust. Sverdrups Magazin for Landmanden. Teilmans Anviisning til Norske Frugttræskoler. Thiemes første Næring for den sunde Menneskeforstand. Do.'s Godmand. Tissots Underretning for Landmanden. Tordenskjolds Levnet og Bedrifter. Todes Lærebog for Søfarende og Reisende. Do.'s moralske Fabler. Tullins Skrifter. Wamberg om Kjøkkenhaugers bedste Anlæg. Wageners Spøgelsehistorier. SIDE: 67 Villaumes Menneskets Historie. Wolffs Underholdning i Naturvidenskaberne. Do.'s Menneskets physiske Beskrivelse. Zimmermann om Nationalstolthed. Oehlenschlägers Hakon Jarl. Do.'s Nordens Guder. Alleslags Reisebeskrivelser og Levnetsbeskrivelser. Alleslags historiske, oekonomiske, naturhistoriske, philosophiske Tidsskrifter, f. Ex. Wolffs Journal for Politik, Natur- og Menneskekundskab, Sverdrups oekonomiske Annaler, Egeria, Hermoder, Minerva, Saga, historisk-philosophiske, og topo- graphisk-statistiske Samlinger, af det Kgl. Selskab for Norges Vel, det Norske Videnskabers Selskabs Skrifter. Alleslags Beskrivelser over Lande, især over Norges Districter, f. Ex. Topographiske Journal for Norge, Strøms Søndmøers Beskrivelse o. s. v. Et Kart over Norge, et Atlas, en Globus. SIDE: 68 Henrik Wergeland FOR ALMUEN ANDET HEFTE INDHOLD I. Opmuntring til at danne Sogneselskaber, forbundne med det Kongelige Selskab for Norges Vel. II. Udkast til Love for saadanne Sogneselskaber. OPMUNTRING TIL AT DANNE SOGNESELSKABER, forbundne med det kongelige Selskab for Norges Vel. Dette Ene bør Vi stille os klart for Øine, at Hvad der er Almeennyttigt er ogsaa enhver Enkelts Fordeel; at, hvis Enhver af en ufor- standig Egennytte, afsondrer sin egen Fordeel aldeles, da vil ethvert menneskeligt Samfund opløses. En længst-henfaren Viismand. Medborgere og Medborgerinder! Et Selskab for Norges Vel? -- Lader os dvæle ved disse Ord: de synes at tale til Os. Sandelig, ja! til Alle, der spise norskt Brød, drikke norskt Vand. Den, der vier Norge sin Sved, maa fuldeligen forstaae dem. Et Selskab for Norges Vel? -- O have vi forstaaet disse Ord, der gjennembrusede Dalen og opløftede Ædlingernes Hjer- ter? -- de ere Navnet paa Staten selv, ja "Statens" aldeles for- klarende, sandeste, skjønneste, forbilledlige (ideale) Navn! De forskjellige Borgerstænders Liv ere ligesaamange, kun i Klangen forskjellige, i Meningen overeensstemmende Udtydninger deraf? Ved Norges Vel! det er saa: det er den retsindige Nor- mands Navn paa det norske Statssamfund. Kun den Dovne og den Fordærvede vil ikke vide af at "Stat," og, "et Samfund for SIDE: 69 det hele Lands Vel", skal betyde det Samme. Hiin seer i Staten kun Opfødersken, Denne Tugtersken, som man maae hevne sig paa ved List eller Vold. Men den Retsindige, den kloge Arbei- dende, ja ham er dette Begreb af Stat, dette Navn paa hans egen Stat det elskeligste han hører, ligesom Friheden og den christelige Broderkjærlighed aande deri, hvorimod "Stat," hvor hiint Begreb ikke kan passe, hvor Voldherredømme, eller (som oftest det Samme) Eneherredømme, Kaster, Enerettigheder og andre Menneskehedens værste Plager herske, hvor Ingen tør virke frit for det Heles Bedste, ofte er et iiskoldt, forhadt Begreb. Et Samfund for Norges Vel? -- o herligste Navn paa det norske Folk, skulde du bedrage vore Hjerter med Tilsagnet, at de drage deres Styrke af lykkelige Dale, nu mens Forfængelig- hedens Flitter blinder vore Øine, mens Armodens og Mismodets Klager døve vore Øren? O Medborgere, huser en saadan Jammer hist og her, da frem- kalder dens Sang eller Suk de Godes Kraft, da er netop Tiden til at begynde, da fremkalder Denne de gode Dage. Se, Vi ville døbe hverandre! ja, stærke i Haabet, opløfte Vi vore Hænder over Alfolket og døbe det med hiint dets herligste Navn; og Hver, der ikke drager sit Hoved og sin Haand tilbage, frasvær- ger sig den urene Egennytte og Dovenskab og Dumhed, men tilsværger sig klog Vindskibelighed, Tarvelighed, Lærvillighed, Frihedssind. Hør! Tonen af dette Folkets sande Navn gaaer igjennem den dygtige norske Søemands Fartøis Kjølvands-brusen, igjennem den flinke Kjøbmands Bods Murmlen, hans Vægts Knirken, igjen- nem Bjergmandens og Skovmandens Øxslag og Saugens Hviin, igjennem Landmandens Plovs Skjæren, som igjennem Embeds- mandens Pens sagte Hvisplen. Men vort Øre, aabnet engang for hiint Navns sande Tone og Betydning, hører denne ikke i Brusenen efter Smuglerens eller Avarie-kaperens Fartøi, i den Kjøbmands-Bods Murmlen, hvor Forfængeligheden finder Næring eller hvor forbudte Varer sælges eller udsendes, i Dens Øxslag eller Mineer-hamren, der driver sin Grube eller Skov paa Rov, i den dovne Bondes søvnige Ploug-skjæren, eller i Dens, der ligeledes, saa at sige, driver sin Jord paa Rov, eller i den Em- bedsmands Pennehvisplen, der befatter sig med noget Pligtstri- digt. Nei! thi i Disses, som i Hines Virken og hele Liv finde SIDE: 70 vi ikke den Sandhed udtrykt, der aldeles nødvendigen maa fremskinne af den Enkeltes, som af hele Standens, som af alle Stænders Handlinger, hvis de skulle have Værd og virke til at hiint Navn "et Samfund for Landets Vel" bliver næsten det hele Folks, og enstydigt med "Stat"; ja den Sandhed hiin hedenfarne Viismand lærte os ovenfor, eller den: Mennesket i al sin Hand- len tabe ikke sine Medmenneskers Vel afsigte. For ædel er denne Sandhed til at kaldes alene borgerlig eller politisk: -- dens Er- kjendelse, præget i Fleerhedens Virken, forædler Staten aldeles til et reent sædeligt eller moralsk Samfund; thi den lærer jo, at enhver Handling skal være Mønstret paa en Dyd; og et saa- dant Mønster er en rig Gave, der strækker til Alle. Se derfor, Vi der dyrke Jorden og Havet, og tilbringe Livet med de sandest-menneskelige, uskyldigste Sysler, Vi vide, at der er Held for det hele Fædreneland i vor, ja i hver Enkelts velførte Dont; og Vi ville øve den med en saadan Iver og Indsigt, som om Alverden stod om os og vilde lære. -- Ja sandelig Landmand, du er ikke forglemt: skarpe Øine følge nu din Plovfure, og de Indsigtsfuldestes Bifald tilraaber Dig og Enhver, der saaledes øver sit skjønne Kald: det, at forskjønne og forbedre en Guds Ver- den, at berige og opdække mere og mere dette store Fad, Milli- onerne broderligen skulle sidde om under Himlens store Tag. Vi have Erfaring for, at endog i den trælkede Stat kan endog en høi Grad af borgerlig Lykke, men dog kun kortvarigen, frem- blomstre, naar en Almeenaand, en kraftig Villie for det hele Fædrelands Vel, den Aand, der udtaler sig i hiin Sandhed, fand- tes virkende hos en større Deel af Borgerne og forbindende Disse i eenskilte Samfund. Ja disse høihjertede Fædrenelands- venner, kaldende sig tilsammen Landhuusholdningsselskab, For- ening for Borgerheld o. fl. d. formaaede til sine Tider at udslette de Saar, Folket forhen blødede af: dets slette Regjerings Indsegl; -- de formaaede, ved forenede Bestræbelser, at udslette Arrene efter Aaget. Kunde Borgere saaledes og i saadanne Lande end selv virke velsignende for det Hele, er en Almeenaand saa kraftig til Held omendog den er saa indsnørt inden alle Magthaveriets og hævdede Fordommes Lænker, thi den har kolde, uhjælpvillige Voldherskere ovenover sig, og Livegne eller sløve, træge Trælle under sig at virke paa, saa at den ikke tør eller kan udrette hvad den vilde: SIDE: 71 hvormeget friere maa da ikke en Almeenaand leve, hvormeget herligere maa den da ikke udspænde sig, hvor den saa at sige har det fuldkomneste, fuldt udviklede Legeme at aande i: et heelt, frit Folk at røre sig i, hvor de fornuftige Gjerninger ikke kjende nogen Tvang, hvor een eller flere Magthaveres Luner eller Love ikke indknibe Veien for nogen fornuftig Virken, ja ikke for nogen- somhelst, naar den ikke er Forbrydelse, men hvor Lovene meget mere opfordre en Almeenaand til at vise sig i sit fuldeste Liv, ja hvor Forfatningen opfordrer Borgerne til at gjøre Selv alt det Meget til Statens Bedste, den ikke overlod Regjeringen Magten til at gjøre: i en saadan Stat, i en som Vor -- Alstyreren være priset! -- hvor Alt opfordrer Alle til at hylde hine Almeenaandens Tegn-ord: "tænk paa Fædrelandets Bedste i al din Daad, til at gjøre hele Staten eenstydig med "et Samfund for Norges Vel?" Lader os dog ikke blive misfornøiede med den nærværende Tid, om vi maae tilstaae for hverandre: at det er ikke saa. Vi ville heller være glade med den nærværende Stund, den vi an- vende til det, der altid maa gaae foran et stort eller heldbrin- gende Foretag, nemlig til at betragte os Selv og vore Medborgere, vor Virken og hvorvidt denne har været nyttig ogsaa for disse, for det Hele, og kan vorde det end mere. Vi maae være tilfredse i denne Stund, da vi beslutte, at, har det ikke været saa hidtil, at en Almeenaand har knyttet Norges Mænd sammen i By og Bygd, saa skal det dog vorde saa! det er norske Mænd som beslutte: At hele Folket fra dets kronede Styrer og til Huus- mandens Arbeider skulde vorde saa, skulde vorde et Samfund for Fædrenelandets Vel, saaledes at Enhver skulde med Haanden mod Himlen kunne sige: "jeg ærer i mit Liv de Dyder, der gjøre mit Fædreneland blomstrende, jeg arbeider ogsaa redeligen for dettes Vel og er lykkelig med dets Tusinder! -- " o, lader os ikke glemme, at vi ere Mennesker, lader os kun opstille denne skjønne Tanke som et Forbillede for det Samfund, vi føle os istand til at danne, og lader os dristigen gaae det imøde! Det egner Manden at opstille sig et høit Maal, og at ile imod det med fuld Lyst og Mod, omendskjøndt han er sig velbevidst, at altid et Svælg, Ufuldkommenhedens, vil briste imellem, at selv de gyld- neste Dage ikke mægte at tildække dets sidste Rift. Medborgere! et saadant Svælg udæsker vor redelige Villie og al vor Kraft! Vi staae ved et saadant Svælg. Men før vi kaste SIDE: 72 vore Øine nedi det, gjenkalder jeg endnu engang i Erindringen (og dette skal give os Mod) at det dybeste Gab: Store Mangler i Statsforfatningen: det hvorover andre Landes Patrioter for- tvivle, hos os er udfyldt. Fra denne faste Grund see vi modigen nedi de andre Dybder, hvorfra Klager lyde, fast besluttede ogsaa at opfylde disse: der see vi Armoden i de forskjelligste Skikkel- ser, men allerbesynderligst ofte i Forfængelighedens Flitter, eller med dovne Hænder tørrende sig om Munden, for atter at be- gynde sine Sukke, efterat have ædt sig mæt i den Flittiges Sved, ja Armod og Lediggang sammenparret: der høre vi Klager over Udarmelse, strax Trælasthandelen slaaer feil (som om den nor- ske Bonde bygger sin Velfærd paa udenlandske Kjøbmænds Luner eller fremmede Love) og det medens Agrene og Vangene rundtom den Klagende sørge i vild Uorden efter Plov og Lja, mens Qvikroden griber den Klagende om Foden, som for at minde ham om, hvor den sande Velstand er at finde: der see vi Dynger af Tilbagestands-Lister: der høre vi Klager over Mis- brug af Brændeviin, over Forbrydelser, over Overdaad, over Mangel paa Fabriker og paa Huusflid, saa at Udlændingen maa klæde Normanden, ligesom han har vant sig til at ville made ham; -- og saaledes flere Tegn til Lidelser, dem de Lidende eller Klagende selv fordetmeste foranledige sig. Men forstum- mede nu alle disse Sorgsposter, opfyldtes dette Gab, der endnu, fremynglende slige Suk, sortner imellem vore Bestræbelser og disses Maal: hele Fædrenelandets Lykke -- hvornær var da ikke den hele Stat at kunne kaldes eet Samfund for Norges Vel? Og -- Held os! -- saameget nærmere kunne Vi i vore Dage bringe det, og saameget lykkeligere overlevere Norge til Ætlin- gerne: thi hine Klageposter kunne Alle i faae Aar, d. e. i saa faae Aar, som der behøves til at en større Deel af Norges dyg- tigste Mænd og Qvinder af enhver Stand, men dog fortrinligen af den, der driver den ethvert Lands vigtigste Syssel, Agerbru- get, forene sig, for derved at give deres samstemmige, redelige Villie Kraft til at raade Bod paa Manglerne; og som der be- høves til at dette Fædrelands Samfund faaer Tid til at sætte deres Virken d. e. deres Forbedringer over det vide Land i fuld Bevægelse og Samklang. Ja, saa er det! saa maa det være! Hvad den menneskelige Ufuldkommenhed forbyder det hele folk at være, det: et Selskab for Norges Vel, kan dog en Mængde af SIDE: 73 dette være. Og saa er det: et Samfund af norske Mænd og Qvin- der, i hvem hiin Almeenaand lever, og hvilket H. M. Kongen hædrer med sin Beskyttelse, have antaget hiint den hele Stats egentlige Navn: "et Selskab for Norges Vel" besluttende med forenede Kræf- ter at hævde dette Navn, ved at forbedre og ophjælpe Landhuus- holdningen, samt alle de Erhvervsgrene (tilsammen: Oekonomien) som Naturen har anviist, og Flid og Snille maatte anvise Fædrene- landet: disse Velværets Kilder, med hvem Frihed, Lykke, den hele Stat blomstrer eller hentørres. Dette Fædrelandssamfund indbyder Os og enhver Normand og Norqvinde til at ville og virke det Samme; og ogsaa Vi ville følge dette Kald, som baade vor Forstand og vore Følelser saa- meget billiger: -- ja Disse raabe: "det er paa høi Tid" Hiin med Guds og vore Brødres Hjelp, "ikke for seent." Ja ogsaa Vi ville være i dette Samfund, og række vore Hoveder og vore Arme til, med alle de Andres, med kraftig Villie, at omspænde hele Fædrenelandets Vel! Ja ogsaa Vi! -- thi ogsaa Vi indsee, at enhver Livshaandtering, for at være agtværdig og sand- fordeelagtig, maa ikke tabe det Almeengavnlige afsigte: at den fjerne Bonde eller Fisker kan være almeennyttig og virke vel- dædig uden for sin Skigaard, om endog blot som Mønster: at vore Næringsveie ere de allervigtigste og maae drives med vaagne Øine, at de og de Redskaber, vore Fædre agtede for uforbederlige, ikke saa med Træghed maae agtes af os; men at Meget meget vel kan og bør forbedres; at vi i vor egen Bygd have som en liden Heel-stat, et lidet Fædreneland at forbedre med samme Iver, det kongelige Selskab anvender paa den hele Store. O vi maae tilstaae, og det med ligesaamegen Sandhed, som vi tilstaae det gjerne, at vort Norge er i dygtige Hænder, under kloge Øine, en, vel endnu i det hele raa, men herlig Masse at danne til et lykkeligt, velstaaende Land; ja, tag endog Sølvet og Kobberet og Jernet af vore Fjelde, vi ville hygge os i Dalene og sige det Samme. Ere Dalene velstaaende, da skulle vel Bjergene siden gjøre dem rige. Se! hiint Dyb imellem vore Be- stræbelser og deres Maal skal det i enhver Green forbedrede Agerbrug fortrinligviis fylde op: det skal opfyldes med Jord, og vi skulle pløie derover, og Velsignelsens Sæd vugge over det Dyb, hvoropaf Manglerne og Klagerne stege, og hvori den Ret- sindige stirrede med sorgfuld Eftertanke! SIDE: 74 "Skal Sorg og Qval vor Moders Barm omspænde? Sin Moder Ætten som et Valrov see? Kom al min Kraft! tredobbelt du dig spænde! Viis Verden, Hvad ved Samfunds Haand kan skee! Viis Normandsblod i hvert et Lem at rinde! Brænd, Lue! høit, og stedse reen og klar!" Saa runger nu en Røst om Dovres Tinde! Og "Norges Vel" det skjønne Løsen var. Ja, Brødre, kom! til Altret lad os træde! -- Det Alter er hver Dal, hver Norges Steen -- I Norges Vel vi søge Broderglæde! For Norges Vel vi Alle staae som Een! Saa hilsede en Skjald Fædrenelandssamfundet i de første Aar det knyttede sig om Norge. Hil, Brødre! Fædrelands-samfundets Venner og Veninder! Se Vi, Landmænd og Havmænd og Bjergmænd, Vi og vore Qvinder opløfte med Eder vore Hænder til Verket, at forbedre vor For- fatning, at signe det hele Norge, til at afdække Algodheden, hvis Smiil over vort Norge langt fra er karrigt; nei -- om det behagede Almagten at kaare Norge til en udmærket Plads at vise sig paa, Algodheden beholdt Rum nok til at udslaae fulde Smiil: den dæmrer Almagten ved Siden i Dalen, der klynger sig frugtbar til Jøkelen; men dens Smiil dæmrer -- det skal lyse! Derfor -- Oplysning, Eftertanke, Opmærksomhed og Flid; og -- se det lyser klarere igjennem enhver vor Livs-Gjerning! Vi skulle dyrke denne med samme utrættelige Flid, som vi vilde anvende paa at reenskure et kosteligt Kar af ædelt Metal, som vi havde fundet i Jorden ifra Hedenold. Og sandelig vi have arvet vor Odel ifra Hedenold, for at forbedre og reengjøre den. Vi, Norges Bønder og dygtige Næringsdrivende af enhver Stand, vi kunne ikke være udenfore hiint Fædrenelandssamfund: Vi som skulle være dets Kraft og Marv, og høste Nytten deraf: Lær- domme, Hjælp og vore Kaars Forbedring: Vi ville forene os for at høste den fornuftigste, varigste og største Nytte af vort Lands naturlige Rigdomme, Forsynets særegne Velsignelser, af Algod- heden, der skinner igjennem Stimerne i vore afsides Fjorde saa SIDE: 75 deres mørke Bredder lysne, der sænker sit Smiil med alle Regn- buens Farver nedover vore skaldede Klipper i deres Lavdækker, der aabner saamangen sin Haand efter Kornet under Skov og Myr, og gjemmer videnom i Aaserne Evner til ligesaa riig en Fylde, som den, den udøser i Dalene; ja skjuler sine Rigdomme nær den Vange, hvor den fra Arildstid har hævdet sig i Blom- ster, men -- uden at skride videre. Nei! vort Norge skal dog ikke være mere udyrket, d. e. armere end Oldets, da Udlandene finge dets Kræfters Overmaal at føle? Vort? vort af Himlen med Frihed, Fred og gode Aaringer signte Norge? Vort? skabt til det selvstændigste Tilvær: Halvdelen til at vorde riig i ærlig Handel med sine egne Landsmænd af Agerbrug og Skovdrift: Halvdelen til at vorde riig af Fiskehandel og Qvæghandel? -- Bort! Hvad mangler os? Vi trænge ikke engang til, at de andre ærgjerrige Stater, i Kamp paa Havet skulle komme og veie vore Tømmerstabler med Guld; men -- komme de! som en smeltet Flom af Erts skal det anvendes til at tære Myr og Fjeld bort. -- Vi skulle vinde da i vor rolige Krog (der staaer i Templet under Himmelhvælvet altid Lyksalighedens Altar) ligesom vi alle- rede have vundet, ja næsten som uden at tænke derpaa, i Eu- ropas store blodige Spil, hvor Kroner vare Regnepenge, alene og uden Tab, det Udsatte: Gevinsten -- Frihed. O! vort Norge staaer tilbage i Agerdyrkning og Næringsdrift, i Opdyrkelse, i sandt Velvære for det Gamle? Vi glemme -- hvis vi spørge saa, eller spørge blot, om det skal staae tilbage for Lande, Himlen har givet lige Velsignelser -- Vi glemme hiint vort Lands eien- dommelige Fortrin, og at lægge til Visheden om vor legemlige Kraft til at aftvinge Naturen dens Bedste, at Normanden ligesaa lidet mangler Aandens Evne til at opfinde og opfatte, at han er skikket til at lade et Øie og en Tanke følge med Haanden, at den Magelighed, man vil bebreide ham som Grund til flere af hans Mangler, og til at Andre ere vante til at føde og klæde ham, er aldeles ikke ham naturlig, men en endnu vedvarende Følge af den Uvirksomhed, hans Lands forrige Forbindelse hen- satte ham i: -- Vi maa minde os selv om, at baade vore Hjer- ner, Hjerter og Arme ere ligesaa malmrige som vort Korn og vore Bjerge. Hvad mangler os da? Intet uden at vide dette og ikke at sætte en dum Stolthed i saadanne Velgjerningsfortrin, men der- SIDE: 76 imod søge at fortjene disse ved at dyrke baade vore egne og vort Fædrelands Kræfter. Vel! Vi ifra Dalene, fra Fjordene, Vi ere ligesaa lidet uvidende om at vort Norge fortjener og lønner vore Anstrængelser, som om de heldbringende Virkninger en Forening i disse maa have fortrin- ligviis. Vi ville lægge til vor Roes som brave Folk paa vor Gaard, ogsaa den, at være nyttige Folk udenom denne: Vi ville ikke staae løse og adspredte som forhen inden den store Fædrelands- samfundets Kreds, der omringer os: Vi ville ikke staae ensomme som Skamstøtter, mens Alt rører sig i Liv udenom os. Se, Vi ville gjøre vor Virken, stedse fortskridende i Indsigt og Kreds, lig Blodet i det menneskelige Legeme (her: Fædrelandssamfun- det) Blodet, der stedse raskere strømmer til dettes Middelpunkt, til Hjertet -- den Tanke: Norges, Fædrenelandets Vel! Alt opfor- drer jo Alle dertil, til i det gjenfødte Norge at reise paa sig, til at give vor hjemlige Syssel saa ophøiet en Retning, som den til Alles Vel: Det Ufrugtbare taler jo altid til det fornuftige Væsens fortrinligste Lyst, den, at lyksaliggjøre Alt om sig, ja beder ham, som med blottet Isse, fortørret Strube og visnede Hænder, om at vorde frugtbart. Men hvormeget mere tiltaler os ikke det Forsømte, der har en hurtigere Evne til at vorde rigt, ja maa- skee har været det, men sørger nu i Udmarkene? Ja, i Sandhed Alt opfordrer Os til at reise os forenede for det fælleds Bedste: Den Eftertænksomme hører Agerens, Skovens, Havets, Bjergets Røst, og Frihedens; thi denne flygtige Himlens Gave bortdamper imellem Nationernes Hænder, dersom de ikke omslutte den og holde den fast i mindre Samfund; og de Dyder, den fordrer for at leve, ere netop de samme vi nævnede, som Fædrelandets Velværes Fordringer. Det Samfund, vi slutte, har ogsaa det ud- mærkede Gavn, at det øver os i at benytte vor borgerlige Fri- hed, og i at kunne gavne den, om vi pligte offentligen at vise det, thi -- lægger Mærke hertil -- Alt, Alt, der vedkommer Folkets Vel, forene vi os nu om, nærmere at betragte og fremme. O, det være ikke Odelsbonden alene, som giver dette Løfte: Han, der, saavidt han seer fra sin Gaard kan sige: Alt dette er Mit -- nei, en sær, vigtig Deel af Oekonomien, Huusfliden (In- dustrien som huuslig Tilvirkning af Klædningsvarer) hører Qvin- derne til; og de Odelsløse, som beskæftige sig med Haandværker, Metalarbeider, allehaande nyttige Kunster, (f. Ex. Uhrmagerens, SIDE: 77 Baadbyggerens, Snedkerens) . . se, begge disse store Klasser kunde vi ikke være foruden: Iblandt disse Sidste have vi vore Arbeidere og Tjenere; og ogsaa disse ere kaldede; men Intet raaber stærkere end Huusbondens Mønster; ja den Fattige ind- tager en hæderlig Plads i vort Samfund, der oprydder i vild Mark sin Arneplads: han erobrer for vort Samfund, og han hædrer det, naar han forædler sit Arbeide med den Tanke: "ogsaa Jeg arbeider ikke alene for mig Selv, men for det Heles Vel!" Medens Alt saaledes opfordrer Alle ved Tegn, saa tydelige for den Eftertænksomme som prentet Tale, til at virke forenede til Fædrelandets Vel: og ligesom Vi, naar Vi i vor Bygd samslutte os til dens Bedste, ville søge at inddrage den hele Menighed i vor Forening, saaledes opfordrer os hiint grundede kongelige Selskab for Norges Vel, der nævner sig, som et af flere Land- huusholdnings-Selskaber bestaaende Fædrelands-Samfund, til at samvirke med det. -- Ja dette er jo naturligt; thi fælleds og den samme er jo Aanden, og "Norges Vel" vort fælleds Løsen. For- gjæves lyde da ikke til os følgende dets Tale (§16 i Selskabet for Norges Vels Love). "Saafremt der i en Bye eller et Præste- gjeld findes i det mindste 2de Medlemmer af Selsk. for Norges Vel, og disse kunne formaae tre andre Bye- eller Sognemænd til at træde sammen i et Bye- eller Sogne-Selskab, for at virke til Byens eller Præstegjeldets oekonomiske Vel, da bør bemeldte Medlemmer bestræbe sig for at faae et saadant Selskab op- rettet. Herved vil Byen eller Præstegjeldet faae Adgang til den Understøttelse, som Selskabet for Norges Vel vil efter Evne stræbe at forskaffe disse mindre Samfunds Medlemmer, hvilke kunne være ikke alene Medlemmer af Selskabet for Norges Vel, og, som Saadanne, af Districtets Landhuusholdnings-Selskab, men ogsaa Andre, der blot lade sig optage til Medlemmer af Bye- eller Sogne-Selskabet, og, som saadanne, blot ville virke til Ste- dets særegne oeconomiske Vel. Disse mindre Samfund bestemme selv Gjenstanden for deres Virksomhed, forsaavidt de befordres ved egne Fonds, hvorimod By- og Sogne-selskaberne, idet de træde i Forbindelse med Selskabet for Norges Vel, vedtage til- lige at virke til dettes Øiemed, og have dernæst for vedkom- mende Landhuusholdnings-selskabs Administration navnligen at opgive bestemte Gjenstande, saafremt der andrages paa Penge- understøttelse af Hoved-Selskabets Fonds, hvad enten disse staae SIDE: 78 under vedkommende Administrations eller Directions Raadighed". -- "Formanden i ethvert i Forbindelse med det kongelige Sel- skab for Norges Vel staaende Sogneselskab, eller i den Commis- sion, som dets Bestyrelse ifølge dets Love er overdraget, har Sæde og delibererende Stemme i Districtets Landhuusholdnings- selskabs Administration, forsaavidt han tillige er Medlem af Sel- skabet for Norges Vel. Under lige Omstændigheder har den driftige Landmand, som er Medlem af vedkommende Sogne- selskab, eller tillige af Selskabet for Norges Vel, fremfor Andre fortrinlig Adgang til at erholde af Directionen Anbefalinger til Regjeringen, grundede paa vedkommende Administrationers Be- retninger, til Laan af de offentlige Laanefonds til Landoecono- miens Forbedring." -- -- Ved Forening imellem Bygdinger til Bygdens særskilte Bedste, ved Sogneselskaber er det da, at det hele Fædrenelands Vel fremmes. Ja det er ligesaa naturligt, som at et Legems fulde Sundhed beroer paa dets Lemmers livlige Virksomhed: -- Vor Bygd skal ikke være et dødt og vantrevent Lem! Vor Bygd skal ikke alene høste Nytten af sit eget Selskabs Virksomhed, men af Amtets Landhuusholdningsselskabs og af det hele store Fæd- renelands-samfunds; ja, igjennem dette, af fremmede Landes, saasom af Sverrigs, der i saa Henseende kan være et Mønster. (Haardere Nød, end vi nogensinde have kjendt til, har gjort dette Lands Folk kloge og flittige. Dets i enhver Green vidt- drevne Oeconomie skyldes alene dets egne Borgeres Almeenaand; thi hvad en Regent forhen kunde have opbygget i denne Hen- seende, nedrive ofte de mørke Skjebne-hvirvler om Efterfølge- rens Throne. Borger, Bonde og mangen udmærket Adelsmand sluttede sig da om at værne Fædrenelandets sande Velfærd, dets rigeste Hjelpekilder, selv; og det har holdt Prøve: politiske Storme, Krigsaar og andre Thronens Skyer have ikke adsplittet hiin Al- meenaand, der har sikret Folkets Velstand, og gjort Landet æret, ja formaaet at gjøre væsentlige Mangler i dets Statsforfatning, hvilke vi ikke kjende til hos Os, taalelige eller indtil videre dragbare for Folket. Nu vel! vi Normænd behøve dog vel ikke fremmede Mønstre for at bevæges til noget Godt? Vi have i det store Selskab for Norges Vel Mønster nok for vort Bygdeselskab. Vi ville slutte os til dette; ikke leve, som om vi havde ingen anden fælles Vig- SIDE: 79 tighed (Interesse) end Skatterne, eller som om vor Næringsdrift og Fordeel var afsondret fra alle Andres; Vi ville ikke længer skjule vore Indsigter og fordele vore Kræfter. -- Lader os frem- sætte nogle Gjenstande for disse vore foreenede Indsigters og Kræfters Virken! Saaledes kan Sogneselskabet overveie f. Ex. om nogen Slags Avl kunde drives i Sognet med Fordeel, som hidtil enten var ubekjendt (f. Ex. Kraprodens, som vist i mange Egne kunde dyrkes, Mais o. fl. desl., om hvilke man vorder under- rettet) eller forsømt (f. Ex. Bie-avl, Frugt-, Humle-, Hamp-, Faare- avl, Foderurters og Rødders Avl o. fl. desl.) -- om allehaande Redskabers Forbedring, -- om de Priser, der bør gjælde i og for Sognet for dets Varer -- om Magazinets, om Tjenestetyendets An- liggender (f. Ex. Løn, Opsigt med dets Vandel) -- om mulig Opret- telse af Arbeids-Anstalter (f. Ex. for Løsgjængere og Fattige, hvor da Bygdens Uld- og Hør-varer fik Anvendelse) -- om Auctioner over Avling -- om en Sparebank kan oprettes i Sognet, eller for flere Sogne -- om en Nationaldragt skal antages (hvilket ikke er uvigtigt i oeconomisk Henseende) -- om Kirkernes Forfatning -- om det ei skulde være værdt, at efterligne udenlandske patri- otiske Samfund i Overeenskomst om Indskrænkelse eller Afskaf- felse af visse Overdaadsting -- om Veie, Broer -- om Brænde- rier -- om Jagtens fornuftige Indskrænkning i de nyttige Dyrs Yngletid, om Klapjagter mod Udyr -- om Valg -- om saa store fælleds Opryddelser i Skov og Myr, at enkelt Mand ei kan be- stride dem -- om Vands Af- eller Hen-ledelse -- om Sundheden (f. Ex. at et Par Bygder lønnede Læge alene, saa man undgaaer, hvad ofte nu kan hænde, at faae Døden i Huset før man kan faae Lægen der) -- om almene Besparelser -- om fælleds An- dragender, f. Ex. til Storthinget -- om Haandværkers Huus- og Konst-flidens Ophjælpelse, Belønninger for udmærkede Arbeider -- om Almindingers Behandling -- Farverier -- Havevæsen -- om Skov og Tørvemoser, Steengjærder o. s. v. -- om ved Gilder, hvor der spilles om Penge, en vis Deel eller hele Vindingen skal gaae til Sogneselskabets eller en anden særskilt nyttig Kasse [fotnotemerke] -- om Steenbrud, Kalkbrænderie, Malmanviisninger, Farveplanter i Mængde, Træplantninger, Fiskerier skulle være at benytte, og alle disse utallige Gjenstande af Vigtighed for den Opmærk- Fotnote: Dette synes at være en Smaating: men gjennemtrænger Almeensindet os, da taber det heller ikke under Fornøielserne sit Formaal "at gavne" afsigte. SIDE: 80 somme, og ofte af største Fordeel for det hele Sogn, naar dets Be- boere blot fandt det værd at lægge Hoveder og Hænder sammen. Nei, skal hele Bygden fare vel, i Raad og Daad staae da Hver sin Næste bi! men dette skeer kun i et indrettet Samfund, et Saadant, som vi nævnede ovenover: et Selskab for Bygdens Vel, et Sogneselskab. Se, her ere vore Hænder! Vi knytte dette Samfund for vort Sogns Vel, og det skal vorde et værdigt Lem af det store Fæd- renelandssamfund. Andre hædre og fremhjælpe vor Dont som Statens vigtigste; men mon Vi Selv ikke skulle være de Første til at hædre den med Norges Frelse-dyder: Klogskab, Tarvelig- hed, Vindskibelighed? og til at fremhjælpe den, naar vi føre den saaledes som om Alles Velfærd beroede derpaa, som om alle stode rundt vor Ager, vor Strand, for at lære hvorledes Jordens fornuftige Skabning veed, paa den fornuftigste Maade af Jor- den paa Jorden at samle Sig og Sine baade Føde og Fryd? O Lykkelige Norges Aand, kraftige Almeenaand, du standse ikke din Flugt igjennem Norges Dale, før du har opløftet alle de Godes Hjerter med dig -- da kalde det hele Folk, hvem Gud odlede Land og Hav fra Lindesnæs, fjernt bag hvilket Egen suser i sin Fylde, og til Nordcap, hvor Multerne krybe til Stran- den, forfulgte af Sneen, da kalde det sig kun eet, eet Samfund for Norges Vel! Held os! Almeenaanden, Fædrenelandsaanden foer igjennem vor Dal, og dens Vingeslag var vore aabnede Øine, dens Fremflugt vore Hjerters Slag, da vi toge hverandre i Haan- den, og bandt den til os i vor Kjæde. Hvilket Liv i vort Fæd- reneland (og Vi deeltage deri, fremskynde det) naar Bonden og Fiskeren bliver en Iagttager, prøver de gamle Erfaringer og nye Lærdomme, naar Huusmoderen styrer en Fabrik i sin Stue, naar Dal og Fjeld beredes til at nære den tiltagende Befolkning, naar Kræfterne til at ernære jevnt over det hele Land tiltage med denne, der sikkrer, naar Vi, dens Foralder, opdrage den efter vort gode Mønster til de samme Dyder, men til endnu større Ind- sigter, vort kjære Fædreneland en stedse forøget Blomstren, Styrke og Lykke! -- O Norge være velsignet! velsignet! Men Himlen velsigner det kun igjennem dets Borgere: Disses af en Al- meenaand foreenede Kræfter mægte at gjøre Underværker til dets Frelse. Det skee! Det skee! SIDE: 81 UDKAST TIL LOVE FOR SOGNESELSKABER §1. Enhver af Sognet, af hvad Alder eller Kjøn, er Medlem af Sogneselskabet, naar det bestemte Bidrag erlægges til Regn- skabsføreren. Uconfirmerede have dog ikke, som enhver Con- firmeret, Stemmeret i Selskabet, men udmærke de sig ved Flid eller Færdighed, eller en Vandel, der agtes Belønning værd, da have de, under ellers lige Betingelser, Fortrin til at erholde denne (§30). Personer enten for Usædelighed, Uordentlighed eller Forbrydelser berygtede, maae foreslaaes i næste Møde, efterat de have yttret sig om at indtræde, og indlemmes med 2/3 Deel Stemmefleerhed. Personer, der, efter deres Indtrædelse i Selskabet, gjøre sig uværdige Æren at være deri, foreslaaes af Formanden til Udelukkelse, hvilket skeer med 2/3 Deel Stem- mefleerhed, ved Udstrygelse af Medlemslisten, og ved at tilsende Personen hans Bidrag for det Aar, om ikke dette allerede er halvledent. Disse tvende sidste Bestemmelser gjælde ikke om Personer, der vel have udstaaet Straf for Forseelse eller For- brydelse, men om hvilke nu intet Ondt er bekjendt. §2. Ethvert tiltrædende, confirmeret Medlem har, ligesom Vi Stif- tere have gjort for hverandre, i første almindelige Møde efter hans Indtrædelse, lydeligen at erklære: "Jeg erkjender Hensigten af dette vort Samfund for at være den: ved en Foreening af Sambygdinger, der, med Hensyn til hele Sognets Vel, ere af lige god og redelig Villie, at kunne give i Gjerningen denne Villie Kraft, saaledes at den udretter noget til Sognets Bedste; samt lover jeg med ærlig norsk Hu, at fremme denne vor Forenings Hensigt af fuld Evne, men først og fremst ved at gjøre mit eget Huus og min egen Vandel til et Vidne om, at jeg holder i Agt og Ære vort Sogneselskabs egne Dyder og Valgsprog: Lærelyst, Vindskibelighed, Tarvelighed; samt ved at antage forbindende for mig dets Love." SIDE: 82 §3. Selskabets Virken gaaer allerførst ud paa Oprettelse af en Bogsamling, der bestyres særskilt, og efter særskilte Love. §4. Selskabets Bestyrelse bestaaer af 2 Mænd: 1 Formand og 1 Regnskabsfører, hvilke maae være Medlemmer af det Kongelige Selskab for Norges Vel. §5. Første almindelige Søndags Eftermiddag i hvert Fjerdingaar holdes, uden Indkaldelse, ordentligt Møde paa et dertil af Besty- relsen forud antaget, og saaledes bestemt Sted, at noget Hensyn tages til Fleerhedens Beqvemmelighed. Hvert Aars første Fjer- dingsaarsmøde, 1ste Søndag-eftermiddag i Januar, er Hoved- mødet. §6. Enhver af Bestyrelsen kan sammenkalde overordentligt Møde; ligeledes staaer det ethvert Medlem frit for, igjennem Bestyreren at faae et Saadant foranstaltet, hvis en af Bestyrelsen, efterat begge ere adspurgte, maatte være enige med Opfordreren i at Sagen var af trængende Vigtighed. Hvis Bekostning maa an- vendes paa en saadan Indkaldelse eller til Møderne, da gaaer denne af Selskabets Kasse. Forbigaaes noget confirmeret Med- lem ved Indkaldelsen, da vorder det i Mødet Besluttede, saa- fremt der da gaves en Stemmefaaehed, indtil videre ugyldigt, om det paastaaes af den Forbigangne. §7. Valg paa Bestyrere skeer aldeles frit, og uden at nogen dertil foreslaaes, hvert Hovedmøde ordentligviis, og ellers i Fjerdings- aarsmøderne, naar nogen af Bestyrelsen erklærer at maatte fra- træde, eller naar Flere end 3 Medlemmer maatte foreslaae andet Valg end det bestaaende. §8. Særskilt vælges Bestyrerne. De, som erholde de næst fleste Stemmer ere Suppleanter, endog om de ikke ere Medlemmer af Selskabet for Norges Vel. Var Valget paa en Bestyrer een- stemmigt, da skee særskilt Valg paa Suppleant. SIDE: 83 §9. En Bestyrer kan, dog uden Udgift af Kassen for denne Til- sigelse, paalægge sin Suppleant at møde for sig. Kan denne ikke, da sørge han for at lade møde for sig. Møder Ingen, da lide Suppleanten den Mulct til Selskabets Kasse, der er fastsat for Forsømmelse. §10. Frasigelse af Bestyrelse skeer kun i et Møde; midlertidig kan Suppleanten constitueres. §11. Ved Valgene gjælder simpel Fleerhed. Sættes Forslag under Stemmegivning, da gjelder kuns 2/3 Deel Stemmefleerhed. For- manden har afgjørende Stemme, hvor Stemmerne ere lige. §12. De Ikkemødende forpligtes ved de Mødendes Beslutning. Be- styrelsen og 5 Medlemmer gjøre fuldt Møde; men er Medlem- mernes Antal over det dobbelte af hiint Antal, da maa dette være eenstemmigt, hvis dets Beslutning skal forbinde Alle. §13. Formanden har at bestyre Brevvexlingen, samt at vedligeholde alle nyttige Forbindelser, og da især med Amtets Landhuus- holdnings-selskab. Den 1ste Formands første Pligt bliver da at tilmelde dette, at et Sogneselskab er oprettet i Sognet, som virk- som Deel af det Kongelige Selskab for Norges Vel, samt dets Indretning og Hensigt. Formanden har ligeledes i Hovedmødet at give en Udsigt af Selskabets Virken det foregaaende Aar, hvilken Udsigt bør være særskilt udtogsviis af ham protocolleret. Mundtlig bekjendtgjør han i ethvert Møde hvad Almeengavnligt han har erfaret, hvad man nu tænker at udføre, Brevvexling, kort Alt hvad der vedrører Selskabet. Det bør Formanden ellers at foregaae med sit Mønster ved i enhver Henseende med agtsomt Øie at vaage over Selskabets Tarv. §14. Anden Bestyrer forvarer Protocollen, har til den at føre Regn- skabet, Liste over Medlemmerne, hvad Formanden forlanger deri SIDE: 84 indført Selskabet Vedkommende, paa foreskrevne Maade, at inddrive Bidrag og Mulcter, samt hvert Hovedmøde for Selska- bet at fremlægge Regnskabet, afgjort af Formanden, tilligemed alt andet Skriftligt. §15. Bogsamlingens Forstander maa være i Sogneselskabet. -- Han har det 3die Fjerdingsaarsmøde (Høstmødet) at fremlægge sit Regnskab i sin Protokol, afgjort af Sogneselskabets Bestyrelse, samt da for Alle mundtlig at klargjøre Bogsamlingens Stilling. §16. En af Sogneselskabets Bestyrere kan være Forstander for Bogsamlingen, hvis han ei boer over 1/4 Miil fra Kirken. §17. Bydemagazin-Bestyreren maa være Medlem af Sogneselskabet. §18. Bliver en særskilt Indretning (f. Ex. en Sparebank, en Arbeids- anstalt, et Kornmagazin, hvor dette før ei findes) en Følge af Selskabets Virken, da erholder den særegen Bestyrelse. §19. Skulde Regnskab og Bestyrelse voxe til en saadan Størrelse, at det maatte betragtes som en besværlig Byrde, da erlægges dog derfor ingen Løn, men da deles Bestyrelsen imellem Flere. §20. Uforudseelige og løbende Udgifter bestrider Bestyrelsen efter eget Tykke af Selskabets Kasse. Forudseelige og blivende Ud- gifter maa foreslaaes og bevilges. Ligeledes maa Anvendelsen af Capitaler til Laan foreslaaes og bevilges. §21. Bestyrerne tilsvare Een for Begge og Begge for Een Selska- bets Penge. SIDE: 85 §22. Det aarlige Bidrag anslaaes for det første Aar saaledes: Medlemmer af Embedsclassen eller Do. som af Bygden have Løn Do. som have over 1000 Spd. paa Rente 1 Spd. Børn af disse, samt meestformuende Gaardmænd 60 ß Middelsformuende Gaardmænd 48 " Mindre Do. -- samt meestformuende Gaardmænds Brødre og Sønner 36 " Pladsselveiere, middels og mindre formuende Gaard- mænds Brødre og Sønner, samt Haandværkere 30 " Huusmænd 24 " Huusmændssønner 18 " -- Medlemmer af Qvindekjønnet erlægge efter samme Liste. §23. Bestyrelsen bestemmer Bidraget for Enhver, samt hvert Hoved- møde, om Bidraget skal forandres eller ikke for det følgende Aar. §24. Ved sin Indtrædelse i Sogneselskabet har Enhver at erlægge til Bogsamlingen Saameget i Tillæg, som det Halve af sit ordent- lige Bidrag, hvorved Medlemmet bliver Deeltager og Medeier i denne, uden dog at have noget Fortrin for enhver anden uden- for Selskabet deri Deeltagende. §25. Bøder for en Bestyrers Udeblivelse ifra et Møde fastsættes til det halve af det Bidrag, der er bestemt for et Medlem af samme Formuestilling som han. Møde Ingen af Begge, da fordobbles Bøderne for dem. §26. Medlemmer af Selskabet for Norges Vel behøve ei at erlægge særskilt Bidrag til Sogneselskabets Kasse, for at vorde Medlem- mer af dette. SIDE: 86 §27. Indtræder En før Sommermødet, da erlægge han Bidrag for fuldt Aar; Indtræder En ved eller efter Sommermødet, da er- lægge han for det Aar det halve af sit aarlige Bidrag; dog saa at han udbetaler fuldt til Bogsamlingen. §28. Da Aand og god Villie maa drive Sagen, anvendes ikke Tvangs- midler, men hvo der ikke inden anden Maaneds Udgang i første Fjerdingaar har erlagt, kræves af Regnskabsføreren ved leiet Bud, som Angjældende betaler med det Samme. Er Bidraget ikke ved Vaarmødet (2det Fjerdingaarsmøde) erlagt, da opraabes, som sidste Forhandling, den eller de Tilbagestaaendes Navne, og hver der ikke da melder sig, vorder udstrøgen af Medlems-Listen, og maa, hvis han siden vil erlægge, aldeles betragtes som Ny- indtrædende og give Bogsamlingen Bidrag paa ny. §29. Indskuddet tilbagebetales kuns i det §1 berørte Tilfælde. Ud- meldelse skeer til 2den Bestyrer. §30. Skulle Anbefalinger til Laan, Belønning o. s. v. udstædes af Bestyrelsen, da har et Sogneselskabs Medlem Fortrin for Andre i Bygden; og ligeledes i ethvert andet Tilfælde hvor Betingel- serne ellers ere lige. §31. De antagne Love blive at vedføie Protocollen, undertegnede af Sogneselskabets Stiftere. Ligesaa bliver et Exemplar af Lo- vene bestemt alene til at udlaanes Nyindtrædende og Medlem- mer, som maatte ønske det. SIDE: 87 Henrik Wergeland FOR ALMUEN TREDIE HEFTE DEN NORSKE BONDES NYTTIGE KUNDSKAB om de Læge-, Farve-, Garve-, samt Gift-Planter, der voxe paa hans Jord. NATURENS OG MENNESKEHEDENS VENNER, FOLKELÆRERNE, JUBELOLDINGEN, J. C. FINCKENHAGEN, OG P. W. DEINBOLL, VILLE UNDSKYLDE, AT FORFATTEREN VED EN UBETYDELIGHED SOM DENNE BOG BEVIDNER DEM SIN HØIAGTELSE. FORMÆLE Almelie 17de Mai 1830. Her er jeg da -- Ven og Broder for Norriges Helse og Frelse! -- hos din herlige Hakon; ja jeg har opholdt mig her allerede i flere Dage. Grunden hertil vil jeg fortælle dig, idet jeg søger at gjengive en Samtale, der forefaldt under Hakons Kirsebær- træer imellem ham, vor fælleds Ven Districtets Læge og mig. An- ledningen til Samtalen var den sørgelige Fortælling om Dalens vakreste Gjentes Død, hvilken forstørstedelen kan tilskrives -- hendes egen Faders Uvidenhed, Skjødesløshed eller utidige Gjer- righed. Jo, du vil maaskee mere end sukke min Ven! min Erling! naar Alfhilds Død kommer dig for Øren: den Alfhilds, SIDE: 88 du beundrede som den flittigste, lærvilligste, netteste, vakkreste, raskeste Dalens Qvinde, som, stedse klædt -- du kaldte det "smykket" -- i sine egne Hænders skjønt og smagfuldt Virkede, du nævnede (jeg troer det var paa Constitutionsfesten hos Ha- kon, da hun dandsede under Træerne i Haven i sin rødternede Værkenskjole?): "et Majens Særsyn, ja den første Rose, tidobbelt yndig i sin egen Mose." Ja, denne visnede ned i Støvet af en ikke farlig Sygdom, naar blot en Læge havde styret dens Gang, fordi, fordi -- det er tungt at nævne det; men sandelig efter al Sandsynlighed af hiin Grund: formedelst Faderens dorske Skjødesløshed og utidige Gjerrighed, der afskrækker ham fra at søge Lægens Hjælp, og der er saa uforklarlig, da den koster ham en Liigfærd næsten hvert tredie Aar, og da han ellers er en omhyggelig Mand for Sine, ja elskede Alfhild fast som hun fortjente. Nok! Glemsel heller end Klage over Sorgen! Vor Samtale steg til Himlen: med Alfhild til Englene; men -- besynderligt, som om disse to Verdner vare nærmest beslægtede -- vore Tanker sank med eet fra Himlen ikke til Menneskene, men til Blomsterne. Hakon manede os tillykke tilbage fra Drømme- verdenen, i hvis Port vi allerede stode, ved et simpelt Spørgs- maal om en Plantes Lægekraft, der voxede os ved Foden. -- Hør her noget af Samtalen, saa tro, jeg har kunnet gjengive den: Hakon. Siig mig, Doctor, er der Rimelighed for, at hvert Folk har Helsemiddeler nok i sit eget Land? Vi i vort? Maaskee hvad her agtes ringe er kostbart udenlands? Lægen. Uforbeholdent kan ei dit første Spørgsmaal bekræftes. Skejede Menneskene ikke saavidt af fra Naturen: saa -- men se hvor utømmelig riig Naturen er: den følger sine vildtflagrende Børn med stedse aabent Skjød: straffer med den ene Haand, rækker Helsemiddelet med den anden: stedse nye og herligere Midler opdages for de utallige Sygdomme, af hvilken 2/3 vist ere selv- paadragne retfærdige Straffe. Vi have fremmede Laster, frem- SIDE: 89 mede Nydelser og Sæder, fremmede Sygdomme, Hakon; og vi maae tye til fremmede Lægemidler. Dog eje vi mange ypper- lige Saadanne iblandt vore egne Planter, hvilke det især bør Bonden, -- som har langt til Lægen, og, som, naar han kom til denne i et trængende Tilfælde, kunde finde ham bortreist i sit Kald, -- at kjende og vide at bruge; thi i mange Tilfælde kunne de aldeles gjenhelbrede ham (som f. Ex. i dit eget nyshændte, da din stærke Natur kuns behøvede Lidet, for at komme i Lige- vægt igjen); og næsten altid være tjenlige at benytte efter prøvet Indsigt og Forskrivt, indtil Lægen kommer. Men iblandt de ypperligste Helsemidler, Norge har, er dets sunde Luft fortrinligst. Der vilde være langt færre Sygdomme i Landet, hvis man be- nyttede den bedre, især om Vinteren i Stuerne, og hvis Land- bonden ikke, som han gjør, forsømte at drage Styrke af det andet Grundstof: Vandet. Hakon. Ja -- jeg forstaaer, Du mener Bad burde bruges mere end det gjør. Du har Ret! Jeg bader mig endnu, og føler dobbelt Styrke en heel Dag derefter. Jeg overholder det ogsaa paa min Gaard, og nu have mine Børn og Folk faaet Lyst dertil. Men lad os komme tilbage til de kjære Planter igjen: lær mig at kjende dem Hr. Doctor! Saa nære Naboer de ere -- disse smukke Guds Skabninger, saa ere de dog fremmede for mig; og, skjøndt de have boet fra, ja før Gaarden blev ryddet i de gamle Kongers Tid, paa Gaardens Grund, have de vel og været fremmede for mine Fædre; thi jeg finder ingen Optegnelser om dem imellem Arvpapirerne. Sig, naar saa simpel, farveløs en Torn som Brusen har slig rensende Styrke, hvilke Kræfter maae da ikke andre Planter have, som see ud som Ild og Guld? Lægen. Ikke saa, Hakon. Ligesaavel i Planternes, som i vor Verden, gjælder det: "Skin er Bedrag. Se paa det Indre! Det Sande ligger bag." Se f. Ex. Rosen og Lilien, dette Blomsternes Konge- par, hvor kraftløse ved Siden af den smudsigladende islandske Mose? Tulipanen har ikke den Farvepragt i sig som flere af de krybende stygge Moser. SIDE: 90 Hakon. Sandelig, jeg skammer mig over ikke at kjende næsten -- ja næsten ikke et halvt Dusin af de mange, mange forskjellige Planter paa min egen Jord. Og det er desværre saa med alle de af mine Jevnlige, jeg kjender. Herefter maa jeg vende Øi- nene mod Jorden, naar Blomstrene nikke saa bekjendt til mig paa Bakken. Jeg vidste dog, at visse Bøger kunde lære mig Noget desangaaende, og gik til Præsten forat laane dem eller faae nogen Underretning; men baade forsikkrede han mig aaben- hjertig, at han havde glemt sin Plantekundskab m. m.; og de Storbind, han viiste mig, kunde jeg ikke bruge, fordi nogle af dem vare blot Latin, een var paa Svensk, (hvilket jeg ligesaa- lidt forstaaer,) Resten var ikke tillaans for Kobberstykkernes Skyld, og hellerikke var det i min Evne at kjøbe dem. Hvad skal jeg da gjøre? Jeg veed kanskee ikke andet om alle Væxt- rigets Lemmers Nytte, der ikke høre til de egentligen fødende, end at Malurtens Knopper sættes paa Brændeviin og er godt mod Bugvrid og svag Mave, at Birkeløv farver guult, at Qvanrod og Kalmerod er styrkende Midler, Enebær- og Enerod-The ren- sende, at . . nei, jeg vil ikke blotte min Uvidenhed mere ved at nævne op nogle Helsemidler for Bugsot, som jeg ogsaa veed, da de ere Almeen-mands; og dog har jeg saadan Lyst til at kjende Græsset for Foden, dog indseer jeg, hvor nyttige Bonden kan gjøre sig mangfoldige af Jordens vilde Frembringelser, der nu enten gaae med i Høet eller henraadne eller henslænges som Ukrud. -- Desuden kjære Doctor (og jeg vilde ønske, at vor gamle Præst havde denne Mening) jeg indseer ogsaa, hvor gavnligt i sædelig Henseende dette Indglimt igjennem de favre Blomsthvælv, de smaa Blomstkikkerter, i Alviisdommen, denne Kundskab til disse smaae Guds Engle maa være. -- Men, lad gaae! Tør vel hænde, at Ola Søn-min, bliver klogere end sin Faer -- det, jeg veed skal han idetmindste have arvet i sin Ungdom Altsammen, og saa har han Livet for sig -- ja, tør vel hende, at Ætlingerne gjøre raskere Skridt imod Oplysning og Forbedring end dem, Vi, der nu staae graasprængte paa Gaar- dene, have gjort ifra vore Fædre. -- Tillad mig Herr Doctor, tillad mig et Spørgsmaal: kan man troe, at alle Planter have en eller anden særegen Kraft enten som Lægemiddel eller -- -- Ja hvad veed jeg? SIDE: 91 Lægen. Den nærende Kraft er vel fælleds for de Fleste . . dog kan formodes som du spurgte; thi i en enhver Plante er en sær- egen Afsondring, giftig eller sund, af Jorden. Disse Planternes regelmæssige Egenheder vise i hvilken fortrinlig Ligevægt Jor- dens, dette store Verdenslegemes Kræfter, ere. Imidlertid ere kun de færreste Planters særegne Egenskaber opdagede. I Lø- bet af en Sommer, kan du lære at kjende de fleste saadanne Væxter i din Bygd. Hvad siger du om det, Hakon, istedetfor med Mismod at sige: "dette og Mere hører Æten til: Vi maae gaae i Graven som vi ere?" Hakon. Vist var det især Hjembygdens, jeg vilde lære at kjende. Men Præstens Storbind, Herr Doctor? Storbindene paa Latin, Svensk og Pragtkobberne i? Lægen. Ja, det er Ulykken! Hvad du skulde have fat paa, er ad- spredt i vidtløftige og kostbare Værker, som aldrig komme i Bondens Hænder. Jeg ejer endeel af disse; men, havde jeg ikkun en halv Uge fri for Embedsforretninger, skulde jeg gjerne gjøre dig et Uddrag deraf til det Brug. -- -- -- "Høistagtværdige Herr Læge -- faldt jeg her ind -- jeg har Tiden fri, idetmindste saaledes, at jeg bestemmer hvorledes jeg vil anvende den til noget Nyttigt -- jeg vil med Fornøielse og Omhyggelighed udarbeide for vor Ven dette Uddrag af alle de mere og mindre vidtløftige Skrivter om Planternes særegne An- vendelse, jeg kan overkomme. -- Under Deres Omdømme vil jeg prøve det." Lægen. Men hvorledes vil De gjøre den Uvidende vis paa, at den Plante, han troer er den, De omtaler i Uddraget, virkelig er den? Blev det en systematisk eller ordnet Plantelære, saa -- -- Jeg. Nei, nei -- Jeg forudsætter, at han kjender Planten af Navn og Udseende; men er uvidende om dens særegne Anvendelse. SIDE: 92 Derfor skulle saa mange forskjellige norske Navne anføres som muligt, endskjøndt Slægts- og Arts-navnene faae nævnes efter den almindelige Plantelære, efter Hornemanns, samt tænker jeg, hvor flere Arter og Afarter, af samme Plante eller mindre be- kjendte Planter blive at nævne, at tilføie disse et eller andet særegent Skilnemærke. At udvide Uddraget med fuldstændige Beskrivelser over enhver bekjendt Væxt, troer jeg unødvendigt; ja maaskee, forat jevnpasse det med den Titel, jeg har tænkt mig, udelader jeg dens almindelige Brug. F. Ex. ved Bjerken tænker jeg vel at omtale, at Dele af den ere tjenlige til Garv- ning og Farvning, men derfor ikke at anprise den som en ypper- lig Brændesort. Mine egne svage Kundskaber i Plantelæren have ofte lært mig, at det ikke altid er saa let, aldeles paa egen Haand, endskjøndt med et godt System og Planter for sig, at komme paa det Rene med Bogen og sig Selv om dem. Hvad Plante Bonden ikke bestemt kjender, maa han derfor aldeles ikke bruge; men Vejen maa staae ham aaben til at faae Vished om den i hans Sogns Bogsamling, der ikke bør være en noget udførlig Plantelære foruden. Af sit Districts Læge kan han des- uden faae Underretning, blot ved at vise ham de Planter hvorom han skulde være uvidende. Forsyner nu en Plantekyndig Sog- nets Bogsamling med en Plantesamling med vedhæftede Navne, saa holder jeg Bonden for hjulpen saavidt, at idetmindste de Væxter, mit Uddrag kommer til at indeholde, skulde vorde ham ligesaa bekjendte som Rogn og Nypebusk nu ere det for Enhver. Lægen. En Oversigt af Planternes ordnede Opstilling efter visse be- standige for endeel Planter fælleds Kjendemærker, i Klasser og Ordener eller Underafdelinger burde dog medgives, samt ved hver Plante med Tal tilføjes Klassens og Ordenens Nummer. Jeg. Med Erkjendtlighed modtages deres Veiledning. Læg altsaa Mærke til, Hakon, at det første romerske Tal ved en Plante i Uddraget betegner en Klasse; det andet simple Tal dens Orden. Hvad disse Inddelinger ville sige, vil maaskee Herr Lægen have den Godhed at underrette dig korteligen om. SIDE: 93 Hør da, Hakon! Forat kunne oversee og kjende det uhyre Væxtrige, har man ordnet det i visse Afdelinger efter Mærker. I lang Tid behjalp man sig med at ordne dem i visse naturlige Slægter d. e. man samførte alle de Planter som samhavde noget vist udmærket Udvortes. Hakon. Som alle Træerne med Bar vel? Lægen. Ja -- og se Græssene og Halvgræssene (Starr- og Siv-arterne), og de Saftrige med kjødede Blade (f. E. Portulak og Tagløg), Rakleblomstrede (Piil, Hassel, Birk), Erteblomstrede, Skjærm- blomstrede (f. Ex. Karve, Qvanne), Mistænkte (f. Ex. Bulme), hvortil alle de Giftige høre, der have smudsig Farve og be- døvende Lugt. Hakon. Moserne da vel ogsaa, for en Mose kan jeg godt kjende ifra andre Væxter? Lægen. Rigtigt, de udgjøre ogsaa en naturlig Slægt. Hakon. Dog saae jeg engang i Sætermarken en Fremmed, med en Kasse fuld af Planter ved Siden, med Forstørrelsesglas betragte et Stykke Mose, som jeg strax kunde sagt ham Navnet paa . . ja især nogle smaae Pletter betragtede han med vedholdende Opmærksomhed. Lægen. De Smaapletter vare Mosens Blomster eller Befrugtningsdele. Ja, virkelig, Hakon, saadant et Alviisdommens Rigdomsdyb, saa fortrinligen udrustede ere Planterne, disse, som det synes, al- deles livløse Skabninger, eller rettere denne Blomstkjæde imellem det Levende og det aldeles Livløse, at de Alle fra Solblomsten til Tangen have deres Kjønsdele og Parring. Det er efter disse, vel mindst iøinefaldende, men bestandige Mærker, Befrugtnings- redskaberne, at man har fundet det sikkrest at ordne hele Væxt- SIDE: 94 riget. Alle hidtil bekjendte Planter lade sig saaledes henføre under 23 Klasser eller Hovedafdelinger, hvoraf de 20 bestemmes af de mandlige Befrugtningsredskabers Antal, Stilling og Plads. See f. Ex. denne Blomst her i Vinduet: Koedriven (som din Kone formodentlig har samlet forat iblande Theen). Hakon. Ja Mari-Nøklebaand, Kusimmer . . Lægen. Se her -- dette Hylster eller Bægeret tage vi af, og aabne Kronen -- se der fem smaae Traade med støvede Knopper. De ere de mandlige Befrugtningsredskaber: Støvtraade, Støvknap, Sædstøvet. Denne Blomst vide vi nu, hører til den 5te Classe eller de Femhannede. Men se i Midten en enkelt knoppet Traad paa en buget Bund. Denne Traad er Hundelen: Støvvejen, som igjennem Knappens Aabning: Arret modtager Handelens Sædstøv, der nu nedføres igjennem Støvveien til Frugtbunden og bevirker, at denne bugner ud til Frøe eller Frugt. Af Hundelenes Antal bestemmes nu til hvilken Orden eller Underafdeling, Planten bliver at henføre i Hovedafdelingen eller Classen. Denne Koe- driver hører altsaa til 5te Klasses 1ste Orden eller til de Fem- hannede-Eenhunnede. Til Sommeren vil der ellers paa Lilierne i Haven meget tydelig opdage alle Befrugtningsredskaber. Hakon. Jeg kommer til at beskue min Eng med samme andægtige Ærefrygt, hvormed jeg stedse beskuer Stjernehimmelen. Lægen. Det gjør din Forstand ligesaamegen Ære som dit Hjerte, min agtværdige Ven. Se nu -- her have vi da først: 1ste Classe, med een Støvdrager, -- Eenhannede. 1ste Orden -- Eenhunnede. F. Ex. Aarig Salturt. 2den Classe, med 2 Støvdragere -- Tohannede. 1ste Orden -- Eenhunnede. F. Ex. Ærenpriis. 2den Orden -- Tohunnede. F. Ex. Guulax el. Trysildthe. SIDE: 95 3die Classe, med 3 Støvdragere -- Trehannede. 1ste Orden -- Eenhunnede. F. Ex. Baldrian el. Vendingsrod. 2den Orden -- Tohunnede. F. Ex. Mange Græsarter, Havre, Byg, Rug, Hvede. 3die Orden -- Trehunnede. 4de Classe, med 4 Støvdragere -- Firehannede. 1ste Orden -- Eenhunnede. F. Ex. Skabiose el. Blaakoll. 2den Orden -- Tohunnede. Hørsilke, el. Snyltegræs. 3die Orden -- Firehunnede. F. Ex. Vandax el. Fiskegræs. 5te Classe, med 5 Støvdragere -- Femhannede. 1ste Orden -- Eenhunnede. Fiol og Bukkeblade. 2den Orden -- Tohunnede. F. Ex. Enzian el. Søtrot. 3die Orden -- Trehunnede. F. Ex. Hyld. 4de Orden -- Firehunnede. F. Ex. Leverurt el. Øineblom. 5te Orden -- Femhunnede. F. Ex. Hør. 6te Orden -- Sexhunnede. F. Ex. Soldug el. Tætegræs. 7de Orden -- Mangehunnede. F. Ex. Liden Musehale, Muusrumpe. 6te Classe, med 6 Støvdragere -- Sexhannede. 1ste Orden -- Eenhunnede. F. Ex. Berberis. 2den Orden -- Tohunnede. 3die Orden -- Trehunnede. F. Ex. Skreppe el. Hømoll. 4de Orden -- Mangehunnede. F. Ex. Godtraad, Vasgroe. SIDE: 96 7de Classe, med 7 Støvdragere -- Syvhannede. 1ste Orden -- Eenhunnede. F. Ex. Hestekastanie og Skovstjerne, Skogpryd. 8de Classe, med 8 Støvdragere -- Ottehannede. 1ste Orden -- Eenhunnede. F. Ex. Løn og Gjeitrams. 2den Orden -- Tohunnede. 3die Orden, -- Trehunnede. F. Ex. Pileurt el. Krypgras. 4de Orden -- Firehunnede. F. Ex. Fiirblad el. Halsbyldegræs. 9de Classe, med 9 Støvdragere -- Nihannede. 1ste Orden -- Trehunnede. F. Ex. Rhabarbra. 2den Orden -- Sexhunnede. F. Ex. Brudelys el. Sævblom. 10de Classe, med 10 Støvdragere -- Tihannede. 1ste Orden -- Eenhunnede. F. Ex. Post, Sqvatram. 2den Orden -- Tohunnede. F. Ex. Steenbræk el. Sifilblom. 3die Orden -- Trehunnede. F. Ex. Smelde, Gustegræs. 4de Orden -- Femhunnede. F. Ex. Gjøgemad el. Gouksyre. 11te Classe, med for detmeste 12 Støvdragere, -- Tolvhannede -- . 1ste Orden -- Eenhunnede. F. Ex. Portulak. 2den Orden -- Tohunnede. F. Ex. Agermaane. 3die Orden -- Trehunnede. F. Ex. Vorteurt el. Ringormguld. 4de Orden -- Firehunnede. 5te Orden -- Tolvhunnede. F. Ex. Semperviv el. Tagløv. SIDE: 97 12te Classe, med flere end 12 Støvdragere paa Bæ- gerets indre Rand -- Bægerhannede. 1ste Orden -- Eenhunnede. F. Ex. Hæg og Kirsebærtræe. 2den Orden -- Tohunnede. F. Ex. Hagetorn. 3die Orden -- Trehunnede. F. Ex. Rognetræe. 4de Orden -- Firehunnede. 5te Orden -- Femhunnede. F. Ex. Æbletræe el. Abil og Mjødurt. 6te Orden -- Mangehunnede. F. Ex. Rose, Tormentil og Jordbær. 13de Classe, med flere end 12 Støvdragere paa Frugt- bunden -- Mangehannede. 1ste Orden -- Eenhunnede. F. Ex. Valmue. 2den Orden -- Tohunnede. F. Ex. Pion. 3die Orden -- Trehunnede. F. Ex. Stormhat el. Luushat. 4de Orden -- Femhunnede. F. Ex. Akeleje. 5te Orden -- Sexhunnede. F. Ex. Krebskloe. 6te Orden -- Mangehunnede. F. Ex. Ranunkel el. Soløie. Hvidvis. 14de Classe, med 2 lange, 2 korte Støvdragere -- To- mægtige. 1ste Orden -- Nøgnefrøede. F. Ex. Mynthe. 2den Orden -- Kapselfrøede. F. Ex. Linnæa el. Norrislegræs. 15de Classe, med 4 lange, 2 korte Støvdragere -- Firemægtige. 1ste Orden -- Kortskulpede. F. Ex. Karse. SIDE: 98 2den Orden -- Langskulpede. F. Ex. Ræddik, Kaal. 16de Classe, med Støvtraadene sammenvoxne i eet Legeme -- Sammenvoxne. 1ste Orden -- Femhannede. 2den Orden -- Tihannede. F. Ex. Storkeneb el. Tunflok. 3die Orden -- Mangehannede. F. Ex. Katost, Marikaabe. 17de Classe, med Støvdragerne sammenvoxne i to Legemer -- Tvedeelte. 1ste Orden -- Sexhannede. F. Ex. Jordrøg el. Aaker-sissel. 2den Orden -- Ottehannede. F. Ex. Melkurt el. Korsurt. 3die Orden -- Tihannede. F. Ex. Ert, Bønne, Vikke. 18de Classe, med Støvtraadene sammenvoxne i 3 eller flere Legemer -- Mangedeelte. 1ste Orden -- Mangehannede. F. Ex. Perikon. 19de Classe, -- -- -- -- Fiirhannede. 1ste Orden -- Lige Samboe (alle Smaakronerne tvekjønnede, frugtbare). F. Ex. Løvetand el. Fivel. 2den Orden -- Ulige Samboe (Smaakronerne frugt- bare, Skivekronerne tvekjønnede, i Randen alene Hunblomster). F. Ex. Regnfand, Malurt. 3die Orden -- Unyttigt Samboe (Skivekronerne tvekjønnede, frugtbare, Randkronerne golde). F. Ex. Solsikke, Agernellik. 4de Orden -- Nødvendigt Samboe (Skivekronerne golde, Randkronerne frugtbare). F. Ex. Morgenfrue. SIDE: 99 20de Classe, med Støvtraadene paa Støvvejen -- Hunboe. 1ste Orden -- Tohannede. F. Ex. Horndrager, Huvensel. 2den Orden -- Sexhannede. 21de Classe, med Han- og Hun-blomster paa een Plante -- -- -- -- -- Eenboe. 1ste Orden -- Enhannede. F. Ex. Mysse eller Misne. 2den Orden -- Tohannede. F. Ex. Andemad. 3die Orden -- Trehannede. F. Ex. Starr. 4de Orden -- Firehannede. F. Ex. Nesle, Bjerk. 5te Orden -- Femhannede. 6te Orden -- Mangehannede. F. Ex. Eeg, Hassel. 7de Orden -- Sammenvoxne. (Støvdragerne sammenvoxne i eet Legeme). F. Ex. Gran. 8de Orden -- Rørhannede. (Sammenvoxne Støvknappe). F. Ex. Agurk. 22de Classe, med Han- og Hunblomster paa særskilte Planter -- -- -- Tveboe. 1ste Orden -- Eenhannede. 2den Orden -- Tohannede. F. Ex. Piil. 3die Orden -- Trehannede. F. Ex. Krækling. 4de Orden -- Firehannede. F. Ex. Fugleliim. 5te Orden -- Femhannede. F. Ex. Hamp, Humle. 6te Orden -- Sexhannede. 7de Orden -- Ottehannede. F. Ex. Asp. SIDE: 100 8de Orden -- Nihannede. 9de Orden -- Tihannede. 10de Orden -- Bægerhannede. (Flere end 10 Støvdragere paa Bægeret). 11te Orden -- Mangehannede. (Flere end 10 Støvdragere paa Frugtbunden). 12te Orden -- Sammenvoxne. F. Ex. Ener el. Bruse. 23de Classe, med utydelige Blomster -- Lønboe. 1ste Orden -- Bregner (med Løv). 2den Orden -- Bladmoser (med Blade). F. Ex. Rødmose. 3die Orden -- Løvmoser (med Løv). F. Ex. Iislandsk Mose, Rensdyr-mose. 4de Orden -- Tarer (Frøene i Løvet). F. Ex. Kraakstry, Tang. 5te Orden -- Svampe, Sop (Frugtdelene paa et kjødagtigt Legeme). F. Ex. Fluesop og Brand i Korn. Nu, Hakon, tage vi Farvel med Planterne, ende deres Række med Skimmelarterne og kunne begynde paa nye Skabningsrækker: de aldeles livløse: Jord- og Steen-arterne eller Mineralriget. Hakon. Dette var Plantelærens Ordning? Endnu kan jeg kun beundre den menneskelige Skarpsindighed og Flid, der saaledes ordnede det Skabte om sig; men jeg vil ikke spare den øvelse og Tid, der er nødvendig for at faae Klarhed i det Overblik hiin Op- stilling skal give, saaat man finder Rede i disse ledende Traade, der dog endnu synes mig et sammenviklet Nøste, netop fordi de med saa fiin en Kløgt ere udpillede. Lægen. Saa vanskeligt synes det kun ved første Øiekast. Havde vi et Exemplar av hver Classe og Orden, ville det klarne strax. Dog -- vi have jo nu kun at gjøre med de Planter, der have en særegen Læge- og Kunst-Anvendelse; og, kjender du dem, saa er det ligegyldigt, om du ikke veed at henføre dem alle i Sy- SIDE: 101 stemet. Kjender jeg dig ellers ret, min gode Hakon, saa raster du ikke, før du kan det. Af de Planter, som nu ville blive dig opregnede, bør du udvælge Dig de meest Udmærkede til Brug, naar behøves. Thi der er vel mangfoldige Planter, som tildeles Lægekræfter, men som dog nu lidet eller intet gjælde i Mede- cinen; hvorimod Enkelte have dem i en saa udmærket Grad, at de vel altid ville holde sig i samme Agt. Om disse Sidste, (der fuldstændigere bør beskrives) bør da den norske Landmand, der som oftest har langt til Lægen, ikke være uvidende; men tye til dem, naar foreskrevne Tilfælde skulde indtræffe i hans Kreds, efter sine Kundskaber og Erfaring, indtil han finder disse og sine simple Midler utilstrækkelige, da han veed, hvor den sikkre Hjælp, hvis muligt, er at finde. Man maa vide den rette Indsamlingsmaade og Behandling især med de Planter, eller Plantedele, man vil benytte som Lægemidler. Hvad nu Roden angaaer, saa kan den være enten eenaarig d. e. den uddøer efter Blomstringen, og maa da næste Aar fremkomme af Frø -- eller toaarig, saaledes at den det første Aar kun skyder Rodblade, men først det andet Aar Stengel, Blomst og Frøe -- eller endelig fleeraarig, naar Roden i 3 eller flere Aar bærer fuldstændig Plante. Roden indsamles om Foraaret, efterat Rodbladene, men førend Stengel, Blade osv. have skudt frem. Fortrinligen bør de Rødder vælges, der have de fleste Rodblade. Disse tilligemed Rodtoppen bortskjæres, Rødderne skylles af i koldt Vand uden at de dog længe maae forblive i Vandet; Trevler og beskadigede Steder bortskjæres; de tykke Rødder kløves, og henlægges de saa paa et tørt, luftigt Sted, forat tørres. Blade indsamles naar de ere fuldtudvoxne, midt paa Dagen, saaledes at de ikke ere dug- eller regn-vaade, hvorpaa de udstrøes paa et tørt luftigt Sted forat tørres. Lægeanvendelsen af adskillige Giftplanter tilhører alene Lægen, og bør derfor aldeles udelades, saa at kun aldeles uskadelige Planter anføres som Helse-bod. Men aldrig glemme Nogen, at ogsaa disse hans egne Sundhedsmidler, dem han med øvet Øie finder paa sin Jord, ere skadelige og svækkende, der- som han bruger dem i Utide. SIDE: 102 Doctoren reiste fra Almelie; jeg med ham til hans Hjem for at hænge mig som en sugende Bie ved hans Storbind. Strax Vi kom hjem, dyngede han op for mig: Hornemanns danske oeconomiske Plantelære 2det Oplag, Mangors Landapothek, Paulizkys Anviisning for Landmanden til en fornuftig Sundheds- pleje, Johan Pauli oeconomiske Urtebog, Svendsens danske Huus- fader, 2det Oplag, Hammers norske Huusholdningskalender, Rafns Plantelære, Tonnings norske medecinske og oeconomiske Flora, Simon Pauli Flora Danica, Strøms Søndmøers Beskrivelse, Danelii Sogne-apothek og nogle Huuskurer, Carlesons Huus- holdnings-ordbog, (disse To ere svenske) Topographisk Journal for Norge, hvori findes adskillige Bemærkninger over norske Planters særegne Brug i de forskjellige Amter og Sogne, samt adskillige gamle høistærværdige, pergamentindbundne, skrevne Optegnelser. -- Dage gik, og jeg skrev; men omsider bragte jeg dog med Lægens Bifald, Hakon Udbyttet af min Flid. Skulde du see det trykt som et Nummer af Hefteskrivtet "For Almuen", da med- følge dog den bogstavelig sande Erklæring, at jeg aldeles intet lærd Værk har villet skrive, saaledes at ingen Videnskab ved dette mit Arbeide har vundet noget Fremskridt, -- kort at jeg ingen anden Fortjeneste har af det Hefte end den, Den kan erhverve sig, der med omhyggelig Flid uddrager i tvungen Kort- hed noget af det Nyttige i vidtløftige Skrifter, som ei komme i Almuens Hænder, der passer til hans Hensigt, nemlig at give hver lærvillig, brav Hakon -- hvad du seer paa næste Blad: DEN NORSKE BONDES NYTTIGE KUNDSKAB om de Læge- Farve- Garve- samt Gift-Planter, der voxe paa hans Jord. Aakande, Hvid Aakande, Hvid Vasgaas, Hvid Nøkkeblom, Kjern- blomme -- (XIII, 1). Denne skjønneste Vandplante har kjølende og smertestillende Egenskaber. Bruges saaledes til Omslag om Hovedet mod Søvn- løshed, og Dryppet af dens Saft i Øinene mod Øienildske. Da SIDE: 103 saavel denne som den gule Kjernblommes Stilke og Blade ere tjenligt Foder især for Sviin, burde de (forsigtigen da de voxe yderlig ved Bredden) indsamles og gives paa Trevet. Agermaane, Aakermanni, -- (XI, 2). Opløsende, sveddrivende. Afkoget brugt mod Gyldneaare og som Gurgelvand mod ikkeveneriske Saar i Halsen. Mørkeguult- farvende. (Gule vellugtende Blomster, Bægeret stivhaaret, 1 -- 1 1/2 Fod høi). Alant, Elensrod, Holzrod -- (XIX, 2). Afkoget af Roden i Øl eller Valle, med lidt Honning, godt mod Tørhoste. Rødderne kogte til en Grød, mens de haarde Rodtrevler afskummes, med imænget usaltet Smør, give en god Fnatsalve. Roden med Potaske, Tytebær og Urin blaafarver. Røgen af Planten skal fordrive Lopper. Angelik, Ædel-Angelik, Qvanne, Qvannrod, Sløike -- (V, 2). Denne fortræffelige Plante har opløsende, sved- og urin-dri- vende Kræfter. Roden ypperlig at sætte paa Brændeviin, samt at tygge mod smitsom Syge. Stenglen giver før Blomstringen en sund Spise. Den hele Plante lagt imellem Klæder skal for- drive Møl. Især vindes dens Helsekræfter i den gule, gummi- aktige Saft, som udskyder om Vaaren af Roden efter Indsnit. Pulveret mod Qværsill. Roden afs. t. Apoth. (Bladstilken ved Grunden buget, i Randen hindeagtig. Kronen grønagtig). Skov-Angelik, Sløtte, Gjetaul, Gjet-Qvann, Skov-stut, Sløkstut, Joll, Gjete-joll, Qvette, Jeet-Jool, Rognegræs, Luur, Sprut, Sprutstok. Svagere i Lægekræfter. Bestandigt-guulbruunfarvende vis- muth-beiset Uld. (Bladstilken ved Grunden omfattende, ikkehindet. Kronen rødhvid. Smaabladene og Skjermstilkene lidt dunede under). Andromeda, Rosmarinbladet A., Vild-Rosmarin -- (X, 1). The af de tørrede Blade brugt i Kighoste. Stærkt Afkog godt at toe Skab og Skurv med, samt dræber Luus paa Køer og Sviin, og fordriver Væggeluus. SIDE: 104 Anemone, Hvid A., Hvit-Viis, Hvidsimmer, Gjet-simmer, Sou- simmer -- (XIII, 6). Da den har skarpe Safter, kan den bruges som et blære- trækkende Middel. Blaaviis, Blaasimmer. Bladenes Afkog i tyndt Øl brugt mod Tungsind og Miltsyge, mod Blodspytning, Blodurin; samt som Gurgelvand i saar Hals. Ask, Aask, (II, 1). Bladene afførende. Barken feberdrivende, styrkende, god mod Kolden og Orm. Den der er Ormestukken tage hver 2den eller 3die Time en Spiseskee Bladsaft. Asp, Aasp -- (XXII, 7). Stærkt Afkog af Rodspaanerne gives mod Tørværk. Blad- øinene gives Faar mod Vandsot. Barken er tjenlig til Garv- ning og guulfarver Læderet, samt tærsket, malet og strøet paa Foderet, sund for Hestene. Ingen glemmer tidlig paa Høsten sine Aspekjærv. Bakkestjerne, bitter B. -- (XIX, 2). Har fordelende Kræfter. Baldrian, Venderod, Vendingsrod -- (III, 1). Der gives to Arter af denne ypperlige Lægeurt, hvoraf den med de svageste Kræfter, (Tveboe-Baldrian) kjendes paa de spadeformige-ægdannede Rodblade, hvorimod den egentlige Læge- Baldrian har alene finnede Blade. Roden af hiin indgives He- stene i pludselige Sygdomstilfælde; men Roden af sidste Slags især er sved- og urindrivende, samt i høi Grad nervestyrkende, krampestillende og modstaaende Forraadnelse. I faldende Syge, Modersyge, Brystkrampe og Svækkelse, der melder sig med Mathed, svedige Hænder osv. tye man da til Baldrian. Pulveret af Roden, taget imænget med Snuus eller i Viin, synskjærpende. Bladene lægges friskstødte paa Saar. Med Blomsterne imængede med Tjære bestryges magtstjaalent Qvæg. Roden forjager ogsaa Møl. De unge Blade give en sund Kaal eller Salat. Bruges Afkog, da bør dette helst skee i Øl. Roden afhændes til Apo- SIDE: 105 thekerne; dog bør dertil især tages den, som voxer paa tørre Steder. Findes ellers især ved Bække. (Roden trevlet. Stenglen 3 -- 4 Fod høi, glat, stribet. Blad- stilkene uldhaarede. Kronerne rødhvide). Balsamine, Spring B., Springfrøe, Leagræs -- (V, 1). Berberis, -- (VI, 1). Af Bærsaften, der er kjølende og modstaaende Forraadnelse, laves godt Feberdrikke, tjenligt ogsaa i Guulsot og Skjørbug. Den gjør Citroner undværlige. Veden og Roden guulfarvende. Bruges til at farve Saffian. Læder bliver grønt, naar det indigo- farves, efterat være farvet guult med Berberis. Guultfarver alunbeitset Tøi, og gjør det olivengrønt, naar det er beitset med Jernvictriol. Basten af Busken og Roden ogsaa guultfarvende. Betonie, Læge B. -- (XIV, 1). Afførende. Tilligemed Hestehov- Lavendel- vild Timian- vild Rosmarin- og Øjentrøst-blade giver den en Tobak, der er god mod Hovedpine, Flyvegigt, Flodd, Sliimsygdomme, Øiensvaghed og overflødige Vædsker. (Kronerne mørkrøde, haarede, i Ax). Birk, Bjørk -- (XXI, 4). Sevjen, hvoraf kan laves Viin samt Øl alene ved at koges med Humle, Sirup og Sukker er, naar den drikkes indtil den affører, orm- urin- steen-drivende, samt, som blodrensende, god at drikke i Hudsygdomme. The af spæde, hastigtørrede Blade bruges imod Gigt. Som Afkog ogsaa brugt imod Fnat; som Omslag imod vattersotige Hævelser. Mange have ogsaa forjaget den flyvende Gigt ved at lade sig tildække med de spæde Blade, hvorved de ere komme i en Sved. Birkeolie smøres paa Saar og 2 -- 10 Draaber med en Æggeblomme indtages mod Rosen. Saften, som ved Ilden tyter af raa Bjerk smøres varm paa Tør- værk. Kulstøvet gives Faar mod Spolorme, og betager raa- dent Vand dets Lugt og Smag. Bladene (bør da afplukkes før St. Hans-tid) give, kogte med Alun og Kridt, guult; ligeledes den indvendige, tykkere Bark, der dog især er tjenlig til at garve Huder og Fiskegarn, som ogsaa farves røde med Barken og Hasselaskelud. Malet kan den ogsaa tjene til Føde for Faa- SIDE: 106 rene. Smukkere guult giver Dværgbjerkens eller Vivangens Blade. Ælle-Birk, Ohr, Orr, Older, Svartor, Steenolder, Rødor. Barken feberdrivende, sammensnerpende, bruunguultfarvende, og sortfarvende med Slibesteensgruus eller Jernvictriol eller Jern- oker. Blomsterne, Knopperne og Frugten ligeledes sortfarvende. Roden rødtfarvende. Af Asken kan koges god Potaske. Afkog af Bladene er Gurgelvand mod Hidsighed i Mund og Svælg. Ligeledes ere Bladene gode til at fordele Melken i Brystene og til betændte Knuder. Gigtsyge have med Held svedet i Senge af dem. Bølle, Blaabær-Bølle, Blaabæer-riis -- (VIII, 1). Bærene sunde mod Skjørbug; Blaabærsuppe mod Tyndliv. Bladene under Blomstringen gode som The. Bærene rødfarve alunbeitset Uld, blaafarve alunbeitset, luudvasket Tøi, og give Alunbeitset, med Jernvictriol, olivengrøn Farve. Med Kobber- kalk og Salmiak faaer Maleren en rød Farve af dem. Med Edike, lidt Alun og Kobberslag give de Blaat, som bliver mør- kere med Galæbler, lysere uden Kobberslag. Garverplante. Almindelig Bølle, Mikkelsbær, Skindtryter, Øienbær, Blakbær, Blokkebær. Har omtrent samme farvende Egenskaber. Bladene tjenlige til Garvning. Tytebær-Bølle, Tytlyng, Tytling, Tyttebær, Krøslinger, Krøsebær. Saften kjølende, modstaaende Forraadnelse. God altsaa i hidsige Sygdomme og i Skjørbug blandt Drikken. Garveplante. Tranebær-Bølle, Strandbær. Samme Egenskaber. Bladene under Blomstringen gode som The. Blærerod, Almindelig B., Vasrøllike -- (II, 1). Rodtrevlerne blaafarve Linned. (Vandplante. Rod og Blade blærebesat). Bovist, Almindelig B., Fiissop -- (XXIII, 5). Med Støvet puddres hudløse Steder paa Børn. SIDE: 107 Brandbæger, Almindelig B., Svineblom, Korsurt, Stolten-Henrik, Mester-Henrik -- (XIX, 2). Blomsterne guultfarvende. Eng Brandbæger, Svin-Soløje, Vild Jacobsstav, Jacobsgræs. Farver vismuth-beredet Uld bestandigt-olivengrøn. (Bladene tandede, glatte). Bregne, Almindelig Bremmeløv, Enestab, Eensav, Eenføtting, Korsblom -- (XXIII, 1). Rodsaften paasmøres Brændt. Roden ormdrivende; pulveri- seret imod Bendelorm. Bladene strøes i Stien, naar Gjæssene plages af Luus. Rødderne skulle ogsaa bruges ved Carduan- beredning; give tillige et fortrinligt Fedningsmiddel for Sviin, samt ere afsættelige til Apoth. Bridurt, Brudgras, Tusindkorn -- (V, 2). Urindrivende. Indeholder Saltdele. Ædes derfor med Nytte og Begjær af Qvæget. Brøndsel, Tredeelt B., Brendsle, Bruunskjær -- (XIX, 1). Giver med Alun og Potaske Guult. Gives Faar ind om Høsten mod Orm. Bruunrod, Knollet B., Knubrot, Halsbyldrot, Surot, Lugtnosle -- (XVI, 2). Smertestillende. Brugt mod Halsbylder. I Afkoget vaskes skabede Sviin. Roden gives Qvæg for Busot. (Knollet Rod. Mørkbrune klasede Blomster.) Bukkeblad, Almindelig B., Gedekløv, Vaskløver, Saltgræs, Myre- Konge -- (V, 1). Bladene anvendes, som styrkende, opløsende, afførende, mod skorbutiske Svagheder, Udslet, Gulsot og onde Vædsker, enten som Afkog alene, eller med Fyrreknopper tilsammenkogte i Øl. De anvendes og hos Dyr imod slet Fordøielse, Vandsot og Lever- syge. Pulveriserede ere de brugte mod Orm hos Børn. Stenglen skal bevirke Brækning. Rod og Blade kunde bruges istedetfor Humle. Saften giver Grønt; Afkoget af Bladene, med Vismuth, SIDE: 108 smukt Guult. Er en sund Føde for Qvæg, især for Faar. Bladene afhændes til Apothekerne. (Bladene 3 koblede. Kronernes Overflade lodden. Roden tyk, ledet, sort). Burre, Almindelig B., Lungegræs, Klunger, Klæg, Luseblad -- (XIX, 1). Bladene og Afkog deraf bruges, da de ere blodrensende, urin- og sved-drivende, mod Gigt, Skab, Kirtelforstoppelse og brændte Saar. Stenglen og Roden er om Vaaren spiselig, og skal, kogt i Øl eller Vand være brugt imod Gift. Den friske Saft af Planten, nyttig i Skjørbug. Roden afsættes til Apoth. Bynke, Malurt B., Malurt -- (XIX, 2). Et fortræffeligt mavestyrkende, ormdrivende Middel. Blomst- knoppene sættes paa Brændeviin. Malurt-øl, drukket fastende, godt mod Koldfeber og Vattersot, meget lædskende, styrkende, befordrende Renselsen. Bruges og, tilligemed Agermynte o. fl. styrkende Urter, i Fodbad, samt som Omslag alene. Malurt tye man ogsaa til i Milt- og Modersyge og slimet Mave. Malurt, Krusemynte, Salvie, Kamilleblomster, Hyldblomster, Abrod, Loe- stilke, kogte sammen til Grød i Ædike eller Øl, lægges paa Hævelser, man vil fordele. Blandes Malurt i Øl, surner det ikke. Fordriver Møl og Lopper. Lægges og paa brudne Been. Dam- pen af kogt Malurt inddraget i Mund og Øre skal stille Tand- og Ørepine. En Næve Malurt og Salt samt et Skeeblad Tjære gives Storfæ, naar de blive tørre om Mulen, faae rindende Øine el. plages af indvortes Hede, samt naar der slippes. 3 Haand- fulde Malurt- eller Regnfand-knopper kommes med 3 Haandfulde Liinfrøe i 3 Potter kogende Vand, hvoraf 1/2 Pot -- efterat det har aftrukket og er blevet koldt -- tilligemed 1/2 Pægl Sildelage, 1 Spiseskee gnedet Krudt og 1 Spiseskee Karve, omrystes paa en Flaske og indgives Hesten 1 Gang daglig i Qversill. Hesten rides derefter varm og tildækkes, og faaer, først efter 2 Timer, kuldslaaet Vand med Klid og Salt i. Planten afsættes til Apoth. Strand-Bynke, Fjærabu, Qvitbu, Katbu. Har omtrent samme Kræfter. (Hele Planten hvid-sølvgraae. Frugtbunden nøgen). SIDE: 109 Graa-Bynke, Buegræs, Graabue. Styrkende. Brugt mod Trommesyge hos Faar, samt i Fodbad mod trætte Been. Styrker Ølet, naar den lægges paa Rosten. I Omslag med Malurt mod Qversillbylder, samt mod Hals- Kjertel-Hævelser hos Koen, hvilket da, 2 Gange om Dagen, varmt paabindes. Derhos gives samme Urter som Afkog i Drikket. (Bladene mørkegrønne oven, hvidfiltede under. Blomsterne ægdannede og Klaserne oprakte, ikke ludende som de forrige Arter). Abrod Bynke, Abrod. Fordelende. En Haandfuld, kogt i Øl, godt mod Skurv, naar Hovedet dermed dagligen vaskes. Som The god mod Hvidflodd. Cikorie, Stor Jernurt -- (XIX, 1). Roden mavestyrkende, opløsende, sved- urin-drivende, guult- farvende; samt kan, indsamlet om Foraaret, strimlet, tørret og malet som Kaffe, bruges istedetfor eller iblandt denne. For Kjørene er denne nærerige Plante et sundt Foder, saa Alt er til Nytte paa den. Den fortjener da i Haverne sit Bed fugtig, løs, ikke nygjødslede Jord, hvor den, tidligt-saaet, udplantes idet- mindste 5 -- 6 Tommer vidt. Endivien-Cikori. Har samme Kræfter. God Føde for Menneskene (som Salat) og for Dyr. Conval, Lilie C., Nyseblad -- (VI, 1). Blade og Blomster, samlede før Solhverv, guultfarve; med Kalk grønt. Blomsterne afførende; sættes paa Brændeviin. Rod og Blade give fordelende Plaster. Conval, Kantet C., Skjorpgræs, Gietskjorp, Salomons-segl, Sigt- tunrot, Seentog. Blødgjørende. Roden, hvoraf kan laves Stivelse, borttager Pletter efter Slag. (Blomstklokken har grønne Fligspidser; Blomstilkene sidde i Bladhjørnene.) SIDE: 110 Conval, Rundstenglet C. Bladene og Bærene virke Brækning. Roden kan bruges til Stivelse. Dill, -- (V, 2). Krampestillende, vinddrivende. Som Sylteplante dyrket i Ha- verne tilligemed Fenikel-Dill. Samme Kræfter, foruden at Frøet skal forbedre og øge Die- givendes Melk. Roden blodrensende, urindrivende. Frøet afs. til Apoth. Eeg, Stilk E., Eik -- (XXI, 6). Friske Olden eller Pulver af de tørrede, godt imod Halsbrynde. Kaffe af brændte Olden er fordelende, styrkende, og et nyttigt Middel især for Børn imod Forstoppelse i Halskjertlerne, Svind- sot, aabne Skader og deraf kommende Tæresygdomme. Især Barken og Nøddehamserne ypperlige til Garvning; ligeledes bruges de tørre Saugspone, Blade og Qviste. Efterat Barken saaledes er brugt, er den endnu tjenlig i Mistbænkerne som meget godt Gjødningsmiddel, samt til at bestrøe Havegange med, da den qvæler Ukrudet. Barken giver ogsaa Staalgraat og Citronguult, og Nødderne godt Svinefoder. Bladene skulle der- imod ikke være tjenlige for Qvæg. Afkoget af den indvendige røde Bark, med lidt Alun, Honning og fransk Brændeviin til, giver et godt Gurgelvand i langvarige Halssyger og megen Sliim. Med Afkog af Barken eller Bladene bades Børn i Sædet for Tarmefald. Støvet af Egebark lægges i en Pose, fugtet med varm Rødviin, paa Brokstedet under Baandet. Saugspaanerne lysblaatfarve. Bark og Nødder afs. til Apoth. Eener, Almindelig E., Eine, Brisk, Bruse -- (XXII, 12). Bærene have i høi Grad vind- sved- urin-drivende, mave- og blod-rensende Kræfter. Afkoget af Bærene, brændte som Kaffe eller ubrændte, brugt med Nytte i Vatersot (mod hvilken Sygdom ogsaa Eneraske i Øl med Malurt og lidt Hvidløg er tjenlig) mod Koldfeber og Galdefeber, samt, tilligemed Perikon- SIDE: 111 blade mod Steen. At nyde de modne Bær tørre, virker det Samme. Smaaskaarne, lillefingertykke Rødder give en ypperlig The mod Tørfnat, andet Udslet og Skjørbug. Modne, friske Eenebær kogte med lidt Sukker, og Afkoget indkogt til Honning- tykkelse give Enebærmoos, hvilket er fortrinlig i Hoste, For- kjølelse, Skjørbug, Vattersot og til at forebygge Koldfeber. Lige- saa ypperligt et Helsemiddel er Enebæroljen. Med Baret og Bærenes Røg fordrives tung, usund Luft, samt gjennemrøges Deres Gangklæder, som lide af den engelske Syge. Enerlaag med Malurt og Salt gives Buskapen mod Hoste; ligeledes Ener- laag med malet Malt. Bærene afs. til Apoth. Engelsød, Almindelig E., Sisilrod, Steensøte, Sirilrod, Heilsøta -- (XXIII, 1). Blødgjørende, sliimopløsende. Kogt med Humle i Vand, giver den en behagelig Drik. Pulver af Roden gives Køer i tørre Sommere som Helsemiddel. Roden afs. til Apoth. Storfinnet Engelsød, Grofte, Molfoor, Molforblom, Jæske, Bujæske, Skorv, Hanblom, Rysteblom, Klojæske, Bustlokke. Løvet tjenligt til Garverie. Roden lagt under Tungen paa Heste skal befordre Staldning. Ert, Sæde E. -- (XVII, 3). Afkoget læger skurvet og saart Hoved. Evighedsblomst, Tveboe E., Høilok, Tudseurt, Kattefod, Katte- blom, Jasalap, Haralab -- (XIX, 2). (Stenglen udeelt) samt Tydsk Evighedsblomst, Blodsotgræs, Musegræs. (Stenglen tredeelt) Garveplanter. Forglemmigei, Eng F., Jomfru Soløye, Emalje-blomster -- (V, 1). Knust paalægges Saar, og, i Klud lunken, paa betændte Øine. Fredløs, Almindelig F., Guularv, Aunegræs. -- (V, I). Bladsaften imod Blodspytning og Næseblod. Luden af Planten imod Menneskeutøi. Bladene guulfarve Uld. Roden bruunfarver. (Blomsterstilken fleerblomstret. Kronerne hjuldannede gule). SIDE: 112 Frøstjerne, Guul F., Tørværksgræs. -- (XIII, 6). Bladene guulfarve alunbeidset Uld. (Blomsterne oprette i en Top. Kronbladene 4 aflange, bleggule). Fyrr, Furu, Toll. -- (XXI, 7). The af de unge Knopper mod Skjørbug og Hoste. Furu- knopper, lidt Peberrod, lidt Sukker, sammenstødt, opblødet med Kildevand under Stødningen, hensat Natten over, afsiet, og saa, iblandet med Melk eller Valle, drukket om Morgenen, er et ypperligt Middel mod Skjørbug, Radesyge (Røta) og slimet Hoste uden Blodspytten. Sevjen god mod Skjørbug og Orm. En Theskee Tjære, udrørt med en Æggeblomme, tages fastende, ligeledes imod Orm. To Potter Vand paaslaaes 1/2 Pot Tjære, rystes ofte i et Døgn, hensættes een Dag at synke, hvorpaa det Klare drikkes imod Skjørbug, Tørfnat og Floddhoste. Mod Lungesyge halvblandes det med Melk samt tilsættes lidt Honning. Konglerne give en rød Farve. To-tre Spiseskeer ny Tjære indtages i varmt Øl imod Koldfeber. Harpixet, Terpentinen afsættes ogsaa til Apotheket. Gaasefot, Stolt Henriks G., Vild-Spinat, Vild Kaal. -- (V, 2). Bladene lægges, som saarlægende, smertestillende paa Saar og svullne Fødder; som Omslag i Podagra og Hold, og kunne bruges som Spinat. Roden bruges mod Hoste hos Faar, og de unge Rodskud kunne spises som Asparges. (Bladene trekantet pileformige). Strand G., Strand-Melde. En Saltplante, ypperlig at brænde Potaske af. (Bladene sylformige, kjødede). Gabeklap, Brøndkarse G., Kravse, Kjælkarse, Vandkarse-Gabe- klap. -- (XV, 2). Fordelende, opløsende, mod Skjørbug. De unge Blade give sund Salat. (Bladene finnede, Smaabladene hjerteformig-rundagtige). Bitter G., Vas-Sennep. (Bladene aflange, takkede) samt SIDE: 113 Smaablomstret Gabeklap, Vild Asparges, Bartskjær-Viisdom, (Bladene dobbelt finnede, lidt haarede) ere ormdrivende. Den Sidstes Frøe brugt til at rense Bylder og Saar, mod Blodgang, Bugløb og Modersot. Gentian, Rød G., Entian, Søte, Søtrot, Søtkonge, Skjærsøte, Skar- søte. -- (V, 2). Styrkende, urindrivende, vækkende Madlyst, skjærpende For- døielsen. Rodpulveret, een eller to Theskeer fulde hver Aften og Morgen mod Orm og Kolden. Brugt ogsaa mod Steen og Podagra. Ypperlig at sætte paa Brændeviin. Kogt i Melk mod Urintrang. Samles høifjelds, og afsættes til Apothekerne. Smalbladet Enzian, Vindsøte, Forsøte, Smalsøte. Saarlægende. (Kronerne blaae med grønagtige Folder). Mark-Enzian, Stingurt, Holdgræs, Glangurt, Ilinggræs. Afførende, brugt imod Hold. Kan bruges istedetfor Humle. (Kronen fladkravet. De yderste Bægerflige meget store). Gjøgemad, Suur G., Gouksyre, Qvælsøv, Natsæve, Natsvær, Regnblad, Tystgræs. -- (X, 4). Kjølende, fortyndende, modstaaende Forraadnelse, mod Skjør- bug. Af Bladene uddrages Suurkløversaft, hvormed Rust- og Blæk-pletter aftages Linnedet, hvilket og skeer ved blot at gnide Pletterne med de friske Blade, og derpaa vaske dem. De skille ogsaa Melk. Gran, Almindelig G. -- (XXI, 7). Den almindelige Qvae, blandet med de virak- eller harpix- agtige Klumper, som findes i Myretuer, giver et godt Plaster. Beget, imænget med Smør, er et trækkende Plaster. Qvaen ned- svælges, stor som en Nød imod Steen og Flodhoste. The af Gran- knopper mod Skjørbug, vandagtig Hævelse og Forkjølelseshoste. Barken tjenlig til Garvning Fyr, Fyrre-Gran, Furu, Toll. SIDE: 114 Gulerod, Morot. -- (V, 2). Indeholder meget Sukker; og, ved at skrabe, stampe, koge dem, udpresse Saften og indkoge denne, faaes en Sirup, der baade kan bruges i Huusholdningen og som Lægedom, da den er orm- drivende og god mod Hoste. De raae Rødder ere gode, især for Børn, at spise fastende imod Orm. Stødte trække de Heden af brændte Saar og hele snart. Ypperlige at brænde Brænde- viin af; som Fødemiddel for Mennesker og Fedemiddel for Krea- turer. Blomsterne rødfarve. -- Bør dyrkes i det Store, i dybt- pløjet, omgravet, feed, men ei nygjødslet Jord, hvori den da udsaaes om Høsten eller tidlig om Vaaren. Gyldenriis, Almindelig G., Guldriis, Saugræs, Rejnssure. -- (XIX, 2). Styrkende, sammensnerpende. Hamp, Sæde-H. -- (XXII, 5). Er et fortrinligt Middel imod Kaalorme. Lægges da frisk paa Korndyngen. Ormene besætte den, og man kan da inden kort ødelægge den største Deel. Havre, -- (III, 2). Grynene bruges til Sygesuppe, formedelst deres fordelende blødgjørende Egenskaber. Brændt og drukket som Kaffe god mod Blodgang, baade som Forbyggelses- og Helsemiddel. Hestehov, Almindelig H., Leerfivel, Hovgræs, Leerskrep. -- (XIX, 2). Blødgjørende. De spæde Blade kunne spises; de større bruges som Tobak, og skulle saaledes være gode mod Trangbrystighed. Godt Brystmiddel. Bladsaften mod Steen. Bladene kjøle og læge hidsige Saar; Lægges paa sprukne Brystvorter og Rosensaar. Hestekastanie, Almindelig H. -- (VII, 1). Barken sammensnerpende, styrkende; og giver, tilligemed Ham- sene, et godt Garvningsmiddel; farver tillige smukt bruunt. Ka- stanierne give et Meel, der baade kan bruges til Føde for Mennesker og fortrinligviis til at fede Fjærkræ, naar de afskalles, tørres, males, Vand paagydes, hvori Melet forbliver 1 Time, denne Paa- og Af-gydning igjentages 8 -- 9 Gange, og det saa SIDE: 115 tørres. Dette Vand er tjenligt til at raadne Hamp i. Af Ka- stanierne, som og indeholde Olie og Potaske, kan brændes Brændeviin og brygges Edike. De anvendes ogsaa imod Qværsill. Afkoget af de yderste Skaller er et godt Middel mod Vægge- luus. Barken afsættelig til Apotheket. Hjertensfryd, Have H., Melisse. -- (XIV, 1). Nervestyrkende, slimopløsende. Hjertensfrydøl oplivende. Dyr- kes i Haver undertiden som Kryderurt. Hjertensfryd, Kruse- mynthe, Isop og Salvie give en god og sund The. Afkoget i Viin, drukket mod Moderens Urolighed. Planten afsættes til Apoth. Hjørneklap, Læge H., Vild Sennep, Veisennep. -- (XV, 2). Urindrivende. Brugt mod gammel Hoste og Hæshed. Kan bruges for Sennep. (Roden trevlet). Karseartet Hjørneklap, Kors-Karel. Mod Skjørbug. De tidlige Blade kunne bruges som Kaal. (Roden tapformig). Hønsebid, Almindelig H., Svinearv, Vasarv, Hilsko. -- (V, 3). Afkoget med lidt Aske og Salt som Bad i Skab og Kløe. Byldesaarlægende, lægges bag Ørene mod Øienbetændelse. Med Tangaske grønfarver den Uld. De unge Blade brugelige som Spinat. Høgeurt, Haarrig H., Museøre. -- (XIX, I). Sammensnerpende. Pomeranzfarvet H. Bruges som Farvemiddel for Safran. Smalbladet H., Tørfivel, Naatsæve. Guulfarvende. Hør, Almindelig Hør, Liin. -- (V, 5). Skal-slimen blødgjørende. Liinolien bruges i Dyrlæge-konsten og i Medecinen. Afkog af Liinfrøe med Melk er godt Gurgel- vand i Halssyge, samt Klisteer i Mavepine, Steensmerte, Tynd- SIDE: 116 liv og Masttarmens Ømhed. The af stødt Liinfrøe bruges i Side- sting, Hoste, Vandskjære; Olien mod Gift og Tarmegigt. Stødte Liinkager gives Hestene i Drikke Morgen og Aften i Qværsill. Vild Hør, Purgeer-Liin, Vild Liin. Afførende, urindrivende. Saften, med Jernvictriol, sortfarvende. Horndrager, Tobladet H., Huvensel, Natviol, Rams, Valmosøster, Hvid Nyseurt, Vinterhassel. -- (XX, 1). Æltet med Meel og Honning er Roden godt Udryddelses- middel imod Rotter og Muus. Roden, der bruges som Salep- rod og Sliimmiddel, sankes om Høsten. Afs. til Apoth. Hørsilke, Liinsilke, Liinskorv, Snyltegræs. -- (IV, 1). Rødfarvende. Humle, Almindelig H. -- (XXII, 5). Opløsende, mavestyrkende, urindrivende. Afkoget godt imod Orm. Humle i en Pose, kogt i Ædike, Øl eller Viin, lægges om Halsen i Halssygdomme, paa Ledemode, der nylig have været af Led, og kold paa Stødhævelser. Hyld, Almindelig H., Soff Hyld. -- (V, 3). Friske ere Blomsterne afførende; tørre sveddrivende, og bruges da som The i egentlig Forkjølelse, samt udvortes i Krydderposer. Bark og Bast urindrivende. Den mellemste Bark, som stærkt drivende, bruges imod Vattersot. Melkeafkog af Blomsterne, godt at holde i Munden mod Bylder. Af Bærene laves Hylde- sirup, Hyldemoes, der ere sveddrivende, og løsende Midler, Hyldekager og Hyldeædike. Som Lægemiddel anvendes Hyld paa disse forskjellige Maader imod Rosen, Gigt, Hold, Tørværk og Forkjølelse. Bruges den som The, da bedst naar man gaaer tilsengs. Bladene gode mod Skab hos Faar; til at farve Læder med, samt til at indgnide allehaande Væxter med mod Insecter og Larver. Bærene, med lidt Spanskgrønt, bruunfarve alun- beidset Linned; og Uld faaer, beredet med Vismuth, ligeledes en smuk, bestandig blaagraa Farve. Barken bruuntfarver. Røgen af Bladene og Grenene fordriver Sirrisser, og Hyldqviste, lagte imellem Kornet, Kornorme. Især Blomsterne afsættes til Apotheket. SIDE: 117 Hyrdetaske, Ager H., Pengegræs, Aakerlouk. -- (XV, 1). Fordriver Kornorme, Meelorme og Væggeluus. (Rundskulperne kredsrunde). Almindelig H., Hyrdepung, Svaalugræs. Styrkende, sammensnerpende, blodstillende. Mod Saar, Skab og Blodflodd. (Rundskulperne muurskeeformige). Hvede, Almindelig H. -- (III, 2). Hveden kogt i Melk ædes mod Saar i Halsen; stiller ogsaa Hoste og Blodspytning. Klidet, ædikekogt, bløder, som Omslag, stive Aarer og Lemmer, som ere af Leed, samt er brugt imod Ormebid. Hvedemeels-suurdeig, har en varmende, udtrækkende, blødgjørende Kraft, hvorfor de anvendes mod Bylder og Liig- torner. Overhovedet har Byg samme Egenskaber som Helse- middel som Hvede. Quik-Hvede, Quikrod, Qvæke, Qvikkurot, Qvikketaae, Æxing, Skingræs, Æxrot, Tæggræs, Taggræs, Ilundæxing. Saften opløsende, blodrensende, urindrivende; indkogt til Hon- nings Tykkelse er den meget tjenlig i Koldfeber, Guulsot og i alle indgroede Mavesvagheder. Afkoget indtages imod Kræft; er ligeledes godt Feberdrikke; og, iblandet med Sødmælk, godt Drikke i Lungesyge. Til Vinterbrug, opløser man i Vand, ved Kogning, Brød lavet af sammalte Qvikrødder og Korn. Pulver af Roden er brugt mod Orm. Roden afs. til Apoth. Hvene, Hvinegræs. -- (III, 2). Smaahakket, kogt med lidt Alun, grøntfarver det. Jordbær, Nakkebær, Meelklump. -- (XII, 6). Bærene urindrivende, fortyndende Legemets Safter, mod- staaende Forraadnelse, gode mod Gigt og Steen. Jordbærvand i Omslag renser onde Skinnebeensaar. Hele Planten tjenlig til Garverie. De spæde Blade kunne bruges for The. Med Brænde- viinuddraget af Bærene toes svage røde Øine. SIDE: 118 Jordrøg, Læge J., Aakersissel, Fru-Mari. -- (XVII, 1). Sveddrivende, opløsende. Saften tjenlig i Guulsot og Hud- sygdomme. (Stenglen grenet, udbredt. Hele Planten graagrøn. Kronerne smaae, lysrøde med purpurmørke Mundinger, grønagtig Kjøl). Planten afs. til Apoth. Iris, Tydsk I., Blaalilie, Sværdlilie, Blaa Sværdlilie. -- (III, 1). Roden afførende, fordelende. Blomsten giver smuk grøn og blaa Farve, der dog kun er tjenlig til Vandfarve. Guul Iris, Vild Sværdlilie, Sævblomme, Sværdgræs, Kaardegræs, Guul Sværdlilie. Roden med Jernvictriol, sortfarvende; dens Saft tjenlig i Garve- rierne. Den er tillige laxerende; og bruges mod Vatersot, Bug- løb og Blodsot; lægges i smertende Tænder, samt tygges forat styrke Tandkjødet. Af Blomsterne udtrækkes med Edike en guul Farve. Isop, Have I. -- (XIV, 1). Mavestyrkende, fordelende, ormdrivende. Isop-øl sundt især for Qvinderne. Bruges som The i Brystsyge, og til Gurgelvand i Halssyge. Planten afs. til Apoth. Kaal, Almindelig K. -- (XV, 2). Saften, l/2 Pægl drukket Morgen og Aften, er, ligesom Suur- kaal, et ypperligt Middel imod Skjørbug. Saften bruges og i Omslag paa brændte Saar. Blaa kruset Kaals Frøe, indtaget i en Ske Øl eller Vand, imod Koldfeber. Frøet gives Qvæg i Melk imod Trommesyge. Rod-Kaal, Mark-Roer. Saften imod Gigt, som fortyndende Vædskerne. Skjæres i Skiver, koges i Bygvand, afsies til et Gurgelvand mod Trøske og Halssyge. Kamille, Ager K, Ækregræs, Barbrogræs. -- (XIX, 2). Theen brugt som et fordelende, og opløsende, krampestillende, lindt-sveddrivende Middel i Modersyge, Mavepine, Forkjølelse, Hjertevee. Pulver af Knoppene en Theske hver Time den gode SIDE: 119 Dag imod Koldfeber; ligeledes et Ølglas stærkt Afkog hver 3die Time. Afkoget befordrer Qvindernes almindelige og Fødsels- Renselse. Blomsterne, noget Hørfrøe og Havregryn, noget Rød- løg eller Hvidløg, Smør og Honning, lavet til Grød er et mod- nende Byldeomslag. Blomsterne afs. til Apoth. (Frugtbunden kegleformig; Bladene haarede, hele Planten graagrøn). Gaase-Kamille, Suurguld, Gaaseguld, Gaasedil, Huus-Kameel- blomst. Blomsten guulfarvet victriol-tilberedet Uld. (Frugtbunden kegleformig; Bladene glatte). Farver-Kamille, St. Hans-Guld, Letguld. Blomsterne smukt guulfarvende; dog ubestandigt. (Bladene filtede under. Bladene enlige paa faabladede Stilke). Kalmus, Almindelig K., Kalmerod. -- (VI, 1). Roden er i høi Grad oplivende og styrkende, slimopløsende. En Theske Pulver tages imod Koldfeber, kold eller svag Mave, Mangel paa Madlyst, Bug- eller Tarme-vrid. Roden tygges imod Smitte, og er ypperlig at sætte paa Brændeviin. Hele Planten lagt paa Sengebunden fordriver Væggeluus. Roden afs. til Apoth. Blomsterkolben paa Midten omtrent af det bladagtige Skaft. Roden tyk, krybende, tæt besat med hvide Trevler. Skaftet opret, tveægget, stribet, 2 -- 3 Fod høit. Bladene sværdformige, ved Grunden omfattende Skaftet. Blomsterne guulgrønne, og sidde, i Form af Ruder, tæt sammen. Blomstrer ved Bredden af Vand Midtsommers. Katost, Rundbladet Katost, Marikaabe. -- (XVI, 2). Roden, som meget blødgjørende, brugelig i Omslag og Klisterer imod haard Stolgang, Tyndliv med Hudløshed, Mavekrampe, Koldpis. Bladene tilligemed Hørfrøe og Valmu-Knopper, kogte i Melk med usaltet Smør til Grød, lægges i en Pose, der dog maa være blød og let, paa Underlivet imod Efterveer, og paa Siderne mod Sidesting. The af Hyldblomster og Katostblade, med en 40 Draaber Kampfer-brændeviin, bruges mod Tørhed og Stivhed i Øinene. Blomsterne ere sammensnerpende og af- sættelige til Apoth. SIDE: 120 Karse, Have K., -- (XV, 1). Blodrensende, urindrivende, opløsende mod Skjørbug. Af- koget i Viin med Honning, fastende taget, borttager Ondt for Brystet. Kummen, Almindelig K., Karve. -- (V, 2). Opløsende, mavevarmende, vind- og melk-drivende. Roden indeholder Meel. Karve, Hampefrø og Rødløgskal kogte i 2 -- 3 Glas Øl gives Koen mod besværlig Kalvning. Bør ikke for- sømmes at sanke den. Kattehale, Piilbladet K., Rødgupel, Viegupel. -- (XI, 1). Farver med Vismuth castanjebruunt; med Potaske guult; med Kjøkkensalt kjødfarvet; med Salmiak og Alun bruunguult; med Jernvictriol sort. Sammensnerpende. Garveplante. Kjørvel, Almindelig K. -- (V, 2). Opløsende, blodrensende, urindrivende. Afkog i Melk godt at drikke fastende imod Lungesot. Afkoget i Vand adskiller indvortes sammenløbet Blod af Slag eller Stød. Saften gives en Spiseske, 3 -- 4 Gange daglig imod Tørfnat. Frisk Kjørvel i Suppe og som Kaal god mod Skjørbug og Skarpheder i Blodet. Lægges i Hønsenes Drikke som Helsemiddel. Frøet afsættes til Apotheket. Kløer, Knudret K, Hestetang, Knoptang. -- (XXIII, 4). Grøntfarver. Klokke, Rundbladet K, Blaaklokke, Blaa-Bjelle, Bjelleblom, Finger- borr, samt Eenblomstret, rundbladet Klokke, og Stiv, rundbladet Klokke. -- (V, 1). Saften af Blade og Blomster giver Blaat, og, med Alun, Grønt. Tøjet farves alene ved at valke Blomsterne og Tøjet imellem hinanden. Kløver, Rød K., Kleverblad, Hestesmære. -- (XVII, 3). Blomsterne bruges af Qvinder som et drivende Middel. SIDE: 121 Klynger, -- (XII, 6), hvortil Bringebær, Bjørnebær, Multebær, og Tejebær høre, ere Allesammen sunde, blodrensende og mod- staaende Forraadnelse. Multebær ere saaledes høit anpriste mod Skjørbug. Saften af disse forskellige Arter Klynger an- vendes fortrinligen i Sygedrikke og Suppe. Afkoget af Bringe- bærblade anvendt imod Fnat og Skab. Knavel, Aarig K., Tandgræs, Bergfløi. -- (X, 2). Blaatfarvende. Skal fordrive Tandvee, naar Tanden holdes over Dampen af dens Afkog. (Hele Planten guulagtig hvid). Knopurt, Blaa K., Kornblomster. -- (XIX, 3). Blomstersaften blaafarver med Alun. Almindelig Knopurt, Knapblom, Knapgras, Katauge, Engekogler. Bladene bestandigt-guulfarve med Alun. Koedriver, Huulkravet K., Kusimmer, Kummesblom, Mari-Nökle- baand, Mari Nykjil. -- (V, 1). Blomsterne sættes paa Viin imod Hoste; melkkogte befordrede de Renselsen. Roden sættes paa Øl. God at blande i The. Kokleare, Læge K., Finmarke-Kaal, Stort Eriksgræs. -- (XV, 1). Urindrivende, opløsende, fortrinlig imod Skjørbug; ogsaa an- vendt imod Kolik. Sund som Salat eller Kaal. Planten afs. frisk til Apotheket. (Rodbladene næsten kredsrunde). Peberrod-Kokleare, Peberrod. Samme Egenskaber, samt ormedrivende. Peberrod-øl godt imod Skjørbug. Med skrabet Peberrod, vædet med Viin eller fransk Brændeviin, gnides Tandkjødet i Skjørbug, samt Skjørbugs- pletter og Saar. Reven Peberrod, vædet med Ædike, bindes paa Overarmen eller i Nakken eller bag Øret, og trækker da, som Spanskflueplaster, i Gigt, Tand-, Hoved-, Øren- eller Øien- pine. Saften tages med Sukker imod Stakaande, Slimhoste og Vandsot. Daglig taget Peberrod, Bitterkløver og Syre, indkogt med 1 1/2 Pot Vand indtil Halvparten, læger Skjørbug aldeles, om Curen fortsættes i 3 Uger. Afs. til Apoth. SIDE: 122 Kogleax, Søe-K, Sjøsæv, Loppesær, Basæv. -- (III, 1). Af den tilberedes en ypperlig Kobbertrykkersværte. Kongelys, Filtbladet K., Lungegræs, Lungesotgræs, Lungerod, Lungesotrod, Kongstaka. -- (V, 1). Afkog af Roden mod Svindsot, og mod Hoste hos Qvæget; Afkog af Blomsterne mod Brysthoste og Vandskjære. Blade og Blomster blødgjørende; saaledes lægges de kogte varme Blomster paa smertefulde Tagger: lægges de i Olie, faaes et godt Klisteer i Olien imod Tarmevrid. Blomsterne citronguulfarve med Alun; høiere-guulfarve med Tilsætning af Gips; med Kogsalt give de blegguult; med Potaske viinguult. Blomsterne afhændes til Apotheket. Korsknop, Almindelig K., Vedbende-Korsknop. -- (XIV, 1). Hjertestyrkende, urindrivende, sammensnerpende; og, for- medelst sidste Egenskab, tjenlig til Garvemiddel. Afkoget med Sukker mod Brystsyge og indvortes Saar. Dampen af det simple Afkog, ført igjennem en Trægt til Øret, skal lindre Øresusen. Med Saften, viinblandet, bestryges Øinene mod Stær. (Støvknapperne sidde i Form af et Kors. Liggende Stengel. Blomsterne violette, meget større end Bægeret, i Krandse). Kjerringtand, Almindelig K., Tiriltunge, Mari-Guldskoe, Hønse- blom. -- (XVII, 3). Guultfarvende. Kragefod, Kraakefotgræs, Myrhat. -- (XII, 6). Garveplante. Roden indeholder et rødt Farvestof. Krap, (IV, 1). Den ypperste rødfarvende Plante. -- Lønner Dyrkning i feed- leret Jord f. Ex. et Qvarteer i Haven? Kræge, Hægebær K., Hægebær. -- (XII, 1). Barken sammensnerpende, styrkende. Bladene og Blomsterne skulle fordrive Muus samt Utøi paa Sviin. Bærene anvendte mod Blodsot. Den mellemste Bark siges kogt at være god mod Skab. SIDE: 123 Kirsebær K. Afkoget af Blatene i Melk imod Guulsot. Ved og Bark bruun- rødtfarve. Plomme K. Frugterne lindt afførende. Vedet giver med Kogsalt, Kastanje- bruunt; med Alun Mørk-citronguult; med Salmiak Kaffebruunt; med Kobbervictriol Mørk-askegraat. Slaaen-K., Slaaen, Slaapebær. Blomsternes Afkog mildtafførende. Barken imod Koldfeber. Med Jernvictriol give Bærene Blæk; umodne, friske farve de Bleegbruunt; tørre rødt paa Uld. Blomsterne kunne bruges som The. Umodne Slaaenbær og Barken tjenlige til Garverie. Kulsukker, Læge K, Valgræs -- (V, 1). Brugt mod Hoste og løst Liv; samt et Plaster af Roden paa friske Saar. Af Dyrlægerne brugt som et blødgjørende, sammen- snerpende og fordelende Middel. Afkog af Roden smidiggjør Læder. Hele Planten, dog især Roden i Blomstringstiden, tjen- lig til Garvning. Med Vismuth bestandig bruuntfarvende. Lactuk, Salat L., Salat, Endivien. -- (XIX, 1). Kjølende, urindrivende, noget søvnbringende. Lav, Guul L., Guulblik, Jyvremeel. -- (XXIII, 4). Indeholder meget guult Farvestof. Støvagtig. Skorpeagtige: Melkhvid Lav. Giver paa Uld Bruunt, Guult og Grønagtigt. Askegraa Lav. Bruunt og rødagtigt Farvestof. Vind-Lav, Blaasmose, Blaasskjærpa. Violetfarvende. Viinsteen-Lav, Hvidblik, Hvidsteenmose, Hvidkork. Rødfarvende; meget farveriig. -- (Af denne udføres med Fordeel). SIDE: 124 Taglagt: Steen-Lav, Steenmose, graa og blaagraa Steenmose, Farve- mose, Kork, Korkmose, Graakork, Ormemos. Farver mangeslags bruunt. Bladede: Iislandsk Lav, Iislandsk Mose, Jeitebrou. Ypperlig i Bryst- og Lunge-sygdomme, i tærende Febre, Blodgang, Blodhoste og Mavepine af skarpe Gifter. Bruges meget som Velling, hvortil den da renset gives først, forat borttage noget af Bitterheden, et lidet Opkog i Vand, der- paa hakkes, og koges i Melk; spises da som den er, eller opblandes med lidt Rugmel. Mod Blodgang maa den dog alene koges i Vand. Man kan og koge en Gelee af den, og nyde en Thekop om Morgenen med lidt Rugbrød til, samt bruge den som simpelt Afkog eller The. Er meget tjenlig til Føde, samt bruuntfarvende. Afsættes til Apoth. Lunge Lav, Lungenæver. Meget bruunt Farvestof. Brugelig til Garvning. Anvendt imod Qværsill eller Krop. Meel-L.; Gaaner-mos, Kantskaaler, Mjølmose. Meget bruunt og grønagtig Farvestof. læderagtig: Hunde Lav. Bruunfarvende. Brugt mod gale Hundes Bid. navleagtig: Snabel Lav. Skal, ligesom og Ask-Lav, være tjenlig til Føde. Skaaldannede: Skarlagvortet Lav. Violet- Bruunt- Grønt-farvende. Rundtakket L., Skovbæger, Svovlmose. Mørkbruunt- grønagtigt-farvende. SIDE: 125 Buskagtige: Rensdyr-L., Rensdyr-mos, Renmos, Hvidmos, Qvitmose, Ekalak. Brugt mod Brystsyge. Guultfarvende, indeholdende meget Næringsstof. Skal være gjødende for Svinet. Kuglebærende Lav. Bruunt-grønagtigtfarvende. Traadformige: Marlokket L., Lo, Lav, Skjur-lav, Kraakeliin. Naar den tørres, koges, gnides, affalder Skorpen, der er orange- og bruuntfarvende, og det Tilbageblivende kan bruges som Krølhaar. Skjæg-Lav, Kraakstry, Kraakelav, Granstry, Ikorns-lav, Gran-lo. Meget orange- og bruuntfarvende. Lavendel, Almindelig L. -- (XIV, 1). Fordelende; bruges i Kryderposen og Kryderthe. Blomsterne fordrive Møl. Afs. til Apoth. Leverurt, Hvid L., Høstsimmer, Jaablom, Øineblom, Mari Senge- baand. -- (V, 4). Brugt mod Øien og Lever-sygdomme. Lind, Almindelig L., Lindetræ. -- (XIII, 1). Blomsternes The bruges imod Forkjølelse. Af dem kan ogsaa faaes Brændeviin, ligesom af Frøerne Olie. Linnea, Nordlig L., Norislegræs, Marislegræs, Linnei-urt, Klaa- græs, Beenværksgræs, Tørværksgræs, Hvide Klokker. -- (XIV, 2). The af Blomsterne brugt imod Skarlagensfeber, Udslet, Bryst- syge, Gigt; og Afkog af Bladene mod Ondt i Fødderne hos Faar. Loestilk, Almindelig Loestilk. -- (V, 2). Bladene gives Kreaturene med Salt som et Helsemiddel. SIDE: 126 Skotsk Loestilk, Vild Løbstilk, Lubbestok. Mod kold Mave og Kolik hos Folk og Fæ. Afkog i Viin af Rod og Frøe mod Guulsot og Miltsyge. Stødte lægges Frøene paa giftige Bid. Afkoget af Planten godt som Gurgelvand mod Bylder i Halsen, og borttager, ved at vaske sig med det, blaae Pletter efter Bylder. Bruges ogsaa som fordelende Omslag. Afkog i Viin af Bladene skal øge Diegivendes Melk. Af Pulver af Roden tages en Theskee Morgen og Aften i Modersyge, samt forat paaskynde Renselsen. Hele Planten gives Faar i Salt som Helsemiddel. Stilken sydes i gammelt Øl, Ædike paaslaaes, hvilket gives Qvæg i Qvægsyge. Løbstilk, Alansrod og Burre- rod lægges i Sviintruen, naar Sygdom gaaer iblandt dem. Løg, Hvid Løg. -- (VI, 1). Orm- sved- urin-drivende, trækkende. To, tre Knopper tages daglig mod Sliimhoste, Vandsot, Kolde. Sættes til varm Melk imod Forkjølelses-hoste, Kighoste og Orm. Vild Løg, Eng-løg, Hroald-løg, Blaarøskje. Stærkt urindrivende. Have-Løg, Rødløg, rød, hvid, guul, spansk eller hollandsk Løg. Urindrivende, mod Skjørbug, trækkende. Mod Orm spises den raa, fastende, paa Smørrebrød. I Omslag brugt mod Øreværk. Løn, Valdbirk L., Valdbirk, Naur, Æretræ -- (VIII, 1) samt Sukker-Løn, indeholde begge Sukkersaft; dog den Sidstes Sevje meest. Fortjener derfor at opelskes. Tandbladet Løn, Almindelig Løn. Ogsaa sukkerholdig. Grene og Blade bruuntfarvende. Lønne- sevjen besparer 3/4, Malt, naar den bruges istedetfor Vand til Brygning. Løvefod, Almindelig L., Mari-kaabe, Maristok, Kaabe-græs, Skaak, Skaakegræs, Skuggegræs, Kaasegræs, Fiddlestak, Murri-stak. -- (IV, 1). Sammensnerpende, styrkende. Mod Blodflod hos Quinder har man anvendt Blomsternes The; Uddrag af Bladene udv. mod SIDE: 127 Radesyge og alslags Krampe; Afsødet i Melk mod Brok; som Omslag mod for slatte Bryster; Bladene mod gamle Saar. Er en Garveplante og guulbruuntfarvende. Fjeld Løvefod, Fjeldkaabe, Vesle Maristak. Brugt mod Halskirtler og Brysthævelser. (Bladene hvidagtige, fingrede, silkede under). Løvetand, almindelig L., Troldkoneskøer, Fivel, Fivel-Bækkeblom, Kappelup, Laxeblomster, Hesteblomster, Hestefivel, Kirkegaards- blomster. -- (XIX, 1). Roden et ypperligt opløsende, afførende, urindrivende, blod- rensende Middel. Afkoget mod Koldfeber. Saften som Drik og Klisteer i Svindsot; indtages i Hudsygdomme, Guulsot, Vatter- sot, Tungsind og Kjertelforstoppelser. Salaten af de unge Blade meget sund. Roden afs. frisk til Apoth. Lungeurt, Almindelig L. -- (V, 1). Sammensnerpende, saarlægende. Afkoget brugt mod Bryst- svagheder. Bladene bruuntfarve. Samme Helsekræfter omtrent have Smalbladet Lungeurt, og Strand L., Fjærva, Hilsko, Strand-Portulak, Fjæreportulak, hvilken sidste ogsaa er anvendt som hjertestyrkende. Lyng, Almindelig L., Hestelyng, Bustelyng, Myrkrækling, Rørlyng, Bulyng, Røskjel-lyng, Røslyng, Risp-lyng, Rosbærlyng, Jamnes- Søster. -- (VIII, 1). Ypperlig Garveplante. Bruuntfarvende med forskjellige Til- sætninger af Alun, Potaske, Jernvictriol. Mose-lyng, Poseblom, Souvpatter og Blaa-lyng, Jyvre-Bræk, Gripgræs. Have omtrent samme Egenskaber. Marrube, Hvid M., Hvid Marrou. -- (XIV, 1). Opløsende, styrkende. Afkoget mod Fnat, Guulsot, Hoved- pine, og befordrer Renselsen. Garveplante. Brugt mod Qvers- ill. Planten afs. til Apoth. (Bægerets 10 Tænder børste-krogformige. Kronen hvid). SIDE: 128 Matrem, Have M. -- (XIX, 2). Krampestillende, mavestyrkende, orm- og vind-drivende. Garve- plante, forjager Myg og Fluer. Melde, Strand-M., Takket Strand-Melde, Vessel-Mjølne, Gras- mjølne, Grasmjelte. -- (V, 2). Lys-olivenfarver alunbeitset Uldent. (Bladene linieformede, meget smale). Meelbær, Almindelig Meelbær, Mjølnebær. -- (X, 1). Bark, Blade og de modne Bær steendrivende. Blade og Bark med Victriol sort-, med Alun, graat-farvende. Garveplante, og anvendes til Saffian. Bladene iblandes Tobak. (Bladene utakkede. Ved de kjødfarvede Kroner sidde far- vede (d.e. ikke grønne) Bægerblade, Bæret nedtrykt, kugelfor- migt, 5 frøet). Melkurt, Almindelig M., Korsurt. -- (XVII, 2). Urin- sved-drivende, aabnende. (Blaahvide Blomster). Bitter Melkurt. Har samme Kræfter. Merian, Almindelig M., Rødpors, Klevhumle, Vildmynthe, Skog- mynthe, Skaarekonge, Bergkonge, Bergmynthe, Kongegræs, Vild Thimian, Tost. -- (XIV, 1). Sveddrivende, opløsende. Merians-thee fordriver Snue og Ho- vedpine. Merians-øl varmende, befordrende Fordøielsen. Ædike- kogt er den ypperlig at gnide hule, urene Tænder med. Sættes paa øl, at det ikke skal surne; fordriver Møl. Garn rødfarves ved blot at koges med den sønderhakkede Plante og ofte at udbankes; eller og ved at udbløde Garnet i Alunvand, tørre det, lægge det i en Suppe af Skov-apalbark, koge det i en Lud og derpaa med Merian. Planten afs. til Apoth. Have Merian. Slimopløsende, nervestyrkende. SIDE: 129 Milturt, Almindelig M. -- (X, 2). Saarlægende. (Ingen Krone. Bægeret farvet. Kapselen 2snablet, mange- frøet. Moseplante med kantet Stengel, udeelte, nyreformige Blade og næsten skjermformig Blomsterstand). Mjødurt, Almindelig M., Mourt, Morygræs, Jonsokgræs, Kalgræs, Mevordgræs, Mjødongræs, Maigræs, Korsgræs. -- (XII, 5). Mod Saar og Beenbrudskader som Omslag. Sortfarvende med Jernjord. God Garveplante. (Bægeret undersædigt, 5kløvet. 5 Kronblade. Blomsterne skjer- mede. Halv Busk). Rødblomstret M., Porkrot, Galtknap, Bjergmandel. Garveplante. Morgenfrue, Læge M. -- (XIX, 4). Guultfarvende. (Udeelte Blade. Stilkede, brandgule Blomster. Haveplante). Mynthe, Kryse-M. -- (XIV, 1) Hjertestyrkende, urindrivende. Pulver af Bladene indtages med lidt Sukker imod Hoste; The af Bladene imod Hvidflod. Krusemyntepose, kogt i Ædike, lægges paa Maven mod Durch- løb og Brækning af Forkjølelse. Bladene afs. til Apoth. Lodden Mynthe, Løen M., Laak M.,og dens Afart Stor lod- den Mynthe, Myre-M., Vand M.; samt Ager-Mynthe, Vild-Mynthe, Horse-M., Voldhumle, Skovmynthe. Have omtrent samme Kræfter. Myssike, Krands-M., Muske, Amur, Sjusoveren, Lugtkrands, Regn- krands. -- (IV, 1). Sammensnerpende, fortyndende, krampestillende. Theen mave- styrkende. Viinaftrækket brugt mod Brystsyge. Ædes frisk om Morgenen mod gale Hundes Bid. En Salve af Planten, kogt med usaltet Smør, bruges mod Saar og mod Sprækker paa Kjørenes Patter. Roden rødtfarvende. SIDE: 130 Nelde, Brænde N., Nesle, Netle, Brændehætte, Brændenot, Eiter- Nosle. -- (XXI, 4). Urindrivende. Udvortes (ved Pidskning) imod Lamhed. Saften god i Lungesot. Afkoget af Rødderne befordrer Renselsen. Tveboe Nelde, Stor Brændehætte, Tola. Afkog af Roden mod Guulsot og Madlede; Afkog af Urten brugt som Bad for Hænder og Fødder i Udslet. Roden uden Tilsætning grøntfarvende; med Kjøkkensalt mørkere grønt, med Victriol olivengrønt, med Allun guultfarvende. Stenglerne give en brugbar Hør. Hele Planten fortjener at lægges Mærke til som et ypperligt, melkdrivende Foder. Nellikerot, Feber N., Benedicturt, Bengtrod, Karvefollata -- (XII, 6). Styrkende, sveddrivende Kræfter i Roden; mod Koldfeber; bevarende Tandkjødet, samt Ølet saaat det ikke surner. Garve- plante. Eng Nellikerod, Baadsmandsgræs, Baadsmandsbuxer, Valhumle Raubjald, Tørild, Karvefollata. Samme Egenskaber. Roden afs. til Apoth. Osmunde, Maane O., Mari Lykjur. -- (XXIII, 1). Anvendt mod Bugløb. Slangerede Osmunde, Tilg, Molfoertilg, Talg, Tælgblom, Kaal- jædske, Ormeslaak, Ormeblomvinge, Største Ormeblom. Roden lysrødtfarvende. Oxetunge, Læge O., Huulnæsle, Ku-tunge. -- (V, 1). Et kjølende Middel. Sukker af Planten (faaes ved Afdampning) til en Valnøds Størrelse indtaget, anvendt imod Tungsind. Roden meget rødfarvende. Blomstersaften med Alun grøntfarvende. (Kronen tragtformig. Svælget lukt ved smaae Hvælvinger. Frøene sidde i Frugtbunden. Grenet Rod; trind, grenet Stengel. De violette Blomster sidde i eensidige Ax. Man vogte sig at forvexle den med Hundetunge). SIDE: 131 Oxeøje, Hvidblomstret O., Præstekrave, Præstekrull, Præsteblom, Sigriblom, Maris Sengefoer. -- (XIX, 2). Blødgjørende, smertestillende, vinddrivende. Padderokke, Almindelig P., Kjerringrok, Snelgræs, Hestefivel, Ikornrove, Stuuk, Sourstylk, Myrgran, Ræverumpe, Ikornrumpe. -- (XXIII, 1). Garveplante. Anvendt som Pulver mod Vattersot. Afsættes til Apoth. Persille, Selleri P. Mod Skjørbug; samt god for Faarene som Helsemiddel. Saften mod Vandsot. Knuset Persille god mod Stik af Bier, Bremser og Myg, samt mod Brystkjertler. Frøet fordriver Utøi af Hovedet. Den krusede bør foretrækkes til Dyrkning, da man ikke ud- sætter sig for at feile imellem den sunde og den giftige. Perikon, Prikbladet P., Hyperikon, Prikket Mandeblod, Apotheker-P., Terpentingræs, Pereken, Hestemaare, Tankegræs. -- (XVIII, 1). Opløsende, styrkende, meget blodstillende. The af Knopperne mod Brysthoste og Orm. Perikon-balsom, god mod allehaande Saar, laves af Blomsterne, æltede med Terpentinolie eller ferskt usaltet Smør, som sættes i Sand imod Solen 2 -- 3 Uger, og om- røres hver anden Dag. Hele Planten lægges paa Rosten, forat klare Ølet. Blomsterne fortrinlige at sætte paa Brændeviin; rød- farvende især uldent. Blomsterne afs. til Apoth. Fiirkantet Perikon, Mandeblod. Samme Egenskaber omtrent. Piil, Rød-Piil, Tydsk-Piil, Abeliin. -- (XXII, 2). Basten guultfarvende. Da Busken er smuk og fortrinlig til Fletarbeide, burde den gjøres mere almindelig. Laurbærbladet-Piil, Istervie, Lystervie, Hisseren, Jolster. Barken god mod Koldfeber og Orm, samt til Garvning. Barken afs. til Apoth. SIDE: 132 Skjør Piil, Skjør Vie. Barken brugt mod Forraadnelses- og Koldfeber. Roden rødt- farvende. Krybende P., Krypvie, Vesselvie. Barken bruges til Garvning, og dens Saft, tilligemed Saften af almindelig Meelbær, til Blæk. Vidie-P., Selje, Silju. Barken sortfarver Linned, og bruges til Handskemagerie og Garvning. Pileurt, Bredbladet P., Piilgras, Krypgras. -- (VIII, 2). Roden fordelende, opløsende. (Blomsterne Shannede, halv-tohunnede. Kronerne rosenrøde, axdannede). Pferskenbladet P., Pilegræs, Topgræs, Vandpeber. Bladene guulfarve alunbeitset Garn. (Blomsterne 6hannede, halv-tohunnede). Udstrakt P., Hønsegræs, Gaardgræs, Langarve, Fuglefrøe, Ti- tingfrøe, Trampegræs. Saften mod Næseblod, og i Omslag mod Blodflod. Rodens Afkog i Melk drukket mod Bugløb. (Røde og hvide Blomster i Bladhjørnerne. Roden seitrevlet). Boghvede P., Boghvede. Frøene afgive et Næringsmiddel, hvis Brugbarhed gjør dens Dyrkning værd, hvor den ei er udsat for Nattefrost. Suppen af den friske Plante bruuntfarver, med Vismuth og Tin, Uldent; de tørre Stengler guulgrøntfarve. Af den forraadnende Stengel skal man have uddraget en bestandig blaa Farve. Bitter Pileurt, -- (se de skarpe, mistænkte Planter!) Pimpinelle, Almindelig P., Qvæsgras, Bikjekarve, Tandpingræs, Tandrod. -- (V, 2). Roden som sammensnerpende, anvendt i Lægekonsten. Planten giver Viin en kryderagtig Smag. Troes at helbrede Tandvee SIDE: 133 og Stakaande. Pulver af Roden øger Diegivendes Melk. Roden giver Brændeviin en blaa Farve. Roden afs. til Apoth. (Rodbladene have ægformige, Stengelbladene linieformede Smaablade. Grenene, som bære de hvide, skjermformige Kroner, næsten bladløse). Poppel. -- (XXII, 7). Knoppernes Balsam, udvortes brugt, smertestillende; ligeledes ere Knopperne, blødte i Linolie, brugte ind- og udvortes i ad- skillige Brysttilfælder. Balsamen smøres paa Tindingen i Feber. Den mellemste Bark koges og lægges over Brændt. (Hører til Slægten: Asp). Potentil, Gaase-P., Mure, Muregræs, Gaasgræs. -- (XII, 6). Afkoget mod indvortes Saar; mod Blodspytning, Tandpine, Næseblod, Bugløb, Blodflod, Blodgang, Hvidflod, som Omslag. Saften grøntfarver, kogt med Alun. Rødderne spises som Pasti- nakkens. God Garverplante. (Blomsterne eenlige paa Stilkene). Sølv Potentil. Skidenguultfarvende Tøi, beitset med Tinopløsning. Garve- plante. (Blomsterne tæt sammen, mindre end Foregaaendes). Krybende Potentil, Kryb-mure. Garveplante. (Kronbladene gule, store). Pors, Mose P., Post. -- (XXII, 4). Fortrinlig til Indsprøitninger i Saar hos Dyr; indvortes brugt, befordrer den Fordøielsen. Raklerne og Frøet guulfarve Uld. Planten forjager Muus og Møl; giver, kogt i Smør, en Øresalve. Ypperligt Garvemiddel. Portulak, Halte P. -- (XI, 1). Fortyndende, kjølende. SIDE: 134 Post, Mose P., Finnethe, Squatram, Lummer, Finmarkepost, Skov- rosmarin, Vildrosmarin, Stiagras. -- (X, 1). Mod Udslet brugt i Bad. Mod Kighoste og Blodgang som The. Afkoget mod Utøi paa Qvæg og mod Veggeluus. Ypperlig Garveplante. Prunelle, Almindelig P., Ølkall, Blaakaalle. -- (XIV, 1). Afkoget brugt mod Saar og Bylder i Halsen. (Støvdragerne i Spidsen 3kløvede. Blomsterne i et aflangt Hoved med omfattende Blomsterblade). Ranunkel, Hjertebladet R., Vaarkaal. -- (XIII, 6). Fordelende, opløsende. Løgartet R., Fjeld-soløje, Knylsoløje, Solhvifver. Blomsterne guulfarve alunbeitset Uld. (Andre Ranunkelarter -- se blandt skarpe, mistænkelige Planter). Regnfand, Almindelig R., Tandsie, Ringefan, Rørkonge, Roud- røllik. -- (XIX, 2). Frøet orm- og sved-drivende, fordelende, opløsende, mod- staaende Forraadnelse. Blomsternes The mod Modersyge. Bru- ges i Bad for udebleven Renselse. Fordriver Fluer, Væggeluus, Lopper. Lægges paa Rosten forat bittre Ølet. Indeholder grønt Farvestof. Bruger man Frøet mod Orm, da gjør man bedst i at tage det 3 Dage irad i Løgmelk. Blomsterne og Frøet afs. til Apoth. Balsom-R., Balsom. Mavestyrkende. Rhabarber, Budtbladet R., -- (IX, 1). Roden mavestyrkende, afførende. Saften bruges imod Skjør bug, Guulsot, Koldfeber, imod Slutningen af Blodgang, For- stoppelse og Barnesygdomme, saasom Trøske, engelske Syge. Et Barn gives da een Theskee 3 -- 4 Gange om Dagen; voxne Folk taale ligesaamange Spiseskeer. Af 4 Lod Rhabarber, 2 Qvintin renset Potaske, satte paa passende meget, kogende Vand, SIDE: 135 tages 3 Spiseskeer mod Kolik og mod Bugløb. Ved Kogning i Alunvand, guulfarver Roden Læder og Uld. De unge Blade give en sund Føde som Kaal, og Bladstilkene kunne bruges i Kager istedetfor Æbler. Roden afs. til Apoth. Bølget Rhabarber. Samme Egenskaber. (Bladene bølgede, fiinhaarede). Haandbladet Rhabarber. Samme Egenskaber. Indeholder meget Farvestof. -- Er bleven med Fordeel dyrket i Norge. Rhabarber fortjener sin Plads i Haven. Ribs, Almindelig R., Viinbær. -- (V, 1). Kjølende, mildt afførende, modstaaende Forraadnelse. Saften fortrinlig i Sygesuppe. -- En Have maa ikke være uden disse nyttige Bær; ja man bør endog plante dem hist og her i Engene eller rundtom Husene. En fortræffelig Viin laves af dem; lige- som og Brændeviin og Ædike. Benyttede man til Viin, mere end man gjør, de forskjellige Ribs- og Klynge-arters Bærsafter, og lagde man mere Vind paa deres Opelskning, da besparedes en stor Deel af de mangfoldige Penge for Landet, som nu for- svinde for denne Overdaadsartikel. Solbær-Ribs, Solbær. Rensende, urindrivende, smertestillende og mod Gigt. The af Bladene mod Hoste og Stakaande. Bladene sortfarve med Jern- victriol. Stikkelsbær R. Samme Egenskaber som Almindelig Ribs. Rose, Have R, -- (XII, 6). Rosenvand godt at toe betændte Øine i. Rosensukker, ypper- ligt i Lungesot, faaes ved at støde de friske Blomstblade med Halvparten Sukker til en Grød. Almindelig R., Nypetorn, Nype-Klung. Bladene tienligt Garvemiddel. SIDE: 136 Røllike, Nyse-R., Hvid Regnfan, Smaae Præstekraver, Præste- kruller. -- (XIX, 2). Brugt som Nysemiddel. Rodens eller Frøets Afkog i Viin ud- fører al kold Slim med Stolgangen. Roden tilligemed almindelig Tusindgyldens, hakket og lagt i Øl, forebygger, at det surner. Almindelig Røllike, Jordhumle, Harhøns, Barbrik, Kvit Røllike. Styrkende, krampestillende. Anvendt mod Brystsvaghed, Krampetilfælde i Underlivet og Mavepine, som The. Friske, stødte Blade lægges paa friske Saar. Med Afkoget toes skabbet Qvæg. Sættes paa Øl; bruges som Kaal, The og Tobak. Roden tygges fastende eller Munden skylles med Afkoget i Ædike mod Tandpine. Blomsterne afs. til Apoth. (Bladene finnede, haarede). Røn, Almindelig R., Rogn, Rognetræ. -- (XII, 3). Sevjen mod Vattersot, Skjørbug, gyldne Aare, samt befordrer Renselsen. Rognebærlaag med Bjerkaske imod Brud-saar paa Heste. Af en Haandfuld unge Skud, kogte i en Pot sød Melk og afsiede, gives Kreaturet 2 -- 3 Gange daglig mod Blodpis. Pulver af Barken er brugt imod Koldfeber, og tyk Saft, kogt af Bærene, imod langvarigt Bugløb. Rognekjervlaag styrker van- mægtigt Qvæg. Barken bruuntfarvende, og tjenlig, tilligemed Qvistene, til Garvning. Af Bærene kan Ædike laves. Rundbælle, Guul R. -- (XVII, 3). Blomsterne mørkguultfarvende. (Bægeret ophovnet, indsluttende en rund Bælle. Hovedformige, af Blomstbladene indsluttede, gule Blomster). Rør, Tagrør, Røir, Vasrøir. -- (III, 2). Afkoget af Vipperne grøntfarver med Tilsætning af Alun, lidt Spanskgrønt og Fiskegalde. (Bægerne 5blomstrede). Grenet R., Buskrøir. Grøntfarvende som forrige. SIDE: 137 Ræddik, Almindelig R. -- (XV, 2). Urindrivende, opløsende, mod Skjørbug og Steen. Sukker ihældes en udhulet Ræddik; det Smeltede drikkes mod al Slags Hoste. De store Sorte fortjene at dyrkes som sund Vinterrodfrugt. Salvie, Læge S. -- (II, 1). Sveddrivende, modstaaende Forraadnelse. Afkoget mod Blod- sot, som Gurgelvand i Trøske og Halssygdomme, mod svag Mave og Hvidflod. Salvieøl skal fordrive Gigt og fremdrive Renselsen. Bladene og smaaskaaren Tobaks Afkog i Øl holdes i Munden mod Tandpine. Denne sunde Krydderplante forsvarer sin Plads i Haven. Afs. til Apoth. Sanikel, Skov-S. -- (V, 2). Brugt mod Saar. (Skjermen næsten kugleformig, Skiveblomsterne golde. Frøerne besatte med hagede Pigge. Næsten bladløs Stengel, lappede Blade. Kronen hvid-rødagtig). Salturt, Aarig S., Saltting, Saltgræs. -- (I, 1). Indeholder særdeles megen Soda-Potaske. Asken, der, 2 Lod opløste i varmt Vand, ogsaa er et godt Bad i Skabb, renser vel urene Tænder. Seline, Kjern S., Vasmærke, Finsk Ingefær. -- (V, 2). Mod Kjertelhævelser. (Kronbladene hjertedannede. Frøene sammentrykte, imidten stribede, Mose-Skjermplante). Semperviv, Almindelig S., Tagløv, Tagløg. -- (XI, 5). Bladene, blottede for Yderhinden, give et godt Liigtorn-omslag, naar de, flere Aftener irad, paalægges indtil Tornen blødner, samt et kjølende Omslag mod brændt Skade. Kan bruges som Portulak. Senep, Hvid S. -- (XV, 2). Melkeafkoget af Frøene ypperligt i Skjørbug, Vattersot, for- slimet Mave og Sliimfebre. Malet Senep, Suurdeig og Salt sam- SIDE: 138 æltet give Senepsdeig, der lægges paa Steder, Gigten har flyttet sig fra i Utide. Plaster af samæltet Frøe og Ædike blødgjør røde Blegner. Pulveret med Honning og Vand giver Gurgelvand mod Halsbylder. Senepskage i Hjertegropen anbefalt i Cholera. -- Bør dyrkes hist og her; ja kunde det vel, saa Intet behøvedes indført. Skabiose, Afbidt Skabiose, Faareblade, Grønskall, Blaakoll, Blaa- barst, Blaabast, Blaakall, Skor, Skore, Grønblad, Skorv, Skole- plukke, Lætteplukke. -- (IV, 1). Afkoget mod Springorme og Saar af indtraadte Søm. Bladene give, med Hestehovblade og lidt Alun, ved Afdampning, en grøn, og, med Jernvictriol, en sort Farve. Den tørre Rod og Plante guultfarver. Garnet lægges da lagviis med Planten en kort Tid, afskylles koldt, og koges igjen med friske Blade. (Det fælles Bæger fleerbladet; hver Blomsters enkelte Bæger dobbelt, oversædigt, sidder ovenover Frugten. Trevlet Rod, blad- fuld Stengel, Kronerne blaaagtige, kugelformigt samlede). Almindelig Skabiose, Blaahat, Skøtten, Skabos, Rødknap. Grøntfarvende. Asken indeholder meget Salt. (Randkronernes yderste Flige større end de indvendige; rød- agtige Blomster). Skjolddrager, Blaa Skjolddrager. -- (XIV, 2). Sveddrivende, brugt imod Feber. Læder, beredet i Melk, grøntfarves, naar det udgnides med Blomsterne, og overstryges med svagt Alunvand. (Bægerets Munding efter Blomstringen tillukket. Smaae Mose- planter med smukke blaae Kroner, meget længere end Bægerne, i Bladhjørnerne). Skreppe, Have S. -- (VI, 2). Roden afførende, brugt imod Hudsygdomme; Afkoget brugt mod Galdesygdomme. Saften tjenlig i hidsige skorbutiske Syg- domme. SIDE: 139 Kruset Skreppe, Heimuld, Hømuld, Homuld, Høymuld, Heimol, Svinrot, Høymaalo, Svinsyre. Roden, stødt med Salt og Ædike, gnides paa Saar; dens Af- kog brugt mod Skabb og Guulsot; tjenlig til Guulfarvning og Garverie. Det stødte Frøe anvendt imod Blodgang. Rød Skreppe, Spids Heimuld, Smal Heimuld, Spidssyre, Hestesyre. Roden guultfarvende; mod Hudsygdomme; tjenlig til Garvning. Frøet, kogt, mod Blodsot; stødt, mod Bugløb. Afkoget mod Skab og Kløe, som Fod- og Haand-bad. Strand-Skreppe, Havsyre, Guulsyre. Roden guultfarvende. Vandskreppe. Med Rodpulveret gnides skorbutisk Tandkjød. Afkoget mod Blodflod, og tilligemed Roden, stødt og udvortes brugt, anvendt imod sure Been. Syre-Skreppe, Engsyre, Syrgræs, Sure, Rausure. Frøet mod Bugløb. Roden bruges til Garverie, Rødfarvning, samt til Guulfarvning, ved at koges i Valle. Slangehoved, Almindelig S., Vargflab, Ulvegab. -- (V, 1). (Kronen uregelmæssig, blaa, stor, før den aabnes rød; vortet Stengel; eensidig axformig Top). Smelde, Blære-S., Smeldpunger, Pungjer, Aakerkaal, Hermans- kaal, Gustegræs. -- (X, 3). Blomsterne brugte, som Afkog, imod Gigt; imod Rosen ud- vortes; tørre eller som Pulver paa Kræftskader. Bladene læg- ges paa Skaar. Snerle, Almindelig S., Vinnelgræs, Aakervinnel, Smaavindel, Snar- bændel, Aakerbendel. -- (V, 1). Blomstersaften, med Alun, citronguult-farvende. (Bladene piilformige med spidse Bagflige). SIDE: 140 Snerre, Kjern-S., Myrmaur, Dymaur. -- (IV, 1). Roden rødtfarvende. Sump-Snerre, Smaa-maur, Smaa-snert. Bladene rødfarve Uld. Guul Snerre, Guulmaur, Jomfru Maris Sengefoer, Maris Fægre, Opskred Fægre, Maur, Voldhumle. Bladene imod faldende Syge og Modersyge. Blomsterne imod Blodpis hos Qvæget; med Alun guultfarvende; bringe Melken, ved Samkog til at oste sig. Roden, sammalt med Maltmeel, kogt i Vand, lagviis lagt med Garnet en Times Tid, hvilket derpaa afvaskes, rødfarver. Farver smukt Olivengrønt, naar Garnet var guult. Bredbladet Snerre. Krampestillende som forrige. Roden rødtfarvende. Trenervet Snerre, Maur, Maureblom, Hvit-Maur, Taagmilde, Fægre, Laattarrotgræs. Roden, pulveriseret, kogt med Tøi, der forud er kogt med Birkeløv, smukt rødfarvende. Farven mørknes med Potaske. Burre-Snerre, Snører, Snerpegræs, Snerjegræs, Tinner, Tenal, Drageren, Meldstok, Draagorm, Klængje, Herkjegræs, Snerp, Bændel, Tenne, Aakerband. Roden rødtfarvende. Soldug, Rundbladet S., Vortegræs, Øjengræs, Ringormgræs, Luse- græs, Duggræs, Tættegræs, Mari Øyentaare. -- (V, 6). Duggen, eller Slimet paa Bladene, mod Ringorme; og, med Melk, mod Fregner. Brugt imod Koldfeber. Faaer Melk til at løbe sammen. (Blomsterne i eensidige Klaser). Langbladet Soldug. Har samme Kræfter. Steenfrøe, Læge S. Steenopløsende, urindrivende. Rodbarken rødtfarvende. Slynget S., Uægte Steenfrøe, Sminkrot. Roden rødtfarvende. SIDE: 141 Steenbræk, Navle-S., Siphilblom, Aarsgrøde, Fjeldfrue, Berg- krands, Fjeldrose, Lungegræs, Seifølde. -- (X, 2). Bladene lægges paa brændt Skade; Afkoget af dem mod Lungesot. (Kapselen tvedeelt. 5 Kron- og 5 Bæger-blade. Lidt tykke Blade. Blomsterne i Enden af Stengelen). Kornet Steenbræk, Bergbræk, Nyrsilre, Lugtsilre, Vistsilre, Por- celæn-Blomst. Urindrivende, olivent- og graaguult-farvende. Trekløftet S., Fingresilre, Trefingergræs. Brugt mod Guulsot. Steenurt, St.-Hans-Urt, Smørbug, Fedebok, Huusløg, Traategræs, Jønssokgræs, Kinkgræs, Saftgræs. -- (X, 4). Kjølende. (Bladene flade, takkede). Bitter Steenurt, Skjørbugsknopper, Bergknopper, Fuglekjøt, Heste- græs, Vortegræs, Veijardram, Vejerdrav, Bergekongen, Mutul, Telikaur, Berge-nutar. Øl- eller melk-kogt anvendt mod Slag, Skjørbug, Kræft. Saften uddrager af Hestens Øie Heden efter Stød. Knuust, sat paa Brændeviin, bruges den mod Svulster hos Hesten. Ogsaa uden Brændeviin, alene knust, lægges den med Nytte paa brændte eller andre Saar. (Trinde Blade). Starr, Sand-S., Sand-Stere, Kryp-Sterr, europæisk Sassaparil. -- (XXI, 3). Roden blodrensende, urin- og sved-drivende. (De nederste Blomstblade hindeagtige). Skov-Starr. Lapperne lægge den i Skoe, snoe den om Hænder og Fødder mod Kulde om Vinteren, Hede og Myg om Sommeren. Stikle, Vand-stikle, Heste-stikle, Stikkelgræs. -- (V, 2). Frøet brugt mod Feber, Skjørbug, Svindsot. (Stor Vandskjermplante med ligesom afbidt, krandstrevlet Rod; Frugten kronet). SIDE: 142 Storskjerm, Bjerg-S. -- (V, 2). Sveddrivende, oplivende, anvendt mod Bugvrid, Orm, Feber. (Skjermen udbredt, flad. Leddet knollet Rod. Stor Skjerm- plante med trekobblede Blade). Storkeneb, Skov S., Skovflok, Souskjære, Troldmandsflok, Skov- øje, Syvskjær, Stunggræs. -- (XVI, 2). Violetfarvende, og, med Jernjord, sortfarvende. Garveplante. (Frugten 5kronet, med et tilbagebøjet Neb. Bladene omtrent 7lappede). Svalerod, Hvidblomstret S. -- (V, 2). Roden sved- og urin-drivende; viinkogt, mod Vattersot og Guulsot. Taverne af Stengel og Rod give et Hør. (2 Bægerkapsler. Langfnokket Frøe. Kronen tilbagebøjet. Honninggjemmet 5hornet. Kronerne hvide, smaae, skjermsatte). Svaleurt, Almindelig S., Selidon, Seladon, Svulugræs. -- (XIII, 1). Lægges frisk under Fodbladet mod Hævelse. Afkoget mod Guul- Vand- og Svind-sot. Saften borttager Vorter, Ringorme og Pletter i Øinene; men bruges den til det Sidste, da maa den strax igjen afvaskes hvergang med Melk. Smukt guulfarvende især paa Silke, og, med Alun, paa Klæde. Ved Gjæring faaes et Indigoblaat. Roden afs. t. Apoth. Sværtevæld, Almindelig S., Marru, Sværtgræs, Blækgræs. -- (II, 1). Med Jernvictriol bestandigt sortfarvende. (Kronen rørformig, hvid, med rodflettede Flige, 4deelt. Steng- len 4kantet. Bladene klæbrige prikkede). Tamarisk, Tydsk T., Klaaved. -- (V, 3). Afkoget mod Skabb. Bladene tjenlige til Garverie. (10hannede Blomster, lyserøde, i Klaser. En Busk). Tidsel, Forskjelligbladet T., Hvidstol, Bjønsturt, Hesteblad, Heste- skaase, Hestekjære, Ulveliim, Hvidblad, Reentistel, Quitmoblekkje, Hvidbleke, Engborst. -- (XIX, 1). Guultfarvende. Bladsaften mod Saar. SIDE: 143 Thimian, Vild T. -- (XIV, 1). Nervestyrkende, slimopløsende, vinddrivende. Karvet, kogt i Melk, afvredet i et Linned, lægges varmt paa Kinden, hoven af Tandværk. Udblødt i Øl, givet Faar imod Ringsyge. Bør findes i Haven (Have Thimian). Afs. t. Apoth. Tobak, Almindelig Tobak, Bonde-Tobak, Soldater-Tobak. -- (V, 1). Af disse 3 Arter kunde, og fortjente at dyrkes her, især den 1ste, hvortil man kan anvende Jordstykket nedenfore Møgdyngen. Tobak hører vel iblandt de giftige eller mistænkelige Planter; men, da dens Nytte dog er mangfoldig, og saa mange fornuftige Folk finde sig vel ved at bruge den, tillade vi os ikke at bag- tale den videre. Fortjeneste har Tobakken dog især hos vædske- rige, fede Personer. Den er drivende, og befordrer Brækning, bevarer mod Smitte og Sygdom. Skal man f. Ex. ud i stinkende, tung, kold Taage, da gjør man vel i at berede sig hertil med en Pibe Tobak eller en Skraa. Afkoget bruges mod Utøi hos Qvæget, og, indkogt til en Salve, hvortil lidt Grankvae sættes, paasmurt imod Kjertelhævelser og allehaande Saar. Tobak sæt- tes paa Brændeviin til det er bruunt, og Qvæget gives en Thekop heraf mod Trommesyge, efterat først en Klump Sæbe, saa stor som en Valnød, er stukket det i Halsen. Olien er anvendt imod Ormebid. Af Tobaksaske, Salt, Gjær og Rugmel æltes Kugler, som indgives Faar mod Forstoppelse. Faaer Faaret svullent Hoved af forstoppet Sliim i Næsen, da lade man det indsnuse Asken. Tobaksrøg, inddreven i Masttarmen, virker sikkert Aabning. Tormentil, Opret T., Mundskollerod, Tepperod, Blodrod, Heelrod, Manderod, Tolvmændsrod, Tillerod, Hulrod, Tilmantille. -- (XII, 6). Urindrivende, sammensnerpende. Melkafkoget mod Blodgang. Tormentil-salt, fortrinligt imod Blodsot og Bugløb og al indvortes Flod, brændes af de tørrede Planter i en Gryde eller stor Leer- potte. Regn eller rindende Vand gydes saa paa Asken; om- røres af og til i et Par Dage, afhældes i et reent Kar. Vand paahældes atter og afgydes saaledes i dette Kar, indtil Asken ikke mere smager. Alt det ophældte Vand sættes nu i et aabent Kar i Solen, og afsydes sagte til ikkun Saltet bliver tilbage. SIDE: 144 Planten skal stille Næseblod. Roden er brugt til Garverie, og rødtfarver alunbeidset Tøi især med Bærene af almindelig Qvalk- ved eller Korsbær. Torskemund, Tørbladet T., Torskeflab, Dødningehoved, Stranne- blom, Liinurt. -- (XIV, 2). Afkoget mod Skarlagfeber og Guulsot. Kogt i Olie, giver den en Salve, god mod den blinde Gyldenaare. Udblødt i Melk brugt imod Fluer. Guult- og oliventfarvende paa Linned. (Kapselen 2rummet. Et fremragende Honninggjemme. Blom- sterne gule og i Ax). Tusindgylden, Almindelig T., Kollagras. Styrkende. Et Afkog brugt mod Luus. Med Vand grønguult-, med Kogsalt bruunguult-, med Alun mørkcitron-, med grøn Vic- triol grønagtig-bruunt-farvende. Kan bruges istedet for Humle. Ulvefod, Almindelig U., Kraakefod, Kraakefiit, Kraakefod-mos, Kraakestiig, Løen Kraakefod, Ræve, Ræver-jamne. -- (XXIII, 1). Frøet strøes paa hudløse Steder hos Børn. Fjeld Ulvefod, Guld-jamne, og Flad Ulvefod, Jævne, Idne, Idnak. Guultfarvende. Valmue, Glat V., Aaker-Valmue. -- (XIII, 1). Bedøvende, smertestillende. (Kapslerne aflange). Korn Valmue, Vild Valmue. 2 Lod Frøe i en Pægel Vand skaffer Søvn, og standser Skjælven. Saften af Blomstbladene rødtfarvende med Syrer. Begge Arters Frøe olierige. Vau, Farve V., Reseda. -- (XI, 3). Meget guultfarvende. SIDE: 145 Veibred, Glat V., Groeblad, Groeblækkje, Groreblekkje. -- (IV, 1). Hele Planten styrkende, sammensnerpende; som Pulver mod Blodflod. Frisk spises Planten mod indvortes Saar og Bugløb; og Bladene lægges paa allehaande Saar og Skab (til Ex. paa Saar af Spanskflue). Afkoget mod Lungesyge. Frøet blødgjørende. Frisk bruges Roden mod Bugløb hos Qvæg. Haaret Veibred, Souvtunge, samt Lancetbladet Veibred, Livgræs, Smaae Groeblad, Spids Groeblad. Have samme Egenskaber. Strand Veibred, Strandkaal. Melkafkoget mod Bugløb; Vandafkoget mod Guulsot. (Bladene liniedannede, meget smale). Vibefidt, Almindelig V., Tætegræs, Melkekors, Feitgræs, Slimgræs. -- (II, 1). Mildt afførende. Med Linolie imod Saar. Bladene lægges paa Yuret, naar dette lider af Sprekker. I Afkoget, der ogsaa gulner og befordrer dets Væxt, vaskes Haaret mod Utøi. Faaer Melk til at løbe sammen. Vintergrøn, Rundbladet V., Sauspring. -- (X, 1). Bladenes Afkog mod Brystsvaghed. (5 Kronblade. Støvknapperne have 2 Huller. Kantet Stengel. Udelte, stive Blade. Mange Blomster. Halvbusk). Eenblomstret Vintergrøn, Øjenblomst, Reigneblom, Øinegræs, Liden Souspring. Bladene lægges, vædede i Munden, paa svage Øine. Viol, Vellugtende V., Martsviol. -- (V, 1). Ved at rive Blomsterne i en Morter, og hensætte den af- pressede Saft i smaae Kobberkar, skal faaes en fiin Grønfarve. Roden foraarsager Brækning. (Uden Stengel. Krybende Vandgrene). Hunde Viol, Gaukskoe, Souøira. Roden foraarsager Brækning. (Stengel. Bladene aflang-hjerteformige). SIDE: 146 Fleerfarvet V., Stedmodersblomst, Dag og Nat, Svuluhat, Sjuk- Moblom. Afførende, urindrivende. Roden rødtfarvende; og, med for- skjellige Blandinger, guulgrønt- og bruunagtigt-farvende. Planten afs. til Apoth. Visse, Farver V. -- (XVII, 3). Meget tjenlig til Guulfarvning, til Grønt paa Blaat. Planten giver, kogt med Kalkvand, afsiet, og atter kogt med Kridt og Alun, Saftguult. Volverlei, Bjerg V., Guldblomme, Hest-Soløje, Stoksvær, Øl- konge. -- (XIX, 2). Opløsende, nervestyrkende. Temmelig svag The af Blomsterne drikkes Morgen og Aften, og ligeledes Øl, hvorpaa Blomsterne ere satte, imod Lamhed, samt naar man har stødt sig eller for- løftet sig. Afkoget ypperligt til Indsprøitninger i Dyrsygdomme. (Randkronerne mangle Støvknappe. Middelstor Fjeldplante med rank Rod og Stengel, udeelte Blade, eenlige, store, mørk- gule Blomster). Vedbende, Almindelig V. -- (V, 1). Bærene afførende, sammensnerpende. Saften, som udsvedes efter Indsnit, opløsende. De unge Skud og Blade brugelige i Garverierne. (Klattrende Busk. Bæret 5frøet, omgivet af Bægeret. Bladene ægformige, lappede. Guldgule Blomster i en Halvskjerm). Vrietorn, Tveboe V., Gjeitbark, Træet, Fanden flaaede Gjeita ved. -- (V, 1). Bærene mildtafførende. Barken, men især Basten, guultfarver Linned. Saftgrønt laves af de modne Bær ved at støde dem, hensætte dem i 8 Dage, perse dem igjennem en Liinklud, hvorpaa det Usiede sies igjennem Flonel, koges i Kobberkar ved sagte Ild, under bestandig Omrøren, med tilsat Alun, til Honning Tykkelse, og hensættes derpaa i Blærer, forat tørres. End smuk- kere bliver Farven, hvis Saften paanyt opløses i Vand, gjennem- sies og tørres. De tørrede Bær, udgnedne i Alunvand, guul- SIDE: 147 farve, hvilken Farve mørknes med Alun. Bark og Bær afsættes til Apotheket. (Bæret 3rummet. Han- og Hun-blomster paa forskjellige Planter. Det potteformige Bæger bærer Kronen, der er guul- grøn, siddende 4, 5 sammen i Bladhjørnerne. Torne i Enden af Grenene). Tvekjønnet Vrietorn, Troldhæg, Hundehæg, Troldkjerringhæg, Ol- sukhæg, Hundeved, Brakal. The af Mellembarken renser for Orm og Forstoppelse; ligesaa Afkoget af Barken i Øl; men den taales kun af stærke, voxne Folk. Anvendt som stærkt drivende Middel i Vandsot og For- kjølelse. Barken, aftaget i Juni, tørret et Aar og udblødt i Bøgeaske, kraprødfarver Uld, naar denne lægges i Suppen, og varmes, uden at koge, i 2 Timer. Den indvendige Bark guult- farver. De grønne Bær lysguul-farve vismuth-beredet Uld. De modne Bær graaligfarve Uld, og blaaligfarve, hvis Salpeter til- sættes. Violet faaes med Ædike. Suppen af Bærene giver, naar den har gjæret, med Vismuth, smukt Grønt. Æbletræ, Æble-Abil, Vild Apal; og Pære-Abild, Pæretræe. -- (XII, 5). Baade Æble- og Pære-træe give særdeles sunde Frugter: blod- rensende, lædskende, fortyndende; og, som saadanne, en for- trinlig Kost i baade hidsige og kolde Febre. Syrlige Æbler, kogte i Havresuppe, give en ypperlig Feberdrik. Raadne Æbler, imængede lidt stødt Kampfer, bruges som Salve paa Frost- og Brandskader. Æblesaft skal stille Krampe, naar den smøres paa det lidende Sted. Barken af Æbletræe guultfarver. Saften af begge Arter giver en fortræffelig Most, og indeholder meget Sukker. -- Bør lægges Vind paa. Ælm, Smaabladet Alm, Alm, Eben. -- (V, 2). Barken anvendt kogt i Omslag mod Beenbrudskader, Udslet og aabne Saar. Saften i Bladblærerne mod alleslags Øienskader og Vunder. Bladene, sammensnerpende, ogsaa brugte i Hud- sygdomme. Barken bruuntfarver. Bladblærerne og de spæde Qviste rødtfarve. Barken afsættes til Apotheket. SIDE: 148 Ærenpriis, Strand-Æ., Finnegræs, Blaat Farvegræs. -- (II, 1). Blomsterne blaatfarve Linned. (Bladene ulige-takkede). Tykbladet Æ., Bekbung. Bladene, æltede med Kingelvæv og Salt, saarlægende; som The er Planten brugt imod Skjørbug og Sliim. Afs. til Apoth. Lancetbladet Ærenpriis har samme Kræfter. Læge Ærenpriis, Barsleik, Barleik, Busleik, Flesmegræs, Norsk The. Saarlægende, styrkende, sammensnerpende. Bladene, kogte, æltede i Havregrød, lægges paa Qvægets Bylder. Afs. til Apoth. De ere tillige tjenlige istedetfor The. Dog skal til dette sidste Brug Tveskjægget Ærenpriis, Kummertrøst, Smaaklok, Smaa- bjælle (med rynkede Blade og himmelblaa Krone) have Fortrinet. (Bladene aflange, lodne. Kronen blegblaa). Øientrøst, Læge Ø., Blodstrip, Svaalublom, Blodstemgræs. -- -- (XIV, 2). Mildt sammensnerpende. Brugt imod Øjensvaghed. (Kapselen 2rummet. Støvknappene tornede. Smaae Engplanter med enkelte Blade ligeover for hinanden ): modsatte; og een- sidige Ax besatte med Blomstblade. Kronerne hvide med violette Striber og guult Svælg). GIFTIGE OG MISTÆNKTE PLANTER Anemone, Koebjelde A., Kubjelle. -- (XIII, 6). Saften er overordentlig skarp og bidende, saa den trækker Blæmmer paa Huden. Blomsterne give en grøn Farve, og et grønt Blæk lader sig lave af dem. (Skaftet eetblomstret med haaret Svøb, opret, trindt, haaret, enkelt, 6 -- 8 Tommer høit. Bladene delte i mangfoldige, smale Flige, haarede. Roden lang, træagtig. Blomsten ludende, stor iforholdtil Planten. Kronbladene blaaeviolette, bred-landseformige. Frøet langhalet, ligesom med hvid Uld paa. Blomstrer i April og Mai). SIDE: 149 Bulmeurt, Almindelig B., Tandværksgræs, Feldurt, Bolmurt, Styg- græs, Stinkgræs, Søvngras, -- (V, 1). Hele Planten, især Roden og Frøene, er giftig og foraarsager et fjantet Raserie, ja Døden. Alle Huusdyr undtagen Geden, vrage den. Anvendt i Lægekonsten. (Skjøndt dens hæslige Lugt og Udseende synes noksom ad- varende til at gjøre den kjendelig som farlig Giftplante, da ingen indenlandsk Urt i den Grad har noget Modbydeligt ved sig, an- føres dog her dens fulde Mærker da den just ligesom tilbyder Børn sine dødbringende Bægre, ved at voxe i Mængde netop paa saadanne Tomter, som de udkaare til Leg, hvori endog ofte dens pottedannede Bægere spille en Rolle. Hele Planten afhændes til Apothekerne. Roden fingertyk, tapformig, i Spidsen deelt. Stengelen opret, grenet, bladet, trind, tæthaaret (især i Spidsen), fidtet ligesom hele Planten, der er 1 -- 1 1/2 Fod høi. Bladene uden Stilke, vexelviis siddende, indbugtede fra Siden, noget finnede, spidse. Blomsterne skidengule med violette Aarer, sidde i Enden af Grenene i et, førend Blomstringen kort, men, medens den varer, meget forlænget, eensidigt, tilbagebøiet, bladet Ax. Bægeret potteformigt, i Randen 5kløvet. Blomstrer i Juli nær Have, Huser eller Gjærder). Druemunke, Axblomstrende D., Paddebær, Troldbær, Ormegræs, Faarelort. -- (XIII, 1). Bærene skadelige; kogte med Alun give de sort Blæk. (Roden knudret. Stenglen opret, glat, grenet, 1 -- 2 Fod høi. Bladene sammenhobede. Blomsterne aflange, hvide, snart af- faldende, sidde i tætte korte Klaser i Enden af Stengelen og Grenene. Bægeret affaldende. Bærene sorte). Fingerbølle, Rød F., Fingerguld, Fingerguldblad, Fingerhat, Finger- bor, Rebjøller, Røbjøller, Rævebjølle. -- (XIV, 2) Volder oversættes Brækning, Bugløb og andre onde Tilfælde. Anvendt i Lægekonsten. Planten afs. til Apoth. (Roden trevlet. Stenglen rank, udeelt, stribet, bladet, 2 -- 3 Fod høi. Bladene duunhaarede, ægformig-aflange, nedvendte, aarede. Bægerne dybt delte. Blomsterne violette, indvendig hvide med røde Pletter, budte, sidde i lange Ax. Blomstrer i Juli). SIDE: 150 Fireblad, Halsbyldegræs, Lusebær, Bjønbær, Rævbær, Svinebær, Troldbær, Vinterstø, Amonlouv, Tussegræs. -- (VIII, 3). Roden virker Brækning. Bærene giftige for Fugle idetmindste. Bladene, afplukkede før Blomstringen og tørrede, purpurrødtfarve alunbeitset Garn. (Er kjendelig nok ved sit ensomme Bær og Bladene ikors i Stenglens Top). Foldblad, Lysblomstret F., Hvid Nyserod, Hvidt Nysgras. -- (VI, 3). Virker omtrent som Fingerbølle. (Roden tyk, skraa, meget sidetrevlet. Stenglen opret, udelt, trind, 2 -- 3 Fod høi. Bladene bred-ægformige, omfatte Stenglen, ved Blomsterne tilspidsede. Blomsterne klasede, i Toppen gule. Blomstrer i August). Galnebær, Giftig Galnebær. -- (V, 1). Overmaade giftig. Anvendt i Lægekonsten. Planten afs. til Apoth. Roden tyk, krybende. (Stenglen opret, grenet, urteagtig, 2 -- 3 Fod høi. Bladene stilkede, skidengrønne, spidse, 2 sammen. Blomsterstilkene enlige i Greenhjørnerne med 1 Blomster paa hver, hvilket er hængende, skiden-violet, lidt haaret. Støv- knappene store hvide. Bæret furet, glindsende sort. Blomstrer i Juli). Gifttyde, Vand G., Sellsnæpe, Sprengrod. -- (V, 2). Svarer fuldkommen til sit første Navn. Især Roden er farlig. Anvendt i Lægekonsten. Bladene afsættes til Apotheket. (Roden tyk, budt, indvendig hvid, afdeelt i Rum, udvendig, sort og besat med Trevler. Stenglen opret, grenet, furet, bladet, huul, 1 -- 3 Fod høi. Bladene 3 kobblede, glatte. Smaabladene til begge Ender spidse, takkede, paa Underfladen blegere. Skjer- mene bestaae af mange, ved Grunden rødagtige Straaler, og staae modsatte Bladene. Kronbladene hvide. Blomstrer i August). Halvsvøb, Almindelig H., Vild Persille, Hunde-Persille. -- (V, 2). Virker -- især er Roden farlig -- Hovedsvimmel og en utaalelig Tørhed i Munden. (Roden tapformig. Stenglen opret, fiinstribet, lidt grenet, bladet, 1 -- 3 Fod høi. Bladene dobbelt finnede, glatte, mørke. Skjær- SIDE: 151 mene sidde modsat Bladene paa lange Stilke, med lange, ud- grenede Straaler. Kronbladene hvide. Den kan ogsaa kjendes ifra den sunde Persille ved sin Hvidløgslugt, og ved at den tidlig opskyder sin Stengel. Blomstrer i Juli og August). Huulsvøb, Almindelig H. -- Hundekex, Hundekarve, Hundeslænge, Bikjekjex. -- (V, 2). Om den ikke kan sættes iblandt de erklæret-giftige Planter, saa hører den dog fra Arildsold iblandt de mistænkte. Blomsterne ere ellers meget gode til Guulfarvning, naar de enten bruges tørre, eller friske med Alun. Bladene og Stengelen grøntfarve. (Tapformig Rod. Stengelen huul, tyk i Ledene, jevn stribet. Bladstilkene korte, brede, hule, ribbede paa Underfladen. Bla- dene meget indskaarne. Den midterste Bladnerve haaret. Smaa- svøbene 5; hule, tilbagebøjede, randhaarede Blade. Kronbladene hvide, flade. Blomstrer i Mai og Juni). Knudret Huulsvøb. Mere mistænkelig end Foregaaende. (Stengelen ru). Hundetunge, Læge-H. -- (V, 1). Hører blandt mistænkelige, bedøvende Planter. Roden farver rødt og med Jernvictriol mørkgraat. Anvendt i Lægekunsten. (Roden tapformig eller grenet, tyk. Stengelen opret, grenet, uldhaaret, kantet, af de nedløbende Blade. Bladene mørkgrønne, omfattende, blødhaarede. Blomsterne brunrøde, ildelugtende i en topformig, tilbagebøjet Klase i Enden af Stenglen og Grenene. Bægeret uldhaaret. Ligner Oxeøje. Blomstrer midsommers). Kjelderhals, Almindelig K., Tived, Tyrved, Tusved, Tutved, Tys- ved, Tysbast, Kiusved, Kjusbast. -- (VIII, 1). Bærene og Barken overmaade giftigt-brændende og skarpe, saaat de endog kunne være dræbende. Af Bærene kan tillaves en rød Malerfarve; og, tørrede et Aar over, bruges de til at forgive Udyr med. Stenglerne farve bruuntguult. Barken kan udvendig bruges for Spanskflueplaster. Bær og Bark afs. til Apotheket. (Noksom kjendelig ved sine lysrøde, vellugtende Blomster, der SIDE: 152 fremkomme meget tidlig og før Bladene, lige af Grenene. Stam- men buskagtig 1 -- 7 Fod høi. Bladene landsedannede, affaldende. Bærene aflang-kugleformige, høirøde). Mysse, Kjernmysse, Misne, Brandrøt, Myrblom, Buttegræs. -- (XXI, 2). Saften af Stengel og Rod er af en skarp, brændende Beskaf- fenhed; men, tørres Roden, males, udblødes og afdampes, da lader den sig meget vel bruge til Meel. (Roden krybende, meget sidetrevlet. Skaftet opret, trindt, glat, tykt, 3 -- 5 Tommer høit. Bladene store, stilkede, glatte, stribede, heelrandede, flere sammen ved Roden. Bladstilkene rendede, omfattende, med en hindeagtig Rand. Hylsteret paa Enden af Skaftet, ægformigt-tilspidset, tykt, indvendig hvidt. Bærene mørk- røde, siddende lige paa Skaftet. Blomstrer midsommers). Natskygge, Bittersøde N., Kiplyng, Æteved. -- (V, 1). Bærene skulle være skadelige. Stilkene afsættes til Apotheket. Pileurt, Bitter P., Peppergræs, Vaspepper. -- (VIII, 2). Meget skarp, ædende. Med Alun og Viinsteen olivenfarvende, som forstærkes med Jernvictriol. Anvendt i Dyrlægekonsten. De kogte Blade lægges, som et trækkende Plaster, paa Kinden imod Tandpine. (Blomsterne 6hannede, 2hunnede, rødhvide, udvendig prik- kede. Bladene landsedannede, bølgede. Axene traadformige nikkende. Stenglen opret, glat, tykledet, 1 -- 1 1/2 Fod høi. Led- dene røde ved den nederste Kant. Blomstrer i Forhøsten). Raigræs, Giftigt R., Byg-svingling, Skjæg, Sjak, Skeak, Bygskjak, Skjærax. -- (III, 1). Frøet virker Svimmel og andre slemme Tilfælde. Maa med Flid udryddes af Ageren. (Axet bestaaer af flere Smaaax. Straaet ru i Enden. Roden korttrevlet, dunet). Afarten: Stakløst, giftigt Raigræs har samme Egenskaber. Skarntyde, Plettet S., Flek-sleik, Flek-Kjex. -- (V, 2). Hele Planten, men især Roden, giftig. Anvendt i Lægekunsten. Planten afs. til Apotheket. SIDE: 153 (Roden tapformig, hvid, kjødagtig. Stenglen opret, trind, glind- sende glat, især ved Grunden bestrøet med røde Pletter, smal, stribet, bladet, meget grenet i Toppen. Bladene indskaarne, takkede, glindsende. Bladstilken rendet. Skjermen mangestraalet, Kronbladene hvide, hjerteformige. Blomstrer midsommers). Stormhat, Nordisk S., Træorm, Tørje, Luushat, Ølfløike, Tolorm, Troldhat, Troldkjærringhat, Taralm, Tøralm, Toralm, Talalm, Tørjom, Lusegræs, Torrhat, Skovhat, Olmflok, Huusløk, Hund- flok. -- (XIII, 3). Har, ligesom den hvidagtige og den i Haver dyrkede Afart, stærk giftige Egenskaber, saaat endog dens Uddunstninger skulle være skadelige. Roden udblødt i Melk er en Fluegift. Planten afs. t. Apoth. (Noksom kjendelig af sine smukt-blaae, hjelm- eller vogn- dannede, axsatte Blomster, og store 3 -- 5 delte Blade. Blomstrer paa skyggefulde Steder midsommers). Ranunkel, Nedbøiet R., Renselgras. -- -- (XIII, 6). (Bladene ægformig-lancetformige) samt Tigger R., Kjel-Soløie. (De nederste Blade haandformige; de øverste fingerdannede) og Bidende R., Kragefod, Soløje, Eng-soløie, Vold-Soløje, Hvit- Soløje, Solemblom, Trækblomster. (Bladene 3kløvede, mangedeelte. De øverste Blade liniefor- mige). Ere alle brændende, skarpe, blæretrækkende. Svamp, Flue-Bladsvamp. (Hatten brandguul-rød, hvidtvortet) med dens Arter, samt Kolik-Bladsvamp. (Hatten haaret, guul, Stok- ken huul) og Heel-Bladsvamp, Ekornsop, Tørsop, Jærvsop. (Hat- ten høirød) ere giftige. Endeel andre Svampe anføres vel som spiselige, men man gjør vist bedst i at lade dem staae. Tax, Almindelig Taxtræ, Barlind. -- -- (XXII, 12). Blade og Bær skadelige. Roden indeholder Farvestof. Dens Ved, fiinraspet, æltet med en Deig og indtaget til en Vægt af et Lod strax, er et Middel mod gale Hundes Bid. SIDE: 154 (Stammen rank. Naaleformige, traadede Blade og stilkede Blomster i Bladhjørnerne. Bæret rødt, aabent i Toppen). Vorteurt, Stilkbladet V., Ringormguld, Ringormgræs, Aakerløk, Ulvemelk, Vargmjølk. -- (XI, 3) samt Kilebladet Vorteurt, Lancetbladet Vorteurt og Kjern-Vorteurt. (Svøbene graablaa, Blomsterne gule. Ved Strandkanten). Have alle en meget bidende, ædende Saft eller Melk, som det ikke engang er raadeligt at anvende udvortes. (Kjendes alle bedst paa den hvide Saft. Kapselen stilket, tre- kantet. Bladene udeelte. Uanselige Skjermblomster). Forebyggende Cholera ere de mavestyrkende og varmende Planter. Deslige Midler haves i Karvens Frøe, Kalme- og Qvan- rod, Malurtens, Balsamens, Regnfandens og Perikons Blomster, hvilket tages sat paa Brændeviin. Løvetandrodens Saft kan ogsaa anbefales, ligesom man og roser meget en Dram med Spanskpeber i. EFTERMÆLE Du har læst mit Arbeide (ikke mit Værk) Ven? Det har neppe tilfredsstillet dig? Lad mig haabe, at Du ialfald skaansomt be- titler det "en Opfordring til de Lærde om at give Bonden noget Bedre", eller at Du siger -- og det er hvad jeg vil -- "Du gav dog Bonden et Begreb om hvilke forunderlige Kræfter Skaberen lagde i sin Planteverden". Jeg veed, at vor Ven Hakon Almelie tilegnede sig idetmindste et saadant Heelbegreb af mine Opteg- nelser; thi idag vaktes jeg tidligen af hans Stemme . . jeg slog Vin- duet op, og hørte ham raskt henvandrende over Engen at synge: Der voxer paa min Odelsbund saamangen Blomme fin, som rækker stakkels Syges Mund et Bæger Medecin. SIDE: 155 Der snoer sig i min Odelsgrund saamangen kraftig Rod, som har bag Skallen styg og bruun det sunde Hjertes Blod. Der skygger paa min Odelsmark saamangt uvisligt Blad, som gjemmer bag sin blege Bark en Regnbues Farverad. Almagten rørte Verdners Flom i Nattens dybe Hvælv. Nu vugger Morgnens spæde Blom. Favn der Algodhed selv. -- Dette er en Maimorgen-psalme . . i Hakons Mund uskyldig som Lærkens. SIDE: 156 Henrik Wergeland FOR ALMUEN FJERDE HEFTE Kort er Livet; Meget er Det vi skulle lære her. Altid før vi udlært have, Synke vi i vore Grave. LÆSEBOG FOR DEN LÆRELYSTNE TILVOXENDE UNGDOM FØRSTE STYKKE Om Verden. Det vi staae paa kaldes Jorden. Denne Jord er et meget stort Legeme, næsten rundt som en Kugle. Denne Kugle, eller, som vi kalde den, Jordkloden, er rundtomkring 5400 Mile, og hver af disse Mile er omtrent 12,000 Alen. Den svæver i et endnu langt større Rum, som kaldes Himmel. Himlen over os seer næsten ud som en blaa Hvælving, naar ikke Jordens Ud- dunstninger, hvilke vi kalde Skyer, betage os Udsigten dertil, og den er formodentlig opfyldt med Luft. Om Aftenen seer jeg paa Himmelhvælvet en Mængde Lys, hvilke man kalder Stjerner. De synes dog kun at være saa smaae, formedelst den uhyre Afstand imellem os og dem; thi Mangfoldige af dem ere mangegange større end vor Jord og lige- saadanne runde Legemer som den. Hvis der paa Stjernerne gives (som vi slutte med Grund) fornuftige Skabninger, der nyde, ligesom vi, den opløftende Fryd at beskue Himmelhvælvet med alle dets utallige Stjerner, da maa vor Jord for dem synes som en Stjerne. Stjernerne staae ikke stille; men hver af dem bevæger sig i sin afmaalte Kreds. Himmelrummet maa da altsaa være umaadelig stort, fordi saamange store Legemer kunne bevæge sig omkring i det, uden at komme hverandre for nær. SIDE: 157 De fleste Stjerner have dog kun en næsten umærkelig egen Bevægelse, og kaldes derfor Fixstjerner eller faste, ubevægelige Stjerner. Disse ere ogsaa i sig selv lyse, eller de have deres Lys af dem selv og kaldes derfor Sole. Andre Stjerner ere i sig selv mørke og erholde deres Lys af en Sol, idet de bevæge sig rullende om denne, og kaldes derfor Planeter eller bevægelige Stjerner. Vor Jord er en saadan mørk, bevægelig Stjerne eller Planet, og oplyses af en lys ubevægelig Stjerne eller Fixstjerne, hvilke vi kalde vor Sol. Solen kan ikke oplyse alle Jordens Dele og Sider paa engang, fordi Jorden er kugleformig. Derfor dreier Jorden sig bestandig omkring som et Hjul, for at alle dens Sider i en vis Tid kunne beskinnes. Dette Tidsrum kalde vi et Døgn d. e. saa lang en Tid, Jordkloden behøver, for at kunne bevæge sig netop een- gang rundtom sig selv. Denne Bevægelse kalde vi Jordens dag- lige Bevægelse. Idet Jordkloden saaledes dreier sig omkring som et Hjul om sin Axel, løber den tillige i en stor, regelmæssig Kreds omkring Solen. De forskjellige Stillinger, hvori Jorden under dette sit Løb kommer til Solen, fremvirke, at det til en Tid er varmere hos os end til en anden d. e. Omvexlingerne af Vaar, Sommer, Høst, og Vinter, hvilke følge regelmæssigen efter hverandre, fordi denne Jordens Bevægelse om Solen er regelmæssig. Den Tid, Jorden behøver for at fuldende eet Løb om Solen, kalde vi et Aar, og dette Jordens Løb, Jordens aarlige Bevægelse. Fra Solen, der er 1,000,000 gange større end Jorden og 30,000,000 Mile borte fra Jorden, udstrømmer mere Lys og Varme end vor Jord behøver, forat være frugtbar og skikket til at ernære de utallige Skabninger, som bevæge sig paa den. Der gives da flere Pla- neter, der,ligesom Jorden, bevæge sig om Solen og erholde Lys og Varme af den. Disse ere de Stjerner vi see mærkeligen at bevæge sig paa Himlen og ere i Tallet 10, af hvilke Nogle ere større, Andre mindre end vor Jord; Nogle fjernere, Andre nærmere Solen end vor Jord. De Planeter, som ere fjernere fra Solen end vor Jord, have altsaa en større Bane at gjennem- løbe end denne, før de fuldende et Løb om Solen, og altsaa et længere Aar end Jordens. Om flere af disse Planeter bevæge sig andre mindre Planeter, hvilke vi kalde Maaner. Nogle Pla- neter have flere Maaner, som f. Ex. den store Planet Jupiter, SIDE: 158 der har 4 Maaner; men vor Jord har kun een Maane, som 12 gange bevæger sig om Jorden, medens denne eengang bevæger sig om Solen. Efter denne Maanens Bevægelse have vi vor Tidsafdeling: Maaned, ja ogsaa vor Tidsafdeling: Uge; thi efter- som Maanen oplyses af Solen, viser den sig af- og tiltagende, og naar den indtil Halvparten har taget til eller af, saa kalde vi hiint det første, dette det sidste Qvarteer eller Maaneskifte, og imellem hver af disse er 7 Dage. Da Fixstjernerne ere Sole, som vor Sol, ja Mange endog større end denne, saa slutte vi, at ogsaa Planeter med Maaner eller Drabanter bevæge sig om hver af disse; saamange Planeter som bevæge sig om een Sol kalde vi tilsammen et Solsystem. Vort Solsystem have vi opdaget, ved Kikkerter eller Fjernrør, at be- staae af 11 Planeter og 18 Maaner. Maanen synes kun saa stor, fordi den er os nærmest af alle Stjerner. Den er 50 gange mindre end Jorden og 50,000 Mile fjernet fra den. Naar Maanen træder imellem Solen og Jorden, saa skjuler den en Deel af Solen for os, og dette kalde vi en Solformørkelse. Men træder Jorden imellem Solen og Maanen, saa kaster den en Skygge paa Maanen, og det kalde vi en Maaneformørkelse. Foruden Fixstjerner og Planeter gives der endnu et tredie Slags Himmellegemer, som, fordi de have som oftest et langt Skimmer, ligesom en Lyshale, efter sig, kaldes Halestjerner eller Cometer. Deres Baner ere ikke saa bestemte som de andre Stjerners, men de kunne dog beregnes d. e. Menneskene kunne sige, naar de skulle vise sig. Himmelrummet og Stjernerne kaldes tilsammen Verden; derfor kaldes ogsaa Stjernerne Verdenslegemer. Den Videnskab som beskjæftiger sig med at beregne Verdens- legemernes Plads, Stilling, Størrelse, Bevægelse og Afstand, ifra hverandre i Himmelrummet, kalde vi Astronomie eller Stjerne- kundskab. Astronomien har lært os, at vi ikke skulle indbilde os at Himmellegemerne have nogen overnaturlig Virkning paa os, eller at de have nogen anden Virkning paa vor Jord end en blot naturlig eller, hvilket betyder det Samme, physisk; d. e. at Solen fremvirker Jordens Varme og Frugtbarhed til sine Tider, at Maanens Tiltrækningskraft virker Ebbe, og Flod, eller det store Havs regelmæssige Af- og Tiltagen, at Sol og Maane SIDE: 159 samt Planeterne ere vore Tidbestemmere o. s. v. Stjernevidenska- ben lærer os da, at vi ikke med et overtroisk eller og ligegyldigt, følesløst Øie -- som om vi blot saae Malerier -- skulle beskue Stjernehimmelen, ligesom og, at denne ikke er til alene for Jordens Skyld; men at Jorden er et Led i den store Verdens Kjæde; og især lærer Stjernevidenskaben os, -- idet den viser os og under- viser os om de talløse, umaadelige Verdenslegemer og deres af- maalte Baner, og lader os slutte, at ogsaa disse Talløse ere be- livede og beboede, -- tydeligen og beskueligen Gud Alskaberens, Gud Altopholderens og Bestyrerens uendelige Storhed, Almagt, Viisdom og Godhed. ANDET STYKKE Om Jorden. Geographien eller Jordbeskrivelsen belærer os end mere om Jorden; thi foruden dens Skikkelse, Størrelse og Bevægelse, lærer den os ogsaa dens Overflades Beskaffenhed. Nu! angaaende dens Skikkelse, da vide vi allerede, at den er rund, samt hvor stor den er og hvorledes den bevæger sig; men hvorledes bevise vi, at vor Jord virkelig er rund? Det synes dog ikke saa. Jo, det baade synes saa, og det er saa; thi 1) naar vi see høie Gjenstande, som Taarne, Skibe, Bjerge eller Træer langt borte fra os, da see vi kuns deres øverste Spidser; men komme vi dem nærmere, da see vi stedse mere og mere deraf, og tilsidst den hele Gjenstand. Aarsagen er Jordens krumme Overflade. 2) Naar Jorden paa sin Bane omkring Solen kommer imellem Solen og Maanen, og altsaa bevirker en Maaneformørkelse, idet den betager Maanen sit Lys, saa kaster den jo en rund Skygge paa Maanen; og som Skyggen er, saa maa Legemet være. 3) Der have været og ere endnu Folk, som have reist omkring Jorden, hvilke kaldes Verdensomseilere; og reiste de ud i Øst, da kom de tilbage igjen fra Vest. Heraf slutte vi rigtigen, at Jorden er et kugledannet Legeme, der svæver frit i det umaadelige Himmelrum. Angaaende Jordens Overflade, da lærer Jordbeskrivelsen, at den udgjør omtrent 9,000,000 Qvadratmile, eller Fiirkanter, der SIDE: 160 ere 1 Miil paa hver Side, hvoraf 6,000,000 Qvadratmile ere skjulte med Vand, og Resten beboeligt Land, skjøndt vi ogsaa herfra maae regne store Strækninger, der enten formedelst for streng og vedvarende Kulde ere bedækkede med Iis, eller for- medelst for stærk Hede og for lidet Vand ere aldeles udyrkbare. De første findes ved Nord- og Sydpolen d. e. de yderste nord- lige og sydlige Puncter paa Jorden, i den nordlige kolde Zone og den sydlige kolde Zone; men de Sidste, hvilke kaldes Ørkener, findes især midtpaa Jorden, i Egnen hvor Solen staaer lodret over d. e. i den varme Zone; men imellem den varme Zone og den nordlige og sydlige kolde Zone strække sig den nordlige tempererede Zone og den sydlige tempererede Zone, inden hvilke de frugtbareste og skjønneste Lande ligge. Norge ligger under den nordlige tempererede Zone, dog saameget nordlig i denne, at en Deel af dets nordligste Provindser strække sig ind i den nordlige kolde Zone. Disse Jordens Zoner samt dens Form vises os tydeligst ved en Globus d. e. en efter Jorden dannet Kugle, hvorpaa saavel Solens Stilling imod Jorden (Solbanen) findes afsat, som de for- skjellige Zoners indbyrdes Afstand, betegnet ved optrukne Cirkellinier. Et Planiglobium er derimod en flad Aftegning af hele Jordens Overflade eller af begge Jordklodens Halvkugler. Paa den ene af Jordens Halvkugler viser Planiglobet os kun eet stort Fastland eller stor sammenhængende Landstrækning; og dette Fastland er den største Verdensdeel, nemlig Amerika. Derimod den anden Jordens Halvkugle omfatter fire Verdens- dele: Europa, Asia, Afrika -- hvilke tre ere sammenhængende -- og Sydindien eller Australia, der bestaaer af Øer, hvoriblandt en: Nyholland, der er næsten saa stor som Europa. Amerika strækker sig næsten gjennem alle Zoner: det Syd- ligste nærmer sig den sydlige kolde Zone og er altsaa raat og koldt -- saa bliver det tempereret -- saa meget hedt (hvilket Strøg især kaldes Vestindien, der bestaaer af mange Øer) -- saa atter tempereret -- og saa tilsidst aldeles ubeboeligt og iis- dækket. Europa hører i det hele taget til den tempererede Zone d. e. har maadelig Varme. Asia, som er af videre Ud- strækning, hører deels til den hede Zone (Ostindien), deels til den nordlige tempererede (Høiasien, hvor de høieste Bjerge paa SIDE: 161 Kloden findes), deels til den nordlige kolde Zone (Nordasien eller Siberien). Afrika hører forstørstedelen under den hede Zone, hvorfor og især Ørkener findes der; og Australia stræk- ker sig i forskjellige Øesamlinger igjennem alle Zoner undtagen den nordlige Kolde. Verdensdelene omskylles af det store Verdenshav (Oceanet) hvis Dele have forskjellige Navne, saasom Atlanterhavet imellem Europa og Amerika, det stille Hav imellem Amerika og Asien. Nordsøen imellem Norge og England er igjen en Deel af Atlanter- havet, og Christianiafjorden en Deel af Nordsøen. Verdensdelene ere igjen delte ved naturlige Grændser, saasom Floder og Bjerge, i mange Lande, og Landene igjen i Provindser, f. Ex. Norge, Sverrig, Danmark, Engeland, Frankrige, Spanien og mange flere ere Lande i Europa; men Agershuus Stift, Trond- hjems Stift ere kun Provindser i Norge. Et Lands Mennesker tilsammentagne kaldes et Folk eller en Nation. Hver Nation har fordetmeste sit eget Sprog, egne Sæder, Regjeringsform eller Statsforfatning; og, naar det har egen Re- gjeringsform kaldes Folket selvstændigt, og har da en egen Ho- vedstad eller Regjeringens Sæde, f. Ex. Norges Hovedstad er Christiania, Frankrigs er Paris, Sverrigs er Stockholm. Land- kaartet oplyser os om de enkelte Landes Størrelse, Grændser og Mærkværdigheder. TREDIE STYKKE Om Tingene paa Jorden. Naturhistorien giver os Kundskab om alle de Tings Form og Dannelse, Kjendemærker, Oprindelse og Undergang, Egenskaber, Nytte og Skade, som findes i og paa Jorden, og som ikke af Mennesket ere væsentligen forandrede. Disse Ting kaldes des- aarsag Naturlegemer. De derimod som Mennesket har væsentlig forandret faae Navn af Kunstlegemer (f. Ex. en Kniv, et Uhr). Physiken eller Naturvidenskaben undersøger Naturens Kræfter og Love, hvorfor det som viser sig, viser sig saa og ikke ander- ledes. F. Ex. det, at en udkastet Sten falder til Jorden, forklarer den sig af Jordens Tiltrækningskraft, som det største Legeme. Elementer eller Grundstoffe, oprindelige Bestanddele, kalder SIDE: 162 man dem, af hvilke alle Legemer, som vi kjende, ere sammen- satte. Saadanne Elementer ere Jord, Vand, Luft, Varme, Lys. Naar man betragter Naturlegemerne ihenseende til deres 0p- rind, Væxt og Form, faar man Anledning til at inddele dem i to Hoveddele: organiserte og uorganiserte Legemer, d. e. Legemer med og uden Redskaber eller Lemmer. De organiserte Legemer ere altid frembragte af andre Naturlegemer af samme Art og Skik- kelse, de voxe indvendig fra ved at bringe fremmede Dele ind i deres Legeme og gjøre dem eens med deres eget Legeme, hvorfor de, imedens de have en hensigtsmæssig Legemsbygning, hvorved de blive istand til at forplante sig eller frembringe nye Legemer af samme Art, tage Næring til sig og voxe. De uorganiserte Legemer fremkomme ved Deles Sammensætning, Forbindelse med hverandre og Opløsning i hverandre efter faste naturlige (physiske) Regler. Deres Bygning er meget simplere end de organiserte Legemers. De organiserte Legemer dele sig i to Naturriger, nemlig 1) Dyreriget, der indbefatter Dyrene eller organiserte Legemer med Fornemmelse; og 2) Planteriget, der indbefatter alle de or- ganiserte Legemer uden Fornemmelse, der voxe op af Jorden. Et Legeme har Fornemmelse, naar det af sig selv kan bevæge sig. Enkelte Planter (f. Ex. Balsamine) hvis Dele vi see at be- væge sig ved Berørelse, have dog ingen Fornemmelse, da den ei af sig selv, men kun ved Berørelse yttrer Bevægelse. De uorganiserte Legemer danne det tredie Naturrige eller Mineralriget, der indbefatter alle Jord- og Steen-arter. Forat kunne overskue Skabningens Mangfoldighed, lægger man Mærke til visse Ligheder og Uligheder for at kunne ordne dem i visse Classer, Slægter og Arter. Dyrene dele vi saaledes først efter Blodet i tvende Hovedafdelinger; nemlig i Dyr med rødt Blod og Dyr med hvidt Blod. Blodet af de rødblodige Dyr er enten varmt eller koldt. Dyr med varmt, rødt Blod føde enten levende Unger og give dem Die ved deres Bryster, indtil de selv kunne føde sig, og disse kalde vi Pattedyr; eller de lægge Æg, hvori Ungerne først uddannes ved Varmen, og disse kalde vi Fugle. Dyr med koldt, rødt Blod drage Aande enten ved Lunger, og disse kaldes Amphibier, hvilke kunne leve baade paa Land og i Vand; eller ved Gjeller; og disse kalde vi Fiske. Dyrene med hvidt Blod have enten virkelige Fødder, og da idetmindste sex, hvilke Dyr vi kalde Indsecter, eller de have ingen SIDE: 163 Fødder, og da kalde vi dem Orme. Vi have altsaa sex Dyr- classer. Ved Planterne iagttager man Rod, Stamme, Blade, Blomster, Frugt, Frøet og Bidelene (saasom Torne, Snerte). De Væxter, der skyde kun en træagtig (oftest heeltigjennem fast) Stamme af Roden, kaldes Træer; de der skyde flere end een træagtig, mindre Stamme, kaldes Buske; og ere disse flere Stammer smaae og tynde som Qviste, kaldes de Kratbuske (f. Ex. Lyng, Post). Væxter, der have ingen træet Stamme, men kun bløde Stengler, kaldes Urter. Efter Forplantningsdelene d. e. de, som bevirker at Planten sætter Frøe, og hvilke findes i Blomsten, inddeler man Væxterne i Classer og Ordener. Til den sidste Classe henhøre de, der kun have utydelige Befrugtningsdele, saasom Svampe (Sop) og Moser. Selv Skimmel eller Mugg er en Plante henhørende hertil; ja med Forstørrelsesglas opdager man Grene og Qviste paa den, som paa Træerne. Mineralierne inddeles i Jorde og Stene, som ikke lade sig ud- hamre eller strække: i Salte, der have en mærkelig Smag og let lade sig opløse i Vand; i brændbare Mineralier, der opbrænde i Ilden og opløses i en Olie, og i Metaller, der, foruden at de glindse, lade sig udhamre og strække. Sandjord, Leerjord, Kalkjord, Muldjord, kjende vi iblandt Jord- arterne, ligesom Quarts, Marmor, Skifer iblandt Steenarterne, Salt (Steensalt, Kogsalt), Allun iblandt Saltene; Steenkul og Gas imellem de brændbare Mineralier, samt Guld, Sølv, Kobber, Jern, Blye, Quiksølv imellem Metallerne. Ædelstenene henhøre til første Classe til Kiselarterne, hvortil og Flintestene og Krystallerne høre. Saa mangfoldige og forskjellige Væsenerne og Tingene ere, gaaer dog Alt ligesom i een Kjæde ifra Stenen ligetil det fuld- komneste Dyr: Mennesket. Ja vi opdage selv intet Spring imel- lem Naturrigerne; men de ere forbundne ved Mellemled, ved Skabninger, der synes at henhøre næsten ligemeget til begge angrændsende Afdelinger i Skabningsrækken. Den ufuldkomneste af organiske Legemer, den ufuldkomneste Plante, nærmer sig til de uorganiske Legemer: Skimmelarterne synes os jo som Støv eller Muld; -- og det ufuldkomneste Dyr har meget tilfælles med Planterne: Polypen, som vi see bevæge sig af sig selv i Vandet og opsluge smaae Indsecter, har dog SIDE: 164 Grene og er fastsiddende ligesom en Plante, ja ligner meest en Moseart. Planterne drage deres Næring af Luften, Vandet og Jorden. Dyrene tage deres Næring enten af Planteriget alene eller af Plante- og Dyre-riget, eller af Dyreriget alene. Disse Sidste kaldes Rovdyr og forfølges af Menneskene, fordi de fortære hvad Mennesket, der veed, at det er alle Jordens underordnede Skabningers Herre, selv forstaaer at bruge. Iblandt Planterne og Mineralierne gives Nogle, der ere skadelige, ja dødende for de levende Skabninger. Disse kaldes giftige; og, tilberedes de af Menneskene til et eller andet kunstigt Brug, saa kalde vi denne Frembringelse en Gift. Chymien er den Videnskab, der undersøger alle Tingenes indre Bestanddele, deres Nytte og Skade. FJERDE STYKKE Om Mennesket. Mennesket har et dyrisk Legeme, d. e. det fødes, ernærer sig, forplanter sig, døer, ligesom de øvrige Jordens organiske Legemer, og bestaaer ligesom disse af faste og flydende Dele. Det menne- skelige Legeme udmærker sig dog ved den opreiste Gang, som er grundet i Menneskets Legemsbygning, ved det aabne, haarløse flade Ansigt, ved Hænderne o. fl. Ting. Menneskets Legeme er udrustet med en høi Grad af Livs- kraft, Udholdenhed og Varighed, saaledes, at det er skikket til at leve under de forskjelligste Klimater: under Solens lodrette Straaler, som paa Polernes Iismarker, og til at opnaae en, ifor- holdtil sin Størrelse og andre Skabninger, udmærket høi Alder; men det varer ogsaa længe inden det bliver stærkt nok til, uden Skade for sig selv, at forplante sig; -- dog denne sildige Mand- barhed viser netop, at det er af Naturen bestemt til at opnaae en meget høi Alder, hvilket vi og see de Mennesker opnaae, der leve ordentligen og efter Naturen. Det, at det menneskelige Legeme er nøgent, uden medfødte Forsvarsmidler, ja af en mindre egentlig Styrke end mange Dyr, der kunde være Mennesket farlige (altsaa Nød og Frygt) synes at have været blandt de første Midler til at vække det med SIDE: 165 Menneskets Legeme nøie forbundne usynlige, men sig selv be- vidste Væsen, som vi kalde Menneskets fornuftige Sjel, der be- staaer af en inderlig Forbindelse imellem flere evigen udviklelige Evner. Eftertanken og Opfindsomheden vare da de første af disse, som vaktes af Smerte, Frygt og Nød, da det ikke var saa let for Mennesket at finde de for det tjenligste Næringsmidler over hele Jorden, som for Dyrene, hvis Arter ikke udbredede sig udenfor de Himmelegne, der vare dem de bedste, og hvor tillige deres særegne Næringsmidler fandtes i Overflod, hvilke de ved stærkere Naturdrifter end Menneskets lededes til at finde og bruge. Eftertanke og Opfindsomhed lærte da det nøgne Menneske at klæde sig og bruge Vaaninger, det værgeløse Men- neske at væbne sig, det hungrige Menneske at dyrke Jorden, opelske Qvæg, jage, fiske og høste, vælge de sunde Nærings- midler. Men den følede Nød og den Erfaring, at Flere udrette mere end Een, og, at Livet stedse kunde indrettes beqvemmere, bragte Menneskene snart i Samfund sammen; og da Samfundene bleve større og Menneskene lærte, at Mennesket kun i Selskab kan uddanne sig, saa indrettedes disse Samfund ved Love or- dentligen til Stater. Mennesker, som i Samfund uddanne deres Færdighed og Evner, kalde vi cultiverede, hvorimod de Mennesker, der ikke have knyttet ordentlige Samfund indbyrdes, til fælleds Uddannelse, Sikkerhed og Beqvemmelighed, kaldes vilde. Europas Nationer ere de meest cultiverede, hvilke og i andre Verdensdele, især i Amerika have indrettet ordentlige Stater. I Asien gives ogsaa ordentligen indrettede Stater og altsaa cultiverede Folkeslag; men mange Nationer i denne Verdensdeel ligesom endmere i Afrika, Amerika og Australien ere kun at henregne til Vilde. Verdenshistorien lærer os hvorledes Staterne ere fremkomne, have uddannet sig og Menneskene med dem igjennem Tiderne. Men følge vi den igjennem Oldtid, Middelalder, og Nutid, igjennem Verdensdelene og de enkelte Lande, saa bliver dog dens Hoved- lærdom bestandig: cultiverede Mennesker ere ikke altid derfor gode Mennesker; men Mennesket maa, forat være som han bør være, være baade god og cultiveret, d. e. han maa uddanne sin Tænkemaade ligesaavelsom sine Forstandsevner. Og Historien lærer, at kun da, naar et Folk i det Hele har denne sande Ud- dannelse (Cultur), fører dette et lykkeligt Liv paa Jorden; da SIDE: 166 fordrer det (thi det veed sig fortjent dertil) at kunne føre et saa- dant; og forat kunne dette, indretter det en Statsforfatning, lige- saa god som ordentlig, ligesaa fornuftig og fri, som det selv veet sig fornuftigt og frit fra alt sædeligt Ondt. FEMTE STYKKE Menneskeheden skrider i det Hele bestandig fremad med Tiderne til det Bedre, til stedse større Oplysning og Lyksalig- hed. Derfor sige vi medrette, at, om Overtroe, Uvidenhed og Trældom hørte ligesom hjemme hos vore Forfædre for et Par hundrede Aar tilbage, saa passe disse Lyder og Tyngsler ikke nu mere med Tidens Aand d. e. med den største Deel af den nulevende Menneskeheds Tænkemaade. Burde nu end den største Deel af den nulevende Menneske- hed, idetmindste de cultiverede Nationer, efter alle de Anstren- gelser, den har seet sig nødt til at anvende, forat afvælte for tunge og uværdige Aag og Byrder; efter alle de gode Bøger, som ere blevne trykte og efter alle de Mønstre paa et værdigt Liv, Historien fremstiller, udmærke sig fra den henfarne ved et dydigere Liv, som Følge af en bedre Tænkemaade og ædlere Sæder: saa vide vi dog, at vor Tids fornemste Fortrin alene bestaaer i en meget større Forstandsoplysning, og videre dreven Kunstfærdighed mellem Menneskene; hvorimod den almindelige Tænkemaade eller Hjerternes Oplysning ikke synes mærkeligen at have forbedret sig. Men uden denne er hiin Forstands Op- lysning ikke af synderligt Værd; thi ædel Tænkemaade giver denne Varme og Kraft, saa at den gjennemtrænger og udbreder sig, hvorimod den alene for sig selv er at betragte som den kolde Morild, der vel lyser men ei varmer. Ville vi derfor nyde et lykkeligt Liv saaledes, at vi kunne paa en vis Maade sige at vi fortjene det, saa maae vi være dydige som kloge, stræbe efter at oplyse vore Hjerter ligesaavel som vore Hjerner; men denne sande Uddannelse af vore udødelige Sjele vise vi ved en saa levende Erkjendelse af vore Pligter, at enhver af vore Handlinger bliver et Exempel paa Dyd. SIDE: 167 SJETTE STYKKE Vise Mænds Eftergranskninger, især i deres Indre, og sørgelige Erfaringer have oplyst Menneskene om de Pligter, de have at iagttage, hvis de ville føre et Liv, der er værdigt deres høie Rang, som Guddommens Billeder; og Historien nævner os mange Mænd, som have vidst at opfylde dem. Der have ogsaa været Mænd til de fleste Tider, om hvem man kan sige, at de have skredet forud for deres Tid i Oplysning og ophøiet Tænkemaade. Saaledes have enkelte Mænd paa de Tider, da alle deres Samlevende vare saa dybt nedsjunkne i Uvidenhed og Overtroe, at de drømte sig Guder eller over- menneskelige Væsener i baade Dyr, Stene og Billeder, hvilke de dyrkede; -- da altsaa alle deres Samtidige og Landsmænd vare Afgudsdyrkere -- saavel vidst at bruge deres naturlige Skarpsindighed ved at skue ind i Verden, at de hævede sig over hiin Overtroe ligetil Erkjendelsen af een Gud, der er Alts Ophav og Bestyrer. Dette hæderlige Vidnesbyrd giver Historien Harald Haarfager, den første Konge, der bød over det hele Norge. Ringeagtende Fol- kets Afguder og Offringer sagde han engang, medens han endnu var ung: "jeg sværger, at jeg aldrig skal offre til de falske Guder; men til den Gud alene, som har skabt Verden og Mennesket; thi det vilde være daarligt af mig, om jeg vilde vente Hjælp af Steen eller Træ." Thorkild Mane, en Islænder, var ogsaa opdragen i Afgudstroe; men da han naaede sin skjønneste Alder, anvendte han meget af sin Tid til Eftertanke over hvorvidt disse Fortællinger kunde stemme med sund Fornuft. Han satte Fordomme tilside, betragtede Na- turen, tænkte og overbeviste sig snart om, at den da gjældende Troe var Fabel, og om, at der maatte være et altskabende, alt- styrende Væsen. Denne Overbeviisning fulgte han, ærede dette Væsen og levede som en retskaffen Mand. Da han fornam, at det stundede til det Sidste med sig, bad han sine Huusfolk at bære ham ud under aaben Himmel; "thi -- sagde han -- der vil jeg ligge, medens jeg døer, at jeg i min sidste Stund kan see op til Solen, og tilbede den Gud, der skabte den og Himmelen og Jorden." See, Disse opfyldte, skjøndt omgivne af Afguderiets Mørke -- og SIDE: 168 hvormeget hellere bør da ikke vi gjøre det, der boe om Templer, hvor Sandhed forkyndes? -- den første almindelige Pligt: ære og elske Gud, vor og Altings Fader, af ganske Hjerte, og ikke at lade Gudsdyrkelsen bestaae i tomme Ord og ufrugtbare udvortes Ceremonier, men i oprigtige Følelser af Ærefrygt, Kjærlighed, Til- lid og Lydighed imod hans Love. Den anden almindelige eller for Alle nødvendige og gjældende Pligt, hvis almene Opfyldelse bevirker et lykkeligt Samliv over den hele Jord, er Menneskekjærlighedens: den, at vi skulle agte og elske ethvert Menneske, hvad Stand, Folk og Troesbekjendelse han end er af, som vor Broder, og søge at bidrage saameget som muligt til hans Lyksalighed, d. e. vi skulle være retfærdige, handle efter Samvittighed i alle Ting, holde Forpligtelser ubrøde- ligen, være oprigtige og sanddrue i Alt, tjenstfærdige med Ind- sigter, Færdigheder og Evner, være eftergivende, skaansomme og forsonlige, velgjørende, taknemmelige imod Enhver, som be- viser os Kjærlighed og Godhed, venlige, beskedne, kydske, tro- faste, medlidende, maadelige i Alt, bevare vor Sjel reen for en- hver lastefuld Sindsbevægelse. Vi mangle ikke udmærkede Exempler paa en skjøn Udøvelse af Menneskekjærlighedens Dyd. Vor Landsmand Salve Nielsens Daad er os i friskt Minde. I aaben Søe, omdreven i tre kolde, mørke Efteraarsdøgn paa et Vrag, redder han sig alene med høieste Livsfare til et forbiseilende dansk Skib, hvis Skipper, med Ophold for sin egen Reise og skjøndt han ikke kunde i den rasende Storm ganske nærme sig til Skibet, dog søgte at holde sit Skib saa nær som muligt, seilende bestandigt i en stor Kreds om Vraget, forat optage dem, der derfra skulde mægte at redde sig ved Svømmen. Men Salve Nielsen, neppe selv reddet, endnu forfrossen og udmattet af de udstandne Lidelser, udholder ikke Synet af sine Ulykkesbrødre -- trods den øien- synligste Dødsfare, trods Advarslen: "spild nu ikke Guds Vel- gjerning at have reddet dig!" kaster han sig i Baaden -- er atter alene i den vilde Søe, i Dødens Gab -- anstrenger sine sidste Kræfter, nærmer sig det drivende Vrag og redder alle de Efterladte. SIDE: 169 En engelsk Læge Howard opofrede sit Liv til og for Opfyldelsen af Menneskekjærlighedens Pligt. I sit Inderste oprørt over Fængs- lernes og Hospitalernes jammerlige Forfatning paa den Tid, reiste han fra Stad til Stad, Land til Land, undersøgte dem paa alle Steder, gjorde Regjeringen opmærksom paa de skrækkelige Mangler, som fandtes næsten overalt, udkastede Planen til bedre Indretninger og fik dem, især ved den Anseelse han kom i, paa mangfoldige Steder indførte. Omsider døde han som et Offer for sin Menneskekjærlighed: han blev selv under Under- søgelse af et Pesthospital, smittet og bortreven af Sygdommen. Men hvormange Tusinde Ulykkelige ere ikke mindre ulykkelige nu ved hans Daad? Hans Minde er velsignet paa Jorden, som det visseligen er det i Himlen. Meddeel den Hungrige dit Brød, før de Forladte ind i dit Huus, og naar du seer et nøgent Menneske, da klæd det! Det er Menneskekjærlighed. Et skjønt Exempel paa Trofasthed, Høimodighed og Fædrene- landskjærlighed finde vi iblandt mangfoldige Andre i vor gamle gode Snorro Sturlesens norske Krønike. Norges Konge Harald Haardraade, som forresten var en dygtig Mand og Herre, greb engang til det uædle Middel, ved Leie- svende, der reiste om til Norges meest udmærkede Mænd, lige- som om de vare Udsendinge fra den fiendtlige Konge Svend af Danmark, og tilbøde dem Svends Venskab og opmuntrede dem til Frafald fra Harald, for at prøve hvorvidt disse Landets første Mænd tænkte om ham og hvorvidt han kunde forlade sig paa dem. Men da disse Spioner kom med deres falske Breve og med deres Foræringer (som det hedte) fra Kong Svend til Einar Thambeskjelfver, der, som den gjæveste Mand i Throndelagen, især havde modsat sig Kong Haralds Indgreb i Folkets Rettig- heder, saaledes at han ellers levede i Misforstaaelse med Kongen, saa finge de høre sand norsk Tunge. "Vel ved jeg -- svarede Einar -- at Harald er mig ikke god, hvorimod Svend ofte har viist mig megen Ære og Venskab. Men siig ham dog: "vover han at angribe mit Fædreland, det Land, hvori Harald er Konge, da skal jeg møde ham med alle de Tropper, jeg kan sanke og forsvare mit Land og min Konge. Aldrig vorder Einar Forræder; men det ere I -- ud af Stuen!" Den Ædelmodige tilsidesætter gjerne en Rettighed, opofrer SIDE: 170 gjerne Noget af sin Velfærd, forat opfylde Menneskekjærlighedens Pligt. Dette gjorde Anders Aagesen Rougtved, en fattig Bonde i Bradsberg Amt i Norge. Thi, efterat han havde meget forbedret sin Gaard, der dog ei var hans Eie, men Bygselgods, erholdt han en særdeles riig Høst i nogle Aaringer, da ellers en haard Misvæxt indtraf i Landet; og skjøndt der gjordes ham for det hele For- raad han havde tilovers, overmaade fordeelagtige Tilbud, saa forbeholdt han det dog for de meest trængende i hans Naboelav, til hvem han udsolgte det i smaae Dele, forat det skulde strække til Desflere, og det meget under den Priis, han ellers kunde have faaet. For denne ædelmodige Daad, erholdt ogsaa vor gode Anders en Sølvmedallie af Staten til Hæderstegn. Retfærdighed udøvede Norges Konge Olaf, med Tilnavnet den Hellige, fordi han med megen Ivrighed søgte at ødelægge Heden- skabet i Norge, altid, naar denne til Lidenskab udartede Iver for at udbrede Datidens Christentroe ikke kom med i Spillet. Saaledes straffede han stedse efter Lovens Strenghed de høi- baarne norske Herrer, ja vel iblandt af hans egen Slægt, der tillode sig paa Landets Kyster at øve det saakaldte Strandhug d. e. at de, naar de vare i Søen og trængte til Noget, udenvidere satte iland, og, med Sværd i Haand, aftvang Bønderne ved Ky- sterne Alt, hvad de behøvede; og denne Retfærdighed øvede han, endskjøndt han vel maatte forudsee, at han herved vakte sig de farligste Fiender. Dette bekræftedes ogsaa siden, thi netop Disse stødte ham fra Thronen. Trofasthed var en høiagtet Dyd hos vore Forfædre. En Mand en Mand, et Ord et Ord, gjældte fuldeligen hos dem. Vidner vare da ikke nødvendige, for at bestyrke Troe og Love. Den, som sveg endog et hemmeligt Løfte, blev anseet som Nidding. Fremmede kjendte vore Forfædre som trofaste Folk og ærede dem. Udenlandske Fyrster vilde derfor helst have Nordboer til deres Livvagt. Saaledes havde Keiseren i det forrige græske Rige, som residerede i Constantinopel, som nu er den tyrkiske Storsultans Hovedsæde, bestandig en Livvagt om sig af nordiske Folk, hvilken kaldtes Væringer eller Varanger. Harald Haard- raade var disse Trofastes og Kjækkes Anfører, før han blev Konge i Norge. SIDE: 171 Gregorius Dagssøn var en af den norske Konge Ingis ypperste Hærførere, hvorhos der var et trofast Venskab imellem ham og Kongen, hvilket stod sin Prøve engang i et Søeslag mod Een, der tragtede efter Kronen og kringsatte Kongens Flaade engang i Glomens Udløb. Gregorius havde nemlig med øm Omhygge- lighed faaet overtalt Kongen, der var syg, til at trække sit Skib ud af Slagorden, men ilede selv i Kampen. Hans Skib kom paa Grund, Fienden samlede sig om ham og han kom i Fare; men da Ingi saae dette, kunde han ikke længere holde sig, greb Værget, lagde ud, roede til, gav sig saa syg han var i Striden, og delte Seiren med sin frelste Ven. Nogen Tid efter faldt Gregorius i en ny Kamp for sin Konge. Budskabet herom bragte Ingi til Taarer, han ilede i Kamp forat hevne sin Ven eller døe. Han døde. For jevnt og gjennem sit hele Liv at kunne opfylde Menneske- kjærlighedens Pligt, maa Mennesket have Eiendom. Dette Gode kan Enhver erhverve sig ved Vindskibelighed, idetmindste saa meget deraf, at han kan stadigen gavne og vise Godt imod sine Nærmeste. I Borgerens og Bondens Vindskibelighed bestaaer ogsaa Statens sande og varige Velvære, hvilket Regjeringerne erkjende ved at hædre offentligen Den, der i en udmærket Grad øver denne Dyd. Niels Justesen var en fattig Bondekarl, da han bygslede Gaar- den Eidet paa Hitterøen. Gaarden var da i høieste Grad for- falden og syntes tillige, hvad Jordveien angik, aldrig at kunne komme sig synderlig, formedelst Vandskyl, deels fra Havet, deels fra nærliggende Bjerge; men Niels Justesen gik modig deran, angreb selve Naturen og vandt Seier. Thi ikke nok at han alene opbyggede sine Huse franytaf, bortledede Kjern og Bække gjennem besværligen anlagte Diger, ryddede Steen og Krat bort, Opsatte Steengjærder, men han tilkastede et heelt Kjern saaledes, at han fik sig i dets Sted en Tønde Land, satte Dæmninger imod Havet, ja flyttede disse endog saa langt ud og bedækkede dem med Jord, at han ogsaa der fra Vandet ligesom erobrede sig en Ager paa en Tøndes Udsæd. Til dette Arbeide havde han ingen anden Hjælp end sin driftige Kone, en Pige, og siden tvende Døttre; men alligevel udrettede han ved utrættelig, ordentlig SIDE: 172 Flid, at han blev en velhavende Mand, istand og villig til Veldæ- dighed mod Andre, og at han høstede og fødte paa Gaarden det Tredobbelte imod tilforn. Da han var 62 Aar og hædret med Landhuusholdningsselskabets Guldmedallie, blev han engang raadet at betænke sin høie Alder og at lade det nu være med hvad der var gjort; men Hædersgubben svarede, rystende paa Hovedet: "Nei -- da maatte jeg miste det Bedste af mit Liv, som er den utrolige Glæde, jeg finder ved at lægge altid noget til; thi jeg er aldrig saa glad, som naar jeg har sligt Arbeide under Hænder". Paa Vindskibelighed og Goddædighed gav Nils Lembaks Liv en Række af de skjønneste Exempler. Han var Sorenskriver paa nedre Rommerige i Agershuus Stift og i dette District er hans Navn i velsignet Minde. Selv sparsom eller rettere nøisom og tarvelig i sit Liv, arbeidede og erhvervede han stedse, alene for at -- gjøre Godt. Han bortgav og udlaante Sædekorn, han kjøbte Gaarde, opdyrkede dem og -- forærede dem og Penge med til vindskibelige, fattige Folk; alt Hjemmevirket opkjøbte han, skjøndt han egentligen ikke havde Brug derfor, men alene forat opmuntre Huusfliden; han uddelte Belønninger og Æres- tegn til de flittigste Agerdyrkere -- kort, han var en Velsignel- sens Kilde for den hele Egn, og den udtørredes ikke med hans Død: thi hans Exempel gjenlevede i mange hans Efterlignere. Vi hørte ovenfor, at Nils Lembak opkjøbte alt Hjemmevirket, endskjøndt han egentligen ikke havde Brug derfor. Men dette er saaledes at forstaae, at han ikke kunde have Brug for Alt, det han kjøbte af Vadmeler, af Værkener og af Træevarer; men at han alligevel opkjøbte Alt, forat opmuntre denne Huus- flid ved de eneste Midler, den kan opmuntres ved, nemlig ved en Slags Forkjærlighed eller Agtelse for det Hjemme- virkede og ved Afsætning. Nils Lembak gik derfor, skjøndt han var en riig og fornem Mand, stedse i hjemmevirkede Klæ- der; thi han indsaae, at, ligesom Klæder ere det andet Nød- vendige for Mennesket, saaledes er ogsaa Klæders Tilvirkning og Møblers og Huusgeraads Forarbeidelse det næst Agerdyrk- ningen Nødvendigste i en Stat, forat denne skal kunne være selvstændig, saaledes at ikke et Folk baade fødes og klædes af Andre. Hvor beskjæmmende er det derfor ikke for en Bygd at see især dens Qvinder, hvem det tilkommer at sørge for, at SIDE: 173 Familien klædes af Gaarden, ligesom foragtende de indenlandske Tøier, at udmaje sig med udenlandske brogede Klæder? Ja be- skjæmmende er det; thi de bære da Vidnesbyrdet paa sig, om at de ikke ere flittige, og, naar en Mængde af saadanne findes i en Bygd, om at der er Mangel paa Husflid, og det er en Lyde paa den hele Bygd. Lever et Folk lykkeligt i et Land, ja endog, om dette ikke til en Tid er Tilfældet, saa elskes Landet dog, i Haabet om, at der, hvor Fædrene levede lykkeligen, blomstrer vel ogsaa Roe og Lykke for de kommende Slægter, og derfor ville Borgerne heller ofre Gods og Liv, forat forsvare dette Land, end ved Feighed at blive selv mere ulykkelige og dertil paadrage sig Ætlingernes Forbandelser. Denne Kjærlighed til Fosterjorden, der gav os vore Fædre og vore Mødre, til denne samme Himmelegn, under hvilken vi voxede op paa samme Muld, som Forfædrene dyrkede og betraadte, er ligesaa ædel som naturlig. Vi vide at dens Navn er Fædrelandskjærlighed og at Fædrelandskjærlighed er en Moder til store Dyder: til Almeenaand, Redelighed, Vindskibelig- hed, Maadeholdenhed og mange andre Dyder i Fred, til Mod og Tapperhed i Krig. Fædrelandskjærlighed sikrer Staten Lykke i Fred, Held i Krig. Det er en Ære for Normændene at de altid have været anseete for at nære denne Dyd -- ja det med- rette; thi de have ved enhver Leilighed givet Beviser derpaa. Hvo har ikke hørt Tordenskjolds Navn? hørt, om hvorlunde han, paa en liden Hukkert med to Kanoner, men isærdeleshed ved sine egne ypperlige Riffelskud, tvang en fiendtlig Fregat paa 16 Kanoner, efter Capitainens Fald, at søge Flugten? hvo har ikke hørt, hvorlunde han med faa Skibe dristig seilede ind i Dynekilen, en snever befæstet Havn paa den svenske Kyst, og ødelagde og borttog en overlegen fuldtudrustet, af svære Batterier beskyttet Flaade, som just skulde føre Krigsfornøden- heder til den heltemodige Carl den 12tes Armee for Fredriks- hald; hvorfor denne strax efter Tordenskjolds Seier maatte drage tilbage i eget Land. Obersten Kruses Manddomsdaad er os heller ikke ubekjendt; han, som i Høland, hvor han med 150 Mand var sat, for at for- svare en Vintervei, modigen angreb det femdobbelt stærkere SIDE: 174 fiendtlige Corps, der kom anrykkende, anført af selve Kong Carl den 12te; ja tregange faldt Fienden an, tregange drev han dem tilbage, saaledes, at den kun efterat være bleven forstærket mægtede at bane sig Gjennemgangen, hvilket dog desuagtet neppe vilde have lykkets, hvis ikke Kruse, der bestandig var blandt de Forreste, efterat have nedlagt 7 Fiender og saaret den fiendlige Colonnes egentlige Commanderende, Prindsen af Hessen selv, var bleven fangen, da han formedelst Saar ikke længer kunde værge sig. Hvo glemmer vel de tapre Borgere af Fredrikshald, som til- bagesloge to Armeer, der beleirede den da saagodtsom ube- fæstede Bye, og som i det tredie Anfald, da Fiendens Overmagt trods tapreste Modværge, dog blev Herre over Byen, ikke toge i Betænkning at stikke deres egen Bye i Brand, forat Fienden ikke skulde faae Skjul over Hovedet for Fæstningens Kanoner, hvorfor den maatte flygte ud af den erobrede Bye, og siden, efter Kongens Fald, opgive ethvert Forsøg paa at tage Fæst- ningen Fredrikssteen? Skjøndt, hvor Stordaad øves af Mange, gives der dog altid Nogle, som udmærke sig meest. Saaledes Peder Normand i Fredrikshalds første Beleiring, samt Brødrene Hans og Peder Colbjørnsen i de sidste. Disse foresloge Forsvarsanstalterne, bragte dem istand, svarede kjekt paa Fiendens Opfordringer, lagde Penge til, hvor det behøvedes, underholdt mange af Sol- daterne, oprettede, væbnede og underholdt Frikorps, opmuntrede ved Raad og Daad; og ofte vovede de deres Liv, thi de strede som Helte. Forsvares et Land saa vel, gjennemglødes selv Qvinderne, ved Fædrelandskjærlighed, af Mandemod, da hviler det sikkert med alle dets Goder bag Folkets Arme, da vil aldrig fremmed Herrefod træde det. Hvad gjorde ikke Anna Colbjørnsdatter, Præstekone paa Norder- houg paa Ringerige? Fienderne kom, 800 Mand stærke, pludse- ligen til Præstegaarden paa deres Tog, forat ødelægge Kongsbergs Sølvværk; Anna aabnede baade Øl- og Madkjelder for Fienderne, medens hun sendte Bud til et mindre Antal norske Dragoner, der laae 1/2 Miil derifra, og indbød dem til Gjæstebud, hvorhos SIDE: 175 hun bad dem lægge Mærke til, naar de saae et Baal blusse i Præstegaarden, hvilket hun, under Paaskud af at det var forat varme Folkene, havde faaet Tilladelse til at anlægge af den fiendtlige Oberst. Normændene kom under Anførsel og Veiled- ning i den mørke Nat af den tappre Thor Hovland, fangede Obersten, nedsloge et stort Antal, og adsplittede ganske det fiendtlige Corps. Vor gamle Folkekrønike Snorro Sturlesøn leverer os Mønstere nok, ja i Mængde, paa denne Nationens Frelsedyd i Faren; men faa kunne dog sættes ved Siden af Olvar Bondes. I Kong Harald Gilles Tid blev Staden Konghella overrumplet af hedenske Sø- røvere og behandlede paa Sørøverviis. Medens disse røvede, myrdede, skjændte og brændte i Byen sadde nogle Bønder sammen i muntert Lag nær derved. Rygtet om hvad der imidler- tid foregik i Byen kom til dem, Forfærdelse udbredte sig, de Fleste vilde flye. Men Olvar sprang frem midti denne Forvirring, satte Hjelmen paa Hovedet, svang sin Øxe og raabte: "I gjæve Mænd! kommer! lader os hjælpe Bymændene. Ikke sømmer det sig nu at gjæste Ølkanden, men Fienden. Vi maae dræbe Hed- ningerne og redde vort Fædreland". Ingen havde Lyst til at følge ham i Faren; Alle raadede ham derfra, -- "Ha, vil Ingen følge -- blev han ved -- jeg vil dog fare alene, og skal jeg vel sende en eller to forud, før jeg falder!" og i samme Øieblik foer han ud og ilede til Byen. Otte Fiender angrebe ham, men Olvar tabte ikke Modet; Nogle nedhug han paastedet, de Andre jog han ud i en Myr, hvor han endnu nedslog To af dem. Men her fandt hans Venner ham, da de vare ilede efter ham, fast- siddende, saaret og afmægtig. De bragte ham hjem og sørgede for hans Helbredelse. Ja Verdenshistorien lærer os, at Kjærligheden til Fædrelandet er Grunden til al Dyd, Styrke og Lyksalighed i det borgerlige Liv; ved den have smaae Stater hævet sig til Hæder og Lykke; men ikke saasnart aftog den hos et Folk, førend dette igjen sank tilbage, blev Voldherskeres, Erobreres Rov, et Folk af Trælle, ulykkelige som foragtede. Men Den alene elsker sit Fædreland, der tænker, vaager og arbeider til Nytte i den Kreds, hvor han er sat, der altsaa stræber ved Oplysning og Uddannelse og vorde SIDE: 176 saa nyttig, som det staaer i hans Evners Magt; der er villig til at tilsidesætte egne Fordele for det Almindelige, og færdig til at offre Gods og Liv, hvor det gjælder, for det fælleds Vel, den fælleds Frelse: d. e. formaaer at vise en saa udmærket Grad af sædelig Styrke, at alle jordiske, egennyttige Hensyn, ja selv Livet, der er det sandselige Menneskes Dyrebareste, taber sit Værd imod denne alvorlige Pligt. Ere Staterne saaledes indrettede, ere deres Borgere oplyste om deres almindelige Pligter som Mennesker, og som Mennesker i særegne Forhold, og leve de derefter d. e. have et Lands Ind- vaanere Gudsfrygt; sættes de istand til at uddanne deres Sjels- evner d. e. har en Stat et godt Underviisningsvæsen; have de Anledning til at anvende deres Færdigheder og Kundskaber saa- ledes, at Underholdningen ikke bliver for vanskelig at vinde for nogen Klasse; nyde de borgerlig Frihed, hvilken altid maa staae i Forhold til de Fleste af et Folks sædelige Frihed -- da ville de ikke let lade sig disse Goder frarive; men med Omhyggelig- hed ville de uddanne og vogte dem: da ere Jordens menneskelige Samfund hvad de skulle være: Planteskoler for det himmelske Rige, hvortil Menneskene have Borgerret ved Fødslen og hvortil de endydermere høiest og tydeligst ere kaldede ved Jesus Chri- stus Frelseren. SIDE: 177 Henrik Wergeland FOR ALMUEN FEMTE HEFTE FORORD At alle Norges Odalsmænd vare som Hakon Ivarsen! Da gladere i sin Æt, end i sølverbrynjet Bjørk, i Granens gyldne Kongle, Furumalmen mørk, da stoltere af sin Æt, end af Jøkler og Snee, over vide Aljorden stolt-Norrig turde see! Ja, gid at alle mine Landsmænd vare som Hakon Ivarsen, min Ven! -- Dette Ønske gjennemkrydser stedse min Sjel, og kommer atter fremigjen, saa tidt en tækkelig nybygget Bondegaard, glim- tende til mig igjennem Granerne, saaofte en hærdebred Normand i sin Vadmels-kufte med Egnens eiendommelige Snit og Farve, lænende sig udover en herlig Rugagers Gjærde, minder mig om Hakon og hans Gaard, og da især om de sidste skjønne Dage, jeg levede med ham der, da mit hele Ophold vexlede imellem at være et frydfuldt Vidne, snart, ude med ham paa Marken, til hans udmærkede Flid og Indsigter i det hele Landvæsen, snart, inde i hans Stue, naar han syslede med den Bogsamlings og det Sogneselskabs Anliggender, han havde istandbragt, eller han havde Andet fore, til hans nidkjære Iver for sine Medborgere; og snart, naar vi om Qvellen under hans selvplantede Frugttræer sad sammen i oplivende Samtale, til hans oplyste Frihedssind, hans retsindige, faste Tænkemaade og især til den Skat af Erfaringer, Kundskaber og den sundeste Levnets-viisdom, som han havde vidst at erhverve sig i sit stille, men daadfulde Liv. Hvi maa jeg da ikke ønske det af Hjertet, at alle de fribaarne Normænd i Eet og Alt vare som Hakon? eller dog idetmindste i den gode Vilje, eller at jeg i enhver, eller i de fleste, eller kun i mange, eller kun i endeel Stuer havde en Hakon at besøge? Eller nødes jeg hellere at tænke saa, naar en smudsig forfalden Bolig, en pjaltet Fader, ledet af et Slæng udmajede Døttre til Kirken, eller en Pusling af en Yngling, legende med Terningerne i Lommen med den ene Haand, medens den anden snuer og drejer Brænde- SIDE: 178 viinslærken imod Solen, fare mit Øie forbi, paa min Vandring igjennem Dalene? Javist, da er Ønsket værd. Men hvormeget til at opfylde det ville ikke velindrettede Sognesamfund, belivede af en kraftig Fælleds-aand, en sand Communeaand, med gode Bogsamlinger i deres Midte, samt enkelte udmærkede Mønstre kunne udrette? Lader os haabe! Thi hvorledes skulde kjær Norriges Frihed og Velfærd ligge sikkert gjemt under Granene og de sorte Furuer, dersom ikke mandhaftige, redelige Hjerter, som Hakons, ogsaa sloge under disse, dersom ikke klare Blik funklede derunder, hvor Klenodierne ligge? Mænd maae der paa Ageren, ikke Daarer eller Gjenfærd af dem, der engang syslede her! Qvinder med Sjel og Haand, ikke levende Plag og flagrende Pjalter. Drenge, der forstaae sig paa Bog og Kniv, ikke paa Elskov, Kort og Nattesvir! Smaabørn paa Gulv med Brød i Haand, saa man endnu derinde troer sig paa Ager og Eng! Tanker, ikke Drømme, i Templet! Tale, Sang, og Daad i Husene; ikke Sorger og Klager! Saa var det hos Hakon, og saa maa det være! Da høre Ingen i Granernes Susen, hvor- under Gud har forundet den forfulgte Frihed et Ly, efter megen Omflakken over Øe og Land, den angstfulde Moders Suk og halve Skrig, forat de skulle røve hende dette af den Høieste betroede Klenod; men tvertimod høre da Enhver deri den væl- dige Ørns vellystfulde Murren over sit sikre Rede! Og nu, bør jeg ikke blande dette Haabs Fryd i min Sorg, nu jeg sidder paa Hakons Gravhøi? O, jeg har endnu dertil i min Sorg den Glæde, at nu jeg tør rose dig i dit Nærvær; ja i dit Nærvær; -- thi derom er jeg forvisset nu. Den, du hædrede med dit Venskab, sidder paa din Gravhøi, ved Foden af din Bauta, hvor din Søn, den mandige Einar, ristede simpelt, men sandt og i eet Ord, din Fortjeneste: "Støvet af Hakon Ivarsen Almelie. Han var en Normand." Se, jeg kom, haabende at træffe dig i din hyggelige Kreds, forat bringe dig den Samling af Grundsætninger og Leveregler, du havde indhøstet af vise Mænds Skrifter og overladt til min Pens frie Behandling, idet du ogsaa bad mig at tilføie hvad min unge Hjerne selv kunde udklække, samt de Steder af mine øvrige Skrifter, der kunde forstaaes og have, som belærende og tanke- SIDE: 179 opløftende, gavnlig Virkning paa Almuesmanden af noget levende Fatteevne, for hvem jeg da ogsaa kunde siges at have skrevet mine Vers; -- men til en høiere Viisdoms Skole fandt jeg dig indgangen, Høisædet var tomt, men et nyt Mæle graanede mig imøde fra Kirkegaarden. Dog, det var jo din Vilje, ædlede Henflyttede, at overantvorde denne fra mangehaande Steder samlede Levnetsviisdom som et Efterladenskab, der ikke skulde agtes ringe i dit Huus, til din Odelsbaarne? Vel, jeg vil da bringe Ham og Enhver, der vil ligne dig, og saaledes i aandelig Forstand vil vorde din Søn, disse Samlinger, hvilke jeg har stræbt at bringe i en Form, der kunde være lige fattelig for Hukommelse som Forstand, og be- titlet som følger: Anm. De med * betegnede Vers ere ogsaa i Opfindelsen Udgiverens; de Øvrige kun i Behandlingen. Findes Bogstaver under, da tilhøre de Andre. LEVNETS- OG VELFÆRDS-VIISDOM Du tarver Raad? Kun Den dig raade, der raade kan sig selv tilbaade! Dog -- endnu bedre, vakkre Mand! -- Din egen Sjel opklar! Da ei du i det ganske Land meer trofast Raader har. Thi Viismands klare Sjeleøie paa egen Vei tidt bedre saae end tyve Vægtere, der laae paa Udkik fra en Vardes Høie. Raad man nok kan give, Klogskab ei. Hvo godt Raad Raad lod blive, lod Hjælpen gaae sin Vei. SIDE: 180 Raadslaa ei, Ven, med Den, som kjøbe vil, om Salget, med Den, som vælges vil, om Valget, med Nogen, om at gaae tilkirke, med Ladmand, om et vældigt Virke, og, om hvor fort en Ting bør være gjort, med Leiesvend! Erfaring er en kostbar Skole. Der vanker Hug for Poul og Ole; dog ogsaa Præmier igjen, der sælges ei for Guld af Manden. Blier Daaren ikke klog i den, Han blier det ei i nogen Anden. Begjærlighed og Vrede føre kun slette Raad imund. Tæm Lysten, naar den luer op i Barmen, at ei den qvæler dig i sin Omarmen. Bestandig tænk og handl somom du vidste, at dette Øieblik var dig det sidste. Mange Ønsker grave snart din Tilfredshed Graven, liig uselige Myrers Hær bedste Træ i Haven. SIDE: 181 Velsignelse og Liv er ikke Det at leve, men at leve ret. Første Stump af Dydens Vei over Hei, opad Fjeld, gjennem Tornekrat sig vrider. Midtveis kommer den til Held; men til Salighed omsider. Hver din Gjerning engang sætter sig som Dommer over dig. Vel har Enhver sin svage Side; men dette Sted den Vise allerbedst maa vide, og holde dobbelt Vagt derved. Elsker du Livet, saa ødsl ei Tiden bort! Den er det Tøi, hvoraf Livet er gjort. Hvo taaler, det regner og sneer i sin Gam, Vor Herre forbarmer sig ei over ham. Alene Den er riig, som veed med Lidt at nøie sig. Godt Rygte -- fagreste Pynt du faaer; ja fagrer' end Sølv i Bringe og gylden Kam i Haar. SIDE: 182 Eet Ord er nok for vise Mand. Mange Ord ei fylde en Skjeppe tilrand. Smag Glædens Skaal; men tøm den ikke! Kjækt du Sorgens Kalk uddrikke! Tjen for dit Brød; men ei som Slave! Tag glad mod Løn; ei saa mod Gave! I Alvors-færd forsmaa ei Skjemt! Skjemt saa, at Alvor ei blier glemt! Tag vel mod Raad, men brug ei alle! Giv intet, før man dig mon kalde! Mistænk ei Nogen uden Skjel! Tro Ingen heller altfor vel! Vær til at see og høre snar; men ei til Svar! Bedre, i Friheds retfærdige Sag af Overmagtens stærke Slag overvældet blive, end mindste Flig at eftergive. Thi for Aljorden strider den, som Sandhedens for Himmelen. SIDE: 183 Spanker Hovmod opad høi og bred: Lykken snart sig lister stille ned! Dovenskab stjæler saa jevnt af Pung, Daarskab er og en Skat saa tung. Lysten til Flitter og Flatter Fattig-Peer tyngst beskatter. End gjorde Guld ei Nogen glad og god; Tilfredshed selv den Arme derimod. Vov dig ei paa Havet ud, saalænge Sky og Bjerg ei mægte Stormen stænge. Reise Lidenskaber i dit Hjerte Horn og Stang, læg kuns Haand i Skjødet! Det er ei Lediggang. Ei Slægt, ei Stjerner, som paa Kjolen tindre, gjør Hjertet indenfore større eller mindre. Man kan i Kufte Herre, i Purpur Slave være. Være en nyttig Mand er en Mynt af Guld: Hvor du viser den frem, erkjendes Værdien for fuld. I Alder en Pige, men Kone i Forstand -- da er det paatide en Datter faaer sin Mand. SIDE: 184 Tog du en Huustroe, af Stand meer fornem, da tog du al Slægten til Herskab i dit Hjem. Hvo sin Fader giver Hæder, og Moder vederqvæger, han deres Alders Vunder læger og skal af egen Afkom høste Glæder. Hvo eier Sparsomhed, eier rigest Toldersted. Skjøn Daad seer allerskjønnest ud, naar kun jeg den veed og Gud. Nævne "Ven" sig blot med Munden, usselt Venskab er igrunden. Venskab ei af Ord og Skrift kjendes skal, men af Bedrift! Betvinger du først dine Lyster, en Eeg du da sammenkryster: da bliver din Seir over Ulykken vist saa let som at bøie en Qvist. Sjelden forgjæves er Ynglings-daad, Mands-raad, Oldings-spaa'd. Nyd Hvad Himlen dig beskar! Undvær Hvad du ikke har! SIDE: 185 Hver Stand fik Sit af Sorg og Lise; Hver Stand kan sig som bedste prise. Hvilende Plov Fure ei grov. Ræven, der sov, fanged ei Fugl i Skov. Hos flittig Mand kan Sult iblandt vel gjennem Rude kikke; men indenfore vover den sig ikke. Ei heller paa hans Tærskel fandt du Stevnemand eller Fu't; thi Stræbsomhed stryger Gjælden ud; men Modløshed øger Pant. Flid? Hvad Andet end benyttet Tid? Kun da kan en Ulykke, naar den umandig bæres, trykke. Trefoldigt Veeraab over Manden, der lod den Stund, da Stordaad kunde gjøres, unyttet bort blandt andre Timer føres! -- Han er ei værd at finde nogen Anden. Fordobles skal din Fryd saa mangegange, som Du den dele vil med Mange. SIDE: 186 Eensom Fryd er liig en yndig Lyd, der spildes i en Ørken hen, hvor intet Dvergmaal dobbler den. Det bedste Eie, som du har, er rosenrødt Sind, Forstanden hvid og klar. Blier Klogskab, som i Alting sparer, ret tidlig din Huusholder, da dit Forraad alt til Graven varer. Gjerrige gjør Ingen vel, allermindst sig Selv. Flittighed af Ønsker ikke veed, og plager ikke Himmelen med Raab. Den døer af Sult, som leve vil af Haab. Uden Umage aldrig komme gode Dage. Hænder i Lomme blive bestandig tomme. Nu, da jeg har en Koe og et Faar, venlig Godmorgen af Hvermand jeg faaer. Huusbond, vil du Fordeel af Ploven drage, selv maa du Haanden i Styret tage. SIDE: 187 I Alting er en Middelvei: Forstand den finder, Lidenskaber ei. Omhu-brist -- den Mand er ei viis. Indsigt-brist -- den Mand er ei lærd. Den Første dog volder i alskens Færd det største Forliis. For lykkelig at være ei raader Mennesket; men derfor vel, at blive det. At døe for Frihed og Sandhed er ikke en Død alene for Landet, der giver os Brød; men ligesom Frelserens Golgathafærd, en Død for en Verd. Om Skjebnen ei du kan, dig Selv du skal betvinge. Da vil dit Hjerte klinge: "nu er jeg bleven Mand." Tag Det iagt -- da Ven dig ei berøves: ham give Ære, er han hos; og, er han borte, Ros; og Hjælp kun da, naar Hjælp behøves! Hvor Sandhed vækker Vreden, der saaret er Samvittigheden. SIDE: 188 Ei brænde Hidsighed under Armens Magt, saa Frygt du vinder kun for Agt! Ja tarvelige Lampe, der i dunkel Kjelder med egen Straale lyser, være vil langt heller end store Maane, der sit Lys maa laane. Jeg vil kun æres for min egen Skyld. Som den er, er Verden god. Ville vi, kan den bedre vorde. Fra et dydigt Hjertes Rod blomstrer Himmel frem paa Jorden. Det første Trin paa Lastens Bane tidt paa Dydens blev det sidste Skridt. Salig Hvo i hver en Handling Skinnet ifra Sandhed skiller. Let ham bliver den Forvandling hvor ei Skin ham meer omspiller, hvor han fanger Lys for Blod -- den han blomstrer her imod. Giv ei aarhundred-gammel Fordom Rum! Den ældste Mening ofte meest er dum. Ja æres denne end af Folkets Flok, Det dertil være dig ei Aarsag nok! SIDE: 189 At øve det Gode, ja Store, er let mod Eet, mod Eet, som er ene besværligt: at modstaae det Onde, foragte det ærligt. Vel født er vel en Trøst; men bedre, vel opdragen. Vel gift er Livets Lyst; vel død dog Hovedsagen. Den, som stedse Retfærd øver, altid nok af Venner fandt; thi sig Selv og Gud han vandt. Mon han Fleer end dem behøver? Velgjort er enten snart gjort eller Meget gjort. -- Nei, nok fort, nok gjort, bare vel gjort! Dyrebar er mig en Ven, dog Uven er ogsaa til Gavn. Teer mig en Ven Hvad jeg kan, Uven mig teer Hvad jeg skal. Bered dig paa at see dit Haab hendunste, Duggen liig om Dagen, din Jubel høre vexles om til Vee! En buden Gjest vel bedre blier modtagen, end den, som treen ubuden i din Hal. I Angreb blev den Tappre sjelden slagen, men oftere ved Overfald. SIDE: 190 Godt at boe, godt at boe overalt herneden. Saavidt Guds Stjerner Krandse snoe om Himlene heroven. Hvor Hjertet spiller frit og fro i Bryst, som Kildevoven, der, du kjære Broder, tro, er Jordeboers Eden! Med evig Bedrift din Dødeligheds Dage du krone! Daadløs synke ei ned nogen Qvel! Engle din Daad bære op til Guddommens Throne. Der i Triumph, naar du døer, den møder din Sjel. Mange gad nok uden Møie æde, sove og fordøie, leve blot af Kløgt i Mag og Fred; men de slippe ei ud dermed. Tjente jeg en Herre god, og han fandt mig lad og treven: vard jeg ikke rød som Blod? Nu min egen Herre bleven, om jeg greb mig i det Samme. maa jeg for mig Selv mig skamme. Flyer du Fornøielsen? Hvor du dig dølger, se, den følger! Grædten og grinet slentrer Leddiggang. Dorskhed ligger i Sorgers Fang. SIDE: 191 Vaarsol, som er saa vakker og vâk skulle du finde ei Gjenta i Stak? kikke i Stua, see Guten i Sengen? -- Pusta'en Ola! -- 'en Ola er paa Engen. Spørg ei arvet Pose-guld, Vang og Skov og feden Muld, om en Mand er riig! Spørg alene Mandens Flid! Den skal Sandhed sige dig, Den skal være sikkrest Maal paa Dybden af hans gyldne Skaal. Et Stykke Brød af Fattigmands Fred er bedre end paa Sølverfad en Oxe feed med Had. For en Synder er det svârt, ei sin Udaad aabenbare. Hvertet Ord er et fuult Angiver-chor; i hvert Træk fremtitter klart en Forræder-skare. God-Villie (en Gut saa liden og rund) saa svært et Vognlas drog. Men Dovenkrog (en Rise saa lang og svær) han sagde om en liden Fjær: den veier vist hundred' Pund. Hvo stjal en Kalv, stjal og en Ku. Af Lækkertand bliver saa let en Tju. SIDE: 192 Haandværk har gylden Hjerterod, bær' det om Munden end Støv og Sod. En Kunst er Reisepenge god, som tynger hverken Haand eller Fod. Kan du en Kunst, over Land, gjennem Bye fri kan du flyve som Fugl under Skye. Se den Dag, som bøied sig ned bag Sky igaar, nu i denne Dag idag Skolemester faaer! Morgendagen (ja endog, om jeg døde da) altid i Erfaringsbogen slaaer op nye Pagina. Kort er Livet, Meget er Det, vi skulle lære her. Fremmed Ild er ei saa klar, som den Røg vi hjemme har. Haarde Eeg falder ei som Havre-neeg, faaer af første Hug ei Brist. Men, hvis du ei trættes vist siiger den tilsidst. Meget mangler Armod vel; Alt dog fattes gjerrig Sjel. SIDE: 193 Forsilde, ak forsilde, hvis, først naar Daarskab har dig ødelagt, Du, Det du forhen bød Foragt, du Viisdom dig erhverve vilde. -- Paa Huus, som staaer, kan bygges Taarn og Tind; men ei paa sammenstyrtende Ruin. Jo Frommere, desmindre kan En tænke Ondt om anden Mand. Livet er liig en reenbebladet Bog os givet. Skriv deri da ei Andet end Hvad glad du læse kan i Himmelen; thi sandeligen der du faaer at puge den! Een Løgn føder ti i Døgn. Tag paa dit Værktøi fat foruden Votter! Med Handsker paa ei fanger Katten Rotter. Brug Tiden vel, om du vil Fritid finde! Men, da du ei er vis paa en Secund, saa kast ei bort en Times Stund. Arbeidsom altid kan en Fristund vinde; men Ladmand ingensinde. SIDE: 194 Haandværkeren. Jeg maa mine Hænder bruge hele den udslagne Uge, for jeg eier ikke Land -- er dog lige sæl en Mand. Bonden. Vakker Grøde paa min Muld er vel Guld. Dog er Skattens Skjepper druge. -- Knuger vel og denne fuld. Haandværkeren. Men hos mig, se, hver en Finger Rente bringer. Spindersken. Spinder jeg ikke -- ja vel, Stryet beholder jeg selv. Men spinder jeg, Gjenta mi', ja, Gjenta mi' da, haha! da kan du fly mig Sølv for Stry, da kan du bringe mig Guld for Uld. Flittig Spinderske spinder Huus af Hytte. Saa tidt hun vil kan hun Linned bytte. Skyldners Tid tør ikke raste. Vinge har den paa Skulder og Hæl. Den har altfor kort en Faste, som pligter at klare til Paaske sin Gjæld. SIDE: 195 Gjældner passer nok paa Forfaldstid, Dag og Termin Skyldner, glem ei at slaae Almanak op paa Væggen din! Lettere tvende Arner at bygge, end Ilden paa een at hygge. Stræb og spar! Selv kan du gjøre Lykken huld. I denne Tro du Stenen har, som omforvandler Bly til Guld. Spar heller til Alder og Trang! Engang det qveller, var Dagen end noksaa solklar og lang. Tigange, før du troer, at tænke over er vaagen Viisdom og ei Vid, som sover. Bedre at blive staaende i Tvivlen, end snuble i sin Ilen. I skyldløs Munterhed din Ungdom flyde i Timeglasset ned! Thi viid, det ei er Dyd, som tør forbyde saadan Fryd. Retsindighed og Glæde i samme Hjerte boe; Naturen selv dem sammenbinder. Og disse hulde Søstre to adskilles kun af Menneskefiender. SIDE: 196 Varer Jubel længe, bliver den til Skrig. Hvis du hos Glæden dvæler, dens Værd er tabt for dig. Hvo vied' den een Dag, har vist at vente en' træg og sorgfuld Qvel irente. Fryd er Livets Kryder, ei dets Suul. Hvorledes mon det gik, hvis Aaret rundt var Juul? Kun driftig Mand kan sige: "Glæden jeg kun naaer. Ved Enden af mit Dagværk, se, dens Tempel staaer!" Den herligste Skat du Himmelen betaler . . den Farve, som, hvor bleg den er, dog maler din Jorde-fryd end skjønnere end før, og krydrer den og den uskadlig gjør . . den Engel, som derfor just tit styrter Krybet, at det forherliget sig reise kan af Dybet . . er -- Lidelsen. Elsk Alle! vær ei Nogens Fiende; men bed Den, som elsker Dyden: "vær min Ven!" Det er en usel Ovn, som ei kan blive heed. Den er en usel Mand, som ei kan blive vred. SIDE: 197 Men Ilden vogter du, naar Ovnen hedes? hvi da ei Vredens Ild, naar, Mand, du vredes? og Tungen, naar du er i Harme? Thi ingen Gnist kan volde en større Skadevarme. Heller uden Mad tilqvel under Fell end staae op med Gjæld! Vindskibelighed gjør riig, saavist Studering Lærdom giver, saavist den Tappre hædret bliver, og Dyd til Himlen svinger sig. Fedt Kjøkken, gylden Dør mavert Testamente gjør. Stort Skib for liden Læk er sjunken. Lækker-Tungen finder snarlig Læk paa Pungen. Kortenspil, Terninger, Piger og Viin. -- Hver af disse har tilvisse været mangen Mands Ruin. Tid ei gjemmes, som du gjemmer Penge, Tabt Tid ei findes, om du søger længe. Dovenskab gjør Alting svært og tvært; Flittighed gjør Alting let og kjært. SIDE: 198 Hvo silde reiser sig fra Lagen faaer nok at løbe hele Dagen, og endda knapt han til sit Dagværk naaer før sorte Nat imellem begge staaer. Har du imorgen at gjøre en Sag, -- gjør den, om muligt, idag. Driv paa dit Dagværk! -- Det paa dig ei drive! Men tidlig i og tidlig op af Seng gjør Manden rask, som var han stedse Dreng; og skal ham Oldings Viisdom, Velstand give. Ak skarp, besværlig er vor Stie, og haarde Kampe kjæmpe vi, Men flyer du Kampen, flyer du Stien selv -- Selvmorder skjælv! Ejah! Du lider ei Nød, har du Tilfredshed til Salt og Brød. Eller kjender du, Ven, -- Ost til Brødet bedre end den? Arm paa Tid vor Ungdom er; Men derfor og af dobbelt Værd. Med sparsom Haand som Guld den da udtæl, og vei Secunden vel! SIDE: 199 Saa meget vild den vandrer ei, som vender om paa halve Vei. Hvis du er ædel Mand, min Ven! som vil selvstændig vandre, saa ofte som du kan, gjør dig forbundne Andre; men gjør dig sjelden kun forbunden dem igjen! Borgernes Manddom og Dyd er Statens bedste Muur og Spyd. Mande-virksomhed, Qvinde-flid -- dens Proviant til evig Tid. I slig en Rustning den taaler Strid, med slig en Skreppe i hundred' Aar indtages den neppe. Gods tabt -- Intet tabt. Liv tabt -- Lidet tabt. Modet tabt -- Meget tabt. Æren tabt -- Alt tabt. Bedre arm med Ære end riig med Skam at være. Fremmed Arne sort, egen Arne gylden Port. Første Lyst under Bordet sættes lettere end alle de Følgende mættes. SIDE: 200 Lyst til Pynt røver fattig Daares Mynt. Spørg din Pung, ja ryst den, før du spørger Lysten! Saamangen Mand kan Synden gjøre arm; men hundred Trængende age i Overdaads gyldne Karm. Daaren, for Stads paa Ryggen at have, spanker omkring med sulten Mave. Atlask, Skarlagen og Silke rød slukker paa Arnen baade Ild og Glød. Bonde paa Benene bedre deran End som paa Knæerne fornem Mand. Første Lyst kan være svag; men kommer vist igjen, -- ja maaskee næste Dag. Og hver en Dag vil den forstærke, saa Den, der kom som lidet Barn, fremstamper snart som vældigt Hærkje Herremænd. Forfængelighed er en Betler, og frækkere end selve Trangen. Een Skilling hjælper denne lidt adgangen; men hiin forlanger Sedler. SIDE: 201 Kan Dyden end ei altid vinde Seir, dog ubeseiret kan den stande, liig midt i Storm og vilden Veir en Klippes faste Pande. Daarlig Handel, give Penge hen, for at kjøbe Anger ind igjen. I Vennebarm saml Skat til Aldren krum og arm! Thi brændte end din Hytte af, og brast din Stav, og slukkedes din Kjerte, bedække dig skal da hans Flig, dig varme skal hans Hjerte. Kunne mønstre med et roligt Blik Dagene, som vare, Fremtids-Dages Skare -- o største Høihed Dødelige fik! Giv stolte Daare stolt Foragt! Dog endnu større Ringeagt Den døier, som stedse smidskende sig bøier, som stedse gaaer som sammenlagt. Hvad er en Sommerfugl i al sin Pragt? -- en Kaalorm kun, blot i en anden Dragt. I dette Billed Pyntegjækken seer sig saa grant som Bukken sig i Bækken. SIDE: 202 Armod maa sælge Frihed for Brød, Hjerte-guld for Arneglød, Selvstændigheds-kaabe for ulden Tot. -- Tom Pose staaer ei opret godt. Forfængelighed spiser en Frokost fiin med Overmod paa Porcelin, til Middag med Armod af Orre-skaal, med Skjændsel i Asken til Aftensmaal. Maa tvungen du Skjebnens Villjebud følge saa tidt, arme Støv? -- nei stolte Støv! Thi se, du den himmelske Pligt stedse kan udøve frit! Frihed uden Viisdom have, O det er en skræksom Gave! Frihed er det dyreste Klenod, Himmelen den Dødelige lover. Hver Mand maa eie det, hang det end over en Grav, og maa han endog springe over en Flod af Blod. Hvo ei mægter lide meget, Hvo ei mægter vel at gjøre meget, Hvo ei mægter sig fornægte meget, Viisdom ei forstaaer, og ei den Kunst at leve. Nyd kun den Fryd, hvis Eftersmag dit Hjerte gjemmer med Behag. SIDE: 203 Lidenskab og Ild -- Tjener god, men Herre vild. Heller Frihed og Nød end Trældom og Brød! Betænk dig lidt forinden, endog paa Røverkjøb! For Røverkjøb saa mangen til Fattigstuen krøb. Bli'er du ved Sager hængende, hvortil du ei er trængende, da visselig kommer du til at lade det Nødvendige gaae hvor det vil. For det een Lyst af Lommen veed at tage du kunde tvende Børn opdrage. Klog Mand bli'er klogere af Andenmands Forliis; men neppe af sit eget blier Daaren mere viis. Vil du Tjener have efter dit Behag En, som tjener uden Løn, mere trofast end en Søn, dig Selv i egen Tjeneste da tag! Venskab, bedste Himlens Gave krydrer Glæden, mildner Sorgen hen: og, se, en Ven kan Hvermand have, som selv forstaaer at være Ven! SIDE: 204 Se Skjebnens sære Baner kun Skjul er for den vise Skabers Planer! Hvad det alvorlige Liv forlanger, fuldend! Men glem ei at kræve Hvad du forlanger af Livet igjen! Hvo vil æde Kjerne sød, først maa knække haarde Nød. Vil du bestaae i Ulykken, maa du med opløftet Pande imøde den gaae! Vil du Hvermand Fyldest gjøre, tidlig maa du dig af Sengen røre Vær Snegl i Raad, en Ørn i Daad! Ønsk ei at være Herremand Stormens stærke Haand slaaer ei lille Dale-vaand, men høien Klippes Gran. Vil du stedse leve fri, vil du leve glad og rolig, finde stedse Velstand i fager Blomstring i din Bolig, da du trolig evig Pagt maa slutte med Retsind og med Virksomhed. SIDE: 205 Mens du sover bier ikke Renten over. Borgen tømmer Pung men fylder Barm med Sorgen. Længe betragt Hvad siden skal stande uendret ved Magt! Falskhed slaaer paa Hals sin egen Mester. Den falder i, som grov en Grav for Næsten. Paa Raadens egen Skalle slette Raad tilbagefalde. Saa langsom Dovenskaben fremadslentrer, at Armod, skjøndt paa saare Been den slæber over Stok og Steen tungt Barn og Pose, snarlig den indhenter. Bort flyer Minutet, kommer ei igjen. Den øder Tiden, som ei bruger den. Mon, lever Han da? Nei! Han aander vel, men lever ei. Om du paa En er vred, slut dog ei Forbund med den feige Kjæmpe Avind! Han bruger kun forgiftet Glavind; og sligt et Vaaben er kun Skjændsel ved. SIDE: 206 Hvo Speil mig rækker, der dølger selv ei mindste Flekker, Hvo mig med ærlig Kindhest vækker, Han er, hvor lidt det synes end, min Ven. Naar Manden ligger i Sengen doven, grib fat paa Ploven! Da opvaagne Hine af deres Roe, naar Hesten din tramper paa Laavebroe. Flid sig giftede med Tid. Flittig Times Fryd var Tidens Brudesmykke. Tilsammen avlede de Lykke. Den Tid, du kalder lang nok, vist vil kortnok synes dig tilsidst. Dybere bider Dovenskabs Rust, end Arbeide slider. Brugte Nøgel er altid puds't. Ethvert Minut den gode Gud som gylden Penge deler ud, at hver med Daad skal løse den. Men, naar vi komme hisset hen, Han giver os da Alt igjen. Af Mangel paa Søm gik Skoen forloren, Af Mangel paa Skoe gik Hesten forloren, Af Mangel paa Hest gik Manden forloren. SIDE: 207 Et Barn og en Tosse mene forvist, at tyve Styver og tyve Aar aldrigen kunne faae Ende-brist. Tænk paa Gud -- som skrevet staaer -- i din Ungdoms Dage! Ellers vil de hvide Haar Dig kun slet behage. -- G. Hvo altid tage vil af Tønden, men fylder ikke paa igjen, vil snarlig skimte Bund i den. Naar tør er Brønden, Da veed man først hvad Vand er værd. Storskib sig vove kan ud paa det Dybe. Smaabaad gjør bedst i langs Stranden at krybe. Ak Himlen sig forbarme! (jeg kan for Latter ikke bare mig) nu vil den Arme den Daarskab efterabe, som øves kun af Riig. Han Padden ligner jo, der vilde blæse sig til Oxe-storhed op; men -- brast ito? Gjæld er første Skridt til Last, Løgn det andet. Gjæld bær Løgn paa Ryggen fast, skuler derfor som Forbandet, SIDE: 208 tør ei snue sig, staae og gaae, kan ei eget Mæle faae, hvor han Gjældners Skygge saae. -- Ak, fribaarne Mand, din Fribaarenhed er kleint deran! Vee! naar Hjertets Dør er lukt, Nøglen fast i Laasen ruster. Vee, naar Ilden først er slukt, hjælper det kun lidt man puster. -- G. Stræb, og spar! Saml ei paa Fad; men i dybe Kar! Flytter du ofte Bopæl og Træ, faaer du kun liden Hygge og Læ. Det er et ligeligt Bytte: eengang Brandlidt og tregange Flytte. Hvor Husbond Øiet stænger, Pungen aaben hænger. Husbonds Ansigt, seet paa Bakken: ei Arbeideren i Dalen, -- Hatten vaad og Næven valen -- vender Nakken, kiger efter Solskinsveir. Huusbonds Øie over Gaard meer end begge Hænder naaer. Husbonds Røst i Skov og Vang muntrer meer end Madklokkens Klang. SIDE: 209 I Uges Graad tidt dratter Søndags-Latter. Hør paa meget! tal dog blot Hvad til Tid og Sted er godt! Ingen nogensinde gjorde mere Godt end vel han burde. Misnøiet ofte med dit Eget, Du ønsker dig saamangt og meget; men tak din Gud, som gav ei mere, end hvad han saae, du kunde bære. Hvo ei arbeider Ugen ud, ingen Sabbath faaer af Gud. Vor Næstes Feil vi skjule maae med Kjærlighedens Kaabe; og uden Trøst ei lade gaae dem, som vor Hjælp anraabe. -- K. Trætter du med fuld Mand i Vrede, trætter du med En, som ei er tilstede. Kjendt Brøde Halv Bøde. Heller end i Kiste samle Guld, saml du din Hjerneskal fuld! SIDE: 210 Egen Skade gjør vel viis; Næstens gjør det dog for bedre Priis. Hvor Fare styrter frem, Beslutning maa ei staae, men raskt imødegaae og slaae. Beslut dig snelt! Mød Faren midt paa aaben Felt, og bring den bunden i dit Telt! -- da er du Helt. Da Adam grov og Eva spandt, hvor fandtes da en Adelsmand? Hvo ei vil lade sig af Ven paaminde, faaer Straf af Fiende. Lidenskab er Last, bruges den slet; men Dyd, bruges den ret. Eng er Agers Mo'r. Hvo pløier nære Sol, skal høste nære Jord. Husbonds Fjed gjør Ager feed. Bedste Gjødsel træder Husbonds Saale ned. Sviger du Hesten i Hækken, saa sviger han dig i Bækken. Der hører mere til Plougefæst, end: "Ho, vil du gaae!" til Hest. SIDE: 211 Du Styveren gjemmer i Pung og Bog, glem ei da for Agerguld Grind og Krog! Graahaar med hullet Arm og sulten Tarm er Jordens Jammersyn. Graahaar paa Issen, Daarskab i Barm -- da sørges over Skyen. De Unge skal man lære, de Gamle ære. Hos Gamle brug Øren, Unge; men ikke Tunge! Haab godt om Gutten, der findes hos Gubben paa Kubben! Det Guld er ei værd at rose, som drypper ei Kobber i Armes Pose. Hvile dine Hænder, hvile dine Tænder. Heller Uven Arv at give, end trænge til Ven ilive! Arbeid, som skulde du stedse være rød! Vær from, som kom i denne Stund din Død! SIDE: 212 Den faaer kun halv Arv, som faaer ei Moders Fromhed, Faders Marv. Da først der Vinding er ved Tingen, naar dig den gavner, skader Ingen. Bagtalertungen er en Sleve sort, der sniger sig til Hjertet gjennem Øreport. Luk Døren for ond Tunge og onde Øren! Selvkjær -- Ingen kjær. Hvo Alle vil behage, af Gud ei yndet er. Uden Ære børjet paa, pleier ud med Skjændsel gaae. Den Ære ei skal vinde aabenbar, der ærer ei sig Selv, om han end ene var. Onde Tanker banke altid paa. Luk til, saa maae de gaae. Før Hyklerbøn naaer Ulveglam til Himlen fram. Men ærligt Suk til Himlen stiger, om Taaren end i Mulden siiger. SIDE: 213 Beskedenhed er den eneste Dyd, som tør i Øiets Vindu, i Mundens Dør sig vise for Enhver. Sikkert hvor Beskedenhed boer, boe flere Dyder i Søsterkreds, følge den som Ternechor en Princess. Husbond, vee dig, hvis du maa hos din Dreng i Skole gaae! Venners Feil du kjende bør og hade, dog ei nævne dem paa Gade. Paa alle Spørgsmaal har du nødig ei at give Svar. Sæt Fad og Bæger for Fremmed frem, før du ham spørger om Navn og Hjem. Hjælp dig Selv, saa hjælper dig Gud! Bedre end bitter Vaar er Høsten blid. Bedre god Alderdom end slem Ungdomstid. Lad meer bag Hjertet sidde end paa Tungen ride. SIDE: 214 Hvo Evne har i Eie, skylder Daad. Hvo har store Raad, meget ud maa veie. Hvis du en Æreløs beder, din Ære giver du ham, og faaer en Deel af hans Skam. Forfølg ei til det Yderste din Ret! Thi førend du faaer seet dig fore vel du er alt inden Urets Grændseskjel. Som Dag til Qvel samgrændse de; og Skilnet er ei let. Hvo skjæmmes ved at øve Ret og Godt, Høiagt for Narres Domme viser blot. Erhverv et Eje i din Ungdoms Tid. Da god Grund lægges for din Manddoms Flid. Ungdoms-arbeid bygger Sengestedet, Manddoms-virke Bolster deri breder for din støre Alderdom. En Bonde veltilfreds drog ind til Staden med gamle Borken for en tjæret Kjærre. Der gav en Fætter ham paa Gaden en deilig Pisk. Hei! hop! Men kan vel noget passe værre til deilig Pisk end tjæret Kjærre? Nei! nei! til prægtig Pisk maa prægtig Vhisk! -- det faldt strax Konen ind og Manden med. Som sagt, saa gjort -- i Vhisk de drog afsted. SIDE: 215 Men Borken? Fy, det gaaer ei an! det Øg, som forhen godt nok var for Kjærre, kan Noget vel til Vhisken passe værre? -- det strax faldt Konen ind og Manden med. -- Med herligt Spand for Vhisk de jog afsted. "Men jeg og du? kan Noget værre passe? Jeg er jo endnu Kari -- du er Lasse." Det strax faldt Konen ind og Manden med. Som Herrefolk de drog afsted; men -- Mandens Velfærd med. Tilfods maa Mand og Kone løbe fra Huus og Hjem blot for den Svøbe. Fra Rigdom gaaer til Armod Bakke ned. Paa Veien findes Stationer trende: Uorden, Dovenskab og Ødselhed. Værtshusets Navn ved Vejens Ende er Elende. Gjennem vid Skorsteen og høien Port kjører og ryger Velstand bort. Det er kun doven Mands Tykke, at blive riig ved Lykke. Den Tosse gider ei gaae didhen hvor han maa; men sidder og spilder Tiden i det Haab: der kommer en Vogn forbi. Tak Dadleren! Han gavner meer end tyve Lovtalere, som lyve. Hvo troer: alt er jeg god, ja meer end det, -- vil vist hver Time blive mere slet. SIDE: 216 Kjedsomhed er en Pine saa leed, som nogen, der i Rhabarber beed; Gavnvirke -- eneste Medicin; Tidsfordriv kun er Sukker paa hiin. Hvo Uret gjør for Ven at vinde, forlod vist Godt, for et Uvist finde. Mange udøve Ondt først da, naar man dømmer alt Godt dem fra. Høflighed er som Kryder paa Mad, Grovhed i Selskab er Skarn paa Fad. Hvo en Ulykkelig forhaaner, Djævelen sin Tunge laaner. Med glohed Syl han roder i den ømme Byld. Hvert Menneske skal nu sin Kjephest have? Skader den ei dig, saa lad den trave. Lee ikke naar din Uven Uret leed! Hvis Steen du saae, der sveg, og kunde knuse ham, og ei du "Vaersku!" skreg, da styrted selv du Stenen ned. Hvo værger Næstens Skade af, saa vel ham gjør, somom han Guld ham gav. SIDE: 217 Gjæst og anbetroet Gods vandre som de kom til os! Saa god som Gjødsel er for Jorden, saa er for Tiden Orden; thi begge højest Grøde tvinge af samme Tid og Rum at springe. Den sanker Rigdom god, som varer sig for Skadebod. Idag er Borgen Gevindst; men Tab imorgen, Forliis iovermorgen. Paa Spillehuset trende Porte se: Haabets een -- Skjændselens to -- Dødens tre! Folk gjennem første Port indvandre; ud af de andre. At gloe paa Alting og Intet see; ad Alting flire, ad Intet lee, sværme og svire, Tyverie, Sladder og Løgn: Ledigs Arbeide i et Døgn. Pas dig, Gavmild! dovne Tiggers Sang bestjæler dig og sande Trang. Du kjender dit Huus, hvert Kammer saa vel? -- kjend ogsaa dit Støv, din Bolig, o Sjel! SIDE: 218 Levnet fromt er rette Alderstid, rette Graahaar Kløgt og Vid. Du Lade, gak til Myretue! Den være skal din Skolestue. Hade Straf og frygte den, er samme Tanke. Hader du da Straf, paa gal Vei maa du vanke. Søn, om du døde, sørged din Fader adaare, men hele sit Liv, var du en Ond og en Daare. Fortælling i Utide ofte fik den samme Tak som i Sorg Musik. Lev for at lære, og lær for at leve! Heller Gulve-fald med Knæ og Skal, end med Tungen Fald! Begaa ei tvende Gange Synd! Du er jo end i een ei uden Skyld. Ny Ven er ny Viin. Først med Aar paa Bag lader den sig drikke med Sundhed og Behag. Riigmand faaer Buk for Guld og Skarlag. Fattigmand for Kløgt faaer Ære og Behag. SIDE: 219 I Medgangs Solskin flaggre Venner omkring paa Frivilving. Men Uvenner ligge som Larver i Fure, og lure paa deres Tid til at flyve frem; og naar den kommer, hvo kan det vide? Søg derfor itide dig Venner blandt dem! Ødeland samler for Andenmand. Hvi vil du Lygte for den Blinde hænge? Hvad skal den Karrige med Penge? Det Bytte er ei godt, at bytte glad Hytte mod et sorgfuldt Slot. Giver du med bittre Ord, ei er din Gave stor. I vore Ønsker oftest er vor Plage: hvergang de hendøe, fødes andre nye; de uopfyldte kalde frem vor Klage, og Lykkens korte Øieblik flye. -- B. Omvend dig itide -- det er: imedens du kan øve Synd endnu. I Syndens Raad er ikke Forstand. Ondskabs Kløgt er ei Viisdom sand. SIDE: 220 Hvo kan sin Tunge tøilesnøre, med Storfolk vel kan Omgang føre. Som Fuglen kjendes paa Fjer og Sang, tidt Menneskets Sind tilskue hang i Klæder, Latter og Gang. Bedre frygtsom Eenfoldighed, end Kløgt, som djærv over Loven skred. Selv Eenfold skal i Sladderlaug for Viisdom agtes, hvis det taug. Man Meget kjøbe kan for lidt, og dog betale det syvdobbelt tidt. Den Roesen ei fortjente, som taug, fordi han vidste intet Svar; men den, som taug, fordi han kjendte en Tid til Svar, som bedre var. Samme usle Værd er sat paa skjulte Viisdom og nedgraven Skat. Bedre Den, som skjule veed sin Dumhed eller Daarlighed, end Den, som dækker til sin Kløgt, som sætter under Skjeppemaal sin Løgt. Boghylden er den Stige, der fører til at blive Overmandens Lige. SIDE: 221 Hvo bygger Huus med fremmed Guld, til eget Gravsted samler Steen og Muld. I Daarens Mund der er hans Hjerte. I Viismands Hjerte er hans Mund. Daaren skrasler i Sky, ud alskens Sladder skraaler. Viismand smiler saa bly og vejer Ord i Skaaler. Tænk først, naar du vil Løfter gjøre: "mon jeg dem ogsaa holde kan." Er Løftet gjort, du da udføre dit Tilsagn som en ærlig Mand. Søg ei Skjønhed eller Rigdom, naar du skal vælge dig en Ægtemage. Ungdom, Rigdom, Skjønhed -- Alt forgaaer. Arme Mand, hvad har du saa tilbage? Søg en trofast, god og huuslig Viv! Hun skal give dig et saligt Liv. En Huustroes Fromhed bringer meer irente end Sække Arvegods, hun har ivente. Man blier ei mæt af bare Kjærlighed. Udslukkes Arnen, slukkes Elskov med. Vær trofast mod din Næste, naar Nød og Sorg ham gjæste! Naar disse pakke sig, da beder han til fremmed, og glemmer ikke dig. SIDE: 222 Naar du sidder ved Herrebord, ihukom din Fa'er og Mo'er! Fortjente du end et Aandedrag, naar du forbanded' din Fødselsdag? Det Samme du hos Andre saae, hos dig ei Andre vil undgaae. Os selv vi staae for nær og tæt, til egne Feil at skue ret. Du, Daare, du, hvis Ungdom Intet samler, din Alder finder Intet, hvor den famler. Giv Vand ei Vei, og ond Qvinde Myndighed ei! Det Brød som jeg vil æde, maa jeg hente; thi før det kommer flyvende, faaer jeg længe vente. Behandl Enhver, ei som hans Kjortel, men Opførsel er. Om Døde og om Dem, som borte ere, der være Taushed, hvis ei skee kan Ære. I rene Mund maa aldrig dvæle et skident Eftermæle. Aldrig for gammel du blier til at sidde paa Lærlinge-skammel. SIDE: 223 Sob først for egen Dør, før du til Naboens vandre tør! Betal med Tak dog idetmindste Alt, hvad du med Penge ei kan faae betalt! Hvad ei du mægter fatte, du hverken laste eller skatte! Lyv ikke førstegang! Man troer dig ikke andengang. Solen skinner paa Alle ned. Gud fører Alle til Salighed. Hvo ei arbeide vil, eiheller bør at æde. Arbeider er Løn værd; han spiser kun med Glæde. Thi Arbeid volder Hunger, og Hunger veed du nok er baade bedste Læge og aller-bedste Kok. Hvo ei taaler Daddel af ærlig Mand, eiheller roses kan. Heller alene, end i fordærvet Selskabs onde Leeg. Thi vil du holde Klæder rene, gaae ikke did, hvor der er Skarn og Beeg! Tenk paa Døden i Livet, og haab paa Livet i Døden. SIDE: 224 Større Skam, at ikke ville lære, end uvidende at være. Tre Skridt fra Liv den Mand, som elsker Kiv! De leder længe før du finder saa viis og god en Ven, som nyttig Bog. Han æder ei og drikker, skjøndt han binder sit Selskab daglig til din stille Krog. Penge og Gods kunne svinde som Dunst, Videnskab ikke og Kunst. Fuld Kiste god at have; endnu bedre sund Mave. Hvo ei vil Skade lide, maa vide. Hvo ei vil Pande-bule faae, maa ei i Mørk ret gaae. God Krog man tidlig bøie! Hvor Høst skal bølge over Høje, Vaar maa Vejen pløje. Den Gaard er død, hvor ei hver Vinters-dag du hører Vævestols og rappe Sliuls Tag saa jevnt som Pulseslag. SIDE: 225 Siig ikke forud hvad du agter gjøre; thi lykkes det dig ei, saa faaer du Latter høre. Pral ei af Klæders Fiinhed eller Farve! Thi deri taber du for Smaafugl og for Larve. Pral ei af Kroppens Kraft! Thi skjæmmes maatte du for hver en Oxe, der er stærkere endnu. Tag Klogskab med paa Vejen fra Ungdoms-vang til Alderdoms-dal over Manddoms-hejen! Den er en Tærepenge, som gjælder overalt og varer længe. Spørg dig, naar du gaaer ifra din Port: hvad har jeg at gjøre? Naar du atter triner indad-døre, spørg: hvad har jeg gjort? Tjen en Ven, at han bliver endnu bedre Ven! Tjen en Uven, at han bliver Ven! Den bedste Gjerning er at gjøre klar den Ting man nu i Timen fore har. Af slem Vinding maa man vente en slem Rente. SIDE: 226 Paa Dyden og Retskaffenhed stol mere end paa Eed! Giv ikke altid Raad, der lifligt klinge; men lad dem frem af Hjertet springe, belyste af et skarpt og trofast Blik! Raad være sanddru Tale, ei Musik! Langt heller vælg Forliis, end syndig Vinding, er du viis! Den Sorg, som Hiint mod Denne volder, som Tid mod Evigheden sig forholder. Det Vanskeligste er at tie med en Hemmelighed, at bruge sine frie Timer vel, at taale Uret (dog ei som Træl) at bære Modgang, bære Held med lige reen og rolig Sjel. Forstandig Mand vil mane Faren hen. En tapper Mand vil redde sig af den. Dødsfrygt er værre end Døden selv, den blege Herre, Din Frygt du Gode, da betving, thi den er kun den Ondes Sting. SIDE: 227 Ærlighed og Kydskhed gjør en Qvind til Qvinde. Høihjertethed, Huusflid, Fædrenelandssind, gjør Qvinden til en Borgerinde. Høirøstet, mundkaad Qvind, saalidet er en Qvinde, at hun bør sendes ud at jage væbnet Fiende. Imellem Steen og Steen kan Nagle drives ind; saa mellem Kjøb og Salg der kan bedrives Synd. Mange fulde for skarpe Spær, dog faldt for skarpe Tunger vel en større Hær. Af Leddiggang, den fule Rod, som lange Trævler slynger igjennem Hjerte, Marv og Blod, Alverdsens Ondt fremspringer. Til Hver, du seer paa, ræk ei Haand! Med Hver, som gaaer forbi, knyt ikke Venskabsbaand! I rette Tid, med rette Maal, kan festlig Skaal i Hjertet lade Balsam falde. Men, over Tid og over Maade, Den slaaer det fuldt af giftig Fraade og bittre Galde. SIDE: 228 Kort Tale Meget kan bebude. Vær ikke som en Bog, der tier først naar Alt er ude; men En, der mere veed, og tier dog. Ei Søn, ei Hustru, Broder eller Ven du give over dig formegen Magt. Og, mens du aander, skift dig ikke hen! Thi faaer du Mad du faaer og Ringeagt. Heller bede Barnet dig, end du dit Barn ydmygelig. Den Vilkaarsmand, der har ei Graahaars Ære, i Spindehuus sit Føderaad bør tære. En trofast Tjener ikke ilde døie! Han er saa god dig som det ene Øje. Flink Huusmo'er er Husets Sol. Alt reiser sig med hende fra Leje og fra Stol; Alt drejer sig om hende, Alt inden Gaardegrind. Hun lyser Arbeid ud, hun lyser Arbeid ind. Skaf dig Eje, skaf dig Boe! Thi Den, som ei har Rede, men hvor det qvæller, sover, vil Ingen bedre troe end Røveren, der streifer om fra Skov til Skove. SIDE: 229 En Huustroe, hvis Tunge har Sagtmods søde Sang, hvis Haand har Flinkhed, og hvis Blik tilsammen Venlighed og Klogskab fik, bær' meer Velsignelse end Eng og Agervang. En Yngling spurgte gammel Mand: "Siig, hvem af disse Tvende skal jeg tage? en Høifornem? en af min egen Stand? til Ægtemage? Jeg er saa heldig nu at kunne vrage." Da løfted Kallen Kjep, det Aldrens Vaaben, henpeged paa en lystig Drengetrop, der løb omkring med Svøbe og med Top, og sagde: hør, de spaae Hvad du skal gjøre. Den Yngling nærmed sig da Drengehoben, og faaer da høre et Pokkers Skrig, en evig Raaben: "den Nærmeste! tag Den, som er dig nær!" De Drenge vistnok Toppen meente; men vor Yngling tog det Raad, og gik saa hen, og tog sin Nærmeste: sin Lige: den borgerlige Pige. At være stærk, er Naturens Værk; Rigdom og Ære kan Lykkens være. At raade sin Styrke er Mandens! at raade sin Lykke Forstandens! Det Ældste er Gud; thi Han er ikke runden ud. Det Skjønneste er Verden; thi den af Gud fremkom. Det Største er vel Rummet; thi Alt det fatter om. SIDE: 230 Det Stærkeste er Nødvendighed, som Alting overvinder. Det Viseste er Tiden, som alle Ting opfinder. Hvad er vanskeligst? -- Sig Selv at kjende. Hvad er lettest? -- Til andre Raad at sende. Hvad behageligst? -- Sit Ønskes Maal at naae. Hvad er sjeldnest? -- En Tyran, som dog blev graa. Hvo er lyksalig uden den, som har sundt Blod og Lykke god og Sjelen klar? Gjør ikke det, du dadler hos din Næste! Det Levnet er det bedste. Den Vise gavner den Tid, han er, og naar han er ei meer. For den, som æder med bedste Smag, til mindste Suulmad trænges. Og hvo, som drikker med meest Behag, efter andre Bægre mindst længes. Den nærmest Himlen hænger, som mindst hvad Jordens er tiltrænger. Oplysning er af Goderne det første; Vankundighed af Onderne det største. SIDE: 231 Den ei fortjener Ven, som vel tilprikke kjender, hvormange Penge, Stude, Faar og Kar, han ude og han inde har; men ikke hvilke Venner. Den Yngling oldingviis er bleven, som øver mangen Daad, men ingen overdreven. Kjøb Frugter ei i Mai i dyre Domme, Hvis du mistvivler ei om Juni Komme. Lev ikke for at æde og drikke! Men drik og spiis, for at leve viis! Belær din Søn! Død synes du i ham da levende endnu. En enkelt Tosses Dom foragte vi; men agted vi en Dom af Ti, ja af et samfuldt Narresogn, mon vi ei gjorde da som den, der enkelt falsk Mynt slænger hen, men gjerne tog sig deraf fuld en Vogn? Trykker dig Armoden svare: laan af dig Selv ved at spare! At gaae i Værtshuus ind, er ikke Sagen; men at komme ud igjen. SIDE: 232 Betlere trænge kun til Penge; Ond og Uoplyst til Hjerne i Pande, til Hjerte i Bryst. Den er ei sundest, som kan æde meest, men den, som spiser sunde Ting tilmaade; Den klogest ei, som har det Meste læst; men den, som læser kun hvad er tilbaade. Et kostbart Mærke over Dødningbeen er Guld forvandlet om til Steen. Dødens Rige ligger lige langt fra alle Jordens Riger. Løb, løb forbi den pralende Disk, som Svenden med Alnen var sigtende Røver, og sagte, dog stolt, med Hjertet dit hvisk: Hvormeget der er, som jeg ikke behøver! Bekymringer ere de sorte Trin, paa Stigen til Høiheds gyldne Tind. Det største Onde, største Qvide er ei at mægte Ondt at lide. Svaghed Sandhed dølger, Ondskab den forfølger. SIDE: 233 Af vilde Dyrs Bagtalers Bid gjør slemmest Skramme, men Hyklerens iblandt de Tamme. Høi Stand er den ringere Halvt af en stor Mand. Ei skam dig ved Blufærdighed; thi den er Dydens egen Lét. Din Tale er din Handlemaades Skygge. Saavel af Ord som Daad vil Folk dit Rygte bygge. I megen Mad er Sygdom skjult saa fuult. Lov værnes maa med samme Mod som Stad og Muur og Rigsklenod. Altsom Ulykken længe har turet, saa kræker Endetimen frem paa Uhret. At synde er menneskeligt -- den Skjebne er slem -- Men ene djævelsk det er at ture i Synden frem. Hvo paa Nakken ad en Skilling slaaer, aldrig Daler faaer. SIDE: 234 Giv stedse mindre ud (ja var det kun en Hvid) end Reen-gevinsten af din Flid! Da vil du visselig omsider vorde riig; thi Hvid til Hvid blier tusind Daler om en Tid. Loven seer den Vrede; men den Vrede Loven ei igjen. Sku ærbødig Herrens Finger; se, hvor Tiderne den tvinger, saa at, naar de vildest gjære, de forkynde maa hans Ære! -- G. Et Smiil fra Fædrelandet bedre er end Fyrstegunst i gyldent Skjær. Den, som har Nok, kan slumre rolig ind; men Altformeget volder søvnløst Sind. Med Hjertefred død, bedre end til Ære fød. Gjør Hvermand Ret og Skjel; men Armod vel. Hvo Storhed maale vil, og dømme Ære, bør selv ei liden være. Selvfrelse, naar du foer ivilde, er aldrigen forsilde. SIDE: 235 Ædelthjerte trænger ei til Fløjel og Gehænger. Sandhed og Dyd er stærkest Uveirs-kappe, i Himlen syed. Fremmed Kage ei halv saa sød som selvtjent Brød. Du kan af Herren i det Høie, Aljordens Goder kjøbe dig for Møie. Den Sæd, som sømmer sig for Peer, hos Poul tidt Daarskab er. Til Aaget Hest og Stud, til Frihed Mennesket blev skabt af Gud. Hvis du er Mand som dine Fædre, tag Tingen, som den gives, an; men gjør ved egen Kraft den bedre! Hvert Ord mod Fædrelandet, som værste Udaad er forbandet. Mod i Orlogsfærd er bedste Skjold og Sværd. Vær fro og lykkelig; men rolig der, hvor Lykke negtes dig! -- R. SIDE: 236 En Daares Mundhæld er: "Hvem havde ventet Sligt?" At forekomme Ondet, er den Vises Pligt. -- H. Priis Ingens Lykke huld, før Manden ligger under Muld! Stolte, hvi kan du tale ei, men buldre? hvi vil du traae paa Andres Skuldre, som vare de kun Leer og Steen? men dine Been kun Guld og Sølv af Skippundsvægt? Er du med Gud vel nærmere i Slægt? Hvo ei som Barn blev vant at gjøre Gavn, som Mand ei nytte vil sin Fædrestavn. Den rette Sædens Tid er første Ungdoms Alder. Det fæster dybest Rod, som først i Hjertet falder. -- B. Formeget Godt er ikke Godt, da det gemeenlig hændes, at Vellyst med en Bankerot paa gode Dage endes. -- F. Gak ud i Verden, bliv en nyttig Mand! driv Aager med dit Pund, og gavn dit Land! -- S. Kun den har Vid og Magt og Guld medrette, som veed at bruge dette. SIDE: 237 At roe sig langt fra Land gjør tidt skibbruden Mand. Sjelekraft er et haardført Træ, elsker ei Solskin, agter ei Læ. Sevjen skyder fra Roden op, naar Stormen bryder i højen Top. I Snoen snoer sig hver Green saa stærk, da synger hver Qvist som et Sejerværk. Skyldfri, som til Hvile stunder, rolig paa en Halmsæk blunder. Det Gode dog tilsidst maa vinde Slag; thi det er Gud Almægtiges egen Sag. Hvad man med Synden faaer, som ofteste med Skammen gaaer. Har du ei forud tænkt, og troer du, at med Tiden skal Alting jevne sig; tro mig, det slet gaaer siden. -- F. Det stille Vand har dybe Grunde. Vogt dig for dybe Buk og søde Munde! Kjendte Veie er' de bedste. Prøvet Ven er god at gjæste. SIDE: 238 Din Tjeners Byrde først læg paa din egen Skulder. Byd ham ei holde ud, hvad du ei selv udholder! -- F. Den er ei Fred og Frihed værd, som skjælver for at drage Sværd. Gud var ei Gud, hvis ei han var som stærk saa god, haab derfor Angersflok ved Altarfod! Til den, som falder, skyv ei med din Fod; men ræk ham Haanden, Du, som stod! Kan du for Alverdens Guld gjenkjøbe Timerne, som løbe? Nei, Tidens Øder kaldes kan største Ødeland. Hvor ædelt Mennesket! det skylder Ydmyghed kun Ham, for hvem Cheruber knæler ned. Hvis Mennesker den ydes, er den Skam; hvis en Tyran, da skjændigst Skat til ham. Før udslet Landet af vor Klode, før ryk al Folket op medrode, end Fremmede skal boe, hvor vore Fædre boede! Ispidsen gaa i Strid for Hæren! Hvor arm du var, du da en Rigdom ejer; thi, lever du, du ejer hele Æren; og, døer du, Fædrelandet arver Sejer. SIDE: 239 Gaa! Arm og Been for Landet mist! Du bli'er ei Krøbling hist. Hvo finder i sig Selv ei Fred, forgjæves søger den paa andet Sted. Ti ei, af Frygt for Rynker paa en Næse, hvor Sandhed høit bør læse! Taus Smiger usel er som den, der snakker hele Dagen hen. Lidt lykkelig den Vise gjør, men Intet Daarer. Derfor er Jorden aldrig tør for Taarer. Ydmyghed er det eneste Altarbord, hvorfra Gud vil modtage Offer fra Jord. Hvis du med Alvor Synden hade vil, saa had og Leilighed dertil. Din Rolighed i Synden, Synder! er Sjelens Dødssøvn. -- Den din Selvfordømmelse begynder, som vækker dig paa Gravens Bred igjen, og følger vaagen dig histhen. Hyklerie er værste Tempelrov. Det stjæler til Lasten Dydens Dragt og Lov. Til Uskyldslam da pyntes Morderulv i Skov. SIDE: 240 Streng mod Sig, mild mod Andre. Det er Christi Trin at vandre. Se derfor Dødens Stund er skjult paa Guds Alviisdoms Bund, at jeg skal tænke hveren Stund: nu klinger min saa hult! Pligters Aag paa Andre lægge, mens vi selv er folefranke; Bud at banke ind med Slægge, mens i vore egne Vægge ingen Spiger sidder i; Munden gjøre til Capel medens Hjertet vies Hel -- Vee saa skamløst Hyklerie! Slet Mønster til god Lære til Gift gjør det, som Livsensmelk skal være. At tvinge syndig Lyst ei let, umuligt dog at faae den mæt. Vi tælle, Brødre, Sorgens Øieblikke; men Glædens Timer -- ak! hvi tælle vi dem ikke. -- H. Man priser lykkelig hver Mand foruden sin. Din blev det Ønskes Maal, hvis den var ikke din. -- W. SIDE: 241 Kjære Fattigmands-barn, som spikker Træeskeer som bedst, du ender ikke, førend du be'er Bygden tilgjest. Eensom Kraft er Staal: det brydes som Ingenting. Men Eendragt ikke brydes: den er saa seig en Ring. Naar Magt paa Thing vil raade, er Uheld nære. Men Ret er Landets Baade og Kongens Ære. Vær ikke haard, men fast! Bøjeligt Sværd er gjerne hvast. Pral ei med Faders Ære! Hver har blot sin. Kan du ei spænde Buen, er den ei din. Vælg ikke til Fortrolig Enhver, som vil. Tomt Huus staaer gjerne aabent; rigt lukkes til. Vælg Een! Unødigt er det paa To at lide; og Verden veed hvad Trende vide. Gud seer, hvor tæt du lukker, i Hjertets Kjælder. Timens korte Brøde langt Aar undgjælder. Af Faae den Stolte frygtes; men hades af Enhver. Overmod paa sin Stige staaer Faldet nær. SIDE: 242 Dag skal du prise, naar Solen sig har dulgt; Øl, naar det er drukket; Raad, naar det er fulgt. Let vindes Lid og Venskab hos Ungersvenden; men Striden prøver Klingen, og Nøden Vennen. -- (T 7.) Hvo bygger med Andens Skade Huus, til egen Gravhøi samler Steen og Gruus. Bygger du Slot; men ejer i Pungen en Hytte blot: da kan du skjære din Vandringsstav, og gaae til du finder din Grav. Flere dræbes af Mad og Drik, end af Sværdestik. Demanten i Støvet er -- en Demant. Støv paa en Krone er Støv forsandt. Samvittighed bygger vel ikke Slot; dog er den Aljordens Drotters Drot. Daarligt Venskab beder klog Mand tilbords, og skikker ham ruset som Nar tilports. Flere drukne i Finkel Aar om andet, end i Vandet. SIDE: 243 Let at holde Bryllupsdag; men siden holde Huus er ei saa let en Sag. Som de Gamle sjunge for, qviddre de Unge efter. Mønstre meer end Ord og Tugt have til Lærdom Kræfter. Ei fattig Mand, som noget Nyttigt kan. Bedre at falde med Ære, end flyende hjem din Skam at bære. Hvo paa Steen kan sidde, føde sig endda, Daare vilde være, flytted han derfra. Lykken gaaer til Dør, og, om Forsynlighed er inde, spør? Gud lader ei Spurv til Jorden falde. Han gav den Vinge bred. Armen, Mand, kan din Ving du kalde, den kan du hæve dig med. Gud giver hver Fugl sin Føde; men han kaster den ei i Redet hen. For Trælbaarne Trældom er haard og svar: hvor tung da for den, som Fribaaren var! SIDE: 244 Jo rigere Gjerriges Pose bli'er, jo armere blier hans Sjel. Jo bedre Gjerrigs Pung bli'er, jo værre blier han Selv. Gods gjør Mod, Mod gjør Overmod, Overmod sjelden god. Rigdom hos Viismand maa tjene; hos Daaren er den Herre alene. Hest uden Tømme holder du ei. Rigdom uden Kløgt og løber sin Vei. Gruus er kun Gruus, var det end af Zions Huus. Tro ei snart, døm ei i Fart, tal ei fort, slaa kun Landets Fiender snelt! da er du Christen, Dommer, Taler, Helt. Se, god er al Guds Skabnings Hær Fornuften dog det Bedste, thi den hans Billed bær. Gud derfor elsker den især. I Ondt du lystre hverken Fa'er eller Mo'er eller Fyrste! Lær dit Barn at virke, eller du lærer det at stjæle først i Naalhuus, saa i Kirke! SIDE: 245 Lykkens Barn er en Piil. Mod Jorden snart bues dens Iil. Kraftens Søn er en Ørn. Den stiger saa høit som den vil. Slaaer du en Qvinde, Mand! myrder du din Manddom paastand. Den højeste Rang er ingen at behøve. Den Keiseren ei kan give, den Keiseren ei kan røve. Galne Folk! Millioner til Krig? Skillinger til at opdrage dig? Uden Dagning er Øjekuglen mørk. Uden Lærdom ligger Forstanden som en Ørk. Lærdom og Kunst er Lomme-sølv hos Arm; hos Riigmand gylden Karm; hos Fyrsten Ædelsteenkrands om Barm. Fagerhed uden Tugt -- Rose uden Lugt. Løgn forgaaer, Sandhed bestaaer. Komme de sammen, Løgnen med Skammen da gaaer. At sluge Bøger; men ikke tygge, gjør stive Hjerner og krumme Rygge. SIDE: 246 Største Seir -- sig Selv at tvinge. Bedste Seir er uden Klinge. Hvor ilde det gaaer end, tak Gud, at det ei end værre bar ud! Bedæk din Næstes Synder med Mose ei med Tjørn, om du ei dine høre vil af alle Bygdens Børn. Vævskee i Haand væver snart Brudeplagg. Knipling om Barm gjør naken Bag. Fjær i Hat, hvor høit den er sat, seer ingen Bryllupsnat. Bind for Pungen og Munden vel! Hvo siger Alt, han veed, veed Intet Selv. Hvor Sværdet er i Munden man Balgen klappe! Hvo bærer Sqvalder ind, bærer ud under Kappe. Hvo sig blander med Guld, lægges i Skriin. Hvo sig mænger med Mask, ædes af Sviin. -- S. Gaa ei tilsengs med Synden! Du lægger dig paa Roser, men vaagner op i Dynden. SIDE: 247 Tro Tjeners Løn for liden; Utroes altfor riig. Lad Tyv mindre Skade end lad Dreng volder dig. Tyrannie paa sin høie Throneseng bevidstløs føder Oprør, en strid, rødhaaret Dreng. Han ammes op i Hytter; men, skinner Himlen klar, da blier han, naar han voxer, den hulde Friheds Fa'r. Glemmer Den, som skal lukke til, Den glemmer ei, som stjæle vil. Se Vellyst bagtil, naar hun gaaer bort, ei foran, naar hun kommer! Tør hænde du seer en Lime sort for en Rosenqvist-sommer. Vellyst er Snefrid Kongefrille -- Hun laae paa Paradeseng, end frisk og rød i Kinden som unge Foraarssol. Ei Dødens Bleghed laae paa Læben kold og streng. Det var kun som en Sky var dalet paa en Eng. Men hele Barmen var et rædsomt Ormebol. Prøv Guld i Glød, og Ven i Nød! Da vejer han meer end Guld i Skjød. Kommer du Ven til at rødme, da surnes Venskabs Sødme. SIDE: 248 Ven af Alle, Ven af Ingen. Heller Maanen til Ven end hele Stjerneringen. Hvo ikke om Sommer kliner, tilvinters ilde griner. Hvad Enighed bygged op i hundred Aar, Uenighed nedbryder mens en Time gaaer. Det gavner lidet, Laster bort at jage; men ikke Dyder istedet tage. Den høster godt Rygte, som Dyder saaer. Men Verden arver Rygtet, og Himlen Sjelen faaer. Eviggrønne Æretræe skygger Ædlings Grav. Hug det Nidtand jordjevnt af, se, dog Qvisten skyder som Arons Mandelstav! Bedre er at gjemme end at gjøre Fred. Freden er saa gran en Stang. Brydes den, kom med Sølv i Fang til at lodde med. Gudsfrygt skal Rigdom føde; men lad ei Datteren sin fromme Mo'er forstøde! SIDE: 249 Tidlig fra Herberg, tidlig fra igjen! Dørtærsklen er den højeste Hei. Kommer du først og vel over den, gjør du det længste Forsprang paa Vei. Bedre end god Proces er maadeligt Forlig Ti heller med enkelt Skade, end med tvende skrig! Lad Støvet være blindt,lad Fædrelandet din Veldaad ikke skille ad fra Andet! Det seer det store Himmeløje. Han lønner, Han, Belønneren i det Høie. Han dømmer, Han, Aldommeren hist, der vejer Tankens lette Fjær og Himlens store Soles Hær, der ender Dyds og Skjebnens Tvist. Nogle Ax ifra Forfatterens egen Vang, der pløiet er med Harpe og harvet til med Sang: Men findes der i Hamse Livs- og Velfærds-Kjerne, da træsk den ud med Tanke, og saa den ud i Hjerne! Blandt alle Pligter triner Kjærlighed til Hjem, med strenge Alvorsminer, ved Vuggen tidligst frem. SIDE: 250 Taknemlighed mod Fødeland er evig Skat paa alle Mand. Om Panden end af Dødens Aande svales, med Fryd af fulde Hjerter den betales. Da agtes sidste Draabe Blod som Vand. Stolt Norge strider for sig selv. Hvo kan slig Borg bestige? Hver fosset Elv er krummet staalblaa Værge, som hviner rundtom Norges Bjerge, der bære Sky paa Skulderhvælv. Og Mændene -- det tør vi sige -- eiheller ere Dværge. Normænd, priser Himlen, beder, at eders Fædres Kraft er evig ung i Eder! Norge lever; ja saalænge høirødt Banner blomstrer ifra Enge. Høirødt Mandemod betyder. Hvide Kors er Qvindedyder. Første bevidste Taare er vort Edens Cherub med blinkende Spær. Som Englen Engel kun saalænge blier, han gjemmer Dyden, Gud ham pryded med: saa varer Norges Liv saa længe ved, som gjæve Mænd og Qvinder er dets Ziir. SIDE: 251 Nor skal leve, Mænd! saalenge i hver Stue et Sværd, som bider godt, har gjemt sin hvasse Lue, og jevntmed Sliul'n hænger (som Ahnebrev i Slot) et Rifleløb, der længe i Ætten gik i Arv, for kjære Norges Fiender, for Bamser og for Binner en Dødsprofet, der drak sin Kløgt i deres Marv; ja leve det saalænge som Guten, alt som vaxin, mod Mænd og Furukubbe kan svinge Bileklubbe saa let som Gjenta vén i Væven Skee og Teen. I Kamp for Nor Smaaegutter bli'e medeengang Mænd, Graakaller Ynglinge igjen. De snevre Norges Dale for Fædrelandskjærlighed er Tempelhalle; men Kringlens Fjeld, hvor sprudled Sinclars Hjertevæld, skal nævnes ifra Nord til Syd, Høialtret for denne Dyd. I hveren Norges Dal vugger Kløvren paa en Val; under hvertet Hyttetag sukker Øxen efter Slag; SIDE: 252 Oldings krumme Ryggerad, liig en Bue, kraftig springer (som den gjorde i hans Vaar) ligeud, naar Lja han svinger, dryppende paa hvide Haar, naar i Norge Uven staaer. Norge, kjære Landsmænd, have vi af Herrens Naade faaet som en Korg i Fødselsgave, fuld af alskjøns Godt. Du norske Odelsmand, som sidder liig en Konge paa dit Land, vær norsk! thi viid: i dette ene Ord er al den Dyd, som Himlen fordrer for den gav dig Livet her, og ei paa Sverrigs Leer, og ei paa Danmarks Sand! Ja, er ei Norge skjønt, og lærer, i sin Høihed, Barnet Mod og Kraft, og Mand at være fri? og ei til Niddings Amme skabt? ja med saa vældigt Præg og Let, somom Gud Fader, da han skabte det sin Almagt vilde prøve ret? Vel! vakkert er vort Nor og sundt og frugtbart under flittig Arm, med Folk som Børn af Freya og af Thor. -- Det Ild maa tænde høit i Ynglings Barm. Men mangled det end disse Dales Skjød, der parre sig til Frugtbarhed i sød SIDE: 253 Omfavnelse med Bjerg og Søe og Elv: saa vilde for os Mænd vor Frihed selv dog gjøre sit indviede Hjem til Seng, hvor Dyd og Stordaad avles frem. Et Dvergmaal hører, Norges Mænd, der Alt, hvad helligt, kjært kan tænkes, ta'er uden Træthed op igjen: et Ord, hvortil vor Dyd skal lænkes, hvorlangsmed (ja som opad Støtte) vor Daad skal sig mod Himlen slynge, til Evighed og Ære klynge som til dens Stjerner . . Ret du gjetter, at dette Ord er: Fædreland. Støv lægges hen og Lidenskab og Last bag Glemsels Mos, bag Gravens Stene fast; men ovenpaa en nyfødt Engel staaer, bered at skride ind i Evigheders Vaar. Mildhed svaler Vreden. Uskyld maner Dolk i Skeden. Bøn fra rene Læber standser Tordenskyen. Fromheds Smiil indhyller Lyn. Lediggang med vaagen Nat for Dagens Søvn maa give Skat. Ørkesløs -- arm og ussel som han stod i en fremmed Port -- Viismands ypperste Klenod: Tiden ødsled bort. SIDE: 254 Hvo ei Skibet redde kan, ro med Jollen tilfreds iland! Kun den Fromme synger vel sit: "love Altings Gud, min Sjel!" Christen, Moslem, Hedning, Jøde maae tilsidst hverandre møde inden samme Faders Arme, bede Alle: "Gud forbarme!" Se, i Norges Friheds-tempel granevoxne Normænd staae som Friheds-støtter, Norges Møer som Friheds-billeder i Slør, med en herlig Mesters Stempel. Som Jorden straaler af Frugtbarhed, af Frihed straaler Nor: af Frihed, den Amme for Stordaad og Flor. Liig Maanens kolde Ild er Frihedens Lys i hver Sjel, som bærer Navnet af Træl, men seer med Længsel, fra kronet og thronet Fængsel det Frihedsblus under Dovrefjeld. Ha, der staaer Løven med hvas Hellebarde, vak som en Varde! I Frihed, vort Gudsvæsens Grund, vi slynge tilsammen Alle vor Rod. Friheden blomstrer i Blik og Mund, er Hjertets Marv og Sjelens Blod. Men Daad, dens Frugt, for Verdens Øine tør sig mod Himlen høine, skinne paa Land, slaae Duft over Hav. SIDE: 255 Røde Saar -- Roser i en Normands Vaar. I Nor under Pol Frihed er Varmen og Frihed er Sol, er Hjerternes Liv og Hjernernes Marv, er Ættens herligste Odelsarv. Trofasthed voxer saa vide om, har Dyder til Ranke og Stordaad til Blom. Ikkun Andagts aabne Øje seer de vide Himle høje, Guds de vidtudslagne Barme, hvor sig Mid ved Sol tør varme. Den Storm, som Mos af Armods Hytte slider, mens, rolig i Barm, Huusfa'er ved sluknet Arneglød sidder, med slumrende Viv i sin Arm, tidt hvirvler Marmorsteen af Mammons Tag, medens paa Silkesparlag sig Herren vælter frem og tilbage, favnet af svedige Nag. Frihedens Hjerte er Menneskekjærlighed, Mildhed dens Smiil til Alle og Enhver; og, om dens vrede Blik er Bile bred, Dens blide er et Palmblad i Morgenskjær. Fremmede, lejede Skjalde lade Ord nok falde om Kongers Kronepragt. SIDE: 256 Men Folkets bør forsanden i herlig Chorsang tone om den skjønne Krone, Friheden har lagt Norges Folk om Panden. Lad, Mand, dit Frisind ei skræmmes ind af lidt Skin og Hermelin! Skræmmes maa du ei tilbage for et Scepter eller Stage. Norriges Fjelde sig til et Tempel tjelde: til Hjem for Frihed, der flyer for Konning-vælde. Sarpens Regnbu er Frihedens Arnes Røg. Nu, liig en Gudsaand, Friheden boer bag Dovres og Filefjelds Støttechor. Imidten staaer Kringlen som blodblankt Alterbord. Mennesket skaber Skjebnen sin. Det modige Blik ned i Fremtidens Grav er den blanke Commandostav, som betegner Skjebnen dens Trin. Sandhed fødes paa Graven; faaer i Dødens Port atter Runestaven, her den kasted bort; over Gravens Skygger lysen Æreport den af Taarer bygger, SIDE: 257 og af Eviggrønt; ja, som sig Selv saa fast Mindet reiser Den, skjønt som det Hjerte, der brast, og som Aanden stort. Landsforraad er, i spraglet Tøi fra fremmed Strand at spotte sit fattige Land. Tarvelighed under hver Furustavn, er vor Friheds Huusholderskes Navn. Se til Jorden: Druer varme hænge om dens aabne Barme: Havet er et Moderskjød: mindste Qvist en Arm saa blød, fuld af Sang og Blik og Børn fra lille Irsk til voxne Ørn. Hvi tvinges -- ak! -- at gjøre til Landsforræder min Stak? Naar mit Hjerte er fædrenelandsk, hvi Kaaben da engelsk og Hatten da dansk? Mit fattige Land har ei Evne til at klæde i Silke forfængeligt Smiil. Mit fattige Land har ei bedre Lykke end sin bedste Datter i Værken at smykke. Omsmelt ei, Datter, dit norske Alvor til udenlandsk Latter! Jern -- ja var det bare Muld -- bedre agtes end Krakeguld. SIDE: 258 Den, som sædelærer, vel bør have nok igjen for sig Selv. Meer Selvfølelse -- den Kraftens ydre Glands -- hos Barn, der Frihed fik i Vuggegave, om Øiebrynet slaaer som Løvesvands (i Hjertet Løven da sit Hie have!) end hos tyklægget, skjægget Slave. Hvor stygt ei kaste i sig Selv et Blik; men stedse at hoppe i Sidemands Steg, og stedse glemme Loven, som vi fik: at passe os Selv i den hvirvlende Leg? Taalmodighed paa sorten Green har gylden Frugt, om den modnes seen. Indbildskhed? O, hvor styg! den vrænger til Abemaske Dydens Aasyn om, og Lastens fule Træk med Dydens rene mænger; ja Den er Dyders Sporeklingren, som la'er høre hvertet Trin, idet de løbe væk. Indbildskhed lugter sødt for egen Næse; men hos de Andre stinkende og fæl. Vi see den fremst hos Alle; men den æser, skjøndt kjæmpehøi, dog useet bag os Selv. Det er dens Skygge vi see hos Andre kun, som Jorden seer i Maanen sin egen stor og rund. SIDE: 259 Paa min Væverstol jeg heller, at være simpel Larve, vælger, til engang Nødens Vinter tvinger, igjennem Nøisomhedens Vaar, (o grøn af unge Egeskud) en Velstandssommer frem at springe i Norges Dal. -- Da bryde tør jeg dette Værkens Puppeslør, og flyve sommerfarvet ud. Frankrig har Raad sin Datter at pynte i Silke og Flor; for det fattige Nor indtil Videre er hvert Silkeplag her en grusom Pasquil og en Fynte i Smiil. Hør hvor Lærken i Værken, graa og fri, paa Norges Vange slaaer! Solforgyldet Colibri i Liberie kun paa Kunstkammer staaer. Den Mands Gravblomst er Sang (af Berøm saa deiligt den lugter, og aldrig bliver den bleg) et Folks Klager Hans Harpeklang, som under sin Sjels Frugter sin evige Daad nedseg. Se, Jordens Skat til Himlens Boe er hveren Dyd, som i støv tør groe! Af Mad i Mund vor Krop en Stund ta'er til; men Aanden voxer kun af Tankens fine Ild. SIDE: 260 Vort Liv herneden er kun et Haab om Udødeligheden. Det være nok, at Godt om os er Alt, at dette Gode er med Skjønhed malt; at, se og! saalangt vi kunne kaste Øje, Gud Faders Storhed voxer i det Høie. I denne har til Odelarv vor Sjel, saavidt den fatter den, sin Deel; og i Algodhed den saameget ejer, som den med egen Godhed sig tilvejer; en Lod i hans Alviisdom har den, hvis den selv er viis. Bag Mennesket sig lister dets evige Hofmester Erfaring, tro som Skyggen, og dygtig krum i Ryggen af evigt op at samle alt det henslængte Gamle. Han Alt med Blus belyser; saa tidt i Sjel det gyser; og i hans Tavles Skrift staaer klart den spæde Tanke og vældige Bedrift. Tvivl! har du Sandhed kjær, saa sid ei stur i Krogen, men Beilerbud frembær! Hvor er Gud? Kuns sees hans Vældes Skin og Verdner høres suse som Støvskyer i Hans Trin. Se Manden -- Qvist af Himlens Kraft i Muld er sat, men ikke tabt. Se Qvinden! -- Knop af Himlens Kjærlighed i Muld er sat, men ei forliist. SIDE: 261 Den blomstrer op med Kraftens Qvist paa Jorden som en Mand og Qvinde. I Begges Skygger Fryd og Fred skal alle Livets Hjerter finde. I Himmelen vor Aand opvaagnet veed sig stammende fra himmelsk Kraft og Kjærlighed. En Qvinde sige: "Mand, du er den bedste!" Hun veed dog vist, hun blive maa den Næste. Vort Hjertes Barnealder, Uskyldigheden, med Sorg vi kalde et lukket Eden. Første bevidste Taare er Cheruben med blinkende Glavind der. Vi vaagnede ved Braget, da Edens Port igjen blev slaget. Den Himlens Vrede dog kan knuse smaa, for hvem en Løve sønderknuset laae. Se alle Himlens Stjerner -- de Øine paa Nattens Kind -- de blinke jo og stirre paa hvert af vore Trin! Da Mennesket sit sande Offer bringer, naar med sin bedste Styrke han betvinger sin onde Villie, (der, stærk og stor som Skyen, opsvulmer under lille Øiebryn) og smeder den med Kobberglød SIDE: 262 til Hjertets Altersteen, saa ei den reiser sig igjen, men faar sit Naadestød. Glem ikke, Mand, at svag du er som vældig! ei, at dit Legems hele Glands er kun en mølædt Kappe, heel affældig: en Honningdugg i Gravens aabne Mund! Gjem Ilden! Den er vel din bedste Træl; dog, at den bli'er din Herre, vogt dig vel! Slut fra dig Selv og Alt, som rører sig rundt med Liv bemalt: fra Verdner, som vrimle i høje Himle, fra mindste Kryb i dybest Dyb til Gud! Af Fugl under Sky og i Skov Lær du din Høitidslyd: "Gud være Priis og Lov! I ham for alle Dyr er Fryd; for mig er Fryd og Ære!" Glem ei, du er Støv! Glem ei, du er meer end Støv! At Solene ere dig Vei til dit Hjem, de hviftende Stjerner din Hjemstavns Løv, ei glem! Hersk over Dyrene vel! og over det første Dyr: dig Selv! SIDE: 263 Ormens Vriden opmod Lyset gjennem Støvet ligner Aandens gjennem Tiden opmod Stjerneløvet. Jorden skal vorde et Altar for Freden imellem Kraften og Kjærligheden. Nerverne gynge, Blodets Strømme nynne og synge, saa Aanden i sit lune Hjerte næsten sover, til Gravens Skyer synke, der tystned over: Aanden da i Himlen vaagen veed sig stammende fra himmelsk Kraft og Kjærlighed. Som Himlen er med sine Solehære meer skjøn end Jord, der dog har Æren af at bære Gudsbilleder i Mand og Qvinde: saa maa den slutte skjønnere Gudsbill'der inde. Skjønt Jordens høie Herre, du Menneske dog Træl af Himmelen maa være. Kjøb Eng af Skoven for en Uges Sved, saa gi'er dig Engen Hvile for sin lune Fred! Blomstre dit Liv i skjønne Dyder frem! de klattre mod Himlen, og du med dem. SIDE: 264 Hvo agter Loven i det Mindre gjerne, end mindre ringeagte kan dens Kjerne. Inden Lovens Hegn kan Hjertet roligt nyde, Fornuften lege med den Rigdom og de Glæder, den der at plante veed. Men udenfore gaber Graadigheden vidt, og Straffe lure under, Sorger sortne over ethvert forvovent Skridt. Ei blot i Himlen boer den store Aand; thi Dybet er hans Almagtshaand, og disse Soles Lys hans Tale; Hans Tanker sig i Livet male. Vor Erindring hist -- hvor stor! -- er vort hele Liv paa Jord alt fra første Ord til sidste; men de komme Alle for som Tanker fuldbevidste. Villien, du til et Offer lod, er Menneskets dyreste Hjerteklenod. Ja -- Menneskets Guddom! -- du offre tør en Deel af din Frihed, og være fri som før. Knæl ned! da naaer dig ikke Himlens Vredes Lyn. Den slaaer ei ydmygt Øie, der kun har Graad til Ild; men svulmende Nakke, letsindige Smiil og stolte Øjebryn. SIDE: 265 Frihed og Sandhed er Aandens Ejemærke; det tabes ei ganske, om Millioner trygge henslumred end i Løgnens Skygge, om over hvert Tag en Tyran end stod i Purpurdragt, liig en Mand af Blod; thi frem -- om Secler end brused forbi -- Klenodierne lettes af Aander stærke: Da juble Millionerne: vi ere frie! Det er en Slaves usle Trøst: sin egen Vee paa Millioner Brødres Aasyn prentet see. Indunder det Scepter er godt at boe hvor rundtom et Folks Fingre sig snoe. Uendelig Kjærlighed er det Hjerteslag, som skal vor Aand belivne, naar disse matte Hjerter i Gravens Muld-nat stivne, men ud vi Vinger spile i Evighedens Dag. Hver Dyds og Sandheds Dyrker, Hver, som hiin den store Mesters Lærling er, skal frie blandt frie Brødre frydfuld boe i sine Graners eller Palmers Roe. Himlens Vrede er ei som Mandens blind. I Tøile løber selv den vilde Vind. Idet det farer, aabner Lynet Øje. Hevnsværdet har sin Haand bag Skyens Høje. SIDE: 266 Tyv, som i Mørket griber, over Dommer-bilen griber, og Fingeren blodig sliber. Morders Dolk i Natten træffer paa Retfærds Skjoldehvælv, og springer tilbage i ham Selv. Roe er al den Lykke, Dyd er al den Stolthed, al den Pragt, Vi kunne stræbe efter, der gaae i Støvets Dragt. Hvor høit en Nakke slaaer, dog Dødens Aag paa den er lagt. Gak hen at sanke ved Soles Blus og Stjerners Skin de spredte Smiil af en Algodheds og en Almagts Trin! Utæret Moses's Tornbusk stod med Flammeløv og Gloe til Rod. Saa straffer Alretfærdigheden, men røres ikke Selv af Vreden. Haaret graaner under Krone fort som under Trælle-poll. Sørger Kongen, da han stiger ned ifra sin Thronestol. I mangen Sag for samme Domstol Drot og Trællen møde maa: for Himlens og Naturens Lænkte inden Ligheds Skranker staae. Ond Samvittighed er Blygift: seen, men sikker, sniger den igjennem Marv og Been. SIDE: 267 Barn, se til Himlens Blommer, Stjernerne hvide, smaae! Barn, se til Jordens Stjerner, Blomsterne røde, blaae! Dem kaldte Gud som Dig af Intet frem; dog ei som Dig en Sjel han skjænkte dem. Dem gav han Glands og Duft i Sjelens Sted. De fik et Liv kun, Du en Evighed. Tyrannen hist er viis: hist veed han vel, at Alle til lige Frihed hæves, naar under Muld de falde. Evig vexler Tiden, det Verdens Aandedrag. Det ene Øieblik det andet blæser bort. Den ene Time kommer i Sørgesløret; fort den andens Smiil igjennem skinner klart derbag. Som ufødte Tvillingfostre kommende Vee og Fryd tidt sammenslyngede ligge i samme Jevndøgns Bækken i Tidens dybe Skjød. Graad tidt er Styrkens Øje, en Funke fra det Høie; Tidt er Smerte den bedste Muskel i et Hjerte. O Sandhed, Frihed, Kjærlighed, du Sjeles Liv og Odel paa Jorden som i Himlen, du Helligaand, som gløder igjennem Aandestimlen, du som en hellig Villiestyrkes Flamme til eet Guddomsbilled smelter Alle sammen. SIDE: 268 Se ned i dit Hjerte! Du finder en Himmel paa dets Bund, hvor før du troede Rum til Sukke kun. Vore Hjerters Frihed -- den himmelske -- fik i Borgerfrihed sit Billede sandt, Det staaer vel i Kistekjole, i dagligdags Gevandt; men Øjet under Frihedshatten har Cherubens Blik. Drot, om du end Drotter øined for din Fod, Drot, hvor er din Styrke, naar Folket er imod? Naar Alle vide at beherske sig Selv og elske Alle, da under Himlens Hvælv ei Borge kneise over lave Gavle, da løfter sig ei mere Kongestav som blodigt Blus til Loves sorte Tavle; men Alle sidde jevnt ved Siden af hverandre rundtom Jordens Fad! Sandhed maa kun faa Ord have, der, klare selv for Folkestimlen, maae være sikkre Ledeblus til Graven, og kaste klare Glimt i Himlen. Der er en Djævel, som Lunkenhed heder -- god Sags Forræder. Overtroes Vindøje, Hvad du seer, ei Lyset, men Nattens Veirblus er. SIDE: 269 Himlens, Helvedes Grændseskjel staaer i Menneskets Hjerte. Af Verden Mange Viisdom lærte; men Sandhed ikkun af sig Selv. Hist i de store Pauluner en Sandhedsrøst, som knuser, af Sjelens Dyb frembruser. -- Den er Dommedags Tordenslags Basuner Skinhellige danne vor Munkeorden. Men Himlen smigres ikke ved at haane Jorden. Lasten elsker sit eget lænkekrandste Billed: Trældom. Anger er det sorte Grændsekors imod Haabets Enge, der vandes af Fredens stille Flod. O Jord, din Lod er Salighed! Thi Naaden skinner ikke paa et Helved ned. Din fagreste Glands, o Jord, er Rødmen af de frelste Menneskers Taksmiil rundtom Jesu Grav. Først naar du troer, at Frihed er dit Væsens Hu, at Kjødet er din Træl, ei Kjødets Du, frigjøres du o Menneskesjel. Men Frihed hærdes maa! da svulmer Kraft i Viljen, saa ingen Lænker mere passe til den. SIDE: 270 Sjel, du Spire til en Salighed! Sandhed er din lyse Lêt. Frihed er din Stammemarv og Grene, der snoe sig stærkest i en stormrørt Luft; Kjærlighed din Blomst: i Muld, men snart blandt Stene, dens gode Frugter falde ned. Til Gud i Tak opsvinger sig dens Duft. O rige Sjel kan Sorg forarme dig? Aljordens Guld dig gjøre mere riig? Aand foruden Frihed er det Samme som Kjød foruden Begjærligheds Flamme. Gud-kjærlighedens Fryd, hvor er du riig! Du drister jo at føle dig, som Fader for saa viid en Verdens Deel, som overskues af en Sjel, retsom om den Alfader dig betroed' som Plejebarn, at vise Godt imod. Alkjærlighedens stille Smiil i Muldens Rigdom sku! I Dyrets Fryd dens første Aandedrag høre du! Ja taler den ei næsten i Hundens ømme Blik? Menneske, hvi da skjule det Mere som du fik? Intet Rum er mellem Dyd og Syndeskyld. Forsømmelsens Gab med Synd er nær til Randen fyldt. SIDE: 271 Vil du være Engel, Meer end Støvets Søn: saa gaa til Sygelejet med Balsom i Løn! saa banke du paa Døren, hvor Sorgerne er inde! saa vove du dit Liv selv for din værste Fiende! O synes du da ikke Mere, end Syg og Kummerfuld og Reddet Selv at være? Vi see os hisset mange lige Aander blandt, for hvilke, som for os, et Liv i Muld hensvandt. I Herlighed fremblomstrer en himmelsk Form af hæsligt Støv som Sommerfugl af Orm. Hvad her er Vist, er ogsaa Sandhed hist. Det Første, som vi gjøre hisset, er: med Smerte at rykke Lastens Rod og Løgnens af vort Hjerte. Naar Ufuldkommenhed mod Fuldkommenhed stræber, da sin egen Plads, sit Navn den gaaer ifra. Den er ei Ufuldkommenheden meer; men Dyd i Himlen som i Støv den er. Hist kunne vi ei meer end stræbe. Det Samme kunne vi her. Hør, gode Engles Jubelsang lyde for hver en Synder, som sit Øie mod de høje Himle slaaer fra Muld og Blod: som mod sit Maal, imod sin Himmel seer, bevidst, han nu ved Stigens Fod kun er: som her det høje Embed sig paatager et Gudsbarn i sit Hjerte for Himlen at opdrage. SIDE: 272 Før Himlen sand i Mulden Du kan naae, du ydmyg, stolte Aand, tilbage maa til Barnets Himmel vandre -- ak hvor liden! en Roses Hvælv dens Rum, et Smiil er Tiden! Dog, liden som den er, den har et Uskylds Øje, en Sol, som speider sandest dog det Høje! Hvor stort er Mennesket! -- Hvad Høihed gaaer det til, naar her en Himmel folder sig sammen i dets Vil? Sand Iver for det Gode snart sig tænder, men langsomt brænder. Thi den er Støvets Billed af den Iver, der med en Helligaand Alhimlen evigen beliver. Ei kommen er den Tid, da du kan kalde det Ros, at roses udaf Alle. Hvis du din Kjærlighed i Gjerningen vil tee: saa stræb at vinde Indsigt! Thi Kjærlighed maa see. Da faaer den tusind Øine, ja tusind Hænder til; da næsten saalangt i Verden naaer den som den vil. Vi stønne stødt opad med Nød, for Hvilen stedse finde meer og altid mere sød. Sku ei en Dyd i Rigmands henslængte Gave! Et Smiil af Englen maa den tørre Handling have. SIDE: 273 Det Ene, som en Stortyran ei kan med al sin Magt, er Mandens "Vil" at tvinge, som døe tør uforsagt. Magtstjaalen, marvløs er du Sjel, som ejer ingen Villie, men hele Magten vel. Let Næstens Kors! Det tynger ei saameget; thi da du lægger ned dit eget. Synder! Forsoningen med Angeren begynder. Hver Kamp for Dyden i Menneskehjerte er Frelserens Moder i Fødselssmerte. Hver Dydens Tanke i Hu fremskjød, en Frelser er i Pjalter fød; hver Dyd betvungen en Frelser haanet og gjennemstungen; en Djævelens Offerpræst hver Last. Men Angeren, se, en Forsoner selv, til Menneskets Sjel med blinkende Taarer naglet fast! Naar Støvet sin frelsende Høihed naaer, naar Adam i Graad forstaaer, at Aanden forsoner, renser sig Selv -- o da er Menneskets Sjel som Frelseren selv i det Øjeblik fra Smertens Kors han til Himlen gik. Messias i Krybbe, i Pjaltelagen af fattige Hyrders Hilsen modtagen, SIDE: 274 Messias paa Graasteensbolster besku! Du Kronte, du Rige, os Arme da sige: hvor høit vel i Himlen agtes du? "Smerte-ende" er Dødens sande Navn. "Fred" er Navnet paa de stille Kræfter, som røre sig i Gravens dybe Favn. Død er Livsensbølgens Synken, idet den vælter sig henover Gravens tørre Fjære indi det stille Rum. Sort svæller den; men Englevinger, som dens hvide Skum, omsuse, se, dens Tinde! De, Sjel, de bære dig! Hist faaer du Straaler for Torne, Lys for Blod, en bævrende Fryd til Hjerterod. I Dødsstunden fælder en Sjel sin Dom. Sig Himlene bøje nedover den Dydiges bristende Øje. Hvo Helved paa Dødslejet saae, til Salighed ei kom. Synderen rammer et skarpere Lyn, end dette, der fødes ifleng af Skyen. Om, snoet og qvalt, paa Bunden af hans Hjerte det ligger til Aldren graa, et Hvælv der er, hvor det ud vil slaae: det er hans Grav. SIDE: 275 Frigjør først dit Hjerte, saa af Skulderen Lænken briste maa! Hils Drot da: ingen Bøje beskjæmme maa den Skulder mere, som nyder Æren af at være en Himmelborgers Sløje. Bort, Fyrstebaand! du er en Kjæde fiin. Voldhersker-smiil er Bann'rets røde Liin. Du er en Bolt, du Sværd med Portd'epée. Lænker om et Folk er hver Armee. Ei nogen Hersker meer indbilde Mænd, at døde Staal og gyldne Qvast (der ligner Fyrstesmilet stivfrosset i en Hast) gjør Træl til Helt igjen. Hvor en Aand end boer, en Himmel dog sig stedse overhvælver. Som Aanden op sig hæver, saa følger Hvad den har paa Jorden med; ja Himlen nær, saa Himlens Billed lever i Jordens Fryd og Fred. "Himmel" er vor Faders Navn. Jorden er vor Moderfavn. Ved Synder vi vor Faders Isse graane. Ved Synder vi vor Moders Aasyn haane. Men Begge æres ved i Frihed, Sandhed, Kjærlighed af dødelige Hjerter dyrke Engle frem; ja gjøre Støvets Hjerte til et Himmelhjem. SIDE: 276 Støvet synder ei, men Aanden selv. Den paa sig Selv sig hevne kan og sone; thi Hjertet i hver evig Sjel er himmelsk Retfærds Throne. Hvad var den Sandhed andet end St.-Hans-orms kolde Glød, Hvad var den Kundskab andet end en maanekold Slangeham, som ikke varme Straaler skjød i Eders Hjerters Gam? men Mørket sneg sig ind i den, for der at yngle Laster, mens eders Blik paa Alt deruden klare Lysglimt kaster! -- Da synke Sandhedsstraalerne ned til gyldne Fryndser om Syndens Lejested. Siig ei: "hvad Gavn i Kundskab, naar vi glemme dog?" Thi Alderdommens Glemsel er et Kistelaag igjenslaaet for dit bedste Odeleje, der til at bæres til Himlen alt er paaveje. Som Himlen, der i Taage synes lav og liden, med Dagens Straaler ud sig slaaer: saa glem ei Sjelen! Den voxer kun ved Viden: den bedste Næring Englen faaer. SIDE: 277 Henrik Wergeland HVI SKRIDER MENNESKEHEDEN SAA LANGSOMT FREM? See Mørkets Børn alt ængstlig bæve! Hist glimter lyse Dagskjær frem. O, leve Frihed! Sandhed leve! Snart hele Jorden hylder dem! Vise fra 1794. Det er ikke usædvanligt at læse og høre offentligen, hvor man vender sig, de bestemteste Yttringer om, at Tidens Historie især deri yder et forbausende og til Beundring henrivende Skue, at næsten enhver af de Begivenheder, der fortskridende fremstiller sig i den, synligen og fremstikkende viser sig som ligefrem- virkende til Tilværelsens Maal; eller -- med andre Ord -- at Dagens Begivenheder, ja hver af disse, der er betydelig nok til at fæste sig paa Sagas Tavler, vidner levende og overtydende om, at den europæiske Menneskehed gaaer Aar for Aar med tiltagende hurtige Skridt sin Udvikling saavel i aandig Henseende som i behageligere værdigere Livsnydelse, eller rettere Livsbe- nyttelse, imøde. Aldeles at nægte dette, at paastaae Menneske- hedens Udvikling i det Hele fra Aar 1800 til idag ikke mere belivet og fortskridende, end i et lignende Tidsrum i ethvert andet Aarhundrede, vilde ansees for det samme, som at erklære sin Vantroe til et Forsyn, sin Blindhed for den store Haand, som gaaer styrende igjennem Begivenhederne, afdækker sig mere og mere, og det ligesaa tydeligt i ethvert Folks Historie, som i det lille israelitiske, man byder os fra Barnsbeen at beundre. -- Det tør dog maaskee ved nøiere Undersøgelse vise sig, at den Frosinds-Troe om en saadan forbausende Fremskriden, mere end denne Selv, er Tidsaandens Kjendemærke. I aandig Henseende -- hvilke uhyre Fortrin ejer vor Alder vel? -- Sidste Halvdeel af det forløbne Aarhundrede er udenfor det Tidsrum, vi her betragte. Disse kunne vi da samstille; og hvad finde vi da i vort, som kan veje op imod de Fremskridt i Viden, som hiint gjorde? Hvor ere de store Folkelærere? de store Opdragere? Rousseauerne? Snarere finde vi i vore Dage Sammensværgelser, der gaae ud paa at qvæle og tilbagedrive SIDE: 278 hiin Viden, der gjennemlysnede selve Templerne. Folk, der ikke ere værdige at løse hine sande Stores Skoremme, driste sig til at haane deres Minde, forskrækkede over de Statsomvæltninger, som deres Undersøgelser i Philosophien og Religionen havde til- følge; ja de Mildeste betragte dem omtrent som Mølleren Drengen, der blot ved at trække i en Lem for Løiers Skyld, faaer hele Værket igang med dets bragende Hjul, og nu, angest over Duren, løber derfra. Nei! af synderlige reenaandelige Fremskridt maa Tidsalderen ikke bryste sig formeget, om endog alle dens mystiske Viismænd, Præster og Skribenter med een Mund skulde ville paastaae det. Den har antaget en ganske anden Retning, nemlig til den blot i Livet nyttige Viden. Ligesom den Tidsaand, vi samstille vor med, isærdeleshed gjorde al Videns Kjerne: Religion og Sædelære -- den eneste Viden, som har en ligefrem Indvirkning paa Staten -- til Gjenstand for sit Skarpsind, og nedhalede den, fra at svæve i Rum, der vare ophøiede over al menneskelig Eftertanke, og derfor indtoges kun af Drømme- taager, til den menneskelige Hjerne: saaledes see vi vor Tids- alder ligegyldig igjen lade Religionen stige tilveirs, Sædelæren synke i Gravene til de ærværdige Fædre, men nedlede saa at sige al Viden fra Hjernen til Haanden. Alleslags økonomiske og mekaniske Videnskaber, de statistiske, de mystiske og Krigs- videnskaberne (da Krigen er bragt i System og gjort til Nærings- vei) staae sig herved særdeles godt. Imidlertid er det dog alt, at Nytten af de førstnævnte Kunst-Videnskabers Fremskridt kan bære Tabet, som den sidste forvolder. Thi hvormange Hænder røver ikke netop Krigsvidenskabens stigende Fuldkommenhed fra nyttigere Aands- og Legemserhverv? hvormange Armeer op- stiller den ikke, for at skræmme Freden bort? hvormange durch- lauchtige Luner lader den ikke virkeliggjøre sig? hvormange brogede Narrekjortler og Kronliberier lader den ikke Folke- slagene iføre sig? hvormange Projecter tvinger den ikke de svedende Nationer til at bringe istand? hvormeget Guld for- vandler den ikke til Steen, hvormange Sved og Taaredraaber til Cement, for at faae sine Fæstninger istand? Dog nok herom! vi ville lade disse ligge, i det Haab, at Efterverdenen vil blive ligesaa vanmægtig til at holde dem istand, som vor Tidsalder til at bygge og vedligeholde de Mindesmærker om 12te og 13de SIDE: 279 Aarhundredes Bygningskunst, der ere adspredte i vor Verdens- deel, ikke at tale om, at den i denne Henseende ikke kan maale sig med selve Oldtidens Folkeslag. Vi ville, uden at lade os blende af noget Skin af Aandighed, Kraft og Fortrinlighed, hvilke Skin vi gjentage er vor Alders betegnende, med skyldig Ærefrygt bukke os for Britten, der farer os forbi paa sin Dampvogn, og løbe iilsomst af Jernveien, for ikke at lide Huskissons Skjebne. Vi ville raabe vort Hurra for Dampskibet, der neppe faaer Tid til at speile sig i vore Fjorde. Vi ville med ærbødig Taushed betragte slige Almanakmænd, som vor Hansteen, naar de sysle med deres Tuber og Penduler. Vi ville af reen Kjærlighed til vor Konstitution forglemme, -- at den kun glimrer som ydre Statsforfatning at endnu i 16 Aar Intet er gjort forat nedlede den til det borgerlige Samliv, at det samme Misforhold finder Sted i andre Stater, at Stater som Storbritanien og Sverige t. Ex., der, uagtet de i saa lang Tid have gjæret en Statsfor- bedring imøde, ikke have endnu kunnet erholde denne, -- ja selv at Despotier, i Væsen og Anvendelse (Praxis) aldeles asiatiske, findes indmængede mellem andre frie og halvfrie Europas Stater. Men vi ville undersøge hvorfra disse politiske Uregelmæssigheder reise sig, hvoraf det kommer, at en Kamp for det Gode saalænge kan vare, uden at noget afgjørende, bero- ligende Udslag viser sig. Vi ville skimte igjennem Maskinernes Røg, ind i Tidsalderens Indre, indi Menneskehedens Hjerner og Hjerter, og see hvorledes disse bearbeides i borgerlig og religiøs Henseende for Tilværelsen og Bestemmelsen, for Jord og Himmel, sig Selv og Gud. -- Religion og Statsforfatning -- det er disse to Samlinier, inden hvilke de menneskelige Hjerter slaae roligt og regelmæssigt, hvor de ere netop ligeløbende (parallele), snevert og qvalt, hvor de ere sammenløbende (convergerende), men febrilsk og vildt, hvor de ere fraløbende (divergerende). At de ere ligeløbende vil sige, at de ikke staae i Misforhold til hinanden: at en fortræffelig Statsforfatning alene ikke gjør Borgerne lykkelige uden en til- svarende fortræffelig Religionsforfatning; men denne Sidste viser sin Overrang deri, at den nødvendig medfører den Første, hvor- imod hundrede Mønstre vise, at det Omvendte ikke er Tilfælde. Hvoraf kommer det da, at vi maae vende vore Øine mod et SIDE: 280 uopdaget Atlantika, og at vi vel henflytte vore Træer, vore Huus- dyr og døde Omgivelser did, men idealiserende skabe nye Mennesker der, nye Guddomme over det skjønne Fantasielands Himmel, som om vi kun vare misfornøiede med Menneskene eller rettere med os Selv? Saavel hensvundne Aarrækkers, som de løbende Dages Historie giver os Svaret, løser os Gaaden, hvi vi, hvi den stolte Britte, som paa sine skjønne Strande frem- kunstler en Slags Følelse af Lykke, der dog intet andet er, end den selvbehagelige Følelse af sikkert fysisk Tilvær -- hvi Han stirrer mod Vesten og skaber sig der et Stor-Taage-Britanien. Thi hvor lærer Historien, at hine Samlinier ere trufne? Ikke engang i Nordamerika, hvor Millionerne røre sig inden den for- træffeligst-indrettede lovbundne Friheds snorlige Linie paa den ene Side, men inden en saadan Religionsfrihed paa den anden Side, at den kan lignes med den slappe eller Bølgelinien. Ogsaa der maa den sande Ædle, der kun er lykkelig i hele Verdens Lykke, see ud imod Vestens Skyer, naar han finder Tusinder uden Religion, eller Tusinder galne Sekterer. Hvad skulle da vi Europæere sige? Vi, af hvilke kun nogle Millioner ere borgerlig frie, men alle Millionerne religiøse Ufrelse, eedbundne ved paa- budne, forældede Troessætningers Stavnsbaand? Ja, hvad skulle Vi sige, som nødes til at anføre det Rige, for hvis blotte Navn vi gyse tilbage, Rusland nemlig, som det, der viser hine tvende Linier mest paralele? Hvad Jammer over Verden, naar dette Rige, og Østerrige, hvilket vi ligeledes ere vante at tænke paa med Rædsel, skulle nævnes som de ideale? Og dog maae vi dette; thi hvor svare Religion og Statsforfatning nøiere til hin- anden? Kald den Første aandelig, den Anden borgerlig Trældom, og den døsige Lykke, Millionerne, der bevæge sig inden disse Samlinier, nyde, Sløvhed -- de svare dog til hinanden, og for- holdsmæssig kun Faa blandt disse Millioner føle deres Elendighed. Det aandige Liv, som under strænge diætetiske Regler holdes indespærret paa enkelte Universiteter i disse Stater, og Mura- vievs med Brødres Bestræbelser for en forbedret politisk For- fatning ved Alexanders (ikke den Stores) Henfart, ere ikke Lys- punkter i denne mørke Skildring; thi den forrige Vicekonge i Polen har, ved sin barbariske Exekution paa polske Studerende, og hans, ved Folkets modige og kraftigen forsvarede Beslutning som Konge i Polen afsatte, Broder har, ved Exekutionen paa SIDE: 281 disse Sammensvorne for Friheden, viist Despotiets aldeles over- vægtige Vælde i denne Stat, Noget, der desuden viser sig i de Sammensvornes ringe Antal, og i den liden Interesse Deres Foretagende og Skjebne vakte hos Folket. Nei! Rusland bliver Idealstaten. Baade ihenseende til Religions og Statsforfatning har dette nærmest af alle europæiske Stater naaet Forbillederne: Oldtids Ægypten og alle Tiders China og Japan. Dette er sande- ligen sagt, og uden Ironie. Tvangen er igroet de Millioner Sjele, der drikke eller vandes i Volga og Donau. De føle ikke, at deres Tanker ere afmaalte og indsnørede. Men: -- gjør dem, eller en Fleerhed af dem, opmærksomme paa deres Elendighed, paa, Hvorlidet deres Sjele erhverve sig imellem Vuggen og Graven, paa at de ere henviiste til et Plantetiv eller ihøiden til at avancere i deres Liv som Dyrene, der kun ere lidt erfarings- klogere som gamle end som Hvalpe: -- lær dem, at en Sjele- vandringslære (der dog erstattes ved deres Skjærsild-troe) næsten kunde være passende for dem, forat de ikke skulde prostituere sig Selv og deres Poper og Autokrater, ved millionviis at træde ligesaa sløve ind i Verdensrækkerne hiinsides Graven (i Himlen) som de traadte ind herunder Maanen -- og disse Folks døsige Lykke er forbi. De ville igjen stræbe efter en rolig men for- nuftmæssig Tilstand, og de have samme Trin at kravle opad til dette Maal, som de fleste Europas Nationer nu krybe paa. I denne Mellemtid ville Slaverne sige: vi vare lykkeligere, da vi vare Slaver. Men der vil danne sig en oplyst Middelstand, som vil vide at besvare disse Massens Raab, og beholde, hvad de vunde ved Omvæltningerne, der vare skræksomme i samme Forhold, som de herskende Kasters Modstand var stor og som det har lykkets disse at barbarisere Folket. Jødestaten derimod, ligesom vel og den italienske og den thi- betanske Kirkestat, for ikke at nævne Jesuiternes i Paraguay, viser det matte, asthmatiske Liv, et Folk hensættes i, hvor den religiøse Forfatning aldeles opsluger den politiske, hvor Stats- formen er Hierarkie, eller -- som vi oven udtrykte det -- hvor hine Samlinier gaae sammen, skjærende hinanden, kunne vi lægge til, i Formen af et Kors. Derimod give de konstitutionelle Stater, men fortrinsviis de revolutionære, Mønster paa Stater, hvor den religiøse og politiske Forfatning er i det andet Mis- forhold til hinanden, som vi oven udtrykte under Billedet af SIDE: 282 divergerende Linier. Ja i Frankrige i forrige Aarhundredes Revolution divergerede dette saameget, at den religiøse For- fatning, den ene Samlinie, tabtes gandske afsigte. Med konstitutionelle Stater, som Overgangstrin til Republiken, maae imidlertid endog Tidens mest oplyste Folk lade sig nøie. Hveden da denne Uro, som alligevel ikke lader dem være lyk- kelige, hvad end Skjaldene qvæde, og Rimerne klirre paa deres Fest-leie-Harper om Lykke og Frihed i Geburtsdagsvers o. a. d., hvormed man endnu, efter gammel Sæd, opvarter Konger? Man tør ikke ud med Sproget; thi en endnu mere gigantmæssig Skyggekjæmpe end den imaginære Thronsky-Majestæt, nemlig den ligesaa imaginære Mysterie-Majestæt reiser sig bag tusinde Altre, og fylder Hjerterne med Bæven og slaaer Hjernerne med et delirium tremens, saasnart man nævner den egentlige Grund til denne almene Følelse af Lykkebrist, saasnart Sandheden lader sig høre i denne Tone: den religiøse Forfatning maa staae i tilsvarende Forhold til den borgerlige: den maa være liberal, saafremt denne er liberal: denne Religions-Forfatnings Liberalitet sættes ikke alene i Tolerance, men deri, at den ligesaavel ved- kjender sig at have fælleds Kilde med den borgerlige Forfatning, som den vedkjender sig, skjøndt i høiere Potens, at have Samme Maal som denne. Men hiin Kilde til de stedse fuldkomnere ud- viklede Statsforfatninger, hvilken anden er den, end den stedse mere sig udviklende Fornuft? Som en elastisk Ring, lagt om den unge Ørns Hals, udvider sig, altsom denne voxer, saa maa den menneskelige Sjels Forhold baade til Jord og Himmel klarnes, som denne klarner selv. Men ligesom Ørnen vilde qvæles, naar den voxede til, hvis Ringen var af Staal, saa qvæles ogsaa Menneskeheden i dens Fremskriden og Forædling, saa fængsles ogsaa Civilisationen, naar disse forældede Formler, der ere an- viste Plads i det uhyre Taagerum udenfor Tænkningens Sfære, gjøres til Civilisationens Stempel, naar Folkemassernes Viden indskrænkes til disses ordrette Fremplappren, naar deres edelige Antagelse gjøres til conditio sine qva non, for at regnes saaat- sige til Menneskeheden -- Med eet Ord: Religionsforfatningerne trænge til en Revolution, og Europæernes, som de, der have op- kastet sig til andre Menneskeklassers Koryfæer, først og fremst. Det Mysteriøse maa bort -- det Sædelige og Belærende i en Religion, det af en objektiv Menneskefornuft Udledelige maa SIDE: 283 fremhæves i et sammenhængende System som almeenmenneskelig Religion -- Præsterne af enhver fortiden bestaaende Troesbe- kjendelse maa bringes tilbage, fra at spille Roller som Midlere imellem Himmel og Jord, til at være Folkelærere. Dette skal vorde Kristendommens Triumf! Den naaes ikke ved at binde de kommende Slægter i al Evighed til Mørkets Alders halvhedenske Kristenpræsters eller til Middelalderens geistlige Heroers Dogmer. Tvertom er paa denne Vei bevirket, at intet egentligt Kristensamfund eller Kirke har Tilvær; men at de Kristne, -- til liden Opbyggelse for alle de andre Religions- bekjenderes Troende, som forgjæves opmuntres af Missionærer til at gaae over til Kristendom, fordi de ikke vide, hvilket Par- ties Kristendom de skulle vælge, og derfor hensove i den Troe, hvori deres Fædre roligen hensov -- have udgrenet sig i utallige Stridende Partier, i hvis indbyrdes Strid der er flydt ligesaameget Blod som Blæk (see Kirkehistoriens Skjændselsregistre!) og som kun da have en Fred, naar det dunkle Begreb om Stridsgjen- standenes Uværd, hvilket man kalder Indifferentismus, har paa- trængt sig Fleerheden af Folkeslagene, eller naar de aandelige Kamphøvdinger ere hensjunkne af Mathed. Dette skal vorde Kristendommens Triumf? Dens ophøiede Mester reiste den af de brugbare Brudstykker af forhen i Rui- ner hensjunkne Religionssystemer, af de vigtigste Sandheder, den menneskelige Skarpsindighed dertil havde fundet, og sam- menføiedes af hans egen til et fuldkommen harmonisk Pantheon, i hvis Kuppel han satte den sunde Dogmatiks almeennødvendige Hovedlærdomme om en Gud og Udødelighed, liig Pantheonets aabne Hvælvvindue, hvorigjennem Himmelen seer ned. Selv Platos fiirkantede Akademia taalte ikke Sammenligningen med Kristi fuldkommen runde Pantheon. Men nu -- Himlen bevare os! -- hvorledes seer det ud? Udmajet med alskens Pulpiturer, Kors, Kapeller o. s. v. o. s. v., dvæler Tænkerens Øie hartad med ligesaastort Behag ved Konfutsees Pagode, for ei at sige, ved Mahomeds Moskee. Ja dette skal vorde den sande Kristendoms Triumf! Den med- fører Civilisation, siger man. Ja, sige vi, hvor herlig er den dog ikke, at den endog har mægtet at gjøre dette, saa sønderhugget som den har været og er! Dog, hvad har den mægtet, imod hvad den kunde have udrettet? Ere Lasterne, eller endog Raa- SIDE: 284 heden, uddøde blandt de Folkeslag, som stemple sig til Jordens første og fornemste med dette Navn? Eller, om vi endog ind- rømme en egen kristen eller europæisk Civilisation, hvi mægter den ikke at overstige en Flod, et Bjerg eller Europas Grændser? Hvi har nu i Aarhundreder en kristelig Hovedkirke, den græske, der tæller 40 Millioner, og den Mahomedanske hvilet roligen i hin- andens Arme, saavel i de slaviske Lande, som i Civilisationens Oldsæde Hellas, uden at Hiin har formaaet at meddele Denne den mindste Kime til europæisk Civilisation? Det viser, hvor- liden Kjerne, hvorliden Sandhed, der dog er i denne høitpriste kristelige, europæiske Civilisation, saaledes som den har været og er. Mennesket har ingen anden Grundvold for sin Stræben efter Fuldkommenhed end Bevidstheden om den allerede vundne. Man maa være dydig, for vedvarende at kunne virke paa Andre til noget Godt. Dette gjælder om et Folkeslag, eller en Samling af Folkeslag, ligesaavel som om den Enkelte. Nu! hvilken over- veiende Dydmasse have de kristne Europæer at opstille imod Barbarerne? Vi søge noget Saadant mere forgjæves, end vi søge Grunden hertil. Denne ligger i Sædelærens, i den sande praktiske Filosofies Underkuelse, forat ufrugtbare Mysterier kunne fremhæves -- ufrugtbare, sige vi? ja ufrugtbare for Menneske- heden, for Sandheden og det jordiske og himmelske Velvære, men frugtbare for Kasterne, der fremhævede dem, det være nu i Form af Kors og Kar og Billeder paa Guldbrokades-skuldre, eller i Form af haarde Dunkelheder og Forbandelser paa en Prædikestol. Fleerheden i de dannede Klasser overalt i Europa finder ikke i disse Mysterier den Beroligelse, det Opløftende, man forsikkrer os om skal findes i dem; men de finde den alene i de Sandheder, den gjældende Religion har tilfælleds med den almene, den naturlige Religion. Saadanne Fornuftvenner (Ra- tionalister) findes i alle Religionssamfund. Men hvad skulle vi svare den tænkende Mahomedan, som haardnakket siger til den, der vil friste ham til at blive Kristen og rækker ham Korset at sværge paa, samt endeel Formularer at opramse: "jeg er ikke Mahomedan, saasom jeg ikke kan beqvemme mig til at troe Mollahens Forsikkringer om de 7 Himle og Alkoranens Eventyr; heller ikke bliver jeg Kristen: thi jeg indseer ikke, at den byder mig noget Bedre? Jeg for min Person mægter ikke at fatte det Poetiske, eller mere at udfinde en Betydning i Vore end i Eders SIDE: 285 Billeder, der forekomme mig som Urimeligheder; men jeg er Menneske og veed, at der gives Sandheder, intet Menneske kan være foruden, Sandheder, som den Eenfoldige kan opsvinge sig til, og den Viseste ikke overstige -- det er den Religion, som lærer disse Sandheder, der fyldestgjør Alle, som Jeg vil bekjende. Men see, Menneskene have nægtet den et Tempel, imedens Gud Fader aabner sit, sin Himmel for den." Hvor dydig en saadan Mand end kunde være -- han var dog udstødt af alle Religions- samfund. Missionæren vilde forbande ham efter slig Tale, og korsende sig gaae sin Vei, ønskende til Gud, at han blot havde ham saasandt fat i Madrid; og i sit Fædreland maa han hylle sig ind i sin Kaftan og bortsmøge sine Planer til at oplyse og forbedre sine Landsmænd: thi fik Muftien blot eet Øiekast inden for hans Pandeskal, fik han ligesaasnart alle 10 Fingre om hans Strube. Hvad standser da Civilisationen saameget, som netop disse Mysterier, i hvis blinde Antagelse det herskende orthodoxe Partie næsten udelukkende sætter Kristendommen? Derimod giv Tanken og Troen fri! Kristus fremstaaer, og fremstiller sin Re- ligion, som Alles Fornuft baade maa erkjende og bøie sig for -- han fremhæver Sædelæren og gjør Præsterne til Folkeopdragere og Folkelærere! Da skulle vi see alle de oplyste Mahomedaner, Chineser, Hinduer og Jøder gaae over, og nedlede den europæiske Civilisation til deres Folk, og disse Hundreder af Millioner, som nu ikke ere Kristne og sværge, aldrig at blive det, skulle følge. . . . . Da skulle vi see Kristi Spaadom opfyldt, om at een Hjord og een Hyrde skal vorde, d. e. Alle skulle leve som Brødre; en Idee om Mennesket, saaledes som det i sin sædelige Fuldkommenhed aabenbarede sig i Kristus, skal herske levende og belivende hos Alle. . . . Da skulle vi see en Ende paa Krigene, og en heel Deel Elendigheder bortmarsere med den sidste Parade . . . . Da skulle vi see Auktioner lyses i Tid- ningerne over de sidste Mondurer, de sidste Geværer og Tasker, og andet gammelt Stats-Skramlerie . . . . Da skulle vi see Sta- ternes Penge anvendes til Ætternes Opdragelse, til nyttige Ind- retninger, og ikke til Hofhold, priviligerede Dagdrivere og ud- stafferede Armeer . . . . Da kunne Forbedringerne i de politiske Forfatninger skride fremad, uden at komme i stedse voxende Misforhold til de religiøse . . . Da ville Staterne blive sædelige Foreninger, der stiftedes og undergaae Forandringer, indtil man SIDE: 286 er vis paa at have nærmet sig saameget det ideale Samliv, man maa tænke sig imellem de Himmelske, som det er jordiske Væsener givet at kunne nærme sig dette. Eller, er der noget andet, skjønnere Formaal for menneskelige Samfund? Men der -- hisset -- bindes dog vel ikke Aander til nogen mysteriøs Tro, uden hvilken de udelukkes? Altsaa bør vi stræbe, ogsaa heri at gjøre Jorden Himlen liig. Men desværre, desværre, ihvormange Mørkets og Kampens Aarhundreder, der fordre et Aar -- Gud give os i Naade, at see i vore Dage dets Sol oprinde! -- som skal være helliget en saadan Religionens Restauration og Fredens og Oplysningens Begrundelse, før vi kunne med Grund vove at tale om Euro- pæernes, eller i det Hele om Menneskehedens forbausende Fremskridt mod Maalet, gjennem stedse uddannet Kultur; og ihvormange Øren, der med Bifald aabne sig i andre Stænder for ovenudtrykt Hjertesprog: saa maae vi dog -- saa fast er endnu Menneskeheden tøiret til de gamle Pæle, til de gamle Veivisere, der, da Ordene ere udslettede paa dem af Ælde, kun have beholdt til Vildledelse Korsformen tilbage -- ja saa maae vi dog netop hos den Stand, fra hvem Restaurationen skulde udgaae, bede ydmygst om Forladelse, fordi vi -- saa tidligt, ville de Fornuftigste sige -- have yttret, at de kristne Kirker trænge til en Totalreformation, der maa bevirke Opstillingen af en Kristendom, authoriseret og authorisabel, ikke af Enkeltes Fantasier og Følelser, men af den rene objektive Fornuft. Harmes da ikke, strenge saakaldte Orthodoxer, som ubøielige diktere evige Flammepiinsler for Dem, der ere saameget Herrer over deres Sjeleevner, at de ikke, som I, lade Sværmeriets Lidenskab Tøilen. -- I, der sætte eders hele aandelige Liv i en Hjerne- Dispositions overvægtige Indflydelse, der er ligesaa modstridig den Harmonie imellem Tilbøielighederne og Evnerne, som udgjør Fornuften, som f. Ex. den, der driver til Hoer og Tyveri! -- harmes ikke heller over dette Spørgsmaal: hvad have Eders Forgjængere virket, hvad virke I til Menneskehedens Fremgang, til Gjengjeld for al den Agtelse, I fordre for det I kalde eders hellige Kald? Eders Kald skulde være Folkelærernes; men hvilke Folkelærere ere det, der lade de unge Slægter lære at læse efter Lærebøger, som uden Forandring aftrykkes saaledes, som de authoriseredes for 100, ja for 3 -- 400 Aar siden, og som Intet SIDE: 287 indeholde uden Dogmatiken, saaledes kompenseret og indkogt til en endnu haardere Materie end Massen i sig selv? Er dette ikke, som om den Læge, Forældre tilkaldte for at helbrede deres mavesyge Børn, vilde fore disse Børnemaver med Pundtlæder og andre ufordøielige Sager? Børn -- har man hørt Magen? -- skulde begynde deres Læseøvelser med Indstavning af Sæt- ninger, Summi Theologi men hvor skal jeg finde Eder? Stifterne staae øde, og i Kirkerne ere Vikarier Ceremonimestere for Eder. I Hovedstadens Stormænds Salons? Dog jeg tager Feil! Jeg beskylder Eder for Eders nærmeste Formænds Synder. Nu ere I paa Post mod ethvert Indgreb i eders hellige Dovenskabs Prærogativer; og det saameget aarvaagnere i de Lande, hvor Oplysningen og den borgerlige Frihed gaaer saa lyshurtigt fremad, at I maae vente, at Straalerne snart række bag Eders Altre. Frankrige viser os derfor især Bisper af Hermopolis, Besançon, og Tyven ifra Rheims. -- Lader os da gaae til det Land, hvor intet Saadant endnu paa længe er at befrygte . . . Kjære Pope, hvilket moralskt og aandigt Fortrin, eller hvilken Forskjel er at spore imellem Tidens Russer under den, ligeindtil det polske Manifest, ubetinget lovpriste Nikolai autokratoriske Scepter, og det 11te Aarhundredes? Eller, kjære Pope, der har studeret i Dorpt endog, hvilket Fortrin har Du for en Pope eller en Munk paa Munken Nestors Tider? . . . Stakkels Pope, du tager dig en Dram, svarer "Visvas", og stryger dig om Skjægget. Saaledes er det. Den ene vil afvise Restaurationsideen med Anathemer; den Anden med gravitetisk Taushed, eller jesuitiske Ræsonnementer for, at Verden maa og bør være som den er, eller med komplessant bonton; den Tredie med Flauhed og "Ich kann nit verstaen". Vi gyse, naar vi tænke os, hvad denne SIDE: 288 uhyre passive Modstand (thi den aktive er langtfra saa farlig) omsider vil bevirke. Hvilke Rædsler medførte det ikke, at Folkene toge deres Frihed tilbage? og da, naar de ville sætte sig i Besiddelse af en endnu høiere Nødvendighed: af Tænke- friheden? en almeen Revolution for Oplysningen? Dog vi haabe, at Civilisationen indtil da, indirekte igjennem den politiske Op- lysning, vil bevirke, at den skeer med saameget Maadehold som mueligt: at Menneskeheden ikke gjenseer Scener fra de kon- stantinopolitanske Billedstorme, eller fra Fornuftdyrkelsens Vaade- viller i Paris. Eller tør I sige, at Vi (ja Vi; thi det er den oplyste Menneske- heds Fleerhed, som her igjennem disse Linier udtaler sin Hjer- tensmening) . . . tør I sige, at Vi gjøre Eder Uret, Ærværdige? Gjører I blot ikke os den Uret, at troe, at vi skjære Alle over een Kam! Vi vide meget vel at udpille de Hoveder, over hvilke, uden Hensyn til, uden Medlidenhed med Fleinskallen, Kalotten eller Alderens ærværdige Snee, Staven maa brydes i Sandhedens, i Alretfærdighedens hellige Navn, -- og dem, der benytte sig med Maadehold af det indirekte Privilegium til at lade Alt slæbe sig frem i de gamle Gjænger, eller reentud, til Dovenskab, for ei at nævne andre Beqvemmeligheder, som følge af at de be- kjende sig til det overalt i Europa for Tiden herskende for- meentlig ene rettroende Partie. Fra denne Klasse og fra alle dem, som -- skal jeg kalde det saa? -- nødes, -- deels for ei aldeles at skuffe Forældres Haab, deels af Kjærlighed til deres Qvinder, der gjerne, som man siger, ville have noget Eget at sparke paa, deels af reen Nød -- at eedbinde sig til det herskende System, og bøie sig med hemmelig Uvillie under den fastsatte Slendrian . . . fra disse vil vel ikke Restaurationen udgaae; men flux som Universitetslærerne og Filosoferne frem- staae som primi motores, ville de strømme til med de Befriedes Jubel. Det er da ikke disse Svage, der nu, saaatsige, tude med de Ulve de ere iblandt, som vi fordømme. Vi beklage blot, at dette virkeligen talrige Partie saasnart lod sig bringe til Taushed: hvadenten det nu var den politiske Bulder, eller de mystiske, helligede Skrigere som overdøvede dem, saa var det ligesom om de, over hele Europa, af Forskrækkelse lode deres Vaaben falde: Redemptoristerne oversvømmede igjen det Katholske, Mystikerne det protestantiske Europa, og de sunde, filantropinske SIDE: 289 Bøger trak sig fra Skolebænkene til Hylderne. Men skulde I, I, der lægge Aaget saa tungt paa disse Eders Laugsbrødre, I, der (havende omtrent samme Øie til disse, som Russerne til Lithauerne, hvis Linier de maae omringe med Kosakker i den Polske Frihedskamp) indringe, tøire dem med Eedsformularer og frimureragtige Besværgelser . . . skulde I kunne paastaae, at Vi gjøre Eder Uret? skulde I kunne paastaae, at Menneske- heden under Eders Hænder, ved Eders Lys, som Folkelærere, er fremført saalangt mod Maalet, som den kan fordre, i Forhold til de Aar, I og Eders Fædre have havt at virke i? at I have fyldestgjort Eders af Nationerne vellønnede Hverv som Folke- lærere? Hvad, Jesuit! Hvad, Munk! Presbyter! Pope! Præst! Hvad? hvorledes forsvare I, at Eders Legioner ikke have mægtet at standse Mørket, saa at det dog ikke i vort Aarhundrede skulde dæmre endog i alle Hedenskabets Skyformer over Tagene, over Hjerterne? Hvi har Massen af Folkeslagene saa elendige Begreb om sig Selv og Verden og Gud? Det var Eder, som skulde bibringe Alle, (see heri Eders Embeds Herlighed og Høi- rang!) de rette. Men nu, hvor dum og træven staaer Bonde- gutten for Eder, naar I proppe i ham de trinitate, angelis malis, externo die etc. etc. medens han med den elskværdigste Lær- villighed indsuger de ædleste og sundeste Begreber og al den nødvendige Troe, flux en forstandig Lærer oplader hans Øie for Naturen? Det varer ikke længe før denne Unge lærer at see den sande Himmel gjennem det første det bedste Blomsterhvælv, og, støttet til en Græsstængel, gaaer den empiriske Vei til de mest ophøiede Sandheder, opklarer sin Fornuft, og er reddet for Menneskeheden. Vi ville undlade at opregne Bebreidelserne, der kunde gjøres Eder; men blot paapege den, der ligger disse Liniers Opgave nærmest: Hvilket andet Grundonde -- sige Vi, hvem lykkeligviis den Lod ikke blev tilskikket, at lade os nøie med nærværende Folkeunderviisning -- end Eders Uvirksomhed og Skjødesløshed, der aldrig igjennem Aarhundrederne har reist sig fra de bløde Leier, I beredede Eder paa Folkenes Dumheds- Taage, er det sørgelige Særsyn at tilskrive at, -- da de Klasser, som Universiteterne og Skribenterne havde dannet, vældigen fremstode, tolkede Menneskehedens Krav paa borgerlig Frihed, og erhvervede Staterne denne: saa opdagede de med For- bauselse, at Masserne, der havde været Præsterne anbetroede til SIDE: 290 Opdragelse og Underviisning, vare uden den Aandsudvikling, som er Betingelsen for borgerlig Friheds Tilvær, uden Sands og uden Begreb om dennes Høiværd, Nødvendighed og Væsen, saa at Folket selv, der vel laante hine dets oplyste Venner sine Kræfter i Kampen for Frihed, ligegyldigen, naar Alt skulde vende tilbage til Ro under den bedre Forfatning, lod sig denne frarive, enten af en enkelt Ærgjærrig (som i Frankrig), eller af fremmede De- spoter (som i Polen), eller af de reagerende, hjemmefødte Ty- ranner (som i Spanien og Portugal og i Frankrig 1815) og, istedet- for at vende dertil tilbage, ligegyldigen vendte, under de Galger, hvori Befrierne dinglede, tilbage til det gamle Aag? eller i Stater, der beholdt den Frihed, de havde tilvundet sig, hvilket forbau- sende, sørgeligt Særsyn var det ikke for Folkets Oplyste, at det egentlige Folk var saa forsømt, at det ikke mægtede at paa- skjønne og nytte Friheden; -- at det, selv leiret om Altre for Friheden, stirrede med Forundring, -- som en Hofmand paa en 17de Mais Jubel, -- paa deres livlige Fryd, der kjende de ube- talelige Goder, de aandige Glæder, der tilflyde dem af den borgerlige Frihed; -- at det ikke vidste at skikke sig i den bedre Orden, men med Uvillie opfyldte sine Pligter, med Lige- gyldighed benyttede sine Rettigheder, ligesom om, ved det svundne Despotie, ogsaa Begrebet om Stat var blevet uigjen- kaldelig opløst: dette, der fra Slægt til Slægt er blevet det iden- tificeret med, simplificeret til en Eenhed i Kronen; -- videre, at det ikke mægtede at bringe en værdig Repræsentation tilveie, men at tvertimod de saakaldte Ministerielle maatte gives et Slags stiltiende Samtykke, naar de paastode Folket umodent for Friheden og at man maatte undlade fortiden at tilstede det endog de Friheder, som dets Grundlove hjemlede det? Hvad Andet bevirkede Dette, som finder Sted i de bedste Europas Stater, end at de Oplyste, som ikke, fordi Millionerne vare lige- gyldige derved, vilde give Slip paa Friheden, sammensluttede sig og fremtraadte som Aristokratie, under dettes forskjelligste For- mer, (saaledes da ogsaa som Embeds-Aristokratie) og som Op- position. Istedetfor Ro maatte Kampen fortsættes: man maatte fremkunstle en Styrke og gaae angrebsviis tilværks, for at dække sit eget Parties Svaghed: Massens Dorskhed. -- Det høieste Seiersmaal var blot at beholde. Her have vi Stagnationen i de konstitutionelle Stater. Dens Kilde finde vi under Alterne. Kry- SIDE: 291 ber derfor ikke, ved saadanne Angreb, bag disse, I, der kalde Eder fortrinsviis Ærværdige! Sandelig, I skulde være det, naar I blottede Fortjenester istedetfor Fordringer, der ikke længer begrundes i en overtroisk, almeen Idee om en Hellighed, som overgaaer paa Eders Personer, uden Hensyn til Egenskaber, fra Eders Embeder. Fra Menneskehedens Domstol bortvandre ikke de kristne Præster, i det Hele taget, med Roes for, hvorledes de have røgtet deres i høieste Maade vigtige Kald. Det er Alretfærdig- hedens, som udtaler sig igjennem en saa stor Jurys "Skyldig". Og, ville de appellere til deres saakaldte Midler, da kunne de visseligen ikke smigre sig med at møde noget mildt Øie, men et, hvori adskillige af hans Parabler, f. Ex. om den dovne Tjener, om den utroe Forvalter o. fl. dl. staae tegnede. Vi kunne jo med Rimelighed antage, at det hisset er Aanden givet, at beskue Følgerne af sin Daad her, at altsaa Frelseren hisset beskuer Følgerne af sit Storværk. Visselig han seer færre herlige Følger, end dette hans Storværk fortjener, end Han anede, i den Stund han ikke tog i Betænkning at ofre sit Liv, for at frelse Menneske- heden fra Synds og Uvidenheds og Tempels- og Thron-Herskeres Aag. -- Han, der var den Første, som med Kraft stræbte at ophæve den fordærvende Ligevægt imellem det borgerlige og aandige Despotie, idet han gav Stødet til et andet Jevnforhold imellem borgerlig og aandelig Frihed, og fremsatte i sit Religions- system Grundloven for denne Sidste; -- Han, der var den Første, som med Fynd udviklede Menneskehedens Krav paa allerede her under Altre og Throner ubehindret at yttre den, for dens guddommelige, men didtil, næsten indtil Selvbevidsthedens Tab fordunklede, Væsen, karakteristiske Stræben efter Sandhed d. e. Tænkefrihed, og efter at give denne klarere og klarere Udtryk i moralske Handlinger, d. e. sædelig Frihed, hvorved da politisk og religiøs Frihed gjordes til en uundværlig Betingelse for de Men- neskers Tilvær, som, betegnende eller ligesom salvende sig med Kristennavnet, fremstillede, under Billedet af een Hjord og een Hyrde, en Menneskehed, der stræber, Een som Alle og Alle som Een, efter at naa den Idee om et fuldkomment Menneske, der hævet af Fantasien til Himmelen som en Engel eller Alfrelser, men af fornuften igjen nedkaldet til Jorden som et simpelt Menneske, lever i Alle og behersker Alle; -- Han, der i saa SIDE: 292 fjernt et Old emnede at betage Præsterne, Magerne og Despo- terne Magten til at hemme denne Stræben -- mon han da anede eller kunde have saa ringe Tanker om Menneskeheden, at efterat 1800 Sekler ere hengraanede, efterat den største Deel af denne Tid er bleven anvendt til de afskyeligste Krige, forat udbrede hans blotte Navn: saa skulde dog hiin saliggjørende Stræben saalidet være udviklet i Menneskeheden, at alskjøns Mager, Fa- risæer og Despoter trives saa herligen i Korsets Ly, at de have dristet sig til fra Tid til anden at slutte offentlige Forbund, forat hemme hiin Stræben d. e. for at værne deres fælleds Bedste, ja saalidet udviklet, at hans Grundsætninger skulde være fremmede for Nitiendedele af Jordbeboerne, at Europas Almues hele aan- dige Tilvær ikke hæver sig over hans Apostlers Katekumeners, at Millionerne endnu skulde være aandige Lazarer, der over- lades til deres Dødssøvn, uden at de, hvis Pligt det er, gjen- vække dem? Tvivler nogen om dette Natstykkes Sandhed, saa trække han frem den første den bedste Broder af Europas Almuer! Der soler en doven Romer sig paa Lateranpladsen! der kryber en fiirskaaren Karl, paa andres Vegne, Dag ud og Dag ind paa Knæerne, opad scala santa! Kald dem frem, prøv deres Sjele- tilstand, og Vi skulle selv krybe scalaen hundrede Gange op, dersom Du finder et Solegran af Fortrin hos disse, eller endog anden Forskjel end Togaen imellem disse og deres Oldfædre, der solede sig udenfor Caracallas Bade! Og Dette er dog i et Land, der var Civilisationens anden Vugge, der drak Kristen- dommens første Lysstraaler, hvor Kunster og Videnskaber aldrig have hørt op at blomstre i de berømteste Akademier og Uni- versiteter; og disse herlige Kristne fandt vi fire Alen fra den kristelige Ypperstepræsts Sognekirke. Eller tag en prostestantisk Bonde; og vi ville finde, at hans Begreber om Gud og Gjen- gjeldelsen ere Jødens fra Esræ Tider, uværdige, gruopvækkende, om Hevneren Jehovah og Satan i Gehenna. Og see vi hen til det Folk, vi nære mest Høiagtelse for, som det, der med det største Heltemod og de største Opofrelser har kjæmpet for den politiske Frihed: til Frankrig -- hvilket Misforhold imellem reli- giøs og politisk Forfatning og Oplysning slutte vi os ikke til af dets forsømte Almue-Underviisningsvæsen? Saaledes er Folkemassens Tilstand i Thronernes som i Kon- SIDE: 293 stitutionernes Ly. Hiint qvalfulde Ubestemte, hiin Usikkerhed i den politiske Friheds Seire, hiint Misforhold imellem Oplysning og Frihed, Religions- og Statsforfatning spores overalt. Uvidenheden, som er en Følge af den elendige Religionsforfatning, gjør Masserne enten til politiske Indifferentister, der med Sløvhed (som den portugisiske og den spanske Nation) lade sig Sikkerheds-Karterne for deres borgerlige Frihed rive afhænde, eller til Sansculotter, hvis forvirrede Frihedsbegreb -- selv et Blændværk -- lader dem jage efter Blændværker. Eller -- hvilket sørgeligt Vexel- forhold! -- ere Folkemasserne ved en varig Nydelse af borgerlig Frihed saavidt blevne uddannede, at de opdage det Misforhold deres religiøse Forfatning staaer i til denne: saa blive de enten religiøse Indifferentister (hvortil nu desværre Europas dannede Klasser overhovedet, ): allene de høiere, Embedsklasserne, høre) eller religiøse Sansculotter, d. e. uvittige Religionsforagtere og Troeshadere. Hvilken bundløs Kilde til Laster og Forbrydelser opdage vi ikke her? Dog er den frembrudt og stiger daglig, især i den store Klasse, som i vore Dage spiller en Rolle, for ikke at sige at den angiver Tonen i det offentlige Liv, nemlig Middelstandens Ungdom. Men det staaer til Eder, Præster af enhver Troesform! at standse alle disse Onder ved at ophæve Grundondet: Misforholdet imellem de fremskridende politiske og de fastlænkede religiøse Forfatninger. Reformationerne d. e. de religiøse Revolutioner, lære jo Nødvendigheden heraf. Luthers, Kalvins, o. a. fl. partielle vare kun [fotnotemerke] Intimationerne til den almene Restauration, vi ovenfor nævnte som det eneste Radikalmiddel. Bliver Folkelærere! besætter Skolerne! giver enhver Under- viisning det ophøiede, religiøse Præg! gjører Opdragelsen til Statens høieste Formaal, hvortil dens Skatte alene anvendes; men alt dette først, naar I have afskaffet af Religionen alt det Menneskelige, som støder den menneskelige Fornuft; men frem- staae som Talsmænd for en almeenantagelig Lære, for en Tro- Harmonia. Skeer dette i det 19. Aarhundrede: da forvandler Historien sig fra en sørgelig Fortælling om Lysets og Mørkets, Friheds Fotnote: Vor Tids St. Simonister i Frankrige ere mærkelige som Saadanne. De ville udrette mere end Filanthroperne i Tydskland og Frankrige i sin Tid ud- rettede, saasom de kalde deres Filanthropisme Religion -- dette den og virkelighen er. SIDE: 294 og Trældoms altfor langvarige Kamp, for ikke at sige (hvis vi antage den betydningsfulde Drøm om en Guldalder) om en uhyre Reaction, -- til Menneskehedens Seiersepos: da lad Aarhun- dredet rose sig af, at det fuldendte, hvad det 18de begyndte, af de forbausende Fremskridt, Menneskeheden i det gjør: -- da var Alt vel! Cosmopolita. SIDE: 295 Henrik Wergeland FOR ALMUEN SJETTE HEFTE NORMANDENS KATECHISME Hvad er du? Fribaaren Normand, kun Fædrelandets Træl, født for at gjøre Stolt-Norrige sæl, dække med Ager, Smaabørn og Eng Norge, den Ærens og Frihedens Seng. Et Smiil af Algodheden fagned min Moer: før Aaret var runden, Hun fagned en Smaagut med Tænder i Munden, og sagde "en Mand vil jeg skjænke dig, Nor!" Nu slaaer jeg mig paa Lænden, og kalder Selv mig Mand. Jeg staaer for min Drot, men knæler for mit Land Min Elskov har en Qvinde, en Ven har mit Hu; et Brodernavn for Alle og gamle Døle-Du. Min Flid er min Rigdom -- den lever jeg ved, min Huustro, ja Huustagets Smaafugle med. Jeg fødtes for at hade Trældom meer end Pest. Ja kun med Sorg jeg lægger Aaget paa min Hest. Thi Trældom maae jeg hade selv i dens døde Bild, og Tanken "Norge bøiet under Herskervil," saa hurtigt som den flyer, dog fylder Sind med Skyer, paa Væggen rasler Riflen og knager Bilens Ild. Jeg fødtes for at lystre Lovens Bud -- hvor let! -- Men vak som Ørn paa Ægget jeg vaager om min Ret. I Frihedssolen satte min Fa'r min Vugge ud. Da tændtes Ild i Barmen, da voxed Marv i Armen og Vet bag Pandehud. Snart blev da Vugge-Karmen min Hærde alt for stut. SIDE: 296 Jeg spændte den i Varmen, og stod som vaxin Gut. Nor vil jeg Armen skjænke, ja Barm og Hærde med. Men Vettet vil jeg øge og dyrke ved at tænke. Naar stolten Hærde bøier sig efter Muldens Fred, da bringer jeg det bedre, end jeg det fik, til Gud. Hvem har skabt dig? Han, hvis Magt lod Alting af Intet strømme ud, til Himlen knytted Jorden, hvor Mennesket boer, der kalder hiin den Store sin Fa'r, men Krybet Broer. Jeg troer i min Beundring, og Ham jeg kalder Gud. Hvad er Gud? Ei veed jeg Hvad han er; men hans Værk seer jeg vel. "Hvor stor!" jo bruste Stormen? "Hvor god!" jo. Græsset loe, Da vilde min Forstand afmale sig hans Billed endnu mere tro. -- Men ofte vil den Stærke mere end han kan -- det flyer for mine Sandser, men taler til min Sjel. Hvorledes bør man ære Gud? Verdnerne lovsynge hans Viisdoms tause Raad. Alt enten os forbauser eller vel os gjør. Ærbødighed og Tak er den Dyrkning, som ham bør. Det Offer, Ham behager, er en dydig Daad. Hvad er Livet? Hvert Trin fra Vuggen fører os Graven mere nær. Den Vei saa vis som Solens, der gaaer mod Qvellen, er. Der gaber mange Groper i Ungdoms Rosendal; men kloge Øie lyser hvor Veien bugte skal. Der ligger hvasse Stene paa stolten Manddomshei; men sikker Fod gaaer sagte -- da skjærer Stenen ei. SIDE: 297 Der kneiser mangen Bergknatt; men Viiskall staver frem. Han frygter ikke Graven og endnu mindre dem. Naar Foden trøttnes under bratten Bergevæg, da glatter han sit Graahaar og leer saa smaat i Skjæg: "der maa vel høien Tærskel foran Englehjem?" Hvad er Graven eller Døden? En Smertens stille Hvile i Salighedens Dør. En Domstol, som maa frygtes af Den, som ilde gjør. Ønskværdig, naar dig Skjændsel vil tage i sin Favn, Men er den Gavn for Landet, da Hæder er dens Navn. Hvad er din Sjel? Jeg veed kun, at jeg tænker: da veed jeg, at jeg er. Jeg sandser og jeg handler; men vil dog endnu meer. Et Væsen er da i mig. Det styrer Fod og Haand. Det nævnes Kroppens Herre, Det nævnes Sjel og Aand. Men mægter Den at være en Drot for Kjød og Blod, Den Himlens Odelsbaarne, Den Jordens Kongekaarne har Himlen om sin Pande, men Helved under Fod. Er Sjelen udødelig? Alt vexler under Solen; men derfor Intet døer. Min Sjel i Graven lægger sit gamle slidte Slør. Men faaer vel bedre Hud i Himmelen hos Gud. Mon Gud blot forat øde saa herlig Aanden gjør, at, skjøndt ei sikker om hvorhen den vandre skal og ei hvorfra den kom, saa stolt et Haab i Mulden den endda amme tør? Hvilken Lod venter os efter Døden? Løn venter Dyden; men Forbrydelserne Straf. Det Ord er Ondskabs Tømme, Ulykkens Trøstestav. Forfulgte Retfærd smiler saa i sin Kummerqvel. SIDE: 298 Han veed, at Tordnen farer, at Stormen ikke varer, at Jubelmorgen rinder, naar Natten ta'r Farvel. Hvo tvivler, er usaligst imellem Sorgens Børn, hvadeller i hans Hjerne sidder Vanviids Tjørn. Hvo tvivler, o han haabe! og øve Dyden lel! Hvad er det at være dydig? Opfylde alle Pligter, men flye for Lasters Flok, er endnu ikke for den gode Borger nok. Hvo øver strenge Pligt er god, som Han kun Faae, Men vil man dydig være, da smerteofres maa. Hvorledes er et Offer fortjenstligt? For Menneskeheden ofres skal og for Fødestavn! Et Offer uden dette Maal er kun den tomme Offerskaal. Et Offer er et Intet, naar det ei er til Gavn. Hvorledes kan Mennesket skilne imellem Godt og Ondt? I Uvidenhedens Mørke, i Uvisheds Maaneskin, Sjelen spilder al sin Styrke, taber Uskylds dyre Liin, hvori den for Dommerstolen pligter barnereen fremstaae, var end her en Pjalt paa Kjolen, Panden furet, Lokken graa: Gud bag Sandserne lod skinne end en Sands meer lys og fiin. Mørket smelter den derinde, vildsom Skygge kan den binde i det falske Maaneskin, Blodets vilde Brus den svaler, tøiler Kampen i vort Bryst. Det er Himlen selv, som taler i Samvittighedens Røst. SIDE: 299 Hvad er Samvittigheden? En Røst fra Hjertets Dybder, som klinger klar og stærk, som dømmer skjulte Vilje og Viljens aabne Værk. Den Hjertefreden finder, som gaaer hvor Røsten raaber, Hvo troer at narre Den, er største mellem Taaber. Har Mennesket ikke Lidenskaber? I Hjertet Frygt og Haabet og Fryd og Smerten boe. De drive os til Handling; thi sjelden har de Roe. Med Maadeholds-Kapsunen Fornuften tæmjer dem. Hvis ei, da som Fordærvets Ild de blusse frem. Hvorledes er Menneskets syndfulde Tilstand beskaffen? Utæmte Lysters Oprør og Syndens onde Seir. Fornuften føget hen som Gnist i vilden Veir. Af Engelen, som boed i Hjernen reen og skjær, urene Lyster plukke med Haan de hvide Fjær. Igjennem Blodet bølger det kaade Seierstog, som Sjelens Frihed følger i skjændselsfulde Aag. Igjennem Glædeshaven det gaaer til Angersørken, og saa afsted til Graven. Har da ikke Gud givet os Lidenskaberne? Gud gav os Alt tilbedste. Han dannede vor Sjel med Frygten forat lide, Hang til at leve sæl. Men Frygt for indbildt Onde og Lyst til falske Godt har Mennesket ei sjelden af egen Daarskab faaet. Hvorledes kunne vi undgaae at overraskes af Synd? Ved stedse vak at holde Fornuften paa sin Vagt, og væbne sig til Kampen ved første Raab: giv Agt! Da slaae vi Fienden, give Tyrannen Banebrist. Af Frygt for Ildebranden vi slukke første Gnist. SIDE: 300 Hvorledes straffes Lasterne? Kun Alles Had kan Hadet mod Alle faae til Løn, Uklogskabs Frugt er Modgang, saa skarp som Galde grøn. Umaadeholdet bringer Smerte eller Død; og Kaadheden Foragt, ja selv i Smiil, man bød. Hvad byder Retfærdighed? Gjør ei din Næste hvad du vil han dig ei gjør! Sit Ord man ei maa bryde; thi Æren ellers døer. Man gjøre vel; men aldrig kun for at synes saa! De aabne Veldaadshænder et Øie følge maa. Paa Utak kun man ødsler. Man troe ei takløs Mand; men vogte selv sig, at man ikke er som Han. Hvortil nytter Klogskab? Den aabner Hjælpekilder hvor Ingen før dem saae. Den forudseer Ulykker, gjør store Farer smaae. Den styrer Livets Bane som svang den Skjebnens Spær; begrunder det, som kommer; og sikkrer det, som er. Hvad er Maadeholdenhed? At tæmme Lysten inden Behovets Grændseskjel. Med størst Behag kun nydes, naar det bekommer vel. Jo mindre man behøver, jo mere har man Vet. Men selv et Gode skader ved ei at bruges ret. Hvad er Mod? Mod er ei dumme Dorskhed, som døer med balget Sværd; ei Letsinds Jagt paa Faren, hvor den ei Liv er værd. For Pligten selv i Døden at gaae med roligt Mod; snart, under Farens Stormen, at være stiv som Klingen og bøielig som Ormen; med Lyset i sit Hjerte og uden Sky i Øie at staae mod Modgangsbølger, der væltes fra det Høie mod Dødeliges Hjerte og knuses derimod -- se Det er Mod for Helte! SIDE: 301 Med Roe at bære Modgang -- se det er Styrkens Belte, som gjør den svage Qvinde i Taarer til Heltinde, som tvinger selve Skjebnen under Mandens Fod. Hvilke ere de værste Laster, Lidenskaber afføde? En Lyst skyder op saa hurtig som et Lyn, kan have Gift i Roden og endda trylle Syn. Den blomstrer, men smaae Frøekorn sprede Døden ad i Hovmod, i Vellyst, Begjærlighed og Had, i Løgn og Hyklerie -- det værste Søsterpar, som Egennytten, Synders Moder, ammet har. Er Løgn saa stor en Last? Man troer ei mere Den, om hvem en Løgn man veed. Han Andres Agt foragter, ja egen Ære med. Kun Sandhed boe i Hjertet; men gaae ei længer fram end Pligt og Klogskab byder! Der ingen Løgn kan tænkes, som ikke er en Skam. Men -- lyve for at skade? da er man værst Forbryder. Hvad er Hyklerie? Det er den frække Last, som troer, i Dydens Hud Alverden at bedrage, ja selve Herren Gud. Men Ondskab at maskere er mellem Lasterne kun en (den værste) mere. Er Ladhed en Last? Enhver paa sin Plads i Samfundet er sat. Men Lade bort maa kastes, det Utøi paa en Stat. Hvo deler ei Arbeidet, ei dele skal dets Goder. Thi Ladhed ofte er de andre Lasters Moder. Hvilke ere Borgerens almindelige Pligter? Man Fædrelandet skylder Blommen af sin Kraft, og Lydighed til Loven og Hjælpen til de Arme. Alverden skyldes hele Kjærlighedens Varme. Hvo glemmer disse Pligter sin Borgerret har tabt. SIDE: 302 Hvilke ere Borgerens almindelige Rettigheder? At troe og tale frit, at virke frit hvor Loven forbyder ei, og hvor man tør for Ham deroven; at nyde selv den Frugt, som voxer fremaf Sved; at være sikker paa sit Gods og paa Personen; at sætte sig mod Den, som kuer Rettighed, ja bar han endog Kronen. Hvad er Frihed? Som Gud af himmelsk Aand et støv belives byder: saa den med Frihed, denne Sjelens Sjel, han pryder. Men da dens Goder smages kun af rene Hjerte, vi rense maa vort Offer ved Dydens Altarkjerte; tilbede Frihed, Glimtet af Guddomsmajestæt, der bryder frem i Mulden; og ei fordunkle det. Giver Friheden Ret til at gjøre Alt? Ei Friheden er Hadet mod hveren lovlig Magt, ei mod hvert gavnligt Baand en tøilesløs Foragt; men Retten til at handle og at man handle tør just som man ville bør. Men, se, den Frihed, Jordens Herre knæler for, den Himlens egne Datter, den Aandernes Gudinde, den Dronning paa en Jord, for Loven bøier Knæ som var hun dens Slavinde. Er Eiendomsretten hellig? Du attraae aldrig hvad der eies af en Næste; men værge for hans Liv og Eiendom med din! Kun Næstens Sikkerhed vor egen kan befæste. Hvo krænker Andres Ret, fortaber ogsaa sin. Hvilke Samfundspligter har Mennesket? At frygte Gud, at tjene sit Land, at elske Alle, ja selv vort eget Trældyr -- det er vor stumme Bro'er; med Ømhed at beklage og hjæpe dem, som falde; SIDE: 303 at dele Bid med Hunger og Lykke med Ulykke; at hædre store Evner og Aldrens hvide Smykke og Sorg saavel i Pjalter, som under Perleflor. Er Uvidenhed fordærvelig? I Mulmet, den udaander, fremavles alt det Ondt, hvorunder Jord sig vaander. Naturen skjænder den, vor Sjel og Sjelens Love, og føder Sværmerie og ammer Trældom op. Den gjør en Stad til Ørk, og høien Tempeltop, der engang efter Lysets Straale klattred op, kun til et Træ, et Folk til vilde Dyr i Skove. Hvad er Fædrelandskjærlighed? En ædel Følelse, der skabt har flere Helte end Kongers Naadeguld og leiet Sværd i Belte. Den fylder liden Dal som med en Flammevind, saa fiendtlige Hære, saa fremmed Næse svides, der kige vil derind. Til Frihed er den Moder, til Fred og Dyd og Ære. SIDE: 304 Henrik Wergeland HEINRICH HEINES INDLEDNING TIL KAHLDORF OM ADEL, I BREVE TIL GREVE M. AF MOLTKE (NÜRNBERG 1831.) (Oversat.) Den galliske Hane har allerede galet anden Gang, og ogsaa i Tydskland bliver det Dag. Til afsides Klostere, Slotte, Hanse- stæder og deslige Middelalderens sidste Smuthuller flygte de hæslige Skygger og Spøgelser -- Solstraalerne glimte; vi gnide Øinene; det hulde Lys indtrænger sig i vore Hjerter; det vaagne Liv ombruser os; vi forbauses, vi spørge hverandre: hvad gjorde vi i den forgangne Nat? Nu ja, vi drømte paa vor tydske Viis, d. e.: vi filosoferede; -- vel ikke over de Anliggender der nærmest angik os eller over de nærmeste Tildragelser; men vi filosoferede over Tingenes Realitet i og for sig, over Tingenes sidste Grunde og over lig- nende metafysiske og transscendentale Drømmerier, under hvilke dog vore vestlige Naboers Mordspektakler af og til ret dygtigen forstyrrede os, ja bleve ret fortrædelige, da franske Flintekugler ikke sjelden gjennempebe vore filosofiske Systemer og bortsopede hele Hurver deraf. Sælsomt er det, at vore Naboers Daadliv hiinsides Rhinen alligevel havde et eget "Valgslægtskab" med vore filosofiske Drømme i det rolige Tydskland. Man sammenligne kun den franske Revolutions Historie med den tydske Filosofies, og man skulde troe, at Franskmændene, hvem saamange virkelige Ar- beider paalaae, hvorved de maatte forblive aldeles vaagne, havde anmodet os Tydske om imidlertid at sove og drømme for dem, og at vore tydske Filosofie intet Andet er, end den franske Revolutions Drøm. Saaledes paadroge vi os Bruddet med det Bestaaende og Henflyttelsen i Tankens Rige, ligesom Fransk- mændene deres inden Samfundets Grændser; omkring "den rene Fornufts Kritik" samlede sig vore filosophiske Jakobinere, der lode Intet gjælde, uden det, som holdt Stand for hiin Kritik; Kant var vor Robespierre. Efterpaa kom Fichte, denne Filoso- fiens Napoleon, med sit "Jeg", sin høieste Kjærlighed og høieste SIDE: 305 Egoisme, Tankens Eneherredømme, den souveræne Villie, der paa det hurtigste improviserede et Universalrige, der ligesaa hurtigt forsvandt, og med sin despotiske, rædselfuldt-eensomme Idealismus. Under hans konseqvente Trin udsukkede de skjulte Blomster, som hidtil vare blevne skaante af den kantiske Guillo- tine, eller siden vare fremblomstrede ubemærkede; de under- trykte Jordaander rørte paa sig, Grunden skjælvede, Modrevolu- tionen brød ud, og under Schelling erholdt Forgangenheden med sine Sagn-Interesser atter Anerkjendelse, ja endog Godtgjørelse, og i den nye Restauration, i Naturfilosofien gjæstererede paanyt de graaskjæggede Emigranter, som ideligen opspinde Rænker imod Fornuftens og Ideens Herredømme, Mysticismen, Pietismen, Jesuitismen, Legitimiteten, Romantiken, Tydskeriet, Gemytligheden. Saa -- ligeindtil Hegel, Filosofiens Orleans, grundede et nyt Regi- mente eller snarere ordnede en eklektisk Regjeringsform, hvori han vistnok selv kun betyder lidt, men i hvis Spidse han er stillet, og hvori han har anviist de gamle kantiske Jacobiner, de fichtiske Bonapartister, de schellingske Pærs og sine egne Krea- turer en fast, forfatningsmæssig Stilling. I Filosofiien have vi altsaa lykkeligen endt det store Kredsløb -- det er da naturligt, at vi nu gaae over til Politiken. Ville vi her iagttage den samme Methode? Skulle vi aabne vort Kursus med Systemet af Comité du salut publique, eller med Systemet af Ordre légal? Disse Spørgsmaale gjennembæve alle Hjerter, og Den, som har noget kjært, det være endog kuns hans eget Hoved, at tabe, hvidsker betænkelig: vil den tydske Revolu- tion blive en tør eller en fugtig-rød -- -- ? Storvælde og Præsteskab true støt med Skræmslerne fra Rædselstiden. Frisindede og Menneskevenner love os derimod den store Uges skjønne Optrin og dens fredsomme Efterfest; -- begge Partier bedrage sig eller ville bedrage Andre. Thi ikke lader det sig, fordi den franske Statsomvæltning i Aarene 90 var saa blodig og forfærdelig, men i forrige Juli saa menneskelig og skaansom, deraf udlede, at en Statsomvæltning i Tydskland just maa antage den eller den anden Karakteer; kuns naar de samme Betingelser ere forhaanden, lade sig de samme Virkninger vente. Men den franske Statsomvæltnings Karakteer var til enhver Tid betinget af Folkets sedlige Tilstand, og især af dets statsborger- lige Dannelse. Før Revolutionens første Udbrud i Frankrig havde SIDE: 306 visselig en allerede fuldstændig Folkedannelse der sit Tilvær, ihvorvel kun i de høiere Stænder og hist og her i Middelstanden; de lavere Klasser vare i aandig Henseende forsømte, og ved det meest sneverhjertede Voldsherredom (Despotisme) afholdte fra enhver ædel Fremstraalen. Hvad derimod statsborgerlig Dannelse betræffer, saa manglede ikke alene hine lavere, men ogsaa de høiere Klasser den. Man kjendte dengang kun til de smaalige Ma- nøvrer imellem rivaliserende Korporationer, til gjensidige Svækkel- ses-Systemer, til Sagnlæren om ret at snoe sig frem, til tvetydige Formelkunster, til Herrehore(Maitresse)Vælde og anden deslige Statselendighed. Montesquieu havde kun vakt et forholdsmæssig ringe Antal Aandsjele. Da han altid udgaaer fra et historisk Stand- punkt, vandt han liden Indflydelse paa et følelsevarmt Folks Masser, der er allermodtageligst for Tanker, hvilke oprindeligen og frisk ud- vælde af Hjertet, saaledes som i Rousseaus Skrifter. Men, da denne, Frankrigs Hamlet, der saae den fortørnede Aand, gjennem- skuede kronte Giftblanderes Argsind og Hofmændenes glindsende Tomhed, Hofetikettens taabelige Opspind og den almene For- dærvelse, og kummerfuld udraabte: "Verden er traadt ud af sine Gjænger; vee mig, at jeg er den, som atter skal indsætte den deri!" -- da Jean Jacqves Rousseau halv med forstilt halv med virkeligt Fortvivlelsesvanvid opløftede sin store Klage og Anklage; -- da Voltaire, Kristendommens Lucian, nedloe det romerske Præstebedrag og Voldherredømmets derpaa byggede guddommelige Ret; -- da Lafayette, to Verdners og to Aar- hundreders Helt, vendte tilbage fra Amerika med Frihedens Argonauter, og medbragte, som det gyldne Skind, Ideen om en fri Konstitution; -- da Necker regnede, og Sieyes definerede, og Mirabeau talte, og den constituerende Forsamlings Torden hen- rullede over det visnede Enevælde og dets blomstrende Deficit, og da nye statshuusholderske og statsretlige Tanker fremskjøde sig som pludselige Lyn: -- da maatte Franskmændene først lære Frihedens store Videnskab, Politiken, og de første Begyndelses- grunde kom dem dyre at staae, og det kostede dem deres bedste Blod. Men Skylden for at Franskmændene maatte betale saa dyre Lærepenge, laae hos hiint svagsindede, lyssky Voldsherredom, der, som sagt, søgte at holde Folket i aandig Umyndighed, hindre hver statsvidenskabelig Underviisning, overdrage Bogdommen til SIDE: 307 Jesuiterne og Sorbonnens Mulmspredere, ja havde undertrykt paa det latterligste den periodiske Presse, Folkevettets mægtigste Befordringsmiddel. Man læse kun i Merciers Tableau de Paris Artiklen over Censuren før Revolutionen, og man undres da ei meer over hiin Franskmændenes dybe politiske Uvidenhed, der siden havde tilfølge, at de mere blændedes end oplystes af de nye statsborgerlige Ideer, mere ophidsedes end opvarmedes, at de troede paa Ordet hver Flyveskrivt- og Dagblad-Skriver, og at de af enhver Sværmer, der bedrog sig selv, af enhver Rænke- smed, som Pitt besoldede, kunde forledes til de største Ud- skeielser. Det er jo just Pressefrihedens lykkelige Følge, at den betager Folkeledernes (Demagogernes) Djærvtale al Nyhedens Tryllekraft; det lidenskabeligste Sprog neutraliserer den ved lige- saa lidenskabelige Tilsvar, og den tilintetgjør allerede i Fødselen Løgnrygterne, som, udsaaede af Tilfælde eller Ondskab, saa for- dærveligen frækt udbrede sig i Løndom, liig hine Giftplanter, der kun trives i dunkle Skovsumpe, og i gamle Borg- og Kirke- ruiners Skygger, men hentørres elendigen og jammerligen i det klare Sollys. Ja, Trykkefrihedens klare Sollys er for Slaven, der helst i Mørket underdanigst modtager de allernaadigste Fod- spark, ligesaa ubehageligt som for Voldherskeren (Despoten), der ikke gjerne seer sin eensomme Vanmagt belyst. Det er sandt, at Censuren er meget behagelig for slige Folk. Men det er ikke mindre sandt, at denne Bogdom, laanende en Tidlang Vold- herredømmet Hjælp, tilslut ødelægger baade dette og Voldherren selv; at der, hvor Ideeguillotinen har holdt Huus, ogsaa snart Menneskecensuren bliver indført; at den selvsamme Slave, som har lagt Tankerne under Bilen, senere hen med samme Lige- gyldighed udstryger sin egen Herre af Livets Bog. Ak! disse Aandbødler gjøre os endog til Forbrydere, og For- fatteren, der som en Barselqvinde, under Skrivningen er i en betænkelig Grad ophidset, begaaer i denne Tilstand meget ofte et Tankebarnemord, netop af afsindig Angst for Censorens Dommersværd. Jeg selv qvalte i dette Øieblik nogle nyfødte uskyldige Betragtninger over den Taalmodighed og Sjeleroe, hvormed mine kjære Landsmænd allerede i saa mange Aar for- drage en Aandsmordlov, som Polignac i Frankrig kun behøvede at udgive, for at frembringe en Statsomvæltning. Jeg taler om de berømte Kongebud (Ordonnancer), af hvilke den betænke- SIDE: 308 ligste anordnede en streng Dagblad-Censur, og fyldte alle ædle Hjerter i Paris med Forfærdelse -- de fredeligste Borgere grebe til Vaaben, man barrikaderede Gaderne, man fægtede, man stormede, Kanonerne tordnede, Klokkerne hylede, Bly- Nattergalerne pebe, den døde Ørns Ungyngel, den polytekniske Skole, udflagrede af Redet med Lyn i Kløerne; Frihedens be- dagede Pelikaner styrtede i Bajonetterne, og nærede med deres Blod de Unges Begeistring, tilhest steg Lafayette, den Uforligne- lige, hvis Lige Naturen ikke mere end eengang kunde skabe, og som den derfor, paa sin sparsommelige Viis, søger at benytte for to Verdner og for to Aarhundreder -- og, efter tre heltemodige Dage laae Voldvældet overende med sine røde Politieknegte og sine hvide Liljer, og den hellige Farvetreenighed vajede, om- straalet af Seiersstraalkrandsen, fra vor Frues Kirketaarn i Paris! Da skeede ingen Afskyelighed, da gaves der ingen kaad Myrden; da hævede sig ingen allerkristeligst Mordmaskine (Guillotine), da drev man ingen Rædselvækkende Spas, som f. Ex. ved hiin berygtede Hjemfart fra Versailles, da man bar foran sig, ligesom Standere, Deshuttes og Varicourts Hoveder, og holdt stille i Sevres, for der at lade dem af en Borger-Parykmager afvaske og smukt frisere. Nei, siden hiin Tid -- rædselfuld Ihukommelse -- havde den franske Presse gjort Pariserfolket modtageligt for bedre Følelser og et mindre blodigt Vid; den havde udluget Uvidenhed af Hjerterne og isaaet dem Oplysning; -- en saadan Udsæds Frugt var Pariserfolkets ædle, legendeagtige Maadehold og rørende Menneskelighed i den store Uge -- og, isandhed, mistede Polignac senerehen ikke ogsaa fysisk sit Hoved, saa har han ene og alene de milde Følger af den samme Trykkefrihed, som han i Daarskaben vilde undertrykke, derfor at takke. Saa- ledes vederqvæger Sandeltræet med sin sødeste Vellugt netop de Fiender, som kaad beskadige dens Bark. Jeg troer at have ved disse flygtige Bemærkninger noksom antydet, hvorledes ethvert Spørgsmaal om den Karakteer, Stats- omvæltningen i Tydskland maatte antage, maa forvandle sig til en Undersøgelse om det tydske Folks Civilisations- og stats- borgerlige Dannelses-Stand, om hvorledes denne Dannelse er ganske afhængig af Pressefriheden, og hvorledes det maa være vort ængstligste Ønske, at ved denne Sidste snart ret meget Lys maa blive udspredt, før den Stund kommer, da Mørket stifter SIDE: 309 mere Ulykke end Lidenskaben, og Anskuelser og Meninger virke desto mere gruelig-stormende paa den blinde Mængde og be- nyttes som Løsen af Partierne, jo mindre de forud bleve ud- viklede og omtalte. "Borgerlig Lighed" kunde nu i Tydskland, ligesaavel som en- gang i Frankrig, blive Statsomvæltningens første Løsen; og den sande Fædrelandsven burde vel ikke, naar han vil bidrage dertil, forsømme nogen Tid for at Stridsspørgsmaalet "om Adelen" kunde ved en rolig Undersøgelse blive afgjort og forligt, førend uføielige Disputanter indblande sig med altslaaende Beviser, imod hvilke hverken Politiets Kjædeslutninger eller Fodfolkets og Hest- folkets skarpeste Beviisgrunde, ja ikke engang denne Ultima ratio regis, som let kunde forvandle sig til Ultimi ratio regis, formaaede at udrette Noget. I denne alvorlige Henseende agter jeg Udgaven af nærværende Skrivt for et fortjenstligst Værk. Jeg troer, at den deri herskende Maadeholds-tone svarer til det antydede Øjemeed. Forfatteren bekjæmper med indisk Taalmod Grev Moltkes Flyveskrivt: "om Adelen og dens Forhold til Borgerstanden!" Dog saavel i dette Flyveskrivt som i Tilsvaret er Materien ingenlunde udtømt, og Til- og Gjentale angaaer kun Stridspørgs- maalets almindelige, saa at sige dogmatiske Deel. Den høi- baarne Kjæmper sidder paa sin Turneerganger og forsvarer kjækt det Midalderens Tossesnak, at ved adelig Avling fremkommer et bedre Blod end ved lav-borgerlig Avling; han forfægter Fødsels- rettighederne, Fortrinsretten til indbringende Hof- Statsbud- (Ge- sandt) og Vaabenembeder, hvormed man skal belønne den Ade- lige, fordi han har gjort sig den store Uleilighed at blive født o. s. v. -- herimod reiser sig en Stridsmand, som Stykke for Stykke nedkaster i Støvet hine bestialske og afsindige Paastande og de øvrige høiadelige Anskuelser, og Valpladsen bedækkes med Fordommens glindsende Filler og gammeladelig Uforskam- menheds Vaabenstumper. Denne borgerlige Ridder kjæmper lige- som med lukt Visir. Dette Skrifts Titelblad betegner ham kun med laant Navn, der maaske senerehen bliver et hæderligt nom de guerre. Jeg veed selv lidet mere at sige om ham, end at hans Fa'r var en Sværdfeier og gjorde gode Klinger. At jeg selv ikke er dette Skrifts Forfatter, men kun befordrer det til Trykken, behøver jeg vel ikke først udførlig at forsikkre. SIDE: 310 Jeg havde aldrig kunnet med et saadant Maadehold tage til Gjenmæle mod de adelige Fordringer og Arveløgne. Hvor heftig blev jeg ikke engang, da en nydelig liden Greve, min bedste Ven, medens vi spadserede paa en Slotsterrase, søgte at bevise Adelens Bedreblodighed. Medens vi endnu disputerede med hinanden begik hans Betjent en liden Forseelse, og den høi- baarne Herre slog den lavbaarne Knegt i Ansigtet, saaat det uædle Blod sprutede frem, og stødte ham ovenikjøbet nedfra Terrasen. Jeg var dengang ti Aar yngre, og styrtede ham øie- blikkeligen paa samme Viis nedaf Terrasen -- det var min bedste Ven, og han brak et Been. Da jeg saae ham igjen efter hans Helbredelse -- han hinkede kun lidt endnu -- var han dog endnu ikke aldeles helbredet for sin Adelsstolthed, men paastod friskvæk: Adelen er indsat som Midler imellem Folk og Konge, efter Guds Mønster, der har sat Englene imellem sig og Menne- skene, de staae nærmest hans Throne ligesom en Himlens Adel. Hulde Engel, svarede jeg, gaae engang nogle Skridt op og ned -- han gjorde det -- og Lignelsen haltede. Ligesaa haltende er en Sammenligning, Grev Moltke betjener sig af i samme Øiemeed. For at give en Prøve paa hans Maneer, vil jeg hidflytte hans egne Ord: "Der Versuch den Adel aufzuheben, in welchem sich die flüch- tige Achtung zu einer dauernden Gestalt verkörpert, würde den Menschen isoliren, würde ihn auf eine unsichere Höhe erheben, der es an den nöthigen Bindungsmitteln an die untergeordnete Menge fehlt, würde ihn mit Werkzeugen seiner Willkür umgeben, wodurch, wie sich dieser im Oriente so oft gezeigt, die Existenz des Herrschers in eine gefahrvolle Lage geräth. Burke nennt den Adel das korinthische Kapitäl wohlgeordneter Staaten, und dass hierin nicht blos eine rednerische Figur zu suchen, dafür bürgt der erhabene Geist dieses ausserordentlichen Mannes, dessen ganzes Leben dem Dienste einer vernünftigen Freiheit gewidmet war." [fotnotemerke] Fotnote: Forsøget paa at ophæve Adelen, i hvilken den flygtige Agtelse varigt dan- ner sig til en legemlig Skikkelse, vilde afsondre (isolere) Mennesket, vilde hæve det til en usikker Høide, som mangler de nødvendige Forbindelsesmidler med den underordnede Mængde, vilde omgive det med Værktøier for dets Vilkaar- lighed, hvorved, som saa ofte har viist sig i Østerlandene, Herskerens Tilvær geraader i en farlig Stilling. Burke kalder Adelen velordnede Staters korinthiske SIDE: 311 Ved dette samme Exempel lod sig vise, hvorledes den adels- baarne Greve bedrages af Halvkundskab. Burke fortjener nem- lig i ingen Henseende den Priis, som han ødsler paa ham; thi ham manglede hiin Fasthed (consistency), som Englænderne holde for en Statsmands første Dyd. Burke besad kun Talegaver, med hvilke han i sit Livs anden Halvdeel bekjæmpede de frie Grund- sætninger, som han i dets første Halvdeel havde hyldet. Om han ved denne Sindsforandring vilde tilkrybe sig Stormændenes Gunst, om Sheridans Friheds-Seier i St. Stephan bestemte ham af Argsind og Iversyge til, som Dennes Modstander, at forfægte hiint forgangne Midold, der tilbød noksom en riig Mark for ro- mantiske Skildringer og Veltalenheds Billeder, om han var en Skurk eller en Nar, det veed jeg ikke; men jeg troer, at det altid er mistænkeligt, naar man skifter sine Anskuelser til Gunst for den herskende Magt, og at man da altid bliver en slet Hjem- melsmand. En Mand, der ikke er i dette Tilfælde, sagde engang: de Adelige ere ikke Thronens Støtter, men dens Karyatider. Jeg tænker, at denne Sammenligning er rigtigere end den om en korinthisk Søilekapitæl. Overhovedet ville vi saameget som muligt afvise den Sidste; nogle velbekjendte Kapitalister kunde ellers faae det kapitale Indfald, at fremhæve sig Selv, i Adelens Sted, som Statssøilernes korinthiske Kapitæl. Og det skulde vistnok være det allermodbydeligste Skue. Dog, jeg berører her et Punkt, som først i et sildigere Skrift skal blive belyst; den særegne, praktiske Deel af Strids-Spørgs- maalet om Adelen kan da ligeledes blive tilbørlig udviklet. Thi, som jeg allerede oven har antydet, nærværende Skrivt befatter sig kun med hvad der angaaer Grundsætningen; det bestrider Retskravene, og det viser kun, hvorledes Adelen er i Modsæt- ning til Fornuften, Tiden og sig selv. Den særegne, praktiske Deel derimod angaaer hine Adelens seierrige Anmasselser og faktiske Usurpationer, hvormed den saa farligen truer, og daglig mere og mere undergraver Folkenes Lykke. Ja det forekommer mig, som om Adelen selv ingen Tiltroe har til sine egne koute Krav, og pluddrer dem blot frem som Lokkemad for borgerlig Polemik, for at denne kan stusle dermed, medens dens Opmærk- Fotnote: Kapitæl, og at dette ikke blot er en Veltalenhedsform, derfor borger denne overordentlige Mands ophøiede Aand, hvis hele Liv var viet en fornuftig Fri- heds Tjeneste. SIDE: 312 somhed og Kraft afledes fra Hovedsagen. Denne bestaaer ikke i Adelens Indstiftelse, som saadan, ikke i bestemte Enerettig- heder, ikke i Tiende- Hoverie- Birke- og andre Rettigheder, og alleslags sædvansmæssige Ejendomsfriheder; Hovedsagen be- staaer megetmere i et usynligt Forbund imellem alle dem, som have at fremvise saa og saamange Ahner, og som stiltiende have truffet den Overeenskomst at bemægtige sig enhver sty- rende Magt i Staterne, imedens de, Alle som Een, tilbage- trængende de Borgerlige, sætte sig i Besiddelse af alle høiere Krigsbefalspladse, og uden Undtagelse alle Gesandtskabsposter. Saaledes kunne de, ved de dem undergivne Soldater, holde Folkene i Ave, og ved diplomatiske Hidsekunster tvinge dem til at kjæmpe mod hverandre, naar de ønske at afryste Stor- vældets Lænker, eller, styrede af Broderaand, at slutte Forbund med hverandre i denne Hensigt. Siden den franske Statsomvæltnings Begyndelse staaer saa- ledes Adelen paa Krigsfod mod Folkeslagene, og kjæmpede offentlig eller hemmelig mod Friheds- og Ligheds-Grundsætningen og dennes Repræsentant, Franskmændene. Den engelske Adel, som formedelst Rettigheder og Eiendomme var den mægtigste, blev det europæiske Storvældes Bannerfører, og John Bull be- talte denne Ærespost med sine bedste Guineer, og seirede sig bankerot. Under Freden sørgede Østerrige for Adelens Inter- esser, -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- og som den ulykkelige Anfører bleve ogsaa Folkeslagene selv holdte i streng Varetægt; hele Europa blev et St. Helena, og . . . . . . . . . . var dets Hudson Lowe -- -- . Men kun paa Revolutionens dødelige Krop kunde man hævne sig; kun hiin menneske- blevne Revolution, som, med Støvler og Sporer og besprængt med Valblod, steg i Brudesengen til en stolt Keiserdatter -- -- -- -- kun hiin Revolution kunde man lade døe af en Mavekræft; Revolutionens Aand er dog alligevel udødelig, og ligger ikke under Longwoods Sørgepile; i den store Fødsels- time i Slutningen af Juli gjenfødtes Revolutionen, ikke som enkelt Menneske, men som heelt Folk, og i denne Folkeskabelse spotter det Slutteren, der af Skræk lader Nøgleknippet falde sig af Hænderne. Hvilken Forlegenhed for Adelen! Den har virke- lig i den lange Fredstid vederqvæget sig noget efter de tidligere SIDE: 313 Anstrengelser, -- -- dog mangler den endnu altid tilstrækkelige Kræfter til en ny Kamp. Den engelske Bull kan nu mindst byde Fienden Spidsen, som tilforn; thi han er aldeles afkræftet, og ved den bestandige Minister-Vexelfeber føler han sig mat i alle Lemmer; der er foreskrevet ham en Radikalkur, maaske endog en Sultekuur, og det smittede Irland skal endnu oven- ikjøbet skjæres ham bort. Østerrig føler sig ligeledes ikke helte- modig oplagt til at spille Adelens Agamemnon mod Frankrig -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- Men i Frankrig flammer stedse stærkere og stærkere Frihedssolen, og lyser over den hele Verden med sine Straaler -- daglig fremtrænger sig videre Ideen om en Borgerkonge uden Hof- etikette, uden Adeltjenere, uden Hofmænd, uden Kobblere, uden diamantes Drikkepenge og anden Herlighed -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- Sælsomme Forvandling! i denne Nød ven- der Adelen sig just til den Stat, som den i den sidste Tid betragtede og hadede som den argeste Fiende af dens Interesser: den vender sig til Rusland. Den store Czar, der endnu ganske nys var de Frisindedes Gonfaloniere, idet han stod med Orlogskjold lige- overfor Lehnsstorvældet, og syntes tvungen til nærmest at be- feide dette; just denne Czar bliver nu netop af det samme Storvælde kaaren til Bannerfører, og han er nødt til at blive dets Forkjæmper. Thi hviler endog den russiske Stat paa det Lehnsretsstridige Princip af alle Statsborgeres Lighed, hvilke ikke Fødselen, men det erhvervede Statsembede meddeler en Rang; saa er dog paa den anden Side det uindskrænkede Czardømme uforeneligt med Begrebet om en konstitutionel Frihed, som kan beskytte det ringeste Landsbarn endog mod en naadig Yttring af den fyrstelige Egenvillie: -- og om Keiser Nikolaus den 1ste, formedelst hiint borgerlige Ligheds-Princip, blev hadet af Lehns- vældet, og var dertilmed, som Englands aabenbare og Østerrigs hemmelige Fiende, med al sin Vælde de Frisindedes virkelige Repræsentant, saa blev han dog fra Sluten af Juli disse Sammes største Modstander, efterdi deres seirende Ideer om konstitutionel Frihed true hans Enevælde, og just i hans Egenskab som Selv- hersker veed det europæiske Stormandsvælde at opægge ham til SIDE: 314 Kamp mod det frie og franke Frankrig. Den engelske Bull har løbet Hornene af sig i en saadan Kamp, og nu skal den russiske Ulv overtage dens Rolle. Europas høie Adel forstaaer listigt nok at benytte og, som dens Meed fordrer, at afrette Skrækken for de moskovitiske Skove; det smigrer heller ikke lidet den raa Gjæst, at han skal forfægte det gamle, af Guds Naade indsatte, Kongedoms Værdighed mod Fyrstedadlere og Adelsnægtere; med Velbehag lader han sig den mølædte Purpurkaabe med hele det byzantinske Efterladenskabs Guldflitterkram hænge om Skuldrene, og han lader sig af den fordums tydske Keiser forære de hellige romerske udslidte Rigs- Buxer, og han sætter paa sit Hoved Carl Magnus's gammel- frankiske Diamanthætte. Ak! Ulven har iført sig den gamle Bedstemoers Klædebon, og sønderriver Eder I Frihedens arme smaae Rødhætter! Dog det forekommer mig, mens jeg skriver dette, som om Blodet fra Varschau hidsprøitede lige paa mit Papiir, og som om jeg hørte de Berliner-Officierers og Diplomaters Frydejubel. Juble de maaskee for tidligt? Jeg ved ikke; men baade jeg og vi Alle ere saa bange for den russiske Varg, og jeg frygter, at snart ogsaa vi tydske Rødhætter føle Bedstemoers løierlig lange Hænder og store Kjæft. Og endda skulle vi ovenikjøbet holde os mars- færdige, for at kjæmpe mod Frankrig? Hellige Gud! mod Frankrig? Ja, Hurra! det gaaer mod Franskmændene, og Berlinerne forsikkre, at vi endnu ere de samme Gud- Konge- og Fædrelands-Frelsere, som Aar 1813, og Körners Lyra og Sværd skal atter oplægges paa- nyt; Fouqué vil endnu hertil digte nogle Slagsange, Görres bliver igjen frakjøbt Jesuiterne, for at fortsætte den rhinske Mercur, og Enhver, som frivillig deeltager i den hellige Kamp, faaer Egeløv paa Hatten, og bliver tituleret "De", og erholder siden Friplads ved Skuespillet, eller skal idetmindste blive betragtet som Barn og kun betale det Halve, -- og for fædrelandske Extra-Anstrengelser skal det hele Folk endnu extra blive lovet en Konstitution. Frit Skuespil er altid en skjøn Ting, men en Konstitution var heller ikke saa ilde. Ja vi kunne imellemstunder ret føle en Lystenhed derefter. Ikke som om vi mistroede vore Eneherskeres absolute Godhed eller gode Absolutisme; tvertom, vi vide, at de ere lutter fortræffelige Folk, og er der endogsaa engang imellem En iblandt dem, som gjør Standen Skam, som f. Ex. Hs. Maj. Kong SIDE: 315 Don Miguel, saa gjør han dog kun en Undtagelse, og naar de allerhøieste Sambrødre ikke gjøre en Ende paa hans blodige Skandal, som de dog let kunde, saa skeer dette kun, for, ved Modsætningen til et saadant kronet Skarn, at sætte sig i et endnu menneskekjærlig-ædlere Lys, og at blive endnu mere elskede af deres Undersaatter. Men en god Konstitution har dog sit Gode, og man maa ikke fortænke Folkene, om de endog af de bedste Eneherskere udbede sig noget Skrivtligt for Livs og Døds Skyld. En fornuftig Fader handler ogsaa meget for- nuftigt, naar han bygger nogle gavnlige Skranker for Enevældets Afgrunde, saa at en Ulykke ikke rammer hans Børn engang, naar de altfor kjækt gallopere paa Stolthedens høie Hest og med pralende Junkerfølge. Jeg kjender et [fotnotemerke] Kongebarn, som i en slet adelig Rideskole allerede forud lærer at vove de største Spring. For slige Kongebørn maa man bygge dobbelt høie Skranker, og man maa vikle noget om deres gyldne Sporer og give dem tamme Gangere, og borgerligt, mere beskedent Sel- skab. Jeg kjender [fotnotemerke] en Jagthistorie -- ved Sanct Hubert! og jeg kjender ogsaa den, der gav tusind Daler preussisk Kurant, om den var løiet. Ak! den hele Tidssaga er kun en Jagtfortælling. Nu er Tiden for den høie Jagt mod Frisindstankerne, og de høie Herskaber ere ivrigere end nogensinde, og deres uniformerede Jægere skyde paa ethvert ærligt Hjerte, hvorindi Frisindsbegreberne flygtede, og det feiler ikke paa lærde Hunde, der fremslæbe det blødende Ord som godt Bytte. Berlin fodrer det bedste Kobbel, og jeg hører allerede hvorledes Bikjefølget gnelldrer løs mod denne Bog. Skrevet 8de Marts 1831. HEINRICH HEINE Fotnote: Oversætteren troer ogsaa at kjende et Kongebarn i lignende Omstændigheder. Fotnote: Mon her menes den prindselige Morder af Preussen? Han slog i Vrede sin Tjener ihjel, som man veed, for et Par Aar siden, og straffedes af sin kongelige Fader med en Straffepræken og nogle Dages Huusarrest. Tydsklands Tidender udtonede da, efter Berlinerstatstidendens Basunstød, Majestætens salomoniske Viisdom og uhørte minoiske strenge Retfærd; og Publikum sukkede: "den stak- kels Prinds!" Men mon han ogsaa har slaaet, skudt eller stukket Andre ihjel paa Jagten? SIDE: 316 Henrik Wergeland TIL KONGERIGET NORGES SYVENDE ORDENTLIGE STORTHING Det er først efterat have forgjeves henvendt sig til dygtigere Medborgere om at udvikle Øvre Rommeriges Fogderies Trang til en Arbeids- Tvangs- og Arrest-Anstalt, i Forbindelse med et Sygehuus, og det Nødvendige og Billige i Tilskud hertil fra Staten, at Undertegnede paatager sig dette Hverv. Men om end ei de Opmuntringer hertil, jeg hædredes med af de Mænd, som paa Grund af Embedsforretninger troede at maatte undslaae sig fra et Foretagende, som kun vilde udtrykt tydeligere deres egne Ønsker; saavel som de Embedsmænds eenstemmige Erklæringer om det Ønskelige ja Nødvendige for dette Fogderie i en saadan Anstalt, jeg desangaaende har brevvexlet med, vare mig Bevæg- grunde nok til, forglemmende underordnet Stilling med flere Mangler, at afhandle saa vigtig en Sag: saa maatte dog de to forløbne Aars Skræksoptrin af Hungersnød og Arbeidsløshed og et tiltagende, med de brugelige Midler ustandseligt Betlerie, gjøre det til en Borger- og Menneskepligt at tale. Lykkes det i disse Linier at fremstille Nødvendigheden af en Arbeids- og Tvangs- anstalt for Øvre Rommerige fremfor andre Districter: saa ligger heri -- i Trangen dertil -- saafremt Fogderiet ikke selv kan af- hjælpe den, en Grund allerede hvorfor Statens Hjælp æskes; men flere, maaskee mere fyldestgjørende Grunde -- saasom de angive directe Fordele for Statscassen af paatænkte Indretning, om end offentligt Tilskud skede, -- vil nærmere Udvikling give Proponenten Anledning til at fremsætte. Før Proponenten gaaer ind paa den særskilt for øvre Romme- rige ansøgende Deel af sit Forslag, tilbyde sig først følgende Op- gaver til Besvarelse: 1. Om Arbeidsanstalter i Almindelighed. 2. Hvorvidt vedkomme de Staten? 3. Hvad Udstrækning bør en saadan Indretning paa Landet forøvrigt have? SIDE: 317 Hvad første Punct anbetræffer, da maa Proponenten bekjende, at han ikke har nogen Erfaring om Arbeidsanstalters Fortrin- lighed som Midler mod Arbeidsløshed eller modvillig Lediggang; men at alle de ædle og tænksomme Menneskers Anbefalinger for Arbeidsanstalter som saadanne Midler have al Overbeviis- ningens Vægt, saavidt han har kunnet tænke derover. Deres menneskekjærlige og sædelige Hensigt som den Nødlidendes Tilflugt og mildeste Forbedringsmiddel er uomtvistelig: og saaledes beholde de i alle Tilfælde moralsk Værd, uanseet hvad Erfaringen maatte sige om den oeconomiske Nytte, som ved enhver menneskelig Indretning er underkastet Forandringer. De oprettes hvor den almindelige Fattighjælp er bleven utilstrækkelig, eller hvor Nærings- løshed foruden Armoden ogsaa truer med eller allerede har endnu værre Følger. Disse Grunde, som hidtil have ladet dem oprettes i Byen, gjælde ogsaa for Landet; men der give Trangs- eller rettere Hungers-Aarene, som med større Rædsler slaae Land- bygdens end Byens Arme, en ny og vægtig Grund for deres Op- rettelse ogsaa der. De erholde ogsaa i et industriløst Land som Norge en ny Vigtighed som Manufactur- og Fabrik-Anstalter samt som Mønsterskoler for Huustilvirkningen, idet de baade selv afgive Exemplet og fortplante det igjennem alle dem, der udgaae, efter at være deri enten nødtvungne vante til Flid og op- lærte eller som frivillig tyede indunder deres kjærlige Ly, naar Sognehjælpen brast i Hungersaaret. Denne velgjørende Virkning paa Industrien siges Eugeniastiftelsen at have. Deres Drivt som Industrieanlæg synes ogsaa at forjette dem lidt efter lidt et selvstændigt Tilvær; men selv om Tilskud fremdeles behøves, da er dog den Industrie, de udbrede, det Erhverv de forskaffe den Nødlidende og ellers Arbeidsløse, det Betlerie og den Lediggang, de afskaffe, en oeconomisk Nytte, som altid forbliver dem sikker, og som i Forbindelse med deres sædelige Virkninger give Ar- beidsanstalter et høit Værd. 2. Hvorvidt vedkomme i enkelte Districter oprettede Arbeids- og Tvangs-Anstalter Staten? Proponenten skal senere, naar Fordelene for Staten af en Arbeids- og Tvangs-Anstalt i særskilt District fremsættes, be- handle dette Spørgsmaal noget nærmere. Her forekommer det ham som eendel af det Staten Vedkommende ligger i Udtrykket SIDE: 318 "Tvangs-Anstalt" der tyder klart hen paa en Forbindelse med Lovene, den offentlige Bestyrelse og en Underordnethed under denne. Nogle af Rødderne til det Onde, som fremkalder et saadant Menneskekjærlighedens og Patriotismens Storvirke som en Arbeidsanstalt i noget stor Stiil, tør vel ogsaa være mere indviklede med Statsforfatningen i dens Indre, end de lade til. Trangsaaret blotter bare de øverste og groveste -- de fineste gaae i Dybet og omslynge den hele Samfundsforfatning. Men selv ikke betragtet tildels som en Politieindretning -- kan Staten mere end Medmennesket roligen see paa at en Mængde af dens Børn, der i bitter Nød frembyde sine [fotnotemerke] Hænder, sættes paa det ræd- somme Punct imellem Forbrydelse og Hungersdød? Den kan saa- meget mindre tillade det som Den har Magten til at afhjælpe en almeen Nød, og det især da, naar, som her, Medborgere tilbyde sig, udenfor de offentlige Byrder, at række al den Hjælp, de formaae, kun opfordrende Statens Hjælp hvor Deres ikke strækker til. I en saadan Samvirken sees den liberale Stats Fortrin og herlige Princip for Dagen lagt: at dens og Menneskelighedens og Moralens Formaal er et. Et sørgeligt Særsyn i sidste Aar: Strafanstalternes og Fængs- lernes Overlæsselse giver ogsaa med nedslaaende Sikkerhed et bekræftende Svar paa at en Indretning som omnævnte ved- kommer Staten. Mange smaa Forbrydelser, som nu drage ufor- holdsmæssige Omkostninger især for det Offentlige, kunde maaskee deri afsones. Og liden Tvivl er der vel om at Nøden har frem- skabt eller fremtvunget mangfoldige af hine Forbrydelser. Denne Slutning har Proponenten ogsaa hørt falde Almuesmænd naturlig, idet de ofte forundrede sig over at Hungersnøden i 1831 -- 32 ikke bragte sine Offere til Røverier og anden Voldsdaad. De epidemiske Sygdomme, som ofte for en stor Del komme af den unaturlige Madhjælp Fattigfolk i Trangsaar maae søge, og at de lide værre end det ene Menneske bør tillade at det andet gjør, skjænker Staten sin Omsorg. Skulde da ikke en Indretning der Fotnote: I Forjettelsen "i dit Ansigts Sved skal du æde dit Brød" ligger det be- stemte Bud, at det maa staae alle aabent for Arbeide at vinde sig Ophold. Men hvor Enkeltmand eller Menigmand ikke kan, der maa Staten opfylde Forpligtelsen. See "Forslag til en Lov om Fattigvæsenet paa Landet o. s. v." ved en Com- mission 5. Capitels § 27, 2den Passus. SIDE: 319 gaaer ud paa at ophæve Aarsagerne til hine Onder hos Saa- mange, den kan udstrække sine Velgjerninger til, vedkomme Staten? Den bør ogsaa vedkjende sig nihil humani a me alienum puto (alt menneskeligt og ædelt angaaer mig). En Arbeids- og Tvangs-Anstalt vedkommer altsaa Staten fordi den er til Nytte for den, i Statens Interesse. Som Tvangs-An- stalt vedkommer den Staten paa det allernærmeste, og kan kræve dens Hjælp; men som Arbeidsanstalt, med Hensyn til det Administrative, kun i Forhold til den Deel, Staten har i dens Oprettelse og Vedligeholdelse. Da imidlertid Bestyrelsen over den hele Stiftelse bør være een, vedkommer den hele Stiftelse Staten som, efter en Tvangs- eller Forbedrings-Anstalts Natur, Enebesidder af Magten over denne Stiftelsens ene Hoveddeel. 3) Hvad Udstrækning bør en Indretning som paatænkte have paa Landet? Desangaaende har vel Proponenten hørt den Formening af en af dette Fogderies Præster -- men en i en Bygd med et rigt Fattigvæsen -- at hvert Præstegjeld burde skaffe sig sin Ar- beidsanstalt; men herimod have de Øvrige været. Men da Ind- retningens anden Hovedhensigt, nemlig som Tvangs- og Forbed- ringsanstalt, hvor endog maaskee Kronarbeide skulde kunne udholdes, ved en Søndren i flere Smaa, vilde forfeiles -- da en Industrieanstalt maa være noget i det Store, om den skal svare Regning; da enhver Bygd somoftest er plaget med enkelte Dag- drivere, hvormed der kun er lidet Udkomme derhjemme, men som, liig Børn have godt af at komme lidt ud mellem Fremmede; da et Sygehuus, endskjøndt naturligviis lidet, i mange Tilfælde vilde være til Hjælp for de Lidende og Besparelse for Fattig- casserne, der stundom bringes nær Bankerotten ved en eneste Hospitalsregning, men da dette kun kan tænkes ordentligt i For- bindelse med en større Anstalt, saafremt det ikke kan oprettes alene, og under høiere Opsigt; -- da iligemaade en Arrest for Fogderiet vilde være til største Gevinst for Comunerne, saasom en Lettelse med Vagtholdet derved maatte skee, saavel som for det Offentlige paa Grund af Retspersonalets forkortede Reiser og Regninger, foruden at Processen vilde vinde i Hurtighed, men da en Fogderiearrest vel beqvemmest maatte blive at oprette hvor Arbeids- og Tvangs-Anstalten var, hvorved den fordærve- SIDE: 320 lige Ørkesløshed, hvori Delinqventer, der forvente høiere Dom eller Benaadelse, nu hensidde, ville ophøre; -- samt da en enkelt Communeanstalt baade ofte og i Mellemrum vilde blive over- flødig, og neppe vilde kunne sørge for en Opsynsmand, som dog maatte være nødvendig: saa har Proponenten troet at burde udvide Hovedindretningen Arbeids-Anstalten for et Fogderie med saadan Udstrækning, at dermed, men særskilt, var forenet en Tvangsarbeidsanstalt for modvillige Lediggjængere og de i Arrest hensiddende Domfældte samt Arrest- og Sygehuus-Indretning. Uden at indlade sig videre paa det Specielle, tillader Propo- nenten sig kortelig at omridse den hele Anstalt, saaledes som den er bygget i hans Tanker: 1) i Hovedbygningen til den ene Side af de samlede Anstalters Kjøkken, som skulde indtage Midten, særskilte Arbeidsværelser -- to store -- for de Mænd og Qvinder, som af Nød ere tyede til Anstalten; til den anden Side Tvangsarbeidsværelser med ligedan Afsondring; ovenpaa Sove- og Materialrum; -- i en Udbygning til Bagsiden med høi Indhegning Arrestlocalet. Særskilt, i ret Vinkel med Hoved- bygningen paa den ene Side Sygehuset, og paa den anden, af samme maadelige Dimension, Opsynsmandens Bolig, hvori Rets- værelse. Gaardfiirkanten sluttes med Udhuse. Indretningen bør have Jordvei med fornøden Skov. Til Gjenstanden for dens Industrie bør ikke Skrædder- og Skomagerhaandværket høre, da flere Huusmænd deri finde Erhverv; heller ikke Bødkerie og Tilvirkning af Madkjørreler, da de fattige Skovsbygdinger derved vilde tabe en stor Deel af sin Vinterfortjeneste. Derimod vil allehaande Tilvirkning af Lin, Uld, Nødehaar, Staaltraad, Jern, Snedkerie, Agerredskaber, Horn, Farverie o. s. v. hæve Anstalten til en Fabrik og til at være lige velgjørende for det hele District som for dem, den skjænker Ly og Næring, Underviisning i meget Nyttigt og om muligt Fortjeneste. Man maa forstaae Proponenten saaledes, at dette er Anstaltens Hovedhensigt, og ikke saa, at den, fordi den tillige vil forbedre Omstreifere og Ørkesløse selv der hvor Arbeide er at faae, skulde vorde et Tugthuus eller gaae indenfor Amtstugthusets Omraade. Men den vil maaskee, uden at paatage sig dem, der ere dette hjemfaldne, bidrage mere end nogetsomhelst Andet til at der bliver færre og færre som skulle søge Forbedring i Vanærens Huus. SIDE: 321 I Nødsaar bliver Mangelen paa Arbeidsanstalter vel følelig overalt. Den gamle erfarne Sognepræst til Nannestad har vel i sit Brev om denne Gjenstand til Undertegnede, skildret flere end disse Egne, naar han siger: "i Trangens Aar har desværre Gaardbrugerne den Skik, her som andensteds snarere at ind- skrænke end udvide sin Virksomhed. Det snævre Hjerte raader da heller til at sælge hvad undværes kan for høie Priser; og saaledes maa der blive Mangel paa Arbeide for den fattige Mand og Qvinde i Hiembygden." Men selv i jevne Aaringer føle upaatvivlelig flere Egne end dette Fogderies Trangen til Arbeids- og Tvangsanstalter. Saaledes har man hørt at Agers Sogneselskab tænker paa en -- hvorved det vil gjøre sig for- tjent af alle omliggende, ja selv af saa fjerntliggende Bygder som Eidsvold. I Nødaaret vil Arbeidsanstalten især fyldes; i jevne og gode Aaringer Tvangsanstalten, saa ingen af dem nogensinde er overflødig. Det er egentlig kun i Aanerne at alle Hænder sysselsættes. Den større Deel af Aaret ere de fleste, især de stærkt befolkede Egne opfyldte med Nødlidende, med Ledig- gjængere med og uden Vilje. Alligevel uagtet dette synes at gjøre Arbeidsanstalters Opret- telse i alle deslige Egne til Pligt: troer Proponenten det dog rigtigt, at en Arbeidsanstalt med ovenforeslaaede Udvidelse først oprettes til Prøve og Forsøg i det Fogderi, som maatte be- findes meest at tiltrænge den. Proponenten vil nu tillade sig at vise, at Øvre-Romeriges Fogderi har særlig Trang og Beqvemhed til at der en Arbeids- og Tvangs-Anstalt oprettes. 1) Befolkningen er maaskee der stærkere end paa nogen lig- nende Jordvidde i Norge. Der fortælles vel Ungdommen i Jord- beskrivelserne, at Norges bedst befolkede Egne tælle kun nogle 100 Mennesker paa Miilen. Imidlertid beløb sig dog Folke- mængden i Øvre-Rommerige i 1815 til over 1300 paa Miilen, og siden er den stegen i forbausende Grad, og i dette Fogderi af flere Grunde maaskee uforholdsviis mod i andre. Saaledes tæller Eidsvold, efter Sognepræstens Opgivende, snarere over end under 5000 paa sine 2 1/2 M. (i 1815 -- 4062, i 1825 -- 4616) ): en Befolkning som i Nordtydskland, hvor Byer, Fabrikker, Flodskibsfart o. fl. d. tilbyde alle Hænder Erhverv. Proponenten lægger Vægt herpaa, fordi Roden til det Onde, som her søges SIDE: 322 afhjulpet, nemlig Nød og Arbeidsløshed, troes at ligge i denne stærke Befolkning, som i Uaar ikke kan finde Næring i Egne, hvor man gjør sig en Fortjeneste af at sælge Havretønden for 6 1/2 Spd., hvor alt skal i de faae større Jordbrugeres Brænde- kjedel, og hvor, som vi have hørt, Alle da indskrænke sig og søge at drage Nytte af Nøden. Imidlertid vil dog Ingen ansee en stærk Befolkning, og især hvor Agerdyrkningen staaer tilbage, for andet end det herligste Gode, naar den blot sikres Erhverv; men netop i de største Goder ligge Roden til de sværeste Onder. Trangsaarene 1831 og 32 gjorde den stærke Befolkning til et Onde for en Tid, omendskjøndt den forholdsmæssige større Mængde af Givende i disse Egne bevirkede mindre Udvandrin- ger herfra end fra andre Egne til det fabuløse Eldorado i Rus- land. At disse Sørgeoptog (som klart nok udtale Trangen til temporair Forsørgelse) kun lidet saaes i dette Fogderi kommer dog maaskee ligesaasnart af at de bedragerske Efterretninger hidkom først saasilde, at Vaaraannen, som giver Arbeide, stod nære for. Stærk Befolkning maa i Egne, der ikke ere mere velsignede end disse, ogsaa indeholde en stor Mængde Fattige og Uforsør- gede: -- der bør altsaa Forsørgelses-Anstalten oprettes. Men imellem disse Trængende er maaske paa Øvre Romerige et større Antal Betlere af Profession, af arvtaget Lediggang end andresteder. Der sættes ogsaa Scenen for det berygtede Steffens- følges Operationer; men istedetfor at finde kun en liden zigeu- nersk Horde, i hvis skarpe Afsondring fra de andre Moens Be- boere den Eventyrlige maaskee vilde søge en romantisk Nydelse, synes nu enten denne ædle Race at have udbredt sig til de Fleste af disse, og med sit Blod at have indpodet dem Ranglesygen, eller og de tilforn rolige Beboere at have antaget sine urolige Naboers Manerer. Ihvordan det er -- Sværme af Betlere er her, af Nødbetlere, af Dovenskabsbetlere, af Smaae uden For- ældre, af voxne Mænd, af Familier, der lukke det tomme Huus og drage ud. I egentlig og uegentlig Forstand er dette Forvil- delser; og Forvildelser helbredes ikke ved den kolde Strænghed, som skjærer Alle over een Kam, og lader Alle forgaae, sigende kun: "Nød lærer nøgen Kone at spinde"; -- men heller ikke ved den gamle Ligegyldighed, som har ladet slige Onder voxe Me- nighederne over Hovedet; -- men ene og alene ved et kraftigt SIDE: 323 Kjærligheds og Retfærds-Virke, ved en extraordinair og bestandig Hjælp i en extraordinair Nød, som truer med at blive bestandig ): ved en som foreslaaet. Disse aabne Bygder, hvor Betlere fra de forskjellige Sogne vandre om hverandre, ligge ogsaa aabne mod de folkerige og tildeels ogsaa af samme Onde lidende Di- stricter søndenfor. Især forøges Øvre Romeriges egen Overflod af Betlere af Agers Overskud. Er der da imellem Øvre Romeriges større Antal Nødlidende et uforholdsmæssigt større Antal Betlere af Profession og modvillige Lediggjængere: -- da bør der en Arbeidsanstalt tillige virke som Tvangsanstalt. 2) Fattigcasserne ere kun i to af Fogderiets Præstegjeld i god Forfatning; i de andre maa ofte gribes til overordentlig Ligning. Dette Middel opvækker Uvilje hos Almuerne, som vide hvad Byrde de have i de daglige Almisser, og at en extraordinair Hjælp forsvinder som Draabe i Hav, udenat de derfor spore Minkning i de Sværme, som beleire deres Døre. Saaledes veed Proponenten, at Eidsvolds Almue valgte heller at angribe en Fattigcassen tilhørende Capital, end ved nogle Skilling af hver at redde den til endnu værre Tider; og Sognepræsten i Ullens- ager skriver, at "Almuen kulkastede paa en høist stormende Maade" en af Sognepræsten foreslaaet og af Fattigcommissionen billiget Forandring med Fattighjælpen. I sande Trangsaar er det umuligt for saa maadeligt bestyrede Fattigvæsener at hjælpe Alle som trænge. Fattigcommissioner holdes i lange Mellemrum, og "mens Græsset groer, døer Koen". Den almene Barmhjertighed er da de Nødlidendes eneste Støtte; men, naar den -- som flere Menigheders Overeenskomster indbyrdes viste i Vaaren 1832 -- er udtømt, naar Fattigcasserne ere udtømte -- hvorhen da disse Skarer, hvor det ikke er saa let at skille den Uskyldige fra den Uværdige -- imellem hvilke dog tilsidst den høieste Nød maa ophæve Forskjellen. 3) I Midten af Fogderiet, i den Egn deraf, som lider værst af Armod, Betlerie og Lediggang, i Hovind Annex til Ullensager, nær Fogdens Bopæl og nær hans Embedsgaard -- hvem nemlig Overopsynet maaskee burde paalægges -- paa Gaardermoen findes formeentlig saa beqvem Adgang baade til Plads, Jordvei og Opbyggelse af en Indretning som foreslaaede, at vel neppe noget District i saa Henseende kan maale sig. Der er Skov til SIDE: 324 Husene, Jord at dyrke. Gaarden Auer, tilhørende Eidsvolds Værk, ligger i Nærheden og synes ogsaa beqvem. Ligesaa til- byde Majormoerne, som forhen synes at have været opdyrkede, og som ligge imellem Ullensager, Næs og Eidsvold hensigtsmæs- sig Plads og let Udvei til Tømmer. Vanskeligere end at søge Grunde for at Øvre Rommerige fremfor andre Districter tiltrænger en Arbeidsanstalt, og at det bør være Stedet hvor en Arbeidsanstalt anlægges til Forsøg for andre lignende, hvor de i Landet maatte tiltrænges, bliver det at finde: Hvilke Midler har Fogderiet selv til at oprette en Arbeids- og Tvangsanstalt, i Forbindelse med Sygehuus og Arrest for hele Fogderiet? Den største Capital hertil seer Proponenten i det almene Ønske om en saadan Anstalts Oprettelse. Bringes Ideerne kun til den Eenhed, at Indretningen bør være for det hele Fogderie, har det vel ingen Nød med det Udbytte, man kan vente af: 1) en Subscription i Fogderiet. Dette [fotnotemerke] Middel foreslaaes dog kun saafremt mere tvingende og hurtigere ikke skulde være at anvende. 2) Beholdningerne over det fundazmæssige Maximum i Korn- magazinerne. Saaledes: Overskudet i Eidsvolds 753 Tdr. (hvoraf 1/6 omtrent Byg). Do. i Gjerdrums i Penge 200 Spd. Dets Beholdning i Korn (Max. ei angivet) 213 Tdr. Byg, 416 Tdr. Havre. Overskud i Hurdals . . . . . . . . 300 Tdr. Beholdning i Næs (Max. ei angivet) 350 Tdr. Byg, 1105 1/8 Td. Havre. Do. i Ullensager 96 Td. Byg, 438 Td. Havre hvilket formeentlig er under Maximum. De fleste Magaziner kunne altsaa afgive noget betydeligt baade ved Oprettelsen af Anstalten, og ved endeel af deres aarlige Fotnote: Den Commission som maa oprettes, saafremt Anlægget skal frem, maa afgjøre dette Spørgsmaal med alt andet nærmere. SIDE: 325 Rente, til dens Vedligeholdelse; men med disse to paapegede Ressourcer inden Fogderiet er det ogsaa forbi -- idetmindste med dem Proponenten kan opgive. Muligt at de kunde strække til at skaffe Anstalten færdig opbygt og indredet samt til en Jordvei deromkring; men nu Driftsfond og Løn til Opsynsmanden med et Par underordnede Vogtere? for ikke at forsøge paa Ud- ziffringen af dette kostbare med mere, som maa have sin Rubrik i ethvert Anlægs Regnskab. Hvor den private Hjelp ikke strækker til ved et almeennyttigt Foretagende, hvor et Lem af Staten lider, uden til Fyldest at kunne hjælpe sig selv -- der troer Proponenten med Udstederne af Indbydelsen til Christiansands Indbyggere om Oprettelsen af en Arbeidsanstalt, at Statens, den Alles Moders, Hjælp maa søges. Er den moralske Pligt hertil indlysende, da vilde det være overflødigt og en forgjeves Bestikkelse af Omdømmet endvidere at søge den indskjærpet ved at fremhæve særegne oekonomiske Fordele, som ville flyde af dens Opfyldelse. Al- ligevel ere Statens oekonomiske Forpligtelser strenge, og Fleer- heden pleier mere at have dem end dens moralske Formaal og Hensigter for Øie. Imidlertid er ogsaa denne Anskuelsesmaade i en vis Henseende udrunden af en Retfærdighed, om end ei af den, der belives af Aand, og parrer sig med den christelige Kjærlighed til at frembringe saamange Gjerninger til Menneske- held som muligt. Men i den vise og liberale Forsamling af Landets Kaarne -- hvem er der, som ikke skulde frydes ved at see Staten handle mildt og ædelt og statsidealt, og at reise sig et Minde om sin Velgjørenhed og Liberalitet, staaer end dette kun i en enkelt Egn og nærmest til Gavn for en enkelt? Har Staten ikke Evne til at reise dem i alle de af Landets Pro- vindser, som maaskee kunde trænge dertil, saa vil den oplyste Borger med lige Erkjendelse af at Staten opfylder en skjøn Pligt saavidt den kan, see det enkelte District som Gjenstand for dens Velgjerninger. Og er det en Trang i flere Egne at faae en lignende Velgjørenhedsanstalt istand, uden at det kan skee ved private Midler: saa opfylder Staten en Pligt imod alle disse endnu stumme Supplicanter ved først i et enkelt District at prøve hvorvidt deres Velgjerning bærer Frugt eller ikke. Heri er jo selv hiin egoistiske Anskuelse fyldestgjort, medens de ret- færdige og forstandige Nationers Mænd, til hvem med Propo- SIDE: 326 nenten alle de Indvaanere af dette Fogderie, han derom skriftlig og mundtlig har tankevexlet med, med Tillid og Ærbødighed anfortroe dette Andragende, ikke ville frakjende den Grund noget af sin Vægt, Proponenten anseer for den vigtigste for at Staten af sin Formue skal tilskyde til en Arbeidsanstalt for Øvre Rommeriges Fogderie, nemlig: at en saadan Understøttelse ligger aldeles i Statens moralske Formaal. Proponenten anseer den rigtigere, end den: at Statens Udgifter ved en Arbeids- og Tvangs-Anstalt ville i Tiden godtgjøres ved de Besparelser, som ville komme det Offentlige tilgode om en Arrest for Fogderiets Delinqventer tillige oprettes derved. I Forbindelse med denne Grund staaer ogsaa følgende: Den Tvangsindretning som maa være forenet med Arbeidshjælpeanstalten, om dennes Hensigt, og maaskee i sædelig Henseende vigtigste Hensigt, ei skal forfeiles, vedkommer ganske det Offentlige. Det samme er Tilfældet med det lidet bekostelige, men til Besparelse for Communerne ved Arbeidsanstalten oprettendes Sygehuus. Indretningens Vigtighed og Beskaffenhed vil desuden lægge den under det Offentliges, under Fogeds, Districtslæges og Amts- eller Stiftsdirections Opsigt. Ifølge disse og foranførte Grunde, giver Undertegnede sig den Ære at fremsætte til nærværende Storthings vise Afgørelse følgende FORSLAG: § 1. Regjeringen bemyndiges til af Statscassen at yde et Bidrag af indtil tusinde Spd. engang for alle til en Arbeids- og Tvangs- anstalt samt Sygehuus og Arrestindretning i og for Øvre Ro- meriges Fogderie. § 2. Naar og saafremt den i § 1 nævnte Anstalt oprettes, bliver en Opsynsmand at ansætte og lønne af det Offentlige. Underdanigst HENR. WERGELAND, Candidat i Theologien. SIDE: 327 Henrik Wergeland TALE VED AFSLØRINGEN AF CHRISTIAN KROHGS MINDE 17DE MAI 1833 "Siig, hvor jeg elskte jer! Ros mig i Døden! Naar da Historien er endt, da dømme Han Selv: om han var elsket! -- " Shakespeare. FØR AFSLØRINGEN (Mel: For Norge, Kjæmpers Fødeland.) Vær stolt, o Nor, ved Kjæmpens Grav! Den Søn, dig Himlen skabte, Du som en Christian Krohg gjengav. Den vandt, da ham Du tabte. Giv, Himmel, da til Vederlag Nor Mænd, der vove Aandeslag, som Han, for Jords og Himmels Sag: for Frihed, den Forfulgte! Hans Viisdom tage evig ind sin Plads i Storthingssalen! Hans Frisind liig en Nordenvind igjennemstorme Dalen! Dit Skarpsind, Krohg! -- det Aandelyn -- i hver en Normands Øiebryn! da, Frihed, tryg som over Sky'n hos Nor Du boer og bygger! SIDE: 328 Da, Krohgs Aand, fra Dit blaa Paulun: fra Frihedsdagens Himmel Du daler mellem Brødre kun og Fries glade Vrimmel. Da uden Sky sig Høi og Lav frydsamler om Din Æresgrav, der -- som om Fredens Gud den gav -- blev et Forsoningsalter. Medborgere! Vi staae her ved en Borgeraandens Triumfstøtte, ved et Fædrenelandets Altar. Der er det, at den medborgerlige Samfølelse bortaander det Skarpe i Rangens og Standens Omrids -- at Decorationerne blegne -- at eet Øieblik, belivnende sin Høitidelighed med en ligesaa hellig Fryd, bortgløder mange af disse daglige Forhold undtagen Agtelsens og Sædelighedens evige; -- der er det, at Mennesket fremtræder alene som Menneske -- at Liigheden fra sin Drømmeverden eller fra sin Høide tør nedtræde paa Jorden -- at alt andet Navn end Borgerens forsvinder; -- der, hvor Samdrægtigheden og Borgersindet, som altid danner det moralske Folk og dets Kraft, fremtræder synlig, ikke forbausende, men ophøiende som en Aabenbarelse, i det overordentlige Skue af et Folk, en Menneskehed samlet af een Iid, udtrykkende kun eet Meed -- der er det, at Høitidelighed og Fryd, Ærbødighed og Tiltro forenes -- at Hjerterne slaae hverandre nærmest -- at den Unge tør tale frimodig som ved sin Faders Arne som i Brødres Kreds. -- Og -- Medborgere! I mine Fædre! Hvo er den Fremmede, som ikke vil tilstaae, at vi Alle befinde os her som Børn ved en fælleds Arne, varmede af den samme Ild, hos den samme Fader og Moder, omsluttede af denne velsignelsesrigeste Dags Hvælv ligesom af et hjemligt Paulun, som huer Dem bedst der voxte under det, som tiltaler de Børn der bleve hjemme i det med uforandret Sødhed og Tryghed, og alle dem, der nu fra denne Høitidsstund af ere hjemkomne herunder det, med Forsoningens SIDE: 329 Vemod. -- O Høitid og Fryd! Fred og Forsoning under denne Himmel evindelig, hvorfra engang Frelsen nedsteg over Norge og hvorhen vore Lovsange fare! Høitid og Fryd, Fred og For- soning under denne Dags Himmel idag, der samler os Alle, os Alle under sig til den skjønneste Familiefest! Da ville de ældre Brødre kjærligen høre hvorledes en Yngre, opfyldt af Ærbødighed og Tiltro fryder sig og raaber; "idag er Glæden fuldkommen! thi et Storvirke er skeet i Fædrenehjemmet! et 17de Maihimlens Midtpunct er reist -- et Himmelfartsbjerg for Frihedens Frelser -- et Borgeraandens Altar -- en Almeenviljens Herkuleskølle er opløftet -- der er sat en ny Støtte under vort fælleds Hellige: under Norges Frihed og Hæder!" Norske Folk! værdiges da at høre hvorledes din Ungdom tænker og vil ved denne Fest, ved Borgerens Minde! Den vil fylde sine Hjerter med Alvor og Fryd, og gjøre Minniløfter under Din og Himlens Velsignelser værdige den Ihukommede, som har viist, at de skjønneste og største kunne fuldbyrdes. Den vil takke dig at du reiste Borgerens Æresminde ogsaa til et Forjettelsesminde for den, ja meest for den, for din egen Æt, for Os, hvem du tilarbeidede Friheden til Opodling og arvgav dens Velsignelser og Forjettelser og det nye Norges Hæder med Forpligtelser lige hellige som dem du løste. -- Dette Minde reiste det norske Folk for En af sine ypperste Borgere. Menneskeheden burde reist den; thi han var det elske- ligste Menneske. Dette siger Os Navnet der: Christian Krogh: "Navnet som skjælver blegt paa min Mund; men raabt af Cheruberne høit: Christian Krogh!" Men dette Guld siger Mere, det siger ogsaa: " for Enhver Christian Krogh: for Enhver Normand denne Ædling liig!" Og da, hvem ønske I, Nationens Ældre, mere at vorde dette end dem, I overantvorde alt hiint Hellige og Norge saaledes som I forbedre det, indtil Eders Kræfter briste? Hvem uden eders Ungdom, for hvem I ogsaa reiste dette Minde? Hvortil Mindet Ham den Forherligede, som med frigjort Aandblik fra sin himmelske Høide i Eet overskuer alle de Æresminder han reiste sig i sine Handlinger, og fremstragende da sit Fædrelands Grundlov saaledes som han med stærken Arm greb den og SIDE: 330 støttede under den og stillede den uryggelig og høi over Folk og over Throne . . hvortil Malmet Ham der læser i Eders Hjerter en Erkjendtlighed, som I ville tage uforandret med til ham hisset, hvor Sjelene ere klare for hverandre? Visselig -- det skulde være stort om Mennesker kunde forøge en frigjort Aands Salighed og forskjønne hans Himmel. Men er dette muligt? Himlene Jorden saa nærme? Menneskene kunne jo Selv ikke undvære de store Menneskers Minder. De gjøre det til en Samvittighedssag at overantvorde disse saameget herligere til Efterslægten som de selv miskjendte og forbittrede hine Aristider, hine Camoenser, og Vanderwitter og Carnoter Livet? De øve mod disse og sig Selv streng hi- storisk Retfærdighed for Efterslægtens Skyld; thi enhver Tid elsker denne mere end sig selv, i denne drømmer enhver Tid sig lykkelig, for denne lider den, og siger sammensynkende: "Branden smerter ikke Fønixen." -- Historien og historisk Ret- færd fødes vel først paa Gravene, men da optages den med Ømhed og prydes af alle Kunster, ja optages med en Drivts vilde Kjærlighed. Den er Menneskene en Nødvendighed fordi det er menneskeligt at de altid erkjende at de syndede, at de altid haabe paa det Tilkommende; og fordi de elske Efterslægten nok til at arvgive den sit eget Strafmønster og Sandheder, de selv krænkede. Historien og historisk Retfærdighed er Men- neskene en saa tvingende Nødvendighed, at selv den Tid, som den maa vidne imod og slaae med Anger, fremkalder den paa det uegennyttigste alene til Efterslægtens Tarv, denne som den smykker med alt Kjerlighedens Haab, Indbildningens Kraft og Tiltroens Uskyld, og tænker sig at vorde som den selv vilde været: at vorde dens Forsoner. Menneskene fremkalde Hi- storien og det store Minde som en krænket Guddom, der vel skal knuse dem selv under Triumfhjulene, men rulle fredelig imellem Efterslægterne, der ikke ville nægte Selvsonoffrene sin Tilgivelse. Saaledes faldt Taarene i Cimons Forviisningsskaar, i Sokrates tømte Giftbæger, og faae Aar efter vor Sverrers Død sagde Bagler til Bjerkebein i Hakons Hal: hvi lode vi ham ikke tæmje Borgerkrigene? Men vi troe at see med Sandhed noget Højere i denne Men- neskenes Trang til historisk Retfærd mod store Minder end Yt- tringen af en ærgjerrig Glæde hos de Svage over at de dog til- SIDE: 331 høre en Slægt, som endnu har havt Kraft nok til at føde slige Stærke, saa uforvanskede Guddomsbilleder. Vi see deri heller et Bevis fra Menneskets Indre, at det Guddommelige altid deri boer, om end tilhyllet en Tid dog ubetvingeligen fremstraalende -- og der da i Angerens Taarer, i Laurens Glands som de lægge paa Graven. Selv Misundelsen viser at Anerkjendelsen af et Menneskes herlige Fortrin er tilstede -- den bliver kun Myggen med det spæde Flor, der svævende over Sjøfladen troer at hindre Himlen fra at speile sig deri; -- og i denne Anerkjendelse, i denne Retfærdighed i vort Væsen er Guddommelighed -- kun uvilkaarlig forsaavidt Mennesket ikke har speidet nok i sin Sjels Dyb til at see, at den er naturlig. Men dette staaer klart for Menneskene, naar den Store er borte: -- naar de ikke mere finde sig mørke i hans Pyramide- skygge, da falder en brændende Sol paa deres Isser -- de ile til hvor den stod, og reise en Obelisk hvor Pyramiden, der gjorde dem Ørknen sval, sank i Sandet, og de græde indtil den bræn- dende Bund fugtes; og der sidde de i den smale Skygge og maale Savnet. De sige paa den Stores Grav: "Vi misundte ham ikke; det smertede kun, at vi ikke vare som Han. Men nu hvor smerter det at erindre at dette græmmede ham! Vel! vi ville glæde ham den Frigjorte med større Hæder end Mennesker tør byde en Dødelig. Nu er der Fred -- Vi ville reise en Støtte til Minde om ham og om at Vi ere blevne retfærdige!" -- Men, Medborgere! er det selv da en Trang, en Nødvendighed, udledet af Menneskets indre Guddommelighed, selv da at øve historisk Retfærd naar denne maa bebreide Menneskene deres Adfærd mod de Fortrinlige, de hædre i Graven -- hvo skal da miskjende at det norske Folk her fyldestgjør en saadan Trang; -- men en der er det en Behag -- dette Folk, som altid forsø- dede Krohgs Dage med sin Kjærlighed, nærede hans Aandskraft med sin Yndest, sagde den Gode aabenbart at det elskede ham, og lod Constitutionens beundrede Seirkjæmper vel ahne -- om ei hans Beskedenhed fortaug ham det -- hvor folkekjært og helligt hans Minde vilde vorde i Norge? -- Der er i den Handling, at et Folk reiser den enkelte Borger et Æresminde, foruden det Rørende i at see de samme ædle Følelser, som henrykke os hos det enkelte Menneske, ligesaa livligen med eet Pulsslag bevæge sig igjennem et heelt Folks SIDE: 332 Hjerter . . der i denne Handlings Storhed, idet vi føle os selv- tilfredse med den Deel vi Selv have i det Opløftende deri, Noget som rører de lifligste om end ikke klareste Evner i vort Sjel til et tryllende Haab, til en Indbildning vi ikke ville give Slip paa eller alene tilskrive Fantasien, men som vi udlede fra samme hellige Dybde som vor religiøse Tro . . ja hvilken Sjel føler ikke, at Storheden i denne Handling rører til den Tanke fuld af hellig Fryd, til den søde Tro: at Vi glæde den forherligede Aand selv i hans Høide og forhøje hans Salighed ved den Kjærlighed vi vise hans Minde, ved den Hæder, der tykkes os for stor for den Dødelige? -- Vel os! vi kunne beholde denne fromme og kjære Tanke -- ja, at Han selv er her imellem os i denne Stund den Forevigede, omsvævende dette sit Minde, hvilende paa denne Krands, ind- aandende vor Kjærlighed, delende vor Fryd, indaandende os denne Tempelfølelse, denne det Helliges Høitidelighed. Fornuften skal selv skjænke vort Hjerte denne Tro, der ikke skal føle sig krænket og sit Aandige berørt, om der siges den, at dog reiste det norske Folk dette Minde med de vigtigste Hen- syn til sig selv og sin Efterslægt: at dette Minde reistes vel en Himmelsk til Ære, men dog ikke Himlen, men Jorden, men Norge! Maae vi end sige: Aandens egen Bevidsthed er hans Himmel -- did kan Ingen indtrænge enten forat forstyrre eller forskjønne: den er en Himmel i Himlen, fyldt med sin egen Fryd, nedhvælvet mod Jorden, vel gjennemsigtig for Aanden derinde, men uanta- stelig, kun oventil aaben for det Højestes Forherligelser; -- maae vi end sige dette -- saa, idet hiin udmærkede Evne til at over- skue sit hele tilbagelagte Liv, som vi nys tillagde Aanden, med samme Grund ogsaa maa udvides til at kunne overskue alle Handlingens Følger i deres hele Kjæde: da nærme vi os hiin from- me og kjære Tro, at Menneskenes Kjærlighedsbeviser kunne forhøje de Henfarnes Salighed, at det Offer Norge her bringer sin Krohg maa fryde ham i hans Himmel. Ja, saaledes er det, at dette Æresminde er en historisk og altsaa nødvendig Retfærdighedshandling af os, er en Følge af Krohgs Handlinger og disse af hans Sinds Ypperlighed, og at det saaledes er anskuet af Ham, tilhører hans Selv, er indtaget som en Prydelse i hans Himmel ligesom Templerne og Kupplerne gjenskinne hist høit i den klare Sydluft -- saaledes er det, at SIDE: 333 Æresmindet formedelst de ædle Følelser af Erkjendtlighed, som ere stærke og naturlige i Menneskehjertet, og formedelst den inderlige Erkjendelse af hans Fortjenester, maatte være en nød- vendig Følge af disse -- saaledes er det, at dette Chr. Krohgs Minde som opelskende disse Følelser, som vidnende om en norsk Almeenviljes kraftige Tilvær, som et Selvstændighedsmærke, som en Støtte under Forfatningen, et Minde om dens Opretholdelse og Folkets Hengivenhed til den, som en Foreningspunct for Fædrene- landssindet, som mindende igjennem Tiderne om Norges bedste Borger, som opflammende til at efterligne ham -- som altsaa fortsættende hans Daad for Fædrelandets Hæder og Held -- saa- ledes er det, at dette Minde er en af de meest velgjørende og altsaa Aanden kjæreste Følger af sin, af Christian Krohgs jor- diske Virken og, saaledes er det at hiin fromme Tro bliver Sand- hed: at den Forevigede anskuer dette Minde med Fryd, at det er indtaget som en Prydelse i hans Himmel. Hiint Store er opfyldt: Menneskene kunne forøge de fri- gjorte Aanders Salighed. Himlen er Jorden saa nær! Ham være da Glæden og Hæderen! Ham og Eder, I Tro- faste, som reiste hans Minde, og kom for at sværge i Eders Sjele Iid som Christian Krohgs og Hans Vilje og Hans Borger- sind -- sværgende ved dette et Folks Minde for sin ærværdigste Borger for Frihedens Frelse, hvis Værge han var og hvis Vaere denne Bauta er, og for Fædrenelandet, hvis Altar den visseligen er, indviet af den Forherligede, der omsvæver det, og af Folket og af denne Dag, der viede Norge til sin Lykke! Men Os, Fædrenelandets unge Borgere og Borgerinder! Fædre- nelandet gjennem Os, Os være Nytten af Christian Krohgs Æres- minde! Saaledes bliver det en af de meest velgjørende Følger af Krohgs Storvirke, saaledes vil han ret frydes derved. Os er der en Lov i dette ene Navn paa denne Malmtavle, der lærer os alle de Dyder, som gjøre Fædrenelandet og Os lykkelige, og som æskes af Os fordi vi fik det fri og gode og skjønne Norge til Fødeland og Carl Ædelhjerte Carl Frihedsklinge paa Folkets Tinde, Fredens Kunster og Marker at dyrke og dog Ærens Banner over vore Hoveder. Fædrene skulle henvandre efter Krohg. Mange ere daadtrætte som Han. Af Mange skal dette Minde fremtvinge en skjønnere SIDE: 334 Glands om deres sidste Dage og flere Navne skulle klæbe sig til dette i Malmet. De skulle henvandre. Da staaer Krohgsstøtten og Vi igjen. De skulle hvile i sine Dale under de høje Almagtsminder med Krandse af Furuskoge, med Skyslørene, de ludende Bræskjolde og hvorpaa Ørnen sidder i Midsommernatten, skinnende i Solen, mens Jorden er mørk, rolig med samslagne Vinger liig Knappen paa en Urne -- og Sambygdingerne skulle sige: her hviler en Krohg -- hans fædrelandske Nidkiærhed var som Elven, der dyb og mørk og rivende blinker forbi hans Steen -- hans Borgersind reent og høit som denne blaa Egg deroppe over Skogen, over Bræen, over Skyerne. Eller de skulle hvile her- rundtom som Schultz da hans Lyn slog opad igjen, og Krohgs- mindet skal være som en Støtte over dem Alle, der færdedes som Han. Da staaer den og Vi igjen. Da er Norges Velfærd paa vore Skuldre, dets Ære i vor Mund, vore Hænder dets Støtter. Fædrene skulle gjøre Fyldest; Os paaligge endnu Plig- terne mod Fædrenelandet. Derfor reiste Fædrene Os Krohgs- mindet, at det endnu igjennem et Liv skulde vise os disse Pligter og Fædrenelandets Krav: at det ogsaa skulde være Os et Pligt- minde, en Pagtens Støtte for Norges Hæder og Held, overantvortet fra Slægt til Slægt, fremragende mellem Slægterne til Minde om den Æt, der bar Gjenfødelsens første Byrder, et Sindbilled hel- ligt i sig selv, stedse helliget ved Daad hvortil det opmuntrer. Os skal Colonnen staae med sin Krands et Maal for vor Iid; og denne Ærgjerrighed skal være rosværdig og stærk og tilladt at bruges af vort Ædlere som en Foss til at drive nyttige Værker ved. Vi skulle danne os en Christian Krohg i vort Indre, et Høi- billed af en norsk Borger, og aarlig denne dyrebare Dag skulle Vi jevnføre os selv dermed, og maale de Støtter, vor Samvittig- hed reiser sig i sit Indre tilslørede undtagen for den Alseende, med dem, der kneiser for Krohg i Hjerterne højere end denne. -- Vi skulle, naar vi see dette Minde, foragte denne Lære, at et Folk aldrig er retfærdigt, aldrig paaskjønner. Vi skulle lære at derifra alene kommer den sandeste og højeste Ære som Jorden kan give: at ingen Stjerne kan ligne sig i Hæder med det mindste gyldne Træk i dette Borgerens Navn, som et Folk skrev, intet Baand med et Blad i denne Krands, som et Folk gav. SIDE: 335 Vi skulle tænke om vi virke ret og i Stilhed: der staaer dog et Æresminde ikke for mig, men for min Daad. Vi skulle sige: under denne Coloss ligge Knuderne som fast- holde de norske Hjerter. Norrige er stærkt; thi vi have svoret: intet uden Ære om dette Borgerens Minde! intet uden Norge i Norge! Hvor ere de skye Blik som blinxede under denne Dags velsignede Himmel somom det ikke var Festens Sol, men en rød, svullen Tordenugg der rullede frem, somom der ikke var Velsignelse men Lyn og Slangeregn i disse Straaler? Se de ere forsvundne, skjærpede, klarnede, i Mindets Skygge! Hvor er Mistroen, der mørknede denne Dag? Se den er beskinnet og opløst af Glandsen fra denne Krands! Under Støtten ligger Dragens Hoved knust, der beflorede denne Himmel med sine Vinger -- de raadne i denne Muld og Blomster groe derover . . . Kun krandste Bann're flyve under Maihvælvet, og Norden er draperet rundtom med Carls og Frihedens Farver. Da pege vi paa Colonnen og raabe: se der Befrielsesdagens Sejerstøtte! se der den Axe hvorpaa klarere Dage: Fredens og Kraftens og Borgeraandens og Forsoningens ophvælvedes over Norge -- over alt Carls Styre! se der det Punct Maisolen vilde finde paa Jorden forat kunne fæste sin Zenith lige derover saa dens Straaler i en Teltskraaning kunne glide lige jevnt over Normændenes og Gothernes Arner! Se der ligger Krandsen for Krohg! -- den er af Malm og dog dufter den -- den ligger her, og dog dufter den Fred over al Norden, over alt Norge alle Borgerens og Menneskets Dyder! Vi skulle sige til Fædrene: naar I henvandre, da vandrer hen med Tryghed for eders Norge! I satte vort Foreningssted, da I reiste Mindet for dets bedste Borger. Dets Malm har sammenloddet vor Kraft. Vor Hu staaer ikke over Bølgen didsyd eller udenfor de Fjelde, hvorfra Solen rødmer først over Norge. Anden Ære end den norske Borgers, end den, der vandt dette Minde kjende Vi ikke, og -- I vide det -- Norge er stærkt! Vi skulle sige til Europas fri Nationer: se et Tegn staaer der i Støtten for Værneren om den norske Constitution . . et Tegn, at Norge tilhører eders Samfund, at det har en Frihed, Mænd som vogte den og et Folk, som ærer disse. Lader os forstaae hverandre Nationer! ogsaa igjennem vort Nord gaaer en skin- nende Bue af den Ideernes Lyskreds, en Deel af den Frihedens SIDE: 336 trefarvede Himmelbue, som ogsaa skal skyde sine Straaler ind i Europas Indlande og engang ubrudt ombue Aljorden! Lader os forstaae hverandre! Naar I kjæmpe, stønner et dybt Echo mellem vore Fjelde. Lader os forstaae hverandre! Da skulde ikke Nationer døe imellem os og deres Lande sælges som Stervboe eller Friheden nødes til at afgrændse sig med Have og Alper og Geleder eller til at tye til den store Øe eller til at staae stille herunder Polen som et Billed for Europas Øine, der er didudflyttet som for stort til at sees nærved!" Og til Støtten skulle vi sige: "du skal fremkalde flere om dig; dog alle skulle de kun blive som Afstøbninger af dig, ligesom Ingen skal fortjene en uden han er Christian Krohg liig, hans Daad Christian Krohgs liig. Men nærmest dog skal samme historiske Retfærd, som gav Krohg sin, sætte Carl den Borger- konges, og bøie en Egegreen over Navnet, mørk imellem Lau- rerne og Blommerne som Skyggedraget af Alvor mellem Funken af Heltemodet og Mildhedssmilet i hans Øine. Og tvertsfor skulle vi fremkalde den mandige Herlof Hyttefads og Knut Alfsons; thi ogsaa de -- -- Bort! der er ikke Sorg i at blodvidne eller at straablegne for sit Fædrelands Selvstændighed og Frelse! Og til Hverandre skulle Vi sige: lader os elske dette Minde; thi det lærte Ynglingen Betydningen af at være Borger, Qvinden Rangen af at være Borgerinde! Lader os vorde levende Minder over den bedste Borger! Fædrelandet tabe ham ikke; men see ham opstanden i sine Tusinder! Seer dette er Malm og dog er der mere Ære deri end i Guld. Vor Moder er fattig, dog er der Ære i hendes Huus, dog er der mere Ære i hendes Spind end i fremmed Flitter, mere Sødhed i hendes Røst end i fremmed Veklyd. Vi ville være som Krohgs Støtte norske i Malm og Klang og Præg og Pryd, og dog under Borgerkrandsen skuende frit og vidt udi Verden. Den skal være i de klare Dage som Jehovahs Skycolonne foran os paa Vejen til Borgerpligt, til Fædrenelandets Vel, til Krohgs Hæder. Men kommer Mørket over Maihimlen, en Nat med Baunflam- mer til Stjerner, en Storm i dette rolige Banner, og trampes disse Fredens Marker engang under fiendtlig Fod til Ørkner -- men til Ørkner med Løven i -- se, da udskyder Krohgs- støtten, liig Jehovahs, Flammer foran os i Mulmet, og vi, Vi skulle gløde som Den! SIDE: 337 EFTER AFSLØRINGEN Vor Krohg! den Krands, Du blegned med, er lagt paa Støttens Tinde; bedugget af vor Kjærlighed hver Morgen frisk den finde! Normannaløven har paa Vagt med Bilen sig ved Foden lagt; den skal -- det Lyn af Folkets Magt -- omblinke, Krohg, Dit Minde. Vi see Dit Kjærnavn, Christian Krohg, i Sagas Malm at tindre. End skjønnere -- et gyldent Sprog -- det glimrer i vort Indre. En høiere end den Colonn' er reist Dig i vor Borgeraand. Her reiste vi med taksom Haand dens Billed kun: -- den Mindre. SIDE: 338 Henrik Wergeland HENRIK WERGELANDS DIMISS-PRÆDIKEN I OPSLOE KIRKE HELLIG TREFOLDIGHEDS FEST 1833 BØN Hellige Fader! i dit Billede skabte du Menneskets Sjel -- Til din Naades Forherligelse lod du den oprinde i Støvet og gav den Kraft til forherliget ogsaa at oprinde i dine Himle. Dog fattes Os den Ære, vi skulle have for dit Aasyn, og din Ret- færdighed finder os alletider bedækte med Synd. Til din Fader- mildhed, din Barmhjertighed hentye vi da, og blotte vor Svaghed for dig, som du vel kjender, og bede at du vil tilgive os for Forsonerens Skyld den milde Christ, som har optaget os som Børn og som opsøger os selv om Vi forlade ham. Du udstyrede dine Børn rigeligen -- dog ødsle vi og vide ikke ret at bruge dine Gaver. Verden binder os -- dog gav du os Kræfter til allerede her i Støvet at begynde vor Himmelfart. Vi dvæle til Natten med at komme til Christum -- dog taler han til os alle Dage. Du indaandede os en kjærlighedsfuld Længsel mod det Høiere -- dog vække os kun Tugtelser og befrie denne Længsel saa den bliver den Faldnes frelsende Vinge, hvorpaa han atter hæver sig. Og dog, Fader! -- saastor er din Kjærlighed, saa stor vor Tro til den! -- dog vove vi at bede at du ikke vil fra- tage os dine Velsignelser, og vi fornye Løfterne om at forbedres skjøndt vi dog aldrig vilde kunne fortjene dine Velgjerninger -- dem du give os for Jesu Skyld vor Fader du som er i Himlen o. s. v. SIDE: 339 Joh. 3 Cap.1 V. Hvi komme til Christum om Natten? Hvi gav Gud os disse Manddoms Dage, denne Sundhed og Glæde (denne Kraftens friske Blomst)? hvi denne livlige Forstand til at fatte -- dette freidige Haab, som seer mod Høiderne og Besværlighederne, og flyver over -- ? hvi dette Blod let som en Morgenrødme, disse Øine klare som vor Forstand, kjække som vor Iid, muntre og uskyldige som vore Hjerter -- hvorfor vel, Elskelige! alle disse Gaver, der synes udrundne af Lyset, denne himmelske Rustning og Prydelse uden for dermed at indgaae til vor Mester og tilbyde ham vor Tjeneste og lære af ham hvorledes alt dette Herlige i den skal bruges? Skulle vi bie til disse Kræfter sløves? -- det vil være at gaae til Christum om Natten. Skulle vi opsætte at gjennemskue Sand- heden til Øinene dunkles? -- Det vil være at gaae til Christum om Natten? Skulle vi først da vende vort Øie mod den Al- kjærlige, naar Sorger have formørket det, og bittre Erfaringer, ikke Fredens og Evangeliets Glædesskrift staaer deri at læse? -- Det vil være at gaae til Christum om Natten. Skulle vi kun ad Angerens smertelige Overgang til det bedre søge dette Tempel, hvor Christi Kjæmpere forsamle sig for derfra at udgaae og be- kjæmpe Verden? -- Det vil være at gaae til Christum om Natten. At sige: "se jeg er ung og vil fryde mig alene, jeg er sund og vil leve som om Jorden var min Himmel . . Hvad kommer Ulyk- ken og Undertrykkelsen og al denne Jammer mig ved? min egen Sorg kommer nok -- da vil jeg blive alvorlig og maaskee hjælpe Alle, der sørge som jeg . . de onde og graae Dage kommer nok -- da vil jeg søge Templet og der lade en ny Sol skinne paa mig!" -- Letsindige, det er at gaae til Christum om Natten; og du skal maaskee ikke finde ham. Og det er at gaae til Christum om Natten om du siger: "jeg tør ikke sige, at dette Evangelium er helligt; thi Verden vil lee derad; -- dog lyder der et "Helligt! Helligt! Helligt!" i mit Sind . . jeg tør ikke være menneskekjærlig og elske de forurettede Uskyldige og hjælpe den Fattige og be- lære de Uvidende; thi Verden siger at alt dette er fantastiskt og forgjæves -- dog jamre disse Suk i mit Indre, dog slaaer mit Hjerte under fremmed Sorg . . Jeg tør ikke følge disse Tempelklokker og sætte mig mellem Menigheden, thi Verden leer SIDE: 340 og trækker paa Skuldrene og taler om Mørke i dette venlige Huus . . dog klinge disse Klokker i min Sjel, og Noget kalder, og jeg elsker disse ubekjendte Brødre mere end denne Verden, som behersker mig . . Men vel! denne Trang er mig sød i sin Styrke . . jeg vil liste mig til at læse i denne Bog, jeg vil vove at være menneskekjærlig, jeg vil skjule min Andagt . !" Ak, Svage! dette er at komme til Christum om Natten. Og tænker du at forurette, at synde . . "det er jo kun et Øieblik, en Taare, et Skrig . . jeg vil have Tid til at oprette." -- O det er at være mellem Christi Forfølgere om Dagen, og at komme til ham om Natten. Vogter Eder: det er ikke alle Nætter at han er tilstede. Der skal være en lang Nat hvor han ikke er, men hvor Forneg- terne mødes og famle, og favne Fortvivlelsen. Der skal være en Dør, som ikke oplukkes om der raabes "Herre! Herre!" før Albarmhjertigheden saa behager. Vogter Eder! Der er en skarp Lja i denne tynde blaa Luft, i denne søde Vaaraande . . herover dig du som beregnede, naar du vilde komme til Christum. Det skal falde svært at opgjøre Regning medeet med et henfaret, misbrugt Liv. Da høres Jesu Ord, men ikke venligen som til Nicodemus: "Du Daare -- i denne Nat kræves din Sjel af dig!" Det skal falde svært at udrydde Syndevanen, som Mennesket lod opvoxe, tænkende "der er Tid." Da skal gamle Sirach staae hos den gamle Synder og sige: sagde jeg dig ikke: "Ydmyg dig før du bliver svag, og viis Omvendelse i den Tid da du endnu kan synde!" Det skal drages tilminde, at der engang var en Dag, en lang Dag med Aar til Timer, hvori Christus sad bered til at modtage os, til at belære og udruste med høiere Kræfter end Sundhedens, Styrkens, Forstandens, Ungdommens og Manddom- mens egne. Men naar Mennesket besidder disse, da er dets Dag, Dagen da vi bør komme til Christum, at han kan lære os hvorledes den skal henrinde til Guds Ære, hvorledes Mennesket skaffer sig en evig Ungdom i Gjenfødelsen. Da er Dagen, da Jorden kræver din Kraft, Himlen dine Tanker! Da er Dagen, da Jorden raaber: "herlige Mand og Qvinde, hvilke Kræfter har du til at velsigne mig! hvormeget Godt skylder du at gjøre! hvormeget Godt skal jeg af dig modtage?" -- da, da Himlene raabe: "en Søn af Os er udrustet -- se, der reiser han sig i Støvet, kjæk som det springende Lyn, from som en indelukt SIDE: 341 Bølge -- men han forvilder sig ikke i Verden forat knuse og knuses -- Christum søger denne Adam i sin Dag -- han vier Ham sin Kraft -- Han søger Templet, han indgaaer deri -- og da først udgaaer han derfra i Verden som en Christi Kjæmper, og hans Meeds, hans Krafts Lyn bliver lysende, rensende -- hans Fromhed liflig, husvalende som dengang da han indledtes til den store Lærer i sin første Ungdom, i sit Daggry!" -- Saa er det, elskelige Christi Lærlinge! tidlig, i vor Styrke, før vor Styrke maae vi søge Mesteren -- ikke om Natten, skjøndt Han ogsaa da kjender Sine, og lukker op for den sande Angers Hjertebanken. Tidlig maae vi op at "løbe paa Banen, hvor Klenodiet vindes." De graae Dage ere os kun givne til Seiers- hvile, og Oldingen skal hvile under sine hvide Lokker, som under et tilkjæmpet Fredens Paulun. Om Dagen skulle vi komme til vor Mester: -- vi skulle ikke fornegte ham enten for Spot eller Trudsel. I vort Livs Dage, før de mørknes, i vor Kraft skulle vi gaae til ham, der venter os forat styre disse Gaver til sin og vor Faders Ære! Vi skulle erfare, at vi langtfra ere tabte for Samfundet om vi indgaae i Templet -- at intetsteds læres Borger- pligterne fuldkomnere end hos ham, som der sidder ventende at vi skulle komme . . komme ideligen indtil Vi vænnes at kalde dette Huus vort fælleds Hjem. Gud, der udrustede Mennesket saa, -- der viste Os det ud- mærkede Fortrin at fødes i dette Huus, og strax uden egen Fortjeneste, at kunne arvtage Oplysningen og Civilisationen, som udkomme derfra, og ere dets Ejedeel . . Gud og Christus, der endnu og evindelig er sin Kirkes Hoved, hjemme i dette Huus og virkende i alle de Forbedringer, som derfra udbrede sig paa Jorden . . de fordre friske Guds Riges Kjæmpere, Mennesker i fuld Kraft kommende i sin Dag. Derfor fødes vi jo herrundtom Christi Sæde; derfor indlede jo ømme Forældre os alt i vor Uskylds Morgen til Christum; og han lærer os, hvad vi skylde Gud, vor Velgjører, og Verden, som vi skulle gjøre vel imod. Og da, naar han har udrustet os, fører han os ud igjen i Verden, at vi skulle øve, hvad gode Kræfter Gud, og hvad god Kundskab Christus har givet os. Han beder blot at vi flittig skulle besøge ham igjen i det gamle Huus, hvor rundtom nu Forældrene hvile, at han kan tage Byrderne af os og tørre Ugens Sved af vor SIDE: 342 Pande. Han giver os i Bønnen en Nøgel med til altid at oplukke hans Huus, ja hans eget Fædrenehuus -- dette i Høiden -- i Korset et helligt Tegn til at kjende hverandre -- og i Naades- maaltidet qvæger han med et nyt Liv. Alt dette skeer Os, naar Vi komme til Christum medens det er tidlig Dag. Vi udgaae da igjen til hans Arbeide, som disse herlige Mennesker med det dybe Alvor og fromme Frosind, hvis Krafts hellige Glød er Religiøsitet, der maa til for at udrette noget tilgavns, og som gjennemvæver selve Armoden og Sorgen med en overjordisk Glands. Vi føres til Christum, kjære Medchristne, i vor Morgen. Skal ikke vor Dag hos ham henrinde? Vor Hu staaer ud i Verden . . . Nu! Han skal ogsaa didhen følge det unge Blod. Der er det Christus virker: i Vraaerne -- didhen følger han Uvidenheden og Elendigheden: i Borgene -- didhen bringer han Sandheden og Retfærdigheden: i Husene -- didhen bringer han Fred og Oplysning og Frihed og Kjærlighed og Dyd; -- ja han skal være med dig i din Glæde, at den kan qvæge din Kraft; og i din Sorg, at han kan hviske til den Nedbøjede: "Søn! du skal ikke fortabes, men have det evige Liv!" Men hvorledes er det? Menneskene indledes tidligen til Chri- stum. Han lærer dem venligen, og langtfra at afskrække de unge Gemytter fra Verden fører han dem selv didind at de kunne virke medens det er Dag, og lade Herrens Gjerning skee -- den han lærte dem -- og han lærer dem hvorledes de altid midt i Sværmen og under Travlheden kunde gjenfinde Ham. Men hvorledes er det? Mange af disse Christbaarne og Tempel- opdragne forsvinde i Verden. -- De komme ikke igjen. Det bliver Aften og de komme ikke igjen. Dagen henrandt, og Spoer efter dem findes ikke. Hvor ere disse Unyttige? Ak, En løb efter Rigdom, En efter Vellyst, En efter Forfængelighed, En efter uvirk- som Roe! Guds herlige Rustning: Kraften og Frosindet, Haabet og Kløgten forspildes derude. Mesterens Lærdomme forspildes. Sørgmodig sidder Han alene i sit Huus. Det bliver Nat. O, vil endda Ingen komme? -- Mennesker! hvorledes er det med os? Er Dagen henrunden -- aftnes det alt, og vi besøgte ikke ham til hvem vore Forældre indledte os aarle. Disse Aar vare dog Kraftens og Livets bedste. SIDE: 343 Skal der være et tomt Gab eller et fuldt Helved mellem denne sørgelige Aften og hiin søde Morgen. Hvilke Røster bortkaldte os! Nu klinger jo ikke dette Guld -- denne Skjønhed rødmer jo ikke -- denne Ære er af mat Skin og dette Leje haardt. Vi kunne ikke fryde os, thi vi ere syge -- ikke arbeide, thi vi ere gamle. Vi kunne ikke gjenfinde hiint venlige Huus, thi vi have glemt Vejen dertil -- ikke hiin kjærlige Mester, thi vi søgte ham ikke mens det var Dag, og nu er det Nat. -- Elskelige! der er ikke Faa, hvem disse Tanker knuge. Og dog ere disse velsignede, disse der dog komme før den lange Nat. Disse Tanker ere som Engle, den forladte Alkjærlige endnu før denne Nat udsender mellem hine Forvildede, forat lede dem tilbage. Hvor miskundelig er Gud: -- i Syndernes Hjerte er ogsaa en Tidens Fylde og Frelserengle kunne komme derover raabende: "Hil dig, du Benaadede! Herren er med dig du Velsignede! Frygt ikke, thi du har fundet Naade hos Gud!" Mørk som Johannes Døberen reiser sig hiin Syndserkjendelse i Sindet; men det er ikke denne Selv, denne Kuende, der slaaer Øjet mod Jorden, hyller det i Taarer og Sindet i Forvirring -- det er ikke denne Anger med det bøjede Hoved og de vridende Hænder -- denne sig selv forvisende Blusel, denne uvirksomme, mørke Syndserkjendelse som er det egentlige Frelsende i Synde- sjelen. Denne er det Standsende paa Syndebanen, men ikke det paa en anden Vei Fremdrivende. Den siger: Dagen er hen- runden . . det er Nat . . Men den siger ikke: "det er paatide at jeg vender om, at jeg kommer til Christum." Den er de mørke Skyer, hvorfra en ny, bedre, lys Verden udgaaer i Menneskets Indre. Derimod tyder den Forvandling, at den gamle Synder vil opsøge sin skyldfrie Ungdom i Templet hos Christum, denne pludselige, tillidsfulde Drivtighed, at Han tør komme til Den, han var borte fra mens Dagen randt, selv om Natten, paa en levende Kraft, paa en Virkning, der er himmelsk somom den ikke opstod i Menneskets Sjel, men kom umiddelbar fra den Alkjærlige. Denne, der pludselig reiser den uvirksomme, i sig selv nedsjunkne Anger til Haab og virksom Kraft, og som vandrer med modig Tro imod de Arme som altid ere aabne, det Mesterens Huus som er aabent om Natten -- denne er det alvorlige Forsæt at forbedre sig -- dette der aldrig kan komme ganske forsilde; SIDE: 344 thi dets Frugt er Omvendelsens saliggjørende, som er sød for Himmelens Engle. Banker kun paa, og der skal oplades! Og ikke skal der blive sagt med Bebreidelse: Hvi kom I til Christum om Natten. Thi Naadesmaaltidet skal staae beredt i det oplyste Huus, og den venlige Mester være der og sige: "sandelig, sandelig siger jeg dig: uden Nogen bliver født paany, kan han ikke see Guds Rige! Tro paa den ophøjede Menneskens Søn, og du skal ikke fortabes, men have det evige Liv!" Ikke skal han spørge: "hvorledes kan et Menneske fødes, naar han er gammel?" Det skal han vel vide med sig Selv at det Underværk er sandelig skeet med ham selv. Han skal vide det med Fryd, naar han har lært at elske sin Anger, saasom han veed, at den er elsket af den hellige Gud, selv formedelst hans Barmhjertighed og formedelst hans Kjærlighed til Jesum, den Forsoner. Han er indkommen, skjøndt det var om Natten . . dog fandt han det han søgte . . Han er indkommen i Jesu Huus, der indbyder alle dem til Vederqvægelse, som syge og sorgfulde ere, som behøve Ro til sine Sjele. Han kom fra sine Irrveje liig en forloren Søn, og fandt en forbarmende Fader. Og did kom den Blødende og Overgivne fra en kjærlig- hedsløs Verden liig en saaret Stridsmand for at faae den evige Kjærligheds Lægedom for sine Hjertesaar -- did kom den Ned- bøjede fra sine ubelønnende Anstrengelser som en træt Arbeider i Viingaarden, og finder Lønnen og Hvilen -- did kom den paa Lykkens Hav Omtumlede og finder Tryghed -- did den Tviv- lende, og finder Vished, den Uoplyste, og finder Opklarelse, -- og Alle komme de og lære Gjenfødelsens Hemmelighed -- De spørge ikke som Nicodemus, hvorledes dette kan skee; thi de have seet Haabet født af en Taare, Sei'r af Sorg, Fryd af Anger, og disse Graae føle unge Engles Vingeklap i sine gamle Hjerter, og de vide at en Morgen skal fødes af denne Nat, da de ban- kede, og der oplodes, da de kom til Christum, og at denne Morgen skal finde dem samlede evig for Ham inden Alkjærlig- hedens Arme, ved Albarmhjertighedens Hjerte gjenfødte, friske, ungdommelige i Himlen indledte for Gud af Forsoneren, saaledes som de her i Uskyldsmorgenen indledtes for Christum af For- ældrene. Farvel sige de . . SIDE: 345 Farvel du Synd som fløi forbi i Frydens Frivilklæde! Farvel du Sorg, som ammed i din Angersgraad min Glæde! Farvel! Farvel! Nu uden Sorg og Synd min Sjel didind hvor aldrig det blier Qvel, vil for sin Mester træde. Amen! SIDE: 346 Henrik Wergeland TALE TIL MENNESKELIGHEDEN I MENNESKEHEDEN AF VESLE-BRUNEN UDGIVET AF HANS VEN HENRIK WERGELAND Mennesker, særligen I Mænd, Jordens Herrer! Den Tid er, da alle Undertrykte reise sig paatalende sine Rettigheder. Ja selv Qvinderne gjøre det -- Disse der hidtil kun agtedes for Mellemled, hvor skjønt flettede de end kunne være, imellem Eder, Mænd, og os Dyr, eders "stumme Brødre i Støvet" , som En af vore faae Venner iblandt vore høje Beslægtede har ud- trykt sig. Men reise Qvinderne sig, som man skriver fra Paris og Newyork, da maae Vi følge efter. Hører derfor; -- men befrygter intet Oprør! Vi erkjende eders Herredom, saameget heller som I selv ere Slaver under forskjelligartede Aag. Vi be- klage os kun over uretfærdige Lidelser, der vanære Eder og gjøre vor Tilværelse ulykkelig imod Dens Villie der skabte os Alle af samme Leer. Det lader til, at I kræve Pligter af de ophøiede Aander, af de vældige Verdensmagter. Kunne da ikke Vi kræve Pligter af Eder, som I kræve dem af hine og af os? Eller hvi tale I om en Aands Majestæt og lynende Skarpsind, der er formørket nok til ikke at finde, at det anstod Eder bedre, af egen Godhed at indrømme os, at vi have Pligter at kræve af Eder eller maaskee blot I at indrømme os? I forlange, at Mørkets Engle ikke skulle forfærde eder ved sine Aabenbarelser. I kræve det af Guds Godhed, af disse Magters egen Barmhjertighed; ja, bedragende eder selv, føre I Beviser for Umuligheden heraf med skrattende Læber men darrende Hjerte. Nu -- hvi lade I da saamange Djævle aabenbare sig for Os? De fremtrine af eders Midte med hadske, gridske Øine, Snarer, Stigremme, Svøber, Knive, blodige Hænder. I, der ikke tør gjentage under en Hyld eller en ras- lende Aasp paa Kirkegaarden hine Beviser for Djævlenes Ikke- tilvær, som I sammensatte eller digtede i et muntert Lysthuus -- I Solskins-Filosofer, men Maaneskins-Daarer, Morgen-Helte, SIDE: 347 men Aften-Harer -- I, der korse eder med den ene Haand, medens den anden blader i Treschows Fornuftviisdom -- hvi ville I give Os Beviset for Djævles personlige Tilvær i Eder? Værer visse paa, at Naturen ikke tilsteder Uregelmæssigheder og Partiskhed. Djævle over Os: Djævle over Eder. Jeg synes at ahne det: Eders Uret er eder ikke ubekjendt; men I troe at udsone den ved en Nedladenhed, der er ligesaa uværdig for Eder, som fornærmende for Os. Vider da, det er langtfra smigrende for Os, at Nogle af Eder nedstige til at vorde Æsler, Oxer, Sviin, Gjæs, Aber, Paafugle, Kalve, ja ligeindtil vore Afskum: Tigrene, Crokodiler, Tudser, Skorpioner og edd- rede Orme. Hvilket frygteligt Træk, hvilken nedslaaende Op- dagelse hos Skabningens Konge, at han blot afskummer Bærmen af de lave Dyrs Svagheder og tilsmører dermed sit Væsens Herlighed! Han vil være doven og ufølsom som Æslet, men dets Udholdenhed og Taalmodighed tager han ikke. Tyrens Voldsomhed er Husaren ligesaa nødvendig som Dolmanen; men naar saae man ham drage Plogfuren, hjælpe den Trællende, see venligen som Tyren med Fromhed i det ildige Øie til Den, der plejer at give ham Næring? Dette er Staten, den store Mader. Vi have derimod hørt, at disse Tyre stange Alle uden For- skjel. -- Svinets Liderlighed er kjær: i dets Leje, i Rende- stensmørjen have vi seet Jordens Herre, og dets geile Øie plirende under Gyldensløret og Kniplingskappen; og Brunsten og Fraadseriet have vi hørt grynte under Chorkaaber, Fyrste- hermeliner og Dommerparykker. Men hvor er Purkens Ømhed for sin Yngel? -- Vi have hørt om Dronninger, der qvalte sine Børn eller blandede Gift i Modermelken. Vi have hørt den Spæde klynke under Stene eller foran Steenhjertedes Døre. Hvor er Raanens taknemmelige Støn for den mindste Vel- gjerning: forat kløes med en Pinde? -- Vi have seet den Haand bidt, der klappede; den Mund truten af Slag, der kys- sede og velsignede. -- Man bemægtiger sig Gaasens Dumhed siger man, og smukke Hænder skulle rives om den i Mangel af Duens Fromhed; men denne Dumhed er blot et Skjeldsord, som man tillægger Capitoliums Frelserinder. Men vel, tager den, I Evas Døttre; men glemmer ikke at Reenlighed glimrer paa de hvide Vinger, og at Ømheden og Omhyggeligheden boer under dem! -- Abens Naragtighed og Ondskab kan Smaa- SIDE: 348 herren ligesaalidt undvære som Krydset og Manskjetterne; og under Navn af Vid og Elskværdighed skulle disse Egenskaber spille i ligesaamange Farver som Brillanten paa hans Bryst, i ligesaa mange Bugter, som hans evindeligen løse Smiil. Men hvor er den borneanske Jockoabes ømme Erkjendtlighed? Orangutangens Mod? Bavianens Forsynlighed? og Hvem af dem Alle kan dreje en Steg eller bøje en Finger for Maden? -- Og Paafuglen? O Himmel, der omslutter os Alle: Cheruben og Flyget, der døer med Øieblikket! hvormange Bryster saae jeg ikke paa en Parade løfte sig under fortjenstløse Ordener? -- Rækken glittrede isandhed som en udslagen Paafuglehale. Hvor- mange Naader og Frøkener og Madamer slaae ikke Hjul? Hvormange unge "Kongens Tjenere" sige ikke "kytt" idet de briskende slæbe Klingen efter sig som Kalkunskhanen sine Slagfjædre? Men hvem af hine bekymrer sig om disse Fugles Godmodighed eller Flid i at søge efter Føde i Støvet? -- Og Ulvens blodgjerrige Graadighed? Ha, prale I ikke af at have Tigre til Konger, og brølende Løver til Landets Fædre? Men naar sprunge disse Løver foran i Kampen for Landet? De joge Lammene foran sig; og Pilene bleve aldrig hængende i deres Man, i Kongekaaben. Der var en Løve, som, for en ud- trukken Torns Skyld, fulgte en Slave som en Hund. Men siig til hiin Løvekonge eller Kongeløve: "der er en sledsk men giftig Hugorm, som snoer sig om din Ankel" -- og du skal føle Kløerne i dit Hjerte. Siig: "du styrter rasende afsted, store løvehjertede Konge, fordi en Skorpion har rodet sig ind ved din Hale" -- og du skal bortrives først i de forfærdelige Sprang. Jeg siger Eder: I ville have Ulvens blodgjerrige Gridsk- hed, og I befinde Eder vel derved og eders Mammons Rov- dynge voxer. Men hvor er Ulvens Beskedenhed, at han skjuler sig og sit Rov i Skogenes Mørke, og lider skrigende Hunger paa de øde Bjerge før han røver? I opdynge Byttet pralende -- I røve om I ere mætte -- I tør medbringe eders gridske Øine i Templerne, og det skumle Vargblik gleimer rundt om Thingstedet -- Eders Ulve besætte Dalene og fare over frede- lige Sletter og midti Stæderne høres deres Hyl uden at vække Opmærksomhed. Kun da, naar En bliver en Hyæne, og æder Mødre og Enker, da studse I, og raabe: ikke ganske saa! kun Ulvegrumhed er tilladt i Nord. Kun da vækkes I, naar En SIDE: 349 bliver en Krokodil, og æder de Faderløse -- da raabe I: ikke ganske saa! kun Jærv- og Gaupe-Graadighed ere vi vante til. Dog disse Dyrs Ondskab og Grusomhed afskyes af Os, og Ibis- storken suser over Krokodilens Rede, og Huggormen vrider sig i Heirens Neb, og Elefanten hører Tigrens Ribbe knage under sig. Men I? Ha, I pryde eders Tigre med de brandgule Baand, Naturen nægtede dem -- I spænde Huggorme til Strænge i Harperne -- I fange en blodig Parder imellem Eder, der søn- derrev det glade Folk midtunder en Fest, og sneg sig (som Schakalen i Gravene) ind i Sorgens Bopæl for at myrde, og udrev den Ulykkelige fra Lænkerne til Døden: I fange den, og lade den gaae . . I fange den atter efter en Blodbedrift, paa friske Gjerninger -- og lade den gaae kun med Tabet af nogle Haar -- I give Alcidefødderne Sporer af Skorpioner -- I op- løfte Øglerne, og da de mangle Svandsen, give I dem snirklede Nøgler og spettede Sløifer -- Krokodilen tør sole sig i Krone- straalerne -- og uendset tør sig under Frihedstræ en verrinsk Hyæne gnave Mennesker i Læ af dets Lauregrene! -- Lader derfor vore Afskums Laster være, naar I ikke engang ville tilegne eder disses faae Dyder. Jeg gjentager, vi finde os ikke smigrede ved eders Nedladenhed. Den udsletter ikke, den forstærker kun Eders Uret. Heller ikke bruge I medrette flere af vore Navne som Skjeldsord. Mig synes, at der ere Egennavne imellem Eder, der ere vel saa udtryksfulde som Æsel, Stud, Sviin. Men Erindringen om hiin verrinske Hyæne minder mig om, at jeg ikke, som Han, bør undlade i en Proces at fremkomme med Kjendsgjerningerne. Det er ogsaa de tørre Kjendsgjerninger I fordre, I prosaiske Mennesker, der tillukke Fantasien fordi den har formeget at bestille med Hjertet. I skulle faa dem; men der vil haarde Beviser til hvor Dommeren er den An- klagede og frelse Mand, mens Anklageren er Ufrelse, og som kun benytter en -- ikke tilstaaet -- men selvtagen, skjøndt Alle af Naturen indrømmet, Ret til at klage. SIDE: 350 De Forbrydelser I begaae mod Dyrene, Mennesker, ere uhyre. I fritage eder Selv for Torturen -- dens Veeskrig lyde endnu kun i Tunis' og Agershuses Bagnoer. I have et høit Begreb om de dyriske Nervers fine Følsomhed hos eder Selv; men I forglemme, at disse ømme Nerver ogsaa forgrene sig igjennem alle de Dyrrækker, der vrimle imellem Jordens Ypperste, som opløfter sin Pande som en skinnende Stjerne, og Polypen, hvis Arme grenes i Dybet. Eller har ikke eders egne Smerters og Drifters Særsyn, dem vi Dyr ogsaa yttre paa samme Maade, Forplantelsen, Fødslen, Væxten, Døden formaaet at vække eders Eftertanke i denne Henseende? Knytte I ingen Tanker til Dyrets Klynken eller Glædeslyd? Er Hundens forunderlige Evne til at spore, Hestens til at finde Vei og Sted ikke værd eders Op- mærksomhed? Troe I, at den Hund, I ubarmhjertigen lemlæste, hungre og prygle, kun har sine Nerver i den sorte Næse -- disse I vide saavel at gjøre Eder tilnytte? Skulde det mere være Uvidenheds- end Ondskabs-Synder, I begaae mod os Stakler, da betenker dog hvorlidet slig Uvidenhed anstaaer en Slægt, der siger sig at fostres af Oplysningens Aarhundrede! Denne Slægt burde vide, at der gives Øjeblik i Dyrets Liv, da dets Nerver anstrenges til en Grad af Bevidsthed. Dette er ikke Velbefindendets Øjeblik, men den højeste Glædes og Vellystens eller den høje Smertes. Men hos Eder nærme disse Øjeblik sig til Ubevidsthed: I føle Eders Væsen opløst i et Behag eller i Vee. Disse Øjeblik føre os nærmere hinanden: de opløfte os, og I ere da næsten alene Dyr. Den Bevidsthed, I da have, naaes af Dyret paa det nærmeste. Men Hvem er der nu imellem Eder, som har Medynk med den elskovsberuste Aarfugl, med Skogduen i det Øjeblik den bøjer sin Hals over den kjelne Mage, lader Vingerne synke og lukker Øjenlaagene, at hun ikke skal forfærdes over den Ild og smægtende Dunkelhed, som op- fylder dem? Nej, just da brænde I efter at gaa tilskogs med Riflen under Armen. I lure netop efter disse Øjeblik, som Na- turen troede for ædle og søde til Ondskab, og derfor gjorde dem værnløse. Den Hulde, som indvier sig Furierne, om man for- styrrede hende i et Kys, og som før gav sit Haab hen om en himmelsk Salighed end om engang at nyde den, en Barbars Kugle berøvede Skogduen, hører med Beundring om hvor let hendes Elsker sneg sig hen under Træerne, saae Fuglen i Gran- SIDE: 351 toppen, hørte dens Elskovskurren, saae Hovedet bøje sig -- paf! der laae den, før den, efter den lange Vinter, endnu havde elsket i Vaarsolen. Med Afsky vil den milde selv elskende Qvinde høre om Geværet havde klikket, og ligegyldig seer hun den forladte Mage svæve om de frydløse Træer, indtil den døer af Sorg. Den graahærdede Fader, der har seet sit Rede voxe i Fred og Tryghed, har saaliden Viisdom og Gudsfrygt, at han kalder sine Smaagutter om sit Knæe og lærer dem hvorledes de skulle efterligne de spæde Skogfuglungers eller deres Moders Piben, for at lokke enten dem eller denne til sig. Hertil er Menneskebarnet lærvilligt. De fjærløse Smaa døe af Hunger eller Kulde i Redet; thi Moderen faldt for Guttens Skud idet hun lokkedes til at opfylde Moderpligterne. Redet klækkes ikke ud; men hvorledes -- har ikke Faderen udklækket Fromhed og Følelse i sit Barns Hjerte, og takket Gud for Hygget i sin Rede? Ja selv et af de Mennesker, som man tænker Ædelt og Godt om, Frithjofs og Ingeborgs Sanger har fornedret sig til at be- synge slige uværdige Seire i sin "Tiurlek". Men hvad var Frithjof andet end en herlig Tiur, der tonede sin Elskov i Fram- næssets Ege for Ingeborg-Røjen, der havde sat sig under Balestrandens vilde Roser derligeoverfor. Ømme Elskende i Jasminhytten! Fader med din Førstefødte paa Knæet! Moder med din Yngste ved Barmen! tænker Eder, om Væsner mægtigere end Eder turde spænde Buer mod Eders Kjæreste, om Tordenskyen var Røgen af en Dæmons Rifle, der sigtede paa eder Selv eller paa det I trykte til Barmen, om Lynet var en Landse, der kun lurede paa eders Fryd, om Rübezahler stode bag Jasminerne, bag Vinduet ligeoverfor Ægte- sengen og Vuggen -- om Bladene pludselig raslede og Vindøjet klirrende aabnede sig for en jagende Samiels Mordgevær! San- delig -- det var retfærdigt. Da skulde I maaskee Lære Ær- bødighed for Naturens Helligdomme. Den syngende Nattergal skulde ikke sikkres af sit Legems Lidenhed, men af eders Øm- følelse. Nu, som I ere i eders sikkrede, barbariske Tyrannie, skulle I dræbe den midt i sine Triller, var den kun Skudet værd. -- Dog -- det paafalder mig med Blusel for Eder -- I sørge jo selv for at slige myrdende Djævle gjøres overflødige. Skinsygen staaer jo med sine eddrede Pile bag Jasminhytten, bag Vuggen SIDE: 352 og Ægtesengen. Den tænder jo sin Fakkel i samme Lue som Hymen sin. Rænkerne sprede jo sine Net, Forfølgelsen og Chi- canen hænger jo sine Angler ved Ynglingens Fod, og fæster sine Tvekroge i det unge Haabs Vinger. Ondskaben sigter jo efter Hæderen. Bagtalelsen skjænder det blyge Rygte. Misundelsen er jo den faste Rotte i Ærens Huus. Hadet slider i Hjertets Nerver, Nidet i den ædle Harpes Strenge. Ak, hvi skal alt dette Onde, hvis frygtelige Følger anklage Eder for det Brug I gjøre af eders Herredømme over denne skjønne Jord -- hvi skal det ikke lære eder Godtroens Fortrin for Skinsygen? Mild- hedens, Barmhjertighedens, Kjærlighedens for hine rædsomme Laster? Forgjæves, forgjæves skulde de personificere sig og pine og dræbe eder. Dog de personificere sig jo disse Morder- engle! Hvilken Svovelvinge hvifter ikke over dette gustne Pro- kuratoransigt? hvilke Flammer brænde ikke paa dette Judas- hoved? hvilke Slanger snoe sig ikke i denne Critikkaklers Smiil? hvilken infernalsk Damp omsvæver ikke denne Lovelaces giftige Mund? hvilket sydende Beeg bobler ikke i disse Øine? og hvem savner Vingerne, Dragevingerne paa denne Bagtalelsens Furie, som farer fra Huus og til Huus? De personificere sig disse Djævle; men forgjæves! Selv piinte og døende under deres Hæn- der, pine og dræbe I hvad der er under Eders. -- Dog I slagte jo hinanden indbyrdes. Nylige døde jo et Folke- slag. Levningerne have jo maattet redde sig til Havet, og et Fædreneland er bleven en Grav. Hvorledes kunde da vi, Eders lavere Brødre, fordre Mildhed, om vi endog skulle døe? Jo -- det er jo kun Adamsætlinger, der vove at ville være frie, eller Forbryderne, som I dræbe. Og Vi opløfte jo ikke vore Ønsker til Frihed. Og hvad have vi forbrudt, at vi ikke engang kunne døe som Forbryderne imellem Eder? Thi dem myrde jo Tids- alderens Herrer, Juristerne, med største Mildhed, med eet Slag. Men Vi? ak, jeg har seet Døden zittre igjennem ømme Nerver i lange Timer. Fuglen skal ophænges ved Benene indtil den døer eller pidskes død, forat Lækkertanden ikke skal trættes. Mil- lioner af blodrige Kjør aarelades aarligen tildøde, for at en gjer- rig Huusmoder kan vinde en Pot Blod mere. Kun det forjagede Vildt faaer Bifald af en forbrydersk Smag. Snogen skal døe i Myretuen til Tak for den befrier Logulvet for Muus. Padden skal vippes ihjel, til Tak for den æder besværlige Insecter. SIDE: 353 Katten og Aalen flaaes levende, fordi Skindet gaaer lettere af i det levende Blod. Men hvortil da disse Grusomheder? Da Nytten er liden eller ingen -- hvilket Træk i Menneskesjelen aabenbare de ikke? Den er det jo, som skal dømmes. Men troe I medrette hisset at erholde fuldkomnere Organer -- san- delig mellem disse skal ogsaa et Øre aabne sig, der er fiint nok til at høre Ord i det piinte Dyrs Klynken. Et Tyverie skal snarere undskyldes end de Smertenstoner I vakte og frydede Eder ved. Af disses Samchor bestaaer Dommens Torden. Hine Skjændselsbedrivter ere Kjendsgjerninger. Men der er flere end hine Vidnesbyrd om Eders Grusomhed, Vellyst og Gjerrighed. Det er ikke alene mod Skogens Dyr eller mod Enkelte af de Slægter, I, under Kjærligheds Skin, ligesom optage i Eders Fa- miljer, at I lade disse Laster rase. Det er mod Alle, og værst er det, at denne grusomme Krig føres mere mod eders egne Fø- lelser mod dem, Naturen nedlagde ædle Spirer til i eders Hjerter. Og hvilke Triumfer vinde I ikke i denne oprørende Borgerkrig? Det ædleste af eders Dyr, Hesten, som den vilde Araber ved Kjærlighed endog kan opfostre til Forstand og Troskab -- denne skjønne Skabning, der villigen offrer sine Kræfter, drives over dem: -- med brusten Lunge, sønderflængt Ryg, skumbedækket Bov, Blodet fossende ud af de brændende Næsebor styrter den under sin Herres Haand. Kan der nu findes Medlidenhed, Tak- nemmelighed i dette Menneskes Hjerte? Han skulde ligedan fare ad med Mennesker, om han havde dem under Tøilen. Dyrets sidste Støn, sidste døende Øjekast har intet Forfærdende eller endog kun Tankevækkende for ham. Han spænder det der det ligger, ærgerlig kun over Tabet af dets Værdie. Han gaaer bort fra Aadselet, og -- en af hine Triumfer er vunden: en ny Skorpe har trukket sig om Hjertet. -- Men det er ogsaa en fordærvet Smag, Vanen, Bevidstheden om fysisk Svaghed, som afføde Mis- gjerningerne. Den ædle Foles Livsfølelse skal ikke culminere i Forplantelsens Øjeblik. Han er Hingst og Livet blusser i ham; men Mennesket har hverken Kjærlighed til at mildne denne Kraft, eller Mod til at styre den: derfor skal det Ædle Dyr vanæres, og vorde et tyggende Automat. Dette kan dog trippe under den spinkellæggede Herre, lader sig fodre med Prygl, slæber sig uden Modstand tildøds, og Eskadronen af Valakker holde Linien vakkert ret og gjør ingen Græsryttere. Ligesaalidt som hiin SIDE: 354 Tiurleik, vækker den uudtalelige Moderømhed i Koens første duse Hrøit til sin Kalv nogen Rørelse. Hun skal berøves sine eneste lykkelige, smertekjøbte Dage. Vanen vil, at Kalven skal bort -- forat vantrives og forat den ikke paa den allerbedste Maade skal aabne Melkeaarerne i Yuret. Naturens Former, Skaberens Gjerninger ere heller ikke smukke eller hellige for Menneskets fordærvede Smag. Ører skjæres af, Haler hugges af; de fine Damehænder, der vride sig i Smerte, om en Torn saarer dem, bryde ubarmhjertigen Skjødehundens Næsebeen, for at danne en allerkjæreste Mopsetryne. Sandelig, man kunde fristes til at undskylde disse Lister over Grusomheder med Van- vid; ja saameget heller som I troe at de netop vidne om eders Forstand og Herskerevne. Ak vilde Gud saa herligt Harperige som Verden -- denne Samlyd fuld og sød, der gjennem alle Skabtes Tonestige ifra den store Faders Hjerte flød -- til Konge give umelodisk Hjerte, som ikke følte i sin høje Klang en Harmonie med Dyrets Fryd og Smerte, med Flygets Surr og svagest Fuglesang? Ak, vi paaminde Eder, ophøjede Brødre, at det var ikke eders Fortjenester der hidsatte eder i en saadan Rang; men at dennes Høihed netop bestaaer i at I kunne blive den værdige. Vi raade Eder ikke at nedtræde eders Thrones Trin, Skabningsrækkerne hvorpaa I staae, for dybt, forat I ikke selv skulle synke. Vi for- lange gjensidige Pligt- og Tjenesteforholde. Vi vove at give Eder et Vink om at øve Eder i Dyder mod Menneskene ved at øve dem mod eders lavere Medskabninger; og ville I forbeholde Eder Selv Kjærlighed, saa meddeler dog os af eders Retfærdighed. Vi vove at foreslaae Eder, at eders Foreninger til Samfundenes Vel ogsaa skulle tage os i Betragtning: at al Mishandling imod Dyr, al grusom Slagtning skal forbydes. Vi skyde os ind under Re- gjeringen og Lovene; og paastaae, at disse skjænke os sin Omsorg, saafremt de vedkjende sig, at Menneskeslægtens Forædling er deres Øjemed. Trods trælsindede Blades Bagvaskelser imod Athenien- serne bringe vi i Erindring, at dette samme Folk, der erklærede Grændserne for Statens Vel ikke at gaa videre end Retfærdig- SIDE: 355 hedens, og som forkastede Themistokles' Forslag, fordi Aristides erklærede det ligesaa uretfærdigt som gavnligt, ogsaa straffede den kaade Dreng, der mishandlede Kraaken. Vi vove at opfordre Præsterne til at tale vor Sag fra Prædikestolene, til at gjøre Al- muen opmærksomme paa de Synder der begaaes mod Dyrene; og at lære dem efter Kjærligheds-Gudstroens Aand, at de, skjøndt upaatalte, dog medføre moralskt Ansvar. Vi bede Præsterne og Menighedernes Anseede at give Mønstret paa en værdigere Haand- hævelse af det Herredømme, som kun er Mennesket anbetroet over sine Medskabninger. Vi anraabe om Retfærdighed og Skaan- sel og Barmhjertighed af Alle. Eller skal jeg før beraabe mig paa Eders Viismænds Udsagn, end paa de guddommelige, der tale i eders Følelser, saalænge I ikke modvilligen have arbeidet paa at qvæle disse Røster til de virkelig forstummede? Da skulle I høre bekræftet hvad jeg paastaaer og hvad Erfaringen burde lært Eder, nemlig at I kunne erholde af Dyrene med det Gode, hvad de negte Strengheden. Smith lærer Pligter mod Dyrene, og Buffon, for hvem Naturen aabnede sine inderste Templer, erklærer, at "Stokken, Svøben og Hunger gjøre Dyrene ufølsomme, gjenstridige og kraftløse. Arabernes Heste, Hottentotternes Oxer betragtes som dyrebare Tjenere, flittige Kammerater og Ar- beidere, med hvilke man deler Huus, Bord og Leie. Mennesket fornedrer sig mindre i dette Samqvem, end Dyret hæver sig: det bliver hengivent og lærvilligt, og gjør hist med det Gode, hvad der her skeer af Frygt, ja det gjør endnu mere, og bliver næsten i Stand til at udføre menneskelige Handlinger." Hvad I end beslutte Eder til, stolte Brødre -- for Eftertiden handler den hidtil Uvidende med Ansvar, og Den der ikke var det, vide for hvilken Domstol han stevnes. Det er et Fortrin, Hin- duernes Religion har for den christelige, at den mere indskjær- per Pligter mod Dyrene, og gjør dem vigtige. Men lægger Mærke til, at det ikke er Handlingen, men Sindelaget, der døm- mes. Tør I da oprulle et grusomt Hjerte for Alkjærlighedens Øje? Dette er vel ikke dunklere end hine Lovgiveres, der bød ingen Slagter at dømme i Livssager? Det skal see, at Grusomhed er fordømt Grusomhed, øvet mod Mennesker eller Dyr; at Den, der frydede sig ved Dyrenes Smerter var følesløs for Medmenneskets; at det var ham kun om at mætte sig med denne Elendigheds Lyd, der kommer uartikuleret fra Menneskets som fra Dyrets Hjerte. SIDE: 356 Da skulle I erindre (hvad jeg nys glemte, tænkende paa de ulykkelige gergasenske Sviin), at den store Aand, som forlængst straaler i Herlighed over Jorden, har velsignet Spurvene, sigende, at en af disse uvislige Fugle ikke falder til Jorden uden sin him- melske Faders Vilje. Og Moses udsonede jo sit amalekitiske Slagterie ved Budet: bind ikke Munden til paa den Oxe, som tærsker! Saaledes forener Alt oven og under Eder sig forat an- raabe eder om en Medlidenhed, hvorpaa vi have Krav. Vi ville tjene Eder redebonne, Vi, der ogsaa boede i Paradiset; vi ville døe for Eder. Men det vanærer Eder, forbittrer os vort Tilvær, forstyrrer Guds Hensigter, paadrager Eder Ansvar, om I lønne Tjenester med Mishandlinger og forlænge og forstærke Dødens Onde med Piinsler. Fører eders Herredømme saaledes over eders stumme Brødre i Støvet, at de ikke vilde afkaste det, om de end havde menneskelig Forstand! Thi det Herredømme er uforsvarligt og forbrydersk Tyranni, som ikke tør forudsætte Forstand og Er- kjendelse hos Underdanen. Nu, som det menneskelige Herredømme over Dyrene er, vilde en Meddelelse af Forstand bevirke et pludse- ligt og voldsomt Oprør, eders Lemlæstelse og Død og Hevnernes Udvandring fra Civilisationens øde Tomter, en Menneskeheds Grav, til Indien. I alle mine undertrykte, mishandlede Brødres Navn: VESLE-BRUNEN, Ætling af Trompeter-Graaen, der sprængtes under Baronen. HEI, Søn af den svandskuttede Pasop, der blev pidsket ihjel. GRAAPUUS, Stammende fra Svartpuus, der blev levende flaaet, og fra Missekiss, der blev slaaet af Tønden. PAPE, som har tilbragt 14 Aar i Buur. SIDE: 357 Henrik Wergeland PAABEGYNDT SVAR paa de i Hielmske Maanedsskrivts 10de og 16de Hefte optagne Anmærkninger over Afhandlingen i 7de Hefte: "HVI SKRIDER MENNESKEHEDEN SAA LANGSOMT FREMAD?" Appellerer kun, høistærede Modstandere, til Kosmopolitens Agtelse for Kristendommen! Han har den, denne Kristendom, efter den største Kosmopolit -- den, hvis Blod Datids Be- staaendes Høvdinger æskede og fik, for dermed at smøre de efter Aartusinders Omhvirvlen knirkende og tungt gaaende Hjul og Gjænger, hvorpaa det vægtige blodfedede Despotie havde aget omkring altfra Ninus' Dage. Men saa er det gaaet, at da de kapitolinske Cæsarer lavede sig til at foretage sig en tusind- aarig, altknusende Jagannatstuur paa denne Leievogn, som Præ- sterne holdt istand og toge Hyre af og styrede, og da Disse til denne nye Reise toge Storkosmopolitens Blod til Hjulsmørelse, og Vognen begyndte at dundre: saa stormede Hans personlige Venner og Lærlinge og de ved ham oplyste Skarer til og toge Hestene i Tøilerne, istedet for at kaste sig, efter gammel Skik, under Hjulene, raabende "evoe Cæsar! evoe Pontifex!" og Pla- tonikerne og Akademikerne og Filosoferne af enhver Farve stode ligesom lorgnetterende Boulevardherrer om et Skraml af en gam- mel Stadskareth fra St. Germain, og saae dertil og raabte "Bravo, Bravo, Brødre!" indtil baade Kudske og Herrer maatte stige af og lade Vognen staae. Og nu stormede alle Sansculot-Alaner og Gother og Hunner og alle disse ufordærvede Børn af Cau- casus over Vognen, anførte af Kosmopolitdisciplerne Petruserne, Pauluserne, Justinerne, Ambrosierne og Gregorerne -- sønder- sloge den; og see, da de vare komne til Hjulaxerne og Bøssin- gerne af Alterguld, da fandt de dem fortærede, saa fortærede, at Vognen alligevel vilde være væltet. Men da raabte de:"Hel- lig! Hellig! Kosmopolitens Blod er det, som har fortæret dem, ligesom Nessusblodet Heraklen! Det er det -- o Underværk! -- som har frelst os fra at sønderknuses ligesom Fædrene!" Værdige Præst, er det ikke saa? Forstaae dog mit Billede, og læg intet Vaklende i ethvert Spørgsmaal. Dets Krumning er SIDE: 358 ofte den Moderbarm, som frembærer den prægnanteste Sandhed. Det er saa, som Billedet siger: Heltene, der væltede den Vogn, hvorpaa Despotiet, styret af Bedraget, agende med ecbatanisk og capitolinsk Prunk, nedknugede Forntiden i Elendighed -- disse Helte vilde ikke troe, at de væltede og søndersloge med egne Arme (Kræfter), fordi den store Kosmopolit havde lært dem at bruge disse dertil, d. e. til at udrydde Verdens Onder; men de troede, at Blodet havde gjort dette. Verden fik Millioner af Tertullianere, istedet for Kristianere. De hørte nemlig enten ganske til eller vare for nære Afstamlinger af de Slægtrækker, der vare Opfostrede af den mystiske Isis' Melk, og formeget vante til Mysterier og Fortællinger om Gudeaabenbarelser og guddommelige Haandgribeligheder -- derfor fæstede de Øinene mere paa Mesterens legemlige Blod, end paa det Lys, der, lige- som Straalerne fra Solkuglen, udspredte sig fra hans Sædelære- og Troesystem. Og -- under Tilbedelsen af dette Blod, der virkeligen havde Blodsvidnekraft, under Nedramlingen af Jupiter- og Svantivit- og Helios-Billederne, under Optømringen af Kor- sene, hørte de ikke Hammerslagene af alle dem, af Byzantinerne, af Habsburgerne, Merovingerne, som sammensnedkrede den gamle Jordkurvvogn, -- ikke at regne de utallige Eqvipager, fra den tydske og Normannerbaronens og Sværdridderens Jagtvogn til den lithauiske Schlachtschiks Kjærre, som forfærdigedes af Splinterne og hvormed disse Herrer gjennemfurede Menneske- heden indtil Hjerteblodet. At Sligt ikke var skeet, skulde den store Jordbefriers evigen udstrømmende Disciple, -- Præsterne, passet paa; thi dem var det betroet, at lære Menneskene borgerlig Frihed, i det de lærte dem den aandelige. Og Hierarchiets Enevælde igjennem nogle Aarhundreder tillod det, at opfylde denne paahvilende Pligt. Men nu har dette, ved i den Tid ikke at være den, af sig selv sig udviklende Borgerstand iveien, saaledes som især de lavere Herskerkaster vare, kun middelbart fremmet Hensigten med sit Tilvær. Og hvad enkelte Sekterer, f. Ex. Presbyterianerne, have gjort for Borgerfriheden, er deels for lidet, deels var det mere en ikke hensigtet Følge af deres Kampe for Kirkefriheden alene, mod Kongemagtens Indskrænkninger i denne. Det er altsaa ikke de ældre kristelige Folkelæreres Fortjeneste, saaledes som det burde være, om en stor Deel af Europa nu er mere eller mindre SIDE: 359 frit. De burde forberedet Europa derpaa; men nu er det Bag- vendte skeet, at Lærlingene have givet sig selv den Viisdom, som Mesterne burde givet dem. Derfor Reformationernes Tug- telser og vore Dages Ydmygelser. Retfærdige Straffe! Jeg synes vidt fløien; men ogsaa denne Falk finder sit Delphi, denne Due sin Ark. Jeg finder, næsten til egen Forundring, at jeg i disse Linier alt har sagt, eller i det mindste udviklet Noget af, hvad jeg har troet at burde sige til Forsvar og Gjensvar. Vil min ærede Modstander (En ex officio?) give mig Tid, saa rykkes vel længere frem, og der udklækkes hvad der er lagt. Vist er i det mindste, at Hvad Denne kalder "vaklende Hypotheser" støtter sig til Sagas Tavler, og disse siges at være af Malm. Og antydet er, under denne Autoritet: 1, at de christelige Præster strax begyndte at fremhæve det Mysteriøse; og at de, følgende eget Hang eller tilvant Trang, samt derefter fortolkende enkelte den østerlandske Mesters i østerlandsk Mening sagte Ord, have givet Menneskeheden lige- saavel som en Religion af Sandheder, en af unødvendige My- sterier, som -- foruden at de nære Hanget til Sværmerie -- deri især have skadet, at de have fremhjulpet Despotiet under alle Former, hindret Tænkeevnens Udvikling og Sædelærens (den egentlige Religions) fortrinlige Indvirkning paa Masserne, betaget de nødvendige Dogmer deres indgribende Simpelhed, og afsondret ikke alene de Kristne selv indbyrdes i tusinde Forvirringsbabeler, men sat en uoverstigelig Hindring for de andre Troesbekjendel- sers Overgang til Kristendommen; -- samt 2, at de christne Præster derved især have modstredet Kri- stendommens Væsen, som -- da den er en Anviisning for Menne- skeheden til Fortskriden og Forbedring -- langtfra er en Værnen til hver Tid om det Bestaaende, men tvertom en evig Udvikling og Forbedring deraf, for ikke at sige et Angreb derpaa, uden at derfor den kristelige Fredsaand vilde blegne. Jeg haaber ogsaa, at have i denne Fremstilling godtgjort, at der tales, her som i forrige Opsats, almindeligen og fra et høiere historisk Standpunkt. Ikke alene de evangelisk-lutherske Præster eller endog kun dem hos Os ere indstevnede. Siden maaskee vi kunne gjennemmønstre dem -- og, vee! der ligger vor aand- løse Psalmebog, Pontoppidanstenen istedetfor Sjelebrød, og istedet- for den uforfalskede Melk for de tandløse Barnemunde Katechis- SIDE: 360 musnødden -- den med det smukke Kjærlighedsbillede og Kjær- lighedsværset foran i -- og disse Dynger af aandsforvirrende Stridsskrifter og Almuelegender. Appeller dog kuns trøstigen -- trods disse sidste Ord -- til Kosmopolitens Agtelse for Kristendommen, værdige Præst! Han er tolerant og lægger ikke Mærke til, at De "uden Bitterhed" sætter hans "Begreber, i Sundhed, langt tilbage for Almuernes forsømte Børns". Han har visseligen denne Agtelse for Kristen- dommen, og det en, der er uadskillelig fra Agtelsen for den sande Kristendoms Stifter, for den største Kosmopolit Jesus Kristus. Netop denne Agtelse bragte ham til at skrive det an- grebne Stykke. Og her har De Centret i hans Tankegang i faa og klare Ord: Da Jesus Kristus havde til Hensigt at fuldkommengjøre alle Mennesker ved sædelig og aandelig Oplysning: saa meddeelte han ogsaa denne Oplysning saaledes, d. e. i en saadan Lære, at denne kunde passe paa og maatte af sig Selv som Enesandhed paatrænge sig alle Mennesker, uden Hensyn til Temperament, Nation, Sæder og forudbestaaende Religioner. I ophøiet Simpelhed fremsatte han altsaa sin Troeslære, og, ved at fremhæve de alene og for Alle nødvendige Dogmer om een Gud og Udødelighed, og indskrænke sin hele Troeslære til disse Hovedkapitler og disses Forklaring, kasserede han enhver anden Dogmatik, som blot førende til Vildfarelser, saasom til Fleerguderie, Helvedlære i pontoppidansk Forstand, o. s. v. Af Begrebet om Gud, som han fremstillede i sin Storhed og med alle sine moralske Egenskaber, udledede han igjen sin Sædelære, og gav denne Liv og Farve, ved at udbrede Udøde- lighedshaabet derover. Men nu var Ulykken, at Han, som de fleste Oldtidens Lærere, satte Lid til Traditionen; og neppe var han i Graven, før For- vanskningen og Tillægene begyndte. Selv Mahomed maa regnes imellem Commentatorerne. Da nemlig Mesterens Idee, ved een Troe at fremskabe eet Brødreliv paa Jorden, af hans egne Lær- linge var forpurret og gaaen overstyr indtil videre: saa besluttede Han, at udføre det Samme i mindre Stiil; og istedet for at Kri- stus' "Saa er det" skulde og kunde gjenlydt over Jorden, fra Arabens som fra Schytens Hjerte: saa gjenlød nu og gjenlyder endnu Orienten af Mahomeds "Saa er det", medens Occidenten SIDE: 361 nu som da er i et evigt Skvalder "Hvorledes er det?" Og disse ulyksalige Schismer angaae ikke Spørgsmaalet om den egentlige Kristendom, men om Mysterier og Tillæg af ingen anden Vigtighed, end den indbildte. Giv Slip paa dem, og den oplyste Mahomedan bekjender Kristus! Ophæv paa engang de mysteriøse Dogmer i Kirken og Moscheen, og Mahomedanerne ere Kristne, og Hyrden har faaet sin Hjord fordoblet, og -- Han er, saaledes som han vandrede her i Livet, identificeret med hiin sin Idee, gjenopstan- den i den halve Menneskeheds Hjerter. Omendskjøndt nærværende Forfatter her ikke finder Sted til, ad Abstractionens Vei, at godtgjøre hiin simple Dogmatiks Alene- tilstrækkelighed, men henviser i saahenseende til det endnu Sikkrere: til Erfaringen, til Millioner dannede Europæers Tro paa denne og Vantro paa Udvidelsen i den theologiske Dogmatik: saa vover han dog bekræftende at yttre Formodning om, at det maatte lade sig gjøre, naar blot ikke Præsternes Iver for deres Mysterier forhindrede dette, saasnart de civiliserede Klasser af enhver Troesbekjendelse nærmede sig hverandre, at ophæve gjensidigen hvad i Religionerne, der hidtil havde forhindret For- eningen af dem under den bedste Religions seirende Navn. Na- tionernes Masser og endeel trodsige Præster vilde vel sætte sig herimod; men -- et Par Generationer, og det er forbi. Man erindre sig den engelske Kirkes Indførelse. Det stærkeste Modbør, som denne stoute Ideeseiler paa Drøm- mehavet faaer, kommer ikke fra de ydre Vanskeligheder, der kunne tilintetgjøres ved Revolutioner, Tractater, Decreter og Pennestrøg; men fra det næsten til uimodsigelig Sandhed hævede historiske og psychologiske Fænomen, at Religionerne ordne og modificere sig efter klimatiske og geografiske Linier, efter Brede- grader, og at de inden disse forblive urokkelige som de fysiske Grændser. Ligesom Historien bevæger sig i Sjelenes usynlige Omraade, saaledes gives der da ogsaa en ny Videnskab: Psycho- grafien. Den er ikke uddannet nok; men bliver den det, da vil Jorden inddeles anderledes end efter Milepæle og Bjerge og Floder. En Ordradix vil blive vigtigere end en Flod, et Sprog en Demarcationslinie; og en forskjellig Katechismus vil sige mere i Diplomatien, end et mellemrullende Ocean. Men er det saa, at Orientalen maa have sin, Occidentalen sin forskjellige Religion -- hvad bliver der saa af vor Mesters "een SIDE: 362 Hjord og een Hyrde?" -- dette hans kosmopolitiske Emblem, hans skjønneste Aforisme, dette Sprog, hvori netop den Kosmo- politisme eller Forløseridee, Indsenderen ovenfor tillagde ham og afstak hans Plan for, heel fremglimter fra hans Sjels Dybde? Een Udvei gives der dog for Opfylden heraf, nemlig, at opløse Profetien didhen, at dog Jorden engang skal bære en Menneske- hed, der er lige dydig og forstandig, uanseet Troeslærens For- skjellighed, hvortil de bekjende sig -- at een Idee om et fuld- komment Menneske skal foresvæve alle Mennesker og at de naae denne. Men skal denne Fortolkning antages -- omend- skjøndt man da vilde see dydige Arabere, dydige Franker, dydige Otahaitere, dydige Jøder, istedetfor dydige Mennesker, -- da antages ogsaa med det samme alle de Troessætningers Uvigtighed, som til en saadan Fuldkommengjørelse ikke have været nødvendige. Mahomedanernes Lære om de 7 Himle o. s. v. antages da at have været lige unødvendig for de Millioners Salighed, der have troet og svoret og endnu troe og sværge derpaa, som de Kristnes Lære om Jomfruens ubesmittede Und- fangelse o. s. v. for de Millioner, som have troet og svoret og troe og sværge derpaa. Det er netop denne Erkjendelse, som Afhandlingen i 7de Hefte har ønsket vakt før denne sene Ti- dens Fylde -- den Menneskenes guddommelige Kræfter kunne fremkalde. Men har man end lagt Vægt paa den tilsyneladende naturlige og psychologiske Omgrændsning af Religionernes Gebeter, for at bevise Utænkeligheden af en Religionsharmonie: saa har man dog to vældige Lodder tilbage i Skaalen for denne, nemlig 1, Folkemassernes Raahed, som baade for en Deel er bevirket ved de unødvendige Mysterier i enhver Religion, og igjen har understøttet disse. -- Men Raahed, ja endogsaa Sæder, ja Tro -- man erindre Arianerne og de forskjellige Reformationer -- er overvindelig. Og 2, at alle Religioner have alene de nødvendige Troessætninger, saavelsom og Sædelærens Hovedbud tilfælleds. Er nu Raahed en Følge af Uvidenhed og denne igjen udledelig for en stor Deel deraf, at Folkeunderviisningen, efter de Bøger, som dertil tjene, hovedsagelig beskjæftiger sig med at indpræge ufrugtbare, Tænkning nedknugende Troessætninger: saa -- lad slig Underviisning fare, og Raaheden og Uvidenheden skal vorde SIDE: 363 temporære Onder, istedetfor at man nu, efter Lysets Læres 1800aarige Forkyndelse, staaer nær den forfærdelige Tanke, at disse Onder skulle tilhøre den l00dobbelt større Deel af Men- neskeheden. Men da skulle de kristne Nationer, istedetfor at det nu kun er de faa Oplyste imellem dem, raabe paa en Ud- feielse af det Overflødige og Forraadnede i Troesbygningen, paa en Religionsrestauration; og Mahomedanen og Jøden skal raabe: "nu er det lyst i Vesten -- nu byde de Kristne os ikke længer Dunkelt og Unyttigt for Dunkelt og Unyttigt -- lader os gjøre som dem!" Og skeer det Samme hos alle forskjellige Troes- bekjendere, da skal man see, at det sande Guddommelige staaer igjen hos dem som hos os. Hine to, de Troendes Brystdiamanter (Gud og Udødelighed) udholdt Prøvelsens Ild, og Harmonien er der, og nu først civiliseres der for Alvor og i det Store. Hvad skulle Menneskene i det hele taget bestille i de Aartusinder, som ligger bag denne Aftens Skyer, uden noget Stort, Noget, som nu forbauser, og henvises baade af det Gamles Venner og af disse Liberale, som flikke i det Smaa, som ville kun forbedre Regle- menter og Forordninger og betænker sig i et Decennium paa en Paragraf-Forandring, til Fantasiesfærerne og det Groteskes Skydynger? Hvad er ikke skeet i en Mands Levealder af vor Tid? Vi have seet Mennesker og det faa Mennesker at om- vælte de Altere, 30 Millioner vare vante til at ansee med Ær- bødighed, og Faaes Vanvid skulde have Kraft til dette Uhyre? og ikke en fuldkomnere Tids Fornuft Kraften til blot at restau- rere i det Hele Menneskehedens vigtigste Anliggende? Det er et blindt Øie, som ikke seer en Religions Revolution at nærme sig, omendskjøndt vel neppe General-Revolutionen; thi den tilhører den kolde Fornufts Tidsalder, ikke den, hvor Lidenskaber ogsaa tør blande sig med. Den tilhører en Tid, da hele Kristenheden og en stor Deel af de andre Troesbekjendere, da den halve Deel af Menneskeheden skal være som et Concilium, der med Alvor og Roe ordner sig til de krigløse, despotfrie, lykkelige, broderlige Aldre, som skulle fremgaae, naar Jorden er grøn og sædgylden og vrimlende over det Hele. Historiens Opgaver ere store; men de sidste af dem ere de største. KOSMOPOLITA SIDE: 364 Henrik Wergeland CHRISTSIND I LANDFARSOT PRÆDIKEN I EIDSVOLDS KIRKE, 21DE TREF. 1833 FORORD Herre! Du kommer med Tiden i Din Haand, med en Prøvel- sens Tid. Men over Tiden er Din Viisdom og vort Haab, Barm- hjertighed i Dine urandsagelige Domme, og til de salige Høider gaae Dine usporlige Veje. Som Regn og Solskin falde onde og gode Dage. Men trofast er vor Gud, som ikke lader os fristes over vor Formue, men gjør baade Fristelsen og dens Udgang saaledes, at vi det kunne taale; og Alt tjener dem tilgode, som tjene Gud. Derfor ere vi ved godt Mod paa en god Dag og tilfredse paa en ond Dag; thi Gud har gjort denne ligesaavelsom hiin. Og vi hilse Dig Herre, naar Du kommer, med Apostelens Freidighed: "Dig alene, vise Gud, være Priis og Ære i al Evig- hed!" Det skal være vor Trøst, vor eneste og sande, om vi have vort Sind beredt til saa med Sanddruhed at kunne bede i Vee som i Vel, i Alt hvad Dagene bringe; thi da forvirres ikke for vore Øine hvad der skeer til blinde Hændelser, til uundgaaelige, forfærdende, fiendtlige, knusende Skjebner, men det staaer klart for dem, at Alt er kun den helligste Viljes Fuldbyrdelser. Det skal være vor Høihed om vi bede saa med Sandhed; thi de rolige Engle have ingen skjønnere Lovsang end denne Bøn, som synes at tilhøre Tilværelsens Fuldendelse og at være al Erfarings ypperste Viisdom, Ende og Krone, og dog kan Mennesket i sin Elendighed, i Støvets tumlende Færdsler, opløfte sig i den og fornemme det Guddommeliges Sejersang i et skrøbeligt Hjerte. Det skal være vor Lykke, og den eneste som ikke vakler, om vi bede saa med Sandhed; thi da skal intet Forstyrrende være i Tilskikkelsernes Omvexlen; men Sjelen være rolig selv under det hvorfor Støvet skjælver; og Herrens Tegn skulle staae klare for det grædende som for det smilende Øje. Lader os bede saa, lader os saaledes hilse Gud, om Han kommer i Forfærdelse, om Hans Vilje gaaer igjennem Livet som Stormen gjennem Ør- SIDE: 365 ken, naar Alt maa kaste sig ned for ikke at fortæres. Det skal være vor seirende Kraft i Ulykken; thi i disse Ord er der Be- sindighed til at raade den imod og Erkjendelse af gudgivne Ev- ner dertil og Tiltroe og Haab, og dog den Ydmyghed som giver Gud Æren. Ja, lader os bede saa, at vi maae faae den skjøn- neste Erkjendelse i Himlene som paa Jorden: at vi elske Gud mere end Hans Velgjerninger. Giver vor Samvittighed os denne højeste Roes, da skal vor Forstand bekræfte os denne herligste Sandhed, at alle disse Skjebnens Thordenslag kun ere Høitids- hilsener fra Guds Himmel, der sendes os for at styrke, belære, prøve og kalde os. Amen! Joh. 4 C. 46 V. "Herre, kom ned før mit Barn døer!" -- dette Raab høres nu i Landet; thi Døden er udsendt i sin Vælde. Den stærkeste af Verdens Magter, Dødsengelen fra Gud udfoer, og mejende han gjennemjagter i Landfarsot skrækslagne Jord. Døden er udsendt. Ingen veed over hvilket blegnende Hoved den i næste Stund skal suse. Derfor raabes der fra Mange: "Herre, kom ned før mit Barn døer!" -- fra ømme Forældre virkeligen over kjære Børn -- fra Den, hvem et Haab, en Plan er som et elsket Plejebarn -- fra Den, der nærer en pligtmæs- sig Kjærlighed til Livet som en dyrebar Guds Gave, som fra Den, hvem dette Liv var Skjødebarnet, mens Tanken om hiint højere letsindigen forstødtes. Der foregaae velgjørende Forandringer i det menneskelige Sind under saadanne Omstændigheder. Gudsfrygten viser sig i sin rolige Høihed; Retskaffenheden feirer sin Triumf -- den, den aldrig søgte; Redelighedens rolige, stille, sikkre Trin høres gjen- nem en Verden, af en Verden med Ærbødighed, som sjelden erkjendte den; og om Fromheden har nogen Glands, da har den den da. Som den vesle Blom i Mosen staaer rolig, end ei rystende Duggen af sit Bæger, medens Stormen farer over den, brydende Træernes Kroner, saaledes da det fordringsløse Ret- sind; -- og Verden, som seer det, troer at have fundet noget SIDE: 366 Nyt at beundre. Skjøndt man skulde troe, at hver havde nok med at betragte sig selv, er det dog saa, at Menneskene under hine Omstændigheder skarpest betragte hinanden, mere for at søge gjensidig Trøst og Fatning end af den kolde Betænkning, at de da ere lettest at udgrunde. Da er det, man finder hos Andre og hos sig selv, hvad en god Samvittighed har at betyde, hvad Værd der er i altid at være paa det Rene med sig selv, med Gud -- da er det man seer Ærgjerrigheden sagtne i sit alle sædelige Hensyn kuldkastende Løb -- Guldbegjæret vælte sig fortvivlet paa sin Dynge -- Bedraget at famle i sine Regn- skaber -- da forstummer Latteren over det Hellige, og Folk sees i Gudshuset, som aldrig saaes der før, og Hostien er bleven til Kjød og Vinen til Blod -- da staaer Omvendelsens blege Dag- skjær paa Letsindiges Aasyn, hvis Tanker aldrig vare over Jor- den, hvis Øie aldrig i deres Barm -- Vellystens Træl betragter skjælvende sine udmargede Lemmer -- den Hovmodige er bleven spag -- den Tyranniske folkelig -- Ubarmhjertighedens Lader aabnes, og den Gudløse tænker førstegang med Alvor paa sit Liv -- dette, der nu er usikkrere end hans Tro, Love og Ærlig- hed nogensinde var. Kort -- Forvandlinger foregaae som om Gribbene svævede omkring i de Duers Fjedre, de have myrdet. Men den Dydige? -- agtbare Christne! vi have seet, at Han forblev rolig, uforandret i en Ro, som tilhører den evige Salig- hed, af hvem endeel har forud nedsænket sig i hans Sjel. Han sørger ei som Den, der intet Haab har. Hos Ham er Mesterens Under allerede forlængst skeet, at de brusende Bølger ere stil- lede. Ham vækker den almene Fare kun til højere Borger- og Menneskedaad. Hans Dødsfrygt er kun pligtmæssig Omhu, og rolig og høi som et Orgel lyder mellem Sukkene i forhøjet Be- geistring hans Røst; "Dig alene, vise Gud, være Priis og Ære i al Evighed!" Ja Han er det, som betimelig har lært sit Hjerte den store Kunst i Vee og Vel med Sanddruhed at bekjende, at Gud alene, den Vise, være Priis og Ære i al Evighed. Det er saadanne Mennesker, som have den sande Storhed, der i Ulykken aaben- barer sig. De have Kraften til at holde Samfundet sammen selv i bristende Undergang. Og midt i den Beundring, som før- stegang ydes dem, give de Gud Æren; og slaae disse Øine ned, SIDE: 367 der vare lysende Stjerner, da Sorgens Mulm var som tykkest og Ødelæggelsen rasede deri som værst -- disse, der tilstraalede de Svage Mod, Samfundet kløgtig Hjælp, og i hvis milde Alvor hine ængstede Syndere læste, at nu og altid er Omvendelsens Tid, om Sjelen blot er rolig nok dertil, og ikke gjemmer det Fordærvelsens Forsæt at fortsætte som før blot Faren staaer over. Saadanne Forvandlinger pleje at foregaae i de menneskelige Gemytter; og de ere velgjørende, thi de ere jo ikke andet end en skjærpet sædelig Tilstand som indtræder hos Gode og Onde til Frelse af Menneskets Bedste, medens dets skrøbelige Deel opgives. Selv under den Raahedens og Uvidenhedens uvirk- somme Forfærdelse, som lader Hænder og Sjelekræfter synke, anseende Soten, som en himmelsendt Syndestraf, hvem det er en unyttig Formastelse at modsætte menneskelige Kræfter, for- glemmende Jesu Ord om hine der faldt under Siloams Taarn og mistydende "at vi skulle kaste al vor Sorg paa Gud" -- selv under denne sløve Fortvivlelse, der anseer og gjør al Hjælp unyttig, er en Selvprøvelsens Forvandling foregaaet. Tingen er -- bevægende sig i en Cirkel, er den, efterat have prøvet Ulyk- kerne og vel prøvet, men for hurtig forkastende Midlerne, stand- set ved den samme Forfærdelse, hvorfra den udgik, ved det samme Jammerens Punct hvor den vaktes. Imidlertid, om disse Sjele ikke udstraale i Kraft under Ulykken, ikke føle sin Andagt opløftet, ikke lytte til Trøst og Hjælp og Raad, men troe det bedre, at lade Byen brænde og gaae i Vandet -- vist er det, under Dødsslagene rundt dem, ere ikke deres Hjerter saa stille som deres følesløse Øine og hængende Hænder; deres Sjele ere dog mere vakte og aabne end ellers; de have opløftet sig og speidet, men intet fundet, skjøndt det var der; de have prøvet sig og maaskee fundet en Ro, der indbildt tilfredsstiller dem selv -- kun Haabet have de ikke mægtet at fastholde og Kraften skinner ikke gjennem deres formørkede Øine. Der er da Ingen, hvis Sind bliver uforandret og uendset af den Almeenulykke, som vi kalde Landfarsot. Som Borger, som Menneske, der er deelagtig i særskilte Forhold som Fader, som Barn, som Moder, som Brud og Brudgom og Ven kunne Sinds- forandringerne -- ligesom hos den Dydige eller Lastefulde -- an- SIDE: 368 tage mangehaande Særkjender og Grader fra Huusfaderens rolige Omhu til de Elskendes ømme Ængstelse, disse -- hvis Hjerter slaae, fastklemte i hinandens Fryd og Vee -- Men som Christne lide vi kun een Forandring; men en, som, hvor mild den er, dog skal underordne sig hine Menneskets vold- sommere; og den er -- et Gudsfrygtens Alvor udbreder sig over Gemytterne: over Den, hvem dette ingensinde før var fremmed, men som en hellig Skygge hjemme i hans Sjel, med en forhøjet Mildheds Glands, en begeistret Kraft -- over Andre, som ikke vare saa lykkelige at have denne Sjelens ypperlige Nerve, med en ukjendt Styrke, med en ængstlig, dog velgjørende Spænding. Dette Alvor, der er svangert med Velsignelse medens Skyerne maaskee ere det med Død og Undergang, yttrer sig og over det Almene som en større Beqvemhed til at søge Religionens Trøst og til at modtage dens Sandheder. Denne Majestætiske, hvis Høihed det daglige Sløvsind skyede og ikke tænkte sig saamegen menneskelig Mildhed under eller saamegen verdslig Klogskab hos naar det paafordres, træder da frem; og se -- Frelseren har givet Den sin undergjørende Kraft, og betroet Den de hulde Ord: "gak bort! din Søn lever." Landfarsoten bliver den skjæ- rende Plog, der bereder de himmelske Sædkorn Plads i sine sortnende Furer. Over denne Forsamling af elskelige Christne har dette for- højede Alvor ogsaa udbredt sig. Det var her ingensinde fremmed, men medvandrede hid hjemmefra. Dog fandt det her et andet, et højere, dog et beslægtet: det der boer i Templernes Høitide- lighed, nær Fædrenes Grave derude, og som lader Hjerterne zittre om Alterets Hellige. Saaledes og: -- de rolige Dage have sit Alvor, Farens sit: et andet, et højere, dog et beslægtet. Vi træde ind fra Sikkerhed i Faren med en Følelse, som ligner den, hvormed vi fra det lune Hjem træde ind inden disse kolde Vægge. Dog angre vi ikke, at vi byttede -- vi frydes ved at finde Brød- rene her, og Broderaanden opløfter os i fælleds Fare -- her staaer Alteret, Haabet er Farens, -- dette Haab, som dog ikke har noget bedre at pege paa end paa dette Altar, noget bedre at sige end dette: "kommer til Ham her alle I, som syge og sorgfulde ere! Han skal give eder Lise." SIDE: 369 Vort Sind er da beredt, elskelige Tilhørere! til at anskue Fa- ren nærmere; vi ønske at benytte disse Stunder, som allerede ikke ere rolige længer, til at gjenvinde her den Ro, som vi be- høve saameget derude. Vel vide vi Alle, at Gud ved Alt hvad der hidtil har mødt os har villet vort Bedste, at vi med kum- merfuld Erfaring have oftere maattet beklage, at vi ikke strax benyttede det dertil, men lod denne blive vor eneste Gevinst. Men Tiden, der altid tilbyder Lærdomme og gjentager efter Mellemrum selv det Usædvanlige og Forfærdende indtil den højere Mening fattes, og vor Sindsstemning opfordrer til særegen Trøst; og Gud giver sin Velsignelse til at finde den i Betragt- ningen over: Hvilke Goder Gud selv ved den skrækkeligste af Sine Til- skikkelser: en Landfarsot tilsigter for Menneskene; -- samt Hvorledes den Christnes Sind og Færd bør være i en Land- farsot. Vi skulle opdage, at Gud vor Faders Hensigter ikke ere saa fjerne, at de ganske undvige vore Øine. De gjøre det kun til- deels og medens Midlerne i forfærdende og blindende Storhed bevæge sig for vort Syn. Det Højeste, som vi opdage er dog, at Gud beholder Sine bedste Hensigter for Sig Selv i Sin Himmel. En Landfarsot er et Onde i Naturen; men visselig ikke i denne, hvor Alt er afvejet, uden tilsvarende, opvejende Gode. Dog me- dens flere af de aandige gode Følger af en Ulykke, som Men- neskene medrette frygte som den værste, ligge aabenbare, gjen- nemskue vi kun endeel af de naturlige, som tilsigtes. Stormen, Thordenilingen nedslaaer en Landmands gyldne Haab, mejer en Skog, knuser et Træ, der var os kjært, udenfor vor Dør. Men hvem troer, at den raser derfor, forat være ubarmhjertig, eller for at forfærde Skabningerne? Se, den har jo renset Luften, som ellers skulde qvalt og ynglet Pest i sine lumre Skyer; og al Skabningen aander og dufter jo sundere! Saaledes maaskee farer Landfarsoten rensende gjennem den menneskelige Natur, vel rammende som Stormen, der synes at triumfere i sin Øde- læggelse og at haanspringe over det den kasted ikuld; men lev- nende den større Fleerhed frelst og frisk og kraftig til at erstatte de, dog sjeldent for det Almene, følelige Tab, og -- hvad der SIDE: 370 er det bedste -- maaskee sædelig stærkere, fri for mange Sjele- onder, der bortfoer med Ødelæggelsen. Men mellem de aandelige Goder, Gud tilsigter ved en Land- farsot, synes følgende særligen at opfordre os til at tilbede Hans Viisdom: Gud vil forbedre os 1) ved at minde os om at tragte efter himmelske Goder, medens de jordiskes Skrøbelighed lægges for Dagen. Der er da Lærdom i disse Suk, som forvirre os? Opløftelse i den Jammer, som nedtrykker os? evangeliske Hilsener i disse Klager, som byde os at være rede til at tage Farvel med alt det vi elskede? Ja, Elskelige, der er en Lærdom deri, som siger os, at vi skulle lidet ansee de synlige Ting mod de usynlige; "thi de synlige ere timelige, men de usynlige ere evige" -- der er en opløftende Røst, som raaber: "jeg holder for, at den nær- værende Tids Lidelser ere ikke at agte mod den Herlighed, som skal aabenbares paa os" -- der er en evangelisk Hilsen, som klinger over Dødslejet trøstefuldt og klart: "Verden forgaaer og dens Lyst, men hvo som gjør Guds Vilje bliver til evig Tid!" -- der er en Røst, som siger Dig fra Dit Indre, om Du staaer dybt- bedrøvet ved den friske Grav: Tro, Døden mørk og barsk paa Jorden, har neppe Sorgens Boe forladt, før hen i Harpeklang hans Thorden i Lys hensmeltet blier hans Nat. Men det er vanskeligt for Dig med det aabne Smertesaar; for Dig, der nyligen bedøvedes af Dødens Nedslag mellem Dine Elskte; for Dig, hvis største Pine det er paa Dødslejet at see disse, som maaskee uforsørgede, uden Støtte skulle priisgives Verdens Fristelser og bittre Mangler -- det er vanskeligt for Dig at erkjende dette. Og dog -- Du maa, om Du ikke vil for- tvivle, om Du ikke vil gjøre en Forbrydelse af Din Smerte. Hvormange Tusinder have ikke lidt som Du fra Maria under det blodige Kors og indtil Du ved denne Baare, hvorover Du græder? Dog have de erkjendt, at der var Lægedom i denne Smerte, denne bittre Urt som voxer paa Gravene, og Balsam i dens Taaredugg. Vil Du da være saa uvis og selvkjærlig at troe, at der for Din Sjel deri ingen Lægedom skulde være, fordi den SIDE: 371 er bittrere end de henfarne Dages, som maaskee var altfor sød? Det skulde kun vidne, at denne Sødme alt havde fordærvet Dig. Maaskee, om Du gaaer irette med Dig Selv, skal Du finde, at Dit Hjerte var for jordisk, Dine Lyksalighedsforventninger til Verden for overspændte, Dit Sind for lidet alvorligt, Dine Tan- ker for uvante med at henvendes paa Gud og Hans evige Raad og Hans ubetvingelige Vilje, Din Forstand for slappet i de gode Dage til at have tænkt paa Raad i de onde, Dit Blik alene hen- vendt paa Din Dynge, Din Lyst alene til forgjængelige Glæder, som have forstemt ogsaa Dit Legemes Nerver. Men nu da Herrens Alvorsdage komme, er det ikke Vinding for Dig, at Dit Blik vænnes til at see mod Himlen, at deres Lyn tvinger Dig at see Dig Selv og Dit Behov, at deres Thordenslag vækker Dig til at høre efter Dit eget Hjertes Slag, om det slaaer med Ro for Dig Selv, men Kraftens Raskhed og Kjærlighedens Varme for de Lidende omkring Dig? Ja, er der ikke Vinding for Dig, om Gudsfrygt bringes Dig, var det selv af Dødsengelen, der ogsaa kommer fra Himlen? om Fromhed rodfæstes i Dit Hjerte, var det selv af Skrækken? om Lidelse lærer den Utaal- modige Taalmod, den Letsindige, Ærgjerrige, Forfængelige, Mis- undelige, Gjerrige, Vellystige at der gives noget af højere Værd end Tant, ufortjent Ære, Guld og Sandselyst? -- kort, skulde det ikke være Vinding for Dig, om Ulykken, liig Foraarsskurene, der ved sine Styrtninger vække Sæden af den sorte Jord, ud- foldede den højere Natur i Dig, som maaskee hidtil var Dig ube- kjendt? Det skal være Dig til Vinding i Livet, om selv det lynende Blink af Dødsljaaen, der mejede Dit Kjæreste, viste Dig med en Klarhed, som stedse staaer siden for Dine Øine, de jordiske Ting i deres sande Skikkelse og Farve. Dette Blink blegner Purpuret paa Æreskaaben, saa det siden ikke blinder Dig, bortjager Flammeskinnet af Guldet, viser Beenraden gjen- nem Skjøgens Huld, og matter Glandsen af dit Bæger. Men med skjærende Klarhed viser det Dig dig Selv: Du skal see, om Dit Øje skelede af Misundelse og hvorlidet det var for; om der er Blod paa Din Haand eller Pengebegjærets Smuds, Bedragets Blæk, eller Uskyldens Taarer: Du skal see om Din Gudstro har sine Piller eller om de vakle: et Udødelighedshaab skal være en velkommen Engel naar Dødeligheden voxer; og, om Du ikke tænkte paa et Golgatha -- det skal rinde Dig ihu naar Gravenes SIDE: 372 smaa Korsbjerge rejse sig om Dig. Naar der blegnes rundt omkring, naar Samfundet synes at opløses, skal Din Indbildnings- kraft danne sig elskede Skabninger, som ikke blegne uopløseligen forente i et Samfund, hvor Skræk ikke indtrænger og over hvilket ingen Fare svæver. Og see -- mens Du leder for at finde den skjønne Verden, Du skabte, og seer mod Himlen og seer kun dødsvangre Skyer eller de alvorlige Stjerner, og seer mod Jorden og seer kun Grave -- mon Du ikke ogsaa skulde indskue i Dit Hjerte? -- og se! i Din Aands Dybder er den skjønne Verden opdaget. Derfra opsteeg hiin Ahnelse i Dit Hoved som et Gjen- skin af den straalende Bygning, som der staaer liig et Tempel i Jorden -- denne, om hvem Apostelen siger, at "dersom vort jordiske Huus, denne Hytte, nedbrydes, have vi en Bygning af Gud, et Huus, som ikke er gjort med Hænder, et evigt i Himmelen." Disse ere Gudsgjerninger, at Letsind bliver Alvor, Gudløshed Gudsfrygt, Sjelesløvhed og Mørke, Sjelelys og Kraft -- disse ere Gudsgjerninger, dog skee de under Landfarsotens Jammer. Er da ikke Gud den uforanderlige Hellige om Tiden omskiftes, den Gode midti Sine Forfærdelser, den Vise midtunder Sine mørke Veje? -- mørke Veje -- de vare det kun mens vi græd; ikke da vi saae. De ere ikke mørke selv om de føre til Graven, thi derigjennem skimrer Udødeligheden, og de for- svinde kun i Lys. 2) Gud vil ved en Landfarsot vække Mennesket til mangehaande Dyder og udvikle dets Evner. Nød knytter Menneskene til hverandre. Samlidende elske hver- andre. Faren er netop bekjendt som det ypperste Middel til at vække Menneskenes Aandsevner og under fælleds Lidelse har man seet Menneskehjertet udfolde de herligste Dydsblomster. Saaledes vovedes Livet i Skibbrudet for Ulykkesbrødrene -- i Feldtslaget modnedes det trofaste Venskab -- i den brændende By saae man den Rige bringe Den Redning, som kun havde lidet, mens hans eget Huus brændte -- og under overordentlige Farer traadte Selvopholdelsens voldsomme Drivt tilbage for den uegennyttige Menneskekjærlighed. Men ligesom denne hulde Dyd forhøjes under Faren ligetil ædel Selvopofrelse, saaledes bliver og Klogskaben virksommere. Man kan sige, at Sygdomme SIDE: 373 have fundet Lægedommen i den skjulte Rod; at Branden har opfundet Redningsanstalter; at Armod og Elendighed har bygget disse Barmhjertighedshuse, der hædre Nationer; at Tyranniet har fremfødt Friheden; at disse sikre Skibe og dygtige Red- skaber, som prise det menneskelige Geni, har Stormen bygget til sin Ydmygelse fordi den stundom vilde friste at herske paa Havet. Men naar gav Gud rigere Anledning til at øve Menneske- kjærlighed i venlig Pleje, Hjælp og Tilsyn end i det udmærkede Skækkens og Farens Tilfælde, som vi have for Øjne? Heller ikke fremkaldtes nogensinde Forstanden tydeligere til Kamp mod noget Onde end i dette, hvor den ret kan vise sig sei- rende i roligt Overblik, i hensigtsmæssige Anstalter til Fore- byggelse eller Helbredelse; og imod de Hindringer, hvormed Ondet forøges af Uvorrenhed, Uvidenhed og hiin sløve slaviske Tro, som altid er rede til at kaste sig ned for en knusende Skjebne, og som troer at smigre Himlen ved at haane Jorden. Vel kommer det kun an paa os Selv, om Vi ville lære af enhver selv den dagligdagse Begivenhed; thi ingen er uden Lærdom og Hensigt til at danne Forstanden og forædle Tænke- maaden, og ethvert Tilfælde gjemmer en Erfaring, som lidt efter lidt gjør den Voxne af Barnet, den Vise af den Voxne. Men ingen Begivenhed er dog saa skikket til at indpræge den ypper- lige Dyd: Gudhengivenhed, som en Landfarsot. Og den er ikke Klogskab modstridig; thi al sand Klogskab kommer til Erkjen- delsen af en Alt til det Bedste styrende højere Viisdom; og Gud- hengivenhed er langtfra at foragte de Mennesket gudgivne Kræfter til at redde sig og Andre udaf Faren og bekjæmpe Ulykker med. Dette var Guds vise Vilje med mange af Sjelens fortrinlige Evner: med Opfindsomheden, Skarpsindet og Charakterens Bestemthed og frosindede Mod; og det er Guds Vilje som hiin Hengivenhed underordner sig. Alle disse Evner vil Gud i Landfarsoten udvikle. Netop ved at føres Døden under Øine skulle vi befries fra den Dødsfrygt, som jo er "en Trældom al vor Livs Tid," og kun den skal blive tilbage, der er Alle naturlig og det Samme som pligtmæssig Omhu. Opfindsomhedens Øje skal klarnes i Sorgmulmet; Skarpsindig- heden udtænkte Frelse, og i Kampen mod ødelæggelsen skal SIDE: 374 Mennesket staae, tilvindende Menneskeheden Hjælp og sin Sjel herlige Evner og Dyder. Men mellem disse maa vi ikke glemme Forsonligheden, som lettes vort stolte Hjerte nu da al Skyld, vor som Andres, trues pludselig at bedækkes med Dødens Skygge. En Grav er ikke det bedste Altar at bede ved: forlad os vor Skyld som og vi forlade vore Skyldnere. Det skal være bedre at bede saa i vor Fiendes Huus; -- da skal hans Gravsteen ikke ligge paa vort Hjerte. Det skal være bedre at bede ved vor krænkede Vens Bryst; -- da skal hans Grav blive en venlig Erindrings Hjem. Og Redelighed og Retfærd? læres disse os ikke naar Døden udruller sine Registre? Disse Dyder ere stærkere Pillarer for Samfundet end Sundhed, Befolkning og Velstand; og de ere vor egen Saligheds Pillarer, som bære det Fredstag, den lille Straalhimmel hvorunder vi indgaae i den store. Desuden -- denne Sot siges at have det Særegne at true mest de Umaade- holdne og Uordentlige; -- naar da, agtværdige Forsamling, fik Maadehold, Reenlighed og Orden slig Roes som af denne Sot? Dog dømme vi ikke haardt! men erindre hvad den milde Jesus siger: "mene I, at de 18, paa hvilke det Taarn i Siloam faldt ned og slog dem ihjel .. mene I, at de vare skyldige fremfor alle Mennesker, som boe i Jerusalem? Nei, siger jeg Eder." Vi see, at vi ikke behøve at lede efter Guds Hensigter med en Landfarsot. Vi opdage letteligen langt ædlere end den, at den er sendt som en Straf alene over hine Synder, der visselig og syntes at trives altfor vel, men dog som en, der, løssluppen engang, slaaer i Blinde Skyldig med Uskyldig. Hellere ville vi tage dette Særegne ved Sygdommen indunder en følgende Række af Gud værdige Hensigter, og troe, at Mildhed i Omdømme søm- mer os nu bedst, da vor egen Himmeldom maaskee falder i næste Stund. Denne Dyd er mindre skattet i Verden end den bør; maaskee skulde Omstændighederne gjøre os opmærksomme paa, hvor skjøn denne blygsomme er. Det er ikke Kraften eller Retfærdigheden som mangler den; det er Hykleriet. Den er Kraftens milde Rødme og Retfærdighedens Smiil og henhører mellem alle disse Dyder, som gjøre os "stærke i Herren og i Hans Styrkes Kraft," og som med de udviklede Aands- og Charakter-Egenskaber danne det "Guds fulde Harnisk" hvormed "vi kunne modstaae paa den onde Dag og staae naar vi have ud- rettet alle Ting." SIDE: 375 3) Gud vil ved en Landfarsot vise Dydens Værd og Lastens Uværd. Dette er høist iøinefaldende i ethvert Ulykkes- og Fares-Forhold, og da vel særligen i dette. Det forhen rolige Hjerte skal, idet- mindste for sig selv, ikke slaae uroligere under Dødens Vinger. Der var ingen ond Samvittighed i det Bryst som trodsede Stor- havets Bølgeslag forat redde et Medmenneske. Der var Be- vidsthed om en god Sag i de faa Tappres Skare, som stode for Fædreland og Frihed mod Overmagtens Thordener -- i den hjemlige Dal mens de legionpandsrede Høje vare som lynbrem- mede Skyer omkring dem. Det er de retskafne Borgere, som vogte Ordenen i Forstyrrelsen, og holde Samfundet sammen om det truer at briste. Det er de ædle Christinder, som opsøge Nøden i Vraaerne, aftørre Taarerne, mætte Hungeren og klæde Armoden. Det er den Dydige, som behersker Elementerne med sin rolige Pande. Det er Kjærligheden, som opreiser sit Sæde i Ødelæggelsen. Det er Barmhjertigheden, som lever i Nøden. Da sees disse Herlige. Da lader Gud deres Glands frembryde i Sorgmulmet, deres høje beherskende Røst, deres milde Trøst- stemmer som et himmelsk Chor lyde i Undergangen. Der staaer den Dydige -- fast ved sin gode Samvittighed -- rolig som til- forn i de sikkre Dage -- ophøjet over Ulykken -- liig en Klippe i det fraadende Hav, hvorhen Ulykkelige redde sig. Synet af ham indgyder Mod; i hans Arm er der Hjælp. Ham overmander ikke Frygten. Han indbilder sig ikke at Faren er større end den er. Han glemmer ikke, selv om den rammer ham selv eller dem der voxte ved hans Hjerte, at prise Gud med Hjobs Røst og Hjobs gudhengivne Sind. Men hvo ere disse Forvirrede om ham? disse Forfærdede, disse Blegnende, Raadvilde? Ak! det er Disse, som maae mis- unde ham hans Hjertero, som mangle dette ypperlige Skjold, som frygte Døden for det Livs Skyld som henrandt, Rædslerne heruden for Rædslerne i sit Indre! Ak! vi ville ikke nævne dem -- det er Disse, som nu angre, at de ikke have været som den Dydige, for nu at kunne være som Han. Dog maae vi til- staa: den naturlige Frygtsomhed antager i visse Gemytter hele den onde Samvittigheds Ængstelse og er det jo ikke. Vi maae derfor vogte os for at dømme; men heller erindre saadanne SIDE: 376 Svage om, at de oftest ere altfor tilbøjelige til at gjøre Faren større end den er, at denne overspændte Frygt baade virkelig forøger Faren og er den Christne uværdig, om Guds vise Hen- sigter, og henpege paa hine stærke Dydiges udmærkede Mønstre -- Disse, som tiltalte Hine, der forfærdes af sine Hjerter: Synder med det mørke Blik -- see dog mod det Høje! Veed du ei, at derfra fik du saa mildt et Øje? at en Frelser derfra gik sprængende din Bøje; -- og Hine, der forvirres af sit Blod: Skyen, som i Øjet hang, Svage, kan du jage. Armen, som din Angest sank, Stjerner end kan tage. Stærke Engles Sejersang lære kan din Klage. Efter dette, kjære Medchristne! er det klart for os, at Gud, om det behager Ham at udsende over Landene en dødende Farsot, ogsaa derved og paa en udmærket Maade vil fremme Sine almindelige vise Hensigter til Menneskenes Forbedring og sande Lyksalighed. Det er da let at finde, hvorledes en Christens Sind og Færd bør være: saaledes nemlig, at disse gaae ind i og fremme Guds Hensigter. Har han forstaaet disse saaledes, da maa han vide at indrette sig Selv derefter som det sømmer sig det forstandige Menneske og den himmelske Korsbærers Efter- følger, og som det kan kræves af Jordborgeren og Den, hvis Odel er i Himmelen, og som vel veed under Glædens som For- skrækkelsens Tummel, i trange eller rige Kaar, at han her intet blivende Sted skal have. Dette Sind yttrer sig: 1) i Trøstighed, fordi den Christne veed, at Alt dog tjener til det Bedste -- fordi han veed, at Faren baade er overgaaende og oftest mindre end det Billede Skrækken udkaster deraf, at Angest i saadanne Tilfælde er farlig, at han som god Borger bør SIDE: 377 styrke de Svage ved freidigt Exempel -- og endelig fordi denne gode Egenskab er en Følge af den i Alt urokkelige støtte: Hjerte- freden med Gud, Menneskene og sig Selv; -- 2) i det velvilligste Beredskab til at vise al den Menneskekjær- lighed, som Religion og Stat fordrer; -- 3) i drivtig, klog Borgeraand, saaledes at han offentlig og privat bistaaer med al Hjælp, med Raad og Daad, overholder for Sig og Sine hvad Anordninger desangaaende maatte være givne, og iagttager al den Forsigtighed, som Klogskab og nærmere Pligter byde og Christenkjærligheden kan tillade. Og 4) forhøjes saavel hans egen Gudhengivenhed og Andagt som Iver for at bibringe Medborgerne et varigt og gudfrygtigt Alvor og ellers at gjøre de sorgfulde Omstændigheder saa heldbringende for deres Aandelige som muligt. Saaledes er den Christne tilsinds og tilfærds i Landfarsoten. Saaledes maa de Mennesker være, som formindske, afhjælpe, begrændse og med Guds Velsignelse standse dette for vore verds- lige Øjne saa frygtelige Onde. Det er saa; dog lader Gud Men- neskene nedstige til dets Bund og oprykke dets Rod; dog lader Gud Menneskene høine sig derover og beherske det, naar det har virket efter Hans velgjørende Hensigter. Begaaer derfor ikke den store Synd at miskjende Gud, om Nøden skulde blive svar! Den er dog ikke jammerfuldere end disse Ulykker, som Menneskene ofte af Lyst selv afstedkomme som f. Ex. Krigen, der myrder Folkenes Blomster under liflig Musik og troer at dække de sønderskaarne Familiebaand med glimrende Bannere. Ja den er i Længden ikke jammerfuld som de tærende Onder, der fremhjælpe den: Ureenlighed, Drikfældighed, Uvorrenhed og Uvidenhed. Hermed være dog ikke Armoden sagt noget Bittert; men der gives Folkeslag, hvis Fattige udmærke sig isaahenseende fremfor vore, der dog have Frihedens Ære, og burde, som de, kunne pryde den med de modsatte lette Dyder. Maaskee skal, som en ny velgjørende Følge, denne Sot, idet den er en Tugtelse til Reenlighed og Ædruelighed, tillige henlede de højere Classers, de Bemidledes Opmærksomhed, den offentlige og private Barm- hjertighed paa de simpleste Classers Tilstand, og fremvirke en SIDE: 378 varig Hjælp mod hine varigere Onder, efterat den i Nødens Tid reiste sig op og hjalp de Arme, som da ikke kunde hjælpe sig Selv. I saadanne Anstrengelser, saadanne Forholdsregler, saadan Menneskekjærlighed, saadan christelig Samfundsaand er det, el- skelige Brødre og Søstre, at "Herren kommer før Barnet døer." Det er i Menneskenes Dyder og Forstand, at Herren kommer og hjælper Mennesket af dets Elendighed. Da kommer Gudsfrygten og Kjødsfrygten flyer. Da kommer Hjælpen og Faren forsvinder. Da kommer Menneskekjærligheden og dækker Nøden med sine udbredte Arme. Og Modet kommer og Kløgten og den bleg- nende Kind rødmer som en ung Sejerherre. I Mennesket kom- mer det stærke Guddommelige det svage Dødelige tilhjælp. Se -- det store Hav gaaer i Bølger som rullende Fjelde -- under det hvinende Seil staaer Sjømanden, den kloge og mandige -- ve ham! om han skjalv og lod Roret slippe sig af Hænderne, overgivende Skibet, tænkende det nytter ikke at stride imod. Saaledes -- gjennem Luften gaaer i Landfarsot et usynligt, men farligt Element -- da skal ogsaa Menneskets Sjelekraft svæve over -- ve ham! om han tænker, at denne intet nytter, at Gud gav ham saa herlige Gaver som Forstandens til ingen Hjælp i Ulykken. Da er det den viser sig baaren af Ulykken, opløftet nær sin Himmel, skinnende over Ulykken som Seilet over det mørke Element. Da er det vi paakalde det Guddommelige i Os og over Os, og at vi raabe, erkjendende, at Alt kommer der- ovenfra og at vi behøve Hjælpen og Velsignelsen fra Himlen: "Herre, kom ned før vort Barn, vort Haab, vort Kjære døer!" -- og da er det, at der svares os derovenfra gjennem vor Sjel: "gak bort! Din Søn lever." -- Amen. Eidsvolds gode Menighed venligst tilegnet. SIDE: 379 Henrik Wergeland NORGES HISTORIE FØRSTE DEEL INDEHOLDENDE BEGIVENHEDERNE INDTIL FORENINGEN MED DANMARK FOR ALMUEN SYVENDE HEFTE Din Seierære, Oldtid, er nu kun Ord. Din Frihed lever endnu i høje Nord. I Mindets Skjold, hvor Tiden som i et Speil kan skue egne Dyder og egne Feil, sin bedste Viisdom Saga, den kloge, skar: "det Folk, som eier Frihed, nok Ære har." TIDSRUM: FØRSTE TIDSRUM: FORNOLDETS TID FRA EN UBESTEMT ALDER LANGT TILBAGE I TIDEN OG TIL KONG HARALD HAARFAGER -- (863 EFTER CHRISTI FØDSEL). ANDET TIDSRUM: NORGES VELMAGTS TID MED EGNE LOVBUNDNE KONGER -- (FRA 863 ELLER 885 TIL 1387). 1) FØR BORGERKRIGENE ( -- TIL 1134). 2) UNDER BORGERKRIGENE ( -- TIL 1240). 3) EFTER BORGERKRIGENE (TIL 1387). INDLEDNING Se, har ei Landet fager Let? Mon skabt til Nidings Amme? Norge, Nordmændenes gode og kjære Fædreland, strækker sin af dybe Fjorde gjennemskaarne Fjeldkyst længst nord af alle Europas Lande. Dets nordligste Dele, skyde endog sine Næs ud i Nordishavet, og paa de kolde Fjelde groer lidet andet end den Mose, hvormed Rensdyrene nøjes. Men længer sydpaa bliver Landet venere, indtil, under dets fulde Brede, den ene store, frugtbare Dal udbreder sig jevnsides den anden langsmed deilige SIDE: 380 Sjøer og raske Elver, afsondrede enten ved skogdækte Aaser eller ved høje nagne Fjeld, hvor ofte Sne og Iisbræer ligge Aaret rundt. Hver af Landets større Dele, nemlig Agershuus- Christiansands- Bergens- og Throndhjems- Stifter samt Nord- landenes og Finmarkens Amter bestaaer af slige Dalklynger. Dovrefjeldene skille imellem det Nordenfjeldske og Søndenfjeldske, og Langfjeldene danne det Vestenfjeldske. De lange skogdækte Kjølfjelde skille Norge i Øst fra Sverige, men til de øvrige Kanter er det omgivet af det vilde Hav, som bryder paa de talløse Øer og Holmer, der ombelte Kysten, og lade Handel og Vandel færdes i Fred derindenfore Skjærgaarden. Fordum regnedes og Norge at strække sig over Kjølfjeldene indtil den store Sjø Venern i Sverige og til Gøthaelv mod Syd; og i Nord gik de norske Lapmarker alt til det hvide Hav og nedmod den botniske Bugt, hvorved det mod Nordost kom til at grændse mod Finland (fordum Qvænland) og Ruslands (frd. Gardarikes) Nordlande eller Bjarmaland. Hiinsides Havet mod S. har det Danmark til Na- boland og mod S. V. og V. det store Øland England og Skotland med alle sine Øer. Længer vest ligger Irland, den vakkre grønne Ø, men længer N. ude i Havet ere Færøerne og Island, hvor de gamle Nordmænd færdedes saameget, de nærmeste Lande. Faae Dagsreiser fra Island strækker det øde og barske Grønland, en Deel af America, sig ud i et iisfyldt Hav. Norge har paa 2,535 norske eller 5,860 geografiske Qvadratmiil kun 1,200,000 Indbyggere -- en tynd Befolkning over det Hele mod sydligere Landes, hvor frugtbarere Sletter udbrede sig under en mildere Himmel uden at være saa indskrænkede af raa Fjeldmark, og hvor talrige stærktbefolkede Stæder blomstre ved en Kunstflid, der endnu er fremmed i vore. Men dette Hav om de graae Skjær er Norges store frugtbare Slette, hvor Millioner levende Sølverax sprede sig i de skinnende Fiskstimer, der ud- gjøre Landets største Rigdom; og Jordbunden i disse Dale, som vi elske saameget, er langtfra utaknemmelig; Fjeldene ere tildeels metalrige og dækte med kostbare Skoger; de rivende Elver drive Brug og Værker; travle Byer hvidne ved de snevre, mørke, men havnsikre Fjorde; og Dalene ere tætbyggede med et frit og lykkeligt Folks Boliger. Det er Jordbeskrivelsen (Geografien), som lærer os et Lands Beskaffenhed og Beliggenhed -- Omstændigheder, som have stor SIDE: 381 Indflydelse paa Folket og dets Historie. Nordmændene ere saa- ledes, i Kamp mod en haard Natur, haardføre, stærke, smidige, modige og opvakte. De vare fordum Herrer paa disse nordlige Have, bekrigede Naboerne fra sit havværnede Land, og besidde endnu Sjøvanthed, Krigsdygtighed og Ærebegjær. Hvor denne sidste Egenskab ikke udarter, er den nøje forbunden med et Frisind, Høisind, en Trofasthed, Gjæstmildhed og Rundhændthed, der altid have været Grundtræk i dette Folk af Odelsmænds Charakter. Det Ophøjede i Landets Skjønhed og de fortsatte Anstrengelser, som kræves for at afvinde et ublidt Hav og en usikker Himmelegn Opholdet, har ogsaa indgydt Folket et Alvor, som holder de Egenskaber sammen, der i det Hele -- Undtagel- serne tagne i Betragtning -- danne det ædle Folk. De Beskaf- fenheder ved Landet, at Folkets meste Opmærksomhed maatte være henvendt paa bare at vinde Underhold, at Districterne vare afsondrede, tyndtbefolkede og uden synderlig indbyrdes Forbin- delse har medvirket til at det danske Aag ikke afrystedes længe før det skede, medens paa den anden Side Beliggenheden bag et mellemrullende Hav bidrog til at frelse Folkets moralske Selv- stændighed -- denne, der har den politiske Selvstændighed til nødvendig Følge. Derfor -- Hvor høre vi din Brag med Lyst, du mørke Hav om Norges Kyst. Den er dets Frihedssang, som Seclers Haan og Kongers Bud, at slette Norskt af Norge ud, i vilde Elementers Brud med Sejer overklang. Men saaledes som Norge nu seer ud, saae det ikke ud i hine fjerne Tider, da det befolkedes. Skog gik da nedover disse vene Hjemdale; de aabne og venlige Sjøbredder laae begravne under kold Skygge; ingen Engbakke snejede sig nedmod Elvene; Agerlandet laae nedsjunket i frostkjær Myr; Lyng og Krat var Herre paa Voll og Vang, og Ødet rugede over Muldens skjulte Rigdomme. Kun hist og her klang en vild Nybyggers Øx; først lidt efter lidt lysnede Rydningspladse i Lierne; og en Røg fra SIDE: 382 en Berghule eller fra en saadan Gam af Pæler og Huder, som Finlapperne endnu bruge, eller fra et plumpt Huusvær af Steen og upyntet Tømmer viste kun sjeldent, at der dog fandtes Folk. Dog falder først Historiens Lys paa Landet, da det var vide opdyrket og allerede inddeelt i mange Smaakongeriger. Men dette falder langt tilbage i Tiden; thi Menneskene erkjende snart, at de trænge til hinanden; og i Slægtsblod er en bindende Kraft til at danne Stater. Og disse staae heller aldrig stille; thi For- bedring er deres Øjemed. Norge er da blevet helt forandret til det Bedre gjennem Tiderne, og var det allerede ved den Tids- punct, da dets Historie med Sikkerhed kan begynde. Og saa er det skeet med alle Lande, som have nogen Historie; thi Historie er en sandru Fremstilling af hvorledes det er skeet, at Land og Folk gjennem Tiderne ere blevne forædlede og have naaet en bedre Forfatning. Den lærer, at denne velsignende For- andring kun skeer, efter Forsynets Styrelse, ved Menneskenes stigende Oplysning, Flid og forenede Kræfter; at Forstanden tilsidst indtager den legemlige Styrkes Plads; at den frem- bringende og forædlende Flid kommer istedetfor Røverlivets sorgløse og ufrugtbare Virksomhed; at Fortjenesten indtager i Almenomdømmet den Rang, som indehavdes af Byrd, arvede Forrettigheder og den væbnede Styrke; at Nationer ville Frihed, som nødvendig til Forbedringen, og at Nationer aldrig have Uret. FØRSTE TIDSRUM FRA EN UBESTEMT ALDER LANGT TILBAGE I TIDEN OG TIL HARALD HAARFAGER. -- (863 EFT. CHR. FØDSEL). OM NORGES ÆLDSTE BEBOERE Fra Egnene om Europas og Asiens sydlige Samgrændser be- vægede det store gothiske Folk sig udover Mellem- og Nord- Europa, fortrængende dettes ældste vilde Beboere Celterne til de yderste vestlige Kyster og Øer og Finnerne til de nordligste SIDE: 383 øde Egne. Den stærkeste Green af Gothefolket trak sig sydom Østersjøen over alt Tydskland, og trængte mod Nord opover Danmark, (Ø-Gothland) og det sydlige Sverig (Reid-Gothland), medens den anden Nordmændene, ad den nordlige Vei om Østersjøen besatte Norge og det egentlige Sverig (Norvegr og Svithjod af Beliggenheden mod hinanden). Disse fik især med Finnerne eller Lapperne at bestille, som dog trak sig fredeligen mod Nordkanterne, hvor de endnu streife om som Fædrene. Dog er det sandsynligt, at Nordmændene ogsaa her have fundet Beboere af hint celtiske Urfolk, som de, paa Grund af større Vildhed, raaere Religionsbegreber og den Haardnakkethed hvor- med de forsvarede Tomterne, idet de kun langtsomt og kjæm- pende trak sig tilbage til Afdalene, hvorfra de en Tid fortsatte Folkekrigen paa Liv og Død, kaldte Jothuner (Jetter), der, efter Gothernes Begreb, var Navnet paa onde Væsener, Guders og Menneskers Fiender, skabte med andre Uhyrer af Naturens første Overmaal af regelløs Kraft, og udrustede med Kræfter voldsomme som dens. Ved en lignende Forvexling fik ogsaa de kolde, øde, taagedækte Egne i det nordlige Rusland, som den nordgothiske Folkevandring havde berørt, Navn af Jothunheim, hvorfra de tænktes at have med en formastelig Anmasselse brudt ud og at bryde ud, indtil Gud Thor lærte dem med sin Hammer at lade de Lande med Fred, som Guderne havde til- odlet Menneskeheden. I de overtroiske Sagn om uhyre Jetter, der skulle have holdt til i vore Berger, gjenlever maaske et gothisk Minde om de vilde, menneskefiendske Urbeboere, hvem Synet af faste Bopæle i dyrket Land og en fremmed Guds- dyrkelse var en Vederstyggelighed, og som Fædrene, der vare bedre Rydningsmænd end hine Skog- og Bergmænd, maatte oprykke og rodhugge tilligemed Trærødderne. Nordmændene eller Nordgotherne trængte sig stedse sydligere, og blandede sig med de tidligere indvandrede Gother i det syd- lige Sverig og Danmark, hvor deres Høvdinger bleve herskende. Og medens Sydgotherne udgrente sig i mange Folkeslag i det øvrige Europa, delte Nordgotherne sig i de egentlige Nordmænd, Svenske (Sviar) og Danske. SIDE: 384 OM DE ÆLDSTE NORDMÆNDS GUDSTRO, ODIN OG ASERNE Fra de østlige Hjemstavne medbragte vel Forfædrene Begrebet om et Altings Ophav og Fuldender, som, under det skjønne og rigtige Navn af Alfader, kun i Aanden kunde dyrkes; men de vare dog Afgudsdyrkere, som med blodige, ja stundom endog med Menneske-Ofringer dyrkede Naturens Kræfter under egne Navne og Billeder. Dog tænkte de sig efter sin sammensatte Gudelære en Guddom mægtigst i den endelige Verden, som de kaldte Odin, og om hvem de troede, at han oftere aabenbarte sig mellem Menneskene. Saaledes tillagdes eller selvtoges dette Navn af en Høvding, som noget før Christi Tid indkom fra det østlige Hjem med sin Stammes Ypperste Aserne, satte sig fast i Svithjod, og derfra gjenopfriskede den Fædrenes Gudsdyrkelse, der var bleven forvansket ved jothunsk Overtro, Afsondring i ensomme Bygdelag og Tidens Længde, der nedbryder alt Men- neskeligt, naar ikke Menneskene stedse eller stundom støtte under og holde istand. Denne Overguden Odins Gjenaabenbarelse fortrængte dog ikke den særdeles Dyrkelse, som hver af de 3 nordgothiske Folk ydede sine indodlede Nationalguddomme. Ligesom Begrebet om Alfader var for ophøjet til at holde sig i Almeenmands Tanke- omraade, som vel syntes, at al guddommelig Høihed var naaet i Odin, der med Soløjet saae udover Verden: saa var ogsaa Han traadt tilbage for Guddomme, hvis Virkninger troedes nær- mere og særegnere for hvert af Landene. Saaledes dyrkede de Svenske især Freyr, der skulde raade for mild Luft og gode Aaringer; de Danske Jørtha eller Frigga, hvorunder tænktes Jordens frugtbare Kraft; men de Norske Jothunbetvingeren Thor eller Aukathor, der troedes at ake paa Thordenen over Norges Fjelde, som "huede hans Heltesjel". Asa-Odins mandlige og qvindelige Følge fra Asaheim, Aserne og Asynierne, der synes at have været Præster og Præstinder, bar ligesom hiin deres Ypperstepræst og Stammehøvding de gamle Fædreneguders Navne, og forvexledes siden i Folketroen med dem. Saaledes Asa-Freyr og Asa-Thor, der maaske gik ind i sin Rolle ved med samme Mandhaftighed at fortsætte sine Landsmænds Udryddel- seskamp med de virkelige saakaldte Jothuner som den gamle SIDE: 385 Folkegud Thor troedes at vise mod de indbildte forfærdelige Beboere af det egentlige Jothunheim, der ikke regnedes at høre til Menneskejorden. Tapperhed var ogsaa Asalærens første Bud. De Feige og Onde skulde faae Nidingedom i Hels Rige Niflheims Pinsler, mens Odinsædet Renselseshimlen Valhallas straalende Porte aabnede sig for de Tappre, (Einheriar, didførte af Valhalla- møerne Valkyrierne). De Forstødte skulde endelig indgaae til Nastronds evige Straffe, naar de i Valhallakampene Prøvede og den hele for ædlede aandige Verden skulde feire sin Sejer hos Alfader i Gimles evige Salighed efter den legemlige Verdens Undergang i Kampen mod dennes alt og sig selv fortærende Kræfter -- dem Jothunfolket og Finnlapperne dyrkede som sine Guder. Paa disse raaere Folk virkede nemlig Naturens Kræfter og Særsyn kun en sløv Skræk, som deraf skabte sig forfærde- lige onde Væsener, som de tilbad af Frygt. De vare som slette Børn, paa hvem kun Tugtens Rædsel virker. Aserne lærte der- imod at tænke sig Naturkræfterne underlagte aandige Guddoms- viljer og tjenende selv i sin Opløsning (Ragnarokr ): Gudernes Tusmørke) til den aandige Verdens Forherligelse og Alfaders Aabenbarelse over alle Guder. At slige ædlere Begreber vare Forfædrenes kan sees af alle de reent sædelige Guddomme, de antoge. Saaledes betegnede Baldur himmelsk Uskyld, Freya Kjærlighed, Bragi Veltalenhed. Den onde Loke var en under- ordnet Guddom. Foruden af Gudsdyrkelsen, som han hævdede ved 3 store Offerfester, hvoraf Juleblot midvinters var fornemst, ved at op- bygge Templer og ved at tilforordne Kongerne 12 Præster som Raad, har Asa-Odin ogsaa Fortjeneste af at have indført Rune- skrivt, bygget Stæder og stiftet Stater, hvori Aserne fik Herre- dømmet baade som Drotter og Ypperstepræster. Saaledes styrede hans Søn Seming over det Throndhjemske og Yngve Freyr i Sverig, fra hvem den berømte Ynglingaæt nedstammer. Odin lod sig give 9 Spydsaar, for ei at døe Straadød som den Feige. Hans Legeme blev brændt som han havde befalt, men Selv vendte han tilbage til Godheim, hvor hans Valhalla og de øvrige Gudeboliger laae. Saaledes havde Nornerne, Skjebnens Gudinder, Alfaders vise Forsynviljes Tolkerinder, villet det, og dem maatte Guder som Mennesker lyde. SIDE: 386 OM FORFÆDRENES SÆDER Odin havde let forat prise Tapperheden for saa haardført og stridbart Folk som Forfædrene. Naar de Smaakongeriger, hvori Landet var deelt, ikke gave Krig nok hjemme, satte de tilsjøes i Vikingafærd forat vinde Ros og Rov paa Hav og fremmed Strand. Næskonger kaldtes disse Vikinger, om de havde Vinter- tilhold paa udspringende Næs, for derfra med første Luftning af Vaaren at skyve Langskibene ud. Det gjaldt rent Dæk for Sværd og Stridsøx, naar slige Sjøhaner mødtes, eller og søgte Høv- dingerne en Holm, hvor Tretten da afgjordes i Tvekamp eller Holmgang, der endte med Død eller Fostbroderskab. Kjøbmands- eller Farmands-Skibe slap godt, om de fik tinge sig fra dem eller med dem. Ellers laae Ærlighed, Trofasthed, Stormod og Gjæstfrihed, men og tillige Rovlyst, Uregjerlighed, Ærgjerrighed og Hevnlyst i Fædrenes Sindelag. Denne sidste vilde Lidenskab indhævdede endog Blodhevnen som Pligt, og lod den rase imel- lem de bedste Ætter, indtil der først i senere Tider sattes den Grændser ved Lov og Ret. Dog længe efterat Morderen lagdes i Bøder og Ransmanden landsforvistes, skjæmmedes tappre Mænd ikke ved at liste sig med Fakkelblus til den efter Landets Skik ensomt staaende, vinduløse Gjæstestue, hvori Avindsmanden efter godt Lag (som Fædrene gjerne dreve til Overmaal) sov tungt med sine Folk rundtom i Gulvhalmen; og da -- Døren stængt, Vaaben ud og Fakler til! -- Om Morgenen laae der Been og Aske, og Illværksmanden var langt paavei. Dette at indebrænde sin Fiende agtedes længe ikke for den Nidingsdaad det var. Naturligt -- thi Forbrydelser ere samkjedede og yngl- somme, og hver Tidsalder har sin bydende Vilje -- slumrede ikke den Dræbtes Frænder og endnu mindre hans Fostbrødre før Gjenhevnen var fuldbyrdet. Om Fædrenes Stridbarhed kan man gjøre sig det største Be- greb; men om deres Størrelse og Styrke maae vi ikke gjøre os saa store Tanker som Eventyrene ville. De vare store stærke Folk; men hverken Frithjof hin Frækne, Kong Half eller Vikar, som tilhøre dette dunkle Tidsrum, der kan kaldes Kjæmpealderen, vare derfor nogle Langbein-Riser. Den frembringende Natur synes ikke at mattes gjennem Slægterne; men vist er det, at en Levemaade kan udvikle dens nedlagte Kræfter mere end en SIDE: 387 anden, og dertil var Fædrenes skikket. De stærkeste Strids- mænd kaldtes Berserker; og de vare stundom ligesaa farlige ved Mjødhornet, som naar de paa Valen stormede fram forrest i Fylkingen med Skjoldet paa Ryggen og Sværdet i baade Hænder. Det var Berserkergang, hvori Stærkøllet og Mjøden synes at have havt lige Deel med Kamplysten. Umaadelighed i Drik hørte nemlig til Fædrenes Lyder, dog havde disse deres Beruselses- midler Øl og Mjød langtfra den svækkende Indflydelse som vore Tiders. Berusede alene af Ærelyst synes de Kjæmpealderens Qvinder, Skjoldmøerne, at have været, som man stundom traf i Kampen fuldtrustede stridende mellem Mænd, mod Mænd, som Mænd. Det lader saaledes til at dengang vare røde Saar Roser selv i Qvinders Vaar. Retlig Tvist, om end indledet paa Thinge for Konge eller Lag- mand og Meddomsmænd, endtes ofte med Tvekamp, der fældte den Overvundne skyldig. Ellers brugtes ofte Voldgivt -- en herlig endnu lovhjemlet Rettighed, Nutidens norske Folk ligesom Dentids burde vide at benytte. Bondestanden var altid den mægtigste. De ypperste Slægters Høvdinger styrede før Harald Haarfager som uafhængige Smaa- konger; og siden, dog ikke arveligen, men efter Kongens Valg, som Jarler, Fylkerne eller Provindserne. Under dem stode igjen Herser som ringere Befalingsmænd, der havde mindre Krigsstyr at yde Kongen. Først under de senere Konger fremhævede sig en Borgerstand i Byerne. Kongernes Myndighed og Indkomst var liden, og de maatte vælges af Folket paa Thingene, hvor alle Fribaarne, Odelsmændene med Lagmanden i Spidsen, deel- toge i Lovgivningen og Statsstyrelsen. Folket vidste vel at vogte en Forfatning, der holdt sig, liig Buehvælv ved deres egen Spænd- kraft og nøiagtige Sammenføininger, som en derved beundrings- værdig Blanding af Konge- Stormanna- og Folke- Vælde, at dette sidste altid holdt de to andre i det rette underordnede Forhold, hvori det for Frihed og Retlighed Farlige, som de altid indeholde, forsvinder. Om Kongerne, -- ikke omgivne som Nutidens af dagdrivende Hofmænd, men af Helte, som vare forrest i Kampen for Fædrenelandet, -- naar de droge om paa Gjæsteri, paa Kongsgaardene, der vare udlagte til deres Underhold, eller paa SIDE: 388 Thingene skiftede Ret imellem Mand og Mand, Forbryder og Lov: saa havde dog Folket, al Myndigheds Ejer og Ophav, for- beholdt sig Dommermagt i Statssager og til at drage selv Kongen til Ansvar. Denne Frihed vanæredes kun ved en Trællestand, som dog ikke behandledes hart, og snart forsvandt for Christen- dommens Lys. Derimod er den Agt, som efter, gothisk Sæd vistes Skjaldene og Qvindekjønnet aldeles i deres Friheds Aand og saa stærkt et Træk af indre Sædelighed og Evne til Uddan- nelse, at det, i Forbindelse med den Hurtighed hvormed denne fremskred, ikke udelukker selv paa hine Tider Anvendelsen af den Sandhed, at Friheden beroer ligesaameget paa Sæder som paa Love. OM NORR OG GORR Nord for de Sydlande, hvorfra Gotherne bevægede sig ud, laae Bjarmeland, et ubestemt Jordbelte, som de udstrakte til Nordkysterne om den finske Bugt. Senere gik det ind under Gardarike, der egentlig dannede dennes Sydkyster, eller de henlagde det, da de vare hidkomne i disse Lande, til Egnene om det hvide Hav. De Lande, som udstrakte sit ubegrændsede barske Øde nordenfor hint Bjarmeland gave de det forhadte Navn Jothunheim, hvilket omtrent for dem vilde sige det samme som Djævlehjem. De befolkede det med onde, Guder og Men- nesker fiendske, Væsner, og i dets kolde Taager tænkte de sig det mørke Utgard at kneise -- ligesaa rædselsfuldt som deres eget Asgaard var livsaligt. Under Vandringerne berørte Nord- gotherne disse fabelagtige Strækninger, idet de ombuede den store Bugt mellem Finland og Sverig, men fandt der kun frede- lige Vandrefolk (Nomader) af finsk Herkomst, hvorimod Jothun- navnet med større Ret overførtes paa den Slægt, der gjorde dem de vestlige Lande saa stridige, og hvis oprindelige Hjem hensattes i hint øde Nord, hvor den maaskee ogsaa fandtes i samme Herskerforhold til Finnefolkene som Nordmannafolket siden kom i til den. Dette nedlod sig ikke helt eller paa engang i Norge og Sverig. Stammer deraf vare som Efternølere blevne siddende i hine raae Egne. Da derfor Høvdingerne Norr og Gorr indkom i Norge derifra, uvist ved hvad Tid, men efterat Konger af Nord- mannaæt sad overalt i Fylkerne, hedte det, at de kom fra Jot- SIDE: 389 hunheim. Disse Brødre siges at have gjennemfart og omreist Landet ledende efter sin bortførte Søster, og at have faaet det Vælde, at Norr tilskiftede sig Fastlandet, Gorr Øerne. Dog er der fast ligesaa lidet Lys over disse Begivenheder som over de Kongerækker, der skulle være udrundne over al Norden fra Halfdan den Gamle af Norrs Æt, Konge paa Ringerige. OM YNGLINGA-ÆTTEN OG OM HALFDAN HIN SVARTE Vort Olds Begivenheder begynde først at klarne, da den sven- ske Drot Yngve Freys Æt, Ynglingaæten af Asablod fra Værme- land af indplantedes gjennem Smaakonger i Soløer, smeltede sammen med Halfdansæten, og udbredte sig som Herskerstamme over Smaarigerne i Østlandet. Nordenfjelds sad alt længe Konger af Asaæt: Efterkommere af Seming, Asaodins Søn. En af Disses en Kong Eysteins Voldsvælde lod Ketil Jamte med mange gjæve Indthrønder trække østerudover Fjeldene og bebygge Jæmtland, hvorifra siden Helsingialand besattes alt ned til Østerhavet. Herligst mellem Ynglinge-Smaakongerne var Halfdan den Svarte, som fra 840 omtrent til 863 holdt Østlandets bedste Smaariger samt Sogn og Værmeland samlede under et ypperligt Styre. Han var en retvis Mand, der heller end Loven opgav sin egen Mærkesmand (Fahnbærer) Herjulf, som for Vaadesdrab maatte drage af Landet, hvorved Anledning gaves til Herjedalens Op- ryddelse. Halfdan vilde ingen Gunstling have. Hans Øre tilhørte Folket og hans Sind dets Vel. Det var ogsaa Halfdans Retviis- hed, som bød Lagmanden Thorleif den Vise at foreslaae en Lov for Oplandene, som, da den vedtoges af Folket paa Eidsevjua- Thing, fik Navnet Eidsevjua-Lag: Did nemlig til Vollene om den store Evju ved Eid (Eidsvold) stevnede Oplændingerne tilthinge ligesom Indthrønderne til Frostething, Udthrønderne til Ørething, de Vestenfjeldske til Gulething, de Østfoldske (østen Osloefjorden) til Borgarthing og de Vestfoldske til Haugathing ved Tønsberg. Halfdan tænkte ikke at bruge sin Overlegenhed: han holdt sit Rige stort nok naar det intet havde at frygte af Naboerne; og inden det delte han villig sin Magt med Lovene. Derfor sørgede det hele Rige da den folkesæle Drot i sin bedste Alder druknede ved efter et Julelag at kjøre over Skjørisen paa Randsfjorden; SIDE: 390 og fire Provindser reiste "Halfdanshøje" over hans Levninger, som de delte imellem sig. Norge var ved denne Tid alt i temmelig Velmagt. Landet var opodlet, Retten plejedes, Folkemængden var betydelig og Handel dreves ved Siden af Vikingevæsenet. De Skibe, dette satte i Bevægelse, vare ligesaameget kun bevæbnede Handels- fartøier som Sjørøverskibe; og de fine Varer og Klenodier, som gjennem Tønsberg og andre Handelspladse indkom fra Østersjø- landene, fra England, Valland og Frakland (Belgien og Frankrige) vare ikke altid kjøbte med Staal. Dog er det først fra Halfdan af, der slutter Smaakongetiden, at Sagaen med sikker Sanddruhed begynder at fortælle, hvor- lunde det adsplittede Land heledes til et mægtigt Rige under en fri Forfatning og en herlig Kongerække, til hvilken intet Land kan opvise Magen. ANDET TIDSRUM NORGES STYRKES OG HÆDERS TID (FRA 863 TIL 1387). NORGE MED EGNE KONGER FØR BORGERKRIGENE (TIL 1134) Harald den 1ste Halfdanssøn Haarfager. Harald Haarfagers Erobring. Det var hændt, at Kong Halfdan engang i Vrede havde bort- viist sin unge Søn Harald, fordi han vovede at tale en Forbryders Sag. Han tog da sin Tilflugt til Udaadens Ophavsmand en Høv- ding paa Dovrefjeld ved Navn Dovre, hos hvem han da opfostredes. Denne Mand, der synes at have været af Jothunæt og ret at have havt dennes trodsige og forslagne Sind, har maaskee givet hint Fjeld Navn og fra dets Høide, i Forviisningens harmfulde Een- somhed, der ret er skikket til at yngle store Planer, først viist SIDE: 391 sin Plejesøn Muligheden af engang at samle alt det underliggende Land. Til slig Bedrift hjemkom den 10aarige Harald og arvtog sin Faders Rige 863. Harald sad ikke længe stille; thi de Slægter, hvis Riger Halfdan havde underlagt sig, reiste sig, troende at have Leiligheden fat. Men som to unge Løver værnede Harald og hans Morbroder, den ikke stort ældre Hertug Guttorm, Fædrenearven. Denne truedes især af Kong Gandalf i Alfheim, et Rige mellem Glom- men og Gøthelven, som længe havde været samlet; men Seirene over Gandalfs Søn Hake i Hakedalen og over Gandalf selv ud- videde Haralds Herredom alt lige did i Syd, medens han, seirende over de endnu uafhængige Konger og Høvdinger i Op- landene, nærmede sig det Nordenfjeldske. Men for Ærgjerrigheden er en Fjeldryg, om den end standser de stormdrevne Skyer, ingen Grændse. Og om Tanken om alt Norges Samlen under een Krone end ikke stod klar for den unge Helts Sjel, da han, standsende sin første Seiersfærd under Dovre, gjensaae dette sit høje Fostresæde: saa fremtraadte den i fuld Klarhed og med al Viljens Bestemthed, da hans Frierbud bragte sligt Budskab fra Kongedatteren Gyda, "at han først maatte sidde som Enedrot i Norge ligesom Erik i Sverig og Gorm i Danmark, før hun vilde give ham sin Haand." Da svoer Harald, ikke før at ville pynte sit Haar før dette Stormeed var naaet, og -- Sværdet var draget. Med en stærk Hær gik Harald og Guttorm ind i Throndelagen og undertvang Alt indtil Helgeland. Derved gik Hakon Griot- gardsøn Jarl ham tilhaande, hvorimod Herloug i Namdalen heller gik levende i sin Grav. Efter et Sejerstog mod Kong Erik i Sverig, som imidlertid havde grebet om sig øst i Landet, maatte han dog atter sværdtvinge Thrøndelagen, som atter havde reist sig. Men nu gik det tilsjøs indgjennem Romsdalen og Møre, hvor Ketil Raum og Rognvald Jarl gik ham villig tilhaande, Landet rundt under skarpe Træfninger indtil han i Hafursfjorden ved Stavanger slog de sidste Konger, som gjorde ham Ene- vældet stridigt (885). Da pyntede Rognvald Jarl K. Haralds Haar, og navngav ham, idet han sagde: "nu er dit Haar fagert, Herre min." SIDE: 392 Følger af Undertvingelsen. Folkefriheden var ilde tjent da som altid med Sejervældet. Hvor Harald kom hen tilkjendte han Kronen al Odelsret, og fornedrede Odelsmændene til sine landskyldpligtige Leilændinger, som liden eller ingen Indflydelse havde paa Styrelsen. Derfor gjorde Thrønderne Opstand, som Ret var; Kampen var skarp overalt fra Folkets Side, men svækket ved mange Høvdingers Forræderi, og mange af de ypperste Slægter forlode for be- standigt det aaglagte Fædreland. De søgte sig nye Hjem i Island, som derved først befolkedes, og hvor de stiftede en Fristat, som blev et overbevisende Vidnesbyrd om den republicanske Re- gjeringsforms Fortrinlighed og særegne Drivekraft til at gjøre Stater blomstrende og udvikle Menneskeaanderne. Andre drog til Jæmtland og Helsingland; men den største Mængde af mis- fornøjede Normænd tyede tilsjøs, og forøgede de Sværme "Nor- manner", som paa denne Tid hærjede Europas Vest- og Sydlande. Endeel holdt til paa Shetlandsøerne, Ørkenøerne og Færøerne; men Harald drog did selv og rensede disse Vikingabol, hvilke derved underlagdes Norge. Enekongens strengere Justiz har dog nok gjort Flere landflygtige end Frihedskjærlighed. Saaledes maatte selv Rognvald Mørejarls Søn Rolf for Strandhugs (Pro- viantrovs) Skyld udvandre, hvorefter han satte sig fast i en af Frankrigs bedste Provindser, der af ham og hans Følge fik Navnet Normandie, ægtede Kongens Datter og blev Stammefader for en Æt, der inden kort Tid indtog England og gav det Konger i lang Tid. Med de bestandige Feider med Smaakongerne havde det nu en Ende, Stormændene maatte tæmme sin Voldsomhed, Sjø- røveriet sattes Grændser, Handelen tiltog, og Norge fik Be- tydenhed mellem Landene. Statsindtægterne, Forsvarsvæsenet og Retsplejen ordnedes især ved at indsætte i Fylkerne Jarler og under dem Herser. Jarlerne nøde 1/3 af Kongens Indkomster og skulde stille 60 Krigsmænd, Herserne, med mindre Indkomme, 20. Disse baade militaire og civile Embeder forførte mange Smaa- konger og andre af den forrige Tids Stormænd til at gaae over paa Erobrerens Side, og gav Riget en Lehnsforfatning, som kun lykkelige Omstændigheder, der gjenhævede Folkets Frihed og Nidkjærhed for denne, og Kongernes Dygtighed holdt inden saa- SIDE: 393 danne Grændser, at den ikke blev farlig. Det at Forlehningerne ikke vare arvelige tjente ogsaa til at forvandle dem til Embeds- poster, der vel vare alene Kongen afhængige, men dog derfor Fortjenesten aabne, og som dannede den udøvende Magt, der ogsaa dengang var den eneste, som Folket vilde indrømme Kongen. Under Haralds Erobrervælde var det nu anderledes. En af dettes Følger var ogsaa, at de bedste Forlehninger tilfaldt hans Sønner for Byrdens ikke for Fortjenestens Skyld. Ifølge dette Fortrin, som søger sin Støtte i Magt og Fordom, troede Enevoldskongens Sønner at kunne tillade sig alt, og med sandt Prindseovermod forstyrrede de Landefreden og meget andet Godt, som maatte følge af Norges Samlen til eet Rige. Harald Haarfager og hans Sønner. Harald havde lettere ved at styre det vide Norge end sit eget Huus. Han havde heller ikke redet sig det godt, da han fyldte dette op med en Mængde Medhustroer, som gav ham, mens han endnu var rørig Mand, over tyve Sønner, hvis Fordringer voxte med deres Alder. Misundelige over at de, skjøndt de vare Kongens Sønner, havde mindre at sige end Ragnvald Mørejarl, indebrændte To af dem denne høitbetroede Mand, og delte egenmægtigen hans Styre. Harald maatte da tugte dem med Sværdet; og Einar Ragnvaldssøn paa Ørkenøerne fuldbyrdede, til Hevn for sin Fader, den grusomme Sæd at riste Ørn i Ryg (d. e. udskjære Ribbenene) paa den ene af de kongelige Mord- brændere Halfdan Halegg. Blodhevnen jog nu Harald over Havet, hvor han tog Bod af Einar for sin Søn. Selv lod han en anden af sine Sønner Ragnvald Rettilbein indebrænde med alle sine Koglere, fordi han haanede Forbudet mod al Seid eller Trold- dom. Det var nemlig det meest udmærkede Vidnesbyrd om Haralds Forstand, at han midt i en afgudsdyrkende Tid var af den reneste Gudstro og den bittreste Hader af al Overtro. Den fredeligste af Haraldssønnerne Bjørn Farmand (eller Kjøbmand, fordi han drev paa Handelen i Tønsberg) nedlagdes af Halv- broderen Erik, Halfdan og Olaf reiste sig imod denne, og den gamle Harald maatte atter i Marken. Dog havde Harald gjort meget for at overholde Freden: Han havde givet alle Sønnerne arveligt Kongenavn og tildelt dem Provindser. Jarlerne overordnede, skulde de dog, forat Rigets SIDE: 394 Enhed kunde vedligeholdes, være en Overkonge undergivne; og, for ei at vække Misundelsen, havde han udelukt Alle fra Dennes Sæde, der skulde staae aabent for den Søn, han maatte avle med den jydske Kongedatter Ragnhild, efterat have forskudt alle sine Hustroer. Erik den 1ste Haraldssøn Blodøx. Haarfager-Familieregjering. Denne Søn blev da hiin Erik, der af sin Voldsomhed og Gru- somhed fik Navnet Blodøx. Forat sikkre denne Overherre- dømmet veeg Harald ham Sædet i sit 80de Aar; men havde kun liden Udsigt til at den Bygning skulde holde sammen, som han havde reist, og Guttorm Hertug, Ragnvald og Sigurd Hlade- jarl, Hakon Griotgardssøns Søn, troligen støttet under. Tre Aar efter døde han paa sin Gaard Augvaldsnæs paa Karmøen 936, og siges gravsat paa den anden Side Sundet. Norge saae mørke Tider imøde, da den gamle Konge lukte sine Øine. Maaske kun den betænkte Sigurd Jarl erindrede, at en Søn, paa hvem intet Blod klæbede, som Harald i sin høje Alderdom havde avlet med en Thora fra Mosturø, og Sigurd selv navn- givet efter sin Fader, endnu var i Behold hos sin Fosterfader K. Athelstein i Engelland, og at dette Rodskud af den uddøende Stamme endnu kunde skyde sig frem og overskygge Norge med Fred. Folket forjager Erik. En herlig Mand at see til var Erik, ligesom Faderen, og en dygtig paa Vikingesnekken opdragen Krigsmand. Men slige Egenskaber vare da ikke saa sjeldne, at de kunde forblinde Folket. Thrønderne og Vigværingerne reiste sig atter under Halfdan og Olaf, og disses Fald befæstede kun lidet hans Throne. Ligesom Kongernes personlige Laster usædeliggjør og sløver Folket, saaledes bevirker det erklærede Tyranni det modsatte. Derfor ihukom Nordmændene, med bitter Sammenligning, under Erik, at de endnu, som under Faderen, vare Kronens Leilæn- dinger, og dette tyktes dem da værre nu. Opstand ulmede overalt, og da Hakon Adelsteinsfostre ankom fra England, mær- kede Erik, at da Folket var imod, var der intet andet at gjøre end at vige Landet kun eet Aar efter Haralds Død. Han tog SIDE: 395 til England med sin onde Dronning Gunhild og sine Sønner, hvor han siden døde paa Valpladsen som Jarl, efterat han, som der siges, havde ladet sig christne. Hakon den 1ste Haraldssøn Adelssteinsfostre eller den Gode. Friheden gjenvindes, Forbedringer iværksættes, Landet udvides. Det var blevet Folket klart, at al Magt fra det har sit Udspring, at den vel for en Tid kan erobres, men at den dog maa vende tilbage som en umistelig Odel. Sigurd Jarl havde heller ikke fordulgt denne Sandhed, som "Blodøxen" forud noksom havde indskjærpet; thi paa Ørethinget talte han som Mellemmand i den Handel, hvorved Folket gav Hakon Haraldssøn Norges Krone mod Gjenoprettelsen af Friheden, omfattende Odelsretten med Landskyldfrihed, Kongevalgret og Stemmeret paa Thingene. I slig Priis holdt det gjæve Folk, og, hvad sjeldent er, ogsaa Kon- gen Kronen. For denne fik det og ret til Drot en Herre uden Meen og Lyder; frisindet som En af Folket, var Hakon herlig at see til som sin Fader, hvas i Striden som sit Sværd Qværn- bider, beleven som Sydlandenes Riddere og mild som Christen- troen, hvori han var opdragen hos den engelske Konge. I 19 Fredsaar vandt Norge Styrke, og Rygtet om det lykkelige Land med den gode Konge bragte Jæmtland og Helsingeland til at tye indunder hans Spir. Saa milde Vaaben bed dog ikke paa Arnvid Jarl i Wærmeland. Qværnbideren maatte ud før denne Provinds bragtes til Lydighed. Medens det indre Land, Mand imellem Mand, frededes ved Gulethings- og Frostethings- lovene, som samledes og forbedredes ved Lagmand Thorleif, der ligesom Bedstefaderen kaldtes den Vise, hævdedes Lands- forsvaret ved Inddeling i Skibreder, der stillede et vist Antal Skibe og Mandskab, ved Vaerers Oprettelse og ved en Folke- væbning, idet hver Mand paabødes at have sine Vaaben efter Kaar og Stand. Det er alene en saadan Forøgelse af Krigs- magten, som ikke undertrykker et Folk. Første Forsøg paa at indføre Christendommen. Kun den Indstiftelse til Folkets Vel, som laa Hakon meest paa Hjerte, nemlig Christendommens Indførelse, kunde han ingen Vei komme med. Selv den høitbetroede Sigurd Jarl var ham SIDE: 396 herimod; og da Hakon endelig paa Frostething 956 rykkede frem med sin Hensigt, reiste sig Bonden Asbjørn af Medalhuus, og erklærede paa egne og Folkets Vegne, "at dette kun havde kronkaaret ham under den Betingelse, at han skulde agte dets Frihed, altsaa ogsaa dets Samvittigheds- eller Religions- Frihed; og at han maatte vente, at det tog sig en ny Høvding, som bedre vilde agte sine Forpligtelser, om han ikke afstod fra sit Forsæt at kuldkaste den gamle Tro." Og til denne djærve Tale lagde han, under det væbnede Thingfolks Bifaldsbulder: "nu, Konge, skal du vælge et af to før du gaaer af Thinget." Hakon valgte det klogeste og bedste: han gav efter, underordnende -- som Kongen altid bør -- sin Vilje Folkets. Det skulde have været Sværmeri og Tyranni, om han havde handlet anderledes. Folket derimod gjorde sig selv skyldigt heri, og forspildte Gland- sen af Seiren paa Frostethinget, da det kortefter tilsidesatte den gjensidige Agtelse for Kongens Samvittighedsfrihed saavidt, at det tvang ham til at deeltage i de hedenske Offerhøitideligheder paa Hlade. Dog falder det mere Enkeltes Stormannaovermod end Folkets til Last, at 8 sammensvorne Høvdinger fra Thrøn- delagen ødelagde Kongens Kirker paa Møre og ophidsede Al- muen til atter at tvinge ham til samme Ydmygelse. Blodøxsønnernes Feider paa Norge. Efter Erik Blodøxes Død i England søgte Gunhild Kongemoder med sine Sønner Tilhold i Danmark. Derfra gjorde de Aar efter andet Indfald i Norge, for hvergang at blive slagne tilbage til Danskekongen, Harald Blaatand, som før var bleven tugtet af Hakon for Røverier i Vigen. Parti-ilden, som truede at blusse op mellem Thrønderne og Kongen for Troens Skyld, sluknede, da Baunerne fortalte, at Erikssønnerne havde drevet K. Trygve, Olaf af Gjerrestads Søn, fra Vigen, hvilket han indehavde med samme Ret som den Harald Haarfager fastsatte for alle Sønnerne undtagen Overkongen. Der var liden Tvivl om at den rustede Konge vilde tugte Stivnakkerne dernord; men Fædrenelandets Eenhed havde allerede faaet Betydning nok til at lade selv disse Truede ile under Kongebanneret Vigen og Agdur tilhjælp; og i Seiren ved Augvaldsnæs flød Forsoningsblodet. Aaret efter lede Erikssønnerne Nederlaget paa Rastarkalf i Søndmøer, hvor Gub- ben Eigil Ullserk ved Krigskløgt og Sejerdøden delte Hæderen SIDE: 397 med Hakon; og hvor den danske Overmagts Flugt, medens kun de faae Normænd, Kongesønnerne havde om sig, holdt Stand i det længste, bidrog til at grunde en Formening om Feighed i Folkesindet, som Uviljen mellem Nationerne oftere og saameget heller lod høre, som senere Begivenheder syntes at bekræfte den. Man maa dog ikke glemme, at overalt har Tapperheden for Arne og Frihed vundet Prisen for den der lejedes af Enkeltes Ærgjerrighed. Skjøndt hine Forsvarsindretninger skylde disse Feider sit Til- vær, kom dog Erikssønnerne paa Hakon, mens han sad ved Davrebordet paa Stordøen i Bergensleden uden at nogen Baun lyste eller at Skibrede blev opbudt. Kongens Frænde Skjalden Eivind Skaldaspiller berettede ham Faren, og Helten fra Rastar- kalf valgte at møde dem med sine faae Hirdmænd (Hofmænd). Overmagten maatte atter vige, da Gunhilds vilde Brødre Alf Askmand og Eivind Skreya bede i Græsset for Thorolf Stærke og Hakon, hvis forgyldte Hjelm de i Berserkergang søgte i Slaget, og seirende fulgte Gyldenhjelmen de Flygtende alt tilsjøs. Da var det at en Piil gav Norges ædleste Konge sin Bane 963. Døende i sin Manddomstyrke netop paa Hakonshellen hvor han var født, syntes Hakon at ville frede om Norge med sit sidste Suk. Thi, saavidt det stod til ham, opgav han Erikssønnerne Riget, erklærende, at han selv ikke efterlod nogen Søn; ja, at han, om det stod til Livet, vilde overlade dem Thronen for Freds Skyld -- den han vilde søge i fremmede christne Lande under Bod for den hedenske Besmittelse, som var ham overgangen. Han udtalte sin Tids Tro, dog kunne Mange, som have den bedre, være tjente med slig Fromhed. Paa Sæheim nordfor Bergen blev han gravsat; men herligere end den store Høi, som Folket reiste, satte Eivind Skaldaspiller ham Mindet i "Hakonarmaal". Blodøxsønnernes Regjering. Harald den 2den Erikssøn Graafeld. 963 -- 978. Da de bedste Provindser fandt sig vel under de mægtige Styres- mænd, som Hakon havde der indsat, skede fra Folkets Side ingen Modstand, da Erikssønnerne indkom. Mod Forpligtelse at vedtage Forfatningen i al sin Frihed, og at lade Tryggve beholde Vigen, SIDE: 398 Gudrod, Bjørn Farmands Søn, Vestfold, Sigurd Jarl Thrøndelagen og flere Haarfagerætlinger de Oplande de indehavde, fik den Ældste af Brødrene Harald Overkongenavn. Dog havde de alle og Gunhild Fingrene om hans Scepter, og en fælleds [fotnotemerke] Familie- regjering begyndte, hvis Forbrydelser ikke falder Hovedet Harald alene til Last. Denne Enighed og hiin afsondrede Tilstand i Landet tillod dem at fare voldsommere frem end Hakon med at indføre Christendommen, som de bekjendte sig til. Dog om- væltede de Afgudsaltrene mere for Tempelklenodernes Skyld end for der at reise Korset, og ligesaalidet var gamle Sigurd Jarls Snigmord, hvem de paa hedensk Viis indebrændte ved hans bestukne Frænde Griotgards Hjælp, skikket til at give Konge- familiens Gudstro Agt hos Folket. Thrønderne vare derfor Alle som Een om at opretholde Sigurds Søn Hakon i Jarldømmet, seende i ham ligesaavel en Troens som Frihedens Forsvarer. Dog fik Kongebrødrene et Forsvarsforbund, Hakon Jarl havde stiftet mellem Tryggve, Gudrod, Dale Gudbrand i Gudbrands- dalen og sig Selv opløst eller rettere sønderskaaret ved de to Førstes Snigmord, hvorpaa Hakon søgte til Danskekongen, som maaskee ikke har seet sig efter Løvte betalt af Erikssønnerne for Hjælpen. Dog holdt han sig to Vintre endnu i Thrøndelagen medens han om Sommeren drev paa Vikingefærd, indtil han paa længere Tid blev borte forat hjælpe Kong Harald Blaatand mod den tydske Keiser. Det misfornøjede Folk slog imidlertid to af Kongebrødrene ihjel; og da Hungernødens Elendighed kom til Tyranniets, næ- rende Almeenmisnøjet indtil Opstandsudbrudets Styrke medens Trangen gjorde selv Kongens Gjæstebord magert: saa begyndte Jarl Hakon at tænke paa at fortrænge Erikshuset og at tilvende sig selv Riget. Dette udførte han ved at faae Danskekongen til at lokke sin Fostersøn Harald Graafeld ned til Danmark, hvor han skulde fældes af Kong Blaatands Brodersøn Guld-Harald, som indbildtes at skulle derved faae Norge til Vederlag for sit Krav paa det halve Danmark, hvormed han havde skræmt sin gamle af Svaghed grumme Farbroder. Men forat Denne skulde blive Skrækken ganske qvit, skulde Hakon ovenpaa fælde Sejer- herren, uanseet alle Frænde- Fostersøn- og Fostbroder-forhold, hvori de Spillende i dette fiint udtænkte Stykke stode til hver- Fotnote: En saadan var den H. Haarfager indsatte. SIDE: 399 andre. Det gik ogsaa saa. Harald Graafeld kom forat faae Forlehninger, men fik Døden af Guld-Harald i Liimfjorden; og neppe var Kampen forbi før Hakon indfandt sig, overmandede de Sejertrætte, og hængte sin bedragne Fostbroder i en Galge, der vel var lavere end hans Planer, men højere end hans Lykke. Da nu Danskekongen og Hakon drog til Norge, gav Almuen paa Haugathing den Første Overkongenavn mod at den dræbte Gud- rods Søn Harald Grænske fik Vigen, Egnene derom og Agdur nedtil Næsset med Kongenavn, og Hakon alt det øvrige Land, undtagen Oplandene hvor flere Haarfagerætlinger havde vidst at holde sig. De to sidste Blodøxsønner undflyede til Ørken- øerne, deres gamle Sjørøverrede. Hakon den 2den Sigurdsøn, Jarl. 978 -- 995. Norge i Lehnsforhold til Danmark. Vel var hine Tiders politiske Æresfølelse ei saa uddannet som vores; men Fædrene skeer Uret, om man ikke troer, at det græmmede dem, at Fædrelandet kun kjøbte sig fri for egne Voldsherrer ved at indtræde for første Gang i Afhængigheds- forhold til et fremmed Rige, og det et, som allerede havde givet Anledning til en Nationaluvilje. Maaskee havde denne Følelse Deel i Blodøxsønnen Ragnfrods Fremgang, da han kom tilbage efter et Aars Forløb, og satte sig fast i alle Vestfylkerne til Hakon betvang ham ved Thingenæs i Sogn. Men vist er det, at Hakon nærede den fra samme Stund han maatte hylde Danskekongen, og at den endelige Udførelse af Planen til den fuldkomne Rigsuafhængighed gav ham mere Styrke ved Folke- gunsten, han derved vandt, end ved den Afgivt, af 100 Mark Guld, han da besparede og de øvrige ydre Magtfordele, som derved kom ham tildeel. Mellem Personer kunne strenge Af- hængighedsforhold, naar disse ikke gaae til Slaveri, finde Sted uden Vanære; men ikke mellem Nationer, der ere lige myndige og udrustede med al Evne til Uafhængighed; thi mellem disse findes ikke alle de Kjærlighedens Dyder, som mildne Forholdene mellem de enkelte Mennesker, og kun ved Egenkjerlighedens Styrke stræbe de mod Udviklingen. En Betingelse for denne er Uafhængigheden; derfor kan kun det Folk ansee dennes Tab SIDE: 400 med Ligegyldighed, som er fornedret nok til at frasige sig Evne til Udvikling og Krav derpaa. Hakon løste dog Maskerne i Garnet ligesaa langtsomt opigjen som han havde bundet dem. Efter de første Par Aar gik det traat med Lehnsafgivten, og tilsidst betalte han bare med Svær- det, idet han solgte den Hjælp, han som Danskekongens Lehns- mand andengang ydede Denne mod Keiseren, for Eftergivelse af Skatten og Erkjendelsen af Norges Uafhængighed. I dette Tog vandt Hakon ligesaa stort Berøm ved sit Forsvar af Lande- volden Danevirke i Sønderjylland, som den norske K. Tryggves Søn Olaf i Keiserens Hær ved sit Angreb paa samme; og forat slippe vel fra K. Blaatand, hvem Freden med Keiseren og endnu mere en Børløshed, som holdt Hakon fast, gav Magten tilbage, lod han sig christdøbe og tog Præster ombord, som skulde fort- sætte den Omvendelse, som Keiserens Udsendinge under Feldt- toget havde paabegyndt i Vigen. Men neppe børede det op før Hakon hev Præsterne iland hvor de vare komne fra, hærjede fra sig dernede, og hjembragte mellem Byttet som det ypperste sit Lands Uafhængighed (989). Angreb fra Danmark. Paa Folkenes Ryg opgjøres Fyrsternes Mellemværende. Dette fik Vestkysten at føle, som Danskekongen hærjede forat hevne sig paa Hakon Jarl. Farligere var det Indfald, som H. Blaatands Søn Svend Tveskjæg fik Jomsvikingerne, ): Beboere af Sjørø- verstaten Jomsborg i Venden, til at gjøre om Vintren 994. Fra Tønsberg af, som de afbrændte, hærjede de Landet rundt under Høvdingerne Sigvald Jarl, Bue hin Digre, Sigurd Kappe og Vagn Akesøn, indtil de i Hjørungavaag paa Søndmøer traf den norske overlegne Flaade under Jarl Hakon og Sønnerne Erik, Svend og Erland. Efter 3 Dages frygtelig Kamp blev Seiren Hakons. Da var Alt flugtdrevet eller dræbt paa 30 nær, som laae bundne for hans Fødder. Med den største Koldblodighed havde alt Halvdelen af disse Tappre lidt Øxdøden, da Jarl Erik forherligede den Tapperhed, han havde viist i Slaget, ved at frelse de øv- rige og mellem dem Vagn Akesøn. Ugjerne lod Hakon Hevn- offrene fare -- han den mørke Blotmand, der sagdes under Slaget at have offret sin yngste Søn Erling til sin Skytsgudinde Valkyrien Thorgerda Horgabrud, som ogsaa skal have sendt ham SIDE: 401 en dygtig Hagliling til Undsætning. Dette gav Hovedanføreren Sigvald Jarl Paaskud til Flugt, mens der maatte skarpere Vaaben til end Skyernes hvide Pile forat faae Bugt med hine andre Tappre. En Modsætning til den, med alle sine næsten dæmo- niske Aandsevner, overtroiske Hakon var den unge Helt Færø- ingen Sigmund Brestersøn, der udmærkede sig i Slaget mellem Hakons Mænd, og hvem Hedenskabets Unaturligheder havde gjort aldeles vantro. Taabeligheder i Religionen føre altid til disse Yderligheder. Hakon Jarls Voldsherredømme. Folket ender det. Hakons Sejerære og Nidkjærhed for den gamle Tro havde, i Forening med en Række frugtbare Aaringer, ret vundet ham Folkets Huldskab. Han brugte kortere Tid til at forøde den ved de Udskejelser af et magtberust Sind hvortil han nu overlod sig. Han glemte, at den var den store Bølge, som hidtil havde baaret ham oppe, da han maatte gaae overbord for Erikssøn- nerne fra den store Magtsnekke, som stikker sin Dragesnabel ud i Lindesnæs, har sine Lastrum i de rige Oplande og sin prægtige Høistavn med Herresædet i det vide Thrond. Vel havde han svømmet med en Kløgt og Styrke, som kun Faae i den hele Verdenshistorie; men der var dog en Tid, da han er- kjendte, at det var Folkekjerlighedens store Magt, som bar ham, opløftede ham, og tilsikkrede ham Riget vissest, da den gav ham Navnet "den Gode." Nu var den folkekjære Thrønder bleven en barsk, frastødende Overherre, det mættede Ærebegjær guld- tørstigt, den aldrende Mand, Sejerherren i Hjørungavaag en foragtelig Qvindejæger, og Uafhængighedens Gjenvinder gav Fri- heden hjemme ingen Sikkerhed mere. Derfor blev "Hakon Hladejarl den Gode" i Folkemund "den Onde"; og Hovmod lærte inden kort hvor nær det staaer for Fald. Der er sagt, at Friheden beroer ligesaameget paa Sederne som paa Lovene. Derfor gjorde Frihedsaanden fælleds med Thrøndernes oprørte Sedelighedsfølelse, da den tøilesløse Hakon ved sine Trælle bortførte Bonden Brynjolfs Huustro og krævede Jomfruen Gudrun Bergthorsdatter, kaldet Lundesol, Orm Lyrgias Brud; og Opstanden brød løs. Just samme Tid landede Olaf Tryggvessøn, hvis Bedrifter i Engelland og Irland ikke havde ladet ham skjult for Hakons ængstlige Blik, som derfor ved SIDE: 402 Thorer Klak havde ladet ham lokke til Norge, forat faae denne Haarfager-Ætling afvejen. Han satte sig i Spidsen for Bønderne, fældte Erland Hakonssøn og forfulgte den flygtede Hakon til Gaarden Rimol, hvor Ejerinden Thora, for gammel Kjærligheds Skyld, havde skjult ham med hans Træl Karker under en Svine- sti. Der hørte Karker hvorledes Olaf, idet han paa Gaarden talte til Folket, tilsagde Den Belønning, som bragte Hakon død eller levende. Han dræbte da sin sovende Herre, men fik Døden til Løn, da han bragte Hovedet til Olaf. Forræderiet elskes, Forræderen hades. Haarfageræten hersker alene. Olaf den 1ste Tryggvessøn. 995 -- 1000. I Olaf Tryggvessøn tog Folket sig en Sønnesønssøn af Haar- fager til Konge mod at besværge Forfatningen og at lade Op- landene beholde sine Smaakonger af Haarfageræten. Det lader til at disse have været af samme rolige Sind og Færd som den bekjendteste af dem Sigurd Halfdanssøn paa Ringerige (kaldet med et fortroligt Agtelsesudtryk "Sir" d. e. "Herre"), som tog Harald Grænskes Enke Aasta tilægte, da denne var bleven inde- brændt af den svenske Enkedronning Sigrid Storraade, til hvem han beilede. Hos ham opfostredes Olaf Haralds Søn og senere hans egen Søn Harald, hvilke begge bleve berømte Normanna- konninger. En mere omtumlet Ungdom, end disse sine Frænder, havde Olaf Tryggvessøn havt. Den er et forunderligt Eventyr. Født paa Flugten for Gunhild Kongemoders eller "Hexes" Efter- stræbelser, efterat hendes Sønner havde dræbt Faderen, blev han, da Moderen, under idelige Forfølgelser i Norge og Sverig, vilde føre ham med sig over til sin Broder i Gardarike, fangen af Sjørøvere og solgt for en Buk i Esthland. Ved en Hændelse opdagedes han af Morbroderen, og blev nu opdragen ved Hoffet. De mærkeligste Bedrivter betegnede hans Ungdom. Fra Venden, hvor han var givt, var det han kom Keiseren tilhjælp. Siden feidede han i England i Ledtog med Svend Tveskjæg; vandt sig der Gods og Brud, og lod sig fuldchristne ved Daaben, efter- at han forlængst, som der siges, i Constantinopel havde antaget Christennavnet. SIDE: 403 Voldsom Indførelse af Christendommen. Man skulde ventet meget godt af En, der med Olafs udmær- kede Evner havde været i slig Skole som Han. Skjøndt kun 26 Aar da han erholdt Fædrenekronen, havde han været længe Mand før han blev Konge, ja vel endog Konge før han blev det hjemme. Men Omvendelsesiver plettede Heltens Rygte med Ni- dingedaad, og lod ham begaae det yderste af Kongeforbrydelse: Angreb paa Folkets besvorne Frihed. I Vigen gik det glat med Omvendelsesværket for det store Frændskabs Skyld og fordi Læren der ikke var saa ganske ny; men paa Vestkanten kun ved Tvang og Bestikkelser. Hladetemplet nedbrødes, men Thrøn- dernes og Helgelændernes Opstand lod ham søge andre Udveje end Magtens. Ved at bestikke Harek af Thjottø fik han de hel- gelandske Høvdinger ombragte: Eyvind Kindriff døde under Glo- bækkener og Raud hin Ramme ved at jage ham Huggorm i Livet. Thrønderne overlistedes: de omringedes, medens Jern- skjægge fra Ophoug, der havde ført høihjertet Tale som Medal- huus-Asbjørn, nedhuggedes af de Kongelige -- et Mord, hvorfor Kongen dog maatte erlægge Bod. Ved Sigmund Brestersøn, der af Fornuftgrunde havde ladet Hedenskabet og siden Vantroen fare, Olafs Ven og Jevngode i alle Legemsfærdigheder, christ- nedes Færøerne, der atter af ham vare underlagte Norge. Til Island sendtes i samme Meed den voldsomme Hofpræst Thang- brand og nogle Islændere, som i Kongens Gaard vare blevne Christendommen paatvungne. Derfra forplantedes den til Grøn- land, som ved disse Tider tilligemed Strækninger af det egentlige America (Vinland) opdagedes. Hvor voldsomt end Olaf gik frem, forhindrede dog hans yp- perlige Egenskaber forøvrigt, at han blev forhadt. Han handlede i sin Tidsalders umilde Aand, og var gjennemtrængt af Over- beviisningen om at Erkjendelsen af det Velgjørende i Religions- forandringen vilde Læge Saarene. Hvor vanskeligt det er at udrydde gammelt Ondt, finder enhver Tid; og Overbeviisningens Vei er baade de mange Hoveder og Sværmeren, som vil frem- drive dem, for trang. Dog skulde visselig den bredere, som Magten aabnede Olaf, have faaet en brat Væg, hvorimod han vilde have løbet Hovedet tilblods, om ikke allerede Afguderiet selv havde været ligesaa brøstfældigt som de Guder, han ned- SIDE: 404 slog med sit Spiir paa Mærethinget, da Jernskjægge faldt; og om ikke mellem de Masser, som dreves hen til Steenkorsene og de nye Kirker, havde været Mange, som havde indseet den Vildhed i Sederne, som maatte falde ved Afguderiet, saasom Blodoffrene, Børnsudsættelsen, Trælstanden, Seidkunsterne og Sjørøveriet. Vanskeligere faldt det maaskee dem som os at indsee hvortil Forbudet mod at spise Hestekjød egentlig skulde. Imidlertid have vel Præsterne troet at burde belægge med Forbandelse denne hedenske Offerret, som fristede baade de hemmelige Asavenners Mave og Sind. Sammensværgelse mellem Kongerne af Danmark og Sverig og de udvandrede Normænd mod Olaf. Ved Nidaros (Throndhjem), som Olaf 998 havde anlagt, byg- gede Thorberg Skafhug ham et herligt Skib "Ormen hin lange". Det førte 100 Aarer, holdt en 60 Alen i Kjølen, og bar sin lue- forgyldte Dragesnabel og Stjert højere over Vandet end alle andre Skibe. Overtalt af sin Dronning Thyra, danske K. Svends Søster, drog Olaf, i Spidsen for 60 Langskibe, paa Ormen lange til Venden for der at afkræve Thyras fraskilte Mand K. Buris- leif hendes Medgivt. Maaskee fristede dette prægtige Skib og det hele Optog ligesaameget Olafs eventyrlige Sind som hans Mod harniskedes ved de Advarsler for Kongen i Danmark og de øvrige Fiender i Udlandet, som hans Trofaste ikke undlode at give ham. Der udklæktes ogsaa strax af Sigrid Storraade, nu K. Svends Dronning, som af Olaf under et Frieri var bleven dødelig fornærmet fordi hun ei vilde forlade Hedenskabet, et Forbund mellem K. Svend, Olaf Skjødkonge i Sverig og Jarl Hakons fordrevne Sønner Erik og Svend, hvem mange forme- delst Olafs Voldschristning udvandrede Nordmænd omgave. Den Ulykke, som rammede Olaf kan altsaa tilskrives hans Troessvær- meri, en Lidenskab, som ikke er mere fri, end enhver anden overdreven, for at bære Fordærvelsen i sig. I Sundet ved den vendiske Ø Svollder førtes Olaf (9. Septber. 1000) af Forræderen Sigvald Jomsborgjarl midt indimellem de forenede Flaader. Skjøndt der end var Tid til at komme tilhavs, hvor alt alle hans Skibe, paa 11 nær, befandt sig, lod dog Olaf Seilene falde til Kamp mod den mangedobbelte Overmagt, er- SIDE: 405 klærende, "at aldrig veeg han i Strid, og agtede ei heller at gjøre det nu, hvor skarp den end vilde vorde, da Erik Jarl, som havde nok at hevne, førte Nordmænd mod Nordmænd i Kampen." I fire heftige Træfninger, hver et Kongeslag, deltes dette mærk- værdigste af alle de Sjøslag, som i den gamle Tid holdtes i Norden. I den første Dyst kastedes den danske, i den anden den svenske Overmagt, og i den tredie Erik Jarl, efterat han allerede var trængt frem til Langormens Mast. Efter den var kun dette Skib tilbage; og under den hændte det, at Nordens bedste Skyttes, den unge Thrønder Einar Thamberskjælfvers Bue klang isønder just som han lagde an paa Erik Jarl, og at han, paa Olafs Spørgsmaal, "hvad der brast," svarede sorgfuldt og sandt: "Norges Rige af din Haand, Herre min!" Endelig i den fjerde Kamp lykkedes det Erik, ved at faae Ormen tynget paa Siden, at entre og at rydde op med friske Folk mellem den kamptrætte Besætning; men da Kongen søgtes høiskibs, var han forsvunden. Sprungen overbord, er han vel neppe bleven reddet, som Einar Thamberskjælfver og flere andre af hans Mænd, der gjorde det Samme. Dog gik Præstesagn herom, ja om at han ligetil 1047 levede som Munk nær det hellige Land. Dronning Thyra, som var ombord, hungrede sig ihjel paa 9de Dag herefter; og var der Mænd, som bøjedes mere af Sorg over Olafs Tab end det syntes Mænd at kunne anstaae. Selv de værste Despoter have vidst at skaffe sig personlige Venner, der maatte trøste dem for Folkehadet; og dem, Egennytten ikke hvervede, vandt Svagsindet, som, blindet af enkelte gode Træk, troer Løven miskjendt for Grumhed, fordi den stundom lod Lammet løbe. Undrer det os derfor, at Olaf, der unegtelig var despotisk, endda kunde være et frisindet Folk saa kjær: saa maae vi erindre, at hans Despotisme var overgaaende som Heltens Vrede paa Valen. Da han troede Himlens og Sandhedens Sag gjennemkjæmpet, var han igjen den folkesæle Olaf, riig med sit Huldsind som med sit Vredsind -- en Aabenhed, der er det elskværdigste Strøg i denne store Helts ildige og glimrende Charakter. SIDE: 406 Jarlerne Erik og Svend Hakonssønner. 1000 -- 1016. Norge i Lehnsforhold til Sverig og Danmark. Sejerherrerne delte Norge imellem sig; dog fik Erik Jarl, for- uden sin egen Trediepart, Danskekongens Deel at styre, medens Broderen Svend stod for Resten under svensk Høihed. Olaf Tryggvessøns Svoger den mægtige Erling Skjalgsøn paa Jeddern havde dog store Forlehninger paa Vestkanten, ligesom og Einar Thambeskjælfver, der fik Jarlernes Søster Bergliot tilægte, i det Throndhjemske. Saaledes søgte de nye Herrer at gjøre sig Venner af den gamles. De indre Oplande beholdt sine Styrere iro. Jarlerne regjerede fortræffelig. Skjøndt Christne i et Land, hvor endnu mange Hedninger fandtes, gjorde de dog ikke sin Tro gjældende ved Magten. Samvittighedsfriheden var dem lige- saa hellig som Borgerfriheden, og de overlod Fredens Religion i Fred at vinde Seiren over Kampens. I den ædle heltemodige Erik maatte det vel blive klart, at Christendommen, som man befrygtede, ikke qvalte Heltemodet; og alle denne Regjerings Dyder syntes at have maattet være bedre Christendoms-Tals- mænd end Thangbrands Thordenrøst, Olafs Sværd, det bragende Globækken paa Kindrifs Bug og den hvislende Orm i Rauds Gab. Og dog lader det, efter alt hvad Jarlernes Eftermand fik at gjøre, som om Hedenskabet gjorde Tilvæxt under disse. Men efter et Tryk er Tilbagedrevet naturligt, og i mange indre Egne havde endnu ingen Kirkeklokke lydt. De mildere Tider viste sig dog i Strafsættelsen for Holmgangen, i de mange Fredsaar og i det gamle Kjøbsted Steinkjærs Frem- hjælp. Under saadanne Idrætter bortkaldte Lehnspligten Erik Jarl til at bistaae den danske K. Knud Svendssøn i Erobringen af England, hvorfra han ei kom tilbage. Olaf den 2den Haraldssøn, den Hellige. 1016 -- 1029. Haarfageræten hæver sig igjen paa Thronen. Under Jarleregjeringen havde Olaf, Harald Grænskes Søn, fra sit 12te Aar ført et, efter den Tids Mening berømmeligt, Sjøkon- geliv. Moderen, den stormodige Aasta, glædedes ved Rygter SIDE: 407 om hvorlunde den unge Vovehals havde hærjet Mælaren rundt, og da svenske Olaf Skjødkonge saa lænkespændte Stoksund forat fange ham, gravet et nyt Sund og sluppet ud med sit Bytte. Fra Frankrig og England lød ogsaa hans Roes; og Sigurd Sir angrede ikke, at han havde rustet Stedsønnen ud. Da Erik Jarl nu drog til England, drog Olaf derfra hjem, fordrev Eriks Søn Hakon, fandt Hjælp i Frændekongerne paa Oplandet, men endnu mere i den almene Uvilje over Landsafhængigheden af de fremmede Riger, og toges af Folket paa Eidsevjuathing til Overkonge mod Løftet at befrie alt Landet fra fremmed Vælde. Aaret efter opfyldte han dette ved at slaae Svend Jarl og Høv- dingerne Einar Thambeskjælfver og Erling Skjalgsøn under Ag- desiden. Svends Død kortefter levnede Olaf Riget helt og holdent. Heri gjorde ikke svenske Skjødkonges Fordringer paa de Lehn, Svend for ham havde indehavt, noget Skaar. Olaf hang hans Skatkrævere op og tog alt tilbage indtil Gothelven. Paa dennes anden Side i Gothland havde han en god Nabo og Mellemmand i Tvistighederne med svenske Kongen i Rognvald Jarl, som endog skaffede ham Dennes Datter Astrid tilægte, mod Faderens Vilje, istedetfor Søsteren, der egentlig var Olafs Elskede. Sven- skekongens Had mod Olaf gik saavidt, at han forbød at kalde ham anderledes end "den Digre eller Tykke," hvorved en svensk Forfatter siger at Olaf ei blev magrere. Olafs faste Stilling; men endnu mere den Magt, som Friheden gav det svenske Folk, der ingen Feide vilde have med Norge, tvang Skjødkongen til at holde sig rolig. Lagmændene den gamle Thorgnyr og Emund talte ham paa en ypperlig Maade tilrette, og Historien lærte da alt i hine vilde Tider, at Folkene hade ikke hverandre af sig selv; men at det er Regjeringerne, som af Egennytte vække Nationalhadet. De sidste voldsomme Omvendelser til Christendommen. Det var vel nok, at Olaf baade selv gav Love, saasom Hird- skraaen for Hoffet og Christenretten for geistlige Sager, holdt strengt over al anden Lov og Ret og nærmere fastsatte Eidsevjua- lovens Omraade; at han fremmede Handelen, lod præge Mynter, gjenreiste det af Svend Jarl nedbrændte Nidaros, byggede Cle- menskirken der, og anlagde Sarpsborg; men ilde gjorde han i SIDE: 408 at fortsætte Christningen paa Olaf Tryggvessøns Viis. Dette fratog ham flere Hjerter mellem det simple Folk end han vandt Sjele for Himlen. Med sin Øxe hugg han nu sin Christentro ind i Afdalene, og Røgen af det brændende Valders viste, at den var kommen til Landets Midte. Ølver paa Egge med mange andre Indthrønder bødede for sin Vedhængen ved den gamle Tro, og med Dale-Gudbrand maatte Gudbrandsdølerne erkjende den nye Guds Overlegenhed, da Thorsbilledet paa Hundorp knustes og væmmeligt Ormekryb udvrimlede af Guden. Ligesaa stærkt Indtryk gjorde det dog nok paa de ærlige Døler, at de paa Flugten fra denne forfærdende Scene fandt sine Baade i Laagen gjennemborede og Thingstedet opfyldt af væbnede Om- vendere. Denne Voldsfærd bragte de samme Smaakonger om- kring Mjøsen, som havde hjulpet Olaf til Magten, til at sammen- sværge sig mod Olafs Liv; men, underrettet herom af Ketil Kalf paa Ringenæs, tog han dem ved Overrumpling tilfange, lemlæstede to og jog de andre tre i Landsflugt. Da Sigurd Sir samme Aar døde, var Olaf den Eneste, som bar Kongenavn i Norge. Dette agtedes dog kun lidet i Underlandene, undtagen paa Ørkenøerne, rimeligviis for det Rygte Omvendelserne havde paadraget ham. Thrond paa Gautø slog saaledes hans Skat- krævere ihjel paa Færøerne. Bedre gik det ei i Jæmtland, og Islænderne vil ikke engang for store Løfter indrømme ham en liden Ø ved sine Kyster. Dette er den nøjeregnende Iversyge, som redder Frihed og Uafhængighed. Kamp mellem Kongemagten og Stormandsvældet. Den Regjering behøver ei at udgyde Blod forat opretholde sig, som har sin Støtte i Folket. Men denne manglede den ubøjelige Olafs; og Grumhedens Regning er daarlig. Mellem Blodet for de forskjellige Altere flød ogsaa noget for de to Magter, Ene- kongens og Stormændenes, som stredes om at gjøre sig forgjæl- dende. Allerede den framvise Sigurd Sir havde gjort Olaf i Slaget med Svend Jarl opmærksom paa Høvdingvældets Tilta- gende, hvilket ret havde sine Repræsentanter i Erling Skjalgsøn og Einar Thambeskjælfver. Denne Sidste sad lidet hjemme under Olaf; men inden Erlings Omraade vovede Kongen neppe at SIDE: 409 komme. Dog indkneb Olaf Dennes og Harek af Thjottøes Lehn; og efter et Slags Forlig beholdt han Erlings Sønner hos sig, dog neppe anderledes end som Gidsler. Hvor vidt Stormandsvældet dristede sig, sees af at Erling tvang Kongen til at give Asbjørn fra Throndenæs fri, som havde brudt kongeligt Forbud og derpaa dræbt Kronfogden for Kongens Fødder. Samme Forsvar hæv- dede den mægtige thrøndske Familie Arnessønnerne, og den nord- landske Høvding Thorer Hund endsede lidet, at han slog en af Kongens Mænd ihjel. Olaf bød Kaxerne Spidsen alt hvad han kunde; men i saa rørt Vand var det naturligt at Fremmede vilde fiske. Undertvingelse eller svare Tab har altid været det Lands Lod hvor Spændingen mellem Konge og Stormænd gik til Yderlighed. I den Brist, som derved opkommer, indskydes altid fremmede Thordenkiler; og de indsuges af den ulykkelige Stat som den gjensiddende Piilodd af det bulnende Saar. Forraad mod Nationen var det Vaaben hvormed Stormændene vilde knuse Kongen. Det har altid, i lignende Omstændigheder, været det hvortil de greb. Her kunde de det med Sikkerhed, da Olaf havde forspildt Folkekjerligheden, og brugte Hersker- viljen istedetfor Statskløgten. Det var K. Knud den Mægtige af Danmark og England, som vilde drage Fordeel af Stillingen i Norge; og gjensidigen kastede Ærgjerrigheden fra ham og den krænkede Stormannastolthed fra Norge Øinene paa hinanden, og de trædske Blik forstode hinanden. Thorer Hund, Thambe- skjælfver, Erling Skjalgsøn med sine Sønner og senere hen Harek af Thjottø drog over til Knud, medens hans Sendinge, selv did- førte af Erling, saaede Guld og med det Forræderiet om i Norge. Olafs Blik fulgte med Raskhed disse Bevægelser. Den for Troens Skyld dræbte Ølvers Søn Thorer henrettedes som bestukken af Knud; men derved gjorde Olaf kun Arnessønnerne til uligs. Og endelig, forat forekomme Knud, faldt han tilligemed den svenske Kong Anund 1028 ind i Danmark; men trak sig efter det uaf- gjorte Slag ved Helgeraae i Skaane tilbage mere af Frygt for sine egne end for Knuds Mænd. Aaret efter kom Knud til Norge. Seiren var let, da Olaf var forladt af sit Folk; ja uden Blod paa Erling Skjalgsøns nær, der, overvunden af Olaf, blev ihjelslagen af en af hans Hirdmænd. Olaf maatte forlade Landet, dragende over Sverig til Gardarike, medens Knud hyldes overalt. SIDE: 410 Knud den Mægtige 1029 -- 1030. Stormannavælde under dansk Høihed. Da Hakon Erikssøn Jarl, Knuds Statholder i Norge, strax forgik paa en Engellandsreise, indfalder en herreløs Tid, som vel ikke maa have været god siden Bjørn Stallar (Kongens Talsmand) drog saa ilsomt til K. Olaf og fik ham opmandet til at forsøge Gjenerobringen. Han kom ned i Værdalen med 4000 Mand, hvorimellem Find Arnessøn, den unge Harald, Sigurd Sirs Søn, Dag Ringsøn, hvis Fader var en af de af Olaf fordrevne Smaa- konger, og Arnliot Gellina, der forlod sit Skogrøverstøl paa Jæmtlandskjølen forat blive ærlig og christnet under Kongebann- ret. Der ved Stiklestad mødte ham Høvdingehæren 12000 Thrøn- dere, Horder og Helgelændere under Kalf Arnessøn, Harek og Thorer Hund, som havde svoret Knud Olafs Drab, naar Leilighed faldt; men hvor overlegen Olaf end maatte vente den, tillod hans Troessværmeri bare Christnede at tjene i Kongehæren. Da Kampdagen 31 Aug. 1030 gryede, vakte Thormod Skjald alle Mand ved at istemme Bjarkemaalet: Hanen hilser den rundne Dag. Vaagner Helte til Slag til Slag! Rolf hin Skytte, haandfaste Har! Vaagner Mænd, som ei Flugt end bar! Til Viin og Lefl ei, men til sin Leeg Valkyrien vake, I Mænd, jer skreg. Under en Solformørkelse gik Slaget paa, under Feldtraabene: "fram, fram Korsmænd, Kongensmænd!" og: "fram, fram Bonde- mænd!" Kongens Fald for Thorstein Knarrasmed, Thorer Hund og Kalf Arnessøn afgjorde det til Bondehærens Fordeel. Slaget vel; men dets Følger bleve skrækkelige for det Folk, hvis Sag den troede at have vundet. Svend Knudssøn 1030 -- 1036. Norge under danskt Tyranni. Efter Naturen er en Konges Blod ikke andet end Menneske- blod; men efter den politiske Ordning noget mere. Olafs be- gyndte at brænde Folket paa Samvittigheden, da dette, som altid er godmodigt, mærkede, at det kun havde været Redskab SIDE: 411 for Stormændenes Interesse, og Disse, at de kun havde arbeidet i det fremmede Herskervældes. Derom overtydede Knuds Søn Svend, som nu fik Styret, dem snart ved det skamløseste Tyranni. De ubilligste Skatter og Forordninger -- som f. Ex. at eet dansk Vidne skulde fælde to norske -- maatte oprøre et mindre ære- kjert Folk end det norske. Hadet og Angeren søgte derfor Luft ved at ophøje Olafs Hellighed som Religions-Blodvidne; og, da man havde faaet den danske Bisp Sigurd bort og Olafs Bisp Grimkjeld ind, bragte man det dertil, at hans Legeme hensattes som undergjørende i et dyrebart Skrin paa Domkirkealteret i Throndhjem. Senere blev Olaf af den christne Kirkes Overhoved Paven erklæret for Norges Skytshelgen ("Sanct" eller "Hellig Olaf"), og hans Dyrkelse udbredte sig langt. Inden Svend og hans Moder Alfifa mærkede Uraad, havde ogsaa Einar Tham- beskjælfver og Kalf Arnessøn, bøiede under Vægten af Fædre- landets Ulykke, Folkets Had og egne skuffede Forventninger, hjemhentet Olafs Søn Magnus fra Gardarike, hvorpaa Svend skyndede sig didhjem han var kommen fra. Kongemorderne opløftede Sønnen paa det samme Hærskjold hvormed de havde knust Faderen; og mellem dem blandede sig tillidsfuldt Rognvald Brusesøn fra Ørkenøerne og de andre Trofaste, som havde vogtet Magnus's Vugge. De meest modsatte Partier nærme sig altid hinanden, naar et faaer Overmagten. Magnus den 1ste Olafsøn den Gode. Kongemagten hæver sig. Skal en Konges Blod være helligere end et andet Menneskes, saa maa ogsaa hans Ord og Tilsagn være det. Men Harek af Thjottøes Drab, hvortil den 13aarige Magnus gav Øxen, viste Høvdingerne hvad de kunde vente, naar det glødende og be- vægelige Olafsblod fik sin Styrke. Da den Tid kom, skjød det sig med mørk Rødme op i hans Kinder, da Kalf Arnessøn maatte vise ham Olafs Banested. Dette syntes Kalf som røde Skyer foran Stormen. Han flygtede, og gjorde vel bedst i ikke at stole hverken paa det blussende Sønne- og Konge-Blod eller paa sin Broder Finds Fortjenester eller paa at Magnus havde gjort ham til Rigsforstander medens han selv var i Danmark. Til Høvdingenes Fortjenester, hvormed de vilde godtgjøre det For- SIDE: 412 bigangne, hører nemlig, at de strax uddroge at værne den unge Konges Rige mod den danske Konge Haardeknuds Krav, og istandbragte det Forlig, at den Længstlevende skulde erholde begge Riger. De iagttoge ellers i Alt hvad der sømmer sig gode Fædrelandsvenner. Alligevel blev det dog, efter Kalfs Flugt, farligt for alle dem, der havde Deel i Stiklestadsejeren; og først Folkets høilydte Knurr og redelige Raadgivere, der viste Sønnen hvortil Lidenskabelighed havde ført Faderen, standsede Forføl- gelserne. Neppe skulde dette Brud paa edeligt Fredssagn (Am- nesti) været taalt, om ikke den agtede Einar Thambeskjælfver, som ingen ligefrem Deel havde i Olafs sidste Ulykker, havde staaet ved Kongens Side, og om ikke Faderens Hellighedsglands syntes at blande sig i de Straaler, som Sønnens Krone stedse længere udskjød. Det var dog paa høi Tid, at Magnus bøjede Øre til Raad som dette den berømte Sighvat Skjalds: "Vrede Herre, Hvo tør raade Dig at gjøre Kongeord til en fuul, tvetydig Gaade? Det er dristigt her i Nord! Bryd ei Løfte, vil du have Mænd, som bryde ei Geled. Konge vinder Træl ved Gave, gjæve Mænd ved Agt for Eed. Vogt Dig, om de Gubber stikke hvide Skaller sammen tyst! om Normannafolkets Blikke skulme ned i oprørt Bryst!" Siden forblev Magnus en Hædersdrot, saa Folket kaldte ham "den Gode." Lovene samlede han i en Bog "Graagaasen", hvorved der skede hans Fader Ret og Ære, da flere af dem vare af ham. Danmark forenes med Norge. Ved Haardeknuds Død 1042 forenedes Danmark, efter Forliget med Norge. Dette gjengjeldte Ondt med Godt; thi ved Joms- borgs Ødelæggelse og Slaget paa Lyrskovs Hede holdt Nor- mændene med sin unge Heltedrot i Spidsen de vilde hedenske Vender fra Danmark, som de jevnlig pleiede at hærje. Alligevel SIDE: 413 maae vi ei fortænke Danskerne i at de gave K. Magnus Stat- holder i Danmark den danske Svend Ulfsøn (Estridsøn) stort Anhang, da han lønnede Magnus med en saa haardnakket Op- stand, at denne, efter fire Gange at have fordrevet ham til Sverig, omsider oplod ham Riget paa Dødslejet i Danmark 1047. Sin Fordring paa England, som Arv efter Haardeknud, satte Magnus ikke igjennem, og Thorfind Jarl slog Rognvald Brusesøn, Kongens Mand paa Ørkenøerne, ihjel og unddrog disse en Tid den norske Krone. Harald d. 3 Sigurdssøn Haarderaade 1047 -- 1066. Danmarks Uafhængighed anerkjendes af Norge. At Harald, Søn af Sigurd Sir, og saaledes K. Magnus's Halv- farbroder, som Aaret før dennes Død var tagen til Medregent og af Thorer af Steig paa Eidsevjuathing givet Kongenavn, hvil- ken Ærespligt tilkom en dertil valgt Odelsmand, ikke havde samtykt i K. Magnus's sidste Vilje med Hensyn til Svend i Dan- mark, betager dette Riges Uafhængighed intet af sin Virkelighed. Om end Harald var Part paa Norges Vegne og negtede sin Anerkjendelse dertil, saa virker denne formelle Mangel dog ei engang til Brist paa Retsgyldigheden af en Ting, hvis Tab ei er retsgyldigt. Hjemkommen fra Constantinopel (Mikligard), hvor han ved de største Bedrifter havde svunget sig op til Høvding for Værjingerne, den græske Keisers Livvagt af nordiske Folk, og vundet store Rigdomme, havde han vel i foregaaende Forlig tilsagt Svend Danmark, om han bistod ham i at faae Norge; men da sligt ei gjordes fornødent, havde han tilskiftet sig halve Herredømmet, som det da var, mod Halvten af sine Rigdomme. Nu formindskedes dette tilkjøbte Herredømme ved Svends Op- stand, og et Processpørgsmaal opstod, som ikke lod og ikke lader sig afgjøre efter de almindelige Ejendomslove. Nationerne, hvem det dog angaaer, opkaste aldrig saadanne, men kun deres Herskeres Ærgjerrighed, og den vinder almindeligviis Sagen, som kaster det tyngste Sværd i Dommerskaalen. Men ikke saa her. Harald kastede i alle sine Plyndertog og i Seirene ved Diursaa og Nisaa det tyngste Sværd; men Danskefolkets Hen- givenhed veiede dog mere for Svend. Selv gjorde hans Evner, at han altid vred sig som en Slange i Norskekongens Hænder, SIDE: 414 og vred sig altid unna. Efter 20 Aars Feide forblev han i uan- tastet Besiddelse af det Rige, hvortil Folket kaldte ham. Norges vigtigste Gevindst var Oslos Anlæg for Krigens Skyld 1058. Stormandsvældet kues. Harald forligtes ilde med Magnus. Det var mere som Søn og ilsindet Menneske, end af Herskervilje, at denne havde ladet enkelte Stormænd føle sin Magt. Han forligtes godt med de andre, omendskjøndt han ikke var bange for at lade selv Einar Thambeskjælfver vide, at han var Konge, saa ung han var, da denne framvise Mand fraraadede Svend Ulfsøns Udnævnelse til Kongejarl i Danmark. Det var enkelte Stormænd, Personerne, Magnus vilde tillivs, men ikke Stormandsvældet selv. Men dette vilde Harald, den barske Soldathøvding. Dog blandede sig i dette Hu personlig Lidenskab. K. Magnus's Venner vare ikke Haralds; og mellem dem bød den gamle Einar, der havde staaet saa fremragende og fast ved Magnus's Throne som Gudebilledet over de gamle Tiders Høisæde, ham Spidsen fremst. Og han havde Indflydelse paa Høje og Lave, da baade Stormændene vare blevne folkeligere, og Einar betragtedes som Folkets Mand. Da Han og Hans vare imod Feiden mod Danmark, blev denne aldrig til Folkets Sag, og den store Hærkonge maatte ofte føre den kun paa Vikingeviis. Hvad Frygt Harald havde for denne Høvding sees af hans listige Paafund at sende Bestikkelsesbud til denne i Svends Navn. Vel rørte det Harald at høre den vakkre Gubbe svare, "at han var vel ikke Haralds Ven, men vilde aldrig vorde Forræder, men værne Fædrelandet, om Angreb skede." Dog, da Einar gik saavidt i sin Myndighed, at han dræbte en af Kongens Frænder, og voldelig befriede en Lov- bryder: saa nedlod Harald sig i Harme til Nidingedaaden, at lokke den 70aarige i sin Hal og der nedhugge tilligemed Sønnen Eindrid. Kun ved at tye til det dobbelte Svogerskab med Find Arnessøn, fik han ilsomt Forlig istand med Oplands-Høvdingen Hakon Ivarson af Hladeæten, der skulde paatale Udaaden, og den ulmende Opstand dæmpet. Han var dog langtfra tilsinds at holde Forliget. Kalf Arnessøn som desifølge tilbagekaldtes, faldt i Danmark, som der sagdes, omtrent som Urias for David. Den skuffede Hakon drog til Svend, forlod ham vel siden, og bidrog til Nisaaseiren, men da Harald efterstræbte ham fordi SIDE: 415 han under denne havde reddet Svends Liv, tog han Lehn i Sverige og feidede derfra mod Harald, som hevnede sig grusomt paa Oplændingerne, Hakons Venner. Find Arnessøn gik ligeledes i frivillig Landflugt til Danmark. Og saaledes var Kongen Stiv- nakkerne qvit. Den kraftige Maade hvorpaa han hævdede den norske Kirkes Uafhængighed af den bremerske Erkebisp, viser at han ligesaa lidet taalte geistlige som verdslige Indgreb i den kongelige Magt. Den gav ham Navnet Haarderaade. Ulykkeligt Tog til England. Den 50aarige Harald kunde trænge til Fred efter slige Kampe ude og hjemme, for at Landet kunde ret faae godt af hans Re- gentdygtighed, og for at han kunde pleje sit Skjaldskab, hvilket han var voxen, og fortfare i Velgjerninger mod Skjaldelandet Island, som havde hans Yndest. Men en Erobringsplan paa England, som den engelske Jarl Toste indgav ham, bragte Helten atter ind under sit "Landøde"-Banner, og under det faldt han i et Nederlag ved York 1066 og med ham en Mængde af Norges ypperste Mænd. Ligetil vore Dage skeer det, at Nationer udøse sit bedste Blod for uvedkommende Enkeltmands Skyld blot han er thronbaaren. Dette ansees uretteligen vigtigere end at være folkekaaren. Mag- ten til at erklære Krig bør tilhøre Folket, som ikke er under- kastet Overilelser, og som veed at et Rige er stort nok, naar det intet har at frygte af sine Naboer, og at Erobringer ikke ere de Ulykker værd, som de medføre over Folkene. Faae ere de Konger, som troe dette, og Harald var mindst imellem dem. Han bødede, men Folket med ham som altid med Kongen og for Kongens Daarskaber. Olaf den 3die Haraldssøn Kyrre (Fredsæl) 1066 -- 1093. (Broderen Magnus den 2den Medkonge til 1069.) Fred fremmer Landevel. Vor Tid dømmer ilde om den Regent, som alene har Opmærk- somhed for Krigsvæsenet. Man spaaer sig lidet godt af den unge Fyrstes Forkjærlighed for Soldatervæsenet, og gjør liden Forskjel mellem denne og et barnagtigt Hang til Legeri. Vor Tid søger ikke Feldtherrens mellem Kongens Egenskaber, og frygter snarere at finde dem. Den vil Borgerkonger, ikke Sol- SIDE: 416 daterkonger, og selve Erobrergeniet finder Landegrændserne i det oplyste Europa for fastnede til at turde overskride dem. Den vil, at Folkets Oplysning og Velstand er vigtigste Konge- meed, og Frihed og Fred Betingelser herfor, som snarere spildes end erhverves ved hint Hangs Udskejelser, der ved sit Glim- rende hverken dækker det Smaalige i en Fyrstes Aand, eller kan begrundes ved Paaskudet, at et Lands Sikkerhed kræver alle dets Kræfter, Fredens og Flidens hele Udbytte. Men hine Styrkens Tider vilde det anderledes; og med lige- saamegen Grund. De vilde Krigersind hos Kongen, som Folket holdt til Vagt for sig. Den Vagt, hvortil Folkeslag nu lade sig forføre til at holde Hære paa bestandig Feldtfod i dybeste Fred, som fra Folkenes Side aldrig skal blive brudt, var dengang overdraget Kongen alene. Ingen staaende Hær gjorde en kri- gersk Konge farlig for Folket selv eller lod det ene Aar sluge det andets Fedme som Faraos-Kjør uden derfor at blive federe. Folket stolede paa Kongens vaagende Øie; naar han erklærte, at der var Fare paafærde eller at Leding maatte ud, da var Folket i Vaaben; de første Værnepligtige droge da til Rigets Banner, hvor Kongen reiste det, medens det øvrige Folk, ufor- styrret af Krigen, dannede en utømmelig Reserve. Om en an- grebslysten Konge skjøttede Folket dog lidt, som Haardraade fik at finde under den lange Feide mod Danmark; men krigs- dygtig og vak maatte han altid være. Krigsevne var Kongepligt, og selv Krigslysten vakte langtfra vore Tiders Misbilligelse, og faldt ikke uafbrudt til Byrde som vore Tiders kongelige Parade- heltes. Da ingen Tidsalder fornegter sig selv, skulde i den Tids Omdømme alle fredelige Dyder ikke have erstattet Mangelen paa Krigsdygtighed hos Kongen, medens vor holder denne Egen- skab for mindre nødvendig. At alligevel hiin Tid, som saa klogt indskrænkede Kongens militære Omraade, rigtig bedømte det ægte kongelige Krigersind, og var nøjd med at Sværdet havdes, om det ikke blev svunget, viser den udmærkede Agt som Haardraades Søn Olaf vandt sig netop ved den fredsæleste Regjering. Dog saaes det, at selv en sand Borgerkonge ikke maatte mangle hiin Egenskab i de Tider; thi hjemkommen fra England fandt han K. Svend i Dan- mark i Beredskab med at overraske Broderen Magnus, der imidlertid indehavde Styret, og tilfredsstillede Kravet paa Krigs- SIDE: 417 dygtighed ved strax at lægge ud i Leding. Dog kom det uden Sværdslag til Forlig; og en Fred begyndte, som Olaf holdt kjæ- rere end den gamle Kongesed at drage ud i Spidsen med Krigs- styrken, da Norge senere gav Danmark 60 Skibe tilhjælp paa et paatænkt Tog til England. Hvad Freden duger til viste sig ret. Konghelle i Båhus, Stavanger og Bergen hævedes til Handelsstæder 1070. For deres Opkomst sørgedes ved Særrettigheder, og deres Anlæg og Handelens Flor dannede en Borgerstand, som erholdt Tilvæxt ved Fremmede og ved de Trælle, som paabødes aarlig frigivne: en i hvert Fylke. Grundvolden lagdes til Throndhjems Domkirke og Kirker byggedes overalt. Sederne forfinedes ved Ægteskabslove og Oprettelsen af Gilder eller Bymændenes lov- ordnede, under geistligt Opsyn satte selskabelige Sammenkomster, hvorved de Uordener sattes Grændse, som Drikkelagene i Enkelt- mands Huus afstedkom. Desuden erholdt Huusvæsenet og Leve- maaden mange Forbedringer. Muurovne og Skorstene fik Plads i de gamle Røgstuer og Dagen fik skinne ind til Fædrene gjen- nem Vindøjer. Man sopede ikke længer om i alskens Rusk paa Jordgulvet, men Halm udbredtes paa stenlagt Gulv. Bægre af drevet Arbeid blandedes mellem Drikkehornene. De Fornemme saaes i Klæde, Silke og Fløiel, med Vaabenmærker i Skjoldene. Biskopper indsattes, og paalagdes Visitatsreiser. Og er det rime- ligt, at de nedsatte Fremmede og Geistligheden har stor For- tjeneste af alle disse Forbedringer. Den havde megen Magt over Olaf; og det maa lægges Mærke til, at Forbedringer vel skeer i Kongens Navn, men oftere ved ham end af ham. Hvor velsindet Olaf ellers var, sees af hans Tale ved et prægtigt Gjæstebud, "at det frydede ham, at Folket vovede at tee Kongen sin Velstand, og at dets Frihed var hans Lyksalighed". Magnus den 3die Olafssøn, Barfod 1093 -- 1103. (Hakon den 2den Magnussøn Medkonge til 1095). Uroligheder indenrigs. Det Sigende, at Bedstefaderen paaslægtes, traf ind baade med Olaf Kyrre og hans Søn Magnus, der nu fik Kronen. Hiin havde været Sigurd Sir, Denne var Harald Haardraade opad Dage. Da Farbrodersønnen Hakon, som paa Ørething var udnævnt af Folket til Medregent, tog dettes Hjerter fra ham ved Eftergivelser, SIDE: 418 eggede Magnus til Fredsbrud. Hakons Død af Forkiølelse efter en Rypejagt paa Dovre befriede ham vel for en farlig Medbeiler, men Opstand reiste sig nordenfjelds, som først endtes med Høv- dingerne Thorer af Steigs, Hakons Fosterfaders, og Eigill af Urlands Henrettelse. Lehnshøvdingen Svenke Steinarson ved Gothelven, der fornegtede Kronens Rettigheder, maatte vel falde tilfode; men Skofte af Giskø valgte heller, end i en Retstvist at give efter for den myndige Konge, at udvandre med sit hele Huus til Sydlandene. Det var mandigt, at han paatalte sin formeentlige Ret mod selve Kongen, men maaskee var den Ud- vei, han greb til, valgt af krænket Forfængelighed alene, som Stormændene saa let forvexle med den sande Ærekjærhed, der findes hos enhver Mand, der er Friheden værdig. Krige udenlands. Norges Herredømme udvides. K. Magnus Valgsprog var "heller Berøm end langt Liv"; men det Berøm, han søgte og vandt, var Erobrerens, ikke det sandt kongelige, der holder een Ager erobret fra Ufrugtbarheden for bedre end tyve fra Fienden vundne. I de skotske og engelske Farvande tilvandt han sig i to Feldttog Sudurøerne, Man og Halvøen Cantire, og stor Indflydelse i Irland. Derimod havde hans uretfærdige Indfald i Sverige kun Ulykker for de svenske Grændsebeboere til Følge, men ingen Gevinst for Magnus uden Æren af Seiren ved Fogserne. Magnus's Giftermaal med den svenske Kongedatter Margrethe (Fredkolla) endte denne Feide, hvori hiin Skoftes Sønner Find og Augmund udmærkede sig: den Første ved et tappert men uheldigt Forsvar, den Anden ved paa en Flugt at frelse Kongen ved at iføre sig hans Vaa- benkjortel -- Fortjenester som Denne glemte. Sjeldent er det ogsaa, at Konger ikke glemme Mennesket over Kongen, hvilket kommer af det Begreb om sig Selv, som Smigrerne og deres næsten altid uforholdsmæssig store Magt indgiver dem. Paa et Tog til Irland 1103 faldt Magnus i et skarpt Slag, hvorunder den oplandske Høvding Thorgrim Skindhuve og hans Bueskytters skammelige Flugt fortjener at omtales, da dette er den eneste Feighed den ældre Historie bebreider Nordmændene i fremmede Lande. Der siges, at Rigsvaabenet den gyldne Løve i rødt Feldt, til hvilken siden den til en Hellebard forandrede St. Olafsøx er lagt, herleder sig fra Magnus Barfods Skjold og fra hans Skar- SIDE: 419 lagenkiortel med en guul Silkeløve paa, og at han fik sit Tilnavn fordi han gik i skotsk Dragt, der lader Benene bare, og bruger blot Saaler snørte til Vristen. Ogsaa dette er et Træk af den raske Selvstændighed, der var meest paafaldende i denne urolige Konges Charakteer. Magnus Barfods Sønner Eystein den 1ste Sigurd den 1ste og Olaf den 4de 1103 -- 1116. Normændenes Korstog. Magnus Barfods unge Sønner Eystein, Sigurd og Olaf tredelte Riget. Om Olaf er lidet at sige; men Eystein førte Styret i 20 Aar saa vel, at Jæmtlænderne, som siden Olaf den Helliges Tid havde været unna Norge, atter frivillig gave sig under det, og Sigurd udbredte Nordmændenes Berøm i Østerland. Paa denne Tid havde nemlig et religionssværmersk Raseri bemægtiget sig de christne Folkeslag efter at befrie Jesu Grav og minderige Fødeland fra Mahomedanernes (Saracenernes eller, efter Fædrenes Tale, Blaamændenes) Herredømme. Didhen droge i hundrede- tusindviis keiser- og konge-anførte Korsfarere, som paa disse Korstog søgte gjennem de asiatiske Ørkener, Vejen til Himlen, saasom derved alle Synder troedes udsonte. De Fleste fandt den ogsaa der forsaavidt som de fandt sin Grav eller hjemkom klogere og mere troesoverbærende. Ogsaa endeel Nordmænd, især de med Skofte bortreiste, kjendte til denne Færd, og nøde den sjeldne Lykke at komme hjem igjen, hvor de da havde saa- meget herligt at fortælle om Pragtbyerne og Fagerlandene dersyd, at Lyst til at see alt Dette og deeltage i Korstogenes Hæder og Velsignelser betog mange af de ærelystne Nordmænd. En prægtig Flaade stak ud under K. Sigurds Anførsel, og Blaamæn- dene fik nu at føle det norske Staal baade paa de spanske Øer og i Asien ved Sidons Beleiring, hvori Nordmændene deeltoge efterat have besøgt Jerusalem og de hellige Steder. Af deres Antogs Pragt og K. Sigurds storsindede Opførsel fik Sydboerne og den græske Keiser, som modtog dem paa det bedste, større Tanker end tilforn om Norden og Levemaaden der. Saaledes henrandt fire Aar under Bedrivter og Festoptog, hvorunder vel Sigurds Mandhaftighed, men ogsaa hans Stolthed og Forfænge- lighed udviklede sig. Da hjemkom han med faae Overblevne SIDE: 420 overland med stort Berøm men fuld af Herskernykker, som hørte bedre hjemme i de sydlandske Despotier, hvor han vel havde faaet dem, end i Norge. Og fik han af dette Tog Navnet "Jor- salafar" d. e. Jerusalemsfareren. Tolv Aar senere gjorde han et Korstog til det endnu hedenske svenske Småland, hvor han med Ild og Blod qvægede sin Troesiver, som i Syden var bleven opglødet til Sværmeri. Eystein den 1ste og Sigurd den 1ste Jorsalafar. 1116 -- 1122. Forbedringer især i geistlige Anliggender. Da Olaf døde 1116 udvidedes Eysteins Kongeraade over Lan- dets østlige Deel og Sigurds over dets vestlige. Eystein havde viist, at en Konge kan have større Fortjenester end at udbrede et Folks Navn over Havene. Retspleien og Handelen skjænkede han den største Opmærksomhed, og de mange opførte Kirker og Klostre (d. e. Stiftelser hvori Geistlige af begge Kjøn, Munke og Nonner særskilte boe) vidne, at Geistlighedens Tarv ikke forsømtes. Dette var dog endnu mere Sigurds Sag. Han an- ordnede Tiende, gav den vigske Kirkeret, byggede Kirker, hvor- imellem Slotskirken i Konghelle, hvor han meest opholdt sig, hvilken han begavede med den fra Jødeland medbragte foregivne Splint af Jesu Kors -- og bevirkede, at Biskoperne fik hver sit Stift. Fulgte end med Geistlighedens stigende Indflydelse megen Overtroe, som dog laae i selve Tidsalderens Aand: saa var den dog i mange sedlige Henseender velgjørende. Herredømmet tilhører den større Oplysning, og, ihvor liden end Dentids Geist- ligheds var, var den dog stor nok til at fortjene det da, og at vide at beholde det. Enkelte Medlemmers Forbrydelser kunde ikke forspilde Retten dertil; men intet Herredømme forbrød den paa en slettere Maade end da Aandsoverlegenheden senere hen vilde gjøre sig gjældende i Borgerkrige og i en skjændig planmæssig Vedligeholdelse af den Uvidenhedens Umyndighed hvori de øvrige Stænder fra Kongen til Bondens Huuskarler befandt sig. Kongernes Uenighed. Mangt et Navns Ære falmer, om Helten sees i Nærheden. Stor Kriger kan En være, og dog usel som Menneske; men en stor Konge kan ikke være dette. Helten, som udbredte det SIDE: 421 norske Navns Ære i alle da bekjendte Verdensdele, staaer selv æreløs mellem de norske Konger. Despotisk, behersket af Vel- lyst, der synes at tilhøre troessværmerske Charakterer, og af Hovmod, der maaskee var Roden til de Vanvidsanfald, som stundom plagede ham, maatte han falde igjennem ved Siden af Eystein, der i alle Sindshenseender var ham overlegen. Sigurd følte dette, og troede at hæve sig ved Pral og Anmasselse. Be- givenheden med Sigurd Hranesøn, en af Magnus Barfods Helte, bidrog dog mest til at nedsætte K. Sigurd og gjøre Uenigheden større mellem Kongerne. Hiin Høvding bebreidede nemlig K. Sigurd, at han med Falskhed havde sendt hans Søsters Mand i farligt Ærinde til Irland for imidlertid at bemægtige sig hende, hvorover K. Sigurd saggav ham for Underslæb med Finneskatten, som var ham forpagtet. K. Eystein, der tog den Forurettedes Parti, fik imidlertid med sjelden Lovkløgt Sagen afviist fra alle de Thing hvortil den paastevnedes -- en Mellemkomst, som bragte Borgerkrigen nær sit Udbrud. Dette forhindrede dog den ædle Sigurd Hranesøn ved at falde K. Sigurd tilfode, hvorved dennes bedre Natur, som altid synes at have været kjæmpende men tabende i hans Sjel, vandt Sejer. Eysteins Død 1122 jev- nede det dog bedst, og Sigurd herskede nu ene til 1130, da dette lidenskabelige Hjerte ogsaa stilnede i Døden. Sigurd Jorsalafar Enekonge fra 1122 -- 1130. Nys før var en vis Harald Gille, der udgav sig for en Søn af Magnus Barfod, ankommen fra Irland, og af Sigurd antagen som Broder, efterat han ved Jernbyrd d. e. ved at gaae paa eller bære gloende Jern, efter de Tiders Overtroe, havde be- viist Sandheden af sit Udsagn. Disse "Gudsdomme" vare sær- deles tjenlige for Geistlighedens Indflydelse; thi Udfaldet stod naturligviis i de Biskopers Magt eller Kunst, som dermed havde at gjøre. Harald Gillechrist gik uskadt over 9 gloende Plogjern; men en mindre Føielig skulde upaatvivlelig have svedet sig. Denne Sed, der gjorde det let for Bedrageren at reise Anhang, den liden Forskjel, som antoges mellem ægte- og uægtefødte Kongesønners Krav, Kongernes Skik at have Medhustruer, men endnu mere Ærgjerrigheden, lokket af et Rige i fuld Velmagt, opfyldte nu Landet med blodige Borgerkrige, som i over 100 Aar SIDE: 422 sønderslede det. Partier handle egenkjærligt og blot for sig selv; de glemme næsten altid Fædrenelandet. Vel ere de altid uund- gaaelige i et frit Land, fremme Aandsudviklingen, og udelukke ingenlunde den gode Mening og Fædrelandssindet; men disse Egenskaber tabe de, naar de kun stride for Enkeltes Interesse; og er det da kleint bevænt med Friheden med, naar Folket eller Fleerheden, fortrykt af Partiernes Mindreantal, fordi dette er organisert, maa taale disses Udskeielser og det Seirendes God- tykke, medens det selv hidtil kun udledte en Konges Ret fra sit frie Valg. Til dette tyede baade Jorsalafarsønnen Magnus og Barfodsønnen Harald, da K. Sigurd døde, og blev da Riget deelt dem imellem. Saa forskjellige af Charakter vare de, at de selv i Privatlivet skulde have været Fiender; hvor meget mere maatte de da være det i Stillingen mod hinanden som Konger. Thi at være dette forhøjer Magten, men betager ikke Lidenskaben noget af sin Lavhed. UNDER BORGERKRIGENE (FRA 1134 -- 1240). Første Borgerkrig. (Harald Gilles med Magnus Blinde). Det er et Særsyn, som yderst sjelden paafalder os i andre Rigers Historie, oftere at træffe to, tre Konger ved Siden af hverandre og med lige Myndighed paa den norske Throne. En- hvers Omraade var vel afmaalt, dog var det ikke saa vant om den Ene kom lidt ind paa den Andens eller tog Sæde udenfor sine Enemærker. Ofte indrømmedes denne Deling af broderlig Billighed, ofte tiltog dristigt Krav sig den, støttende sig enten paa Ret og Sed eller paa Vaaben; men hvad der egentlig til- stedte den var Folkets Stemme, hvem Magtens Fordeling nær- mest angik. Derved tilsikkrede dette sig nemlig Indflydelse over den Konge, det skjænkede sin Stemme; holdt Kongemagtens Skaaler i Ligevægt og Udveien stedse aaben til at falde fra den slette Konge; fik stedse nye Haandfæstninger; og lagde for Dagen, at det rigtigt vurderede Kongen for hvad han var: en Fristats første Øvrighed, hvis Myndighed fik sine Grændser efter Folkets Godtykke. Konger, som vilde eller maatte dele Magten ind- byrdes, søgte derpaa altid Folkets Bekræftelse; og lignede mere de Consuler og Archonter, der, som første Øvrighedspersoner, stode i Spidsen for de romerske og græske Republiker, end de SIDE: 423 med guddommelig Hellighed straalomgivne, med jordisk Magt som tiest overlæssede Væsener, vore Tider kalde Konger. Men netop deri laae hiin norske Kongemagts Høihed, at den selv alene beroede paa Folkets Yndest d. e. dets Erkjendelse af Kon- gens Godhed; og deri det Tindrende og Tiltrækkende ved den for høisindede, men ærgjerrige Gemytter. Men Forskjellen, som indtraadte ved denne Tid, var, at disse vilde seire ved væbnet Parti ikke som tilforn ved Folket selv, som kun brugte sin moral- ske Rustning paa Thinget; først efter Seiren over Modstanderen vilde de seire over Folket ved Herskerdyder. Og Grunden her- til var, at Slægtsfølgen var bleven uvis, saa Magten fik melde sig paa Valgthinget, naar det tvivlsomme Ætskab ikke kunde, og at det Brodersind, som hidtil kun med Nød havde ladet de iversyge Drotter taale, at de sambeilede til Folkets Behag, var ganske sluknet med det fortyndede Slægtsblod. Haarfagerstam- mens mangfoldige Grener vare skudte i Jorden, og fremstræbte deraf igjen i geil Frodighed som egne Stammer. Tilsidst sværd- skiftedes der om Magten tydeligen mellem Ætens mandlige og qvindelige Side. Efter 3 Aars troløs Fred brød det ud mellem Jorsalafarsønnen og Barfodssønnen, hvilken sidste, fordi han stod sig vel med Folket, af dette var givet Deel i Regjeringen. Slagen ved Fyrisleif i Bahus, fandt Harald Gille Hjælp i Danmark, hvis Konge derved medrette gjengjeldte Magnus en beviist Troløshed. Men om Magnus end havde havt flere Laster end denne afskyelige og Stolthedens, Trædskhedens og Drikfældighedens -- Gjengjeldelsen kom dog for svær. Han var 18 Aar, bar Kronen alene, da fan- gedes han af Harald i Bergen, og denne satte ham blindet, halt- hugget og paa sin Manddom lemlæstet i Munkholmens Kloster. Harald Gille førte sit vaklende Spiir dog kun et Aars Tid, i hvilken en vendisk Sjørøverhær, efter tappert Modværge, aldeles ødelagde Byen Konghelle. Derunder vandt Ølvar Bonde, ved at selvofre sig, forat give det andet Landsfolk Mod til at und- sætte Byen, mere Ære end Harald Konge al sin Tid. Dog slap den Uforfærdede uden Ulivssaar, skjøndt "Ham kringsatte Otte af Vendernes Flok. Tre skar han isund. Tre hugg han igrund. Af Øxskaftet Resten fik rundelig nok." (1135). SIDE: 424 Aaret efter kom der en større Ulykke over Norge i en vis Sigurd, som indfandt sig og undergik Jernbyrd paa at han var en Søn af Magnus Barfod. Dette mærkværdige Menneske, som besad Partihøvdingens Snedighed, Falkeraskhed og Udholdenhed, Præstens Lærdom, Heltens Mod og Feltherrens lynhvasse og snare Blik, er, formedelst det Nidingesind, hvori alle disse Egen- skaber glimrede, og alle de Ulykker, han afstedkom, samt fordi han var præstviet, bleven bekjendt under Navn af "Slemmedeg- nen." Ved stor Snildhed undgik han Haralds Mordanslag, og snigmyrdede ham i Bergen 1136. Men istedetfor Hyldest fik Sigurd til Svar, af Byfolkene, da han fra landløst Skib anmodede dem at kongekaare sig, "at dertil maatte ingen Brodermorder melde sig; og var han ikke dette, havde han jo heller aldrig ejet Ret til at melde sig". Man skal meget ofte opdage i en bevæget Folkemasse de sundeste Tanker, de fineste sedlige Følelser og en Retfærdighed, som ligner mere Himlens end Jordens. Anden Borgerkrig (Slemmedegnsfeiderne). K. Inge d. 1ste Haraldssøn Krokryg og Sigurd 2den Haraldssøn Mund. (1137 -- 1142). Ogsaa det, at et Folk er tilbøjeligt til at arvgive Kongebørn Riget, der endnu, som disse Gillunger, ere i første Barndom, udspringer af en sedlig Ømfølelse, der, i samme Forhold, som Folket har det fri Valg, er mere end den blotte Retfærdigheds. Inge blev en af de faae Konger, som have paaskjønnet dette; forresten har det indtil vore Dage været Kongesed at frakjende Folket Valgretten, om man end havde alene dennes ædelmodige Brug at takke for Kronen. Godmodige Nationer have i sine bedste Hjerter faaet Læren om den ubetingede Kronarveret indboret med Staal; og Kongedømmet, der alene skulde være et Klenodium i den sedlige Verden og tilhøre den Værdigste, er bleven til en Ting, der tages i Eje som Guld og Sølv og Andet deslige. Det Farlige heri taber sig dog tildels hvor Kongemagten er indskrænket; og da djærve og trofaste Mænd, der ganske svarede til hvad vi kalde et fuldtindrettet og betryggende Re- gjeringspersonale, vaagede over de Svøbkonger, som de paa Borge- og Øre-thing anbefalede, kunde Folket med saameget større Sikkerhed vælge dem. Imidlertid er det alt ved disse SIDE: 425 Borgerkrigens første Tider grant at mærke, at Frihedssindet var slappet. Med Fædrelandet forvexledes Kongen, og en selvoff- rende Hengivenhed for denne fortrængte Dyder af høiere Værd. I en saadan Tids Aand, og stolende derpaa, tog Sigurd Slem- medegn den blindede og lemlæstede Magnus udaf Klosteret og trak om med ham til stor Ulempe for Riget. Og var Magnus's Kongeskab virkeligt istand til at samle Folk nok under hans Banner. Men ved Mjøsminde tugtede den ypperste af hine K. Inges Mænd, Thjostolf Alesøn, Blindekongen udaf Landet, saa han maatte søge Hjælp i Sverig og Danmark. Og maatte han udigjen, da han indkom med Gøthajarlen Karl Sonesons Svensker, og ifra Konghelle gjennedes Sigurd, da han didkom fra Vester- leden. Ellers hændte det i Mindeslaget, at den vesle Kong Inge kom til stor Legemsbræk, ved midtunder Kampbulderen at falde fra Thjostolf, som bar ham i sin Kappeflig. "Dog Aandens Ving ei brak han i skarpen Mindeslag; men Norges Krone Inge bar saamangen Æresdag. -- " Thjostolf slog ogsaa Magnus og Danskekongen bort fra Osloe, som de dog skyndte sig at lægge i Aske efter sig; og fulgte Inges Fosterfader Amund Gyrdersøn dem langt tilsjøs. Omsider endtes disse Feider med Slaget ved Holmengraa, hvor begge Kongebrødrenes Flaader lagde sammen med Magnus' og Sigurds. Denne Sidste blev fangen og leed Pinseldøden med den helte- modigste Standhaftighed; Magnus fældedes af samme Kastespyd som den trofaste Reidar Griotgardssøn, der beskyttende holdt sin ulykkelige Herre i Favnen. (1139). "For Jarleræv, for gammel Grev, som Dødsensljaen bøjet, saa skjælv som Blad i Aaspelund, er Kongen tidt kun Skjolderund, en Hætte kun, der dækker Skalkeøjet. Men Ungersvend, den Livets Ven med Mø og Mor derhjemme, sin Konge salver med sit Blod, og tør for ham til Skjold imod hver Pileod sit bløde Hjerte stemme. SIDE: 426 Med blodig Arm med blodig Barm sin syge Herre dækker den ædle Søn af Griotgard. Da Magnus deiligt Purpur bar. Ei Livet har hvad Døden ofte rækker. [fotnotemerke] Tvist mellem Kongerne. Geistlighedens Magt tiltager. K. Eystein 2den Haraldssøn faaer Trediedelen af Riget 1142. Efterat Stormændene i omtrent 6 Aar ærligen havde styret for Inge og Sigurd, hjemkom en voxen Halvbroder Eystein fra Skotland og fik paa Ørething Trediedeel af Riget. Dette, samt Sindsforskjel, nærede mellem de kongelige Brødre en bestandig Iversyge, som dog havde sin værste Rod i den Misundelse, hvor- med Sigurd og Eystein ansaae Inges Gunst hos Folket. Til at vinde denne hos den altfor godmodige Almeenmand er Venne- sælhed og Omgjængelighed nok; og Stormændene ynde Svaghed hos Kongen -- Egenskaber, som, i Forening med Erkjendtlighed mod de Prøvede, der beskyttede ham, og Listighed gav K. Inge Overmagten. Denne sikkredes af Landets bedste Høvdinger, hvorimellem, da Thjostolf var hedengangen, Gregorius Dagsøn var hans Krones stedse vake Baun og opløftede Skjold. Tvisten mellem Brødrene bilagdes dog for en Tid af den pavelige Ge- sandt Cardinal (Storerkebiskop) Nicolaus, som 1152 ankom til Norge, hvor han ophøjede Throndhjemsbispen til Erkebisp og stiftede et Bispesæde i Hammer, som fra da af blev en anselig Stad. Den lundske Erkebisp fik nu Intet over den norske Geist- lighed at sige, og snart Kongen heller ikke. Tredie Borgerkrig. (Gillesønnernes). 3 Aar efter Cardinalens Bortreise, og strax efter at K. Eystein var hjemkommen fra et Bretlandstog, hvorved han sagde sig at have hevnet Harald Haarderaades Fald, fik Gregers Dagsøn Veir i nye Sammenspind mellem Eystein og Sigurd, hvilke gik ud paa Inges Afsættelse. Det brød først løs i Bergen, hvor Sigurd og Inge mødtes, og hvor denne fik Folkets Medhold paa Thinget. I Mord paa enkelte af Inges og Gregerses Mænd gav nu Sigurds Parti Forbittrelsen Luft, hvorpaa Inges beleirede Si- Fotnote: Folkeviser av Forf. SIDE: 427 gurds Bolig og fældede ham 1155. K. Eystein søgte Hevn ved at opbrænde Gregers Gaard Bratsberg og K. Inges Verfter i Nidaros; men forladt af sine Mænd led han med Fædrenestand- haftighed Døden ved Osloe, korshugget over Hænderne, efter eget Forlangende, af Forræderen Simon Skalp, 1157. Fjerde Borgerkrig. (Hakon Hærdebreds). Hakon Sigurdssøn Hærdebred som Modkonge. (1157 -- 1161). Hermed standsede dog ikke Borgerblodet. Den landødende Lidenskab Herskelysten, som engang var løssluppen, overhøljede dermed Landet stedse højere. Men Kronens Gyldenblom visnede hurtigt som Markens, og Magtens Æble brast mellem de blodige Hænder som den skinnende Sæbeboble. De slagne Kongers Venner, hvorimellem Høvdingerne Sigurd af Reire og Eindrid Unge, der havde været med paa et berømmeligt Jorsalatog, som Rognvald Ørkenøjarl i 1152 havde foretaget, samlede sig om K. Sigurds 10aarige Søn Hakon, kaldet Hærdebred, som ogsaa konge- kaaredes af Thrønderne 1159. Gregers Dagsøn seirede vel to- gange ved Konghelle, men kort efter hinanden faldt Gregers ved Foss og K. Inge ved Osloe i et Slag han tabte ved Forræderi. 1161. Femte Borgerkrig (mellem Erling Skakke og Hakon Hærdebred). K. Hakon d. 4de Hærdebred og Magnus den 5te Erlingssøn Modkonger (til 1162). Den mægtigste af K. Inges tilbageblevne Høvdinger var Erling, kaldet Skakke af en Hælden med Hovedet efter et Nakkedrag han af Blaamændene havde faaet paa hint Rognvalds Korstog. Da denne fule og tappre Mand fik sin og Sigurd Jorsalafars Datters 5aarige Søn Magnus af det ingeske Parti valgt til Konge under sit Formynderskab, begyndte han Krigen for sig og Søn. Han søgte Forbund med Danskekongen mod at love ham Lehns- høihed over Vigen, seirede i Tønsberg, og endte dette korte Optog af Borgerkrigenes blodige Skuespil ved Seiren i Steina- vaag, hvor Hakon faldt. 1162. SIDE: 428 Sjette Borgerkrig (Sigurd den 3die Sigurdsøns). K. Magnus d. 5te Erlingsøn og Sigurd d. 3die Sigurd Munds Søn Modkonge (til 1163). Jarl Sigurd af Reire fik Sigurd, Sigurd Munds Søn kongekaaren paa Oplandene og paa Ørething; men i Slaget paa Re ved Tøns- berg, hvor Erling overraskede ham, faldt Jarlen, Eindrid Unge og flere af den nye Konges bedste Støtter, og om Høsten af- huggede Bøddeløxen i Bergen denne mandlige Green af Konge- stammen, som løftede sig imod den qvindelige, hvilken nu blev den herskende. Geistligheden tiltager sig størst Andeel i Valgretten. Intet Offer var Erling for stort forat sikkre sin Søn Kronen og sig Selv derved Indflydelsen. Uagtet Danskekongen, da han med Magt vilde hævde Lehnshøiheden over Vigen, togange maatte hjemdrage med uforrettet Sag, indgik dog Erling, forat sikkre sig Hjælp fra den Kant, paa den Ydmygelse at lehntage Vigen som hans Jarl. Større Offer bragte han Geistlighedens Herske- syge, idet han erklærede Riget for et Lehn af St. Olaf d. e. paa det nærmeste af Erkebispen i Throndhjem, i hvis tilligemed den øvrige Geistligheds Hænder Magten til at besætte Thronen kom. Folket lod sig imidlertid ikke sin gamle Ret til at kaare sine Konger eller bekræfte deres Arveret fare; men Erling fik for hiint glimrende men luftige Haab, som han solgte den geistlige Forfængelighed, det formedelst Indflydelsen paa Folkemeningen virkelige Gode, at Erkebisp Eystein, med Pavegesandten (Legaten) Stephanus' Samtykke, høitideligen kronte og salvede Magnus i Bergen 1164. Syvende Borgerkrig (Hættesvendenes). Under Feiden med Danskekongen havde Olaf, en Afætling af Magnus Barfod, reist et Parti paa Østlandet, som bar Navn af Hættesvendene formodentlig fordi de forklædte overrumplede Erling Skakke, da han forfulgte dem ind i Sverrig. Efter Neder- laget paa Stange 1168 forsvandt Levningerne af dette Parti i Danmark. Og da Erling fire Aar efter lod Harald, sin Hustroes Søn med K. Sigurd Mund, henrette, var der Udsigter til at be- holde den blodskyllede Throne alene. Herskernes Statskløgt er SIDE: 429 altid koldblodig, og sætter sin Høihed i at hæve sig over Moralen. Snart alene rene Fristater have viist, at der ogsaa for Politiken gives Forbrydelser og Dyder. Ottende Borgerkrig (Eystein Meilas). Eystein d. 3die Eysteinsen Meila som Modkonge (1173 -- 1177). Den mandlige Arvlinje reiste sig atter i Eystein den 2dens Søn Eystein, som fra Gøthaland brød ind i Vigen, indtog senere Nidaros, og blev der tagen til Konge. Hans Parti viste ved den største Kjækhed og Udholdenhed, at et sedligt Øjemed, Ideen om at gjenhævde den mandlige Kongelinies større Ret, mere end Kamp- og Rovlyst, belivnede det; men det fik kun liden Hjælp af Bønderne, som begyndte at trøttnes ved den evige Uro i Landet. Eysteins Mænd fik derover, og ved den Mangel de ofte leed, en bidsk og haard Natur, og hadedes som Ulvene af Alle. Ligesom disse Dyr styrtede de ogsaa frem af Ødemarkerne ligesaa ofte som de didhendreves, og da var det Mord og Brand over alle dem, som ikke gjorde deres Sag til sin. Da de stundom af Mangel brugte Næverskoe, kaldtes de Bjerkebeiner -- et Navn de gjorde sig en Ære af, selv da den Tid kom, da de i Skar- lagen og fine Skoe fremfor Andre ginge ud og ind i Kongsgaar- den. Efter det Nederlag, K. Magnus Erlingsøn tilføiede dem paa Re, og hvori K. Eystein faldt, adspredtes de, for atter at samle sig i Sverig. Men Seiren tilslut er Udholdenheden forjettet frem- for Overmagten; og de gamle Bjerkebeiner har lært Nordmæn- dene en Krigsmaade, hvori der er Frelse, om kun Faae ere til- bage, der voge at søge Fjeldene med Vaaben ihaand, være end det øvrige Land oversvømmet af Fiender. Niende Borgerkrig. (K. Sverrers eller Heklungernes og Bjerkebeinernes). Sverrer den 1ste Sigurdsøn -- Modkonge. (1177 -- 1184). Bjerkebeinerne bleve dog først ret frygtelige, da de i Wærme- land tvang En ved Navn Sverrer, der udgav sig for en Søn af K. Sigurd Mund, til at sætte sig i Spidsen for dem. Men var end hans Moders senere Mand -- en Kammager -- hans rette Fader, han var dog frem for nogen Anden født til Konge, til SIDE: 430 Konge i et oprørt, af Geistligheden underkuet Land med en synkende Frihed. Var hans Hær liden, da var Han Manden, som viste, at det kommer mere an paa den Kraft, som bevæger, end paa den Masse, som bevæges. Mod Hans Kløgt, Raphed, Mod og Standhaftighed forslog hverken K. Magnus Overmagt og Folkeyndest eller hans raadsnilde Faders og Orm Kongsbroders Krigsdygtighed. Med sin lille men haardføre Skare ilte Sverrer over de uveisomste Høifjelde, gjennem Grændseørkner, kastede i lynsnare Overfald Magnus' Hære eller styrtede sig over Byerne. Alligevel ringeagtede det erlingske Parti, Heklungerne, mere paa Grund af Geistlighedens og Folkets Medhold, der liden Godhed havde for Gilleæten, som havde bragt saamegen Uro i Landet, end fordi de stundom seirede, Sverrers fortvivlede Voghalse -- en Feil, som skaffede ham sin værste Fiende Erling Skakke af Halsen i en Fegtning ved Nidaros; og som han Aaret efter i Sejerslag nær samme Sted lærte dem at opgive, da K. Magnus maatte søge Frelse i Danmark og Erkebisp Eystein i England (1180). Allerede det første Aar havde han faaet Kongenavn paa Ørething; og kortefter adsplittet Magnus' Lehnshøvdinger paa Oplandene, ved hvilken Leilighed han førte sine Skibe paa Ruller over Dal og Fjeld fra Randsfjorden til Mjøsen. Nu slog han en Bondehær i Bergen, og strax efter Kong Magnus i et Sjøslag ved samme Stad; men vandt maaskee mere endda ved at forlige sig med Erkebispen, som tog den Bandsættelse i sig igjen, han i England havde lyst mod Sverrer. Dette foregik dog først efterat mange skarpe Træfninger med afvexlende Lykke vare holdte Kongerne imellem ved Throndhjem og Bergen, efterat Sverrer havde budt Magnus Forlig, som denne besvarede med en per- sonlig Udfordring -- en Maade at afgjøre Kongetvist paa, der vistnok synes rimeligere end at jage Folkeslag og Borgere dræ- bende imod hverandre -- og efterat Bispens Tro paa Magnus' Lykke var bragt til at vakle, da denne andengang var fordreven til Danmark. Endelig afgjordes Tvisten i et Sjøslag i Sogn, hvor Sverrer var inde forat straffe de oprørske Bønder: Heklungerne tilintetgjordes, K. Magnus sprang overbord og druknede 1184. Sverrer, som var en veltalende og til Geistlig hos Bispen paa Færøerne opdragen Mand, holdt selv i Bergen over sin Fiende en skjøn Liigtale, der da i samme Maal var en Hæderstale over hans eget Hjerte. SIDE: 431 K. Sverrer d. 1ste Sigurdsøn. (1184 -- 1202). Modgang styrker Sjelen. Sverrers Aandsforherligelse i den Modgang, hvori han blev opdragen, negter Menneskene Ret til næsten nogensinde at sige, at Modgang kan komme for strid. Bestandig plaget var han af en overmodig Geistlighed, foruroliget af rovlystne Kronkrævere, lønnet med Utak; og, hvad der var det tyngste, formedelst Geistlighedens Bagtalelser, miskjendt af en stor Deel af sit Folk. Dog stod han der midt i Kampen, under Blodiling paa Blodiling, arbeidende for Landets Opkomst og Folkets Sedlighed, beherskende ved sin Aandskraft saa mæg- tigen de stormende Uroligheder, at han midtunder dem frem- elskede videnskabelige Værker (saasom Kongespeilet) og aldrig vaklende i denne Sjelsro, som mere end en pludselig Medgang eller en Vilje, der pludselig strammer sig til et Storværk for atter at slappes, forvisser om den endelige Seir over Ulykker, der synes at have al den himmelsendte Skjebnes Styrke, og endelig selv over Sjelestorhedens værste Fiender Bagtalelsen og Miskjendelsen. Saa mandeligt han førte Haandens Sværd for Rigets Fred, saa dygtigt førte han og Aandens, hvilket fremlyser især af hans mange ypperlige Taler, hvori han snart beviser sin Adkomst til Riget, snart lærer Geistligheden hvad dens og hvad Kongens Ret var, eller og et tøilesløst Krigsfolk "i Fred at være Lam, i Feldten Løver," eller advarer mod Drikfældighed, Slags- maal og anden Used, og hævder en nyttig Handel fremfor den, hvorved fremmede Kjøbmænd gave Landet liden Fordeel i de Overdaadsvarer, især Viin, hvormed de overlastede det for de nyttigere Producter, som de i egne Skibe bortførte. Men skinner Beundringen foran den store Mand, følger Hadet som Skyggen. Paa Sverrers Feldtherredygtighed gjordes ideligen Krav, medens han fik altfor liden Leilighed til at vise Regentens. Først i Graven fik han Fred, som han dog elskede, og først der nævntes han uomtvistet "Kongernes Ziir og Norriges Ære." Tiende Borgerkrig (Kuflungernes). Ellevte Borgerkrig (Mordbrændernes). Tolvte Borgerkrig (Vargbælgernes). 1185 -- 1190. Æresposter og Forlehninger stode nu Bjerkebeinerne aabne. Dog finge de kort Sejershvile: John Munk fra Hovedøkloster ud- gav sig for en Søn af K. Inge og foruroligede Landet i 3 Aar SIDE: 432 med sine Kuflunger; ligesaa nævnte sig en Sigurd, hvis Parti drog frem med slig Røven og Brænden, at Høvdingen fik Navnet "Brænderen;" og Resten af Kuflungerne fik et Barn, Vikar, der sagdes Magnus Erlingssøns, i Spidsen, og foer under Navn af Vargbælger voldeligen frem indtil de adsplittedes af Tønsbergerne. Alle disse Ærgjerrige, som ventede sig Sverrers Lykke uden at besidde hans Evner og Adkomst, vunde sig dog kun brodne Pander istedetfor kronte. Uenigheder med Geistligheden. Sin hele Kraft behøvede Sverrer i den Kamp som efter Erke- bisp Eysteins Død udbrød med den høje Geistlighed, der, feg- tende med Bandlysninger og Forræderi, forskandsede sig bag pavelige Bud, Magnus Erlingssøns Haandfæstning til den, og Bisp Eysteins Kirkeret "Guldfjeren." Da Folket paa Ørething, hvem Kongen underlagde Tvisten med Erkebisp Erik, kjendte dennes selvtiltagne Skatøger med flere Anmasselser ulovlige, tog Bispen til Danmark, hvor Ondt for Norge altid fandt Pleje og Tilvæxt, og erklærede derfra Sverrer i Kirkens Ban d. e. fredløs og Riget forbrudt. Det Samme fik han Paven ogsaa til at gjøre, hvorimod Sverrer til sin Fordeel i saa overtroiske Tider udlagde en Bispen paakommen Blindhed som en Syndestraf fordi han saaledes frem- foer, og forøvrigt lod sig ligesaalidt heraf anfægte som af en senere pavelig Banlysning, der var beregnet paa under de slem- meste Omstændigheder at vende Folkets Hjerter fra ham. Trettende Borgerkrig (Øiskjæggernes eller Guldbeinernes). Allerede 1193 brød fra den erlingske Familie et Oprør løs, hvori Geistligheden, især den onde og fule Bisp Nils, havde Deel. Sverrer saae Staalfingrene under Bispekaaben; men efterat han i Florevaag havde tilintetgjort Oprørerne, der kaldte sig Øiskjæg- ger og Guldbeiner, fordi de kom fra Ørkenøerne og i Modsætning til Bjerkebeinerne, straffede han dog ikke den høiærværdige Niding med andet end med at lade ham krone sig i Bergen. En pavelig Sending, som isaahenseende gjorde Vanskeligheder, var bleven forviist med de Ord, "at han vel var af samme Slags som de andre fremmede Bedragere, der hidkomme for at snyde Folket Penge fra, og siden gjøre sig lystige over det, saasnart de have Grændsen bag sig." En Følge af Seiren var ogsaa, at SIDE: 433 Ørkenøerne og Shetlandsøerne, hvis Høvdinger under Urolig- hederne havde hersket uafhængigt igjen kom under norsk Høihed. Bisp Nils undveg kort efter til Danmark, hvor han tilligemed Erkebisp Erik arbeidede fremdeles paa at rive den Krone af Sverrers Hoved, han havde sat derpaa. Ogsaa forgave de Sver- rers Gesandter til Paven, medens disse vare under en dansk Præsts Gjæstetag; og er det rimeligere at troe, at Sverrers an- tagne Broder Erik, der indehavde store Lehn i Vigen, forgaves med sin Hustroe og Barn af samme sine og sin Families Døds- fiender end af Sverrer. Dennes Høihjertethed, Broderens Fred- sind, den hele Kamps Natur, som, da den foregik mellem to Ætslag, bød enhver af disses Formænd at styrke sin Familie, Bispernes Charakter, Giftmordene paa Gesandterne, forbyder at skjænde Sverrers Navn med denne Mistanke. Bisperne, hvoraf Nils ventelig tænkte paa Kronen for sig selv, vare slette nok til at øve denne Udaad, om ei forat svække Familien, og at fjerne en dygtig Krigsmand af denne fra Vigen, saa alene for at kaste paa Sverrer en Mistanke om en Forbrydelse, som var stor nok til Grund for alle de Beskyldninger de udspredte mod ham. Fjortende Borgerkrig (Baglernes 1ste eller Nils Bisps). Inge foregiven Søn af Magnus Erlingsøn, Modkonge fra 1196. Oslobispen Nils begyndte alvorligere Kampen i aaben Mark med sine Bagler, et Parti han fremskabte om den unge Inge, der udgaves for en Søn af Magnus Erlingsen, og som er blevet navnkundigt som Bjerkebeinernes. Det gik frem med Sejer saaofte det ikke traf paa Sverrer selv. Vexelviis erobredes Byerne og Flaaderne, besattes Landskaberne og hævedes Af- givter af begge Partier, der ikke mere gav hinanden Pardon, især efterat Bisp Nils havde ladet Bergen gaae op i Luer. Vig- væringerne gjorde Opstand mod Sverrer formedelst nye Krigs- styr, som gjordes nødvendige, en ny Banstraale mod Sverrer lynede over Norden, kun Thrøndelagen saagodtsom var ham tilbage, og selv denne stængt af Baglerne, der foer Landet rundt fra Vigen og til Helgeland. Men Banstraalen slog heller ikke dennegang Spiret af den stærke Haand, den 20-dobbelte Over- magt af Vigværinger splittedes ved Oslo i tre Træfninger paa samme Dag, i Throndhjemsfjorden slog Sverrer sig en Flaade SIDE: 434 til igjen fra Baglerhøvdingen Halvard af Saastad, og rensede hele Kysten alt til Tønsberg Fæstning, som den gjæve Hreidar Sendemand efter 5 Maaneders Beleiring overgav. For et Liv saa fuldt af Anstrængelser bukkede Sverrer endelig under. Helseløs bragtes han fra Beleiringen af Tønsberg Castell til Bergen, hvor han døde i Høisædet stor som han havde levet: tilgivende sine Fiender. (1202). Bjerkebeinernes Enevælde. K. Hakon d. 5te Sverrersøn. 1202 -- 1204. Sverrer havde døende erklæret, at han kun efterlod een Søn Hakon, som strax paa Ørething blev kongekaaren. Han samlede Gløder paa sine Fienders Hoved, idet han tilbagekaldte og tilgav Bisperne. Og da Baglerkongen Inge med sine sidste Mænd fældedes paa Helgøen i Mjøsen, saae Landet en Vaaben- hvile imøde under den fortreffelige Hakon, som Faderen havde udrustet med sin dyrtkjøbte Viisdom. Men han henkaldtes plud- selig til en dybere Fred, forgivet af sin Stedmoder den svenske Kongedatter Margrethe, som ikke stod paa nogen god Fod med ham. Til dette Mord forenede dog rimeligviis Sverrers Søster- søn Hakon Gàlins ærgjerrige Planer sig med Qvindehevnen. For Ærgjerrigheden er heller ingen Haand for ureen saalænge Na- tionerne gjøre sine øverste Poster for tiltrækkende ved at tillægge dem formegen Magt og Ære. Lige til vore Dage kjøbes den glimrende Krone for samme eller højere Priis end den hvorfor Hakon Gàlin kjøbte Udsigten dertil, medens i den rene Fristat kun den højeste Fortjeneste og Dyd kaldes til at bedækkes med den ypperste Borgerhats dunkle Prydelse. K. Gutorm d. 1ste Sigurdsøn. 1204. Høvdingerne udnævnte den 4aarige Gutorm, Søn af den afdøde Sigurd Sverrersøn, til Konge under Hakon Gàlins Rigsforstan- derskab, hvorhos ogsaa Sverrers Søstersønner Inge Baardssøn og Peder Steiper havde meget at sige. For den Iilsomhed hvor- med Hakon Gàlin fremstyrtede over Liv mod sit Maal kunde han vel fortjene sit Tilnavn, (der vil sige: den Rasende, den Framfuse -- skjøndt det vel er vundet i Feldten), thi der siges, at Gutorm paa hans Anstiftelse forgaves af Margrethes Datter Christine, med hvem han holdt sig inde. Mistanken her- SIDE: 435 om, saavelsom det at han var af en svensk Fader lod dog Folket paa Ørething give ham Afslag paa Kronen, som Bjerkebeinerne dog havde tilemnet ham. Og om dette fik raade, vandtes den aldrig, men tabtes altid ved Forbrydelser. Femtende Borgerkrig. (Sidste med Baglerne -- til 1208). K. Inge d. 2den Baardsøn. (1204 -- 1217). Erling Steinvæg (til 1207) og Filip Modkonger. Urolighederne havde fremskabt et Hærvælde. En Krigsmagt var fremstaaen, som mindre lignede Borgere, der bevæbne sig mod en ulykkelig Tid, end senere Aldres Soldater. Ligesom disse, fordringsfulde, altid færdige til at kaste Sværdet paa Vægt- skaalen, ringeagtende Loven, men Kongemagtens eller ogsaa Egenviljens lydige Trælle, og stedse mere fremmede for sit eget Folk, fremtraadte nu Bjerkebeinerne med sine Høvdinger paa Ørethinget forat styre Kongevalget efter eget Tykke. Men Vaa- benvældet er en død Kraft, og Stormændene, i hvis Hænder den skulde bevæges, vare uenige. Dette gav Almuen og Loven Seiren: ved frit Valg kaaredes K. Sverrers Søstersøn Bonden Inge Baardssøn med Tilsidesættelse af Hærens Yndling Hakon Gàlin og 3 andre valgbare Mænd. Kongen besvoer Folkets Rettigheder, Folket igjen de Kongen indrømmede. Hæren kom ogsaa strax paa sin rette Plads ude imod Baglerne, som alt mens Gutorm levede havde begyndt at røre paa sig under Erling Steinvæg, en foregiven Søn af K. Magnus Erlingssøn, og Filip, en Frænde af Oslobispen Nils, som heller ikke sad rolig. Det var ogsaa gaaet saa fremad med disse Urostiftere, at Erling havde faaet Kongenavn over Oplandene og Landet rundt alt til Agdurs Vestgrændse, og givet Filip Grevenavn. Krigen førtes ligesom før ved at gjøre Jagt paa hinanden rundtomkring Landet og afvexlende besætte og brandskatte Byerne, af hvilke det især gik ud over Bergen. Der vandt Bjerkebeinerne under Hakon Gàlin sin vigtigste Sejer, som gav Hevn for et Overfald af Bag- lerne paa K. Inge i Throndhjem, hvorunder denne kun ved at svømme over Nidelven og ved en Frændes Hjælp slap unna. Efter Erlings Død 1207 fik Nils Bisp Filip til Baglerkonge; ja han erholdt endog Kongenavn paa Ørething, efterat den gjæveste af alle Bjerkebeiner Dagfind Bonde havde maattet overgive Ca- stellet i Bergen. Paa det Ørething maa dog nok de baglerske SIDE: 436 Commandoraab have lydt; thi Thrøndelagen var ligesaa bjerke- beinsk sindet som Vigen var baglersk, uanseet endog, at Thrøn- derne senere i et Trangsaar gjorde Opstand imod K. Inge, i den Tanke, at Afgivterne vare for svære, at Folket bedst bedømmer dette, og at Nød bryder alle Love. Ihvordan det nu har været med dette og andre Kongevalg paa vore gamle Thinge -- den Thingmand er ligesaa forrædisk, der lader sig bestikke af Staal, som den, der lader sig bestikke af Guld. Skulde der være nogen Forskjel, da maa det være den, at den Første er Øxen, den Sidste Galgen værd. Strax efter vedtog dog Filip Forlig, der indgikkes paa Hvitingsø ved Stavanger, efter Mægling af Bisp Nils og Erkebisp Thorer, og hvorved Han fik Sverrers Datter Christine tilægte og Vigen og Opland som uafhængig Jarl. Konge- navn beholdt han dog i Folkemund, hvorimod Hakon Gàlin, der saagodtsom var Landets tredie Styrer, maatte afstaae derifra. Om den Mistanke, denne ærgjerrige Mand paadrog sig for et Snigmordforsøg paa Kongens Liv, er grundet, da viser den, hvor stor Forskjel der kan være imellem medborgerlig og krigerisk Dyd, hvilken sidste han besad i høi Grad. Med Omhu vogtede han dog den unge Hakon, Søn af Hakon d. 4de, der opdroges ved Hoffet som sandsynlig Thronarving til lidet Nøje for Skule Jarl, Kongens Broder, som fra Hakon Gàlins Død 1215 havde størst Indflydelse hos den gode, men svage Kong Inge. Hof- rænker traadte istedetfor den aabne Partifeide. Enkelte Stor- mænd troede at kunne beskjære Kongemagten -- noget, som ialfald kun tilhører det hele Folk at gjøre, og da paa lovlig Maade. Stormen var forbi, men det pludselige Stille bebudede, at den nok vilde springe om paa en anden Kant. Imidlertid kom dog de atter løsrevne skotske Øer, under denne Sagernes Stilling, tilbage til Norge, tvungne dertil af nogle Bjerkebeiner og Bagler, hvem Freden herhjemme ikke smagte. Geistlighedens Irettesættelser lærte dem dog, at Vikingalivet, som det lod til de vilde indføre igjen, ikke mere passede med Tiden. Den sverrerske mandlige Ætside kommer paa Thronen. K. Hakon den 6te Hakonsen, den Gamle (1217 -- 1262). Bjerkebeinerne, den sverrerske Æts trofaste Værnere, gjorde paa Kongevalget efter Inges Død sin Indflydelse gjældende for den unge Prinds Hakon; og var Almuen overalt enig med dem. SIDE: 437 De øvrige Kronbeilere Inges Søn Gutorm, Hakon Gàlins Søn Knud og Skule Jarl maatte give tabt; og efter gammel Sed gave Bønder Hakon Kongenavn paa Thingene. Men uagtet dette, uagtet hans Moder Inga ved Jernbyrd godtgjorde hans Fødsels- ret, og uagtet den retvise Hakon senere lod den paa en Rigsdag i Bergen undersøge: henrandt dog hans halve Regjeringstid under idelig Krontvist og Urolighed. Styrløshedens (Anarchiets) og Borgerkrigens Udsvævelser ere lette at forklare og undskylde med Despotismens egne; men den folkelige (liberale) og forson- lige Hakon, som vilde Ret og Frihed for Alle og forstod den største Regjeringskunst i et bevæget Land, at fordrage de for- skjelligste politiske Meninger og at udøve Magten med Opmærk- somhed for Alles Interesse, giver ingen Undskyldning for de to heftige Borgerkrige, der gjennemrasede som Brand Landets neppe tildækte Saar. Bebreidelsen maa især ramme Skule Jarl, som fra først til sidst med forræderske Opspind og endelig med Vaaben søgte at tilfredsstille sin umættelige Egenkjerlighed. At denne intet mindre krævte end Kronen, var klart, da Kongens Opofrelse af 1/3 af Landet og Skatlandene, Gaven af Hertugtitlen og Æren af at Kongen, maaskee mest for Freds Skyld, tog hans Datter tilægte, ikke forslog. Krigersk Urolighed begyndte dog fra en anden Kant, idet Udskudet af den erlingske Families Kjæmpere, Baglerpartiet, med en foregiven Søn af K. Magnus Erlingsen, i Spidsen, under Navn af Slitunger foruroligede Vigen. De gamle Baglerhøvdinger, som gjerne vilde sidde iro i sine Lehn, betvang vel disse Røverbander i Forening med Bjerkebeinerne, med hvem der efter Filips Død 1218 var indgaaet en ny For- ening; men dermed vare ikke alle de Skud af hiint Landets blodige Torneriis qvalte, som endnu skulde sønderflænge det og bortjage det medborgerlige Sind, som mest af alt er et Riges Lykke og Styrke. Sextende Borgerkrig (Ribungernes. 1219 -- 1227). Baglernavnet var vel forsvundet; men Baglersindet ikke. Lige- som gamle udsatte Krigsheste endnu lystre Trompetklangen, spidse Ørerne og jage henover Marken, saa omtrent virkede Rygtet paa mange af dem, at en Søn af Erling Steinvæg, Sigurd Ribung af Baglerhøvdingen Gudolf af Blakestad var kaldt til Norge. En Hær omgav ham snart, og i Forening med Levnin- SIDE: 438 gerne af Slitungerne spillede Ribungerne Mester i Vigen og paa Oplandene indtil den forrige Bagler, gjæve Arnbjørn Johnsøn og Skule Jarl tvang Sigurd til at overgive sig. Da denne Oprører nu en Tid saaes i Skules Følge, er det rimeligt, at denne, som stedse stod i et spændt Forhold til Kongen, og før ikke havde taget i Betænkning at sammensværge sig selv med Filip Bagler- konge, vilde bruge ham til at ængste Hakon og til at reise Folk med, naar han endelig selv vilde hæve Oprørsfahnen. Men Sigurd begyndte snart Krigen paany paa egne Vegne; og efter hans Død 1226 fortsattes den under Knud, Hakon Gàlins Søn, indtil Denne, efter Nederlaget paa Vormen ved Eidsvold (1227), overgav sig til Kongen, der siden viste ham stor Naade. Resten af Partiet ødelagdes af Værmelændingerne paa Kongens Befaling, som under Krigen havde lært disse med Brand og Sværd, ikke at give Oprørere Tilhold i sine Skoger. 1225 var Bisp Nils død, efter angrende at have tilstaaet, at han ogsaa havde Deel i dette Oprør. Intet Menneske har bragt flere Ulykker over sit Fædre- land, end denne Stifter af Baglerpartiet; men hans Bøn paa Dødslejet, at Kongen dog for Guds Skyld maatte tilgive ham, siger heller ikke stort mindre end: bedre havde det været mig, om en Møllesteen forlængst havde været lagt om min Hals og jeg slængt i Havet. Saaledes omtrent maa vel Indholdet af en- hver Landsforræders sidste Tanker være -- han være den kløg- tige Thingmand, Feldtherren, Soldaten der slænger Geværet fra sig, eller Bonden, som bliver siddende naar Budstikken gaaer. Rimeligviis har det været Afsky for denne Forbrydelse, Lands- forraad, som afholdt vore Kongesagaers berømte Forfatter, Is- lænderen Snorro Sturleson, der opholdt sig ved Begyndelsen af Ribungfeiden hos Skule Jarl, fra at gaae ind paa at fremme dennes og K. Hakons Anslag mod hans Fædrelands Uafhængighed. Han skal vel have givet Løfter eller maaskee rettere taalmodig hørt paa hine Anslag; men det lader til, at han kun har sat List mod List, troende det bedre at skuffe en Konge, og det en fremmed, end sit eget Fædreland. Syttende Borgerkrig (Hertug Skules 1239 -- 1240). Der løb vel adskillige Aar hen i Fred; men høist fordægtig var den, og slig Fred er ikke stort bedre end Krig. Kongens og Jarlens Mænd laae i aabent Uvenskab, og lode hverken SIDE: 439 Ærgjerrighedens Flamme døe hos Denne eller Mistankens Orm hos Hiin. Hakon troede vel at begrændse sin Svigerfaders Planer med Hertugkronens gyldne Ring, som han gav ham 1237; men 2 Aar efter fordrede Hertugen Kongens egen, og tog Kongenavn paa Ørething. Ved Laake paa Romerige slog han med sine Vargbælger Knud Jarl og Arnbjørn Johnsøn; men Kong Hakons Sejer ved Oslo fæstnede igjen Spiret i de rette Hænder. Med Skules Drab i Helgesæter-Kloster ved Nidaros, hvorhen de sei- rende Bjerkebeiner forfulgte ham, endtes denne sidste af Borger- krigene. Fra nu af forligtes alle Partier af den fred- og seiersæle Hakon. Lykken holdt ikke længer Retfærdighedens Vægtskaal paa Sværdodden. Ret og Magt forentes atter. EFTER BORGERKRIGENE (FRA 1240 -- 1387). Norges høieste Velmagt. Kong Hakon var 36 Aar før han fik ret Ro til at lægge sine ypperlige Regentegenskaber for Dagen. Landet var folkerigt og velstaaende selv under Borgerkrigene; men Freden hævede det til en Grad af Velmagt og Ære, som af det hverken før eller siden er naaet. Det er ikke vanskeligt at begynde Stats- omvæltninger -- et Brud paa Forfatningen giver Grund dertil, -- men at ende dem, er svært; og lykkes kun for dem, der ere ligesaa ædle som store. Hakon var En af disse. Han udstrakte derfor Forsoningshaanden, ikke Strafbilen, da Ingen kunde tviste med ham længer, og Underet skede: Lidenskabsstormene teg og Blodbølgerne stilnedes, som et Aarhundrede igjennem havde rystet og vragtumlet det gamle Rige. Med Freden og Medbor- geraanden kom, ligesom Blommer over Marken med de milde Luftninger af Vaaren, alle Velsignelser tilbage. Fra Kongens Hjerte udrandt det dog alt; thi fra det kom Forsoningen, fra den kom Freden, fra den igjen Lovorden, Landsopodling og Handel; herfra da Velnøje og Velstand, og denne reiste da igjen alle de Kirker, Befæstninger og offentlige Bygninger, som under Hakon fremstode, vidnende ligemeget om hans dygtige Forsorg som om at Cultur og Velstand fremskride sammen. At Hær og Flaade holdtes i forsvarlig Stand fik den danske Konge at see, da Hakon gjæstede ham forat paatale nogle Røverier. Det kom dog til Forlig; og senere ægtede hans Søn Magnus den danske SIDE: 440 Prinzesse Ingeborg. Ubrudt Venskab fandt derimod Sted med hans anden Søn Hakons Svigerfader Rigsforstanderen Birger Jarl i Sverrig. Og beilede Europas mægtigste Herskere til Nor- mannakongens Gunst: saaledes Kongen af Castilien, der ogsaa, med godt Udfald, beilede til hans Datter for sin Broder; Stor- fyrsten af Rusland; Kongen af Frankrig, der tilbød ham Over- anførselen paa et paatænkt norskt og franskt Korstog; den tydske Keiser; og baade mahomedanske Sultaner og Paven, som endog tilbød ham Keiserkronen i det tydske Rige. Under dette opførte Hakon sig med den største Anstand og Fiinhed (som den politiske Viisdom kaldes), betalende gode Ord med gode Ord, Tjenester med Tjenester og god Mynt. Saaledes fik Cardinalen, som Paven sendte til K. Hakons Kroning i Bergen 1247, hvilken paa det prægtigste feirede Norges og dets Konges Hæder og Lykke, sin Umag vel betalt; men Hakon glemte ikke at benytte hans Nærvær til at faae jevnet fordeelagtigere for Kronen, end man skulde troe, adskillige Stridigheder om hvad Statens og hvad Kirkens var; ligesaa blev og Jernbyrden afskaffet, som en Overtroe, der var Tiden uværdig. 14 Aar senere lod han, efter sin ældste Søn Hakons Død, som ogsaa havde baaret Kongenavn, sin anden Søn Magnus krone i Bergen af Erkebispen. Samme Aar (1261) erkjendte ogsaa Grønland samt Island norsk Høihed; men under Vilkaar, som vare de oplyste og frisindede Islændere værdige. Deres Frihed var vel bleven besudlet af Borgerblod -- ogsaa af Snorros -- under Stormændenes tøilesløse Uroligheder; men at opgive den derfor vilde være at mistvivle om at Himlen er reen og blaa bag de drivende Skyer. Vilkaarene sikkrede dem mange nye Fordele; dog var Foreningen Nul og Intet, om Kongen ikke opfyldte dem eller gik udenfor sin Myndighed. Alligevel havde det været bedre baade for Norge og Island, om Foreningen aldrig var bleven istandbragt; thi Island fulgte med Norge i dettes se- nere Ulykke; men frelstes ikke som dette; og Island bærer nu alle Trældommens Elendigheder og Norge Sorgen derover. For- ening mellem 2 ulige mægtige Lande er ogsaa en mislig Ting, om Verdenshistorien staaer til Troende. Og det gjør den; thi intet er sikrere end Erfaring. Paa et Tog, hvorved Lehnshøi- heden gjenhævdedes over de vestlige skotske Øer, døde Hakon i Vinterqvarteret. (1262). SIDE: 441 Lovforbedringer. Friheden taber ved en Adels Fremvæxt og Geistlighedens Magtudvidelse. K. Magnus d. 6te Hakonssøn Lagabæter (Lovbedrer). (1262 -- 1280). Fra gammel Tid af dømtes efter Frostethings- Gulethings- Eid- sevjuathings- og Borgethings- Lovene eftersom Provindserne thin- gede til et af disse Steder. Magnus fik disse Love bragte til Eenhed; men dette er ogsaa Alt hvad der kan siges til hans Roes. Med den Lov, han gav Islænderne vare disse kun lidet nøjde; og burde de da have betakket sig for den, ligesom og for den norske Lehnshøvding, han sendte dem, eller snarere for Foreningen selv, da denne derved fra Kongens Side var brudt. Sligt bør et Folk aldrig taale, ihvad der end maa røstes om Kjær- lighed med sin Glemmebog for den Mægtiges smaae Lovbrud. Den der stikker en Fakkel ved Grunden ønsker Luen paa Taget. Fredsind kan det have været, at han til Skotland solgte Sudur- øerne; men Svagsind var det, at han ikke holdt Russerne fra Nordlandene; og aftvang den danske Konge sin Dronnings Arv. Værre var det dog med de overordentlige Særrettigheder han indrømmede Geistligheden, idet han tilstod den Dømmemagt i en Mængde Sager saasom Ægteskabs, Testamentspørgsmaal o. s. v., Kaldsbesættelse, særskilt Deel i Lovgivningen, Myntrettighed for Erkebispen, en Eiendomsafgivt m. m.; og værst af alt, at han forvandlede Thingene til Herredage, hvor Adelen alene traadte istedetfor Odelsbønderne. Adelen, denne Classe, som fordrer at offentlige Fortrin skulle i den gaae i Arv, begyndte først fra denne Tid at skille sig fra Folket og at blive synbar i dets Masser. Hertil tjente fortræffeligen Greve- Baron- og Ridder- Titlerne, som Magnus, efter andre Landes Skik, indførte. Ved Siden af Disse fandt Bonden snart, at han tog sig ilde ud paa Herredagene, og denne altfor beskedne blev da borte, men med ham ogsaa Friheden. Efterat have givet et nyt Beviis paa sit veke om end velvillende Sind i de store Handels-Rettigheder han 1278 indrømmede Tydskerne i Bergen, og hvorfra Oprettelsen af deres "Contorer" der skriver sig, døde Magnus 1280. SIDE: 442 Geistligheden indskrænkes atter. Krig mod Danmark. K. Erik d. 2den Magnussøn, Præsthader. (1280 -- 1299). Som Geistligheden gik frem, er dette Øgenavn snarere denne raske og kraftige Konge til Hæder. Han fik det, fordi han, da han kom til Skjelsaar, kun brød sig lidet om det for Geistligheden fordeelagtige Kroningsløfte, som Bisperne benyttede hans Ungdom til at give sig. Da han var 14 Aar gammel, jog han, eller rettere hans Regjering, endog et Par Storklerker med Erkebispen foran ud af Landet forat klage sin Nød for Paven; og omsider faldt de tilføjes, da Kongen var døv og blind for de Banlyn og Tor- denbuller, som ellers dentid skræmte mægtigere Konger end Norges under Bispekaaben. Uheldig var han derimod i sin Plan at vinde Skotland paa Grund af sit Givtermaal med den skotske Prindsesse Margrethe. Det lykkedes hverken for ham paa egne eller paa sin Datters Vegne. De tydske Handelsstæder aftvang ham og nye Friheder, for hvilke det Bytte, han vandt i sin lang- varige Feide paa Danmark angaaende sin Moders Arv og til Beskyttelse for nogle danske Kongemordere, kun var Norge liden Erstatning. Liden Ære var der og ved denne Krig, der førtes ret paa Røverviis. Hver Alder har dog sin Maade at føre Krig paa; den vil maaskee komme, som fører den blot med Aandens Sværd, med Ord og Beviser for en almindelig Folkedomstol. Udlændingernes Handelsret indskrænkes. Krigen mod Danmark fortsættes. K. Hakon d. 7de Magnussøn, Halæg (Høibeen) -- (1299 -- 1319). Denne Lagabæters anden Søn, som alt længe havde besiddet Vigen med kongelig Myndighed, synes ikke at have agtet Folkets Valg fornødent. Han lod sig og sin Dronning ogsaa uden videre krone, og synes at have havt overvættes store Begreber om den kongelige Myndighed, hvilket vil sige det samme som at have ligesaa ringe om Folkets Ret og Frihed. I sig selv er en saadan Gemytsforfatning den samme som i det private Liv kaldes, at have for overspændte Tanker om sig Selv -- et Vogespil som Verden bedømmer strengt, idet den stødes selv ved den over- vægtige Aands naturlige Selvfølelse. Imidlertid maa man ikke undre sig over at den sindskraftige og regentdygtige Hakon følte SIDE: 443 sig vel meget under Purpuret, da saamange af Verdenshistoriens svage Konger have gjort det samme. Saavidt gik han heller ikke i denne Feil, der ellers især er Svagsjelen egen, at vi derfor maa forringe vore Tanker om hans sunde Fornuft. Den og sin Her- skervilje lagde han for Dagen i endeel Anordninger, der ind- skrænkede især de tydske forenede Handelsstæders (Hansefor- bundets) Anmasselser og Handel, forsaavidt den var Landet skadelig, samt i at indskrænke den egentlige Adel, men fremhæve Embedsmændene, hvis Pligter dog tillige skarpt bleve dem fore- skrevne. Til disse regnes maaskee rettest de 12 Rigsforstandere, som anordnedes i Tilfælde af Thronledighed eller Thronarvingens Mindreaarighed. Som saadan fik han sin Datter Ingeborg, da Søn ei havdes, erkjendt; og gav vel disse Udsigter Prinzessen, ligesaasnart som noget andet godt ved hende, den raske Beiler hun fik i svenske Kong Birgers Broder Hertug Erik. Idetmindste vise alle de sluttede og brudte Overeenskomster, de mange Kongestevner og Rigsdelinger i de andre Nordens Riger paa den Tid, at Politiken (Statskløgten) alt da ikke var saa lidet uddannet. Kongerne havde begyndt at betragte sig som Altings Eneejere, Folk og Land som deres klingende Formue, og Prinzesser som Sedler, der maatte lyde paa hiin Valuta forat have Værdi. Da Krigen med Danmark 1309 var endt til Hakons Fordeel, efter paany at være bleven ført i 5 Aar paa en Maade, som de danske Kongemordere og den norske Fribytter Grev Alf Erlings- søn af Tønsberg sørgede for ei blev forskjellig fra den forhen- brugte: indvikledes Hakon i de svenske Hertuger Eriks og Wal- demars Stridigheder med Broderen K. Birger, hvori han da tog sin Svigersøns Parti, og lehngav ham Konghelle og endeel af Halland, som han selv havde erholdt af Danmark i Freden. Da Erik, efterat have sluttet Fred med sin kongelige Broder, ei vilde rømme Hakon Lehnet, kom det selv mellem disse til Krig, hvori Erik trængte frem alt til Agershuus. Efter en Række af Under- handlinger tilbagegav han dog Lehnet, og fik Ingeborg af Norge tilægte 1312. Da K. Birger 4 Aar derefter tog Livet af begge sine Brødre -- som der siges ved at lade dem sveltdøe i Fængslet, hvortil han selv skal have slængt Nøglerne i Vandet -- : fordrev de Svenske ham, henrettede Kronprindsen, og valgte Eriks og Inge- borgs Søn Magnus til Konge under Moderens og et Rigsraads SIDE: 444 Formynderskab. Kort tilforn var det sidste Skud af Haarfagers mandlige Ætside uddøet med K. Hakon 1319. Landet var i Velmagt i hans Tid; og siges Finlapperne da at have erlagt Skatten, som længe ikke havde været hentet af Frygt for de vilde Russer, der ligesom en Kræft stundom aad sig rundtom Kysterne alt syd til paa Helgeland. Frygten har dog nok været overdreven, da de ukrigerske Lapper siges ved denne Tid at have tilkjæmpet sig over dem den eneste Sejer som glimrer i deres Historie. Saadanne Fiender forglemme, i det de overvælde den Svagere, at den som intet haaber frygter heller ikke meer; og at et underkuet Folks Fortvivlelse er ligesaa farlig for det seirende overmægtige som det er for Bjørnen om Gaupen kaster sig paa Ryggen for med spændte Kløer at fare i dens Bug. Ingen skulde heller kunnet bebreide Islænderne, om de havde drevet Modstanden til det yderste mod sin Konge i Norge for de Brud paa Foreningsacten han tillod sig. Den private Godgjørenhed han viste dem, da de hjemsøgtes af Brand og Vulcanudbrud, undskylder ikke de Forbrydelser han som Konge begik imod dem. En Konges første Dyd maa, som hos enhver anden Mand, være Ærlighed. Oprigtighed er det bedste Regje- ringsmiddel, og i ingen Stat nødvendigere end i en Forenings. Disse Staters Bindingsstof er alene Tiltroen. Findes den i Fred, agte Borgerne ikke Hjerteblodet for kostbart til at holde For- eningen sammen med i Krig. Men er den borte, da er selv Freden en Krig, hvori alle onde Lidenskaber føre sine Vaaben. Mistil- lidens og Nagets Orme fortære Foreningens Kjerne: den bliver en gisten, huul Nød, som knases under hvilkensomhelst Fod, der vil træde paa den. Norge og Sverrig forenes. K. Magnus d. 7de Erikssøn Smek (1319 -- 1344). Der siges vel, at denne 3aarsgamle Søn af den svenske Hertug Erik og den norske Kongedatter Ingeborg, valgtes til Norges Konge; men dette vil kun sige, at det af K. Hakon anordnede Rigsraad, ifølge dennes Arvefølgelov, erklærede ham for Konge under dets Formynderskab. Paa samme Maade var det han kort efter erklæredes for Konge i Sverig, hvorefter en Foreningsact oprettedes, der tilsagde hvert af Rigerne Selvstændigheden og SIDE: 445 fastsatte den fælleds Konges Pligter. Rigsraadet styrede vel; en af dets Medlemmer Drosten Erling Vidkunnarsøn værnede ogsaa Nordlandene godt mod Russerne. -- Constitutionel, forsaa- vidt derved kan forstaaes, at Grundlovene dog endnu indrømmede Folket nogen Frihed, kan vel denne Norges Forfatning endnu kaldes; og den var det ogsaa i Virkeligheden for Adel og Geist- lighed. For Folket, der ikke er det samme som disse Stænder, var derimod al Frihed gaaen tilgrunde. At det saa taalmodigt havde ladet sig det ene Frihedsklenod tage af Hænderne efter det andet, kom af at hine Tiders Frihed var udrunden blot af en naturlig Følelse af hvad Ret var, ei af Begreb, og beroede paa en ubevidst Vane, ei paa Oplysning. Men al Følelse kan skuffes, al Vane sløves og uddøe, hvorimod Begreb og Oplysning stedse er stigende og med dem deres Krav ikke alene paa at beholde men paa stedse at udvide Friheden. Derfor see vi over- alt de gamle Tiders Frihed at synke som Templet paa Sand- skrænten, medens de nye Tiders oplyste Nationer med sikker Dristighed reise sin højere og højere. Det Modtagne mistes heller end det med Sverd Erhvervede. Det Tilvante viger for det man erkjender for nødvendigt og umisteligt. Almeen Oplysning og Erkjendelse af Frihedens Nødvendighed i en Grad, der svarer til Oplysningen og Sedligheden, er Frihed og dennes Betryggelse. Enkeltes Oplysning er Trældom. Ogsaa i den Slags Oplysning er kuende Stormannavælde. Enkelte Islænderes Boglærdom hin- drede ikke det hele islandske Folk fra at behandle sin Frihed som Barnet Kniven; og vakte ingen Modstand som man kunde ventet af et saa ildigt Folk, da Norskekongen tog Friheden fra det, eller rettere da han brød Stykker af den til sit eget Brug. Og i Norge var det Geistligheden og Kongens Canzleres Ene- oplysning, der berøvede Folket lidt efter lidt dets Frihed, uden at det forstod hvad det mistede. Kongens Magtsprog og Adelens Pragt var nok til at skuffe dets blotte Følelse derfor. Aar gik; og en ny -- Trældommens -- Vane indtraadte. Den syngende Fugl i Buret, den tyggende Hest, mange Folkeslags Søvn viser dog, at den maa ogsaa have sine Sødheder. Thingene stode nu tomme; Bønderne, som sad rolige hjemme, fik der at høre, at et Rigsraad styrede Norge, og at dette havde valgt en Konge. Godt havde det imidlertid været, om K. Magnus altid havde havt slige Raader vedsiden. Hans og hans franske Dronning SIDE: 446 Blancas Hang til Pragt og sandselige Adspredelser i et sværmende Hof, samt at de hengave sig til uværdige Gunstlinger, forargede baade det norske og det svenske Folk. Det norske havde endnu dertil at beklage sig over, at han, mod Foreningsvilkaarene, næ- sten stedse opholdt sig i Sverig. Skaane og Bleking, som han havde tilkjøbt, lod Magnus Rigerne igjen forræderisk fraliste af den danske K. Waldemar, som dertilmed paalistede Magnus's Søn Hakon sin Datter Margrethe, mens han forholdt ham den han egentlig skulde have. Hansestæderne lod han skalte som de vilde; og er der intet andet tegnet Magnus til Ære i hans Aarbøger end at han erklærede Trællestanden ganske afskaffet. Hungersnød og Jordskjælv bidrog ogsaa sit til at skærpe Mis- nøjet. Han nødtes endelig til at tage sin Søn Hakon til Med- regent i Norge 1344. Foreningen med Sverig opløses. Magnus den 7de Smek og Hakon den 8de Magnussøn (1344 -- 1365). I Sverrig udbrød Opstand under Magnus' anden Søn Erik. Ved dennes Død blev vel Hakon af Norge valgt; men hans Forbin- delse med den danske Prinzesse og Magnus' underfundige Han- deler med K. Waldemar bragte det svenske Rigsraad til at afsætte baade Magnus og Hakon, og at indkalde som Konge deres Frænde Albrecht af Meklenburg. Denne slog Hakon ud af Riget og satte Magnus i Fængsel 1365. K. Hakon den 7de Magnussøn -- Enekonge. (1365 -- 1380). Der berettes, at K. Hakon, fire Aar før denne Ulykke overgik Magnus, af Svenskerne var bleven dreven til at sætte sin Fader fast paa Calmar Slot. Maaskee beqvemmede han sig dertil forat redde Foreningen, maaskee og holdt han dette sørgelige Nød- middel for tjenligt til at frelse sin Faders Liv. Idetmindste viste han i sit Tog til Sverige 1371, forat befrie sin Fader, hvilket og lykkedes ham mod svære Løsepenge i Sølv og i Besiddelser, at han besad den sønlige Følelse, som, ihvorvel intet Menneske tør mangle den, dog geraader Konger til saameget større Ære, som de ikke destomindre ofte synes at mangle den. Faderens Daar- skaber bedrøvede Sønnen; hans Ulykke harmtændte denne og SIDE: 447 gjorde hans Sværd skarpere til at løse Faderens Baand. Dette Træk maae vi gjøre mere af, end af den Regentduelighed Hakon viste ved at faae Hansestæderne til at holde sig Anordningerne efterrettelige. Vi ere tilbøjelige til at ære Purpuret; dog glæde vi os først, naar vi træffe Mennesket derunder. Dette tør vi elske. Den brave Hakon mistede dog snart sin frelste Fader, da han druknede i Hardangerfjorden 3 Aar efter Befrielsen. Svartdøden. En 100aarig Borgerkrig havde gjennemraset Landet. Dog stod det derefter som Ynglingen, der stærk og blussende gaaer ud af Lystkampen. Blodet, som var flydt, syntes ikke at være til større Meen for det Hele end dennes Sved, som hurtig er- stattes. Bygdelag havde Oprørere brændt; dog reiste Hammer- By sig, Bergen blomstrede, Borge og Kirker fremkneisede, og man tømrede raskt i Dalene, som Fakklerne gennemfløi. Hun- gersaar taltes; dog ogsaa Aar, da Jorden bar togange Grøde og da Træerne dæktes togange med Frugt. Guldalen var ødelagt i denne Konges Tid ved Elvebrud; dog hørtes ikke Braget over Dovre. Alt hvad der havde ramt Landet stod til at overvinde og var overvundet af Mennesker og Tiden. Men 1349 traf en Ulykke Norge, som selv Tiden, der dog heler alt, neppe indtil denne Dag har kunnet erstatte, ihvorvel det ikke kan negtes, at den senere politiske Elendighed herfor især har Skylden. Det var en Landfarsot, "Svartedøden" eller "den store Mandedød," som da kom med et inddrevet engelsk Skib, hvis Besætning var uddød, til Bergen, hvorfra den snart udbredte sig over det hele Land. Hele Bygder lagdes øde og Folkemængden formindskedes over 1/3, saa den neppe foer værre frem i noget af alle de Lande den gjennemvandrede fra Asien af. Norge sattes tilbage for Aarhundreder. Seent som Furuen paa dets bare Klipper er det siden skudt fremad indtil det vel nu omtrent har naaet hint gamle Norges Opodling og Folkemængde. Thi Trældom er tifold tung for den Syge og Vanære for den Ulykkelige. Sygt og ned- trykt gjorde Landfarsoten Norge; men disse nye og varige Ulykker, Trældommens og Vanærens, fulgte af den Forbindelse med Dan- mark, som indledtes ved Hakons Ægteskab med den danske Margrethe: Det er først Friheden og Æren, som nu gyder Kraft i Fædrelandets Livsaarer. SIDE: 448 Forening mellem Norge og Danmark. K. Olaf den 5te Hakonsøn. (1380 -- 1387). Denne Hakons og danske Margrethes unge Søn var alt 1376 kaaren til Konge i Danmark under Moderens Formynderskab. Han fik nu tillige Norges Krone, hvorefter dette havde Udsigter til at blive Hovedriget i den nye Forening, skjøndt han maaskee havde været fornuftig og retskaffen nok til at indsee, at i en Forening af lige Stater maa ingen af dem gjøres til Hovedrige, om Foreningen skal lykkelig bestaae. Men kun faae Aar glæ- dedes Norge ved dette sit skjønne Haab, som opblomstrede i Olaf. Det og den gamle Kongeæt og Norges Velvære og Hæder som Stat døde pludselig med den unge Olaf i Skaane. Maaskee er det den nationale Sorg herover, som har kastet Mistanken for hans Død paa Moderen, der fra Regentinde-Formynderske nu anerkjendtes som begge Rigers Dronning. Men hendes hjerte- løse, ærgjerrige Charakter retfærdiggjør den tildels; og idet vi erindre os de mange lignende Forbrydelser, som ikke have været slige Sjele og Herskesygen for svare, giver den Plan at beherske alle 3 Nordens Riger, som hun med faste Skridt fulgte og satte igjennem, den Mistanke ny Styrke, at hiin Lidenskab har drevet Moderen til at skride frem mod dette Maal over sin Søns Liig. Havde det norske Folk havt sin gamle Valgfrihed, den Aand det med Friheden besad, og den nationale Selvfølelse, som under de sidste Konger var forsvunden med Sjømagten og endeligen slappet af hiin Landødesot: skulde visseligen Drosten Hakon Johnsøn, som var af den gamle Kongeæt og nærmest berettiget, være bleven Normannakonning. Men nu raadede Enkelte, Adel og Geistlighed nemlig; og Foreningen blev det Raad som vandt, skjøndt de, at slutte af Advarsler som K. Magnus Smek fik mod at antage Sverigs Krone, vel neppe ærligen have troet at For- bindelsen med et endnu fjernere og didtil fiendtligt Rige skulde være tjenligt. Men er Friheden forraadt, da er Fædrelandet og hele dets Velvære det ogsaa. Ulykkesskjebnen fuldbyrdedes: Norge forentes med Danmark 1387. SIDE: 449 Bag Sneen spirer Vaaren og Blom paa Gravens Muld. Det Blink i Kummertaaren er Haabets eget Guld. Sit Bytte Tiden fører: hvad Støvet ejer; men hvad Aanden selv tilhører den bringe maa igjen. Da maa den Frihed bringe, det Krav i hver en Aand. Med Frihed Lyn for Klinge faaer Kjæmpen i sin Haand. SIDE: 450 Til Subscribenterne: For ikke at levere blot et tørt Uddrag, har Forf. afdelt sit Arbeide. Den anden Deel, indeholdende Fremstillingen af 3die Tidsrum: Norges Vanmagts og Ulykkes Tid under Konger i Danmark, og af 4de Tidsrum: Norges Gjen- opreisnings Tid ): fra Befrielsesaaret 1814 og indtil denne Stund, vil følge paa lignende Betingelser for denne Deel, saafremt Subscribenterne fremdeles vedblive velvilligen at fremhjælpe Udgivelsen. Man tillader sig derfor at be- tragte de Subscribenter som vedblivende, der ikke inden midti April melde Forlæggeren, at de fratræde. Bekostningen for den følgende Deel vil omtrent blive som for denne, dog snarere mindre; og er det vist, at Fædrelandets Skjebne i ovennævnte Tidsrum trænger fortrinligen til at fremstilles, saasom den er mindre bekjendt, skjøndt langtfra mindre lærerig, end denne dets fjernere Tiders, som i denne Deel er behandlet.