Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet, OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved Universitetet i Oslo i 1991-1997. Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten, og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på, gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/ Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene presenteres sammen med teksten. Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - SIDE: 1 Henrik Wergeland BLODSTENEN (ET SAGN) Morgenbladet 17 juli 1821. Med Rædsel skrider Vandringsmanden ned i Pöllnitzer-Dalen. Medens Øjet svimler ved Synet af Pöllnitzer- og Chemnitzer- Spidsen, bedøves Øret ved Lyden af brusende Bjergstrømme, der skummende styrte sig ned over de bratte Fjeldvægge, af hylende Ugler, der tudende bygge deres Reder i Chemnitzer- Borgens forfaldne Ruiner. Rædsomme Skygger seer man snige sig vaersomt omkring iblandt Chemnitzes indfaldne Mure, og varslende at bortkyse den frække Vandrer, der vover at nærme sig Aandernes Bolig. Spørger man Dalens eensomme Beboere, begynde de følgende Fortælling: Paa Pöllnitz boede, i Keiser Maximilians Tider, Ridder Leo- pold, ædel og god som hans Datter, den skjønne Therese. -- Therese var 15 Aar gammel. -- Mange ædle Riddere kom til Pöllnitz, for at beile til hendes Haand, iblandt dem og Ridder Hugo, Herre til den Borg, hvis Ruiner sees liggende oppe paa Bjergtoppen. Erfaren i alle rid- derlige Øvelser var han ond og stolt, og førte et ryggesløst Liv paa sin Borg. Intet Under, at Therese gav ham Afslag; den unge Otto von Selbitz vandt hendes Haand og Hjerte. Skummende af Forbitrelse sendte Hugo Selbitz et Udfor- SIDE: 2 dringsbrev. Otto, stolende paa sin Tapperhed og retfærdige Sag, mødte paa Pladsen nede ved Bækken. I Kampen stødtes Hugo af Hesten. Otto vendte tilbage til den bekymrede Pige. "Endnu i Aften," sagde den gamle Leopold, "skal I troloves, mine Børn; den onde Hugo vil søge at hevne sig." Hugo fnyste af Hevngjerrighed. "Døe maa de, ved Djævelen! hun skal vorde min." "Ludvig," sagde han til sin Fortrolige, en Bandit, "Ludvig, skal Otto troloves med den gamle Leopolds Datter iaften?" "Ja, Herre." Velan, Ludvig, de maa døe! ved Djævelen, hun skal vorde min. Til blodig Daad maa vi være beredte. Samler Svendene i Midnatstimen, sliber Dolkene og følger mig! -- Hvidtsmykket førtes Therese til Capellet. Den trofaste Otto troede at have naaet Maalet for al jordisk Lyk- salighed. Endnu sad de i den høie Slotssal, allerede var Klok- ken slaaet tolv, da Hugo stolt traadte ind. Therese besvimede. Otto og Leopold grebe til Sværdet. "Hvortil Vaaben?" sagde Hugo; "jeg har Magten. Mine Svende besætte allerede Borgen, og Eders ligge afmægtige i Bolt og Lænker i Taarnet. Eders Datter forlanger jeg, og at I ere mine Fanger." "Hvorledes, Formastelige! du vover at røre denne Uskyld?" "Nei aldrig!" raabte Otto. "Og vi dine Fanger? Husk dengang jeg stødte dig af Sadelen." "Velan, Ridder! hun er min," svarede Hugo rasende, og styrtede ud af Døren; "brænder, myrder, Svende!" hørte man ham raabe. Therese slog Øjnene op. "Fader," sagde hun bleg, "stød Dolken i mit Bryst, og gjør Ende paa mine Lidelser." "Therese," sukkede Otto, "see! hvor man myrder de trofaste Svende; see! alt staaer Taarnet i lys Lue." Leopold hævede Dolken. "Velan, saa døe da, Datter! reen, som du traadte ind i Verden, forlader du igjen Samme! Tilgiv din Fiende, snart skulle vi følge dig til vor himmelske Fader." Lynende foer Dolken igjennem hendes Barm og Thereses Blod strømmede. Nu stødte Gubben Dolken i sit Bryst: "strax kommer jeg, min Datter." "Tak, Fader," sagde hun. "Otto! følger du mig ei ogsaa?" "Jo, Elskede," svarede Ridderen, styrtede sig i Sværdet og sank i Dødens kolde Arme. Forbauset stod Hugo ved Synet af denne Gruppe, da han med de blodbestænkte Svende traadte ind i Hallen. Som en Rasende styrtede han ud, sammenkaldte Svendene, og drog sørgmodig til sin Bolig, medens de rødligskinnende Luer fra SIDE: 3 Pöllnitz flammede høit op imod Himmelen, og oplyste det dunkle Slot. Vanvittig sværmede han om, skyede Dagen, og troede be- standig at see, hvorledes Djævelen strakte sine Kløer ud efter ham, og mindede ham om Contracten, der var sluttet imellem dem. En Morgen fandt man hans Liig knuust i Dalen. I fuldkommen Afsindighed havde han om Aftenen styrtet sig ned af Klippen i Djævelens Arme, der med Glæde modtog ham i sine skrækkelige Boliger. Endnu sees den Steen, paa hvilken hans Legeme knustes, der overalt er besprængt med Blodpletter, og, som Minde om denne sørgelige Begivenhed, endnu kaldes Blodstenen. w -- g. Henrik Wergeland AGANDECCA (EN FORTÆLLING) Morgenbladet 5 sept. 1821. I Oldtiden regjerede i York i England en Konge ved Navn Starno. Alfaderen havde rynket hans Pande, men ei kunnet omstemme hans med Tapperhed og Grumhed forbundne trædske og rænkefulde, lumske og falske Charakter. Hvor han ikke kunde udrette Noget ved Magt, tog han sin Tilflugt til List; og brugte Han end Magt, havde han altid en List færdig i Baggrun- den, der og, for det Meste, spillede Hovedrollen. Længe havde han levet i Fiendskab med Fingal, Konge i Morven i Scotland; et uforsonligt Had bar han til ham, og havde tilsvoret ham Undergang. Denne var een af hine ædle, rene Sjele, hvem den mindste Afvigelse fra Redelighedens Vei syntes en Skjændsel. Hans ranke, høie Væxt forkyndte en ædel, en ophøiet, hans lyse, aabne Blik en reen Sjæl; hans brune Haar flagrede i lange Lokker paa hans stærke Skuldre; og den Ven- lighed og Godhet, den Blidhed og Fortrolighed, der straalede frem af hans Aasyn, satte disse Fortrin endnu i et klarere Lys. Balders mandlige Skjønhed og Godhed, Tyrs Viisdom, Vidars Styrke og Smidighed vare i hans Person forenede; og, kort sagt, alle ydre og indre Legemets som Sjelens Fuldkommenheder fandtes hos ham. Starno havde en Datter, ved Navn Agandecca. Skjøn som Freya, da hun græd gyldne Taarer over Odur, var hun alle Ulykkeliges Trøsterinde i Nøden, Trængendes og Nødlidendes Understøtterske, og ofte var det hendes virksomt hjælpende SIDE: 4 Haand, som de, der allerede havde opgivet alt Haab om Redning, havde at takke for deres Frelse. Høi, rank og smekker af Skab- ning; den hvide Svanehals og Liliebarmen stak herligt af imod det gule lange Haar, der tæt ombølgede den skjønt hvælvede Nakke; hendes Aasyn havde noget saa Indtagende, Følende, noget saa Udtryksfuldt, at hun i Væsen lignede en Guddom. Hendes Fødsel havde kostet hendes Moder Livet, og ene under en Ammes Opsyn blev hun opdraget; dog ei var hendes Faders lumske og hevngjerrige Sind gaaet over paa hende; men som en spæd Lilie i en eensom Dal, var hun opvoxen. Længe havde hun med Beundring hørt Tale om den ædle Fingal, og fattet en Tilbøielighed for ham, der lidt efter lidt opblussede til en Deel- tagelse og Inderlighed i Alt, hvad der angik ham, som man pleier at kalde Kjærlighed. Høiligt bedrøvedes hun derfor over sin Faders Feider med den ædle Fingal, som hun gjerne øn- skede fjern fra enhver Fare og Ulykke. Ogsaa Fingal havde vant sig til at betragte hende som Maalet for sine Bestræbelser, men hans Feider med Starno adskilte Begge for bestandig, og den falske og mørke Starno forhindrede enhver Adgang til Agandecca. -- Dog, en Tildragelse syntes at ville forene det ædle -- hinanden ubevidst -- gjensidig elskende Par, og at komme dets Ønsker i Forveien. Det var i hine Tider, da Sørøveriet var i sit høieste Flor, da Enhver, der vilde erhverve sig Ære og Lykke, drog ut paa Søtog. Især var det de gamle Kongers kjæreste og sædvanlig- ste Forretning, at sværme om paa Søen, undertvinge og maale sig med Sørøvere, dog uden at skade Kjøbmænd eller fredelige Reisende, og saaledes hævde deres Herredømme tilsøes. Med en Flaade af 10 Skibe sværmede Fingal om i Vester- havet. Paa sin Hjemreise traf han sin Fiende Starno, der med 20 Skibe var ude paa Søtog. -- Glad over nu endelig at kunne faae Leilighed til Hevn i Hænderne, betænkte denne ei den Vanære og Skændsel, der vilde træffe den, der med Overmagt angreb en Anden. Han troede, at være seiervis, og gav Befa- ling til Angreb. Desuagtet blev Fingal ved freidigt Mod, da han vidste, at ei Mængden, men Tapperheden gjør Udslaget, ei søgte han at undflye, men snarere ved Angreb fra sin Side, at SIDE: 5 komme sin Fiendes Ønsker imøde. Skib blev til Skib, -- to af Starnos mod eet af Fingals, -- Stavn bundet til Stavn, og en haardnakket Strid begyndte. -- Ei nyttede Starno hans Flaades Overmagt. Med 20 tapre Ynglinge, der fulgte ham, be- steg Fingal selv Starnos Skib; ingen Modstand frugtede, men Alt veg for deres tapre og haardnakkede Angreb. Starno, der med fortvivlet Tapperhed forsvarede sig, da han saae, hvorlidet Overmagten her vilde hjælpe, blev, efter lang og tapper Mod- stand, indklemt imellem Skjoldene af Fingal og hans Mænd, og ved Starnos Fangenskab havde Slaget Ende. "Starno," sagde Fingal, da denne var bragt for ham, "Hvad vilde Du give mig, hvis jeg igjen satte Dig i Frihed?" "Alt hvad jeg eier," svarede Hiin. "Det trænger jeg ikke til; kun Eet, hvis jeg ellers vilde have Noget, vilde jeg betinge mig. Dog frivillig maa du give mig det, ellers ikke." "Og det var?" "Agandecca, Din Datter." "Dersom det er Gudernes Villie, Ja." "Velan! Du er fri!" raabte Helten. Strax blev Starno løsladt og sendt til sine Skibe. Tilsyneladende rørt bad han Fingal følge med sig til York. Villig modtog Fingal denne Bøn, og begge Konger droge i Forening, som Venner, til Starnos Resi- dence. Prægtigt bleve de modtagne af den skjønne Agandecca, der med Glæde kom den dyrebare Gjæst imøde, som hun med Forundring fandt var Helten Fingal selv. Forestillende Fingal for Agandecca, sagde Starno: "min Datter! du maa afgjøre angaaende et Løfte, som jeg er Fingal skyldig, i Henseende til dig." "I Henseende til mig?" gjentog Pigen rødmende. "Ja, om du vil betro din Person til Fingal ved Ægteskabets hellige Baand," svarede Starno, og fortalte hende Aarsagen til hans Løfte. "Er det min Faders og Gu- dernes Villie, Ja." -- Til næste Foraar, blev man enige om, skulde Høitiden staae hos den Trolovedes Fader; til den Tid skulde Fingal besøge Starno og hans Datter i hans Residence. Dog, Starno pønsede paa Svig. Endnu brændte Hadet til Fingal i fulde Flammer i hans Bryst, og hiin Opførsel var kun en Maske, hvori han hyllede sig, som den ædle Fingal, der dømte Andre efter sig selv, og ei kjendte den uforsonlige Star- nos sande Charakteer, antog for hans virkelige Ansigt; det SIDE: 6 var kun en Forstillelse, hvorved han deslettere troede at kunne naae Maalet, at styrte Fingal; men desværre, forsilde indsaae han, at han selv for Tiden havde beredet sig sin egen Under- gang. Endnu flammede Iversygen hos ham, der ved Fingals sidste ædle Daad var stegen til det Høieste, saa at ei engang denne skjønne Handling, der ellers vilde have bevæget enhver Anden, formaaede at røre Starnos, i Ondskab forhærdede, Sind. Selv Faderfølelsen var udslukket, og havde aldeles tabt sin Kraft hos ham, saa at han ikke et Øjeblik betænkte sig paa at opofre sin Datter, naar han derved kunde befordre sine Hen- sigters Opnaaelse. Ei længe kunde Starno dølge, hvad han rugede over. I et Ruus truede han sin Datter med, at hun aldrig skulde komme i Besiddelse af Fingal, og lod desuden imod denne falde flere Trusler, der ei kunde Andet end vække Agandeccas Mis- tanke. Den bekymrede Pige sendte strax et Bud til Fingal med en Runestok, hvorpaa der var indgravet: "Fingal, vær forsigtig, naar du kommer til min Fader. Kom snart til den ulykkelige Agandecca. Vær bered paa det Værste. Jeg kan ei sige Mere." -- Et Ulvehaar var bundet til Stokken. Be- styrtset samlede Fingal, der strax indsaae hvad dette vilde sige, i Hast 30 Mænd. Med disse drog han til Starnos Hof, og po- sterede dem saaledes, at de strax kunde staae ham bi, hvis det skulde gjøres fornødent. Fingal var kommen for sildig. Allerede havde Agandecca udstødt det sidste Suk, og var ei mere, da han traadte ind i Hallen. -- Med et af Forbittrelse funklende Blik var Starno traadt ind til sin Datter. "Elsker du Fingal?" spurgte han. Da Pigen ved sin rødmende Taushed ei syntes at ville benægte det, ved- blev Starno: "Ei skal du elske min Fiende, som jeg har svoret Undergang, ei skal han, der saa ofte har vækket min Vrede, have den Glæde, at kalde dig sin." Rasende gjennemborede han hende med Sværdet. Døende sukkede hun: "Guderne tilgive dig, min Fader, og bringe dig den Glæde, som jeg ei har kunnet bringe dig." -- Forbauset og yderst forskrækket spurgte Fingal: "hvo har gjort dette?" Kold svarede Starno, SIDE: 7 og uden at røbe mindste Fortrydelse: "Saa var min og Gudernes Villie." -- Flux styrtede, paa Starnos Tegn, hans Bevæbnede ind i Hallen, og angrebe Fingal. Tappert værgede han sig, indtil hans Mænd, der hørte Allarmen, brøde frem, for at forsvare den ædle Drot. Haard var Striden; men snart maatte Starnos Mænd vige for Fingals og hans Mænds Tapper- hed. Med et Udraab: "far til Hel!" styrtede han ind paa Starno, der med Livet maatte bøde for sin Ondskab. Bestyrt- sede over deres Herres Død kastede Starnos Krigere deres Vaa- ben, og forlode Hallen. Nu lod Fingal sine Taarer over den Elskede frit Løb. Sør- gende drog han hjem, og med dyb Vemod erindrede han sig siden Starnos Ondskab og Agandeccas ulykkelige Skjæbne. w...g..x. Henrik Wergeland HUNNERSLAGET (NORDISK FORTÆLLING) Morgenbladet 6 sept.1821. Bægrene gik om ved Heidreks Gravøl, og Angantyrs Kæm- per aflagde drabelige Løfter om Bedrifter, de vilde udføre. Af sin Fader, Heidrek, havde Angantyr faaet Riget Reid- gothland; han havde hevnet hans Død, og satte sig nu ved Gravøllet i Besiddelse af sin Faders Rige. Kæmperne fortalte Oldtidens Bedrifter og Sagaer. Mange berettede og egne Bedrifter, og Hændelser, der var dem veder- farede. Her blev omtalt, hvorlunde Sigurd Fofnisbane dræbte Fofner, hvorlunde han selv siden blev sveget af de troløse Gjuk- unger, hvorledes disse bleve overvundne af Atle Budleson, hvor- ledes Jarmerik, paa falsk Mistanke, lod sin eneste Søn, Randver, dræbe, at Svanhvide blev, med en Sæk over Hovedet, hjeltraadt af Jarmeriks Heste, hvorlunde Gjukungerne dræbte deres Broder Erpur, og hjelsloge Jarmerik. Under saadanne og lignende Samtaler traadte Angantyrs yngre Stedbroder Laudur ind i Hal- len. -- I Tandgave havde han af sin Fader faaet Sværde, Bryn- jer, Hjelme, Heste og Qvæg og et skjønt Landskab. -- Ei for- nøiet hermed, vilde han gjøre sin Paastand paa den Andeel, han troede tilkom ham i Regjeringen, gjældende, og kom med 30 Svende, for at fordre Land efter sin Fader. Den bestyrtsede SIDE: 8 Forsamling gik med Angantyr ham imøde, bad ham tage Deel i Gildet, drikke Mjød og hædre den afdøde Konges Minde ved Gravøllet. "Ei er det den Hensigt, hvori jeg er kommen," svarede Laudur stolt; "men for at fordre Halvdelen af Alt, hvad Heidrek har eiet, baade af Land, Skov, Vaaninger, af ind- viede Lunde og Altare, af Slotte og alt det Øvrige, er jeg dra- gen hid. Vil du, Angantyr! tilstaae mig det eller ikke? Der- paa beror vor Færd med hinanden for Fremtiden. Svar?" Vred i Hu greb da Angantyr i sin billige Harme det med Mjød til Randen fyldte Bæger, og aflagde høitidelig Heitstren- ging: "Ved Odin sværger jeg: før skulle Krigsmænd bide i Græsset, og vore Spydsodde møde hinanden, førend jeg, lov- lig født til Riget, antager dine ubillige Vilkaar; før skal Svær- det Tyrfing skille imellem os, før du dennegang faaer din Villie. Dog, lagde han til, paa Grund af vort Slægtskab byder jeg dig, at modtage Sværde, Svende, 1,200 Mænd, 1,200 Heste, 1,200 Drenge til at bære Skjolde; Guld og Sølv, saameget du ønsker, samt Trediedelen af Landsfolket, og troer jeg, du hermed kan være fornøiet." Her taug Angantyr, og tømmede Bægeret. "Vel talt!" raabte Kæmperne. Laudur, der troede, at have lige saamegen Ret til Riget, som Hiin, svarede vred: "I for- kaster mine Vilkaar; jeg forkaster ogsaa Eders. Loddet er kastet. Tyrfing skal skille imellem os." Hurtigt og med et ulykkeforkyndende Blik forlod han Gravøllet. Allevegne i Hunnernes Rige samlede Laudur og hans Mor- fader, Hunnerkongen Humble, Folk. En utallig Hær strøm- mede sammen. Af denne over 200,000 Mand stærke Armee, anførte Humble den høire Fløi, der udgjorde 11 Hobe; Laudur selv anførte Midten af Hæren, 13 Hobe stærk, og den venstre Fløi commanderedes af en anden Hunnisk Konge, Høgrin, med 9 Hobe. Denne uhyre Magt troede Laudur var tilstrækkelig til at udrette hvad han med det Gode ei havde kunnet udrette, og til at skaffe ham Hevn over hans Broder; men desværre for- sildig fandt han sig skuffet i sit Haab. Da Foraaret kom droge Humble og Laudur med deres sam- lede Magt ind i det Reidgothiske Rige. Allevegne, hvor de kom, SIDE: 9 hærgede de, og Landet var udsat for deres Plyndringer, hvorved det ubeskyttede Rige led overmaade Meget. Ligesom Tartarerne adspredte de sig over hele Landet, og lagde det øde. De for- skrækkede Indvaanere flygtede hobeviis dybere ind i Landet, for at undgaae denne ødelæggende Strøm. Hervor, Angantyrs Søster, en tapper Skjoldmøe, havde i Nærheden et Slot, for at beskytte Landet imod de plyndrende Hunners Streifetog. Saasnart hun blev Hunnerne vaer, drog hun med sin samlede Magt, saare ubetydelig imod hiin, dem imøde. Striden begyndte. Med uefterlignelig Tapperhed angreb Her- vor Hunnernes talrige, langt overlegne Skarer. Hurtigt vege disse tilbage for det kjekke Anfald, og udstrakte deres store Hær i en Halvmaanes Figur rundt om Fienden. Paa flere Steder gjennembrød Hervor, hendes tapre Fosterfader Orm og hans Folk Hunnernes Slagtorden. Lig Skjoldmøen Veborg i Bravalla- slaget gjorde hun Angreb paa Fiendens Hær, hug til Høire og Venstre, og fældede Alt ned for Fode. Dog for Hunnernes store Overmagt kunde ikke engang Tapperheden selv længer holde ud. Hun hug Laudur saaledes i Hovedet, at han faldt bagover; forbitret reiste han sig, afskar med flere Anførere Til- bagegangen til Sine for Hervor, der ene havde nedlagt flere Fiender end alle de Øvrige. Udmattet og mødig af den lang- varige og anstrengende Kamp faldt tilsidst Heltinden, overmandet, ei overvunden. Da Orm saae sin Herskerinde falde, samlede han de sidste Levninger af Hæren, slog sig igjennem, og kom uskadt til Angantyr. Med Bedrøvelse modtog Angantyr Budskabet om denne ulykke- lige Hændelse. Vred i Hu sled han sig i Skjægget, og lod Taarer rinde over den tapre Søsters Død. Med høi Røst ud- raabte han: "hvo der vil gaae til Hunnerne, at forkynde dem Krigen, giver jeg en Guldring." Da reiste sig den gamle Gizur, Heidreks Fosterfader, og sagde: "For Intet, ædle Herre, gaaer jeg til Hunnerne, at forkynde dem Krig." "Forkynd dem da tillige," sagde Angantyr, "at de møde os paa Dunahede og der udholde Striden med os." SIDE: 10 Nu drog da Hunnerhæren, der, deels ved Slaget med Hervor var betydeligen indsmeltet, deels ved at besætte det erobrede Land, var meget formindsket, og udgjorde 16 Hobe, som hver igjen havde sin Hovedfane og flere Underafdelinger, ud paa Kamppladsen paa Dunahede, for ved Sværdene at afgjøre, hvo der skulde være det Reidgothiske Riges Behersker. Angantyr samlede sin Armee, der bestod af 50,000 Mand, og rykkede ud paa Kamppladsen. Selv anførte han med Orm, Hervors Fosterfader, Kjernen og Midten af Armeen, Gizur førte den høire, Øref den venstre Fløi. Angantyr var en Helt, der ei saae paa Mængden, men paa Tapperheden. Stor og før af Skabning, høi og rank af Væxt, stærk af Bygning og Kræfter, var han øvet og erfaren i alle Nordens dengang brugelige Konster og Færdigheder. I Tapper- hed lignede han sin Fader Heidrek, i Godhed og Retviished sin Farfader Haufudr. Hans fyrige og aabne Blik forkyndte den Ild og Iver, den Lyst til alt Godt og Ædelt, der boede i ham. Ugjerne greb han dennegang til Vaaben, og ikke førend Laudurs altfor store Ubillighed tvang ham, for ei at synes feig, til at møde ham i aaben Mark, og da see, hvis Seieren vilde blive. Men da Krigen var uundgaaelig, mødte han med freidigt Mod, uagtet langt sva- gere, Hiins langt større og overlegne Hær; thi baade Billigheden, den gode Sag og hans Folks Tapperhed, hvori han vilde fore- gaae dem med Exempel, strede for ham, og vare paa hans Side. Laudur var og af Skabning stor og før og stærk, og tapper; men hans stolte og overmodige Sind taalte ingen Modsigelse, og bragte ham til at overskride Billighedens Grændser. Baade yngre end Angantyr, og født udenfor Ægteskab av Humbles bortrøvede Datter Svafa, havde han aldeles ingen Ret til Andeel i Regjeringen. Men hans Hovmod og Selvkjærlighed lod ham troe, at lige Andeel med hans Broder tilkom ham i Regjeringen, da dog Angantyr ei alene af sin Fader og ved sin Fødsel var bestemt til Thronen, men og var valgt af Folket, havde hevnet sin Faders Død, og holdt Gravøl over ham. Angantyr og Laudur ordnede deres Folk. Angantyr frem- kaldte Laudur og tiltalede ham saalunde: "endnu eengang, min Broder, tilbyder jeg dig, hvad jeg tilbød dig i Gravøllet; men, SIDE: 11 hvis du endnu vedbliver din Paastand, saa maa Sværdet skille imellem os." "For vidt," svarede Laudur, "er jeg gaaet frem, til at jeg kan gaae tilbage. Nei, nu maa Tyrfing afgjøre, hvo der har Ret." -- Slaget begyndte. Langt fra kastede man Pile, Kastespyd og alle Slags Kastevaaben paa hverandre. De Hunniske som de Reidgothiske Anførere gjorde en Skjoldborg om sig. Anfaldet rasede med Heftighed fra Hunnernes Side; men Gothernes Tapperhed opveiede Hunnernes Mængde, hvis korte Spyd Intet udrettede, men bleve opfangne i Gothernes store og tykke Skjolde. Ei heller kunde det store Tab, Gotherne led paa Folk, synderlig mærkes, da allevegne fra Folk strøm- mede sammen til deres Hær. Hunnerne, der bleve dette vaer, sammentrak alle deres Folk fra de besatte Steder. Mange af Gotherne og Hunnerne indlode sig ordentlig i Tve- kamp. Saaledes anfaldt Orm, Hervors Fosterfader, Kong Humble, men denne gav ham et saadant Hug i Laaret, at han fik Bane- saar. Laudur mødte Angantyr, der med Skjoldet paa Ryggen og Sværdet Tyrfing i Haanden, banede sig Vei igjennem Hun- nerne og gjorde stort Nederlag, og de vexlede Hug. Dynger af Lig laae paa Valpladsen, Blod strømmede, Seieren var uvis og vendte sig endnu ikke til nogen af Siderne. Heftigt rasede Kam- pen i otte Dage, uden at man kunde see, hvis Seieren vilde blive. Solen stod op den niende Dag, og beskinnede de blodbestænkte Sletter og Krigernes Sværde, der skulde afgjøre Striden. Kam- pen begyndte med lige Heftighed som de forrige Dage, da pludselig en Omstændighed gjorde Udslaget. Med 25,000 Mand friske Tropper kom den Garderigske Konge Herlaug, Hervors Morbroder, Angantyr til Hjælp. Med rasende Kamplyst trængte Gotherne uimodstaaelige ind paa Hunnerne. En fortvivlet Tapperhed fra disses Side, der vid- ste, at Ingen fik Pardon, modtog dem. Dog end mere og mere uimodstaaelige kæmpede Gotherne, der strede for Frihed og Fædreland. Da begyndte Hunnerne lidt efter lidt at vige. Humble og Laudur, og de øvrige Hunniske Anførere, ind- sluttede sig i Skjoldborgen og satte sig i Spidsen af Hæren. Det meest heftige Anfald, som Angantyr, Herlaug og flere Gothiske Helte gjorde paa Skjoldborgen, kunde denne ei ud- SIDE: 12 holde, men blev tilsidst brudt af det alt mere og mere heftige Angreb. Da faldt Humble, Laudur og de øvrige Hunniske Konger. I en Hast toge da Hunnerne Flugten, men Gotherne forfulgte dem hidsigt, og tilintetgjorde dem aldeles. 30,000 Hunner laae paa den blodige Valplads, og 15,000 Gother og Russer vare faldne. Saaledes endte dette blodige Slag. Med Pragt og Hæder lod Angantyr de faldne Fiender begrave. Især begræd han inderlig Laudur, hvis Overmod, Ærgjerrighed og Haardnakken- hed havde styrtet ham selv, hans Fædreland og Fienderne i en saa sørgelig Skjæbne. w...g..x. Henrik Wergeland PAULUS ÆMILIUS Morgenbladet 11 sept. 1821. Paa den rædselfulde blodige Dag til Slaget ved Cannæ, der bortrev saa mange ædle Romere, døde ogsaa een af de ædleste iblandt dem, Consulen Paulus Æmilius. Alt, hvad vi vide om ham, forkynder os ham som en Feldtherre, hos hvem modent overlæggende Viisdom, og Standhaftighed førende Tapperhed forenede sig i skjøn Harmonie. Det Romerske Navns Ros skulde have været befriet for den Krænkelse, som den leed paa Sletterne ved Cannæ, og Aufidus's Bølger skulde ikke have været farvede af saa mange Tusinde Romeres Blod, havde ikke en misunderlig Skjæbne givet vor Helt en ubesindig, dumdristig Terentius Varro, der stedse modstræbte hans visere Planer, til Collega i Consulatet og Feldtherreværdigheden. Hvad kunde han nu? Intet, uden at give et glimrende Exempel paa Helte- mod og Sjelsstorhed. Allerede var Terentius Varro med sine Legioner aldeles sla- gen; allerede opfyldte de seierrige Karthagers Jublen hvert Romerhjerte med Fortvivlelse. Hvo var det, som endnu ufor- sagt gjorde Modstand? Paulus Æmilius. Skjøndt hans Strids- mænd faldt rundt om ham, kæmpede han uforfærdet; endnu, da han selv allerede bløder, strider han med Mod: hvert Saar, han modtager, synes at besjele ham med ny Kraft. Synet af hans Tapperhed antænder paany de Romerske Ridderes syn- kende Mod. For at frarive Fienderne den næsten allerede er- holdte Seier, eller dog i det Mindste lade dem kjøbe den dyrt, SIDE: 13 styrte de sig ind paa de tykkeste Skarer; og, da Nogle af dem see, at den saarede Consul mangler Kræfter til at styre sin Hest, springe Alle af deres Heste og stride tilfods ved hans Side. Fast staae de, i den Beslutning, før at blive paa Stedet, end flygte. Men Fienden, opbragt over saa faa Mænds Dristighed, som vove at gjøre ham Kamppladsen stridig, og endnu mere over sin egen Skam, at han ikke formaaer at bringe de Faa til at vige, anfalder dem med fordoblet Raserie, for at dræbe dem, som han føler sig for afmægtig til at fordrive; dog endelig, men for silde, lykkes dette ham ogsaa. Udmattede af Kamp og Saar vakle Nogle. Snart udbrede Forvirring og Flugt sig overalt. Ogsaa de, som endnu ville gjøre Modstand, river Strømmen uopholdelig med sig, en Eneste undtagen, Paulus Æmilius alene modstaaer endnu Fienden med nogle faa Venner. Nu flye ogsaa disse. Han slaaer endnu. Endelig er ogsaa hans Kræfter udtømte; Sværdet falder ud af hans trætte Haand; han synker ned iblandt de Døde, og lukker sit Øie. Dog ikke for evig. Efter en Tid vaagner han, bringer med Møie de stivnede Lemmer i Veiret, slæber sig nogle Skridt fremad, og sætter sig paa en Steen. Nu først vender fuld Be- vidsthed tilbage til hans Sjel. Han skuer omkring sig, og seer sine Landsmænds Jammer. Hvo skildrer den navnløse Smerte, der sønderriver hans Inderste? Temmelig længe sad han der -- mørk og taus. Fiender sprængte forbi, og bemærkede ham ikke, eller agtede det ikke Umagen værdt at sende en Halvdød til Skyggerne; selv Romere flyede forbi, og bleve ham ikke vaer eller (saameget havde Blod og Saar forvandlet ham) kjendte ikke i ham deres Feldtherre. Kun Een ikke, en Yngling, ædel af Fødsel, endnu ædlere af Hjerte, Tribunen Cornelius Lentulus. Hurtig springer han af Hesten, og fører den til Paulus Æmilius. "Paulus Æmilius (saa talede han) du Eneste, som Guderne ved Nederlaget idag maae ansee som skyldfri, tag denne Hest, medens du endnu har nogen Kraft; denne Arm slaaer dig igjen- nem Fienden. Ved Consulens Død skal dette Slag ikke blive endnu jammerligere. Vi have nok af Taarer og Jammer." Den ærværdige Olding reiste sig op ved denne Tale, og igjennem hans Græmmelses mørke Skyer smiler en Straale af SIDE: 14 Glæde over Ynglingens Dyd. Denne troer i dette Smiil at læse Antagelse af hans Tilbud, og med fyrig Utaalmodighed banker hans Hjerte. Allerede vil han udstrække Armene, for at hjælpe den afkræftede Helt op, da han hører disse Ord af ham: "Min Tak, Cornelius, for din ædle Iver; men tab intet Øieblik for endnu at undløbe Fiendens Haand. Iil, og overbring Senatet den sidste Bøn, det sidste Raad af dets døende Consul: at det befæster Rom, og førend endnu den seierrige Fiende trænger for Murene, at befæste dem med Krigere." "Saa skal jeg ikke redde dig, afbrød ham hastig Lentulus, med en Taare i Øiet, du vil altsaa døe?" "See, der ligger mine Krigere, sagde Paulus, lad mig blive her. Jeg maatte, for at retfærdiggjøre min Uskyldighed, an- klage min Medconsul. Mit Liv skal ikke være hans Ulykke. -- Jeg døer rolig; thi jeg har opfyldt min Pligt. Ikke uberømt; thi jeg faldt i Kamp. Og tilfreds; thi nu bliver mit sidste Ønske, at sende Senatet hiint Raad endnu opfyldt.... Dog endnu Et! Gaae, og beret Qvintus Fabius, at Paulus Æmilius mindedes hans Raad og døde. Og nu -- her greb han den Tøvendes Haand -- "lev vel!" Da hiin end tøvede og ikke kunde forlade ham, føiede Oldingen til: "Og glem ei det, jeg har paalagt Dig." Denne Erindring var fornøden til at bortfjerne Ynglingen. Maalløs -- thi Smerten qvalte paa hans bævende Læber det sørgelige Levvel, han endnu vilde fremstamme -- trykker han Oldingens Haand, som han endnu holdt indsluttet i sine, svinger sig paa sin Hest og undflyer. -- Paulus Æmilius ledsager ham endnu med et faderligt, velsignende Blik. Sidenefter blev Con- sulen funden iblandt de Døde. w... g.. x. HENRIK WERGELAND CARL DEN FØRSTE Morgenbladet 22 nov. 1821. Engang stod Carl, dengang endnu Prinds af Wallis, hos Erke- biskoppen Laud, og talte med ham om forskjellige Gjenstande. Iblandt Andet faldt Samtalen paa Valget af en Næringsvei. "Nei," sagde Prindsen,"Advocat gad jeg aldeles ikke være. Thi en slet Sag kan jeg ei forsvare, og en god ikke opgive." SIDE: 15 Erkebiskoppen formanede ham til, altid at blive denne Mening tro; da vilde den lykkeligste Følge ikke mangle. Carl holdt virkeligen Ord; han havde talt af Hjertet. Ei at opgive, hvad han holdt for Ret, var den første Grund- sætning i alle hans Handlinger, i den ulykkelige Kamp med hans listige Fiender. Uden denne Standhaftighed havde Crom- wel aldrig bragt ham paa Skafottet. Saa forskjellig er Menneskenes Lod. -- Een af de høieste og ædleste Regentdyder var Kilden til Carls Ulykke; altfor stor Godhjertethed endnu mere end egentlig Svaghed styrtede Ludvig den Sextende. Havde Ludvig den Sextende havt hans Stand- haftighed, og han Hiins Eftergivenhed, saa vilde Begge sandsyn- ligviis være døde i rolig Besiddelse af Thronen. w...g..x. Henrik Wergeland LILLOSØEN Morgenbladet 12 Febr.1823. Hør, Vinden suser, Om steile Øe. See, Bølgen bruser, Paa Lillosøe. De Vover trille, De Vinde spille Om Elgas Øe. See Skyggen, som stiger, Med Harpen i Haand, Fra Dødninge Riger. Det er Lillo's Aand. De Strænge bæve, Og Lokkerne svæve, I natlige Luft. De blege Kinder, Paa Ynglingen der; Den Taare, som rinder: Det Lillo er. Ak Lillo maa græde! Til Elga qvæde I tause Nat. See Møen, som staaer, Ved Bredden hist. Snart Tiden gaaer, Den Midnattefrist, Den Taare rinder, Og Tiden svinder, Den svinder brat. Og Hænder de række; Fornye den Troe. De Armen udstrække For tabte Roe. Og Taaren falder; Snart Hanen kalder Til Gravens Hjem. See Dolken, som sidder I Møens Bryst. Hun Hænderne vrider Paa Søens Kyst. Som røde Koraller De Blodsdraaber falder I brusende Blaae. SIDE: 16 Og bort de nu vandre, Med Qval udi Sjel. De ønske hverandre, Et bittert Farvel. Og ned de nu stige Til Dødningerige. Bort de nu gaae. Saa lyder den ærlige Bjergskottes Sang, som har opslaaet sin Bolig ved den mørke Lillosøes Bredder, dybt inde i det steile Grampians Fjelddale; saaledes vil Enhver, som bereiser Høilandene, og farer over Lillosøe, høre den. Alt mørkere og mørkere steg den steile Elga-Øe med sine imponerende Klipper, frem av Søens Favn; Vinden fyldte Sei- lene; min Skotte lagde Aarerne op, og spurgte om jeg vel havde hørt noget om Elga-Øe. Jeg bad ham at fortælle, og i sin naive Bjergdialect begyndte han: "Det var paa den mægtige Fingals Tid, som Herren nok kjender, at her i Høilandene regjerede en Konge, som hedte Rogald, han havde sin Kongeborg hist henne paa Øen. Denne Konge havde en Datter ved Navn Elga, som han havde bortlovet fra hendes tidligste Barndom til Wortigern, Konge i Inverness; men Knuden var, at Prindsessen ei kunde lide ham; thi I maa vide, gode Herre, at den Wortigern, var ret en hæslig Brudgom, for saa yndig en Møe, som Elga var. Derfor var Elga ogsaa bedrøvet, og naar de venlige Terner lystigen dandsede og sang omkring hende paa den blomsterklædte Vang, da græd hun, istedenfor at stemme i med i deres glade Hymner. Ofte vandrede hun ene om, paa Øens steile Strandklipper, med Taarer i det dunkle Øie; men engang, da hun, som sæd- vanlig sad paa Klippeskræntningen, og skuede ned i Dybet, som laa roligt og speilklart i det klare Maaneskin, blev hun i Vandets Speil vaer Billedet af en Yngling, som hun syntes at kjende, i Haanden holdt han en gylden Harpe, og hans Fjeder, hans Skjærf var blaae, som Forglemmigei -- Elgas Farve. Hun forskrækkedes, og store Taarestrømme flød hende ud af Øinene, da vækkede rørende Harpetoner hende igjen. Hun sprang op, og see -- ved hendes Side stod Ynglingen med Harpen. SIDE: 17 "Bliv ei forskrækket skjønne Prindsesse. Kjender du mig ikke mere Elga?" sagde han, ømt bøiende sig over hende. "Nei! svarede Elga rødmende, hvem est du, unge Barde?" Lillo er jeg, sagde Sangeren, hist ovre i Dalen, hvem du tilsvoer Kjærlighed, førend jeg foer til Norrig med Fingal." Kort -- Løftet blev fornyet, og hver Aften hilsede de Elskende de op- kommende Stjerner, og den venlige Maane, som var et Vidne til deres Kjærlighed, og kun i Baggrunden stod Wortigern, som et dunkelt Spøgelse. Elga blev muntrere Dag for Dag, hvilket ikke undgik Rogalds skarpe Øie -- han opdagede Aarsagen, og i hans Hjerte kogte den sorteste Hevn. En Morgen, før Solen forgyldte Kongeborgens Spire ginge Rogald og Elga, gjennem de lyse Enge til Stranden; da tonede Accorder over Bølgerne. Elga, henreven ved Tanken om den Elskede, stemmede i med. Rogald mærkede det, han sagde intet; men sprang flux i en Baad, som laae ved Stranden, og som en Piil skar den gjennem Bølgerne, dreven ved Rogalds Kjæmpearm; snart var han ved Harpeslageren. Det var Lillo. "Lad mig prøve din Harpe unge Barde, sagde Rogald, ogsaa jeg er øvet i Strængeleeg." Med den ene Haand tog Rogald Harpen og med den Anden, stødte han Lillo ud i Bølgerne, men, da Lillo holdt sig i Baaden, hævede Rogald Harpen, slog ham i Hovedet og Lillo sank, raabende Elgas Navn. Snart var Rogald igjen hos sin Datter. Fælt leende, sagde han til hende: "der Elga, har du en Harpe, som kan fornøie dig i dine ensomme Timer." "Der er jo Blod," sagde hun, og en gysende Ahnelse foer igjennem hende. "Ja Elskerblod," svarede Rogald med hjerteskærende Kulde. Trøst dig Elga!" Man bar hende bevidstløs hjem; men den kjølige Aftenstund, den tause Nat, og den rindende Soel fandt Elga vanvittig paa Stranden. Rogald befalede, at bevogte hende; men Ingen vovede at standse den dybt sørgende Prind- sesse, naar hun med udslaget Haar, forgrædte Øine og i det hvide flagrende Klædebon, gik til Stranden. Da besluttede Rogald at følge hende paa hendes Nattevandring. Da de vare komne til Stranden, omfavnede hun sin Fader, og sagde med Vanvids hele Præg: "O Fader, see der er Lillo!" Og see SIDE: 18 Lillos Skygge svævede paa Vandet, og Harpetoner løde over Søen. "Fader hvad har du gjort?" skreg Elga, vridende sine Hænder, og nye Taarestrømme styrtede ud af de forgrædte Øine; men rask drog hun Rogalds Daggert, og dybt stod den i hendes Barm. "Lillo jeg kommer," raabte hun, end engang tonede Harpen, og Elga var ei mere. Dette udholdt Rogald ei, han styrtede sig i sit Sværd, og Slottet forfaldt; thi man sagde at Rogald ved Midienatstide vandrede om blandt Borgens Ruiner. Her sluttede Bjergskotten. Maanen gik op, da vi just seilede Ruinerne forbi, og heel underligt syntes os, de hvide Mure, at skinne i Maanens blege Skjær; mens Uglerne opførte en sørgelig Concert i de øde Haller. w...g...x. Henrik Wergeland SIDE: 19 1824. VADEMECUM ELLER COLLECTION DE CARRICATURES VED H. W. SIDE: 20 INDHOLD 1) Europa som Titelkobber 2) Dania 3) Scandaleus Historie om Skriveren i Bamble 4) Neapolitanske Soldater 5) Svær Straf for Brøde 6) Surnumeraire Lieutenanter 7) Bataverkjerlighed 8) I Lærdomssædet Tydskland ogsaa gives Fæe 9) Procureuren 10) Fredrikssteen 11) Huuslig Lyksalighed 12) Selvroes 13) Brandcorpset 14) Fruer 15) Mager Frugt af feed kan gaae 16) Delphin 17) Arbin 18) Nostrates 19) Gjestebudet paa Frogner SIDE: 61 DANMARKS TILSTAND Spørgsmaal: Gud bevares hvor du seer ussel ud Dania? Du seer mere udtæret ud end den, der er kommen op af Nervefeberen; see blot hvor dine Bryster dingler som tomme Pengeposer? Hvad var det for en Doctor du raabte paa? Dania: Ja Gud bedre mig, jeg er maver og før 1814, forbandet Ihukommelse, var jeg den triveligste Matrone i Norden; men da faldt jeg i en slem Feber og da jeg daarlige Qvinde har givet Doctoren Afsked, saa er jeg nu aldeles paa Knæerne! Spørgsmaal: Hvormed helbredede da den Doctor dig i de svære Syg- domme 1645 og 1660? Dania: Da helbredede han mig med Sølv, saa at han nu Intet har, hvilket dog er mig en liden Trøst! Ja Norge var en skjøn Ressource! hans Pung stod mig stedse aaben og den betjente jeg mig godt af, saalænge det varede. Men det, der ærgrer mig er, at man siger Norge er i gode Omstændigheder; jeg stræbte dog saa godt jeg kunde at berøve det alle Hjelpekilder . . . . Spørgsmaal: Men da var du jo Norge meget skyldig? Dania: Javist! Men Taknemlighed er jo forlængst uddøet her paa Jorden; og derfor vilde jeg ogsaa ovenikjøbet have gjort det til Provinz; men det holdt sig dog. Men det værste er, at jeg er saa overlæsset med Gjeld at det reent tærer mine Kræfter bort, og mellem os sagt, jeg vilde ikke give 4 Skilling for Hon- neurer at bære denne tunge Krone . . . . . . . . . . Og de dumme Jyder gjør mig ogsaa Hovedet kruset; de klage over Skatter og Afgifter; men hvad skal jeg gjøre? SIDE: 62 DEN SCANDALEUSE HISTORIE DA SKRIVEREN I BAMBLE BLEV REJECERET FRA STORTHINGET Om høivise Lucifer (Jeg vil ham saa nu skjelde) Rygtet kan fortælle, Hvad jeg nu skriver her: Den Pensionær, Herr Lucifer, (Dog gjerne, Jeg nævner ham en Morgenstjerne) Blev reent forkastet, Hvorpaa han hastet, Forbandet fort, Af Thinget bort. Han tænkte nok i Byen være, For at fortære Dietpengene med mere, Hos Zuvan; Men han, Til Bamble maatte tye, Og sue paa Labben! -- EN NEAPOLITANSK ARMEE Den eneste, som veed at leve, Er Neapolitaneren: Han veed Solheden godt at hæve; (Thi den Er ham en Plage, I Somrens hede Dage) Ved Paraplui og Parasol. Og Regn ei han, Taale kan. Tilfeldts han gaaer, Med dem og slaaer Mod Regn og Sol! Mod andre drages ikke Sværd; Og tykkes det mig værd, Den Skik blev indført her! SIDE: 63 Før kaster han Geværet bort, Og flyer fort, End han sin Skjerm vil kaste! Hvem vil ham derfor laste? Enhver har jo sin Viis! Hvem regner det til Skam Om Æren og hos ham Ei staaer saa høit i Priis? Og Dovenskab indgroet fast, Hos ham er ikke Last. Naar han ei gider selv Geværet bære; For en Slik, En Lazzaroni tager paa sig denne Ære. En herlig Skik. Om hertillands de Gemene, En Anden vilde Med Oppakningen forlehne! (Det skulde ei see ilde) Og selv i Lommen putte Hænderne! Men det er Skade At Iis, simpel Iis, jeg mener, Og Lemonade, Ei vore Kjemper tjener! Nei der maa Aquavit og Stump! [Under billedet:] En neapolitansk Armee Med Parapluie I Feldten drager! O fui! Nei see! Hvor den dig behager! JØDEN En stakkels Jøde, Spion agerte; Men blev greben. Og maatte bøde, Fordi han spionerte, Mit das Leben! Den Krigsrets Dom, Over arme Stakkel, Saalunde læses: "O hvor grusom! Hans Lives Fakkel, Af Jøder skal udblæses!" SIDE: 64 "Ah! wai mir Arme!" Han krymped sig: De kan ei skyde. Jehovah forbarme Sig over mig;" Men han maae lyde! Af Israels Sønner, Causa exsequendi, Sex udcommanderes. -- Her hjelpe ei Bønner! Numeri explendi! Her skal exsequeres! De rustne Geværer, Af Væggen ned, Tager man nu; Man dem bærer Til skumle Sted, Saa mod ihu! En Jøde aldrig Bli'r Soldat, La'r Vaaben være. Sig stedse liig, Sin Pengeskat Kun vil han bære. Nu falder Skud, "En, to tre! Ah wai mir! baf! For Damp af Krud, Man ei kan see, Om det traf! De skjøde saa, En Timestiv Før han døede: Før Kroppen laae, Foruden Liv. Svær Straf for Brøde! BATAVERKJERLIGHED Af hvad man kalder Kjerlighed, Hollænderen ei meget veed. Det er bekjendt, At det har hændt, Bataveren Skibbrudne ikke berger. Om han kan! "Hvad kommer mig den Mand Vel ved?" Og ved Bataver-Ære, Han sikkerligen sværger, At Næstekjerlighed, Ei rent han lader være! At sige: her paa Land, Hvor han, Ei er vel deran! SIDE: 65 Ei nogen maa med Bønner ham paatrænge, Naar man i Havs-Nød er: "Ei faaer man Lov i Tovet sig at hænge! Hvat schal man der?" Hollænderen ei lider, Man Tovene opslider. Med krogede Baadshage, Han støder ham tilbage, Ei tænker han at redde! Han saadant ei vil høre. "Det maatte Fanden Og ingen Anden Gjøre! Skal Skibet standses i dets Fart, Nu da det gaaer saa hart?" Og han phlegmatisk smøger, Sin Knaster. Da, alle vist ham laster, Fordi han røger; Og jeg kan ikke lide, At røge i Utide! Hvad synes dig om denne Handlemaade? Den synes grum naar man er i det Vaade! I LÆRDOMSSÆDET TYDSKLAND OGSAA GIVES FÆE! De stakkels Jyder, Man og ene Skylden giver, For dumme være; Men hvorfor skal de Skammen ene bære? Har de blot disse Lyder? Nei! vist Svaret bliver. Der gives ogsaa dumme allelands, Som og tilvands (Man forstaar, jeg en Hollænder mener;) Dog kan ikke nægtes man Jyderne forlehner, Maxime hermed, som hver vel veed! SIDE: 66 En Passage, som, Mig til at smile kom, Da jeg den læste; Jeg giver mine Venner her tilbedste! Den maaskee kan vise Dem, som Tydsken prise, At i Tydskland og, Finds Fæe og Drog: En fem, sextusind Mand, Til en Rigsstad, som Laae i omtalte Land Engang kom. Men da Armeen skulde afmarschere, Det høivise Raad begyndte consulere, Som saa: "Vi kan ei lade gaae, Ugeleidet hen, De keiserlige Mænd; Thi Røvere, i Tallet over ti, Dem vist ei la'r i Skoven her gaae frie. For dette nu afvende, Vor Stadsmilits vi sende." I Haab en Steen af Hjertet lette, Den General, De ham det berette, Samt Soldatesquens Tal, Med mere; Nemlig fire stolte Knegte. (De var' ei flere, Foruden Chefen og en invalid Tambour, Som visselig ei negte Denne Tour For at indlægge Ære. Om Generalen takkede for Følget, Det har man mig fordølget; Men nok er det, man Trommen slog, Og Regimenterne med Følget flux bortdrog! SIDE: 67 STORTHINGETS SVAR PAA PROCUREURENS CONSTITUTIONSFORSLAG De forkastes, som stridende mod Grundlovens Aand, utyde- lige, ufuldstændige og overflødige, ihenseende til Grundene mod- sigende, og kun lidet overensstemmende med National-Repræsen- tationens Værdighed!!! Denne Dosis vil vist blive haard at fordøie Hr. General- Procureur! Blot den ikke bevirker en Galdefeber? Hvad vilde der da blive af Land, Constitution og almeen Velfærd! Ha, hvilket Tordenslag for saa djerv en Mand! Som jeg, den meest Formaaende udi det hele Land! Jeg veed ei hvor man saadant svare tør, Mig, Mig, den høie Procureur! Ha! min Lever af bitre Galde syder; Og hine fæle Ord endnu i øret lyder! Ha! jeg bliver sort, det i Avisen staaer, Og allerede, som Budstik trindt Landet gaaer!! Jeg bringer her Storthingets Resolution! Deres Høi -- Jeg troer han bliver sort af Ærgrelse og Taarer, Vi se noksom hvor stærkt man hannem saarer! FREDERIKSSTEEN Knap griber jeg Pennen, de Scener at male, Ved Fredrikshald; Dog lyder jo saa almindelig Tale, At Fæstningen skal Ved Guld være aabnet. Paa sjunkne Trophæer, med Taare paa Kind, Nora nu hviler. Hun skuer ei stolt meer paa Fredrikssteens Tind; Men sørgelig smiler Ved Tanken derom. Saasnart Guldet kom inden Fæstningens Port; Bort man drog. Der slaaes Chamade og drages nu fort. Et hæderligt Tog, SIDE: 68 For Soldater!! Men Skade var det, at man ei fandt, Der Meteller; Saa let da Svensken Fæstningen vandt Ikkeheller: Men disse just mangled' Men Niddinger voxe, som Mose paa Fjeld, Og Helte er' rare; I Norge da fandtes slet ingen Metell I den Skare Som fægter for Hæder! HUUSLIG LYKSALIGHED IMPROMTU Huuslig Lyksalighed er jo saa rar Paa vor Jord; Men Smithen i Huset den Lykke dog har! Hvem vel det troer? Men En Anecdot min Ven; Dig til Troe skal lede hen: Smithen kommer just ud af en Hyttes Dør, Hvor han Dynen tog af Leiet. Hvori Manden gjorde hvad ham bør, Og han har pleiet, Stedse gjøre. Skjøndt Rygtet og har ladet høre, Det hans største Moroe er. Naar han exequer Hvor der ei er Penge Der maa ei ventes længe Med Exequeren Og Exciperen Af hvad der findes; Thi ellers Intet vindes Af Procurator. -- Dog nok herom, Vi lidt for langt fra Sagen kom. SIDE: 69 Som sagt, en Ven Møder ham just da Han slig Idræt kommer fra. Smith beder ham nu hen, At see, hvad hver ei let vil troe, At huuslig Lykke just hos Smith har fæstet Boe. Manden smiler, Og iler Med den vakre Vert hen til Det sjeldne Skuespil. En Flok af Bavianer ved Indtrædelsen, Just møder denne Ven. Bavianer -- thi Æblet ikke falder Langt fra Træet -- . Den hjertensgode Smith Paa en Unge kalder: "Hid! Min lille Smit og sid Her paa Knæet." Paa Stolen gynger Fruen ømt sin kjelne Mand. (Styg er hun, det er Sanden Som bare Fanden, Og det er ogsaa han) Mens henrykt Smithen synger en Vuggevise; Hvorved han vilde prise Slige skjønne Dage! Og det er sandt. Den slags Lykke man hos Smithen rigtig fandt. EN ANDEN GESCHICHTE OM DEN SAMME IMPROMPTU Til rette Tid lidt Selvroes ikke skader! At det sig saa forholder Man mig lader! Thi hvis jeg ikke fandt, Det var sandt, Jeg neppe sat det her. SIDE: 70 Den samme Smith (Omtalt vel tidt) Mig bringer til at skrive. Han kan Exempel give, Sequendum just derpaa: Man Smith for Speilet engang saae. For første Gang han Sandhed ikke nægted; Men desmeer bekræfted: "At han var styg og fæl!" Heri han Sandhed ikke dølger: Men et Appendix følger, Som jeg ei vil troe, Da han det sagde selv: "Et ædelt Hjerte i mit Bryst dog monne boe!" HJØRRING IMPROMPTU Blandt flere Byens moresomme Fættere kan Hjørring komme: Den hidsigste i Ord og Lader Af Gjerning dog den største Hader: Thi bande kan han, true med Ild Og Død og alskens Pestilence; Men Haand han paa ei' lægge vil Og Feilende slet ikke ændse! Heel desperat han sig har teet Og splintret Sablen har man seet. Hans Underhavende, som kjender Ham en antændt Sværmer for, Som sprudler ikkuns mens den brænder Og af sig selv ud stakket gaaer. De pege Fingre, løbe hjem, Lâr Chefen staae der næsten ene. Mens han løber tilbage frem, Og veed ei selv, hvad han skal mene: SIDE: 71 "Din Svinehund gjør Skam af Choret; Imidlertid hvis du vil gaae, Da, Slapperment, har jeg forsvoret, Her mere, Tølper, lâe dig staae'." Det er' hans Ord da Kongen kom, Fandt Gaderne for Brandfolk tom'! FRUER En Sildevrager-kone, Ei kalde du Madam! Thi ellers faaer du Skam Af hende, som den rette Tone, I Fruers Kreds angive kan. Fordi den Kjelling, Koger selv sin Velling Og vasker selv sin Gryde, Derfor du Rang dog lyde! Ja Smedekjerlinger, Er her Nu Fruer! Men Et Raad min Ven! "For ei at see ti Negle Øiet true, Du spørge først: "med Permission Min Kon' Er hun Frue?" IMPROMPTU Godt Træe god Frugt maa bære, Den Sandhed vil vist evig staae; Men Jeg vil Eder lære, At mager Frugt af feed kan gaae. See Christianes slunkne Kinder, See hendes skelend' stive Øie, Som gamle Piger altid minder, At Alderen kan Skjønhed bøie! Mutter Wyller, denne Kone, Fede Koners Hæder, Ære; Slotsgadens tykkeste Matrone Fødte ovenstaaende Megære! SIDE: 72 DELPHIN Grueligt Spectakel Med Major Delphin Kommer mig i Sind; Da hans Lives Fakkel Nær udgaaet var. Historien er dette, Som jeg vil berette: "Det sig begivet har Her tilbyes ifjor, Det stolte Borgerchor Sig afspenstig gjorde, Og Chefen sende Forde, Fra en til anden Ende! Man knyttet Næve sat, I Majorens Side. Det hjalp ikke at Han ikke kunde lide Saadant Væsen. Da man ham kneb i Næsen. Man dobbelt Stød nu gav Og traadte Sporen af! Han hujed og han skreg, Vred ved saadan Leeg. ARBIN Skarpe Øines stærke Straaler, Ikke mange Helte taaler; Hvorfor da Arbin? Carl Johannes barske Øie, Ned til Jord ham monne bøie, Just da han treen ind. Udi Kongens hvalte Sale, For et Ord med ham at tale Knarken just did gik. -- Carl der tidt saae Døden vinke, Havde vant sig til at blinke Med sit Ørneblik, Naar han vilde kjende Sine, Og en barsk, en truend' Mine Var nu Mandens Skik. Da nu Kallen saae det lyne, Under skumle Øienbryne, Tordenskyer lig', Af sig selv han meer' ei veed, Plat mod Jord han dratted ned'; Øiet lukked' sig. Dennewitzes Overvinder, Laurbær til i Krandsen binder, Ved sit Blik nu fler'. Seier kjøbt ei ved Blodstrømme, Carl Johan just kan berømme Over hiin Secreteer! SIDE: 73 NOSTRATES Hvinende lyder Pidskenes Slag, Britteren stolt for Hinduens Øre Svinger, mens Slaven den udslagne Dag, Trælle maa for af Bomuld at gjøre, Schawle, som Gjæssene efter sig drager. Penge derfor den gamle John tager! Der hvor man roser sig af at Tant Reent er forjaget; hvor Ærlighed throner; Hvor Folket boer ind' i Fjeldene blandt, Hersker dog Moden blandt Mænd og blandt Koner Normanden gaaer, som Franskmand i Paris! Fanden i Vold med hver simpel Viis!! Hoftepuder, Sminkekrukker, Komme her igjen i Brug. -- Christianias Modedukker, Sminke sig saa lidt i Smug. Men naar Herrer sminke sig, Da er det mere latterlig! -- Men apropos -- du vil ei lide At jeg forholder dig at vide, Hvem disse ere -- Saa hør: -- Kan nok være De Rougtvedts ere! Men tie du bør! -- -- -- -- GJÆSTEBUDET PAA FROGNER Spidsborger bliver steds'den samme, Hans Lyst er altid grovest Spas. Vort Borgerskab tilskamme, Jeg vil bevise denne Sats: Vor gode Konge, Carl Johan, Hvorved just er den Ulykke, At Landsfaderen ei kan, Af Norske Sproget noget Stykke, SIDE: 74 Blir af Borgerskabets Bud, Til Soupee just buden ud. Hvor man skal drikke tæt og spise, Samt synge smukt en liden Vise. Man kom; men neppe Kongen fik, Saameget at han mættet gik Fra Stadsen. Men Tjenerne sig bedst, Ved Spasen Stode. Saa at man troede Der feiredes en Saturnalie-Fest! Med Venner og Veninder, Man Tjenerne i Skoven finder; Med Retterne, hvormed de gik, Fra Herren bort, der intet fik. En fik et Hønselaar, En Anden fik en Ving; Men slemmere det gaaer Dem, som fik ingenting. Da Sangen skulde nu deran, Benytted man, (Poetens Held), Uvidenheden altfor vel. Thi da de alkefulde Udskraale Sangen skulde Skreg man, Til Carl Johan: Kommer Brødre! singer so: Kongens Liv vær' glad og froe! Efter mine Tanker saa, Man Insolence det kaldes maae! SIDE: 75 Henrik Wergeland ØNSKER Morgenbladet 31. okt. 1826. Vor unge Literatur -- hidtil et Træ, ligesaa sparsomt blom- strende som Klippebunden, hvori det fæstede Rod -- staaer nu bedækket med Blomster eller Knopper idetmindste, som skulle springe ud ved det nye Aars første Aandedrag. Iduna, den evigunge Iduna, døde -- af Sorg maaskee, fordi hendes Æbler smagte de Dødelige surere end de Udødelige, eller bortførtes hun end engang af en Thjasse: Hermods Raab lyder ei saa skjønt, saa stærkt i Norges Dale, som da han først besteg sin Bifrost i Litteraturens Himmel; men Sjofna, hvis Kinder rødme skjønnere end Yduns Æbler og hvis Stemme er sødere end Hermods, skal gaae en skjønnere Bane imøde. Dette er et ønske, som Enhver, der elsker Norge og holder en skjøn Litteratur for et Lands skjønneste Prydelse, og hos os for den skjønneste Qvist i Frihedens Stamme -- en gylden Mistel i Sølverpoppelen -- vil istemme. Opfyldelsen hjemler os tildeels Norges hæderlige Sanger, der vil føre den rødmende Møe frem for vore Øine. Hendes anden Chapeau Hr.Hansson er heller ikke at foragte, ihvorvel i den Alder, hvori man har bedre af at læse end af at skrive. Et andet ønske, hvis det første opfyldes, er, at Sjofna maa gaae en længere Bane imøde, end flere saadanne æsthetiske Piecer pleie at kunne holde ud, at man ikke om et Aars Tid atter saa skal sige om det udkommende Maanedsskrift, som man kunde sagt, da Tilskueren hensov: Paa Politikens Firmament Gik baglænds ud af Dandsen Comeet med Rævehale sendt forleden Aar af H . . . . . -- Man forandrede da blot "Politikens" til "Æsthetikens": ellers er Alt rigtig. Imidlertid vilde dog en Braddød være ønskeligere, end om enhver af Sjofnas maanedlige Nedkomster skulde være en abortus, eller om Skriftet skulde lide samme Skjæbne, som et ovennævnt æsthetisk Blad, der længe var en Hauge, hvor Na- tionens Skjalde henplantede deres Blomster, men siden er blevet SIDE: 76 til en Plads, hvor Enhver kan afvælte sit Læs med Affald, for ikke at sige -- Skarn. Vi ville haabe det Modsatte, og at Sjofna maa blive et dan- net Publicums Yndling og hævde sin Plads over alle de æsthe- tiske Maanedsskrifter, der strømme herop fra Sjellands og Jyl- lands Officiner. ØNSKET Morgenbladet 31. okt. 1826 Gid skjønne Vers Hermoder maatte pryde, og ikke Ruskomsnusk/No. 24, P. 192. den sine Gjæster byde! HÆDERSSANG til forhenværende Generalprocureur C: M: Falsen. Man kan jo Ulve rose; -- men blot for Kontrasten i stiklende Skjerts og ved Komplimenter i krybende Prose; men hædrende Vers sig fra Plecteren svinge og følge den Mand, der er Frihedens Klinge, lynhvasse Klinge og ildfaste Skjold! hvis Tunge er Tordenens Kile paa Thinge mod truende Vold! Mel: [fotnotemerke] At Slyngler hæves til Ærens Top etc. Skjøndt Folkehadet dit høie Spor liig Hunden slikker med blodig Tunge og Vreden flammer den gamle Nor, saa vil jeg dog om din Hæder sjunge. Kitrinkens Toner min Sang ei kroner, men Pibe har jeg -- paa Trommen throner : : din Sanger høit : : Fotnote: Denne Mel. er valgt for det lyriske Sving den har: slet ikke for andet. SIDE: 77 En Vimpel est du! din Hæder høit omflagrer Fædrenelandets Klipper. Man hvisker vel: "nei det blir for drøit! "før Magnus holdt, hvor nu Herren slipper." Med dig foragter jeg Folkets Fagter: en Hest blier kaad af at spænde agter : : og siden tam : : Themistocles nød Athenens Had: man ham bagvasked for han changerte: man saae, hvor løst han i Sadlen sad skjøndt ogsaa Fiender han deporterte. Det hjalp dog ikke bort Folk at skikke: hans Blod maa Frihedens Hevngud drikke! : : Forræders Løn! : : I Sang at græde ved Dennes Grav var ei min Tanke -- Du længe venter paa Løftet, som jeg foroven gav: jeg loved nemlig jo Complimenter. Ja det opfylder jeg naar jeg hylder Dig brave Falsen og Glasset fylder. -- : : : Din Skaal! Din Skaal! -- : : Jeg roser noksom ei Bergens Bye, hvor høit Kartovens den røde Tunge imødejubled' dig -- : der i Skye de Borgerens Mænd nys din Hæder sjunge. -- En Serenade paa aaben Gade jo viser noksom, de ei aflade : : at hædre dig -- : : Dit ædle Hjerte ei urørt blev ved saa uskrømtet en Glædes Stemme. Man siger ogsaa Du trolig skrev op Navne, Sangen, for Intet glemme. SIDE: 78 Hvad siden fulgte Du ædelt dulgte: den Ædle stedse sin Tak jo skjulte. : : Men vi det saae! : : Jeg frydes hvergang et ædelt Træk jeg er saa heldig hos dig at finde Jeg mange fandt: thi jeg voved kjek at søge Blomster paa blomstløs Tinde, -- At stor og herlig du er -- det ærlig du blev og derfor hver Normand kjerlig : : vil elske dig! : : Henrik Wergeland TIL JONS VEN Morgenbladet 21. okt. 1827. See, hvor en huulkindet Grønlænder gaber ved Kjøbmandens Taffel, endser ei Stegen og Viin, ja ofrer sin Naboes Blik -- hvert var en rindende Tand -- selv den syltetøikrandsede Vaffel, mens et medlidende Smiil, ligt Buen bag kløvede Skjold, hænger paa Læben! han griner ad Dugen og staalfingret Gaffel, smadsker med Tungen: -- hans Drømme fraadse i Hjem- stavnens Tran. W. Indsenderen heraf seer, at koldsindig Taushed vilde være det bedste Svar paa Ovennævntes, med Hensyn til hiint Stykkes Tendents, i høieste Grad upassende Angreb; han vilde ikke fægte paa sin Vens Grav om Latter udæsker ham. Han betragter dette Qvasi-Epigram blot som et halv uvilkaarligt Udbrud, som et "lad være! væk!" Den udstøder, der, staaende i Graad ved en Grav, voldsomt, med en skingrende Latter bliver greben ved Armen af en ufølsom, halvvanvittig Naboe, som, forbauset over Hiins heftige Graad, raaber ham i Øret: "græd ikke saa stærkt! ha, ha! brug idetmindste Lommetørklædet, som Skik er i vor Bye! græd smukt, med Anstand, stille og pent som den der SIDE: 79 ligeover, hvis Næse er fugtig af Taarer, som forsvinde i Smile- hvirvlerne: eller taktmæssig som denne der, der græder bit- terlig medens han af fuld Hals synger sine egne Vers og træder Naboen paa Foden hvergang denne griber falskt an i Tonen: saa skal du græde ha, ha, ha. Du maa græde som de andre ellers duer det ikke!" Jeg vilde i Sandhed ønske, for Deres Skyld, ærede Ven! at de havde angrebet et af de andre Stykker, der Tid efter anden kunne være faldne af mig, som visne Blade: jeg veed, der vil være meget at plukke for Critiken: den drøvtyggende Spotter vil heller ikke hungre og mangle Stof for sine Kjæver til at tygge. Jeg vilde da kunne gjensvare eller lade dette være, uden at føle den nødvendige, naturlige Følelse af Modbydelig- hed, som maa opstaae naar man finder det Slette og Usømmelige forenede. Jeg kan ikke bekjæmpe den, naar jeg seer hen til det angrebne og det angribende Stykkes Tendents, hvilket Sid- ste, da det tillige er et uvirksomt Middel for den slette Hen- sigt, da det i høi Grad er slet og som Spot ikke spottende nok, ligner en pjaltet Tyv, der ikke dølger sine Gjerninger. Videre vil jeg til denne lange Anmærkning, i Almindelighed talt, føie: Den der fordømmer, blindthen hvad han ikke forstaar, ligner Drengen, der kastede sin Mathematik, med Skjældsord mod Pythagoras, Euclid og Holmboe, i Krogen. Det er en agtværdig Rest af Religieusitet som bringer Ban- ditten til at lade Præsten fare i Fred, naar han kan træffe den fede Ridder. Henrik Wergeland FRA SIFUL SIFADDA til Fremstilleren af Paralellen mellem det svenske og norske Product i Nr. 2. Nyeste Skilderie 21. juli 1828. Depositurus. Ah Siful! jeg har seet Herkules sit Muskel-Atlas svulme høit op over en Dvergs indsunkne Smiil, ligt slynget Skaar i Kobberpladen. -- Ei, din Dverg er drukken og famler i sin Tale, som en Elsker, der binder Selam, og Narcissen ei, blandt Roser, Hyacinther, Liljer og SIDE: 80 titusend stærke Parakleter, mægter, som Sandheds Talsmand finde! (giver Siful Sifadda "Nyeste Skilderie af Christiania og Stockholm Nr. 2) Mindes du de Epigrammer fem, et Echo lig', min Sjel femdobbelt udslog -- o saa sande som Pythias og uden Skadefryd -- bag efter Farcen dins bizarre Skrig? De spaaede, som altfor hule Klang af første Fod i nybygt Tempel: "ak! det falder snart! sligt Taarn ei Skyen kløver, men snart i Støvet søler det sin Top, at geile Hunde kan det vaske, saa en Dreng kan Blyet see, og putte lidt deraf i Lommen til en Kugle . . Ak, slig Kuppel, dristig som pisanske, og med Skyer til Vinger, foldede paa Ryggen, og Sol paa Tind som guldguul Falkekam, blot skabt til Kragers Død?" Siful (læsende). Mod viis, mod taabelig Critik hvæs aldrig Pen! [fotnotemerke] Depositurus. Nu har dit Hjerte udsuget Kinden: hver en Linie her af denne lundske Epilog, som sortgrøn og blodfyldt Igle glider ned og ruller sig sammen der. Nu have Heltene kun bleggraa Hjerter, medens Kinden flammer af firedobbelt Rustnings Gjenskin, og mens Øiet funkler, blinkende for hvergang en Kaarde klirrer eller Fængkrudt blusser; men du, som ei er Helt, maa naar du æskes, saaledes blegne vel i Kinden, men dit Hjerte svulme frem til Kampen fuldt af glohedt Mod. Fotnote: Gylden Regel af Vessel. SIDE: 81 Siful. Ei fy Depositurus! Depositurus. Nu rødmer du . . . O, Ærgrelse er liig Chamæleonen. Siful. Fy Depositurus! Depositurus. Saa strøm tilbage lette Blod! hver Linie, som døde Fiske over Phlegeton, tilbagestrømme til de Strande, som bag fiirbeenfyldte Siv fremyngled' dem! Siful. Min Landsmand vakkert tegnet har Gothens favre fata morgana. O skjønnere end Fee Morganas Templer, skjøndt hun paa den violblaa Æther høit bygger dem af farvet Regnbue-Jaspis, har dette Digt i Gotheskjaldens Sjel dybt spillet, da han det baldyred' ind i nyskabt, lundsk Magisters Baldachin paa hans Triumphtog. Neppe dog i Lund og Upsal hver Magister faaer slig Bue, saa laurbærkrandset, naar hans Værdighed, med silkestrømpet Læg, langt foran Stimlen med Pallas's Fakkel triner op mod Altret: -- der ellers blev saamange Regnbuer hvert Aar som Hvælvinger i gothisk Kirke, og hvermand vilde blive lundsk Magister, for see sig sat een Dag i dette Spil af Himmelfarver hvormed Digtet leger, og Samlingen af slige Epiloger blev tykkest, skjønnest Digterværk. -- Ja ret Depositurus -- Du, som tygger hver Aften Drøv paa eget Vid, og ælter uskad'lig Spot, som Boaslangen Spyt, SIDE: 82 med Kjæben -- det var en Herakles, som sig stillede, med Skuldre lige Templets høithvalte Kupler, frem ved Dvergens Side! Men Den, som Gothens Regnbu'digt har malet -- Gid Bladets skidne Horizont ei havde dets Hale slugt -- med saadan livlig Pensel har ikke tydet Sandsen, som igjennem det latterlige Dvergesmiil sig slynger, som klangfuld Sandhed gjennem Hi'roglypher: Min gode Landsmand har ei seet Sifuls Personer, som de ere -- liig en Flok Dverg-Dickier veitsdandsende paa Heden til egen Latters Lyd, naar Hanen tier, og qvælende med vildt fortrukne Smiil den vaagnende Bevidsthed om de Armes Vansind, stræbende til Gravs den synge med evig Latter: Een kun af de Alle det Sande ahner, at de lege kun et Skyggeliv, men han sin Vemod øser ud paa sig Selv og Alt i Spot. See derfor Du, som saa fuldt dit Syn har aabnet til at fatte Gothens Himmelfarvespil, og klart har Mønstret præget, at du kun med søvnigt Blik har seet Sifuls Spil, paa Siden nederst, Pag. 38! [fotnotemerke] (Siful Sifadda gaaer). Depositurus. Er dette Svar? O jammerlige Helt, ræd for sit eget Fodslag! Er det Svar? Min Spot som Hercules's Krebs forfølge din feige Hæl, til Øiet lyner over en skamrød Kind som Gnistehvirvlen over et plyndret Riges Bauner, som et Par af Seiersørne over blodig Fane! Fotnote: Stygge. Fanden plager hende: Al hendes Præk er min, blot sønderhugget en heel Afhandling, anonym med Titlen: "reflections sur moi-mème." SIDE: 83 Ah Sommersol uddrukket har dit Vid og al din Galde: derfor vist det tordner som da ifjor den uddrak Digteraaren i Rasmi Hjerne: derfor skyllede saameget Vand her dengang ned fra Skyen! Naar Hiin saa blindt tør give Piller, maa han vist ubuden have snaget mellem dem, Du har lavet, fundet dem for bitre, som f. Ex. [fotnotemerke] Pag. 39 uventet fundet frem sin Oldefa'er. Hvis saa er, var det bedst at vise ham til Titelbladet, hvor en [fotnotemerke] Strophe staaer som ret Veiviser. Eller i det Hele -- hvis du vil dømme Farver søvnig -- thi de tvende Farcer er kun Prøver paa hvad Farver Sifuls Pensel drypper af -- saa tag til Vækkelse her to af mine Epigramer Dadl aldrig Hvad en Nutids Digter skriver: Du veed ei hvilken Stor i Fortid dadlet bliver. Du stikker Snuden til, og snuser, om du kjende kan Sifuls Blomster . . . Au! du gjøer fordi de brænde! Henrik Wergeland [FRA SIFUL SIFADDA] Nyeste Skilderie 11. aug. 1828. S.T. Hr.Boghandler J. Schiwe. Jeg troede -- Deres Vbhd -- at lege med en Zobel, men jeg havde et vemmeligt Stinkdyr imellem Fingrene. Jeg vil aldrig røre ved et Stinkdyr. Deres Siful-Sifadda. Fotnote: V.irr.temp. Fotnote: V.irr.temp. SIDE: 84 Henrik Wergeland ET REGNESTYKKE Morgenbladet 6. sept. 1828. Paa Gaardermoen ligger nu i denne, iaar mere end ellers for Landets Velfærd uskatteerlige Høsttid, 900 Mand, om ikke Flere, for 24 Dage. Disse 900 Mand have hver 2 Arme: gjør 1800 Arme. Hvert Par Arme skjærer, da det er de dygtigste Karle, efter maadelig Regning, 1 1/2 Maal Korn om Dagen: gjør daglig 1350 Maal. Da nu 1 1/2 Maals Arbeide kan tages lige med ethvert andet Høstdagsarbeide, og dette vel vil paa de fleste Gaarde, i de Egne, som maae levere hiint Antal, fordres af enhver Karl idetmindste i 18, om ikke i de 24 Dage fuldtud, saa behage man at multiplicere hine daglige 1350 Maal med 18, og man vil da see det uhyre og reelle Tab for Landet, nemlig 24,300 Høstdags- arbeide eller Maal. Hertil addere man ogsaa Borttagelsen fra det meest trængende Høstarbeide af 900 Heste, samt den, i den Tid, da leiede Arbeidere opfylde Gaardene, dobbelt besværlige Udnisten af de bedste Fødemidler for hiint Antal. Man tager sig altsaa den Frihed, underdanigen at spørge Hr. Generalmajor, Baron Wedel-Jarlsberg, om vi have en Krig ivente? Hvis saa er, da er der ikke mere Tale om nogen Byrde, og Ind- senderen erklærer at have gjort det sletteste Regnestykke, Nogen har brugt en Griffel eller Pen til. I Sandhed, da vilde der, lige- som hos Gallierne, indfinde sig lystige Dilettanter og Reservekarle nok til hver Hest, og hver Odelsmand vilde da jage sine Huus- folk paa sine øvrige Heste, smelde sin Dør ilaas og slutte sig til Hr. Baronens Regulaire, som Stormilingerne i Tordenens Fod- spor, glade ved at lære lidt, at lege lidt paa Moen ved Siden af den øvede Høvdings grønne livlige Dunsinaneskov, før den rette Zinklairsleg begyndte: da vilde de smukke Døttres og Søstres Skjød og den krumme Oldings Ryg blive Kornvogn, og de Første vilde nu, til intet mandligt Øies Glæde, ødsle med at vise deres veldannede mælkehvide Lægge for Solen, idet de lagde et Neg formeget i deres Skjød: da vilde Smaaguttene (ligesom nu mange Skydsdrenge, der ikke kunde glemme den lystige Kjørsel, Hr. Baronen ofte har skjænket dem) med Jublen lege Leier paa Gaarden, til Ihukommelse af den Høvding, der itide drog Sværdet. Kort -- da vilde Nationen glæde sig over Hr. Generalmajorens udmærkede Feuer i Tjenesten, som lader ham hverken Rist eller SIDE: 85 Ro, som endogsaa bringer Hans Hvbhd. til den Grad at opofre sig selv for Tjenesten, at han endog iler coureer-, men dog generalmæssigt, tre Gange i een Sommer igjennem Landet. Henrik Wergeland EFTER DET I NO. 15 INDRYKKEDE "IRREPARABILE TEMPUS" BETITLEDE STYKKES FORFATTERS ØNSKE, FRA SIEUL SIFADDA S. Nyeste Skilderie 3. nov. 1828. Eftersom jeg har erfaret, har De Deres Mening, om det om- handlede dramatiske Stykkes Tendenz, ikke tilfælles med nogen Anden end med enhver forstandig Læser, med Forfatteren Selv, og med Enhver, som ikke skelende seer (hans Sam- vittighed dømme, med hvor stor Ret) i ethvert Narreideal eller Skurke-do. sig Selv, og som ei, med en vanvittig Angst, maaler og maaler Længde og Bredde og hvert Smil og Træk og Farve hos den opdigtede Character med Beskaffenheden af sin egen, som Bevidstheden jager iveiret i hans Indre som et synligt Gespenst, der spøgelseagtig leer ad den Menneskeværdighed, han, hen- visnet og forlagt siden Børneaarene, med Bebreidelse bliver vaer i sit Indres Baggrund, uliig ikke en sammenkrympet Krøbling, der sidder som Indlægd i Krogen paa sin egen Odelsgaard, og hvergang Ilden blusser paa Arnen, træder tydelig frem med Rædsel for Den, der gjorde ham vanfør og vristede ham Hos- bondens Nøgler af Haanden. Gid der ingen Ild var, ønsker Denne vist; thi i Mørke bliver Ingen rød! Det er da egentlig to Skygger en Saadan sammenligner; Characteren i Stykket med sin egen eller det Billede af sin egen, der pidskedes op af det første -- et sympathetisk -- Blik paa den Digtede, op fra hans Samvittighed, hvor al Selvbetragtning før laae som en Flok snorkende Trælle i Solvæggen. Han bliver bange -- thi han har en forunderlig, men falsk, Klarsynet- hed i at gjenkjende sig Selv i en saadan digtet Character, og han opfatter dennes Sandhed hurtigen, hurtigen, som en Pest- syg Røgen af sin afdøde Kammerads opbrændte Pjalter, og med samme Rædsel som en Saadan seer Morgenvinden reise en Skikkelse af det om Aftenen forud opbrændte Efterladen- SIDE: 86 skabs Aske iveiret, hvilken giver ham et klart Begreb om Syg- dommens Farlighed, og synes ham en Dødsengel, der kalder ham Selv bort. Han bliver bange som Helten i fabelagtige Hi- storier om sig Selv seende Dobbeltgjængere: Han kryber ind under sin Egenkjærligheds vide, nedhængende Kaabe, som al- tid er glinsende og reen, skjøndt den slæber over de smudsigste Steder, da den rastløse Terne, Forfængelighed, aldrig bliver træt af at tvette den i Lethe eller selv at afslikke dens Smuds. Og har Han givet sig under denne villige Skyts, saa reiser hans Egenkjærlighed sig (denne Samvittighedens despotiserende Ægtehustrue -- o Misalliance! og dog har den Høieste selv viet dem -- der endnu, som i gamle Dage, bærer vide Skjørter, og skjuler Meget for sin Argusmage), den reiser sig, og nu er Ana- themet lyst over Den, der saa uskyldigt kom til at lære Tha- les's: "Kjend dig selv." De vil indrømme mig, at saadanne ere, naar de faae Mo- raler eller Satirer ihænde, som en Tyv, der staaer iblandt Stim- len, just som Consorten bliver hængt. De kjende hinanden igjen: et besynderligt, vemodigt-ondskabsfuldt Grin spiller paa Galgefrugten, medens den Anden, frelst og fri nedunder, krym- per sig sammen som en affalden Qvist -- Ah, at ikke Politie- knegten mærker hvem den Letsindige nikker og gjør saa be- kjendte Miner til, og som han med Bæven og kunstlet Munter- hed maa gjensvare, for at ei -- han synes medrette, at hans Liv hænger i en ligesaa smal Strikke, som den, Bøddelen nu laver tilrette paa sit Knæ, nemlig i et Smiil, der just nu gjerne kan være det fremstikkende Følehorn af en ulykkeligere Kam- merads Misundelse -- han maa grine med, at dette Spøg kan hindre hiins Ondskabsfuldhed fra at bryde ud i et tydeligere Sprog, som baade kunde vække Folkemængdens og Rettens- knegts og Bøddels Opmærksomhed. I at handle saaledes, holde gode Miner, om han nu maa hade Correspondenten, og lære taust hvad der forresten kan læres af en saadan Scene, handler han klogt. Men om han strax i sin første Angst vilde raabe: "Gud fordømme dig Peter, som ikke kan være stille!" vilde han handle dumt. Ikkesandt? De vil nok vide og see, hvorvidt et saadant Hang til Accom- modation bør gaae og kan gaae, uden Fornærmelse for nogen Anden. Flagellanten rase imod sin egen Bag! Den kommer jo SIDE: 87 ingen Anden ved. Men, spørger De en retskaffens Theolog, saa vil De høre, at al Accommodation hører de Profane til: den er en Stank af det bandlyste Brændemærke, som gav et Dyr Cheru- bens Stempel. Naar man nu derimod, med samme Vold som den uartige Jaans, da han trak Kjolen bagvendt paa sin Fa'r, vil appli- cere en, i en Satire fremstillet, urosværdig Character paa en agtværdig Trediemand, hvor maa da Forfatteren blive tilmode, naar han seer, at han ligesom har fodret Ondskab eller Ufor- stand? Dette veed jeg med Uvillie, er Tilfældet med den Cha- racter i "Ah!" der er til der af samme Grund som i et Skov- malerie en maanelys Plet, hvorpaa en Fyr og en Gran kaste deres Skygger, og kjæmpe om Rummet, og som forekommer mig som en Faarekylling, en Sommerqvel modulerende to vældige Frøers baslige Koaxa. -- Dette, samt at jeg følger et alvorligere Kald, har ladet mig for bestandig maaskee -- som den Skibbrudne sine dryppende Klæder -- ophænge Svøben; men jeg vilde rive den ned, og snoe nye Snor i, og hvine om mine egne Øren, hvis jeg virke- lig nærede en saadan Tanke om mig Selv, som det gjør mig ondt at formode, en saa retsindig Mand, jeg troer De er, skal nære Mistanke om jeg besidder. Hvis jeg gav Grund til at formode noget Saadant i Gjensvaret i hiint Mbld., da vil De erindre, at jeg ytrede min Formening om at Tendenzen af hine Vers burde hellige og gjøre dem urørlige, som de haarde Tem- pelskuebrød. Men disse vare rigtignok ikke hellige for Davids Hunger. Vare mine Vers haarde og ufordøielige som forstenet Frugt, som Flintestene, fandt de skam ogsaa graadige Staal- tænder. Kan det da undre Dem, at der føg Gnister? Og jeg paastaaer, at hine joniske Vers -- i Strid med mine doriske -- hvilke De behager at kalde blot Ironie og ikke Spot, var da en Ironie, der var saa nøie forenet med Spot, som en vild Lapithe med Hesten, som en grinende, evoerende Bacchant med den blodige Tiger, han sprænger afsted paa. Til Deres sidste fem Ord, vil jeg spørge, om følgende fem ere rigtige og sande: cum cane simul et lorum. Deres Non quam multis placeam studens, sed quibus. SIDE: 88 Henrik Wergeland [FORSVAR FOR SATAN] Morgenbladet 31. jan. 1829. Den hellige Kamp, under Troens Oriflamme-Banner, for at forsvare den kjære, gamle, bittert fornærmede Satan, er nu ogsaa i vort rolige, sindige Land begyndt. Himlen skee Lov! ja begyndt og saa tapperligen fortsat, som om vi (jeg siger "vi" saasom jeg gjør mig til af at være En af dem, som have denne ene Tanke, at: "da de ikke tænke gide, de tænke ikkun: bedst at troe"); ja saa tappert, som om vi ikke havde vor gode hornede Allierede selv i Spidsen. Men er han ikke fremme, saa kommer han, hvorfor jeg er bleven i en Vision, eller hvad det nu var, som paakom mig saa med eet, ved at læse Hr. Pastor Ellefsens Hjernesuk, værdiget at sørge. Foreløbigen kan jeg nu, siden jeg har ymtet om, at jeg har havt en hellig Vision, forsikre Troende og Lidettroende og Ikketroende, høit og dyrt om, at Djævelen altid vil blive agtet høit i Verden. Om Nogen vil sige mig imod heri og prophetere anderledes eller fordre Beviis, da siger jeg, en Vision er Beviis nok og læseligt nok for Troens Øie. Men, om Nogen siger: Troen er jo blind, saa svarer jeg: Vis-Vas. Udi samme Vision blev mig ogsaa aabenbaret, at Djævelen agter Verdens høie og evige Agtelse for ham ligesaa høit, saa at den eneste Bog, naar jeg undtager en tynd, lille Forklaring, hvori han underviser sine mange smaae sorte Rollinger, som fandtes i hans Boghylde, var Dogmet om hans reelle personlige Tilværelse og Indflydelse her og hisset udrevet af en christelig Dogmatik, skreven af en Professor Theologiae; dog syntes mig i et afsides lidet Skab at blive vaer nogle jesuitiske Moraler, et nyt Exemplar af et Hyrdebrev fra Erkebispen af Toulouse, nogle Skrifter af Grundtvig, hvori stod "Professor Clausen", som Eierens Navn, anført paa Bindet, samt, med samme Haand, disse Ord: "Fostre af partiel Afsindighed hos et Genie"; og ligeledes nogle Skrifter af Rudelbach, hvor paa Bindet stod skrevet: "Vand paasat af et Kaalhoved". -- Nu, skjøndt Djævelen saaledes maa holdes for uovervindelig og vel forvaret, saa ere dog vistnok ikke, da Fienderne ere talrigere end de gergasenske pressede Marinerere, Venner og Forsvarere at foragte. Thi, havde ikke fidus ille Achates, Hr. Pastor Wexels, raabt Hei! itide, saa var vor gode ældgamle Allierede bleven qvalt af den gamle, høit- SIDE: 89 berømte norske Philosoph, som greb Leiligheden, da han sad nikkende over sit næsten udslukte Helved, endnu lethargisk beruset af den Opiumskaal, nogle lystige Viismænd, der be- søgte ham, da det qvældede mod forrige Seculum, havde iskjæn- ket ham. Da lød Varskouet fra den Trofaste, -- den Gamle foer op, gnikkede sine Øine, mens han mumlede Noget i Skjæg- get om Zoroaster og Augustinus (drømmede han sig ind under deres Aarhundreder?) og nævnede Christus (dette synes dog sært) og Confucius med en Eed, der kunde skræmme Christen Grovsmed selv ifra at recensere; han karede op i Baalet, stak en Musicus og en Aagerkarl paa Spiddet, greb en Brand og styrtede -- Achates slog Døren op -- ud af Helvede, for at see, hvorledes det stod til i Verden nu...Ak, ingen San- benitofest, ingen Excommunicationer, ingen høitidelig Over- leverelse af Sjel og Legeme i hans Vold, ingen Ordalier, intet Sværd draget, ingen Fakkel løftet for at belyse Samvittighederne og tilhugge dem med Sværdet efter Seierherrens, som Prokrustes Gjæsternes Ankler, for at passe til hans blodige Seng. Kun et udslidt Pavepallium saae han hænge endnu paa St. Peters Stol, sværdvæbnede Barbarer og pennevæbnede, Hjerteløse Diplomater rundt Hellas, rygende af Aske og Blod, Soldater i Ministerierne, Ministre i Feldten, endnu Armeer (denne glim- rende Lænke imellem Attilas og det nittende, tyvende-tredivte Sekels Dage) over den vide Jord, Skele-casserne tømte i Mis- sionærers Bug eller paa Guineas Strande, Wellingtoner, Villeleer og Migueler som Grundloves Fortolkere, endnu Adelstand, som det fyrgetyvende Aarhundrede vil finde i Historien med samme Forbauselse, som naar vi finde et forstenet Mammuthscadaver, hvilke Dyr vel have været for store, til at kunne komme ind ad Arkens Dør i god Behold, og maaskee unaturligt ere avlede af Giganternes himmelske Fædre (I Moseb. 6, I); og -- han loe -- i de protestantiske Lande saae han en Reaction til Catholicis- men, og en behagelig mørk, Guds fordunklede Billed værdig Augustinsk Theologie fremmanet fra Cathederne, for at lægge sig som Støv paa Hjerterne, der nylig skjøde nervefulde iveiret under Kampens Hæder, og paa Hjernerne, der lægges aabne som Tavler i Verden, at Muserne kunne bruge sine Griffeler og annotere smukt og sandt i dem, som i Vennens Stambøger, Alt efter Enhvers fortrinlige Yndest aabne til Reflectionsspeile for SIDE: 90 Erfaringen; men nu indskrumpes begge af Støvet, som Profes- soren ryster ud i Salen, og som dog, hvor ækkelt det smager, maa ind, hvis de ville nogensinde have Brød i Munden og et Barn i Armen; begge indskrumpes og blive fra unyttige, skjøndt smukke, sunde og duftfulde Blomsterknopper, til et Par Nødder, som kun det høieste Øie kan see ind i, om der er en mager Kjerne tilbage eller en feed Orm -- lad dem saa tabe den livs- fortaknemmelige Opfatning af den friske Aande og Pulsation i Guds skjønne Verden. Ak, jeg mærker selv en Reaction i mine Ideer -- men tilbage, tilbage, og værer Smudset i den aandelige Kjæmpes W's vældige Fodtrin, om han endogsaa retirerede til- bage igjennem alle Dogmer (Porte hvori Philosopher hænge) til selve Dogmet om Satans Personlighed og Realitet! Tilbage da! Djævelen saae, at Sagerne ikke stode saa slet endda, og at han vel kunde tage sig en Luur, naar han igjennem saamange Aarhundreder havde sat Alt i Gang, som en Kjelling nikker trøstig fort, naar hun veed, at hun har sat Hjulet paa Glid. Han saae, og frydfuld trak han sig tilbage til sin gjæstmilde Arne, overladende sine Venner Forsvaret, som Seclerne straalende væltede sig frem; som dette staaer nu, som en haabefuld Regn- bue over Slægterne, et henrykkende religieust Vanvid, ligt en Slange, der hæver sig frem, idet den bøier en Deel af Kroppen tilbage, snigende sig frem imellem de ypperste Nationer. Held os! det har svunget sig over Havet til vore Dale, det udspyer den søde Roe om vore Hjerter, lægger sine Æg i vore Hoveder, og Drager springe frem, som W's Bog imod Treschows, stærke i Kampen for Djævelen. Nu, dette var, Skam faae mig, en Episode saa lang, at jeg anbefaler den til den dybsindige Oldings Taalmodighed, der har tøvet saa længe, før han kom ud med sin Hjertensmening, og vel baaret over med Trefjerdedele af de Prædikener og Kathe- chisationer, han i sine Dage har hørt. Fordi den er apologetisk, vilde mine Trosbrødre tilgive mig, at jeg slap ifra Visionen. Vel -- troer da først Visionen; siden skulle I høre den. Jeg har sagt, at jeg saae Fandens Boghylde; men ikke, at jeg saae Manden selv. Nu siger jeg det, nu. Jeg saae ham i fuldt Antræk, fuldt satyrisk Antræk -- virkelig som de gamle Satyrer: Lodden, hornet, med en Heste- eller Bukke- hov, lang, krum Næse og to Hanevinger paa Ryggen. Disse SIDE: 91 sidste Prydelser har jeg den Fornøielse at lægge til Ornaten istedetfor de gamle uhyre Flaggermuus-Vinger, som jeg sværger paa ere falske. Han sad just og læste ved Kjøkkenild Hr. Pastor Wexels Bog imod Treschows "Christendommens Aand", som det lod til med megen Interesse. Han læste med megen Hurtighed Bogen ud, reiste sig op, stak Bogen i Hylden, greb saa med en Ildtang Treschows Bog og kastede den i Ilden; men alt som Luen slog op om den, flammede et satanisk Smiil om hans Mund, og alt som Røgen steg op fra dens Aske dampede Kainsmærker over hans Øienbryn. Jeg maa dog oprigtig til- staae, at jeg skjalv, endskjøndt jeg var glad ved at see min Troe saa retfærdiggjort; men, idet jeg begyndte at skjælve, be- gyndte Visionen at forsvinde, og, da jeg saae mig om, saae jeg, istedetfor Helvedes Flammegrund, et rødt Gulvtæppe, istedet- for Djævelens Boghylde og Skab min egen tynde Bogreol, og istedetfor Fanden selv en Kakkelovn med Kong Carls broncerede Büste. -- Jeg har da nu den christelige Plan, da jeg saa grant erindrer hans Figur og Ansigtstræk, og da et kraftigt Middel kan behøves imod de mange Dumdristige, som forhaane vor gamle Djævel, den nødvendige Skolemester med Riset i den store Skole, Verden, søge at gjøre ham latterlig for hans gammel- dags Dragt og Manerer, og true med at bringe deres Oplysning selv til det enfoldige Folk, at lade ham, Fanden, lithographere til gratis Uddeling i alle Skoler, Cathedral- som Almueskoler, at Stykket der til Ziir og Opbyggelse kan hænge. Kun maa jeg bekjende, at, da jeg ikke turde see ham ret i Øinene, jeg ikke er paa det Rene med mig selv om, hvilket Udtryk jeg skal lægge i disse: om Dumhed eller lumsk Ondskab eller begge til- sammensmeltede i Præget af et vist Sværmerie? eller Dumhed i det ene, Nederdrægtighed i det andet? Denne Uvished foraar- sager mig megen haard Kamp; thi, paa den ene Side tør jeg, for mine egne Øines Skyld, ikke afmale H. H. Djævelens ander- ledes, end de virkeligen ere, og paa den anden Side tør jeg, for min Saligheds Skyld, ikke vise Børnene en Djævel, som ei var sand, eller saa, at de, naar de engang møde den sande, ikke kunne gjenkjende ham fra Portraitet. En ny Vision kan jeg heller ikke tilmane mig selv, og venter jeg kun med Længsel en ny naadefuld Aabenbaring; men, da denne kunde udeblive, saa staaer mig kun een Udvei tilbage, nemlig: herigjennem ydmyge- SIDE: 92 ligen at bede dem eller den af mine Medbrødre i Troen, som muligens nyligen har seet Djævelen, at veilede mig i denne vanskelige Sag, ved at opgive mig, hvad Charakteristiskt han opdagede i Fandens Øine da jeg ellers vel erindrer mig, og har allerede i Contur, de svulmende, sandselige, hovmodige Kind- muskler, det indbildske Skjæg, det Nederdrægtige om Munden, det Ondskabsfulde paa og om Næsen. Denne simple Beretning om min mærkelige Vision tilegner jeg herved, med Lægmandens fulde Ærbødighed, DHrr. Pastorer Wexels, Sundt, Delphin, Ellefsen meget mere hører den til den sønderbrustne Plan til et apostolisk Universalrige, hvor det kunde synes tjenligt, at Borgerne vare, ligesom een Mands Faar, mærkede lige. Almanakkerne bidrage meget til at under- holde denne besynderlige Vane, som er lige gjængs i alle andre Folkeslags. Hine værdieløse Navne staae i Forbund med mørk og sværmerisk eller falsk Religieusitet, der, (man erindre sig Puritanerne og Presbyterianerne, Herrnhuter og Consorter) sy- nes at ahne en mystisk Velsignelse, som endnu skulde aande i nogle gamle cananitiske Emirers Navne, saasom Abraham, Isaac, eller i nogle Steders (Tabor, Zion o.fl.), hvor engang et lidet mesopotansk Folk, som har Æren af at kunne regne de meest oplyste Nationers Religionsstifter blandt sine hensovede Bor- gere, iagttog sin halvægyptiske, halvpersiske Cultus. Vort Sprog tilbyder en Overflod af betydningsfulde, velklin- gende Navne, der gjøre det unødvendigt at hale op af den gamle jødiske Historie, et "Michael, Tobias, Daniel, Isaak, Joseph, SIDE: 93 Jonas, Sara, Elisabeth, Rachel, Rebekka, Anna, Susanna," til en norsk Gut eller Gjente, der vier sig til vor Historie og dens eiendommelige Dyder, ved at bære et fædrelandsk Navn, et: Olaf, [fotnotemerke] Thoralf, Hakon, Hagbarth, Harald, Erik, Thorstein, Oluf, Einar, Thorgeir, Thorgrim, Arnhald, Haldor, Thorleik, Kalf, Eigil, Eivind, Sigvard, Henrik, Halfrod, Ivar, Thorvald, Bodvar, Frithiof, Sigurd, Inge, Sverre, Snorro, Asgrim, Arne, Brage, Hos- kuld, Sturle, Elif, Erling, Gudmund, Guldbrand, Rognvald, Reff, Alf, Grane, Harek, Eisteen, Ragnhild, Svanhild, Asild, Snefrid, Astrid, Ingerd, Ulvilde, Alvilde, Thora, Ingeborg, Gyda, Ragna, Alfhild, Aaloff, Sigrid, Bergliot, og andre ligesaa skjønttonende. Af disse Navne ere Olaf og Oluf (Ola, Ole) samt Guldbrand rigtignok holdte i sømmelig Ære, og vesterpaa i Dalene træffer man mange slige nationale Navne, der gjøre det overflødigt at hente Benævnelser af Romaner, enten de have hjemme i Italien, eller Gud veed, hvor fjernt fra os, eller fra det nye Testamente eller Munkelegender eller Martyrfabler, som f. Eks. Peder, Paul, Thomas, Christian, Marcus, Lucas, Laurents, Emerentius, Jør- gen, Vincents, Rasmus, Bent (Benedictus), Nils (Nicolaus), Søren (Severinus), Jens, Jan, John, Jochum, Hans (Johannes), Cle- mens, Anton, Andreas, Christopher, Maria, Christine, Christiane, Fotnote: Alle disse Navne, som pege paa Thor, ere ikke saa hedenske, som de synes. De svare netop til Germanernes mange Navne, hvor "Gott" (f. Ex. Gottlieb) og Jødernes, hvor "Jehova" (f. Ex. Josva) er iflettet, I Skandina- viens Urbeboeres oprindelige Religion var den guddommelige Enhed erkjendt, udtrykt ved Navnet "Thor" og givet, som i fleste Urfolks Religion, Ilden -- Solen, Stjernerne, Æthren, Lynet, -- til Symbol. Thor er da aldeles svarende til Celternes Taranis, til Ægypternes Pthas, til de asiatiske Hovedslægters Bel, Akhar, Zæruane-Akherene, Tien, Jehova, og kaldes Alfadur egentlig, da "Thor" mere er Navnet paa den i Naturen synlig fremtrædende Alfader. Siden rigtignok, da Ideerne blandede sig, som Folkeslægterne imængedes hin- anden, degraderes Begrebet "Thor", da Mythologien fremkom, der pantheistisk udtrykkede den guddommelige Enhed, ved at personificere og poetisk at for- binde dens Modificationer igjennem det uendelige Alt. Den opfattede Enheden brøkviis, og disse Brøker ere Fabellærens Guder. Begrebet om Alfadur blev da sat inderst i Theosophiens Allerhelligste; men Odin, Frigga, Hertha o.fl. fremtraadte i Tempelhallen for Folket. Thor nævnes nu blot som Norges Skytsgud; de øvrige to nordiske Lande delte Freir og Niord imellem sig: Odin, der synes nu mere at svare til Jupiter, var da blot den evige, uforan- derlige Øverstes, Alfaders, første Repræsentant eller Vicarius; og den histo- riske Odin et Slags Messias. Den samme Udstykning af Guddommen viser sig i alle andre Nationer (f.Ex. Akhar, der deeltes i Brahma, Chiven, Vischnu o.fl.) undtagen hos Jøderne. SIDE: 94 Pauline, Paula (udtales: Polla), Maren, Maja, Agnete, Agathe, Juliane, Lene, Else, Sabine, Marthe, Cathrine, Constance, og andre tusinde Hunkjønsforvandlinger af fremmede Mands-Navne. De respective Geistlige og productive Huusfædre, hvis de ere enige med Indsenderen i, at Sproget vanzires ved sligt frem- med Udslet, og at Normænd og Norqvinder bør være stemplede med indenlandsk Mærke, som dertil er smukt og heraldisk-betyd- ningsfuldt, ere istand til at raade Bod paa omtalte besynderlige Slendrian. Det høiere Øiemed, som ved Sproget er lænket til Hjerterne, undgaaer ikke et aabent Øie; og en Starblind, der blot havde sund Følelse, maatte, naar han fandt udslidte Helgenfigurer i Nutids norske Almanakker, spørge hver, der gad høre, om ikke Navne fra vor Historie der hellere burde have Plads. Det vilde ikke vare længe før Almuesmanden, der blader i Alma- nakken hele Aaret rundt og puger Navnene i sig, saa deri en Spore for sin Opmærksomhed, og lidt efter lidt kom efter For- bindelsen imellem dem, og havde den sammenhængende Hi- storie inde. Istedetfor Anhanget om Primstaven, som vel neppe findes i mange Hytter, var ogsaa et velvalgt Udvalg af en frugt- bar Videnskab (f. Ex. Moralens Kjernesætninger) at foretrække. Henrik Wergeland OM ET HÆDERSMINDE FOR AFDØDE STATSRAAD CHRISTIAN KROGH Morgenbladet 11.mars 1829. Tre patriotiske Trøndere have i Folkevennen (Copie findes i Skilderie af Christiania o.s.v) antydet en skjøn Pligt for Na- tionen: den, at lade et Minde, oprettet af fri Erkjendtlighed, bevidne Folkets takfulde Høiagtelse for de udmærkede Dyder, hedenfarne Krohg vidste at gjøre frugtbare for Fædrenelandet, være os en talende Opmuntring, Ætlingerne en Rune, vor gjen- vundne Historie -- især den, der vinder sig, som Guldspind om en furusvart Norneteen, om Aarstallet 1824 -- malmtonende vil udlægge. Fortjenester af Folkets Majestæt, dets Frihed, den eneste Betingelse for dets Vel, selv om Forsynet (hvilket her ikke er Tilfældet) ikke tillod dem at blive vedvarende, omfatte evigen enhver Borgers Taknemmelighed, ligesom de altid ere evige i Mønstret, som rastløst, stedse mindende: tandem tri- umphabo, arbeider gjennem Tiderne paa at virkeliggjøre sig. SIDE: 95 Dette Billede lægger en Farve paa forrige Sætning: Chinas frugt- bare Dale stak Tartarerne i Øinene, Duften af Agrenes Frodighed røg over til dem, og beruste dem; saa de glemte baade Eed og Forbund: de styrtede løs: Chinesernes Muskler vare slappere end Tartarernes Tøiler: da strækkede en klog Chineser den be- kjendte Muur hen som en Kjæmpe, der sætter Lid til sit Pantser og hviler paa sin Post. Dette var en varende Fortjeneste; hans Efterkommere vilde have udført hans Plan, om Tiden ikke havde ladet Opfinderen gjøre det; nu byggede de videre og videre, til de mødte Thibets skarpe Alper: Tartarerne maatte sulte i Ørken og æde op deres Forbittrelse. Muren var Minde nok over Man- den; men Folket satte ham dog et skjønt Mæle i hans Stad. Vedvarende Fortjenester æsker vedvarende Taknemmelighed: en, hvis hele Liv ikke er et Skrig, en Klage, der døer næste Dag efter den Fortjenstfuldes Begravelse, hvis der i Alma- nakken staaer med Latin: en Festdag. O Lys i Vinduerne hos fattige Folk, som spise ellers deres Grød ved en Stikke. Lys i Vinduerne og Graad over den Begravne indenfore . . Det passer ikke . . Ærmen til Øiet! Se nu er han glemt, Alt i sin Orden, og Dagens Skaal kan drikkes uden modstridige Følelser. Endnu synker Mulden sammen over Kisten og Graven er blød som en saadan Borgers Sind. -- Almindelige Fortjenester æsker almindelig Taknemmelighed: ikke tyve Harpers Suk er nok; neppe mere end eet Suk af den Taknemmelighed, Himlen har næret med Velgjerninger, at den blussende kunde tale, smilende male, stolt som Prometheus træde frem med Meislen i Haanden. Ja, saa er Stordaads Løn: mens Manden, der bær slig Sæd i sin Sjæl, endnu gaaer her krum og svedig, afbildes han i Hjer- terne. Men dette er blot Contur, frit og let udkastet af Kjær- lighed -- Velvillie aander paa saa den ei udslettes -- men aldrig færdig, og endnu ikke Taknemmeligheds klare Billede; thi han lever jo endnu, og man fordrer altid mere, altid mere, da Omridset ikke kan blive skjønt nok, og det dog maa holde sig til Sandheden. Men -- ligger først hans Grav der: flux er Billedet fuldendt og afrundet: Sorg er Skyggen, Taknemmelig- heden sætter en Fakkel ved Siden -- det fremhæves herligt saaledes; og underneden bliver man da vaer Ordet: Erindring. Nu -- det skee! det skee! og Taknemmeligheden kappes med Fortjenesterne i Evighed -- et Marmor og en Meisel i en Haand SIDE: 96 med bankende Aarer, og -- Mindet staaer der. Enhver troer at have givet Modellen, Ideen dertil; thi han seer dets Træk i sit Indre . . Enhver seer sin Broders og Landsmands Følelse frem- traadt i Dagens Lys, saa pludselig forstenet, at de mindste Smiiltræk synes at svæve der endnu. Isandhed, Hædersminder ere det eneste Adelskab og Rid- derorden Folket kan uddele. Der er ingen Forfængelighed ved dem; vi vide ikke, om Aanden svulmer ved at see sig hædret af et høihjertet Folk, der ikke lader Talenter qvæles ved Mis- undelse, men søger et sødt Berøm i at vise Verden, hvilke Dyder og Frugter de kalde deres. Et Hædersminde er et skjønt Stam- gods for den hedenfarne Hædredes Børn. Leve de, som Fade- ren, bygger Nationen dem et nyt for deres Børn igjen, og adler dem efter deres Død. Dette er en Adelstamme: Folkets Historie dens Pergament. Hine Trondhjemmere foreslaae hedenfarne Kroghs Hjemstavn, som den rette Plads for et Minde; men der er hans Arne, Enke og Børn Minder nok, da Erindringen om ham, som Huusfader og Privatmand, mere sær- skilt henhører didhen, og trænger ei til bedre Tolk. Som Stats- borger er det vi ville hædre ham og da bør et Sted, som tilhører hele Staten, nyde Æren. Skuepladsen for hans fortrinligste Daad er dette Sted, Storthingssalen. Kroghs Büste, udhugget i Marmor af vor Kunstner Michelsen, burde, efter Indsenderens Mening, pryde denne. Ligesaa, for mere end Symetriens Skyld, var der en tilsvarende Plads for Knudssøns. Disse ville staae der, som de første Penater i vor Friheds Tempel. Det turde hændes, at mange Taler stivnede paa Tungen, dersom man blev en af Büsterne vaer, idet man aabnede Munden. De venlige og runde gothiske Træk ville ikke kunne drive Gorgonekraften videre, end til Taushed og Gaben. Men de staae der som det synlige Udtryk af den Aand, der engang der besjelede dem til at bære Skarpsinds Lynsværd og den redelige, sande Fastheds Tordenskjold, som Cheruber for vore frie Rettigheder. De ville mane denne Aand evig til Hallen, at lue over de Udkaarnes Isser. Indsenderen venter denne Sag behandlet med Opmærksom- hed af Landets Gode, da han veed, at den fortjener det, om han end ikke skulde have været heldig nok til at vise her sin Over- beviisnings Sandhed. Han har hørt, at Trøndelagens Fortrin- SIDE: 97 ligste ville fremme dette fædrenelandske Anliggende med Raad og Daad. I vide Norge ville de vel finde Jevninge med. For at Mange kunne lægge deres gode Villie isaahenseende for Dagen, yttre ovennævnte tre Mænd, at ethvert Bidrag modtages med lige Erkjendlighed. Dette er udentvivl rigtigt: den Fattige selv nødes her ikke til at qvæle et skjønt Ønske. Han glemmer en mulig legemlig Trang, naar han seer, at han med Selvfølelse kan tilfredsstille Hjertets. Her viser den sørgelige Modsætning sig: et fuldt Hjerte, en maver Pung. Den moralske Fortælling om den fattige Enke ved Tempelkisten er mere værd end 20 Mirakkel- historier, dersom man ei forstaaer at faae Kjernen ud af en haard Nød, men taler stort, mens man hungrer, om Skallens Glands, Rundhed, Rang over en blød Blomstknop, da den er næsten voxet udenfor Sandsernes Gebeet: den mangler Lugt, Smag, Klang, og viser sig blot for Syn og Følelse, som en sam- menrullet Gaade, vi just derfor skulle beundre, og af Ærbødig- hed ikke nøiere undersøge. Hvo, som erindrer 1824, vil snart faae sin Skjerv henlagt til hiint Øiemed til et Hædersminde for Krohg, hvordan nu dette bliver. Indsenderen søger at understøtte Trondhjemmernes For- slag ved i sin Kreds at samle Folkets Bidrag; og rundtomkring ville vel Flere, ved et saadant let Arbeide, bære en Steen til Mindet. Fortjenstfulde Dyder uddøe ikke, hvor de agtes. EPIGRAMMER Folkevennen 25. april 1829. Af Ædelbaarne have vi kun faa; dog nok, saa fleer vi ikke ønske maae. Af Ædle efter Fødslen har vi Flere, dog synes os, ei de for Mange ere. Ødeland er Den, som reiser meget: at sige, naar han gjør det paa sit eget. Men Den, som reiser rundtomkring for liden eller ingen Verdsens Ting, SIDE: 98 mens Statens Pung ham føder Han, kan man sige, Landet øder. Under, største Under i vor Alder jeg dette Factum kalder: hist vises os en ægte General, som Kongens factotum og Hofmarchal; her man det Første næsten omvendt seer; men Følgen er den Samme som fortalt. Du i Historien Exempler nok vil see fra A til inclusive W. Sin Alder Napoleon regned' efter Seire. Jeg kjender nu en Helt, som tæller efter Leire. Tør en Superieur Hvad ikke bør, det hændes kan, at en Inferieur da ikke tør hvad bør. Hvis Oberst lyver (til Exempel ene anført paa dette) den Gemene saa feig og snu er tidt at tie med den Sandhed, som han veed, som, hvis den kom, mod Subordinationen stred og gjorde Chefen Skam, Soldaten blot Fortræd. Baden, det latinske "Baro" oversætter først "Dumhoved, Tosse men fandt dog først ved Middagstid, at den hverken stak foran, midti eller bag: at han, da han har den Ære at kjende Nogle af dem, som Z kalder Daarer, et Stykke ned i Verset, trøster sig vel over ikke at kunne finde Brodden; at han deler Z's Ønske (thi udentvil er hans Udsagn om Farcens Glemsel grundet i et Ønske) at "Ah", hans første Prøveklud, maa drive raskt ned af Lethestrømmen, eller, da denne gaaer saa døsigt, lad den vugge SIDE: 100 sig som en vissen Nelde paa Bredden: at det skal være hans Bestræbelse, ved ethvert nyt digterisk Værk, at bringe de fore- gaaendes Mangler i Forglemmelse, og at gjøre sig ophøiet over ethvert uarticuleret Udraab -- dette kommer nu pludselig, enten fordi man ved Selvbedrag troer i enhver Narreskygge forbauset at see sin egen, Beslægtede eller Venners Silhouette, eller hele Familien tilsammen, eller fordi en fremstikkende, gottschedisk eller gradusadparnassiansk rosiflengisk Smagsnærve er bleven rørt -- og over enhver epigrammatisk Kritik, medmindre denne synligen skulde komme ovenfra nedad, og, føleligen, som Piil, ikke tillade Forvexlingen med dryppende, over ti nedenunder Staaende sqvættende Glente-Ureenlighed: at Forfatteren af sine Farcer har lært at skrive bedre Jamber i sine Sørgespil; og ende- lig udlod han sig med, at den elendige Epigrammatist instinct- mæssig rigtigen havde valgt Z til sit betegnende Bogstav, da han, rigtignok blot ledet af en dunkel Følelse, troer, at det er det sidste og nederste Bogstav en Forfatter til saadant Brug bør vælge, saasom de to følgende lavere og plumpeste Bogstaver Æ og Ø altfor aabent vilde angive Grundtonen i Productet, og Æ i Autors Tanker, Ø i hans Drifter. Tilsidst erklærede han: at om man jog en heel Hjord eller Sqvadron op af slige blinde, magre Vidøg, kneggende Smæderiim, Epigrammer, Prosa men gaar blot af Veien, til de falde sammen af sig selv. [EPIGRAM] Morgenbladet 18. april 1829. Til ti Samvittigheder bag Kyrads -- et Slag. Blod bør en Krigers Klinge slikke i Feldten. Men mellem Blod og Blod er dog Forskjel: saaledes Landsmands Lungeblod kan ikke just hædre Helten. I Krig bør Klingen være rød; men ellers bleg og død. I Fredens Skjød (hvor Leire er en Art af Krig og Nød) bør den og Næven være reengjort vel. Henrik Wergeland SIDE: 101 EN SILHOUETTE Morgenbladet 28. april 1829. R., som Recensent, har Friplads i Parqvett? O fule Direction! Han bruges som Lampett. Ingen har Næsen bortbidt af al Skam. Men om en Skam nu Næsen beed af ham? -- Det synes billigt nok. Til Efterretning for den rasende Recensent, som vælter sig ind paa Siful Sifadda i Morgenbladet, tjene, at det Ord "Braa- den" i Forbindelse med Lethe, i No. 108 er Feiltryk for "Bred- den", hvilket maatte falde En ind, endog uden Rettelse. For- resten lader han den gamle Faun, efter Løfte, springe i Fred. ET ØNSKE Morgenbladet 30. april 1829. Gid ved et Trylleslag vi Alle kom til England end i dag! R's Recensioner maatte da sig holde bag Newgates Volde. [EPIGRAM] Morgenbladet 1. mai 1829. Er R. og Ingen vel den Samme? Jo, som du vil; thi Ingen er Gjengangeren af R.: den ækle Røg af R's udslukte Flamme. LAURBÆRBLADE Morgenbladet 21. mai 1829. I gamle Dage tusinde Philister med Asenkjævt en Samson slog. I vore Dage og en Samson bister med samme Vaaben Tvendetusind jog. Han nemlig talte -- -- -- -- SIDE: 102 VARIATIO Med enkelt Asenkjæbe en Samson kunde Tusind dræbe, hvor Uedel bruger hele Æsler til et saadant Spil. Han nemlig slog -- -- -- -- -- -- Henrik Wergeland [OM WERGELANDS STUDENTERUNIFORM] Morgenbladet 26. mai 1829. Saavidt Forfatteren erindrer, lød det, i Søndagsbladet om- talte, med en Kjole til Generalmajor Baron Wedel sendte Brev: "Undertegnede blev, igaaraftes den 17de Mai, ved paa sin rolige Hjemgang i Kirkegaden at møde et Detaschement af Deres Høivelbaarenheds ridende Jægere, at En af disse hilset med et Klingeslag. Jeg bar dengang den af H. M. Kongen sanctionerede Uniform for de Norske Studenter. En saa ringe- agtet Dragt skjøtter jeg ikke om længere at bære eller eie. Desaarsag, saasom jeg maa troe Rytterens Fremfærd conseqvent med modtaget Ordre, overlades den Deres Høivelbaarenhed til fuld Odel og Eie og fri, behagelig Disposition. Henr. Wergeland." Om Hr. Generalmajor Baron Wedel-Jarlsberg vel, som Old- tidens stormodige Feldtherrer, efter vundet Slag, alene tager Hæderen som Seiersbytte: synes det dog i dette Tilfælde noget ubetænksomt af Hr. Generalen saaledes friskthen at undslaae sig for den ærligt og redeligt fortjente Spolie, som saa herligt kunde komme En af de Tvende af hans underordnede Tappre (Baronens høire og venstre blodige Arme) tilgode, nemlig hans Søn Lieutenant Fritz, Baronet, og Lieutenant Morgenstjerne, hvilke Begge -- Skam at tale derom -- ere Studenter. Henrik Wergeland NOTITZER Nyeste Skilderie 24. sept. 1829. Guds Død! hvor skal vi gjøre af den? Den formaledidede Pragtudgave af Grundloven, som Procu- rator, daværende constitueret Foged Brejen, ved den i dette SIDE: 103 Blad omhandlede Gjennemreise af Rigets Statholder, iilsomt lod nedtage af Gjæstestuevæggen paa Stationen Klekken paa Ringerige, blev i Befippelsen først puttet i Sengen, men, da det formodentlig kunde være at befrygte, at den endnu der kunde blive udsat for at skjære for dybt i et nysgjerrigt Øie, blev den puttet under Sengen. Velkommen. Samme constituerede Foged satte sig, ved hiin Gjennemreise, i Spidsen for en Trop af hæderlige Bønder tilhest, og escorterede saaledes paa den allerhøfligste, ja underdanigste Maade af Ver- den, Hs.Exellence igjennem Districtet. Om en saadan konge- lig Æresbeviisning var bleven ydet Hs. Høivelbaarenhed Oberste m. m. Spørck under hans berømte Ophold i Finmarken, da maa- ske Anføreren havde faaet et høfligere Adieu end det, som Brejen af Hs. Exellence fik thi det var kort og tørt imod den Honningflod de Andre drak af Ord og Hilsener og Tak -- ak! kun et taust og magert Nik -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- Medusa. O! I vilde Bruushoveder! I svulstige Republicanere, som troe intet Storthing at være som det bør være, uden endende med en Rigsret, for at I een Dag ud kunne fylde Gallerierne med bankende Hjerter, men gaae destomere slukørede hjem igjen om Aftenen, tyggende og fraadende over Dommen, som Ynglin- gen over hans første Tobakspibe; som ville have Justitsactioner færdige mod Enhver, der tør skumle lidt over Nationens Ære i offentlige Blade, Galger opreiste over Landsforrædere, Forviis- nings- og Afsættelsesdocumenter, ligesaa let tilsendte dem, der vove at belyve og massacrere et roligt Folk, som Visitbiletter eller Ordens- og Pensions-Anviisninger -- ja, som ymte om at stakkels Procurator Brejen vel skulde være værd baade Hs. E. Statholderens, og Regjeringens retlige Opmærksomhed for hans ommeldte besynderlige Omhyggelighed for at faae den isandhed SIDE: 104 decorerende Pragtudgave af Grundloven ned af Væggen i den Stue, hvor det behagede Hs. E. Hr. von Platen at aftræde -- have I dog, i Muelighedernes rummelige Vægtskaal veiet Grun- dene, der kunne have bevæget Hr. Brejen til denne tilsyne- ladende latterlige og nederdrægtige Handling? Jeg vilde ind- lade mig paa at opstille et Dusin saadanne Muligheder (hvor- iblandt, som den første, gjerne kunde være den, at Hr. B. kan have troet, at Hs. E. just ikke yndede Grundloven i det Hele, formedelst visse Paragrapher, eller var -- paa samme Maade som mange retskafne catholske Theologer med Hensyn til Bibelen, eller mange ditto ditto Protestantiske med Hensyn til Geologie, Physik men aflokkede endog Søster Blære sin gamle Erklæring, at det var saa naturligt, saa det var en Gru, med Hensyn baade paa Øl- og Brændeviins-Rusen ved sin nebelmæssige Opførsel. -- Peers Rolle udførtes af den unge Værdig-Juling med al den Præcision, som man kunde vente sig af dette unge Menneske. Han var forresten von Thy- boe vel meget attacheret; thi uagtet at Texten foreskriver, at han skal gjøre Forsøg paa at flye, glemte han Illusionen i den Grad, at han, da Skipper Børre, som gjerne vilde have Stu- denterne til at forløbe sig, mindede ham derom, og paa samme Tid vinkede Studenterne til at begynde Attaquen, for at være desto vissere paa Seiren, ikke gjorde det, og man kan vel ikke undre sig over at denne unge haabefulde Helt tog Feil af sin Rolle, især da Studenterne kuns vare bevæbnede med Folian- ter, og han forsynet med en drabelig Morgenstjerne, saaledes SIDE: 107 at han kunde slaae ned for Fode, naar der blev commanderet "gaae paa". -- De vil maaske undre Dem over, høitærede Hr. Patron, at vi have optaget Skipper Børre i vort Selskab, fordi han paa en lumpen Maade, som Værge for Søster Blære, har forødet en stor Del af hendes Formue og skjændigen mis- handlet eller ladet mishandle Deres gamle Moder Mad. Stær, Borgemesterinde i Ravnekrog; men det maa man lade ham, at han skillede sig meget ja endog udmærket vel ved sin Rolle; thi han bar sin Kappe ypperlig paa begge Skuldre, havde for- synet sig med et Par Støvler, der noksom antydede, at han med von Thyboe inden Aften vilde vade i Studenterblod til Knæerne, og assisterede især Hr. Gouverneuren, som Stygotius, fortræffeligt. Han spillede os ellers et slemt Puds; thi da han havde glemt Disputatsen de alicubitate hjemme, saa greb han i sin Fortvivlelse til to Exemplarer af Oprørsloven som han havde i Lommen, saaledes at Pernille ikke fik noget, men i Befippelsen læste i Lucilias Exemplar, der tilligemed Eleonora bleve en heel Deel consternerede ved Hr. Gouverneurens Feil- tagelse. Forresten udførte Manden sin Rolle ret godt, for- nemmelig i Scenen, hvor han af Angest for von Thyboe, slut- ter Fred med denne, og beslutter at bestorme Lucilia, som i Grunden intet Ondt har gjort dem, i Huset hos sin Moder. Forresten havde han, imellem os sagt, gunstige Hr. Patron og Velynder, gjerne kunnet været borte, og havde han forstaaet Latin, vilde Disputatsens Titel maaskee have bragt ham til at indsee, hvad han aldrig før har villet erkjende, at Hr. Ingen, der, siden han ophørte at skrive, har begyndt at tale, og nu som Gjæst oppholder sig hos os, havde spillet Rollen langt bedre end ham, faaet et klarere Begreb om, hvad alicubitas (Nogetstedshed) betyder, og smukt holdt sig i Parterret, eller ialfald hjemme. -- Peerses ikke lette Rolle gjorde Hr. Politie- præfecten megen Ære ved den heldige Udførelse deraf; thi hans tossede "Ita" hvergang Stygotius raabte "Jane" var for- træffeligt. -- Leonard udførtes af Hr. Olmer med den værdige Sindighed, som man kunde vente sig af ham; men Leonora med sit Blærevæsen var jeg ikke saa ganske fornøiet med; thi hun coquetterede mere end tilbørligt med Skipper Børre, som jeg næsten skulde troe, at hun har staaet paa en mindre end anstændig Fod med, imedens Datteren, Deres halvblinde gamle SIDE: 108 Moder, maatte staae i Skyggen, men (ja De maae nu ikke tage mig det fortrydeligt op) hvorfor vil ogsaa denne gamle Kone maje sig ud med Baand og alskens Stads og Fjas blot for at trænge sig frem som Elskerinde, efterligne sin taabe- lige Frænde og høre paa Kaalersken Pernilles dumme Rai- sonnement, uagtet hun er saa fattig, at hun neppe har Brød i Huset? Hun er ved Gud i Grunden sin Skjæbne værd, uagtet jeg kan forsikkre Dem, høistærede Ven og Velynder, at jeg aldrig skal forlade hende, saalænge jeg mægter at underholde mig selv. Pernille coquetterede paa den frækkeste Maade med Jens, spillede sin liderlige Rolle altfor aabenlyst, og er mig over- hovet en ufordragelig Qvind, da hun jo dog egentlig er hans Bislaaperske, og meget forskjellig fra hans særdeles tækkelige og agtværdige Kone. -- Student Wehrteuchbraf spillede Pe- tronius med meget Held, thi han beloe de Tosser ypperligt, og afgav et Beviis paa, at han ret spillede Rollen con amore i det at han, da den unge Værdig-Juling i en ham medfødt Distraction gav ham det Ørefigen, han selv skulde havt, be- svarede det med et Knips paa Næsen, som han endnu føler Virkningen af. -- Værten skulde egentlig Hr. Politiefuldmægtig Deis have spillet; men han sagde i Spøg selv, idet han gjorde et Ordspil paa sit Navn, at han den Aften havde baade "Dies und Dass" paa Raadstuen at afgjøre, siden de fem og tyve agtværdige Borgere, som De veed vare os behjælpelige i at eftersøge den forbryderske Eva Smut, hvert Aar der bevær- tes paa Byens Regning, til Minde om deres glorværdige Daad. Den stakkels Mons Hoppensack maatte derfor til, uagtet han skaaede sig ynkelig, da han ogsaa havde travlt til Gildet. Ikke destomindre udførte han sin Rolle meget godt, og for- byttede Pungene med stor Behændighed. -- Officieren (Hr. Lieutenant Wohlbedacht) yttrede sig med meget Held over von Thyboes Narrestreger, og vandt sin lille Rolle uagtet, Pub- licums udeelte Bifald. -- Den unge Misbrug af Magtenstjerne spillede os et slemt Puds; thi da Jacob von Thyboe, ved sin Svingen med Kaarden, havde bibragt den øvede Souffleur Pro- curator Rechtlieb et Slag saa at han blødede, og desuden en anden Erkeslyngel blandt Statisterne havde saaret ham, og nær ogsaa mig som Regisseur, saa maatte vi hjælpe os med SIDE: 109 en af Maskinfolkene, som ikke var synderligt bevandt med Haandværket, og som desaarsag soufflerede, at "Justitien" var død, istedetfor "Jeronimus", hvilket Skuespilleren eftersagde, og De kan selv, høitagtede Ven og Velynder, begribe, hvilken Sensation saadant vakte in publico. -- De to Herrer Raad- mænd Flau og Mæhæ have flere Gange spillet taalelig; men her prostituerede de sig; thi de lode sig ganske decontenencere af Pernille, som enten af Dumhed eller Ondskab (vi skulde næsten troe det Sidste) havde undladt at forsyne sig med Vand- skaalen, og i dets Sted kastede begge Exemplarerne af Oprørs- Acten ned til dem, hvoraf de begyndte at opramse noget ufor- staaeligt Tøi i sin svære Forknyttelse. I det Haab, høistærede Ven og Velynder, at denne lidt ud- førlige Beretning om Udførelsen af Jacob von Thyboe hos os ikke vil være Dem aldeles ukjærkommen, bruger jeg Frihed at spørge Dem, om det medfører Sandhed, hvad man her har for- talt for vist, at man et Steds, for at forstærke Illusionen, har valgt Byens Torv til Skueplads for den sidste Act. Er det saa, da underret mig endelig derom, thi jeg har ingen Roe for Skipper Børre, som gjerne speculerer i det Store, førend jeg faaer det at vide, saasom han har stor Lyst til at see denne Act udført paa Torvet. Fortryd nu ikke paa min Vidtløftighed, velfornemme Ven, og beær snart den med et Svar, som tegner sig Ravnekrog i Mai 1829. Deres ydmygste og til Døden hengivne Tjener: Lars Madsen Finke. Henrik Wergeland [OM PROKURATOR PRAÀM] Morgenbladet 25.sept.1829. Der skeer intet Nyt under Solen, siger Salomo med en Sand- hed, Tidernes Viseste ikke have kunnet andet end bekræfte, ihvor anticiperende Omdømmet den end maa synes, udsagt saa bestemt i saa ungt et Aarhundrede, førend Erfaringerne synes at have kunnet opdynge sig nok til deraf at udtrække et saa kategoriskt Udsagn, der ved første Betragtning synes saa- meget mere forunderligt og uvist, som vi i Livets evige Omvex- SIDE: 110 linger og fortløbende Forandringer troe at see Livets eget, som Historiens, Væsen og Beviser for det Modsatte, som enhver Tid i sine Phænomener troer at see det forhen Useete, Uhørte, Uer- farede, hvortil de forledne Dages Historie forgjeves vil kunne opleve noget Ligedant, kort -- noget Nyt. At Hensigterne for Menneskenes Stræben, som Statsborgere, forblive i Hovedtrækkene de Samme, dertil er Grunden snart funden i de i sig selv uforanderlige Principer for Staterne, og deri er da Intet forunderligt -- saaledes ere Oldtidens Tyranner og Nutidens Usurpateurer (Dionysios, Don Miguel) netop det Samme -- men desmere forundrer det os, i Midlerne, i Metho- derne, som forskjellige Tiders Mennesker have betjent sig af, for at naae et lignende Maal, og som synes at maatte være aldeles frie og den forskjellige Opfindsomheds uligeartede Af- fødninger, at opdage en saa stor Lighed, at vi ikke vide, hvor vi skulle søge Originalen for lutter Copier. Vi skulle tillade os hertil at optrække nogle Samlinier (Paralleler). Hos de gamle, republikanske Romere var det et almindeligt Fif, ærgjerrige Candidater til Tribunatet o. a. d. betjente sig af, for at samle sig Stemmer blandt Folket paa Valgforsamlin- gerne, at de gik omkring paa Torvet, hilsede paa, og med milde, nedladende Smil trykkede de stemmehavende Almuesmænd i Hænderne. Clientelet eller det aristocratiske Afhængigheds- system hjalp dem til den faste Stok af Stemmer. Om en Græ- ker, der, under Skin af at være Statens Friheds varmeste For- svarer, stræbte hemmeligen efter at blive istand til at skade den, læse vi, at han, for at vinde Stemmerne for sig, lod sig engang bære frem for Folket blødende af Saar, han Selv havde tilføiet sig, medens han, klagende og jamrende for Folket, foregav, at han havde lidt dette for Dets og Frihedens Skyld af sine Fiender, og nu fordrede, at Folket skulde forsvare ham, dets Martyr. For Gjæstebud, Skuespil, hvortil Folket indbødes, og andre saadanne Bestikkelser i det Store, tilkjøbte enfoldige Lepidus'er sig Opinionen, og udøste fra deres Balconer eller Loger atter en Donation i klingende Mynt, i Drikkepenge til de kjære Mænd, som ikke pruttede saaledes paa et "Ja" i dette store Stemmemarked; slue Appier og Catiliner betalte det saa- ledes vundne Vivat, der spaaede høit og klart om hvad der snart skulde rygtes som Udfaldet af Comitierne, med et Hyænesmil til. SIDE: 111 Foruden alle disse plumpe Midler, af hvilke de Sidste dog lode sig anvende i hine Tider og i saa indskrænkede Fristater, som Oldtidens, f.Ex. Grækenlands og Roms i dets Ungdom og første Manddom, vidste dog slue Patrioter at flette et finere og farligere Net til at fange Opinionen i, som ikke, ligt hine, lod sig, saa at sige, see og tage paa og æde, men alene høre, nemlig Talens, og hos Flere af hine Staters aura plebis capti ofte Veltalen- hedens. Man frygtede ogsaa dette, og søgte at sætte Grændser for de Misbrug heraf kunde flyde -- som naar en ung, ærgjerrig Demagog hyklede Følelser frem, der kunde røre de udannede, lettroende Gemytter -- ved at forordne, at Ingen under 50 Aar maatte først tale offentlig over en Sag. I de nyere Tiders Republiker, de constitutionelle Stater, la- der, fortrinsvis i de engere Valgkredse, den førstnævnte, ro- merske, haandgribelige Maade, som det simpleste af hine plum- pere Fif, sig anvende og bliver anvendt, ligesom ogsaa det til det romerske Clientél in casu svarende Debitorforhold. Er i dette Sidste En Creditor, der flux kan gjøre det trykkende eller farligt, ja truende for en Fleerhed, da seer man let, at det i saa Henseende fuldkomment er et saa kraftigt Middel som hiint Clientél. En Procurator P. f. Ex. sidder inde med Fordringer paa Q., R., S., T., o.s. fl. og denne P. jager og brænder efter at forsøge Sin Lykke i Nationalforsamlingen: saa er det en let Sag, at give disse eller denne Legio at forstaae, at det staaer i deres egen og Slægtningers og gode Venners Magt, at lette den Exe- cution, som hænger dem over Hovedet, bort til ubestemt Tid over Valgdagen, som de vel vide snart stunder til. "Adieu, min gode Mand, betænk Hvad du da gjør!" Hiint udstrakte romerske Bestikkelsessystem lader sig der- imod kun i det Smaa og Specielle efterligne, hvortil saavel et Middagsmaaltid kan tjene, som en Daler i Næven. England staaer i Rygte for hertil at kunne især levere en heel Skam- krønike. Men Savnet af de romerske og græske Talerstole vide dog overalt de, der i vore Tider nagle deres Ønsker og For- haabninger til Folkeforsamlings-Bænkene, fuldvel at afhjælpe ved de offentlige Tidender eller ogsaa ved Flyveblade; og kan man saaledes da, ifra disse rostra, der kunde gjenlyde over hele Landet og Verden, af den, som hans Nærmere af Erfaring kjende som en Person, der hylder Grundsætninger modsatte Forfat- SIDE: 112 ningens, faae høre i Aviserne frisindede Betænkninger over For- slag fra Kronen, der ere lagte i den lovgivende Forsamlings Hænder; hvilke opstillede Modgrunde, udstyrede med behørig Selvroes, Svulst og Patriotisme, ansees vigtige nok til at i sær- skilte, med Omkostning aftrykte Blade at komme for Dagen, for, udenfor hine Nærmere, der ikke saa let lade sig sætte Blaar i Øinene, i den større Kreds af Medborgere at kaste Billedet af en ivrig, frimodig og høihjertet Patriot, der vel fortjente af dem at sættes paa hine Bænke, der nu dennegang desværre ere blevne besatte uden Ham, hvor man da skulde faae at høre..! Ligeledes næstegang i betimelig Tid før Valget, kan man fra den samme Talestol faae et med nøiagtige Regninger for- synet Lovforslag, anbefalet den vordende Folkeforsamlings Op- mærksomhed. Ligeledes fra samme rostrum faaer man høre ogsaa, at Den, som i sin Kreds er sneverhjertet, uden andre Kundskaber end de, hans Kald strengt fordrer, haard og ud- suende i den Grad, at beføiede Klager indløbe den ene efter den anden over ham, -- kort en complet voxen Gjøgunge, der hakker sin Pleiemoder tildøde -- nu træder frem, opkastende sig, i høihjertede, følelsesfulde, velvalgte, fromme, uegennyttige Ud- tryk, til hans hele Stands Enkers og Faderløses Forsørger, ja saaledes som om Han for disse kjæmpede med alle de Taarer, Han afpressede de Øvrige Stænders Enker og Faderløse -- at Den, hvis Rygte er i den Grad ruineret, at Tyve og Skurke tør anmode ham om at træde i Compagnie med dem, med Begjær- lighed for at ei Opmærksomheden skal døe hen, griber Leilig- heden til (liig hiin Græker, der, under Skin af at være Statens Friheds ivrigste Forsvarer, stræbte hemmeligen efter at blive istand til at skade den, saarede sig selv, og, o. s. v. see ovenfor) fra Avistalestolen afvexlende at klynke for Folk, Regjering, og at tordne imod Skumlerie, Bagvaskelser og Fiender, fordi, trods foregaaende paalidelige Prøver paa et patriotisk, ret- og frihedelskende, ædelt Sindelag, Folk alligevel tør sige, at han maskeret har traadt op og blameret Nationen. Alle saadanne Taler maae, naar de skulle kunne faae Lig- hed med hine fra Oldtidens Torve, især høres, naar Valg stun- der til, og navnligen, hvorimod det vel lader sig tænke, at den samme Charakteer af og til, saaledes maskeret, at det andet Partie kan kjende ham, con amore tør yttre Noget tvertimod SIDE: 113 Aanden i hine Taler, f. Ex. holde Liigtaler over afdøde Hæders- mænd, hvori den Roes, han fratager disse, deles imellem Ta- leren selv og gode Venner; komme saa med infame Personlig- heder imod Den, der i et Oppositionsblad dadler Hensigten af hans Tale, for at muligens en Delicatesse for sig selv, der kræn- kes ved at indblande sig med En, man afskyer, skal afholde Denne fra at demaskere ham o. s. d. Naar nu, foruden disse store Miner, hvorved Candidaten vil sprænge Folkets slette Mening om ham lidt efter lidt bort, til- lige paa eengang andre passende mindre Løbegrave imod, Ind- senderen vil, som her mere forstaaeligt, kalde den, den i Blok- kadetilstand erklærede Storthingsbænk, f. Ex. Skuldertrækken over Skattevæsenet og Beklagelser til den Udarmede, Henpeg- ninger paa Forbedringer deri, som han vilde kunne fremvirke for Almuen, hvis...ivrige, patriotiske Taler, et Selskab i rette Tid, hvorved man udbringer patriotiske Skaaler, spiser og drik- ker med Papirer og Aviser i Haanden, og gratulerer til Slutning Værten, som Storthingsmand, en trofast Talemand og Stemme- samler paa rede Haand og tidlig ude o.s.v.: saa see vi Nutidens Candidati ligesaa travle, ligesaa smilende og visse paa disse deres Midlers Hensigtsmæssighed, som Romeren i sin Loge, naar Lampetterne ere tændte til det Skuespil, han gav Folket, og Circus gjenlød af: vivat donator! Og vi see, at, om Tiderne end ere forskjellige, naar Hensigterne ere lignende, blive Mid- lerne de samme, idet de kun ere tilsyneladende forskjellige, og det ligesaavist de samme, som at Appius dog blev Appius, d. e. den samme Skjelm som Appius bestandig havde været, om vi end see ham gaae krybende og logrende som candidatus om paa forum, og saa see ham igjen i decemvir-Togaen, og ligesaa lignende hverandre forblive de Midler, forskjellige Tiders Men- nesker benytte sig af i lignende Hensigter, som denne til decem- vir blevne Appius er conform med en forfængelig Nutidens Mand, der, misfornøiet i sin Stilling, beskupper sine Medbor- gere paa en af ovennævnte Maader, naaer Maalet, demaskerer sig, og bliver, efter ethvert Lands Indretning, Fredsdommer, Borgermester, Procureur, Alcalde, Sherif, Cancellierath, Foged eller Sorenskriver eller Politiemester. S. S. SIDE: 114 Henrik Wergeland NOTIZER Nyeste Skilderie 27. sept. 1829. Gud og Hvermand veed, at vi have en Overflod paa theolo- giske Candidater, orthodoxe som om de daterede deres petita: Vittenberg 1529, istedetfor Christiania 1829; og Hvermand, og formodentlig Fanden med, veed, at i Finmarken Kald have staaet ledige aarviis. Et Spørgsmaal falder derved ind: hvorfor søge ikke Nogle af hine, idetmindste da de meest ivrigen Rettroende, derop, hvor de medeet kunne komme til Apostelværdighed? Napoleon gav større Glimt af sit Feldtherregenie, end i Feld- ten, tilkjende i den Gadekamp, han førte for de fem Direc- torii-Herrer imod Pariser Sectioner. Generalmajor, Baron We- del-Jarlsberg gav større Glimt af sit Feldtherregenie, end i Feldten, tilkjende i den Gadekamp, han førte for de fem [fotnotemerke] Dic- tatorii-Herrer imod Christianias Sectioner. Saavidt ere da disse Helte hinanden saa lige som to Draaber Blod, og kun Pen- denterne til Consulatet, Imperatoriatet, til Seirene ved Auster- litz, Vagram, Moskva men, er der ulykkeligviis den dybeste Constitutions- eller Hellig-Alliance-Fred under et saadant Meteors Væren, da døer han i en Galge. Her erindre man sig Napoleon, -- Schah Nadir -- Tamerlan -- Cæsar -- Fra Diavolo -- Cartouche -- Ciro, Dødens Registrator i Terra di Otranto, o. s. fl. dog ikke saa mange. Et Heltegenie kan ligesaalidet af Omstændighe- derne tvinges til ganske at putte Hjertet i Brogen og Haanden i Barmen, som en Poet kan lade være at klore sine Tanker op, om det var ham kun tilstedet paa Birkebark. I Paris ellers hæder- Maire, fordi han men be- Andeel i, ved Mi- blev en værdig havde havt virksom føiet litairmagt, at I Christia- Magistrat, fordi han Andeel i, ved Mi- nia blev en havde havt virksom litairmagt, at adsplit- oprørsk Folkefor- guillotineret. te en samling adsplit- Folkefor- te en samling S. S. Henrik Wergeland [OM P. A. HEIBERG] Nyeste Skilderie 27. sept. 1829 I Anledning af en for en Tid siden fra en Krohn i Bergen i Rigs- tidenden indrykkede, for Hædersnormanden, Oldingen Peter An- dreas Heiberg krænkende Skrivelse, tillader Indsenderen sig fore- SIDE: 116 løbigen før det med Grund ventede Svar kommer fra sidstnævnte Bortfjernede, at bemærke: at Hr. Heiberg i sin "Tre Aars Op- hold i Bergen", omtaler, at Han af sin Principal, en Krohn, blev tvungen til at afgive en Erklæring, fordi et Brev fra den unge Heiberg, hvori han omtalte et scandaleust Snyderie af sin Prin- cipal, og ytrede en bestemt Lyst til desaarsag at komme der- fra, var falden denne i Hænderne. Pjecen er Indsenderen nu just ikke vedhaande, men maaskee en velvillig Læser, som maatte være i Besiddelse deraf, vilde have den Godhed, i dette eller et andet Blad, at indrykke ordlydende af Pjecen hvad hermed maatte staae i Forbindelse. Heiberg omtaler vel ikke, saavidt erindres, det paa ham anvendte Tvangsmiddel, men fra Bergensere veed Indsenderen, at det skal have været dri- vende, nemlig den rasende Principal som saae sin Praxis nær lagt for Dagen af sin egne Undergivne, netop i det frygtelige Øieblik, da han havde attraperet sin Ære og sin Credit paa Flugten gjennem sin Contoirbetjents Pen -- og han, saa siges der, ispidsen for 4 (fire) Striler med deres Tolleknive. Dette er sandelig saa kraftigt remedia dictatoria, at Indsenderen troer, at, i lignende Situation, hans Pen med var kommen saaledes paaglid som den arme Heibergs. S. S. Henrik Wergeland NOTIZER Nyeste Skilderie 8. okt. 1829. I Brittanien kunne de rige Jordeieres røde Næser betragtes som, naar Ondt skal være, Hæmorrhøider ved det hele Jorde- gods-Corpus. Herrens Drikkelyst giver dog (thi han er patri- otisk og selvkjerlig nok til at lade sine Spirituosa fabriqvere hos sig Selv), et Afløb for hans Grunker til hans Farmers eller Leilændinge, saa at disse, hiint Legems Lemmer, dog befinde sig i en jevn Sundhedstilstand. I Norge hvor Huusmænd ud- gjøre de mavre Been og Arme ved et saadant Jordegodslegeme, og hvor Jordeierne drikke deres Brændeviin af deres egen Gryde, ere disse røde Næser temmelig almindelig at betragte som Med- ædere i usunde Legemer. Jo usundere og mavrere et saaledes beskaffent menneskeligt Legeme bliver, desto federe bliver Med- æderne. Saaledes see vi, at jo uslere Bondens Gaard bliver hos os, desto federe og rødere bliver hans Næse. SIDE: 117 Henrik Wergeland NOTIZER Nyeste Skilderie 18. okt. 1829. Det er desværre almindeligere, end man burde formode, iblandt den arbeidende Classe i Bye og Bygd, at træffe skræk- kelige Sygdomme, som alene have deres Rod i et fordærvet Nervesystem. Saaledes epileptiske og alle Slags hysteriske Til- fælde. Indsenderen vover vel ikke, som udelukkende, men dog som en virksom Grund dertil, at nævne den umaadelige Drik af Caffe, [fotnotemerke] der, som næsten almindeligt Næringsmiddel, har fun- det Vei til de laveste Arner, hvor Indsenderen ofte og paa for- skjellige Steder, har været Vidne til, at den iblandet, spilkum- viis, har maattet tjene ganske unge Børn til Frokost. Denne Misbrug er maaskee, ligesom Brændeviinsdrikken, værd Re- gjeringens Opmærksomhed. Placater vilde dog neppe vælte mangen Kjedel, men en betydeligen forøget Told paa denne Luxusartikkel, vil i det mindste fremlede mange uskadelige Surrogater. I ovenstaaende Stykke er talt om, at Regjeringen er bleven opmærksom paa den herskende Misbrug af Brændeviin, saa- ledes har den ved udsendte Placater advaret imod saadant, hvorfor den fortjener al Tak. Men alt for løst er i disse berørt, at Øl er den Drik, som bør komme istedetfor Brændeviin til saa almindeligt, dagligt Brug. En kraftig Opmuntring, en Anviis- ning til at brygge stærkt, godt Øl, der alene formenes at kunne fortrænge et saadant Misbrug af Brændeviin, troes at have bur- det følge med hiin offentlige Advarsel, og det nødvendigen, thi af Øllets Sjeldenhed, og, hvis det findes, af dets jammerlige Be- skaffenhed hos Bonden, ja næsten [fotnotemerke] overalt hos os, kan man vel antage, at de have forglemt at brygge det, eller dog, hvor- Fotnote: Den langt svagere Drik Thee, faaer jo, fordi den af de engelske Fruen- timmer nydes til Umaadelighed, Skylden for de blandt disse fortrinligen hyp- pige Bryst- og hysteriske Svagheder. Fotnote: Selv Hovedstadens Bryggerier frembringer kun, i det mindste for Maven, maadeligt Gods. Man bør haabe, at Magistraten, ved Hjelp af en Chemiker, har af og til et Indseende med dem. Indsenderen traf engang paa Landet et udmærket gehaltigt Øl, hvorimod Christianias 8 Skillings Øl, syntes som 4 skillings; og dog forsikkrede Huusmoderen, at hun med betydelig Fordeel vilde kunne avsee Flasken for de fire Skilling, Christiania Bryggere forlange for deres Enkelt-Øl. SIDE: 118 ledes godt Øl smager, hvad Virkninger det har i Kulde og Væde, og at det netop har dem, som man søger, paa sin Fornufts og Sundheds Bekostning, i Brændevinet. S. S. Henrik Wergeland [FRA SIFUL SIFADDA] Morgenbladet 27. okt. 1829. Endskjøndt Siful Sifadda selv har baade en erhvervet og en af sit Lands Hæderligste, bekræftet og tilstaaet Ret til at holde sit Navn for ophøiet over alskens N.Ners og Anonymers Smuds, smaalige Udbrud af Nid og personligt Fiendskab og uteerlige Taabeligheder, saaledes som de mod ham i Bladets No. 275 er udslængte; og, skjøndt han veed af en Erfaring, der er hans Ære og Glæde, at hans Charakteer, som Menneske og Skribent, uafhængig og urørt af saadanne Angreb (hvilke aldrig udeblive fra de Mennesker, han har noget Lignende med) allerede er, i det Hele, anviist en hæderlig Plads i de Retfærdiges og For- nuftiges sunde Omdømme, saaat, jo uslere slige Angreb vise sig, destomindre ere de værd den Opmærksomhed, som dog altid synes at ligge i et Pennegreb, den Ærgrelse og Tidsspilde, som altid ligger klar i det blanke Papiir, naar man har det for sig, for at fylde det med Svar i en saadan Anledning: saa bevæge dog nævnte Blads 3die Anonyms blandt hans Øvrige Lumpen- heder fremstikkende Trudsler mig til disse Linier. Den første Herre, hvis Samvittighed, i Anledning af nogle optrukne historiske Samlinier, synes at have ham tilbedste (hvorfor den, med venligt Godnat! Sovvel! anmodes om atter at lægge sig til Roe), og hvis Yttringer om Foragt i Oven- staaende, ligesom No. 275s Anonymer i Skilderiet No. 10 af Christiania og Stockholm, af en Ubekjendt allerede ere vur- derede -- ligesom ogsaa Gallerieskøieren N. N. (anbefalet Politiet) hvilken jeg har draget Omsorg for ved de alvorligste Midler at faae tvunget til at slikke sit Smuds i sig igjen, hen- vendes altsaa ikke disse Ord til, men til tredie Compagnon, som i den latterligste Skolemestertone udstøder nogle elendige Trudsler om at ville paa Ære og Samvittighed offentliggjøre, i Form af Lystspil, Spørgsmaal o. s. v., Scener af Sifuls virke- lige (eller daglige? private?) Liv, hvilken Offentliggjørelse ved den bitre Anger den formodentlig vilde opvække hos det levende SIDE: 119 Emne, formenes at ville tjene som et fortrinligt Ave- og Cuur- Middel, saa at han ikke oftere ved Skriblerier bringer Sorg i Familier o.s.v, see Bladet, hvis der sidder saa lidt af Snavset i Læserens Erindring, som i min. Min Hr. Indsender, løi De Dem ikke til den Ære og Sam- vittighed, som i Deres Række af infame, saarende Personalier og forbitrende Impertinencer faaer at tjene som en Eed, saa vilde de have taget i Betænkning, ved forblommede Trudsler at sætte ubekjendte Læseres og alle deres Gjetningslyst og Indbildningskraft i Bevægelse, som ikke have Skjønsomhed nok til at bedømme et saa nyt Udbrud af Hevnen, og til at give dette det Navn, det fortjener og bliver merket med, og heller da, hvis de ei havde kunnet finde et andet Middel til at give Uvillien Luft, kommet (NB. med en Undskyldning for Publicum) med de belovede Geschichter strax; og da maatte den mindste Affectionsreliqvie, den mindste Gnist af denne Ære og Samvittighed have været dem Lys nok til at see, hvor- vidt den kunde tillade dem, fra Anonymens Smuthul at besudle et aabent Navn, og, at Enhver maa afsky en saadan Hevn dob- belt, naar den skeer derifra. Men der er Tid endnu til slig Daad, førend den almindelige Mening om den, De nu ikke und- saae Dem ved at forsøge at angribe med alle de Krænkelser og Lumpenheder, Deres Gemyt er istand til at udfinde, nøder Dem med Consorter til at tie og snakke med. Mit Liv være dem alt- saa tilbudt, for at De iblandt dets Ubetydeligheder og Rage- rier kan udsøge Dem Satser til Variation for Deres Muse; men -- thi selv har jeg utilfredsstillet forsøgt at udspinde Noget af samme mavre Teen -- forskaan Publicum derfor, hvis De ikke er Mand for at gjøre Deres Arbejde godt; thi i den plumpe Behandler skal jeg vide at finde det slette Hjerte, og træde det tilblods. Her har De altsaa en Opfordring til at tage fat paa Deres valgte Emne. -- Min Frygtløshed, den yderlige Ringeagt, hvormed jeg anseer denne Lime (eller rettere Fastelavnsriis: Lystspillene spraglede Sløifer, Spørgsmaalene snoede Qvaster, men dog den hele Stads igrunden blot tørre Pinde), som De indbilder Dem saa magisk forfærdeligt for mig, idet De løfter det saa truende i Baggrunden, tage dog Ingen for en Pukken paa Reenhed, som om ikke mit Liv, saavelsom Enhver Andens, skulde kunne give en opbragt, hævnelysten Fiende Emner til Spot eller et opfat- SIDE: 120 tende Talent Træk til en Satire, om endog ingen Scene skulde fortjene at behandles i Smædevers og Nidviser! Men skuffer Formodningen mig ikke, om hvem min nærværende inhumane Angriber er, saa vil jeg, hvis jeg skulde nødes til at indlade mig i en Væddekamp med ham, være istand til at røre en tragisk Streng, der maa bringe hans Momus's Smil til at stivne. Dog, finder jeg end min Formodning rigtig, saa at altsaa Emnet laae der i min Herres vita til et Drama, hvis Forspil er et Ungdoms- liv af Slyngelstreger, Mellemacterne en Række af Skurkestreger, og i hvis Efterspil Galgen spilte den bedragne Klagende, den tragiske Electra, hvis Forhaabninger visne hen under Taarerne -- jeg haaber dog ikke, at min Harme skal forlede mig til at vanære mit Hjerte, saa at jeg nedlader mig i en mig ukjendt, de menneskelige natlige Hyæners Kampring: den, hvori man kjæmper om Prisen i bittrest at krænke sin Modstander -- en Kamp, hvortil da og N. N., No. 275's Anonymer have opløftet det første Hyl. Det forekommer mig dog muligt, at i den Indsenders Dynge af Ondskab, jeg her har at skaffe med, dog kan ligge en liden Gnist af Retfærdighedsfølelse. Hvad han taler om, at jeg ved Skriblerier har bragt Sorg i Familier, fører mig rigtignok ikke paa den Tanke; thi, naar undtages en kort, af en Misforstaaelse og fremmed Indblanden oprunden, Feide med en Recensent, have ikke andre Personer været Gjenstande for nogle epigram- matiske Linier fra min Haand, end Saadanne, som have reentud eller stiltiende erklæret sig udenfor og ligegyldig ved Ytringer af nogetsomhelst offentligt Mishag, og det synes rimeligt da, at Disses Damer o. s. v., dele deres Anskuelse. Desuden maatte Personer, som gjøre sig fortjente til saadanne offentlige Uvillie- yttringer, forblive urørlige og Deres Daad ukjendt for Flere, dersom Hustruens Migraine, Datterens Graad, Sønnens Harme over at Papa dog faaer et bittert Indfald, en satirisk Latter til Straf, skulde svæve i Galdefarver for Dens Pen, der, med et Slags Kald, gjør sig saaledes til en talrig Fleerheds Organ. Et nødvendigt, uundgaaeligt Onde bliver altsaa denne sympathiske Sorg, saalænge denne Præstens Mening i P. Paars om Fruen- timmers Avislæsning: -- -- -- -- -- -- Det er, per Deum, bedst: Det allertjenligst er, man flyer dem ingen Bøger, SIDE: 121 er i saadan yderlig Foragt i vor Tid. Men paa hiin Formening fører mig Tanken om at min Hr. Indsender staaer i deres Tal, der i Siful-Sifaddas Satirer saae personlige Satirer, Pasqviller. Hører han iblandt disse Uskjønsommes, Uvittiges Tal, da tænk ikke mere paa at levere Publicum Satirer over Siful, om han end ikke, som de Fornuftigere kan tænke om Siful-Sifadda: at under denne Pseudonym fremtræder en retsindig norsk Yngling, talende sin Sjels Tanker til sine Landsmænd, for at forskaane det Navn, han deler med sin Fader, for de Uartigheder, Lum- penheder og Taabeligheder endog den almindeligste Satire saa let faaer til Løn, den aande nu (jeg siger dette med Anvendelse paa mine egne) noksaa megen Iver for den gode Sag og Afsky for Alt hvad der er denne fordærvende! Hvo der læser Sifuls Satirer med en saadan Aand, han finde en siful-sifaddisk Linie, der kan forarge ham! Men, skjøndt fra Tendentsens og den sædelige Side uplettelige og uplettede, om saa noksaamange af Deres Lige ville commentere og radere i dem med smudsede Fingre, saa ere de dog kun mine Slegfredborn (Muserne have deres Slyngelaar ligesaavel som Menneskene), og, samstil- lende dem og mit daglige eller (lidt feilagtigt) virkelige Liv, som De troer saa righoldigt for Pennen, med mit Selv, som De, med Usandhed, siger at kjende, vil De i det første maaskee ikke finde en Falstaff, men maaskee blot en maver Poince, gjøglende om Prinds Henrik, der vog Heedspore, slog den overtroiske Glendower, jog Falstaff og Dorthe paa Porten, da han tog Kronen. Siful-Sifadda. Henrik Wergeland [OM RÆVBÆLGERNE] Nyeste Skilderie 15. nov. 1829 Uagtet Justitsdepartementets høist forunderlige Indstilling til Hs. Majestæt Kongen i den forhadte Rævbælgersag er Forfat- teren til dette fameuse Product opdaget, som vil sees af neden- skrevne SIDE: 122 EPILOG Hvo er Rævbælgernes Forfatter? Personerne: HANS LARS OLE I Jagtdragt med Børser Det var en ægte listig Knævel. Ole. Jeg tænkte strax Bro'er Lars for vist, Det var en gammel Tusind-Djævel. Lars. (betragtende Ræven). See Bælgen hvor den skabbed er. Mon Hans at det er værd at flaae den? Hans. (I dyb Betænkning). Et mystisk Sagn der gaaer og her, Maaskee vi her kan løse Gaaden. Ole. Et mystisk Sagn fortæl, fortæl! Sligt gider jeg saa gjerne høre. Lars. (ligesaa i Betænkning). Et Sagn om skabbet Rævefeld Er ogsaa kommet mig for Øre. Men Folk vil sige det er Snak; Paa Sagn man troer ei nuomstunder, Skjøndt om man end af Mimer drak, Man fatter ei Naturens Under. SIDE: 123 Ole. Men kjære Hans! begynd! begynd! Du veed, Du sagde mig forleden, At det er Damers Skjødesynd At plages af Nysgjerrigheden; Men sligt den Bedste hende kan. Vel Eva tog den første Biden Af Æblet, men hun gav sin Mand, Der tog en Bid, som ei var liden. Hans. (Med Declamation, der udtrykker høitidelig Rædsel). Til Sagen da. Hør til! og gys! Der rinder op for mig et Lys. Til festlig Fryd I Jer berede; Hør Sagnet først og saa hvad skede. I denne øde, barske Egn Hvert Træ; hver Busk den Onde kjender, Og hist det dunkle, tætte Hegn Har Satan bygt med egne Hænder. Her gik han før paa Frieri Til Ulra, Ullers sledske Qvinde, Og Frugten af sligt Maskepi Det blev en Ræv og en Rævinde. Rævinden dræbte Ulra selv; Ved Fødslen blev den Døden viet, Men hist i Fjeldets Klippehvelv Af Ondskabs Bryst blev Ræven diet. Af Aander født den mangler Krop; Men i dens Bælg den bær en Pose, Og Trolden, som den fostred' op, Af Posens Indhold sig kan rose. Men Satan gav den Liv. Med Flid Den lærte Ræven lumsk og nedrig Smiger, Blandt Drot og Folk at sætte Splid, Og udstrøe Tvedragts Sæd i Nordens Riger. SIDE: 124 Lig en Cameleon den skifter Hud; Skjøndt Ræv, den let en Mandsling bliver, Og da sin sorte Ædder sprudler ud Igjennem Løgnens Pen, hvormed den skriver. Ole. Nei Hans! Det ei kan være saa; Thi boer han her blandt vore norske Fjelde, Da har vi Lov -- og denne maa Den Frække for slig nedrig Ondskab fælde. Lars. Mig synes, du gjør bedst udi, Til Hans faaer udtalt, at Du tier. Desuden gaaer Du reent forbi, At Fanden veed nok hvem han frier. Hans. (vedbliver som før). En Dag jeg træt af Jagten sad Og hvilte mig paa disse Stene, Og da jeg netop var alene Jeg læste i et Morgenblad. Til Enden kom jeg, men i Harm Jeg Bladet rev i tusind' Stykker. "Han Løgn paa Løgn med Smiger smykker!" Saa raabte jeg. Da med en Larm, Som naar I høre Tordnen buldre, Jeg saae den haarde Steen at muldre, Og frem at stige en Gestalt. Det Uller var. Med venlig Mine Han bød mig nærmere at trine; Men jeg af Angst til Jorden faldt. Som Æspens Løv saa skalv min Krop; Men Haanden venlig han mig byder, Hans blotte Blik mig Mod indgyder. "Min Ven", saa lød hans Røst, "stat op." "Med salig Fryd jeg gjennemskuer "Den Harm, der i Dit Indre luer, SIDE: 125 "Hver Normand føler den med Dig; "For mig Du Intet har at frygte, "Og kjender Du ei Alt mit Rygte, "Saa viid: Jeg er ulykkelig, "Men jeg skal finde snart en Hevner, "Om hede Helvede end revner, "Skal Satan bøde for sin Svig. "Den Nidding, som ved Løgn og Rænker "Gad styrte Nor i Slavelænker, "Og sætte Splid blandt Folk og Drot, "Han er et Slegfredbarn af Fanden, "Skjøndt Niddingsdaaden stempler Manden, "Og skjøndt han har sig selv forraadt, "Vil Lovens Arm ham ikke række; "Men denne Kugle skal ham knække, "Naar han i Rævebælgen gaaer. "Ei længer Tid mig her er levnet: "Vi skilles maae; men jeg er hevnet, "Saa vist som Kuglen Maalet naaer." Da hørte jeg et rædsomt Støn, Som naar man Liv med Døden skifter. Sig aabned' Fjeldets mindste Rifter Med hule Brag lig Tordnens Drøn. Og -- bort han fra mit Aasyn svandt! Al Samling var mig nu berøvet, Jeg faldt til Jorden som bedøvet, Men Kuglen i min Haand jeg fandt. Ole. Din Tale vækker rædsom Grue! Du sikkert skjød med denne Kugle? Da Skuddet faldt, jeg saae en Ugle, Der skreg: Uhu! Uhu! Uhu! Hans. Ja, mine Venner Ja! (Man hører i alle Rætninger en levende Latter af Usynlige). Ha! Ha! Ha! Ha! Ha! SIDE: 126 Lars. Victoria! Victoria! Victoria! (Latteren gjentages). Victoria! Victoria! Victoria! (Tager Ræven fat og viser den frem). See Djævelens Yngel! Her har vi den Slyngel! Alle tre. Victoria! Victoria! Victoria! (Latteren gjentages). Ha! Ha! Ha! Ha! Ha! Lars (til Hans). Du sagde før: Den mangler Krop; Men i hvis Sted den bær en Pose, Og Trolden, som den fostred' op, Af Posens Indhold sig kan rose. Den Pose maa her frem for Dagen, Da først vi Vished har om Sagen. (Tager Ræven og hænger den ved Bagbenene op i et Træe.) Kom da, Du Afkom af en Skjøge! Hæng her i dette raadne Træe! Din Pose vil vi først besee, Og saa dens Indhold undersøge. (Han skjærer den op i Bugen, og trækker frem en Pose saa stor som hele Rævens Bælg, viser den frem, og siger til Ole i en ironisk Tone). Man kjærlig være bør mod Næsten; Kom Ole! Du kan aabne Resten. Ole. Det gjør jeg med en sand Plaseer; Jeg skal den skjære smaa som Finker (Griber efter Posen, og sprætter den op; men griner frygtelig paa Næsen). Huf! Fy for Satan hvor den stinker! Jeg vil s'gu ikke aabne meer. SIDE: 127 Hans. Aa Snak! det var den første Gufs, Nu er jo Stanken ganske over. Du loved' godt; men det er tufs, At ikke holde hvad man lover. Ræk hid: (Han drager frem af Posen en anden, der fylder den første, og læser): Indeholder Nederdrægtige Løgne, blandet med skjændig Ond- skab, og ført for Lyset ved Ubesindighed og Hang til Smiger. (Bliver en bitte liden Pose vaer, der er sammenføiet til den store). Her har jo Posen en Gevæxt, Der har en ganske anden Text. Læser: Indeholder Sandhed. (Han skjær den af, og tager ud en Lap Papir, hvoraf han læser): Jeg er Forfatter til Rævbælgerne, en ny politisk Faction i Norge, indrykket i Morgenbladets No. 210. Selv en Rævbælg, udskjældte jeg ligefrem en stor Deel af den norske Nation for det samme, med andre Ord: for Landsforrædere. Mit Øiemed: at sætte Splid mellem Kongen og den norske Nation, blev vel ikke opnaaet; men den Fryd oplevede jeg at skue, at man paa det groveste tør fornærme, paa det skamme- ligste belyve den norske Nation, uden herfor at drages til Ansvar. (Alle tre hjælpes ad, og kaste væk med synlig Foragt Rævbælgen og dens forskjellige Bestanddele). Hans (træder atter frem og tiltaler Tilskuerne saaledes:) Vi her vor Landsmands Ord maae sande: At braadne Kar i alle Lande, Vi stedse faae for Lyset bragt. Ad Rævebælgen bør vi smile, Lad ham paa sine Laurbær hvile! Vi ofre ham -- en kold Foragt! Henrik Wergeland NOTIZE Nyeste Skilderie 27.des.1829. Man støder ofte paa de urigtigste Meninger om Norge hos Udlændinger. Deres Uvidenhed kan ikke fornærme, og vi kunne ikke engang forundre os derover, naar, som af Nedenstaaende SIDE: 128 skal vises, vi finde de urigtige Begrebers Kilde i selve de authori- serede Lærebøger, som gaae ud paa at oplyse et Folk om andre Folk og Lande. I Cannabichs kleine Schulgeographie (7te berichtigte Auflage 1826) finder man Pag. 40, under Overskriften "Der Schwediske Staat:" Er begreift die vereinigten Königreiche Schweden und Nor- wegen, und enthält 14000 Q. M. Er gränzt gegen O. an Ruszland, den Bothnischen Meerbusen und die Ostsee; gegen S. an die Ostsee; gegen W. and den Sund, Kattegat und die Nordsee; gegen N. an das nordliche Eismeer. -- Nu følger Norges og Sveriges Floder under een Rubrik. Om Bjergene fortfarer den berømte Geograph: "Im Innern lauft näm- lich von S. nach N.O.das Skandinavische Gebirge, das sich in der Gestalt eines Hufeisens um den Bothn. Meerbusen herum- krümmt. Haupttheile desselben sind das Gebirge Koelen und das Sevegebirge. Ein anderer Hauptarm dieser Nordischen Alpen heiszt Langfield, welcher Norwegen in das südliche und nörd- liche theilt, und sich an der südlichen Spitze Norwegens in einem schrecklichen Absturz endigt. Der Dofrefield gehört zu diesem Arme. -- Nu følger under een Rubrik begge Landes Producter imængede, iblandt hvilke Tobak (der formodentlig kun dyrkes i Sveriges sydligere Provindser). Einwohner zählt man zusammen 3,600,000 theils Schweden, theils Norweger (900,000) und wenige Lappen. Man redet Schwedisch, Norwegisch und Lappisch; auch ist das Deutsche unter den gebildeten Ständen sehr gemein. Juden werden geduldet. Die Finnlappen sind zwar grösztentheils Christen, doch im Grunde nicht viel beszer als Heiden. Efterat dernæst Norge er omtalt som Skotland til Engelland, følger umiddelbar efter Nordkaps Omnævnelse: Anmärkung. Auszer- halb Europa besitzen die Schweden blosz die kleine westindische Insel Barthelemy. Det er formodentlig denne Geographie Rigstidendens Udgivere have studeret. Det ere Folk som have vanskeligt for at skjelne imellem Christiania og Stockholm. Hvad man faaer derifra, endog Regjeringen uvedkommende, er derfor ikke at sætte iblandt uden- landske Artikler. Hvis, som vi have seet, en tydsk Geographie giver slige Under- retninger om Norge, hvorledes mon da andre Landes ere, f. Ex. en fransk? S. S. SIDE: 129 Henrik Wergeland [OM EN ANMELDELSE AV J.M.HALS'S SØRGESPILL "KONG HALF"] Morgenbladet 9. jan. 1830. For en Tid siden saae man i dette Blad en Unavngiven med en saadan nisk Forbittrelse angribe et lidet Sørgespil, Kong Half, af en nyoptrædende Forfatter, J. M. Hals, som om han selv var en Forfatter, der i 7 Uger havde trælet paa samme Emne, og nu saae sig kommen i Forkjøbet. Undertegnede har læst Stykket (hvilket Recensenter undertiden forglemme), og finder, efter sit bedste Skjøn, at det ikke fortjener en saadan Omtale. Jeg kunde sige, at det aldeles ikke fortjener en saadan Omtale (eller Skam- hutlen, som den er), dersom jeg ikke frygtede for at synes som jeg vilde slaae over, eller optræde som en reen Modsætning til Angriberen. At tie ganske med Stykket in publico var maaskee det [fotnotemerke] Retfærdigste, og dermed kunde Forfatteren være tjent, da jeg troer, tværtimod den Unavngivnes overspændte Ytringer om vort hele Publicums rene Skjønsands, at kunne være vis paa, at han i en stor og den virksomste Deel af dette, i Thevandscirk- lerne i de megetlæsende Fruentimmers og Jomfru-Karles svad- sige Kredse vil erholde den Godheds-raage paa Retfærdighedens Strøgmaalsskjeppe, enhver Forfatters hemmelige Ahnelser og Ønsker optaarne -- o Caucasus -- i det Uhyre. -- At præke Noget om Skaansomhed, Retfærd og andre Dommerens Dyder for benævnte Stykkes Angriber vilde formodentlig, hvis man kan kjende Dyret paa Maalet, i alle andre Henseender være for- gjæves, end i den, at vække endnu mere hans Harme imod mig, som intet andet venter for disse Linier end en Gufs af samme Natur, som den, der kom Kong Halfs Forfatter imøde ved hans første lydelige Fodslag og Stønnen paa vort Parnas. Den dygtige Dommer i Smagssager vi have inde i Christiania bør paasee, at Stympere ikke fuske ham i Haandverket, og gjøre Recensent- navnet forhadt. At dette kan blive det i den Grad, at retskafne Folk endog skjære alle Rec. over en Kam, viser Vignettet i et af gamle Heibergs Ungdoms- men bedste Arbeider. De ædle, fædrelandske Følelser, som man ikke kan miskjende under Styk- ket Kong Halfs ret paa sin Østerdalske godt saugskaarne og, paa Fotnote: En saadan aldeles Taushed vilde ogsaa være det Retfærdigste i det Til- fælde, som nys har ladet nogle svenske og norske Masker optræde med lige skamløse Nid- og Roesqvæder. SIDE: 130 et Par Steder kanthuggede Jamber, og som man glæder sig ved at høre fra En af de hæderlige østerdalske Krigere, synes at burde forskaane det for Angreb af et saadant Kjendemærke, som det jeg her tillader at ærgre mig over, saa baade Folk seer og hører derpaa. Røber En nu en saadan agtværdig Tænke- maade, og lyster at lade sine Tanker, de være nu gjennemmøn- strede 1000gange forhen, opmarschere i de kjære Verserækker paa Papiret -- saa, min Gud, om der endog slap nogle svenske Overløbere med i Gelederne, er det ikke slet, at ville, ved en infam Cassation, et vedelsk ubetinget "Træk af" ved en saadan forudindtagende Fordømmelsesdom, som den Angriberen af Styk- ket kom med næsten før det var udkommet, nægte en saa uskyldig Fornøielse? Det er Skam og det er Synd, da en saadan Krænkelse er den bitreste man kan tilføie en begyndende For- fatter, der er agtværdig og ærekjær, og hvis Arbeider ikke kunne gjøre Fordring paa Efterslægten ): ere mere Haandens end Aan- dens. Men -- dog, selv om det er Tilfældet, er han ikke und- skyldt -- maaskee Kong Halfs Angriber troer Forfatteren deel- agtig i Forlæggerens noget stortalende Anmeldelse deraf! Min Følelse fritager ham derfor, og det vil Alles, hvis Samvittighed ikke lærer dem at dømme med et Slags djævelsk Halvbehag ligesaa slet om Andre som om sig Selv. Man bør ogsaa troe, at Forlæggeren, uden andre Hensyn, alene har ikke kunnet holde sig fra at ytre i Anmeldelsen sin personlige Smag. Bør man nu holde en Forfatter for beskeden -- og jeg erindrer at have hørt, at Forfatteren var forlegen ved at see Makkeren trumfe ud saa tidligt -- og han tolker agtværdige og Folkets stærkeste Følelser: dem, hvis Næring vor Selvstændighed beroer paa, og som han har stræbt at idealisere: Kjærlighed til, opofrende Kraft for Love, Konge og Hjem: da være han i Fred! Om ei et Laureblad du finder i din Krandserad, en Egeqvist du finder mellem alskens Urter vist. Det Fund er ei at foragte. Nordahl Brun vandt aldrig mere end en fuld Egekrands, heller ikke A. Bull, heller ikke blandt vore -- men -- jeg fornærmes: man agter ikke Egekrandsen nok -- man vil have Laurekrandsen i levende Live -- man glem- SIDE: 131 mer, at den kan kun Efterslægten flette, at Gravjord er den eneste, den trives i. Men træffer du -- ja vogt dig, at du ikke løber paa dem, hvor du gaaer snart -- en Forfatter (eller en fast Stok af Forfattere) der, uden at have hine Dyder, er ligesaa genieløs som indbildsk og ubeskeden, da flet din Svøbe, og hviin saa omtrent: Ei høiere op end jevnt med Høiden af din egen Krop paa Vellyst-Scala-suk, paa skjægslørt Latter, Erasmice, du naaer: Ei drukkent Øies Piil, Erasmice, til Stjernen gaaer: Ei morgenbuet Frydesmiil, Erasmice, en Laurbærkrands omfatter: -- hvor kan en kummerligen tygget Pen, Erasmice, min Ven, da bære dig til Himmelen? -- da jag ham eller dem tilbage til Skjødskindet, Ploven, Syste- met eller Testamentet, eller til deres egen Ubetydelighed; men glem for Alting ikke selv, at en lodden Buk, en Buk med Horn, en Buk, som kan Mæhæ, er derfor ikke Pan og Satyr -- P.S. At et temmelig uvægtigt Navn staaer under disse Linier vil ikke forringe det Rigtige, som kan findes i dem. Det skeer, fordi jeg, efter Overveielser over Anonymitetens sædelige Værd og Uværd, har maattet give Navngivelsen isaahenseende Fortrin. Mærker, som jeg før har brugt, naar jeg tillod mig at ytre Noget offentligt, har jeg derfor besluttet, uden Hensyn, at forsage, men altid, i hvad det er, at undertegne mig Henr. Wergeland. Henrik Wergeland PROMEMORIA TIL HR. CHR. R. HANSSON, DIGTER Morgenbladet 29.jan.1830. "Et Basunstød eller Torden? Sluger Oceanet Jorden? O hvad var det Knald? det Skrald? Var det Sols og Stjerners Fald? SIDE: 132 Dybet hæver sine Kjæver? Var det Sols og Stjerners Fald? -- Priis min Himmel! det gik over. . . Ah, det var ei andet end at en herlig Norges Skjald rysted Luftens lange Vover, fyldte Dvergmaals Bug, saa stor som Horizonten om vor Jord, brølende, modulerende, pustende, fløitende: "O jeg er en Virtuos," løfted selve Himmelen ved sin Roes, knuged ned det høie Norden med sin Bram: saaat den, som før var Kryb som vi Andre, -- Ham, ja Ham see vi (ak vi neppe troede dette før) see vi gjennem skarpe Rør om i Ætherrum at vandre, svæve ret kometisk om midt imellem Sol og Dyb som en nyskabt, vældig Klode." Saaledes skingrende med sittrende Læber, holdende sig for sine Øren, rystende paa Hovedet, vridende sig som om han havde Kolik, snart rank som din springende Plecter, snart krum som et sarkastisk Smiil -- kort som en Afsindig eller en Forskrækket kom Siful-Sifadda til mig imorges. Jeg saae ganske eenfoldigen iveiret efter den nye Verden, han talte om, men saae Intet uden en Kaje, der forgjæves stræbte at flyve op mod Vinden. Jeg lyttede efter det Brag, han afmalede saa forfærdeligt, men hørte Intet uden Skraslen af Postkjærren, der foer Landet igjennem med Aviserne. Maaskee dette var -- det faldt mig ind, skjøndt jeg forekom mig selv nu med Hr. Siful, som Pasqvino, der har faaet en uløselig Gaade af Marforio -- det Berømmelsens rul- lende Echo, det horizontvide, jublende Dvergmaal, der havde for- SIDE: 133 bauset ham saa? Sandelig, det skulde glæde mig og Siful talte da ikke for stort; thi det gaaer lige til Vardøehuus, til Polen i Nord, ligesom Kjøbenhavns flyvende Post hviler sig paa den i Syd, hvis dens vindige Væsen tillader den at fæste Stade. -- Denne besynderlige Person blev imidlertid ved at bære sig som en Igle i Stormveir: Han var rent forfælen: som en Blind bar han sig, der faaer sine Øine aabnede første Gang lige imod Martssnee og Vaarsol: som en Døv, der bliver hørende midt i en Concertsal, just naar Klarinetterne gribe an, i et Barnekammer eller i en Svinestie: hans Mund loe, hans Næse green, hans ene Øie stirrede som i Skræk, det andet glimtede som om han enten var forelsket, havde seet noget Smukt, eller et Digt ulmede frem; men paa hans Pande formede sig i Rynketræk et Medusahoved, mens Øienbrynene ormede sig til Slanger -- jeg vilde selv for- stenes, dersom jeg ikke kjendte hans Gorgone saa vel: den er blot en Momus, en Maskes Maske. Hans afbrudte Ord, som jeg her vil igjentage, vare virkeligen hans Miners levende Klang: scanderende langsomt paa Fingrene udbrød han stirrende op mod den øde Taage: "Ja, seer du ingen Verden, Ven, det var dog vist et Phænomen. Om det ei var en Klode ny, det var dog vist en Sky, en Sky: Om ei en Sol, dog vist en Gnist; jeg hist den tydelig jo skimted: i Nordens Nat den lynrød glimted, og over Kattegat sig svang -- saa over Kjøbenhavn den hang, men saa tilsidst i Norge sprang det Varsel .. o -- et Meteor, et Meteor, et Meteor, som foer fra Nor til Danevang, og saa igjen til Nor -- -- "Nei, Gud bedre mig for at rime herefter." -- Voldsommere vedblev han: " -- -- -- En bleg Skygge, Erasme, -- o din frodige Hæders Vampyr, hvinende, lang som en Silkesvøbesnor -- kold, saa din SIDE: 134 fyldige Portulak-Krands rimer under den -- kommer, kommer, livsalige Skjald! " -- -- -- Du vakte selv, Erasme, da du stødte i Trompeten, Mjøsens arge Nøk -- han karer i sit Leie for at finde den smuk- keste Tang til en Krands -- den Meensvorne sværger, at det er Laurbær, og hænger dem om din Isse, skjøndt en Siikling endnu spræller i den -- han øiner dig gjennem sit Iisspeil svim- lende i Luften som Geisir -- han iler, han omfavner, han kalder dig: "Fætter, Fætter! Fætter Vandmand! uforlignelige Fætter Vandmand! hvor vil du hen? velkommen ifra Amager med en Kurv Hollændersager! -- men, kjære Fætter, er det ogsaa dig? er du Fætter Dug, Dryp, Regn eller Springvand? -- hvor du er bleven stor! -- " Jeg bad Siful, høistærede Hr. Collega, at forklare sig. Han ved- blev kun med hævet Stemme: " -- -- -- Ja det "hvor du er bleven stor" -- ja det skal Norge min Stedmoders sqvaldrende Mund Christiania igjentage -- den skal slaae Overlæben (se Overlæben selve Byen med de rige Kjøbmænds hæslige Søboder lige brune, skimlede Tænder, Slots- taarnet som en blinkende Huggetand, hvor bag Commandanten er som en Ornes Hviin; dens forfængelige Qvinder som en stin- kende Aande halvrepareret ved Pebermyntekager og Nelliker) -- den skal slaae den mod Opsloes nedsjunkne Kjellinge-Under- læbe, skraldende: "hvor du er bleven stor"? -- O Bjørvigen, hvor er du bleven? -- Dybet svarer tørt og hæst: Hans Hæder har inddrukket mig! -- -- " Hvad var det? Hvor er Siful? Jeg finder mig ene med Morgen- bladet No. 2 for iaar halvlæst paa mit Skjød, med en udslukket Pibe i Munden. Jeg maa have slumret. Under Indslumringen maa Pibens hvide Damp, dens Glød have syntes mig som det hvide Gespenst med de gnistrende Vampyrøine, jeg kaldte Siful. Mit Indre forekom mig som en Theaterhal, der nylig har været gjennemrystet af Klap, men nu er fuld af Oos og øde, paa et Par Lysepudsere nær, der trætte om hvem af dem Directeuren mest har beæret den Aften med Befalinger, og om hvem af dem, der skal sportulere Lysestumperne. For at komme ud af denne SIDE: 135 ubehagelige Stemning forsøgte jeg at føre nogle Figurer frem paa dit Bret, der, efter min fulde Mening, vilde være ret vakkert, naar en Vind blot ikke havde ført det med dets alamodiske Marionetter til Skyerne blandt Guderne. Med din gunstige Til- ladelse, modige Medstrider for Lauren, fører jeg dem frem; ja med dine tre Første, og med din Hr. Pastors Tilladelse de andre To: den unge Mand, som du maaskee gjenkjender, og Qvinden, som Jeg alene kjender, naar jeg er længst fra alle Qvinder. Her har du dem: fremmede Gjæster i dit Selskab: Tre Skjalde [fotnotemerke] (hver besvoer først at hans Hjerte en Harpe var) sig reiste. "See -- saa En af disse lærte -- Jeg fundet har min Lykke -- o med mig den først vil blegne -- i mine Vers at læse: mine egne!" "Ja, sandt nok!" skreg de andre to Colleger, "det Vellyst er. Applaus dog (spørg din Ven du: Oehlenschläger) er Lykken her." "Jeg fra Tegnér saa tyst -- sa´e En -- den henter." "Jeg har den fra Venskab med de Recensenter." En Yngling -- om hans Læber syntes lave en Druekrands; en Geist, der reiser sig i sjunkne Grave var Øiet hans; hans Sorg jeg saae i Smiil, hans Smiil bedrøvet; hans Sjel var Dødsskrig liig bag Rosenløvet. Ha, Siful, Hvad vil du om Lykken tale? " -- Hr. Pastor, o tilgiv (han mælte) jeg kan Lykken male: saa har jeg jo, saavist som De har Himmelen in fide, min Lykke, o min Stella ved min Side." Fotnote: Jeg tør ikke sætte flere end 3 Skjalde, da jeg ikke veed om der var over en 12 -- 13 i hele Selskabet. SIDE: 136 (Det græmmed mig for Præstens Skyld at høre saa fuul en Spot. Det lod som om den Yngling vilde gjøre igjen det godt; thi, see, en Rødme foer ham over Kinden, og Øiet sank. Nei, vee, det Haab blev snart forbi -- der er hans Mine mørk og fri; Hans Øie glimter, Stjernen liig i Vinden, snart skjult, snart blank. Hør her hans falske, falske Filosofie!) "Skal Lykke være, Himlen enten tømme i mine Fjed sin Fyldes Horn; ja enten Alting strømme, ja Alting med! Aladdins Lampe maa jeg eie, denne maa Liv i alle mine Ønsker tænde. "Hvadeller (mens han talte, sønderplukked han en Viol) skal hver en kjærlig Stjerne være slukket; et Lyn min Sol. Naar Alting, Alting, Alting gaaer imod En, da nyd en Furrus Fryd i Storm og Floden!" En Norges Møe fremtreen -- kan Det, som hylled den Skjønhed ind, det Værkensspind hvorunder Barmen skylled (den Sneelavin) i Tarvelighed lignes, Ven-min, med din Vise (ja Roes, ei Skjerts!) da Hendes Former liig med jeg maa prise tegnerske Vers; og hendes Sjel i Alvor Ossians Qvæder i funklende Liv (Temora naar hun græder); men (ejaha) i Fryd Mozartes Tryllefløitelyd; i Rolighed en Rafaels Række Billeder, i Pantheon opstillede, den er. -- SIDE: 137 Hun græd -- o Taare, kummerfulde Himmel, som sank i Støv, at frelse Den, som laae i Øglers Vrimmel paa Vedbendløv; hvis Smiil var haanfuldt Hviin, hvis Taarer tunge var Fakler, Djævle vildt i Mulmet svunge! -- Hun saae paa Ynglingen... o tys: hans Hjerte, det banker saa. (Mon vel de tre poeticuli nu lærte en Sjel forstaae?) Et Blik som Rafaels Engle-Kuppola hun sendte ham, ham, hvis Blik som Michels Domsdags brændte. "Min Ven!" hun taler, mens hans Haand hun fatter (hvi sittrer han?) "Hr.Pastor!" -- (hvi det spodske Smiil nu atter om Kindens Rand? mon ei han leed den Gamles Tale om at Mandens Stræben kun var et Fantom? Ha, mon hans Sjel, paa engang vild og stille, i Graad paa engang mens ham Smiil omspille, kan, mens hans Lidenskaber nedenunder bryde paa Hjertets Stormskjær, Gladiatorer liige, der reise sig og døe paa Cæsars Vink, kan den, en Ørn liig -- se det gyldne Blink, der svæver stille over Skyer som syde! -- ifra sit Dyb en rolig Straale skyde? Mon føler han sig overlegen selve den Qvinde for hvis Blik og Ord han skjælver? Mon naar han sittred -- sært nok da -- han loe af alle de dumme Øine, som gabed paa de To? mon vel fordi han vidste bedst, at ene ham hun har et Ord at sige; men tør ei for de Ører eller Øine, som rundtom sig, liig Echo-Kløfter, høine, hvor tittende, lurende Djævle rundtom ligge -- Pardon, Madame: -- og derfor nødtes bly at parre ham med gammel Præst?) SIDE: 138 "Min Ven" saa talte hun og gjemte Blomsten, han sønderbrød -- "en Lykke gives der, som huldrigst blomstrer i Kummers Skjød; ja ofte først naar Nat din Barm omspændte, naar lumre Gravpust Taarestjerner tændte, dens Morgenrød frembrød: den er saa riig og stor, at den for liden blier tilsidst vor Jord, at Guld den adler, Fryd og Kronesmykke: den Lykke er -- at fremme Andres Lykke. -- Se, selv du trøstes (o hvor sandt hun lærte!) naar du vil lindre alle Andres Smerte: din Fryd saa mangedobles som med mange du deler den: Du Himlen naaer, idet du stræber den hele, hele Jord at hæve til Himmelen. Og derved er det dig alene givet at takke Gud for Livet. Se, under denne stolte Kamp dit Hjerte til Verdensstorhed ud udvider sig! Ei Kummer skrumper det: din forne Smerte din Sjels bedste Muskel bleven er. Lad ei den slappes af de Velsignelser, som dig fra Munden duftende omlufte, mens du mod rene Æther Hovedet løfter, og tykkes bære Jorden paa din Arm, prometheus-kjæk, saa ei du føler Gribben, der søler i dit Blod og hvifter fra dit Ribbeen! Om Latter ei, dog eier Smiil din Fred, naar Frelserens Hjerte: Broderkjærlighed dig banker i din Barm. -- -- " Tilgiv mig disse Vers: de ere blevne saa skjødesløse, fordi jeg just havde nogle andre bedre i Pennen for en vigtigere Sag. Hvad denne unge noget bizarre Mand betræffer, saa fandt jeg ham Morgenen efter læsende i Rousseau. Tæt ved ham laae nogle Værker af Campe og Villaume, Howards Levned, Bisp SIDE: 139 Hansens Archiv for Almueoplysning og Franklyns og Washing- tons Portraiter. Meget munter fortalte han mig, at han havde besluttet at blive en ligesaa daadfuld Patriot herefter, som han i sin tidlige Ungdom havde været en ordfuld -- at han havde glemt at see paa sig selv med et tungt Blik, da han kastede det sorrigfulde paa Millioner af Medmennesker, der stige ligesaa van- kundige i deres Grave som de stege op af deres Vugger, der spilde et Liv endog om de ikke syndede svarligen; thi deres Dyd var uden Fortjeneste -- at hans hele Hu stod til at arbeide for alle Disse, Disse, der i 1800 Aar efter den største Folkelærers Død endnu over den hele Verden Intet i Kundskab have vundet forud for den Tids uvidende Jøder -- at han nu havde fundet Lykken i sin Stræben. Han viste mig sine Planer til Almuebog- samlinger, Lærebøger, Foreninger o. s. v. Jeg igjen fortalte Alt dette til den gamle Præst; men han slog Kors for sig, og mente at Sligt maatte skee ved S. Spiritus egen Indflydelse -- at Ca- chisma og Forklaring var Oplysning nok for Almuen o. s. v. Farvel! Henr.Wergeland. Henrik Wergeland USONG [fotnotemerke] Nyeste Skilderie 30. mai 1830. er en østerlandsk Historie, oversat af v. Haller, og siden oversat i det danske Sprog. Den er Usong, Dschingis-chans Ætlings, efter mange Eventyr Persiens Schah's Historie, hvori i Usong- Hassans Person, og det med historisk Sandhed, fremstilles et Ideal af en Hersker -- ja et saa opløftet, at det kan bringe Re- publicaneren til at fortvivle. Usong levede henimod Slutningen af det 13de Aarhundrede e. C. F., og beherskede det hele Persien. De udmærkede Grundsætninger, der, i denne Levnetsbeskrivelse, i dette sande Kongespeil, findes, som komme af Schahens egen Mund og Pen, og -- det er det fortrinligste eller sjeldneste -- foregaaende viste i hans egne Handlinger og ligesom deraf ud- dragne, have, og vel med rette, naar man tager Hensyn til Tiden og Stedet, og til at de ere en Selvherskers, vakt en saadan Interesse hos Nedskriveren, at han ikke tvivler om, at de og- saa af mange af dette Blads Læsere med lignende Følelse ville anhøres. Fotnote: Meddeelt af Candidat Wergeland. SIDE: 140 Der siges: "Krigsvæsenet foraarsagede Keiseren (Usong) Bekymringer. Han kunde ikke skjule for sig selv, at en staaende Hær berøvede Ploven en Deel af Nationen, afholdt den fra Ægtestanden, og paalagde den Pligter, som vaere ikkun for en Tid, da derimod just disse Krigsmænds særskilte Pligter forhindre den nyttige Borgers bestandige Pligter. De store Omkostninger, Krigsmagten fordrer, gjøre høie Skatter uundgaaelige, og ere den tungeste Byrde for Undersaatterne. Usong undgik alle Omkostninger, som kunde trykke Folket, hvilket altid med Smerte føler de prægtige Høitideligheder Kon- gerne anstille. Riget skal ønske, og ikke frygte, at see sin Re- gent, sagde Usong. Hoffets Pragt skulde blive en nye Byrde for mit Folk. Mere værd er en Fabrik end Slottene i Schiras. Den skal blive min Ven, sagde Usong, som bedst dyrker sine Agre, og skjænker Staten de fleste velopdragne Børn. Overalt opmuntrede han Konstnere og Kjøbmænd at indberette, hvad Konst og Natur frembragte paa ethvert Sted, hvad begge mere kunde frembringe, hvilke Varer ethvert Steds Beliggenhed og Egenskaber lovede at kunne forskaffe i størst Mængde og for letteste Priis; og Midlerne, hvorved disse Flidens og den gud- dommelige Godheds Frugter kunde forbedres og formeres. Alle Forslag bleve optegnede, og, uden at nævne Forfatteren, blev andre Kyndiges Anmærkninger indhentede over ethvert. Persien er fattig, sagde Usong, men det har Rigdommens Sæd i sig selv." Af "Usongs, Persernes Keisers sidste Raad til Schah Sade [fotnotemerke] Ismael" udtages her af den hele fortræffelige Række: "Frygt Intet saa meget, min Søn, som din egen Magt! Din store Magt er kun da et Gode, naar Viisdom styrer den. Den bliver dit Folks Ulykke, saasnart din Villie bliver dine Handlingers eneste eller fornemste Bevæggrund. Undersøg enhver din Villies Fordring, enhver opstigende Lyst, førend den bliver til Handling: forkast den, saasnart du ikke tør tilstaae den for dit Folk (og det samstemmer) -- den er din Fiende. "Naar Folket lever i Ro og Frihed, naar dets Sveds Frugter er dets Eiendom, naar de finde Retfærdigheden i Retterne: da vil Folket elske dig. Fotnote: Den berømte Ismael Sofi. SIDE: 141 "Frygt ikke Arbeide, det er Ærens Moder, og Æren avler Sikkerhed. "Sæt din Fornøielse i dit Folks Lykke! Glæd dig, naar du seer dets Velstand! skat dig rigere, naar dets Tal tiltager; og herlig, naar Enhver af det er sin Underholdning vis! "Hør alle Dage dine Undersaatter! De troe sig allerede halvt trøstede, naar du har hørt deres Klage! "Enhver velanvendt Time gjør ti andre Timer lykkelige; en- hver forsømt ti Andre elendige. "Du kan ikke Selv see Alt; men dog Meget. Lad ikke hos nogen Tjener opstaae det Haab, at han kunde tilraade dig Uret- færdigheder! "Bebyrd sjelden dine Undersaatter med nye Forordninger, lad dem adlyde Lovene; men formeer ikke deres Pligter! Indskrænk dem ikke med undværlige Befalinger! Kue aldrig dit Folks Fø- lelser! "Den Fattige, der neppe har det Nødvendige, maa betale de Stores Overflod, og hungre for det, den Store forøder. "Stræb ikke at forstørre dit Rige! Et Rige er stort nok, naar det Intet har at frygte af sine Naboer. Erobringer ere ikke de Ulykker værd, som en Seiervinder bringer over Folket. "Fordyb dig ikke i Gjeld, betal uden Opsættelse, foretag dig Intet, hvortil du ikke har Pengene forhaanden! "Hold nøiagtigen Troe og Love. En Konge, der ikke holder sit Løfte, har alle Naboerne til hemmelige Fiender! Kommer han i Fare, finder han ingen Ven. "Hav ingen Yndling! Dit Øre er Enhvers af dine Undersaatters. Din Gunst skulde beruse din Yndling! den er for stærk, naar den ikke fordeles. Dine Foræringer skulle berige ham; men dit Folk betaler disse Foræringer. "Forandre ikke Folkets Forfatning, end ikke af de sandsyn- ligste Grunde. Alle Love slaae Rødder, og bekomme af Folket en Høiagtelse, som grunder sig paa deres Vedvarenhed. "Tilstæd aldrig at Krigsfolket undertrykker Undersaatterne. Skulde et Folks Beskyttere handle som dets Fiender? Skaan Blod! Livet kommer ikke fra dig, hvorfra Besoldningen og Æren (den indvortes) kommer. Lad Fortjenester opløfte den ringeste Rytter til den høieste Post. Men ophøi dem efterhaanden, og ikke med vilkaarlige SIDE: 142 Spring. En fortræffelig Underhøvedsmand kunde blive en elendig Feldtherre. "Formeer ikke Krigsmagten formeget: du maatte da under- trykke dit Folk. Retfærdighed er din Thrones Støtte: din største Omsorg være, at forskaffe dit Folk den uforfalsket og let. "Vær opmærksom paa Dommerne! bliv uforsonlig imod dem, som for Fordeels Skyld bøie Retten. Lad Retten dømme med Frihed mellem dig og en Bonde: berøm den med, naar den med Grund dømmer dig imod. "Udvælg aldrig egne Dommere til en Sag eller til en Bestraf- felse: dit Folk skulde holde endog de Skyldige for Uskyldige, om de dømtes med en vilkaarlig Ret. "Tilstæd ikke, at man under noget Foregivende paalægger Skatter eller forhøier Udgifterne. Bliver du rigere, naar dit Folk er fattigere? Landmandens taalelige Tilstand vil give ham Kræfter til at udvide det dyrkede Land, og gjøre Ørkener til Agre. "Erindre dig, at Handelen tillands har Skranker; men tilsøes er den ubegrændset, kan udvides til det Uendelige. Den har gjort Venedig fra en Fiskerøe til en Dronning. "Beskyt alle Konster! understøt dem med Præmier, med Æres- beviisninger, ikke med Laan, som styrte en Begynder, efterdi de bevæge ham til at foretage mere, end han har Kræfter til. Ansee Opfinderen af en bedre Plan for Rigets Velgjører; og den være din Broder, der lærer dig at høste flere Neg paa et Ager- land. Foretræk en veldyrket Ager alle Lysthauger! Alle Fortrin kommer af Bidrag til det almindelige Bedste. Du vil blive riig og mægtig, naar dit Land er rigt paa Menne- sker. Rigdomme forhverves ved Hænder. Et ubeboet Paradiis er ufrugtbart. Sørg aldrig for, at Jorden skal blive for snever for dens Indvaaner: Den skal snarere blive fra en Ager til en Hauge. "Statholderne skulle forestille Keiserens Høihed. Vælg dem vel, o Keisersøn! fra dem vil Folket dømme om dig. Reglerne, hvor- efter de skulle regjere, maae foreskrives dem. Beskyt Landmændene! Sørg for at Stæderne have en duelig Magistrat, og erfarne Embedsmænd. "Tusinde Smaating beskjæftige Politiets Haandhævere: en vis Længde maa du give den Tømme, hvormed du styrer denne For- valtningens underste Deel. SIDE: 143 "Ophjælp Stæderne ved Understøttelser! Regn et smukt Borger- huus for et af dine Palladser. Det bidrager mere til Rigets Bedste end Hystaspidernes colosalske Støtter. Gode Huse og Velstand ere Blomsterlænkene paa Borgerne. "En Ager, du river fra Ufrugtbarheds Haand, er tyve Agre værd, du erobrer. "Dine Udsendte (et Slags Procureurs?) ere dine Øine; men lad dem ikke blive dine Hænder! "Paa Folkets Stemme hører en viis Konge med Opmærksom- hed: den er en fraværende Tordenskye, der udbryder i Lyn, om den ikke fordeles. "Embedsmanden skylder dig den største Virksomhed og den eneste Sandhed. Misbruger en Embedsmand din Tillid, bør hans Straf blive den haardeste". Denne Tale er en Mahomedans, en Barbars (thi Usong var en Mongol) og en Selvherskers over Barbarer. Sandelig, hvilke Modsætninger opstiller ikke Historien(?) ja Modsætninger i Et og Alt: christne, civiliserede, constitutionelle -- Dog, nok! Vi ville endnu engang flye fra Dagenes bitre Sandheder tilbage til Idealernes Tid: til den svundne: til Usongs Alder, hvor de studse ved at finde sig selv afmeislede af Saga, ved at finde Rudera af deres eget Liv; ja studse som om de, deres Høihed bevidste, aldrig havde ahnet, at de virkeligen nogensinde have afpræget sig fuldstændigen, som et eneste Ideal i Livet, og det der i en Mørkhedens Alder, ved et forbandet Altar, mellem Lesghier og Turkmanner, i en Mongols Person. Et enkelt Træk af Usong vil, naar vi see hen til Aanden deri, være nok hertil. Usong indsaae vel, at et Fodfolk, indrettet som Mahmuds Janitschar- Phalanger, vilde være Persien gavnligt, om endog Halvdelen af dets ypperlige Rytterie dertil maatte tages; men da Perserne ytrede en afgjort Modbydelighed for at tjene som Fodfolk, til- sidesatte han sit eget velgrundede Ønske, trøstende sig med: om Krig indtræffer, da vil Kjerlighed til Fædrenelandet og hiin deres ukrænkede Lyst nok lægge den Kraft i deres Yndlings- vaaben den løstflyvende Sabel, som jeg dog er vis findes altid i Bajonetternes tætsluttede Rader. SIDE: 144 Dette Træk synes maaskee ved første Øiekast ubetydeligt; men hvilken Aand rører sig ikke deri? Vi gjensee den Aand deri, som Folkene tilbede, kaldende den, den skjønneste, som kan aande i en Konges Handlinger; nemlig: Agtelse for dets Følelser. Den store Dschingide underlagde endog sin bedre Overbeviis- ning Folkets Ønsker, da Sagen dog ikke var af den allerhøieste Vigtighed. Han foragtede at gjøre Persiens Drot til en Daare ved at ville prøve paa at kue Millioners Følelser ved at lægge disse, der intet Herredømme erkjende -- ere for elastiske til at sønderbrydes, og faae gjensidigen Liv af hverandre ved Omgang og Tale, saa de ikke kunne undvære Livsyttringer, og det tvang- løse (thi et Folks Følelser ere altid uskyldige og retfærdige) og eiendommelige -- ja han foragtede at ville krænke sin Høihed ved at ville forsøge paa Umuligheder, paa det Latterlig-Store, at kue et Folks Følelser, der havde deres Oprindelse af Landets egen Beskaffenhed, Forfatning og herligste Old, og altsaa egte nationale, ved Magtsproget i en Ukas eller en Hattischerif. For hvilke lignende Hindringer i Evighed bevare Russer Tyrker og Os! Henrik Wergeland [ANNONSE OM "SKABELSEN, MENNESKET OG MESSIAS"] Morgenbladet 6. juli 1830. SKABELSEN, MENNESKET OG MESSIAS, et Digt af Henrik Wergeland, har forladt Pressen og erholdes hos Bogbinder Johansen paa Torvet for en Priis, der, hvor høi den synes, dog er betydeligt under den i Subscriptionsplanerne antydede, nemlig for 2 Spd. 60 ß for Subscribentere og 2 Spd. 96 ß for Andre. Værket er 720 Pag. stort, stor Octav, udstyret med lithographeret Titel og Vignette. Dets Characteer som philosophiskt og med Hensyn til Tidens Aand og Fordringer, angives maaskee kort og bestemt ved at anføre, at det er tilegnet nogle af vore Dages geniefuldeste og herligste Sandhedens og Frihedens Forfægtere, hvilke Alle, naar undtages La Fayette og Prof. Clausen, ere vort eget Fædrelands Hæder. Dets Characteer som Digt troer Anmelderen at angive ved følgende Strophe (Digtets Pag. 100): SIDE: 145 -- -- -- se, Drøm, Du farve skal ihast hvad Tanken seent udbilder i den hvide Hjerne reent. Du blæser fyrigt i min tunge Harpe. Hvor Eftertankens Meisel grov for skarpe og dybe, yndeløse Træk, med bløde Pensel mildner du dem væk. Med Begge (Drøm og Tanke) bilde ud af Stjernetræk og Blomstersmiil en Gud. Værket bestaaer af 3 dramatiske Digte, hvilke særskilte oven- for sees nævnede; men, det være nu vidtløftigt, saa veed dog Forfatteren, at dets Idee ikke kunde udfolde sig i mindre Rum end i hine 3 Sphærer, og det, at det er kostbarere end de fleste Andre af vor Literaturs Frembringelser, behøver desaarsag ingen Forklaring -- mindst hos de Normænd, der ikke med uvirksom Kulde agte at møde et Værk, der antyder ved sit Omfang og sin Idee idetmindste Stræben efter at kaldes og agtes for et Nationalværk. Henrik Wergeland TIL DIGTET: SKABELSEN, MENNESKET OG MESSIAS'S UVÆRDIGE ANGRIBER I GAARS-MORGENBLADET Morgenbladet 16.aug. 1830. Den yngste Maler af dem Alle stilled For Verdens Øine op sit største Billed. Det gik da her, som altid, hvor man gav Et Større end Ens egen Smaaoctav, at første Lyd, der Ringen gjennemskar, som stod om Maleriet, var -- et Skrig. Forfatteren til Digtet: "Skabelsen, Mennesket og Messias", hvilket er Aarsagen til at han er gjort til Gjenstand for nogle Smædevers i Gaarsmgbl., undlader ikke i denne Anledning at tilkjendegive: at dette Digt er indstevnet for et høiere Tribunal end Anonymens; men, fælder dette en ligesaa afgjort Fordøm- melsesdom derover, som denne, da vil Forfatteren lægge sin Pen, forbande den Time han greb den, for igjennem den at lade de Ideer udstrømme, der gjennemglødede hans hele Væsen og be- stemte hans hele Virken -- da vil han, hvad ovennævnte Digt SIDE: 146 isærdeleshed angaaer, erkjende sig afsindig, som dristede sig til at ville udføre Menneskehedens Epos, at ville skrive Republika- nerens Bibel; ja han vil, fratrædende en Skueplads, hvor han da spillede den jammerligste Rolle, forsøge at overtale sig til at kjæmpe for det Monstrum, han nu har viet hele sin Iid imod. Videre at forsvare hvad han har skrevet eller yttret i Oven- nævnte hverken bør Forfatteren eller har han Lyst til. EN SAAKALDET JEREMIADE FRA FORFATTEREN TIL "SKABELSEN, MENNESKET OG MESSIAS", HVILKEN VÆRE YDMYGELIGEN DEDICERET HANS ÆRVÆRDIGE PRÆCEPTOR ANONYMUS I MORGENBLADENE Morgenbladet 24. sept. 1830. Ak, kan det undres Dig, om jeg er taus og stille der, hvor jeg ei engang kan øine dine Pile? Thi -- o tilgiv: -- jeg troer, fra Regioner klang min Harpe, hvorhen Du, med Fleer, Dig aldrig svang. Og andengang tilgiv, at jeg maa være her, hvor Skaberen den hang, om end ei Du Du Selv Du Selv er der. NOGLE SIFUL SIFADDAS STROPHER TIL NIDRIMEREN I MORGBL. NO. 227 OG FREMDELES Morgenbladet 3.okt. 1830. De Lyn Du siger, skjød sig undertiden forbi hans Blik fra Skyen, har dog saa stærke været, arme Krop: at de har gjort dit Syn bestandig skælende til Siden. De Mannagryn, Du siger faldt fra Himlen i hans Skjød, er blevne dog saa tyk og sød en Grød, at endnu Du bestandigt kaster op. Den Mand, som Du Sanchoen gav, til Ridder af Mancha Du slaaer. Men Du, som han fegter imod, siig: fegted han ikke mod Faar? SIDE: 147 Hvo Speil mig rækker, der dølger ei selv mindste Flekker, Hvo mig med ærlig Kindhest vækker, naar jeg blandt Heste er tilfods, Han er, hvor lidt han synes dette end, min Ven, og jeg er hans igjen. -- Men Den, som klorer mig tilblods, men Den, som hyle vil mig taus, fordi min Lire klinger ei, som alle de Andres, der faae Applaus paa Alfarvei, Han er en Kat og ei min Ven. Henrik Wergeland [OM DANSKE OG DANSK SPROG I NORGE] Morgenbladet 23. okt. 1830. Jo, Hr. amicus Norvagiae, vi kunne tjene dem med det meest directe Svar paa deres Spørgsmaal -- : De Danske Studenter ere en heel Klat fortrinligere end de Norske; jo dette gjælder om alle Danske overhovedet. Hvorfor? maae vi formode, at Hr. amicus vil efterspørge; og vi skulle med sand dansk Urba- nitet og Beskedenhed besvare dette alene for at spare min Herre for at komme frem med flere norske Idiotismer, endskjøndt jeg veed, at den største Deel af, ja det hele dannede Publicum (saa- vidt et saadant hertillands kan finde Sted) vilde af en sømmelig Beskedenhed, der er et Beviis paa deres begyndende Dan- nelse idetmindste, undsee sig for at gjøre en Dansk et saadant Spørgsmaal. De ere fortrinligere vel ikke i Aands- eller Legems- dygtighed, men med Hensyn til Sproget: -- de tale jo Dansk, Dansk: -- Gud bevare mig, Mand, hvor er De henne? Hvor kan De glemme dette, dette hertillands ligesaa vigtige Fortrin, som at have i Politiken svenske Grundsætninger? Hvi vil De stampe imod Braadden? Og dette gjør De, saasnart De vil sætte Dem imod denne Nationens aandige Udviklingsproces, som betegner sin vældige Fremskriden tydeligst ved den Begjærlighed, hvor- med man omkalfatrer det norske Maal med den danske hulde Dialect, og ved den retfærdige Ringeagt man kaster paa alle de Smagsgjenstande, som høre Landet til. Eller hvilket Sprog skulde SIDE: 148 bedre kunne tjene som Characteristicon for al Aandsdannelse, saaledes som Tiden fremavler og fordrer denne, end dette be- hagelige, bløde, sukkervandagtige, sorbetagtige Danske, som Na- turen velsignede os med, idet den kun gav de dannede Norske et Slags Instinct til at indsee dette og à la Demosthenes at stræbe derefter? Det er derfor ikke saa vanskelig en Paradox at for- svare, at enhver Dansk, fra den, der fødes til Eneherredømmet (hvilket i al Evighed fremdeles velsigne det kjære Danmark!) og til Smaarollingerne i Fladstrands Sand, har medfødt Aandscultur, saa at det Meste de vinde ved Aarene er Bevidstheden herom, der da lægges for Dagen i en sømmelig Grad af Impertinence. Dette sidste, saa ofte mistydede Ord vil dog neppe Nogen an- vende bebreidende paa Inds., der jo er saa retfærdig at tilstaae Normændenes og Norqvindernes redelige Stræben efter at til- egne sig saamange Aandsdannelsens Kjendemærker, d. e. efter at blive saa danske som muligt. Vi maatte da, hvis vi ville være saa ubillige at benægte dette, forglemme, at Normændene tillade, at der paa deres offentlige Theatre ikke høres et norsk Ord, men lutter Dansk, saaledes at vi til vor store Fryd og den norske Nations Ære veed, at flere Normænd ikke besøge navnligen Chri- stiania-Theatret, fordi de ikke forstaae det Sprog, som der tales; ja en af os har hørt en gammel Thrønder, som engang besøgte sidstnævnte Smagstempel, sige: "det var en god Concert; men som dog tildeels blev mig forqvaklet; thi midt under den kom en udlændisk Mandsperson først og saa en udlændisk Dame frem og pjattrede noget Tydsk eller hvad Pokker det var, som jeg ikke forstod et Ord af." Disse to have været Skuespiller G. og Madame B., som have tracteret med en Prolog eller en kjøben- havnsk Vaudeville eller noget sligt æsthetisk Bonsbons. Dog ville vi gaae forbi saadanne Enkeltheder, hvor bevisende de end kunne være for vor Sats: at det bedresindede norske Partie, ): det Dansk-Norske gaaer af med Seiren; thi har det ikke, foruden Theatrene, der aldeles ere = Aalborg og Skives o. s. v., ogsaa den hele Lecture, alle Leiebibliotheker, Recensenter og Gramma- tikere i sin Sold? hører ikke alt dette Os og ene og alene Os til, der fremskabte dette, der gide forlade det velsignede Dan- mark af reen Cosmopolitisme, for at colonisere og cultivere et fremmed, utaknemmeligt Land? Inviterer man os ikke herop som Informatorer eller egentlig som den hele Nations Belærere, som SIDE: 149 Fuldmægtige, Factorer o. s. v., og betaler os med Guld, Døttre, Triumpher, Vers og Galanterier? Men hvilket Partie er i Besid- delse af slige værdiefulde Sager, uden det i Landet forherskende? Tie derfor, brutale, utaknemlige Døl! Hvi -- jeg gjentager det -- vil du da stampe imod Braadden? Gaae paa Storthingsgalleriet, saa skal Greven og den Klynkende og den lille æsthetiske libe- raleste Royalist, og meest royalistiske Liberale lære dig Aristo- kratismens Dialect hertillands! gaae i Salonerne, hør Damernes og Petitmaitrenes Sniksnak, og du skal faae høre Elegancens Dialect -- dansk dansk, saa sandt en Mund ikke vil betragtes som skiden! Stikker derfor Piben i Sækken du vor kjære amicus Norvagiae, og Siful og Thorgnyr og alle I andre Barbarer; thi I have ikke alene vort hele Corps Lykkeriddere imod Eder; men alle Papaer og Mamaer, alle Narre i hele Landet (og disse ere ikke faae), og alle Gjæs i hele Landet, der forvende deres Røst, da de skamme sig ved deres Modersmaal (og disse ere heller ikke faa). Ja tier stille, eller lader Eder belære som disse; men, i hvad I end gjøre, glemmer aldrig, at vi kom hidop for at søge Lykken og at faae Complimenter, ikke Grovheder, som de vor Hr. -- ; ja, da vi udgjøre et sluttet Partie saagodtsom -- vor Hr. amicus opvarter med. Vi kunne ellers let fristes til at lade Landet nedsynke i Mørke og Barbarie igjen ved at forlade det -- dette Land, der skal være Os det Samme, som Portugal er for Britterne. Jean de France. Geert Westphaler. Jeronimus. Marthe Kokketøs. Pernille. P. Paars. Arv, m. p. P. P. Ruus. Henrik Wergeland [OM EN DANSK ANMELDELSE AV "HARLEQUIN VIRTUOS"] Morgenbladet 22. des. 1830. Nogen retfærdigere Bedømmelse, end den aldeles Fordreielse af hans Forfatter-Aand og Eiendommelighed, som Danmarks Smags- Sophisters Tolk, Kjøbenhavnsposten udtuder over Siful Sifadda, kunde vel ikke ventes ifra Danmark, og mindst fra en Dommer, der enten lider af en saa stor medfødt Brist paa Fornuft, eller SIDE: 150 af lidet Snarnemme eller af en saa stor Lidenskabelighedens Overvægt, at han ikke tager i Betænkning at erklære sit hele Folk ("os Danske") for Maalet for en Satire, der tydeligen nok alene er skreven for norskfødte unorske Daarer og saaledes i Forbigaaende, men dog nødvendigviis, har maattet nævne som en af disses Daarskaber t. Ex., at de altfor villigen bøie sig under de Anmasselser over vort Sprog og Literatur, danske Literatorer have gjort sig skyldige i. Inds. troer at vide, at Recensenten kjender Siful Sifadda som en Forfatter, der har viet Liberalismen, i videste Begreb, sin Pen, og denne Troe giver Rum og Grund for den Mistanke, at den Mening hos Recensenten, at han selv i den Mængde Personer, Harleqvin indfører, troe vi kun i Baronen at gjenkjende en berømt Hær- fører hertillands, og i Procurator Nam en berygtet Person, For- fatterens lumpneste Fiende, som, da han træffende er tegnet, ikke behøvede nærmere at nævnes end han er. Følgende Strophe: Alvilde. "Papa, hvi skal jeg tvinges -- ak! at gjøre til Landsforræder min Stak? Naar mit Hjerte er fædrenelandsk, hvi Kaaben da engelsk, og Hatten da dansk? Mit fattige Land har ei Evne til at klæde i Silke forfængeligt Smiil. Mit fattige Land har ei bedre Lykke, end sin bedste Datter i Værken at smykke". samt mangfoldige andre Steder maae, formedelst deres Simpelhed og Sandhed og det sande Fædrelandssind de og hele Stykket aande, for enhver upartisk, han være Norsk eller Dansk, være gyldige Beviser nok imod Recensentens Paastand om Forfatterens totalt forskruede Excentricitet, og om at han vil have Norskhed bestaaende i Antidanskhed alene, og derved tillige Beviser for, at en saa uretfærdig Recensent aldrig burde, -- besad han end Kjøbenhavnspostens Redacteurs hele mesterlige Dialectik -- tage SIDE: 151 Pen i Haand offentligen for at afgjøre Forfatterværd. Den Vei- bred (plantago major, hvis Kjendemærker er, at, jo mere man traakker paa den, jo mere skyder den frem), som overførte om- handlede Recension til vore Blade, takkes forbindtligst. Han har dermed gjort Siful en Tjeneste, lig den Studenten W-haven gjorde Forfatteren til Skabelsen, Mennesket og Messias, idet den ædel- og varmhjertede Yngling, ved at lade sig af reen æsthetisk Ret- færdighed forlede til at skamhutle fra alle Kanter anonymt denne Sidste, paa samme Tid som han sledskede for ham i hans Nær- vær, netop foraarsagede at en Meningsstyrke yttrede sig, der har viist sig at have mere Sandhed og Vægt end den der belives af Misundelse, skinfødt eller af en ond Bevidsthed født Hevn- gjærrighed, Falskhed eller andre det sædelige Væsens fordøm- melsesværdige Uregelmæssigheder. Plantago lanceolata. Henrik Wergeland PEBERNØDDER TIL JUUL Nyeste Skilderie 30. des. 1830. Man antager almindelig, at et Videnskabs- eller Smags-fosters Uselhed fritager det for Omdømme; eller, at det at være "under al Critik" tilkjendegiver den høieste Grad af Jammerlighed hos en saadan Frembringelse. En Bedømmelse, især en noget enskilt fremsat og begrundet, har man vel heller ikke nogensinde seet fremkaldt af det aldeles Ubetydelige og Værdløse, uden maaskee hvor Forfatter og Forlægger enten var selv Recensenten eller formaaede Noget over en Recensent, hvis Dom var tilfals. Dette antyder da, at Bedømmelsen, tiltrods for al Retfærd og sund Sands, maatte være fordeelagtig; men viste sig alligevel en ret- færdig og strengt revsende Bedømmelse af en saadan Aands- frembringelse, da paastaae vi dog, at der i dette maa have ladet sig finde en eller anden fyldestgjørende Grund for en saadan Opmærksomhed f. Ex. en besynderlig Idee, et forqvaklet Talent, fordærvelige Grundsætninger eller et non plus ultra af alskens Latterligheder, paa hvilket Sidste vi anføre som Mønster Reisers fyrgterlige Ildebrandsgeschichte. Saaledes komme dog disse sidste species et Trin høiere end dem, der af dertil Dygtige eller af Almeenheden affærdiges med et: "under al Critik", og denne SIDE: 152 Dom har forekommet os som et infimum ultimatum, lige indtil nu, da en saakaldet Farce, betitlet "Bostonspillet" som nylig er trum- fet ud fra Hviids Trykkerie, overtyder os om, at i vore Dage, da dog den udbredte Læsning især af Smagssager, hvoraf alskens Stumper hænge igjen i Hukommelsen, gjør det let endog for Stym- pere uden naturlig Frembringelsesevne at (verbotenus) componere Adskilligt, der lader sig læse, som man siger, ja endog rimede Sager, som komme i Folkemunde, Aandsfostre see Dagens Lys, der ere "under al Critik", der ere endogsaa under den maaskee endnu bestemtere Fordømmelses-Dom "under al Omtale", hvilken Sidste ei engang tør udtales, men blot betegnes ved en Hoved- rysten, Skuldertræk o. a. d. Et nyt Navn er altsaa nødvendigt, der kan udtrykke Forbauselse, Latter og en Slump retfærdig Harme over den Ligegyldighed for sin Tid, Smøreren har vist ved at skrive hiin Farce, og den Uforskammenhed, han har lagt aabenbare for Dagen ved at blotte denne Forstands-, Smags- og Sædeligheds-Bete for Almeenheden, samt kan udtrykke Sorg over at saamegen Flauhed, Dorskhed og Dumhed ikke har faaet saa stor en Gnist af Selvkjendskab, at dette Grundelement i Autors Sjel ikke har taget i Betænkning, saaledes at skildre sig Selv: det ideale aldeles i dets Heelhed uopfattelige Triviale; ja saa uopfatteligt, at, som man seer, vi have maattet tage dette fremmede Udtryk, saasom Intet i Sproget tilbød sig, der kunde give Udtryk for det Begreb om aandig Klodsethed, aandig Usel- hed, som opfylder vore smaae Tankehvælvinger ligesom med en qvalm, uhyre Taage, der synes at ville omridse sig til en latterlig Narreskikkelse af den personliggjorte Dumhed, idet vi tænde vore Piber med Bogen, for atter at komme til Sands og Samling. Dog maaskee saavel dette Udtryk som det for en endnu stær- kere Fordømmelse, end "under al Critik" som vi ovenfor er- klærede ikke at kunne komme afsted med, velvilligen vil for- skydes os af den berømte Theaterrecensent her i Byen, under hvis forum Sligt hører, eller af en anden af de dygtige Litera- torer, der have saa travlt med at "amalgamere" vort Sprog, trods dets fremglimtende Eiendommeligheder og Rigdomme, med det Danske, hvori netop nu inddrages alle de filosofiske, gram- maticalske og æsthetiske Benævnelser man i fremmede Lande, især i det transscendentale Tydskland kan overkomme. Thore men Grunden til at desuagtet Udygtige, Unge, Udlændinger, hverken Kundskaber eller Sprog mægtige, eller deelagtige i den Aand, der maa udtale sig i et selvstændigt norsk Tidsskrift, der ikke skal blive (efter Tendenzen) en fremmed Indpodning, en Misvæxt paa vor Literatur, ville overtage det vigtige Hverv at forestaae et Tidsskrift, der, som et af vor Literaturs Første, maatte eller burde være af Indflydelse, søge vi i den Uforskammenhed, der ofte er hos Personer af saadanne Egenskaber den meest over- legne Evne, ja den eneste, hvormed de fremstille sig i Livet og gjøre deres Personlighed gjældende, deres Ubetydelighed be- mærket, samt i en Plan, der er denne Evnes Affødning og gaaer ud paa, at levere en Modvegt imod den Norskhed, den Selv- stændighed i aandig som borgerlig Henseende, der befrygtes ud- talt i det norske Maanedsskrift; ja maaskee den er saa dristig, at den, støttende sig paa den Kjendsgjerning at den norske Lite- ratur Dag for Dag ødelægges af danske Tidsskrifter og Romaner, gaaer ud paa, endnu hurtigere at nedbryde den ved at anlægge et Etablissement, et propaganda for den danske Copie-Literatur i vort eget Land -- kort, ved at lade et dansk Skrift udkomme i Norge. Riises Archiv for Historie og Geographie, der medrette, saalænge ingen Normand vil udgive et ligesaagodt, er vel mod- taget hertillands, gjør desuden det tiltænkte Repertorium over- flødigt, omendog en . . . . . .dreng [fotnotemerke] ikke skulde blive dets Redac- teur og Befordreren af et Par fremmede og vannorskede lite- raire Pygmæers Fingerkløe. Thore eller -- som jeg, med mindre Skin af Forfænge- lighed, og end tydeligere for dem, der af mine digterske Arbeider kjende mit sande Væsen, kan udtrykke det -- for at vorde stedse ligere mig Selv, saaledes som dette aabenbarer sig i Sandhed og facsimicisk Ægthed kun i dets digterske Frem- bringelser, saaat Høimaalet for mit Liv bliver at fremstille saa stor Samklang som muligt imellem Handling og poetiske Ideer. Men dette er ikke saa let; thi omendskjøndt disse ere kraftige som og mere omfattende end Grundsætninger, saa lader deres evige Livsbevægelse, det Farvespil, som er dem eiendommeligt, hverken Tid eller Ro til fuldkommen at afpræge dem i Livet -- ofte, naar man ret troer, at have truffet det, trække Folk paa Skuldrene, betragtende En, som den, der greb efter Fuglen, men nu staaer igjen med tomme Hænder, og da hedder man mildest sagt: Phantast. Hvad staaer igjen for det letpirrelige Gemyt? nye Forsøg og ny Haan? at trække sig tilbage i sig selv som en Sensitiva? kaldes sær og lunefuld, opdynge Bitterhed og af og til give dem et fossende Afløb? tage Kuldes og Uvillies Maske paa med al Frosind som dog igrunden leer ad det Hele, ad de Narre, som med Uret synes ondskabsfulde; thi de dadle jo hvad de ikke forstaae? hedde menneskehadsk med al sin dulgte Varme, der da raser som den qvalte Vulcan? eller -- endnu værre -- forglemme sig selv og fremkunstle en mat, hyklersk SIDE: 156 Efterligning af en Andens, af de Menneskers Liv som kaldes dagligdagse, gode, fromme, skikkelige Mennesker, der ikke ere nogen til Fortræd, men alle tilnøies og komme vakkert frem i Verden? Det faaer nu gaae som det kan: mine Ideer have en ubekjendt Far, men Menneskekjærlighed til Mor, og Nogle sige, at den Harpe, de have til Vugge, gynger rask nok til at holde dem i Aande -- jeg vil opdrage saa mange af dem, som jeg kan; men kalde dem Alle, som de voxe til: Menneskevel -- kort, jeg vil realisere dem saa meget det staaer i min Magt. I en saadan Følgerække findes de især i det Friheden, Sandheden og Kjær- ligheden (de sande, de christelige Muser) helligede større Digt "Skabelsen, Mennesket og Messias", at dette fremstiller mit Indre i dets Heelhed -- mit Livs fortsatte Anstrengelser ville altsaa gaae ud paa at gjøre dette til en saa tro og prosaisk Commen- tair til Digtet som muligt. Under en saa kold og rolig Selvanskuelse ulmer Livsgløden, den uudslukkelige Begeistring for det Sande og Store og Gode, som baade giver Mod til at stræbe efter dette, og til at fortælle Verden, med Kraften af en Eed, at man virkelig gjør det. Men baade De, der kjende mig nok til at overlade Temperamentsfeil og Vildelser til denne Selvanskuelses og deres Følgers Straf, og derfor ikke behøvede nogen Ledning til Bunden i min Virken, som og Andre, der blot see det Ydre og hænge deres Hat, hvor de finde en Knort, ville sikkerlig finde denne skildrende Indled- ning saavel nødvendig for det Følgende, som dette at være en nødvendig Følge af en saadan Livsplan. En Udgrening af denne Livsplan er ogsaa at sysle med fuld Iver med Sognesamfunds og Bogsamlingers Oprettelse, saavidt mine Forbindelser strækker sig, som fortrinlige Midler til at ud- brede kjernefuld, sædelig Oplysning, Borgeraand og Borgerheld. Men, har jeg viet en saa god Sag alt mit Formaaende, da skylder jeg Denne meer end mig Selv ikke alene at forsøge alt for at bortrydde hvad der, f. Ex. af Dovenskab, af uværdig Ringeagt for Almueoplysning, livløst og passivt lægger sig derfor iveien; men vel endnu heller at bortrydde de Kræfter, som fiendtligen og virkende modsætte sig Samme. Anvender jeg til denne Sags Tarv hovedsageligen min Tid, sætter jeg i dens Fremme min Lykke: da byder mig en Slags Selvopholdelsespligt at tilintetgjøre Angreb SIDE: 157 derimod; og endelig, færdes jeg desaarsag imellem saadanne Folk, hos hvem jeg for Sagens Skyld, for at give mine Opmuntringer til Maadelighed, Sædelighed og alle de Dyder, vort Lands baade Physiske og Politiske fortrinligen lærer, Kraft og Vægt maa have Tiltroe og Agtelse og ikke den blotte Velvillie, da er det Pligt at underrette Disse, hvoraf Mange læse dette Blad, om de Bag- vaskelser og Rænker, en enkelt Avindsmand anvender alene for at berøve mig disse Goder og uundværlige Midler til hiin Sags Fremme, saalænge jeg skal virke for den. Jeg skylder altsaa noget Høiere end mig Selv og mit Navn, som jeg veed sikkret for alskens deslige klavrende Forsøg, at rive Masken af et Menneske, der af al Evne, dog især ved hemmelige Midler, søger at standse mig paa ovenomtalte Vei; men idet jeg gjør det binder jeg mig til, for ikke at bebyrde Publicum med Vidtløftighed i en Sag, som dog kun har Interesse og Vigtighed for en Deel af Samme, at lægge Rænkerne for Dagen uden mere Bitterhed end der ligger i disses Aabenbarelse selv, og, ikke ind- blandende de Hevnyttringer, som angaae min Person eller mit Liv, saa kort og skeletterende som muligt, at fremstille alene deraf disse Avindsmandens Fremfærd, som have ovennævnte særegne Hensigt. Dette Menneske er Underretsprocurator i Aggershuus Amt J. O. Praem. Han vedgaaer sin Plan at være den: ved alle mulige Midler at bevirke at Undertegnede ikke skal faae Embede; og undlader ikke at forsikkre, at han er ganske sikker paa at faae denne Plan opfyldt, antydende derved, formeentlig ligesaa ugrun- det som dumdristigt, at han har høie Conspiranter med sig mod mig stakkels Candidat som vordende Supplicant. De Læsere, som værdige disse Linier Opmærksomhed, spørge formodentlig: hvad kan have fremført et saadant Had, en saa fjerntseende Hevn? Jeg vil oplyse herom saameget hellere som det kan afgive et Vidnesbyrd for den skjønne Tro, at selv de sletteste Handlinger og Hensigter have deres Kilde i oprørte Lidenskaber og ikke i den egentlige Ondskab, som alene hører Djævelen til! Min Fiende troer sig nemlig overbeviist om, at Undertegnede var Forfatter til et i Morgenbl. Nr. 268(?) 1829 indrykket Stykke, hvori en meget slet Borger- og Menneske- characteer var skildret, i hvilken han ligesaavist troer at gjen- kjende sin egen; og fordi Stykket fremkom ved Storthingsvalg- SIDE: 158 tiden, troer han, at Forfatterens Hensigt var, at gjøre Valgmæn- dene ved en sammenhængende Skildring bekjendte med alle Omstændigheder og Beskaffenheder ved ham som Valgcandidat -- kort, han troer, at har jeg forsøgt at tilintetgjøre Udsigterne for ham til at faa et Embede, saa er det billigt, at han gjør ligesaa ved mig. Denne Tanke kunde han ikke faae ud af sit Hoved, omendskjøndt jeg forud mundtlig havde erklæret ham, at jeg var overbeviist om, at han gjorde sig altfor sangvinske For- haabninger, naar han udlod sig med, "at det vel ikke kunde være saa umuligt, at han blev valgt for Aggershuus Amt; men, at han var vis derpaa, hvis han havde henhørt til Hedemarkens," ligesom jeg og gjorde ham opmærksom paa, at det almene Rygte om, at han var Forfatter til den saakaldte Rævbælg-Opsats, og om at hans Fortjenester uden Hæder nævnedes i Storthingsde- batterne, da han med Nød og Neppe naturaliseredes, ikke at tale om, at det var bekjendt hvorliden Agt og Kjærlighed han havde vidst at erhverve sig inden sin Embedskreds, maatte tilsammen være nok til at gjøre en fornuftig Mands Ønsker mere beskedne. Dette uagtet og uagtet jeg, da jeg saae Manden sat ud af sig selv over det formeentlige Portrait, med Beredvillighed, som vir- kelig Forfatter, erklærede ham, at det havde en almindelig og ingen særegen Tendents, kan han dog ikke begribe Andet, end at det virkelig er ham, og derfor samt vel fordi vi ellers hylde aldeles forskjellige Principer, af hvilke han dog ikke har ud- dannet andet end det, at gjøre sig sine Medborgere saa nyttige som muligt, kan han ikke Andet end hade og atter hade, og søge denne uædle Lidenskab mættet ved forskjellige Midler, af hvilke jeg, som de, der sigte til at skade mig som virkende for Almuevel og Almueoplysning, udpiller Følgende: 1) Han udspreder alskens opdigtede Letfærdigheder om mig; men da det ikke er ham nok at forplante Bagvaskelsen ved Tjeneres Tjenere, mundtlig Tradition og Skrift endog, som sendes bygd- imellem, saa 2) passer han paa af og til i offentlige Blade at udslænge nogle anonyme Linier, der ligeledes gaae ud paa at ødelægge mit Rygte. Saaledes t. Ex. skrev han i eet Blad 3 navnløse Opsatser, alle af lignende Indhold. Hvad vilde jeg vel kunne virke med al min Villie til Sædelig- heds og Maadeligheds Fremme, om Saadant vandt Tiltroe? SIDE: 159 Imidlertid har han dog, ved at vælge denne for et ungt Menne- ske, og især for en Theolog, hvis conditio sine qva non det er, saafremt han vil vorde Præst, forud at øve sig i at kunne vorde sin Menigheds Mønster, et Billed af Christus, ømmeste Side, bevirket den temmelig almindelige, men temmelig feilagtige Mening, at jeg er hvad man kalder en lystig Fætter. Men om de Bedste af disse hvad kan man sige? god Villie, men ingen Stadighed, nu og da et Glimt af Energi, men uden Vedholdenhed og kun fremkaldt af Lune ikke af Pligtfølelse. Hvor skadelige for min og vel Fleres end min Sag ere da ikke disse 2 første Led i Hans conseqvente Hevnsystem? eller rettere sagt: kunne være? thi jeg bliver dog meer og meer personlig kjendt med Mange, og veed heller ikke mere end eet Exempel paa, at de virkelig have foraarsaget saadan Skade. En Lensmand nemlig, af hvem Byg- den ventede, at han vilde indrette en Bogsamling, saasom Præ- sten ikke vilde, turde ikke befatte sig dermed, saasom en Op- muntringstale dertil var skreven af En, der var saa forfalden, at han ikke engang, tvertimod Majestætens Bud, kunde holde sig ædru den 17de Mai, og han vilde kun lægge sig ud med de "Store". (Maaskee dog Uddrag af Commissionsforhandlingerne ang. l7de Maisaffærerne 1829, hvori Statsraad Vogt har behandlet mig con amore har lært Hr. Lensmanden disse specialia.) 3) Han lægger alle de Hindringer, han kan, iveien for mine Be- stræbelser for en Forening til vor fælleds Hjembygds Vel -- et Sogneselskab, i Forbindelse med Selskabet for Norges Vel, der da, ligesom dette Sogns Bogsamling har været, skulde være Moder til lignende i angrændsende Bygder. -- Saaledes opfanger han mine Indbydelser og Bekjendtgjørelser desangaaende til Almuen, gjør, idet hans onde Hensigt mod mig tager hans servile Tænke- maade og hans Mangel paa Kjendskab til Aanden i Tidens sande Jurisprudence, for ikke at sige til Grundlovens, i sin Tjeneste, en heel Deel Ophævelser om det Oprørske i at kalde sine Medborgere sammen for at tales ved om en almeennyttig Gjenstand -- er- klærer f. Ex., at han er anmodet om at anstille Undersøgelse des- angaaende, uden at betænke, at han, ved en saadan Usandfær- dighed, som jeg har faaet Oplysning om at denne er, let kan udsætte Authoriteter for Miskjendelse. Dette Sidste udsætter Han den højeste Authoritet endnu uforsvarligere for, idet Han 4) insinuerer til Denne eller privat til Enkelte af dens Med- SIDE: 160 lemmer enten selv eller ved Hjælpere, at mine Reiser, Samlinger og forskjellige Bestræbelser for Almuevel ikke ere andet end en Maske for politiske Stemplinger. Denne Mines Hovedvirkning skulde være at sprænge mit Navn som god loyal Unionsborger i Luften; men dens nærmeste enten at foraarsage mig Ubehageligheden af en decreteret Action, end- skjøndt en mindre forblindet, en mindre fra Sands og Samling bragt Hevnsyg maatte see disse Bestræbelsers Uskyld lagt for Dagen baade i Almueskrifterne og disse Bestræbelsers Følger, eller vel endnu heller den, at ved en saa omfattende og i det Hele paafaldende Anklage, hvilken man dog som saadan maatte forkaste, dog Noget af Mistroe, en liden Sky af Mistanke imod min borgerlige Characteer maatte blive hængende igjen hos Dem, i hvis Magt det staaer at fremme ovennævnte hans Hovedplan. Endskjøndt jeg er og bør være overbeviist om at Regjeringen vel veed at vurdere et saa dumdristigt og plumpt Forsøg paa at ville nedværdige den kongelige norske Regjering eller enkelte af dens ophøiede Medlemmer til at være et Redskab for en saa lav, privat Hevn, saa maa jeg dog tilstaae, at ingen af hans Midler har slaaet saa godt an, har virket saa nedslaaende paa min Enthusiasme for hiin Sag, som netop dette. Dog -- ligesom man føler sig lettet, ja stærkere efter at have skredet over Steen- muren, og nu seer de faste Høider for sig -- denne nedslaaende Følelse er gaaen over, efterat jeg nu i Sammenhæng seer de Hindringer, som lagde sig iveien, Denne oplagte Kabal-Række vil jeg ende med, at Han 5) udspreder, at jeg er en Forhaaner og Ringeagter af de be- staaende Troessætninger. Denne Bagvaskelse, ikke at være en Religionsven, ikke at være religieus naar ikke Messias Sanger, Opmuntringerne, An- viisningerne til Gudsfrygt i Almuehefterne gjælde Enhver, som behøver den, Enhver, som ikke hæver sig i aandelig Uddannelse over Massen: altsaa og Procuratoren Praem, hvem jeg tillige skjænker Beklagelsen over, at en Mand, der sørgede saa betids for at blive legemlig gammel, som Han, ikke tillige sørgede for sit Hjerte og sin Sjel. Bedre havde det været at udfeie de bittre Safter, som jeg, af Agtelse for en udødelig Sjel, troer indvir- kende paa hans Handlinger i Almindelighed med et saadant Herrevælde, at det sikkerlig kun i eller efter Dødsøieblikket vil SIDE: 161 være ham muligt at fælde derom noget klart, sædeligt Om- dømme. At vække denne Selverkjendelse og altsaa Forsoning imellem os før Døden, er det skjønneste Maal for disse Linier, ligesom det Vigtigste er, at ophæve de skadelige Følger min Fiendes Hevnanslag kunne have for min Virken paa Folket for dettes Vel. Modtager ved denne Leilighed min Tak og Bevidnelsen om min Høiagtelse alle I gode Medborgere, som havde mødt mig og ledt mig med Velvillie paa denne Vei, og som med Iver bestræbe Eder for at gjøre saamange af Norges Børn, Eders Daad og Tale rækker til, saa dydige og derved saa værdige til alle Goder og fremst iblandt disse til borgerlig Frihed som muligt, nedledende sand, sædelig, nyttig Oplysning til Folkemasserne, der indtil disse Aar forsømtes i alle Lande! December 1830. [fotnotemerke] Henr. Wergeland, Cand. Theol. Henrik Wergeland FOLKEBLADET No. 1. Tirsdag den 1ste Februar 1831. Der vil meer til at styre Plougefæst, end "Ho, vil du gaae!" til Hest. FOLKEBLADET Vi vide ikke at mønsternævne noget Land, der besidder et Blad, svarende aldeles til ovenanførte Navn; men kunne ikke troe Andet end at Englands og Amerikas Frihed, der er trængt belivende ind i enhver medborgerlig og offentlig Færd, og Op- lysning, der har naaet saaatsige Bunden af Folkemængden selv, ikke har været og ikke er saadanne Midler foruden, som sande Folkeblade, hvis Hovedmaal er: at lede statsborgerlig og almeen- menneskelig Oplysning ned til selve Mængden, til det egentlige Folk. Men Erkjendelsen af noget Godt behøver ikke Mønstere Fotnote: Lige fra den Tid har Ovensatte lagt færdig til at gjøres bekjendt. Alle- rede længe før den Tid havde jeg overtydet mig om, at jeg maatte gjøre dette Skridt. Men netop her i dette "maatte", i, at en Pligt mod mig og Andre bød mig det, ligger Grund nok for, at jeg ikke opsætter det Nedskrevnes Offent- liggjørelse til Procurator Praems Hjemkomst fra en Supplicantreise til Stockholm. SIDE: 162 for at udøve dette; og det vide vi, at saavel Statsforfatningen og Landets egen Beskaffenhed som bestaaende af afsondrede Bygdelag, som og det Trin af Oplysning og den Stræben efter denne, som udvikler sig hos mange af disses hæderlige Beboere gjør et norsk Folkeblad nødvendigt. Dog jevntmed Overtydelsen om Gavnligheden og Nødvendigheden af et Folkeblad for os Normænd, hvilken saa klarligen staaer os for Øine, at vi ikke længer dvæle med at udsende et saadant, teer sig ogsaa Vanske- ligheden i at kunne gjøre det til et sandt Folkeblad d. e. saaledes at kunne vedligeholde det i simpelformet Gehalt, at de Læsere, det nærmest er bestemt for, de nærende Stænder, maae erkjende, at de i det have et blad for Sig: et, der alene er skrevet for disses Behov. At Bladet, om endog et forøget Antal af Undertegnere tillod at udvide det, aldrig skal vige af fra denne Bestemmelse, aldrig aflade at betegne sig med Simpelhed, Sandhed og Kraft -- kort, aldrig høre op med at være et Folkeblad, herfor vil Bladets Be- styr af al Evne bestræbe sig. Men ikke alene paa Bestyrets redelige Villie og Kraft, som foreløbigen lægges for Dagen, idet Bladet sættes igang med saaliden Understøttelse, som den det endnu har, beroer dette Folkeblads Vedbliven som saadant; thi skal det vedblive med et Folkeblads eiendommelige Kraft, da maa det ogsaa, ligesom Folket selv, virke ved en Slags Masse- eller Antal-styrke -- med andre Ord: Mange maae holde det, at det virkeligen kan trænge ind til Folket. Opmuntring og Bevæggrund hertil, til at undertegne sig som et Folkeblads Læser, som Fremhjælper af et Taleredskab for Folkevel og Folkeoplysning -- disse Begreber, som i vore Dages Begivenheder fremtræde af Hjerterne med vældige Fordringer -- finder vel Enhver, hvem disse Menneskehedens vigtigste An- liggender, Fædrelandssind og Borgeraand ligger paa Hjerte i oven saa løseligen omridsede Begreb om et Folkeblad, men forat dette vort norske Folkeblad kan naae hiin Ære, vi ovenanførte var nødvendig, forat det kan svare til sit Navn, at blive almeent, vil Bestyret af Bladet i Nedenanførendes oplyse, at det vil sørge forat opfylde de Betingelser, under hvilke det alene kan blive almeent, idet det vil gjøre Bladet saa omfattende og billigt, at det endog med Hensyn til de andre tildeels meget dyre Tidender, kan siges at være fordeelagtigt at holde Folkebladet. SIDE: 163 Skulde de ernærende Stænder, Borger og Bonde, Statens Styrke, og, naar de udviklede de aandige Kræfter, der i dem hidtil have dulgt sig velmeget, meest formaaende Stænder være uden et eget Redskab for deres Tanker og Daad? bevæge sig stumme i deres Sysler alene forat ernære sig og os Alle? -- Nei! derfor vil Folkebladet vorde: 1) et ubesmittet Meddelelsesredskab for Folkets Trang i enhver Henseende, for Borger til Borger. Skulde Norges Mænd paa deres Fremstræben med aandig og borgerlig Selvstændighed ikke kunne opmuntrende og belærende tilraabe hverandre, om de end sysle i fjerne eenskilte Samfund? -- Jo! Derfor vil Folkebladet vorde: 2) et Forbindelsesmiddel imellem fædrelandssindede Foreninger, f. Ex. Sognesamfundene og Bogsamlingerne, der hist og her i Bygderne oprettes. Skulde norsk Mand i fjerne Dal, der gjerne vil det, ikke vide, hvorledes det staaer til i Verden? -- Jo! derfor vil Folkebladet 3) meddele de vigtigste Tidens Begivenheder samt korteligen de vigtigere Øvrighedens Bekjendtgjørelser. Bladet er altsaa omfattende; thi det vil omhandle enhver Gjen- stand, som kan ansees vigtig for dets Hovedplan, som ovenfor er angivet. At Betalingen 1 Spd. Aargangen er usædvanlig billig, maa vel indrømmes, ligesom den og viser, at Bladet er beregnet paa et stort Antal Undertegnere, uden at derfor dets Bestyrere ville kunne berige sig; men alene for, som berørt, at kaldes med Sandhed, og virke som et Folkeblad. -- Her, brave, norske Bonde og Borger har Du da et Blad, som Du kan kalde udelukkende Dit, alene afpasset efter dit Krav og Behov! Gjengjeld dets Hilsen med Velvillie! Maa det end stundom, som Odins Ravnebud bære den mørke Alvors Farve, sanddru klinge dets Tunge, lysende Runer ryste det fra Vinge videnom i Dalene! Folkebladet udkommer engang ugentlig, hver Tirsdag fra Schiwes Prenterie, i nærværende Skikkelse; men udvides eller udkommer oftere, eftersom Flere tiltræde Undertegningen, uden at derfor Betalingen forøges. Saafremt en betydelig Postfrihed ikke ind- vilges, vil man ved Leilighed søge det fortbragt hvor dette kan SIDE: 164 skee, hvortil man haaber at enhver af Bladets Holdere, men især dets Besørgere i Stæderne ville være behjælpelige. Hvem disse Sidste ere skal bekjendtgjøres, naar Undertegningsplanerne ind- kaldes. Bidrag til Folkebladet indsendes postfrie eller afleveres, med Paaskrift: "til Folkebladet" i Schiwes Prenterie, hvorhos kun i Tilfælde, at de maae have Plads i Bladets faste Rubrik "Politie- vennen". Navnet maa opgives paa Indsender eller Forfatter, hvilket dog helligen skal forties. Ikkun Bekjendtgjørelser af Kjøb og Salg paa faste Eiendomme modtages til Indrykkelse mod nedsat Betaling. Ved Modtagelsen af 1ste No. i hver Fjerding- aargang erlægges Betalingen 30 ß til Indehaveren af Paategnings- listen, som velvilligen ikke vil undlade at indsende den samlet fra alle hans Paategnere til Folkebladets Bestyrelse i Christiania. Add. Boghandler Schiwe. Henrik Wergeland FÆDRELANDSSINDEDE FORENINGER Sidste Krig gav os ikke alene vor udvortes borgerlige Selv- stændighed; men syntes og, gjennem Nød og Qvide, at ville frem- tvinge en indvortes. Der opstod nemlig i enkelte Bygder Sogne- samfund og Foreninger, for at indskrænke Forbruget af fremmede Overdaadsting, for at ophjælpe Huusfliden, vaage over Maade- lighed i selskabelige Forlystelser o. a. dsl., saaledes som Kgl. Rescript til Christians Amt af 28 Juni 1814, om en af Froens Sogneselskab indgaaen, og af Almuen tiltraadt Forening til Over- daads Indskrænkning og Tarveligheds Fremme, viser i Froen at være skeet. Saa hæderlige Foreninger burde aldrig døe hen, men stedse uddanne sig mere, stedse finde Efterlignere; thi vi leve i en fortsat Krig med vor egen Sandselighed og Efter- abelsesdrift, med Tidsalderens overvægtige Hang til Overdaad, og alskens Flitter og Flatter [fotnotemerke] , og vi have end farligere Fiender Fotnote: Det er sikkerligen ingen Gjenstand, som fortjener stærkere at advares imod, end den Skat, som Udlændingen har vidst at paalægge det norske Folk ved Indførelsen af Alskens Manufactur Varer etc. Hvis et Folk vil være selv- stændigt, maa Selvstændigheden ei være en blot tom Lyd, men maa vise sig i Virkeligheden. Denne kan ikke finde Sted, saalænge man er afhængig i An- skaffelsen af Føde og Klæder, og i Henseende til Sidste skammer sig ved SIDE: 165 end i sidste Krig, i disse Sværme af Vestgöther og Handels- karle, der med broget Plagg, til Flag paa Alenstag bestorme vore Døre Nat og Dag. Disse Fiender af vort Fædrenelands Lykke og Rigdom have de brave Bygdinger af Søndre Oudalen med Kjækhed besluttet at slaae af Marken, alt som det viser sig af et Brev til Besty- relsen af dette Blad fra hæderlige Ole Dysterud, Forstander for den i f. A. sammesteds oprettede Sogne-Bogsamling: "Indtil vi faae Sogneselskab indrettet i Forbindelse med et, som jeg haaber, nærmere oprettendes Landhuusholdningsselskab, ere vi blevne enige om at forene med Præstegjeldets Læsesel- selskab et midlertidigt Sogneselskab, der nu i Julen er istand- bragt med Vedtagelse af følgende: l) Vi afgive 2de aarlige Møder, hvortil Tid og Sted nu forud er berammet, hvor Enhver efter Udkomme til Sogneselskabet yder sin Skjerv. 2) For Eftertiden skal ikke andre Klæder bruges end graat og sort Vadmel. 3) Ikke længere end een Dags Gilder og Forlystelser maa holdes af hvilketsomhelst Slags, hvortil ei maa bringes Fødevarer, eiheller bruges udenrigs Drikkevarer, undtagen Caffe og The (formodentlig for Fruentimmernes Skyld? bifaldes alligevel ikke. Best.Anm.). 4) Tjenernes Forpligtelser og Flyttetid bestemtes sikkrere end til- forn. De maa ikke lønnes med andet end med Penge. Fotnote: Landets egne Frembringelser. Landsmænd af den hæderlige Bondestand! Lader Eder nøies med de Klædestykker Eders Jordbund giver Matrialier til og Eders Qvinder virke. Søger at producere det dertil og i øvrigt til Livets Fornøden- heder Uundværlige, og bliver derved fri og uafhængige. Sandt nok, naar man seer vore Storembedsmænd og endel Officierer især Adjutant-Corpset, skulde man fristes til at spørge om de ere hidkomne fra Potosis Guldgruber? Sandt, at det gaaer med Luxus ligesom med en smitsom Sygdom. Fra oven af udbreder Luxus sig som en ødelæggende Feber ned ad; den Ene vil ei være ringere eller staae tilbage for den Anden, og Mangel samt deraf flydende Laster bliver Følgen. Und Embedsstanden og dens Efteraber i Luxus deres fade Pragt: Maaskee mange desuden troe sig nødte til at erstatte i det Udvortes, hvad de monne mangle i indvortes Gehalt. Red. Anm. SIDE: 166 5) Enhver Huusbond er nøie paalagt at have Opsyn med ulov- ligt Brændeviinssalg, og ikke at indtage Inderster paa sin Grund, medmindre Jord kan overlades til en Koes Fødsel, da han saaledes bliver Huusmand. 6) Regler fastsattes angaaende ulærte omvandrende Haandvær- kere -- Alt sigtende til Penges Besparelse og bedre Huusflid, og vedtaget under en Mulct af l0 Spd., det Halve til An- giveren, det andet Halve til Selskabets Fond, efter Afgjørelse paa de bestemte Møder med 2/3 Stemmer." -- Gak hen, og gjør ligesaa! bede vi af Hjertet. Henrik Wergeland BEKJENDTGJØRELSE Candidat Wergeland anmoder sine Venner om at samle Under- tegnere paa: "Levnets og Velfærdsviisdom, 5te Hefte for Almuen, 6 Ark stor." Prisen er 24 ß i raa Form, 28 ß indheftet. -- Un- dertegning modtages i Schiwes Boghandling. Henrik Wergeland FOLKEBLADET No. 2. Tirsdag den 8de Februar 1831. Normænd, priser Himlen! beder, at eders Fædres Kraft er evig-ung i Eder OM MAADELIGHEDS-SELSKABER Det har lykkets Bladets Bestyr at faae en udførligere Kund- skab om de saakaldte Maadelighedsselskaber, der have deres Udspring og især findes i Nordamerika, men dog inden føie Tid have udgrenet sig i Europa, end den løse Efterretning om disses Tilvær, der for en Tid siden fandtes i et af vore Blade. De gaae hovedsageligen ud paa at sætte Grændser for eller standse noget i dets skrækkelige Fremsteg Misbruget af stærke Drikke. I Nordamerika, den sande baade den religiøse og borgerlige Friheds Vugge og Hjem, hvor 12 Millioner i de frugtbareste l00,000 Qvadratmile store Lande med Sikkerhed og Lethed under SIDE: 167 stedse fremskridende Velstand styres af Folkets Kaarne og Disses Præsident, maatte det skee, at saa kraftige Forholdsregler mod dette Onde, der angriber Menneskeheden i dens Rod, toges som vi skulle høre: Det er blot faae Aar tilbage at en Præst i Staden Boston (Ly- man Beecher er hans Navn -- han fortjener vel at vorde nævnt) udgav 6 Prækener, hvori med troe og stærke Farver afmaledes Fordærveligheden af et umaadeligt Brug af berusende Drikke, de Ulykker, som deraf følge, samt Midlerne derimod. Disse Prækener vakte den største Opmærksomhed i Menigheden, især fordi de vare af et mere almeenforstaaeligt og paa det daglige Liv mere passende, og derfor desmere indtrængende Indhold, end dem man sædvanlig faaer at høre fra Lærestolen. -- Andre optoge samme Emne; og herfra stamme de første Foreninger til Maadeligheds Fremme. Hvorvel det ikke er længere end siden 1827, at den første Forening, kaldet "Maadeligheds-Venner" stiftedes, kan man dog bedømme Udstrækningen af disse For- eningers gode Virkninger og den forbausende Hastighed hvor- med de spredtes over hele Landet, heraf, at 2 Aar derefter, 1829 fandtes allerede 500 Samfund for Maadeligheds Fremme, bestaa- ende af Flere end 25,000 Medlemmer; og, at Flere end 100,000 have frasagt sig alt Brug af stærke Drikke. Det presbyterianske Religionssamfunds øverste Forstanderskab udfærdigede i Mai 1829, i mere end 2000 Menigheders Navn, et offentligt Taksigelsesskrift for alt det Gode, som Maadelighedsselskaberne allerede havde stiftet, opmuntrende derhos til yderligere at udbrede saa rosvær- dige Forsætter, som de at afsige sig alt Brug af berusende Drikke. Allerede da havde et stort Antal af Menigheder af alle Slags Troesbekjendelse ved fælleds Samtræde aflyst alt Brug af stærke Drikke; hvilke Foreninger tiltraadtes af 34 presbyterianske Stifter, 25 Compagnier Soldater, Officiererne ved 4 Regimenter, 10 læge- videnskabelige Selskaber, en stor Mængde Retskyndige, hvori- blandt alle Lovkyndige uden Undtagelse i to Forbundsstater for- uden mange Flere. Afsætningen paa stærke Drikke havde i nogle Stæder i disse 2 Aar nedmindsket til Halvten; ja i nogle andre endda mere. Mange Kjøbmænd udstrøg stærke Drikke af deres Vareliste; ja i en Flekke, hvor i 1827 10 Kroer fandtes, af hvilke i blot een aarligen uddrammedes ikke mindre end 12 Oxehoveder Brændeviin, fandtes Aar 1829 ikke en eneste Kro. Af et endnu SIDE: 168 glædeligere Indhold er Underrettelsen om disse Stiftelsers Fort- skriden og stedse mere udbredte Virkning. Staden Ny-York er Middelpunctet for Maadelighedsselskaberne i hele det nordame- rikanske Frivælde. Der udgiver Hovedforeningen siden Mai 1824 et Ugeblad, hvori Selskabets Udvikling meddeles. Stundom ud- sender det ogsaa, paa sin Bekostning, Reisende forat udbrede Kjendskab til Foreningens Tilvær og Maal, samt forat vinde nye Deeltagere. Dette har ogsaa lykkets i den Grad, at det oprinde- lige Selskab "Maadelighedens Venner" allerede har over 100,000 Medlemmer, og bestaaer af ikke mindre end 1002 Under- eller Bi-selskaber, hvoraf i Forbundsstaten Nyyork 300. FOLKEBLADET No. 3. Tirsdag den 15de Februar 1831. Blandt alle Pligter triner Kjærlighed til Hjem med strenge Alvorsminer ved Vuggen tidligst frem. Henrik Wergeland No. 4. Tirsdag den 22de Februar 1831. Galne Folk! Millioner til Krig? Skillinger til at opdrage Dig? [NOGET MERE OM MAADELIGHEDSSAMFUNDENE] En forhadt Sag bliver det altid at røre ved de Svagheder, hvoraf Ens eget Folk i det Hele lider, og saa meget mere unyt- tigt som disse Svagheder ere indgroede og ere for en Fleerhed blevne næsten kjære, og som den Dadlende enten er i Besid- delse af liden eller ingen Meningsanseelse eller ikke skjøtter om at vise, at han troer, han har nogen ved at navngive sig under sin Straffepræken. Men der et lønnende Behag i at kjæmpe for Sandheden, for ikke at sige, i at give sin Ærgrelse Luft, hvilken sandelig, uden grundet Anke over Ubillighed, kan komme i Kog, naar man seer Forfængelighed og Armod, Letsind og Elendighed, Overdaad og Ringeagt for alt Landets simple Eget, Dag for Dag at udbrede sig, voxe ind i hinanden og æde sig ind i et Folk, der baade af Naturen og Erfaringer synes at skulle opfostres og oplæres i, og henvises til den især Frivældet egne (republi- canske) Tarvelighed og Simpelhed, som ere de eneste Midler til SIDE: 169 Velstand og Lykke og en behagelig Følelse af en værdig Til- værelse. Advarsler, Beklagelser, enkelte Mønstre -- hvad ere de andet end de falske Udvexter af dødt Kjød i Kræftsaaret? Hvad ere de, naar de ikke engang kunne sættes iblandt Midlerne imod Onderne? Dog een Plads faae de: de ere ikke ødslede som Sukket i Vinden, saalænge een Nytte af en saadan offentlig Klage er mulig: den nemlig at udpege Midlerne imod Ondet. Naaer saadan Daddel ikke Æren at være en levende Leder og Fører, den naaer dog at være Milepælen. Som et Folke-Onde nævnede vi forleden det umaadelige Brug af berusende Drikke, og "Selskaber forat indskrænke dette d. e. Maadeligheds-Sam- fund" som Middel derimod. Ja, vi anbefale det snart som det eneste derimod, bestyrkende dette ved at meddele NOGET MERE OM MAADELIGHEDSSAMFUNDENE Det har været befrygtet, at en fuldkommen Afholdenhed fra et tilvant Brug af stærke Drikke skulde være skadelig for Helsen; men man har i Amerika med Opmærksomhed anstillet Under- søgelse over denne Opgave, hvorved det Modsatte fuldkommen er bleven beviist. Bekjendte Drankere t. Ex., som ere blevne satte i Fængsel, have ikke seet ringeste Skade paa deres Helse af en fuldkommen Afholdenhed; tvertimod de ere alle blevne friskere. Derimod er det en beviist Sandhed, at 3/4 af alle For- brydelser og af al den Fattigdom og Nød, som trykker de la- vere Classer ere foraarsagede af et umaadeligt Brug af Brænde- viin. Men der er et andet Misbrug af berusende Drikke, hvis Fordærvelighed er mere skjult, men derfor ikke mindre. Vi mene hermed den daarlige Skik ved enhver Leilighed at frembyde, ja paanøde "en Dram" som man siger. Ved alle Leiligheder vælger man denne farlige Mellemmand, saaat det endogsaa næsten er bleven en Høflighedssag at hilse paa ham noget inderligere end med et blot Kys. Skal Gjestfrihed eller Venskab lægges for Dagen -- flux hedder det: "en Dram! drik mig til!" Kommer man ind ad en Dør, flux: "en Dram, det er saa koldt." Skal man ind ad flere Døre, saa er hele Dagen forloren for bare Ar- tigheds Skyld. Vil man qvikke sig efter Anstrængelser, skal Kjøb eller Salg besegles, skal man afgjøre hvilkensomhelst Sag, vil man give En et Velvillighedsbeviis for gjorte Tjenester -- SIDE: 170 flux maa der drammes; ja kommer et Barn til selve Præsten med en Korg -- ogsaa en Dram. Skjænker Moderen Brændeviin, undlader hun sjelden at meddele sin Diende af den herlige Guds Gave, somom ikke den Drank, han suger af Brysterne, kunde være den lille Stakkar farlig nok. Skal Manden til Kirke, saa maa "Kirkesnapsen" frem! ja vel som oftest med -- kort Brænde- viinet er fremkunstlet og fremtvunget til at være en Nødvendig- hedsting, næsten ligesaa uundværlig som Vandet. Og dog kan det neppe kaldes saa for Den, der slider ilde tilskogs og tilfjords i Kulde og Væde, hvem Drammen dog langtfra misundes. Men naar skal dette overhaandtagende Misbrug standse -- dette, der har indtrængt sig fra Templet til Vuggen? Vor Tids Erfaring viser os ingen Grændser, idet den lader os see Brænderier i selve Hytterne, og at større deslige Anlæg nutildags ansees som et nødvendigt Atpaaslæng til en nogenledes betydelig Gaard -- et Huusvæsen, der finder veltalende og mægtige Forsvarere [fotnotemerke] . Vi maatte fortvivle, dersom vi ikke troede at burde grunde det Haab paa vor oplyste Tidsalder, at Denne, hvis Eftertanke især gaaer ud paa at rette Statsmanglerne, snart vil henlede almeent i ethvert Land, sin Opmærksomhed paa dette Folkeonde, vi her løseligen have skildret; Dette er begyndt, som vi have hørt, i et Land, hvor Statsmanglerne ere saa faae, at de ikke yde Folkets Eftertanke Sysselsættelse nok, nemlig i Amerika ved Maadelig- hedsselskaberne, til hvis Indstiftelse i vort Land vi opmuntre Folkevenner af Anseelse, men især retsindige Folkelærere. Der er ingen Grund til at de ikke skulle lykkes ligesaavel her som hist over Havet og i flere europæiske Lande; thi Nødvendigheden af saadanne Indskrænkninger er dog vel ligesaastor her? og skulde Fædrelandskjærlighed og den sædelige Styrke være mindre? De overordentlige Midler Amerikanerne have taget imod Mis- bruget vidner og om at dette har maattet være overordentligt, ligesom og Følgerne af deres kraftige Forholdsregler imod dette Onde, som truede med at udmarve og trælke dem, ligesom det Fotnote: Vi have saavel i en svensk Bog læst, som og af en fortræffelig Jord- bruger hørt bekræfte, at Dranken, som disse Brænderieforsvarere paaberaabe sig, som det fortrinligste Foer og Gjødningsmiddel, udøver næsten samme for- styrrende Virkning paa Dyrenes som paa Menneskenes Legeme. De blive smaae, løshuldige, tabe snart Tænderne, Tarmene blive skjøre, og dobbelt saamange Kalve kastes dødfødte af dem, som af andre Køer. SIDE: 171 havde gjort med Indianerne, da de brugte det som et Vaaben mod de stakkels Vilde, hvilke i Farlighed langt overgik disses forgiftede Pile. Henrik Wergeland FÆEDRELANDSSINDEDE FORENINGER (No.2). Fra Odelsmand Grinder har Bestyret modtaget Efterretning om, at i hans Hjembygd Fenstad, Annex til Store-Næs paa Øvre Romerige, er oprettet et Sognesamfund med Bogsamling, i hvilket, ved Samstevne i Januar "blandt flere Forslag, der kom paa Bane baade om Luxus og Oekonomie (Overdaad og Huusgavne) een- stemmig blev antaget, at der ikke under nogetsomhelst Paaskud skulde ved Gjæstebud eller Sammenkomster forbruges udenlandske Brændevine af hvad Navn nævnes kan." "Saaledes -- ender Beretningen -- "er der i denne lille Kreds af blot læge Mænd tændt en liden Glød, som vi haabe, af en Ild, der skal kaldes den værdige Offerlue for vor dyrebare, besvorne Grundlov." -- Bestyret kan forsikkre, at det er noget ædlere end Kjærlighed til den indfødte Finkel, som udtaler sig i Fenstadsogningernes udtalte Had til den udenlandske, ligesaalidt som Gjerrighed; thi de ere bekjendte som baade ædruelige og formuende Folk. Der staaer nu tilbage, saafremt det rygende Bæger endnu har mange skjulte Venner, der tænke paa en Modomveltning (speculere paa en Contrarevolution) enten at forædle Kornbrændevinet til en al- deles reen Spiritus, der i en saadan Skikkelse lader sig bruge uden Modbydelighed, eller ogsaa at gaae et Skridt videre d.e. -- afskaffe endog vort Brændeviin i selskabeligt Samqvem. Den ærværdige løvefodede Valbirkskande med det stærke brune Øl i, blive derimod evindelig staaende paa Bordet! Henrik Wergeland EFTERRETNING OM NORDLYS Morgenbladet 25. febr. 1831. Allerbedst som vi sad hersteds og drak en liden Dokter sam- men og slog Russer ihjel, kom Vagtmesteren ind, og sagde: "Det er just ligesom om Russer og Polakker skulde slaaes oppe i Himlen!" "Er du gal?" sagde jeg -- "Kors bevares," sagde Præ- sten -- "Det var som Fanden!" sagde Lensmanden. "Da vil jeg ønske, at Russen maa seire!" sagde Skriverfuldmægtigen, en mo- derne Jurist af den morgenstjernske Skole. Men hvorledes Pokker SIDE: 172 det var eller ikke, saa vilde Ingen af os forlade Dokteren og gaae ud. Derimod, efterat Juristen, der havde profiteret af den ved Universitetet for Tiden docerede Naturret, havde udbredt sig i Contractretten (ved hvilken Leilighed han, blot ved fripo- stigt nok at conjugere norske Verber paa Latin, satte Pastoren Beter i Latin, saa at Klokkeren af Forskrækkelse drak en heel Dokter ud paa engang) og havde dømt Polakkerne i corporlig Straf og Sagens Omkostninger, saasom de havde brudt Con- tracten, og endelig havde ladet os komme til Orde: saa, efterat Lensmanden havde sagt, at det maatte være Skodde, som var kommen ibrand -- Præsten, at det maatte være Helvedes Luer, som i Aften slog saa høit -- Klokkeren, at det maatte være hvad Præsten sagde -- Vagtmesteren, at det maatte enten være hvad han før havde sagt, eller den himmelske Generalfeldtmarschal von Gabriel eller Gabrielskys pallietterte Purpurtunic og Rust- ning, som nu hængtes ud at luftes før han drager til Jorden -- Juristen, at han havde vigtigere Sager at tænke paa (exempli gratia, sagde han, Morten skal iovermorgen dømmes paa Sla- veriet, saa vist, som han sidder her, fordi han har skrevet en Ansøgning for en Ven, der ikke har lært at skrive -- her har- kede Præsten -- ), end at indstevne alle disse og tusinde andre Hypotheser for sin Domstol -- og efterat enhver af de plebeiiske Væggebisiddere havde med en betænkelig Mine sagt sin Mening, hvoriblandt ogsaa forekom, at man, for at undgaae senere Ho- vedbrud, skulde fare op i Veirlyset med en Luftballon og ned- tage i en Blære noget af Materien (hvilket dristige Forslag ind- skjødes under Hr. Pastor Galskjøts Authoritet, som støttende sig paa hans Theorie), samt efter at Præsten havde erklæret det for varmt og Nordenvind, Lensmanden det for koldt og Søndenvind o.s.v.: saa blev til Veirprotocollen dikteret: "Idag (Datum in blanco, saasom Almanakken var udlaant, og man ikke var enig om Dagen) blev ongefehr Klokken (in blanco, da Alles Uhre gik galt) seet (in blanco, formedelst Seernes Uenig- hed, og da man heller ikke var ude af Stuen, men drak Dokter). Temperaturen var ubestemt, saasom man heller ikke derom kunde komme til Enighed. Hvilken saaledes at være skeet, bevidnes under vor Haand og Segl. Y i X Præstegjeld. Datum ut supra. SIDE: 173 Standspersoner: Proprietair og Brændeviinsbrænder Skynæse. Lensmand og Brændeviinsbrænder Pantud. Klokker og Brændeviinsbrænder Kanikkelæse Vagtmester Hurraforbaronen, Eedsvoren Fuldmæg- m. p. P. m. p. P. tig m. m. [fotnotemerke] Flaabonde. Bønder og Brændeviinsbrændere: Krik! Krak! Godtaar! Drik! Drak! m. p. P. m. p. P. m. p. P. m. p. P. m. p. P. Godtaar! Tak! m. p. P. m. p. P. Henrik Wergeland FOLKEBLADET No. 5.Tirsdag den 1ste Marts 1831. Fremmed Ild er ei saa klar, som den Røg vi hjemme har. FÆDRELANDSSINDEDE FORENINGER I et senere Møde i Sogneselskabet i Fenstad, Annex til Store- Næs paa Øvre Romerige, blev besluttet: l) Justits-Departementet ansøges om at sætte i Udøvelse den kgl. Resolution af 10 Juli 1828, hvorved Chefen paabydes at gjøre Undersøgelses-Reiser, forat Samme kan undersøge ad- skillige Misligheder og Tvistigheder dersteds om Kongetienden. 2) Allehaande Gilder, saavel ved Begravelser som Bryllupper, maae ei holdes mere end een Dag. 3) De saakaldte Fønner og Skaalpenge afskaffes. I Trøgstad, Smaalehnenes Amt, bestaaer et Bygdeselskab af 150 Medlemmer, der have en Bogsamling i deres Midte, bestaa- ende af 200 No. Indretningen, af hvem Lieutenant J. M. Hals Fotnote: P. S. til Protocols. Paa Forlangende af Hr. Flaabonde bevidnes: at den Uregelmæssighed, at S. T. Hr. Flaabondes Navn findes sidst, kommer af, at Hr. Vagtmesteren ikke kunde bie til Hr. Flaabonde kom ind fra Svalen, hvor han var udkaldt af en Bonde, som imorgen skulde pantes, men bad om Henstand, hvorfor erlagdes til Hr. Flaabonde saameget som det Halve af Capitalen. Skynæse. SIDE: 174 har Fortjeneste, grundedes ved det temmelig betydelige Indskud 70 Spd., foruden at dens Fremme sikkredes ved bestemte aar- lige Bidrag. Bogsamlingens Bestyrelses pligtmæssige Bestræbelser for "at fremme gavnlig Oplysning i enhver Henseende" frem- hjælpes -- skrives der -- af en stedse voxende Lære- og Læse- lyst hos Almuen. Henrik Wergeland FOLKEBLADET No. 6. Tirsdag den 8de Marts 1831. I Alting er en Middelvei; Forstand den finder, Lidenskaber ei. TIL AGERSHUUS AMTS LANDHUUSHOLDNINGSSELSKABS BESTYR Idet Undertegnede giver sig Æren af at fremlægge for det høistærede Bestyr et Forslag hensigtende til at sætte Grændser for det overhaandtagende Betlerie og mangfoldige Armes Næ- ringsløshed, beder jeg de ædle Medborgere [fotnotemerke] ,jeg henvender mig til, mindre at lægge Mærke til, at det er en ung Uerfaren, der vover at gjøre Forslag, end dertil, at hine, allehaande Elen- digheder foraarsagende, Mangler virkelig ere fra Aar til Aar stegne til en Grad, der hos ethvert Medmenneske maa vække Medlidenhed, Uvillie, naar Lediggangen sees at vanke for Døren ligesaa ivrig, ja vel dristigere end den virkelige Nød, men især Tanker om hvorledes for største Delen og engang for alle dette Onde muligen kan afhjælpes. Det er intet nyt Middel, som herved anbefales saavel dette Amts Landhuusholdningsselskabs Bestyr som og Selskabet for Norges Vels Overbestyrs og enhver tænkende Medborgers Op- mærksomhed, saaat jeg bør troe, at en lignende Plan er maaskee, langt bedre begrundet og ordnet, falden Flere af Ovennævnte ind. Men flere forstandige Landsmænds Bifald, for hvem jeg fremsatte den, og deres enige Overbeviisning om, at det er paa høi Tid, at man saaatsige vækker Motion eller foraarsager de meest erfarne Medborgeres Undersøgelser over et saa magtpaa- liggende Emne, paalægger mig at forsøge Fremsættelsen af følgende Fotnote: Bestyrelsen bestaaer af Hædersmændene: Sorenskriver Borchsenius, Provst Juell i Sørum og Capt. Mariboe. SIDE: 175 FORSLAG, HENSIGTENDE TIL AT AFHJÆLPE BETLERIET OG NÆRINGSLØSHEDEN: A. Amtets Landhuusholdningsselskabs Bestyrelse udarbeider en Indbydelse med nøiere udviklet Forslag til en Arbeidsanstalts Oprettelse enten i hvert af Amtets Fogderier, i hvert af deres Midte omtrent, for Fogderiets Trængende eller fælleds for et Par Præstegjeld, eller i hvert Præstegjeld, til alene dets Fattiges For- sørgelse Vinteren over indtil den Tid, da man kan antage at alle Hænder kunne sysselsættes hos Jorddyrkeren. Jeg tillader mig nogle Bemærkninger herved: 1) Denne Indbydelse og Forslaget trykkes og inden Midsom- mer bringes den saameget som mueligt til Bygdingernes Kund- skab, hvorhos den tillige indrykkes i forskjellige Tidender, og bør den gaae ud paa, at foreslaae Indretningerne grundede ved paalignet Kornbidrag af hver skyldsat Eiendom. -- 2) Denne Paa- ligning overlades de for hvert Sogn ved det første i denne Sag afholdendes Almeenmøde fritvalgte Mænd, der, mod at cautionere for Bidragenes ordentlige Levering, fritages selv for Bidrag, og sørge for, efter første i det Hele taget gode Høst, at indfordre Bidragene, besørge Auction afholdt over Kornformuen, og straks derefter Bygningen opført, samt alt Behøvendes anskaffet. Det vil staae til Ligningsmændene at gaae ind eller ei paa de Tilbud som maatte gjøres istedetfor Kornbidrag t. Ex. at levere aarlig af Gaarden Veed eller ved Bygningens Opførelse Materialier o. s. v. 3) I de 2 første Aar leveres vel endnu et mindre Korn- bidrag til Indretningen, men efter den Tid tør man antage, at den vil kunne underholde sig selv -- Indretningen antager nemlig Vinteren over aldeles Væsenet af et Manufactur eller Fabrik, hvorifra ingen Green af Industrien udelukkes. -- 4) Den bestyres af en Værkmester, der tillige er Opsynsmand og lønnes ved Korn- bidrag af Bygderne. -- 5) Ikkun de Fattige, som beviislig ikke kunne erholde Arbeide uagtet al Umage, kunne efter Attest fra Sognepræsten og deres Fjerdingsmand, tillades at faae Plads i Indretningen, hvor foruden Føde, Varme og Seng, en liden Godt- gjørelse, saasnart Indretningens Casse taaler det, gives dem efter deres Arbeide, hvilken oplægges og alene anvendes til deres egen og Børns Klædning, der tilvirkes i Anstalten. -- 6) Betlere SIDE: 176 af Lediggang skulle kunne i afsondret Værelse og under Tvang indsættes, naar øvrigheden finder det forgodt. -- 7) Er Indret- ningen istandbragt, da opmuntres Almuen til at lade al Almisse for Dørene fare, men hellere skjænke Indretningen hvad de ville afsee. -- 8) Giver Indretningen Overskud (hvilket den som et- hvert andet Manufactur bør gjøre) da gaae dette til de i den deeltagende Sognes Skolekasser. Skulde det Begreb, de ærede Herrer kunne faae af denne Omridsning af en Fattigforsørgelsesindretning dog ikke afgive Grunde nok for at fremme det i ethvert af Amtets Fogderier, som en Begyndelse til at see lignende istandbragte over det hele Land, saa foreslaaes: B. Amtets Landhuusholdningsselskabs Bestyrelse gjør Sit til, at i Øvre Romerige istandbringes en saadan Anstalt, enten som en Prøveindretning eller, om Alle som kunde, ikke skulle ville bi- drage dertil men hellere taale Betleriet, da ved Enkeltes Actier, som en Gevindstanstalt. Eidsvold Præstegaard d. l9de Febr. 1831. Ærbødigst Henr.Wergeland. Cand. theol. Henrik Wergeland [OM KUNNGJØRELSER FRA SELSKABET FOR NORGES VEL] Da det neppe kan andet end indrømmes, at der kunde gives Omstændigheder da netop Norges Vel fordrede, at talrige Folke- forsamlinger kunde overalt hurtigen sammenkaldes af de anseede Mænd som ere kaldede til Formænd i Sognesamfundene -- da almindeligen taget Møderne i de i Forbindelse med det kgl. Sel- skab for Norges Vel staaende Sogneselskaber bør gjøres saa fuldtallige og Sammenkaldelser dertil altsaa lettes saameget som muligt -- da herfor kun maadeligen kan sørges aldeenstund Besørgelsen af Sognesamfundsforstandernes Indkaldelser og Be- kjendtgjørelser befordres kun ved Godtykket, og derfor ofte blive enten ganske liggende eller kun seent fremsendes: SIDE: 177 Saa anmodes den ærede Bestyrelse at gjøre Sit for at bevirke, at Selskabet for Norges Vel for sine Sognesamfund erhverver den Ret: at Sognesamfundets Formandskab kan uden Godtgjørelse til Lensmanden, hos denne fordre sine Bekjendtgjørelser og Ind- kaldelser baade oplæste fra Kirkebakkerne og omsendte i Budstik- kapsel. Eidsvold Præstegaard d. 19de Febr. 1831. Ærbødigst Henr. Wergeland. Henrik Wergeland FÆDRELANDSSINDEDE FORENINGER Bogsamlingen i Søndre Oudalen grundlagdes 2den Pindsedag 1830 af imellem 20 og 30 Bønder, men bestaaer for Tiden af henimod 300 No., hvoraf mange ere givne, samt benyttes af hen- ved l00 Sambygdinger. Der finder en saadan Indretning Sted ved denne Sognebogsamling, at en Afdeling deraf findes nedlagt omtrent midt i hvert af Præstegjældets 3 Sogne, hvilke hvert Fjerdingaar ombyttes. Henrik Wergeland UDMÆRKEDE HAANDVÆRKERE AF BONDESTANDEN Huusmand Anders Pedersen Stormyren under Rønvold i Næs paa øvre Romerige fortrinlig Plougsmed. Gaardmand Amund Olsen Vesle-Fenstad sammesteds udmærket Uhrmager. Hans Nielsen Steenbakken og Gunder Knudsrud i Søndre Ou- dalen udmærkede Børsesmede. Huusmand Søren Sørensen Sæterstøen udmærket Snedker i Store Næs. Har tillige anlagt en betydelig Frugthave. Henrik Wergeland [OM NYE ORD I FOLKEBLADET] Nyeste Skilderie 10.mars 1831. Forsaavidt Indsenderen i Morgenbladets Bebreidelse til Folke- bladet, at det indfører nye og uvante Ord, angaaer Folkebladets Bestyr, da maa Undertegnede vedgaae, at Bebreidelsen alene rammer Ham, som Den, der alene heri har gjort sig skyldig i de SIDE: 178 Stykker, han pligtmæssigen som Bestyrer af den Deel af Bladet, der angaaer Efterretninger om allehaande fædrelandssindede For- eninger, Industrie o.s.v., deri har ladet indrykke. Hensigten og Aanden i denne Bladets Deel giver nemlig fortrinlig Anledning til at virkeliggjøre denne Yndlingstanke: igjen at ophjælpe og be- rige vort under det danske Herretryk mishandlede og udplyndrede Sprog, ved at øse saavel af Fædrenes som af det nuværende herlige Almuesprog. Et saadant Foretags Nytsame falder idet- mindste Den i Øine, der føler Trangen til et rigt Sprog, saaat ikke Tankerne nødes at bevæge sig indenfor snevre gottschedisk- badenske afmaalte Gjænger, -- og Den der ærgrer sig over, at vort Sprog er saa armt, da det dog efter sine store Grund- træk, hvilke formede sig under det digteriske, frie Old, og som fremskinne iblandt Andet i vort nuværende Maals Beqvemhed til Sammensætninger: burde være saa rigt -- samt Den, der seer, at en ogsaa i Sprog selvstændig Literatur er det sikreste Pant og Mærke paa et Folks borgerlige Selvstændighed, og at vort Sprog, vort Skriftsprog (thi, vilde vi ikke abe efter og gjøre os til: d. e. "danske", saa var dette vort Talesprog) egner sig fuld- kommen til at indtage en særegen Plads midtimellem det Svenske og Danske, ved hvilket Mellemled omsider vilde bevirkes, at de 3 gothiske Folkeslags Literatur udbredte sig og læstes med Lethed i hvert af Rigerne. Til sligt Storraad kan da Folkebladets lille Lap ikkun gjøre lidet; men Anslaget selv bør dog ikke tabes af Sigte, men uafbrudt bør man bidrage til dets Fremme hvad man kan; og derfor ikke aflade at fremføre nye og atter nye Ord, skjøndt blot som Forslag; thi da først, naar Mænd af viden- skabelig Anseelse bifalde ved Brug af dem, ere de optagne i Sproget. Skulle de vinde denne Borgerret, da maae de visse- ligen aldrig være fremmede for Sprogets Aand; men ligesaalidet maae de forkastes fordi man eier et Ligebetydende. Den første Feil er der neppe ved Folkebladets "mønsternævne" d. e. anføre som Exempel, og altsaa er Bebreidelsen for dette Ord ubeføiet, ligesaalidt som "Prenterie" bør forkastes, fordi "Bogtrykkerie" siger det Samme. "Mønsternævne" og "prente" have idetmindste det Fortrin, at de i eet Ord udtrykke hvad man ellers behøver flere til. "Bestyr" er valgt istedet for det slæbende "Bestyrelse" eller det fremmede Ord "Redaction". Hvor vante til fremmede Ord vi Unorsktalende end ere, saa ere de dog uvante for den SIDE: 179 største Deel af selve Folket [fotnotemerke] , saa at det ogsaa gjælder om dem, at man meget vel kan sætte dem norske Ord ved Siden, uden at gaae Folkesproget (det hvorefter Skriftsproget skal danne sig) for nær. At have flere norske paa det Nærmeste enstydige Ord skader dog vel heller ikke? For den store (maaskee l/l0) Deel af Folket, som hemmelig eller aabenbar spilder Tiden med at rime, vil ethvert nyt Ord, enhver "else" eller "skab" som kommer bort, være en reen Vinding; thi hvormange "Smerter" vil man ikke paa en pyntelig Maade kunne undgaae? hvormange "Hjerter" spare? hvormange "Kroner, Thro- ner, Zoner, Hjerteslag o.s.v." kan man da ikke spare paa en Fødselsdag, da man kan faae Qvalmer nok desforuden af Alt det man i "Enthousiasmen" jager i sig i Pligtgjæstebudene? hvor- meget det end kan passe sig for Tidens danske Muse, hvem det mildere Climat tillader at klæde sig endog i en Bomuldstøiskjole, saa tynd og udjasket som nogen af Ulkegadens Mammesellers, at besynge den raske Bondeungdom om Sommermorgenen, i de gamle Toner saaledes: "Første Morgenstraales hulde Glands, dig møder Pigen med Kjærmindekrands o. s. v. o. s. v." saa vilde det dog være en behagelig Afvexling istedetfor slige Vers, hvori Klokken idetmindste er l0, og det paa en lummer- heed Kjøbenhavnsk Formiddag, endskjøndt der t. Ex. loves en frisk Morgen besjungen, at give os nogle, hvori Klokken kuns er 4 eller hvori man idetmindste føler lidt af den norske Morgen- luftnings ejendommelige Svale -- med andre Ord: lad Sproget beriges med norske Ord, og, istedetfor hiin fremmede Stads- Pjoske, skal man da ogsaa tee os den norske Sangmøe i det baade stærkfarvede og (som Luften fordrer det til Fjelds) stærk- vævede og nette Fjeldgjente-Værkensskjørt, som er hende eien- dommeligt. Man skal, uden at det skurrer i Ørene, høre hende til Langlegen besynge hiin Gjenstand i sligt norsk Maal omtrent: Vaarsol, som er saa vakker og vak, skulde du finde ei Gjenta i Stak? glaame i Stua, se Guten i Sengen? Pusta' 'an Ola: 'an Ola er paa Engen. Fotnote: En Bonde spurgte mig saaledes hvad "Gehalt" (see Folkbl. No. 1) vilde sige? Jeg maatte skamme mig, da jeg sandelig intet reennorsk Ord kunde finde, der tydeligen kunde gjengive Begrebet. SIDE: 180 -- Det er ligesaameget Folkets som Landets Natur, der skal leve i Sproget og give det dets Tone. Selv Christianias Omegn er for ophøiet til at man ikke kan andet end at forundre sig over det Sprogslask, hvori man der søler sine Tunger, oplært deri af et Nationaltheater(!) hvor man ligesaasnart kunde begaae den Buk at spye midt paa Skuepladsen, som der at lade et norsk Ord falde, men især i dette ubegribelige Verden-beherskende, som kaldes "Tonen". Hvorledes skal da Ringerikingen, Mjøsboeren, og alle Dølerne kunne være fornøiede med et Sprog, der er at betragte som det Tydskes Affald og som kan være ensformige Heders og fede Enges og disses langkitlede Dyrkeres Afpræg, og, hvor det skal opsvinge sig over det Dagligdagse, trænger til det latinske o. fl. d. Sprog? Dette gjælder i det Prosaiske -- hvormeget mere i det Poetiske da? -- Literaturen, som den nu er, vannorsker os. Sproget er i en Gjæring. Men norske Mænds forenede Bestræbelser ville i denne Henseende fremhjælpe til Modenhed i l0 Aar hvad Tiden ellers vil fremmodne i l00. Levvel, gode Normand! Henr.Wergeland. Henrik Wergeland FOLKEBLADET No. 9. Tirsdag den 29de Marts 1831. Gruus er kun Gruus, var det end af Salems Mure og Zions Huus. [OM DET POLSKE OPRØR] (Det er unægtelig en høist mærkværdig Kamp som føres imel- lem 4 og 57 Millioner Mennesker, mellem en Flok af Helte som vove Alt: Liv, Lemmer og Velfærd, for at gjenvinde deres dem frarøvede Frihed og Uafhængighed i Kampen med et uden al Sammenligning større Antal af Europas tappreste og meest øvede Krigsfolk, kommanderede af En af Nutidens største Feldtherrer. Polakkerne kunne ligge under i den ulige Kamp, det er vel end- ogsaa rimeligt, at de tilsidst ville gjøre det, dersom Gud ikke vil have det anderledes, men de have allerede viist en saa over- ordentlig Tapperhed, at deres Undergang vil blive liig Sparta- nernes fordum ved Thermopylæ. "Vi ville ende," sagde nylig grev Svidzinski i Regjeringskamret, "som vi have begyndt. Er SIDE: 181 Døden os bestemt, da vil det blive den skjønneste og hæder- fuldeste, men selv vor Død vil ikke blive uhævnet, thi ingen For- brydelse vorder ustraffet i denne eller hiin Verden, hvor vi atter skulle see hinanden." Man har i Warschau beredt sig paa en Dødskamp; thi man har erfaret, at det er den russiske Keisers Plan, at gjøre det overvundne Polen til en Provinds af det Rus- siske Rige, at forjage en stor Deel af Indbyggerne til de ube- boede nogaiske Stepper i det sydlige Rusland, og derimod at anlægge store russiske Militairkolonier i Polens meest frugtbare Egne. Saaledes, skrives der fra Warschau: vil Keiseren af Rus- land hævne sig paa os og der er intet andet Valg tilbage end: Kamp paa Liv og Død! Seier og Frihed, eller Slaverie og Undergang! [fotnotemerke] ) Henrik Wergeland [OM PROCURATOR PRAEM] Morgenbladet 15. april 1831. Paa en Gjennemreise træffer jeg Procurator Praems Tilsvar til mit i Februar d. A. i Morgenbladet Indrykkede om hans skurke- mæssige Fremfærd imod mig, og har da blot Tid til at forsikkre Publicum, at ved min Hjemkomst skal denne Forbryder mod Stat og Menneskehed stemples som fortjent. Christiania, den 14de April 1831. Henr.Wergeland. Cand. Theol. FOLKEBLADET No. 12. Tirsdag den 19de April 1831. Da Adam grov, og Eva spandt hvor fandtes da en Adelsmand? Fotnote: Folkebladet kan ei afholde sig fra at tænke paa det gamle Ordsprog "det angaaer ogsaa dig, naar din Naboes Væg brænder." SIDE: 182 [EPIGRAM] Morgenbladet 28. april 1831. Du siger, ei du raser, naar du spiller. Men "har du raset eller skal du rase?" er en forstandig, hollandsk Phrase; og det er klart, du raser, naar du skriver, Miller. S. S. Henrik Wergeland FOLKEBLADET No. 14. Tirsdag den 3die Mai 1831. Ydmyghed skyldes alene Gud, mod Andre er den skjændig Tribut. [INDSENDT OM SKUESPILLER MILLER OG 17.MAI] Det er en sørgelig Erfaring, at selv Mænd af udmærkede For- tjenester ofte ere udsatte for Skumleres lumske Angreb. Saaledes har en Person der kalder sig Miller, for nogen Tid siden i Morgen- bladet med mageløs Frækhed søgt at fordunkle den velfortjente Hæder, Hr. Baron Wedel Jarlsberg har indlagt sig ved sin i Af- fairen paa Christiania Torv den 17de Mai 1829 udøvede Helte- daad, ved paa en haanende Maade at omtale 17de Mais Helte, hvorved umuligt kan forstaaes Andre, end høibemeldte Hr. Baron og Consorter, da ingen Anden paa denne Dag har udøvet nogen Daad, der kunde gjøre ham fortjent til Navnet Helt. Dog Hr. Baronen kan rolig hvile paa sine Laurbær, og med ædel Stolthed foragte slige Vittighedsjægeres flaue Spot; thi neppe gives der nogen Egn i Norges Land, hvor man ei, naar man hører det uforglemmelige Navn Wedel-Jarlsberg nævne, begeistret udbryder: Lyksaligt er det Land, Lyksalig er den Bye, lyksaligt er det Herred, Som eier slig en Mand! No. 15. Tirsdag den 10de Mai 1831. I Dag mig, i Morgen Dig, ): Hver Djævel raser sin Tid. SIDE: 183 Henrik Wergeland No. 16. Tirsdag den 17de Mai 1831. 1) Det er en Slaves usle Trøst: sin egen Vee paa Millioner Brødres Aasyn prentet see. 2) Indunder det Scepter er godt at boe, hvor rundtom et Folks Fingre sig snoe. Folkebladet ønsker til Lykke med Dagen! Glædelig Fest! OM FORHOLDET TIL SVERIGE Uvittige og, vi bør haabe, snarere uvidende end ondskabsfulde Svenske komme af og til fremstikkende med Skrifter og Tidende- stykker, hvori Norges Forhold til Sverige aldeles miskjendes og fremstilles saa bagvendt, at man kunde fristes til at forlade sin Skaansomhed i Omdømmet, og erklære det med Vilje, mod bedre Vidende gjort. Dog Feilene ere saa grove, at de snarere vække Latter end Uvillie. Latter faaer saaledes den Rector, der (se et Skilderie af Christiania og Stockh.) i den Geographie, han smurte sammen til sin kjære Ungdoms Veiledning til Sandhed og Kund- skab, omtaler Norge som Sveriges Provinds, ja sammenregner Norges Folkemængde til Sverigs, begyndende fra 1801; men Uvil- lien falder paa det svenske Underviisningsvæsens Forstandere, som tillade, at saa vrange Begreber indprentes den svenske Ung- dom igjennem Skolebøgerne. Disse kunne idetmindste, i Fore- ning med de vanslægtede Normænd, som i Sverige stræbe at udslette ethvert Spor af at de høre her hjemme og saaledes t. Ex. som Nedskriveren hørte en Major og Ridder af den kgl. svenske Sværdorden forsøgte paa i Stockholm, jammerligen nok prøve paa at spække deres Sprog med svenske Ord og Talemaader, udrette temmelig meget, ja vel Alt hvad disse Folk ønske isaa- henseende, dersom ikke i Sverige selv et oplyst og frisindet Partie bekjæmpede slige Midler. Da vi ligesaa oprigtigen hade ethvert Nationalhad, som foragte ethvert Forsøg, det være ved fornærmelige Yttringer i Skrifter og Blade imod vore Statsindretninger eller imod hele Nationen eller ved Sandheden og Norge krænkende, historiske Fremstil- linger fra svensk Side, som skulde kunne bevirke, at den ene af de for Tiden forenede Nationer fattede ringere eller hadeful- dere Tanker til den anden: saa er det kun, fordi vi kunne ud- pille nogle Beviser for norsk Fædrelandssind og Heltemod af en svensk Bog, der ellers indeholder paa en for Norge og Sandheden SIDE: 184 krænkende Maade, Fremstillinger af Begivenheder imellem begge Rigerne, at vi befatte os med den. Da denne Bog "Kronprindsen af Sverrig, Carl Johans Feldttog 1813 og 14, Stockholm 1815 hos Directeur, kongel. Feldtbogtrykker Sohm" gaaer ud paa at løse dette ordret oversatte Spørgsmaal: "Hvad var den egentlige Aar- sag til at den svenske Armee, under 1814 Aars Feldtog, inden kortere Tid erobrede (erøfrade) hele Norge, end Carl den 12te anvendte forat fremtrænge nogle Miil": saa seer man, at For- fatteren, forat give dette lumpne Smigrerie i Sammenstillingen Vægt, maa hæve de nærværende Normænd og nedsætte 1814 Aars, og altsaa fremkomme med Beviser for de Hindringer, der gjorde Carl 12tes Indfald saa meget uheldigere end Carl Johans og som især maatte findes i daværende Normænds sedlige Kræfter. Han gaaer ogsaa længere hen i Tiden, omtaler flere Træk, der geraade fordums Normænd til Ære, og som vi troe mindre be- kjendte i vort eget Hjem. Vi nedsætte dem derfor. Det ene af de to i svensk Sold staaende scotske Seiecorps førtes af en Oberst Munkhaven til Sverrig, medens det andet under Sinclar fandt sit Maal blandt Dale-Gudbrands Klipper. Dets Skjæbne fortælles nøiere saaledes: "Borgerne i Throndhjem joge ved Blokhuse Skotterne skyndsomst tilbage, da de stevnede didhen. De krydsede da udenfor i Fjorden, fangede Fiskere, som de tvang til at lodse sig i Land nordenfor Throndhjem. Almuen opfordrede forgjæves (den jydske) Steen Bille, Lensbefalingsmand dersteds til at anføre. Skotterne vovede dog ikke at indtage nogen fast Stilling, men trak sig hærjende igjennem Herjedalen til Jæmtland, hvor de naaedes af de norske Bønder, som for- fulgte dem og hevnede sig ved et stort Nederlag". "Da Carl den 12te stod i Norge, vare neppe Grændsefæstnin- gerne forsynede med Mandskab; Krigsgrejer og Fetalje manglede, og Cassen var kun 200 Rdlr. Men 10,000 Bønder samlede sig ihast, og tilbøde sig; men man maatte aftakke dem, formedelst hine Mangler. Medens Garnisonen paa Agershuus tappert for- svarede sig, bevæbnede Almuen sig deromkring og ihjelslog en- hver Svenske, som vovede at sætte Foden indenfore deres Skove og Dale. Carl lod gribe Nogle af disse Bønder, formanede dem til Roe, og lovede Enhver, som vilde holde sig rolig hjemme, en Ducat. Men hvor smaae Partier viste sig, bleve de enten ned- huggede (nedgjorde) eller udleverede til Armeen. Nu fattedes SIDE: 185 det djærve Beslut, at samle hele Hæren og Almuen og kringsætte Carl; og, da Magazinerne i Moss gik forlorne, trak han sig til- bage fra Landet". "Da Svenskerne indtrængte i Frederikshald under Carl 12te, havde en Pige Betænksomhed nok til at fornagle Kanonerne i Havnen og kaste Kuglerne i Søen". Videre fortælles, at flere smaae Corps under Carl den 12tes Feldttog, afsendtes til Kongs- berg, af hvilke Løvens, der fik sin Ende paa Ringeriget var det største, men at de "uppnåde knappt halfva Vågen, innan de voro nedgjorde". Saaledes besvares hiint Bogens Spørgsmaal ved at fremhæve Datidens Normænd og nedsætte disse Tiders, omendskjøndt dette skeer mere med Hensyn til deres sedlige Egenskaber end til deres Modstandskræfter, hvilket viser sig i følgende ligeledes ordgrantoversatte Fortsættelse af ovenanførte Bogens Sætning: "Med Kjendskab hertil maa man tilstaae, at Norges Erobring maaskee er det sværeste og ærefuldeste af alle de lysende Fore- tag, som udmærke Kronprindsen af Sverigs militaire Bane. Han saae den norske Nation, forledet, forvildet fra sine Pligter og sit sande Velfærd". Er det ikke søte Broderkys vi faae, Godtfolk? Sligt Broder- skab bliver vel varmt. Paa den østlige Grændse kan desaarsag ingen Marsovne bestaae. Paa den østlige Grænds? -- endnu et Par Aar maaske kan man saavidt see, at der har været en Grændse i gamle Dage mellem Norge og Sverige; men nu groer Skoven lystig iveiret; thi den Mellemtid er bleven lang, som Loven bestemmer at være imellem hver Rigsgrændsens Ophug- ning. Gothenborgernes Favntag er dog det inderligste; thi de drikke Skaalen: "Lefve Sverige og Norrige, vort Fädernesland!" Men det er dog rimeligt, at denne Skaal er udbragt af Sam- smelteren Borgemester Ekstrøm under Bordet. -- Forundrer Eder dog ikke over alt Dette, I, som have tælt Kuglehullerne i Svenske- stuen i Norderhougs Præstegaard! I, som have besøgt Krogskoven og Lier-moen og Matrand, og hørt Lougen bruse forbi Kringen! I, som med en let Gysen have ilet over den "blaa-Myra!" og I, der have sørget paa Sarpsborgs og Storhammers Ruiner! For- undrer Eder ikke herover; thi det var Samme som at undre sig over, at der findes Daarer imellem 2 1/2 Millioner Mennesker. SIDE: 186 De formaae ikke at betage os Agtelsen for det hæderdækte svenske Folk; men ikkun at gjøre os mere vake paa vor Post for Norges Selvstændighed, saaat ikke atter de tvende stormodige Nordens Folk, Gothestammens Hovedgrene, skulle -- om de end hver for sig udbrede sig under egen Himmel, vajende paa egen Rod -- brage isammen af den Storm, der engang susede over blaa-Myren og oppustede Anne Colbjørnsdatters Flammer mod Skyerne. Henrik Wergeland UDENLANDSKE EFTERRETNINGER Med Polakkernes Frihedskamp gaaer det fremdeles herligen. Deres Rækker rulle jublende mod Bugelven, det sidstsammen- makkede Kongerige Polens Grændse mod de voldeligen i Rusland indlemmede polske Fylker. Men denne Strøm bruser ikke mere fiendtligen igjennem Landet; thi dens østlige Bredder skjælve under Beboernes Opraab til Afrysten af det russiske Aag, lige- som allerede deres vestlige Frænder med saamegen Lykke have gjort. Medens den polske Hær under Skriznecki aldeles har kastet og forstyrret den russiske Hovedarmee, medens Himlens Velsignelse lyser over de heltemodige Frihedskjæmperes Rækker og Seieren ligesom dens Gjenskin paa Jorden, rødmer foran deres Front, saa hvine Frihøvdingen Dvernickis titusinde Klinger og alle de, ved hans Seierssteg i Oprør satte vestlige Fylkers Ljar og Øxer, saa sortner alskens Dødsot bag de forstyrrede russiske Rækker, der ogsaa møde Døden i de østersøiske Fylker. Henrik Wergeland FOLKEBLADET No. 17. Tirsdag den 24de Mai 1831. Drot, om du end Jarler øiner for din Fod, Drot, hvor er din Styrke, naar Folket er imod? [OM 17. MAI I EIDSVOLL] Neppe feiredes sidstleden 17de Mai skjønnere end i Eidsvold. Det norske Banner og Salver mærkede alt fra Daggry Stedet, en over Vormen ophøiet Flade med en henrivende Udsigt, hvor de fri Odelsmænd samledes Kl. 5 Eftermiddag, efterat de hver i sit Hjem havde givet Tyendet Frihed, trods den travle Aann. SIDE: 187 En stor Baad nærmer sig paa den deilige Vormen . . den fører et stort norsk Flag, og fyrer værre end en Sørøver . . . man hører Musik over Vandet . . . Det er Odelsmænd fra Nabo- sognet Store Næs, som gjæste Eidsvoldingerne; men det er deres Odelsbaarne, som i et Chor af 6 Klarinetter, Gongon og Tromme, spille og synge Nationalsangen og Parisienne. Henimod 50 vare de egentligen Deeltagende i Festen, der inden kort, da Baalene og Tjæretønderne begyndte at blusse og Gjenter og Gutter fra Bygden samledes sammen til "17de Mais-leiken," beværtedes og toge paa at dandse, viste sig aldeles som Folkefest. Der manglede hverken paa værdige og skjønne Skaaler, der udbragtes under Norbanneret med passende Sange, skjøn Musik, Skud- og Jubel- hilsener, eller paa andre Træk, der vidnede om en værdig An- skuelse af Festen, Almeenaand, Fædrelandssind, Frisind og Dan- nelse, endskjøndt (hvilket falder en god Deel "Proprietariusser" utroeligt) de Alle, paa et Par nær, baade kom fra Ploven og gik, da 18de Maisol lyste høit paa Himlen, med det høitaflagte Løfte, stedse at feire Dagen, atter til Ploven. Henrik Wergeland FOLKEBLADET No. 18. Tirsdag den 31te Mai 1831. Der er en Djævel som "Lunkenhed" heder -- god Sags Forræder. EN BESYNDERLIG OVERTROE Forleden kom en Mand til Indsenderen og anbetroede ham med den betænkeligste Mine, at han førte en Kone med sig, forat forskaffe hende Trøst, da hun næsten var bleven gal af den skrækkeligste Frygt for en fæl Skjebne, der forestod hendes Barn. Konen traadte hulkende ind, og fortalte, at hendes 11 -- 12 Aars Søn havde, som han ved Grundsæt-Markedsleite betlede i Landsveien, af et Par aldrende Handelsmænd fra en af Smaa- stæderne faaet det Tilbud at følge med dem hjem, hvor de da skulde sørge vel for ham, hvilket baade Barnet selv og dets Forældre havde med Tak og Velsignelse taget imod. "Jeg troede ham i gode Hænder -- fortalte Konen under stigende Fortviv- lelse -- men, Gud hjælpe mig! nu kommer der en halvvoxen SIDE: 188 Dreng fra samme Sted og fortæller, at man vil gjøre med ham som der er gjort før med Smaagutter, nemlig at man holder paa at fede ham op, for siden at sælge ham til Tyrken til Føde." Indsenderen helbredede Konen med Latter, omendskjøndt hverken hendes eller Mandens Frygt gav sig pludselig; thi de vedbleve længe at paastaae Sandheden af denne almindelige Overtroe, der ogsaa tegner den smukke tyrkiske Menneskeæt, hvortil netop vi Gother selv høre, i uvidende Bønders Indbildning med Svinehoveder paa -- Menneskefigurer under Navn af Tryne- tyrker, der især finder Behag i christent Kjød. Hiin Overtroe, at virkelig nogle give sig af med at tilføre ham slig Proviant, er vist nok en Gjenerindring om Hollændernes og andre sydlige Havfarende Nationers voldsomme Matrospresning eller Kjøb af Mennesker, der for det meste opoffredes i de indiske Colonier. Henrik Wergeland BOLIVAR (Af Hr. de Pradt). Alm. norsk Maanedsskrift mars 1831 (utkommet i begynnelsen av juni). Maae vi søge Trøst i Amerika for det, som vi i Europa see tildrage sig, og, hvad værre er, erfare og fornemme? Imedens denne Verdensdeel paa en bedrøvelig Maade vrider og vaander sig imellem sit gamle Barbarie og sin nye Oplysning; imedens angstfuldt- omkringsigskuende Regjeringer snart skride fremad, snart tilbage, stundom tilkalde, stundom frastøde Civilisationen; imedens de ønske at besidde denne i dens materielle Virkninger, men forkaste den i dens moralske Resultater, som ere dem ube- hagelige, og saaledes stræbe at kløve det Udelelige, imedens det ene Partie endnu fører sin urimelige forældede Tale om Rettig- heder, indrømmede af Gud, og det Andet lader høre det stolte, høitravende Sprog, som tilhører de menneskelige Samfunds gamle Beherskerinde, og derved viser sig som Samfundslivets Fiende, og ligesom ubekjendt med vor Tids Aand, som dog fra alle Sider alligevel omgiver det; imedens man i Europa sysselsætter sig dermed -- ikke at læmpe Monarcherne efter en sand Samfunds- orden, men denne virkelig sociale Orden, efter den saakaldte monarchiske, som er en fra Climat til Climat, fra Folk til Folk, fra Sekel til Sekel foranderlig Indretning, savnende al uundværlig SIDE: 189 Elementartypus, og, (da Alt, som ikke formaaer at fremvise et himmelsk Udspring, haandgribeligen udleder sig fra Mennesker, thi et Magtens tredie Udspring kjendes ikke) tydeligen heelt og holdent hørende til Antallet af menneskelige Institutioner, værende deraf blot en Variant; -- med eet Ord sagt, imedens en Solfor- mørkelse nathyller Europas Horizont, modtage vi fra Amerika et Dokument, som Minerva selv synes at have forfattet; Fenelon er det, som taler, som vi troe at høre. Det er hans Aand, som lever i denne Kundgjørelse, angaaende det Brug, man emner at gjøre af Magten og af Seieren. Bolivar siger (da Peru, af Ham befriet fra det spanske Volds- herredømme, i høieste Grad utaksomt, erklærer ham Krig): "Intet Gevær skal løses af Os, ikke engang til vort eget Forsvar, før- end vi have reclameret vore ubestridelige Rettigheder, vort Taal- mod er blevet udtømt, og vi tvungne til en anden Handlemaade. Paa det Inderligste skulle vi bede de Beseirede om Fred. Dette skal vorde vor Hævn. Inden denne Forsamlings Skjød skulle Raad holdes over alle eders Interesser; og indbyrdes enige skulle I danne en ny Regjering, kraftig nok til at opretholde Columbiens Frihed og Selvstændighed." I, som læse dette Brudstykke, siger, om ikke Det, som Fenelon til en Fyrstes Underviisning dicterede, er af et republikansk Overhoved blevet virkeliggjort, og om ikke det, som saa frugt- løst bliver i europæisk Jord udsaaet, behøver at overflyttes i den Amerikanske, for at bære Frugt? Her seer man endelig Mag- tens Brug og Krigens slet indskrænkede efter en sand Menneske- ligheds Grundsætninger; her seer man at Mennesket, ikke uden Fortrydelse, udgyder sin Broders Blod med den eneste Und- tagelse, naar han nødes til at forsvare sig. I, som bedække Jor- den med Soldater, for inden Landet at være Undertrykkere, uden Landet Angribere, læser eders Dom i denne for Menneskeslægten desværre altfor nye Lovbog! Og I, som anklage Bolivar, som den, der med List stræber efter den høieste Magt og sukker efter Diademet, hvad ville I nu sige? Er hans Sammenkaldelse af et Nationalkonvent ogsaa blot et af Ærgjerrighedens Foretagender? Vi stakkars Europæere, som maale Verden efter den snevre Kreds, inden hvilken vi røre os, kunne endnu ikke kaste vort Øie paa en Throne, uden deraf at forblindes. Det blendede Blik fastloddes til disse Throner, som efter vort ringe Begreb, udgjøre SIDE: 190 Maalet for al menneskelig Lyksalighed, til hvis Opnaaelse intet Offer er for dyrebart, ingen Møie for stor imod Belønningen. Velan! begriber da, at Fædrenelandets og Menneskehedens Tak- nemmelighed udgjør for den store Patriot den eneste, isandhed høieste Throne, og at paa hele Jordkloden ere ikke Alle Crom- weller og Don Migueler. Ved sin Mildhed har Bolivar lært at indsee, at der findes et bedre Middel, end Bøddelblokker til at afvæbne sine Fiender og adsplitte Sammensværgelser. Ved sit Maadehold imod det uskjønsomme, udfordrende Folk har han beviist, at man fremfor alt Andet bør spare Menneskeblod, ved sin patriotiske Uegennyttighed har han ophøiet Titelen: Borger høit over alle andre, og dette ligesaa lykkeligt som selve Washing- ton. Hvo kan miskjende vor Tidsalders største Mand i Bolivar -- Ham, som paa saa mange Maader krones af den sande Ære? Dolken kan naae ham; thi Forrædere findes overalt. Men en Bane, som Hans, trues ikke at ende paa St.Helena. Det er i Sandhed en Kilde af Trøst og oplivende Mod for Sindet, som ved saa mange Optrin i Europa, maa føle sig nedtrykt, at syssel- sætte sig med et Levnets Løb, hvis Formaal er saa reent, saa uegennyttigt, for Menneskehed og Fædreland saa gavnligt, sig selv saa tro, og saa lærerigt for alle dem, som stræbe efter Magt. Man aander atter frit ved Skuet af denne Tavle, som fremstiller Alt, som kan opløfte Sjelen og trøste Hjertet. Jevnfører Dette med Europas Tildragelser! Jevnfører med denne oplyste og humane Fremskriden 1814's Hændelser; det, som foranledigede og fulgte paa den 20de Marts; den pyrenæiske Halvøes Skræk- scener; den kongelige Ægteskabsproces i London; Anfald paa de neapolitanske og spanske Nationer af dem, som de aldrig for- ulempede, ved hvilken Vaabenvold de atter underkastedes et Blyspiir og et Jernspiir; Løfters og Eders Vanhelligelse overalt; den guddommelige Retfærdighed i Spanien baseret paa Bøddel- blokker; hvorledes de sønderslides, hvis Fader man kalder sig; Bempostas frække Udaad; Jesuiternes Udflugter; Aristokratiets fiendske Anstrængelser imod Civilisationen; Præsteskabet atter installeret i sin behørige Andeel i Statsstyrelsen; bundløs Ufor- stand; Staters Tømmer anbetroede i Udyrs Kløer; og -- for at trykke et Indsegl paa alt dette -- Thronerne, som saa ængst- ligen hænge fast ved Legitimitets-begrebet, med saa stor Haard- hed, møde ethvert Angreb paa dette, og alligevel gjøre sig al SIDE: 191 Umage forat kunne finde en aaben Dør, hvorigjennem de paa "legitim" Maade kunne indføre Don Miguel i Kongernes Kreds ligesom om Thronernes Ære derved kunde sikkres, at Sporene efter alle mulige blodige Forbrydelser tilhylledes af Purpuret, og at man udrydder til sidste Mand Vidnerne dertil. I, vor Frem- tids tacitanske Historikere, bereder eders Pensler, river eders Farver; Emner skulle I ikke savne til eders Malerier. SATIREN (En Birkeqvist af Farcen "Ordnerne" i Phantasmen "Løier i Holyrood" af Siful Sifadda). Nyeste Skilderie 5. juni 1831. (Anm. Exkongen af Frankrigs maitre de plaisir omringet af en Hob af Ex- kongens Creditorer. Deriblandt en saakaldet Poet). Poeten. Mig skylder Kongen for en skjøn Geburtsdagssang, hvor jeg Enthousiasme saa dristigen fingerte, foruden andet Skjønt, som ikke existerte, at, da Avisen ud mit Carmen trompeterte, paa hveren Patriot forbauset Øret hang som Æselets i Slud. Betænk, hvad Sligt dog koster, at faae af Intet frem et saa uhyre Foster! (Maitre trækker paa Skuldrene). -- Min Digterild er slukt; men Hevnens tænder Du, (ha visseligen, den er hedere endnu!) hvis ei min Digterild du nærer med en Styver. Men gjør Du, jeg fremdeles underdanigst lyver. Maitre. Monsjeur, af slige Folk der nok paa Gaden gaaer. Poeten. Hvem synger, troer I vel, som ei Betaling faaer? Jeg spaaer paa eders Fest en Taushed som i Graven, naar Fuglen sukker, (den, som sang saa Vel i Haven: "ak, Digterilden slukt!" SIDE: 192 En Stemme. Hos Dig den tændt ei var; men Avind er den hele Lue, Jan, du har. Du slæber Aske fra de Andres Arnesteder, og puster, og tilsidst en usel Klump du smeder. Poeten. Ha! Folket mig imod? Den Røst for Skud er frie. Vel, Folkets Fiender, Jydens, være mit Partie! Naar jeg ham smiggret har, han mig igjen basunet, jeg af Basunens Gab høitover Hjempaulunet mig svinger som en Ørn -- da, Folk, forbauset glan! Jeg daler meer ei ned, saasandt jeg heder Jan! Stemmen. En Ørn blier aldrig af en Gjøgeunge dunet. Poeten. . . Forgjæves glaner du: midt i dit dumme Øie jeg falde la'er en Klat af Kalk ifra det Høie. Gnid da dit Øie, Folk, og spørg med Taarer: "kom det ei fra den Poet, vi lod saa haanligt om?" Stemmen. Det hendes aldrig, Jan; thi i dit Rede alt dit spæde Duun er af saamange Klatter qvalt, at, var en Luftballon endog din tomme Kroe, blandt Høns og Gjæs, paa Jorden Du maa Dig slaae til Roe. Poeten. Herr Maitre de plaisir! hør ei paa disse Skoser! Den Folket hader, som formeget Kongen roser, som kalder Jubel leiede Trompeters Støi, og Dagen selv "velbaaren," maaskee endogsaa "høi." Men tro ei heller, at man Sligt for Intet digter! At lyve regnes ei blandt absolute Pligter; kun blandt betalte . . . Maitre. (trækker paa Skuldrene). Ak, Monsjeur, hvis hver en Løgn betales skulde, som blier sagt i saadant Døgn! -- SIDE: 193 Poeten. I glemmer, Ære eller Guld ved Alt maa vindes. Den Baggrund bagom hveren herlig Forgrund findes. Jeg seer vel grant, at jeg som Skjald ei Ære faaer. Da, se, en Daler er det Plaster, som maa bindes paa disse Saar, som Sandhed for Eders Skyld mig slaaer. I vil ei? Kjender I da ei de Muser -- ha! bort Muser! Gratier! -- men kjender I ei da de Furier med side, eddersvangre Bryster, dem jeg kan slippe løs saa ofte som jeg lyster? . . de Furier med Drageblik og Snogehaar? (hver Snog et Smædevers, I ventelig forstaaer) . . de Furier, som efter Piben min maae dandse Stemmen. Det gjør ei Furien, at Avind ei kan sandse. Ei usel Piben er Erinnys' Slangers Hvæs. Gorgonens Aasyn er ei hvertet opbragt Fjæs. Læg Mærke hertil, Jan: hvor ond man end kan være, saa naaer ei dagligt Vid Paul Aretinos Ære. En tirret Skjøges (Sligen er din Muse, Jan: hun boler med enhver elendig Kallifan) en tirret Skjøges Fagter og liderlige "Tvi" er ikke Furiens fæle, men høie Raserie. Din Skjøgemuses Opskjørt ei Furiens Gevandt er, vildtflagrende i en Galopfart paa en Panther. Helt bliver ikke altid en fortørnet Mand, saalidt som en Satyricus den ussle Bajas, Jan! Hvo raaber ofte: "hei! herfrem, og slaaer, Gorgoner!" har kun et Batterie fornaglede Kanoner. Frygt ei hans Lunte! frygt ei saadant Vredesblik! Frygt ei hans dumme Skraal! Han Ringen ikke fik, der maner Aander frem. Frygt ei i hver den Tale Et Verdenslyn -- hver Tale, som begynder: Ha! Satiren tidt slukøret man vender sig ifra, naar den ei kryddret er med salsum naturale. Det naturale, Jan, er just det Geniale. Ved kunstig Ild og Digl og chemiske Proces Du smelter det ei frem, men kun en fæl Absces, SIDE: 194 et Slagg, der kastes ud, saa, hvor det voxer, veed En, at der i Huset, ja just netop der, boer Smeden. Hvis ei saa en passant som Tyrier til Glas du kommer til det Salt: saa rør ei ved Satiren! Thi da en Mesters Haand behøves sær til Liren, naar Munden byder: "Streng, som Furiens Hugorm, ras!" Øl man forstaaer i Staden at byde uden Malt, Men byd ei en Satire frem, som mangler Salt! Den Skik, som Bryggeren troer, er reent af Mode falden, tør komme op igjen: at faae sit Kruus i Skallen. Man er kun et Genie, men aldrig man det blier. Er du det ei, saa kommer ikke Musen paa dit "hier!" thi Tryllescepteret dit mindste Smiiltræk hæver; frem styrter Furien af dit Haanblik af sig selv, thi det er Lynet af en himmelsk Retfærds "Skjælv!" Gorgonens Steentræk true om din Læbes Hvælv. Kun da Ærgjerrighed hos Støvet man forgjetter, ja om du Lauren paa dit eget Hoved sætter. Men er der Liv saa uselt som Liv, der lever af at tygge paa en Pen? Det Liv Du selv Dig gav, ei Skjebnen, som saatidt gav Skjalden Vand og Luften, der mavrer, blandes den endog med Laurbærduften. Men slikke paa en Pen, og tørre Spyttet ind til Edder! Bedre da at leve af en Vind. Vær heller Intet, Jan, end falske Rolle spille! En Maske slides op, men ikke Footes Træk, Skam dig ei ved dit Ansigt, men kast din Maske væk! Thi mærk: i Ondt som Godt det er ei nok at ville. Om Du vil Djævel være, saa tak din Gud, du fik til Satans Hjerte ei hans Hoveds skarpe Blik! Maitre. Hør det, Monsjeur! Poeten. Ha! (afsides) Tys! Jeg maa ei Reglen glemme: "Hvis du vil over dig de Andres Latter tæmme, SIDE: 195 vær selv den Første da, som høiest skoggerleer!" Slemt er det vel at lee, naar man vil græde heller; men værre Latter, som paa min Bekostning skeer. (høit) Hahaha! -- jeg leer -- haha! -- jo meer du skjelder, Du Navnløs-Trættekjær! Hvo er du! Hvo ei tør paa Opraab komme frem, er nødt at bruge Slør. Men Latter under Slør den skader ikke Øret. Hvormangen Dame leer vel ikke under Sløret af vrikkende Chapeau, ja af Gemalen; men hun kaster Sløret, er alvorlig flux igjen. Du loe vel bag dit Sløer; men Folket leer jo ikke. Det er et sikkert Tegn at ei din Piil kan stikke. Stemmen. Der en Satire er, som taaler ikke Latter. Thi den er Sandhed reen, ja idel Sandhed blot, og derfor kold og klar, ja uden Sky af Spot. Du trodser ikke den; thi den er Lynets Datter. Maitre. Hør det, Monsjeur! Poeten. Han krænker Satyr-Laugets Ret. Satyricusen har Tribunens Majestæt. Han selv ei røres maa. Hvad nytter det desuden? Meer tyk end hos de Andre er paa ham jo Huden? Dog, havde jeg dig fat, jeg flaaede reent dig af, og saa dig skjære Prygl paa nøgne Nerver gav. Det er: jeg Ære ei dig for en Styver levner: paa dit moralske Rygte jeg mig mordisk hevner: jeg skriver "Drukkenbolt," jeg skriver "til en Tyv," og tager om en Hoerkarl Motto af Peer Syv. Da kliner sig et Tvi i Sporet, hvor du gik! thi Qvintessencen du af en Satire fik. Sligt Dødsskud vover du ei reen Satire kalde? Hvo brygger bittrere, end Den, der brygger Galde? Kom frem da Hvo, som tør! Kom frem og faae et Klaps fra "Skurk og Tremarksmand" og nedad indtil "Laps!" SIDE: 196 Komfrem! komfrem! komfrem! -- Haloh! Nei, Ingen vover, Nu! vel Herr Maitre seer De hvem paa Laurbær sover? I hørte, at jeg vandt. Hvem gav det sidste Spark? Nu vee jer Herre! thi nu strømmer Galden over. I sorte Vover skal den skumme paa et Ark: -- en Parodie paa Hvad jeg skrev om jer Monark (gaaer). Exkongen. (fra Vindvet). Det var en arrig Mand. Skriftefader Jesuit. Gid Folket blot bestod af Skjalde! Flux det laae i Blæk om ei i Blod. Henrik Wergeland FOLKEBLADET No. 19. Tirsdag den 7de Juni 1831. Overtroens Vindøie, Hvad du seer, ei Lyset, men Nattens Veirblus er. [OM 17. MAI PÅ TOTEN OG I NANNESTAD] 17de Mai feiredes paa Toten som Folkefest [fotnotemerke] . Flere 100 Menne- sker vare forsamlede paa en skjøn Houg nær Gaarden Alfstad, hvor Aftenen tilbragtes om Glædesblussene med Musik, Dands, Skudhilsener og andre Tegn paa almeen Jubel. I Nannestad lykkedes det ogsaa et Par brave Medborgere at faae en Leik istand, som heller ikke skal have været liden. Ved et saadant Middel -- tør hænde 17de Mais-felen og Skaalhilse- nerne -- lykkes det maaskee snarest at vække den i dette vel- staaende Sogn temmelig almindeligen slumrende Almeenaand og Oplysningssands. Henrik Wergeland [I ANLEDNING AV EN INNSENDT ARTIKKEL OM MYRMALM] Bestyrets Anmærkning: Indsenderen af ovenstaaende -- en Østerdøl -- har berettet Bladets Bestyr, at, saavidt hans Kjendskab til Fædrelandet stræk- Fotnote: Sørgeligt at man uvilkaarlig maa undtage Embeds- og Propritærclassen fra dette Begreb. SIDE: 197 ker sig, findes denne ovenbeskrevne særdeles rige, gode og let- behandlelige Malm i den mest velsignede Mængde. Han paastaaer, at de flere Mile lange Skovmyre imellem Elvrum og Tryssild kunne forsyne det ganske Norge, uden at man forgreb sig i de første, ja i en lang Række af Aar paa Andet end nedraadnende Tømmer i de uudtømmelige Skove, der bedække disse Skov- myre, og som desuden ikke formedelst Beliggenheden kunne blive til nogen anden Nytte. Man bør troe, at den svære og vel i Forhold til den stigende Befolkning, det udvidede Agerbrug (der behøver en løbende Pengemasse), det stigende Borgersind (hvor- paa man ogsaa bør beregne og kan udstæde Millioner) samt den stedse mere følte Nødvendighed at gjøre sig uafhængig med Hensyn til andre Landes Frembringelser, uforsvarlige Pengemangel er den eneste Aarsag til at denne Velstandskilde ogsaa ligger ubenyttet. At dog det rette meddelende Borgersind mangler, viser sig vel ogsaa deri, at denne Mangel ikke endnu har bevirket Oprettelsen af særegne Banker, f. Ex. Stiftsbanker eller endog Amtsbanker. Pengemangelen er haardere for Norge end Korn- mangelen. FOLKEBLADET No. 20. Tirsdag den 14de Juni 1831. Lasten elsker sit eget lænkekrandste Billed: Trældom. Henrik Wergeland No. 21. Tirsdag den 21de Juni 1831. Skinhellige danne vor Munkeorden; men Himlen hædres ikke ved at haane Jorden. OPFINDELSER OG OPDAGELSER En nordamerikansk Mechaniker har forfærdiget et Orchester, sammensat af 42 Automater (kunstige, sig selv bevægende men- neskelige Figurer) hvilke udgjøre en Forening af alle til et fuld- stændigt Orchester hørende Dele. Med den beundringsværdigste Nøiagtighed behandler hver Figur sit Instrument: En spiller paa SIDE: 198 Violin, en Anden slaaer Paukerne o. s. v. og saaledes udføre de de sværeste Concertstykker. Kunstneren har havt svære Bud paa dette Mesterstykke; men han holder det endnu dyrere, ja ligeindtil 500,000 Dollars. En Franskmand har opfundet og forsøgt et andet og bedre Middel end Dykkerklokken til at opholde sig længere Tid under Vandet. Gjennem lange Rør underholder han nemlig Forbindel- sen med Luften. Saaledes nedsteg han tvende Gange, hvergang i 10 Minuter, paa Seines Flodbund, og afsaugede der et Træ- stykke. Hvilke Opdagelser vil man nu ikke kunne gjøre paa Hav- bunden? og hvilke Rigdomme ville ikke der kunne gjenfindes? En nordamerikansk Stjernekyndig paastaaer, at han igjennem et Fjernrør af ny Opfindelse har opdaget, at Solflekkerne hid- røre fra uhyre Sky- og Dunst-masser, som opstige fra de talrige ildsprudende Bjerge, som dette Verdenslegeme har i sit Skjød; og at Maanen er bedækt med evig Iis og Snee. Han anseer Maaneflekkerne for Gjenskin af dens Iishave, og de pyramide- formede Ophøininger, man seer i dens Midte for Topper af ud- slukkede ildsprudende Bjerge. Han bekræfter ligeledes, at den ingen Dunstkreds har. I Albany i de forenede nordamerikanske Stater skal omsider et perpetuum mobile (et stedse sig selv bevægende Kunstværk) være opfundet. Det skal udmærke sig ved stor Simpelhed, og sættes i Bevægelse af Luften, der, naar den er gaaen igjennem nogle smaae lodretsatte Gjemmer og fladejevntsatte Rør, kom- mer til at virke paa et Hjul, hvis Bevægelse vedvarer saalænge det, Kunstværket er gjort af, bestaaer. SIDE: 199 Henrik Wergeland FOLKEBLADET No. 22, Tirsdag den 28de Juni 1831. Bort, Fyrstebaand! du er en Kjæde fiin. Voldherskersmiil er Banrets røde Liin. Du er en Bolt, du Sværd med Portd'epée! Lænker om et Folk er hver Armee. AF ET BREV Saavidt min Erfaring strækker sig, er det særdeles paafaldende baade hvor stor Forskjel der kan være paa Almeenaand og Op- lysningssands imellem angrændsende Bygder (f. Ex. imellem Gran paa Hadeland og Toten paa den anden Side af Kjølvigen); ja imellem enkelte Grannlag i samme Bygd, som og hvorlidet af disse Statens ædle, belivende Kræfter, der findes overalt hos den saakaldte Proprietær- eller conditionerede Klasse. Hvor der findes Nogle af dette jammerlige Stormandsvælde, holder Bonden sig tilbage af Beskedenhed; og, hvor der findes Mange heraf, gaaer Alt istaa. Papaerne i saadanne Familier, hvoraf der findes altformange, spille 2 Skillings-Boston den ganske Vinter, og troe at have gjort noget Stort, om de (for Skams Skyld) have ind- meldt sig i Selskabet for Norges Vel. Mamaerne føre Sladder i Bygderne og ere tilligemed Døttrene for Bondeqvindfolket de faste Modetegninger, som fremlægges især paa Gallerierne i Kir- kerne til Afbenyttelse d. e. til Efterligning. Sønnerne slænge hjemme i det kjære Solskin, fiske lidt ud paa Eftermiddagen, gjæspe tidligt om Qvellen, øve sig tidligen i Elskovsdaad (skjøndt deres forherskende Lidenskab er den heftigste Afskye for Ploven eller det saakaldte Bondearbeid), samt fra Lørdag til Mandag i at ødelægge aldeles det nyttige Vildt ved den tøilesløseste Jagt. Døttrene (ligesaa blege som de jydske Maanedsroser hvormed de pynte deres Hjernekammere) søge ved alt i eet at omsye deres Bomuldskjoler, strikke Brystduge og Pulsvanter til Brødrene og ved at brodere nogle Strimler at faae Has paa den Kjedsom- hed, Ørkesløshed, qvindelige Længsler og mislykkede Forsøg paa at tilfredsstille dem, som fortære dem, lade deres Blomster gaae i Frøe, henvisnende under fremmede Musseliner, fordi en ung, rask og ferm, ja vel og formuende og dannet Bonde ikke tør opløfte sine Øine saa høit: til denne Himmel, hvor saamange Stjerner smægte. SIDE: 200 Hvilken fordærvet Natur! og hvor fordærvelig! Thi i hvor- mange Bygder veed jeg ikke, at hine Papaer (hvem gammelt Navn i Bygden, Vognheste, Karioler, Slægt, Titel eller blot By- byrd skaffer en latlig Anseelse) alene ved deres Dovenskab, stolte, uvidende Dorskhed og Hang til alskens dumme, men for- detmeste Vindesygen pirrende Forlystelser, have været til Hinder for Sogneselskabers betimelige Opkomst; og mon da -- naar der var et velindrettet Sognesamfund -- Hungersnøden skulde nærme sig og rase i Hjemstavnen? eller (naar bedre Mønstre ovenfra gaves) et saa ustyrligt Forfængeligheds-Hang tage Overhaand, at skinnende Sider bedække den fillede Serk og Maven, hvor Barkemelet og Halmstumperne gjære? Henrik Wergeland KARANTÆNETANKER (Et Brev fra Siful Sifadda, dateret Clara Maria -- Spithead 30 Juni 1831). Alm. Norsk Maanedsskrift 1832. Bekjæmp Ondt med Ondt: Karantæne-kjedsommelighed med Kjedsommeligheden af at skrive et Brev. Jeg vil gribe til denne homøopatiske Kuur, før min Ærgrelse virkeligen gaaer over i en Cholera eller i en Galdefeber -- noget jeg virkelig troer den truer med, saasom vi, efter 3 Ugers haard Overfart, nu lænkes her som Choleramistænkte midt uden for Ryde, hvorom Walter Scott siger, at Den, som engang har seet denne henrivende Egn, aldrig forglemmer den, hvorsomhelst han end siden omtumles til Klodens skjønneste Lande. Jeg har tænkt at svømme i Land; men -- den fordømte Karantæneskonnert ligger der med sine Kanoner, og blanke Marinere spadsere op og ned paa Dækket med lange Musketdonnere. Men jeg har Spithead, Codringtons Admiralskib, Flaaden -- dette rule Brittania-chart -- Portsmouth og the garden of England for mig. Min Interesse er saa levende, at jeg af en Slags glad Ondskab mod sig Selv vil sætte mig hen paa Spillet, bortræsonnere den, sprætte Hul paa denne Forbau- selses Blære, som truer med at voxe til det uhyre under stedse behageligere Kildren i sin Væxt, saa at den ikke, naar jeg ruller ind i Paris, hævende sig under høi, uvilkaarlig Skoggerlatter, strax skal løfte mig over de ubeseede Herligheder fra St. Denis- SIDE: 201 porten til Bicetre. Jeg vil sige hundredegange til mig Selv, hver- gang et emfatisk Forbauselses-Ah! truer med at springe frem: "Der er, der skeer intet Nyt under Solen". Beviset for dette forunderligt klingende og dog sande Ud- sagn ligger i det Selv. Det paafalder os, at noget Saadant, alle- rede i det, efter vort Begreb, tidlige salomoniske Aarhundrede, har kunnet blive paastaaet af en Viismand og med saadan Sand- hed. Hvilken Uddannelse, allerede da, forudsætter dette Udsagn ikke, og hvormange Beviser tilbyder ikke Historien for dets Sandhed! Se f. Ex. gamle Æsops Fabel om Frøskene, der for- langte en Konge af Zeus-guden; men, da han slyngede en Træ- bull ned til dem i Dammen, forat tjene dem til Konge: saa fore de vel, forskrækkede over Pladsket, tilbunds; men da Alt for- blev stille, saa stak de igjen op og begyndte at klavre op paa den uvirksomme Stubkonge, haanende baade den og Zeus, hvor- paa da denne, paa Anmodning om en ny Konge, sendte dem en Stork, som nu ret tyrannisk knebbrede Frøskene i sig, enten de sad i Mudderet eller svam forskrækkede om. Hvilken Række af historiske Erfaringer maa ikke i de før Æsops saakaldte mørke Alder henrundne Aarrækker have tilbudt sig Digteren, forat han kunde sammensætte dette saa uendeligen træffende, vore pra- lende, som alle Dage, skildrende Billede! -- Nationerne have sjelden undladt i deres Herskere at see enten Bull eller Stork; og de ville gjøre samme sørgelige Erfaringer ligeindtil de frabede sig baade Buller og Storker, og saa rense Dammen for alle de raadne bourbonske, habsburgske o. s. v. Thronbuller, som drive om der, og for alle de romanoffske o. s. v. Storkebeenrader og Heirekløer, som endnu klore fast i Mudderet. Kristendommens Sædelæresystem, som alle Aldre ville bøje sig for, fik jo ogsaa sin Tilblivelse i en Tidsalder, som man er vant til at troe uvidende og mere raa end vor; og dog byggedes dette af forlængst hensovnede Seklers Viisdom. De paa den Tid omtrent rasende filosofiske Stridigheder have til mange Tider gjentaget sig, og de gamle Filosofer tælle endnu sine Disciple, ligesaavel som de taabeligste og klogeste Kirkefædre sine. Endnu stampes der imod Braadene, endnu tilbedes Djævelen, og i de kristelig-katholske Templer dyrkes de gamle Italieneres og Andres hedenske Guder og Gudinder, vel under andre Navne, SIDE: 202 men med ligesaa ivrig en Afgudsdyrkelse; og disse gamle Folke- slags Guder vare atter en formeent Forbedring af endnu Ældres. Det er ogsaa en Sandhed, som alle de Stympere, der troe at kunne klavre paa Andres Skuldre til Digterkrandsen, ikke kunne afbevise, at Digtere have til enhver Tid været lige fortræffelige. Dette forudsætter ligesaavel en omtrent lige Beskaffenhed af den Verden, som omgav dem til enhver Tid, og som er det Hjul, hvorpaa deres Geniediamanter slibtes og slibes, som og omtrent lige medfødt Kraft, der, saa at sige, fordøjede deres Erfaring og Opfattelse af deres og forudgangne Tider, og som gjorde dem saa stærke som de vare. For de Lærde behøver man Ingen at nævne; dog vil jeg her fremsætte et Par østerlandske Tanke- blommer fra det 12te Aarhundrede, spørgende Lærd og Læg, om de ikke ere isandhed dyrebare og gyldne, og om de ikke forud- sætte allerede da en rigtudviklet Verden, Menneskekundskabens Høstmark, sandende hiint salomoniske Udsagn. "Dyd er guddommeligere end Forstand og Uskyld. Den kan du hitte igjen, endskjøndt den er tabt." (Fortræffeligt!) "Tvende Mennesker skal du elske fremfor Alle: Den, som gjorde Dig meget godt; Den, som Du gjorde meget Ondt!" "Din Hemmelighed er din Fange. Meddeel den, og du vorder Dens." "Øret er vort, -- Tungen Fremmedes." "Af Konger vorder Jorden dømt, af Vise Konger." "Vil du prøve den Takkende, unddrag ham dine Velgjerninger; da røber dig hans Hengivenhed den ægte -- hans Uvilje den uægte Taknemmelighed." "Omgaaes de Mægtige som Ilden, at Du ei, altfor fjern, skal fryse ihjel, og, altfor nær, brændes!" "Synder samle vi for os selv, Penge for vore Arvinger." "Daaren maa søge sin Dadler udenfor sig; Viismanden finder ham i sig selv." "Hvilke ere de bedste Bundsforvante? -- De Dødes Fornuft og de Levendes Kjærlighed." "Har man mere at fortie, end Hemmeligheder? -- Ogsaa, at man har nogle." "Tro er Stjernen fra det Høje -- Haab Diamanten fra Dybet -- og Naturens skjønneste Perle hedder Kjærlighed." Nu, berømte Tidens Vise, har nogensinde eders kneisende SIDE: 203 Kundskabstræ baaret saa søde, saa faste, saa perleskjønne Kjer- ner? Kunne I male med saa fagert et Guld en renere Viisdom? Hvor fremtraadte al Viisdoms, ja selv Kristendommens Aand sandere og klarere og skjønnere end i det første og sidste af disse Sprog, som ere skrevne paa et mørkt Aarhundredes Bund, for Evighederne, og som ikke skulle fornægtes i Himlene? Hvor feirer ikke Menneskekundskaben sin Triumf i disse Linier -- Vi see den selv stillesmilende at spille i det klare Øje under Tur- banen og at krøke sig i kloge Folder under denne Persers ær- værdige Skjæg -- han som levede midt imellem vore rullende Dage og hine Salomons, der nu ligge stive for os, som Mosaik- qvadraterne i Historiens Tempelgulv. Verden gik dengang lige- saalidt forbi den Haugedør, hvor hiin Perser strakte sig, uden at skatte Viisdom til ham, som den nu gjør det forbi ethvert klogt Øje paa et Torv, paa en Bro, i Folkeforsamlingerne, i Sørge- husene, i Glædessalene, ja forbi ethvert, som blot vogter paa den Enkelte, paa lette Træk, paa Ord, og som speider først og fremst i sine egne Dybder. Selv vore Aarhundreders Oplysnings sorte Port: Bogtrykker- presserne, siges jo længe tilforn at have staaet aabne i Kina. Og Araberne -- ikke at tale om den græske Ild og Thrand Fisi- liers Opfindelse under Erik Præstehader -- skulle jo have kjendt Krudtet længefør de europæiske Fyrster ved det første Kanon- skud ved Crecy udraabte: her er det menneskelige Snilles høit- klingende Sejerværk; thi heri har man fundet Middelet til at øde- lægge i eet Sekund, hvad der ikke kan gjenoprettes i mindre end en Menneskealder, og til at vinde den Sejer i eet Minut, som vi neppe vandt, efter at have pikket paa hverandres Harnisker fra Hanegal til Solefald; ja her i Kartoven er Cæsarens Herold; her i Lavetten Herredømmets Veiplov! Ja endog om vi indrømme, at vore Tider ere komne videre i det Mekaniske og i at lade adskilligt Nyt snurre sig under Solen: saa skede dette dog kun efterat de havde lagt sig paa de Ting med hele den fortvivlede Kraft af Ærgrelsen over at have spe- kuleret i det Oversandselige nogle Aarhundreder bort, uden at være kommen videre end det graae Olds Fædre. Og vi maa heller ikke glemme, at mange af Nutidens Kunster maaskee ere gjenopstandne fra Thebens, Memfis, Jerusalems, Ekbatanas, Athe- nens og Roms Ruiner. Hvad Statsmaskinerier betræffer, da ere SIDE: 204 vore oplyste Dages netop som de ældstes. Eller har Europa ikke sine assyriske og babyloniske Despotier, sin Ypperstepræstestat, sine Republiker, netop som de gamle, og med de samme Fæno- mener: -- Tvistighederne mellem de græske Smaarepublikers Land- og Byborgere, og de nuværende Sweitzeruroligheder -- Nebukadnezars og andre østerlandske Tyranners Sæd at om- flytte de Undertvungne i fjerne Provindser, og Czarens barbariske Pohlaktransporter ind i sit Rædselsriges Uhyre -- Karthago og Rom, og England og Frankrig -- den korcyræiske eller pelopon- nesiske Krig, og den nordamerikanske -- Satrapen Tissafernes, og Warzawskyen -- Rom, og Paris -- Cæsar, og Napoleon? -- og nu (kort, man kan gribe iblinde og iflæng og dog træffe paa lutter Kongruentser) ja nu: Heliogabalernes, Tiberernes, Sardana- palernes, Rehabeamernes, men ogsaa Timoleonernes, Makka- bæernes, Demosthenernes, Alcibiadernes Gjentagelser, i det Mang- foldige, og ikke alene i Ludvig den 15de, Filip den 2den, Carl den l0de, Ferdinand den 7de og i Bolivar, Epaminondas, Lafay- ette, Rotteck, Washington, Sheridan, Fox, Pitt, Guiche, Sigurd Slembidegn, Richard York osv. osv. osv.? Man tør paastaae: lad Demosthenes pludselig træde op i de Deputeredes Kammer, med den Dannelse og de Kundskaber, han tog med sig i Graven, og han skal fange Flaggermusen Dupin i sine Tordner, og det er forbi med Perriers langsomme Trælken og det skal han gjøre uden at støde an imod de øvrige Deputeredes Dannelse. Han vil maaskee noglegange raabe Zeus! Zeus!; men da skal ogsaa Zeus komme i sin Torden og med sine Lyn, længe før nogen Gud kommer efter noget "o mon Dieu! mon Dieu!" lad Timoleon komme, og han vil strax orientere sig: Han seer vel først hen til Sicilien, sin Hæders Høstmark; men saa iler han til Græken- land, og der bliver hverken af nogen tydsk Barnekonge eller nogen russisk Satrap! Lad Epaminondas komme . . . han seer en Garde-Revy ved Besançon, og har sat sig ind i sin egen In- fanterietaktik med de bajonet- eller landse-glimrende, uryggelige Karreer; han veed strax hvad han har at gjøre: over Germanien bevæge hans Qvadrater sig henmod Polen, og Tydskerne bølge efter som det brede Kjølvand efter Flydebatterierne, og høit- ovenpaa disse Bølger skvulpe de berlinske Pralerier som falskt Skum over det brølende Dyb. En historisk Paralel er forglemt, men som her optrækkes, da SIDE: 205 den har noget tiltrækkende ved sig, for Nedskriveren idetmindste, og da den klarligen viser, at Historien ikke er andet end Reka- pitulationer, saaledes at man næsten kan falde for Alvor paa, at Efterslægten vil indskrænke dens Studium til et enkelt Afsnit, naar den erfarer, at man evindelig lærer det Samme af den, og at den i sin Heelhed vil blive for vidtløftig for den menneske- lige, endog en mithridatisk Hukommelse. Denne Parallel er den, som lader sig optrække snorlige imellem den røde og hvide Roses, Birkebenernes, og de nuværende karlistiske og loyale Kampe. Samme Fænomener af samme Bevæggrunde; ja neppe er der Forskjel i Koloriten mellem disse Begivenheder. Men er Historien, som dog skulde synes at maatte være den mest for- anderlige Videnskab, kun som en evig eensformig Bølgen, uden at Stranden sees, hvorhen disse Vover bevæge sig, den ene vel stundom lidt højere og mere kruset end den anden, men dog alle støbte i samme Hvælvform og rullende een Vei, og uden at man -- hverken med kristeligt Øje, der kun seer 5000 Aar igjen- nem, og det selv med Doktorbriller, eller med et hinduisk, der med naturligt Klarsyn vil gjennembore 50,000ders Dynge -- kan skimte hvorifra de udrullede begyndende deres Eensformighed: hvorledes tør da nogen anden Videnskab fornægte hiin salomo- niske Dom? Filosofien ikke; thi den maa vel vide, at Plato og Aristoteles høre mellem dens Mestere, og at disse havde sine Mestere igjen. Theologien tør vel endnu mindre og vil det vel endnu mindre, saasom den gjerne vil tælle Ahner og reducere Alt tilbage under Nomadeteltet, til hvis Vise den sætter den yd- mygeste Stolthed i at appellere fra Nutidens berømteste Kathedre? Geografien? -- nu vel, det kan dog vel ikke kaldes nogen Nyhed at finde hvad der ligger, og har altid lagt under Solens Øje. Mathematiken og Mekaniken? -- Lader os sætte os under en af de uhyre Obelisker og udgrunde dette Spørgsmaal, samt hvor- lunde slige Masser reistes og hvorfor saamange ligge i Støvet, medens Mathematikere og Arkitekter klavre paa dem! Eller lader os fra en Pyramides Top -- ah! vi glemme Spørgsmaalet af For- bauselse og hellig Gysen; thi Isis staaer hos os med Stjernesløret og med Fingeren paa Munden, og nedenunder see vi Aljorden, og Keops'es svedende Trælle, og Ludvig den 14des dødtrætte Skarer arbeidende paa Marlys Vandværker, som hine paa Møris- SIDE: 206 søen, og paa Versaies-Pyramiden, hvorunder det gammelfranske Monarkie er begravet. Men jeg seer ligesom en i tre Afsatser deelt Kridklippe, som om hele den hvide engelske Kyst, fra Shakespeares Learscliff til Folkstone, bevægede sig henover Havet. Det er Caledonia, Ad- miralskibet of the blue, med sine tre -- fire Kanonportrækker, som braser forbi. Codrington er ombord. Der er navarinsk Luft i Seilene. Men bag efter det bruser det. Det er Northumber- land, Ørnen, som omsvævede Aquitanien og bortbar Napoleon, da han traadte ud i Verdenshavet. Og der gaaer en Kalkutta- farer, og der gaaer En til Kanada, og En til Nyholland; men Latter skingrer fra alle Tre Oceanets Bølgevælter imøde. Skibs- bygningskonsten, Navigationen, er den Tidsalderens Triumf? disse majestætiske Orlogsmænd og Handelsskibe, ere de det Nye, som Solen opdager? Er Kompasset den Ordensstjerne, den senere Tid brisker sig med for den forbausede Sol? Ak, den har seet det føniciske Kongeskib, det vandrende Tyrus; Den har seet Ar- gos gyldne Stavn gjennemskjære det graae Old, og med samme Mod stævne indigjennem Dardanellerne ud i det fiendtlige Hav, som nu disse Fjernfarere mellem Whigt og Portsmouth ud i Ka- nalen. Den har seet Fønicierne under Thule i livlig Handels- færden. Den har set Ormenlange, Ellida, Kars- og Mariesuden, og Jorsalafars silkeseilede, funklende Snekker. Den har seet Leif under Grønland og under Kanadas og Nyskotlands Kyster. Og Sydsøeøerne befolkedes ikke uden Skibe. Sæden nedreg- nedes ikke paa det deilige afsondrede Otaheiti, for at opblomstre i det første Par venlige Insulanere. Og i Siam og Pegu har man altid forstaaet at bygge Skibe, og Ceylons Cedrer have pløiet den indiske Bølge, før Portugiserne kom, Aartusinder førend Brit- terne forgiftede Luften om det hellige Benares uhyre Tempel- kolosser med deres Dragesnuften efter Guldet. Og Magneten paastaaes jo er kjendt fra Arildsold. -- Altsaa seer du heller ikke paa det prægtige Spithead noget Nyt, gode Sol. Alle Viden- skaber ere Opstandelser eller Foryngelser. Kun den guddomme- lige Poesie fødes fra Nyt, og Solen har seet nye Laurer i Ho- mers, i Sofokles, Æskylos's, Ovids, Horatses, Calderons, Shake- speares, Schillers, Byrons, Eddas gamle Forfatters, og i hiin Persers Krands, plukket i Ghulistan. Den travle Rørelse i Havnen siger mig, at jeg er i Naviga- SIDE: 207 tionsaktens Fødeland. I dette Politikens Mesterstykke saae dog Solen noget Nyt? Jasaa! Slaae op i vore Sagablade og find der, at vor gjæve Hakon den 7de Magnussøn har ogsaa skrevet Hansestæderne en Navigationsact! Men Norge havde da ingen Blake, ingen Helt of the blue til at trykke Seglet paa. Jeg har nærmet mig Hjemmet. Det forekommer mig som om jeg vuggedes paa Florevaag. Nu -- derfra erindrer jeg en yderst naiv Historie, den jeg bringer Dig nu iminde som et godt Bilag til min Sats. Det er jo nemlig vitterligt, at mangfoldige Udlæn- dinge have de mest bagvendte Forestillinger om vort Fædrene- land; ja igaar lagde hertil en brittisk Søeofficier, som -- paa min Ære -- ikke vidste hvor Norge laae paa Kortet, men spurgte, om det laae langt ifra Sverrig, om det hørte til Rusland, og som endelig først maatte reise til sine Superiører i Portsmouth, før han begreb, at vi ikke behøvede at berøre Danmark, som da var koleramistænkt, og at vi heller ikke havde havt vor Kurs igjen- nem Kattegat. At samme latterlige Uvidenhed og gale Begreber om Norge ikke er noget Nyt, eller en Følge af Norges Hensynken i den danske Forenings Velfærds- og Æres-grav, eller af Ud- lændingernes ved de raskere Begivenheder i deres egne Lande alene didhen vendte Blik -- Det sees klart af Kardinallegaten af Sabinas (eller Albanis) Tale over Bordet efter Hakon den 6te Hakonssøns Kroning. Han erklærer, at han høiligen er bleven skuffet i de forudfattede Meninger om Landets Raahed og Ussel- hed, som alskens Fremmede paa hans Vei havde indblæst ham. Han siger, at han nu saae Guds Overflødighed for sig, og her- lige og lærde og fiintdannede Mænd og Damer, og den mest levende Færdsel og Handel, han havde seet, i dette Land, hvor man havde sagt ham, at han kun vilde træffe Lidet og Slet af det Første, Intet af det Andet, og kun et Liv i Stæderne, som kunde lade sig ligne med Utøis Kravlen paa en i Solvæggen hen- kastet Tiggerfille. Saa omtrent var det. Og erindre dig hertil de kostelige Taarer, som den skotske Ridder ved Magnus Laga- bæters Kroning og Ridderslag fældte af puur Rørelse over at slige prægtige Ceremonier og saa statlige Riddersmænd fandtes i et Land, om hvilket man sagde, at slige Herligheder aldrig der havde fundet Sted. Saa da i det Daarlige som i det Herlige -- intet Nyt skeer under Solen. I det Smaa som i det Store -- intet Nyt skeer SIDE: 208 under Solen. I Alt afpræger sig det samme Eense, om end ikke Eensformige, ligesom den fuldkomne Kugleform i Insektægget, der gjennembores af en Fluesnabel, og i Verdenskloden, der maa have Lynet af et guddommeligt Bliv, Straalen af et Skaberblik, til sin gjennemborende Pol. Og dog -- hvorfor reiser jeg? -- For at finde noget Nyt? Og dog, er Evigheden saa eensformig som Livet, saa maae Englene døe af Kjedsomhed -- rigtignok den længste Død og altsaa mest passende i Evigheden. -- Det er Karantænetanker! Henrik Wergeland FOLKEBLADET No.32. Tirsdag den 6te September 1831. Har du ei forud tænkt, og troer du, at med Tiden skal Alting jevne sig; tro mig, det slet gaaer siden. [ANMERKNINGER TIL EN INNSENDT ARTIKKEL OM AT INGEN AV BONDESTANDEN SKRIVER OFFENTLIG] 1. [Innsenderen spør: "Er Bonden slagen med ægyptisk Sjelemørke, med Sløvhed eller Skræk?" Ordet "Sløvhed" faar følgende anmerkning av Wergeland:] Armodens Korkeskorpe. Best.Anm. 2. [Innsenderen spør: "Eller hvad skulle vi troe er Grunden til dette Sær- syn?" Wergeland svarer i en anmerkning:] Maaskee denne: at Alt staaer fortræffeligt til, at man nyder Forfatningens og Foreningens Lykke med stille Fryd, der kun paa Skattethingene, medens Skrammererede punsche og trumpfe indenfore, bryder ud i et "kjære Lensmand, spar mig!" eller et "Hik-Hik!" udenfor i Svalgangen? Best.Anm. 3. [Innsenderen bemerker: "Sandeligen de gjæve Odelsmænd tie jo i Stor- thinget med." Wergeland legger til i en anmerkning:] Indsenderen har visseligen Ret. Saavel for deres ringe Antal, hvorved de tabe sig imellem Galonerede og Skrammererede, som Disses som oftest for lærde (hvis Jurisprudenz kan kaldes saa) SIDE: 209 og vidtsvævende Taler forknytte Bønderne paa Thinget, saaat de Fleste nedsætte (reducere) sig Selv til blotte Stemmemachiner. Dog -- den Tid er vel ikke saa fjern, da en Storthingsbonde ikke skal behøve at glaame kring Salen forat finde en Kufte, en Lige -- at sige, hvis ikke formange fremture i at anskaffe sig fine engelske Kjoler og Hatte (under Paaskud af, at man ellers ikke kan gaae i Gjæstebud til Statsraaderne og Statholder) og Galoscher, der gjøre herlig Tjeneste i "Leira bak Plogen", naar man kommer hjem. Men, husker jeg ret, saa kan jeg dog ikke aldeles give Indsenderen Ret i hans Paastand; thi i visse Til- fælde kan man tale nok, ja mere end nok, netop ved at gjøre sig til en saadan Stemmemachine. Saaledes t. Ex. behøvede Arne Jørstads korte "Ja!" til de mange 1000der, Statholder og Stats- minister fik ved sidste Thing, neppe en Tøddel til. Det var en gal Text, og Tale paa-kar for en Bonde laae i dette "Ja". Best.Anm. 4. [Innsenderen sier om bønderne paa Storthinget: "der tør man vel neppe saaledes møde dem som paa et Contor eller i en Amtmands Forstue?" Wergeland legger til i en anmerkning:] Indsender! der er en Byfoged, som griner ad dig. Best.Anm. Henrik Wergeland FOLKEBLADET No.33.Tirsdag den 13de September 1831. Tyrannie paa sin høie Throneseng bevistløs føder Oprør, en strid, rødhaaret Dreng. Han ammes op i Hytter; men, skinner Himlen klar, da blier han, naar han voxer, den hulde Friheds Fa'r NEDSKRIVEREN VAR NYLIG I ET GILDE HOS EN BONDE PAA OPLANDET Først braste Captainens Frue ind, Saa brusende og stor Nei Fanden ingen Frue saae jeg; men en Dynge Flor, saa, hvis der kom en Fordevind, foer hele Klatten visselig over den brede Fjord. SIDE: 210 Saa brisked der en Lensmand ind (vard suspendert ifjor) saa rundbeslagen med Metal, med Snor og gylden Pandegjord (som var han Drot i høie Nord) at ingen Storm kan lette ham ifra den kjære Jord; men Væggen skjalv: og Bonden skjalv, den skjalv den hele Hal. o. s. v. Et stort Selskab kom sammen. Man drak Punsch, uden at belive Glasserne eller den døde Masse i dem med en eneste Skaal (ja ikke engang med Norges, Kongens eller 17de Mais), klagede, ja jamrede over Tiderne, og -- satte 2 Daler paa hvert Kortblad. Nedskriveren gik misfornøiet afsides med Præsten; men dennes evindelige Klager over sin Menigheds Træghed og Karrig- hed og Ringagt saavel for Gudstjenesten i det Hele, som især for Præstens Prækener og Person, bidrog ikke til at forbedre mit Lune! Iblandt andet klagede Hans Velærværdighed over at det for- muende Sogns endog anseligste Mænd havde villet slaae af nogle Skilling i Skolelærernes vistnok maadelige Løn; men da Nedskri- veren paastedet ikke vilde opgive H. V. den sande Grund til denne hans Sognemænds ubillige Paastand, forat Han ikke skulde give disse Forargelse, naar han i Selskabet maatte -- som i et mindre Samfund var skeet -- yttre sin Uvillie imod det Middel til at ud- rydde slig uværdig Ligegyldighed for Opdragelsen, som da vel faldt mig i Tankerne: saa giver Nedsk. sig den Frihed her, at gjøre saa- vel denne som andre Velærværdigheder, som skulle være i lignende Betryk, opmærksomme paa: at Fædres saa dadelværdige Lige- gyldighed for deres Børns Underviisning alene kommer af, at de ikke, som opvoxne under Mørke og Trældom, nogensinde haver erholdt nogen god Undervisning selv, saaat de ikke vide at paa- skjønne Dennes Værd. Derfor maa den Præst, som vil bortrydde slige Hindringer for sine Bestræbelser som Folkelærer, som de Disse af Uvidenhed lægge ham iveien, (hvorved han lider for sine Formænds Synder)gjøre sig Umage for at oplyse ogsaa sine gamle Sognefolk, hvilket fornemmelig skeer ved Sognebogsam- linger. Den Præst derimod som ikke -- efter Pligt som Folke- lærer -- tager sig af disse, eller endog lægger Hinder iveien for dem, maa belave sig paa at møde al den Modgang, Uvidenhed og Træghed afføder; og -- den er som undt ham fortjent. SIDE: 211 Henrik Wergeland TIL OPIUMS FØRSTE RECENSENT I MORGENBL. Af min Æsthethik. Morgenbladet 21.sept.1831. Man maa selv have nogen Fantasie d. e. vise mærkelige Fun- ker deraf, for at kunne finde Behag i Noget, der er skrevet med megen Fantasie. Dette er ikke saa meget Tilfælde med Frem- bringelser af Vittigheder, da disse paafalde og indgribe selv i det sløvere Sind, hvorimod Fantasiens som lette Skyer drive over, dersom ikke deres Vellugt, deres Kaustiske, deres Jegveedikke- hvad-Eiendommelige, men hvori man ligesom seer, hører, sandser med alle Sandser den Tanke, Sproget ikke uden Dette har kunnet afbilde, i eet Øieblik opfattes af et beslægtet Sind. Er man ikke i Besiddelse af hiin visseligen underordnede Egenskab, men vil endda begaae den Daarskab, at give sig af med en skabende Fantasies Fostre, da torde maaskee en Pille virkelig Apotheker- Opium erstatte for en Tid denne lille Sjelebrist. Beqvemmer man sig ikke hertil -- hvilket nu ogsaa saa kan være -- men vil endda læse, blive vred og øve sit dialectiske Talent paa den stakkels Ideekappe eller paa Forfatteren, saa staaer rigtignok den gamle Vise om vild, ja vanvittig Fantasie, om tøileløs Pegasus o. s. v. til Tjeneste; og man kan være vis paa, at kun de Fær- reste ville mumle om at den, som sidder paa Hesten, veed nok bedst selv hvor stram Tøilen er og hvorhen det gaaer, samt maaskee om den Blinde, der vil snakke om Farverne. At Recensenten har været i et lignende Forhold til Dramet Opium, som denne Ordsprogets Blinde til Farverne, er dog ikke saa klart af, at han ei har formaaet at sætte sig ind i dets Farvetone, som heraf, at han kalder det et blot Fantasiespil, at han i den Grad ikke har kunnet forstaae dets Meed eller Hovedidee, at det har undgaaet ham, at dette Dramas er den reenmoralske: at revse den letsindige Ondskab, visse (især finere) Herrer lægge for Dagen imod dydige Qvinders Rygte. Den onde Samvittighed rører sig i Forbrydernes, den gode i den Uskyldiges Fantaseren. Og denne Sidste -- en Følge af de Førstes Straf -- er jo Aar- sagen til Uskyldens Kronen og Triumferen. Vil den meest pe- dantiske saakaldte -- eller rettere sig selv saakaldende -- Æsthe- tik -- forlange mere? -- Denne "Æsthetik" er ellers -- efter Nedskriverens Æsthetik d. e. efter hans Skjønfølelse -- det latter- SIDE: 212 ligste Gespenst man kan tænke sig. Lad den briske sig med hele sin Literatur ligefra gradus ad Parnassum, Gottschedens Sy- stemer til Kjøbenhavns flyvende Post, samt med alle den moderne Critik-Dialectiks skarpe Briller og Anatomieknive, lad den tale om og fordre "æsthetiske Kundskaber"(!) -- den vil dog aldrig erhverve sig Virkelighed som Videnskab. At bebreide En Mangel paa Indsigter(!) i denne, er derfor ligesaavist Nonsens, som det er vanskeligt at afgjøre med hvorliden eller hvormegen Skjøn- følelse eller poetisk Sands En ikke synderlig bekjendt er begavet med. Meget liden maa dog Den have, der kan holde sig fra at smile til hiin Kunstæsthetiks prosaiske, almindelige Spørgsmaal, hvori dens Armod stikker frem: "hvorfor saa, Poet, og ikke anderledes? hvorfor den Titel? hvorledes -- er det muligt? -- Kan en Feig døe af Skræk? hvorfor døe midt i Stykket? hvorfor? hvorfor o. s. v. hvorfor? Henrik Wergeland SAMTALE IMELLEM HØIVELBAARNE MAITRE DE CLERESIE OG EN AGTVÆRDIG HYRDE (Indsendt). Statsborgeren 25.sept.1831. Maitre de Cleresie, (tyggende paa en Kongeblomme og skjælende med det ene Øie efter en Statspære) værdiger den Indtrædende et Hofbuk. Hyrden. Det er mig bekjendt, at Hjorden i G -- mangler Hyrde, og som Solicitant dertil, vover jeg at fremstille mig. Maitre de Cleresie, (trækker paa Skuldrene saa stærkt at Hovedet næsten skjules mellem den broderede Krave -- med et falskt Suk): Dertil er N. N. udseet og indstillet. Hyrden. Saa faaer jeg taalmodigen haabe paa senere Naade. Maitre de Cleresie, (antager en Almægtighedsmine og kroer sig). SIDE: 213 Hyrden. Men, -- jeg, Deres Høivelbaarenhed, har tjent ved Hjorden N. N. saa og saa mange Aar; N. N. derimod kuns saa og saa længe. Maitre de Cleresie, (stolt): Ja, jeg veed det. Hyrden. Jeg har Kone og flere Børn; -- N. N. derimod Ingen, og er Ungkarl. Maitre de Cleresie, (bliver fortrydelig): Ja, jeg veed det. Hyrden. Jeg, Deres Høivelbaarenhed! har bedste Karakteer til Examen, N. N. derimod Sletteste. Maitre de Cleresie, (Vredesskyer funkle i det ene Øie): Ja, jeg veed det. Hyrden. Jeg, Deres Høivelbaarenhed! har under Krigen tjent Fædre- landet saa og saa mange Aar; N. N. har aldeles ikke været i nogen saadan Stilling. Maitre de Cleresie, (med en Pascha af tre Toks Anmasselse): Ja, jeg veed det, men N.N. har Patroner. Hyrden. Ærbødige Tjener. -- Saadanne Midler har jeg anseet det uværdigt at benytte. Adjeu. Hvorlænge skal Intriger, Egennytte, lumpen Politik og Vilkaar- lighed skille Fortjenester og Værd ved sin Belønning? Hvorlænge skal Uretfærdigheden strafløs udøve sit Herredømme? Er det maaskee Planen at ægge Gemytterne, for i rørt Vand at skaffe Desspotismen en videre Mark, end den allerede synes at have tilegnet sig, for sin Virksomhed? Man gjør i saa Fald en slet SIDE: 214 Calcul, og maaskee turde en uleqvideret lang og betydelig Reg- ning blive præsenteret Vilkaarlighedsmændene. Harald Haagensen Thorsklubbe. Henrik Wergeland [NOTISER] (Indsendt). Statsborgeren 28. sept. 1831. De udenlandske Efterretninger synes at frembyde Exempler nok, der ere opmuntrende til at forlange retfærdig Medfart, og turde Despoterne allevegne maaskee snart komme til at raabe: "O vee os! vore Handlinger vare ei gode!" INDPASSEREDE Den almindelige Friheds Opretholdelse, indklemt i royalistisk Snørliv, komplimenteret paa Kongsvinger af DHr. Haan og Spot, logerende i Hovedstaden hos Hr. Liberte sans peur, der ønsker tilkjøbs en gammel Madskræppe, for deri at nedpakke royalistisk, ministerielt og aristokratisk Fuxsvanseri og lavt Smigerværk, som med første Coureer skal retournere til sine Fædre. FUNDNE OG OPDAGEDE SAGER Skandiens Fjelde, som en hvis Exellence, eller noget Sligt, -- thi det gjør ei stort til Sagen -- paa en riig Forsamling i 1829, sagde at være sænkte, hvilket Folk, der komme fra Grændsen, forsikkre er Løgn og Sludder; tvertimod frembryde de gammelt Værn mod uvelkomne Gjæster. Anm. See de Svenske Rigsdagsforhandlinger for 1829 hvor Yttrin- gen findes om Skandiens sænkte Fjelde. TABTE SAGER Grændselinien mellem Norge og Sverig, ikke langt fra Kongs- vinger, Frederikssteen, Blakjer og øvrige brugbare Steder, er bleven borte. For Opdagelsen loves raisonabel Douceur af Tiden, Tvillingbroder til Forhaabningernes Basis. SIDE: 215 ANTIQVITETER Sandt, ægte freidigt, gammelt ufordærvet ene Norskt Sindelag, findes allevegne imellem Fjeldene, hos de fleste Norske Gutter, hvis Tro skriver sig før 1814. Da Cholera morbus nu gjennem Russisk Finland nærmer sig Sverige, synes det ei uhensigtsmæssigt, itide at tænke paa en Cordon langs de Norske Grændser, da man skylder sig selv vist al den Forsigtighed, som muligen kan anvendes; thi villigen at dele Sygdomskaar med Sverige, eller lette deres Udbredelse i Norge, kan jeg neppe troe Nogen ville bifalde. Derfor forventes, at med det Første flere stærke militaire Corps faa Ordre til at marschere til Kongsvinger, Blakjær, og andre Steder, hvor de i gamle Dage holdt Ondt fra Landet, tillagt alvorlig Befaling, i Til- fælde af Choleras Indtrængen i Sverige, at holde enhver Mis- tænkt fra Grændsen. Harald Haagensen Thorsklubbe. Henrik Wergeland TIL U. SUNDTS, DEN PROFETES, BESPOTTER I MORGENBL. (Indsendt). Morgenbladet 1.okt.1831. Af hvilken Djævel laante du din Dristighed, du Profetens For- haaner? Saae Du efter, da vilde Du see at din Pen var ei af den uskyldige Gaas, men Satans eget Horn, som han stak dig i Haanden, mens han bøiede sin Mund til dit Øre, og oplod dit Hjertes sorte Byld, for deri at dyppe som i Besudlelsens Blæk- huus. Jeremiæ Bespotteres Skjebne vorde din! Den mørke Her- rens Cholera-Engel nedslaa dig først og fremst i de Synderes Hob; thi Du loe ad hans hylende Forbud! Derom bede vi -- Amen! Ja derom bede vi, skjøndt din Haan kun er Forherligelse for denne Himmelens Udkaarne, som, liig Jonas af Leviathans Bug, pludseligen fremgik af de ugudelige Krigeres Midte, tog Erkeengelens Basune, satte sig paa Sølvsbjerget og blæste. Hvad er vel Forhaanelsen mod de Hellige uden Dybenes Triumfsange? Ak, vi unde Eder denne Tidsfordriv, der ikke forstyrrer vor Pro- fetes medens han i Skjul piller og pirker paa Bogen med de 7 Segl! Hvad er din Spottetale i Avisen Andet end Martyrens SIDE: 216 Hudflettelse og de tunge Nagleslag paa hans Forherligelses Kors? Skulde ikke Satans Synagoge ogsaa have sin Sang? Men bier til det syvende Segl aabnes, til Solen sortner som en Haarsæk og Maanen bliver som Blod og til at Fortærelsens Skaaler ud- øses med Bylder, Blod og Ild og Mørke -- altsom os Udvalde er forjettet over vore Fiender -- bier til den Tid, som os baade af Sanct Johannes, den Evangelist, og Sanct Sundt, den Profet, er varslet: da skal Jorden blive Eder som en Deig at staae paa, I Vantroende, og Røster og Drager og Tordner og Lyn og tihor- nede og syvhovdede Dyr med Horer paa, henrulle ovenover Eder, mens vi hundredeogfireogfyrgetusinde in Alles, med Aaben- baringslammets Faders Navn (d. e. "Saubuk" raabe I Bespottere) i Panden, opløftes paa det evige Zion -- Amen! Den Tid kan ikke være borte længe siden der allerede er opstanden en Profet imellem os med Eliæ stærke Lyn og Jeremiæ Klageharpe og Amos jernbeslagne Hyrdestav og Daniels Løvekapsun og Samuels Slagtekniv, Esajæ Basun, Hoseæ Tamperretstamp og Zefanjæ Riis. Ligesom I maae bøie Eders stolte Nakker under Ulykken naar den kommer: saa ærer ogsaa dette dens hylende Vaersku! Skjøndt I ere ævindeligen fordømte, saa ærer dog og kysser den Trompete, som har forkyndt Eder dette, skraldende fra Sølvs- berget, der nu er omdøbt med Profetens salte Taarer over Tiden til det nye Zion! Den gudfrygtige Stadschirurgus F. Reiser sagde vel: "Disse Naturalister vill jeg Inddele udi tvende Classer, nem- lig: I de goedartige: og I de Undartige, eller Malitieuse; den første Sort, eller de Goedartige: er fromme, Vell-tænkende, og goede Mennisker; den 2den Sort, er slet ikke af den Goedartige Slags; thi De tør vell understaae sig at være saa Næseviist at Hoffmesterere Gud selv! med Lästerlige Ord"; Men dette Naade- dele imellem Eder skal nu ikke finde Sted; men I skulle døe og fordømmes tilhobe undtagen Vi, der ikke sætte vor Lid til Bittre- drammer alene, men ogsaa til Psalmer som Helsemiddel mod Choleran. Vi ere in salvo, som man siger. Men for dette stolte Haab, der ligesom en stærk Palme fremskyder sig midt paa Elen- dighedens Mark, og bedækker ikkun dem, der skulle frelses, med sin Skygge, -- for dette takke og prise vi vor Profet; thi han plantede den, at ikke alt skulde forgaae: paa samme Tid Aanden kom over ham som en brændende Vind, og Synerne blinkede i hans Øine som Sneppertodder, og fremtidig Jammer opfyldte SIDE: 217 hans Kjæber, saa at -- liig Bavianens Poser -- de sortblaanede og oppustedes af Sorgen -- da opreiste han tillige sin Pen (der maa være stjaalen af en Englevinge) som en Livsenspalme for de Udvalde, og henlagde sin Varselsbog midt paa Fortærelsens dybe Kjær som en liden svømmende Øe for de Udvalde, hvorhen vi da ogsaa tye som Lopperne til Mikkel-Rævs Mosedot; ja Han gav os en Bog, hvoraf den mindste Lap er et Plaster mod Dø- den, og hvoraf Kræmmerhusene ere som skinnende Fredspau- luner, hvorunder Livet boer med Sundt, den Profet. Paa For- tærelsens Dag, naar Choleran udøser sin Galde over os (hvilket er den første Aabenbaringens Skaal), naar, efter 16de Cap. l0de V., den 5te Engel udøser sin Skaal paa Dyrets Throne, og dets Rige formørkes, saa de tygge deres Tunger af Pine (hvilket Alt ud- lægges om den russiske Czar) -- da skal han opløfte sig imellem disse sine Telte og raabe med Moses og sal. Friedrich Reiser: "Siig Israel: Frygt ikke; Disse Ægyptier som j seer i Dag skal j aldrig mere see; Nu da; Ifald mine ugudelige Spottefugle som stride imod mig, og min redelige fromme-Skaare, som saa ærligen ælsker og staaer mig bie; absolute ey vill ommvende sig; Da give Gud, at alle Spottefugle som gjøre Nar af Folk, til en vellfortjent Straff, maae Endelig med de unde og frekke Ægypter i det røde Haff elendigen Døe og omkomme." En af de 3 "Udvalde" i Gran. Henrik Wergeland [TIL STUDENTERSAMFUNDET] Samfundsbladet 1. okt. 1831. Gaaer Punschen os i Hovdet i vore Lag, Brødre: saa er det almindeligviis saa, at en ond Djævel under Sodoma-psalmer med- eet bryder ud selv af sædelige Munde. Liderlige Sange begynde da, ja jo liderligere og bryggemæssigere, jo bedre, jo mere Latter. Nogle føle Væmmelse, men hos de Fleste reise de Haar, som reise sig af en vis gysenblandet Forbauselse over det Enorme, Abnorme eller endog undertiden sand Komiske og Geniemæssige, som kan falde imellem i deslige Rundsanges epigrammatiske, con- denserede, sammenstoppede Liderlighed, sig dog med en vis Be- hagelighed, som kan være farlig. Fra Ord til Daad er kun eet Skridt; og, skjøndt denne Daad ikke er saa farlig som den for- SIDE: 218 styrrede Ligevægt i et forhen afholdende Ynglingesind, hvilken altid er Følgen af en saadan Ophidselse, Kamp, første Gang til Faldet, Faldet selv og Angeren Klokken 7 om Morgenen der- efter: saa bør man dog ikke betragte den saa letsindigen, som maaskee slige beskidte Epigrammers Forfattere, eller De, som pumpe ud strax ved første Glas med disse Yndlingsstumper. Det maa støde Tilhørerne udenfore at høre Musasønnerne skifte om til svinske Bacchantchore. Ligesaagodt var det at følge det lille saa- kaldte Lycees Mønster og veike og utblaute og delicatere sig med nogle Sentimentalitetens Triumfromancer, ved noget Rosenkilde- vand og andre sidste Opkastelser af den nu aldeles af langsom- melig Svindsot døde danske Nationalitet. Det gode Navn og Rygte vilde lystige Musasønner da beholde, ja kanskee Ros til, og mangtet huldt "Ak!" vilde falde under Vinduerne. Det var, siger jeg, kanskee bedre (dersom man endelig vil have noget Blautmørje til at kline imellem de alvorlige Sanges faste Stene, naar vi sammen bygge paa et Glædestempel) at man da foretrak "Kjærminder blaa ved Danmarks blanke Vove" for "at staae for Qvintus i Gevær" og deslige Tamper bagom Musepantheonet. Det er tilladt, at gjøre Bagen til et Vandhuus, men Munden -- sæt endog, at Lænden var en liden Livsens Blæsebælg -- skal altid være et Tempel -- Vi maae ligesaalidt gjøre den, som Ba- gen, til et Horehuus. Lystige Viser vil dog Ungersvenden have paa Tunge, naar det snurrer i Parykken. Men Lystigt og Liderligt er ikke det Samme. Derfor -- frem med lystige Viser, ikke med Hammersborghymner! Lystigt derimod -- især for dannede Ynglinge -- falder gjerne ind i og sammen med det Bidende, endog med det paa Personer og levende monstra temporis anvendelige Satiriske. Derfor -- frem med bidende Smaastumper, som give saavel noget for Hovdet som for Mellemgulvet! En saadan særdeles heldig have vi i det bekjendte Sangepigram: En Nat Herr Esmark frygtelig omkring i Sengen basked. Han drømte nemlig tydelig at Han med Vold blev vasket. Slige Vers synges af Enkeltmand i Omgang; men til hvert Vers SIDE: 219 falder det lystige Brødrechor ind: Ecce qvam bonum osv., eller og med følgende Omqvæd: Fredman kom -- Filebom! med Musik og Flikker, og de Lærde rendte om som Asner og Borrikker. Det passer godt, og giver Afvexling. Jeg vil her og i følgende Blade foreslaae nogle Stumper og Viser til saadant Brug, op- muntrende Kammerader til at berige Samlingen. -- Hilsen og Broderskab! Siful STUMPER Hvormeget dog en Tøddel gjør? Tag "W"et bort af Wedel. Du seer da, Hvad du aldrig før hos denne Slægt har seet. ChorEcce men med et Sorgflor om sin Gaffel. Chor -- Ecce. I Modersliv Grev Wedel stjal fra sine Brødre Forstanden. Se, derfor En blev splittergal, men studedum den Anden. Chor -- Ecce. Baron! af Greven for alt dit Vet er du bestjaalen bleven. At Tyvegods bruges altid slet det viser ogsaa Greven. Chor -- Ecce. fortsættes si placet. Henrik Wergeland FOLKEBLADET No. 36. Tirsdag den 4de October 1831. Lev for at lære, og lær for at leve. (Indsendt). MAN KAN GJØRE EN SKJELM URET Bladet Statsborgeren er ikke uliig en vel tro med dog arg Bikje, der glæfser mod Alle og Enhver, som liste sig forbi, blot de have Noget mistænkeligt i deres Udseende. Ikke Knurrene mod S. T. Hr. Byfoged, Sorenskriver og tilkommende Amtmand og Commandeur af Vasa-ordenen m. m. A. Olsen -- der til sine Borgerkrandse har lagt Digterlaurens uforvisnelige Krone -- ikke den hundske Adfærd mod de stakkels Cavalerer, fordi de be- taagede tilhobe ranglede fra Glædens ind paa Galskabens nær- grændsende Gebeet, eller fordi de -- aabenhjertig talt -- for een Gangs Skyld gjorde hvad jeg selv ikke vil sige mig fri forat kunne have gjort i Frydtummelen over at have vundet en Brud, SIDE: 221 og altsaa til hendes Ære -- ikke disse (naar man erindrer Stamme- forældrenes Fald) smaalige Bjeff imod to Ynglinge, fordi de eet Øieblik, ak! kun eet, neddalede fra Kjærlighedens renere og høiere Himle i Begjærlighedernes Gjærpyt; og det, skjøndt Sand- heden fryder sig ved ellers at kunne bevidne saavel deres poli- tiske som sædelige Uskyldighed -- ikke denne forfærdelige Tuden i enhver tom Fogedpung -- kort intet Glæfs af denne Bandhund ved vort tomme, men ikke destomindre baade af Bodøerotter og andetslags Rotter opfyldte, Stabur, har i den Grad oprørt og forekommet mig saa uretfærdigt, som det, der, ledsaget af Bid og giftig Sikl, opløftedes mod Hædersmændene Procurator Praem og Politiadjutant Dass, fordi den Første skulde have blandt Andet begrundet sin Ansøgning om Politimesterskabet i Christiania paa Selvrosen af en vis Snuhed, og den Anden en lignende paa Praleriet om at have faaet Stene i Ryggen den 17de Mai. (Fortsættes). Henrik Wergeland POLEN "Polen er ikke meere!" -- klager det over Verden. "Det helte- modige, det under den storpralende Barbars Aag fortvivlede Polen har udkjæmpet, har udblødt" -- saa klager det over Verden, saa sukker det igjennem Millioners Hjerter, igjennem de Millioner, som I elendige sneverhjertede Ministre, I Folkemordere, med forbrydersk Kløgt have forstaaet at bedrage endog i den anden store Revolutions, Julirevolutionens første Aar. -- Det klager i Himlen, dersom dennes Beboere ligner Jordens. Saa bedroges det franske Folk endnu i 1789. Kongen og hans Slæng havde intet Begreb om Folkekræfterne. De troede Trodsen imod Milli- oners Krav ikke saa farlig. Da kom de blodige Aar. Det var et Aarhundrede, som fordrede, at de Nakker, som ei vilde bøie sig for dets Krav, skulde under Folkebilen; og de kom der, de forgyldte Skurke medrette. For Forbrydelser, hvorunder Folke- slag lide, er Dødsstraffen retfærdig og tilladt. Den har allerede Frankerfolket, ja vel flere Folkeslag, fældet i deres Hjerter over Ministrene, der seigpinede Polen; men nu ville de udføre den. Frankerfolket vil mindes, at dets republicanske kraftige Regjering ikke tog i Betænkning at sende Kjernehæren til Pestens Vugge, til Ægypten; og -- Cholera vil ikke hindre dem fra at sprænge SIDE: 222 den politiske Fricasee Preussen til alle Versens Kanter, og ile til det ædle Liig forat gjenkalde Liv i det. O hvor vi bedrøves -- ja, hvor vi Normænd og vore gothiske Brødre bedrøves over at en elendig Politik har holdt vore Sværde ifra den russiske Var- ulvs Strube. -- Ha! Gotherne fra Norden og deres Brødre de caucasiske Tyrker fra Sønden huggede ind! De skulde omfavnet hverandre paa Tulas Volgahøider. Trælleblodet og Despotblodet skulde duftet af dem sødere end om det var Persiens skjønneste Schirwanroser, der lavede af deres opkiltrede Klæder. Ak! nu sidder hver kampdygtig Europæer beskjæmmet i sin Krog og klager og klager . . Men hvad vilde de ogsaa hjælpe, naar hvert Folk har Trældom nok hjemme at bekjempe? Ak, en Nation døer . . Suvarow dræbte Børnene . . nu myrder Nikolai Fædrene og Mødrene, saa hele Menneskeyngelen døer . . Et Folk døer og Europa klager, kun klager, ikke hjælper . . kun angrer at det ikke har hjulpet, og klager . . Det norske Folk klager ogsaa, endskjøndt dets Klager kun vorde Suk, men neppe Hviin som det franske Folks vil vorde, eller Brøl som det engelske Folks. Vel, suk mit Folk! og had Trældom og Despotens Seire og de Blodhundkobler, som de kalde Hære og hidse paa Mennesker! og glæd dig i den Folkehævn, i det dyrebare Blod du skal see flyde paa Torvene for Polen! Kun Rigstidenden og Morgenbladet jubler i din Sorg og behandler den uskaansomt, idet de bringe den forfærdende Efterretning frem for Folket ordret i den lumpne Berlinertidendes Mening og Udtryk. Ak! Sorg seer kun Sorg. Nei, vi ville ikke opgive Haabet om et Forsyn. Et Folk kan ikke døe. Herpaa give vi Selv et Ex- empel. Vi ville heller raabe: Triumph, thi England og Frankrig og kanskee Vi med ville hjælpe; og -- Russerne staa nu paa War- schaus volcanlige bævende underminerede Jord . . . Den sprin- ger, og den polske Hær, ibehold ved Plock, jubler ved Braget, der skal lade Æderne i Wien miste Gaflerne af Skræk . . . . Hvad var det, som knald? -- Det var selve Dybene, som for- bandede Polens Undertrykker, og slugte hans Trælle. SIDE: 223 Henrik Wergeland [OM PRAEM SOM EMBEDSANSØKER] (Indsendt). Nyeste Skilderie 7. okt. 1831. I mit Inderste oprørt over de ubillige Skoser, hvormed den -- som han selv med nedslagne Øine siger -- med adskillige Ta- lenter, for ikke at tale om Dyder, begavede Procurator Praëm overlæsses som en Følge af det Nys, Statsborgeren gav om den unge, men fortjenstfulde Mands Fingerkløe efter blot at laane Politiemesterstokken i Hovedstaden, holder jeg det for Ret at gjøre opmærksom paa en Fortjeneste af ham, som hans For- svarere ikke noksom have belyst. Denne Mand har nemlig gjort i Løndom et Offer, som burde forskaane ham for ethvert An- greb, og hellere, end at mangle Paaskjønnelse, erhverve ham en Borgerkrone. Hvormange Normænd age ikke til Stockholm, krybe i Stockholm, og bringe fede Embeder med sig tilbage, saaat de have Reisen inden kort betalt? De vide, at Befordringsveien begynder ved Magnor, og give da den constitutionelle igjennem den kgl. norske Regjering en god Dag. Hr. Praëm derimod, hvad gjør Han? I den koldeste Vinter sætter den gigtiske unge Mand sig i en Slæde (ikke en sligen lukt Tingest, som den Amtmand Bull reiste samme Tour i), reiser halvfjerdsindstyve Miil paa Helses- og Pungs-, ja gode Navns Bekostning, og vender tilbage -- uden Embede. Hvem kan ogsaa troe, at saa fortjenstfuld en Patriot, at en Mand, der har spredt Velsignelse om sig i al sin Tid, og som derfor ogsaa velsignes med Taarer i Øinene, skulde kunne ville gaae sligen Vei, eller behøve at gaae sligen Vei, eller, med sin ædle Stolthed, beqvemme sig til at gaae sligen Vei? Nei, jeg gjentager det, Han reiste, og -- kom igjen uden Embede, ja uden Haabets Straaler om sin Pande, men snarere med en alvorlig Rynke deri, der lignede en latinsk T, en Vippegalge eller noget sligt, skjøndt Nogles Phantasie deraf skaber hellere en Hesteskoe. Jeg gjentager det trediegang til Patriotens uforlignelige Roes, Han reiste, og kom igjen -- uden Embede. Men hvorfor reiste Han da? spørger en Skare af Hverdagsmennesker, som ikke kunne begribe Muligheden af at et fornuftigt Væsen kan gjøre et Offer, der ikke strengt afnødes. Jo, Hædersmanden reiste for at over- levere egenhændig H. M. en fransk Memorial, hvori, uden al Tvivl, H. M. med norsk Djærvhed gjøres opmærksom paa en eller anden Norges Tarv, som kan være tilsidesat, ja maaskee SIDE: 224 dertil føjes et Forsvar for 17de Mai og kraftige Beviser for Nød- vendigheden for H. M. af i denne Henseende at vige for Folke- viljen, samt andre Alvorsord! Nok! Forfatteren til denne i Stockholm oversatte Skrivelse, Forfatteren til Djærvmaalet i Mbgldt mod Kongens absolute Veto reiste, overleverede, og -- reiste tilbage reen som han kom. Hvo der vil og kan gjøre dette efter, han alene dadle Praëm om han vil. Men da vil jeg juble: "Republiken kommer! Det er Republikens Tid! Thi vi have to Fabricier!" Henrik Wergeland [OM Å BRUKE UTENLANDSKE VARER] (Indsendt). Statsborgeren 9. okt. 1831. Daglig hører man Klager over Pengetrang, Udpantninger, Exe- kutioner og Fattigdom, hvilke Onder man fordrer Storthingene og Regjeringen skal afhjælpe; men sjelden hører man Klage over de betydelige Skatte der gaa til Udlændingen for hans fine Klæ- der, hans galante Tøier og hans Flitterstads; sjelden hører man klage over, at saa faa af vore opvoxende, ja voxne Døttre, kan spinde Garn til en Strømpe, et Lærred, et Verken, eller væve disse Tøier; -- at Bondedøttrene, især i Stædernes Omegn, alt mere og mere lære af Bydamerne at bortsysle Dagen med sin Pynt, isteden for at ofre den til huuslig og vindskibelig Virksom- hed; at Alt hvad de, saavelsom næsten enhver Kjøbstædboer, skal klæde sig i, skal pynte sig med, maa være udenlandsk, hvis det skal due. Hvilke Kapitaler trækker ikke dette ud af Landet? Hvilken tærende Kræft er ikke dette Statens Marv? Mon ikke de betydelige Summer, som gaa til Udlandet for de mange Slags Tøier Luxusvarer, er en af Hovedaarsagerne til vor tiltagende Pengemangel og Fattigdom? Mon det ikke stod i vor egen Magt at afværge disse Onder, naar vi besjelede af sand Nationalaand, foretrak vort Lands Produkter og dets Industrifrembringelser for de Udenlandske, og saaledes viste os som ægte Normænd? Der- ved ville betydelige Kapitaler blive i Landets Skjød, som nu strømme til Udlændingen for Ting som vi kunde undvære, naar vi alvorlig ville. Efter min Anskuelse vilde det være særdeles nyttigt om man kunde bringe det derhen, at ethvert Amts Almue godvilligen kon- SIDE: 225 tribuerede til Oprettelse af Manufakturhuse, hvori Almuens For- nødenhedsvarer forarbeidedes af indenlandske Materialier, hvor man kunde erholde mere passende Klædevarer, end de fine, tynde, for Nordboer upassende, og ofte med Velfærds Forliis an- skaffede Udenlandske. Gid Enhver i sin Kreds vilde følge Nøisomheds og Tarvelig- heds Principer, vilde bruge vort hjemmevævede Vadmel, Verken, Lærred og øvrige hjemmevirkede Produkter, og derved afværge at Landets herlige, solide Udførselsartikler borttuskedes for Bra- bants Kniplinger, Lyons Silketørklæder, Ostindiens Schavls, Eng- lands utallige og utællede Frembringelser! Dog -- Nationalaanden maa først vaagne; Mænd med Popularitet maa først virksomt be- stræbe sig for at foregaa den store Hob med sit Exempel, maa først varsomt bestræbe sig for at lede til det Bedre de Mange, hvis Valgsprog er: "Forandring er en skjønne Mode", og næsten daglig afvexle i deres Udvortes som Billederne i en Lanterna magica, ja endog have saa lidet Fædrelandssind at de slaa Vrag paa deres Modersmaal, og pludre Noget, der paa Død og Liv skal være Jydsk! -- -- -- saadanne Mennesker maa man be- stræbe sig for at nationalisere, eller dog søge at forebygge, at deres Unorskhed ikke smitter Andre. Det er ikke blot Embedsstanden og Kjøbmandsstanden de uden- landske Tøier ere saa kjære, (dem kunde man undskylde); selv Bonden og den simpleste Klasse er, som sagt, smittet af dette Raserie; det er ikke blot i Byerne denne Kræft tærer paa Lan- dets Marv; ogsaa i de fleste Egne paa Landet har Smitten ud- bredt sig. Bondekoner og Bondepiger, saa tækkelige, saa hæder- lige i deres hjemmevirkede Dragt, seer man nu gjøre sig latterlige ved at ville efterligne Byernes fiffige Damer, og, ligesom Disse, prunke i udenlandske fine Tøier, ja endog behænge sig med kost- bare Schavls, medens deres Sprog og Opførsel mangengang er saa ganske afstikkende fra deres Dragt, at selv den Alvorligste neppe kan bare sig for at lee ved at iagttage dem, idet han op- rigtigen beklager den Nation, der ved sin forfængelige Pragtsyge arbeider paa at ødelægge sig selv, og gjøre sig til Spot for de Fremmede, hvis Luxusvarer den saa begjærlig søger. Hvormed skal vi betale Udlændingen for den Overdaad som vi prange med? Vor Trælasthandel er ubetydelig, og i Grunden til Landets Skade; altsaa kun med hvad vore Bjergverker og SIDE: 226 Fiskerier producere -- -- og -- kunde ikke dette anvendes bedre? Statsbestyrelsen bør ingen Forholdsregler tage mod dette Onde; thi Staten bør ikke opkaste sig til Statsborgernes Formynder; det bedste Middel til at hemme Brugen af udenlandske Tøier, vilde vistnok være, at der dannede sig patriotiske Foreninger i denne Henseende. Selskabet for Norges Vel [fotnotemerke] kunde bedst virke til dette Øiemed, og man bør haabe, at det alvorlig vil bestræbe sig derfor. Gid de Fornemme og Formuende, hvis Sæder og Moder Hoben saa villig efterligner, vilde begynde med dette! at Disse ville overlade til Pøbelen den usle Stolthed at pryde sig med fremmed Fjære, og selv sætte Hæder i at bære hvad Fædre- landet frembringer! Hvilket stolt, hvilket ærværdigt Syn vilde det ikke være at see [fotnotemerke] Landets fornemste Damer, selv til Bal og Høi- tidsfærd, bære Kjoler af Norske Tøier, og hjemmevirkede Straa- hatte, at see Landets fornemste Mænd bruge Vadmel istedetfor Engelsk Klæde og det ikke af Tvang eller Trang, kun af patrio- tisk Omhu for Landets Opkomst. Vi vare da isandhed et selv- stændigt Folk, som Udlændingen vilde betragte med Høiagtelse, istedetfor at han nu har Grund til at spotte over vor Daarlighed, og putte vore Penge i Lommen. H -- Henrik Wergeland STORKARER PAAKAR (Indsendt). Statsborgeren 9. okt. 1831. S. T. DHrr. pro tempore Underretsprocurator, men i Haabet først Politiemester i Hovedstaden og siden Chef for Justits-De- partementet eller Generalprokureur eller Hvadhanvil J. O. Praëm, samt Hr. Lieutenant paa Vartpenge og Sorenskriver- fuldmægtig Ejeberr! Forsikkrende Dem, mine høistærede Herrer, at det gjør Under- tegnede, Deres ærbødigste Tjener, inderlig ondt, at Rangforord- ningen, skjøndt det Værk, jeg anseer med den dybeste, skyl- digste Ærbødighed, ikke tillader mig at titulere Dem, som jeg ellers inderligen ønskede, med Fortjenestens sande Navne: Deres Fotnote: Det Kgl. Selskab for Norges Vel vil kun rode i Jorden. Fotnote: Som de svenske. En Reisendes Anmærkninger. SIDE: 227 Høivelbaarenhed, Deres Excellencer eller deslige af Høihedens Gloriestraaler sammensmeltede Titler, tillader jeg mig ærbødigst at raadspørge Dem i en Sag af yderste Vigtighed. De høistærede Herrer ere formodentlig ligesaalidt uvidende om den, ved Hans Høivelbaarenhed p. p. Amtmandens høie Naade, mig efter et Par Aars Kontortjeneste forundte Indsættelse i et Lensmandsombud, som uvillige til at indrømme mig Fortrinet af at have Livreetjenere, hvilket maa antages at være en Formuendes, men først og fremst Embedsstandens uimodsigelige Fordring. Herpaa have mine Herrer givet det glorværdigste Exempel, skjøndt det maa indrømmes, at Hr. Lieutenant paa Vartpenge og Sorenskriverfuldmægtig Ejeberrrs Stand, Rang og Eqvipager kunde fortjene et mere glimrende Tjenerlivree end Grønt med Sølv, hvor smagfuldt enhver Upartisk end maa tilstaae dette er. Ikke- destomindre er Undertegnede de ærede Herrers Tjeners Op- findelseskraft endnu ringere, hvorfor anmodes om Veiledning, Planer, Vink og Tegninger i denne Sag. Jeg maa dog tilstaae, at jeg smigrer mig med at faae de bedste Deslige fra først- bemeldte høie Herre, hvis Talent baade til at klæde af og paa, er bekjendt og ophøiet over min Roes, og som, strax han var blevet naadigst udnævnt til sin høie Post, med ædel, honet Am- bition anvendte alt sit Dybsind for at udfinde den bedste Af- gjørelse af det vigtige, værdige Spørgsmaal om Blaat med Guld eller Graat med Sølv skulde være det mest passende Livree for hans Tjenere. I saa forfærdelig en Krisis, som Afgjørelsen heraf maatte sætte høibemeldte Sagfører for alle Agershuusamts Land- distrikters Sind, kunne vel enkelte mindre smagfulde, ihvorvel dog passende Livreeideer f. Ex. om forskjelligfarvede Buxelaar ikke skulde kunne give et Begreb om Herres Fortjenester og Værd, have foresvævet Phantasien; men dog ogsaa uendelig mange smukkere end det, der vandt Prisen. Det er disse Ideer, jeg ærbødigst anmoder om at gjøres bekjendt med, forat jeg efter dem kan rette mine egne ringe Tanker; og, ved endelig at de- cidere efter en saadan Authoritet, bringe min (med Permission at melde) Madame saavel til at frafalde sine udsvævende Forslag om at iføre min kluntede Ola en rød Fløiels Heidukdragt med Strudsfjerbarret, eller lyseblaa Pagedragt, eller amethystfarvet Silke-Stivskjødkjole og Pudderparyk eller citrongul Jockeydragt med røde Snorer eller russisk Kudskepelts og Bjørneskindshue. SIDE: 228 -- Alt udstyret rigt med Guld eller Sølvtresser, -- samt raade Bod paa de hysteriske Glimmersyge-Anfald, hun jevnligen, og det ligesaa stærkt, som Jomfru Tabitha i Smollets Humphry Clin- ker, da denne saae Skydsgutten Humphrys bare Bag, overvældes af, hvergang hun saae min pro tempore vadmelstrøiede Ola paa Kudskebukken. Jeg beder altsaa mine Herrer af christelig Med- lidenhed at ville raade mig. Indtil jeg seer mit Haab herom op- fyldt, har baade jeg og min Halvedeel svoret ikke oftere at pro- stituere os paa Kirkevangen eller andetsteds med en ulibrert Kudsk. Men den Tro, at Livreekjolen ligesaavel kan gjøre en- hver Arv til Henrik, som Vaabenlivreet Token til Officeer; og, at det ikke var til at udholde at leve i et saakaldet frit Land, der- som man ikke kunde klæde og behandle sin egen Tjener idet- mindste som Slave, alt efter de om Frihed og Menneskeret stor- talende Hvides Exempel paa de vestindiske Øers Slaveplantager; samt overbeviist om, at man, for at passere for dannet, maa følge Hr. Ejeberrrs Mønster i at skjæmmes ved sit Modersmaal og tale Dansk, skjøndt man aldrig har seet Danmark og er opdraget blandt bare Norske -- det koste hvad Anstrengelse det koste vil, ja det koste, at Spottefugle gribe til den personlige Satire, hvor Latterligheden og den illiberale, unorske Svaghed er saa stor, at den dækker mangehaande Talenter og Dyder, og kunde see sig nødte til desaarsag alene at samstille en ellers Ikke-ond med den complette Slyngel -- har jeg den Ære at undertegne mig, Prunkenlyst Octbr. 1831. mine Herrer, Deres ærbødigste Hvemvilværedensidste Skynæse, Høi-Amtsbestalteter Lensmand i Pengetomt Præstegjeld, Secretair i Fattigcommissionen, Oberrodemester over den høie Kongevei, samt de ordinære Bygde- og Kirke-veie, Underpolitimester og Arrestforvarer, 2det Medlem af Skolecommissionen, samt Ober- bestyrer af det resolutionsmæssige Bygdemagasin i samme Sogn P.P. SIDE: 229 Henrik Wergeland FOLKEBLADET No. 37. Tirsdag den 11te October 1831. (Indsendt). MAN KAN GJØRE EN SKJELM URET (Slutning). Hvad Dass angaaer, da haaber jeg, han, ligesom forrige Politie- mester, vil vide eftertrykkeligen med sine Næver at tugte sine Modstandere, saaat det gjøres overflødigt for mig at straffe Stats- borgerens Redacteur for saa ubeføjet Flaakjeftighed om Hvad Beskedenheden gjerne vil beholde for sig Selv og for høiere Øren, der, hvor lange de endog kunne være, dog undertiden ikke naae langt nok, men maa fortælles endog selvsmigrende Sandhed. Førstnævnte Hædermand derimod betræffende, da kræver det ubesmittede Rygte, han i sine ærlige, men udarmede Hjembygder, lige siden dets Blankskuring i Storthinget, da han ansøgte og er- holdt ved sal. Falsens Anstrengelser Borgerret, har forstaaet saa vel at vedligeholde, at det ogsaa agtes reent og ubesmittet uden- om disse, saameget mere, som han nu medrette agter sine For- tjenesters Dynge saa høi, at han derpaa bør opstige med samme Stolthed som Hanen paa en Møgdyng, tale eller gale baade om dem og hvadmere han agter at gjøre og kræve og fordre og pukke paa Forflyttelse, hvortil -- dersom dette endelig maa skee -- da hine hans Hjembygder med Selvfornægtelse sukke: Amen! -- Ja, da kræver Sandheden at berigtige Statsborgerens udspredte Usandhed om denne Mands Ubeskedenhed og Selvroes; og Men- neskelighed kræver at jage denne Gneldrebikje fra Benene af en skikkelig Mand, der kun emner at vandre sin egen Vei. Det burde foraarsage et Oprør imellem nogle 100 fortvivlede Menne- sker, der faste og græde for at gjøre ligesom en Vederlagsbod til Himlen, fordi den har velsignet deres Kreds med et saadant "Gudsmenneske," som han kaldes, dersom de fik at vide, at en Atpaaslæng i Byen uimodsagt havde vovet at ville sætte en Pind for dette taarevædede Gudsmenneskes høiere Hensigter. Derfor erklærer jeg aabenlyst for en Bagvaskelse det: at sige, at Proc. Praem ligefrem roser sig af sin Snuhed. Ak, I Himlens SIDE: 230 Hellige! Snuhed? Han Snuhed, denne tvetydige Egenskab, som laanes af Ræven, og som kun passer sig for disse Dyr, for Spio- ner og Sartiner! [fotnotemerke] Snuhed Han, der vil komme til at staae igjen som et nybaaret Lam, naar Justitsen faaer trukket den Vargham af ham, som Candidat Wergeland, der ikke seer godt, troer at have seet ham i, luskende omkring i Taagen nuder Rommerigets Graner? Han har visselig kun halvligefrem, indirecte tillagt sig denne Egenskab. Thi Sagen hænger saaledes sammen: Han havde blandt andre ædle unionske og patriotiske Planer ogsaa den at sætte en Grændse for det aarlige Uvæsen 17de Mai; men der- til behøvedes en liden Politimester som den Napoleon havde i Fouché, og ikke ligefremme Karle, der indlade sig i Slagsmaal og vove Broderiet, eller troe den politiske Retfærd hevnet nok- som ved saa mild en Pinebænk som en Uges ulovlige Fastlænken til en Arrestbrix, eller Kjødhoveder, som ikke vide at udspinde Noget af det falske Rygte om Hovedmænd for slige oprørske Uordener, der skulle have deres Rod i Sammensværgelser for "gamle Norge paa egne Been." Nei, udviklende dette i en Af- handling til Regjeringen, der hovedsageligen fører Beviset for, at Politimesterembedet bør gjøres saa afhængigt af Magten som mu- ligt, og alene bestyres ved Constitution, skildrer Han ganske an- dre, men derfor ikke mindre kraftige Egenskaber, som nødven- dige for og betegnende den fødte constituerede Politimester. Iblandt disse har da "en vis Snuhed" sin ikke underordnede Plads. Ved Siden af dette smukke Værk indleveres da Ansøg- ningen om Politimesterskab, med Forsikkringer om, at man tiltroer sig, og veed og føler sig skikket til at opfylde, som havende de nødvendige Egenskaber, alle derpaa hvilende Forpligtelser. Hvem har nu Ret, Hr. Statsborger! Er dette at rose sig af Snuhed, fordi man siger, at en Politimester bør have denne Egen- skab, og, at man Selv bør være Politimester? Kanskee, naar Alt kommer til Alt, saa har Hr. Dass heller ikke ligefrem pralt af at have erholdt Stene i Ryggen for den gode Sags Skyld; men ikkun sagt: "at han gjerne for Hs. Majestæts Villies Skyld kunde have faaet baade Stene i Ryggen og Bank," eller "at han gjerne for Hs. Majestæts Villies Skyld vil modtage Stene i Ryggen." Isaa- fald kan man kun sige, at det er en høist hæderlig Parodie paa Kong Arthurs Jevninge, der gjorde Løfter for Maden, ja Løfter, Fotnote: En stor Politieslyngel i Paris engang. SIDE: 231 der stege i Frygtelighed jomere de drak. De seer, Hr. Statsbor- ger, hvorledes Deres Anke mod Hr. Praëm -- der vil faae sin Gjengjeldelse Hisset, trods den utaknemmelige Stat -- hensvin- der af hans gode Navn som Pusten af Staalet. Maaskee, naar man fik fat i det franske Haandskrift, som Han havde i Stock- holm den Ære underdanigst at overrække Hs. Majestæt, man ligeledes vilde opdage snarere Træk af Høisind end af Neder- drægtighed, snarere en patriotisk Nyplan, lignende Ovenforfrem- satte, end, som Rygtet har sagt, et Amalgamations-Forslag eller et nyt Forslag til at kue 17de Mai tilbage i Forglemmelse. Saa- ledes er det, naar Alt bliver belyst, naar man giver Den et høist fortjent Flabbedrag, der vil sætte sine skidne Læber til Bagta- lelsens Basun imod en Mand, hvis Uegennyttighed snart vil blive til et Ordsprog, hvis Dyd er liig den, der straalede i hine Dage, da der stod Galger paa hver Kirkebakke, og Synden altsaa maatte tye iskjul, og om Hvem det ikke lader sig sige, at Han betyngede sit Hus med uretfærdigt Gods, sit allerede i Ungdommen rystende Hoved med udplyndrede Armes Jammersuk, sin Isse med et gjæstmildt Folks Forbandelser, sit Navn med Skjændsel, der ikke hendamper med den sidste Sveed; eller at Han, efter Barndom- mens henrundne fortjenstløse Dage, begyndte med at hylde de Be- gjærligheder, som mærke Manddommens Dage med Forbrydelser. Skulde De blive altfor arg over disse Revselser, Hr. Statsbor- ger, da maae De vide, at jeg, som Procurator Wahl i Thrond- hjem, holder Landslov og Ret for det sikkreste, og agter at holde mig dertil. Regjeringen vil heller ikke være sparsom paa at give mig en overordentlig Ret, en Commission til at dømme os imel- lem. Mit hele Forsvar ligger i selve Gjerningen, at jeg har talt en almeenagtet Hædersmands Sag imod ubeføjet Bagvaskelse, samt i disse Tydskeren H. Heines Ord: "det er just Trykkefrihe- dens velsignede Følger -- den jeg ellers hader ligesaa dødelig som Universitets-Lærernes Skribentdovenskabs Talsmand i Mor- genbladets første Tilsvar til hersteds Indrykkede, om 8de Hefte af Maanedsskriftet -- at den berøver Folkeledernes Djervmaal al Nyhedens Tryllekraft: det lidenskabeligste Ord neutraliseres ved ligesaa lidenskabeligt Gjenmæle; og den qvæler allerede i Fødselen Bagvaskelsen, der, udsaaet af Tilfælde eller Ondskab, fremvoxer fordærveligen og frækt iløn, liig Giftplanten der kun SIDE: 232 trives i dunkle Skovsumpe og i gamle Borg- og Kirke-Rui- ners Skygge, men hentørres elendigt og jammerligt i det klare Sollys." Henrik Wergeland [OM OPPOSISJONEN] Vor Regjering og dens nærmeste Stormænd skulle sandelig slippe at klage over, at Modsamlagstidenderne ikke ere nok høf- lige imod dem. Man complimenterer snart den hele Regjering, snart Enkelte af dens Medlemmer for Liberalitet; og en Amt- mand faaer de ærbødigste Taksigelser, der ligne Nederdrægtig- hedens Bøienistøvet for Nedladenheden, saasnart han giver Al- meenheden en offentlig afæsket Oplysning, eller viser paa en eller anden Maade, at han ikke, som nogle engelske storsnudede Statsraader tilforn, eller som vor Hovedstads Fæstnings-Com- mandant, Baron Wedel, efter hans offentlige Erklæring, lader haant om den offentlige Stemme, forsaavidt denne finder Mæle igjennem Dagbladene. Omendskjøndt Lovmælerne over vore Regjeringsmedlemmers Liberalitet lade sig, og det alene med Grund, betragte som almindelige, tomme Artigheder, eller som taabelige Forsøg paa at smøre dem om Munden, fordi de i no- gen Tid have standset med at ødsle saa med Trykkefrihedspro- cesser -- noget, som, at slutte efter Sagsanlægget mod Bladet Folkevennen for dens Benævnelse af Grundloven fra 17de Mai, ellers falder DHrr. særdeles let, saaat det kan paa en Maade kaldes en Naade at slippe for en saadan Action -- : saa er og bliver dog dette Complimentmagerie, en uværdig Uskik, fordi den har sit Udspring fra den gamle slaviske Kryben for Kongen og hans Nærmeste; og 2) en umoralsk Uskik, fordi man ligesaalidt bør usandfærdigen rose eller smigre som bagvaske; samt 3) en fordærvelig Uskik, fordi man ved en, omendog denne høieste Embedsmand gjør sin Pligt, endog i dette Tilfælde høist utidig, unødvendig Roes, let kan gjøre denne altfor kry, saa han, for- ledet af Indbildningen om sine Fortjenester, forlader netop den Bane, han stille vandrede imod disse. Saavidt Inds. bekjendt, have vi hverken noget synderligen -- og mindst Liberalitet -- at rose hos vore Statsraader, og vel heller ikke videre at dadle. Skulde En af dem, mod Forventning, give et eller andet frem- ragende Exempel paa Liberalitet og mandig Pligtopfyldelse, da SIDE: 233 skulle vi visselig gjøre os en Ære af at forekomme Ministerial- bladet Rigstidenden i at rose. Vi vente imidlertid ingen Særsyn. Lad det derfor være som det er. Vor politiske Barndom, vor statsborgerlige Klodsethed og vort offentlige Livs døde Stilhed fortjener dem ikke bedre eller mere udmærkede end de ere. Henrik Wergeland EUROPA Istedetfor at dele flere svenske Tidenders Uvillie over vor sidste Kongeætlings Navntagelse efter Polens Kuer, hvilken be- tragtede dette som et Slags Vasaltegn, og istedetfor at frabede sig Æren af at see ham betitlet som Hertug af Dalarne, have Dalekarlerne underdanigst ved en Deputation takket for denne Ære. -- I Sjælland raser ogsaa en fysisk Forraadnelsesfeber. Ikke alene Sjelene, men ogsaa Kroppene forraadne under Ene- vældet. -- I det keiserlig-kongelige Spiseqvarteer Wien raser Cholera. Fraadsemagnaterne forbauses over slige Digestioner og døe. Metternich er syg; snart skal der ikke rende ondt af ham mere. -- Det var en skammelig Bagvaskelse, at den polske Hær stod med strakt gevær om Modlin, Zacroczyn og Plozk. I den første Stad der er stærkt befæstet og nærme Warschau, befaler Ledochowski, der har svoret ikke at ville overleve Polen. I den anden Stad befinde sig de polske Thingmænd, Statsraader og en stor Mængde af den polske Befrielseskrigs Ophavsmænd, hvor- iblandt flere Bestyrere af frisindede Blade, der nu udkomme ligesaavel her som før i Warschau. I den tredie Stad og dens Omegn staaer den ene Halvdeel af den polske Hær, omtrent 20,000 Kocziuskoer, med 70 Canoner, medens den anden Halv- deel, under Romarino, efter to Seire over Gen. Rosen, har truk- ket sig ned mod Galiziens Grændse. Men hvor er den flyvende Dembinski? Maaskee ved en eller anden af de Smaahære, som nu bringe Russerne, efter Warschaus Besættelse, der udfordrer en heel Hær, ligesaavist Fordærvelsen som Spaniernes Smaakrig bragte Franskmændene den efter Madrids Indtagelse. Hvor er den djærve Skrzinecki og Chlopicki med de blodsprængte Graa- haar, og Stormeren Prandzinskis ustandselige Klinge? Ingen veed det. Men visselig dele de ikke Gamlingen Kruckowieckis Bedøvelse. Hvem holder Vargen ved Ørene? Hevnsværdet tilbage i War- schau? Hvem kastede den russiske Rüdiger over Grændsen? SIDE: 234 Hvem lader endnu Hvidørnen flyve over den hele polske Slette, undtagen over Rummet fra Vola til Pragas Brohoved. Hvidørnen er fløjet ud forat øve sine Unger -- en Ulv er krøben i det tomme Rede. Det er det Hele. Men Ørnen med Ungerne ven- der tilbage, og den galliske Kamphane kommer -- da maa Ulven ud. Det er Sluten. I Paris har Dødsskriget fra Warschau vakt den galliske Hane. Den har galet Død over Ministeren Sebastiani, der har bedraget Skrzinecki og bevirket ved sine forræderiske Løfter, at den pol- ske Hær, i fuld Tiltroe dertil, deelte sig før Warschaus Storme. Den vil ud at kare i det tydske støv. Med andre Ord: kun med Nød er for det første denne Minister og hans Medskyldige Perrier undsluppen Pariserfolkets Forbittrelse. De anholdtes paa Vendomepladsen; i Kammeret androges af Mauguin paa Anklage mod dem; Lafayette fordømte dem og den orleanske Politik i en Tale over Polen, der bragte Hjerterne til at bæve over dette iiskolde, egennyttige Systeem; Gaderne steinskandsedes; Mas- sernes Veeskrig fremkaldte Kongen af Palais Royal; hans gamle Søtsnak fik kun Millionraabet: "mod Russerne!" til Svar; hine Ministres Storhuse ødelagdes -- den væbnede Nationalgarde saae derpaa i Sørgeflor. Dette er Begyndelsen til Hovedomvælt- ningen, til Befrielseskrigen i Tyskland, til Barbarernes Forjagelse af Europa, til de varme, medfø1ende Hjerters, den europæiske Brødrekjærligheds Udbrud. Hiin iiskolde, sneverhjertede Politik brister som Isen over Vulcanen. Lad Vulcanen udøse sin Ild. Frydens Viinbjerge, Fredens Kornmarker, Olivenhøje bølge snar- ligen over. Man maa aldrig frygte for hvad Friheden koster. Den fødes, som det guddommelige Menneske i Kamp og Smerte. Fædrene arbeide for Børnene. Hvor stort er dog dette halvtræl- bundne halvfrie Europa, at det skal føde netop af sin Elendighed et lyksaligt. Det skal udgyde Blod og kjæmpe med Hærrækker forat -- saa nær er man Seiren -- den nærmeste Æt kan splintre Sværdene og lægge Bannerne korsviis over Fædrenes, over vore Grave. Henrik Wergeland BEKJENDTGJØRELSE De af Folkebladets Holdere, som ville benytte den til l/3 af Bladets Priis fastsatte Portonedsættelse (almindeligen kaldet Porto- frihed), som Folkebladet har under 20de f. M. naadigst erholdt, SIDE: 235 ville behage hurtigst at melde dette enten til Bladbestyret selv i Christiania eller helst til dem, der hidtil godhedsfuldt have be- sørget Uddelingen i Byerne og Bygderne, hvilke gode Mænd da ikke ville undlade saa betimeligen at meddele Bladbestyret hver Enkeltmands Villie isaahenseende, saa at den almene Forsendelse med Posten kunde begyndes med Folkebladets 4de Fjerdingaar. Forat erholde Bladet med Posten betales altsaa 10 ß fjerdingaar- viis pr. Exemplar. Der indbydes til Subscription paa Digte af Henrik Wergeland, 2den Ring, samt Løjer i Holyrood, Fantasme i 3 Farcer af Siful Sifadda. Subscriptionsprisen for Begge tilsammen, der udkomme sær- skilt heftede til een Tid, hver omtrent 6 Ark stor, er 60 ß. Vel- villige, som samle 8 Subscribenter erholde 1 Friexemplar af Begge; for 20 Subskb. 3, o. s. v. i Forhold. Planerne ønskes indsendte til Hr. Boghandler Schiwe i Christiania, eller til Udstederne inden Midten af November, for at see Expl. omsendte til Juul. lste October 1831. Henrik Wergeland INDLÆG FOR PROCURATOR PRAEM MOD THOR STATSBORGER Nyeste Skilderie 12. okt. 1831. S.T. Hr. Statsborger! Det gaaer vel -- som man siger med en norsk Talemaade -- i mange Mennesker, naar de høre Procurator Praems Navn. Hvordan maa da De, Hr. Statsborger, være tilmode -- gaaer det ikke i Dem -- som har turdet ægge Dem ind paa denne engle- blændte Mand? Kommer det Dem ved, at en Grønskolling, der troer, at Livet er tabt, fordi han seer nogle ærlige Mænd holde Faste eller med Bylt paa Nakken og Ungerne ved Haanden, vandre ud fra øde Arner, og som ikke kan taale, at man vrider sine Hænder i Graad bag Guds grønne Buske; som hører paa Bygdesnak, og har Indbildningen fuld af børneædende Varulve og Drager, der ruge paa røvet Guld, erklærer, med Øxen over Nakken, for Alfolket, at dets meestberømte(?) Procurator er en SIDE: 236 Forbryder mod Stat og Menneskehed? Deres ærbødige Tjener formener, at Deres Oprippen af denne dumme Aabenhjertighed, herleder sig fra det Oppositionsbladenes Princip, at tage kun fat paa de Carnailler, der ogsaa ere politiske Carnailler. Jeg holder mig saaledes overtydet om, at De vilde ladet Proc. Praem ifred, dersom De ikke havde havt i politisk Henseende et Horn i Siden paa denne Mand. Pas Dem imidlertid for at faae et Horn igjen med Justitiabilledet selv indsvedet paa Knappen, naar han (upaa- tvivlelig, dersom Fortjenester lønnes hertillands!) bliver Hoved- stadens Politiemester! Thi den eneste Last, som dette Dyds- mønster har, er Hevngjerrighed, som dog kun bevæger sig under alle Lovens Former. Jeg spørger Dem imidlertid med hvad Grund, De kan drage Proc. Praems politiske eller -- som De formodentlig vil -- statsborgerlige Characteers Agtværdighed itvivl. De maa have glemt Hans Trumfsexten mod det kongelige absolute Veto, da det stundede til Thingvalg. De maa have glemt hans Cano- nade i Morgenbladet mod Rævbælgmageren, efter hvilken, da Røgen drev væk, man saae ham staae igjen paa den tappertfor- svarede Vold, reen og skinnende og sejersmilende, med Lunten i Haanden -- ogsaa da det stundede tilthings -- beredt til at nedskyde Enhver, som endnu turde raabe: Rævbælg! Rævbælg! Men De synes kun at erindre, at en af de tiloversblevne ladte Kanoner, blot ved et Luntefeilgreb, gik af imod de stakkels Sammensamlere af Chr. Kroghs Aske og imod Syrinxfløiten, der snart blæses fra den Kant og snart fra den Kant, alteftersom Vinden blæser paa Økern. Der maa ellers starblinde Øine til ikke at see, at kun Fiinfølelse og Beskedenhed da styrede hans Haand. Thi vel maatte han vide med sig Selv, at, fik Normæn- dene først Smag paa at reise Æresstøtter, da vilde det ikke vare længe, før Turen kom til ham, og at der reistes en, enten der, hvor han steeg først iland eller der, hvor han saaatsige har sin Hule, med en Indskrift, som kunde lokke Taarer af Efter- slægtens Øine, altid behængt med Krandse af g-Ran, Ulv-efod- mose og andre Urter, hvis Best-andighed Evigheden forgjæves pRøver, samt omringet af Rævesaxe eller et spydfOrm-et G-Elen- de-r, saaat ingen kRænker eller Synder-river Folkets H-Æders- støtte. Skulde nu Den, der prydes med saa mageløs en Be- skedenhed, prale af sin Snuhed, naar hans ædle Bevæggrunde ere saa lette at finde? eller, skulde det ikke uendset tillades SIDE: 237 ham for eengangs Skyld at rose sig af denne, som Livet nu er indrettet, uundværlige Egenskab? . . Eller skulde der være nogen Skam forbundet med at besidde og rose sig af denne Klog- skabens Broder? Den er meget mere en ædel Egenskab, som lejes for det røde Guld af Kongerne og udgjør første Ingredienz til en Ministerhjerne. De ædleste Dyr have den: Løven parrer denne Dyd med sit Mod og Kongetigeren og Ørkenernes Herskere Leoparden og Pantheren leve ved den; ligeledes -- for at gaae over til andre Slægter -- den ædle Baron Wedel parrer ligesom Løven Snuhed med ugemeen Tapperhed, hvorpaa han gav en forunderlig Prøve, da han saa mesterligen spillede den Fortørnede, fordi, ved en Leilighed, en yngre Krigsmand blev ham foretrukken, gik omkring, som den aftakkede Dictator Sylla paa Roms forum, i civile Klæder og smaasnakkede med Borgerne saa venligen som om han alvorligen havde givet Kongen, Kongens Vrede, Krigs- tjenesten og sin egen gamle martialske Adam en god Dag. Kan De altsaa heller ikke i dette Punct faae nogen Klik paa Ædlingen, hvis Navn funkler i Taarer over Landet, og hvis Sag jeg her taler, da har De talt af blindt Had til Ham -- gid da, hvis De siden har faaet eller nu faaer dem op, deres Øine atter maa blindes af salten Angers Graad; -- hvis ikke, da vil jeg an- mode H. H. Baronen om at hugge Hovedet af Dem!! Hr. Stats- borger, Deres Procurator Praems Procurator. Henrik Wergeland FOLKEBLADET No. 38. Tirsdag den 18de October 1831. OVERTROE Iblandt mindre oplyste Bønder, men især imellem disses Qvind- folk, hersker endnu den gamle Overtroe om Ilddrager, om den som Syndskræmsel opdigtede Djævels Aabenbarelse som Ildkugler og deslige. Maa man vel indrømme, at saadanne skadelige og uværdige Indbildninger sjeldnere end i Bedstefaderoldet plage Folk, saa lader det sig dog ikke nægte, at flere Uvittige opfriske igjen de gamle Historier, som forledede dertil af enkelte Natur- særsyn, hvortil de have været Vidne. Flere af disse kunne SIDE: 238 virkelig forbause, og Forbauselse er, skjøndt taus, mens den varer, desto mere flaakjeftet og strømtalende, naar den kommer til Mæle. Det er derfor et klogt Raad, at give denne, især forme- delst den velsignede Uvidenhed om Naturen, hvori man har ladet Bonden Æt for Æt voxe op, saaofte naturlige, grundede For- bauselse først opstaaer hos Folk, man bør tiltroe mere Oplysning end sig Selv eller de Tilhørere, man ellers kunde villet esle For- tællingen fersk. Denne Tiltroe, og sin egen Eftertanke viste en simpel Landstjenestepige Indsenderen, og Han maa bekjende, at Hvad der mødte denne Pige kunne have forbauset hvilkensom- helst Professor i Naturvidenskaben det skulde være. Hun befandt sig Søndag Aften Kl.9 1/2 2den Octbr. d. A. -- Himmelen stjerne- klar, Veiret koldt og stille -- gaaende paa en Almuevei i Nær- heden af en Bæk, langt fra Folk: da Hun pludselig føler et Tryk paa Hovedet, en Gløden somom Skautet brændte i Nakken, seer sagte hvislende i et Nu hensvindende, varmende, men ei for- tærende Flammer at sprede sig paa begge Sider af Ansigtet. Alt oplystes medeet. Alt var forbi medeet. Fornemmelsen af Varme var saa stærk, at Hun følte efter om Skautet ikke brændte, men Intet var beskadiget. Inds. forklarede Pigen, at noget Over- naturligt var ligesaalidt i Spillet nu som ellers; men at brændbare Dampe ofte pludseligen antænde sig snart fjernere -- og sees da som Stjerneskud, Kornmod og Lyn -- snart nærmere, og sees da som Ildkugler eller de saakaldte Ilddrager. Disse Virkninger til- skrives forskjellige Legemers gjensidigt virkende, electriske Kraft. Men har et Luftlegeme, en Damp, ved sin electriske Kraft antændt sig, da søger denne electriske Ild, andre electriske Legemer og ledes deraf, som f. Ex. Lynet Metaller. Pigen havde gaaet hurtig: hendes Uddunstning og Haar har tiltrukket de pludselig antændte Dampe, som Bækken ved den paakomne Kulde havde givet af sig. Henrik Wergeland BLANDINGER I Paris vises et Carricatur (Spottebild,) betitlet "Europas Til- stand;" hvori en grønklæd Kriger (Rusland) sees ifærd med at binde en lille Dreng med afrevne Klæder og hvis nøgne Ryg viser Striber af Pidskesnært; han værger sig imidlertid godt imod hiin, der holder en Lænke i den ene og en Svøbe i den anden Haand. Drengen er opkradset i Ansigtet, og Sved og Blod løber SIDE: 239 ned af ham. Ved hans ene Side staaer en Mand i blaa Uniform (Frankrig) og stikker ham en Agurk i Munden. En Mand i rød Uniform (England) staaer noget afsides, regnende paa en Tavle, og havende en Vægt for sig, i hvis ene Skaal ligger Menneskehed, og i den anden en Pence, som overveier hiin. En fransk Soldat opløfter Foden for at skræve over Tydskland, men holdes i Kjole- flaget tilbage af et Faar. Don Miguel drikker af et Kar med Paa- skrift "Menneskeblod." Nogle Damer (andre europæiske Stater) sidde og plukke Charpi af den franske Konges Trontale. Over Maleriet svæver en kulsort Skye. Henrik Wergeland FOREBYGGELSESMIDDEL MOD CHOLERA Allerede Hypocrates skal have kjendt at hindre Udbredelse af smitsomme Sygdomme, ved at lægge gloende Stene i et Kar med Tjære udenfor en Byes Porte. Den Damp, som derved opstiger, skal forebygge Smitten. En Hamborger Læge, som levede under den Pest, som i Begyndelsen af det Attende Aarhundrede herjede Hamborg, skal have anvendt samme Middel ved Indgangen til sit Huus med det Held, at Ingen hverken i hans eller Nabohuset blev hjemsøgte af Pesten, imedens den rasede fjern og nær. Ogsaa som Forebyggelsesmiddel skal l0 til 15 Draaber forsødet Saltgeist (spir. salis dulcis), taget i Sukker, være befundet probat. Flegma- tiske og de, som nyde dagligen endeel Spiritus kunne tage nogle Draaber mere. Kun Friske -- men aldeles ikke Syge -- maa bruge dette Middel. En østerrigsk Præst skal have brugt følgende Middel mod Cho- lera morbus med det Held, at Ingen, som brugte det, døde af Sygdommen: 1 Pot stærk Viingeist, 1/2 Pot Viinædike, 1 Lod stødt Kamfer, 1 Lod stødt Sennepsfrøe, 1/2 Lod stødt Pebber, 1 Skee stødt Knopløg, 1/2 Lod Cantaride Pulver, som kommes tilsammen, opvarmes og ristes vel, hvormed Hænder og Fødder gnides vel paa Patienten i 2 à 3 Timer, som tillige gives 1 Glas varm og stærk Thee 1/2 Delen af Chamomille og 1/2 Delen af Krusemynte. Naar Sved indtræffer, som gjerne skeer efter et Qvarteer, til- pakkes Patienten med Dyne og Tæpper saa vel, at ei engang en Finger er ubedækket, saasom den mindste Forkjølelse er dræ- bende. For Mavekrampe bruges varme Omslag af Klid og Aske. Henrik Wergeland SIDE: 240 BEKJENDTGJØRELSE Portonedsættelsen lader Bestyrelsen haabe en Forandring til det Bedre med dette Blad. Vi opmuntre til fornyet Subscription, hvilken, dersom den lykkes, vil, uden Forhøielse af Bladets Priis, bevirke, at det regelmæssig udkommer med Tillæg, alene emnet Bekjendtgjørelser. Da Betalingen for forlangte Bekjendtgjørelser -- 2 ß Linien -- er saa særdeles billig iforhold til den for andre Blade fastsatte, da Folkebladet læses af en stor Mængde, og fra Novbr. Maaned kan forsendes med Posterne: saa anbefale vi dette paatænkte Tillæg for Bekjendtgjørelser, for hvilket vi da ikke trække saa snævre Grændser som i Bladets 1ste No. hvor de, formedelst det snævre Rum indskrænkedes til blot angaaende Kjøb og Salg af faste Eiendomme. Auctioner og Licitationer skulle ligeledes i dette Tillæg erholde fast Plads. Forsendelsen skal skee paa det punktligste; og saavel Indholdets Valg, som Bladets Ud- videlse uden Priisforhøielse alteftersom Subscribenternes Antal stiger, skal overtyde om, at Bladets Bestyrelse har Gavnviljen nær- mere for Øje end Fordeel. De Velvillige, som hidtil have frem- hjulpet Forsendelsen, som enhver af Læserne opmuntres til at samle Subscribenter paanyt, forat fremme dette Maal, saaat Bladet ud- videt og forbedret efter Evne, kan sættes istand til, efter dette Be- gyndelsesaar, stedse værdigere at hævde sit skjønne Navn. Vi haabe, at disse vore Forventninger om Medborgeres velvillige Umage herfor ikke skulle skuffes; men vente saa hurtigt som mue- ligt at see fra Bladets Fremhjælpere saavel Forlangender indsendt gjennem dem for Bladets gamle Holdere om at faae det med Posten, som lignende Forlangender fra nye Subscribenter. De, som mangle enkelte No., ville behage at tilmelde Bestyrelsen dette igjennem dens Commissionairer, hvilket beqvemmest skeer med det Samme de an- melde deres Villie om at benytte Portoen eller ei. (See forrige No.) SIFULINSKE STUMPER (Indsendt) Samfundsbladet 22. okt. 1831. (fortsat). Welhaven gav et rædsomt Vraal; men Siful gav han Skylden. Saa hænger Rodd sig ved den Naal, som pirker Hul paa Bylden. Chor -- Ecce eller Fredman kom. SIDE: 241 Som Maanen i den mørke Nat staaer eensom i det Høje, saa er i Norske Kirke sat Herr Deses ene Øje. Ecce Ei nogen Præst i Norges Land kan sin Minister lide. Ak, bør Du see ham Præstemand, ifra hans mørke Side. Ecce Den unge Morgenstjerne stod i Graad paa Torvevalen. Det Dampen var af Heltens Mod som drypped frem af Skallen. Ecce En Flyvetorsk troer sig være Fugl naar over en Sjø den sqvætter. Welhaven gjorde et Vers til Juul og troer sig Apollos Fætter. Ecce SCENE DE LA PETITE LYCÉE ): LA LYCÉE DES PETITESSES: Som Broer Ola Rein og ei som Far kun sutler blandt Grønskoller. I Spirit sin Ungdom gjemt han har. Den derfor evig holder. Ecce Welhavens Pensel er tidt en Pen (Had Sandhed at fordølge!) At Pennen Pensel er igjen, er derfor ingen Følge. Ecce SIDE: 242 Emilie gav Møglestue slig Besked: "Dem sidst jeg Hjertet giver." Han trøster sig; thi da han veed hans Tour det engang bliver. Ecce TIL CLAS KOKSMAT OMBORD I TOBAKSNØD FOR EN STUMP TOBAK. EN FIDIBUS. Clas gjør hvad Alle Andre gjør. Det Samme gjør og Aben. Nu røge Alle: Piberør har Clas da og i Flaben. Chor -- Fredman kom osv. Clas Koksmat troer, han voxen blier med Bedstefarspibe paa Tanden. Den gjør ei Mand og Havn ei Tyr: Den har og mangen Anden. Chor -- Fredman kom osv. Clas hørte sagt af Præstemand: "man tænker, naar man smøger". Clas røger strax. Hvad tænker Han? Han tænker, at Han -- røger. Chor -- Fredman kom osv. Af Smaadrengs Mund min lille Clas ei Røg skal gaae men Latter. Den Pibe, som er dig tilpas, er Ane Ammes Patter. Chor -- Fredman kom osv. Kast Piben, Tøs! Veed du ei, Nar, at Tobak Roser dræber. En kort men glødende Cigar Du har i mine Læber. Fredman kom osv. SIDE: 243 Den Fraadser hist, som æder meer, end Ulv og Bjørn og Løven, sin Pibe burde som Klysteer indstikke udi Røven. Fredman kom Den gamle Sladderhex, som Pjat med Snaddens Røg udblæser, jeg under meget heller at hun beed i Fandens Næse. Fredman kom Studenter ryge! Røgen jo fordriver Ræv af Hule. I Augustins og Ørsteds Tro sig mange Ræve skjule. Fredman kom osv. Og Sømanden i Slud paa Bak jeg 20 Piber giver. -- -- Se Clas, jeg til din Skidttobak en Fidibus beskriver. Fredman kom osv. STUMP En Dame gav Baumann slig Besked: "Jeg tør ei -- gak til Fanden. Een Mær du jo tildøde reed. Det skee kan med en Anden." Ecce -- (Fortsættes). SIDE: 244 Henrik Wergeland FOLKEBLADET No.39. Tirsdag den 25de October 1831. Reis dit Hoved, da Ingen tør Dig traae. Men kryber Du i Støvet, da blier Du traakket paa. ANMÆRKNING [TIL POLEMIKK MELLEM P. P. SOELVOLD OG M. HUSEBYE] I Anledning Ovenstaaende beklager Bladets Bestyr, at Bladet eengang -- men for sidste Gang -- aabnede sig for deslige ube- tydelige, men ikkedestomindre med illsk Sinde førte, Trætter. Tilligemed al Ordvexling om Smaating eller deslige Pølsepinde, hvis Opkog, hvor varmt det kan være, dog er forfærdelig tyndt, og som opfylder Rummet for almeennyttigere Ting, forvises ogsaa alle Rygter, naar de ikke ere almeenvigtige i videste Bemærkelse d. e. angaaende den hele Stat. Vi sætte en Pind for Pølsepindene. Punctum! Henrik Wergeland NAPOLEONS GRAV En Fleerhed i det franske Kammer har villet afæske den engelske Regjering, som Ejer af Øen St. Helena, Napoleons dødelige Lev- ninger, forat bisætte dem under hans jettestore, af den preussiske, østerrigske og russiske (de 3 den europæiske Trældoms store Repræsentanteres) Kanonmalm forfærdigede Sejerskolonne paa Vendomepladsen i Paris. Hvor værdigt et Liigminde den over- ordentlige Mand end herved vilde erholde, saa ere dog ikke Faa af den Mening, at han har et endnu værdigere, betragtende St. Helenaklippen midt i Verdenshavet alene som hans Grav- minde, som en endnu større Mindestøtte. Denne Tanke er unægtelig skjøn og stor; men spørge vi os: hvad vilde være det nyttigste? saa helde vi mere til den første Mening. Frankrigs Folk udstrømmede nemlig under hans Faner, enligt det ædlere Tænkesæt, som det oftere har givet Beviser for at være dets eget, i den Tanke, at det endnu under Keiser- spiret, som under Republikens Consularstave forfægtede Frihedens Sag. Det har endnu den samme Vilje. Det staaer endnu beredt til at udføre dette Hverv, som hos det er bleven nationalt, som et af Forsynet det betroet Pligtarbeide; og -- da de Kræfter SIDE: 245 Franskmændene skulde bekjæmpe ere svare, da de ogsaa have prøvet Krigens skiftende Lykke, saa behøve de al den Øgelse, deres sædlige Kraft kan faae; og -- da Sagaens Minder virke vældigen paa de Folkemasser, der kunne kalde dem sine; -- da Hvad der er borte dog indhylles ligesom i en Glemselstaage [fotnotemerke] om end ei i Forglemmelsens døde Mulm: saa trænge de til en saa belivende Opfriskelse af deres stolteste historiske Minde, som det vilde være, at Frankerfolket daglig havde Napoleons store Gravstøtte for Øinene. I det vi fremføre denne Mening, staaer Napoleons Liv for vor Erindring, og -- vi ere atter uvisse; det er en Masses Uvidenhed, som da vilde bruges som Vaaben: Despoten fortjener intet andet Leje end under en fremmed Skild- vagts Fod paa et øde Skjær: alle Europas Despoter burde der ved fremmede barbariske Kyster finde deres Grav: hiin Kolonne forblive altid Frankerfolkets dyrebareste Nationalklenod (som det viste i 1815, tvingende de forbundne Seierherrer i Paris til at borttage Trosserne som de alt havde om Kolonnen forat nedhale den); men -- sæt, at Napoleons Lig ankom nu under Polens Dødsstrid eller under den forestaaende Hevn, som de allerede ymte om, truer baade Polen og Belgien, mon da ikke Folkets Mod og Vilje til at hjælpe og befrie vilde erholde ligesom ny Opildning, og det selv, ligesom anført af hans Skygge, paa hvem Forpligtelsen hviler at hjælpe Polen, bryde ud, forat fuldføre dette Hverv, enten det falske Ministerraad vil eller ikke; ja bryde ud til Hjælp for Polen, ligesom forat berolige hans Skygge? Med Helgenbeen paa Brystet ginge Korsfarerne gjennem græsk Ild og muhamedanske Klinger. Men, forat forsyne de papistiske Masser med slige Been, hvormangen Røver, i Galgen, kan ikke tænkes dertil at have maattet lade sit Galgendingel? Røverbeen som Begeistringsmiddel i en hellig Krig? Nu, Despotbeen som Begeistringsmiddel i en Befrielseskrig -- er dette besynderligere? Forflyttelsen kan da være nyttig, og er dertil ikke af saa liden poetisk Storhed, som det syntes ved den første Sammenligning med Ligets Forbliven i den Grav, som det har, hvor poetisk- stor end denne virkelig er. For denne sidste Mening har et svensk Digt, der -- at slutte mere efter dets Værd og Aanden Fotnote: Dæmrer ikke ogsaa en Saadan for vore Øine for de videnskabelige Skatte, som Norge har at kræve i Kjøbenhavn? Island og de øvrige fralistede norske Eiendomme ligge i samme Skaadde. Lad det blæse op! SIDE: 246 deri end af at det er mærket T -- r -- er af den berømte Tegner, udtrykt sig saa skjønt, at vi ville overføre det i vort Sprog: Napoleons Grav. Rør ei hans Støv! Hvorhelst det hviler, staaer Sejerens Kolonn' derpaa. Det er hans Ære blot, som iler til Tidens Grænds. Lad Støvet staae! Det var hans Storhed, at han vilde forene hvad dog søndres skal: det Gamles og det Nyes Snille; det var hans Storhed og hans Fald. De Tvende bøjes ei tilsammen. De sprunge sønder i hans Haand; og snart igjen opluer Flammen af deres Strid kring Hav og Land. Nyverdnen mødes med den gamle, hvor Solen vendes midt paa Hav. Og For- og Fremtids Aander famle omkring den store Mindegrav. Imellem sluknede Volcaner, en Vægtstang med to Tider paa, imellem tvende Verdners Baner hans Urne staaer -- der den maa staae. Der kan Han over begge blikke, og pege med sin Herskerstav, hvor begge sine Bølger skikke, at brydes kring hans Jettegrav. Henrik Wergeland MINERING I ostindiske Steenbrud vindes uhyre Blokker udaf haarde Bjerget paa følgende simple Maade. Naar man har fundet en Deel af Klippen nok vidtstrakt og beliggende utmed Branten af en alle- rede bearbeidet Deel, jevnes den øverste Yte og, altefter den SIDE: 247 paatænkte Størrelse, udhugges en et Par Tommer dyb Linie, hvorover en smal Ild opgjøres og underholdes til den under- liggende Klippe er vel igjennemglødet. Hurtigt forsyne en Række Arbeidere sig hver med en Bøtte koldt Vand, bortsope i største Hast Asken og udtømme Vandet i den ophedede Fordybning, da Bjerget alene revner med en smal Sprække. Blokke af 6 Fods Bredde og 80 Fods Længde erholdes stundom paa dette Sæt. Henrik Wergeland TRYKFEIL I NO. 36. Pag. 147 Sp. 2 Ln. 19 lide l. lide, -- 148 - 1 - 7 lasede l. lavede -- " - " - 13 Nikolai l. Mikael -- 150 - 2 - 18 Begivenheder l. Begjærligheder. Forfatteren til Stykket Polen i Folkebladet. 17de October. P. S. Den slette Correctur beklager jeg dobbelt. Men hvor er det muligt at corrigere, naar Sætterne ere saa skjødesløse. Manu- scriptet var nu rigtignok, in casu Polens, temmelig utydeligt. Henrik Wergeland REPLIQUE FRA SIFUL Samfundsbladet 30(?) oktober 1831. Welhaven! Jeg vil ikke paa nogensomhelst Maade give Dig An- ledning til at trække Dig tilbage fra Stumpekampen. Det vilde være baade ufornuftigt af mig, der har givet mig engang af med at dechiffrere din Charakteer, og endnu har Dig, og formedelst dens virkelige Originalitet længe endnu vil have Dig under Mikro- skopet, som og barnagtigt af mig, at henslænge Dig, efterat jeg har sat Dig i Bevægelse som min Legedukke. Ja vel! Du er det, Welhaven; men der er mere Alvor i min Leeg med Dig, end med en sædvanlig levende burlesk Halling (f. Ex. O.R.H. -- H.T.W. -- I.S. -- T.H. -- B. -- atter B. -- N. o. s. v.) og Du lader Dig i Dit Forhold til mig snarere ligne ved en Figur, hvormed en Fysi- ker, en Mediciner eller deslige anstille deres Experimenter -- f. Ex. galvaniske Forsøg -- ja, galvaniske, mine ere galvaniske. SIDE: 248 Det er grusomt med et levende Menneske. Men det skeer for min Videnskabs Skyld. Jeg experimenterer videre -- jeg ana- tomerer videre. Du har kun Lov til at vride Dig under Experi- menterne, saameget Du vil. Jeg har havt altfor megen Tilfreds- stillelse af det første Experiment, til at jeg skulde aflade; thi med en Sags superbia vatis har jeg af enkelte af Dine Udbrud, der vare en forudseet, intenderet Følge af de moralske Krampetræk, Punkternaalen maatte -- læg Mærke til dette maatte -- sætte dit Væsen i, seet dette forud aldeles træffende skildret af mig i en for længere Tid siden forfattet, "Løjer i Holyrood" betitlet, dramatisk Satires eller Farces Repliquer, nemlig en Charakteer, hvis Naragtighed jeg har -- med Tilladelse -- laant af din, saa- ledes som jeg, efter den omhyggeligste Indsamling af Smaatræk, har den inde. Hvilken herlig Correspondence er nemlig ikke heri, at hiin Farceskygges Repræsentant i det virkelige Liv, ved at benytte sig af det Rygte om min Drikfældighed, som jeg allerede efter at have været i en halv Snees Studenterlag, havde ufortjent er- hvervet mig, og som gode Venner havde søgt af al Magt at be- vare, berettiger mig til at have lagt min Maske efterat en Stemme har tilraabt ham: Der en Satire er, som ikke taaler Latter, Thi den er Dommens Røst, ja idel Sandhed blot, Og derfor kold og klar, ja uden Sky af Spot. Du trodser ikke den; thi den er Lynets Datter. følgende ord i Munden -- -- -- havde jeg Dig fat, jeg flaaede reent Dig af og saa Dig skjære Prygl paa nøgne Nerver gav. Det er: Jeg Ære Dig ei for en Styver levner, paa dit moralske Rygte jeg mig mordisk hevner; Jeg skriver "Drukkenbolt"; jeg skriver til "en Tyv" og tager om en Hoerkarl Motto af Peer Syv. -- -- -- -- -- Hans Rygte tærer Skam, Død staaer i Knægtens Blik, Thi Quintessencen han af en Satire fik. Sligt Dødsskud vover Du ei reen Satire kalde? Hvo brygger bittrere end den, der brygger Galde? Kom frem da, Hvo som tør, og faaer et Klaps Fra "Skurk" og "Tremarksmand" og nedad indtil "Laps" Kom frem! kom frem! kom frem! kom frem! Nei Ingen vover! SIDE: 249 De Herrer see da, hvem paa Laurbær sover; I hørte, at jeg vandt; hvem gav det sidste Spark? Nu ve den Stemme; thi nu strømmer Galden over! I sorte Vover skal den strømme paa et Ark. Jeg tør sige, at jeg har opfattet dig min lille varmblodede, koldhjertede Mikro-Don-Juan-Charakteer. Jeg siger, som Du, ved et vellykket Kridstrøg: "Jeg har dig". Don-Juan-Charakteren er blot behandlet fra den ene Side hidtil: fra Sandselighedens. Vi havde hidtil blot en Don Juan, der opoffrer Alt for sin Sand- selighed, og denne er ikke den værste. Men den anden Livs- Drivfjeder, Egoismens Don Juan, have vi ikke; og Du, unge Wel- haven, synes allerede at have Conturen til en saadan. Don-Juan- Charakteeren er ligesom Gausta, lige forfærdende at betragte fra begge Sider. Vel -- jeg stiller mig paa min Plads -- jeg lader den lille Don Juan dandse -- jeg lader Alrunen skrige -- Juani- den hoppe -- jeg pirker -- jeg seer -- jeg pirker, naar det falder mig ind -- jeg experimenterer videre. -- -- -- STUMPER (Fortsættelse.) Jans Hoved Æmne godt nok er For sifulinske Lire; Hans Hjerte og hans Charakteer For Djævelens Satire. Fredman kom, etc. eller Ecce etc. Jan, for at døve Sifuls Sang, Hugg Tylvten -- ikke mindre. Thi Sangen evig gjennemklang Som Hug hans hule Indre. Fredman etc. Jan hugg en Tylvt, og loved fleer; Han Norges Lov vil prøve, At gribes Øxen atter, er Der ingen Skov at kløve. Fredman etc. SIDE: 250 (Efter det Franske) [fotnotemerke] Jeg bandte i min Ungkarls Stand Ved Satan og hans Flamme, Det ei forslaaer. -- Som Ægtemand Jeg svær ved min Madame. Ecce quam etc. Strax! vil du blive Millionær (Elv bli'r ved Aaers Yngel) Du tage 3 Mark af Enhver, Som troer, Du er en Slyngel. Fortsættes, si placet. Henrik Wergeland [OM PATROUILLEN] (Indsendt). Statsborgeren 30. okt. 1831. Med Forundring hører Indsenderen, at den udlevede, kraftløse Patrouille endnu existerer, skjønt den paa Aar og Dag ikke skal have frembragt et Stykke som var værd at læse, med Undtagelse af det den har opkogt af andre Aviser. Sluttelig tillader Indsen- deren sig at spørge, om det er til Patrouillen eller til Hr. Capi- taine Mariboe Abonenterne betale, hvoraf Ingen efter slig Prose- lyt-Færd fortjener Publikums Understøttelse? Det synes at være en høi Grad af Uforskammenhed at bemeldte Capitaine endnu ikke inddrager Bladet, dersom enten Podagra ei tillader ham mere at patrouillere, eller han har faaet Betaling for at ligge qvar. Man haaber at Publikum selv vil ende dette Gjækdriverie med samme og frasige sig Bladet, som Kjøbmændene i den senere Tid udentvivl har holdt blot for at faae Kræmmerhuse, og de andre Abonenter for at faae Krøller til deres Damer. Den 22de October 1831. Henrik Wergeland [OM BARON WEDEL OG TAMPESAKEN] (Indsendt). Statsborgeren 30. okt. 1831. Det er sørgeligt at høre paa alle disse Rygter, som fare Byen rundt om vor ærværdige Baron Wedel. Sæt at han var meget Fotnote: Saa redelig burde Welhaven været, at gjøre opmærksom paa, at det bedste av hans Epigrammer, det 9de, er stjaalet av det Tydske. Siful. SIDE: 251 sensibel, kunne vi jo resikere, at ogsaa han hængte sig; naar vi saaledes mistede alle vore Folk af den Kaliber, stode vi der en kjøn. Sæt endogsaa, at Slaven er død eller bragt til Fortvivlelse af Tampe-Traktementet, saa har dog ikke Baronen gjort værre end Cain. Men nu skriger man som om der skulde være skeet noget uhørt. Baronen, som er en meget medlidende Sjæl, kan ogsaa muligt have ræsoneret som saa, at det var bedre for Kunte- gutten at være blandt de Forklarede end paa Fæstningen. Tie derfor, du tusindtungede Rygte! om en Mand, som gjennem flere Sekler vil være baade Norges og Staværns Ziir, en Mand som paa Torvet -- hui! saa det lynede! -- nakkede Smaagutten og jog Hver hjem til Sit, en Mand, hm -- dog nei lad mig tie -- en Mand, som har samlet sig store Oplag af Laurbær, og som endnu inden han himler -- venia sit verbo! -- : vil samle sig et be- tydeligt Qvantum. Hvil sødt paa dine Laurbær da Du hæderkronte Wedel, som neppe sendes vil herfra Af ham, hvis Navn er Ledel. Thi hvis sin Manuarius Fra Jord han vilde puffe, Han var en Drommedarius -- Og det af første Skuffe. Vedelamicus. Henrik Wergeland FOLKEBLADET No. 40. Tirsdag den 1ste November 1831. Reis dit Hoved, da Ingen tør Dig traae. Men kryber Du i Støvet, da blier Du traakket paa. POLITISKE PRÆKENER Dette Emne -- siger "den svenske Medborger" -- er, ogsaa i vort Land, blevet Gjenstand for Opmærksomhed, i Anledning af en Præken, holdet Andendag-Juul i en af Stockholms Kirker. Spørgsmaalet synes at ligge dybt. Vi tillade os alene nogle Be- tragtninger derover. SIDE: 252 Om vi paastode at Almeenuddannelsen paa et høit Trin vilde fordre, at forvandle den offentlige Kirke-Guds-Dyrkelse til en enskilt (privat), at lade Tænkesæt og Anskuelser ligesaa frit ud- vikle sig i Religionsemner som i andre; at overlade Enhver, efter sin Aands Kraft, at tolke Religion og det religiøse Sinds opløf- tende Hemmeligheder paa samme Maade som han frit faaer tyde Naturens, Menneskefornuftens og Menneskefølelsens øvrige snart sagt ligesaa uforklarlige Gaader -- om vi paastode, at Religionen meer end noget Andet burde tilhøre alene Menneskets Indre, ad- skildt fra Tempelskikke og Tempelprunk, -- med eet Ord, at den ydre Stats Befatning med religiøse Anliggender engang vil ophøre, -- at saaledes et særrettighed-begavet Præsteskab og en Præstestand i Tidernes Længde og paa Almeenuddannelsens Blomstringspunct vil vorde overflødigt -- om vi derjemtemed paa- stode, at Alt igrunden er det Samme: Religion, Naturlære og Statslære: -- da skulde vi, udsættende os for en af Sandhedens haarde Kampe, henledes i vidtløftigere Afhandlinger, om hvilke vi nu kun kunne sige, at Tiden snart er moden for deres Be- handling og Udvikling. Med Tryghed vove vi dog at paastaae og paatage os at forsvare, at en Præst handler i sin Aands Kald, naar han fæster sine Tilhøreres Opmærksomhed paa Tidens Tegn og paa den Gudsrøst, som i de vidtomfattende Verdenshændelser aabenbarer sig for Menneskeheden. Man hører fra Prækestolerne hver Helg den høieste Guddom fremstilles som Ophov og Styrer af Natursynerne, af Aarsvext og Luftforandringer. Langt vigtigere maa det vel være at paaminde om, at, hvorledes hans Kraft og Aand virker i sin største Herlighed, naar det gjælder Skabelsens Ypperste: Menneskeheden, dens ædleste Fordringer, dens Ve eller Vel, Sejer eller Nederlag. Skulde dette være et uværdigt Formaal for aandelige Betragtninger, saa vide vi i Sandhed ei hvad som er vigtigt, værdigt eller stort. Thi hvilket Menneske, efter Christendommens Sind, anseer ikke Menneskehedens An- liggender for sine egne? Eller mon Meningen kan være, at Sven- sken blot skulde bekymre sig om Sverige, Normanden om Norge, Franskmanden blot om Frankrige o. s. v.? og, i Slutfølge heraf, hvert og et uselt Enkeltmenneske alene tænke paa sit eget Jeg? Nei -- saa var ikke Christi Hensigt, da han offrede sig for baade Jøder og Hedninger, som et Beviis paa sin faste sedlige og reli- giøse Overbeviisning d. e. paa sin Tro! Saa var ikke hans Hen- SIDE: 253 sigt, da han udskikkede sin Apostle at prædike for alt Folk de forbedrede Sedlighedslove, og for med deres Blod at besegle den nye Ordning i den sedlige Verden. Ovennævnte Præken udgik fra denne Synspunct. Forfatteren af denne Opsats hørte denne Præken, og med Uvilje hørte han den dadlet. Den var, efter Forfatterens Omdømme, blandt de sandest religiøse, han mindes at have hørt. Livligt fæstede den sig ogsaa i hans Minde, og han vil forsøge at give en Fremstil- ling af dens Hovedindhold. Evangeliet paa Andendag-Juul afhandler Math. 23 C. 34 V., hvor Jesus forkynder Guds Aands Hevn over Jerusalem for dets Synders Skyld, og straffer sin Tids Farisæer, fordi de ikke vilde lade Guds Aand rense sig; fordi de, efter deres Tænkesæt vare som Deeltagere i Profeternes Drab og Forfølgelse; fordi de, under Skin af Lov og Ret lagde tunge, utaalelige Byrder paa Andres Skuldre, men vilde selv ikke røre dem med en Finger; og slutte- ligen fordi de satte Guds Rige ikke i Hjertets Helgelse og For- sagelse, men i ydre Gudstjeneste, i andagtsløse Bønner og Al- misser uden Kjærlighed o. s. v. Dette Strafmæle gav den nær- meste Anledning til at revse vor Tids Farisæer d. e. "Samfundets meest begunstigede, lykkelige, mægtige og saakaldede dannede højere Samfundsclasser." Disse havde vel ei -- yttrede Taleren -- i bogstavelig Mening dræbt Profeterne men de havde traadt under Fødderne Historiens og Christendommens profetiske Lærdomme. Historien, fremfor alt de sidste 40 Aars, burde have lært dem, at Hævnens Engel gaar useet gjennem Tiderne, indtil han i deres Ødelæggelse, som overhølje hele Verdensdele med Blod og Taa- rer, lader sin straffende Haand tilkjende. Udviklingen af Jesu Religion burde have lært dem, at der findes en Gud, som gjen- nemskuer Hjertet: at Alle ere Brødre i Christo gjennem Kjerlig- heden; at De, som foragte dem, der bære Samfundets tyngste Byr- der, tillige foragte sin Skaber og Gjenløseren fra Uvidenhedens og Usedlighedens Mørke; at Mennesket kun bliver stort ved Sam- baandet med Gud og sine Lige. Til disse Lærdomme have Tidens Farisæer ikke lyttet. De have fortfaret i at betragte sig som Væsener af en høiere Natur end Mængden, at stole paa deres egen Klogskab, at aagre med sine ulykkelige Liges Elendighed; at vælte paa dem Skatternes og Arbeidets Tyngder, og under Skin af Fare for Samfundets Bistand, med at udeslutte dem fra SIDE: 254 Deeltagendet i Lovstiftning og andre i Christendommen grundede Samfundsrettigheder; de havde fortfaret med, i Brist paa indre Værd, at overtræffe hverandre i Pragt, Ødselhed og Forfænge- lighed, og med i faae Dage at opsluge hvad som i hele Aar kunde livnære en hungrende Broder, samt med at kaste over sine Udsvævelser en Kaabe af Elskværdighed og Behag. Det ind- rømmedes at Sedfordærvelsen ogsaa hos den arbeidende Classe havde naaet en frygtelig Høide. Men Skylden var Deres, som havde faaet den høje Bestemmelse, at være de Ulykkeliges, de Udannedes Opfostrere, Lærere og Beskyttere; som vare blevne satte til Forvaltere over Guds Eiendom paa Jorden, til Værn for dem, som bære Dagens Tyngde og Hede. Og, naar man saa- ledes, ved Hofmod, Hyklerie og usle Fordomme, har sundslidt de virkelige indre Samfundsbaand mellem Folkeclasserne, hvilket Udseende maa da Samfundet ikke have, endog isvøbt den ydre Ordnings Kaabe? Paa det store Livsenstræ voxer en Dyd, en Sedlighed, som er Skal og ikke Kjerne. Istedetfor Venskabets og Kjærlighedens oprigtige Væsen findes alene Egennyttens Høf- lighed og Egenkjærlighedens Belevenhed. De som endnu besjæles af Retskaffenhed, Seder og Dyd undergraves aabenbare af Her- skelystens Anstrængelser for med Guld og ydre Fortrin at be- stikke Medborgeres Følelser eller Samvittighed. Efter denne Skil- dring af de højere Klassers Sedløshed og Hyklerie overgik Taleren til Guds Hverv, som aabenbarede sig i disse Tidens blodige og rædselfulde Tegn, bebudende en af disse store Tidspuncter, da Himlens Gud kommer med stor Magt og Herlighed, for at holde Regnskab med sine Tjenere (de Lykkelige og Mægtige paa Jorden) for Det, de have modtaget at forvalte til deres i Ansigtets Sved arbeidende Brødres Forædling og Lykke. Efterat Prædikanten havde forklaret, hvorledes det ikke var den arbeidende Klasses Uvilje med Samfundets Lykkeligere, som han vilde fremkalde; men alene Kjærligheden hos dem, som Gud har gjort til Uddelere af sit Gode paa Jorden, og som saa let glemme, at af den, som meget er givet, skal meget kræves; og efterat han havde forklaret, at den strænge Sandhed ikke maatte dølges formedelst jordiske Betænkeligheder: lykønskede han Sve- rige, som styret af en Konge, som selv havde kjæmpet den for- trykte Menneskeheds Sag, med at være blandt de faae Lande, hvor ingen Folkebevægelser vare at befrygte; men, da alt om- SIDE: 255 kring var Ild og Lue, ansaae han det for Pligt, at bede de Store og Mægtige ogsaa der at betænke, hvad de skylde for den Fred, hvori de leve; og at, bede dem, lægge paa Hjerte de sande Aar- sager til og Betydningen af Tidens Tegn. Han bad dem, ei at troe, at de Folkebevægelser, som ryste vor Verdensdeel, alene vare tilfældige Følger af Mængdens Avind, vilde Begjær eller ildesin- dede Indflydelser. Der findes ingen Slumphendelse, fortfoer Ta- leren, men et retviist Forsyn, som gaaer dømmende og straffende gjennem Tiderne. Den sande Aarsag til det Store og Vigtige i Verden findes ikke udenom os, men i vort eget Bryst. Taleren formanede til et Indblik i Sjelens Dybder. Der laae kanske Ræd- slernes sande Grund i Hjertets Haardhed og Uretfærd, i Stands- og Kundskabs-overmod; i den gudløse Foragt for Menneskeret og Menneskeværd [fotnotemerke] . Betragtede man, efter slig Prøvelse, Tidens Tegn, da skulde man deri see Forbudet for Sandhedens og Ret- færdighedens Sejer, Standsskrankernes Fald for de værdfulde, usmin- kede Samfundsdyders Ophøjelse paa den tomme Daarskabs, den tankeløse, barnagtigt pralende Forfængeligheds Ruiner, for den fuldkomne Erkjendelse af Menneskeret og Menneskeværd, for Ly- sets uhindrede Virksomhed: for Tilkommelsen af Guds Rige paa Fotnote: Efter en mindre Maalestok ville vi anføre exempelviis Pariserfolkets indtil Lysten at sønderslide de landsforræderske polignacske Ministre drevne For- bittrelse over disses Udaad, og Stockholmerfolkets Blodhevn paa Grev Fersen, der havde sit Udspring fra den retfærdige Uvillje over hans, ifølge Mistanke, havte Deel i Christian Augusts formeentlige Forgiftelse. Dersom Christiania- folket eller endog ved Leilighed Agershuuses Slaver tynede den bekjendte Com- mandant Baron Wedel -- mon ikke en saadan Gjerning eller, rettere sagt, For- brydelse udspringelig herlededes fra denne Mands egen ofteviste barbariske Ringeagt for Menneskeret, Menneskeliv og Menneskeværd? Noget saadant lader sig vel ikke befrygte af vore rolige, paa Nakken traadte, Skarer; men -- lader os tænke os -- at Disse væltede frem, og krævede Ret, og tog den, om den den nægtedes: Lovens Aand, den retfærdige Vilje, gjennembruser Massen, den fnyser i dens Raab, mens Lovens Bogstav lukker sig inden sine Permer. Lige- ledes, da i Christiansand Roligheden forstyrredes i f. A. ved virkeligen vold- somme Udskejelser -- hvad var det, som oprørte Mængden indtil at begaae disse? Den almene med retfærdig Harme ledsagede Mistanke, at en formeentlig Mordbrænder, fordi han ansaaes at være af "den højere Stamme" og maaskee Øvrighedspersoners Omgangsven, ikke vilde vorde behandlet som saadan af dem, hvis Pligt det var. Folket paatog sig blot at minde Disse om deres Pligt. Da dette var gjort med Følge traadte Borgerne selv tilbage, og kun den bittre Følelse af den almene Mangel holdt den fattigste Classe endnu i Bevægelse et Par Dage. SIDE: 256 Jorden efter Jesu Ordning. Vi burde saaledes haabe, at det var den ædle, at Guds Skjød udsprungne Menneskeheds sande Jule- høitid, som bebudedes af den rensende Storm; burde haabe, at det som vakte vor Rædsel, var et Foreningsoffer til Menneske- hedens vrede Skytsaand, en Vækkelse til et ædlere Samfundsliv, til Virksomhed for et skjønnere Maal. -- Dette var det Væsentlige af den saakaldede politiske Præken, og vi spørge Hver og En af vore Læsere, om det ikke gjør godt i det Inderste af hans Hjerte, at finde den aandelige Betydning af Tidens Tegn tolket paa dette menneskeelskende, snillerige Sæt. Isandhed paafalder det os, at, naar man, uden Dadel, ja tilmed under Lovsang, hører mod de trængende og lavere Samfunds- klasser prækes Forkastelse [fotnotemerke] , Ild og Svovl, naar man med de mørkeste Farver udmaler deres Formues og huuslige Tilstand, man da vil ansee som himmelraabende utilbørligt at give en Skil- dring af de højere, de fornemmere Kasters sikkert ligesaa mørke, ihvorvel med Glitter og Glimmer forgyldte, Sedfordærv. Vi, for vor Deel, troe, at baade den Enes og den Andens bør af Reli- gionslærerne uden Skaansel straffes, og vi skulde lykønske Fol- kene, dersom de besad mange Præster, der, med en ligesaa varm Nidkjærhed for Menneskeheden, med lige Foragt for verds- lig Vinding og med lige Sjeleevner, som denne svenske Præst, forvaltede deres Embeder i Guds Rige paa Jorden. I ANLEDNING AF B. OG S. Statsborgeren 6. nov. 1831. Forbryderne skal ikke meer Besvære Retterstanden, Hvis de fremdeles vil, som her, Ihjelslaae kun hinanden. ecce qvam bonum! (See Følgen, som det haver!) B . . . . . . . een mindre blier, Men lige mange Slaver ecce qvam bonum! Han Hoved ei at miste har, Kan uden det ei hænge. ecce qvam bonum! men i andre Skrifter (ikke at regne et elendigt Sammensmørje, betitlet "det christianiensiske Blod- bad" som viste sig i en Nytaarsgave hertillands) nævnes den 8de Novbr. som Dagen. Best. Anm. Henrik Wergeland ADSKILLIGT I Totens Sogneselskab besluttedes i sidste Sommermøde, at tvende Plove skulde forskaffes til Belønning for to udmærkede Agerdyrkere. Fattigere skulde have fortrinlig Adkomst. Odels- manden Herman Rustad af østre Toten tør da vel med Ære tee fram sine i et Par Aar, under hvilke saare faae andre Kræfter, end hans egen anstrængede Flid og Sparsomhed, have staaet til hans Anvendelse, af Mark og Myr optagne 31 Maal fortrinlig Jord, der er hævdet ved 1800 Alen deels aabne, deels steen- fyldte Veiter. Saavel dette Godvirke som hans udkastede Anlæg til større Forbedringer ved Landbruget, hans egen Sands og Iver for Oplysning, Omhyggelighed for at nære og give denne en sund for Landmanden og Medborgeren nyttig Retning hos sine Børn, samt hans dydige Vandel i enhver Henseende, synes at fortjene en Opmuntring for Landhuusholdningsselskabet. Vi haabe, at dette, ligesom dets Afdelinger nordenfjelds, ogsaa her sønden- fjelds snart vil begynde at virke til Landbrugets Opkomst ved udsatte Belønninger, hvilke vi troe, aldrig bør bestaae i Penge, men i Æresgaver af fastsat Pengeværd. I Ullensager har man et sandt frembringende Tonesnille i Orga- nisten Bonden Nils Ursin; ligeledes i Store Næs i den unge Gul- SIDE: 259 brand Manderud. De tonsætte betydelige Storvaltse, pragtfulde Marscher, Adagioer og deslige. Sørgeligt er det, at, ogsaa i disse Snillets Egne, fremmede Marodere sætte sig fast, fortrængende Landets Børn og Landets Musik! Sørgeligt er det, at ingen tager saadanne begavede, fattigere Medborgere under Armene, og letter dem frem til den Plads, de odledes til d. e. i et nationalt Skuespil- huses Orchester, i et Conversatorium for vor nationale Musik! Sørgeligt er det, at under al denne det fornemme Tokskabs Musikrasen, intet sandt frembringende Tonesnille der fremhæver sig; men at Alle bøje sig som ydmyge Elever under Harlekin Virtuosers Bue! Sørgeligt er det, at vor nationale Musik, der stempledes af Naturen med ligesaa ejendommeligt Præg og Krav paa Opmærksomhed, som den tyrolske og skotske, skjænkes saa liden Opmærksomhed! Dog -- det kan ikke være anderledes: den største Deel af vor fornemmere, mere slebne Almeenhed, og isærdeleshed den Deel af den "høgere Stamma," som angiver Tonen, er ikkenorsk; men Udlændinger, der hidlokkedes under Landets forrige hjælpeløse, selvstændighedsløse Forfatning, da det laae som et Aat, hvorpaa alverdsens Spyefluer satte sig, og lagde Æg, eller og er den den af disse Æg udkrækne Yngel. Jemte med denne, der ellers kan være agtværdig nok, staae de bybaarne Normænd, der aldrig have hørt Luur og seet en Fjeld- gjente, medhensyntil Ringeagten for det Ejendommelige i norsk Snille og særegent for dennes Yttringer igjennem Tonekunsten. Men "vor Tid kommer ogsaa" sagde de Danske, da de Selv for Engelskmanden maatte ødelægge deres prægtige Skibsværfter, -- "vor Tid kommer ogsaa!" -- Ved Professor Hansteen hidbragtes fra Finland 1 l/2 Pot af en egen, skalløs, særdeles drægtig Byg kaldet, efter den høiasiske Bjergkjæde Himalaja, hvor det trives i en stor Høide over Havet og altsaa i koldere Egne, "Himalajabyg." I feed Havejord ved Christiania har det givet efter Dibling, 264 Fold; ligesom og en liden Udsæd ved Røraas havde det heldigste Udfald. Paa Tøien opelskes den større Deel til Sædefrøe. Iaar har smaae Forsøg med Mais slaaet heldig af paa flere Steder. I Danmark har Landhuusholdningsselskabet holdt flere Præmie- pløininger. De holdes paa store Grønsværmarker, hvor Stykker SIDE: 260 paa 1 -- 2 Skjeppers Udsæd ere afstukne. Tre Bønder tildømte de Karler, som førte den bedste Furu, Prisen, der bestod om- trent i 6 -- 10 Spd. Vort Landhuusholdningsselskab emner at tage efter. Om Nytten kan vel ikke være to Meninger. Sognesel- skaberne burde, hvor Døsighed og Mangel paa Almuesands ikke har forhindret deres Opkomst, faae Præmiepløininger istand endog i de særskilte Sogne. Hvis 17de Mai ikke var netop midt i Aa- nen, kunde den Dag være passende, da Dagen passende vilde endes med en Fest, hvor Gjenterne kunde faae en ligesaa smuk Anledning til at udmærke sig i Dands, som Gutterne havde havt før om Dagen til at udmærke sig i Pløining. I mange Egne (f. Ex. Hedemarken, der dog ikke udmærker sig ved Sands for fri For- fatning) indtræffer ikke 17de Mai i Aanen. Der lod Forslaget sig da udføre. Som Forfærdiger af ypperlige Varme- og Lufttyngde-maalere nævne vi Klokker Christophersen i østre Toten. Han er desuden en i flere Henseender evnerig Mand. At han tillige er Bogbin- der, vil gavne Sognebogsamlingen dersteds (naar det engang skulde behage Bestyrerne at faae Bidragene dertil ind og Bøger indkjøbte). Ethvert Sogn, der er saa klogt, at det har skaffet eller vil skaffe sig en saa heldbringende Indretning, burde see til at have en Bogbinder i sin Midte. Det er en meget simpel Kunst, saaledes som den dertil behøves, ja selv saadan, som den øves i Byerne almindeligviis. Nordamerica fremstiller det opløftende Skue af 12 Millioner Mennesker, der paa det frugtbareste, 100,000 Mile store Land leve under den fuldkomneste Frihed i 25 Forbundsstater, regjeres af en Nationalforsamling (Congres) der, ligesom vor, efter visse Mellemrum (2 Aar) træder sammen og af en Præ- sident, der vælges. Disse Fristaters blomstrende Tilstand er vel ogsaa at tilskrive det, at saaledes intet Hofhold gives, at Hæren er særdeles liden (paa saa stor en Landstrækning og af saamange Millioner ikkun 10,000 Mand) samt at det indvortes Statsbestyr er særdeles simpelt; men dog især det ejendomme- lige Fortrin, at de ere Forbundsstater, hvoraf enhver Enkelt bi- beholder sin Selvstændighed. De europæiske Forbundsstater SIDE: 261 have aldrig, og kunne efter deres nærværende Indretning, ikke opstille et lignende Billede paa Storhed og Lykke. Hvorfor? -- Formedelst den europæiske Misundelses- og Indblandelsespolitik, der ikke tillader Brødre indbyrdes imellem sig at skifte Ret, og fordi de ere 2 og ikke 3 eller flere i Tallet. Historien idetmindste opviser os ikke et eneste Mønster paa en lykkelig bestaaende Forening imellem 2 (to) Stater; men lærer os, pegende paa Spa- niens og Portugals, Englands og Irlands, Rusland og Polens, Hol- lands og Belgiens, Danmarks og Norges sønderrevne, blodige Forenings-Contracter, at altid af to Forbundsstater den ene gjør sig til den Andens Misnøie gjældende som Forstat (Principatstat) og, at den Anden omsider bliver kjed af at spille Stedbroderens Rolle. I vore Dage see vi især alle unaturlige Foreninger opløses eller sønderrives, og Folkeslagene at afsondre sig efter de alene sikkre og ligesom af Gud selv betegnede Folkegrændser, nemlig Sproget og Sæderne. Efter disse Betragtninger paatrænger den opløftende Tanke sig os: hvad om den gothiske Nation -- Norges, Sveriges, Danmarks Folk -- dannede eet politisk Forbund, hvert med sin selvstændige, egne fri Forfatning, men under et fælleds repræsentativt Bestyr, een fælleds Repræsentation i Udlandet, aldeles efter den nord- americanske Statsindretning? Da var Nordens, Nordsøens, Øster- søens Dronning keiset; -- dog, det at opnævne Fordelene af et gothisk Statsforbund vilde lede til en Undersøgelse, som er for- beholdet den Kyndigere, der skulde finde det værd sit Skarpsind at optage denne lille Kjerne, der har riig Kime nok til de inter- essanteste Aandssysselsættelser. Henrik Wergeland [OM SOGNESELSKAP I HOF I SOLØR] Det er meldt dette Blads Redaction foreløbigen, at et Sogne- selskab er oprettet i Hoff Sogn i Soløer, hvis Formaal gaar ud paa at fremme Agerdyrkning og Huusflid, og modarbeide Luxus og Umaadelighed m. m. Selskabet tæller omtrent 120 Medlemmer. Gid det maa bære velgjørende Frugter. Gode Skrivter i Ager- dyrkning og Landoeconomie, forenet med Tænkning, vil lære Landmanden bedre at behandle Jordarterne m. m. Fornuften vil lære ham at holde godt Huus med Jordens Frembringelser, og bestræbe sig for Tid efter anden at samle Forraad til Hjelp i Nødens Tid. SIDE: 262 Henrik Wergeland [MOT POLITIADJUTANT DASS] (Indsendt). Statsborgeren 13. nov. 1831. Varsku! -- Sporhunden (Navnet rimer sig paa Pass, som Knæg- ten), item 1829 Aars Jagtbikjer vogte sig for Universitets Porten der staaer paa Gløt og letteligen kunne klemme Næsen af dem ligerviis som Heltetogets Trompeter paa Christiania Torv, har maattet bøde med gule og blaae Fingre fordi han vilde renovere uden for Renovationsstæder, hvor ingen formener ham at hen- vende sin Næse for behagelige Oplevelser. SIFULINER Af Skjærsliber Barbeer Løvestads Recommendationsbog. Samfundsbladet ca. 15. nov. 1831. Han drikker -- det er sandt -- som Fa'nen; og da kan Næsen springe vel foruden Skjæg og Rag. Men den, hvis Næse er saa lang som Reberbanen, kan taale sligtet Tag. Saaledes sige Folk, at siden Mester L -- en Stump af Næsen min tog bort en Lørdagsqvel, saa er jeg bleven bedre, ja neppe liig mig selv. Welhaven. Henrik Wergeland TILSIDST HAN TRAF DET -- ELLER PORTRÆTET Vise til Welhaven og Compagnie. Samfundsbladet ca. 15. nov. 1831. [Inntatt i Sifuliner med overskrift Billedet og få endringer, se nærværende bind s. 331 -- 332] FOLKEBLADET No. 42. Tirsdag den 15de November 1831. Med Fyrsten følger jo hans Skygge: saamange Ravne med krumme Rygge og tykke Pander, men tynde Hjerner, for Hjerter have de tunge Stjerner. No. 43. Torsdag den 17de November 1831. Sandhed er min Røst: Jesus. SIDE: 263 No. 44. Løverdag den 19de November 1831. Trygl ingen Naade Fyrsten af! Men Retfærd kræv! Den Gud til Dig ham gav. Henrik Wergeland No. 45. Tirsdag den 22de November 1831. [OM SOGNESELSKAPER OG FOLKEBOKSAMLINGER I GUDBRANDSDAL] Man har endnu ikke af offentlige Efterretninger seet noget til Sogneselskabers Tilværelse i Gudbrandsdalen. Vel siges der, at et saadant skal være oprettet i Faaberg, og som skal have virket adskilligt, men Vished haves dog ei herom, endskjøndt deslige Efterretninger opmuntre de Menigheder, der endnu isaahenseende staae tilbage. Har Gusdal, Øjer og Dalens nordligere Sogne faaet Sogneselskaber og Bogsamlinger? Hvis ikke da maa Præsters og andre Embedsmænds døsige Lunkenhed og Mangel paa Virkelyst dele Bebreidelsen med Dølerne. Henrik Wergeland SPØRGSMAAL Er det sandt, at der gives Præster, som ei engang have fore- viist deres Almuer de dem tilsendte Subscriptionslister for Kroghs- mindet? ja dem, som have yttret, at de ikke ville gjøre det? Henrik Wergeland [OM SOGNESELSKAPER PÅ ROMERIKE.] I Ullensager er Bonden vel i Almindelighed, og ofte over al Tanke, dorsk, uvillig, arm og uvidende, saaat man ikke maa for- tænke ham i, at han ikke af sig Selv søger at raade Bod paa disse Mangler ved at oprette et Sogneselskab med Bogsamling. Men det paafalder Nedskriveren, at de mange Embedsmænd og saakaldte Conditionerede, som boe i Bygden, ikke have forsøgt, og det af al Magt -- thi det maa der til -- at røre isaahenseende denne døde Leirmasse. Næsten overalt trænger Bonden, der mistroer sine egne Kræfter og ofte hvad der synes Nyt, til Op- muntring fra dem, der paa Grund af højere Rang, tiltroes mere Vet. Men under saadanne Omstændigheder som i U., er det ikke nok, at en Storkarl simpelthen opmuntrer eller endog sen- der en Indbydelsesliste, med sit Navn paa, om til Bønderne; men han maa ogsaa faae alle sine Lige til først at skrive paa, holde Samlinger og hverve baade selv og ved Andre for den gode Sag. SIDE: 264 I Bygden findes endeel Officerer samt saakaldte Proprietariusser (d. e. norske Herremænd) som hermed kunde beskjæftige sig en Tid, saameget mere som vel endeel af dem ere Medlemmer af Selskabet f.N.V., og saaledes pligtmæssig burde gjøre det. Disse atter bie paa selve det Medlem af Agershuus Amts Landhuus- holdningsselskabs Bestyr, nemlig Sorenskriveren som boer i Ullens- ager? Hans fortrinlig gode Vilje for Saadant, som foreslaaet, kjende vi ligesaa vel som de mangfoldige Embedssager, der for- modentlig forhindre ham fra at lægge sig med saadan Magt paa disse Indstiftelser. En Indbydelse kunde han dog udstede, og overdrage det videre Hverv til en Anden eller til flere Andre. Thi man bør vel ikke strax mistvivle om at forenede Bestræbel- ser omsider ville hjælpe, fordi Enkeltmands have havt et mindre heldigt Udfald, som f. E. Ullensagers res. Capellans, der, skjøndt han har sin Menigheds Velvilje og Tiltroe, og har arbeidet paa en Sognebogsamlings Oprettelse, dog fik kun en 5 -- 6 Daler teg- net dertil af nogle og tyve Bønder, der dog alle, som værende Fjerdingsmænd og Skoleholdere, stode i nærmere Forhold til ham. Saaledes virkede Sorenskriver Weidemann og Ritmester Kinch forenede til en saadan Indstiftelse paa Toten. Da, naar de mere Dannede og selv højere Embedsmænd træde sammen, forat virke til at sætte noget Godt igang for alle Sambygdinger, da har det Klem; men for Alt maa saadanne Medborgeres fremdeles Ind- virken paa deslige almene Indretninger kun beroe paa Almuens Godtykke. I Eidsvold bestaae vel allerede i 2 Aar en Bogsamling, hvori, om mindes ret, ikke saa Faae over hundrede Bønder deeltage. Men ligesaalidt som nogen anden Embedsmand, end Præsten, eller nogen af Bygdens befruede eller bemadammede Matadorer dertil have bidraget enten en Skjerv, eller en Bog, ligesaalidt har Nogen af dem været til at røre sig, forat faae Bønderne sammen i et Sogneselskab. I forleden Vinter tegnede sig herfor ved et Møde vel et Snees Bønder, og Formænd valgtes; men herved er det. Ikke saa Faae af Bønderne ere villige; men hvil- ken Lunkenhed maa det ikke vække hos dem, naar de see, at de fornemme Sambygdinger, og deriblandt Medlemmer af S. f. N. V. give slige Indretninger en god Dag. I Sørum arbeider gamle hæderlige Provst Juell paa at faae en Bogsamling og vel ogsaa et Samfund for Sognets Vel istand. SIDE: 265 I Store Næs gives to Bogsamlinger og to Sogneselskaber, af hvilke Hovedsognets skylder den res. Capellan, men Annexets Bønderne alene sin Tilværelse. I Nannestad, hvis almindeligen velstaaende Folk ikke ere uden en Træghed, der er ligesaa seig og vedhængende som deres Leire i vaadt Veir, men ligesaa frugtbare paa gode Eftermiddagslure som deres Leire paa Alt hvad en Bonde kan ønske sig, har lige- ledes den res. Capellan faaet for 1 1/2 Aar siden, en Bogsamling istand; men som er høist sparsommelig aflagt. I Gjerdrum og Skydsmoe er, og bliver vel ikke paa det Første, Noget gjort for Sognevel og Almueoplysning. Raumariking. Henrik Wergeland [OM SØRGEFEST FOR POLEN] Upsala-Studenterne have feiret en Sørgefest for Poland. Det Samme agte vore Studenter at gjøre naar de 2 franske Officerer, som siges at være indkomne til Holmestrand fra Poland, indtræffe i Hovedstaden. Neppe eftergjøres dog Ophængningen i Upsal af en stor Dukke i blodfarvede Klæder, der paa Brystet bar det høie Navn, hvorfor Verden nu kun har Forbandelser. Henrik Wergeland UDENLANDSKE EFTERRETNINGER Vi sætte os med Sorg til at fortælle vore Landsmænd hvor- ledes det staaer til i vor Verden. Europa faldt med Poland. Menneskehedens Haab henfoer med de polske Heltes sidste Suk. Barbarernes Zar er beskjæftiget med at faae sin Hevn i en pyn- telig Form; men har dog fundet det tjenligst at erklære Dem for- viste, med deres Godses Fortabelse, i hvilke han ikke har kunnet faae Fingrene, forat indføre dem i Hevnlistens første Rubrik, nemlig Dødens under Bilen, eller i dens anden Rubrik, der heder: Forviisning nogle 100 eller 1000 Miil ind i der ædsomme siberiske Ørkener, hvor de kunne varme sig ved Trællearbeide. Mindre formelige ere Engelskmændene i deres retfærdige Hevn over deres geistlige og verdslige Stormænd, som af den lump- neste Egennytte i det sidste Parlament modsatte sig Forslaget om Forbedringen af Englands Valgindretning, hvorved enkelte Stormænds, i Bestikkelser grundede, Indflydelse paa Valgene i de, fra gamle Dage, valgberettigede nu forfaldne Kjøbinger, vilde taget en Ende. Thi næsten i alle større engelske Byer, men især SIDE: 266 i Bristol, hvor Ødelæggelsen rasede i 3 Dage, har Folket givet sin retfærdige Uvillie frithen Luft. De fornemme Forrædere hil- ses allevegne med Stene og Forhaanelser; Biskopperne tør ikke vise sig paa Prækestolene, thi Folket harmes ved at høre Guds- ord i Munde, som nys have været fyldte med Landsforræderie; de Forhadtes Storhuse jevnes med Jorden -- kort Stormanna- vældet føler nu bagefter med Bæven hvor svagt det er mod Folket, og at det er den guddommelige Retfærdighed det kjæmper med. Ellers raser det Onde over vor ulykkelige Verdensdeel i det Store som i det Smaae. Despoterne løfte paa sig. Aaret 1830 -- 31 forekommer dem blot som en svær Pust, og ligesom Folkene udenom os lade til, bedøvede af Skraldet ved Polands Fald, at bøje sig under deres Aag, saaledes har ogsaa i Chri- stiania Publicum besluttet sig til at taale den berygtede Barons Frifindelse for Slavemord, hvortil det retnu bliver vant, samt til at glemme al Ærgrelse paa den forhaanede Justitias Vegne ved at døve Øren og al Sands med de Gjøglerier, som opføres der- steds, til Sprogs, Smags, Videnskabeligheds og Selvstændigheds Fordærv, af en fremmed Skuespillerbande. Henrik Wergeland [OM "AMORS GENIESTREGER"] (Indsendt). Morgenbladet 22. nov. 1831. Morgenbladet Nr. 313 leverer en i Smagshenseende ægte Ræv- bælgopsats, formet som en Anmeldelse af Amors Geniestreger, et af de danske Lystspil, hvormed Hovedstadens Publikum senest har ladet sig underholde af sin fremmede Skuespillertroup. Styk- ket, der hovedsagelig gaaer ud paa endnu mere at forøge de fordærvelige Kræfter, der fra alle Kanter angribe og søge at qvæle den unge norske selvstændige Skjønvidenskabelighed, idet den omgiver den nuværende danske characteerløse med Berøm- melsens Glorie, og listigen søger, under Skin af at tale dens Sag, at indgyde Foragt for den Norske under dens Fremstræben, er tydelig nok skrevet af en Dansk og i Christianias danske Theaters Sold. Det Sidste sluttes imidlertid altfor let og sand- synligt af denne latterlige Yttring, hvori man hører Hjemveen og den ikke nok fyldte Lomme klage, at "isærdeleshed den drama- tiske Kunst forplantedes ved mærkelige, undertiden næsten over- SIDE: 267 drevne Anstrengelser til Norges betydeligere Kjøbstæder". Man venter nu vel ingensteds stor Beskedenhed hos slige Folk, og vi Normænd give dem altformegen Anledning til at gjøre sig og sine Fordringer gjældende, til at vi medrette skulde kunne beklage os over en Uforskammenhed, der nu og da kunde falde besværlig, men som vi selv havde givet Fodfæste og baaret paa Hænderne, opammende den med vort klare Sølv. Det maa derfor ikke for- undre Normændene, at de, istedetfor at kunne smigre sig selv i Taushed med den Tanke, som maa falde godmodige Tosser sød, at de endnu vedblive at opføde endeel taknemmelige danske Børn, faae det at høre i en fræk Tone, blive det kastet i Næsen af de opvoxne Fosterbørn, at Norge maa takke til, at det er kun "næsten overdrevne Anstrengelser" for Norges Vel, for de fra- faldne Brødre, som endnu lader Danmark tilsende os Læremestre i sine egne Rejicerede. Men hvor lavt det norske Publicum end maa staae i Henseende til æsthetisk Smag og Dømmekraft, og hvorpaa det afgiver Beviset i det, alligevel temmelig phlegmatiske, Behag, hvormed det overlader sig til de uheldige Indvirkninger af den sjelløse danske Skjønliteratur, saa fortjener det dog neppe, at det offentlig tiltales og bebreides af en fremmed Person, der lider af saa mangelfuld en Dømmekraft, af saa umodne, falske Begreber, som Forf. til ovennævnte Anmeldelse. Hans Pralerie om den nye danske dramatiske Poesie, der skal vise sig i Lystspil [fotnotemerke] , som fremstille det nationale (danske) Livs Eiendommeligheder, lade vi gaae med en simpel Benægtelse, indtil vi finde en bedre Leilighed til at fremføre Beviserne, saa- vel for dens Ikketilværelse som national Dansk, som for det danske saakaldte nationale Livs totale Mangel paa al Eiendommelighed, og for Umuligheden af, at en virkelig national udenlandsk Poesie skulde kunne indvirke saaledes paa et andet Folk, som har beholdt sine Eiendommeligheder, som den danske Poesie -- jeg beder Mu- serne om Forladelse for dette Udtryk -- netop fordi den er characteerløs og maa behage enhver Nations Characteerløse, gjør paa endeel af det norske Folks mere dannede Classer. Men i dette Theaterrecensentens Spørgsmaal: "ligger da nu Grunden til vor Mangel paa -- især dramatisk -- Poesie i Tidsaanden, i det Sving, Nationalaanden under den nye Forfatning har taget?" Fotnote: Et af Disse: Recensenten og Dyret faaer en anden Omtale i en udmærket svensk Tidende, end man er vant at høre fra Danmark og af Eftersnakkerne her. SIDE: 268 viser sig hiin Mangel paa Dømmekraft saa stor, at vi næsten skamme os ved at skjænke slig Usands et Ord. Det er en altfor bekjendt og i den oldengelske rule Britannia allerede som Erfa- ringssandhed fremsat Sag, at hos Friheden findes altid Muserne. Fremtrine de ikke hos os i deres Herlighed og med deres umis- kjendelige Præg af Aandshøihed og Characteer saa skarp præget som Landets, da er det alene at tilskrive den Overfyldelse af Levninger fra det gamle Barbarie og Slaverie, som endnu finder Sted i vort Frihedstempel, og som ikke lader os see de herlige Skikkelser, som dog der bevæge sig og prøve at lette Vingerne. Ligesaavist er det og, at den danske Skjønliteraturs Characteer- løshed, der mindre fandt Sted under Trykkefriheden, mere maa tilskrives Folkets politiske Trællestand end den mellem de fleste Nationer det meest egne Mangel paa fremragende sædelig Cha- racteer. Hauchs fortrinlige Melpomene søger derfor ud fra de saameget besjungne danske Bøge, og Folket, ikke skjønnende, at den Genius, der skulde være den danske, lever i Ewalds udøde- lige Værker, troer at høre en national Poesie, blot de høre ret mange indflettede Christian'er og Frederik'er, og see i Theater- Coulisserne de kjendte Gader igjen. Det morer sig med Steen Steensen Blichers tydske, fouqveeske Romancer, med Ingemanns engelske, walterscottske Romaner, med Heibergs franske, scri- biske Vaudeviller, med Garbrechts, Blicherolsens, Søetofts og Desliges alverdsens Skrab; jubler, efter endeel recenserende Avi- sers Toneangiven, om en national dansk Poesie; og troer den, sig selv og Digteren apotheoserede i Oehlenschlaegers Frem- bringelser, der mangle -- det er Alt hvad der med Sandhed lader sig sige om denne Tidens forkjælede Pleiesøn -- dobbelt saamange Feil som Dyder. Det er denne nationale Skjønliteratur, som Danskerne ville gjøre gjældende, ja -- mirabile dictu -- national i Norge. Man seer ikke, at man forsøger det Umulige, saasom det er unatur- ligt. Den indpodes i Byerne, og fordi disses Beboere tælle nu- fortiden mange Danske, hvem det ligesaalidet bør vanskeliggjøres at dyrke den danske Skjønliteratur, som det kan forbydes her- værende Engelskmænd at anskaffe sig engelske Værker og more sig paa sin Engelsk, og fordi altsaa den første Indpodning falder let: saa gaaer man saavidt i sine Forhaabninger, at man troer, at ogsaa Danskernes Efterkommere her i Landet ville vorde lige- SIDE: 269 dan tilsinds, og at det skal lade sig gjøre ogsaa at indgive de Norskbaarne, med Tiden og fortsatte "Anstrængelser", den samme Characteer. Derfor maa der tidlig indaandes Disse Foragt for egne Frembringelser og Mistroe til egne Kræfter. Derved kan vel en Normand med Aandskald til at fremhæve en selvstændig norsk Skjønliteratur forhindres og beredes en ublid Bane; men man forglemmer, at en eneste saadan Flamme, der er uqvælelig, maa qvæles, dersom den ikke skal ødelægge hvad de med Møie og planmæssigen have arbeidet. Det er derfor, at de Danske, under disse for dem, hvor glimrende de end synes, dog bedrage- riske Tider, medens deres Planer synes i fuld Fremgang, medens vi ikke synes at kjende nogen anden end dansk Literatur, be- møie sig med at faae en Lærerpost i Skjønvidenskaben oprettet, for at fordærve os de unge Slægter, og under Skin af Patrio- tisme bebreide Statsstyrelsen, at den ikke yder "Kunsten" for- tjent Opmærksomhed. Da vilde man, formodentlig af en Dan- sker, af en af Vaudevillemesterens Elever, fra vore Læresale høre Forelæsninger over Kong Salomon og Jørgen Hattemager, over Andersens Fodreise og andre den danske Skjønliteraturs lignende Prydelser, og vor academiske Ungdom vilde fordærve sig den frie æsthetiske Følelse ved at disputere om sligt Non- sens, som om der skulde mangle eller ikke i et Folk "poetisk Stof og Liv." Er der en Digter, saa vil han nok vide at finde sit poetiske Stof; men prosaiske Øine, selv bevæbnede med alle Lærdommens Briller og den til Videnskab gjorte Æsthetiks Mi- kroskoper, ville ikke kunne finde det. Kun poetiske "Kunstnere" have en fast Liste over Tingenes og Begivenhedernes poetiske Anvendelighed. En fremmed Literatur vil ikke kunne acclimatisere sig i et fremmed Land. Kun hos Enkelte vil den finde Gjæstemodtagelse. Kun i Vinduerne trives Heliotropen og andre sydlige Væxter hos os -- ligesaa trives hos os den danske Skjønliteratur kun i en- kelte Byernes Huse, medens den er fremmed og vansmagelig for Folket selv og for Mange blandt dets Dannede, der med Uvillie see hvor godt den danske Egennytte staaer sig ved at have gjort Norge til en Afsætningsplads for dens Bogladedynger, men med Haab see hen til den sig nærmende Tid, da Mængden af nærings- løse norske Studenter vil afgive dannede Skuespillere, der kunne fortrænge de Fremmede, som det norske Publicum -- omend- SIDE: 270 skjøndt det vel er bedre at undvære noget Godt end at have noget Slet -- ene og alene i Mangel af det Bedre, hidtil have ladet sig sjeldnere more end ærgre af. Henrik Wergeland [OM DØDSDOMMEN OVER BLEHR] (Indsendt). Morgenbladet 23. nov 1831. Streng mod Sig, mild mod Andre. Det er Christi Trin at vandre. Et af de sidste Morgenblade indeholder et lidet Udraab fra Christianssand, angaaende Blehrs Dødsdom, i hvilket en uchriste- ligsindet, blodhevnlysten Sjel aabenbarer sig. Det erklæres, at Almenheeden (den chske?) venter at see Dommen udført. Be- træffende Dette, da er det altfor almindeligt, at udgive offentligt sit eget Tankesæt for Almeenhedens, til at man af ovenberørte Yttring skulde med Skjel turde bebreide nogen Anden, end ikke den chsandske Pøbel, der selv af Chsands Biskop er skildret med oprørende Farver og med en Pensel, der maa være dyppet i Hans Høiærværdigheds egen mørke Galde, men alene dens Frem- sætter og maaskee Enkelte af Bærmen, at saa hevngjerrige Tanker i deres Hjerter. Vi vove ikke at afgjøre, om nogen Dødsstraf er retfærdig og Menneskene tilladt. Vor Konge, der upaatvivlelig med et fortræffeligt Hjerte forener et i mange Henseender skarpt og lyst Sjeleøie, deler med mange af Tidens Skarpsindigste denne Uvished. Kun Forbrydelser, der hensigte til det hele Samfunds Fordærv, synes at burde kalde Bilen over sig; og dog see vi, at det franske Pairskammer ikke vovede at dødsdomfælde det om meenederske Landsforræderie overbeviste polignacske Statsraad. Vi kunne trygt efter dets offentlige Hand- linger betragte det franske Folk som Repræsentanter for den europæiske Civilisation og som Maalestokken for dennes Frem- skridt. Fra den samvittighedsløseste, koldblodigste Udgyden af Menneskeblod paa Justitias Skafotter, der da omstimledes af Masser, som med hemmeligt eller aabenbart Velbehag ansaae de skrækkelige Skuespil, er dog Begrebsudviklingen i vore Dage fremskreden til en Uvished om det virkeligen Retmæssige og Til- ladelige i Dødsdomme, som er overladt Viismændene, de skarp- SIDE: 271 sindigste Retslærde, de overvægtige Aander og Folkeforsamlin- gerne at opløse. Helten Ney toges af Dage i det samme Luxem- burgpalais, hvor, et Tiaar sednere, Landsforræderne toges i Be- skyttelse mod den rasende Pariserpøbel og ikkun fængseldømtes. Hvilken skrækkelig Skjæbne der end bliver Forbryderen Blehrs, saa er den dog ikke saa sørgelig som den, der har ramt hans ulykkelige Datter. Hun, der har almeen Lov for at være en god, blye, dannet og dertil smuk og ung Pige, og som har viist sit ømme Barnesind imod sin Fader, er bleven indviklet i Moderens be- dragerske Handlinger, og seer et Liv fuldt af Skjændsel imøde. Retterne ville vel nu tage vedbørligt Hensyn til hendes barnlige Afhængighedstilstand, Ungdom og maaske Nød, ja maaske den Daad af Politiemesteren i Christiansand, hvorved denne Sag frem- kom, vil indvirke til hendes Fordeel, og Enhver med Menneske- følelse vil beklage den stakkels, stakkels Pige og lette den under saa sønderknusende Skjebner Nedbøiede. Idet vi berørte Po- litiemesterens, den myndige Embedsherre Ole Emerentius Søren- sens Adfærd mod Moder og Datter, udtrykte vi os neppe tve- tydigt eller misbilligende nok. En retfærdiggjørende Grund for den Uvillie, hvormed vi tænke herpaa, ligger i selve Fremstil- lingen af hans Opførsel: Politiemesteren erkyndiger sig hos en Kjøbmand, om Denne, efter et almeent Rygte om, at han skulde underfundigen være bleven forurettet af Blehrs Fruentimmer, havde desangaaende Noget at klage over disse. Da Alt iforveien privat var jevnet og forligt imellem Parterne, gav Kjøbmanden et benægtende Svar. Kort efter vil Mad. Blehr med Datter forlade Landet for at bosætte sig i England, og Madamen gaaer, for at erholde Pas, paa Politiekammeret. Der erklærer Politiemesteren hende med Datter, der siden arresteredes, for Arrestanter, som Mistænkte for Tyverie. Har nu Politiemesteren handlet ædelt heri? Om endog kun for den Sorg, der laae over de ulykkelige Qvinder for Mandens og Faderens Skyld, eller fordi kjendt Brøde er halv Bøde, eller fordi de vilde forlade Landet for stedse, men dog fulgte af saa bitre Erindringer, at Forseelserne, de maatte, uden Lovens Straf, have begaaet, deri vilde have en stedsevarig Tugtelse, eller og for det ulykkelige Pigebarns Skyld, forekommer det vor Følelse, at Politiemesteren, uden at krænke sin Embedspligt og Retfær- SIDE: 272 dighed, kunde undladt en saadan Adfærd. -- Medmenneskers Venlighed og Godhed, en Religion, der lærer: See ned i dit Hjerte! Du finder en Himmel paa dets Bund, Hvor før Du troede Rum til Sukke kun: og en Eftertanke, der veed at finde en ledende Straale under det tykkeste Mulm, og som sander midt i Sorgen og Prøvel- velserne, at Graad er ofte Styrkens Øie, tidt en Funke fra det Høie; ofte Smerte bedste Muskel i et Hjerte. Disse det bristende Hjertes Støtter, Disse, der give Ulykken Høihed, og den almene Deeltagelse, Tornestiens husvalende Blom- mer og de bedste Blommer blandt dens faa, styrke den unge Korsdragerinde! Himlen kræver en Sjel af den unge Skabning -- nedbøier den da ikke for tungt, og lægger ikke Lovenes Jern- haand af Skadefrohed eller overdreven Nidkjærhed (Joh. 8, 1 -- 11, Luc. 7, 37 -- 48) paa det spæde Hoved, Himmelen nedlagde Sorg nok paa alligevel. Jorden, Staten kræver en Borgerinde, der kan udsone den blodskyldige Fader og den forbryderske Moder -- overhøljer da ikke den skjære og hjertebladfine Ungdom med Skjændsel, og borthvifter ikke med plumpe, ufølsomme Hænder det gode Navn, der let som et Arom om Blomsten omsvæver den. Med os ville mange bede for det stakkels Pigebarn, at ikke Haabet maa forlade hendes blødende Hjerte, der maa rumme en Sorg, som selv den Fremmede og Manden kun kan tænke paa med Taarer -- -- . Henrik Wergeland [AV LØVESTADS RECOMMENDATIONSBOG] Nyeste Skilderie 27. nov. 1831. Forleden Dag kommer den omvankende Skjærsliber og Skjæg- rager Løvestad, som har aftjent ved den vellingtonske Armee i Spanien, men som endnu staaer ved General Fusel von Finkel- hofens Armee, ind til Indsenderen, og foreviste mig, efter at have saabet og barberet mig til Tilfredshed, en saakaldet Recommen- dationsbog, hvori jeg blandt Andre, fandt følgende Recommen- dation: SIDE: 273 "Jeg skreg i Thinget som brast de Vindes Sæk, som klaren Dag til Stormkast blev forvandlet. Jeg skreg, jeg skreg af Smerte og af Skræk, thi nys af Løvestad jeg bleven var behandlet. Lodvig Økern." Henrik Wergeland [OM "VEDELAMICUS"] Statsborgeren 27. nov. 1831. Til Hr. God Ven. Den, som i et Brev, udenpaa tilstilet Undertegnede, men indeni tilstilet Vedelamikus, med Underskrift som ovenanført, og hvori, med Yttrende, at Brevskriveren er overbeviist om at have truffet den rette Forfatter til det "Vedelamikus" mærkede Stykke i Statsborgerens No. 3 -- 4, anbefales mig til videre Forsørgelse en- deel, til "Bøddelbaronen", som Angjældende deri benævnes, sti- lede "Riimlapper til en Slavekjole", være hermed betydet, at han har ikke truffet efter Formodning den Vedelamikus i mig, og, at jeg maa frabede mig det tiltænkte Hverv. Skulde jeg opgive Grunde for denne Modvilje, da vilde de blive ligesaa smigrende for Brevskriveren som et saadant Brevs Tilhændelse har været for Undertegnede. Dersom ellers den ubekjendte Riimskrædder vil bøie Øre til saa modvillig en Kommissionær, og slig Tale er forstaaelig for ham, da tillader jeg mig at yttre den Mening, at hvor Nemesis lader Haant om Prosaen, og vil gribe til Digtfor- merne, der bør hun, skjøndt Selv opfindende den epigrammatiske Tanke, saaledes lære at behandle disse af Muserne, at man kun af en Slags Godmodighed lader sig forbyde, at nævne hende som den 10de Muse. Nemesis maa saaledes vide at bruge Svøben, at dens Hviin lyde som en Musikfløjte. Selv den raae militære Nemesis med Spidsrødderne bevæger sig harmoniske efter Picco- loen. Et Epigram maa have saameget af det Digteriske, at det ikke maa kunne kaldes prosaisk en Grovhed eller blot Daddel. Forstaae De? Henr. Wergeland EFTERSVÆLG TIL DEN RENOMERTE Hr. P -- (Indsendt). Statsborgeren 27. nov. 1831. Til Tugthuset Du mange dømte, Dog -- skaansom var -- dig selv forsømte. SIDE: 274 Anm. Redaktionen anmodes om at gjøre Sætteren opmærksom paa, "at hans Fingre afholder sig fra at føie Bogstaverne raëm efter ovenstaaende P, " (en Vane, som let kunde indsniges med et Navn, der saa ofte er Gjenstand for Publiciteten), og ønsker Indsenderen ingen Dispute med Galgemageren i Skil- deriet, kun at han ei berøver Tugthuuset en af sine værdigste Prydelser, maa Brændemærket T gjerne kombineres efter Fortjeneste. Henrik Wergeland FOLKEBLADET No. 46. Tirsdag den 29de November 1831. Sand Iver for det Gode snart sig tænder; men seent den brænder. RELIGIØSE HØSTFESTE ere ikke saa almindelige i Norge, som de, baade for den fromme Glæde, de fortrinligen ere istand til at vække, og for den skjønne Retning de give Andagten, visseligen fortjene. Jubellæreren Provst Finckenhagen i Store Næs vide vi har holdt saadanne Takkefeste fleregange og ogsaa i Aar; men mere udmærkede ved Lovsangchore, Kirkens Udpyntning med Løv og Blomster og ved Tilstrømmen af Folk have de været, som Provst Wergeland har foranstaltet i Eidsvold Kirke. En saadan feiredes i Aar der- steds 25de Septbr. Som en Erstatning for de Blommer, der denne- gang manglede i Kirken, var Choret, der sang en af Hr. Provsten digtet og componeret Takkehymne, som vi kun formedelst dens Vidtløftighed her udelade, bestaaende af saa stort et Antal som 16 unge Bondepiger, hvortil kom 8 Mandfolkestemmer, ligeledes Bønder. Sex unge Odelsætlinger fra Store Næs, der med Held dyrke Tonkunsten, blæste fra Orgelets Gallerie Adagioer til Indgang og Udgang, samt accompagnerede med Klarinetter Høi- messepsalmen, og glædede den særdeles talrige Mængde paa Kirkevangen efterpaa med Nationalsangens Melodie fra Taarnet. Af Prækenen mindes disse Ord: "Landmænd, skammer Eder ikke ved at lægge Haand paa Plougen, dette første Redskab paa Jorden, hvis Opfinder maa have været inspireret af Gud Fader i Himmelen, af det ophol- dende Forsyn! Skammer Eder ikke ved at røre dette ærværdige SIDE: 275 og velgjørende Redskab, som aabner Jordens moderlige Skjød -- denne Nøgel, Gud har givet Eder i Hænderne, til at oplukke hans Forraadskammer med. -- Det store Chinas Keiser selv be- gynder Pløiningen i sit Land, og indvier dette ærværdige Arbeide med egen Haand. Derfor vrimler dette vidtudstrakte Rige, hvor Plougen er hellig, af Indvaanere ligesom en Myretue. Borgere og Haandværkere tage Brødet af eders Hænder, Land- mænd! Men I, I tage det fra første Haand, fra Guds egen Haand, eller fra Guds Forraadshuus, der hvor han skabede det. Værer glade ved eders ædle Syssel, I, der ere ligesom Svende, Haandt- langere, Medhjælpere i det Værksted, hvor den Almægtige laver Brødet. Arbeider troligen, flittigen og forstandigen med den al- mægtige Skaber, I det forsørgende Forsyns Tjenere, ved hvis Arbeide Herren bereder Opholdelsesmidlerne for Riig og Fattig! Glæder Eder derover, at I aarligen ere de nærmeste Vidner til Skaberens Underværker; og takker Herren, som har sat Eder i et lykkeligere borgerligt Forhold, end eders Lige i andre Riger og Lande!" Skjøndt Aaret er fremlident, og de graae Dage, med Vaad- hætten paa staae for Døren, vil det dog ikke være for seent, paa en eller anden Søndag før Juul, om Veiret skulde sætte sig, saaat nogen Mængde kunde komme tilkirke, at tage efter denne Skik. Skjøndt Udsigterne ikke ere de glædeligste og en Vaarknibe forestaaer -- idet mindste hvad Kornet angaaer -- som ikke vil knibe lindt, saa er dog den glade Følelse over at være sluppen over Hungersaaret ifjor saa almeen og stærk endnu, da Laaven ikke er udsolgt, at Religionslærere bør benytte den til at vække en Religiøsitet, som de somoftest med Hænderne i Skjødet, og Aandens Sværd i Balgen, klage over er i Forfald. Henrik Wergeland FOLKEBLADET No. 47. Tirsdag den 6te December 1831. Ei kommen er den Tid, da Du kan kalde det Ros, at roses udaf Alle. SIDE: 276 OPMUNTRING TIL AT BENYTTE SIG AF HESTEKJØD SOM FØDEMIDDEL Det er en Daarlighed af os, at vi have forglemt Forfædrenes Skik at spise Hestekjød. Nøden faaer lære os at optage den igjen. Denne Høst -- Tiden da Landmanden pleier at dræbe de Heste, han vil -- da vi see imøde, at Levnetsmidler ville op- stige til svære Priser, synes særdeles skikket dertil. Disse Heste ere vel gamle og ikke af saa lækkert et Kjød som Folerne; men Inds. kan dog af egen Erfaring forsikre, at selv disse Skotmære, næsten hvor magre og gamle de end kunne være, dog afgive saavel meget som velsmagende og rimeligviis velnærende Kjød. I Udlandene er Hestekjød almindelig Føde, og anprist af Mange baade i Tale, Skrift og i Daad. Hvad, som Fornuft kan billige, er der da iveien forat vi saaledes afbenytte Kjødet af dette reen- ligste af alle Dyr? Afbenytter da det meste Kjød af de Gamper I emne Riflen, som Fødemiddel for eder Selv, I Landmænd! for eders Folk, og for de Betlere, som beleire med Nødens uimod- sigelige Retskrav eders Kjøkkener! At benytte blot det Bedste af Hesten, f.Ex. Tungen, der røget er fortræffelig, samt Noget af Laaret, der hidtil blot pleier at bruges i Pølser, vil lidet for- slaae; -- nei! nedsalter næsten den hele Hest, og levner kun det Ubrugbare til Aat! Naar I slaae op disse Saltmadskar i Vaarkniben, da ville mange hungrige Munde takke Eder. Denne Opmuntring anbefales Landhuusholdningsselskaberne til Opmærksomhed. Henrik Wergeland FOLKEBLADET No. 48. Mandag den 12te December 1831. Sku ei en Dyd i Rigmands henslængte Gave. Et Smiil af Englen maa den tørre Handling have. BLANDINGER Danmark skylder Norge en stor Deel af hvad det i forskjellige Henseender regner sig til Ære. I Krigen mod Sverige brugte SIDE: 277 Danmark Norge omtrent som i Fabelen Aben Kattens Labb til at rage Kastanjerne af Ilden med. Undertiden blev stakkels Puus stygt sveden, som f. Ex. da Sarpsborg, Opsloe og Hammer ginge op i Røg; men, fik den Kastanjerne ud, eller ramtes der noget i Feldttoget, da maatte Norge med blodige Næver tage det for Danmark. Forat slippe nogenledes ud af de Kniber, hvori den svenske Carle-Mandhaftighed tidt og jevnt satte Danmark, skar dette friskvæk dygtige Stykker af Norge og puttede i Götha- lejonet. Flere af de Krigere, hvis Laurbær Danmark brystede og bryster sig med, vare Normænd og havde lært deres Tapper- hed hjemme. Kunstkammeret (Museet) og Bibliothekerne i Dan- mark berigede sig med norske Skatte. Og en meget stor Deel af Forfatterne i de skjønne Videnskaber tilhørte Norge, og norsk Aand raadede i deres Værker. Disse Forfattere udgjøre over 1/3 af de egentlige Danske -- et Forhold, der især medhensyntil de faae Normænd, som nøde videnskabelig Dannelse imod Danske, er meget stort -- og opnævnes her: J. N. Bruun, H. Bull, G. Faye (?), C. Frimann, P. Frimann, L. Holberg (saa god som 40), B. D. Prahl, C. Pram, J. Rein, P. C. Stenersen, T. Stockfleth, E. Storm, C. B. Tullin, J. H. Wessel (saa god som 10), J. Wibe, J. Zetlitz. Til Vederlag for alt dette fik Norge Æren af Navnet: "allerkjærligste Søsterrige". Da Norge ikke noksom kan beklage sig over de fleste af dets forrige dansk-norske Konger, ja over alle Oldenborgerne, und- tagen maaskee over Christian 4de, og der altsaa, men især ved Drotnavnet Frederik, klæber ubehagelige Erindringer, saa fore- kommer det at være besynderligt, at man holder fast ved disse Erindringer i flere af vore Byers Navne. Vi burde kaste Frederik bort af Frederikshald o. s. v.; kalde denne By med dens gamle Navn: "Halden"; kalde Frederiksstad "Sarpsborg", Universitetet ikke "Frederiks" (thi han gav det ikke med Godvilje) men "Norges eller Norsk Universitet." Forat faae varige Lys, dyppes Vegen engang i Olie, helst Mad- olie. -- Kaalorme ødelægges enten ved at lægge nogle af de smaae SIDE: 278 Brændenesler ovenpaa Kaalstokken, og gjentage dette nogle Gange, eller ved at saae ganske tyndt lidt Hamp imellem Kaalen, eller ved at afbryde de store Blade, hvorpaa Æggene sættes, af og til. Qversillsalve laves af 3 Spiseskeer Svine- Gaase- eller Heste- fedt og 1 Do. Terpentinolje. Behøves den stærkere, da tages lige Dele. Gjemmes i vel tillukt Flaske. Urindrivende Latværge for Heste laves af 1/2 Lod tyk Terpentin og 2 Lod Enebærpulver. Terpentinen udtværes med en Skee Brændeviin, og Alt udtværes enten med Honning eller Vand. En saadan Portion gives første Dag 2gange. I Lungebetændelse indgives Hesten, 4gange paa een Dag, en Latværge bestaaende af stødt Saltpeter 4 Lod, Svovl-blomme 2 Lod, og Ædike 1 Pæl; Alt udmænget med Meel og Honning. Fire Næver Rugmeel og 2 Potter lunkent Vand give nærende Klisteer for Hesten. Henrik Wergeland [OM NORSKHET I SPROGET] (Indsendt). Morgenbladet 12. des. 1831. Anmelderen af et Theaterstykke i Morgenbladet No. 313 kan have Ret i at bebreide mig -- eller i hans Sprog "slaae mig eller min Uforskammethed paa Næsen" -- for en blind Higen efter Norskhed, forsaavidt som at jeg ikke kunde overtale mig til at troe, at en virkelig Normand kunde skrive saaledes. Erindringen om endeel vannorskede Norges Børn, en Flok æsthetiske, criti- kaklende og rimende Pygmæer, som dog neppe ere den flygtige Tanke værd, tillod mig dog kun at udtrykke dette behagelige Drømmerie saa ubestemt, at jeg vedhæftede Formodningen om at Personen vel kunde ikkun være i Hovedstadens danske offent- lige Theaters Sold. Heri har jeg heller ikke taget Feil, saafremt jeg medrette gjenkjender i Anmelderen den gamle gode Smører og alle vore om Theatret sværmende æsthetiske og poetiske Narres vægtige Middelpunct. Hvor indbydende til en liden her prentet Latter end dette Møde og Carricaturens Vrede, saaledes som denne tindrer eller rettere oljekoger i No. 333, end er, tillader jeg mig dog ikkun tvertom at bevidne ham med Kammerader SIDE: 279 min Erkjendtlighed, fordi deres Svar og især denne Forbittrelse, der er det belivende i deres ellers liv- og aandløse Ordremser, har overtydet mig saavel om disse Kjæmpers Udygtighed, som, indtil høieste Grad af Tilfredsstillelse for mig og Ligetænkende, om at mine Linier i No. 326 have virket hvad de skulle, d. e. Syndserkjendelse, om end ei Bekjendelse, hos dem. Den norske Ulv, som vor rasende Dannekjær formodentlig derfor har saa trabelt med, fordi han af og til tilforn selv har følt dens Tænder, naar den legende vilde ryddiggjøre sin kjære Skov for alskens giftigt Kram, gjør sig ellers til af at have ligesaa vanskeligt for at troe, at et endog kun i den Forstand dannet Menneske, at de heftigste Lidenskaber dog ere blevne noget afrundede, kan af noget andet indre Oprør end Selvbebreidelsens, naar man er bleven greben i en Dumhed eller Slethed, eller, som Anmelderen i begge Dele, og især naar hertil kommer Ahnelsen om at man oftere af samme Hjertegriber er bleven pirket saa smaat paa selve Selverkjendelsens Nerver, lade sig forlede til offentligen paa den latterligste Maade at vise dette eller sin Vrede, udtøm- mende den i de plumpeste Skjeldsord, som Theatercriticussen i No. 333, som han havde let for at troe, at en Norskbaaren mu- ligen kunde skrive saa falskeligen om den norske og den danske Skjønvidenskabelighed, som Personen i No. 313. Samme norske Ulv vedgaaer ogsaa at have saa tykt et Ragg, at alle matte Pile deri blive hængende; men, om det er saa, at han har et skarpt Maal, da vil han ikke oplade det mod slige Daarekisteskrig, som "Had og Foragt mod en Nation" og andre deslige Usselheder. Han kjender ogsaa saameget til Sandheden af "om Smag og Be- hag lader ei disputere" og til den Retning mod Æsthetik og Critik over Lapperie, som Hoved- og Høiskolestæders unge Dagdrivere, især imellem Gentilhommeriet, tage til, at han skulde ville gjøre slige Bagateller en Tomme høiere, ved at vise deres Snakken frem og tilbage nogen Opmærksomhed, undtagen da, naar noget Nationaliteter og vigtigere Sandheder Krænkende deri skulde blande sig. Ja denne norske Ulv er saa fredsommelig, at han, uden at strække ud en Klo, seer hvorledes de norske Oxer, Faar og Gjæs flokke sig endrægteligen sammen med de danske Raadyr, som man fører herop i Skokketal. Forfatteren i No. 326. SIDE: 280 Henrik Wergeland FOLKEBLADET No. 49. Tirsdag den 13de December 1831. Det Ene, som en Stortyran ei kan med al sin Magt er Mandens Vil at tvinge, som døe tør uforsagt. [ANMERKNINGER OM SOGNESELSKAP I NORD-ODAL] [Det var vedtatt at "ved Bryllups- og Begravelses-Gilder" skulde "de forhen brugelige Sendinger og Skaalepenge være afskaffede." Wergeland legger til i en fodnote:] Bladets Bestyr under fattige Folk f. Ex. Huusmænd denne Gave til Huusholdningsbegyndelse, naar den kom fra Gaardmandsgjæsten. [Efter den insendte artikkel om sogneselskapet i Nord-Odal kommer Werge- lands] Anmærkning: Bladbestyret er af Ovenfremsatte endmere overtydet om det Hensigtsmæssigere i saadanne Sogneselskaber, som vel erkjende sin Virken for Landhuusholdningens Fremme for Hovedsagen, og, som havende dette Meed, knytter sig til det kgl. S. f. N. V., men som tillige erklære i Planen og vise, at Sognets Vel i enhver Henseende er deres Anliggende, og, at enhver Fælledssag, ethvert Communal-Anliggende fortjener deres Opmærksomhed og Stræben for med Tiden at hendrage alle dem af disse, som Embedsmyndig- heden endnu, kun ved Hævd, men ikke med sand Ret, ruger over, under Menighedernes egen Afgjørelse. Et saaledes ind- rettet Sogneselskab er den fortrinligste Erstatning for de saa længselfuldt og saa forgjæves attraaede, med lovlig Myndighed udrustede Formandskaber i Bygderne. Da Landhuusholdningens Fremme altid maa være et alene saaledes indrettet Sogneselskabs Hovedmeed, saa kan det kongelige S. f. N. V., hvor gjerne end nogle Directører kunde ønske dette, ikke med Anstændighed udelukke det af den store Krands af blomstrende Sognesamfund, det vil samknytte over al Norge. Dette store Samfund vil ligesaa- vist, kun ved at indskrænke sig ene og alene til et Landhuus- holdningsselskab, nu da Landets materielle Tilstand for det Første er mere vigtig end dets politiske (hvilket var omvendt i Slutningen af den danske Herretid) kunne virke med Kraft og Nytte, som SIDE: 281 de mindre Samfund kun kunne dette ved at omfatte det hele Sognevel, visende, at de ogsaa have til Øjemed: mere og mere at jevne Communalforfatningen og Medborgerlivet med Grund- lovens Aand, afskaffe alskens Despotiets Levninger, qvæle de Misfostre, som et modent, udvortes i alle Former kanhænde noksaa pynteligt Smaadespotie skulde ville indhævde i vor Verden, samt at tvinge vor glimrende, udvortes, politiske og hidtil næsten alene i Statens Former levende Frihed til ogsaa at afføde en ind- vortes, borgerlig i Communal-anliggendernes Enkeltheder raadende Frihed. Vi ville herpaa afpasse en Lignelse, som maa være i det kgl. Selskab f. N. Vels Smag: det forrige store Selskab for Norges Vel forberedede, ved den Forbindelse det havde forbe- redet imellem Fædrelandets Venner, vor politiske Selvstændighed og Frihed: det var den store Plov og Harv, som omvæltede og tilberedte Jorden; -- men alt Ukrudet, Herre-tistelene og Smyge- qvikrødderne og Suge-Dyllen medtoges ikke; -- nu maae Smaa- barna ud for at luge efter; -- disse ere Sogneselskaberne. Da skal der blive Ager, ja Ager for Sjel og Krop! Henrik Wergeland [OM SOGNESELSKAP I GJERDRUM] I Gjærdrum Sogn siges Præst og Lensmand nu at arbeide paa et Sogneselskabs og en Bogsamlings Oprettelse. Vi melde dette med saameget større Tilfredsstillelse, som vi næsten derom alle- rede havde opgivet Haabet. Henrik Wergeland PEBERNØDDER TIL JUUL 24. des. 1831. Hvem bage vi for? Oh, der gaber Dumheden med sin store Flab -- Ingen har slaaet den igjen. Endnu gaber den ved Aarets Ende som ved dets Begyndelse -- gaber, somom den var Porten, hvorigjennem de spildte Dage fløi -- gaber, somom den ventede at en Oxe skulde stikke sit hornede Hoved ind til Tandstikker -- gaber, som Europa, naar det nu spørger sig selv: "hvormange Gran Frihed fik jeg for de tusinde Skippund Blod, jeg spen- derede iaar?" og seer sig fra 1830's Alcide med Eken i sin Haand reduceret til en Krigsfange paa Naade og Unaade eller SIDE: 282 til en usel Actor, der med Vanheld har debuteret i en tragisk Rolle, og nu maa slaa sig til at agere Polichinello og drager Narrehætten over sit beskjæmmede Ansigt. Kom søde Aarets Dumhed, du som udgav Nytaarsgaven Mi- nerva, Du, som nedsatte Dig i Laurvig som Byfoged, i Nordre Bergenhuus som Amtmand, i Christiansand som Stiftsprovst -- Du, som i Christiania, under Navn af at restaurere det fremmede Theater, atter kalkede en Grav for Nationaliteten og en af denne sig fritudviklende Smag og Skjønsands -- Du, som bød det me- dicinske Facultet see sig blindt, om det vilde, paa den muligt af Mishandling dræbte Slave, men derhos at beholde Omdømmet hos sig selv -- Du, som har siddet i de fleste Loger paa Theatret -- Du, som drømte saa sangvinsk om Udbyttet af en dygtig Commission, der nedsattes over Den, der ikke førstegang har tampet Grundloven op i Filler, og har gjort baade Patricier og Plebejer til Strøelse under sine Heste -- Du, der har været den usynlige Præsident ved mange Forsamlinger og Retter, og den virksomste Redactør av vore Blade og den flittigste Prædikant -- Du, som, efter tilfegtet Sejer over nogle fattige Huusmænd paa Manglefjeld og efterat have drevet dem fra den Mark de opodlede ud i den vilde Skov, endelig nedlod dig paa dit eget Yndlingssæde: Forneboe -- Du, som vilde give alle Nordlandenes Sjægter og Joller Sundhedspas og med det Samme Seistimerne gode Ferier og Reisepas -- Du, som under Navn af Lieutenant er at betragte som Cavalleriets Ordensstjerne -- Du, som i det uforlignelige Epos Provindsiaden saameget har opofret Dig for det almene Bedste, at Du har gjort din egen Yndlingshest Pe- gasus til Skydshest for Alle og Enhver gjennem hele Budskerud for den billige Taxt 48 Skilling -- Du, som i den saakaldte pohlske Nationalsang har ladet os begræde, at Muserne faldt med Pohlen -- Du, som endnu spanker fri og frank om som den livagtige berygtede Commandant Baronen, -- Du, som har ind- kaldt 500 fremmede Skuespillere, forat lade os glemme Hungers- nød, Sind, Sands og Sprog, samt 600 Gjøglere og Musikanter, og ordineret atter en Suppe paa 700 slette Vaudeviller, som Syge- suppe for Publicum, der befinder sig ilde og har en Flauhed, som efterat have forspiist sig paa Trøfler, efterat have spiist formange heibergske Vaudeviller tilforn -- Du, som har sluttet Pagt og Forbund med den onde Cholera forat udrydde vor Vantro, og SIDE: 283 allerede har udstedt Manifestet, dateret Hovedqvarteret Gran; og Du, som velsigner Cholera, fordi den allerede i fem Fjerding- aar har udfyldt din Hjerne med den faste Samtaletext: hvor staaer det med Cholera? veed De hvad jeg mener om Cholera? -- Du, som -- o søde Dumhed, Du, som har mig for mange Ansigter til at jeg kan besee dem allesammen -- Du, som har gjort det meste af hvad der er gjort i Aaret -- kom Du søde Dreng, kom Du tusindfjesede Janus, kom! -- der har Du for det Samme en Pose Pebernødder til Juul! Hvor er Du krybende Nederdrægtighed? hvor er Du usle Betler? Vil ikke Du ogsaa have Dig en Pebernød til Juul? Ah, der sidder Du paa første Bænk i vort danske Theater, smilende, fjasende, annoterende. Den Plads er hellig: der sidder Theatrets Orakel. Den Plads er farlig: der sidder Theatrets Cerberus. Den Plads hører til Orchestret: der sidder Theatrets Basune og Mark- skrigertromme. Den Plads er Friplads: der sidder Theatrets faste lejede Skriver og Apologist. Siig ikke: maalløse Nederdrægtig- hed, at sælge sit Omdømme, sin Overbeviisning, sin Pen for 2 Ort pr. Aften! Siig ikke det; thi disse tre Ting ere hos Personen ikke saameget værd. Han er godt betalt med Billetten, og dog tog han hellere dens contante Beløb, de 2 eller 3 Ort, dersom han ikke for et Syns Skyld maatte sidde der, for idetmindste at huske Navnene paa dem han skal væve om næste Dag i Morgen- bladet. Men tænker jeg paa den Tid Manden spilder, da siger jeg til Directionen: "læg paa 12 Skilling til! giv ham idetmindste et Æble imellem hver Act!" 2 Ort er nok forat være neder- drægtig, men forlidt forat være nødt til at være doven; thi ogsaa Den, som kun gjør Narreværk er doven, ligesaavisst som at Den, der vrøvler hele Dagen eller hele Morgenblade fulde, er ikke veltalende. Men vil ikke Directionen være generøs, min Gut, saa vil jeg holde Dig skadesløs med en Pebernød. Morgenbladet for Mandag 12te Decbr. lod nogle Ord falde om danske Raadyr, som man i Skokketal fører herop; og umiddelbar derpaa fik man det fuldstændigste Beviis paa at dette Ordspil nok lader sig applicere. Om den i samme Blad sig anmeldende SIDE: 284 Pianist "fra Kjøbenhavn" (en Anbefaling, som maaskee bedre burde passe i Skive eller Løgstøer end i Norges Hovedstad, der har Overflod af gode Pianister) end maa henregnes til det Skokketal af Danske, som hidkomme, mens Landet har nok forat skaffe Brød til sine egne Børn, saa sætter Nedskriveren dog ikke ukjendt Mand imellem dem, han vil have hiint Ordspil anvendt paa, naar dets Applicabilitet lader sig bevise. Men her menes, at man fik Beviset herfor i det af selve de danske Skuespilleres Chef Dagen efter, Tirsdag den 13de Decbr. Indsendte. Spækket er det med Hjertebrækkelser om "smertelige Sandheder, uesthe- tisk Bitterhed, mange Pligter og mange Sorger, vanskelig og fare- fuld Stilling" o. s. v. og med de sødeste Complimenter til "den høitagtede Medarbeider" Hr. Giebelhausen, der selv forud har ratificeret dem, om "den oprigtige Agtelse for hans Aand og Hjerte og hans udmærkede, enhver Skueplads hædrende Talent som Comiker, " samt med de offentligste, noget nær dem man seer paa Skuepladsen lignende, altsaa theatralskeste Forsikkringer om at disse To "med Barndoms- og Ungdoms-Venskab Sammen- knyttede (Directeurstiil) vil kun, om saa skal skee (om Gud ville?) (atter Directeurstiil) adskilles fra hinanden med det inderligste Venskab og den sandeste Tak for den Tid de have arbeidet sam- men til eet Maal;" -- men spækket er ogsaa dette Hr. Theater- directeurens Stykke med saamange Sprog- Stiil- og Tanke-Bom- merter, at man ikke kan tvivle paa, at jo Han maa henregnes mellem Raadyrene. At udpille mere end en af hver af disse Bommerter -- hvorifra jeg vel veed at undtage dem, som kunne være Trykfeil -- er ikke Umagen værd. Her ere de: "der gives Enkelte, som fornegter disse Egenskaber, og snart paa den ene, snart paa den anden Maade ligger(!) for Dagen o. s. v. -- "Paa- skuddet af Rygter" -- 12 Ln. f. n. i Slutn. ytres det besynderlige Begreb, at kun en Navngivens Yttringer kunne vorde Gjenstand for den Publicums Dom, som deri æskes -- og heelt igjennem conjugeres i Singularis til Subjecter i Pluraris, en Feil som er ligesaa characteristisk for udannede Mennesker hos os, som Con- jugationen af avoir i Pluralis til Subjectet i Singularis for den samme Classe i Frankrig. Det er latterligt, fra en saadan Pen, at see Omdømme fældt over Christianias Publicum, om hvorvidt det er begavet med Upartiskhed og Smag. Mangen Bytosse tør dog kanske kroe sig herover paa Theaterbænkene; thi han vil SIDE: 285 ogsaa have Deel i disse isandhed smigrende Complimenter, og lidt efter lidt rykke op fra at have Upartiskhed, d. e. ikke trampe, til at have Smag, d. e. klappe ret flittigt, og endelig ind i den øverste eller "Kunstinteressens" Classe, d. e. den, hvori man ret- skriver sine Bravos og sender dem til Morgenbladet i Rubriken: Theatret. Klart er det, at dette Theater, som dets Directeur "drister sig at sige" d. e. her "siger med Dristighed" maa "hel- digt" fremspire, dersom det har mange saa Dannede som Han. Wahl i Throndhjem! seer Du Juletræet ligeoverfor i det lille lave Huus? Børn dandse omkring det, beundrende Papiirskra- verne, Baandene, Lysene, hvormed dets mørke Bar er prydet. Fryd Dig, Wahl -- det er hos Enken Dahl dette Træ og disse Børneøine straale! Fryd Dig, Wahl -- disse Papiirskraver paa Juletræet har Du skjænket: Major Ræder har klippet og kruset dem til Børnene af dit smukke Brev til Enken. Man ihukommer i Julestuen disse Dit ædle Hjertes Udtømmelser, mens det lille Glas Mjød gaaer rundt. Fryd Dig, Wahl! -- Du har fremskabt denne støjende Juleglæde; thi den vilde ikke nu være saa livlig i disse Minuter, om Glæden der var huusvant Aaret rundt. Du er en Ven af Pantelege -- nu, hvi tænder ikke ogsaa Du et glimrende Juletræ? Kun dine Øine seer jeg skinne som Lossens borte i den mørke Krog, hvor Du sidder med Haand under Kind ogsaa nu tænkende paa Jurisprudencen. . Ak, ogsaa Juleaften tænkende paa Jurisprudenz? Lad den beskytte din Ære, som Du siger; men Glæden vogter den kun slet. Den qvæles enten under de mørke Betragtninger, denne Videnskab afføder, eller den svinger sig op, flyer, og lader slige Betragtninger krybe i Støvet. Mand Dig op! Lad Godhed vogte din Ære, og lad disse to boe sammen med Glæden i dit Huus! Frisk op! Begynd med at sende Julegodt til Dahls derover og til Slagteren Du holder i Arrest, fordi han har gjort engang som sin Hund! Tænd saa Juletræet hos Dig med, og spiis som her baade Gode-Raad og Pebernød. -- Bager Thore thi, da en Statsforfatning i sit Princip kun kan fornuftigviis gaae ud paa det Nærværende; thi ingen Regjering -- hvor stærk end dens Arm er -- har stærke Arme nok til at virke hiinsides Graven, saa formenes det at være klart, at denne Sammenblanden af det Timelige og Evige er stridende mod Fornuft og sandt Borgerheld. Vistnok veed Redact. hvor vanskeligt det vil blive at skaffe en saadan Grundsætning Indpas i Europa, hvor man er saa vant til at see Regjeringens Sværd at døde Legemerne og Hierarkiets at døde Aanden. Hvad er vel mere tyranniskt og unaturligt end at berøve Forældre sine Børns Opdragelse? og lægge den hen under en Kaste, hvis Individer altfor ofte med hierarkisk Myn- dighed har tyranniseret over Sjelene, og bragt Svagsindede til galgjørende Grublerier? Troe er Individets Sag, og Enhver, der opfører sig som en god Borger, burde dog være befriet for et- hvert Aands-Tyrannie og at forkjettres. Man har rost Christian den 6te forat have indstiftet Confirmationen. Oh ja! som et Undertrykkelsesmiddel i Despotiets Haand kunde det være godt nok, og andet kunde man ei vente af en Fyrste, som -- fra- draget sin Utaknemmelighed imod sin Stedmoder -- kun udmær- kede sig ved Hyklerie, Skinhellighed og Prædilection for alt Tydskt. At hans Gudsfrygt mest var en Maske, beviser hans Kjerlighedshandel med sin Svigerinde, Enkefyrstinden af Ostfries- land. Den store Fridrik den Anden af Preussen har ellers bedst caracteriseret hans Regjering, og satyriseret den i hans Tid sted- fundne hernhuttiske Taage, i at sige: At i Hans Tid gik Regje- ringen ud paa "at bestorme Himmeriges Rige". Det er af Med- lidenhed med Individernes Sjele, at man har paataget sig dette Tyrannie, siger man, mon ikke en rundelig Betaling for denne Medlidenhed var det vigtigste? Dertil kan man svare som Kongen af Preussen en Commune, der vilde have en Præst afsat, fordi SIDE: 288 han havde talt imod Helvedstraffens Evighed: "Hvis I mine kjære Undersaattere ville være evig fordømte, hvad kan Præsten eller Jeg gjøre derved?" Der tvivles ingenlunde om, at Mange, om de end i sit Hjerte bifalde den fremsatte Sætnings Rigtighed, vilde finde mange Betænkeligheder i at ønske den realiseret, men lyk- keligvis viser Nordamerikas Exempel, at Religionen uden Skade -- nei til Held -- for Statssamfundet kan være privat, saa at enhver Betænkelighed kun har hjemme i Indbildningen. Vistnok vides, at en Forandring som denne er lettere henkastet end istandbragt; men man veed og, at det er Tænkerens Pligt at ud- saae Sæden og overlade i Skjæbnens Haand, om og naar Sæden kan voxe og modnes. Henrik Wergeland [OM DEN DANSKE SKUESPILLERTROPP I NORGE] Iblandt de Udtryk, Redactøren af dette Blad ikke kunde bil- lige i No. 45, er Benævnelsen "Skuespillerbande" om de danske Skuespillere, Christianias Publicum morer sig med. Den, som brugte dette Udtryk, hverken vil eller tør fornærme Personer, han ligesaalidt kjender fra nogen slet, som fra nogen god Side, og som for en Fribillet kunne faae hvilkensomhelst svadsig Skrib- ler hidset paa hvem de behage. Bruger man end Ordet "Bande" ofte i Samsætning med Ordene "Tyv" eller "Røver", saa bru- ges det dog ligesaa ofte og ligesaa passende om "omreisende Skuespillere af en lavere Rang som saadanne." At de danske Skuespillere, som ikke alene i Christiania, men i Trondhjem og snart hist snart her, forlyste det norske Publicum, ere omreisende, er upaatvivleligt; og forat de ikke ere af en lavere Rang som Skuespillere, antage vi ikke som gyldige de Beviser, som de selv herhos fremlægge og lade fremlægge i Morgenbladet. Ligger der alligevel trods denne Forklaring, trods ovensatte Erklæring om, at Nedskriveren hverken har troet at have fornærmet eller villet eller turdet fornærme Personer, hos hvem han ikkun kan agte den Klogskab, de vise i at benytte sig af Normændernes og Nor- qvindenes Mangel paa Omsorg forat faae et Nationaltheater istand og Mangel maaskee paa Midler hertil, og paa Interesse for et saadant, om det end stod der; -- ja ligger der, trods alt dette, og trods den Samlinie, som da lader sig drage med at f. Ex. Præster maatte da tage dette fortrydeligt op, at man bruger om SIDE: 289 deres Stand i Sammensætningen "Præsteskab" det samme Sam- sætningsord, som ofte bruges til at udtrykke mindre hæderlige Begreber (som f. Ex. om der sagdes: "uden synderlig Ondskab ønskes, at P. Ps. Forbryderskab, Bedragerskab, Blodsugerskab, Kjeltringskab og Skurkeskab ikke maa komme under det af Bor- gerskabet saa forhadte Commandantskabs Torturskab") endda efter Nogens Mening en Fornærmelse i brugte Benævnelse, da veed Nedskriveren ikke at rette paa sig anderledes, end ved for Efter- tiden, om han skulde berøre disse Skuespillere, at betjene sig af et andet Udtryk end "Bande", nemlig "Trop" -- altsaa "Skue- spillertrop." Fæste de sig her (Hvilket vi af al Kraft bede maa blive afvendt) og gaaer Theatret over til at blive fra et Prøve- foretagende en fast Inretning, der ikke alene er grundet i en sygelig Retning i endeel Hovedstadbeboeres Smag, men gjør Partie med Nationalfølelsen og Nationalskjønvidenskabeligheden, da turde vel Ordet: "Skuespillerselskab" lade sig anvende. Henrik Wergeland [PROGRAM FOR TIDSSKRIFTET "NORDLYSET"] (Efter Daa's "Tidstavler" I, 1872). Datert des. 1831. Den almenhed, for hvem planen til et nyt blad, af en ny, for vore andre blade fremmed tendens, i nærværende opsats frem- sættes, befinder sig vel for tiden næsten overlæsset med tidender; men det maa ogsaa tilstaaes baade at de færreste af disse til- fredsstille mere end de tarveligste forventninger, og at mange af dem sejle efter samme streg til undergangen. Det at man yderst sjælden faar en vidtløftigere, ogsaa med æsthetisk værd udstyret, politisk, videnskabelig eller kritisk afhandling at læse i vore dag- blade; -- at den Norske almenhed vel ret nøjagtigen igennem et fem- til sex-dobbelt echo underrettes om de begivenheder, som foregaa i en fjernere kreds udenom den, end i den kreds, som inringer med Nordsøen, Elben, Østersøen og Kjølen de Go- thiske brødrefolk, medens man, paa nogle strøunderrettelser nær, lades i uvidenhed om det liv, som rører sig inden denne i disse beslægtede hjærnemasser: -- at idetmindste den mere dannede del af den Norske almenhed kun ugerne kan vide sig, efter for- SIDE: 290 eningen med Sverrig, ligesaa ubekænt med det aandelige liv der, som før denne begivenhed, og end mere, end tilforn, med dettes tilstand i Danmark; -- at denne uvidenhed ikke kan føles er- stattet ved de tørre skelet-billeder, som dagbladene opstille af verdensbegivenhederne: -- alt dette har bragt undertegnede paa tanken om at afhjælpe denne mangel ved en egen tidende: den, som nu fremskyder i lyset sit første prøveblad. Omenskønt den dybere mulige politiske betydning i en saa- dan tidende ikke lader sig skjule for nogen, som, med et klart øje over Norden, i Norges trefarvede banner har set det politisk- mysteriøse tria libera juncta in uno fra Dovre straalende sænke sig over de adspredte Gother som forat minde dem om de for- jættelser, der inprægedes dem i samme sprog, seder og karakter før de forlode Uralens og Kaucasus' store patriarchalske høj- sæder: saa vover redaktionen dog ikke at lægge noget andet, end hvad der efter ordene lader sig tage, i det, som fremsættes at være hovedtendensen af dette blad, som saadant, nemlig den, at meddele en stadig oversigt af det videnskabelige og politiske liv hos brødrenationerne. Men blive end meddelelser i det Norske sprog af de mest ud- mærkede afhandlinger, som de fortrinligere Svenske og Danske tidender tilbyde, en væsentlig del af inholdet, saa binder redak- tionen sig dog ikke saa strengt til Norden, at den ikke skulde kunne meddele ogsaa værdfulde frembringelser fra andre udlandes tidender eller journaler, om bladets ekonomiske stilling engang skulde tillade at holde slige. Isaafald skal dog sjældenheden heraf ikke rykke antydede hovedmaal af sigte; og bladets om- fang vil spare for gentagne afbrydelser. -- -- Efter dette omrids, afgøre den Norske almenhed, om den føler trang til et saadant blad, og om det med nogen betydning kan antage sit navn og fæste sig paa vor literære himmel. Det er en affødning af en idé, som, ved tanken om hvor fremmede de trenne Gothefolk dog forblive for hverandre, faldt undertegnede in, nemlig den, at foranledige udgivelsen af en tidende i hvert af de tre riger, som skulde befatte sig med at udbrede kunskab om det aandige liv i de andre tvenne: en idé, som sees fremfødt i en i aar paabegynt tidende i Danmark, hvilken alene tager sit inhold af de Norske og Svenske blade og noget lignende viser sig i den Svenske Hejmdal. SIDE: 291 Henrik Wergeland S. T. HR. BISKOP MUNCH (Indsendt). Morgenbladet 4. jan. 1832. Den efter Indsenderens i Morgbl. No. 327 og alle deres Me- ning, som kjendte til den med "oprørende Farver" gjorte Skil- dring af den Classe, som i Christiansand og overalt paa Jorden, paa Grund af sin Fattigdom og den Uvidenhed og Usædelighed, hvori Staternes fra Grunden af mangelfulde Indretning lader denne største Deel af Menneskeheden nedsynke, og, af de lykkeligere Brødres Foragt, almindeligen kaldes Pøbel, findes i en for omtrent 3 Aar (?) tilbage i Chr.sandsvisen indrykket Opsats, hvori et sandt Skyggemalerie opstilledes af denne Classes oekonomiske og sed- lige Tilstand. Det Træk heraf, som gjorde det ubehageligste Ind- tryk paa Indsenderens og andre Læseres Følelser, laae i Paa- standen, at man saae allerede "Skurketrækkene grine" af de fattige Smaabørns Ansigter. Denne Opsats tillagdes almindeligen og eenstemmigen Deres Høiærværdighed; og, ihvorvel Inds. isaa- fald gjerne vil troe, at Hensigten med Opsatsen var at gjøre et dybt Indtryk til Hjælp og Forbedring for de ulykkelige Brødre, og altsaa Biskoppen fuldkommen værdig: saa kan han dog ikke fravige den Mening, som han i dette Blads Nummer 327 har givet et Udtryk, som D. H. ironisk behager at kalde smigrende, men som dog ikke siger noget værre, end at Inds. tiltroer Dem en noget hypochrondrisk Charakteer (der ogsaa aabenbarer sig saavel i Deres physiske som psychiske Ydere, ): ogsaa i Deres be- kjendte energiske Stiil) og som har, da Deres Sind var bevæget over al den Jammer, ladet dem, som man siger, i Skildringen "smøre vel tykt paa". Da en brav Mand aldrig vil gjælde for Ophavsmand til Noget, hvori han ingen Deel har -- det være nu til Roes eller Dadel -- og da D. H. virkelig er bleven tilskrevet af Almeenheden be- meldte Stykke, som man, selv om man antog dets Hensigt at være saa god, som Inds. antog ovenfor, ikke kunde billige, saa finder Inds. sig tilfreds ved at have givet D. H. Leilighed til at fralægge sig hiin Skildring, der vakte Følelser, lignende dem, hvormed man seer en Lazarus blotte sine ækle Saar, og som skjærende modsatte sig den Troe, som Inds. vil holde paa i det længste, at Naturen altid er skjøn og god, og altsaa ogsaa saa- SIDE: 292 ledes som man finder den til lige Friskhed og moralsk Kraft sig evigen foryngede Menneskenatur hos selve Forbrydernes og de til yderste Armod Drevnes pjaltede, smudsige Børn, lige indtil For- nuften udvikler sig hos dem i Skarnet, som en bitter Følelse af uforskyldt Elendighed, der strax hensætter Dem i Oprørstilstand og evig Krig mod de Indretninger i Staterne, der have fremfødt den, mod de Love, Staterne anvende som Modvaaben med lige- saaliden Skaansel, som hine deres Dirke, Knive og Stene. -- I saa Tilfælde, at D. H. kan eller vil fralægge sig Stykket i Chr.- sandsavisen paa Grund af hvad nærværende Inds. desangaaende har yttret, da formener han at have gjort Dem en Tjeneste her- med. I modsat Fald siger han med Bassanio i Shakespeares Kjøbmanden af Venedig: "Enhver Fornærmelse er ikke Had". FOLKEBLADET No. 2. Tirsdag den 10de Januar 1832. Lad, Mand, dit Frisind ei skræmmes ind, af lidt Skin og Hermelin! Skræmmes maa du ei tilbage for et Scepter eller Stage. Henrik Wergeland No. 3. Tirsdag den 17de Januar 1832. Et Smiil fra Fædrelandet bedre er end Fyrstegunst i gyldent Skjær. UDENLANDSFRA hører man intet Andet end Folke-jammer og Slave-elendighed og Tyranjubel, Knutslag, Bileklang, Forkyndelser af voldsomme De- creter, af Forviisnings- eller Døds-domme, af almindelige Am- nestier eller Tilgivelsesbreve, som dog undtage Alle, Skrig om Brød, Skrig om Arbeide, Skrig om Forræderie, Skrig om For- barmelse, Skrig om Mordbrand, der er de ogsaa i sjelelig Hen- seende elendigblevne Fattiges Løsen, Fakkel og skinnende Fane i den Krig, de have erklæret mod al Eiendom; ja og alt dette Sørgelige, dette Chor, der synes at synge Verdens Undergang imøde og kun at fremdrage foran Dommens Basuner, igjennem- blandet med Mundhuggerie om Cholera, Regimentsmusik, med SIDE: 293 Hurralatter og Tedeumspsalmer over lykkelig tilendebragte cæ- sariske Misgjerninger. Reactionen i Europa er frygtelig. Det vil sige: Despoternes, eller, med et udtryksfuldt norsk Ord, Voldherskernes d. e. alle de Fyrster, som ikke udlede deres Magt fra eller besidde den ifølge Folkets Magtfuldkommenhed eller Souverænitet, og som regjere uden at Folket har Andeel i Regjeringen -- alle Disse gaae lykkeligen frem i sine voldsomme Anstrengelser, forat bringe Alt tilbage i den saa tvetydigen kaldte "gamle Orden", det vil sige: under de gamle Aag, under de forrige Trældomsformer, hvoraf sidstvundne blodige Aars Frihedskampe udrykkede en Deel af Europa. Ingen Stampemølles Pressebjelker kunne gaae hurtigere og stærkere nu Juleleite end de Kræfter, som hine derfor sætte i Bevægelse. Det er ogsaa det gode Fribonde- vadmel, det gode Friborgerklæde, hvorpaa man har vævet lige- siden Patriarkteltet blev for snevert, og hvilket er den Dragt, ingen Mand kan være foruden, medmindre han enten som Slan- gen vil dække sig med Støv eller med Lænker eller smyge under Voldherrepurpurerne, hvilket de søge at søndertrampe, sønder- stampe og sønderskjære. Skade kun, som koster mange en Trællestand ogsaa en Stund bag Graven (skjøndt maaskee under mildere Herrer,) at de Allerfleste, som saaledes blive berøvede deres Frihedskappe, da staaer splitnøgne igjen; thi de have ikke Dyd-hyllet under, hvori en romersk Digter siger, at en Mand kan trodse alle Ulykkens Storme. (Fortsættes). Henrik Wergeland FOLKEBLADET No. 4. Tirsdag den 24de Januar 1832. UDENLANDSFRA (Slutning). Saaledes stormer det nu her paa Jorden, at Slavernes Zar holder Standret i Moskau over de pohlske Høvdinger, der ikke slap fra Blodbadet paa Volamarken: der, hvor en Enkelts For- ræderie grov Faldgraven for Pohlens sidste Tapperhed: der hvor Pohlen faldt -- nei, der hvor Pohlen saaede sine trætte Been, forat lade friske Kjæmper opvoxe igjen. -- Paa samme SIDE: 294 Tid mangfoldige Pohlakker indslæbes i Rusland, udstrømme, frem- bølge fra det Inderste af dette uhyre Folkechaos Baschkirer, de Vildeste af Ruslands Vilde, forat befolke Pohlens Ødemarker, hvor endnu Blodet ryger. -- Fiinheden i Hevnen lader sig især tilsyne i det lille Træk, at Peter Wysoczski, den heltemodigste og udødeligste Yngling af alle dem, som 29de Novbr. 1830 iværk- satte den pohlske Revolution, og som, kjæmpende det hele Feldt- tog, omsider faldt under 6 Saar i Russernes Hænder, dømtes til at henrettes netop paa denne sin Æresdag 29de Novbr. -- Al- vorligheden i Hevnen lader sig, mere end i Henrettelserne, Lands- forviisningerne (der især ramme dem, man ikke kan faae fat paa,) Confiscationerne, Domfældelserne til offentligt Slavearbeide og i Deporteringerne til Siberiens Ørkener og Bjergværker, deri tilsyne, at en keiserlig Ukase afskjærer de to øverste Classer af de pohlske høiere Skoler, forbyder Underviisningen i det franske Sprog, men paabyder den i det russiske. Det skjønne Frihedens Træ har Zaren kappet; nu griber han dybt i Jorden efter Rød- derne. -- Russiske Kjøbmænd bedække Pohlen, der nu, da Le- verandørerne ikke kunne faae kjøbt hvad behøves til de russiske Armeer i Landet, udplyndres til det yderste. -- De Pohlakker, som hentyede til den franske Gjæstmildhed, og virkelig fandt den hos Folket, forvises af Ministeriet fra Paris, hvor de endnu muligen kunde virke for Fædrelandet, til de fjerneste Egne, hvor- hen de og kun gives Pas, og opmuntres af alle Kræfter til at pakke sig udaf Europa, til Amerika, over eller vel hellere i Verdsoceanet. -- I Paris arresteres ligesom i Warschau af alle Kræfter. -- I Frankrig og Tydskland tages de strengeste For- holdsregler mod Trykkefriheden, idet idelige Actioner anlægges mod Tidenderne, Noget, der er det sikkreste Tegn paa en rivende Tilbagegang. -- I Sverige gaaer man frem paa samme Maade, omendskjøndt herfor ikke er sagt, eller kan siges, at dette Rige henhører til de despotiske. -- Man søger at aabne en Plads i det engelske Statsraad for Wellington, denne Leiesoldat, som Despoternes hellige Alliance har hvervet hos Aristokratiet eller Stormannavældet, og hvis Laurkrands blot bestaaer af de faae Blade Orcanen borthvirvlede af Napoleons. -- I England under- kues de Foreninger, som stiftedes forat samle og styrke Kræf- terne til den forestaaende Kamp for Forbedringer i Valgindret- ningen; og man lader ikke til at indsee, at en aldeles Tilside- SIDE: 295 sættelse eller kun Halverkjendelse af dette Spørgsmaal, maaskee, efter en af det fortvivlede Folk iværksat Kuldkastelse af det engelske Stormannavælde eller af dets første Forret, nemlig den, at danne, paa Grund af Fødsel, den afgjørende Deel af den lov- givende Forsamling, tør bringe Hunts og de lavere Massers Spørgsmaal paabane, nemlig det om en Forandring fra Grunden af i selve Constitutionen. Og Napoleons Spaadom paa St. Helena, at det engelske Folk ei vilde tøve med at hevne ham paa det engelske Aristokrati, tør gaae i Opfyldelse. -- Kongen af Hol- land vilde ikke anerkjende Belgiens Selvstændighed; og han syntes at have et Ryggestød i Preussen, endskjøndt dets Minister ogsaa har i London underskrevet Erkjendelsesacten. Han har nu givet en Erklæring, som Belgien umuligen kan antage, især fordi paastaaes Flodernes, navnlig Scheldens, Spæring, saasom de ved deres Udløb berøre hollandske Provindser. Han synes rolig at vente Forsvar for sin Haardnakkethed af Tiden d. e. af Reactionens videre Fremgang. Og baade har nu Rusland tem- melig tydeligen lagt for Dagen, at ville smelte disse adskilte Riger sammenigjen med sin Kanonild (truende med at Pohlen ellers aldeles skulde opsluges,) og Preussen, hvis Kongehuus er paa det nøieste forenet med det hollandske, tør vel ogsaa have opført sig altfor "honet" mod Rusland i den pohlske Under- kuelseskrig til ikke at kunne læne sig til det, ihvad der end bliver at foretage. -- Lader os haabe, at ligesom 1831 begyndte glimrende, men endte sørgeligt, saa skal det Aar, vi nu indtræde i med Sorg, ende herligen og i Seierglæde. I ethvert af Landene viser det gode Partie sig meget udholdende. Thi see hvorlænge have ikke Minas Karle omsværmet Spanien, og de ædle terceiriske Falke opsvinge sig nu fra Høgeøerne og sortne allerede over Don Mi- guels Hoved. I Lithauens Skove fegte endnu flere smaae Corps. 50,000 Pohlakker have udbredt sig over Europa. I Bayern og Hessen hører man et Sprog i Stændernes Forsamling ligesaa be- stemt, men mere ædelt end Forbundsdagens. Europa vil van- skelig kunne taale, at Pohlen ganske opsluges af Rusland, ligesom det er gaaet Lithauen og Volhynien, hvis Forrettigheder strax inddroges efter Pohlens Fald; thi da vil Frygten selv opildne de SIDE: 296 østlige, mere eller mindre trælbundne Europæer, selve Tydskerne og Preusserne, og man vil gyse, saa at Sværdet klingrer udaf Balgen, ved at see, at Rusland, der har Barbarie nok til i Men- neskehedens Værdies Vægtskaal at opveie hele den europæiske Civilisation, der strækker sig fra Europas Hjerte til det ameri- kanske Ocean. Raabet "vældige Rusland! Zaren leve!" vil klinge dem i Ørene som: "seirende Trældom! ulykkelige, fornedrede Europa! Vi mindes dig, da du var Verdens taarnkronte Dron- ning -- nu est du vorden Asiens Trælqvind". Henrik Wergeland [OM NORSKE TEATERSTYKKER] Morgenbladet 24. jan. 1832. (Indsendt). Næsten hvergang Hovedstadens danske Theater stikker Trom- peten frem i Morgenbladet, faae vi høre, at vor Literatur ikke tilbyder dem Stykker at spille, saa at Publicum maa holde det tilgode, om det kun opvartes med alskens fremmed, især danske, eller af dets eget Personale oversat Theatergods. Dette høre vi i en aldeles afgjørende Tone udskreget især i de Mellemrum i Theaterharangerne, naar Bravourskraldene gjennemskjæres af Forbittrelsens Sækkepibehviin over at der dog findes nogle Nor- mænd, som have faaet Øinene op ved det danske Uvæsen, som driver sit Spil her i Landet, støttende sig alene til en besynderlig Forkjærlighed, som maa forsvinde som et Foster af uddøende Erindringer, og til en Tolerance, for hvilken der baade kan og bør sættes en Grændse, da den deels udledes af en daarlig Indifferentisme, deels af et altfor høitskruet Begreb om den Aandsoverlegenhed, Theaterpersonalets fjerne, os uvedkommende Landsmænd skulle være i Besiddelse af, og hvortil de appellere. Et fastere Stød og den eneste Sikkerhed for dets Tilvær vil dette Institut unægtelig erholde, naar det kan appellere til Opfyl- delsen af Løftet om at opdrage norske Skuespillere -- Noget, som strax vil lægge denne Pen, der ellers ikke vil vorde træt af at modarbeide det i dets nærværende Tilstand, paa Hylden -- samt dersom dertil duelige og værdige norske Mænd overtage Re- pertoircensuren. Reent stridende imod dets sande Interesse er SIDE: 297 dog Theatrets Fremfærd, i lidenskabelige, ofte Nationalæren og Sandheden og Retfærdigheden krænkende offentlige Udladelser at blotte den aldeles unorske Aand, dets Personale endnu er befængt med, og som ikke kan skjule sig bag Complimenter til vort Publicum, der dog sandelig staaer saa høit, at lovtalende Bedømmelser over dets Smag kun falder latterlige, naar de frem- siges af slige Dommere, som vore danske Skuespillere. Til hine Udsagn hører ogsaa det ovenberørte tidtfremsatte om vor saa aldeles fattige Theaterliteratur, hvortil vi finde det meest pas- sende og modbevisende, at lægge Svaret i en Opregning af Theaterstykker, forfattede af Norske og afpassede til Scenen, hvilken Opregning, som affattet alene efter Hukommelsen, dog neppe er fuldstændig: Bjerregaard -- Fjeldeventyret, Clara, Magnus Barfods Sønner. Bruun -- Einar Thambeskjelfver. Falsen -- Dragedukken og mange flere. Holberg -- Mangfoldige. P. A. Heiberg -- 2 Bind Skuespil. Munch -- Præsten i Hallingdal. Wessel -- Kjærlighed uden Strømper, samt et Skuespil til, om erindres ret. Upaatvivleligen vilde man aarlig kunne frembyde nye originale norske Stykker, dersom Opmuntring skede, dersom et Censorat gaves ved Theatret, som en Forfatter med sin Ære i Behold kunde fremlægge sine Arbeider for, og forudsat, at en Forfatter kunde beqvemme sig til at lægge sine Ord i Munde, der ikke klinge behageligere for hans norske Øren, end de danske gjøre -- idetmindste for Nedskriverens og vel og for Nogles til. FOLKEBLADET No. 5. Tirsdag den 31te Januar 1832. Oplysning er af Goderne det første. Vankundighed af Onderne det største. SIDE: 298 Henrik Wergeland No. 6. Tirsdag den 7de Februar 1832. Din Tale er din Handlemaades Skygge. Saavel af Ord som Daad vil Folk dit Rygte bygge. ANMÆRKNING [TIL "NORDISK FRIHEDSSANG AF MALTHE CONRAD BRUN] Vi vide ikke, at denne fortræffelige Sang er saa bekjendt, som den fortjener at være. I de Visebøger, som jevnlig ud- kommer, finder man aldrig slige Sange, men kun det gudsjam- merlig-digterske Sukkervand, som behager den Fleerhed af lef- lende Qvindekarle, hvoraf Tidens Opvæxtninger, ja selv Mænd, bestaaer. Nogle dannede Mænd i Trondhjem have nys ladet den aftrykke og Studentersamfundet (som har besluttet at skaffe sig udgivet en passende Sangsamling) tilstille 50 Explr. deraf. 5te Linie i 2det Vers synes desværre at passe paa Forfatteren selv; thi han gav sig i Despotiets Sold i Frankrig paa samme Tid, som P. A. Heiberg vel tog dets Brød, men formodentlig uden at sælge sine Grundsætninger. Denne har da, endskjøndt han, ved nogle i den sidste Tid udgivne Lapperier, har formørket sit Forfatter- navn, beholdt sine Landsmænds Agtelse, medens Forfatteren til denne Sang og flere Frembringelser, der aande den skjønneste Frihedskjærlighed, tabte denne. 3die og 4de Vers synes skrevne for vore Storthing. Det var at ønske, at den herlige Melodie udkom hos os. Henrik Wergeland INDSENDTE BEMÆRKNINGER. Det var vel ikke formeget, om man imellem Folkeønskerne ogsaa optog Ønsket om at næste og alle følgende 17de Maidage med Værdighed d. e. overensstemmende med kgl. Kundg. af 7de Mai 1828, maa feires uden Sky i alle Norges Bygder og Byer som Folkefest! -- Heller ikke er vel det Ønske afveien: gid den velbekjendte Baronwedel maa sættes udaf Stand til oftere at kunne øve Tortur, saaat Folket kan troe, at der gives Retfærdighed i Landet! -- Og endelig andrages om Plads mellem de formentlige Folkeønsker for følgende: gid næste Storthing bestaae alene af SIDE: 299 en passende Fleerhed af aldeles uafhængige Statsborgere, og af de Embedsmænd alene, som foruden udmærket Skarpsindighed ingensinde have viist sig der uden som de redeligste, ivrige Patrioter. Det er en høist ynkelig Figur vore Laugrettesmænd (vore Eed- svorne) gjøre i Thingstuerne. Der anvises dem Plads i den fjer- neste Krog af Stuen, og der sove de. At de lide og taale en slig Behandling er saavel et Beviis paa vedkommende Embeds- mænds Ringeagt baade for Laugrettet selv som Indretning, og for dets Personer, men ligesaavel ogsaa paa disse Bønders egen nedværdigende Sløvhed. Skranken i Tingstuen bør aabnes for Laugrettesmændene, og De bør tage Plads ved Bordet. Dette Agtelsesbeviis torde maaskee vække Begreber hos dem om Laugrettets Vigtighed, om hvorfor de sidde der, og om hvorfor de stedse værdigere skulle hævde deres Plads. Vore Communalforhandlinger ere sjeldent aldeles offentlige. Saavel Sneverheden af Bestyrernes Anskuelser af Offentlighedens Nytte og Fordringer, som Sneverheden og Indretningen af de Værelser deslige Forhandlingerne holdes i, lader Bonden staae og glaame igjennem Vinduerne og lure udenfor Dørene, istedetfor at gaae ind uden videre. Et eget Huus til Menighedsforsamlinger, til Sogneselskabsmøder, Valgforretninger og deslige burde derfor indrettes paa hvert Præstegjelds eller Sogns Kirkevang. Det burde bestaae af en meget stor Stue, forsynet med Trækhuller for frisk Lufts Skyld, Bænker, et stort Bord med Sæder om paa et op- høiet, skrankeomgivet Gulv i Stuens nedre Deel, samt med Grund- lov og vedkommende Love til almeent Eftersyn paa Væggene. Dersom tillige Bygden havde en Bogsamling, da kunde Bogskabet dersteds faae Plads, og Stuen da aabnes hver Søndag i de til Bogombytning bestemte Timer. Resten af Bygningen kunde be- staae af en Gang til at opbevare Reiseklæder i, og af et Kammer, hvor Folk boede forat holde Bygningen reen, gjøre varmt naar behøvedes, og iblandt andre Tilfælde ogsaa hver Vintersøndags- formiddag ilde op i den store Stue, især for Daab-børnenes Skyld. I Indsenderens Bygd ere virkelig endeel Mænd komne saa halvt SIDE: 300 overeens om en saadan Indretning, der antages billigen at kunne opføres ved Sammenskud af Materialier fra alle dem, som havde saadanne. AF SKJÆRSLIBER LØVESTADS RECOMMENDATIONSBOG. (Indsendt). Nyeste Skilderie 7. febr. 1832. Løvestaden og Jeg barbere lige vel, Kun deri er Forskjel: Han sputer i sin Kop og smører Hvidt om Truten, Men jeg med svarte Kjønrøg kun barberer Futen. Statsborgeren. AF SKJÆRSLIBER LØVESTADS REKOMMENDATIONSBOG. (Indsendt). Statsborgeren 5 [ ): 8] . febr. 1832. Løvestaden og jeg det Samme er igrunden, Thi begge smøre vi jo Publikum om Munden. Skilderiemanden. Henrik Wergeland FOLKEBLADET No. 7. Tirsdag den 14de Februar 1832. Lov værnes maa med samme Mod. som Stad og Muur og Kronklenod. FOLKE-OPLYSNING. For dette vigtigste Anliggende er meget gjort i Finmarken af Præsterne Rode og Stockfleth. Da vi maae beklage ikke Selv at kjende noget nøiere til det Enkelte i disse sande Folkelæreres Bestræbelser, anmode vi herved Enhver, som derom maatte være bedre underrettet, om velvilligen at meddele vort Blad disse Efter- SIDE: 301 retninger. Vi vide kun, at begge disse Hædersembedsmænd strax med Iver satte sig ind i det lappiske Sprog, forskaffede Bøger, tog sig med Anstrengelse af Skolevæsenet, begyndende med Skolelærernes Underviisning, pleiede Gudstjenesten samvittigheds- fuldt i flere Sogne, fik nedsendt 3 unge Lapper til Christiania for, som nu skeer, at faae dem der uddannede til gode Skole- lærere, og vare Lappernes ivrige Talsmænd hos Regjeringen, lappske Patrioter, naar behøvedes. Vi gjentage: det gjør os ondt at maatte tale saa kort om saa rastløst et Daadliv, der vel, hvad Herr Stockfleth især angaaer, er at betragte som den heldigste Fortsættelse af Formandens i Lebesbye-Kald Herr Deinbolls, og som maa bringe mangen gammel Præstemand i bedre Egne af Landet, det sidste Blod i Kinderne, naar Samstillingen paatrænger sig ham mellem disse unge Mænd og Ham Selv, der staaer be- redt at forlade, for evigt sine Lærlinge, sine Sambygdinger lige- saa dumme, ja maaskee -- hvilket Ansvar! -- mere uvidende, mere usædelige, end han, for et halvt Aarhundrede siden, fik dem. Finmarken har i lang Tid været jammerlig besat med Præ- ster; og de Fleste, som droge derop, var enten Nøden paa Ba- gen, eller Finnernes Sølvskillinger, og en stor Præstegaards røde Tag nede i Landets bedre Egne, under hvilket man kunde hygge sig siden, tilglimrede dem igjennem Snefoget. Sjelden faldt Præster, som Ovennævnte, der forene uddannede Evner med apostolisk Nidkjærhed i Finmarkens Lod. Bundfaldet fra de theo- logiske Læresale søgte derhen. Nu derimod kunne vi, ved alle Lappekalds Besættelse og ved Ansøgdygtiges stigende Antal, der nu loggre ydmygeligen for de forhen sure Rognebær, være visse paa, at Finmarken i særlig(?) Henseende for Fremtiden er hjulpen, og at der vil blive fortbygget paa hiin Grundvold til Finmarkens Opkomst, hvoraf Hine have Æren. -- Herr Poul Hansen Birck, en Mand, der nu synes at foretrække Medborgernavnet for sine øvrige Titler som Generalmajor, Generalkrigscommissær og Com- mandør af svenske Sværdordenen, og hvis rastløse Virksomhed, Godvilie og ædle Hjertelag, Almenheden under det Roeembede, han har erholdt i Generalkrigscommissariatet [ -- -- ] , har ogsaa til Finmarken udbredt sit Gavnvirke. Han didsendte nemlig ivaar en betydelig Kasse med Bøger som Foræring -- den kraftigste Opmuntring -- til Almuebogsamlinger dersteds, samt et lidet Bog- trykkerie, der vil erholde sin Plads, samt, som det tiltrænger, sin SIDE: 302 Forbedring og Udvidelse i det fremblomstrende Tromsøe. Hoved- sageligen bliver det vel at benytte til Aftrykningen af Bøger i Lappsproget: men ogsaa en Tidende siges derfra enten udkom- men, eller og at staae paa Udspranget til den finmarkske Almen- hed. Solen vil neppe fryde denne mere, naar den endelig, efter flere Ugers Forløb, reiser sin første Straale over Havyten. (Fortsættes). FOLKEBLADET No. 8. Tirsdag den 21de Februar 1832. Gjør Hvermand Ret og Skjel; men Armod vel. Henrik Wergeland No. 9. Tirsdag den 28de Februar 1832. Ædelhjerte trænger ei til Fløjel og Gehænger. TIL OLE GRAATRØJE. Dersom ikke din Nytaarserindring var saa lidet paaklagelig som den er, saa fortjente Hensigten dermed alvorligere Riis, end man pleier at give Fastlavnsleite; thi den, er virkelig baade slet og skadelig -- noget, som Du maa tilstaae for dig Selv, dersom Du har nogen Graatrøjeærlighed under din Graatrøje. Klarligen gaaer den nemlig ud paa at fremføre et Omdømme over et Par Storthingsmænd af Bondestanden, der skulle kunne blive dem skadeligt især saafrem Spørgsmaal opstod om deres fremtidige Valg. Trediemand her vil vel vogte sig for tydeligere at nævne de Angrebne, for ikke, tvertimod sin bedre Hensigt, at fremme bemeldte Olas slette, omendskjøndt han ved at paaberaabe sig tvende udmærkede Storthingsmænds og deriblandt vor meest ud- mærkede Thingmands [fotnotemerke] i høi Grad fordeelagtige Dom over den af Graatrøjen værst og sidstangrebne Storthingsbonde, idetmindste for Dennes Vedkommende fuldkommen vilde kunne godtgjøre det uretfærdige og altsaa slette i Angrebet paa ham. Hvad Først- Fotnote: Her kan vel ikke næres Uvished om hvem der menes. SIDE: 303 angrebne angaaer, da veed Nedskriveren idetmindste, at han paa et af vore vigtigste Storthing, hvor Oppositionen behøvede hele sin mest anstrængte Kraft, ikke unddrog denne sin Deel deraf. Og hvad Sidstangrebne betræffer, da maa man beklage, at en Mand skal skamhutles, der, omframt hiint gode Omdømme, har den eenstemmige Roes af Alle, der kjende ham, at have udviklet saa godt og samvittighedsfuldt sine megetgode medfødte Forstands- evner, saaat han er en Bonde, som man skal lede Amter igjen- nem efter -- kort, en Mand, hvis Fædrelandssind, Dannelse og Aandsdygtighed gjør ham saa udmærket imellem sine Lige, at han netop er paa sin rette Plads der hvor min gode Ola gjerne gav sin Graatrøje forat sidde og maaskee ogsaa gjerne kunde sidde. Skadelig er ogsaa din Hensigt, Ola, især paa en Tid, da man seer Bestræbelser forat faae flere Bøndere og Borgere paa Thingbænkene, dog saa at et rigtigt Forhold iagttages. Thi under slige Omstændigheder bør man vel mindst søge at virke til et ufordeelagtigt Omdømme over de Flinkeste af Bondestanden. Thi jeg gjentager, at den T., Du har angrebet, hører iblandt Disse, og fortjener ingen Grovheder, om end hans Ydre ikke er graa- trøjisk nok for en Ola Graatrøje. Ellers Hilsen og Venskab. Henrik Wergeland SIFUL SIFADDA OG THEATER-RECENSENTEN HANSSON. (Anonymen i Morgenbl. No. 52.) (Indsendt). Morgenbladet 2. mars 1832. (Tvende Røster, talende fra hvert sit af Sifuls Hjertekamre.) lste Røst Der gaaer en Nar -- Slaa til! 2den Røst Den Nar mig elsker. lste Røst Slig Nar du finder ei. 2den Røst Jeg veed det; men -- SIDE: 304 lste Røst Det er en Verd opdaget, fuld af Narre. Iland! Tillykke! 2den Røst Ja, jeg veed det; men -- 1ste Røst Svartalfer mylre i dens Indre. 2den Røst Ha! 1ste Røst. Det er en Skude-indbildsk Dumhed staaer i Høibord som en briskende Hollænder, og, liig en Sværm fantastiskklædte Sørøvere af alle Landes Udskud rundt paa Dækket omvandre alskens Latterligheder. . . 2den Røst Vel! 1ste Røst Hvad vel? Du entrer ei. 2den Røst Han har mig kjær. 1ste Røst Men under Dækket, som en Slavedynge, ja sortere end disse selv og Mørket, den Skude fører Lumpenheder. . . 2den Røst Ha! 1ste Røst Det er en Verdensdeel, som hæver sig, beboet af Frækheds Kjæmpe-Patagoner, frem af et Ocean af Dumhed. . 2den Røst Ha! SIDE: 305 1ste Røst Ret! Grib din Pidsk! Træd ned den Krake! Nu? Saa hugg! Skal Jorden da af Narre synke, som paa Antillens Rev det slængte Vrag af Vægten under alle Dybets Skildpadder, der klavre op og sole sig paa Dækket? Riv ned! Nei hugg! Det er en Alligater. 2den Røst Jeg seer en Tudse ikkun paa et Bret. 1ste Røst Du elsker Tudsen. 2den Røst Ha, hvad skal jeg svare? og Englen ikke blegne, som paa Skyen, hvorunder Mennesket taler, skriver op hvert Ord, og saa med Vingen hvifter den hen blandt Guds evige Stjerner? (høit) Ja vel, i Tudsens gule Vorter seer jeg med samme Ret (thi jo med samme Øje), beundrende Naturen, ikkun Blomsten som jeg i Liljedybene seer Himlene, i Himlene Guders solpupillde Øine. lste Røst Jeg siger Dig, den Nar er mellem Narre, som Kreml i Moskva! 2den Røst Ha! 1ste Røst Stød til, og tusind Narre han begraver. 2den Røst Lad staa. Han har mig kjær jo -- ja jeg veed det. SIDE: 306 1ste Røst . . Men inde sidder der i Narrekremlen en Czar af Frækhed. 2den Røst Ha -- velan! 1ste Røst Der er din Pidsk af tusind Lattre snoet. 2den Røst Nei bort! Han har mig kjær. 1ste Røst Man er en Nar, en Høiforræder mod de norske Muser. og Narre voxe kun af Kloges Naade. Bortødsl ei angergivne Sjeles Føde, Barmhjertighed, paa frækhedproppte Taaber! Du er bestukken. Han han ladet da din Fod omglimres af Apollos Straaler? Den glindser i dit ækle Sleikspyt, hvormed den Padde kysser den . . 2den Røst Velan! Jeg slaaer; men gjør det værre end det skal, da slaaer jeg dig, da Balsom græder jeg, med slagne Nar jeg knæler i hans Jamren, og lægger Plastere paa Saaret. I Ovenstaaende behage det Publicum, som ikke er saa vred over at Student Chr. Hansson tracterer det og foranlediger det tracteret med sine ubetydelige personlige Tvistigheder Student imellem, at det ikke bortslænger i Uvilje Blade af deslige Ind- hold, at see Sjelen i Sifulds Færd mod den berygtede eller be- rømte Theaterred. Hansson. Denne tilbød, i den Tid smaae Ba- gateltvistigheder kunde more, altfor rigelig Tilfredsstillelse i sit Moralske for Sifuls Hang til at finde det Latterlige, til at denne, SIDE: 307 som Hansson troer, skulde have søgt dette i H's Udvortes. Skulde han være forestillet i nogle Carricaturer, som han paastaaer, og paastaaer med Uret at have været udstillede, da maaskee han hellere kunde støtte denne Formodning til at f. Ex. en Raane- Pegasus, der forestilledes i fuld Fart med en Rytter paa, til Par- nasset, var skoet med Blækhuse og gav alskens Lapper med Lei- lighedsvers af sig formedelst det forcerede Løb, end i Rytterens Corpulence. Siful indrømmer tvertom gjerne Hr. Hansson, at han er en ret vakker Mand. Et Plaster efter nogle, som Siful troede, og, efter hans Erindring, i Studentersamfundet Hansson givne, drøie Klaps gav S. ham af egen Drift, og ikke, som H. fortæller, efter Andres Indvirkning, i den Billet, H. har indrykket. Og Siful erklærer, at han finder det ikke under sin Værdighed, men til- skyndes dertil af Grundsætning og Charakteer, at anmode om Tilgivelse, naar han af Sig eller Andre er overbeviist om Uret. Derfor vedgaaes gjerne, at det, ikke at tæmme sin Spot over et ikke udkommet Arbeide, maaskee ogsaa for at behage Andre, og det af En, som ikke var sparsom paa Complimenter, var en Forfængelighed, der var daarlig, men som dog tilhørte kun den unge Forfatter -- En, som nu kun angriber farlige Daarskaber. Mange med Siful regne hertil Danskraseriet; og da Hansson, som et Slags Missionær endog befattede sig mere end Andre med at udbrede det, saa ansaaes han som hjemfalden. Under sin Vær- dighed har derimod Siful bestandig fundet enhver Poetrivaliseren med Chr. Hansson. Det ved H. bedre selv. Hans Forsøg paa at tillægge Siful slige Motiver er derfor ligesaa usandt som taa- beligt, ja ligesaa usandt som at Sif. skulde have tilstaaet et An- greb, som han "høitidelig havde benegtet og indstændig anmodet H. om Fornyelse af Omgangen". Den Ringeagt Siful viste for hans Complimenter modbevise dette, omendskjøndt Sif. endnu ikke seer Umuligheden i en Omgang uden Nævetag senere hen med den pudsige Personage. Slige Folk ere just i Sifuls Smag; men derfor ikke i den Persons, som man ofte forvexler med ham. Slige Folks Hidsighed og Sinde kan langtfra at fornærme. Men for at man kan see, hvor nær denne hos Hansson, der troer sig oftere ærtet af Sif. end han er, gaaer til Galskab, indrykkes her den anden Pebernød, hvori Hansson selv erklærer, at han, Chr. R. Hansson, er beskyldt for "krybende Nederdrægtighed" o. s. v. Siful har vel før vidst, at der gaves en Theatrets Cerberus, SIDE: 308 en Theatrets faste Skriver og Apologist; men nu først veed han og Alle hvem denne er. Cerberussen har gjøet det af alle Struber. PEBERNØDDEN QVÆSTIONIS. Hvor er Du krybende Nederdrægtighed? hvor er Du usle Betler. Vil ikke Du ogsaa have Dig en Pebernød til Juul? Ah, der sidder Du paa første Bænk i vort danske Theater, smilende, fjasende, annoterende. Den Plads er hellig: der sidder Theatrets Orakel. Den Plads er farlig: der sidder Theatrets Cerberus. Den Plads hører til Orchestret: der sidder Theatrets Basune og Markskrigertromme. Den Plads er Friplads: der sidder Theatrets fast lejede Skriver og Apologist. Siig ikke: maalløse Nederdræg- tighed, at sælge sit Omdømme, sin Overbeviisning, sin Pen for 2 Ort pr. Aften! Siig ikke det; thi disse tre Ting ere hos Per- sonen ikke saameget værd. Han er godt betalt med Billetten, og dog tog han hellere dens contante Beløb, de 2 eller 3 Ort, dersom han ikke for et Syns Skyld maatte sidde der, for idet- mindste at huske Navnene paa dem, han skal væve om næste Dag i Morgenbladet. Men tænker jeg paa den Tid Manden spilder, da siger jeg til Directionen: "læg paa 12 Skilling til! giv ham idetmindste et Æble imellem hver Act!" 2 Ort er nok for at være nederdrægtig, men forlidt for at være nødt til at være doven; thi ogsaa Den, som kun gjør Narreværk, er doven, lige- saavist som at Den, der vrøvler hele Dagen eller hele Morgen- blade fulde, er ikke veltalende. Men vil ikke Directionen være generøs, min Gut, saa vil jeg holde Dig skadesløs med en Pe- bernød. TIL DEN I NO. 12 FOR VORT DANSKE THEATER RIMENDE (Indsendt) Morgenbladet 2. mars 1832. udtage vi som anvendelige disse Qvister af det Birkeriis af den sifulinske Farce "Løjer i Holyrood", som fremlagdes i et Skilderi- nummer for Mai f. A.: Sangkrybet. Min Digterild er slukt, men Hevnens tænder Du. (Ha, visseligen den er hedere endnu!) Men hvis min Digterild du nærer med en Styver, da ligesom tilforn altsom I vil jeg lyver. SIDE: 309 Maitre. Monsjeur, af slige Folk Ti i hver Gade gaaer. Sangkrybet. Hvem synger, troer I vel, som ei Betaling faaer? Jeg spaaer paa eders Fest en Taushed som i Graven, naar Fuglen sukker (den, som sang saa vel i Haven): "min Digterild er slukt!" Stemmer. Hos Dig den tændt ei var; men Avind, Stymper, er den hele Ild du har. Du slæber Aske fra de Andres Arnesteder, og puster, og tilsidst en usel Klump du smeder. Sangkrybet. Ha, Folket mig imod? Stemmer. Den Røst for Skud er fri. Sangkrybet. Vel! Folkets Fiender, Jydens, være mit Partie! Henrik Wergeland FOLKEBLADET No. 10. Tirsdag den 6te Marts 1832. BRAVO. Man vil erindre sig en Afhandling i dette Blad om Myrmalm omtrent fra ifjor Vaar. Der sagdes ogsaa, at Skovmyrerne, der strække sig imellem Elverum og Trysild flere Mile lange, baade ere opfyldte med dette Malm og bedækte med Skov, der alene duer til Brænde. De driftige og brave Østerdøler Peder Skjul- stad og Engebreth Børgersøn Grundsæt have, som de i Indberet- ningen sige "ikke alene for at vi i Tiden kunne søge en Nærings- vei uden at gaae til Tømmerskoven, men endmere forat syssel- sætte endeel ledige Arbeidsfolk og for om mueligen at bidrage lidet til at Fædrelandet ikke skal overlæsses med Udlandet Sve- SIDE: 310 riges Jern baade for vore Penge og for vort end dyrebarere Korn" anlagt et Jernblæsterbrug paa Tryssild Grund i Nærheden Øjnsøen, saaat Bruget deraf har taget Navnet Øjnsøefos, i hvis Omegn findes Myrmalm i uudtømmelig Mængde samt Skov til Veed. Disse driftige Hædersmænd sige sig allerede istand til at vise tilstrækkelige Prøver paa godt Jern og Staal. En saakaldet Blæsterkjerring, hvis Bælge alene bestaae af Træ og nogle Jern- fjere, uden Skind, suser alt afsted med Vand, og snart begynder en Hammer at dundre og tilklappre dem Lykke. Smeltningen foregaaer uafbrudt. Af Fogden have de erholdt Skjærpeseddel og ansøgt derom hos vedkommende Bergmester. Indberetningen ender saaledes: "Dette vort Anlæg haabe vi vil med Tiden drage flere Efterlignere efter sig, der ville foretage sig Lignende i de Egne, hvor Myrmalm findes." Det skee! Gaaer hen og gjører ligesaa! Henrik Wergeland FOLKEBLADET No. 11. Tirsdag den 13de Marts 1832. Naturen os dannede lige, og Adel er ikkun en Lyd. Ja, ene bør Mennesket vige for højere Kundskab og Dyd. FOLKE-OPLYSNING (Slutning fra No. 5). Hr. Søren Dahl, from, afholdt Præst i det lille Nedre Oudahls Kald, udsendte allerede i Vaaren 1830 Indbydelse til sin Menig- hed angaaende Oprettelsen af en Sognebogsamling. Da 92 havde tegnet sig, afholdt han i sin Præstegaard 9de Juni s. A. et Møde, hvor Paategnerne erklærede sig forenede i et saadant Læse- selskab; vedtoge, at Halvparten af Bidraget, eller Hvo, der vilde, det Hele skulde indbetales til St. Hansdag, og Bøger strax an- skaffes; valgte Præsten og Klokkeren Hr. Engebretsen til Be- styrere paa Valg; samt bestemte Sacristiet eller et Værelse i Præstegaards Borgestuen som Plads for det anskaffendes Bog- skab. Der indkjøbtes 36 Bøger. Ved private Gaver steg An- tallet til 44 No., hvormed Udlaanet aabnedes 8de August, men SIDE: 311 ved den af Selskabet f. N. V. erholdte Præmie i Bøger og Ind- kjøb efter det hele Bidrags Indbetaling, talte Bogsamlingen i Be- gyndelsen af Marz d. A. 160 No. "Alle Bøgerne -- skriver Hr. Pastoren -- ere tjenlige og nyttige til Almuelæsning, og mange af dem søges med Begjærlighed, Læselysten er vaagnet. Ikke blot Gaardmænd, men og mange Husmænd, Tjenestekarle og unge Drenge, ja selv nogle af Qvindekjønnet ere Deeltagere. Saaledes er da nu en Kilde aabnet for Almuen til at øse flere Slags nyttige Kundskaber af, en Trang til behagelig, gavnlig Tids- fordriv i ledige Timer afhjulpen. En temmelig virksom Spore til Læsning er vist en Indretning af dette Slags; thi Enhver at- traaer at nyde Godt af sine udlagte Penge, og Bogen kan nu heller ikke vel lægges paa Hylden, da den om kort skal le- veres igjen." Henrik Wergeland FOLKEBLADET No. 12. Tirsdag den 20de Marts 1832. Giv ei aarhundredgammel Fordom Rum! Den ældste Mening ofte meest er dum. SOGNESELSKABER OG BOGSAMLINGER I Urskougs Præstegjeld paa nedre Rommerige lagdes Grunden til en Sognebogsamling i Mai f. M., hvilken blev sat i Virksom- hed i October s. A. Bogsamlingen har en Værdie af 50 Spd., som i hiint Hungersaar bleve sammenskrabede, fornemlig af Hovedsognets Beboere, da ikkun faae af Annexet deeltoge. Læse- og Vide-lysten er stor, saa at neppe Bøgerne for denne Summa kan tilfredsstille Deeltagerne, som dog i dette lille Sogn kuns udgjøre et Antal af 70. Sognets Embedsmænd deeltoge med Bønderne, og ingen modarbeider det Gode; men Alle "rusle tilsammen mod Maalet". Endog den hæderlige Olding Præsten Holst, en af de ældste Præster i Norge, hylder det Nye og Gode og sørger ogsaa derved for sin Almues Vel. Bog- ombytning skeer hver Søndag i Præstegaarden af de 2 Formænd, af hvilke den Ene Artillerieunderofficer Chr. Haneborg har særlig SIDE: 312 Fortjeneste af denne nyttige Indretning. Bøgerne ere forsynede med Mærke, hvortil man har valgt en rindende Sol. Med et Sognesamfunds Oprettelse gaar det derimod noget traat. I Ullensager arbeides nu af al Magt paa Oprettelsen af et Sogneselskab. Forskjellige Embedsmænd drive der Værket af fuld Evne. Endeel af de samlede Indskud, der for kort siden beløb sig til omtrent 50 Spd., afgaae til en Bogsamling. -- Be- klageligt er det, med Hensyn til disse i Almindelighed, at vore nyere Landbrugsskrifter holdes i den uforsvarligste Priis. Sver- drups Magaziner findes desaarsag ikke i flere Almubogsamlinger, saasom man for den Daler, hvert af disse koste, heller lader sig kjøbe andre Bøger især paa Bogauctionerne, hvor de faaes for meget billig Priis og dertil oftest indbundne. Ved et saadant Kjøb har man ogsaa nærmest Hensyn til Massen af Deeltagerne i en Almubogsamling, hvilken Fleerhed sandelig for Tiden mest trænger til den blotte Øvelse i at læse. Herfor er det dog ikke sagt, at Bøgernes Valg er ligegyldigt. Letfattelige Landbrugs- afhandlinger vilde give den bedste Læsning; men vi mangle ogsaa dem. Lærdom kan Bonden nok faae hos Sverdrup og Grøn- dahl, men som sagt kun i dyren Domme. Om end Hr. Sver- drup har den dyreste, men en dygtig, Bogtrykker: saa kunde man ventet, at hans Bøgers rigelige Afsætning i et Land, der tørster efter Blæk, som udgydes for den Videnskabsgreen, vilde bragt ham til at nedsætte Prisen. Nu siger Bonden: "Sverdrup er for dyr -- lader os heller lure paa en Auction efter Høeg og andre deslige. Vi skulde nok slutte os til hvad, der lader sig anvende hos os. For en Daler have vi halvkjøbt Snorro- Guldtavlen og heelkjøbt Sturms eller Salsmanns Postille, hvor de findes. For en Daler faae vi en heel Deel Smaaskrifter af Viborg, Didriksen, Flor, Mansa, With, Hald og mange andre." I Ullensager grundedes Sogneselskabet ved faste Indskud. I Eidsvold derimod har man grundet et paa den Bestemmelse, at det Fornødne til et eller andet ved 2/3 Stemmefleerhed Bevilget, paalignes. Man vil prøve om den Erfaring staar sig, at Bonden i Almindelighed kun da giver beredvilligen, naar han veed og SIDE: 313 seer Pengenes Anvendelse, og Nytten for ham selv staar ham nær. Det Første man paatænker bliver formodentlig et Menig- hedshuus, saaledes som Planen dertil løselig var udkastet i et foregaaende No. Ligesaa er man opmærksom paa en Saae- maskine, som en Bonde holder paa at faae istand efter egen Opfindelse. Holder den Prøve, skal det blive berettet. Og da vil Sogneselskabet vel ikke nægte ham en Præmie, hvor suurt end Kraake og Sporr maa see dertil. Henrik Wergeland FORSLAG TIL KIRKEMUSIK PAA LANGFREDAG Vi savne paa de fleste Steder en Kirkemusik. Den luthe- ranske Frihed, at Enhver kan synge med, frembringer denne Storm af Mislyd i vore Kirker, som gjør Forsangeren til et langt- bagefter kommende Echo af en Sværm kam-pibende, igjennem Koralerne med afskyelige Hviin ilende Kjerringe-røster, og som bortveirer alle religiøse Følelser, sønderskjærer hvad der kunde sidde tilbage af disse, og vækker Harm, Spøglune og Tanken om en Daarekiste. Et Par Psalmer burde kun gives til Priis; men de andre udføres af Sang- og Musik-dygtige. Katholicismen staaer, ved de Skjønfølelser dens Gudsdyrkelse og især dens Musik vækker, langt over den lutherske. Langfredag egner sig vel til at bruge den bedste Vemodsvækker: Sørgemusiken. Som Forslag for de Præster, som dele disse Tanker, og til de Kirke- musikere, som videre kunde udføre i Noder nedenstaaende, der alene er sat efter Monochorden eller Eenstreng-Psalmodikon, eller som selv ville sætte en Musik dertil, fremsættes her: JESU GRAVSANG (af Digtet, Skabelsen, Mennesket og Messias). Til Høiheds Throne, Frydens Hjem, til Sandheds Himmel klar din Sjel sig Selv henbar. O Jesus, see dit Liig, din Aske bleg, der sank, da du i Himlen straaled ind, din brudte Stav, til hvem en Verden læned sig, ad hvem -- ja opad disse Saar som op ad rosenstrøede Trin -- du til din Himmel steg, Vi bære hen til Fredens Hjem, til Støvets Himmel til en Grav. SIDE: 314 Farvel du elskte Leer -- saa skjønt endnu, skjøndt ei du er Hans Høiheds Billed meer! O usle Støvets Æt, som elske end den brustne Urne maa, hvor Dødens Bild er præget i! -- O Støvet maa tilbede det, til engang Vi, som Englene, hans Høiheds Dragt af himmelsk Ild beundre tør igjen. Ja, siger dette Støv til Vort, o snart din Jammer er forbi! Fortærelse din Rædsel mildn! i Blomster, Støv, smelt hen! Vi see dig da igjen. Ak søndersplitter nu du ødsle Jord, det Svøb, som Frels'rens Smerte sukked' i? det Slør du vov saa skjønt, at deri fanged' du den herligste af Lysets Hær -- o vee, det øder du fordi det blev hans tomme Spor? Vel, tag det! Gud i Dybet er, og Graven yder ham sin Lov. PAA PSALMODIKON SIDE: 315 Henrik Wergeland FOLKEBLADET No. 13. Tirsdag den 27de Marts 1832. Ak Himlen sig forbarme! (jeg kan for Skratt ei bare mig) nu vil den Arme den Daarskab efterabe, som eies kun af Riig. OM VEIGRØFTERNES NYTTE (Indsendt). Grøfter ved Siden af Landeveiene ere paa de fleste Steder et nødvendigt Onde. Et Onde kalder jeg dem, fordi de koste meget Arbeide at danne og vedligeholde, og for det andet fordi de afstedkomme Ulykker især i mørke Nætter. Men dette Onde er et nødvendigt Onde, saasom, uden det, et større Onde i det mindste paa mange Steder vilde indtræffe, nemlig at Veien visse Tider af Aaret vilde blive til et fuldkomment Morads og saaledes ufremkommelig, ubrugbar. Den Sidste Lov om Veivæsenet siger meget viselig, at Grøfter kun skulle anbringes, hvor de ere nyt- tige og nødvendige. Den burde have lagt til, at Veibestyrerne skulle være særdeles opmærksomme paa, hvorvidt Grøfter efter Jordbundens Beskaffenhed og Terrainets Beliggenhed maatte be- høves eller ikke, og ikke fordre, ikke taale dem, uden hvor de befindes absolut nødvendige, ikke alene fordi de, som sagt, ere et Onde i sig selv; men fordi de paa sine Steder mere skade end gavne Veien, i det de, naar Jordbunden er løs, foraarsage Kløfter, som skjære tvers ind paa Veien. Selv paa Leerveie med Sandfyld og brede og dybe Grøfter ved Siderne er Føret i Op- slags- og Regntiderne saa slet, at man altid nødes at drage Grøf- ternes Nytte ogsaa her i Tvivl. Ogsaa er det troligt, at disse dybe Grøfter giver Tjælen mere Magt at trænge dybere ind og ned i Veien end ellers vilde være Tilfældet. Men da man nu engang har Grøfterne, maa man søge at drage saa mange For- dele af dem, som mueligt, og gjøre sig dem saa nyttige som man kan, for al den Møié, de have kostet, og aarlig koste. Den Nytte man tildeels allerede har, og endnu fuldkommen kunde have af dem om Vinteren, er maaskee større end den de gjøre om Som- meren, og det var herpaa Indsenderen vilde gjøre Vedkommende opmærksomme. -- Det hænder nemlig meget ofte, at Oplands- bonden, som reiser hjemmefra i godt Slædeføre, naar han nærmer SIDE: 316 sig Byen paa 2 a 3 Mile, eller førend han forlader Byen igjen, ikke finder andet end den bare Jord at kjøre paa. Hans Læs er svært, -- Gampene ere matte af den lange Reise; Manden er meget ilde deran. Han skrider imidlertid dog frem, saa godt han kan, deels ved at kjøre ind paa Jordene, men fornemlig ved at kjøre ned i Grøfterne. Fandt han ikke disse Udveie og Let- telser, maatte han, for ikke at kjøre sine Heste trætte og for- dærve dem, hvilket upaatvivlelig vilde indtræffe, om han holdt ved paa Veien, enten vende om igjen, eller leie Vogn og en Hest til for sit Læs, til stor Sinkelse, Bekostning og Skade for sig. Dette undgaaer han nu, ved at lette sig Fremkomsten ved Grøfterne. Jordveiene kan han sjeldnere hjelpe sig ved. De ligge ikke saaledes til, eller de ere pløiede, eller gjennemskaarne af Render eller Gjerder; eller have formeget eller forlidet Snee; desuden beskadiges de ved Kjørselen over dem. I Grøfterne kjører man derimod som paa et tilfrosset Vand, og en jevn Bane, og ingen fornærmes derved. Dette er en Nytte af Grøfterne som Veibestyrerne og Veiarbeiderne ikke have lagt Mærke til og ikke tage Hensyn til, men som er betydelig baade for Byen og Landet. Den har i Særdeleshed i Aar været indlysende, under Christiania Marked og hele afvigte Februar-Maaned igjennem. Ja der gaaer ikke noget Aar forbi, uden at man jo benytter Grøf- terne til at lette Fremkomsten; thi om der end ikke indtreffer Tøveir og Barfrost midt om Vinteren, og man da ikke behøver at betjene sig af Grøfterne, saa ere de dog altid gode at tage til om Vaaren, eftersom Grøfterne, hvori en større Mængde Snee har samlet sig, som har lagt urørt hele Vinteren igjennem, og paa hvilken Soelvarmen formedelst det dybere Lage ikke kan virke saa stærkt, og som desuden har Iisbund under sig, endnu tilbyde godt Slædeføre, naar dette er forsvunden baade fra den egentlige Vei og fra Jordene. Det jeg nu vilde sige er, at Vei- bestyrelsen vilde gjøre en Velgjerning imod det offentlige, om den lod Grøfterne bearbeides med Hensyn til ovenbeskrevne Nytte, som kunde haves af dem om Vinteren. Denne Foranstaltning venter man saa meget vissere, som Tingen ikke bestaaer i andet, end at Grøfterne overalt gjøres saaledes, som de bør være til en- hver Tid af Aaret. Men saaledes som de nu ere, har man paa Færdslen ikke den halve Nytte af dem, som man kunde have. Hvor Grøfterne ere lige, jevne og af en Slædes Bredde, gaaer SIDE: 317 det meget godt; men saa blive de krogede og ujevne, og man maa op paa Veien igjen; saa blive de for dybe, og man maa op igjen; saa blive de for smale, og man maa op igjen; saa er der lagt en Bro til en Huusmandsstue, -- atter op igjen! See, alle disse Hindringer vare hævede, naar disse Broer befaltes bort- tagne om Vinteren, og Grøfterne overalt holdtes lige gode, lige tilbørlige, lige brede, lige dybe, ikke for dybe, og saa retstrakte som mueligt. Man fik da paa begge Sider af Veien ligesom et Fortoug eller en Iisbane. Enhver Reisende benytter den høire, og intet Hinder ved Møde kunde finde Sted. Hvorvidt det paa andre Kanter af Byen kan behøves, kan ikke Indsenderen sige, men paa Kongeveien gjennem hele nedre Romerige og en Miil op i øvre Romerige baade kan og bør det skee. Maatte man have den Glæde at see, at der i Sommer stelledes saaledes med Grøfterne, at de kunne gjøre den dobbelte Nytte, de ere tjenlige til, naar de ere rigtige, og at Besværlighederne kunde lettes for de Reisende og for de stakkels trællende Heste. Kun det vil jeg endnu anmærke: Grøfternes Forøgelse i Bredde bør tages af Veien og ikke af Marken; thi Veiene ere for det meste bre- dere end Loven byder og fornødent gjøres, og af frugtbringende Jord har man intet at ødsle med her til Lands. Kongeveiene i Sverrig ere ikke saa brede som de ere fra Christiania og opad Romerige. OPMUNTRENDE KRIGSSANG TIL S. N. OG N. N. (Indsendt). Statsborgeren 1. april 1832. Mel.: Skjænk en Dram san san; Lad os see I baskes godt I To! san. Mester-Erik bruger, og hinanden lugger! Gier hinanden dygtig Kat og Spo [fotnotemerke] ! san. Op til Kamp! san. Giver Tamp! san; Som, naar en slaaer til en anden Gamp, san. Fotnote: Et Slags Svensk Spidsrod. SIDE: 318 N -- -- ! bank den Lømmel sort som Kul! san. Staae ei denne sinde som et Nul! san; Som da Du paa Veien fra fik i Skalmeien, Saa det ganged paa din Hue Hul, san. Op til Kamp! san. Giv ham Tamp! san. Hull end [i] din Hue som en Svamp, san. Martis Pode, tappre N -- -- ! Op! san. Og kjølhal den tykke Skriverkrop! san. Slaae i Pandebrasken, saa den gaaer i Vasken! Hør ei paa Medlidenheds Stop! san. Op til Kamp! san. Giv ham Tamp! san. Spark og spænd og stamp og tramp! san. Vær ei bang' som hine Anholtsmænd! san. Som for Krigsbasun tog Godtfolks Lænd, san. Kast Du paa Magnaten Bomben und Granaten, Viis Du ei er numervipet end! san. Op til Kamp! san. Giv ham Tamp! san. Slaae ham og nedring ham i en Stamp! san. Lad da Eders Baxing blive staut! san. Viser, at I ædt har mangen Graut! san. Publikum I glæder, og erhverver Eder Stort Berserkernavn, som ei er flaut, san. Op til Kamp, san. Giver Tamp! san. Sug hinandens Blod som -yren Vamp-! san. Og naar saa I have baxet nok, san. Tager jeg min messingknappet Stok, san. Gaaer til Kampens Hede og der, stante pede, I et Epos synger hvert Jers Choq, san. Op til Kamp! san. Giver Tamp! san. Trampe lampe lampe lampe lampe lamp! san. Tyrtæus den 2den. Henrik Wergeland SIDE: 319 FOLKEBLADET No. 14. Tirsdag den 3die April 1832. Sandhed og Dyd, er stærkest Uveirskappe, i Himlen syet. NYE KOGE-APPARATER Amerikaneren Perkins, som igjennem flere ligesaa simple som sindrige Opfindelser har erhvervet sig en Plads iblandt Tids- alderens meest udmærkede Mekanikere, har nylig erholdt Pa- tent paa en af ham opfunden Kogeindretning, som truer alle nu brugelige Kogekar med Forviisning fra Kjøkkenerne, imedens den er saa simpel og let forfærdiget, at den har vakt alle Til- skueres Forundring. Anstalten bestaaer deri, at man i et sæd- vanligt Kar af hvilkensomhelst Form og Størrelse, fra Kaffe- kjedlen til Panden til en Dampmaskine, indsætter et Kar, som ved tynde Støtter eller Fødder, holdes lige langt fra Bunden og Siderne af Karret, saaledes at Kanten staaer lavere end Væd- skens Yde, som skal koges. Dette indre Kar har et Hul i Bun- den, 1/3 af dens Diameter stor. Naar nu Kogekarret sættes over Ilden, opstiger den ophedede Vædske imellem begge Karrene, og Pladsen fyldes igjennem den indre Vandcolonnes Nedfalden til Bunden igjennem ovennævnte Hul. Heraf opstaaer en be- standig Circulation, som foraarsager, at den hedeste Vædske gaaer udenom ind over Bredderne i det indre Kar, samt igjen henfører til Bunden den mindre hede Vædske. Derved forøges over- ordentlig Afdampningens Hurtighed, og hindrer Bunden i Karret fra at vedbrænde. For en Mængde Manufacturer, Bryggepander etc. er især denne Opfindelse af megen Værdie, og anvendt i Kjøkkener har den den Fordeel, at Maden ei brændes ved for- medelst Kokkepigens Forsømmelse. Flere Videnskabsmænd have fældt den Dom: at Opfindelsen er en af de Nyttigste og Vigtigste, som vor Tidsalder kan opvise. SIDE: 320 [TIL BARON WEDEL] Nyeste Skilderie 9. april 1832. Nu er dog skeet hvorom er længe talt; Thi det er nemlig bleven altfor galt, Da Themis -- o mirabile at sige! -- Dig elskede Baron, o Dig! forkynder, At hun for dine Synder Med Retfærds Sværd Dig vil bekrige. Da sligt en Dag jeg saae Paa Prent at staae, Jeg blev saa underlig tilmode, Og tænkte, det kan aldrig være Godt, At man Baronen gjør en saadan Spot; Skjøndt siden hine Grand-Batailler stode, Sligt bleven er, desværre, næsten Mode; Men da den Spot nu rigtig gik forvidt Jeg troede, at jeg burde, Hvis jeg for ugalante Plebs kun turde, Dog efter Evne gjøre Mit Til Baron-Ærens høifornødne Hævelse, Hvortil Udkrævelse Jeg saae udi dens tydelige Bævelse. Ved Pulten jeg mig derfor sætter, -- At skrive et Forsvar er Planen min, Og vil den -- nota bene -- skrive paa Latin, For at ei Plebis O-nefanda-Retter Mig skulde blive til en miserabel Deel, Og Skindet mit en modsat Ting af heel; -- Men hør nu hvor det stod i Pokker At have mig til Nar med gamle Sokker. Jeg gjør en grundig lærd Begyndelse Om aura popularis, udlagt: Folkeyndelse Qvam, quum den er dog bare Vind Det nunqvam i den Vises Sind I Verden kan venire At cupire SIDE: 321 Forsaavidt godt, som Læseren nok seer, Men dette var nu kun Præfatio, -- Jeg derpaa med den egentlig' Oratio Begynde skulde; men hvad skeer? I gamle Badens Lexicon Jeg vilde til min Tarv oplede, Hvad en velbaaren Hr. Baron I Romersproget monne hedde. -- O! jeg udbryde maa med Maro: An sic in sceptra nos reponis? Baron latine hedte baro Baronis!!! Nu veed jo hver en latinsk Klosse, At Ordet baro mon betyde: Dumhoved, Fjante, Nar og Tosse, Kort, hver som har paa Hjernen Lyde, At ergo følgelig Baronen med en Nar er liig Og atter ergo, at Baronen og en Nar I Alting Alt tilfælles har, Og end et ergo: Hvor man Sagen vender, De to man ikke fra hinanden kjender. -- Forskrækket som jeg blev, Jeg ei en Tøddel mere skrev; Men foretog mig at betragte nøie Den hele Sag med Granskerøie, Og Resultatet af min Forsken lang Jeg skal fortælle næste Gang. Gibul Bambraso. Henrik Wergeland BEKJENDTGJØRELSE Morgenbladet 12. april 1832. Man troer formodentlig at kunne krænke vedkommende Forf. ved at falbyde et af hans første Ungdomsarbeider, hvori der dog ligger mere end visse Folk kunne og ville see, til en saa lav Priis som annonceret er i Morgenbladet for 4de April. At man SIDE: 322 dog heri mærkeligen tager feil, forsikkres fra En, som troer at kjende Forf. nok til at kunne gjøre dette paa hans Vegne. Lige- saa daarligt som det vilde være at optræde, især mellem de æsthetiske Forfattere, uden særeget Kald, ligesaa daarligt vil det være ikke at indsee, at et saadant Kald mindst lader sig qvæle ved deslige og lignende Usselheder, som der skal mindre Kraft end irreparabile tempus's Forfatters til at hæve sig over og gjen- nembryde. SIFULINSKE PAASKEÆG. Statsborgeren 22. april 1832. Fredrikstads-Chamade. "Den Fæstning tages inden kort, hvor guldbelæsset Æsel kommer indad Port." -- Det maa vel være sandt; thi Fæstningen blev tagen, ja midtpaa lyse Dagen, og ikke ved Kartover, eihellere ved Storm, men ud sig Garnisonen listed som en Orm bag selve Generalen i høirød Uniform. -- Da saae jeg Æslet vandre ud den samme Vei. Men sidenefter til hiint Sprichwort lægger jeg: et Skaberak maa Æslet have af Skarlagen. Katechisation. Marforio. Quem deum suum vocant isti * comitiorum tauri? Pasquino. Oh! ipsum Satanam; nam deus est rixarum thi jeg skjøtter ei lægge mig ud med Skokke Advokater, med Skriver og Fut. Nu smager for Hundred af Disse den Fynte som Noget man ei blier klog paa, som et je ne sais quoi, som et Un og dog Trois, som -- Pebermynte. SIDE: 323 Prokuratoren i Dødsstunden. Bønder (puffe Prokuratoren). Aa, hvorfor skulde du 'en Iver, Poul og Peer flaae? Ja, det skal du ha'e! og du skal meer faae! Prokuratoren (idet han døer). Det er saameget som I seer paa. Captatio benevolentiæ. Marforio. Hvad vil da den Mand med at kryste hver Bonde i Haanden, saa voldsomt som vilde han udklemme Aanden? Pasquino. Tys! Han Søvngjænger er. Han drømmer, han griber i Storthings-salonens Trappegelender. Og dette er svagt. Hvad Under, han kniber sig fast da med baade Hænder? Katechisation. Marforio. Advocatus? Pasquino. Oh, nu igjen? Marforio. In æternum! Advocatus? Pasquino. Eh! medicus folliculi est, cum huncce vexantur flatus. Marforio. Non qvæstio absoluta est. Iterum -- Advocatus? Pasquino. Da det "Tilkaldet" siger, som Hver veed, undtagen maaskee mangen Advokat: saa fører mig en sær Idee afsted SIDE: 324 gjennem Skov og Krat, Morads og Nat og Fjeld og Hei til en afsides Landevei, hvor stakkels Reisende er lagt i Blod for Røvers Fod. Og denne piber nu ad alle Vinde, saa alle Makkerne i Skoven inde til Pladsen styrte som "Tilkaldte" -- scilicet latine: accurrunt nunc ad forum Advocati. Henrik Wergeland [OM LIKVERS OG DØDSFALLS-AVERTISSEMENTER] (Indsendt). Statsborgeren 29. april 1832. "Ak, væ mit ene Knæ, den Indgang var for lang." P. Paars. I gamle Dage offredes Oxer Faar og Deslige, ja vel endog enkelte Fæ blandt den Afdødes Venner lode sig offre paa Gra- vene. Men nu offrer man til Afdødes, ja vel endog ubetydelige Afdødes Ære det hele Publikums Avisglæde og ofte Skjønsands. Dette skeer tidt og jevnt i de endeløse Parentationer og Liigvers i Dagbladene. Holder man virkelig af den Afdøde, saa bør man dog ikke foraarsage ham bandet i sin Grav -- Noget, som let i Hidsigheden kan skee, idet den Plagede overfører i Øieblikket paa hans uskyldige Død Skylden for alle de svulstige Skriblerier, hvortil den giver Anledning. Naar man seer en Rigstidende fuld af slige Spalter saa seer man Litteraturens afskyeligste Spøgelse: en mager Beenrad, eller vel endog en tør Pinde i en viid, lang, slæbende Præstekaabe. Avertissementerne om Dødsfald ere ogsaa for svadsige, svulstige og overflødige. Det er naturligt at sørge; men høist unaturligt at kramme ud med Sorgen, og det i en Allehaandeaviis. Det er som at lægge sine Kjæres Levninger til Skue i en Høkerbod mellem Flesk og Skinker. Ligesaa naturligt som at lade Rigs- tidenden hyle for sig for Betaling, ligesaa naturlig er nogle In- dianeres Skik at leie nogle Kjerringer til at gjøre det paa Lands- byens Torv. Alt med Maade! SIDE: 325 Henrik Wergeland LIGUEN IMOD HENR. WERGELANDS OG SIFUL SIFADDAS DIGTERÆRE bestaaer af følgende herlige Karle: Statsborgeren 29. april 1832 Biographiske Noter. l) Student J. Welhaven -- General -- Efter at have dandset oftere Spidsrod under Siful, deserterede han; og er nu saavidt avanceret, at han er Liguens Høvding, og trækker en ganske anstændig Gage i sifullinske Epigrammer og flere veltænkende Normænds Foragt. Hans største Krigsmeriter er ellers at rapse alskens Smaavittigheder "Daraussen fra," og udgive dem for sine Egne. Han lever saaledes af Rov, som ægte Krigsmand, og er en dygtig General, saafremt det meest rasende Had til Fienden kan erstatte Heltemodet, og lumske Overfald paa en Mands Bag, som ellers vilde vide at for- svare sig, kunne kaldes Seire. Denne Egenskab har ladet Fienden afslaae hans krybende Freds- og Venskabsforslag: saa der staaer ham intet Andet tilbage end at vedblive med samme Tapperhed eller at falde enten i Kamp eller tilbage i sit eget Intet. Seiren synes ham dog vis; thi det er utroligt hvor dybt han kan bøie sig, for at vinde lidt Mon: saa det synes som hans Valgsprog er: Alt for Seiren! 2) Student Chr. R. Hans- son -- Major -- Ogsaa en Desertør fra Spidsroden. Han er meget tapper. Hansemand Falstaff opad Dage i Feldten. SIDE: 326 3) Boghandlersvend Dahl -- Trompeter Han udtrompeterer fra sin Disk Gene- ralens og Liguens Proklamationer og Mani- fester. Formedelst sine Trompeteregen- skaber er han, efter Folkeretten, skudfrie. 4) De Gemene Bestaae ogsaa ligesom Falstaffs Kom- pagnie af alskens Udskud: nogle æsthe- tiske Dagdrivere, vidløse Eftersnakkere, dansksindede Normænd, sjelløse Mode- herrer, vandige Rimere, pidskede Narre, endeel Typographer eller Bogtrykker- svende og Komedianter. Kompagniet mangler heller ikke et Trods af Marke- tentersker og villige Flaner. Det fører, som en Ziguenerhorde, Qvinder, Drenge og alskens løst Pak i Marken. 5) Kjøbmand Syversen Bliver vist forundret over at see sig i Mønsterrollen. Men han er virkelig listigen hvervet til bestaltet Udsælger af Byttet. Da Liguens Taxt herpaa er lav, saa kan man sige at den ofte bærer sig ad med dette Bytte som Sviin med Perler. Kompagniets Feldtraab er: (efter en Tappenstreg). Mod Aand og Smag og Sind og Sands Vi have sluttet en Ligue; Mod Musen, som i en Spidsroddands Lod vore Beenpiber skrige Du norske Muse saa kjæk og ung, Respekt for Dumhed, den Gamle! Din slanke Blomme med Træsko tung Hun dybt i Mulden skal ramle! SIDE: 327 SIFULINER til Studenten JAHN WELHAVEN, med øvrige opbragte Compagnie af poetiske og æsthetiske Bagateller. Jeg Skurkehjerter rense skal, og faaer, dog Narrehjerner kun til Vederqvægelse. Om Smag og Behag man ikke disputere. (Trykt som Haandskrivt.) NB. Et Par af det Slags Dagdrivere, som man, ikke uden Spot, kalder Skjønaander, have lagt an paa det forgjeves Arbeide, at standse Henrik Wergeland paa den Bane, han har brudt sig, men som han vilde forlade, dersom han ikke følte sig i et Stigende, som kun Slappelse af egen Kraft, men ikke Avindsmænds nok- saa anspændte Anstrængelser, kan nedhale Zenith for. Aller- ivrigst arbeider en Student Welhaven paa dette icariske Meed; men har dog hidtil intet bedre vundet, end Sifuls allerhjerteligste Latter og "Skabelsen, Mennesket og Messias's" Forfatters Med- ynk, men langtfra hans Forundring over at møde endog sligt Modbør. Den Ligegyldighed, hvormed denne, den Spot, hvormed Siful behandlede En, som hans Kammerader kun kjendte som en slet Karl og især som den hjerteløseste Egoist, bragte denne Person i Harnisk og henledede hans Opmærksomhed paa Vaaben, som det ellers ikke saa let skulde falde En ind at anvende imod En som Forfatter. Disse Vaaben ere f. Ex. Nidvers, der besørges trykte i Danmark, og udspredte og løgnagtige bagvaskende Hen- spil paa Wergelands Maade at leve paa, hvilke ligeledes ud- spredes ved Hjælpere og Hjælpershjælpere, saaledes som Til- fældet er med de i Trondhjem udgivne "Tre Dosin Complimenter". Behøver man at gribe til deslige Ondskabens sidste Nødvaaben, da kunde vel dette lære Henrik Wergeland hvor vigtig man troer ham, dersom, ikke Uvigtigheden af saadanne Modstandere altfor SIDE: 328 klart stod ham for Øie, og især af en Modstander, der, som be- meldte Welhaven, saaledes kan miskjende sit fattige Talent, at han ikke har nok Gjenstand for sine oftest maadelige Epigram- mer i den, efter hans Mening, uheldige Forfatter; men maa ogsaa gribe til Løgne og Bagvaskelser om hans private Liv. Da nu disse i Studentersamfundet eller ved Afskrivter kun liden Skade kunde bevirke, i Forhold til hvad Personens brændende Hevn- tørst krævede, fordi han mærkede, at Siful virkelig med ufor- stilt Latter holdt ham for Nar: saa har han nu besluttet, i hans Ryg at udvide Tilhørerkredsen; og med Forundring erfares, at en talentfuld Mand i Trondhjem derfor har løftet Kallifanen paa sin Skulder. Dette giver da Anledning til -- saavidt man har kunnet faae fat paa de behørige Studenter-Samfundsblade, hvori Siful drog Skorpionen frem -- at udtage nogle af de "sifulinske Stumper", hvori bemeldte Welhavens Character, efter de Flestes Mening, som kjende ham, med Sandhed er skildret. De tre Mark med Renter igjen til Welhaven. Hvis Du vil bli'e en Millionær, (Elv bli'r ved Aaers Yngel) Du tage tre Mark af Enhver, som troer Du er en Slyngel. Welhaven efter Naturen. Hans Hoved Emne godt nok er for sifulinske Lire; Hans Hjerte og hans Character for Djævelens Satire. Da Welhaven blev opbragt. Welhaven løfted op et Vraal; men Siful gav han Skylden. Saa hænger Rodd sig ved den Naal, som pirrer Hul paa Bylden. SIDE: 329 Welhavens Vid. Som Phaeton, Solgudens Hjul, vil Welhaven Vid probere. Da seer man liden Sommerfugl i Støvler voltigere. Fra Welhaven mangen vil paastaae, at Vittigheder fløde. Stor Synd -- han jager dem; vi faae dem derfor næsten døde. Welhaven gjorde et Vers til Juul og troer sig Apollos Fætter. Saa troer sig Flyvefisken Fugl, naar over Sjø den sqvætter. Jahn, for at døve Sifuls Sang hug Tylvten -- ikke mindre. Thi Sifuls Ære gjennemklang som Hugg hans hule Indre. Jahn hugg en Tylvt, og loved fleer Han Norges Lod vil prøve, at, gribes Øxen atter, er der ingen Skov at kløve. Jahn stjæler hvor han kan det bedst, fra Gøckingk, Pfeffel, Wess'ler. Saa Æslet med den ædle Hest dog avler kun Muulæsler. SIDE: 330 See, Avinds Fraad er værste Viin! Foragt en mørjet Rende! Du dig beruste, Jahn, i hiin, og sover ud i denne. I Avinds fæle Søl man fandt Welhaven ofte druknet. Mon meer end Søplets Værd den vandt, som allerheldigst sukned? I Riimnød i dit eget Spyt din Pennefjer at slikke: Det, af den hippokrenske Pyt Du kalder, Jahn, at drikke. Du saae en Mand at bygge fort en Marmorcollonade. Da saae Du harm, at kun af Kort Du bygged, og af Blade. For Dig ei hviler nogen Krands paa Fædrelandets Alter. Den Norskhed tugtes hertillands, som gaaer i danske Pjalter. Du det tilfælleds eier, Jahn, med Skorpioner slemme, at man ei veed hvorhelst din Tand er sat: om bag, om fremme. At haane hvad man ei forstaaer, det kunne Daarer trygge. At rive ned ei den formaaer, som mægter ei at bygge. SIDE: 331 Billedet. (Tillige et Billede af Collegium Æstheticulorum). Sig portrætere selv vil Jahn. Thi han sig tidlig lærte, At han det Ansigt har, som kan erstatte Sjel og Hjerte. I Alting, som han stod og gik. med genialske Hue, han malte sig, da blot man fik en simpel Nar at skue Han kasted Lærredet i Krog Da sukked Rasmus Kjaster: "Du deri ligner mangen Klog, at bort dig Selv Du kaster." "Ak, sønderriv dit Billed ei!" -- skreg Rufus Æsthetikkel -- "det kan dog forestille mig, som kun er dit Vehikkel." "Det ligner vel kun halvdeels Dig," -- skreg søde lille Jyde [fotnotemerke] , som paa en Disk har reddet sig fra kjøbenhavnske Gyde -- "Thi Du -- ved Felsenborgs Digterdrot! end simpel Nar er mere. Hæng Bildet op i Boden blot, saa skal jeg Alt supplere." "Det genialske Næsesmiil -- jeg sige vil til Kunden -- har tvende Slyngel ditto til, som orme sig om Munden." Fotnote: En dansk Boghandlersvend, som hjælper Welhaven med at udbasune fra Disken dennes Rimerier. SIDE: 332 Da opstod atter Rasmus fjer blandt Klubbens Bagateller. Han loe, og satte sig; men der hans Skratt for Tale gjælder. Han sad der Stor og stille end, som mellem Glas Pocalen. -- Hei, saa den klinger, bank Du den, Du Genius for Talen! Nu faaer han Ord, men Øren og fik Klubben paa Minutet, En Rucio bli'er Rucio dog, om Øret end er kuttet. "Vær, Jahn, tilfreds -- saa ordes han -- med Bildet, som Du maled. Thi, saa mig tykkes, sjelden man kan opnaae Idealet." Derefter mellem dem, saa bred, alvorlig som en Romer, den vise Rasmus synker ned -- en Verden blandt Atomer. "Ja truffet!" mælte Jahn -- da skrald en Røst, mens Klubben tier: "Men efter slig Original Hanswurster bli'e Copier!" Anmærkning. Her er vel i Studentersamfundets Blade sat "fortsat, si placet"; men da ingen Forsættelse hidtil har viist sig, saa har Siful vel ikke agtet Personen videre Tugtelse værd. Trykt hos Thorkild Borg i Trondhjem 1832. SIDE: 333 Henrik Wergeland FOLKEBLADET No. 18. Tirsdag den 1ste Mai 1832. [OM ET SANDEFJORDSK DIKT PÅ KONGENS FØDSELSDAG] At vor Konges Liv og Skjebne er af den ophøiede Beskaf- fenhed, at det tilbyder den værdigste Gjenstand for et Helte- digt eller og for Digte af en anden Rang, men dog af en mere ophøiet Natur end almindelige Samfundsviser -- det tilstaae vi baade med Fornøielse og Stolthed. Olsenske og Sagenske og Blauenfeldtske Svadserier og Riimflomme paa Kongens Fødsels- dag, have da ingen anden Virkning paa os end at sætte vor Latter som en Mølle i en Slags klapprende, vedholdende Be- vægelse. Denne Virkning har især dog en Sandefjordenser især vor Erkjendtlighed for at have forskaffet os ved at indrykke stolteligen i Morgenbladet for 4de Febr. et fransk Vers, forfattet til Ære for hiin Dag, og, som det lader til, ogsaa til Ære for Sandefjordensernes Flaskefodre, af en derstedsværende fransk Officier. Verset oversættes her saa bogstavelig som muligt for Oversætteren, for at skaffe dem af vore Læsere samme For- nøielse, som ere begavede med mindste Sands for at opfatte det Latterlige eller og kun med et Gran mere Sands herfor, end det lader til at det hele Assemble i Sandefjord har været begavet med. Mel.: Op I brave Marseillaner. Normannaæt, tilbords paa Timen! Drikkedagen er kommen for Dør. Ei hos os med Skoddesno'en og Rimen : : fyger bort vort muntre Humør : : Paa denne Dag, saa propfuld af Glæde, feirer denne jer Frihed i Lag, som jer Drot i vise Velbehag, har behaget Sanction at tilstede! Herfrem I Mænd af Nor! Udtømmer hver Butelj! Og svælj og svælj en Minniskaal for hver Statsborger stor. SIDE: 334 Er dette Vers sjunget -- som man kan have Grund til at troe -- og sjunget uden -- og det er klart nok, at det ikke det er -- at være optaget som Ironie; ja er det saaledes sjunget i Sandefjords fornemste Mands, den berømte Consul Christoffer Hvidts Huus, da ville vi bede Enhver, som tænker at skrive Norges Geografie, at han, naar han kommer til Sandefjord, saa- ledes affatter sig: "Sandefjord, et Ladested med 400 Indbyggere. Her boer Consul Christoffer Hvidt." Henrik Wergeland POLITIK. En stor Deel af vort Blads Læsere ere Bønder, og det er især for deres Skyld, at vi i Korthed gjengive det Vigtigste af de øvrige Blades politiske Efterretninger -- Noget, som de øvrige Læsere, der have Leilighed til at tage Rub og Stub med af Rigs- tidendens og Morgenbladets Spalter, faae holde os tilgode. Fri- hedens Videnskab: Politiken have vi troet ikke bør være disse af vore frie Medborgere ubekjendt, om vi end kun mægte at vise dem dennes tørre Ydre, fortællende kun hvad der skeer, hvorledes det staaer til i Verden for hine afsondrede Landsmænd, hvem de derved meddeelte geografiske og historiske Strøunder- retninger ikke kan andet end være til Nytte. Forundre dem maa imidlertid den evige Svæven imellem Krig og Fred, som de see Europa hængende i nu over et Aar, og at de bittreste Klager over Velfærdsaftagen i enhver Henseende i saa lang Tid har gjenlydt netop fra de to rigeste Lande: Frank- rige og England, om hvis Overflod man har været vant til at nære overtroiske Begreber, og at disse frie Lande, midt under Udrustningerne af overordentlige Stridskræfter, have været al- deles uvirksomme, og hverken ved et raskt Sværdtag befriet sig selv fra hiin Hentærelsestilstand eller de ulykkelige Brødrefolk, der have anraabt deres Hjælp mod de Despotier, som vælte sig over dem liig Iisbræer trædende ind i deres gamle Leje. Denne Gaade har et fransk Blad forsøgt at løse, væltende hele Skylden paa den nærværende engelske Førsteminister Grey; og vi gjen- give Noget af disse Paastande, hentende dem af den "svenske Medborgar". Der siges: den pludselige og hidtil useete Minkning af de engelske Statsindtægter er bleven et Emne til de heftigste SIDE: 335 Beskyldninger mod den greyske Statsstyrelse, hvis egne Tidender kun svagt tage til Gjenmæle; ja en af dem angiver endog tyde- ligen den virkelige Grund til dette uhyre Deficit (henimod 17 Millioner Spd.). Aarsagen hertil indskrænker sig dog ikke alene til England. Den er den Samme, som nedtynger saa mange andre Landes Kredit, Erhvervsflid og Indkomster; som har qualt Por- tugal, Spanien og selve Frankrige; som nylig bevirkede den pohlske Nations Fald, og som lænker den europæiske Handel fra Lissabon til Odessa, fra Stockholm til Triest. England har hidtil troet at eje Ret til at forblive en ligegyldig Tilskuer til den Strid, som paa Europas Fastland føres imellem Frihedens og Despotiets Interesser. Det har, efter et Blik paa sin afsondrede Beliggenhed og sine vidtstrakte Forbindelser med hele Verden, indbildt sig, at hvordan det end maatte gaae med Fastlandets Odling og Vel- stand, saa skulde det dog selv forblive lige mægtigt og rigt. Men hvem kan vide, om ikke dets mægtige Handelsstand, forglem- mende at dens uhyre Vægt og Storhed daterer sig fra Frihedens Grundlægning og det stuartske Huses Fald, har ladet sig bedaare af den Tanke, at Fastlandets Ødelæggelse kunde blive nyttig for England? Saadanne ere Frugterne af denne usle Egennytte. -- Nei, Aarsagen til de engelske Statsindkomsters følelige Minkning er ikke efter det aristokratiske eller Toryparties Paastand den, at et liberalere Statsraad eller et af Vhigpartiet, staaer i Spidsen for Styrelsen, men den, at dette Ministerium ikke opfylder sine med det liberale Partie indgangne Forpligtelser. Hvilken Rolle har vel England spillet altifra Lord Greys Ind- trædelse i Ministeriet? Er det vel samme store Folk, som Aar 92 syntes at være optraadt i Spidsen af det monarkiske Eeds- forbund, alene fordi Frankrige paa sin Side stod fremst i Fol- kenes Forening? Man kan forklare Grunden til det Pittske Ministeriums stolte Avind mod Frankrige og Engelskmændenes uforsonlige Had, som oprørte og besoldede Europa, for at see Frankrige styrtet; som glemte deres egen puritanske store Konge- henrettelse i Whitehall, for at behandle Franskmændene som Kongemordere og Oprørere og Fiender af hver Orden og Re- gjering. Der ligger noget paaengang Stort og Afskyeligt, Ophøiet og Sataniskt i dette voldsomme Had mod Frankrige hos det engelske Stormannavældes mægtigste Kjæmpere; -- men hvilken Anskuelse skal vel kunne forklare og undskylde den uendelig SIDE: 336 mindre modige og næsten ligesaa lidet liberale Rolle, som spilles af det greyske Ministerium? Lord Grey er ikke Fiende af Julirevolutionen. Han er eiheller Fiende af det despotiske Europa. Han er en ubeslutsom, vak- lende og tvetydig Modstander af dem begge. Canning var langtfra at tilhøre en i sine Grundsætninger saa reen politisk Skole, som den, der længe regnede Grey blandt sine Tilhængere i Parla- mentet. Imidlertid havde Cannings Skarpsyn allerede opdaget og angivet den Brydning, som maatte foregaae i England, om det ei vilde lide Straffen for den pittske Styrelses Lidenskaber og Mistag. Canning havde yttret de af Torypartiet heftigt an- grebne Ord, som et Øieblik gav det under den hellige Alliances Jernspiir fortrykte Europa Tid til at drage Aande. Og skulde vel Julirevolutionen, da den gjengav Franskmændene deres Vær- dighed som Nation, have bevæget Englands liberale Mænd til at rygge tilbage? Skulde vel Lord Grey, den sidste Repræsentant af den berømte Opposition eller Modsamlag, hvis ypperste Taler Sheridan var, ligesom Fox var dens fornemste Statsmand, endnu ikke i denne Stund have naaet lige langt frem som Canning, der længe var Torypolitikens Bundsforvandt? Hvad? Foxes og Sheridans Ven styrer England, og han har tilladt Absolutismens Rænker og Anstrængelser at hindre Por- tugal, Spanien og Italien at betræde den Bane som Aaret 1789's revolutionære Bevægelser aabnede? Han har ei vovet at ind- lægge et eneste virksomt deeltagende Ord for Pohlen? Han har bortsløset 14 Maaneders Tid paa jammerlige Statsrænker i en Ministerconference, som ikke engang har den Fortjeneste at re- præsentere de Regjeringer, i hvis Navn man træder sammen? Han har hverken forstaaet at være Bundsforvandt eller Modstander af den store Tildragelse, som bragte paabane Spørgsmaalet om det af Castlereagh bevilgede afskyelige Menneskekjøbs Retmæssig- hed? Han har ved sit Vankelmod paa eengang bibragt Europa og England den langsomt tærende Sygdom, hvis Framsteg nylig har paa en forfærdende Maade givet sig tilkjende i den Statsbrist, som i dette Øjeblik syselsætter alle engelske Dagblade? Men kan det vel være ligegyldigt for Verdens fornemste Han- delsnation, hvorvidt Frankrig befinder sig i en blomstrende Til- stand eller ikke? Hvorvidt Italien, Spanien og Portugal under SIDE: 337 den uædle Munkekaabe forblive fremmede for alle Culturens, Frihedens og Industriens Framsteg, thi alle disse staae i et nært indbyrdes Sammenhæng? Er det vel ligegyldigt for den engelske Handel enten Weichselens Vover tilføre Danzig Pohlens Produkter fra Krakau, Sandomir og Plotzk, eller pohlske Helters Liig? Er det for Londons rige og virksomme Befolkning ligegyldigt at El- bens, Rhins og Oderens Vande væde Lande, der sukker under Fyrst Metternichs haarde Censur, eller at de flyde blandt lykke- ligere Indbyggere, som frit faae overlade sig til alle Forstandens og Erhvervets Speculationer? Det staaer blot i Frihedens Magt at befrugte disse herlige Lande, og gjøre deres Frembringelser gavnlige for den engelske Handel. Men England maa ikke heller lade sig beherske af den Fordom, at det, ved at arbeide for Friheden, skal stille sin monarkiske Forfatning blot. Denne Frygt var dets Fordærv. Den skulde ei redde Englands Throne; men derimod ødelægge den rige Middelstand, hvis Egennytte nu lider sin retfærdige Straf. Anm.: For de Enkelte, som maaskee ikke skulde erindre sig Rækken af de engelske Ministerier siden den første franske Re- volution, hvoraf de fleste Formænd i Ovensatte ere nævnte, op- regne vi dem her med kort Antydelse af deres Characteer: Paa den franske Republiks Tider og imod denne stod Pitts ufrisindede, men kraftige Ministerium i en Række af Aar, indtil Republikens Vaabenheld og de Ulykker hans urokkelige Kamp- system mod denne bragte over England og Europa, tvang ham til at træde tilbage for Addingtons fredeligsindede af Opposi- tionen udsprungne Ministerium. Dettes det nuværende Greyske lige Vaklen og Svaghed bragte snart Pitt igjen til Roeret, ligesom nu den Pitt i Illiberalitet lige Wellington synes at nærme sig det igjen. Keiser Napoleon betvang imidlertid England i Tydskland; og det er sandsynligt, at Græmmelse over sin frugtesløse, men Millioner baade af Guineer og Menneskeliv kostede Haard- nakkenhed lagde Pitt i Graven. Derved hævede atter Opposi- tionen sin Høvding Fox til Førsteministerpladsen. Hans Død gav kort efter Plads for de mere eller mindre ufrisindede, krigersk- stemte Greenwilles, Portlands og Castlereaghs Ministerier. Under dennes Sidstes og Hertugens af Wellingtons første Styrelse hen- snege sig Europas værste Skjændselsaar, medens Despotfor- SIDE: 338 bundet, der kaldte sig, efter et Indfald, Keiser Alexander af Rus- land havde havt i en religiøs Raptus, den hellige Alliance, her- skede i al sin Bajonetvælde. Det klarnede lidt, da Canning afløste Wellington. Hans forhen haarde Ufrisind (Illiberalitet) opløste sig mere og mere; men kort efterat han kraftigen havde talt som Mellemmand mellem Grækerne og Tyrkerne, rømmede Døden hans Sæde atter for Wellington. Julirevolutionen i Frankrig viste sig imidlertid for det engelske Folk i et saadant Lys, at det -- ligesom ogsaa Oppositionen i Parlamentet siden den Tid trængte paa det med gamle Spørgsmaal om en Reform -- gav det Wel- lingtonske Ministerium saa tydelig tilkjende, at paa en saadan Tid et illiberalt Ministerium ikke kunde staae i Spidsen for Styrelsen, da det truede med Krig for eller imod Friheden, at Wellington tilligemed sine Colleger (hvoriblandt især Grev Aber- deen har gjort sig uhæderlig bekjendt) maatte træde tilbage for nuværende Minister Lord Grey af Oppositionen, en Mand, der dog endnu ikke har tabt den Roes, at han som Engelsk Liberal eller Whig er den Standhaftigste. En Undskyldning for at han som Europæisk-Liberal ikke har opfyldt Forventningerne, kunne vi finde i den livlige Interesse, hvormed Oldingen, som Minister, har faaet Leilighed til at kaste sig over Reformen -- den hans Manddom satte sin Ære og Pligt i aldrig at tabe afsigte. SIFULINSKE STUMPER (Fortsættelse). Samfundsbladet 5. mai 1832. SLUTNINGSVERS AF "BILLEDET" (se forhen). "Ja truffet!" mælte Jahn -- da skrald en Røst, mens Klubben tier: "Men efter slig Original Hanswurster bli'r Copier. STUMPER TIL WELHAVEN At ei din Hjerneblære fri opunder Skyen svæver, den bindes af den Snog, som i dit Mudderhjerte slever. SIDE: 339 "Vær Skjald!" du selv befalte dig "Trask vingeløs paa Klamper!" -- Nødvendig bli´er din Sang da Skrig, thi du mod Braadden stamper. Hør Jahn, det bør ei, at Du meer, for dine Vers dig skammer. Thi gode Oversættelser er dine Epigrammer. Den franske Vært, som Vildt ei har, flux sætter Kat paa Fadet. Saa tænker du -- for Vid du taer og flaaer en Løgn af Hadet. Blandt Vittige en Snyltegjæst, blandt Snyltegjæster vittig -- det er det Kald du agter bedst, og did du stræber flittig. Med usle Nidvers, Kallifan, du qvæle vil et Psalter. Mod en Natur du kjæmper, Jan. Som Jacob og du halter. Ei Skjald, du troer en Skjaldnatur ved ussel Haan at tvinge. Ak, under en Alhambramuur kan mange Øgler springe. Den unge norske Muse, Jan, du Torn i Fod vil stikke. At ogsaa Musen flyve kan, den Stakkar ahner ikke. SIDE: 340 Som Pharos magre Bester aad, men ingen Fedme vinder: saa læste Du, men intet Raad mod Hjernetæring finder. Der er et eget Kald, du har at være Pudsenmager. Dog glemte du, at aldrig Nar paa Prækestol behager. Du engang ei, skjøndt Theolog Tohu Vabohu vidste. -- Ak, klarlig tydet dette Sprog er i din Kundskabskiste. At dine Vers er uden Klem kun siges kan af Daarer. Thi Sandhed myrder du med dem, og hvert Moralen saarer. I Kirken enten gabes -- ja hvadeller spidses Øren. Men da du præked -- Særsyn! da man loe fra Chor til Døren. For Dig ei hviler nogen Krands Paa Fædrelandets Alter. Den Norskhed tugtes hertillands, som gaaer i danske Pjalter. Se, Avinds Fraad er værste Viin! Foragt en mørjet Rende! Du dig beruste, Jahn, i hiin, og sover ud i denne. (fortsættes naar beleiligt). SIDE: 341 Henrik Wergeland [OM AVDØDE BISKOP J. S. MUNCH] (Indsendt). Morgenbladet 5. mai 1832. Historieskriveren Herodot fortæller om Ægypterne, at de Døde, førend deres Begravelse foregik, fremsattes, for at Enhver kunde anklage eller forsvare dem, og, eftersom denne Act udfaldt, iværk- sattes deres Begravelse. Denne Oldtidens Skik, omendskjøndt ikke passelig for vore Tider, havde dog den Fordeel, at de Efter- levende kunde vide, hvad de skulde tænke om de Hedenfarne. I vore Dage, da saadant ikke finder Sted, er man derimod som oftest i Forlegenhed for hvad man skal dømme om disse og kunde ønske, for at komme til en Slags Vished, at noget lignende kunde vedtages istedet. Saaledes see vi nyligen i de offentlige Tidender med Berømmelse nævnet en Mand, som forhen man ikke har undseet sig for at beskylde for Arrogance, Herskesyge, Bitterhed, Hevngjærrighed o.s.v. Denne Mand er Christiansands afdøde Biskop J.S. Munch. Hvilken af Delene -- det gode eller det Onde -- skal man nu antage, som sandt, for denne Mands Ved- kommende? Det er kun kort siden at man læste om ham, "at han dyppede sin Pen i sort Galde o.s.v.", og nu anføres han i Rigstidenden og andre Blade som en retskaffen, virksom og for sit Embede nidkjær Mand -- hvilken Anomalie er ikke dette!! Vistnok er det Skade, at ingen Mindesmærker fra hans Tid, som Biskop, vidne om ham, ved Hjælp af disse vilde hans Gjerninger have talt for sig selv, og sees der hen til hans Visitatser, saa beretter Rygtet saa mange Smaaligheder, begangne under dem og saa mange uoverlagte Attentater, som døde i Fødselen, at man aldeles ikke heraf kan drage nogen Slutning, som kan tjene til Forsvar. Da saaledes Ordsproget: at Værket priser Mesteren, heller ikke kan anvendes paa denne Sag, saa var det at ønske, at Nogle af de gode Folk, der ere optraadte som hans Nekro- loger og Doxaloger, nærmere vilde opgive de Fortjenester, han har af Fødelandet, saa meget mere som hans literaire Bane heller ikke opviser noget ualmindeligt. I Særdeleshed er vel hans sidste Pjece: Præsten i Hallingdalen, et mislykket Foster, som han selv i Bagtalen ikke veed at henføre til nogen særegen Classe. SIDE: 342 Henrik Wergeland FOLKEBLADET No. 19. Tirsdag den 8de Mai 1832. KIRKEMUSIK Sidste Langfredag opførtes i Store-Næskirke hiin Jesu-Grav- sang, som i et foregaaende No. aftryktes, af et af unge Mænd, Piger, Drenge bestaaende, indtil 20 Personer stærkt Vocal- og Instrumental-chor, der anførtes af Ole Bøhn, en dygtig Musikus, som havde sat Musiken, ordnet Alt dertil hørende, og førte Alt udført paa det Punktligste. Gravsangen blev afsjungen før Præ- diken, og i dens 2det Vers ved Ordene "Ja, Støvet maa tilbede det" indfaldt alene Chorets unge Piger, forestillende Jesu Ven- inder. Efter Prædiken opførtes Oratoriets 2den Deel, neden- staaende trende "Halelujaer" der ikke indeholdes i "Skabelsen, Mennesket og Messias", men vare i den Anledning digtede. Da Høitidschoret tillige sang til Messen, saa bleve de omtrent 1500 Mennesker, som i Kirken vare forsamlede, opbyggede ved en meget skjøn d. e. hertillands en meget sjelden Gudstjeneste. 1ste Halelujah. Ham Ære være, Herren Gud hvis Naades Time slog da Christ i Smertens Aag Langfredagsukket drog. Haleluja! Hans Godhed samler til en Gloria de svages Graad. Hans Viisdom hører Sukkets Raad. Han lod sin Almagts Ving slaae ud af en vemodig Qvindes Bøn og bære ned sin Søn. at lære Jord fra Golgatha et himmelsk stort Halelujah! 2det. Ham Ære være, Christ, som, da den gamle Verden gled i Synd og Taarer ned, fra Bethlems Palmely frembar en ny -- ja paa sin Arm en Verd af Kjærlighed. SIDE: 343 Ak Armen brast! Da Guddomsvingen slog han ud om Jorden som et Foraarsgry, og bar sit Seierværk med Hast op til sin Fader Gud. Der om hans Throne bæres du af Jesus, frelste Jord, endnu. 3die. Priis Helligaanden være, Den, som, straalende fra Gud i Sjelerækker ud, i Høiserafens Skin af Jubelsmiil, i muldne Adamshjerte slører ind sit Guddomsvil! Ja Den, som allerherligst har i Friheds, Sandheds, Kjærligheds trefoldige Aand-eenhed klar sig aabenbart i Christ! Straal i dit Tempel, Helligaand: i Englens som i Adams Bryst! Henrik Wergeland ERKLÆRING I EN MAGELØS FORSÆTNING OG EFTERSÆTNING (Indsendt.) Statsborgeren 13. mai 1832. Da Hr. Kapitain Mariboe, Redaktør af Patrouillen fleregange og ikke utydeligen har ladet sig forstaae med, at ingen Anden end Han Selv duer til at være en Oppositions Taleorgan hertil lands, eller -- i "bidsk" Stiil, som Han engang kaldte et maaskee mislykket Forsøg paa at ligne Mesteren af en af hans Elever -- at i disse tyvagtige Tider Han alene duer til at være "Burmann" ved Staburet, omendskjøndt, for at gjøre Gaarden sand sikker (eller rettere til en sand Skrækkens Bopæl) d. e. for at gjøre Op- positionschoret fuldstemmigt, der vel ogsaa kunde behøves en- deel "Perler" "Dianer", lurvede "Flinker" og andre deslige Dis- kant- og Tenorister; og: SIDE: 344 Da Nedskriveren gjerne vil indrømme denne Paastand, og her- til maa lægge den oprigtigste Erkjendelse af Hr. Ms. mangesidige Talenter og Kundskaber, samt Tilstaaelsen af den Tro, at mange af de Forsøg, man har seet, paa at undergrave Godtfolks gode Mening om Virkeligheden og Grundigheden ved hine Hr. Ms. fortrinlige Egenskaber, skrive sig dels fra Folk, der maaskee have noget privat udestaaende med ham, dels fra Folk, der ere Fien- der af enhver Opposition, og idet hele ikke ere ham voxne: Da endvidere Nedskr. har seet Hr. M. paa det blodigste at hævde hiin Mening om sit Diktatur imod enhver Knyen imod dette, enhver Tvivl om dettes (efter en Slags napoleonsk Privat- kodex) Retsbegrundelse i hans egen Fortrinlighed; saaledes nem- lig, at han har bøiet, ligesom Robespjerre først sine egne Tilhæn- gere under sin Guillotine, og derpaa -- efterat have (ligesom denne efter Dantons og Pethions og Girondens Mord) afstumpet den Kegle, hvorpaa han ene vil staae i sin rædsomme Diktator- Storhed -- nu udfarende i stedse større Fortærelsens Ljasving- ninger, (der først gjorde af med Skilderie-Kloots og Statsborger- Danton) ovenfra nedad i større og større Cirkler dannet de Ter- rasser, der skulde begrunde Diktator-Babelstaarnet; og under hvilken Stornedmejen mit ubetydelige Hoved let kunde falde med; samt: Da baade den Bemærkning har paatrængt sig mig, at den Guillo- tine, som kapper Folks gode Navn bort, i vore statsborgerlige Ti- der gaaer vel terroristisk; og den, at denne Egg igrunden gaaer til Bedste for vore Seklers Despoter Juristerne, som jeg hader ind- til vulkanmæssig Selvfortærelse, saaledes nemlig, at den kun tjener til at sønderrive En, for at strax de andre Colleger, efter et Ulveinstinct, kunne styrte til og opsluge og sønderrive, og sønderrives indtil kun eet Uhyrernes Uhyre staaer igjen; og endelig: Da Nedskriveren har omtrent lært at kjende ligemange Trom- petere imellem de saakaldte Liberale, som Servile, paa det nær, at de Første have meer af Narren, de Sidste mere af Skurken; og da det dog svarer bedre Regning her i Juristernes Verden at være en Skurk end en Nar: Saa -- har Nedskriveren besluttet sig til at følge Hr. L. Mariboes Raad og ikke fuske ham i Oppositionshaandværket, som visselig er det utaknemmeligste af alle; men derimod til som en god SIDE: 345 Renegat at studere sig ind i Servilitetens Indifferentisme ved endnu engang at læse Patrouillens trøstløse Efterretninger fra Polen og kolde skjærende Døds- og Arquebuseringsdomme over de uopdragne, kun af Hunger, Vhisky og Fabrikmesteres Pidske opfostrede Manchester- og Bristoler-Reformeerpøbel. Kan jeg ikke saa aldeles omfarve min Hud, saa vil jeg dog idetmindste lade al liberal Praxis fare, men overlade mig iskiul alene til mit Hang til ultraliberale Theorier eller Drømmerier; og, medens jeg aabenlyst bander al Opposition undtagen den mariboeske, som man maa taale formedelst dens særegne Fuldkommenhed, vil jeg -- om det end skulde være at befrygte, naar alle Skrigerne og Tinvillerne taug, at de gamle Onder i et Aarhundrede saaledes skulde opdynge sig under den tause Liden, og da omsider den ubetvingelig stærke, men flegmatiske Kjæmpe Menneskeheden vilde reise sig til en 1790-Fnysen -- saa vil jeg dog ønske at, iste- detfor disse Tiders Flikken, vore Dage maatte henrinde i stille Tilbagegang, under stille voxende Liden, og at heller Børnebørns- børnene maa opsluges under regelmæssige sekulære Revolutioner. Jeg tør sige, at dette fromme og fornuftige Ønske viser en Re- negat af bedste Forhaabninger; og, at dømme efter min fore- gaaende djævleblendte tydske Periode, har jeg baade talt som en gammel Servil og som En, der har valgt sig den bedste Skole. Jeg vil endydermere strax vise hvor alvorlig min Renegation er, hvor punktlig jeg tager mig Kapitainens "Varsku for mig" til Tanke, ja hvorledes jeg, hyldende Hans Alene-Opponents, og ikke indskrænkende mig til den Almeentaushed, han fordrer, gaaer løs paa et, og det nærværende Oppositionsblads Ruin, og det paa den fineste og sikkreste Maade, idet jeg deri indsætter denne Opsats, som Intet har tilfælleds med dets Tendens. Hertil, som og til at tjene som en Kompliment til Hr. M. som alle andre Oppositionsblades ubarmhjertige Tugtemester, sigter og neden- staaende frygtelige Beretning om en Tugtemester, der -- saa ahner Nedskriveren -- har været Hr. Ms. store Forbillede: "Joh. Jac. Häuberle, Jubelskolelærer i en schwabisk Stad havde i sin 51 aarige og 7 maanedlige Embedsførelse, efter Middelbe- regning uddelt til den ham betroede Skoleungdom: 911,517 Stokke- SIDE: 346 slag -- 24,010 Slag af Riset -- 20,989 Slag med Næve og Lineal -- 136,715 Haanddasker -- 10,235 Slag paa Kjæften -- 7,905 Øre- figener -- 1,115,800 Hovedknærter -- og 12,763 Notabener med Bibel, Katechismus, Psalmebog og Grammatik. 777 gange havde han ladet Disciplene knæle paa Ærter -- 613 gange paa et tre- kantet Stykke Træ; -- 5001 Disciple havde maattet bære Æslet og 1707 staae med Riset i længe hævet Haand, foruden andre øieblikkelige Straffe. Blandt Stokkeslagene vare 800,000 tildeelte for ikke lærte latinske Gloser og blandt Riisslagene (hvortil hører Haanddaskene) 76,000 for ulærte Bibelsprog og Psalme- vers. Blandt hans 3000 Skjeldsord var 1/3 hans egen Opfindelse. I 2 Aar var han færdig med en Bibel i Velsk, som han bestandig havde hos sig til Disciplinens hurtige Haandhævelse. Under sin Embedsførelse havde han opbrugt 12 Gramatiker, 7 Katechismer, 6 Psalmebøger i Skolen og 3 til hemmelige Tugtelser bagfra i Kirken -- Alt alene til Knærter." Sandelig ligesaamegen Tugtelse af lignende Slags har Patrouil- len ikke undladt at give sine Elever imellem Oppositionsbladene: saa at Undertegnede, der hidtil i disses Rækker af og til flan- kerede, baade af Revselse og Overbevisning er bleven en ægte Renegat. Henrik Wergeland [OM UNDERVISNING I JØDISK HISTORIE OG I NORGES HISTORIE] (Indsendt). Statsborgeren 13. mai 1832. Det er vel neppe nærværende Indsender alene paafaldende, at det jødiske Folks Historie, i de saakaldte Bibelhistorier, udeluk- kende bruges til et Slags Dydespeil for Ungdommen. Uagtet det gjerne indrømmes, at denne Exempelrække har faaet den hel- digste Fremstiller i Professor Hersleb, og at flere af disse For- tællinger indeholde skjøn Sædelære: saa indsees dog ikke hvorfor man gaaer saa langt, og til et folk med fremmede Sæder, som det falder Ungdommen tungt at sætte sig ind i, for at finde hvad vor egen Historie tilbyder i rigeste Overmaal. Indsenderen paa- beraaber sig her Mallings store og gode Handlinger, og paastaaer, at alle Dyder finde ligesaa værdige Repræsentanter i vor Historie som i Jødefolkets, uden at dog, hvor de feilede f. Ex. naar de SIDE: 347 af lode sig henrive, slige Afskyeligheder viste sig, som flere af vore Troes Heroer f. Ex. Moses og Josva tillode sig -- bevægede dertil af Jehovahguden. Man pleier at udlede Interessen for Bibelhistorien af det opløftende Skue af et Forsyn, som sær- skilt skal lede sit saakaldte kaarne Folk; men -- seer hen til det ulykkelige, af de Christne under Fødder traadte Jødefolk, og seer da hvorledes den særegne Leden er beskaffen. Den Gud, som styrer den hele Verden seer først nu med Glæde, at hist og her den liberalere Politik, i Forening med den af alle religieuse Systemer forhadte Tolerance, begynder at emancipere hist og her disse i Aartusinder lige indtil Sjelen mishandlede. Hvor modsigende er det da ikke, at den samme Tid, og samme Folk, som piner og plager Jødefolket tilbeder dets afdøde histo- riske Personer! Ja dette skeer jo og i Norge, hvor en Jøde ikke maa drage norsk Luft, medens man lærer Børnene mere om Nehemias, Zacharias o. s. v. end de vide om alle de store Nor- mænd, som levede her fra Halfdan til Oluf. Lærer t. Ex. ikke Stiklestadslaget, hvortil Religionsintolerants og voldsom Indførsel af Nyt -- det være endogsaa Forbedringer -- fører? See vi ikke i Magnus den Godes blussende Kinder, da han bød Kalf Arne- søn paa Valpladsen at vise sig Faderens Banested, hvorledes Lidenskabeligheden, vel begyndende fra os selv, med et farligt Hang søger Næring af alle Omstændigheder, som dertil kunne tjene? Og nu da han med mørkt Øie vendte sig fra ham, og Kalf, ahnende Leidefreden ikke længer sikker, saae efter sine Skibe, og da saa Magnus rasende om imellem Faderens Fiender -- hvilket Exempel paa hvor let Lidenskaben, engang vakt, voxer til Handling? Og Reidars Død af Trofasthed? Og Hakon den 6tes Seier over Borgerkrigerne ikke saameget ved Sværdet, som ved Forsonlighed og Mildhed? Og Birkebenernes Udholdenhed for den gode Sag, -- en Dyd, som bragte dem, og bringer, Seieren tilsidst? Og Letsindighedens, Forfængelighedens og Svagsindets ulykkelige Følger, og denne sidste Egenskabs Hang til at over- gaae til Slethed og nederdrægtige Handlinger -- hvor tegnes dette skarpere end i Magnus Smeks Historie? Og endelig Løs- agtighedens uberegnelige Følger -- hvilken Advarsel i de ræd- somme hundredeaarige Borgerkrige, som havde deres Udspring af Magnus Barfods uregelmæssige Levnet? Og hertil alle Exemp- lene i vor Historie paa Retfærd, Tapperhed, Viisdom, Sagtmod SIDE: 348 og de modsatte Laster! Kort -- hvori ligger da den jødiske Histo- ries Fortrinlighed som Emne til praktisk Sædelære? Indsenderen har hørt Folk udlede Interessen for Jøderne i dette Folks sær- egne Lære om Guddommens Eenhed, mens alle Folkeslag vare Afgudsdyrkere. Nu, den Troe holdt de maadelig nok ved og de Christne skulle vogte sig for at rose sig formeget deraf. Kan nogen Sekt gjøre det, saa er det Mahomedanernes. RECEPT PAA ESPRIT DE WELHAVEN EN FOR AANDELIG SUNDHED ANBEFALET COMPOSITION (Indsendt). Statsborgeren 13. Mai 1832. Tag Høfligheden af en Fiskerkjerling Og Vittigheden af en Garpegut [fotnotemerke] Og rør det med en Elmqvist til en Velling. Derpaa et Blad af Maanedsroser put I Vellingen der for at blive rigtig god Maa faae et Tilsats af von Tyboes Mod. Naar deri kommes Hanssons Næsvished Det intet mangler mere, saavidt man veed. P.S. Den derpaa heldes i den Dahlske Blære For deri den til Kunder at ombære, Hvis ei ved Salg fra Syvertsens Boutik Man maaskee mere Afsætning fik. Destilateur men især de Smaa med deres Peltser af graat Papiir d.e. Uld-papiir, deres Sammen- fatinger med Silke-, Uld- og Bomulds-traad, og fremfor Alt med deres giftigt-stinkende Indsmøringer af alle mulige Slags, men dog meest af dyrisk Udspring. Dem kan man ei modtage i en Skaal Vand, som klingende Mynt, for straks at skylle dem rene; og hvad formaaer desuden Vand paa deres med Fedt indbarkede Yte? Skulde de atter, Mand fra Mand, renses med Tilrøgning eller Eddikebad, for ei at tale om Chlor: saa gjennemgik de ei et Dusin slige Rensninger, førend de faldt sønder og sammen. Det er derfor værd Enhvers Omtanke, jo før jo heller at faae deslige Pengefiller udvexlede mod nye og rene Sedler, og vare disse saa nøie som mueligt. Med nødvendige Forsigtighedsmidler maatte Banken modtage de indstrømmende Penge, saaat ikke Banken blev en Pestbeholdning, hvorifra Smitten med Lynets Hast skulde kunne sprede sig rundt hele Landet. Da ingen saa sørgelig Ting findes, at den ei skulde have sin latterlige Side, saa kan man let forestille sig den indre Strid, som under nys- SIDE: 350 nævnte ulykkelige Forhold skulde opstaae hos mangen gammel Aagerkarl, mellem Kjærligheden til Livet og Kjærligheden til Pengene, naar en stakkars Skyldner præsenterede ham en saa- dan smudsig mistænkelig Pakke til Betaling, kanskee med den hemmelige Ondskab, ei at ville anskaffe noget Pynteligere. Med hvilke Øine skulde ei den gamle Gjerrige betragte disse Sedler, som han saa gjerne vilde eje, men som han nu ikke vover at tælle, ja ikke engang røre eller nærme sig dem, af Frygt for med det Samme at indkassere Vexel fra Døden; ja maaskee -- og med hvilken Kamp? -- skulde han formaae sig til at forsage dette kanskee eneste Tilfælde, hvorved han kunde gjenfaae sin Capital og sine Renter. Henrik Wergeland FOLKEBLADET No. 22. Tirsdag den 29 Mai 1832. INDBERETNINGER OM DEN 17DE MAI I Store Næs feiredes Dagen af henimod 500 af Bondestanden fra 80 Aarsalderen til Veslingen paa 12 med Kringle i Næven. Samlingsstedet var en Høide under Gaarden Vormsund i den deilige Egn hvor de mest majestætiske af Norges Floder Glom- men og Vormen have sat Stevne. Didhen begav man sig fra alle Kanter meget tidlig, saasom det var besluttet at Festen skulde ringes ud med Bededagsaftenklokken. Flere Baade førte Flag, men imellem Alle udmerkede sig Fenstadsogningernes Storbaad, der førte 50 Mennesker, et stort Musikcorps og det nye Sognebanner: et rødt med to krydsende blaae Striber, der betegne Vormen og Glommen, og i hvis Skjærpunct en Kirke (Næs's) saaes. Under levende Jubel, Musik og Skud gik det afsted indtil alle Baadene mellem 7 og 8 om Morgenen mødte hverandre i Sundet, hvor de fra begge Bredder hilsedes med Kanonskud. Man landede nu paa den østre Bred, medens Kanonhilsenerne fortsattes fra et flagkront Batterie paa den vestre -- medbragte Fødevarer sattes paa Borde under fri Himmel, men Overeenskomsten om at frasige sig fremmede Drikkevarer sattes under Bordet for den Dag, og Skaaler udbragtes for Dagen, Kong Carl Johan, Fædrene- SIDE: 351 landet og for Repræsentanten Advocat Hjelm, alt med passende Sange, Fanfare og Skud. Musikken spilte op til Dands efter endt Maaltid, og Festen fortgik paa det frydefuldeste indtil 3 3/4 Eftm., da man skildtes ad med det høitidelige Løfte, aldrig at glemme 17de Mai. Da Skaalen udbragtes for Dagen, oplæste Bonden Ole Valstad følgende af ham Selv forfattede, skjøndt vel noget omskrevne Tale: "17de Majens Frugt er Norges ædleste og herligste. Medbor- gere og Medborgerinder! skulle vi ikke fryde os ved den? Vore Grane bære Dalere og vore Agre Renter; men Friheden -- Eids- voldspalmen -- bærer vor Lykke og vor Stolthed. Vi hvile i dens Skygge Aaret rundt; men i Dag ville vi reise os op med det hele Normannafolk, og betragte dens herlige Krone med de 112 straalende Qviste! -- Den Tid er kommen med den stigende Op- lysning, da Tanken om 17de Mai gaaer oplivende igjennem Nor- mandens Hjerte; og der gives ikke noget Hoved mere, hvori- gjennem den zittrer som en ræd Skygge. Det nytter ikke Feig- heden længere at regne siden Fryderaabene hørtes tydeligen: Fryderaabene over at Norge da sønderskar det danske Aag, og med reddet Ære og Frihed hengav sig i en nu prøvet lykkelig Forening med Broderriget. Tænker paa Pohlen, Normænd -- hvorledes det kjæmpede for Det, vi vandt, døde for Det, vi leve for! Ogsaa det sammen- kaldte en Nationalforsamling ligesom den, der idag 18 Aar holdt Norges Velvære imellem sine Hænder; men hvor er den og dens Arbeide? I det øde Land tør man ikke erindre Fædrelandsven- nerne, og der læses ingen Grundlov, men en fremmed Tyrans Pennestrøg -- de samme, der udslette Landets Navn og bandlyse Helteskarernes Levninger. Men vi? hvorledes maale vor Skjebne med dette Ærens og Skjændselens, Heltemodets og Dødens og Elendighedens Land, over hvilket Forsynets Veje synes at gaae i ligesaamange modstridige Krumninger som de Blodstrømme, der overskylle det? Vor Skjebne har kun det tilfælleds, at ogsaa vi stode med Vaaben i Haand, mens vor Frihed skabtes. Og det var ikke med Tabet av det Storvirke, som udførtes inde i Landet, medens Æren stod ved Lier og Matrand, at Sværdene henlagdes. Norge beholdt sin Selvstændighed, og dets Grundlov, SIDE: 352 hvis Mage knapt i hele Europa kan paavises, besvores af Broder- folkets Konge. -- Seer dette var vor Skjebne! Den Lykke, hvorfor andre Folkeslag have maattet døe -- den blev vor. Lader os takke Forsynet -- vor Gjeld er stor! Den kan kun afbetales med Dyder. Lader os takke vor høitelskede Kong Carl Johan -- han vilde ikke herske over nedværdigede Slaver! Lader os betale ham med Hengivenhed! Han har talt Frihedens Sag høit i Europa, og han glæder sig naar hans norske Folk hoster Frugterne af Mai- sæden. Lader os gjengjelde ham med Hengivenhed! Den, der har talt Frihedsevangeliet høit i Europa, vilde ikke herske over et Folk af Slaver, ikke see et ædelt, nys gjenfødt Folk at døe heller end blot at vexle Aag. Og han glæder sig, naar han seer sit Folk at høste Frugterne af Maisæden. Han veed, at et Folk maaler Kongens Ære efter sin og sin Lykke. Men lader os ogsaa paa denne hellige Dag ihukomme vor Kraft, Frisind, Eendræg- tighed, Oprigtighed i Alt, Stræben efter Oplysning og fremfor Alt Gudsfrygt; Frygt for den Gud, som har lagt sin Velsignelse paa de frie Folk mens han lægger sine Straffedomme til Sla- vernes Elendighed, og ved sine Forbandelser tugter dem til Fri- hed! Halelujah -- Han klæder ikke sine Aander med Lænker! Halelujah -- Han hvæsser den retfærdige Vredes Øx med Lynet! Halelujah -- Han har overstraalet det nedbøiede Norge herligst mellem Landene! Hil os! hil os! -- vi have hans Miskundheds yp- perste Gave: den gyldne Ving, hvorpaa Aanderne løfte sig. Og visselig, Borgere og Borgerinder, disse Aander under norske Hærder have løftet sig, og de have opløftet Norge med sig, saaat der staaer ligesom et pludselig gjenfundet Æresskjold over mange Land! Det er saa, i hvad den forløbne Tids Mennesker sige, som kun regne Lykke efter egen Gevinst, og Landets Lykke efter de gamle Firemarks Dalere, som en bevæget Tid opkastede paa Strandene. Det er saa -- seer blot udover Dalene, og seer den samme Folkemængde vrimle som i Hakonernes Dage! seer det lysne i Skovene! og, fremfor alt, seer det lysne i Hjernerne! Der er ikke mere nogen norsk Bonde, som kan leve uvidende uden Skam og Skade! Og berømmer Frihedens Overflod af Vel- signelse, naar saameget Godt, som det vi ere i Besiddelse af, og nyde i daglig Vandel, har kunnet tilflyde os, uagtet Grund- loven, med Hensyn til sin Anvendelse hidtil, med mere Grund lader sig ligne med den evindelig samme Form og Værd behol- SIDE: 353 dende Diamant end med Lykkeringen, der evindelig lader sig forvandle i forskjellige Goder! Seer, og beundrer det fra Træl- dommens og Uvidenhedens Ægypten nys udvandrede fattige Folk, hvorledes det er viist og sagtmodigt nok til at anklage egen Van- kundighed først og fremst fordi Lyksaligheden endnu ikke staaer i Forhold til de Forjettelser, Grundloven, den hellige Ark, inde- holder! Et saadant Folk skal vel ikke let ved voldsomme Om- væltninger erhverve sig Friheden; men det skal som det har gjort, vide bedst at benytte Begivenhedernes Gang, og det skal aldrig tabe det Erhvervede. Despotiet under alle dets Former skal det ikke bekjæmpe anderledes end ved at appelere til Lo- ven -- denne ypperste, evigen lige retfærdige og værdige Konge over et Folk av Lovgivere. -- Hørte I dette Navn, Normænd? Det er eders Rang, I Odelsmænd! I Odelsbaarne, I Alle, saa høit skulle vi stræbe! Mindre er ikke denne Dags Fortjeneste end at den hævede Eder fra Trælle til frie Lovgivere. Erindrer den da med Fryd, og blander den Stolthed, hvormed I maae frem- træde imellem Folkene, med den Ydmyghed, hvormed Himlens Velgjerninger maae modtages. -- -- Syttende Mai skede det, at Norge erklærede sig selvstændigt -- Syttende Mai -- -- (Skaal- jubel)". I Eidsvold feiredes Dagen paa de to historisk-mærkelige Steder Minne og Eidsvoldbakken ved Eidsevjua (Heidsivja). Alt gik til paa sædvanlig Maade, og kun følgende Smaaeting ere at be- mærke: ikke een Eneste af Bygdens Conditionerede deeltog i Festen -- at man skildtes ad til ordentlig Tid -- at et trefarvet franskt eller Frihedsbanner vajede mellem Eidsvoldbakkens Glade, medens en Sang til Dagen, forfattet af en Bonde, fra Minne- stranden drønede over Mjøsen. Af den udtage vi her et Vers: Her seer man sølvgraae Isser blandt dem paa sexten Aar. Den Gamle Gutten viser den Palme i sin Vaar, som over Norge spreder fra Eidsvold Kronen ud. og Ung og Gammel beder for den saa varmt til Gud. SIDE: 354 Sogneselskabet i Trøgstad og Baadstad har festligholdt 17de Mai med et Antal af over 200 Personer; Festligheden begyndte Kl. 8 om Morgenen, og ophørte Kl. 4 1/2 Eftermiddag. Henrik Wergeland FOLKEBLADET No. 23. Tirsdag den 5te Juni 1832. Uden Ære børjet paa, plejer ud med Skjændsel gaae. FÆDRELANDET I Gaar jordedes Levningerne af Norges, ach! alt for tidlig tabte Søn Nils Stockfleth Schjultz residerende Cappellan til Frue Kirke i Trondhjem. Et overvættes talrigt Følge ledsagede Liget til Graven fra vor Frelsers Kirke, hvor det var bisat. I Kirken aabnedes Høitideligheden med en skjøn og til Dagen passende Sang, hvorefter Hr. Stiftsprovst Siegwardt i en hjertelig Tale skildrede den afdødes Fortjenester som Menneske, Normand, Familiefader og Borger. Under Talen steg tre Storthingsmænd fra Christiania frem, og holdt Hr. Advocat Sørenssen en kort Tale samt lagde en Egekrands paa Kisten. Ved Graven holdt DHr. Biskop Kjerskow og Sognepræst Lieungh Taler saavel til Roes over den Afdøde, som til Opmuntring at træde i hans Spor; endelig sluttende sine Taler med hjertelige Farvel til den Afdøde, hvis for tidlige Bortgang beklagedes. Efter Jordpaakastelsen blev endelig et Vers afsjunget. En Mængde i dyb Sorg klædte Damer forherligede Høitideligheden ved Deres Nærværelse i Choret, og Galleriet ved Orgelet var fuldt af Sangerinder i hvide Klæder og Sangere, hvorimod det Vers, som blev sjunget ved Graven, blot udførtes ved Mandsstemmer. Ordene til Sangene vare af Hr. Artillerie Capitain Foss. Henrik Wergeland EFTERRETNINGER OM 17 MAIS HØITIDELIGHOLDELSE Statsborgeren 10. juni 1832. [Et innsendt stykke om feiringen av 17 mai i Store Næs Eidsvoll o. fl., næsten identisk med stykket i Folkebladet for 29 mai, se foran s. 350 -- 353; men referat av Valstads tale mangler]. SIDE: 355 Henrik Wergeland [OM KJØBENHAVNS-FARERE] (Indsendt). Statsborgeren 10. Juni 1832. S.T. Hr.cand. jur P. Schøyen De veed, at mange norske Narres Hu staaer til Kjøbenhavn, at denne Stads Narre aarlig ifra os erholde endeel af vore Narres Besøg -- at en ægte Christianianar regner en Tour til Kjøben- havn som en ligesaa ufravigelig Pligt som en Mahomedan Reisen til Mekka -- at Norge prostitueres næsten hver Sommer for Kjøbenhavn ved en Snes Narres Nedreise, og at Kjøbenhavn remiterer dem som uforbederlige "Gens de Copenhagen". Men veed De ogsaa, M'herrer, at der kan gives norskbaarne og norsk- opdragne Kjøbenhavnere, som ikke blues ved, dernede, i frem- med Land, paa det skammeligste at nedrive Fædrelandets Kultur, Selskabstone o. s. v.? Og veed De ikke med dem selv, at slig en usel Normand ifjor i et Selskab i Kjøbenhavn saaledes til- rakkede navnlig Christiania, somom der ingen for det dannede Menneske anstændig Omgang skulde tilbyde sig? Veed De ikke med dem Selv, at denne Normand fra Aandens Sider kun kan gjøre smaae Fordringer og er særlig lidet kompetent til i Mate- rier af en saadan Beskaffenhed at fælde nogensomhelst Dom? Troer De ikke at en Dansk af Sjel, ikke at Tale om den Norske, maa nære Foragt for en slig Opførsel? eller maaskee, at en Norsk just derved kan vinde Tække og Behag i Danmark? eller at slig eller anden Foragt for det Hjemlige hører til de Tegn paa den vise? Dannelse, en velopdragen Normand bør afgive? De maa være enig med mig i, at en saadan Karl bør trækkes frem, og i at det nu dertil er paatide, da man har hørt noget Lignende om andre Kjøbenhavnsfarere end Den, som saaledes prostituerede sig dernede ifjor. De maa ogsaa være enig med mig i, at en saadan Karl har opført sig meget uværdig -- idet- mindste har jeg deri Medhold af en Dansk, som har fortalt mig dette. Da nu De, Hr. Cand.jur. Schøyen, vist iaar reiser til det velsignede Kjøbenhavn, ligesom De gjorde ifjor, og Aaret derfor: saa tager jeg mig den Frihed, at bede Dem fortælle Kjøbenhav- nerne hvad Dom der i Norge fældes over slige Normænd. 24 April 1832 Lykkepaa Reisen. SIDE: 356 Henrik Wergeland FOLKEBLADET No. 24. Tirsdag den 12te Juni 1832. Tak Dadleren! Han gavner meer end tyve Lovtalere, som lyve. SPRÆTT I VASFAD (En Fortælling) Alf og Ole, to vakre Gutter i Blommealderen, tjente hos deres velstaaende Frænde; dog meest for Datteren Karis Skyld -- hun som var jevnaldrende med dem og behandlede dem begge med lige Frændevenlighed. Medbeilere have skarpt Øje til hverandre, og Ole troede snart at have mærket, at Kari gjorde mere af den livligere Alf. Hun blev vel ved at smøre lige tykt paa Æfta- svælgen til dem begge, og klappe i Hænderne og lee saa hun sank i Knæ, naar den stærkere Ole basede Alf i Sneehougen: men hun havde tregange efter hverandre ladet sig styre af Alf: togange til Kirken og eengang til Bryllup, og da havde Ole, som kjørte bagefter, lydelig hørt, at de havde sunget sammen den hele Vei. Han skjønte nok, at Alfs Sangstemme passede sig bedre til Karis, men han skjønte ikke hvorfor Alf, fordi han havde havt den Fornøielse at styre Gjenta, tillige skulde have den at dandse første Dans med hende, somom Styringen den Miilsvei var et Besvær, der burde belønnes, da dog Ole havde maattet styre gamle Moer, og dog dandsede bedre end Alf. Saa stod det til. Skyflekker lagde sig for Oles Øine, saa han neppe saae Bryllupslysene. Men "Hauk over Hauk" tænkte han med en Blanding af Harm og Glæde, da han saa Kari nægtede Alf den samme Dands, hun strax efter med skinnende Velbehag turede ud med den fra Top til Taa byklædte Skriverbetjent. Alf saae nu i sin ret vakkre rød- og grønstribede Vest med totenske Knapper kun som en forrædisk Fahne, der drog over med al hans Lykke til det seirende Silkebanner, som han saae flamme i Betjentens flunknye Vest af Storgadens smukkeste Modetøi; og naar han saae det stive, nydelige Halstørklæde, som skinnede om Blæksmørerens Hals, saa qvaltes han næsten af sit eget: det forekom ham blot at være en Skurefille. Og tænkte han paa Dandserens fløjelsfine mellemblaae Kjole, hvorpaa Kari just nu, SIDE: 357 ligesom befølende, lagde sine Hænder -- hu! da forekom det ham somom hans ærlige Vadmelskjole reiste Børster. -- Dagen efter syntes det somom begge de unge Karler havde noget at pønse paa. Inden 8 Dage var det vist i Huset, at Ole var bleven engang saa arbeidsom som før. Alf var det det Samme med, og man kunde kun faae et lidet Indglimt i hans Tanker deraf, at han lod alle sine Skillinger springe for et flammet Silke- tørklæde, som En af vore Vandre- og Skakkre-Jøder -- disse Karle, som drage om, enten sælgende for Bykjøbmænd eller for egen Regning, med alskens Kramvarer i en Tine -- lagde op paa Bordet for ham. Og strax efter solgte han sin gode Søndags Vadmelskjole for en luvslidt af Klæde, sine 8 Strieskjorter for 3 af Svenskelærred og sit Sølvlommeuhr for et af Tambak men med tre kobberindfattede Glasdingledangler. Snart var den Her- lighed forbi, og han rødmede mangengang, naar Kari overraskede ham bag Lovæggen lappende paa Skjorterne og Kjolen. Da sang Ole i Logulvet ovenover, og stak Hovedet af og til ud af Gluggen. Pludselig var Alf forsvunden; men et Klorebrev laa igjen til "hjertekjære Kari" hvori han melder, at han "nok skal komme igjen som en Kar, ligesaa gjil som Skriverkaren." Et Aars Tid derefter kunde Præsten neppe komme igjennem Folkemængden udenfor Kirken efter Paaskedagsgudstjenesten. "Hvad er det Godtfolk? hvad er paafærde?" spurgte Gubben. "Aa det er Alf!" fik han til Svar fra mange blottede Hoveder. Men i samme Øieblik foer ogsaa den enten alt for høflige eller og for ethvert Rangs- eller Stands-mærke alt for ærbødige Præste- mands Hat af. Thi ligefor ham stod en fremmed ung Person i fiffigste Bydragt: med skinnende, histogher (forat vise Nyheden) tverbørstet Hat, i en blaa, fiin, flaggrende, med forgyldte Løvekløer sammenheftet Kappe, af hvis Ærmer han blot benyttede det ene, medens det andet hang løs, forat han desfriere kunde vise at han havde en fiin sort Klædeskjole under og graagrønne Hand- sker til en Daler Parret. Den værdige Præst begyndte alt at sunde efter om dog Prækenen havde været saa beskaffen, at fremmede Øren og det formodentlig en gudsforgaaen, satirisk, vantro medicinsk Candidats eller præstehadsk Advocats Øren SIDE: 358 kunde hørt paa den uden at det kildrede nede i Lungerne. Da bragte man ham ud af Betuttelsen ved at sige: "det er Alf" -- "Hvilken Alf?," -- "Han som gik til Byen i Skrædderlære." -- "Aha! nu Gjenter, nu Børn, staaer ikke saa og glan paa den Nar!" -- dermed satte Præsten sig i Slæden. Men nu blev der en Befølen og Strygen paa den fine Kappe, og Spørgsmaal efter Alenprisen. Bygdeskrædderne kløede sig i Hovedet, og indpræntede sig saa og saamange Skjødfolder, saa og saamange Rynker bag; men Vestforet og Tykningen af Stop- ningen fik de dog ikke see; thi Cavaleren havde ingen Skjorte under. Bygdeskomagerne vilde maale Støvleskafterne og see deres Form; men det fik de ikke; thi Bykaren havde ingen Strøm- per under. Alle vilde prøve Handskerne; men dem vilde han ikke af med; thi Smaaherrens Fingre vare fulde af Fnat. Fiffig undskyldte han sig med, at han ikke vilde blive kold paa Hæn- derne, saasom han da ikke kunde blive varm siden. Næsten Alle misundte ham beundrende ligesaameget den fornemme Mine, han i saa kort Tid (tilligemed en god Stump Sjukblegt) havde lagt sig til, og som spillede over de udstaaende Kjaker og Kind- been ligesom den gule Silkeparaply, han just nu slog op, over de stive Messingspilrer. Kappen, Kjolen af 3 Dalers Klæde og Casimirs-Beenklæderne stod Sogneungdommen for høit; men sligtet Lommetørklæde svoer de dog, at de skulde have hos den første Svenske, og sligtet Halstørklæde hos Glückstad eller Møller og Mørk det første de kom til Byen, og sligtet Foerværk strax. Samme Eftermiddag kom ogsaa 66 sorte Katte i Bygden paa den skrækkeligste Maade afdage. (Fortsættes). Henrik Wergeland DEN UOVERTRÆFFELIGE NATUR. (Indsendt). Statsborgeren 17. juni 1832. Vi have ikke Ret i at paastaae at Digternes groteske, bizarre og gigantiske Karakterer oftest ere overdrevne og fordreiede Kari- katurer, aldrig fundne in rerum natura. Shakespares forfærdeligste Uhyre, Richard af York, synes at have sin Karakters Grund- SIDE: 359 trække afridsede efter vor Sigurd Slemmedegn. I den forfærde- ligste Sjelestyrke, der ikke grues for nogen Udaad, i altopofrende Blodgjerrighed, i en Tapperhed og List, der aldrig tabte Maalet af Sigte, i umaadelig Ærgjerrighed, i de Midler, denne brugte -- kort, i alle fremragende Træk ere disse To hinandens Kon- trafeier, og for Sandheden borger de troværdigste Historier. Kong Lears Phantaseren har Nedskriveren hørt opad Dage af en gammel, nærvesvag Hædersmand, der havde en utaknemlig Slyn- gel, ligesom Lear, til Svigersøn. Kort -- Naturen bliver stedse den uovertræffelige Karakterskildrer og den ypperste Tragiker. Den levende Julius Cæsar var større og mere energisk end Sha- kespeares, og om end den Digter, som vilde bedst kunne skildre Napoleon, maatte have nogen Sjeleforvandskab med denne, lidt af dennes Storhed, saa vilde dog Naturens evige Epos' største Helt blive mere stor, mere lynende, mere Tanke, mere Handling, mere poetisk. Romanen lyver virkelig mere end den egentligere Poesie, uden dog derfor at naae Naturen. Vi have, eller idet- mindste ikke saa faae Mennesker, have i Ungdommen følt en inderligere Smægten, end den Lafontaine lader sine Helte og Heltinder forgaae i. Og -- for at tage et modsat Exempel af Romanen -- Wilhelm af Marks gyselige Gjæstebud paa Fyrst- biskoppens Slot ved Luttiik i Scotts Qvintin Durvard og Mord- scenen med den gamle Prælat naaer ikke Sandheden af Naturens Improvisation. I det indiske Mesterstykke Sakontala har derimod Nedskriveren truffet en Idee som kan siges at overtræffe Naturen, ikke alene i Pragt og Styrke, men ogsaa i Liv uden at Sandhe- den krænkes. Det er nemlig den, at Kalidas fremstiller os en ung Prinds tøilende en Løve i en Silkesnoer (om erindres ret), for at udtrykke det Heltemod, som ulmede i Drengen. Om end Drengen med sit Mod er en Naturens Komposition, en Følge af en heldig Kombination mellem den aandige og den legemlige Verden: saa vilde dog ikke Naturen hos et Barn hæve sig til en saadan Yttring af Sjelekraft -- den, der dog er i høiste Grad træffende fremstillet af Digteren, saasom han tænker sig et Barn af heroisk Oprindelse. Men nu i det Karrikaturmæssige og Latterlige? Ogsaa der er Naturen uopnaaelig for den menneskelige Fantasie. Man kan vel altid opstille en forfærdelig Karikatur, som synes overdreven d.e. endnu latterligere end Naturen vilde kunne frembringe den; SIDE: 360 men altid skal man dog om en levende Karikatur kunne sige: hvad af det Latterlige han ikke gjør i Superlativ vil han dog kunne gjøre, om Omstændighederne maatte føre ham ud af hans dagligdagse Latterligheds Positiv eller Komparativ. Hvem har ikke kjendt en Domine Sampson? en Prokurator ligesaa skurk- agtig som den i Guy Mannering? og de, som erindre sig Anti- qvaren Arndt vilde kalde Oldbuck mat. "Den honette Ambition" spilles jo dagligdags og paa større Amfitheatre end Vespasians, i hele Byer. Don Ranudo synes os vel ved første Øiekast kun til at lee ad, som ad en besynderlig Lanternamagika-Figur, som drager os forbi mellem andre en Moroqvels Løier, men som vi dog, om den end voxer til naturlig Størrelse og halvt forskrækker os, vel erindrer os er kun en Skygge paa et flagrende Lagen. Don Ranudo synes os ved et let Øiekast ikke til at troe paa, for overdreven til at belære. Den af Stolthed Bristefærdige have vi seet at lee ad denne sin Repræsentant, uden Skye paa første Bænke i Parqvettet. Og dog har Nedskriveren seet Ranudos Hoffærdighed og Stolthed vel saa latterlig og høit spændt, lys- levende imellem os, i en af vore fornemste Fruer, ja hun er saa stolt og ranudisk, at hun vilde give mig et Knix for disse Linier, alene fordi jeg nævner hende som en af vore fornemste Fruer -- saafremt hun kunde undlade at give mig et Knips fordi jeg ikke kalder hende den Allerfornemste. FIRE DRAMMER ISKJÆNKTE FOR HANS GODE VENNER PURITANERNE af Gibul Bambraso. Nyeste Skilderie 18. juni 1832. Hil Dig o Jomfrue reen og puur Nys bagede Forening! Der staar om pene Herrers Cour I grusele Formening. Ecce quam pura Pura nec non casta Sit societas Purorum. SIDE: 361 Ja leve Puritanerne! De sig purificere! Thi af det puur Modsatte de Jo ellers maa crepere. Ecce quam pura Pura nec non casta Sit societas Purorum. Du som barbeert af Løvesta'n [fotnotemerke] Vandt Carolines Hjerte, Barbeer Du nu hver Puritan, Og lær dem hvad Du lærte! Ecce quam pura Pura nec non casta Sit societas Purorum. Dog som hiin Dreng ei lære fik Hvert Greb i Fægterkunsten, Saa gjem af din Diplomatik Om Andet ei -- dog Dunsten. Ecce quam pura Pura nec non casta Sit societas Purorum. Da den paa plagiatisk Vid Velhavende sig viste, Da stod hos smukke Mob en Tid En Dverg paa Rise-Liste. Ecce quam pura Pura nec non casta Sit societas Purorum. Fotnote: Som bekjendt, Aristocraten, Hertug Wellingtons Vaabenbroder. SIDE: 362 Som Frøen vil han ligne Stud, Som den han bruger Luften, Og puster, puster, puster ud Tilsidst -- o Ve! -- Fornuften. Ecce quam pura Pura nec non casta Sit societas Purorum. O Du med svenske-norske Mens Og norske-tydske Nomen, Hvis Du blev for Indbildskhed lens, Det var et sælsomt Omen. Ecce quam pura Pura nec non casta Sit societas Purorum. Nedlægning af dit Dictatur Var res pretii nulla. Tænk ei i Dig Miniatur Man saae af gamle Sulla. Ecce quam pura Pura nec non casta Sit societas Purorum. Henrik Wergeland FOLKEBLADET No. 25. Tirsdag den 19de Juni 1832. SPRÆTT I VASFAD. (En Fortælling). (Slutning). Triumfen paa Kirkevolden satte Alf i sligt Godlune at han endnu var i et venligt Griin, da han tog i Klinken hjemme; -- men hvad saae og hørte han? Kari sad ved Væven, hvorpaa var udspændt et Vestetøi til Ole af samme Farver, som Skriverkarlens, og omarmet af Ole sang hun: SIDE: 363 "Og ikke gifter jeg mig med en Hat, som meer end Hovedet man roser. Og ikke Du naaer min Brudenat, som gaaer paa Støvler uden Hoser. Og ikke gifter jeg mig med en Knap, med skiden Finger under Handske, og ei med skjorteløs Kravelap om norske Læber, som danske. Og ikke gifter jeg mig med en Pink, der knapt kan svinge mig i Valsen, med søvnigt Øje og Røsten spink, som sad en Kam ham i Halsen. -- Men jeg vil ha'e mig et Hoved, som er likgodt selv uden Hat paa, en Læg, som ei lader Støvlen tom: saa strikk' jeg Strømper deratpaa. Men jeg vil ha'e mig et ærligt Sind; men derfor ikke et som brænder; med Alvorsbryn over Glædeskind, og dygtig lattermilde Tænder. Men jeg vil ha'e mig en Haand saa reen, at den min Brudekjol tør røre, saa stærk, at mig over Stok og Steen den gjennem Livet kan føre. Ja sligen Haand har jeg tidsnok faa'et, Jeg med min egen den betaler. Og naar den fryser, skal den faae en Vaatt, men ingen Handsker til en Daler. Men mange Gjenter ta'e kun Handsken fat og holde Bryllup med en Kjole. Men jeg tog Manden før jeg saae paa Hat: lod Alfen gaae og tog 'en Ole." SIDE: 364 Og mellem hvert Vers faldt Ole ind: "De røde Roser og de Øine blaae, de norske Gjenter holder jeg utaf. -- helst naar jeg faaer Den, jeg vil ha'e, saa er det Moro at leve!" Det var intet Raad for. Spræke Alf hørte Sangen ud, mærkede hvad Klokken var slagen, drejede sig om paa Hælen der han stod, dinglede lidt med Glasklumperne i Uhrkjeden, tog saa Lomme- flasken op, gik ud i Spisen, lavede en liden Dokter til sig og Gamlekallen, talte en heel Deel om Laugsindretningerne, "hvilke Mesteren selv siger ere Statens Grundpiller," paaberaabte sig Ytteborgs Authoritet, talte om det skammelige Stykke i Skilderiet af Christiania og Stockholm, der havde skjældt "Os Skræddere for Snydere Allesammen saa godt som -- og det er dog for- meget, siger Mester", drak Dokteren ud, sagde Kallen Farvel, og listede sig ind i Byen igjen. FOLKEBLADET No. 26. Tirsdag den 26de Juni 1832. Kjendte Veie er' de bedste. Prøvet Ven er god at gjæste. [POLEMIKK OM "FIRE DRAMMER"] Nyeste Skilderie 5. juli 1832. Fortale. Som det sig hør og bør gjentracteres Hjertensvennen, Forfat- teren i dette Blad No. 50, med følgende Drammer af Underteg- nede, der forresten anbefaler sig i hans gunstige Bevaagenhed. Gibul Bambraso. SIDE: 365 Alvorligt! Var det dog din Hu Mig at irettesætte? Men isaafald, hvor kunde Du Da Svøben reent forgjette? Nei, at i min Faveur Du vist Har brugt en liden Rænke. Og navnlig hanibalske List Sig lader heller tænke. Som Prosaist Du svæved i Selvoffrets søde Duften; Af den beruust i Poesie Du svæved fra Fornuften. Beføl dog nøie langs og tvers Den geniefulde Panden, Om ikke med de sære Vers Dig fløiten gik Forstanden. Man ingenlunde nægte tør, Du væver som en net en; Men selve Væveren dog bør Ei glemme reent Indslætten. For Traven Præmie sættes ud Af en honet Forening; Hvi ei for den, hvis Hovedbrud I dine Vers fandt Mening? Ei sandt Du laved', lidt confus, Af Vand og Bittert Drammen; Thi at den mangler Spiritus Vi mærke allesammen. Hvad Qvantiteten anbelanger, har jeg med Ovenstaaende be- talt Lige for Lige, og med Hensyn til Qvaliteten, tør jeg haabe at have gjort endnu mere; men for ret at lægge min Erkjendt- lighed for Dagen tracterer jeg denne Gang med dobbelt Portion, og Hjertensvennen vil derfor eiheller forsmaae følgende i veel- meent Hensigt iskjænkede Drammer: SIDE: 366 Til 1ste Vers: Det er en fast grundfæstet Roes, Dig ingen kan berøve: Du er den største Virtuos, Man kjender i at tøve. Til det 2det: Hvis Nogen Mening finde vil Ved dette Verses Læsen, Det staaer, min Troe, paa farligt Spil At han bli'er lang om Næsen. Til det 3die: Dit Vrøvle-Vers har slig en Fynd At Mange sig indbilde, Du fandt udi Cloakens Dynd Din heliconske Kilde. Til det 4de: Du ivrer barsk fordi Patent Du troer jeg eftertragter; At Jalousie din Geist har tændt Man seer paa dine Fagter. Til det 5te: Er Du en Arvings Descendent Af salig Fader Reiser? Som han Du Dig et Monument Paa Flauheds Tinde reiser. Til det 6te: Du, hvad i dine Vers er Sands Mod Intets Vægt probere, Og hvis Du da ei faaer Ballans Er intet æqvalt mere. SIDE: 367 Til det 7de: Til Afskeeds Dram det nu er Tid, Og denne saadan være: Den som i Ordspil viser Vid, Er ikke Dig, min Kjære! Eftertale. Om jeg end, Hr. Modstander! med Hensyn til Studenterfor- bundet, og dettes Forhold til "Samfundet", i det Væsentlige deler Deres Anskuelse, kan De dog ikke forundre Dem over at jeg, efter et saa afgjort "Poscimur", som saavel nogle af Deres pro- saiske Udtryk som især Deres rimede Product indeholder, har fundet mig beføiet til at refutere det Angreb, De ei alene har gjort paa mig som Forfatter af hine Vers, men endog paa min personlige Characteer. De vilde irettesætte mig, siger De, fordi hiint Angreb (mine Vers) baade som Product var saa usselt, og røbede en saa kaad Misbrug af den Ret at skrive offentlig. Hvad denne Bedømmelse af mine Vers som Product angaaer, da vil det formeentligt være upassende, om jeg i saa Henseende skrev min egen Apologie; kun vil jeg derfor bemærke, at den der kan skrive saadanne Vers som De, har neppe nogen Stemme, hvor der er Tale om et Products æsthetiske Værd. Har jeg misbrugt Retten til at skrive offentlig ved at yttre min Uvillie mod nogle af Studenterforbundets Constituenter, og ved at ridiculere den naragtige Maske af fiin Moralfølelse, jeg der troede at bemærke, saa vil Sagen ikke staae meget bedre med Hensyn til Dem, der ligesaalidt som jeg har anseet Studenterforbundet og dets Med- lemmer for sacrosanctiske, og som gjør titnævnte Forbund en ikke mindre graverende Beskyldning ved at antage Hevn - altsaa en meget ussel Lidenskab - for det Sædefrøe hvoraf Studenter- forbundet fremspirer. Er det endvidere en Misbrug af hiin Ret at skrive Vers ialmindelighed, og satiriske isærdeleshed, saa har De ialfald efter Evne søgt at gjøre Dem skyldig i samme Brøde. Kort, hvad De anførte Beskyldninger betræffer, vilde De uden- tvivl handlet klogest, hvis De havde tiet; thi med den samme Dom man dømmer Andre skal man igjen dømmes. Da vi forresten, Hr. Modstander! synes at staae omtrent i samme Forhold saavel til Studentersamfundet som Studenterfor- SIDE: 368 bundet, og vor Strid, der, som Følge heraf, kommer til at mangle egentlig Tendents, vil i Fremtiden blot gaae ud paa Per- sonligheder: saa gjorde vi uden Tvivl fra begge Sider rettest i at slutte Fred, og ophøre med en hensigtsløs Kamp. Tro imid- lertid ikke, at det er Frygt eller Feighed, som bringer mig til dette Forslag. Nei, vil De ikke adlyde et Raad, som ialfald er ligesaa fordeelagtigt for Deres som min Ære, saa alea esto jacta! De skal, i hvor det end gaaer, ikke forgjeves søge mig paa Kamp- pladsen, og det endelige Udfald maa da lære Dem, om De hand- lede klogt eller ikke, da De forkastede mit Fredsforslag. G- B- EN LUMSK AVINDSMAND TRUKKEN FREM OG SKILDRET EFTER NATUREN i Anden Række SIFULINER til en Student JAHN WELHAVEN Forbedre din Forstand, skal den ei falde ureiselig i Støv! -- Shakespeare. (Trykt som Haandskrivt). Christiania, 1832. Trykt i det Lundhske Bogtrykkeri af C. L. Roshauw. FORORD Mange ville maaskee forundres over at see en ubekjendt Person at fremtrækkes til Lyset fra sin navnløse Ubetydeligheds Skygge. Men disse maae vide, at under denne forøvedes Gjerninger, der havde til Hensigt at berøve et ungt Menneske og dertil en Kamerad og Theolog hans gode Navn ved udspredte, trykte løgnagtige Bag- vaskelser, der intet have tilfælleds med en literær Satire. De, der kjende Personen forundres maaskee over, at nærværende Udgiver saaledes vil imødekommende opfylde Avindsmandens hef- SIDE: 369 tigste Ønske om at faae et Navn, det være, snart sagt, saa tvetydigt det vil. Men Disse maae vide, at Udg. vilde, som den fædrelandske Literaturs Ven, ønske at denne hans Fiende engang maatte vise, at et andet Navn var ham opbevaret i Literaturen, end Løgn- prenterens og Smæderimerens skjændselfulde, som dette unge Menneske alt har kjøbt sig med det Dyreste, et Menneske har. Andre, der kjende begge Parter, ville maaskee undres over, at en Welhaven værdiges et Gjensvar -- det Ondskab, der er magtløs naar den sees, sjelden faar Æren af. Og Disse kan Udg. kun svare med Repliken i Kjøbmanden af Venedig: Hvo vil vel stikkes togang af en Orm? saafremt ikke den Bemærkning, at Faae af dem, Welhaven be- klaffer Henr. Wergeland for, kunne dømme derover efter Kjend- skab til begge Parter, skulde være dem nok til at give Udg. Ret i, at det er paatide, at han hales frem og stilles blot midti alle sine Usselheder. At Haanlinier om vor hele Literatur fra hans Pen udflød i Bladene -- det var ikke mere foragteligt end man kunde vente af en Person uden patriotisk Følelse, ja snart uden alle andre Følelser end en, hos saa ungt et Menneske forfærdelig, Egoismes lave Bevægelser. Og det er naturligt, at disse, der efter Alles Bemærkning, som have iagttaget Welhaven, findes hos ham forherskende og fremragende indtil en Forundring eller Gysen opvækkende Grad , aldrig tillade ham at see, at Kund- skaber, der ikke gaae uden for den dovne Students almindelige, eller det lette Hoveds Evner, eller en, mindre i øjenbliklig Liden- skabelighed end i beregnende Skadefryd grundet, Partiskhed kan kalde til det literære Dommersæde. Ligeledes, at Han, strax "Skabelsen, Mennesket og Mesias" var udkommet, og vel før han havde læst dette Digt, der, ikke skrevet for de Fleste, mindst tiltaler den Aandsdybde, Religiøsitet og hver Gnist af Hjertevarme Manglende, tilstilede dets Forfatter i vort mest læste Blad nogle uretfærdige Haanvers, som ogsaa ved Hjælpershjælpere udspred- tes i Danmark -- det bekymrede Forf. sig lidet om, da han vel maatte vide, at hvad der er Godt eller Slet maa staae eller falde ved sig selv. Men, at Nidrimeren umiddelbar forud nær- mede sig den mishandlede Kammerad med alle Venskabets Tegn; at Han, da Denne i en Kreds af fælleds Bekjendter bebreidede ham det Usle i det troløse Smygerie, men udtrykkeligen ikke at SIDE: 370 han ved unødvendige Krænkelser vilde standse En som Forfatter, fortfoer i Udviklingen af samme lave Gemytsbeskaffenhed, idet han atter tilbød den Fornærmede sit Venskab -- dette oprørte paa den menneskelige Naturs Vegne, dette vakte mere Bedrø- velsen over at see en ung Sjel saa beplettet end Harmen over selv at være fornærmet. I disse Ord "far dog ikke saa hidsig frem -- jeg vil jo være din Ven!" gjennemfoer en Lysstribe en elendig Sjel. Fra Siful erholdt Welhaven fra nu af et moralsk Misfosters Værd, og han besluttede at anatomere det. Denne derimod, som mærkede at Sifuls Sarkasmer mere syntes anlagte med Mod- bydelighedens og Ringeagtens end Forbittrelsens Farver, sattes mere og mere i en Tilstand liig den kogende Grydes, saa alt Bundindholdet mere og mere væltede op af hans Sjel; og der- iblandt kom ogsaa tilsyne den latterlige Tanke, at han baade vilde mætte sin Hevn og naae et berømmeligt Navn, om han kunde berøve den Digter sit, hvorpaa Folkets Øine vare fæstede. Om denne besynderlige Plans Tilvær havde Angjældende vel forlængst været underrettet af Venner, der kjendte Welhaven; men en saadan Egoismens Affødning forekom dog altfor una- turlig hos hvilketsomhelst Menneske, end sige hos Et, hvis umaa- delige Indbildskhed ikke understøttes af Aandsegenskaber. Men da lærte de "Complimenter til Henr. Wergeland", som Welhaven udsendte fra Trondhjem, forat de en Tid kunde virke i Werge- lands Ryg, Denne omsider at troe, at en slet og afsindig Hensigt maatte ligge til Grund for slige Midler, som at bevirke offentlig- gjorte løgnagtige Henspil paa en Maade at leve paa, hvormed hverken Wergelands akademiske Liv eller hans nu i længere Tid fortsatte ikke uvirksomme Indgetogenhed har noget tilfælleds. Welhavens øvrige Nidvers bevirke ikke dette Svar, hvormeget end Sandhed, Retfærdigheds Eiermænd og den epigrammatiske Muse kunne have at sige paa de fleste. Det er alene følgende Løgne, der ikke engang have Vittighed at undskylde sig med "at Wergeland under Vægtersang har vaagnet i Rendestenen" og "at Sifuls Pegasusbest faaer formeget Finkel", som bevirke, at Flere gjøres bekjendt med en Character, som de med Afsky ville vende sig fra, og med de usle Vaaben, som en anden Sjel af lige Rang, den berygtede Procurator Praëm, har opfundet, og hvoraf man nu seer Welhaven har betjent sig. Det Sletteste er dog, at de bruges efter Beregning, ja afskydes, saa at sige, i en beregnet SIDE: 371 Vinkel mod min Fremtids Velfærd. Paa de følgende Blade er dette Menneske skildret efter Overbeviisning og med Sandhed; men denne Dyd, som Udg. langtfra saa letsindigen som Wel- haven, og mod bedre Vidende vil krænke, fordrer og Tilstaaelsen af, at et Par af dennes i Trondhjem udgivne Epigrammer, og hvilke ikke antages stjaalne, ere saa gode midt i al deres Uret- færdighed, at man hos dette lette Hoved bør antage saamegen Vittighed, at man ikke ligegyldigen kan see den saa slet anvendt. -- Ingen Literatur taaler Uretfærdighed -- vor taaler ikke engang Splid, og mindst at see sine Kræfter fordærvede. NE SUTOR ULTRA CREPIDAM! Dybt fra muddret Dambund skjød sig den skjellede Forelle, for i Solens Skin at sprelle. Blank i Vandets Speil den flød, øined over sig den hvalte Himmel og, som purpurmalte Snekker, Morgenskyer saae Den i Æthrens Blaadyb gaae. Ha, hvor voldsomt da mod Himlen lille Fiskehjerte slog! Hvor Foragt for Brødrestimlen stedse den mod Luften jog! Falken tryg paa Skyen svam som Forellen i sin Dam. "Fæle Syn!" Forellen sukked' -- Harme Sukket søndermukked, sønderplukked til et Virvar Smertesskrig, der omsider ordned' sig til slig Tale: -- -- "ikke kunne? er jeg gal da? ikke kunne? Ha hvo hørte engang Magen? Jeg, jeg skulde ikke kunne gjennemflyve hvalte Dagen? SIDE: 372 flaggre høit saavel som Den over Bjerg og Dalens Lunde? ja mod Himlens Krone Solen? hvile mig en Stund paa Polen? flyve saa til Maanen hen, Redet mit paa Stjernegrene? Flyver Falken da alene? Mod kun! Ingen lægger Mærke til at jeg ei Vinger har. Mine Finner er saa stærke som den Fjer, der Falken bar. Har vel Fuglen Sølverglandsen, som forskjønner Fiskens Krop? Frisk herop! kun frisk herop! Frisk! jeg kjed af Bølgedandsen svinger mig fra lave Dam stjerneblank til Stjernekrandsen, bader mig i Solens Lue! Verden skal forbauset skue Fønixfugl i Fiskeham! -- " Flux den sig i Halen bed, svang sig op; men -- dat saa ned. Men det værste var, paa Sandet faldt den og ei ned i Vandet. Mens den sig tildøde spreller, Falken suste ned og greb største Daare blandt Foreller. -- Men I andre Damforeller lærer af en Fabel heller end af Sand og Falkeneb, at den største Daarskab er Det at flyve uden Fjær. Du maa tyde Fablens Sands Ørnegribb foruden Vinge, lange Balg foruden Klinge, Snogehoved uden Svands! SIDE: 373 Du, hvis Sejerværker er paa en Smædelinie-dynge for en Baggaards Kyllingklynge slaae et Hjul med laante Fjer -- Du, som Skjaldelaurguirland søndergnave vil saa gjerne, kolde Sjel i Mudderhjerne, med din sløve Slevetand -- Nøgne Løgn, saa klar og bar, bævrende som Bladets Draabe, Du, som Andres Æreskaabe for en Pialt til Dig beskar -- Du, som, mens Du vred Dig der, liig en Hugorm traad paa Halen, under Messiadportalen førstegang, men avindsgalen, saae med Gru hvad Kryb du er -- finder ikke Du Moralen? SIFULINER TIL STUDENTEN WELHAVEN Et Navn -- det koste hvad det vil! Et Navn! -- derfor Du brænder. Du trak -- ak et uheldigt Spil -- et Navn som Æreskjænder. Det er et skræksomt Sjeletræk: Du sledsk og venlig slikker Dens Haand, udi hvis Bag med Blæk Dit eget Bild Du stikker. SIDE: 374 En Høitidsrimers Egenskab Du har, og det er kløgtig iblandt dit Hoveds andet Skrab: den er -- at lyve dygtig. Hvo vil og gjør det Onde -- Han maa være en Noksagten; Hvo vil som Du, men ikke kan, faaer Latter til Foragten. Hvad er dit Maal for Livet vel? De Dage ei Du giver en Daadens Krands i røden Qvel, som bort i Løgn Du skriver. Som Barn Du kaldtes et Genie. (Naturligviis man skjemted). Nu fraader Du af Raserie, fordi Godtfolk har glemt det. Retræten, som Du endnu har er Skuespillerbanden. Som Yngling usel Norsk Du var. En Jyde blev af Manden. Knapt Jahn var Emne for en Sang, ei Knag for Hatten, Venner. Da aabned han sin Sjel: der hang en Rad af Slangetænder. SIDE: 375 Hvormed vil Du betale vel de Godes Bifald siden, naar Du for Stymperroes din Sjel har solgt, da du var liden? Frisk op Johan, du valgte ei saa brødløs en Bestilling! Thi Pibende paa Alfarvei faaer nu og da en Skilling. Der findes ofte dagligt Gods blandt skjønne Rariteter. Saa al Forventning og tiltrods Welhaven blandt Poeter. De Stumper, som du giver, blot har Videts Surrogater. Din Aand i Hjertets Bankerot gjør falske Assignater. Som Harlekin du nok saa gilt kan endnu ende Spasen; Dog først, naar du har gjennemspilt din Rolle som Bajasen. For at forstaae Poemers Sving ei nok Kritikens Kjerte. En liden, men nødvendig Ting Du mangler Jahn: et Hjerte. SIDE: 376 Det er et eget Kald du har at være Pudsenmager. Dog glemte du, at aldrig Nar paa Prækestol behager. Den Vert, som Haresteg ei har, tør sætte Kat paa Fadet. Saa tænker du -- for Vid du ta'r og flaaer en Løgn af Hadet. Som Pharos magre Bester aad, men dog ei Huldet vindes: saa læste du; men intet Raad mod Hjernetæring findes. At være -- agter Du for bedst, og did Du stræber flittig -- blandt Vittige en Snyltegjest, blandt Snyltegjester Vittig. Hvis engang Hver skal tage Sit, Dig Satanas annammer; men Tydsken hveren Splint og Smit af Dine Epigrammer. Ak norske Muse vil Du, Jahn, en Torn i Foden stikke? At Himlens Datter flyve kan, det ahner Staklen ikke. SIDE: 377 Engang Du ei, skjøndt Theolog Tohu Vabohu [fotnotemerke] vidste. Ak, klarlig tydet dette Sprog er i Din Kundskabskiste. I Kirken enten gabes, ja hvad heller spidses Øren. Men da Du prækte, Særsyn! da man loe fra Chor til Døren. "Vær Skjald!" -- Dig bød Din Hovedblok -- "trask vingeløs paa Klamper!" Kun lad dem være tykke nok; thi Du mod Braadde stamper! Med Nidvers, usle Kallifan, Du qvæle vil et Psalter? Mod en Natur du kjæmper, Jan. Som Jacob og Du halter. Nei, imod een Natur med Gru gav Jacob tabt i Legen. Mod to Naturer kjæmper Du: mod min og mod din egen. At ei Din Hjerneblære fri opunder Skyen svæver, den bindes af den Snog, som i Dit Mudderhjerte lever. Fotnote: Det tomme Øde. SIDE: 378 Hør, Jahn, det bør ej, at Du meer for Dine Vers Dig skammer. Thi gode Oversættelser er' Dine Epigrammer. Hvad vil du med dit Stiklerie, med dine Smædelinier? Er lave Nesle harm, fordi den ikke staaer blandt Pinier? Du burde Hamlets Monolog "at være" dybt studere. Du har dig Selv, hvis med "et Drog" Citaten du supplerer. Mig synes, at et Barn du er vel længe og formeget. Thi, skjøndt du Skjæg paa Hagen bær, du ligger i dit Eget. Skjøndt slangeagtig nok -- om Du var Snog, du vilde flæbe, fordi du kunde hvæse kun, men ei som Berus dræbe. Du plukker af et Danskeblad en Kjeldermand, en sjelden. Med den betaler Du den Mad, Du snylter dig om Qvellen. SIDE: 379 For Vaudeville-Snakkerads Du gav dit Testamente. I Daarskabers Multiplicaz staar Studiet ei in mente. Din Pensel ofte var en Pen (Stygt Sandhed at fordølge). At Pennen Pensel blev igjen, er derfor ingen Følge. Du Stumper rapsed, Jahn Genie, fra Fremmede og Egne. Du veed, at man vil Tyverie og som Geniestreg regne. Jahn Sit og Andres byder Os. Nu, hvilket er det Rette? Hvad der er Hans? I dette Gods af Maadeligt det Slette. Din Balg er god; den mangler blot en ærligtsvungen Klinge. Dit Skyds er bedre: det Du flot opøser af en Binge. Mod Messiaden, Jahn, Du blot fremraser fælt og ilde, fordi som dens Iscariot Du seer Du handlet vilde. SIDE: 380 Du dadler Sinclars Digters Sang, mens Du af Avind sukker. Thi vel Du veed, at ei engang Du kan begaae hans Bukker. At haane fædrelandske Hu og Fædrelandets Hæder. Det er at emnes fræk som Du til Fædrelandsforræder. Som Du saa Mange intet Blik for Skjønt og Sandt oplode. Men det er Slemmere, Du fik ei Sandsen for Gode. Hvad vil Du med det Epos der, Du kritikalske Snille, hvem Storheds-Idealet er en heibergsk Vaudeville. Dig Øre ei Naturen gav for Sang i norske Grønne, der henrykt hører Kaglet af den tamme danske Høne. Der er et Sprog Du burde, Jahn, ind i Dit Minde slægge: at Ingen til sit Hoved kan en Alen Høide lægge. SIDE: 381 Parnassets Sjouercompagnie de Plagiatorer ere. Som dem Du ta'r lidt Ragerie, naar Andres Gods Du bærer. Jeg tænkte: Jahn, slig Bagatel, som Emne er for slunken. -- Men største Skue, see en Sjel en heel Natur nedsjunken. Se, til Dit Lys Darausenfra jo Talg og Stage faaes. Forræderpraase, netop da Din egen Tyndhed saaes! Du end kan blive Digter, hvis det la'er sig demonstrere, at Hang til Løgn kan Fantasies Totaldefect supplere. Hvis Musen ikke flyver nok, Godtfolk, i Jahnses Blade: saa husk Galoscher maae og Stok til gjennem Skarn at vade. Ei Skjald Du troer en Skjaldnatur ved smaalig Haan at tvinge. Ak, under en Alhambramuur kan mange Øgler springe. SIDE: 382 Du kan ei blive udtømt, som kan hændes selve Tælen. Thi alt det Smuds, der kom, det kom directe dig fra Sjelen. Du klager, at Du fodres slet med hvasse Vers; -- men Nesler og bidske Tistil er den Ret, som sættes frem for Æsler. Jeg skulde troe dig spæd og glat en Aal i mine Hænder. Men paa den tomme Hvæsen rat den stygge Snog man kjender. Nu, vil du være Snog -- velan! -- og ei en Aal fra Sivet, da Siful er en Afrikan: Det koster Slanger Livet. Min Jahn, du seer din nøgne Løgn har sagt Adieu til Verden. Dens hele Liv var kun et Døgn. I Skjændsel jordet er den. Klag ikke, Jahn, paa Grund af, at din Sjel er paa en Stabel af Vers paradesat: den Klat er reent inappellabel. SIDE: 383 Nu staar Du skjælvende og bar, og mærker, at det galt er, at kjøbe Narres Klappen, Nar, med Ærens sidste Pjalter. At dine vers er uden Klem, kun siges kan af Daarer. Thi Sandhed myrder Du med dem, og hvert Moralen saarer. Men, naar Du myrder Sandheden, elendige Snigmorder, da fælder Retfærd dig igjen og Skjændselen dig jorder. Med fæle Træk en ond Natur er i dit Hjerte skreven. En frygtelig Maculatur din hele Sjel er bleven. Elsk dog min Muse nu; thi den i Sextistumpesvaret har dig et -- ækelt Fænomen -- i Geist jo opbevaret. SIDE: 384 Henrik Wergeland I ANLEDNING AF HR. PROVST E. MUNCHS I NO. 229 INDRYKKEDE Morgenbladet 17. sept. 1832. "Hvi tænke I saa ondt i Eders Hjerter?" (Jesus til de Skriftkloge). Man kunde saaledes blive ved at opstille Bud af Skriften, som ovennævnte Skriftkloge, tilligemed Forfatteren af det i hans Op- sats anførte Brev, har viist liden Agt for i de Linier, som afføde disse. Disse geistlige Mænd slaae om sig med "Skumlerier" og "nederdrægtig Dumhed", fordi en Indsender, der paa den menne- skelige Naturs Vegne oprørtes over en forfærdende Skildring af Christiansands fattige Børn, udledede disse Træk af den for- meentlige Forfatters egen mørke Sindsstemning. Bevæggrunden til at paaanke denne overdrevne og uretfærdige Skildring for- tjener da vel neppe en saadan Udskjelden. Og bliver det end et Spørgsmaal, om Indsenderen fortjente en Bebreidelse for at have, blot efter Andres Opgivende, tillagt afdøde Biskop Munch Forfatterskabet af en Beretning, hvori ikke Sandheden og Menne- skeligheden, men et skummelt Sind prægede sig: saa bliver det dog en Sandhed, at der gives tusinde pynteligere, humanere, for ei at tale om christeligere, Maader at bebreide eller irettesætte paa, end den, ovennævnte Præstemænd have valgt. Den sal. Biskop vidste selv at fremsætte i et Morgenblad en saadan Correctur, der ikke besudlede Papiret. Men skulde det endnu, som hans Hr. Broder forsikkrer, "virkelig have lagt den retskafne Henvan- drede saare meget paa Hjerte at godtgjøre, at han ikke var For- fatter til Opsatsen i Christianssandsavisen", og det endda efterat have fralagt sig det selv offentligen: da synes vel dette at til- kjendegive, at Biskop Munch var vidende om at det var almindeligt Sigende, at han skulde være Forfatteren; og heri burde den sindigere og mildere Dommer finde en Grund til at gjøre den Bebreidelse lemfældig, han ellers maatte finde passende at give En, som vedgik at have hørt samme Rygte. At den Ene af Stifts- provsterne ikke kan begribe, at Inds. af det Stykke, de angribe, har sat et Spørgsmaalstegn efter Angivelsen af den Tid, han, endogsaa med Tillæg af Ordet "omtrent", ansætter siden Opsatsen i Christianssandsavisen, alene for at betegne at han isaahenseende SIDE: 385 ikke er ganske vis paa at opgive det Rigtige -- det er Inds. lige- saa ubegribeligt som at Hr. E. Munch slynger sine vægtige Kiler mod et saa uskyldigt og allerede af Angjældende repliceret og dupliceret Stykke, medens han ikke endser det sørgelige Efter- mæle, som i et senere Morgenblad reistes hans afdøde Broder. Dette er saameget besynderligere, som den Inds., han raaber og lader raabe Raka over, talte Christiansands-Opsatsens formeent- lige Forfatters Villie til Hæder. At Inds. oprørtes ved det Menne- skehadske i hiin Skildring -- det vil hos den Retsindige og Følende geraade ham til ligesaa liden Vanære, som det kan geraade gamle Præstemænd til Ære at fare saa afsted som gjort i No. 229. Ind- prentningen af endeel fortræffelige Skriftlærdomme, som det lader til at de høilærde Velærværdigheder ikke saa ret have iminde, tillader man sig slutteligen at ansee for ikke saa ganske overflødig. DHrr. Stiftsprovster tage da ikke ilde op denne Børnelærdom: "Al Bitterhed og Hidsighed og Vrede og Skrigen og Bespottelse blive langt fra Eder samt al Ondskab!" (Ephes. 4,31). -- "Dømmer ikke, at ikke I skulle dømmes; thi med hvad Dom I dømme, skulle I dømmes!"(Math. 7,1). -- "Salige ere de [fotnotemerke] ) Fredsommelige, thi de skulle kaldes Guds Børn. Salige ere de Sagtmodige!" (Math. 5,5,9). -- Gal. 6,1. Philip. 2,3. -- Eph. 4,6. 1 Petr. 3,9. Math. 5,44 sq. Math. 6,14,15. o. s. v. Henrik Wergeland LITERATUR (Indsendt). BLADET VIDAR Morgenbladet 22. sept. 1832. Du, Asa, bort fra Norden drog, men hjemkom saa forandret. Man af dit kaudervelske Sprog kan see, du vidt har vandret. Den gamle Asa-Vidar var en taus Gud. Denne fremtræder høit skrigende. Det maa da ikke være den guddommelige. Nei, Fotnote: Who préaches War, is the Dévils Chaplain. Engelsk Ordsprog. SIDE: 386 denne Vidar er dødelig, er skrøbelig, og smaalige Lidenskaber gjøre hans Tunge zittrende. Hans Forstand er forvirret, saa han ikke kan udtrykke de simpleste Ting naturligen og tydeligen. Hans Hukommelse slaaer ham Feil, saa han standser af Mangel paa Udtryk ved Begreber, en Dreng strax og paa det bestem- teste vilde beregne; og da sammensætter han i Beklemtheden Ord, hvorved man kun kan studse, men ikke blive klogere. Hans Øre for Versemaal har lukt sig eller er tilgroet, saa han jammerligen forhutler de gamle Qvæder, han især har Lyst til at fortælle, og som han med en ulykkelig Dristighed paatager sig at synge. Dog dadler han med en Uforskammethed, som man dog ikke kan hade, formedelst det Comiske deri, de norske For- fattere, som bruge norske Ord, medens han selv sætter Ord- vanskabninger, som "Betastning og Orienteerthed" ind i vor videnskabelige Verden, og befolker det norske Sprogrige med alskens Ord fra Latium, Tydskland og Frankrig. Han udbasuner: "jeg, jeg Asa-Vidar, rene hvide Asa-Vidar, jeg skal forme Nor- dens Kraft i rene Gestalter!" -- og han sønderskjærer vore Øren med Vers som Disse: Ind ham byd, om det Erik er, ham, som I veed, jeg vænter! -- -- Men hvi ham skilte ved Seiren du? (!) -- -- Uviist taler du, ellers saa vise Brage, Du, som saa vel Alt veed; (!) For Erik det tordner, (!) (!) som ind hid kommer, (!) (!) Helten, i Odins Haller. (!) Dette kalder man Tmesis'er. Dette er det gamle "Per -- mine Venner -- pen -- dik -- siger jeg -- kelen". I gamle Dage sad der maaskee lidt sund Sands bag disse Forhugninger; men nu er Sandsen borte, og vi see kun Forhugningerne; først Rødder af Træer, saa noget tør Sand, saa Toppene af Træerne, hulter til bulter. Med slige Sager trues nu vore Bønder; og, isandhed, Oldqvadene, saaledes oversatte af Hr. Munch, skulle blive dem folkekjære -- af en Slags Stolthed nemlig, saafremt de lykke- SIDE: 387 ligen have arbeidet sig igjennem en tredobbelt Fortrop af Mel- lemsætninger, der unødvendigen ere saaledes hensatte, og der- næst have faaet nogle forskruede Tillægsnavne fortolkede, og endelig fundet Subject og den Sætning, som burde staaet i Spidsen eller dog af en Digter vilde været hensat paa et fremragende Sted i Perioden, skjulende sig, som en forsigtig General, under Bag- troppen eller endog under dens Bagage af Tilsætninger. Med slige Vers skal Bonden plages, for at faae det rigtige Begreb om Fædrenes Versebygning, om "det regelmæssige 6liniede Fornyr- dalag, hvori 1ste og 2den, 4de og 5te Linie høre sammen, for- saavidt de forbindes med Riimbogstaver, og hvori 3die og 6te Linie have hver 2 Riimbogstaver for sig selv." Nu -- efterat have faaet slige Vers tillivs, skal Almeenmand udbede sig Al- gebra og de gamle thraciske Hymner ligeledes, ordret og Ord for Ord oversatte. Bonden skal jo arbeide; og de Vers han faaer i den belovede eller forkyndte munchske Snorro skulle tage Sveden af ham. Endnu mere bagvendt er Vidars Oversættelse af Hakons- maalet. Ingen Brynje huggedes saa sønder og sammen i Fitje- slaget som disse Vers. -- Ellers er det roesværdigt, at unge Mennesker ogsaa saaledes øve sig; men de første Øvelser, det ringere Talents Fostre, en sygelig Lærdoms ufordøiede Levninger bør ikke søge Plads paa rostra. Man bør tæmme den fremkunst- lede Trang til at meddele sig; og, om den end, undfanget af For- fængelighed og næret af Flid, voxede i unge Hjerner til en vis Styrke, saa er det dog blot et Selvbedrag, at den har den na- turlige Meddelelsestrangs elementlige Kraft eller den grundige Lærdoms erhvervede: der skal ikke fremstaae nogen Minerva, nogen Vidar, fordi Misfosteret vil kalde sig saa. Alligevel vilde det kjærlige Folk tage Affødningen paa sit Skjød. Det skulde taale, at den Unge ikke talte tydeligt og svømmede i poetisk Vand. Det skulde kun sige "du er en forskruet lille Ting", om den begyndte at pluddre fordærvet tydsk Philosophie; men be- gynder Vanskabningen -- som Vidar -- at yttre Trællesind og Smygerie, da skal Pleiemoderen bortkaste den som en ung Krokodil. SIDE: 388 Henrik Wergeland FOLKEBLADET No. 39. Tirsdag den 25de September 1832. Hvad Mennesket behøver, det meddeel; Men ei dets Ønsker, om du vil dets Vel. (FORLANGT INDRYKKET.) Indsenderen af den førstindrykkede Skaaltale ved 17de Mai- festen i Næs har derfor frit behandlet, omskrevet (parafraseret, travesteret) en Original, fordi han baade troede, at denne be- høvede lidt, dog heller ikke saa megen Omarbeidelse; og troer at et Blad, end ikke paa Forlangende, bør optage Indrykkelser, der mangle det Behørige med Hensyn til Formen. At rette denne bør staae til Redaktionen, der skylder sig Selv, Indsenderen og Læseren ikke at lade Spalter udgaae, hvorfor en Dreng i en Borgerskoles lavere Klasser vilde faae Bask og sin Stilebog mærket paakryds og qvær. Det Stilistiske og Tankegangen i hiin oprindelige Skaaltale være ellers upaatalt baade fordi det nok gaaer an, viser en roesværdig Aand, og er fremkaldt til Offentlighed ved den altfor fri Omarbeidelse; men den temmelige almindelige Uvidenhedsbommert om "Norges Undergivelse under Sverrig" burde ikke urettet være fremsat. Det er besynderligt, at denne nedslaaende Usandhed, som i forskjellige Blade har faaet saamange Dødshug, endnu lever i Almuens Mund. At den ogsaa træder frem i en ikke udannet Bondes offentlige Tale -- det kommer dog vel kun af, at Pennen løb for ham, da han fik den kjære 17de Mai -- sats fat, som den løb for Omskriveren. Henrik Wergeland FOLKEBLADET No. 40. Tirsdag den 2den Oktober 1832. NYTTIGE FORETAGENDER Omtalte nye Myrmalmbrug i Østerdalen gaaer fremad. Vi have seet særdeles fiint Staal derfra, hvorimod Jernet var noget SIDE: 389 haardt. Bergmands-Oraklet Professor Esmark skal have fældt en fordeelagtig Dom om de ham forelagte Prøver. Ellers er det glædeligt at høre, at en Christiania-Kjøbmand, Herr Gleditsch, har gjort fælleds Sag med de to dygtige Østerdøler, som fra først af benyttede denne vore norske Myres Rigdom. Vore norske Ørkeners vægtige Manna tør være ligesaa god som de Israeli- tiskes. Det norske Folk er ikke uligt det vandrende Jødefolk i Ørknen -- Stimlerne voxe -- Brødet bliver mindre og mindre -- Haabet, den vandrende Skystøtte, svæver for langt forud i Synskredsen for de trætte Been. Men af og til, som det mørk- nes mod Natten, saa udstøder den sine Glimt. Et saadant Glimt er Skinnet af Fiskestimerne under Lofoden for tusinde Nord- lændinger, ja for Tusinder af Andre (thi nu flyver Norge paa en Fiskefinne). Et saadant Glimt over det hele Land er denne Vaar, der forjetter Soningsaaret for de to forløbne Trangens Vintre. Et saadant Glimt for de fattige Trysildinger er ogsaa Flammen af den nye Myrmalmovn. Saaledes gjøre de Kloge: saaledes skulle de gjøre! I Ørkenen see de ikke med korslagte Arme imod Himlens drivende Skyer, men imod Jorden speide de med raadsnilde Øine; thi der og intet andet Sted for os Mennesker speiler Himlen sine Velsignelser -- der laae ogsaa Israeliternes Manna -- der finde nu baade Øst og Vestlændinger, at Norges ligger. Hvad ovennævnte Herr Gleditsch betræffer, da har han For- tjenesten af at have forskudt Penge til Myrmalmbruget; men ønske maa man, at andre Bykjøbmænd maatte være ligesaa villige til at indgaae paa kløgtige indenlandske Speculationer. Yderst faa kunne her nævnes som Saadanne; dog maa Kjøb- manden Jacob Juul her ikke forbigaaes. Hans selvtænkende Hoved har frembragt imellem mange andre nyttige og tildeels større Indretninger, ogsaa en hidtil savnet Tilvirkning af farvet Bogbinderpapiir, samt (i Forbindelse med Lector Boech saavidt vides) en Senepsmølle. SIDE: 390 FAKKELTOGSVISE Samfundsbladet 13. okt. 1832. Mel. Ecce qvam bonum o. s. v. Cheferne. At den "Enthusiasme", Vi usigelig maa kalde, ei ogsaa skal usynlig blie, saa tænder Fakler Alle! Chor af Følgesvende. Burschen og Russen skal ved Fakkelblussen fange Lykkesfuglen og Uglen. Cheferne. Fortuna sidder i sin Nat -- forsaavidt kun iblinde. Flux tænder Faklen, Gutter, at Hun engang Os kan finde! Chor. Faklerne brænde, at hun vel kan kjende Poul og Peer og Palle og Alle! Cheferne. Hvis Nat og Røg kun gjør os til uformede Gestalter, vi siden paradere vil i Morgenbladets Spalter. Chor. Just naar det qveller, Dagens Bagateller Fakkellyset viser som Riser. SIDE: 391 Cheferne. Som under Mikroskop en Luus til Elefant sig høiner: saa voxer den Merit ved Blus, som Ingen ellers øiner. Chor. Mens Lys er vor Façade den Port til bagre Gade tør Nøgle faae som Fritzens tilsidstens. -- Røster i Publikum. Ved Dagslys hist og her man nok af Narre faaer at skue, men aldrig saae man større Flok end her ved Fakkellue. Omqvæd. Frem Vidar-Aser! (Asner, naar I rase) Vi med Asenracer vil spase. Fakkeltoget. Røg af vore Fakler, qvæl, begrav de Stakler, som, imens vi lystre, tør plystre! I Slutten av August. Henrik Wergeland [OM BLADET VIDAR.] (Indsendt.) Morgenbladet 22. okt. 1832. Den Bifrost høi dog være maa, hvor disse Aser hoppe, Thi kun som Spurvfigurer smaae man øiner dem deroppe. Altsaa, store Vidaraser, Askursønner -- maa lægge lange Stiger til, for til den Bifrost klyve, at tydeligen see hvad Spil i SIDE: 392 Guders Navn I drive. Med andre Ord: Vidars Redaction vide, at de i No. 272 afæskede Beviser ere fuldførte; men søge, paa Grund af Udførlighed, videre Skranker end Morgenbladets. Med en organiseret Propaganda kommer man ikke tilrette i en Avis- opsats. Ellers bemærkes, at ingen af de Afhandlinger i Vidar, hvorifra Indsenderen henter de Beviser, han grunder sit Om- dømme paa betræffende disses særskilte Værd som og Bladets Charakter i det Hele, vedkomme personligen de tvende Ærede, som nævne sig sidst af Redactionen. Om Disse, som Saadanne, vil man nødigt troe andet end at de kun have udlaant sine Navne -- en Velvillighed, der, beklageligt nok, faaer en Utak som om den let lod sig tage for en Ubesindighed. Viist en Redaction, der -- efter egne Slutningsord i No. 272 -- kun har at vælge imellem "blind Lidenskabelighed eller virkelig Mangel paa sundt Omdømme", er den heller ikke langt herifra. Men selv med Odins Hjelm og Stang blier Loke ikkun Loke. Troer end nærværende Bedømmer, at en illiberal Aand og Uretfærdighed fortjener Skarpmælet, at man bør stræbe at for- hindre mislykkede Forsøg fra at plette et ellers hæderligt, maaskee vel udført Foretagende (som f. Ex. Munchs Versoversættelser fra i den Form at søndre hans Heimskringla): saa staaer dog den Critik, som dicteres af den blinde Lidenskabelighed, der ude- lukker alt sundt Omdømme, ham for Øie i al sin Vederstygge- lighed. Den schweigaardske Dunkelhed tilhyller ham ikke Glimtet af denne skarpsindige Sjel. Talentet og Lærdommen fryder ham, men at see dem samtrælle under Tydskeriet vækker Vee og Smerte. Den velhavenske Herostratismes Ordvid er ham behageligt, medens han maa korse sig for de lave og magtesløse Dæmoner, der kogle derunder. Og han glæder sig paa samme Tid paa Fædrelandets og dets Videnskabeligheds Vegne over den flittige Munchs Virken for Nationalhistorien, og lykønsker ham dertil, som han ønsker ham bedre Held i dennes poetiske Dele og mindre Snæv af Danomanisme, men mere Retfærd og Beskedenhed og Kundskab, naar han vil dømme Andre. Da den gode Aser, hvem hiin belovede, udførligere Critik egent- SIDE: 393 lig angaaer, sikkerligen imellem sine Ydunsæbler ogsaa ville finde Taalmodighedens syrlige, kan man kun anmode dem at sysle med dette imidlertid. Henrik Wergeland FOLKEBLADET No. 43. Tirsdag den 23de October 1832. Ikke alt er Guld, som glimrer. NYTTIGE FORETAGENDER I Ullensager har Sorenskriver Borchsenius gjort Forskud af 100 Spdlr. til Anskaffelsen af Kløverfrøe. I Stavanger Amt isærdeleshed ere mange Sogneselskaber op- rettede, og det af betydelig Virksomhed. Anskaffelsen af de saakaldte eidsvoldske Ploge lader til at være de gode Medbor- gere paa den Kant en vigtig Sag; og vi omnævne derfor, om- endskjøndt disse almindelige østlandske Ploge vel forfærdiges godt paa mange Stæder, Smed Ole Arnesen paa Eidsvold Værk, som den fortrinligste Plogsmed, som den ægteste Plog-Vaulundur, man i omgrændsende Bygder kjender. Henrik Wergeland INDBYDELSE Statsborgeren 4. nov. 1832. I Vaar udgav Undertegnede to Rækker Folkeviser og, i For- bindelse med dem, Balladen Blaamyra, hvilke alle i hans Omegn have erholdt Melodier. De første, der udkom i to store Halvark, med Titelomslag og historiske Anmærkninger, besynge Niels Ju- stesens Fortjenester som Jordbruger, Olvar Bondes og Oberst Kruses Tapperhed, Vormens og Glommens stolte og skjønne Sam- stevne, Glommens 17de Maiqvæde, Reidar Griotgardsens Tro- skabsoffer og Baglarkampen ved Minde. For den Sidste er en senere Vaabendrivt Gjenstanden. De Medborgere, som nu maatte erkjende med Forf., at patriotiske Folkeviser ere i flere Henseender almeengavnlige, især naar de gjennem Sangen indvoxe med Folkets SIDE: 394 Følelser, indbydes herved til at fremme Udgivelsen af et Ark til for det første, der vil indeholde flere deslige Folkesange, og danne 3die Række. Dette kan skee ved enten gjennem dette Blads Red. eller ved direkte at henvende sig til Undertegnede, at tegne sig for endeel Exemplarer til hensigtsmæssigere Udbredelse i flere Bygdelag. Tegnes saaledes for 1 Spd. erholdes 34 Explr., for 1/2 Spd. 16 Explr.; for 30 ß 8 Explr. hvoraf behageligen vil sees, at Prisen er sat saa lav som muligt og som den ogsaa bør være for Sange, der nærmest ere bestemte for Almuen. Eidsvold. Hnr. Wergeland. Henrik Wergeland FOLKEBLADET No. 45. Tirsdag den 6te November 1832. Tyrannie er ingen Regjering -- det er Vilkaarligheden, som har indtaget Lovenes Plads. [OM RELIGIØST SVERMERI PAA ØSTLANDET OG VESTLANDET.] (Indsendt.) Paa Østlandet skal man ikke klage over formeget religiøst Sværmerie. Om der end findes enkelte Steder, hvor enkelt Præst eller enkelt Mand tør indlade sig paa at tælle de Frelste, saa er det dog hverken meget udbredt, saaat disse frelste Hoveder eller maaske rettere Høveder godt lade sig tælle, eller et mere rasende end et andet almindeligt Hang, som gives slappe, men ikke løse Tøiler. Man beriger Grøndahl og Monomotapakysten, kniber næste Naboe, naar man kan, trækker paa Skuldrene ad et sultent eller glat Ansigt, læser Missionsbladet med al Troe og Andægtighed, kommer sammen forat præke over hvorledes den Helligaand sidstleden Onsdag eller Torsdag besøgte den og den -- se det er Alt. Den anden større Mængde derimod leer ad disse "Hellig- mikkeler", uden at være et Haar bedre eller at vise mere For- nuft. Her skulde tales mere om denne Classe, dersom Sløvheden saa let kunde vækkes og alle dens gale Retninger hos de forskjel- lige Hoveder i denne store Classe derved rettes ud mod det SIDE: 395 Sande og Rigtige, der sammenlodder Følelse og Fornuft til en Magnet, som viser baade paa det bedste igjennem denne Verden og paa det beneste ind i den bedre. Kun de Færreste betræde den gyldne Middelvei, og forstaae at forene Gudsfrygt og For- nuft sammen, saaat de med dette Klenod vandre uskadte mellem de brændende, langfingrede Sværmere tilhøire og de kolde, værd- løse Ligegyldige tilvenstre, der enten tage Alt eller Intet for godt af det, der puttes i dem. Paa Vestlandet, paa den skjønne Kyst, hvor den alvorlige Huus- faer i Kredsen af sit Tyende og sine Børn med uforandret an- dægtigt Alvor lægger Brillerne "i Jesu Navn" i Bogen efter Aften- psalmen, (hvis sidste Vers rigtignok blev sjunget i et hurtigere Tempo for visse Aarsagers Skyld, som vi skulle høre) og derpaa, reisende sig med en Livlighed, man ikke skulde tiltroe disse graae Haar og denne nys saa rolige, patriarchalske Majestæt, raaber med Tordenstemme: "nu ud Gutter til Arbeide! Guds velsignede Maane skinner saa passe! Og den ugudelige Tolder sidder ved sin syndige Boston hos Fyrpasseren!" -- der, paa den Kyst, viser hiin sværmerske Hang sig langt stærkere og stærkere og mere ud- bredt. Der gaves ikke flere falske Propheter i Israel end der; og Jernhornene mangle heller ikke, hvormed de kjerlighedsfuldt ud- stange Skjeven af Næstens Øine. Der præke og smuggle og anfægtes Haugianer, Methodister, Spødevoldianere (efter Propheten Knud Spødevold), Bulowianere (efter en forløben, fra Stavanger forjaget Metodistpræst og Baron i Haabet Bulow) Follandianere, Skjevlan- dianere. Reisepræsten Paterson, der i Sommer reiste for det en- gelske Bibelselskab, prækede ogsaa; Quækerne præke, alle Anerne præke -- kort der er flere Prædikantere i de Egne end Tilhørere, ja end Folk. Men der gives ingen Middelvei; thi for at skille sig ifra alle de secteriske Hængehoveder maa man være næsten ugudfrygtig i sin Tale, for at passere for en Mand, der ikke ligner dem i Gjerning. Hvor usikker Middelveien er at finde, hvor Menneskene vakle imellem Yderlighederne, sees mærkeligen af den Erfaring, at en Secterers Søn bliver det modsatte i Troe og udvortes Bekjendelse af sin Fader, men dennes Søn atter som Bedstefaderen. Dette maa komme af, at hver Søn saae, at Faderens Troe lidet frugtede, og tænker paa at prøve noget andet. SIDE: 396 Henrik Wergeland NYTTIGE FORETAGENDER. Oudølen Ole Dysterud havde for en Tid siden en Ljasmidje igjerde; men, om den er kommen istand vide vi intet tilforladeligt. Men den svenske Lja vil vel klinge saalænge paa norsk Vang og de tusinde ubrugte Fossefald dure saalænge til, at Speculations- aanden, der nu ligger indsløret i Brænderiedampen, og Drifte- kraften, der nu ligger i Drankekaret, omsider vender sig til Spiger- hammeren og Ljasmidjerne. Redactionen opmuntrer til at meddele den Efterretninger om allehaande nyttige Foretagender. Bekjendtgjørelsen heraf skal være baade Opmuntring og Exempel. Henrik Wergeland LITERATUR (Indsendt.) Morgenbladet 10. nov. 1832. (VIDARS SPROG OG DØMMEKRAFT.) Hr. Winther, skjult og rastløs som Spindelvæven, fortjener Tak for at have skjænket Almeenheden en ny Udgave af Primons Lexicon af fremmede, optagne og optagendis Ord betimeligen før Vidars Udgivelse eller, i Asamaalet, formodentlig "Apparence", men i Asernes Tanker, efter Indledningsvisen "Fremstraalen", om dette skulde forslaae. Indsenderen raader alvorligen alle ikke latin- eller franskkyndige Vidarlæsere til at have Primon, i Mangel af Baden og Aphelen, vedhaanden; thi saaledes skulle de til Læs- ningens Behag ogsaa knytte Gavnligheden af en Studering. Lidt efter lidt skulle de ogsaa lære at forædle og berige eller, i Vidar- sprog, at "imbure" Sproget med Udtryk, som "Niaiserie, Meditation, apparenta, absolutoriske, maniereret, explodere, Emeute", og snart skulle de komme ligesaa vidt som de studerede vidarske Elever, til hvis Øvelse og Kundskab denne Rigdom udøses, om ikke nærmest for at gjendrive Beskyldningen for at det franske Sprog ikke holdes i noksom Hævd af den studerende Ungdom. I en interessant Opsats i Vidar om den portugisiske Literatur sige nogle per applicationem ret satiriske Linier, at "Skjændig SIDE: 397 Smigrelyst bragte de vanslægtede Portugisere til at foragte sit eget rige og herlige Sprog for at skrive i castellanske (spanske) Gutturaler, og tilsidesætte det Portugisiskes sonore Hellenismer for Tyrannernes Sprogs aspirerede arabiske Lyd." Fiat applicatio Danomanis! om end de to første Ord bør undtages. Vidar maa ikke fortryde paa at han gjøres opmærksom paa hvad man troer kan være Sproget tilskade. Man indseer, at det kan være en næsten uvitterlig Vane, især hos unge Forfattere, der endnu besidde mere Læsning end Tænkning, at ødsle med fremmede Benævnelser og Begrebnavne, hvor det ikke gjøres fornødent, eller, i Vidarsprog, at mystificere med formegen Phra- seologie og Terminologiseren. De, der søge at berige og uddanne Skriftsproget ved Almuemaalet, ville have ligesaa godt af Mod- partiets Control, saa at ikke ufortjente Ord erholde Borgerret- tens Ære; men altid vil der blive mange baade fremmede og Almueord, der deels have vundet og deels bør vinde den. Men i dette Øie, man gjensidigen har til hinanden, bør ikke Hadet gnistre eller Avindet skele (gleime paa Norsk). Det gjælder et fælleds dyrebart Klenod, og desangaaende bør Mænd tale vær- digen sammen, og Aander skrive med Penne, heller tagne af en Engels end af en Høgs Vinge; -- ikke bør man see Ulve, der holde hinanden i Ørene. Men hvilken Ulv reiste ikke sit grove Ragg i Vidars Afhandling om norsk Sprogreformation? -- Den Erkjendelse Rec. gjør sig en patriotisk Glæde af at ved- kjende sig af de Kundskaber og Aandsgaver, som pryde de fleste af Vidars Redacteurer, lader ham desværre forundre sig over, at de tillade Vidnesbyrd om enten en tilsyneladende Mangel paa Dømmekraft eller om et uforsigtigt Hang til at henslænge Phraser, skulle oftere nedsætte Bladet. Thi hvilken Modsætning er ikke det, at det ene No. taler om "vor Tids herskende Skep- sis", mens det andet erklærer, at "en religiøs til det Positive heldende Tendenz synligen aabenbarer sig i vor Tid, efter Na- tionernes frie Valg og Trang"? Her vises Veien med Fingrene ikors. Det vidner heller ikke om synderlig Dømmekraft eller vel snarere ikke om den Eftertanke, man kan fordre af en Recen- sent, at Recensenten af det hjelmske Maanedskrifts 16. Hefte, i Vidar No. 10, ikke indseer, at en ung Reisende, der netop ved SIDE: 398 Ankomsten til det fremmede Land, forhindres fra at tilfredsstille sin Interesse, der vækkes og spændes af tusinde nye Gjenstande rundt om ham, kan af en Slags glad Ondskab mod sig selv be- slutte sig til ved Raisonnement at nedstemme denne lidt, som netop nu ved den øieblikkelige Forhindring, under en halv piinlig og vellysten zittrende Spænding hæver sig desstærkere mod For- ventningen om Tilfredsstillelsen, som dog altid var vis i Bag- grunden. Skildringen af en Sindsstemning, der næsten frygter for det Virkelige, som snart skal tilbyde sig for den aabne og pirrede Sands, saasom allerede de blotte forud udkastede Phan- tasiebilleder deraf næsten ere den overvældige, er klart fremsat og dertil søgt udtrykt i Billeder; -- men alligevel har det ikke lykkets Recensentens Dømmekraft og Phantasie at sætte sig ind i den. Ellers er Rec. en af de Vidarredacteurer, som langtfra mangle den første af disse Evner, og den anden vil han vel saameget mindre gjøre betydelig Fordring paa, som den rigelig er erstattet, og som selv den, der figurerer i Vidar, som Poet, beskedent renoncerer paa den. SONNETT (EFTER SONNETTEN I VIDARS No. 10) (Indsendt). Samfundsbladet 11. nov. 1832. Naar Natten svæver kring de tause Strande naar Skyerne af Mulm og Slud er fulde; naar der en Nat er 18 Graders Kulde, saa lange blanke Tapper Taget rande; Naar Nattens Mulm er ligt det i Din Pande og Kulden lig den i Dit Hjertes Hule -- da Genius, Du maa Dig ikke skjule; men svæve frem som Noahs Fugl paa Vande. Begeistringsstunden da er kommen. Da skriv paa frosne Rude Distichoner, og Nattens Alf i Blomsterkrands dem sætter! Da dyp en Iistap midti Gadeflommen, og skriv paa Dammen som den Kulde boner, igjen et nonplusultra af Sonetter! Siful. Henrik Wergeland SIDE: 399 FOLKEBLADET No. 46. Tirsdag den 13de November 1832. BONDEVIISDOM (Indsendt.) Plog i Brug blinker; men stille Vand stinker. Ærlig Mands Sagt er godt som Contract. Bedre liden Fisk end tom Disk. Før Huus end Brudeseng. Red den med Urter fra egen Eng. Fornøjet Sind gjør Vand til Viin. Muntert Hug sidder bestandig ved Juledug. Glad Sjel lever altid vel. Seet Lyn ei slaaer. Seet Fare gaaer. Nar og Penge forliges ei længe. Letkjøb er en Lommetyv. God Naboe, god Morgen. Ungdom lad -- Alderdom uden Kjole og Fad. Tiggerstav bedre end daadløst Adelskab. SIDE: 400 Leges kan med egen Hund, til den glæfser Been isund. Et Pund af Sorg og Qvaler ei et Lod af Gjeld betaler. Mist heller din Brystnaal i Dandsen end Sandsen. Qvinde tier med hvad hun ikke veed. Bygge for høi, bygge for bred sikkreste Middel at armes ved. Bedre spare Kruus ved Munden end paa Bunden. Dig Selv med Honning smør: Fluer du faaer, om aldrig før. Tidlig i Seng, tidlig i Brog gjør Manden sund og rig og klog. Docter Bygsuppe, Docter Hvile, Docter Muntermand kan mere end slukke en Feberbrand. Øst, Vest, men hjemme -- bedst. Regning klar er Vens Bevar. Hest i Gallop og Spiller i Bræt gaaer snart træt. SIDE: 401 God Reisefær en Fjerding af Milen skjær. Godt Øl er ofte Mad og Drikke og Kofte. Paa Narrenæse og Kjækklertunge hænger Procuratorens Pengepunge. Den spiller bedst, som vinder meest. Den, som lever med den rige Mand, som Lazarus døe ved Porten kan. Sætter du Tigger paa Hesten op, saa rider han strax i Herregalop. Henrik Wergeland AF ET BREV FRA ULLENSAGER (Indsendt.) -- -- Medens Bonden synes at spille Mester ved Valgene rundtom i Norge, og Trompeterne lyde til disse vældige Fram- steg, reiser Ullenssogningen sig som en Modsætning dertil, alene rustet med Kittel-Beskedenheden. Her valgtes nys Skriver, Pro- curator, Lieutenant, Capitain, Fuldmægtig og Klokker -- de 3 første til Valgmænd, de 3 sidste til Suppleanter. Omendskjøndt netop Procurator, Lieutenant, Capitain og Klokker af Statsbor- geren som af andre Skrifter ere satte mellem de høist mis- tænkelige Valgemner: saa troer jeg dog, at dette Valg, hvad de 3 første af Sidstnævnte betræffer, baade er vellykket, og et Beviis for hvor lidet Ullenssogningen vil vide sig afhængig af Tidens Lærdomme. Det gjør mig ellers ondt, at kunne melde som paalideligt, at den udmærkede Repræsentant, Ullensager har havt Ære af at berige Storthinget med, nemlig Sorenskriver Borchsenius vil undslaae sig for et fornyet Valg til Repræsen- SIDE: 402 tant, [fotnotemerke] som den Beskedenhed, der forskjønner hans Talenter, vel ikke kan andet end kalde muligt, men som de Fleste vel antage for meer end sandsynligt, har afgjort. Valgmændene faae da rage om i dette Amts Armod paa Valgemner, der ere noget tes, indtil de finde En i hans Sted; men til at udfylde det hører mere, end man kan vente. Henrik Wergeland NYTTIGE OPFINDELSER (Indsendt.) Mange have stuslet med Saamaskiner; [fotnotemerke] men saaet flere Daler ud end Korn med den, og kun høstet Ærgrelse ind og lange Næser istedetfor lange Ax [fotnotemerke] . Der kom vel forfærdelige Hjul- grejer istand, og de ok bortover Marken store som et lidet Huus; men Kraaken lo paa Gardstauren, gleimende ad de blanke Sædkorn, og Saakaren kløede sig grinende i Haaret og saae paa sine Næver, der i tyve Aar havde havt det visse Slæng paa Kornet, og hvis Ære nu en af Tidens umodne Opfindelser vilde løbe af med. Imidlertid kan fortælles, at man i Faaborg idetmindste allerede en Tid bruger Saamaskiner, her i Landet opfundne, der forene Simpelhed og Lethed med fuldkommen Hensigtsmæssighed. Skulde nogen ville have nøiere Underret- ning, da vanter vist ikke, at hæderlige Herr Arne Jørstad 1ste Forligsmand i Faaborg, meddeler saadan. Henrik Wergeland IDYL TIL SKABNINGEN AF ÆDEL RACE PAA FORNEBOE (Indsendt.) Statsborgeren 18. nov. 1832. Manglefjeldets mørke Huldrer -- kommer I, der boe i de klin- gende Furuer, som Elegierne bag Sangerens Paryk! Kommer I, alvorlige Skovgudinder, med Kraakestrylokkerne og Næverluren -- kommer, og tjener erkjendtligen uden Løn som Budeier hos Fotnote: Mangel paa Rum har foraarsaget at dette først nu fremkommer, der an- mærkes; saasom Hr. Sorenskriveren har antaget Valget. Fotnote: Neppe er det Tilfældet i Norge. Fotnote: At radsaae med Maskiner, og hyppe de saaledes saaede Agre, er nød- vendigt i den Brugsmaade. Har Nogen radsaaet og forsømt det Sidste, vil en slet Afgrøde været Følgen, der da er dens Skyld, som indfurte en Brugs- maade, hvilken han ikke forstod. SIDE: 403 Eders store Ven den berømmelige Christian Forneboe! Thi Han har ikke villet, at I skulde forstyrres af flittigtarbeidende Menne- skers rastløse Larm, af Børns Skrigen og Plovens Klang: -- Han vilde ikke, at den menneskelige Fattigdom skulde vove en Kamp mod den vilde Naturs Rigdom, der udspredte sig i talløse, ufrugt- bringende Skud til Glæde for Ham, der førstegang førte Menneske- hedens høieste Stænder tilbage til Naturstanden: -- Han indsaae, at Flid og mange, mangeaarig Besiddelse under svær Kamp mod en uvenlig Natur, kun vare elendige Paaskud for at forurolige Eder, I Skogens Fagre; forat forstyrre den graaskjæggede Myrs Hang til Ørkesløshed; og forat kunne mætte en forbrydersk Hævn mod den uskyldige Røslyng, der forgjæves knælede med Dugg i sit rødgrædte Øie. Men da reiste Du dig, Naturens Kjæmper og ædle Repræsen- tant: Myrenes Velgjører kom; Steenurenes Triumfator opstod baunestraalende, Vildskogenes, Lynghedernes, Ødemarkernes Libertador reiste sig med en Kraft, der atter lader Myrene udrulle sig, Skogene spredes, Lyngen sammenflette sine smaae Fænniker til en rødmende Seiersbue, og Steenrøsene hobe sig til uforgjængelige Pyramider for Dig, der iværksatte Naturens Restauration, Reaktionen mod Familiers hundreaarige Flid. Manglefjeldets Huldrer! læsker eder med den djærve Christen Haakaaliens Taarer: med Hans, der vovede at sønderrive eders Mosetag med den gjerrige Harv, og at give Klippen syv Børn at die! beruser eder med den sidste Røg, som drev af den Arne, der i 70 Aar haanede den mørke Tallskog med sit frem- mede Lys! dandser i Familiens sidste Fodspoer over Agren, der ilang Tid hvidnede som en hæslig Ringorm mellem Lyngens natur- lige Rødme! lægger Luren afvexlende med den uskyldige Silju- pibe til Læben til Hans Ære, der, tilforn from som den kollede Koe, iførte sig vældige Horn for endogsaa at oprode Jordkøien, hvorunder de 7 smaae Nøgne, og Moderen, og den fordrevne Fader vilde skjule sig i vild Mark! Og lovsynger Livegenskabet, og lærer i en Seiersang Liflands og Kurlands Barskoge at bøie sig for Norges, hvori Christian Forneboe- (væ!) har øvet Meritier, som en liflandsk Herremand maa misunde! Haakaaliens øde Arne er et smukt Sted at spille paa, I Huldrer! Sukke hviske endnu i den sidste Aske, og Tomten skal hedde Menneskelighedens Valplads og Barmhjertighedens Rettersted! SIDE: 404 Der er et opmærksomt Stille, hvad enten I besynge den herlige Green af en ædel Stamme, der beskygger Vornedboe, eller I hærme efter de 7 Ungers Skrig og Moderens Hylen, da de kastedes ud i den vilde Skog! Der er Stille, og der er en sørge- lig Erindrings Majestæt paa dette Sted; -- sætter eder der da, I Skovgudinder, og hilser Ham, eders milde Herre, om engang Qvistene skulde rusle som om en Oxe brød sig igjennem og Han skulde aabenbare sig paa dette sine Bedrivters Sted, herlig som han gaar der paa Forneboes yndige Græsgange. Henrik Wergeland SYGE-JOURNAL (Indsendt.) Statsborgeren 18. nov. 1832. Det er en bekjendt Sag, at gamle Rigstidenden, desværre, er underkastet Phantaseringer, naar Gubben kommer paa sit Ynd- lingsthema om rasende Enthausiasme, Jubel af fuldt Hjerte, Hen- rykkelse indtil Taarer og andre lidenskabelige Udbrud og Yttringer af et sygeligt, oprørt eller overspændt Befindende, som det rolige norske Publikum tilskrives af ham ved visse Leiligheder. Det er imidlertid ogsaa bekjendt, at en Patient, der lider af fixe Ideer, eller af en eller anden Slags Galskab, troer alle Andre at lide af saadanne Sygdomme, som at dette er Tilfældet med Sieur Rigstidende, og som det gamle Ordsprog: Tyv troer Hvermand stjæler. En saadan Paroxysme, og det en af de heftige, har den stakkels Syge været underkastet Fredag den 31 August. Deliranten har vel skrantet i længere Tid, men paa et saa stærkt Udbrud har man dog ikke været belavet. Under sine Phantaseringer har han altfra 28 Juni om Aftenen Kl. 9 til 30te August Kl. 2 l/2 præ- cise hørt Ordet "Kongen", eller vel rettere sagt, seet Ordet "Kongen" ligge paa Alles Læber. Patienten udtrykker sig vel saaledes, at han har hørt Ordet ligge; men dette maa vel forstaaes om en Slags Knirken, saafremt vi Læger ikke have Ret i at for- klare det hele Fænomen som et Slags Øresusen, eller derved, at enkelte Gale have brudt ind til ham med dette Raab, hvilket han maaskee, under det derved forhøiede Delirium, har troet at see fremslynget i Smudset paa disse evig Skraalendes Læber, ligesom Tonerne ved Buestrøg kunne forme sig i Sandet paa en løstholdt Glasflade, og ligesom indbildningsrige Folk læse Napo- SIDE: 405 leon empereur i den flamske Piges Øie. Til de mindre paafaldende Symptomer hører ogsaa, at han i dette Tidsrum har seet Lys i alle, selv i Fattigfolks, Vinduer -- Noget, som vi antage som Tegn paa en indtrædende Stær; -- men det tydeligste Tegn paa en overhaandtagende Sindsfraværelse, er, at Patienten, som saa- mange andre Idioter og voldsommere Gale (rabidi), giver sig af med at recensere. Han er ogsaa deri liig andre Vanvittige, at hans Domme ere modsatte alle Fornuftiges. Han løber nemlig omkring, og udskriger en Sang for "saare vellykket", hvori Intet er at opdage, der kan hæve den over, eller skille den fra andet Mikmak af Kompliment- eller Underdanigheds-Sange eller andet deslige Alengods. Man skulde troe, at Rimeren selv har faaet Patienten fat, og hvisket ham noget i Ørene om hvor saare vel- lykket hans Rimen havde været. Naar vi omtale, at Sygdommen antager den voldsomme Charak- teer 2 -- 3 Gange om Ugen, at Deliranten spænder Skillerummet bort imellem Tæringspatienten Nor og en Dame, der lider af den høiadeligste Migraine, saa have vore Herrer confratres medici et saa nogenlunde Omrids af Sygdommen, at man haaber at faae høre en Betænkning. Man har hidtil forgjæves anordnet en dygtig Dosis Sandfærdighed, og af og til anvendt Børstninger og Salt; men lige frugtesløst. Sygdommen, der trodser Anstrængelser, synes baade at komme af Orme, af en Svaghed i Hjernen, og af en Feil i Hjertet [fotnotemerke] . Dr. Syntax. Henrik Wergeland TIL VIDARS REDACTION (Indsendt.) Morgenbladet 21. nov. 1832. -- Dock trösten er, I sönderslitna hjertan På andra sidan blåa stjern-forläten Gå dubbelt klara solar upp för smärtan. Stagnelius. Redactioner prostituere sig vel ikke saa sjeldent; men som oftest er der dog kun i Consequenzfeil, hvori de forløbe sig, og da pleier ikke Tilretteviisningen at mangle. Er derimod en Re- Fotnote: Ovenstaaende har været over een Maanede underveis fra Forfatteren, hvorfor det først nu kan blive offentliggjort. Stbrgs. Red. SIDE: 406 daction saa ufornuftig at henrives til lidenskabelig Harme af en Bedømmelse eller af andre Yttringer, den betræffende, og saa uklog ikke at blues ved at fremtræde for Almeenheden, naar den befinder sig saaledes extra se, med alle, deels latterlige, deels beklagelsesværdige Symptomer paa denne Tilstand: saa have de Tidender, i hvis Magt overveiende Fortrin have lagt Controllen, neppe med andet end med et satirisk Træk i al Korthed værdiget at vise den tilrette, eller -- hvor dette allerede har viist sig unyttigt -- blot antydet for Almeenheden, at den og den Tidende atter har afgivet et Beviis for Rigtigheden af det Misdømme den forlængst har paadraget sig. Denne Fremfærd, der med saamegen Takt af de overlegne svenske Tidender Nya Argus og Medborgaren oftere ved Leilighed, er viist Granskaren, Stockholmsposten samt ogsaa Heimdall, hvor denne Tidende for slemt skulde have røbet sin Uvidenhed, og snakket formeget om Ting, som kun Heimdalls bekjendte Fri- postighed indbilder ham at forstaae -- denne lakoniske Fremfærd vilde være den mest passende af en Redaction at anvende mod Bladet Vidars, der ganske befinder sig i ovenskrevne sørgelige Tilstand. Her derimod, hvor det kun er Individet, der taler, æskes en større Omstændelighed -- noget, Vidar-Redactionens gjentagne Prostitution dog meddeler et særdeles Skin af frivillig beviist Artighed, idet dens Gjentagelse og Latterlighed ligesaa meget fremkalder Laconismen, som Individets Beskedenhed for- drer dog at gjøre sig noget mere Omstændigheder med en heel Corporation. Inds. har dog ondt for at bare sig, da vel neppe nogen Redaction latterligere end Vidars i Morgenbladet No. 308 har prostitueret sig, siden Stockholmspostens næsten grædende Jeremiade over at dens Red. Lindeberg in publico gik under Klængenavnet "Farbror Mårten". Især er det kostelige Anstren- gelser Vidaristerne gjøre sig for at spille Ideekampen over i det personlige Kjævlerie, hvorifra En af dem af Erfaring veed, at man henter de skjønneste Laurer; men Smiil maa blive Latter, naar man seer, at den frygtelige Tanke om at gribe til Lov og Rettensmidler har ligesom et lysnende Glimt, men flygtigt som et Redningshaab igjennem den, der svømmer midt paa Oceanet, gaaet igjennem deres oprørte Hjerner. En Daare kan jo engang vorde viis; men, Viismand, veed du, naar du blie'r en Daare? SIDE: 407 Nei, det Minut kan komme høist uformodet; -- i et saadant maa det være Vidar-Redactionen skriver. Thi det kan dog vel neppe være andet end en Selvforglemmelse, at den, istedetfor at møde Daddel med politisk, doctrinær Rolighed, i Mangel af Forstandens naturlige og vel endog med en kunstig Kulde, giver sin saarede Ømfindtligheds heftige Udbrud, sin Bevidsthed over at være greben i Udflugten af en Aand, der er dens modstridig, blot i denne ligemeget af ubehersket Sindsbevægelse, som af Indbildsk- hed dicterede Paastand, at den, endogsaa efter de videre udførte Beviser, kun kan tilskrive enten blind Lidenskabelighed eller Mangel paa sundt Omdømme, at Vidar dadles. Det forholder sig virkeligen saaledes, at da Bladets Aand var misbilliget, da forunderlige Sprogudvexter vare opdagede i det Blad, som med megen Selvtillid anmeldte sig som Sprogets Renselsesmaskine, og da de poetiske Dele af en til Prøve, d. e. til Bedømmelse fremlagt Deel af Heimskringlasoversættelsen vare dadlede som utydelige og stødende: saa opfordrede Redactionen i et Tilsvar, der, ihvorvel i mindre Grad end i No. 308, zittrede af Harme, til Fremlæggelse af yderligere Beviser, for derefter at afgjøre om Bedømmelsen havde sit Udspring af blind Lidenskabelighed eller af en virkelig Mangel paa sundt Omdømme.(!) Dette er at dømme forud. Besynderligt dog, at man, naar man gav sig saa vidstrakt Dommeromraade, dog ikke vil antage flere forbryderske Mulig- heder. At Intet, selv ikke det Forønskte, er tilpas for den Sindsop- rørte, er et Træk, som ogsaa betegner Graden af Reds. Tilstand. Thi da Bedømmeren beredvilligst erklærer, at de afæskede Be- viser til Tjeneste og behagelig Efterretning vare fuldførte, men af en ikke til Morgenbladet passende Vidtløftighed, og han saa- ledes troer paa det fuldkomneste at møde Reds. Ønsker eller Forlangende: saa er dette heller ikke vel, langtfra vel, ilde, ilde, ilde nok til at faa Sletlunet til at udtømme sig i Grovheder, For- drejelser, Uretfærdigheder og Latterligheder, i det, efter Bedøm- merens forekommende afæskede Erklæring, aldeles overflødige Manifest af 3die Novbr. Den taabelige, indirecte Trudsel, der, i en Sag som denne, ligger i at trække Justitias Skrækbillede frem, men at age det tilbage til sin Vraa med Kjærlighedens Duer ad Skaansels bløde Sti, samt den tydelige Kildren efter at komme Bedømmeren personlig tillivs, har Nedskriveren bemærket; SIDE: 408 men hertil komme flere Tegn paa en al Besindelse overvægtig Paroxysme. Saaledes formener, eller, forsaavidt derved opkastes Tvivl om Bedømmerens Troværd, hvortil kommer heel usle For- søg paa at betegne ham, beskylder Redactionen Bedømmeren for kun at bruge Paaskud, i det han offentlig erklærer at have grundet sit Omdømme paa færdige og fremlæggendis Beviser, samt lægger hertil en foregribende Erklæring om hans Incom- petenz. Denne have nu Sted eller ikke, saa er jo Redactionens Dom allerede fældet baade før de videre udførte Beviser, og efter dem, naar de fremlægges. Efterat det er godtgjort, at Red. ikke har havt den fornødne Ligevægt i Sindet til at møde motiverede Angreb, prøve dem med Billighed, og til med den især for et videnskabeligt Blads Redaction nødvendige Anstand at fremtræde for Almeenheden, falder det ikke saa besynderligt endda, at Bedømmerens tydelige Mening med at undtage de to Sidstnævnte af Redactionen, for at spare dem den ubehagelige Tanke, at Rec. maaskee havde grundet sit ufordeelagtige Omdømme, forsaavidt det ikke ind- befattes i Morgenbladet, paa Arbeider af dem, kan undergives en saa fordreiende Fortolkning. Men ligesom Beviser skulle findes og tildeels ogsaa ere afgivne som de Vaaben, hvorved Bedømmerens Paastande stræbe efter Seiren, saa er deslige tor- menta aldeles i sin Orden i den Polemik Vidar har valgt sig. Dog være det sagt, at Bedømmeren, saavel efter flere Artikler i Vidar, som efter Reds. første Tilsvar, virkelig havde ondt ved at troe, at Lectorerne Hjelm og Stang kunde have synderlig dermed at skaffe. Det faldt ham derfor rimeligt, at disse Herrer af per- sonlig Velvillie for de andre Redacteurer, af Sympathie med den Aand, disse vidste at indblæse den lille Studenterforbundets Abortskabning, samt af kjærlighedsfuld Omhu for at holde dette Skinvæsen ilive ved det Skin af Authoritet, som deres Navne kunne meddele det, altsaa af de ædleste Bevæggrunde i Verden, kunde have beqvemmet sig til at figurere. At heri skulde ligge nogen Afbigt eller Mortification, kan man vel ligesaalidt finde, som overhovedet Noget i Bedømmerens Opsats, der kan billige denne latterlige Fordring af en umaadelig Indbildskhed. Denne slemme Plage er det ogsaa som lader Redactionen takke Be- dømmeren med Impertinenzer, fordi han, baade bevisende sin SIDE: 409 Sandhedskjærlighed, sin Afsky for en Critik, der blot seer Feilene, og en godmodig Medfølelse over at see Redactionen saa altereret, greb Leiligheden til at erkjende de særegne Fortrin hos Forfattere, han i andre Henseender, efter Overbeviisning, maatte dadle. Red. forglemmer dog ikke atter i et behageligt Drøvtygge at smage paa disse Complimenter, blandende denne Sødme med noget af det første Sure, som indtil Raseriets Træk forvrængte dens Aasyn, som dog nu, ved denne senere Tilsats, pryder sig med et coket- terende Smiil, idet den frabeder sig, at Publicum vil lægge nogen Vægt paa disse Artigheder saavelsom paa Uartighederne. Disse "Uartigheder" veed man nu er at vove at dadle Vidar enten i det Hele, det være sig nu ligefrem eller metaforisk, benævnende den en Vanskabning, om end anatomiske Beviser derfor frem- føres, eller at henregne elendige Sonetter, mislykkede Rimerier og Versforsøg samt grundløse, uretfærdige Bedømmelser til "det ringere Talents Fostre". Vidars-Redacteurerne burde ogsaa sandeligen være de Sidste, der bebreidede Rec. Anonymitet. Tyndere Skjold kan han dog neppe have mod Folk, der i deres plumpe og lidenskabelige Be- handling mod Anonymen, og usle Bestræbelser for at fravriste ham det, vise klart nok, hvorledes de ville behandle den Navn- givne. Den bestaltede Poet imellem dem, Han, -- der bader i Sved sin Sang, i Gift sin Skjemt, har vel ved sit Brug af Anonymiteten mod navngiven Mand bi- draget til at vække vægtige Tvivl om dennes moralske Værd; men netop dette Brug har lært Vidars Bedømmer at vogte sig for dens Misbrug. Imidlertid kan man gjerne, naar den udførligere Bedøm- melse seer Dagens Lys, tjene med at lade dette Værn mod For- nærmelser falde. Der er Ingen, som meer end Nedskriveren kan beklage, at den banditmæssige Forvorpenhed, hvormed personligt Fiendskab, deels under denne Maske, og deels uden Maske, men under en tillistet Dommerkaabe, djærver at tilfredsstille alle de uædle Lidenskaber: Nid, Avind, Had, den meest kortsynede Ær- gjerrighed og Uretfærdighed, hvoraf det bestaaer, skal kunne bringe en Mand til at sætte en Grundsætning tilside. Denne maa dog sættes imellem de mindre vigtige og meest betingede; og om SIDE: 410 man end efter indre og ydre Kamp aftvinges den, gaaer dog ikke det skjønne stagneliske Haab forloret: Jag på en samling tror af ljusets sälla andar. Jag tror, att, segrande en dag Min ande sig, försonad, blandar Vid Skaparns helga thron i deras brödralag. Henrik Wergeland FOLKEBLADET No. 48. Tirsdag den 27de November 1832. Vær Norsk! Thi viid: i dette Ord er al den Dyd, du kræves for. [OM MISBRUK AV PRESSEN.] (Indsendt.) Er det, som Nedskriveren troer, sandt hvad den svenske Skjald Ridderstad i sin Tale paa Jubeldagen 1830 siger om Tidenderne, nemlig, at en Stats Indre afspeiler sig i intet saa tro og fuld- komment som i en fuldendt Tidning-Literatur: saa maae vi Nor- mænd tilstaae, at vor Stats Indre, eller det egentlige Samlivs Beskaffenhed hos os kun i meget grumsede og uklare Billeder afspeiler sig i vore Tidender, da de langtfra kunne kaldes fuld- endte i nogen Henseende, ja selv ikke i Formen. Hvor lidet hæderligt der end heri er for Norge, saa ligger deri dog en sæ- delig Trøst. Thi Gud frie os, for at alle de Skrækbilleder af Embedsforseelser, Had, Bedrag og Bagvaskelse, som ofte forfærde os især i "Statsborgeren" virkelig skulde være sande, og Sam- livet virkelig saa forstyrret og søndret, som denne Folkets an- tagne offentlige Anklager vover at fortælle sin Suveræn! Det har ogsaa viist sig til betydeligt Creditspilde for Vedkom- mende, at mangfoldige af disse Anklager deels vare overdrevne, deels falske; men man kan, idet man beklager dette Misbrug af Pressen, dog ikke andet end at finde det ganske i sin Orden, at dens Magt anvendes fremdeles med lige Fylde og Fyrighed, om end stedse med lidt mere Duelighed, mod Uretfærd, Ud- suelser og deslige giftige Paddehatte, der voxe op især der, hvor Hjertebunden i Almindelighed er kold og trælartet og udpidsket tilforn, og saaledes tillader lidende slige Udvæxter at tage Over- SIDE: 411 haand, og hvor Natten er saa mørk, at den endog kan paaliste den offentlige Justits en liden Luur. Man har derfor intet imod, at Mænd, som den offentlige Mening forlængst havde brudt Staven over, af de uhyre Valser, som denne Kraft sætter i Be- vægelse, skydes ind under Pressen, og der knuses; men fordi man uden Forskrækkelse hørte den falde ned over Florenz, Praem, Pind og deslige, hvilken ærlig Mand seer vel uden Harme Skum- leren at berede Hædersnavnet den samme Skjebne, og ved et let Træk at lade Pressens Vægt, gjennemdrønende Norden, sprøi- tende i Sværte og Edder, falde over det uplettede Rygte, paa den Retskafnes Hoved? Er det ikke Vanære og Sorg, at det synes som om et Hang til offentlig Bagvaskelse udbreder sig, saa at der ikke er mange Bygder uden Een eller Anden, der sætter en Ære i at yttre det? Vee, om en rolig Tid kan op- klække saadanne Planter i Mængde -- da skal den Bund være mager, hvori det norske Navns Æretræ slog sine Rødder i Arilds- old, og vi skulle see dets rene Blommer, som vi troede drev som Stjerner over vore Hoveder, at falde ned som Papirlapper! Det er denne samme Aand, som indblæser ærlige Almuesmænd Had og Misundelse mod Embedsmændene overhovedet, fordi disse føre en anden Levemaade, der og vel undertiden ogsaa er af en noget skarp Modsætning samt fordi de have hørt eller muligens erfaret, at der i Embedsstandens formeente Lykkeland ogsaa findes braadne Kar. Det er denne Aand, som uden næsten at kunne klore et Navn, gjerne vilde udspænde sine mørke Vinger over Thingets Bænke, forvexlende disse Ærgjerrighedens Gjøgle- billeder med Ideen om et Thing, der, uden at give Slip paa de overvægtige aandelige Kræfter, som hidtil har hævdet det og Forfatningen, tillige søgte en passende Grad af demokratisk Styrke. Det er denne Aand, som ikke indseer, at i vore Dage bestemmes Graden af denne Styrke alene af Oplysningens, og at denne bestaaer for den norske Bonde i noget ganske andet end i at have slugt den hansholstiske Viisdom. Det er denne Aand, som gjør deslige, kun som Styverfængerie fuldkomment, juridisk Mikmak til sin Bibel og Eenskillings-Offerdecretet til sin Catechisme, som den kan paa sine Fingre. Det er endelig -- om- endskjøndt mangfoldige lignende Træk staae tilbage -- den samme Aand, som fryder sig ved Pressens Vanære og Næstens Sorg, der ikke tager i Betænkning trodsigen at slænge Skillinger til SIDE: 412 den værdige Præst, medens den aabner Bondens Huus i Døgn paa Døgn for en Overdaad, der spotter med hans daglige Klager. Det skulde vel gjøre mig ondt, om disse Yttringer skulde mis- forstaaes saaledes, som om jeg ikke havde bemærket, at en anden og bedre Aand, en livligere Sands for Friheden og nyttig Oplysning, en mere opvagt Følelse for Forfatningens Goder, for- bunden med en paa indre Samfundsforbedringer henledt almenere Opmærksomhed, ved Siden af og overstraalende hiin, der kun glimrer med de sataniske Gnister, som ligge i onde Øine, tillige har fremskudt sig i de senere Aar i vort Norge; -- men være det endog Tilfælde, at Alle ikke skulde forstaae mig rigtig: saa vil der dog være nok tilbage, som med mig tillægge Skildringen af hiin fordærvelige Aand ogsaa disse Ord: "Det er denne Aand, som det er enhver brav Fædrelandsvens Sag at sætte Skranker for." Skildringens Sandhed udsoner Bitterheden deri. Vel lader denne misundelige, urostiftende, egennyttige, lumpne Aand, der bliver den store Almeenhed kun bekjendt som Hang til offentligt Skumlerie, sig betragte med mere Sorgløshed som et Tidens fremkomne, men forsvindende Særsyn; og det er sandt, at vi Normænd ogsaa deri have en Snev af politisk Barndom, at være som oftest velkildne med Hensyn til Avisnavnet, og alt for fulde af Respect for navnløs Enkeltmands Mening for eller mod; -- men disse Betragtninger ere dog ikke istand til at ude- lukke Frygten for at hiin Aand skulde kunne udbrede sig til almeen Skam og Skade, eller til at svække Vægten af den Er- faring, at den dog ogsaa yttrer sig med en Frækhed, som maa krænke det egentlige Offer og oprøre enhver anden Retsindig. Herpaa mangle vi ikke Exempler; men neppe gik den nogen- sinde videre end i Sundbergs Skrivelse til Jubeloldingen Provst Finkenhagen i store Næs, i Statsb. for 4de Novb. d. A. Denne Person, som forresten er ypperste Qvaksalver paa Rommeriget, og derfor tiltalt, eller som dog derfor har været underkastet Forhør, gaaer saavidt i sin Uforskammenhed, at han affordrer Sognepræsten i private, efter Sigende, usømmelige Skrivelser Embedsregnskab aflagt for sig, anklager ham for Forsømmelighed som Advarer mod forskjellig Usædelighed, paavælter ham An- svaret for Almuens Opførsel, og udsætter ved ubestemte Ud- ladelser det gode Embedsnavn, Gubben har vidst at samle sig i 52 Tjenesteaar, og deraf nogle og 30 tilbragte i Næs, for den SIDE: 413 Almeenheds Misdømme, der ikke kjender Hædersmanden og Forholdene. Og hertil kommer, at Skumleren æreskjender den Menighed, som vel i sin Uvidenhed har givet Qvaksalveren Af- sætning paa sine Salver o. s. v. uagtet den Skrækkensprøve han skal have aflagt paa sine Lægeindsigter i Sørum, og sig derved formodentlig baade paa Hilse og Penge, og som tillige skal have ladet denne Taknemmelige opfostre af sit Fattigvæsen; men som idetmindste har Ord og Lov for at være mindre befængt end de fleste andre Bønder med slige Laster, som Sundberg siger "gaae betydelig i Svang" der. Denne Roes tilkommer Næs endog uden Hensyn til den store Folkemængde. Holdt man det end værd, at bebreide denne Menigheds Qvinder for stor Pynte- lyst, saa maatte man erindre baade, at det er Qvinder, samt Mønstrene fra oven og denne Bygds Velstand; men hvor en Menighed beskyldes for at være befængt med grove Laster i fortrinlig Grad, burde man dog betænke det vanskelige i at be- vise det, og Skaden, man anretter ved at gjøre Alle under Eet mistænkelige, om man end ikke havde Samvittighed nok til at føle det Uretfærdige heri, eller Taknemlighed nok til at erindre Velgjerninger. Er end den Aand, som ovenfor skildredes, og som har dicteret Qvaksalveren det uforskammede og usandfærdige Brev, ligesaa- lidt ganske ubekjendt i Næs som i mange andre Bygder: saa tør Nedskriveren dog forsikre, at denne brave Almue føler større Uvillie over de Krænkelser, som ere dens almeenelskede og agtede Lærer saa uværdigen tilføiede, end over de skammelige, hvorunder den selv lider. Denne billige Uvillie skal være i Al- muens sunde Fornufts Sold; og, som en ærlig, men harmtændt Drabant, bevare den, saaat hiin slette Aand intet formaaer over den, men holder sig alene i et Par forvildede, uvidende Sjele, naar den slipper ud af Doktor Sundbergs Hjernekiste, der lader til at være af samme farlige Beskaffenhed som hans Mercurial- æske. -- Maaskee kan Nedskriveren bidrage hertil, om han hos- sætter sit Navn, da han er vel kjendt i angjeldende Bygd, og har Beviser paa Tillid derfra. Dette, der tillige vil for Eftertiden forbyde visse Personer at misbruge det, skeer derfor. Henr. Wergeland. SIDE: 414 SONET EFTER VIDAR TILEGNET SONETTISTEN DER (Indsendt.) Statsborgeren 9. des. 1832. "Naar Natten svæver kring de tause Strande" -- nei, meer end det, naar Stjerner mørkerædde ei vove i det dybe Mulm at træde, naar det er regnmørk Nat selv i din Pande. "O lad da Farten kjækt fra Jorden stande!" benyt Minuten mens den er tilstede! Og stig fra Pandens op til Skyens Væde! Og dal saa atter i Sonettens Vande! "I Solens Glød naar Dagens Kræfter gjære" I regnfuld Nat tillyv dig Evighedens! Thi da skal Drenge kunne spille Jetter. Da bruser Rendesteen som Glommens Fjære. Og Alle skulle med det grønne Øre taalmodig høre vidarske Sonetter. Henrik Wergeland UNDERRETNING FOR HEXERNE (Indsendt). Statsborgeren 23. des. 1832. Istedenfor det sædvanlige Bal, som vi pleier at have paa Bloks- bjerg St. Hans Nat, gjøres det hermed vitterligt at vi næste Aar ville samles om Aftenen den 4de November paa Hornelen, hvor jeg skal svinge lystig kringom med Jer. Mangen Halling skal jeg da springe; jeg skal ogsaa tøfle om i mangen Polskdans med Jer, saa I skulde faae sope Støvet udaf Jere (med Respekt at sige) Stakker! Gamleerik. Henrik Wergeland KUNDGJØRELSE (Indsendt.) Statsborgeren 23. des. 1832. Da Obscurantismen har villet paadutte mig, at jeg er Fader til et af Jomfru Tid født Barn, "Fritænkerie" kaldet, finder jeg mig herved beføiet til at erklære, at jeg aldeles ikke er Barne- fader, og skal med min korporlige Eed bekræfte dette. Fanden. SIDE: 415 Henrik Wergeland FOLKEBLADET No.52. Tirsdag den 25de December 1832. NYTTIGE FORETAGENDER Omendskjøndt man kan være ræd nok for at tale en Mand til Ære, efter den finmarkske Præst Rodes glæfsende Knur, fordi man troede, at han var noget meer end en af de almindelige Praaselys i hiint Mørke: saa har Indsenderen dog endnu saa meget Mod tilbage, at han med Roes tør omtale følgende til Huus- og Fabrik-Flidens Fremme sigtende Gavnvirker. 1. Generalkrigs- commissær Birch har i længere Tid indsamlet de forskjelligste Prøver af indenlandske Tøier af nogen Fortrinlighed, hvilke op- bevares i en Protocol med Tilskrivt hvor og af hvem de ere virkede. Deri ligger unægtelig en Opmuntring, foruden at den hensigtsmæssigste Control føres med Tilvirkningernes Fremgang. Denne Fædrelandsven modtager med Nøie og Lyst alle de fagre Blommer af deres Kunst, som de flittige og nethændte norske Borgerinder maatte indsende. 2. I Vardal anlægges en Fabrik for at tilveiebringe den Staaltraad, som Egnen behøver især til Kardefabrikationen, som der er udbredt. 3. Aggerhuus Landhuusholdningsselskab har besluttet at an- vende 2000 i Sparebanken staaende Daler saaledes: hver af de 8 hidtil oprettede Districters Sogneselskaber faaer en Kornrens- ningsmaskine og en Exstirpator; fra hver af disse 8 Bygder ind- sendes en ung confirmeret Pige til Eugeniastiftelsen for paa Amt- landhuusholdningsselskabets Kostende der at oplæres i Vævning; 100 Spd. anvendes til Æresbelønninger for udmærket Huusflid eller andet særdeles Gavnvirke, samt ligesaa meget til Oplærelsen af Gartnere, hvortil skikkede Personer fra Sogneselskaberne blive at indsende til Christiania. Da det, som baade Directionens Mening, og rimeligt er, maae være de Sogneselskabers Hensigt, som indsende deslige Lærlinge, at de skulde hjemvende til Menig- heden: saa bør denne udtrykkelige Betingelse gjøres. Man har, men neppe med Rette, troet, at mere formuende Gjenter, hvem Arv og gode Udsigter bandt til Hjembygden, for Sikkerheds Skyld, derfor især burde vælges. Inds. derimod troer, at Nemme, Raskhed og netop Fattigdom, som Bianbefaling, bør komme i Betragtning; thi baade vil Forpligtelsen, hun indgaaer, at hjem- SIDE: 416 vende, og Erkjendtlighed, samt de Udsigter, en ferm og tilfulde oplært Vævergjente aldrig og intetsteds kan mangle, binde hende til Hjembygden. Det er det Ypperste at kunne være god og ret- færdig paa engang. Henrik Wergeland PROKLAMA (Indsendt.) Statsborgeren 30. des. 1832. Da jeg ikke med Ligegyldighed kan see paa, at man i de offentlige Blade overstænker mig med Snaus og Sk...t, eller med andre Ord, kaster hele Blækhorn efter mig som engang før -- det I vel vide -- har jeg endelig besluttet at statuere et Exem- pel, og tænker næsten at jeg vil anlægge Trykkefrihedsaktion mod Indsenderen i Statsborgerens 2det Hefte, Nr., ja Numeret er jeg nu for gammel til at erindre: I et Vers sammesteds heder det: Men, naar han engang taer herfra (det maa han dog for Fanden) etc. Dette er udentvivl en Finte til mig, som pro primo bestaaer deri, at Indsenderen supponerer, at jeg vil tage den høie Person, som der formeentlig omtales, da vi dog tvertimod ere meget gode Venner, saa at han nok indfinder sig hos mig uden at jeg behøver voldelig at tage ham. Pro secundo indeholder Ordet for en Chikane, da man listelig derved har villet udskjælde mig for et Faar, der som bekjendt er ligelydende med hint for. At denne Fortolkning ikke er Haarkløverie, bevises derved, at om Regjering, Fiskal har meent, at man i Proceduren nok kunde fortolke Udtrykket derhen. Jeg er nu for gammel til at lære mores af unge Grønskollinger. Jeg veed nok hvem jeg skal tage og ikke tage, og jeg kan have den Ære at fortælle Dem, Hr. Statsborger, at vedbliver De at indrykke Anoncer imod mig, saa skal selv De ikke holde Dem for sikker for, at jeg dandser af med Dem. Jeg er ogsaa en hellig Monarch, skjøndt man rigtignok i den senere Tid har arbeidet paa, at gjøre mig i Exhed lige med Carl 10de, Don Pedro o.Fl., men jeg lader ikke sætte mig Vox- næse paa; jeg skal vide at redde Verden for aandeligt Anarchie, og at overholde den ligitime Souverainitet, jeg nu i saa lang Tid har havt. Jeg erklærer altsaa hine Udtryk for crimen læsæ majestatis, hvilken Majestæt sig saameget mere agter at holde SIDE: 417 ukrænket, som Wienercongressen ikke har erklæret mig for Ex. Det var at ønske, at Alle og Enhver vilde tage disse Linier ad notam og vogte sig for den tiltagende Trykkefrækhed, der truer baade min og andre Majestæter mit Untergehen -- Etwas das muss betrüben einjeder Biedermann. Om Forladelse! jeg har nok glemt mit Tydsk nu, og skriver ikke mere Classisk. Givet under vor Haand og Rigets Segl Fastelavns Mandag paa Viinkjælderen. Gamlerik. Henrik Wergeland FOLKEBLADET No. 1. Tirsdag 1. Januar 1833. ADSKILLIGT Hæld 2 Unzer Vingeist, 2 Drachmer reent Saltpeter, 1/2 ditto pulveriseret Ammoniak i et 10 Tommer langt Glasrør af 8 Liniers Vidde; -- og du har en Lufttyngdemaaler (Barometer). Uskikken aldrig at kunne gaae udenfor sin Dør uden strax at bedække Hovedet -- Uskikken ikke at bedække Hovedet, naar det bør bedækkes, kun let, men med tunge, varme eller lodne Mysser -- Uskikken at holde sig for nær den gloende Ovn -- Uskikken ofte ikke at bedække sig, naar Haaret er gjort vaadt -- foruden utallige andre Uskikke (naar undtages den at tænke eller -- skjøndt det langtfra altid er Eet -- at studere altformeget, som i gamle Dage fik Skylden for mangt et Onde, som havde sit Sted lavere nede end Panden) have fremført Hovedpine, der raser saa i vore Dage, og især, siden de atter begyndte at belæsse deres Haar med falske Krøller eller Halvparykker, hjemsøger Qvinderne. Mod den have vi hørt følgende Raad: af ganske friskt Oxekjød skjæres to runde Smaaskiver saa store som -- Kobberdanker, og lægges under stramt Bind, paa hver Tinding. Efter nogle Timer, eller bedst efter Nattesøvn, tages de af. Da ere Kjødskivene af Udseende som Beofsteeg, formedelst det de have trukket i sig, og Pinen borte. Henrik Wergeland OM NORGES SELVSTÆNDIGHEDSTEGN (Indsendt.) Det er selv for Personer af Vigtighed at overholde de Tegn og Mærker, som Æresfølelsen (ikke Forfængeligheden) og Agtelse SIDE: 418 for Andres gode Mening paabyde at overholdes. Saaledes vil man yderst nødig og med Undseelse, selv i Nødstilfælde, bære en Andens, selv sin Vens Kjole, fordi dette synes at tilkjende- give en beskjæmmende Mangel paa selvstændigt Tilvær og et altfor nøie Forbindtligheds-Forhold. Dette er uomtvisteligt, og bekræftes af Enhvers Følelse, hvortil der appelleres. Men det Samme gjælder og om Stater; thi disse have og en Æresfølelse af høiere Vigtighed, og have andre Staters Agtelse behov. Det er derfor Pligt for dem, og det en Pligt af Vigtighed, at over- holde alle de Selvstændighedsmærker, der fremæske andre Staters Agtelse og forudsætte vor egen. Mynt og Flag ere deslige Selv- stændighedstegn, hvorpaa Opmærksomheden bør fæstes -- og det saameget mere nu, som det er høi Tid at røre derved, for at de væsentlige Mangler derved dog ikke stiltiende skulle ind- hævde sig. Hvorledes seer nemlig vort Unionsflag ud? Saaledes som de norske Farver, der paradere i en Flaggets Sjettedeel, pleier en erobrende Nations Seiersbanner at smykke sig med en overvunden og erobret Provinds's Flagmærke. Det er en Skjændsel for Norge, at dets Farver spille en saa elendig Rolle i Unionsflagget, hvori Brødrene burde have skiftet ligeligen sammen. Men det Snak, om at Barbareskerne kun respecterede eller kjendte de svenske Farver forbausede vel datids Storthing saaledes, at det af Frygt for Tyrken gav den Uting af et nyt Flag Indpas. Nu vaier det da med sine gule krydsende Strømme og sin blaa Sky med den lille røde Stjerne ifra alle Fæstninger og Krigsskibe, fra alle Told- boder og Toldbaade; og seer man udover de gode loyale Ber- gensmænds kjære Vaag, da skulde man troe, at man var i Götha- borg saaledes blaaner og gulner det. Uvittige Dansker forhaane ogsaa Normændene, sigende med det gamle falske Smiil, der forhen stod i Gjestvenlighedens Sold: "I ere Svensker nu og ikke Normænd" og, se Jyden peger haant paa Prinds Carls blaa og gule Flag; -- og Normanden bider sig ærgelig i Læberne. -- Man sagde, at det maatte være svensk at see til ved første Anblik, for at Corsarerne ikke skulde være for raske til at entre for en Feils Skyld; men det er jo tydeligt, at en officiel Meddelelse igjennem Consulaterne maatte have lært dem at kjende og re- spectere hvilketsomhelst Unionsflag. Denne Grund holder da altsaa ikke Stik; men befindes ikke at være andet end et Paa- SIDE: 419 skud for svensk Anmasselse. At Normændene saa villig have fun- det sig deri; at de forhaanes for den Sags Skyld; at norske Borgere (saaledes som Tilfældet er med de fleste Skibseiere især paa Vestkanten) -- ere usle nok til at lade det smukke trefarvede norske Handelsflag fortrænges af dette frygtelige tilsyneladende Symbol paa forbryderske Fordringer -- dette er visseligen i saa høi Grad sørgeligt, at det forekommer os høist værdigen det kommende Storthing at jevne paa denne Sag, og at faae et nyt Unionsflag i Stand, der istedet for at beskjemme Fædrelandet med for Alverden at antyde Sverige som Overrige eller Supre- matrige og Norge som et høist ubetydeligt Atpaaslæng, skulde vise, at der findes en lige Union med lige Selvstændighed, under gjensidig Agtelse Sted imellem de tvende nordgothiske Folkeslag. Saare let vil det ogsaa være af begge disse Farver at sammen- sætte et ligesaa skjøndt som passende Unionsflag. (Fortsættes). Henrik Wergeland FOLKEBLADET No. 2. Tirsdag den 8de Januar 1833. OM NORGES SELVSTÆNDIGHEDSTEGN Fortsættelse f. f. No. (Indsendt.) Paa vore Mynter og i kongelige Decreter læse vi Normænd heller ikke vor Ære. Naar kjendte Norge nogen 9de, 10de, 11te, 12te Carl? Vel kunde vi uden synderligt Tab byttet dem med Frederikkerne og Christianerne; men da vi dog ikke have havt den Ære, saa forbyder Selvfølelsen og den Selvagtelse, der ikke vil tillægge sig noget, man ei tilkommer, ligesom og den historiske Sandhed, os Normænd at vedkjende os dem. Og dette maa vi dog gjøre for at kunne vedblive at tælle Carl den 13de, Carl den 14de, som vi med stor Uret gjøre. Vor Konge er med Gud og Æren Sverriges 14de Carl; men med Gud og Æren og Sand- heden er han kun den 2den Carl i Norge. Man har vel hørt ham nævne som den 3die, men da regnes Carl Knudtzøn, hvilket neppe er rigtigt, da han kun dertil kaaredes af et Partie. Vig- SIDE: 420 tigere er den historiske Samlinie, man har trukket imellem Jacob Stuart i England og Skotland, som den 1ste i hiint, den 5te i dette. Herhen kan ogsaa ansees at høre, at Kongen benævnes i norske Documenter "til Sverige og Norge", hvorimod det vel burde lyde omvendt. Efter Dette, anmode Vi (thi det er visseligen flere Normænd, som dele disse Tanker.) Hvilkensomhelst af det vordende Things Mænd, som maatte heri være enig, om at søge følgende Forslag til hine Uskikkers Ophævelse fremmede: 1) Unionsflaget forandres saaledes, at det værdigere betegner Norges Plads i Foreningen. 2) H. M. Kongen benævnes paa de norske Mynter, i norske Documenter, fra Prædikestolene og ellers ved offentlige Hand- linger, som Carl IIden Johan. 3) H. M. anmodes i Adresse om at sætte dette i Kraft, samt om at ville skrive sig, hvor han handler som Norges Konge, først som Konge i dette Land, (eller maaskee saaledes: "Vi Norges grundlovmæssige Konge Carl den IIden Johan, Konge til Sverige, de Gothers og Venders, o. s.v.). Hvis man tør sætte Liid til Norske Skipperes Efterretninger, saa skulle de Norsk-Svenske Consuler i de Middelhavske Havne tillade sig at nedtage med Magt det Norske Koffardie Flag, saa- fremt en Skipper har heiset samme. Forholder det sig saa, er det heel besynderligt, at vedkommende Skipper ikke har klaget til den Norske Regjering over en saadan Fornærmelse; thi ikke nok at det -- formeentligen -- maa betragtes som Vold, saa er det tillige en Fornærmelse imod Norges Lands Høihed, hvis lov- mæssige Koffardie-Flag er det Trefarvede, imedens det saakaldte Unions-Koffardieflag ingen Hjemmel har, hverken i Grundloven eller i de borgerlige Love. Men saasom disse Consuler vel ikke torde handle saa egenmægtigen paa egen Haand, saa er det sandsynligt, at de maae have et Slags Hjemmel dertil, i en eller anden Ordre fra den Svenske Regjering; thi vi kunne umuligen troe, at vor egen Regjering kunde være svag nok, til at give sit Samtykke til et for Nationen saa fornærmeligt Bud, der i Ud- landene maa stemple Norge som en Provinds af Sverrig. Vi op- SIDE: 421 fordre den eller de Skippere, som saadant skal være vederfaret, at kundgjøre saadan Handling offentligen, og ere vi villige til at modtage og lade trykke enhver saadan Kundgjørelse med eller uden Navn, naar kun Vedkommende indestaaer for Sandheden. Den, som ei maatte ville være sit Navn bekjendt, kan være for- visset om den ubrødeligste Taushed fra Redactionens Side; thi forsynede med historiske Beretninger, agte vi, i Trykken at op- fordre den Norske Regjering til at sætte Grændser for saadan fornærmelig Handlemaade. Vel var det om den Norske Regjering i Forbindelse med Stor- thinget vilde foreslaae for den Rigsdag, som til næste Aar skal samles i Sverig, et Unions-Orlogsflag, hvori Norge kom til at spille en mere passende Rolle, end i det af Sverig eensidigen og uden Fuldmagt fra Norsk Side bestemte, baade for at Unions- Orlogsflaget maa vorde lovbestemt, og tillige, at Aarsagen til Normandens billige Misfornøielse med og Fortrydelse over det Nærværende maa ophøre, og denne Grund til Anke over Sverigs Opførsel imod Norge, der ikke er gavnlig for Unionen, maa op- hæves. Henrik Wergeland INDBYDELSE Candidat Wergeland har anmodet Redactionen om at foreslaae for dem, der skulde være enige med ham i, at patriotiske Folkeviser ere i flere Henseender en særdeles gavnlig Almeenlæs- ning, at understøtte ham i at fortsætte med Udgivelsen af deslige. Der er udkommet to Rækker Folkeviser, hvilke i hans Omegn have erholdt Melodier, samt, i Forbindelse med dem, Balladen Blaamyra. I de første, der udkom i to store Halvark med Titel- omslag og historiske Anmærkninger, besynges N. Justesens For- tjenester som Landmand, Olvar Bondes Tapperhed, Oberste Kruses Vaabendrivt i Høeland, Vormens og Glommens skjønne og stolte Samstevne, Glommens 17de Maiqvæde, Reidar Griot- gardsons Troskabsoffer og Baglerkampen ved Minde. At frem- hjælpe Udgivelsen af et Ark til, for det første, kunde skee, ved enten igjennem denne Redaction eller ved directe frankeert Hen- vendelse til Forfatteren (Addresse: Eidsvold) at tegne sig for en Deel Exemplarer, saa at Udgivterne dækkedes, hvortil meget over det halve Oplag vil medgaae efter den lave Priis, hvortil SIDE: 422 saadanne Sager bør sælges. De, som saaledes velvilligen frem- hjælpe dette Arbeide, faae da udbrede sine Exemplarer ved Salg eller Gave. Tegnes for 1 Spd. erholdes 34 Explr.; for 1/2 Spd. 16 Explr.; for 30 ß. 8 Explr. Henrik Wergeland [OM ARBEIDSANSTALTER] (Indsendt.) De forrige Aars Nød og Oversvømmelse af Betlere og arbeids- løse Mennesker, forenet med det Hang til Lediggang, som Arbeids- klasserne i de gode Aar gjerne overlader sig til, har vakt Tanken om Arbeidshuse, der baade skulde være Tvangs- og Hjælpe-Anstalt for Mange. Vanskeligheden i at udarbeide en Plan, enten en almindelig, eller en for særegne Districter afridset, og hvori der tillige var viist Muligheden af dens Istandbringelse og hvad Hjælpe- midler man, foruden de en Indflydelse kunde give, kunde gjøre Regning paa, maa vel have afholdt fra at Nogen uopfordret har fremsat en saadan. Denne Gjenstand er dog af yderste Vigtig- hed, af offentlig som af privat Nytte i mangfoldige Henseender. Saaledes kunde maaskee, om Arbeidshuse oprettedes fogderieviis eller for 2 -- 3, flere Thinglaug, dermed forenes Arresterne til Beqvemmelighed for vedkommende Øvrighed og den betydeligste Besparelse for det Offentlige. Den fortjener Storthingets, Sel- skabet for Norges Vels, alle Sogneselskabers, enhver tænkende Borgers Opmærksomhed. En Committee kunde ikke nedsættes i vigtigere Anliggende. Men skeer Intet af dette, da tillader Inds. sig ærbødig at opfordre Sorenskriver Borchsenius, hvem man ogsaa skylder Kornmagazinernes Indførelse, eller Capitain Mariboe til rumme ud lidt i deres vidtløftige Forretninger, for at faae Plads for denne Sag. Hvem der gjør dette, hvem der bevirker Arbeidshuse oprettede, gjør sig høiligen fortjent af Fædrenelandet, af Armoden, af Sædeligheden. Idetmindste kunde Regjeringen anlægge et til Prøve. Den vilde ikke slaae Feil. Et Manufactur vilde opstaae og staae paa sine egne Been om en Tid. Men hvorledes end -- lad Noget skee ved Sagen! Bonden er maaskee meest istand og villig til at ofre noget nu, da han midt i det rige Aar dog har de magre og deres Rædsler iminde. SIDE: 423 Henrik Wergeland FOLKEBLADET No. 3. Tirsdag den l5de Januar 1833. SAALEDES VAR DET DER (Indsendt.) Besøg ikke den Mand -- havde man sagt -- : gjerrig er han, suur er han, en Nar er han, og Døttrene faaer du ikke at see. Men dette virkede modsat paa mig; thi baade kan man uden Fare være noget mistroisk imod en overflødig Daddel, og man bør lære dem at kjende, som Folk tale ilde om, for selv at kunne dømme. Desuden erindrede jeg mig en anden Dom om Manden -- nok, der laae Gaarden. Brunen spidsede Øren, og slog ind ad Gutuen. Mine Tanker om Manden forbedrede sig alt førend jeg kom til Gaarden. Thi, at han maatte være en dygtig Jord- bruger, en flittig, ordentlig, klog, menneskekjærlig og dyrevenlig Mand -- det viiste mig en fortræffelig optagen Myr paa Venstre af Veien, hvor just nu to velfødte Spand Heste og et Spand trivelige Oxer høstpløiede, samt Steengjerdet paa Høire og en Skigaard paa Venstre, der var saaledes afstudset, at man trygt kunde fare den forbi i Mørket, uden at miste Øine eller at blive spiddet. Ligesaa, at Veien, der havde dyb Lere tilbunds, var ypperligen istandsat med Sand og Singel, og det, at en Sværm fattige Børn tjente Føden og lidt til ved at løve Aasp og høste Rognebærene ind af Alleen. Manden fortalte mig siden, at han brugte dem kogte med lidt Overdrys af Meel til at gjøde især Sviin med. Desuden havde han den Grundsætning, at den Fattige, som vil arbeide, maa ikke nægtes det, og endnu mindre sulte. Den Mand er ikke gjerrig, tænkte jeg. Og hvilken herlig Gaard at see til! Et langt, endda lyst Steen- fjøs; en skjøn Stald; tagdækte Møgbinger; et Bryggerhuus, hvori jeg hørte Springvandet silre; en Indhegning, der vrimlede af Fjærkræe; to Laaver, der søge deres Lige: udmærkede Gaarden fra mangfoldige andre. Den Mand er ikke gjerrig, svoer jeg. Der kom Manden selv. Blaae Vadmelsbuxer, graa Vadmels- frak, rødternet Verkensvest, en stærk Hue af norsk Skind. Erindrende, at han havde onde Tunger paa sig, trykte jeg ham varmere i Haanden. Det fornøiede ham, at jeg først vilde sørge for min Hest. Det var ogsaa et godt Træk af ham. Han ad- SIDE: 424 varede strax Gutten mod at slippe den strax tilvands, og bad ham at lægge et Dækken paa til Natten. Elsker han Dyr, tænkte jeg, men ikke Menneskene, da maae disse svart have fornærmet ham, og lagt sig om at rykke enhver Spire til Kjærlighed af et Hjerte, som er saa rigt derpaa, at det ikke kan undvære en Gjenstand. Han havde en barsk Stemme, men den klædte Manden vel. De klare, næsten svømmende Øine, passede dog bedre til den Forstand, der laae udbredt over Ansigtet, end til dets Alvor. Han er hverken suur eller en Nar, tænkte jeg. En hyggelig Stue. Grundloven i Glas og Ramme paa Væggen over en verkenbetrukken Sofa, en smuk Birketræes-Skjænk, en ditto Comode og Chatol, Krohgs og Knudsons Portræter, nogle Blom- sterpotter i Vinduet -- hvilke tydede paa qvindelige Hænder -- udgjorde dens fornæmste Prydelser. Nogle Landhuusholdnings- skrifter og et Par Politiske af en god Aand laae paa Bordet. Ved at blade i dem saae jeg at de hist og her vare mærkede med Blyant. Den Mand maa være fædrelandssindet, tænkte jeg, og læse med Forstand og Tænksomhed. Derom overbeviiste mig ogsaa de Samtaler, vi førte lige til et Par Væverstole, som hid- indtil havde givet den eneste Lyd i Huset pludselig forstummede, og et Par unge Piger traadte ind. De hedte Jomfruer, men vare dog uden falske Krøller og klædte i Værken, men i det fineste og smukkeste jeg har seet. De forhøjede Glæden over deres Tilstedekomst ved at bringe os baade fortræffeligt Øl og et Glas Punsch, da Tid var. Aftenen henrandt paa det behageligste, i munter Samtale uden at have omtalt en eneste Roman. Det vilde da sagte lidet have nyttet; thi de tækkelige Piger vare kun bevandrede i Historie og Geographi og Naturhistorie; men at de ogsaa vare dygtige Skrive- og Regnemestere, det viiste mig en Huusholdningsbog, som de skiftesviis førte; og at deres Hæn- der forstode noget, det fik jeg baade at smage og see. De slap mig nemlig ikke før de havde viist mig hele forrige Vintervirke: nyt Sofatræk, Kjoletøier af de smukkeste Mønstre, Klædning til Fa'er, og Duge med baade Træer og Rosetter i. Faderen var rask i sit Omdømme: "ret Ingeborg -- sagde han, klappende den Yngste paa Kinden -- men væv mig slig en Kjole, som du vov til din Comfirmation! Nu? bliver hun ikke ordentlig rød af Skam over at den Fremmede skal høre, at du stod til Comfirmation i Værken? Han er ikke slig". "Nei, Fa´er ikke SIDE: 425 derfor, svarede Pigen; men den var ikke saa vakker." "Ret Barn" -- sagde Faderen, formodentlig glad over at opdage saa ædel en Kilde som Beskedenhed, til den rødmende Bølge paa hendes Kinder. -- "Ret Barn! men om det havde været Hver- dagsverken, vilde det have været vakkrere i Guds og de For- standiges Øine, end alle disse kostbare fremmede Flitterfiller, hvormed selv fattige Bondepiger havde udspjoket sig." Vakre Ingeborg -- tænkte jeg -- vakre norske Gjente, var ikke dit Confirmations-Verken af den fagreste Let, din Beskedenhed har dog overdraget det med et Slør af Purpur. Det vilde blive vidtløftigt, drøftende at berette hvilke Meninger min Vært havde forskjellige fra Andres i de mange almeeninter- ressante Gjenstande Samtalen bragte paa Bane. Kun vil jeg ikke undlade at fortælle, at han med en vis Strænghed, der mere syntes ham tilvandt maaskee af bittre Erfaringer, end naturlig, yttrede sig om den Svaghed i visse Sogneselskabers Love, at de undtage de saakaldte Conditioneerte med Familie, for at holde sig de §§ efterrettelige, der paabyde at klæde sig i indenlandske Tøier. Reise -- eller streifa, troer jeg han sagde -- Frøiknerne eller Jomfruerne og Herrerne til Byen, saa kan det jo staae dem frit for at maje sig ud som de ville; men herhjemme ere de til slet Mønster hvor de sees, men især i Kirken. Derfor bør de enten udelukkes af de Foreninger, hvis Hensigter de saaledes modstride, eller finde sig i at binde en fordærvelig Villie. Dette syntes mig saa strængt sagt, at jeg kun svarede med at støde mit Glas imod hans. Saameget Godt var ellers snart at opdage hos Manden, at man dobbelt maatte beklage, at Verden skulde have indvirket saa stærkt paa hans Charakteer, at hans Daddel i fortrolig Samtale antog ofte en mørkere Farve end nødvendigt. Saaledes sagde han reent ud: "Den Blodhund burde i Galgen" om en Procurator, som man ellers almindeligen kun nævner som Lovtrækker og Udsuger med andet lignende. Om Embedsmæn- dene sagde han, at de vel ikke fortjene saameget Skravl, og at Statsforfatningen i dem har sit første Værn, men han sagde ogsaa uforbeholdent, baade at mange af dem og især af Ju- risterne havde benyttet sig vel drøit af de sportelløse Tider, og romsteret vel slemt i dette Retfærdighedens Interregnum, som han kaldte det, og at de tee sig skammeligen den 17de Mai; thi, hvor Almuen holder den, ere de ikke med, og hvor Almuen ikke SIDE: 426 feirer den, der lære ei disse mere Oplyste den at feire den. Om de forræderske Planer mod Kongehuset, som svenske Adels- mænd atter have gjort sig skyldige i, yttrede han reent ud, at Oscar burde søge at faae sit paalideligste Værn i Norge; og at han burde indsee, at 17de Mais Festligholdelse netop knytter de norske Hjerter til det Bestaaende, til baade Forfatning og Kongefamilie. Han meente nemlig, at, jo høiere Selvstændigheds- følelsen, vaktes hos Folket, med desstørre Modbydelighed vilde det tænke paa en anden Kronkræver, der skulde kjøbe sig den svenske Adels Hengivenhed ved at opfylde dens skuffede For- ventninger med Hensyn til Norge. Da han sagde disse Ord, eller rettere: idet han tilbagekuede nogle heftige deraf fødte Tanker, blev det klare blaa Øie ligesom flammende bruunt, og hans Overlæbe bævrede uvilkaarligen. Heller ikke aftog hans Heftighed, da han kom paa Tale om vore ufrie indre Samfunds- Indretninger. Menighederne, meente han: burde ved frit Valg besætte Smaaposterne inden sig. Amterne burde ikke kaare Lensmænd, hvilket enten burde tilhøre Kongen eller endnu snarere Menigheden. I sidste Tilfælde kunde man indrømme Amterne Forslagsret snarere, end til Forligsmændsvalget. Ma- gazinbestyrere, Organister kunde Menighederne gjerne indsætte. Formandsskaber holdt han for oprettelige og vigtigere end selve Amtmandsposterne, som han meente kunde indgaae. Dog var hans Yttring desangaaende indklædt i et Spørgsmaal, som heller intet bestemt Svar fik. Det var ogsaa allerede 3 Timer efterat Smaapigerne havde gaaet og lagt sig. Dynen begyndte allerede at faae mere Vigtighed end Staten, og, mens min Vært lyk- ønskede Folket med Hjelms Storthingsvalg, og opmuntrede mig til at vedde om Mariboes, tænkte jeg kun paa et trofast Teppe og paa lette Fjær. -- Jeg gik saa op, men min Vært ud for at see til Varmen i Kjøkken og Drengestue. -- Sex Timer derefter hørte jeg allerede min Værts høie Røst i Gaarden. En ulykkelig Kræmmerkarl havde forvildet sig did, og allerede begyndte at udkramme sine Sager paa Kjøkkenbænken, da Huusbonden kom ud. Smugkræmmer havde vist aldrig før været der, og kommer der nok aldrig mere heller. To Piger stode hver i sin Ro og græd; thi Huusbond havde slaaet Handelen op igjen. Huusbond gik paa Gaarden og slog sine Støvleskafter med en Ridepidsk. Dog var han ikke suur, som Folk havde sagt. Han loe, da jeg SIDE: 427 kom ned. "Lærer den Kræmmer mine Piger Dovenskab, skal jeg lære hans Been Flittighed i at løbe", sagde han blot, og drog mig afsted, for at besee en ny Saamaskine, som han havde bestilt fra Faaberg. "Den er fortræffelig, sagde han; men det Bedste er, at jeg har faaet nogle Granner til at tage efter." Men de burde tage efter i Alt hos denne Mand; thi Alt var fortræffeligt! Alt var hensigtsmæssigt fra Vaaningshuset og til det reenlige Svinehuus; og har man seet Rognebye paa Thoten, saa kan man gjøre sig et Begreb om Mandens Jordbrug. Det var vidtløftigt -- vi ville da ikke vandre det rundt. Desuden, naar jeg nu fortæller, hvad vi spiste og drak, saa er jeg vel vidtløftig nok. Viid da altsaa, at den Punsch, de vakre Piger opvartede med, var lavet af fuldkommen reen, norsk Korn- spiritus; at der var ikke saa lidt Chicori i Cafeen; at vi fik en Saftsuppe, men hvori Ingeborg havde kommet tørrede Stikkels- bær, istedetfor Rosiner -- at Kalvestegen var bleven saa fed af Dylle og Haveukrud; og at en Flaske Viin, som jeg troede var en Slags Muskateller var lavet af Ribs og Blaabær. Straks efter kom en af gule Ribs, der lignede aldeles Rhinskviin baade i denne Solætlings gyldne Blink, i Smag og Kræfter; thi, før denne smukke Sol dalede, havde vi baade opbygget et Arbeidshuus for Bygden, faaet Storthinget besat, og drukket en Skaal "For Friheden, den Norges favreste Sol!" og atter en, hvortil Pigerne smilede: "for hvert et ærligt Jomfruhjerte under Værkenskjol!" Henrik Wergeland FORTSAT MØNSTRING AF VIDARASERNE (Indsendt.) Morgenbladet 1. febr. 1833. RIDDEREN MED VEIRMØLLEN En, der ellers deler de Anskuelser af Vidar, nærværende Inds. har fremsat i Mgbl., har vel privat yttret, at man burde have ladet Vidar uendset pludre væk 1/2 Aars Tid, til han troede sig sikker, og godtroende endnu mere uforbeholdent kom frem med SIDE: 428 Hjertesproget. Men det nøiagtige Opsyn, der bør føres med be- gyndende Tidender, især saafremt et hævdet Særkjende, som her er Tilfælde, gjør dem vigtige, og hvilket Inds. iværksatte med Vidar, har fremdeles overtydet om, at dette Blad kun har agtet liden Forsigtighed nødvendig. Bladbestyrets Aandsgaver saavelsom den Fasthed, hvormed det forfølger sit Meed, har som sagt, givet Tidenden sit afgjorte Præg; og dette letter Op- synet dermed, medens det, at Ufrisindet især snoer sig under Oversættelser, hvis Anskuelser og Ansvar Red. naturligviis deler, kun kan skjærpe Opmærksomheden og langtfra vanskeliggjøre eller forvirre Omdømmet. Nei, Ufrisindet har i Vidar ligefra Opsatsen om Popularitet til den de Pradtske Artikel stedse talt tydeligt nok; Pedanteriet har deri stedse staaet aabenlyst paa sit Catheder; Modsigelserne have hvinet i Øret; Urigtigheder, skjøndt fremsagte med al Selvtillidens Vægt, have vakt en prø- vende Eftertanke; Masken har været af Glas, Sløret stedse i Gliden; og Fakklerne have antændte og klartskinnende været bundne til disse natlige Skabninger, der, udsendte af den det tabte Israels Jette, som slaaer med Asen-kjæve, fare udover vor akademiske Sæd! Skulde heri ligge nogen Bitterhed, saa ønskes dog, at den i sin Oprindelse intet maa tillægges at have tilfælleds med den, der i de kritiske Gjensvar fra Vidar-Recensenten i No. 13 og 16 sammenmænger sig med alt Selvtillidsfuldhedens Modbydelige. Ligesaa maa man erindre, baade at en barmhjertig Streg slaaes over endeel verssatte Usselheder i dette Smagens Blad, og at Forfatteren af "om den literaire Antidanskhed" forskaanes for den piinlige Tilretteskruen af alle de Skjævheder, hvoraf hans Opsats lider. Det skal være nok, at erklære, og ved en Appell til Erfaringen og Menneskeforstanden at bevise, at Hovedfeilen derved er, at han skaber sig en Gjenstand for sin Ivren, der intet Tilvær har uden i hans egen eensidige Indbildning; og saa ivrer han væk. Bestred Vidaristen de Normænd, som Antidaner, der ikke kunne erkjende det Gavnlige for den fædrelandske Videnskabelighed, Smag og aandige Tone i at Norge oversvøm- mes med al dansk, oftest maadelig, Skjønlecture, samt i de danske Theatre i hver norsk Bye, og som med Uvilje ansee den, ofte med Uforskammetheder ledsagede, aandige Overlegenhed, som Danske ville gjøre gjeldende hertillands; bestred han de Nor- SIDE: 429 mænd, som kun have en bitter Erindring tilbage for det gamle kjærlige Søsterland, og som ærgre sig over at dets videnskabe- lige Registre fremdeles vedblive at regne Norge i Provindsstand, og at de Danske fremdeles gjennem Skolebøger, Fædrelands- historier, Morskabsbøger o. s. v. have beskattet os, og gjort alt for at forhindre os fra at begynde selv; bestred han disse og dem som Antidaner, der med Uvilje ere Vidne til at Normænd, deels under Skin af Cosmopolitisme, deels med aaben, dog for- rædisk Frækhed, slappe de Kræfter, som kunde arbeide for Norge og dets videnskabelige Ære og Nytte, og vække ned- kuende Selvblussel hos Folket ved at indpræge det, hvor usle dets aandige Evner og videnskabelige Virken dog er -- nu vel, da kunde man dog kaste et Modord paa. Men nu, da det op- gives som den "Antidanies Særkjende" Forfatteren giver sig af med, at der gives Normænd, "som fordømmer danske Aands- frembringelser blot paa Grund af at de ere danske", hvem vil afbevise slige Paastande, hvis Taabelighed fritage dem for at hedde Uretfærd. Forfatteren kan ikke opgive, at dette Særkjende paa den Antidanie, han har for Øie, er offentligen for Dagen lagt; enskilt yttret vilde det vække Medynk -- den, Forfatteren nu paadrager sig selv ved at skabe sig Modstandere af en saa frygtelig Monstrositet. Og her er da Ridderen med Veirmøllen. SPROGRENSEREN Spørgeren. Det er en yderst ubehagelig Control, Vidar er kom- men under. Sprogrenseren. "Dissentienter! Dissentienter! desavouerede Dis- sentienter! Den puerile Borneerthed kan ikke attrapere vore apparente Raffinements og indulgente Novationer. Men lad end en Consolidation substitueres i Contrasistencen, saa skulle vi dog, duperende selv luxurierende Literatur, no- mothetisk reproducere Modens Fernis." POLlTIKEREN Lafayette, Washington, Foy, Lamarque, Lelewel, Rotteck -- norske Vidar lærer Eder: "Popularitet er kun Egenkjærlighedens Sag, den udsmykker Uhyrer, og forguder æreløse Skjelmer." "Naar man kun tager Ordet Popularitet i sin politiske Betyd- SIDE: 430 ning, saa er det ikke alene Higen efter at erhverve sig et Navn, men endvidere en Snigen efter Gunst, en Bestræbelse for at mislede Hoben o.s.v. "Demokratiets Tilhængere ere paa Vildspor, naar de troe at lønne store Handlinger med Popularitet." Napoleon, Cæsar, Sulla, Francia -- norske Vidar fortæller hvad I skjulte i Eders Hjerter, men lod Senatorerne og Akademiernes Laurkrandsede, skjøndt forblommet, forkynde: "Det er ret og tilbørligt, at befæste og udvide Geniets Magt. Denne Servilisme er den største af al Kraft, næst den høieste." Pressefrihed -- norske Vidar giver dig din Roes: "I Alder- dommens Samfund var det Tribunerne og Skolerne, i vor Tids Samfund er det Dagbladene og Bøgerne -- en meget vigtigere Tribune -- der gjenlyde af de Lovtaler, der blive Folkene bragte af de populaire Smigrere; deres Slutningstale til disse er stedse, at de ere hævede over Alt; at de ikke behøve at binde sig til Velanstændighedens og Retskaffenhedens Bud; at Magten stedse har Uret; at de ere de eneste Magthavende; at deres Forfæn- gelighed, deres Uretfærdighed, deres Luner udelukkende skulle udøve Herredømmet, og bestemme de socielle Forhold". "Det er ei Umagen værdt at skrive for Almeenheden, siden Almeenheden nutildags skriver selv." Klag ikke Polen, men velsign din Underkuer! og, Tydskland, siig ikke, at du er bleven skuffet -- norske Vidar lærer: "Med Moderationen forbinde man ogsaa noget, som altfor meget er blevet glemt, nemlig Høflighed, og man høre op at sige: Autokraten Nicolaus, Metternich, de Despoter, de Aristokrater. Man vil først da ansee Revolutionerne for endte, naar det re- volutionaire Sprogs Barbari ophører og gjør Plads for et pas- sende og anstændigt Sprog, der til alle Tider har været indført blandt dannede Folkeslag, og først er forsvundet siden Revolu- tionsmændenes og deres Systemers Invasion, ligesom det endnu kun overholdes der, hvor der ingen Revolutionaire gives." Norge, dit stolte Sind, kan behøve at vide hvad Vidar lærer: at du "ogsaa ved egen Brøde tabte det ydre Tegn paa Natio- nalitet"; og "at Danernes Paastand, naar de vindicere sig Sproget, har meget for sig, eller at Sagen idetmindste er saa uvis, at man gjør bedst i at lade al Strid derom fare." Og dette bør du af Taknemmelighed, saasom "vi gjennem denne sættes i Forbindelse SIDE: 431 med alle øvrige videnskabeligt dannede Nationer, hvilket vistnok paa Grund af Beliggenhed neppe eller saare vanskeligt vilde have været Tilfælde." Og om du ikke kan rødme af Kjærlighed, idet du kysser den ømme Haand, som saa rigeligen udstrøer Maaneds- roser og aladdinske Granater og Steenpærer paa din golde Kyst, saa rødme dog af Blussel; thi dine egne Børn sige, at: "hvor fattig vor Literatur end nu er, saa vilde den dog have været endnu fattigere, om vi ikke saa beqvemt vare komne til at deeltage i en af Europas meest dannede Nationers, den danskes Literatur." (Fortsættes.) Henrik Wergeland RHAPSODIE AF ET PAATÆNKT SVAR TIL WELHAVEN FRA H. WERGELAND Samfundsbladet 2. febr. 1833. Dramatiske Kritikere have undertiden betegnet det Hensigts- mæssige, det Passende som Idealet for Dramaets Dialog og for hver enkelt Deel af dets indre Bygning. De have vovet at fore- skrive Digterne Huusholdningslove, hvorefter det Poetiske ban- lystes af Replikerne, der skulle have en anatomeret Beenrads Maverhed, saa at Enhver tydelig kan see ind i Maskineriet. Disse Hjerner forvildes, om ikke de høieste tragiske Emner ud- vikle sig under daglig Tale. De formaae ikke at see Colonnerne, der bære Musetemplet, om Bygmesteren har været rig nok at oversaae dem med Arabesker og til at beklæde Capitælerne med Basrelief, Corridorerne med Malerier. Alt skal være kunst- mæssigt afskaaret, taxusbeklippet, forenede i snorlige Gange til Maalet; en Blomst, der udsprang af Digterens Natur, eller af den, han meddeler sin dramatiske Skabning, maa ikke taales. Lidenskaben skal tage sit Sprog af en fast Ordbog. Emnet kan vel være saa poetisk som, vel at mærke, Historien kan skabe det, men Behandlingen maa være prosaisk, for at det skjønne Heelindtryk ikke skal gaae tabt under saakaldte poetiske Ud- skeielser, d. e. under enkelte Dele af et Digt, der indeholde for- meget af en prægnant poetisk Materie eller vel endog ere Smaapoemer i sig selv. Denne Rigdom er bortkastet for disse Øine, der vel vide, hvorledes de skulle udparcellere den. Dette, som nu henskylles der i en ilende Replik, skulde de have ladet SIDE: 432 gaae Vandspringets Ringløb igjennem Versrækker under alle de forskjellige Kunstnavne. Den poetiske Overdaad er dem for- dømmelig, fordi den er dem ubegribelig, fordi de kun kjende Fattigdommen, og fordi Talentets frie Svingninger, Naturens Rundformer og de bøiede Blomsterlinier ere fremmede for hine, der kun have vant sig til at maale regelrette Dramaers stive Sparreværk. De have formet sig visse Læster, hvori enhver Frembringelse maa passe, saafremt den vil gaae uklikket gjen- nem Verden; og en mathematisk tør, men ikke derfor altid mathematisk rigtig Theori skal med sin Sanddynge fylde op den Organdybde, hvori den poetiske Sands -- dette uskyld [ig] e Barn, som siger: den Frugt er sund, som smager godt -- skulde hvile paa sit Blomsterleie. De anvise vel Sørgedramaet Plads i den høiere Poesie, men er Emnet opfundet, da sætter strax Sandsynligheden sine Briller paa, og mønstrer og griner og veier og griner og sondrer og griner. En Replik maa ikke straale for- meget, for at ei det Heles Belysning skal tabe, saaledes som De nu ville have den, og et nyt Træk, et selvopfundet Hjul er for- brydersk eller udueligt, om det ikke agter de Gamles Hævd. Et eller maaskee ti glimrende Sidehug i en Satire skulle vise det Modsatte af Kraftfylde, nemlig Mangel paa Kraft til at be- herske sit Emne. Denne Æsthetik, der er latterlig, fordi den midt i sin Usselhed er uforskammet og brystende sig, ruster sig paa forskjellig Maade mod den sunde Forstands og Følelses Misnøie. Den søger sin Styrke i den store Hob, der kjender endnu mindre til poetisk Sands end til det Skarpsind, der finder den rigeligste Næring i en noget gehaltig Poesie; og den im- ponerer ved at raabe paa Barbarisme, Dunkelhed, Tøilesløshed, Foragt for alle de Former, hvori Mængden er vant til at sætte Poesiens Væsen. Dem derimod den har at frygte for, møder den med en dialectisk Tunge, en mystificentisk Næse og Bog, fuld af Citater og Autoritetssteder i Haanden. I dette Optog er det for os, at den welhavenske Kritik fremtræder. Bedømmende den som et Phænomen, der kun ved et uforholdsmæssigt Quan- tum Plumpheder og Skjældsord adskiller sig fra lignende, der have viist sig til alle Tider, bemærker jeg ikke at saadanne Ingredientser vedrøre nogen Anden end Kritikeren selv til Be- skjæmmelse. Dog er det kun Plumpheder af en saadan Grad, der forsmaaes som Vaaben selv af hiin Æsthetik, der dog SIDE: 433 trænger saasnart til Værge. Dens Rige regjeres som alle De- spotier med Stok og Pidske. Den troer det i det mindste, skjøndt den, der straffes for Lovforagt, Gjærdebrud, Pegasusran, respektstridigt Forhold, ja crimen læsæ majestatis, leer under Slagene, som om de kun vare Narrebrixens. -- Allerlatterligst ere dog Kritikere af den Rang, naar de i høi- viis Indskrænkethed byde Digterne at tage det nøieste Hensyn til Stand og Kaar. Af en simpel Mand ville de, selv om han sættes i en bevæget Stund og adles ved Storbedrifter, han udfører, ikke høre smukke Tanker og Ord. Det er umueligt, sige de, at en Mand af en saa lav Stand kan tænke eller tale saa høit. Saaledes er virkelig denne Kritiks Resonnement om Gulbrand Seglestads Opraabstale i 3 Act i Sørgespillet Sinclars Død. Vel maa Be- dømmeren undskyldes, saasom til en Mængde uforskyldte Mangler ogsaa kommer den, at han ikke sympathiserer med det Fædre- landssind, som i hine Repliker udgyder sig med en Nationalsangs Poesie; men ellers ialmindelighed sagt ere saadanne Forsøg paa at indprænte een af hiin falske Æsthetiks Paragrapher nok værd et Modord, og at man gives Beviser ihænde for deres Uanvende- lighed netop i de særskilte Tilfælde, hvor man vil see deres Be- kræftelse og Triumph. Den sande Æsthetiks Regler og Fordringer ere ligesom Fornuften almene. Den kalder Hindueren Kalidas og Celteren Ossians Poesie skjøn, om den end ikke vilde for Folkets Skyld tilraade Østerlændin- gen at lade sin Harpe lyde under Morvens nøgne Høie. Den skal ind- rømme, at der gives Grundlove, som ingen Digter maa overtræde, ja den skal endog sige, at ingen Digter kan overtræde dem, da disse Typer ere de naturlige hvorunder fælles Aands-Genius maa aaben- bare sig; men hertil skal den ikke regne Coloriten, der er ligesaa forskjellig som Menneskevanernes. Derimod skal den ikke sige, at hvad der er skjønt sagt af en Herremand er ikke skjønt i en Bondes Mund, eller at hvad vi med Ørene fulde af Scotts Romaner vilde finde passende i en skotsk Høilænders Tale, skal findes upassende i en norsk Høilænders. Det er her i Spørgsmaalet om det Pas- sende og Poetiske, at den falske Æsthetik skiller sig fra den sande; det er her, at hiin aabenbarer sin Prosaiskhed og Udyg- tighed til at kunne bedømme poetiske Gjenstande, idet den ligger under for en Virkelighed, der er den frygtelig i det dagligdagse Sande. Er det muligt? staaer det i direkte Forbindelse med SIDE: 434 Stykkets Traade? er denne Æsthetiks første forbausende Spørgs- maal, medens den anden roligen spørger sin Forstand, om det ogsaa er den ligesaa skjønt og aandsandt som det var Indbild- ningskraften. Det Ophøiede bliver den aldrig unaturligt i et Menne- skes Mund, som af Digteren tillægges Ædelsind og Kraft, om han end ikke gav Theaterpynteren synderligen at bestille, Og dernæst om det er i sammenhængende Værk, i et Drama, under- søger denne Kritik først, i hvad Forbindelse dette partielle Skjønne staaer i til det Hele. Findes nu Forbindelsen fiin nok, da er det ikke denne Æsthetik, som undersøger særskilt det alene Kunst- mæssige og særskilt den poetiske Gehalt ved Emnet som ved det Enkelte, der tillader sig at omhugge et Træ, fordi en Blomst slynger sig om det, eller fordi en Sangfugl, der i næste Secund flyver bort, har sat sig paa en Kvist. Det er visselig saa, at ingen i det daglige Liv taler i Jamber og Trochæer; men da et Dramas Personer dog intet andet ere end Digterens Ideer og Selvskabninger i en Tankeverden, saa har man engang vant sig til at høre dem skandere og bruge Skabernes Sprog. Dette synes nu Prosaisterne og deres Æsthetik allerede meget indrøm- met, ja formeget, om den, der fremføres talende, er en Bonde eller en anden simpel Mand; men hvad vilde de da sige, om der paastaaes medrette, at daglig Tale og trivielle Tanker ere dobbelt uudstaaelige under de deiligste Jamber, og at Brugen af Versformer betinger Poesie derunder uden det latterlige Hen- syn til Stand og Kaar? Derfor [er] Shakespeare saa meget for- trinligere end Øhlenschlæger eller Myriader af Andre, fordi han ikke misbruger Tilladelsen at betjene sig af Versformer, men samvittighedsfuld fylder sine Repliker med alle Poesiens Skjøn- heder. Han lader sig ikke nøie med, at Dramaet som Heelt er en skjøn Bygning; alt deri er forziret, saaat Sparreverket ikke falder i Øinene. Det var ham ikke nok at skrive Hamlet eller "Som det behager Eder". Han skrev ogsaa Monologen og den Tung- sindiges sværmerske Tanker. Forstanden har ogsaa nok at gjøre i et Drama: man bør da ikke udelukke Phantasien eller andre poetiske Evner fra Udførelsens Enkeltheder. Dette er det, som en falsk og taabelig Kritik kalder Extravaganz, Overspændthed, Unatur. Men det er slige Øine som ikke kunne see, at det er Sommer for bare Blomster. At der skal meget mindre end en rigelig Udstrømmen af Digteraaren eller et ødselt Anlæg af Farver SIDE: 435 til for at lægge min Kritikus slige Domme i Panden, det viser hiin Bondes Opraabstale, der hæver sig i Tanker og Billeder til dem, der kunne tillades en maadelig Nationalsang. Saadanne pleier man jo gjerne at lægge Bonden i Munden og man troer jo gjerne at hans Tanker selv i det daglige Liv hæver sig saa høit. Hvori ligger da Extravaganzen uden i Kritikerens Ubeskeden- hed, der betræder et Gebeet, der er ham fremmed? hvori Over- spændtheden uden i hans Indbilskhed og i hans Munds Fylde med ugrundede Paastande? hvori Unaturligheden uden i at saa- lidet Beføiede bestige det æsthetiske Dommersæde. -- Henrik Wergeland FORTSAT MONSTRING AF VIDARASERNE (Slutning fra No. 32.) Morgenbladet 4. febr. 1833. LITERATOREN At Vidar er en Formernes Hærold, og deri, i Poesie som Prosa sætter sit Væsen, vilde strax forraade sig ved det lidet af Aand, som forener sig med de Masser, som han ikke saa utydelig slaaer paa, skulde kaldes idetmindste Lærdoms- og Grundigheds- stjernen i vort literaire Øde. Men vi kunne ikke saa ganske troe ham paa Ordet. Før har man opdaget slemme Modsigelser hos ham; og det gik dem, som de tvende spanske Linieskibe, der i Mørket lagde til og entrede hinanden. Flammerne sloge ud og belyste den slemme Feiltagelse først i det Øieblik de begge sprang i Luften. Flid fortjener Belønning; og, naar Selvtænkning kommer til, vil den altid frembringe noget grundigt. Det Grundige har vel ofte et eget tørt Præg, og man bryder sig ikke meget om, at det ikke veed at finde et bedre; men naar det Ugrundige ifører sig det og gaaer selvtillidsfuld frem under Doctorhatten, da lad kuns Hat og Paryk gaae tilveirs. At Vidar lærer os, at "Poesiens Egentlige er den ædle Simpelhed", det lader sig nu vel -- omendskjøndt der fremsat som almindeligt Criterium -- kun bekræfte om enkelte, og det efter gamle og nye poetiske Ordensregistre, underordnede Arter af Poesie; og idetmindste veed Edinb. Review at give ganske andre Definitioner deraf; -- men at Vidar, efter denne selvgivne Compliment "er man SIDE: 436 først ret fortrolig med Litteraturen", lærer os Forskjellen imellem de asiatiske og oldnorske Digteres billedlige Udtryksmaade at være den, at "ligesom de asiatiske Digtere sammenligne Gjen- standene, saaledes substituere vore Forfædre dem for hverandre" -- det kan Inds. idetmindste ikke troe ham paa Ordet for. Hvor forskjellige i alt andet, saa have de netop Sammenfaldspunctet der, hvor Vidar lader dem skilles. Begge "substituere", begge for- vexle Billedet med Tingen, og i hurtige Tankespring udelade de at antyde, at det er en Sammenligning. Dog betjener den nor- diske Oldpoesie sig mere af Omskrivninger end af egentlige Billeder, men disse sidste fremtræde netop paa samme Maade i den asiatiske Poesie som Omskrivningerne i hiin, d. e. ligefrem for Tingen, som Tingen selv, de skulle betegne eller rettere ud- trykke, og uden Sammenligning. Det kunde maaskee heller siges, at de afpasse Tingen efter Billedet og Omskrivningen, mens det omvendte skeer hos alle andre. Saaledes siger Høisangens Digter: Min Brud, min Brud! Min Myrrhaqvist, som evig blommer mig paa Brystet! Min Copherdrue, som jeg krysted udi Engaddis Have hist! Min Due, som i Taarnet boer, Og Rede har i Klippens Kløfter, o, at du engang Vingen løfter, og syngende til mig nedfoer! Men dette er ikke egentlige "Sammenligninger" efter vort Be- greb, men "Substitutioner" og Omskrivninger. Den nordiske Old- poesies adskiller sig herfra kun ved det mere abstracte i dem. Om Asiaterne siger "Gazell, Sarons-Rose, Dueøie" istedetfor "smekkre, fagre Møe med de fromme, ømme Øine": saa betjener han sig netop af samme Digtformer som Oldnordboen, naar han omgaaer at nævne Sværd, Konge o. s. v. ved deres almindelige Navne. Kun Tanken opfordres til at anstille Sammenligningen, som dog naturligviis maa ligge i "Substitutionen", og til at ud- vikle det Lignende og Maleriske, d. e. det Træffende, d. e. det Poetiske i Beskrivelserne. Vidaristen har da -- trods "sin rette Fortrolighed med Literaturen" -- været mindre end heldig i at angive den asiatiske Poesies Characteer og Særkjendet mellem den og den oldnordiske. At Inds. har været det tilfulde, troes SIDE: 437 ikke; men kun det, at han har antydet noget, der er rigtigere og sandere end det han har villet berigtige. Ligesaalidet tilkjender Inds. sig den fine Takt, der udfordres til bestemt at afgjøre slige Spørgsmaal; men han troer den hos sin Modpart opveiet ved en Lærdom, han med al Agtelse anerkjender. Denne poetisk- kritiske Takt tilhører ellers oftere Digteren end selve Recensenten af Profession; men allermindst har den tilfælleds og forenes med den antiqvariske Begeistring. POETEN Poesiens Gebeet synes desværre ganske at være lukket for den hele Redaction af vort æsthetiske, kritiske, videnskabelige Vidar- blad. Derifra ere Jurister af Lyst, Antiqvarer af Lyst, Recensenter af Lyst fremfor Andre bandlyste; og disse udgjøre dog Redactio- nens tørre Elementer. Alligevel skulde dog nogle poetiske Forsøg gjøres; men hvem vil, under saadanne Omstændigheder, undres over, at de faldt keitet ud. Da intet himmelsendt Lyn kom for at tænde Museofferet, saa gned man en tør Pinde, for at faae Ild. Her er i et Par Travestationer Prøver af den tynde Suppe, Vidar kogte derover. De skjænkes Sonettisten: "Naar Natten svæver kring de tause Strande" -- Nei, meer end det, naar Stjerner mørkerædde Ei vove i det dybe Mulm at træde, og det er regnmørk Nat selv i din Pande.. "O lad da Farten kjækt fra Jorden stande!" -- Benyt Minutten, mens den er tilstede! Og stig fra Pandens op til Skyens Væde! Og dal saa atter i Sonettens Vande! -- "I Solens Glød maa Døgnets Kræfter gjære;" I regnmørk Nat tillyv dig Evighedens! Thi da skal Dværge kunne spille Jetter; Da bruser Rendesteen som Glommens Fjære: Og alle skulle paa det grønne Øre taalmodig høre vidarske Sonetter! "Naar Natten svæver kring de tause Strande;" Naar Skyerne af høstlig Slud er fulde; Naar det en Nat er 18 Graders Kulde, Saa lange blanke Tapper Taget rande; -- Naar Nattens Mulm er ligt det i din Pande, Og Kulden liig den i dit Hiertes Hule: Da, Genius, du maa dig ikke skjule; Men svæve frem som Noahs Fugl paa Vande; -- Da er Begeistringen i Finmut kommen! Da skriv paa frosne Rude Distichoner; Og Nattens Alf i Blomsterkrands dem sætter. -- Da dyp en Iistap midti Gadeflommen, Og skriv paa Fladen, som den Kulde boner, Igjen et nonplusultra af Sonetter." Nok er det -- var Vidar, for Akademikernes og Akademiets Æres Skyld, blot liberal, skulde Urigtigheder, usle Vers, ja Uret- færdigheder i kritiske Gjenstande gaae upaatalte af Ve. SIDE: 438 Henrik Wergeland FOLKEBLADET No. 6 Tirsdag den 5te Februar 1833. ADSKILLIGT 1828 indført, undtagen til Nordland og Finmarken, 646,816 Tdr. Kornvarer og 8,193 Tdr. Ærter. 1829 -- 609, 411 Tdr. Kornvarer og 11,389 Tdr. Ærter. 1828 indførtes fra Udlandet til Nordland og Finmarken 32,234 Tdr. Kornvarer og 98 Tdr. Ærter. 1827 ud- gjorde Indførselen af disse Varer til Norge, undtagen disse Nord- lande, henved 800,000 Tdr. 1828 indført, undtagen til Nordland og Finmarken, 2356 Sk Fedevarer. 1829 2,792 Sk do, 1827 udgjorde Indførselen heraf til samme Rigets Deel, Noget over 3000 Sk. Til Nordland og Finmarken indførtes fra Udlandene 59 Sk. 1828 udførtes fra Norge 193,691 1/2 Trælast-Læster; 1829, 185341 do.; 1827, 202828 1/2 do. (Men hvem kan beregne alle de Læster, de Stokker, Planker og Spirer, som komme ombord et lidet Stykke udenfor Toldboden, for at øge Dækslasten?) Svenskerne have i de senere Aar anvendt meget paa deres Faareavl. Flere Eiendoms-Herrer have indrettet Skæferier, og forbedret dem ved Indførselen af fra spansk Race nedstammende sachsiske Faar. Kongen fremmer og deeltager selv i saa nyttige Foretagender. Svensk Uld har derved vundet op til høi Priis. Saaledes gaves paa det store Norrköpings Uldmarked i denne Sommer indtil over 1 1/2 Spd. for t. af bedste Stamskæferieuld, og for den almindelige over 1/2 Spd. I Sverige more de unge Herrer sig med Oprettelsen af Jagt- selskaber og Veddeløb. Dersom de første have til Hensigt Udyrs Udryddelse, og de andre ikke den blotte Lediggangs Fordrivelse, men Hesteracens Forædling, saa er slig Tidsfordriv al Ære værd. Den særlunede og for Jagt indtil Raserie lidenskabelige Englænder Loyd, som nu i nogle Aar har levet som Bjørneskytter i Nordre- Værmelands Ødemarker, og som har udgivet en vidtløftig Be- skrivelse over alle sine Jagtbedrifter, hvilken er udstyret med Portraiterne af forskjellige Bjørne, og har oplevet i 1 Aar 2 Oplag, tør have ved sit Mønster tillige erhvervet sig Æren af at være disse Jagtselskabers Fader. SIDE: 439 Henrik Wergeland FUNDNE SAGER I RAVNEKROGEN (Indsendt). Statsborgeren 6. febr. 1833. I Ravnekrogen er paa Veien mellem DHrr. Colluvies og Qvasi- Demophilos funden en Pakke, hvorpaa staaer skrevet: "Planer til Realisation af Ideen: Bring alle Oppositionsmænds politiske, men især moralske Charakteer til at høre ilde, lad Fama udbrede Skjændselsrygter, hvor Frihedssindet yttrer sig, og vi ville vinde Spillet." Pakken kan, mod en passende Douceur Naadigerindring, faaes tilbage hos Jan Trompeur, i modsat Fald bekjendtgjøres Pakkens Indhold. Brandpræfecteurens Forstand er funden i et Musehul. Han anmodes om at lade denne, der er for liden til at tilhøre nogen Anden, snarest muligt afhente hos Jesper Jespersen. Findeløn forlanges ikke for en slig Bagatel. Henrik Wergeland LITERATUR (Indsendt). Beg. av febr. 1833; før utrykt. BIEN, ET MAANEDSSKRIFT FOR MOERSKABSLÆS- NING. CHRIA. WINTHER. JULI 1832 -- JAN. 33. Kuben, hvori denne norske Bi sysler gjør ved sin Eleganz Forfærdigeren, Hr. Winther, Ære. Hverken de danske Maaneds- rosers Potte eller de danske Læsefrugters Kurv, men maaskee alene Etuibibliotheket, kan isaahenseende maale sig med den. Denne Omstændighed, om end ei uvigtig, vilde Inds. dog neppe fremdrage i Spidsen tilligemed den, at et nationalt Ønske kan siges opfyldt ved at have et eget Moerskabsskrift, der baade giver norske Forfattere Plads, og standser noget en kostbar Indstrømmen af tildels værdløse danske, om ei den Dom, han efter Overbeviisning maa fælde, tiltrængte en Fremhæven af det Udsonende og Formildende. Hertil hører ogsaa et vist nationalt Præg, som Skriftet umiskjendeligen har tilegnet sig -- Noget, som, efter nogle Yttringer af Biens Recensent i Vidar til Fordeel for en fremmed Moerskabsliteraturs Overvægt hos os, formodentlig forekommer Denne ligere den modbydelige emne Lugt af et vildt Jordhumlebol, end den liflige Duft, som det har for Inds. Heller SIDE: 440 ikke maa forglemmes, at vor udmærkede, fiinttegnende Novellist, Mauriz Hansen har, især i "Moderen", lagt saameget fiin Jomfru- honning i Kuben, at man, efter Nydelsen af dens maadeligere Indhold, endnu har lidt sød Smag i Munden. Desuden, er "Moderen" at betragte som Dronningen i Kuben, saa have vi ogsaa i de to national-historiske Skizzer et Par dygtige Arbeids- bier, og en lystig Sværm -- om end ei saa stor, som man efter det rigelige Valg kunde ønske -- i "Tante Wheesy"" og de fleste af Oversættelserne. Det er kun et uforholdsmæssigt stort Antal Vandbier, der have faaet Indpas, som fordærve denne smukke Kube. Men hvor paatrængende end disse kunne være, bliver det dog en vis Selvopholdelsespligt for en æsthetisk Redaction med det onde, naar det gode ei vil hjælpe, at skaffe sig dem qvit. Ja, om Indsenderen ikke gjetter feil, har netop angjældende Red. selv en sørgelig Erfaring om hvor farlig en vidtdreven God- modighed isaahenseende er; -- dog jeg vil nødig tillægge den Mand, jeg mener, noget hvoraf jeg ikke kan troe, at han har ubetinget Ære; og, erindrende Red [actionens] maadelige Tilsvar i Vidar, frygter jeg at have fornærm [et ham ved] min Gisning. Men Red. være nu hvem den vil, mit [....] Raad -- en skarpere Censur -- vil den maaskee benytte, og da er Hensigten med denne Recension opnaaet. Dette burde man rigtignok allerede ventet at see i Januar- heftet efter den i det meste velgrundede Irettesættelse i Vidar; men det er langtfra Tilfældet. Og dog er det af Slutnings- linierne i Indledningsverset, at "Bien" skal "ad taabelig Kritik kun smile"(?) klart, at Vidars Recension var Udg. i friskt Minde. Men omendskjøndt denne Kritik og dens appendicia fra samme Haand -- ihvorvel plettede med sin Ophavsmands egne mod- bydelige Uforskammethed -- aldrig med Ret hverken som Kritik eller som stilistisk Arbeide kan kaldes taabelig: saa gaaer dog Red. videre i sin Ligegyldighed derfor end den burde, nemlig lige til Trods derimod, idet den ikke tager i Betænkning at op- tage som saakaldte originale Fortællinger Sager som "Brand- skuddet" og "Den gamle Dragkiste". Hvad "Cicisbeatet" i samme Hefte angaaer, da forundres man over den sære, for ei at sige ikke rosværdige Grille, at indføre en Præst, som, det første han lukker Munden op, udstøder Eeden "Fanden tage mig!", og som, efter Pag. 15 at have spillet Udhaleren, og ført løs SIDE: 441 eller letsindig Passiar Pag. 22, atter figurerer saaledes: "Nei, -- bandte Præsten, -- "skal jeg spille iqvel, saa skal det være Imperial eller Scherwenzel!" Dette er unegteligen upassende; men det er ogsaa unødvendigt i Fortællingen. Ganske passende er det heller ikke, at man i Oversættelsen om den evige Gjen- ganger i alle Moerskabstidsskrifter, Kaspar Hauser, underrettes paa det nøjeste om det Toilet, man holder paa et vist Sted; -- dette er en Nøiagtighed, som, uden Tab for et æsthetisk Skrift, kunde være forbeholdt Feuerbachs juridiske, og derfor udførlige Skildring. "Dragkisten" er fuld af den taabeligste Overtroe -- noget, der dæmrer skjøndt i mindre Grad under flere af Maa- nedsskriftets Sager. Oversættelserne i Januarheftet ere meget velvalgte paa de arabiske Tankesprog nær, og i Envold Falsens Levnetsskizze støder kun følgende Sætning "blandt hans gjen- levende Børn kjender man Mænd, der viste(!) og vise(?) sig deres hedengangne Fader værdige, og gavne Fødelandet." [M] en forat give et Begreb om "Bien" i det Hele, skulde det maaskee [være nødven] digt at charakterisere flere Hefter end et enkelt. Inds. [vil] gjøre det med alle; men dette kan kun skee i Korthed. I Tillid til at det ikke skal svække en Bedømmelses sømmelige Alvor, vælger jeg da at charakterisere ved Tal, for deslettere at antyde det Charakteertal, som tilkommer Maaneds- skriftet i det Hele. Tallene fra 1 til 6 betegne da Charaktererne Udmærketgod, Megetgod, God, Temmeliggod, Maadelig, Slet. Saaledes da: Indledningsversene.....................................5 Moderen (orig. Fortæl.)...............................1 Sørgelige Følger af et Feiltrin.........................6 Beethoven...............................................5 Kilden (Vers)...........................................6 Sonettine (en højst uforskammet Wertheriade).....5 Epilog...................................................4 Holms Minde...........................................3 Min Barndom (Vers af Wolff. Af Red. kaldet "en Blomst, der ikke vil læses uden Interesse)..6 Til Bien (Vers af Aalholm)............................6+ Olaf Haraldsøn (hist. Skizze).........................2 Sømanden (Fort.)......................................6 Hammer (Beskrivelse)................................2 SIDE: 442 Til et skjønt Barn (Vers af Aalholm)................6 + Reprisen (Fort.).......................................4 W.Thranes Minde.....................................2 Til Læserne (Vers)....................................5 Cicisbeatet (Fort.)....................................2 Brandskuddet (Fort.)................................6 + Livets Fugl (Parabel af Krummacher, Maria Thu- ness o. fl.)...................................3 Den gamle Dragkiste (slet gjort)....................6 + Oversættelsernes Middeltal........................2 Miscellernes do. ..................................4 Biens Hovedcharakteer altsaa paa det nærmeste 4 d. e. Temme- liggod. Er end denne Facit liden nu, saa er der dog ingen Tvivl om at Kræfter staae til Red.'s Tjeneste, som hurtigen ville kunne hæve den. De hansenske Noveller ere herpaa Beviser. [EPIGRAMMER] (Indsendt.) Statsborgeren 17. febr. 1833. Apollo. Hvorfor Thalia din Græden -- Du, som er saa skabt for Glæden? Thalia. Ak! I Nord jeg kaldes Moder Til den danske Heibergs Poder. 1933. Jan pudsed uædle Metal; Polituren er lystig at skue; I Erts vel arbeidede W; men i denne Guldstjernerne lue. Casper. Hvorpaa grunder Du min Clas? Clas. Sig, er der ei Forskjel paa Stats og Stads. Casper. Naturligviis. Clas. Saa er klart at see. I Statsraad burde findes D. SIDE: 443 DISTICHON (Indsendt.) Statsborgeren 17. febr. 1833. Djerv Du fordrer til Kamp, og kalder Dig Fenris's Bane. Husk dog at Asen sin Død fandt i den selv samme Kamp. DISTICHON (Indsendt.) Statsborgeren 21. febr. 1833. Vidar jo Taushedens Gud kaldtes blandt Aserne fordum; Skade! han ikke beholdt Fingeren stedse paa Mund! -- DISTICHON (Indsendt.) Statsborgeren 24. febr. 1833. Væbnet med Hjelm og med Stang I støie som Berserker vilde; Venner! Om Stangen nu sveg -- Hjelmen af Issen Jer faldt? -- DISTICHON (Indsendt.) Statsborgeren 27. febr. 1833. Du ei din Pen imod taabelig Criticeren vil spidse! Derfor jeg spidser ei min meer imod Critiken din. -- Amicus veritatis. Henrik Wergeland FOLKEBLADET No. 10. Tirsdag den 5te Marts 1833. DE STORE BØRN (Indsendt). Der var stor Opstuss ved Kirken idag. Kun et Par sølvsnorede Kudskekraver og et Dusin fjedrede Silkehatte saaes i nogle Fai- toner over den bølgende Mængde. "Her er folksomt som paa et Marked" sagde en rødglindsende Proprietarius, idet han hjalp en Frøken i Vognen. "Godt, at man dog engang kan træffe SIDE: 444 andet end Pøbel i Kirken" sagde Frøkenen med en flyvende Krølle paa Næsen, idet hun trak Kaaben efter sig. Der maa have været en overordentlig Fest, siden baade Juri- ster, Fruer, Frøkener, Officerer og Proprietariusser ere tilkirke, ja siden de kom i god betids, da Præsten sagde Amen. Nei, nei -- de kom tidlig disse Herrer, og Bostonpartierne til Efter- middagen vare alt afgjorte i Pulpiturerne og Gallerierne og Stands- skrankerne i Guds Huus før de, strækkende sig, børstende sig, speilende, smilende og nikkende til hverandre, reiste sig under Velsignelsen, der ligesom Solskinnet daler over Onde og Gode. En Stribe af blottede Hoveder hvidner igjennem Mængden. En lang fortsat Rullen kløver den. Guldsnorede svenskcokar- derede Huer glimte i en Række henover den, liig en Lynstribe, der følger de takkede Kanter af en mørk Sky. Det er de Condi- tionerede, som kjøre væk. Men et jamrende Hviin følger skjæ- rende efter Cariol- og Diable-Duret. Det standser. Man seer sig om, man leer, og ruller afsted. "Kom Lieutenant! kom Lieute- nant!" raaber man og ruller afsted. Thi det er kun en gammel Bedstemoer i sin røde Atlaskeskaabe med Hermelinsbremmen og med Psalmebogen i det hvide Tørklæde, som er redet over- ende af den Grønne med Halen paa Hatten, da han til Afsked vilde lade sin Hest gjøre Caprioler for En af de Fjedrede i Fai- tonerne, for Frøkenen med det flyvende Høgeduun af en Krølle paa Næsen. Hesten gjorde ogsaa Complimenterne, Fjedrene nik- kede, den lille Sky forsvandt fra Næsen, et Blink af Venlighed foer som et Kornmod over Damens noget mørkladne Ansigt, og Knebelsbarten spidsede sig som et Par Vinger opimod Ørene til et Smiil; men Moer stakkels ligger med splittet Fløielskyse under Teltbodstolperne, Hesten dandser paa Atlaskeskaaben og Psalme- bogen svømmer ut med Moer i Gropen. "Gud skee Lov, at Lieutenantens Hest ikke trampede hu Moer ihjel!" siger Mæng- den. "Det var endda vel". "Gudskeelov, at Lieutenantens Hest ikke trampede Psalme- bogen isønder! Det var endda vel!" siger hu Moer, og griber vak- lende efter Klenodiet der det ligger, uden at ændse sine hvide Bomuldsgarnsvanter. "Fanden skal..." -- "Hvad, Knebel?" raaber Lieutenanten og et opbragt, bange Ansigt, som trænger sig frem i Mængden, i Munden paa hinanden. En Pidsk hviner. En Hat svømmer SIDE: 445 med Psalmebogen. Hatten af! Hesten dandser i en skraa Linie, i kort Galop bort med Cavaleren. Snart slutter han sig til Herrerne i Kariolerne og Diablerne, der drage nedover til Gjæstgiverstedet, hvor Menigheden skal forhandle et Par Sogneanliggender. Dette er det, som gav Gud den Ære at see disse sine store Børn i sit Huus. Mængden myl- rede efter. Snart give Mændene i sine langskjødede, graae Kittel- kjoler Bakken til Giæstgiverstedet Udseende af et siigende, put- trende Leerfald; snart lignede den mere en Braateli fuld af stik- kende Flammer i Lyngen, gloende Stubber og synkende og sti- gende Asketuer, naar de brogede Gjenter i brede Rækker, og i et Skridt, som Forlegenheden maaskee gjorde hurtigere og haar- dere end smukt er, stimede nedover til det søde Honningkage- sted. Men dennegang gik de det forbi. Forgjæves klingrede voxne og halvvoxne Gutter med Kobberpengene i Lommen, og snak- kede i Forbigaaende baade om Mjød og Honningkage. De gik forbi, og Gutterne slentrede efter, ikke ret tilsinds, skjøndt de med frelst Ære sparte Penge. Mændene bleve igjen. Der skulde vælges Forligelseskommissær efter Amtets Forslag af to, og en Organist skulde foreslaaes af Menigheden til Udnævnelse af Øvrigheden. Alt gik godt. Lieute- nanten blev Commissær, Proprietariussen ikke. Men bedre gik det siden: Lieutenanten fik Frøkenen i Faitonen for Commis- sariatets Skyld, Proprietariussen ikke. Alt gik godt, og kun de Færreste mumlede om, at havde Valget været frit, saa var hver- ken den ene eller den anden af disse Herrer bleven valgt. Dog laae dette skjult under en vis mørk Ærgerlighed, der udspændte sig over Ansigterne; og det lod som om Alle tænkte, at da de selv eiede Orgelet og Kirken og lønnede Organisten, saa kunde de vel uden fremmed Hjælp udnævne en Saadan. Dog gik Alt vel. Om Aftenen hørte man blot paa Salen hos de Store et Par Ørefigener, et Brøl og et Dunk i Gulvet. -- Det var den nye Forligelses-Commissær og Proprietariussen -- men strax derpaa en lystig Sang af en dansk Vaudeville. Nedenunder derimod skraalte man af fuld Hals: "Fri som nogen Greve Norges Bønder leve!" SIDE: 446 Hiint Formynderskab var glemt. "Fri som nogen Greve Norges Bønder leve!" jublede de graaskjæggede Børn, indtil hine mørke Mumlere selv drak Held for den vise og naadige Forsorg, som skal have Fingre og Øine i Alt, ja indtil hiint Ansigt, der trængte sig med slig Harme og Angest i sine Miner frem af Kirkefolket, atter saaes straalende af Glæde imellem Kromændene; og fra denne samme Mund, som bandte Lieutenanten, der reed hans Bedstemoer over- ende, hørtes nu et skingrende: "Skam for den, som ikke Commissarens Skaal vil drikke Hurra! Hurra! den Skaala var bra! Hurra! "Store Børn! store Børn! Saa alvorlige i Smaating?" sagde den nye Forligelses-Commissær ovenpaa Salen hos de Store, i det han blev kastet nedover Trappene, fordi -- hedte det -- han havde gjort Jox i Kaartene. "Store Børn! store Børn! Saa letsindige i vigtige Ting! knur- rede en Knark, (der ved frit Valg skulde være bleven valgt) med Armene ikors henne i Krogen i Bondestuen, da Sangen om "Frihedens Tempel i Normandens Dale" og om den frie Bonde i forvirret Tummel blandede sig med Hurraerne for den nye Kommissær, Organistbestallingen og for den faderlige vise For- sorg, som man siger, selv de store Børn kunne have Godt af. Henrik Wergeland NYTTIGT FORETAGENDE Saa maa Candidat Knutzens Udgivelse af et Hefteskrivt "For Almueskolelærere" kaldes. 1ste Hefte er udkommet, indeholdende foruden Forerindringen, to interressante Oversættelser, Skole- lærerlivet vedrørende. Heftet koster 15 ß; og subskriberer man for 4 Hefter eller et Bind. DISTICHON (Indsendt.) Statsborgeren 7. mars 1833 "Heltesind udi Daad og i Tale!" Det var Eders Løsen. Første "Paraden" os gav; Andet "Sonetterne" vel? SIDE: 447 Henrik Wergeland [OM NORSK SPROG OG RETTSKRIVNING] (Indsendt). Statsborgeren 10. mars 1833. En Unævnt har i Morgenbladet anmodet om nogle Regler for hvorledes det norske Sprog skal skrives, foranlediget hertil ved en Opsats i Statsborgeren. Indsenderen vil her korteligen frem- sætte nogle Tanker herom. Vort Sprog er i en Forbedringstid. Det har endnu ikke naaet den Grad af Kraft, Vellyd, Rigdom og Udtryk, som det kan mod- tage, medens det danske Sprog kan antages at have naaet heraf hvad det, efter fattig Leilighed, kan. Vi erhverve os et kraftigt, vellydende, nyt og udtryksfuldt Sprog, og skrive det rigtigt, naar vi 1) afskjære saamange slæbende Endelser, som muligt. Saadanne Endelser ere "else" og ofte "hed" og "skab". Vi kunne saa- ledes ikke vel afskjære "else" i "Forstyrrelse, Begyndelse", men vel i "Bestyrelse", o. fl. 2) borttage det stumme "e". "Frihed" ikke "Friehed", "Lapperi" ikke "Lapperie". Saaledes og i Imperativerne f. Ex. ti! af Infinitivet at "tie"; 3) skrive det norske "j" og "g" istedetfor det danske "i" og "u" eller "v", Saaledes "Vilje", "Haga" for "Villie, Have". 4) i samsatte Ord ikke betjene sig saa ofte af "e" som For- bindelsesbogstav. Saaledes "Øxhammer" ikke "Øxehammer", "Borgport" o. s. v. I enkelte Ord heller bruge "s". "Kongs- gaard" for "Kongegaard"; 5) fordobble Konsonanterne efter Udtalen. "Dugg" til Forskjel fra "Dug". I Imperativerne saaledes "hugg" o. fl.; 6) Ikke bruge formange fremmede Ord; men da ogsaa skrive dem som de ere; 7) bruge med Forkjærlighed velklingende korte Ord. Til den Ende afkorte flere, saasom "Bild" for "Billede", "sambyes" for "fra samme Bye"; at danne saadanne Adverbier er ogsaa hensigtsmæssigt; 8) optage Ord fra Almuesproget, der have hine Fortrin. SIDE: 448 DISTICHON (Indsendt.) Statsborgeren 10. mars 1833. "Nordens Kraft til en reen Gestalt at forme" I loved. Høre til Norden ei I? Eller fattes Jer Stof? Henrik Wergeland FOLKEBLADET No. 11. Tirsdag den 12te Marts 1833. NOGET OM VORE ORME. OVERTROE OM DEM Omendskjøndt disse Dyr langtfra ere sjeldne, have dog Almues- folk saa forunderlige og gale Begreber om dem, at et Par Ord desangaaende ikke ere til Overflod. Almuen forsikkrer, at den kjender flere Arter Orme, hvorimod Naturhistorien kun giver 5 Arter Borgerret her tillands, nemlig den deels brungraa, deels blaagraa Skovorm med et sort Bølgebaand langs Ryggen; den guulbrune Skovorm med Pletten paa Hovedet; den sortagtige saakaldte Huusorm med de hvide Striber paa Siden af Halsen opmod Øret; den lille rødagtige og den endnu mindre blaa Staal- orm, med ganske smaae Øine. Af disse er alene den første (Hugormen) virkelig giftig, og dens Bid kan bringe Døden eller en farlig og altid smertelig Betændelse, saafremt hurtig Hjælp ikke skaffes. Nedskriveren kjender vel en Mand, som, da han blev ormebidt i Stortaaen af en saadan, strax greb til det for- færdelige Middel, at han lagde sin Taa paa en Stubbe og hug den af med sin Øx; men saa skarp en Kuur behøves vel ikke [fotnotemerke] . Man har anbefalt en Spiseskee Aaskeblodsaft hver 2den Time, kjølende Omslag, eller at faae Blodet til at rinde paa det Sted, hvor man er bidt. Da disse Midlers Tilforladelighed eller Tilstræk- kelighed ikke af Nedskriveren kan godtgjøres, og da det dog hæn- der altimellem, at Folk ormbides, ja det har hændt i Nedskrive- rens Bygd, at et Barn inden 1 1/2 Døgn er død af et Hugormbid: saa anmodes Kyndigere om at ville offentliggøre de sikkre og simple Helbredsmidler, de maatte kjende [fotnotemerke] . Disse bruungraa eller Fotnote: At lade øieblikkeligen kopsætte det saarede Sted, gjorde udentvivl samme Nytte. Fotnote: Bartholomæo de San Paolino i sin Beskrivelse over Ostindien angiver Theriak at være den bedste Modgift mod Slangegift. SIDE: 449 blaaagtige Hugorme findes hyppigst, og da især i bjergige Skov- egne. Mindre hyppig er den guulbrune, ligeledes omtrent alen- store, Skovorm, om hvis Farlighed Nedskriveren kun kan yttre Formeningen, at den ikke lader sig ligne med Foregaaendes. Alt kommer isaahenseende an paa, om den, ligesom Hugormen, har de to bevægelige Tænder, der ligne Kattekløer, og hvorigjennem Giftkjertlerne udtømme sig ved Bidet. Men det er at mærke, at Ormegift kun da er farlig, naar den kommer i Blodet, og at dette skeer ved Bid, men ikke ved Stik af den fine, spillende Tunge; thi den er for myg til at saare, og har heller ingen Gift. VIDAR (Indsendt.) Statsborgeren 14. mars 1833. Er Vidars vanlige Logik ubændig uforstaaelig: Pegasen som Janasen fik, er da desmere taalig. Du Ase fra Valhalla drog: det gik dig som de Fleste, Der reise meget, at dit Sprog blev vildtydsk fordetmeste. Du skrydende slog op din Dør. Vi Asen mager saae der. Ak Stakkel, skal, saa Munchetør Du Pidsk og Tidsler faae her? Men tykkes haard dig denne Kost: den blødet blier og blandet; Thi fra den Ianske Digterpost igjennem dig gaaer Vandet. Fenris. DISTICHON (Indsendt.) Statsborgeren 14. mars 1833. Asakampen I ville fornye med Bulder i Norden; Modet beundre vi vel; Kraften den vente vi end. SIDE: 450 DISTICHON (Indsendt.) Statsborgeren 21. mars 1833. Ragnaroks Strid I ville saa gjerne fremmane Eder; Føle I at Eders Tid kommen til Undergang er? DISTICHON (Indsendt.) Statsborgeren 24. mars 1833. Lille Probeermester, som Guldvægten har grebet ihænde Kjære! Sonnetterne først eller Paraden din vei! FOLKEBLADET No. 13. Tirsdag den 26de Marts 1833. "Forraad! Forraad!" saa hedder nu i Borg og Tempel, Sandhed, Du! Det rette Navn er "Himmelslyst" -- det hviskes maa paa Jorden tyst. DISTICHON (Indsendt.) Statsborgeren 29. mars 1833. Sødeste som paa Kritikens Kjephest rider saa tappert, Vil Du see den i Gang, snert da din egen Fod. DISTICHON (Indsendt.) Statsborgeren 31. mars 1833. Voldsomt o Jahn! din Svøbe du svinger og rædsomt Slagene svie; thi Sandheden veed Du er nøgen. SIDE: 451 Henrik Wergeland [OM WELHAVENS STRIDSSKRIFT MOT WERGELAND] (Indsendt.) Statsborgeren 4. april 1833. Det er kommet til Undertegnedes Kundskab, at Recensenten, Digteren og Lyset, den berømmelige Jahn Welhaven, har tilladt sig at omnævne mig i sit mageløse, af alle moralske og intellek- tuelle Dyder straalende Storværk imod Henrik Wergeland, som han alene har skrevet af den ædleste Retfærdskjerlighed, menende Digteren det vel, og for at undgaa Bagvaskelse. Ihvorvel dette elskværdige unge Menneske upaatvivligen troer derved at have foreviget mig, og sørget for at jeg kan dele hans Berømmelse, maa jeg dog som Mand af Ære erklære mig særdeles lidet til- freds med denne tiltænkte Velgjerning. Den Hæder, et rigtbe- væget Liv har kastet paa mine graae Haar, skriver sig fra Vit- torias Blodmarker og fra Glandsen af de spanske Laurer, jeg har deelt med Elliotten i aaben Mark [,med] den berømmelige Welling- ton, med Sir John Moore og med La Romana; men den har Intet tilfælleds med den Hæder, Hr. Welhaven stræber efter i sin literære Borgerkrig. Jeg er kun lidet skikket til at figurere deri, om jeg end med hædrende Sandhed vedkjender mig at min militære Air, hensmeltende i mit Hjems Friheds milde Straa- ler, er gaaen over i en civil Liberalitet. Dog driver denne Sinds- stemning ikke Veteranen videre end til med stille Opmærksomhed at følge de politiske og literære Bevægelser i Fædrelandet, og stundom til det stille Ønske, at han endnu havde Kraft til at pryde nogle norske Træer med uretfærdige, af alskens usle Lidenskaber opflammede Recensenter, prosaiske Poeter og dansk- rasende Kavalerer saaledes som han ofte har pyntet kastilianske bredarmede Kastanietræer med Munke, Forrædere og Overløbere. At et ungt hædertørstigt Menneske som Welhaven maa have Interesse for Veteranen -- at en Smæderimer og Epigramma- tist maa have noget vist tiltrækkende for og korresponderende med Skjærsliberen -- at den ubarmhjertige Recensent har noget vist tilfælles med Barbereren, der levner hverken Hud eller Haar -- at navnligen Hr. Welhavens Epigrammer ofte har sat mig i samme Enthusiasme som sløve Knive gjøre det -- at hans Mund imaginativt har forekommet mig at være den Sax, hvor- med Andres Navn beskjæres, og som jeg kunde have Lyst til SIDE: 452 at sætte op om den engang skulde blive sløv: -- det har dog ladet mig med mindre Bitterhed erindre hiin Fornærmelse, og gjort mig tilbøielig til at være Hr. Welhaven til Tjeneste igjen med at fremhjælpe hans Udødelighed. Han svanger med Berømthed gaaer. Saa unaturlig er den, at Løvstad med et Keiserskaar maa hjælpe den til Verden. Løvestad, brittisk Veteran, vandrende Barberer og Skjærsliber. DISTICHON (Indsendt.) Statsborgeren 7. april 1833. Styrtet ligger Du Jan, saa siger mig tusinde Smiil; Men naar reistes vel Du af dit Støv, naar faldt vel det Lave? FOLKEBLADET No. 15. Tirsdag den 9de april 1833. Sandhed gaaer nøgen eller skjult i Pjalter; Løgnen er indhyllet i kostelig Dragt. No. 16. Tirsdag den 16de april 1833. Jeg skriver! netop fordi jeg er hverken Fyrste eller Lovgiver; thi, var jeg en af Delene, da vilde jeg handle istedetfor at skrive. Rousseau. SIDE: 453 Henrik Wergeland No. 17. Tirsdag den 23de april 1833. Ryk Tidslen bort fra Livets Ager; Istedet Rosen plant derpaa. Den Vise ei dens Torne vrager; Thi Ondt med Godt sig blande maa. NYKTERHEDS ADVARSLER IMOD DRUKKENSKAB (Philadelphia. Evening Post. Saturday.) "Ethvert uordentligt Bæger er ikke velsignet, men dets Indhold -- en Djævel." Shakespeare. Ønsker du at tørste, saa bliv en Dranker, thi jo oftere og jo meer du drikker, des tiere vil du da blive tørstig. Vil du hindre dem, som søge at fremme dit Vel i Livet, fra at naae deres Maal, da bliv en Dranker, og du skal isandhed gjøre alle deres Anslag til Intet. Vil du paa det Kraftigste modarbeide dine egne Anstrængelser, for at blive nyttig i Verden; da bliv en Dranker, thi da vil Alt slaae dig feil. Vil du gjøre alle dem til Skamme, som bestræbe sig for at befordre din Ære, din Indflydelse og din Velfærd, da bliv en Dranker, og du vil paa den sikkreste Maade triumfere over Alle. Har du besluttet at vorde fattig, da bliv en Dranker, og du vil snart blive nødlidende og uden en Skilling i Lommen. Skal din Familie omkomme af Hunger, saa bliv en Dranker; da kan du paa den nemmeste Maade ødelægge ethvert Middel til dens Underholdning. Vil du vorde en Spillebold i Skurkers Hænder, bliv en Dranker; thi derved letter du dem i deres Beskjæftigelser. Vil du bestjæles, bliv en Dranker; thi da sætter du Tyven istand til des sikkrere at udføre sine Kneb. Vil du sløve dine Sandser, bliv en Dranker, og du skal snart blive dummere end et Æsel. Vil du vorde afsindig, saa bliv en Dranker, og din Forstand vil snart gaae tabt. Vil du være uskikket til at føre en fornuftig Samtale, saa bliv en Dranker, og du skal snart kun sladdre dumt Vaas. Vil du forstyrre dit Legeme, da bliv en Dranker; thi Drukken- skab er en Moder til Sygdomme. Vil du fornægte din Sjel, bliv en Dranker; thi Bæstet er sik- kerligen udelukket fra Saligheden. SIDE: 454 Vil du blive en Selvmorder, vær en Dranker; thi det er Maaden at styrte sig i Fortvivlelse paa. Vil du give dine Daarskaber og de dig betroede Hemmelig- heder til Priis, saa bliv en Dranker; de skulle udflyde af dig i samme Grad, som den hidsende Drik løber om inden i dig. Est du begavet med store Legems Kræfter, og blomstrende Sundhed, og er denne Himmelgave dig ei tilpas, bliv en Dranker; thi en saa mægtig Modstander, som hidsig Drik, vil snart over- vinde begge Dele. Vil du være af med dine Penge, uden at vide Maaden, hvor- paa? bliv en Dranker, og de skulle umærkeligen hensvinde. Ønsker du paa det hurtigste, fordi du intet Arbeide kan finde, at blive Lem af et Arbeids- eller Fattighuus, da bliv en Dranker; thi du vil da snart blive uskikket til at sørge for dig selv. Har du besluttet at banlyse al indvortes Fred fra din huuslige Kreds, bliv en Dranker, og Tvedragt med sin hele Række af Elendigheder vil snart indfinde sig hos Dig. Vil du stedse og overalt synes fordægtig, bliv en Dranker; thi hvor lidet du end tænker derpaa, ere Alle enige i, at den, som ødelægger sig og sin Familie, kan ogsaa ødelægge Andre. Vil du sætte dig i den Nødvendighed at skye dine Kreditorer, da bliv en Dranker, og du skal snart nødes til at snige dig gjennem Smaaestræderne og undgaae Hovedgaderne. Fryder det dig at indkaldes for Politiet, bliv en Dranker; og du vil ofte nyde denne Fryd. Vil du vorde en Last paa Samfundet, og en Skamflek paa det menneskelige Selskab, bliv en Dranker; og du skal snart vorde en hjælpeløs, lastefuld og beskjæmmet Døgenikt. Paa det, at Enhver kan foragte Dig, bliv en Dranker; thi man nærmer sig heller en Møgdynge end en Svirregast. Henrik Wergeland [OM BYGDEMÅL I STORTHINGET] (Indsendt.) Den, der i Morgenbladet fremsætter Storthingsforhandlingerne, har i Beretningen om Talevexlingerne (Debatterne) om Skjøns- Forretningerne saaledes bemærket, at en Odelsmand brugte Ud- trykket "lye efter," at hans Hensigt at spotte dermed ikke lader sig miskjende. Inds. siger dette ligefrem, saasom han, efter den høifornemme Viis, hiin Herre neppe vil fornægte, ikke venter SIDE: 455 Svar, om han med et Spørgsmaal vilde indlede sine Bebreidelser desbetræffende. Det er en Kaadhed at ville gjøre en Bonde, og dertil en Repræsentant, som er forbunden til at tale, naar hans Overbeviisning driver ham, latterlig fordi han bruger sit hjemlige Maal. Det er en Beskjæmmelse for den spottende An- mærker selv, at han ikke kjender sit Modersmaal saameget, at han ikke veed, at netop angjældende Udtryk er et af disse for- træffelige eiendommelige, hvorpaa det er saa rigt, at det vel er en af Perlerne for de Danske, -- men som Normændene, og Han som Normand og det af Massen, bør vide at skatte. Det er uædelt, og her er det farligt, at ville ydmyge; og i et Blad, der hidtil med Tørhed og uden Luner har berettet Gangen i Storthinget, er det upassende pludseligen at give et Stænk af uretfærdig Spot. Der er Midler nok for et bedre Lune til at trække den Bonde, der som Repræsentant skulde roe sig for langt ud, pynteligen og uformærket iland igjen. Men det er ikke at roe sig for langt ud, om de ædle Odels- mænd i det norske Storthing bruge norske Tunge. Den Klang? O vel jeg kjender den! Den Klang? O lyt dog om igjen! Hvor kom du, Klang, ifra? Kom du fra denne Mand? Kom du ifra mit Hjerte? da Dets Tunge har og Han. Det anstaaer dem vel; men om de skruede paa franske eller om de jydskede, da maatte Latter og Knald af Spottens Svøbe jage de taabelige, fordærvelige og forhadte Toner i Halsen igjen. De taler det Fædrenes Bygdernes Maal, som kun bedærvede og anstukne Landsmænd forhaane; og da bevæge de sine Sjele i den lette Høiluft, hvori den opvakte Normands Tanker røre sig livligst, og paa dette Lydhav, hvis Storhed og Dybde Fædrene- landets Aander kjende og hvorhenover de fare og til hvis dybe Klang de lytte med Rørelse og Fryd. Henrik Wergeland TIL FOLKEBLADET Aviserne berette, at Dødsdom er overgaaet den svenske Bonde Johanson ved Svea Hofret for majestætsforbryderske Udladelser. Disse ere rigtignok os ubekjendte; men -- de være end de værste -- SIDE: 456 et Hoved er dog mere end et Ord, var det end ikke, som her for- menes, henveiret af et ubetydeligt Menneske, der er uden For- bindelser og uden anden Evne end at gjøre sine Ord i samme Grad næsten latterlige som de klinge frygtelige. Vi maae prise os lykkelige ved at leve i et Land, hvor man ikke "mærker Ord" saa skarpt, som Svea Hofretten gjør det med sin Bile, og derved, at man ikke fristes til i trygt Skjul at tale anderledes om Majestæten, end at det gjerne kunde høres af denne Selv. Det er ellers Ind- senderens Hensigt at opstille nogle Modstykker til denne svenske Dom fra Frankrige, som ville vise, hvorledes man der dømmer lignende Forseelser. Den 25de August 1831 anklagedes Redaktionen af Parisertiden- den "Revolutionen" for Ophidselse til Had mod og Foragt for Regjeringen, paa Grund af en Opsats, betitlet: "Skrivelse fra en Forstadbeboer til Julikjæmperne, med Motto: "Danai Afkom jeg befrygter endog, naar Gaver den byder."" Skrivelsens Gjenstand var de bekjendte Juli-Ærestegn. Efterat Forfatteren har opregnet de Forfølgelser, de Frisindede lede af Regjeringen, siger han tilsidst: "Anholdelserne, Fængslingerne, hvorfor vi daglig ere Ofrene siden de berømte Julidage, og det under de lovløseste Paaskud, bevise klart nok, at Julirevolutionen har kun været til Gavn for enkelte Dumdristrige, som har tiltaget sig den udelukkende og despotiske Myndighed til at fordømme os, mishandle og plukke os efter eget Godtykke. Vi have ikke flere Fri- heder end under Carl. Ligesom under ham lader man os paalægge Byrder, nedsable i Gaderne, og ufølsomt skal man udentvivl lade os nedskyde." Forfatteren og Redaktøren bleve aldeles frikjendte. Studenten Duchatelet anklagedes, samme Tid omtrent for Truds- ler mod Kongen. Han var bleven arresteret paa Bastilledagen under et Opløb, og tilstod, at han paa sin Fængselmuur havde skrevet: "Duchatelet. Juli 1831. Leve Republiken! Skjælver, Tyranner! See, Revolutionsmændene komme!" samt derunder tegnet en Guillotine med Underskrivt: "Philip" (Kongens Navn) "skal lægge sit Hoved paa dit Alter, o Frihed!" -- Den Anklagede blev frikjendt; ligesaa hans Medfange, Studenten Gallois, hvis Sag synes at have været endnu værre. Disse Mønstre, paa hvorledes Yttringsfriheden hæv- des af de franske Domstole, anbefales vore egne og Broderfolkets til et NB.