Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet, OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved Universitetet i Oslo i 1991-1997. Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten, og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på, gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/ Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene presenteres sammen med teksten. Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - DEN GJÆVE NORMAND (Efter det Tydske). Folkebladet 23. april 1833. Den Mand jeg agter Ære værd, Hvis stærke Hand det norske Sværd Harm svinger om den Fiendes Skolt, Som rækker ham en Slavebolt. Den Normand Ære, Priis og Held, Der (liig i vilden Hav et Fjeld) Omsvævet end af Sorg og Skræk, Dog hæver Panden klar og kjæk! Den Nordmands Roes af fulden Hals, Hvis Hjerte ikke er tilfals, Som ei for Guld og Ordensband Forraade kan sit Fædreland! Den Nordmands Roes i fulden Chor, Der holder fast som Eed sit Ord: Med Ven og Fiende saa fast Som Sværd i Hand hvor Fiendens brast! SIDE: 2 Fra Himlen svæver Ærefred Paa saadan Normands Gravhøi ned, Der vandt Berøm i Livets Strid, Og sank udadlet selv af Nid. Henrik Wergeland [OM STUDENTENE OG 17. MAI] (Indsendt.) Statsborgeren 28. april 1833. Det er en vanskelig Sag at rose og dadle. Roser man en heel Klasse tage alle det til sig; roser man en Enkelt, bliver han vred, eller misundt af Andre. Dadler man en heel Klasse troe alle de ere Undtagelser. Dadler man Enkelte, troe alle, de kunne pege Fingre til dem. Men ligegodt, i følgende Linier er noget af hvert: For nogle Aar siden høitideligholdt alle Studenter Konstitu- tionsdagen. De løb gjennem Gaderne med Styr og Spektakel og raabte: "Afveien Pøbel!" til alle dem, som mødte dem, og ikke bare Studenterhuer; men ikke før havde en Mand, der som Individ har Indflydelse nok alligevel paa et Folk 1 000 000 Mennesker kundgjordt, at han ikke led det, førend de alle knur- rede og skulende lode al Høitideligholdelse fare. Og det er disse, som kalde sig "det frie Norges frieste Sønner" og som synge: "Vort Fædrelandsblik paa vor Idræt henvendt" og: "Svulmende Hjerter og glødende Kinder hylde det elskte og hellige Navn". Men de synge det ogsaa kun, de fø1e det ikke. Deres Sang er som Lyd af Veirhaner. De skulde synge en Hymne til Løvens Manke, og til det Utøi der kryber i den, det vilde tage sig bedre ud. Men man maa være retfærdig. De vare anmodede om at lade det være af deres høivelbaarne, høiædle, velbaarne og velbyr- dige Forældre; Professorerne løb om og prækede om sorte Brætter, en theologisk Professor holdt, om jeg husker ret, i Ordensdragt, en Tale for at bevæge dem. Han brugte Guds SIDE: 3 Navn, og tog et Sted af Bibelen til Text, men Gudsbespottelse kan det dog vel ikke kaldes. Aaret efter løb han om og sagde, at visse Folk vare gale, og udtog deraf vise Forskrifter. Hr.H. jog en Student ud af Landet, og Statsraad Diriks brugte nu sin Maneer. Dette gjorde nu disse Folk og det er dog dem, som haanligen kalde Folket "de lavere Klasser" -- som ikke ere fornøiede, med mindre de faae en Løn aarlig, som de nitten Tyvendedele af Folket vilde kalde Rigdom. Jeg vender mine Øine bort fra dem, og min Aand opklares i det mit Blik falder paa de norske Bønder. De ere det norske Folk. Til dem staaer Fædrelandsvennens Haab. "Frem Bonde- mænd, Odelsmænd, Hædersmænd alle til Hobe". Holder frem som I stevne, men samstemmig og end kraftigere, og eders Fien- der skulle tumle for Eder som Skotterne ved Kringlen, og da skulle I være værd at glæde Eder paa eders Hædersdag! Efter mit Løfte skylder jeg endnu den enkelte Hædersmand Roes; men jeg er for stolt til at rose Nogen, som kunde for- smaae den, og for beskeden til at troe, Nogen vil smigres ved den. Dog de Døde foragte ikke. Jonas Rein! Jens Zetlitz! Peter Kræfting! Nogle Øieblikkes Dvælen ved Eders Minde er et Bæger med Nektar, som jeg tømmer til Ære for eders Skygger. TIL GAMLE B VON M AF M. (Indsendt.) Statsborgeren 28. april 1833. Naar Tvende i en længer Tid af gammel Buk kun leve: -- hvad Under da vel om dit Vid og Kløgt saa magre bleve. Henrik Wergeland [OM Å FEIRE 17. MAI] (Indsendt.) Statsborgeren 5. mai 1833. Allerede nu taler man i Oplandet om Forberedelser til Syt- tendemais Leiken, og om ved Skaaler at hædre frimodige Re- præsentanters Færd m. m. SIDE: 4 Henrik Wergeland ATTER ET BRUDSTYKKE AF "DEN UOVERTRÆFFELIGE NATUR" (Indsendt.) Statsborgeren 12. mai 1833. -- -- Jeg har seet en Qvinde i et af denne Arts Sletteres Aabenbarelsesøieblik: saaledes som enkelte Ægtemænd faae dem at see ): Hænderne snart begge to knyttede i Siden, for at tjene til det Samme, som de Stene Smedene vælte oppaa sine Bælger -- snart den ene Næve knyttet udstrakt med spændte blaa- grønne Aarer -- snart begge svævende med udstrakte Fingre som et Par Gribbekløer -- Kinderne snart klapprende som Vingerne paa en mat Flaggermuus og farvede som disse, snart med Nordlysets fyrrige Iilsomhed vexlende i alle Blyets og Kobberets Farver fra det blaahvide gjennem alle det Gules Farveovergange til det Rødgrønne -- Øinene lige et Par sqva- dronerede Sabler -- Nakken i en Vinkel af l00 med Ryggen -- og alt dette drapeert med en flyvende Karmosinshavel, en brandguul Silkekjole og sorte vajende Fjedre. Disse Strøg ere langtfra overdrevne. Jeg gyser ikke, blinker ikke ved at udkaste dette Efterbild som da Originalen, den uopnaaelige stod der. Og kan jeg gjengive Foldene i Dragten og Shavlet? Dog maa jeg tilstaae, at der var Udtryk og Lidenskab i dem alle ligesom i enhver enkelt af det rasende Dyrs reiste Børster. Kan jeg gjengive de vexlende Udtryk i Øinene? og Ordene saaledes som de tause før de kom til Læben rullede henad Øienbrynene og steg op af Furerne, der fremkom, sortnede og glede hen som disse Bogstaver? eller kan jeg gjengive Stemmen, skjøndt den endnu klynker, skriger, hyler, synker og stiger i mit inderste Øre? Sig da ikke at disse enkelte Træk af et mat Skilderi ere overdrevne og unaturlige i den Bemærkelse man pleier at tage dette Ord. De ere kun saaledes unaturlige, at de ikke naae Naturen i sin Heftighed og Styrke, at de forsøge paa noget For- gjeves, og at de vove at henkaste sig enkelte og kun til et Om- rids, medens det fattige Sprog maa give tabt alle disse fine Smaatræk og Smaaovergange, som danne og ere uundværlige til Heelmaleriet. Sig derfor ikke at Malerens Furier ere unaturlige, og tro med Overbevisning paa Makbeths Hexe! Eller hvem som ikke troer -- han bringe blot en saadan Qvinde i Raseri, og han SIDE: 5 skal tro. Skulde der maatte være Overdrivelse i Furiens Slange- haar? Visselig, Maleren gjør i disse Slanger kun et slet Bytte mod den rasende Dames Røst, som han maa undvære. Den burde udtrykkes ved Piilodder, Røg og Flammer udaf hendes Mund, og Sandheden skulde ikke være krænket, men kun mat efterlignet. I Forening kunde maaske Kunsterne udtrykke saadan Natur, men kun paa et Theater, hvor Naturen turde fremtræde i saa nær Afbildning som muligt. Ouverturen maatte da forud- betegne Charakterens Sindsbevægelser; Røsten tilhøre Skue- spilleren; Ordene en Digter, der havde hentet dem ligefra Naturen. Men saasom Lidenskaben hæver en Qvinde over det Smaalige, over sin Natur, maatte den, der forestille hende være en Mand og forud virkelig tirret. Dog skulde Stemmens Udtryk da gaae tabt, og Tilstaaelsen atter være os aftvungen om Naturens Uovertræffelighed og et ulmende Had eller Foragt for Kun- sterne være paaveie til at fødes. Vi skulde foragte Digternes Værker, og overlade os til den umiddelbare Poesie i vore Sjele, i Følelserne og Livet: denne der taler og musicerer skjøndt uhørlig, maler skjøndt usynligt. Vi skulde snoe vore Malerier bagvendt, og see udaf Vinduerne paa Naturen. Det berømteste Dyrmaleri skulde forekomme os usselt Narreværk idet vi be- tragtede en pattende Kalv; og med den malte Fos skulde vi bære os ad som Peruanen med Bønnebogen. "Den durer jo ikke. Hvor er Regnbuen og Luftningen i Granerne og Støvregnen?" Vi skulde aftakke Theatrene -- gaae paa Torverne, naar vi ville see Komedier og i Husene naar vi ville see Tragedier. Ric- harderne, Thyboerne, Ranudoerne, Hexene, Harlekinerne o. fl. skulle vi finde alle gratis, med stærkere Træk Kolorit i den uovertræffelige Natur. Henrik Wergeland FOLKEBLADET No. 20. Tirsdag 14de Mai 1833. FRA EN PRÆST TIL HØIFJELDS (NB. til Storthinget og Regjeringen). (Indsendt.) Her har jeg da tilbragt den største Deel af mit Liv, afskaaren fra den hele dannede Menneskeverden, som det engang var min SIDE: 6 Glæde nær at betragte i dens fremskydende Liv, men som jeg nu ikke vover at henregne mig selv mere til. Jeg tilhører nu Kofterne og Skindbuxerne, Tjorpeiserne og de høie smalbrem- mede Hatte, som have tjent i Cicignon-Opløbet i Bergen, og hvoraf en Halling eller en Lomværing der østen Fjeldet tør lee. Disse have tilhævdet sig mig. Dog har jeg engang glimret paa Kb.havns Universitets Høisale, og Moldenhawer har emnet mig til akademisk Lærer; dog vandt et Par Afhandlinger i Rabecks Minerva mig den Tids liberale Talenters Venskab og Malthe Bruun foreslog mig i Fælledsskab med sig og den geistige Reno- mist Heiberg at udgive et publicistisk Tidsskrivt. Ak! hvorledes er det? Betænksomme Folk troede dengang, at jeg var sprun- get et Stykke foran min Tid; -- nu tilhører jeg ikke engang min Egen, ja, om vi skrev 1814, og jeg pludselig traadte frem af min Krog, vilde enhver af Eidsvoldsreformatorerne kalde mig for- ældet. Og isandhed! hvad skulde jeg tale om af nogen aandigere Beskaffenhed, end om denne Egns gjængse Materier d. e.: om Heste, Tvivls-Tilfælder ved Qvæghandel, besynderlige Ulykker og nye Kneb i Slagsmaal, Barseler, Nisser og vidunderlige Huldrehistorier? Jeg maatte finde paa noget bedre: enten om Nationalconventet i 91 -- 94, om Nelson, Parker, Willemoes, Chr. Colbjørnsen, om sidste Feide i Iris og Hebe, Januar 1795, eller om Zarine, Einar Thambeskjelfver, og om hvad godt Nyt der kunde pilles udaf Votre Serviteur Otiosis. Videre kunde jeg ikke komme; -- man vilde studse og lee -- ikke ad mine gode Universitetsanekdoter om Kirsebom m. fl., men ad mig; man vilde forundre sig -- ikke over de fine moldenhawerske theologiske Undersøgelser, jeg maaskee i min Godtroe, dog der- ved at gjøre Indtryk, kunde bringe paa Bane, men over dette reliqviemæssige Særsyn af et Menneske, som ikke længere hørte hjemme her. Virkelig skulde ogsaa en Underholdning, udspun- den af en halvaarsgammel Rigstidende -- det eneste Literære som kommer hid -- kun lidet tjene til at befrie mig fra et saa nedtrykkende Omdømme. Men jeg er langtfra ligegyldig ved denne Tilbagegang, hvortil jeg ikke skabtes. Jeg sørger mere over den end over, at mine stakkels Døttres Skjønhed er henvisnet i sin Eensomhed, og SIDE: 7 over, at min ene Søn er gaaen ind i Cavalleriebrigaden, samt over, at min anden Søn, som studerer i Christiania, skrev mig til, at han for det første kan udsætte sin Kjøbenhavnsreise, da man nu i Christiania kan lære ret godt Dansk med mere dertil hørende. Mit Haar er bleven hvidt som den ludende Bræ, der er mit Tag; dog fø1er jeg, at mit Blod endnu kan bruse som Elven herudenfore, fuld af sine klingrende Iissøiler, bragende Stene, styrtende dem og sig fra Terasse paa Terasse i Minutter fra Bræ til Hav; ja jeg føler, at det kan banke mig ret haardt i Pulsen, at mit Sind, med Ungdoms Hurtighed kan mørkne sig som denne smale Blaastribe, jeg seer af Himmelen, i eet Secund, i eet Stormkast fyldes med Skyer, der pludselig udrulle som Laviner over den hele Dal, mulmede og tunge, saa Fosserne neppe høres, tætte, som om denne Revne skulde tilstoppes, der kaldes en Dal, skjøndt Ørnen synes at spænde sine Vinger fra Tind til Tind, naar den svæver derimellem. Mit Blod banker, mit Sind mørknes, naar jeg tænker paa Aarsagen til min sør- gelige Skjæbne, til min Tilbagegang, til mine hjemmeværende Børns Udannethed, til at jeg ikke saaledes har kunnet sørge for mine Sønners videnskabelige Opdragelse herhjemme under mine egne Øine, at de ikke skulde være veke nok til at lade sig bøie til hine Daarskaber, som græmme mig. Men hvad anden Aarsag er der til mit Onde end at jeg, som saa mange af mine Lige, er afskaaren fra Literaturen, som jeg dog dengang havde Kald og Lyst til stadigen at følge i dens Udvikling."Stat! Stat! -- raaber jeg, bortslængende et Hefte af Journal for Politik, Natur og Menneskekundskab, som jeg nys læste den 40de Gang -- hvortil den tantalistiske, gjækkende Grusomhed at lade mig i Rigstidenden see Lister over udkommende Bøger uden at jeg, formedelst de uhyre Afgivter du æsker, kan anskaffe mig en eneste? Hvorfor hindre med saadan Gridskhed de Lys- straaler, der ellers kunde finde en let Vei til min afsondrede skumle Dal? -- den, hvori jeg har opdraget Tusinde af dine Børn, hvori jeg gjør dette med Livsfare; og er dette en Tak, der anstaaer dig, og som jeg fortjener? Har du noget vigtigere Hverv end at udbrede Oplysning? Men hvorledes opfylder Du dette billigste af alle Krav, naar du svært beskatter Skrivterne og Kjøberne, og disse i stigende Forhold, eftersom de boe fjernt SIDE: 8 til, og eftersom de, i fuldkomment Afkald paa alle Selskabelig- hedens Nydelser, og paa alle andre Glæder end de stille, som udrinde af Bevidstheden om opfyldte Pligter imod Dig og sine Nærmeste, meest kunde trænge til de forædlende, Literaturen og at følge med Tiden, og dens Videnskabelighed skjænker? Der klages over liden Livlighed i Literaturen og Boghandelen. Nu, Staten, som skulde fremme dem, er disses værste Fiende. Der boer mangen Mand i Dalene, langs Fjordene, mellem Fjel- dene, som vilde anskaffe sig, hvad der pranger i Bogladerne, om Staten ikke gjorde dette til en Velfærdssag. "Der gaaer den tomme Postsæk -- et Par dyre Breve og nogle Avisruller dingle deri: -- da staaer Embedsmanden med sin understrøgne Litera- turliste: "den skulde jeg have, den skulde jeg have, den og den og den -- -- men...." Da flyver der enten en Funke af hans Øie af Misundelse over disse Lykkelige, som boe Byerne (Ber- gen exclusive) nær eller saaledes, at dertil gaaer Leilighed, eller og han tænder sin Pibe med Ønskelisten, lader Sig og Sine med Taalmodighed rustificere, og kalder slige Ønsker, som at kunne skaffe sig en Bog, forfængelige. Om nogle Aar falde de ham ikke ind -- Papa røger Tobak og seer paa Skyerne, Hønsene og Kraakerne -- Mama spinder og læser Grandison med ukjølnet Henrykkelse -- nogle bleg- nende Jomfruer bestille ingenting -- og de lange keitede Sønner forvexle det Udkast, Slagtebønderne have givet dem af det fremblomstrende Christiania, som de snart skulle besøge, med det, deres Fantasie skizzerer dem af det eventyrlige Bagdad, som de læste om og læste atter om i Tusind og een Nat. Henrik Wergeland [FEIL I UTENLANDSKE EFTERRETNINGER OM NORGE] (Indsendt.) Statsborgeren 17. Mai 1833. Nedenstaaende vil blive indrykket i franske, engelske og tydske Tidender. Forfatteren har troet at burde underrette sine Landsmænd herom med Erkjendelse saavel af Overbeviisningen om at han her udtrykker Mange af disses Mening, som af at der i denne Sag forlængst og af Landets Dygtigste burde været talt. SIDE: 9 Det er en Sandhed, at der kun er lidet Paalideligt i alle- haande fremmede Forfattere især Reisendes Efterretninger om Norge. Eftersom disse Vildfarelser og skjæve Meninger, som med en letsindig Dumdristighed gives det europæiske Publikum tilbedste, nu ere beskafne, vække de hos Normanden enten en Følelse af at være fornærmet eller af en uegennyttig Uvillie over at see Sandheden med saa megen Fripostighed krænket, men dog oftere kun en Latter, der er blandet med Medynk over de subjektive Grunde, hvoraf han troer dem udledelige. Ofte har man ogsaa seet disse fremmede Eventyr ledsaget med bittre irettesættende Berigtigelser i de norske Dagblade, men rimelig- viis ere de ikke komne didhen de egentlig skulde, eller og have Fabulanterne ikke troet, at det kunde svare Regning at ind- lade sig paa Kommentærer, der maatte beskjæmme dem og be- tage deres Værker Krediten. Den engelske Sir Elliot har ogsaa nylig i en med alle sit Lands berømteste kritiske Oraklers impri- matur men det vilde have været et Mirakel om de havde været det i et Værk, hvor alt er fortrukket, fordreiet og Unatur. Vi antage hans Appel til at henregnes alene mellem Fantasifostrene for fyldestgjørende, omendskjøndt vi ikke vilde tillade at man i en Roman, hvis Scene var f. ex. Auvergne, fortalte os om Menneskeædere, Dyrmennesker med Neb og Kløer o. s. v., eller SIDE: 10 at man beskrev os de hvide, snedækte naaldannede Fjelde om Paris. Anmærkningsværdigere ere Engellænderen Elliot og Fransk- manden Ampère, hvis Beretninger begge i norske Blade ere blevne bedømte efter Fortjeneste. Det er vanskeligt at sige om Sandheden lider mere ved den Førstes Taabelighed, end ved den Sidstes slette Lune. Men et Regnveir er ogsaa virkeligen ubehageligt, naar man vil see sig omkring -- kun at man da afholder sig fra at beskrive hvad man ikke seer. Dog det er sandt -- denne vise Regel følger jo Hr. Ampère. Han beskriver Taagerne, men ikke de deilige, frugtbare, velbebyggede Egne, som han er reist igjennem paa en Tid, da de i Alt kunde maale sig med Normandiets skjønneste Strækninger. Han maa altsaa ikke have seet dem. Dog ligge de der, og dog beskriver Hr. A. dette Land. Men at slutte af denne Herres Rædsel ved fra en Høide i den store, veldyrkede, frugtbare Tronhjemsdal at see ud over den to Mile brede Fjord, formode vi med Grund, at den hele Reisebeskrivelse kun er et Thermometer for hans Nervetilstand den Sommer, en Dagbog, han, med Tilladelse at skrive om hvad han vilde, naar det blot angik hans vexlende Forhold og Omstændigheder, har skullet forelægge sin Læge. Paa hiin Høi nemlig, midtimellem Landgaardene, Lyststederne og Haugerne, med den smukke Stad med dens l0 000 Indbyg- gere for Øine, overfalder ham grufuld Hjertet standsende Be- klemmelse som om han stod ved Verdens Ende, paa et yderste Punkt for Livet, paa en sjunken Klodes Top i et Chaos af Vand og Dunst. Men til et saa frygteligt Punkt kan man jo ikke nærme sig igjennem Paradiser? Eller hvem kan med et saadant Maal for Øinene see dem eller noget andet, end hvad der ligner det og kan forberede Sindet paa det Øieblik, da det skal see sig forladt af Livet og alt Menneskeligt? Det er i Overensstemmelse hermed og med Hr. Ampères Taagelande at disse befolkes med Spøgelser. En gammeldags Kareth hensætter ham i Norge som i en uddød Verden, hvor " -- -- qvæ gratia currum, armorumque fuit vivis; quæ cura nitentes pascere eqvos, eadem seqvitur tellure repostos" [fotnotemerke] Fotnote: "Rørte dem Lyst, mens de aandede her, til Vogne og Vaaben eller til skinnende Heste, da følger den dem i Graven." SIDE: 11 og hvor hr. Ampère "arma procul, currusque virum miratus inanes." [fotnotemerke] Men hvad skal man sige, naar man selv maa frakjende det Virkelighed, som Hr. A. forsikkrer mødte ham i den meest prosaiske Sandhed: en bornert Uvidenhed nemlig som virke- lig pleier at have sit Tilvær i de smaae Spidsborgerstæder. (Fortsættes). TIL SPROGVIDUNDRET I HOLMESTRAND (SEE RIGSTIDENDEN) (Indsendt.) Statsborgeren 23. Mai 1833. O Sprogvidunder, du hvis Hjerte (hos Andre maalløs Klump) parlerte saa let og herligt Fransk! Din Ryg forstaaer vel Svensk tilfulde; Dog veed (med Tugt det meldes skulde) jeg Sted paa dig, som pluddrer Dansk. Henrik Wergeland FOLKEBLADET No. 22. Tirsdag den 28de Mai 1833. Ja læs i Mandens aabne Pande hvert Frihedscharts Original! See Qvindens Buebryn sig rande til Borgerindens Triumfal. VINKELSKRIVEREN (Sortkridtstreger i en Storthingsmands Tegnebog.) Vintermorgen. Procuratoren ved sin Pult. Ude fyger det; og den blege Stribe over Aasen spaaer en mørk og iilsom Dag, der, borthvirvlet af Foget, nedkuet af de tunge graae, kun ved smale hvide Bremmer fra den hele Masse afsondrede Sneeskyer, snart skal begrave sig i Natten. Inde er det luunt. Lysene kaste et Fotnote: "Heltenes Skyggevogne og Vaaben han fjerntfra beundrer." SIDE: 12 roligt Skin paa de grønne malte Gardiner, hvorpaa Kaffedam- pens Skygge gjenteer sig i livlig Bevægelse. Men hvor den er uhyre! hvor synes den at rulle og at røre sig? Den ligner et af sin Grav opstigende Gespenst, reisende sig langs Tapetet, bøiende sig under Taget. -- Ha! den løbende Pen, hvis Spragen var den eneste Lyd, stand- ser -- de smaae tindrende Øine bag Pulten blinke til Siden, for- følgende Skyggens Bevægelse. Men de forstenede Træk med Munden livnes atter: -- det er jo kun et Spøgelse fra Kaffe- koppen, og ikke et, der klæbede ved disse Papirer med det usynlige Blod paa. Denne væltende Sky er jo ikke belivet med Aand -- er jo ikke Dunsten af de Taarer, hvormed de Skades- løsbreve engang beduggedes, hvori Manden med Pennen roder. Dog maa Kaffekoppen bort. Nu er det godt, nu gaaer Pennen atter. Men paa den hvide Kaminvæg reiser sig atter Gespenstet. Forbandede Kokke! Hvad har du indkoglet din brændende Kaffe? Den maa drikkes ud. Nu er det godt, nu gaaer Pennen atter. Men den nerveangribende, blodbevægende Drik opdamper fæle Skygger i Mandens Indre, vækkende, forenende sig med dem, som huse der før. Hvad er det? den flittige Mand ved Pulten befinder sig ikke vel. Det maa være af den stærke Kaffe. Sved glimrer frem paa Panden som en Nordlysbue paa Nat- himlen, og Stemmen skjælver. Manden iler til Vinduet, lægger sin Pande mod de kolde Ruder -- endnu synes den blege Dag- rand ikke at have løftet sig. Den synes kun at være en Revne i Vinterhimlen, hvorigjennem al dens Storm og Fog udbrister. Manden længes efter Selskab. Døren maa op til Sidecabinettet, hvor de uskyldige Smaae sove, og Hun, der ofte har kysset det Sted, hvor hans Hjerte banker, og sagt: hvorfor skal Verden miskjende dette Ædle, som slaaer saa roligt? -- Ah! de røre sig alt. Nu er det godt, og Pennen gaaer atter. Den sprager høit: Det var et lykkeligt Kneb, som faldt Manden ind med en Henrykkelse, der lader ham bruge bare Forkortelsessving. Uskyldiges Selskab er opmuntrende. Daggry er hyggeligt og Genifostres lykkelige Fødselsstund. Spøgelser ere Tant. Taarer dunste kun eengang. Usynligt Blod er Nonsens. Kaffe giver heldige Tanker, og vækker ingen anden Geist end den, der boer i Hjerneskallen. SIDE: 13 Men -- ved Himlens Retfærdighed! det sukkede, det støn- nede eengang, togang, tregang. Ak! endnu ikke Dag, endnu ikke vaagne de Uskyldige derinde? og den Ømme, som kan elske Slanger? Det sukker atter. Det er en dyb Stemme, som sukker atter. Ha! er det i Papirerne? Pennen falder, den lykkelige Tankegang løber med en sprungen Uhrfjers Hvirvlen og Kraft i tilbagegaaende Snirkler om i Mandens Hjerne. Sukkede det fra Pulten? Kunne gamle Bogstaver sukke? Ak! Manden bleg- ner. Han springer op. Rullegardinerne, de smaa Uskyldige, den Godtroende maa op. Men hvad var det som stønnede? Ikke Bogstaverne i Pro- curatorens Skadesløsbreve, ikke Tallene i gamle Regnskaber, ikke en mørk Geist i hans Blækhuus, ikke heller sukkede den unge Hustroe i Sideværelset, fordi hun atter finder sin Side tom, og ham, hun elsker fordi han dog er af Mand, og ærer fordi hun tror ham ufortjent anseet mellem Mand og Mand for en Slyngel, atter hivende og harkende ved det mørke Arbeide, tændende sine hektiske Kindflammer ved Nattelampen. Men ude, ved Siden af Vinduet med de grønne Gardiner, blotter Sneefoget, hvergang det drager Aande, eller naar det kløver sig i tindede Hvirvler, der søge op mod Huusmøningen, en fillet Skikkelse af en Mand. Alt en Time staaer han der, og Sneen har faaet Tid til at lægge sig i en Kegleform om hans Been. Haanden bevæger sig mod Dørklinken, men atter og atter tilbage i den aabne Barm, hvor et Papiir stikker frem. Da suk- ker han. Fillerne flagre i Stormen, der fylder Hullerne med fiin Snee, saa det synes, som om han har hvidt godt Linned under de bruun- og blaalappede graae Vadmelsbuxer. Ellers er han ubevægelig. Dog vender han Hovedet ofte om, naar Haanden farer tilbage fra Klinken, og det med et Øiekast som om han ventede, at Noget skulde skee eller komme fra hiin smale Dag- stribe. Men denne er ikke det blanke Geled af en Engle- legion, der rykker dig til Undsætning, du Arme med Sneehoserne, Klagen i Barmen, Døden i Øiet, Hungeren i Pjalter, Sygdom i Fyglinnedet og Haanden paa din Djævels brændende Klinke. Nei! Han skal jo være din frelsende Engel -- Han derinden- SIDE: 14 fore med Pennevingerne og Stjernekrandsen om Panden af Sved saa kold som Diamanter. Det er jo ikke ham, som kjøbte alle dine Medarvingers Krav, da du med Ret procederede om din Andeel efter Gamlekallen paa Bertnæs; paaførte dig otte Processer paa engang, ødelagde dig først i Bund og Grund, og siden alle de otte efter de Skadesløsbreve, Procuratoren forlok- kede dem til at give sig i Uvidenhed. Dette gjorde jo ikke Han, men hans Collega; og over sin Collega skriver han ingen Klage, hverken af Retfærd eller Barmhjertighed eller endog for dine sidste Skillinger, fattige Thor ved Døren! Derfor ryster din Haand tilbage fra Klinken, som om den var et flammefarvet Gribbenæb eller et guulædderet Ormehoved. -- Og du har Ret: kom ikke til Ham med Sligt. Han vil vise dig juridiske Docu- menter og sige: "staaer der ikke: mod 12 pCt. i Auctionssallar, 8 i Incassationssallar, Skyds, og 20 Spd. for Mødet, havde De- bitor Intet at indvende?" Han vil sige: "kom ikke til mig med Sligt!" Han vil lee af togangbetalte Qvitteringer, af 15 og 20 pCt. Renter, af at forlokke uvittige Almuesmænd til at give Skadesløsbrev for at forfordele det Offentlige og Andre, af falskt og uordentligt Regnskab, af Snyderier, Udsugelser, øde- lagte Familier, vandrende Mødre og hungrende Børn. Han skal sige: "min Gud! hvad vil I da Mand? Hvad skjønner I jer paa Jus?" Han skal gløtte paa Døren for dig, og fra Sofaen skal en sød Stemme hviske: "ak, du min Gud! du stakkels Mand, hvor du da ogsaa er plaget!" Smukke Kone! din Mand skal ikke plages med Anmodning om at skrive Klage over sin Collega. Intet Støn skrækker ham mere uden det, der, uhørt af Andre, dog høres af ham midt under Stormstødene, under Karethrullen, under de smaae Uskyldiges Latter eller Skrig, under Balmusik eller under den Fløites Spil, hvis ømme Toner han forstod før han blev juridisk. Han skal være i Fred, arbeide med Uforfærdethed under Dagslyset, modtage i Puds sit Middagsselskab og fortælle det, gnidende med livlig Glæde sine brilliantringede Fingre, at han nu befinder sig vel, skjøndt han imorges var noget upasselig. Han skal være i Fred. Den fattige Thor er borte. Han har for sidste Gang rørt ved Klinken; da faldt det ham ind, mellem hans eensformige Tanker, hurtigt nedslaaende som en Høg mel- SIDE: 15 lem graae Duer, at den ene Ravn hugger ikke Øinene ud paa den anden. Men da han gik, syntes et kulsort Ravnpar at spænde sig ud i de ellers matte Øine, og i Øienhaarene laae en klar sammen- flydende Taarerække, der gjorde samme Virkning i hans sorg- fulde Ansigt, som hiin hvide Dagstribe under den mørke Vinter- himmel. "For Jesu Christ, hvilket Øie! Hvad mon Manden vilde?" tænkte Procuratoren, da han rullede Gardinet op, "at ikke Sul- tan holder slige fra Gaarden?" I Selskabet hos Procuratoren samme Dag bragtes følgende Spørgsmaal paa Bane: Kunne Almuesmennesker føle, tænke, elske, græde? Det besvaredes med 20 Nei mod 2 Ja. En aldrende Frøken meente, at "saadanne Folk" kunde neppe med Billighed frakjendes visse Drivter, som stundom havde "mere end man skulde kunne troe" af noget vist forædlende Aandigt; men Procuratoren troede at kunne bevise, at de aldeles ikke kunne tænke, og at de mangle visse Følelser, som ellers ere de "egentlige Menneskers" Særkjender, saasom Erkjendtlighed o. fl. Dog meente han, at man, hvad denne Følelse angaaer, altid selv kunde rette paa dens Mangel. "Saadanne Menneskers" Graad holdt han for at være en Kjertelsygdom. Men et Fyg af Bleghed, som ikke Gjenskinnet af det Viinglas, han just førte til Læben, betog noget af sin Hvidnen, foer over hans Kinder, da han sagde dette: -- Ravneøinene med den glind- sende Taarebrem skinnede ham imøde saaledes som udenfra, da han rullede Gardinerne op. De funklede i det mørke Port- viinglas med Skumperlerne om. Han vovede ikke at drikke det, forat ikke de glødende Øine deri skulde fortære hans Indre. "Gid de Slags Mennesker da for sig selv havde Indbildnings- kraften med alt dens Djævelskab!" sagde Procuratoren ved sig selv, og fandt Leilighed til at slaae det forhadte, mørkøiede, taarekrandste Glas i Ovnen, "fordi der var kommen en Flue deri," hedte det. Men Procuratoren tænkte paa Fluekongen selv: Han der kan gjøre sig stor og liden. (Fortsættes.) SIDE: 16 Henrik Wergeland ANMÆRKNINGER [TIL DIKTENE FRAMNÆS -- BALESTRAND OG EIVINDVIG] [Sml. I, 1, s. 352 -- 354.] Vikingen juni 1833, bd. 1, s. 228 -- 229. Man skal paa Frithiofssagaens Scene have vanskeligt for at gjenkjende sig, om man kun medbringer det Begreb, Digtet med- deler derom. De tvende yndige Kyster skulle vel ikke fore- komme fremmede, men desmere den vældige Natur, hvori hine synke tilbage. Alpnaturen, fremtrædende der med en høirøstet Hærold i Qvinenfossen, og ganske nær Fjorden glimrende i Tiugums Snebræer, finder man lidet Spor til i Digtet. Disse eiendommelige Charakter-Egne, som man bør ønske den store Skjald havde seet, for at have kunnet laant dem en sanddruere Pensel, stemme fortræffelig med den historiske Frithiof hiin Frækne; men denne stemmer ikke med den poetiske hos Tegnér. I Naturen og Frithiof, som han var, ligger noget mere titanisk, end Tegnérs yndige Romantik har kunnet give dem, om end denne har udrustet sig med al den Kraft, som er den naturlig. Det er Opgaver for den byroniske Muse. Men maa man end hertil indrømme den kjøbenhavnske "Kunstverdens" første Haarkløver J. L. Heiberg (resensent- og dyragtig Ihukommelse) Ret i den Paastand blandt hans mange oftest grund- og aandløse Angreb paa Frithiofssagaen, at intet Tidsrum egner sig mindre til en alene romantisk-sentimental, modern Behandling, end netop Frithiofs: saa maa man dog vel tilstaae Digteren den fuldkomneste Frihed over sit Emne, især naar den saaledes bliver brugt til dets Forædling, som Tilfældet er. Det bliver kun en, langtfra Digtet forkleinende, og maaske kun i det Subjective grundet Sandhed, at man med større Behag læser Frithiofsdigtet i sin Sopha, end paa dets Scene med den atheistiske, voldsomme og dog ædelsindede Heros i Tankerne, gynget midt imellem Framnæs og Baldurshage paa den Frithiofs Harme lignende Fjord -- der hvor ovensatte Linier fødtes. Denne lille Krands er flettet den værdige Folkelærer og Folkerepræsentant Provst Dahl, som har omsnoet Eivindvigens SIDE: 17 Klipper med en uforvisnelig Velsignelses- og Æreskrands i alle de Agre og Enge, han der har fremtryllet fra Eid til Sognefest, sit Sogns Grændsepunkter. Og dog ere disse kun Billeder af de Sjeleagre, han rastløs fremdyrker i sin Menighed, der, med Hensyn til den ubetingede Ærbødighed, denne yder ham, næsten lader sig ligne ved et lidet Paraguay. Henrik Wergeland ATPAAORD [TIL DIKTET FRAMNÆS -- BALESTRAND] Bien juni 1833, bd. 4, s. 126. Man skal paa Frithjofssaga-Scenen ikke have saa ganske let forat gjenkjende sig, om man kun medbringer det Begreb derom Digtet meddeler. De to yndige smale Kyster Vangsnæs og Bale- strand skulle vel ikke forekomme os fremmede, men desmere den vældige Natur, hvori hine synke tilbage. I Digtet finder man kun lidet Spor til Alpnaturen fremtrædende med en høi- røstet Hærold i Qvinenfossen og ganske nær den mørke Sogne- fjord glimrende i Tiugums Snebræer. Disse Eiendommeligheder, som man bør ønske den store Skjald havde seet forat have kun- net laant dem en sanddruere Pensel, stemme fortræffelig med den historiske Frithjof hin Fr¿kne, men de stemme ikke med den Romantiske hos Tegnér. I Sognenaturen og Frithjof, som den var, ligger noget mere titanisk end Tegnérs yndige Ro- mance har kunnet give dem. Sværmere for Frithjofs Saga ville, om de -- som stundom er Tilfælde -- begive sig en 30 Miil til- krogs til Stedet, finde sit Sværmeri nedstemt for Digtet, men et nyt fremfødt for Naturen der, en ny Frithjof, Frithjof som han var vil forme sig i deres Indbildningskraft, Frithjof hin Fr¿kne og Naturen om hans Odel ere Opgaver for en byronisk, ikke for nogen southeysk Genius. Man er paa intet Sted mere tilbøielig til at give den kjøbenhavnske "fine Kunstverdens" Kunstdom- mer Ret i den Paastand blandt hans mange Angreb paa Frithjof- sagaen, at "intet Tidsrum egner sig mindre til en alene roman- tisk-sentimental-moderne Behandling end netop Frithjofs." Dog bliver det kun en Digtet lidet forkleinende og maaskee kun i det Subjective grundet Sandhed, at man med større Behag læser Frithiof i sin Sofa end paa dets Scene med den atheistiske, vold- SIDE: 18 somme og dog ædelsindede Heros i Tankerne, gynget midtimel- lem Framnes og Balestrand paa den Frithjofs Harme lignende Fjord -- der hvor ovensatte Linier fødtes, borthvirvledes af et Stormkast fra Tiugumsbræen, bortskylledes af en rullende hvidttakket Sjøalpes Skumlavin, men indprægedes netop derved til at gjenerindres under Balestrands Roser og hvide Morel- telte." (Derfra har nu Bien hentet dem). Henrik Wergeland FOLKEBLADET No. 23. Tirsdag den 4de Juni 1833. VINKELSKRIVEREN (Sortkridtstreger i en Storthingsmands Tegnebog.) (Fortsættelse fra forrige No.) "Du har lidt blodig Uret, Thor!" sagde en Mand med bæ- vende Røst samme Aften. Et Blik, han sendte over Dalen til Procuratorens fuldtoplyste Huus, sagde tydeligt, at begge Col- legaerne vare der at finde. "Galskab af dig, Thor -- blev han ved -- at tænke, at Han derover skulde ville raabe om Ret for dig -- Han, der ikke er et Haar ligere, der er medindviklet i denne og mangfoldige andre af din Ødelæggers Kjeltringerier. Klag for Belsebub over, at onde Aander drive Uvæsen!" Thor svarte blot med Kummerens Adspredthed: "ja, det var sandt!" Et langttrukket utydeligt mumlende "Gud veed hvor jeg skal hen?" fulgte længe efter. "Der bliver da intet andet Raad, end at jeg faaer anraabe Retfærdigheden for dig, min kjære Thor" -- fortsatte Manden. "Bare jeg ikke kommer paa Tugthuset for det Stykke Arbeide." -- "For Guds Skyld, Mand! befat dig ikke dermed," raabte en ung Kone, gribende Blækskrinet ivrigen. "Du gjør os ulykke- lige. Juristerne ere enige; de ville være enige i at ødelægge dig!" "Thor har lidt blodig, blodig Uret, Kone!" "Hvormange lider ikke det? Procuratorens Tid kommer vel uden os; men bedst er at passe sine egne Ting, og at passe sig i alt hvad man gjør. Lyd mig nu heri bare!" SIDE: 19 "Thor har havt Formue og Gaard -- det opslugte det Udyr af en Procurator, og hylte endnu ovenikjøbet paa den øde Tomt: "troer Godtfolk ikke at jeg har cachert mig?" Thor har havt en Kone, (her blev hans Stemme blød, og Konen klappede ham paa Skulderen), men hende dræbte Sorg og Nød. Thor har sex Børn, engang velforsynede og sunde, som vore (her traadte Taarer i den unge Kones Øine), men nu, siden den Rovfugl slog ned, adspredt paa Betlerstien, syge, hungrende, nøgne." Mandens Stemme steg her indtil Vredens skarpe zittrende Tone. Konen bøiede sig kjælende over ham, og sagde, sættende Blækskrinet ned, med graadbrudt Stemme: "skriv da, skriv da i Guds navn!" Thor fik intet Andet frem end "Gud velsigne jer! Gud velsigne jer begge!" Men han sagde dette med en Røst, som ikke lod sig hærme. Anden Løn end denne Anviisning paa Himlen fik Manden heller ikke, da Klagen var færdig; men han tog den for god. Da Thors Klage blev bekjendt, smidskede Procuratorerne imellem sig: "troer Godtfolk ikke, at vi Jurister have cache- ret os?" Nogle Maaneder efterat Thor var sluppen udaf Arresten, fordi han havde vovet at klage, befandt han sig paa Arbeide i Chri- stiania. En Vogn med en Arrestant ruller ham forbi i Storgaden. Ha! saae Thor ret? Dog maa han vel see med disse Øine; thi Ravneparet indspænder sig atter deri som ved Procuratorens Dør hiin Morgen. Vognen standser ved Tugthuusporten. Ha! Thor har seet ret. Det er Manden, som skrev. Men Porten er allerede aaben. Hvem er det? hvem var det? spørger Mængden i Munden paa hverandre, medens Vognen drøner ind under Porthvælvet. "En Vinkelskriver!" svarer Slutteren -- og Skjændselens Porte have slugt sit Rov. Ha! Thor saae ret med Ravneøinene. Men Ravnene fløi ud derfra, da Porten bragede igjen; dunkelt blinkende, ligesom snappende efter Lyset, ligne de nu et Par flaggrende graae Duunfjere. Han vakler nedover Gaden mod Broen; der holdt han svingende om Rækværket. En grønglind- SIDE: 20 sende Jagtvogn ruller derover. Begge Procuratorerne sidde hil- sende og smilende til begge Sider deri. Da stege atter Ravnene op i hans Øine, mørke, funklende, huggende. Men de bleve sid- dende fra denne Stund, bruusbruusfjedrede, huggende forgjæ- ves om sig, da Folk stimlede om og raabte: "Manden er bleven gal! hei! hei! hvorfor seer du saa vildt Thor?" Thor fik Buur i Daarekisten at tumle sig i, ligesom hiint sorte Ravnelivlige, Vingevoxende, Nebhuggende tumlede sig i hans Øienhuller til Søndagsmorro for alle Gamlebyens Døgenichter. Uvist er det endnu om Nervebaandet er brustet, som bandt denne Ravn i Øie; men er det saa, da svæver den fri i Høiden, for engang at nedstyrte paa sit Rov. Dog maa det vel være saa; thi Procuratoren seer i den sidste Tid betænkelig imod Himlen, som om han saae et vist tindrende blankt Sort at svæve deroppe over sit Hoved, og naar han seer ned i et Glas Portviin, da svimler han som stirrende i en sydende Afgrund. Det er imidlertid vist, at Vinkelskriverens unge Kone nedkom fortidlig af Sorg og døde med sit Barn, og at samme Dag som Procuratorerne droge ind i Byen som i Triumf over Dommen, der fældte Vinkelskriveren, og som Thor kom i Daarekisten og Vinkelskriveren paa Tugthuset, droge Tusinder gjennem samme Gade, over samme Bro, forbi de smilende Procuratorer, den sindssvimlende Thor og hans lænkede Forsvarer, jublende: "Hurra for Friheden! idag er 17de Mai! Hurra for Grundloven!" Frihedens Tempel i Normandens Dale Stander saa herligt i Ly af hans Fjeld. Frit tør han tænke (skrive?) og frit tør han tale, Frit tør han virke til Norriges Held! SIDE: 21 Henrik Wergeland BIOGRAPHISKE SKIZZER AV KAVALEERLIVET (Indsendt.) Statsborgeren 16. juni 1833. Kavaleren ombord paa Dampbaaden paa en Kjøbenhavns- reise. Det sidste blaa Omrids af Landet forsvinder -- Himlen blaa og tom. Havet blaat og livløst. Foran Stavnen, bag Stav- nen blaat, øde og tomt. Men tommere er ikke Hvælvet, end hiin Kavaleers Hjernehvælv. Livløsere ikke Fladen end hans Phan- tasiespeil, nu da han saae sit Fædreland at svinde, førstegang seer det Umaalelige, og førstegang skal see fremmede Lande. Ødere og Dødere er ikke Fjernet fra Forstavn og Bagstavn end disse to Blaaøine under Kastorhatten, skjøndt de see en udrul- lende Verdensdeel imøde. Alt er tomt hos ham undtagen de violette Beenklæder og den rødladne Kortfrak, hvilke Skræd- deren i Hamborg mesterligen efter nedsendt Maal har truffet efter Kroppen. Dog er Pungen endnu strammere og trindere: selv Parcerne, der ogsaa sysle med et Slags Skræderhaandværk, have behandlet den Nette paa det honetteste efter Maal; -- rig- tignok førende Forstanden noget uforskammet til Debet. Der staaer han under Seilteltet som en Skrædderfigur. Rundtom ham soves; men dertil har desværre hverken hans Aand eller Legeme arbeidet sig træt nok. Rundtom er stille. Kun Damp- hjulene klapre. Kun Han rangler med sine Uhrdingler. Saa har han ranglet i 3 Timer. Kavaleren har været 14 Dage i Kjøbenhavn. Det er en bræn- dende hed Eftermiddag. Kavaleren skriver i Skjortearmerne i det inderste af sine tre elegante Værelser i Hotel du Nord. Fire Kjøbenhavnske Snyltegjæster, men Sprader, der glimre af uægte Amathyster, dreie indad Porten: "herind! herind, mine Herrer! til Normanden, til den studsede Bjørn! Vi skulle afrette ham! Kom, han spenderer Portviin og Champagner og Porter og Østers." De banke fnisende paa. Intet "Komind!" "Mon han? Aha! det var forbandet? Har han det Vid ikke at ville være hjemme? Det var en Streg i Regningen." Da styrte de ubudne ind. Kavaleren seer dem fra det inderste Værelse.. Sjeleglad springer han op.. "Ah! bonjour! bonjour Messieurs! hav den Godhed at sidde til jeg faaer itrukket mig.. Pardon saalænge!" (Fortsættes.) Henrik Wergeland [OM DANSKE SKUESPILLERE] (Indsendt.) Statsborgeren 7. juli 1833. Til Statsborgeren! I Morgenbladene læser man af og til de mest pralende, over- drevne Anmeldelser af de isommer ankomne kjøbenhavnske SIDE: 22 Skuespilleres Forestillinger. De redigeres sandsynlig i de Lap- sers Midte, som spille Toneangivere i Theatret og opvartende Kavalerer hos de fremmede Kunstnere. Især bar Anmeldelsen af Ryges Hakon Jarl Spoer af den Aand, som beliver disse stakkels Personer, som saa jammerligen gjøre sig gjældende. De ere ogsaa tilforladeligen gjennemskuede af hine Fremmede, som -- om de ligge døde paa Scenen, om Spillet har været saa- ledes at Aandedrettet maa standse hos Den, der har fulgt det og forstaaet det og følt det -- maae reise sig før Teppet er nede for Hines uvittige, rasende Bifaldsbrøl, der viser tilfulde hvor- ledes det er bevænt med deres Kunstfølelse. Indsenderen be- undrer disse danske Kunstnere, og han troer at gjøre Ryge i en Modsætning en Kompliment ved at erindre om hvorledes Hakon Jarl før har været fremstillet for os af en vis Miller. "Til en slet dansk Fremstiller af Hakon Jarl. Dine Landsmænds Tort, da Hakon Jarl dem slog ved Thy, den, store Jyde, du paa Hakon Jarl har hevnet, Thi du af Hakon (Han, som, dræbt af Karkers Kniv, igjen fremsprang til Liv paa Oehlenschlægers Bliv) i Seirens Overmod ei mindste Stump har levnet. Nu, vent dig Karkers Løn -- hvis ei . . til Jylland fl!" Gjøgleren blev irettesat i Tidenderne; men med dansk Imper- tinence hertillands svarede han forfægtende sin Tragik. Der blev da tænkt: "Du siger, ei du raser, naar du spiller. Men "har du raset eller skal du rase" er en forstandig hollandsk Phrase; og det er klart, du raser, naar du skriver Miller." Henrik Wergeland BIOGRAPHISKE SKIZZER AF KAVALEERLIVET (Fortsættelse fra forrige Hefte Nr. 29-30.) Statsborgeren 7. juli 1833. Mens han skyndsomt ifører sig en Kjole, bekige Kjøben- havnerne de Flasker, som ere hensatte under Ovnen, eller drive nynnende omkring. Hurtigt! Bouteljerne klinge . . Kavaleren SIDE: 23 kommer. "Ah! Messjeurs! vær saa artig at sidde ... hvad beha'er? Men mon jeg bør trække Kjole paa nu?" -- "Nei Frak! Frak!" raabe de alle. Frakken altsaa paa. "Hvad beha'er? Hvad maa jeg opvarte med?" Klokken klingrer. Gar- çonen kommer, Portvinen, Champagneren, Cigarerne komme. Men mens de Herrer gjøre sig tilgode ved og over Kavaleren; han paa det flittigste erkyndiger sig om hvorledes han med An- stændighed kan udtale det og det Ord, uden at røbe sin Norsk- hed; mens man leer af fuld Hals over hans saakaldte, ja af ham selv kaldte Idiotismer, som han "be'er saameget de ærede Herrer ikche at ta'e ilde op;" mens en nye Champagnestrøm ombølger Duusringen og Kavalerens Stolthed over denne Ære syder iveiret med det puttrende Skum, og hans henrykte Sjel opløfter sig i Champagnerens Aroma, medens de fremmede Herrers Reqvisitioner udbrede sig til Statsleverancers Vidtløf- tighed: saa ville vi med en af Snyltegjæsternes Uforskammenhed kige i det, Kavaleren skrev paa derinde ved sin lille grønne Reisepult . . Ah! det er Dagbogen. 28de Juni. Allerede spiist deilige Moreller. Dog forsikkrede Hr. Scherning, at de burde spises med Sukker og Maderaviin, hvilket vi ogsaa gjorde. NB. I Norge haves endnu ikke Moreller. 29de Juni. Rundetaarn er et temmelig høit, rundt Taarn. 30te Juni Kl. 10 minutter over 11 1/2 havde jeg den høie Ære at see Hs. kongelige Majestæt Kong Frederik, som gik med sorte Klæder og spadserede med en Stok paa Ryggen. Han havde hvidt Haar og hvide Øienbryn. (NB. herom skrives Brev til Onkel Jacob). Jeg mødte ham paa Volden, og vidste ikke at det var H. M. Kongen før Kopist Lamberg tog mig i Armen og sagde "det var Kongen". 1ste Juli. Spadserede fra 11 1/2 til 3 i Gothersgaden, som er noget andet end baade Kongensgade og Storgaden i Christiania. Kl. 6 kom 3 artige Kjøbenhavnere ind til mig, og gjorde Be- kjendtskab med mig. Sidenefter foreslog de mig at gaae til Gianelle, en Italiener, hvor vi spilte Billiard og drak Kardinal. (28 Rbdlr, 2 Ort). Kom hjem Kl. 3 1/2. 2den Juli. Dhrr. Bøgerup, Viol og Woverup kom ind til mig idag, spiste med mig ved Table d'hote, og saa tog vi ud til Dyre- haven. Der er mange Bøgetræe; men Nattergalen hørte vi ikke. SIDE: 24 Kom hjem før Solen gik ned, da Herrerne havde lovt at følge med mig paa Kongens Theater. Jeg saae der længe før nogen i Christiania "Recensenten og Dyret", der er et ypperligt Stykke. (I alt 25 Rbdlr.). 3 Juli. Idag saae jeg en Tydsker, der trak omkring med en udklædt Abekat, der kunde dandse meget moersomt. Omkring Amalienborgpladsen ligge deilige Palæer, der ere noget andet end Palæet i Christiania. NB. Spiste ægte Skildpadde, der smagte meget godt. Var paa Komedie og saa Recensenten og Dyret. 4de Juli. Hilste paa Hans Exellence Geheimestatsminister, Storkors af Dannebrog, 1ste Deputeret i Toldkammeret m. m. Møsting paa Gaden, der gjorde mig den Ære at hilse igjen, hvorfor Woverup spurgte, om jeg kjendte ham. Kl. 4 saae jeg Prindsessernes Kareth; men Gardinerne vare nedtrukne. Saae Rec. og Dyret. (Fortsættes.) Henrik Wergeland LITERATUR (Indsendt.) Den Frimodige 7. juli 1833. Morgenbladet har leveret en efter Indsenderens Skjønnende temmelig ubillig Critik over Poemet "Et Tilbageblik i Tiden", optaget i norske Maanedsskrift 9de Hefte. Allerede hiin Critiks første Afdeling, hvori Intet angaaende dette Stykke var vedrørt, lod ahne en rigorøs Dommer, uden at derfor denne rigor forbød at tænke sig dens Forbindelse med Umodenhed. Det er vel saa, at ingen poetisk Idee, sammenholdende det Hele, rører sig i Bunden af disse Versrækker. Der gaaer et "Saa er det" et krønikagtigt "Saa er det," intet skabende Liv igjen- nem dem. Men alligevel indeholde de Skjønheder nok til at fritage dem for Fordømmelse. Ikke mange norske Digtere have leveret Vers som dette første: Dig vil jeg synge, høie Frihed! Dig, Mens tryg jeg sidder under dine Volde, Hvor Mimers Love dække mig som Skjolde, Og dine Straaler huldt omskinne mig. Her truer ei Tyranen med at dræbe I Sjelen Tanken, Ordet paa min Læbe. SIDE: 25 Hertil føie man og 2det, 12te, 13de, 14de, 15de, 18de og 20de Vers, som alle ere, hvad man kalder smukke Vers. Og Ind- senderen behøver vel neppe at nævne flere Exempler paa Recen- sentens Villieblindhed, end dette, at han, forat kunne hugge løs paa Slutningslinierne i l9de Vers, forglemmer de isandhed dei- lige foregaaende Linier i samme Vers: Din Himmel Hellas, den var klar og blaae. Alene paa den skyomfylte Klode, Mens Tyranniets Natgestalter stode Rundt om, man dig en Lysoase saae. Dette Epitheton "Lysoase" overstraaler alene flere loca humida vel arida, hvor de skulde findes. Kommer nu hertil det behagelige Metrum, Frisindet, som har lagt Forfatteren Pennen i Haanden, og de flere prydende poeti- ske Blomster, som f. Ex. om Lafayette: Hans Livs Ledsager hænger ved hans Side. Han blomstret og afblomstret har i Feldt: saa vover Indsenderen at paastaae, at Stykket hører til dem, som med Behag lade sig læse. Og da det er Faa givet at skimte den sande poetiske Genius, hvor den findes, saa er Indsenderen vis paa, at Mange med ham virkelig have læst det med Behag, og at disse fremdeles ville erklære nærværende Indsenders Om- dømme forat være deres. Herved være ligesaavel sagt, at disse Manges Dom ikke overveier hine Færres, som, at der ogsaa imellem disse færre, med poetisk Sands Udrustede, vil gives dem, som troe, at Staven ikke bør brydes over angjældende Product, der baade har ovennævnte gode Egenskaber og har hiin Læserfleerheds Bifald. Det afgiver ligesaa liden Grund til en god Mening om Rec. Dygtighed som literair Dommer, at han med et Slags Haan omtaler dem, som fremhente Ord efter Al- muesproget eller det egentlige norske Sprog. Det burde ikke undgaaet en literair Publicist, at disse Ord alene fremsættes foreslaaende til Antagelse. Og det er ikke at skrive for Drenge- stuerne, men snarere for de Lærde og for Akademierne. Saa- danne Mænd skulle approbere de Ord, som de see norske For- fattere, saaatsige instinctviis, fremsætte. Henrik Wergeland FOLKEBLADET No. 29. Tirsdag den 16de Juli 1833. [SØLVMEDALJE TIL KARI ALFSTAD O. FL.] Formedelst Indberetning til Hds. Majestæt Dronningen, fra vor virksomme og patriotisksindede Generalmajor Birch ere føl- gende af Hds. Majestæt benaadede med en Sølvmedaille for Huusflid, nemlig: Enken Kari Olsdatter Alfstad paa Toten. Konerne Gunild Gundersdatter i Opdal, Mathea Iversdatter Bøe i Risdal og Kari Olsdatter Wildberg i Fedt. Medaillen viser paa den ene Side Hds. Majestæts Brystbillede, paa Reversen en Løvkrands, hvori Unionsvaabenet m. m. med Overskrivt i Svensk: "Alt igjennem dem, Alt for dem." Paa Kanten er ind- gravet de Benaadedes Navne for Huusflid. Pigen Kirsti Sørensdatter i Slidre har i lidt over 12 Aar vævet 5504 Alen forskjellige Sorter Vævne, hvilken rosværdig Flid kundgjøres til Opmuntring for Andre, at træde i et saa for- tjenstfuldt Spor. Henrik Wergeland 17DE MAI er bleven høitideligholdt d. A. i Christiania, Trondhjem, Kra- gerøe, Arendal, Fredriksstad, Fredrikshald m. fl. Stæder, samt i Lomb, Toten, Lillehammer, Store Næs, Eidsvold, Trøgstad, Urskog, Grue, Agger, Asker, Ringerige, Hardanger, Gusdal med mangfoldige andre Stæder. Dog undtages Hedemarken, som og- saa i denne Henseende og dennegang staaer tilbage. Henrik Wergeland LITERATUR OVERLÆRER A. LASSENS LÆREBOG I VERDENSHISTORIEN (Indsendt.) Den Frimodige 21. juli 1833. Danske, hos hvem man har seet beviist, at Lærdom og Humanitet ikke altid ere Eet, saavel som uvittige Landsmænd, hvem Sandheden har været ubekjendt og Fædrelandets Ære SIDE: 27 ligegyldig, have ikke undladt i Anmasselsens eller Lavsindets Sprog at prædike, deels vor Literaturs provincielle Afhængighed af den danske, deels at de ganske ere Eet, dels at vor Literatur, om vi skulde have nogen, er af en Usselhed, der maa lade os rødme, og foretrække at skyde den ind under den store Classe af Maadeligt, som den danske Literatur ogsaa omfatter. Om disse Sidste end havde Medhold i Sandheden, geraadede det dem ikke til Ære med slige Haansord at nedkue -- og det Fædrelandets begyndende Literatur; men da det er den uret- færdigste Usandhed, som taler igjennem dem, saa bliver det vederstyggeligt Forræderie. Thi et Lands, og det Fædrelandets, aandige Ære og Selvstændighed er et Klenod, der kan sættes ved Siden af de Friheder og Statsindretninger, som maae være det hellige, og som udgjøre dets politiske Ære og Selvstændig- hed. Betragte vi nemlig vor Literatur i Forhold til Folkemæng- den og det Hovedkrav, dennes Tilvæxt siden Frihedens Gjenop- rettelse har havt og nødvendigen har maattet have paa at give Opmærksomheden og de almene Kræfter Retningen mod det Physiske, mod Næringsveiene, mod Forsørgelsen af disse til- strømmende Hundredetusinder -- da maa vi tilstaae, at vor ungdommelige Literatur har udviklet sig i en Rigdom og For- skjellighed, der er overraskende. At sammenligne den med Londons, fordi denne Stad og Norge omtrent tæller ligemange Indbyggere, vil ikke gaae an, da London ogsaa er den hele stor- britaniske Literaturs lige uhyre Hovedstad; men den skal i For- hold taale Sammenligning med ethvert Lands, dersom man tager Folkemængden til Maalestok. Da det digterske Genie er mere uafhængigt, tilfældigt og afsondret, saa vil man ikke efter dets Frembringelser sikkert kunne slutte sig til et Folks Dannelsestrin. Om vore er det dog sagt med Sandhed, at kun borgerlig Fattigdom er deres værste Hindring, og at den matte danske Skjønvidenskabelighed, om den end i Oehlenschlæger har hævet sig lidt over det Middel- maadige, mindst med Føie kan see ned paa den. Efter de reent videnskabelige Frembringelser er det kun, at et Folks Dannelses- trin kan bedømmes med Sikkerhed, og at man kan anvise det sin Plads i Culturens almindelige Rangliste, medens Poesien, efter sit eiendommelige Væsen, har sin særegne. SIDE: 28 Efter dette, da har det unge Norges Aander næsten ikke ladet nogen Green af Videnskabeligheden hentørres, men hvert Aar har viist os nye Blommer. Philosophien, Geognosien, Mathema- tiken, Topografien, Theologien, Philologien, Jurisprudenzen, Me- dicinen, Oekonomien, kort alle Videnskabelighedens Eiendele ere blevne bearbeidede. Men meest af alle tiltrækker Historien sig ved Opmærksomhed baade paa de Arbeider i Oldhistorien som ere os forjættede af de forenede Sagapræster, og ved de dobbelte Veddeløfter om at udgive Snorro, men især ved det sin Mester forevigende Verk, som vi her have paataget os, paa vor egen Beundrings Opfordring, at betragte! Den danske Literatur har intet historisk Værk af samme Slags at opvise, der i nogen Maade kan sætte sig i Rang med vor Lassens Historie. Den vilde være en Prydelse for den berømteste Literatur. Den har opnaaet det Vanskelige, det enhver Bogs, men især Lærebogens Ideale, at bifaldes ligemeget af Eftertanken, Hukommelsen og Skjønfølelsen -- det den har opnaaet ved den meest velvalgte Sammenkjæden af Begivenhederne, den klareste Fremstilling i en værdig og behagelig Stiil, og ved at være gjennemaandet af en sund, liberal Historiens Philosophie. Til dette sidste Gode, som, ihvorvel det egentlig er den sande Histo- ries Charakteriserende og Adskillende fra Compendiet, og til- lige dens egentlige Nytte og Udbytte, dog ikke saa let skal findes i flere af de Værker, som gjøre Krav paa at kaldes Historier, kommer ogsaa det, at Værket paa det hensigtsmæs- sigste er gjennemflettet med de nødvendige geographiske, stati- stiske, politiske, literære og archæologiske Underretninger. Som aabnende Phantasien (der har særdeles meget med Historien at gjøre) og hævende Læseren ligesom til et ærostatisk Overskue af de Egne, hvori han skal see Begivenhederne at fremstilles, og, i en Historie af dennes Livlighed, ligesom at foregaae, holde vi den Beskrivelse over Landene, Hr. Lassen i den ældre Histo- rie forudskikker hvert af disses Historie, for saa nyttig, at vi foreslaae, at udstyre ogsaa de andre Hovedafsnit med lignende. Kunde eller vilde man da end ikke lade de særskilte Geogra- phietimer gaae ind, saa vilde denne Repetition, som Historien derved gav Anledning til at foretage af Geografien baade i sig selv og derfor være nyttig, at den erstattede den Feil, at Geogra- SIDE: 29 phiestudiet ikke altid holder jævnt Skridt med Historiens. Det følger da af sig selv, at saadanne forudskikkede geographiske Skildringer maatte holde Skridt med Tiden; og vi vilde da faae en Middelalderens Geographie. Værket vilde blive noget vidt- løftigere, og pensa i Bladetal forøges; men Forstandsarbeidet troes at ville lettes, naar Phantasiens Vinger saaledes løstes, og Hukommelsen ved en Opfriskning beredtes til ny Modtagelse. Det almindelige Hoved trænger til denne Indbildningskraftens og Hukommelsens Vækkelse: proppes det i den ene Time med alle Australiens Øer, skal det i den anden Time kun med Be- sværlighed see Novgorods Taarne at løfte sig og de endeløse russiske Sletter at udrulle sig over den Taage, hvori et Aars Fravær, siden derom læstes, har indhyllet Erindringen om dem. (Fortsættes.) Henrik Wergeland FOLKEBLADET No. 30. Tirsdag den 23de Juli 1833. Sandhed er min Røst. Jesus. EXECUTION -- AUCTION -- EXECUTION -- AUCTION (Sortkridttegning.) Der var Auction hos Ole. Bankadvokaten havde været der. Det var 40 Daler til. Det var ikke noget at snakke om. Ole, Stakkar, snakte dog bag Huusvæggen; men kun med Skyerne maatte det være; thi han stod der alene, mens Fiolen klang indenfore, og medens store Dampe af Finkel, Sved og Caffe, under forvirrende Glædesskrig, væltede sig ud af Sorgens Huus, saa ofte Døren aabnedes. Eller snakte Ole med det fjerne Dur af Bankadvocatens Cariol -- . Han der reiser bort efter vel- udført Arbeide? Hans Tale er ligesaa utydelig som dette Svar; thi Ole snakker med sammenbidte Læber; og naar En eller An- den af de lystige Gjæster rangler ud, omgiven af hine Glædes- skyer, og taler til Ole, svarer han kun i Ørsken. -- Ole! du skulde talt til den strænge Mand med Væsken og den halvdød- kjørte Leiehest, da du med Luven i Haanden holdt Tømmen for SIDE: 30 ham, at han kunde stige ud. Maaskee han var bleven forskræk- ket, om du havde raabt: Barmhjertighed! Barmhjertighed! Maaskee havde han været rimelig, om du til Protocollen havde negtet at overgive dig paa Naade og Unaade med Hensyn til Salariet. Et Vindpust hvifter en frugtsvanger Duft udaf den blom- strende Bygager. Ole holder sig som svimlende ved Skigaarden. Svimler han af denne Duft, eller af Tanken, at denne Ager opbrødes af hans Oldefader, englagdes af hans Fader, optoges igjen af ham ifjor Høst, bærer nu en herlig Førstegrøde, men er nu solgt for 1/4 Priis -- den og Havren vedsiden, og Rugen i Line, og Engen og Alt hvad der vaier og blomstrer over Odelsgrunden, og Grunden selv indtil Jordens Midte? Samme Vindstød hviftede Haaret fra Oles Pande. Ole havde grædt. Ole maa have en Sjæl; thi han havde grædt og tænkt -- det saae man. Alligevel -- da det leed udpaa, var der en Tid, da Oles Latter hørtes inden over Feleskurren, Dandstrinene og Fem- kortslagene i Bordet. Da syntes ham, at der vilde være en let Udvei til et Laan, at han kunde slaae sig igjennem med Børnene paa en Plads, som han kunde kjøbe, naar han havde holdt frivillig Auction over Løsøret og Besætningen. Og dette Gods? Aldrig havde han sat saa høi Taxt paa Vognbeitet, paa den brune Hoppe, Rødsida, Blomkolla, Jølsros, Kolla og Bjeldekua, eller paa Stueklokken, Skjænken, den store Bryggerhuuspande og andre deslige Ting, som den Qvæl, naar han af og til kom udranglende paa svigtende Been, med Armen slynget i inderlig Fortrolighed om en eller anden god Vens Hals. De 40 Daler vare ham kun som ligesaamange vel sørgelige, men hensvundne Secunder, som disse smaae svindende Prikker, der svæve under- tiden for svage Øine, eller som smaae sorte Hjerter i bortfløine smaae 40 Luftdjævle af Secunder. Men medens Fa'er regnede og styrede inde og ude i en Til- stand, der havde ligemeget af en fra det Indre vakt Nerve- spænding, som af en Beruselse, gik Vesle Ola eensom nede ved Bækken. Han syntes der var liden Morroklang i Felen idag; og istedetfor at spille til Stikken med alle Jevnaaringerne oppe paa Gaarden, kastede han flade Stene bortover Bækken, og SIDE: 31 stirrede paa drivende Pinder. Vesle Ola tænkte: "nu skal jeg ud at jete hos fremmede Folk" -- og Stenen fløi af hans Haand, og Pinden drev uden at han saae det. Da der blev stilt paa Gaarden, og Vesle Ola gik hjem, laae Fa'er i Græsbakken fuld, sovende med blodig Pande. Vesle Ola bredte en Skindfæll over ham, lagde sin Trøie under hans Hoved, og satte sig grædende utmed. Da Ole beregnede, hvorledes han skulde slippe ud af det, havde han nok glemt, at han skyldte en Mand 3 Ort, En 2 Daler og nok En 3 Daler, at Forligene vare hos Bygdeprocu- ratoren, og at Denne havde gode Kløer. Da Bygageren havde skudt, stod Ole atter ved Skigaarden, stirrende tankeløs udover den bølgende Flade. Inde exeqverede Procuratoren for de tre Forlig: een Execution for hvert -- ti Spd. for sit Møde for hvert. "De faae gjøre hvorledes de vil," mumlede Ole mod Skyerne, men i Protocollen stod: "hvorimod Debitor havde Intet at sige." "De faae gjøre hvorledes De vil" mumlede Ole, da den brune Hoppe udtoges for 15 Spd. og Rødsige for 7 Spd. o. s. v. -- Alt 1/2 Gang lavere, end efter den Taxt, der gjældte i de Luftcasteller, han byggede hiin Aften af Cafferøgen, Finkelosen og Glædesdampen. Vesle Ola sad atter ved Bækken og stirrede paa drivende Pinder, uden at see dem. Da han kom hjem, laa Fa'er atter i Græsbakken, men ædru, vaagen, grædende, med Hænderne over Panden. "Hvad gaaer a dig nu, Ole," sagde Procuratoren, da han steeg i Cariolen. "Lad han Fa'er være!" sagde vesle Ola. "Dere har gjort det vel nok." Havde det kunnet blive værre, skulde Ole have sagt revsende til sin Søn: "Jøss, Ola! gjør ikke Procuratoren vild, ellers be- holder vi ikke Traaen paa os." Men nu sprang Ola op, rev Sølvmaljen af Halsen og satte den i Guttens Skjorte, sigende: "Der Ola! Procuratoren har taget Firemarksdaleren og Guld- ringen i Æsken din; dem du fik af Bedstemo'er!" "For en Tjuv!" sagde Vesle Ola. "For en Røver!" sagde gamle Ole. "For en Procurator!" sagde Bedstemo'er, da hun saae ham vel reist. SIDE: 32 Da Bygageren gulnedes, klang atter Felen i Oles Huus. Samme Glædeslyd derinde; samme Glædesskyer dampende udaf Døren. Der var bleven holdt 3 Auctioner efter de 3 Executioner, og atter var der udtaget 10 Spd. for hvert Møde af Procuratoren den Dag. Men Ole stod ikke ved Skigaarden; heller ikke var han inde eller i Græsbakken. Siden han havde sagt til Procura- toren: "stel dere hvorledes dere vil," da Denne dikterede til Protokols: At "mod Reqvirentens Fordringer havde Debitor Intet at erindre," havde Ingen seet ham inde; og siden Jølsros blev solgt for 5 Spd., og Procuratoren fik den brune Hoppe for 10 og Rødsie for 6 Spd., havde heller Ingen seet ham ude paa Gaarden. Men Besætningen, Løsøret, Vesle Olas Vuggegaver og den lystige Dands i Sørgehuset gik ligegodt. Der var nok af Brændeviin, Mjød, Kager og Caffe at faae for Skillinger af andre Folk i Kjøkkenet; og inde i Kammeret drak Procurator og Auc- tionsmester Ouden en Panacee paa Reisen, medens de slog høiest Træf om Guldringen og Firemarksdaleren, som Procura- toren sagde var god til en Bostonjetton. Men netop som Procuratoren strøg Vesle Olas Guldring, og Auctionsmesteren Sølvdaleren, med Hullet i til at hænge om Halsen, til sig, mens man inde i Stuen skurte op til en ny Galop- pade og med vild Jubel hilste en nys ankommen Tromme, der skulde forestille Bas -- hvinte et Skrig rystende op fra Dalen, saa at Galoppade, Fele og Tromme standste med en saa øieblik- kelig Taushed, at man hørte Klingren af Vesle Olas Guldring, der undslap Procuratorens skjælvende Fingre, og, sirklende længe paa Gulvet, forsvandt i et Rottehul. Snart afbrødes Stillet af forvirret Talesurren, Allarm som af heftig Trængsel, Hulken og Udraab. Man hørte Fiolinkassen at slaaes igjen, og mangt et "kom Anne! kom Mari -- Jesu Navn lad os gaae!" Auctionsmester Ouden stod lyttende ved Klinken, klemmende Sølvdaleren i Lommen med svedige, klamme Fingre. Procuratoren -- Gud veed hvad han gjorde med Vindøiet, der vendte bort fra Gaardsrummet; men bort ønskte han sig for længe siden, og sagde adspredt: "hvad Fanden er det? hvad Fanden! vi skulde reist for længe siden." SIDE: 33 Kammerdøren blev aabnet voldsomt. Man saae det mylre af Indtrængende. "Guds Død! Guds Død! Ouden!" raabte Pro- curatoren blegnende, famlende om Vinduesposten, gribende den, saa Aarerne, liig sorte rygskydende Igler, svulmede opover de gustne Hænder. Men de Indtrængende kom ikke med knyttede Næver. De bar Vesle Ola besvimet hen i Sengen, hvor 3 andre Smaa- søskende jamrede sig. Man vidste endnu kun, at han var styrtet opad Bakken, og med et Skrig sjunket omkuld. "Er det ikke andet?" sagde Procuratoren og Auctionsmeste- ren, og drak Panaceen ud. Men der var noget Andet. Det vidste Folk, som nu kom der, Vesle Ola var kommen fra. Sagen var, at Vesle Ola, der ogsaa i et Hang til Eensomhed yttrede et dybere Sind, end man skulde tiltroe hans Alder og Herkomst fra Ole og den nys afdøde svage Moder, ligeledes idag havde søgt sin Yndlingsplads ved den dybe sorte Kulp i Bækken, hvor Saugsponene hvirvlede sig saa. Men et andet end dette eensformige Skum havde der viist sig for ham idag. Han saae i det mørke Speil, og saae -- Faderens Hat drivende der i Hvirvl med Orrepinderne og Saugsponene. Han saae i det mørke Speil, og saae -- Faderen hængende i Orrene paa den anden Side Bækken. Procuratoren kjørte fort paa Hjemveien og vilde endeligen foran Ouden, der slog den stive Kappekrave op som Skylapper. (Fortsættes.) Henrik Wergeland LITERATUR OVERLÆRER A. LASSENS LÆREBOG I VERDENSHISTORIEN (Fortsat.) Den Frimodige 28. juli 1833. Herfor betragtes dog Lassens Historie ikke blot som Skole- bog. Den er baade dette og af en høiere videnskabelig Rang; ja, om man saa vil, er der ingen af de noget dannede Classer, som ikke skulde læse den med ligesaamegen Nytte som For- nøielse. Den skal endogsaa, mens den er af det prægnanteste SIDE: 34 videnskabelige Indhold, lade sig -- til behagelig Underretning -- ret godt læse for Moerskab ligesom Becker og Woltmann, uden at man som hos disse skal gribe Illiberalismens og Partisk- hedens Dæmoner under de behagelige Svadablomster. Af ube- regnelig Skade ere derfor disse Historieskrivere paa Ungdom- men, saafremt de ikke, især i enkelte Strøg og Omdømmer (Rai- sonnements) i Skildringerne af den franske Revolution saa til- strækkeligen skulde have røbet hvilke Aander, der tale af dem, at Læseren af sig selv begynder at ahne Ondt, og beslutter sig rigtigen til, i Mangel af bedre Kundskab, at lade det staae ved sit Værd. Dette skal vor Historieskriver ikke lade os befrygte -- en Egenskab, der er en af hans Værks ypperste, saasom det hele værdige og upartiske Væsen, de klare Indblik det med- deler i de republikanske Statsbygninger, den fortrinlige Udvik- ling og tilstaaede Erkjendelse af det høiere aandelige Liv, som under disse færdedes, tilsiger, at de liberale Anskuelser ikke saameget ere Forfatterens individuelle (ihvorvel de nødvendig- viis ogsaa maa være dette) som Sagas egne, den hun ligesom ved Meddelelsen af et Klarsyn har paatvunget sin Præst og befalet ham at aabenbare som positive. Hvor naturlig end denne Historiens Egenskab synes at være, mangle vi desværre ikke Exempler, som f. Ex. Kall og summus compilator Platou, paa at historiske Forfattere ikke altid, ja maaskee meget sjeldent, erkjende denne ædle Nødvendighed; -- men da have vi heller ikke med Fornuften i den guddommelige Majestæt og Kraft, som en Række af overbevisende Facta tillægger den, at skaffe; men med et Individ, der ikke har villet eller kunnet underkaste sig hiin, med Lidenskaber, med enkelte Hensyn, med Forstands- eller Viljemangler at bestille. Forfatteren har selv opkastet og gjendrevet Indvendingen mod sin Histories Hensigtsmæssighed som Lærebog paa Grund af Udførlighed; men det er overladt Andre at erklære, at det bedste Forsvar herfor leverer Historien selv saa interessant som den er skreven. Historien har maaskee ogsaa et Fortrinskrav paa vor Tidsalder, da den tiltager i Vigtighed som Underviis- ningsgjenstand alt som dens gjennemprøvede Lærdomme mere anvendes i det Store i Staterne. Saaledes som den af Lassen er behandlet, meddeler den ogsaa mere end et Skin af Viden og SIDE: 35 Cultur, som Historien ellers fortrinsviis giver; og med sin Vidt- løftighed, som omfattende ogsaa Historiens Hjælpevidenskaber, og sin behagelige og, saavidt Historieskriveren kan tillades det, bedømmende Fremstilling, indlister den netop dette historiske Overskue, som er Hovedsagen. Der bør sættes en Grændse for den Overfladiskhed hvormed Examinandi til Studentprøven have troet at kunne hjælpe sig i denne Videnskab, og Lassens Historie bør kunne fordres af en Student, saaledes som en aandrig og forstandig Examinator vil have historisk Viden gjengivet. De geographiske, archæologiske og literaturhistoriske Oversigter, som Lassen har, ville ogsaa være Studenten som Philolog til- nyttes. At fremhæve Noget særskilt i et Værk, der heeltigjennem er saa godt, er hverken værd eller ganske let; dog forekommer Fremstillingen af Plebeiernes og Patriciernes langvarige Stridig- heder os fortrinlig udført. Aristides og Themistokles Charak- terer ere ogsaa særdeles heldige tegnede. Fremstillingen af Monarchiernes Oprindelse og Væsen er ligesaa bestemt og klar som den af Republikernes; dog indsees ikke Rigtigheden af den Anmærkning, som Pag. 31 beretter, at Danmark gjør en Und- tagelse fra de øvrige Monarchier, som ikke skyldende en erob- rende Magt sin Oprindelse. Denne maa jo være noget andet end et fredeligt Skifte af Dynastier? Naar Forfatteren tager den franske Revolution under Behandling, haabe vi, at vi skulle høre et franskt (eller europæiskt) Omdømme istedetfor det sæd- vanlige forvanskende tydske (eller russiske) hvorefter man er vant til at anskue denne Begivenhed og dens Charakterer. Saa- ledes troe vi t. Ex., at det Begreb man almindelig har om Robes- pjerre tildeels er feilende. Man kjender lidet til hans Penge- uegennyttighed, og idet man troer paa Fremmedes Ord, at han kastede sine Øine paa cidevant-Mademoisellen, fortier man det factiske Modbeviis, at han kun prydede sit indgetogne Liv med en Snedkerdatter, som han ægtede. Det er skadeligere end ellers, om Republikkens Koryfæer sættes i et falskt Lys hos Ungdommen. Guillotinerædselen vil formindskes, naar man underrettes om, at i vore Dage, under Spaniens Ferdinand og hans Alba d' Espagne, have Flere maattet bløde i nogle Maa- neder end i et af Skrækperiodens Aar. Dog vi føle det upas- SIDE: 36 sende i ligesom at give vor Historiker Vink. Dette ingenium skal ligesaa livligen og i ligesaa sanddrue Træk udrulle de senere Dage, som han har gjort med de ældre; og, idet vi ønske ham og Fædrelandet og Videnskaben tillykke, haabe vi, at denne ædle Kliopen ikke vil hvile før den har skildret Dagens Historie! H. Wergeland. Henrik Wergeland FOLKEBLADET No. 31. Tirsdag den 30te Juli 1833. EXECUTION -- AUCTION -- EXECUTION -- AUCTION (Sortkridttegning.) (Fortsættelse f. f. No.) Ole blev funden strax, men nedskaaren lidt udpaa næste Dag, da Lensmanden kom. Da havde Vesle Ola Nervefeber, hedte det, og talte over sig om Kulpen, om Hatten, der dandste til Musiken omkaps med Pinderne i Kulpen, om Guldringen, Æsken til Bedstemo'er, om at jete for fremmede Folk, om Pro- curatoren, Tjuven og om han Fa'er baade først og sidst. Nu skulde vel Ole begraves? Nei, nu skulde der ventes paa Amtsresolution om han skulde begraves som en Hund, som et ulykkeligt eller som et christent Menneske. Den kom efter 14 varme Augustdage. Vesle Ola er bleven mager og bleg, men talte ikke længer over sig. Men med eller uden Samling havde han talt om at ville see han Fa'er. Dette maatte han da. Mændene kom, som en Morgen, før Folk stod op, skulle bære ham bort fra Løvhytten nede ved Bækken, hvor han havde lagt, siden Ingen torde have ham i Huset af Rædsel. Vesle Ola fulgte med. Han saae Liget langtfra -- ilte til, kastede sig om dets Hals; men sprang med et Rædselsskrig tilbage. Da Mændene kom efter, sad han med ligegyldig Vanvidsdorskhed og stirrede efter de drivende Pinder i Kulpen. Dette er siden hans daglige Arbeide, indtil han mod Aftenen rasende styrter opover til Gaarden, falder der med et Skrig, og leies ind af gamle Bedstemo'er til Sengen. SIDE: 37 Han er vanvittig, maaskee ligesaameget fordi han havde Evne til at sætte sig ind i og bedømme Faderens fortvivlede Forfat- ning, og fordi han elskede sin Fader inderlig, som af Sorg over Dennes Selvmord og den rædsomme, aldeles forraadnede For- fatning, hvori han gjensaae ham, før hans Nervetilstand var saa vidt ordnet og styrket, at han kunde udholde noget saa Rystende og Oprørende. Bygdens Præst beklager Tabet af en flink Confirmant, Byg- den, at 5 Mennesker ere faldne dens Fattigvæsen tilbyrde, Pro- curatoren trøster sig over Ringen m. m., ved den brune Hoppe og Jølsros og Rødside; og Ouden ved at han har sine Boston- jettons fulde. Procuratoren sagde bare, da Præsten fortalte ham Elendigheden i Oles Hus: "Det var som Pokkeren, Hr. Pastor!" Men Ouden siger flegmatisk: "Saa gaaer det i Verden!" Henrik Wergeland [OM DET UBETINGEDE NÅDEVALG] (Indsendt.) Man veed, at Læren om det ubetingede Naadevalg, ifølge den besynderligste Uovereensstemmelse indtaget i Kjærlighedsreli- gionens Troessætninger, er de fornufthadende, blindttroendes og vore secteriske Sværmeres Kjephest. Da de vel Alle særskilt smigre sig selv med at være de Valgte, har denne Lære lidet frygteligt for dem Selv, medens dens Forfærdelighed er det Lyn, hvormed de slaae Andre og skræmme dem til at tye ind i de Kaarnes lille Hjord. Heraf det aandelige Hovmod, Hykleriet og Mørkheden i Sindelaget, som man, med Undtagelser, til- lægger deslige Mennesker. Men har den nedtrykkende Fore- stilling om Uværdighed og Fortabelse og Guds evige, ja ufor- skyldte Vrede saa sørgelige Virkninger paa Voxne, ja stundom begavede Mennesker, som den fornuftige Erkjendelse af den naturlige Evne eller Hanget til Synd dog maatte og burde kunne meddele den nødvendige Ydmyghed, om end Troen paa, at den retfærdige og kjærlige Gud sikkrer Mennesket en Tilstand i det bedre Liv, som staaer i nødvendigt Forhold til dets sædelige Tilstand her, stiller sig opløftende ved siden af hiin nedbøiende Erkjendelse; saa er det Uforsvarlige i at indpræge saa farlige SIDE: 38 og sørgelige Meninger i de uskyldige Børn allermeest paafal- dende. Har end Inds., navnligen i christianfeldske Skrifter, seet dette Oprørende forøvet; saa kan han dog ikke nægte, at han med Uvillie træffer noget lignende i de hos os af Secterer- præsten Holm udgivne Barnesange; og da dette lille Skrift baade ved Toskillingsprisen og Secterernes vidstrakte Forbin- delser troes meget udbredt, saa formener han at være Pligt at gjøre opmærksom paa det, der gjør det mere end utjenligt til at vække sand Fromhed og opklare Fornuften hos Børn. Disse Linier kunne derfor gjerne belægges med Navn af en velmeent og begrundet Advarsel. Hr. Holms Sange ere skrevne for smaae Børn; og disse Uskyldige, der mindst have Begreb om noget moralsk Ondt, skulle tabe deres fro Barnesind ved indpugende at fremplappre Pønitenzpsalmer! Rigtignok er vor religiøse, of- fentlige som private Opdragelse saa ubesindig, for ikke at sige ravgal, at det første den foretager sig er at lære den 5-6 aarige om Hoer, Rov og Tyverie og andre Laster, hvorom den Vesle endnu længe ikke vilde have drømt, og saaledes at begynde Undervisningen med at indgive ufattelige og udvikle farlige Be- greber; men man kan dog sige, at Barnet faaer en Kundskab om noget Sandt i en fremmed Natur. Hr. Holm lærer det deri- mod noget Usandt om dets egen, og feilagtige, skadelige Begre- ber om sig Selv. Han lader nemlig den uskyldige Spæde synge: "Et syndigt Barn jeg er; at du mig kan aftoe; De, som Du ei kjendes ved, Skulle hyle, naar Du kommer; Jeg i Synden fød; min Vanart ret bedrøver mig; Rens mig fra Synden med dit Blod; Min Frelser! rens fra Synden mig -- o. s. v." Paa Børn af nogen Sindsdybde, omendskjøndt Selvtænkning dog ikke kan forudsættes hos dem, ville slige Lærdomme blive af uudslette- ligt Indtryk; men de Fleste bevare dog Tankeløsheden og den naturlige barnlige Modbydelighed for slig Læsning for det Far- lige deri. Enhver forstandig Fader undersøge dog nøie Beskaf- fenheden af de Skrifter, hans Børn først faae ihænde! Godt- kjøbet bør ikke forføre ham, ligesaalidt som en partisk Anbe- faling. Der er liden Tvivl om, at de fleste Smaaskrivter, som Sværmerne spille Almeenmand ihænde, fortjene et lignende Om- dømme som dette, der, efter Overbeviisning og Prøvelse, er fældet over et af dem. SIDE: 39 Henrik Wergeland [OM MISJON BLANDT HEDNINGER] (Indsendt.) Man er lidt efter lidt kommen underveirs med, hvorledes det egentlig har sig med Missionerne. Allerede Biskop Søren- sens Oversættelse af Robertsons India underretter os om den store Langsomhed, hvormed Missionsværket i Ostindien frem- mes; og, om end Missionsblade og Religionssværmere tvertom forsikre, at det gaaes frem der som andetsteds med Lysets Raphed; [fotnotemerke] saa er det dog rimeligst at fæste Lid til hiint Værk, der er af den meest erkjendte historiske Troværdighed og af den sjeldneste Nøiagtighed i sine Undersøgelser. Var de christne Folkeslags Statskunst i hine Lande og Europæernes Levnet og Opførsel mod de Indfødte af en ædlere Art, saa var det muligt, at de gode Hinduer villigere ombyttede Religionsbekjendelse og Navnet paa den Sædelære, som de have udviklet til en Fuld- kommenhed, der siges lige med den christelige. Men nu, da det ikke er saa, udøses de europæiske, visselig dog af en agtværdig Bevæggrund udgivne Missionsbidrag, næsten forgjæves, og fromme Folk binde fromme Folk smukke Historier paa Ærmet. Inds. skulde vist ikke, om anderledes var Tilfælde, fraraade Bidrag til Missionerne eller at drive dem til den for vort Land ikke ubetydelige Sum af flere 100 Spd. aarlig; men nu, da Mis- tanken begrundes om, at de Penge ere bortkastede eller endog misbrugte, maa han gjøre det, henledende det gavmilde religiøse Sinds Opmærksomhed paa, at mangfoldige velgjørende Ind- retninger i Fædrenelandet ikke erholde Tilvær af Mangel paa Pengemidler. Fremst imellem deslige Kjærlighedsanstalter, baade i Nytte og Trang dertil, staae unægtelig Arbeidsanstalter, som saamange Fædrelandets og Menneskehedens Venner i lang Tid have imødeseet, og som de sidste Hungersaar have lært at ville blive uundværlige. Den heldige sædelige Virkning, som de ogsaa maae have, synes tillige at gjøre dem særdeles skikkede til at optage de Summer, som, bestemte til at fremhjælpe Men- neskeforædling, nu udgaae til fremmede Missioner. Fotnote: Paa Othaheiti bør det hedde: med Blodstraalens Raphed af den aabnede Aare. Der vide vi af et andet Blad, der har gjengivet Capt. Kotzebues Beret- ning og Øienvidneprov, "at hver, som ikke vilde omvende sig, blev myrdet." SIDE: 40 Henrik Wergeland ENGELSKE CARRICATURER Vikingen, aug. 1833, bd. 2, s. 187. Betragtnings "Dybde". Det er en noget mere end middelaldrende Mand, af Ud- seende en Lærd og det en i godt Embede. Dog vidner hans Ansigt mere om Flid end om Naturgaver, og at slutte af de nedskudte, udad opspændte Øienbryn og den optrukne, frem- skudte Mund (paa Norsk: Trut) -- om Disputeersyge, Vred- ladenhed og Hang til at fordybe sig i Studeringer, som han kun indbilder sig ganske at være mægtig. Han har en Stok under Armen, en Bog tæt til Øinene, lav Hat paa en kort, tyk, hvid Paryk, sid Vest, bredtasket, lang Kjole, er i stærk Gang, men mere end det Halve af Beenklæderne kunne vi ikke see; thi hans Høilærdhed befinder sig et godt Stykke ude i -- en Elv. Der siger han, bankende med den ledige Haand paa det aabne Pagina: "Jeg maa gaae tilbunds i dette Problem før jeg gaaer videre." Galanterie i Gallop. En liden, tyk, buttet Dame skrævs (m. T. a. m.) over en Stente, paa hiin Side hvilken et Par Oxer og en Bonde sees. Hendes Elsker, en latterlig, ussel Spink af en Person, i fuldt Sprang paa denne Side Gjerdet, vel med Tabet af sin Hat og Damens Pose, som det lader har været ham betroet, men dog reddende hendes Parasol. Damens Skjødehund gjør Partie med ham, medens en noget større attakerer hende, saa hun ret sættes i Knibe -- hvorfra rimeligviis Bondekarlen befrier hende, og hvorfor hun (ligesaa rimeligt) vil belønne ham, og ikke den troløse Elsker. "Johnny!" -- raaber hun -- "Johnny, da! Johnny! din Kujon! Vil Du lade mig efter mellem disse hornede Bæster? For den Kjærligheds Skyld, Du har til mig, kom tilbage og hjælp mig over!" "Nei, Gud straffe mig, om jeg gjør! Nummer Een er den første Lov i Naturen, og ligesaa her. Sjøh, Perle! Perle!" SIDE: 42 Maadeligheds-Selskab. Et Lys i en Flaske paa en Tøndebund belyser skarpt Præsi- denten, der, med en Kridtpibe i den ene Haand og Hatten i den anden, forgjeves søger at reise sig. Af de agtbare Medlemmer er En bleven upasselig og har søgt et Leie paa Gulvet, hvor dog en Anden, der er i samme beklagelige Tilstand, foraarsager ham megen Uleilighed, ved fra et Anker eller en Otting at lude sig over ham. En sover, en Tredie holder et skummende Glas, skjøndt han græder bitterlig ved Præsidentens rørende Tale: "I Herrer! Jeg hader Enhver, som gjør sig selv til et Bæst. Maadeholdenhed, I Herrer! er Sundhedens eneste Frelse. Jeg tænker Alle underskrive dette; men -- da det er Nytaar, og da jeg maa forsvare enhver anstændig Ting, saa ville vi tage endnu en Bommert rundt!" (Hør ham! Hør!) Taalmodighed er en Dyd. Omringet med Fiskergreier, med opslagen Kjolkrave, sam- menkruket, sidder en langnæset, langbenet Person, i skyllende Regn, medende ved Flodbredden. Bag ham spørger en Tyk- mave under Paraply: "Hvorledes, siger jeg, har det ikke bidt paa en eneste Gang den hele Dag, min Gut?" "Nei!" svarer den Lange med uforstyrret Opmærksomhed paa sit Snøre. Advocaten og hans Clienter. Denne Advokat er ikke, som man ellers skulde tænke, af et gustent, svovelfarvet Udseende, med sky Syndermine, et Par Øine, som St. Hansorme, og Kinder, som Flaggermuusvinger. Rødmoset, trivelig staaer han der, prydet af Naturen med en smuk krum Næse, stadselige Barter og Øine, der lyve Sjelen Ærlighed paa. Dog ligger saavel i disse, som over det hele Ansigt, en vis Hjerteløshed, og et aristokratisk Overmod, en ækel, forædt Selvgodhed søger Udtryk i enhver af hans Miner og Vendinger. Saaledes staaer han med udbredte Hænder, ræk- kende hver af sine Clienter (d. e. Folk, som lade sig tage ved SIDE: 43 Næsen) en Østersskal. Disse ere derimod af et høist elendigt Udseende, og gjøre, med de lange Miner, gabende Munde, sam- mensynkende Knæe, tippede, lange Næser, de jammerligste Kontraster mod Advocatens Figur og Holdning. Den ene Nar holder Hænderne fast i Lommen, som for at holde paa den sidste Skilling; den Anden har dem udspilede, som om ogsaa den var gleden dem unna. I Baggrunden føres En i Gjelds- arrest, medens en Anden synes at ville frelse sig ind i en Kirke med nogle Præster (d. e. Folk, som burde holde Advocaterne i Tømme). "I Herrer" -- siger vor Advocat -- "det var en for- træffelig Østers; -- det maa jeg sige! Retten tildømmer Eder en Skal hver." Anmærkning til Advocaten og hans Clienter. Denne Skizze burde aldrig hedde Carricatur. Snarere Karak- teer-Tegning. Thi tro mig, Borger, Bonde, Menneske, hvad Du end er, der gives ikke nogen Moral bedre begrundet paa Erfa- ring, end dens. Jeg raader Dig at troe, at alle Mennesker i vore Dage ere Enfoldige, undtagen de, som spise Østers; vogt Dig for dem, som for ham, der haler Sjel og Krop til sig ved et Haar! Had det, at have Ret; thi baade frister dette til Proces, og heller ikke vil jeg vædde 1 mod 10 paa, at Du ogsaa faaer beholde denne Ret igjennem Retterne. Det skal dog maaskee alligevel forsikkres Dig af høieste Domstol, at Du havde Uret og bør straffes, eller at det dog er uvist, og at Du derfor (for Sikkerheds Skyld) bør flaaes. Det er ellers ikke greit at gjøre; thi har Du din jordiske Lykke kjær, saa sky Østersæderne. Har Du din sande Lykke kjær, saa forfølg dem! Siful. Henrik Wergeland BIOGRAPHISKE SKIZZER AF KAVALEERLIVET (Fortsættelse fra Nr. 5 -- 6). Statsborgeren 4. aug. 1833. 5te Juli. Mens Lamberg, Sch. B. W. og Viol vare hos mig, kom Hr. Student Dannevang og spurgte om jeg kjendte Digteren Chr. Hansson i Christiania; dog syntes han, at have Noget bag Øret. Han var saa god at blive hos os, da jeg havde bestilt en Krebsepostei. Ved Table d'hote fornærmede en Kjøbmand SIDE: 44 Norge, da han erklærede Norge for at være svensk, og sagde høit, at Normændene vare nogle Storsnuder; men da jeg bad ham om Forladelse om jeg havde fornærmet ham, skjøndt jeg ikke havde talt et Ord til ham, saa gik alt af paa det Fornøie- ligste, hvorpaa jeg reqvirerede to Flasker Burgunder. Saae Rec. og Dyret, samt Forfatteren selv, der er en Doktor Ludvig Heiberg. 6te Juli. Kunstkammeret bestaaer af mange Rariteter. Saae Kongens hvide Heste, der ere meget vakkre. Var hos Grosserer Rorup, hvor vi spiste en Turt, som man kaldte det. Datteren Jeannettina spiller godt paa Fortepiano. Vi gik i Kongens Hauge, hvor jeg saa en moden Ananasplante, som en Pige falbød. Da Jeanettina Jeannettina Jeannettina havde Lyst til den, kjøbte jeg den til hende for 12 Rbdlr., hvorfor hun sagde, at hun vilde lære mig af med at tale saa norsk. Dog havde Bøgerup sagt mig, at jeg var kommen mig betydelig i det Kjøbenhavnske. Saae Rec. og Dyret. 7de Juli. Christiansborg er et stort Slot. Just som jeg skulde stige i Hyrevognen forat reise til Kongens Nytorv kom Wove- rup, Viol, B. og Scherning, der fulgte med til Hotel Royal, hvor jeg tabte i Billiard. Traf ikke Rorup hjemme. Spiste hos En i Gothersgaden, som holder et meget godt Auberge (NB. Bøgerup skal sige mig Navnet). Saa Rec. og Dyret. Da jeg kom hjem havde W. V. B. Sch. og Lamberg været der. 8de Juli. Spiste en delikat Kalvefrikasee. Fik et Brev paa Vers fra Jeannettina. (NB. Sendes til Christiania med første Post.) Idag hørte jeg, at man alt falbød Ribs: hvilket skeer ved at raabe paa Gaden. Kl. 11 gik jeg til Christianshavn, der ligger paa Øen Amager. Og da vi vare paa Broen, sagde Viol: hvad kunne vi sige, naar vi ere her mellem Kjøbenhavn og Chri- stianshavn. Da Ingen kunde gjette det, sagde han: "at vi ere paa Havet"; hvorpaa de andre loe, og sagde, at den Kjelder- mand var god. (NB. Kjeldermand er et meget godt og nyt Navn paa Vittighed). Vi spiste derover ganske gode Agerhøns. Saae Rec. og Dyret. 9de Juli. Jeg havde glemt, at gaa til Rorups, hvorfor jeg sendte en Taschenbuch til Jeannettina, der har til Titel Ver- gissmeinicht. Ak, gid -- -- -- (Fortsættes.) SIDE: 45 Henrik Wergeland [OM ET LIDERLIG RIMSTYKKE I DEN NORDENFJELDSKE JOURNAL] (Indsendt.) Statsborgeren 4. aug. 1833. Nordenfjeldske Journal indeholder et Riimstykke "det gamle Eden," som i Gemeenhed, i Liderlighed i Hentydningen, formo- dentlig er mageløst selv i Ulkegadens Literatur. Det kunde være et Spørgsmaal, om saadant burde røres ved, dersom ikke Fablen i Trondhjems Adresseavis "den gamle Bonde" og mere Andet synes at vidne om, at den Mand, man har mere end Mistanke til, tillader sig en Række af forskjellige Kaadheder, som det er ret at sætte Grændser for. Hans Rimerier, og mindst hans seneste isandhed usle, kunne ikke give ham Ret til at trætte paa noget Publikums Taalmodighed. Du, som alt er vandret Heden ifra Skjaldes Jord, sang ei Du om "gamle Eden", i Journalen hist der Nord? -- Jo! Stymperen, der sang om Dalen Ved en Bakke deelt i To, Atter har udi Journalen Cantu obscoenissimo Henledt paa sit Eden Talen. Men han maae være glad ved den milde Straf, som han faaer i Advarselen: aldrig at rime Sligt oftere; ja aldrig mere at rime. VELKOMMEN HJEM, TIL BARONEN (Indsendt.) Statsborgeren 4. aug. 1833. Baronen reed engang i Ring Ved Citadellets Porte: Men da han saa sig ret omkring, Saa var Forstanden borte. Ecce qvam bonum etc. SIDE: 46 Baronen vendte sig paa Hest, Og spurgte Pladsmajoren Om han ei saa en liden Rest At falde ned til Jorden. Ecce qvam bonum etc. Majoren, stiv som Kobberfløi, Sig snuer mod Adjutanten, Der er saa dum som han er høi, Og spør' om Han ei fandt'n? Ecce qvam bonum etc. Da blegned den Major, hvis Kind Som Druens ellers straaled. Den blege Lieutnant slap en V..., Og blussed op som Baalet. Ecce qvam bonum etc. Thi begge svoer med Rædselseed: "Vi vel fornam som svintest Ifra hans Høivelbaarenhed En Dunst; men saae dog Intet." Ecce qvam bonum etc. Med Skræk Baronen saae da dem At trække Sværd fra Belte; Men mere blank brød Taaren frem Bag Barten paa de Helte. Ecce qvam bonum etc. "Ja dræb os skreg de -- thi vi har Den Duft som drev i Luften omkaps indslugt -- ak den som var Hvad I har af Fornuften." Ecce qvam bonum etc. "Afsted, afsted I Far'os Kjør, Som alt mit Vet opæde Vidmagre ere I som før. Afsted, afsted at lede!" Ecce qvam bonum etc. SIDE: 47 Forgjæves raader den Major: "Fornuft er jo forbuden. Ak! hjælp Jer, Herre, som Jer Bro'r Paa Vornedbo foruden." Ecce qvam bonum etc. Forgjæves raabe begge to: "Som Brødrene med Ære Paa Vellingaard og Vornedbo I kan den Ting undvære." Ecce qvam bonum etc. Forgjæves faldt det ind ham selv: "Jeg er Baron, for Fanden! Patent jeg har: hvem søger vel Mit Adelskab i Panden?" Ecce qvam bonum etc. Endnu man seer dem Dag og Nat Især paa Hovedtangen; Dem, Perpendikkel, Automat, Og Spøgelse, troer Mangen. Ecce qvam bonum etc. Endnu man seer de Tvende gaa Paa alle Byens Veie At søge hvad jeg bander paa Baronen aldrig eied. Ecce qvam bonum etc. Fenris. Henrik Wergeland BEKJENDTGJØRELSE Morgenbladet 6. aug. 1833. Undertegnede finder sig af andre Hensyn end just Misbil- ligelse, beføiet til at fralægge sig Forfatterskabet til eller An- deel i det i Dags-Morgenbladet Indrykkede om Skuespillerne, mærket W. Samme Fralæggelse gjælder ogsaa adskillige i Statsborgeren, under samme Mærke, indrykkede Stykker. Christiania, den 2den August 1833. Henr. Wergeland. SIDE: 48 FOLKEBLADET No. 32. Tirsdag den 6te August 1833. Sproget er det ypperste Middel til Aandsdannelse. FOLKEBLADET No. 33. Tirsdag den 13de August 1833. Gruus er kun Gruus -- var det end af Jerusalems Mure. Henrik Wergeland KRITIK OVER OEHLENSCHLAGER Den Frimodige 18. aug.1833. "Veritas omnia vincit." Det er ei din Skyld, Skjald, om Du med Blomster fodres i den samme Stald, hvor Evald stod paa Halm. Men Jeg vil aabne Gluggen: -- den Smigerluft er qvalm. "Hakon Jarl" Du skrev, og oppaa Shakespeares Skuldre løftet blev, som tog en liden Taage, der langsad Clyden drev, et lidet Gys, som hopped om fra Mund til Mund, ja ret en Ingenting; men skabte deraf Macbeth i hans Hexering. Du fandt din Hakon færdig paa den rige Bund i Snorros gamle Gravslot, og pudsed Støtten af blot. "Aladdins Lampe" Du skrev, og atter over Shakespeares Skuldre løftet blev. (Saa høit jeg kommer ei, om end jeg ned dig rev.) Dog Ham, som gjorde Lampen i Schehrazades Lund, Du give, Shakespeare, Pladsen paa din Isses Rund. Hvis ikke -- stakkels Shakespeare, du ligner Vragets Top, hvor den, som er den letteste, klyver højest op. [fotnotemerke] Det er virkelig et Særsyn, at en Digter, hvis Værker ligge aabne for Bedømmelsen, bliver mere berømt end han fortjener. Dette er Tilfældet med Oehl. Han har Talent, og det fortjener Agt; men Genie har han ikke -- det, der alene fortjener Be- rømmelsen. Havde han havt Genie, skulde Danmark ikke have lagt i Trælledøsigheden, men været frit; thi Libertador-Retnin- gen maa ethvert Digtergenie tage, siden Frihed, efter den store Epoche i Slutningen af sidste Aarhundrede, er fremtraadt klart for Alles Tanker som Menneskehedens som alle Aanders Grund- krav. Den Retning tog Propheterne. Schiller adlød denne Dig- tergeniets Grundlov -- man kunde sige -- næsten uvilkaarlig; og Shakespeare skulde have adlydt den mere, om hans Tids- alder ikke havde været saa mørk: -- i vor Alder skulde han have gjort Menneskeheden større Tjenester end Bolivar og Lafayette. Digtere af den Rang ere = Seere, deres Tidsalders Herrer og de kommendes Skabere -- dem de idealisere, selv hvor de trylle sine Skabelser om Emner fra en forløben Tid. " -- -- -- i Himle, hvor Tiden ei aabenbarte sig end, boer Seerens Geist jo med Seiren før Striden, og svæver med Haabet jo foranfor den. Glimter ei foran Jorden, foran for Tiden hans Syn? Bagom Jordkloden drøner Historiens Torden; men Seerens Sang er et foranskudt Lyn." Fotnote: Forfatteren har i Ovenstaaende kastet en Handske, som han er bered at forsvare. Han har vovet at levere et Antidot mod den Gift, som navnlig i omnævnte talentfulde Forfatters Selvbiographie har viist frygtelige Virk- ninger. I mangel af kritiske Blade har vel denne Kritik fundet Plads i "Statsborgeren," men dog ikke ganske i samme Form som her, hvor den nu leveres som Forfatteren ønsker, at man vil holde sig til den. De sædvanlige Forvanskninger i Statsborgeren ved Trykfeil (hvori dog Statsborgerens Re- daction har privat erklæret sig uskyldig) giver alligevel Forfatteren en mindre Grund til at yttre dette Ønske, end Misnøiet over at see sit Arbeide indtaget i et og samme Blad med den fordervelige Opsats "Nationalforsam- lingen i Jesuiternes Land." SIDE: 50 Digtere af en lavere Rang synge ikke som hine for arbeidende Nationer stedse fuldkomnere Aarhundreders Vuggesange, men for enkelte Døgenichter skrive de en Sopha-Lecture. I deres Æsthetik indtager Archæologien, Nøiagtighed, historisk Troskab vigtige Capitler. De søge Emnerne samt en god Deel af Behand- lingen udenfor sig. Deres Med er at fornøie. Til disse Digtere hører Oehl.; og da han har forstaaet at fornøie, har han natur- ligviis Yndest. Fortjeneste har han dog kun af Archæologien, af Sproget, forsaavidt han har behandlet dem vel, og af dem, hvis Tid han har fordrevet paa en ligesaa behagelig Maade som med Limonade og Cigarrer. S. S. Henrik Wergeland FOLKEBLADET No. 34. Tirsdag den 20de August 1833. BONDEVIISDOM. (Indsendt.) Bedre liden Fisk end tom Disk. Bedre Barbeen iblod, end paa Blommer uden Fod. Hastighed taber, og Tab gjør Mangel, og Mangel gjør Ægte- sengs Kjækel og Kjangel. Vil Du leve i Ro med Næste, da hør og siig og see det Bedste. Heller aldrig ta'e paa, end aldrig Ende naae. Hjælp Hand: jeg har ei Land. Vargklo slaaer, gjør du dig selv til Faar. Doven Karl meeste Arbeid' har. Herreøie gjør Øiken drøie. Hest og Sværd og Kone -- nok du tee, men ud ei laane. Viin er Veirhane: først en Ven og derpaa Bane. SIDE: 51 Henrik Wergeland FOLKEBLADET No. 39. Tirsdag den 24de September 1833. GAMLE JOMFRUER (Sortkridttegning.) Der maa boe en Sorenskriver, eller en Oberst, eller en Pro- curator, der hastigt og rivende har vidst at skaffe sig Eien- domme, i dette lange gammeldagsgule Huus med de svarte Vinduesrammer. En fiin, ung Dame, som med megen Viisdom kan snakke hele Aaret rundt om Balling og Bøcher, piller vist paa sin Bypynt bag et af disse to Vinduer, som, idet de fra et Qvistkarnap kige frem imellem de mørkbladede Aasper, ligne et Par uhyre svarte Hornbriller paa en lige uhyre guul Næse, om- hviftet af de lange Florbremmer paa en Enkekappe. En Oberst kunde boe der -- javel! men En af de gamle; thi det afskaffede "von" skulde synes ham at klæbe til disse Vægge, og en gammeldags Kareth skulde passe til denne forældede Aaspeallee, naar den togange om Aaret knirkede udaf den hen- paa Kirkeveien. En Sorenskriver? -- jeg veed ikke, men jeg turde vedde paa, at der ingen Sorenskriver boer -- maaskee af den feilagtige Følelse, at disse Folk forekomme mig, siden Sportelreglementet kom, for hyggelige til at huse i sligtet Ugle- rede. Og en Procurator boer der nu slet ikke for de fæle Aas- pers Skyld, der rasle om Natten, og for den skrigende Jernfløi paa Karnapet, og for de knirkende, synkende Gulve, og for Brillevinduerne, som skulde kige ham imøde, hver Gang han dreiede indad Alleen, og minde ham om Enken, som han bedrog -- hun med de stive, besvimende Øine bag Brillerne, med Floret og de korslagte Hænder -- hun som skreg: "kors os! den Under- skrivt er ikke min salig Mands!" Dog boer der En, som tør see haant ned paa sin Naboe, om han er Bonde -- som tør sige "Han" og "Du" efter Behag, og tage "De" igjen, som forlanger Hatten af med Hatten paa -- som inviteres med til de Fornemme, og sidder paa Standsgallerierne i Guds Huus. Hans Bedstefa'er var Kjøbmand, hans Fa'er Høker, som flyttede paa Landet -- nu er Sønnen Standsperson, Condi- tioneret og Proprietarius. Hurra! Proprietarius! Slige Kajer skal man plukke Paafuglefjedrene af paa! SIDE: 52 Der gaaer han ude paa Gaarden. Det er en gammel Mand med plumpe og uvenlige Ansigtstræk. Det stivt opbundne Hals- tørklæde, Hattens og Hovedets Stilling, hans idelige Strygen og Seen paa sine sorte Klæder synes at vise Forfængelighed. Han synes at vente. Ansigtet vexler. Det viste glad Stolthed, da Kokka kom ud og ringede hans Par Folk ind. Han saae op til det lille Taarn og sagde: "du kan gjerne ringe mere." "Det lyder saa herregaardsmæssigt," synes hans Miner at sige. "Ussel Herregaard!" synes de atter at sige, nu da 3 -- 4 Øg kom fra Marken. Men tydelig sagde de: "Der er en Herregaard -- Skam, at den skal være en Bondes!" idet han kastede et ondt Øie opover nogle deilige hviftedannede Agerskraaninger, i hvis Midthøide en stor velbygget Gaard rødmede med nye Tage og hvidnede med et kalket Steenfjøs. Han saae opover sin gamle Bygnings mørke Tag med et Blik, der kunde fure Mosen bort af Tagsteenhulingerne; men det synes ogsaa at love et nyt rødt Tag der, saafremt et iilsomt, blinkende mod Himlen, ikke lover et blaat -- skjøndt han vel kun saae efter Veiret, for at faae de nagende Avindstanker bort. (Fortsættes.) Henrik Wergeland BEKJENDTGJØRELSE Efter at have i Hr. Præst Wexels Qvartalskrift forsøgt en riimsat Oversættelse af Profeten Habakuk, er jeg Undertegnede tilsinde at besørge en ligedan Oversættelse af Psalmerne, saa- fremt en Subscription maatte have et Udfald, der kunde sætte mig istand til udelukkende at overlade mig til det Arbeide. Yndere af et saadant Foretagende anmodes derfor forbindt- ligst om at samle Subcribenter, og at tilstille mig inden Februar n. A. Fortegnelserne, der gjælde for det hele Værk; ikke for hver enkelt særskilt udkommende Bog. Prisene pr. Ark 8 -- 9 Skilling. Eidsvold den 5te Sept. 1833. Henr. Wergeland. Ihændehaverne af Planer til "Norges Historie for Almuen af Henr. Wergeland" anmodes om, inden midti October, at tilstille Udstederen dem. SIDE: 53 Henrik Wergeland FOLKEBLADET No. 40. Tirsdag den 1ste October 1833. GAMLE JOMFRUER (Sortkridttegning.) (Fortsættelse f. f. No.) Men hvor behagelig en Seier det end skulde have været at have reist til Præstens eller Skriverens -- thi did kunde ikke Bonden paa den smukke Gaard reise i Besøg, (en Tanke, som øiensynligen faldt Manden ind, men hvis Udførelse han med den visse Overlegenhedsfølelses Skaansel udsatte endnu i nogle Ti- mer for at kroe sig deslængere i Gjæstebudsklæderne) -- : saa viste det sig dog, at Proprietariussens Venten kun var et af hine, den udhvilte Ørkesløsheds Mellemrum, hvori en Drivt til Virksomhed, en spændt Tilstand tilsyneladende indtræder. Proprietariussen befandt sig snart i sin Stue, spankulerende op og ned i dens mørke Baggrund, taus, med Hænderne paa Ryggen, af og til seende paa Thermometeret ved Vinduet, eller til Fluegiftglasset paa Kommoden. Der ved det svartrammede Vindue, under Aaspetræerne, sad en afbleget Jomfru i høihalset Bomuldstøikjole. Det var Proprietariussens Datter Mina eller "søte Mina-mi," som han kaldte hende. Hendes Ansigt viste Lidenskab, Trevenhed, Græmmelse og en høiere fremjaget Alder end hun virkelig havde. Tæt ved hende laae en Bog om Qvin- dens Bestemmelse," og en gammel Kat strøg sig murrende mod en Valerian-Æske. Jomfruen strøg Katten igjen -- Andet lod det ikke til hun havde at bestille. Proprietariussen gabede -- Jomfruen gabede -- Proprietari- ussen var stil og stur og suur -- Jomfruen var stil og stur og suur. Dog syntes et Gjenskin af en forsvunden Godmodighed at flaggre over hendes Ansigt, liig det matte Skin af en sluknende Lampe, hvergang hun syntes at falde i Staver og at see ligefor sig; men jeg vilde heller see i den gamle Kats Ansigt end i hendes, naar hun saae enten ind i den mørke Stue paa sin Fa'er, eller udad de svartrammede Vinduer mellem Aaspene, opmod den deilige Gaard over de hviftedannede Agerhøider. Da trak der sig tre Folder imellem Øienbrynene, og tre fine Snerper SIDE: 54 paa hver Side af Overlæben, og Noget løftede sig under Kjole- halsen. Saaledes saae det ud i det gule Karnap. "Der er nok Fadderstads idag med hos de Bønderfolk paa Harildstad" -- sagde Proprietariussen seende opover Høiderne, hvorfra Glædesskud gjaldt, og hvor et stadseligt Følge i Reise- kjærrer og tilhest saaes. Jomfruen syntes ikke at høre, men stivt at betragte Gaarden. "See ikke didhen, søte Mina-mi!" -- sagde Proprietariussen -- "Lad det Bondepargas reise, og lav dig til, søte Mina-mi! Du har godt af at komme ud!" Mina svarte blot langtrukkent: "Var der Fadderstads igaar? jasaa?" men istedetfor 3 Folder i Panden skjød fire sig op, og istedetfor tre Snerper paa Overlæben bævrede den heel over af utallige. Sagte som en sig ansamlende Draabe glindsede en Taare frem i de matte Øine, og Fingrene bævede, idet de greb efter Valerian-Æsken. "Faaer du Krampen din igjen, søte Mina-mi? tag Pul- veret dit." Det maa have hjulpet; thi samme Dags Eftermiddag var Mina i et fortræffeligt overgivent Bagtalerlune hos Majorinden. Pan- den var glat, men Mundrynkerne spillede som de fine Traade i Ormetungen, og Mandfolkene inde i Sideværelset satte Beter af Uopmærksomhed, fordi de ikke kunde holde sig fra at lytte til Skvaldren i Stuen og til en Latter, som de ikke tænkte var til- deels hysterisk. Saa var Den for en Dag, saa Den -- indtil Bygden var gjennemmønstret; men da endelig en liden 13-årig Frøken begyndte at tale om Fadderstasen paa Harildstad, me- nende, "at det dog gik vel vidt, naar Bønderfolk holdt Selskaber accurat som andre Folk": saa faldt Jomfru Mina pludselig hen i sit dagligdagse Lune derhenne bag de sortrammede Vinduer i det gule Karnap. Dagen efter spankulerede Proprietariussen i sin uhyggelige Stue. Bogen om "Qvindens Bestemmelse" laae der. Katten sad der; men Jomfru Mina var borte og tilsengs. Saa gik det et Aars Tid: en Dag oppe, stille, stur og suur i Vinduet, en Dag tilsengs. Da lød der atter ved Aftenstid Glædesskud fra Harildstad. Mina sad ved Vinduet og fulgte med tindrende SIDE: 55 Øine Blinket, der kastede et hurtigt Lysnen gjennem Ruderne paa Proprietariussens mørke Skikkelse i Baggrunden. "Nu fik Harildstaden sig en Datter til," sagde Kokka igjen- nem Døren. Et Suk svarede borte fra Vinduet: "Det var Minas sidste!" Otte Dage efter var der Fadderstads paa Harildstad; men Følget biede paa Gaarden, til et Ligtog fra Proprietariussens havde sneglet sig opover Bakken og forbi. Harildstaden selv stod der med Hatten i Haanden, og Taarer perlede nedover den stærke, vakkre Mands Ansigt. En trivelig, tækkelig Kone stod hos, og trykkede ham i Haanden. "Lad os kalde den Vesle Mina," hviskede hun, og et tilfreds Smiil viste, at Manden havde forstaaet hende. Harildstaden lod det conditionerede Liig- følge passere forbi uden at lægge Mærke dertil: baade den yderst taabelige Velærværdighed, Majoren, der ikke kan saa- meget som en dygtig Foureer, den syndige Procurator med Ulve- fingrene, Skriveren der troer, at Englene studere Jura, og en 6 -- 8 Æsler af Proprietariusser med Lensmanden imellem sig. Men, da Proprietariussen nede paa Gaarden kjørte forbi, da foer et stærkere Glimt end hiint i Tusmørket, et stærkere end hiint, der kunde fure Mos af Tagsteenhulingerne, udaf hans ærlige Øine. Majorinden fortalte siden, at Harildstaden, der var opvoxet med Mina, havde gjort hende Tilbud, da han antog Gaarden -- at hun ikke havde været derimod -- men at Proprietariussen havde givet ham et haanligt Afslag, og spurgt ham, pegende paa Døren: "Hvor tør han som simpel Bonde tænke paa at frie til en conditioneret Mands Datter? haha!" -- Jeg tænkte, at Mina hverken skulde være bleven suur, doven, mager, gusten, rynket, snerpet, bagtalersk, hysterisk eller til- sidst svindsottig og Gravens tidlige Offer, dersom denne for- dømte Standsforskjel, der er mindre grundet i overvægtige aan- dige Fortrin hos den ene Part end man troer, ikke havde for- budt hende at naae "Qvindens Bestemmelse." I vort Land visne flere Evablomster for den end for Træk, koldt Clima o. s. v. SIDE: 56 Seer man ned igjennem Aaspalleen, synes Jomfruen i den høihalsede Kjole at sidde i et af de sortrammede Vinduer. Men det er bare den gamle Kat, som sidder paa Bogen om Qvindens Bestemmelse," og leger med Valerian-Æsken. Engang hændte det dog, at Proprietariussen traadte frem fra den skumle Stues Baggrund, løftede Piis op, og slængte Bogen ud af Vinduet med et rasende Blik op til Harildstad. Gud veed hvad Pro- prietariussen tænkte! Henrik Wergeland [OM WELHAVEN OG DISTICHA MOT HAM I STATSBORGEREN] (Indsendt.) Statsborgeren 6. okt. 1833. Af og til i længere Tid har Statsborgeren indeholdt Disticha imod en usel Rimer, uretfærdig Kritikakler og opblæst saakaldt Skjønaand, der benævnes -- n. Et af de sidste skildrede ham tillige som en paafuglefjedret Allike. Lad nu end saa være, som det er, at Personen, der menes, er Student Welhaven, der har gjort alt sit til forat gjøre sig saaledes bekjendt: saa maa man dog kjende lidet til ham, om man ikke antager, at deslige An- greb netop tjene til det modsatte af deres Hensigt, der vel maa være den at lære det middelmaadige Talent at vurdere sig selv og Ubeskedenheden at holde sig mere tilbage. Han skal nemlig upaatvivleligen deraf indbilde sig, at han deler den Lod, som oftere er Geniets, at være et Maal for Misundelsen. Han skal troe, at han ikke destomindre hemmeligen anerkjendes. Han skal forvexle den nagende Anskuelse, at ingen norsk Student gad være Ham, fordi det skulde koste ingen Ven at kunne have og istedetfor Videnskab, at maatte lære det lidet hæderlige Haandværk allesteds daraussenfra at plukke alskens kritiske og æsthetiske Floskler, med den kildrende Indbildning, at Fleer- heden af hans akademiske Staldbrødre holde ham for et Sekular- lys, hvis Straaler vel falde Alle i Øinene, men hvis Buehøide der skal Skarpsyn til at maale; og som det ikke kan falde Nogen ind at ville naa. Og om et letsindigt Tvevers bebreider ham et politisk Sindelag der er uværdigt en norsk akademisk Yngling, da skal Han, langtfra at skamme sig, forglemmende sin indflydelses- SIDE: 57 løse Ubetydelighed, med kold Selvkjærlighed sætte op en Stocks- regning over hvad Fordele slige Klikker dog muligens ogsaa kunne bringe. Af og til skal Han sætte sammen nogen Sammen- raps til en Leilighedsvise; og da skal Han fortælle sig selv, at det er en Ild som frembryder med et Elements seirrige Ube- tvingelighed. Og da de danske Literatur-Maanedskrivter uden overbevisende Citat ere angivne som Hans kritiske Floskelgru- ber, skal Han fremdeles øse deraf, i Tillid til at Fleerheden ikke troer Beskyldningen, og indbilde sig at være Johnson og Pope paa engang, eller dog at aabne sig Retrakten til at være en Johnson, om Laurerne skulde befindes at være Persille. Kort -- det stakkels unge Menneske skal have ligesaa ondt af Ube- tænksommes Strafmæler som af endnu større Stymperes Smiger. Henrik Wergeland TIL DEN SVENSKE LITERÆRE ALMENHED! Efter Wergelands manuskript (10 okt. 1833) i Kungl. Biblioteket, Stockholm. Nr. 15 d. A. af "Svenska Literatur-Föreningens Tidning" inde- holdende en Hr R -- ts Kritik over Bogen "Henrik Werge- land forsvaret som Digter og Menneske" o.s.v. faldt Under- tegnede ihænde. Angaaende det Misdømme, denne i heimdallsk Aand affattede Kritik afgiver over mit Skjaldskab, agter jeg ikke at svare, saasom det faaer forsvare sig selv med de Kræf- ter det engang for alle har, og skulde ikke fortjene Forsvar, om det fik det fra denne Pen. Det være kun sagt til Poeticler- nes, Æsteticlernes og vore egne Danomaners ): Jydegales Fortvivlelse, at af de "Bid"-saar, det har faaet i alle 3 Riger sprudler fremdeles den samme vena, og "Cæsarer" og "Spanio- ler" springe frem af Blodet -- en Livsstrøm, som ganske dulmer Smerten under den R -- tske og heimdallske Sonde, der vel, som bekjendt, er af god udenlandsk Fabrik, men plumpt ført. (Se Nya Argus Nr. 8, 1830). Derimod har jeg troet at burde i nogle Ord give Hr R -- ts' Yttrede om mine "Planer på en fullkomlig omstöpning af den norske vitterheten och bokbildningen" en Belysning, som det tiltrænger, forat ikke det Urigtige, idet det er belagt med al en SIDE: 58 kritisk Signaturs Fripostighed, muligens skulde have en Virk- ning paa en Opinion i Sverige, der kun i Danmark kan have et rimeligt Tilvær mellem plebs Parnassi. Jeg vil ikke an- tage, at Hr R -- t med Overlæg og Eftertanke tillægger et Individ hine gigantiske Planer; -- det vilde ellers vidne stær- kere imod hans Forstand, end det gjør, om man antager disse Udtryk undslupne en aabenmundet Lettroenhed. Men saafremt Hr R -- t ikke af Danske, der in casu kjende ligesaa lidet til Forholdene som han, eller af danomanske Consorter er bleven bundet det paa Ærmet, at slige Planer ere mine, saa bliver der kun tilbage at antage, at hine Yttringer ere uheldigen valgte af Uvidenhed; thi omendskjøndt de omfatte meget mere, er Meningen utvivlsomt alene den: at W. i sine Skrivter frem- hæver mange Ord og Bøininger af det norske Almuesprog. Denne Mening fjerner sig ikke fra Fornuft, Rimelighed og Sand- hed; og skulde været let at udtrykke for Enhver, der ikke har gjort sig det til en Vane at henslænge ubeviste og ubevislige Phraser, og at lade Sandt og Usandt, maaske uden Bevidsthed, passere blot det har Tilsnittet af en sammenrapset kritisk Tech- nik. Forsaavidt at dette Foretagende kan antages som, om end paa en dadlende Maade antydet af Hr R -- t, og saaledes er det eneste, der kan udbringe en fornuftig Mening af oven- citerede eller indpasses derunder som dog ment: saa vedkjender jeg mig det og har allerede for et Aar siden gjort Rede derfor i en længere Afhandling, som endnu ikke alene formedelst Re- dactøren Advocat Hjelms Beskjæftigelse ved Storthinget, har viist sig i "norske Maanedsskrivt" og særskilt trykt. At en Forfatter, og det en poetisk, hvem det er mest at gjøre om glat at indliste sine Arbeider i Publicums Smag; tilside- sætter disse egenkjærlige Hensyn og offrer en Deel af sin tem- porære Popularitet, for i dem, om man saa vil noget despotisk og tidligt, i raske Greb at gjenerobre de malmfulde Fædrene- røster, som det danske Uvæsen har -- men kun for en Tid og ikke uigjenkaldeligen -- fordrevet fra Byerne og ind i Dalene -- det tyder visseligen paa en Plan og det en indgroet. Visse Folk holde sligt ogsaa for et frygteligt Attentat. Imidlertid skulde dog en saadan Plan og dens Iværksættelse alene kunne vidne om et godt, om end phantastiskt, Fædrelandssind, mens de for- SIDE: 59 nuftige Hensyn maatte omtvivles, dersom dens Sejer ikke var grundet i en Nødvendighed, som udvikler sig til en almen- bydende ligemeget af Folkets egen Aand som af dets politiske Forfatning. Under saadanne Omstændigheder, der ere lette at opdage, ja at forudsige, om de ikke allerede vare indtraadte, er Individets Fare ikke saa stor, om det fremfor Andre fremmer dem: det veed sig i højere Hænder, dets Foretagender antage Præget af et Instinct, og Seiren er vis, om end saameget tid- ligere vunden som Mænd tage djærvt og uforbeholdent i med. Dette er indtraadt i Norge. Det er blevet klart for enhver oplyst og velsindet Normand, at Danskevældet ikke medførte nogen større Ulykke for Fædrelandet, end at dettes vakkre og malm- fulde Sprogs Selvstændighed som Skrivtsprog gik tabt, idet et selv forqvaklet dansk fortrængte det. Men dette lykkedes kun fra Byerne hvad Talesproget angaaer: Bønderne taalte Ulei- ligheden af i Religionsbøgerne o. a. d. at maatte lære et frem- med Maal, og beholdt dog sit eget. Derpaa byggede da De, som med Fryd saae og fremmede den Trang til at hjelpe paa hiin Brist ved at benytte det indodlede fortræffelige Almumaal, som klarere og indtil en bevidst Plan aabenbarte sig imellem Uafhængighedens og Frihedens Velgjerninger. Med Harm saae man vel det Bedste tabt i de mange forsvundne ejendommelige Sprogbøininger; men man lagde strax Haand paa at redde hvad reddes kunde; og saaledes, medens nogle Lærde med Sejer for- fægtede det norske Sprogs og Videnskabeligheds Selvstændighed mod Danskes egoistiske Krav paa endnu at besidde Norge som literær og aandelig Provinds, begyndte andre Forfattere [fotnotemerke] at bøde paa det indførte udpidskede Skrivtsprogs Fattigdom ved at indtage deri de almenest bekjendte, mest udtryksfulde Ord av vort rige Almumaal. Det er allerede en 10 Aar siden en kjø- benhavnsk Recension af Bjerregaards Syngestykke "Fjeldeven- tyret" erklærede, at det ikke havde lykkets at forstaae det nye norske Sprog deri. Men siden har man der mærket, at den Fotnote: Saaledes mærke man, foruden Undertegnedes Skrivter, ogsaa Storværket "Samlinger til den norske Historie", Bjerregaards og tildels M. Hansens Arbeider, mangfoldige Avis-Articler, men især det af en Unævnt udgivne og i "Svenska Medborgaren" forstørstedelen citerede Skrivt 17:de Mai og Politiet. SIDE: 60 norske Sproggjenfødsel ligesaalidt lader sig standse af Spot som af en Alvor, der har al en paatagen Fadermines Naragtig- hed ligesom der er formegen alvorlig Vrede i deres Spot til at den kan skjules. Man har derfor i Danmark, men ligesaa forgjæves, forsøgt om ikke plumpe Grovheder skulde kunne nedtynge denne "Vildhedens Aands" Vinger, til hvis Særegne det ogsaa hører, at den har ikke mindste Rest av Kjærlighed tilovers for "Kjærlighedsfolket og det gamle Kjærlighedsrige" dernede, og at den er befængt med liberale politiske Ideer, som ere "Troskabsfolket" en Vederstyggelighed. En Uvilje, som begyndte at blive national, formørkede selv Videnskabsmænds Klarsyn, og man hørte Rask og Rafn (hvilken Sidste bedst af alle har realisert Kaiens Idee at pynte sig med Andres Fjær) med Invectiver at bestride Normændenes Ret til at kalde sit Sprog norskt og til at have eller nogensinde at kunne have en egen Literatur. Maadeligt dansk Gods oversvømmede Bogla- derne og fandt Afsætning hos den endnu fordanskede Deel af det norske Publicum, medens selv et Værk som vore Historikeres "Samlinger til den norske Historie" ikke fandt en Subscribent i Danmark, hvor Historien siges at blomstre og hvor de fleste af vore Oldskrivter og historiske Documenter ere i usurperet Behold -- til bedre Tider. Disse vare de almene Repressalier, som toges i Danmark mod Norges Fremstræben til Uafhængig- hed i Sprog og Literatur. Individerne, som deeltoge i denne, fik Personalier i Kbhavnsposterne, danske Bi o. fl. d. Mellem dem var da Undertegnede; og mellem dem, som deraf mystifi- ceredes, var Svenske Heimdall og Hr R -- t. Dog byder Retfærdighed at tilstaae, at Undertegnede fik sin rigelige Part af hvad Polemiken om det norske Sprog gav af sig, ikke alene fordi han skrev saaledes som hiin Nødvendig- hed og Tidens Aand dicterede ham og enhver norsk Skjald Modersmaalet; men fordi disse saakaldte "voldsomme Angreb paa det danske Sprog i Norge" af visse Folk sattes i Forbin- delse med erklærede ringere Tanker, end tilladt skulde være, om den danske Skjønvidenskabelighed, om enkelte af dens for- mentlige Heroer, ja selv om Oehlenschlæger, der ikke var sikker selv i den Nimbus, hvormed han omgiver sig i sin Selvbiografi, SIDE: 61 om det danske Sprogs Armod imod det norske baade allerede nu og endnu mere naar det faaer fuldtudviklet sig; og med politisk Uvilje mod Danmark og dets forvekende Literaturs Ind- trængen hertillands -- af hvilket Alt en forskrækket Fantasi dannede Billedet af en fortærende literær Fenrisulv, som djær- vede at reise sig mod de hvide Aser (som de selv spille) og mod Valhalla i Norden (d.v.s. Danmark i Norge). De norske Udtryk blive da dette Uhyres Hyl i danske eller i jydegale Norskes fordærvede Øren, hvem de hjemlige Toner ikke tiltale med sin ejendommelige Sødhed. Om end det Vargbillede skulde passe paa Undertegnede, at han ivrigere end Andre slider i den allerede mærkelige Rivt imellem det norske og danske Skrivtsprog ved rigeligst at udsaae ægte norske Ord og Bøininger: saa kan dog vel ingen Fornuftig andet end troe, at han vel veed, at disse dog kun af Enkeltmand fremsættes forslagsviis, saaledes at de ansøge om Andres offent- lige Anerkjendelse af sin naturlige Borgerret. Først da ere disse forsvundne, men gjenfundne ædle Stene fra vor egen Berghall indloddede i vor Sprog-genius's Diadem; -- desværre mange af dem gjenfinde ikke det Hul der, hvori de engang pas- sede saa skjønt i Fædrenes Tid! Men paa en saadan Iid kunne dog vel Hr. R -- ts' Yttringer neppe passe; -- de ligne mere hine fantastiske, der undslap den overspændte Skræk og den natio- nale og personlige Uvilje, som skabte Fenrisen og ikke bluedes ved selv i Norge parricidisk at haane Modersmaalets helligste Røster. Dog herledes de ikke derfra hos den Svenske, men baade er det rimeligt, at han har ladet sig som ivrig Æstheti- cus slaae plat af de forfærdelige Skrig især fra Syd om ind- trængende Barbari i Norge, og at den samme noget indskræn- kede og servile Aand, som har Deel i at udstøde dem der, vir- ker hos ham til at troe dem og saaledes bona fide at forstærke dem. Var ikke dette Sidste Tilfældet, at en fælleds lignende Aand maatte have lignende Virkninger, skulde man forundres mere over fra svensk Mand at høre den Normand bebreides, som arbeider for og vil, at Norges politiske Selvstændighed maa ligesom i Sverige, der, ved kjækt og itide at tiltage sig sin, red- dede og udviklede sit fortræffelige Sprog og sin Literatur, have SIDE: 62 en Selvstændighed i enhver aandig Hensende til nødvendig Følge -- en Iid, hvorved Individet dog gjør sit Fædreland og alle Videnskabelighedens især den skjønnes Republiker en større Tjeneste end sig selv. Eidsvold i October 1833. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland HISTORISKE SUPPLEMENTER TIL "DANMARKS POLITISKE FORBRYDELSER IMOD NORGE" (Indsendt) Morgenbladet 19. okt. 1833. Det er ikke længer nogen politisk Forbrydelse i Norge offentlig at omhandle Danmarks politiske Forbrydelser imod Norge. Historiens Sandhed er trængt igjennem; dens Vægt, hvis Ubetvingelighed mange forente Hænder i sin Tid skulde gjøre tvivlsom, har forlængst nedkuet alle Hindringer og hviler nu med al Bundsynkningens Kraft paa Folkets Hjerter. Dette er gradviis skeet, endskjøndt det ikke mangler paa Norskbaarne, som landsforræderisk hjælpe til at gjøre alle danske Fordringer hertillands gjældende -- disse angaae nu Fædrelandets politiske eller literære Hæder eller en fortsat Fortrængen af deres egne Børn ved indstrømmende Lykkejægere af alle Slags dernedenfra "det kjærlige Søsterrige". For oplyste og velsindede Normænd har det dog været greit at mærke, at der ligger noget værre end en Rest af gammel Gjenkjærlighed eller blot en taabelig Forgabelse i den høist maadelige danske Skjønvidenskabelighed til Grund for disse Norskes saakaldte Jydegalskab (Danomani), nemlig det, at de ere befængte med det samme Trælsind, den samme usle politiske Aand, som fø1ger med næsten alle der- nedenfra hidind Trængende saa vist omtrent som Stank med Rævene. Tænker man imidlertid paa den Modstand, hiint ovenanførte Skrivt mødte, saa er den Retning, som det i sin gradvise stedse fuldstændigere Seier har givet Folkemeningen, dog høist mær- kelig. Der er endnu intet Aar uden det og den Mening, det har udviklet, vinder Tilhængere -- noget der omtrent vil sige det Samme som at Støtter reises under Forfatningen og Selv- SIDE: 63 stændigheden og at nye Hævdere tilvindes disse. Uvilje mod Danskevældet er bleven en nødvendig Betingelse hos den gode norske Borger med samme Ret og Sandhed, som at den Pohlak vel neppe antages at kunne stoles paa, som ikke i sit øvrige Fædrelandssind omsluttede Had mod Rusland, og som at Washingtons og Franklins rolige Kløgt, uden at tabe i reelt Værd, sattes i Bevægelse af Forbittrelse over Englands Adfærd. Det er i denne Aand og for at fremme dens Udbredelse, der er Fædrelandet gavnlig, at Inds. vil fortsættende meddele Supplementer til "Danmarks politiske Forbrydelser mod Norge". Saaledes indeholder Samlinger til den danske Historie, 2. B. 2. H., følgende Skildring af Tilstanden i Norge under Fredrich den 3die, afgiven i den svenske Resident Magnus Durells Ind- beretning til Dronning Christina af Sverige. Forf. angiver, at "flere nye Bergværker meget let kunde findes i Norge, hvis ei privat Avind forhindrede det, thi Adelen i Danmark seer ei gjerne at Norge bliver for rigt, at ei Kongen skulde stole for- meget derpaa". Ligesaa berettes, at Normændene "ere ikke vel fornøiede med Kongen og Regjeringen i Danmark, deels fordi alle Lehn og Betjeninger ere besatte af Danske, deels og fordi Kongen sjelden kommer derop, hvorved Indbyggerne skee me- gen Uret. Adelen er saagodtsom udrøddet, og aldeles ikke agtet i Danmark." Dette om Normandens Sindelag mod Danskevældet bør sær- ligen lægges Mærke til, da det oplyser, at den Mening, at de med sløv Ufølsomhed saae Fædrelandets det gamle Riges Van- ære og Ulykke, er ganske urigtig. Klageskrivtet "den norske Sou" oplyser dette end mere. "Hannibal Sehested -- siger Durell -- indrettede Regjerin- gen (i Norge) efter den svenske Maade, saa at her var Admi- ralitet, Krigscollegium, Cancellie, Rentekammer og Bergcolle- gium; men da Regjeringen paa den Maade blev altformeget skilt fra den danske, blev denne Regjeringsform afskaffet og tilegnet S. som en Forbrydelse." "Den norske Sou" skildrer de danske Tyranner her i Landet i det 16de Aarhundrede under Billedet af "store sorte spanske Haner, som have smuk stor Kam, smukke sorte glindsende Fjær, holde Halsen iveiret, have stort Svælg og grov Stemme, SIDE: 64 løfte Fødderne op og have prægtig Gang" -- sigende: "Dette betyder de kongelige Amtmænd og Slotsherrer, som bære Guld- kjeder, smukke Hatte, stadselige bløde Klæder af Fløiel og Silke, have ene al Anseelse, svire og sværme gjerne, taale ingen Modsigelse, men sige: Vi have Ret og Magt i Haand; hvad vi beskrive det skal gaae frem! Hvo er den, der os vil straffe?" Videre siger der: "Røde Haner ere de værste Tyranner, de mægtige Fogder, som paa Kongens Vegne modtage Skatterne. Disse stole paa deres Magt, og plage det arme Folk, saa Gud maa sig forbarme." Adelsmændenes og Fogdernes Betjente ("Ridefogeder: Rei- sige Knechte") "ligne mere Ravne end Haner. De vide ei hvor haardt de ville behandle de fattige Folk. Disse plage Bonden først for Alvor." Forf. spørger: hvoraf det kommer, at man hører saamegen Suk og Klage i Norge. Svaret er: at Kongen (Frederik den 2den, uvelsignet Ihukommelse) aldrig er i Landet, men "at Adelen nu hersker." "De, som sendes op til Norge, for at skaffe Folket Ret, tage imod Gaver og gastirere". -- "En af Gesand- terne sagde, at de næsten havde en heel Tønde fuld af Supp- liker, hvoraf meget faa bleve expederede". -- "Amtmændene og de mægtige Adelsmænd svire og sværme, tyrannisere og paa- lægge en Skat efter den anden, undertiden meer end Kongen selv har befalet. Have ikke de faaet Kirkegodset i Norge? Af Drankere, Fraadsere o. s. v. og Tyranner blandt den ringere Adel vrimler hele Landet." Uretfærdige Domme siges at fældes Adelsmændene til Vilje, saaledes at 4 Bønder en saadan Herre til Behag steiledes ved Trondhjem; men da siden deres Uskyld bevistes maatte Adelsmanden give hver af de 4 Enker en Sum Penge. "Fogderne, enten de saa ere kongelige eller Adelens, ere store Tyranner, kaste uforskyldt Had paa mangen fattig Mand, jage ham af hans Gaard, tage Gaver, og give en Anden Gaarden igjen, som de udskatte paa det haardeste. Af dem er der allevegne nok, og altid 10 Onde mod een God. Fogdernes Tjenere forholde sig værre end Ravne, naar de udsendes at kræve Landskylden og tyranisere." Saaledes behandledes dette Rige, som Absalon Pedersen i sin Norges Beskrivelse fra Midten af 16de Aarhundrede kalder SIDE: 65 "en feed Ladegaard for Danmark". Denne Forfatter profeterer i sin patriotiske Sorg saaledes: "Norge, som tilforn har været et frit og frelst Rige, og havt under sig Skattelande, bliver nu selv med alle sine Børn i den sidste baade sin og Verdens Alder til et Skatteland; dog kunde vel Norge vaagne op af Søvne engang, dersom det jo kunde komme til sin Magt og Herlighed igjen -- ". Angaaende Ørken- og Shetlands-Øernes Pantsættelse siger han allerede da, at de ikke "kunne eller ville gjenløse samme." Vore nærmeste Frænder Islænderne, som A. Pedersen beskri- ver som endnu da et "tappert, mandeligt og frimodigt Folk, beqvemt til alle Kunster at lære;" synes efter Durells Angivelse ligesaalidt som Normændene at have været uden bitter Erkjen- delse af det tunge og uværdige danske Aag, hvorunder de støn- nede og denationaliseredes -- det, der er deres ulykkelige Lod indtil denne Dag. Han beretter nemlig: "at over det islandske Compagnie (i Kbhavn), der dog ikke er andet end et Mono- polium, besværger Provindsen Island sig høiligen". Det skulde være kun til liden Ære for Normændene, om de saa ganske taaligen, som man gjerne troer, havde bøiet sig under et Herredømme. Historien vidner, som vi have seet, det Mod- satte, og at List, Vold og en fortsat, for den Enkelte umærkelig Afkræftning maatte til for at vedligeholde det. Mod et saa had- værdigt System synes dog det, man selv af oplyste og velsindede Normænd undskyldende har hørt anføre om at Individer sjel- dent følte til det almene Tryk, ikke at burde komme paa Vægt- skaalen -- saameget mindre som det er aldeles usandt efter de her givne Oplysninger om den danske Adels Voldsomheder (see og Saml. til den Norske Hist. om Erik Munk) og om den jam- merlige Retspleie. At den Haand, som hvilte paa Individet, heller ikke har været saa ganske blød, viser Sabinus's Hen- rettelse i 1588 for et til Kongen indgivet Klageskrift over Ade- len. Han var vel ingen Normand, men antages at have opholdt sig i Norge og derfra hentet Grunden til sine Klager. Den Me- ning, at Brudet mellem Norge og Danmark kom pludseligt, alene bevirket af fremmede tvingende Omstændigheder og uforbe- redet, er ligesaa i høi Grad feilagtig. Alene Sangen "For Norge, Kjæmpers Fødeland", med sine Linier: "saa vaagne vi vel op SIDE: 66 engang, og bryde Lænker Baand og Tvang" og "den vrede Liv- vagts Vaabendrag forklarte trolig Norges Sag", samt "hver ærlig Norsk, som Lænker brød" o. s. v., gjendrive den, naar erindres, at den saaledes blev sjungen før den franske Revolution i "norske Selskab i Kjøbenhavn." Samme sig fuldkommen be- vidste og udbredte Uvilje mod Danskevældet og mere end en Ahnelse om et af denne fremfødendes, kun med Hensyn til Tid og Maade af ydre Omstændigheder betinget Brud imellem Rigerne ligger ogsaa for Dagen i den Aand, som belivede "Sel- skabet for Norges Vel" og som raadede Universitetsandragen- derne og i de mod Sluten af forrige Aarhundrede hemmeligen indledede Underhandlinger med Sverige -- en Plan, som kun Fortvivlelse kunde indgive eller ogsaa Tiltroe til at Uviljen mod Danskeaaget var stærk og almeen nok til at kunne holde det af Danmark fremynglede og nærede Folkehad, og de med danske og andre fremmede Officierer besatte Regimenter Stangen. Naar Historien engang kaster sit skarpe Lys over disse og Christian Augusts Forhold m. m., vil det blive klart, at hverken Brudet med Danmark kom uforberedt paa Norge, eller ufor- skyldt, og at den frie Forfatning, Fædrelandet gav sig, langtfra, som paastaaet er, manglede den nødvendige Støtte i Folkestem- ningen. Istedetfor en paa almeen Oplysning grundet almeen Erkjendelse af en fri Forfatnings Fortræffelighed i Alminde- lighed, og særligen af den Givnes for Norge -- en Erkjendelse, som nu hædrer enhver norsk Borger -- traadte dengang en almeen, ihvorvel af Mangel paa en offentlig Fremstilling af Uretfærdighederne, dunkel Erkjendelse af det Sørgelige i Nor- ges Stilling under Foreningen med Danmark; og denne virkede i Grundlovforfatternes Beregning og i Virkeligheden til samme Maal, som hiin Erkjendelse. Begge ere nu, til Norges Held og Forfatningens Sikkerhed, forenede og belivende hinanden. Da Menneskenes Retfærdighed (paa Grund af sin Menneske- lighed) ikke bruger at straffe i 3die, 4de eller 1000de Led, kan denne Uvilje, som er bleven historisk, og som saaledes er reen nok til at blande sin Ild med Oplysningens Straaler, langtfra forhindre Iværksættelsen i sin Tid af de Forjettelser, som ere Danmark tilsagte i Norges og Sveriges Forening under liberale Institutioner. SIDE: 67 Henrik Wergeland AV PEER HALVORSEN SKOLEMESTERS NYE A. B. C. (Indsendt.) Statsborgeren 27. okt. 1833. Læseøvelse: Ei ene Guld gjør riig, og ikke Adel ædel. Det Første se hos Flid, det Andet se hos Wedel. Henrik Wergeland FOLKEBLADET No. 44. Tirsdag den 29de October 1833. "Forgjæves faldt det ind ham selv: Jeg er Baron for Fanden! Patent jeg har; hvem søger vel mit Adelskab i Panden?" HUUSMANDEN PAA MANGLEFJELD (Sortkridttegning.) Jeg har seet en fillet, sultmager Trælskikkelse i Graad over et Dyr, som var ihjelfrøset ved en Budeies skjødesløse Ude- stængsel en taagekold Høstnat. Der laae en Kalkunhøne bag Hagagjærdet paa Foshøi -- det blege fjærløse Hoved stivt ud- strakt, som om det endnu i Døden vaagede over Yngelen, der klynkede i den sidste Krampe under Moderens Vinger, som for gjæves havde været udstrakte, for at dække den fremvoxne Yngel, og nu kun meddeelte sin egen Dødskulde til dens magre Hoveder. "Stakkar! Stakkar!" klagede den fattige Mand, aan- dede paa de Smaae, og aabnede sine Filler og lagde Moderens kolde Hoved til sit varme -- jeg vilde sige -- Menneskehjerte, dersom det ikke af Mange skulde kaldes Svulst om saa ringe og udtæret en Person. Han syntes ogsaa at have naaet det Elendighedens Trin eller Høide, hvor Alt neden, hvor Alt paa Jorden bliver farveløst, uden Omrids, og taare- eller taagegraat, hvor Alt oven, hvor Stjernerne intet Haab, ingen Opløftelse vække, men kun synes i sløv Skræk som den urørlige Skjæbnes frygtelige evige Punc- SIDE: 68 teren, hvor Alt om Mennesket blir koldt og lufttyndt, saa det kun kan aande i besværlige Suk, og Hjertet i Brystet koldt og stivt som den døde Fugls Hoved. Dog -- enten lykkelige Mand, som ikke har naaet dette Punkt! eller vise Mand, hvem Elendigheden kun er en kjær Øvelse, og hvem den ikke forstyrrer mere, end Fossduret den sovende Møller! eller ædle Mand, hvis ømme Hjerte formaaer at slaae for fremmed Smerte, idet det døer af egen Sorg! Thi en af Delene maa Du være, som kunde græde over en mis- handlet Fugl, medens du selv saae mere mishandlet ud end et Menneske burde. Men maaskee der i den kolde Taage stod et større Væsen end Jordens Herligste, -- Eet, mod hvem du i din Sultbleghed og i Fillerne kun var som den døde Fugl med de lurvede Fjær mod dig med Menneskeaasynet og de glimrende Taarer; -- og maaskee lagde dette Væsen dit Hoved til sit him- melske Hjerte i samme Stund, du lagde den døde Fugls til dit? Dette er vissere, end at et Menneske skulde ville lægge dig til sit eller tage dig til sit Huses Hjerte: den livspredende Arne, -- om du fandtes paa den kolde Jord under et Gjærde, stiv- frossen som Fuglen, midt imellem dine klynkende Børn, dem du bedækte med dine Pjalter, indtil Døden lagde sine Iisninger over dig. -- Jeg kjendte Manden: Det var Christen Haakaalien. Stak- kars Christen! Han gaar endnu omkring med Rokker og Snel- ler og Øxen til Rodhugst; thi hjemme -- nei det er forbi -- men i Leiehytten i den fremmede Bygd sidder Kjerring med 7 Unger og Gamlefa'er, som blev blind, da Ulykken var som mørkest. Dog er der bedre end i Badstuen, hvor Christen holdt til med alle Sine; og i Badstuen, som en barmhjertig Fattigmand aab- nede for de Husvilde, var bedre end i Granbarkoien i den vilde Skov; og i Granbarkoien paa Manglefjeld var bedre end paa det nøgne Fjeld hiin Nat, efterat Baronen paa Fosser havde ladet Christen med alle Sine udkaste fra Hjemmet, som han og Gam- lefa'er, før ham, af vild Mark havde opryddet -- hiin Nat, som SIDE: 69 Christen erindrede, da han aabnede sine Pjalter og tog den dødfrosne Fugl til sit Hjerte, og aandede paa dens Smaae og græd over deres Klynken. Saa gjorde Christen og hans Kone med de 7 Børn paa det nagne Fjeld hiin Nat, og Nordenvinden var barmhjertigere end Menneskene; thi den væbnede sig ikke, som disse gjorde, med al sin Haardhed og Kulde. De Syv levede da Solen randt, og Vinteren havde levnet Tranebær nok til dem paa Myren. Vel klynkede de og havde Krampetrækninger i den kolde Nat og i den klamme Morgenskodd som Fuglens Unger; men, da Solen steg høiere, begyndte de smaae Uskyldige at lege i Lyngen. Tæt ved laae kram Vaarsnee -- der begyndte de allerede at bygge Huus, da de vare mætte af Bærene og af Barkmeel rørt i Vand. Den Mindste havde det bedst; thi bag et Vaal sad Moderen med ham og gav ham Die; men da det led paa Dagen, maatte hun, den Arme, for at faae nok, blande sin Melk i en Kop med Snee- vand. Taarer forøgede den ogsaa, saa den Vesle, mæt og vel- tilfreds, slumrede ind til næste Nat, før Aftenvinden skar hen- over Fjeldet, svanger med alle de skaraklædte Sneefaners Kulde. Men den forløbne Nat, da Forældrene, ligesom Fuglene sine Fjedre til Redet, plukkede af sig sine Klæder og bredte dem og Barqviste og Mose og Lyng over de klynkende Smaae, og aan- dede paa de valne Hænder, og krystede de blege Ansigter mod det bare skjælvende Bryst, og, mens de hemmelig saae med Taarer opmod de kolde Stjerner, bad dem "bare tie stil til Dagen kommer" -- den Dag de gruede for, da de skulde tælle de Syv, og maaske ikke finde alle ilive, -- samme Nat var det dog lyst og muntert i Stuen, tæt nedenunder Berghammeren, hvor Familien laae. Der i Stuen, hvorfra Christen mod Aften var bleven udkastet, blussede en Ild under en Gryde, hvori skulde laves Punsch, og paa et Bret (thi alt Christens Tøi stod udenfor Pallen) spilte Executionskarlen, Procuratoren og Baro- nens Fuldmægtig Kort. "Hihi! -- sagde Procuratoren, gnidende sine klodannede, høgeklogule Fingre -- man kan dog indrette sig ganske hygge- ligt tilskovs." "Jeg undres hvordan Christen har det paa Fjeldet nu" -- SIDE: 70 sagde Fuldmægtigen. -- "Jeg troer vi kan høre Ulen af Ungerne heelt hid." "Mon det ikke var Vinden? Det snoer stærkt" -- sagde Exe- cutionskarlen. "Eller Ulvene?" -- sagde Procuratoren. "Nei, det var nok Ungerne" -- sagde Fuldmægtigen. "Se her -- Beis og dobbelt Mariage!" "Spillet har jeg" -- sagde Procuratoren. Dersom Nogen vil vide, hvorledes Christen holdt ud paa Fjeldet den følgende Nat og siden: da gik det nok an, efterat han havde faaet gjort sig et Hie, skjøndt ikke bedre end de vilde Dyrs, men bygget som deres bag en Fjeldvæg, nedrodet tildeels i Jorden, tækt med Bar, Qvister og Mose. Men der fik han ikke Lov at sidde. Og havde ikke Høiesteret (om hvis Ret- færdighed der ikke er nogen Tvivl) i Sagen med hans Naboe, der drev ham saavidt, udrustet Herremanden med al Myndig- hed, om end ikke med den, som Ædlingen engang forsikkrede Christen, at han i Danmark kunde have, nemlig til at virre Huus- mænds Haar om Pegefingeren og saa med Tommelfingeren trykke Øiestenen ud? I Mangel heraf havde han med Kløer trykt ud af disse Øine Taarer, som ogsaa ofte ere Smaaøine, der see langt ind i Himlen, og have Sjel i sine Pupiller. Udaf Hiet (som en Bjørn formodentlig arvede) trykkede Han ogsaa Christen. Nu maatte Christen med hele Flokken fra det kjære Fjeld, hvor han og hans havde ryddet i et halvt Aar- hundrede, ned i Bygden: -- for dem ud i den vide Verden. Foran gik Christen med Rodøxen og en Sæk med Træboller til Salg, saa Konen med den Mindste paa Ryggen og en Gjentunge ved Haanden -- bagefter kom et Par barbeente, fillede, sult- blege Børn, slæbende paa noget Huusgeraad, Gamlefa'er med en Barkemeelspose, leiet af den næstældste Gut (thi han var bleven blind i Koien), og saa endelig den ældste Gut, bærende sin yngste Søster, der skreg alt i et og vilde hen til Mo'er. Da dette Menneskelighedens Triumftog vandrede over Kirke- volden nede i Storbygden, kastede Christen et mørkt Øie til Gudshuset, hvor han hverken nu eller siden kunde komme med SIDE: 71 Sine, da han var for fattig dertil. Han bad dem rappe sig forbi, at ikke Folk skulde see dem, og med skye Øiekast og iilsom Gang gik Følget forbi, just som der indenfra Kirken hørtes Psalmen: "Dig, Jesus! bør vi efterligne i virksom Broderkjærlighed" o. s. v. De Smaae vilde endda standse for Orgelmusikkens Skyld, som de aldrig før havde hørt; men Christen skyndede paa; thi uden- for Kirken stode Folk nok med to Kapper paa, som sagde: "ei da, nu er det ude med han Christen Haakaalia da!" -- Men Ingen gav sin ene Kappe til de nøgne Smaae eller til Ham, som aabnede sine Pjalter, og lagde den dødfrøsne Fugls nøgne Hoved til sit Hjerte, og aandede paa og græd over de klynkende Unger hiin taagekolde Høstmorgen. Gud veed, om af reen Medlidenhed, eller om fordi han erindrede sig sine klyn- kende Unger, og de kolde blege Ansigter, og at han og hans Hustro aandede paa de forfrøsne Smaae, og græd og bedækte dem med sine Klæder hiin kolde Nat paa det nøgne Fjeld, og bad dem "tie stil til Dagen kommer." -- Arme Christen! der kommer en Dag, da der ikke skal ties stil med hvad Du gjorde imod Fuglen og dens Unger, og med hvad Herremanden gjorde imod Dig og Dine. Engle skulle kappes om at fortælle det, og maaskee En af dem skal sige: "Jeg skal vidne; thi jeg var hos dig i hiin Morgens Taage, og jeg lagde dit Hoved til mit Hjerte, da du lagde den døde Fugls til dit. Jeg var ogsaa hos dig paa Fjeldet hiin Nat, da du bedækkede dine jamrende Smaae med dine Klæder; og bedre Øine end Menneskers saae da i Stjerne- lyset, at Englevinger dækte dine nøgne Skuldre. -- -- " (P. S. Naar Baronen paa F. læser dette, siger han bare: "Aa engle mig her, aa engle mig der! Christen var min Huusmand -- æ. æ. . !") LITERATUR Den Frimodige 6. nov. 1833. Gallimathias er Autor til den Logik, som Landsens Procuratorer til Hjælp i Nøden fik. Den lært, i værste Sag de sjelden staae tilskamme, især hvis Retten har betjent sig af den Samme. SIDE: 72 Alt deri er forsvart. Kun deri revet ned er Landets svorne Chart. Slog En en skyldløs Mand, og dømmes efter den, han frelses, og han kan begynde friskt igjen. Fra Slag gaae han til Mord! Mathias har for Mord vel og et lidet Ord? Henrik Wergeland ANBEFALES DE NORSKE JAGTFORENINGERS OPMÆRKSOMHED (Af en Skrivelse fra Cand. Wergeland til "Jägareförbundet i Stockholm"). (Indsendt.) Statsborgeren 10. nov. 1833. -- -- Forbigaaende dette, tillader jeg mig at henlede det ærede Forbunds Opmærksomhed paa et Forslag, som gaaer ud paa mere direkte at fremhæve den moralske, Menneskevel til- sigtende Hensigt, som upaatvivlelig er Aandens i det ærede Jagt- forbund. Deri antager jeg nemlig Forædlen af Menneskesjelen, Udspreden af nyttig Viden mellem Hensigterne at glimre den ved Siden, som ligefrem tilsigter ekonomiske og materiellere Fordele. Alene den menneskeværdigere Jagtmaade, som des- lige Forbund emne at iværksætte, vise hiin høiere Tendentz -- en hvormed den af Tegnér (i Sangen ved christianstadske Jagt- forenings Skydefest) antydede Nationalgarde-Nytte af Jagtfor- bund stemmer fuldkommen overeens. Men jeg troer, at hint høiere Meed ogsaa kunde og burde lægges klarere for Dagen, uden at Forbundet, ved den Udvidelse af Kræfter, som dertil udfordredes, skulde siges at tabe den Concentrations-Styrke, som udgjør ethvert Selskabs, der har anden Hensigt end den blotte Fornøielses. Jagtforeningerne i Norge og Sverig vilde derved maaskee alene tabe det Skin af aristokratisk Dilettant- skab, som er dem til Hinder. Derfor -- Antagende, at der i Sverig som i Norge i de fleste Bygder, hvor Jagtforeninger finde Sted, maaskee som hos os i Forbin- delse med Sogneselskaber, findes enkelte Medlemmer, der be- sidde Dannelse og nogen Tid tilovers -- som f. Ex. paa Landet stationerede Lieutenanter, Kapellaner o. fl. d. -- , og antagende Fleerheden af disse Medborgere villige til at fremme enhver SIDE: 73 Foreningens velgjørende Tendentz, tillader jeg mig at yttre For- mening om det Hensigtsmæssige i at saadanne Medlemmer anmodedes om hver i sin Kreds at give Bønder, især om de ere Medlemmer af en Sogne-Jagtforening, fri Underviisning i Natur- historie, Veterinærvidenskab, Førstvæsen og anden med Jagt- væsenet i Forbindelse staaende nyttig Viden. Saaledes t. Ex. hvor stor offentlig Nytte kunde ikke flyde af om Bønder, der som Jægere færdes imellem aflægsne Fjelde, kom i Besiddelse af nogen Ertskundskab? Undertegnede, som staar i Beredskab med at realisere en lig- nende fri Underviisningsplan for voxne Bønder i sin Hjembygd, troer, at Patriotisme -- den, der har dannet det ærede Jæger- forbund -- aldrig helliger sig selv skjønnere end ved at gribe enhver Leilighed til at fremme Folkeoplysning, -- en Sag, som kraftige forenede Mænd, hvad Staterne end ville, paa enhver Maade bør gjøre Sit til forat den ikke længer blot skal være filanthropinsk Drømmeri. Feiler jeg maaskee i Maaden, hvor- paa jeg har antydet, at en Jagtforening kunde udholde en dybere aandig Tendentz -- og hvortil jeg vil lægge Forslag om alskens smaae naturhistoriske o.d. Skrivters og nationale Sanges Udbre- delse mellem Menigmand -- : saa feiler jeg dog maaskee ikke det høie Begreb jeg gjør mig om Hvad en Forening af en Nations kraftfuldeste Mænd kan virke, om det kun slaaer ind i Foreningens Natur og Hensigt. Ganske fremmed derfor er det Antydede dog vel neppe. AF PEER HALVORSEN SKOLEMESTERS NYE A. B. C (Indsendt.) Statsborgeren 10. nov. 1833. Læseøvelser: Dødes Skaller at scalpere Er mohavkisk Barbari. Men det siger meget mere Borgers Ryg med Sværd barbere Mens der sidder Liv end i. Strimler Borgerhud at skjære Ud ved skarpt at sqadronere, SIDE: 74 Det forstaae de Fæe med Fjere, Som man kalder Rytteri. Flaae af en Nation dens Ære Ved dens Grundlov at radere Bort med hvasse Pennefjere, Rettensmænd, det kunne I. Saa scalpere Liig -- hvor fæiskt! Men af Levende at krænge Først hans Hud og saa hans Penge, Paragraf af Lov at flænge -- det er fiint og europæiskt. Le ei, ihvad du gjør, ad militærisk Nar! Thi da bli'r Staten rasende som var den Narrens Far. Sandheden er nagen, og tør ei lae sig see, Løgn er fuldt udrustet og gaaer med Portepee. Naar Lumskhed er din Kulde, Naar Dumhed er din Ligegyldighed, Og al din Varme Haab om Gevindst hvadeller indædt Harme -- Du, selv examenløs, en Thingstud er tilfulde. Norges unge Frihed slider End paa gamle danske Tider. Ret har du, om du dømmer strax: Den Dragt er fæl og gammeldags. Ulykkelige, stol paa Intet i Proces: Det er et Polskpasspil hvor Knægte stikke Es. Sig i Støvet reiser Trætten. Helved skoggrer da igjen. Gud bevare høi'ste Retten! Gud bevare mig for den. SIDE: 75 AF PEER HALVORSENS NYE A. B. C. (Indsendt.) Statsborgeren 24. nov. 1833. Læseøvelse: Usandhed bør og have Sit af Tække Thi ellers kan den selv en Aktor skrække. Qvasten paa en Klinge man kalder Portd'epee. Deri vi Limen see hvormed udfeies alt Civilt af Krigersindet -- det Riis, som svider værst Nationerne paa Skindet. Paa samme Maade en Stodder tæres hen af Luus og Lopper, fortæres fattig Stat (Exemplet skjænk mig, Ven!) af altformange Tropper. N. M. AALHOLM (Forfatter af "Vignetter af norske Digtere"). (Indsendt.) Statsborgeren 1. des. 1833. Stødt ud af Sanggudindens Dør til Maleriet gik Du. Vi i din gamle Vandkoleur paa Vers Vignetter fik nu. Ecce. Men veed du ei, en Maler maa ei mangle paa sit Øie. Hvor saae Du, da Du Jæger saae, men Allum ei, den Høie? Hvor nydeligt, hvor flydeligt hvert Træk i hver Vignette. Dog sees i alle -- jydeligt -- din egen Silhouette. SIDE: 76 Ecce qvam spydeligt, frydeligt og prydeligt habitare fratres in unum! Af Skjaldes Rad Du stødtes ud. (Dog le ad Bagateller)! Men Malerne -- jeg troer for Gud -- vil ikke ha'e dig heller. Forene dog de Kaster to du vil i Riim-Vignette, i N. M. Aalholm Angelo med Tasso sammenflette. Ecce dog dette Nette i Vignette habitare fratres in unum! Der hænger Krandse paa Parnas for Malere og Skjalde Med een er selv Homer tilpas Men Aalholm vil ha'e alle. Du staaer som Rhodos' Kobbermand paa to Parnasets Tinder: Et Been paa hver; men Hov'det man paa ingen av dem finder. Som Maler faaer du dette Blad; som Mester i at rime fra Aabenraaers Hovedstad Lidt af Satirens Lime. SIDE: 77 Med den her paa Papirets Liin Portrættet dit jeg sætter. Den Kost er langtifra saa fiin, Hvormed du gjør Vignetter. Peder Halvorsen. (LITERATUR). HØISTRETFÆRDIG KRITIK OVER MAANEDSSKRIVTET BIEN (Indsendt.) Statsborgeren 1. des. 1833. Hvis Dumhed skulde borte bli'e (Den Skade kan forvindes): jeg vædder alt paa det, at i "Drakisten" din den findes. Af Vand er løben fuld din "Schacht", (som ellers sjeldent, Hansen)! I "Kongereisens" Hui forlagt blev al den sunde Sandsen. Vort Publikums Taalmodighed blev prøvet drøit i "Prøven". "Bortførelsen" tog Resten med, skjøndt det nok kan behøv'en. Peder Halvorsen. AF PEER HALVORSENS NYE A. B. C. (Indsendt.) Statsborgeren 1. des. 1833. Læseøvelse: Abekatte tør paa Hesteryg sig sætte. Det er Kavalleri, som vort, udaf det lette. SIDE: 78 Akter er en Dynge af blækbesmurt Papir, hvor Sandhed levende, men smukt begraven bli'er. Om Nords og Syds Produkter man forbandt, i Røgen af et Chok Europa brat forsvandt. Thi Syd har vilde Heste hist rundtom Don og Dnister, og Nord har vilde nok udaf Kavallerister. Henrik Wergeland FOLKEBLADET No. 49. Tirsdag den 3die December 1833. OM LOVENS 1 -- 6 -- 1 (Indsendt.) I Morgenbladet har for en Tid siden været gjort opmærksom paa den herlige Frihed til at voldgive sine Sager, som Lovens 1ste Bogs 6te Capitels 1ste Artikel hjemler, hvorhos man for- undrede sig over, at Almuesmænd ikke vide bedre at benytte sig deraf. Norske Bønder! behandle da Procuratorerne Eder saa skaansomt, eller ere Retsgebyrene saa smaae, at hiin Ret- tighed intet Værd har for Eder? Ere I saaledes vante til Pro- curatorernes ubegrændsede Krav -- saafremt I ere daarlige og uforsigtige nok til ikke at gaae paa nøie og skarp Accord med disse Folk forud -- at disse umaadelige Fordringer ere blevne Eder retfærdige, Uforskammetheden behagelig at adlyde, og uforholdsmæssige, aldeles vilkaarligen af Sagføreren fastsatte Udtællinger til en kjær Vane? Det kan dog ikke være saa, thi baade ere I oftest fattige og oftere endda knebne paa Skillingen ellers. Det maa da være Uvidenhed om hiint Lovsted og den uendelig vigtige Rettighed, som dette hjemler Eder, der bringe Eder til ved mindste Leilighed ved den ubetydeligste Sag strax at tye til Sagførerne, som dog aldrig have undladt at gjøre sit til, at eders Øine kunne oplades ligesaavelsom de forstaae at oplade eders Pung. Men værer da ikke uvidende herom læn- ger, og erindrer, at det er bedre, at have Øinene end Pungen oppe! Læser Lovstedet, og benytter det! Thi de fleste af eders Sager egne sig netop til Voldgift; og eders mægtige og ærvær- SIDE: 79 dige Stand, som med den lovgivende Magts Bekræftelse, har æsket Formandskaber i Bygderne og for Amterne, og erklæret Menighederne istand til at benytte disse, kan aldrig mangle de redelige, skjønsomme og retfærdige Mænd, som udfordres til at øve Voldgiften. Holder denne Sæd i Ære! Thi den er et Klenod, der kan sættes af ved Siden af dem som, Grundloven omslutter, og en dyrebar Arv ifra Fædrene. Disse havde sine Lagmænd og Bisiddere efter en Indretning, som lignede i Frisind de Engel- skes og Franskes Eedsvorneretter, (Noget Vi endnu mangle, men maae erindre at faae); men Fleerheden af sine Sager afgjorde de ved privat Voldgivt, udenfore hine offentlige Dom- meres Omraade. Det er muligt, at Islænderne i saa Henseende vare uklogere end Normændene, idet de hendroge Alt til Thinget, forførte af en Processyge, som synes at have henhørt mellem dette livlige Folks Almeenlyder, og, udviklet fra først af af Høvdingernes Hevngjerrighed, at have fundet et villigt Tønder i et Folkegemyt, der i Ildighed og dog Fuulhed lignede den vulkanske Jordbund med de snigende Flammer under Isen, hvorpaa de traadte. Normændene vare anderledes, fordi de vare sindigere og ærligere end disse, af Vulkaner opfostrede Frænder. De vidste at komme overeens mellem Voldgivtsmænd, før det kom til de store Kredse paa Thingene; ja det synes selv, som om de gjorde sig Umage for, ad Voldgivtens fredelige Udvei, at unddrage det Offentlige Sager, som dog efter sin Natur henhøre under dettes Paadømme. Dette maa man nu ikke, og de sidste Ord i ovennævnte Lovartikel forbyde det; men den menneskelige Billighedsfølelse, Forsonligheden og Christenkjær- ligheden forbyder endnu strengere at berige de forbryderske (criminalistiske) Sagers Registre. Her maa Fornuft og Følelse enes om en Udvei, som dog maa være bedre end "Tyveskaalens" -- denne, hvorved Almuesmænd enes om at tilgive en Tyv, og tie stille med hans Bedrivt, mod at han gjenleverer, erstatter eller erlægger mindelig Bøde, og til Pant paa disse Overeens- komster tager i en Slump Brændevin, som fælleds opdrikkes af Tyv, Bestjaalne og Mellemmænd. Vi bør efterligne vore Fædre i alle deres Dyder, og holde alt Godt, de have efterladt, i Ære. Men mellem deres Dyder var Lyst til en aaben, kort, billig og venlig Maade at afgjøre Rets- SIDE: 80 tvist paa, og mellem dette Gode, de have arvgivet os, hiin Vold- givt, hvorved dette agtværdige Sindelag tilfredsstilledes. Er da nu den Procesmaade, vi ere Vidner til, og underkaste os med saamegen taabelig Taalmodighed paa Thingene saa aaben, kort, billig (i to Bemærkelser) og venlig, at vi bør forsømme den anden, som staaer os aaben, og hvem Fordeel og Moral og Natur ligemeget fremkalde af sit ufortjente Skjul? Nei, gode Mand! den offentlige Procesmaade er fordulgt, smaalig, tid- og retspildende i sine Former, langvarig, vogelig, ynglende Fiend- skaber, ærgrende og uden Maal og Maade kostbar. Har du en Henviisning til Rettergang, en Tvist med din Naboe -- see dette ikke an med egne Øine, thi de kunne være for- blindede; men gaae heller ikke strax til Procuratoren! Det er vissere, at han seer din Pung end det Rette; og der findes mange brave Mænd imellem dig og ham, som have Forstand til at raade dig fra eller til Sags Anlæg, og sige dig om den er saa indviklet, at Voldgivt neppe skulde være tjenlig. Dette skal Intet koste dig, hvorimod Ordet maa opveies hos Procuratoren. Er nu din Sag grei -- hvortil da den skammelige Seier at ville forvolde Modparten Omkostninger? hvorfor ikke tilbyde ham Voldgivt? Er den det ikke, men tvivlsom -- nu, endda tilbyd Voldgivt! Er den af de indviklede, og værd at anlægge ved Thing- veien, da begaae dog aldrig den Daarskab at undlade forud Accord med Procuratoren! Han skal, ihvor ugjerne, blive nødt hertil, om Voldgivt blev almindeligere og Enighed fandtes. Ja, selv om Sagen var noget indviklet -- hvor mange Knuder løser ikke den sunde Fornuft, det naturlige Skarpsind, som i Voldgivt kommer i Anvendelse, med eet Greb? -- Knuder, som et Par Procuratorer og en Dommer kunne spille paa i mange Aar, og som fortræffelig kunne tjene til at hale dig til Thinget en 20 -- 30 Gange i Vaadt og Koldt, og til at stryge den sidste Skilling ud af dig. Der er nu Tvist om et Engstykke, Skogsdele, Havning, Veed- hugst, Cautionsforhold osv. -- gode Mand! vei nu Værdien heraf, af Fred og Roe, af godt Naboskab og maaskee gammelt Venskab, og paa den anden Side det Uvisse ved Processen, at Retfærdigheden, som sidder paa Thinget, er blind men stor- nævet og langneglet, og de idelige Udlæg, Reiser paa værd- SIDE: 81 fulde Tider, og saa Regningen tilslut! Den skal maaskee lyde som saa: Skyds (skjøndt med din egen Hest) à 3 1/2 Mile (Pro- curatorstiil) frem og tilbage, Tilsigelse, Veitur og Drikkepenge, Tilsammen for 11 Reiser 18 Spd., Diæt 9 Spd., Porto, Expres- ser (hvoriblandt 2 hjem for at hente glemte Documenter) 5 1/2 Spd., Beskrivninger 16 Spd. 32 ß, Contant Udlæg 9 ß. Reise til 2 Aastedsforretninger, Skyds o. s. v. 3 1/2 Spd., Diæt 8 Ort, Møderne 16 Spd., Contant Udlæg for Mad sammesteds til Par- ten 7 ß (Procuratorstiil). For 4 Reisedage til Aastedet 20 Spd. Mødt ved 11 Sessioner 55 Spd. For Reisedage 55 Spd. Sallarium l00 Spd. -- Netop 300 Spd.! Nu, Mand! bliv ikke forskrækket. Denne Regning er moderat. Jeg kjender Folk, som tage 50 (femti) Spd. for Møde 2 Mile borte, med Friskyds; og dog sværge paa, at de ere de ædleste Mennesker under Solen, og aldeles uforskyldt kaldte Blod- sugere. Men kommer nu Omkostninger til for en tabt Sag; og driver saa et Raserie, der ikke mangler Oppustere, dig gjennem alle Indstandser -- da kan du begynde at samle en Afglands af det Sølv paa dit Hoved, som skal udflyde af dine Lommer, og du skal faae Lære nye Feiere af Auctionsfelen i dit Huus. Arme Mand! hvorfor gik du ikke til din Modpart, og sagde: "hør Ole! Sag veed du bliver kostbar, og kan ødelægge os begge To. Men see der boer Thor, en fornuftig Mand, Ambjørn, en fornuftig Mand, Alf, en fornuftig og, som de Andre, rimelig Mand. Vælg nu du tre, eller og forskyd hvem du vil af mine med nyt Valg; saa tage vi ved Voldgivt af dem, som du vil, med eller uden Opmand." Ja, selv om Sag alt for Retten er paa- begyndt, gaaer dette an; og de Procesførende ere da som de, der kappe Masten med en vis Fornøielse, for dog at bjerge Skibet og med det Livet. Det Bagvendte viser sig i Verden, at Friheden synes at ind- vikle og udvide Procesformerne istedetfor at tilbageføre dem til den Fornufts Simpelhed, der er dens Ophav; ja, hvad mere bagvendt er, Processygen synes at stige som Procesformerne blive indviklede eller synke ned til elendigt Haarkløveri og Formspeil. De Constitutionelle blive paaholdne, trodsige i sin Ret og fremhjelpe selv Advocaterne til et Despoti, der er utaa- leligere, grusommere, mere beskattende, uværdigere end det SIDE: 82 gamle, hvorfra disse Mennesker, henpegende paa Convents- og Parlamentsbænkene, paastaae at have befriet Menneskeheden. Dog her kommer jeg ind paa en Materie, som truer med at fordærve det Populære, jeg vilde Lægge i disse Linier. Jeg vil kun sige: hint Bagvendte kommer af, at Religionen ikke har besjelet den politiske Frihed nok eller været det Princip, som besvangrede det i Menneskefornuften, Almeenfornuften, som blev til borgerlig Frihed og som hilsedes liig en Frelser kun af Engle og Hyrder. Det Straalende i denne hendrager ogsaa Menneskenes Opmærksomhed derpaa, saa de juble over Frihe- den selv i Skjorten, medens Individerne plukkes og een Corpo- ration tiltager sig den meest umaadeholdne og vilkaarlige Be- skatning. Ulykken var, at Religionsreformationerne standsede, og at de pol -- Men jeg bliver atter upopulær... Jeg maae bryde tvertaf, kun tillæggende det, at Religionen, som vil Fri- hed, vil den kjærlige, simple, ukostbare Procesafgjørelsesmaade, som kaldes Voldgivt, og er hjemlet det norske Folk i 1 -- 6 -- 1. Henrik Wergeland COPIISTEN (Sortkridttegning.) Titlen staaer her. Men jeg har lovet mere end jeg kan holde, saafremt man ved en Sortkridttegning forstaaer noget andet end løst henkastede Træk af et sørgeligt, men virkeligt Liv. En Copiistes skal heller aldrig tilbyde den indviklede Afvexling i Begivenheder, som man fordrer af Novellen eller endog af Lev- netsbeskrivelsen; thi det er jo kun en Maskines, og det en træ- gere og trægere gaaende Maskines ensformige Bevægelse. Men et Menneske gjort til en Maskine, et Menneske, der har copieret saalænge til Copieren er bleven til Natur, saa det ikke befinder sig vel uden under Copieren, og kun har Agtelse for denne skjønne Kunst og for det selvsamme Contoraag, hvor- under det har hentrællet Livet og bortcopieret al Tænkeevne -- skulde der ikke være et Øie, som vilde mørknes over denne Elendighed, forglemmende at lee over den besynderlige carrica- turmæssige Figur, det hypochondriske Sletlune og de taabelige Begreber om Vigtigheden af en endeløs, indtil de mindste Baga- SIDE: 83 teller gaaende, aandsindskrænket, smaalig Copieren, som ere blevne de eneste tilbageblevne Træk af Individualitet hos Co- piisten? Det er muligt, at der gives saa uduelige Mennesker, at de ikke kunne anvendes til Andet end Copieren. Det er ogsaa vist, at dette Arbeide agtes langt høiere end at sye Sko og snedkre, omendskjønt intet er elendigere. Der gives ogsaa høie Embeds- mænd, som troe, at Statsmaskinens Gang og Copieren er det samme, og at hiin forbedres i samme Maal som denne udvides. Det er ogsaa en Slags Copieren af Prædikener, Vers og andre Aandsproducter, hvorved alle Parter staae sig vel, men dog Tilhørere og Læsere bedst. Men den Contorcopieren, som i sine pedantiske Fordringer sætter alt Maal og Maade tilside, og kræver sine Smaaligheder forflerede i det Uendelige -- den sluger Menneskesjele, og enten gjengiver dem til Verden inden faa Aar forkuede, aandssløve og indskrumpne som deres Lege- mer, eller beholder dem netop fordi de ere blevne saa, d. e. fortræffelige Copiister. (Fortsættes.) Henrik Wergeland OM MAADEHOLD I DYD (Indsendt.) Morgenbladet 6. des. 1833. Hvor ere de moderne Daarskaber dog gamle! Hvormange Gange have ikke de samme Vild- farelser og Sandheder omreist Jorden? Raynal. Denne Titel klinger noget parodisk, for ikke at sige guds- forgaaet. Dog er det visseligen saa, at der maa Maadehold til selv i Dyderne eller rettere maaskee i Maaden at udøve dem paa -- idetmindste om de skulle behage Menneskene. Men- neske- og Fædrelandsvennen maa indskrænke sin rastløse Virk- somhed, om han ikke vil passere for en Vielgeschrey og virke- ligen ogsaa see sit Arbeide spildt, om han ikke deri iagttager et vist Maadehold og concentrerer sin Kraft. Digteren maa moderere og udvande sin Fantasi, om han vil undgaae at blive udskjældt; og dog tvivler ingen uden Fuskerne i hans eget Laug SIDE: 84 om, at en høi Grad af denne Evne er den hans hele Væsen betingende Dyd. Republicanismen (som jeg med Godtfolks Til- ladelse vil sætte imellem Dyderne, og som virkelig ogsaa om- fatter flere) maa moderere sig med temmelig lumpen Livsfilo- sofi, for ikke at blive overspændt i Theorien og omsider at døe af Melancholi. Og da dette særlig gjælder om alle de Dyder, hvori Følelse har Overvægt, saa maa selv Religiøsiteten beqvemme sig til at hylde denne Verdensviisdom. I Grunden bliver dette Maadehold heller ikke andet end den Forstand, som maa befindes i al vor Meed og Iid, baade for at denne kan gjøre sin rette Nytte, og ikke bringe os for- mange Sorger paa Grund af vor Dyds altfor gediegne Gehalt. Dette skulle vi beholde for os selv, og kun sætte maadelige Mynter deraf i Circulation i en bedragerisk Verden, der ikke skjønner paa det Ægte, men vant til det dagligdagse Flade kun seer det Dybe i et Gemyt forat spytte deri, og en Aands Høider forat grine derimod. Græder du derfor under en høitidelig Psalme, saa vend dig mod Væggen. Ryster Orgelet dig, saa undskyld dig for Naboen med den fæle Kulde, eller tænk paa noget Avisnyt eller By- sladder. Og om Synet af en Pohlak, Czarens pohlske Katechisme eller Nationalsangen skulde bringe politiske Nerver til at dirre, saa -- ja du finder altid paa Raad; men tænk bare paa, at der er Ingen, som ansees udueligere til offentlig Virksomhed end Den, som har Varme i sin Sjel og mere Energi og Gavne- lyst end afmaalt er i Contoret. Vist er det ogsaa, at det er et Under, om du ikke skyder eller stikker dig ihjel inden det 30te Aar, om du alligevel var af sligt Sind, som omskrevet, i dit 20de, og ikke siden aflagde det, skjøndt du allerede da burde være kommen til Skjels Alder. Den sidste Høide Svær- meriet naaer er som oftest kun den laveste Green paa et eller andet afsides Træ; og Pistoldampen er det sidste Dunkle, hvori Fantasten indhyller sine Tanker. Men vi komme -- hvad der er endnu værre -- endog til det, at mange Dyder maae have sine Grændser, for ikke at komme ind paa selve Lasternes Gebeet. Republicanismen grændser til Terrorisme, Samvittighedsfuldhed i Pligtopfyldelse til Farisæ- isme og Rigorisme, og der er ingen Nederdrægtighed, hvortil SIDE: 85 ikke en vidtdreven Royalisme er nærbeslægtet. Her menes ikke Dyder, som sidde i Constitutionen og Maven, f. Ex. den høitagtede Afsky for et Glas Viin, eller i Blodet, som f. Ex. Linietroppe-Tapperhed; men virkelige Dyder, hvis gode og skjønne Følelser dog maae afsvales, ikke alene for at undgaae en maaskee foragtet Verdens Latter, men for at vedblive at være gode og skjønne. Gjæstmildhed er saaledes en smuk Dyd og medrette et Folks Ære; men den bliver ligesaa stor Usæ- delighed som Taabelighed, om den gaaer ligeindtil at tilbyde Gjæsten sin Kone eller Datter til Sengekammerat, som nogle Folkeslag have for Skik. Heller ikke er der noget af Dyden tilbage, om den for een Gangs Skyld lader hele Husets Formue springe, saa man næste Dag maaskee er nødt til at være uartig. Begeistringen for Valdersens eller Hardangernes Eenfoldighed og Nationaldragt (hvorpaa man nys i Morgenbladet har seet et latterligt Exempel) bliver let, om den ikke gjør sig Rede for sig Selv, til al Illiberalitetens Begeistring for Uvidenhed og gammeldags Barbari hos Bønderne. Den troer sig maaskee pa- triotisk og liberal; men i denne Nedladenhed er en høist ubeføiet Stolthed, som næsten altid i Nedladenhed; og der er intet mod- bydeligere til, end at see en aristokratisk Laps klappe en af disse forsømte Landsmænd paa Skulderen, og, stolt i ham, dog tale med ham som med et Barn, uden at bemærke, at den Ærbødighed, han vil Lægge for Dagen for disse Fædrenes Sæ- der og Former, hverken i sit Indre eller Ydre er forskjellig fra den blandede Følelse af Behag, hvormed han seer en Bjørn eller en Elg fra Østerdalen. Hertil ere dog disse Landsmænd for gode. Agtelse for det Simple og Naturlige er en Dyd; men gaaer den indtil at blive Begeistring for det Enfoldige og Uvi- dende, da kan Ufrisindet ikke komme synderlig længer. Hengivenhed for Kongehuset er saaledes en Prydelse for det norske Folks Tænkemaade; men ikke videre end Retfærdig- heden og Selvagtelsen billiger den. Om den viser sig under andre Mærker, end disse give den, forvexles den medrette med Trælsindet, og skal forgjeves bestikke sig selv med den Tanke, at et Folk, om det udsvæver i Hengivenheds Yttringer for en kongelig Person, dog kun igrunden derved hylder sin egen Selv- SIDE: 86 stændighed. Denne Dyd har saaledes overskredet saavel sine egne som Sømmelighedens Grændser i den Erklæring, Bergens- damerne gave Kronprinds Oscar i Krandstrækkene "vi elske Dig!" Var end dette ikke saa slemt meent som sagt, saa er dog den Tvetydighed, som Damer for Alting maae undgaae, saavel i dette, ikkedestomindre betydningsfulde, Loyalitetstræk tilstede, som i det fine Svar, en Dame siges et andet Sted at have afgivet: "vi gjøre saamen Alt for at behage Deres Durch- lauchtighed" (sic) paa en, vistnok noget satirisk, Compliment fra Prindsen i Anledning af den Mode-Eleganz, som over- raskede ham dersteds i Damernes Antræk. Man kan jo selv af Slaven fordre, at han midt i Henrykkelsens Ruus over en Naade skal erindre, at han dog er et Menneske; men naar den Frie glemmer det, hvorlangt har da ikke Hengivenheden over- skredet sine Grændser? paa hvilke fremmede Gebeter kom- mer den da ikke ind? ja, selv den utilladelige fysiske Kjær- ligheds er den ikke fjernt længer (Hugs La Valière). Ellers, dersom disse moralske Særsyn maaskee blive klarere ved Exempler, saa vil jeg endnu anføre nogle. Medens Hovedstaden viste det rolige Maadehold, som charak- teriserer Hengivenheden, overgik denne paa andre steder til en fortærende Lidenskab. Den ophøiede Gjæsts Simpelhed syn- tes ikke at blive følt med al den Vægt, som ligger i Contrasten. Hint Exempel toges ikke tilfølge, men syntes dem snarere at ligne Høiforraad. Og en Ødselhed, større end den meest ud- svævende carlistiske Royalisme kunde ønske og kræve, blev tagen til Maalestok for Loyaliteten. Hurtigseilere afgik fra Arendal og Bergen for at hente Sydens dyrebare Frugter og Lækkerbidskener. Man talte om 4000 Dalers Gjæstebud i en By paa 2 OOO Indbyggere. Ad Postveien hentedes med uhyre Bekostning fra Europas Midte de for Grusomhed ved Frem- bringelsen og Kostbarhed berygtede strasborgske Gaaselever- posteier. Magaziner af Modesager tømtes i Hamborg og Paris; og purpurdraperte Sybaritlocaler aabnede sig for at forbause en Fyrste, som maaskee tænkte at møde republicansk Simpel- hed, mercantilsk Sparsomhed og norsk Trohjertighed. Det var Triumfen i saa Henseende at have skuffet ham. Forsildigt, om de kom, kom disse kjølende, modererende Tanker, at den høie SIDE: 87 Gjæst rimeligviis var ligesaa glad som hans Sundhed tjent med at han kom ombord igjen eller i sin Vogn; at Rystelsen og Arbeidet med selv at styre under Kjørselen nu var det bedste efter al den umaadelige Stads, for at forebygge Fordøielses- uleilighederne; og at de Laviner, Høisamme udsatte sig for paa Filefjeld, vare langtfra saa farlige, som de af uhyre Blomster- koste, Shawler o. s. v., der truede fra Æreporte og Vinduer at begrave H. K. H.s dyrebare Person i Byerne. Hvor aldeles udenfor Fornuftens Regler en saa umaadehol- den Hengivenhed er, saaledes at den ad en ubeskrivelig iilsom Overgang hensmelter i Tilbedelse, om den opdager Træk af Jevnhed og Godslighed hos en saa høi Person, men aldrig gaaer tilbage til at finde den rette Betydning heri -- det kunne vi see i den skjærende Contrast mellem Prinds Oscar i en graa Overfrak styrende sin simple Faeton under venlig Samtale med Skydsgutten, og den tydske Post rullende gjennem alle det romerske Riges Lande indtil den i Kiel kunde til Damp- baadene faae overleveret Porcelænskrukkerne med Gaaselever i til Bergenserne. Disse fandt ikke Betydningen i hiint og andre elskværdige Smaatræk af Prindsen: denne Simpelhed var ikke efterlignelsesværdig, men syntes ad en bagvendt For- nuftproces at opfordre til det Modsatte; og til Ære for den høie Gjæsts Simpelhed skulde Lækkerbidskener sluges, der vare dyrere end om man spiste en Sølvskee op for hver Mund- fuld. Nu er det rimeligt, at Eftersmagen bringer Hengivenhe- den inden de Grændser, hvor Fornuften erkjender den, og at man gjensidig undskylder sig for hinanden med den hollandske Frase: "har du raset eller skal du rase? Kjære snak aldrig om det!" Piinligt maa det dog altid være at tænke, at De, der ikke lode Hengivenheden løbe af med sund Sands og Pung, baade have den tilkjøbte fælleds Nytte af Overtydelsen om rodfæstet Hengivenhed for Dynastiet og tilmed Løier for en god Stund. Løier? Det er umenneskeligt efter saamange Opoffrelser. Dog kan jeg ikke, med al den Kulde, som jeg har tiltaget mig til en Afhandling over Maadehold, holde Maade i min Latter over den hulkende Duet imellem Stiftamtmanden og den sen- timentale Hardanger. Med Stiftamtmanden var det idetmindste, SIDE: 88 efter den rørende Beskrivelse, paa en god Vei; og enhver anden Mine end enten Alvorlighedens eller et Smiils vilde under det Optrin have viist, at det Følelsens Maadehold var borte, som alene kan frelse den fra at blive latterlig. Under Nedskrivningen af disse Linier faldt det mig ind, at der dog maatte gives Dyder af saa rolig Natur, at de aldrig kunde modtage for meget Liv, saa der ved dem intet Spørgs- maal kunde blive om Maadehold. Som saadan paafaldt mig Troskaben og Taknemligheden. Jeg vil indrømme det, hvad den sidste betræffer, forsaavidt det ikke ogsaa hos den kan kaldes et Krav paa Maadehold, at den aldrig maa ved Velgjerninger troe sig forpligtet til Forbrydelser, og aldrig paaklænge en stolt tilfældig Velgjører evindelige Erkjendtligheder. Men der- imod den første? -- jeg beder at erindre den Pudeltroskab, som visse Nationer gjøre sig til af; og af vort eget Fædre- lands Exempel i Befrielsesaaret og alle befriede Folkeslags Historie, hvor uendeligen betinget den politiske Troskab er og maa være. Derimod, medens Kjærligheden tiltrænger alt Maadehold, medens Venskabet selv maa iagttage dette, taaler Troskaben i Venskab, som dettes bindende Princip, og i alle private Forhold intet Maadehold. Ellers er den maaskee uden Undtagelse ligesaavel nødvendig i Sindets gode Bevægelser som Tvang er det mod dets onde, og som den er det i alle Lege- mets Forretninger. Den platoniske Kjærlighed tiltrænger lige- saavel Maadehold som den fysiske Elskov; i Godmodighed maae vi ligesaavel sætte os Grændser som i Søvn; i Loyalitet som i Æden; i Patriotismen som i Drikken; i Velvillie som i Aare- laden; i Republicanisme som i at see mod Solen; i Gavnelyst som i at sidde oppe om Natten; i Retfærdsfølelse som i at røge Tobak; -- ja (og dette er det mindst Triviale heri) selv i Maadehold maae vi have Maadehold. SIDE: 89 LITERATUR FORMODENTLIG DET SIDSTE MORGENSTJERNSKE TOG (See Morgenbladene.). (Indsendt.) Statsborgeren 8. des. 1833. Ei meget langt din Hæder rak, min gamle Bredo Munthe: til 11 jo kun; da knak Triumfkarossens Lunte. Ecce Det kunde ikke bedre gaae; thi du med Øg kun kjørte: dit Pral ei orked meer at staae, og Viddet knapt sig rørte. Dit Skjæld og Smæld man hørte kun, og at du Viddet pidsked. Og længe før det gik isund: "der ligger han" man hvidsked. I Dyndet sank du da, dog seer og hører jeg, du trives selv der galant; -- maaskee og der dit Element just gives. Ecce qvam bonum bonum thi vare de Embedet betræffende, maatte de ind i dobbelte Copiprotokoller, og angik de Andet, da havde de ogsaa sin Copiprotokol, ikke at tale om de særskildte Svar- protokoller og Modtagelsesprotokoller og Extractprotokollerne, som kun deri vare forskjellige fra de andre Protokoller, at han i dem tillod sig at skrive: "H. H." istedetfor "Hans Høivelbaa- renhed," "underdan." for "underdanigen," "Novbr." for "No- vember" o. s. v. Dette var nu engang blevet en Nydelse for den stakkels Mand, og en Slags Kunst, saasom ikke det mindste Sving, den mindste Tøddel maatte være borte eller anderledes i nogen af Copierne. Desuden, skjøndt det i Grunden blot var en Tidsfordriv, gav det ham store Tanker, (og altsaa hans ind- skrænkede Aand et Slags Sving), om hans Embeds Vigtighed og ærefulde Besvær. Derfor brystede han sig, naar han kunde sige: "igaar skrev jeg 14 Copier," og troede, at Andres Smiil derved kun var Selvlykønskningens over, at slige Byrder ikke laae ex officio paa deres Skuldre. At denne Mand var skabt til Bagateller, til Copiist, er klart, og derfor bør han ikke beklages, da han selv paatog sig de ufornødne, aandssvækkende Arbeider, kun adlydende Copiistnaturen -- der virkelig er selvstændig, og danner en egen Classe lavere Mennesker -- da denne i hans Fuldmyndighed og Rolighed frembrød med en Drivts Vælde og en Fyrighed i Tilfredsstillelsen, der var ubunden imod den, der tilstedes den Pugelystne (saaledes viser sig Copihanget i de tid- ligere Aar) af de halvt over Fliden blide, halvt over Pugværket rynkeslaaende Professorer paa Collegierne. Men et af de Væsener, som Naturen stemplede til Menne- sker og ikke til Copiister, hvem alle Aandens Evner og dens ædle Selvstændighed forherligede i et sundt Legeme, men som SIDE: 91 dog ved Tvang og Vane bleve Maskiner, Copier i aandig og legemlig Henseende af et Menneske, af en Overcopiist eller Overcopi -- saaledes, at f. Ex. deres naturlige Godmodighed bliver til dottet, slavisk Underdanighedssind -- eller en ynke- lig Skygge af sig Selv, som de kunde været -- saaledes, at f. Ex. deres ædle, naturlige Alvor og Selvstændighed i Sindet bliver til Contorgrættenhed, og Tænksomheden kun til en ufeil- bar Øvelse i at tage efter de fineste Pennesving, og Sindsstyrken kun til en exempelløs Taalmodighed i at copiere og atter copiere -- kort, et af disse ulykkelige Væsner, der have copieret sig til Intet, til Sløvsjæle i Krympkroppe, gad jeg tegne for hiin vanvittige Stolthed, der lader Forældre ansee Contoristkrakken for sine Børns Lykkestige. Stolthed det? Det var Ømhed som vilde, at det lille Condi- tionertmandsbarn Augustinus, der havde gode Evner, livligt Sind, Hændighed til Alt, stærkt øvet Legeme, hverken skulde fornedre sig til Plogen eller til Haandværk eller friste at fange Lykken i det hvinende Seil. Derimod -- hvilken glimrende Løbe- bane! -- den gode Skriver vil tage den lille Augustinus paa sit Contor strax han bliver confirmert -- derfor maa han skynde sig med det, og søge at voxe saasmaat paa Krakken -- derpaa faaer han Incassationer og lærer at sno sig igjennem Verden og lægger op Penge paa Bøndernes Bekostning til at holde sig i Byen med, ogsaa -- Augustinus skriver jo en god Haand og faaer nok gode Attester, om han flaaer sig nogle Hudfiller til -- saa ind i Departementet, i Copidømmets Kloster, hvor saamangen vakker Karl fra Landet fik Absolution. Stolte Ømhed, saaledes drømte du, og din skjønne Drøm er gaaen i Opfyldelse. Augustinus var hos Skriveren, copierede fra han var 14 til han blev 20 Aar, indkasserede til han var 24, lagde sig til et Par 1000 Daler op i den Tid, fik herlige Attester uden videre Van- skelighed, og -- det gik, som Ømheden drømte. Nu ville vi betragte den 40aarige Copiist. (Fortsættes.) SIDE: 92 Henrik Wergeland [POLEMIKKEN OM BISKOP MUNCH] (Indsendt.) Statsborgeren 15. des. 1833. I Statsborgerens Nr. 21, 9de Hefte, er Forfatteren af et Stykke i 126 af Morgenbladet for 1832 bleven opfordret til at oplyse Publikum om, hvorfor han ikke har fundet det nødven- digt at tage til Gjenmæle mod de Bebreidelser, som Provst Munch i Anledning af dette Stykke i Nr. 277 af samme Blad har gjort imod ham, til Forsvar for afdøde Biskop Munchs Minde. Bemeldte Forfatter finder i denne Anledning fornødent at replicere Følgende: Ikke længe efter, at han havde læst Provstens Replik, skrev han et Svar herpaa, som dog af uformodede Aarsager ikke blev offentliggjort og hvormed han senere fandt sig vel tilfreds, deels fordi samme maaske var skrevet med vel megen Hidsighed og deels fordi man oftest svarer bedst paa Pamfleter, naar man slet ikke reflekterer paa den. Han havde ogsaa besluttet at forblive taus fremdeles, dersom ikke fornævnte Opfordring paa en Maade havde sat ham i den Nødvendighed at fralægge sig en Mistanke, som synes at paapeges, om den end ikke anføres. Med Henhold hertil fremkommer derfor Efterstaaende. Den Opfordring som findes i Statsbr. Nr. 21 kræver formo- dentlig Svar paa 2de Poster. a) hvad der i Morgenbl. 126 kan være anført Biskoppen betræf- fende -- og b) Nogle Bemærkninger til Provst Munchs Replik sammesteds Nr. 277. Hvad 1ste angaaer maa Forfatteren vedblive den Formening, at det ikke er nok for at faae et brilliant Epitafium, at man har beklædet en eller anden høiere Charge; derimod troer han, at just et saadant Tilfælde -- og dette er det vel som oftest -- kræver en større Virksomhed og et større Ansvar, end der kan paahvile en ringere Stilling i Livet. Har nu Bisk. Munchs For- hold ikke svaret hertil, saa tilkommer, som Følge deraf, han heller ikke den Lovtale, som i forskjellige Tidender ere ydede ham. Forfatteren troer ogsaa, at om slig Lovtale skulde være en Taknemmeligheds Tribut, som Klienter, der ved hans Ind- SIDE: 93 flydelse, maaske paa Andres Bekostning, fik ombyttet Fjelde med Dalegne, have ofret ham, disse deels burde gjøre Publikum Regnskab for deres Motiver, deels indskrænke deres Doksologie hertil, og at derfor det ikke kunde være formeget, om de fik en Henviisning til saadant Maal og Grændse. Forfatteren formener ligeledes, at der, uden at overskride Sandheden, kunde siges om Bisk. M., at hans Visitatser bare Præg af Smaaligheder og uover- lagte Attentater, samt at samme Mands litterære Bane ingen Epoke har gjort i Videnskabernes Rige og at Æmnet til Præ- sten i Hallingdalen, sammenlignet med Fayes Anførelse af samme Sagn, maa ansees for mislykket, forsaavidt det er lempet efter Dagens Tone. Med rette kunne derfor disse Udladelser vel ikke betitles med Navn af Stiklerier, Nedrigheder. Den gjorte Opfordring til hine Rimere og Prosaister at fremkomme med Beviser for de den Afdøde tillagte Fortjenester af Føde- landet faaer derfor vel endnu blive gjældende, med Undtagelse af Provst M., hvem man for Slægtskabets Skyld billigen bør undskylde. Hvad derimod 2den Post angaaer, er vel allerede foran anført Grund nok til ikke at have agtet paa den saakaldte Skrabe i Nr. 277, den nemlig: at saadanne Pamfletter bedst gjengjældes med ikke at svare og det i denne Henseende saameget mere, som Provst M., -- ifald Stiil og Hensigt i dette Stykke fra høiere Ste- der bemærkes -- maa have saaledes blottet sig, at det burde blive betænkeligt, nogensinde at betroe ham den høiere Post, som han skal have stræbt efter; thi om endog Tilfældet var, at hans afdøde Broder skulde ved det Anførte være traadt for nær, saa maa man dog med hans anden Antagonist i Morgenbl. Nr. 261 s. A. gjentage: at der gives tusinde pynteligere humanere for ei at sige christeligere Maader at irettesætte paa, end de Provst Munch benytter -- ligesom man maa tilføie, at om det Ord- stykke er Sandhed at hvor intet Godt er inde, kommer heller intet Godt ud -- saa har man vist af det, som denne Mand offentliggjør, liden Grund til at fælde en gunstig Dom over hans Indre, hvilket dog i hans Fag, eller et høiere af samme Slags der maatte være ham magtpaaliggende at opnaa, fortrinligen maa komme i Betragtning. Nogle af den afdøde Biskops for- nemste Skjødesynder vare Egoisme og Hidsighed, og deraf føl- SIDE: 94 gende Overilelser, og at disse ere Arvefeil i Familien, har Provst M. ved sine Repliker noksom godtgjort. Gid retfærdig Betragtning herover maatte kjøle den Iver, man antager der udvises for at see ham fordeelagtigen befordret og denne Iver vende sig til andre Geistlige, der have lige saa stor eller større Krav paa høiere Ansættelse; thi hvor Magten er i Haanden, bør vist ikke ustyrlig Hidsighed være i Sindet -- dette er en nok- som prøvet Erfaring. At see en Riddervold, en Wergeland o. s. fl., som Stiftsprovst i Christiania vilde vist vinde mere alminde- ligt Bifald, end om Provst Munch beklædede denne Post, og man nærer dog endnu den Troe, at Regjeringen agter paa Fol- kets Ønsker! August 1833. Henrik Wergeland OM DEN UNGE SVENSKE SKJALD RIDDERSTAD, FORFATTER AF "TIDSRUNOR" (Indsendt.) Morgenbladet 7. jan. 1834. For sin egen Literatur har en stor Deel af det norske Folk liden Opmærksomhed og endnu mindre Velvilje. Endnu skjødes- løsere behandles den svenske, saa at den fast er ukjendt som om den blomstrede i fjerneste Orient, medens den danske hæn- ger med Tvekroge i Gemytterne. Grunden hertil er neppe klar for disse selv; men klart er det for Endeel, at den ei ligger i den danske Skjønliteraturs Gehalt. Dertil hører noget mere end endog heldigen (om den har det?), at have grebet Dagens Tone. Det var vor Aandeverdens Efemerider nok, at de i den fandt den lunkne Temperatur, hvori dem tykkes bedst at leve. Men som en Mygmillion, om den trykker Sværmens Vægt tappert paa, maa kunne slukke Fakkelen, som fortærer de enkelte Hun- dreder: saa udøver hines Fleerhed en uværdig Indflydelse paa mange af Anderledestænkende, der, uden at dette heller bliver disse klart, henriver dem med sig. Saaledes grine Mange ad J. L. Heibergs Flauserier, medens de bære Foragt for dem i Hjertet; og saaledes saae man forleden i den med Talent redi- gerede "Frimodige" en besynderlig Afbigt for Ingemanns "Dane- SIDE: 95 vang", sat i Spidsen af et Digt, som i alle Henseender staaer over dette, af en Forfatter, hvis Anskuelser i ovenberørte Hen- seender ere Nærværendes. Den danske Skjønliteratur synes fra Oehlenschläger og ligetil I. F. Hansen (i Andersens Genre, og dennes Overmand) alene at have Underholdning til Meed. Den er en Sofaliteratur; og maaskee der, paa Sofaerne, findes dens Publicum. Moro er dog ingen Poesis ensidige Hensigt, og har aldrig været den virke- liges alt længe før Horaz fremsatte dens, "at gavne", som dens første. Vor Oldtids Skjalde qvad vel i den lune Gjæstesal; men Thormodur sang paa Stiklestad før Kampen gik an det gamle Bjærkemaal: "Hanen hilser den rundne Dag. Vaagner, Korsmænd, til Slag til Slag!" og Sighvat sang Magnus tilrette for hans politiske Forfølgelser, og standsede dem i Qvadet: "Vrede Herre! hvo tør raade Dig at gjøre Kongeord til en fuul tvetydig Gaade? Det er dristigt her i Nord! Vogt Dig, om de Gubber stikke hvide Skaller sammen tyst, om Normannafolkets Blikke, skulme ned i oprørt Bryst!" Ikke Døgenichters Moro eller alene Kirke- eller Fabel-Moralen satte de sande Digtere sig som Meed. De indelukkede ikke sine Sjæle i Gemakkerne. Verdensmoralen var dem anviist, og de søgte sin Plads i Verden, forhen som Hærbevægere og Konger- nes Lærere, nu som Ideeanførere og Folkenes Lærere. De for- tolkede da de stortegnede Dyder og Laster, som Verdensmoralen omhandler: Friheden og Trældommen, Sandheden og Løgnen; og alle Dyder og Laster underordnedes disse. De stode i Spid- sen for sin Tid. De levede i Sphærer, deres Tid endnu ikke igjennemskar; og deres Qvad vare Forjettelser. Som fagre Luft- syn foran den susende Snekke glimrede deres Høibilleder foran deres Tid, og disse vare de samme som Kjerlighedsreligionen opstiller over Lyksalighedens Lande. SIDE: 96 Aha! siges der -- vi forstaae hvor det bær hen. Men poli- tiske Digtere? Gives der noget modbydeligere? noget Skjøn- sandsen modstridigere? Men "politiske Digtere" er ikke det rette Ord; heller ikke "moralske", heller ikke "filosofiske". Vi ville "digterske" Digtere, eller -- ikke beskrivende det ubeskri- velige -- Digtere, som ikke boe i Himlen forat spytte paa Jor- den; som beherske sine Idealer; som leve men ikke døe af Føl- somhed, og ikke ville at Andre skulle døe af den, som deres Værker udaander; som ikke beruses af en barbarisk Fortids Mulm, eller baske om med Fantasivingerne i dens Støv for at gjøre Nutiden ærværdig ved at tilpuddre den dermed, men som forstaae sin Tid, deeltage i dens Krav, oplyse den derom og paaskynde dens Idrætter og Flugt; og endelig som idealisere ikke derfor, men for at realisere eller see eller haabe realiseret. For høi og seiervis til at kunne blive fanatisk, er slig Stræben tillige fri for at bortrives i Partiraseriet; thi de sande Digtere have kun et Parti at sværge sig til, saafremt de ikke ville synde imod deres egen Natur, og det med større eller mindre Ube- vidsthed, liggende under for fiendtlige Kræfter i sine Sjele. Saaledes Grundtvig. Men dette Parti er Himlens og den for- bedrede Jords. Den høieste Egoisme, Tyranniet, har været bekjæmpet af dem med ligesaamegen Styrke som de Massers, som de reiste, altfra Profeterne af, der trøstede de Grædende ved Babylons Floder, til Schiller, Byron og til nu da Delavigne bevæbnede Paris. Og i Tydskland, hvor Digternavnet især er blevet fornedret ved Divertissementskjalde, der hændtes det ogsaa, at Kørner sang og Arndt og Uhland -- Lüzows sorte Jagt vare deres Toner kun i Liv, i Staal, i Seir. Men vældigst af alt var den Indflydelse, som Skjalde erholdt i og paa Revolutionerne. Da fremkom maaskee ingen store eller lange "Kunststykker" fra dem; men hvorfor? -- fordi den ilsomme Realiseren af deres Idealer bortrev dem: Da Rhiga sang, paa Marathon glimrede igjen en Falang, og Zeus sit Lyn Kanaris, den Brændende, gav ifra Skyen. SIDE: 97 Chenier sang -- -- da lodded Engle Himlens Blaa med Lynets Flammer ind i Galliens Liljebanner. Roucher sang -- -- da, let som Skyer fulde af Dæmoner, rulled over Alpen Legioner. Niemcevicz greb i Strengeraden, Samson liig i Dagons Søiler: -- Weichsler blaae af Staal og Bug af Blod om Czaren slog. Er Digterens Plads saa høi, er deres Natur saadan, er det saadanne, der give en Skjønliteratur Rang, opfylde de saaledes i høieste Maade det Hovedbud "at gavne" -- da maae vi tilstaa, at hiin Literatur, som sagdes at have Indflydelse paa os, fra denne Synspunct ikke fortjener denne. Det er meget mere modsatte Meninger af dem, der ere Friheden og Sandheden tjenlige, som den udbreder, skjøndt i ufrie Lande Harperne skulde være de "rostra", hvorifra alligevel Frihed og Sandhed for- kyndtes Folket. Dog -- der er en Gavn, som Skjaldskabet siges at have valgt sig fortrinsviis, ja som der siges er den eneste: den at forædle Skjønfølelsen. Men dette er jo kun en Betingel- sesegenskab. Den er Elementet, hvori Skjaldelivet er, men ikke Livet selv. Skjønfølelsen er Sandhedens Organ. Det er ikke dette som tiltaler selv, men gjennem det meddeler Digteraanden sin Ild, sine Forjettelser til ikke framsynte Sjele og befrugter de koldere Gemytter. Det er aldeles nødvendigt, men ikke nok. Dette er maaskee de bedste danske Digteres Fortjeneste. Den allerstørste Deel vedgaaer dog uden Blygsel, at "Løier" er deres eneste Meed; og de staae sig godt derved hjemme og her. I den svenske Skjønliteratur er Akademisternes ensidige Ind- skrænken af Digternes Omraade alene til at forædle Skjønfølel- sen, og deres endelige Nederlag bekjendt. Tegnérs Krands er af Vintergrønt, som er groet paa Ruinerne af det gamle Vitter- hetstempel, hvor Leopold og Kellgren vare Ypperstepræster. Han elsker derfor disse Ruiner, og ønsker vel at de stive Kolon- ner stod; men Poesien paa Forum, paa rostra, Frelsens kjæm- pende elsker han ikke. Hans liflige Farver, ikke hans Ild, har gjort ham saagodtsom til den eneste Repræsentant for den SIDE: 98 svenske Skjønliteratur hertillands. Stagnelii og Lidners rubin- dunkle Glød, Kellgrens regelret slebne Demant, Anna Lenn- grenns og Fru Nystrøms nydelige Rosetter, de ypperste af "Phosphoristernes" Karfunkelregn -- alle Disse have ikke til- glimret os gjennem den Kjølryg af Mulm, som hidtil har af- grændset den norske og svenske Aandeverden skarpere end Steenkjølen gjør det i den politiske. Kun de tegnérske Brillan- ter opdagede vi, og med samme Øiekast Glasset i de mange af dem, der hidtil havde fortryllet os. Alligevel var den blotte "Skjønhed" deres ypperste Egenskab, "Underholdning" deres Høimaal. Skjalden var fornøiet med Verden, og vilde fornøie den igjen. Dog, hans Værkers udmærkede Evne til at forædle Tænkemaaden, forfine Sæderne og vække Fantasien samt de mange stærke Glimt af Frisind, der lyne hans Skjønbilleder ved Siden, og de stærke Harpegreb, hvorved han gjør sine Lands- mænd vake mod Barbariet og Trældommen, som truer at ind- trænge fra Rusland, om dettes Øde skulde blive dem for snevert -- ". . Vinterbøien, stormende ifra Nordosten paa" -- dette gjør, at Tegnér alligevel indtager sin Rang imellem hine Digtere, som vi ville have tillagt den ypperste: disse Liberali- tetens, fordi Frihed er Menneskeudviklingens, Lyksaliggjørel- sens vældigste Drivkraft: Disse Sandhedens og Retfærdighedens almægtige Beskyttere, som røre de Strenge i sine Harper, hvilke igjen røre de Strenge, der samklingende gaae igjennem Men- neskehjerterne og bringe Folkenes Masser til som Taster at springe op: Disse, som "gaae til Doms med sin Tid; som udstake Veien, som den har gaaet, og Veien, som den bør gaae": Disse "som opblæse paany de halvsluknede Menneskehedens Altar- ilder": Disse, som "gaae med Livets mangefargede Fahne fram foran de voxende Slægter", ja disse Skjalde, "som ogsaa ere Helte; thi de anføre Tidens Fortropper". Den, som saaledes har betegnet hine Skjalde, og mellem dem da sig Selv, er den unge svenske Digter Ridderstad, Forfatter af "Tidsrunor," ristede i Sandhed saa herligt, at de vel for- tjente en anden Lod end Runers almindelige: kun at faae sin SIDE: 99 rette Værd af Efterverdenen. Dog kjende vi intet til denne Genius; hverken til den eller den fryxellske. Dog ere disse To eensomme, høitflyvende, forjettende som Ravnen og Duen i det øde Himmelrum, da Vandene gik tilbage. Begge henhøre til hiin de sande Digteres Classe; dog Ridderstad fremst, mere aabent dog, og factisk bekjendende sig dertil i sine Skjalde- stykker end i hine af Tidsrunornes Indledning citerede Ord. Vi feile neppe, om vi antage, at en Digter af hans Styrke og Charakteer, idet han drager Udbyttet af hiin de forskjelliges "Skolers" udkjæmpede Strid, baade vil vorde den svenske Poe- sies Rige en Epoches Lyspunct, og, om det ikke lykkes de Servile gjennem tjenstvillige kritiske Tidender, at formindske hans Indflydelse, af største Gavn for det Frisinds almenere Udvikling, som redder hans Fædrelands Selvstændighed og afføder Reformen. (Fortsættes.) Henrik Wergeland OM DEN UNGE SVENSKE SKJALD RIDDERSTAD FORFATTER AF "TIDSRUNOR". (Slutning fra No. 7.) Morgenbladet 8. jan. 1834. Vi have Ridderstad her for Øine. Det er paa ham vi ville gjøre den norske literære Almeenhed opmærksom; og maa saa- ledes, ihvor ugjerne, for denne Gang give Slip paa Olof Fryxell -- den unge Skjald, der skriver Vers som disse i sin "Boli- vars Død": "Men feberlågen dock förbrinner så småningom, och dag för dag den stora mannen återfinner sitt förra gudalika Jag. Så står och Kotopaxis topp, då vilda lågan är förkolnad, en blek och majestätisk vålnad, som höjer sig mot himlen opp." -- og som lægger sin døende Helt disse Ord i Munden: "På rättvisan allena grunden I er frihet -- ack! och rättvisa är lag, och lag är tvång; men kärleken är frihet." SIDE: 100 Den samme Aand og Tro har belivet disse to Geniusser. De have samme Retning: netop den, vi ovenfor tillagde de Digtere, vi sætte i første Rad. Der skal Høide til at naae hiin "Kotopaxis topp;" dog gaaer Ridderstad høiere. Den "svenske Medborger" indrømmer ogsaa dette uden just at indlade sig paa nogen Sam- stilling. I et hos os forgjæves udgivet Prøvenummer af en Tidende "Nordlyset," som ogsaa havde til fortrinlig Hensigt at gjøre vort Publicum mere bekjendt med den svenske Litera- tur, berettedes hint udmærkede svenske Blads Erklæringer om Ridderstad, hvori siges, "at i ham reiser sig en mægtig Genius i den svenske Literatur;" og, at "sjelden, -- og i Sverige sikkert aldrig -- optraadte en Yngling med større Anlæg til Skjalde- konsten. Alt hvad som egentlig charakteriserer et stort Snilles første Skabelsesforsøg findes rigeligen i hans Poesier: Store og djærve Ideer, en mere høi og mægtig end let og ledig Fantasi, glødende og dyb Følelse, mere pragtfulde og sublime end nette og skinnende Billeder, Sproget levner ikke nok Rum for de ikke blot djærve men forvogne Udflyvninger o. s. v.". Dette erklærer Medborgaren efterat have bebreidet de egentlige kritiske Tiden- der deres "fornemme" Taushed med de yngre svenske Digtere. Ridderstad har udgivet, foruden flere mindre Stykker, "Tids- runor 1ste Hefte" (findes hos os i Hoppes Boglade) og "Wild- heim," der endnu ikke er kommet os ihænde. 2det Hefte af Tidsrunorne stunder til sin Udgivelse. Af 1ste Hefte er hos os alene bleven bekjendt Afskedssangen. "Farväl Welika! Bort jag drar til örlog och til strid. När man är ung man verka bör; ty det är kraftens tid" o. s. v. Den findes i Tidsrunorne, vigende dog, efter vort Omdømme, for det følgende Qvad "Edvard:" "En vingad jättekung jag ville vara, en nordan, mägtig i sin flygt att se. Då skulle jag utöfver Niemen fara pa spände vingar, med en pohlsk armee. -- -- -- Dock, arma önskan! jag har inga vingar, jag är sa vinglös såsom karrets al; jag är en klocka, vidt och bredt jag klingar, men hänger dock alltjemt i samma dal. SIDE: 101 Nu vill jag mig dock fort till strids begifva, och om jag kunde, Gud! med dig mitt svärd, en dödssång djerft på Rysslands panna skrifva; jag ville dö -- jag vore döden värd -- " Det er ikke den svenske Yngling, som saa taler. Det er Dig- teren, fast nogle skulle sige, det er hiin, og at han rører "ube- hagelige politiske Accorder." Lad saa være; men en saadan svensk Yngling bevæbner de svenske Ynglinger, det er Forskjel- len; og disse Accorder komme fra Europas Hjerte, og de trænge ingensteds til klarere og stærkere Tunger end i vort Nord, der er bleven en Forpost imod den forfærdelige Magt, der nærme i Øst. Det skal holdes vaagent naar saadanne Sange lyde; det er et herligere Vidne om endnu ukrænket Selvstændighed, at de gjøre det, end dristige Avisstykker; og i dem er ikke Sand- heden hjemfalden Hofcanzlerens Magt. Idetmindste skal han blues mere for at anvende den mod Geniet; og dette frigjør da Sandheden, der igjen, som Skrivten siger, skal frigjøre Men- neskene. Mange have forsøgt i Sang at skildre en Batalje; men med liden Lykke. Rædsler har man havt nok af i Versene; men Livligheden, Kampens Stigende og Faldende, har været borte, og endnu mere den poetiske Idee. Noget stivt har paafaldet os, noget stødende, som naar vi see Afbildninger af Bataljer med de stive Linjer i fuld Marsch, de fixerede Kanonglimt og Røg; og noget ufuldkomment, noget manglende, som naar Compo- nisten vil tonmale Slaget og lade os høre andet end dets Musik. Oftere have vi været tilfredsere med prosaiske Slagskildringer end med dem, som gjorde Krav paa at være poetiske. Dog fordre vi medrette mere af disse. Ved hine Kunsters Frem- stillinger maae vi hjælpe selv paa vor Fantasi; af Poesiens fordre vi at de skulle det. At Poesiens Livlighed dog kan følge Slagets, at denne er bedst skikket til at stille os dette for Øie i al dets Sandhed -- denne forhøiet, ikke ved Svulst tilintetgjort -- det viser Digtet "Grochow." Det er ikke den og den Divi- sion, den og den General, som sees kjæmpende; det er Pohlen og Rusland; det er Betydningen i to Folks Kamp paa Død og Liv. SIDE: 102 -- "Och med härskri striden rullar framåt såsom fjellets flod, och med svärdshugg timra alla uppå Pohlens ärestod." -- I en Skildring som af en Kamp mellem Elementer og Demoner, hvor paa Feldtherrens "Hjeltars hjeltes" Skuldre "Ørnen og Døden sidder," hvor "med sitt siarfinger hjelten drar kring oss en ljungeldssky, hvart han går, förstöring vandrar som en morddrott fram förut: Tu-klyfd örn sin vinge breder milslångt öfver fältet ut" tabes dog ikke eiendommelige Træk ved hiin Kamp afsigte, men fremtræde charakteriserende, uden at de lide i Sandhed om de opløftes, og uden at det øvrige Ophøiede taber ved den: "Och med lia Bonden vandrar mejande som döden fram. Och der stupar Rysslands ära, och der växer Rysslands skam." Alligevel skulde "Grochow," denne Deel af Romancekjæden "Edvard och Welika," med al sin Ophøiethed i Skildringen og Digteriskhed i det Enkelte, i det Hele dog være uden poetisk Værd, om Skildringen af Slaget havde været Digtets Hoved- gjenstand. Men dette erholder det ved at Skjalden gjør Slaget selv med alle sine "åskor, blixtar och eldgap" kun til en Lyn- kreds om sin Helt Edvard. Da dets Damp bortdrev, dets Tum- mel svandt, først da Seiren var vunden, da der spurgtes: "Hvems var stridens blomma: segren? hvems dess krona? lagrens krans?" først da gjenfinde vi ham, Ynglingen, derborte "lutad mot sin brutna lans." Og vi ahne, at han var i "åskorna og blixtarne," og at det er ham Seiren skyldes. Klarere staaer den Herlige for os nu end om vi havde kunnet følge ham igjennem hele Kam- pen. Vi finde ham i hans skjønneste Øieblik: i den døende Seierherres. Man skulde sige, at der skal større "Kunst" til at opdage dette, til at lade Slagets sidste Blink med saa skjærende Klar- hed, idet det slukkes, falde paa Seierherrens i Døden blegnende Aasyn, eller at lade Glandsen af det hele store Maleri for- herlige en enkelt ukjendt Medkjæmpers sidste Stund -- Ens, som vel var bleven dem interessant, som kjendte hans Skjæbne SIDE: 103 tilforn, men som maatte tabe sig mellem et kjæmpende Folk. Vi ville nu ikke kalde det nogen Kunst, men en Skjønsomhed, der er Geniet naturlig. "Till Kongen" og "Cadettsång" høre, ihvor vakre end, ikke til "Tidsrunor." Men desbedre de følgende Digte: "det tusind- aarige Riket," "Frankrige" og "Europa." Frisind, Kraft, Høihed og politisk Klarsyn charakteriserer dem alle. Disse Egenskaber og den hvasse Sandhed klinger i Linjerne til Frankrig: "Hvad blef din Julisol? En vattenbubbla blott, som sprang itu. Hvad blef din Julidröm! Ett luftigt skimmerslott, som ren försvunnit nu. Hvad fick du, att från dig du en Bourbon forsköt? Du fick en an. Och för den ström af blod, som ur ditt hjerta flöt, en Julifest du vann." -- -- Hvad menskligheten vill, det står med eldord det i hvarje barm; En sanning är hvart ord, och hvarje sanning vet, att den har hjeltearm." Man har bebreidet Digtere, der behandlede politiske Emner, Mangel paa Følelser eller rettere paa Følsomhed. Men er det ikke netop Dybfølelse at tolke Menneskehedens Krav? er der noget mere rørende end f. Ex. Profeternes Klager over Fæd- renelandets Fald efter de medborgerlige Dyders Undergang, eller en Rhigas Veraab over det trælbundne Hellas eller Pohlens Gravsange? Ingen Ingeborgs-Klage, ingen fordums eller modern Pyramos og Thisbe rører os idetmindste saameget; og vi ere nu engang tilbøielige til at fremhæve "utile dulci." Ridderstad viser i "Edvard och Welika," at et romantisk Digt af den dybeste Følelse, uden at tabe dennes Sødhed, kan erholde høiere Farve og Styrke ved at gjennemvæves med en interessant belærende politisk Begivenhed. Og han har tilfulde vidnet, at den ædleste Poesi ikke nedlader sig, men forbliver i sit eget Omraade ved politiske Emners Behandling. Det er saaledes, at Digteren skal erholde den Indflydelse og Betydning i Samfundet tilbage, som usle Beilere til Døgnets Gunst, og de, der satte "Underhold- ning" alene som sit Maal, have ladet gaae tabt. Med den ære- SIDE: 104 fulde Tid for Nationerne, er ogsaa en for Skjaldene oprunden. Med den nervesvage Aristokratisme skal ogsaa en vammel Sen- timentalitet forsvinde af Poesien. Med det sunde practiske Med- borgerliv en sund virksom, paa Livet, paa Fremskridtene ind- flydende Aand belive Poesien. Med Despotismen forsvinder Krybsangerne, med de privilegerede Kaster Kasteherredømmet i Digternes Republik. Med de aabnede Comitier aabner sig en ny Poesiens Æra. Det forekommer os forvist, at i Sverige glim- rer dennes Straaler i den unge Ridderstads Harpe. Henrik Wergeland AFFORDRET UNDERRETNING Morgenbladet 27. jan. 1834. Det er bekjendt, at Undertegnede er stedt i en "Himmel og Helved", sund Fornuft og Jurisprudenz "bevægende" Sag med Procurator Praëm, anlagt af denne Mand, fordi han, efter paa det meest Oprørende at have fornærmet mig, efterat have und- sagt min Velfærd, og endelig efter egen saakaldt, under Tvang af ellers at hedde en Løgner, "uforkastelige Opfordring til at bevirke hans Forhold undersøgt", af mig, ifølge mange Lidendes Klager, i Morgbl. No. 105 1829 endeligen erklæredes for en Forbryder mod Stat og Menneskehed. Spørgsmaal, Opfordrin- ger, Rygter om at jeg ikke skulde bestaae mig i denne Kamp, der er svar nok, min Fiendes tidtyttrede triumferende Forsikk- ringer om at jeg er forloren -- alt dette har længe fristet mig til at berolige i saa Henseende; men Frygt for at man skulde troe om mig, om jeg offentliggjorde Noget, der idet det var mig til Baade maatte være min Fiende til Skade, at jeg vilde saare ham og kunde være seierglad i en Kamp, hvori det gjælder et af to mindre end lykkelige, men dog ogsaa i sin Ulykke forskjel- lige, Menneskers Alt, har hidtil afholdt mig. Nu derimod, da et Blad (Statsborgeren) yttrer en saadan Frygt for min Stilling i Sagen, at den, om den forblev uberigtiget, maa skade det offentlige Omdømme om mig, har jeg besluttet mig til af min Advocats og Modpartens endelige Papirer at udtage upartisk hvad der er fremkommen for og imod en af de mange af Dennes ved Sagen oplyste Handlinger. Jeg har herom underrettet Hr. P.; og opfordret ham til at tilfredsstille den offentlige Nysgjer- SIDE: 105 righed, saaledes som den er yttret. Den første Fremstilling er af min Sagførers Papirer. Man dømmer nu selv! "1827 udførte Proc. Praëm med benef. paup. en Sag for Marthe Augustinusdatter Bjerke m. fl. mod Assessor Korens Boe, hvilken Sag fik det Udfald, at Boet frifandtes med at betale noget over 64 Spd.. hvortil Proc. Hauge havde deponeret i Ret- ten 70 Spd., samt at Marthe Bjerke m. fl. tilpligtedes at betale i Sallarium til Praëm 40 Spd. Marthe Bjerke og de øvrige Sagsøgere have imidlertid aldrig bekommet noget af de dem tilkjendte Penge, der med de depo- nerte 70 Spd. af Hauge ere udbetalte til Praëm efter skrivtlig Tilstaaelse fra Førstnævnte. Derimod har Praëm, uagtet han saaledes havde faaet mere end sit Tilkommende, under 3die April 1830 ladet afholde Exe- cution for samme, saaledes som erfares af fra Amtet udlaant Forretning, og, under denne Forretning læggende Skjul paa de omhandlede 70 Spd., ladet Forretningsmændene attestere, at intet forefandtes til Udlæg, hvorefter han har benyttet denne Attest til hos Amtet at erhverve Anviisning paa Fogedcassen for de 40 Spd., og saaledes at lade sig disse atter betale, saa- ledes som erfares af den paategnede qvitterede Anviisning af 30te Juni 1830. Saaledes har Procurator Praëm paa eengang forholdt sine Parter 30 Spd. af deres Tilkommende og ladet sig sit betale 2 Gange, eller: han har besveget det Offentlige for 40 Spd. og sine Parter for 30 Spd. Han har saaledes tillige paaført sine Parter en ubeføiet Execution, hvorved han klarligen ei kan have havt anden Hensigt end at kunne foregive for dem, at Overskuddet af de 70 Spd. medgik til Forretningsomkostningerne, medens han benyttede Forretningens Resultat, saaledes som allerede anført. Parterne opgive tillige, at de ingenlunde negtede at eie noget, men at det var P., som bevirkede saavel deres som For- retningsvidnernes Tilførsler, hvilket saameget lettere kunde skee ubemærket af Administrator, som denne vel maatte ansee sig uberettiget eller uforpligtet til at controllere hvor Reqvirenten var en Sagfører, der gav sig Mine af at inddrive eget Tilkom- mende og endog i den Anledning fordrede Salar for Mødet med ikke mindre end 10 Spd. Ligesaa have Parterne opgivet, at P. SIDE: 106 skal have tilbageholdt Acten for dem i 2 1/2 Aar under Paaskud af høiere Indstevning, der ei iværksattes." Min noble Modpart undskylder sig nu med at han "forinden Beneficiet meddeeltes" havde adskilligt Bryderie, saasom at skrive Anmeldelsen i Korenske Boe, Conferenz med Procurator Hauge o. s. v., "hvorfor jeg naturligviis kan tage mig betalt af hvilken af mine Parter jeg vil". Ligesaa siger Praëm, at i de 10 Spd. var iberegnet Fogdens, stort 1 Spd. 52 ß. Men der staaer dog paa Forretningen med hans egen Haand følgende: "Med Tillæg af Executions-Omkostninger 51 Spd. 54 ß betalt Praëm. Dette smukke Forsvar føres i Brev til hans Sagfører Hauge -- en Maade at hjælpe sig paa, der er opfunden af min Mod- part. Tillige fremlægger han Revers, hvorefter Marthe Bjerke pantsætter Fordringen i Korens Boe samt alt hvad hun eier og eiende vorder for 35 Spd., som hun siger i Mellemværende at være Praëm skyldig, og følger dermed et Skadesløsbrev fra hendes Søn til P. for hvad han maatte blive P. skyldig indtil 30 Spd., hvorfor pantsættes hans Eiende paa Gaarden Lie, hvilke Papirer synes udstedte under Sagens Løb, da de ere daterede i 1827 og 1828. Hertil svarer min Sagfører: "at P. ved sine Bilag ikke har beviist, at han havde noget tilgode hos de i disse omhandlede Personer paa den Tid han erholdt de 70 Spd. af Hauge, at disse ikke ere alle de, som efter Dommen skulde have Penge, at Praëm saaledes idetmindste har tilegnet sig hvad der hørte Andre til, hos hvilke han Intet havde tilgode, at Formodningen i det Hele maa være imod ham til han beviser at have, da Pen- gene erholdtes, havt Krav paa Samtlige, og at han ei har benegtet Vidneudsagn desbetræffende". Hvad mig nu angaaer, da isandhed -- ja naar jeg derpaa grunder jeg da, som Mari! seer der er heelt Andet under. Dog vil jeg afholde mig fra al Commentær og fra Forsøget paa at afpasse ovenbeskrevne Factum paa "Forbryder mod Stat og Menneskehed". Det skal maaskee ikke trænge til nogen af Delene. Jeg har dog meget mere end dette at holde mig til i SIDE: 107 denne Sag, om hvis egentlige Beskaffenhed Ovenstaaende faaer give saavidt Begreb, at De, som ere saa gode at interessere sig for mig, ikke behøve videre at ængste sig. Dog maa den Sag, jeg isommer udstod, lære dem som mig ikke at gjøre sig for store Forventninger om den Retfærdighed, som er at faae. Dem, ja mine argeste Fiender, beder jeg Gud befrie for at føres ind i Verden gjennem Themis Hal; og at de paa en mildere Maade end jeg maae lære at give Göthes Bonde Ret, der siger "at han heller vilde plages engang saalænge af Kolden end begynde Sag forfra igjen". Den 10de Januar 1834. Henr. Wergeland Henrik Wergeland [OM SAKEN MOT PRAEM] Statsborgeren, 2. febr. 1834. S. T. Hr. Statsborger! Ved at indsende til Mbldt. et Udtog af den mellem Hr. Praëm og mig verserende Sags Papirer, forsaavidt betræffer en enkelt af de oplyste Sager, der tilsigte Godtgjørelsen af at jeg ikke har sagt formeget ved, at jeg erklærede Benævnte for "en For- bryder mod Stat og Menneskehed", og hvilket indeholder baade Anke og det forsøgte Forsvar, uden at jeg har indblandet nogen egen Bemærkning: har jeg søgt at befrie Folk for den Uleilighed fremdeles at udsprede, at jeg ikke kan gjøre Fyldest for mig i hiin Sag. Skulde jeg herved have betaget Nogen en Trøst, et Haab, eller en Glæde eller en Triumf, da bedes om Forladelse. Imidlertid har jeg dog besluttet mig til, af Papirerne at udtage nogle andre sammenlænkede Træk af Hr. Ps. Embedsfærd, der ere af en noget forskjellig Art fra det i Mbldt. Omhandlede, og at fremsætte dem i dette Blad, der mere end hint læses af Bønderne, hvilke troes at have særlig Grund til at interessere sig for Sagen. Bemærkende, at ingen Frygt forøvrigt maa haves med Hensyn til dennes Gang, saasom den er imellem 4 (fire) Prokuratorer, Modpart og Dommere iberegnede, anmoder jeg nu om, at man efter Nedenstaaende selv vil dømme, om jeg vel bør ansees for at have taget Munden fuldere end Overflødig- hedshornet paa slige Sager taalte. Til en Prøve udryster jeg da deraf SIDE: 108 En vakker Guldkjede. Forlig afsluttet i Eidsvold 27de Juni 1822 ved Extrakom- mission viser, at Peder Bagstad tiltransporterte Prok. Praëm et Forlig paa Ole Thorbjørnrud af Romedals Sogn, stort 348 Spd. 70 ß, med Renter fra 14de April 1815. Allerede den 29de Juni om Formiddagen var Praëm med Exekutionspersonalet hos Ole Thorbjørnrud; og indeholder da en af Praëm selv haand- skreven Forretning Følgende: "Praëm derefter tilførte, at han nu havde truffet en saadan Overenskomst med Ole Thorbjørnrud og hans Værge Ole Hal- vorsen Dahl, at Ole Thorbjørnruds hele Gjeld til Komp. ibereg- net lovlige Renter til 1ste Mai 1823, til hvilken Tid Debitor gives Henstand, samt Komp's Tilkommende for hans Reise fra Christiania (Ole Thorb. siger rigtignok, at han dengang boede i Eidsvoldsbakken 6 Miil nærmere), skal udgjøre ialt den Summa 520 Spd., skriver Fem Hundrede og Tyve norske Speciedalere. Hvad denne Sum altsaa maatte befindes at udgjøre mere end lovlige Renter bliver Betaling for Komp's Reise, Tidsspilde (mig forekommer det som denne Finanzoperation gik hurtigt -- 27de Juni Forlig paa 348 Spd. 29de alt voxed til 520) m. m. alt efter Overenskomst." Videre indeholder dette Dokument, at Gaarden, taxeret paa Stedet for 900 Spd., med frasagt Eien- doms Erhvervelse og Løsningsret, skulde give Sikkerhed, saa- ledes at den "hvis den hele Gjeld 520 Spd. samt Fogdens Til- kommende ikke inden ovenmeldte 1ste Mai 1823 ere betalte uden videre Lovmaal og Dom kan sættes til offentlig Auktion." Af Hvad der inden den Tid betaltes skulde lovlige Renter til 1ste Mai for Betalingstiden godtgjøres. Forretningens Kostende beløb 6 Spd. 80 ß; men Beregningen, der er skrevet af Praëm, har været lagt an paa at drives høiere. Saaledes findes over- strøgne følgende Poster: a) Salar -- 3 Spd. 96 ß, h) Mænds Tilsigelse -- 1 -- 8. i) Bekræftning; ligesaa og det første An- slag 8 Spd. 36 ß, hvilket rimeligviis andre vedkommende Til- stedeværende, om ikke Manden selv ved Bønner, har faaet bragt ned til de 6. Spd. 80 ß, der toges tilfølge. I Thingsvidne af 18de Decbr. f. A. optaget i Romedal for- klarer edfæstede Ole Hermanson Thorbjørnrud sig saaledes: SIDE: 109 1) Praëm ankom til Thorbjørnrud Middag 29de Juni 1822 med Exekutionspersonale uden at Vidnet derpaa var forberedt. 2) Aarsagen til at Vidnet indgik at betale de 520 Spd. var, at dette forekom ham at være det eneste Middel til at fore- bygge Gaardens Auktioneren, hvilket Praëm tilkjendegav var hans Hensigt strax at iværksætte. 3) Første Afbetaling til Praëm skede Aaret efter med 200 (tohundrede) Spd. 4) 1 1/2 Aar omtrent derefter igjen betaltes atter 200 (tohun- drede) Spd. 5) Nogen Tid før sidste Afbetaling forærtes Praëm en Qvie, i den Hensigt, at Henstand skulde forundes. 6) Praëm blev betalt 60 (sexti) Spd. forat han skulde give Hen- stand, for hvilket Beløb blev meddelt Anviisning paa Inkas- sator ved en Auktion hos Vidnet; og fandt, saavidt erindres, denne Udgivt Sted imellem 1ste og 2den Afbetaling. Vidnet troede ikke, at deri var indbefattet Betaling for Møde ved Auktioner eller Renter af de skyldige Penge; samt tillagde det, at Praëm forlangte disse 60 Spd. 7) Praëm modtog engang kontant 22 (to og tyve) Spd., som Vidnet antager bleve liqviderede ved endelig Opgjørelse. 8) Saavidt erindres, blev til Praëm transportert trende Obliga- tioner, hvis Beløb ei erindres (den ene har han dog angivet at være 100 Spd). Og ved endeligt Opgjør blev til ham leveret 182 (et hundrede to og otti) Spd. Ole Halvorsen Dahl, forrige Vidnes Værge, er enstemmig med dette i de 3 første Punkter. Angaaende 6te forklarer han sig, at han "engang var med Ole Thorbjørnrud hos Praëm, og da opgjorde denne en Beregning over skyldige Renter, hvor- efter han, foruden disse, forlangte for Henstand 20 Spd., som ikke da bleve betalte, men disse bleve indbefattede i et større Beløb, for hvilket Ole Thorbjørnrud og Vidnet meddelte skrift- ligt Beviis." Angaaende 8de siger han, at han veed, at Gjelden blev betalt og dette skede til Slutning dels med Penge og dels med transporterede Obligationer. Disses Beløb er ham dog SIDE: 110 ubekjendt. Ole Thorbjørnrud vedblev, efter Samstilling med dette Vidne, "at paastaae, at Prok. Praëm havde forat give Henstand erholdt sexti Spd., hvorimod 2det Vidne sagde, at han ikke erindrer, at Praëm samme Tid fik mere end 20 Spd. 1ste Vidne tilkjendegav, at da de 22 (to og tyve) Spd. bleve erlagte var 2det Vidne ei tilstede." Mod Eedfæstelsen exciperede Praëm i fremlagt Indlæg af 8de Decbr., hvori han tillige erklærer sig "altid villig at be- nægte ved Eed, naar samme lovligen affordres", Beskyldning for at have taget ulovlig Rente. Ligesaa: "at det nok er muligt at han kan have gjort det til en Betingelse ved en Anmodning fra Angjældende om flere Aars Henstand, at han, for at ind- vilge samme, vilde have en vis Sum strax betalt; men dette har sin Grund i, at han ikke vilde renuncere paa sin Panteret for Renter, og altsaa vilde have disse forudbetalt; men alt hvad Ole Thorbjørnrud har betalt er godtgjort ham i Kapital, Ren- ter, Omkostninger eller andet Tilgodehavende." Samt bemær- kes "at Praëm har havt juridiske Forretninger for ham i An- ledning af hans Søns Regnskab med Justitsraad Hammers Boe, hvorfor alene i Porto af Dokumenter og Korrespondence betaltes 6 Ort Species." Omkostningerne siges heller ikke at kunne have været saa ganske ubetydelige, da der flere Gange berammedes dels for Praëm dels for Banken Auktioner hos Debitor, men som bleve indstillede; og ved en Auktion for Banken, som dog ogsaa indstilledes, maatte Praëm selv møde, [da] han, som se- nere Prioritetshaver, ei kunde utsætte sig for, at hans Pant solg- tes. Saavidt Praëm. Det vilde være Uret ikke at give ham idet- mindste Ret deri, at Omkostningerne for hans Møde, om end selv reqvireret, ikke kunne have været saa ganske ubetydelige. Jeg veed ikke; men mon det skulde være formeget at sige, at ovenoplyste Færd af Hr. Praëm er Udsugelse og Aager? -- Aager ligesaavist som det er Aager, naar han laaner Manden paa Aalbergsæter 80 Spd. mod Beviis paa 100 Spd. Tilbud at fralægge sig Sigtelsen herfor med Eed har ikke ladet sig gjøre. Derimod, naar Vidnerne Christen Nilssen og Nils Nilssen, efter fremlagt Beviis paa 50 Spd. lydende paa Renter, erklære, at dem dog kun herfor at Praëm laangaves 40 Spd., faaer det hedde, at disse 10 Spd. tilbageholdtes for andet Arbeide for SIDE: 111 den Ene af hine To. Og naar Vidnet Lars Olsen Dønnum op- giver, at Praëm tog 30 Spd. af det og 50 Spd. af Ole Dokken for nogle Maaneders Henstand med en Obligationsgjeld, saa gjøres Anbud af Eed, om nogen Aagersigtelse derfor intenderes. Alligevel at gjøre dette, maatte ogsaa ansees for meget dristigt mod Folk, som erklære, at de holde sig til dem, som lære: "at Borgersikkerheden fremmes bedst ved de positive Loves ubetingede Anvendelse". Januar 1834. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland [OM OEHLENSCHLÆGERS DIKT "KROGKLEVEN"] (Indsendt.) Morgenbladet 14. febr. 1834 "Mageløse Vid! Det er fortryllende -- han viser os jo vore egne Huse?" Om jeg vilde bebreide Morgenbladets Redaction Mangel paa poetisk Sands og æsthetisk Skjønsomhed, fordi den, som noget Rart, viser os den forulykkede Riimbeskrivelse af Krog- kleven, udtagne af "de mange smukke Digte" i Prof. Oehlen- schlägers Norgesreise" eller "Norges Reise" (sic), som en af hans Clienter nævner dette foregivne Mesterværk, og om det lykkes mig at bevise det, haaber jeg, at vor prosaiske Verden derfor ikke anseer det Talent, hvormed denne Tidende forøvrigt for Tiden redigeres, med mindre Agtelse. Hiin Egenskab er dertil for lidet i Priis. Men da samme prosaiske Verden hylder hiin Forfatter som Digterkonge, og lønner ham med saa umaa- delig en Ære, at han i de senere Aar, uden at man kan mærke til nogen Mindskning, har tæret deraf, vil kalde det Majestæts- forbrydelse, om jeg i almindeligt Kritikræsonnement beviser hiin Riimbeskrivelses Uværd: saa vil jeg i denne Hensigt vælge en Beviismaade, der saameget som muligt maa tage mig i Beskyt- telse, idet jeg nemlig alene ved at borttage Riimformen over- lader Folk selv at afgjøre, om det ikke er et Selvbedrag hos dem og Redactionen, om de beundre dette Prof. Ø's Product som et Mønster paa en beskrivende Poesie. Vor Tid fordrer Beviser og Bilag, ikke Ræsonnement. Dette tilhører dens Prosa- SIDE: 112 isme. Versene selv ere dog vel det bedste Bilag; og jeg skulde troe, at Tankerne ikke gaae tilgrunde med Riimformen. Nu, om jeg borttager denne, prøve man selv at finde de ophøiede Tanker i Fagerdragt, som gjøre Digtet, eller endog blot den Sandhed og Livlighed, som fordres af en god prosaisk Beskrivelse! At Tanken i det sidste Vers er, ihvor udvandet, smuk, negtes ei; men her er det Hele: "Du skjønne Kløft! (!!) og vil jeg ved Harpen malerisk be- synge dig (skildre dig i disse Vers?) En Klynge Venner samler sig, som lyttende tilsmiler mig. Jeg kan det ei! Mon Ord for- maaer at skildre denne stolte Scene, at bygge disse Taarne af Steen (høit! Trætaarn, quid?), hvor Tiden selv staaer forstenet. Thi om jeg nu grant fortalte, at to bratte Fjeldestykker, som ere smykkede af Gran- og Fyrretræer samt Birke ditto, fandt hinanden i Oldtidens Nat, men standste og smeltede ikke sam- men, eller om de i det mørke Møde spaltede den dybe Revne (stort!), som siden blev en yndig Vei (kjender du Kleiva igjen, Ven?); og om du ligerviis hørte, at en klar og iiskold Elv slyn- ger sig gjennem nedfaldne Træers Grene og Steen, styrter ned i Afgrundens Skjød, medens Hesten dristig og forsigtig som Muulæselet paa Alperne gaaer rigtigt der, hvor et Feiltrin sik- kerlig blev Døden (her kunde gjerne uden Skade for det Hele staae til: forudsat eller saafremt den ikke slap med at brække Benet) -- og om du, gode Ven! hørte endmere, om jeg i Sang vilde sige dig, at man seer det skjønne lyse Ringerige gjennem denne Spalte, der danner ligesom en Ramme eller en Kant om Norges elskelige Billede, der af Urnaturen er opsat før Maler- kunsten fik sin Pensel -- mon du endnu saae Krogkleven da? (Nei tilforladeligt!) Nei, beed hr. Professor Dahl, og lad ham male hvad ingen Digters Tale kan, nemlig den kongelige (!!) Klippevraa (!!). Jeg selv derimod vil taus plukke mig en blaa Kjærminde under den vaade Green, hvor Olafs Kildetaarer flyde og skrive Navn paa denne Steen. Derpaa kjører jeg fort ned i Dalen og det med Ild i Skjaldeblik -- der hvor Halfdan Svarte, Haarfager og Tryggveson gik mens de levede, samt hvor St. Olaf døbtes, og hvor jeg i Aftensolens sidste Lue, som en Tue paa den flade Agerjord, seer Halfdan Svartes Grav: Men endu engang vil jeg see tilbage paa dig sjeldne (!)( ): rare) SIDE: 113 Kløft (!) Thi saalænge jeg endnu har at leve glemmer jeg ei dit Skuespil. Din Skjønhed, stolte Klev! er norsk, d. e. først mørk og stolt (Recapitulatio); men den, som iler dig imøde, smi- ler du til, naar du blev fortrolig med ham (!). Her sad i den høie Fjeldesal den stolte Thor paa en Steen, mens Heimdal blæste Liv i Flokken, og mens de kjæmpede i Dalen. Han svandt, men endnu kommer Idun; Gudinden dølger ei sin Læng- sel, men rækker Sangens Ven Frugt, naar Maanen skinner paa Bølgerne i Kløften. Det sidste Vers lades som det er, omendskjøndt Mathed zittrer i hver Linie; og den samme evindelige øhlenschlægerske Selv- forguden opfordrer til Irettesættelse. Denne maa Enhver kunne give, som føler Modbydelighed ved at høre "at Dalen Ringe- riget aabner sig bag Klippens Fure alene til Skjaldens, Hr. Ø's Priis". Modbydeligt? Oh Gud, det er deiligt og mejet passende og fremfor alt en stor Ære for Ringerige. En norsk Z. Y. [fotnotemerke] Henrik Wergeland [POLEMIKK MOT PRAEM] Morgenbladet 20. febr. 1834. Procurator Praëm har i No. 38 af Morgenbl. undladt videre Forsvar for sin i No. 27 fremsatte Bedrivt, og det af gyldigere Grunde end den foregivne Delicatessens, der er en Egenskab, som Folket hersteds er temmelig enigt om at frakjende ham. Hans Delicatesse ømmedes saaledes ikke ved mangegange at knibe Aagerrenter af forskjellig Størrelse af fattige Folk i træn- gende Omstændigheder, og ved at holde to Exsecutioner paa een Dag hos en udarmet Mand, hvis Enke og Spæde nu streife halv- nøgne om i Vaadt og Koldt. Grunden til hans delicate Tilbageholdenhed ligger i det gamle ultra posse o. s. v.; thi det er virkelig saa, at jeg i No. 27 ligesaa vist anførte og udtømte det Forsvar, han og Sagfører have afgivet i Sagen, som at jeg meddeelte min Sagførers Recit, Fotnote: En dansk Mand, der har vejet adskillige øhlenschlægerske Arbeider og fundet dem lettere end man skulde troe. SIDE: 114 uden dog derfor at udskrive dem begge Ord til andet. Dog opfordres til at paavise hvor noget af nogen Indflydelse er ude- ladt. Heller ikke er det, som P. siger, at hans Navn tilligemed Ordet "betalt" staaer under Amtets Anviisning paa Fogedcassen for de 40 Spd., men denne Qvittering har jeg senere overtydet mig om staaer umiddelbar under Fogdens Beregning, skjøndt den rimeligviis gaaer paa hiin ovenover denne staaende Anviis- ning. Praëm har derimod Ret, naar han erklærer, at Summen 51 Spd. 54 ß findes ikke i hiin Forretningen paategnede Be- regning fra Fogden; thi der staaer -- men ikke saa ganske tydeligen -- 41 Spd 54 ß. Men man behage blot at erindre, at Praëms beregnede Mødesalar l0 Spd. ikke er indtaget i denne Beregning, som det dog vel burde, da Forretningen om- nævner det i det Foregaaende; og man vil da netop faae ud de 51 Spd. 54 ß, som jeg omtaler. Med denne fuldstændige Sum i Tanken, hine Tal og P's. Qvittering derunder for Øje skrev jeg altsaa som der skulde staae; og i sig selv var ingen Feil i at jeg læste 51. Men at kaste sig paa Bagateller, ihvor tomme og irrelevente end, naar Hovedsagen ei kan forsvares, er et kleint Fif, som selv den ujuridiske Synder aflærer Procu- ratoren. For denne er det naturligt. At det er, som Praëm siger, forblevet uimodsagt, at han ikke har fordret eller erholdt de l0 Spd. for Mødet, kan, skjøndt høist uvist, gjerne være; men sagt og beviist er det, at han har faaet 70 Spd. hos sine Parter, og deri Salaret 40 Spd. engang, og 40 Spd. af det Offentlige, ): Salaret nokengang, og at der ikke fandtes ved Exsecutionen Udlæg for de 40 Spd. saasom nemlig P. havde bemægtiget sig hine 70 Spd., som hans Parter efter Dom skulde have. Der er da gode Grunde for, om han ei har erholdt de l0 Spd.; og har han det ikke, da seer man, at det ikke er bedre fat med praëmsk Ædelmod, end at den forholder sig til Forbrydelsen som Skyggen til Legemet. Hvad Uddraget af Praëms Forbrydelser betræffer, da har jeg intet saadant forfærdiget udenfor Indlægget; tænkeligt er det heller ikke, at dertil i Morgenbl. skulde blive Plads. De egne sig kun til Forglemmelse, og først af den, der har lidt meest ved dem. l0de Februar. Henr. Wergeland. SIDE: 115 Henrik Wergeland [OM DEN RUSSISKE GENERALKONSULS FLYTNING FRA KRISTIANSAND TIL KRISTIANIA] (Indsendt.) Statsborgeren, 23. mars 1834. -- Jo meer jeg derpaa grunder, Jeg da, saa Mari! seer, der er heelt Andet under. Det er besynderligt nok, at den russiske Generalkonsuls Hid- flyttelse fra Christiansand til Christiania ei har vakt meer offent- lig Opmærksomhed. Dette er visseligen ogsaa et Forstørrelses- forsøg af Rusland. Han er nu en Slags Minister eller -- I Chri- stiansand træffe ofte Forretninger for en russisk Konsul, saasom der ofte anløbe Skibe enten fra Rusland selv eller fra det arme opslugte Finland (der dog endnu ikke er ganske nede; men endnu kan komme op igjen); men i Christiania see vi oftere Tigre og Hyæner end vi see Russer, og oftere flyve Svaner over Staden end et finsk Seil ind i Havnen. Men hvad bestiller da den russiske Generalkonsul som saadan eller hvad man nu maa kalde ham? Han beobagter. (Et fortræffeligt Ord ad usum). Det er nok. Han er speculativ. Endmere -- activ kan han ogsaa være; han averterer og diverterer. NB. Maaskee vil der ogsaa om dette Stykke skee Indbe- retning. Henrik Wergeland OM MAADEHOLD I DYD Morgenbladet 25. mars 1834. Forfatteren til "Om Maadehold i Dyd" har den Ære i Morgbl. No.1 at opfordres til at besvare Spørgsmaalet: "hvad fortjener meest Dadel, enten for lidet Maadehold i Dyd eller Umaadelig- hed i Misundelse og Ondskab?" -- samt til at forklare Sæt- ningen: "ogsaa Maadehold kræver Maadehold." En god Forklaring over det Sidste vilde blive en passende Prædiken for Flegmaticusser og det berømmelige juste milieu- Parti; dog vil man opsætte den til man seer hvad Rum den SIDE: 116 første Spørger giver. Hvor enfoldig Denne end ved første Øie- kast kan synes selv for det uskyldige Barn, der dog kan sin Lexe om Svagheds- og Ondskabs-Synd paa det fermeste, vil jeg dog antage ham for en verdensklog Mand, der giver mig Med- hold, naar jeg tillægger for lidet Maadehold i Dyd Dadel frem- for Umaadelighed i Misundelse og Ondskab. Jeg troer at sige ham selv hermed en Artighed, og smigrer mig med Haabet om at befrie Spørgeren for en Selvbebreidelse, saafremt det skulde lykkes mig at overtyde ham herom. Gjensidigen takker jeg dog fordi hans Spørgsmaal lod mig opdage denne Sandhed just som jeg tænkte, at det Modsatte som Sandhed skulde blive Ud- byttet af en lang, høist alvorlig Afhandling om Umaadelighed i allehaande Ondskab, hvormed jeg netop var beskjæftiget. Og har jeg ved nøiere at overtænke hiint dybsindige Spørgsmaal faaet bedre Tanker om de forskjellige Gjenstande for hiin Af- handling, skjøndt deres blotte Navne syntes at maatte svide den Mund, som udtalte dem, og snarere at være de afskrevne Ind- skrifter paa Monumenter i en eller anden Pragtbye i Helvede end opsamlede i et levende Menneskes Spor. Jeg tilbagetog Forbandelsen over Umaadelighed i puur Ondskab, i Løgn og i Foragt for Vidneedens Hellighed. Jeg ansaae Umaadelighed i Udsugelser med samme Ligegyldighed som Ebbe og Flod. Ubarmhjertighed lod sig tage i Haanden, uden at jeg mere fryg- tede for at føle en Kulde, som naar man vil plukke en Blomst og faaer fat i Ryggen af en Snog; og for Bedrag og Aager fandt jeg at man kunde løfte paa Hatten. Upaatvivleligt -- for lidet Maadehold i Dyd fortjener den skarpeste Dadel. Den i et Hjerte, og se -- Verden gaaer afveien derfor, som for den fyldte Granat. Den er farligere og bringer større Ulykker over sin Besidder end Misundelsen og Ond- skaben, som netop i Forhold til sin Umaadelighed forhudes, slangeskjælles, skilpaddedækkes indtil uantastelig Haardhed, medens hiin Egenskab er den nøgne Nerve, det aabne Frelser- saar. Og Verden undlader ligesaalidt at rode i dette Saar som Solen undlod at skinne i Regulus' laagløse, brynbare Øje. Og denne Nerve? Verden slider i den, hine Slangeskjællede die netop denne nøgne. For lidet Maadehold i Dyd? -- min Ven, SIDE: 117 det er Thormodur Skjalds hvide Hjerterod, der hænger ud af Dødssaaret. Blot den, vær stolt af denne Egenskab, og det skal gaae denne din udhængende Nerve, som det gaaer det norske Flag, naar en uforsigtig Skipper heiser det i Middelhavet. Det nedrives og Skipperen siden efter. Hvad er farligere end for lidet Maadehold i Mod? hvad ynkes mere end for lidet Maadehold i Medlidenhed? hvad gjør fattigere end den ubegrændsede Redelighed, som siger Varer- nes sande Værdi? hvem er forlornere end den Ærlighed, som siger til en Skurk: bliv bedre eller jeg angriber dig? hvad er slettere aflagt end reen Uegennyttighed? hvad haanes mere end for lidet Maadehold i Patriotisme? hvad bedrages mere end den Menneskekjærlighed, hvis Hjerteslag høres, og som strax udslaaer sine Vinger til at favne? Alle disse ere dog Dyder; men, med for lidet Maadehold, kun Hakkelse for Misundelsen og Strøelse under Ondskaben. I sin Reenhed ere de gode til at henlægge i en eller anden Ideebank i Maanen. Verden for- langer kun deres Repræsentativer, og lader til kun at være tjent dermed. Venskab er ligesaa godt at givte sig paa som Kjerlighed, Høflighed er beqvemmere end Velvilje, og et vist Ubeskriveligt -- jeg vil kalde det Gelassenhed -- udfylder en heel Cirkel af Dyder. Saaledes er det almindelige Krav paa Dyd modereret; med 1/3 af de vigtigste er man bedst hjulpen. Har man mere, hviskes der alt: afveien! har man 2/3 siges der: han er ubrugelig, uduelig; -- har man den hele, det være kun een Dyd, raabes der af alle Kræfter: bind ham! aarelad ham! Død og Fordærvelse! han jager Verden op af dens Tranerede ved Bredden af Helvedesmoradset! -- Men Umaadelighed i Ondskab? hvem lader ikke den flyve? Ingen Sommerfugl kan være fagrere tegnet. Og den ryster sit Støv i Dommeres Øine; og idet den, kjæk som Zeuses Ørn, omflyver de jordiske Thordneres Gyldensæder, blander det sig dristigen med Majestætsstraalerne, og en Regnbue af forher- ligede Støvgran viser sig for de Dødelige. Umaadelighed i Ondskab Dadel? Spørger, du maa være umaadelig i Dyd for at spørge saa for Alvor. Du veed jo, at Umaadelighed i Ond- skab kan stige høit, saa høit, at den bliver ophøiet over al SIDE: 118 Dadel. Den plumpe, beskedne, maadeholdne Ondskab derimod? Ja den er en stakkels Kaalorm, som endnu ei har faaet Vinger, som kryber ikke paa Bladet -- grønt paa grønt -- men guul- grøn, som den er, paa den svarte Muld, og sees, og søndertræ- des; -- dog ikke fordi den er Ondskab, men fordi den er plump, maadeholden og beskeden. Alligevel hedder det om de fleste: Fanden frier nok Sine. Umaadelighed i Misundelse? O, jeg vil ikke voge at dadle den, hvis Veltalenhed er den sødeste; og som, blot den peger, blot den blinker, nagler Beviser for selv en Catos Landsforræ- deri ind i alle Hjerter. Denne Egenskab er vel ikke pragtfarget som den forrige. Den forholder sig til hiin, som den svart- itrukne Minister til Porphyrogennetos selv. Dog taaler den intet Maadehold, om den vil gaae ganske fri for Dadel. Men da, i sin Storhed, har den forunderlige Kræfter og Krav paa Verdens høieste Agtelse. Thi drevne af dens Aand seer man pludselig Folk, der havde godt af at læse paa sine Lexer, apotheosere sig i bindsvære Recensioner, hvis Sandhed en Myg kan flyve bort med, men hvis Uretfærdigheder, om de fik en Form, maatte standse Kloder i Farten; eller man hører guddommelige Toner fra Bunden af en Kasserolle; eller ubegribelig Viisdom fra en Bormester med Raad i et fremmed Lands Aabenraae; eller og, at denne ærværdig Autoritets Maver pludselig opsvulme af Reformsyge, og rumle et dødt Nationalhad iveiret til at beklæde sine Aadselribbe med Flammer og skyde sine uhyre Tigerrygge luekammede over Grændseaasene. Umaadelighed i Misundelse har man unegtelig Respect for; men for lidet Maadehold i God- hed, Godmodighed og Velvilje? -- "stakkels Mand! det er en snild Fyr! men -- afveien!" Ve ham, om han ikke gaaer, og søger sig en Plads som en liden Knap i Rammen om Speilet, hvorfra Ondskabens og Misundelsens Aasyn tilsmile hinanden. Misundelsen har stygge Negle; men den har ogsaa fine Hand- sker paa, saa den tør lade sig see hvor det skal være. At den skriver en nydelig Haand og stiler godt, har man baade seet og læst i Bøger og i Tidender, der gjøre medrette Krav paa Publicums høieste Agtelse. Ingen Haand har plukket saamange Laurer, ingen faaer saamange betydningsfulde Tryk. Misundel- sen er større end Storheden; thi den er dens Skygge, og Ret- SIDE: 119 færdighedens Sol har kortere Middag, men længer Morgen og Aften, end nogen anden. Lader os ikke dadle hvad der er saa stort; men fange Regnen i vort Ansigt og see paa Skildvagten udenfor, medens den gaaer ind og ud af Ønskernes Port, hvorigjennem Sukkenes Rende- steen løber. Denne skrider den over -- lader os ikke dadle den, fordi den ikke vil bortskylles med Fortjenesten. Denne synes stærk, og er maaske stærkere end den maadelige Misundelse -- den staaer der med en bred Oxepande og et Par rolige, saa- kaldte selvtillidsfulde Øine; men den umaadelige Misundelse kommer -- den fine Handske farer over den kjække Pande, og fem sorte Fingre staaer der -- de ærlige Øine see intet; men Folk har nok at lee af. Visselig, Misundelsen er ikke at dadle fordi den fortærer Hæderen, der er den sødeste Spire, eller fordi den indsnuser i sin Lunge Æresrygtet. Den viser sin Op- høiethed netop ved at søge denne fine aromatiske Athmosfær, og sin Fiinhed netop fordi den helst æder Hæderen, og kan tage Rødmen af ti jomfruelige gode Navne til Dessert. Den maadelige Misundelse gnaver vel paa Andre, men tærer dog meest paa sig selv; den umaadelige lever alene af Andre; og, naar den er overmæt, tør den ræbe i Øren, som den himmelske Sandhed vilde give et Kys for at kunne naae. Men det er Misundelsen i sin Høihed at være misundelig over den Misundelige, over at han er misundelig. Da er man meer misundelig end Den, man synes er meest misundelig. Saa- ledes bider den ene Sjæl sig fast i den anden, og en glimrende Perlesnor af skelende Øine gaaer fra den umaalelige Verdens- dome -- nederst paa den flammer Helvedes prægtige Lysekrone. Etsteds maa Fortjenestens Herkules staae; men der er ikke een Skorpion i hans Hæl -- jo vel, kun een, men den er den yp- perste -- og i den hænger en Skorpion, og saa en Skorpion og Skorpioner ibidte hinanden alt rundtom Kloden, alt til Kreb- sene og de smaae Fiirfisler komme, som ogsaa ville bide, skjøndt de ere saa lidet misundelige, at man gjerne kan stikke dem Fingeren i Munden, men dog heller ikke godmodige nok til at elskes. Elskes? -- vil min artige Spørger nok tænke -- ja saa! elskes dog det Godmodige. Det var uforsigtigt sagt i et Forsvar som SIDE: 120 dette? Nei, jeg kan gjerne tilstaae det. Godmodighed elskes, men ikke anderledes end ovenfor sagt; og den elskes netop fordi den er den maadeholdneste af alle Dyder. Den elskes af selve Misundelsen, fordi den ikke belurer den, men laaner den sin Kappe, og leer, blot Løgnen er morsom. Den elskes af Ond- skaben fordi den slentrer gabende efter i dennes Triumftog og beundrer Meriterne som Pøbelen Illuminationerne paa Under- trykkerens Navnedag. Desuden denne Elsken? Er den umaadeholden, da er den Fjottethed; er den maadeholden -- og saaledes gives den -- da er den -- ikke Tak værd. Kjærlighed for Godmodigheds Skyld rynker en Mand Panden ad; og siges der ham, at han er godmodig, da zittrer Tanken "ha! han holder mig for en Taabe," under hans Øiebryn. Henrik Wergeland OM MAADEHOLD I DYD (Indsendt.) Morgenbladet 29. mars 1834. Jeg seer et Navn heroven -- Regulus -- ; jeg vil fremkalde ham af Jorden til at vidne. Denne Mand var umaadelig i sin Dyd; og hvo dadlede ham ikke undtagen Historien? -- Ja der er en smuk Trøst i denne Luftning af Medbør over det sjunkne Skib. Den er omtrent som naar Dagen skinner klar og herlig ind i den Bruds grædende Øine, som om Natten, Natten før Bryllupet, mistede sin Brudgom i Storm og Fog. Vi see ogsaa hvorvidt Keisere og Konger og alle Verdens Mægtige agte den. De ringeagte Historien netop fordi den er umaadelig i sin Viis- dom. De hade den netop fordi den er umaadelig i sin Sandhed. Derfor holde de sine egne Historieskrivere og Menneskeheden sine, ligesom Juristerne have sine Taxter for hvad billigt er, men den anden Deel af Menneskeheden sine. Historien er ganske fortræffelig for mine Satser. Men jeg skal blot behøve at samstille Kong Sverrer, der plagedes sit hele Liv for sine umaadelige Dyders Skyld, og Bisp Nils, der bar det hellige Pallium over al sin umaadelige Ondskab og Misundelse med al Ære over 20 Aar efterat han havde bragt Sverrer i Gra- SIDE: 121 ven. Historien er en Engel, der kommer at kysse den Dødes Saar. Maaskee den Aand, som udfoer af disse, skal være den første til at spotte denne Læge, der har Vinger og dog kun hin- ker, om han ikke med sit friere Blik erkjender, at den, Historien, netop gjør dette for at lære Menneskene den dadelværdige Far- lighed i Umaadeholdenhed i Dyd. Historien, som hinkede i den Stores Fodtrin, iler derfor paa fulde Vinger til hans Grav, jam- rende: "ak, at jeg kom for seent! dette Alt vilde jeg have sagt mens han levede!" -- og se -- Menneskene lære da af selve Sandheden, at Sandheden kan suspenderes uden almeen Skade, og at skye den Umaadeholdenhed i denne som i andre Dyder, ikke at lade sig nøie med Viljen alene. Saaledes er det jo og antaget i de fleste Moraler, at tage Viljen i Gjerningens Sted, at berøve Dyden sin Handeel: Gjerningen, og at tillægge dens ufrugtbare qvindlige Levning: Viljen, al Hellighed eller saa- megen som behøves for at beile til Himlen. Derfor er det Barm- hjertighed nok at stikke Hænderne i Lommen, rangle med Pen- gene der, og sige til de Vandsmægtende: "stakkars Gamle, du har nok sultet i mange Dage? Stakkars Moer, hvormange har du? Stakkars Mand, du har nok været i Procuratorkløer? Stak- kars Vesle, det er kalt idag. Der gaaer Vejen!" Ligesaa er det ypperligt Venskab, som altid sætter "men" efter: "hvor gjerne vilde jeg!" Ligesaa er Nepotismus god Retfærdighed nok i bar- bariske Lande, og det saameget bedre der, som den faaer være god nok i selve Pavens Italien. Og det er ogsaa upaaklagelig Retfærdighed, som siger: "hvor gjerne frikjendte vi den Skyld- løse ganske; men betale skal han for den kjære Middelveis Skyld, og det dygtigt!" Og det Frisind er ædelt nok, som imel- lem 2 og 3 prøvede Venner eller imellem 4 Vægge eller imellem Lunge og Tandgard raaber: "pereat Cæsar! Vivat hvad jeg mener -- Tys!" Og den Ærlighed er mere end god nok for Jorden, der ikke snyder Andre end Staten, som er en meget uvis Ting, og dem, som lade sig snyde med Lethed. O. s. v. Gaae disse og andre Dyder videre, have de for lidet Maade- hold, da blive de skrevne paa et saakaldt sort Bret i et Hospital for al sjelelig og sedlig Elendighed. Det for fulde Hjerte hel- bredes dog vanskelig der, trods de kolde Omslag af Spot, Til- sidesættelsespulveret, Taarebadet og Sultecuren. Omsider døer SIDE: 122 Patienten, og da er det muligt, at han kan give sine Dyder Tøilen i de blaae Rum, at disse fjerdedeels Dyder tabe i Værd, og at Maadehold i Dyd lønnes med Maadehold i Salighed. Men jeg troede at tale til En, der forstaaer sig paa Jorden, og troer, at Menneskene have nok i den for det første; ikke til En, der seer paa Stjernerne, vader med blodige Been i Skaar og Braader, og stamper som en ung Hingst i Klogskabens Tøiler -- disse, der styre Verden ligesaa sikkert ind i Despotismen og Pavevældet igjen, som den høiere Viisdom styrer Kloderne til- bage til det Punct de ringløbe ud fra. For baade Jords og Him- mels Skyld bliver det dog nok sikkrest at have Dyderne fulde og uden Maadehold ibehold, men kun vise Verden saameget deraf, som den taaler. Der skal ikke megen Dyd til før den raaber: "dø Cato! dø Brutus! dø Virginia!" eller ogsaa: "Død og Pestilentse! Redeligheden er løs -- hæng den! Retfærdig- heden er løs -- skjær Haserne af! Uskyldigheden er løs -- pluk den! pluk den! tørstige Ondskab, der har du et himmelsk Bæger, geile Misundelse, der har du den fagreste Jordens Mø! Frisindet er løst -- skyd det! Klapjagt! Klapjagt! Kongejagt! Sandheden er løs -- bind den! sult den! qvæl den! brænd den! procedeer, præk den ihjel! Død og Helvede, hvor den paro- dierer! -- for al Verdens og alle Helgenes Skyld! parodier den bort da igjen." -- -- Maadehold i Maadehold? Men der bør være Maadehold i at skrive. At skrive som Menneskene gjøre det, er ogsaa et Maa- dehold; thi kunde de, rev de Lynet af Skyen, Straalen af Solen, Vingen, Nebbet af den svævende Kondor, Huggtanden af Vild- svinet og Klapperslangen, og skrev dermed Udfordringer til den hele Natur. Men takket være Krigen! i dens Sværd og andre Vaaben ere alle hine Redskaber foreente, og de velsignede Mar- ker ere store nok at skrive paa. Som Culturen stiger, indhævder sig dog ogsaa i denne dæmoniske Skrivelyst et viist Maadehold, og Pennen bliver Vaabenet mellem Mand og Mand som imellem Folk og Folk. Dermed tager nu rigtignok Disputerne ingen Ende og Nationer faae finde sig i at være uvidende om de skulle existere længere end til Politikerne faae udprotocolleret, og almindelig Mand bliver ømmere om sin Hud end om sin Ære. Man bør derfor endnu gjøre et Skridt i Maadeholdet i at skrive SIDE: 123 med disse simple Fjedre, hvor maadeholdent dette end er ifor- hold til hiin store Skrivelyst; og jeg agter retnu at iværksætte mit Forslag. Der kunde vel skrives en heel Deel om hvorledes altfor stort Maadehold eller Maadehold uden Maadehold nærmer sig for- meget Nulliteten, og frembringer noget Negativt, hvor der dog spørges om noget Positivt. Man vil ikke bide i Sandhedens Citron, men heller ikke stikke Tungen i Vand; men delicatere sig med en Limonade, hvori flaut Vand er gjort smageligt ved nogle Draaber af hiint Sure og en Tilsats af Smigersødt. Med samme Ret, som Diætetikerne anbefale Maadehold i at spise (hvilket dog alt er en Maadeholdenhed, da Mennesket vil sluge), kan anbefales Maadehold i Nepotismus, skjøndt denne er et Maadehold af den ubegrændsede Kjærlighed og Ømhed. Taal- modighed er i sig selv et Maadehold, men iagttages deri ikke Maadehold, burde man lægges til Dørtærskel i Departements- gaarden eller foran en anden, hvor mange Folk og mange Slags Folk ofte gaae ud og ind. Hovmod er et Maadehold af Galskab, men mestres den ikke endnu af et Maadehold til, da -- ja mange af disse gaaer det dog ikke saa galt endda; -- men alligevel er det dog leit at blive beleet. Rimen, og det dets bedste Slags, er Maadehold af Poesi; men deri er Verden -- saafremt Rimerne ikke alt udgjøre Fleerheden -- enig, at Maadehold i det Maade- hold er høist nødvendigt. Poesiens Høider ere over den Luft- kreds, hvori man gjerne aander; dens Dale ere brændende og kun behagelige for den, som fryder sig ved en Natur saa yppig, at Mulden synes at krybe og Luften at føde Sommerfugle saa- tidt en lummer Vind, der sukker ud af det i hinanden pressede Buskads, bøier en svulmende Blomst imod en anden. Men sjel- den sætter nogen sin Fod paa slig Bund, hvor fede, glimrende Slanger slaae Døninger under det yppige Græs, og hvor Ryg- gene af et Uhyre og dets Kalv som et Storbritannien og Irland i Havet hæve sig over Savannen, omseilede af spøgende Anti- lopers og Daadyrs og Hjorters Takker, hvorfra Blomstre og Ranker (der bleve hængende idet de brød ud af Budskadserne) flaggre som stormsplittede Vimpler og Flag. Nei, en tør Flade og et Par smaae Høider, hvorpaa nogle gode og danske Kjør og Faar græsse -- dertil indskrænke sig vore Fordringer. Omend- SIDE: 124 skjøndt det f. Ex. er et Maadehold af en beskrivende Poesi netop at afmale Gjenstanden som den er (hvilket ogsaa meget vel kan skee i Prosa): saa kan dog Gjenstanden være saa for- færdelig, saa majestætisk, saa yndig, at dens tro Afbildning vilde regnes Poeten til en Mangel af Maadehold i det Maade- hold, han bør iagttage for ei at henfalde til den Grundfeil hos enkelte Digtere, at forhøie, forherlige og forskjønne enhver Gjenstand de besynge. Normændene beundre derfor det Digt, der beskriver Krogkleven omtrent som et danskt Dige, og de danske Næser synes at de vilde Roser i "Rungsteds Lyksalig- hed" lugte for stærkt. At slutte fra Kjærlighedens gjængse Udtryk, saasom: "Til- bedte, brænde af en uudslukkelig Flamme, Evigelskte" o. fl. d., synes denne Lidenskab at være et Maadehold af en maaskee forgangen, høiere og ubekjendt -- den maaskee, som levede i og besvangrede Chaosets Kolosser. Men jeg vilde dog for- skjønne Hovedstadens Omegn med et drivhvidt Snefjell, om jeg samlede paa en af Bjergene deromkring alle de blege Kinder i denne lille By, som maatte bekræfte, at selv i hiint Maadehold kræves Maadehold. Dette sagt ikke alene om Elskoven, men om den Kjærlighed, som banker, drømmer, sværger og rimer: den, der forholder sig til Elskoven som Chapeaubas til Nathue. Der lod sig meget sige om Maadehold i politisk Maadehold. Uden det kaldes denne Egenskab landsforræderisk af Millioner i England og Frankrig. Den er virkelig ogsaa den Atlas, som bærer Thronhimlene, mens den afgjorte Toryisme, Royalisme og Servilisme kun række sine Hænder op for at plukke Stjerner af dem. Det politiske Maadehold drak sig fuld i det pohlske Blod; og man ventede, at Verden skulde skreget over at Opret- holdelsens Dyd var forsvunden. Men England sagde: Hony soit, qui mal y pense! og det øvrige Europa erklærede: eengang er ingengang. Ventede man da, at Menneskeheden, oprørt over sin Yndlingsdyds Prostitution, skulde styrtet over den Berusede, der væltede sig paa Volamarkerne og banket ham af, uden derfor, saalænge den ei øvede Judiths Daad med Holofernes, at tabe sit Navn for politisk Maadehold: saa var det dog det beundrings- værdigste Maadehold i politisk Maadehold, at den undlod det ganske. Et andet Slags Maadehold i politisk Maadehold er SIDE: 125 anderledes og værre berygtet, saasom det af alle kloge Folk kaldes Republicanisme, skjøndt denne ei erkjender det derfor, men for en Svaghed, som kunde have godt af stedse at ligge paa den venstre Side. Det politiske Maadeholdssystem staaer ved Maadehold i at skrive. Man vil ikke forundre sig over, at jeg adlyder hiint Verdensbeherskende punktlig, d. v. s. ved her strax at sætte -- . Henrik Wergeland [OM TEATERKRITIKKEN] (Indsendt.) Morgenbladet 8. april 1834. Audiatur et altera pars! Vel gaaer der Ord af, at Aristokratiet, og det af begge Kjøn, hædrer vort Morgenblad med at udtømme deri betids før det gryer hvad af smageligt og usmageligt det om Aftenen er bleven tracteret i Theatret; men alligevel være det en simpel En tilladt at mistvivle om, at Viisdom og Høiviisdom ere Eet. Vel gaaer der Ord af, at velbemeldte Domstol, præsiderende i Balconen, har sin Bøddelrad siddende paa første Parquetbænk; men alli- gevel være det En af de Bagerste, de af Mørket Formummede tilladt, at modraabe den skrigende Uretfærdighed, denne Ter- rorisme, som har tabt alt Krav paa at undskyldes, idet den har frasagt sig at hedde lidenskabelig, da den antog Dommerem- bedet. Men hvilke Dommere? -- En Vehmgericht, hvis Domme kjende hverken Høit eller Lavt. Stilede mod det Hellige, gives de Dumdristigheden at fuldbyrde. Sigtede mod det Umulige, skabes en Mulighed, som overbringer dem og fælder. Sigtede mod det Uendelige og Himmelske skabes et lige uendeligt Sata- niskt, som gjennem Dybene søger at naae med sin Død hiint Himmelske, hvor det sænker sig for at afrundes. Et Navn, der er en Verden af Ære, opfyldes som Sodomas Himmel med lynende Sarkasmer, rygende Bagtalelser, med Død og Fordær- velse, som bander i deres Spalter. Og det, der skjulte sig i sin Blyhed, opsøges, splintres og Hjertebladene fyge for Vinden. Det Flyvende flyer dem ikke. Det Krybende undsmyger dem ei. Hvorledes var ikke Garrick-Ryges Triumphtog? Man strøer Vers og Blomster for Keisere og Prindser; for Ham strøede man SIDE: 126 Smiil; og han vadede, saa at sige, Grændsegaden opigjennem i Sjele. Thi, at slutte af de gabende Gesichter, stode Kroppene tomme. Nu -- kaste hine Forfærdelige efter ham med Skillin- ger, og hans Ære er som et sondret Seil. Og Hochbrandt og Nielsen, disse i sit Slags Udmærkede, men dog Beskedne, som opfylde Skuespillerens høieste Maal, idet de aldrig kunne sees uden at ryste til Latter? Disse, som naar de fremtræde ligesom træde paa vort Mellemgulv? Jeg blues. Hidkom disse, for at forhaanes, for at dømmes, fordømmes, paa Grund af krumme Been og andet sligt Lapperie? De hidkom for at more os; og det gjøre de. Hvorfor da Utak? Vor Latter har frikjendt dem. Eller er de ikke gode nok til Os. Klage Vi over Stokkene, skal Han, vi tilbade som en Olympier, sende os Storkene. Dem have de mange af dernede. Der boe de paa Tagene; men her skulle de boe i Salene, og Folket gaae udenfor og raabe Vivat. Trøster Eder dermed I Fordømte! Mangt et Vivat lyder ogsaa for Eder i Mørket bag Gelenderet. Som alle Folkets Mænd ere I forhadte af Aristokratiet. Men naar Krøller og Rynker gjøre dettes Næser derovenover til Nathvælv, funkle mange leende Tænder i hiint Mulm som eders Stjerner. Tandem bona o. s. v. Henrik Wergeland [OM UNDERRETTSDOMMEN I WERGELANDS SAK MOT PRAEM] Morgenbladet 14. april 1834. Undertegnedes Sag med Procurator Praëm, anlagt af denne paa Grund af formeentlige Injurier, især i dette Blads No. 105, 1831, og begge Parter naadigst beneficeret, har forhen været indanket for Almeenhedens Domstol. Herfor, omendskjøndt Sagens Natur ogsaa fordrer en officiel Kundgjørelse af de Domme, der fældes ved de juridiske Stadier, den har at gjen- nemsnegle sig i; og da jeg med Sikkerhed tør vente mig ved hiin en bedre Fyldestgjørelse og en moralsk Triumf selv i en juri- disk Undergang, antages det passende, at underrette om at føl- gende Hjemthingsdom [fotnotemerke] fældedes 7de April d. A. ved Sætte- dommeren Procurator Nilson: Fotnote: [Domskonklusjonen var trykt i et innlegg av Praëm i samme nummer av Morgenbladet, blev derfor ikke trykt i Wergelands stykke.] SIDE: 127 Denne Dom agtes naturligviis af mig appelleret, uagtet den fortræffelige Lærdom den indeholder om at lade Skjævt være Lige, enfoldige Medmenneskers umenneskelige Behandling uved- kommende Ting, og om for alting ikke at kalde slig Adfærd, Aager og Udsugelse m. m., "Forbrydelse mod Stat og Menne- skehed". Jeg har det Haab, at Regjeringen, idet jeg kan og skal forelægge Høisamme de under Sagen producerede uomstø- delige Beviser for at saadanne Handlinger ere begangne af min Modpart, der fremdeles appellerer, vil udstrække Velgjerningen med Beneficiet til de høiere Retter, hvor en bedre Terminologi ventelig maa være at finde. I Domspræmisserne ræsonneres saaledes over det af mig Pro- duceerte: "Om det end ved denne Beviisførelse maatte ansees godtgjort, at Hovedcitanten har været Gjenstand for et, mindre for- deelagtigt, partielt Omdømme, [fotnotemerke] samt i enkelte Tilfælde udviist en, mindre forsigtig og strengt lovlig Fremfærd, [fotnotemerke] og hans Forhold saaledes ei fuldkommen daddelfrit kan blive at betragte, antages det dog, at han hermed ikke kan ansees for overbeviist om nogen Uretskaffenhed [fotnotemerke] i sin Embedsstilling eller noget Graverende mod hans private Charakteer og Handling, følgelig ei heller om noget Brud paa de Pligter, han som Sagfører og Menneske skylder Staten og Menneske- heden; ligesom det, i ethvert Tilfælde, ei kan antages, at det anførte Omdømme og Forhold er af den Beskaffenhed, at Con- tracitantens Udladelser og Beskyldninger derved kan ansees hjemlede." Videre Kritik herover tillader jeg mig ikke. Jeg appellerer vel til Opinionen, og har tildeels forhen sat denne istand til at dømme; men udbeder mig dog Retfærdighed fremfor Kjærlig- Fotnote: En smuk Omskrivning for "rystende Klager". Fotnote: Do. Do. for Aager, Udsugelser, unødvendig oprørende Haardhed. Fotnote: Mange meente enfoldeligen, at den af mig i Morgbl. d. A. af Acterne extraherede godtgjorte Defraudation med det Offentlige og Parterne var noget saadant, og nok for mig. SIDE: 128 hed, hvor ypperligt end denne kan ræsonnere selv for det Sorte som skal være Hvidt; og da vel rimeligviis med samme Lethed for en Sag, der maa lignes omvendt. Eidsvold, den 8de April 1834. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland CARL DEN STORE, TORDENSKJOLD, NORGESREISEN, AF OEHLENSCHLÄGER (Indsendt.) Morgenbladet 30. mai 1834. Der har altid, især i Hr. Oehlenschlägers Fædreland, været en Minoritet, som ikke har kunnet deeltage i Fleerhedens enthu- siastiske Beundring for ham som Digter. Indsenderen har ikke skyet at bekjende sig til hiin Minoritet, endskjøndt han i Ven- ners Fraraad og i Redactioners Negtelse at optage Artikler, hvori han vilde bekjæmpe den Opinion angaaende Oehl., han antager feilende og ikke uden Skade, har Beviser for at man anseer saadant for farligt, ja for en Slags crimen læsæ majesta- tis regis (sic dicti) poetarum. Frygt for at miskjendes eller at indvikles i nærgaaende Stridigheder indeholder dog ingen Und- skyldning eller noget retfærdiggjørende Motiv til at holde sin Mening tilbage, hvor denne er redelig, tilhører en Overbeviis- ning, har Grunde og Beviser for sig, og desuden kan paavise dygtige Forsvarere, der have fegtet paa samme Maade. Hine Betænkeligheder undskylde kun og berettige til at man frem- træder anonym. Hr. Oehlenschlägers sidste Arbeider ophæve dem forøvrigt ganske. Det er dem Inds. vil tage for sig; ikke Forfatteren, ihvormeget end hans til Idiotisme eller en Art Vanvid gaaende Indbildskhed, der melder sig med klare Ord næsten i ethvert af hans mindre Versstykker og igjennem hans hele sletskrevne Selvbiografi, opfordrer til at gaae ham nær- mere. Maaskee skulde et skjønt Navn være blevet uden Lyde, om alvorlig Tilretteviisning itide havde forsøgt at vække dets Besidder op af Rusen deraf, og at kalde ham tilbage til sig selv. Imidlertid maa Inds. oprigtig tilstaae, at det Umaadelige i Prof. Ø's Arroganz gjør, at det mindre er Skaansel end Ube- kjendtskab til de ydre Omstændigheder, der have fremfødt denne Forfatters Berømmelse, som afholder ham fra at under- SIDE: 129 søge dennes Natur noget nøiere, at maale den med Fortjenesten, at vise den som et af Tilfælder fremskabt Særsyn, som et Meteor, der vil forsvinde, hvor glimrende det end har lyst. Selv Bundfaldet, Thordenstenene, som ville blive tilbage, Ø's bedste Tragødier, vil en mindre nøisom Efterslægt, i Besiddelse af flere, fremmede eller egne, hvormed den kan sammenligne, betragte med en Kulde, der tilhører deres sande Værd. Den vil med retfærdig Ringeagt ansee en Tid, som lod det Sjeldneste men og tillige Ubilligste af Alt skee, at en Digter, især i hans levende Live, bliver mere berømt og høiere skattet end han fortjener. Det er bekjendt, at det Modsatte har lettere for at hænde. (Ovi- dius, Camoens, Shelley, Ewald o. m. fl.) Vi -- Inds. tør sige, at han taler i Fleres om end endnu i en Minoritets Navn -- Vi overlade Andre eller ialfald andre Tider denne delicate Sag: Totalbedømmelsen af Oehlenschlæger. Fast- sættelsen af hans sande Værd skal man dog altid nærme sig til ved at bedømme endeel, især om den er fortløbende, af Rækken af hans Arbeider, og det omtrent saa sikkert som Klodens Form og Jordomkredsen efter en tilstrækkelig Bue deraf. Vi ind- rømme saameget for Billigheden af den Anmærkning, at de Værker, vi maae dadle, tilhøre en dalende Periode hos Digteren, som Tilstaaelsen heraf, der, siden "Væringerne" ikke har ladet sig fordølge, taler for os. Men, om vi ogsaa indrømme Sand- synligheden af at en saadan uheldigere Tid maa, efter Naturens Gang, indtræde, erkjende vi dog ikke Nødvendigheden af, at en Forfatter under saadanne Omstændigheder maa vedblive at pub- licere, der da vil sige det samme som at prostituere sig. Hans forrige Navn, Visheden om at Publicum vil udstrække dets Straaler i det Længste og fremdeles kjøbe, bør ikke friste den sunde Menneskeforstand, som man dog bør troe bliver tilbage om Digteraanden taber sin Virksomhed. Det metaforiske Ud- tryk: en Geists "dalende" Periode taaler ikke nærmere at betragtes: en dalende Sol er herlig, en Olding er rørende at see; men en dalende Digter er en Jammerlighed, der vækker Med- ynk; en dalende Forfatter en Ubeskeden, der vækker Modvilje. Det Dalende tilhører kun den fysiske Verden, hvis Kredsløb vi kjende; den Aandige erkjender Intet uden det Stigende. Dette er dens Natur. SIDE: 130 Det er umuligt, at Hr. Oehlenschlæger ikke skulde være sig bevidst, at han ikke længer er ved det Gamle. Han maa føle det klarere end alle Andre, som dog tydeligen see de tyggede Penne, de møisommeligen opsatte Versfødder i de klampede, barokke, aandløse Vers. Han besidder og har altid besiddet altfor megen jevn, prosaisk, sund Fornuft til ikke forlængst at opdage baade dette og at han virkelig er kommen som Aladdin til sine Tri- umfer. Vi ville derfor ikke benævne som fortjent den Daarskab, at han fortfarer i at ville dølge hvad der ikke kan skjules, eller, omvendt, i at han aabenbarer Svagheder, som Verden ei behø- vede at kige ind i, eller som den vilde holde undskyldte, om de ikke fremtraadte med Pral og Anmasselse. Vi tænke, at hans Venner ikke have handlet ærligt med ham, men tilintetgjort med en Smiger, som kun hos Den, der ikke har bedre Skjøn, kan være uden Falskhed, en Selverkjendelse, som ellers maatte være nødvendig. Om Hr. Oehl., hvis det havde været ander- ledes, da end havde maattet taale, at man selv om hans "Hakon Jarl", fældte den hos Mange gruvækkende Dom, at dette Emne vel af ham var bleven forskjønnet, men ikke forherliget; at det hartad er ligesaa rystende og rørende at læse hos Snorre; at Hakon ikke er dæmonisert nok iforholdtil hvad hans virkelige Charakteer opfordrer Digteren til; at han falder igjennem ved Siden af Shakespeares Richard af York, som Hakon dog i saa- dant Overmaal var, at han tillige omslutter Macbeths og Don Juans Charakterer; kort, at Oehl. ei har været sit gigantiske Emne tilfulde voxen, om han end har deraf frembragt noget ret Vakkert, noget Læseligt og Skueligt; -- om Han end havde maattet taale, at Nogle meente, at dette Emne havde behersket ham, istedetfor at det burde have været omvendt; at " -- han fandt sin Hakon færdig paa den rige Bund i Snorres gamle Gravslot, og pudsed Støtten af blot -- ;" og at shakespearske, byronske eller schillerske [fotnotemerke] Repliker vise hvad der mangler i Hans: visselig han skulde dog da have sparet Publicum for den Tid og de Penge det har spildt paa "Værin- gerne, Tordenskjold, Carl den Store, Norgesreisen" m. fl. a., Fotnote: Stig op og see fra disse Kathedraler! Da sænker sig det Huus, som kun dernede praler. SIDE: 131 og sig Selv for de Ærgrelser, bittre, men retfærdige Kritiker derover have foraarsaget ham; og det ringere Begreb, han vilde have faaet om sin Rang som Digter, skulde enten ganske have sløifet Ideen eller Selvopfordringen til at skrive Biografien sammen eller dog tilintetgjort de Opfordringer til Uvilje og Spot, som den og "Norgesreisen" saa rigeligen indeholder. Vi tage nu for os nogle af disse senere oehlenschlägerske Ar- beider. De ere uden Undtagelse af slig Art, at selv den oehlen- schlägerske Muses, eller rettere, da den intet Betegnende har, Hr. Oehl.'s blinde Vanebeundrere ikke vove at lægge et af dem frem uden at lægge Hakon Jarl eller Aladdin ved Siden. Men dette ligner de usle Beboeres Fif ved et nedlagt Sølvværk, som med et vist triumferende Smiil over de smertespillende Muskler (et, der siger: ak, vi vide det er dog ikke saa!) vise den Rei- sende Stufer fra de gamle gode Tider, mens han stirrer ind i de udtømte Gruber. Henrik Wergeland OM HYKLERI (Indsendt.) Statsborgeren 1. juni 1834. "Ikke i Straffen -- siger den udøde- lige Birckner -- søger den ærlige Mand sin Retfærdiggjørelse, men i Medborgeres Agtelse, og deres Er- kjendelse af hans Skyldfrihed. -- -- Den Magt, for hvem det er Ret, som synes os Uret, vil muligen ad denne Vei føre mig til Seier og Fred." Praëm. Man har definert Hykleri: "Lasternes Kaabe". Men dette siger lidet. "Lasternes Smiil eller Taare" kommer Begrebet kun noget nærmere. Hykleriet er en integrerende Deel af det for- dærvede Sind, ligesom Taget (og man bør tænke sig et glim- rende) af Huset, og Skallen af Skildpadden, uden hvilken den skulde døe. Et Øieblik, giftigt, et ligt en Opstødelse av Helvede, et ilsomt, kan besvangrende henfare over en naturliggod Bund, og rædsomme Forbrydelser springe op deraf forbausende dem, som skulde have svoret paa det umulige i at andet end god SIDE: 132 Sæd skulde have kunnet vise sig. Men Hykleri skal ikke være Blomsten paa denne stormsaaede Klinte. En saadan Tyv skal lade sig gribe og bekjende grædende; en saadan Morder skal ikke tørre Blodet af sin Dolk. Derimod kunne alene Laster, opvoxne indtil Modenhed af en i sig selv giftsvanger Hjerte- bund, frembringe Hykleriet, der netop forholder sig til Forbry- delserne, som disse til Lastefuldheden, Charakteren eller hiin slet- artede Bund. Denne udfolder sig i Forbrydelser. Hykleriet ud- vikler sig af disse; og dette fremskaber igjen nye Forbrydelser, der forholde sig til hine primære, som luftige Dæmoner til Men- nesker. Man tænke sig Lastefuldheden som Jorden, Forbrydel- serne som Athmosfærens Dampe, Hykleriet som de deraf dan- nede Skylag, og paa disse, der ombue Jorden som en hvid huul Klode, bevægende sig Skygger af Mennesker, -- fra dem opsti- gende andre Dampe, kort, alt gjentagende sig under en tredie, fjerde Skyklode. Stedse finere, essentiellere, mere diaboliske fremgaae Lasterne af Hykleriets Grader som af et ondt Væsens Distillationsapparater. Selv det almindelige Hykleri lægger sin Triplicitet, ja Mange- dobbelthed for Dagen i sit sædvanlige Ræsonnement: jeg skal være en Skurk; nei, 1) er jeg ingen Skurk, 2) er jeg ikke værre end andre, 3) er jeg en brav Mand, 4) er jeg en lidende Engel. Dette er en Optaarnen af Forbrydelser mod Sandheden: først afdisputeres denne, hvad den veed, saa bindes den noget istedet- for paa Ærmet, saa sættes den en Natluve paa, og saa knibes den i Næsen og overantvordes Forbandelsen som Usandhed. Men hint Prægnante i Hykleriet viser sig tydeligst i Sikker- heden i den Dristighed, hvormed ny Udaad forøves, men da ikke længer som udsprungen af Grundsletheden, men af Hyk- leriet selv, der er bleven en egen, høiere Natur. Da er det, at man skammer sig for sig selv ved simple Laster og Ugjernin- ger: de maae virtuoseres. Som Bygmesteren, Pillar paa Pillar, reiser Münsteren somom Jorden ei længer var Grundvold, iler Hykleren fra Kunst til Kunst, Høide til Høide i sin Slethed. Han hader et Menneske, han ødelægger det; -- det er let og plumpt; men det interessante deri bliver at faae Verden til at troe, at han elskede det inderligen, og at det ikke er hans men den Dræbtes egen Kniv, som sidder i Hjertet. Foragt for SIDE: 133 Mennesker er uadskillelig fra den store [fotnotemerke] Hykler; men langtfra fordi han foragter sig selv. Det er fordi han seer ned paa hine letbedragelige ligesom Bygmesteren fra sin Münster. Han seer ned paa dem fra sin Høide af Udaad og Hykleri, Udaad og Hykleri o. s. v.; og ligesom hiin sætter han ogsaa tilsidst et Kors ovenpaa sin Høide. O den gode Christne! den ædle Kors- drager! Ligesom Rosenglandsen og den eiendommelige Duft over Valmuesæden, det guulhvide Skjær over Ageren, har Hykle- riet dog hos Begyndere en eiendommelig Let og Lugt efter den Ondskab, det skal dække. Sort Intolerance bliver dog mørk Rettro, glødende Hevngjerrighed rødmende Uvilie. Men Me- sterne i Kunsten lade hiin vise sig i Himmelblaat eller taare- hvidt, og den glødende Hevngjerrighed male de enten med Forsonlighedens milde Roser eller med den lidende Uskylds rørende Bleghed. Ligesom Røgskyen over Byerne, udvikler Hykleriet sig dog altid i Forhold til Forbrydelsernes Størrelse. En mindre bety- delig Forseelse undskyldes maaskee kun; men betydeligere benegtes, og i deres Sted paaberaabes netop de modsatte Dyder. Udsugelse maa blive Veldædighed, Egennytte Uegennytte o. s. v. Det synes som at Hykleriet er medgivet det fordærvede Gemyt ligesaavist som at Naturen ei lader noget Dyr aldeles værnløst. Det tjener ogsaa Ondskaben som Værn og Prydelse; og er, ihvorvel instinctfødt, paa Grund af at det kan modtage en høi Grad af Udvikling, (og maa det for at duge til noget) ligesom det ogsaa udrindes kun af et allerede uddannet Sletsind, at regne for et Kunstproduct. Ja, man har endog Exempler paa, at det har kunnet ordentligen indpodes fra uden; og hele Tids- aldre have erkjendt, at man, uden Hensyn til Individualitet, ligesaalidt maatte undlade at lægge sig det til, som at oprøre sig imod Tro, Forfatning og Mode. Men direkte har det lige- saalidt ladet sig saaledes udvikle som strax at faae en Blomst af Frøet; Lasterne ere blevne meddelte; Hykleriet har uddannet Fotnote: Alchymisterne, Tempelherrerne, Gregor den 7de, flere Paver, Richard af York, Ludvig den 11te, Augustus Nero, Henrik den 8de, Bisp Popo og mangfoldige ere historiske Exempler. Man erindre ogsaa Apotheker Qwi- ning i W. Scotts "den smukke Pige i Perth." SIDE: 134 sig af dem ligesaa naturligen og betegnende deres Modenhed som Skjæg, Kløer, Veirhaar og Evne til Selvforsvar af det voxne Legeme. Hisset, hvor Hjerterne kløves, vil Hykleriet, naar alt dets Rabulisteri ei formaaer længer at udsætte Dommen, alene have dette sit instinctmæssige Ophav og Selvforsvars- forhold til Lasterne at undskylde sig med. Men mere Hensyn hertil vil neppe kunne tages end til Undskyldningen, at Mordet eller Meeneden maatte begaaes forat dække Tyveriet. Det vil alligevel blive saa, at Hyklerie mere end noget andet Ondt tilhører Mennesket selv, og er underkastet et saameget større Ansvar. Man er ogsaa paa Jorden enig i at tillægge det sed- ligt Uværd fremfor anden Immoralitet; og de Fleste fælde denne Dom med et vist Hykleri, der er værre end det almin- delige, som kun er den selvbevidste Svagheds naturlige Blygsel. Mod det moralske Omdømme er det Hykleriet ruster sig, ikke mod det juridiske, som snarere er dets Ven, og hvis For- mer benyttes af det som de hule Barkruller, hvis Ved er bort- smuldret, af Slangerne. Hastings, Guvernøren, som i Indien bedækte Veiene, opdæmte Floderne og jevned Dalene og høined Sletterne med Millioner Hungerdødes Liig -- frygtede Almeenomdømmet meer end Parlamentssessionen og Erskines Talenter. Dog bluedes selv han, efter Frifindelses- dommen, forat sige til hint: man seer, at ingen af mine Hand- linger afgive Beviis paa nogen Uretskaffenhed i min Embeds- stilling eller noget Graverende mod min private Charakteer. Han trak sig tilbage, vurderende Seieren, ligesom Folket, for hvad den var. Med Hensyn til det sedlige Omdømme er vir- kelig Hykleriets Opgave ikke stort lettere end at skjule det brændende Huus; og i samme Mon det lykkes, fortjener det en vis Beundring. Der er sagt: Hykleriet er et Offer, Lasten bringer Dyden. Men da maa en falsk Compliment kaldes et Offer. Dyden maa dog betale derfor. Der er ingen af dens Farver, Vaaben, Hel- ligdomme, som Hykleriet ei bemægtiger sig. Bibelen, fromme eller vise [fotnotemerke] Mænds Skrivter, veed det endnu bedre end selve Fotnote: Saaledes brugt har jeg fundet Kirkefædre, Prækener, Rousseau, Birck- ner o. fl. SIDE: 135 Dyden og Fromheden at benytte. Det gjør Dyden selv mis- tænkt ligesom mange falske Penge skade de ægtes Credit. Intet ringeagter det mere end Dyden, som det bruger og ap- pellerer til: og det ringeagter den for dens Eenfoldigheds Skyld. Hykleriet er Dydens Majordomus; men for Magtens Skyld, som dog er i dets Vold, anseer det ikke værd at afsætte og kron- rage den endnu. Snart skal det maaske spørge Verden: see, jeg udretter alt, alle dens vices! hvortil denne Skygge? -- Crocodilen river Barnet udaf Moderens Favn. Det bølger i Sivet. Derfra klynker en Barnerøst. "Ak, fromme Uhyre! -- raaber Moderen -- du har ikke slugt mit Barn. Du lagde det i Sivet. Det er mit Barns Røst. Mit Barn! mit Barn, jeg kommer -- " Hun iler. Sivet bølger atter. Et Skrig -- en Taushed. Crocodilen klynker atter. Det er Hykleri. Bønderne samle sig paa Bredden: "hvor kan den have slugt baade Moder og Barn? og saa langt ude i Sivet, og endda klynke af Sult? Den er uskyldig." -- Det er Hykleri. Kunde Crocodilens Klynk ordlægges, vilde Folket paa Bred- den have seet et svovelfarvet, blodøiet Uhyre endnu knasende paa de Ulykkeliges Levninger, reise sig over Sivet og tiltale dem saaledes med bevægelig Røst: "kjære Flok! jeg har to oprigtige Ønsker: et for dig og et for mig. For mig selv ønsker jeg, at du, Ven eller Fiende, vil erfare, at ogsaa jeg kan lide Uret, og at du vil modtage denne Underretning med venlig og forsonet Følelse; og Dig tilønsker jeg: Fred med Andre -- Fred med dig selv." Er Hykleri. Henrik Wergeland CARL DEN STORE, TORDENSKJOLD, NORGESREISEN, AF OEHLENSCHLÄGER (Fortsættelse fra No. 150.) Morgenbladet 5. juni 1834 "Karl den Store." En smagfuld Behandling, en kunstskjøn Sammensætning af givne Scener tilhører det Talent, som Oehl. besidder. Han har især i Aladdin, ligesom og i Hakon, givet udmærkede Mønstre SIDE: 136 derpaa. Men i "Karl den Store" har denne Skjønsomhed, om- endskjøndt den kan læres og tilvænnes, forladt ham, ihvorvel det er synligt, at Oehl. ingensinde, med Undtagelse maaskee af Aladdin, mere tiltrængte eller har opfordret den. Hans Op- gave er nemlig af en Mængde historiske Træk og Scener at give et Heelbillede af hiin Helt. Dette, som ikke er nogen dig- tersk Opgave, har han forsøgt ved en Sammenkjedning, som langtfra atter viser den øvede Mester, og som istedetfor at give en historisk Tragødie ikke engang giver en tragisk Historie, men kun en historisk Skizzecyklus, der har tabt under Vers- formningen den Livlighed, som tilhører saadanne Frembringel- ser. Man seer ikke Begivenhederne udrinde af Heltens Aand og Storhed, men at bevæge sig udenom ham og bevægende ham, -- ja, idet en Eenhed, man her høist billig kunde kræve, gaaer forloren, om flere andre Personer, som i lige Grad til- trække sig Opmærksomheden. Heller skulde man, paa Grund heraf, sige, at Oehl. har villet fremstille et Afsnit af den Tids Historie. Kun om Forfatteren vil tage tiltakke med et saadant Navn paa sit Værk kan man oversee den løse Sammenhæng, hvori Skolescenen, den med Alcuin og Forvalteren, med Haruns Gesandt, mellem Drago og Hermentrud, mellem Spillerne med Godfred o. fl. a. staaer til det Hele, forsaavidt Pipin, Wittekind, Albion og de 4 Elskende levne noget Heelt til Karl. Men vi skulde udsones med Manglerne i det Techniske, om vi traf paa herlige Tanker og poetiske Skjønheder i Replikerne. Men disse ere baade aand- og glimmerløse. Man har kun den Fantasi-Sysselsættelse, at tænke sig, hvorledes disse prægtige Maaneskins-, Offer-, Mord-, Borg-, Audienz-, Hær- og Drikke- Scener, som rigelig afvexle, vilde tage sig ud under god Belys- ning og et færdigt Machinerie. Selv hvor Situationen opfordrer til at meddele os en Charakteer i træffende, kraftige Strøg, raader den samme Aandløshed og Mathed. Hvad var f. Ex. mere passende med den Charakteer Pipin er tillagt, end at han i langsomme men ædende Giftdryp meddeelte Karl hans Døttres Elskovsforstaaelser? men skeer dette i Linjerne: Pipin: Siig, Fader! elsker Du ei Eginhard og Angilbert? Karl Som Sønner. SIDE: 137 Pipin: Maaskee Du snart vil have dem, som Sønner; Thi viid: de tækkes Imma, tækkes Bertha, Med uanstændig Broderkjærlighed. Ordet "uanstændig" er sat med udmærket Stiil, formodentlig for at passere for en Finesse, som om Pipins Slangebrod ret deri spillede. Men selv en prosaisk stilet Fremstilling vilde forsmaae slig Plathed. Saa dagligdags taler ingen Lidenskab selv i Hytten. Den hæver hverdagslige Folk over det Hver- dagslige. Finere, giftigere vilde en Arbeider udtømme sit Had og røbe sine Søstre af Ondskab og for at saare Faderen, end Oeh's gudløse, lidenskabelige Prinds gjør det. Bestyrkende vor Paastand, at Oeh. har ladet sig fængsle af sine historiske Data, erklærer den danske Z. Y., at "Digteren synes at have betragtet Poesien som Historiens Livegne"; og at "Oeh. seiler med historisk Ballast, hvormed et Digterskib saaledes kan overlades, at det synker ned i den prosaiske Af- grund istedetfor at holde sig paa Poesiens lette Bølger". Det hjælper ikke, at Oehl. paastaaer, at slig "Excerpation ikke forekommer mere i Karl den Store end i hans (mine) øvrige historiske Tragødier: Hakon Jarl, Palnatoke, Erik og Abel og Væringerne." Thi vi troe, at han heri gjør sig noget Uret, og at den gamle pralende Henviisning peger derunder. Oprigtigere har nok Oeh. paa et andet Sted sagt, at under ængstlig Excer- peren af Historien til et poetisk Arbeide maa Begeistringen gaae tabt. Men nu dømme man hvorvidt en Begeistring finder Sted i "Karl" efter saadan verbotenus Excerperen af Dippoldts Krønike. Runald siger Pag. 18: "Rundt ved alle Herskabsmøller Og Hovedgodser holdes Høns og Gjæs, Fasaner, Agerhøns, Paafugle, Duer. I Mejeriet kjernes Smør, saa friskt som Nøddekjerner. Bryggeriet yder det bedste Øl; og Vinen presses bedre. Vor Faareavl forædles; fede Sviin paa Skoven gaae, som yde skjønne Skinker. Og Gedehjorden skaffer herligt Kjød til Saltning, og forresten Horn og Skind til Haandværksarbeid. Hesteavlen o. s. v." Nu Dippoldt, Pag. 128: SIDE: 138 "Auf den herrschaftlichen Mühlen und Hauptgütern muszte man Hühner und Gänse halten, auch edle Hühner d. i. Pfauen, Fasanen, Rebhühner und Tauben zur Zierde. Auf allen Gütern sollte man Kuhmelkereien halten, Butter und die weit üblicheren Käse, auch Wachs und Honig reinlich fertigen; dieselbe Rein- lichkeit ward beim Malzen, Bierbrauen und beim Weine einge- schärft. Schaafzucht wie anderes Nuzvieh anbefohlen. Die Be- amte seiner Güter muszten jährlich anzeigen, ob die Waldmast für die Schweine da sei; -- man sollte sie reinlich einsalzen und räuchern. Die Zucht der Ziegen, deren Felle und Hörner sehr geschäzt und jährlich berechnet, ihr Fleisch frisch und geräuchert verspeist wurde, machte er ansehnlich. Die Pferde- sucht -- u. s. w." Samme verbotenus Excerperen finder Z. Y. lagt for Dagen paa flere Steder. Saaledes berettes Kathedralen i Achen ganske rigtig at være rund, von acht Pfeilern getragen, mit korinthischen Capitälern, geschmückt mit Gold und Silber, Fenstern, die Thüren aus purem Erz. Alt hvad der er tilsat er, at Vinduerne vare af "malet Glas", og at Malmdøren var "koste- lig". Ligesaa siger Anm., at "det er Krøniken, eller rettere sagt Dippoldt i sin Beskrivelse af Keiser Karl, vi høre tale, og ikke den for os paany oplivede Fortid, naar Karl modtager al Rachids Gesandt. Vi høre ikke i Tiltalen og Svaret den orien- talske Blomsterfylde og den frankiske Ærlighed og Djærvhed. Vi høre kun Historieskriverens Beretning, der er fulgt med ængstlig Smaalighed. Dippoldt giver det dramatiske Vink: "wobei (under Presenterne) diese (Gesandterne) nach Landes- sitte sich und andere in schwelgerischer Wortfülle zu seinem Lobe berauschten . Men Oehl. har lagt mere Mærke til Beretningen: "ja, zu höherem Zeugnisz seiner Gunst schenkte er ihm den einzigsten Elephant, Abulaz, den er eben besasz." Af Beskri- velsen over Elefanten findes vel Intet hos Dippoldt; men An- meld. kalder denne Beskrivelse "et Brudstykke af Raffs Natur- historie" -- en Bemærkning, der dog forekommer os mere bitter end retfærdig. En ildelydende Versform er valgt nedigjennem Pag. 268, hvor Druiden begynder: "I tappre Brødre, vene Søstre, hører mig! Høit stige bør af Seirens Glæde Hjertet os -- o. s. v. SIDE: 139 Den fra 321-331 er egen, men for ensformig, idet Rimslagene følge Linje efter Linje, til at behage saamange Blade igjennem. Den passer ogsaa kun for det Elegiske, men ingenlunde for den opblussende Elskovs og Gjenfindelses Triumf, som Pag. 326 skulde være udtrykt, men ikke saa mat og prosaisk som der er skeet. Der er Oehl. atter under det Dagligdagse, i sine Tan- ker og Sprog plattere end jævne Folk i sine Stuer. (Fortsættes.) Henrik Wergeland CARL DEN STORE, TORDENSKJOLD, NORGESREISEN, AF OEHLENSCHLÄGER (Fortsættelse fra No. 156.) Morgenbladet 9. juni 1834. "Tordenskjold." Da der i det Hele maa siges det Samme om dette Sørge- spil som om det forrige, og det af Oehls. Arbeider, vi have foresat os hernæst at betragte, har mere Interesse for vore Landsmænd, ile vi snarere henover det. Noget ubehageligere og mere frugtløst Arbeide kan heller ikke tænkes end at fremstille særskilt det Aandløse i 180 aandløse Paginaer, og det enkelte Feilfulde i en heeltigjennem feilfuld Structur. Det skulde være at afskrive og at ombygge det hele Arbeide. Men da vilde dette rigtignok blive meget kortere; thi hvortil den alene for at complimentere Svenskerne (til Gjengjeld vel for Artighederne i Lund?) indtvungne Scene med Leyonankar? hvortil Præsidentens og Luises Mellemcomedie? Tordenskjolds Idyl trænger ikke til en saadan Folie. Debora, Hans, den ældre Harriet, Studenteroptoget -- alt dette er ganske og aldeles over- flødigt. De to første figurere blot som Repræsentanter for Datids Tone. De ere carricaturmæssige, men uden den gode Carricaturs Livlighed og Sandhed. Oehlenschlägers Hensigt har tydelig været at stille dem i samme Forhold til Stykket som Stueuhret til Værelset, nemlig som Tidangivere; og den gammel fransk- stive Debora i samme contrasterende Forhold til den ligefremme Tordenskjold, som til sin gammeltydske Broder Hans, hvis Fan- tasteri tillige skal tjene til at fremhæve Tordenskjolds djærve Virkelighed. Men til det Første hører en Vittighed, som Oehl. SIDE: 140 altid har manglet, og til de sidste Opgaver en Fiinhed, hvorpaa han ialfald forhen har afgivet bedre Prøver. Er ikke dette den rette Opfatning af disse Charakterer, saa maae vi antage, at det alene har været Forf.s Hensigt at fylde Ark; men selv om vi traf ret, ere de alligevel ganske overflødige, og kun nye Vid- ner om Oehlenschlägers evindelige sløve Historiseren. Ved at indtage saameget Uvedkommende og at udtvære Replikerne (paa nogle af de sidste Sceners nær) indtil den aandløseste Trivi- alitet, har det lykkets at udspinde et ubetydeligt Emne til ordi- nære 5 Acter. Men om den Aandsnydelse, de yde, dømme man efter disse Repliker, der ganske ere Alner af eet Stykke: Leyonankar: Og derfor har jeg taget mig den Frihed, At komme hid i dette fremmede Huus, At see og hilse Jer et Øjeblik. Tilgiv! Jeg reiser strax igjen. Tordenskjold. Imorgen? Leyonankar: Ja, ganske tidligt. -- Men naar Admiralen Tilbagevender til sit Fødeland, Tør jeg da haabe vel, at I besøger Mig paa min Gaard i Skaane, hvor jeg boer. Denne Leyonankar indføres alene forat hilse paa Tordenskjold. Atter slet Prosa: Hans: Nei disse Pigebørn Er allergalest til snelt at forandres. (!) Med dem ei løber Tiden selv omkaps. Du var jo ikke størr' end saa, da sidst Jeg saae Dig -- og nu er Du alt en Dame! En flau Lignelse mellem den gamle, preciøse, revsende Debora, der havde sit Ophold hos sin Broder Præsidenten, og en huus- vant Papagøi, indhales aldeles umotiveret saaledes: (Hans): Vor Søster Debora, hun er dog reent Forbandet; jeg gad høre hvordan Du Undskylde vil den hvide Kakadue. (?) Præsidenten: Man hænger Kakaduen i et Buur, Bespiser den og gi'er den daglig Vand; Man morer sig ved Ord, som den har lært! Og skulde Broderen ei ynde meer Sin egen Søster? ligned hun end lidt SIDE: 141 Slig Kakadue, naar hun forestod Hans Huus med Orden og Oeconomie, Og har en Dannelse, som Tiden hylder. Med lignende Anstrængelse indpines nogle Ord af Fredrik 4de, som ligemeget prostituerer Dennes Vittighed og Oehl.s ulykke- lige Anekdotkræmmerie og Trældom under det Historiske. Budde: Men har Du hørt det skjønne Vers, hvormed Kong Frederik parodierte Kallenberg? Wessel: Nei, Kjære! Siig! Budde: Den kolde Diplomat Har aldrig kunnet lide Tordenskjold. -- -- -- -- -- -- Men Kongen tugted ham! Wessel. Hvordan? Hvordan? Budde: Han havde gjort et Vers om Tordenskjold: "Courage sans conduite, -- C'est un homme sans suite." Men Kongen gjorde Verset saadan om: "Un homme sans Courage, C'est un pauvre personnage!" Wessel. O Gud velsigne Frederik den Fjerde! Det Vers har atter gjort mig oprømt. Ja! Nu vil jeg lade mine Griller fare. Vi haabe, at man efter disse Prøver erkjender baade det ube- hagelige og frugtløse i at documentere Alt hvad der understøtter vor Mening, og at vi have vore Ord ibehold. Dog ville vi, for at sætte de Læsere, der med ubehagelig Studsen have hørt den høitpriste Digter svadse saa gudsjammerligt, i et bedre Lune, endnu hidflytte Tordenskjolds Elskovs- og Afskedssang, som isandhed opfordrer dertil og neppe vil kunne hindre at en høi- lydt Latter, mødende Catastrofen, helbreder Ængstligheden, hvormed de umiddelbart følgende Skygge- og Mordscener ellers burde ventes. Den falder ind efterat Kammerpigen har fortalt, at hans Kjæreste "Er falden lidt i Søvn der paa sin Sopha. Imorges var hun oppe Klokken fem Med Tanten. -- -- Tordenskjold byder Pigen nu ei at vække Frøkenen, siger at han kun vil blive der et Øieblik, og indleder med disse Ord: "Men jeg forstyrrer ikke hendes Ro." SIDE: 142 følgende Sang, som gaaer paa Melodien af: "Boer jeg paa det høie Fjeld" (!): "Sover hun, den hulde Glut? O hvor sødt! -- I Guds Navn, nu saa lad hende sove. Hun forlades af sin Gut, [fotnotemerke] Som sit Liv mod en Niding maa vove: Hun er tapper, hun er kjæk; Men en Mø er en Mø, som dog let bli'r forfærdet; Og det voldte hende Skræk, Hvis hun saae mig at gribe til Sværdet. Sov, min Harriet! drøm kun, drøm; Du er kjælen, blid og øm. Ei din Elskovs første Dag Skal forstyrres af Angest og Nag." For næstovensatte Verslinjes Skyld bør vi haabe, at dette og de følgende Serenadevers ikke synges med den fra Holmens Kirke bekjendte, og i Tragødien naturligviis omtalte, torden- skjoldske Thordenrøst. Der burde være sat til: "med dæmpet Røst." (Fortsættes.) Henrik Wergeland CARL DEN STORE, TORDENSKJOLD, NORGESREISEN, AF OEHLENSCHLÄGER (Slutning fra No. 160.) Morgenbladet 14. juni 1834. "Norgesreisen." Baade Sujetter, Titlerne og fremfor alt Behandlingen af denne saakaldte "Digtekrands" og Gehalten deri føre os paa den Tanke, at Oehl. har villet anstille en poetisk Væddekamp med sal. Allum, der alt forlængst havde fremlagt sit Prøve- stykke i "Provindsiaden". Den Forevigedes Spaadom, som han ikke saa utydeligen yttrede i Nationalbladet, at han nemlig først efter sin Død vilde faae sin rette Hæder, er saaledes gaaen i Opfyldelse. Saa sandt er det, at en Seerevne er forenet med Digterens øvrige. Gud fri os! Oehlenschlägers af ham og Andre forgudede Navn staaer paa disse Smørerier, som vi have gjennemlæst med en Medynk, som den Arroganz, der heelt igjennem parrer sig med Fotnote: Viceadmiral Tordenskjold. SIDE: 143 Usselheden, ikke fortjener. Ingen praktiserede hidtil heldigere og dristigere end Oehlenschläger Knigges tvetydige "man er hvad man gjør sig selv til." Ingen misgreb sig mere i dette ulykkelige, men formodentlig sidste Forsøg derpaa. Dette maa overtyde de hidtil Tvivlende om at det vel aldrig har været saa farligt bevænt med hans Skjaldskab, og de hidtil derpaa Tro- ende om at det nu idetmindste ikke er det mere. Vi troede, at Forfatterskabet kunde begynde med Skrivekløe; nu have vi i alle Oehlenschlägers senere Værker og navnligen i dette en sør- gerlig Erfaring om, at det kan ende dermed. Oprigtigt: dette gjør Os ondt. Vi have aldrig kunnet beundre Skjalden uden Skaberevne, Vid og Fantasiflugt, hvis Meed alene var at diver- tere eller et indskrænket æsthetisk; og vi have ikke kunnet agte ham siden hans magre, slet stilede, aandløse, mageløse Selvbiographi forbausede os ved sin Ubeskedenhed; men -- dette Sidste gjør os ondt. Det gjør os ondt, da vi dog ofte maatte ære Talentet, og elske Den, som løste mangen Valagaade og fremkaldte Fædreneheltene fra deres Grave. Vel gjorde vi os ikke saa store Forventninger om "Norgesreisen", som Fleer- heden af dem, der lokkedes af Basunstødene Maaneder ifor- veien hen til Bogladen; men der er vel neppe En af Disse, som med Sanddruhed tør negte, at selv de mindste ere undertrufne, og at de, efter dens Læsning, omtrent vare tilmode, som Den, der faaer en Bøtte Vand over Hovedet eller et uventet Slag paa Munden. Vi, der havde afkjølet vore Forventninger ved, noget roligere end Beretteren om "Digterkonningens" Begeist- ring ved Gjæstebudstriumfen i Christiania, at gjennemlæse slige oehlenschlägerske Vers: "Fra Barnsbeen fik jeg Norge kjær; Derom var daglig Tale. Det laae saa fjernt og dog saa nær (?) Med Fjeld fra Danmarks Dale." (!) [fotnotemerke] (Ecce quam bomun!) Og: "Han satte Seil mig til min Kjøl, Han gav mig Fragt i Baaden, Han var en ægte Guldbrandsdøl, Han først mig løste Gaaden." (Miskemiskemaske!) Fotnote: I Samlingen har Forf. rettet denne desperate Tmesis. SIDE: 144 -- vi Koldere, vi slap nu vel for saa flau en Følelse; men, som sagt, Bogens Læsning, og hiin Erfaring, den synes at berettige til, gjorde os ondt. Naar det forhen i Morgenbladet in nihilum redigerede Vers- stykke "Krogkleven" erklæredes for det bedste næst Farvelet til Norge, er Dommen fældet over de øvrige. Det Hele skulde heller intet Ord erholde; om det ikke var Pligt imod det Publi- cum, som endnu ikke har fulgt Opraabene til for gode Penge at faae de sletteste Vers, som nogen Literatur endnu skjæmmedes med, at underrette om hvorledes det egentlig har sig med den Forherligedes "Digtekrands", som udhængtes saa pralende, og at vise den suffisante Usselhed tilbage. En umaadelig Aands- tomhed raader i det Enkelte som over det Hele og over Ud- kastet. Ingen Idee samknytter de enkelte Afsnit. Ikke een ud- mærket Tanke er at finde i nogen af disses Linjer. Ingensteds hæver Forf. sig over den Flade, som er anviist alle Tiders og Landes Mævier at pladske i. Dette er dog vel lidt for disse Mange, som vilde være saa nøisomme, og som i det Hele, for- vænte ved alt det Middelmaadige, endnu ikke have lært at spænde sine Fordringer ret paa hvad en Digter skal give, og det især, hvor saamange Evneløse troe at være dette, om de fremlægge eensformigt som et chinesisk Figurspil det fattige Sprogs Riimlapper og forlængst afblegede Farver. Saa tomt et Spil driver Oehl. heeltigjennem. Det er Rimen, slet Rimen, og intet mere. Bizarreriet i en eller anden Vers- form hæver det ikke. De Exempler, hvorpaa anføres, fritage for særskilt at documentere Aandstomheden og Flauheden. Den findes overalt. Pag. 90. "Trætte træde vi nu ind i Stuen Med Gruen Skjaldens Miner Mørknes, naar han bag Gardiner Finder Sengedynen altfor blød. "Lille Moer! den Dyne maa du tage Tilbage! Heden kan vi ei fordrage. See! der henter Krog vort Brød. SIDE: 145 Dahl ei mindre driftig henter Skinken. Med Blinken Kniven snitter. Derpaa hver til Lejet hitter. Strækker sig saa træt paa Halmen hen. Næste Morgen vi vor Kaffe drikke. Solens Blikke Mangler ikke. Den er os en trofast Ven!" Hvilken overlegen Aand aabenbarer sig ikke i alle disse Træk! Hvilket aandrigt Samqvem! Hvilken lyrisk, overraskende Ven- ding: "See der henter Krog vort Brød!" Vi troede "Skjalden" i Sengen: Nei! først naar han har spiist Skinken og Brød lægger han sig. Maaskee ventede de obscure Følgesvende, at nu, naar Lyset var slukt, skulde Geniet begynde at funkle -- ak! Det laae der mørkt og taust som alt det Andet omkring dem, men svangert med deres Udødelighed. Selv da den inspirerende Kaffe kom, lader det til, at intet Andet har funklet end "Solens Blikke", som manglede ikke. (Godt!) Pag. 49. "Deiligt ligger Thulstrups Hauge. Did jeg seiled paa en Baad, (!) Med en Venneflok, og Regnen gjorde Farten lidet vaad. Alt imellem skinte Solen, skjulte sig ei stedse mørk." I disse 3 Linjer opdage vi: 1) Den Besynderlighed: at seile paa en Baad; 2) Muligheden af at Regn kan gjøre tør; 3) at Solen er mørk. Ved at antage dette, undgaae vi at bebreide Forfatteren Recapitulation. Denne vilde nu rig- tignok være at addere to Nuller. "See, der stander Bjælkehuset! Stedse jeg det mindes vil. Der for Norges ædle Sønner læste jeg mit Sørgespil." Ogsaa der, ogsaa der Forelæsning! Oehl. er utrættelig i at fore- læse sine Manuscripter. Han har reist om i Tydskland og Schweitz og kjedet Goethe, Madame Staël m. Fl. dermed. I "Selvbiografien" giver han (naivt nok) at forstaae, at han SIDE: 146 desaarsag harcelleredes paa Coppet. Her (paa Thulstrups Løkke) kan han slaae stærkere paa. Derfor ender dette nyde- lige Afsnit "Omegnen" med en drøi Selvcompliment: "Thoras Søstre, Valborgs Søstre flætted' Krands -- ei i mit Sværd; -- Men en Krands om Skjaldens Harpe viiste: den var Emnet værd." Forfatterens umaadelige Begreber om sin Vigtighed strækker sig ikke alene til hans moralske, men endog til hans fysiske Person, ja til dennes meest ringeagtede Dele. Man læser blot "Faldet i Hougsund", hvor omstændelig beskrives hvorlunde Skjalden faldt paa Pallen, og hvorlunde Nu revned i usalig Stund Først Klædet mig, saa Huden." ligesaa i Digtet (s. v. v.) "Drammen". Pag. 118. "Hør Du, min Gut! siig hvor boer Amtmand Blom? Men jeg først maa Kjøbe mig Handsker! For sort skæmmer det Par som jeg bær Dahl, fortræffelige Ven! Nu iler han hen i en Krambod! -- Nei, jeg skammer mig fast! -- Der er han atter igjen. Deilige gule Handsker! Ja nu kan vi gjæste vor Amtmand. "Var det nu ei fortræffeligt, at jeg fik Handskerne vasket I en Hast?" -- Med et Smiil hilser den venlige Viv, Som forkynder at hun har Skjalden kjær. Og mit Billed Finder i Kammeret jeg hænge paa Væg ved min Seng. Det er hængt derhen idag. Nei sikkert, i lang Tid Havde det der sin Plads; tidligt alt stukket af Flint, Ligner det dog endnu. Besynderligt! Her skal vi mødes? Ikke saasnart vel igjen træffes her Adamer to! Jo visselig: i Oehl. selv er der evindelig to, som ikke gjøre andet end at beundre hinanden og byde hinanden Røgelse. Den Ene af dem har skrevet Corregio, Hakon, Aladdin og Nordens Guder. Den Anden har skrevet Carl, Tordenskjold og Norgesreisen. Vi afbryde -- nei! det er nok. Vi standse ved Spørgsmaalet: kan en virkelig Digter have skrevet Norgesreisen? Saa lang en Søvn havde aldrig nogen Homer. Man raaber: "Ih! Gudbeva- res! Det er jo Professor Oehlenschläger. Der er jo Hakon Jarl!" SIDE: 147 Vi svare: var Hakon Jarl skrevet anderledes eller bedre, vilde en "Norgesreise" ogsaa være det. Nu er denne saa slet som muligt. Slutter nu! Der er et strængere Forhold, en nøiere og conseqventere Kjedeforbindelse i den aandige Verden end i den fysiske, hvor vi opdage den med Beundring. Den, der dig- tede et maadeligt eller endog ret godt Stykke, kan ende med et aldeles slet; men Den, der skabte et af høieste Rang, kan ende med et af Værd, som, hvor hiin stod i sit Høieste, "Hakon Jarl" forholder sig til Macbeth eller Kong Lear eller Hamlet som "Carl den Store" til "Hakon Jarl". "Carl den Store" til Kong Lear som Norgesreisen til "Carl den Store", eller maaske endog til "Hakon". Der er en umaadelig Afstand imellem disse To; men i hvilken Afstand fra den ringeste af dem skulle vi sætte Norgesreisen? Henrik Wergeland MIDLER TIL DEN NORSKE LANDALMUES OPLYSNING Morgenbladet 26. juni 1834. Ifjor i October tilstillede Undertegnede den fortjente virk- somme Borger Generalkrigscommissair Birch en "Plan til en Forening til nyttig Oplysnings Fremme mellem Landalmuen", hvilken hovedsagelig gik ud paa Oprettelsen af gratis Søndags- skoler for Confirmeerte, og som tillige var anbefalet endeel Mænd i Hovedstaden, om hvis Vilje som Evne til derfor at virke man ligelidt burde nære Tvivl. Imidlertid er Intet senere blevet hørt dertil uden mundtlig Underretning om, at den skulde være sat i Circulation; og saaledes tabtes ikke mere end eet Aar for Realisationen deraf paa flere Steder. Dog er i Morgen- bladet seet, at deslige Skoler have været omhandlede i Agers Sogneselskab, uden at Inds. dog erindrer om derom var taget nogen Beslutning; men skulde det være saa, og dets Formand Hr. Generalkrigscommissair Birch eller Andre med hiin Plan bekjendte enten af denne have hentet Ideen eller kunnet benytte noget deraf, da vil dens Udkaster endda føle sig meget tilfreds- stillet, om end dens Hovedhensigt: hiin organiseerte Forening ikke opnaaedes ved første og private Forsøg. Inds. troer at skylde Sagen et andet, og da et offentligt, som SIDE: 148 maaskee vil have bedre Virkning. Den har vundet for ham i Interesse, efterat han har overtydet sig om dens lette Iværk- sættelighed og Nytte, ved fra sidste Høstarbeides Ende til nær- værende Plogaan at have i sin Bygd oprettet og bestyret en saadan Skole -- noget han, uden Frygt for at miskjendes, beret- ter, for at Sagen maaskee forsaavidt hist og her kunde reali- seres, som man tager Exemplet efter, om end en Offentliggjø- relse af Planen ikke skulde bevirke, at den tages tilfølge i sin Heelhed. Den kan ikke her gives ordlydende efter hiin ventelig forkomne, men kun efter dens Concept, der underkastedes For- andringer i Formen, som nu ei erindres: "Plan til Forening til Oplysnings Fremme mellem Landalmuen. Almeeninteressen for antydede Meed faaer hos de liberale Borgere, Undertegnede desangaaende ærbødigst henvende sig til, være Undskyldning for at dette skeer fra En af Samfundets Ubetydelige. Ideen at fremme Oplysning mellem Menigmand tiltaler visselig alle fri- og christsindede Oplyste, men maaskee Mange kun med det fromme Ønskes blandede Behag. Men vor daadrige Tidsalder vil ingen filanthropiske Drømmerier. Hvor det Offentlige ikke realiserer det Gode der reise private Fore- ninger sig, og -- i herlige velgjørende Anstalter, i Millioner mellem de raae Masser udspredte belærende og dannende Skrivter aabenbare Viismænds og Menneskevenners Ideer sig i Liv og Sandhed. Saaledes fremmes Oplysning mellem Europas meest civiliseerte Lande, som bekjendt, ved Foreninger af de meest udmærkede Mænd, som udgive alleslags Godtkjøbsskriv- ter, og disses talløse Afsætning viser Trangen dertil. Sligt lader sig vanskelig iværksætte hos os. Et godtkjøbs Folkeblad, hvortil Undertegnede for nogle Aar siden udkastede Planen, at det skulde meddele belærende Artikler og Efterretninger, betræf- fende Industri og Økonomi, frister kun, uagtet al Uegennyttig- hed fra Redactionens Side, under svær Portoafgivt det tarve- ligste Tilvær. [fotnotemerke] Ligesaa Budstikken, hvis Tendenz er bekjendt. Fotnote: Det siges ophørt med Nytaar. Redactionen deraf kom strax ved 1ste No. i Andres Hænder, som maaskee ikke fulgte Planen nøie nok af Mangel paa dertil hørende Bidrag og Materie. SIDE: 149 Kort -- ville vi ikke at vore Almuer skulle staae tilbage under den almindelige europæiske Civiliseren, maae vi tænke paa Midler, [fotnotemerke] anvendelige i vort Land og afpassede efter vore Kræf- ter. Dette forekommer saameget mere at være Pligt, som det er en Sandhed, at det Offentlige overlader Borgerne selv at gjøre meget for Oplysningen, og at en politisk Oplysning udbre- der sig imellem Menigmand, der har forlidet Tilsvarende i de Kundskaber, som bør udgjøre Grundvolden for al Dannelse, saaledes at hiin ikke i saa fuld Maade, den ellers kunde, bliver velgjørende. Det er ogsaa i friskt Smertesminde, at Menighe- derne, tildeels paa Grund af en forudsat Mangel paa Oplysning og deraf følgende Evneløshed, negtedes indtil videre de com- munale, naturlige Rettigheder, som sidste Storthing vilde have indrømmet dem. Det er Borgerpligt at ophæve saadanne Hind- ringer. Det er under saadanne Tanker, at et Middel til at fremme Oplysning imellem Landalmuen er kommet Underteg- nede ihu, som baade er let iværksætteligt, lidet bekosteligt og virksomt. Det ligger i den Omstændighed, at der findes i de allerfleste Bygder enkelte Mænd af videnskabelig Dannelse, hvis Tid ikke er knap, men hvis Kundskaber dog forstørstedelen ere ufrugtbare for deres Omgivelser af Almuestanden. Saadanne ere Capellaner, især personelle, Officierer af de ringere Grader, privatiserende Studenter o. fl. d. Og disse vil nu Proponenten have forenede ved et Selskab til Oplysnings Fremme i Land- almuen, der opfordrer dem, som ikkecontribuerende, men ar- beidende Medlemmer til hver i sin Kreds, til beqvem Tid og Sted, [fotnotemerke] gratis at undervise et Udvalg af unge, men confirmerte Fotnote: Den samtidige kappende Publiceren af "Skillingsmagazin" og "Archiv for blandet Læsning" -- begge Godtkjøbsskrivter -- henhøre til saadanne og tolke Trangen dertil. Det Sidste har sit Oplag afsat; det Første alt paa faa Planer 1/4 af de nødvendige Abonnenter. Blot de ikke fortrænge hinanden. Fotnote: Tiden mellem Høst- og Vaar-Aan er almeenbeqvemmest. Et fast Locale var udentvivl hensigtsmæssigst. I Eidsvoll, hvor ingen fast Skole findes, eller andet godt fast Locale var at finde, holdtes Skolen omgangsviis hos Eleverne. Fra 2 -- 4 underviste en med Korn betalt Skoleholder i Regning og Skrivning; fra 4 -- 6 Inds. i Retskrivning, Grammatik efter Hansens mind- ste Udtog, og i Geographie efter det af Kirkedepartementet udgivne lille Udtog. I Løbet af Vinteren gjennemgikkes dette. Eleverne anskaffede sig det Nødvendige af Bøger o. s. v. med Villighed. SIDE: 150 Bønder i Retskrivning, Regning, noget Geographi og Historie efter de især af Kirkedepartementet i disse Fag udgivne Smaa- bøger. Foreningens øvrige Medlemmer, der ikke saaledes kunne virke, give aarligt Bidrag, der anvendes til Indkjøb af passende Bøger, som gratis uddeles til Menigmand gjennem Medlemmer i Bygderne. Slige Bøger ere saa billige, at om Foreningens Afdelin- ger i Stiftsstæderne og Districterne talte 400 Medlemmer, [fotnotemerke] der hvor alene bidrog 30 -- 36 ß aarlig, imellem 12 -- 1500 saadanne vilde bringes i Almuens Hænder. Og den modtager gjerne. I Given er en Indtvingen, en Tvang, men en umærkelig. Det er mere Erkjendtlighedsfølelsen end Egennytten, som derved sættes i Hensigtens Tjeneste. Given er Principet, og det et endnu nærmere til Maalet førende end det beslægtede Godt- kjøb, som tilsigter det Samme, uden dog i vort Land med alle dets Vanskeligheder for Forbindelsen mellem Egnene, med dets fattige og for Bogkjøb uvante Almuer, at kunne opnaae det. -- Udvidende Foreningens Virkninger vil det være, at Gratisunder- viisningen bibringes cursusviis idel nye Personer; at Disse betale sine Bøger, hvorimod de distributive tildeles Andre end dem, der ved Underviisning nyde godt af Selskabet; at dette har sine egne Boghandlere, hvorved Bøgerne ville erholdes billigere, og Forlag paa hensigtsmæssige Bøger overtoges, og at Landhand- lerne forsynes med deslige til Udsalg. Bønderne erkjende selv, at den Underviisning, hvormed de fra Almueskolerne og Confirmationen slippe ud i Livet, er langtfra tilstrækkelig til at redde de Slægter, som skulle sidde paa Gaar- dene og modtage større Friheder, altsom Grundloven udvikler sine Kimer dertil, fra en Uvidenhed, der var Fædrenes, svundne Tiders og den gamle Forfatnings. De see sig, med en Længsel, der gjør dem Ære og de Ligegyldige Skam, om efter Hjælp, og denne bør og kan kun komme fra deres mere oplyste Med- borgere. Jeg anbefaler dette Forslag til Disses Prøvelse og -- Iværk- sættelse!" Eidsvoll. Henr. Wergeland. Fotnote: Hvormange Præster gives der ikke alene? Mange kunne mene at Sligt vedkomme dem paa en Maade ex officio. SIDE: 151 Henrik Wergeland HENRIK WERGELAND, STUDENT WELHAVEN -- KBHVNSPOSTEN -- SVENSKE HEIMDALL Kjøbenhavnposten 28. juni 1834. Idetmindste i den nordiske Literatur er en Polemik af Natur, som den man seer anvendt mod den unge norske Digter Henrik Wergeland, en Nyhed og et Særsyn. Og at den er det, geraader Literaturen til Ære med samme Ret, som den en Stat har til at rose sig af at dens juridiske Registere imellem mange mindre Forseelser dog kun tælle een Hovedforbrydelse. Man har troet, at den massive Polemik culminerede i de 12 Paragrapher mod Baggesen; men Kjøbenhavnsposten har underrettet Danmark, og Heimdall Sverrig, om at den højeste Laure for det genre opbevaredes for den norske Student Welhaven, Henrik Werge- lands Hælkrebs. Det er ikke alene de massiveste Invectiver, man har troet nødvendige mod Wergeland som Forfatter og Person. Der maatte ogsaa Midler til, som ikke bestaae for Æren og Samvittigheden. Personligt Had iførte sig den literære Dom- merkaabe, forglemmende, at denne, der kan skjule saameget og selve Stiletten, dog netop forraader det ved Contrasten i sin Ærværdighed. Autodidakten var Dem utaalelig, som hverken kunne lære af sig Selv, eller ville lære af Andre. Utaaleligst var det dog, at Han virkelig lærte noget i sin Skole. Da maatte Phantasien være tøilesløs, rasende, vanvittig for de Træskoede, som blev tilagters. Hans Toner maatte være Ulvehyl, fordi de døvede den veke Klimpren efter Klimpreres Klimpren. Men man fandt snart, at man spillede Snogen og Filen. Da man forgjeves havde dømt den fri, vingede Muse til Slaveriet, saa begik man i Harmens Rasenhed den Taabelighed at indanke en de facto og da dømtes den Skysvævende in contumaciam til Brændemærke og Gabestok, og Digte, som have meget Asbest i sig, til Baalet. Alligevel beklagede den Fordømte kun, at Dommerens Talent ikke skulde staae i et bedre Forhold, end det gjør, til Ondviljen, forat Kampen kunde blive værdigere. SIDE: 152 Denne Skildring er sand. Det er saaledes, at flere af Norges talentfuldeste og mest udmærkede Mænd bedømme Digterens og Modstanderens Skildring. Og dog er det hiin Dom over ham, der er fældet i en Sindsforfatning, som vilde byde den Ret- skafne at vige Sæde, hvilken Kjøbenhavnsposten ubetinget og svenske Heimdall tildeels erklære ufeilbar; efter den er det, at de bryde Staven over en Digter, de kun kjende lidet til. Men man bør dog vide, at mangen blomstrende Aronsstav svinges over hans Hoved, saa at Stumperne af den velhavenske Gade- lime, af Postens Svøbeskaft og af Heimdalls Landse slynges til- side før de naae det. Om de særskilte uværdige, ja endog i en Injuriesag uværdige Midler, hvormed alle Furier have forstrakt Student Welhaven til den forgjæves Kamp mod den wergelandske Muse, ville vi ligesaalidt her yttre os, som om den forslidte og tildels vrange Æsthetik, hvormed hans Skrift, afvexlende med Skjeldsord og falske Citater, vil tilliste sig Skin og Navn af videnskabeligt. Det er hverken mere eller mindre end det personlige Fiendskabs Foster, lige uselt i Indhold og Værd som i Motiver. Sic ( ): calum- niando) calumniam effugio, er Mottoet. Pressen er ogsaa alle- rede ifærd med Trediemands Drøftelse baade af den welhaven- ske Pasquil og af Wergelands Værd som Digter; og vi vente den Retfærdighed af Kjøbenhavnsposten, at den bliver ligesaa villig til at citere af den anden Parts Indlæg. Her skizzeres kun løst Forholdene mellem begge. Da maa erklæres, at Henrik Werge- land offentligen egentligen kun har havt een, ihvorvel under mangfoldige Chamæleonhuder snigende, Modstander; og denne har været den endelig til Demaskering, til at antage een con- stant, nemlig Avindets sorte, Farve tvungne Welhaven. Deri- mod har Homonymen Siful Sifadda flere; men hvilke dog alle ogsaa maae henregnes til de alene personlige Fiender. Siful beloe nemlig Naragtighederne, og Narrene sammensvore sig naturligviis. Disse indsaae nemlig ikke, som dog mange for- nuftige Folk gjorde, at den sifulinske Satire ikke altid var per- sonlig, fordi man hist og her følte sig truffen. Men hvem veed nu ikke, at det Fiendskab, som udspringer af den Følelse at være snertet af en Satire, er af den heftigste og uudslukkeligste SIDE: 153 Art; og at sligt Fiendskab sjeldent tager Hensyn til hvad Re- pressalier det tyer til? Deraf Beskyldningen for personlig Satire; for aandig Hovmod, fordi Poetaster ikke skaantes, samt alskens grundløse Bagvaskelser, hvoriblandt ogsaa, at Siful forhaanede den danske Literatur, danske Institutioner, ja selv det danske Folk -- noget Ufornuft, hvorfor Andre vel offentligen have fritaget Siful, men som han selv ikke har agtet værd et Svar. Imidlertid seer man dog, at Sligt lader sig binde Kjøbenhavns- posten paa Ærmet; og maaskee hinc ira, da denne Herre vel neppe kjender angjældende Forfatter nok til at kunne bedømme ham efter noget bedre end efter et forudfattet Misdømme. Men i Hvad man end misdømte Siful, saa anfægtedes han ikke: Hans saakaldte Farcer udkom fremdeles og i stedse forbedret Form. Fienderne forøgedes ogsaa i samme Forhold, men forbedredes ikke som dem. Han fik politiske Fiender ved "Phantasmerne", dramatiske og æsthetiske ved "Om Smag og Behag man ikke disputere." Det er i denne sidste han skildrer sin Stilling: "Ulykkelige Satyr, her er Kunsten, "det sværeste af Dødeliges Kald: "giv Dydens Blomster Rygtets søde Duften, "hvis Du vil tugte Last . . En Røst. Og endda skal "det hedde: Nar, du fægter kun i Luften." -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- "Se, Satyr, der er Tornestien, du "selv vandre maa, for Tornene at plukke "til Svøben, til dit Narrescepter. "Thi du er Narrekonge, Narrene "dig frygte jo som Folket frygter Kongen." -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- "Vel, Satyr, vær da Jordens Satanas! "Tag Satans Skat: tag Frygt og Had til Døden, "om du ved Pidskesnert end reddes fra "at pidskes gjennem Evighed af Lyn!" SIDE: 154 Røster i Publicum. "Det gaaer ikke an. Det er vanvittig Poesie. Lyn frembringes kun i Skyerne, "og gaae i vinklet Zikzak, men ikke svingformet som en Pidskesnor. Eller "troer han kanskee, at vi ikke skjønne Poesie?" (Sluttes i næste No.) Henrik Wergeland HENRIK WERGELAND, STUDENT WELHAVEN -- KBHVNSPOSTEN -- SVENSKE HEIMDALL (Sluttet.) Kjøbenhavnsposten 30. juni 1834 " -- Vel, Satyr, gaa! betving en Verden "af Laster som Napoleon, og lad, "som Han, din egen Last kun leve! "Fortær et Aar maaske den Ærefrugt, "som Menneskhedens Frygt afryster. "Fortær den, forat døe forladt, "henslængt indunder samme Træ, "(som under St. Helenas Piil den Store) "det, der nu engang ei et Blad dig ofrer, "men bøjer Toppens Riis med lystig Raslen "og pidsker selv -- dit Liig. -- -- -- -- " "Din Stjerne følg, ulykkelige Satyr! "Den er en halet, frygtelig Comet, "i eensom Skræk fuldendende sin Bane. "Hver Stjerne flyer, som vælted Himlens Drage "sig om, for alle Rummets Lys at sluge. "Hver venlig Stjerne flyer; som Taarer drypper "en efter en fra Himlen. "Og Venus stiger atter ned i Havet. " -- -- Slig Rædsel, Satyr, ligger i din Pen. "Den er (og dog man hader Hovdet mere) "Cometens Svands, som fejer Stjerner bort. "Den er et Riis, som, skjøndt med Smil omviklet, "af Vennen dog ei for Fastlavnsriis agtes; "som stikker frem selv i den Blomstbouqvet, "du rækker din brudkaarne Møe -- forgjeves, "forgjeves: Hun selv for dit bedste Smiil, "det i hvis Straaler kun sig Ømhed bader, "tilbage, som for Snog i Græsset, bæver. "Hun i dit bedste Blik kun seer en Brodd. "Hun hører i din Latter kun Satire, SIDE: 155 "og det -- o vee dig! vee dig! -- over sig. "Og farver Elskov Kinden -- ak, hun tænker: "nu steg paa Flammer op i Hjerneskallen "hans gamle Djævel (ja en Asmodæus) "opfra hans Hjerte, hvor (o Jammerskade!) "den fraadser i saameget Godt. Og alt "med Angstskrig er hun flygtet fra din Favn. "Tilbage sidder du med aabne Arme "som krumme Spørgsmaalstegn: "hvad har jeg gjort?" " -- Dog følg din Stjerne, ulykkelige Satyr, "hvem Gode flye og Onde vise Tænder, "men dog de Værste slikke. "Bestig dit Rettersted! Liig Bødlen af "sin Herre, du af Dyden skal foragtes. "Dog følg din Stjerne! Den blandt Skurke daler, "indledende dig mellem Jordens Helveder, "blandt Hjerter, hulere og meer beskidte "end Augiasstalden. Vær da meer end Herkles! "Til Helveder føres lænket du af Stjernen. "Og værre (siger Præsten) did med Lys "at komme end vildfare did i Mørket. "Du Skurkehjerter rense skal, og faaer "dog Narrehjerner kun til Vederqvægelse. "Det er dit Kald. Du ex professo skal "saameget Ondt imellem Onde lære, "at, Iglen liig, du døer, idet du hænger "dig ved det Hjerte, som du gyser for, "udsugende det onde Blod af Lasten -- -- " Man bør idetmindste troe, at en Satiricus, der saaledes reflec- terer, øver sit Kald med Retskaffenhed. At erklærede publike Narre faae en Hib mellem, kan være; men -- det er vel ikke saa godt at gjøre for. Da man mærkede, at Siful loe højere og højere, var det ende- lig den samme Welhaven, der fandt paa at kjøbe sig en gravi- tetisk Mine, en Dommer- eller Advocat-Domino og derunder en venetiansk Dolk. Men med alt dette, saae dog Siful kun en Carnevalsdragt, og han loe, og stødloe i 100 Epigrammer. Da stødte Dominomanden til; -- men hvorledes er det? Siful leer jo endda: "Du svanger med Berømthed gaaer? Saa unaturlig er den, at Siful ved et Keiserskaar maa hjælpe den til Verden." SIDE: 156 Det var altsaa ingen Dolk? Nei, hvilken klodset Bandit! Han stak til med en Klubbe, han vilde gjennembore med et Ham- merskaft. Det er dette plumpe Vaaben, som svenske Heimdall og Kbhavnsposten have ophængt i deres literære Rustkammer. -- Henrik Wergeland har altsaa en Krig at føre i alle 3 Riger. Rettere er det at sige, at Krig føres mod ham fra alle 3 Riger. Selv sidder han rolig under sin eidsvoldske Birk, og hvergang han slaaer sin Harpe, galvaniserer han paa det ubarmhjertigste sine literære Fienders Nervesystem: -- jo renere Accorder, des voldsommere Trækninger. At dømme efter Fraaden i det vel- havenske Skrift, gaae disse hos ham ligetil de epileptiske Anfæg- telser af onde Aander. Det er derfor en Kjærlighedshandling mod ham, ligesom det er en Retfærdighedshandling mod Wer- geland, at der snart skal raabes ham et: cesset! cesset spiritus malus! Hans Skrift, der i alt, undtagen i det Stilistiske, er Per- sonen værdigt, kan desuagtet neppe, om end af Heimdall og Kjøbenhavnsposten indanket til Bekræftelse, derfor siges at have staaet sig ved nogen højere Domstol. Det vanærende pro meliori, som i denne Sag vil overgaae disse tres juncti in uno ): i at foregribe det Omdømme, Wergeland kunde have den Ære at vinde i Norden, er nemlig fleregange tilforn overgaaet svenske Heimdall; og hvad Kjøbenhavnspostens kritiske Rygte angaaer, da har man vel sagtens hørt Fugle synge underligt nok derom, og dens Indskrænkning til in casu eensidigen, uden Prøve, at bifalde et Omdømme, som bærer alle den mest partiske Uret- færdigheds Mærker, hvortil kommer en Tilsats af Uretfærdig- heder for egen Regning, udelukker al Competenz. Det er heller ikke usandsynligt, at den har ladet sig bestikke af hiint Uvid, vi ovenfore nævnte at Fiendernes Svaghed havde taget sin Til- flugt til. Wergelands Cosmopolitisme og Liberalitet behøver intet Forsvar; thi deraf ere hans Digte gjennemaandede. Snak- ket om Tendenzen til en literær Afsondring og en revolutionær Voldsomhed, hvormed denne skulde skee, er altformeget i den forskruede Flosketidende Heimdalls Smag til at fortjene andet Svar end det Taushedens satiriske, man almindeligviis i Sverrige kun har at give denne Efterplapprer. Der agtes, som mange vide, hans Gjallarhorn ikke for andet end en simpel Nürnberger- Barneklarinet, der indtil Kjedsomhed gjentager og gjentager SIDE: 157 sine Par ikke for vakkre Toner. Kun naar de skrige for hæsligt i, hører man, at de grundigere svenske Tidender, som stundom befatte sig med Kritik, og imellem dem den ogsaa med ypper- lige kritiske Øine begavede Nya Argus, der mod Heimdall vis- seligen er en Autoritet, tale ham tilrette, og det i en Tone, som forudsætter Heimdalls Umyndighed. Saaledes ordes Nya Argus, da Heimdall havde pluddret noget om Jean Paul, omtrent som Welhaven om "Byrons skjødesløse Form", i følgende Grand- mama-Udtryk: (Lille) "Heimdall tykkes vel nu at have fundet raadeligst at opgive enhver Fordring paa at være en literær Tidende, og derfor at indskrænke sig til at blive et "Unter- haltungsblatt", for dannede Mennesker. Men ogsaa for Udgive- ren af et saadant Blad turde nogen literær Dannelse og nogen Belæsthed være nødig, om han ikke uophørlig skal begaae Mis- greb og for de "dannede Mennesker" lægge for Dagen sin Ukyn- dighed. Næsten hvert Nr. af Heimdall "fournerar Bevis" for Rigtigheden i denne Anmærkning." En Tidende, som behøver og faaer saadanne Lectioner, kan ikke være frygtelig. Wergeland har ogsaa mange Beviser paa at svenske Digtere og Videnskabsmænd ikke dele Heimdalls Anskuelse af ham som norsk Digter. Anderledes er det i Dan- mark, hvor selv hans arvtagne Navn ikke er vel anskrevet, hvor hans Fiender i Fædrelandet, ham uafvidende, have udspredt anonyme Forhaanelser mod ham, og hvor hine politiske Bag- vaskelser formodentlig finde et let Gehør og tillige skaffe de æsthetiske det. Sandheden er, at ingen Muse kræver og taaler større Strenghed end Henrik Wergelands; men ingen kræver heller mere Upartiskhed. Skjænker ham den, og han har ingen Fiender. -- Fra Norge. TIL KIRKESANGER H. ALLUM (Indsendt.) Morgenbladet 19. juli 1834. At du til Oehlenschlägers Muser ikke beiler Deri min bedste Ven! Du handler meget klogt; Thi Kurven var Dig vis. Med saadan daarlig Seiler Parnassets Piger ei begive sig paa Togt. SIDE: 158 TIL DEN SAMME Morgenbladet 19. juli 1834. Du beder saare vakkert, lille Hansemand! At Skjalden Adam ei maa sættes ved din Side. Frygt ei, min søde Glut! Vi have sund Forstand. Vi mellem Barn og voxen Mand at skjelne vide. Henrik Wergeland SUPPLEMENTER TIL KRITIKEN OVER OEHLENSCHLÄGER (Indsendt.) Morgenbladet 21. juli 1834. For Mangel paa Documentation for ubeviste Paastande skal man ikke kunne beskylde Forfatteren af de kritiske Artikler om enkelte af Oehlenschlägers seneste Arbeider, for hvilke han fandt Plads i dette Blad nogle Uger tilbage. Saaledes som Opi- nionen var beskaffen, havde han formeget at frygte af en værre Beskyldning end for Dadlelyst og henslængte Paastande til, at han, selv i formel Henseende alene, turde undlade noget. Mod- sat tør man snarere bebreide ham, at han ikke har udtømt og benyttet sine Documentationer nok, ialfald ikke saa tilbunds, som den Sagfører bør, der har en velgrundet, men formedelst Modpartens mægtige Stilling farlig Sag at føre, samt at han har indskrænket sig vel meget i Citeren, og overladet Læserne selv at uddrage en Række Slutninger, men som dog maae falde sammen med dem han har opstillet. Herfor agtes intet Forsvar. Manglen af et Blad, eget for literære og kritiske Afhandlinger, Gehalten af det Citerte, og det, endog i polemisk Henseende, Rigtige i at overlade Læsernes Dømmekraft Noget, fritager der- for. Det tør ligemeget være Redeligheden i en saadan Beviis- førelse og Vægten af de Domme, denne maatte afgive uden Hensyn til en Opinion, der var tiltagen som Leermasserne alene ved Aarene og ved en vis død Tyngde, eller som Fordomme ved en meddeelt og nedarvet Troe, der har givet de forskjellige Skorsteensfeiervers, hvormed Forf. er bleven hilset, deres usæd- vanlige eller rettere sædvanlige Ild. Forf. agter her at afgive Beviis for at den redelige Vilje ikke SIDE: 159 at fremsætte nogen umotiveret Dom virkelig har været hans. Dette skeer netop idet han selv angiver sig for, uden anden Støtte, end den Tro, at Oehls. Selvbiografi var mere bekjendt end den er, at have charakterisert Dennes Ophold paa Coppet med et spottende Udtryk, som om han allerede da og der gjen- nemskuedes af overlegne Aander og "harcellertes" eller vistes inden sin Sfære. Om Dette ikke kunde bevises, skulde det være en utilbørlig Fornærmelse. Men det kan ikke alene dette, men endog understøttes af Autoritet, under hvilken Recit det tillige vil blive klart, at Oehl., enten af Indbildskhed eller anden Svag- hed i Forstanden, som han dog anstrenger med en reflecterende Tilbageerindring af det Passerede, har været det eneste Men- neske, som ikke har opdaget, at han paa Coppet blev ringeagtet, for ikke reent ud at sige holdt for Nar. Foreign Quarterly Rewiew af Juli 1831 har til Oehlenschlägers Charakteristik fun- det samme Afsnit af Selvbiografien, som vi havde for Øine under Omdømmet af det Enfoldige i, hvorledes han omtaler Behand- lingen paa Coppet, mærkværdigt nok til heelt at oversætte det. Vi gjengive her av dette berømte kritiske Tidskrivt: Oehlenschläger meddeelte Zach. Werner paa en Spadseertur Plan til en ny Tragedie og udbad sig paa Tilbageveien en lig- nende Artighed igjen. "Undskyld mig, sagde Werner, under- tiden har jeg saaledes foreløbigen meddelt Folk mine Udkast; men frit var det ikke, at de jo stundom fandt Vei til Aviserne." Madame Stael, som kort efter kom til, spurgte hvorom der tal- tes. "Jeg bebreider Werner, svarte Oehl., fordi han, endskjøndt jeg har fortalt ham Planen til min Tragedie, gjør en Hemmelig- hed af sin. Er det ikke slet?" -- "Ah! sagde Madame Stael alvorligen, det er en anden Sag. De har nødig at danne Dem. (Vous avez besoin de vous former.)" -- "Uden at svare hende, beretter Oehl., gik jeg min Vei. Hun ventede min Tilbagekomst; men da jeg ikke lod mig see, sendte hun en Tjener for at spørge til mig. Jeg svarede, at jeg pakkede mine Klæder ind til Reisen. Hun kom da til mig paa den venligste Maade, og bad mig blive og ikke være fortrydelig." "De veed, sagde hun, hvormeget jeg agter Dem. Jeg gjør af Werner for hans Digte, men af Dem for Deres egen Skyld." Jeg forsikkrede hende, at hendes Venskab var mig en Ære, og at det vilde være nok, om jeg ikke var andet SIDE: 160 end en haabefuld Yngling, som hun syntes at tænke; men at jeg havde skrevet ligesaalænge og ligesaameget som Werner; at jeg ikke tænkte at have noget at lære af ham, thi endskjøndt han besad Genie og Hjertensgodhed, manglede han dog aldeles god Smag; at jeg ikke kunde vente, at hun skulde have store Tanker om mig som Digter, naar hun ikke kjendte til noget af mine Værker; men at hun, til hun lærte dem at kjende, maatte opsætte den Dom, hun havde fældet over mine digterske Mang- ler. Hun forligte sig med mig, og saaledes var Freden sluttet. Kort efter fandt hun Leilighed til at lære min Hakon Jarl og Aladdin at kjende, og da fandt hun, jeg ikke havde nødig at gaae i Skole hos Werner." Rewiew lægger til: "Oehl. synes neppe vidende om den barn- agtige [fotnotemerke] Figur han gjør i denne Scene; og isandhed dette er ikke det eneste udskeiende Træk af taabelig Forfængelighed, hvori Skandinaveren gjør sig skyldig!" Om Carl den Store erklærer Rewiew, at den "afgjort staaer under mange af hans tidligere Frembringelser." Og "om hans Fortællinger (novels) have vi intet at sige. Nogle af dem for- tjene Agt (are respectable), andre al Ligegyldighed, ingen be- sidder nogen udmærket Rang." Ved hans Lyrik har Rewiew at bemærke, at den Simpelhed, som i Almindelighed tilligemed Kraft er en af dens betegnede Egenskaber "stundom isandhed udarter til triviale og prosaiske Linjer". Og om hans komiske Stykker, som udgjøre en stor Deel af hans Skrivter, erklærer Rewiew, at hans Lune er ikke henrivende, heller ikke hans Dialog glimrende, og Scenerne ere ikke arrangerte med nogen Kunst eller dramatisk Effect. Iøvrigt tillægger dette Tidsskrift Oehl. en Ros, som nærværende Forf. fremdeles er saa formastelig, efter sin Smag, og saavidt han har havt Anledning til at sammenligne ham med andre berømte Digtere, samt i Henhold til sit forhen Anførte (for ei at nævne Baggesens, saa dog Z. Y.s -- Prof. Davids -- ) Kritiker, betin- gelsesviis, men dog i de vigtigste Henseender at negte ham. Fotnote: Det Samme maa siges om hans sidste Besøg hos Goethe, hvor Modtagel- sen ret var saa kold som muligt, og det uagtet "Jeg havde tilegnet ham min Aladdin, siger Oehl., og sendt ham en tydsk Copie af min Hakon Jarl og Palnatoke med et forbindtligt Brev." SIDE: 161 Dette skede, men kun som nu med Vægten af et Individs Over- beviisning, før Carl den Store, Tordenskjold og Norgesreisen opfordrede til at yttre denne, og før Indsenderen vidste, at han kunde støtte sin Mening til mere Competentes. TIL FORFATTEREN AF "TILLÆG TIL KRITIKEN OVER OEHLENSCHLÄGER" (Indsendt ) Morgenbladet 22. juli 1834. End Liv i dig? Ifjor du knustes jo? Ak! Ormen døer ei førend Dagen daler. Og ei saalænge Sands og Sandhed taler faaer Dumhed, Ondskab og Welhaven Ro. DEN UDØDELIGE HANS ALLUM (Indsendt.) Morgenbladet 24. juli 1834. Du var meer rigt, mit Fødeland, end Jeg og Mange vidste. Thi uden Tab for Dig Du kan jo selv en Allum miste. Dig endnu Een i Baghaand var: Aha! der var Doubletter? Paa slig Maneer jo Storhed har sin Frelse i en Fætter? To Hanser Allum? Meer end nok var Een. Vi var' tilfredse. Jeg tænker, end der er en Flok. Da lever Allum stedse. SIDE: 162 Henrik Wergeland [ENKELTHETER AV PROCESSEN MED PRAEM] Statsborgeren 3. Aug. 1834. S. T. Statsborgerens Redaction! Da Undertegnede gjentagende er bleven opfordret af Redac- tionen til at meddele Enkeltheder af Sagen med Procurator Praëm, anlagt af Denne i Vaaren 1831 paa Grund af formeent- lig Injurie i Undertegnedes Udtryk om ham i et Morgenblad: "Forbryder mod Stat og Menneskehed", begge Parter hidtil beneficeret, og nu for Stiftsoverretten verserende, efterat have 7de April d. A. ved Sættedommeren Procurator Nilson faaet det Udfald, at det koster netto 300 Spd. at bruge slige Ord om Proc. Praëm: saa tillader jeg mig at gjenmelde, at jeg vel erindrer, ved Sagens Begyndelse at have givet et Løfte om deslige Meddelelser; men at jeg ikke har troet dets Opfyldelse bunden til nogen vis Tid, hvorfor jeg ogsaa først efter dens Slutning tilthinge afgav min første til dette Blad, efterat en lignende i Morgenbladet havde fundet Plads. Er imidlertid Redactionens Beretning sand, at han endnu har sporet Inter- esse for denne langvarige og over al Maade ubehagelige Sag, samt faaet Anmodninger fra og paa forskjellige Steder om at see Enkeltheder meddeelte, idet Sagen selv maatte være for vidtløftig at meddele i nogen Heelhed: saa skal jeg ikke være uvillig til at udtage deslige og meddele Redactionen samme, saameget før som jeg har det Begreb om Sagen, at den virkelig føres for Mange, at den føres til et Exempel, og for Retfær- dighedens og Menneskelighedens Skyld. Dette Objective og Almindelige ved den maa det være, som anbefaler den til at gjøres regnskabsviis mere bekjendt end Sed. er med andre Sager. Desuden troer jeg ikke, at noget andet Blad end St.'s staaer mig aabent, da Morgenbladet (ligesom et Stof overmættes med en Syre) maa antages at have i foregaaende Efterretninger modtaget nok for sig af dette Slags. Nedenfor skal jeg ogsaa anføre et Motiv, hvorfor jeg nu gaaer ind paa Redaktionens Anmodning. Det i Morgenbladet Indtagne paabeviste, uagtet Praëms sednere Korrekturforsøg, unegtelig Denne en Forbrydelse, som mod Private (hans Parter), saa dog særligen mod Staten eller SIDE: 163 det Offentlige. Intet skal kunne tilsløre dette. Paa Sager af denne Art, som ved Undersøgelser af Praëms Embedsfærd, ere fremkomne for Dagens Lys, lider vel Hovedsagen ingen Mangel -- hvorom jeg herneden og sednere kan overtyde: -- men, oprigtigen tilstaaet, simplere Udsugelser og Ubilligheder gjorde, om end mindre juridisk vægtige, et heftigere Indtryk paa mine Følelser end hine Ulovligheder. Jeg bekymrede mig mindre om Lovløsheden, og hvad det Offentlige kunde lide, end om Haardheden og hvad Mennesker lede. Hans overvættes ublue Fordringer og deriblandt Procenteringer (hvorom hans engangværende Principal Sorenskriver Borchsenius har erklæret sig uvidende og dermed utilfreds) oprørte min Følelse end f. Ex. den ham paabeviste Aagren, forsaavidt denne ikke gik udover fattige Folk, som dog desværre næsten stedse har været Til- fældet. For at anføre Exempler paa den Adfærd af Praëm som forekom mig at være ubillig, haard og udsugende, og som havde slig Indflydelse paa mit Sind og Mening om ham i det Hele, hidsættes: "Af Praëms eget Bilag 36 sees, at han ved Auktion hos Ole Brustad (en udarmet syg Mand med 7 Børn) paastod sig for- lods 6 Spd. Af P's Bil. 37: "I Inkassationssalar reserverer og betinger jeg mig 8 pCt." Af P's Bil. 30, at han ved sin Kontorbetjent for møde 1/4 Miil borte tog 8 Spd. For Forliget mellem Ole Kinn og Hans Aalborg (begge ud- armede Mænd), Bil. 23, toges 15 Spd. af den ene og 6 af den anden Part. Af P's. Bil. 2, at han tog 5 Spd. for Møde 1/4 Miil borte ved Fuldmægtig Hr. Erik Fossum. [fotnotemerke] Og af Bil. 3: 8 Spd. for Møde, i Konditionerne 10 pCt., 4 pCt. til Inkass., og Godtgjø- relse for Skyds. Fotnote: Denne Mand har for flere Aar siden anklaget P. for at have udarmet ham ved imellem anden Medfart at have tilslaaet sig hans Gaard. I sin des- angaaende til Overøvrigheden "under Embedseed" afgivne Erklæring, dekla- rerer rigtignok Praëm det Utrolige, men under alt Irrelevente, at Kontor- betjenten dertil ingen Ordre havde. Ligesaa "at Overbud ikke skete" hvilket Bil. 2 dog beviser at være skeet. Troværdige Embedserklæringer isandhed! SIDE: 164 For Møde ved Exekution paa Kringler efter Regning af 1ste Febr. 1830 taget 10 Spd. (Hvilket maa støde, da Fogdens ind- skrænker sig til 2 Spd. 36 ß). For Sagførerforretninger førte P. Ole G. Kneppe til Debet 50 Spd., hvorfor Sikkerhed toges i Vilkaaret og i de i Sønnens Jordvei staaende 100 Spd. Otte Dage efter Tiden afholdtes Exekution derfor. Ved Auktionen 11te Febr. 1829 findes anført 121/2 pCt. Omkostninger til Praëm paa 3 Maaneders Dag, 6 pCt. Inkassationssalar, 6 Spd. Møde. Slog til sig der 2 voxne Kjør for 9 Spd. 3 Mrk. og det for 3 Aar til 150 Spd. (altid for knapt) taxerede Føderaad for 27 Spd. 36 ß, 20 Spd. og 10 Spd. 2 -- 12 ß. Summerne respektive hver for sit Aar. Herved maa dog ei forglemmes, at P. eftergav Ole 6 Spd. for Exekutions- møde, laante Konen Kjørene, og tilbød Ole at fremskaffe en anden Kjøber. Men heller ikke bør man glemme at modsætte disse Poster, at "Coupet" var gjort; at Skræk staaer af P. saa vanskelig Nogen, især af dem, der vaande sig i hans Kløer, tør gaae ind i hans Bud; og, at han selv kunde ellers have budt mere, om han havde meent det oprigtigt med sit Tilbud. Exekutionsforretningen vækker ogsaa Tvivl herom, da Manden deri findes at have protesterende paaberaabt sig P.'s Løfte at modtage terminviis Betaling, uden, som nu skete, at tage Udlæg for Totalbeløbet. Ligesaa maa bemærkes, at dette som de andre Træk, hvor P.'s Bilag ere citerede, er hentet netop fra de af hans egne Dokumenter, der skulde figurere som Beviser for hans Skaan- somhed og øvrige gode Fremfærd. Imellem disse har han ogsaa fremlagt Attest fra Fogden, hvori dog findes: At Han hos Guldbrand Tønsager -- en alt da udarmet, senere afdød Mand, som ligeledes har klaget over P. -- paa een og samme Dag afholdt to Exekutioner. Familien var alt da næsten ganske medtagen. Enken har siden med en Flok nøgne Børn trukket om i Bygden, vel understøttet af Fattigvæsenet, som alene i dette Præstegjeld, naar Børn medregnes, vel har havt og tildeels har Byrden af en Snees Mennesker, som siges at paastaae sig hovedsagelig ved Praëm udarmede. G. Tønsagers Klage til Kongen indeholdt ellers saadanne Gravamina, at den forvoldte ham en Injurieproces, men hvilke dog Domspræmis- SIDE: 165 serne, i Udtryk Praëm hidtil har ladet upaaankede, endskjøndt de sige ikke stort mindre end jeg har sagt, erklærer for ikke løgnagtige. Til denne usvækkede Dom, om hvilken jeg for nær- værende Sag var vidende, har jeg naturligvis ogsaa havt at støtte mit Omdømme om Praëm samt Forsvaret derfor. Et fremlagt Forlig samt Vidnerne Christen Nilsen Rødshi og Nils Nilsen Dokken godtgjør, at Praëm for at laane den Ene af disse Brødre 40 Spd., han skyldte den Anden, tog paa 6 Maaneders Dag Forlig paa 50 Spd. Dette har jeg hørt sige skal netop være Aagrernes Maneer. P. søger at cachere dette uomtvistelige Lovb [r] ud ved at fortælle, at han har havt Forret- ninger for En af Brødrene. Af de mangfoldige Beviser for at have taget sig overdreven betalt, vil jeg alene hertil anføre: Bil. 56 viser, at Praëm reserverte sig forlods af Auktions- beløbet hos Chr. Finstad 8 Spd. for Møde (1/2 Miil Skydsvei, 1/8 ellers) og 8 pCt. Inkassationssalar. Omkostningerne vare forøvrigt 12 pCt. Praëm erklærer selv naivt i Anh til dette Bilag: "naar jeg befatter mig med Inkassationer, da gjør jeg det ikke under 8 pCt." Ellers viser det følgende Bil., at den Tid har været, da P. tog imod 2 pCt., naar en forstandigere Vedkommende ei vilde indrømme ham mere. Man burde troe, at P. for saa god Betaling dog opfyldte sine Pligter ved Auk- tionen, men Auktionarens Paategning erklærer "at Hr. P. i Utide forlod den." Bilag, hvis No. ei vides, vise, at P.'s Pengekrav ved Dom ere underkjendte fra nogle og 30 til omtrent eller under det Halve. Ligesaa, at Han for tre Møder 3 Mile borte med fri Skyds tog for det første 50 Spd. og for hver af de andre 25 Spd. Bil. 62 godtgjør, at P. for Møde 1/2 Fjerding borte ved Exeku- tionsforretning hos en udarmet Mand har taget 10 Spd. 74 Vidne prover, at Praëm overtalte det til at gjenlevere en Qvittering, men dog exeqverte og bortsolgte for Beløbet, efterat have sønderrevet Qvitteringen, og fragaaet, paa Opfor- dring, at gjøre Rigtighed derfor. I Forhør 22de Juli f. A. bevidner edfæstede Lars Dønnuus, at Praëm for nogle Maaneders Henstand tog af Vidnet 30 Spd. og af Modparten 50 Spd. Herved maa bemærkes at Akten SIDE: 166 godtgjør P.'s Anstrengelser forat faae Qvæstionen dette betræf- fende sløifet, hvorimellem ogsaa Anbud af Eed, om Aagersig- telse skulde intenderes. Sligt Anbud kunde ikke gjøres, da 1ste Vidne eenstemmig med to andre Vidner paabandt ham, paa Aars Kredit at have udlaant 80 Spd. mod coutionert Beviis paa 100 Spd., hvilket Beviis ogsaa er frembragt i Retten. Videre er det godtgjort, at P. nægtede at modtage en Debet paa en 4 -- 5 Daler, som S. Røssi tilsendte ham, da han hørte, han tilfældig var paa Nabogaarden, medmindre Manden betalte ham andre 5 Daler, ligesom for afgivet Møde. O. s. v. O. s. v. Jeg skulde imidlertid være forloren for Procurator Praëms Skyld, om Ting af mere juridisk Vægt end deslige Haardheder ikke vare fremkomne til min Fordeel. Det er min Hensigt at meddele her, eftersom Rum og Tid vil tillade, en eller to Be- drivter af Hr. Praëm af en saadan vægtigere Art. Imidlertid greb jeg det samme Gemyt, som kunde tillade sig saadanne, ogsaa i hine mindre vigtige, og det saameget før, som de sær- egne Omstændigheder derved, saasom de Lidendes Armod, fore- gaaende og efterfølgende Offre til P., Enfoldighed samt deres Ulykkesrække i sin Heelhed; hvoraf anførte kun ere løsrevne Led, og deriblandt nogle Familiers endelige Opløsning, vare mig bekjendte. [fotnotemerke] Ulovligheder af en ringere Art, end dem, der ellers ere ham paabeviste, ligge dog ogsaa for Dagen i adskillige af de ovenfor iflæng udtagne Træk, saa de ikke ganske alene imputere ham "Dyrhed" -- det Navn, under hvilket Praëm ved- gaaer sine Udsugelser. Om jeg havde havt Kulde nok og mere overlagt Had end Uvilje mod P. og Foragt for ham, skulde jeg have specificeret disse og andre Ulovligheder i en punktviis An- klage, og saaledes været uden Fare for at fordømmes for i en koncentrert Omdømme at have sagt mere end alle disse Ankla- ger tilsammenlagte, naar de bleve beviiste, vilde have kunnet Fotnote: Imellem saadanne særegne Omstændigheder, som maatte oprøre og be- stemme Omdømmet af P.'s moralske Totalitet, kan vel ogsaa regnes deslige Udledelser af P., som f. Ex. den inden Retten deliterede, at dersom han ikke fik det Forlangte, saa "skal jeg komme i deres Huus og ødelægge dere i Bund og Grund!" Hvilket Sind røber ikke disse Ord? SIDE: 167 udgjøre. Men en saadan Plan til en Mands Skade var det ikke min Sag at udkaste. Først da P. havde hyklersk Frækhed nok til offentligen at erklære mig for Løgner, om jeg dadlede ham for hans Embedsfærd her oppe, og at opfordre mig, under saa- dan Trudsel, til at foranledige denne undersøgt, opstod Tanken hos mig om et saa planmæssigt Forsvar, men kun for hurtig at forsvinde under den Følelse og det Heelomdømme af ham, som udbrød i det ubestemte Udtryk: "Forbryder mod Stat og Men- neskehed." Jeg troede i den Stund, jeg bestemte mig til saa- ledes at lægge al min Ammunition i een Bombe, alle mine An- klagepunkter i een Anklage baade at følge P.'s Opfordring, og dog at overlade ham det egentlige Angreb, om han -- som skede -- maatte bestemme sig dertil. Lignelsesviis vilde jeg kun deri give ham hans Krigsraab tilbage, derpaa plante Bajo- netterne, og overlade til Fienden, om han vilde styrte sig deri. Men havde nu end Massen af Beviser paa hensynsløs Haard- hed, ubillig Egennytte, med al den Indflydelse, de dog maae have paa Følelsen, i juridisk Henseende kun en lidet virkende Pile- regn, troer jeg dog, at man maa indrømme mig at jeg ikke har sagt om P. formeget, og at der er Skyds af temmelig Ka- liber i følgende Beretning, uddragen af Sagens Papirer, om en Defraudation, Proc. Praëm har begaaet mod det Offentlige. (Den anden offentliggjorte af det Slags. En tredie staaer tilbage). Ole Jensen Bergereie og Andreas Jensen Sedsvolleje, med hvem Praëm stod i den foregaaende Forbindelse, at han havde afkjøbt dem tilligemed 6 Andre deres Fordringer i Bjerknæs- boet, [fotnotemerke] idømtes Omkostningerne som Indviklede i en Tyvesag. Nu deponere Ole Jensen selv, hans Kone, Andreas Jensens Kone, 61de 62de eedfæstede Vidner, Alle enstemmig tilsammen, Fotnote: Paa Grund heraf paaførte Praëm den midlertidige Indehaver af Boets Gaard 8 (otte) Processer paa engang, hvilke bevirkede denne Medarvings aldeles Ruin (Han døde kort efter i sin bedste Alder). Praëm, der ved skadesløse Transporter -- hvilke idetmindste Een, om ikke Flere, af Arvin- gerne, har erklæret paa Beskikkelse fra Praëm ikke at have forstaaet -- havde for betydelig Underpris (80 for 107) tilkjøbt sig Fordringerne, siger sig ikke at have faaet Fyldest efter Processen, hvorfor det nu gaaer tilbage paa de 8 Samarvinger, der maae udbetale ham fuldt. At han imellem disse, efter en slig Færd, der baade er en Slags Aager og ellers af Sagfører ulovlig, SIDE: 168 at Praëm, da hine Medtiltalte qviede sig for Omkostningerne til det Offentlige, "forat de skulde undgaae at betale det Offent- lige" og "efter Overtalelser" (62de V.) fik disse enfoldige og saaledes vildledte og til Uret forførte Mennesker til hver at give sig en saa stor Forskrivning, at Fogden ved Ankomsten maatte finde, at Intet for ham var at faae. Saa gik det ogsaa. Paa P.'s Spørgsmaal, efterat Fogdens ubehagelige Besøg paa det Offentliges Vegne vel var overstaaet og gjort frugtesløst ved hver at forevise en Forskrivning paa en 70 Spd. (Mere end Folkene kunde ansees at eje), nemlig: "hvor gik det, Ole?" gav Ole vel tilfreds til Svar: "Aa Tak Hr. Prokurator; det gik bra." Men Angeren og Frygten kom bagefter, da de betænkte, at de nye Forskrivninger gaaende ud paa en saa stor Sum, at de aldrig vilde kunne løse sig, og af dem selv givne Kraft ved at paaberaabe sig dem for Fogden eller hans Fuldmægtig, nu vare i en Mands Hænder, som de ikke kunde være sikkre for, at han ikke vilde benytte dem. I Forbindelse med disse Betænke- ligheder opstode ogsaa angstfulde Begreber hos dem, om at de havde ladet sig overtale til Uredeligt og Strafbart; hvilket Alt af nævnte Vidner eenstemmig er bekræftet; og, om ikke tages Feil, af Ole Jensen selv. De have erklæret, at Angjæl- dendes Hovedsorg og idelige Tale var om denne Handel, at de græd og klagede over, at de havde været saa daarlige. Men Praëm, vil man vel spørge, maa dog have anført Noget til Forsvar for sig i denne skammelige Sag? Ja -- han har (da hans frygtelige Adfærd inden Retten mod det første Vidne, som vedrørte denne Sag, nemlig Ole Jensen selv, Intet bevir- kede) erklæret -- -- -- at han tog Forskrivningen saa svær forat være sikker paa at erholde sit Tilgodehavende paa den skadesløse Transport fra Bjahnæsarven!!! Har man nu Begreb om denne Sag og om den Maade den om hvorledes den kunde faae et saadant Udfald ved Under- er ført paa fra P.'s Side: saa har man dog maaske et dunklere retten, at det skal koste 300 Spd. at erklære et saadant Men- Fotnote: ogsaa i disse Dage har ladet den afdøde Ole Jensens aldeles fattige Enke forkynde, at han nu vilde udtage fuldt efter Transporten, der lyder paa Skadesløsholdelse, er hint mit ovennævnte Motiv til denne Bekjendtgjørelse. Rimeligt nok, at Skadesløsholdelse ei var at erholde hos Udarvingen, der efter hine paaførte Processer blev kavfant og døde. SIDE: 169 neske og en saadan Embedsmand for en Forbryder mod Stat og Menneskehed. Jeg vil haabe -- og jeg er istand til at over- tyde Flere -- at Mange, efter Oplysninger af denne Natur, ville frikjende for den Ydmygelse at have sagt formeget. Eidsvold den 22de Juli 1834. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland [OM EN 17.MAI-TALE AV OLE HAAGENSTAD] Indsendt. Morgenbladet 30. aug. 1834. Man gjør Forskjel paa en Politikus og en Politiker. Men maaskee er denne Forskjel bleven de gode Vaagværinger, som hørte Ole Haagenstads 17de Mai-Tale, og som forhen vel vidste, at deres Ole var en Politikus, noget uklar, efterat han aab- nede dem sin Viisdom som Politiker. Inds. derimod, og vel en Fleerhed med ham, har aldrig seet Forskjellen imellem hine Ord, saaledes som de almindelig tages og forstaaes, klarere, end da han i sin Eftertanke fremstillede Politikusen Hr. Ole Haa- genstad med endeel af hans politiske Yttringer i Talen, hvilke godtgjøre, at han ikke er Politiker i den Forstand, man pleier at kræve det af Den, der i offentlig Tale og Skrivt vedrører hvad der hører Historien, og det Fædrelandets, til. Jeg har kun, idet jeg vil rette hine hans Yttringer, at vælge imellem, enten at tænke om ham at han ikke har kjendt til de politiske Kjendsgjerninger, hvilke han dog har oplevet, og at han saaledes af Uvidenhed har fornegtet dem, eller og at han med Overlæg har fremstillet dem som det stemmede med hans Hensigt, Sand- hed og Retfærdighed uanseede. Hvad Tilfældet end er -- Po- litiker, d. e. i denne Forstand en med de offentlige og histo- riske Begivenheder, han fremstiller, bekjendt Mand, er Ole Haagenstad ikke, hans Navn og Rygte som god Politikus ellers uantastet. Forlængst ventedes fortjent Irettesættelse fra en eller anden Haand, da offentlige Yttringer, der aabenbart krænker Sandheden og Nationalæren, jo maatte paafalde; og da de sees optagne i et dansk Blad, hvorfra den skadelige og urigtige Mening i fremmed Land kunde forplantes, at sligt Tænkesæt var almeent i Norge, medens sandt dog er, at det, endskjøndt med altformegen Tillidsfuldhed ytret af en Dølhøvding, dog SIDE: 170 staaer rkt i Modsætning til det Almene. "Med altformegen Tillidsfuldhed", siger jeg? For mildt et Udtryk om at lære historiske Usandheder og at forvanske friske Begivenheder; men ganske passende paa at dette skede i en Kreds, som vel laaner Haagenstad'en Øre, men derfor ikke Lid, og ved en Leilighed, da han kunde vente at det Talte maatte videre blive bekjendt- gjort, og da underkastet en ydmygende Rettelse. Hr. H. siger: "det var ingen Nordmands Ønske langt mindre deres Brøde, at Foreningsbaandet mellem Danmark og Norge blev opløst". Dette er en historisk Usandhed. Mange Klage- skrivter fra sidst i forrige Aarhundrede vidne derom. Alt før dette gik til Hvile, sang Normændene: "Saa vakne vi vel op engang, og bryde Lænker, Baand og Tvang!" Og de sang dette mellem Danskerne, der ikke dulgte, at de fattede Meningen. Ønsket, at see Foreningen opløst, havde i Christian Augusts Tid udviklet sig til klar Idee, ja noget nær til en Befrielsesplan, hos en Mængde norske Embedsmænd af alle Classer. Selskabet for Norges Vel forente dem. Modby- deligheden for en af Rusland og England i 1812 og 13 allerede tilsagt og saaledes paatvungen Forening med Sverige, i Forbin- delse med en i hurtige Slag paafølgende Tilintetgjørelse af Landets egne Hjælpekilder, gjorde alene, at Norge vedblev en Tid endnu at hælde sig til Danmark som dette til hiint. Paa Rigsforsamlingen fandtes Mænd, som, under Fædrelandets be- trykte Stilling, endog troede, at en betinget Forening med Sverige var den bedste Redning. De frygtede Kong Christian Frederik; og flere Valgstemmer løde betingede og ligesom af Fleerheden aftvungne, fordi man forudsaae Sandsynligheden af at dette Valg vilde føre til en Gjenforening med Danmark. Neppe var Frygten herfor, ved den Vending Tingene toge, forbi, før man fra Presserne hørte Glæden yttre sig over at Forenin- gen med Danmark "for evigt" var opløst. Selv Modrøsterne dadlede ikke dette, men det formeentlig Overdrevne i Klagerne over Norges Lidelser under den. Begge Parter appellerte da til Historien; og dennes Vidnesbyrd faldt med saamegen Vægt til Fordeel for dem, som fordømte den forrige Forening, at Almeenomdømmet inden kort maatte over paa disses Side. SIDE: 171 Dette skeede selv hos Menigmand, skjøndt denne, der almin- delig kun erindrer en Slægt tilbage, havde de gode rolige Erhvervsdage sidst i forrige Aarhundrede i Tankerne, mens den nye Forfatnings første Aar vare tunge nok. De sednere have været beqvemmere til Sammenligning; og de have, i Forening med den vakte Nationalfølelse, Oplysningslyst og Kjendskab til Forfatningen, hjulpet til at bane hiin historiske Sandhed, hiin Anskuelse af Norges forrige Stilling, Veien. Mærkes bør og, at denne altimellem har i skarpe Udtryk gjort sig gjældende i forskjellige Skrivter, saasom nu sednest i Samlingerne til det norske Folks og Sprogs Historie, som have Mænd til Udgivere, der alt før Adskillelsen vare af moden Alder og tilvisse da paa det Rene med sig selv med hvad de tænkte og ønskte om For- eningen med Danmark. I dette Skrivt findes ogsaa flere Documentationer imod Hr. H.s grundløse, Sandheden som Følelsen krænkende Forsvar for den stedmoderlige Behandling, Fædrelandet leed under For- eningen med Danmark. Hr. H. gaaer endog saa vidt, at han forsvarer Kuldkastelsen af Fædrelandets Selvstændighed og Danskers bekjendte retløse Indtrængen i norske Embeder. Et saadant Forsvar for alle de væsentligste Fornærmelser, en Stat kan tilføie den anden og som vitterligen bleve Norge tilføiede af Danmark, nedværdiger sin Ophavsmand, og gjør hans Fædre- landssind, alt forhen ikke uomtvivlet, endmere fordægtigt. Men hiint hans foroven paaankede og afbeviste Udtryk, at ingen Nor- mand ønskede Foreningen ophævet, behøvede en saadan Under- bygning. Forsvarene for de enkelte Mishandlinger ere kun dets Præmisser, imellem hvilke det grundløse Skumleri, at de Nor- skes Klager, særligen over Besættelsen af Landets Embeder med Danske, "muligen vare mere foranledigede af Mænd, der troede sig eller Beslægtede tilsidesatte, end at der var nogen Grund til at anke over hines Ansættelse", indtager sin, Talen som dens Forfatter, betegnende Plads. Inds. antager det lige lidet værdt at vederlægge disse Puncter særskilte Modbeviser, som videre at forstyrre Hr. Haagenstad i den Glæde, hvormed han tænker tilbage paa det danske Ene- vældes "saa liberale Regjering, at vi aldrig følte Frihedens Tab", og paa "den ædle" Christian Fredriks Fortjenester. SIDE: 172 Henrik Wergeland NORMÆNDENES NATIONALÆRE KRÆNKES PAA MANGE MAADER (Indsendt.) Morgenbladet 22. sept. 1834. Dette gnager mangen norsk Sjel. Denne Smerte er god. I dens Bitterhed skal Levningerne af vor knuste Folkeære dog en Tid opbevares. Lader os blot sørge for at den gaaer i Arv til Børnene. Disse skulle maaskee vide Midler til at kalde den tillive igjen; og med Fædrenes Svaghed, der lod sig nøie med saa lidet, ville de bære over, som Oldfædrene med den trold- blindede Harald, der holdt Snefrids forfulnende Liig i sine Arme, troende den Elskte endnu ilive. Men Hvo har djærvet at krænke dette Ømmeste? hvilken formastelig Magt, heldig i sine Vogespil, voxende i sin Dristig- hed under Angrebene? hvilken Snedighed, hensynsløs og kold og haanende det Hellige? Er Folkeæren angreben aabenlyst af en Overmagt? undergraven af hemmelige Fiender? Saae det godtroende Folk den forraadt af sine Vogtere? eller hen- blegnede den med den afsvalnende Følelse derfor i dets egne Hjerter? Af alt dette ikke det Sidste! Jeg beder derom; dog at jeg ikke skuffes! Jeg veed ikke hvad jeg skal troe. Thi har ikke dette Folk, taalmodigt som den fangne Elefant, der omskiftende belægges med hvilkensomhelst Seierherres Skaberak, ladet sig bedække med unationale Farver. Med et Flag, hvori en Sjette- deel er indrømmet Nationens Farver, pynte Kjøbmændene, følel- sesløse eller tankeløse, sine Skibe. Med sine gule krydsende Strømme, sin blaa Sky med den vesle røde Stjerne i, vaier Unionsflaget saa tæt over Bjørvig og Bergensvaag, at man ved første Blik skulde troe sig i Carlskrona eller Göthaborg. Alle Embedsmænd, militære som civile, bære uden Skrupler en Co- carde, der ikke har en Traad af norsk Farve, men alene de svenske nationale. Akademiets Ungdom higer efter at bære en saadan Flek paa Panden. Den er det første offentlige Mærke de antage. Den norske Hof-Adjutant- og Ordonnants-Uniform er svensk fra Top til Taa. De røde Opslag siges vel at have SIDE: 173 seiret over et Forsøg af de gule paa at indtrænge sig; men i hvor meget andet ved Hæren har ikke det Nationale maattet give tabt? Løveknapperne vare saaledes nære paa at fortræn- ges, men siges reddede ved en underordnet Officiers offentlige Modstrid i Nationalbladet. I Documenter, der intet Svenskt an- gaae, og som alene angaae H. M. Kongen i Egenskab af norsk Konge, betitles Høisamme fortrinsviis som Sveriges Konge, og dette skeer ikke alene i Documenter, der udgaae fra Regjerin- gen, men Private hjælpe af al Magt til at indhævde denne Urigtighed. Mod alt Historiens Vidnesbyrd nævnes vor store og dyrebare Carl den tredie, med Tilnavnet Johan, overalt som den 14de, der af dette Navn er Konge i Norge. Præsternes Bøn for H. M. indlister lidt efter lidt denne urigtige Benæv- nelse i Folket; hvortil ogsaa det maa tjene fortræffeligen, at den er ipræget hver eneste Skilling af disse, som aarlig udhøljes over Landet. Disse ere da ligesaamange Millioner cirkulerende Epigrammer over Norges Nationalære. Alle disse Krænkelser af Nationaliteten har man vel tidt og jevnt seet paaankede i vore Blade alt fra Nationalbladets Tider og til disse søvndys- sede, som der redes et godt og varmt Leie til i Lindebergs Blod og med offentlige Trykkefrihedsprocesacter til Hovedpude; -- men ikke ere de mødte med al den alvorlige og ordnede Mod- stand, det anstaaer et fornærmet Folk, og som dettes Repræ- sentation tillader. Fra denne kunde man have ventet tilbørlig Tilretteviisning saameget mere som Forhandlinger angaaende Repræsentationen i Udlandet, og Minister- og Convoi-Cassen betræffende, aabnede paa det meest passende Adgang til at undersøge hvorledes Nationalæren i andre Henseender vare- toges. Være endog noget gjort isaahenseende af Enkelte; med al den Alvor og Kraft, disse Allesanliggender fortjene, har dog Storthingene ikke grebet dem an. Derfor betragtes vi i Udlandet som et underkuet Folk, hedde der Svenske, og frakjendes en Selvstændighed, fordi vi ikke besidde dens Mærker. Derfor har en vanærende og fordærvelig Ligegyldighed ved slige Anker, som nærværende, lagt sig over mange Gemytter. De betragtes tildeels som Ubetydeligheder, og deres Talsmænd kaldes Fan- taster. Saaledes maa vor Nationalære, den, der tilkommer det unge, SIDE: 174 gjenfødte Norge, deels som Arv, deels som Noget, det har til- vundet sig selv, gaae tilgrunde. Der gives Interesser, som ville det, og Folkets egen Sløvhed tillader det. Dette er det Bittre i hiin Følelse, som endnu holder fast paa Levningerne af vor Nationalitet, som sørger over at Seiren -- og dens Maal er ganske at opsluge dette Dyrebare -- gjøres Fienderne af hiin saa let. De gjentagne Anker vidne om at flere Normænd dele denne Følelse, og at den har holdt sig frisk gjennem døsige Tider -- jeg vil haabe, voxende med Fornærmelserne og ikke let at skille fra et Had til alt dette Unationale, til Krænkelserne og deres Ophav, og fra en Foragt for Sløvsindet, der lands- forræderiskt taaler dem, fremmer dem, ja kanhænde staaer ikke langt fra at elske dem. Ikke Ve os, at vi haanes. Thi hvor viste ikke den mægtigere Naboe Overmodet mod den svagere? Men Ve os, at vi fortjene at haanes. Thi vi have ikke viist et ærekjært Folks Modstrid mod gjentagne Krænkelser af Nationaliteten; vi have lettet Veien for det indtrængende Unationale; vi have ladet det ind- bore sig i Gemytterne, prædiket Sløvhed under Navn af at have Sindet henvendt paa vigtigere Sager, og forgiftet det Træ, hvoraf det unge Norges Saga engang skulde plukke sine Krandse. Til hvem ere disse Bebreidelser? Til Dem, som gave dem saa- megen Grund. Til Dem, som skabte Unionsflaget, og derved gjorde selve Unionen mindre elskelig i sit Ydre. Til dem, som uden yderste Tvang betjente sig af de unorske Farver; ja til hver Den, som uden en misbilligende Tanke over XIV-Tallet lod en af vore Skillinger passere. Jeg har dadlet den brugelige Cocarde. Men lad mig ikke mistydes. Den er sort og guul, d. e. de svenske Nationalfarver. Hæderlig i sig selv, og paa en Svensk, kan den ikke hædre en Norsk, som bør betegne sig som Norsk med nor- ske Nationalfarver. Paa ham er det Sorte i den Cocarde, han nu bærer, den norske Selvstændigheds forfulnende Hjerte. Jeg dadler det ligesom jeg før 1830 maatte havde dadlet en Belgier med hollandsk Cocarde eller omvendt; og ligesom jeg maa dadle den Svenske, som vilde bære anden Cocarde end sit eget Lands. Paa en ærlig Franskmand venter man at see den trefarvede, paa en ærlig Svensker den svenske o. s. v. Hvi da paa en ærlig Norsk ikke den norske? Hvi skal Han være den Eneste, som SIDE: 175 ikke maa bære sine Farver, d. e. dem, som betegne hans Fæd- relands Selvstændighed og politiske Ære, men meget mere Andres Farver, og det slige, som synes at antyde en Uselvstæn- dighed og Underdanighed ved hans Fædreland, som ikke har Tilvær? Ja saalidet har den efter Grundloven og Foreningsvilkaarene Tilvær, at selv den Skik, fortrinsviis at nævne H. M. som Konge i Sverige, maa kjendes utilbørlig, undtagen maaske i de fælleds diplomatiske Anliggender. En svensk Historiker, Bruzelius, dømmer om den, at den er egnet til at vække Misnøie hos Fol- ket. I sin Sverges Historia siger han om Fælledsstyrelsen under Magnus Erikssøn Smek, som han nævner i Sverige den 1ste, mens han i den norske Historie hedder den 7de, at "svenska Regjeringen sökte ock att afböja alla anledningar til missnöje hos Norrmännen. Norges Namn sattes framför Sverges i de bref, som angingo Norge. K. Magnus vistades ofta i Norge" -- o. s. v. Det er paafaldende og beklageligt, at hine, i andre Hen- seender raaere, Tider skulle overgaae vore i politisk Fiinfølelse, og i en Artighed, der ikke er mere end skyldig. Men hvorledes hjælpe paa disse Mangler? Det er Pligt. De gnage paa Unionsbaandet. Meget staaer til Nationen at gjøre. Samlet kan den virke igjennem sine Repræsentanter; disse paa Regjeringen. Enkeltvis kunne Borgerne -- og det er Pligt for ærlige Normænd, der have Følelse for Nationalhæderen -- virke dertil ved at skye hiint Unationale, ved ikke at bære de unationale Mærker og Farver, ved at bruge i Skrivt og Tale alene de Navne og Tal, som, efter Rigets Selvstændighed og Forfatning, ere de alene rigtige. Som det nu er med os i disse Puncter, er det enten til at græde eller lee over, at vi i vore Samqvem tale og jubilere om en Selvstændighed, som ikke tør vise sig, eller ialfald ikke kan vise sig med Anstændighed, for Verden. Nationalæren fordrer Opmærksomhed. Den existerer ikke længer saa snart man tør undlade at vise den denne. Selv Despotierne driste sig ikke til at berøve sine Underdaner de Mærker paa Nationalære, som engang levede med deres Frihed, og som de fryde sig ved. Og hvor tomme de i saadanne Riger end ere, tør de dog være Asken efter en Frihedens Fønix, hvori de kare længselfulde efter at denne dog engang maa opstaae. Selv SIDE: 176 der have de da mere end indbildt Værd. Og Oprøret i Edin- burg, da det tomme Rygte udspredtes, at den skotske Krone, som der opbevaredes, skulde føres til London, viser, at selv et Folk, der paa det nærmeste har undergaaet en Amalgamation, veed at skatte de nationale Mærker efter en fordums Selvstæn- dighed. Men vor Selvstændighed, Normænd, er disse Tiders. Hvi er den da uden sine Tegn? Hvilken Bebreidelse har ikke Samtid og Eftertid at gjøre os, om vi ere skjødesløse derom, om vi ringeagte Nationalæren, der er Frihedens naturlige Rødme og Styrkens Vidne og Tegn? -- Henrik Wergeland SVAR PAA ARTIKELEN I NO. 225 "OLE HAAGENSTAD OG HANS RECENSENT" (Indsendt.) Morgenbladet 11. okt. 1834. Den, som fandt sig opfordret til at dadle nogle Enkeltheder i Ole Haagenstads Taler, vil heller tabe i en Disput med Haa- genstadens pyntelige og kraftige Forsvarer end vinde over mange af dem, han har havt Tilfælde at ordvexle med. Maatte Denne kun være overtydet om, at Sandhedskjærlighed er den eneste Lidenskabelighed, som in casu besjelede og altid besjeler hiin saakaldte Recensent som Meningsyttrer! Det vil da ikke tages til Fortrydelse, om nogle Bemærkninger vise, at han idet- mindste i de Puncter, som derunder berøres, ikke har kunnet ændre sin Formening. Indrømmet, at Haagenstad kun har talt om Nationalstemnin- gen ved Adskillelsestiden, maa Inds. dog bemærke, at H.s For- svarer neppe medrette antager, at de Ønsker om en Adskillelse fra Danmark og Planer hensigtende dertil, som han ikke nægter rørte sig hos endeel Nordmænd faa Aar før den under en højere Indflydelse fandt Sted, vare udslukte ved denne Tid. Det er imod saadanne sjelelige Fænomeners Natur. Politiske Meninger og Planer, der ere grundede i Fornuft, uddøe ikke, men udvikle sig klarere, og udbrede sig. Og at hine havde en saadan Grund, har H.s Forsvarer selv indrømmet saa directe som behøves. (Se 3die, 4de og 6te Spalte.) Det er en heel anden Sag at erklære at "den offentlige Mening var imod en voldsom Adskil- lelse fra Danmark;" thi hverken gik Recens. videre end til at SIDE: 177 modbevise H.s Paastand, at det var ingen Normands Ønske, mindre deres Brøde (!?), at Foreningsbaandet imellem D. og N. blev opløst, eller charakteriserede han nærmere hvorledes det Ønske om Adskillelsen, som han tillagde nogle Nordmænd, vilde at denne skulde skee. Disse Nordmænd, hvis Anskuelser nu have saa herligen be- staaet Prøven, modtoge vel ogsaa "med høi Grad af Uvilje Efter- retningen, at Norge var afstaaet," saasom dette var en national Fornærmelse; men at de haabede, at Norges Befrielse ogsaa saaledes vilde fuldbyrdes, viste sig noksom paa Eidsvoll. [fotnotemerke] Af- staaelsen stred dog neppe ganske mod deres Ønsker, men sik- kerlig ikke mod deres Planer. Disse hensigtede ikke til nogen Forbindelse med Sverig uden i Tilfælde af at Adskillelsen fra Danmark kun kunde kjøbes for den Priis; og selv som en saa betinget Mulighed antydedes den ikke, da Nationalstemningen, deelviis for en Adskillelse med Danmark, var afgjort og heel imod nogen Forening med Sverig. "Gamle Norge paa egne Been" var hine Patrioters Idee (og den fandt Gjenklang i enhver Nordmands Bryst); det er derfor sandsynligt, at ogsaa de vare for et Indhug i Sverig i 1813, hvorved den ubehagelige Tanke om at redde sig fra Danmark (naar Begivenhederne tillode dette) ved at kaste sig i Sverigs Arme fjernedes og ombyttedes med den opløftende Tro, at Norge skulde søge sin Frelse i egen Kraft liig den Feldtherre, der betager sin Hær Udvei til Flugt. H.s Forsvarer bebreider Recens. at han ikke strengt har fulgt den historiske Sandhed, naar han siger, at ved Kongevalget flere Medlemmer kun betingelsesviis stemmede for Chr. Frederik. Men i det han selv citerer endeel Medlemmer -- mellem hvilke Mørch, Moses, Blom og Stub burde have været anførte -- , som troede, at Valget burde udsættes, og at de kun stemmede fordi de vare forpligtede til at vælge, saa formener jeg at Udtrykket "betingelsesviis" hverken krænker historisk eller logisk Sand- hed. Kun under den Betingelse, at deres Mening ja endog sær- skilte Forslag om Udsættelse blev forkastet, afgave de Stemme. Valget i sig selv kan ogsaa kaldes betinget, da det var tvunget og uden Alternativer. Disse 12 Vælgeres egentlige Mening er Fotnote: Cfr. Prindsregentens Aabningstale. Den stod neppe i Strid med den offentlige Mening. SIDE: 178 ikke vanskelig at opdage. Inds. tvivler om at de deeltoge i den foreløbige overilede Hylding, som med fortjent Daddel blev an- mærket i Rigsforsamlingen. Defensor feiler vistnok ogsaa, naar han indskrænker H.s Ytt- rede om Almeenomdømmet om den forrige Forening alene til en saa kort og bestemt Tid. (Se H.s 3die Sp. midtpaa). Det var en af den, sednerehen ved Forordn. af 99 tilintetgjorte, Trykke- friheds første Følger, at de norske Klager i Folkets Navn fik Mæle. I Mellemtiden bleve de ikke bestredne, men oplyste Mængden om Landets sande Stilling, der lignedes ved et Le- geme, hvis Aarer aabnes dagligen. Skrivtet om de politiske For- brydelser var ikke bittrere. Med det svindende Nationalhad mod Sverig, hvilket ikke havde saaliden Deel i at opgløde visse uheldige Helte til Kamp imod det eller dets Forfatter, og som mest bidrog til at stemme Mængden derimod, har unegtelig en Erkjendelse af dets historiske Sandhed paatvunget sig Almeen- heden. At en Fleerhed i denne i nogle faa Aar af Fordomme ikke vilde høre de nye Klager eller mindes de ældre, er ikke af Rec. negtet. H.s Defensor irettesætter Rec. skarpt, fordi han har misbil- liget med Udtrykket "ugrundet Skumleri", at H. antager Mulig- heden af at Nordmændenes Klager over at Dansker i uretfærdigt ): "retløst" Overtal besatte de norske Embeder tildeels udrandt af Fortrydelse over egen eller Slægtningers Tilsidesættelse. Men Skumleri bestaaer netop i at antage og udbrede vanærende Muligheder, og blotte Muligheder ere altid uden tilstrækkelig Grund. De, H. bygger sin Dom paa, ere ikke engang sandsyn- lige; og Skumleriet er saa meget værre som det ikke saameget gaaer ud paa at forkleine Gjerningen, Klagerne selv, som Per- sonerne, og som det angiver uhæderlige Motiver, der af men- neskeligt Øje ikke kunne opdages, og som Retsfølelsen derfor ikke tillader at berøres eller angives. Hertil kommer endnu, at de Norskes Klager over Danskers Indtrængen i Embeder baade før og efter Indfødsretten, der først sildigt gav en formel Ret dertil, og som egentlig hensigtede til at fjerne Udlændinger fra Rigernes Embeder, uomtvisteligen vare beføiede. De forstummede hverken efterat en af Klagerne havde beseglet dem med sit Blod, eller fordi flere danske Em- SIDE: 179 bedsmænd opførte sig godt baade før og under den Tid, da enkelte Norske ogsaa begyndte at ansættes i Danmark. Rec. negter ikke, at det, han fandt sig beføjet til at dadle ved Haagenstads Tale, vakte Tvivl hos ham om Gehalten ved H.s Fædrelandssind; men Forsvareren distingverer ikke rigtigt, naar han angiver Motivet at være fordi H. "vovede at tænke ander- ledes og frimodigen at yttre hvad han tænkte." Erindres ret, saa lod sig af Rec. Yttringer slutte at han havde Motiver til sine mindre gode Tanker om H.s Fædrelandssind ogsaa udenfor Materien quæst. Inds. vil mellem disse anføre, at H., da Byfoged Christensens Forslag om lettet Postforsendelse for literære Sager skulde sættes under Votering, ved at gaae ud efterat have overværet Debatterne, suspenderte sin Stemme i en Nationen uendelig vigtig Stund og Sag. Forslaget faldt som bekjendt ved een Stemmes Overvægt. Grindal fra Søndre-Throndhjems Amt afgav det sidste deciderende Nei. Mørket seirede. Et Tab over- gik Fædrelandet og Civilisationen -- et sedligt Tab, hvormed intet materielt lader sig ligne. Forsvareren gjør idetmindste Rec. Uret, naar han synes at tilskrive denne Forsøg paa at vække Uvilje og Had mod det danske Folk. Rec. er ikke gaaen udenfor det forbigangne Histo- riske, og under dette er Folket blevet uberørt. Heller ikke troer Inds., at Andre, der have fældet samme historiske Omdømme, have tilladt sig noget saa formasteligt. Høiden er vel, om man har ladet Bebreidelser falde over, at et Folk, der besidder saa- megen Intelligents som det danske, har kunnet finde en despo- tisk Regjeringsform passende for sig. Men sligt Yttrende viser et Sind, der vil Danskerne vel; ligesom Indførelsen af udtryks- fulde Ord af Almumaalet, at man vil det norske Sprog saa vel, at man taaler Bondeord paa dansk, og paa et Viis som Forfatter devoverer sig selv, forat berige det, var det endog kun med faa af de Sprogguldkorn, der klinge i Almumund. Braatk monner Kjæmperen lidet, men Sagen selv, Forbedringsideen staaer sig derved, og denne Udvidelse i Skrivtsproget, som Tiden maa fuldbyrde, fremmes end snarere. "Rakt mod Maalet" er et "Tænkesæt", som sømmer sig de Aander, som "vaknede" med det gjenopstandne Norge, fandt Sproget for armt og trangt, og Midler derimod. -- SIDE: 180 Henrik Wergeland FORSVAR FOR GEISTLIGHEDEN MOD BEBREIDELSER, MAN HAR GJORT OG GJØR DENNE OVERHOVEDET FOR MANGEL PAA VIRKSOMHED FOR OPLYSNINGEN OG FOLKEUNDERVIISNINGEN (Indsendt.) Morgenbladet 14. okt. 1834. Man har oftere hørt vore Præster bebreides Mangel paa Nid- kjærhed for Oplysning og for den Deel af Folkeopdragelsen, som paaligger dem. Ved at fremhæve Enkelte med Ros, have Nogle, der ellers have offentligen ført slig Daddel, undgaaet at skjære Alle over een Kam. Den almindelige Mening er dog for, da Undtagelserne ere saa faa, at hiin Bebreidelse gjælder vore Præster overhovedet; og den veed at lade dem lide derfor ved at berøve dem det bedste af sin Agtelse. Hvad der heraf ellers kan blive dem tilovers, har en Præst i Wexels Tidsskrift, 1ste Binds 2det Hefte, seet sig paa Standens Vegne nød til med gode Vaaben [fotnotemerke] at forsvare. Forøvrigt have Præsterne -- med Und- tagelse af den, der tog herligen tilorde i de 14 §§ -- ved hiin Bebreidelse baaret sig ad paa det christelige Viis, man bør iagt- tage ved Kindhester. De vendte blot den anden Side til. Det man ogsaa gjør, om man forstyrres lidt isøvne. Daddelen var almindelig, gjældte Ingen i Særdeleshed; Gud veed hvem den kom fra; i den Enkeltes egen Kreds var ingen Misfornøielse at spore; did trængte ikke Theoretikernes Bebreidelser -- kort, der var nok, som mindskede disses Vægt, og anbefalte ikke at lade sig forstyrre. Disse for mange Angjældende ret behagelige Omstændigheder ophæve dog ingenlunde det Betænkelige ved den Stilling, Præ- sternes overhovedet liden Omhu for Oplysningsværket engang har sat dem i til Almenomdømmet. De tjente kun til at con- servere Ondet, og forstørrede det Sørgelige i Bebreidelsen, som hverken mødtes med Ord eller tilintetgjordes ved Daad. Iste- Fotnote: Derimod har Præst Ingier til Vinje i Wexels Tidsskrift fegtet yderst slet for sin Stands Agtelse ved, forskandset bag en heel Armee af Kirke- fædre, at fegte for Fandens personlige Tilværelse (!). Det er ligemeget til- ladt at tvivle om en saadan Præstemands Vilje, som om hans Evne til at oplyse. Dog gjælder det: Enhver bliver salig ved sin Tro. SIDE: 181 detfor at tilraabe hverandre som Apostelen: "have vi et Embede, da lader os tage vare paa Embedet"! -- tilhvidskede de hin- anden, at lade Folk snakke, saa bliver det nok stilt -- et, om ofte viist, dog her feigt Princip, som de kunne tilskrive en Deel af den religiøse Lunkenhed, hvorved de lide og hvorover de klage, og om de have gjort det slette Bytte, at Enkeltes aabne Misbilligelse er gaaen over til almindelig Ringeagt, som kun sær- egne Forhold lade beholde Masken paa, og som den Uskyldige med den Skyldige i det Oekonomiske faaer føle. Denne samme Passivitet, ligelidt politisk eller klog som ærefuld, som de, in toto anklagede, Præster have betjent sig af imod Angreb fra Almeenheden, have de ogsaa -- men med lige ulykkeligt Udfald -- brugt, hvor Staten gik dem noget nær ind paa. Ingen Stands- adskillelse! ingen Kasteaand! men Attestsagen er i friskt Minde uden at noget ærekjært Modmæle er derhos; Offerskillings- erklæringen holdt sig i lang Tid før den krænkede Æres- og Bil- lighedsfølelse endelig røstede i dette Blad. Man har søgt en almindelig Grund for den Lunkenhed for Oplysningsværket, som man erklærede almindelig imellem vore Præster. Magelighed er opgiven som saadan; men denne er ingen, og kan ikke være nogen, almindelig Grund. Heller ikke kan den ogsaa paapegede Omstændighed, at de Geistlige komme fra Universitetet vildfremmede for det Praktiske, der paahviler dem navnligen som Skolebestyrere, fortjene Plads som saadan, endskjønt den gjør en heel Deel til Sagen. De ældre Præster rammes nemlig ogsaa af hiin almindelige Bebreidelse; og for dem kan ikke en saadan Grund fremhentes, som ialfald kun kan anvendes paa de begyndende. Ligesaalidt kan det være en almindelig Grund, at de yngre Geistlige for det meste staae i saa bundne Forhold, at de med al god Vilje Intet kunne udrette. Udygtighed formedelst Alder eller Mangel paa Evner ere ogsaa specielle og kun medvirkende Grunde. For med nogen betydelig Følge at fremme Oplysningsværket, skal der en forholdsmæssig Grad af Aandsstyrke, en Fyrighed og Udholdenhed til, der gjerne kan kaldes Begeistring for sit Meed, eller et eiendommeligt Kald. Dette kan da ikke ventes over den hele Stand, hvem Folkeunderviisningen er betroet. Man venter kun, at denne lægges saavidt Vind paa, og fremmes SIDE: 182 saavidt over det Hele, at Fremskridtene staae i fyldestgjørende Forhold til den Grad af Energi, som man medrette forudsætter hos Standen, og som altsaa bør findes deri. Spores over det Hele ingen Fremskridt, staaer Oplysningsværket stille -- da er Tingen klar, at den behørige Aand er borte fra dem in corpore, der skulle drive det. Dette er et Særsyn, og det saameget mere overraskende som Statens Forfatning, dens Borgeres egen kap- pende Stræben efter Oplysning, Tidens høirøstede Krav derpaa og enkelte Medbrødres Exempel synes at maatte fremmane hiin bortvegne Aand, hvis hellige Ild er sluknet. Men nu Grunden hertil? Den fælleds Grund for dette Onde, som erklæres fast almindeligt? Isandhed vanskelig at opgive. Hvor jeg sætter Undersøgelsescompasset synes det at pege paa noget Subjectivt, paa en Mængde Modificationer, men som dog maae være eens- artede trods deres Udseende, da de afgive samme Resultat. Dette Fælleds tør ikke sættes i en almindelig Frygt for at drive Oplysningen videre, end de Religionssætninger, som de ere for- bundne til at indpræge Folket, og som, tildeels i den ufuldkom- neste Form, ved de paabudte Elementærbøger skulle gjøres gjældende, kunne tillade for at bestaae. Heller ikke kan det sættes i, at det Offentlige meddeler Oplysningsværket for lidet af sine Kræfter, om end dette maa indrømmes; thi Undtagelser vise, at det dog lader sig drive med de Kræfter, det har faaet, videre end det paa de fleste Steder drives -- ikke at omnævne hvor der er Sind til Opoffrelser, og hvor en udmærket Person- lighed virker. Intet af Dette angiver nogen almindelig Grund. Dog maa der være en, og det en naturlig og undskyldende, da Folkelærere ikke mangle om hvis gode Vilje og Evner man ikke kan tvivle, men som dog i Tingen virke lidet mere som Skolemænd end de altfor Mange, hvem man maa frakjende enten begge eller den ene eller anden af hine Egenskaber. Der maa da være et almindeligt Tryk, noget Tilbagekuende, hvorunder Fleerheden, og selv hine, som ikke gjøre sin Godvilje gjældende, maae lide; -- ikke et uovervindeligt Tryk, men dog et, som er stærkt nok til at holde ganske gode Pund i Jorden, og til at hemme den Energie, som falder i Fleerhedens Lod. Med al øvrig Sinds- forskjel, saa mangeartet denne maa gives i saa talrig en Classe, SIDE: 183 tyder Eensheden i Handlemaaden paa en Sindseenshed, der udøver Strømmens umærkelige, men sikkre Herrevælde. Men Alle ere de Landsmænd. Skulde da disse forholdsviis Faa imel- lem Folket, og som Tilfældet førte sammen i den geistlige Classe, være de Eneste, som bære et saadant Aandspræg, der er for almindeligt imellem dem og ligger for dybt til at det kan tænkes mærket under Dannelsen? Lader os først see, om de andre Classer, om Folket i det Hele er fri derfor, om ikke en vis Dorskhed (segnities), et vist Hang til Stillestaaen er Skyggen til det Herlige i Characteren! Er det saa, da tabe hine Bebrei- delser mod de Geistlige noget i sin Vægt. Deres Uvirksomhed bliver mindre frivillig og mere undskyldelig. Om Folket i det Hele, da vidner Historien, at en politisk Dorskhed er en af dets Lyder. Den baade bragte og holdt det under langvarig Trældom og national Vanære, under hvilke Forhold den, forhen skorpet nok til at taale dem, naturligviis tiltog. Den høieste Grad af Ulykke og Krænkelse -- alt kommende frauden -- maatte til for at vække den; og da udviklede Nationalcharakteren i dens Sted en overordentlig Energie, men som snart gik tilhvile under Unionsflaget, hvor den endnu beroer med en national Cocarde paa sin Nathue. Selskabet for Norges Vel holdtes kun sammen under de politiske Stramninger. Anbefalt Patriotismen for gamle Erindringers Skyld, som et Samfund til Agerdyrkningens og Landhuusholdningens Fremme, frister det kun et maadeligt Til- vær. Klager høres over Almuernes Træghed til at gaae ind paa oekonomiske eller andre Forbedringer. Mange af deres Ager- brugs- eller Befordrings-Redskaber forblive saa klodsede og uhen- sigtsmæssige, som man kun kunde finde rimeligt i Opfinderens Arilds-Alder eller derved. De qvikkere Evner, Opfindsomhedens og Speculationens, hæve sig ikke til nogen Høide i Fabrikvæsen eller Handel. Hiint staaer stille; denne gaaer kun som den har gaaet i Aarhundreder: fra Tomten og Fiskebryggen. Tanken om Bilandenes Fraskillelse volder ingen Forbittrelse; deres Skjæbne ingen Medfølelse; endnu mindre skeer noget alvorligt Skridt enten for at lindre denne eller for at erholde dem tilbage. I de fleste Landsbygder har ingen Glæde rørt sig over den politiske Befrielse. I Ondt som Godt, i Samqvem er Fleerheden liden- skabsløs og livløs. Derfor faaer Nationen ogsaa i Throntalerne SIDE: 184 og Adresserne mangfoldig Roes for Sindighed, der fremhæves som Nationaltræk. Men analyseres denne Dyd, finde vi imellem dennes Bestanddele hiin segnities, neutraliserende endeel af Energien ved den overveiende Forstand, hvormed den er parret. I det Enkelte: om hvilken Inertie inden Juristernes Classe vidner ikke Lovforbedringernes Sneglegang? Alskens Thing- studeri har bibeholdt sig. Borgerne trækkes for extraordinære Retter. Den civile Procesgang kan maale sig i Længden med den Italien og Spanien ere berygtede for. Og det er denne Med- borgerclasse, som især triumferer over Præsternes Uvirksomhed. Ved Universitetet, i Literaturen, i de skjønne eller de nyttige Kunster -- hvad høiere Virksomhed rører sig inden disse? San- delig, uden Bjelker i egne Øine skal Ingen med Skjel bebreide Præsterne deres unegtelige Uvirksomhed. De holde sig rolige under den nationale Uvirksomhedsaands Aag, og bære det taa- ligt som et Kors. Andre stønne derunder, men blive dog i Tvan- gen. Men Held Den, som har Sind til at angribe det, og Kræfter til at bryde det! Friheden og Oplysningen vil omsider bortgløde det, og et Hang vil forsvinde af Nationalcharakteren, som Ulyk- ker indpodede og Trældom udviklede, men som vor ældre Historie vidner om at være hverken ved Climat, Sæder eller Blod naturligt for vor Folkestamme. Henrik Wergeland [OM W. A. WEXELS'S KRISTENDOMSFORKYNDELSE] (Indsendt.) Morgenbladet 29. okt. 1834. Bag Lysets Tempelmure groer tidt fæle Skyggeplanter. De værste voxe indenfor, og kaldes Obscuranter. Folk, som enten lide af overspændte Begreber om en formel Værdighed, som mere end ved andre Undersøgelser, og indtil en pedantisk Pertentlighed, skulde være at iagttage ved dem, der i nogen Maade angaae Religionssager, eller som nære en ubillig og taabelig Ringeagt for den daglige Presse, have yttret, at man ikke gjennem denne bør meddele sig i religiøse eller blot SIDE: 185 theologiske Materier. Imidlertid angaae dog disse alle Men- nesker, og vi vide ikke paa nogen sikkrere Maade at meddele os til Fleerheden paa, end igjennem denne Presse, uden at nære mindste Tanke om at Materiens indre Værdighed derved skulde forkleines. Vi nødes ogsaa dertil, da vi ikke, som visse Folk, der neppe alle ere saa eenfoldige som deres Tro, have enten af egen eller fælles Casse Raad til at slænge vore Tanker ud i Tractatpjecer. Heller ikke skulde en Opsats som denne erholde Plads i det theologiske Tidsskrivt, som her udgives, efterdi dette, da vor Hensigt er at meddele Prøver paa den Lære, som deri gives, vilde komme til at vanzires af Gjentagelser. Desuden have vi ikke tænkt, at give disse Linier det videnskabelige Til- snit, som det hører til Tidsskrivtets Politik at iklæde sine Ar- tikler. Det er Hr. Pastor Wexels, en Mand af Lærdom og uplettet Charakteer, som igjennem ovennævnte Tidsskrivt for Kirke- Krønike og christelig Theologie, planmæssigen søger at udsprede de sværmerske religiøse Meninger, hvorunder det er ligesaa bekjendt at han lider. Under Navn af den ægte gamle, "hi- storiske Christendom" skulle de gjøres tækkelige, og de theo- logiske Galskaber, som have forvirret endeel Gemytter i Dan- mark, og forledet Grundtvig og Lindberg til at spille smaae Luthere, ogsaa trænge sig frem her. Vi haabe dog, at den almene Fornuft sidder fastere, end at den lader sig rokke af de aandløse Fortolkninger, de vrange Lærdomme, som under Christendom- mens eget Navn saaledes skulle gjøres gjældende. Vi haabe, at de foragtende Udtryk om Fornuften, og om "hvad man kalder Naturens og Tænkningens Love" ikke vinde Bifald uden maa- skee hos dem, som kunne troe sig tilsidesatte ved Meddelelsen af hiin ypperste Gave. Vi haabe, at Fleerheden har formegen christelig Ydmyghed til at istemme Hr. Wexels's: "gjerne taalte vi at lide Forsmædelse og Forfølgelse med vor Herre og Mester" -- hvori han med klare Ord sætter sig og Sine ved Siden af Christus i fortjenstfulde Lidelser, og hvori da den Sværmere egne Stolthed klarligen udbryder. Og vi vide med Vished, at Menneskehjertet i Almindelighed af blotte Naturen besidder mere Kjærlighed end den der produceres af den wexelske Chri- stendom. Den Haardhed i Domme, denne tillader sig, er nemlig SIDE: 186 mageløs, og vilde kun kunne gjengives paa Fisketorvene, om Theologi der gjordes til Gjenstand for Discussionerne. Den har ogsaa høiligen forarget en ellers med Hr. W. Troesforvandt, Hr. Prof. Stenersen, som i Tidsskrivtets 1 B. 4 H. alvorligen revser denne "Haardhed", dette "Overmod", dette "farlige Exempel han ved at bruge en saadan Tale har givet de Læsere, for hvilke hans Skrivt udentvivl nærmest er bestemt, paa hvilke han idet- mindste kunde vide, at det vilde have størst Indflydelse, nemlig vort Lands unge Geistlige og theologiske Studerende." Men uanseet denne Skjældetone, som med Hensyn til den Ligegyldighed hvormed de Fornuftigere ansee theologiske Stri- digheder, hvoraf de ere blevne trættede, er ligesaa taabelig som den Sindssvages høje Taler inden sine fire Vægge til et indbildt Auditorium, og som ingensinde kan gavne den daarlige Sag, som derved troes med "apostolisk Nidkjerhed" forsvart, er det især denne Sag og ikke Forsvarsmaaden, vi holde det for ret at paaanke. Det eneste, som ved denne kunde være værdt at bemærke, er, at derved indirecte kastes en Skygge paa den Fleerhed af Geistlige, der ikke fare saaledes frem, idet nemlig en saadan Tone gjøres til Kjendemærke paa den rette religiøse Nidkjærhed, som anstaaer dem Alle som Een i Tider, da Kirke og Tro erklæres i Fare. [fotnotemerke] Derved næres de Tanker om Lunken- hed for Religionen, som de enkelte forvildede Ivrere og Sec- terere i Menighederne have om sine Præster -- en Formening, som, i sin Tid mere almindelig, affødte hos os Haugianismen. Vi have erklæret Sagen, som Hr. W. i sit Tidsskrivt paa saa slet en Maade forsvarer, for slet i sig selv. Den er nemlig det crasseste Sværmeries, Mørkets og for at bruge et Udtryk, der ret er i Tidsskrivtets Smag og Stiil, -- den "grueligste" Into- lerances. Alene Afhandlingen: "ere vi ved Daaben indlemmede i den ægte christelige Kirke" forsyner dette Omdømme med de utvetydigste Beviser. Saaledes opfordres Pag. 13 paa det for- masteligste til Splid i Kirken, hvor hr. W. siger, at jo mere de af ham for Christendommens svorne Fiender, Gudsfornægtere (Pag. 20 o. fl. St.) for meensvorne Frafaldne erklærede saa- kaldte "Rationalisters sande Mening i ubevogtede Øieblikke slipper ud, desto klarere lader det sig tilsyne, at der intet aan- Fotnote: Tidsskriftets 1ste H. P. 8 -- 9 og fgg. SIDE: 187 deligt eller kirkeligt Samfund kan finde Sted mellem vor Kirkes ærlige Medlemmer og dem"; og hvor han fortfarer, tydeligen opfordrende til kirkelig Skilsmisse: "Gud lade en saadan Uærlighed, en saadan Sandhedens og Løgnens Dragen i Aag sammen mere og mere forsvinde, saa Skilsmissen og Uforligelig- heden mellem begge Parter -- kan blive aabenbar for alle, og ingen til Skade for sit aandelige Liv skuffes ved en Fred, der er ligesaa falsk, huul og tom, som den saakaldte Humanitet og Tolerance, man vil gjøre til dens Moder." Isandhed en chri- stelig Bøn til Gud! Men det er rigtignok ogsaa saa, at Hr. W., Pag. 11, 10 L. fran. erklærer, at Han og Hans have deres egen Gud, om hvem de da og bedst maa vide, hvilket Sindelag Han kræver af sine Dyrkere, og i hvilken Aand og Tone Bønner til denne particulære Gud bør være affattede. Jødedommen, Je- hovaiseringen heri behøver ligesaa lidt at udvikles nærmere som det modbydelige Egoistiske. (Math. 23, 13). Den i Tidsskrivtet ofte yttrede Ringeagt for Tænkningen og dennes Frugter, Haardnakketheden hvormed enhver fornuftig, endog meget tilbageholden, Fortolkning af religiøse Dunkel- heder, ja den Banlysningsaand og Tone hvormed ethvert saa- dant Forsøg afvises (cfr. 1 Cor. 14, 20; 2 Petr. 3, 18; Joh. 8, 32 og flere andre Steder, hvor der paalægges os at randsage og saaledes voxe i vor Christendomskundskab), samt de ivrige For- svar for Djævlens Personlighed og den i Christentroens mør- keste Tider indtagne Lære om Christi Nedfart til Underverdenen, hvilke Lærdomme forlængst med Afsky ere forkastede af alle Kirkelærere, som ikke ere reent blindede af Tro, og satte ud af den geistlige Læretale, fordi de vare satte ud af Almeenhedens Ideer -- Dette troe vi betegner tilstrækkeligt nok, at Tids- skrivtets Sag er Sværmeriets, Taabelighedens og Mørkets. Skal den endnu hedde Christendommens, da bevare Gud os for slig Christendom. Men at der er ligesaa lidet Christendom heri som Christensind i hiin Skjældetone og i Fordømmelserne, vilde ikke være vanskeligt theologiskt at bevise. Før Øieblikket forbyder den Modbydelighed, vi føle for al Disputats med religiøse Zelo- ter, os dette Arbeide; -- nærværende Linier bære noksom stylistiskt Præg af at denne Følelse tynger vor Pen. Kun det være sagt, at vi, saafremt vi overvinde Ulysten, vilde netop søge SIDE: 188 vor Grund i Christenlærens "Historiskhed", som Hr. Wexels ogsaa, misforstaaende den, idelig paaberaaber sig. Den "histo- riske Christendom" er nemlig ikke den stagnerende men den fremskridende. Deri bestaaer dens historiske Væsen. Luther førte ikke tilbage til de nicæanske Tider, men han var Driv- kraften i en Fremskridelsens Epoche. Symbolerne synes alle- rede ikke mere at passe i alle Dele for vor Alders historiske Christendom, hvilket maae sluttes af det wexelske Skrivts Pag. 15, 16, 17 og 62. Deres Forbedring vil da betegne en ny Epoche, og vorde et nyt Beviis for Christendommens Historiskhed d. e. sande Væsen som historisk Fænomen. Hvor meget langsommere end Forbedringer i Religionsanliggender skride frem, saa er det dog vist, at de maae skee, og at en Eeg eller en Ceder kan maale sig med en Troe i Alder, saa de, der ville Forbedring, ikke maae opgive Haabet. Forøvrigt tillade vi os at sige den Mand, hvis Foretagende vi, efter vor Overbeviisning, have maattet dadle, at vi saameget mindre nære nogen Bitterhed imod ham, som vi holde os over- beviste om at religiøst Sværmeri er grundet i en fysisk Dispo- sition, hvilken værst af alle sjelelige Udskejelser lader sig op- dage af Mennesket selv og betvinge, fordi den synes os selv som den herligste Dyd og Naadegave. Henrik Wergeland DETAILLERET FORSLAG TIL FEIRENDET AF FESTEN "TIL FORFÆDRENES MINDE" FREMSAT TIL FREMLÆGGELSE OG OMHANDLING I DET NORSKE STUDENTERSAMFUND AF DEN DERTIL NEDSATTE COMMITTÉ Efter Wergelands manuskript, datert 30. okt. 1834, i Stu- dentersamfundets arkiv, Universitetsbiblioteket, Oslo. 1) Tiden fastsættes til førstkommende Mandagsaften 10de Novbr. Kl 5. Endt bør den være Kl. 12., hvilket 1ste Direk- ør vil erklære. 2) Kl. 6 begynder Talen efter Afsyngningen ved et Chor af den dertil hørende Sang. 3) Umiddelbart efter den Sang, som følger efter Talen, udbrin- ges "Fædrenes Minni" enten af Lector historiæ Keyser eller SIDE: 189 Advocat Hjelm eller hvilkensomhelst af Redactionens Med- lemmer af Skriftet "Samlinger til det norske Folks og Sprogs Historie" -- hvilke Medborgere (tilligemed Forfatteren af Nationalsangen) udenfor Samfundet foreslaaes inviterede. 4) Dernæst afsynges alment den kronte norske Nationalsang, for Norge, Kjæmpers Fødeland -- og de andre nationale Sange, afvexlende med dertil hørende Skaaler samt andre nationale Toaster. Af disse udbringes den i Passus 3 om- nævnte Hovedskaal i Mjød, og bruges til Skaalerne gamle Horn, som man vil sørge for at faae udlaante af Museet. 5) Ved Kl. 9 gaaes tilbords. Værtinden har i saa Hensende tilbudt 2 Retter, Steg og Fisk, samt Desert for 2 Mark Per- sonen. Committeen seer sig saaledes istand til at anslaae Udgiften til i det højeste at ville beløbe sig til 1 Spd., hvor- imod den foreslaaer at ingen Punsch drikkes, men alene Øl, Mjød og Viin. 6) Dhrr, som ellers fornøje Samfundet med Musik, ville blive anmodede om at musicere ved Festen idetmindste til de Sange, der hører til Talen, og til Nationalsangen. Forøvrigt foreslaaes at den militære Hornmusik lejes. Af førstnævnte inviteres Hrr B. C. Berg. 7) Committeen vil gjøre sig Umage for til Salens Decoration at erholde saavel Rigets Vaabenskjold forfærdiget som endeel af de i Byen værende Corpsers Fahner udlaante. Iligemaade vil den søge at erholde et Transparent. 8) I Samfundet, hos Universitetsportneren og i Athenæet vil Committeen betimeligen nedlægge Paategningslister stilede til enhver Student, som maatte ville deeltage i Festen. -- I Committeen til at fremsætte detailleret Udkast til Festen "til Forfædrenes Minde" 30te Octbr. 1834. Henrik Wergeland [OM FESTEN "TIL FORFÆDRENES MINDE"] Statsborgeren 2. nov. 1834. Løverdag 25de Octbr. decreteredes eenstemmig af det norske Studentersamfund, at en Fest til sednere berammet Tid bliver der at afholde "til Forfædrenes Minde". En Committee ned- sattes og til at udarbeide og fremlægge detailleret Forslag be- træffende Maaden og det Ceremonielle. SIDE: 190 Henrik Wergeland REVERENDISSIMO SACERDOTI VINJENSI FREDERICO INGJER S. P. D. LUCIFER. (Indsendt.) Morgenbladet 5. nov. 1834. Keriiste Pastor! thet vaar it sannt vennestycke aff dig, att du endeliigen tog tillordzs och grandgifueliigen meth miine alld- tiidt kere Venner och Patrones Kjerckefædrene forsuaarede mitt Vesen och perszoonlige Tillvarilse moth thend gamble forsto- ckede Tuiffvlere Treschov, som och nedsteg i Graffuen uden thet att haffue mectit att besuaare dig. Du vedst best huor megit jeg i de sidste tiider haffuer lidit, och att jeg haffuer leffvit udi saa tilbagetryckt enn Stillning, att jeg neppeliigen haffuer tordet viise mig for enkelte aff mine wpriichteligen tro- ende wenner. Thet waar therfore enn sand wederkvegilse for miin and, ligesom olje for den udslucknende flamme, tha enn af desse Trofaste, som haffude verit Prest och alltiid predicket mig trooligen, metbragte till mig thet Hefte aff Pastor Wexels "Tidsskrift for Kirkekrønike", huori din Apologia necessaria lju- ser. Och vaar thet mig enn serlig Gledhe, att jeg theraf seer att de høgverduge Kjerckefedre Augustinus, Tertullianus, Lactan- tius, Arnobius, Cyrillus sambt Thomas Aquinensis ennu icke ere alldelis forglemte, udi huilcken andledning wii tha gjordhe enn libation, huorved Augustinus blef paa en pidzk och raaszede megit. Dagen effther paastod dog then stjivnacke, at om wji ikke haffude forstait hannem, saa vaar thet fordi hand, henrycket i dine Perioder, haffwde ephterliignet dig. Thomas vaar och me- git gladh och sagde, att hand brødt siig lidet om Inqvisitionens upphævilse och munckebloodbadet i Spanien, saasom Protestan- terne sjuntis att ville erstatte hues man tabbte hoss Katholikos. Alle vaare vji ock eenige om att Skrifftet i thet Hele och i sin and waar got, liigesom vji och lugtede lunten aleeniste aff Or- dene paa titelbladet "Kirke-Krønike" og "christelig Theologi" ty saa kalder mynne Forsuaarere deris exclusive till megen Ergrel- sze for Christ i then Salighed hand njuder. Ved Caroussellet, som jeg holt i andledning aff din berømlige envig for den SIDE: 191 gamble Djefvul, fichtede 10,000 Riithersmenns Menn i Skarla- gensflamber udi then enne Quadrille och liigesaamange udi then anden kledte i blaa flammendhe Suefvelkaabher, huorved jeg och enn nyss diaboliseret andelig Herre vethede om 60 Skok Sjele, huilcke den skalck vandt, saa hand nu met them hand haffuer forderfvit och forhuerffuit ved att predicke Troen paa mig och ellers ved dend velsiignathe Eriks Forklaaring, (hvilcke alle vundne Sjele umgiffve hannem som enn trellende Clan och erof- rede Underordnede) er att liigne ved enn alltfor mecktig och frychteliig Satrap. En saa prechtigh fest haffver her icke verit holdet siiden mit Bilager met fordne Enckedrottningen aff Portu- gall, Isabella, her neffnit Jesabel, hvilcken ubetiimelighe Feurig- het paa miin gamble allder jeg nu anggrer, tha hun er bleffuen mig et svaart huusskorss och Tuchtensriiss. Thenne sorrig bidrog och ved sin skugge till at fremhæfve dend Gledhe, du, keriste Pastor, forhuerffede mig stacker, som nu tha min huusslige lycke er forlorin maa trøste mig meth verdssliig Ere och meth vennerne hueden henne the findis, icke att forglemme the ret godhe ud- sighter som tiiderne nu bjudhe. Imellem thesse teckn veth jeg dogh, nest din Apologia, intet aff høgre werde end tha forslaaget om Portofriheth for literære Sager forkastedhes i thet nordske Storthing ved sellve bonden Grendahls Stemme, udi hvilken and- ledning jeg firede Uvithenhethens fest meth beraad aff offven- neffnte høgwerdugeste consistorium, hvorveth nogle 100 presser och mange 1000 bøcker upbrenntis till Ere for thet deciderende "Nei", och for then gamble Haagenstad, som gjick uth i then allsvjigtige stund. Jeg har szaaledis haab, men stort mere leffuer jeg helder icke aff, huorfor jeg maa indstendeljigen bede dig fremdelis att skriffue som du skreff, inntil alle siige met dit Valsprog: "credamus tantum, etsi capere non valemus thi ellers havde han ind- seet, at de Theologer, som antage Djævelens Tilværelse, tillige ansee ham som et ondskabsfuldt Væsen, der er Menneskenes svorne Fiende og idelig søger at forføre dem til Laster, hvor- for de opfordres til at vogte sig for hans Angreb og til at mod- staae ham, samt forsage alt hans Væsen og alle hans Gjernin- ger. Hermed vise hine Theologer Djævelen samme Tjeneste, som Vægteren viser Snigmorderen, naar han gjør Anskrig og derved gjør det udseete Offer opmærksomt paa Faren. Satan er sikkert bedst tjent med at være incognito. Indsenderen maa rigtignok tilstaae, at han hidtil har trøstet sig ved, at de 1000 Aar, i hvilke Satanas skulde være bunden, SIDE: 193 enten ikke endnu vare udløbne, skjøndt det paa den anden Side opvakte nogen Tvivl hos ham, at han ikke mærkede Noget til, at det var de Hellige, som regjerede (Johannes Aabenba- ring Cap. 20), eller at i al Fald dog Satanas laae vel forvaret i Ildsøen; men nu seer jeg, at han har benyttet den korte Tid, i hvilken han, efter sit tusindaarige Fængsel, er sat paa fri Fod, til at gjøre et Besøg her i Landet og derunder i Morgen- bladet at bevidne sin Tilværelse. Altsaa er det forbi med hiin Trøst og Enhver faaer see til at vogte sig saa godt han for- maaer for Angreb af Løgnens Fyrste, og sig for Skade tage vare. 7de November 1834. Henrik Wergeland NYHED (Indsendt.) Statsborgeren, 23. nov. 1834. Den mest berygtede af Landets Prokuratorer: Han, som i offentlige Blade, i Henhold til retlige, af Acter hentede Beviser er fremstillet som overbeviist om skamløse Udsugelser, Aager, Forlokkelse af uvittige Almuesfolk til Brøde, misligt Forhold ved Transactioner til det Offentliges Skade, underfundig Tilven- delse af offentlige, ham ei tilkommende Penge m. M. -- -- Han siges ikke at skulle drages til Ansvar efter saa tilstrækkelige Præliminarier for en Action, men at skulle være paa Nippet til af Justitsdepartementet at indstilles til at blive Stiftsoverrets- prokurator. Vi ønske oprigtigen den Egn, hvor han hidtil har virket, tillykke hermed, saafremt Befordringen maatte have til Følge, at han forlader den. Vi ønske Folket tillykke med den Retfærdighed i Befordringsveien, det har Anledning til at op- dage ved denne Leilighed. Og endelig ønske vi, at Justitsdeparte- mentet ikke maatte finde de Attester om Mandens Færd, som findes i hine Acter, mere paalidelige end de Embedsmænds, hvormed hans Ansøgninger smykke sig, men hvorimellem vel neppe findes to fra Sorenskriver Borchsenius af 14. Febr. 1832 og 6. desbr. f. A., der ere ufordeelagtige. Naar Han er vel befor- dret og borte, skulle vi, -- da der vel ogsaa i selve Byen turde SIDE: 194 findes Folk, som lade sig tage ved Næsen, -- tjenstligen under- rette af hiin Sags Acter, hvortil vi have Adgang, om de Stre- ger, der gjorde ham farlig i hans forrige Virkekreds. FORFATTEREN AF "NORGES DÆMRINGS" FLYTNING (Indsendt.) Statsborgeren, 23. nov. 1834. Dit Valg, at flytte eller qvar at tie, Du os viste. Det ligegodt for Norge var, for Verden bedst det Sidste. Som sorgfuld Fugl foruden Rist Du truer med at flytte? Det bli'er en Skjænk fra Nor; thi vist det Intet faaer i Bytte. Men flytter Du (jeg veed hvorhen), da flytte Du med Kragen; thi Andres Pynt Du veed som den at hæfte Dig paa Bagen: Du tie? Bækken tier før. Du flytte? Gott behüte! Forlad dog ei, ihvad Du gjør, din Ven den lille Jyte -- -- Han skulde staae da slemt deran midti en halvgjort Skrøne; det Snavs, som til en Bombe Han kan ælte op ved Din Hjelp, Jan, kun bli'e en usel Bøne. SIDE: 195 Nok En: Du irrer Dig: den Dæmring, som skal øines i Din Vise er ikkun Morild kold og tom, og Maaneskin paa Ise. LIVREETJENEREN. (Indsendt.) Morgenbladet 28. nov. 1834. Med Rødt paa Grønt (Ideen net, og ta'et fra Papegøjer) Du gavner Herren lige let, og Publikum fornøjer. Dog Skade, at din Herre, som dig Liberie forlener, to Aar tilforn med Sligt ei kom. Da havde hans Stryggadenom jo været Paven liig i Rom: netop en Tjeners Tjener. Henrik Wergeland OM "NORGES DÆMRING". (Indsendt.) Morgenbladet 29. nov. 1834. Student Welhavens saakaldte polemiske Digt "Norges Dæm- ring" har været falholdt for 4 ß, 60 ß og 1 Spd. -- Priser, som alle ere overdrevne for et Arbeide, der visselig er under enhver Penges Værd. Saa maa man vurdere et Arbeide, der kun i Formen og i de overalt synlige Spoer af møisom Filen og Anstrengelse skiller sig fra en løs Masse prosaiske Grov- heder; og det kan langtfra forhøje Vurderingen, at man veed, at Forfatteren har anspændt sig i et Par Aar for at frembringe en Slump Sonnetter, der Intet besidde af hvad der characteri- serer et Digt, saalænge en gjennemgribende Idee, udført med Holdning og Opfindelse, Tankerigdom og Sandhed, Udstrømmen af Indbildningskraftens Aabenbarelser, Ynde eller Høihed, Ild og Liv i Behandlingen ere nødvendige dertil. Men lad nu det være: -- Forfatteren har ingensinde i sine forhen trykte Smaa- SIDE: 196 stykker givet Anledning til at vente noget i poetisk Henseende, eller til at udtyde saaledes hans pralende Erklæring til det norske og danske Publicum, at han nok snart skulde finde Anledning til at vise sin Perfectibilitet. Gud naade os! Parturiunt montes, nascitur ridiculus mus. -- Indsenderen gjettede derimod paa, at "Perfectibiliteten" vilde vise sig i en antagelig Satire. Men ogsaa som blot Satire be- tragtet, maa hans Arbeide kjendes under alt Værd. Thi ogsaa til Satiren har man bekjendte Fordringer, hvorfra den ikke løskjøber sig ved, som den welhavenske, at udpensle Triviali- teter, slippe Skjældsord ind, der tage sig ud som Peberkorn i Vand, recapitulere ældgamle Skoser over provincielle, virke- lige eller fingerte, Svagheder eller Mangler, bebreide saaledes Thrønderne Praleri, Bergenserne [fotnotemerke] eensidig Handelsaand, Chri- stiansand Fattigdom, udflikke velbekjendte Fabler og ved andre deslige deels Uforskammethedens Forargeligheder deels den aandige Magtesløsheds Usselheder. Man har her sandeligen det Hele. Og man skulde have det hoslagt med Citater, om Saadant kunde skee uden at fornærme Enkelte eller Communer eller endog Nationen og Meget af det den agter helligt, og som er udadleligt, over hvilket Alt For- fatteren har udtømt sin urene Aare. Værre for ham, end Skam- men af en saa jammerlig Debut, maa da den Uvillie være, som han har paadraget sig og fortjener for sine Uforskammetheder, der ikke engang har Vid at undskylde sig med; og netop den rundelige Afsætning, hvorom de sidste Falbydere ymte, maa sætte Grændsen for flere Udskejelser af et hensynsløst Sind og af en dagligdags Aand, der morer høit et Par Sløvpander med at lege en Lamartine en detail. -- Henrik Wergeland BEMÆRKNING VED OPSATSEN I FORRIGE NO. BETITLET "NYHED". (Indsendt.) Statsborgeren 30. nov. 1834. Indsenderen finder, at Meningen i følgende Sætning: "Og endelig ønske vi, at Justitsdepartementet ikke maatte finde Fotnote: Gammelt Ordsprog siger: Elendig Fugl, som tilsmudser sit eget Rede. SIDE: 197 de attester om Mandens Færd, som findes i hine Akter, mere paalidelige end de Embedsmænds, hvormed hans Ansøgninger smykke sig" -- ikke er tydelig nok, fordi den giver Anledning til at troe, at med hine Attester menes alene de Akterne ved- lagte. Meningen er naturligviis, at disse Akters forskjellige Beviser paa Angjældendes Brøde i flere Henseender afgiver en Attestation om hans Færd, som Folk turde finde paa- lideligere end Embedsattesterne, hvormed hans Ansøgninger smykke sig. BEMÆRKNINGER VED "NORGES DÆMRING AF WELHAVEN". (Indsendt.) Statsborgeren, 30. nov. 1834. 1. "Og mangen Genius har Lænken slidt; 2. Men først naar Sydens Vaar hans Hjemvee svaler, 3. Og først naar Verden om hans Storhed taler, 4. Faaer den Forviste et Slags norsk Credit." Ad. 1mum. "En Aand, som har sin Lænke slidt?" -- Vi siden sige kunne, om Billedet vi bruge frit: det hentet er fra dit, og dit igjen fra gale Hunde. Ad. 2dum. Hvor Sydens Foraar svale kan, Du i dit Nonsens lærer. Aha! nu er det klart, hvordan vort Nordens Vinters hede Brand din Hjernemarg fortærer. Ad. 3tium. Den Verden er ei meget stor, som skal din Storhed mindes: Dahls Disk er Skrankerne derfor; dog knapt i bedre Forhold troer jeg tvende Ting kan findes. SIDE: 198 Ad. 4tum. En Slags Credit forvist du har; thi endnu ei betalt er den Løn, som Holberg jo beskar en Statssatyr bestalter. Nok En: Sært nok, at de Sonnetter blie af Alle ei udskregne. Thi disse fixe Termini (d. e. din hele Poesi) de ere Alles egne. Nok En: Dahl roser Jahnses Vand, "Før -- siger han som sand, -- der var lidt Gruus og Sand iblandt. Men nu maa man ham lade, at han har den Gave, at lade det saa tyndt som nogen Mand vil have." TROMMEVISE TIL DÆMRINGENS FORFATTER (Indsendt.) Statsborgeren, 7. des. 1834. "Men hvor man ynder Piben kun og Trommen". Norges Dæmring. Knapt gives saa elendigt Skind, Klang kan jo derfra komme. Thi flux den hviner Piben din, saa buldrer Dahlses Tromme. Omquæd. Paa Panden, for at rime, med knyttet Næve kime? -- saa faaes Klang af tomme Tromme. SIDE: 199 Forvist det er en fæl Musik, som bør forvises Staden En Hoben fiffig Pøbel fik den sammen dog fra Gaden. Omquæd. Paa Panden, o. s. v. Som Trommens begge Huder I og passe til hinanden. "Tilhører jydske Compagni" i Messing staaer om Randen. Omquæd. Paa Panden, o. s. v. Det lyster norske Hænder nok paa sligen Tromme spille. Ei heller skulde med en Stok Revelljen lyde ilde. Omquæd. Paa Panden, o. s. v. Nok et Trommevers. Hvor trommehuult er dog dit Værk, fast Rimene du sliber. Buldr høit! buldr høit! Slaa Hvirvlen stærk; thi hele Norden piber. Omquæd. Paa Panden, o. s. v. SIDE: 200 FORSKJELLIGE, ISANDHED COMPETENTE FOLKS DOMME OVER "NORGES DÆMRING". (Indsendt.) Statsborgeren, 7. des. 1834. En: Sin Fødeby med vammelt Jugl besudler Jahn i Vrede, Men det er en elendig Fugl som smudser til sit Rede. En Anden: Ei! gyldent Snit paa sligen Sang! (Ligt hektisk Blus paa Kinden) Den udenpaa til Guld har Trang, som mangler det forinden. En Tredie: At Riim -- men selv det bedste er tanketomt og huult -- fra Jahnses Pen kan rinde, er ikke meget fuult. Thi Den, som haardt sig piner, tidt. vil, uden Laxativ, nok producere lidt. ...... -- (Fortsættes.) Henrik Wergeland GRAVSKRIFT OVER EN PROKURATOR (Indsendt.) Statsborgeren, 7. des. 1834. Herunder hviler Lovens Tolk, Som spotted Gud og narred Folk. GIGEVISE TIL DÆMRINGENS FORFATTER Statsborgeren, 14. des. 1834. "Men her skal alle stryge løs paa Gigen". Hvad Uskikk! nutildags Enhver tør løs paa "Gigen" hamre. Dit eget Instrument den er. Med Ret du da maa jamre. SIDE: 201 Vær stolt: I Digt unaaelig du ene Gigen spænde! Thi Ingen maaler sig med dig i Fædreland at skjænde. Ved Fastelavn, hvor alt er galt, maa gamle Gige skraale. Din Poesi var mager alt; hvor skal den Fasten taale? Hvis falske Noders Charivar os negativt det Høie antyder, i dit Digt da har vi Dette klart for Øie. "GJENNEMBRUD AF TAAGERNES FORSÆNKNING." Statsborgeren, 14. des. 1834. Man vented' Aare ind og ud (hvad Grund til saadan Tænkning?) i Jahnses Sjel "et Gjennembrud af Taagernes Forsænkning". Det kom, det kom, men kom som Slud: en nederdrægtig Stænkning. Men dog forvist "et Gjennembrud af Taagernes Forsænkning". Det lider Gjæs og Ænder godt; thi Rendestenen flommer, og "Jydejødens" Skude flot, igjennem Muddret kommer. SIDE: 202 Hvor ligt en jydsk og hollandsk Flom! Mens alt det Tunge sjunker, det tomme Skrab høit flyder om, som for Exempel "Dunker". SIDESTYKKER: Statsborgeren, 14. des. 1834. "Bort da med denne jammerlige List, At dække under pralende Bravader I tomme Skrifter eller tomme Gader, Den norske Lunkenhed og Statens Brist." Dæmringen. Bort da med denne jammerlige List, at dække under pralende Bravader i dine sands- og skjønheds-tomme Rader dit Hjertes Lunkenhed og Hov'dets Brist. Henrik Wergeland [TIL BOKHANDLER JOHAN DAHL OM HANS POETISKE KONKURRANSE] Morgenbladet 16. des. 1834. Hr. Boghandler Johan Dahl opfordres herved til inden kort at opgive de "Kyndige", som han vil formaae til at bedømme de Manuscripter, som maatte vorde indsendte til Concurrence om de 12 Souverains "i Guld". [fotnotemerke] Det maa være Mænd, om hvem man har Grund til at troe, at de ville være retfærdige. Dette først og fremst. Det maa ogsaa være Mænd af bekjendt Talent, æsthe- tisk Dannelse, Kundskaber og Skjønsands; under Alt Mænd, om hvem man i alle disse, et Censorat vedrørende, Henseender kan have bedre Tanker, end om Hr. Boghandleren selv og Døgn- fluerne om hans Bodlampe. Det maa ikke være Folk, som kaste Stænk paa Nationen, som ringeagte dens Følelser, bebreide den, at den misbruger sine Institutioner, beskylde Hansteens, Krafts Fotnote: Netop som: Sølvspecier i Sølv, Kobberdanker i Kobber. SIDE: 203 og Keilhaus Landsmænd for Mangel paa god Villie og Sands for Videnskabelighed, og gribe til den elendige Udflugt og bag- vaskende Forsøg paa at vildlede Opinionen, at beskylde dan- nede og talentfulde Nordmænd for Had mod alt Fremmed -- saaledes som Student Welhaven har gjort i sin Pasqvillade. Det maa heller ikke være upoetiske Digtere eller udigterske Poeter, som skulle dømme; heller ikke polemiske Digtere; ikke Skjønaander uden Skjønsands; ikke floskulerende Dybsindige; ikke dybsindige Nonsensialister; ikke phantasiløse Sværmere; ikke Recensenter for god Betaling eller Anmeldere for gode Ord; ikke Digtere for Souverainer i Guld; langtfra halvstuderte Røvere; men heller ikke akademiske Tiaaringer, som efter en maadelig Artium endnu ikke have klaret 2den Examen, saaledes som Tilfældet siges med den polemiske Digter. Ingen slige Folk maae være Dommere. Ingen Slige bør engang udpege Dommerne eller hjælpe Hr. Boghandleren i Valget. Men de omringe ham dominerende og dominerede. Ogsaa dette Lys seer sine Straaler brudte af en ureen Dunstkreds. -- -- Efterskrift: Jeg er bange for at have fortørnet Boghandleren. Dog var mit Raad velmeent, mine Vink, troer jeg, rigtige og -- jeg troer ligeledes -- ikke unødvendige. Men kan hverken Dette eller at jeg lider det splendide Exempel, han har givet sine Col- leger, fri mig for Fortørnelsen: saa kan vel heller ikke den op- rigtige Tilstaaelse, at jeg antager hans Souverains for at være den Sol, som forjettes i den welhavenske Dæmring (endskjøndt den upaatvivlelig er mere glimrende end man efter sligt Gry kunde vente), frelse mig fra Fortørnelsens Udtømmelse. Thi "Souverainen byder, og Blod og Blæk i tusind Strømme flyder". Og -- efter en Scene i et Stykke, som i den sidste Tid er kom- met paa vort lille Verdenstheaters Repertoire -- en vis Mand (?) sagde: "Min Mad du aad og mine Vine drak du: hvi siger du mig ei i Morgenbladet Tak nu? Igaar man atter af min Ryg jo Remme skar. For lunkne Venner ei mit Huus jeg aabent har. SIDE: 204 Alligevel -- hvis jeg nu vil iqvel -- tractere med Burgunder, Vers og Hummer.. ? Og fik til Svar af en ærbødig Tjener: Saa skal du faae forvist i næste Nummer. Henrik Wergeland BEKJENDTGJØRELSE Morgenbladet 17. des. 1834. I Christiania ere Livreetjenerne næsten ligesaa sjeldne som Excellencer. "Hvilken Excellence tjener Du?" spurgte Under- tegnede for et Par Maaneder siden en grøn- og rødlivreert liden Person. "Boghandler Dahl" var Svaret. -- Sednerehen blev i et Epigram paastaaet, at Ideen til et saadant Livree, som det Bog- handleren havde opfundet for sin Dreng, ihvor net, dog upaa- tvivlelig var tagen fra Papegøjer, og i sin Udførelse ikke uskik- ket til at fornøje Publicum. Dette randt mig ihu, da jeg forleden mødte det pyntelige Offer for sin Herres Forfængelighed. "Flyver Du endnu om som Papegøi?" var et Spørgsmaal, der, uagtet Hensigten at vække hans Selvfølelse, dog undslap for iilsomt. -- Tilstedeværende ville kunne godtgjøre, at dette er den hele Bagatel, som har ladet Boghandler Dahl glemme, at han ikke behøver Aviserne saalænge han er i Besiddelse af Byens første Sladderbod, og saalænge Foragt beskytter hans Smædelyst. 16de December. Henrik Wergeland. Henrik Wergeland BEKJENDTGJØRELSER Morgenbladet 24. des. 1834. Den vrede Herre vil for sine Skamløsheder i Morgenbladet for 19de Decbr. m. m. blive dragen til Ansvar af Henrik Wergeland. SIDE: 205 Herrens Sygebulletins 16de Decbr. [fotnotemerke] Livreetjeneren: Hvor er en Haand saa kold, at den kan Herrens Pande svale? Idag hans Paroxysm igjen begyndte som hos Gale. Doctoren: Forslaaer Saltpeter ei og al vor Iis imod hans Smerte, da lægge Han sin Kyllingskal mod Dæmringskjaldens Hjerte! Bulletin 17de Decbr. Livreetjeneren: Idag saa mat er Herren -- ak! Saa hæst han fantaserer om Stumper, som forbandet stak, om Excellensers Skaberak, om Pikkets libererte Pak, om Dunces Jockey, Dandys Jack, om smuk Idee, men hæslig Tak, om Himmerig bag Skagerak, om Dæmringsnik og Morgensnak i eet Han delirerer; og grønne Papegøjer -- ak! forbi hans Blik spadserer. Doctoren: Friskt Mod, min Gut! den Krisis tak! Thi just i saadant Pølsesnak din Herres Sjel laxerer. Bulletin l9de Decbr. Livreetjeneren: Min Herre -- ve, al Hjælp for seen! -- min Herre, fra Forstanden, barduus mod Raadstuvæggens Steen idag har løbet Panden. Fotnote: Se Morgenbladet for den Dag. SIDE: 206 Henrik Wergeland VELÆRVÆRDIGE HR. PASTOR A. B. I MORGENBLADET NO. 322, 1834 (Indsendt ) Morgenbladet 16. jan. 1835. -- -- Det har jeg forat have forsvaret Geistligheden for dens saa mangelunde paaankede segnities! Personalier har jeg; Spot over en sygelig Tilstand, som endog er mig paadigtet, ihvor- meget end Folk kan have gjort for at sætte mig deri; aabenbare Fordreielser af mine Ord, som f. Ex. hvor D. V. paastaaer, at jeg selv bekjender ikke at søge at undgaae at skjære Alle over een Kam; Haan seer jeg henslængt paa Hædersmanden Fau- chald, Skjældsord paa mig selv; og endelig, idet D. Velærvær- digheds Kjærlighed culminerer over al menneskelig og christelig, hører jeg al Patriotisme mistænkeliggjort og brændemærket med en ubetinget Beskyldning for Egennytte. Pokker og ikke jeg maa efter slig Tak forsvare Præsterne og segnitiem pastoralem! De have ogsaa fortjent det af ham, saafremt det er sandt, at den ene Artighed er den anden værd. Henrik Wergeland BEKJENDTGJØRELSE Morgenbladet 22. jan. 1835. Da det har behaget Morgenbladets Redaction, at indskrænke det Begreb, den vil meddele sit Publicum om en nysudkommen Pjece, betitlet "en norsk Borgers Tanker om Norges Dæmring", hovedsagelig til at den indeholder en Oppassers Historier om mit og Venners Forhold i Anledning af Dæmringen: saa finder jeg mig motivert til at erklære, at min og mine Venners Menin- ger vel i Intet vare forskjellige om dette Product, betragtet baade som poetisk Latterlighed og som et Skandskrivt over den norske Nation, der kunde fortjene alvorlig Straf; men at jeg har al Grund til at troe, at deres Forhold, uagtet den retfærdige Indignation, som maa være enhver fornuftig og retskaffen Nor- mands, har været endnu passivere end mit. Men fortæller Bor- geren andet om dette, end at jeg satte lav Priis paa det skam- løse Skrivt, og tillod mig mundtlig ved Leilighed temmelig udførligt og tydeligt at sige Forfatteren min Mening om hans Arbeide, saa farer han med Snak fra Sladderboden. Henr. Wergeland. SIDE: 207 FORLANGTE EPIGRAMMER TIL BOGHANLER DAHL (Indsendt.) Statsborgeren 25. jan. 1835. Du klager: "snart med Stok og Steen i tause Nat jeg vækkes. Jeg vædder vist: hos Dig ei Een, men To af Søvnen skrækkes. Selv ei om Natten være fri? Der brøles, slaaes og skrydes. Hvor ubehag'ligt, af udi Forretninger at brydes! Dog husk, det dæmrer jo til Dag; Hvor Stjernes Lys er ude. Nu gale Hanerne paa Tag, og alle Hunde tude. Forlangt Epigram. Mon fuld, mon gal, mon ond var D., forleden? -- Svært at sige. Den Mening er dog neppe gal: han alt det var tillige. Henrik Wergeland BEKJENDTGJØRELSER Henrik Wergelands Bagvaskere. Morgenbladet 30. jan. 1835. I længere Tid have Henrik Wergelands Fiender -- Avinds- mænd skulde de hedde, om det ikke var et Misgreb, at kalde Uslinger Mænd -- ogsaa af den literære Sort gjort hans private Liv til Maal for sine Bagvaskelser. Publicum har erfaret det; og dets rigtigt seende Deel har vel, ligesaalidet som den saa- SIDE: 208 ledes Angrebne, endogsaa uden at tage hans Stilling i Betragt- ning, kunnet tage Feil af Hensigten med en saadan Polemik. Han var kun lidet over 20 Aar, da man troede, paa denne Maade at burde kalde Æreløsheden og Løgnen til Hjælp. Bag- talelsen havde sine Agenter, alt længe aabnedes et eget Bureau dertil. Saalænge det ikke gik indtil egentlig Injurieren, havde den Angrebne god Grund til med Foragt at oversee en Frem- færd, som stemplede Ingen mere end Dem, som øvede den, og som enten maatte skrive sig fra overvættes Vrede eller fra en selverkjendt Mangel paa bedre Vaaben eller vel rettest fra begge disse fatale Omstændigheder i Forbindelse med en Plan, som de saameget mere maae blues ved, som den er let at gjen- nemskue. Senest har den anonyme Forfatter til en slet sammensmurt, i Aand som Stiil gudsjammerlig Pjece, "en norsk Borgers Stemme", betjent sig af deslige uhæderlige Vaaben med alt det Overmaal af Frækhed, som Tiltroen til Dumhedens Fribrev og Tanken om at man i Almindelighed er enig om at oversee An- greb af den Natur kan ingyde en Stymper. Hans vidløse Forsøg paa at spotte Henrik Wergelands Bestræbelser for Almeen- oplysningen, ja endog hans Klædedragt; hans taabelige Ind- bildning, at kunne faae Folk til at troe, at Henrik Wergelands Digte og Taler virkeligen rammes af saa usle Parodier -- alt Det skjænkes ham naturligviis. Derimod skulde der være mere Spørgsmaal om den erklærede Løgn, at Henr. Wergeland af og til har været i Politiets Kløer, kan oversees med samme Foragt, der skulde være en utilbørlig Skaansel, om Læserne ikke af Pjecens øvrige Indhold skulde finde god Grund til af sig selv at holde ogsaa den Angivelse for Bagvaskelse. Da nu W. ingen- sinde har staaet i nogetsomhelst Forhold til Politiet, hvilket af dettes Erklæring og Protocoller letteligen vil kunne bevises, og Forf. har begaaet den Uforsigtighed i utvetydige og skjærpede Udtryk, at beskylde ham for endog, og det oftere, at have staaet i et saadant Forhold til Politiet, som man kun ved Forbrydelser eller betydelige Uordener kommer i: saa har han unegtelig givet sig i Wergelands Haand. Imidlertid kan Calumnianten trøste sig med, at Henrik Wergeland har en egen Grund til ogsaa at skjænke ham dette -- den nemlig, at han er kjendt af W., og SIDE: 209 at Denne ellers er ham Tak skyldig, fordi han aldrig har mødt ham, uden at have faaet et Haandtryk stjaalet fra Venskabet og et Ansigt stjaalet fra Oprigtigheden. Man tør troe, at Gjelden er løst. Tilskrivt: Om noget kan siges uværdigt af Den, der saa skam- løst har mishandlet sit Fædreland som Stud. Welhaven, skulde man saaledes benævne denne Persons gjentagne Anvendelse i No. 24 af den heroven beskrevne Stridsmaade. Han har frem- stillet den førstfortalte af sine personlige Rencontrer med vel- betænkt Udeladelse af megen anden Sandhed, som Wergeland lod ham høre for hans Skandskrivt, medens den vittige For- fatter, taus og forlegen, gjorde en høist jammerlig Figur. Men om han ikke skulde erindre bedre, gives der Folk, som gjøre det. Ligesaa ved Fremstillingen af den anden, som trænger til følgende Oplysning: ved tilfældigviis sammen med to Studenter at gaae forbi en Dør, underrettes Wergeland om, at Welhaven boer der. Øieblikkelig stak han Hovedet ind og spurgte: "skriver Du wergelandske Oder og Sonnetter nu, Jahn?" Da de Tre vare komne ned i Trappen, som førte ligened fra Døren, som Werge- land strax lukkede efter sig, aabnede Welhaven denne, og sagde, saavidt de forstode, "troer Du, at kunne fornærme mig med Sligt"? Da Wergeland kortefter i Studentersamfundet blev spurgt om hans, en forfærdende Aabenbarelse lignende, pludse- lige Visit hos W. var løben saaledes af, som man fortalte hos og fra Boghandler Dahl, henviste han til de just tilstedeværende Vidner, som fortalte Begivenheden ganske som oven; og lagde til, at han fik Indfaldet af Welhavens Udladelse i Kjøbenhavns- posten, -- samme No., hvori han lover at finde Leilighed til at udvikle en overraskende Perfectbilitet -- at han med største Lethed tør paatage sig at skrive wergelandske Oder, samt af at han har gjort Wergeland den Tjeneste, at skrive og forsøge trykt Oder i hans Navn -- et foragteligt Kneb, som den rene Welhaven, idet han herom maa gaae til Bekjendelse, kun er- klærer for en ikke usædvanlig literær Mystification. For sin taabelige Paastand, for denne sidstnævnte, men ingenlunde saa skarpt som fortjent benævnte Gjerning, samt for sit hele fore- gaaende odiøse Forhold til Wergeland, kunde Welhaven vel neppe erholde mildere Straf end et Spørgsmaal, fremsat paa en SIDE: 210 Maade, som hvæssede det Spottende deri noget mere. Og ret- færdige Bitterheder paa hvilketsomhelst Sted maa vel Den vente sig, der ved at gjøre alt Sit til forat prostituere sit Fædreland for Alverden, ogsaa har gjort alt Sit til for retteligen at være hjemfalden enhver Normands Foragt og tugtende Behandling. Henrik Wergeland [INNLEGG I DÆMRINGS-STRIDEN] (Indsendt.) Statsborgeren 8. febr. 1835. I Morgenbladet Nr. 23 f. d. A. underretter Hr. Finkeljokum Publikum om, at han allerede glæder sig til de patriotiske Gil- der, som ville foranlediges, og til den gode Viin, hvori Yttrings- frihedens og Domstolenes Skaal vil blive drukken, saafremt Recensenten i Morgenbladet Nr. 2 fuldstændigen vinder sin Sag. Enhver, som kjender Hr. Finkeljokums Charakteer -- og den er temmelig almindelig bekjendt -- er sikkert overbeviist om, at denne Hædersmand ikke glæder sig over, at der bliver drukket god Viin, med mindre han selv faaer sin behørige Deel deraf, og man kan derfor med Vished slutte, at han agter at forherlige hine Gilder ved sin høie Nærværelse, det være nu enten som Spion eller i hvilkensomhelst anden ædel Hensigt. I dette Til- fælde bør man ikke alene være belavet paa en tilstrækkelig Qvantitet Cognac, Portvin, Posteger, Kager etc., hvoraf den ædle Gjæst idetmindste maa have saa meget, som et halvt Snees andre Mennesker, men ogsaa Røgelse, i behørig Mængde, for at ikke de øvrige Gjæster skulle tabe Appetiten formedelst den utaalelige Lugt, som dette stinkende Aadsel udbreder. Naar man veed, hvor stor Priis Hr. Finkeljokum sætter paa Gilder, hvor der vanker brav for Tanden, kan man ogsaa let forklare sig, hvorfor han har havt saa travlt med at ægge den ædle Dæm- ringsskjald til Proces. Et almindeligt Rygte siger ellers, at Hovedbevæggrunden til hans Iver i denne Henseende har været Haab om at komme en vis Mand tillivs, som han havde sat sig i Hovedet at skulle være Forfatter til Annoncen i Morgenbladet Nr. 2, og til hvem Hr. Finkeljokum bærer et dødeligt Had, deels fordi hiin Mand ikke hylder servile Grundsætninger, hvis ivrigste Forfægter Denne af let begribelige Aarsager er, deels fordi han SIDE: 211 ikke beundrer Alt, hvad der kommer fra hiint Utopia bag Ska- gerak, eller troer, at dens Beboere ere Jordens første Folk, og endelig fordi hiin elsker Norge ligesaa meget, som denne hader det, skjøndt det ikke alene har fødet, men endog gjødet ham. Rygtet siger ellers, at hele Banden skal være bleven meget slukøret, da den opdagede sin Vildfarelse, og gjerne havde ladet den hele Proces fare, hvis den ikke havde anseet det for rettest at gjøre gode Miner til slet Spil. Saameget er imidlertid vist, at Hr. Finkeljokum søger med de stærkeste Farver at afmale den horrible Straf, der vil ramme Forfatteren for hans formastelige Skrivemaade, (rimeligviis for at skræmme ham) samt snakker vidt og bredt om, hvor klogt han vilde handle, hvis han forligte Sagen. At Dæmringsskjalden vil faae bene- ficium paupertatis -- risum teneatis amici -- er ogsaa Noget, man søger at indbilde Folk, ret som om man ikke vidste, at cyclopiske Ideer ikke nu ere de herskende. Hr. Finkeljokums Adfærd i den omhandlede Henseende synes ellers at have nogen Lighed med en Prokurators, der lader sig betale af begge Par- ter, da det ikke kan feile, at han jo skal være med i de upatri- otiske Gilder, som lille D. upaatvivlelig vil foranstalte, hvad enten hans Partie vinder eller taber Sagen, i første Tilfælde, for fælleds at glæde sig ved de servile Ideers Seier, og i sidste for at trøste hverandre og opmuntre til fortsat Kamp mod Norskhed og Liberalitet. Henrik Wergeland [OM "PAPEGØJEN" OG BOKHANDLER DAHL] (Indsendt.) Statsborgeren 15. febr. 1835. Naar man læser i "Papegøjen, Fastelavnsriis af Siful Sifadda" Papegøjens Breve til Principalen, skulde man troe Dumheden deri overdreven. Imidlertid er det ikke saa. Man sammenstiller blot følgende Johan Papendals eller Papegøjens: -- "Da jeg nu saagodt som kan være Principal selv saa gaaer alt endnu fortræffeligere og Ingen mærker, at jeg er en Papegøi saa gaaer alt her- ligt m. m. Samt da Alt gaaer herligt saa kan jeg være Principal selv og ophæve Forholdet paa egne Been som jeg nu da alt gaaer herligt m. m. kan staae paa selv, " -- SIDE: 212 med følgende Pleonasmer af Boghandler Johan Dahl i et Aver- tissement i Tillæg til Morgenbladet No. 34: "Af Landskabsmaler Balke er indleveret til Salg hos Undertegnede: to Oliemalerier, o. s. v. -- begge Malerier ere at see hos Johan Dahl." Dette ere Papegøjestiil. Henrik Wergeland TANKER VED JOH. WELHAVENS "TIL VENNER OG FIENDER" I MORGBL. NO. 36 (Indsendt.) Morgenbladet 17. febr. 1835. "Gaae i dig selv, ligesom jeg er gaaen i denne Skarn- basse. -- Det er forbi med os begge; lad mine sex afrevne pedes minde dig om, at det er et ligesaa ulykkeligt Indfald at ville være Digter, naar man ikke er det, som at ville være Menneske, naar man engang er bleven Papegøi. Lær af dette udsluknende Liv, at du staaer paa det skrækkelige Trin for en gammel Student, at de sidste Gloser henblegne i din Hukom- melse. Og lad denne Kokase minde dig om, at Hver har sin Sfære -- Sfære -- -- ". Oldenborren til Polemikkel Poetikkel i "Papegøjen." Ved Muserne, Fædrelandet og Sandheden, hvilke Dæmrin- gens Forfatter saa skrækkeligen har fornærmet -- jeg gyste da jeg læste hans Sendebrev til Venner og Fiender. Det var mig ikke længer tvivlsomt, at Hovmodet var indtraadt i sit yderste, i Aandsforvirrelsens Stadium; at den jevne Prosaiskhed, hvoraf det polemiske "Digt" bugner, ikke længer afgav modvejende Tyngde nok mod de voldsomme Svingninger, hvori Ærgrelse over at have grebet feil efter Laurbærkronen og nagende, util- fredsstillet Ærgjerrighed saa tydeligen har sat hans Aand. Med den sammenpressede Damps Intensitet har hiin mørke ødelæg- gende Kraft sprængt de sidste Skranker af sund Forstand, af Beskedenhed og af den tæmmende Bevidsthed, at have forløbet sig, som ellers holder Kaadheden og Drivten til nye Attentater tilbage. Det er skeet. Vi have seet det. Verden er bleven underrettet om at de sørgeligste Ahnelser ere gangne i en altfor tidlig Op- SIDE: 213 fyldelse. Endnu skulde der dog, efter Naturens Love og Medi- cinens Forskrivter, have været Tid til at forebygge det ved Pur- ganzer, Dampbad, sveddrivende atoniske Midler, Aareladning i Forbindelse med en strengere diætetisk og mildere psychisk Behandling, end jeg har Grund til at troe har været anvendt. Hine Lægemidler, som dog tidligen vare indicerede, have aldeles været tilsidesatte. Hvor slet Diæten har været iagttaget, have ufornuftige Venner noksom lagt for Dagen ved at prale af at Nationens Fornærmer gastererer hos dens Statsraader; og Na- tionen har ikke undladt med Vægten af sin Vrede stedse mere at condensere de Følelser af Skam og Forbittrelse, som i fortsat Gjæring maatte udvikle sig af de Stoffer, man har opdaget i hans Indre. Under mildere Tilretteviisning eller overladt til sig selv, skulde den skulende Skamfuldhed været indtraadt; men nu -- det var en naturlig Operation -- nu antog den en positiv Cha- rakteer, og gik over i fortvivlet Forbittrelse over egen Dumhed og Andres Harme, og denne Forbittrelse er nu gaaen over i -- -- ak! vi have seet det -- i det Slags Galskab, der finder For- nøielse i at forøge sin Ulykke, i at incitere sig selv indtil det Yderste, ligesom den Skabbede, der kløer sit Skab ud over hele Kroppen indtil den er eet væmmeligt Saar. Mange antoge vel en anden Gang af Sygdommen; og anbefalede som Præserva- tiver mod det Yderlige, en, som naturlig supponert, Nedstemt- hed efter den unaturlige Kaadhedsyttring, Udgivelsen af Dæm- ringen maatte have tilfølge, forskjellige roborantia nervina, kolde Bad, og nogle gode Doser fustis juniperi nodosi; -- men deri har dog min Prognosis viist sig som den rigtigere, at en over- spændt Stemning (tumor animi) virkelig var Grundondet, som da burde have været taget som ovenangivet. Men Alt er nu forsilde. Rasende var Sygdommen i sine Ele- menter, rivende dens Gang, og denne forceret ved slet Cuur og Skjødesløshed hos Patienten og hans Omgivelser. Nu skal det være lettere at standse Cometen i sin Fart end denne Aand i sine Forvildelser. Febrilske Incitationer lade ham ikke føle hvor svag han igrunden er. Med krampagtig Anstrengelse kuer han den nagende Bevidsthed om at have begaaet en Streg, der paa- drager ham Ringeagt; og arbeider for at lade nye Tepper gaae SIDE: 214 ned over en Usselhed, han saa ubetænksomt blottede. Han stryger sig over Panden, sort af piinlige Lucubrationers Sod; -- den kolde Sved føler han sile ned over sine Fingre, og veed i sin Forvirring ikke om det er Skamfuldhedens Sved eller den kjølige Laure. Han raaber: se jeg er en Martyr for dette utak- nemlige Folk! Han taler om at han forfegter det Folks Sag, han har gjort Sit til forat udskjæmme for Alverden. Sit Stand- punct udpeger han ovenover dem, der med saamegen Ret viste ham tilrette, mens alle Mennesker forgjeves speide efter en Plads, der skulde kunne indtages af ham ovenover den alminde- lige Riimskumlers. Ligesom Ulysses von Ithaciens ulykkelige Staldbrødre eller som Middelalderens fire Varulv-Idealister synes det ham som om han kun har med Tyre, Bjørne, Kjør, Aber, Asner, Uhyrer og Hunde at bestille. Men han vil ikke fegte med de "enkelte Hunde"; -- dertil er han for god -- men med hele Hundeflokken, d. e. Nationen eller den overtalrige Masse deraf, som er bleven forarget ved de Fornærmelser mod Norges Ære og den historiske Sandhed, en af dets egne Børn har tilladt sig. Han taler om at have hærdet nye Landser, flettet nye Svøber, mens man kun opdagede et Kosteskaft og en Brix i en Daares Haand; og om en uimodstaaelig tvingende Genius, medens det Eneste, som rører sig, liig Aal i tør Sand, i hans geniløse Linier, er Usandfærdighed og Skjældsord. Og endelig -- o I Bidstrups, Opsloes, Bedlams og Salpetrierens saa ubilligt Lidende! I saa skammeligen fængslede "uimodstaaeligt tvingende Geniusser!" -- endelig samstiller han sig med Tegnér og ymter utvetydig om at han vel ligesom Denne kunde fortjene Akademiets store Guldpræmie og Nationens Agtelse og Kjær- lighed, eftersom han ogsaa i sin Dæmring har "med Ungdom- mens Varme og den djærveste Pen anklaget sit Folks Aands- sløvhed og moralske Afmagt!" -- Sandelig man kunde fristes at troe, at Sygdommen har naaet sin Høide. Bedring skulde saaledes være at haabe, dersom ulykkeligviis denne Sygdom ikke netop bestod i stedse med Mellemrum stigende Culminationer. Vi har saaledes nu en tredie ivente naar han kommer liig Smeden fra sin Esse. Men da vil jeg benytte næste noget roligere Intervallum til at anbefale en meget lang Udenlandsreise enten forat helbredes i Lande med SIDE: 215 bedre Indretninger eller forat opsøge det gamle Middel Helle- borus eller forat nedlade sig imellem Tyrkerne, der bedre end vi vide at lønne slige Folk med Agtelse og Kjærlighed. Henrik Wergeland OM NYE SVENSKFARVEDE VAABENKAPPER (Indsendt.) Morgenbladet 7. mars 1835. De norske Officierer see i sine nye blaae Vaabenkapper med de hvide eller hvidgule Snorer ganske ud som svenske. -- Isand- hed et opbyggeligt Syn for os! Saaledes udbreder Forsvenskel- sen sig mere og mere efter det Ydre, og griber med sine Kræft- rødder efter det Indre, som neppe, ved Tid og Stunder, under saadanne Omstændigheder, skal formaae at holde sig ufordær- vet. Vi vide vel, at flere af DHrr. Officierer villigen gik For- vandlingen imøde med den Grund eller Undskyldning, at de forrige graae Kapper skulde skifte Farve; men virkelig den Farveskiftning, man nu fik see, var mere paafaldende. Af vig- tige politiske Grunde, af Grunde, som mere end blot National- følelsen tilsiger, burde og kunde ialfald enten en anden Farve, end den svenske Armees, været valgt eller ogsaa denne være bleven forsynet med saadanne Distinctioner, at Normanden ikke skulde være udsat for den smertefulde Tvivl, som nu maa nage ham, naar han seer Armeens Rækker. Det er nu noget mere end Ordonnantsuniformerne og de sorte og gule Adjutantsplu- mager, som vækker den i hans Indre, og opstiller deri med glødende Farver Rækken af alle de Fornærmelser, som Natio- nens Ære har lidt og lider, som have udelukket en National- cocarde, beflekket dens Flag, udestengt det fra Havene og heftet alle de foregaaende Carlers Pretensioner paa Norge til dets offentlige Bygninger, Mynter og Love. Vi opfordre norske Officierer til at oplyse, om der fra vedkommende høiere Mili- taire er forsøgt hvad Midler deres Stilling tillader, og som anstaae det norskbaarne Hjerte, der maa slaae med Ulyst under svensk Dragt. Vi kunne ikke opgive at haabe det, endskjøndt vi have i bittert Minde Lieutenant Welzins Skjebne, der idømtes Arrest fordi han i et fritskrevet Brev erklærede at ville holde ved sin graae Kappe. Og vi troe, at det er af saamegen Vigtig- SIDE: 216 hed hvad Farver den norske Armee bærer, at Forandringer deri ligesaavel fortjener Kongens ansvarlige Raads som Folkets Op- mærksomhed. KATTEN OG MUSEN (SYTTENDE-MAIS DIGT AF PEDER HALVORSEN) Samfundsbladet 11. april 1835. Foreningen. (Accompagnert ved at knibe en Kat i Rumpen eller med Violin.) En gammel Kat, en stor, en graa (jeg troer, skam, den var blaa) med venligt Griin, med venlig Blinken, hexet ind i Øiets gule Blus, til liden Muus, der soled sig i Ro og Mag paa høien Tag fremlæspede: "Venskab Du drikke og Duus med Puus?" "Ved Hundens Glam! Ved Maanens Glød! i Liv -- jeg svær -- og Død Fostbroderskab jeg rækker Dig i denne Lab. Da bliver Katte-Kloe Muus-Glavind jo? Dens Vejrhaar jo din Landsering Du lille Ting! Kryb ned blot, kryb ned! og Dig læg i min Klo til Ro!" Ja sluttet blev Foreningen og Kat og Muus blev Ven. Hvor gik det? Ha! Hvor gik det? Hahahahaha! SIDE: 217 Er Maanen klogere end Du selv, min Ven? Jeg veed det grant, den rødmed før! som Møe det bør. Nu bleg jo og flau som en dame a la mode er den. Det skede, og et Timerind laae Musen krum og stil, og lytted' til at Katten spandt paa Rokken sin sit Snurrururrerur. Men sin Natur ei Musen længer tøilegreb: -- en Quel den peeb. Da første Gang frygtelig mjauede Puus i Dur. Flux stille blev den lille Muus, ja som en, som en Muus. Men engang -- ak! som Majens varme Straale stak, da, som af Noahs Ark fra Luft og Mark udvrimled Livet, lysted' og iblandt den Flok af Sommerens Fugle etcetera vor Muus et Spark. Langt værre da, end førstegang i Musens Øre sang et rædsomt Mjau saa Echo toned togang: Au! men næste Vaar -- o Skræk! fra Rosenhæk fremgløded samme Sol, og gjør et Puds som før. Thi Sommerfugl flagred og Lærkerne sang som før. SIDE: 218 Ja Sommerfugl og Kræ og Kryb, kort Livets Alleslags op klatred strax paa Solens Straal fra lunken Dyb. Om Friheds milde Lyst Allivets Røst opsvulmed Sommerskyens Bryst, -- det spændtes ud -- ha, se som en jublende Svane der foer til Gud. Ak! Musen, stakkels, er ei med, da Livet drog afsted. Jo Majens Soel i Smug faaer samme Kapriol. Da fraaded Kattens Tand; dens Blik blev Brand og Kloen langs ad Musen foer med blodigt Spoer. Da bævede Musen, fortvivlet den var deran. Det Kattevenskab ønsked Muus i Fandens Vold barduus; ja ønsked sig paa Taget meget inderlig Sit tredie Rædsels-mjau da Katten gav Et Lynhviins Vee et Torden-Ha var Mjauet da. Siig Musen da krymped; om muligt, den blev meer flau. Intermezzo-Recitativ. Bort nu Violin! Din Qvint er for fiin. Den ligner det Blik, der skjærende seer SIDE: 219 kun hvad der er nær og her, microscopice grant, kun hvad der er factice sandt. En Bas maa jeg have, hvis slørede Toner hvis chaotiske Rungen kan tyde de tunge Gestalter, som Øiet omskulme, de Fremtidens Kornmod, den Spaadom i Lyn, de Stjerner saa vildsomme, taagede, halede, brogede, de Bloddryp fra Skyen, fra et Ragnaroks lumrende Mulmen, fra et Daggrys blodrøde Ulmen. I Tidens Bug maa jeg stirre. Som Fosteret i Bækkenet øine de Dage der engang paa Solens Triumfatorhjul, som Verdens Beherskere skulle fra Evigheds Dybder fremrulle. Ufødt Udaad og Stordaad jeg skimter, Bedrifter, der skulle fra Muld mod Himmelen rage som Palm eller Stage jeg øiner i Dybet som Morildens Glimten. Ah! Taler som Vinden, Gestalter som Skyer? Uskeete Bedrifter, ufødte Mænd De nærme sig, hvifte og hvifte og flyer? De nærme sig, sortne og blegne igjen. Ved Haabet jeg leer ved Ahnelsen gyser men stærkere bæver ei Tiden, der seer og føler og lider, end Skjalden, der ahner, hvis lynslagne Øie belyser de bævrende Omrids af Alviljens Planer. Vel, kom med en Bas! Historiker siden Du, -- Slave af Tiden -- SIDE: 220 kan frit variere og udparcellere min Rungen med din Violin. Kampen. (til Bas) Kattens Kloe saasnart med Lynets Fart den i Musen skar -- Musen (ja et Troldomsslag det var) blev en Gaupe. Gaupen (som var Musen før) saasnart med Lynets Fart dens Klo i Katten skar -- Katten (ja et Troldomsslag det var) blev en Parder. Parderen (som var Katten før) saasnart med Lynets Fart dens Klo i Gaupen skar -- Gaupen (ja et Troldomsslag det var) blev en Panther. Panthren (som var Musen før) saasnart med Lynets Fart dens Klo i Pardren skar -- Pardren (ja et Troldomsslag det var) blev en Kongetiger. Kongetigeren (som var Katten før) saasnart den Klo i Panthren skar -- Panthren (ja et Troldomsslag det var) blev en Løve. -- Og Løven (som var Musen før i sorgfuldt Askeslør) som Heklas Glød sig reiser rød -- Eia! hvo tør SIDE: 221 sig reise opigjen? Nu mjauer den. Mon ei et Banner vaadt af Blod dens Tunge er? og Baunen dens Øie? og Krigerens Sværd dens Kløer? STUMPER Samfundsbladet 11. april 1835. Rør mig ei, Herr Foged, for Christ og St. Peter! Man siger Eders Negle ere Magneter, at titusind Sølvspecier klæbe derved. Og nu til Ulykke Jeg har just i Lommen et Sexskillingsstykke Saa kunde jeg blive hængende ved. S. S. Stump. De nye Tider have Meget at opkaste af Mave som de gamle puttet i dem: inter alia et fidem. Stump. Før altid Cateketen Klaus det sjette Bud sprang over taus. Nu pludselig -- o ve de arme Gjenters Øre -- i Kirken man ei andet faaer at høre. -- Thi Klaus har nylig givtet sig. Den næseløse Næsvise. En skam har Næsen bidt af ham; men han igjen har Næsen bidt af den. SIDE: 222 Plato til Lais. Lais, i den nærmeste Vraa en Omfavnelse skjænke du mig! Mig mindre udødelig gjør den, men mere udødelig dig. Kjærlighed kun finder mellem lige Aasyn Sted. Hvor sand maa da ei Klases Elskov være, som da han ikke fandt, og ei kan finde en Hun, der af hans Træk kun eet kan bære, og dog forblive Qvinde, den Mands sin Elskov gav, som er ham ligest: det, som han i Speilet seer. Henrik Wergeland OM PARODIEREN Morgenbladet 16. april 1835. Maaltrost! Maaltrost! lær mig at parodiere med Geni og Uskyldighed; thi imellem Menneskene har Vittigheden sin Ondskab, og Dumheden sin. Parodien er langtfra den ædleste Deel af Satiren. Det gode satiriske Talent forkaster den oftest, og holder det for en Ned- ladelse at betjene sig deraf. Imidlertid bruges den ofte, men er ogsaa paa det nærmeste ligesaa ofte Beviis forat de satiriske Talenter ikke ere saa talrige. Aarsagen hertil er, at den virkelig er den letteste af al Satire, der ikke henhører til disse Vittig- hedens Lyn, hvis Nedfald eller Tordenstene vi samle og beundre som Epigrammer, og som komme paa den allerletteste Maade, nemlig af sig selv ved den mindste electriske Indvirkning af et Stof. Den er den letteste i den Forstand, at den udkræver baade mindst Vid og mindst Arbeide. Der gives Intet, som ikke lader sig parodiere. Det Helligste, det Høitideligste, det Skjønneste, det meest Ophøiede og Følelsesfulde er netop det letteste at parodiere; kun den sedlige Følelse sætter en Grændse for saa umaaleligt et Omraade, men som de Fleste, der befatte sig med Parodieren, have for sløve Øine til at opdage, eller som de, om opdaget, ikke respectere. Men Almeenfølelsen kjender Demar- cationsliniens Tilvær, og agter den, omendskjøndt den veed den ubeskyttet, og det Ophøiede, den skulde vogte, mindre fri for Pletten af en uædel Parodi, end Dronningens Næse forat en Flue kan sætte sig der. Derfor har den lidet tilovers for Pa- SIDE: 223 rodien, ynder kun den retfærdige, og lader kun den fortrinlige holde sig i Erindringen. Den har en Mistanke til al Parodi, fordi selv Mængden dunkelt kjender dens Væsen, og fordi den veed tusinde Exempler paa dens Misbrug; endelig ogsaa fordi de Fleste have forsøgt sig deri paa en eller anden Maade, men oftest i Øieblik, hvori de, naar de gjøre sig ærligt Regnskab, have mindre Aarsag til at være tilfredse med sig selv. Ingen Nationalsang mangler sin Parodi; men dybere og dybere bore Tonerne af hiin sig i Folkets Hjerter, mens denne lades aaben Vei fra det ene Øre udaf det andet, uden anden Virkning, end den, Støi har paa Sangfugle, nemlig at de synge Hjertesangene endnu høiere. Hvorofte hævede ikke det Parodierede sig netop ved den uheldige Parodi -- for ikke at bruge en Lignelse, som neppe vilde smage vore Tider, om Alabastteintens Triumph ved de derfor saakaldte og paaheftede Skjønhedspletter, saa dog omtrent som det majestætiske Fjeld synes høiere medens Taa- gen driver over dets Midte, eller som et Landskabs herligste Partier netop fremtræde i forstærket Belysning og forhøiet Liv, naar Vinden saa vil, at Skyggen af en Sky, snart aabnende, snart tilhyllende en Dal, en Høi, skal fare derover! Hvor nær synes ikke Forbindelsen mellem Parodieren og Grimacen og Hærmen, der ubetinget misbilliges! Disse synes kun at være Parodien stum, dens Mimik; og Parodien, uden at stige i aan- deligt Værd, kun at være den mælende Grimace. Hvad er mere ephemeriskt end en Parodi af det almindelige Slags? og naar er Mennesket nærmere Aben, end i en almindelig Parodist mens det maaskee troer at storme en Olymp, eller offre Boileaus og Holbergs Skygger Hekatomber af Daarskab? Imidlertid har Parodien noget andet Tiltrækkende end sin Lethed i Udførelsen og rigelige Anledning -- Beskaffenheder, der opdages og benyttes gladeligen lige let af middelmaadige Hoveder og middelmaadige Hjerter -- ; og dette ligger i Men- neskenaturen. Det er erkjendt, at Skadefryd er ligesaavist en af dennes Elementer som Efterlignelsesdrivten, og begge udøve i denne Henseende Indflydelse, idet det er Intet, der mere har- monerer med dem end Parodien, hvis Maal jo er Nedriven og spottende Efterligning. Hvad vi her sige er ingenlunde Parodi paa vort Foregaaende. Thi samme Almenfølelse, som erkjen- der moralske Grændser for Parodien, taaler dog, at de over- SIDE: 224 skrides af denne uden at vise den samme Uvillie, som den skulde yttre mod de alvorlige Grene af Satiren, hvormed sligt for- øvedes. Den er endmere vant til Parodiens Haardhed end til Epigramets, og undrer sig netop derfor mindre over at hine Grændser overskrides, fordi de sættes alene af Hvermands Godtykke og personlige Følelse. Nationerne skulde ikke i ubun- den Stiil taale de Angreb, som de taale, naar det falder Enkelt- mand ind at vende op og ned paa deres Nationalsange. Kun de finere Følende stødes herover som over noget parricidiskt eller "modermorderskt;" men en dunkel Drivt lader Mængden, trods al den sunde Forstand og Følelse, den er i Besiddelse af, gjerne for een Gangs Skyld -- men ogsaa kun det -- harcellere med sig selv eller med sin egen Lykke, omtrent som naar en Elsker, ved at knibe sin Donna i Kinden, søger at overtyde hende end føleligere om sin Kjærlighed. Man opdager dette Hang klart deri, at de faste komiske Charakterer paa forskjellige Folke- slags Theatre -- Arlechino, Pierrot, Arv -- fremstille deres egne, ikke fremmede, fiendtlige Folks, Nationallyder eller idet- mindste Lyder, som maaskee ere indfødte overalt, men som i en Nation, eller kun i enkelt Stand deri, vise sig mere eiendom- melige og anderledes end i en anden. Dette Parodiens hemme- lige Medhold gjør, at man gjerne lytter smilende eller grinende til enhver Parodi, men dog uden at tilstede den videre Virkning end til de opspærrede Tænder, og med en ligesaa forringet Me- ning om Parodisten. Men denne holder sig af denne og bedre Grunde (som han bedst veed selv) almindeligen skjult, altid vis paa dog at blive læst og vække Latter, og paa at der altid gives en vis Mængde, der ligesaalidt som han erkjender, at en Parodi nogensinde kan være blasfemisk, oprørende, uanstændig og upas- sende, og som er talrig nok til at holde den Deel af et Publicum, hvis rigtigere Begreb om hvad Parodien kan tillade sig, vi kaldte en Almeenfølelse paa Grund af den høiere Dannelse, sundere Forstand og større moralske Kraft, som den udtrykker og er forbunden med, og som altid er et Folks aandige Kjerne, for- saavidt Stangen, at selv den usleste og frækkeste Parodist ikke behøver at lægge Baand paa sig af Frygt for at støde an mod hvad denne Almeenhedens bedre Følelser maatte byde. Dette ypperlige Rygstød i Raaheden, og Mængdens Drivt til Parodieren og en Satire, som lader sig tage og føle paa, kom- SIDE: 225 mer den usle Parodists egen Raahed, Ondskab og Mangel paa rigtig Følelse vel tilpas; og der er nu Intet, som afholder ham mere derfra. Det Eneste, som endnu skulde kunne dette, er Selverkjendelsen af ikke at kunne gjøre det godt; men den sæt- tes lettest af alle Hensyn ud af Betragtning. Der er ikke Spørgs- maal om at hæve Parodien til Ironi, at vælge sig det Over- drevne, det Overspændte, det Høitravende, det falskt Senti- mentale, det Latterlige til Gjenstand eller at overlade dettes Afstraffelse til et bedre Vid -- nei Valget er rigere, Kunsten er lettere, og der gives en Mængde, hvem enhver Parodi er god nok, mens selv den Deel af Almeenheden, som tænker ander- ledes, er vant til at straffe selv den uretfærdigste kun med Ligegyldighed. Under saadanne Omstændigheder holde da alleslags smaae Vidkræmmere og Pudsenmagere sig ligesaa vanskeligt tilbage som Frosk og Padde naar Foraarsregnen falder lunken. Favo- riseret, behandlet som en Julbuk, der skaber sig værre til end han er og som frit kan tillade sig alt, i det værste Tilfælde mødt af en Fleerhed med Ligegyldighed, stiger Parodien ned fra sine Tagkamre eller op fra sine Kjælderhalse. Da er det, det Skjønne faaer sine Skjønpletter, det Høie sin Dverg ved Siden, det Klare og Straalende sin Skygge, og det Vittige Plumphedens Contraster. Da udsender Møgdyngerne sine Efemerider, Murmeldyrene vende sig med et Bjeff mod den uhyggelige Dag paa den anden Side, lukke Øinene atter og troe Dagen dermed forbi, Bileams Asen skryder, og natlige Qvækdyr opløfte parodierende "den norske Borgerstemme." De sidste Ord antyde klart nok, at vi ikke have berøvet den gode d. e. retfærdige og vittige Parodi noget af den Ros, der tilkommer den. Vi have talt om Parodien, som den viser sig almindeligst; men der gives en, som det er et ufortjent Galan- terie mod Dumheden og Ondskaben at nævne. S. S. DEN BAGVENDTE ETIQUETTE Samfundsbladet 25. april 1835. Man veed, at nu, som før de Herskere paa Jorden Indbyrdes holde stærkt og stramt paa Rangens Orden. Ja, hvis i Støvet krones nogen Dyd, da vist SIDE: 226 det denne er; og derfor den blier ei kronet hist. Man veed, at Fyrster leve godt som af Etiquette; Ja, at de glemme den ei selv i blodig Trætte; Men sætte: "Kjære Fætter" i saadant Manifest, hvor Bonden vilde skrive: "Hr. Fætter er et Bæst" Hvor galt at troe da Thronen under Rangens Stige at der er et Plateau, hvor alle ere lige. Nei der blandt Fyrsterne er evig Reverenz den Mægtigste blandt dem er deres Excellenz. [fotnotemerke] Men som mod hvad er her alt omvendt er i Helved: Saa Den, der trodser her, der meget ofte skjælved', Og Den, som præked', saa Haaret ende stod, blev en Tilhører der, og forepræket Bod; Ja den, som trælled' her sig frem til en Latiner (var det hans Endemaal?) som Smed dernede griner; Hvo klædte Bryst med Stjerner, fik sorte Vorter der -- (At hvidt kan blive sort i Helved, seer Du her). Hvo Orthodox var her, der vorde vil en Kjætter, Fordi han Satan seer ei Folk paa Spide sætter; Men plager ellers dem, og dette var jo stik Imod hans Væsen før, hans svorne Dogmatik. Og hvo var Kjætter her bli'er der en Troforsvarer. Saaledes vexler om da Hiin, som nu erfarer, At Satan straffer med Satire, ei med Ild, Og Denne, som nu seer, der er et Helved til Kun Den, der her i Eet og Alt Character mangled', Som tænke-villie-løs igjennem Livet rangled', Hvis Liv var kun et Buk, hvis Sprog var "ja min Tro!" Forbli'er, hvor Alt omvexles stødt in statu quo. Forøvrigt Alt er tverts mod her, ja indtil Retten; Og, som da Alt er tverts, saa er og Etiquetten. Til sligt Extremum gaaer den parodiske Pasquil, Som Helved er paa Jord -- det jeg bevise vil. Fotnote: I en Anm. sagt: Jeg skriver paa et Sted hvor man af større Navn ei synderligen veed. -- SIDE: 227 Der foranstaltet var, dog vides ikke Grunden, om det var for en Krig, som var heroppe vunden af det Partie, som Satan (thi Satan er en Drot, og Drotter holde sammen i broderligt Komplot) ja just af det Partie, som Satan holder med; hvad eller om paa Grund at nylig sluttet Fred, der fiirpartered' Folk, adsplitted' slagne Stater, men knyttet Broderbaand imellem Potentater; hvad heller om det var fordi at Helveds-Røg (Obscurationer) med fornyet Styrke føg fra eet Catheder vidt igjennem Landets Templer; hvad eller om fordi en næsgrøn Cannik stempler til evigen fordømt, med helligt Anathém, en alderstegen Viis for hans Philosophém. -- Nok, ei jeg Grunden veed -- og Wexels veed ei heller at give Grund for hvad om Helved han fortæller -- Men der i Helved var engang en Assemblée, en reen dogmatisk stor og skjøn Auto-da-fé. Der saaes, foruden Spid og Hjul og andre Sager der bør høiagtes som Moralens Hovedsager, foruden store Kar med Svovl og Harpix i samt andet brillant sacreust Fyrværkerie, en vældig Bagerovn, opsat af bare Knokler som gabende imod de blege Empedokler der sittrede omkring og saae med Rædsel paa, at den blev ildet op med Værker af Rousseau, at Treschows Bog og Alt hvad skrevet var af Campe, var fede Olie liig i denne Rædselslampe, saa stedse høiere den Helvedlue slog, endskjøndt der og iblandt indkastet blev en Bog, der løstes op til Vand i denne Prøvelue. Dog hvad forslog vel det? Man stedse meer maa grue, thi alle Gjæster skulde i Høitids-procession i Ovnen vandre; først dog Fyrsters Legion; saa Folk, som Noahs Huus før Dyr gik ind i Arken, sic dixit, sic decrevit Helvedesmonarken. -- Nu heder Ovnen alt? Skal Processionen skee? Ha intonerer alt Orchesteret sit "Vee!" SIDE: 228 Herfrem! Nei, Toget staaer. Hier hilft kein Mauel spitzen. Der Teufel schwingt sein Peitsch, geschwirren wee! vom Blitzen. Ihr. Majestæten fort! Den æres, æres bør. Den Rang skal gjælde nu, som gjældte stedse før. Nei! Ingen først vil gaae. Her frem. Alt Satan venter. Nei! Ingen først vil gaae. Man bruger Complimenter, Nu? Ingen først vil gaae? Det er da Grunden til, at Toget standsed', til at slukned blev den Ild, som Satan med saastor en Gavmildhed forøder? Dog vindes lidet ved at blive stegt paa Gløder. "Hvad vente I da paa? i Djævlens Skind og Been!" Saa hylte Djævles Chor En Keiser var ei seen at svare med et Suk: "vi vente blot paa Paven. Han hisset var vort Lys. Han være det i Graven! Han bør at vandre først; thi, som Enhver nok veed, saa er det gammel Vane hos hans Hellighed." "Jeg mine Pligter veed -- alvorlig svared' Paven -- Mon jeg for anden Ting vel bærer Hyrdestaven, end for at drive frem min Hjord -- hvor klar en Sag er dette altsaa ei, at jeg maa vandre bag?" Nu var for Cæsar da ei anden Udvei aaben, end bukke for den Drot, som stod ham næst i Hoben. Indbyrdes Kongerne trods deres Vældes-tegn, som ere daglig Dragt i Scenens sære Egn, gjør Buk fra vældigste til allermindste Drot. (hvem denne er veed vor Statisticus fuldgodt.) For Churfyrst bukker han og for en Fyrste denne. Først langt om længe tog de Reverenzer Ende ved Store-Tydsklands allermindste Potentat, ved Statsministre nok, men derfor ingen Stat. -- Han vilde undslaae sig med alskens Argumenter, som han, beskedent nok, af egen Lavhed henter; men ingen stod sig mod de facta: at han tidt hist havde decreteret: Sort skal være Hvidt: at selvopfundne Ordner man havde seet ham slænge imellem alskens Pak ifleng som Regnepenge: at hver en liden Tyv i Galgen flux han drog, SIDE: 229 mens Millioner Falskmynt selv hans Høihed slog: at største Skurk i hele Trælleflokken han bestaltet havde til at krænke ærlig Mand: at han med høie Haand, ophøiet over Loven vel Flere slog ihjel end Robin Hood i Skoven: at han en Trælleflok lod male guul og grøn, og kaldt [e] den Arme'n, som skulde døe for Løn, udøve uden Tanker flux de Skurkestreger, som faldt hans Høihed ind, ha fluxens, naar han peger: at han Maitresser holdt hvormed han gjorde Grever: at han en Ægtesøn opdrog, saa at han lever paa samme ædle Viis sin Levetid som han, saa Verden mumler: her er Sønnen Roboam: at han af megen Mad og Ørkesløshed døde -- kort: at hans Høihed nød som andre Fyrster nøde -- kort: at han øvede fuld Souverainitet og var en Majestæt, skjøndt mindste Majestæt, fordi han til i sligt at experimentere ei havde saadant Raad som andre Brødre flere og for hans lille Trop med Million-armee -- Den Fyrste (En af Reuss) trods alle disse facta vil -- "Hui!" -- da Satan skreg -- sunt tempora peracta jam sat et super sat! Carnaillie vil Du fort! Du veed dog, at der er ei Broderskab i Kort. Og Spillet her er sidste Spil i Spillet, som begyndte mellem os, da du paa Thronen kom. I Djevelskab I hisset tidt mig gjorde Beter trods Makker jers, som hjalp meensvorne Ste Peter. Nu trumfer selv jeg ud, nu stryger Jeg til mig. -- Fort ind! skjøndt ligegodt hvo først skal stege sig; thi alle I tilhobe er' Slyngler ligestore." Nok mindste Fyrste fik det Lod at vandre fore. Men saasom nu den Ovn var bleven næsten kold, fik Alle sande hvad var spaaet at hiint Trold: at (som en Følge af den eviglange Trætte, der paa et Sted, hvor man kun Parodier møder, gjen var en Følge af perverse Etiquette) der vindes lidet ved at blive stegt paa Gløder. -- SIDE: 230 TIL BEDØMMEREN AF POESIERNE I BIENS JULIHEFTE (Indsendt.) Morgenbladet 1. aug. 1835. Hvis siden Du din Ros et Digt af mig med Klem vil give, Da beder jeg ydmygeligt, at Du det ned vil rive. S. S. Henrik Wergeland [UTTALELSER AV HENRIK HERTZ OM NORDMENN I KJØBENHAVN] (Indsendt.) Morgenbladet 4. aug. 1835. "Det gik ham (Ernest) som flere Normænd, der længe havde opholdt sig i Danmark: de savnede i Norge den Næring for deres Aand, den dannede Omgang og vel tildeels ogsaa de Adspredelser, der i Kjøbenhavn var bleven dem til Fornødenhed." Foraarets Nytaarsgave for 1833 af Henrich Hertz. I denne smukke Phrase har benævnte danske Forfatter udtalt en Formening, som er feilende, endskjøndt Fleerhedens af hans Landsmænd, og endskjøndt der tør gives Norske, som dele den, misforstaaende den Trang, Sjele af en slettere Beskaffenhed kunne føle efter en større Hovedstads Adspredelser, som om den var det nagende Savn af en bedre Næring for Aanden, end den Fædrelandet tilbyder. Men den modsatte Fleerhed af Nor- mænd, som maa protestere imod Sandheden i deslige danske Uforskammetheder, bør lægge Mærke til, at denne vildfarende Formening er national i Danmark, og at enhver Stymper, som kommer hidop daraussenfra for at jage Lykken, nærer den med Troens Urokkelighed. Dersom et af disse godmodige Mennesker bringes i Affect, da kommer den frem som den qvækkende Frosk af det rørte Mudder. Man glemmer, at Kjøbenhavn er Danmark, at det er en Sand- hed, at de dannede Classer i alle Lande ere lige, og at den danske Literatur, forsaavidt den ogsaa skulde bidrage til hiin SIDE: 231 høiere Næring for Aanden, staaer Normændene aldeles aaben med alt sit Gode og Slette. Man glemmer ogsaa i Samstillingen mellem begge Landes Aandsfortrin de Indflydelser af den nor- ske Frihed, som ere saa synlige i det høiere Sving, i den livligere Oplysningssands, som derved er meddeelt Folkecharakteren, og som har gjennemtrængt det norske Samfund. Man glemmer ogsaa al den uægte Forgyldning, der kleber ved den saakaldte kjøbenhavnske Dannelse og Omgangstone, og alle disse herlige Stæder fra Skive, Ribe o. s. v. nedover og rundtom Øerne, der endnu ere befolkede af Jeronimusser ligesom Landsbyerne af Jepper og Herregaardene af ærlige, men plumpe Herremænd og Proprietariusser, paa hvem den kjøbenhavnske Forgyldning for- længst er afbleget. Den gode Forfatter, som i den Fortælling, hvorfra Citatet er hentet, ogsaa har givet sig den Fornøielse at fremstille en Carricatur af en nationalstolt Normand, har baade forglemt, at han i hiin Yttring selv lægger det taabeligste Over- mod for Dagen, og at meddele sin Fortælling eller den hele Bog de Egenskaber, der kunde gjøre den til et Vidnesbyrd om, at en høiere Aandsnæring tilbydes Normændene i Danmark end hjemme. De slettere Fortællinger i vor "Bie" staae fuldkommen ved Siden af den hertziske, der dog har det Fortrin, at den efterfølges af nogle Riimstykker, hvoraf de fleste ingenlunde prostituere dens Elendighed. "Det gik mig som Flere, der længe havde været vante til noget Bedre: jeg savnede i Hertzes For- tælling den Næring for Aanden, den dannede Tone, og vel til- deels ogsaa de Adspredelser", som man kunde vente af en No- velle af en Forfatter, der arbeider saa ivrig for at fornøie et Publicum, som ikke viser sig utaknemmeligt mod Den, der væl- ger denne menneskevenlige Iver i Mangel af en, efter sin Natur, mere egoistisk Begeistring. TIL EN VRED KLERK (Indsendt.) Statsborgeren 9. aug. 1835. For Støi i Kirken, Klerk! med Harm du Folkets Ryg hudflekker; men allerfæleste Allarm jeg hører, naar Du præker. SIDE: 232 Henrik Wergeland TRÆK AF DEN PERIODISKE LITTERATURS INDFLYDELSE PAA ALMUESMAND (Indsendt.) Morgenbladet 20. aug. 1835. Det er en Kjendsgjerning, som Oprettelsen og Afbenyttelsen af Bogsamlinger og Læsecirkler imellem Almuerne samt Skil- ling- og Penning-Magazinets eller Penning- og Skilling-Magazi- nets Subscribentlister, og det Særsyn, at den portoløse Statsbor- ger kan holde sig, lægger for Dagen, at Læselyst eller, hvad maaskee er det Samme, Oplysningssands i de senere Aar mæg- tigt har udbredt sig imellem Landalmuerne, idetmindste i flere Districter For faa Aar siden var det usædvanligt at see en Avis i Bondens Haand; men nu er det ikke saa. Han befinder sig ofte i en Kreds, der holder vore politiske Tidender, og er, uden at det gaaer til Latterlighed, i sit Sind og i godt Selskab, en ivrig Christino, Whig-Reformer og Tilhænger af Dronning Maria. Saavidt han kan, hjælper han med eget Ræsonnement paa vore politiske Blades kritikløse Referater. Paa Grund af et saadant om en mulig Forening af de 3 nordiske Riger, meente en Oplænding, der var mindre tilfreds med det Bestaaende, end almindeligere er Tilfælde, at den vilde "bære ad det samme blodige Helvede til, som slugte den forrige", om den ikke istand- bragtes under republikanske Former ligesom i Nordamerika, hvor større og mere fra hverandre fjernede Stater fastholdes under saadanne alene. I Anledning af en Amerikanerne for- kleinende Beretning, der sandsynlig var hentet fra Riises Ar- chiv, yttrede En, at det ikke var forunderligt, at Europæerne bagvaske Amerikanerne, saasom Skyggen af Amerikas Storhed allerede naaer over Oceanet og langt ind i vor Verdensdeel, mødende i Tydskland, der saaledes befinder sig i det værste Mørke, den af Ruslands Pyramide; og at vi fra Sverige kunne hente lignende Exempler i det Mindre paa en Misundelse, der vel er ligesaa uædel, men ikke saa skadelig som den private og almindelige menneskelige. Om Hr. Roosens Protest meente en ung Bonde, der nylig havde taget Gaarden, at det var Skade, at Forf. ikke havde fremsat en Maade, hvorpaa den hele Nation kunde lægge sin Protest for Dagen; men en gammel Mand SIDE: 233 yttrede, efterat have paapeget de Vanskeligheder, vort slette Postvæsen lægger en almindelig Meddelelse og Opinionsbevæ- gelse iveien, at Storthinget maatte paatage sig det Hverv, og at en saadan Protest maatte være historisk gyldig som skeet ved Nationens Befuldmægtige. Striden om Norges Dæmring er ogsaa bleven Folkets indre Masser bekjendt. En gammel Føderaads- kone, paa hvem man kunde anvende "hvad vil du Trold og med Aviser skjemte" (et Citat, som jeg beder hende, naar hun læser dette, af Yndest for Holberg at optage med Godmodighed) var af den Mening om det welhavenske Manifest til Venner og Fiender, at "det var F -- til lang Smidning paa de Landser", og "at man ikke burde love medmindre man kunde holde", "at de ventelig vare blevne kolde eller, som man siger, at Kagen var falden i Asken." Avislitteraturen og Skillingmagazinernes Afbildninger give Al- muesmandens Forstandskræfter en ny Livlighed, idet de vække en hos ham hidtil, undtagen af Naturscener og Even- tyr, urørt Egenskab, nemlig Phantasien. Paa dens hidtil øde Marker udfolder sig Skuet af fremmede Lande og Folk og Naturfrembringelser. Jeg har seet en Bondedreng af Hukom- melsen efter Skillingmagazinets No. 1 forsøge en Afbildning af en Leopard, der viste at hiin Evne var i fuld Virksomhed. Kat- ten maatte dog tilsidst hjælpe ham. Henrik Wergeland SUNDHEDSKILDEN I EIDSVOLD (Indsendt.) Morgenbladet 9. sept. 1835. Professor Esmark har tilkjendegivet Almeenheden Udfaldet af sine Undersøgelser af Sundhedskilden ved Eidsvoldbakken, der er befundet at staae i Gehalt ved Siden af de bedste sven- ske. Da disse jevnligen besøges herfra, tør en saadan Anbefa- ling antages ikke at sige lidet, eller dog omtrent det, at man ikke bør gaae over Bækken for at hente Vand. Kildens Svovel- og Jernhalt anbefaler den især mod Hudsygdomme og visse Mavesvækkelser; og et veludstyret Gjæstgiverie faa Alen derfra, i en Egn, hvis Udsigter alene yde Lægemiddel mod hypochon- driske Anfægtelser, og hvor man har let for at vælge sin Diæt, SIDE: 234 indbyder til at benytte den. Den er for Tiden i sin naturlige Tilstand: brydende frem i en Sandgrop, bedækker den Bunden med sine Jernoxyder og opfylder Luften med sin svovlede Gas. Nogle Orrebuske nedryste uhindret sit Løv i dens lille Bassin og oversaae det med Larver og Insectspind. Men ligesom det forsømte og forglemte Herlige i den aandige Verden, fremvælder den med samme ustandselige Fyrighed, som om Sol og Stjerner beilede til dens Reenhed og Aljordens Lidende til dens Rigdom. Dog den er ikke saa stor. Stundom synes den at synke i den løse Bund ligesom i Følelsen af sin Foragt og Bevidstheden om sine unyttede Rigdomme. En Flok Sviin, (der heller ingen særegen Grund have til at være mere skjønsomme end Men- neskene), bidrage ogsaa til at muddre den til. Ogsaa heri lig- ner den adskilligt Herligt i Menneskeverdenen; men ligesom dette fordunkles dog ikke dens Indre, dens Evne til Klarhed, og med en Stolthed, hvori der kun tilsyneladende er nogen selvmordersk Melancholi, ødsler den sig selv paa utaknemme- ligt Sand. Dens Nymfe smiler med ret naturlig Munterhed, naar Lærd og Læg drager forbi den til "den kloge Gutten i Guldbrandsdalen", og mener, at Godtfolk gjør det Samme. Henrik Wergeland SKAALER (Indsendt.) Statsborgeren 13. sept. 1835. 1) Ingen Stillestaaen i de konstitutionelle Stater! Konstitutio- nerne betragtes kun som Overgangsformer til en friere Til- stand! Norge gaae foran de andre konstitutionelle! 2) Frie Folk, frisindede Regjeringer! 3) Heller Frihed og Nød end Trældom og Brød! 4) Fremad! fremad mod Ideerne til et lyksaligt og menneske- værdigt Samfund! fremad indtil de realiseres! 5) Patriot og Retskaffen være eet Begreb! 6) Enhver Patriot finde ligesaavist Løn udenfor som inden sig Selv! 7) Mennesker agtes for hvad de ere; Kongerne med! 8) Fred agtes dyrebar; Friheden dyrere; Nationalæren koste Nationens Død! SIDE: 235 9) Frihed uden Ære agtes lige med en Jomfru uden Dyd! 10) Heller blodig Frihed end graadfuld Trældom! 11) Retfærdighed kræve den krænkede Nation! Hvis ikke, da tage den en, som i sin Rædsel skal kaldes Hevn paa Jor- den og i Tiden, Retfærdighed i Himlen og i Historien! 12) For den norske Løve! Den staae ukrænket, fordi den ingen Krænkelse taaler! 13) Normanna-Aand, hil i dit Hjem Tag ind de gamle Sæder! Gaa atter paa dit Althing frem, og i Kong Carls Geleder! I Østens Skodd' end Jetter boe Da værne Gothen vak sin Ro! Normænd, den Asathor mod dem er Fædres Kraft i Eder! Forfædrenes Kraft og Aand vige aldrig fra det norske Folk! 14) Gid vi maa erkjende som Sagas bedste Viisdom, at det Folk, som ejer Frihed, har nok Ære! 15) Med Friheden, der opstod i de sidste Tider og foryngede Norge, være alle dens Dyder gjenkaldte til Livet! 16) Loven være altid Overkonning i Norge! 17) Almeenfølelsen for Norges Velvære og Hæder tiltage med disse! Friheden utvides alt som Sands derfor og Dygtig- hed dertil tiltager! 18) Gid det maa erkjendes, at det er den samme Aand, som gjorde gamle Norge stort, der nu skal gjøre det lykkeligt og erhverve det en indre Storhed, som Verden skal ansee med Beundring! 19) Haldens Forsvarere! Norderhougs Anna! Hvidkufterne i Kringen! Matrands Rødkjoler! De graae Kaputter paa den blaa Myr! Et herligt Minde over alle de Normænd, hvis Blod -- ubesunget og unævnt -- har blandet sig med Nordsøens og Belternes Bølger! 20) Den fri Presse! Gid et Folk, hvem dette Gode i udstrakt Betydning negtes, maatte paaengang føle, at det behandles som Barn, men er voxent! SIDE: 236 Henrik Wergeland [OM SKOTSKE OVERSETTELSER AV NORSK FOLKEPOESI] [Anmerkning til "Norsk Krigssang efter Derwent Conways Oversættelse", se I, 2, s. 44.] Bien oktober 1835. Dette er den tredie Prøve paa norsk Folkepoesie, som be- meldte Skotlænder leverer som oversat fra "Høinorskt" (High- norse), et Navn, hvormed han ventelig mener vort Almumaal. Da denne Forfatter imidlertid synes ellers at være temmelig upaalidelig og tilbøielig til i hvad han frembringer mere at følge egen Lyst og Fantasie end Sandheden, og da Aanden især i den i dette Skrifts Julihefte leverede Ballade synes mere skotsk end norsk: kan Oversætteren ikke negte, at han nærer vægtig Mistanke om at den fremmede Reisebeskriver har været ædelmodig nok til at offre vort ubekjendte Folk nogle af hans eget Genies glimrende Affald. Imidlertid veed man, at Tvisten om Ægtheden af Macphersons Ossian opløste sig til Høiskot- ternes Ære. Hvorfor skulde da ikke i vore Dale, i vort Folks Kjerne, mangen Ballade af poetisk og romantisk Værd kunne have faaet Tilvær og leve? Men saadanne er det Pligt at samle og redde ved Trykken, ja vel og endnu bedre, i Liighed med hvad andre Nationer have gjort, at opbevare dem i egne Sam- linger. Nedskriveren tillader sig da at opmuntre hertil; og til- byder sin Hjælp, om nogen Landsmand skulde troe en Omarbei- delse og Behandling, som han ikke selv bedre vilde foretage sig, nødvendig ved en i sig selv værdifuld, men forvansket Folke- sang, som man ellers maatte ville meddele. MAXIMER (Indsendt.) Morgenbladet 7. okt. 1835. En Republikaner taler: -- -- "Hør efter! Ei Forræderi der gives undtagen mod det Bedre. Alt det Slette er efter sin Natur den Ost, hvori Forræderiets Orme yngles, og hjemfaldet Døden som det bedst kan skee. SIDE: 237 Det er kun Magtens Sprog, som nævner med uærligt Navn den største Ærlighed: at lyde vor Samvittighed mod Verden, den største Riddersdaad, forvist antegnet i Himlens gyldne Bog: at løfte just forbudte Skjold, naar Solen falder bedst, og Dragens Hoved slumrer trygt derunder, og Tiden er, da Liv er værd mod Liv. Det er Historiens Skjændsel, ikke Sandheds, at Seiren den lovsynger, Retfærd ei; at den ei peger fra det Enkelte med Trøst mod Enden stedse, ikke sætter ved Tidens Ende sig, at høre derfra Begivenheders sande Harmoni som Oceanets Storhed i eet Drøn. Paa enkelt Bølge flaggrer den; og bleven er Evighedspræstinden Den, som først nedknæler for det seiersdrukne Døgn. Historien lærer ikke Tiden længer, men Tiden den. Og Menneskene vide ei af Historien, men af Erfaring, at Sandheds Straalefrembrud, ei Forraad, er' de Omvexlinger, der bydes af mere høie Love, af en Tvang, som er liig Evigheds symbolske Ring elastisk i sin Styrke. Ei det er Forraad, om vi erkjende ei hvad Andre os paabandt, mens end Aanden sov. Ei er Forraad det, om vi bryde hvad vi tvinges ved Tiders Lov og Øieblikkets Aag at taale; men at bryde hvad vi hylde i Hjertets Tempel, hvad vi dyrke der med Sjelens Flammer, dræbe hvad vi elske, og krænke, hvad vi ære. O det er et Helligaandsforraad! Men som du er, saa vær; og vær det for Alverden, naar sin Ørnevinge Klogskab kan slaae ud og flyve med Begeistringen omkaps! SIDE: 238 Du er født at troe, hvad Staten vil. Den Eed blev i dit Hjerte fæstet før det følte Livet. Du har revet ud dens Tvekrog -- Ret! -- Din unge Sjel blev bøiet i Massens Spalier langs Kirkens Væg. Du har nu voxet anderledes, for at naae den frie Himmel -- Ret! -- Dig er lagt Sværd ihaand imod dit eget Hjerte; nu tænker du at vende det mod Fiendens. Og det er største Ret. Derfor, da du har været, hvad du er, saa glem ei heller at være som du er, naar du det kan. Naar Spanier fødtes, hvalpblind blev hans Aand i Eed til Monarchiet tagen flux. Men bedre Rige kræved snart hans Sjel som Odelsbaaren. Blodet, som det voxte, slog mod dets Kyst i stedse større Drøn. Som Circe i Misenums Huler, sang det i hans Hjerte: "Helt, iland! bestig dit Arveland!" Og stedse klarere og høiere fremstraalede dets Tinder, som nærmere han saae var Evighedens med Glorier krandste Æresminder for Brutus, Cassius og Arminius Sertorius og Thrasybulus. Da Samvittigheden forekom hans Tvivl. Den selv ham bød at bryde saadan Eed, og jubled først af alle Aanders Røster, da kjække Sjel, liig Svømmeren af Havet, opsteg af Tiden, der med sine Former ei bandt den meer end Havet ham, der ryster paa Stranden Vandet af sin Skulder. Tingen er kun at vide, naar vi kunne virke med største Nytte for vor Sjels Idee. Thi ofte bringer Tiden Seiren selv, og Tyranniets Magtemblemer hænge SIDE: 239 tilbage som de tomme Skjæl paa Klippen, hvor Floden sank. Men ofte Tiden er lagt i en Enkelts Haand, og med sin Evighed er han for Øieblikket da ansvarlig. Ubøielige Regel derfor lyder: vær hvad du er; og, kan du, som du er." Men, mine Herrer, da jeg ikke kan være som jeg er, vil jeg først i en Sifulin udbringe Monarchiets Skaal; og saa skyde mig. "Al Daarskab -- sagde Præsten Klog -- i sig har Dødens Kime. Jeg haaber Monarchiet dog vil staae til sidste Time. (skyder sig virkeligen.) Røster fra Himlen: Deri gjorde han Ret. Andre Røster fra Himlen: Deri gjorde han ikke Ret. Andre Røster: Man kan høre der gives ogsaa dumme Engle. Andre Røster: Ja, hvor skulde ellers de mange gode Mennesker blive af? Andre Røster: Hvor er Haabsengelen? I Guds Navn, hvor er Haabsengelen? Andre Røster: I St. Pelagie. Andre Røster: Saa lad da den smukkeste, men mest hysteriske af alle Eng- lene, Fortvivlelsesengelen, føre Sjelen til Tidens Endepunct, hvorefter den sukkede saa saart. Andre Røster: Ak! han vil ikke finde andet end Daarskaber der, som, liig Postheste, kun puste ud der, for atter at begynde Løbet om- kring Verden. SIDE: 240 Andre Røster: Saa lad ham løbe med! Andre Røster: Ak! enten vilde Daarskaberne gjøre Nar af ham, eller han vilde gjøre sig til Herre over dem; og det vilde ikke sømme sig for en Republicaner. Sandhedens Røst: Følg mig, mit Barn, til min Himmel, skal jeg sige dig om du gjorde Ret. Du kan gjøre dig et Begreb om disse Engles For- stand, naar du hører, at de troe, at Constitutioner af alle Nuan- cer udenfor den republicanske give Folkefriheden tilstrækkelige Garantier; men først og fremst af, at de troe de ere bedre end et godt og klogt Menneske, fordi de have taget Dødens Examen artium. De trøste sig med hovmodige Indbildninger over det rigelige Maaltid hos Abraham, med meget mere, som de gik glip af; og have makket nogle Sætninger sammen, som ikke ere stort bedre end de, der have saamegen Deel i den Dumhed, de bragte med sig. Vi kalde dem Dæmringsaander, det vil omtrent sige: Aander uden Aand. Fantasiens Engel: Jeg gjør Krav paa Republicanerens Sjel, Jeg! Jeg! Republicanerens Geist: O, hun er smukkere! Skjønne Engel! Sandhedens Engel: Ah, Fantasi! det er ikke førstegang du har bedraget mig for mine skjønneste Sjele. Geist, jeg befaler dig! Republicanerens Geist: Ve! Er ogsaa du Tyran? Var Lynet mit, nedstødte jeg dig. Sandhedens Engel: (Brutus' Gestalt viser sig.) Der seer du Brutus i min Himmel. Troer du? Republicanerens Geist: Tag mig! tag mig! Sandhed, jeg er din for evig som altid! SIDE: 241 Fantasiens Engel: Det var en smuk Conclusion paa Republicanismen, at lyde og troe! Republicanerens Geist: Ja jeg lyder Sandheden og troer paa Republikens Tilvær i dens Himmel indtil den nedlader sig paa Jorden. Fantasiens Engel: Chiliasme! Men maa jeg spørge min kloge Mand, hvem har bygget Palladserne i dette herlige Jerusalem uden jeg? Den Brutus, du saae, var min egen Søn Fantasus med et Par falske Knebelsbarter paa. Røster paa Jorden om Liget: Republikaneren gjorde ikke Ret i at skyde sig. Andre Røster: Jo! dersom han havde taget en Tyran med. Andre Røster: Nei! En troskyldig Mand. Hvem har Ret? En Creditor: Jeg har Ret til hans Efterladenskab; thi han skylder mig 1 Spd. 2 Mk. og 4 ß. Sandhedens Engel: Hvi mørknes det himmelske Alvors rene Aasyn? Hvi bæve Aanderne af Fortrydelse? Have de glemt, at Spot var den Dugg, som nedfaldt paa Christi Palmes første Hjertespirer? Sandelig! Republikens Seier er vissere; thi der var mere Godt og Stort ved det gamle Hedenskab, end i Det, som modsætter sig den. Det staaer kun ved Menneskenes Fordærvelse. Denne er Republikens Fiende. Men Fordærvelsen er kun en Forraad- nelsesproces, der vil berede Jordbunden, fortærende sine egne Elementer. Naar Menneskene overbevise sig om, at de alle ere Skurker, da vil en pludselig Omvendelse skee hos den ene Halv- deel, og dens første Frugt vil være, at denne ødelægger den SIDE: 242 anden Halvdeel. Da opfyldes det, at Jorden forgaaer i Ild, men i Ild, som udgaaer fra Aanderne. Selv Fromheden maa erkjende Rigtigheden af den Maxime, at Den, der ikke er værd Friheden, er værd Døden. Et Indfald: Med andre Ord, høie Engel, Friheden er det Eneste, som skal paatvinges Menneskene levende eller døde. Saa bliver det efter min ringe Forstand. Sandhedens Engel: Hvem talte? Hvad er dette for et Insect? Indfaldet: Jeg er kun et Indfald, nogle Secunder gammelt; stammer fra et Glas Stærktøl, og er født under voldsomme Repetitioner i en Skeptikers Næse. Men jeg beder om Forladelse, høie Aander. Sandhedens Engel: Hvorledes kom du hid, næsvise lille Ting? Indfaldet: Ak, Sandhedens Engel, ligner du Jordens Sværmere i ikke at see hvad der er nærmest omkring dig? Opdager du nu først, at Himlene have sine Smaakryb, sine Fluer og Sommerfugle, sine Aber og Papegøier? Mange hele Menneskesjele afgive jo ikke andet. Eller mon Den, der paa Jorden stod Papegøien saa nær som Kajen Kraaken, skulde kunne her optræde som Seraf? Menneskenes Drømme er den prægtige Vegetation, som fornøier Eder med sine Afvexlinger og sin dunkle Fremstræben mod det, der kun for Eder er simpel Organisation, men for Menneskene al Organisations Høide, nemlig: Bevidsthed. Hver Nat er Eder en ny og Fremmed Sommer. I fryde eder ved hvert Bacchanal ligesom Landmanden, naar frugtbar Regn falder. Nu skulle vi see interessante, forunderlige Formationer, sige I, og have ikke mere Medynk med Kazenjammeren end Bonden med den Ager, som ligger brak. Men i hiin Vegetation er de enkelte Tanker af Værdi og Klarhed og alle Menneskenes instinctmæssige Ind- fald, som disse selv ikke tage ind i Kredsen af deres aandige Virken, netop kun Insecter og Smaafugle, kort -- i eders Tan- SIDE: 243 ker -- Organisationer af noget høiere Liv end Skyggerne, hvori de vrimle. En Saadan er jeg; og vil du vide, Sandhedens Engel, hvorledes jeg kom hid, da tjene det til Underretning for den, som burde vide alt, at jeg heftede mig til Støvet under dine Fødder, da du sidst var paa Jorden. Sandhedens Engel: Der har jeg ikke været i 6000 Aar. Indfaldet: Nu lyver Sandheden -- og det er vel ikke førstegang. Du var der dog da Republikaneren talte. Sandhedens Engel: Min Haand var paa hans Hoved. Og om jeg skulde træde paa Jorden, da vilde jeg ryste Støvet af mine Fødder. Indfaldet: Jeg saae tydeligt dit Ansigt, dine straalende Vinger, men din Fod bedækt med tykt Støv, og jeg heftede mig til. Gives der da nogen Aand, som ligner dig? Sandhedens Engel: Her Ingen; men i Helvede Løgnens. Det er Den, som giver sig ud for mig paa Jorden. Det burde du vide af Lærebøgerne, lille Taabe! Henrik Wergeland HUMANITET (Indsendt.) Statsborgeren 25. okt. 1835. Mange ville studse ved at see denne Overskrift i Statsbor- geren; og jeg har af flere Grunde intet derimod. Thi baade er dette Blad udskreget for sin Mangel paa Humanitet, -- de Va- nedyr, Menneskene, skrige villigen efter, og det har i Virkelig- heden ofte viist hvad Ikkehumanitet er, skjøndt man i den sidste Tid har kunnet lære dette endnu bedre af Morgenbladet. Der har man nemlig seet Kjøbmand Thorne, umaadelig i sin Triumph over Klokker Allum, forsøge, i Relation af et Rygte, under den jammerlige Authorithet af et problematisk "skal", at tilføie sin SIDE: 244 af sin egen Eenfoldigheds Tyngde sønderknuste Fiende endnu et Saar. Ikke fornøiet med, ikke agtende Forligets endelige Afgjø- relse, har det været ham en Trang at føie til dets Bekjendt- gjørelse en ny Beskjæmmelse, og at forøge de mange politiske Viisdomme, hvormed han har villet velsigne Folket, ogsaa med den Mening, at man i en Afbigt og Forlig for Forligelseskom- missionen ingenlunde maa see noget Tilfredsstillende, noget en- deligt Opgjør [fotnotemerke] , noget virkeligt Forlig, noget der bryder videre Trætte, men kun en Klave om sin feilende Næstes Hals, der kun overantvorder ham yderligere i Andenmands Magt, og gjør ham til et forsvarsløst Maal for, hvad Gjengjældelse man kan finde for godt, og troe endnu at skylde. Prokuratorerne, om ingen Andre, maa være Hr. Thorne forbundne herfor; thi naar Forlig ingen hemmende Virkning mod videre Fornærmelser mere have, og saaledes ingen Tillid kunne nyde, vil der blive nok af Sager, og disse da upaatvivleligen være at foretrække for hine garantiløse Kapitulationer. Men dette angaaer dog ikke Morgenbladets Redaktion. Den er ikke mindre uskyldig deri, end Inds. antager Hr. Thornes "saare" naturlige Fortrydelse, over at være forbigaaen ved Stor- thingsvalget i sin Kommune, er i den paa Statsborgeren stik- lende Overskrift og den Slutning, som han har givet sin Be- kjendtgjørelse. Redaktionen forbeholdt sig selv en kraftigere Fremstilling af, hvad der ikke er Humanitet, idet den af sin Fotnote: Det Forlig, afsluttet inden Skouge Forligelseskommission, imellem Klok- ker Allum og Johan Fr. Thorne, som Sidstnævnte offentliggjør i Tillæg til Morgenbladet No. 290, og hvorefter Allum gjør Afbigt og vedtager 5 Spd. Mulkt, ender vel med Forsikkringen, at "Sagen skal være op- og afgjort." Men den høimodige Thorne vedhænger sin Bekjendtgjørelse af Forliget en ny, om at "Allum skal have yttret: at han har faaet en halv Spd. af Pay for Forfatterskabet af Stykket imod mig". Hvo føler ikke Hensigten og Menin- gen heraf? Thornes videre Forebringende, om at Allum har ladet sig forlyde med, at han skrev i Statsborgeren mod Honorar af sammes Redaktion, troer Indsenderen at bringe den rette Mening ud af, naar han fortolker Allums forfængelige Ord didhen, at han meente paa Grund af et Avertissement i et af Statsborgerens tidligere Hefter, hvori udloves Honorar for antagne Afhandlinger, at kunne vente sig honoreret for de Arbeider, som han havde -- i Hovedet. Thi paa Statsborgerens Papiir har Inds. ingen Grund til at troe, at noget allumsk Produkt, der kunde fortjene Navn af Afhandling, og saaledes aspirere til Honoraret, nogensinde er kommet. SIDE: 245 personlige Forbittrelse mod Bladet Statsborgerens forrige Redak- teur, imod hvem den havde laant sine Spalter ud til Forsøg paa hans borgerlige Ødelæggelse, lod sig forlede til den unødven- dige, til Grusomhed grændsende, Haardhed, at sætte den Ankla- gedes Avertissement om at ville sagsøge sin Angriber i umiddel- bar Forbindelse med egne triumpherende Udladelser over en Æresdom, der i en anden Sag overgik Manden, og en Bekjendt- gjørelse af denne, som skede af Lyst, medens det var Pligt for Vedkommende at gjøre dette, og det saaledes vilde skee alligevel. Men herefter havde Morgenbladet ikke Tid at bie. Jubelen maatte ud gjennem Ribbenene. (Fortsættes.) Henrik Wergeland [OM PROLOGEN VED DRONNINGENS NÆRVÆR I TEATRET] (Indsendt [fotnotemerke] .) Statsborgeren 25. okt. 1835. Den Buk, man [fotnotemerke] begik ved at tilskrive Capitain Foss Student Jensens Theaterprolog var ikke saa ubetydeligt endda. Ikke med Hensyn til det lidet Kjendskab, Vedkommende derved røbede til den Tydelighed, som er Capt. Fosses tarvelige Muses smukkeste Prydelse; men især fordi man, til liden Ære for sig selv, lagde for Dagen, at man dog kunde tiltroe en fornuftig Mand Forfattelsen af et Produkt, som, om det end under Reci- tationen vanskeligere kunde kontrolleres, dog ved første Gjen- nemlæsning maa støde Enhver ved det mageløseste Nonsens. Tvivler man, da behage man, at tage det ikke saa gamle [fotnotemerke] Mor- genblad for sig, eller blot selv at forsøge Forklaringen, som Forfatteren er bleven skyldig, af den første Linie: Fotnote: Negtet Optagelse i Morgenbladet. Fotnote: D. e. Morgenbladet. Fotnote: Det er nu blevet gammelt formedelst den nye Maalestok for de ind- sendte Artikler, som man har Grund til at troe anvendt. Imidlertid anbe- faler Inds. de gamle Morgenblade; thi de nye blive Dag for Dag uslere. Dog byder Retfærdigheden at tilstaae, at der er en vis Alderdomsærværdig- hed ved disse Dagens nye Morgenblade; thi ligesom gamle Folk regne de det ikke saa nøie med at gjentage det Samme. Redaktøren af den politiske Artikel er en "stø" Mand, som troer, at en god Ting ikke kan høres for ofte. SIDE: 246 "Kunst er Paradisets Palmelund," -- eller af den "Kunst er Himmelbuens fine Grund." Gjør Nogen det, da tilstaaes villigen, at "Vinger -- Ørnevinger Sjælen fik, Opad, over Himlen selv (!!) den ilte, Speiled sig i Østens Purpurskjær." Men vi ønske dog, at den saa lykkelige Sjel vil forklare os, hvad den paa denne vidunderlige Fart opdager i den ubeskrivelige Høide ovenover selve Himlen. Mon et Chaos? eller Tohu Va- bohu, det maalløse Øde, den endeløse Tomhed? Ja i Sandhed Prologisten synes der at være hjemme, og hans Prolog at godt- gjøre Identiteten af Chaos og Tohu Vabohu. Ellers lære nogle tautologiske Linier, at denne Flugt bevirkes alene ved Dron- ningens Smiil, det er (saasom Hds. Majestæt er meget venlig og ingenlunde sparsom paa Smiil), at: "fra os til Paradiis er nu slet ingen Fart," hvis man vil tage Ordene "slet ingen" i den, ihvorvel mindre almindelige Bemærkelse "ingen vanskelig." Men desmindre for- tjener Hds. Majestæt unegtelig at opvartes med saadant Gods. Hennrik Wergeland [OM SKILLING-MAGAZINET] (Indsendt.) Statsborgeren 25. okt. 1835. Blandt Godtkjøbsskrifter fortjener at nævnes "Skillingmaga- zinet". Først fordi det i den senere Tid er redigeret godt, Styk- kerne ere godt valgte, skjøndt Redaktionen langt fra i den Henseende endnu har gjort, hvad der til Øiemedets Opnaaelse bør gjøres; dernæst er det nyttigt for den almindelige Mand, for dem, der ikke kunne kalde sig lærde, for Børn; nyttigt for- medelst de skjønne Afbildninger af alle Slags Indhold, hvorved Kundskab om enhver Gjenstand efterhaanden erhverves, hvilket baade er interessant for det lærelystne Menneske og gavnligt for den i sit Fag duelige Mand. Som Følge heraf bliver det og eengang i Tiden, eftersom det gaaer fremad, at ansee som et Huusbibliothek, der bliver en Vederqvægelse for Bonden at tage for sig og læse høit af i Vinterqvellene, naar han kommer ind fra sit Arbeide, og det kan blive en nyttig Haandbog, hvori han SIDE: 247 kan kaste op om nyttige Tings Tilberedelse o. s. v. Skillings- magazinet faaer altsaa Rang efter Bibelen og Psalmebogen, og kan lægges ved Siden af Snorro, da Nytten af Skillingen i daglig Liv altid føles. Endelig fordi er det billigt, og af den Grund altsaa fortjener Navn af Godtkjøbsskrift; men jeg vil snart ogsaa ophøre at kalde det saa, om Redaktionen vil vedblive at ophøie Prisen for Ikkesubskribentere, jeg troer med hele 30 ß Qvartalet, om ei mere. Man bør betænke, at da Dagens Nyheder ikke benyttes til dette Skrifts Indhold, kan det være mangen Een ligegyldigt, om han ei erholder noget Blad, før Heftet er sluttet. Da kjøber Mange det indbundet, da først kunne mange Subscribenter ønske det, og mod at betale nogle Skilling til Omslag og Heftning, erholde det heftet. Saaledes indrettet efter hver Mands Be- qvemmelighed og Leilighed, sige vi Skillingmagazinet er et Godtkjøbsskrift, som er værd at eie. Henrik Wergeland [OVERSIKTSARTIKKEL] Statsborgeren 25. okt. 1835. Norge. I Marinekommissionens Indstilling er der blandt Andet foreslaaet 466,236 Spd. aarlig til Marinen i de 15 første Aar, som antages at udgjøre Flaadens Udviklingsperiode. Hor- ten skulde være Hovedetablissementet. Flaaden skulde bestaae af 4 Fregatter, 4 Korvetter, 2 Brigger, 20 Skonnerter, 8 Dampskibe, 120 Kanonchalupper og 50 Kanon- joller. En Indsender i Morgenbladet anseer ikke, som Kommissionen, "Skjærgaardsflaaden" for den Deel af Norges Søvæbning, der først og fornemmeligen burde uddannes. Danmark. Kjøbenhavnsposten ledsager Bemærkninger over det bekjendtgjorte danske Budget med følgende Slutningsord: "Altsaa et af de frugtbareste og forholdsvis høiest beskattede Lande i Europa, der ovenikjøbet i Øresundet har en Guldmine, der aarlig giver en Nettoindtægt af henved 2 Millioner, er efter 20 Aars dybe Fred ikke kommet videre, end at det kan vente et aarligt Deficit af henved een Million i sin Finantsforvaltning SIDE: 248 -- et aarligt Deficit af henved een Million! Vi opfordre alle gode Borgere til ikke i sløv Mismod at opgive Haabet, men alvorligen at tage under Overveielse, hvad der under saadanne Omstændigheder er at gjøre; thi at der maa gjøres Noget, og det snart, er dog vel en Overbeviisning, som maa bemægtige sig Enhver. Det er især paa Stænderne vi maae stole. Vi ville haabe, at de ville gjøre deres Pligt." Ved lignende fortvivlet Finantsnød sammenkaldte man ogsaa Notablerne (Stænderne) i Frankrig 1789. Paa disse stolede man ogsaa der. At der maatte gjøres Noget var en Overbeviisning, som hadde bemægtiget sig Enhver: -- og -- sandelig! -- der blev gjort Noget! I Danmark har man nu intet Norge mere, til at dække saadant Deficit! dog gives der her en Dæmringstrop, der seer med Længsel tilbage til disse ægyptiske Kjødgryder -- saafremt eller ikke Længselen er børstet af dem, ved Dæmrings- heltens Afbørstning i Kjøbenhavn! Red. Henrik Wergeland [HUMANITET] (Fortsættelse fra forrige No.) Statsborgeren 1. nov. 1835. Denne Behandling behøver ikke, for at vække billig Fortry- delse, at sættes i Forbindelse med de, det Vanærende ved Dom- men formildende, Omstændigheder, at Soelvold ved Andenmands Forglemmelse blev udsat for, uden at give Møde eller fornødiget Tilsvar, at lide den Dom, han leed; og at han, bekjendt med den Fare, hvori han svævede ved Sagens Optagelse tildoms, for- gjæves opsøgte sin Modpart i hans Hjem, forat bevæge Denne til at give sig Tilladelse til at foretage, hvad han endnu kunde til sin Tarv. Omendskjøndt man kan have stor Grund til at tvivle om, at dette var Morgenbladets Redaction ubekjendt, burde dog Tremarkstraffens Haardhed og det Meget, som Hu- manitet altid har havt at anføre imod dens sedlige Værd, afholdt den fra en Adfærd, som vilde være ubarmhjertig imod en fuglfri Mand, ja netop i samme Grad unødvendig, upassende og kastende Skygge paa sit Ophav som Soelvolds juridiske Neder- lag strækker sig, og som Opinionen bebyrder ham med en SIDE: 249 moralsk Aktserklæring. Skal der være Værd og Vægt ved denne, da maa den ikke beplette sig med en Grusomhed, som baade vækker Medlidenhed med Den, der skal lide under den, og lader troe, at man selv endnu ikke anseer den for knust, som man erklærer derfor, men nærer en vis Frygt for Kræfter, som endnu staae til hans Tjeneste. Man maa enten antage dette eller at Redaktionen finder med Tyrannen, at "Liget af en Fiende lugter godt." Selv en sløvere Følelse maa det Inhumane deri paafalde, naar man lægger Mærke til, at Soelvolds Bekjendt- gjørelse indeholder alene og Alt hvad man kunde vente af hvil- kensomhelst Mand, der var saaledes anklaget som Han, nemlig den simple Erklæring at han, uagtet sin Armod, vil sagsøge sin Angriber. Dette maa være Almeenheden nok for det første. Stode der Angjældende andre foreløbige Forholdsregler aabne, skulde den ogsaa have disse at kræve af ham, saafremt han ikke vilde udsætte sig for strax at lide under alle de Maader, hvorpaa denne retfærdige Authoritet veed at exseqvere sine Krav. Men da det ikke er saa, kan Publikums Humanitet og Retfærdigheds- følelse ikke andet end misbillige Morgenbladets raae og utidige Udbrud af en Følelse, som med Hine har intet tilfælleds. Tager Indsenderen ikke formeget Feil af det almene Omdømme, saa anseer det, med en Anticipation, som neppe er sig selv saa ganske klar, P. P. Soelvold for ussel til at triumphere over -- og da bliver Æren, der levnes Triumphator, ganske liden -- ; men vist er det, at Den, som føres hen for at miste sit Hoved, ikke bør være udsat for Knivflængen, Naalestik, Steenkast eller anden Mishandling. Humanitetens Lover suspenderes ikke ved nogen Fordømmelse. Disse ere ikke de eneste Maader, hvorpaa Morgenbladet har negativt søgt at lære os, hvad Humanitet er. I dette eenvolds- lystne Blads Sprog hører det til Statsborgerens charakteristiske Funktioner, at indtrænge i det private Liv og vrænge dettes hellige Indside ud mod Dagens tusinde nysgjerrige Øine. Imid- lertid har Morgenbladet, i denne Forstand, for en Feils Skyld, i den sidste Tid været "Statsborger." Man erindre dets vel lattermilde, men derfor ikke vittigere Fortælling om en Kome- dies Opførelse paa Gaarden "Foh", ved Acteurer, hvis Navne ere ligesaa lette at finde. Deri blottes paa det uskaansomste en SIDE: 250 Uordentlighed i Levemaaden, en personlig, Andre uskadelig Svaghed hos en Person, hvis Talenter og Kundskaber kun kunne forøge den Medlidenhed, man maa have med hans (bittre), bittre Skjæbne. Og Saadant -- ikke at tale om at Beretningen ellers er af godtgjort Upaalidelighed -- indtager det kræsne Morgenblad i sine Spalter, medens det lukker [fotnotemerke] dem for Opsat- ser, der dels angaae landsvigtige facta, dels Sager, som synes nærmere at passe for det end for andre Tidender, og mod hvis formelle Beskaffenhed der vel heller ikke var noget at sige! Siden har det ogsaa leveret Soelvolds Spiseseddel, og gjort det til en Forbrydelse, at han og nogle af hans Venner imellem Agershuus Amts Valgmænd gjorde sig tilgode ikke alene med Punsch, men ogsaa med Viin og Aftensmad. O uhyre Forbry- delse! ja uhyre! Thi Aftensmaden har vel endog, at slutte af Vinen, været varm. Det latterlige er dog, at herom spørges Tremarksmanden, den for "æreløse Løgner" Dømte og Erklæ- rede, paa Ære og Samvittighed. Og under samme Klemme vil Spørgeren have udpiint af ham, om der ikke ogsaa trakteredes med politiske Taler. Da nu naturligviis Ingen gider besvare slige Spørgsmaal som ovennævnte, vil dog Indsenderen, efter- som Tingen synes Uvedkommende saa angelegen, gaae god for, at der er blevet dygtig politiseret, dersom et saadant Gjæstebud har fundet Sted. Kan det fornøie? Hiin Nysgjerrige vil dog sandsynligviis finde sig mindre til- fredsstillet, end Indsenderen tør smigre sig med Publikum er med de Beviser, han har opstillet for sin Yttring i Begyndelsen af denne Artikel, at nemlig Morgenbladet i den sidste Tid har overgaaet Statsborgeren i at vise Inhumanitet. Isandhed Anled- ning til smukke Anskuelser af de norske Blade! Men hvad Statsborgeren angaaer, da agter den at vinde bedre Seire end dem, Morgenbladets Prostitutioner [fotnotemerke] skjænke Fotnote: See de 2 sidste No. af dette Blad. Fotnote: En saadan upaaregnet Gevinst skjænker ellers Morgenbladet for 28de Octbr. os. Umaadelig er Hoveringen over den Skjødesløshed med Kongens Navn, som i endeel Exemplarer af forrige No. af Statsborgeren er indløben. At det er en Skjødesløshed, derom har Inds. havt Anledning til at overtyde sig, ligesom Enhver af den Fleerhed, der imodtager Exemplr. udenfor Chri- stiania og Drammen, vil kunne bevidne, at Feilen rettedes. Imidlertid vil Inds. ingenlunde undskylde en saadan Feil: men hans Forundring derover SIDE: 251 den. Hvorved? Netop ved, modsat Morgenbladets negative Maneer, ad en positiv at demonstrere Humaniteten. Den er efter sin Idee dette ophøiede Begrebs Talsmand. Den er født dertil -- har været slet opdragen, men har en god Natur, og, hvad der er det bedste, en oprigtig Erkjendelse af sin Ung- doms Forvildelser og af den ubetvingelige Grundlov i den mo- ralske Verden, at al Daarskab straffer sig selv og søger Rettelse derigjennem. Den Redaktion, som har beriget den med saa alvorlige Erfaringer, er nu borte for stedse, og har kun efterladt de Følgende en Høst deraf, hvori Statsborgeren kan ønske, at Tidender af en mere hykkelsk Characteer ville tage Deel. Den Uvillie eller Ringagt, som man kan nære for de Feilgreb mod Humaniteten, som den forrige Redaktion har gjort sig skyldig i, bør ingenlunde overgaae paa Bladet. Det vilde være Ufornuft og Uretfærdighed. Man bør snarere erindre, at den Humanitet, som er dets Tendents, har udtalt sig klart i det langt over- Fotnote: var dog ikke større -- da en Forglemmelse strax faldt ham ind som den eneste tænkelige Aarsag -- end den, hvormed han saae Morgenbladet faae Rum til ikke alene at hænge sin Hat paa den Knag, men ogsaa den Nathue og Paryk, hvori det i længere Tid har hilset paa Publikum. (Der maa være et lidet Hoved paa den Mand.) Mindre Grund da, siden den Dosis han fik ind virkelig var forsvarlig, til at forundre sig over, at han tog sig ret en overstadig Pidsk, og i denne lod blæse i Basuner om "Proclamationen af Tilintetgjørelsen af Fædrelandets Uafhængighed og Selvstændighed m. m." Men vi unde dette grætne Morgenblad, der lader til at vilde lade Publi- kums Dage undgjælde med Søvnighed for sin egen natlige Uro med at faae Avertissementerne stuvet sammen, denne Udsvævelse. Inds. kan derfor gjerne sige, at han, for sit Vedkommende, og i Morgenbladets Interesse, vilde have foretrukket den tørre Daddel for en latterlig, pretiøs Høitidelig- hed. -- Men det er ikke det Latterlige i denne, som Statsbrgr. vil regne sig tilgode; men den Ufordulgthed, hvormed Morgenbladforfatteren overfører sit Had fra den gamle bekjendte Statsborgerredaktion paa den nye ukjendte, og blotter sin Ondvillie mod selve Bladet, idet det anbefales som en Gjen- stand for Publikums Mistanke, fordi . . . ja fordi det har viist sig, som han uretteligen kalder det, fiendsk mod Morgenbladet. Inds. vover med Hensyn til denne Anke tillidsfuldt at spørge Læserne af denne Artikel, om der ikke er blevet Adskilligt dokumenteret, som maa meer end undskylde, om man nærede idetmindste Ringeagt for den Aand, som ofte raader i hiint Blad, og afgiver Beviser paa Beviser forat den ikke forstaaer at benytte til eget og Publikums Bedste, ja ikke engang med Anstændighed at benytte sig af den monopolske Overlegenhed, Bladet er kommet i fortjenstløs hævdet Besiddelse af. SIDE: 252 vejende Antal af Artikler, som ikke kom nogen Mand med Urette for nær. Man bør erindre, at i de Anker, hvorom det ikke er godtgjort, at de skrev sig fra uædle Motiver, talte Hu- maniteten de Forurettedes Sag, at den gav Massens Opinion Udtryk, Fortrykte Mæle istedetfor Suk; at den vel ofte kan have bragt mere Orden i Folks Regnskaber end Kuldegysnin- gerne i Generalprocurørens Dage, og givet præstelig Dovenskab den Vækkelse, som Visitatserne ikke altid have tilfølge. Inds. betragter Statsborgeren fra sin Oprindelse af og indtil nu som et politisk Fænomen; det var en Trang for Bondestanden, saa ofte og med saamegen Ret kaldet Folkets Kjerne, som gjorde sig gjældende gjennem En af dennes Midte, der var i Besid- delse af Skolemesterkulturen og et varmt Hoved [fotnotemerke] . Statsborge- ren var et i Mulmet aabnet og til Mulmet alene vant Øie, som skulde see imod Lyset; men ikke saa hurtig har kunnet vænne sig dertil. Det er naturligt. Men nu antager Inds., at den har faaet et Slag paa Skallen som vel var ilde meent, men som dog har skabt en Seende af en Nærsynt. Dog have Blinde vovet at spotte denne Nærsynte, som var og er Folkets Uvidenheds vaagnende Øie! -- blinde Dverge have spottet denne Nyfødte, som det i sit første Tilvær lykkedes at forene sine Skuldre med Massens Skuldre, at slynge sine Livs- traade i Folkets! Dette er saa; og ikke sagt med et Magtsprog, men efter Erfaringen. Ikke Individets Fryd over at see en Foged eller Præst trukken frem paa Dagbladenes, for os Norske saa nye, Skueplads, men Landalmuens Trang til af have et Organ i sin Interesse har vedligeholdt Statsborgeren. Dette viste sig klart, da Portofriheden blev det berøvet [fotnotemerke] . Dette var kun en ny Anbefaling. Desuden kunne Folk, som ere vante til en over- modig Behandling af de saakaldte høiere Klasser, ikke begribe Fotnote: Inds. ønskede, at kunne sige "koldt Hoved og varmt Hjerte;" men der er i den slette Bedømmelse af hvilke Sager, der fortjente Optagelse, en Kjendsgjerning for, at det første ikke har staaet paa den rette Streg; og det Sidste er unddraget Bedømmelsen. At det har været varmt under Op- fattelsen af Planen for Bladet Statsborgeren og dens Iværksættelse, fordrer Humanitet, at man troer. Fotnote: Da Efterretningen herom bragtes, befandt Inds. sig i et Selskab af Bønder. 6 Exemplarer subscriberedes strax alene paa det Sted af Folk, som ellers ikke havde tænkt at holde den. Saa tør man troe andetsteds. SIDE: 253 den overvættes Ømfølenhed, som disse vise for at møde den simple Mand paa Statsborgerens aabne og frie Terrain. Ele- mentlige Kræfter tilbøde sig dette Blad; men det forstod ikke at gjøre sig til det herskende, Bevægelserne ledende Liv deri, men kun paa at amalgamere sig dermed paa plump Tinstøber- eller Kandestøber-Viis. Man saae en Jette røre sig i et Mørke, hvor man endnu ikke ahnede Liv, skjøndt Konstitutionens Stjernebuer havde straalet længe derover -- i kold Høihed; og de fra Almuen adskilte Klasser ikke havde lagt Dølgsmaal paa, at de troede medrette og af sig selv at besidde den forherskende Glands, som Natten, hvori hiin saa uforskyldt var nedsænket, dog bidrog saameget til at hæve. Da saae disse fra sin Høide et Øie, (men et som glødende Mulm), at aabne sig i Dybet, og en Arm at strække sig opad, og af Uvanthed til at bedømme Af- standen, at gribe uden videre efter hine Lys, der troede sig Stjerner, beskyttede af Natten, Stilheden og Afstandens Umaa- lelighed. Men hint Øie -- Statsborgeren -- blev ikke klarere og skarpere. Det blev ikke klarere og skarpere selv da Jetten løftede sig op i de Rum, som troedes kun beredte for høiere Væsener. Disse troede, at Verdens Ende var nær, at jothunsk Ødelæggelsessind og Ondskab udspilede denne store sorte Pu- pill, som gloede dem saa uforskammet imøde. Men Almues- manden saae kun Redelighed i den og i det hele grovtlinjede Ansigt -- og isandhed Blinde have aabne Aasyn, saasom de ikke see det Onde i Verden, -- mens Enkelte saae alene Sløv- heden og evneløse Anstrængelser forat see. Hvad Under da, om Statsborgeren greb feil? om han fortalte alskens forfærdelige Syner, som kun spøgede bag hans egen tykke Hornhinde, eller fødtes af Lysbrudets Voldsomhed i hans sløve, mulmvante Øie? Men Stæren er skaaren ud. Eller vil man, at det skal blindes? Kommer da I med Lænker, at Armen, at Massens vaagnede Kræfter ikke skulle bevæge sig iblinde og -- knuse! knuse hine Stjernebuer som Samson det fiendefyldte Tempel, og gjøre Alt, (for Liighedens Skyld), til een Nat! Lægger Mærke til, det var en Almuesmand, som satte sig i Spidsen for et Blad, der i sin Idee var en Cobbett [fotnotemerke] værdig, men ogsaa behøvede en Saadan: en Mand med den talentfulde, Fotnote: Berømt engelsk Folkeskribent. SIDE: 254 høiere Embedsmands Dannelse, men med en Almuesmands Hjerte og Følelser. Nævner mig ham i Norge! Der er Een, kun Een; -- men Een, der har lidt formeget i Kampen mod den Mægtigere til at Nogen kan forundre sig over, at han unddrager sig de nye Lidelser, der ville være uadskillelige fra en saadan Post, og ikke offrer en Tid, som snart burde være skjænket Hvilen, og ikke trues med at optages til det sidste Øieblik af Kampen for den blotte Existents. En Almuesmand traadte da op. Men veed man ogsaa hvad dette vil sige? Ja, naar man veed, at det er et Mirakel -- hvoraf den offentlige Omsorg da ikke har nogen Fortjeneste -- at en Almuesmand kan skrive. Dette er ikke mindre sandt, end at Statsborgeren har lært flere Almuesmænd at lægge sig efter denne skjønne Færdighed, end Skolevæsenet Børn. Dette ville vi have skrevet den Humanitet, vi henvende os til, bag Øret -- dette, og at det var en Almuesmand, som begyndte og førte Statsborgeren de første tornefulde Trin igjennem: -- at det var en Landbonde, som kom tilroers paa et Skib, der havde tusinde Skjær og Næs af Fordomme at baute sig igjennem, fremmede Have at gjennempløie, og fremmede Lande at opdage. Nu har en Bølge slaaet ham overbord, men Skibet flyger sin Cours, og Roret mangler ikke Hænder. Hvad er dets Navn? "Statsbor- geren!" Dets Ladning? Humanitet! Vi ville undersøge den. Findes der noget Andet, da gaae det samme Vei som Capi- tainen! Men der gives ogsaa en Art Humanitet, som maa overbord! -- (Fortsættes.) Henrik Wergeland HUMANITET (Fortsættelse fra forrige No.) Statsborgeren 8. nov. 1835. Denne Dyd er ikke ganske let at definere. Det er vist, at den er den mest relative imellem Dyderne. Medens hver enkelt af disse synes at udgjøre et bestemt begrændset Buesnit af en Cirkel, som heel danner den fuldendte Moralitet og Sjeleadelens Kronring, er Humaniteten ligesom en fuldendt Cirkel for sig selv af mere ætheriske Dyder, der omslynger hiin, (forholdende SIDE: 255 sig dertil som Blomster til Metal), og forbinder dens enkelte Led. Inds. maa fortvivle over sig selv; thi han føler, at Klar- heden i Anskuelsen af denne Dyd staaer i lige Forhold til den moralske Fuldkommenhed, et Menneske besidder. Den kan ikke mere falde, som har skuet denne Himmelske Ansigt til Ansigt. Han har smagt den høieste Udviklings Vellugt -- det er Hu- manitet. Han har seet Retfærdighedens Taarer -- det er Hu- manitet. Han har seet, at den kan græde. Denne, som bort- vender sit Aasyn og opløfter sin Haand. Han har seet Haard- hedens Smelten -- det er Humanitet; seet Vreden klarne i et flygende Smiil; hørt i Hevnens Barm et Hjertes triumferende Banken over de rullende Aarer -- det er Humanitet. Dette har han sandset med sin Sjels fineste Sandser, og fra førstegang af for bestandig. Et høiere Tilvær -- netop det samme, man for- tæller os, kun skal tilkomme de Udvalgte efter Døden -- har aabnet sig for ham og kastet sin Glands over den lyksalige Dødelige. Men er det kun saadanne flygende Øieblikke, som tilhøre Hu- maniteten? Aander den kun i Havblikkene i det menneskelige Blod? Nei, nei! den skal boe i dets Bølger. De vildeste, ocean- mæssige Opbrusninger af disse, som Historien omtaler, have netop henrullet mod de lyksalige Strande, hvor Humaniteten har sit Hjem, fordi de ere det Menneskeaanderne bestemte, og hvorhen den kalder dem forat forherlige dem og give Bestræ- belserne -- ikke Hvile, men fortsatte Seire. Ligesom Orkanen kan siges at være et Oprør af Millioner Zefyrer og maa kunne opløses i Vindpust, saaledes kunne hine Bevægelser i Menneske- slægtens Sjele, saa voldsomme, saa ødelæggende det Bestaa- ende, siges alene at være Humanitetens, den for saa svag an- seede Dyds, Virkninger. Om Retfærdigheden græder, har den ikke et svagt Øieblik at bebreide sig; men der var et, hvori dens Grundvæsen lysnede frem; og dette er Humanitet. Retfærdig- heden er ikke andet end dennes Dommerkaabe, som den for Verdens Svagheds Skyld maa have paa; Strengheden blot de adstadige Miner, som Embedet og Sædvane kræver. Den kaster alt dette naar den kan. Naar den kan? Ja, naar den kan for Pligten. Thi Humaniteten er Pligtens første Adlyder. Retfær- digheden den anden, som kun gjennem Humaniteten skal mod- SIDE: 256 tage og udføre Pligtens Bud. Skeer det ikke ved denne Midler -- se, da har vi vor dagligdagse, hjerteløse, uhimmelske Ret- færdighed -- den vi, formedelst dens uendelige Bukker, sætte inappellable Grændser for, og mod hvis Angreb vi anvende de overdrevne Straffes Skræksystem -- den som tilforn gjorde Statsborgeren Følge i Træsko og Morgenbladet i Tøfler. Humanitet er Retfærdigheden saaledes som Himlen vil have den udført paa Jorden, og da ikke mindre vel end hos sig selv; Retfærdighed den maadelige, prosaiske Anvendelse, Jorden veed at gjøre sig deraf. Men nu gives der tusinde Maader, hvorpaa Menneskene udøve denne: Grader i Retfærdigheden: Grader efter Svagsynet: mangfoldige Grader, medens Humani- teten kun er een. "(Rækker ikke længer formedelst Branden af det offentlige danske Theater. Leve Nationen!)" (Fortsættes.) Henrik Wergeland [NOTER TIL EN INNSENDT ARTIKKEL "OM UNIFORMSFORANDRINGER OG UNIFORMSREGLEMENTER"] Statsborgeren 8. nov. 1835. [Om generaladjutanten.] At af Wessels Linier: "Han syntes skabt til Bagateller; og noget Stort blev han ei heller." -- /strofe> ikke begge passe paa Manden, er noget ilde. Almindelig Anm. [Om munderingsreglementet på 5 trykte ark.] Gud fri os! Somme troe, at Reglementet er vor Grundlovs bedste Kommentær. Sætterens Anm. Den, som fortælle tør, man ei i Norge skriver, med sligt Volum ihaand jeg kjækt tilbagedriver. Trykkerens Anm. SIDE: 257 Henrik Wergeland MORAL (Indsendt.) Statsborgeren 8. nov. 1835. Le ei, i hvad Du gjør, ad militærisk Nar! Thi da bli'er Staten rasende som var den Narrens Fa'r. Henrik Wergeland POLITISKE NOTABENER Statsborgeren 8. nov. 1835. Sverige. Dr Munck af Rosenschöld fortæller i "Nyare Aftonbladet" for 27de Octbr. d. A., følgende Anekdot om sin Broder Niels Elof Rosenschöld, som et Beviis, blandt flere, paa, at denne var det bedste Hoved i hele sin Slægt: N. E. Rosen- schöld besøgte engang en Professor A. L., en Hædersmand af megen Lærdom, hos hvem da flere Akademikere havde ind- fundet sig. A. L. havde fremlagt Kaartet over "Skandinavien" (just saa!), da Norge nylig var ved Fredsslutningen (til Kiel?) forenet med Sverige. N. E. R. var en Yngling, og forstod ikke, at han, som blot Forpagter af en af Akademiets Avlsgaarde, havde feilet mod den Ærbødighed, han skyldte Professoren, da han traadte frem forat see paa det skandinaviske Kaart, og høre paa de militære Forelæsninger, der vankede. Prof. L. blev taus, fremkaldte Forpagteren, og spurgte, om han ikke syntes Sverige nu endelig havde vundet den Plads blandt de europæiske Stater, som det fortjente. De Tilstedeværende ventede ikke andet end et forlegent Svar, da de mente, at naar en Søn af Biskop Munck og en Søstersøn af en af Sveriges høieste Embedsmænd var bleven Forpagter af en Bondegaard, var det ligefrem, at han maatte være et Dumhoved. Ynglingen lod sig dog ei forbløffe; men svarede: "Visseligen har Sverige nu vundet det Maal, for hvilket man har arbeidet i mere end 100 Aar; thi nu har endelig det arme Sverige faaet Tiggerposen paa Ryggen." Hvad Svar de Høilærde gav til Anmærkningen er forøvrigt ubekjendt. Saa- vidt Aftonbladet. Hvad synes vore Landsmænd om slige Unions-Anekdoter? -- -- Følgende ogsaa for Os mærkelige Artikel læstes for nogen Tid siden i en svensk Tidende: "De europæiske Stater have for Tiden ordnet sig i to store Forbund, som staae i den heftigste Spænding mod hverandre. Der kan ikke være et Øie- SIDE: 258 bliks Tvivl om, til hvilket af begge Sverige hører og maa høre. Vist nok have vi hørt, at en og anden Statsstyrelse, som har sin naturlige Plads i Vesten, hælder til Østen, uagtet National- aanden og Statsindretningerne stride derimod. Men vi ere over- beviste om, at vor Statsstyrelse hverken kan eller vil hælde til nogen anden Side end did, hvorhen ikke blot Folkets Sympa- thier, men ogsaa dets bestemteste Interesser uimodstaaelig drage den." Vi kunne ikke afholde os fra at tænke os en Forbindelse imel- lem dette og engelske Avisers Beretning omtrent ved samme Tid, at "russiske Sørustninger i Østersøen skulle være saa be- tydelige, at de synes fuldkommen tilstrækkelige til et Tog imod Engelland, hvor Flaaden, der anslaaes til henved 30 Linieskibe samt et forholdsmæssigt Antal Fregatter og mindre Krigsskibe, lettelig kan landsætte 50,000 Mand. Denne Flaades Matroser og Soldater skulle til Vinteren samtligen indqvarteres i dertil op- førte Barakker ved St. Petersburg og Kronstadt, for, saasnart Isen gaaer op, omtrent i Slutningen af Mai, strax at kunne gaae ombord paa Flaaden, som da skal hele Sommeren manøvrere i Østersøen." "Denne Flaade -- tilføier den engelske Beret- ning -- kan ikkun være bestemt mod Storbrittanien." "Det britiske Ministerium har gjort Forespørgsler og vel endog Ind- sigelser hos den russiske Regjering angaaende bemeldte Krigs- flaades idelige Forstørrelse. For Øieblikket bestaaer denne af 27 Linieskibe, inddeelte i 3 Divisioner." Ifølge en anseet engelsk Tidendes (Morning Chronikles) Beretning skal det være bleven "erklæret den russiske Gesandt, at, hvis man lader den hele Flaade løbe ud paa eengang, da vil England ansee det for en Krigserklæring." Og efter samme Blads Forsikkring, skal den engelske Regjering have givet Ordre til at gjøre 15 Linieskibe saa parate, at de paa første Ordre kunne løbe ud. Ogsaa tales der om "et svømmende Batterie af Krigs-Dampskibe", og at der oprettes en Telegraf-forbindelse imellem London og Paris, hvor- ved der mellem disse to Hovedstæder kan haves Efterretninger i 1 1/2 Time. Senere meldes: "Paa den engelske Regjerings Fore- spørgsel hos det russiske Kabinet om Hensigten med dets usæd- vanlig store Sørustninger, har dette svaret: "at da Rusland ikke havde saa stor en Handelsmarine som England, maatte det SIDE: 259 skaffe sig søvante Matroser ved idelige Øvelser." Den engelske Regjering skal derfor have besluttet, ligeledes altid at holde en imponerende Krigsflaade i Søen. Gaarsmorgenbladet beretter Følgende: "En af Couriers Kor- respondenter gjør med Hensyn til Ruslands tiltagende Sømagt opmærksom paa den store Fare, hvorfor det næsten ganske ube- skyttede Søe-Arsenal i Sheerness er udsat ved et Angreb af Rusland eller en anden Magt. En liden Eskadre, ledsaget af tre eller fire Dampskibe, formenes at være tilstrækkelig til at stikke alle nu aftaklede Krigsskibe imellem Sheerness og Chatam, henved 70 i Tallet, blandt hvilke nogle Linieskibe, ibrand. De første Rangskibe havde kun fem Mands Besætning og i Sheerness selv gives aldeles ingen Fæstningsværker, men kun et Salutbatteri." Hvor meget eller lidt sandt, der er i disse Beretninger, kunne vi naturligvis ikke vide. Vi have taget dem som vi have fore- fundet dem, fordi de forekom os altid at fortjene Opmærksom- hed og ikke at oversees med Ligegyldighed saalænge man ikke har Vished for, at de ere usande, men, idetmindste fordi der ikke gjerne viser sig Røg, hvor der ikke er Ild, maa formodes, tilvisse for nogen Deel, at være grundede. Vi have meddeelt dem, fordi de af vore Blade, der væsentlig eller for en væsent- lig Deel have sat sig udenlandske [fotnotemerke] politiske Efterretninger til Formaal, med Taushed forbigik dem, medens vi tænkte paa Ordsproget: det gjælder ogsaa dig, naar din Naboes Væg bræn- der. Men endnu mere, fordi en heftig Tvist, som i de sidste Dage har vist sig imellem Stockholmske Blade, og som vel mu- ligt ikke er uden al Forbindelse med hine Beretninger, og -- om man end i Sverige lader, som om Union eller Norge ikke var til, i alt Fald uden som Provinds, men altid taler om "Sverige" som Et og Alt i udvortes Forholde -- dog væsentlig vedrører Os. -- Hamburger Korrespondent, der vistnok ikke i Fotnote: Den ypperlige Kritik, Morgenbladet anvender ved sine politiske Efter- retninger, skinner herligen igjennem følgende i No. 305 d. A. "Memorial Bordelais yttrer, at det er sandsynligt, at der i Paris vil blive afholdt en europæisk Kongres om de spanske Anliggender; imidlertid tilføier Bladet, at det ikke vil indestaae for Rigtigheden af dette Opgivende, som det ikke engang finder sandsynligt." SIDE: 260 Almindelighed nyder megen Tiltro, men dog, naar det gjælder om russiske eller østerrigske Efterretninger, ikke er at foragte, da man paastaaer, den skal staae under disse Regjeringers Ind- flydelse, indeholdt for nogen Tid siden Yttringer om "en Alliance imellem det russiske og svenske Hof, saa nær, saa intim -- at Prindsen af Vasa ei modtoges i Kalisch; men maatte, paa given Advarsel, vende tilbage, uagtet han allerede befandt sig i Schle- sien paa Veien did." Svenske Minerva -- som bekjendt, den svenske Regjerings Organ -- optog denne Beretning. Men det skulde næsten synes, som om man siden havde fortrudt, saa tidlig at være rykket ud med Sproget. Thi der opstod deraf en heftig Feide imellem Argus, Aftonbladet og Dagligt Allehanda, hvorved man paa den ene Side søgte at bestride Sandfærdigheden af denne Beretning, og paa den anden Side at stadfæste den -- medens Minerva iagttog en fornem Taushed, der synes oversat at betyde: "det jeg skrev, det skrev jeg." Vi spørge til Slutning: Skulde det vel være til denne Side, man i Sverrig vilde have Bestyrelsen til at holde sig? Men Vi have den Tillid til vor Konges dybe politiske Blik og Erfaring, at han vil vide at finde hvad -- ikke blot Sveriges, men ogsaa Norges Interesse kræver; og ikke, som bestandig fandt Sted under Foreningen med Danmark, opoffre dette Riges Vel, eller paa dets Bekostning virke for Sveriges alene! Danmark. I en med 1 000 Underskrivter forsynet Petition om almindelig Næringsfrihed, som er indsendt til den holstenske Stænderforsamling, og angaaende hvilken man venter en haard Kamp fra begge Sider, indeholdes blandt andet Følgende: " -- For Laugenes Ophævelse taler alle de Statsborgeres For- deel, der ønske at kjøbe billige og gode Varer, saavelsom deres, der, i Bevidsthed om sine Evner og Talenter, hverken ville være afhængige af de Laugsberettigedes Egensind og Skikaner, eller af Tilfældets Uretfærdighed, der har negtet dem Middel eller Leilighed til at vorde optagne som Mestere i rette Tid, eller af den laugsmæssige Tilendebringelse af den langvarige Bane som Lærlinge og Svende. Imod Laugenes Ophævelse turde med Grund intet Andet gjøre sig gjældende, end de Laugsberettige- des vistnok ikke uden Offere tilkjæmpede, mangfoldigviis kun SIDE: 261 indbildte Fordeel og Vanskeligheden i Overgangen fra det ar- vede Privilegievæsen til en Almeenvellet fremmende Friheds Tilstand. Ved en hensigtsmæssig Næringsskat formenes der at kunne bydes de nuværende Laugsmestere en passende Skades- løsholdelse derved, at de blive fritagne for denne Skat." Redaktionen har ikke kunnet negte sig den Fornøielse, at meddele disse talende Linier i en Sag, som Bladet tilforn har taget sig af, og hvis Fremme ogsaa hos os maa ansees for et af Fædrenelandets vigtige Anliggender, medens man høiligen maa forundre sig over, at den, engang bragt i Bevægelse paa vore Storthing, har saa ganske kunnet ligge under for Egennyttens, Usselhedens og Fordommes Overmagt, at den synes saagodtsom ganske forglemt! Et svagt Haab nære vi, at Kjøbmandsstandens billige Misnøie med den nye Handelslovgivning for Kristiania vil bringe en fornuftigere Næringsfrihed paa Bane igjen; og at Storthingets Takt vil forebygge, at man da spilder Tiden paa Enkeltheder, istedetfor at ordne Næringsfriheden i Almindelighed, overens- stemmende med det almindelige Vels ikke mindre end enkelte Borgerklassers billige Fordringer! -- -- -- Faae vi end ved den forventede Formandslov -- der i visse Dele maaskee vil afhjælpe det vægtige Krav paa en med Statsforfatningens Væsen stemmende Kommunallovgivning -- som vi haabe, mindre Anledning til at beklage os over Mangel paa Offentlighed i Kommunalvæsenet: saa er der dog endnu for faae blandt vore Stadsøvrigheder, der vise Sands nok for Forfatningens Aand til at offentliggjøre Forklaringen over Kom- munernes oekonomiske Tilstand, til at det skulde ansees for overflødigt for os at gjentage andetsteds veltalte, til Almeen- aands Oplivelse sigtende Ord om saadant Anliggende. En fra Helsingøers Magistrat (Borgermesteren er vor Mari- boes Broder, Medlem af den sjellandske Stænderforsamling, Etatsraad Steenfeldt) i Trykken udgiven Udsigt over bemeldte Byes økonomiske Tilstand ved Slutningen af Aaret 1834, ind- ledes med følgende gyldne Ord: "Denne Fremstilling ansee vi for en Grundvold, hvorpaa fremtidigen aarlige Beretninger, disse Gjenstande betræffende, kunne bygges. Ved at søge saa nøie som muligt at give Oplysninger angaaende de forskjellige Be- SIDE: 262 styrelsesgrene, bliver Øvrigheden selv nøiere bekjendt med de enkelte Dele, og med de Poster, hvor det maaskee kan behøves at trænge noget dybere ind. Mangler, hvor de finde Sted, op- dages derved lettere, og Opfordringerne til at afhjælpe disse blive desstørre. En høiere Interesse for Kommunernes Anlig- gender er i den senere Tid vakt. Vi ere overbeviste om, at en nøiere Kundskab om Tilstanden vil efterhaanden endmere forøge denne Interesse; og Magistraten skal ei undlade, ved at søge at give Enhver Adgang til at erholde saadan Kundskab, at bi- drage til efter Evne at oplive Almeenaanden, i hvilken vi ville finde den kraftigste Medhjælp og Understøttelse til at virke til Byens Gavn og Opkomst. Ethvert Vink, der gives til at opnaae dette Øiemed, skal samvittighedsfuldt blive benyttet; og vi smigre os med det Haab, at Øvrigheden og Borgeren med gjen- sidig Tillid stedse ville række hinanden Haanden og arbeide til det fælles Maal." Med et dansk Blad ønske vi, at disse Anskuelser, som staae i glædelig Samklang med Tidens fremskridende Aand, ogsaa blandt os maatte finde Gjenlyd i Hjertet og Efterfølgelse i Gjer- ningen i By og Bygd! Henrik Wergeland HUMANITET (Fortsættelse fra forrige No.) Statsborgeren 15. nov. 1835. Den mærkeligste Maade, hvorpaa Humaniteten gjør sig gjæl- dende, er ved den fri Presse. Det er den misbrugte Magt, det hundredhovdede Tyranni, som den derved idelig og altid søger at bekjæmpe -- saaledes i sit Væsen og Meed eens med den Ten- denz til en almenneskelig, paa aandige og sedlige Fortrin grun- det absolut Frihed, som vi kalde Republikanisme, og som, hvor dens moralske Grundvold vakler eller hvor den kues, dog aldrig undlader at forjette en Lyksalighed paa Jorden. Og den kan dette, saasom den er eet med Humaniteten: kun dennes Hænder, som rive sig tilblods under mange Forsøg paa at erobre Himlene for Jorden: Humaniteten kun dens guddommelige Hjerte. Der- for tiltroes Republikaneren af hans sløvere eller mere egoistiske Medmennesker, som kun leve for Øieblikket, oftest god Vilje, SIDE: 263 om han end lægger Mangel paa Kræfter eller Klogskab for Dagen. Derfor betragtes intet Nederlag som afgjørende for Republikanismen, mens man veed, at Despotiernes Skjebne hæn- ger paa Sværdodden. Derfor veed man, at Spaniens Frihed er født 1812 for aldrig at døe, om den i Aarhundreder forbliver ubrugt. Derfor troes aldrig Frankrig, men Despotierne omknuge det, fordi Frihedens Hjerteslag deri engang hørtes: ikke hine Enkeltes stormende Aarer, hvis febrilske Freqvents lod sig maale efter Guillotinernes Stigen og Synken, men samme Hjerte- slag, som Slaven overalt fornemmer i de Sekunder, hvori han er saa lykkelig at forglemme sit Aag. Derfor er ethvert Frihe- dens Nederlag kun en Udbredelse af Sympathi med dens Stor- hed og Ulykke. Derfor æres denne Sympathi, fordi ethvert Menneske føler, at han bør besidde den. Derfor sættes Frihe- dens Blodoffre i Rang med Religionens; man troer Synder ud- sonede ved Martyrdømmet, og spørger ikke efter høie Aands- evner, hvor Energien var saa stærk. Derfor troe Despoterne sig aldrig sikkre, men føle en herodisk Angst for Hytternes Børn, en Drivt til at dræbe dem alle, fordi de ikke vide, i hvilket hint guddommelige aldrig slumrende Hjerte vil opløfte sig og lade sine Slag vorde hørlige. Og naar de have dræbt til en polsk Liigstilhed udbreder sig over Landet, -- da høre de sine egne Hjerters Slag, og en Følelse af hiin almenneskelige Sym- pathi tegner i deres Aasyn, at de vide, hvad de have gjort. Men hvi nogen Angst over at have fuldbyrdet Straffedommen til det Yderste over nogle balstyrige Mennesker, over et oprørsk Land? hvi skal Dionysius ikke kunne sove? hvi skal Carl altid vækkes af Drønet af den sidste Bølge, der lukkede sig over det sachsiske Folk? hvorfor skal den store Seierherre endnu see de frygte- lige Ljaer og Blinket af Dembinskis Landser i den uskyldige Riimfrost over det øde Land? er det smaae Kocziuskoer, som endnu sidde udenfor de jammerlige Hytter forat see hans præg- tige Kareth rulle forbi? hvorledes kan denne Green af en Fyrr, som stikker udover Landevejen, i Tusmørket hvine som Dom- brovskys Fjær? hvorledes hiin Taage over en fjern Landsby tages for Røg? hint riimdækte skinnende Kirketaarn for Hvid- ørnen over den nedbrændte røghyllede By? Hvorledes alt dette? Aldrig, dersom Humaniteten kunde dræbes som Menne- SIDE: 264 sker, qvæles som Friheden; dersom den ikke var dennes Sjel, et Hjerte i Menneskehjertet, som ikke kan knuses: et der har sine Følelser ligesaa udbredte i Menneskeheden som Lyset er udbredt i Rummet. Hvoraf er det Europa straaler? Ikke af de gothiske Klingers Glands. Ikke heller af Julius Cæsars Seires. Disse have ikke fremfødt dets Ære eller gjort det til Verdensdelens Ypperste. Heller ikke Korstogenes vidunderlige Bedrivter, Løvekampene i Orienten, eller de delfinkjække Farter gjennem ukjendte Have mod nye Verdner, et chaotiskt Atlantika. Heller ikke af Oldets Despotier har Europa arvet sin Glands eller andet end sine Lidelser. Kun Hofferne have deelt det ægyptiske Despoties me- lancholske Pragt og Liderlighed, og Rusland og Østerrig Persiens grusomme Statskløgt og Satrapisme. Men hvoraf er det Europa straaler? Af Intet af Hint, hvor- paa Historien ødsler sine Tavler. Men det har arvet de gamle Republikers Humanitet. Det har opgravet sig denne kostbare Mosaikbund i Ruinerne af disse Templer, hvori Guder og Men- nesker boede tilsammen. Det har arvet Grækenlands og Roms Humanitet. Europæerne kalde den "Civilisation;" og, glæde- drukne af dens Lys, troe de at være umaadelige og ubeskedne, om de ogsaa fordre den Frihed, som gjør den klassiske Hu- manitet saameget herligere end den nærværende, der har be- høvet al en himmelsk Religions Begeistring for at frembringe i Kunsterne noget, som taaler Sammenligning med hvad det daglige Livs Skjønhed i hine Stater fremkaldte af Geniet. Rom lever; men Julius Cæsars Seire har ikke gjort det udødeligt. Den romerske Humanitet har gjort det: Aanden i den Frihed, som gav det samme Ret og naturlige Magt til at underlægge sig Nationerne, som Fornuften giver Mennesket Herredømmet over Oxen og Hesten: den udødelige Aand af den Frihed, som sank under sine egne Tropæer, som døde under Marschtrinet af sine egne Legioner. Men denne Humanitet var ikke givet a priori, som om de andre Nationer vare Stedbørn fra først af. Men den udviklede sig af Friheden (og der var en pelasgisk Frihed før der blev en hellenisk, en latinsk raa før der blev en romersk); men af Humanitetens fuldkommengjordes igjen Friheden. Thi dette er Humanitetens Hovedopgave. SIDE: 265 Paa det romerske Torv var det, Friheden fødte Humaniteten. Der var det ogsaa, at denne forherligede hiin. Der var det, Cicero lærte Menneskene at tale. Derfra udgik Dekreterne om at Dyderne skulde have sine Templer i Rom. Og man kan sige, at Samdrægtighedens, Fredens, Retfærdighedens og Alstyrerens Søiletempler, at Kapitolets Kolonner udgik af det simple Folks Mund. Saaledes ogsaa i Grækenland. Lovgiverne, (Humanite- tens Forkyndere), Heltene, (dens Forsvarere ved Marathon og Salamis mod dens Arvefiende Despotiet), Kunstnerne, (dens Fremstillere) uddannedes ved den Tids Offentlighed: i Folke- forsamlingerne. Derfor har Humaniteten, af en Erindring om sine Fødesteder, saadan Forkjærlighed for Offentlighed. Den vil virke derigjen- nem. Men hvor ere Torvene? Der er kun Kjød og Hø og Smør og Politibetjente, som skulle vogte over alskens Privilegier. Se, da har Humaniteten gjort den fri Presse til sin Talestol, og gjennem et Blad søger den sit forum i Verden. Hvad mener man om "Statsborgeren", er den en Nutidens Plebejer, som taler frit paa sit forum? (Fortsættes.) Henrik Wergeland [OM "GOD FAMILIE"] Statsborgeren 15. nov. 1835. Det ubehagelige Minde om den for sin bristefærdige Stolthed saa berygtede Dame paa Laurvigskanten, der averterede, at en velopdragen Jomfru kunde faae Plads hos hende som Frøken- pige, opvækkes idelig hos os ved de mange Avertissementer i forskjellige Blade, der ere affattede i følgende Tone: "en Dreng af god Familie" eller "en konditioneret Dreng kan faae Plads o. s. v." Det er som oftest Kjøbmænd, der stikke disse Horn af en Aristokratisme frem, eller som saaledes blotte Bagen paa den Foragt for Bondestanden, som fornem eller formuende Raa- hed mindst burde vise, men som er betegnende for den talrige Pøbel i den saakaldte konditionerede Klasse. Man vilde fore- tage sig noget fortjenstfuldt, om man klargjorde for sig og Andre hvad man egentlig forstaaer ved "god Familie". Hvor begyn- der denne hæderlige Række? hvor ender de slette Familiers, hvis Børn -- hvad Færdigheder de end maae besidde -- dog SIDE: 266 ikke maae komme til Kramboddisken, -- idetmindste ikke paa Indsiden, mens de ere særdeles velkomne paa Udsiden? "Af god Familie?" skal det sige "af god Opdragelse?" Nu, den kan man kræve. Men da tør man nok ogsaa finde god Familie i Bondestanden. Men vi forstaae fuldtvel Meningen af dette "god Familie", og kjende Røsten igjen af et af de Uhyrer, som har ødelagt Verden mest. Kun det vide vi ikke saa ganske, om Lensmænd og Proprietariusser ogsaa hører til de gode Familier eller ikke -- med andre Ord, om de ere Halen paa et stoltere Dyr, der staaer paa Foder, eller Hovedet paa et nyttigere, der dyrker Jorden. Henrik Wergeland [EN DANSK DOM OM FLINTOE] Statsborgeren 15. nov. 1835. Det vil være af saameget større Interesse for Nordmænd at erfare hvad man i Danmarks Hovedstad, der er riig paa Kunst- nydelser, og derfor ikke let at tilfredsstille, fordeelagtigen døm- mer om en af vore, som vi ere mindre end vante til at høre Retfærdighed mod hvad Norskt er fra den Kant. Kjøbenhavns- posten beretter: "Nogle for Tiden udstillede norske Panora- maer af Landskabsmaleren Flintoe fra Kristiania fortjene i høi Grad Publikums Opmærksomhed, ikke alene for de inposante norske Naturskildringer, de fremstille, men tillige for deres her- lige naturtroe Udførelse. Beskueren lærer her at kjende en Natur, der i Storhed og kjæmpemæssige Former ikke staaer tilbage for Sweitsernaturen. "Hurungtinderne paa Filefjeldet" frembyde et forbausende Syn af en Række rædselfulde, vilde og mægtige Bjergtoppe bedækkede med evig Snee og store Iisbræer o. s. v." Henrik Wergeland [INNLEDNINGSORD TIL EN "SANG, AFSJUNGEN I OPDAL DEN 17DE MAI 1835"] Statsborgeren 15. nov. 1835. Red. troer ogsaa at tilfredsstille sine Læsere ved Medde- lelsen af en Sang, der, omend forfattet af en Bonde, i flere lysende Træk af Poesie udmærker sig fra de almindelige. SIDE: 267 Henrik Wergeland EN ASTER TIL THEATERDIRECTIONEN (Indsendt.) Morgenbladet 17. nov. 1835. Den ærede Direction glemmer i den "uforbeholdne Frem- stilling af de Skridt, den hidtil har gjort, og som vil give de fornødne Data til at bedømme dens Færd", at oplyse Publicum paa en uforbeholden Maade om, hvorledes det egentlig havde sig og har havt sig med det smukke Løfte om en Theaterskole, der skulde opdrage Norske for Scenen, og saaledes lidt efter lidt forvandle det Nationaliteten fiendtlige og modbydelige Insti- tut, som det offentlige Theater i Norges Hovedstad hidtil har været, til et nationalt. Dette Løfte existerede. Inds. veed det af Medlemmer af Directionen. Han kjender dets Oprindelse, men ikke til hvad der er gjort, eller om der er gjort noget, for at det skulde blive noget andet end blot Løfte. Inds. veed heller ikke, om det er annonceret Publicum; men Ideen blev bekjendt, optagen af det levende Behag som et Løfte, og privat fragik Vedkommende heller ikke, at det var saaledes at forstaae. Man troede ogsaa i enkelte Directeurers Navne at have Borgen for, at et Ønske, som kun for Nationens fordærvede Deel kan være fremmed, vilde med Kraft vorde realiseret. Dette, troede man, maatte disse Normænd overtage, da Svensken Strømberg har Æren for Ideen. Nei! nei! Nu see vi, den omtales ikke engang i Directionens Fremstilling af sin og Theatrets Historie, og Elementets tilfæl- dige Seier over et af Aagene paa den norske Nationalitet skal ikke benyttes til Andet end til at paalægge den det samme tun- gere og evigtvarende. Tør vi ikke vedgaae, at vi have tænkt noget skjønt, naar vi ikke have udført det? Hvis saa, da er det bedst, paa Aske- tomten at sværge, at Gnisten aldrig laae i en Normands Hjerte til en Ild, der fra indenaf skulde have kunnet renset Theatret og bortsvedet det Fremmede deraf længefør Kaarthuset nu faldt ned for disse taalmodige Børn, som atter ville reise det som det var. Hvad er det for et Folk, som raaber paa Nationalfarven i Flag og Cocarde, paa Repræsentation og Nationalærens og Na- SIDE: 268 tionalvaabenets Ukrænkelighed? Vil det ikke længer vedkjende sig, at Tanken om et Nationaltheater engang bevægede dets Sjele? at det besluttede kun at taale et fremmed til det havde udviklet sit eget, og at elske kun dette? Men Hvo skulde udvikle det? Hvo lovede at gjøre dette selv bag de Fremmedes Kulisser? -- Den eneste sande Nytte disse kunde bringe os, dersom ikke ogsaa det er en Nytte, under nær- værende Omstændigheder, at Normændene glemme hvad de ere. Den Kunst have vi lært paa det offentlige danske Theater i Norges Hovedstad. Men ogsaa hiint Løfte har lært os det; thi, i Tillid dertil, undlod mangen En, der taalte at svømme mod Strømmen, at styrte sig idelig deri, forat redde hvad reddes kunde af Vraget, og mangen Vaagende lagde sig saa trygt til Ro, at ikke engang Branden har vakt ham. Men da Luerne sloge høiest over Theatret, da saae jeg i Røgen noget Smukt, noget Smukt, noget Blegt, Luftigt, men Smukt -- "paa klangfuld Vinge baaren en himmelfødt Idee" -- ja netop hiin smukke, men saa troløst behandlede Idee, som fødtes i Snak, vuggede sig en Tid paa nogle letsindige Hjerter, og maatte døe i Røg. Hvor den var smuk! Paa Gestaltens Vin- ger af et ubeskriveligt fiint Stof saae jeg en Tegning, som malt af Duggens matte Lysning, af en colonnaderet Pragtbygnings- front. Var det Nationaltheatret? Skulde det seet saaledes ud? Inden jeg fik Tid til at tænke herover, var Gestalten forsvun- den -- jeg veed ikke hvorhen, men jeg troer til gamle Strøm- bergs Grav. Idetmindste drev en Ahnelse herom mig til at søge denne ved Daggry. Og der maatte være noget foregaaet; thi de ellers saa melancholske og nedbøiede Astre derpaa havde alle- sammen reist sig, saae kjækt om sig med de store dumme blaae Øine, og syntes at spørge: "hvad behager? Lad herlige Ideer tye til de Døde, naar Menneskene ikke ville bruge dem! Har du et Løfte, min Ven, saa put det ned i denne Muld. Her kan der ligesaavel groe Mose derover. Forresten saa tag kun din Hat af for os; thi der er mere Kraft i vore svampede Stengler end i Menneskenes Sjele, og vore Farver ere trofastere end de Løfter, man vover at gjøre et Folk". SIDE: 269 Henrik Wergeland HUMANITET (Fortsættelse fra forrige No.) Statsborgeren 22. nov. 1835. Ja, Statsborgeren har været en saadan Borgermand -- det ville isærdeleshed de Personer og Blade indrømme, som vel ikke saa ligefrem vove at sige, men dog ved Miner give tilkjende, at de troe, at der i denne Titel ligger noget latterligt. De negte ham dog ikke Retten til at tale, fast at Magten, som ikke altid troer at behøve at skjule sin Foragt for de Hoveder, hvis Skul- dre bære den, har forsøgt det. Men en Affødning af Humani- teten, af et Folks Trang og Vilje, har ligesaa lidet at frygte af Mishandlinger, som Polypen, hvis Arme voxe ud under Kniven. Der opløftedes svare Skrig paa det almindelige forum, da denne Borger begyndte at tale. Man hyssede mere naturligt end man fnisede, da man saae en Talestol opreist over den bøl- gende Mængde, og at simple Folk steg dristigen op. Man skreg: "det er Raaheden; ned med Raaheden!" men man glemte, at ogsaa denne har Ret til at tale, at det bliver Folks egen Sag, om de ville høre den, og at de bør høre den, naar den har Ret. Man glemte ogsaa, at denne Raahed ikke er saa ganske for- skyldt, og at Mennesker, som stikkes, ikke synge, men skrige. Statsborgerens Fiender vilde negte dem dette naturlige Udbrud; og søgte at gjøre den smukke, men ikke sande, Tro alene gjæl- dende, at Lov og Ret, og ikke offentlig Appell til Humaniteten, er det eneste, man har at tye til, og at de give tilstrækkeligt Værn imod Uretfærdigheden. Man anførte som Beviser herfor endeel Løgnagtigheder, som Borgeren havde ladet undslippe sig; men det ivrige Omdømme forglemte at tage i Betragtning, at Skam og Skade heraf kun var Individers Sag -- at hiin Lov og Ret var meget beredvillig til at rette herpaa -- og endelig at den offentlige og almene Skade af Offentliggjørelsen af enkelt Mands falske Beskyldninger mod den anden ingenlunde lader sig sammenligne med de fordærvende Smigrerier for høiere Personer, urigtige Beretninger om Folkestemningen og Tilstan- SIDE: 270 den og politiske Efterretninger af falsk historisk Lære [fotnotemerke] , som Tidender, de mere almindeligen dannede Klasser vedkjende sig som sine, aldrig have været sparsomme paa at udbrede imel- lem os. (Fortsættes.) Fotnote: Det hører ikke imellem Statsborgerens Synder, at træde op og bibringe Almeenheden saadanne Lærdomme, som Morgenbladet av l9de Novbr. s. leverer i følgende Recit om den spanske Grev las Navas, der bidrog saame- get, ved sin kraftige Protest mod et Ministerium, hvis halve og vaklende Forholdsregler bragte hans Fædreland nær Fordærvelsen, og ved, i Nærhe- den af Hovedstaden at indtage en fast Stilling i Spidsen for en Hær, til de Forandringer til det Bedre, som nylig ere skete i hans Fædreland. Efter at have fortalt, at las Navas Hær, overladt til Regjeringens Disposition, under en anden Anfører, er dragen mod Carlisterne (altsaa ogsaa en velgjørende Følge af Grevens energiske Forhold) beretter Morgenbladet videre: "For- gjæves søger Insurgentanføreren uden Tilhængere at vinde Publikums Op- mærksomhed; det er endogsaa tilbøieligt til at udhysse ham, hvor han viser sig, og de forestaaende Cortesmøder, i hvilke han haaber atter at hæve sig, ville formodentlig kun tjene til ganske at ødelægge ham. Hans Skjæbne er atter et frygteligt Varsel for dem, der søge deres (sin) Hæder i Folkegunst. Da han maatte flygte, fordi han fordrede det, som Regjeringen nu maa ind- rømme, var han i Folkets Øine en stor Mand, der opofrede sig for det almene Held; da han satte sig i Spidsen for en Hær og vilde aftvinge Regje- ringen Indrømmelser til Fordeel for den hele Nation, var han Folkets Afgud og Haab; men Regjeringen gik ham forbi, skjøndt den bevilgede hans For- dringer -- og han blev Folkets Nar." Efter at have læst denne Artikel, troede Nedskriveren bedre at kunne forklare sig, paa Grund af den Omhu, man har for sig Selv, og den fuldkomne Sikkerhed, der er i en udeelt Hemmelighed, hvem den i sin Tid saa problematiske Rævbælgmager var. Artiklen være heel optagen af et fremmed Blad eller ikke -- Redaktionens Feil bliver den samme, alden- stund den, der vitterligen forplanter Urigtigheder, deler Skyld med Ophavs- manden. I første Tilfælde burde Red., saafremt den ellers vilde optage en saadan Artikel, ved egne Bemærkninger bortfjernet det Skadelige, og gjort opmærksom paa det Skjæve og Fordærvelige i dens Indhold, eller ogsaa kun meddeelt den som et karrikaturmæssigt Exempel paa fremmede illiberale Tidenders frække Forvanskninger af Sandheden og Forsøg paa af det Utro- lige at uddrage Lærdomme, som kun kunne tjene til at forgifte Begreberne. I sidste Tilfælde er der intet Raad for en saadan Redaktion; men vi beklage kun, at det norske Folk saa længe og saa dyrt maa lide under de skadelige Indvirkninger af en Redaktion af vort mest læste Blads politiske Artikel, som vel endnu fremdeles er holdningsløs, men ikke længer saa tvetydig med Hensyn til den Charakteer, den vil antage. Vi spørge, uden at fremhæve det Urimelige i, at en Mand, der har de Fortjenester, som Artiklen tillægger ham, skulde være udsat for Nogensomhelsts Forhaanelser -- vi spørge: om SIDE: 271 Henrik Wergeland [NOTE TIL POLEMIKK OM BESTYREREN AV KORNMAGASINET I EIDSVOLL] Statsborgeren 22 nov. 1835. Bladets nærværende Bestyrelse har efter den forrige arvet en Tvist, som alene Kivet og Ondskab forstod at vække om den ellers uomtvistelige, ihvorvel pligtmæssige Fortjeneste af Magazinbestyreren i Eidsvold, ved Salg af Magazinets Behold- ning over dets lovbestemte Maximum, at have forhvervet sin Fotnote: det er smukt og rigtigt at lære, at det virkelig er "Publikum", som saaledes lønner sine udmærkede Mænd, og det Den, hvis Anskuelser Begivenheder, han selv bidrog saameget til at fremtvinge, have viist at være Nationens og Hovedstadens? Det er farligt og urigtigt at svække Anseelsen af Ordet "Publikum", at tilintetgjøre det Begreb om Moralitet og Anstændig- hed, som man har Ret til at forbinde dermed. Hvorofte skal det siges, at "Pøbel" og "Publikum" ikke maa forvexles? at det kun er i servile Tidenders Interesse at gjøre det? Vi spørge: hvorfra har man den Viisdom, at de spanske Cortes, som endnu aldrig have fornedret sig, ville "kun tjene til ganske at ødelægge den Mand, som maatte flygte, fordi han fordrede, hvad Regjeringen nu maa indrømme, som opfordrede sig for det almene Held og aftvang Regjeringen Indrømmelser til Fordeel for den hele Nation" o. s. v.? Saaledes handler ingen Nationalforsamling. Men det er ved at forsikkre, at de uædleste Lidenskaber skulle kunne raade i en Nationalfor- samling, at Fiender af frie Forfatninger nedbryde den almene Tillid og Ær- bødighed for dem, og udbrede Foragt derfor. Hvilke Begreber gives ikke i denne paaankede Artikel om "Publikum" og "Nationalforsamling!" Nu staaer da "Folket" tilbage. Derom meddeles først en gammel Bemærkning, som ikke holder altid Stik, om det Farlige i Folkegunst. Men dernæst skil- dres et Folk som ledet af Vægelsind, Utaknemlighed og som saa servilt, at det, alene "fordi Regjeringen gik ham forbi, gjør sin store Mand, der opofrede sig for det almene Held, sin Afgud og Haab, der aftvang Regjeringen indrøm- melser til Fordeel for den hele Nation, til sin Nar". Paa intet Folk passer denne Skildring. Saa slette kunne kun Nationer blive, om de fæstede Liid til Tidender, der umage sig med Forsøget at bibringe dem Foragt for sig selv. Al historisk Erfaring benegter ogsaa, at Regjeringens Tilsidesættelse -- og mindst i et revolutionært Land -- nogensinde har virket, at Folket mishandlede sine fortjente Mænd. Humaniteten har aldrig tilstedet dette, og sikkrer for, at det aldrig vil skee. Den hersker i Folkene, lader sig altid tilsyne i deres Handlinger, men Individerne staae mindre under dens vel- gjørende Indflydelse. Dette viser den Morgenbladsredaktør, som vi have at bestille med; thi har nogen carlistisk Tidende kunnet levere nogen mere carlistisk Artikel end paaankede, der fremstiller et Publikum, en National- forsamling og et Folk paa det foragteligste, og meddeler den smukke Moral, at ingen Daarskab kan være større end at være Patriot. SIDE: 272 Kommune en Sum af omtrent 1000 Spd. Denne Tvist vil man nu see endt, idet man haaber, at den angrebne Part, som nu gives Rum til en Deel af sit Forsvar, vil holde sig overtydet, om at alene Modpartens latterlige Paastand, at Magazinbesty- reren pligter Kommunen Refusion for den Sum, som kunde været opnaaet ved høiere Priser, afgiver tilstrækkelig Grund for, at Publikum ikke maa brydes videre med Udtømmelser fra slige Hjerner. Ligesaa maa ogsaa Modparten være herved givet tilkjende, at nærværende Blad ikke længer staaer til Tjeneste for hans Kandestøberier eller Bagvaskelser. Det har saalidet tilovers for den hele Tvist, hvori saadanne Drivter have vovet at misbruge Pressen, at det holder endog for overflødigt at aabne sine Spalter for de Beviser, man har ihænde, forat Be- skyldningen, omat Magazinbestyreren er partisk til Misfordeel for Smaafolk ved sine Inddrivelser, i et og alt er falsk. Henrik Wergeland [NOTE TIL INNSENDT ARTIKKEL OM MORGENBLADETS FINGERPEK I ANLEDNING AV STORTINGSVALGET] Statsborgeren 22. nov. 1835. Saadanne fordulgte Anbefalinger have, efter Redaktionens Mening, meget imod sig, ufordulgte derimod ikke. Nogen større Vægt end den individuelle Formening tilkommer dem dog aldrig. Vor politiske Barndom tiltrænger en abc-klar Veiledning i dette Punkt. Red. Henrik Wergeland [OM NASJONALFARVEDE KOKARDER] Statsborgeren 22. nov. 1835. Red. har i de sidste Dage havt Anledning til -- som et bedre Tidens Tegn, at lægge Mærke til, at Uniformskokarderne, der ikke have det ringeste Nationalt i sine Farver, forsvinde fra Studenternes Huer, hvorimod Kokarder af Nationens Farver vise sig. Efter Flaget ere disse, udenfra indad, røde, hvide og blaa. I den franske trefarvede Kokarde er Ordenen omvendt. Saadanne norske Nationalkokarder, der ogsaa erholde en Be- tydning derved, at de samme Trefarver, som pryde dem, ogsaa SIDE: 273 tilhøre Verdens frieste og ædleste Folkeslag, kunne naturlig- viis bæres af alle Klasser, og høre ligesaavel hjemme paa Bor- gernes Hat og Bondens Luve som paa Studentens Kasket. Den Brug gjøre idetmindste andre frie Nationer af sine Kokarder; og Omstændighederne tilsige endnu mere Nordmændene end de fleste andre Folk, paa enhver Maade at lægge Nationalitet for Dagen. Kunde man sige, at den sorte og gule Kokarde var et "i Nordmænds Pander luende Øie af den Trold, som stirrer i Norges Fremtid, og seer det Fanden i Vold" -- saa er tvertom den forjettelsesfulde trefarvede Kokarde, som er hentet ud af Flaget med "det hvidene Kors i den røde Bund," og "Hjertebladet det høie blaa," et Blik af en venligere Genius, af Norges Skytsaand: Nationalfølelsen, som seer Opfyldelsen af alle dennes hidtil negtede Krav imøde. Hvilket skee! Hvil- ket skee! Og til Tegn paa, at de hjerteligen ønske det, paa- hefte de gode Nordmænd sig Nationalkokarden. Henrik Wergeland [OM EN MERKELIG POTETSORT] Statsborgeren 22. nov. 1835. Udtog af et Brev fra Prinds Rohan, dat. Genf. 25. april d. A. til Gartner Bonnefont i Annoncay, meddelt i den danske Have- tidende No. 18, indeholder Beretning om en høist mærkelig Afart af Potetes, opkaldt efter Prindsen og hvoraf han sender Hr. B. et Exemplar til Foræring. Den skal for 4 Aar siden være fremkommet af Frø, og af Producenten været holdt saa hem- melig, at han lod den dyrke i et lidet, med Muur omgivet Rum, hvor den i hans eget Paasyn optoges af Jorden og derpaa for- varedes under Laas og Lukke. Han havde endog negtet Kongen af Preussen den. For en kostelig Kaktusplante tiltuskede Prind- sen sig dog et Par af disse vidunderlige Potetes, dog imod Æres- ord, aldrig at give deraf til Holland, Belgien, England, Preussen eller Tydskland; men at han formodentlig ikke tænkte paa Schweitz eller Frankrig, kan man takke for Kundskaben om den. Som Exempel paa dens overordentlige Frugtbarhed for- tælles blandt andet, at en Hr. Martine i Alais sidste Efteraar SIDE: 274 har høstet Potetes paa 13 14 Lodd, paa 11 18 Lod og paa 9 26 Lod. En ganske liden Potet med 4 Øine afgav et Pro- dukt af 481/4 Lod eller over 1500 Fold. Det formenes, at Potetes af dette overordentlige Slags vil herefter kunne erholdes hos Bonnefont. Denne Beretning er optagen i mange danske Blade af Have- tidenden; og det formenes, at den heller ikke vil ansees umærk- værdig for Statsborgerens mange Velyndere blandt Fædrelan- dets hæderlige Jorddyrkere. Henrik Wergeland [SVENSKE UTTALELSER OM NORGE] Statsborgeren 22. nov. 1835. Hvor sjeldent udtrykke Svenskerne sig om os uden enten at forbause os ved de fordomsfuldeste og feilfuldeste Ansku- elser af vore politiske Forhold eller at oprøre vore Følelser ved at antyde en Overlegenhed fra svensk Side, som hverken har hjemme i Rigsakten eller i den Holdning, som Sverig i længere Tid har indtaget i Europa, og som, ihvorvel den kun er et Spøgelse, der plager dem selv værst, som lider af Anfægtelserne, dog neppe er et fra de mange Valpladse langs vore Grændser! Under alle Omstændigheder bør det norske Folk ikke holdes i Uvidenhed om, hvilke Meninger man forsøger at gjøre gjældende i Broderriget om dets Ære, Ve, Vel og hele Forhold. Det kan ikke andet end være nyttigt, at man i Norge hører de svenske Profeter, som give sig af med at afdække dets Fremtid eller de velgjørende Hensigter, som visse Folk -- der, at slutte efter Antallet af deres Publikationer, ikke kunne være saa faae endda -- nære med Hensyn til dette trohjertige Folk, som troer sin Skjebne sikkret ved Unionen. Det er dog en anden Tryghed, nemlig den, der hviler paa Bevidstheden om egne Kræfter og gode Sag, der forhindrer, at der skulde komme ondt Blod af at meddele de norske Masser saadanne svenske Ud- ladelser, som visselig egne sig til at fremskabe det i de sven- ske. Vi give saaledes vore Landsmænd til Betænkning følgende Tirade af de hos os oversatte "Skildringer til Dagens indre Historie" (under Rigsdagen 1834), som undslipper den tvety- dige Forfatter, efterat han har lovpriist Styrelsen, fordi den SIDE: 275 rolig overlod Polen i hiin dyrebare forspildte Tid 1830-31 til sin Tilintetgjørelse: "Sveriges Grundsætning om streng Neutralitet under den pol- ske Insurrektionskrig var saameget vigtigere, som vi nu, ifald i Tidernes Løb nogen Omvæltning skulde forestaae os, appelle- rende til det hele europæiske Statsforbunds Retsbegreber, kunne fordre fuld Reciprocitet af Rusland, der da aldrig maa indblande sig i vore egne indre Anliggender." Vi have sagt, at vi overlade disse Linier til vore Læseres Betænkning. Selv kunne vi ikke tilfredsstillende forklare os dem. Samme Forfatters Yttring om, at Wanäs afgiver Forsvar baade mod Vest og Øst er visselig lettere at forstaae, da det er en Centralfæstning. Forf. splitter Fremtidens Teppe med Kanonskud. Henrik Wergeland [OM NASJONALKOKARDEN OG STUDENTENE] (Indsendt.) Christiania Intelligenssedler 23. nov. 1835. Til Efterretning for C. -- 7. -- tjener: 1) Henr. Wergeland har, ihvorvel han forhen og navnligen i Morgenbl. har yttret Ønsket om at en Nationalcocarde maatte blive antagen, ikke Æren -- og det er upaatvivlelig en sand Ære -- af at have været Ophav til at endeel Studenter have begyndt med at aflægge den forrige Uniforms-Cocarde med de unationale Farver og at antage en ny Borger-Cocarde, der bærer Nationens Farver, hentede ud af dens Flag i den Orden, de navnkundige og betydningsfulde Trefarver deri indtage. Han har kun været og er imellem disse Studenter. 2) Synet af Cocarden ligesom af Forfærdigernes forskjellige Avertissementer burde have overtydet ham om, at den hver- ken er eller ansees for fransk. 3) Han maa tillade, at man holder Den for en slet Normand og et tankeløst Menneske, som kan behandle hvilketsomhelst uskyldigt Træk af Nationalfølelse med Spot, som viser Man- gel paa Ærbødighed for Nationens Farver, og som ikke indseer den politiske Uskyldighed, men ogsaa Betydnings- fuldhed, i hint Foretagende. SIDE: 276 Henrik Wergeland [OM ANGREPET PÅ STUDENTERKOKARDEN I "CHRISTIANIA INTELLIGENSSEDLER"] (Indsendt.) Morgenbladet 27. nov. 1835. Det Vigtige og Betydningsfulde, ja endog det Ophøiede og Hellige har ingensinde været fri for kaade Angreb. Men i samme Forhold, som det saaledes Angrebne havde moralsk Værd, var da ogsaa Angribernes moralske Uværd og Lavhed declareret. Paa Publicum, i hvis Masser de vel altid ville, men ikke altid kunne forstikke sig, have de vel forsøgt at vælte Beskyldningen, at de kun talte for dets Majoritets Mening; men denne giver sig aldrig tilkjende alene gjennem enkelte anonyme Skriblere. Publicum -- i den Forstand det bør tages -- vil aldrig vedkjende sig saadanne Organer, da det kan være sikkert paa, at dets rigtige Anskuelser ogsaa deles af dets bedste og talentfuldeste Individer, som ville ansee det for en Pligt at gjøre dem gjældende. Men ligesaalidt vil det ogsaa vedkjende sig eller finde det rigtigt at antage, at det nærer Meninger, som ikke skulde fortjene saadanne Organer. Det vilde saaledes være en Fornærmelse mod det norske Publicum, at antage, at det ikke fandt dets Bifald, at endeel Studenter have endelig begyndt med at anlægge en National- cocarde, om hvem der har været talt og skrevet saameget og saalænge. Et Publicum kan ikke yttre Mishag med Noget, der er i sig selv fornuftigt, røber Livlighed i den Følelse for Natio- naliteten, som kaldes almeen fordi den forudsættes netop hos Publicum, og som just gaaer ud paa at vise det Ære og at man er stolt af at henhøre til et Publicum, der er for selvstændigt og har forofte udtalt de Krav, dets Selvstændighedsfølelse har næret, til at ikke idetmindste de skulle vorde opfyldte, som det staaer i Normænds Magt at opfylde. Imidlertid har dog en enkelt Person søgt at forbittre sine Landsmænd den Glæde, de maae føle herover. En Anonym har i Intelligentsseddelen søgt at latterliggjøre hiint patriotiske Foretagende af Studenterne, og der er ingen Tvivl om, at den Løgn staaer ham til Tjeneste, at han troer derved at have givet en overvægtig Mening i Publi- cum tilkjende. Vi kjende nemlig Manden, og have, paa Grund SIDE: 277 heraf, med desstørre Sandhed kunnet yttre som oven, at Publi- cums Mening aabenbares ikke gjennem saadanne Organer. Lige- saalidet som det kan have Anonymens foragtelige, vil det nogen- sinde have sig betjent af en Person, som Organ, der er alminde- lig bekjendt som Hovedstadens ældste Abekat, og som, end- skjøndt norsk Embedsmand, har kunnet nedværdige denne (ikke sig selv) til hos den svenske Grev Brahe at poussere sig frem til et Embede, som det kun kunde falde hans Uforskammethed ind at søge. Henrik Wergeland [OM SPROGET PA TEATRET] (Indsendt.) Morgenbladet 28. nov. 1835. Den, som sendte Theaterdirectionen "Astren", har vel ikke fremkaldt de Oplysninger, han nærmest tilsigtede -- saafremt hans Hovedøiemed ikke skulde have været, hos Publicum at vække nyttige Erindringer og Tanker -- men han har i Igaars- Morgenbladet fremkaldt en Opsats, som især i to Henseender er af stort Værdi for det Parti, hvortil han hører, og saaledes for Nationen, da det er dens Sag han forfegter. Der kan ingen Tvivl være om at her menes den under 19de d. indsendte Ar- tikel, da den er saa særdeles egen i sit Slags, og er ganske egnet til at vække den almene Opmærksomhed -- det den ogsaa, saa- vidt Inds. bekjendt, har gjort. I to Henseender, er ovenfor sagt, at den især skulde være af Værdi; og disse ere: 1) overtyder den om, at det saakaldte norske Parti aldeles ikke har over- drevet Skildringen af det Slette og Farlige ved den Aand, det modkjæmper, og saaledes ingenlunde, som oftere paastaaet, skabt sig selv Skrækkebilleder og Skygger at stride imod. Og 2) giver den Publicum Beviset ihænde paa, at der gives Folk imellem det, som vitterligen betragte det offentlige danske Theater i Norge som en Indretning, der er skikket til, og med Plan maa benyttes imod vor Nationalitet og navnligen vort Sprog. Saavidt er det kommet, at dette Parti ikke troer, længer at behøve at lægge Dølgsmaal paa en Mening, som dets ivrigste Modstandere endnu ikke vovede at beskylde det for, for ikke at synes at ville bibringe et Folk Uroligheder, der ikke vilde troe noget af sine Hjerter besmittede, hvormeget end Anskuelserne SIDE: 278 kunde være afvigende, og som alene belastede Dæmringen med den Mistanke, at han var den Eneste, som oprigtigen skammede sig ved Fædrelandets Sprog og ønskede at det maatte vorde fortrængt af det danske, saakaldte "Gratiernes Sprog." Men nu have vi faaet uforbeholdent at vide: "at den større Fleerhed af oplyste og smagfulde Landsmænd finder noget Haardt, Raat, Kantet og det finere [fotnotemerke] Øre Stødende ved de fleste af vore Dialecter -- at Øret tilbagestødes og den æsthetiske Sands saares ved de raae og uharmoniske Toner, som træffe det i det daglige Liv -- at man paa Theatret maa vente at faae sit Øre smigret (!) og da ved danskt Sprog -- at dette dannede og forædlede Sprog, som høres paa Bræderne, er et vigtigt Mid- del til vor Afslibning og deraf følgende Sprogforædling -- at den danske dannede, bløde og velklingende Mundart, "Gra- tiernes Sprog" i Skuespillernes Mund, paa engang kan være vort Øre en Vederqvægelse (!) og vor opvoxende Ungdoms Tunge et Mønster" (!!!). Efter disse Tilstaaelser kan Ingen, der forbauses og oprøres derover, være i Uvished om, at den nationale Fare er eller var stor. Men fra denne Tid af vil ogsaa Nationalpartiet ikke alene voxe, men dets Seier vorde lettere, da Corruptionen nu er brudt frem i Dagen, klar for Alles Øine. Den undergravede Bund, som sees, er ikke længere saa farlig. Derfor sagde vi, at den natio- nale Fare ikke er saa stor som den var før det faldt Forræder- sindet ind ved hiin uforbeholdne Blottelse at forraade sig selv. Og derfor mene vi, at hiint Stykke er et kosteligt, et uvurdeer- ligt Stykke [fotnotemerke] , en Documentation, et Vaaben i Deres Hænder, som troe med Engelstoft: "Med Sproget falder Nationen, naar den, foragtende sig selv, afklæder sig den Characteer og den Originalitet, som beroer paa Modersmaalets Vedligeholdelse og Ære. Med Nationen falder Sproget, naar ydmygende Aag tvinger det gamle Tungemaal at vige for et fremmed". Dette staar at læse i det Hjelmske Maanedsskrift, 12te Hefte, Fotnote: Disse fiinørede, oplyste og smagfulde Landsmænd udmærke sig især ved den Livlighed, hvormed de opfatte og applaudere de Gammelstrands Uteerligheder, som saa ofte saare den bedre Deel af Publicum i Theatret. Andre Flauheder falde ogsaa i deres Smag. Fotnote: Dennegang maae vi ikke foragte Danaernes Gaver! SIDE: 279 i Udgiverens Forord til en Afhandling om vor Nationalmusik, hvilket bør ønskes nu aftrykt i dette Blad, da denne udmærkede Borger deri fuldstændigen udvikler sig om det offentlige Theater i Christiania. Den 26de November. Henrik Wergeland HUMANITET (Slutning.) Statsborgeren 29. nov. 1835. Men der er mangfoldige Ting desforuden, som Humaniteten bør tage i Betragtning med Hensyn til og til Fordeel for Stats- borgeren, som den har været; hvorimellem vi dog kun ville fremhæve en, som afgiver meget til Undskyldning for dens virkelige Feil. Og den er korteligen: "hver Fugl synger med sit Neb" -- eller, med andre Ord: Statsborgeren har, som hoved- sageligen Organ for Borger og Bonde, netop været som den maatte være efter det Dannelsestrin, som Staten har tilstedet disse at naae, og det i samme Forhold, som fornemmere Tiden- der staae i til de Klassers aandige Udvikling, der vedkjende sig dem, og hvem Staten tilbyder langt flere Dannelsesmidler, end de almindeligviis benytte. Forholdsviis skal man sandelig ikke af disse Tidenders, f. Ex. Rigstidendens og Morgenbladets Be- skaffenhed have Anledning til at gjøre Sammenligninger, der geraade de Klasser til Skam, som det Offentlige, paanær en kursorisk Elementærunderviisning, overlader til deres egen aandige Forsorg. Ligesaa vist ogsaa, som der gives Individer i de høiere Klasser, til hvis Aandskultur disses Tidender staae i et underordnet Forhold, ligesaa vist kjender Almeenheden ogsaa Bønder, der ved egen Kraft have hævet sig til en saadan Grad af aandig Udvikling, at denne ikke repræsenteredes ved et Blad, der hovedsagelig angav Graden af den Dannelse, deres Stands Masser vare i Besiddelse af. Vare disse komne saavidt som hine Enkelte, skulde Organet ogsaa have staaet i tilsvarende Forhold til denne høiere Udvikling -- ligesaa vist som at de høiere Klassers Tidender ere maadelige, fordi det ikke er meer end maadelig bevænt med deres Dannelse i det Hele. Men er det saa -- hvi da ikke bære over med hinanden? Dette vil Humaniteten. SIDE: 280 Statsborgerens Feil have mest været formelle og Følger af en vis Skjødesløshed og vidtdreven Tilladelse til at benytte dens Spalter. Men ogsaa i denne udskeiende Hylding af Ytt- ringsfriheden fremskinner den Humanitet, som umiskjendelig er dens Væsen; og denne Feil har, som oven bemærket, havt ikke liden Indflydelse paa mangen simpel Mands Dannelse. Alene Visheden om at et Blad stod ham til Tjeneste, dersom han havde noget at sige og kunde sige det, har dertil været et In- citament. I Statsborgerens kontrollerende Tendenz, som har været og fremdeles skal være dens Særbetegnende (Karakter- istiske) aabenbarer det sig, at dens Væsen er Humanitet. Og dog er det just dette man har villet negte. Men hvem har negtet det? De, som enten rammedes eller vidste, at de stode under denne Almeenhedens Kontrol: Embedsmændene og deres uen- delige Slægtskaber. De fnysede eller zittrede gjennem Korpo- rationerne, Kollegaskaberne og de fjerne Frændskaber lige indtil de forglemte Naadsensbrød-Tanter, saasnart En blev rørt ved i Statsborgeren. Kun vanskeligen fik denne udøve en af sine mindst iøinefaldende gode Virkninger, nemlig at betage Folk denne overvættes Killenhed, som tilhører en politisk Barndom. Men hvis Sag er det, som føres ved slig Kontrol? Er det ikke Deres, som idetmindste troe sig forurettede; altsaa Menneskelig- hedens, der ikke vil negte Nogen at klage, og Retfærdighedens, der vil undersøge Klager, og hjælpe Folk tilrette -- med eet Ord Humanitetens. I hvis Hænder er denne Kontrol? Ikke i nogen stemplet offentlig Anklagers, men i Almeenhedens, som ikke kan bortgive denne sin naturlige Ret, fordi den maaske falder Enkelte til Besvær. Der er ogsaa megen politisk Klogskab i at en saadan Kontrol finder Sted, aldenstund Regjeringen (Embedsmændene) og de Regjerede (Folkets Mængde) staae i den Modsætning til hin- anden, som de maae staae i. Den beroliger nemlig Folket, med- deler Styrelsen ikke faae Bidrag til Kjendskab til sine Organer og Repræsentanter i Embedsmændene, lader see ind i Stats- væsenets Indre til dets løbende Hjul, hædrer Retskaffenheden og Dueligheden, er en Skræk for det Modsatte heraf og en Væk- kelse for Alle, og udøver samme hemmende Virkning paa Frem- SIDE: 281 væxten af endeel Smaatyranner, som Helvedesstenen paa de vilde Kjødvorter, der idelig ville voxe frem i Vunden. Men sand politisk Klogskab er altid Humanitet. Dette erkjende Diplomaterne, naar de tillyve sin dette Navn. Og det er altid sand politisk Klogskab, ikke at tilsidesætte det Heles for En- keltes Interesse, de enkelte Tilfælde undtagen, hvor denne er bleven en Ret. Men Intet er saameget det Heles Interesse, som at de Enkelte fremme den, og holdes til at fremme den; Intet saameget derimod, som at Enkeltmand skulde baade kunne unddrage sig denne Tvang og være fri for at Almeenheden paa- talte det. En saadan Barmhjertighed vilde ikke være Humanitet. Det er denne Galanterivare, som vi vilde hive overbord. Men med det samme maa ogsaa Haardhedens Steen gaae tilbunds og Smaalighedens Støv og deslige Varer, der saa ofte falskeligen mærkes med Navnet "Retfærdighed." Dette Navn finde vi som Statsborgerens Stavnsmærke. Alene i dens eget Navn (det franske citoyen) ligger noget Medborgerligt, noget Frisindet og Tillidvækkende. Til Tegn paa, at denne Følelse ikke tager Feil, og at den vil fortjene den, har den ogsaa taget "Friheden" som sit Symbol. Men endnu synes Humaniteten at savne noget. Dette udfylder Statsborgeren i sit Tegnord "Oplysning." Og Oplysning er Lysstøtten, der fører os til det forjettede Land, hvor vi broderligen skulle kunne hvile os tilsammen under vore Olietræer, og fortælle vore Børn, at der vel var en Tid da Bileams Asen profeterede, men at det nu er anderledes i Israel. "Retfærdighed, Frihed og Oplysning." Ret, gamle Statsborger, det er netop Humanitet! Dette ene Ord vilde netop sige det Samme. Eller omfatter denne Riighjertede endnu flere Egen- skaber? nogle elskelige mildtfargede foruden disse herlige, der blinde os næsten med en uvant Sols skarpe Straallys? Nu! Du har jo sagt, at Du i din Virken positivt og praktiskt vil deducere os hvad Humaniteten er. Og dertil maa hver god Borger sige Amen! Til Texten da! SIDE: 282 Henrik Wergeland POLENS AAND (Indsendt.) Statsborgeren 29. nov. 1835. Pinkerton, der reiste for det engelske Bibelselskab siger om den Deel af Polen, som Rusland, med Polens første Deling tog paa sin Part: "Der bestaaer endnu imellem Polakker og Russer et stærkt, skjøndt hemmeligt Nationalfiendskab, som yttrer sig paa mangfoldige Maader. Saaledes fortæller man mig, at polske Damer vægre sig ved at dandse med Polakker, der have taget Tjeneste i russiske Regimenter. Dette dybt rodfæstede National- had mod Russerne nævnes daglig i Polakkernes Familiecirkler og private Sammenkomster." Listerne paa konfiskerede Eiendomme, tilhørende for en stor Deel Beboere af disse Polens Provindser, efter den sidste hæ- derlige Frihedskamp, er et talende Bilag til denne Bemærkning. Saalænge saadan Nationalaand lever, -- naar den endog har gjennemtrængt det Kjøn, der i andre for det Store og Høie mere afsløvede Egne vanskeligere opvarmes af Fædrelands- kjerlighedens hellige Ild, end sættes i Flamme ved pyntede Fienders søde Ord -- det Kjøn, hvis Aands Livlighed eller Slaphed fra Barndommens tidlige Aar lægger Grundvolden til Mandens Tænke- og Følelsesmaade, -- saalænge -- er Polen ei forloren, skjøndt til en Tid lænkebundet! Ogsaa blandt os ville disse Træk ikke læses uden Deeltagelse, saalænge Trælsindets og Rangsygens og Hofstjerneglandsens og Dæmringshaanens Sløvhed ikke endnu ganske har kunnet til- intetgjøre Følelsen for et Folk, hvis Frisind og Heltemod og Fædrelandskjerlighed lod det ikke ansee noget Offer for stort, og hvis ædleste Kræfter, spredte omkring i alle Verdensdele, maaskee i flere Ætled ville tjene til Frihedslysets Ledere over Kloden, indtil de igjen, forenede i deres fælles Brændpunkt, deres bloddrænkede Fædreland, igjen kunne samle sig til en klartskinnende Sol. Heltenes Uenighed har sønderlemmet dette Fædreneland. Haardt ere de straffede for denne Feil. Ogsaa herved tjene de alle Folkeslag til advarende Exempel! Men deres bedre Aand og deres Blod skal dog bære Frugter for SIDE: 283 Andre: Naar den har opfyldt denne Bestemmelse, naar de ad- spredte Sædemænd have udstrøet Aandens Sæd og seet den voxe og trives, naar Verden -- er fri: da ville de under Fri- hedens beskyttende Ly vende tilbage, selv eller i deres Ætlinge gjensamle det Sønderlemmede, og i deres gjenopstandne Fæd- reneland, Frihedens Høisæde, fæste Frihedens Sol lysende for de frigjorte Nationer! Det skee! Polens høie Aand gjennemstrømme alle Folkeslag! Polen opstaae med fornyet Glands! Dets Gjenfødelse være alle frihedselskende Folks brændende Ønske paa Polens Dag -- den 29de Novbr.! Henrik Wergeland NORSKT NATIONALPALLADS Statsborgeren 29. nov. 1835. [Tillegg til et referat fra Departements-Tidende av proposisjon om å opføre en Stortingsbygning.] Med hvilken Glæde meddeles dette Referat, i det Haab, at Enhver af Bladets Læsere indser det Nyttige og føler det Ære- fulde i at Planen bliver udført! Selv den blotte Forskjønnelse, som Hovedstaden vil vinde derved, og de Fordele for den ar- beidende Klasse, Producentere o. Fl., som deraf ville flyde, bør tages med i Beregningen. Den paatænkte Bygning troe vi at have givet ovenover et passende Navn, hvis Betydningsfuldhed vil føles af flere Nordmænd, end af Forf. til følgende Linier om Nationalpalladset. [Dikt, trykt I, bd. 2, s 46]. Henrik Wergeland OM DEN NATIONALE KOKARDE [fotnotemerke] (Indsendt.) Statsborgeren 6. des. 1835. "Tankens Billed, kjært som Tanken, helliget være." Urdsongis. Som et Fænomen, der ikke uden Føie kan kaldes et af Ti- dens glædeligste Tegn, er den Aand, som nu har lagt sig for Dagen mellem Studenterne ianledning Spørgsmaalet om den Fotnote: Redaktionen meddeler her en Opsats fra Studentersamfundets Blad, da den ganske erkjender Sandheden af den Yttring, man vil finde nedenfor i SIDE: 284 nationale Kokarde. Følgende Opfordring, der allerede har faaet saa mange Underskrivter, troer Indsenderen heraf kunde pas- sende optages i Samfundsbladet, for ogsaa hos sildigere Sam- fundsmedlemmer at være et Vidnesbyrd om, at der paa vor Tid ikke herskede fuldkommen Ligegyldighed mellem Samfunds- brødrene for Anliggender, der med Hensyn til Fædrelandets Hæder have en saa stor Vigtighed. Opfordringen lyder saaledes: "I hyppige Klager, der med fuld Føie kunne kaldes den hele Nations, har denne yttret sin dybe Smerte over at Norges Uaf- hængighed af Unionsriget Sverige, ikke noksom er bleven Fotnote: den, at Studenternes Antagelse af en Nationalkokarde er "et Vidnesbyrd, der engang skal tilhøre Historien". Hos andre Nationer er denne Handling bleven tillagt historisk Vigtighed, og Efterslægten tæller Dagen, da den foregik, mellem de betydningsfulde og lykkelige. Hos Os antyder hint Fore- tagende af Studenterne en Stigen i den nationale Selvstændighedsfølelse, og Efterverdenen vil sige, at det fra da af blev klart, at alle Nationalærens Krav ville og maatte tilfredsstilles. Saadanne Tidens bedre Tegn ere ogsaa saa sjeldne, at de have særegne Fordringer paa offentlig Opmærksomhed. Thi uden denne forsvinde de som meteoriske Ildkugler, og ingen Impuls, intet Fremstød til det Bedre bliver frugtbringende. Af enhver god Nor- mand betragtes visselig ogsaa hint raskhjertede Skridt med Interesse, ja med Overtydning, at det er en Nationalsag. Da dette er Redaktionens Me- ning, har den forhen gjort sig Umage for at erholde den Opfordring, som nærmest bevirkede Studenternes Foretagende, og som da har Krav paa at opbevares -- noget, det er Redaktionen en Tilfredsstillelse nu at kunne gjøre, da den findes indtagen i denne Artikkel. Vi ville finde, at dens For- fatter har noget at bestille med en Indsender i Christiania Intelligentssedler, der forsøgte at haane Studenternes Foretagende; og Redaktionen troer, at den mangeaarige og mangehaande Tilsidesættelse af Nationalærens Krav, en næsten tilvant Undværelse af alle en Nationalitets Mærketegn og den fordærvende Indflydelse af en fremmeds, har ikke bidraget saalidet til, at der kan gives i Folket saa fordærvede Personer. En Inds. i Mbldt. har dog til vor Trøst oplyst os om, at kun Hovedstadens "ældste Abekat" en Person, der, endskjøndt norsk Embedsmand, dog havde viist sit Embede, ei sig selv, den Ringeagt, at søge sig hos den svenske Grev Brahe Gjenveie til et Em- bede, som det kun kunde falde hans Uforskammethed ind at eftertragte -- har været istand til at spotte paa en Maade, der var jammerlig nok i sig selv, antagelsen af Nationalkokarden. Han har siden paa en saadan Maade, benegtet Supplicationen hos Brahe, at derom er ligesaa liden Tvivl tilbage som om at det førstnævnte Udtryk kun passer sig paa Een. Havde man yttret, at det var en imellem "de yngre", da havde det fast været umuligt at træffe den Rette. SIDE: 285 respekteret i de Symboler, hvilke Nationerne engang er blevne enige om at ansee som de ydre Tegn paa Selvstændighed. Meest passende kan man her nævne Unionsflaget, der med de anti- nationale Farver saalænge saarede Normandens Følelse. Her, som i flere lignende Tilfælde nødes han imidlertid til med Taal- modighed at vente den Tid, som neppe længer er fjern, da han af Repræsentationen og ad den lovgivende Vei kan vente et afgjørende Skridt, for at gjøre hans retmæssigste Fordring gjæl- dende. Anderledes forholder det sig, hvor han seer sine Brødre, seer selve Nordmænd saaledes glemme hvad de pligtede Fædre- landets Hæder, at de uden mindste Nødvendighed, og som det altsaa regnes, af egen Drift forene sig om at bære Symboler, der altfor meget tyde hen paa en tabt Nationalitet. Vi mene her Studenternes Kokarde med de unorske Farver. Denne bæres af dem, der have kaldt sig de frieste af Norges frie Sønner. Vist er det, at de ere det frigjorte Norges Haab, at dette ei bør nære Feighed, og at de ei behøve at være de Frieste for ei at bære en Distinktion, som undskyldelig Overilelse saare let kunde falde paa at kalde Trællemærket. Følelsen heraf er dog ogsaa for længe siden vaagnet, hiin Kokardes Afskaffelse har længe været Manges Ønske, oftere været paa Tale og Flere have i den Henseende gjort et Skridt, som tilvisse overbeviser en mindre god Aand mellem vore Studerende, om det ei fandt Efterligning og omsider bevirkede hvad man saa længe har ønsket. Paa Grund af Ovenstaaende tillader man sig saaledes at op- fordre Eder Studenter til en indbyrdes Overeenskomst om ikke at bære nogen anden Kokarde, end den, hvori man finder de norske Trefarver, og til i dette Øiemed at tegne sine Navne her nedenfor. De, der tegne sig ansees for at have indgaaet For- pligtelsen under Forbehold af, at der idetmindste erholdes 100 Underskrivter, i modsat Fald har Underskrivten ingen for- bindende Kraft." Skjønt det har vist sig, at den formelle Forpligtelse i Virkelig- heden er overflødig, hvor Sagen, til Angjældendes Hæder, er bleven omfattet med en saa levende Interesse, at Mange alle- rede have bragt Nationalæren et sandt Høitidsoffer, kan det dog ikke andet end være ønskeligt, at ogsaa Underskrivterne blive saa talrige som muligt for at kunne være et øiensynligt Beviis SIDE: 286 for at Opfordringen indeholder en almindelig, af Fleerheden deelt Tanke. Underskrivterne skulle være et Vidnesbyrd, der engang skal tilhøre Historien, naar den beretter, at Norges Nationalhæder blev haandhævet af de Ynglinge, som i "Athenes Hal" ikke glemte, at Athene var den Stads Skytsgudinde, hvor Menneskehedens Frihed kan siges at være opammet. Der, hvor Følelsen for et vigtigt Anliggende antager Begeistringens Liv, Fyrighed og Virke-Evne, der spørger man eiheller smaaligt og ængsteligt om alle Spidsfindighedens Grunde for og imod. Det er den naturlige Følelse for det Rette, som med den umiddelbare Bevidstheds hele Kraft her paatrænger sig os som fuldkommen Overbeviisning. Skulde der imidlertid gives Nogen, som maatte føle nogen ængstende Tvivl, eller som muligens kunde bringes til at vakle naar -- her see jeg Forbittrelsens Rødme -- naar Uslinge søge at gjøre den Sag latterlig eller mistænkt, for hvis Betydning det kolde indskrumpne Hjerte forbyder dem at have en Følelse, da torde det maaske netop nu være Pligt at imøde- gaae de mulige Skingrunde. -- Indsenderen føler sig dertil ikke synderlig oplagt eller skikket; imidlertid her et Par Ord des- angaaende. Mellem endeel andet Sludder-Sladder skal der i Dagens Intel- ligentssedler være paastaaet, at den allerede af Mange anlagte Kokarde ikke er Norsk, men Fransk. Det er en Trøst, at det ufædrelandske Sind dog alene spores i Uvidenhedens Følge. De tre Farver have begge vistnok fælles, men Norge og Frankrig ere ikke de eneste Lande, hvis Nationalfarver ere de i Ærens og Frihedens Tempel straalende Trikolorer. Intelligentsmanden burde have vidst dette, og at han med lige Ret kunde kalde vort Koffardiflag franskt, da dette har de Trefarver som Fransk- mændene kalde franske, men Nordmændene norske. De findes ikke i Kokarden, fordi de ere franske Nationalfarver, men fordi de ere norske. I sit Flag have Nordmændene etableret dem som Nationalfarver, og i Kokarden skulle og maae de indtage den samme Plads. Den vakte Nationalfølelse fordrer, at Nord- mænd ikke bære den gule Farve som et Brændemærke. I Kam- pen mod den blødede og segnede vore Fædre, og vi skulle bære den til Stads paa deres Grave! Tilvisse ikke. Man er SIDE: 287 kommen til Vished om hvad man vil, og enhver Modstand giver denne alene en fordoblet Energi. Dette er ikke Deklamationer, hvis Grund svæver i den velsignede frie Luft. Erfaringen holder sig til det Jordfaste, og det er denne, som har sagt mig Alt. Den første Efterretning jeg fik om Intelligentsmandens Vrøvleri ledsagedes af en nye, funklende Kokarde. Vedkommende havde ellers aldrig baaret den. Takket være Intelligentsmanden! Man har yttret Tvivl om den trefarvede Kokardes Lovlighed. Skjøndt den franske Loyalitet ikke altid har været forenet med Trikolorerne, er dog Tvivlen hos os uden al Grund. Studenterne kunne bære Kokarde om intetsomhelst Lovbud desbetræffende existerede. Vi have ogsaa et saadant, og denne gjør ikke den reglementerede til Pligt. Et Paaskud, ingen Grund, kan derfor hentes fra en saadan Tvivl, al den Stund Intet kan voves ved at anlægge den trefarvede Kokarde. Men hvor Intet er at vove og Fædrelandets Hæder opfordrer os, hvad have vi der til Und- skyldning, om vi vilde besmykke vor Mangel paa Følelse for Sagens Vigtighed? "Jo, siger man maaskee, vi kunne ikke indrømme at Sagen er vigtig; Vigtigheden er ikke bevist." Det letteste og maaske rigtigste Svar herpaa skulde være, at Den, der ikke vil see, seer heller ikke. Vist er det, at den ei kjender Mennesket og eiheller Historiens Vidnesbyrd, der vil benægte den store Ind- flydelse, som de udvortes Symboler udøve paa vore Forestil- linger, og den vigtige Rolle, disse have spillet i Staternes Hi- storie. Hvorfor forsvares Fanerne med National-Emblemerne til det alleryderste? Hvor hensigtsløst skulde ikke de Blodstrømme synes at flyde og de mange Offere at falde, hvis der ikke her forsvaredes noget Helligt og Dyrebart, som et Folk ikke uden at føle sig paa det Dybeste krænket kan see i Fiendevold! Na- tionerne see sig selv i de nationale Symboler; thi det er dem, som i Verdens Øine repræsentere deres Selvstændighed. Man lade de ydre Symboler herpaa forsvinde, man vænne sig til i deres Sted at see antinationale, tilvisse Selvstændighedens eget Begreb skal efterhaanden alt mere dunkelt erkjendes, Følelsen derfor blive alt svagere -- det skal forsvinde for Øiet som den fjerne blaa Fjeldtind i den neddalende Nat, og der skal gives SIDE: 288 Tyve som benytte sig af Natten. En Nations Frihed og Selv- stændighed har sit sikkreste Værn i en Iversyge, i et saa let saaret Fædrelandssind, at det ikke overseer end det Aller- mindste, som den ifølge Historiens Vidnesbyrd har den gyldig- ste Grund til at troe, omsider drager det Større efter sig. Den er altid paa sin Post; men i dets Sted see vi stundom en magelig Fornemhed, der tager med megen Adstadighed sin Priis, dreier sig med Grace om paa Hælen og lader Musklerne snerpe sig sammen til et Haansmiil over de saakaldte Ubetydeligheder, Bagateller o. s. v. som det er under dens Værdighed at skjænke nogen Opmærksomhed. Det har imidlertid hændt, og det vil endnu hænde, at disse Bagateller, Ubetydeligheder o. s. v. have voxet op til Uhyrer med syv Hoveder og syv Horn paa hvert Hoved. Den magelige Fornemhed tog Uhyret paa et af sine syv Gange syv Horn og slyngede den ned i Afgrunden. Da denne efter Faldet kom sig igjen og tog næste Gang sin Priis, mumlede den mellem Tænderne: "Dette havde jeg ikke tænkt!" Det havde imidlertid Andre tænkt for den, og ogsaa de havde tænkt det, som itide advarede mod Bagatellerne, og som bleve kaldte exalterede Narre, patriotiske Skraalhalse, foruden en heel Hoben andre Hædersnavne, der bleve dem til Deel. Maaskee faaer ogsaa jeg et saadant i dette Øieblik? Dog, nei! Det er om en anden Aand Opfordringens henved l00 Underskrivter bære et uimodsigelig Vidnesbyrd, og forøges de ogsaa fremdeles, da vil det endnu mere bestyrkes, og var jeg iblandt Eder, da skulle I see min Glæde forøget i samme Grad. Jeg elsker de tre Farver, thi de tilhøre ikke alene vort Fædreland, men ogsaa Friheden, denne Tidens store Idee. Friheds og Hæderens Stjerne med dig [fotnotemerke] en Regnbu' af kjæreste Let straalte frem; i Trefarger klare den delede sig, guddommelig skabtes enhver udaf dem, som Himmelens Tegn over Tiden at staae; thi Frihedens Haand havde blandet dem saa. Hver Farge tilhører en Ædelsteen som Stjerneblik reen. Fotnote: Efter Byron. Oversættelse af en Ode til Æreslegionens Stjerne. SIDE: 289 En Farge som glødende Solglands jeg saae; den anden som Serafens Øie det blaa; den tredie som straalende Lys-Klædebon, den bæres i Himlen af reneste Aand; Men blandet mig syntes den Farvestrøm en himmelsk Drøm. Du Tappres Stjerne! din Glands svandt hen; bleg er du. Mørket nu hersker igjen. Men du, de Fries Regnbue-Skjær, vort Blod vor Fare dig offret vær! Ethvert dit Løfte en Stjerne lys forjager os Tidens Mørke og Gys. Men hvis ogsaa du forsvandt med dem, er Graven mit Hjem. Henrik Wergeland [OM EN FORBEDRET LÆREBOK I RELIGION] (Indsendt.) Statsborgeren 6. des. 1835. Mellem sine til Intet blevne Forhaabninger om Fremskridt til det Bedre fra den offentlige Bestyrelses Side maa man da endelig antage, at Nationen med Vished ogsaa kan regne den om en forbedret almindelig Religionsunderviisningsbog. Dette er dobbelt tungt, da man tør tro, at en Erkjendelse af den almene Trang dertil var den afgjørende Bevæggrund til at Forfattelsen af en saadan fremsattes for saa mange Aar tilbage, at der vel gives Tusinder af Børn, som siden ere fødte og alt undergivne den aandige Opdragelse efter den Bog, man saaledes tilstod var mindre end den rette og bedst skikkede dertil. Det er dob- belt tungt, da Sagen var af den yderste Vigtighed, erkjendt derfor, og ofte bragt i Erindring gjennem Pressen, især efterat man var bleven vidende om at flere Konkurrenter havde meldt sig. Uvillien herover erindrer Indsenderen gik lige indtil at enten yttre Formeningen eller at spørge Kirkedepartementet, om det nogensinde havde været alvorlig meent med Fremsæt- telsen af Opgaven. Men det har ingensinde behaget denne Au- toritet at meddele mindste Oplysning om, hvorledes det egentlig hænger sammen med denne Sag, hvorover der skal hvile saa- SIDE: 290 dant Mørke. Var det da ingen Folkesag? Henhørte den under disse smaae Experimenter, som skulle træde istedetfor og bære Navn af Reformer? Var den kun bragt paa Bane forat holde den Deel af Folket, der vil Oplysning, ved godt Lune? Men, stakkels Folk, fordyb dig ikke i slige Spørgsmaal! Det giver kun ondt Blod. Forfleer dig, men tænk ikke paa, at en ny Slægt hvert Aar udgaaer af din Midte forat oplæres efter en Bog, som man for mange Aar siden har villet -- læg Mærke til dette Ord! det er et smukt Ord -- som man har villet af- skaffe som uhensigtsmæssig til at opdrage Ungdommen efter. Vær taalmodig i Alt, saa ogsaa i dette! Thi Folkenes Taal- modighed er i vor Verdensdeel alle Staters Grundvold. Henrik Wergeland NB. Statsborgeren 6. des. 1835. I et dansk Værk (Hjorts "den belgiske Revolution") finde vi følgende anmærkningsværdige Note: "Summen af Grundskatten over hele Europa beløber sig ikke til saameget som Omkostnin- gerne for alle dets Armeer paa Fredsfod. Derfor den store Na- tionalgjæld overalt. Hvilke Omkostninger der foranlediges ved Udrustningerne til en Krig, er bekjendt. Komme dertil selve Krigens Ødelæggelser, hvad vil da Følgen blive? Gjelden kan drives til et vist Punkt. Krigen tilintetgjør Produktion og For- tjeneste, idet den reklamerer de nærende Stænders Arme ifølge Nationalvæbningens Princip. Handel og Vandel, Kunster og Videnskaber standses, Civilisationen forsvinder og Europa trues med at synke tilbage i Barbariet: en Skjebne som Krigsuhyret allerede har bragt over de civiliserede Stater i tvende Verdens- dele. En Følge deraf vil være, at Europas Overlegenhed for- svinder; det vil tabe sine Kolonier, og tilsidst maaskee selv blive en afhængig Provinds af en mægtigere Verdensdeel. Amerika med sine uhyre Ressourcer vil hæve sig paa det gamle Europas Bekostning, Verdenshistorien erholde et andet Centrum, og Jordklodens Forhold forvandles." Ogsaa hos os er Armee-Uhyrets Slugenhed bekjendt og -- vi ville ønske -- dybt følt. Dets Fordringer tiltage uden at man vil indsee de mange Beviser for Armeens Utilstrækkelighed SIDE: 291 som Forsvarsmiddel efter dens nærværende Indretning, hvor- efter den lille, vi have, er kostbarere end den mangedobbelte skulde være efter en fornuftigere Organisation -- f. Ex. den schweitzerske, som vi forhen have berørt. Ligesaalidt synes det at falde dens mægtige Talsmænd ind, at Søforsvaret har større Krav paa at Folket yder det sine Kræfter; eller at det er det umuligt at tilfredsstille dette nogenlunde uden efter den Maale- stok, som affattes af et Indskrænknings- eller Sparsomheds- system, ider især maa gaae ud over Armeen, og mest kan an- vendes i dens Detailler. -- Henrik Wergeland [OVERSIKTSARTIKKEL] Statsborgeren 6. des. 1835. Danmark. Kokoppe-Indpodningen er af saamegen Vigtighed i alle Lande, at enhver Oplysning om dens Egenskaber og Virk- ninger bør værdiges største Opmærksomhed. Saaledes meddeles af en Beretning fra Stadsfysikus Dr. Hopper i Kjøbenhavn føl- gende: [Her følger dr. Hoppers beretning om koppene i Danmark og om vaksi- nasjonen.] -- I Anledning af et i en Torv-Myr ved Haraldskjær i Jyl- land nylig ved Gravning fundet, i Dyndet med Pæle og Stænger fastnaglet, mumieagtigt, af jernholdigt Myrvand gjennemtrængt qvindeligt Liig, anmoder det danske Geheimearkivs Registrator, N. Pettersen, i danske Blade en kyndig Mand at meddele nøiere Oplysninger om bemeldte Lig, og det Sted, hvor det er fundet, om Klædningsstykkerne, som angaves at ligne Skind, virkelig vare af Skind o. s. v., paa Grund af, at der gives en historisk Beretning om, at den danske Konge Harald Blaatand (som boede deels i Jellinge, deels paa Haraldskjær), lokkede den norske Dronning Gunhild ned til Danmark og lod hende ned- synke i en Myr, der efter hende blev kaldet Gunnhildarmyr (dansk Gunnildsmose). Heel mærkeligt, hedder det i Iversens fyenske Avis herom, om Dronning Gunhild den saakaldte "Kongemoder", Erik Blodøxes Enke, der begyndte sin Løbebane med Udaad i Finmarken (se Snorro) og havde faaet en saa skiden Ende i Jylland, skulde nu, efter 8 til 900 Aars Forløb atter fremdrages for Lyset. SIDE: 292 Henrik Wergeland [OM "SØNDAGENS INTELLIGENSSEDLER"] Morgenbladet 11. des. 1835. Uden at ville yttre sine Tanker om al den Bombast og Mark- skrigerie, hvormed Udgivelsen af de saakaldte "Søndagens In- telligentssedler" forkyndes i No. 285; uden just herved at ville tilkjendegive sin Forundring over Opfostringshusets Bestyrelse, eller hvilkensomhelst anden rette Vedkommende, der maatte have givet sit Minde til Indblandelsen af hiint fremmede Ele- ment i Christiania Intelligentssedler, hvorved Opfostringshuset eller Bladets Redaction, (der for ikke meget lang Tid siden, istedetfor som i ældre Tider at lade Bladet udgaae kun tvende Gange om Ugen, fandt det hensigtsmæssigere at udgive et No. hver Søgnedag) som det synes, foruden anden Uleilighed af- skjære sig selv Veien til i Fremtiden, om gavnligt maatte be- findes, at benytte Søndagen til Udgivelse af et Tillægsblad til Opfostringshusets egen Avis; uden videre at indlade sig herpaa, eller paa meget Andet, hvortil Annoncen saavelsom Planen vel kunde give riig Anledning, skal Indsenderen alene indskrænke sig til for sit Vedkommende, som Abonnent af et Exemplar af Intelligentssedlerne, og tillige som negotiorum gestor for alle sine Medabonnenter, i kraftigste Maade at protestere imod at "ansees fremdeles som Prænumeranter paa dette Tillægsblad, hvis de ikke inden 3 Uger fra dets Begyndelse opsige det". Hvor absurd, for ei at sige mere, at troe det muligt at tillægge den ubudne Omsendelse af sine Søndags-Producter en saadan juridisk Virkning, eller paa slig Maade at tilliste sit Blad Abon- nenter? Heller ikke indsees, hvorledes Redactionen selv kan ansee Nogen for Prænumerant, førend han prænumerando vir- kelig har betalt sit Exemplar. Prænumerant er jo kun den, som forud betaler, ikke den, som blot, udtrykkelig eller stil- tiende, lover at betale; hvori netop Forskjellen imellem Præ- numeranten og den simple Subskribent ligger. Hvad vilde des- uden al borgerlig Frihed i Handel og Vandel blive til, naar et Individs blotte Erklæring i en Avis om at ville, ved en eller anden fra hans Medborgeres Side efterladt Handling, forbinde hans Medborgere til at fylde hans tomme Kasse, skulde være nok til at paalægge disse en saadan Tvang? SIDE: 293 Henrik Wergeland I ANLEDNING AF STUDENT WELHAVENS "TIL PROVST HERTZBERG" (Indsendt.) Morgenbladet 12. des. 1835. Det er Nedskriveren ubekjendt, hvorledes Provst Hertzberg irettesættende har anvendt Mindet om Faderen paa Sønnen; men Tugtelsesmidlet er yderligt, og vidner om at Gubben i sin retfærdige Harme har opgivet Haabet om de mildere, som ogsaa have været frugtesløse. Dette viser isandhed den welhavenske Replik i Morgenbladet -- samme Ubeskedenhed, samme Mangel paa Selverkjendelse, totale Feiltagelse af eget Standpunct, Evner og Betydning i Samfundet, samme idelige fortvivlede Forsøg paa at gjøre sig til en interessant Gjenstand for den offentlige Opmærksomhed, det koste hvad det koste vil, møder os deri, og giver os ny Vished om, at alene almeen Ligegyldighed ved deslige Mindelser fra en utilfredsstillet og utilfredsstillelig Forfængelighed og overdrevne Anstrængelser af et Talent, der forgjæves søger at anspænde sig over den Middelmaadighed, som Naturen anviste det, vil være istand til at spare os for dem for Eftertiden. Vi ville bevise, hvad vi have sagt om den Cha- rakteer, Dæmringens Forfatter har lagt for Dagen i den sidste Udgydelse af sin poetiske Aare, om hvis Fattigdom han har givet tvivlende Sjele Overtydning baade i sit eneste Arbeides Upoetiskhed, og ved saa ubetænksomt at annoncere, under det pralende Navn af "nye Svøber og Landser" er nyt, som vi nu snart have ventet et Aar efter. "Brutale Ramaskrig" kalder Stud. W. generelt de Røster, som opløftedes imod hans "Dæmring", der med en naiv Tilstaaelse af dets prosaiske Gehalt benævnes "en frimodig Tale." "For- svaret for det norske Folk" er da ogsaa et brutalt Ramaskrig? Men ligesom dette, er det bekjendt, at flere af de vidtløftige Opsatser imod Dæmringens gravamina vare forsvarende, dedu- cerende, documenterende. Selv den af 2den Jan. d. A. kom ad en saadan Vei og ved en Beviisførelse til de bekjendte Udtryk om Forfatteren, som denne endnu har siddende paa sig. Bare Modskrifterne af denne Natur og tillige, som antaget om de vi her paapege, i stilistisk Henseende velskrevne, saa spørge vi, SIDE: 294 om Udtrykket "brutale Ramaskrig", d. e. Skjælden, ikke i høieste Maade er upassende? om det ikke er den rene, ramme brutale Skjælden med et saadant Udtryk at affinde sig med dem? og om det ikke, især da Forfatterne, f. Ex. til Forsvaret, ei ere Stud. W. ubekjendte, er netop et brutalt Gemyts Ubeske- denhed, som deri lægges for Dagen. Denne uelskværdige Egenskab tilligemed en total Mangel af Selverkjendelse og Bedømmelse af eget Standpunct som For- fatter af et lidet i poetisk og moralsk Henseende slet Arbeide, røber sig i Udtrykket om hine Modstandere. "Haner, som maae gale, fordi det er Dæmring". Vi vide vel, at W. har dette Udtryk fra de "forlangte Epigrammer til Boghandler Dahl", hvor det hedder: "Dog husk, det dæmrer jo til Dag. Hver Stjernes Lys er ude. Nu gale Hanerne paa Tag, og alle Hunde tude". (Statsbg.) Og med Hensyn til dette lille Raps m. fl. slaaer vel Sandheden os af følgende Linier, som ogsaa henhøre til Dæmringstvisten: "Du flytter? -- (vel jeg veed hvorhen) da flytte du med Kragen. Thi Andres Pynt du veed som den at hefte dig paa Bagen". (Statsbg.) Men baade er hiin Benævnelse af "Haner" mere anvendelig paa de unge og sin Sag slet førende Dæmringsmænd, og tillige er det fra første Haand brugt i en langt mindre alvorlig Skriveart end den, hvori Efterligneren taler til Provst Hertzberg. Det klæ- der den unge Mand godt, maae vi tilstaae, at kalde sine i Alt indtil i Alder overlegne Modstandere galende Haner; men paa- faldende er det, at han i sin Vittigheds Skrabkiste ikke har frem- hentet et andet Skjældsord eller Reminiscens end denne, der, om man gjør sig Umage forat finde det Adæqvate deri, alene forsaavidt tilsteder et Forsvar derfor, som det virkelig kan siges, at Dæmringens Modstandere have vækket det norske Folk, og gjort det i Dæmringen opmærksom paa en "Æretyv" (sic dictus). SIDE: 295 Men hvad er det, Nedskriveren siger? Har Dæmringmanden ikke havt andre Benævnelser paa Modstanderne af sit fameuse Digt -- sit venia verbo! -- Jo de gamle "Rovdyr og Banditter" gaae jo igjen i flokkevis, og gamle Hertzberg er kommen ind imellem dem. Men disse Udtryk ere faste Termini, umistelige for den welhavenske Polemik (hvilket Ord snart bliver et nyt Navn for [fotnotemerke] Poesie); Dæmringen har erhvervet Eiendomsret dertil, og vi gaae dem derfor forbi uden at tillægge ham Ubeskedenhed, fordi han gjør Anvendelse deraf saa ofte og naar han behager. Det sikkreste Indblik i en Sjel fuld af vanvidartet Hovmod og en Forvirring i Selverkjendelsen, som næsten synes sygelig, og saaledes maa vække Medlidenhed, give dog Linierne, hvori han tillægger sig selv Helligheden af en Offerlues Glød, saasom han er "den unge [fotnotemerke] Kraft, der blusser karsk og rød, og paa sin Vagt vil trodse Storm og Død". Ligesom "Rovdyrene o. s. v." vare os saa vante Udtryk hos W., at vi troede at burde forbi- gaae dem, saaledes forekommer disse Forfængelighedens naive Bekjendelser om, hvorledes den egentlig har det i sit Indre, os saa vidunderlige, at vi ikke troe, ved nogen Afbrydelse at burde standse den aabenhjertige somnambulske Fortælling om hvorle- des den søde Drøm udvikler sig om -- ja saa er det -- at han er en Prophet. I Troende, Propheten er stor! Henrik Wergeland OM NORGES SKJØNLITERATUR (Indsendt.) Statsborgeren 13. des. 1835. Norges langvarige politiske Undertrykkelse i Foreningen med Danmark kunde ingenlunde være dets Videnskabelighed gunstig. Man kan med Grund paastaae, at denne ulykkelige Forbindelse talte imellem de Maximer, der i Anvendelsen skulde vedligeholde den, netop at holde Nordmændene i en aandig Fotnote: Betydningen af "Skaben" ligger heller ikke hos Welhaven i dette, men vel af "Gjøren" eller "Fabrikeren". Saaledes er angjældende Morgenblad- stykke et Fabrikstykke, som enhver god Riimsmed kan gjøre efter og file ligesaa godt af, dersom han har Øvelse og Taalmodighed. Fotnote: Unge, blussende Kraft, hvor bliver af "Svøberne og Landserne"? Folk begynder at troe, at Kraften ikke kan blusse saa forfærdelig, ligesom den heller ikke er saa meget ung, eller har gjort noget, da den var det. SIDE: 296 Umyndighed. Denne og den politiske Undertrykkelse viste sig siden som gjensidig Aarsag og Virkning. Intet lægger denne afskyelige Politik, -- der i samme Mon, den har noget tilfæl- leds med, og i Maalestokken overgaaer den Grusomhed, hvor- med den bekjendte Caspar Hauser behandledes, har Krav paa det aleuropæiske Publikums harmfulde Deeltagelse, -- klarere for Dagen, end alle de Besværligheder, som de norske Patrio- ters utrættelige Bestræbelser for at erholde et Universitet i Landets Midte, mødte fra Regjeringens Side. Det var mere Frygt under de daværende politiske Forviklinger forat Nord- mændene endelig skulde bryde overtvert, end Retfærdighed og pligtmæssig kjærlighedsfuld Omsorg, som endelig i 1811 bragte Magthavende til at give efter for det almene Ønske. Universi- tetet i Kristiania har dog næsten indskrænket sin hele Indfly- delse alene til at give de Embedsmænd, Landet behøvede, den nødvendige Uddannelse; paa Skjønliteraturen har det ingen direkte havt. Ingen fremhjælper den mindre end dets Lærere. Den tæller ingen Lærestol mellem dets Kathedre, hvor alene Fakulteterne, i strikte Bemærkelse, gjøre sig gjældende. Den har udviklet sig fri, af egen Naturkraft, under de mest tryk- kende Omstændigheder saadan som den er. Til disse hører det indskrænkede Publikum: det Indpas den danske æsthetiske Literatur har faaet uden at nogen Reciprocitet kommer den norske tilgode i Danmark; Anstrengelser fra dansk Side, hvortil danske Boghandlere i Norge række Haand, forat tilbagedrive den norske Skjønliteratur dels ved en affektert fornem Ringe- agt, dels ved de partiskeste Bedømmelser, naar Tausheden en- gang imellem brydes. Endelig bidrager ogsaa det mangelfulde Befordringsvæsen og Landets mange afsondrede Egne sin Masse af Hindringer til alt det, som den norske Skjønliteratur har havt og har at kjæmpe imod. Den skulde ikke existere, dersom Muserne ikke elskede Friheden saa høit, og dersom Tilfældet ikke var, som det er, at Folket langtfra er fattigt paa Genier, fast at Hansteens, Keilhaus, Abels, Dahls, Fearnleys, Wald, Thranes og O. Bulls have Retningen udenfor Skjønliteraturens Gebeet. At Folket er begavet synes ogsaa den særdeles store Deel af norske Navne at vise, som glimre mellem de æsthetiske Forfatteres fra de sidste Decennier af forløbne Aarhundrede, SIDE: 297 hvoraf Danmark gjør sig til. Til den verdensberømte Holbergs, slutter sig Satirikerne Fastings og Wessels, Epikeren Prams, Lyrikerne Storms, Zetlizes, Reins, Wibes, Tullins og Nordahl Bruuns, Dramatikerne Heibergs og Envold Falsens og den vel- talende Prahls og Pavelses. Alle disse og Flere, hvis Navne Danmark ikke vil miste, ere fødte Nordmænd; og Fædrelandet har betalt den Dannelse, de erhvervede sig paa det fælleds Uni- versitet i Kjøbenhavn. Efter den i 1814 gjenvundne Frihed og Selvstændighed have Følgende gjort sig bekjendt som æsthetiske Forfattere, der Alle tilhøre den nye Tid: 1) M. C. Hansen, især som heldig Novel- list. "Othar af Bretagne", en Ridderroman i den eventyrlige Fouquéske Tone var et af hans første, i sin Tid meget læste Arbeider. "Eventyret ved Rigsgrændsen", et temmelig betyde- ligt Værk, behagede ogsaa. Af mindre Værd ere hans "Digte". Siden har han udgivet et æsthetisk Blad "Husvennen", hvori han ligesom nu i Maanedsskrivtet "Bien", der alene er af æsthe- tisk Indhold, har meddeelt sine mindre Noveller, der samlede vilde udgjøre betydelige Bind. 2) C. N. Schwach har udgivet Digte og Nytaarsgaver, hvoraf en sammen med Hansen. Ligesaa og Zetlizes Digte. Er ellers især bekjendt som Leilighedsdigter. 3) H. A. Bjerregaard, den kronede Nationalsangs Forfatter, har udgivet to Bind Digte, hvori hans Drama "Magnus Barfods Søn- ner" er i indtaget. I hans lunefulde Syngespil "Fjeldeventyret", af originalt fædrelandsk Sujet, hvortil Nordmanden Waldemar Thrane komponerede en genial Musik, troede man i Danmark med Forbittrelse at opdage de første Symptomer paa en Adskil- lelse i Skrivtsproget. 4) S. O. Wolff har ved sine udgivne Digte ikke bekræftet de Forventninger, man gjorde sig om Forfat- teren til "Hvor herligt er mit Fødeland". 5) Mere er der ikke heller at sige om W. Buch, der har udgivet to smaae Bind Digte. 6) N. Wergeland har udgivet et ubetydeligt Bind Digte ligesom og, før Adskillelsen, en komisk Roman "Haldor Smek"; men er mere bekjendt som ypperlig Stilist og skarpsindig Dommer i Literaturen af følgende Skrivter, som almindelig tillægges ham: "Retfærdig Bedømmelse af Henrik Wergelands Charakter som Menneske og Digter", og af "Forsvar for det norske Folk", det Første foranlediget af J. Welhavens Angrebsskrivt mod Henrik SIDE: 298 Wergeland, det sidste af samme Forfatters saakaldte polemiske Digt "Norges Dæmring". Et lidet Bind Prækener af N. Werge- land, der ogsaa har udgivet saadanne særskilte, kan, formedelst den Veltalenhed, som aander deri, her nævnes. Som politisk For- fatter er han bekjendt af "Fortrolige Breve fra Rigsforsamlin- gen paa Eidsvold", og af "Danmarks politiske Forbrydelser", et Skrivt, som, efter megen Modstrid, har udøvet en vældig Ind- flydelse paa Opinionen. 7) Henrik Wergeland, den Foregaaen- des Søn, begyndte tidlig sin Forfatterbane med Operetterne eller, som han kalder dem, Farcerne "Ah" og "Irreparabile tempus" under Pseudonymnavnet Siful Sifadda. Siden fulgte "Phantasmerne", "Harlequin Virtuos", "Om Smag og Behag kan man ikke disputere", og "Papegøien" -- alle af original Kompo- sition og satirisk Art. Under eget Navn har han udgivet det vidtløftige Digt "Skabelsen, Mennesket og Messias", det natio- nale Sørgespil "Sinclars Død", Dramaerne "Opium" og den "indiske Cholera", to Bind "Digte", foruden en Mængde, der ere adspredte i Blade og Journaler, syv geistlige og politiske Taler, otte Hefter af forskjelligt Indhold "for Almuen", hvori- mellem en ræsonneret "Norges Historie", m. m. Hans seneste Arbeide er det annoncerede Sørgespil "Barnemordersken". Til hans mindre satiriske Skrivter kunne og de mod Welhaven ud- komne "Sifuliner" (Epigrammer) og "Kommentæren til Pape- gøien" regnes. Endvidere har man af ham de særskilt udgivne Digte "Spaniolen", "Cæsaris", Balladen "Blaamyra" og nogle "Folkeviser" eller nationalhistoriske Ballader. Han afpasser ikke sine Stykker efter Scenen, og mindst efter den i Kristia- nia, der er i maadelig Forfatning, og kun belivet af en dansk Skuespillertrop. I Danmark holdt man det for rigtigst at igno- rere denne Forfatter; men da man mærkede, at det, om saa alene for hans Produktivitets Skyld, ikke vel gik an, valgte man at skildre ham som et literært Uhyre. Virkelig har han ogsaa undertiden spyet Ild og Røg mod sine Fiender. Hjemme har han været Gjenstand for de forskjelligste Bedømmelser; og det er vist, at hans tidligere Arbeider laborere af mangfoldige tech- niske Feil; men at hans senere give mindre i denne Henseende at ønske. Det maatte ogsaa være en Følge af den Grille, man beskylder ham for, at ville skylde sig selv alene alt. Han ud- SIDE: 299 trykker sig helst i dramatisk Form, men hans forherskende Egen- skaber have gjort hans Dramaer for lyriske. Han benytter sig med stor Frihed af Ord af Almusproget, og bøier og behandler Sproget som Herre. Han har virkeligen ogsaa beriget det, og nyligen forsvaret denne Fremfærd. 8) H. Foss har leveret en vellykket Oversættelse af Tegnérs Fridthjofs Saga, og et poli- tisk Digt "Tidsnornerne", som ikke er uden Skjønheder. Han tegneriserer gjerne, dog i Nornerne mindre end ellers, naar man, skjønt sjeldent, har seet nogle Smaating fra ham. I Forbindelse med L. Sagen, der er bekjendt som Leilighedsdigter og ivrig Æsthetiker af den gamle Skole, har Foss udgivet en vidtløftig fortjenstfuld Bergens Beskrivelse. 9) J. Welhaven har gjort sig bekjendt som polemisk Forfatter nemlig først af et hade- fuldt Angreb paa den Henr. Wergelandske Poesi, og dernæst af "Norges Dæmring", en Cyklus af Sonnetter, hvori han dadler -- snart sagt -- alt i Norge, men som ellers er uden anden For- tjeneste som Satire eller Digt, end den blot techniske. I Dan- mark har man betragtet det som et fortjenstfuldt Arbeide, men i Norge, hvor det opvakte den bitreste Avisfeide indtil "For- svaret for det norske Folk" fældte den endelige Fordømmelses- dom, betragtes det almindeligst som et Skandskrivt. Disse ere de betydeligste æsthetiske Forfattere. Bladene "Hermoder" og "Huusvennen", ligesom og Journalerne "Blan- dinger", "Idunna" og "Vikingen" vare i sin Tid Opbevarings- steder for mange Andres Smaa-Arbeider. Maanedsskrivtet "Bien" optager nu deslige. Skjønliteraturen beskjæftiger dog mindst Bogtrykkerierne, hvoraf Kristiania alene tæller tolv, som have nok at bestille, og af hvilke nogle endog ere betydelige. Af Værker udenfor denne Green af Literaturen kunne Nord- mændene gjøre sig til af flere hvoraf ikke de færreste ere høist fortjenstfulde, saasom Krafts store topografiske Beskrivelse over Norge, Samlinger til det norske Folks og Sprogs Historie. Fal- sens Norges Historie, Bloms og Keilhaus Reiser, Stangs Grund- lovens Fortolkning, Lassens Verdenshistorie, T. Hansons nyere Historie, Tidemand om Unionsstater; ligesaa Stenersens theolo- giske Skrivter, Sverdrups økonomiske, S. Bugges og M. Han- sens pædagogiske Skrivter, Tidsskrivtet Urda, Aalls Fortid og Nutid, Videnskabernes Selskabs Skrivter o. fl. Deraf udkomne SIDE: 300 hvert af de tre Sidste i Bergen, Arendal og Trondhjem. I det Hjelmske Maanedskrivt (for Tiden desværre standset) som mest indeholdt originale politiske Afhandlinger, var en Plads, som stundom benyttedes, aaben for Kritiker. Ellers maa man lade sig nøie med Boghandleranmeldelser i Dagbladene. Og selv disse ere yderst sjeldne. Af Oversættelser, henhørende til den skjønne Literatur, har man Racine Athalia og Schillers Don Carlos af J. S. Munch, Udgiver af Tidsskrivtet Saga, som kun havde et kort Tilvær, og ellers bekjendt som Forfatter af enkelte heldige patriotiske Sange; -- ligesaa Walter Scotts Værker, hvoraf enkelte ere oversatte af Bjerregaard og Schwach. Disse ere ikke de eneste; men det meste af dette Behov bestrides fra Danmark, som i Norge endnu har et ligesaa rigt Marked for sine Bøger som for sit Korn. Henrik Wergeland [OM HONETT AMBISJON] (Indsendt.) Statsborgeren 20. des. 1835. Hr. J. C. Hoppe, en Dansk, der nys er hidkommen forat for- søge sin Lykke som Bogbinder, averterer efter en "skikkelig Dreng af honette Forældre". Man troer angaaende dette Fød- sels- eller Stands-Reqvisit at turde yttre den Formening, at en skikkelig Dreng af hvilkesomhelst Forældre kan være vor kjø- benhavnske Bogbinder, som enhver Anden, god nok. Eller har Manden Erfaringen for sig, at gode Bogbindersubjekter fødes? Eller maaskee han selv har Forældres Fornemhed at takke for sin mulige Dygtighed? Nok et Spørgsmaal: hvorledes skal man kurere denne "ho- nette Ambition", som plager saamange Jerominusser? Henrik Wergeland [OM NORSK SPROG PA TEATRET [fotnotemerke] ] (Indsendt.) Statsborgeren 10. jan. 1836. Efter en langvarig Cirkulation (som det Middel vi Bønder i denne Egn søge at hjælpe paa Avisernes Dyrhed), kommer Morgenbladets No. 329 mig i Hænderne med sin, som jeg finder, Fotnote: [Visstnok en innsendt artikkel, omskrevet av Wergeland.] SIDE: 301 af flere Indsendere dadlede, kun af Forfatteren selv forsvarede, men ved Omtale allerede, hvad Indholden angaaer, hidbragte Opsats, der gaaer ud paa intet mindre og forunderligere, end at lovprise Institutionen af det danske Theater i det norske Folks Hovedstad især som Dannelsesinstitut for den norske Ungdom, som derved skal kunne vænne sig af med sit ubehage- lige, "raa og kantede" Modersmaal. Denne Anskuelse af en for Hovedstadens Publikum, og gjennem det, for en Deel, for Na- tionen snarere fordærvelige og hæderløse, for ei at sige van- ærende, end nyttige Indretning gjør Forf. dristig til -- ens med dens mere dannede Indvaaneres -- en Paastand, som naturlig- viis er ubeviislig. Idetmindste har man endnu ikke seet Hæders- navne hverken før eller siden, undertegne den, hvilket derimod er Tilfælde med den modsatte Mening: den, som er og maa være Nationens, om den vil hedde og være en Nation, og som enkelte Hovedstadlapsers ikke kan berøve det mindste af sin Vægt. Imidlertid gjorde Opsatsen det Indtryk paa mig, at jeg fry- dede mig ved at være hensat i Nationens Midte, omgiven med og følgende dens Kjerne som sund og stor, at jeg indsaae det lidet frygtelige i enkelte Maddikers Kryben paa og Boren i dens Yderdele. Der høres ingen Meninger uden de anstaae Fornuften og Nationalfølelsen. Didhen trænger ingen Røster, som saare denne. Den norske Nation er et Folk af Bønder; -- paa dets vadmeldækte Hærder have disse leflende Attentater fra frem- mede Gjøglere eller enkelte forskruede Bænkehelte ingen Ind- flydelse. Jeg følte mig stolt som Bonde, som henhørende til en Stand, der vil forblive norsk og hævde Betydningen og Navnet af det norske Folk, om dets Sprog og Charakteer end forgik i alle disse af Fremmede og Fremmedes Børn befolkede Kyst- byer, hvis Befolkning ikke forholder sig anderledes til det egent- lige Folks Masser, end disse Byer til det hele Land, eller end den tynde (og uden synderlig Skade noget tilsmudsede) Skal til Æggets Blomme og Hvide. Jeg har selv med andre Bønder paa Markedsreiser havt An- ledning til at besøge Danskernes Theater i Christiania; men det er aldeles ikke Overdrivelse eller Affektation, naar jeg siger, at vi paa lidet nær forstode ikke mere af de fleste Aktørers SIDE: 302 Sprog, end om de havde talt fransk eller hvilketsomhelst andet Sprog. Og, om Dansker eller hvilketsomhelst Andre synes, at vort Sprog er raat og kantet, da forekom deres os sandelig saaledes -- som jeg ikke vil nævne for ikke at fornærme eller at lægge nogen Vægt paa et øieblikkeligt Indtryk paa Uvante. Det kan jeg dog maaskee sige, at det vakte en Drivt til Latter, som vi vel ikke kunde hindre fra at fødes i vort Øre, men som vi dog ikke vare vilde nok til at give Luften paa de fremmede Fugles Bekostning, der, ligesom vort eget Lands, vare nødte til at synge med eget Neb. Den lette Vind skal før kunne i sin Fart fæste sig ved vore Klipper, end dette i Tone og Charak- teer saa fremmede Sprog ved vore Ører, Hjerter og Tunger. Det vil man lære i Christiania selv, i de aabne Dale der om- kring, og med hvormeget Eftertryk da ikke jo dybere man kom- mer ind i dette Land, der, ihvor marqveret det er, dog ikke er andet end Naturens gjenspeilede og gjenspeilende Billed af Folkets Nationalitet? "Men -- hører jeg hiin Fædrelandets elskværdige Søn sige -- hvem tænker ogsaa paa, at den Civilisation, som de Dannede sætte saamegen Priis paa, skulde meddeles Folkets Masser? Det er ogsaa et af dens Fortrin, at den hæver sig over dem og skiller derfra dem, som besidde den. Dette er et Aristokrati ligesaa naturligt som den Raahed, der skal charakterisere hine. Hvem vil at vore Gaardhøns skulle faae Nattergaltunger? Lige- saavelsom Oksen maa hrøite og Svinet grynte, maa vore Bønder bruge sit raa og kantede Hjemfødningsmaal, der kun ved sin naturlige Fælhed er skikket til kontrasterende at have det liflige fordanskede, som toner fra de Dannedes Struber." Saaledes have vi med to Sprog -- thi langtfra dem i Dialekten ere det norske og det danske eller fordanskede norske for- skjellige -- da to Folk eller forskjellige Hoveddele af Folket. Dette er en naturlig Konseqvens af Mbladmandens fromme Yt- tringer om det danske Sprogs ønskelige Indvirken gjennem Scenen paa Ungdommen og til at betegne de Klasser, der be- sidde den Dannelse, som det norske Folk kan gjøre sig til af. Lykkelige, lykkeligere Brødre! Lysets Børn og Odelsmænd! ville I lade os beholde vore mørke Dale? Det er mere end vi fortjene for vor Haardheds Skyld. I blive mægtige, et talrigt SIDE: 303 Folk i Folket; thi der er snart i hver By et af disse herlige In- stituter for eders særegne Sæder og Sprog. Lader os derfor skifte Landet i Fred! Vi beholde dets mørke Kjerne, hvor rundtom eders Række af Byer drage en smal men glimrende Rand ligesom de puniske om det vilde Libyen, de græske kolo- nier om de raae Kampaniers Høi og de engelske om Irokesers og Kanadiens Skoge. Forskaaner os blot for at udsende mellem os slige Straaler af eders Civilisations Glands som at skikke os Dommere, Præster og andre Embedsmænd, som vi ikke kunne forstaae (i gamle Dage gik det maadeligt med det) og som -- efter den engelske Romanskriver Bulwer [fotnotemerke] -- "foragte Jordens Arbeider for deres Raahed, skjøndt de dog nære netop den Stolthed, som foragter dem!" Dette vilde vi ikke taale. Vi vilde ikke taale det, sige vi. Derimod have vi intet imod, at I lade eders Sønner formere sit Folk paa dets Hjemtomter, indtil de vinde Ærværdighed som disse graahaarede Lediggjængere, forældede Aspiranter og bedagede Abekatte, der udgjør eders Folks Kjerne. Henrik Wergeland [OM NORGES OPKOMST [fotnotemerke] ] (Indsendt.) Statsborgeren 10. jan. 1836. Der er mange Syn for Sagen, at Fædrelandet kommer sig. Vi have den stegne Opdyrkning, Folkemængde og Handel, Ban- kens og Koursens Stilling og endelig de offentlige Finansers glimrende Forfatning for Øie. Mennesker af særdeles let Tem- perament fæste i Særdeleshed Opmærksomheden paa dette Sidste, og tilskrive glat hen Finantstyrelsen den største Deel i Landets forbedrede Stilling. Men for denne elskværdige En- thusiasme maa man have mere Godhed end Agtelse. I Stats- kassens Flor har vel Bestyrelsens Duelighed sin Deel; men en Følge er den af Omstændigheder, der deels geraade alene Fol- ket til Fortjeneste, deels ere uden for baade dettes og Regje- Fotnote: Vi have til Tjeneste, i et Læseselskab denne Forfatter, tilligemed Las- sens Verdenshistorie, der ovenfor laante mig nogle Fjer. Ved at gjøre os noget bekjendt med saadanne Forfattere, frygte vi ikke forat gaae ind paa Modparternes Civilisations Gebeet. Fotnote: [Visstnok en innsendt artikkel, omskrevet av Wergeland.] SIDE: 304 ringens Indflydelse. Til de første regne vi den tiltagende og forbedrede Opodling, der er al Nationalformues Grundvold og staaer i Vexelvirkning til den stigende Befolkning, hvem en større Livlighed i Industrien er at tilskrive, og til de sidste hel- dige Aaringer for Fiskeri og Agerbrug samt forbedrede Han- delskonjunkturer i Udlandet. Til videre at forøge Finantbesty- relsens Fortjeneste duer ikke Exemplet af rigere Lande med et langt slettere Statsregnskab, end det som nu snart skal glæde dette Folk; thi ikke i alle hine har en Nationalrepræsentation saa godt Indseende med Finantserne, og heller ikke har noget Folk nydt en saadan Rolighed som vort til at ordne sine Penge- sager. Efter 20-aarig Fred, efter saa lange aarsæle Tider, uden videre extraordinair Udgivt end hiin forhadte og ubillige Deel- tagelse i den danske Statsgjeld, som burde snarere have været betalt med Staal, skulde det være en Skjændsel, om de offent- lige Finantser stode anderledes end de staae. Men hvorlænge ville de holde sig paa dette Punkt, hvorfra de snart skulle vende Blanksiden ud mod Nationens Repræsen- tanter? Alene Fordringerne til Flaaden maa hindre at Øinene forblændes. Og alligevel bør dog den gode Tid benyttes, og Nationen forene sine Kræfter med den samvittighedsfulde Fi- nantsbestyrelse, sættende denne istand til at forevige sig ved anden Bedrivt end ved den simple Operation at betale sin Gjeld af fulde Kasser eller billigere Laan -- noget der ikke er mere forunderligt ved, end ved at angre og udbøde sine Synder. Flere, og grundede, Krav, end de til Flaaden, ville fremkomme og bidrage hvert sit til en Ebbe i denne Statskassens Spring- flod, men vel intet af den Betydenhed som Flaadens, hvis for- rige mindre Behov langtfra er bekjendt for at være bleven be- streden med al ønskelig Oekonomie. Storthinget vil naturligviis, forat indlade sig paa videre Udgivter dertil, først undersøge hvorvidt det kan vente Opofrelserne vel anvendte uden at frygte forat see sin Varsomhed udtydet som en Banghed for maaskee en Tidlang at see en mindre glimrende Plusrække paa Papiret. Det var visselig heller ikke afveien, om det, naar saa betyde- lige extraordinaire Bevillinger forestaae, kom Statskassen (eller Folkets), der hovedsagelig bestaaer ved Tolden, tilhjælp ved SIDE: 305 skjærpede Straffe for Smuglerie. Thi er der noget, som maae forundre os ved Statskassens nærværende Status, da er det isandhed det, at den kan blomstre omkaps med Smugleriet. Hvorfor ikke straffe dette som andet Tyverie? eller som Under- slæb af offentlige Kasser? Thi ligesom dette bestjæler det baade Private og det Offentlige. Den rette Tid til en saadan Skjærpelse er netop nu, da Kravene paa dette stige, da en jevn sund Tilstand, en simpel Balance ikke er nok, men alle dets Aarer og Bikilder maae være fulde forat tilfredsstille Udtøm- melserne. Henrik Wergeland [OM FOLKEØKNING OG OM BARNEDØDELIGHET PÅ GRUNN AV BARNEDÅP OM VINTEREN [fotnotemerke] ] (Indsendt.) Statsborgeren 10. jan. 1836. Den Mening, at et Land kan overbefolkes, er underkjendt ved flere Landes Exempel, og er i sig selv urimelig. Statsøkono- mien har derimod mellem sine prøvede Lærdomme den, at stærk Befolkning føder Arbeide og Arbeide er Formue. Hvor man taler om Lidelsen formedelst en saakaldet Overbefolkning, saasom i Irland og i Tydsklands af Naturen mest velsignede Land, Baden, hvorfra Udvandringer skee sværmeviis til Ame- rika, der er Skylden hos Regjeringen et Jordaristokrati og en Forfatning, som lægger alle mulige Baand paa Næringsfriheden. Omendskjøndt den sidste forfærdelige Feil ved et Statssam- fund, hvilken alene er unaturlig, ufornuftig og trykkende nok til at indslutte i sig Emnet til Revolutioner, eftersom den gamle Slægts Egennytte synes ikke at ville have Ørerne oppe for lem- peligere Reformer, i fuldt Maal har Sted hos os: saa tilbyder dog dette Lands Opodling tilstrækkeligt Afløb for en, endog i større Forhold end hidtil, stigende Befolkning. At den er ste- gen som den er, maa ansees som den egentlige Kilde til dets forøgede Velvære. Derfor fortjener Folkeforøgelsens Fremme Folkets og Regjeringens Opmærksomhed, og i denne Henseende ville vi tillade os at henvende den paa en Uskik, der sikkerlig Aar om Aar koster Nationer mangfoldige Liv. Vi mene Uskik- kene at lade Børn døbe om Vinteren. Dette er af Læger paa- Fotnote: [Visstnok en innsendt artikkel, omskrevet av Wergeland.] SIDE: 306 anket i Lande, hvor det, formedelst Climatet og langt mindre Afstand til Kirken, maa udsætte Børnene for mindre Fare. Det er bekjendt, at mellem de spæde Børn er Dødeligheden størst; og imellem de andre Grunde hertil hører upaatvivleligen og hyppig den Vanrygt de lide ved at deres finere og ømfindt- lige Aanderedskaber udsættes for en Kulde og et Veirligt som falder Voxne til Besvær. Dødelisterne have beviist dette saa- længe, at det er forunderligt, at kjærlige og eftertænksomme Forældre endnu kan begaae en saa uforsvarlig Daarskab, hvor- ved Flere dræbe sine Børn end man drømme om. Den Overtro, at Daaben ikke maa opsættes, især om Barnet er sygeligt, forat det nemlig ikke skal som udøbt og Hedningebarn komme i Fan- dens Kløer om det skulde døe imidlertid, har stor Deel i Uskik- ken. Ligesaa ogsaa den økonomiske Interesse, at kunne slaae Barnedaaben sammen med et Vinter- eller Julegjæstebud. Derfor er det især om Julen, ved Midtvinters, naar Vei og Kirke er som koldest, at man seer Almuesfolk milelangtfra gjennem Fyg og skjærende Sno at føre sine Nyfødte til Daaben og -- hvor ofte ikke? -- til Døden. Vor Idee er, at i den mildere Aarstid bør visse Søndage ud- kaares til Daabforretningen. Hvilke skjønne Festdage vilde disse ikke blive! Forskjønnede ogsaa derved, at Mødrene i de fleste Tilfælde vilde kunne være overværende, og nyttige baade ved den større Høitidelighed, som derved vilde gives denne kirkelige Forretning, som nu taber sig imellem de andre, og er kun et Tegn til Menighedens Opbrud, og ved at de skaffede Præsten Tilhørere andre Dage om Aaret end de store Høitider og Konfirmationsdagen. Vi anbefale gjentagende dette almeenvigtige Anliggende til Storthingets, Regjeringens, Kirkedepartementets, Geistligheds og Almeenmands Opmærksomhed! Henrik Wergeland [OM FORHOLDENE I RUSSLAND] (Indsendt.) Statsborgeren 10. jan. 1836. Professor Hansteen har endnu ikke viist Nationen den Artig- hed igjen for de 8 Tusinder, som den uden Disput offrede Ge- niet, at berige dens Literatur med en Beskrivelse af en Reise, SIDE: 307 som gav saa fortræffelig Anledning til at hente sikker Kund- skab om det mystiske Ruslands hele indre Væsen. Idet man derfor troer, ogsaa i den Fjernhed, hvori dette vor Videnskabe- ligheds Lys holder sig ifra et erkjendtligt Folk, at opdage nok en Liighed, det, foruden Glandsen, har med de kolde, vinter- lige Stjerner, som han sysler saa gjerne og med saa udmærket Held med: faae vi lade os nøie med de enkelte Beretninger om hint Nutidens Jotunheim, som Hr. Professoren mundtligen giver tilbedste. Vi vælge to, som maaskee turde i særegne Henseender bidrage sit til at helbrede Folk for den Lyst til at drage til Rusland, som yttrede sig paa flere Steder i det knappe Foraar 1832. Som Bidrag til den russiske Retspleies Charakteristik for- tæller Hr. Profess.: En stakkels gammel Jøde i Gouvernemen- tet Tobolsk blev udplyndret, Røveren grebet og straffet. Men forgjæves begav Jøden sig til Tobolsk forat erholde sine Penge tilbage, da de vare i Behold, og forgjæves anvendte Hr. Profess. sin Indflydelse hos Gouvernøren. Denne undlod at svare paa de skrivtlige Anmodninger, og Breve fra en Person af hans Huus og nærmeste Forbindelse berørte ikke engang Sagen, som om der ikke var noget Paafaldende og Prostituerende for Be- styrelsen, at en fremmed Reisende maatte tale en Undersaats Sag. Jøden faldt i Røvers Hænder, og han igjen, lader det til, i værre Røveres, som ikke vare vante til at give Slip paa Rovet. Det var nu russisk Retspleie. Ligesaa fortæller Hr. Prof., at det russiske Brændeviin, uagtet en Ukase -- ventelig fordi det ansees som Nationalfornødenhed -- paabyder hvilke Grader det skal holde, er over al Forestilling usundt og slet. Dette kommer af, at Brændeviinets Tilvirkning og Udsalg over hele Riget er et Monopol for to Magnater, hvilke atter udforpagte det igjen- nem Kjøbmænd og Brændeviinsbrændere, der igjen have sine Forpagtere i Kromændene o. s. v. Fra neden af bestikkes der nu opad forat kunne sælge ringere Varer, og Bestikkelsen stand- ser hos hine to Generalforpagtere, der ere for fornemme til at frygte noget af Ukasen. Hvilket Land da! Den stakkels Jøde kunde altsaa ikke, om han havde villet, slukke i en ærlig Dram sin Ærgrelse over at see sine Penge for evigt forsvinde i de uretfærdige Embedsmænds Punge. Det kan man dog hos os. SIDE: 308 Henrik Wergeland ALMUESKOLEVÆSENET BETRÆFFENDE (Indsendt.) Statsborgeren 17. jan. 1836. Med vore Almueskolelærere er det slet bevænt. En Grund dertil er, at det er det med deres Kaar. Og hvad kan man vel forlange for en Aarsløn af ligenedtil 8 (otte Daler), som Til- fældet er paa flere Steder? Derfor er det kun, som sagt har været i dette Blad, at Almueskolelærerne ere Karle, der søge at undgaae Musketten ved at gribe Riset. Vore Bønder burde indsee, at den politiske Betydenhed, som de ville gjøre gjæl- dende, kan alene faae fast Grund i den Oplysning, som de be- sidde, og derfor ogsaa sørge meer end de gjøre forat Elementær- underviisningen, der har deres talrige Stand til Gjenstand, bliver fuldkomnere og dem mere til Nytte end den er. Ingen Karrig- hed maa da finde Sted, men Skolelærernes Løn forøges indtil den Grad, man kan vente flinkere Folk for, eftersom Løn og Dygtighed maa staae i Forhold til hinanden ved saa afhængige og kontraktsmæssige Poster som Skolelærernes ere. Men til et saadant Meed maa ogsaa Staten række Haand, og sørge for at der findes dueligere Subjekter til Kommunernes Tjeneste. "En slet Skolelærer -- siger en Franskmand, Statsraad Cousin, der har lagt sig meget efter at kjende og fremme det offentlige Un- derviisningsvæsen -- er ligesom en slet Præst, en slet Embeds- mand, en Svøbe for en Kommune. Vi ere sandelig satte i den Nødvendighed, meget ofte at maatte betjene os af middelmaa- dige Lærere, men vi maae stræbe efter at danne bedre, og dertil ere Skolelærerseminarier uundgaaelig nødvendige." Man har foreslaaet hos os Agerdyrknings-Seminariers Opret- telse i Amterne. Meget vel! Men vi troe, at Skolelærersemi- narier kunne forenes dermed paa samme Sted, uden at Eleverne derfor deeltog i begge. Begge Læreindretninger vilde dog være hinanden til gjensidig Nytte. Indtil saadant kommer istand er det besynderligt og lidet vidnende om den kraftige Aand for Oplysningsværket, som bør findes hos Præsterne, at Ingen af disse privat har givet sig af med at undervise endeel Subjekter til Skolelærere, medens Flere dog have været begjærlige efter at faae Elever, der skulde gaae den lærde Vei. Offentlig er SIDE: 309 idetmindste ingen Præst bleven bekjendt forat have forsøgt paa noget Saadant, medens det dog vilde være baade fordeelagtigt for en Præst paa Landet og let for ham, at udfinde mellem Ungdommen Subjekter, som ere skikkede til Skolelærere og istand til at bekoste sig Underviisningen. Men her støde vi atter paa det fatale, at Lønnen almindeligviis er saa liden, at de ikke troe deri at kunne hente tilbørlige Renter for den Tid og de Penge, de maatte anvende paa sin Underviisning. Forøg den, da vil det blive en Spekulation for unge Folk af Anlæg og i Besiddelse af saavidt Penge, at anvende disse til at uddanne sig til Skolelærere, for saa i Tiden at faae sit Anvendte for- rentet. Henrik Wergeland [FRALEGGELSE AV FORFATTERSKAPET TIL EN ARTIKKEL] (Indsendt.) Statsborgeren 17. jan. 1836. Paa Grund af at Stykket i No. 7 -- 8 bruger Titler paa lite- rære Frembringelser, som tilhøre Henrik Wergeland, troer denne at burde fralægge sig Forfatterskabet eller enhver Deel- tagelse i bemeldte Opsats. Henrik Wergeland BEKJENDTGJØRELSE Morgenbladet 20. jan. 1836. Da Flere tildele mig Æren af Forfatterskabet til Morgen- bladsopsatsen "En Hypochondrists Betragtninger", bør jeg fra- lægge mig det. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland [OM HANDELSRETTIGHETER FOR VATERLAND] (Indsendt). Statsborgeren 24. jan. 1836. Rygtet siger, at Indbyggerne i Vaterland have indleveret et, af alle, eller dog de fleste, undertegnet Andragende, om at den ufornuftige Forskjel i Rettigheder, som nu finder Sted mellem Vaterland og den egentlige By, maatte ophæves, naturligviis ved en ny Lov. Det er besynderligt, at de Andragende ikke have søgt i den offentlige Mening at faa en Støtte for et Forslag, som SIDE: 310 de maatte vide, vil møde en ligesaa halsstarrig Fiende i Byind- vaanernes Kasteaand og Privilegsfordele, som det har eller kan faa en ivrig Talsmand i enhver fordomsfri og upartisk Mand i Norge. Men saaledes som det er, er dette Bønskrivt dog et saare glædeligt Tidernes Tegn. En af de værste og haardeste Indskrænkninger i Hovedstadborgernes Rettigheder, som de offentlige Blade have ladet være ganske upaaagtet, og som Statsøkonomerne ikke have hævet sin Stemme imod, endskjøndt den blodigen trodser deres Videnskabs simpleste Sandheder, er først foreslaaet ophævet af de fattige Huuseiere, som bo i denne Forstad, hvilke derved have lagt en sjælden og uventet politisk Myndighed for Dagen. Sagen er nemlig denne. Den ulykke- lige Lov for Handelstvangen i Christiania af 20de August 1833 bekræfter i § 2 den gamle Forret: "Grosserernes og Kjøbmæn- denes Handel maa alene drives inden den egentlige Stads Grændser," uagtet det dog maatte synes indlysende, at en Be- stemmelse, der var udholdelig, endskjøndt altid uretfærdig, dengang da Byen tilligemed sine Forstæder havde 10,000 Ind- byggere, næsten er en Umulighed, naar den har 20,000 eller nu da den har 24,000, det vil sige, mere end det Dobbelte og nu da Kjøbmændenes Antal maaske er mere end een Gang til saa stort som det var før. Den ved Naturens Godhed og Norges Held stedse voxende Stad er, ved denne Lov, ligesom de kinesiske Kvindfolks Fød- der indklemt i en Jærnsko, der gjør den til en vanfør Olding, istedetfor at den burde i alle Henseender tiltage med den friske Alders Kraft. I den egentlige med Privilegierne naadeligen begavede By, ere Folk sammenpakkede i de faa Huse paa en Maade, der baade er ubeqvem og skadelig for Sundheden; der- imod, udenfor denne hellige Kreds sees for det meste kun elen- dige Hytter. Thi hvorfor skulde man bygge et ordentligt Huus, naar Staten i sin Viisdom har forbandet den Jord hvorpaa det staaer, og erklæret det vanhelligt og ufortjent til at nyde den Ret at anvendes til en ærlig Handel? Et Blik paa Kaartet over Norges Hovedstad vil lære enhver tænksom udenbyes Mand, (og til disse, som de mest upartiske bør man især henvende sig) at just netop dette til Handelsdød bestemte Vaterland, er det af Naturen mest beleilige Sted til SIDE: 311 Kjøbmandskab. Det har en Elv, der er seilbar for mindre Far- koster, og som altsaa i høi Grad kunde lette de Handlende det nu saa byrdefulde og bekostelige Hestehold, naar dens Bredder ligesom Floderne i de store Europas Byer, hvor Indbyggerne ikke have foragtet Naturens Vink, vare besatte med Pakboder og deres Butikker vare i Nærheden af disse. Sandsynligviis vilde denne Fordeel forekomme Kjøbmændene saa indlysende, naar de fik Lov til at benytte den, at de vilde finde, at det svarede bedre Regning at bebygge de Bordtomter, som ligge paa den høire Side af Akerselven med Pakhuse og andre Han- delsbeqvemmeligheder, og derimod at forlægge Plankeoplaget ganske til den venstre Side, hvor det baade var mindre udsat for Ildebrand, og hvor der allerede nu ligger en saa betydelig Deel af Trælastudskibningen. Den Ulempe ved vor By, at den har et saa lidet Antal Tom- ter, som ere tjenlige til Pakboder, og at disse ligge for langt fra Udsalgsstederne, vilde da forsvinde og Christiania kunde ligesom Bergen og Drammen have Sjø eller Elv foran Pakhuset, ind i hvilket Varerne kunde bringes ligefra Skibet eller Pram- men og foran Pakhuset en Butik, hvori der kunde sælges uden at en eneste Kjørsel havde været nødvendig til det Hele. Om altsaa Byens Formænd, der for det meste ere Huuseiere i den, og altsaa maaske indbilde sig, at de vilde komme til at tabe ved en Forandring, erklære sig imod den indleverede Ansøg- ning, er det dog mere end sandsynligt at Storthinget vil vise den Retfærdighed at meddele det hele Distrikt som indesluttes af Veien til den ny Bro, Akerselv, Byen og Sjøen, Handels- rettigheder. Denne Billighed vil sikkert blive ligesaa heldbrin- gende for dette Sted, som for den gamle priviligerede By, ved at forøge dens Rigdomskilder, og saaledes for det hele Land. Statsraad Krohgs Mindestøtte vil da ikke længer komme til at staa paa et Sted, hvis Valg er en Karrikatur paa hans uaflade- lige Bestræbelser. Men Mindet for Næringsfrihedens Kjæmper vil betragtes af Borgere, som ikke behøve at beklage hans tid- lige Død, af den Grund at den berøvede dem eneste Beskytter, som denne hellige Ret havde i Norge, og fordi de, som bo om- kring dette Sted ere mest berøvede de Rettigheder, som Grund- loven og Fornuften hjemler eller lover dem. SIDE: 312 Vor By mangler i høi Grad de offentlige Pladse eller Torve, som bidrage saa meget til Sundhed, Skjønhed og Handelsrørelse i andre Stæder. Vaterland, Fjerdingen og Bordtomterne der- imod har overflod af Rum, som kunde benyttes til at formindske Trængselen paa det gamle Torv, uden at man behøvede at jage Kjøber og Sælger hen i en Udkant af Byen, som til Bankpladsen, der næsten ligger en halv Fjerding borte fra Grønland eller Enerhougen. Men at slige upriviligerede Stakkere, som Bebo- erne af Forstæder, behøve Veed og Hø, og at næsten en heel Dag gaaer bort, naar de først skulle gaae hen paa Bankpladsen for at akkordere og siden være med for at faa det hjemkjørt (hvilket naturligviis for en saa lang Vei ikke kan skee uden forøget Bekostning), ere Betragtninger, som den priviligerede Byes høivise Raad meget sjelden lægger den udførlige Vægt paa. Dette Vaterlands ved Addressen udtalte Ønske grunder sig desuden paa et vel indirekte, men dog ikke mindre bestemt eller tydeligt kongeligt Løfte i en Resolution af 3die Juni 1815. Efterat der i Begyndelsen af denne Bestemmelse har været talt om at Byen skulde forundes den nedre Fæstnings sløifede Deel til Byggetomter, bestemmer § 3. "Derimod finder ingen videre Udvidelse af Christiania By paa andre Kanter for det første Sted." Efterat nu 20 Aar, næsten en Menneskealder, ere hen- rundne, og Byen i dette Mellemrum har voxet til mere end det dobbelte, synes det dog at være Tid at lade dette "for det første" ophøre og begynde paa noget andet. Saa meget mere som Erfaring har fuldelig beviist, at den Udvidelse, som man dengang tiltænkte Staden, er ganske unaturlig; thi kun et eneste privat Huus er i den lange Tid, medens Huusleien har været saa uhyre høi, bygget paa de dengang forundte Tomter; natur- ligviis fordi de ligge paa et Sted, som til evig Tid maa blive en af Byens Udkanter, da den tilladte Udvidelse i den Retning ikke kan fortsættes ud over Fjorden. Derimod ere der i Mel- lemtiden fremstaaede Gader allevegne paa de Steder, hvor Byen støder til Landet. Her er altsaa Stedet for den sunde gavnlige Udstrækning af Rettigheder, her ville de bevirke for- øget Rigdom, medens Penge anvendte til at opfylde Myrerne paa Revieret med Mastetræer, kun ville blive spildt Kapital. Dette er ikke Gjetning, men beviist ved Erfaring, og en Sæt- SIDE: 313 ning som enhver udenbyes Mand let kan gjøre sig tydelig ved et Blik paa Kaartet. Desuden har Byens Bestyrelse holdt disse Grunde i en Priis, der ligesaa meget staaer i Modsætning til deres slette Beskaf- fenhed som Byggepladser, som den er i rasende Misforhold til Jordens ringe Værd og Udbytte i Norge. Men Handelstvang og Næringsundertrykkelse formaaer Alt; den bringer en Myr i Norge optil det samme Værd som en god Grund i England, medens den gjør Normanden til en Prakker og Besidderen af den fri engelske Grund rig. Usandsynligt er det ikke, at, saa liden Forøgelse end Byen var tiltænkt ved det ny Qvartal paa Fæstningen, dette endog er forekommet Huuseierne at være et for stort Indgreb, hvorfor de, saa meget det stod til dem, have søgt at hindre, at der intet skulde komme ud af det. Vaterlands Grunde ville derimod, naar de overlades Borgerne til frit Brug, aabne en Konkurrense, som vil tvinge det Offentlige til at nedstemme sine overdrevne Fordringer ogsaa paa den Kant. Henrik Wergeland ET BREV TIL CAPITAIN MARIBOE (Indsendt). Statsborgeren 24 jan. 1836. Det er med mere dybt følt Vemod, end det der blander sig i Morgenbladmandens Medynk, som ellers med saamegen Grund tilretteviser Dem, at jeg henvender mig til Dem i Anledning af den Række Breve til en Ven, hvoraf Publikum har modtaget to saa hurtigt paa hinanden følgende, at det ikke var kommet sig af den Forundring og Bedrøvelse, som det første opvakte, før det andet gjennemrystede det med ny. Dersom det ikke ogsaa laae for Dagen i Deres Breve, at De, ikke engang magter at afpine Deres Pen nødtørftig stilistisk Underholdning: da vilde jeg raade Dem, engang saa dygtige, nu saa beklagede Mand! at skrive over troløst Venskab; thi en troløs Ven, saafremt han har (eller har havt) Dømmekraft, maa Deres Korrespondent [fotnotemerke] være, som ikke alene ikke har fraraadet Dem Udgivelsen af Brevrækken, men endogsaa gjentagende anmodet Dem derom. Fotnote: Efter alle Mærker er det Høiren som corrensponderer med Venstren. SIDE: 314 Dette er vel et dristigt Raad til en Mand, som med det gamle ulyksalige Praleri (der, in parenthesi sagt, har været Deres Ødelæggelse) erklærer, at han "har faaet Recept paa en skarp Lud, der bestaaer af caustisk Kali og attisk Salt, den han agter at bruge naar og hvor behøves." Men jeg har for Ærlighedens Skyld vovet det Dristige. Jeg vil ikke tillade mig at spørge en Mand, der troer at have og har at beklage sig over Verden, hvorfor han nu med eet giver denne slige Vaaben og saamegen Ret til at beklage sig over ham. I dette fiendtlige Forhold er det af Brevene klart, at Hr. Capt. og Tingenes Gang og Stilling hertillands staae i til hinanden. Man bør føle en Slags Agtelse for Andres ulykkelige Timers Indskydelser; derfor lad saa være, at forbittre sig sin egen Rolighed ved at udtømme sine Klager for en taalmodig Ven; men for den Indskydelse, at frarøve sig selv den sidste Rest af Agtelse for Aandsegenskaber, man endnu besad hos et godmodigt Publikum, maa man skrækkes ligesom om den var indblæst af den Onde selv og udklækket under Menneskefien- dens egen Overskyggelse. Ak, at De skulde give efter! De, i Deres Rolighed! at denne, en Retiré, saa nyligen hædret med et af de faa Embeder, Nationen har at bortgive, ikke skulde være Dem kjærere! at Eftertanken og Selverkjendelsen ikke deri skulde kunne trives! Venners Raad ikke høres! Mig synes oprigtigen, at Drønet af Hr. Capts. parlamentariske Taler endnu kunde have opmuntret Deres Eensomhed tilstrækkelig, at Be- vidstheden om Fortjenester af Fædrelandet og mange Medbor- geres Erkjendelse deraf noksom maatte have kunnet forsøde den, at tusinde andre Maader at bringe Dem i Erindring paa -- om saadant skulde behøves -- stod Deres Forstand, tusinde andre Maader at sætte sig i en velgjørende Bevægelse paa, Deres af saamange ædle Følelser belivede, urolige Hjerte aabne. Men, ak! at en ubetænksom Vens Anmodninger eller en ulyk- kelig Times Indskydelse at følge dem og udgive Prostitutionerne skulde lade os see det ynkelige Skuespil, at af det Hul, hvori vi troede en Løve krøben ind, styrtede en simpel og simpelt rasende Bandhund frem! Ved Alt, jeg har en saadan Mening om Deres Hjertelag og stormodige Gemyt, en saadan Erkjendelse af hvad Nytte Fædre- SIDE: 315 landet i sin Tid har havt af Deres Drivtighedsaand og Opoff- relser, at jeg vilde paatage mig Forfatterskabet af disse Breve, dersom jeg kunde udløse Deres Navn fra Skammen deraf. For min Part skulde jeg da have gjort nok forat vise mig erkjendt- lig. Mange -- og jeg rigtignok helst med -- vilde før betale. Vel! men at betale, efter den fuldstændige Subscriptionsplan, som, efterat Prospectus er forudskikket, staaer klar nok at læse efter Ordene: "Jeg lader ingen Prospectus, ingen Alt lovende Subscriptions-Plan udgaae," 1 Spd. for 12 slige Ark [fotnotemerke] som de to første, er dog ikke værdt baade for Folks egen Skyld og for Deres, forat en kommende haardhjertet Slægt eftersom Nu- tidens Henslængen i Forglemmelsens Flod ikke altid sikkrer, ikke skal finde noget at triumfere over. Jeg har derfor fundet, at intet bedre staaer mig tilbage, end saa betimelig som muligt, ved at lade Dem høre en uforbehol- den Dom, der er skaansommere end Brevene opfordre til, at søge at bidrage mit til, at De maaske kunde komme til Efter- tanke over et Foretagende, som kun skal hedde overilet og vorde glemt, om Folk kun har det Par løse Blade, men som, om det fuldføres med en Udholdenhed, som var en bedre Sag værdig, naar dets slette Bestanddele samles, tør finde, ligesom de Fordømte, i Evigvarigheden sin altfor frygtelige Straf. Jeg kunde have meddelt Hr. Capt. min Dom privat; men tillad mig, den Aand, der stinker Pag. 2, 7 lod mig vente mere Utak end Frugt. Det svage Haab, som jeg dog til denne Stund herom nærer, lader jeg derfor opveies af det stærkere, jeg har om at kunne virke til Nytte for Andre ved at meddele ogsaa dem, hvad jeg kan have at sige. Men ved disse Andre mener jeg dem, der ikke have læst Brevene og dem, der uden Dømme- evne have læst dem; thi mellem dem, der med denne have læst dem, er der -- det kan De troe mig paa Hr. Capt. -- kun den Mening, jeg ovenfor generelt har yttret, men som jeg nu vil give mig den Ære at give Dem "Grunde og Kjendsgjerninger for." Og dette er sagt med den saa bekjendte Sandhed i Tan- ken, som De bringer i Erindring Pag. 13, at intet Ord misbruges og misforstaaes mere end "det er den offentlige Mening." Jeg udsætter mig rigtignok derved, efter Udladelsen Pag. 2 for et Fotnote: Cfr. øverst paa Pag. 12. SIDE: 316 Svar af samme Natur, som det til Morgenbld. i Efterskrivt til 2det Brev; men det faaer nu saa være. Jeg har nu engang vovet Ludbøtten; og det skulde Ingen glæde mere og oprigtigere end mig, om Capt. Mariboe virkelig kunde levere Prøver paa en større, mere alkalinsk Aandfyrighed end i Brevene -- disse Sammendyngninger af tør Aske under en udbrændt Kjedel. De veed upaatvivlelig selv, (og bør vide med Dem selv) at der gives intet Ynkeligere i Naturen, end En, der vil være vittig og ikke kan. Saa er der sagt, og saa er der troet, indtil De, ved høitideligen at forkynde, at De baade kunde og vilde være i hvasseste Maade vittig, lærte Verden i Udførelsen af denne vogsomme Proklamation, at der gaves noget endnu Ynkeligere. Uheldige Vittighedsjægere gives der nok af i det daglige Liv; de bevæge sig med Bæven og Klodsethed i den fremmede Sfære, og det tildels fordi de vide, at de have ingen Barmhjertighed selv at vente. Men at En vil træde frem for Verden, tillægge sig i Overmaal det geistige Vids sjeldne Gave, og saa figurerer op med endeel arildsgamle Ordsprog, en Vrimmel af Skjælds- ord, der i den trevne Stiil tage sig ud som Tømmerstokke og Sagfliis i Dødvand og med nogle tvungne affekterte Apostrofer til en Ven, der bestandig trækker paa Smilebaandet over For- fatterens matte politiske "Sværmen," og giver tidt og jevnt et Smiil tilbedste, der kun kan vække Tungsindighed -- ak, Ludvig Mariboe, at Dette skulde være forbeholdt Dem af den bittreste Skjebne, som endnu slog Dem! [fotnotemerke] Eller gives der ingen Ubeske- denhed uden Ungdommens og Fortjenstløshedens? Har Evne- løsheden og Afmagten ingen? Alderdommen, Ulykkens Pirre- lighed har ingen, siges der. Jeg vil ikke undersøge det. Derfor -- ikke et ondt Ord mere om Vittigheden; ligesaalidt som til den Syge eller om den Døde, der levede ligesaa stille som han gik bort. Enhver kunde rigtignok før være berettiget til at vente den, end det uindløste Løfte derom; men den er dog igrunden noget, man ikke kan kræve, men hvormed en Forfatter kun af eget Godtykke regalerer sine Læsere. Fotnote: Cfr. Pag. 2, 7, 11, 12, 21, 22, 26; den fortvivlede Lignelse om Byfolks Økonomi; det i 4 blade paa Mgbldt. 5gange anvendte trivielle Udtryk "Gar- dinpræken;" det ligesaa ofte brugte "Visitcasse;" ligeledes Fictionen med Ambassadørskabet m. m. SIDE: 317 Derimod kan man af Memoiren (Mindeskrivtet) kræve Aand- righed, Lethed og Behagelighed i Stilen, Nyhed og Interesse i Indholdet; af Brevformen dette Springende uden at dog Idee- gangen slippes, eller, om den slippes, at den gribes igjen med umærkelig Behændighed, denne Samtalens Livlighed, denne Henaanden af Forfatterens Individualitet paa Papiret, som netop udgjør det Karakteristiske ved denne Skrivart. Og af den politisk-filosoferende Skribent kan man fremfor alt fordre logisk Tankegang, et reent Sprog og Paalidelighed i hvad han debiterer, Sandhed i hvad han paastaaer. Men, Borger, De har ikke fyldestgjort synderligt af disse billige Krav. Deres Arbeide tør jeg sige skal være en Kombi- nation af hine tre Skrivarter, og skulde saaledes besidde de Egenskaber, som tilhøre dem. Men nu Aandrigheden? Gud bedre os! Dersom den mangler Vittigheden, da er den en vingeløs og nebløs Fugl. Eller skal den tusindegange og i bedre Udtryk hørte Ambassade-Harang, der ender med Apostrofen til Polakkerne, ligesom ogsaa det, ikke nyere politiske Ræsonne- ment fra Pag. 5 -- 7 passere for aandrige Episoder, i Mangel af en Aandrighed, som burde belive det Hele? Finder Nogen det, da maa han ogsaa finde ubetaleligt Vid -- saasandt som jeg finder et Lune at græde over -- i begges pompøse Slutninger. Den første lyder saa: "Nu har jeg opfyldt den vigtigste Deel af mit Hverv, som selvvalgt Minister for de udenrigske Anlig- gender og overordentlig Ambassadør ved flere udenlandske Hoffer." Og den anden -- der, i Forbindelse med strax i Øine faldende Karakteerudbrud Pag. 2, 6, 7, 8, 25 og 26, lader os høre den ulyksalige Grundtone i Minherres Gemyt -- lyder som følger: "Under disse politiske Betragtninger, som jeg i Løndom anstiller, føler jeg et indvortes Kald til alvorligen at ruske den sovende Løve i Manen, medens de politiske Hanekyllinger og Kamphaner, der i Skolen have lært, at Løven ræddes ved Hanegal, kykkle og gale uophørlig, indbildende sig dermed at kunne virke paa den alvorlige, slumrende Løve. Naar jeg saa- ledes, min Ven, føler mig gjennemtrængt af Kjærlighed til vor lovbundne Frihed, til vor liberale Statsforfatning, da nærer jeg det glade Haab, at Flere og Dygtigere end jeg alvorligen ville give sig til at ruske Løven i Manen; thi da skulle vi snart see den reise sig i sin fulde Kraft, og med et Lynblik sende alle disse politiske Hanekyllinger, alle disse politiske Dværge, SIDE: 318 til Niflheim. Mig synes, at jeg hører Dig sige: "han begynder jo at ville være poetisk og høitravende." Nu vel min Ven, siig det længe nok, siig det saalænge, indtil Du virkelig kan omskabe mine prosaiske Breve til Poesie." Heri har man ogsaa Prøver paa forskjelligt Andet af hvad jeg har at bebreide Dem. Den, der ellers har noget tilovers for Dem, maa være nærved at faae ondt af den Mathed, som stønner igjennem sidste Tirade, hvori dog al Deres eiendommelige Arro- ganz tordner og det tækkeligste Koketteri med sig selv lader sig høre tilsidst. -- Mangfoldige forstaae ved en let og beha- gelig Stiil at beskuppe sine Læsere for den Aandrighed, de Selv af Naturen ere blevne beskuppede for. At dømme efter Antallet af og Gehalten ved dem, som øve denne Kunst, maa den ikke være svær. Men De, Minherre, er dog ikke i Besiddelse af en behagelig Stiil i Deres Breve, om man end ikke ganske vil fra- dømme dem Lethed. Dette tilskriver jeg gammel Øvelse, men især det, at Stilen ingenlunde er udsat for at lide under Tan- kernes Vægt. Enkelte Steder raader Forvirring, saasom føl- gende, Pag 36: "Med Hensyn til at jeg saalænge har opholdt mig med Danmark, da er Grunden den, at foruden mit almin- delige Ønske, at see hele Verden fri, og deriblandt først det Land, hvor jeg fødtes og nød min første Opdragelse, ønsker (!) jeg især (!) at Danmark maa blive det." De Ideer, som med- deles os i Brevene maa være os kjære som gamle Venner. De ere os alle bekjendte ligefra Skjænderierne over Bladliteratu- ren, den politiske Revy over Europa og til Ideen om en engelsk Sjøstation ved Bornholm i Krigstilfælde med Rusland. Af hvad der tilhører Brevformen kan De derimod gjøre Dem til af at have, vel ikke henaandet, men stereotyperet ikke alene Forfs. men ogsaa hans Vens Individualiteter paa Papiret. De ere for- underligen lige efter Pag. 23, hvor der siges: "Jeg har efter modnere Overlæg fundet, at Du har fuldkommen Ret, naar Du siger, at jeg ikke bør af utidig Beskedenhed, om jeg beslutter at udgive mine Breve til Dig, udelade hvad de indeholde, mig selv vedkommende, forsaavidt det har Hensyn til mit offentlige Liv. Jeg bifalder ganske de Grunde, som Du anfører, nemlig: "at det er den bedste Maade at stoppe Munden paa dem, der læse dine politiske Breve" o.s.v. I Smilet, hvori der ofte hales SIDE: 319 som til en Slags Forfriskning og ligesom naar Værter opmuntre Folk til at drikke naar Samtalen gaar istaa -- i Smilet ere de to Venner hinanden særdeles lige, og naar den Ene leer, saa leer den Anden med, alt efter hvad vi see Pag. 34: "Jeg seer, at Du trækker paa Smilebaandet, min Ven, og henviser mig til Holbergs politiske Kandestøber. Den som leer sidst, leer bedst, jeg lader mig ikke saa let forbløffe." (Hvem af Holbergs Helte -- von Tybo? Gert Westfaler? -- er det som har til Valgsprog "man musz sich nicht verblöffen lassen)?" I Brevene, som politisk-filosofiske, savne vi fornuftstreng Tankegang Pag. 4 til 6, hvor De kaster Dem hovedkulds fra vor Stilling ind i Europas politiske, og ender den, efter den usande Paastand at Frankrig bortødsler sine Kræfter paa Afrikas Kyster (paa at civilisere dem?) og paa Antillerne (ubekjendt), uden at vende tilbage til den Materie, De forlod, eller at gjøre de politiske Reflexioner anvendelige derpaa. Strax nedenfor tilstaaes dog, at De "sværmer med Deres Tanker omkring i den vide Verden; og at De dog under disse politiske Sværmerier tænker mest paa vore egne Anliggender." Om Paalideligheden af Deres Relationer vil man bedst kunne dømme ved at sam- stille følgende Yttringer af Dem om det danske Folks politiske Aandstilstand med hvad den danske Liberalismes ypperste Organ "Fædrenelandet" selv derom erklærer. De siger Hr. Capitain Pag. 31: "Det kan ikke nægtes, at senere store Misgreb fra den danske Statsstyrelses Side have givet Almen- og Frihedsaanden den sande Retning, og en saa hurtig Flugt, at den selv synes at forurolige Regjeringen, thi endog hos dem, der endnu laae i dyb Søvn, have hine Misgreb fremmanet den herlige Aand, opflammet Følelsen for Frihed og uafhændelige Rettigheder, der dybt ligger nedgravet [fotnotemerke] i Menneskebrystet." Ligesaa omtaler De Pag. 32 "hiin herlige Aand, der er fremmanet i Danmark" , og Pag. 34, at "det (danske Folk) føler sig myndigt." Behag nu at høre "Fædrenelandet." Fotnote: Ogsaa reent Sprog. SIDE: 320 "Det Røre [fotnotemerke] , man havde sporet i Folks politiske Ideer hele Vinteren igjennem, forsvandt med Sommerens Komme. Tildeels har vel Sommeren ialmindelighed denne Virkning; Folk splittes ad paa Landet og paa Reiser; man føler ikke Trang til Politik; Naturen giver rig Erstatning. Dog var dette neppe den eneste Grund; thi heller ikke Vinterens Komme, uagtet Stændernes faste Møde traf sammen dermed, bragte Munterhed i det poli- tiske Liv. Man syntes forrige Vinter ganske at have udtømt sig i denne Henseende; den politiske Interesse havde været usædvanlig [fotnotemerke] stor; den Smule Kraft, som i denne Retning kunde opbydes, var udtømt; en Reaction maatte indtræde; deraf den Sløvhed, hvormed saa Meget, der ellers for- tjente den almindelige Opmærksomhed, blev optaget. Ogsaa om Pressen var Meningen noget forandret. Vel var der allerede, da Processen (med Fædrelandets Redaktør) blev anlagt, Adskillige, som syntes, man var gaaet for vidt; Nogle yttrede sig bestemtere derhen, at man hellere burde have indskrænket sig til at undersøge alle Misbrug og Mangler, og ikke rørt ved Statsforfatningen; men i det Hele var dog den største Deel af Publikum tilfreds med det friere Sving, som Journallittera- turen tog. Man var tilfreds med den Frimodighed, hvormed der blev skre- vet. Men lidt efter lidt syntes Stemningen at forandre sig. Allerede Sagens Anlæggelse gjorde et ubehageligt Indtryk paa mange ængstelig-legale Hove- der; senere begyndte man at høre hyppige Klager over den tirrende, dril- lende Tone, som man meente at spore i adskillige Artikler af Dagbladene; Kjøbenhavnsposten gik det især ud over. Denne Vrantenhed mod Pressen kunne vi kun forklare os deraf, at man før skattede den Frimodighed, hvor- med der skreves, men siden, da man blev vant dertil, havde Journalisterne mistænkte for, at de vilde "vise" sig, at de vilde pukke paa den Frihed, de havde tilkjæmpet sig. Om nu den dybere Grund hertil skal søges i en vis gedigen Sands for Ligefremhed, Sanddruhed og Beskedenhed, der som et skjønt, betydningsfuldt Træk synes at udmærke den danske Charakteer, tør vi ikke afgjøre, men finde det sandsynligt; at man imidlertid her gik for vidt, er os ligesaa sandsynligt. Der viser sig saavel i denne som i andre Henseender et vist politisk Pietisterie, som vi ved en anden Leilighed skulle omtale. Stændernes Sammenkomst bragte, som vi have ytret, ikke saa meget Fotnote: A. Skulle vi optage dette smukke danske Ord i den Bemærkelse, som det her har? B. Jeg stemmer "nei", siden det hos os har sin Betydning, nemlig: et uordnet Liv. C. Jo, dersom det kan skee uden formegen Bevægelse. D. Eller Rørelse. E. Eller Røre. Hvorfor ikke Røre? F. Ja siden det nu engang er Sprogrøre. G. Det var der i Babylon. H. Og i Norge Fotnote: Siger ikke usædvanlig meget. SIDE: 321 Røre i det politiske Liv, som man havde ventet. Den omtalte Reaction troe vi var Hovedgrunden til denne Mangel paa Interesse. Dog kom hertil ogsaa andre Grunde. Nogle Dage før Stændernes Samling blev Budgettet be- kjendtgjort; dette slugte næsten hele den Rest af politisk Interesse, der kunde skaffes tilveie. Det blev modtaget med meget blandede Følelser. Mismod over vore Finantsers Tilstand ytrede sig hos Mange; Andre vare mere sysselsatte med Tanken om hvorledes den kunde forbedres. Vi skulde meget feile, om ikke Kundskaben om vore Finantsers slette Tilstand bidrog til at qvæle den Interesse, man vist ellers havde viist for de offentlige Anliggender. I dette Tilfælde gaaer det et Folk som en privat Mand, der har Næringssorger; de undertrykke ham saaledes, at han ikke har Sands for Andet, end hvad der kan befrie ham derfor. Og er det anderledes med hele Folkets Finantser? Hvad kan en Stat udrette uden Penge; Af Stæn- dernes Forhandlinger har derfor heller ingen Deel vakt Folkets Deeltagelse i den Grad, som Forslagene til Finantsernes Forbedring. -- Altsaa: Bud- gettets Bekjendtgjørelse bortledte noget af Interessen for Stænderne; men Mangel paa Offentlighed svækkede den ogsaa. Det syntes, som om man ikke ganske havde opgivet Haabet om offentlige Forhandlinger; i al Fald havde man ventet, at Bladene frit kunde meddele Forhandlingerne. Dette forpurredes ved Rescr. af 22de Septbr., og deels denne betydelige Ind- skrænkning, deels den strenge Fortolkning af Stænderforordningens § 87, hvorved Offentligheden fik et endnu føleligere Stød, kunde ikke andet end sløve Publikums Interesse, der heller ikke ved den almindelige europæiske Politik kunde oplives." Hr. Capitain! lad det gaae ud over Morgenbladet, som leverer et saa afskyeligt Referat, men ikke over Sandheden... P. S. . . der kan tjene Dem igjen. Henrik Wergeland [OVERSIKTSARTIKKEL] Statsborgeren 24. jan. 1836. Norge. En Filialafdeling ved Norges Bank er oprettet i Skien. Under samme er henlagt Bradsberg Amt, Laurvigs Fogderi med de i disse Distrikter beliggende Kjøb- og Ladesteder. -- Industri- og Kunstflids-Kommitteen i Selskabet for Agers Sogns Vel bekjendtgjør, at en lignende Kunst-, Fabrik- og Huusflids-Udstilling som ifjor Marked vil iaar finde Sted paa Børsen. Til den 28de Dennes modtages Anmeldelser, og den 30te d. og 1ste Febr. fra Kl.9 -- 2 indleveres Sagerne. -- Det er sandsynligt at Statskassen vil erholde Indtægt af 46 500 Spd. i Mulkt af Laurvigs Grevskabs nye Eier den danske SIDE: 322 Generalfiskal Treschow for urigtigt afbenyttet stemplet Papir ved Kjøbet. Sverige. Efterat have opregnet 8de ord. Storthings Re- præsentanter efter deres borgerlige Stilling, anmærker Afton- bladet: "Heraf viser det sig, at de Ulykker, man har befrygtet som Følger af Norges Valglov, nemlig at den Oplysning, som besiddes af Embedsmændene, skulde blive udelukket fra Stor- thinget, og dette alene kommer til at udgjøres af Bønder, som hverken kunde rede sig med det ene eller andet, ere fuldkom- ment ugrundede, da Embedsmændenes Antal udgjør nær 3/5 Dele af det Hele, og Præsternes i Forhold fuldkommen ligesaa mange i Norge, uagtet Valgene skee distriktsviis, som i vor Standsrepræsentation." -- Den russiske Minister Grev Suchtelen er endelig afgangen ved Døden den 18de Dennes. Henrik Wergeland ALMUESKOLEVÆSENET BETRÆFFENDE (Fortsættelse fra No. 11 -- 12.) Statsborgeren 31. jan. 1836. Samme Forfatter siger: "Maae vi ikke gjøre den Kjends- gjerning gjældende, at Skolevæsen og Lærere kun have gjort Fremgang hvor de ere blevne ordentlig betalte? Eller formaaer nogen Søn af Jorden noget uden Midler? Hvor Lærere blive saaledes lønnede, at kun unge Folk af de armeste Klasser op- offre sig til Skoletjenesten, hvor den offentlige Mening om Skolelærernes Stilling, Virksomhed og Lod derfor kun kan staae lavt -- der skulde Skolevæsenet kunne trives? Forfængelige Tanke! Forsøger man vel saadant Hjernespind i andre Sam- fundets Gebeeter og Stænder? "Som Arbeidet saa (være) Lønnen", og "som Lønnen saa (er) Arbeidet" -- saadanne simple, almene Grundsætninger forglemmer man -- til usigelig Skade for Dannelsen. Af alle saadanne Tanker, Forslag, Ud- kast, Taler bliver intet, fordi det er intet andet end et nyt Blændværk for Mennesker, som ikke kjende til Sagen. Den, der mener det redeligt med sit Folk, med Menneskeheden, an- tager sig nærmest hovedsagelig de Fortrykte, Forladte, For- svarsløse, Ulykkelige. De Andre sørge nok for sig og sine SIDE: 323 Børn(?) Men hine danne den lavere store Klasse af Folket, hvis Bærme er Pøbelen. Dette er et slet, vanærende, beskjæm- mende Ord, og alle vender sig bort fra det, det betegner. Og dog betyder Pøbel intet andet end et Indbegreb af Mennesker! Jeg vil sige eder hvad jeg tænker. Saalænge man ikke for- trinlig antager sig Samfundets lavere Klasse, saalænge man ikke anvender den meste Formue paa at civilisere og danne de Udan- nede og Raae, saalænge mener man det ikke redeligt med Na- tionen, med Menneskeheden. Thi Tilværet af Pøbel vanærer enhver Nation og sætter enhver Stats Lykke og Sikkerhed paa Spil. Dette er alle civiliserte Staters Skamflek. Derfor fuld- stændig Underviisning og menneskelig Dannelse for de Lavere af Folket, og retfærdig Løn for dette Arbeide! Derved gjør man et afgjørende Skridt til sand Frihed. Den som har en Træls Sindelag og Aandsudvikling bliver ikke fri, om man end præker absolut Frihed og Lighed fra alle Tage. Vil et Folk naae sand Frihed, saa befri de paa de nederste Trin Staaende fra sin Raahed, Armod og Smuds! Den, som ikke det vil, tage ikke Ordet Frihed i Munden. Og den, som erklærer, at det ikke er muligt, har dermed erklæret Nationens Frihed for et evigt Hjernespind. Vor hele Kraft, vor hele Menneskekjærlig- hed maa være viet de Lavere under os. Og derfor maa De, som nærmest skulde arbeide paa Folkets indre Dannelse, ved sin egen Dannelse og Stilling blive unddragne Livets lave og lavgjørende Sorger. Ogsaa Kristus begyndte sin Verdens- forvandling med de Lave, Foragtede, Forladte og Ulykkelige. Derfor -- hvo der vil være en Kristen, gjøre ligedan! Almisser hjælpe her ikke, men almene, store, omfattende Forholdsregler for dette ene store, ophøiede Maal." Dette er nu sagt om Frankrig. Men naar vi istedetfor flere af de ovennævnte Udtryk, der mere passe sig paa det Lands store og mange Stæders lavere Befolkning, sætte "Folkets Masse", saa kan denne livlige Opmærksomgjøren paa det stør- ste, ihvorvel mest forsømte, Menneskehedskrav meget vel an- bringes paa os. Forfatteren, der har afgivet sin Beretning i det franske Deputertkammer, ledsager nu denne med en Fremstil- ling af hvorlidet hans Fædreland har anvendt paa Elementær- underviisningen, nemlig til 1828 kun 10,000 Spd., i 1828 60,000 SIDE: 324 og siden 1830 200,000 Spd. Men, siger han, "er dette dog værd at nævne?" Visselig ikke for Frankrig, hvor en urosværdig Re- gjering i flere Aar holder en Armee under Vaaben, der sluger Halvdelen af alle Statens Indtægter, og hvor Kommunerne, saa- vidt Nedskriveren bekjendt, ikke direkte bære Udgivterne ved Underviisningsværket. Da dette er Tilfældet hos os, vilde det være af stor Nytte for de Forbedringer derved, som ikke alene maae paatænkes, men iværksættes, om vort Folks Oplysning og Dannelse ikke skal blive kun Enkeltes Eiendom og forresten kun et Skin paa Ydersiden, at erholde en Opgivt af disse kom- munale Bidrag over det hele Land og for hver Kommune især- deleshed. Gjennem Departementstidenden kunde vedkommende Departement lade dette komme til Kundskab. Samlet vil det vistnok ikke udgjøre ubetydeligt; men saa ubetydeligt er Enkelt- mands Bidrag til Skolekasserne, at Kommunerne sandsynligviis vilde forhøie det, især naar de, ved at erholde den Myndighed og det Opsyn i sine økonomiske Anliggender, som Formand- skabsloven tilsigter, fik Leilighed til i andre Maader at forringe de indirekte Skatter. Men en saadan Frihed skulde de ikke for- tjene, om de ikke foretog hiin Forhøielse, der kommer dem selv og Slægterne til Gode, anvendt til bedre at lønne bedre Lærere -- dem Statsstyrelsen gjennem alle de Kræfter, som staae den til Anvendelse, da maa være ligesaa beredvillig til at skaffe. Henrik Wergeland NOK ET BREV TIL KAPITAIN MARIBOE (Indsendt.) Statsborgeren 31. jan. 1836. Siden mit Sidste ere de to følgende af Hr. Kapts. Breve komne mig tilhænde. Den Iilsomhed hvormed de ere bragte og bringes for Dagen har saaledes idetmindste hidtil ikke ladet min venskabelige Hensigt lykkes, at bringe Dem til nøiere Efter- tanke, om det vel skulde være værdt, at drive videre paa et saa utaknemligt Arbeide, som at pine sin Muse og plage sin Ven. I 3die Brev springer De med merkværdig Lethed over det "Ad- skilligt," De lover, "at anføre om 17de Mai, om Grundloven i Glas og Ramme m. m." Men af dette "med mere" (et beqvemt og forjettelsesrigt Udtryk) faae vi rigtignok "Adskilligt," efterat SIDE: 325 De har gjort Saltomortalet til Eidsvoll Værk og i Farten givet vore Oldgrandskere en ubeføiet Kindhest med Hælen [fotnotemerke] . Kluntet- hed tilgives sjelden hos slige Kunstnere, men her maae vi dog antage denne og ikke et Dessein, som i samme Mon skulde tvinge vor gamle Kjærlighed for Ludvig Mariboe til at aabne Øinene for Syndernes Mangfoldighed, som det har lukket Øinene for Sandheden. Vore Oldgranskere ere, uagtet deres Studium mere end de fleste andre hendrager til Eensidighed og fjerner fra det Nær- værende, ingenlunde saa eensidige som Hr. Kapt. skildrer dem. Skjønt faa og adspredte, have de dog vidst at forene sine Kræf- ter, og -- som iblandt andet Udgivelsen af "Samlinger til det norske Folks Sprog og Historie" og "Urda" viser -- at meddele Almeenheden Udbyttet af sine Kundskaber og sin Flid. De have arbeidet ikke alene for Videnskab og Fag, men for Fædrelandet, og saaledes tilfulde løst sig fra det Krav paa en patriotisk Virk- somhed, som dette har til enhver af sine Borgere efter Retnin- gen af Enhvers særegne Kundskaber og Talenter. Hverken Ud- giverne af hine Skrivter, de Universitetslærere, der efter sit Fag ere Oldgranskere, J Aall, Petersen eller hvilkensomhelst anden Mand, som har drevet paa Sligt, har gjort sig til nogen Karri- katur af en Oldbuck. Den livligste Patriotisme gjennemaander Fotnote: Umiddelbart efter at have citeret en Plan til Oprettelsen af et patriotisk Selskab 17de Mai 1827 og beklaget, at den ei lykkedes, fortfarer Hr. Kapit.: "Erindrer Du, hvor oprørt mit Sind var, da vi en Aften vare samlede og Talen kom paa Eidsvolds Bygning? Mindes Du, hvad jeg yttrede om vore Oldgranskeres Kjærlighed til en Stump af et gammelt Slag-Sværd, som en af de Norske Kæmper førte, til en Spore, de bar, og om deres Lunkenhed og Ligegyldighed ved Nutidens historiske Minder, deres Uvirksomhed for ved hensigtssvarende Midler at opdrage en Slægt værdig Forfædrene og oplyste efter Nutidens Krav. Oldgranskeren, vor for lovbunden Frihed og Oplysning varme Ven D*** undtoge vi. Jeg glemmer aldrig, hvorledes Du udbrast i en Skoggerlatter, da jeg samme Aften, i Anledning af en Samtale om det utaalelige Skryderie med de gamle Normænds Bedrifter, der høres af saa mange af Nutidens Dværge, foer op af Stolen og udraabte: Lille- putter ville iklæde sig gamle Norske Kæmpers Hjelme, Brynier og Skjold, under hvis Tyngde de segne; drage omkring som Julebukke, drikke, skrige, skraale paa gamle Norge, dets Frihed og Selvstændighed, og i det de true Enhver, der ikke vil drikke, skrige og skraale som de, med Qværnbideren, de ei mægte at løfte, drage de ud af Balgen en gammel Gaasefjeder, der drypper af Æder og Galde, lugter af Selvroes og nedsaltede Kaalhoveder. SIDE: 326 deres Skrivter, hvori, ligesaavelsom i de blotte Samlinger af Oldtidsminder, vi medrette søge ogsaa en af vor Selvstændig- heds Støtter. Der er ingen "Lunkenhed og Ligegyldighed ved Nutidens historiske Minder eller Uvirksomhed for ved hensigts- svarende Midler at opdrage en Slægt værdig Forfædrene og oplyste efter Nutidens Krav," i Lektor Keysers og Prof. Steen- blochs historiske og Prof. Lundhs økonomiske Forelæsninger, heller ikke i Aalls populære Skrivter. Ja selv uden denne Virksomhed eller denne Aand deri, maa det erkjendes, at Old- gransken i sig selv er patriotisk og vækker Patriotisme, og at det hos de fleste mere er Patriotisme end Indsigt og Interesse for Oldgranskingen selv, som gjør Folk saa villige til at under- støtte den. Hvor uretfærdigt skjærer De nu ikke alle disse Hædersmænd over een Kam, i Udtryk som ligelidt passe paa Nogen af de Medborgere, vi kjende som Oldgranskere! Men Deres "Sind var oprørt." Beklageligt, at De synes oftere at vælge en saadan Stemning til at meddele Dem i. De berøver Dem derved Til- liden til hvad heldigere Øieblikke kunne indgive; thi Publikum er en streng Fortolker af Udsagnet, at Skjændegjester ikke til- høre Guds d. e. Sandhedens Rige. Vittigheden, at Skraalerne om alt Gammelnorskt drage udaf Balgen en gammel Gaase- fjeder, der drypper af "Æder" og Galde, lugter af Selvroes og nedsaltede Kaalhoveder, ville vi taale for de ferske usaltede Kaalhoveders Skyld, hvormed vi nu saa overflødigen forsynes fra Økern. Derimod maa baade hvad De fortæller om at nogle af vore "gjæveste Frihedsmænd," der fandt den ikke ny, men hos Mange længe nærede, Tanke herlig, at kjøbe Eidsvoll Jern- værks Bygning med nærmeste Tilliggende til en Nationaleien- dom, "frygtede for at det vilde være et altfor voldsomt Skridt," og den paatrængende Anmodning, De fremsætter om at Kongen skal kjøbe og forære Nationen det, byde enhver Mand imod, der har Agtelse for denne, Erkjendelse af Kongens forhen mangelunde beviiste Rundhaandethed eller kun simpel Følelse for det Anstændige. Dersom Nationen vil, som ret er, besidde Eidsvoll Jernværk, da bør den og har Raad til at kjøbe det selv; men man bør ikke paatrængende anmode Kongen derom, og mindst en Konge, som af eget Hjertes Trang aldrig har und- SIDE: 327 ladt at vise sig gavmild. Ingen fornuftig Mand og mindst af vore gjæveste Frihedsmænd kan finde at hiint Kjøb vilde være et altfor voldsomt Skridt eller noget andet end et stort og vidt- løftigt Foretagende, som det ikke var saa let at gribe an. Var det saa, da er det ikke værdt at tale om at Nationen bør eie Eidsvoll. Men fordi Hr. Kapit. maaskee har truffet paa et Par Nathuer, bør dog ikke vore "gjæveste Frihedsmænd," [fotnotemerke] uden at Nogen bestemt paapeges, lide under at tillægges et saa feigt Sindelag, som hiin Yttring lægger for Dagen. Dog staae de Godtfolk til at undskylde; thi de havde den- gang ikke, som nu Hr. Kapitainen, havt Anledning til at "for- doble den historiske Værd ved Nationens første Thinghuus" og forøge Enthusiasmen derfor "ved at erfare at Kongen dersteds tog Natteqvarteer og sov saa rolig og tryg under dets Tag." Hvilken ædel Anskuelse af Konstitutionsstedets Betydning! Hvor letbevægelig en loyal Adoration! Dalai-Lamadyrkerne gaae ikke meget videre. Men efter denne Yttring af patriotisk Begeistring og en lidenskabelig, næsten personlig Kjærlighed, er den Ringeagt, De nærer for Oldgranskerne, ikke at undres over; thi De, Hr. Kapit., har med et af disse den høitspændte Følelses Seerblik, i alle de Steder, hvor Hs. Majestæt har over- nattet og sovet roligt, opdaget flere historisk mærkelige Steder, som Nationen paa Kongens Bekostning bør eie, end alle hine tilsammen. Mig synes dette er et passende Sted at sige Godnat paa. De har gjort mig Søvnen fortryllende, elskværdig, høi, betydnings- fuld. Det er ligesom om Nogen kløede mig i halv Søvn... Jeg seer forunderlige Drømfigurer: Dyner sønderslidte til Amuleter, Fjær omsendte som Reliqvier, Lagener baarne om i Procession, et Folk der slaaes rasende om et Sengested, Puder satte "i Glas og Ramme." Jeg kan ikke engang opmuntres ved at see Dem i Fotnote: Synderlig gamle maa de dog ikke have været; thi Hr. Kapitainen under- retter os Pag. 51 om at man ikke bør tvivle om at "en Mand i sine bedste Aar -- uagtet man ikke personlig kjender ham -- ikke skulde have Fri- hedssind og Selvstændighed." Hil dig, Norge! Du har ingen Nød; thi Du har nok af unge Folk, og den "yderlig politisk mistænkelige" Kapitain Mariboe har sagt, at det er nok til at have Frihedssind og Selvstændighed at være i sine bedste Aar. Forresten behøver man ingen videre Kriterier eller Kjendskab til Personerne. SIDE: 328 det følgende at springe Buk paa Fougstad; thi Perioden, at F. skal i offentlig Tidende fremstaa og "udvikle der Alt, hvad han finder at være stridende mod sin Anskuelse" (sic!!) overtyder mig om, at De selv stundom gjør Deres Spring i Søvne. God- nat da, Somnambul! Vil De ikke tænke paa, saa drøm idet- mindste om Sandhed. Henrik Wergeland [OVERSIKTSARTIKKEL] Statsborgeren 31. jan. 1836. Sverige. Aftonbladet beretter: "Vi have et Par Gange til- forn havt Leilighed til at fæste Læserens Opmærksomhed paa den svenske Bondes Tidning," en af de flere periodiske Skrivter, som i de sedneste Par Aar have begyndt at udgives især for den svenske Almue. Det Talent, hvormed denne Tidende er forfattet og det fædrelandske Meed i dens Artikler have alle- rede begyndt at give den en ikke ubetydelig Fremgang. Over- tydede om at denne alligevel fortjener at være endnu større, saavel med Hensyn til Indholdet som den ringe Priis, skulde det være os en Fornøielse at kunne paa noget Viis bidrage dertil; og vi indføre paa Grund deraf hernedenfor en Artikel, hvis For- fatter paa en simpel men overbevisende Maade, i en Oversigt over sidste Rigsdag, fremsætter sine Anskuelser om Nødvendigheden af Folkets Kundskab om og Deeltagelse i Statsanliggenderne. "Mange have villet overtyde os om, at vi, naar vi skriver en Tidende for Bønder, aldeles ikke bør befatte os med Statsan- liggenderne, dem Bønder hverken kunne eller bør forstaae. Andre have troet, at forgangne Rigsdag var lang og lei nok mens den varede, og at man med en Rigsdag bør forfare paa samme Maade som med et ulideligt og forargeligt Menneske d. e. lade ham høre Ondord mens han lever, men lade ham hvile i Fred, naar han endelig engang er vel død og begraven. Men vi have hverken laant Øre til den ene eller anden af disse vel- menende Raadgivere; og hvorfor vi ikke gjør det, ere vi beredte til at forklare, i den Tro, at I finde det retfærdigt at høre vore Grunde i en Sag, hvorom Tankerne ere saa delte. Naar et Folk har forbeholdt sig, selv at undersøge og ordne sin Regjering og sine Love, saa bør det ogsaa udøve denne sin SIDE: 329 Ret; thi hvo skal ellers gjøre det? Dersom et Folk, som har iagttaget et saadant Forbehold, siden kommer og klager over at dets Styrelse er slet, at Lovene er uretfærdige eller over- trædes, at Skatterne ere høie eller slet anvendte, at Underviis- ningen forsømmes m. m. da maa man vel ikke uden Grund ansee saadan Klage for qvindagtig og lidet værdig naar den ikke led- sages af Lyst og Drift til at udrydde og ophæve Aarsagen til det Onde, hvorover man klager. Men det svenske Folk har iagttaget et saadant Forbehold: det har forbeholdt sig, gjennem sine Ombud, selv at undersøge Regjeringens Færd; det har for- beholdt sig at bestemme Skatternes Størrelse, at see til hvor- ledes de anvendes, at afskaffe gammel og stifte ny Lov. Det svenske Folk har ogsaa i mange Henseender viist sin Utilfreds- hed med Statsanliggendernes nærværende Stilling og Gang: skal man da tvivle om at det er samme svenske Folks Alvor at udøve denne sin urgamle Ret, at granske og ordne sin Styrelse som sagt er; eller skal man forestille sig, at den Stand, som er den talrigste, som paa sin Lod har faaet den sikkreste Deel af Landets Eiendomme, og som derfor er stærkest fastbundet til det fælleds Fødeland.. skal man forestille sig at denne Stand, Bondestanden, kan eller bør være ligegyldig for Stats- anliggenderne eller for at udøve den Deel i Styrelsen, som det svenske Folk i sin Heelhed, med Bondestanden isærdeleshed, og fra Urolds Tider har forbeholdt sig? Dette have vi ikke kunnet troe; thi det strider imod alt hvad vi have hørt og er- faret om Sveriges Bønder i fordums og nærværende Tid, og vi ere forvissede om, at den Stand, vi skrive for, aldrig skal paa- drage sig Bebreidelsen for at pukke paa god Regjering, og som man siger, gjerne see Øxen gaae uden at ville holde i Skaftet, d. v. s. uden at ville gjøre sig den Umage at undersøge hvor- ledes de Mænd, som paa Rigsdagen udøve Bondestandens An- deel i Regjeringen, udføre sit vigtige Kald. Men de, som ansee en endt Rigsdag for et dødt og begravet Legeme, som ikke efterlader noget Minde og hvorom de ikke mere ville høre tales, synes ikke ulige en Kunstner, som naar han med syv Sorger og otte Bekymringer har fuldendt en Ting, da med Lede nedlægger sit Hverv, forat faae Tid til at glemme sin Erfaring, og saaledes skaffe sig den Møie at begynde paa SIDE: 330 ny Regning. Behøves nogetsteds Erfarenhed, er det visselig i Regjeringsanliggender eller Statssager; og det Folk, som i slige Ting letsindigt forspilder sin Erfarenhed, har kastet sin bedste og møisommeligst forhvervede Skat i Søen. Der gives ogsaa dem, som paastaa, at naar Folket udøver sin Deel i Regjeringen ved Ombud, saa tiltrænger Folket heller ikke nogen Kundskab om de offentlige Anliggender, idet det skulde være nok, om denne Kundskab fandtes hos Repræsentanterne. Men snarere burde man betænke, at saadan som Folkets Kundskab er, saa bliver ogsaa Repræsentanternes. Thi savner Folket den Indsigt, som udfordres til at indsee sit eget Bedste, for at vælge duelige Repræsentanter, for ret at bedømme disses Færd, og for med kraftigt Bifald at understøtte dem, og holde dem i Ryggen mens de stride for Folkets Ret, saa maa ingen fornuftig Mand regne paa at større Kundskab skal findes hos Repræsentanterne, eller at Nogen skal findes tilsinds at offre sine Kræfter, kan hænde sin Velfærd, for Medborgere, som foragte sit eget Bedste, og ikke formaae at skille Ven fra Fiende. (Fortsættes.) Henrik Wergeland [OVERSIKTSARTIKKEL] Statsborgeren 7. febr. 1836. Norge. Dette Blad har før bemøiet sig med at faae Folk til at benytte sig af Voldgivtens herlige Frihed, alt efter N. L. 1 -- 6 -- 1. I mange Egne har dette været uforstaaet Tale; -- man har som saa ofte, været den Sidste til at skjønne eget Bedste. Gid da Exemplet maatte give bedre Opmuntring! Og et saadant kunne vi fremstille til vore Landsmænds Efterfølgelse, idet vi kunne berette, at Sager nu saa jevnligen voldgives i Romsdals Amt, især i Nordmørs Fogderi, at de vel opgaae til henved 50 om Aaret. Og imellem disse Sager har været indviklede og af Betydenhed: Markegangssager f. Ex., som, om de end af Ju- risterne vilde været løste paa samme Maade, dog neppe vilde være bleven det til begge Parters Tilfredshed. Men dette skeer jevnlig ved Voldgivten, og deri bestaaer denne Afgjørelses- maades største moralske Fortrin. Ikke alene mere oplyste Bøn- der, men Folk uden mere Kundskab end den almindelige have SIDE: 331 med Held klaret sig fra Voldgivtsmandshvervet. Den sunde Menneskeforstand gaaer nemlig almindeligviis forunderlig sik- kert paa Steder, hvor Lærdommen ofte svimler. En Sag, hvori til een Prokurator alt var betalt 50 Spd., til en anden 40 Spd., til Dommeren 16 Spd. og forøvrigt i Alt indtil 130 Spd. vold- gaves af Parterne med Forliis af denne bortkastede Sum, og de priste sig lykkelige ved at være blevne kloge før det var altfor seent, d. e. før den sidste Skilling var strøgen med. I Guld- brandsdalen begynde Folk ogsaa at blive saa kloge, at de ikke ere fornøiede med at miste Øjet, naar Modparten blot kan miste Næsen. -- Romsdals Amts Landhuusholdningsselskab har imellem sine sædvanlige Præmier ogsaa udsat et Sølvbæger paa 8 Lod, eller Bøger for lige Værdi, for de Skoleholdere, som mest ud- mærke sig ved i Skolen at give Underviisning i Skrivning. Der ligger heri et lidet NB. fra Lægfolk til Præsterne. Naar hine nemlig hjælpe til i Underviisningsværket maa det vel omsider hedde: "Den Blinde seer, den Halte gaaer; ved fælleds Hjælp man Byen naaer. -- Dagbladet "den Constitutionelle" har viist sig siden 1ste dennes af, og i et meget lovende Udvortes, d. v. s. med en umaneerlig stor og omstændig Titelplakat, prægtige Bogstaver og saa udspærrede Linjer, at man kan see, at det er Vedkom- mendes alvorlige Hensigt ikke alene at love, men ogsaa at op- fylde. Af stor Nytte er Anførelsen af ankomne Reisende især for Læserne af Morgenbladet og Intelligentssedlen, saasom de nu, efter 3die Gangs Repetition, umulig maae kunne glemme Navnelisten. Og denne Nytte maa Red. have tilsigtet; thi at den i det mindste forudsætter Bekjendtskab til Morgenbladet see vi i No. 1 af den -- ellers noget hovedkulds kommende -- Artikel fra Sverig, hvori fortælles os, at Brygger Wertmullers Morder endelig er paagreben. Da vi tilfældigviis havde forsømt at læse det Mblads.-Nr., hvori det var meddelt, som man be- høvede at vide for at forstaae den Efterretning, fandt vi os vel i Førstningen noget generede ved Aproposet, men fattede hur- tigt igjen vort Godlune og den vedbørlige Respekt for Redts. Skjønsomhed til at vælge sine Artikler ved følgende Tanker: SIDE: 332 1) ventelig har den nødvendige supplerende Efterretning til No. 1 staaet i et foregaaende Prøvenummer eller i No. 0. 2) Den, som ei forstaaer halvquædet Vise, er et Trold, som ikke bør skjemte med Aviser; og endelig om dette skulde briste, da 3) Red. maa betragte sit Blad og ville have det betragtet som et Supplementblad til Morgenbladet. -- Af andet, som maa glæde Oplysningens Venner, kunne vi meddele endeel Begunstigelser, som ere indrømmede visse Ti- dender, nemlig "den Constitutionelle" har faaet 1/6 Portomode- ration og Retstidenden l/8. Storthingsrepertoriet kan forsendes mod 12 ß pr. Bind indtil 9 Hefter. "Søndagens Intelligenzsed- del" derimod -- et Blad, der, som Fidibusser, udskyder mangt et klart Glimt imellem Borgerne, og indtager, som Papillotter, paa Borgerindernes Hoveder baade den smukkeste og højeste Plads -- dette fortjenstfulde Blad har kun erholdt 1/3. Men det har og derved erholdt mere end 1/3 Betydning. Der gives Blade, som ved Tilsidesættelse erholde næsten sin hele. Det mest begunstigede Blad er dog Tiden, Drammens saa- kaldte "offentlige Avis" (omtrent som at ville sige: en Kaval- lerist tilhest, en Fodgjænger marscherende tilfods); thi der for- tælles, at denne offentlige Avis, der forholder sig til Rigstiden- den som Sønnen Jonas til Fatter Snydenstrup i Komedien, nyder, foruden mere end almindelig Portomoderation, fra høje- ste Haand en aarlig Understøttelse af 200 Spd. -- Noget, det var værdt at vide noget tilforladeligt om. Paa Stedbarnet Stats- borgerens forlængst indgivne Ansøgning om Portomoderation har man endnu ikke været saa heldig at erholde nogen Resolution. Men -- Storthinget er begyndt! Den beklemte Presse aander allerede lettere i Haabet om sin Befrielse. Sverige. (Fortsættelse fra forrige No.). Men foruden disse særegne Grunde for et fritt Folk til selv at tage vare om sin Ret, gives ogsaa nogle almindelige, som bør formaae Enhver til at deeltage i de Anliggender, som angaae Almenvellet, og disse Grunde ville vi saameget heller her anføre, som vi derved faae Anledning til paa eet Sted og i Sammenhæng at fremsætte de Grunde, hvorefter vi her saa- SIDE: 333 velsom tilforn og fremdeles stedse mere henvende Opmærksom- heden til almene Anliggender end til private. Disse Grunde hensigte ikke blot Nytten, men ogsaa vor Fornøielse og fremfor alt Retfærdigheden. At de almene Anliggenders Skjøtsel tilsigter vor Nytte, kan Ingen bestride; thi det gjælder jo vor egen og vore Børns Vel- færd, og eftersom den almene Velfærd er, saa bliver og den private; og Ingen maa troe, at han eller hans Børn skulle und- gaae hvad almene Ulykker, der overgaae Fædrelandet. Men Fornøielsen ved at betragte og overveje de almene Anliggender er ikke mindre end Nytten. Med Fornøjelse betragte vi den arbeidsomme Myre, den virksomme, kloge og arbeidsomme Bi, og med Forundring see vi, hvorledes blandt disse Dyr alle stræve for det almindelige Bedste; men hvad vise disse Dyr os, som vi ikke i langt større Maal gjenfinde hos Menneskene? At see et Folk, som udholdende arbeider for Almeenvel, at see de mægtige Kræfter, som røre sig, at see hvor de stride eller sam- virke, at see hvor Retfærdighedens lille Hob kjæmper imod Magtens Vold, hvorledes den stundom maa vige men aldrig ta- ber sin Kraft, hvorledes denne Kraft med hver liden Sejer for- øges, og omsider voxer til en Magt, som ingen formaaer at modstaae -- at see dette er dog det største Skuespil, som Jor- den opviser, og mangen privat Ulykke indsovner ved dette Syn. Fader og Moder, Barn og Mage, Frænder og Venner gaae bort eller vende os Ryggen, og Ulykken synes at bortmane os fra en Jord, hvortil ingen Haand mere binder os: da er det godt at vende sit Blik til det fælleds Fædreland, at kunne glædes ved dets Velgang, eller føle sine private Ulykker at vige for Iveren i at kunne bøde paa de almene. Men mest af alt fordre Retfærdigheden af hver Mand Op- mærksomhed og Nidkjærhed for det almene Bedste; thi det hedder: "alt hvad I ville at Menneskene skulle gjøre Eder, det gjører I og dem." Fordre vi for os selv Sikkerhed for Person og Ejendom, saa maa vi og være rede til at forhjælpe vore Med- borgere dertil, endskjøndt Ulykken synes at ville gaae vor Dør forbi. Al Uretfærd drager Ufærd med sig, men ingen i høiere Grad end Koldsindigheden for det almene Bedste. SIDE: 334 Disse ere vore Grunde, og dem støtte vi med Forfædrenes Exempel; thi hvad vi her med Ord have paastaaet, det have de i trofast Daad lagt for Dagen. Vi støtte dem ogsaa med vor elskede Konges til Bondestanden yttrede Formening, ved Slutningen af det Rigsmøde, vi her have til Hensigt at give Oplysninger om, og hvilke Ord lyde saa: "Forglemmer aldrig, at om Sveriges Love har givet Eder Ret- tigheder, have de i lige Maade paalagt Eder Pligter. I disse Pligters redelige Opfyldelse ligger Borgen for Bibeholdelsen af Eders Rettigheder." Og hvilke Rettigheder og hvilke Pligter monne vel Kongen sigte til, om ikke til Bondestandens eneste Privilegium: Rettighederne at deeltage i Lovgivningen og Be- skatningen? og om ei til de med disse Rettigheder svarende Pligter, at samle fornøden Kundskab og Erfaring, som Rigs- mødernes Forhandlinger nærmest tilbyde, og med Forstand at anvende dem? Og hvilken anden Borgen gives vel for menne- skelige Rettigheder, end en paa Kundskaber og Erfaring grun- det Kløgt til at vedligeholde dem? Samme Tanker raade og hos det velbekjendte engelske Folk, som, endskjøndt det fra Fortiden har arvet mere Elendighed, Uorden og Ulykke, end vor Historie har at opvise, dog ved sin Almeenaand og Iver for de almene Anliggender har bragt det saavidt, at dets Magt er ethvert andet Folks overlegen, og at Folket selv, endog mod Regentens Vilje, kan forbedre og ordne sine indre Anlig- gender." Vi haabe, at vore Læsere finde, at de have Aarsag til at være fornøjede med det Kjendskab, de her have faaet til den svenske Statsborger, til en Tidende, der i Sverige har samme Tendenz som vor i Norge. Men desforuden maa vi tilstaae, at ogsaa det var os en Grund til at meddele Ovenstaaende at der gives flere i Norge, end det har Ære af, som ganske dele deres Mening, som "svenska Bondens Tidning" med saa klare Ord har talt tilrette, om det ikke skulde være rigtigere paa Grund af det vanskelige i en Tilrettetalen hos saadanne Folk, der tidt ere blevne graae uden Tænksomhed, simpelt hen at sige "irettesat." I Deres Øine er Fouchalds, Neergaards, Haagenstads, Gren- dahls, Tønsagers og Uelands med flere udmærkede Bønders SIDE: 335 Optræden paa Thingene uden Betydenhed og ikke istand til at vække Tanken om at flere lignende Kræfter ligge i den store Stand, som de tilhøre. I deres Øine er dette Blad en Torn, fordi det annoncerer og hævder i Folkets Interesse en kontrol- lerende Tendenz, der falder dem ubeleilig, som ifølge sin Stil- ling ere udsatte derfor; og det er med en Forbittrelse, som er uheldig i at efterabe Foragten, at de høre, at Individer af disse Masser, som de nu troe ikke skjønne sig paa Noget eller bør skjønne sig paa Noget udenfor den Jord, de skulle behandle, og som bør lide og tie, lade sine Meninger høre gjennem dets Spalter. "Bondepolitikusser" kalde de dem, og anvende dette Ord i en foragtelig Betydning uden Forskjel paa enhver Bonde, der viser Almeenaand og Interesse for de offentlige Anliggen- der eller som deri har deeltaget, og det med Hæder. Men dette Ord maa man ikke frakjende sig. Forfatningen kræver, at den norske Bonde er Politiker og det en ivrig. Og gid han maatte forstaae det, og hine visse Folk, at ovenanførte Ræsonnement fra den svenske Bondetidning kan være nyttigt at høre af flere Fordomsfulde og Aristokrater end dem, Sverige er plaget med! Danmark. I dette velsignede Land, der allerede skal kunne give os Mønster paa Almeenaand og hvorledes en friere For- fatning bør benyttes, gives der Folk, som ere berettigede til at prygle Bonden; ja man kan endog erholde Fuldmagt dertil, men som maa thinglæses. Herom underrettes vi af Kjøbenhavns- posten i følgende: "Fra forskjellige Egne reise sig nu Stemmerne imod Klapjagten; des- mere paafaldende er det at see en Mand, hvis Jagtanskrig neppe kunne staae imod den offentlige Mening, som ikke er ny, ytre sig raillerende imod en Artikkel, hvis væsentlige Indhold han, idet han vilde bestride den, har det Uheld at stadfæste. To Ting ere Hovedgjenstandene for Pastor Søtofts maleriske Jagtskildringer (i hans Klage over Bøndernes Behandling ved hine Jagter): a) at Bønder prygles paa Klapjagterne; b) at de endog for private Folks Fornøielse udsættes for Dødsfare. Disse to Ting har Ano- nymus (Angriberen af Klagen) bekræftet. Først constaterer han det anførte Factum, at en Bonde virkelig af en sikkert aldeles uberettiget Person har erholdt Prygl; thi uberettiget til at slaae Bonden, om han end forsaae sig, ja om han end er en slet Person, maa, efter vor ældre og nyere Lovgivning formodentlig Enhver agtes, hvem ikke af Godsherren er given Fuldmagt, som dertil er thinglæst. Var det saa, da fik Bonden ligesom i de raae gamle Dage 100 Herrer for 1 i Jagtgjæster, Skovbetjente, deres Børn o. s. v." -- SIDE: 336 Det er allerede et Fortrin mere værdt end alt Danmarks Korn, at ingen norsk Chilian kan sige her: ligesaa hos os. -- Saa inderlig en forstaaelse, som nu, herskede endnu ingensinde mellem Sverig og Danmark. Serafimerordenens Skjænk til Prinds Christian Frederik, Exkongen af Norge, paa Kongen af Danmarks allerhøieste Fødselsdag, og med Hensyn til denne, er et Stjerneskud, der vidner om Nattens dybe Fred. -- Mindre høje Tanker indgav Nordstjern-Kommandørkorsets Bortgivelse paa Carlsdagen til vore Amtmænd Schouboe og Wedel; thi vi kunde, idetmindste hvad den Sidste angaaer, ikke undlade at tænke paa de Brystmedaljer af Tin, som i visse udenlandske Instituter tilkjendes de Elever, som udmærke sig. Det er nemlig bekjendt, at Amtmand Wedel besidder udmærket stilistisk Færdighed, det naturlige Organ for hans skarpe Logik. For Udarbeidelse altsaa! Henrik Wergeland [FORSVAR MOT BESKYLDNING FOR STOCKHOLMSFARERI] Morgenbladet 11. febr. 1836. Jeg har hidtil med megen "Gelassenhed" anseet en vis æsthe- tisk Polemiks Angreb paa min Karakteer som Menneske. Jeg frygtede og frygter ikke disse Skud, som skulde ramme For- fatterens Hjerte, da Panden enten var dem for haard eller sad for høit. Bagvaskelsens og bornerte Anskuelsers Triumf er for kort og uvis til at man bør lade sig i nogen Maade forstyrre, om de gribe sig heftigt an og gjøre sig en Tid gjældende i nogle Sjele, som hverken Himlen vil savne eller Jorden reklamere, om de forsømme sig naar den store Basun lyder. Min borger- lige Karakteer og Virken gik vel heller ikke saa ganske fri; men med en ualmindelig Fromhed fik Krohgstalen og enkelte andre ubetydelige Yttringer deraf kun hedde Fantasterier o. s. v., indtil en Klokker etsteds paa Vestkanten var saa heldig i en egen Brochure, et af Dæmringens Følgeskrivter, at finde Be- nævnelser derpaa af større Kraft og Vægt. Ogsaa dette maatte staae hen, og skal ikke forstyrre min Ro mere end Klokkerens. Derimod vil jeg ikke lade upaatalt passere, hvad en i disse Dage udkommen, ikke mindre foragtelig, Pjece, en af Dæmrin- SIDE: 337 gens egne "tordnende Protester," behager at fortælle om at jeg, der utvetydigen er meent, baade her og i Stockholm har for høieste Vedkommende fremført gravamina over Tilsidesættelse. Thi dette graverer min Karakteer som Normand, og forholder sig ingenlunde som det er sagt af Skumleren. Manglende 3 Aar i Ansøgningsalderen, og ikke i Besiddelse af den praktiske Examen, som jeg først tog 2 1/2 Aar efterat jeg havde været i Stockholm, kunde jeg der intet ansøge; og her har jeg i naadigst Audienz ikke anholdt om nogetsomhelst andet, end om at det maatte behage H. M., efter anhørte Grunde, at decidere i en Dissenz, som har existeret imellem Regjeringsvedkommende og det juridiske Facultet, hvis Responsum jeg havde æsket, nemlig om hvorvidt en privat Proces, hvormed jeg i lang Tid har været og vil vorde plaget, kan have tilfølge, at mine Adkomster som geistlig Supplikant suspenderes. -- At forsøge denne Udvei stod mig nærmere og maatte være mig behageligere end den sidste, som staaer mig aaben, nemlig den, ved at henvende mig til Storthingets Protokolkommittee, at søge at bringe Vedkom- mende til at respektere mindre egen personlige Anskuelse end Individets Ret, der baade i hint Responsum legaliter er dedu- ceret og hjemlet ved en Passus i § 4 i Statsraadernes Instruk- tion af 11te Octbr. 1825 -- Forøvrigt -- De, der kjende mig, kunne dømme mig som Menneske; Fremmede ville maaskee en- gang forekomme mine Landsmænd i at bedømme mig som dig- terisk Forfatter; men Nationen skal ikke troe andet end at den er en Løgner, som voger at sige noget dens Søn uværdigt paa. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland VILDFARELSER OG OVERTRO, SOM KOMMER AF FALSKE SLUTNINGER FRA SAMMENTRÆFFENDE OMSTÆNDIGHEDER. (Indsendt.) Statsborgeren 14. febr. 1836. Hos de fleste Mennesker er der en Tilbøjelighed, der gaaer saa vidt at faa ville vedkjende sig den, til at antage at en nær- mere eller fjernere Forbindelse maa være mellem Ting eller SIDE: 338 Omstændigheder, som ihvor ulige de end ere af Naturen, dog have slumpet til at hende paa samme Tid eller tilfældigviis ere komne til at staa ved Siden af hinanden. Af denne Tilbøjelig- hed udspringe en stor Mængde saavel af Folkets Vildfarelser, som ogsaa af den Enkeltes galne Slutninger, af alle Arter og om alle Gjenstande, ligefra Videnskabens høje Granskninger til det daglige Livs Begivenheder. Al Videnskab er i Tidens Løb ble- ven belemret med en stor Mængde falske Slutninger, som op- rinde af denne Vane at tro, at af de Ting, som slumpede til at være paa samme Tid og Sted, var det ene Aarsag eller Virk- ning til det andet. Det er blandt de nyere Granskeres større Arbeider, at rydde væk de Vildfarelser i Videnskab, som ere udrundne fra denne Kilde; thi det er den nyere Filosofies høie Udmærkelse, at den prøver alle Ting og antager Intet forud for vist; og det er mere denne Sats's Iagtagelser, end nogen anden Ting, som vi have at takke for Videnskabernes store Forbedring i vore Dage. Enhver Læser vil mindes, at han har læst en Mængde Exemp- ler paa Formørkelser, Kometer eller Halestjerner, Jordskjælv og andre Særsyn, som have indtruffet paa de, som Historien kalder store Mænds Fødsels- eller Dødsdage -- hvilke Mænd, som oftest have udøst Menneskeblod,"som Vand spildt paa Mar- ken, som ikke kan sankes op igjen". I nogle af disse Historier vedgaar man udtrykkelig den Tro, at Solen blev formørket eller Jorden rystet fordi "Helten" fødtes eller døde; og om man end just ikke i nyere Tider siger dette, antydes dog den alvorsamme og omhyggelige Opregning af disse Omstændigheder, at man me- ner, at der er en eller anden Sammenhæng mellem dem og Man- dens Levnetsløb. Enten nu Forældrene fremsætte dem saaledes eller ikke, slaar det ikke Feil, at jo Mangfoldige, som læse eller høre at Særsynene have indtruffet saaledes, ansee dem som Be- viser paa Naturens Omhu for den Begivenhed, som hendte paa samme Tid. En lignende Indbildning er Aarsag i at, naar noget sligt viser sig, medens en Ting staar paa Spil, eller noget vigtigt staar paa, da bemærkes det, somom det var forbundet med, eller et Varsel for, Begivenheden. Historien nedværdiger sig endog til at nævne at man saa en Fugl før et Slag. Vi have alle læst at SIDE: 339 naar de romerske Hære saa en Ørn, var det et Varsel for Seir. Og vi trænge ikke til at gaa tilbage til gamle Dage. Tag følgende Træk af en Bog, som er udkommen for nogle Uger siden. Det er en "Beretning af Baron de los Vallos om Don Carlos's [fotnotemerke] Sej- ersløb", hvis indtrædelse i Spanien efter hans Bort-Rømning fra England, betegnes saaledes: "I det Øjeblik da vi satte Fod paa spansk Omraade, fløg en Ørn ud fra en af Klipperne deromkring, hævede sin Flugt imod Navarra. Dette er et godt Varsel, sagde jeg til Kongen [fotnotemerke] og pegede paa dette Sejersbillede som syntes ligesom at være bleven sat paa Vagt for at lykønske Kongen af Spanien med at han vendte hjem til sine Besiddelser." Nu ville flere Folk end i fordums Dage [le] af denne Barnagtighed; men at en velopdragen Mand i et alvorligt historiskt Dokument uden Spøg omtaler sligt, er et morsomt Beviis paa at den Aarsag til Vildfarelser, som vil holde paa at opklare, endnu er til. Dum- heden bliver ikke mindre ved at man fortæller at Ørne ikke ere sjældne i Pyrenæfjeldene; og enten nu Tingen havde nogen virkelig Vægt i Don Carlos og Baronens Tanker eller ikke, maa dog den sidste have regnet paa at der vilde være Gemytter, paa hvilke den vilde virke. Disse Historier grændse stærkt til Over- tro og det gjør en Mængde af de Vildfarelser, som komme fra denne Kilde. Det følgende er et mere hjemligt Exempel paa det Sæt, hvorpaa man tænker ifølge hiin Grundsætning. Man lagde Mærke til at Alliker eller Kajer i store Skarer satte sig paa nysaaede Agre, og da man satte det, at man saa dem, sammen med den nylig stedfundne Saaning, tvivlede man ikke paa at Kornet drog dem derhen. Ynkelige vare da Kla- gerne over deres Røveri, og uden Barmhjertighed var den Krig som førtes imod dem; og dog gjorde de stakkels Fugle imidlertid Sæden en stor Velgjerning ved at ødelægge de Maddiker, som Pløiningen nylig havde vendt op i Jordskorpen. Her, i en Sag, Fotnote: Der menes den Prins, som nu fører Krig i Spanien for at tvinge Folket til at gjøre ham til Konge og med det samme underkaste sig igjen den uind- skrænkede Kongemagt, der i mange Aarhundreder har været mere misbrugt til at dræbe, pine eller udarme dette Lands Indbyggere, end i noget andet kristeligt Land. Fotnote: Saaledes kalder han sig selv og saaledes kaldes han af de Stakkers Bønder, som neppe ville faa anden Løn for sin Troskab mod ham end at tjene slige Fjeldørne til Føde. SIDE: 340 hvor en meget ringe Omhu vilde have strukket til at forvisse sig om Sandheden, lod man sig nøje med det, som man ansaa for at være en ufeilbar Slutning, men som dog foraarsagede Bonden en ikke ringe Møje og en meget vigtig Fugleart en stor Ødelæggelse. Et andet Exempel fra den nyere Tid, have vi fundet i en Avis, som vi have gjennemseet, idet vi skrev denne Opsats. Det lyder saaledes: "Da Duchham sidst Fredag havde Natarbeide i Knip- lingsvæveriet i Tiverton, klagede en af Brandfolkene over at noget havde belemret Hjulet. Aa, sagde Karlen, det er et Var- sel for Brand. Nu, Samuel, sagde Opsynsmanden, Gasset [fotnotemerke] gik ud just nu, hvad er det et Varsel for? Svaret var: "Død" og i det samme slog han sine Hænder sammen, og udaandede uden et Støn." Dersom vi betragte Filosofien eller den fornuftige Sammenhæng i denne sørgelige Historie, mærke vi at i det samme han fik hiin Underretning hvorpaa han gav Svar, følede han inden i sig at Dødsdommen var udtalt over ham; og ved en pludselig Tanke forbandt han de to Omstændigheder med hin- anden? maaskee ikke fordi han troede at Gaslysenes Slukning var Aarsagen til hans Død, men at Gaslysene havde sluknet for at tjene til et Varsel for Døden. Men vi bemærke denne Hi- storie ikke saa meget for at udbrede os over det Indtryk, som det gjorde paa denne Stakkers Mand, som fordi det efter vor Formening oplyser den Indflydelse, som Udbredelsen af Kund- skab har til at forebygge at mere øges til den Hurv, som der allerede er af Almuevildfarelser. Vi ere forsikkrede paa, at for femti eller hundrede Aar siden vilde en Begivenhed, som denne været nok til at gjøre Slukningen af Gaslysene i en Bygning til et sikkert Mærke paa en af dens Beboeres Død, netop paa samme Maade, som man nu paa mange Steder i Landet anseer det for et sikkert Mærke derpaa at et Talglys slukner af sig selv. Men i vore Dage vilde ikke femti slige Historier forslaa til at have en slig Virkning paa Folkets Hu. De undres over Sagen som en mærkelig Begivenhed, et sjeldent Sammentræf, Fotnote: Denne brændbare Luft, der giver en Lysning, som har flere Fortrin for Talglys eller Tranlamper, bruges overalt i England paa de store Værksteder og til Gaders Oplysning. I Kristiania var den anvendt paa det nylig af- brændte Theater. SIDE: 341 men drømme ikke om at sætte Mandens Liv i Forbindelse med et Gaslyses Lue. Vi have taget disse Bemærkninger af et engelsk Almueskrift, som fremsætter altfor uomtvistelige Sandheder i et altfor fatte- ligt og folkeligt Sprog til at dets Indhold ikke skulde gjælde overalt, og gavne allesteds. Istedet for nogle flere Exempler fra den engelske Almues Indbildninger, som Forfatteren siden til- føier, ville vi anføre et Par fra vort eget Land, et Arbeide, som er vanskeligt formedelst Massen og Mængden af den Overtro, som endnu findes her og af hvilken man skal gjøre et Udvalg. Som et Beviis paa at der hvor der er større Oplysning lægger man ikke Mærke til slige sammentræffende Omstændigheder eller indbilder sig at de varsle nogen Begivenhed, erindrer jeg af en gammel Kjærring udenfor de simplere Klasser i Kristiania at have hørt, at to Ulve viste sig i en af Byens Udgader ved et af sidste Krigsaar, hvoraf hun da som Tegn naturligviis drog den Slutning at deres Komme var et Varsel for Krigen. De for- nuftige Indvaanere i Byen tænkte naturligviis ikke det samme, og af Overtroiske og Uoplyste vare der saa faa at den hele Hi- storie nu kan antages at være forglemt; og dersom et Par hung- rige Varger igjen vilde gjæste os, vilde vel flere før hilse dem med Kugler end med Frygt, for at de skulde være Ulykkes Profeter. Mere almindeligt var det vel at ansee Kometen i 1811 for et Varsel paa det følgende Uaar og Fædrelandets ulykkelige Stil- ling før Adskillelsen fra Danmark. Og dog kunde Intet tænkes urimeligere. Krig havde vi havt i 4 Aar før Kometen kom, og den vedblev ikke saa længe efter. Det øvrige Europa havde derimod i næsten 20 Aar havt en blodig og ødelæggende Krig, som ophørte tre Aar efter, saaat den for det var snarere en Fredsengel end en Krigsherold. Uaaret, der tungt hvilede paa den norske Bonde, fordi Krigen afskar Tilførsel, føltes ikke i mange Lande, som desuagtet Kometen vilde have skræmt, der- som Beboerne havde været overtroiske. Om Oplysningen siden er stegen saa meget at man nu vil le ad denne Skræk, er et Spørgsmaal, som det var at ønske man kunde besvare med Ja. SIDE: 342 Henrik Wergeland [OVERSIKTSARTIKKEL] Statsborgeren 14. feb. 1836. NORGE. Det nysudkomne Aftenblad, en Gjenganger af Nye- ste Skilderi af Christiania og Stockholm, har meddelt nogle svenske Breve fra Aarene 1809 -- 14, som godtgjøre, at der ved denne Tid fandt Stemplinger Sted her i Landet, som havde til Hensigt at ombytte Foreningen med Danmark mod en med Sverig. Grev Wedel nævnes heri som en af Hovedmændene. Ellers synes de gode Svensker at have bygget altfor sangvinske Forhaabninger paa nogle norske Grændshandleres gode Miner, der rimeligviis vidste at gjøre sig tilnytte den politiske Vigtig- hed, som de tillagde sig og tillagdes af Svenskerne. Mellem dem nævnes Halsteen Tjerne paa Ringsager, John Iversen Tange fra en anden Egn af Hedemarken og Hans Jonsen Thorud fra Elverum. Disse moderne Ribunger med sin Knut Jarl turde have kommet til at bestaae en haard Bjerkebeindyst inde i Landet, om Begivenhedernes raske Gang ikke havde forekom- met dem og Tidhjulets rivende Fart ikke ligesom havde bedækt dem med Forglemmelsens Støv. -- Capt. Foss maa nu endelig være bleven Folkets Mand -- om det ikke er meget uretfærdigt -- siden han ikke alene er Proponenten til Uniformernes Afskaffelse i Thinget, men end- ogsaa har udvidet dette til at afrage sine Knebelsbarter, der visselig ogsaa ere et Uniformsstykke. Idet vi referere dette, er- klæres, at vi aldrig fæste vor Opmærksomhed ved Ubetydelig- heder, men at vi troe, at Smaatræk, der have Betydning, ikke bør undgaae den, og at en Individualitet ofte kan opfattes klart nok i et Smil, et Træk, en Vane eller i en Dusk Haar mere eller mindre. Men hvilken Heroisme, at offre Politiken den Begeistring, han behøver saa høilig til sine Poesier! Det er ligesom at den Udmagrede dog vilde yde sit ædle Hjertes sidste Blod til Transfusion i en Døendes Aarer, eller som -- ak, hvem har ikke hørt om den halvt dødfrosne Moder, som bedækkede sit Barn med sin Barms sidste Livsvarme, sin sidste Pjalt? Dog -- Foss har barberet bort enhver Tvivl om Gediegenheden ved hans politiske Karakteer; derfor er det vi her tørke ham om SIDE: 343 Hagen. Dersom den franske Revolutions Hertug af Orleans ikke havde været en foragtelig Person, skulde F. hedde vor Egalité (Liighed). Og det tør hænde -- hvad hans Personlighed har henledt vor Opmærksomhed paa -- at vi tør maale os med hiin store Epoke i parlamentariske Karakterer om end ikke i Be- givenheder. Derfor lad kun Egalité passere, naar vi selv spille den gamle Cordelier og kalde Soelvold den igjennemstungne Marat. Hiint Navn passer i andre Henseender ikke ilde. Hvor nedladende er ikke denne Egalité! Hvilke Planer, der fortjente at komme til Rolighed paa Ministertabouretten, ligesom Orlean- isterne undede den ægte Orleans' det paa Thronen! Hvilke Forhaabninger ere ikke alle Partier blevne trætte af at gjøre sig om denne Kamælon -- trætte ligesom Øjet af at see paa Kaleidoskopets evige Omvexlinger eller paa Pankosmoramaet. Men at slutte efter det Æsthetikkelskab, som Capt. Mariboe i sit 8de Brev paastaaer er Fs. Grundvæsen, vil han nok heller være et "Pianokosmorama", som Aftenbladet kalder det. Dette er noget Snak, men det er ikke Snak, at vor Egalité har at vogte sig for de Mistroens Guillotineblink, som ikke kunne skjule sig i mange Øine. -- Kommiteeindstillingen om Andragendet fra Vaterland siges at gaae ud paa noget, der er hverken heelt eller halvt, nemlig paa at udvide Kjøbstadretten alene til Store Vognmands- gaden og Nygaden. Herom haaber man at kunne levere noget Yderligere i et følgende No. TIL LIEUTENANT C. B. ROOSEN (Indsendt.) Statsborgeren 14. febr. 1836. (Brudstykke af en Vise, paa Melodi: "Mit Navn er Lieutenant Lund"). Hvad skal en Krigsmand tænke paa Grundlovs Snak og Tant? Han pudse skal Monduren og lystre sin Skjersant; Og Han sin Løitenant; Og Løitnanten Capteinen og Han sin Commandant. SIDE: 344 Henrik Wergeland OM DIPLOMATISK SMIDIGHED Statsborgeren 21. febr. 1836. "Abracadabra! Abracadabra!" Jeronimus i "Huusspøgelse" af Holberg. For sit, fra anden og bedre Haand komne, Forslag om en Svaradresse -- ikke Takadresse, som den ellers med et kry- bende Udtryk kaldes, og kaldtes under de ulykkelige Debatter, som den 19de d. afstedkom Forslagets Død og derved Sløif- ningen af en enkelt liden Udvikling af vor Frihed og vort parla- mentariske Liv -- har Capt. Foss, der med Talent og mindre tilsyneladende Hjerteklap end vi havde ventet, søgte at souti- nere det og dermed en af de smukkeste Roller, han har spillet, -- ogsaa anført, at den burde være affattet med "diplomatisk Smidighed." Han gjentog ogsaa dette Udtryk under det for de Tabende hæderlige Nederlag den 19de Febr., angaaende hvilken Datum man bør see efter, om ikke paa den ogsaa Polakkerne i sidste Krig og med dem Folkefrihedens og Fremadskridnin- gens gode Sag etsteds har lidt et Tab; og bør man da, om saa befindes, ikke længer være i Tvivl om at Romerne havde Ret i at antage og fastsætte uheldige Dage paa hvilke offentlige og vigtige Handlinger ikke maatte foretages. Han gjentog Udtryk- ket, sige vi, men ganske let -- omtrent som Katten gaaer af- vejen for sin egen Ureenlighed. Han forsvarede det ikke imod Byfoged Christensen, der har uddraget adskillig Bitterhed deraf. Han nævnte det, men ledsaget med endeel Omskrivninger, nemlig de gamle om Forsigtighed, klog Forsigtighed, Klogskab og for- sigtig Klogskab, Varsomhed, klog og forsigtig Varsomhed (en smuk Familie, der, in casu men meget enfoldigt vilde det være, at lade sin Kaarde sidde, blotte sit Bryst og juble "Ærlig- hed varer længst!" idet man gjennemstinges. Lige Vaaben! Ingen Klubbe imod en treegget Kaarde! Og det gjælder ligesaa- vel for Fædrelandet som for Religionen: "enfoldige som Duer, kloge som Slanger!" Det er bekjendt, at Statsraad Chr. Krogh i 1824 drev de forhadte Konstitutionsforslag tilbage ved diplo- matisk Smidighed, ligesom ogsaa, at H. M. Kongen i sin mærk- værdige, i det hjelmske Maanedskrivt indtagne, Instrux til Stat- holder Platen tillægger det norske Storthing denne eller en lig- nende Egenskab i en imponerende Grad, der giver det en Styrke, som det ikke er en simpel Opgave at mestre. Vi kunne gjerne foreslaae at sætte: "Klogskab og politisk Takt" istedetfor de ægte fossiske Udtryk: "klog Forsigtighed og diplomatisk Smidighed," fordi de støde en Følelse hos os, men ikke fordi vi erkjende, at den medrette øver nogen Indflydelse, eller fordi vi troe, at dette Thing mangler Personer med ægte diplomatisk Smidighed. Her troer man naturligviis, at vi først tænke paa Foss, som i ovenmeldte Udtryk har vist os den ene Side af sit politiske Ansigt, mens hans afbartede daglig, i et Billed af den pletløse Maane, glæder os med den anden. Men man tager feil; -- et Træk af ægte diplomatisk Smidighed, som hverken skulde gjøre Talleyrand eller Foss nogen Skam, og det (som er det morsomste af alt) af en Bonde, rinder os nemlig ihu. Ja af en Bonde; -- vel ikke af disse "jevne, støe og solide," som faldt saameget i den gamle Statsborgers Smag, men af disse Tro- hjertige, som man ikke seer længer ind i end til Tænderne, af disse langvarige Ærligheder, som man forgjeves venter at see Enden paa under eet Thing. Det er en Repræsentant, som re- præsenterer alle de Godmodige i sit Amt, en Mand, simplere i sine Sæder end i sit Tænkesæt, liig Nissen i at han staaer paa Benene om man sætter ham paa Hovedet, og istand til at lægge mere Politik for Dagen i et kort og godt "Ja" end Mange i lange Taler, der ende med Ufiinheden af et trodsigt "Nei." Et SIDE: 347 saadant "Ja" ville vi fortælle, forat bevise, at diplomatisk Smi- dighed selv ikke ere vore Bønder fremmed. Ved Festen i An- ledning af Storthingets Aabning underholdt den artige Vært sig med en liden Kreds Repræsentanter af Bondestanden, hvori- mellem ogsaa vor Mand. Samtalen faldt paa de Bevillinger, som ere ivente for Marinen. De øvrige Bønder hørte temmeligt passivt til, men med Forundring (fordi maaskee Nogle af dem ikke kjendte Manden fra før af) hørte de ham med udtryksfuldt Bifald sige: "Ja Statsraaden har Ret! Statsraaden har skam Ret!" Men da Statsraaden var vel borte, og de yttrede sin Forundring for Kollegaen over hans livlige Udladelse, sagde denne hverken meer eller mindre kloge end oprigtige Repræ- sentant: "Aa, jeg meente s'gu intet med det." Dette Træk skulle vi tro lægger vel saamegen diplomatisk Smidighed for Dagen, som nogen Repræsentant eller anden ærlig Mand kan behøve. Men godt var det ikke, om den var almindelig -- lige- saalidt godt som om Heltemod eller mathematisk Lærdom var det; thi sligt have vi seet fører alene til Slagsmaal. Derimod bør den ikke mangle i Thinget, som behøver alle mulige Vaaben for at forsvare en Post, som angribes paa saamange Sæt, ifra den exsekutive Magts Viisdoms -- dersom Gjentagelser sige mere end det engang Anførte -- vægtige moralske Vaaben og, i uafbrudt Udholdenhed det paa Stranden tærende Hav lig- nende, Udvidelsesforsøg og ligeindtil de plumpe Hug af en statsborgerlig Terrorisme. Henrik Wergeland [OM EN NY ABC] (Indsendt.) Statsborgeren 21. feb. 1836. Skolelærerforeningen i Christiania har for saa lang Tid til- bage udgivet, til Bedste for en Skolelærerenkekasse, en A B C, at man burde vente dette almindelig bekjendt, om ikke ved Præ- sterne, der i Almindelighed ikke gjør meget af Forandringer selv til det Bedre, saa dog ved Tidenderne. Af Forældres og Læreres egen Omhu for Opdragelsen kunde man ogsaa i denne Henseende have noget at vente, idet det Spørgsmaal synes at maatte ligge enhver Fornuftig af dem nær: "mon der endnu ikke SIDE: 348 i saa oplysningslystne Tider skulde vise sig en A B C noget bedre end den gamle, hvori Begrebet om Gud Fader bibringes Børnene i et Træsnit af en Mand i Allongeparyk med Lovens Tavler i Hænderne, om den hellige Aand i et af en Fugl, uvist om enten Høg eller Høne o. s. v.?" Enhver være da underrettet om, at en saadan forønsket A B C er at erholde; men om paa en nær- mere Maade for Folk i Bygderne end gjennem Boghandlingerne, veed Inds. ikke, da han ikke hører til Udgivernes Forening, eller forøvrigt har noget med dette Foretagende at skaffe. Kun veed han, at en Læsebog, der stod i nødvendig Følgeforbindelse med A B C'en, afsondredes fra denne, for ei, ved at omfatte begge i et derved fordyret Bind, at hindre A B C'ens foreløbige Udbre- delse, men med den Hensigt, at lade Læsebogen siden følge, naar den ligesom A B C'en lykkelig havde passeret Censurcom- missionen, bestaaende af Stiftsprovst Munch og Præsterne Lieungh og Schydtz, og saaledes havde erholdt Anbefaling til at nyde Understøttelse af det Offentlige, hvilken var tilstaaet A B C'en med 200 Spd., hvorfor Exemplarer leveredes. Men be- meldte Commission har indstillet Læsebogen til ikke at erholde lignende Understøttelse, efterat have paapeget de Mangler, den fandt ved det Forsøg til en saadan Læsebog, der i Manuskript forelagdes den, og frabedet sig for Eftertiden at bebyrdes videre i denne Sag. Kirkedepartementet, der rimeligviis troer for en Tidlang at have ydet Almueunderviisningen nok ved en Udgave af Katechismen, som de Umælende, efter Forklaringen deri over det 10de Bud [fotnotemerke] , i lige saa høi Grad maae finde sig smigrede ved, som de Mælende maa finde Anledning til at blive stumme af Forbauselse derover, har da ogsaa indstillet Ansøgningen om Understøttelse til Udgivelse af Læsebogen til Afslag. Dette finde vi, efter Omstændighederne, i sin Orden; men at Geistlige Fotnote: I den af det theologiske Fakultet (!) efter Grundtexten forfattede Over- sættelse af Luthers liden Katechismus, som ved Kongl. Resolution af 6te Mai 1834 er authoriseret til Brug ved Religiionsunderviisning -- hvilket alt til stor Ære for Vedkommende staaer at læse paa Titelbladet -- lyder For- klaringen paa 10de Bud som følger: "Vi skulle frygte og elske Gud, saa at vi ikke ville tilvende os vor Næstes Hustru, eller Tienere, eller Fæ, ikke afnøde ham dem, eller vende [fotnotemerke] dem fra ham, men paaminde dem om at blive, og gjøre, hvad de ere skyldige." Fotnote: Mon ved Hornene eller Rumpen? SIDE: 349 vise sig saa tvære i et Oplysningsanliggende, at de undbede sig videre Uleilighed med at gjennemsee og bedømme et Arbeide, som vel fordrer Opmærksomhed, men er ubetydeligt af Om- fang, og som, naar det atter forelagdes dem, efter at deres An- mærkninger vare blevne benyttede, i en saadan forbedret Til- stand maatte være dem til mindre eller intet Bryderie; og at de vise sig saa fiendske mod et Foretagende af Oplysningsvenner, der kun som Prøve, d. e. til at modtage Rettelse og Forbedring, forelagdes dem, at de for bestandig bryde Staven derover -- det finde vi baade i sig selv urigtigt og i høi Maade uklogt med Hensyn til den Tidernes Piinagtighed hvorover Præsterne klage. Heller ikke kan man give Commissionen Medhold i alle dens enkelte Anmærkninger. Saaledes -- hvilke bornerte Sprogan- skuelser, hvilket Hang til Fordanskning lægges ikke for Dagen i følgende Notabener til et Stykke i Læsebogen, betitlet "Som- merfuglen!" "Grande -- hvorfor ikke: Naboe?" "Skuurfolkene -- hvorfor ikke: Høstfolkene?" "Maa du da det? -- Mindre hel- digt for: Har du da Ret dertil?" Disse Anmærkninger ere dels ubeføiede, saasom den om "Grande," der er et af Tale- og Skrivtsprog almeenbekjendt, vellydende norskt Ord, og hvilken Anmk. simpelthen ved at vende den om lader sig fyldestgjørende besvare, dels taabelige, saasom de andre to. Thi "Skuurfolk" betegner særskilt Folk, der have med Kornhøsten at bestille, medens "Høstfolk" giver det mere ubestemte, generelle Begreb af Folk, der beskjæftige sig med hvilkensomhelst Høstning. "Maa du da det?" er ogsaa langt mere simpelt og afpasset efter det barnlige Begreb og Udtryk end Kommissionens foreslaaede. Imidlertid kan man dog til dens Undskyldning anføre, at dens Omdømme ikke sy- nes at have været saa ganske frit og vilkaarligt, idet nemlig Phantasien, og det en temmelig skiden, synes at gjøre sig util- børligt gjældende i følgende Anmærkninger til Stykket om Bien: "Hvad gjør den paa Blomsten?" -- et tvetydigt Udtryk, der let kan falde i det Latterlige." Og om den naturhistorisk rigtige Tirade: "Bien har en Braad i Enden af Baglivet" hedder det, at den er et "komisk Tillæg, som bør bortfalde." Men synes Kommissionen her høist unødvendigen at have fordybet sig i svinske Betragtninger, saa hæver den sig atter til en Høide af SIDE: 350 Reenhed, hvor al Forstand maa undlade at kunne følge den, i den Dom over en, ofte i Børnebøger varieret, Fortælling om det barmhjertige Barn, der gav en Fattig sin Mad, og saa igjen blev reddet af denne fra at drukne, at nemlig "den hele Fortælling aander og nærer en Egoisme, som er hæslig." I andre Anmærkninger gjentage vi, at Commissionen kan have og har Ret; men Indvendinger som anførte burde ligesaalidt berøve Læsebogen offentlig Understøttelse, som Unddragelsen heraf Almeenheden en Bog, man isandhed trænger til. Henrik Wergeland TIL DET THEOLOGISKE FACULTET (Indsendt.) Statsborgeren 27. feb. 1836. Trangen til en forbedret Religionslærebog yttrer sig alt mere og mere. Den er gjennem de offentlige Blade oftere bleven ud- talt; Kirkedepartementet har for flere Aar siden viist at det interesserer sig for Sagen, og saavidt vides har det gjort hvad det kan gjøre: det har nemlig sendt de indkomne Manuskripter Facultetet til Bedømmelse. Her, fortælles der, have de hvilet i flere Aar. Inds. indrømmer, at der skal Tid til rigtigen at bedømme hvilket af Skrivterne, der bør foretrækkes de andre og udgives, men han synes dog at Betænkningstiden bliver vel lang, og at det vel nu kunde være paa Tiden at komme til et endeligt Resultat. Han antager endog, at en længere Taushed fra Fac.s Side i denne Sag vil udtydes mindre fordeelagtig, og vover derfor at anholde om at det snart vil foretage noget des- angaaende. Som nok en Grund for Facultetet til at paaskynde Sagen maa formeentlig tjene, at man maaskee i dette Aar kan vente, at Sognepræst Stockfleth vil begynde paa at oversætte og trykke Religionslærebogen paa Finsk, og man vilde følgelig deroppe komme til at drages med Pontoppidan endnu et halvt Aar- hundrede, hvis den blev oversat og trykt forinden den nye Lære- bog udkom. En Oplysningsven. SIDE: 351 Henrik Wergeland SVENSK INDFLYDELSE PAA NORSK TÆNKESÆT (Indsendt). Statsborgeren 27. feb. 1836. Vor Repræsentations meest udmærkede Medlem, Høiesterets- advokat Hjelm, lod i Debatterne om et Thingsvar (saaledes! og hverken "Svaraddresse" eller "Takaddresse") Yttringer falde om en svensk, særligen fra Personer i Kongens svenske Raad ud- runden og af disse vedligeholdt, Indflydelse paa flere Nord- mænds Anskuelse af de politiske Forhold, der selv i hine Discussioner kunde synes uvitterligen for Individet at gjøre sig gjældende, -- om hvilke Yttringer vi maae tilstaae, at vi vel fatte Meningen og erkjende Sandheden i dem, men ere dog ikke forundrede over at de misforstodes i den Grad, de bleve det. Thi baade er det saa, at hiin svenske Anskuelse af det under- ordnede Forhold, Norge bør indtage, existerer [fotnotemerke] , og at den, ved uafbrudte, med den meest haardnakkede Conseqvence gjentagne og i dumdristig Fremskriden vedligeholdte Angreb paa vor Nationalitet, har udøvet en Indflydelse paa mange ellers for- nuftige og velsindede Normænds politiske Tænkesæt, om hvil- ken de ikke selv ere vidende, eller ville erkjende, men som dog har affødt den Tro hos dem, at vi have vundet alt og ikke be- høve mere, om Grundloven og den unionelle en garde-Stilling til Sverig bare kan bevares som den er. Hvem erkjender ikke denne Stillestands-Opinion? Hvormange vedkjende sig den ikke aabent, og troe, at det at nære den er eet med en fornuftig Patriotisme? Mistvivl om Fædrelandets Kræfter, Undervurde- ren af Betydenheden af dets Krav, en Overskattelse af nær- værende Tiders bedre materielle Tilstand, et Hang til i dette Materielle at søge Trøst over Nationalærens Krænkelser og Manglerne ved de unionelle Forhold, en lige haardnakket Puk- ken paa det Bestaaende som sløv Forglemmen af gamle uæn- drede Forurettelser og sangvinske Forhaabninger om at Tiden vil, uden Menneskers eller ialtfald Normænds Hjælp, ligesaa sikkert gjengive vore Æresklenodier, det skjændede Rigsvaa- Fotnote: Selv ellers liberalere Tidender lægge ikke Dølgmaal herpaa. Nya Argus' Udladelser om den norske Modopinion vare os ikke ubekjendte før de fremkom i andre af vore Blade, men vi holdt for at en Protest var nok, og at der fra den Kant er nok at faae ondt Blod af alligevel. SIDE: 352 ben og de sløifede Folkefarver, som Tyven maa gjengive Dia- manten, han har slugt -- se alt dette tilhører og karakteriserer hiin Opinion! Men er denne fra først af født i Norge? Til at troe dette giver hverken Forfatningen, Folkets Grundkarakteer og Opfatning af Forfatningen, ja af Unionen selv ingen Anled- ning. Vi bede at erindre Foreningens første Aar, Nationalbla- dets Aand og livlige Tilvær og Karakteren af Storthinget 1821. Da havde en saadan Opinion -- vi kunne sige et saadant Parti -- ikke Tilvær. Den er udviklet senere og ligesom den fysiske Blindhed langsomt, snigende, uformærkt. Hvoraf da? Hvoraf da? Stod der ikke saa i Linjen ovenfor, I ærlige Normænd, som ikke føle Tyngden af eders egen Hjertesorg, af den I dog bære og nære, men ikke som en Flamme, men som en Natlampe -- tarveligt og kun saameget at Ingen skal kunne føre Vidner over Eder, at I sov paa Eders Post -- tarveligt, saaat I dog kunne famlende finde Vaabnene, om Nogen vil af- bryde eders Ro og forstyrre det størknede Blod? Hvoraf da? Stagnationens skyggerædde Opinion, denne Elendige, som be- tragter det urokkede Fodfæste paa egen Grund som en Triumf, mens man slaaer ham Hatten af Hovedet, denne Defension som ikke mærker sin Retirade, dette System, som har ladet Hi- storien bagefter fortælle Verden, at ingen Forening mellem to Stater har kunnet i Længden bestaa, og som beriger det kon- stitutionelle Monarkies Modstandere af forskjellige Farver med Kjendsgjerningerne af Konstitutioners liden Realitet, denne farlige Meningsvægt, som nedknuger til Goldhed Forfatningens Kimer til et større borgerligt Velvære, og uformærkt har ræson- neret sig til Identiteten af Udvikling og Udvæxt -- visselig denne har ikke uden Indvirkning udenfra udviklet sig hos os, uvitter- ligt for Individet, nu synligt i den Masse, som deler den, i den Plads, den indtager i vort politiske Liv og -- i dens Følger! I dens Følger? Ja; thi i samme Mon, den har udviklet sig, have Aarsagerne til Klager tiltaget, og i samme Mon disse have forøget sig, har hiint bornerede Defensionssystem konsolidert sig. Hjerterne have sammentrukket sine Fibrer og indbildt sig derved at vorde stærkere imod det udvortes Tryk; og saaledes skulle de sammentrække sig indtil Størrelsen af et Fluehjerte forat vedligeholde den søde Indbildning, at de dog slaae frit i SIDE: 353 den sammenpinte Barm. Hjerterne have sammentrukket sig og Stæren har udvidet sig i Skyggerædhedens Øje. Dog er disse Hjerter redelige -- og det sagde ogsaa Hjelm -- og disse Øjne ere ærlige, som troe Synet i noksaa god Stand fordi de dog see Solen, ja endogsaa Maanen. Og dette sagde ogsaa Hjelm. Ellers maa ingen have forstaaet hans Ord. Han sagde os, at en Opinion af hiin Beskaffenhed havde sit Tilvær, og deri vare vel hans Modstandere enige, siden de ikke lagde Skjul derpaa, men netop deri begrundede sine Debatter? Men da han sagde, at ingen Normand nærede den af sig selv, men kun som Følge af at man havde grebet Passiven mod et vist formaaende svensk Parties Active, og som en, Individet uvit- terlig, Indflydelse af en conseqvent Forfølgelse af en fremmed Plan, en fremmed Anskuelse af Forholdene, som idelig har søgt at gjøre sig gjældende -- da han sagde dette, saa slap Fanden løs baade i Falsen og i Christensen. Men Sandheden i hvad han sagde er baade i sig selv iøjnefaldende og gjengives i alle de Billeder som tilbydes os af det uafbrudt umærkeligt tærende Hav, af Lavinens ikke i Momentet eller Punktet opdagelige Fremskridt, af Saarets Sløvgjøren ved idelig Berøren eller Op- rippen og af den Skik hvorefter Procuratorerne altid vinde noget og meer end tilbørligt ved at fremsætte umaadelige Fordringer. Det er netop de svenske "Anspråks" Umaadelighed, som har fremskabt hiin vor politiske Middelmaadighed, vort justemilieu. Det er Ideligheden af deres Fremsættelse, som vi skylde denne Tilbageholdenhed, der imellem den indskrænkede Plads om vor Frihedsstøtte og Sverig har af eget Territorium ladet et Rum oppe, som hiint svenske Parti ikke har undladt at benytte sig af. Der ligger vort Banner m. m. m. m. visselig med mere. Men gid her var mere Rum i dette kummerlige Blad, der ligesom et sammenpiint Bryst ikke har Rum og Aande nok for sine Klager! -- ja i dette stakkels Blad, der er blevet spyttet paa af mange af vore stoute passive Mænd, som have paataget sig -- at redde Grundloven idetmindste, og som betragte det blotte Fodfæste som en Avance. Ak, Stokkene mærke ikke at de drive med Strømmen, og Stenene ikke at de udhules af Draaben, ikke ved dens Kraft, men ved dens idelige Dryppen! SIDE: 354 Henrik Wergeland [OM NORDAMERIKANERNES KARAKTER] Statsborgeren 6. mars 1836. I flere af de mere bekjendte Morskabsskrivter findes de ufor- deelagtigste Skildringer af Nordamerikanernes Karakteer. Disse gjentages saa mange Gange, at noget vel tilsidst bider paa, og man forglemmer, at det er ganske i vor Gammelverdens raadne monarkiske Systemers Interesse, at sværte Republikanere saa- meget som muligt og netop at berøve dem den moralske An- seelse, som Republiken mere end de andre Forfatninger præ- tenderer og vil hævde. Intet Kneb har været ubrugt eller kan være for slet til at understøtte Monarkiet; og har selv historiske Forfattere af stort Talent og Universitetslærere ladet sig be- stikke til at forsvare en Sag, som Historien fordømmer, og til at forvanske denne, hvor den taler Republiken og dens Repræ- sentanter til Fordeel, saa lader det sig vel ogsaa tro, at der gives Folk som særskilt betales forat nedrive de forhadte Yankees (Nordamerikanerne) og berøve dem den moralske Agtelse, som fortrinligviis tilkommer saa frie Mennesker. Sneverhjertet Egennytte har man især villet bebreide dette Folk, paastaaende, at den i et Vexelvirknings-Forhold tilhører ganske den Drivtighed, som saa fortrinlig udmerker dette Folk. Men foruden denne Egenskab gives der ogsaa en anden Dyd, som ofte ikke undgaaer Skinnet af hiin Last, nemlig den Selvstæn- dighed, den Uafhængighed af Andre, som hine Republikanere tidligen efterstræbe af al Magt, betragtende den for en nød- vendig Betingelse for Mennesker, der kræve at lyksaliggjøres med den største borgerlige Frihed. Sneverhjertet Egennytte har det lykkets de Christne ved mange Aarhundreders oprørende Undertrykkelse at udklække hos det adspredte Jødefolk, og dette søger derigjennem at hævne sig; men den størst mulige Næringsfrihed, som giver al Duelighed saamange Udveie til Vel- være og den størst mulige politiske Frihed, som er saa egnet til at opløfte Sindet og udvikle det Aandige, er mindst af Alt istand til at afføde almindelig Karakteerlavhed og til at være eet i sine Følger med Undertrykkelsen. Konseqvenzen heri gaaer ligeindtil Grundsætningen, at det Folk, som vil være dydigt og rigt, uden derfor for Rigdommens Skyld at arbeide formeget, maa være republikansk; og er det ikke republikansk, maa det gjøre sig dertil. Kun Republiker have virkelig viist Individets Dyder, og dette kan ikke finde Sted uden disse, ved at tilhøre Majoriteten, der raader, kunne siges at være nationale. Ikke alene Folkeviljen, ogsaa Folketænkemaaden gjør sig i dem gjældende. Paa mange udmerkede Maader fremtraadte den republikan- ske storsindede Medborgerlighed ved Ildebranden i Ny York den 15de Decbr s. -- den forfærdeligste, som vel nogensinde overgik en Stad, siden den af engelske Tidender endog sættes over Londons Brand 1666, og Forliset beregnes til 15 -- 20 Millioner Spd., idet 17 af de rigeste og største Qvarterer med 8 -- 900 Huse gik i Løbet. "Af Assuranceselskaberne have 9 erklæret, at de [ikke] kunne betale sine Forpligtelser. Imidlertid falde flere, og Spørgsmaalet er alt vakt, om for Fremtiden, istedetfor saadanne Kompagnier, at indrette en almindelig Brandkasse for hele Unionen, for bedre at kunne afhjælpe hvilkensomhelst Ulykke. Det frivillige Brandkorps afgav de heltemodigste Be- viser paa Foragt for Faren, utrættelig Virksomhed og de ædle- ste Selvopoffrelser, men intet forslog mod det rasende Element. Saasnart Efterretningen om Ulykken kom til Filadelfia, begav et stort Antal af det frivillige Brandkorps dersteds sig til Ny York, hvor de kom til stor Nytte ved Slukningen af Ildmørjen, som endnu fandtes overalt i de glohede Grusdynger. Regje- ringen har lovet Refusion af Tolden paa alle opbrændte Varer, og Nedsættelse i Tolden paa alle dem, som de Brandlidte vente til Ny York. Et andet udmærket Beviis paa den almene Deel- tagelse for de Ulykkelige er, at de fleste Banker, som der ere private, have besluttet, ved Diskonteringen at give de Perso- ners Papirer Fortrinet, som have tabt ved Branden, og som saa- ledes have mindst Sikkerhed at tilbyde. Dette Træk af Stor- sindethed kan jevnføres med den Almeenaand af Opoffrelse og Menneskeskjærlighed, som lagdes for Dagen i Boston, me- dens Kolera rasede der. Saadanne Kjendsgjerninger vise at "Egoismens Land" ikke savner Træk af Storhed og ædle Hand- linger, hvorefter man kanske skal faa lede paa mange Steder. Ved store Hændelser er det Nationalkarakteren viser sig. An- mærkningsværd er ogsaa den overordentlige Energi, hvormed de Brandlidte, istedetfor at overlade sig til Haabløshed og For- tvivlelse, strax med Hengivenhed toge sin Ulykke for en Skjeb- nens Tilskikkelse, og et Par Dage efter alene tænkte paa at gjøre hvad de kunde for atter at hjælpe sig op. Man indseer alligevel, at selve Vilkaaret for Muligheden af en saadan Sinds- beskaffenheed er en gjensidig Hjælp af Krediten og den Al- meenaand at "leve og lade leve" ikke i den forfængelige Betyd- ning vi ere vante til at tage dette i og kræve det, men i denne Virksomhed og Stræben efter at sætte alle Kræfter i Bevæ- gelse, som under frie økonomiske Love har inden et heelt Aar- hundrede snart sagt fremtryllet dette Land til et af de mæg- tigste i Verden." Henrik Wergeland [POLITISKE NOTISER] Statsborgeren 6. mars 1836. Antaget, at et Thingsvar, som det burde at være, var bleven udfærdiget, kunne vi ogsaa, uden Foregribelse af Hs. Majestæts Viisdom, antage at Høistsammes Svar neppe var blevet meget forskjelligt fra følgende den portugisiske Dronnings paa Kam- merets Addresse: "De (den Deputation, der overbragte Addressen) ville for- sikkre Kammeret om, at jeg i alle Henseender paa det alvor- ligste skal overveie denne Addresse, og at jeg skal skjenke saavel det Hele, som hver enkelt Deel den særdeles Opmærk- somhed, der saavel for Portugals Vel, som for dets Hæder er min Pligt." I Kongsvingersagen synes Generaladjutanten Hr. Spørck at udsætte sig for lignende Fare som den engelske Tredækker Diktator (og saa og værre vil det sandsynlig gaae alle Tre- dækkere for Eftertiden) udsatte sig for ved at forfølge en Undermand ind i det snevre Lyngøersund. En Forræder hjalp vel Tredækkeren ud, og saaledes lader formeentlig ikke Lig- nelsen sig med Application videre udføre. Oberstlieutenant Frizners og Kapitain Højers Vidnesbyrd sætter nemlig det uden- for al Tvivl, at Generaladjutanten maa have været personlig vidende om Fæstningsmurenes Istandsættelse, saaledes som denne er skeet ved Lieut. Roosen, og dette stemmer ganske med den inden Retten producerede Korrespondence mellem vedkom- mende Autoriteter. Denne faaer nu vel Generaladj. lade staae; og det lykkes ham heller neppe at bringe Tiltroen til oven- nævnte Officerers rigtige Opfattelse af Generaladjutantens Ord til at vakle. Hr. Spørck har saaledes indviklet sig mere og mere; men om Hr. Roosen, i samme Grad som dette skeer og som hans Ord bevises, udvikles af Rettens Net -- ja, that is the question! Man vil have det til et Spørgsmaal, ikke om Sand- heden, men om Retmæssigheden eller om Retten til at yttre den. Fredags-Odelsthinget opsatte Afgjørelsen af Lovforslaget om Bankcoursens yderligere Nedsættelse (til 110 pCt.) til Mand. 7de d. Under Debatterne yttredes, at man burde i en Sag af denne Beskaffenhed fortrinligviis anhøre den offentlige Mening; og af nogle Talere paapegedes en i "den Constitutionelle" i disse Dage fremkommen Afhandling af Lector Schweigaard, som gaaer ud paa at vise det Fundaz- og Tendenz-Rigtige i en Cours- ansættelse til Pari. Det Velgjørende i en saadan Forholdsregel, som ingenlunde da iagttages for tidligt, staaer os ligesaa vel for Øie som den Kjendsgjerning for Erindringen, at den portu- gisiske Finanzminister Carvalho strax efter den siste Revolution reddede sit Fædrelands Kredit og stabiliserede dets Finanzer alene ved en Inddragning af Papiirmynten, som var grundet paa Pariudvexling. Og en saadan Inddragning Tid efter anden vilde hos os ogsaa skee, og en Sølvcirkulation vilde gyde nyt Liv i vore Samfundsaarer. Og deri burde da Ortstykker eller en tilsvarende Sølvmynt -- hvilket af sig selv vilde skee -- hæves til at spille samme Rolle i det daglige Liv som Frank- stykket i Frankrig. Indgribende i disse forbedrede Myntfor- hold er ogsaa Udmyntningen af Halvskillinger, hvorom vi nære godt Haab, da Odelsthinget 3die d. eenstemmig bifaldt Lovfor- slaget om 100,000 Spdlr. Udmyntning i Skillemynt, hvoraf Halv- delen Halvskillinger. Maatte man nu ogsaa herved henvende Opmærksomhed paa det falske Kongetal, der saalænge har gjort vore Myntsorter til cirkulerende Epigrammer over Nor- mændene. Kapt. Mariboes engelske Træskemaschine gaaer med 6 Heste, og hans "politiske Træskemaschine" -- som han selv naivt udtrykker sig -- fremdeles med 1. I sit 12te Brev eller Træsk- ning banker han løs paa Advokat Hjelm og Kaptain Foss, Addressesagens dygtige Forsvarere, og fordi de vare det; og han ender med at true Hr. Hjelm med en Tale i det første No. af en følgende Brevrække (en endnu frygteligere -- med ubarmhjertig Conseqvenz alt iværksat -- Trudsel mod Publi- kum), som han indbilder sig holdt i Thinget. En Tale? Gud- bevares! En Tale af Kapt. Mariboe? Gudbevares! En Tale af Mariboe p. t.? Endnu engang paa det alleroprigtigste Gud- bevares! Henrik Wergeland ARABISKE ORDSPROG Skilling-Magazin 12. mars 1836. Tungen kan hugge Hovedet af. Er din Ven af Honning, saa æd ham ikke ganske op. Forraadet tager Skade, naar Kat og Muus ere Venner. Rag din egen Kind, naar din Søn har faaet Barter. Gjør dig selv eenøiet, naar du drager gjennem en Eenøiets Land. Vær selv viis, dersom du er saa uheldig at have en taabelig Ven. Forsag ikke det Hele, om du ikke kan styre det Hele. Er du Ambolt, vær taalmodig. Er du Hammer, slaa lige til. Rusten Raadgiver -- fiinblanket Raad. Tiden lærer den, som har ingen Lærer. Den, som gaaer igjennem Løgbedet, vil stinke deraf. Den, som gjør sig selv til Klid, ville Fuglene plukke. Dien bliver bitter ved Afvænnelse. Om man end skal være ledig, saa vær du dog ikke ledig. En Daare sælger Viingaarden og bygger en Viinpresse. Det Figentræ, som seer paa et Figentræ, bliver frugtbart. Tre Ting lægger Forstandens Beskaffenhed for Dagen: Bøger, Foræringer og Budskaber. Borget Kjole varmer ikke. Døvstums Moder forstaaer Døvstums Sprog. God Bog bedste Selskab. Det korteste Besøg er det bedste. Tag Tyven, før han tager dig! SIDE: 359 Tømmermand kan synde og Snedker blive hængt. At blive afvænt er svært for en Voxen. Heller see Hovedet paa en Hund end Svandsen paa en Løve. Henr. W -- . DISCURS OM NORGE MELLEM EN UDLÆNDING OG EN DÆMRING (Indsendt.) Statsborgeren 13. mars 1836. Udlændingen. Hvad? "Norge" siger De? Hvor ligger dette Land? Dæmringen. Som Kraken svam det op saa stort i gamle Dage; men sank -- Nu staaer der kun en ussel Pynt tilbage midtunder Nordens Pol imellem Iis og Vand. At den kan holde sig saalænge undres man; thi sultne Ormekryb dybt i den Levning roder Dog færdes der et Folk, som har de sære Noder at suge sig en Ruus af Majens Straaleblik, af hvem en Frihedsglands dets gyldne Klipper fik. Udlændingen. Det ei forundrer mig. Hvor spredtes Himlens Goder! Dæmringen. Saa tænke alle ei. Mig idetmindste gi'r meer Glæde Naadens Lys -- Udlændingen. -- Den Sol af Guldpapiir! Dæmringen. Nei Sol af Kroneguld. Og Folket bør alene i denne sole sig paa sine frosne Stene. Henrik Wergeland OVERSIGT AF DE SENERE POLITISKE BEGIVENHEDER Statsborgeren 20. mars 1836. Det er alene Løftet om at levere en saadan Artikel, der nu tvinger os til at fortælle noget om disse matte Træk af Svaghed, som overalt undtagen i Storbrittannien og Nordamerika danne den senere Tids Fysiognomi. Det skal kun være en Sygehistorie, og det en chronisk en uden synderlig Afvexling fra Dag til Dag; -- kun en Optælling af Reaktionens tilbagegaaende Skridt, et Skilderi af Skyer, ligemeget uden Lyn som uden Glands af et mildt Solskin. Der drev nogle saadanne tordenløse og drive vel endnu mellem Storbrittannien og Rusland; men Aarsagen til at Brittannien fremdeles lidt efter lidt forstærker sin Flaade i Middelhavet er ingen Korstogsbegeistring for at befrie Europa for det Frygtens Aag, som Ruslands stedse tiltagende Vælde har paalagt det mere knugende end Napoleons i sin Tid, men alene Rivaliseringens Iver om hvem der skal gjælde mest til- sjøs og i Østerlandene, især i Tyrkiet. Den engelske Gesandt Durham førte vel Humanitetens og navnligen det polske Folks Sag; men hvorlidet dette endsedes i Rusland viser en i Begyn- delsen af dette Aar i Warschau udkommen keiserlig russisk For- ordning, som noksom ogsaa godtgjør hvor systematisk Rusland gaaer frem for om muligt at udslette al Nationalitet i Polen og forvandle Polakker til Russer. Den fastsætter nemlig, at blandt Ansøgende om Embeder skal Fortrin altid gives den, som kan Russisk, og at efter den 20de August 1837 kan Ingen befordres til Embed uden Beviis for at han er det russiske Sprog aldeles mægtig. Og alt siden Høsten 1833 er Underviisning i Russisk paabuden i Skolerne. Efter dette maa ikke Efterretningen (om den kom) om at Polakker have afbidt sig Tungen forundre os. Men vendom os fra Betragtningen af dette Uhyggelige til Skuet af Storbrittannien; der under Melbournes Reformministerium stedse udvikler friere Institutioner medens dets Velstand stiger. En saadan Harmoni og Forening af Kræfter som i dette Land mellem Regjering og Liberale saaes endnu aldrig, og den sidste Throntale er kun en Katalog over paatænkte heldbringende Reformer, hvorimellem Reformen af Irlands Tiendeundertryk- kelse ikke er den mindst vigtige. En taknemlig Efterslægt vil tildele Irlænderne OConnel, sit Folks genifulde og utrættelige Talsmand, den største Ære herfor; og allerede er Tiden og Storbrittanniens Nationer enige heri -- det de lægge for Dagen ved de største Æresbeviisninger, Festmaaltider og nyligst ved at subskribere til at skjænke denne vore Dages mærkeligste Mand et Gods. Frankrig vedbliver fremdeles at taale en Regjering, som ikke har opfyldt nogen af de Forventninger, det gjorde sig om den, men som har brudt sine Løfter, ved ikke at hjælpe, forraadt Polen og den Deel af Europa (især Italien), som vilde benyttet sig af Julirevolutionen til sin Befrielse, tilintetgjort Frankrigs Anseelse og Indflydelse udenlands ved en feig Politik og inden Landet indskrænke Trykkefriheden, berøvet de eedsvorne Ret- ter en stor Deel af de Retsgarantier, de indrømmede Folket, og i den Grad fornærmet den personlige Frihed, at Folk ikke engang maa offentlig udraabe, som Skik var, et Skrivt tilfals, og heller ikke forene sig i Selskaber af hvilkensomhelst Tendenz uden Kontrol av Politiet. Ingen Forandring til det Bedre er fulgt af Ministerforandringerne, hvoraf en nylig satte Stats- økonomen Thiers i Spidsen, efterat det forrige Ministerium var opløst paa Grund af Dissenzen om Finanzministeren Humanns Forslag at nedsætte Statsgjeldsrenterne. Men gaaer det saa med det grønne Træ, hvorledes da med det tørre? Og Europa har imellem sine Stater mange tørre raadne Træer. Ja de ere hule indeni allesammen undtagen Helvetien, der har republikansk Marg og deri større Styrke end i sine Bjerge. Vi mene indre Styrke, Styrke, der kan overleve en fulnende Tid indtil den bedre, der skal gjøre selv Rusland og Østerrig republikanske, eller, for ikke at tage Munden for fuld, naar Norge, Sverige, Belgien, Nederlandene, Spanien og Portugal, England, Skotland og Irland o. fl. ere Republiker og Rusland og Østerrig konstitutionelle Monarkier d. e. ligesom Elefanten og Næshornet gjenvandrende Levninger af en for- gangen Epoke af Jordens Liv. Dette vil skee, naar Republikens Idee udgaaer af den almindelige Overbeviisning. Den vil da udbredes som Kristendommen ved sin egen Kraft, og ikke lige- som Muhamedanismen -- saaledes som Frankrig forsøgte under sin store Revolution, idet dets begeistrede Skarer prædikede med Sværdet (ligesom Araberne i sin Tid, at der er kun een Gud og Mahomed er hans Profet) at der er kun een Statsform, som lyksaliggjør og den er Republiken. Det er vel ikke dette, som den franske Marschal Clauzel indbanker Beduinerne i Algiers Indland under deres Høvding Abdel Kader; imidlertid ere disse Seire Vindinger for Civili- sationen, der er, eller burde være, Europas almindelige og Frankrigs særegne Sag. I Spanien, hvor den store Financier Mendizaval i Spidsen for Ministeriet har gjort Underværker, gaaer man fremad i Forbedringer, mens Borgerkrigen i de nord- lige Provindser holder sig ved det samme Punkt. Dronningens General Cordova synes uduelig og har stødt den engelske fri- villige Hjælpekorps for Hovedet. En portugisisk Reservehær staaer i det nordlige Spanien mens den franske Fremmedlegion (bestaaende af udvandrede Fremmede, meest Polakker og Tydskere) ikke skaaner sig for Dronningens Sag. Af de Tab, hun har lidt, turde dog nok hendes Kammerherre Munnos's Dødsfald gaae hende ligesaa nær tilhjerte som noget andet. I Portugal, som er gaaet betydelig fremad under den fri Forfat- ning og navnlig under Silva Carvalhos Finantsbestyrelse, er nylig skeet et Ministerbytte, hvorpaa intet vandtes. Den unge Dronning, som nys er paany bleven givt med Prinds Ferdinand av Sachsen-Coburg, synes at være vel saa letsindig og mere fordringsfuld end det anstaaer hendes Alder. I Italien despoti- sere Smaafyrsterne og Østerrigerne fremdeles. Østerrig bruger den assyriske Politik at fylde sine tydske Fængsler med itali- enske politiske Fanger, og sine italienske med tydske. I de mæhriske Fæstninger og Tugthuse udsukke saaledes Medlem- merne af "det unge Italien", et Selskab, der havde til Hensigt -- ligesom "det unge Tydskland" i Tydskland -- at forene de adsplittede italienske Stater, gjøre det fælleds Fædreland ud- vortes uafhængigt og indvortes frit. Grækenland taaler det paatvungne bayerske Herredom som Hesten, der skal dresseres, sin Rytter. Det har endnu ikke lyk- kets at kaste det af. Den unge Kong Ottos Fader, Kong Ludvig af Bayern, der siges at være bedre Poet end Konge (og det siger om ham ikke meget) reiser for Tiden omkring i Grækenland, ventelig for af de prægtige Oldtidslevninger og af det hellige Bjerg Athos's skumle Klostre at hente Mønstre for de Pragt- bygninger, han hjemme, til Byrde for sit Folk og -- hvad alle de Klostre angaaer, han anlægger og befolker med østerrigske Munke -- til Vanære for sin Tidsalder, med sværmerisk Nid- kjærhed opbygger. Tyrkiet er saagodtsom kun et russisk Lyd- rige. Denne Indflydelse holder Paschaen af Ægypten i Ave, saa han ikke udvider sin Magt videre end over Syrien, som han har erobret ved sin Søn Ibrahim. Serbien og Bosnien holdes rolige ved den regjerende Skatfyrste Milosches Popularitet. De af denne paatænkte friere Institutioner tillod Østerrig og Rusland ikke, som Menneskeheden alt skylder saameget, at komme istand. Han maatte være glad at han bragte sit Hoved tilbage, da han i den Anledning kaldtes til Konstantinopel. Tydskland er det gamle: Og det vil sige: ikke som det var for nogle Aar siden, da Alt gjenlød af "det fri Germanien," da dets Kraft kulminerede i et Vielgeschrey und Keingethan; men det virkelig gamle med sin gode Keiser, sin gamle hemmelige Ret under Navn af Forbundssamlingen i Frankfurt, sine Salg af Fyrstendømmer med Skoge, Qvæg og Indbyggere o. s. v. Ja naar vi høre, at Kongen af Bayern lader Folk gjøre Afbigt for sit Billede, at Klostre opbygges og Munkeordner komme i Flor igjen, medens Spanierne frisktvæk afskaffe dem, saa maa det vel være et meget gammeldags Tydskland, som staaer os for Øine. I det hørte man stundom, at Fyrster dræbte sine Koner eller Børn, og heller ikke heri adskiller det nærværende Tydsk- land sig fra hiint, idet nemlig en Fyrst Schwarzenberg siges uden videre paa Theatret i Neapel at have skudt sin Kone, som han traf i Samtale med en Engelskmand. Men for saadanne Forbrydere aabnes ikke de tydske Tugthuse og Strafanstalter, men desto beredvilligere for Medlemmerne af "det unge Tydsk- land", som oftest Lærde og liberale Forfattere [fotnotemerke] . Den nye Keiser Fotnote: Denne "Justitsens strænge Fremfærd mod Demagogerne i Bayern" paa- staaer vor "Constitutionelle", No. 43, "fuldkommen retfærdiggjort" ved Do- kumenter, der ere bekjendtgjort i Pressen mod en Borgermester Behr -- hvilket er saa overmaade smukt sagt som det kan være af den Constitutio- nelle. Det er ikke blot i Tydskland, i Principernes Land, at det erkjendes som godt Retsprincip at skjære alle over een Kam. Ferdinand af Østerrige -- om hvis Lande det ellers er ligesaa- lidt at sige som om de preussiske eller om de gode under- jordiske Træmænd Potuanernes -- har endelig tilstaaet Unga- rerne Brugen af deres eget Sprog i deres offentlige Forhand- linger, hvilket har opvakt en almindelig Glæde hos dette livlige Folk, der fryder sig mere end mange andre ved sin Nationalitet. Det er ellers en Besynderlighed, som vi Normænd bør lægge Merke til, at de nationalstolteste Folk ofte ere de allernøisomste i sine Krav og besidde mindst at nære Nationalstolthedens Frydruus med. Hundene ere ikke gladere i de Krummer, der falde fra deres Herres Bord end Nationer ofte ere i smaae Ind- rømmelser, som de forlængst kun burde have spurgt sine egne Ønsker om. Thi Nationer ønske aldrig noget ubilligt, og som oftest heller ikke mere end deres egen Magt kan give dem, naar de ville det alvorligt. Fristaten Krakau er bleven besat af Russer og Østerrig forat faa forjaget eller faa fat paa de polske Flygtninge, som der havde Tilflugt. Dersom man oprøres ved Jagtgrusomheden at skrue Vildtet ud, der er gaaet i Bjerg, hvorledes maa da den almene Følelse være stemt ved hint Foretagende? Alligevel fortjene Krakauerne selv ingen Med- lidenhed, dersom det er sandt, at de have givet de Fremmede en Fest. Sverig staaer paa det samme Ulykkens Trin, hvorpaa Regje- ringens ubøjelige Uvilje mod enhver Forfatningsreform holder det. Og at Norge nok ikke maa befinde sig paa nogen politisk Himmelstige, maa man slutte af at "den Constitutionelle" saa flittigt kniber Storthingsmændene bag, (og det saa at Christen- sen skriger) uden at de derfor vise synderlig Lyst til at gjøre Skridt fremad. Nu eller aldrig venter man imidlertid alle eller de fleste af de mange unionelle Klagepunkter afhjulpne. Dette er al den Reform, man med stor Beskedenhed venter. Om at faae Kriminalloven istand, har man alt opgivet Haabet, saa- fremt enkelt Medlem ikke skulde vise Foretagelsesaand nok til med Thingets Bifald at fremsætte den til Antagelse og under- give den Thingets Censur -- hvilket maa gaa an, da den af Forfatterne er overantvordet Almeenheden og er bleven cen- surert baade her og udenlands. -- Vi bede om Forladelse fordi vi nær havde glemt Danmark. De raadgivende Stænderforsam- linger ere nys opløste, og de bidrog heller ikke til at give dette Land saamegen Interesse, at de fortjente de vidtløftige Efter- retninger om deres Forhandlinger, hvormed flere af vore Ti- dender nøiagtigen opvartede, medens i Danmark Helsingøers- avisen er den eneste, som lover at meddele det danske Publi- kum Efterretninger fra vort Storthing. Uden for Europa havde det spændte Forhold mellem de nord- amerikanske Fristater og Frankrig, angaaende Vanskelighederne ved Betalingen af dette Riges Gjeld til Fristaterne, og hvorfor det irettesattes i et truende Sprog af den amerikanske Præsi- dent Jackson, størst Krav paa Opmærksomheden indtil nu en- gelsk Mægling vedtoges af Partene. At Mexiko er i Krig med det anhængige Land Texas og selv hjemsøgt af alskens Opstande mod Diktatoren St. Ana, og at Kafferne i det sydlige Afrika endelig have sluttet Fred med Englænderne i Kapstaden, har mindre Interesse for os, end om vi endelig skulle faae Halv- skillinger eller ikke. Henrik Wergeland SAMTALE IMELLEM SPØRGEREN OG DEN DØVE (Indsendt.) Statsborgeren 20. mars 1836. Spørgeren. Er den "Constitutionelle" konstitutionel idag? Den Døve. Hehe! Det skulde være underligt. Igaar var det dog koldt nok. Nei min Herre, jeg vædder at det skifter inden Qvel. Jeg har Mindelser om Veirforandringen. Sp. Ei, hvem snakker om Veiret nu? Jeg vil vide, om den Constitutionelle er konstitutionel eller ukonstitutionel idag? D. Døve. Hvad behager? Sp. Jasaa, skal det være Meningen: er det alt eftersom man behager? Hvem behager? Publikum? Redaktøren? D. Døve. Regjeringen holder jeg for er berettiget dertil. Thi posito -- . Sp. Min Gud, hvor er da Manden henne? Det er intet Kon- stutionsspørgsmaal vi have for os, men jeg gad vide hvorledes den Constitutionelle opfører sig idag. Stikler den idag igjen paa Advokat Hjelm? D. Døve. Jasaa, er det av de faste Artikler? SIDE: 366 Sp. Troer I, man har Planer mod denne Repræsentant? D. Døve. Tilvisse. Det er ganske vist, at man vil rive Fæst- ningen ned af Frygt for Russerne, forat faae et Theater op for Danskerne. Sp. Sniksnak! Det er Dæmringernes Capitain, Foss, som er saa forpikket paa et dansk Theater, som et Afrettelsesinstitut for vore raa haarde og kantede Tunger. -- Orm, hvor kom du ind i saa vent et Æble? D. Døve. Jo jeg skal sige Dem, mens der er Nordenvind i hans Indre, holder han sine Næsebor opspilede mod Sønden- vinden. Det er Infusionsdyr, skal jeg sige Dem. Han lever af Infusionsdyr, skal jeg sige Dem. Sp. Kors, nu taler han om Leviathan. Alvorlig talt, jeg gad at nok et Theater brændte, om det kunde svide slike Meninger ud af visse Folks Hjerne, som gaae ud paa at bringe i Sprog- henseende det vordende Theater til at forholde sig til det norske Publikum som Sufflørkassen til Scenen. Men Apropos. Hvorfor troer De, man er saa ivrig til at kaste Burrer i Hovedet paa Ad- vokat Hjelm? D. Døve. Jasaa, vil man forpurre? Sp. I hører for Gud slet. Forpurre? Nu ja, der er kanskee Mening deri, at man vil forpurre de energiske Beslutninger i hans Hoved til at klargjøre vore unionelle Anliggender. Dertil ere Ærgrelser tjenlige, og naar man stænkes paa Foden, fristes man til at see ned og til saaledes at vende Øiet bort fra det, man egentlig skulde see paa. Derfor fremstilles han da snart som spilfægtende mod bedre Vidende i sine Argumenter, snart som fegtende med saa svage Vaaben, at Fougstad kan bryde dem over Knæ og hænge dem op som Trofæer i den Constitu- tionelle Naalehus af et Rustkammer. Nu, hvorfor stamper I forbittret mod Jorden? D. Døve. Der faldt mig en Tanke ind. Man vil svække Til- liden til hans Karakteer og nedbryde Formeningen om hans Evner. Man vil berøve ham Opinionen, afskjære de Sugerør hans Patriotisme har i den almene Agtelse, bortveire dennes pia vota (fromme Bønner), isolere hans Kraft og gjøre den liig det vindløse Banner. Sp. Hvem taler I om? SIDE: 367 D. Døve. Om den Constitutionelle. Den har mange Fiender. Men D -- brække mig! .... "Solen gik i Østen frem". Sp. Jeg troede I talte om Hjelm. D. Døve. Ei hvad Hjelm? Jeg holder mig til den Constitu- tionelle. Lad saa alle norske Hjerter slaae for Hjelm og alle norske Tunger lære dette Navn. Ei, hvilket Ord, som Mariboe konjugerer med "Foss" til Hjælpeverbum. Ei, hvilken Storhed, som Mariboe "træsker" uden at faae andet ud end Drønet af sin egen Tomhed -- d. v. s. et Echo af "quadrupedante putrem sonitu quatit ungula campum [fotnotemerke] !" Ei, hvilket Superlativ af et Nul siden han har Foss til Comparativ! Sp. Isandhed han har Ingen, der er ham komparativ, ikke engang i glødende Patriotisme (skjøndt alle have Hjerter lige- saavel som de have Buxer og ligesaa forskjellige og værdfulle); thi hans Hjerte er det varmeste, ligesom hans Geni koldt og klart som Stjernen. Og om han nu -- som Mariboe gjør saa- danne Ophævelser over, der ere taabeligere end alt andet und- tagen Adskilligt i hans Breve fra den berømmelige Statsøkonom Høirehaand til den store Diplomat, Keiseres og Kongers Raad- giver Venstrehaand -- om han nu, siger jeg, for selv fra Bænken at kunne understøtte et godt Forslag, fik Kapt. Foss til at frem- sætte det: saa er denne hverken for god eller slet dertil. Og til at være "Middelveisfarer," som Hr. Mariboe siger i et ti- gange gjentaget detonerende Udbrud af sit "alkalinske Vid" -- toner Hr. Foss saa herligt et Flag hidtil paa dette Thing, at hver Mand, om end ikke i Talenter ham liig, men kun i Vilje, (og Slige ere dog vel ikke Nuller), gjerne kan være bekjendt at være et underordnet Positiv til ham, som man behager at kalde et Komparativ til Hjelms superlativiske parlamentariske Karakteer; og er Komparativet saa stort, saa maale man Stor- heden af denne! Men jeg taler for døve Øren. Nu da! He! Kan det nytte at overbevise jer om jers Galskab? Fotnote: Oversættes almindelig saaledes: "Sin raske Fod den stolte Ganger hæver. Den grønne Hede flyer, og ved dens Fodslag bæver." Men her ville vi oversætte det saa: "Støvede Laavegulv drøner af Hovslag af træskende Gampen." SIDE: 368 D. Døve. Valstad? Sp. Jer Døvhed tager gale Stikord. Jeg sagde "Galskab" ikke "Valstad". D. Døve. Ligegodt det er det samme. Sp. Ei for Fanden! Jeg spurgte om det kunde nytte at over- bevise jer Galskab. D. Døve. Nei, det nytter ikke at ville overbevise Valstad. Sp. Vist ikke om at hans Forslag om Gageafkortningen af 25de pcto -- i sig selv ubilligt, hovedkulds, upassende og takt- løst fremsat, slet forsvaret, og mellem Forslag, i Forhold til et Værdtal f. Ex. af 100, kun værd 25 -- angaves at være udrundet af et Motiv, som Mange ikke ville kunne nære, flere ikke ville nære, og visselig Alle, som muligens skulde det, vilde gjøre sit til forat holde qvar i Sindets Baggrund. D. Døve. Han fik dog en Slags Understøttelse af Foss. Sp. Ak, Foss er ofte under sine uheldige Norners Indflydelse. Henrik Wergeland HERRLICHE MORALIEN (Indsendt ) Statsborgeren 27. mars 1836. "Spanien staaer som et nyt sørgeligt, men afskrækkende Exempel for Nationerne, at de itide maae standse uduelige Re- gjeringers Vilkaarligheder, hvis de ikke eengang i Tiden skulle komme til og det medrette, at bøde haardt for deres uendelige Taalmod!" -- "Det frie Nordamerika bestyrker den gamle Regel: Extremerne staae hinanden nærmest; størst Frihed, størst Trældom og Undertrykkelse." (Extremer i "Den Constitutionelle" No. 53.) Moral: At sige Ja og Nei og det i samme Stund enhver Trompeter kan; thi derfor fik hans Mund to Rader Tænder jo, to Læber og to Viger; til ene Læbes "pro" den anden "contra" siger. Før Pendulslaget døer, i hvinende Sekund Revolution at præke og Frihed ud at skjælde, det er da Kunst ei for den Constitutionelle. SIDE: 369 "Den Constitutionelle", som har leveret for mange Stykker i en god Aand til at man ikke dobbelt skulde beklage Inkonse- qventserne, naar de finde Sted, skylder fremdeles Svar paa en- deel Spørgsmaal, som den optog, og som enten fordrede tilfreds- stillende Forklaring eller at den aabent skulde forandre sit Navn til "den Uconstitutionelle". Moral: Var meer end Menneske I før (ja tro hvo kan!) -- nu mindre er I. Skyldner er mindre end en Mand. Forresten indeholdes almindelige Forholdsregler for Folk, der befinde sig i lignende Forlegenhed, i følgende Moral: Paa Spørgsmaal, som du vil i Spørgers Strube gjemt, svar intet eller kjækt, men kjækt og ubestemt! hvad eller kort og hvast med Hvepsens Brodd du svare! Et ganske lille Ord kan mange Spørgsmaal spare. Hvis Ja'et sidder fast, saa bruse Nei'et ud! Slaaer ei Honnøren til, saa sværge du ved Gud! Men hvad du svarer end, du dertil flux maa lægge et "Basta!" tungt og haardt som Slaget af en Slægge. End er der en Maneer, som særlig passer sig for fine Folk, af dem da og mest brugelig; den er: du proppe Den, som du ei svare gider med Complimenter og med Contraspørgsmaal, til omsider han ei selv erindrer hvad han vil, kort til hans egne Ord ham fast i Halsen sidder! "Den Constitutionelle" roser meget den Oprigtighed, hvor- med vor Statsminister i Formandskabssagen er traadt i Oppo- sition mod Folket, Konge og Regjering. Dette er nu baade vel og ilde nok; men ved saaledes at rose al Slags Oprigtighed kommer man til nogle besynderlige moralske Resultater. Hvil- SIDE: 370 ken Agtelse maa vi saaledes ikke nære for Gjest Baardsen, der med den største Oprigtighed har tilstaaet sine Misgjernin- ger? for Storfyrst Constantin, der ufordækt og paa det oprig- tigste trodsede den polske Nation og vedgik at dens Under- kuelse var hans Formaal? for Herostrat, der skulde have dræbt sig selv, om det var blevet skjult, at det var ham, som antændte Jordens prægtigste Tempel o. s. v.? I Politiken kan hiin Be- undring for Oprigtigheden lettelig gaae over til en Beundring for det mest absolutistiske Tyranni; thi hvad er oprigtigere end dette, som træder i aaben Opposition mod den hele Menneske- hed? Beklage maa man da (og det jo ivrigere, jo bedre Kristen man er) at de østerlandske Despotier udmærke sig i denne Dyd tildeels fremfor de kristelige. Thi Imellem hedenske og kristnede Tyran Forskjellen er, at hiin oprigtig være kan. Thi fast hans Vælde staar. Hvor vi kun giftigt smile, der rynker han sit Bryn og trækker frem en Bile. Moral: Saafremt Oprigtighed som Dyd skal gjælde stort, et Statens Ideal maa bli' den høje Port. Den har den Dyders Dyd hvortil vi Alle stræbe. Hvor vi med Maske gaa, man seer dens loddne Kjæbe. I vore Kongers Bryst der ligger Sukket qvalt: "ak Den der havde alt som Porten arrangeret! Da først man Hersker var, thi man var ugeneret." -- O hvilken Hædersdrot, hvis Sligt var aabent talt! Samme Blad, som giver os ligesaa megen Anledning til Lærdomme som den velsignede vilde Natur tilbyder Bien Hvep- sen eller Gjedehamsen om man vil baade Vox og Honning, har fornøjet Publikum ved, i Spidsen af en Anmeldelse af en Pjece af Kapit. Foss, der gaaer ud paa, mod et Skoleprogram af Rektor F. Bugge, at forsvare Indskrænkningen af de klassiske Sprogs Studium (og altsaa af ligesaa prosaisk Natur som hans Halvdæmring "Tidsnornerne" og andre Værker i den polemiske Digtart) at præsentere det Forfatterens Navn i en Digter og SIDE: 371 Borgerkrands bestaaende af baade Laur- og Egeblade. Man kan nu troe, at denne Prydelse kun staaer foran en literær Anmeldelse i samme Hensigt som man sætter et Skib foran Skibsartikler, Fingre foran almindelige Bekjendtgjørelser o. s. v., og at man saaledes vilde faae Allums Navn at see i samme Krands, som Fosses stod i, om den Constitutionelle vilde an- melde et af hans Værker; men hvor retfærdigt dette end var, antager dog Inds. at den Constitutionelles Tegnsprog er rigere og ligesaalidt mangler Krandse af Gulerodgræs og Potetes- blade som Redaktionen Evne og Lyst til med Valg og Smag at anvende dem. Moral: Man aldrig spare bør paa Artighed og Grønt. Henrik Wergeland HERRLICHE MORALIEN (Indsendt.) Statsborgeren 31. mars 1836. Mange, som paastaa, at de ere Hædersmænd, paastaa -- hvad der ikke er mere rimelig Grund til at tro -- at om Lieut. Roosen aldrig saameget beviste Sandheden af sine Ud- ladelser om Generaladjut. Spørck, saa vil han dog blive at straffe, uanseet at Grundlovens Bestemmelse om Yttringsfri- heden skulde troes udstrakt til alle Borgere. Dette er en An- skuelse, som passer sig bedre for Æresmænd og dem, der tænkte at blive Æresmænd, end for Hædersmænd. Moral: Gud fri os! Somme tro, at Reglementet er vor Grundlovs bedste Commentær. Statsraadernes Deeltagelse i Storthingets Forhandlinger er visselig paa sit rette Sted i Lande, der ganske og aldeles have sine Anliggender for sig selv, og hvor ingen Indflydelse uden- fra kan gjøre sig gjældende. Der medfører et vigtigt Regje- ringsforslags Forkastelse Ministrenes Aftrædelse, som forgjæves have fristet at soutinere det, og den seirende Opposition be- SIDE: 372 sætter strax Ministerpladsene. Men hvem vil kunne tro og for- svare den Tro, at saadant vil skee hos os saalænge vi ere forenede med Sverig og Foreningen er af den Natur, som den i de Forholdsregler, som toges efter Theateroptrinene 4de No- vember 1827 og 17de Mai 1829, og i de forskjellige unionelle Anliggenders Behandling, har viist sig at være? Af vor Oppo- sitions mere udmærkede Medlemmer seer man Ingen engang dekoreret med de svenske Ordener, som ellers noksom uddeles; og at f. Ex. Hjelm skulde, efterat have tilføjet Ministerne et let tænkeligt Nederlag, blive selv udnævnt til Minister, er ikke engang som Mulighed fatteligt for Tanken, efter de Erfaringer den har om den Tilsidesættelse, som times Opponenter og de ivrigere Patrioter, og efterdi den snart sagt er vant til ikke at stødes herover. Nei -- for at give Oppositionen Plads, behø- vede skam ingen Statsraad at vige; og at vige for Personer af lige Beskaffenhed var jo til ingen Nytte. De holdt sig nok til Pladsen, til Statsministerens Exempel og til denne Moral: Vær stiv som gammel Hest! Det er den stærke Kraft, som, om den vinder ei, dog giver intet tabt. Man siger, at Generalmajor Spørck i den roosenske Sag viser sig mindre frisk paa det, end man af Gen. Wedel er vant til at see det hos Generaler inden Skranken. Gaaer Hr. Gene- ralens Adfærd indtil Forknythed, kan det kun indgyde en højere Agtelse for ham -- som Menneske ville Nogle sige, men Inds. mener som General, bestyrkende denne Tro med den almindelige, at Gen. Wedel ikke blev større Helt fordi han var kjæk inden Retten. Moral: Soldater! Sved i Værd er Blodet kun fra Eder; men godt som Blod er det, som Generalen sveder. SIDE: 373 Henrik Wergeland YOUNGSGATEN Statsborgeren 14. april 1836. Paa en Tid da Hovedstaden stønner og sukker under Planer og Forsøg til sin Udvidelse (en Tid som Konsul Grüning veed at benytte til at ville holde et Maal Jord af sin sumpige, af rygende Brænderivand tvertigjennem forpestede Løkke i Prisen af omtrent 1500 Spdl.) paa denne Tid gjorde den drivtige Young Byens Repræsentantskab følgende Tilbud. Young vil kjøbe (og det dyrt nok) Franz Bruuns ved Storgaden beliggende Have, bryde derigjennem og over sine Løkker Gade til Møller- gaden, brolægge den og indestaa for dens Bebyggelse inden 10 Aar, alene imod at Skattefrihed for denne Strækning, hvorfor nu kun svares faa Daler aarlig, tilstaaes ham i 20 Aar. Hvilket Tilbud kan nu være gunstigere for Byen, denne frugtsommelige Qvinde, som trænger saa høilig til at dens Belte udvides paa alle Kanter? Hvilket herligt Tilbud! herligt i sig selv og forme- delst Omstændighederne og indesluttende Beviset forat Young, om han har regnet rigtigt for sig selv, ikke har regnet mindre Byen til Fordeel. Og dog var det halve Repræsentantskab imod, saa Formandens Stemme maatte decidere! Ingen som kjender Mændene, kan være i Uvished om de Repræsentant- skabet saa udmærkende Medlemmer Hjørings og Garver Ber- ners Mening i denne Sag. Det ere vise Mænd som holde sig ved det Gamle, hade alt Nyt fordi Israeliternes Guldkalv var et nyt Paafund, og forklare Forbedringer at være Frugten af Kundskabens Træ paa Godt og Ondt, (for hvilke Gud os i Naade bevare!) Men hvad, om paa Hjørnehusene af Youngsgaten visse Figurer, f. Ex. i Liighed med Elefanten paa Maschmanns Apo- thek, forevigede de Borgermænd, igjennem hvis "Nei" den maa bryte sig frem? Henrik Wergeland [OVERSIKTSARTIKKEL] Statsborgeren 14. april 1836. Danmark.Tilgagns-Reformer udgaa aldrig fra Regjeringerne. Idetmindste giver Historien herom ingen mere smigrende Lære. Hvilket Makværk er det saaledes ikke, som den danske Regje- ring har ladet denne, hvad Klasserne udenfor Bondestanden an- SIDE: 374 gaar, saa oplyste Nations Udvalgte sysle med under Navn af Provinds-Stænderforsamlinger? Det kaldes en Slags repræsen- tativ Stat. Ja en Slags, og det er bleven det ved Tvangen af Finantsernes ulykkelige Stilling mere end ved det Bydende i en oplyst Folkemængdes Krav. Den samme økonomiske, ikke mo- ralske, Grund bragte ogsaa den franske Regjering til i 1787 at fremmane den gamle repræsentative Forfatning. Men hvor høi Tid det isandhed er for den danske Regjering at interessere Nationen for sin politiske Existenz, vil man finde følgende Skildring af Finantsernes betænkelige Stilling. 1ste Januar 1835 udgjorde den danske Statsgjeld: den indenlandske ................... 71,481,000 Rbd. den udenlandske .................... 58,324,000 -- Summa . . 129,805,000 Rbd. Renterne udgjøre: for den første.... 2,877,000 for den sidste.... 1,888,000 4,775,000 Statsudgivterne udgjøre: I Sølv: Civillisten (til Hoffet m. m.) ..... 1,480,000 Rbd. Diplomatien ........................ 379,000 -- Civiladministrationen .............. 1,012,000 -- Flaaden ............................ 1,203,000 -- Hæren .............................. 2,652,000 -- Statsgjelden, med omtrent een Mil- lions Amortissement .............. 5,736,000 -- Pensioner, m. m .................... 821,000 -- Publike Indretninger................ 671,000 -- Colonierne ......................... 140,000 -- Porto .............................. 32,000 -- Stænderne ......................... 40,000 -- Bestemte Udgivter................... 100,000 -- Summa . . 14,266,000 Rbd. Statsindkomsterne udgjøre blot 13,945,000 Rbd., hvoraf Land- skatten af omtrent 2 Mill. Mennesker 3,250,000 Rbd., og Øre- sundstolden omtrent 2 Millioner Rbd. aarlig. SIDE: 375 Naar man nu betænker, at Kameraludgivterne ere meget be- tydelige i Danmark, bliver det en vanskelig Opgave, uden Fol- kets for store Betyngelse, for Fremtiden at skaffe Udveje til Bestridelse af dette store Behov og Gjeld, som ere en Arv fra det langvarige Eenvælde, og som giver yderligere Bekræftelse paa den historiske Erfaring, at en Enevoldsforfatning i Længden fører til en indviklet økonomisk Stilling. Østerrig har saaledes flere Gange kun vidst at redde sig ved de mest vilkaarlige og voldsomme Myntforandringer og Reductioner. Henrik Wergeland NORSKE FINKER Statsborgeren 14. april 1836. At Statsborgeren har faaet sin Portonedsættelse igjen, er, uagtet Fratagelsen deraf i sin Tid vakte almindelig Opmærk- somhed, ingen Gjenstand for den Constitutionelles Opmærksom- hed, som derimod har fæstet sit naadige, af og til noget blink- sende Syn paa Trondhjems Stiftstidende, om hvem den fortæller alt Norge, at den har faaet Portofrihed. Det maa komme deraf, at den Cstnelle. staaer saa højt, at det Fjerne først falder i Øje. Ellers kaldes en saadan affekteret Mangel paa Opmærksomhed "Desavouement, Desavoueren, at desavouere, ignorere", og agtes meget i den høje Verden. Det skal være den Kunst, som Baron- wedel bedst forstaaer. Han desavouerede saaledes ganske alle de Yttringer af den offentlige Uvilje, som fulgte hans Færd i 29. Og da Kongen sidst paa Kongsvinger lod sig ved ham de Tilstedeværende i Coursalen presentere, saa desavouerede han ganske den eneste Ingeniørofficeer, som fandtes i Fæst- ningen, og dersteds havde havt vigtige Forretninger, og dette gjorde han ventelig fordi denne Officeer var Lieutenant C. B. Roosen. Baronens Broder paa Fornebo skal ikke kunne des- avouere. Han skal da tage sig ud som en Hest der visper med Rumpen. Amtmanden skal heller ikke paa langt nær naa sin Fætter Generalen, hvilket maa komme af at dette Skribent- genis Fyrighed er ganske modstridig al Forestillelse. Dersom en Dumrian kan desavouere godt, saa er han født til Adelig. -- Storthingskommitteen for Kirke- og Underviisningsvæse- net udtrykker sig i sin Indstilling angaaende Forslaget om Bidrag af Oplysningsvæsenets Fond til Bogsamlinger for Land- SIDE: 376 almuerne om Kirkedepartementet saaledes: "Committeen er fuldkommen enig med Prop: i, at det er en Sag af højeste Vigtighed at fremme Almuens Dannelse, og at det siden Loven om Almuskolevæsenet paa Landet udkom ikke synes at være gjort hvad man efter Oplysningsvæsenets Understøttelsesfonds Stilling havde Evne til og burde gjøre til Sagens Fremme." Prosit! -- Statsborgermanden, som omtalte Misforholdet imellem Mulkter og deres Afsoning med Fængsel paa Vand og Brød har vel Ret i at det existerer, men kun forsaavidt som en saa- dan Afsoning er fastsat at kunne finde Sted og da med Hensyn til det Sundheden, især Brystet, skadelige ved endog det min- dre Antal Fængselsdage og til det Vanærende, man fæster ved saadan Straf. Men forøvrigt har han læst Forordningen som Fanden læser Bibelen, thi den gaar ingenlunde til et saadant Maximum som han, vel neppe alvorligt, synes at antage, men kun til 28 Dage, et Tidsrum, der giver Vilkaarligheden Spille- rum nok til at give hvilkensomhelst æqvivalent Mulkteret en Knæk for Livet eller i al Stilhed sin endelige Rest. -- Lieut. Roosen har i Mbldt. meddelt et fortræffeligt Ind- læg i Kongsvingersagen. Der skal tappre Folk til at for- dømme ham. [REPUBLIKKEN] Statsborgeren 14. april 1836. Republikken. Høitæret var mit Navn som hver Forbryders Gru; At jeg er Kongers Skræk -- ja det vil Himlen nu. Af den (thi ældste Krav jeg har blandt dens Klienter) en vis Retfærdighed, om og en seen, jeg venter. En Røst. Hvad! Republik? Saa fælt et Navn ei nævn, Barbar! Republikken. Min Mo'r Athenen var og stolten Rom min Fa'r. Dog hvorfra end jeg kom, jeg svor en Himmel Eeden, at vie Tungen den og Haanden Mennesk'heden. SIDE: 377 Henrik Wergeland [TALE VED PASTOR P. LUNDHS JORDFESTELSE 22. APRIL] Statsborgeren 24. april 1836. Nogle Ord, ærede Medborgere, i den akademiske Ungdoms Navn, om hvis Kjærlighed den elskede Afdøde har medtaget Visheden ikke i sin Grav men til sin Himmel, og særligen i deres, som med eders Hædersbeviisning ogsaa har forenet det simple Kjærlighedens, at følge denne Olding til sin Hvile! Kun et Løfte nedlagt i hans Grav! en Frugt for vort Liv hjemhentet derifra! Kun et Ord, ingen Tale over denne Olding, som var et Særsyn, thi en Tale er almindelig, men et selvmant Udbrud af min Sjel, af vore Sjele, og det er sjeldent! Han var et Særsyn denne Gubbe -- ikke ville vi sige, fordi han var en Normand, saadan som vi besynge dem, og som Saga- erne fortælle os dem, og som de fremtrine endnu af vore Dale; men fordi han besad en Ynglings livlige Varme, en Ynglings Kjærlighed og Gløden for det gjenfødte og opblomstrende Fæ- drenelands Frihed og Ære i et Legeme, som tilhørte dets for- svundne Smertestid. Saaledes var det, at "gamle Lundh" tilhørte Norges Ungdom, medens dets Oldinge maatte kalde ham sin Krone. Dette Sjelehekla af Ungdoms Varme og Manddoms Nidkjær- hed under Alderdommens Snee er nedbrustet. Løsreven er dets Flamme, henfaren at lyse ad Guds mørke Veje, opstegen at med- forherlige Aandernes Himle. Lader os ikke stirre derefter, men fylde hans Grav med Kjærlighed, ligesom Naturen fylder den tomme udslukte Krater med blød Grønsvær og milde Blomster. Visseligen! et Smiil overglimrer Aanden i denne Stund, naar han seer sit forrige Fædreneland at bringe sine bedste Blomster, sin akademiske Ungdom, med til at pynte hans Grav. Brødre! intet Ord om hvor dyb denne Grav er, fordi vi vide det ikke! intet om Dødsadskillelsens Smerte, fordi han har gjort det herligt at dø efter saadant et Liv! intet mod det Ubetvinge- lige, hvis Viisdom Han nu fuldkomnere kan skatte! Kun det, at denne Grav aabnedes for tidlig for den ungdommelige Varme, som belivede hans Hjerte; for tidlig for den Sundhedskraft, han samvittighedsfuldt vogtede; for tidlig for vor Kjærlighed og den SIDE: 378 almene Erkjendelse af Hans Værd som Menneske og Borger; men ikke for tidlig for den himmelske Kjærlighed og den Alviis- doms Raad, hvis Tjener han i over et halvgangen Sekulum var. Saasandt vi tro dette, og saasandt vi tro Hans Sjel ikke slugt af disse Skyer, graa og tomme som dette Leer, der nu har slugt hans: saasandt lader os glæde Hans Sjel med at gjøre disse Fod Jord, det Sidste han levnede sit Fædreneland, frugtbare for dette! Det kunne de blive! Vi have et pium votum, [fotnotemerke] hentet fra dette udslukte Liv, levende i Os -- hentet fra denne Muld forat bo i vore Hjerter; et pium votum til denne kjære Sjel fra den Ung- dom, han elskede, fordi den er det Fædrenelands Haab, Han elskede næst det, der nu har kaldt ham og skal samle alle Gode; -- et pium votum, Brødre! dette hvorved vi samvie vort Liv med denne Grav; dette Løfte, Brødre: at hver norsk Yngling maa bringe det samme varme Hjerte, den samme Kjærlighed til Fæ- dreland, Dyd og Ret ind i det virksomme Liv, ind i sin Mand- dom, som gamle Lundh medbragte i Graven! Amen! Dette er vort Suk, hentet fra Gubbens sidste. Dette være en Sæd, saaet i vore Hjerter, men som i vort Liv skal grønnes og blomstre over denne Grav, og bære Frugter over Fædrenelandet! Amen! Fred og Hæder over den og det! Henrik Wergeland [OVERSIKTSARTIKKEL] Statsborgeren 24. april 1836. Kristiania. Den Constitutionelle indeholder i No. 81 følgende fortjenstfulde Artikel, hvorpaa enhver Normands Opmærksom- hed bør henledes, der med spændt Utaalmod imødeseer Natio- nalærens Emancipation. "Keiser Ferdinand den 1ste af Østerrig, kalder sig som Konge af Ungarn Kong Ferdinand den 5te. Et saa nyt Exempel, givet af det fornemste og meest legitime Fyrstehuus i Europa, giver vort Fædrelands Ønsker ihenseende til Kongens Navn en i den Grad forøget Styrke, -- maa vel saa aldeles bortrydde alle Betænkeligheder imod deres Opfyldelse, at man nu ikke længere kan nære nogen Tvivl om, at Kongen vil komme Nationens Ønsker imøde, og ikke i nogen Handling, hvori Kongen handler som Konge af Norge, tilføie Høistsammes Fotnote: Helligt Løfte. SIDE: 379 Navn et Ziffer, der alene passer for Kongen af Sverige. Det vil forhaabentlig heller ikke vare længe, inden Hs. Maj. paa en aldeles utvetydig Maade bliver tilkjendegivet Nationens Ønske i den heromhandlede Henseende; og saa sandt som det ikke kan drages i Tvivl, at "Folkets Kjærlighed min Belønning" gjælder det Norske Folk her ligesaavel som det Svenske i Sverige, vil Kongen lytte til et Ønske, hvis Nægtelse alene krænker det Norske Folk uden at dets Opfyldelse i nogensomhelst Henseende kan fornærme Sverige." -- Samme Blad levere i No. 80 en høist sørgelig Skibsefter- retning fra Frankrig om mangfoldige Skibbrud paa de Kyster. Man faaer det bedste Begreb om Sjøgangens Styrke i endeel skvulpende og sjøsyge Vers, hvormed Efterretningen, som anbe- fales Handelstidenden, ender. Henrik Wergeland [KIRKEDEPARTEMENTET OG ARBEIDET FOR FOLKEOPLYSNING] (Indsendt.) Statsborgeren 28. april 1836. Repræsentanten Hr. Rektor Holmboe opfordres til at doku- menterte sit Yttrede i Storthinget 23de April, at han ansaa det saameget mindre fornødent, at Anmodning, efter Kommitteeind- stillingen betræffende Forslaget om Bidrag til Almubogsam- linger, skede til Regjeringen om saadan Indvilgelse for træn- gende Kommuner, som "Kirkedepartementets Bestræbelser for at befordre Udgivelsen af almeennyttige Bøger noksom viste, at dens Opmærksomhed var henvendt paa denne Gjenstand." Der er altsaa to Meninger i Norge om Kirkedepartementets Bestræ- belser i denne Henseende have været høist indskrænkede eller ei. Men den ene Mening er Folkets, og den anden Individet Rektor Holmboes, der vel neppe har erholdt tilstrækkelig Mod- styrke, om den end er understøttet af Stiftsprovst von der Lippe. Nu vil vel denne Mening, hvis moralske Intensitet Inds. ikke negter staaer i Misforhold til den Minoritet, som i Debatternes Hede har vedkjendt sig den, turde sige, at de ingen Sikkerhed have for at Modformeningen virkelig er Nationens, fordi Enkelt- SIDE: 380 mand her siger det. Men det bedste er, at Denne tør paaberaabe sig den beskedne Selvvurderen, som man, efter det Udrettede, har Grund til at forudsætte hos Kirkedepartementets Chef. Flere af dette Departements Nederlag i Tidenderne komme denne Sag ikke anderledes ved, end at de forøge den Medlidenhed man maa føle ved de Retirader, hvortil det ogsaa heri er tvun- get. Ja lad det endog gjøre sig til af de maadelige Geografi- og Historie-Udtog, som det, uden aabnet Konkurrenz under kompetente Dommere, har afstedkommet; lad det regne sig diverse Bagateller og Katekismeudgaven til udødelig Fortjeneste -- det almene Omdømme er dog retfærdigt, naar det siger, at Kirkedepartementets Bestræbelser for at befordre Udgivelsen af den almeennyttigste Bog, nemlig den Religionsunderviisningsbog, hvortil det selv for 7 1/2 Aar siden opfordrede, og hvorpaa flere af Landets Geistlige destilfølge spildte sin Tid, "have ikke nok- som viist," at dets Opmærksomhed var henvendt paa Almeen- oplysningsvæsenet i den Grad dette fortjener. Samme ærede Taler anmodes ogsaa om at nævne og godtgjøre "hvilke vigtigere Krav Oplysningsvæsenets Fond har at fyldest- gjøre" end hvad der sigter til Oplysningens Fremme. Det bene- ficerede Gods, af hvis Afhændelse hiint Fond er opstaaet, var netop bestemt til at indløse den moralske Gjeld, som forrige Tiders dovne Geistlighed, der vidste at tilliste sig det overtroiske Folks Ejendomme, har paabyrdet Kirken. Men idet Staten har sat sig i Besiddelse af Godset, er Forpligtelsen at anvende det til Folkets aandige Tarv overgaaet til denne. Og den har snart intet "vigtigere Krav at fyldestgjøre." Dette skal nu skee hoved- sagelig ved Skolevæsenet som det fornemste Oplysningsmiddel, og det maa ganske rigtigt først tilsees; men dernæst fortjener enhver anden Indretning dens Understøttelse i samme Forhold, den duer til at fremme Oplysningsværket. Det Fond, som hertil staaer til Disposition kan heller ikke kaldes "ofte sparsomt til- deelte Midler, om hvis Anvendelse Regjeringen kan være i Tvivl" -- saaledes som Hr. Kapitain Foss udlod sig, selv i de Anliggender, han varmest interesserer sig for, nemlig dem, der vedrøre Almeenoplysningen, givende efter for sin uheldige Til- bøjelighed til at vakle i Mening og Udtryk. Det er ellers Ind- senderens aabne Mening, at Bogsamlingssagen bør være over- SIDE: 381 antvordet den private Virksomhed, og at den ialfald kun da tilkommer offentlig Hjælp, naar der tilstrækkelig er sørget for Skolevæsenet. Og saaledes er ganske vist Rektor Holmboes Mening rammet. Henrik Wergeland [VATERLANDS ANSØKNING OM KJØPSTADRETTIGHET] (Indsendt.) Statsborgeren 28. april 1836 Vaterlands Andragende om Kjøbstadsrettighed er bleven sat i 2den Forslagsklasse d. e. Vedkommende have gjort Sit til for at faae det i Tingen udsat for dette Storthings Vedkommende. En god og vigtig Sag har derved lidt en Tilsidesættelse, som maa gjøre enhver liberal Mand ondt. Men endnu staaer det i Storthingets Magt at hæve Forslaget frem til Behandling, og Forsøg herpaa tør man vente navnlig af Kristiania Repræsen- tanter eller af hvilkensomhelst En af dem. I Mangel heraf, da mangler vel ikke Storthinget Mænd, der ville gjøre hvad de kunne forat reparere paa Sagen. SCENE (Indsendt.) Statsborgeren 28. april 1836. (En hurraraabende Flok udenfor et Slot. En Hofmand aabner Vinduet). Hofmanden. Nok, nok, Godtfolk! Flokken. Hurra! Hofmanden. Jer Kongen siger Tak. En "Enthousiast". Ei førstegang man har et Folk betalt med Snak. SIDE: 382 HERSKENDES MAXIMER (Indsendt.) Statsborgeren 28. april 1836. Kirkens. -- -- Skal Ordet være fritt? Nei, Sandhed gives gratis (og da iblandt kun lidt); men Ordet med Profit. Verdens. Ved alt maa enten Guld hvadeller Ære vindes. Den Baggrund bagom hveren herlig Forgrund findes. REPRÆSENTANTEN SVANØE FOR PONTOPPIDANS STORE FORKLARING M. M. (Indsendt.) Statsborgeren 28. april 1836. Gak frem i Alt; men ei i dit Begreb om Gud! Jag ei Pontoppidans, men Tidens Djævle ud! Saa hørte man en Dag. Laa Jordan tør og tom, den bruser evigt dog i Svanøes Hals og Rom. Henrik Wergeland EN SVENSK SPECIE MED DEN NORSKE RIGSLØVE PAA (Indsendt.) Statsborgeren 5. mai 1836. (For dem, som ikke have seet eller ville tro det.) SIDE: 383 Gid Svenskens Specier havde i Bankens Kjælder lagt Da Ola Høiland var der paa Nummer Attens Vagt! Han skulde dem beholdt, Saafremt ei til at ta'e dem den Gavtjuv var for stolt. Ola Graaguts nye Vise om Ola Høiland m. m. Normændene kunne medrette rose sig af, at de siden For- eningen intet have foretaget sig, der kan være dette vor dyre- bare Konges store Værk til Skade. Ikke at tale om virkelige Handlinger eller at det skulde have tilladt sig Anmasselser til Vederlag -- det er kun faldet Normændene ind at vise den svenske Nation den største Delicatesse, at give Slip paa et Aar- hundreder gammelt Nationalhad, ja at ombytte det med en Tillid, hvorpaa Klogskab ellers kunde have adskilligt at sige, og som forskjellige Begivenheder og fremdeles uopløste Strids- punkter ere mindre end egnede til at begrunde. Denne Adfærd har vel sin Rod i den Hjertelighed, Trofasthed og Aabenhed, som Ingen negter tilhører vort Folks Charakteer, men den er ogsaa for en stor Deel udrunden af den Kjærlighed hvormed det omfatter Kongens Person, den Tillid det har til at Han dog stedse vaager over sit Værk, den tro at Han er Foreningens gode Genius og den Mening, at det paa ingen bedre Maade kan takke Carl Johan for hans særskilte Fortjenester af Norge end ved at holde Foreningen i Kjærlighed og Ære. Men naar nu Normanden for sin Kjærlighed og Ære betales med saadan Mynt? Ja, saa maa det vel lide med Kjærligheden og Æren. Og det er ilde. Folk, som have fundet dette, har derfor lagt sig meget ud for paa Sæt og Viis at forsvare det høire (her i Aftrykket venstre) Feldt hvori vor Løve figurerer. Man har sagt, at det hele Feldt er H. M. Kongens eget Vaaben, og at Høistsamme har Ret til at forme dette efter eget Tykke, og derpaa anbringe det paa Mynterne. Men hvad det Første betræffer, da betager den norske Løves uartige Stilling Enhver Tanken om at H. M. personlig har angivet Vaabenets Form, ja selv om at det har lykkets Høistsamme at see dette Hverv udført af en Mand med Følelse for det Passende og alene udvortes Sømmelige. Endnu mindre kan Saadant antages, naar man seer hen til den underordnede Plads, det norske Vaaben indtager. Det er i Myntskildtet sideordnet det Vaaben, der SIDE: 384 betegner Göthariget -- en Samling af Provindser, som i meget gamle Tider figurere mest som et Jarldømme af tvivlsom og ofte tabt Uafhængighed og af en mager og dunkel Historie ind- til det omsider forlængst ganske underkastedes Svearigets Over- vælde, og bidrog saaledes til at danne det nærværende Konge- rige "Sverige". Men i politisk Rang og Forhold til hinanden og til Kongen og som politisk Legeme er Kongeriget Norge aldeles sideordnet dette af Götha- og Svea-Rige sammensatte "Sverige," og som saadant berettiget til lige Rangplads i alle Repræsentationer. Dette er nu vor Mening, som vi kun opgive for en bedre be- grundet. Henrik Wergeland [OM MONUMENT VED EIDSVOLL] Statsborgeren 12. mai 1836. En Kommittee af Medborgere i Kristiania i Forbindelse med flere Storthingsmænd fra Landets forskjellige Egne har udfær- diget en Subskriptionsplan til Oprettelsen af et Monument ved Eidsvoll Jernværk til Minde om den store nationale Begivenhed der 1814. Planen m. m. hertil hørende skal med det første blive meddeelt her i Bladet. Forsendelsen deraf strækker sig hidtil kun til Præsterne i de forskjellige Landdistrikter og til Byernes Repræsentantskaber, hvor de da ere at finde; men forsaavidt denne Efterretning kan række inden 17de Mai, ønske vi, at Medborgere, der føle for en Sag af en saa sand national Inter- esse, ville i de Samqvem, som da maatte finde Sted, og ellers, gjøre Folk bekjendte dermed. Bidragene, der ere overladte Enhvers Forgodtbefindende, indbetales til Vedkommende, der ere i Besiddelse af Listerne. Ellers fremme enhver god Med- borger dette Nationalanliggende, og glemme ikke at Mindes- mærket vil vorde et for den 17de Mai! Henrik Wergeland [STORTINGET OG FEST l7. MAI] Statsborgeren 12. mai 1836. Storthinget vil holde Lag 17de Mai. Naturligt. Det siges at ville indbyde Statsraaderne. Naturligt, baade fordi 17de Mai har overstaaet alle Kriser, og fordi Storthingsmændene, SIDE: 385 som Medborgere, derved faae Anledning til at igjen vise Re- gjeringsmedlemmerne gjæstmild Artighed og især Collett, som benytter enhver, selv mindre betydelig og betydende, Anled- ning, til at vise Nationens Repræsentanter Gjæstmildhed. Invi- tationen og Modtagelsen deraf vil være af stor medborgerlig Vigtighed og sætte Seglet paa Nationalfestens Amnesti. Henrik Wergeland FORSLAG TIL LOV ANGAAENDE GRUNDLOVENS ANBRINGELSE I KIRKERNE [fotnotemerke] Statsborgeren 15. mai 1836. Til Kongeriget Norges ottende Storthing! Nærværende Storthing aabnede sin Bane med en Beslutning, der vidner om en Nidkjærhed for at udbrede Kjendskab til Forfatningen og en rettelig Vurderen af den og af den Anven- delse, Storthingene give den, hvorved det udmærkede sig i Ræk- ken af vore Storthing, af hvilke ethvert indtager sin karak- teristiske Æresplads i vort konstitutionelle Livs Historie. Det har erkjendt, at Forfatningen og dens Overholdelse og Anven- delse inden Repræsentationen tiltrænger at være bekjendt for hver norsk Mand, for at Forfatningen i Almeenerkjendelsen af dens Fortrinlighed kan have sin sikkreste Grundvold: -- op- fattet af det hele Folk, skulde Kjærligheden dertil overgaae i dets hele Maade at tænke og føle paa, ligesom indgives med Modersmelken, voxe med Barnet og forsvares beredvilligen af Mændenes Arme. Storthinget har erkjendt dette at være af en saa paatræn- gende Vigtighed, at denne Kundskabs Udbredelse, denne Aands Opvækkelse ikke turde overlades alene Tiden og den private Virksomhed, men at Staten burde anvende nogle af sine Kræf- ter paa at gjøre Adgangen til en saadan Kundskab saa let for de talrigere og fattigere Klasser af Folket, som man ikke negtede at have Krav paa at vorde underrettede om Storthingets For- handlinger eller om de Bevægelser inden Repræsentationen i vort konstitutionelle Liv, til hvis Underholdelse de baade bidroge sine Skjærver, og som ogsaa de skulle forsvare med sit Blod. Proponenten af det oprindelige Forslag om en saadan populær Fotnote: Indkom for seent til at tages under Behandling. SIDE: 386 Storthingstidende troede endog at den gratis og i betydeligt Antal Exemplarer burde uddeles. Det er Kjærlighed til Forfatningen, som ved dette Foreta- gende tilsigtes som Endemaal; -- den skal være Blomst og Frugt af den Kundskab om, hvorledes den overholdes og anven- des inden Repræsentationen, som denne har gjort Sit til forat udbrede. Tør man da mistvivle om et Forslag, der ligefrem og formeentligen aldeles hensigtsmæssigen tilsigter det samme, og som saaledes maa antages ganske at være i nærværende Stor- things Aand? Naar dette er Tilfælde, burde man ikke paa- beraabe sig som noget anbefalende, at det ingen offentlig Udgift paakræver. Og forsaavidt den maa paahvile Private, Kommu- ner eller enkelte Borgere, da er den baade i sig selv ubetydelig og af det Øiemed, at den maa falde Vedkommende endnu let- tere, ja vel endog Fleerheden, om ikke Alle, behagelig. Det er nemlig Proponentens Idee, som man kan forundre sig over ikke forlængst er fremsat af Andre og realiseret, om ikke paa denne Maade, der gjælder det Hele, saa enkeltviis gjen- nem Ansøgninger til vedkommende Regjeringsdepartement, at i enhver Kirke skal et Exemplar af Grundloven i Folioplade i Glas og Ramme, paa de Ejendes Bekostning, paa deri meest passende Sted ophænges. Foruden Foranberørte taler herfor ogsaa: 1. Da Lov fastsætter, at Valgforsamlingerne holdes i Kirkerne og efter den gudstjenstlige Forretning, uden Hensyn til om andre ligesaa beqvemme Lokaler skulde paa enkelte Steder gives, tør man slutte, at mellem Motiverne til denne Bestem- melse har, foruden Hensyn til Beqvemmelighed, ogsaa været den Hensigt, at meddele Folkets Anskuelse af Forfatningen og Valgforretningen, som dermed staaer i nærmeste udledelige Forbindelse, saameget muligt af det begeistringsfulde Alvor, af den Dybfølelse og Høitidelighed, som tilhører Stedet og vækkes ved Gudsdyrkelsen. Man tænke sig ogsaa sikkerligen, at Stedet ogsaa maatte bidrage sit til den Samvittighedsfuldhed, som udfordres hos de Vælgende. Ogsaa deri, at man overdrog Præ- sten Bestyrelsen ved Valget, ligger, at Lovgivningen har gjort alt forat forbinde Forfatningen med Religionens Udøvelse og at meddele den Religiøsitetens velgjørende Indflydelse. Og man SIDE: 387 har ikke hørt, at Nogen har erklæret sin religiøse Følelse stødt ved at dette højeste verdslige Anliggende udelukkelsesviis er henlagt til Kirken. Man har taust erkjendt Hensigten dermed, Moraliteten deri og Nytten deraf; og til at vinde denne er ogsaa Grundlovens daglige Skue i Kirken i høi Maade tjenlig, om man end ikke vil paaberaabe sig den gamle Erfaring, at jevn- lige Sandseindtryk trænge ind i Sjelen. I vort Sinds Indre, i vort Sjeletempel, i vort Hjertes Hellige ville vi at Kjærligheden til Forfatningen skal boe, og noget bedre Sted have vi ikke for selve vor religiøse Tro -- skulde da disse ydre Templer være for hellige til at opbevare og vise Folket denne dets Kjærlig- heds Gjenstand, som det skylder Pligter, hvis Overtrædelse straffes fuldeligen saa strengt som Overtrædelsen af noget af den hellige Lovs Paabud? Skulde Nogen alligevel hente For- argelse af en verdslig Lov i Guds Huus, da veed Proponenten ikke bedre, end at foreholde ham det gamle Israel selv, hvor den kirkelige og politiske Grundlov var een, opbevaredes i Templet, og udgik i sin Anvendelse derifra. Men fornuftige Folk vil han blot ærbødigst erindre om, at Grundloven ikke af religiøse Grunde bør forvises Kirkerne, naar Valgakten der kan have hjemme uden Anstød. Det Større bør ikke vige for det Mindre, Hovedsagen for det Afledede og Underordnede. Og saaledes kunde man vel fornuftigviis før indrømme Grund- loven, der hænger stille men betydningsfuldt paa sin Væg, end Valgforretningen, der ikke altid har Rolighed som Bifortjeneste, Plads i Kirkerne. 2. Holdes Valgforsamlingen i Kirken, vil Grundloven, der ophængt, ingenlunde kunne siges at hænge der til Overflod. Den har da Anvendelse til Tid og Sted. 3. Det er ingensinde overflødigt, at have Det for Øie, man skylder Pligter og har at rette sig efter. Mindst kan dette siges om en Grundlov, og det om en, der med saamegen Partiskhed beskytter den herskende Kirke, og som altsaa alene paa Grund af simpel Taknemlighed kan synes at kunne kræve sin Plads deri. Men der er fortrinligere Egenskaber ved denne Grundlov, som gjør den fortjent til den værdigste Plads, og nødvendigt at den paa en saa talende Maade indpræges i Folkets Sind og lægges det paahjerte. SIDE: 388 4. Det er smukt, at der i Kirkerne bedes lydeligt for Kongen. Det vil ogsaa være smukt, om Menighederne paa en saa beske- den Maade mindes om ogsaa at indslutte den Lov i sine Bønner, der omværner Konge og Folk. 5. Man kan vel ikke indpræges Grundloven formeget. For Menighedens Øine i den Stund, da Sindet er alvorligt, paa det tillidsfuldeste Sted, talende derfra fra Slægt, til Slægt, skal den visselig indtrænge og faa en Ærværdighed, som skal gjøre den paa hvert af de enkelte Steder til Stedets Klenodium. Den vinder overalt i Bygderne et lokalt Værd, som ikke skal kunne agtes ringe mellem dens Støtter. 6. Moral kan vel heller ikke formeget eller forvel indpræges. I Kirken vil Grundloven indpræge Borgersindet, Redeligheden, Trofastheden og alle dets øvrige Dyder; Fædrenes takfulde Minde og Oplysningssandsen vil den vække. 7. Malerier, og det ikke altid af de sedeligste Former, om end, som man vil paastaa, af moralsk Tendentz, Vaabenskjolde og Liigskildter have og finde Plads i Kirkerne. Hvorfor da ikke en Repræsentation af den Simpelhed og Reenhed som et Plade- Exemplar af Grundloven? hvorfor ikke Nationens Æresskjold, der dog ingen smaalig Forfængelighed kan fremkalde. Dette vil indlyse mere af følgende Grund: 8. Dersom Guds velgjørende Styrelse er synlig i nogen Ver- densbegivenhed i den senere Tid, da er den det sandelig i det norske Folks Befrielse, der medførte Grundlovens Givelse, og i de paafølgende Begivenheder, som sikkrede os dem. I Guds Huus bør den da netop findes til Erkjendelse af hans Velgjer- ning, som et Taknemligheds Vidnesbyrd, som en det norske Folks Votivtavle, hvorved det forpligter sig til alle borgerlige Dyder som værende fremfor andre Folk i Herrens Gjeld. 9. Af Lovbudet, at Grundloven skal findes i Almuskolerne, lade sig hente en kraftig Analogi fra al dens mulige Bekjendt- gjørelse mellem Almuerne. 10. I den Form, som den til Ophængen i Kirkerne bestemte Grundlov bør have, vil den ogsaa tjene til Prydelse. 11. Udgivten vil være ubetydelig især da det kuns skulde gjøres til Pligt at anskaffe Grundloven til Hovedkirkerne. For- saavidt disse ejes af Almuerne, da bekoste de den jo kuns til SIDE: 389 sig selv; og de private Kirkeejere have saa gode Indtægter af Kirkerne, og Sagen tiltaler saameget den patriotiske Æresfølelse, at Udgivten ei kan falde til Byrde. 12. En Udgave af Grundloven, som til dette Brug nok kan være tjenlig, omendskjøndt Afsætning sandsynlig vil fremkalde billigere en smukkere og bedre, haves alt i Boghandelen, saa Forslaget ikke er urealisabelt af Mangel paa Material. Paa ovenanførte Grunde giver Proponenten sig herved den Ære underdanig at foreslaa, at Storthinget fatter Beslutning til Lov af følgende Indhold: Lov angaaende Grundlovens Anbringelse i Kirkerne. §. 1. Til alle Norges Hovedkirker skulle vedkommende Ejere an- skaffe, og dersteds paa den Plads, som er lysest i selve Kirkens Skib og synlig fra de fleste Sæder, ophænge et saakaldet Pragt- Exemplar af Norges Grundlov af en til saadant Brug autori- seret Udgave, i een stor Folioplade, forsynet med Glas og an- stændig Ramme. §. 2. Det staar enten Kirkeejende eller Kirkebestyrelse frit for ogsaa i Annexkirker at ophænge deslige Grundlovexemplarer, ligesom ogsaa al videre Forziring ved Indfatningen, end hvad almindelig er, beroer paa eget Tykke. §. 3. De til Anbringelse i Kirkerne anvendelige Exemplarer af Grundloven, skulle indeholde denne paa een Velin Folioside, mindst 26 Tommer lang og 18 Tommer bred, med tydelig, smuk og feilfri Tryk, aldeles rigtig Text og Titel og den sidste for- ziret. Hvad øvrig Forziring, der kan anbringes uden Skade for Text, Tryk og fremhævet Titel, er tilladt. §. 4. Enhver, som udgiver og falholder deslige Udgaver af Grund- loven, har at erhverve Kirkedepartementets Autorisation paa at Udgaven i enhver Henseende dertil er tjenlig; og maa Autori- SIDE: 390 sation, naar denne Betingelse er tilstede eller naar paaviste Mangler rettes, ikke negtes og ingenlunde fortolkes som udeluk- kende Andre, der i Material, Forziring, Tryk eller Priis foretage nogen Forandring og saaledes paa egen Resiko levere andre Udgaver. §. 5. Vedkommende skulle overalt i Riget i Hovedkirkerne have Grundloven saaledes som ovenbefalet anbragt inden eet Aar efterat de behørigen om denne Lov ere blevne kommunicerede, under en Mulkt til Stedernes Fattigkasser af een Spdlr. for hver Uge de sidenefter undlade det. §. 6. Denne Lov kommuniceres Kirkeejende og andre Vedkom- mende af Kirkedepartementet, saasnart dette har bragt i Er- faring, at Exemplarer af Grundloven, tjenlige til Anbringelse i Kirkerne, i Riget ere at erholde, hvorom og hvor samtidig Meddelelse ogsaa bør at skee. Henrik Wergeland [OM ET NASJONALMINNE VED EIDSVOLL] Statsborgeren 17. mai 1836. "Et Nationalminde ved Eidsvoll, reist af det norske Folk til Minde om den største og lykkeligste Begivenhed i dets Historie, paa selve Stedet, hvor den foregik; -- et Konstitu- tionsminde, værdigt i sin Udførelse det Folk, der reiste det, og den Begivenhed, det skulde forevige og overantvorde Slæg- terne til frydefuld Ihukommelse" -- denne Tanke er bekjendt og kjær og fælleds for Normændene, naturlig for deres Friheds- sind, jevngammel med deres Kjærlighed til Forfatningen og Erkjendelsen af det Held, den har medbragt og i stigende Grad kan medbringe Fædrelandet. Endog betragtet uden sine Følger og alene som historisk Epoke skulde Eidsvollsbedrivten opfordre til at Folket satte den et Minde; ja om end det var bleven dets Skjebne, at have maattet see sit Storværk frugtesløst, skulde det ideligen vende sit Blik mod hin isolerede Glimrepunkt i sin Historie, søge en Trøst i Erindringens Stolthed, og bygge sig et Minde derom, hvortil det kunde læne sin Kummer. SIDE: 391 Men nu, da Alt er anderledes, have vi andre og større Opfor- dringer til at reise et Minde, ikke alene for et Foretagende af Nationen, der var stort i sig selv, men ogsaa fordi det er blevet det i sine Følger; ikke alene for en Konstitution, der var dristig i sit Anlæg og, i Samstilling med det, der udenfra truede den, fast kun at kalde et Forsøg, men for Een, der er forsøgt, har staaet sin Prøve og er bleven et Mønster for andre. Længe næredes Ønsket derom i Normænds Gemytter. Det var kun forskjelligt i det Omfang, Enhver gav det. Man hørte Klager over at det mindeværdige Sted ikke var Nationens, ja ikke engang en Normands, men Fremmedes Eie. Mænd af Anseelse i Almeenomdømmet foreslog endog, at den hele be- tydelige Ejendom skulde kjøbes af Folket, og ved at for- vandles til en eller anden almeennyttig Indretning af Oplys- ningstendentz, saaledes vorde et levende Minde. Man saaredes ved at høre, at intet uden et tungsindigt Øde skulde raade paa det Sted, som Folket havde opfyldt engang med Storheden af sin hele moralske Kraft. Indlænding og Udlænding stødte det, at Rigssalen selv, hvorfra Hæder og Lykke var udstraalet over det gjenfødte Fædreland, stod tom, uprydet og forladt; medens selv de udfløjne Fugle ikke forglemme sin Rede. Pragtaftryk af Grundloven og mange forskjellige Afbildninger af Eidsvoll viste sig. I Normandens bedste Stue skulde vidne for Gjæsten, at Husbonden i et godt medborgerligt Sind omfattede baade Konstitutionen og Stedet, som ved den var blevet dyrebarere end noget andet i Norge. Og endelig da Glæden over Befrielsen og Fædrelandets Gjenfødelse, da det konstitutionelle Medbor- gersind fik Liv og Mæle i Konstitutionsfesten, hvor forløb nogen uden at Eidsvoll med Feiren erindredes? Saaledes viste og yttrede sig paa mangfoldige Sæt Trangen til at hædre Konstitutionsværket; men altid vendte den utilfreds- stillet tilbage til Ønsket, at et, Folket og Sagen værdigt, Kon- stitutionsminde ved Eidsvoll Værk maatte tolke det norske Folks Følelser baade for det selv, Borgerne indbyrdes imellem og for Verden, som var bleven mere og mere opmærksom paa vor Konstitutions Fortrin og de Fremskridt, det norske Folk havde den at tilskrive. Næret af Konstitutionens Velgjerninger, opbevaret i et Folks SIDE: 392 Sind, der har saamegen Følelse for Nationalitet, som det nor- ske, ventede Ideen om et Minde ved Eidsvoll kun paa en Tid af en mere vakt Almeenaand og politisk Livlighed forat mod- nes til Beslutning. Og vi tage neppe Feil af nærværende Tid, naar vi sige, at den har denne Egenskab. Saaledes er det, at ligesom Ønsket om et Minde i sin Tid fødtes hos Enkelte, og udviklede sig omsider hos Folket, saaledes er nu ogsaa Beslut- ningen hertil udgangen fra Enkelte forat meddele sig det hele Folk. Medborgere, bekræfter da dette! Vi ere ligesaa overbeviste om ikke at have taget Feil af nogen Nordmands Følelse som af vore egne. Vi ville give dem et Udtryk, som Verden skal forstaa og Efterslægten ære ligesom Børn ikke ære alene For- ældrenes Kjærlighed i Testamentet, men selve dettes Ydre, Materien deri, Haandskrivten, Kapselen. Og visselig det er vor Tid at reise et Monument, der kan være Konstitutionen en Kapsel, sige Efterslægterne hvordan denne Slægt bevarede den, og lære dem hvorledes de skulle igjen overantvorde den. Idet vi reise Konstitutionens Tilblivelse et Minde, give vi deri vir- kelig ogsaa dens Vedvarenhed og Selvstændigheden en ny Støtte. Ligesom Grundloven i Borgerens Stue, saaledes skal Monumen- tet ogsaa være for det hele Land og vidne om Folkets Tænke- maade. Det skal vorde dets fælleds Arne, hvor hellige Flam- mer skulle næres: Taknemlighedens imod Forsynet, Fædre- landskjærlighedens og Frihedssindets; og i dens Skygge skulle vi og de kommende Slægter pleje Mindet af de Mænd, der i Konstitutionen gav det gjenfødte Norge Tilværelsen. De lokale Omstændigheder ere gunstige for et saadant Fore- tagende. Den stærkt befarede throndhjemske Landevei løber forbi Eidsvoll Jernværk, havende paa østre Side dets Hoved- bygning med Rigssalen vendende ud til en af Vejen begrændset aaben Plan, og paa vestre en af Alleer gjennemskaaren bety- delig Lund af svære Graner. Hovedalleen aabner sig nettop med to høje Hængebirke i Skue fra Vejen; og netop der have vi tænkt os Mindet af et imponerende Udvortes opført af Steen. Dette Material findes af fortrinlig Beskaffenhed og i mere end tilstrækkelig Mængde l/2 Miils Vei fra Stedet i et Steenbrud, hvor Naturen synes at have brugt Kunstnerens Meisel, og hvor- SIDE: 393 til er Transportadgang tilvands eller tillands ad god Vei. Da Værkets meste Jordgods er udstykket i over 100 Pladse og Egnen desuden er velbefolket, vil man neppe mangle Arbeidere. Omgivelserne ere smukke med Udsigt til alt det, som karak- teriserer vort Land. Da Monumentets Anbringelse vil hæve Ejendommen i Værdi, vil der neppe indtræffe Vanskeligheder med Underhandlingerne med dens nærværende, mod Norge og dets Forfatning særdeles velsindede, Besidder. Monumentets Størrelse og endelige Form kan kun bestemmes af Subskriptionens Udfald. Men bliver denne tilstrækkelig til, uden at betage Monumentet noget af det grandiøse Udvortes og den Fasthed, det bør besidde, at tilkjøbe den hele Lund, som da tilligemed Mindet, vilde blive Nationens Ejendom, da vil saadant, ligesom og enhver Udvidelse af nogen Nationalbesid- delse dersteds, ganske ligge i Foretagendets Plan. Hertil bidrage da enhver Normand, som erkjender Vigtig- heden af hiin Begivenhed paa Eidsvoll, og de Velgjerninger for vort Samfund, den har havt tilfølge! En Indbydelse dertil er udfærdiget af endeel Medborgere, hvorimellem man seer flere af Nationalrepræsentationens værdfuldeste Navne, og tilstillet for det første Præsterne [fotnotemerke] i de forskjellige Præstegjeld og Re- præsentantskaberne i Byerne, hvilke ogsaa ere anmodede om at yde den al Interesse og imodtage Bidragene. Denne Ind- bydelse lyder saaledes: [Her følger innbydelsen.] Man vil saaledes finde, at paa det nærmeste alle Byer og Distrikter ere repræsenterede af Dem, der have underskrevet og vedtaget Indbydelsen. Fotnote: Hesselberg i Agers, en Præst, som tilforn ikke har skyet med hjertelig og mandig Tunge at røre ved og vække patriotiske Følelser i sine Til- høreres Sjele og at give Fædrelandskjærligheden og Medborgersindet Plads imellem de Dyder, som fra Prækestolen skulle opmanes, har baade sidste Christi Himmelfartsdag og sidste Søndag, ved at opmuntre til en værdig Høitideligholdelse af 17de Mai og til at bidrage til Oprettelsen af Eids- vollsmonumentet, givet sine geistlige Medbrødre et følgeværdigt Exempel paa hvorledes de kraftigen kunne virke for denne Sag. Baade saaledes og ved at opmuntre dertil og iverksætte Subskriptionen efter Gudstjenesten tør man med den Constitutionelle og Morgenbladet haabe de ville virke over- alt i Bygd og By. SIDE: 394 Henrik Wergeland ["DEN CONSTITUTIONELLE" OG "SVENSKE MINERVA"] Statsborgeren 2. juni 1836. Den Constitutionelle har, til vor Forundring uden strax at lade et Svar eller Un [der] retning gaa med om at den snarest vilde være betænkt derpaa, under 30 og 31te d. indeholdt to ganske eensartede Angreb paa vort nationale Forehavende: "i et ved Sammenskud opført Monument at forevige Mindet om den Dag og det Sted, hvor Grundloven blev given." Det ene er fra en indenlandsk Rævbælg af ægteste Sort; det andet fra Stock- holmerbladet "svenske Minerva," det bekjendte Organ for det svenske Aristokrati, der ingenlunde med Ligegyldighed kan ansee det Foretagende at opreise et Monument, hvis Stene endnu mere vil udestænge hiin Klasses sultne Affødninger her fra Landet. Begge gjøre sig den største Umage forat indbilde Folk, at det ikke er efter Planen ganske klart, hvorfor Monu- mentet egentlig skal reises eller hvad det skal forevige, end- skjøndt den baade indeholder ovenciterede tydelige Angivelse af Øjemedet og i det Foregaaende erklærer, at det er "en Begivenhed, saa dybt indgribende i Folkets hele Tilværelse, saa uoverseeligt vidt udstrakt i sine Virkninger som Enevolds- magtens Overgang til Folkesuverænitet," som derved skal feires, og til hvis Bedømmelse vi allerede befinde os i den tilstrække- lige historiske Frastand. Norge har den besynderlige Van- skjebne, ikke at maatte beholde noget historisk Moment, nogen Nationalære for sig selv. Bestandig blande Fremmedes utidige Fordringer sig heri. Saaledes tilegner Danmark sig Nor- mænds personlige Bedrivter; det forøger sin Glands med vort Folks Krigshæder; og endnu indtil denne Dag indtager det dem af vore Forfatteres Navne, som det bryder sig om, i sin Litteraturs Registre. Og fra svensk Side er man saa umaadelig i sine "Anspråk," at selve det norske Folks af det selv alene iværksatte Befrielse i det lille Tidsrum, hvori det aabent imod Europa erklærede og vedstod, at det hverken vilde vide af Danmark eller Sverige at sige, ikke maa tilhøre det selv og gives den historiske Erkjendelse, som Folkets Hjertelag til- lægger det. Dette er selv mere uforskammet, end de mange SIDE: 395 ubeføiede Næsekast, om alt hvad vi skylde Sverig, uden hvilket (hvor latterligt!) det Folk ikke skulde kunne med Tryghed bestaae, som, under de vanskeligste Omstændigheder, blev i vore Dage hvad det er, og som kan siges i sit Exempel at foreskrive Norden Love med Aandens Sværd, som det i gamle Tider foreskrev den med Haandens. Danmark har bemægtiget sig vor Middelalders Historie -- vil nu Sverrige overgaae denne Uretfærdighed ved at fornegte os dette isolerede Glimrepunkt i vor Historie; Afkastelsen af fremmed Aag, Selvstændighedens, Oldtidsfrihedens Gjenvindelse, Befrielsesaaret 1814? Dette til- hører det norske Folk ganske og aldeles. Det er en anden og ny Epoke, som indtræder efter Foreningen med Sverig. Men denne har ingenlunde, og mindst efter Minervas Taarer der- over og hadske Anfald paa det norske Folk, bestaaet sin Prøve; den er endnu ikke bleven historisk og til et afsluttet Moment i Begivenhedernes Række; dens Forjettelser have neppe kimet; dens Velsignelser ere endnu problematiske; vi arbeide endnu paa den, og tilhøre den saaledes selv; og saaledes kan der -- hvad Antagonisternes Ræsonnement ogsaa billiger -- ikke være Spørgsmaal om noget forevigende Monument for den. Men Foreningen være hvordan den vil, Normanden vil i de Fornærmelser, som svensk Interesse og svenske Partiblade, mistolkende dens Betydning og misbrugende dens Navn, have forbittret den med, i det længste bære sit Kors med Taal- modighed, og ikke forværre den ved at benytte rigelige An- ledninger til at retorqvere svenske Minervas skamløse og usand- færdige Udtryk om hans Folks Konstitution, som dette gav sig selv i Mai 1814 og som endnu er gjældende efter de nærmere Bestemmelser, den modtog i Novbr. s. A. efter Overeenskomsten med den svenske Regjerings Befuldmægtigede. Om denne In- stitution, der danner Foreningens væsentligste Grundpille, for- saavidt det norske Folk finder denne bekvem derfor, er det det svenske Blad tillader sig disse Uqvemsord, at den er "et fortidligkommet og strax efter Nøddaaben ynkelig omkommet Foster, hvis Levnetsløb intet mærkværdigt frembyder uden i det høieste selve Dødskampen." (!) Saamange vare Ordene. Men over dem ingen Velsignelse; thi de ere egnede til at skabe ondt. SIDE: 396 Imidlertid er kun saadant at befrygte hos Gemytter, der ikke kjende til den Vanmagt i den svenske Almeenhed, den offent- lige Ringeagt i dets Hjem, som hint svenske Blad søger at oppuste med al et sjunket og fortvivlende Parties Anstrengelse. Vi maa saaledes paalægge vore Landsmænd ikke at tillægge ovennyttrede Opinion, som svensk, nogensomhelst anden Vægt. Fiendsk mod det svenske Folks sande Interesse, kan det norske, som i saa høi Maade har skuffet hiint Parties For- ventninger, ikke vente sig nogen Retfærdighed fra en Kant, hvorhen det svenske Folk slænger sit Had og Foragt paa Nu- tidens "Møssor" (det russisksindede Hueparti) Armfelter og Kronstedter. Den samme uhæderlige Rolle hos os som disse Helte i Sverig spille de Forrædersksindede hvortil Minervas Forløber i den Cst.nelle hører. Til Folkets Ære ere de faa, yderst faa, og de beskyttes alene af den ængstligste Fordulgthed. Men at der dog gives Saadanne, er en ulykkelig Følge, ikke af Foreningen i dens Idealitet eller saadan, som den er opnaaelig og med begge Nationers Samhjelp vil vorde realiseret, men af dens Misbrug af egoistiske Individer. Vi kalde dem Rævbælger, ikke som Partinavn, men fordi dette foragtelige Udtryk er blevet Folket tilvant siden Anvendelsen deraf paa Morgenbladop- satsen i den platenske Tid, Pendenten til den nærværende i den Kst.nelle, som ligeledes gik ud paa at denuncere og bag- vaske Yttringer af Normændenes Patriotisme. Men eftersom Alt, selv det Onde, maa tjene det Gode tilbedste, saa er netop dennes Reenhed og Uskyldighed bleven ligesaavel derved lagt for Dagen, som det er vist, at vor Nationalfest har vundet ved den Modstand, den mødte. Fra en slet Hensigt kan et Men- neske lettelig vendes, men ikke saaledes fra den, der nyder Medhold af dets Samvittighed. Og dette er i højere Grad Tilfælde med Nationer. Til Oprettelsen af et Minde for vor politiske Gjenfødelse behøvedes nu rigtignok intet saadant ydre Motiv at komme til; men dette have vi ikke kunnet for- hindre, siden endelig den svenske Hoftidende og en norsk Ræv- bælg absolut have villet forøge de Opmuntringer dertil, som det er os en Fornøielse at kunne fortælle dem, ydes i Byerne af Magistraterne, der selv uleilige sig med at avertere og bringe SIDE: 397 Indbydelserne om, og paa Landet af Præsterne fra Prækestol, Chordør og Kirkebakke. Vi anbefale denne Efterretning, samt om at disse Opmuntringer ikke vise sig frugtesløse, til svenske Minervas gunstige Optagelse i sine Spalter, og ønske Lands- manden Taalmodighed til at døje en saa bestemt Modsigelse af hans Anskuelser og navnlig af Formening om at Ideen, efter Indbydelsen, ikke er egnet til at vinde almindeligt Bifald. Henrik Wergeland VED DØDEN AFGANGNE Statsborgeren 9. juni 1836. Patriotismen i Skeen. Død 17de Mai s. af Tæring, hvilken Nogle paastaa den havde paadraget sig ved en Leilighed paa Fossum, Andre tilskrive en Konstitutionsfeil. Liget var jam- merligt at see til, og gik strax i Forraadnelse formedelst de mange Infektioner, det viste sig at have være befængt med. Familien har ikke frabedt sig Kondolence, som den høiligen behøver. -- Trikolorkokarden, 7 Maaneder gl. Af Orm, Kulde, slet Medfart og Mangel paa Næring. Et smukt Barn, høitelsket af Alle, som kjendte det og især af sine Forældre. Men dets overvættes levende Farver spaaede intet godt, og dets blaa Øje havde altid noget sværmeriskt og melankolskt, som syntes at lede efter Himmelen og ikke at tilhøre denne Verden. Mærkværdigt er det dog i vore oplyste Tider, at troværdige Folk forsikkre, at den gaaer igjen hist og her ved høilys Dag. Hvis det er noget heri, da vove vi den Gisning, at den foruroliges endnu af den Mishandling den leed af en vis Mand af et fornemt Navn, der berøvede sin Søn den med overdreven Gevalt. Og, forat være sikkre, foreslaa vi at bruge samme Middel, som er probat mod de ubehagelige Vampyr- gespenster, nemlig forsvarlig at nagle den til Jorden, slaa nogle Kors og læse over den. -- Bankpladsens Skjønhed. Neppe født er den ikke mere. Ogsaa død formedelst Vanrøgt og den uvorrne Behandling, den maatte lide af Publikums forkjælede, sletartede og uopdragne Yndling Theatret. Dens Grav er daglig tilskue, og besøges af Mange med Taarer, end- skjøndt Kondolence frabedes af dens bedrøvede Moder Bank- pladsen, der bogstavelig har indhyllet sin Kummer i Støv SIDE: 398 og Aske. -- Det sidste Haab om Dæmringen, 30 Aar gam- melt, forulykket paa en Tour til Frankrig, hvorom i den Con- stitutionelle har været averteret omtrent saaledes "at Krukken gaar saalænge tilvands o. s. v." Omendskjøndt den Forulyk- kede var bekjendt forat være meget bedragersk, og allerede opgiven af de Fleste, overraskede dog Efterretningen ved i levende Erindring at igjenkalde Holbergs: "For En er Havets Bund, for Anden er bered en Gallje -- " saavelsom Rahbecks: "Han joges af sit Fødeland, alt ved sin Faders Vrede. Hendreven til en fremmed Strand. -- " Den Forulykkedes Venner skulle være meget betuttede, især Boghandler Dahl, der staaer inde for Assurancen, som skal have været meget høi. Liigtalen holdtes over den frie Text: "af Intet est du kommet, til Intet skal du vorde!" Og det som er rarere tør nok hænde: at det af Intet staar op igjen. Thi saa galt har hændt før. -- Kirkedepartementets Løfte om en forbedret Lærebog, 7 1/2 Aar gl. Et Barn af store Forhaab- ninger, død af en uforklarlig Sygdom, hvorfor hverken dets Fader eller de gode Folk, han havde udsat det hos, kunne gjøre tilfredsstillende Rede. Men hertil er maaskee den sande Grund en stedmoderlig Behandling, som nu angres. Ellers er det Bedrøveligste ved dette elskelige Barns Dødsfald, -- at det har trukket Moderens kjæreste Barn Reputatio Desiderata med sig i Graven. Fred med Begges Støv! -- Et Par Orlogs- mænd, hvoraf den ene faa Aar gammel, siges afgangne for- medelst Hudsygdom og Orm, hvorimod Lægerne forgjæves havde anbefalet Flodvand. Det er dog liden Grund til videre Sorg over dette Tab, siden Hvermand veed, at vi have nok igjen. -- En gammel Kristiania-Abekats graa Hat. Som Nogle paastaae, af Ælde, men efter Andres Mening af Modesyge eller Hysteri. Den havde ikke spillet nogen liden Rolle, og var lige til det Sidste i den skjønne Verden agtet for et Væsen af megen Betydenhed, ja af større end det Hoved, en ung skeen- ensisk Abekat omtrent ved samme Tid havde den Sorg, om ikke Tab, at miste af Smerte over Mangelen af en slig Hat. Her SIDE: 399 maa man uvilkaarlig tænke paa Elskende, der ikke komme sammen i denne Verden, men udsukke hver paa sin Kant. Men Ve hver en Haand, som vil skille dem ad, som gjerne tilsammen vil være, og elske i Tugt og i Ære! -- En smuk Tanke, druknet i nogle schwachske Vers, der ikke lide af Danomani, men have faaet en anden Lyd. -- Norsk Haandværksdygtighed, død forlængst af at bruge for snevre og stive Snørliv, hvortil, saavelsom til trange Klæder, stramme Halsbind og Strømpebaand denne naragtige Pedant var hen- falden. Med denne Pertentlighed er det forunderligt og tungt at maatte sige, at den Salige bedækkede megen Raahed og en Overflødighed af Luus, som sagdes at have sit Stamhuus i den gammeldags Oldermandsparyk, han betjente sig af lige til det sidste. Man paastaar ellers, at der aldrig i Norge har exi- steret Nogen af dette Familienavn, og at den Henfarne kun havde spillet eller taget det af en engelsk eller tydsk Gesell i Herberget, og saaledes ikke havde Ret til at bære det. Hans eget Navn var "Dyre Laugmæssig Slethed." -- Liberaliteten (mod Avispressen), faa Maaneder gammel. Død samme Dag Regjeringens Portoproposition fødtes til Ver- den, af formeget Sødt, Kjæleri og Slikkeri; i hvilken sørgelige Anledning Forældre gjentagende advares. Den salige leed altid af Trangbrystighed og svage Been, og forøgede sin Ansats til Svindsot ved overvættes Snakken, ved hvilket falske Skin af Livlighed Mange paa det Bedrøveligste bedroges. I den sidste Tid angrebes med overraskende Hurtighed de ædlere Organer. Tegn til Polyper i Hjertet og Vandansamlinger i Hjernen viste sig, og ovennævnte Dag blev Tungen saa tyk og det norske Mæle forlod den syge Spæde saa ganske, at Ingen kunde for- staa "Ordlydelsen." Over den spæde Afdøde er af vedkommende Forældres kjæ- reste Venner gjort følgende Liigpsalme. Engang, o Død, Orkanen liig, der fælde kun Ege vil, var Høihed i din Vælde. SIDE: 400 Men nu, liig kaade Vind, der Siv kun knækker, hvor lav er ei den Rædsel, som du vækker! Nu du ramle med din Torden Børn og Gamle kun i Jorden. Mænd mod dig sin Barm vil blotte, i din usle Sejr dig spotte. Ak, hvad var vekt og blekt som denne Spæde, selv ingen Fryd, kun Kime til en Glæde, selv intet Liv, paa Livet kun en Hærmen af Døden gjort med grufuldt Vids Fornærmen. Jonæ Plantes Kraft var større end der fandtes i den tørre Pode, hvor vi engang troede Bedstemoer Norges Glæde boede. Lad Kikajonens Aske gaa for Vinden! Et tæmmet Liigfærdssmiil, ei Graad paa Kinden! En Nar, der vil som Jonas staa mismodig! Det Blomster visne, som ei blomstrer frodig! Dog vi sende Himlen denne Bøn, at Noret, som forloret var til Krop og Sjel hernede, hist blandt Engle maa faa Sæde. Men er det Skik, at Præst og Klokke toner foruden mindste Hensyn til Personer, saa lyde begge for den lille Datter, men over dem min melankolske Latter! SIDE: 401 Præsteamen, Klokkeklingen vier sammen Ingentingen med den Storhed, som du finder, naar i samme Hul den svinder. Henrik Wergeland KORRESPONDENZ OM DEN CONSTITUTIONELLE Statsborgeren 12. juni 1836. 1ste Juni. -- -- Nok og vist er det, Ven! at det nye Blad "den Consti- tutionelle" har gjort sig velfortjent af Fædrelandet ved at op- dage og skaffe sig nøje Underretning om stedfindende Kabaler og Machinationer imellem Storthingsmænd. Slige Folk kunne dog umulig fare med Løgn og Sladder, og begaa den strafbare Vindighed at debitere noget Saadant, uden virkelig at være nøje underrettede. Og om Intet inden dem selv gjorde dem Sladder vederstyggelig, saa maatte det dog endnu ose dem i Næsen hvorledes det ene af dette Helligtrekongerslys brændte sig selv ned i Talgen paa Ballet hos Statsraad Collett og siden pudsedes af i Morgenbladet af Hr. Ytteborg. Vi have et Ord "flaakjæftet," stygt som det, det skal udtrykke; men tænk dig ikke dette anvendbart paa den norske Intelligenzes Repræsen- tanter. De ere ikke engang aabenmundede, som du kan see af den Forbeholdenhed, hvormed de kun angive sig "nøje under- rettede," og af den Humanitet, hvormed de tilsløre og opsætte de tydeligere og personlige Denunciationer. Men disse kunne ikke udeblive, og ville det ikke, -- det sværger jeg, saasandt Maanen stod stille i Ajalons Dal, og saasandt den Cst.nelle er den norske Intelligenzes eneste sande og uomtvivlede Repræ- sentation. Ve Kabalisterne og Machinatørerne! Fiirbenen to Fod over Slangens lurende Øine er ikke værre deran. Den vil dratte ned for alles Øine fra det Løv, som endnu skjuler den, naar Dyret behager atter at opspærre sit Gab. Men det er vant til at delikatere sig og at forlænge sin Nydelse. Det har alt gabet engang og slugt sit Bytte i Indbildningen. Og maaskee imorgen allerede -- ? o hvor min Nysgjerrighed er spændt! SIDE: 402 hvor jeg under dette trehovdede Underdyr Maaltidet! Imorgen allerede maaskee er Sandheden, det Rette, den gode Sag red- det; og iovermorgen dekreterer Nationalforsamlingen, at den Constitutionelle har gjort sig velfortjent af Fædrelandet, og For- bauselse og Taknemlighed mod dets Reddere er alt langt paa- veje over Landet. Den vende tilbage med Krandse al Som- meren igjennem, og til Vinteren med Helligtrekongerslys efter Enhvers Leilighed, hvoraf det, der lyser meest, betegne det skarpsynte Øje, som opdagede Kabalen! Din etc. P. S. Husk dog paa at sende mig de arabiske Eventyr samt Historien om Vigtigpeer og Ridder Langnæse. Ligesaa kan din Kone lade gaa med en Myseost, som jeg for min Maves Skyld kan nyde om Morgenen tilligemed den Constitutionelle. 5te Juni. -- -- Jeg holder endnu fremdeles paa den Constitutionelle, dog nu ikke mere end 4 Skill. imod 2, siden den ikke, efter Morgenbladets maliciøse Opfordring, kommer frem med hvad den har "nøje Underretning" om. Men det har den! det har den! Det kan ikke feile. Derpaa vil jeg dø eller endnu leve to Dage, hvilket ikke er stort bedre i et Liv, hvor Mistanke og Mistro endog til Sandhedens Apostle ere de elendige sociale Incitamenter. Fy! kom mig ikke med din Tvivl, om det dog ikke skulde være muligt, at den Cst.nelle foer med Sladder. Før vil jeg tro, mit Barn er ei mit Barn; at galt jeg hørte, da Hun gav mig Ja, det tusindganggjentagne; at den Haand, jeg trykte, ei tilhørte Hendes Aasyn. Ja før slid fra min Barm min Ægteqvinde, og udslet Evangelet af min Tro! Slaa Øjet ud! Og jeg vil tro, at Himlen var altid sort, og at den aldrig blaaned. Tilintetgjør min Sjel! Dog vil en Tanke, som Diamanten uopløselig, blandt dens Atomer findes: Tilliden til Constitutionelles Underretning. Men taales den paa Jorden ei, da vil SIDE: 403 den hefte sig til Stjerne, der ei har sit Fjerne flyttet siden Tidens Gry. Der vil den bo og tro i Ro. Maaskee til Maanen, som er nær, den først dog flyver, for derfra mere grant at see Hvo lyver. 6te Juni. Ak, min Ven! Hvilket besynderligt, men strax forvirret og tildunklet Indblik i Aandeverdenen synes vi ikke at faa, naar det forekommer os somom vi forhen havde ahnet eller drømt, i hiin Verden allerede i Skyggeform oplevet det Mærkelige, som oftest Skrækkelige, der møder os! Tal om Fraværende, og af 10 Gange vil han de 7 banke paa din Dør. Spiis Østers, Asparges eller andet Rart en Dag, og med den Tanke vil du stirre i Fadet: hvad Pokker, har jeg drømt inat eller tænkt igaar paa eller talt om Østers og Asparges? Kom paa et frem- med Sted, og det skal ofte synes somom du havde været der før, som om meget der er dig velbekjendt; men hvorfor? Det kan du ikke gjøre dig rede for, uden at ty til et svedenborgsk Dogma om hvorlunde Sjelene, under visse Betingelser, kunne færdes omkring, i en frigjort Tilstand, der dog ikke udelukker al Forbindelse med Legemet. Til dette mystiske Væsen hører ogsaa en besynderlig Selvforudbetegnen af Menneskets Skjebne, en Forbindelse, som ofte overrasker ved den Klarhed hvormed den lader sig tilsyne, imellem forudgangne uvilkaarlige Tanke- rækker, i tilsyneladende løse Ord henkastede Udbrud deraf, og senere Begivenheder. Aar kunne ligge imellem, og pludselig, naar disse Begivenheder indtræffe, da see vi, at de kun ere Vir- keliggjørelsen, det stereotyperede Afpræg af hine af Sjelens eget Dyb oprundne Tankerækker, som nu pludselig staa for os i en Klarhed, de selv ikke i det Øieblik havde, fremhævende sig med alle sine Forbindelser og Konseqvenzer ligesom Hjembyg- dens Aasrækker, naar vi efter mange Aar nærme os den igjen. Men Lovene for disse Fænomener kjende vi ikke, ligesaalidt som vi kunne forklare os, at de ikke ere bundne til nogen Tid, men saa aldeles udenfor vor Beregning, at Manden og Oldingen kan i sine Skjebner see Barnets Tanker og Ahnelser fremmanede, lige- som der ofte kun ligger Dage og Timer imellem Forbilledet i SIDE: 404 Aanden og dets Virkeligbliven. Det synes somom Begivenhe- derne, der afspeile sig i vor Sjel, have ligesom Stjernerne de forskjelligste Ellipser at gjennemgaa. Nogle ere korte, andre maaskee saa uhyre, at dette Livs Maal er for kort til at lade os møde en og samme Fatumstjerne igjen. Men den gaar ikke bort. Vi maa derfor ikke foragte Tanker, vi ikke altid kunne gjøre os Rede for, og heller ikke Ord, som glide os fra Tanden. Hvil- ken Sky er der, som ikke har sin Betydning med Hensyn til en Dags totale Karakteer og Vee eller Velgaaende? Hvilken Dag uden Indflydelse paa det hele Aar? Æblet falder som et ubetænksomt Ord; dog veed Landmanden hvad Æblets Fald betyder i Træets Liv, og en høiere Styrelse har forud indtaget Ubetænksomheden i sin Tankegang, og knyttet hiint Ord til sine Konseqvenser. Hvorledes? Kom ikke i mit Sidste min Tanke paa, talte jeg ikke om, nævnte jeg ikke Maanen. Og nu (det var et Fatum af ligesaa kort Bane som den indenjordiske Planet Nazars) og nu er jeg allerede, siden den ildige Hielms flammespyende Udbrud i Lagthinget idag om den Konstitutionelles ubeviiste Beskyld- ninger om St.thingsmænds Deeltagelse i Kabaler, deran og til- mode somom jeg var falden ned fra Maanen; eller rettere sagt -- da der dog er et Haab igjen om at den Konstitutionelle endnu kan komme som de Engles Hærskarer, der skulde udbrede sine Vinger og bære den Nedstyrtende -- jeg er deran og tilmode som Nils Kliim mens han var underveis med Hovedet fore og det brustne Toug om Livet. O ve, ve mig, om den Kst.nelle ikke opretholder min saa ilsomt synkende Tillid, og nu griber med kraftig Haand min brustne Tro! Mine Fienders Horn ville op- løfte sig; mine Venner være som Hjobs. Om mig vil Tungen gaa som hvileløse Hammer, og Spigerne, den slaar, er hvasse Epigrammer. Jeg hænges op i Riim, ned i min Æres Grav man haanende mig foser. Jeg dratter som Nils Kliim ned i et Helvede af fule Spottegloser. Men hvad er dette for en Kleinmodighed? Afskyelig, siden den røber Vaklen i Tilliden til den Kst.nelle. Jeg opdager den nu SIDE: 405 efterat jeg har spiist til Middag (hvilket uden Undtagelse gjør Folk anderledes tilmode) og siden Apostelen den ærlige Petrus aabenbarede sig for mig under en lille Luur, besværgende mig med grædende Taarer, før at tro, at han nokengang kunde sværge falsk, end at den Kst.nelle, hvis Efterretninger stundom modtages med Glæde paa højere Steder (hvorved han ventelig mente Himlen) ikke skulde staa ved sit Ord. I samme Øieblik goel rigtignok Hanen hos min Nabo, den ærlige Naalemager Fischer, og, uden at grunde over hvad det kunde betyde, kom jeg derved atter paa Benene. Ja, paa Benene, paa Stylter; thi jeg er nu ophøiet over enhver Tvivl om den Cst.nelles Sanddruhed. Ja saaledes maatte det være; Den Kst.nelle vidste det nok, havde nok den "nøje Under- retning" om Kabalerne; men den var for human til at afsløre dem med en Pludselighed, som skulde have Udseende af Vold- somhed. Initiativet hertil overlod denne Humanitet med Tryg- hed til det Indtryk, den vigtige Meddelelse maatte gjøre paa Publikum, og særligen paa de Repræsentanter, som vidste sig rene. Og hvem skulde vel rimeligere gribe det, end den heftige Hielm, hvis graalige Haar ikke er andet end Skummet paa en Foss eller Asken over Emmer, hvori Enhver kan brænde sin Finger? Meddelelsen om at den Kst.nelle var i Besiddelse af nøje Underretning om stedfindende Kabaler og Machinationer (ikke Maskinationer, Hr. Hielm) var given. Forventningen om den fuldstendige Angivelse var spændt ved den bedst beregnede Tilbageholdenhed og Taushed. Meddelelsen laa der som det blødkogte Æg paa Fadet, kun tilbageholdt i sin Hinde fra at briste ud. Hvem, der vilde, kunde bruge Kniven; og ganske rigtigt, Den, den sad løsest hos, brugte den, og nu maa den deilige Blomme ud. Hvilken afskyelig Tanke om Vindæg, saa umotiveret og af sig selv kommende som Røgringene, der undertiden stige op af Tobakspiben! Vindæg? Tanken alene stinker. Dem kan Na- boens Hane, men ikke den Kst.nelle lægge. Men den, der kan befri mig for saadanne regelløse Tanker, især naar de ere til Fornærmelse for den Kst.nelle eller min Tro paa den, vil jeg forære et Snees virkelige Æg med forskjellige Paaskevers paa, som f. Ex. følgende i den Kst.nelles vise og sanddru Aand. SIDE: 406 En Bonde kan bestikkes blot med Mad og Drikke. Bland Ære i, saa kan du Fyrster selv bestikke. I Brist af et Mirakl, flux nye man opdigter. Hvad griber man ei til, naar En Beviset svigter? Man snakke kan med Mund, man snakke kan med Pen, man vover ikkun det, at sluge det igjen. Den Snak med Munden til gemene Sladdrer gjør; men Snak med Pen og Prent gjør En til Redaktør. o. s. v. Endnu vil jeg triumfere, fordi jeg vil det Hjelms Tordner i Lagthinget angive kun Begyndelsen til den Battalje, som den Cst.nelle nu uundgaaeligen maa levere Kabalisterne, disse den gode Sags Fiender, der have Mørkets Aander i Ledtog med sig. Men bestaar de Cst. nelle sig ikke (hvorom dog ingen Tvivl kan være, siden de holde sine Navne for tilstrækkelige Garantier for hvad det skal være), da kan det ikke negtes, at Hjelm har fulde- ligen Ret i at Beskyldningen egner sig til retlig Paatale. Men Seiren er vis, netop vissere under disse langsomme Udviklinger, der paaengang pirre og pine din Ven etc. 7de Juni. -- -- Endnu en Udvikling, endnu intet Afgjørende, intet Be- viis, ingen bestemt Angivelse. Den Indgang var lang. Bare man ikke, naar Teppet endelig er oprullet, istedetfor det Belovede faar en Figur at see, der parafraserer sin egen Elendighed i en Afbigt. Men dette var atter en af de forbandede regelløse, for- nuftlovløse Tanker. Hvor jeg bevæges af min Forventning! Men giver den Cst.nel- les mandhaftige Opfordring til Advokat Hjelm, at meddele Pub- likum sit i Lagthinget Yttrede, ikke al Grund til endnu at kneise og at naa, ikke med Forventningens øverste bævrende Axskjæg det svindende Haabs sidste Straaler, men med kjæk Pande det SIDE: 407 Lys, hvori den Cst.nelle endnu holder sin Viisdom fasttryllet i Høiden? Hjelms Filippika? Det vil omtrent sige Hjelms al- mindelige Tale. Og mod hans Filippika, har jeg ikke den Cst.- nelles katilinariske Denunciationer? Humlen er paa Bunden i dens som i andre Krus. Det er jo rimeligt. Og fordi en af Re- daktørerne foer med Snak om en Mand engang, og fordi den Cst.nelle med overdreven Vigtighed meddelte svenske Blade den Efterretning, at der fandt skrivtlige Forbindelser Sted mellem norske og svenske Bønder af begge Rigers Repræsentationer, mens derfor ikke laa andet til Grund end Vexlingen av et Brev mellem Fauchald og Anders Danielsson, og fordi hiin Redaktør i en uheldig Brochure om forrige Storthing kom for Skade at til- lægge et Selskab, hvis Tendenz var selskabelig Sammenkomst og Øvelse i at debattere om x, u og Pavens Skjæg med mere af samme bestemte Betydning og Betydenhed, politisk Hensigt og Vigtighed, samt utilbørligen under dette taabelige Referat at prostituere to Repræsentanter: saa er det dog endmere util- børligt at ville tro, at de Godtfolk nu skulde ville prostituere sig selv saa skrækkeligt som ikke at have speciellere Data for den generelle Imputation, der har tildraget sig saamegen Opmærk- somhed, og maa gjøre dette saavel her i Landet som i Sverrig og Danmark, hvor den Cst. nelle passerer for et Mønster paa Blade. Jeg er i slet Humør; men det kommer af Maven, og dette igjen af din Myseost, ikke af den Cst.nelle. Dog skal intet forstyrre min rolige Tillid til dens Udsagn, undtagen den angstblandede Interesse hvormed jeg vil høre Navnelisten paa dens Proskri- berede. Til Døden med dem eftersom de opraabes! Din etc. 8de Juni. -- -- Hjelm har opfyldt den Cst.nelles Opfordring ved i Mrgbl. igaar at gjengive sin Motion i Lagthinget. Men denne Opfordring, som skulde være et dumdristigt Vovestykke, om den Cst.nelle ikke havde Grund at staa paa, er nu den gode Sam- vittigheds naturlige Kjækhed. Og idet denne Opfordring og dette Svar ere de Sidste af Præliminarierne, saa vil dog Rækken af disse, som saaledes have pint den offentlige Taalmodighed, erkjendes forat have været øvede koopererende Generalers koldblodige, rolige og sikkre Træk. SIDE: 408 Imorgen skal jeg sende dig den Cst.nelles detaljerede nøje Underretning, som ikke kan, ikke kan, ikke kan udeblive længer, uden at udsætte Redaktionen forat blive transporteret til et eller andet Kjærringhospital, hvor Snak og Sladder ligesaalidt gaar istaa Aaret rundt som Rokkerne. Din etc. P. S. Send ikke Jens saaofte til Byen, for han spilder bare Tiden og lærer at ringeagte dens uerstattelige Gave ved at hænge paa Storthingsgalleriet under Pensionsforhandlingerne. 9de Juni. Ak, ak, min Ven! jeg kommer til dig, jeg maa paa Landet, bort fra denne By, hvor frækpandet Løgn tør kneise, Sladder og Klaffer føre Tonen, hvor Skumlen praler af sin Sandfærdighed, Usselheden gjælder, hvor Enhver tør aabent dyrke sin Guldkalv og hvor Korruptionen er endemisk som Bylder i Sodoma. Ak, hvorledes skal jeg hemme disse Overdrivelser, der kun ere Blo- det, der flommer af det dybe Saar, jeg har modtaget? Tænk dig, tænk dig og glem det: den Constitutionelle har . . har faret med ..med (ak, svar mig, er ikke et Fjeld nedstyrtet etsteds paa Landet eller noget andet overordentligt naturstridigt, forbau- sende skeet?) ja, det maa ud: den Constitutionelle, -- som idag i et uforskammet Gjensvar til Adv. Hjelm, hvori dens Redaktion med vanlig Fripostighed pukker paa sin Sandhedskjærlighed, gjentager sin Beskyldning med den latterlige Angivelse af at et Selskab i Pibervigen d. 19 Mai s., hvis Uskyldighed jeg med alle Tilstedeværende kjender fuldkommen til, var det første Møde for hine Kabaler og Machinationer, -- har faret med Snak og Sladder og Tant. Jeg kan ikke mere. Jeg maa tilsengs forat svede ud med anden Usundhed min hidtil saa urokkelige Tiltro til den Constitutionelle. 10de Juni. -- -- Intet Andet end Sludder og Snak. Nu har Morgen- bladet idag berettet hvorlunde de Cst.nelle ogsaa har trukket Byens godmodige Politimester ind i Snakkeradset, og i alt mod- sagt dens uforsvarlige Beskyldninger forsaavidt de søges grun- dede i hint Selskab. De stakkels Repræsentanter af Bonde- standen ere værre end ilde ude for Hr. Fougstad. Hvad Bag- SIDE: 409 snak de fik, som ved Herværelsen under forrige Thing havde deeltaget i Selskabet "for Nytte og Fornøielse", have vi hørt; og hvad Ondt times de nu ikke fra samme Haand, fordi de en Af- tenstund paa Invitation komme sammen i en aaben Have, hvor jeg skulde tro hverken denne Omstændighed eller de ved Mu- sikken talrigen tilkaldte Vidner i nogen Maade kunde begun- stige eller give et Selskab Præget af Tendenzen til Kabale og Machinationer, som i sig selv kun vare et Efterdrøn af 17de Mais Fornøjelser. Slig Fremfærd er dog altfor uforskammet; og Beskyldnin- gerne af saadan Art og saa bestemt angivne, at man med Rime- lighed maa vente, at de Storthingsmænd, som deeltoge i hint saakaldte første Møde, søge al den Revenge, som Domstolene ei vil kunne negte dem. Iaften har du din med hele Publikum af den Constitutionelle saa høiligen skuffede Ven. Henrik Wergeland EN LAP AF EN BILLET, SOM SYNES SKREVET AF EN STORTHINGSMAND Statsborgeren 12. juni 1836. -- -- Jeg lever her, som du veed, i mit Logis saa ensomt, at en Trang til af og til at see nogle af mine personlige Bekjendte imellem Repræsentanterne ikke undlader nu og da at gjøre sig gjældende. Det ensomme Værelse hos de fremmede Bymen- nesker klemmer mig undertiden, og en Spadseergang uden Med- delelse giver hverken min Sjæl Adspredelse nok eller mit Le- geme tilstrækkelig Luftning og Lettelse. Hvor gjerne saa jeg da dig og andre gode Venner hos mig, dersom kun ikke den Con- stitutionelles usandfærdige Beskyldninger og uforskammede Contro. -- -- -- -- Dog maa Saadant ingenlunde taales, hverken for de An- gjeldendes eller Storthingets egen Skyld, som baade hjemme og især i Udlandet maa tabe i Anseelse, om der fæstes Lid til Angivelserne eller om saadanne retlig upaatalte taales. -- -- Forligelseskommissionen -- -- -- ikke videre end til Afbigt og en klækkelig Mulkt til Pipervigens Fattigvæsen. -- -- -- Iaften altsaa! -- -- Syringerne blomstre -- -- Kold Steeg og Ribs- viin. -- -- SIDE: 410 Henrik Wergeland HVEM BØR ERHOLDE KOMMANDOSTAVEN? Statsborgeren 16. juni 1836. Ved General Stabells dødelige Afgang den 2den d. er For- ventningen spændt angaaende Hvem, der skal erholde den højeste Kommando. Rygtet nævner Generallieutenant Wedel, Ønsket Generallieutenant Fleischer. Af de Paralleler, som lade sig optrække imellem disse to Mænd, vil man kunne see hvem der har mest Vægt at lægge i sin Mening, enten Rygtet, der boer paa Tungen som en slet Smag og gides spyttet ud, eller Ønsket, der boer i Hjertet. Hr. Fleischer er en Mand af Hoved; om Baron Wedels er intet andet bekjendt, end at Hatten sidder smukt derpaa. Et af dets mærkeligste Træk af Skarpsindighed er at opdage de mindste Anledninger til mange lange og kost- bare Inspektionsreiser. Hr. Fleischer tillægges godt norskt med- borgerligt Sindelag; om Wedel er det Modsatte bekjendt. Hr. Fleischer har lugtet fiendligt Krudt og viist Patriotisme og Tapperhed i Feldten. Men Wedel? Hvad har den Helt vel gjort? Spørg ei hans Epopée! Men endnu nogle Sagn erindrer Folkets Vee. Paa Bunden af dets Barm i Blod og Taarer skifter en hæslig Skygge af hans Borgerkrigsbedrivter. Torveslaget er da den eneste Valplads, hvorfra Wedels militære Hæder som General en bataille skriver sig? Velan, lader os hertil endog lægge alle de Træk af militærisk Storhed i hans Liv, hvormed hans glimrende Revyer har forsynet ham! Er den norske Armee endda hædret og fornøjet med at see en Paradehelt, kun bedækket med en saadan Palliet-Berømmelse, i sin Spidse? Kan Folk og Storthing være roligt og vel tilmode naar Kommandoen hviler i den Haand, som til eget Epos skar af Folkets Hud Pergamentet? Og lad end være, at den Pegasus maa trave langt i Epopée, som om Baronens Ridter skal give os Idee, saa kunne dog saadanne General Wedels mulige Fortjenester som Exerceergeneral umulig være tilstrækkelige til at decidere til hans Fordeel. Constantin i Polen besad samme korporalske Superlativitet; men endda dræbte mange polske Krigsmænd sig for ei at staa under saadan en Karl. Hvad bliver vel da til- bage? Nok til en General maaskee! men ikke til en General, som skal repræsentere og staa i Spidsen for den norske Armee, der endnu for en stor Deel har Officerer fra 1808 og 1814, og nærer med Folket en naturlig Kjærlighed for disse sine Vete- raner, der have opført sig som de burde i Befrielseskrigen, mens Andre ikke gjorde det. I et Land med Norges Forfatning maa den kommanderende General være populær. Og man kan, med al Erkjendelse af at Wedel ogsaa udenfor Exerceerpladsen besidder megen Idræts- aand (men en, der maa dirigeres af overordnede Talenter) ikke negte, at dette med al Grund ikke er Tilfælde med General Wedel. Hans politiske Grundsætninger ere bekjendte og for- hadte som de der mindre høre hjemme her end i Rusland, hvor- hen man engang uden Smerte hørte han vilde drage. Og sætter man dem nu i Forbindelse med hans saa ofte endog i hans senere Alder yttrede Hidsighed og Ubesindighed, saa frem- stiller der sig en Personlighed, som, med den højeste Armee- kommando ihænde, endog ikke er uden Farlighed. Aristokrat af Byrd, er han det ogsaa, uden at kunne siges at have forøget Familiens Arveglands uden ved sine Charger som Hofmand og Militær, til Liv og Sjel i alle andre Henseender, som betegne dette Partinavn, undtagen i den patrialkalske jorddrotlige, som saa godsligen udmærker Baronen paa Fornebo. Hans Hjerte- lag dømme hvilkensomhelst Anden om, end vi, der ikke vide, om det faar nogen Varme af hans Hidsighed eller om det har Kulden af hans Stolthed eller af hans Klinge, -- -- den Mønstringspladsens Maane, som ei af Laurens Mulm vil nogen Folie laane, men kun af Moens Skranke, den melankolske Gran, og af Rekruttens Skræk, der veed hvad Chefen kan og frygter hvad han vil -- Dette altsaa tilbørligen uberørt, og hans virksomme Deelta- gelse i forskjellige Anliggender af kommunal Interesse her SIDE: 412 endog gjentagende fremhævet, tro vi dog, at man af Borger- valg, der have anbetroet ham dem, ikke kan faa noget ud, der svækker hans Upopularitet. Saadanne Forretninger betragtes urosværdigen nok af Flerheden som Byrder, man gjør bedst i at lægge paa de Skuldre, som villigst tager derimod. Og i denne Henseende har Baron Wedel været en sand, men ikke den eneste, Kameel eller hvilketsomhelst andet ædlere Lastdyr af lige Ufortrødenhed. Man har brugt hans Virksomhedsdrivt; det er alt, omendskjøndt det hverken i denne eller i nogen anden Grad burde være skeet. Wedel er heller ikke, som Fleischer, populær i selve Armeen, ihvorvel det nok turde være Manges Mening, at Wedel nok vil af al Magt (hvilken dog let kan reducere sig til frugtesløs Ivrighed) staa paa dens Bedste, og ihvormeget man end hører Forsikkringen om at Armeen trænger til alt den kan faa at bruse frem af Knebelsbarter som tropiske Orkan af liden Sky, som svart er. Men her standse vi ved Qvæstionen om Armeens særskilte Bedste, eller om Det, den kalder saa, almindeligviis falder sammen med det almindelige Bedste -- ved Skilnet imellem disse to Interesser, et Gjærde, som Baronen neppe før sætter over end Fleischer omgaaer det. Men Wedel er ældre Officer, og dette er et Fortrin, som er afgjørende i det Militære, vil man maaskee sige, forglemmende ellers hvor mangfoldige Exempler der gives paa at denne Avance er bleven indhentet. Og dertil behøvedes just ikke altid nogen Eminents i de Egenskaber, som Almeenheden veed at vurdere -- maaskee fordi den ikke er mindre egen i Værdsæt- telsen af Fortjenester, har sin egen Lovtavle for Godt og Ondt, og skjønner sig ligesaalidt paa visse Folks Meritter som om de vare underjordiske. Wedel er 6 Aar ældre [fotnotemerke] Officer end Flei- Fotnote: Efter Kalenderen ere Fleischer og Wedel jævngamle og Generallieute- nanter af samme Datum; Fleischer Officeer fra 16de, Wedel fra sit 9de Aar. Den første Alder lader sig høre fra en Tid, der skabte Officerer i Vuggen; men Erindringen om denne Sædvane, der vækker Latter, tager ikke Niaars- officeren i Beskyttelse. Det 16de Aar er i det tidligste Lag, da det er tænkeligt, at Nogen virkelig kan effektuere en Officersstilling. Mellem- rummet mellem Wedels 9de og 16de Aar, hvori han, ved en kongelig men SIDE: 413 scher; men mon ikke hvert af Dennes Krigsaar veje op et Par af de flere Aar, Hr. Wedel tilbragte ved Garden i Kjøbenhavn i dyb Fred, saavidt vi vide, undtagen det skal regnes i Rang med en Kampagne, at den afbrødes ved et voldsomt Eventyr mod Kjøbenhavnerne, der skal have havt megen Liighed med det mod Kristianienserne saa dristigen vovede og lykkeligen udførte? Ihvordan vi snu og vende det, hvordan vi stille med Vægten, saa see vi da, at den ikke helder til Wedels Side. Men da Romerne skulde frikjøbe sig fra Galleren Brennus, saa lagde denne sit Sværd paa Vægtskaalen, og -- dermed gik den ned, dybere end den skulde. Henrik Wergeland [OM KUNSTENS STILLING I NORGE] Statsborgeren 16. juni 1836. Hjemme hos os selv nyde de skjønne Kunster kun en kum- merlig Flor, medens norskfødte Kunstnere, saasom Landskabs- malerne Dahl, Fearnley og Görbitz og Musikeren Bull i frem- mede Lande godtgjøre for Verden, at Skjæbnen dog gav Ge- nierne dertil Fødselen i et Land, som, paa dette tilfældige Gode den første Udvikling nær, ellers har negtet dem alt. I Ideen, at see Rigssalen paa Eidsvoll prydet med Kunstfremstillinger af nationalmærkelige Personer, Begivenheder og Steder (saa- som Konstituenternes Portræter, saavidt de ere overkomme- lige, dertil fortjente Mænds af den gamle og ny Tid, Kongens og den kgl. Families, Rigsforsamlingen under en af sine mær- keligste Forhandlinger, Eidsvoll ved Grundlovens Proklama- tion, Kongens Kroning, Tordenskjolds og Adelers Seire, Male- rier af de betydeligere norske Byer, Trondhjems Domkirke, Norderhougs, Kringlens med flere Steders Valpladse, Fredriks- halds Beleiringer og Brand, Kongsvinger i 1814, imponerende Scener af den ældre Historie, som i saa Henseende kan afgive ligesaamange som Landets Natur en Række af Prospekter, der ogsaa kunde fortjene Plads o. s. v.) -- i denne Idee øines vel et Haab, men et yderst fjernt, om en bedre Tid for Kunst- Fotnote: taabelig Begunstigelse for hans Byrds Skyld, bar denne Rang, bør da for- nuftigviis kun gjælde paa Papiret uden mere virkelig Indflydelse end Kadetaarene, der ikke regnes En tilgode. SIDE: 414 erne her tillands. Af nærmere Indflydelse er den i Kristiania stiftede Forening af for Tiden 88 Medlemmer til, ved et Sam- menskud, der er fastsat indtil videre til 5 Spd. pro persona, at foranstalte Indkjøb af Malerier af norske Kunstnere. Og denne Institution til saadan Fremhjælp af indenlandsk Skjøn- kunst kan formeentlig strax aabne sin fortjenstlige Virksomhed, da Hr. Fearnley siges at have hjembragt nogle af sine Stykker, og vel vil være at formaa til at levere nogle mens han er her. Smukt vilde det være, om Kristianias Kjøbmænd ved denne ud- mærkede Kunstner fik de tomme Børssalvægge dekorerede med Malerier f. Ex. af vore Stiftsstæders Søhavne. I Storthings- salen vilde et Maleri af Eidsvoll i Grundlovens Proklama- tionsøjeblik i mere end een Henseende tage sig godt ud. Henrik Wergeland ULYKKELIGE HÆNDELSER Statsborgeren 19. juni 1836. Generallieut. Wedel styrtet tilvogns udover en Bro. Dette Tilfælde (hvorved den Ulykke kunde været skeet, at Hestene kunde have sat Livet til) indtraf paa en af de vanlige vigtige Generalsreiser fra Kristiania til Indthrøndelagen for at inspi- cere en Haandfuld Rekrutter; og formener Morgenbladet, at det tør være at tilskrive Kjørselen, da Baronen har for Skik, til liden Baade for de Skydspligtige, at kjøre som en Engelskmand eller Svenske og ikke som et Menneske (et norskt idetmindste). Det Øvre af Gulbrandsdalen, ikke langt fra hvor Støtten staaer, "der Norges Uvenner mon true," nævnes som Skuepladsen for denne sørgelige Begivenhed, som efter vor Mening hverken bør tilskrives rask Kjørsel eller lad Veiinspektion, men snarere den throndhjemske Broes fordrevne Nøkker eller Alfer, som man for et Par Aar siden rørte om at Baronen havde fornærmet med egen høje Haand ved at ned- styrte noget af Rækværket (der maaskee i Maaneskinnet tjente dem som Dandselinje eller Balancevippe), og som nu kan an- tages at have lurt paa ham i en anden trøsket Bro for at hevne sig, og det med mosaisk Grusomhed ikke alene paa ham selv, men ogsaa paa de uskyldige Dyr. -- Den Constitutionelle kjørt SIDE: 415 sig en Staur i Livet, idet den, med vanligt Dybsind vandrende igjennem Filosofgangen ved Pipervigen, grundede over hvad dog det skulde betyde, at nogle Storthingsbønder vare tilgjest i Nærheden, om der ikke stak Kabaler og Machinationer under, om deraf ikke var god Anledning at tage til en interessant Sladder o. s. v. -- Noget endnu sørgeligere bringer den senere Efterretning, at virkelig en af Baron Wedels Heste har sat Livet til ved Udfaldet paa Broen. Dette var det værste. Og ligesom om vi vare udseede til at overvældes med Hjobsposter, kom- mer atter et Buskab, der kræver al Deeltagelse, om at en Offi- ceers hvide Buxer revnede paa det hæsligste just som han iforgaars stod i Beredskab med paa højere Befaling at kompli- mentere Generallieut. Wedel som Armeens midlertidigen Høist- befalende. "Forbandet den Major hvis Buxer gik itu!" siges godt nok; men vi see i hint Uheld en Tilskikkelse, og sige: "Gid Buxer revne maa paa Hver, som bukker nu!" Vi ile med at slutte denne Artikel, at ikke nye Skrækkensbud- skaber skal tvinge os til i endeløse Vibrationer at gjennemryste den offentlige Deeltagelse, hvorom Enhver af Angjældende dog bør holde sig forvisset. -- Vi troede os in salvo, da en for- skrækket Mand falder ind gjennem Døren med den Efterret- ning, at Boghandler Schive har faaet den ulyksalige Raptus at udgive et Forsvar for Storthingsmændene i det Selskab, der er beskyldt for Kabaleren, hvilket kun kan være velkomment for Folk, der have Lyst til at skyde til Skive. Henrik Wergeland SAMTALE MELLEM NOGEN OG INGEN Statsborgeren 23. juni 1836. Nogen. Maa jeg forsikkre Dem om min Agtelse, Hr. Ingen, siden De er bleven saa flittig en Kirkegjænger, især naar H. H. præker. Da er jeg altid vis paa at træffe Ingen i Kirken. Nu, meget rosværdigt, min Herre. Ingen. Og isandhed meget moersomt, min Herre, at man altid er vis paa at træffe Nogen hos Konditorerne, paa Kome- dien, Spillepartier, i Dahls Boglade og paa andre Forlystelses- steder og Pikkenikker i og om Byen. SIDE: 416 Nogen. Tillad mig, jeg har der ofte truffet Personer af Deres Familie, diverse Herrer Ingen, som gjorde sig al Umage for at passere for Nogen. Ingen. Hm! min Herre, De mener, at Ingen kan lægge en Alen til sin Høide; og det lader til at De føler Vægten af Deres Familienavn. Nogen. Tilvisse, den er meget gammel og udbredt Slægten Nogen. Ingen. Min er dog ældre; thi Slægten Ingen er de rette Præadamiter. Nogen. Maa jeg spørge, er ikke Familien Nul, som nu i vore Tider gjælder mest baade i Embeds- og Selskabs-Verdenen, en Sidegreen? Ingen. Jo, jeg har den Ære at være beslægtet med Flere af denne begunstigede Familie, der staar tilroers og ere meget vel antagne overalt. Men staar De ikke i samme Forhold til Familien Klods? Nogen. Jo min Herre; vi have megen Ære af det Slægtskab. Denne Green af Familien slaar sig allerbedst igjennem, og agtes naturligviis i Forhold dertil. Ingen. Er ikke en af de unge Herrer Klods bleven Fuld- mægtig i Departementet? Nogen. Ganske rigtigt. Ingen. Jeg gratulerer. Nogen. Det er mærkeligt ved den Families Ætlinger, at de begynde først at blive og hedde flinke Gutter, naar de have faaet Embede og giftet sig. Men har ikke den gamle Hr. Nul faaet et indbringende Embede? Ingen. Jo, han kom endelig vel deran ved sin Fætter, der er meget mægtig. Nogen. Jeg gratulerer. Men maa jeg ikke ogsaa gratulere Dem, Hr. Ingen, med den Pension, De har erholdt efter Pen- sionskommiteens Indstilling? Der blev jo Ingen hjulpen, hvilket fornøier mig usigeligt. Ingen. Deres Deeltagelse ikke mindre, det forsikkrer jeg Dem. Nogen. Naar de saa tillige, Hr. Ingen, er Korrektør ved den Constitutionelle, saa slaar De dem godt igjennem. SIDE: 417 Ingen. Undertiden optager jeg ogsaa Thingdebatterne. Nogen. Det er meget. Men foruden den oprigtigste Agtelse er jeg Dem en Forbindtlighed skyldig, Hr. Ingen, som De maaskee ikke ahner. "Den Constitutionelle" beskyldte mig for at drive Kabaler og Machinationer for en Sag, der for Tiden i modsatte Retninger spænder Folks og Regjerings Interesse ligemeget. Ingen. Ah, Formandskabssagen? Nogen. Netop; men det viste sig, at De, Hr. Ingen, var den rette Mand. Ingen. Det er ikke førstegang den Constitutionelle har op- daget vigtige Ting om mig. Nogen. Bah! Gjør som jeg: giv den Sladderhank en god Dag. Ingen. Nei, min Herre; jeg er den Eneste i Landet, som har Aarsag til at have Respekt for den. Forøvrigt skal man ikke saa let faa Veir i min politiske Karakteer, endskjøndt de Aller- fleste ere mine Lige med Hensyn til dens Beskaffenhed. Nogen. De er, saavidt jeg troer Hr. Ingen Regjeringens tro- faste Ven? Portopropositionen tildrog sig Deres Beundring. Ingen. Det har altid været min Ære; og efter denne Pro- position kan jeg baade som Bladudgiver og Abonnent være vel- hjulpen. Nogen. Da vil jeg regne mig til Oppositionen. Statskassens temporære Stilling skal vel forsone denne; men om jeg end har glemt den gamle Tid, ihvorvel den endnu mangesteds svi- der i Skindet, da Greven bleven var Financernes Minister, og dem handterede som Samson de Filister, da al hans Kløgt blev brugt i Rad af slemme Aar og fremmed Speculaz til Hjælp han maatte tage, indtil omsider -- ak, med Skræk end Mindet slaar -- den Kasse stod saa tom som Echos Bo tilbage, saa Folket tog den, for den gode Resonanz, til Violin, hvorpaa det klimprede sin Klage; da, somom Intet var, tog Greven sig en Dands. . . Men siger jeg, -- den Tid end glemt da det var værre, -- saa er det dog ikke mit Princip, endskjøndt det er min Onkels, SIDE: 418 at Statens Kasse (skjøndt den fælleds Rigdom blinder, der ubeleiligt tidt som Maaneskin forsvinder) bør staa brilljerende med toppet Overmaal, mens Folkets egen Pung er tom som hvælvet Skaal. Ei Staten bugne bør af altformange Penge; mens Folket gjerne kan sin egen Lomme vrænge. Ingen. Min Fætter, Hs. Hvbhd. Hr. Nul, paastaar dog, at dette snarere vil geraade Folket, og in specie Bønderne, til Ære, dersom der bare er godt selvvirket Lærred eller Strie i Lom- merne. Nogen. Minherre, jeg har megen Agtelse for Dem; men i Deres Fættere Nullerne klækkes Forræderiet op. Ingen. Ah? Og De troer kanskee, at Deres Fætterskab Klod- serne er Statens Støtter? Det er isandhed en fortræffelig Race siden den dog forsvares af Nogen. Nogen. Det skeer ogsaa med Fanden og Baronwedel baade af Præster og Andre. Ingen. Forøvrigt vil jeg ikke negte, at Dhrr. Nuller ere noget lapsede; men det skader dem ingenlunde. Men at de skulde klække Forræderiet op? Nei, min Herre! Da klækker man det snarere op af dem; eller, da dette er en Overdrivelse, saasom jeg troer, at de tager uheldige Forvarsler af Ubetydeligheder... Nogen... Som f. Ex., om jeg maa spørge? Eller tror De, at Nogen vil tænke vel om Personer, der ere danske i Øre og Tunge, svenske i Panden og alt andet end norske i Hjertet? Men De vilde sagt, at man klækkede noget andet op af dem. Ingen... Ja, Embedsmænd af Rang og Indtægter. Man har ligesom i Ægypten store Udklækningsanstalter dertil. Nogen. Det er at skabe af Intet, og jeg vil ikke negte, at man skaber af en ubeqvem Materie, naar man gjør Noget, f. Ex. Magistrater, By- og Folke-Repræsentanter, af mit vidtløftige Slægtskab Klodserne. Ingen. Pyt! at skabe skeer ved et Bliv. Nogen. Ja, hvor der skabes af Nullernes Intet, men ved Klodsernes ubeqvemme Materie kan det koste Arbeide nok. Men et Fortrin har disse fremfor hine, nemlig at de ubrugte og ubrugelige danne Oppositionens Barrikader og Bolværker. SIDE: 419 Ingen. Ak, den Opposition saa ofte intet vejer, fordi den mellem sig formange Narre ejer. Nogen. De fleste Slyngler dog den anden Modpart har. Hvis der skal vælges, før end Slyngel vær da Nar [fotnotemerke] Henrik Wergeland [OVERSIKTSARTIKKEL] Statsborgeren 23. juni 1836. -- 18 d. var Kronprindsessens Moder, Søster og Broder ven- tendes til Sverrig. -- -- Fra Hønefossen meldes, at d. 15de d. anlagdes Bank- stokken, hvorpaa en Dampbaad til at gaa paa Tyrifjorden skal bygges for Grev Wedels og Kbmd. Thornes Regning. Det er det første Dampfartøi, som bygges i Norge. Sammen med en anden Drammens-Kjøbmd., Hr. Lange, agter Greven ogsaa at istandbringe et Dampskib i Randsfjorden. Hensigten med begge er hovedsagelig at frembugsere Tømmerflaadene. Hertil saavel- som til Transport af alle de Varer, Oplandets Glasværker og Handlende, især de paa Lillehammer, behøve, var Dampfart paa Mjøsen i høi Grad hensigtsmæssig, da Baadfarten i dette betydelige Farvand, formedelst Raaseilsindretningen afhænger Fotnote: Men Narre nu engang sig fast ved Alting hænge. Dog derved Sagen selv ei tabe kan, saa lidt som Himlen Høiheden, fordi det skyer tidt, og, om der er lidt Irr, sit Værd en Sølverpenge. Hvis ikkun Een af Værd den har, en Cato, skal Oppositionen ei til mere Styrke trænge. Den Nota fandt forgodt jeg atpaa her at slænge, som maa forevige saa høhnisch en Moral i tindrende Petit. Men Nogens Klodseyngel og Ingen Nulleæt vil visselig som jeg kun Typerader see, men nogen Mening ei. Og den som er en Nar blier Nar og Slyngel Slyngel, saavist som Sætter jeg endnu i mange Aar. Moral kun Trækvind er som gjennem Øre gaar. Men om den virked end at Slyngel kunde blive en Nar -- hvad slet Avance! mon mere Værd han faar, end om jeg fra at sætte begyndte med at skrive? Sætteren. SIDE: 420 særledes af Vinden, der ofte binder Baadsfolkene saalænge til Stranden, at Fortjenesten gaar med for stor Deel, medens Vedkommende forgjæves vente på Varerne. Saavel med Hen- syn hertil som med Dampfart paa Øjeren tage man Exempel af Sverrig, hvis store Sjøer dermed ere rigeligt forsynede. Henrik Wergeland [SVENSKE MINERVA OG EIDSVOLLSMINNET] Statsborgeren 26. juni 1836. Den Constitutionelle citerer nogle Udbrud af Svenske Minerva over Statsborgerens Artikel imod de magtesløse Angreb paa Eidsvollsmonumentet, der vække vor Deeltagelse over den hyste- riske Lidenskabelighed, hvormed denne gamle og fornemme Dame er saa plaget. Her yttrede den sig som en Slags Latter; men, Gud hjælpe os! Enhver kjender nok Arten, at den ikke er for munter. Og over det Haanlige i Snerpetrækkene vil ingen fortørnes, som har noget Begreb om den Smerte, som trak dem: Smerten over at være en Tidens Attegløime: over at denne i sine Foretagender og Ræsonnements ingen Notice tager hverken af hendes Sure eller Søde, spydige eller kattevenlige Bemærknin- ger. Svenske Minerva har saaledes i Almindelighed vanskeligt forat vække Opmærksomheden og drive den til et Svar, hvilket allerede er en Yderlighed og maa være fremkaldt ved noget ganske extraordinært Yderligt. Og naar saadant skeer, da volder det dog ikke større offentlig Opmærksomhed hverken i Sverig, hvor hun betragtes og behandles som et tilvant Huuskors, eller i Norge, hvor man kjender vel til denne sørgelige Stilling, end omtrentlig som naar det hedder i et Huus, hvor en gammel sygelig Frøken har Tilhold, "nu har atter Frøkenen ovenpaa faaet sit Tilfælde." Forresten har det ikke lykkets os at faa Minerva selv ihænde, hvoraf kun et Par Exemplarer siges at hidkomme som en smuk og passende Kuriositetspresent fra H. E. Statsministeren, af hvis Kjøkken Redaktøren skal være en fortrinlig Ven, til et Par Udvalgte; og efter det Referat, vi have fra bemeldte norske Blad, har Paroxysmen været saa kort, at den, al sin Heftighed uagtet, maa agtes ubetydelig og ikke mere Opmærksomheden værdig, end hurtigt overgaaende Sygeligheds- udbrud, som man ikke kan for, men lader gaa. Henrik Wergeland DEN CONSTITUTIONELLE AF 27DE OG 28DE JUNI Statsborgeren 30. juni 1836. Indsenderen kan ikke erindre sig i norskt Blad at have er- holdt Meddelelser mere egnede til at slaa Folk med Forbau- selse og vække end voldsommere Følelser hos den norske Al- meenhed, end de, man erholder af den Constitutionelle for 27de og 28de d. Førstnævnte Nr. leverer en Skrivelse fra den norske Statsminister, hvori han 1) aabenbarer, at han ingenlunde har benyttet det lange og fortsatte nøje Bekjendtskab, han har til sine Landsmænd og den nære og fortrolige Stilling, han staar i til Kongen, til at underrette H. M. paalideligen om den Høist- samme aldeles ufornærmelige Mening, hvori disse feire sin Nationalfest den 17de Mai. Tvertom lader Hs. Exc. 2) at for- staa, at de kongelige Kundgjørelser, som yttre sig imod denne, og som ganske uomtvivlet ere af en saadan Aand, fordi den høie Udsteder ikke har kjendt Folkets eller er derom bleven under- rettet, ere fremdeles i fuld Kraft, og at den Observanz, Kund- gjørelsen af 7de Mai 1828 nød af da forsamlede Storthing (der jo manglede Tid og Leilighed til at faa Misforstaaelsen op- klaret), fremdeles er -- næst H. M. Kongens Anskuelse -- tjen- lig til at skyde sig indunder, og Rettesnoren for hans loyale Ad- færd i hvad der vedrører 17de Mai. Da Eidsvollsmonumentet gjør dette, saa seer man 3) hvorlunde Hs. Exc. naaer Konklu- sionen, at det er ham umuligt at bidrage noget dertil. Og isand- hed Hs. Exc. har i Opstillingen af denne Motiveren givet os et Mønster paa hvorledes vi skulle opføre vor Konstitutionsstøtte, nemlig paa en solid Grundvold. Og det ville vi gjøre. Men det 4de, vi opdage i Hr. Løvenskjolds Skrivelse, er ikke det mindst besynderlige, nemlig at denne Konstituent synes at imaginere sig, at hans Landsmænd ville reise en Støtte for Republiken (!). Og dette vilde vi upaatvivlelig ogsaa -- dersom vi bare vare saa lykkelige at have en saadan Forfatning. Men nu vilde en Sky- hose eller et andet søiledannet Taagebillede være den eneste Støtte, som kunde passe derpaa i Norge; og det vil vist falde os før ind at reise en saadan (f. Ex. af Røgen af alle vore Tobaks- piber), end at udtolke enten det paa Eidsvoll i 1814 paatænkte Meed eller det der udførte eller den nærværende Forfatning SIDE: 422 saaledes at det i Subskriptionsplanen brugte Ord "Folkesuve- rænitet," som i disse nævnte Begivenheder og det Bestaaende havde og har sit evige Tilvær og afmaalte Virken, derpaa kan gjøres anvendeligt i republikansk Forstand. Hs. Excellence griber sig an. Det er med den mest komiske Alvorlighed han fortæller os det nye og overraskende, at "Konstituenterne be- sluttede ingenlunde 1814 en Overgang fra den souveraine Kon- gelige Styrelse til den anden Yderlighed, souverain Folkesty- relse, men de besluttede hvad den gjældende Grundlov af 4de Nov. 1814 stadfæstede: "at Rigets Regjeringsform skal være indskrænket og arvelig monarchisk." Godt, at vi endelig have faaet dette at vide, og alle Veirmøller i Behold! Men Alvor mod Alvor! mon ikke Republikken forestaaer, siden selv gamle Folk begynde at fantasere derom? Men Folk, som ikke fanta- sere, kunne aldrig udtyde hint Ord i Planen saaledes at dermed menes nogen anden Folkesuverænitet end den udstrakte fuld- myndige og fuldkomne, som det norske Folk, ikke anerkjen- dende Kielertraktaten, gjennem sine Befuldmægtigede gjorde gjældende paa Eidsvoll i 1814. Ifølge den maa vel Hr. Løven- skjold vide at han selv kaldtes didhen. Ifølge den erklærede det norske Folk Foreningen med Danmark ophævet, gav sig en Grundlov, erklærede at ville forsvare den med sine Vaaben, for- søgte det, og indgik den nye Forening med Sverig mod Bibe- holdelsen af Grundloven saaledes som Folket af egen Magtfuld- kommenhed deri havde ordnet og afgrændset denne sin Suve- rænitet efter Bestemmelser, der ere egne for det indskrænkede Monarki. Nu gjør Folket ikke nogen Paastand paa at udvide disse Grændser for sin Magt, eftersom det med fuldberaad Hu har engang afmaalt sig dem selv og den nuværende Konge har billiget og stadfæstet dem; men at denne Gjerning skede med ligesaameget Maadehold som Mod medens Folket havde ganske fri Hænder og gjorde for en Tid Brug af sin naturlige Magtfuld- kommenhed i al dens Udstrakthed, og at den har vist sig god i sine Følger, det er det nu som retmæssigen fryder den norske Nation, og lader den forevige i et Minde det største Moment i sin Historie. Dette staae [r] isolert; det er afsluttet; det tilhører gan- ske Nationen; Grundlovens Tilblivelse er et og tilhører det nor- ske Folk alene, dens Modifikation og Følger er noget andet, og i disse deler Kongen Æren med det. Imellem disse Ting ligger ligesaavist hundrede og nogle og femti Forskjelligheder som der ligger saamange Dage og Nætter imellem 17de Mai og 4de November. -- Hs. Exc. Statsministerens Beføjelse til at igjenkalde i smertefuld Erindring de kgl. Manifester mod 17de Maishøitide- ligheden lægges for Dagen i det følgende Nr. af den Cst.nelle i en Efterretning af det ubehageligste og skadeligste Indtryk, nemlig den, at Oberst Hagemann er afsat fra Kommandant- skabet over Agershuus, fordi han lod Militærmusiken gaa den 17de Mai -- en Slutning alle gjøre sig, efterdi det var bekjendt, at en Ansøgning fra denne Officeer om Afsked faa Uger tilforn i naadige Udtryk var bleven ham afslaaet. Du store Gud! En Nordenvind vil stryge igjennem de norske Hjerter, og -- smukke og fine og rasktspirende Kjærlighedsblommer, Farvel! Nei, nei! det sidste vi gjøre for at holde Liv i dem er at aabne vore Aarer og yde de blegnende Spirer det varme Blod. Men dette Sprog forstaaes ikke af mine, ellers ikke saameget som man paastaar lidenskabsløse, Landsmænd, skjøndt det er bogstavelig sandt, at de rodnære med sit Hjerteblod disse Kjærlighedsspirer, som en saa farlig Kulde truer. Med andre Ord: Indtrykket af denne Efterretning vil være skadeligt, idet denne Foranstaltning ikke egner sig til at knytte Folk og Konge nærmere sammen. Mellemkommende Spørgsmaal: Naar skede dette Forunderlige? Svar: I Begyndelsen af det wedelske Militærregimente. Men siden vi have holdt op at tale lidenskabeligt, saa lad noget fornuftigt komme paabane! Og det er: Hovedstadens Bor- gere og Officeerpersonale (om det tør sligt før den nye Nobo- kodonosor igjen har forladt sin Høihed og er kommen paa Græs for sin Hovmods Skyld) tænke vel paa en eklatant Maade at bevidne den afsatte Kommandant sin medborgerlige Deeltagelse og Erkjendtlighed for det Offer, han, om ikke i Tabet af Befa- lingsposten over den kræftædte Fæstning, saa dog i Byrden af den kongelige Unaade har bragt Medborgerligheden? Og her sætte vi et Spørgsmaalstegn for Ortografiens Skyld, ikke fordi vi tvivle. Officererne have forstørstedelen komplimenteret ham, og paa Søndag siges Storthingsmændene at ville gjøre det, lige- som og Studenterne skulle have det isinde; men dette er ikke nok i denne Sag. I nedenstaaende Verslinjer har man nærvæ- rende Indsenders Tanker: Egen paa Agershuus. Visn hen, visn hen, du sidste Eeg paa Agershuus, den gamle Borg, som ædel Barm hvori sig sneg Miskjendelse og Sorg! Visn stilt som den, og snart som Straa! For kjækt du vajer, døde Green, hvor ingen ædel Pande maa sig blotte fri og reen. Din tynde Top med Skyens Lyn tør drive Leeg til Mænds Foragt; thi af et Glimt fra rynket Bryn er Mandighed forjagt. Sløvnervet bryder dog din Rod sig Vei igjennem Steen og Sand; men qvæle maa i eget Blod sin Tanke nu en Mand! Hvor fri din Brus! hvor frisk din Glands paa dunkle Blad, som Alvors Smiil! Men Ingen faar den Borgerkrands, Du række Daaden vil. Din Dugg i Solens Aandedrag skal dø, dog tør den mod den lee; men mod sin Friheds Fødselsdag tør Mandens Blik ei see. Visn hen! Ja, hvis du havde Aand. Men spotter du, skjøndt uden Lyd, til du faar lært hver mandig Haand at kløve dig til Spyd? Ak, drag dit Løvtelt ind, som har sig over Mandens Hoved strakt, der for den gamle Fæstning var den sidste Æresvagt! Der gaar han! Vift dog med din Green ham et Farvel! Se af hans Trin nedramler bag ham end en Steen af Agershuus Ruin. Der gaar han gjennem aaben Bresch, ei gjort af aaben Avindsmand! men meer end fiendtlig Kardæsch aad Politikens Tand. Han gaar at bytte sit Befal paa skjændet Fæstningeruin med et meer skjønt, han eje skal i hvert Medborgersind. Han gaar . . nu bøi dig gamle Eeg! Det seer du Ung og Gammel vil. Opløs dig, Borg, i Støvsky bleg og dæk den Afsked til! -- Men der findes endnu harmelige Sager i Nummeret af 28de, som vedkommer Redaktionens Samvittighed. Hvorofte skal man gives Anledning til at beklage, at de Talenter, som staa til dens Disposition, fordærve det Gode, de ville forsvare, ved en Ud- vanding som Maadeholdenheden ikke taaler, og ved at fordunkle Glandsen af enkelte kjække Træk med disse feige Retirader, som saa ofte paafalde os, selv i et og samme Stykke. Der var nu i den fra norsk Haand indsendte Artikel imod Eidsvollsmonu- mentet saa tydeligt lagt for Dagen, at Forf. mod bedre Vidende omgik og lagde Dølgsmaal paa den ovenberørte egentlige uomstø- delige og fuldtgyldige historiske Grund for dette Forehavende, at han ingenlunde, for denne sin vitterlige Ondskabs Skyld, fortjente at behandles med den Skaansel, som udvistes ham i den Cst.- nelle, der undlod at udhæve dette Karakteristiske ved hiin gan- ske veritable Rævbælg. Dette og andre foregaaende Svaghedstegn er saameget besynderligere som der ikke mangler Symptomer paa at den Cst.nelle vil overgaa til et Partiblad, hvilke Elemen- ter da vel ikke kunne mangle den tilbørlige og tilhørlige Glø- den. Men i det Nr., vi have forhaanden -- hvortil skal den, des- uden falske, Indrømmelse, at 17de Mais Høitideligholdelse stun- dom de foregaaende Aar, formedelst Publikums spændte For- hold til en tidligere Kommandant, har savnet Ordens og Sin- digheds Præg. Dette er at give forhadte Forholdsregler mod Festen Retfærdiggjørelse; thi mod et Publikums og et Hoved- stadspublikums Uorden og Ubesindighed maa skarpt Regimen, ihvorfra end den har sin Aarsag og Undskyldning. I 1829 er- holdt Publikum jo det Vidnesbyrd overalt fra, at det, efter de af Øvrigheden foranledigede Omstændigheder, som kun Komman- danten benyttede sig af til at give sig frit Spillerum, havde ud- viist en forunderlig Sindighed, som vanskelig nogen anden for- nærmet Folkemasse vilde have kunnet afgive Magen til. I 1830 var det ikke Kommandanten eller Publikums spændte Forhold til ham, men Politiets store Aktivitet, som indhøstede det et Par Arrestanter; og siden har der ikke engang været Anledning her- til, endskjøndt selv mindre Folkesamlinger af lystig Tendens pleie at medføre deslige Uleiligheder i langt større Grad. Hoved- sagelig have desuden Festlighederne været ganske fjernede fra Gaden, nemlig i Familierne og Klubberne; men hvor de i senere Tid have været overladte den store Masses Deeltagelse der har denne opført sig som en Samling af Gentlemen. Vor Fest og vi selv bagvaskes nok alligevel i Sverige, derfor maa vi ikke give Bagtalelsen noget at tygge paa; thi den vil spytte os det i Øi- nene. Og om vi indrømme den det mindste i den Hensigt at af- tvinge den Erkjendelser, saa vil den visselig ikke afgive disse, fordi den da vil holde sine forrige Overdrivelser retfærdiggjorte. -- Men den vanhæderligste Plads i de Constitutionelles Reti- rade indtager en Passus i den i samme No. leverede Svarskri- velse til H. Exc. Statsministeren fra tre af Planudstæderne til Eidsvollmonumentet, der lyder saaledes: under saadanne Om- stændigheder (d. e. Hengivenhed for Kongen, hans Æt og For- eningen) kan man ikke antage, "at vi uden Smerte gjenkalde i Erindringen Beslutninger, som reiste sig af Vildfarelse om Hans Majestæts ædle Hensigter, og som, hvis de ikke lykkeligviis vare blevne frugtesløse -- Noget, hvoraf vi imidlertid ikke kunne rose os -- vilde have skilt os ved Frugterne af Hs. Majestæts vise og landsfaderlige Regjering, under en for begge Riger lige ønskelig Forening." Hvo, som haver Øren at høre med, han høre nu, at Normænd, som proponere Eidsvollsmonumentet, erklære, at de Beslutnin- ger, som dette skal forevige, og hvoraf Nationen er og ikke kan andet end være stolt og glad, kun med Smerte kunne gjenkaldes i Erindringen, og have sin Oprindelse af Vildfarelse. Og Hvo, som har riig Gjetningsevne, gjette sig nu til Hvad det dog er disse Mænd mene at forevige ved Monumentet paa Eidsvoll. Eller hvilke Beslutninger mene de? Det er umuligt for Inds. at gjette paa andre end dem, der gik ud paa Ikkeanerkjendelsen af Kielertraktaten, Ophævelsen af den danske Union, Konsti- tutionsværket og Haandhævelsen af dette og den deri erklærede Selvstændighed imod de forenede Magter. Og menes disse dyre- bare Brillianter i vor Nations Sagakrands, da gives der vel for- resten ingen Normand imellem Udstederne af Planen til Monu- mentet for Forherligelsen af netop disse Begivenheder og Deel- tagerne heri, som ikke paa det kraftigste vil protestere imod at tillægges en saadan Formening, der kan vende Ligene i Gravene paa vore Valpladse og Hjerterne i vort Bryst. Og dette gjør nu En af Udstederne. Henrik Wergeland [OM AVSETTELSEN AV OBERST HAGEMANN] Statsborgeren 7. juli 1836. Den gamle Skade paa Statens Bryst er brudt op igjen i et mørkerødt Saar lige under Hjertekulen. Imellem gamle Skorper af "Flaget," "Vaabnet," "Udenrigske Anliggender;" af "1818," "1821," "1829;" af "Blakjer," "Kongsvinger," "Agershuus;" af "Kauffeldt," "Rosenkilde," "Knudtzon," "Roosen;" staaer om dets Rand i klare Frisselruner nu ogsaa "Hagemann." Saa kom- mer løbende den hele Familie med Børster og med Karder at kradse og igjen at kradse den vaandefulde Patient, som om det kun var Hedeblegner, der engang revne af ei komme meer igjen. Bort! Har da ei endnu Erfaring lært Jer, at jo meer I kradse, jo frodigere slaaer kun de onde Qvæser ud? Tro mig, der her maa andre Midler til. Indvortes fra maa Sygdommen cureres. Stor- thinget selv maa her være Læge og Apotheker tillige. Der var en Tid, da man kurerede flere Slags Udslæt med Krudt. Vel for vor Hud, at Lægekunsten, den politiske som den physiske nu har gjort saadanne Huusraad overflødige. Som sagt: her maa Storthinget ordinere Medicinen. Maatte det kun ikke, forinden det kommer saa langt, stirre sig Øinene dumme i de hundrede Forslags tusinde Detailler; faae Trælskind paa Følelsens Fin- gerspidser ved Tællingen af al den Skillemynt, der skal flyttes fra den ene af Statens Lommer over i den anden, eller vel endog under de lange Debatter om Regningernes Rigtighed paadrage sig selv en Sygdom, som kun kan helbredes ved to Aars Land- luft og hyppig Brug af bitter Kokleare! SIDE: 429 Henrik Wergeland POLITISKE BEGIVENHEDER Statsborgeren 7. juli 1836. gives der siden vort sidste Overblik fast ingen af, som det er værd at mærke. Fyrsterne ere ikke i anden Bevægelse end paa Lystreiser; Drønet af deres Reisevogne er den eneste Larm i hele det rolige mellemste Europa. Imellem dem fæster Op- mærksomheden sig især paa de to franske Prindser, som have besøgt Tydskland, med Ordre, som det lader til, at betale godt for sig og føre sig galant op ved de gamle stolte Hoffer i Berlin, Wien etc. Man har Ret, naar man heri seer en ny ligesaa stor Fjernelse af det orleanske Huus fra Julirevolutionens Ten- denzer, som ogsaa tilhøre Europa eller de mange Nationer fra Skagen til Italiens Støvlehæl, der behøve Befrielse, som den er en ny Nærmelse til Helligalliancen, hvis høgeagtige Due frem- deles har sit uryggelige Zion og Karmel i de Hovedstæder, de have besøgt. En mere uskyldig Reise, og saa behagelig som noget Frændebesøg kan være, har vor Kronprindsesses Moder, Enkehertuginden af Leuchtenberg med to andre Døttre og Sønnen Prinds Max, gjort til Sverrig, hvor de ret maa have fundet det friskeste Skud af den napoleonske Stamme i fuld Blomstring og sikkret for al ond Indflydelse af kolde og for- nemme Blik fra Kanter, hvor man har tungt forat erkjende Bedrivternes og Fortjenesternes Ahner og Folkevalgenes Legiti- mitet. Mellem de prindselige Vandbier, som nu oversværme Europa, udmærker den neapolitanske Kongebroder Prindsen af Capua sig, som befinder sig paa en hvileløs Udflugt eller Flugt med sin Gemalinde, den skjønne Irlænderinde Penelope Smith, til hvem han paa flere Steder har ladet sig vie uden derfor at kunne overtyde sin kongelige Broder om at den simple Jomfru er bleven hans retmæssige Kone eller at en Prinds maa gifte sig med den han elsker. I Spanien raser Krigen fremdeles. General Evans brittiske Hjælpelegion tilfegtede sig en blodig Sejer; men den behandles slet af Spanierne, er misfornøjet, og Karlisterne have i den senere Tid heldige Træfninger at opvise, hvorimellem en over Kristinerobersten Valdez i Arragonien, hvorhen de skulle have til Hensigt at flytte Scenen fra det ud- SIDE: 430 tømte Navarra. Et upopulært Ministerskifte, idet den kløgtige Finanzminister Mendizaval maatte vige sin Post og Præsidiet for den mere energiske Isturiz, spaaer nye Ulykker. Den Førstes Parti er som en sammenrullet Slange; Dronningen frygter dets hemmelige Virksomhed, som lurer paa det første beleilige Øjeblik, og fæster sine Blik paa hendes prostituerende sædelige Vandel, paa General Cordovas resultatløse Feldtog- plan og tvivlsomme Troskab og paa det nye Ministeriums vold- somme Forholdsregler og taabelige, men vel intetsteds usædvan- lige, Politik at iværksætte et Gunstsystem, der lader dets Krea- turer af de allesteds udbredte Slægter Nul, Klods og Skurk besætte Embederne. Portugals unge Dronning har giftet sig med den saxencoburgske Prinds Ferdinand og atter forspildt hans Popularitet og sat hans Liv ivove iblandt dette heftige Folk ved at give ham Overbefalingen over Armeen imod Cortes's udtrykkelige Betingelse, hvilke ogsaa, fordi de inhæ- rerede denne, opløstes uden at have kunnet raade Bod paa Pengeforlegenheden, som neppe har sin Mage i Spanien. Høj- estekommandoen over Armeen burde ogsaa i ethvert Land med Nationalforsamling besættes af denne og stedse kun inter- imistisk. I Frankrig beklipper man fremdeles Julirevolutionen og udvider Budgettet. Ellers viser man denne Begivenhed al udvortes Ære, bevilger af Statskassen til Julifesten (deres 17de Mai) og har reist den paa offentlig Bekostning et Monument. Og dette, som vi Normænd med Hensyn til vort forehavende Eidsvollmonument bør lægge Mærke til, skeer paa den franske Statsministers Foranstaltning til Forevigelse af en lykkelig Nationalbegivenhed, som kun tæller 5 Aar, mens vor Stats- minister kalder den ulige større og herligere i vor Historie for ung og uprøvet, lignende dens 22 Aar med et femaarigt Barns usikkre og mærkværdighedsløse Dage. Algier eller, som de Franske efter et usikkert Erobringsomrids kalder denne Stad og Distrikt, Algerien, holdes fremdeles besat, men med Bekost- ninger og under Tab i den sidste Tid imod den utrættelige Beduinhøvding Abdel Kader. Der ymtes om at han nyder Storsultanens Bifald samt Hjælp ifra Marokko. Religionsiveren blander da sin Energi i med, og har, som man kunde vente, sine Gløder med i denne Flamme. SIDE: 431 Og Muhameds Tro gjør det ret ogsaa ganske godt mellem de Folkeslag, der have valgt den, og skaber ligesaamange Ret- færdige imellem dem som hvilkensomhelst anden eneste og sande. I Storbrittanien har Overhusets Modstand mod Reformer- billerne om Udvidelsen af det i det Hele katholske irske Folks Kirke- og Kommunalfrihed vakt en Uvilje, som neppe vil og ikke bør lægge sig før en Reform ogsaa har bragt en ligeligere Samfundsorden tilveje imellem disse af den meest aristokra- tiske Kaste i Verden beklædte Bænke. Disse Toryers lumpne Forsøg paa at berøve den udmærkede Premierminister Mel- bourne sin moralske Agtelse ved en Anklage for Ægteskabs- brud strandede paa Juryens eenstemmige Frikjendelse Hol- land og det opblomstrende Belgien staa fremdeles i Schak til hinanden. Østerrig tærer fremdeles, under den mildeste Keiser af Verden, paa italienske Offere i sine Steenmaver, de mæhriske Fæstninger, og har nylig udstrakt sine Jernfingre efter et Par politiske Flygtninge, som en Schweizerkanton, der ellers ikke kommer Nogen ved, vilde give Borgerret. Keiseren af Rusland udvider sin Slagmagt i Østersjøen; men ellers kommer det vel neppe til Krig med England især siden General Baron Wedel komplimenterede Chefen for Høiskoleofficerernes Fortifika- tionsøvelser paa Etterstad med de Ord: " jeg vilde ønske at Deres Officerers Færdighed snart maatte finde Anvendelse; men desværre (!) dertil er ingen Udsigter." Indstillingen af Ordrerne til at sætte nogle mindre Skibe af den norske og svenske Flotille i Bevægelse tyder ogsaa paa fortsat Fred. I Danmark har Kongen gjort sin aarlige militære Eriksgate eller Ronde til Mønstringspladserne i Provindserne, hvilken er me- get vigtig for det allervigtigste i Staten, nemlig Exercitsen, og langt vigtigere idetmindste end Provindsialstændernes Forhand- linger og irrelevente Snak. I Tyrkiet, hvortil vi med et Spring begive os ifra Kjærlighedsriget, der kun i den ubetydelige Om- stændighed af Regjeringsformen tilsteder nogen Ideeforbindelse dermed, har Reis Effendi, ved korporlig at tugte en Engelsk- mand, der af Vanvare paa Jagten saarede en tyrkisk Hyrde- dreng, foraarsaget et spændt Forhold til England. Araberne forsvare sig saa heldigt som Uafhængighedens Sag fortjener det, mod Ægyptens Mehemed, der nu sidder stille som en SIDE: 432 Edderkop i ondt Veir. Mod Mexiko værger Texas sig; og skulle Texanerne endog have fanget den mexikanske Præsi- dent St. Ana, som ellers hæderligen begyndte sit Feldttog med at proklamere alle Farvedes Frihed. Men ligesom i de tilgrændsende Sydstater af den amerikanske Union er Texas som Plantageland i høi grad forblindet interesseret for Neger- nes Slaveri. Overskudet i de Nordamerikanske Fristaters Stats- kasse voxer overordentligt; og gid det fandt en Republiken værdig og nyttig Anvendelse. Idet vi nedskrive dette, rinder os ogsaa ihu, at en af den franske Republiks, med Mirabeau sam- virkende Chorager, Sieyes, nylig er død i sit Fædreland, for- glemt af Verden, der er træt, som en Hund af at hente igjen, af at vove Revolutioner siden Resultaterne altid frasnydes den af nogle Faa. [Her kommer diktet "Ved Sieyes' Død", se I, bd. 2, s. 66.] Henrik Wergeland OM ALMUENS VÆBNINGSPLIGT (Indsendt.) Statsborgeren 14. juli 1836. Forhen have norske Tidender, men forgjæves, erindret ved- kommende Øvrigheder om at iagttage den dem paahvilende Pligt, at paase det gamle Lovbuds Overholdelse om Vaaben- thingene, at Almuesmand er i Besiddelse af sine pligtige Vaaben. Denne for Landets Forsvar saa yderst vigtige Foranstaltning, som skriver sig fra den Tid da Norge var lykkeligt og dets Ære og Frihed sikkret under egne Konger; og navnligen fra Hakon Adelsteen, skulde man dog vel tro var ikke alene værd at overholde i den forrige Union, da Norge ikke havde de Go- der at forsvare som nu, og da en talrigere Armee var tilstræk- kelig til i Grændsefeider for Norges Vedkommende at tage Deel i Krige, hvis Hovedscener oftest vare andetsteds og hvis Hoved- gjenstand ikke altid var Norges Besiddelse. Desuden er vel ikke Naboriget det eneste, eller under nærværende Forhold det, vi kunne tænke os et Forsvar ved Almuevæbning nødvendigt imod. Da vi have fælles Goder at varetage, maa denne meget mere i den Henseende være ogsaa i dets Interesse. Jæmtlands- vejen, saa hensigtsmæssig den kan være i Fred, er under andre SIDE: 433 Forhold farlig for vort Nationalklenodie Banken, om den ikke har ligesaa mange bevæbnede Indthrønder som Graner og Furuer langs sine Gjærder. Hvorledes det nu er der med Al- muevæbningen, som er dobbelt fortrinlig i Egne, hvor man kun kjender til Rifler, vides ikke; men skulde den ogsaa være fra Øvrighedens Side forsømt i Throndhjems som i Agershuus Stifts Grændseprovindser, da er det, forat den ikke skal udhævde sig af Brugen, paa høi Tid at man indfører den igjen. Man gjør deri ikke mere end sin Pligt og iværksætter Noget, hvis Und- ladelse staar i farlig og taabelig Modsigelse til den almindelige Uvillje og de tidthørte Raab imod vore Fæstningers Demolition. Det er ikke nok, at man veed, at Almuesmanden i Almindelig- hed har Vaaben; thi deri bør ikke Undtagelser tillades, naar man har Loven, og det en Lov, der stemmer saa ganske med Klogskab; og med en Masse ubrugelige Geværer eller andre uhensigtsmæssige Vaaben skal en Landstorm ikke være meget frygtelig. For meget hensigtsmæssige i en saadans Hænder holde vi 1/2 Alen lange Knive, noget indadbøjede som de ara- biske Yataganer, og skikkede til baade at sættes paa en beslagen Stang og paa Skaft. I første Form ere de hensigtsmæssigst imod Hestfolk, i sidste i det Haandgemæng med Fodfolk, hvortil vor Landstorm maa være beredt uden at regne synderligt paa An- tallet af dem, som stryge med under de første Linjesalver før Gelederne ere brudte og man er dem paa Livet. Riflerne tilhøre en anden Landstormens Virksomhed, der er noksom bekjendt. Det eneste Amt, hvor Lovbudet overholdes, er, besynderligt nok under Forsømmelsen i de andre, det fra Grændsen fjerne Roms- dals Amt. Hver Gaardmand har der sin Rifle, 30 Patroner og Kugler, og Andre, saasom Huusmænd o. a. fl. ere deels for- synede ligeledes med Kuglegeværer deels med Spyd ikke at tale om Øxer. Til at følge dette Exempel og i dette Punkt at opfylde sin Pligt opmane vi da vedkommende Øvrigheder, lige- som vi ville have Almuernes egen Opmærksomhed henvendt paa hurtigst at afhjælpe sin værnløse Tilstand, samt ogsaa paa den hensigtsmæssige, i enkelte Bygder endnu vedvarende Skik at hvert Præstegjæld har sin Fane. Senere skulle vi meddele nogle Ideer i denne Henseende. SIDE: 434 Henrik Wergeland ["DEN CONSTITUTIONELLE"S POLITIKK] (Indsendt.) Statsborgeren 14. juli 1836 Det maa være ubehageligt nok for den Constitutionelles Re- daktion, at dens Spalter altid fortrinsviis tages i Beslag, naar et eller andet Kjeltringsstykke skal for Lyset, ret somom deslige der naturligen hørte hjemme. Der søgtes og fandtes Plads for Angrebet paa Eidsvollmonumentet og nu i de sidste Dage for et Forsvar for Storthingets Opløsning og Angreb paa Odelsthin- gets Beslutning om Rigsret samt endelig for en Daddel over det Vivat, som endeel Borgere bragte Advokat Sørenssen. Ingen af disse Opsatser, der aande en Tænkemaade saa aldeles mod- stridig Folkets, at den kun kan næres af meget faa Enkelte, hvis Interesse er ligesaa afsondret fra den almindelige, og fra hvem det altsaa er høist ønskeligt om Nationen ved Leilighed kunde vorde renset, er af Redaktionen ledsaget med Bemærk- ninger; men om at de ikke ville udeblive, om at saavel den Cst.nelle som alle andre norske Blade vil afgive Vidnesbyrd om at Storthingets beundringsværdige Adfærd er almeenerkjendt, bør man holde sig forvisset. Væk med Nationens aabenbare som med dens snigende Fiender! Væk med dens Friheds Forrædere! Storthingets Bagvaskere, Retfærdighedens Hadere! Væk med Nationens Rettigheders Foragtere! De Forsvenskede og Ræv- bælgerne hvor de gribes paa sine Gjerninger, væk! Henrik Wergeland [BYFOLK, EMBEDSFOLK OG BØNDER] (Indsendt.) Statsborgeren 14. juli 1836. I Lagthinget 6te d. under Behandlingen af Haandværksloven anførte Sorenskriver Borchsenius, som yderligere Grund imod at udvide Cirkumferencen til 1/2 Miil inden hvilken de paa Lan- det Haandværksdrivende skulde være pligtige at svare Byskat, den Anledning man derved gav til Udbredelse af Bylivets Luxus blandt Landalmuen. Hensigten med at udvide Haandværksdrif- ten til Landet er nu vel ikke at drage en snever Kreds af saa- danne Næringsdrivende saa nær uden om Byernes Skattelinje SIDE: 435 som muligt; men at udvide den over Landet uden anden Ind- skrænkning end den personlige Beqvemmelighed fastsætter. Og dette Gode er saa overvejende, at det maa taale den Omstæn- dighed, at byvante Haandværkere, som maatte flytte paa Landet, medbringe den Levemaade, de hidtil have ført. Erhverve de sig Velstand, da luxurieres naturligviis noget hos dem som hos andre; men i Almindelighed ere vore Haandværkere mere hen- faldne til forfængelige Pretensioner paa at agtes fremfor Bøn- derne og til at distingvere sig i deres Ydre og Antrækket end i den egentlige Levemaade. Dette er nu galt nok, og deslige "Spræt-i-Vasfad'er" gjøre ligesaalidet godt i Bondegutters og Bondepigers Øine, naar de vise sig ved Kirken og andre Sam- menkomster, som de hjempermitterede Garnisonskarle i fuldt By-Kavaleerkostyme; men denne Daarskab henhører til den Klasse af Daarskaber som maa taales og som straffe sig selv, om ikke til dem, som derfor rette sig selv. Men hvem kan under de sørgelige Betragtninger over at Kjøbstædlevemaade skulde faa Indpas hos et Folk af Bønder, undlade at opdage den Indflydelse, som Embedsstandens Maade at leve, opføre og repræsentere sig i det borgerlige Samliv paa har paa Lands- folket? Den afsondrer sig i de fleste Egne altfor skarpt; den udbreder ikke sin Kultur, men kun Exempler paa sin Luxus, og heri gjør kun den yderste Trang i afsondrede Egne til Selskab med Væsener, der dog have menneskeligt Ydre, nogen Foran- dring. Selv Borgerfestene den 17de Mai meddeler den ingen ædlere Socialitet. Og om Nogle af denne Kastes Medlemmer ikke have Raad til at pleje et saa overdrevent Vellevnet, som de mere Begunstigede, saa er der dog tusinde Maader, hvorpaa de lægger sine umaadelige Fordringer for Dagen. Selv det at lade en atlaskraslende Dukke paradere op et Par Ganger om Aaret i Guds Huus er en. At være byfødt eller en Embedsmands- Afstamling er nok til at være Konditioneret og forresten Intet, og da har man nok Adkomster til at erholde alle selskabelige Fortrin og de Indtægtsposter, som bortgives inden Distriktet; og har Personen endogsaa uden slige Fødselsaccidentser kun en sort fiin Kjole til, saa er det nok til uden videre at lade ham repræsentere for Hs. Majestæt, mens de anseeligste Bønder maa holde til udenfor. SIDE: 436 Henrik Wergeland [OM PROFESSOR LUNDHS OG GROSSERER PLØENS DØD] Statsborgeren 14. juli 1836 Natten imellem 9de og 10de d. afbrændte Fogden i Nedre Romerige Qvigstads Gaard Braanaas i Skydsmo, ved hvilken Leilighed saagodtsom intet blev reddet uden Udhusene. Kon- toret og med det Fogedkassen med kontant Beholdning af om- trent 1 000 Spdlr. gik tabt. Men et sandt nationalt Forliis er Professor Lundhs, der just var tilgjest i Huset, og døde omtrent 2 Jevndøgn efter af Forbrænding. Han var en oprigtig Patriot, som havde arvet sin gamle nys afdøde Fader Præsten Lundhs trohjertige Gemyt og varme norske Følelse. Hans Fortjenester vare fleersidige, hvorimellem hans Deeltagelse i Udgivelsen af Nationalværket "Samlinger til det norske Folks Sprog og Histo- rie" maa nævnes. Udgivelsen af "Nærings- og Politivennen," der var et saa ypperligt Blad, at man ikke noksom kan forundre sig over den liden Understøttelse det fandt, var ogsaa et af hans Forsøg paa at gjøre sine mangesidige Kundskaber almeen- nyttige. Karakteristisk er den Raskhed af Lundh, hvormed han i Tydskland paa sin Reise forat hente Diplomerne fra München, hvis endelige Erhvervelse ogsaa for en stor Deel skyldes hans Nidkjærhed, i en Duel tugtede en Bramarbas, som paa et offent- ligt Sted talte ilde om vor Konge. Som Akademikus greb han Kaarden i 1807 og avancerede til Kapitain. Med Sorg over- antvorde vi vort Publikum denne Medborgers Navn i hæderlig og kjærlig Erindring. -- 10de d. berøvede Døden os ogsaa i Grosserer M. Pløen en af de Borgere, som have Krav paa offentlig Erkjendelse af deres patriotiske Virken. Han var meget velgjørende; fremmede vil- ligen medborgerlige Foretagender, saasom især Oprettelsen af Krohgsstøtten ved at deeltage Kommissionen og et Bidrag af omtrent 150 Spdlr.; ved betydelige Præmier fremkaldte han den kronede Nationalsang og dens Melodie, og tilhørte paa Storthin- get 1821 Oppositionen, som Norge skylder saameget. Gid Noget af hans store Formue tilhørte Lundhs store Familie, kunde man ønske, dersom Menneskene ikke forlængst havde maattet forlige sig med Uligheden i Verden i Kaar som i andet. SIDE: 437 Henrik Wergeland ["VARME MARIBOESKE VAFLER"!] (Indsendt.) Statsborgeren 17. juli 1836. "Varme mariboeske Vafler! Varme mariboeske Vafler! -- -- I Jøssu Navn saa hør da! -- Varme mariboeske Vafler til Stor- thinget ere at faae idag og imorgen af frisk Bagning i alle Byens Boglader for 14 Skilling Stykket. Frisk an! Varme Vafler til Storthinget! Vafler netop saa store som et Ark med Bogstaver saa store som paa Honningkagerne. Friskan! 14 Skilling! Ved Brua!" Nu da! er det gamle Markskrigeri begyndt igjen? Ja bevares! En saadan Leilighed som Storthingets Foretagender i dets sidste 24 saa glimrende Timer, kan ei gaa ubenyttet hen af En, som har opdaget, at et politisk Navn ligesaavel som en Lampe be- høver Olje af og til, og at der ikke skal mere end en ofte repe- teret Skjælden paa "Demagoger, exalterede Hoveder og liden- skabelige Ynglinge" for at have Miner af en adstadig viis Mand, og kun lidt Air og skrupuløs Afvejen, dog saaledes at Skaalen tilsidst hælder did man mindst burde ventet sig, for at præstere en taalelig Dommer- eller Overdommerfigur. Nei! nu var den almindelige Stemning for mørkfarvet til at man ikke skulde give sin afblegede politiske Kolorit en Tinte. Men det er at stryge paa saa det forslaaer. Ny Grud paa gammel Grud. Oraklet eller rettere, da det kun vises liden Opmærksomhed, denne Demosthenes, som altid tager Stene i Munden og deklamerer for det buldrende døve Hav, vil nemlig: 1) at Statsraadet skulde have negtet at udlevere Storthinget Afskrivt af Protokollerne vedkommende dets Opløsning; 2) at Odelsthinget skulde have erkjendt sig inkompetent til at drage Nogen til Ansvar som det der ellers paaengang skal være An- klager og Dommer i egen Sag; 3) at Storthinget skulde have ladet sig nøje med Addressen som den der "tillige skal være en Slags Appel til Folket;" 4) at Lagthinget in pleno, ikke at tale om de 4 Medlemmer, der deeltoge i Kommitteens Affordring af Protokollerne, skal være inhabilt som Domstol, fordi det har i Storthinget vedtaget Addressen in terminis; og endelig 5) at SIDE: 438 "den første Beslutning, [fotnotemerke] som Storthinget burde have fattet, var at forringe Skatterne, Afgivterne og andre offentlige Byrder, der vare bestemte fra 1ste Juli 1833 til 1ste Juli 1836, for de følgende 3 Aar." Bravo! Hr. Kapitainen er ingen "Middelveisfarer;" thi videre kan man ikke komme i Paastande mod sund Fornuft, Retfær- dighed, Billighed, Storthingets Værdighed og Nationens Nytte. Vaflen har vi faaet tillivs, saa varm den var; men gid den var vel oppe igjen. Og imorgen surrer atter Skriget om vore Øren "varme mariboeske Vafler! mariboeske Vafler til Storthinget!" Ve Os og det arme Storthing, som faaer sligt Traktement; men Statsministeren og -- Prosit die Mahlzeit! Henrik Wergeland [OVERSIKTSARTIKKEL] Statsborgeren 17. juli 1836. Norge. Rigsretsstevningen siges udtagen til 23de August, samt at Hs. Exc. med det første vil komme hid for at kommuni- cere beqvemmere med Høiesteretsadvokat Petersen, der er an- modet om at føre hans Sag. -- Regjeringen siges at have indstillet til Hs. Majestæt at sammenkalde et overordentligt Storthing til 26de September, hvilket da sandsynligviis netop beholder sin forrige Sammen- sætning, uden Forandring i Valgene, og begynder hvor det slap. -- Sidste Stockholmspost itorsdags bragte kun Efterretning om at Koureren med Addressen var ankommen to Timer før Postens Afgang imandags. Aftonbladet gaar med skarp Retfær- dighed løs paa Hs. Exc. Løvenskiold for hans Opposition imod Eidsvollsmonumentet. Cand. jur. E. Aubert er, ifølge Stock- holmsordre, afsat som Kopiist, fordi han deeltog i Studenter- deputationen til Hagemann (!) Fotnote: Dersom Hr. M. havde været paa Thinget, tør man nok gaa god for, at man ikke var kommen til nogensomhelst Beslutning. SIDE: 439 Henrik Wergeland SAMTALE IMELLEM NOGEN OG INGEN (Indsendt.) Statsborgeren 21. juli 1836. Nogen. Altsaa, Hr. Ingen, De og Kapitain Mariboe ere de Eneste, som dadle Storthingets Foretagender mod Statsmini- steren? Ingen. Nei, min Herre. Nogen har yttret sig i samme Aand i den Cst.nelle, maa jeg bede. N. Jeg har et fatalt Navn, jeg indrømmer det. Man skriver og begaaer slette Ting i mit Navn, og deri er den Cst.nelle be- hjælpelig. I. Hvorledes? Ja den har en stor Pose, hvori Alt gaar for Et; men den kom dog med Bemærkninger, der irettesatte hint Indlæg mod Storthinget. Lagde De ikke Mærke dertil? N. Jo, hvor lunkne de vare, hvor yderst lunkne. I. Ei, jeg holder Redaktionen forat være kjække Folk, der, ved at staa i Spidsen for Oppositionen, forvandle den til en ubetvingelig Falanx eller Sviinfylking. N. Ingens Mening? Hm! De troede nok ellers at kunne holde sig i Respekten ved dundrende Salver for Nationalæren og de den vedrørende unionelle Tvistpunkter; men naar det ellers gjælder, krybe de i et Musehul. Intet har gjort et saa- dant Indtryk paa mig som Lunkenheden i hine Bemærkninger. I. Jeg vilde heller tro, at en Bøtte koldt Vand kunde gjøre Indtryk paa Nogen; men lunkent? N. Ak, min Herre, jeg havde ventet en bedre og kraftigere Revenge for en saadan Undergraven af min Reputation. I. Hvordan! Har virkelig Undergraveren skrevet hiin Arti- kel, som der lugtede saa Ræv af? N. Oh, værre end det; og derfor troer jeg det. Henrik Wergeland [OM KANDIDAT AUBERT'S AVSETTELSE] Statsborgeren 21. juli 1836. Red. rettede i Mbl.det sin Bekjendtgjørelse i f. No. om Cand. Auberts Afsættelse som Kopiist, ifølge Stockholmsordre. Men dette har dog desværre bekræftet sig. Saa hinker Nemesis. "Men Luna svæver i Himmelen." SIDE: 440 Henrik Wergeland [NOTE TIL EN INNSENDT ARTIKKEL OM BYRÅCHEF BERNHOFT] Statsborgeren 24. juli 1836. Idet Inds. omtaler dette Forhold [fotnotemerke] , og for ogsaa at vise Man- dens Solside, nemlig Smagfuldhed og Forstand, for ikke at sige Geni, samt hvor parallel den løber med hans høje Patrons, kan man ikke negte sig Fornøjelsen af at meddele følgende Træk. Statsminister Løvenskiold udbad sig af Hr. Bernhoft, som den- gang i en beskeden Informator indsluttede sin vordende Storhed, en passende Inskription til Frontespicen paa Søilefaçaden paa Fossum. Da brød man Hovedet kan man tro; men endelig sloges Goethe op og den overmaade betydningsfulde Linie valgtes: "Auf Seulen ruht das Dach" ): "paa Søiler hviler Taget" etc. "Dette er et Tag paa Søiler eller et Søiletag." Man sige ikke, at Enhver kunde see sligt. Thi det maa jo efter Indskrivten være en Opdagelse hvorfor den geniale Inskribent har Æren. Men nu straaler i forgyldte Jernbogstaver: "Auf Seulen ruht das Dach" ikke alene hans men den høje Principals Forstand til evindelig Hæder. "Auf Seulen ruht das Dach!" -- O slige smaa Træk ere overordentlig karakteristiske og fortræffelige til overalt at kaste et Lys paa den sande Gehalt af Aander, som troe sig udrustede til at udholde Oppositionen imod et Folks forenede, og som indbilde sig, at en dybere politisk Viisdom, en højere Dannelse, en friere over alskens Specialiteter og Agonier ophøjet Anskuelse ere Elementerne til deres modbydelige Aristokrati og hullede Servilisme, paa hvem Buxelommerne stikker ud. I andre Lande, navnlig i England og Frankrig, veed man derfor at sætte Priis paa slige Træk, hvoraf man omsider ved simpel Sammensætning erholder den markerede Person, Publikum gider kjende i hans hele Individualitet. En Dumhed er nok til at gjøre en Saadan til et staaende Karrikatur for Livstid, og saaledes er hans Indflydelse tabt. Træk af Forstand derimod, Vid eller Esprit, formaa at parre offentlig Agtelse med en høi Grad af Upopularitet. Ak! "Auf Seulen ruht das Dach!" Ubetaleligt! Auf dem Staatsminister ruht Bernhoft. Betaleligt. Fotnote: [At Bernhoft er "Løvenskiolds fortrinlige Klient".] SIDE: 441 Henrik Wergeland ET PORTRÆT AF EN SKURK (Indsendt.) Statsborgeren 24. juli 1836. er det letteste af Verden, naar man tør karrikere, vælge Træk- kene efter Behag, sætte et listigt Smiil, en tynd blaa Mund til et fordægtigt Eenøje og saa fremdeles vedblive i at klatte sam- men til man faaer et Misfoster, om hvilket der kun kan siges, at saa burde Skurken upaatvivlelig see ud. Men det er kun de færreste Skurke, som have noget misfosteragtigt; thi dertil leve de for vel. De Fleste see fortræffeligt ud, og ere derfor yderst vanskelige at portrætere dersom man ikke er saa heldig at gribe dem in actu, f. Ex. i det Øieblik en Spion noterer eller afgiver sin Rapport eller en Bestukken river den røde eller grønne Lap op med sit Lommetørklæde for en Feils Skyld og saa bliver lidt rød og tager sig en Priis for en Feils Skyld. En saadan virkelig, og ingen af hine imaginære eller ideale, som vor Herre enten har ladet Naturen eller Fanden mærke, har jeg nu for Øje, og vil skizzere ham saaledes som han er dagligdags at see, og det mere for at overtyde om det vanskelige, ja umulige, i et saadant Forsøg end fordi jeg troer nogen kan kjende Manden. Rødhaaret altsaa? Nei det tilhører jo siden Typhons og Judæ Dage de ideale Skurke. Udentvivl falske graagrønne Øine? buskede rødlige Øienbryn udentvivl? En Klumpnæse udentvivl, der hæver sig imellem et Par modbydelige Smiilfurer som en Tudseryg mellem Orme, i Mangel af Godmodighed et Par Hjul- been og i Mangel af anden Værdighed blanke Støvleskafter udenpaa og den uskyldige Vane at nynne til lumpne Tanker, og med Manerer, der tilhøre Verdensmandens Ugeneance eller den forældede Modeliterators Distraktioner, at dække Spionens Lureri? Nei, intet af alt dette, endskjøndt jeg derfor ikke vil sige, at dette skulde være for imaginært. Min Skurk, saaledes som han daglig er at see, har ikke engang saa markerede Træk. Thi hvad er almindeligere end et graasprængt Haar og Skjæg, en røstelig noget korpulent Figur, der fører sig godt og raskt, en lys Vest til en bruun Frak, et ret smukt noget krumnæset Ansigt? Intet er almindeligere; og saaledes er han dog at see, naar han kaster sig ud af sin noget slæbende Kariol og i hele SIDE: 442 Mellemtiden til han atter ruller bort efter Dagens Bedrivter. Intet af hans Antræk er elegant; dog er der noget ved ham, som lader formode, at der nok har været den Tid, da han var det. Hatten staar mærkeligt ned i Øinene hvad enten Solen skinner eller ikke. Men er dette karakteristisk for en Skurk? Aldeles ikke uden kanskee for en Stratenrøver, fordi han na- turligviis ikke vil være kjendt. Og heraf troer jeg man kan see hvor vanskeligt det er at portrætere en Skurk i vore Dage. Med min Mand skal det være umuligt, dersom man ikke er heldig nok til at arripere ham f. Ex. i det Øjeblik, da en Lap falder ud af hans Lomme. Derimod torde Kluddrerne maaskee være hel- digere med Ærligheden, om hvem man altid har sagt at den skal have noget originalt. Henrik Wergeland [FORSLAG OM Å INNKALLE PROFESSOR DAVID TIL NORGE] Statsborgeren 24. juli 1836. Vi tillader os herved at henlede Vedkommendes Opmærk- somhed paa den Akqvisition Fædreland og Universitet muligens kunde gjøre ved at indkalde Professor David fra Kjøbenhavn i afdøde Lundhs Sted, hvis Fag netop er de hvori Hr. David med saamegen Udmærkelse før sin Afsættelse fungerede der som Universitetslærer. Henrik Wergeland [OVERSIKTSARTIKKEL] Statsborgeren 24. juli 1836. Norge. Efter Forlydende har Hs. Majestæt befalet den nor- ske Regjering at afgive Betænkning i Anledning af den fra Storthinget før dets Opløsning indgivne Addresse. -- Skiensavisen har til 16de d. ikke med et eneste Ord omtalt Storthingets Opløsning, Rigsretten samt det mere, som dermed staar i Forbindelse. Taushed fornærmer Ingen. -- I 7de Bergmaaned indeværende Aar er ved Kongsberg Sølvverk produceret 2327 Mkr. 5 1/2 Lod gedigent Sølv, hvilket er det største Udbytte, der er erholdt i nogen af de foregaaende Bergmaaneder i indeværende Aar. SIDE: 443 -- Efter den ifølge Storthingets Beslutning af 24de Marts 1836 affattede Fortegnelse over udestaaende Restancer af ordinaire Skatter o. s. v., udgjorde Statskassens uberettigede Fordringer paa Fogderierne og Byerne eller de direkte Skatters Oppebør- selsbetjente, ved Udgangen af 1835, følgende Summer: [Her følger fortegnelsen.] Henrik Wergeland RETTELSE [AV TRYKKFEIL I SANGEN "ROUGET DE L'ISLE"] Statsborgeren 24. juli 1836. I nogle Exemplarer af forrige No. staar i Anmærkning til Sangen "seer" læs: skrev. Og under samme Rubrik som denne bør Igaars-Morgenbladets Bemærkning have Plads, at det ikke var for 17de Mais Skyld Hr. Hagemann lod Musiken gaa. Hvor- til en Sandhedens Fordølgelse, som Ingen tror, og som betager Handlingen sit medborgerligen Fortjenstlige? Henrik Wergeland OM BUREAUCHEF BERNHOFTS FÆDRELANDSSIND (Indsendt.) Statsborgeren 28. juli 1836. I en Tid som denne, er det nødvendigt, at politiske Partier skarpt udskilles, at Ikkepatrioterne skilles ud fra Patrioterne, om end den Dag endnu ikke er kommen, da Bukkene med Strenghed skulle mærkes ud fra Faarene. Ogsaa i saa Hense- ende er Tiden kritisk i Norge; og det er med Ret, at man idet- mindste klipper Bukkene i Øret, om man end lader dem løbe indtil videre. Men Saxen forgreb sig sandelig i Bureauchef Bernhoft paa et Faar. Thi at han er en af Norges oprigtigste Sønner kan man vel neppe tvivle paa, naar man finder at Fin- grene paa Haanden ikke slaa til, om man vil regne efter de forskjellige importante Betjeninger han beklæder, og seer imel- lem dem, at han endog er Sekretær i Selskabet for Norges Vel. At hjælpe slige Folk frem, er upaatvivlelig et af dette virk- somme Selskabs ædleste, økonomiske Formaal, der, i Behold af ovennævnte uskyldige Lignelse, maaskee kan rettest henføres under dets priisværdige Omsorg for Faareavlen. Og saadant maa isandhed opmuntre Folk til at ophjælpe Selskabet. SIDE: 444 Henrik Wergeland (INDSENDT FORMENING) Statsborgeren 28. juli 1836. Der maa sikkerlig være en Overflod paa Skurke her i Byen, siden man vil applicere Skurkeportrætet i f. No. af Stats- borgeren paa saamange Forskjellige. Man er kun uvis med Hensyn til enkelte Træk, som synes at passe mindre, men er ikke uvis om Den, man dog finder det mest passende paa, er en Skurk eller ikke. Af Ti, jeg har talt med, har ikke mere end Fire været enige. De Sex havde hver sine Skurke. Henrik Wergeland DEN REPUBLIKANSKE FORFATNINGS SPARSOMHED Statsborgeren 28. juli 1836. Ligesom i Nordamerika har i Buenos Ayres den republi- kanske Regjeringsform ledet til de ypperlige økonomiske Resul- tater, som man kunde vente sig og som ligge i dens Natur, idet nemlig Indtægtsbudgettet overgaar Udgivtens med henimod 3 1/2 Million Daler. Respekterer man Kjendsgjerninger, saa maa det nu snart være paatide, at man sletter ud af Argumentrækken mod Republikken idetmindste det, at den altid er kostbarere paa Grund af sit, som falskeligen siges, sammensatte Maskineri, end hvilkensomhelst anden Regjering. Henrik Wergeland BEMÆRKNING OM SVENSKE MINERVA Statsborgeren 28. juli 1836. Bemærkning. Svenske Minerva maa dog have en Slags Gor- gone; thi den har i dette evindelige "tandløs Kjerring o. s. v." idetmindste forstenet sine Fienders Vittighed, siden man snart ikke hører andet end dette kjedelige stereotype "tandløs Kjer- ring, tandløs Kjerring." Naar vil man holde op dermed og komme med noget bedre? Svar: Naar deres egen Vittighed faar Tænder. Børn maa ikke drive Gjæk med gamle Folk. SIDE: 445 Henrik Wergeland [OVERSIKTSARTIKKEL] Statsborgeren 28. juli 1836. Norge. Følgende ere de 39 Storthingsmedlemmer, som stem- mede for at ingen Udsættelse skulde skee med Spørgsmaalets Afgjørelse om Rigsret: Valstad, Hoelstad, Toldcasserer Lange, Svane, Fuhr, Areklet, Stueland, Gasmann, Gaardbr. Aas, Foug- ner, Assessor Holst, Sørenssen, Haagenstad, Knudtzon, Provst Holst, Aagaard, Kirkesanger Jensen, Øvergaard, Bredesen, Fli- fleth, Hemb, Nygaard, Torp, Castberg, Bordvig, Lundegaard, Tvedt, Sollied, Mjelva, Meeg, Østenby, Randby, Roll, Ueland, Grude, Birkeland, Schjeflo, Borgen, Soelberg. -- Statsministeren har udtrukket saamange Tænder af Lag- thinget som han har kunnet, nemlig: Hjelm, Christensen, Har- bitz, Sæter, Neergaard, Foutgal, Selbo, Grendal, Wille, Rye. Der sidder saaledes tilbage: Weidemann, Borchsenius, Roll, Schydtz (Præsident), Beichmann, Broch, Mandt, Bjørnsen, Ulve- land, Lippe, Røstvig, Nordaas, Øveland, Viig. Høiesteretsperso- nalet bestaaer af Assessorerne Kjønig, Motzfeldt, Arntzen, Smith, Aars, Ottesen og Sem (de to sidste extraordinære). -- Fra adskillige By- og Landskommuner ere Subskriptions- planer til Eidsvollsmonumentet allerede tilbagekomne fra flere med ikke ubetydelige Bidrag. Man finder Antegnelser af enkelt Mand af ligetil 15 Spd. Siden vil dette Blad anmelde specielt fra hvilke Steder og med hvad Udfald Listerne efterhaanden indkomme. -- Et Par Opsatser i Kristiansandsavisen, betræffende Stor- thingets Opløsning, have været af et saa lavt og forræderskt Indhold, at de have foranlediget Protest fra Redaktionen imod at Nogen maa tro, at deres Mening kan deles af det kristian- sandske Publikum. Mbldt. og den Cst.nelle har fæstet det hele Folks Opmærksomhed derpaa, og dette Blad forhindredes fra at bidrage Sit dertil alene ved at man ikke fik hiin Stiftstidende i tilstrækkelig Tid fat til at faa den første Opsats aftrykt heel som et Kuriosum, hvorpaa dog alt Sætningen var begyndt. For- saavidt man kunde være nysgjerrig efter at vide hvem der dog i denne Grad kan tillade sig Yttringer af den mest fordærvede medborgerlige Tænkemaade, er der godt Haab om at see sig SIDE: 446 tilfredsstillet, da Repræsentanten Walstad, som reenthen deri erklæret for en Rænkemager, ikke kan undlade at sagsøge, og Avisens Redaktion neppe kan være tilsinds at laane en slig Mand sit Navn. -- Fra Trondhjem, der i lang Tid har været berygtet for at nære en Fædrelandet fordærvelig Aand, protesteres i Mbld. imod at nogle Yttringer i Torkild Borgs Avis, som det lader til, af lignende Tendentz som Forrædersindets Udtømmelser i Kri- stiansand, antages for at være Fleerhedens i Trondhjem. Henrik Wergeland THRONDHJEMSK VITTIGHED Statsborgeren 31. juli 1836. I den trofaste og gode By Trondhjem driver man adskillig Lystighed over Storthingets Opløsning, saa man kunde troe, at enten et Fastelavns-riis der raadede i fuldt karnevalsk Narre- vælde, eller at Stiftamtmand Riis ret havde slaaet sit gamle Godlune løs, der i sin Tid hævede Retten den 17de Mai og begav sig tillags. Og denne Lystighed skal være vittig. Vittig og Trondhjemsk -- vil Folk nok sige -- det er at vente Entre- chats og andre smukke franske Dandsespring af Bjørne. Vel da, man kan her faa Anledning til at dømme om den thrond- hjemske Vittighed er vittig eller ikke. Loyal er den i alle Til- fælde som den er og efter sin Tendentz, og det er efter Rigs- tidendens Oversættelse (Translatør Bernhoft in mente) det samme som "god". En Vittighed maa altid være god; en loyal Vittighed er altsaa en udmærket god Vittighed, og -- Her har man den af Stiftsavisen: "I Anledning Begivenhederne med Storthinget verserer her mangfoldige Rygter, hvoraf vi blot ville nævne et ret komisk, dette nemlig: "Der skal være et Carikatur, hvorpaa man seer en lovgivende Forsamling, som meget hovedbrydende delibererer længe vidt og bredt over, om et Par paa Væggen hængende Støvler skulle enten smøres med Fedt eller børstes blanke, og tilsidst beslutter, at de skulle vedlægges Protokollen." Nu! naar var den franske Figaro eller Corsair vittigere? Det flittigste af vore Storthing finder sin Virksomhed rigtignok med SIDE: 447 rene Ord beløjet fra visse Kanter; men dette skeer med tørre Ord og ikke med en saadan Vittighed, der kaldes komisk i Throndhjem hvor man ellers ikke er bekjendt for Nøisomhed, og som ogsaa strax henfører Tanken paa Børste og Sværte. Det alene maa være nok til at bringe de Loyale i Throndhjem til at lee, især eftersom de neppe have smilt alt siden Kongen var der i de 100 Æreporters Dage, og nok til at bringe det øvrige Norge til at lee ad dem. Ellers tør vi yttre den Formening, at Carrikaturens Støvle formodentlig skal hensigte til en Usømme- lighed, som den unge Despot Karl den 12te engang begik i den svenske Nationalforsamling, idet han traadte ind i Rytterstøvler, Jagt- eller Reisehabit og Ridepisken i Haanden. Formodentlig imaginerer Karrikaturmanden sig, at den uvorrne Dreng er ble- ven kastet ud med Tabet af sin Støvle, og nu delibereres da om man skal slænge den efter ham. Stod det ikke i Stiftstiden- den, at Storthinget virkelig haves tilbedste, -- endskjøndt ingen god Normand vil negte, at det bør ligesaavel være i Besiddelse af uantastelig Majestæt som Kongen, ligesom det og faktisk besidder en moralsk, som hertil kun et Par Slyngler i Thrond- hjem og Kristiansand har vovet at røre -- saa vilde vi heller ikke være utilbøielige til at tro, at Raadssalen forestillede det Indre af en Hjerne hvori Støvler stundom spøge, den delibere- rende Forsamling de forvirrede Tanker, og Støvlen den fixe Idee. Ligesom ogsaa formodentlig den, at Forsamlingen skal forestille endeel gode Borgere af Throndhjem, som ere i Bered- skab med at slaa sig paa Haandværk, siden der for Levangers Skyld eller det slemme Storthings Skyld ikke er andet Ud- komme i den synkende By. Eller -- hvad om Stykket skulde forestille de gode loyale Borgere af Throndhjem ifærd med at aflægge sin Hyldest for en af Hs. Majestæts Støvler, som de have udbedet sig til Borgemester? Henrik Wergeland [OVERSIKTSARTIKKEL] Statsborgeren 31. juli 1836. Norge. Skiensavisen er fremdeles taus om Storthingsbegiven- hederne. Den handler derimod om Noget, der formodentlig inter- esserer den Egn mere, nemlig om Møgdynger etc. Og saaledes SIDE: 448 befinder Enhver sig paa sit eget Forum. Jedermann sein Lust. -- Krudfabriken paa Kongsberg er sprungen i Luften. 5 Men- nesker kom tilskade, hvoraf En er død. Henrik Wergeland [L. K. DAA OG WERGELANDS HUND BELLA] (Indsendt.) Christiania Intelligenssedler 2. aug. 1836. Den Person, der er bleven paaført Sag til sin Hunds Øde- læggelse, fordi den bed En, som advaret gav sig af med den paa dens Post, har ingensomhelst Anmodninger og Bønner om at dræbe den erholdt fra denne, men kun besvorne Forsikkringer om at Hunden skulde dø og hans Spørgsmaal gjennem Politiet, om han enten vilde det eller have Sag efter allerede indleveret Klage. Forøvrigt berettes, at Hundetvangen skal have sin Oprindelse fra Struensee, der paa en Spadseretour med Dronning Mathilde opdagede ved Nyboder i Kjøbenhavn en Mængde Hunde, hvor- ved Dronningen fik Anledning til den Bemærkning, at disse Folk der maatte leve godt, siden de kunde holde saamange Hunde. Dette skal da have været den despotiske Minister nok for at gjøre sig endnu mere forhadt ved en Anordning, der for- modentlig er Føder til den af 1786, som forbyder alle Hunde i Agershuus Stift nogensinde at gaae løse. I 1808 iværksatte Politiet i Kristiania en nem Beskatning, idet den tillod de Hunde Frihed endog i Hundedagene, som vare forsynede med et Politi- tegn, hvorfor erlagdes 1 Daler og som aarligen maatte fornyes. Under Skin af at sørge for den offentlige Sikkerhed er det ellers meget let at faa Eiendomsfriheden over hvilketsomhelst Dyr tilintetgjort, idet man heller fornegter sig en uskyldig Tilbøjelig- hed og naturlig Ret end priisgives uophørlige Uleiligheder og Udsugelser. Henrik Wergeland [OVERSIKTSARTIKKEL] Statsborgeren 4. aug. 1836. Norge. Nu tør nok Mjøsen endelig med det første faa sin Dampfart, og det kanskee med mere end een Baad. Man har nemlig hørt, at baade en formuende Kristiania-Kjøbmand har SIDE: 449 i en Tid havt saadant i Tanke, og nu have Lillehammers Kjøb- mænd for Alvor lagt ud med Plan dertil og søge i den Hensigt et Laan mod Pant i deres langt betydeligere taxerede Grund- ejendomme. Staten, der hidtil har gjort saa forunderligen lidt til Industriens og Rørelsens Fremme, har dog i denne Hense- ende viist nogen Forkjærlighed for Dampfart; og man tør da vel haabe, at vedkommende Departement, om dets Hjælp maatte blive anraabt, vil gribe Leiligheden til at forrente inden Landet saa stor en Sum, som der muligens bliver ansøgt om. En detall- jeret Plan fra Interessenterne kan med det første ventes i Skil- lingmagazinet. Og er deri Postbefordringen paaregnet at be- vilges ligesom ved den Dampfart, Kapit. Mariboe har til Hensigt at istandbringe til Hamburg -- den klogeste Plan denne virk- somme Hjerne har fremfødt i mange Aar, og hvortil vi ønske denne Patriot, der efter megen Æresafvexling endelig med sit 11te Brev har udtjent og forhaabentlig fuldendt denne tornefulde Karriere, al Lykke og Fremgang. Reisende og de tilgrændsende stærkt befolkede, velstaaende Egne ville sandsynligviis afgive en Mængde Passagerer paa dette herlige Farvand. Omegnens Skjønhed, Nærheden af Rigsforsamlingsstedet paa Eidsvoll, Op- rettelsen af Befrielsesmonumentet der, Tiltagen af den fortrin- lige Sundhedskildes Navnkundighed, som netop findes der hvor- fra Dampbaadsrouten formeentlig vil begynde, Letheden hvormed Fremmede kunne hurtigen gjennemreise de skjønneste og rigeste Trakter ved fra Mjøsbassinet at komme over til Rands- og Tyri- fjordens nye Dampbaadrouter -- alt dette vil give Omegnen nyt Liv og Fortjeneste som Følge af Dampfarten. Men hovedsagelig vil Varetransporter være dens Meed, og derimod har vel ingen Ven af indre Rørelse og Virksomhed? Jo vi kjende Nogle, som -- gid de ikke gjorde en Ulykke paa Dampbaaden. Det er Fragtemændene langs Mjøsstranden. Det vil falde dem surt at opgive Fortjenesten af en 40 -- 50 Daler om Aaret af Baaden. Men imellem de fortvivlede Tanker vil dog omsider den for- nuftige opstaa, at den Gevinst vel paa det nærmeste lader sig hente igjen fra Ageren. Og Dampfartens særegne muntre og livlige Udvortes vil lidt efter lidt forsone dem med den ube- tvingelige Fiende, der ikke taaler ved sin Side den snigende Baad og hverken har Respekt for Skreyas Stormkast eller for SIDE: 450 de ærlige Roersfolks ufortrødne Sved, der ellers godt gjør det af med Halvmilen paa otte Timer eller saa. -- Vi ere uden Krudt siden Ulykken paa Kongsberg, Frederiksteen er besat med ubrugbare Kanoner, Kongsvinger er demontert, Skien er som et lidet Biskaya, Throndhjem er ikke mere som før, det vil sige: godt nok for hele Norge, men nu kun godt nok for sig selv, og Kristiansand huser idetmindste een Forræder -- sandelig under saadanne Omstændigheder bliver visse Svenskes Trudsel at de kunde gjøre Kaal paa os naar de bare vilde, frygtelig nok. -- I Pastor Wexelses theologiske Tidsskrivt (en Slags Op- læggelse af Troens uforfalskede Melk hvorved den bliver dob- belt behagelig og istand til at holde sig) faar man overraskende Nyt at vide om hvorvidt det hernhutiske Jesuafguderi er bleven drevet hertillands af en hidkaldt fanatisk Vandrepræst Holm, som ellers her i Byen efterlod sig et meget godt Rygte for sin overmaade store Kjerlighed. Forøvrigt er det ene Galskab ikke bedre end det andet, saa man gjerne kunde lade Herrnhuterne drive sit i Fred. -- Siden den ene Kureer og Post fra Stockholm kommer efter hinanden uden at medbringe Ordre til et overordentligt Storthings Sammenkaldelse, begynder den Tro at udvikle sig, at man derinde vil forsøge, om det norske Folk ikke skulde i nær- værende budgetløse Tid beqvemme sig til at betale Skatter efter forrige Budget. Men saa dybt ringeagter det dog vel ikke sine egne Prærogativer, saa usselt er dog vel ikke noget enkelt Individ! Det tør visselig Ingen vove, ja det kan ikke falde nogen norsk Mand ind. Sverige. Statstidningen, Regjeringens eget Blad, har optaget de Bespottelser og Løgne om Storthinget, som have vanæret Kristiansands og Throndhjemsavisen; men den undlader natur- ligviis at melde noget om hvorledes disse Opsatser ere blevne optagne og protesterede. Som sagt, Statstidningen er Regje- ringens eget Blad, Kong Carl Johans svenske Regjerings eget Blad, og deri faa Bagvaskelser og Løgne om det norske Stor- thing fortrinsviis Plads! Nu kan ingen Normand være i Tvivl om hvad han skal tænke eller tage i Betænkning at sige med svenske Minerva: ja isandhed, det er "en Forening at græde SIDE: 451 over!" og dette ville vi repetere indtil det bliver anderledes paa en eller anden Maade. Danmark. Det norske Skillingsmagazin har en 100 Subskri- benter her; men Storthingstidenden, der følger Magazinet som Tillæg, fik man ikke Lov at erholde. Hele Pakken retournerede saaledes til Norge, hvorfra den nu leilighedsviis maa søge Di- stribution. Og saaledes kan Cancelliet dog ikke forhindre de skadelige Exempler at trænge indimellem Folket, der allerede snorkede (istedetfor at knurre) efter den Frihedsrus man skjæn- kede det forat have det tilbedste. Henrik Wergeland [INNLEGG I STRIDEN MED DAA OM HUNDEBITTET] (Indsendt.) Christiania Intelligenssedler 5. aug. 1836. Indsenderen ejer ogsaa en Hund, og han vilde ansee det for Niddingsværk, om han ikke til det Yderste forsvarede dens Liv i det Tilfælde at dette fordredes opoffret af overdreven til Grillenfængeri gaaende Frygt for dens Bid. Derimod vilde han opoffre den, om der skulde være Grund til nogen Frygt, og herved vil Inds. med stor Udstrækning endogsaa have forstaaet mindste Tegn til Sygdom og Muligheden af at den kunde komme i Andres Hænder, hos hvem man ikke kunde indestaae for Be- handlingen. Thi af denne kommer Sygdommen, der ved slet Haandtering eller Medfart kan opstaae hos alle Dyr. At for- svare en trofast Hunds Liv er ikke meer end simpel erkjendtlig Gjengjeldelse, thi den vil vove sit for sin Herres. Ja Inds. tør vedgaae, at han er et af de Mennesker, der har lært sine Med- menneskers Venskab at kjende fra en Side, der lader ham fore- trække sin kjære Hunds. Han har alle de moralske Egenskaber, man søger, men meget sjeldent finder, hos Venner. Hvem har hans trofaste Hengivenhed, hans Ærlighed, hans Godhed for min Person? Forstandsfortrin, hvoraf Menneskene gjøre sig til, opveje dog ikke, med Hensyn til Venskabet, hine Hjertets Egen- skaber, og hos Mangfoldige, der ikke ere de sletteste som Ven- ner, ere de ikke særdeles betydelige, og hovedsagelig kun be- staaende i en Evne til at spilde En Tiden med Snak og bagtale En, naar det er forbi med Venskabet. Min Hund er det Væsen, som tilfredsstiller den Trang jeg kan føle til daglige smaa Vel- SIDE: 452 villighedsyttringer. Det vilde derfor være mig et Hjertesaar at berøves den, og det vilde vække min Forbittrelse om Lovene befordrede saadan Ondskab. Den bider, det er sandt, under- tiden dem, der give sig personlig af med den til urette Tid og Sted; men dette gjør gode Hunde, mens de slette, der desaarsag fortjene Døden, lade enhver Klaafinger tukle sig efter Behag. Selv har jeg ved oftere saaledes at være bleven bidt af Hunde, men naturligviis før jeg kom til Skjels Aar og Alder, maattet lære at lade Andres Hunde være urørte. Henrik Wergeland [STATSMINISTEREN OG RIKSRETTEN] Statsborgeren 7. aug. 1836. I Intelligenzsedlen har en Person, der under megen Lystighed rider to af Lillehammers Formænd, der komplimenterede Oberst Hageman, tilvands, i Forbifarten ladet mærke, at Statsborgerens Udtryk "Tænder" om de Lagthingsmedlemmer, Statsministeren har udskudt, kan misforstaaes. Intelligenzmanden gjør nu dette naturligviis modvilligen; men da der dog turde være noget tve- tydigt ved denne Metafor, ville vi her ligefrem sige, hvorledes den maa forstaaes. Det er ikke værd, at udpege alle de Punk- ter, hvori Tandudtrækning og Rigsretsudskydning have noget tilfælles, thi de ere mange og ligge En nær. Men hvad er det for en Vildhed, som strax tænker paa Glubdyrs Tandrækker? Hvorfor ikke tænke paa Nøddeknækning, der baade ofte meta- forisk er brugt om juridiske Tvistpunkter og Sager, er uskyldig men behøver dog gode Tænder? Men det tør vel dog siges, at Statsministeren har, i den Forstand at see den juridiske Nød knækket, som er Gjenstand for Rigsretten, udtrukket en heel Deel af de Tænder, som bedst vilde tjent dertil? Henrik Wergeland OM MORGENBLADETS "POLITISKE BAROMETER" Statsborgeren 21. aug. 1836. Under dette Navn, hvis Metaforiske forøvrigt dels slet ikke vedligeholdes dels kun hævdes paa en kluntet Maneer, omtrent som naar den Glemske og Vidtsvævende rusker i sin Sløvhed og af og til griber sig igjen med et "men det er jo sandt, vi talte jo om Veiret etc." -- leverer Morgenbladet en politisk SIDE: 453 Oversigt ved hver Maaneds Ende. Man skulde nu tro, at Tiden- den da lod høre en egen sund Reflektion over de seneste Be- givenheder, gjennemført med Konsekvenz og istand til at med- dele dens Publikum den politiske Anskuelse, som efter dens eget Begreb og i dens Aand er den rigtige. Man skulde vente et kraftigt Destillat og intet bagefter kommende Tyndtøl; en klar og meningsstærk Tale, intet vaklende Snak, ikke blot en hivende kronisk Expektoration, der vækker Tanken om Alder- dom og Svaghed hos Manden paa Tribunen. Lad hans Mening være forskjellig fra vor, lad ham uddrage hvad Lære han bedst veed og kan af Begivenhederne -- vi ville fremsætte vor mod- satte; men har han i en Linje det Sind, i en anden det, saa sige vi: Msr. Kristoffersen I er mafoi -- om ikke en Nar, saa dog en Vejrhane, og bør skrige paa Taget. Men det overordentlige ustadige Vejrligt i f. M. maa upaa- tvivlelig have udøvet sin Indflydelse paa Manden, som i sit Barometer for Juli først lader al revolutionær Bevægelse synke ned til Medynkens laveste Standpunkt, men saa strax jager den texanske Revolutioneren op til Glædens, Beundringens, den jublende Symphaties højeste. Dette er at have to Strenge til sin Bue, eller, i Barometer og Vejrstiil, at regne og vise Sol- skin paa engang. Men værre er det, at Vejrprofetens ene Tvetunge grangivelig er af giftig Natur i følgende vaadelige Snak: "Overalt maa de forsonende Forholdsregler, som endog Europas souveraine Fyr- ster anvende for at befæste deres Throner ved den størst mulige Skjønsomhed for deres Undersaatters Fremstræben, om- tales med høi Berømmelse. Den naturlige Følge deraf er, at alle revolutionære Bestræbelser betragtes med et medynksomt Smiil, som udrundne af Overspændthed og Ubekjendskab med Menneskene og Tingene." En politisk Meddelelse var aldrig falskere og Konklusionen er da ogsaa derefter. Var endogsaa Suverænernes Fremfærd bedre end den er, hvortil skal alligevel denne bestandige, tvungne, afsmagelige Fremsnuen paa Solsiden af det, som ikke ligefrem tilhører Rækken af de Elendigheder og Forbrydelser, der er de absolutte Monarkiers Historie? hvortil denne møi- sommelige Opsamlen af de enkelte Staver, som endnu kan SIDE: 454 understøtte disse fiendtlige og hadværdige Systemer? denne Overskatten af enkelte Træk af Forstand eller personlig God- hed, hvormed de forhale sin Skjæbne fra en Tid, der vil opløse, men tilgive, til en der vil hevne og forme en skjønnere Verden af Ødelæggelsen og maaskee fryde sig i Ødelæggelsen? Det er denne til Vane blevne Flid i at samle alt det, der i nogen Maade kan fremstille Monarkiet fra en fordeelagtigere Side, denne idelige Komplimenteren af Monarkiet, som fordærver Aanden i selve de friere konstitutionelle Kongestater, saa at den kun lidet udmærker sig i Frihed fra de absolute Monarkiers læng- selsfulde Trælles, og saa at den monarkiske Form ipræges den almindelige Tænkemaade, uden at den gjør sig Rede derfor, som en Nødvendighed, man ikke maa tvivle om. Af en Mængde smaa Legender, Mirakelhistorier, Helgenbedrivter o. s. v. dannes falske Religioners Glorie. Deres udelukkende Fortrinlighed og Stabilitet grundes derpaa, paa et dunkelt Indtryk af de mange beviisstærke Fabler og inponerende Kjendsgjerninger, som Troen tager for godt, og ikke paa nogen Erkjendelse. Og saa- ledes er det ogsaa med de falske politiske Systemer. Det er for nærværende Artikels Skyld vi nylig leverede et andet Blads Skizzeren af de fleste Nuregjerendes Personlighed. Og hvilken Kontrast imellem denne Fremstilling, der ikke er uretfærdig mod Nogen men altfor rosende for Enkelte, [fotnotemerke] og Barometermandens "høie Berømmelse" af "de forsonende For- holdsregler, som endog Europas suveraine Fyrster anvende for Fotnote: Den franske Konge er saaledes baade i omhandlede Artikel og ellers ved enhver Leilighed baade i Søndagens Intelligenssedler og Mgbldt. op- løftet til Skyerne. Og dog bør man vide, at denne Monark baade er be- tynget med Spaniernes Beskyldning, for i 1831 at have fornegtet de Libe- rales Sag, bevæget Torrijos til at gribe til Vaaben, forladt ham og overladt ham til sin Skjebne, og med Polakkernes, der gaar ud paa det samme om- trent, med Hensyn til deres Fædreland. Fleerheden af den franske Armee og Folk deler den bittre Følelse af at Frankrigs Ære og Anseelse i Ud- landet har under det orleanske Regimente lidt dybe Skaar omkaps med dem der aarligen er tilføjet Friheden i Landets Indre. Alibaud angav at ville hevne Polen paa Frankriges Konge, og det er umuligt Frygten for at have opirret enkelte Fanatikere, som nu tvinger ham til ganske at afsondre sig fra Publikum, skye offentlige Repræsentationer af det mest nationale Præg og kun i en nyopfunden for Skud uigjennemtrængelig Vogn jage fra Tuilerierne til Neuilly. Saavidt er det jo kommet med ham. SIDE: 455 at befæste deres Throne ved den størst mulige Skjønsomhed for deres Undersaatters Fremstræben!" Til disse forsonende Forholdsregler hører da ogsaa ventelig Czarens fortsatte Seqvestrationer i de polske Lande, eller -- for at vise Baro- meterets overraskende Fluktuationer -- det "Lyn fra den klare Himmel," hvormed den uventede Stockholmsordre til Storthingets Opløsning midti dets almeengavnlige Virksomhed lignes i samme politiske Opsats -- en Dristighed hvorfor Mor- genbladet ogsaa har maattet taale den throndhjemske Stifts- tidendes latterlige Revselse. Og vi feile da vel heller neppe ved at holde Kongen af Bayerns Paaskud af offentlige Proces- sioner til Skydshelgenen Bennos Ære for at faa Regn for at være et af Beviserne forat Fyrsterne anvende den størst mulige Skjønsomhed for sine Undersaatteres Fremstræben. Men paa intet Aasyn vilde det "medynksomme Smiil," hvormed Morgen- bladet, under saadanne Omstændigheder, vil "at alle revolu- tionære Bestræbelser skulde betragtes som udrundne af Over- spændthed og Ubekjendtskab med Menneskene og Tingene" klæde saa godt som paa det Portræt af sig, hvorfor den bayerske Konge lader deslige Revolutionære gjøre Afbigt, ligesom Skik engang var for Tiberiusses og Kaligulas. Nei, ingensinde vare vel Menneskene mere høiligen op- fordrede til revolutionære Bestræbelser d. e. til at sætte en Grændse for og afskaffe virkelige Samfundsonder og de Gal- skaber, hvortil en overdreven Tilmaalelse af Magten jevnligen henfalder og uforbederligen er henfalden, end nu. De store Lidelser Menneskeheden har lidt, især fordi Nationerne ikke benyttede sig af Omstændighederne tilstrækkeligen og til at vinde fuldstændige Seire, har vel havt tilfølge, at Fred og Rolig- hed er steget høiere i Priis hos Mængden end Frihed og Ære burde tillade; men hvor Individer give disse Goder Fortrinet, der betragtes de ikke med et medynksomt Smiil, men med en velvillig beundringsfuld Sympathies, eller i alle Tilfælde kun med et medynksomt fordi de opoffres de bittreste Skjebner. I Frankrig guillotineres de eller sendes paa Galejerne. I Spa- nien (hvor en Revolution til Gavn for den herlige Konstitution af 1812 just nu siges udbrudt) ventede Galgen eller Ceutas Slaverier de ædle sig selv opofrende Liberale. I Italien er den SIDE: 456 samme Skjæbne dem beredt eller de slæbes paa de mæhriske Fæstninger. I Tydskland sættes de paa Tugthusene efter at have gjort Afbigt for den fornærmede Monarks Portræt. Og i Rusland lader man dem døe i de asiatiske Bjergværker, i Si- berien, under Øxen, Strikken og Knuten. Men der vil vorde en Tid da saadanne Straffe ville ophøre formedelst -- Mængden af de Revolutionerende. De tiltage under dem og ved hiin Sym- pathi, der er saa almindelig, at den uvilkaarlig frembryder selv hos vor Vind- og Vejrmand, idet den 5 Linier nedenfor bliver de revolutionerende Texanere til Deel. Det er da en Inkonse- qvense, hvori man ikke maa lægge noget synderlig ondt, at den negtes Europæerne, saafremt de ikke behandles med saadan Haardhed, fordi deres revolutionære Bestræbelser, som endnu ere enkelte og kun symptomatiske, kun krones med lidet Held. Henrik Wergeland [OVERSIKTSARTIKKEL] Statsborgeren 21. aug. 1836. Norge. Paa Fuldmagt fra Storthingsmand Valstad har Stifts- overretsprokurator Horn paa Beskikkelse til Kristiansands- avisens Redaktion, om den selv vilde paatage sig Ansvaret for Stykket i No. 56, 1836, erholdt opgivet som Forfatter Byfoged Guldbrand Thesen dersteds. Denne Mand har da atter bestyrket den almindelige Mening om hvorlidet det er bevant med hans Skjønsomhed som Jurist. Thi endog om han ikke havde dom- fældet sig ved om enkelt Navngiven at bruge en efter sin Natur ubeviislig Injurie, der i høieste Maade graverer den sædelige Karakteer, maatte hans skammelige Beskyldninger mod andre kun som Bønder paapegede Repræsentanter, ikke at tale om Tonen i det hele lumpne Angreb paa Storthinget, paadraget ham en Proces af de farligste Følger. Det er af sine Egne man skal have det, siger man; og angjældende Guldbrand Thesen er ogsaa en Bonde af Fødsel, og det ligesom Valstad fra Store Næs, hvor dog ellers hans Frænder ere blevne trætte af Slægt- skabets Ære, der idelig faldt dem kostbar, uden at de fik god Tak derfor. Thesens Lykke som Højesteretsadvokat var nemlig yderst slet. At det ikke var nok at være kostbar som de bedre Advokater for at vinde deres Indtægter, fandt han først for SIDE: 457 silde efter at han havde lagt al en overmodig og fordringsfuld Embedsmands Ødselhed og Forfængelighed for Dagen i de Ar- rangements han traf ved Aabningen af sit Advokaturs drømte Guldgruber. Dette anføres fordi det afgiver fornyet Vidnesbyrd om at Forfængelighed er Roden til alt Ondt, og her da i Form af Misnøje med sin Stilling, Overvurdering af sig Selv og over- spændt Krav paa Livsnydelse. Slog ikke Advokaturet til, og var Byfogedembedet en Spekulation, der idet mindste en læn- gere Tid, end taales kunde, ikke svarede Regning, saa maatte man prøve sin Lykke som -- Forfatter, som Forsvarer af den for Landet maaskee skadeligste Handling, Magten endnu har tilladt sig, som Angriber af Storthinget i en saadan Tone, at den maatte tildrage sig Opmærksomhed. Manden, som nys har negtet at være Supplikant, skal dog nu være det til Nummedals Sorenskriveri. Henrik Wergeland [DEFENSORS FORSVAR I RIKSRETTEN] Statsborgeren 25. aug. 1836. Statsminister Løvenskiolds Defensor for Rigsretten har ikke alene til Forsvar for sin Exception mod Rettens Habilitet appel- leret til den hele civiliserede Verden, men endogsaa, under sit igaar Yttrede, at hverken Domstol, eller Angjældende skulde kunne være tilfredse med saadan Sags Fremme, specielt paa- staaet, at Mange her i Landet vilde dele den bittre Følelse med Hs. Excel. at han var dømt uretteligen og uretfærdig. Offentlig- heden af denne Formening tillader enhver Prøvelse deraf. Den er upaatvivlelig sand. Hr. Løvenskiold har viist en saadan Ind- flydelse paa Embeders Besættelse, en saa nobel Erkjendtlighed for Artigheden af en vis Grad, at Mangfoldige, især af dem, der endnu i Fremtiden haabede at nyde godt af ham, maa be- tragte sig som staaende og faldende med ham. De ikke saa Faa, som skylde ham Forbindtlighed for hurtig og god Beford- ring, ere ikke saa utaknemlige, at de skulde fornegte Klient- skabet og en Afhængighed, som Taknemligheden giver noget vakkert, og som snarere styrkes end forsvages med Aarene, eftersom Personerne med dem efterhaanden indbilde sig at dem skede kun Ret, og at de altsaa bedre end andre kjende til Stats- SIDE: 458 ministerens ugemene Forstand, der opdagede deres Fortjenester. Et Skin af pligtmæssig Omhu for fjern og nær Slægt antager ogsaa denne Afhængighed, som deles af Fleerheden af disse Frændskaber og saaledes har man da en høist agtværdig Deel af dette Publikum, hvis Interesse i Statsminister Løvenskiolds Skjebne, Defensor paakalder og med al Sandhed kan paakalde. Men omendskjøndt vi ikke tvivle paa, at Hs. Excel. om han længe skal faa blive istand til at fortsætte sine Velgjerninger, omsider vil gjøre sig det hele lille norske Folk forbundet, der jo kun er som een Familie paa nogle faa ædlere Grene nær, saa er dog denne glædelige Tidspunkt, der er at ligne med den da der skal være een Hjord og een Hyrde, endnu ikke ind- truffen; og den uendelig større Deel af Folket, som hidtil har bevaret sin Uafhængighed og lever uden just derfor at leve af løvenskioldsk Naade, regner den Brug, H.s Excel. den norske Statsminister har vidst at gjøre i Befordringsvejen af sin Ind- flydelse, for en af de Meriter, hvorpaa det nationale Ønske om hans Bortfjernelse fra sin Post er grundet. Men Defensor behøver jo kun at kaste Øine hen til Skeens- egnen forat see sin Appel til en Medinteresse i Løvenskiolds Skjebne begrundet. Det er den løvenskioldske Klans rette og naturlige Hjem. Der er Respekten for Hs. Excel. saa stor, at Egnens Avis i lange Tider efter Begivenhederne af 8de Juli, og maaskee lige til denne Dag, ikke har vovet at omtale dem. Og derfra har Hs. Excel. rimeligviis hentet tilstrækkelige Mo- tiver, hvorfor han som ærlig norsk Mand og Kongens Raad ikke kunde driste sig til at vederlægge Hs. Majestæts saa feilende og skadelige Formening om den Aand, hvori 17de Mai feires af det norske Folk. Hs. Excel., der i lang Tid med en Patriarks Anseelse har boet i denne Egn, maa nemlig bedst vide i hvad Aand og med hvad Mening den engang ogsaa der feiredes af den faldne Uskyldighed. Men idet vi indrømme, at Defensor maatte have Ret omend Hensyn kun toges til Skeensegnen, maa det ogsaa tilstaaes, at Folket i de øvrige Egne af Landet, og vel kanskee endeel Van- troe selv der, ogsaa regner det til Last for Hs. Excel., at Han, som nøje kjender sine Landsmænd og som selv Deputeret til Eidsvoll, istedetfor at tale Hs. Majestæt tilrette i den Mening, SIDE: 459 Høistsamme, rimeligviis forledet af slette Mennesker, fremdeles nærer om Festligholdelsen af 17de Mai, har endogsaa indskudt sig under denne Kongens Anskuelse, der har havt og har saa- mange ulykkelige Følger for det hele Fædreland som for En- kelte. Dette Træk af Hs. Excel. er ikke af dem, det norske Folk kan tillægge ringe Betydenhed med Hensyn til den Me- ning det gjør sig om denne dets højeste Embedsmands Karak- teer og Qvalifikation til at blive paa sin Post. Deraf nemlig saavelsom af Hs. Excel. Opposition mod Eidsvollsmonumentet har det norske Folk kunnet danne sig et tilforladeligt Begreb om hvorledes det er fat med denne af en af hans Klienter saa- kaldte "Fædrelandets tro Mands" Patriotisme og Kjærlighed for de Institutioner, under hvis Tilvær han selv er fremkaldt fra en Landadelsmands lidet bemærkede Skjul til at indtage den glimrende Post som en, formedelst disse Institutioner agtel- sesværdig, Nations første Repræsentant i den store politiske Verden. Men maaskee ogsaa Defensor indtager i Listerne over de løvenskioldske Sympathier de Peernittengryner, der regne sig de Skillinger til Indtægt, som de nu tro med Anstændighed at kunne unddrage Nationalmindet, idet de henholde sig til Hs. Excells. Mening? Dette vilde ikke være at gaa til nogen større Yderlighed i at samle Folk end han har gjort i at samle Argu- menter under sin Exceptionsprocedure, hvor ingen Skal er bleven ubrugt. Men af det sidste Slags tør der dog være saa Faa, at ingen egen Klasse af Løvenskioldsmænd deraf lader sig danne. Den natio- nale Korruption eller Nedbrydelsen af det medborgerlige norske Sind foregaar i for stor Skala til at paaregne saa lave Motiver. En ny Tilstrøm har derimod de antinationale løvenskioldske Sympathier faaet i endeel Smaajurister, som med ligesaamegen Iver have vant sig til at repetere de Grunde for Exceptionen, som dygtigere Jurister, men ligesaa slette Borgere, i Bladene have leveret, somom de selv havde udfundet dem. Tilsidst ind- bilde de sig det vel endogsaa selv, efterat de have opdaget, at der kan gives Folk, som tro, at der skal større Skarpsindighed til at angribe hvad ret og fornuftigt er og forsvare Galskab, end til det omvendte. SIDE: 460 Den omhyggelige Defensor har fremdeles Ret til at paabe- raabe sig Sympathier i Nationen, naar man tænker sig Mulig- heden af at Hs. Excellences kraftige Optræden baade mod Re- gjering og Folk i Formandskabssagen, hist og her ligesaameget kan have imponeret let indtagne Gemytter, der gjøre mere af Gjedebukke end af andre Dyr fordi de ubøjeligen følge eget Lune og stange til Høire og Venstre naar de ville frem, som Hs. Excellences trofaste Følgen ad med H. M. Kongen i Ulyk- kerne af Beslutningen af 2den Juli kan have rørt mange bløde og loyale Hjerter. Men gives der saaledes Nok til Hjemmel for Defensors trøst- fulde Appel til de Nordmænd, som skulde dele Hs. Excellences Smerte, om Dom maatte overgaa ham: saa er det dog en Ulykke, at netop de Omstændigheder ved Hs. Exc., som have givet ham disse Venner, gjør ham Folkets ulige større Fleerhed til en saadan Uven, at det kan siges med Sandhed, at det norske Folk, istedetfor at nære nogen Medynk, venter at de, i Analogi med hvad der skeer i andre Anklageprocesser, maa have skjærpende Indflydelse paa den Dom, som vil falde, om Exceptionerne ikke tages tilfølge. Defensor, som har givet Anledning til disse vore Yttringer, synes ogsaa vel at vide, at Qvæstionen er: om den norske Nation kan være tjent med en saadan Statsminister som Løvenskiold har været indtil 2den Juli var ilde og ikke vel over dette Aar eller ikke. Henrik Wergeland [TILLEGG TIL INNSENDTE EKSEMPLER PÅ PRESTELIGE DUMHETER] Statsborgeren 25. aug. 1836. Redak. kan vel ikke indlade sig paa at aabne sit Blad for det "Repertorium af præstelige Dumheder," hvortil Indsenderen siger sig istand til at kunne levere mangfoldige passende Bidrag og det fra vore Tider; men ligesom Indsenderens Personlighed borger for at han ikke har den Hensigt at berøve Præstestanden noget af den Agtelse, som Beskaffenheden af dens Virksomhed tiltrænger og skyldes, saa troer Redak. heller ikke at man kan udlede nogen saadan hverken hos den eller hos Indsenderen af det heroven Indtagne. Det kan alene tjene til at indpræge i os den Troessætning, som vi alle kjende af vor Børnelærdom, SIDE: 461 at Fornuft er en Ting af yderst tvivlsomt Værd, og vække Op- mærksomheden for den Viisdom, som stundom flyder af dem, hvem det paaligger at udbrede Religionens Ære og dens og anden Kundskab imellem Folkets Gamle og Unge. Og i og ved det Samme maa ogsaa deres Opmærksomhed, som ere saa lyk- kelige at besidde Præster og Lærere af en anden Beskaffenhed henledes paa disse og deres Fortjeneste, der jo fremhæves ved Exempler paa det modsatte. Dersom Folket ad anden Vei skal erholde sin Oplysning (og det er nødvendigt hvor det i den Grad tages ved Næsen, at det skal frasnakkes sine vigtigste Rettigheder, som f. Ex. hvad der nu truer ved Rigsretten) saa vil deraf følge at det anvender en Smule Kritik -- egentlig blot Eftertanken -- ved hvad der bydes dem under Gudsords hellige Navn. Og dette kan vel ikke være afvejen? Den dygtige Præst kunde aldrig frygte derfor; meget mere vilde han dermed være tjent. De utallige Anekdoter og kuriøse Citater om og af Præ- ster, som løbe om fra Mund til Mund og som godmodige Præster selv tage for gode, bevise at saadan Kritik, som naturligen, fin- der Sted. Men Sagen, Religionens, Oplysningens eller, om man vil, Kirkens, vinder dermed lidet. Mere er det at haabe af at vise engang imellem at geistlig Tale saavel som anden offentlig Færd er hjemfalden offentlig Kritik. Det er vissere at vor her- skende Kirkes Mure falde for saadanne Røster som anførte end at Jerichos faldt for Josvas Trompeteres. Henrik Wergeland [GJÆRINGEN I SPANIA] Statsborgeren 25. aug. 1836. Mellem de særdeles mærkværdige politiske Begivenheder, som fordre en Undtagelse fra i dette Blad kun at indtages i dets hvert Hefte ledsagende politiske Oversigt, glæder det os at kunne anføre, at den høist liberale spanske Konstitution af 1812, hvis Indflydelse paa eller Anvendelse i vor egen er bekjendt, synes omsider at skulle seire i Spanien. Provindsen Malaga gjorde dertil det første Skridt, siden fulgte Aragonien, hvor Generalkapitainen satte sig i Spidsen for Revolutionen, Estre- madura m. fl. andre Provindser og Stæder. I Madrid var Seiren endnu ikke afgjort ved de sidste Efterretningers Afgang. Kun SIDE: 462 i Malaga forfaldt to Mord; paa de andre Stæder forstyrrede intet den almindelige Glæde ved Konstutionens Proklamation og Opreisningen af dens symbolske [fotnotemerke] Mindesteen. Det ædle Blod som har flydt for Spaniens Frihed, skal ikke længer være spildt, Anstrængelserne ikke frugtesløse som det synes. Den kraftløse Maade, hvorpaa den nu afskedigede Cordova førte Krigen mod Don Carlos, og Isturizes Ministeriums Statsgreb har netop frem- ført denne velgjørende Krisis, som er for sand national til at kunne tillade at nogen Mellemkomst med Hærmagt fra fransk Side til at kue den navarriske Opstand, skeer paa en Tid, da Nationen er beskjæftiget med i Friheden at gjenvinde sig sin Kraft. Ludvig Fillip siges endelig at have besluttet sig dertil paa Grund af de revolutionære Bevægelser. Det er nemlig dem han vil bekjæmpe ligesaavel som Don Carlos. Imellem disse to Yderpunkter er det han har sit juste-milieu (gode Middelveis) System at understøtte d. e. Konstitutionalismens Sag i Navnet, den indbildte, tilbagegaaende, bedragne Friheds, Konstitutio- nernes saaledes som Kongerne ville have dem anvendte. Ak, juste-milieu-Systemet er vidtudbredt. Det har sine mægtige Pillarer hos os med. Mænd anstrænge sig forat vor Konstitu- tion skal være et Blændværk, Folkets Prærogativer Blaar og Tant, dets Rettigheders Garantier kraftesløse Træk paa Papiret. Lad det lykkes, og den samme Havbliksro, den samme troløse Døsighed skal udbrede sig over vort Folk som den der i Mel- lemrummet mellem Revolutionerne laa over det spanske indtil dets Taalmodighed brast. Henrik Wergeland OGSAA NOGLE LØVENSKIOLDSKE SYMPATHIER (Indsendt.) Statsborgeren 28. aug. 1836. At Kristiania i mange Henseender nærmer sig andre Hoved- stæder, er tydeligt nok. Lommetyve uddanne sig der, og Byen producerer sine Lapse selv, efterat have modtaget dem i raa Fotnote: I Frankrig brugtes, som bekjendt de saakaldte Frihedstræer. I hvad vi Nordmænd vilde bruge, var Anbringelsen upaatvivlelig hensigtsmæssig. Den 17de Mai kunde Konstitutionsstenen f. Ex. reises paa Byernes Torve og Lan- dets Kirkevolle. SIDE: 463 Materie fra de andre Byer. Enkelte af dem give heller ikke de kjøbenhavnske efter i Elskværdighed og Flauhed. Og denne Uddannelse hindres ikke af dermed stridige heterogene Aands- egenskaber, ligesom stundom selv Bavianstyghed naturligviis ikke kan hindre dem fra at være Abekatte. Man sige ikke, at de endnu kun ere den fremmede Hovedstadscivilisations, i en ufordelagtig Jordbund hidsatte, Planter, om hvem det er uvist om der bliver noget af dem eller ikke; thi man opdager mellem dem mange virkelige, tykke og solide Kaalhoveder. Fremmede Hovedstæders Sædvaner udvikle sig med dem hos os, og hvad man mindst skulde tro, ogsaa den fortræffelige engelske, i For- samlinger paa Værtshusene (Tavernerne) at afgjøre offentlige Anliggender. Saaledes omdiskuteredes eller rettere (med Hen- syn til den "Vægt" dem maa tillægges) afdiskuteredes forleden paa et offentligt Sted, under Præsidium af Byens ældste Abekat, baade Rigsretsexceptionen og forskjellige af de Begivenheder, som i den senere Tid har sysselsat Publikum, ved hvilken Lei- lighed da baade dette formedelst de Meninger, det vover at gjøre sig desangaaende, og Storthinget for sine Gjerningers Skyld fik sin Bekomst. Førstnævnte, formedelst sin Alder isand- hed ærværdige, Abe, der imellem de andre er som en Slags Jerusalems Skomager, gjør sig oftere til almindelig Opbyggelse saadant Arbeide, der baade falder ham let med den Forstands- modenhed, hvæssede Eftertanke og Erfaring, han i en langvarig Kamp med den offentlige Foragt har erhvervet sig, og maa være forenet med en vis vemodig Sødhed, om den Gisning er rigtig, at det udgjør hans sidste Bestræbelser for endnu en Stund at tilfæstne sig den Opmærksomhed, som med sædvanlig Flygtig- hed hefter sig til de Yngre, som uddanne sig under hans An- førsel. Og dette er en Beskjæftigelse, som fortjener mere Er- kjendelse end der indrømmes den, og det baade fordi den har meget af en godmodig Uegennyttighed, (om end noget tilfælleds med den hvormed gamle Skjøger som Ruffersker sætte sig selv ud af Betragtning, men drive Andres Yndigheder i Veiret), og fordi den lønnes med Utak baade af Alumnerne og af Verden, der ligesaalidet kan undvære Narre som Kloge, om den skal vedblive at være den gamle snurrige Verden, som den altid har været. SIDE: 464 En af de Yngre, ejusdem generis aabnede Diskussionen med den Bemærkning: Puh! der var megen Pøbel paa Rigsretsgalleriet idag. Den gamle Abekat (meget alvorlig) . Tro mig, den værste var under Galleriet. Det kan gjøre Folk graa før Tiden at see en Mand som Hans Excellence Statsminister Løvenskiold udsat for at dømmes af slige Folk som disse Kufter og Rundtrøier. Og at see dem snart skyde Brillerne op i Panden snart ned paa Næsen igjen som om de tænkte -- Hu! Markør giv mig lidt koldt Vand. En ung Abekat. Defensors Argumenter vare fortræffelige. Den Gamle. Visvas! Perler for Sviin. En Ung. Ja, idetmindste kunde de vanskelig fordøjes. Der var Snudeslag iblandt baade til Storthing og Rigsret, saa Hs. Exc. har al Grund til at være fornøjet med Proceduren. Nok en Ung. Ja, saaledes maa Sagen vindes, ikke ved at hykle Patriotisme og spille Norsk i Hjerte og Sind. Den Gamle. Det tilhører Oppositionen. Havde Defensor gjort det, skulde man seet den opbyggelige Scene at Aktor var styrtet grædende i hans Arme. En Ung. Nei, saavidt maatte dog Sørenssen kjende til Peter- sen, at det ikke kunde være oprigtig ment. Det var bedre at han af fuldt Hjerte, og paa Hs. Excl's. Vegne, skjældte Natio- nen, siden Leiligheden nu engang var der til en Expektoration. Nok en Ung. Ja hvad er nu dette for en Nation ogsaa? Gud bedre os! den Ost er ædt paa alle Kanter. Den Gamle. Ja den er ædt paa alle Kanter; og saa bør det en Ost, der gjør sig til af sin Ælde som sin ypperste Dyd. Men forresten -- havde jeg Raad dertil drak jeg Statsministerens Skaal i et Glas Viin; thi han har ædt dygtig paa den. En Ung. Bi lidt! Staar han over denne Pust, faar Du nok Raad dertil. Imidlertid har jeg det nu. Leve Statsminister Løvenskiold, den kommunelle Friheds oprigtige Fiende! Nok en Ung. Leve Statsminister Løvenskiold, som reklame- rede sit Adelskab i saa noble Udtryk, at Reklamationen kan udstykkes til adelige Valgsprog! Nok en Ung. Leve den Eidsvollsdeputerede, som er 17de Mais aabenbare Hader og understøtter Hs. Majst. i Høistsam- mes Mening derom! SIDE: 465 Nok en Ung. Leve den Normand, der aabent fornegter det norske Folks Ret til at reise sin lykkeligste og hæderligste Begivenhed et Minde! Den Gamle. Leve den retfærdige Talsmand ved Kongens Øre! De skjulte Ønskers og Begjæringers miskundelige Opfylder! Leve den store Nationens Lærer og Storthingets Irettesætter! Denne glimrende Aand, som har opsvunget sig til at være For- eningens sande Genius og Opfylder af dens Forjettelser! Sven- ske Minervas Patron, en Velynder af den Svensker, som dum- dristigst forhaaner og belyver Norge! Denne det norske Folks nyttige og værdige Repræsentant -- Slyngel kom med Viin -- Jeg drikker den Mands Skaal, som giver baade Folk og Regje- ringen en god Dag for en god Mening, og forsyner Forsvarerne for Statsraadernes Deeltagelse i Debatterne med et godt Haab om at den Minister viger, som staar alene med sin Mening. Kort sagt: Statsminister Løvenskiolds Skaal! Alle Aberne. Ja han er umistelig -- for Os idetmindste, om end ikke for Nationen, som Aktor med latterlig Emfase kalder dette Aggregat af Pøbelelementer. Chor. Han leve i sin høie Sfær i Naadens rige Fylde. I Mangel af en Englehær Ham Supplikanter hylde. Ecce. etc. Nedskriveren listede sig ud af Tavernen overbeviist om at Defensor har Ret i at kunne regne paa løvenskioldske Sympa- thier eller paa Folk af Vægt, som det vilde gjøre inderlig ondt om nogen Ulykke (d. e. at blive dømt for sine Gjerninger) skulde overgaa en saa velfortjent Mand som Statsminister Lø- venskiold. Hans Excellence udi Adskilligt som Unationalt og Lands- skadeligt er, Løvenskjolds Defensor siger fremdeles i sin Appel til de løvenskjoldske Sympathier i Folket, at han ikke tæller, men vejer Stemmerne. Men hvormeget end Vejning og Vægt, som rimeligt, har at sige hos ham selv og den Art af Mennesker, SIDE: 466 han mener, og antager at Statsministeren har saadant Rygstød hos, kan han dog umuligt for Alvor tro, at de Stemmer, som have afgivet Beviser for det Urettelige i Exceptionerne og yttret sig imod Statsministerens formeentlig uforsvarlige Adfærd, ere komne fra Mænd af lavere aandig Rang eller rettere Anseelse end de som have i Bladene forud talt for hans fortvivlede Ex- ceptioner. Uden at paaberaabe sig at Rygtet nævner Mænd som Forfattere til Opsatserne i hiin Aand der fuldelig kunne maale sig med dem, der have søgt en juridisk Nydelse i at udpynte Urimelighederne saa meget som muligt, behøver man blot at gjenkalde sig i Erindringen den Artikkel, som, Dagen før Proceduren begyndte, gjennemmønstrede de løvenskioldske Stridskræfter der vare trukne op i Retstidenden, for at see, at der imellem de Stemmer, som Defensor har troet kun lade sig tælle, ogsaa findes dem som taale at vejes, og som nok mægte at faa hans Lodder tilveirs. De ufordærvede Hjerter og den sunde Fornuft i Læg-Mands Masser har ogsaa en Intensitet, som fortjener at komme i anden Betragtning end med Hensyn til det blotte Tal; og enhver Mand, som med højere Dannelse forener et Sind, der nærer Kjærlighed for Landets Institutioner og kun med Smerte kan tænke sig Nationen fornærmet og ska- det og Grundloven overtraadt, forener ogsaa sin Stemme i Raabet, at saadant ikke strafløst maa skee, saa Folket prosti- tueres og en af dets dyrebareste Rettigheder ved Vanbrug kommer i Ringeagt. Stemmer, som uden Sammenligning tæller de fleste, har da ogsaa den moralske Overvægt og kan ikke forrykkes deri om end Defensor maatte kjende tigange Flere end han kjender af Mænd, om hvis oprigtige medborgerlige Sind der ikke tvivles fordi de i en ubegribelig Forbindelse have fundet at hans Haarkløverier lod sig forsvare. Men ikke paa den Maade, Defensor har forsvaret dem paa. Thi vare de ærlige norske Mænd disse saa "vægtige" Stemmer, saa maa de nu skille sin Sag fra hans, der efter Aktors Paastand er søgt forsvaret ved "jammerlige Fordreielser" og ved Fornær- melser mod Nationen og hvad der er den helligt -- en Politik, der er saa slet, at man skulde ventet, at det løvenskioldske Forsvar før havde søgt Ly under en idetmindste forstilt Pa- triotisme. Men denne Maade at tage Sagen paa, der er et SIDE: 467 plumpt Vidnesbyrd om den løvenskioldske Oprigtighed, som Visse finde en Trøst i at udskrige, vil sandsynligviis, i Forbin- delse med hans Sags egen deciderende Slethed, virke meget til at lære Defensor, at han i Rigsretten idetminste faaer finde sig i at tælle Stemmerne. Henrik Wergeland SPØRGSMAAL TIL VEDKOMMENDE (Indsendt.) Statsborgeren 28. aug. 1836. Har det sin Rigtighed med at Dhrr. af Udstederne af Pla- nerne til Eidsvollsmonumentet fremdeles have over 2/3 af disse Planer henliggende uvirksomme nu snart et Fjerdingaar? Hvor- længe skal dette vare? Til man igjen kan faa Storthingsmed- lemmerne sammen, d. e. noget nær et halvt Aar, som saaledes hengaaer ubenyttet? Hvorfor indskrænker man Omsendelsen alene til Præsterne og Byrepræsentanterne? Har man da ikke hørt, at de Allerfleste af disse Folk ikke i mindste Maade bekymrede sig om Planerne til Krohgsstøtten, der i langt større Antal vare udbredte over Landet? Henrik Wergeland OM EN VELMEENT FORANDRING AF l7DE MAI (Indsendt.) Statsborgeren 1. sept. 1836. Synderne vide ikke naar deres Omvendelsestime slaaer. De i sig selv kraftigste Bevæggrunde til Forbedring spildes ofte og forblive uvirksomme 999 Gange; men endelig indtræffer imel- lem de 1000 den enkelte som skal trænge ind. Den afgjørende Omstændighed er der; Paulus lynslaaes og seer. Saaledes kan det tænkes, og Meningen forsvares, at Hs. Excl. Statsminister Løvenskiolds erklærede Antipathi mod sine Landsmænds Kon- stitutionsfest den 17de Mai kan virke paa mangfoldige Gemytter, som hidtil haardnakket have udholdt Tanken om selve Hs. Majestæt Kongens Uvilje over slig national Kaadhed. Noget Mirakuløst maa visselig antages heri, saasom det, i en saadan Sammenstilling, ikke er tilladeligt at ophøje Hs. Excellences Viisdom, ihvor straalende den end kan være. En pludselig Om- vendelse antage vi har kunnet skee i Gemytter, som Efterret- SIDE: 468 ningerne om Kongens Vrede over den fortsatte Feiren af Dagen allerede havde gjort vaklende. Statsministeren har lagt den sidste Steen paa maaske mange tusinde Asener, som nu endelig kunne være sjunkne iknæ. Men en Fest maa vi dog have, sige Mange af disse Folk; og deri ere vi enige. Og de ville tilmed have den paa en Aarstid, der tillader Fornøjelser i den fri Luft. Ogsaa maa der, for den gamle syndige Vanes Skyld, være noget Patriotisk deri. Javist, ligesom flere Folkeslag kun be- qvemmede sig til Kristendommen naar de fik beholde noget af Hedenskabet. Javist noget Patriotisk saavidt det kan bestaae med Statsminister Løvenskiolds Patriotisme og godt Broderskab med de Svensker, som true med at kunne tyne os "naar de bare ville," men som ere de søteste Brødre af Verden, naar Pa- triotismen ikke gaaer videre end hos dette Normændenes op- højede Forbillede. Men alt dette skal kunne skee paa en peen Maade, naar vi blot ville, tilligemed den syndige Vane at yttre sin Glæde paa Fædrelandets Befrielses- og Hædersdag, ogsaa træde en dum Nationalstolthed under Fødder, og laane et opmærksomt Øre til følgende Beretning i den svenske Stats- tidning, som maa forekomme ethvert ufordærvet Gemyt ligesaa rørende som værd at tage Exempel og Belæring af. "Gefle. Hver Tildragelse, som har gjort et stærkere Indtryk paa Sindet, tilbagekaldes sædvanlig i Erindringen, naar Tiden i sit Løb kom- mer til dens Aarsdag. Saaledes opkommer inden Familierne Festlig- holdelsen af Fødsels-, Navns- og Bryllupsdage. Har Tildragelsen virket paa hele Samfund, giver den Anledning til almindelige eller saakaldede Folkefester. Og saaledes er Aarsdagen af H. M. Kongens Besøg hersteds forleden Aar ikke heller passeret ubemærket. Hver Familie har inden sig ihukommet de livsalige Indtryk, som Aasynet af H. M., af hans godheds- fulde og naadige Yttringer gjorde paa Alle og Enhver, og som bevares uudslettelig hos Enhver. Paa en mere udmærket Maade fejredes 19de August d. A. af det Kavallerikorps, som havde den Naade at eskortere H. M. fra Staden til Grændsen af dens Gebeet. Under Musik marsche- redes til det Sted, hvor H. M. i naadige Udtryk aftakkede dem og hvor en Deel af Helsinge-Regiments Musik stødte til, hvor de da blæste om- kaps, defilerede og indtog en Middag under et for Festen gjort rummeligt Telt, som var beklædt med Flag, Blomster, Løv og Granbar samt siret med "Konungens Høge Navnechiffer." Under Festen Skaaler og Sange i Mængdeviis. Derpaa foretoges et Ridt (man seer Entusiasterne kun vare Fornemme), og efter Tilbagekomsten indtoges en Æftasvel, hvorefter Toget under Sang og Musik rykkede ind i Staden Kl. 9, og skiltes jublende ad SIDE: 469 paa Slotstorget, hvor Korpset ifjor havde den Naade at modtage H. M. til Eskortering. En Mængde Mennesker vare samlede ved Festen. En ud- mærket Orden og Samdrægtighed herskede hele Dagen saavel inden som uden Korpset; alt gik til med største Moderation og Sands." Moderation og Sands? Ak ja, der er intet berusende i disse Ord i den Sands, hvori de her ere tagne af den officielle svenske Kronavis; men noget opløftende er der, og de ere Navnene paa en Fests skjønneste Dyder og Prydelse. Ingen fornuftig Mand vil undvære dem i de Samqvem, hvor han skal være tilstede, idet de sige intet andet end at den samme Fornuft, som gjør ham agtværdig, er almindelig herskende. Man vil sikkre sig dem og tilkjøbe sig dem selv for Ubehageligheden af Politiets Nær- værelse, og formindsker heller Fornøielsen med Anvendelsen af nogen ydre Tvang, hvor man kan have nogen Ahnelse om at Moderationens lette og behagelige indre Aag skulde kunne af- kastes. Men ved en Fest, der rentud erklæres for at være en Frihedsfest, taales ikke Anvendelsen af nogensomhelst Tvang, omendskjøndt det er in petto at "Moderation og Sands" er frem- med for dens Karakterer. Derfor gik ingen klog Mand til Festen uden Angst; derfor spurgte man ligesaavist hinanden tidlig paa Dagen om det vilde gaa godt, som om hvad Vejr man troede det vilde blive; derfra alle disse allerede om Morgenen skjælvende Brave, derfra disse oprigtige Aftensuk over at Dagen var vel over og denne Deeltagelse i dens Glæder og Begeistring, der lignede det langansigtede Mod og den koldsvedende Lyst, hvor- med man udsætter sig for Indflydelsen af Elektriseermaskinen. Bagefter fik man rigtignok Historier; men som kun tjente til endnu mere at sætte Moderationen under Bordet og tilsløre den Sandhed, at den norske Patriotisme i sin Ægthed kun findes hos Statsminister Løvenskjold i Stockholm (ligesom Trojas Guder i den landflygtige Kreusas Barm), og at dens stille Luer have for- enet sig der med den unionsborgerlige Ærligheds, saaledes som denne, ligesaa ensomt og i sit Fædreland ringeagtet, opbevares i Hs. Excellences Bordven Minervaredaktørens Bryst, forsaavidt Gjestereringens Overflod levner den Plads. Men da nu 17de Maisfesten ikke er af den Natur, at Moderation og Sands kan siges at være den ejendommelige; da dog enhver fornuftig Mand ligesaavel maa være berettiget til at fordre dette som stive SIDE: 470 Støvleskafter; da selv mange af dens Fejrere gaa dertil med Bæ- ven, og da nu endelig [fotnotemerke] Statsminister Løvenskiold med al sin Indflydelse har erklæret sig derimod, og saaledes bestyrket Kon- gen i hans uvillige Formening om denne Folkefest: saa tør det nok hænde, at den Tid er der, da brave Normænd heri gad foretage en liden Forandring: en Manøvre, hvor man vel over- lader Plads, men dog viser Front. Og dertil har Geflestykket givet Inds. en Idee, nemlig den, at enhver By og Bygd, der har havt den Ære at lade Hs. Majestæt Kongen eskortere igjennem sig, med ophævelse af 17de Mai, gjør Aarsdagen til denne ufor- glemmelige Begivenhed til sin Folkefestdag, der feires med Ridt til og fra Eskorteringsstederne og ellers paa samme høitidelige Maade som i Gefle. Derved vilde Mænd, som nød denne Ære, fremdeles æres som fortjent; og vilde det være passende, om denne Hæder, eftersom de døde fra, overgik paa deres Børn. Konstitutionen kunde jo ligefuldt erindres, og det vilde da skee paa to Steder i Bygden, nemlig paa Modtagelses- og Afskeds- stedet, hvor Folket kunde strømme til forat see Eskorten komme, vel uden svenske Vogne imellem sig, men dog Allemand beskidte og glade af Naadens Ihukommelse (ligesom Qvæget kan ræbe sig mæt af Opstødelser) og over "svenske Landbruksakademi- ens" Skillingsmedalje, som de kunde have om Halsen. Forsaa- vidt der gives Egne, hvor aldrig slig Eskorteren er foregaaet, saa kunde nærmeste Bygds Eskorteringsdag tages. Og desuden kunde man bruge den Dag da enten Statsministeren eller Baron- wedel engang havde faret igjennem. Kort, ihvordan det nær- mere Arrangement blev, vist er det, at Nationen vilde staa sig glimrende derved, idet den, for een Folkefest der er til Forar- gelse for høje Vedkommende, vilde faa Folkefeste paa enhver af Aarets Dage, der tvertom maatte være til Glæde og Behag og vinde Plads i "sjelfva svenska Statstidningen". Henrik Wergeland [OVERSIKTSARTIKKEL] Statsborgeren 1. sept. 1836. Norge. Saavel af Morgenbladet som den Constitutionelle er taget til Gjenmæle mod Svenske Minerva, som roser, formodent- Fotnote: "Sidder dit Hoved løst siden du ikke ærer Viziren?" siger Mocassem. SIDE: 471 lig ironice det norske Folk, men skjælder og smelder paa Stor- thinget, det norske Statsraad og de norske Publicister undtagen Trondhjems Stiftstidende -- hvorimod Trondhjems Borgere protestere, at den er Organet for Opinionen i Trondhjem -- og Byfoged Thesens hæse Skrig i Kristiansands Tidenden. Vi erin- dre os tilbage, at Hs. Majst. engang advarede det norske Folk, ikke at tale ilde om de Svenske; hvorvidt der var Grund for Haanden til Advarslen, vides ikke, men kun at der -- saavidt vides -- intet Angreb fra norske Presser har fundet Sted, men kun Forsvar mod ubeføiede Angreb i de svenske Blade. For- modentlig har da Minerva betragtet Advarslen til Normænd kun som en Opfordring for sig selv til at kaste Stænk paa det nor- ske Folk; men fra vor Side ville vi, da vi kun Tid efter anden faa høre dens Fiskerkjærlingtoner, overlade Minerva og dens utomordentlige Talent til ovennævnte Blade. Bare ville vi i Forbigaaende spørge Minerva, saasom den siger: "Men da bør man og paa den anden Side ærligt hylde det paa Mos besvorne Fordrag": Hvorledes den Smaalehnenes Amt tilkommende Er- statning i Følge af bemeldte Fordrag er opfyldt fra svensk Side? Naar derimod Minerva udraaber om de norske Stats- raader, fordi de udleverede Storthinget Protokollen af 22de Juli "og saadanne Embedsmænd faa sidde roligt paa deres Pladser!" og der ymtes om, at den samme svenske Minerva vel kunde være den svenske Regjerings Organ, og som saadan vel indviet i Kabinettets Hemmeligheder, saa kan man let falde paa den Tanke, at der forestaaer os en ligesaa pludselig Ministervexel (et Statsraad sammensat af et andet Personale) som Storthin- gets pludselige Opløsning. Nu vel, Tiden som opklarer saa meget, vil ogsaa opklare dette; men det er altid bedre at man forud er bered paa, hvad der maaske kan skee, end uventet at modtage en forbausende Efterretning; skjøndt heri faaer man da at finde sig, som i saa meget andet, til den norske Natur gaar over Optugtelsen. -- Rigsretten, som Defensors høirøstede Veltalenhed ikke forledede til Desertion, var den 29de Aug. samlet fra Kl. 9 om Formiddagen til Kl. 7 om Aftenen, og afsagde saadan Eragtning: "De af Defensor fremsatte Indsigelser bifaldes ikke, hvorimod Sagen tillægges Fremme." SIDE: 472 Endnu om Aftenen afgik en Kureer til Stockholm med Beret- ning om Eragtningen. Den 30te begynder Aktor Proceduren om Sagens Realitet. Efter sluttet Procedure og Dokumentation ned- lagde Aktor den Paastand: "1) at Statsminister m. m. Løven- skiold dømmes til at have sit Embede forbrudt. 2) At han tilpligtes til at udrede til Statskassen i Skadeserstatning enten efter Rigsrettens eget Skjøn eller efter Skjøn af uvillige Mænd, optaget paa hans Bekostning, en saadan Pengesum, som maatte antages at være gaaet til Spilde ved 8de ordentlige Storthings ubetimelige Opløsning den 8de Juli sidstl., samt til at udrede Repræsentanternes Reiseudgivter af ethvert Slags til og fra det overordentlige Storthing, som i Anledning heraf maatte blive sammenkaldt, og 3) endelig at han tilpligtes at betale de med denne Sag forbundne Omkostninger." Den forhen nedlagte Paa- stand om Salarium for Rigsrettens Sekretær og Budene bragtes i Erindring. -- -- Igaar 31te triumferede den løvenskioldske Patriotisme og Intelligenz i Defensors Forsvar i Rigsretssagens Realitet over den Aabenbarelse af den norske nationale Usselhed og Raahed (saa omtrent var Karakteriseringen), som ellers kaldes Stor- thinget. Efter en Indledning, som hovedsagelig indprægede den Lære, at enhver Forfatning er lige god saalænge Lidenskabernes Aag ikke ganske er afkastet d. e. saalænge Menneskene ikke ere Engle, blev Sandhedsfaklen og Retfærdighedslynet svunget over den demokratiske Aand, som hertillands ikke alene tøiler Opinionen under sig men ogsaa forpestende har trængt sig ind i Storthinget. Det forstaar sig selv, at det norske Folk, hvis forrige politiske Uskyld i gamle Dage under den forrige For- enings Lykke, der kun tabte noget ved en overdreven Passivitet, ligesaa smukt ophøjedes som dens Fald under vor nye Forfat- ning blev begrædt, -- under alt dette ikke levnedes Ære for 2 Skilling forsaavidt Erhvervelsen af Forfatningen og Benyttel- sen deraf angaar. Forsynet derimod fik adskillig Roes at dele med Hs. Majst. Kongen under Intoneringen af den gamle Vise om at Konstitutionen er Høistsammes Naadegave. Den nationale Raahed, som siden med stigende Uvorrenhed har vanbrugt den, den Opinionens Rasenhed og ubegribelige Letsindighed, som har fremdrevet Statsskibet indtil en Tilintetgjørelses Afgrunds- SIDE: 473 rand hvorfra ingen Tilbagevendelse er tænkelig, og udsat det for at knuses af vældige Orkaner foruden, medens dets Indre søndres af Splid -- alle disse ødelæggende Elementer maatte man sætte en "Dæmring" for. Og en saadan var da Storthingets pludselige men derfor dog længe betænkte Opløsning. Deroven- paa fik da Storthinget Sit og vel saa det. Uden Maal og Maade udslyngedes Invektiverne, hvorimellem Bebreidelser for 17de Mais Festligholdelsen og Uniforms-Aflæggelsen ogsaa fængslede Opmærksomheden. I det Hele bar Defensor sig ad som en Seiler, der giver Salver fra begge Sider idet den ikke kan reddes, men maa springe i Luften eller gaa tilgrunde alligevel. Et frygteligt klart Lys som det brændende Skibs, der skarpest oplyser dets egen fortvivlede og slette Tilstand, kastedes paa Statsministerens og hans Defensors Indre, og Ingen kunde for- lade Pladsen uden overtydet om at han har Ret i at Fædre- landet har Fiender: farlige, forvorpne, dumdristige Fiender, som maa "oprykkes medrode," om de ikke skulle tiltrodse sig en Sikkerhed til fremdeles at forraade Fædrelandets Helligste, som deres grove Forræderi for evigt burde have forspildt. Spanien. Dronning Regentinden har, foranlediget ved sin Gardes Opstand, i St. Ildefonso antaget Konstitutionen af 1812. Det forrige Ministerium er aftraadt og et nyt indsat. Revolutio- nen er fuldendt. Henrik Wergeland ET BREV TIL EN VEN. Statsborgeren 4. sept. 1836. -- Foreningen fører os ikke Fanden i Vold, som du siger, min Ven; men Sverig i Vold, dersom det skal gaa som hidtil. Dog derimellem er kanskee i Meningen ikke saa synderlig For- skjel. Troer en gammel Svenske, at vi nok turde "må ret väl under svenska Väldet," saa turde vel ogsaa en gammel Djævel være af den Mening, at Menneskene ret vel vilde kunne trives i Helvede, naar de først bleve vante dertil. Der frygter man idetmindste Ingen, mens de i Sverige siges at frygte Zaren, hvilket de ikke gjorde i gamle Dage. Men omendskjøndt det af Rigsretsdefensorens Tale ganske vist lader sig slutte at For- dærvelsen af de norske Gemytter, og saaledes den snigende SIDE: 474 Erobring, som du frygter for, gaar fremad, og om det end er saa, at ingen Normand indtil 1821 og derover skulde vove at føre saadan Tale om Folk og Storthing: saa er det dog, hvad dette angaaer, sandere end ved mange andre Leiligheder, at intet er saa galt uden det er godt for noget. Jeg vil ikke nævne, at de moderateste Personer ere enige i at han har aldeles øde- lagt sin Parts Sag ved Umaadeligheden i sine Invektiver og Skrøbeligheden i sin Beviisførelse, idet man dog veed, at Denne er vidende om hele Strukturen af hans Procedure. Jeg vil undlade at give min Pen Tøilen over det Fortræffelige i at en talent- og videnskabsløs Mand som Statsminister Løvenskiold og en Advokat, der er mere bekjendt for Routine og Lungestyrke end for Lærdom og forat hente mere Lys fra en skjøn Fremtid end fra forløbne Dages Anvendelse til fleersidig Uddannelse om ikke til strengt Studium -- at disse To i Kompagni ville repræsentere det norske Folks Intelligenz og i dette ophøjede Forhold spille Jupiter med Frøerne. Kun det, i denne Anled- ning, at den flygtigste Gjennemmønstring saavelsom den nøjeste Undersøgelse af Personer af noget Navn i vort Land vil vise, at alt Talent og Kundskab tilhøre Mænd, som efter Defensors Demarkationer komme til at høre hjemme i Raahedens Mulm, der zittrer af hæse Ravneskrig (som det omtrent hedder i den Parafras af Norges Dæmring, hvormed hans Defension var for- synet, og hvori denne for en Deel bestod). Men det Gode er kommet af dette Gale, at Nationen er bleven opfordret til at være opmærksom paa hvorvidt det er kommet med den. Disse Taler ere ikke andet end en pludselig Brusen midt i den stille Strøm, der umærkeligen rev os mod Afgrun- den -- i Naboens Favn. En Nordmand har vovet at bebreide Storthinget i de haardeste Udtryk dets Interesse for Fædrelan- dets Ære, de nu saa kongeligen tilintetgjorte Bestræbelser forat redde dens Levninger, at det bevarede i taknemligt Minde Fæ- drelandets Befrielsestid, at det ogsaa følte som Nordmænd maa føle. Alt dette, det at de ikke havde revet sine Hjerter ud af Barmen, hedte Utaknemmelighed mod Kongen. Og saaledes huggede Defensors Splitten mellem Norges Konge og Folk dy- bere forat hjælpe paa en Mands Sag, der troer at kunne give Verden en Lærdom om de konstitutionelle Garantiers Skrøbe- SIDE: 475 lighed i Skuespillet af sit saa dybt sjunkne Fædreland at det taaler Fornærmelser af den haardhjertede Søn, som skadede det, og tvinges at kysse den Haand, som slog -- forat vække den sovende Moder. Som jeg siger, det maa være godt til Opvækkelse, at slig Tale er bleven ført. Fienden har for tidligt løst sin Larmkanon. Nordmændene maa nu vide hvorledes de have det. Angrebene paa deres Helligste ere ikke længer fordulgte. Ringeagten for Grundloven har taget Masken af. Man har opdaget Orme i den dyrebare Palme, der skal visne hurtigt som vor Sommers flyg- tige Prydelser om de ikke afrystes og deres fordærvelige Spind, der tilslører selv dens Krone, ikke ødelægges. Det er alene fordi disse sidde saa høit, at de tillægge sig den sande Høihed, Aandens, Intelligenzens. Nu, Aktor har sandelig taklet den af, saa den maa straale i sin nøgne Skjønhed om den har nogen. Og Den sande Høihed er jo nøgen. Saa du vel en Herkules i Frak? Høit havde han en Fell. Henrik Wergeland [ANMERKNING TIL EN INNSENDT ARTIKKEL OM DEFENSOR VED RIKSRETTEN] Statsborgeren 4. sept. 1836. Her foran "uforsvarligt" har Inds. brugt et Ord, som vel i al Maade var anvendeligt, men som vi maa sløife paa Grund af det fremdeles Aag af en Pressetvangslov, der kan gjøre og gjør det til en Forbrydelse at give Sandheden Udtryk. Enhver, der har Agtelse for Sandhed og Retfærdighed, vil dog vide hos sig selv at give Tingen den rette Benævnelse. Defensor -- den over Landet ved sine bekloede udsendte Befuldmægtige som en Folkeskræk bekjendte Bankadvokat -- vilde under andre Om- stændigheder, og at slutte efter de Krudttaarn af Invektiver og Injurier, han har ladet springe i Luften mod Storthinget, være Den, der bedst vilde kunne karakterisere slig Gjerning, hvorfra vi bede Himlen at vore Domstole maa vorde forskaanede, saa- som det ikke altid staaer i Deres Magt eller Sædvane at under- søge om alt, en Advokat anfører som Faktum, er Sandhed. Red. SIDE: 476 Henrik Wergeland EN MEDBORGERLIG TAPPERHED AF KIRKEDEPARTEMENTET Statsborgeren 4. sept. 1836. Med stor Roes fortjener at omtales den af Aktor i Rigs- retten under sin Replik, navnlig paa Defensors Angreb paa Storthinget for dets forargelige Formening om Kongens Navne- chiffer, paaberaabte Autorisation for at nævne Hs. Majestæt Kongen som den 3die Carl i den norske Kongerække, som vi have det kongelige Departement for Kirke- og Underviisnings- væsenet at takke for. Aktor akterede nemlig en, efter Depar- tementstidenden Nr. 38, 1833, overeensstemmende med Kirke- departementets og den norske Regjerings underdanigste Ind- stillinger, under 12te Septbr. 1833 udfærdiget kongl. Resolution, hvorefter naadigst er tilstaaet Sognepræst Andreas Faye af Oplysningsvæsenets Understøttelsesfond 100 Spd., for det af ham udarbeidede og til Kirkedepartementets Disposition over- ladte Manuskript, indeholdende Udtog af Norges Riges Historie, til Brug for Almuskolerne, saavelsom ogsaa dette Udtog selv (kfr. Titelbladet) "efter Opfordring af den Kongelige Norske Regjerings Departement for Kirke- og Underviisningsvæsenet udarbeidet til Brug i Almueskolerne af Andreas Faye, Sogne- præst til Holt," paa hvis sidste Side i Fortegnelsen over Norges Konger staar tydelig at læse: "Carl III Johan, tillige Konge i Sverige, hvor han er Carl XIV Johan, nu regjerende Konge." Enhver Nordmand maa være Regjeringen og Kirke-Departe- mentet in specie erkjendtlig for saaledes at have endt denne Tvist om Kongens Navnechiffer. Svenske Minerva, Statsminister Løvenskiolds protegerede Blad og saaledes Organet for den Opposition i den norske Regjering, som udgjøres af Hs. Excellence, gjorde for nylig slemt Væsen af at der gaves Nordmænd, som fordristede sig til at nævne Carl Johan som den 3die Carl i Norges Konge- række. Dette var et Indgreb i Majestæten, Storthingsdiskussio- nerne derom Forargeligheder med mere lignende. Vi anbefale derfor ovennævnte lille Bog til Minervas Opmærksomhed, og vente, at Redaktøren, om han end vil regne Kirkedepartemen- SIDE: 477 tets og den kongl. norske Regjerings Indstilling til den svage Smigren for Opinionen og Leflen for Demokratiseringen hertil- lands, som har paadraget Samme hans bitre Skjænd, dog vil have Ærbødighed for den kongl. Resolution, som naadigst har bifaldt Indstillingen og i hvis Følge enhver norsk Poike fortjener Strips om han ikke kan sin Lexe: "Carl III Johan, i Sverig den XIV, nu regjerende Konge." Til at udbrede denne Lære saameget som muligt sigter ogsaa følgende yderligere Bestem- melse i den kongl. Resolution, at der "af bemeldte Fond bevilges udbetalt 200 Spd. til Indkjøb af saamange Exemplarer af be- meldte Udtog, som derfor kunne erholdes, forat disse, efter Kirkedepartementets nærmere Foranstaltning, kunne gratis ud- deles blandt den skolesøgende Ungdom, især i de afsideslig- gende Egne af Riget, som maatte ansees at tiltrænge saadan Understøttelse." Saa betydelige Omkostninger ere anvendte paa Bogen forat den ganske skulde komme i Kirkedepartements Eje, saaledes at dette kunde paa enhver Maade fremme dens Udbredelse baade ved gratis Uddeling og ved at fastsætte en saa lav Priis, nemlig 12 ß indbunden, at den endogsaa vilde blive søgt udenfor de talløse Skoler, hvor Departementet paabyder dens Indførelse. Man kan dog vel ikke komme med den fortvivlede Paastand at Kirkedepartementet har kjøbt Katten i Sækken og ikke gjen- nemseet Manuskriptet, hvorom det og Regjeringen har leveret Indstillingen? Det har upaatvivleligen handlet ærligt og ligesaa- vel af som i norsk Aand. Og derfor maa enhver Nordmand være det forbunden, da der nu, efter denne aabne og oprigtige og med en almindelig Læres eller Folkelærdoms Autoritet for- kyndte Erkjendelse, ikke kan være længere Tvist om denne Gjenstand, angaaende hvilken Kirkedepartementet og Regjerin- gen endelig har faaet Hs. Majestæts egen Vilje paa det tyde- ligste lagt for Dagen, ja saa tydeligt, at om nogen Nordmand skulde kjende Historien slet nok til og være slet nok til at ville kalde Kongen den 14 Carl i Norge, saa maa han dog nu give tabt og ligesaalidt indlade sig herom i nogen Strid som om sine øvrige Børnelærdomme. SIDE: 478 Henrik Wergeland [7. sept. 1836.] I vort Fædreland kunne Gjerninger forøves og Begivenheder foregaae, der i højeste Maade vedrøre dets Ve og Vel, uden at de komme til den simple menige Mands Kundskab. Det mangler vel ikke paa Tidender, som berette dem; men disse komme ikke til den talrigste Deel af Folket, og om Begivenheder i disse Tidender kaldes almeenvigtige, saa maa dette dog ikke forstaaes saaledes, at deres Vigtighed derfor kommer til den egentlige Almues Kundskab og Erkjendelse. Og dette er dog hverken retfærdigt eller godt. Thi baade trænger den simple Mand til Oplysning i Almindelighed og i Særdeleshed om Ting, der ved- komme det Fædreland, som han elsker ligesaameget som nogen Anden, om han end har mindre Deel i dets Velgjerninger, og til hvis talrigste Befolkning han henhører; og desuden er Fædre- landets gode Sag ikke tjent med at undvære det stærke Med- hold og Ryggestød, som den er vis paa at finde hos Folkets Mængde. Denne har en sund Forstand, som, for at dømme rigtigt, kun behøver paalidelige Underretninger og Begiven- hederne i deres Sandhed for sig. Dens Følelser ere rigtige, fordi de ere naturlige; og om de ere stærke, da kan dette kun tjene tilbedste for den gode Sag, som finder Medhold i Menig- SIDE: 479 mands Eftertanke og Følelse, og være et afskrækkende Værn mod alt hvad der truer den, dette være nu enten det listige snigende Forræderi eller den aabenbare Voldsomhed. Om disse Egenskaber ved den store Mængde hører man adskillig smuk Snak, uden at de derfor værdiges nogen Opmærksomhed. Upaa- lidelige, forvanskende og forvildende Rygter er undertiden alt hvad der kommer til Menigmand om hvad der foregaaer. Og dette er dog aldrig godt, og kan være meget ilde. Saaledes er det ikke ubekjendt, at falske Rygter, der maatte nedsætte Kongens Karakteer som ærligt Menneske, om at svenske Tropper skulde overfalde Landet forat kuldkaste vor Frihed og Selvstændighed, foruroligede Folk strax efter sidste Storthings pludselige Op- løsning. Men undersøge vi dette Rygte, da finde vi dets Kilde i den almindelige Forbauselse, denne Begivenhed opvakte, idet nemlig den Tanke ikke var unaturlig, at man efter et saadant Foretagende kunde vente sig det værste. Desuden kunde ogsaa den Tanke være Oprindelsen dertil hos Mange, at det vel kunde være saa, at det mægtige især af Adelige bestaaende Parti i Sverige, som vil have egne Fordele af Foreningen med Norge, havde mistet Taalmodigheden og drevet det dertil, at et Forsøg skulde gjøres paa at faa disse ubillige Forventninger opfyldte, eller at sætte selve Foreningen, naar den ikke var anderledes end den er, paa det høje Hasardspil "qvit eller dobbelt." Andre Ting, som hver norsk Mand burde kjende, passere uden at endog kun et Rygte derom vækker Menigmands Opmærksomhed. Saaledes er det vel Alle bekjendt, at Menig- mand og Menigmandsbarn skal formere de Geleder, der skulle med Liv og Blod forsvare Riget og dets Ære; men det er disse villige Offere ubekjendt, at denne har, siden Foreningen med Sverige, lidt mange og haarde Krænkelser, som dygtige Patri- oter (Fædrenelandsvenner) i de vigtigste Henseender hidtil for- gjæves have paatalt. Og dog skal den simple Mand, som sagt, forsvare National-Æren uden Betænkning naar der paafordres; han har Deel i dens Hæder; den kaster sin Glands ligesaavel over ham som over den Fornemmere. Det mangler ikke paa Ting, der maa forvilde hans Begreber om Fædrelandets Stilling og Anliggender; men hvorfra kan han hente de rigtigere er ikke saa let at sige. Saaledes er Unionsflaget, der viser ham otte- SIDE: 480 gange mere af de svenske Farver end af de norske, fortræffelig skikket til at nære den simple Mands Vildfarelse, at Norge i sidste Krig blev Sverig underdanigt og at vi nu "høre til Sve- rige." Og om end Efterretningen om at den svenske Regjering i den senere Tid endog er skreden til den fornærmelige Gjer- ning, at sætte den norske Rigsløve i Vaabenet paa svenske Penge, ikke er trængt ned til Almuens Masser, saa er dog Meget af hvad der daglig frembyder sig for dens Øine, saasom alene det svenske Kongetal "Carl den 14de" paa Fanerne, paa Byg- ninger, Uniformsager og Skillingerne, der løbe imellem Hver- mands Hænder, medens han veed at Norge aldrig har havt nogen Række af Carl'er tilforn, særdeles skikket til at vedlige- holde slige baade beskjæmmende og skadelige Meninger. Den 17de Mais Festligholdelse og Tidenderne har vel ikke i ringe Grad hemmet deres Tilvæxt og Udbredelse, men naar den simple Mand seer de fremmede Farver paa Skilderhusene, La- vetterne, Embedsmændenes Kokarder og Adjudanternes Fjedre naar de galoppere gjennem Gelederne paa Mønstringer, han saa gjerne besøger: da er det høist naturligt, at Tvivl opstaaer hos den, der mangler bedre Underretning, om det vel er saa rigtigt fat med denne norske Selvstændighed. "Svensken raa'er lel mest ti Galin" tør vel være en Slutning, han kommer til, lige- som han i gamle Dage maatte sige det om "Juten." Men ingen Vildfarelse kan vel være skadeligere. Folket maa ikke vænne sig til en saadan Tanke som den, at Norge er afhængigt af Sverige. Den maa ikke taales. Alene deri er Underkastelse, som skulde forberedes af Folkets Fiender, ja ligesom komme af sig selv, naar de mærkede at den taaltes, og at der intet gjordes for at tilintetgjøre den. Men overalt -- ingen Vildfarelse maa taales. Den store Mængde maa ikke overlades, som et Hav til Vindenes Spil, til Indvirkningen af allehaande Rygter og hvad Efterretninger og Begreber, der paa Maa og Faa kan komme til den. Og dette gjælder dobbelt under vigtige Begivenheder, hvormed ingen Mand bør være ubekjendt og fremmed. Storthinget har erkjendt dette ved at skjænke en almeenfattelig Storthingstidende offent- lig Understøttelse; og den offentlige Underviisning har, ved at lade Hvermand lære at læse, sat Enhver istand til at faa paa- SIDE: 481 lidelig Underretning om hvad der foregaaer, naar kun denne meddeles saaledes, at han har Leilighed til at forskaffe sig den. En Nordmand, der oprigtigt elsker sine Medmennesker fra Kongen af og indtil Daglønneren, har besluttet sig til at af- hjælpe dette Krav, som ikke alene tilhører Landets stemme- berettigede Borgere, og bør tilfredsstilles hos dem, men enhver af dets Børn. Og Tiden dertil er nu, da Begivenheder ere ind- trufne og foregaa, som fortjene og fordre hver norsk Mands Kundskab og Opmærksomhed. Der vil gives Folk, som ville lade haant om saaledes at skrive for "Pøbelen," og som paa den læsende Almuesmand med daarligt Vid ville anvende Hol- bergs: "hvad vil du Trold og med Aviser skjemte?" Men jeg tænker vi ville lade hver Pøbel være god for sig, og lære Trol- dene, at de kunne skjemte saa meget de ville med Aviserne, naar de blot ikke skjemte med vor Grundlov. Men herfor er stor Fare. Enhver fornuftig og god Nordmand vil derimod finde Behag i et saa medborgerligt Foretagende, naar han seer at det er udført med Redelighed. Han veed, at Nordmændene have ikke alene een kirkelig Tro tilfælleds, men ogsaa een politisk Tro, een politisk Religion, hvori de Alle maa være deelagtige uden Hensyn til Stand, Kaar, Evne, og Oplysningsgrad, om det skal gaa det fælleds Fædreland vel. Storthingets Opløsning. er den mærkeligste Begivenhed i Norge siden 1814. Kanon- skudene fra den svenske Flaade og Leir under Storthinget i 1821 vakte mindre Forbauselse end denne Efterretning baade for de mangfoldige Ulykkers Skyld, den pludselige og utidige Opløsning maatte og kunde have til Følge, og fordi man med Sorg maatte tro, at vor folkekjære Konge var fortørnet paa Nationens Repræsentanter. Foreningen rokkedes i sin Grund- vold, idet Tilliden bragtes til at vakle og Forventningen om at Norge kunde i Ro udvikle sin Frihed og see Ærestvisten med Broderriget snart og fredeligt afgjort, opsattes paa ubestemt Tid, netop som den var højest spændt. Hs. Majestæt har efter Grundlovens § 80 Ret til at opløse Storthinget efter den altfor korte Tid 3 Maaneder; men Ingen tiltænkte Høistsamme Villjen SIDE: 482 til at bringe denne sin Magt i en saa haard Anvendelse mod et Storthing, der havde ikke mindre end 19 vigtige Love fuldt for- beredte, og paa en Tid, da ikke engang Skatterne for de kom- mende 3 Aar vare eller kunde være fastsatte. Man gjettede paa flere tænkelige Aarsager til denne Beslutning; men ikke paa den upaatvivlelig ene sande, nemlig den, at imellem hine Love var ogsaa den folkekjære, men Statsminister Løvenskjold forhadte, Lov om Formandskaber, der tilsigtede Folkets indre Frihed og Kontrol over Amts- og Kommune-Paalæggene, samt at der baade var ivente en Nedsættelse af Afgifter for trykte Sagers Forsendelse, en Lov om Handelsflaget og en kraftig Addresse om alle de nationale Krænkelser, som forbittre For- eningen og gjøre dette Kongens store Værk skrøbeligere end man vil tilstaae sig. Det var Frihedsudvidelser og andre Ubehagelig- heder for rette og urette Vedkommende i disse Storthings- arbeider. Derfor bleve de afbrudte. Idetmindste er der mere Fornuft i en saadan antagen Hensigt end i at tro, at Storthinget skulde straffes for 17de Mais Festligholdelse, eller fordi endeel Medlemmer hilste paa Oberst Hagemann, der var afsat som Kommandant paa Akershuus, fordi han lod Musiken gaa den 17de Mai. Denne sidste Magthandling har kun Betydning som et Forspil til den Række af forhadte (upopulære) Foretagender i samme Aand som Storthingets Opløsning. Det er nemlig fra Statsministerens Side bleven sagt, at denne Handling kun maa bedømmes som udrunden af og i Forbindelse med et heelt nyt og forbedret Regjeringssystem, som skulde bringes i Anvendelse -- det Himlen befri Norge fra efter en saadan Prøve derpaa! Den 2den Juli fattedes Beslutningen om Opløsningen i Stock- holm imod Statsraaderne Holsts og Fastings kraftige Protest, uden at den i Norge værende Regjerings Betænkning var ind- hentet efter Grundlovens § 15. Statsminister Løvenskjold undlod derimod at protestere; tilsidesatte saaledes baade Grundlovens § 15, overtraadte § 30, der befaler Kongens ansvarlige Raad- giver at protestere imod Beslutninger, der ere "øjensynlig ska- delige" for Riget, og blev saaledes ansvarlig for Beslutningen af 2den Juli. Denne afgik først den 4de dernæst, og kom til Thingets Kundskab den 7de om Morgenen uden at have til Følge, at det tabte Besindelsen til at gjøre hvad det skulde SIDE: 483 gjøre, eller blev afskaaret al Tid til at gjøre noget. Saa herligt som i dette mærkværdige Døgn har intet norskt Thing vist sig. Disse Øieblik, da det blev klart, at een Broderaand belivede Alle, at Hjerterne vare de samme hos Alle, kunne kun lignes med det, da Rigsforsamlingens Mænd trykkede hverandres Hænder med Taarer i Øinene efter det fuldførte Storværk. Ligesaameget som ved Budskabet om Opløsningen den følgende Dag forbausedes Thinget ved at høre de ligesaa ofte forkastede som fremsatte kongelige Forslag til Forandringer i Grundloven paany fremsatte i en saarende Tone, som dog var en ikke una- turlig Følge af at selvsamme Thing havde henlagt dem uden at henvise dem til en Kommittee. En Kommittee af 9 Hæders- mænd af Embedsstanden nedsattes til Overvejelse af den Kgl. Meddelelse angaaende disse uheldige Forslag og Under- retningen om Opløsningen; og denne fandt, at Storthinget burde "gjøre alt, hvad der fra dets Side kan skee, for at tilfredsstille Retfærdighedens Fordringer og Nationens billige Forventning." En Mængde Kommittee-Indstillinger refereredes, der vidnede om den meest udmærkede Arbeidsomhed og hvorledes Opløs- ningen var en Storm, der rystede Frugterne af Træet. En Addresse udfærdigedes til Hs. Majestæt, hvori Storthinget protesterede imod enhver Beskyldning for konstitutionsstridig Fremgangsmaade i Udøvelsen af dets Pligter, og ønskede, at "Gud blandt andre Goder ogsaa maatte skjænke Hs. Majestæt den Lykke stedse at omgives af retsindige og vise Raadgivere ligesaavist som han staaer i Spidsen for et trofast og hengivent Folk." Og da Protokollen, som var ført hos Hs. Majestæt den 2den Juli, og som paa Thingets Forlangende blev overleveret af Regjeringen, lagde Statsministerens Forseelse tydeligt for Dagen, saa gjorde Odelsthinget "alt hvad der fra dets Side kunde skee for at tilfredsstille Retfærdighedens Fordringer og Nationens billige Forventning" ved at befale Statsministeren sat under Rigsret ligesom ogsaa Tiltale reserveredes mod de Re- gjeringsmedlemmer, som havde iværksat en Kongelig Beslutning om hvem deres Betænkning ei var indhentet. Storthinget sendte ikke som sædvanligt denne Regjering en Deputation ved Opløsningen. Dets fleste Medlemmer ilte til sine Hjemsteder, hvor Medborgeres Bifald gjorde dem Miskjendelsen SIDE: 484 lettere at bære. Og sidste Storthing fortjener dette Bifald baade for dets Flid og Frisind; men især fordi dets Adfærd under dets sidste Time hemmede de farlige Følger af Opløsningen og var en Streg i Statsministerens Regning. (Fortsættes i No. 2.) Henrik Wergeland [8. sept. 1836.] STATSMINISTER LØVENSKIOLD Idet jeg nedskriver dette Navn, forekommer det mig be- synderligt, at Skjebnen kan ville, at jeg sidder her og spilder en Time paa dette Menneske, der af Naturen stempledes til en mindre Ubetydelighed end mange af dem, jeg skriver dette Blad for. Men han er ikke forbleven ubetydelig i det menneske- lige Selskab; thi han var adelig og riig, og vor Konge var deri mange andre Konger liig, hvis Regjeringshistorie ikke blev saa lang som Hans, at Høistsammes Naade ogsaa faldt paa saa- danne Personer, hvormed han og fortrinligen omgav sin Throne. Vi kunne dog ikke tvivle paa, at Hs. Maj. har opdaget For- tjenester hos dem, som deres Landsmænd ikke have opdaget eller vidst at paaskjønne; thi nogen Glands kunde dog ikke kastes paa Thronen af Navne, som vel klang adeligt nok, men SIDE: 485 hverken vare vundne i klingende Feldt eller ved paafaldende Fortjenester under Freden, og som saaledes maatte falde igjen- nem i Sverige, der har en Adel, som kan paaberaabe sig saadan Oprindelse, og som gjør dette i den gale Mening, at den derved kan forsvare sin Ret til i al Evighed at være Folket til Byrde. Det skede isærdeleshed, at vore jammerlige Levninger af en dansk Hofadel tildeeltes Poster hvorpaa Nationen skulde re- præsenteres; og med Hensyn til de ringe Begreber, man har i Udlandet om vort forhen mishandlede og nu bagvaskede Folk, og hvor altsaa Medborgere af Kundskaber og Dygtighed, der kunde indgyde Respekt, kunde ønskes anbragte, var maaskee dette ligesaa ilde som den Skik under det danske Regimente at give saadanne Personer vigtige Embedsposter i den indenrigs Bestyrelse. De unge Kavallerielieutenanter Løvenskiold, Baron Wedel og Morgenstjerne kaldtes til Hoffet, bleve Kammerherrer og ansattes ved Gesandtskaber i Udlandet. Om den Første, Statsministerens Søn, er intet ufordeelagtigt bekjendt; men de Sidste, der, som ikke Formuende, tillige vise at Nationen har aflagt deslige Poster saa godt, at det ikke er nødvendigt at tage Hensyn til Formue, hente sin Berømmelse fra Kristiania Torv, hvor de den 17de Mai 1829 reed Storm paa Folket. Kammer- herre Morgenstjernes Bane som en Slags Repræsentant i Ud- landet for det norske Folk er dog senere endt ved et Smugleri, som oprørte Hs. Majestæts Retfærdighedsfølelse, og som maatte gjøre Høistsamme opmærksom paa, at hans Naade, med den bedste Villie, kan falde paa Uværdige. Men Ingen repræsenterer i den Grad det norske Folk som dets Statsminister i Stockholm. Han repræsenterer det hos Kongen, idet han er dets første Embedsmand og i Spidsen for Regjeringsafdelingen i Stockholm. Han repræsenterer det for Sverig og det øvrige Udland, imellem hvis Ministre i Stockholm han fremtræder med saa høi Rang som Nogen. Og til at gjøre dette med Anstændighed har Nationen udstyret ham med en Gage, der kan kaldes overdreven stor for et Folk som det norske, men hvorfor det ogsaa er overflødigt at tage vigtige Hensyn til Formuen hos Den, der skal være norsk Statsminister. Knuden er kun, at han er en Mand, der repræsenterer det norske Folk saaledes som det skal repræsenteres: i dets Aand, SIDE: 486 med den Simpelhed og Værdighed som tilhører et lidet, ikke rigt men frit Folk. Dog er Repræsentation ikke den norske Stats- ministers Hovedhverv. Han er Embedsmand, hvem betydelig Virksomhed paaligger. Han er Statsraad, og burde ikke i Rang have det mindste fremfor de andre Statsraader. Men Nationen har ikke været heldig med sine Statsministere hverken som dens Repræsentanter eller Embedsmænd. De to forrige, Anker og Sommerhjelm, vare godslige jevne Mænd; men dermed er ogsaa alt sagt. Og Løvenskiold, som vi nu har, overgaaer dem kun i det, der kan gjøre en Mand uskikket til denne Post. Han er aaben af Karakteer, siges der; og det er al Ære værd. Men hans saa aabne og politiske Grundsætninger og Meninger ere aabenbarligen unorske; hans Gunst ofte aaben- barligen uretfærdig; hans Embedsbedrivt aabenbart skadelig for Riget. Man skulde tro, at Hs. Excellence var en stolt Mand; men utallige af de Supplikanter, som pleje ligesaavel at besøge hans som Hs. Majestæt Kongens Forgemak, forsikkre, at han har i smigrende Udtryk givet dem de naadigste Forhaabninger. Og om han, ved at see saamegen Usselhed, blev ligesaa stolt som den Mand, der i Sverig er ligesaa mægtig som han i Norge, nemlig Grev Brahe, var det da heller ikke saa meget at undres over. Men det kan ikke være en stolt, men kun en forfængelig Mand, der hænger den svenske Serafimerkjæde om sit norske Embedssegl, som om dette ikke var det norske Statsminister- skabs, men Hr. Løvenskiolds eget. Dette er ikke med Værdig- hed at repræsentere sit Folk; det bidrager ogsaa til at gjøre Foreningen forhadt; det er en Fornærmelse af samme Natur som den Gjerning at sætte det norske Rigsvaaben som en Pro- vindses i det svenske, og som saadan en Utaknemlighed imot det Folk, der baade før og nu har ydet ham al den Hæder og Indtægt, der kan blive en norsk Borger tildeel. Hvad ellers Forfængelighed almindeligviis angaaer, da kan den vel være forenet med god Forstand, men aldrig med en ophøjet Karakteer. Men hvor paafaldende og farlige for det almindelige vor Statsministers Forstandsvildfarelser kunne være og ere, beskjæf- tiger nu netop baade Almeenhedens Opmærksomhed og Rigs- rettens Skarpsindighed. Han har Ansvar for en Gjerning, som Odelsthinget eenstemmigt har fundet øjensynlig skadelig for SIDE: 487 Riget. Det er herved mere end ved sin Rang, at En, der er en Ubetydelighed af Naturen, har vundet en Betydelighed, der maa henvende alle Fædrelandsvenners opmærksomme Øine paa ham og paa hans Foretagender, hvoraf det bør ventes at vorde det sidste, der er Gjenstanden for Rigsretten. Hvem kan med velberaad Hu ville sit Fædreland ilde uden den unaturlige Skurk, som vilde kunne dræbe sin Moder? Hi- storien har nøie optegnet deres Navne, som dog have været saa fordærvede, og de have været faa og fremstaaet i en urolig Tid, hvis Begivenheder har revet dem hen i Hvirvlen af Hevnens og Ærgjerrighedens Lidenskaber. En saadan Forbrydelse tynger ikke Statsminister Løvenskiold, skjøndt det er slemt nok allige- vel, med aabne Øjne at have gjort sit Fædreland ilde og oven- paa at lade det høre endnu værre. Dertil har det baaret ham paa for bløde Arme, og ingensinde givet ham Anledning til andet end at elske det i sit Hjerte. Men i dette Værksted for- færdiges ikke Politikens Vaaben, og disse vil Hs. Exc. gjerne svinge saa haarde og tunge de vel kunne faaes. Ja dersom Forsvaret for Hs. Exc. havde været mindre saarende for Fædre- land og Storthing, holdt vi endog gjerne fast paa den Tro, at Hs. Exc. med blødende Hjerte havde beqvemmet sig til at bifalde Beslutningen af 2den Juli, om hvilken der ogsaa høres den Formening, at den egentlig skriver sig fra de russiske og preussiske Gesandters vægtige Ønske om, at det norske Stor- thing, hvis Forhandlinger de have fulgt, maatte opløses for den fri Aands Skyld, som viste sig raadende der. Men om saa var, saa kunde dog vel Hærskarernes Guder ikke gaae saavidt, at de kunde forlange, at Hs. Exc. skulde læse Storthinget en saa fordømmelsesværdig Text som den hvori hans Forsvar bestaaer, mens den dog kun er en ny Forseelse, der maa udsætte ham for en inderligere Uvillie end hans politiske Feilgreb har paa- draget ham. Saaledes undtage vi den Anklagedes Vilje, og tro at han har villet Fædrelandet det bedre end han har gjort det. Men hvad kan overtyde denne stivsindede gammeldags Adelsmand om at han har tilføjet Landet en Ulykke, der er virkelig, og i sine Følger uberegnelig? Selve Tidenderne maa holde ham i Uvis- hed; thi saa slette Nordmænd gives der, at hans Gjerning er SIDE: 488 bleven forsvaret, og det ved at rive Storthinget ned. Thi denne mægtige Forvalter har havt baade Olje og Viin at sætte ud. Eller skal han lære det av deres Klager, som enten betale mere for stemplet Papiir, end de skulde have betalt om Storthinget havde faaet bestemt det, eller til hvis Dokumenter der ulov- ligen intet Hensyn tages, fordi de gode Borgere under nær- værende lovløse Tilstand have udfærdiget den paa ustemplet? Eller hvad om Oprør i Landet skulde have lært ham det, naar ildesindede Fogder havde givet sig til at exseqvere Skatterne efter den gamle Lov og Bønderne havde sat sig derimod? At Saadant dog ikke vil skee, har nu Hs. Maj. sørget for ved at sammenkalde et overordentligt Storthing, som nok vil redde hvad reddes kan af det som gik tabt i det nationale Skibbrud den 8de Juli, da den løvenskioldske Indbildskhed opblæste sine Kjæver forat sætte Statens Skib i en saadan Kurs efter Hs. Excellences Bestik som Russer, Preusser og endeel Svenske visseligen ville det. Og da intet af Ovenanførte skal overtyde Statsministeren om hvor groveligen han har feilet, saa er, som sagt, en Rigsret overdraget dette Hverv, og hver god Nordmand maa ønske for Fædrelandets, Rettens og Statsministerens egen Skyld, at den heri maa være heldig. Rigsretten over Statsminister Løvenskiold. Den sattes allerede den 11te Juli. Rigsretten bestaaer af Lagthingets og Højesterets Medlemmer, hvoraf den Anklagede kan forskyde en Trediedel. Af denne Rettighed benyttede Stats- ministeren sig i fuld Maade, idet han udelukkede saa mange og saa gode Mænd, alle af Lagthinget, som han kunde. Rigs- retten blev bestaaende af Høiesteretsassessorerne Kjønig, Motz- feldt, Schmidt, Aars, Borgermester Ottesen og Stiftamtmand Sem, og af Lagthingsmændene: Amtmand Schydtz, der som Lagthingets Præsident tillige er Rigsrettens, Oberstlieut. Beich- mann, Amtmand Weidemann, Sorenskriver Borchsenius, Kirke- sanger Bjørnsen, Lensmand Mandt, Stiftsprovst v. d. Lippe, Justitiarius Roll, Sognepræst Brock, Foged Wiig samt Bønderne Nøstvig, Ulveland, Nordaas og Øveland. Den 23de August begyndte Proceduren. Odelsthingets ud- SIDE: 489 nævnte Aktor var Høiesteretsadvokat Sørenssen, som med en Veltalenhed, der straalede og glødede af Veltalenhed og Patrio- tisme, lagde Statsministerens Skyld for Dagen, og forsvarede Storthinget og Folket mod de uforskammede Angreb, hvormed den Anklagedes Defensor, Høiesteretsadvokat Petersen, be- skjæmmede sit talentrige Forsvar, der ellers skulde have været et Mesterstykke. Thi den Maneer kan ingenlunde gavne hans Part eller ham selv. -- Men I skulde have hørt disse Advokater, og hentet Beviser for Udødeligheden af saadanne Sjeles An- strengelser! Det var en Kamp imellem Aander, Lysets og Mør- kets: det Lyses, som randt 17de Mai 1814; det Mulms, som truer at begrave det endnu før dets Morgen er endt. I skulde have seet denne majestætiske Ret af frie Borgere af enhver Klasse, og lært ny Agt for Medborgerligheden og Retskaffen- hed, nyt Haab om at Friheden staaer under Retfærdighedens Beskyttelse. Retten underkjendte Defensors Paastand, at den skulde er- klære sig uberettiget til at dømme, paa Grund af at Lagthings- mændene havde været Medlemmer af det Storthing, der havde udtalt sin Misbilligelse med Opløsningen, og 30te August be- gyndtes Foredragene betræffende den egentlige Sag, som ud- procederedes 3die Septbr. og optoges da til Dom, der skal afsiges den 8de d. Aktors Paastand er: Afsættelse, Erstatning af det Staten, ifølge Storthingets Opløsning og nye Sammenkaldelse, paabyrdede Pengetab samt Sagens Omkostninger, hvorimellem han dog ikke har villet paaregne sig selv noget Salar. Defensors er Frifindelse. Begge kræve Retfærdighed, og den ligger i hine Mænds Bryst, og vel ogsaa paa deres Tunger! Paa dem maa nu Folkets alvorlige Øjne være fæstede. Af disse Mænd venter det sig Spørgsmaalet afgjort, om det virkelig skal være en strafbar Forbrydelse at overtræde Grundloven i et af dens vigtigste Punkter og i det vigtigste Tilfælde eller ikke. I første Tilfælde falder Statsministeren, men Staten stiger, frelst fra en truende Fornedrelse; i sidste Tilfælde synker Staten under de dristigste Fødder, der endnu traadte dets Hel- ligste, under sig, og Ministeren stiger op til en Tinde af An- masselse, der skulde holdes utrolig at naae i et konstitutionelt Land, og hvor al Ansvarlighed forsvinder som opløste Dunster. SIDE: 490 Iaften vide vi, om Norges Helligdom er frelst, eller ikke. Man priser vor Lykke, og vi takke Himlen for gode Aar, Kongen for hans Fredelighed i 1814, og Folkets Opoffrelse for et fast Penge- væsen; men sandelig vi have ingen Lykke uden denne vor Hel- ligdom, Konstitutionen, holdes i Agt. Ja, uden denne skal selv ikke vort arme, af Fremmede som af Egne fornærmede, Fædre land existere; men det skal opsluges snart eller seent ligesom Rovdyret først tager Livet og siden fortærer Legemet. Folket vil føle sin Repræsentations Beskjæmmelse, og en Forløber for dets Skjæbne vil være den sløve Ringeagt for en betydningsløs Forfatning, der ligner Muren, Enhver kan hoppe over; Mis- modet vil udbrede sin mørke Livsløshed, og -- da har Løven- skiold seiret! Henrik Wergeland NOGLE ORD ANGAAENDE DEFENSORS FORSVARSSKRIVT FOR STATSMINISTEREN (Indsendt.) Statsborgeren 8. sept. 1836. Den Constitutionelle har nu leveret Defensors Forsvarsskrivt for Hs. Excellence Statsminister Løvenskiold. At gjennemgaae tilbørligen dette Produkt, udfordrede en Vidtløftighed, som er udenfor Hensigten med disse Linier. Vi ville derfor indskrænke os til et Par Betragtninger. Defensor siger saaledes (se be- meldte Blads Nr. 215) ved at omtale Odelsthinget: "det burde indsee, at en Rigsrets Aktion altid er et Onde, men at den bliver en Skandal, naar den dikteres af Ukyndighed eller Partiskhed. Man har alligevel ikke været saaklog, man har ikke engang været saa retfærdig; thi man har anlagt Rigsrets- sagen for ubetydelige Misgreb -- (altsaa dog Misgreb? en lige- saa uventet som naiv Tilstaaelse af Defensor) -- af en langt uskyldigere Art end dem, Repræsentationen har tilladt sig" etc. At Defensor i sine Udfald mod den lovgivende Magt slet ikke angiver nogetsomhelst Faktum for sine Angreb, maa man ikke vente anderledes. -- Videre udbryder Defensor, at Odels- thinget, i det det gjør Rigsretten til en Kontrol over Kongens kontrollerende Ret: -- "Kan man tænke sig noget mere vilkaar- ligt, konstitutionsstridigt og anmassende?" Senere hen idet Ret- SIDE: 491 ten for Nogensomhelst at undersøge det kongl. Prærogativs An- vendelse benegtes af Defensor, gjør han Rigsrets Aktionen til "den største Vilkaarlighed, den højeste Grad af Ulovlighed." Længer hen imputerer han vore Nationalforsamlinger Misgreb, "der involverer en aabenbar Tilsidesættelse af Grundlovens Bud, og saadanne der har været øiensynligen skadelige for Riget." Exempler paa saadan djerv Paastand leder man for- gjeves efter. Ved at smigre for Rigsretten, venter Defensor at den skal kjølne overspændte Ideer, eller vise en misforstaaet Friheds tøilesløse Opbrusninger indenfor de konstitutionelle Skranker, altsaa formeentligen revse Odelsthinget for at have gjort Brug af sin konstitutionelle Ret at anlægge Rigsretsaktion; og strax derpaa erklærer han, at Nationen og den Anklagede ikke forgjeves sætter Liid til Rettens Retfærdighed og Selv- stændighed. Defensor har da neppe betænkt, at Nationens og den Anklagedes Begreber om Sagens Beskaffenhed maae være hinanden aldeles modsatte. Længere hen fortælles, at Stor- thingets "ukloge, fornærmelige og ulovlige Adfærd" foraar- sagede Nødstilfældet: dets Opløsning; og tilsidst at Stats- ministeren i den pludselige Opløsning fandt "det eneste virk- somme Middel til at gjøre Ende paa en Tøilesløshed, der daglig blev utaaleligere" etc. etc. Dette maae være nok til en Prøve, og nu spørges: Indeholder ikke alle disse Invectiver og Angreb, der ovenikjøbet ere blottede for ethvert Beviis, forsætligen og aabenbare Ringeagt mod den konstitutionelle Magt, (Storthinget eller dets Afdeling Odelsthinget), som er forbudet i Grund- lovens § 100? Dog den lovgivende Forsamling kunde ikke vente sig bedre Medfart af en Defensor, der -- og dette er den anden Betragt- ning vi ville offentliggjøre -- ikke undseer sig ved offentlig at sige (see Sup. Blad til den Const.nelle Nr. 218). "Hvad havde været lettere for ham (Statsministeren), end under fire Øine at bestyrke Hs. Majestæt i den af Høistsamme selv fattede Be- slutning, og til Protokollen at diktere en Proformaprotest?" En- ten maa nu Defensor paa egen Haand have fremført dette for at gjøre gjældende enhver Skingrund til at reenvaske en slet Sag, eller han har havt Ordet dertil af sin Part. Det første er neppe sandsynligt; at han, blot for at forsvare en Anden, skulde SIDE: 492 vove at tale saa uærbødigt om sin Konge, og tillægge Høist- samme den umoralske Tilbøjelighed til en Handling, hvormed han skulde ville kolludere med en Undersaat for at bedrage det norske Folk og hindre dets Repræsentation fra at gjøre Brug af sin konstitutionelle Ret, eller maa det andet Alternativ, nemlig Statsministerens Forlangende, hvilket er det sandsyn- ligste, have fundet Sted, saasom denne kunde gjøre større Reg- ning paa Hs. Majestæts personlige Venskab, at en saadan Yttring vilde hengaae upaatalt -- en Yttring, hvormed intet af alt det, Defensor har klaget over, kan sammenlignes i Dristig- hed. At vor elskede og ophøjede Heltekonge skulde nedlade sig til at kolludere med en Undersaat i hvilketsomhelst Pro- formaværk, er i og for sig utænkeligt, men at lade Norges Stats- minister bedrage det Folk, som lønner ham for at være dets Talsmand for Thronen og fravriste det sin konstitutionelle Ret, naar han maatte tilsidesætte de Pligter, som han skylder Na- tionen og sin Stilling, det overgaaer isandhed alt hvad man har seet i Trykken; thi at finde et og andet at udsætte paa en Hand- ling fra Gavnlighedens eller Skadelighedens Side er at dadle Handlingen, men er ingen Dadel mod den, der har begaaet saa- danne, naar han ei tillægges lastværdige Hensigter, (see Tr. Friheds Forord. af 1799) og intet Menneske er saa ophøiet, at det kan ansee sig udaf Stand til at feile -- men at tillægge Een Tilbøjelighed og Villie til at begaae lastværdige Handlinger, dersom det ei er Daddel, sandelig man veed da ikke, hvad Daddel er. Og har Statsministeren foranlediget den paaklagede Tirade indført i sit Defensionsskrivt, behøves ingen Deduktion for at godtgjøre, at han er uskikket, og uduelig til sin Post som Statsminister. En Mand af saadanne Grundsætninger er Na- tionen ikke tjent med i en saa ophøjet Stilling. Den fordrer en Ven deri, men ingen intrikat og intrigerende Fiende. Henrik Wergeland TIL DEN CONSTITUTIONELLES REDAKTION Statsborgeren 8. sept. 1836. Statsborgeren maa til Svar paa den Constitutionelles Skjældsord i No. 217 kun bevidne sin Tilfredshed med den op- rigtige Nidkjærhed, hvormed den Cst.nelle, i Fædrelandets og SIDE: 493 dets retfærdige Sags Interesse, under Rigsretten har deeltaget i Afgjørelsen af de Qvæstioner, den har at paakjende. Det var den Cst.nelle forbeholdt midtunder Proceduren at forbause Ver- den med den Efterretning, at det svenske Blad, som mest hadskt og skamløst belyver Norge, staar under den Anklagedes Ind- flydelse. Og visselig Intet kan vel tænkes, som mere skulde kunne og burde have Indflydelse paa Dommerens Sind. Eller er dette igjen sligt Sladder og Opdigtelse, hvorfor den Cst.nelle engang har gjort sig saa berygtet? Nei, det ville vi mindst troe, som have troet den Cst.nelle paa Ordet, efterdi vi troede, at den nu var bleven forsigtig, og nu med Barnets Glæde, der har faaet en uvant Kniv i Haand, svang Sandhedens hvasse Spær med lidet Hensyn til Hans Excellences Hæder, der er saa skjøn og sprød som gammelt Gyldenlæder. Forøvrigt skulle vi ved Leilighed have den Ære at præsentere den Cst.nelle en Lime til at feje for egen Dør med, men beholde en for os selv til at kurere dens naragtige Stolthed med. Den burde dog betænke, at dens Navn "den Constitutionelle" lige- som alt hvad der er konstitutionelt kan inden Aften i denne Dag være en Spot, Spe og en Ingenting, dersom Konstitutionens Fornærmer ikke falder. Andre Landsmænd haabe vi forlængst have betænkt, at det skulde været et skjændselfuldt Særsyn, om ingen norsk Tidende havde, som Statsborgeren har gjort, paatalt de Fornærmelser mod Folk og Storthing, som Defensor tillod sig under Proceduren. Red. Henrik Wergeland [SVAR TIL "DEN CONSTITUTIONELLE" OM "FOR MENIGMAND" OG WERGELANDS FORHOLD TIL "STATSBORGEREN"] Statsborgeren og Morgenbladet 11. sept. 1836. Undertegnede finder sig i den Constitutionelles Dagsnummer paa en lumpen Maade fremkaldt til at staa Skrifte for et ano- nymt Flyveblad "For Menigmand", hvortil den Cst.nelles Re- daktion, med behørig falsk Fremstilling af dets Indhold og Ten- denz, og med tilstrækkelig Hjemmel af Gadesnak, denuncerer SIDE: 494 mig som Forfatter. Herskabet er atter paa Jagt efter "Machina- tioner"; men ikke heldigere nu end i Sommer engang, da det, som bekjendt, løb Hovedet mod Væggen, saa Andre maatte have ondt af det. I dette Flyveblad, der af Udgiveren rimeligt nok er besørget afsat ved Colportører som Skik er med populære Blade af den Natur, findes ikke et Ord, som en oprigtig Fædrene- landsven ikke skulde kunne underskrive. Det er klart, at det hovedsageligen vil bibringe Folkets Masse bedre og retfærdigere Tanker om sidste Storthing, end denne af de mange Bag- vaskelser, som det har maattet lide under, ellers skulde kunne gjøre sig til Skade for vort hele Samfund. Og dette har det udført uden at være bleven af en billig Harme forledet til nogen Overdrivelse eller Personlighed mod Defensor for Rigsretten, der dog mest har fornærmet Thinget endog i den Grad, at han synes at have udsat sig for at drages til Ansvar derfor, dersom man havde faaet Anledning til at tro, at det har synderligt at betyde at overtræde Grundloven. Meget mere har Forfatteren i temmelig emfatiske Udtryk hyldet hans Talent, og beklaget, at et Foredrag, der ellers skulde have været et Mesterstykke, skulde udskjæmmes ved deslige Udskejelser, som maatte saare enhvers Nordmands Følelser. Og saafremt det at give sin natio- nale Uvillje over Statsministerens Færd tilkjende skal hedde Anstrængelser forat vække almindeligt Had imod ham og om muligt indvirke paa Udfaldet af Rigsretssagen, da kan bemeldte Flyveblad, der udtrykkeligt respekterer Statsministerens Hen- sigt og Villje, ikke maale sig med den Constitutionelle. Jeg vilde ønske, at man vilde lade mig vederfares den samme tarve- lige Retfærdighed, at lade Hensigt uendset og Villje taget for god i det allerlængste. Man kan i alle Tilfælde og almindeligviis hos en Publicist, endog af determineret Karakteer, ikke af nogen Enkelthed med Sikkerhed slutte sig dertil. Han kan endog -- hvilket Rigsretsdefensoren fuldtvel i sin Duplik vidste at gjøre gjældende med Hensyn til sin Person -- meget vel abstrahere sit Selv fra den Rolle, han holder det for godt at optræde i, fra det enkelte Faktum, som kun igjennem en Række af Konse- qvenzer falder sammen med hans Individualitet. Retfærdighed og i Særdeleshed den Retfærdighed er ingen Dyd; thi den til- siges En af hans egen Ufuldkommenhed i Evne og Gjerning, SIDE: 495 men naturlige Godhed i Villjen. Og om jeg ei besad denne conditio sine qua non homo af nogen anden Grund, saa har jeg havt Anledning til at lære den af Andres Uretfærdighed, d. e. af deres feilende Maade i at udøve det de antage for ret. I denne Henseende kritiseres man bedst af Andre; og deri bestaar dette Livs taabelige Bitterhed men nyttige Konflikter, at man ikke vil erkjende denne Doms Gyldighed (hvortil man har Ret) eller Anvendelighed, indtil den frigjorte Tilstand indtræder, da man kan gjøre Appellen til sin Sjels Reenhed i Villjen gjæl- dende. Da tror jeg at det Straalende først vil vise sig i de tre konstitutionelle Mænds Gjerning, under Proceduren at have in- sinueret den enhver Nordmand mere end nogetsomhelst andet oprørende Beskyldning, at Hs. Exc. er svenske Minervas Pro- tektor, det Blads, som skammeligst og hadskest belyver og an- griber Norge, dets Thing, Folk og Regjering. Det Foredrag fra Aktor, som den Cst.nelle leverer, er desuden ganske egnet til at bringe den offentlige Mening paa sin Side. Ogsaa har den Cst.nelle den Fortjeneste at være det norske Blad, som først gjorde opmærksom paa det uhyggelige Træk af vor Stats- minister at omgive sit Embeds Segl med den svenske Sera- fimerkjæde. Man vil saaledes haabe, at den Cst.nelle gaar i sig selv engang, erkjender det høist beføjede i Statsborgerens Be- mærkning, at den gjorde bedst i at feje for egen Dør, og med Erkjendtlighed modtager den Lime, Statsborgeren har lovet at sende den ved Leilighed til saadant Brug. Den Cst.nelle imputerer mig ogsaa, at jeg har de fleste af Statsborgerens mange Syndere paa min Samvittighed. Skal dette betyde at jeg har nogen synderlig Deel i at Syndere ere blevne denuncerede i dette Blad, da maa jeg benegte saadant; men for saavidt kan der være noget rigtigt deri, at jeg har, saavel ved min Pen, som personlige Forhold til dets Redaktion, bidraget til at rense det for endeel Skriblere, som forhen for- dærvede dette Blad. Jeg tør ogsaa vedkjende mig at have reddet dette for Fald, medens dets Omstændigheder vare gjorte saa kummerlige som muligt -- en Idræt, hvorved jeg vel kan have ødelagt Stumperne af min borgerlige Lykke, men som min Samvittighed forsvarer. Den var ogsaa i sin Tid saa heldig at SIDE: 496 vinde den Cst.nelles første Redaktørs Bifald endog i den Grad at han selv ikke var utilbøjelig til i Gjerningen at vise, at han virkelig mente, at det ingenlunde var godt om vort eneste er- klærede Oppositionsblad skulde gaa tilgrunde. Angaaende Reen- heden i mine Hensigter og Bestræbelser for at hjælpe det paa- fode tør jeg appellere til denne Herre, i hvor mange Nuancer der ellers kan være imellem vore politiske Farver, imellem Statsborgerens konstante brændende Radikalismus og den Cst.- nelles interessante kamæleontiske Farveskiftninger. Da det ellers kan være rimeligere, at den Cst.nelle i sit Skriftemaal mener, at jeg har Statsborgerens fleste Synder og ikke Syndere paa min Samvittighed, saa maa jeg ogsaa med Ruelse bekjende, at de Revselser, som den fra Tid til anden ved passende Leilighed, al Fornemhed med statsborgerlig Ringe- agt tilsidesat, har dristet sig til at lade den Cst.nelle undergaae, virkelig fordetmeste vare mine Synder. Hinc illæ lacrymæ. Og derfra Banlysningen. Kristiania 9de September 1836. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland [OVERSIKTSARTIKKEL] Statsborgeren 11. sept. 1836. Norge. Man fortæller, at Storthingsmand Valstads Sagfører mod Byfoged Thesen, Stiftsoverretsprokurator Horn, har ned- lagt Paastand om Mortifikation, Afbigt og l00 Spd. Mulkt til Fattigkassen. Hr. Thesen siges at ømme sig meest for det sidste. Ellers kunde man, da den brugte Injurie i høieste Grad an- griber Karakteren, og ikke i nogen Maade kan bevises med det Injurianten har opgivet at ville værne sig med, sikkerlig have været berettiget til at vente en drøjere Paastand. Men denne kommer sandsynligviis, naar samtlige Repræsentanter af Bonde- standen ved Sammenkomsten i næste Maaned, sagsøge Byfoged Thesen, som de ikke med Ære kunne undlade, for de skamme- lige Udladelser og Beskyldninger, han ved samme Leilighed har fremført mod dem i Almindelighed. -- Misfornøjelsen med Rigsretsdommen er almindelig. Man veed nu at det koster ikke meget at overtræde Grund- loven. Bare nu ingen farlig Søndren inden Storthingets Afde- SIDE: 497 linger opstaaer paa Grund af den Prostitution, som maa antages at være overgaaen Odelsthinget, der umulig kan tænkes een- stemmigt at have dekreteret Aktionen i den Tanke at et saa- dant Resultat skulde kunne komme ud. Hs Excellences Ære- kjærhed er for bekjendt til at man ikke almindeligen skulde nære Formodningen om at han vil tage sin Afsked, og befrie sine snart forsonede Landsmænd fra den modbydelige Tanke at have en mulkteret Statsminister. Men i denne Henseende kunde det ikke være afvejen, om man erindrede sig den jam- merlige Aftakkelsesfarce, som opførtes af Regjeringen efter Storthinget i 1830. Den endte som bekjendt med højeste Er- klæring, at dens Personale ikke kunde undværes. -- Den Cst.nelle har forøget sine Laurbær med et Forsøg paa at forsvare Kirkedepartementet for Autorisationen i Fayes Historie af Hs. Majestæt Kongens Navnechiffer. Men til et saa- dant Forsvar trænger ikke Departementet, der jo har handlet gandske rigtigen, og det er ogsaa saa usselt, at det alene kaster Skam derpaa og derfor maa ventes fralagt. Man tænke sig blot, at det bestaaer i, under Henslængen af nogle Grovheder mod Aktor og Statsborgeren, triumferende at gjøre opmærksom paa, at der i Historiebogen findes udtrykkeligt, at "Carl XIII til- traadte Regjeringen og fulgtes deri af Carl XIV Johan." Og derimod kan Ingen have at sige, da de vare den XIII og XIV i Sverrig før de i Norge bleve den II og III. At Aktors Debi- teren om Kirkedepartementets priisværdige aabne Hyldest af en saa uomtvistelig historisk Sandhed, ikke er anført i de Blade, som ellers udførligen have meddelt hans Foredrag, er paa- faldende. Henrik Wergeland [SVAR TIL "DEN CONSTITUTIONELLE" OM "FOR MENIGMAND" OG "STATSBORGEREN"] Morgenbladet 14. sept. 1836. Den Constitutionelles Redaktion har atter afgivet et Beviis paa sin Uovertræffelighed i Personligheder. Og jeg overlader den villigen et Terrain, hvor den synes at befinde sig saa vel og at være saa vel kjendt, at der snart vel ikke gives et Skjælds- SIDE: 498 eller Uqvemsord uden den har faaet det indtaget i sin Ter- minologi, og anvendt i et Angreb, der tydeligen involverer, for- uden andre noble Hensigter, en Retræte fra den politiske Rid- dersmands Side, som vel synes, at han har vovet sig noget vidt. At de finde mit Hoved umodent, forskruet eller forvirret, eller hvad det nu har behaget dem at sige, er Yttringen af en billig Selvfølelse hos Folk, der ere Tre om eet Hoved. Uden at gjen- vække Forundringen over de grove Feil, som selv dette Hoved har kunnet begaa, vil jeg blot bemærke det Paafaldende i at saamegen Malice og Færdighed i at citere det ud, som man vil, men med Retfærdighed ikke kan, er forenet med saa barnlig politisk Uskyldighed, som den, der viser sig i Oprøret over Flyvebladet. Saamegen journalistisk Air og at sætte saa dumt et Ansigt op over en saa lidet paafaldende Begivenhed, som at en bevæget Tid afføder et Flyveblad, der forsvarer Nationen og dens Repræsentation med Uvilje over Fornærmelserne! Det vilde været en Skjændsel, om ingen norsk Presse havde prote- steret. Bedre tager sig da ud paa den Constitutionelles smukke Papiir de karakteristiske Træk af Foragt for at fattige Børn bringe Bladet for Menigmand ud og de ridderlige Hug over disse Gadegutters "bare Been". Af de vidtløftige og som Mosaik- arbeide vellykkede Citater at slutte, er det vel ikke saa oprig- tigt meent med dens Appel til Flyvebladets Læsere; men jeg inhærerer den, da den ganske maa fritage mig for videre at føre det Forsvar, jeg har maattet indlade mig i for dette Blad. Ringeagt for det Offer, jeg kan have bragt ved at redde en Tidende, der var dømt til Undergang af de Mægtige, er i sin Orden hos Folk, der forstaa at styre bedre for Vinden. Eller maaskee de endog vide, at jeg intet har havt at bringe, af den Grund, at det allerede før skulde være bestemt, at ingen Lykke, som Staten kan give, skulde vorde mig tildeel. Jeg faaer da finde mig i en saadan Indskrænkning af de Maader, hvorpaa jeg kunde være den nyttig, stræbe at være det saameget jeg kan alligevel, og nøje mig med den Lykke, et Menneske kan have i sig selv, og med den Erkjendelse af min Personlighed, som jeg aldrig har ventet hos den Constitutionelles Redaction, men som mine Landsmænd ikke negte mig. Opfordringen til at meddele det Nærmere angaaende Hr. SIDE: 499 Fougstads paatænkte Overtagelse af Statsborgerens Redaktion skal i Statsborgeren blive opfyldt. Her kun saameget, at Foug- stad dertil var villig, men at den Mistro, Bladets økonomiske Bestyrelse nærede med Hensyn til en Person, som ikke kunde antages at besidde Publikums Tillid som Journalist, kuldkastede dette Remplacement. Dette lykkedes derimod med Bladets nær- værende hæderlige Redakteur, under hvis Bestyrelse det har naaet en saadan Fasthed, at jeg gjerne kunde unddrage det den Bistand, jeg kan præstere, om jeg holdt det for tjenligt. Der er visselig mere Aabenhed i disse Konfessioner end nødvendigt; men jeg troer, at den er det bedste Værn mod Lumskheden og Lavheden, hvis Beregninger ligesaalidt falde sammen med en Moralitets, der taaler Opoffrelser, som dens Angreb skade min politiske Karakteer. Ja jeg vil endog udvide denne Aabenhed til at tilstaae, at en Artikkel fra min Haand i Statsborgeren angrer mig, fordi den bærer Præg af en Bitterhed, som jeg senere har faaet Anledning til at tro uretfærdig. Men denne Bitterhed var ikke og har ikke Præget af personlig men af national Uvilje; og desuden i Almindelighed sagt: var det vel saa besynderligt, om man engang imellem rev sig paa Tornene, naar man farer saa afsted med Buskens Blomster og Blade? Dog havde jeg ikke tænkt, at der var kommet nogen Torn i den Constitutio- nelles Øje, som jeg troede velforvaret bag Viziret. Men nu er det frygtelig inflammeret. Og det kan vel ikke længer være de gamle ædle Stolthedens Flammer siden den forøvrigt er saa pøbelagtig. Jeg vil ellers om kort gjøre Regnskab for ethvert af mine Stykker i Statsborgeren. Den 13de Septbr. 1836. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland ["RIDDERPARTIET"] Statsborgeren 15. sept. 1836. Følgende Stykke af Morgenbladet synes os saa heldigt især i Ideen og Opfindelsen af det yderst passende Navn "Ridder- partiet," at vi maa anbefale det videre Opmærksomhed. Ridder- partiet? Fortræffeligt! Ridderpartiet! Intet Navn kan være SIDE: 500 bedre paa disse smukke Folk, som fegte og opføre sig ellers saa "ridderligen," som Defensor oftere udtrykte sig om Stats- ministeren, der er det ophøjede Forbillede for det hele Ridder- parti, fra de virkelige Riddere indtil de ærlige Svende i den Constitutionelle. [Her følger en innsendt artikkel fra Morgenbladet 10. sept. samme år.] Henrik Wergeland [SVENSK LOJALITET] Statsborgeren 15. sept. 1836. Den svenske Statstidning fremstiller i Nedenstaaende atter et Træk af Loyalitet, som visse Folk ville mene vi Nordmænd kunde have bedre af at tage tilfølge end at subskribere til Eids- vollmonumentet. Det afgiver et for smukt Sidestykke til det om Minderidtet i Gefle til at vi kunne glemme at tage det op. I gamle Dage, da de oldenborgske Konger yderlig sjeldent be- søgte Norge, sattes ogsaa Støtter hist og her hos os; men det var paa mærkelige Steder, saasom Dovres Top, Gjellebek og Kongsberg, saa Mindestenen synes mere reist for deres end for den Kgl. Gjæsts Skyld, og desuden maatte en Konge dengang betyde noget andet end nu. Ved det svenske Borgsjø, som vi snart skal høre om, er derimod først nu blevet noget mærkeligt ved Støtten i Anledning af Kongens Nærværelse d. e. Gjennem- fart paa en Reise. Anledningen fremhæves at være denne, mens man holder det Rimeligere, at forevige Mindet om Hs. Majestæts Godhed mod Sognet, i Baggrunden. Det er vist, at Hs. Majestæt da vilde erholde mange Mindestøtter. Og be- synderligt er det baade, at ikke flere Krybere have været ude med slige Planer, hvorved man idetmindste gjorde sig fortjent af Vejvæsenet, som derved kom til statelige Miilstolper, og at Eidsvollmonumentets Fiender ikke have forsøgt dette Middel til at bringe alt Monumentvæsen i Miskredit. "Borgsjø den 25de Aug. Det Monument, som Hs. Kgl. Maje- stæt i Naade har tilladt Borgsjø Menighed at opføre forat be- vare Mindet om Hs. Kongelige Majestæts naadige Besøg, af- dækkedes idag Kl. 3 Eftermiddag. Det var samme Dag sidst- leden Aar og omtrent den Tid paa Dagen, da Borgsjø Sogn havde den Lykke at see Kong Carl XIV Johan inden sine SIDE: 501 Grændser. En talrig Forsamling havde opstillet sig paa begge Sider om Monumentet, som var af støbt Takjern med følgende Inskription i forgyldte Bogstaver:" Nära ett och ett halft århundrade sedan någon Svensk Konung besögt dessa bygder, helsädes här d. 25 Augusti 1835 Konung CARL XIV JOHAN af tacksamme undersåters glädje och vördnad. Hans färd genom Norrland var ett kärlekens segertåg. Borgsjö Socknemän resta minnesvårdan. "Bag Monumentet var i en Halvcirkel Træer opsatte, og paa dets Sider to temmelig store Bjerker, forbundne med en Løv- kjæde. Paa Steenfoden var Blomster anbragte. "En djup tystnad rådde." Ved Monumentets Afdækning raabtes tregange Hurra "med Liflighet", hvorved Bergskud afløstes. Derpaa fremtraadte Komminister Pastor Carleson og i en ukunstlet Tale tolkede baade Landets Forbindtlighed til Hs. Majestæt i Almindelighed og Sognets i Særdeleshed for hvad Hs. Majestæt havde gjort det under Misvæxtaarene, og endte med at anmode Landshøvdingen om i Underdanighed at fremføre for Hs. Maje- stæt Menighedens undersaatlige Ærefrygt, Taknemmelighed og Kjærlighed. Den skjønne Psalme 304 blev afsjunget. Høitiden var forbi. Der var noget ubeskriveligt rørende i at see en for- samlet Menighed, i dyb Følelse af sin store Forbindtlighed til Landets Velgjører, ukunstlet at takke den Algode derfor, fra hvem al god og fuldkommen Gave kommer. "En stilla andakt och kärlek utmärkte alt, och de församlade åtskiljdes likasom ifrån en religiös högtid, der känsla är i hjertat, utan at ud- trycka sig med stora prunkande ord eller en stojande glädje." SIDE: 502 Henrik Wergeland ["DEN CONSTITUTIONELLE"S ANGREP PÅ "STATSBORGEREN"] Statsborgeren 15. sept. 1836. -- -- Naar den Constitutionelle, hvis indbildske Skolemester- tone falder i det Latterlige, med uædel Lidenskabelighed, enten med Sandhed eller Usandhed blotter en Anonymitet, hvorom den dog vel ikke kan have fuld Vished, vækkes, efter slige Træk, ingen Forundring over, at den, ved at omtale Flyvebladet, ogsaa deraf tager Anledning til at udøse sin skidne Harme over Stats- borgeren, hvem alle uædle Kunstgreb fra den Constitutionelles Side dog neppe vil kunne skade. Vistnok lader den Retsindige, i en Kiv med en Anden, Trediemand være i Fred, men saadant stemmer ikke -- som man seer -- med den Cst.nelles Hof- færdighed og Smag. Nu vel! Enhver har sin Agtelse for hvad der er Ret Red. Henrik Wergeland [OM RIKSRETTSDOMMEN] (Indsendt.) Morgenbladet 16. sept. 1836. En Dom er overgaaet det norske Folk. Den høieste Domstol har erklæret, at naar en Minister har bevirket rigsskadelige Foretagender, hindret saa meget godt som Storthinget kunde have udrettet, sat Statens Sikkerhed og Rolighed paa et farligt Spil, skal han dømmes til at tabe to Maaneders Gage! Hvilket Exempel for lavere Lovovertrædere! Hvorledes man herefter kan faae en uredelig Statsraad dømt til en Straf, som den slette Mand bryder sig om, er ikke ganske klart. Thi hvorledes kan det kaldes Straf at dømmes til en Mulkt, som saa let kan repa- reres ved en Hofpension eller et indbringende Embede for en Søn? For den ærekjære Mand vilde vel en slig Skyldigerklæ- ring, som Rigsretsdommen har udtalt, efter at Retten var be- røvet ved Udskydelsen sine liberaleste og talentfuldeste Med- lemmer, være en Beskjæmmelse, som bevirkede, at han for bestandig trak sig tilbage fra det offentlige Liv. Men for en Aristokrat? Hvad gjælder den borgerlige Ære, ærlige og simple Folks Agtelse ham? Hans Pergament, meddelt hans Bedste- fader af en dansk Despot, for en usynlig Fortjeneste, ophøier SIDE: 503 ham over sligt. Han vil naturligvis i mange Aar vedblive som Statsmand at beskytte Skiensfjordens Udvalgte, modsætte sig Formandslov og Lovgivningsforbedringer i samme Aand. Om han end hvert tredje Aar skulde komme til at punge ud med et tusind Daler eller halvandet, hvad skader det, naar den hele Skare ellers faaer ædt sig mæt og fed paa Statens Midler og retsindige Folks Sved. Men Nationen skal dømme siger svenske Minerva. Folket er den egentlige Suverain siger Aftonbladet i Stockholm. Folket ene kan afgjøre om den Aand, som har udtalt sig paa Stor- thinget, tilhører et Parti eller det er Nationens. Vel forekommer den første, fra de høieste Steder udtalte Mening hver den urimelig, som betænker, at alle de senere Storthing have været besjælede af den samme Aand, og at Folket just har valgt de Personer op igjen, som stærkest have udtalt denne Aand. Men man fordrer en yderligere Dom. Velan. Afgiver den. Folket kan. Rigsrettens Lagthingsmænd vare Schydtz fra Bergen, Weide- mann fra Hedemarken, Borchsenius fra Agershuus, Bjørnsen og Mandt fra Bratsberg, Lippe fra Christiansand, Roll fra Throndhjem, Broch fra Finmarken, Wiig fra Søndre-Thrond- hjem, Nøstvig fra Nordland, Ulveland fra Buskerud, Beichmann og Nordaas fra Søndre-Bergenhuus, Øveland fra Lister og Mandal. Hvo tør sige at nogen af disse ved udmærket Frisind eller Dygtighed har gjort sig uundværlig paa vort Thing? Hvo tør benægte det om de Udskudte? Velan da stemmeberettigede norske Borgere, elske I Statsminister Løvenskjold, Adelsmanden, som indbilder sig at være skikket til at være Embedsmand i et Land, som har afskaffet Adel, da vælger paany hine Rigsrets- mænd og vælger Ingen af dem, som i Odelsthinget dekreterede Statsministerens Anklage, og Ingen af dem, hvis Dom han ikke vovede at høre, men maatte udskyde. Men Landsmænd, hade I Løvenskjold og alt hans Væsen, troe I at Storthinget med redelig Villie har stræbt at gjøre Landet Vel og virket ivrigere dertil end hovmodige Adelsmænd vilde, da vælger ikke hine Rigsretsmænd. (De kunne sikkert undværes!) Men vælger det hele Odelsthing og Lagthing med Undtagelse af disse, paa ny i 1838. SIDE: 504 Vel veed jeg, at Folket endnu ikke er saaledes opdraget til det constitutionelle Liv, som det snart vil blive, men dog har jeg en fast Fortrøstning til at en ærlig Mand i hvert Præste- gjeld vil skrive disse Navne paa sin Væg, tale med sine Naboer om Sagen og da handle efter modneste Overveielse. Lad Nav- nene staae over Bondens Høisæde til nærmeste Storthingsvalg, lad dem gjentages i de offentlige Blade hvergang en svensk- aristokratisk Fornærmelse eller et norsk Forræderie høres, ind- til de ere bekjendte for hver Stemmeberettiget. Lad da det norske Folk, hvortil Magten enten ubesindigen eller hykkelsk appellerer, selv dømme. SIDE: 504 Henrik Wergeland 17. sept. 1836. Den norske Løve staar ikke længer i Spidsen for dette Blad. Og den har heller intet at gjøre, hvor man ikke kan berette Noget, der er Norge og dets Nationalitet til Ære, Vinding eller Glæde. Derfor gjøre vi bedst i at undvære et Syn, som kun kan vække Bedrøvelse, dersom vi føle noget for det, der skal tænkes derved. I mange Normænds Bryst har allerede dette Sindbillede heller ikke hjemme mere. Mange elske det ikke længer, siden dets Betydning: Norges rene Nationalære og ukrænkede Frihed og Selvstændighed forsvandt og man vante sig til Forhaanelsen. Istedetfor at aabne sine Hjerter og give dette Dyrebare et ukrænkeligt Tilhold der indtil bedre Tider, saa udjoge de hurtigt Erindringen om at de vare Norske og søgte at beskytte dette Forræderi ved at bagvaske og forfølge dem, som endnu erindrede hvad de ere, og ved at prædike den Lære, at Nationen har sine politiske Goder uforskyldt, og SIDE: 505 at den har intet at klage, saalænge den har Kjæverne fulde og faaer Lov til at existere. Og Disse vare ikke Dødens, men det behagelige Livs Udkaarne; de vovede ikke Foragt og For- stødelse, men de diede ved Naadens Bryst, bleve Ærens Kjele- børn, og naaede de Magtens Tinder, hvorfra de tryggere kunde forhaane Fædrelandet og knuge dem, der ikke elskede det mindre i Vanæren. En ubeskrivelig Følelse eller Ahnelse af Ulykke for Fædre- landet opfylder min Sjel, og jeg søger forgjæves Lettelse ved at see udover dets Skjønhed, som denne Høst udbreder en tungsindig Dunkelhed over, men negter sine vexlende Farver. Ak, Norge har ogsaa afblomstret; -- jeg frygter det: Norges Frihed har ogsaa afblomstret; den har havt sin Sommer, en Sommer uden meget Solskin og Varme, og nu er dens Høst der -- uden Frugter, som den der nu truer vort Land med grændseløs Elendighed. Storthinget, Nationens ædleste Kræfter, skulde vorde uden Frugter efter et Menneskes Vilje; -- nu skal kanskee Landet og det hele Folks Sved ogsaa vorde det efter Himlens Vilje? Og visselig, der vil gives hjerteløse Men- nesker, som ikke ville forfærdes derover, men sige: "det er godt, at dette Folk bøjes ved en Ulykke hvilkensomhelst, thi det skjønnede ikke paa sin Lykke, men vilde have Frihed og Ære ovenikjøbet -- de Overvundne!" Ja opfyldes de skræk- kelige Spaadomme om et almindeligt Hungersaar, som disse endeløse Tog af Regnskyer og Frostskodder synes at jage ind- over Landet med -- nu, ogsaa dette maa bæres saalænge det kan bæres, det er: indtil Legemets Død er nær. Men der gives Noget, som ikke maa bæres saalænge det kan bæres, det er: indtil Sjelens Død er nær, og Hjerterne sygne og et Folks na- turlige Følelser tørre hen. Det Brød, som kastes os i Næsen, voxer det ikke paa vore egne Agre? arbeides det ikke derfor? og endelig er det saa overflødigt? Den Frihed, hvis Brug vi bebreides, er den os skjænket? Har Nationen ikke vovet sit Alt derfor, lidt og blødet derfor? Den Fred, som med saa stort et Væsen tilskrives For- eningen -- har Norge ikke offret denne Forening noget? gives der ikke Billighed i Verden mod et Folk, der ikke vil andet end Freden? Den Ære, som krænkes saa ofte, -- har den ikke SIDE: 506 hjemme i Aarhundreders Historie? og fordunkledes den i mørke Tider for aldrig at lyse i de lysere? Men er det godt at meddele "Menigmand" disse Sorger, hvorom han ikke drømmer? Ja, er det ikke godt at sige den Sovende, at Slanger nærme sig hans Leje? Dalen maa vide hvad Vejr der lægger sig paa Højderne. Ogsaa den Ringe maa vide hvorledes det har sig med hans Fædreland. Misunder man os al Lykke, og skal den opgives, og gives der Normænd, som af Taknemlighed, som de sige, for den nydte opgive Nationens tilkommende, saa maa Han, den simple Menigmand, ogsaa være høimodig, og villigen opgive sin eneste Lykke: Uvidenhedens. Men dette holdes for farligt d. e. hans Foragtere modtage kun med Forfærdelse dette Offer. Han skal kun læse sin Postil og hvad der kan give ham religiøs Trøst i hans Elendig- hed. Paa et andet Liv skal hans Øje fæstes, men ikke paa dette, hvis Begivenheder skulde fortrive ham som Malstrømmen den døde Stok, uden at han skal være berettiget eller sættes istand til at tænke derover og virke som han tænker bedst. Er han ikke en Træl i Navnet og i borgerlig Stilling, skal han dog være det i aandelig Sløvhed. Han betragtes som et halvtamt Rovdyr, hvis Tænder maa afbrydes og Sandser afstumpes, om det skal faa Lov til at gaa løs. Af den norske 1 1/2 Million skulle de ni Tiendedele ikke faa vide noget om Fædrelandets Skjebne; og det skal hedde en Forbrydelse om En vil fortælle dem hvor- ledes det har sig. Personerne, der bearbeide paa det troløseste den herskende Tiendedeel af Folket, ville ingen Vidner udenfor have til dette Værk. Derfor maa ingen Øjne oplades. Dette Blad blev derfor, alt som spaaet var i Indledningen, tilrakket paa en Maade, der viste, at fornem Pøbelagtighed giver den simple intet efter. Det betragtedes som et i Utide draget Sværd (men som kan trækkes senere). Det betegnedes som en Usselhed at "barbenede Drenge," det er: Menigmands Børn, falbøde det paa Gaden. Man paaløj det Hensigten at vække Had mod den anklagede Minister og at indvirke paa Retten, som laasede sig inde fra Morgen til Qvel den Dag det andet No. udkom. Og et dødeligt Had greb Leiligheden til at udgyde sig mod en Person, som angaves for Forfatter, der har Ret til at foragte saadanne Angribere ligesaameget som SIDE: 507 han var bekjendt for at sætte Mistillid til deres Sindelag som Nordmænd. Men Ingen maa derfor tro, at De paatoge sig at forsvare det haardtangrebne Folk og Thing. Nei, Flyvebladet, der gjorde dette, angreb de, men ikke Nationens højfornemme Fornærmere. Men saa gaaer det hos et Folk, hvis politiske Stilling gjør at det søndres i Partier: Patrioter og Ikkepatrioter. Den store Mængde har hidtil hos os, fordi den forsømmes og ikke skal vide noget, været ingen af Delene, uden forsaavidt en naturlig, men tankeløs, Følelse havde nogen Indflydelse. Men Jeg vil nu gjøre den til Patrioter, og derfor skriver jeg et patriotisk Flyveblad "for Menigmand." Og deri meddeler jeg ham nu Rigsrettens Dom samt, med Tilladelse, den Mening, at Ingen kan være tilfreds med den uden maaskee Angjældende selv, saafremt han, mod Formod- ning, skulde være af den lidet ærekjære Karakteer at ville beholde sin Post til enhver Priis. Og siden Personer af Indfly- delse gjøre sig al Umage forat fremstille norske National- Anliggender som blot vedkommende et Parti -- saaledes som skeet er med det Mindesmærke om Fædrelandets Befrielse, som, efter de udsendte Planer, er paatænkt at vorde reist paa Eidsvoll -- saa fornærmes ogsaa Folk og Rigsret med at maatte høre fra Sverige, at dens Dom kun er et fordømmeligt Parties Sejer. Og skulde nu Hs. Exc. virkelig tro dette, da viger denne Nationens ubøjelige Tugtemester visselig ikke, fordi han har lidt følgende Rigsrettens Dom: Statsminister Løvenskiold, Ridder og Kommandør af Hs. Kgl. Majestæts Ordener, bør, for ei at have protesteret imod den Konge- lige Beslutning af 2den Juli sidstleden, hvorefter Norges ottende ordentlige Storthing hævedes den 8de næstefter, ifølge Loven af 7de Juli 1828 § 2 Litr. i og § 6, at bøde til Statskassen 1000, skri- ver et Tusinde, norske Speciedaler; saa bør han og betale i Sala- rium til Defensor, Højesteretsadvokat, Ridder, Petersen 300 Spd., til Justitssekretær Rieck 120 Spd. og i Godtgjørelse til Høiesterets- budene Røsholm og Horn for Stævningens Forkyndelse og Opvart- ning i Rigsretten tilsammen 30 Spd. SIDE: 508 Men lader os ikke gruble over den bittre Bekræftelse paa, at det koster ikke meget at overtræde Grundloven; og heller ikke opregne Pengetabet, der intet vejer imod den Knæk, Ag- telsen for den og Majestæten ved en Nationalforsamling, der maa høre sig paa det haardeste irettesat som en Flok Skole- drenge, uden at Straf derfor dikteredes, kan have lidt. I vore Hjerter skal Grundloven idetmindste æres, om de end kun kaldes Raahedens Huler, og agtes for lidet mere end Blod- strømmes følesløse Udspring. I Folkets bedrøvede Kjærligheds Dyb skjule den krænkede Mø sit Aasyn, som raaber om Hevn men maatte tage Penge for sin Ære! Og vi ville trøste den atter Fornærmede, ikke med at pege hen i en Fremtids luftige Øde, der, efter svage Folks Tro, skal fyldes med Lyksaligheder, naar vi kun lade Statsskibet gaa eftersom det blæser fra Sverrig, og heller ikke med juridiske Beviser for at vi netop have vundet fordi vi ikke have tabt Alt (omtrent som at prise Den lyksalig og opfordre ham til Lystighed, som brak Armen, skjøndt han unegtelig kunde have brukket Halsen); men vi ville hente vor Trøst fra Hvad der virkeligt er forhaanden og fra simpel Fornuft, rimelig Tro og naturlige Følelser. 1) Er det dog ved højest opnaaelige Dom erkjendt, at et Regjeringsmisgreb er begaaet. Den kongelige Raadgiver, som ikke fraraadede Storthingets Opløsning er anseet strafskyldig i begge de af Aktor paastaaede Henseender, nemlig som Den, der "har foranlediget eller medvirket til at Grundlovens Be- stemmelser i § 15 om Indhentelse af den norske Regjerings Betænkning, er tilsidesat" og som Den, der "har efterladt eller handlet imod en ved Grundloven foreskreven Embedspligt," nemlig, overeensstemmende med Grundlovens § 30 at protestere imod den kgl. Beslutning om Storthingets Opløsning som "øjen- synlig skadelig for Riget." 2) Om end Statsministeren har faaet en mildere Straf, end efter vor Anskuelse er og vilde været den rette, idet han nemlig er for hver af sine Forseelser idømt laveste Mulkt, 500 Spd., saa maa vi dog betænke, at dette dog maa være haardt for en ærekjær Mand, og at Hs. Exc., saafremt han er dette, af sig selv, med alvorligen igjennemført Beslutning, træder tilbage fra sit Embede, der ikke taaler saadan Plet; at Høimodighed og SIDE: 509 Forsonlighed tilhører vor Folkekarakteer, og at Statsministe- ren har maattet høre en strengere Dom af sine Landsmænd. 3) Folket har vundet Dom for at Anvendelsen af den kgl. Rettighed efter Grundlovens § 80 til at opløse Storthinget er forbunden med Ansvar. 4) Folket har faaet Øjnene op for Forfatningens og Forenin- gens Farer. 5) Odelsthinget er retfærdiggjort for Folket med Hensyn til dets raske Anklage og Sagens Anlæg, hvor lidet end ellers Begge ville være tilfredse med Dommen i politisk og juridisk Forstand. 6) Om Folk og især Storthinget fornærmedes ved Meget i Anklagedes Procedure, saa gav dette Anledning til at Aktor forsvarede det saaledes at vrangt Omdømme derom maa være tilintetgjort. [fotnotemerke] 7) Under Proceduren blev man ogsaa gjort opmærksom paa, at der i en kgl. Resolution gaves Vished for at det nationale Ønske om at Kongen maa i Norge nævnes efter norske Kongetal og ikke efter det svenske, forlængst er opfyldt. Dette kan en- hver see i sit Barns Udtog af Norges Historie, der er udgiven af Kirkedepartementet, som især har Fortjeneste af saaledes at have opløst en af Knuderne paa Foreningsbaandet imellem Rigerne. 8) Den vægtigste Grund af alle til at tage Dommen med Rolighed som den er, er den, at vor kjære gamle Konge, der har personlig Godhed for Hr. Løvenskiold, ikke kan finde sig saaret ved ellers at maatte miste ham, og at Høistsamme vil hente ny Aarsag til sin Kjærlighed for vort Folk i Erkjendelsen af den Maadeholdenhed som er viist af dets Repræsentation i Rigsretten. En besynderlig Trøstegrund kunne vi endelig ogsaa hente af Fotnote: Maaskee et kommende Flyveblad meddeler dette Forsvar. De, som kjende det af de øvrige Blade, erindre at dette hedder "For Menigmand," og er fremkaldt ved Fornærmelserne, som først ret gjorde opmærksom paa Aanden i Hovedbegivenheden: Storthingets Opløsning, og som, om de ikke bleve protesterede, skulde beskjæmme os, ihvor grundløse de vare, og, om de -- hvortil de vare vægtige nok -- sank ned i Menigmands Masser, anrette ubodelig Skade. SIDE: 510 at vi ikke maa tro, at alene Grundlov og Storthing fornærmes; nei, vor Regjering udskjeldes ogsaa fra Sverige og den mageløse Fornærmelse mod hvilkensomhelst Ret, at Dommen iforveien skulde være afgjort, udsiges der om den norske Rigsret af en Tidende, som et, rigtignok fordægtigt, stundom utroværdigt og feigt, men vel underrettet, af vore Blade angiver som nærfor- bunden med Statsministeren. Saadanne Angreb ere Angreb paa vor Konges store Værk, Foreningen. Disse maa han see med Smerte, da Følgerne ikke ere vanskelige at opdage, men ikke at hans trofaste norske Folk ønske sine Rettigheder overholdte saadanne som Han selv har tilstaaet dem, at det bedrøves, naar det ikke skeer og naar Straffen ikke er tilfyldest, -- at det be- drøves, men trøster sig over Alt i Haabet paa -- Ham! Henrik Wergeland ["DEN CONSTITUTIONELLE"S REDAKTØRER] (Indsendt.) Statsborgeren 18. sept. 1836. -- Du siger: Forbundet imod dig af den Cst.nelles Redak- tører er ikke en Pibe Tobak værd. Jeg troer, det idetmindste er en Tobakspibe værd. Thi der har man baade Træhovedet, det bøjelige Slangerør og -- jeg havde nær sagt en Kjerne- spids, dersom der ikke var saameget Smuds ved. Var ikke det, vilde jeg af og til stoppe Piben, røge den i god Mag og banke den ordentligt ud. Henrik Wergeland [ET TILFELLE AV DYRPLAGERI] (Indsendt.) Statsborgeren 18. sept. 1836. Ved i Dag at gaa op ad Rødfyldgaden foranledigede en inde i et Gaardsrum existerende Støi mig til at træde i den aaben- staaende Port for at erfare Aarsagen; og med Forbauselse mærkede jeg, at en Artillerie-Kommandeer-Sergeant i sin hæf- tigste Vrede med sin Sabelklinge indpryglede og behandlede en stakkels Hest paa den umenneskeligste Maade, der, til Dyrets Held, standsede ved Klingens Itubrækning af de voldsomme Slag. Dette offentliggjøres med Spørgsmaal til de høie Ved- SIDE: 511 kommende om en saadan Behandling med de umælende Dyr er passende eller tilladelig af en Artillerie-Kommandeer-Sergeant? Den 9de Septbr. 1836. Henrik Wergeland DANSKE LØGNE OM NORGE, TIL NYTTIGE KUNDSKABERS UDBREDELSE Statsborgeren 18. sept. 1836. I et Blad, som udgives i Kjøbenhavn, under Navn af Pano- ramaet, som et Slags Skillingsmagazin til Udbredelse af for- skjelligartet Kundskab, findes i Nr. 17, 1835 i en statistisk Over- sigt af de nordiske Riger, efter at Danmark noksaa ordentlig er affærdiget, under den følgende Artikel "Sverrigs Statistik" Norge taget med som ganske under Sverrig hørende. Saaledes hedder det: "Staten har 13,736 Q. M., af hvilke Sverrig har 7,935, Norge 5,798 og Øen Barthelemy i Vestindien 2 3/4. Folke- mængden var 1825 i Sverrig 2,724,778, i Norge 1,016,000 og paa Barthelemy 18,000. Stæderne ere 111 (af hvilke Stokholm har 72,137 Indvaanere, og Kristiania 19,336)). Flækkerne 35, Lan- dingspladsene 32, Sognene 2,523, Gaardene 106,784, og Husene 598,600. Indvaanerne ere: 2,730,000 Svenske, 1,000,000 Nord- mænd, 8,900 Lapper, 7,000 Finner og 450 Jøder. Med Und- tagelse af Sidstnævnte og 800 Katholiker er hele Nationen (!) lutherisk." Derefter slaar Jyden de forskjellige Rigers Forsvars- og Finanzvæsen sammen og fortfarer: "Kongen har den ud- øvende Magt, men deler derimod den lovgivende, samt Ret til at bestemme Skatternes Størrelse og fordele dem, med Natio- nen(!), som i Sverrig repræsenteres af Rigsdagen, og i Norge af Storthinget." Og dette læres i et Blad til nyttige Kundskabers Udbredelse! og det i et danskt Blad! og det i et Blad, som udgives i Kjøben- havn, al Nordens Oplysnings Centralsol! Det er mærkeligt, at de norske Generalkonsuler taale saadant. I Hamburg, hvor de fleste politiske Løgne om Norge see Dagens Lys og derfra ud- spredes over Verden, er ogsaa en saadan Generalkonsul eller endog en Resident. Men ogsaa der er denne ligeledes af Norge lønnede Embedsmand uden Nytte i den Punkt. De ere nemlig SIDE: 512 Svenske. I Kb.havn er den hertillands hadeligen bekjendte Ewerløf Consul, og af ham kan man vel ikke vente nogen Ret- færdiggjørelse. Da Konsulerne ikke berigtige af sig selv Frem- medes Vildfarelser om vort Lands Forhold, synes det ikke af- vejen, om dette paalagdes dem i deres Instrux. Henrik Wergeland EN GAMMEL SKIK, SOM BURDE INDFØRES IGJEN Statsborgeren 18. sept. 1836. Et Uaar truer os stærkt. Naar Kornet selv her i Byens Nær- hed har taget Skade af Frost, hvilke sørgelige Efterretninger kunne vi da ikke vente fra Landsbygderne? Der vilde da være megen Hjælp og Tryghed i om Bonden optog den Huusskik fra gamle Dage, altid at have Forraad af Fladbrød for et Aar over- liggende. Dermed kunde begyndes i et rigt Aar, uden at man dog burde gaa til den Yderlighed, som tilforn undertiden fandt Sted, at Forraadet fra en Mands Bryllupsaar fandtes urørt ved hans Liigfærd i hans sildige Alder. Henrik Wergeland [FOUGSTAD OG STATSBORGEREN] Morgenbladet 18. sept. 1836. Den af Hr. Fougstad i den Constitutionelles Dagsnummer afgivne Forklaring indeholder saa megen Sandhed, at jeg kan spare mig Umagen med videre Oplysninger om Experimentet at gjøre ham til Redaktør af Statsborgeren. De vilde maaskee ogsaa underkaste min Karakteer nye sønderflængende Operatio- ner naar de maatte synes at antyde, at jeg derved kunde ville gjøre mig til af den gode Hensigt, ved en saadan Amalgama- tion at ville give denne nidkjære men vaklende Liberale den Styrke, han tiltrænger, og den Popularitet udenfor de højere Stænder, som han ikke havde vidst at erhverve, og anvise ham en Virksomhed, som baade var ham hæderlig nok og vilde give hans Forfaldenhed til Politiseren mangen god Ruus baade i Bærme og bedre Sager. Hr. Fougstad vilde idetmindste have forsonet Statsborgeren med dens fornemme Fiender, og gjen- sidigen vilde Statsborgeren og Han udøvet en Skjersilds Ind- SIDE: 513 flydelse paa hinanden. Hans efter politisk Virksomhed og Ind- flydelse bævrende og overspændte Kræfter vilde havt særdeles godt af, under passende Tøiler, at trække Statsborgerens hæl- dende, af sin Kudsk forladte, Vogn paa Vej igjen, -- noget som ikke var mere end billigt, da han selv havde gjort sit til for at skyde den overende. At hr. F. hurtigere havde erhvervet Bladet Portofrihed, end det lykkedes nuværende Redaktør Hr. Krigsraad Flor, kunde man ogsaa tro. Og endelig vilde en Nærmelse, om end iværksat med en Knibetang, imellem Hr. F. og mig i politiske Anskuelser ikke været det jeg mindst vilde paaskjønnet. Men jeg er jo fritagen for videre Oplysninger om dette paa- faldende, men vel igjennemtænkte Arrangement, hvorved en god Sag vilde været tjent; og da den Constitutionelle i denne Tid giver mig mere at bestille, end dette poliske Blad kan agtes værd af En, der gjør ligesaalidt af Poliskhed som af anden Lumpenhed, saa burde jeg vel aflægge min ærbødigste Tak for saadan Benefice for min Beqvemhed. Thi næst min Overbeviis- ning er det denne jeg i politiske Anliggender tager i Betragt- ning, omendskjøndt der gives kloge Folk, som handle omvendt. Jeg benytter denne Leilighed til at underrette dem, der mundtlig som gjennem Pressen have yttret sig misbilligende mit Forsæt at gjøre Rede for, hvad jeg har skrevet i Stats- borgeren, at jeg troer bedst saaledes at undgaa Bagvaskelsen. Den Constitutionelles Redaktions Had er mig ogsaa i denne Henseende uforskyldt. Jeg kan bevise det, og vil det, ikke for denne mig fiendtlige Coalitions Skyld, men for min egen, da jeg ikke kan vide om dens Bagvaskelser om, at jeg i Statsbor- geren udtømmer et hadsk Gemyt, hvorved dens voldsomme Krænkelse af Anonymiteten skulde undskyldes, har fundet Tiltro eller ikke hos Mennesker, hvis Agtelse det er mig om at gjøre. Jeg vil ikke opfordre Redaktørerne til at vise samme Aabenhed; men kun til at opgive mig, for hvilken Tid, (f. Ex. den de tro jeg har skrevet meest i), jeg skal gjøre Regnskab, da dette skal følge behørigen attesteret af Redaktøren Hr. Flor, at Intet er fordulgt. Den 15de September 1836. Henr. Wergeland. SIDE: 514 Henrik Wergeland [SVAR TIL "DEN CONSTITUTIONELLE" OM "FOR MENIGMAND" OG "STATSBORGEREN"] Morgenbladet 19. sept. 1836. Jeg maatte skrive Sygebulletins, om jeg skulde følge den Constitutionelle videre end jeg har gjort. Kun saameget at idag har dens Rasenhed formodentlig naaet sin kritiske Culmination, hvorfor den bør overlades til Naturen, omendskjøndt der er lidet at haabe af en saa fordærvet. Kommer den noget til Sam- ling, vil jeg forelægge den Spørgsmaalet: "om der er falskt og feigt Profetvæsen ved at være sig sine Meninger med al tænkelig Aabenhed bekjendt, og ved at give Slip paa Anonymiteten og gjøre Rede for hvert enkelt af endeel i Masse med skamløs Usandfærdighed forkleinede Skriverier?" Jeg har opfordret Morgbl.s Redaktion til at offentliggjøre det sidst udskjældte af Flyvebladene, forat et større Publikum, end det den Constitu- tionelle ellers (med Tak erkjendt) har anstrenget sig for at er- hverve dem, kan faa Anledning til at dømme selv. At Hr. Lector Motzfeldt har rakket mig til efter sin Overbeviisning, vil jeg tro, ligesom jeg, efter min, lader det være med ham, i hvor rigelig Opfordring, han end har givet til at irettesætte Uforskammet- heden og Uretfærdigheden og sætte bornerede Anskuelser ilave. Jeg kjender ham desuden ikke personligen, saa jeg kan be- dømme om det er Svaghed i Aanden eller Misledning af Andre, der gjør hans Overbeviisning om min Person og Virksomhed saa feilende som Alle, der kjende og forstaa mig og denne, maa vide den virkelig er. Den 18de September 1836. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland DEN CONSTITUTIONELLES REDAKTØRER Statsborgeren 22. sept. 1836. have i mange Henseender gjort sig for mærkelige til at Publikum ikke skulde burde kunne gjøre sig et klart Begreb om disse Per- soner. Den Overtro, de have forstaaet at vedligeholde om deres personlige Værd overgaaer maaskee Gaadefuldheden, der til- hyller deres politiske Hensigter. Men som disse, saa er ogsaa hiint. Og denne Ubluhed, hvormed de have besudlet Anden- SIDE: 515 mands Personlighed i deres Kloakrender af Spalter, opfordrer til at hænge en Lygte over disse Natmænds skumle Virksomhed. Man bør vide hvad det er for Triumvirer, som udstede disse oprørende Proskriptioner, hvad Kald de have til disse moralske Slagterier, hvad aandig Glorie der omgiver denne banlysende falske Hellighed, hvilke Fortjenester af Fædrelandet den har at paaberaabe sig denne myndige og svulmende Selvfølelse. Gud hjælpe os! Vi træffe nok paa Crassus'es krasse Ubetydelighed, Pompejus'es ubegrændsede Forfængelighed og adskillige Anlæg til cæsarisk Diktatur; men alt dette forslaaer ikke meget. Og naar vi træffe paa Karakteerlister istedetfor paa nogen Liste over Fortjenester, og finde at Fædrelandet har Fortjenester af dem, istedetfor de af det, saa maa man tabe Respekten for dette skrigende Overmod og endelig opdage, at man har Frøer i en Sump og ikke Oxer for sig, ihvor oxemæssig end deres For- fængelighed er. Der er ikke ubetydelig Forskjel imellem hver enkelt af disse Personligheder: hos En dominerer den pedante Dumheds, hos En en grov og i sine første Fremsteeg eller Forsøg formeget be- gunstiget, lav og koldhjertet Ærgjerrigheds Ostentation. Og naar den Tredje trækker en Narrehætte af Indbildskhed over Kundskaber og Talent, og viser en Arroganz, som tvinger til at fratrække Agtelsen for hans sunde Fornuft ligesaa meget som man lader disse beholde, saa har man i Ostentationen den Egen- skab, som er dem alle fælleds, eller Kriteriet paa denne kon- stitutionelle Treenighed. Men Geniets, bornert Pedanteries og almindelig dagligdags Indbildskhed er dog for forskjelligartet til at der ikke skulde existere andre Baand imellem dem. I selve Planen til et, Reaktionen i vore højere Stænder understøttende, Blad er et. Her var ikke Spørgsmaal om Kræfter. Fordærvel- sen og den servile Reaktion havde angrebet for Mange til at vægtig Understøttelse og Hjælpere i Mængdeviis skulde mangle. Enhver, som søgte Beskyttelse og Betydning for egen Ubetyde- lighed ved at tale i lav poetisk men høj polemisk Dæmringstiil om Fædrelandets og dets Forhold, enhver med Dæmringen hen- lagt og forligget Dæmringianer vilde gjerne føre Kalk og Steen til et Alter, hvor gyldne Guder skulde dyrkes. Grev Wedel kunde gjerne spart sine ilde anvendte og bortkastede Penge -- SIDE: 516 Bladet var nok kommet istand alligevel; thi alle aandige Be- tingelser baade i Publikum og hos Redaktører vare for et saa- dant Blad tilstede, og da kommer det Materielle af sig selv. Man veed jo, at hos Fougstad, den Constitutionelles Skaber, var, efter det mislykkede Forsøg med hans Storthingskritik, Trangen til at udtømme Produkterne af de politiske Gjæringer i hans Indre stegen til den Grad, at han endog vilde benytte sig af og tage Residenz i Statsborgerens forladte lieu d'aisance. [fotnotemerke] Uden Indflydelse paa at istandbringe Alliancen mellem Per- soner, som sikkerlig, eftersom de have Forstand dertil, maa i mange Henseender ringeagte hinanden, var vel heller ikke det, at de alle havde nydt godt af omtrent lige lykkelige Omstændig- heder, eller at deres moralske Huld var blevet homogent under Næringen af samme Lykkens Fløde. Hr. Motzfeldt blev Lektor i Jurisprudenz paa en Tid, da man trængte til en saadan uden at kunne vælge. Og at Fougstad kom i Departementskarrieren paa en Tid, da man ikke spurgte saa nøje efter Kundskaber eller simpel Skrivfærdighed, er han fremdeles et levende Vid- nesbyrd om. Hr. Schweigaard er ogsaa baaret paa saa bløde Arme af den Lykke, vort Statssamfund kan skjænke, at det ikke er saameget at undres over, om han finder sig bedst mel- lem disse andre forkjælede af Fædrelandets Børn. Under Fei- den, hvori Dæmringen kom tilkort, hørte man de Slagnes Jam- merskrig over at fri Kampplads med Partiskhed negtedes dem i Morgenbladet. Man maatte da skaffe sig en egen Plads, hvor- paa alle disse Kræfter kunde udvikle sin glimrende Parade. I Morgenbladet skrev hvem som vilde; derved kunde Folk af Velten komme i slet Selskab uden at vide af det, og det maatte forebygges ved at aabne en egen Salon, hvortil behøvedes Ad- gangskort og Purifikationsbeviis. Den almindelige Opinion havde under en fri, til den selv overladt, Udvikling antaget en Ret- ning, som fjernede sig mere og mere fra den Minoritets, hvortil de hørte, og som havde opdaget, at der gaves en anden Patrio- tisme end den norske, og at den kunde passere, naar den kun ikke blottede sin Huulhed formeget og forstod at tone sine Flag med Snuhed -- en Middelvei mellem Patriotismen og For- Fotnote: D. e. Privet. "Den Constitutionelle" er Fuldmægtig Fougstads, Lektor Schweigaards og Lektor Motzfeldts lieu d'aisance. SIDE: 517 ræderiet, som førte til en Himmel, der har sine Saligheder, Guddomme og Stjerner. Som et Partiblad i sit Væsen fremstod da den Constitutionelle, men med den Opgave at undgaa Skinnet af at være det. Man kunde ogsaa benytte sig af den Erkjendelse, som burde være almindelig, at en Konkurrence med Morgenbladet vilde være gavnlig for vor Bladliteratur; men nu at klappe Opinionen til man fik Foden paa dens Nakke og sat den blaa Briller paa, som kunde give Alt det samme Skjær, hvori De saa det? Ja det var Knuden. Men det maa en Kuursmed forstaa; og Kuur- smede give de sig ud for at være for den offentlige Mening, som de agte for et Bæst, der lider af mange Sygdomme, men som de selv ville ride paa, naar de faa den i Stand og under Tøjler som de ville. De unionelle Tvistepunkter gav en herlig Anledning til høje Skjoldslag og fareløse patriotiske Flanke- ringer; thi alle vare de forhen afhandlede med endnu djærvere Oprigtighed, bag hvilken man godt kunde holde sig i paakom- mende Tilfælde. Og gjorde man et Hop af og til forat holde Folk ved godt Lune, saa var der altid Anledning til en Knæling strax ovenpaa eller en Reverenz til den anden Side. Saaledes kunde det nok gaa, og saa gik det. Man behage blot at see igjennem disse Blade fra først af og indtil denne Politik i de sidste Dage har viist sin Jammerlighed i al Nøgenhed ved det Dølgsmaal, som i Rigsretsreferatet er lagt paa Kirkedeparte- mentets Færd i Navnechiffersagen, og det usle Forsvar, som er opført derfor, samt ved det plumpe Forsøg paa at skyde Flyve- bladet og Statsborgeren foran sig, og kaste disse, forat redde sig selv, som en Bid i Gabet paa Magtens Forbittrelse. Uvisheden i om det kunde gaa godt kunde i Beregningerne intet afgjøre mod Landets fornemste Mands kontante Under- støttelse og Fougstads brændende Lyst efter at bestige Publi- cistens Tribune -- en Ærgjerrighed, som var uforholdsmæssig stor i Forhold til de øvrige Udkast i en smaalig Stiil hvori Resten af hans Individualitet er affattet, men som urokkelig og levende boede i denne som Frøen i Stenen, hvis døsige Hjerte kan slaae i tusinde Aar i Haabet om da engang at slippe frem i Dagslyset. Hr. Fougstads enthusiastiske Gløden for en Plan, der saa for- SIDE: 518 træffelig var skikket til at kildre hans Forfængelighed, var maaskee det virksomste Middel til at lodde disse forskjellige, ikke meget ædle, Metaller sammen. Hr. Motzfeldt havde før været saa uheldig i Avisskriveri, at nogen personlig Kløe der- efter vel ikke kunde plage ham; men jeg antager at baade han og Schweigaard gav ligesaameget efter for Fougstads brændende Iver efter at see Værket istand som for den Trang til et Organ, der var fælleds for Mennesker af deres Anskuelser. Fra hans indknebne Hjerte udsprang Hovedkilden til den skidne Nil, som danner dette Egoismens Delta (¿), hvis enkelte Sider, vi nu skulle betragte. Hr. Fougstad synes vi alt skulle kjende, og den Forfængelig- hed, som vi have omtalt, er virkelig ogsaa i den Grad en Hoved- side ved ham, at der kun bliver yderlig lidet tilbage for Op- mærksomheden. Alt øvrigt er saa uendeligt smaat hos ham, at man, ved at undersøge denne Aggregation af Smaaligheder i hans Væsen, trættes som ved at speide efter mikroskopiske In- fusorier i et Glas ureent Vand. Han er en af disse Dusinkarle, som man kan gribe paa ethvert Gadehjørne, og endda iblinde træffe flinkere Folk, der have gjort ordentlig Rede for sig i sine Videnskaber. Han er et af disse blodløse Hjerter, disse besynderlige amfibiekolde Gemytter, som vække Valenhed i Fingerenderne naar man tænker paa dem. Hans Indre har en uforanderlig Temperatur; og naar hans Tunge svadser, ligge Følelserne lige ubevægelige, og alle andre Nerver sove, paa dem nær, hvis Traade ere nødvendige til dens automatiske Be- vægelse. Han er af disse ulykkelige Karakterer, der aldrig naaes af nogen Straale af Livsfrohed og naturlig Glæde. En tør og klangløs Latter er al den Vibration som ryster dette Lædermenneske, naar noget gaar ind i eller lykkes hans Ær- gjerrigheds Kombinationer. Og disse krystallisere stedse og det stundom i nok saa fantastiske Former, i hans kolde Indre. Dog er han med denne uheldige Gemytsbeskaffenhed ikke ond; men han hører til de Mennesker, som endogsaa gjerne ved Leilighed vilde gjøre noget godt, forat forsøge om ikke dog dette kunde volde dem nogen Glæde og lade dem føle den ukjendte Vellyst af et varmt Boldskyl gjennem det forfrosne Hjerte. En Vellyst siger jeg; men hvorledes kan den kaldes saa, naar han ingen- SIDE: 519 sinde følte den og altsaa heller ikke kjender til Savnet? Jo, jeg troer, at dette maa have indtruffet hos ham; thi i det fro- stige Savn deraf vil Retfærdigheden i den moralske Verden, at den determinerede Egoisme skal have sine Qvaler. Og ingen- sinde lettedes disse hos Fougstad ved Venskabet; thi Kamme- raderne bedømme godt hverandres Karakteer, og stødes in- stinktmæssig tilbage fra den der er dem modbydelig. Eensom vandrede da Fougstad fremad, overladt til sin Forfængeligheds Drømmerier, der snart lod den tyndeste Student ved Universi- tetet ymte om at han uddannede sig til Diplomat snart til Jour- nalist og politisk Forfatter af Rang som saadan. Han læste Fransk istedetfor det han skulde læse, og konjugerede "j´aime" med samme Iver som Pilegrime tælle to Skridt frem og et til- bage og tænke blot paa, at det dog for hver Anstrengelse af tre Skridt gaar eet fremad mod Jerusalem. Her maa jeg afbryde, thi jeg har Trækkene af hans For- fængelighed for mig, og Rækken deraf er endeløs. (Fortsættes.) Henrik Wergeland [OM KONGEBOLIGEN] (Indsendt.) Statsborgeren 22. sept. 1836. Dersom man troer, at Udgivterne til Kongeboligen ville tage en Endskab, naar den er opført og indredet, ja selv naar det meget resterende af Grundfyldning er fuldgjort, naar Have og Park er istand og ny Vei kanskee brudt igjennem Land og By, da tager man visselig Feil. Alle Rusløkbakkens Huse, for ikke at udstrække det til Pebervigens, skulle derpaa upaatvivlelig bort. Thi hvor Kongeboligen sees fra Sydsiden af, synes den at kneise midtimellem disse Hytter ligesom Kremlen i Moskva, og dette yder en saa modbydelig Kontrast at man fristes til at ønske, at enten alle Rusløkbakkens Huse eller Kongeboligen (ikke Slottet) eller idetmindste de, der bevirkede dets Anlæg paa et saadant Sted, vare Pokker i Vold. Men Vedkommende bør være aabne mod Storthinget i denne Sag, for at det kan tage Forholdsregler i Tide og passe paa at spare i andre Ud- givtsposter til Bygningen hvad der maa medgaa til Eftersmæk- ken, som ikke udebliver. SIDE: 520 Henrik Wergeland [OVERSIKTSARTIKKEL] Statsborgeren 22. sept. 1836. Norge. Den Constitutionelle averterer, at den har faaet aller- naadigst Tilladelse til mod moderat Porto at forsendes i Dan- mark og Hertugdømmerne, hvilket maa være den en meget god Anbefaling her i Landet. Henrik Wergeland ET TRÆK AF HENRIK WERGELAND SOM FALSK FOLKEPROPHET (Indsendt.) Morgenbladet 23. sept. 1836. I Vaar udkom en Bog af en Person ved Navn Holby, betitlet: "Aarsagerne til den norske Landmands uheldige Stilling", som i høi Grad var egnet til at udbrede skadelige Anskuelser af Forhold og Forfatning, og Misnøie mellem Menigmand. Hvad gjorde nu Henrik W., den frygtelige Aufwingler? Han hen- vendte sig til Hr. Schweigaard, der havde anmeldt flere Bøger i den Const., med Anmodning om ved en Anmeldelse at til- intetgjøre hiin Bogs skadelige Virkninger; han leverede S. Bogen, og underrettede ham om at den sneg sig om i flere Bygder, ombragt af Forfatteren og Hjelpers Hjelpere. Da Hr. Schw. ikke vilde bringe dette lille patriotiske Offer, henvendte Henr. W. sig med en Række fra Bogen hentede Spørgsmaal til Repræsentanterne af Bondestanden med Anmodning om at de vilde erklære, om det stod saaledes til i de enhver af dem be- kjendte Egne, som skildret stod i Skrivtet, med Tilkjende- givelse at det skeede for at tilintetgjøre dets skadelige Ind- flydelse paa Menigmand ved at offentliggjøre denne Storthings- mændenes Erklæring. Et Svar blev udarbeidet; men Paateg- nelsen paafulgte ikke formedelst Thingets Afbrydelse. Er ikke dette et Træk af falskt Demagogie, saa veed ikke jeg, men de Constitutionelle det. SIDE: 521 Henrik Wergeland ET BESYNDERLIGT DRØMMESJUN OM DE CONSTITUTIONELLE Statsborgeren 25. sept. 1836. De Constitutionelle have, som bekjendt, skrevet et Stykke imod mig, der var grovt, et der var grovere, og endelig et der var grovest. Det allergroveste har jeg ventelig tilgode hos disse Folk, der ere for honette til at jeg ikke gjerne altid skulde ville have en Regning med dem, omendskjøndt jeg skal have den Ære at qvittere efterhaanden og efter Beqvemmelighed. Men af de Stykker, jeg har faaet, var allerede det første istand til at løbe af med en mindre Taalmodighed end min, og det andet kunde tage Livet af svagere Folk end jeg lykkeligviis er, skjøndt ethvert af de foregaaende maatte forberede paa noget endnu yderligere, saa Altertationen ikke burde kunne blive farlig hos Nogen. Men jeg vil nu fortælle hvorledes jeg skylder Meddelelsen af det tredje og groveste Stykke et Par, for mig ikke saa uin- teressante, Øjeblik i Drømmenes skjønnere Verden. Jeg fik den Cst.nelle tidligt paa min Seng. Min Tanke var efter Læsningen den, som den maatte være, nemlig: "Disse Folk ville jo mig om Livet? De ville jo ødelægge mit borgerlige Liv? Ligesom der i Hamlet myrdes ved at stinge gjennem Ta- petet, saa gjennembore de jo Anonymitetens frie Dække forat naa min Lykkes stille, dog endnu altid levende, Hjerte? Ere de retskafne Folk, maa de jo ønske slig Landsforræder og Op- rører som jeg paa Liigstraa, jo før jo heller paa Liigstraa?" Saa tænkte jeg, lod den Cst.nelle med en behagelig Mathed synke, og -- sov ind. Jeg sov ind med den Tanke: det er Synd at gjøre saa gode Mennesker imod. Derfor drømte jeg strax, at jeg var virkelig død. Men det var uforskammet og egoistisk af mig, at jeg ogsaa drømte at jeg var begraven, ganske ordentligt og kristeligt begraven, hvilket jeg altid har havt en stor Afsky for. Imidlertid, siden jeg skal fortælle Sandhed, var det dog saa. Hvorledes det var med min Sjel, hvorledes den saa ud etc., kan jeg ikke forklare, men kun at det forekom mig somom den eller jeg selv svævede i noget SIDE: 522 duunagtigt blødt og behageligt, og var i et, efter Omstændig- hederne, ret godt Humør. Det kan jeg dog erindre, at jeg be- skjæftigede mig i de første Øjeblik af den frigjorte Tilstand med at kritisere Anmeldelserne af Dødsfaldet i Aviserne, hvor- imellem jeg i den Cst.nelle fandt en affattet omtrent saaledes: "nu er da endelig Henr. W. død efter et Liv, hvoraf der lykkelig- viis intet blev af," o. s. v. Det erindrer jeg ogsaa, at jeg saa mit Liig vende sig i Graven over nogle Vers, som en troskyldig Ven vilde skrive over mig; men da den kjække Morgenbladmand negtede dem Plads i sit Blad, for ikke at fornærme de Constitu- tionelle, saa snuede det sig veltilfreds ret igjen, og dets uan- seelige Træk fordunkledes meer og meer af Fortærelsen, indtil jeg ikke mere kjendte mit uheldige Kontrafej igjen. Jeg kunde fortælle meget, som Dogmatikerne ville studse over. Jeg kunde forfærde Lektorerne Schweigaard og Motz- feldt med en paalidelig Efterretning om hvorlidet Jurispru- denzen gjælder i en anden Verden, dersom den er parret med Uretfærdighed, politisk Tvetydighed, Indbildskhed, Forfølgelse og Bagvaskelse. Jeg kunde advare kraftigen imod at ærgre en brav Hedenfaren med en slet Liigpræken og med at lade Folk synge over ham, som han foragtede. Jeg kunde glæde de Cst.- nelle (som Trøst fordi de i mig havde tabt en annonceret staaende Søndagsartikel) med Fortællinger om hvorledes en vis Fyrste, der staar i stor Respekt hiinsides Graven, roede om i en Baad, som var meget kunstigen gjort af deres Blad, hvilket han fandt beqvemmest dertil paa Grund af en fortrinlig Lethed og Imprægnationen af nogle Stoffe, som han gjør meget af. Og dette vilde glæde Folk, der visselig ville være enhver fyrstelig Person til al Tjeneste. Men intet af alt dette vil jeg gjøre, og det sidste mindst, fordi de Herrer ere saa glade i sig selv, at nogen højere Tilfredshed vanskelig kan meddeles dem af Andre. Derimod vil jeg udbede mig Opmærksomhed for følgende, der synes at indeholde det Daarernes Evangelium, at det hisset kommer mindre an paa og lægges mindre Vægt paa en uskyldig Feiltagelse end her. Et langt Mellemrum af Aandens Fraværelse maa være ind- traadt; thi da min Sjel atter saa over Jorden, var den ganske øde og tom. Med andre Ord: alt var forbi, og jeg kunde hvert SIDE: 523 Øjeblik vente Opstandelsens store Skuespil. Denne ventede jeg ogsaa skulde blive Opgjørelsens, det store Generalregnskabs med Tilværelsens Ophav, thi Opgjørelsen med sig selv havde jeg mærket var allerede forbi og skede eftersom Enhver foer hen; og jeg havde forlængst været et forbauset Vidne til at de tre Constitutionelle havde maattet indlade sig paa nogle Aller- helvedes Subtraktioner. Jorden var øde og tom. Og den maatte have været det længe. Selv Græsset var dødt. Gulnet hang det udover den sidste Generations Gravminder, som var det eneste, der hævede sig frem af Overfladen, hvor Bjergene vare smuldrede og Byernes Ruiner opløste og henveirede. Selv Vinden maatte være død; thi disse Gespenster af Græsstraa rørte sig ikke, og de hule Fluekroppe og florlige Insekthylstre, som hist og her kunde op- dages paa deres Spidser, forbleve ubevægelige. Det var gyseligt. Havde jeg dengang havt et Hjerte, havde det banket; og det skulde have lydt i Stilheden som en Tordens Stød. Men hvilken Lavhed og Letsindighed i Tanken i et saa- dant Øjeblik! thi jeg kan forsikkre, at den ikke var højere end den, som vil falde det kjære Kristianja-Publikum ind, naar det førstegang samles paa sit nye Nationaltheater og seer det tomme, Luft kun forestillende, Teppe, nemlig, "at der dog maa være noget bag." Og se! Rummet oppustede sig og stødte i Dybets Basune. Himmelens Horizonter udvidede sig og rødmede under Anstræn- gelsen forat udfylde Afgrundens Huulhed med et Raab, som var fortolket: reiser eder, I Skabhalse! En Orkan udfoer og lettede Jordens Støvdække af. O hvad saa jeg ikke! Et Legeme er ikke saaledes gjennembundtet af Nerver som Jorden var det af skinnende Been, Menneskers og Dyrs om hinanden. Og alle reiste de sig under Aandernes Jubel- skrig. De Himmelske bleve Børn igjen, Børn i vild og dog uskyldig Glæde. Som Børn, der hulter til bulter skulle klæde sig paa til en Maskerade, styrtede de over hine afblegede Pjal- ter og trykkede dem til sine ætheriske udødelige Hjerter, og et straalende Huld udgjød sig om dem og Aandernes Lysvinger fæstede sig til de Skulderblade, der havde henslæbt et Liv. SIDE: 524 Selv Hundene reiste sig under Rakkerkulene og Troskaben ud- spilede atter deres Bryst, og en forædlet Virksomhed opfyldte Hestens forkalkede fosforescerende Organer. Men i Ordenens Forvirring hvad seer jeg! Der stod Lektor Motzfeldt i en yderlig Forlegenhed; thi han havde opdaget, at den Hjerneskal, han skulde tage i Besiddelse som sin egen, var saa fortræet at den mere lignede en Keglekugle end en Aan- dens anstændige Bopæl. Schweigaard havde grebet feil og taget en Viismands Hoved istedetfor sit eget, og Viismanden reklame- rede det i kraftigste Maade, paastaaende, at han ikke kunde være tjent med at imodtage et i Bytte, hvor Indbildskhedens Organ var saa udviklet. Og Fougstad -- ak, du Vidunder! -- Et Beenrad af et lavt Dyr, som jeg ikke vil nævne, reiste sig i samme Stund som han og føjede hans Hjerneskal til sin Hvirvelkolonne, og Fougstad gjorde Vederlag. Og... Og -- o Vidunder over Vidundere! -- Feiltagelsen blev hver- ken opdaget af Angjældende selv eller af Andre. (!) Nu forvirredes Billederne i min Sjel. Jeg syntes at see Osiris, at høre ham tale om Græs, og Bileams Æsel at poli- tisere. -- "Har du læst den Cst.nelle idag?" lød en Røst nær mig. "Ja, sagde jeg, imorges tidlig. Og siden har jeg ikke forsømt Kliniken, som du seer." "Jo min Ven, Klokken er over otte." "Bah!" (idet en dunkel Skygge af Drømmen gjennemfoer mig) jeg har alt idag applicert Trepanen. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland [WERGELAND OG "DEN CONSTITUTIONELLE"] Morgenbladet 28. sept. 1836. At slutte efter Indholdet af de Constitutionelles Note af 25de til det i Morgenbladet leverede "Træk af Henr. Wergeland som falsk Folkeprofet," [fotnotemerke] vil det falde dem haardt at soutinere Undertegnede som staaende Søndagsartikel. Thi det maa vel være paa Bunden af Grovhedsposen, naar de deels komme med aldeles uvedkommende, deels med aldeles falske Relevationer. Fotnote: Udeladt i den Constitutionelle. SIDE: 525 Hr. Schweigaard fandt den omhandlede Brochure under al Cri- tik, og deri vare vi enige, naar den betragtedes som literært Produkt; men det var jo ene og alene for at tilintetgjøre de skadelige Virkninger, den kunde afstedkomme, idet den ad Snig- veie meddeelte Menigmand sit fordærvelige Indhold, at jeg opfordrede til i et saa læst Blad som den Constitutionelle at modarbeide den? Denne Anmodning skede paa samme Tid som jeg var kommen i et nærmere Forhold til Hr. S., idet han uden nogensomhelst Mistænkelighed havde fulgt den Opfordring fra mig til at tiltræde den foreløbige Committee for Eidsvoldsmin- det, som jeg gjorde ham i den Tro, at han skulde, som Redak- tør af den Constitutionelle, være Sagen til større Nytte, end han har været. Jeg har endelig aldrig i noget Tilfælde hen- vendt mig til den Const.s Redaktion undtagen forleden Dag, da jeg tilskrev den Spørgsmaalet om jeg kunde faa Plads i Bla- det for et Svar, som jeg lovede skulde idetmindste være affattet i en anstændigere Tone end Red.s Angreb paa mig. Men her- paa har jeg endnu ikke erholdt noget Svar. Nogen Henven- delse til Red. i den Bemærkelse, som denne vil give det, kan det vel ligesaalidt kaldes, at jeg mundtligt for Hr. Fougstad yttrede det naturlige Ønske om at see min Person forskaanet for den Constitutionelles Reflektioner og mulige Kamp med Minerva om Kirkebønnen for hs. Maj. Kongen efter Høistsam- mes norske Kongetal, som at jeg ligesaa privat advarede Hr. Fougstad om at komme paa Prent med Rygtet om Selskabet i Pipervigen, om hvis Falskhed jeg som Tilstedeværende efter Invitation venskabeligen forud underrettede ham. Da han holdt sig sikker i sin Sag, yttrede jeg ganske vist Ønske om, at mit Navn maatte blive udenfor dette Sladder, som han siden har faaet mange Anledninger til at angre. Derimod kan jeg i ingen Henseende indrømme de Constitu- tionelle at have tilbudt at levere Bidrag til deres Blad mod Betaling. Ærligen have de rigtignok gjort sit til, forat jeg altid skulde maatte søge Pennens kummerlige Brøderhverv; men det har endnu ikke faldet mig ind at søge det hos de Constitu- tionelle. Diskurser med Fougstad skulle vel atter tjene som Beviser; men i dette Punkt maa man tilgive mig, om jeg mindst tager dem for gode. Jeg opfordrer dem til at erklære sig nøiere SIDE: 526 herover, da denne grundfalske Relevation indeholder en Insi- nuation, der er den fornærmeligste og skjændigste af alle dem, jeg har været udsat for i denne Strid. Mere om disse Sager ellers i Statsborgeren, hvortil henvises. Den 26de Septbr. 1836. Henr. Wergeland. Henrik Wergeland DEN CONSTITUTIONELLES REDAKTØRER. (Fortsættelse fra No. 22.) Statsborgeren 29. sept. 1836. Der er meget ofte to fordeelagtige Sindsomstændigheder til- stede ved Forfængeligheden, og disse skulle ærligen blive førte Hr.Fougstad til Kredit. Den ene er endogsaa et ret smukt Træk, som nærmer sig meget den Begeistring for ideale Per- soner, hvortil ædlere Gemytter, men som erkjende sin Svaghed, saa let lade sig henføre. Men heri, at disse med denne rigtige Selverkjendelse tabe sig i sin Beundring og hensynke i Besku- else, medens den Forfængelige vil identificere sig med sin Helt og uden videre naa sit Ideal og udfylde dets Storhed enten uden at tage sine Kræfter i Beregning eller opflammet af den stolte Tanke: stat pro ratione voluntas (her oversatt: Viljen gjør Resten) -- heri er Forskjellen imellem hiin elskværdige Selvfortabelse og denne uelskværdige Selvophøielse. Der har været mangfoldige ubetydelige Generaler eller endogsaa kun Majorer, som, paa Grund af en liden undersat Figur, en tem- melig lige Næse og Bleghed, have villet spille Napoleon, og derfor lagt sig til at snuse med lidenskabeligt Fingersmek, væn- net sig til at lægge Armene ikors, holde det ene Been noget fremadbøjet, bestandig baaret graa Frak og en liden Hat paa tvers, og som med megen ubetalelig Alvor have modtaget Kom- plimenter for Napoleonskheden, som de upaatvivleligen kun manglede Leiligheden forat godtgjøre i Bedrivter. Vor Konges militære Storhed har ogsaa Folk tilegnet sig paa Grund af en Ørnenæse og kruset sort Haar, og de have forsøgt at udbrede Troen paa ligesaastor Aandsliighed ved bestandig at vise Pro- filet frem og bevæge sig som Papiirmænd langsad Væggene. Fougstad er en af disse besynderlige, yderst komiske Karak- terer. Hans sisyfiske Anstrengelser skulde vække Medlidenhed, SIDE: 527 om han ikke satte sin Lykke just i disse og stod i den faste Tro, at den umaadelige Graasteen af Umulighed, hvorunder han stønner, er den sidste Væg af Fjeldet, han vil bestige. Og se, den lille Mand sætter sig af og til paa sin Steen, forat see udover al Verden og endelig blive seet af denne som en Varde sees paa Fjeldtinden; og han bliver ikke forknyt naar han seer hvorlidet hans Myrekryberi monner og hvilke uhyre og steile Strækninger, der staaer tilbage før noget Punkt af Betydenhed kan siges naaet, og han vælter vel tilfreds videre i den Tanke, at saadanne Anstrengelser dog omsider maa føre til Maalet om det end var at klyve til Maanen eller rode sig ud paa den anden Side Jorden. Og denne Tanke, der uden Forandring af Meningen hedder: "engang naaer jeg dog den Betydningens Tinde, hvor Alverden maa opdage mig, og raabe: nei se der er s'gu Carolus (Magnus) Fougstad, som vi Allesammen kjende og saa daarligen foragtede!" -- denne Tanke, siger jeg, maa være saa sød, at man bør spare sig Medlidenheden med de frugtesløse Anspændelser. Ialfald hørte den kun hjemme, da han pinte sig under de idelige Spørgsmaal om hvorledes han skulde blive den udmærkede offentlige Karakteer, han vilde være, thi nu, da han har fundet det, at det skulde skee ved at sætte sig i Spidsen for et Blad som den Cst.nelle, og er kommen ind i det -- nu gaar Arbeidet smerteløst som for den tilvante Møllehest, og han bliver feed under et Arbeide, hvortil man ikke maa tro at Geni er saa nødvendigt som Udholdenhed. Møllehest? Fy, at jeg bruger en Sammenligning, hvorunder Pennen bør slæbe sig henad Papiret modvillig som en Mølle- hest! Nei, men den Constitutionelle er en Kongensmølle, en prægtig Mølle, en der først skal male for Regjeringen og siden for andre Folk. Og Hestene i en saadan Mølle ere ikke at foragte. Ellers foresvævede mig rigtignok en af disse Møller, der ingen anden Drivkraft har end Øg (og ogsaa herimellem ere mangfoldige Sammenligningspunkter fra de usle Drivhjul og grove Produkter af til Smudset, hvori Gangerne evindelig bevæge sig); thi fastere er ikke Dyret ved den horizontelle Stang bunden til den lodrette Axe end Fougstad til sin Idee om at blive en stor Mand. Med samme rastløse Skridt bevæger han sig rundt den og kommer den ikke nærmere. SIDE: 528 Det var fysiske Beskaffenheder, hine Napoleoner hentede sin indbildte Storhed fra. Men ikke saa vor Mand. Ikke fordi han lader Poliskheden og det øvrige Ensemble i sit smukke Kontur- ansigt ganske ude af Beregningen (thi deri stikker en stor Deel af hiin diplomatiske Storhed); men fordi han har for god For- stand til at synke ned i en lavere Klasse af moralske Latter- ligheder, end den, han af tvingende Aandsomstændigheder hen- hører til. Der siges og troes, at Dumhed er nødvendigviis og altid forenet med Forfængeligheden, den udskejende Forfæn- gelighed, her handles om, og at den er dens Rod, som giver den tilstrækkelig Næring, om den end sugede mindre af Livets Lys og Verdens svangre Dunster. Og dette kan være rigtigt, dersom man ved Dumhed forstaar Mangelen paa den højere, med en Kjerne af Religiøsitet begavede, Moralitetens Herre- dømme underlagte, Forstand, som tager Hensyn til det sande og evige Velvære, og kun tænker paa dette Liv i dets rette Forhold til et bedre. Men saa høit gaar Ingen, der lader sig beherske af Forfængeligheden; og dog vide vi alle, at skjønne aandige Evner kunne undergaa denne Skjebne, og heri bestaar netop den dæmoniske Rang, som vi tillægge denne Lidenskab. Og vor Mand er ikke saa umaadelig forfængelig af Stupiditet, men hans Lyde er født af en dagligdags Forstand i et bittert Øjeblik, da den fandt sig bandlyst til Ubemærketheden, og voxet under denne Forstands mangfoldige Operationer forat gjøre sig sin egen ubetvingelige Natur underdanig og skabe sig en anden Skjebne end den, der er naturlig og opnaaelig for denne Aand d. e. anviist den af Fatum eller af den forud- bestemmende Viisdoms ubøjelige Norne. Og dette er det andet, som, efter ovenanførte Løfte, skulde anføres Hr. Fougstad til- bedste. Han har, som almindeligviis er Tilfælde med Monomanier, ræsonnert sig til sin. Ikke somom vi derfor negte Tilstede- værelsen forud af en Drivt og naturlig Disposition dertil -- thi den viste sig tidlig, og, om han end stedse var forblevet hjemme uden at have ladet sig overfare med nogen lærd Harefod, skulde han upaatvivlelig saalænge og saa inderligen have ideal- iseret sig Storheden af at være Foged til han virkelig var bleven en Lensmand, der efter Visen, dog er den første Mand i Byg- SIDE: 529 den; -- men fordi vi, erindrende at vi kun have med hans Forstands Vildfarelser at skaffe, ligesaavel som vi udelukke os fra det private Liv, ville forbyde os at trænge ind i hans Hjerte- Gebeter, hvorpaa kun de Cst.nelle tumle sig uden Geneance. Vil man tro mig -- jeg opfyldes med Vemod som ved en Engels Fald, idet dette Øjeblik i skjærende Klarhed viser sig for mig, da Fougstad med unævnelig Sønderknuselse opdagede det uhyre Svælg imellem hvad han var og kunde være og hvad han vilde være? Men ingen mild Resignation paafulgte. Han oprørtes mod Skjebnen somom den havde været uretfærdig. Hans i Fortrydelse opløste Gemyt undergik en Gjæring, hvoraf et nyt Væsen fremstod, der hurtigen hærdedes til Konstitution under Luftdragene af Verdens Kulde mod den fremmedblevne Yngling og under de mest fortvivlede Anstrengelser forat til- trodse sig en Plads i den aandige og borgerlige Verden, som hverken en noksom gunstig Natur havde givet ham Odel paa eller som han kunde fortjene sig. Til denne Kamp forberedede han sit Liv og udrustede sit hele Væsen. Den godmodige Laps i den fagreste lyseblaa Frak, som Byen havde seet i Bonjou- rernes Morgen, blev en i sig selv indesluttet Politiker, som af det i de Dage udgivne politiske Magazins tildøde chikanerede og endelig døende Udgivers Mund sugede sine første Mysterier. Han gjennemmønstrede alle de Vaaben, han kunde finde hos sig til den fortvivlede Kamp, som indtil denne Dag fortsættes for vore Øine. Havde han fundet en Klumpfod ved sig, skulde ogsaa den være bleven benyttet til at spille en Byron, og vi skulde havt en Poetikkel mere. Men vi vide hvortil han deci- derede sig. Thi han fandt, at naar han endelig, som han vilde, skulde være noget andet end det han kunde være, saa maatte det være en Politiker. Han besad Færdighed i at explicere sig; skulde ikke den kunne drives til at passere for Veltalenhed? Et let Hoved havde han til at fatte alt hvad der var let at fatte; skulde ikke da dette ogsaa kunne finde en let Maade til at agere dybsindigt paa? Gemytskulden var et fortræffeligt Expedient for den aandige Storheds naturlige Værdighed. Floskler havde man for godt Kjøb. Gode Konnexioner lige- ledes. Dristighedens lange Been kunde erstatte Geniets Spring- fjedre. Den Bøjelighed, som ellers er udsat forat kaldes Karak- SIDE: 530 teerløshed, var ikke meget forskjellig fra diplomatisk Fiinhed. Tidsaandens politiske Retning, Nutidens liden Tid til at under- søge Gehalten ved hvad der bydes, det Forsæt at benytte alt, som i nogen Maade kunde være tjenligt, en decideret Vilje, et Ideal af en god Politiker for Øje i Mangel af et Ideal af en god Politik og en begeistrende Idee -- kort! saaledes maatte det gaa an at kunne blive hvad man vilde; -- kort, Politiker, Politiker, politisk Skribent, stor Politiker!.. -- Stor Politiker som.. -- Som hvem? -- Som Idealet. Ligesom Napoleon for Majoren i den graa Frak med Armene overkors. Ligesom Bernadotte for Lieute- nanten med den krogede Næse og det krusede Haar. -- Men hvem er Idealet? Hvem er den Store, Fougstad vil være? Nævn mig den Storhed han vil udfylde, ligesom det lille Tusindkryb under Strandens Stene kryber ind i en Skilpaddeskal, og man kunde tænke sig at det indbildte sig at udfylde den? -- Talleyrand var det vistnok en Tid. -- Men nu? Brougham? Rotteck? Bertin? Hvem spøger i hans Hjerne? -- Thiers! -- Thiers? -- Nei, han har uddannet sig et Ideal af sig Selv, som udøver en tilstrækkelig begeistrende Indflydelse paa ham. -- Thiers, Thiers staar mig for Hovedet. -- Hvorfor ikke før Bertin, alle Vejrhanetidenders store For- billede, Journal des Debats's Redaktør? Malte Bruns bedre Selv qvaltes, da han kom Hundehuledunsterne af dens Officin for nær. Og vore Cst.nelle tilbede i al Oprigtighed de Journal- ismens Halvguder, som bevæge sig bag dens Teppe -- disse, som forstode at bevare sin Udødelighed efter Keiser- og Konge- verdenens Fald. -- Gid jeg laa paa en øde Ø, hvor jeg kun hørte Bølgerne buldre om sin kappelystne Storhed, og ikke saae over dette Hav af Menneskehoveder, hvor det skumleste vil reise sig høiest! Paa Øen Ascension? Navnet alene vilde minde om Carl Fougstad. Og naar du da saa hint uvislige Tusindbeenkryb under Stenene paa Stranden med livlig Gridskhed tage en uhyre SIDE: 531 opdreven Skildpaddeskal i Besiddelse, maatte du tænke paa hvorledes han vilde udfylde en idealiseret Storhed. Se, en Tre- dækker braser forbi -- det er Prindsregenten paa 120 Kano- ner -- selv den lille besynderlige Sejlmusling har opdaget og beundret den fra sit Dyb -- Oceanet stilles -- da skyder den Lille frem og udspiler det tommestore Sejl paa sin Snekke, og indbilder sig, at han er Prindsregenten paa 120 Kanoner indtil den første Krusning af en Bølge knuser den. Saaledes er vor Mand i sin Efterligning af det Store. Som Skribent forsvinder han i sit eget Blækhus. Og al hans Allarm i den politiske Verden er den fra Brønden hjemkomne hanke- løse Krukkes Fald. Gid jeg havde en smuk Blomst at sætte i den og dække dens Brøst med! (Fortsættes). Henrik Wergeland [OVERSIKTSARTIKKEL] Statsborgeren 29. sept. 1836. Norge. Det har behaget Hs. Kgl. Majestæt under 19de den- nes naadigst at udnævne Statsraad og Kommandør af Hs. Maje- stæts Ordener Grev Wedel Jarlsberg til Statholder, og under paafølgende Dato Statssekretær Bull til Justitiarius i Højeste- ret. I Anledning af de Løgne og Yttringer, som "Svenska Mi- nerva," foranlediget af disse Udnævnelser, betjener sig af, seer man, at Morgenbladet Nr. 271 vedbørligen har taget til Gjen- mæle; men naar det spørgende udbryder "Og Statholderen og Højesteretsjustitiarius skulle være de politiske Redskaber, hvor- ved de minervaske Spøgelser skulle ødelægges?" og søger at vise det Urimelige deri, kunne vi ikke være enige med Morgenbladet i sine Betragtninger. Hr. Bulls negative Fortjenester af Fædre- landet ere vel saa bekjendte, at hans Udnævnelse til denne vigtige Post maa undskylde, om man fatter Mistroe til den virkelige Hensigt dermed. Hvad Grevens Udnævnelse til Statholder der- imod angaaer, saa, skjøndt vi i mange Henseender underskrive Morgenbladets Yttring at Hr. Greven er en almeenagtet Hæders- mand, kunne vi dog ikke drage itvivl, at der med hans Udnævnelse haves Hensigter, som nok torde gaae ud paa intet mindre end at fremme de demokratiske Principer, hvorpaa vor Statsforfat- SIDE: 532 ning er bygget. Hr. Greven maa ansees paa Grund af sin Fødsel at være opdraget i aristokratiske Grundsætninger, og anseer dem som de for en Stats Velvære fortrinligste, uagtet de hverken stemme med vor Konstitution, eller med Tidsalderens Aand. Forøvrigt var det for tidligt nu at ville fælde Dom over den Rulle, Hr. Greven som Statholder vil spille. Forfatteren i Mor- genbladet antager, at "Svenska Minerva" arbeider i et svensk Hofpartis Sold, og at et saadant Partie har Indflydelse, og vir- ker trykkende paa vor Regjering m. m., kan vel ikke nægtes. Heller ikke bør det glemmes, at Grev Platen, strax efter sin Udnævnelse til norsk Statholder proponerede i et Selskab i Linkjøping en Skaal paa Norges og Sveriges Amalgamation, yttrende tillige, at han ansaa det for sin Pligt at fremme dette Maal; thi vilde man end indrømme, at Tidsomstændighederne har tvunget til udsætte denne Plan, byder Forsigtighed i det mindste til at være paa sin Post, og ikke overlistes. Ved at faae de af Hs. Majestæt proponerede Grundlovs Forandringer drevne igjennem, vilde store Huller være gjorte i Grundloven, og der vilde troligen arbeides paa at udvide den gjorte Bresche. Ka- tastrofen den 17de Mai 1829 paa Kristiania Torv er kun lidt over 7 Aar gammel, og kun Tossen kan glemme den, saavelsom meget andet, der bestandig taler til os, og advarer os, at være mistroiske, forsigtige og vedvarende paa vor Post. Til den Ende turde maaskee Flere med os gjøre Regning paa, at det snart sig forsamlende Storthing vil være knapt i at bevilge Summer udenfor det Nødvendige og udenfor det Bestemte til overordent- lige og ubestemte Udgivter, og selv i disses Indvilgelse fastsætte for Nationen betryggende Betingelser. Henrik Wergeland [WERGELAND OG "DEN CONSTITUTIONELLE"] Morgenbladet 30. sept. 1836. Jo, ganske rigtigt, en Diskurs -- og det en Søndag Formid- dag! -- med Hr. Fougstad (paa en Tid, da han var saa artig at invitere mig til sig) om at levere en politisk Artikkel fra det svenske Aftonblad, er den Constitutionelles Beviis idag for at jeg har "henvendt mig til Redaktionen om at levere Bidrag til Bladet mod Betaling". Og ikke alene med Fougstad, men ogsaa SIDE: 533 med Johan Dahl. Godt! Den sidste Mand træffer Papegøiens Forfatter vel neppe nogensinde, uden at skaffe sig en eller anden Fornøielse. Og det kan, om Spørgsmaalet "om hans indsendte Bidrag kunde ventes salarerede" nogensinde har været fremsat, naar man i Forbigaaende skal finde paa noget, ingen liden For- nøielse have været, at see dette Ansigt, saaledes som Enhver, noget bekjendt vil kunne imaginere sig det ved et saadant Spørgsmaal af den Mand, af En, som i foregaaende Handel med Hr. D. havde staaet sig særdeles vel. Men hvorfor ikke sætte det i Forbindelse med det Spørgsmaal til Hr. D., jeg forleden paa Comedien lod falde mig af Munden, om Bogtrykker Aal- holm endnu var ilive efter sit slet lønnede Slid for den Con- stitutionelle? om ikke hans Skygge endnu spøgede i Bogtrykke- riet, som han havde slæbt hid forat slæbe sig ud deri indtil han efter kort Tid var glad ved at give det Dahl ivold? og om han ikke hørte til Redaktionen, der i den senere Tid trykker saa lystigt løs paa mig, med mere andet Snak, som dog kunde være godt nok? Man kunde jo, iblandt andet, let faae ud deraf, at jeg selv tænkte at arbeide mig ind i en ledig Plads i Redak- tionen. Ja! hvorfor ikke, at jeg havde henvendt mig derom til selve Redaktionen? Den 29de September. Henr. Wergeland.