Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet, OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved Universitetet i Oslo i 1991-1997. Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten, og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på, gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/ Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene presenteres sammen med teksten. Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Henrik Wergeland SIDE: 1 MENNESKET ET DIGT En Omarbeidelse af "Skabelsen, Mennesket og Messias", udgiven med Under- støttelse af det kongelige norske Videnskabers Selskab i Throndhjem. TIL EN BERØMT DIGTER [fotnotemerke] ) Ved Mjøsen, mit Fædrelands Hjerte, høitbankende under Heidmarkens fulde Bryster, hvor Helgø sig hæver, liig Moderbarmens rødmende Smykke, det Drengens Ydunsæble . . Hvor Skreya, Skjærsommersols Herberg med guldrøde aabne Skyport, hvor Stormens hvinende Fole og Taagernes Vogn om Natten staaer for om Morgnen at skumme over Sjøen . . Fotnote: ) Uagtet denne Dithyrambe fremstiller den 16 Aar yngre Forfatter og ikke Omarbeideren, og saaledes kunde synes ikke her at have hjemme, frem- træder den dog i nærværende Form fordi deri gives Nøglen til Digtets Til- blivelse. I dens første er denne Forklaring over Forbindelsen mellem den unge Digters platoniske Kjærlighed og Beslutningen, at neddigte et Værk af en saadan Natur, afbrudt af hans Beklemmelse ved at føle sig overvældet af sit Stof, ved at "Altet bruste ind paa ham." SIDE: 2 Hvor Fjeldet sig styrter i Bølgerne, just hvor en Birk sig reiser for strax med angestfuld Susen og svimlende bøjet at springe tilbage . . Der sidder en Dreng med en Harpe . . Hør, ti af dens Strenge klinge som Vemods Klokker, som Sortdrosles Slag, og ti som Helved gnistrende hvine, og tregange ti som Templet runge, der skjælver af Hymner. Halvhundrede Strenge? O Stellas gyldne Kongeriger! Men tys! de sukke øde som Dalen ingen Reisende seer. Og over dem alle hersker nu Sorgen, liig en guulsottig Munk. Halvhundrede Strenge? O Stellas gyldne Kongeriger! Men Thronen staaer øde, og under et Havs Anarchi de jamre. Vel, Stella, som fri Tomyris hersk over hylfuld Ørken! Saa tom, at ei Echo boer der selv om dit Navn du raabte. Ak, eller du boe i din egen Oase, som stolt Zenobia! Se, Øinene friske Kilder! Læberne Jericho-Roser! Se Kinden en Palmelund, som glindser i Morgenrøden! Se Tænderne palmyrenske Søiler af Alabaster! SIDE: 3 Men ve! Legioner komme. Riimhvide Dage komme. Din Barm mørkner under Aaget; dit Hjerte hænger som en overvunden Fahne; Tænderne -- o Palmyras Søiler! -- briste. Møllene summe op . . Nu er det stille. Da, hvor er da Stella? Se her er min Harpe med een brusten Streng! I Himmelen først, skjøndt neppe et Piilskud fra Skreya, et Spring fra min Plads ved den bøjede Birk, faaer jeg den brustne heel igjen; knælende Stella selv fletter den ind. "Den brast" -- vil hun sige -- "dengang med ængstligt Raab du forfulgte min legende Flugt. Vi løb -- o uforsigtige Leeg! -- paa en Kirkegaard, saa Begge vi snubled i en Grav." "Stille, Elskte, stille!" -- saa vil jeg afbryde! -- "jeg fandt dig jo i din Flugt? jeg greb dig jo her mellem Stjernerne? Udødelighed er vor Medgift; Straaler vor Bryllupsdragt, din stjernehvid, min sølvergylden; paa de Saliges Høje staaer vort Hjem; Messias os vier for en Evighed; Seraferne spille; vi dandse igjennem den straalende Himmel." Se, Skjald! min Vemod bli'er Fryd, min Fryd Sang under Birken, Sang, Sang her mellem Himmel og Jord, her hvor et Par af Ørne, som nær have Redet gjemt, susende svale mig, Sang, Sang om Himmel og Jord, om Sjelenes Væsen. SIDE: 4 Thi se, som Falken, der stiger til ensommest Høide just naar den feil paa Skovduen skjød, da svævende roligst ret som om intet var hændt, jeg søger min Trøst mod Pigens Haardhed paa Eensomheds rolige Borg: her paa mit Fjeld, paa min svimlende Afsats med Birken, her paa min Tue, den blomstrende bløde, hvor alle Sorgerne strax forvandles til himmelske Syner. Der nu hviler mit Hoved, grublende over Kjærligheds Væsen: hvorlunde det skeer, at en Kvinde bly som hvide Nymfæ, der henunder Vandfladen svømmer, skjøndt dens Stjerne er fuld og moden som Jomfruens Barm, mægter min stærke Sjel at beherske ene alvældig, som om blaaglimrende Staalnet nedfaldt i hvert Blik, mægter mit Hjerteslags Regel at afmaale, snart som Klokkens Drøn imod Templets Vægge, som Bølgens Døning mod Klipperne, snart, ved et henkastet Smiil, blidt, uhørligt, som Sommerfuglvingernes Slag. -- Ah! Tre Sekunders Ro, og min Sjel er paa Grændsen af Tankens og Drømmenes Riger. Her alt Aanderne møde, talende Nogle, Nogle blidt vinkende blot. "Tys!" En mig hvidsker: "Engang i Skabelsens Dage et Par af Serafer sig søgte Hjem i Adams og Evas slumrende Hjerter; Begge I stamme fra dem. Ak, men igjen de kjendte da ikke hinanden; kun ahne de kunne hinanden. Denne Ahnen er Mandens Elskov og Kvindens, mægtig, skjøndt famlende blind. Selv har den ene Aand sig fra Himlen forviist, men den Anden opoffrende fulgte. Selvopoffren er himmelsk Kjærligheds Væsen, elskende Aands til en Aand." SIDE: 5 . . Hvor ligner den Frelserens Kjærlighed! O vor ømme Stammemoder! Jeg Himmelens Kjærlighed kun vil besynge, forglemme min egen, den jordiske. Hvad taabelig Tale! thi denne jo stammer ogsaa ned fra Himlen? Nu veed jeg jo selv vore himmelske Navne, hvormed vi skal døbes i Gravene. Jeg Aanden har seet som boed i Adams Hjerte -- mig han ligned -- og den som besjelede Evas . . O Stella, jeg gjenkjendte dig i den Herlige! Som Aanden du engang skal bære en Krands af Himlens Stjerneblommer, dit Arveklenodium; da træder jeg frem af de Skyer, hvor i Fjernet jeg knælede. Med lysende Blommer af Krandsen da skal du stolt bestrø mit Hoved, hvis dristige Løfte jeg løser: at kvæde om Himlens og Jordens Forbindelse. O djærve Forsæt! . . Mig ængstes Alnaturen har hørt det. Birken har tilsuust Sjøen det, Sjøen mod Kysterne ruller det. Altet ombruser mig tordnende: "Se, Digter, er jeg ei Kjærlighed al? Glem ikke Stjernerne! Glem ikke Blomsten! glem ikke Ormen i Støvet!" Og Stjernerne, een efter een, sig nærme, liig fulde skinnende Seil; Dyrene bryde frem ifra Skoven, omringende mig med venlige Blik; Ormen sig reiser i Lyngen, stolt som en Drot, der sit Rige beskuer; SIDE: 6 Blomsterne, for sine Hjerter at vise, aabne sig alle. Alt vil besynges i Kjærlighedsdigtet, Alt, da Alt kun af Kjærlighed er. Angst! o Angst! Jeg overvældes af himmelske Syner og Verdens Storhed, af Livets brogede Hvirvel. Altet med talløse Toner ombruser mig, forvirrer med Synernes Mængde, saa Jeg, der skulde midti dets Zenith sidde liig eensomt urørlige Øje, henhvirvles selv som et Fnug mellem Fnug. Berømte Digter, o sad du blot her ved min Harpe, og svalte min Pande med signende Hænder: de Laurbær, hvorefter den brænder! SIDE: 7 SKABELSEN DE TO AANDER (PHUN-ABIRIEL OG OHEBIEL OVER DEN DAMPENDE ØDE KLODE.) Phun-Abiriel. Se Rummets bugnende Bug har atter en ny Verden født: en ny Gaade. Ohebiel. Nedknæl, tilbed i Guds friske rygende Fodspor! Phun-Abiriel. Er Gud i denne Klump? Skal den tilbedes? Ohebiel. Han Dyndet har belivet. Se det aander! Phun-Abiriel. Ja bøjer eder, Aander! ja for en død Gud, siden den sande er navnløs og usynlig! for denne Forraadnelsens øde Triumfport, til Dødens Fest opreist, som snart begynder med første Græs, der reiser sig i Dyndet som Livets blomstrende Fane, med Skabningens stolte Hær som Offerrækker i Midten af Toget, der ender med Ormenes Seirherrefølge! Ja bøjer Eder, Aander! Hist i Støvet en Støtte var vor Gud; her er en Klode. Se Tegn og Tro -- det Visse er nok skjult som Livsblodsdraabe i Evigheds inderste Hjerte -- er endnu Eders Viisdoms Fostermelk! Anm.: "Akadiel" betyder den Førstskabte af Aanderne; "Phun- Abiriel" en skeptisk-kraftfuld Aand; "Ohebiel" en af Kjærlighed be- sjelet. "Æoner" betyde høiere Aander. SIDE: 8 Ja bøjer Eder, Aander, for den Klump! Thi Eders Viisdom, som begeistret vilde paa Udødelighedens morgenrøde Vinger igjennemflyve Rummets Vidder, til Gud I saae, indtil hans Lyshav strømmed jer nært imøde -- se den standser, synker i dette Dynd! Fra indbildt Seerhøide af denne Klump, vil Aanden slæbes ned i Afsinds Dybder, grubler den derover; og dens Lyksalighed vil splittes ad, som Sky i Dugg, af denne døde Damp, som egger op dens Skarpsind saa forgjeves. Jeg vil dog gruble, skjøndt det mig fortærer. Ohebiel. Ak tvivlfulde Phuniel, min Sorg! djærve Abiriel, min Fryd! Phun-Abiriel min Vemods Elskov! Hvor uden rugende over dampende Kloder, for Gud at belure -- ja under Livets Undfangelse, -- finder min Sorg dig Abiriel? Phun-Abiriel. Hvor er den Gud? Hans Kraft jeg seer kun, hører som Støvskyer Verdner suse i Hans Fodtrin. Jeg skuer did, men seer som forhen Intet. Ak, Intet uden Sporets dybe Hvirvel, hvori til Afsind, uden at den drukner, min Aand fordreies. Ha, var ei min Tanke saa let og tom, den, mørk som denne Klode, synlig rullede frem, og Jeg, som Gud, da skabte. Skjøndt Aand, og skjøndt jeg er, hvorhelst jeg tænker mig, flux flyttet hen, dog naar jeg tænker "Gud", og vil Ham see, da er jeg hvor jeg var da Tanken talte, ombrust, bedøvet af hans Verdner. SIDE: 9 Ohebiel. Dog skal, ulykkelige Aand, min Ømhed din Grublen evig klarnende ledsage, som Faklen, der i Mulmet modig trænger igjennemborende Midnattens Hjerte. Og jeg vil tale til dens Eensomhed; dens vilde Spørgsmaal blidelig besvare. Phun-Abiriel. Ohebiel, du seer en Skygge sortne min stjerneklare Form igjennem, fra mit Indre sig udbredende -- den er min Graad, og denne er Abiriels Tak. Ohebiel. Betænk da Daarligheden, at en Aand, fra Støvet nys forløst, for tusind Omhvælv af Himlen siden, vil forlange at see den Evige! Det naae kanhænde de ældste skabte Aander, som har levet paa længst udslukte Stjerner, som Akadiel. Betænk, at om du Græssets Spiren kjendte, da holdt du Skabelsens Nøgle i din Haand! Men se, mens neppefødte Kloders Damp kun er den syge Næring for din Grublen, dens Dug, hvoraf den voxer i sin Skygge, og Verdnerne kun sammenrullede Gaader -- se, Phuniel, de andre glade Aander, ja selv Akadiel, Aanders Førsteblevne, ved hver en nyskabt Jord sig fryde, som om den var en Blomme sprungen ud i Skaberens Spor paa Farten gjennem Altet. Thi til Lyksalighed de skabt den vide. Og glem ei, Phun-Abiriel, at almægtig Algodheds milde Sol fremkaldte Dig, en Aand, af Støv, en Aand, der leve skal om Verdnerne som Blomster visne hen, og at almægtige Alviisdom var SIDE: 10 den milde, men dog kjæmpestærke, Strøm, der rev dig hen som blinde Frø, der hist til Skud og fjernere til Palme bliver! Phun-Abiriel. Erindringen jeg ene har; Deraf jeg lever, Dyret liig af Drøv. Ohebiel. Er den ei alle Aanders Kundskabs Hjerte? Som Legemet om Hjertet, deres Viden rundt deres første Værens Minder voxer. Det første Ord, i Moders Øre gjemt, i Aanden staaer endnu som friskt nedskrevet, og i din første Tanke diede og greb du alt Udødelighedens Barm. Men se, o Phuniel, i Verdens Skue er Kundskab, de Udødeliges Næring, i maalløs Rigdom frem for Aanden lagt; og med hans Kundskab øger sig hans Magt. Som Tvillingbørn, der af Omfavnelser sin Væxt og Lighed synes at erholde, de voxe i hinandens Ild og Lys, saa Evigheder blive dem for snevre, som Barnedragt fra Ynglings Skulder glider. Og hans Tilværelsers Erfarings Dynge bestandig voxer; den er Aandens Bjerg hvorpaa sin Viisdoms Borg han bygger og hvorfra han Verden viden overspeider. Phun-Abiriel. Hvad nærmer sig vel ad Uendelighed? Hvad bringer denne Stirren ud i Rummet, den Eviges Tankekreds, uden stum Beundring? Og ned Beundring knuger, ei opløfter. Ohebiel. O den er Aandens Kjærlighed og Offer til Ham, den Evige! SIDE: 11 Phun-Abiriel. Et dovent Leje den er hvor alle Kræfter sove ind. Men Phuniel har reist sig derifra. Ind i sin Evighed han stirrer vaagen. Ohebiel. Speid ikke efter Gud! Vær glad som Barnet! End er du kun blandt Aanderne et Barn. Find Leeg for Øiet i Hans Verdners Skjønhed! Haab alt af din Udødelighed, der saae, skjøndt ung endnu, jo Verdner at forgaae! Phun-Abiriel. End Barn blandt Aanderne er Phun-Abiriel? Var ei hiin Klode, der saa rødlig flammer, min Vugge, hvor jeg vaagnede imellem vidunderlige Dyr og Planter? Den var Legepladsen, hvor jeg voxed frem, indtil jeg kastede, som Ormen Hammen, den smukke Sandsedragt som mig omhylled, og som en Slange, nøgen som en Lynild, kom frem af Mulden her i Rummets Øde. Da endte jeg min Barndom. Ohebiel. Lign da heller en trodsig Yngling, Phuniel! Phun-Abiriel. Ja, hvi seer jeg ei min Fader? Ohebiel. Phuniel, seer du ikke hans Klædebon nedrullet over Dybet? dets mørke Folders Bølgen i dets Dampe? i Stjernebuen Perlerne i hans Belte? SIDE: 12 Og naar hans Digt, Alverden, Du har læst og fattet den Alkjærlighedens Høisang, da haab og tro, Du vil hans Aasyn see! Phun-Abiriel. Til Haabets Siv sig ogsaa Aander læne? Og Troens Regnbu-Solskjærm, som vi bar engang, som Støvets Konger, over Hov'det, og som Bedrag're svoer var rette Himmel, at ei Fornuften vild sig skulde flyve, naar over sig den saae den fri og sande, mens blodige Sener endnu lænked den til Mulden -- skal den Aanderne bedække? Nei, kun hvad Phuniel veed, det vil han tro. Begreb og Tro hos Aanderne er Eet. Thi Gud ei vil, at de uværdigt troe hvad han ei har tilladt dem at begribe ved Kraft dertil i deres Sjel at lægge. Hvad jeg begriber troer jeg først og lægger som funden Skat det til min Kundskab. Ohebiel. Din Kundskabs Kjerne er da Tro, hver Aandskraft kun det Erobrende for Troen. Phun-Abiriel. Ja, til ingen Gaade, selv ei den, som er i Draaben gjemt: om al Tilværelse, og Gaaden "Gud", hvis Knude er mig Selv, er meer tilbage. Ohebiel. Evigheden er den vide Plads, hvor Sejeren skal vindes. Phun-Abiriel. Da svimler jeg, ved Skuet trættet af en Evighed i Evighed henglidende, som Ringen uden Led og Ende. SIDE: 13 Ohebiel. Hvis Du det fandt, den Ring da slet var gjort, du Taare, hvileløs om Ringen glidende! Men se Akadiel sejerherreglad, som om han stod paa Maalets Tinde alt, hvorfra han seer den Evige hiinsides den Afstand ingen Skabt skal overstige, og fanged Hans Afspeiling i sit Aasyn! Den Aand er Aanders Første. Dog er hans Beundring mest begeistret, videst strakt hans Godhed og hans Fryd i Alting barnligst, saa tidt en Blomst, han ikke før har seet, af utænkt Skjønhedsform, paa fjerne Klode til Lovsang bringer ham. Se, Phuniel, saa nyder Aanders Første Saligheden, og saa kan Du. Phun-Abiriel. Hvis Phuniel og Akadiel ei vare To, som Jord og Sky forskjellige. Ohebiel. Ham stræbe Aanderne at ligne; thi da troe de, at de ligne Gud. Phun-Abiriel. Da skulde, hvis saa jeg troede, jeg min Frihed dræbe, af Sjelen vaske ud den Tanke "Gud" og grave kun Akadiels Billed ind, en Aands som jeg, og, hvergang ei jeg tænkte som Han, beskylde mig for Synd. Ohebiel. O Phuniel, viid dog, det forbyder den Ret, som er til alle ligedeelt, og adler Støv til Guddom, den, at stræbe, igjennem Banen, som Hvers Frihed bryder SIDE: 14 med uafhængig Kraft hvor bedst ham synes, at ligne sit og Alles Udspring. Den Ret er Børns Ret, at hvert Barn afbilder Faderens Dyd og Kraft i sin Charakters Farveskjær. Vi ere Alle Guds Børn, ifra den Førstefødte, som engang i ældste Tid laae svøbt, men nu og gjennem Evighed for sine Søskende har Rang, fordi han bærer klarest alt sin Faders Træk i moden Skjønhed, til Yngste, som, af Sandsers Duft hendysset, i Græsset dier Livet ubevidst uformelig end og sløv, knap meer end varmet Jordklump, meer ulig sit Ophav, end Foster timegammelt er sin Fader. Og Aanders Arveret er den, at Hver skal mod sit Ophavs Guddom nærme sig ad selvbrudt Vei, paa uafhængig Flugt igjennem Evigheden. Deraf, Phuniel, den Selvbevidsthed som med raske Drag paa Aandens Indres Baggrund, paa dens Ro'es udspændte Marmorflade maler af Den Salighed, som er hans Fantasis og Hjertes eiendommelige Digt. Phun-Abiriel. Bedst troer jeg Vanvid vilde digte. Det Luefarver har, Indbildningskraft. Og ene Vanvid og Alviisdom tør Tvivlens Tænder ikke gnage. Hvis da jeg kunde, hvis det ei en Grif i Støvet lænket var, jeg Vanvid løsslap. Thi snart det rev mig hen paa vinget Smiil til hvert et Maal, jeg tænkte mig, det rakte mig med Triumfens Latter sønderplukket hver Gaade, som jeg pegte paa; og naar, med kroget Gisning paa, det medede i Verdensdybet, flux det ud blev kastet SIDE: 15 det fisked op den Perle, som jeg ønsked. Mit Vanvid hopped' paa elastiskt Been hver Grændse over, hvor dypt under Viisdom maa krybe hen i tusind sunde og sene Tanker for at finde Indgang. Saaledes, o Ohebiel, hvis vanvittig jeg tænkte: "jeg er Gud," da følte jeg en Guddoms Salighed. Ohebiel. Det være nok, at Alt om os er godt, at, som til Overflod, det Godes Farve og Form er Skjønhed, at, saalangt vi see, Guds Storhed voxer, Vi har Deel i denne, til Odelarv, saavidt vi kan den fatte. Af Hans Algodhed har du Deel saa stor, som du med egen Godhed dig tilmaaler. Og du har Deel af hans Alviisdom, hvis du Selv er viis. Glød da i Aanders Fryd, der skinner gjennem den Skikkelse Guds milde Fantasi os gav, at, som hver Dyd og Kraft fremblomstrer og som velvillige Følelser udvælde, dens Morgenskjær meer fagert skulde blomstre og Aandens Form en Dragt af Skjønhed vorde. Her lyver ikke Formen, som paa Kloden, hvor Laster funklede og Dyder rustned': er Aanden god og viis, saa er han skjøn. Men, o, dit Mismod, Aandens Tæring, da du ei kan løse selv din egen Gaade, hvis Led er' spredte i Uendeligheden, i Lænkerad fra første Sol og til Insektets Vinge, gjør din Skjønhed bleg, der skulde være Gjenskin af din Fryd. O Phuniel, min Sorg! Abiriel, min Beundring! To Magter stride i det Indre; lad den seire, som kun troer, at Verden er Guds Tempel, denne Jord en nysreist Pille, SIDE: 16 Udødeligheden morgenfarvet Kuppel, spændt over hver en Aand, der som en Lovsang indruller gjennem Evighedens Porte! Og glød da med i Aanders fælles Fryd, i deres Saligheds Bevidsthed! Thi Vi vide Gud er nær, at nu vor Godhed er større Deel af Guds Algodhed, vor Kraft og Indsigt i Alverden en større Deel af Almagt og Alviisdom, end da, berusede af Livets Blod, vi, skyggede af Dødens Vinger, sad sammen, elskende hverandre, paa lavere Fodtrin af Guds Throne, og fryded os som Konger over Tusind af Dyr og Planter. Phun-Abiriel. Snart have disse Skyer kjæmpet ud, Solstraalen frem til denne Jord sig borer. Da vil den meer ei som isøvne gaae, ei gynge sagte som en Vugge; men dens Flugt begynder; som berust af Lyset, som om den Solens Bæger havde tømt, med Regnbuharpe, Morgenskyers Krands, den henigjennem Rummet tumle vil. De glade Dyr da ere Klodens Jubel og Blomster og Træer dens vilde Fantasi. Da, medens alle Aander stimle til, at see det altid nye Skuespil, da vender jeg mig bort; thi da fremvælder den sorte Kilde til mit Mismod; thi Jeg, som kan læse gjennem Kjød og Been hvad Sjelene paa disse Kloder tænke, jeg studser blind ved Lysets Underværker, og veed ei Hvad det tegner af i Blomsten, i Græsset linjer op, og efterklipper i Træets Blades aldrig eense Takker. (Akadiel, en herlig Lysgestalt, viser sig fraoven, omgivet af Æoner.) SIDE: 17 Ohebiel. Akadiel kommer! Knæl! Phun-Abiriel. Jeg ei tilbeder. Jeg sænker mig i Mulm. Ohebiel. Ve! Dig jeg følger. (Forsvinde halvt i Mulmet paa Klodens Natside.) SIDE: 18 JORDENS LIV Akadiel. Abiriel! Aand! Guds Tanker det er, som Lyset afbilder Hans, der i Rummet som Duggdraaber Sole har sprængt talløse ud til talløse Verdeners Næring. Han har digtet Blomstens Skjønhed, afstukket Bladenes Omrids. Aanderne ere hans Ord. I dunklest Liv en Aand er skjult, som Ordet, om unævnt end, slumrer i Tanken. Hver Klode i sine Væseners Hær har sin Sjel. Hver fornuftig Skabning er en Tanke i Sjelen; dens Dyr dens Drifter, som mylre i Nerverne. Planterne ere dens dunkle Følelser; Ilden dens Rødme, Vand dens Vædsker, Mulden dens Kjød, Luften dens Aande, Duggen dens Sved, Skyer dens Uddunstning, Somren dens Maaltid, Vintren dens Rolighed, mens den paa Høstens Mættelse tærer, Vaaren dens vaagne Madlyst: da gløde Tankerne livligst, Drifterne sværme. Der i Mulden Aandernes Spirer vi see, som under Vandet de blege bølgende Planter. Men snart vi skue Aanden iblandt os, smilende over sin udbredte Udødelighed. Mange ei vide, at den i Mulden begyndte, førend den friske Gravhøi bag sig de øine. Dog savner ei Aanden noget undtagen Legemets ormstukne Pjalt og de brændende Lyster. Men ve om disse have anstukket hans Væsen! Da maa han lide den Kval, som om Slanger kjæmped af Sult i hans Indre og aade hinanden. Thi her hverandre hans Lyster maae opsluge -- her, hvor de ei, som i Støvet, kan fraadse i Synder. De døe af Hunger, som Slangens Yngel om Aftnen, hvis Moder vendte ei hjem fra Morgnen med Bytte. Med Hyl hans Vellyst vælter sig om i hans Indre, SIDE: 19 forgiver Hevnlysten; denne dræber den Falske; Ondskaben kvæler Misundelsen, døer saa af Sorg, og Angerens Tand i hans Indres dunkleste Baggrund udhuler en Grav for dem alle. Som en reen Taare nu Aanden nedtriller i Alkjærlighedens Skjød. Med et Suks Bragen hiin Grav og Mindet forsvinder. Hans Uvidenhed bliver en antændt Stjerne. Frem han arbeider sig gjennem sin Evighed; foran Indbildningens Pensel han bruger, Erindringens Meisel ved Siden. Selv han ligner en Sol, der springer fra Synskreds til Synskreds og afmaler Morgenen foran, slæber paa stjernede Midnat. Nu er hans Godhed i Skjønhed, hans Aandskraft i Herlighed klædt. Jublende smelter han hen i Verdens Digt, i Aandernes Chor, raaber sig selv til Hersker ud i sin Udødelighed. Verdnerne synes ham vajende Blomster, dog glemmer ei han de Træer, som skygged hans Barndom i Støvet. Aanderne mindes, som hist de et Fædreland elsked, stedse med Ømhed den Klode, som var deres Moder, ammed dem op og aabned sig venligt for Støvet. Æoner. Priser, Priser, lover Gud! Ham, den Evige fra Begyndelsen! Skjult i sin Viisdoms Hellighed, lader han sin Algodhed udstraale i Verdnernes lange svømmende Rækker, og Solene, som flammende Basuner fra Høidens blaa Tempeltag udstukne, forkynde for Skaren af mørke mylrende Kloder den Eviges Kjærlighed. Aanderne knæle: Tilbedelse er deres Knælen. Aanderne offre: Kjærlighed er deres Offer. Aanderne prise: Beundring er deres Lovsang. SIDE: 20 Kloderne selv, i Skyernes hvide Klæde, rundtom Solens flammende Altre vandrende, synge: Hvo kunde slynge i Rummet os ud uden den evige Gud? Akadiel. Snart denne unge Klode vil juble skyldløsest med i Verdnernes Chor. Snart vil dens Hjerte begynde at slaae heftigt og varmt som indelukt Flamme. Skyernes Øjenlaag ville briste, Solstraalen gjennem dem Jordkloden naae. (Det gryer) Æoner. Denne Dæmring er Nattens Ahnelse om en Dag. Hvælvet letter sit Øjebryn, Aanders Leje, de purpurfarvede Morgenskyer, som om vilde det Stjernetrækkene gjennemgranske, der som Drømme det gjennemkrydsed. (Skyerne fare til Siden for den gjennemilende Solstraale. Lyset er udbredt over Jorden) Akadiel. "Bliv, Lys!" har Gud til Intet sagt, og Intet tændtes. Rundt i Rummet i Solene dets spredte Gløder brænde. Fra dem og til de mørke Kloder Guds Bud "Bliv Lys!" paa Straaler iler frem. SIDE: 21 Æoner. Hil Jordens første Dag! Se Jorden lysner, som hellige Fakkel i Solaltret tændt! Skyer, liig Barme velsignelsesfulde, ere dens Takoffers Røg. Snart skal den bære en Hersker med Viljes Scepter, Samvittigheds Retfærdskugle, Indbildningskraftens Kongekaabe, regnbueskjøn, Fornuftens Krone, Skjønhedens Dragt. Akadiel. Først Dyndets fæle Fostere maae døe, Udrugningen af sluknende Vulkaner og af den Ild, som brænder i dens Indre, liig Blod i Dyret, Saftens Gjær i Planten og Glands i Stenen. -- Uhyrer Gud tillod at nyde Livet i dette lunkne Dynd, de elsked, til Kloden modnedes i Solens Lys. Og se mod Norden for de skarpe Straaler hist Mammuthhjorde flye, mens Megasaurer i Klippehulerne sig liste ind, og Kjæmpeslanger sig i Havet sænke. Af mere ædle Slægter Jorden maa bedækkes før sin Hersker den frembringer. Men se, alt grønnes den! Ned i en Straale er Solen stegen i den rige Muld og stiger op igjen i gyldne Palmer. (Natten bryder frem) Æoner. Se Natten sig reiser som Dagens sorte marmorne Gravminde! Maanen i mørke Hvælving den sætter liig Solens Urne, som om ei denne meer skulde vende tilbage. Hil Jordens første Nat! SIDE: 22 Akadiel. Nu slumrer Jordens ene Halvdeel medens den anden første Gang blandt Stjerner lyser. Men ei som forhen under Taager, lave og knugende som Stene, Jorden slumrer, men som i højhvalt lampekrandset Tempel. I Maanen Nattens blide blege Hjerte ømt vaager over den med sagte Slag, og liig en trofast Terne med et Blus den følger Herskerindens Trin i Mulmet. Thi Dag og Nat hinanden elske ømt. I Gravene omfavne de hinanden. Hinandens Halvedele ere de; imellem dem er Jorden delt og Tiden, der maales til dem ud i halve Døgn paa Solens fine Straales Gyldenvægt. Mens halve Jorden synes druknet i dybest Nat, hvor iiskoldt Nordlys skummer, den anden halve, efter sidste Nat, som bag et Skibbrud, tørres atter og varmes op i Dagens milde Lys. Og hvergang Dag og Natten vexle, naar Nattens sorte Bølge vælter frem, med Stjernerne som spredte Seilere, og druknende al Dagens Pragt forgaaer, og naar hvad kantret var i mørke Nat paa Mulmets høje Kyst, bag Skyers Skjær, paany sig reiser, kysse de hinanden paa yderst Strand, koralrød Horizont. Og just i denne Stund, de vexle Post, hver af dem synes, han alene nu behersker viden Jord i Dæmringen, skjøndt denne just er fælles: Skyggen under de Tvendes sammenslagne Vinger. (Dagen frembryder.) Æoner. Hil Jordens anden Dag! Dag og Nat er nu vejet, SIDE: 23 Maanens Sølvlod, Solens Guldlod, Dagens Demant, Mørkets Muld. Akadiel. Guds nye Præstinde Festdragt sig ifører og træder jublende i Verdners Chor som yngste Søster, mest uskyldigreen, med Blomster og med frisken Grønt bekrandset. Se Græsset spirer liig et Lys, der sig udbreder over Højene! Sig Blomster dukkende i Duggen bade; om Engens Belte, om den søde Kilde sig Siv og Buske flette, fra hvis Dunkle Viinranken klattrer over forat hænge sin Drue i en Poppels Sølversky, der blinker susende hiinsides. Æoner. (Nat utbreder sig!) Gud seer, at Alt er godt; selv Død, Fortærelse og Mørket. Fortærelsen er Livets Føde, dets Skjønheds Skyggeslag. Saa rigt er intet Moderskjød som Dødens, og Dagen har ei Nattens Majestæt. Dens Søvn er Livets Dugg, selv over Dyret Drømmens Lyst den ryster og lægger Honningen i Blomstens Mund. Dens Hud er sort, men rødt og varmt dens Hjerte. Isammen Dyr og Planter med bløde Lokker fletter den i fredsom Kreds, der op om Morgnen løses. Som Rødderne af Mulden, Allivets Nerver ud af Nattens Mulm den friske Svale suge, som Dagen tærer paa, og Blodets Rødhed og Hudens Let og Øjets sorte Flamme. SIDE: 24 Akadiel. Ja, mellem Liv og Død er Jorden delt som Døgnet nøje mellem Lys og Mørke. Her Mulden stivnet er i golde Klipper liig et forstenet Nattemulm, og hist den muntre Flod i sorte Afgrund kvæles, hvor Græsstraa ei paa Styrtningen kan klæbe. Ved Rosens Side giftig Bulme groer, Skarntyden lædsker Svampen med sin Skygge og Upas hvifter Dødens Banner ud. Nær Slettens rige Ynder blegner Ørknen. Med Jordens Rigdom Hvirvelstorme lege, og Hunger efter Landet at opsluge i Havets sorte Indvold brøler ofte. Mod Norden blinke Ørkener af Iis, der stræbe videre sig frem at slæbe, til Rosenbuskens Smiil de møde og hvor Abildtræets Blommer spotte Sneen. I Syden Kaktussen og Aloeen, nær Lysets Barme Døden trodsende, af flammevingde Samums Ildpust sortne og Somrens Blomster paa den brustne Jord, som Børn paa Moders Gravhøi, bøje sig. (Det dages.) Æoner. Gud seer, at Alt er godt. Paa Østens Tinder alt igjen er Morgenrødens Glædesblus tændt, den Livets purpurne Sejersfane. Hil Jordens tredie Dag! Paa Vestens Tinder i Vesten, som paa et Altar for Gud, den skal jomfrulig nedlægge sin Aftenrødmes Krands. Akadiel. Med Vellugt vederkvæger Cedren, der slaaer en Rynke for hvert hundred Aar, SIDE: 25 de kaade Skyer, som nærme sig dens Top. Med gyldne Dadler kront fremtriner Palmen i straalende Orangers Følge, med et Slæb af Ranker og Lianer, som en Hersker over Jordens bedste Belter, mens Vaarens Hærold, sølverpandsret Birk, imellem Anemoner og Konvaller sig sværmersk vælger Plads i Alpelien. Men foran den mod Norden vandre kjækt, liig uforkrænkelige Sendebud fra Livet sendt til Dødens Throner hen, til Jordens Poler, hvor hvert Aandedræt af Livet stivner hen i Rædselsformer, den eviggrønne Gran og Fyr, de Helte, som føre Livets Banner fremad længst. Pors, Lyng og Rosmariner skjule Ørknen, som Taalmods Smiil paa sygelige Kind. Viinranken heder sine Druer ved Vulkanens Ild. Paa Græssets Toppe hænger den søde Perlemannas hvide Fryndser. Den ædle vilde Stormvind jager væk dødsvangre, fra Moradset stegne, Dunster, og styrter sig saa døende i Havet. Og Floden, Landets nynnende Velsignelse, som Fjeldet vilde i en Afgrund fange, sig styrter modig ned og Vei sig baner liig smeltet Sølvkolonne, eller som i tusind Stjerneskud den springer frem og søger Engene, der ligne dem, den mindes siden den som Kilde legte i Dalens Vugge med Nymfæerne. (Det mørknes) Æoner. Tusmørket sig hæver foran Natten, liig Støvskyen foran en Sejerherre. Natten kommer, fuld af Forjettelser, af Aftenrødmens Bæger berust. SIDE: 26 Dens stjernede Hvælv er den tillukte Kurv, af kommende Dags Velsignelser fuld. Hil Jordens tredie Nat! Akadiel. Af Jordens Skjød vil Livet rigere og rigere udbølge. Dyrerygge af Muldens brustne Tuer sig fremskyde. Dog Jorden, der har Rang blandt Stjernerne, er ringere end Livene, den dier, om Sjel de have, som en Moder er ringere end sin Søn; thi Blod de blot af Moderen have, Sjel af Faderen. (Det dages.) Æoner. Sig Højene bevæge, i Kramper zittrer Dalen. Jorden vil nu føde levende Liv, der kunne dens Tak med glade Røster den Evige fortolke. Hil Jordens fjerde Dag! Akadiel. Hver Klode har sin egen Fantasi og Skaberevne. Hist i Rummet paa de store Stjerner Blomsterne kan føle og Dyret tænke, og der er en Hersker, en Aand i Kløgt, i Styrke Mammuth liig. Men spæde Former vist den Evige har nedlagt i saa liden Klodes Hjerte. Dog er den Solen nær, dens Blod er varmt, og smukke Børn saa smuk en Moder lover. Dens Skjød sig aabne alt, og nye Liv udmylre, Liv, som leve, Liv som Ord, ei blotte Tegn som Blomster og som Træer. Og uafladelig maa Livet yngle, SIDE: 27 at det i Døden ikke sig fortaber, og Døden dræbe, at ei Jorden synker af Vægten af de Liv, der bølge ud saa skjønt og vildt som fyrig Elskers Ord. Hist reiser Elefanten sig i Sumpen, Kameel og Næshorn -- større Kraft ei ødsler paa Jord saa liden Skaberfantasien. De snøfte; hver sin Næring mærke. Did hvor Risen bølger styrter Elefanten, Næshornet iler atter ud i Sumpen, Kamelen traver henmod Ørknens Tidsler. Paa Steppen hvrinsker alt den ædle Hingst, med spidse Øren, rullende Blik sin Hoppe vogtende, der græsser. En Susen blot af Vinden, i Galop afsted det gaaer, som brændte deres Haler. I Engen Koen staaer; paa Højen hvidner, et Snedrev liig, den glade Faarehjord, mens mavrest Klippe er for Gjeden riig, som Vedbend kaad, som Tjørnebusken trodsig; og rundtom iset Nordpol Renen suser. Kronhjorten elsker Eken; thi den har til Hovedsmykke Ekegrenen faaet, og for Gazellens smekkre Been har Ørknens forbrændte Græsstraa marvfuld Næring nok. Som Blomsterblade spraglet kaster sig paa Træets Top en talrig Smaafuglsværm, og Duen samler til sit Rede alt. I Dybet leger Fisken; Svanens Barm den ovenover seer som denne Maanen, og gjerrig Musling samler der sin Skat i lukte Kiste. Men paa Marken skjuler ei Bien sin; den bærer aabenlyst sin Rigdom hjem og nynner Viser om Arbeidsomhedens salige Tilfredshed. En Skov er Engen for Insekterne, skytæt neddalende og glimrende SIDE: 28 som om de vare Funker ifra Solen; og hver en Blomst er Hjemsted for en Slægt, der ukjendt er i næste Blomsterkalk. Saa dybt som Dybet søde Solskin smager hver Draabe mylrer fuld af Myriader, der efterligne Chaos' vilde Former. (Det mørknes.) Æoner. Med Melk og Honning er Jorden bedugget. Dens Øde gjenlyder af tusinde Toner, der hilse Solen. Til Nattergalen og Droslen lytter den tyste Nat. Akadiel. Tusmørkets Time giver Uglen Liv. Dens Ham er Mulmet liig, dens Blik Daghimlen, dens Hyl er Nattens Suk, dens Flugt er Taagens uhørlige, der glide over Græsset. Dens Øine tændes nu; paa Klippen lyse de gule Blus; med Flagermusen den med snirklende Figurer kløver Mulmet. Nu lister sig Hyænen af sin Hule, og Broderen Schakalen følger efter for Rovets Levninger at gnave bedre. For Løvens Brølen Ørknen er for trang; i Miles Omkreds vaagner Alt og skjælver. Et gyldent blodigt Lyn i Flugt og Farve paa flyende Gazelle Tigren springer, og Leoparden, som et Sværd der krummes og slippes ud, i Luften Hjorten naaer. Igjennem Sivet rasle Slangerne; de krybe over Krokodilens Ryg, SIDE: 29 og Boa slynger hvæsende fra Palmen sig rundt Giraffens Hals, som raktes op godtroende imellem Kronens Blade. Af Loss og Panther uskyldshvide Birk og sødmefulde Løn til Snigmord bruges. Ved Polen sætter Hvidbjørn sig paa Vagt, at Liv ei aander der, og Nordens Hede af sultne Ulvehyl opfyldes. Høit som Skyens Pile svæve Ørn og Grib, bespeidende hvert Liv dernedenunder. Om Rosenbusken sidder Snogen spunden, i Kilden plasker Øglen, i sit Spyt Fiirbenen smelter Billens Gyldenskjold og fangne Sommerfugles Sølvflorsdragt. Saa vexlende i Former, alle skjønne, om stundom fiendtlige mod hinanden, fra Fiskenes de stive Charakterer til Slangens Snirkler, Fuglenes Arabesker og Fiirfoddyrenes korrekte Træk, talløs som Gnisterne ifra Vulkanen, paa Jorden sig udbreder Livets Fylde. Og skjøndt dets prægtig smykte Høvdinger er vilde Rovdyr, jubler dog dets Mylren. De slaae kun hist og her som Lyn i Havet, og grum er deres Geist ei i sig selv. Den raser kun, i trange Beenhvælv fangen. Mens Skabninger med Aand kan Formen tvinge, udvidende Organets tynde Skal, indtvinges Dyrets Geist af Formens Styrke, af tykke seneoverspundne Been, urokkelige som en Hules Vægge. Den lange Ryg, liig strenget Armbrøstbue, gjør Tigren listig, Hovdets tykke Been, de haarde Kløer Leoparden grusom; de lange Horn gjør Bukken trættekjær, det brede Bryst den ædle Hest saa modig. SIDE: 30 Æoner. Gud seer, at Alt er godt. For Aanders Øje fra Sol og Stjerne ei klarere straaler Hans Herligheds Glands, end her fra Nattens lysende Larve, fra Dybets Morild og Dyrets Øje. Hil Jordens femte Dag! (Det dages.) Akadiel. End Jordens Jubelchor af Liv tiltager. Der er ei Straa, hvor et Insekt ei surrer, og Lyden er for Aanders Øre høi som Hestens glade Hvrinsk og Tyrens Brølen. Hver Skabning selv en Harpe er, der toner Tilværets Glæde og dets Ophavs Priis. Beenbygningen er Karmen, hvori da som Strenge Nerverne indspændte ere, og Blodet suser gjennem dem som milde Skjærsommervind, saa sød Livsfølelse og Velbehag opfylde hele Harpen. Dog Dyret kun sin egen Lyd forstaaer, saa Hest ei Koen, Ørn ei Turtelduen, ei Bien Myggen kan hinanden fatte. Men knegger Hoppen, hrøiter Koen, flux vil Magerne forstaae, om Livssensharpen af Sygdom eller Hunger nedspændt er, om spændt af Parringsdrift, -- kort hvad de ville, og de besvare dem i samme Toner. Saa Dyret er en ordløs Æolsharpe, og alle susende iblandt hverandre. Men Jorden savner end en Skabning, som i Chorets Vildhed kunde bringe Orden og lade Ord, Fornuftens Toner, lyde -- SIDE: 31 en Skabning blid, skjøndt Klodens Enehersker; ei mægtig eller kløgtig som hiin store rødtblussende Planets Beboere, der tæmme alle Elementer; kun lidt klogere end Elefant og Hest; saa god, at Alt han kalder godt; kun med saa megen Styrke i sin Fantasi, at han af Alt et Billede sig maler; meer from end viis, dog viis nok til at være for Dyr og Planter Hersker og Lovgiver, og viis nok til at være lykkelig ved i Velsignelsen sig selv at finde som mest Velsignet i den hele Skabning; og som hiint Livsens Harperiges Hersker begavet med et saa melodisk Hjerte, at han i egen høje Livsklang føler en Harmoni med svagest Ormesang. (Det mørknes.) Æoner. Nu er Aljorden en yndig Hauge. Nu løber Floden som styrt af Hænder. Men hvo skal tæmme den i dens Vrede? Men Hvo skal kue det vandrelystne og kaade Vildnis? i Dyrenes store og levende Skov med Viisdom røgte, med Strenghed rødde? -- En Broder af Aander, en Guddom i Støvet, Fornuft fraoven, paa Jorden sat liig klare Lindse i Øjets Nat. SIDE: 32 Skjøn maae saa skjønne Skabningers Hersker vorde tilvisse, æret af Skabningen, elsket af Aander som deres yngste smukkeste Broder. Thronen er færdig, pragtfulde Forhæng for hans Fremtræden er denne milde funklende Nat. Hil Jordens femte Nat! Den er velsignet. Akadiel. Ei Skabelsen har i sin Ødselhed paa Blomsterne al Farvepragt udøst. End er et Rødt meer fiint end Rosens, til Rosens Hersker gjemt og Herskerinden, et Hvidt meer skjært end svømmende Nymfæes, et Sort meer sort end Nat og Ibenholt. Ei Jordens Dannekraft har sine Former paa Dyrevrimlen udtømt. End der er meer ædelt Kraftpræg i dens Dyb tilbage end Hestens og den kongelige Løves. Og Han maa være skjøn, den Livets Krone; men skjøndt han rustet være maa med Styrke den Elefantens Tæmmer, Han, der Krigen skal føre imod Tiger, Bjørn og Panther for de til Fryd kun skabte Vaabenløse, er Livets vakte Fantasi, hvor rigt den end har ødslet ud, dog ei saa arm, at den isammenpjalter sig en Skabning af Løve, Ørn og Tyr i samme Krop. Med Aand begaver Gud ei saadan Skabning. Ei findes saadan Tanke i hans Viisdom. From Enfold vorder Herskerens Fornuft. Erfaring ikkun hans Forstand, SIDE: 33 Erindring kun hans Viisdom, ei meer end Drift hans Kjærlighed; og, efter denne lille Grundskat, maa dens Mynt, hvori der vexles, Sproget, være fattigt, sig hjælpende med Udraab og Gebærder. Hans Aanderang bestaaer i frie Vilje. Han vælge frit, om han vil løse alt Ondt og sprede det paa Jorden; (skjøndt hvo forgifter vel sin egen Føde, og vil sit eget Leje tornestrø?) og om Han Selv, der leve skal blandt Aander, vil vende nedad Blodets Strøm tilbage mod Dyrene og dukke sig i Drifter, istedetfor paa udspændt Tankes Luftseil at svæve opad til de høje Frænder. Dog, glemmer Han at søge Kundskab, vil det mangefarvte Liv i hans Erfaring med Magt (thi Sandsers Porte flaggre aabne) sig præge, og, som tusind Stemmer, trænge sig til hans Inderste: i hans Erindring. Saa døer han altid klogere end han fødtes. Og det gjør alle Liv jo? thi se Løven, der bærer fulde Manddom i sin Man, er klogere, ei mere modig blot, end da som Hvalp den famled blind i Reden og hang ved Yuret som en Snylteplante. Dog ville Jordens Herskers klareste Begreber ligne Aanders Følelser, mod Disses Jorden liig i Chaos sænket mod nu forherliget i Solens Lys. Saa, hvis han var paa hiin den store Klode, der straaler over os fra Zenith, og hvis Herskere, i stolt Dumdristighed, naar deres Lyster som Vulkaner brænde, tør stoppe til Samvittighedens Øre, som Gud har lagt til deres Indre, saa de finest Rørelse i det kan høre -- for Aanderne da kosteligst Klenod -- SIDE: 34 maa Jordens Hersker agtes for et Dyr, og, skjøndt han Broder var, dog bøje Nakken. Dog her, hvor han er Enehersker, han vandre opreist som et Scepter! Hans Styrke være kun Udholdenhed! Hans Skjelne-Evne mellem Godt og Ondt liig Blindeormen, som sig frem dog famler! Af Vellyst zittre han ved hvad er skjønt, og kalde uden Prøve Dette Godt. Han hade Alt, hvad Sandser hade, skjælve af Frygt for Døden, naar han seer et Liig, og flye for Soten og for Smertens Skrig! Dog gjør hans Svaghed ham til Jordens Herre. Han seer med Afsky Ørknen; ogsaa der det Sandsebarn vil sig paa Blomster hvile. Thi lader Kilderne han didhen ile. Igjennem mørke Skov han baner Vei for lyse Eng; og, hvor han træder, ned sig gyldne Agre bøje i hans Fjed. Det klinger i det hule Fjeld, og Malmen han lader springe frem deraf som Blod. Af Ulven lærer han, at han kan boe bag Ulvevams i Sne og Sno. Hans Kløgt bevæges af hans Frygt. Han gjør til nøgne Haand af Staal og Kobber Klør. Han efterligner Løvens Tand i Staal, og slukker saa med Sværd dens Tunges Baal. Ham Tigrens Ryg blier Mønstret til en Bue, som spænder sig med Pilens Kobberlue. Som Krokodilens Svands Han Pantsret smeder, og gaaer i Kamp og slaaer og redder de angste Liv, der gjerne til den høje Beskjermer nu i Offertog sig føje, og underkaste Liv og Kraft hans Lov, for farlig Frihed i den vilde Skov. Han bliver da, skjøndt Aadsler vise, at der er ei Grændse for hans Vælde sat, ei Livets Ødelægger men Bevarer, SIDE: 35 der skifter ud med Mildheds Palmestav, og ei med Vredens Tjørn, iblandt dets Skarer Fredslovene, som han for Jorden gav. (Det dages. Et hvidt Menneskepar sees slumrende.) Æoner. Hil Jordens sjette Dag! den Tusindfold Signte, hvis Gry, med Moderens Øje, først skal Herskeren skue! Han er der, Herskeren! O, hvor yndige Skikkelser, liig elskende Aanders Drømme, Han og hans Mage! I Søvn under Eken Aanden med Støvet parres og vænnes til Ro i sin blodophedede Bolig. Vaagen han snart modigen griber Bevidsthedens Spær, udraabende Aandernes Løsen: Jeg er! Akadiel. Hil Jordens Herre! Hædret Jorden er. Dens Herre er et Menneske, dem liig, der styre hist paa Kloderne i Rummet. Men her er ikke, som paa disse, i Kjæmpelegemer -- hist som af Damp, hist som af Alabast -- en Flammesjel, der, liig Vulkanens Søile mod det Blaa og Dagens Lys, mod selve Gud tør trodse. Han grubler ei som disse og fortvivler. Det Højeste, hans Sjel sig hæver til, vil Indsigt blive af sin egen Ringhed. Hans Sorger sidde løst som Mos paa Bark, ei som i Hines stolte Hjerter fast som dovne Skorpion. En Igelsværm SIDE: 36 af mørke Tanker, Overmodets Grublen, udsuger Disses Livsfryd, graver sig i dybe Rynker paa den ædle Pande og lægger Æg i selve Sjelen, der til Nag udklækkes i den anden Verden. Fordi de Almagts Herredømme maae erkjende Selv, de rundt sig kue Livet og throne i en Sump af Blod og Sved; og, som om eget Liv de hade, de øde eget Blod og slide vildt i Nerverne, der binde dem til Støvet. Men naar slig Aand opdager i sin Rasen hos Himlen samme Smiil, at i sin Kamp han var som Træet, der i Bølgen dukker sig op og ned, men bliver lige heelt: saa digter han sig frem en Afgrund, hvor, naar Dødens Tand har overgnavet Lænken, der holder ham imellem den og Himlen i drejet, piinfuld, svævende Bevægelse, Han ene, uafhængig (ja hvis Han den Værste blive kan, med vildest Hær af Lidenskaber, ført af Djærvhed an) kan herske, og hvor Alt er dannet omvendt til Spot mod Himlen og den Jord, han saae. Men slig sig Selv fortærende en Sjel fandt ei i Jordens Menneske sit Udtryk, hvis bløde Linjer synes formte af hviden Sky ved Vindens lette Spil. Var han med Vinger dækket, og dog sat i Skyens Buur paa denne Verdenskvist, da kunde spaaes, at han, utaalmodig ved saa at hænge, vilde plukke sig Selv og Hvad han fandt isønder. Men se, Ham lavest Træ er høihvalt Telt! han sover under Busken med sin Mage! Hvis Galde var hans Blod (ei dette lette som Solskin) hvis hans Kind var skarp SIDE: 37 (ei denne hvalte Morgensky) hans Pande var mørk (ei denne glatte Svanevinge) og Øjet rødt (ei dette Dueblaa) -- da spaa i ham en Skabningens Tyran, at Jorden blive vil hans øde Borg! da spaa Aljorden Skræk og Himlen Sorg! Men i hans Skjønheds bløde Vuggedragt har Gud kun mindste Aandefoster lagt; og Han af Nød kun dræbe vil, og tæmme kun Frihed, naar han bør, og ei for ei at glemme, at mindste Vinge hæves indenfor hans Vældes Grændsers vide Trællesnor, at fjernest Hjerte dog er hans Klenod og fjernest Aare er hans Riges Flod! Han veed jo selv, at svag er han som vældig og at hans hele Legems Glands er kun en mølædt Kappe, heel affældig, en Honningdugg i Gravens aabne Mund. Hans Lunge aaben staaer for Pestens Pust, paa Kinden falder Svindsots røde Rust. En Sorg? -- der brister ned det stolte Værk; et udbrændt Kul er Hjertet; Læben sort er Ormenes raadne, nedsjunkne Port, og Øjesafiren, hans Herskerkugle, er bleven et Korn for Ravn og Ugle. Æoner. End rinder Hans Blod isøvne sagte. Halvlukte Zwiebel er end Hans Hjerte. Hans Vaagnen vil være som Tempels Aabning. Og i dets Indre med Ild staaer skrevet hans Gudemærke: "Jeg er! Jeg er!" -- det Raab, hvormed SIDE: 38 sin Livsfest han aabner og vil den ende, naar Sandsers Frydblus ei mere brænde -- det Løsen, hvorpaa ham Aanderne kjende, naar gjennem Graven han let er vandret som gjennem en Sky -- Bevidstheden, at, liig Demanten, kan hans Selv ei knuses. Nedstødt i Dybet, til Rum forviist hvor Stjerne ei lyser, i Jordens Midte af Ild begravet, bestandig tindrer det frem deraf. Akadiel. Menneske vaagn! Den trofaste Sol vækker dig op paa din Konningestol, i din herlige Hal med Skybaldachin, baaren paa Søiler af Morgnens Rubin og Aftenens Buer af røden Koral. Af Tordner den ryster, den flammer af Lyn. Det rædsomme Syn din Sjel kun forlyster med helligt Behag. Du siger da rolig: "et Tempel er nu min Bolig, af Fakler opfyldt og af Cymbelslag." I Hvælvets dybblaa, rolige Høje, evindelig klart over Skyerne spændt, SIDE: 39 se Du din Faders alvorlige Øje, Menneske, paa dit Hoved henvendt! I Jorden Du elske din Moder ømt! Gud har dig skabt; Hun om dig har drømt. I Dyrenes Stimmel Du fuldt af Velsignelser se hendes Skjød! I Planternes Vrimmel den Kjærliges Melk, som til Næring udflød! Ja se i Vulkanen, som hist opstaaer af Højen, der bølger som Teppener bløde, din stærkeste Tjener, Ilden, der gaaer med ydmyg Hyldelse Herren imøde! Slut fra dig Selv og fra Alt, som rører sig rundt dig af Livet bemalt, fra Verdner, som vrimle i høje Himle, fra Leviathan og Kryb i dybeste Dyb, til Gud! For Sjelen bag Hjernens snehvide Fold Øjet er Tolken og Tungen Hærold. I trestemmet Chor den henrykte Sjel, den jublende Mund, det straalende Øje bryde da ud i Erkjendelsens Stund: Se Gud er stor! Af Fugl under Sky og i Skov lær du din Høitidslyd: "Gud være Priis og Lov! I ham for alle Dyr er jo Fryd; for mig er Fryd og Ære!" Glem ei, du er Støv! Glem ei, du er mere end Støv! At Solene ere dig Vei til dit Hjem, i blaanende Fjerner de blinkende Stjerner det over din Hjemstavn hviftende Løv, ei glem! SIDE: 40 Din Throne bestig! Skabningen hilser dig. Ørnen i Sky kan fra din Arm ei flye. Hvalen i Havets Hule kan sig ei skjule. Vel maa han mærke paa Stranden den Stærke. . . Løven paa Flugt og Tigerens Lyn? Eja, de flye for et Menneskes Syn. Hersk over Dyret! over dig Selv, det første i Rækken! Mildhed, ei Skrækken, være din Kløgt og din Magt! yndigen Styret rundtom med rankende Blommer belagt! Du i dit Hjerte før i din Pande finde det Sande! Lad din Fornuft sig med Følelsen blande som Solen, der fletter i Skyer sig ind, blander med Regnbuens Dunster sit Skin og ødsler ei stedse med Middagskraften, men Duggmorgen skjænker og Vellugtaften! Da hersk over Alt, Blivet i Støvet har støbt og malt! Betydningen vær i den nyskabte Jord. Mening og Sjel i det Almagtens Ord i Verden, Guds Sprog til sig Selv, det stjernebeskrevne, som toner fra Zoner til Zoner fyldende Hvælvenes Hvælv! (Akadiel og Æonerne forsvinde). SIDE: 41 BESJELELSEN Phun-Abiriel over det endnu slumrende Menneskepar. Phun-Abiriel. Ha, denne Salige, som drømmer her i Paradiset, Jordens Hjerte! Som Barn ved Moders Barm han hænger, og ødsler med dens Rigdom. Han ejer Alt: der er ei Blomst paa Jorden, der knæler ei som hans Slavinde. Ak, arme Phuniel, hvad ejer du? Ha hvor er disse Verdners Ejermand? Du kan ei plukke Stjerner, om det lysted'; for Denne her er Blomsten Stjerne. Og Løvens Brøl, som han kan tæmme, er en Torden. Ha han synes sig en Gud! Vil du ei lette dine Øjebryn, og see dig om, og tænke paa at nyde, du Lykkelige, fuldt din første Drøm, som Livet skjænker -- nei den skjønne Sandhed? og, spredende din Søvn, din Sjels Tusmørke, beskue stolt dit Riges Glands, din Dag? og stirre ind i Natten, din Skatkiste? Thi Stjernerne dig Ejendom maae synes, naar du paa Evigheden har Forskrivning; og heller ei de vilde vises dig, hvis de med dig forbundne ikke vare. Dog har jeg tællet, men forgjeves, saa al min Vinding er den Viden, at mig Verden ejer, og jeg ikke den, saa jeg min Form og mig faaer selv tillaans. Dog boer en Lyst i min Erindring, som visnet Roses Duft om Kvisten svæver, saa jeg til Støvet drages fast tilbage, endskjøndt jeg veed, at gjennem Dødens Port, der aabnes let af svagest Støvskabt, ei mægtigst Aand tilbage trænge kan. SIDE: 42 Jeg mindes, at min Nerve lifligt skjalv, som Balsaminen, der sin Sæd udkaster, at mig omgav et Kjød som friske Roser, og at mit Blod som Druens kunde bruse. Dog saae jeg Himlen aaben over, og gjennem Blodets Brusen stedse klang, skjøndt afbrudt tidt som Havfruharpen, en Røst ifra mit Indre eller den, der kaldte opad opad mellem Stjernerne. Men, se, i denne fagre Skabnings Slummer staae Livets Porte aabne, ikke Dødens. Og bedre, Phuniel, en Verdens Konge (om Liljer kun for Stjerner, Roser kun for Sole den besidder) her at være end Undersaat i Aandeverdnen. Træt jeg er af Tænkens Lyst, af frem at stirre imod Uendelighedens sorte Baggrund. Men Sandserne i Adams unge Legem, iflettede hverandre, Phuniels Træthed et Leie byde mig af Blomster, som indhylle Søvn i bløde Blade og i Vellugt Drømme. Menneske, laan mig dit Legeme, Triumfporten igjennem hvilke Aander gaa til Støvet og Orme krybe ind i Himlen! Jeg vil, som i en Grav, mig strække deri (som Bien her, der træt af sig at tabe ved evig Flugt i vide Luft har hyllet sig, balsameret med Vox, i Rosen ind) . . Jeg vil ved Nerveklang og Blodets Surren forglemme Hvad jeg var, og nu begynde ny Evighed. Dog vil jeg, at jeg ei min Dydkraft, Aandens Værdighed, skal glemme, i Sandsesøvnen mig anstrænge, saa det synes skal, som Loven stod i Hjertet, som gamle Træk indhugget; og, hvis sig Fornuften finder nogen Kundskab, som SIDE: 43 om det var Gjenerindring. Modtag mig i din Hjerteblomst du skjønne Legem! Og, du svage Aand, som boer der, fly til Nerverne og Hjernen, naar Phun-Abiriel, din store Broder, en mægtig Aand, med Eder blander sig, for Menneskeslægten at gjennemleve. Ah, frygt ei for, at du vanhelliges! Da kan du gribe Sceptret over Jorden, og mane Himlens Verdener ned i Tanken. Ja vær mit Tilflugtsted, du skjønne Legem; thi Phuniel fra Himlen sig forviser! Han vil sig hvile paa dit Uskyldsleje, o Barnegeist! dog ikke dig fortrænge. Han om din Fromhed snoer, som haarbruun Arm om snehvid Barnehals, sit Alvor, og Forening drikke vi af samme Hjerte. Du skal ved Stjerneskinnet herske her i dette rosenkronte Liljerige, og kaldes Drøm. Mod Solen jeg skal stige, og kaldes Tanke. O, jeg høre vil, og mores ved dit Æolsharpespil! Med Smiil, min lille Broder, taaler jeg, at du krydser sært med Maanestraaler og Regnbuskjær min høie faste Gang, og styrrer kaad min tause Ro ved Sang, saa underlig, at jeg ei nogen Stemme i Choret kan gjenkjende eller glemme. Du nynner sødt ved Suk om salig Jord; jeg kvæder høit om Himmelen i Ord. Dit Sprog er eens i alle Zoner -- faa Ord, men mange Toner. Din Tunge Hjertet er, som ejer kun eet Sprog paa hele Jorderund; men Dialekterne i hvert et Bryst forskjelligt Echo give for din Røst. De sukke eens ei, naar du raaber: Ve! SIDE: 44 og skralde eens ei, naar du raaber: le! Se Kvindebarm, hvor bløde Nerver stimle isammen, lyse Skyer liig til Himle, skal blive Dig den bedste Høresal. Men Tankens vil da blive Himlens Hal. Du farve skal ihast Hvad jeg saa seent udbilder i den hvide Hjerne reent. Du blæser fyrigt i min tunge Harpe. Hvor Eftertankens Meisel grov for skarpe og dybe, yndeløse Træk, med bløde Pensel mildner du dem væk. Men begge vil vi trofast bilde ud af Stjernetræk og Blomstersmiil en Gud. . . . Han kunde vaagne! Solens Straales med Gyldenfarve fyldte Pensel er over disse skjønne Former gleden. Han kunde vaagne . . Tys! Da var for silde, da kan jeg ei mit Hvilested erobre, naar Dvergegeisten først bevidst sig sandsed og saae sig selv som Herre indenfor sit Brysts Værn, sin Tindings Marmorskranker. Men Barne-Engelen, der slumrer end i denne Form, hvori jeg er forelsket og som jeg maa besidde, delende med ham, min Broder, den og Livet saalænge Slægten er paa Jorden -- o, Han vil mig elske, ja han vil mig elske! Thi jeg ham bringer himmelsk Rang jo med, mit første Trin paa Jorden aabner flux en Afgrund mellem Mennesket og Dyret og jeg hans Herskervælde tusinddobbler. Mod Løven maatte han med Staal sig væbne. Nu Mennesket skal med de bløde Fingre de vilde Elementer tøile. Lynet liig tamme Falk det ned fra Sky skal kalde, og ydmygt som en dandsende Slavinde det Oceanet for sin Fod skal finde. Jeg synder ikke mod den lave Geist, SIDE: 45 Æonerne til Jordens Drot udraabte. Men synder jeg, jeg synder imod Gud og mod mig Selv . . . Mod Gud? Mon ei Guds Vilje driver mig? Akadiel var ei alvidende, da han lykønskte som Jordens Konge saadant Aandebarn, som Skovens Dyr i Trætop vilde jage og Aben der af Haanden Sceptret tage. Velan! Dit søde Mulm, med Blodets Surren en Kildegrotte liig, mig lokker, Geist! Forbauste skulle Himlens Aander skue en Lige at fremstaae paa Jorden, belivende et Dyr og til dets Mørke medbringende en Aands Begreb om Gud og Billedet af Himlens Herlighed. Ja se, jeg bringer dig mig Selv, o Menneskegeist, en Aand i Morgengave, saa, naar du vaagner, finder du en himmelsk Demantkrone mellem Liljerne i Hjernens Skaal og Ætherdraaber i dit Blod, liig Funkerne i Bølgen! Saa bo da du i Hjertet, Vellugtskyen i Blomsten liig! i Hjernen jeg, liig Glandsen der svæver over Sneen! Begge dele vi Kroppens Rosenleje! Lystig glide du henad Blodets Strømmen, spillende paa Nervers Strenge, medens jeg alvorlig sidder i min Hal alene! Men i dens aabnede Altandør, Øjet, vi Begge for Alverden vise os i Glædens Øjeblikke, naar jeg glemmer, forente ømt! i Sorgens trine frem jeg der alene speidende mod Himlen! Fra Himlen Phun-Abiriel sig da forviser! Vær da hans Hjem, o Menneske! og Du, der slumrer i dets Bryst, du være dets Livsgeist kun! Jeg være vil dets Sjel! (Phun-Abiriel forsvinder. Manden vaagner og springer op.) SIDE: 46 Ohebiel (Pludselig visende sig.) Ve Aande-Selvmord! Akadiel, red! Sin Salighed en Aand har mistet. Af Vanvid fristet han har sig levende selv begravet. Fra Himlen svunden, min Sjele-Elskte, Abiriel, til Støvet har sig i Rasen bunden, i Blod sig druknet, i Nerver spunden som Larve ind, sig Selv forviist til lave Skabning, der studser hist. Manden (Seende mod Solen.) Ha, Ild! Lys! Akadiel. Guds Vilje er skeet, Aanden har handlet efter sin Viljes ubundne Sind. Forherligt er Jorden, Støvet forvandlet, dets Geist med en Himmelsk forenet er vorden Cheruben har taget dens Herskerplads ind. Manden (Seende mod Jorden.) Se! Jord! Mørke! Ohebiel. Ve, Han sig Selv ei gjenkjender meer! Se, hvor forvildet mod Hvælvet han seer! Hvor vil han rase naar Vingerne savnes, naar Sener ham stramme til Ryghvirvelpælen i Blodstrømmens Flamme! naar Kvinden vaagner og lyster at favnes og er ei den Samme -- : i Vid og Forstand et Dyr mod sin Mand! SIDE: 47 Manden. O Luft! Luft! Skyer! Vand! Ohebiel. Ve, i den trange Hjerneskal sidder en Aand tilfange! Ikke han finder Rum til de gamle Minder om Himmelhjemmet ved Stjerners Strøm. Dog vaagner engang vel og en Drøm om Himmelkrone i Støvet skudt, om Aandevinge af Orme brudt, om Aand, som snoed til Ribb og Been, til Støv og Steen med Aarers Snorer og Nervers Bast vanvittig sin Frihed fast. Manden. Jeg seer! Jeg er! Ohebiel. Manden raabte. Mon han seer gjennem Dyreøjets Slummer Himlens Skræk, Ohebiels Kummer? Mon han høre kan min Klage? O Abiriel kom tilbage! spræng det svage Ribbeensfængsel! Hør, min Længsel jamrer kvalt under Himlen høi og hvalt! Dybere, dybere er min Sorg (thi den Saligheden tømmer, og maa tænke hvor du drømmer) end det Tungsind, som dig drog gjennem Vanvids Hvirvel ned, for i hule Ormeborg, i en Dyrehules Krog finde døsig Glemsels Fred. SIDE: 48 Ak, Abiriel, saae du mig, visnet i Udødeligheden, taarebleg mellem Aanders lyse Vrimmel kun at følge dig derneden, see i usle Ormes Leeg livfuld Himmel blot fordi jeg veed, jeg fandt min Abiriel deriblandt: . . O du sprængte Hjerneskallen, kom tilbage stille, som om du fra et Fængsel kom, mat og bleg taus og from, som om du fra Sotseng steg. Kort da blev kun Støvets Kroning, evig vor Forsoning. O, vi skulde Begge tye under samme Vingely. O, vi skulde glemme, at een Dag du ei var hjemme; men forvildede dig bort; kom dog hjem ad samme Port. Turde da din Stolthed forskyde Hvad min Ømhed turde byde? O den vil, Abiriel, af dit Aasyn tvætte Sorgen, gjøre glad det som en Morgen og saa roligt som en Kvel. Da erindre vil din Sjel, at min Ømheds Ungdom falder sammen med vor Barnealder, da ved Livsens-Træets Rod paa den fjerne store Klode vi sprang ud, som tvende Skud, kjærligen isammensnoede, blomstrende i Kjød og Blod. SIDE: 49 Manden. Tys! Jeg hører . . Fuglen kviddrer. Kilden risler, Træet suser. Løven brøler, Fossen bruser! Ohebiel. Phun-Abiriel! hør! hør! Ak, som Øjet er et Slør, liig en Sjø af Taage dækket, Ørets Hvirvel er for snever, for bemoset og forbenet til at han kan blive vækket af de Raab, som Himlen hæver! Ve ham! Ve ham! Guddomsfunken -- muldnedsjunken, som Demantens Glands forstenet -- kan ei Tomme høit sig hæve fra det Støv, hvor han vil leve! maa med Mark og Midde knytte Broderskab i samme Hytte! Men naar Stjernerne sig flytte over ham, han da kanhænde vil i Legemet erkjende Aandens Grav, og igjennem Taarers Skimt faae af mig et iilsomt Glimt: af den sørgende Seraf. Manden. Jeg lugter . . Smukke Blomst, du dufter. Jeg smager . . O søde Frugt! Men Tornen stikker. O! O ! Ohebiel. Ve, saa sløvet, at han sandser kun i Støvet Dyresprang og Fuglesang, SIDE: 50 Æblesødme, Blomsterlugt, Ormens Vriden gjennem Muld mod Lyset op til den paa et Græsstraas Top Purpurvingerne udspiler, Aanden liig, der gjennem Tiden snoer sig imod Stjernevrimlen, men, naar Kraften voxer, iler gjennem Himlen frem paa Vinge, som ei hviler. . . O mig syntes -- var det Kjærligheds Bedrag? -- Mandens Øje gjennemlyntes af den høje Phun-Abiriels Vingeslag. Manden. Ah! Syng, syng, Fugl! Ha, Liv! Ha Alt! Akadiel. Livsblodets Surren og Nervens Klang vil døve Erindringens Sørgesang om Guddom stænket med dristig Synd, om Frihed lænket til lave Dynd. Nu Mandens Kraft er et Liigslør over en Aand, som sover. Ha, dybt i Grunden nedsank hans Kræfter! Ak, dybt fra Bunden han griber efter de høje Verdner, han fordum saae og kunde naae. Fortvivlet flagrer hans Tanke op, og fritter og leder og synes at kjende de gamle Steder; SIDE: 51 men Dyrets Krop med slappe Nerver og seige Aarer den haler atter fra Flugten ned; og ned da synker den, ned i Taarer. Ohebiel. Ak, som en Taare faldt Phuniel ned fra Himlen i Støvet. Til Aanders Rige igjen han vil som en Jubel stige. Forband ham ikke! Han var bedrøvet! Manden. O smukke Lyn i Skyen! Som brast en Rosenkrands. Ohebiel. Se, trods sit Dække kan han ei djærve Abiriel stække! Med Hænder smaae, troer Han, han Himlen favne maa. Med svage Kræfter dens Stjerner dristig han griber efter, som om han skuer i dem kun sværmende Glimmerfluer. Rædsomme Lyn Han troer at plukke som Blomster fra Skyen. Manden. Det tordner! Ha, Skyernes Løver brøle! Ohebiel. Livet just aabned paa Kloden sin Fest Menneskets Krop, den herlige Dragt, under Egen var lagt: da trængte han ind som en ubuden Gjæst, beruset i Blod, vanvittigen glad, ved Ormenes Fad SIDE: 52 nu sidder Han Aben og Hundene næst. Den nyskabte Pragt blinked' og vinked', dufted' og lufted', da sank han bedøvet, ei med Foragt for Himlen, sig Selv og for Gud, med svimlende Øje i Støvet og sluktes som Fakkelen ud. Fra Himlen han saae paa den mylrende Jord Insekternes Sjel gjennem Vingernes Flor. Nu kjender han ikke Blomsterne der mere end vi kjende Stjernerne her. Akadiel. Med samme Uro Han vil sig vælte paa Rosers og Nellikkers Ild, som den, der fordrev ham fra Aandernes Chor. Naar Tanken først vaagner, da atter fra Jord tilbage han higer til Aandernes Riger. Ohebiel. O Fryd, naar han stiger igjennem den hyllende Sky! O Fryd, naar han kommer! Til Naaden, vor Dommer, da ville vi fly. Den Eviges Vrede Akadiel af ydmygelig bede! Manden. (Lynet slaaer ned.) Jeg døer! Jeg døer! (Skjuler sig imellem Træerne.) Akadiel. Menneskets bløde blomstrende Kjød visner som Græs og blegner som Korn. Tidlig tilbage i Himmelens Skjød Døden skal føre Sjelen af førstskabte Mand. SIDE: 53 Men Blodets Surren for Aandens Øre, det haarde hvirvlede Horn, døvet har ganske hans Minder. Svimlende finder Aanden sig fremmed i Himmelhjemmet, veed kun af Jorden som Fædreneland, kommer som Barn tilbage fra Støvet, glemt har han Himlen -- som Modersliv Dette, sandsebedøvet mægter han kun at ahne og gjette. Dog er den førstskabte Mands hjemvendte Sjel en Abiriel reen, end ei vanslægtet, skjøndt sløvet af Sands. Men hist under samme Egetræes Grene der ligger Kvinden -- Forræderinden, som smilende Aanden i Puppeskjul forraader til Dyret og Ormenes Hul, igjennem sit Skjød hans Salighed dybere slæber i Dybet ned. Thi Hvad er Kvinden mod Manden nu? Ei meer hans Lige i Sjel og Hu -- en Sandseduft mod Aands Fornuft, et Mellemled imellem ham og det Skabtes Rækker! Dog hendes Skjønhed hans Brynde vækker, hans Brynde ikke hans Kjærlighed! Han Dyret favner, fordi dets Form er liig ham selv, som Orm en Orm, og frem af Favntaget Slægter vrimle, blindere stedse for Fædrenehimle, -- en Blanding af Aand og af Dyr, hvis Tanker knapt naae til de dampende Skyer, men skabe sig Guder af Steen og Muld, en Himmel fuld SIDE: 54 af Guder som de af frodigt Huld. Menneskets Sjel gjennem Ætterne da Abiriel slægtes mere ifra. Ohebiel. O gid, at lukt var Kvindens Skjød! Gid Hun var død! Paa Liljehøi svulmer den fristende Frugt, i Rosendyb ulmer den tændende Glød. Nei, ve! om Denne, saa faver og blank, som skabt af Sne og Morgenrøde, jomfrulig-øde i Graven sank, lod Manden sidde som Enkesvend eensom igjen! -- om han som Aadsel sin Kvinde saae, sin Hjertenslyst med Jomfruskjød og med Moderbryst, fortæret halvt under Træet laae, at Ormevrimle sig nu forlysted i Barmens Himle, som nys han krysted, og som ei brast om hele Livet sig suged fast: da blev hans Tungsind meer tungt end før, han grubled over sin Kvindes Liig: "Nu er hun borte med Barm og Skjød, med Hjertebanken (den Stemme sød) Slig Rædselsskjebne vel venter mig: snart er jeg død!" Ei mig, men Hende, i Himmelen han opsøger, vendt tilbage igjen. SIDE: 55 Forgjæves! Hans Blikke finde den Dyresjel ikke. Han speider bedrøvet tilbage til Støvet til Hendes Grav, der Blomme var om hans Vandringsstav. Akadiel. Nei ømme Ohebiel, brister hans Leer, med aaben Skræk han i Himmelen seer, at han idrømme parrede sig med laven Skabning, ham Selv ei liig, at Kvindeøjet (hans Himmel før) var Ormeslør; at Kvindesmiil (hans Stjerneskjær) ei meer er værd end Glandsen over Fuglens Fjær -- saa mildt det hvifter kun Slangeskjælglands om vilde Drifter; at Kvindeskjød (hans Saligheds-Haab) var Mulddynge kun, saa lunken og kaad; at Kvindestemme (hans Viisdomsraad) var dumme Skrig og vilde Raab. Han seer i Himlen, at Kvinden ei kan følge fra Jorden Aandens Vei; saa langt fra ham, som Dybets Rod fra Stjerneverdenen han forlod, hun ligger tilbage i Muld og Blod. Han seer i Himlen, han fandt ei Sjel i Kvindebarm, endskjøndt han troede, at der, ham liig, en Engel boede, hans Kjærlighed værd som Ohebiel. Men nu i Støvet med Mandens Øje kun seer den Høje. Liig Fuglen den elskovsblinde, der Magen kun seer, han seer kun sin Kvinde; af Jorden ei meer. SIDE: 56 I efevfryndsede Træers Ly en Nattergal Ham lokker hen i hans Bryllupshal. Der seer han Kvinden, og kan ei flye. Da blandes Slægten, saa ei Forskjel der findes paa Dyr og Abiriel. Dyret blier rigt, Aanden blier arm. I Skjødet lister omfavnende Kvinde himmelske Gnister, og Hovmoden stiger i hendes Barm, saa hun til Manden tør raabe: nu vor Slægt er den samme; jeg Blod har som Du! Ohebiel. Men hvis han sandsede i sin Hjerne sin Rang som nedstyrtet Aandestjerne -- ve da hvad Kamp paa den lille Val derinden indknebne Pandeskal imellem Stoltheden og den Fare, hvorfor han ikke sig kan forsvare! Hans Fald er vist. Til Kvinden vaagner kun har han Frist. Men ve! meer fæl mig en Angst besjeler: i Slægten fra Abiriels Rod selvyngles Synden i hede Blod, der Aanden kvæler til sidste Spor, saa selve Læben ei mere mæler, da ingen Tanke den bæres for. Thi sløvet som Kvæget de sjunkne Slægter, der sig i dyriske Synd fornegte med Sproget miste selv Allersidste af Aandepræget. Som Slangen i Dynd, den dyriske Lyst, forvandlet til Synd, i Lænden savler; SIDE: 57 men andre Synder, som sig forgrene af denne ene, saa onde Tanker i Hjernen avle. Fra Pandetinde til Pandetinde de sig som Orme isammenspinde; i Øjet lægge de fæle Glo, udstikke i Haanden en blodig Klo. Hver Sjelesynd er en Dragehan, hver Kjødets Synd er Dragehunnen, der slæbe afsted, som et jagende Spand, al Menneskeslægten, Kvinde og Mand, alt dybere, dybere ned i Grunden, indtil den forsvinder i Dyrevrimlen, fortabt for Himlen, og Dyrets Sejer er vunden: Aanden uddød i Hjernerne funden. Akadiel. Ei Aanden døer! Om ond han blev som Klapperslangen, om han rev et Duehjerte ud i Flugten, blot for at suge dets Slag og Lugten, om han sin laante Skjønhed smitted' med Laster, som ei Svinet hitted': Han døer dog ei, kun dybere ind han væver sig i sit Puppespind, som traurig Edderkop paa sin Snor (fra Taget spunden og ned i Grunden) fra Dag og Straale paa Linen løber, og nederstnede i Mulm sig svøber, saa Ugleøje dens Been og Horn ei ud kan pille af Mørkets Korn. Og om en Aand sin Himmel forlod for Sandseliv i Kjød og Blod, om han nedfoer, Abiriel liig, til mulmet Jord, fra Aandelys til Dyre-Nat, fra Tanketale til Drifters Skrig, SIDE: 58 sin evigtstraalende Skjønhed bytted for dette blomstervisnende Liig, imellem Vuggen og Graven sat: dog kun fra Algodhedens ene Bryst og til det andet af egen Lyst sig Aanden flytted. Ohebiel. O, gid at Abiriel troer i Kvinden sit Selskab funden, sin Himmel gjenvunden, at Himmelen med til hans Afgrund foer, at han igjennem al Evigheden kan leve med hende i Eden, at al hans Salighed i Kvindeskjød er sjunken ned, saa han ei sidder bunden ene med Been og Sene til Dybets Stene, forviist fra Himlen, men Engel fik med Straalevinger i Kvindeblik, i Kvindebarm to Himle hvalte, med hver sin Verden, morgenmalte, i Kvindeskjød et Dyb, hvori en Skaber maa lystre hans Fantasi! Saa du gjøre, Abiriel! -- Du ellers fortvivler -- Forfør dig Selv! Drøm, du er ei lænket, men fri som før, af Lune kun hyllet i Larveslør! at du kan flye gjennem Æt, gjennem Æt, saa Tiden maa bag dig nedsynke træt, og stønne Sagn og Digt og Sage (som du i Ætten da hører selv) om svundne Dages Abiriel, naar, støttet til rustne Runestave, den synker, bag din Flugt, tilbage paa brustne Grave! Drøm, du kan nu skabe, som var du Gud! at paa dit "Bliv" SIDE: 59 Sjel af din Sjel kan strømme ud af Kvindens Skjød i blomstrende Kjød til Liv! Væv Drømme, Abiriel, om dit Hul, om spundne end paa Vanvids Hjul! Jo mere broget, jo bedre Skjul. Thi ve! det Værste, Abiriel, du kan opdage, det er dig Selv, hvorledes iblinde du er forraadt til en dyrisk Kvinde. Spind rundt dig da, som en Edderkop! saa du ei længes mere op, og Frihed ei mindes, imens du bindes. Omspind dig med Drømme, saa du kan glemme, at du ei længere er derhjemme, saa Senelænken og Hjerteknuden, der fængsler Guden, du føler, i din Slummer tam, ei trang og stram. Ja drøm, du er vorden først fri og salig imellem Hjorden, at der du funden tilsidst har Fred! Kanhænde ogsaa -- thi hvo veed? -- at her er Sandhed og Drøm saa lige, at Begge netop det Samme sige. O drømte saa Abiriel! og først med Sandhed saae sig Selv, naar Dødens Pust af Aanden blæste Fængslets Rust! Akadiel. Abiriel vil vækkes, og see sig selv som naar Mulmet brækkes af enkelt Lyn; af Kvindens Syn, naar Blikket aabnes, til Vanvid skrækkes. SIDE: 60 Thi se, naar spøgende Sommervind Uorden har bragt i Lokkerne, Kvindens Uskyldighedsdragt, blottet for Mandens Brynde den nøgne Ynde -- naar han til blygsomt rødmende Kind trykker, med Fyrighed blussende sin -- slaaer musklede Arm om Kvindens Barm, og speider saa nær, at deres Læber synes et Sommerfuglpar, der klæber i Parring fast, og Mandens Bryn beskygger Kvindens henrykte Syn, -- saa nær og dybt i Kvindens Øie, som om han vilde der blive vaer de Himle høie, han mindes, han jordet etsteds har. . . Ak da seer han -- han stirrer og gyser -- da øjner han kun et halvtosset Dyr. I Kvindeøjet, som nys ifjerne var Vaarnat med Aften og Morgenstjerne, han seer kun et Snogepar sammenrullet at dække Reden i Øjehullet -- Han stirrer og gyser og flyer. Men hvis han saae i Kvindens Øje en Aand ham liig, der blottet paa svømmende Blomster laae og baded' i Taarer sig -- i dette Bad steg da Begge ned og toede reen deres Kjærlighed. Himmelens Salighed, Jordens Lyst sig parred i Mandens og Kvindens Bryst, og Kjærligheden til Jordens Ørkner forplanted Eden. . . . O da naar Kvinde og Mand vare Eet, ei noget Ønske sig flagred' træt; men tog i Støvet det Mindre viist, og gjemte det Bedste i Graven til hist! SIDE: 61 For Himlen hisset da kunde Begge en Himmel imellem Hjerterne lægge, begrændset af favnende Mand og Kvinde; og begge Aander da fløi derinde, hvidskende til hinanden: "af Himlen, som faldt, i Dig har Gud mig en Skygge malt." Ah, snart bli'er den Himmel, hvor Armene ere Lag af Skyer om Barmenes hvælvede Dag, af Smaahjerter fuld, af Huld af deres Huld, hvor Aander, lige Deres, drømme sødt i Muld; og bliver dem Jorden tilsidst forsnever, det elskende Par sig til Himlen hæver, fra Drøm til Sandheden stjernerolig, fra Kjærlighed i Støvets fremmede laante Bolig til Kjærligheden i Himlens Fred, til Salighed. Ohebiel. Det skee! det skee! Abiriel see i Kvinden sig Selv -- en Aand liig ham i Baand! I denne Kvindeskabnings dumme Blik han læse ei sin stumme Forviisningsdom! Et Glimt skal vise en Aand der bag, som kjæmper Abiriels Gjenløsningssag! Et Aandeglimt i Kvindens Hjerte Manden skimte i hendes Graad, kjærligt flydende ved hans Smerte! I hendes Stemme Han Røst af Aand fornemme og Aandekløgt i hendes Raad! En Aandestraale i Kvindens Smiil forraade til Abiriel, at Han ei gaaer her ene, for evigt forviist blandt Dyr og Stene! SIDE: 62 Han ahne med Fryd, at, som Han, en Aand sin Vinge ham rækker i Kvindehaand! For denne Anden nu kjæmpe Manden: for Kvindens Aand, som et Sejersbytte, til sine Trin imod Himlen at knytte! O søde Strid, hvor Manden vil kjæmpe hvert Sorgenssuk hos Kvinden at dæmpe! hvor Kraften vil vinde kun den Svages Smiil! hvor Begge tørste kun efter i Offer at være den Første! O, gjerne vil Ohebiel tye ydmyg i Abiriels Ly, suge der med Tak sit Liv, og see i Hans Villie sit Dø! og Bliv! knæle fra Dig, saalangt som Du knæler fra Himlen nu! Men, naar Du reiser dig høi og stor, som før histhenne, da skal Du kjende Hvem Aanden var, som dine Sorger i Støvet bar, hvis Kjærlighed avled' et Haab med din, der krandsed' vor Grav til en Bryllupsseng, hvor vi Begge formæle os atter med vor Evigheds Fred. Ha, i din Seir Jeg min vil se, og Jeg vil juble fra Gravens Tropæ Mit Sejersraab: "Abiriel, haab!" Salige Mand, hvis du kan finde en skjønnere Hilsen til din Kvinde! Du kan ei? O, da forenede vil vi indbaldyre i Kjærligheds Smiil vort Mødes-Tegn, vort Seiersraab: "Menneske haab!" (Ohebiel forsvinder i Kvinden, som vaagner, og springer op). SIDE: 63 Akadiel. Almægtige Kjærlighed! Himmelen for jordisk Hytte den bort vil bytte, naar kun den Elskede deler den. Fra Himlen svunden, Ohebiel har sig til Støvet bunden. Kvinden fik sin fornuftige Sjel i Ohebiel. Kvinden. (Seende mod Himlen.) Ah, Lys! Ild! Aander. Vanvittige Aander! Ve, sig igjen de kjende ei mere i Himmelen! De kjende sig Selv ei igjen, og Jorden er tvende Aanders Gravhøi vorden. Kvinden. (seende mod Jorden.) Jord! Mørke! Akadiel. Kvinden har alt i Støvet for Manden sit Offer begyndt, som ei hun ender før Jordens alle Vugger sammen til Grave falde. Men naar hinanden i Støvets Pynt Abiriel og Ohebiel kjender, skjøndt glemt de have hinandens Navne, den Kjærlighed, de i Himmelen nærte, vil vaagne i Begges jordiske Hjerte, om end de aldrig hinanden favne, men vandre idrømme adskilte af Livets rivende Strømme, om end de rave paa hver sin Side mod sine Grave. SIDE: 64 Kvinden. Ah Duft! Ah Lyd! O Liv! o Alt! Jeg er, Jeg er! Aander. Ve Aandemord! Abiriel kvalt i Mandens Arm, Ohebiel druknet i Kvindens Barm! Akadiel. I Muldens Bed af Himlens Aandekraft en Kvist, en Knop af Himlens Kjærlighed er plantet ned, men ei forliist, ei mere tabt end Stjernens Par, der sænket ned i Natten var. Paa Jorden de som Mand og Kvinde sig blomstrende isammentvinde, og i hinandens Hjerters Ly en Himmel ny i Kjærlighedens Fryd de finde, mens Slægten over Jorden ud sig breder rigt som Rankens Skud. Men Aanden tvinge i benigt Hvælv maa sin Straalevinge, og Hjertet gynger og nynnende Blodstrømmen synger Menneskets himmelske Aand i Døs. Da lave Livsgeist, til Kjødet forjagt ved Aandens Magt, i Legemet slipper herskende løs; da Sorg og Synder sin Væxt begynder, sig ud at sprede fra Menneskens Rede, fra Dage til Dage igjennem dets Ætters blodige Sage. SIDE: 65 Kun hos de Færre blier Aanden Herre fra Pande til Lænd. Ja kun hos Een af Kvinder og kun hos Een af Mænd den himmelske Aand vil vise sig reen: med Tankens Vinge saa frit i Hjerne udspiilt som Straalerne af en Stjerne, med Sandheds Øje saa klart som her ifra Himlens Høje, med Kjærligheden saa reen og puur som den, der Ohebiels Offer bød. Hil! Halelu! af den Kvindes Skjød vil Slægtens Frelse da blive fød, Kjæmperen mod dens vilde Natur, Sejerherren, som Støvet lagt for evigen faaer under Aandens Magt, den Læremester, som Ordets Flammer i Dalene udsaaer, til Bjergene fæster, saa Mennesket, ja indtil Barnet, veed, at Slægten stammer ifra de himmelske Aander ned. SIDE: 66 FORVILDELSEN ADAM OG EVA (Eva siddende i Ly af en Busk paa en Skovslette. Adam kommer ud fra Skoven. Akadiel og Aander ovenover.) Eva. O, syng, Fugl! Mig ængstes. Jeg er ene. Adam. Ah, Tys! En Røst som min . . . Eva. Jeg saae en Panther en liljehvid Gazell at sønderrive. Hvo skal vel mig forsvare? Adam. (seer Eva). Ah, mig selv! Men skjønnere. Eva. Hvor slaaer det i min Barm! og fra mit Øje falder Dugg som Blomstens. Adam. Den Skjønne sørger. Jeg bør sørge med, saa lige som vi ere; men af Fryd jeg skjælver. Eva. Ak, af Alting, som jeg seer, min Skygge jeg kun ligner. Jeg til den har talt, men den er stum som Træets. SIDE: 67 Adam. (nærmende sig Eva). Vel! jeg vil være da din Skygge, Fagre! Hvorhelst du gaaer, gaaer jeg, og jeg vil svare paa dine Ord, endskjøndt min Tale blier Skygge eller Gjenlyd kun af din. Eva. Paa Stenen hist see blodige Duefjer fra Ørnens Maaltid! Mig vil Løven spise. Thi hvo skal mig forsvare? Adam. Jeg, o Skjønne! Eva. (springer op). O, min Røst! . Mig selv . ? O, Du! Adam. Vi ere Eet. Eet Navn vi have: "Du." O Skjønne Du, Du Skjønnere end Alt, end Solen, Rosenknoppen, slanken Palme! Eva. Du er som Løven. Jeg er som en Hind, skjøndt din Løvinde. Rundt vi ville vandre og give Alting Navn; men først os Selv. Hed "Adam" du og "Mand!" Det skal betyde imod det Navn, du mig vil give, hvad Løven er imod Løvinden og Duehannen hist mod Duehunnen. Adam. Ah, Han og Hun? Hed "Eva" Du og "Kvinde!" Eva. Nu slaaer ei Angsten længer i min Barm. Men mon du kaldtes frem af mine Taarer, der varme, ei duggkolde, faldt paa Jorden? Dog vil jeg frem ei græde Fleer som Du. SIDE: 68 Adam. O tal! tal meer! Da jeg var ene min Tale gled saa langsomt; men naar Du med mere liflig Røst end Fuglens taler, da lysner i mit Hoved for hvert Ord flux op et Svar dertil, saa Talen nu liig Kilden flyder. Eva. Da om dig jeg taler, hvis Syn min Frygt forjog. Jeg skjælver ei for Panthren meer og ahner ondt af Dueblodet for mig selv. Ei heller jeg bæver under dette Alt, som stormer paa Øjet ind, og dette Altings Lyd, som strømmed ind i Øret, saa jeg vidste ei om jeg frydes skulde eller frygte. Men nu, da Du er her, jeg veed, at Alt er skjønt og godt, og kommet som Løfter foran Dig, thi deraf kom den Storm af Syn og Lyd, da Fugl og Træ fortælle vilde først: nu kommer Manden. Men siig, hvorfra Du kom. Adam. Jeg veed det ei. Mon ned fra Solen siden jeg er lys og ligner dig? Mon op fra Marken imellem disse hvide unge Poppler, som du maa være opskudt mellem Blomsterne? Dog naar jeg speider i dit Øje, du synes forud mig saa vel bekjendt. Eva. O Under! Mand, det er min egen Tanke! Bedst, at vi troe, vi ere ifra Solen, men Dyrene af Jordens Mulm opstegne. SIDE: 69 Adam. Hør! Først -- det veed jeg -- vaagned Øjet af Ørets Latter (thi deri Alting loe, og kiged mig derpaa i Øjet ind.) Men -- se, som du, jeg svimled, da jeg vaagned, som om Jeg ei fandt Rum i denne Pande. Thi frem ifra mit Dyb i Barmen et Stort, Uhyre, Livsvarmt, Sittrende -- o som en Sky, saa vid som hele Himlen, ja videre, thi den Det vilde sluge -- sig trængte voldsomt opad mod mit Øre, mod Øjet, Næsen, ud i hele Huden, for sig i Rummet sprede, at Det kunde opsluge Alt, som i Uordnens Fylde indstormede paa mig. Mit Øje syntes, for Sol og Himmel, Dyr og Blomster og mig Selv at see paaeengang, mig for lidet; for trangt mit Øre, for at fange heel den Lydstrøm, som fra alle Sider bruste. Jeg svimled, da jeg hørte, men ei skilned; thi Lyden var saa ny, at jeg med Skræk den hørte, vidste ikke hvad var Vellyd. Mit Øje sortned, da det Vrimlen saae, men mægted ei at skilne, saa jeg vidste ei om jeg skulde frygte eller frydes. Jeg turde ei omfavne Palmen, skjøndt mit Øje saae den skjøn; thi Øret frygted en Brusen i dens store Blade. Alt mig syntes da for snevert inden mig, men Alt for vidt derudenfore . . Eva. Hvor ligt hos mig! mit Hoved vilde briste. Adam. Dog sandsed jeg mit Liv, men, i den Storm af Billeder og Lyd, kun som en Kvist, der bølges hid og did, saa nær den brister. SIDE: 70 Og, skjøndt jeg saae med Frygt og hørte med Skjælven, følte Luften paa mit Bryst med sittrende Latter, og omfavned angst mig Selv, for ei at falde, skilned dog jeg, at jeg skjalv imellem Sol og Jord og Lys og Mørke, mellem Ild og Kulde: saa Selv -- der kom en Vished fra mit Indre, der skjød sig som et Glimt ifra det Dunkle og Varme, Store, som mig gjennembølged, og vilde sluge Alt igjennem Øjet og Øret, Skyen naae med Fingerspidsen -- saa, midt i denne bølgende Forvirring, midt i min egen Angst og Fryd og Latterskjælven, jeg sandsed dog mit Liv, og syntes da, at Selv jeg maatte være Klump af Muld, der havde drukket op en Solens Straale, og livsvarm over al den anden Muld opreist sig. Eva. O, som jeg! Hvor Alt er ligt! Adam. Det syntes mig, som om igjennem Øjet Solstraalen havde skudt sig ind i Brystet (thi saae jeg ei? og, hvor jeg saae, blev lyst?) og flød saa derfra gjennem Arm og Haand. Thi Haanden løfted sig og holdt for Øjet, som om den vilde skille ad fra Solen dens Straale, og den der begrave . . Ak, den sank da ned i Brystet sittrende. Føl her, den banker, som om den vil ud! Eva. (holder Haanden paa hans Hjerte.) Ja, ligt med mig. Den svulmer som hos mig. Føl . . Ak, den gode Sol! Jeg fik en Straale, som din saa lys og stærk . . o stærkere. Se, hvor i Bugter den mit Bryst har udspændt! SIDE: 71 Adam. (holder Haanden paa hendes Hjerte.) O gode Sol! Du har en Livsens Straale, saa varm som min, saa lys, thi Endens Funklen jeg i dit Øje seer. O, Sol, din Straale, som nylig vilde sprænge mig i Rummet, da Alting stormed ind, saa knap jeg aanded', er bleven mild, og svulmer ikke mere, for atter om til dig at vende og lade mig tilbage i min Muld, foruden Lys og denne Brystets Aande, som er dens milde Røg . . . Men -- o jeg veed ei -- sagte synes den at sittre nedad for at tvinge Foden til hen mod Dig at flye, at bulne ud i Bryst og Arme, saa de brede sig, som Straaler, for at favne Dig og flye ind i din Barm, for der at smelte sammen med Straalen, som den gode Sol dig gav. (vil omfavne hende, men flyer tilbage) Ah, hvis jeg misted den, var Jeg jo Muld, og øde, mens Du fik et dobbelt Liv? Jeg sortned, naar dens Liv blev borte . . O, jeg kjæmped nylig med den jo, at ei den skulde flye til Solen, der jo var den Skjønneste, jeg saae . . ja flye den vilde mod hver en Blomst paa Himmelen og Jorden, mod hvert et fagert Liv, saa efter Slangen, der som en Regnbue bøjed sig omkring den lille Roses Sol, jeg greb med Fryd. . . O, ad saamange Veie flye den vilde, at jeg af Angst og Fryd tvang Øjet (der jo evigt vilde stirre) til at lukke sig inde i sit gamle Mørke; men da saae jeg Sol og Blomst og Slange og det hele Liv, som jeg nys havde seet og følt og hørt derudenfor, at bølge som Regnbue, af Blade, Dyr og Skyer flettet, herindenfore Øjet. Se, jeg syntes, SIDE: 72 at Bjerget hist, som nys jeg havde seet udaande Ild og Røg hist langt i Fjernet, nu indenfor min Pande svulmed op med al sin Ild; saa nær jeg saae det, at jeg kunde gribe det; dog var det Intet. Mit Bryst ei rummede min Angst, og Panden nær sprængtes af den Hvirvl af Syner, saa at Vand kom i mit Øje. Ei jeg voved at aabne Øjet, at ei flere Syner indstrømme skulde; dog jeg maatte høre, at vildt de brused udenfore. O, jeg nær var brusten; thi jeg troede, at den hele Bladerasl og Sang og Bjerget, der svulmed Alt herindenfore Øjet, hvor Straalen tvang mig til at see, var Skrig fra Jorden, der mig vred forfulgte og gjenfordrede, fordi det Lys og Liv, jeg fik fra Solen, hæved mig fra Mulden, og gjorde mig meer Solen liig end Jorden. Jeg troede, at jeg kjæmpede med Jorden, og fandt et Forsvar i mit Øjelaag, saa den ei overvælded mig med Syner, hvis Farver syntes mig var Jordens Vrede. Da Alt fra-uden vilde knuse mig, og Alt, jeg saae, ved Straalens Lys bag Øjet, mig vilde sprænge her frainden: da af Livsensstraalen, skjøndt den kvaltes nær (saa Brystet banked dobbelt af dens Slag) af Synerne, som trængte ind for hvergang jeg maatte aabne Øjet for en Taare, jeg fik min Frelse. Thi den trængte sig igjennem al min Angest, op mod Læben og tonte -- ha, det Under! -- ud i Luften lidt efter lidt fra Tungen, og om Alt jeg talte da; og -- o et større Under! -- (som om kun Livsenslysets Overflod gik bort, men selv det fløi ei bort i Talen) Alt hvad jeg nævned kom i Orden flux, SIDE: 73 som om af Talen Alting blev belyst, som om de Syner, der nys trængte mig, for Tungens Klang flux fløi til deres Sted, som om jeg med min Tunge Alt behersked. Thi samme Øjeblik, jeg sagde: "Lys! Ild! Luft! Jord! Mørke! Vand!" da standsed Ild og Luft og Lys heroven, og Jord og Mørke sank herneden og til Skoven Skyggen løb, og jeg, dengang jeg saae mig Selv imidten rolig, raabte høit, som for at undertvinge alt det Mindre: "Jeg seer. Jeg er!" Hør, da jeg dette sagde. og hørte Selv, jeg sagde det: saa vidste jeg, at jeg var, saa vist som Solen var, thi Begge saae jeg; og jeg vidste da, at Livsensstraalen, som jeg fik fra Solen, og som betvang nu Alt, var den, som kaldte sig Selv nu: Jeg. Eva. Hvor ligt mit Liv er Mandens! Adam. Da Alt jeg havde mønstret med mit Øje, og ordnet Alting med min Tale -- ha, mit Bud! thi Alting lystred hvad jeg talte; thi Alting vidste jeg var saa isandhed, som jeg det saae og nævnte, saa jeg turde om Dalen sige, at den knæled, og om Bjerget, at det stod, at Sletten laae, at Træet taug, saa ikke Fuglen var dets Tunge, som jeg nylig maatte troe -- . . Da Alt jeg mønstred nu og ordned -- Ha, da syntes mig, at noget Andet end min Tunge i mig talte høit, saa høit, at "Tys!" jeg raabte "Tys! jeg hører . . ha!" Og dog jeg hørte ei med Øret Noget, SIDE: 74 hvis, som mig syntes, Øret ikke var vendt indad; thi jeg hørte Noget der -- ak uforklarligt: hørte uden Lyd. Som Tale lød det ei; dog var der Ord, men uden Lyd, som om jeg kunde blæse en Række Ord i Sandet, saa jeg saae dem. Dog vidste jeg forvist, at vel jeg kunde med Læben nævne nogle af de Ord, som taltes i mit Indre. Ah, jeg mindes end nogle, som blandt mange dunkle lød: som, da jeg saae en Løve med Løvinden, og Skoven fuld af Palmer, mens jeg stod paa Sletten ene: nævntes hos mig Selv om "Selskab" "Ensomhed" og "Skabning" "Væsen". Og denne Tale i mig Selv jeg kaldte ei "Ord" men "Tanke" og "Begreb" fordi jeg vidste mere da end, at jeg saae, thi ogsaa Hvad jeg saae. Og det, som lærte mig ved en saadan taus og indre Tale, jeg kaldte: "Aand". Eva. Saa klart hos mig har Aanden ei talt, men Hvad den talte "Følelser" jeg kalder. O de ligne Kilderislen. Adam. Men Aandens Tanketale -- skjøndt det fryded mig høit, herinden i mig at besidde en Stemme, som jeg kunde tale med om Alt besynderligt derudenfor -- forskrækked mig, da ei jeg mægted høre og svare paa dens Strøm af Spørgsmaal, der sig heftede til hvert et Blad, som for at suge ud den Kraft, der skjød sig ud i slige Fryndser og Farver. O de føg, blot paa en liden Blomst jeg saae i Græsset, SIDE: 75 i vilde Rigdom, som hist Fjeldets Funker, som op af Blomstens lille Bæger, mens jeg stirred deri. Dog de svømmed kun som tom Røg ovenover, saa den Bund, jeg søgte, ei jeg fandt; ja, selv et Sandkorn, som glimred da jeg tog det op i Haanden, blev, mens jeg stirred paa det (skjøndt saa lidet) dog dunkelt og uhyre som en Sky, hvori mit Øje sank som enkelt Regndraabe. Jeg syntes, at den vilde Aandetale, at Tankerne, som mylred over Alt, og vilde krybe selv i Stenen ind, og see dens Aarer klart som Træets Kviste, i Jordens Dybder rode, Himlen kløve, tilsammenknyttede sig i mit Hoved (som mørkest Dyb at kige ned i var) og brast da som en stor uhyre Taare, der atter deelte sig i tvende mindre, foruden at jeg vidste, hvi jeg græd. Alt fra jeg havde seet mig selv i Kilden, jeg længtes efter Noget, jeg ei vidste. Da alle Tanker, Alt hvad før jeg vidste, mit hele Liv, mig syntes flyde hen ud i et skygraat ubegrændset Hav, som -- skjøndt det burde være navnløst -- Aanden mig lærte "Sorg" at kalde. O da, Sorg, du graa og farveløse Flaggermuus, der flyver søvnig mellem Liv og Død, selv hverken Liv eller Død, du Intet Elskende, selv hadende den Graad, som nærer dig, og Følelsen af Liv, som fødte dig, da fik du Navn -- jeg veed du er paa Jorden! Og denne Vished, at du er mig nær, ja maaskee svulmer under mine Smiil, har gjort mig angest for min egen Fryd, saa Suk jeg lytter efter i min Latter, og søger Taarer mellem mine Smiil, -- ja blegnet selv mit Øje, saa jeg synes, SIDE: 76 at Liv og Himmel straaler ei som før, at Fuglens Sang ei lyder høit som før, at Rosens Morgen sank, og Hyacinthen blev bruun istedetfor -- saa synes mig -- den før var hvid . . O, Sorg, din første Aande forgiftet har min Fryd, saa ei den er saa gjennemsigtig, lys og let som før, da Palmens Glands den bar, naar jeg saae Palmen, Tulipens Ild, naar jeg Tulipen saae, Violens Blaa, naar jeg Violen fandt, med Lattergysen og en dunkel Sødhed den mørke Skovhalls Raslen efterligned', men skiftede til Solens Lys og Varme naar jeg paa Solen saae, idet min Fryd dens Straaler efterlignede med Jubel. O, se, mit Øje syntes mig da være en hulet Regnbue, hvorigjennem jeg paa Alting saae -- saa skjønt, at Skyen syntes at være Blomsterengen nedadvendt. Men Alt, som om det sørged, visned nu, da Aanden talte saa forvirret, og til Sorg omsmelted sine Tanker, som om de i Fødslen vare altfor bløde og maatte flyde sammen. Snart den talte imod mit Øje . . o som om den vilde indbilde mig, at Hvad jeg saae var Intet; snart sagde den om Himlen, den var aaben, skjøndt klart jeg øined, den var lukt med Solen; at mange, mange, som paa Engen Blomster, mig Lige, der i Himlen græd for mig, saa fast mig syntes som jeg hørte Klager, skjøndt, naar jeg saae den, var dens Skyer Smiil, og Vinden loe kun, Solens Blik var aabent. . . O, jeg tilsidst ei vidste Hvad jeg saae. Dog vidste jeg jeg leved i min Sorg. Thi af sig Selv et Vindpust reiste sig (og dette Vindpust kaldte Aanden "Angest") fra Barmens Bund, som syntes fuld og klemt; SIDE: 77 og, forat give Sorgens dunkle Øde et Afløb, og at prøve om ei Angstens den kolde Vind igjennem Læben kunde en Udvei finde, -- for at høre om jeg leved end, og dette Dyb af Tanker, hvis vilde Brusen ei jeg mægted' styre (thi, som jeg sagde, hefted de sig fast ved Sandet, røg saa ud derfra mod Skyen, krøb under Slangens Bug, og steg saa lige -- o snarere end Ørnen -- op i Himlen, og vilde, af umættelig Videlyst, see Stenens Tyngde, høre Stormens Kilde,) . . for disse vilde Tanker bort at skræmme, og mætte dem med Noget, som var sandt: med Lyden, aabned jeg min Mund og talte og, som om jeg var glad og frygtløs, raabte: "Syng, syng, Fugl! Ha, Liv! Ha, Alt!" Men Aanden denne falske Fryd beloe; det var som om jeg Selv var tvedelt, saa den ene Deel af Mig beloe den anden Deel, fordi den Kjækhed sveeg sig til og Fryd, som om det Raab gjenklang i hver en Aare: du er dog angst og sorgfuld trods din Jubel! Og, se, med denne sorrigfulde Sandhed, som tørrede med Rødmen mine Taarer, holdt Himlen selv; thi ikke saadan Solsort den sendte, som jeg bad om i mit Raab (en, som til Klang af straalegyldne Neb i Kroens afgrundsorte Dyb faaer Gjenlyd, som om det indeni var Hvælv af Sølv) men flux en Sky, liig rædsom Nattefugl, med udspændt, blodrød Kro og gule Striber, med brede Vinger, saa -- ja jeg ei vidste om det var Vinger eller Skyer, thi den fløi med saadan Fart -- hvis ei jeg havde seet at den fløi med Vredesklappren op fra Himlens Ende, jeg maatte tænkt -- saa tung og sort den var -- SIDE: 78 at den min Sorg var, som sig letted mod Himlen fra mit Bryst, der nu blev øde. Thi i det Øjeblik der laae ei selv et Mindebilled af det Liv jeg saae; men aabent stod det da og lytted til sit eget Øde og Uhyrets Fylde og tunge Flugt, som om dets Vingeklap min Angest var, der steg mod Himlen . . Eva. . . Ak . ! Adam. Thi nu jeg var ei angst, men tom som Stenen, og did, til Muld tilbage, jeg mig ønsked. Da, just som Skyen dalte paa mit Hoved, og kvalte, i sin Nærmen, selve Luften, da tænkte jeg med Smiger den at sone, og raabte til den, skjøndt dens Sang var fæl, saa selv de døde Stene skjalv, og Træet med Bladet hang, som om det var dets Øre . . da raabte jeg, som med min sidste Aande "Det tordner . . Skyernes Løver brøle!" Men, ei forsonet, Nebbet guult som Droslens, men fuldt af Vrede, den, med rædsom Hvisl, udstrakte da fra Himlen ned i Jorden, skjøndt ogsaa for mit Liv at frelse, den Aand, som talte i mig, havde lært mig med daarligt Mod, at raabe ud med Løgn: "O smukke Lyn! som brast en Rosenkrands i Skyen." Men atter Dødens Fugl, som vakt ved Raabet, sit Neb udrakte og for mig han dræbte det Egetræ, jeg favned. Siden veed jeg intet før jeg saae dig her. Thi da jeg vaagned', var min Rædsel borte og Jorden mild og Himlen blaa og klar, SIDE: 79 og du stod her, min levende Fryd! Se dette er mit Liv! Hvorfra jeg kom jeg veed ei -- kun, at jeg til Fryd er kommen. Eva. Ah ja som jeg. Dog troer jeg, du er kommen til min Fryd mest. Adam. Jeg veed, at du er min. Thi, nu jeg favner dig, jeg bunden er til Livets Hjerte. Alting jeg forstaaer; thi med din Skjønhed maaler jeg det Skjønne og Hæslige; og, med din Stemme Vellyd og Mislyd, saa at hver en Stemme, som ei synes som en Efterklang af din kun Rædsel er. Og, som i Takten med dit Hjertes Slag, min Aand, som nylig fyldte min snevre Tinding til den næsten sprængtes med Tanker, der fra Blomstfrø kunde voxe til Himmelvidde, taler viist og rolig, og kjæmper ikke meer med mine Sandser, men seer nu Alt igjennem dine Øine, saa hvad der fryder dig maa fryde mig. Og Tankerne, de tause Ord, den paa min Pandes Indre malte, staae nu klare: saa Tanken "Skabning", som mig syntes da en vild Forvikling kun af Syner (hvor Dyr i dette Vildnis vare Knoppe, og Fugle Blade, Slanger Kviste, Blomster og Træer kun Mos af altformegen Fedme) der voxed op det Ene af det Andet, jeg nu begriber er hver enkelt Deel af dette Alt, af samme Dyb udrunden, at Jeg og Du af alle Skabninger de Bedste ere . . SIDE: 80 Eva. Liv! Ja Du den Bedste! Jeg veed dog vist, jeg blive maa den Næste. Adam. Nu veed jeg klart, at Tanken "Ensomhed" der syntes mig kun som en dunkel Hule, er hele denne Jord, naar du var borte. O, skjøndt saa vid -- se, større jo end Solen! se hele denne Dal, der toer i Søen sit Skjønhedsbilled, Sletten indtil Skoven, og Skoven, Skyens Vugge, reist mod Bjerget, der blaaner fjernt som Luftens fulde Kilde! -- jeg synes jeg i Dig besidder Alt, Dal, Slette, Skoven og de fjerne Fjelde, Alt fuldt af Væsner lige Jeg og Du. Eva. Jeg stirrer i dit Øje, og jeg seer en Himmel fuld af dine Øine . . O, de synke gjennem mine ned i Skjødet, og vælde ud af Barmen saa i Slag, og ud i disse Ord fra Munden. . . Ah . ! Adam. (Omfavnende.) Jeg hører begge dine Bryster tale. Eva. Ak, dine svare . . Tys! Adam. O, dobbelt Liv! Eva. Ah, fulde Liv! mit Skjød og Barm nu synes at være Himlen, der sit Lys udøser. SIDE: 81 Adam. Mit Blod mig synes rigt nok til at sprudle Liv i hvert Sandkorn over Jorden, saa de bleve Hoveder som mit. Eva. Hvi lærte du mig din Ensomhedstanke? Ve mig, var du ei her, saa var jeg øde -- o som om der var en Flod, der fandt ei Sjøen, men, som et spidset Horn randt ud i Sandet, liig hovedløse Orm! Hvem standste da, og løste op i søde, milde Taager mit Blods Zittren? Ei den lodne Løve ei Luftens Bundfald her i dette store, bekrandste, himmellukte Livsens Bæger, den kolde brusende Bølge. Adam. Dobbelt Liv! Jeg er ei ene. Jeg er Mand, og Du Mandinde. Eva. Ja Mandinde! O hvor skjønt! Jeg elske vil mit Navn, fordi at Mand (som da Du skabte Navnet "Hun" af "Han") er Kjernen deri, som det Bedste Du er i det Ene, som vi danne nu. Adam. Om Sjøen fra sin Afgrund reiste sig saa høit som Stormen for at sluge dig, Mandinden, Landets bedste Grøde: saae du, at disse Arme bedre Bolværk var end dette Forbjerg, om du ene stod paa himmelhøie Strand og kunde see paa Sjøens Fræsen ned og Bølgens Sprang. SIDE: 82 Ha, hvi er Mandens Arme stærke skabte undtagen for at vogte sin Mandinde, sin Fryds Sødme, sit Livs Rødme? Eva. Ah, se min Barm er sammenslagne Arme der favne om mit Liv! hvi skabtes da mit Armepar undtagen for at favne min Mand, mit andet Liv, som jeg kan see? Adam. O fast! o fast! -- Ve, hvis jeg tabte. . ! Eva. Du er som jeg mig tænker Selv forskjønnet. Naar i dit Blik jeg seer, da mit maa funkle, som om du gav det Straaler. Meer jeg frydes i Mandens Fryd end i min egen . ? Adam. Ve, hvis jeg ei favned med min Arm dig fast, og du blev tabt: en Deel af mig da brast. Thi du er Been af mine Been og Kjød udaf mit Kjød, i samme Form og Leje i Jorden dannet. Jeg som Førstefød er kun dit Prøvestykke. Dette siger din Skjønhed rødmende, som om den blues fordi den er for skjøn. Eva. Ak Solen turde (for af saamange Mænds Blik ei at dunkles) ei danne Fleer end Een af slige Mænd i Jordens varme Skjød; men Hvad der blev af Frugtbarhed igjen i Formen danned Den ud i Løver, Hingste og i Ørne SIDE: 83 og alle Markens Dyr, til af det Sidste den lille Kolibri blev skabt. Og nu se Manden, rustet med sin Kraft, alene! Adam. O een Mandinde formed Solen kun (for ei at see sin Morgensky at blegne) men hvad der levnedes af Frugtbarhed i Hendes Form i Jordens milde Skjød, Den danned' ud i Luftens vingede Blommer, de Sommerfugles Hær, og sidste Rest blev Jordens Blomster. Og jeg skuer nu Mandinden, pyntet med sin Skjønhed, ene. Eva. O Livsvarme! min Barm mig synes lunken Muld: o som en Jord af Dugg og Blomster fuld! Men hvert et Dryp et Mandens Øje er, et Menneskehoved hver en Blomme der, en Skulder hvert et Blad, hver Knop en Barm, og hver en Kvist mig synes Mandens Arm. Adam. Livsglød! min Lænd mig synes som en Ring af dalende, zittrende, bugnende, varme Skyer, som Himlen, der maa briste med Velsignelse, som med en lunken Regn. Eva. O vi har Fryd for mange Liv som os, skjøndt vi er ene med al vor Overflod! O, skjød sig Liv ifra Mandindens Muld mod Mandens Himmel, naar dens Velsignelses Aande varmed hiin! De skyde sig igjennem denne Taage af søde Suk, der, lysnet kun af Kys, er eneste Hud imellem vore Hjerter, SIDE: 84 imellem dit, min Sol, og mit, din Jord! Thi -- o jeg føler, Mand, at som mit Legem er Jorden liig, saa er mit Hjerte deri den Form og Lejet ligt i Jordens Skjød, hvori af Solen Mennesket blev dannet, og at en Kjæde skal sig derfra snoe, uløselig forbindende os To, af Liv som mig, af Liv i Liv iflettet, af Øine blaa, af Lokker gule, saa de blege Panden, som de skinne paa. -- Jeg ahner, Det Mandinden er forjettet. Adam. Se Løven har sin Hule, Duen Rede Et Hjem i Skoven vil jeg os berede. (Gaae ind i Skoven). Akadiel. Mandindens Ahnelse er hiin i Himlen hørte Spaadom om den Elskov, der lindrer støvbedækte Aanders Smerte: "For Himlen hisset de kunne Begge en Himmel imellem Hjerterne lægge. Og snart bli'er den Himmel, hvor Armene ere Lag af Skyer om Barmenes hvælvede Dag, af Smaahjerter fuld, af Huld af deres Huld, hvor Aander, lige deres, drømme sødt i Muld." (Eva under et Træ med et Barn paa Armen.) Eva. Todobblet er min Fryd! Thi se, du skjønne Eng, se her min Dreng! -- O dine Blommer høine sig med Flammeøjne SIDE: 85 høit nok for at kige og se det lille Mandens Billed ligge ved Moderbarm og lee! Todobblet er min Fryd! Thi, høje Himmelhvælv, se Drengen selv! Og, Bjergenes Plataner, Dalenes Bananer, alt ifra det Fjerne I har jo seet (som hver en Himlens Stjerne) hvor liig han er sin Fa'r? Todobblet er min Fryd! Thi, se en Dreng jeg har og Drengens Fa'r; og Kvinden nu er vorden riig som Alt paa Jorden! Tør du spotte Kvinden nu, Hind? Din kronte Kalv omkaps med Vinden skal bære Drengen min. Todobblet er min Elskov! I Barnets søde Smiil jeg engang til maa elske Den, som signer Kvinden, saa hun ligner Nattens melkestjernede Barm; O tæt som Stjerner Kvinden gjerne vil vugge Børn paa Arm! Todobblet er min Elskov! Ak, er mit Hjertes Sjel, som før, saa heel? SIDE: 86 Thi, sært, at nu iblunde Løven røve kunde Manden, mens jeg sover jeg troer? -- Men sov, mit Barn, ved Hjertet! over dig vaager vist din Mo'r. Adam. (flyende for en Løve.) Hjælp! O . ! (Eva flyer med Barnet. Løven griber det). Eva. Mit Barn! mit Barn! (Angriber Løven modigt, og river Barnet fra den. Løven forfølger Kvinden.) Adam. O Kvinden døer! (Angriber nu Løven kjækt, og fælder den med en Kjølle.) Eva. Nu veed jeg, hvi min Elskov, før saa tryg, da den til Barnet delte sig, blev Angest. Adam. (hoverende over Løvens Aadsel.) Ha, Løven død for Manden! Hvor er Løvens Tand? O en Leeg, som Stenen, glattet rund paa Stranden af det stride Vand. Tungen, nys saa hvas og rød, som det Lyn, der Skyen brød, hænger som fra Grenen mygt og blegt et Blad. Skjælv, flammemalte Tiger! Se, for Manden, liig knaset Græskar, ligger Den, som i dit Rede kunde knuse dig! SIDE: 87 Bærer Manden Løvens Hud, snart da kan han slukke ud med sin Kølles Vrede hede Tiger-Brand. (ifører sig Løvens Hud.) Knæl, Elefant, i Støvet! Vrid dig, Kvælerorm, under Kjøllens Tugten, som en Taage kløvet af den stærke Storm! Manden, se, i Løvehud bleven er Allivsens Gud! Skjælver, Dyr, i Flugten! Mit er Eders Blod! Du vilde Bøffelpande er ei Løvebryst; Hornet maa du stikke (det skal du faae sande!) ned i Mulden tyst. Manden, se, i Løvehud bleven er Allivsens Gud! Mandens Sværd skal drikke Pantherhjertet ud! svinger Kjøllen. Se Mandens Kjølle stærkest Klo og Slangebugt! Blod af slagne Løve har for Livet mærket Skræk og Død og Flugt. Manden, se, i Løvehud bleven er Allivsens Gud! Horn og Tand er sløve (hviner med sit Flintesværd.) imod Mandens Sværd! (Det tordner) Eva. Ak, Manden, Løvens Herre, skjælver . ! SIDE: 88 Adam. Ve os ! . . Himlens Vrede . . Eva. Frels mit Barn! Ak Sol! o frels mit Barn! Ve døer du Selv . ? (Tordenveiret mørkner Solen) Adam. Den sorte vredladne Sky, der engang kvalte mig, da førstegang den, som en doven Fugl, fløi over mig; og, som med ildrødt Neb, i Skoven ledte efter Adams Hjerte, har slugt den, og vil sluge os. Eva. Hvor finder mit Barn et Skjul? Adam. I Løvens Hule jo tør Mandens Styrke lægge trygt sit Barn? Eva. Se Fuglen har et Rede, men mit Barn har nu ei andet Ly end denne Barm. Adam. For fjern er Løvens Hule; men her, hvor vi staae, vi knæle ned og dække med Støvet vore Hoveder! Thi hvad skjuler og redder os for Himlen? Himlens Vrede kan knuse Den, som knuste Løven. (Det lyner. De knæle, omfavnende hinanden) Eva. Knus ei mit Barn! SIDE: 89 Adam. Knus ei Mandinden! Eva. Jeg give vil det Bedste, kun ei Drengen. Adam. Jeg give vil det Bedste, kun ei Kvinden. Eva. Har Himlen Jeg fortørnet? Maanen kommer skjøndt Dag det skulde være, natindhyllet. Til den jeg bede vil; bed du til Solen! Kanskee dog Maanen Barnet vil forlange, fordi den ikke frugtbar er som Kvinden? Nei, nei! det er min egen søde Smerte, og Mandens halve Liv, og denne Pryd, saa arm er jeg, maa begge Bryster dele. Adam. Har Himlen Jeg fortørnet, siden Solen sig skjuler i sin mørke Galde? Mon fordi jeg Løven slog og gav ei Den, der saae min Sejer, af mit Bytte? Eva. Se, gode Maane, for mit Barn jeg giver Dig Skovens bedste Frugter og fra Engen de skjønneste Blomster! Snart en Natravn skal til dig med deres Vellugt flyve. Adam. Se Du store Sol, for mit og Kvindens Liv jeg giver Dig den stærke Ørknens Løve og Slettens Tyr, liig et omstyrtet Bjerg. SIDE: 90 Eva. (Lægger Frugter og Blomster paa en Steen) Himmelske Maane! Du, som forsoner selv Nattens Mørke med Dagens Lys, saa Nattergalens Toner besynge deres Fred, mens Selv du, en Taare lignende, vemodig feirer din Seir -- Du i din Ensomhed Alt Velsignende, o skulde Du ei røres ved en Moders bange Gys? Himmelens Drømsmiil, du flygter, men skinner dog sidst paa Altret, jeg her dig gav. Du der en Moder finder iknæ, med Graad paa Kind. Med Duggøine blege, smilende Smaablommer see paa Dig. Klarere Øjne har Barnet, hvilende ved Moderbarm, naar Maanens Skin har tørret Taaren af. Adam. (lægger Løven og en Tyr paa et Altar) Sol, Dagens Hjerte, Dybets Blod, der spænder dine Aarer fra Skyens Top til Muldens Rod! Du Livsens Straaleflod, hvor Ørnen er i Luftens Rum sprøitet Skum, Elefant og Løven Vover, som med Bragen rulle over, Mennesket det hvide Rav, skummende høiest paa Livsens Hav, hvor alle Hjerter ere lunkne Draaber ned i Dybet sjunkne -- O Sol, du Himlens Hoved, lovpriist, høilovet! se Manden, Jordens Hoved, selv SIDE: 91 (liig usel Myre, der slæber Alt til Tuen, skjøndt selv den af Sult er kvalt) sig til din Offersteen bandt som Træl! Se, Manden til dit Altar drog, (skjøndt nu, som Ørknens Løve, vil Manden æde hvad han slog) det Bytte som han tog! Naar, Sol, du lugter Ofrets Røg, blaa og sød, lægger du din Tordenkjølle ned i Havets dybe Bølge saa sig Manden reise tør atter op saa høi som før. Se, Ofrets søde Vellugtskyer følge Dig hvorhen du flyer! I deres milde Svale du skal neddale, Din Aftenrødme, dit Skyskarlag, Du blande skal, som et naadigt Svar til Ham, som i Offret sin Sjel frembar, med Altrets Damp paa sin Sejersdag. (Solen staaer klar) Eva. Ofrer du til Solen Blod, Dagens varme Dugg: Jeg vil bringe Maanen Dugg, Nattens svale Blod. Adam. Mæt af Ofrets søde Damp svulmer Himlens Bug. Tordnen gaaer ei meer saa lavt der hvor Altret stod. Eva. Disse Æblers Aftenrødt, disse Liljers Duft mætter Maanen, saa den snart straaler fuld og hvid. Adam. (Solen synker) Se, mit Offer Solen fandt gjennem Sky og Luft! Bjergets Palmers Aftensuk lokker den nu did. Se (som Kvinden favner mig under Palmens Tag, SIDE: 92 naar, af gyldne Frugter krum, jeg til hende gaaer) . . Se, saa over Solen hist smukke Sommerdag bløde, røde Skyers Arm huldt isammen slaaer. Eva. (Maanen stiger) Se, mit Offer Maanen fandt gjennem Skyers Dyb! Se hun triner stille frem, vogter Sol og Kryb! Taus hun lægger søvnig Jord til sit fulde Bryst, saa den vaagner ikke mens hun den dier tyst. Rosen slukker ei sit Blus ud i Maanenat; men den folder endnu halvt ud sin Purpurskat. Seer du ei, at Dybets Fisk, Markens hvide Sæd lever ikke ene af Solens hede Blod? Se, de faae af Maanen jo, naar den skinner fuld, af dens stille Straalemelk Fylde, Duft og Huld! Hvergang du dit Armepar strækker huldrig ud, førend du din Moderbarm blotter hvid og fuld, hvergang du som Diebørn samler Stjerner did -- Kvinden da skal række Dig Blomster-Offerkar; i dit Altars Skyggero maale fro din Væxt; der mit Barn skal voxe op; der vil Kvinden boe. Adam og Eva. (Stjernerne bryde frem) Og hver en enkelt Stjerneglød, den Solens lyse Børneflok, vrimlende af Nattens Skjød, skal see et Offers Død. I Nattens Dyb -- en demantriig Hule liig, -- stille Ofrene skal bløde først for Stjerners Førstefødte: Morgenstjernen, hvis gyldne Stav reder i Roser Natten Grav, det Dagens glade Bud, som kommer frem af Morgenrødens Blommer, som Fuglens Sang fornyer i Skov og Skyer og stille foran Solen gaaer SIDE: 93 fra Østens Hav til Bjerg i Vest. Et stjernehvidt Duepar paa din Fest o Morgenstjerne, dit Altar faaer. (De reise Altar for Stjernerne) Adam. Sol, Maane, Stjerner være Guder! Saa hedde de vi frygte maae og elske. Fornemst er Solen. Eva. Han er Manden; kun Kvinden Maanen, som om Natten liig Kvinden vaager over sine Smaa. Adam. Ja det er Stjernerne, de Solens Børn. Eva. Men Ilden? O om den var Solens Barn? om vi en Gud forglemte? Da vi vilde vor Hytte finde nedbrændt. Adam. Seer du ei, hist stiger den af Bjerget? Eva. Da langs Floden jeg gik at samle Siv til Barnets Vugge, da tænkte jeg, en Gud den vist maa være; thi kun hvorhen den skylled blomstrer Landet. Adam. Den vælder udaf Jorden. Jeg har seet dens Kilde liden som den blanke Sleve. Paa Jorden ville selv vi være Guder. Eva. Dog skjalv du, Adam, da du dette sagde. SIDE: 94 Adam. O Noget faldt mig tungt paa Hjerte, en Tanke liig en Steen ifra min Pande. Den presser ud dets Fryd. Hvorledes bygge min Ro paa Røg, som ei et Sandskorn bærer? Hvorledes kan jeg bære Himlens Guder med Damp af Dyrets Blod? Se Aftensvalen jo kaster ned mit Offers sidste Vellugt, skjøndt jeg den troede drukket ind af Solen; og nu Moradsets Huler sluge den, og Tudser varme sig, just som om Solen forskjød min Gave. Dog den nedsteg klar som blussende af Fryd . . o eller Stolthed, som om den giver mig sit Smiil og Livet for Intet. O, hvi tænker jeg at see ved Blodets matte dunkelrøde Blus, der sortner flux til Kul, min Angstes Gaader? see Guden, der i Solen boer, Livskilden, som Jeg i dette Hjerte, medens jeg er flyttet til dens Udløb ud i Graven? Hvi jubled jeg, da, ved min egen Sjels Uvidenhed, jeg fandt der kunde være i Verden Mænd, hvis Aander ikke stirred i noget Dyb, som jeg i mindste Blomst, og gav dem Navnet: Guder? O hvad hjælper da Guderne at give hvad de eje og gav mig kuns tillaans? Ha, Skræk! i denne Stund, i denne Jordens Fedme, med min Styrke jeg synes selv, jeg er en Flue paa en Guds nedfældte Bytte, hvor endnu han ruger med sin Kjølle. Eva. O fortørn ei de alseende Guder! Se, om Dagen er Solen over os, om Aftnen stiger han ned paa Bjerget, vor Bedrivt at regne; og hvis den ham behager, den at male SIDE: 95 paa favre Aftenrødme; hvis den synes Ham ond, paa svullen Mulm; og Morgnen viser, om Han vil straffe eller vil forsonet det Hele slette ud i Himlens Blaa. Om Natten seer jo Maanen, eller og dens Vrede taler til os gjennem Stormen, hvis ei den, ikke nænnende at straffe, i Regn udbrister! Og, se alle Stjerner jo stirre efter hvert af vore Skridt! Adam. . . Ha! . Dog jeg føler, at Noget ulmer paa mit Hjertes Bund, som kunde, om det lysted (skjøndt det synes mig kun et lidet kulsort Nøste af en fiin, uendelig Edderkoppetraad, hvis Ende useet gaaer i Dybet) haane det store Solens Guddomslys, og tvinge min egen Haand til Maanen at besudle med Dynd og Muld af dette samme Altar, den reiste op til et Forsamlingssted for Jordens Suk til Maanens Guddom -- ja, ofre til mig Selv al Jordens Fedme, men slænge hen til Stjernerne, af Naade, de levnte Been og Horn . . ja, om det lysted! Eva. Du mig forfærder. Adam. For mig selv jeg ængstes. Thi Jeg en taagedunkel Villie ejer, der svømmer nu, fordi det lyster, nederst paa Bunden af mit Blod, men -- ha, jeg føler -- vel kunde til et Skyuhyre svulmes op af en stormstærk Kraft . . Ha, lad den stige! Jeg prøver den . ! (omstyrter Solens Altar.) SIDE: 96 Eva. Ve, Du i Kamp med Solen? Hvad gjør Du? Afsind! Solens Torden kommer. Ak, Manden øder Jorden . ! (brister knælende i Graad.) Adam. Kvinde har Du ingen Villie? O min Fryd er stor; thi se min Villie har min Angst betvunget! Ha se den Stærke! Villien Mandens Gud! Hvi værner ikke Solen om sit Altar? Jeg give kan og tage. Eva. Guderne dog Kraften have. Se, din vilde Villie, om den nu lysted Himlen sønderplukke som Duen, maatte dog, fortvivlet i sin Skam, sig Selv i Dybet sønderslide. Det mægte Guderne, men ville ei. Ak, knæl og bed! Ei elsked Guder Jorden, hvis de ei agtede dens bedste Liv, og meest da naar det ydmyg trygler. O vi see jo, at de elske mindste Siv, saa stolt det vugger over Muld sit Blomster. O, skjul dig! Kommer Solen, seer din Gjerning, da døer du vist. Men -- se, at Kvinden har sin Villie, om den træller under Mandens! -- Ød Maanens Alter! Jeg vil døe med Dig! Ød Stjernernes Alter! Thi mit Barn maa døe! Min Mand, som gav mig Livet, tog det bort. Langt Liv mit Barn maa tabe, jeg et kort. Adam. Gid det var ugjort! gid, nu gjort, tilgivet! Jeg vil ei mere Hvad jeg vilde nys, og blues over Hvad var nys min Stolthed, saa selv min Angsts iiskolde Sved SIDE: 97 paa Panden gløder. Heller ei det trøster, at Solen ikke saae min Daad. Thi blues mit Hoved maa nu for mit Hjerte, og Manden græder -- Jordens Gud! Eva. Tro, Solen var ei Gud, hvis ei den var saa god som stærk. Og se jeg ofrer Maanen mit Haar af Sorgens Farve for din Sorg. (Afskjærer sit Haar, og lægger det paa Maanens Alter. Her lægger jeg din Sorg paa Altret! Tro, at Maanen i sin Taushed vil for Solen din Udaad gjemme! Adam. Ha, Mandens Liv! se, Manden har et Større, et endnu Stærkere, som omsnoer hans Hjerte, et Stærkt, saa det den tøileløse Villie til Intet, til en Taare, bleg paa Flugten, o til et Suk, der maa sig give tabt, kan klemme sammen. (reiser Solens Alter igjen) Jeg er da fri som Gud, kan skjænke Guden af Mit igjen, for hvad han skjænker mig. Se, Manden bliver gavmild og stormodig og ei en hykkelsk Tyv, en bunden Smigrer! Thi Offerdyret, bundet paa mit Alter, dets sorte Blod, der ryger fra min Arm mod Solen, skal for Guderne betegne, at Mennesket sit sande Offer bringer: at med sin bedste Kraft han har betvunget og kvalt og bundet over Hjertets Alter sin stærke, skyuhyre, onde Villie, saa ei den, som den kunde, vil sig reise til Haan mod Gud, men knæler ydmyg ned. Men det, at Offerdyret være maa af Jordens Bedste (se, en kulsort Tyr, der glindser jo som Natten!) skal betegne, at Villien, som han til et Offer lod, SIDE: 98 er Menneskets Hjertes herligste Klenod. Thi Manden frydes meer end frygter i sin Villies Rasen, om den svulmed end, og blæste fuld af Haan selv Himmelen, og øded i sin Vildhed Jorden; thi dog Manden følte stedse, Han var fri. Men -- Menneskets Guddom! -- se, vi er saa frie, at vi med selvskabt Fromhed ofre tør en Deel af vor Frihed, og være frie som før! Akadiel. Mennesket ved første Synd sig Selv at kjende har begyndt. Abiriels Kraft ikke er i Manden tabt. Thi -- som om han vidste, denne Kundskab er den sidste, inderst bleven Aanden skreven i dens Væsens Dunkelhed, at den kun gjennem eget Væsen den Evige kan se -- stirrer gjennem Muld og Blod Han sit Hjertes Dyb imod, og med Taarefakkel ned luder han i Syndefaldet, om han der sig Selv kan see; men han finder kun dets Dybde ved dets Gjenlyd af hans Vee. Sit Hjertes Barnealder, Uskyldigheden, hans Kummer kalder et lukket Eden. Hans første bevidste Taare er en Cherub med blinkende Glavind der. Ved første Greb af hans Frihed han synes som om han tilfældig en Tordens Lavine i Rullen har sat, som om han bortlynes af Stormen ubændig og vældig SIDE: 99 henover en Hede i Hvirvel og Nat. Han ræddes for Frihedens Magt. Som Fuglen i Blæsten, som Barnet paa Hesten, Han kan den ei styre. At Viljen, den yre, liig Stormen i Ørkenens Baner, ei Grændse vil kjende og Ønsket ei Ende, med kildrende Angest har han opdagt. Han føler sin Synd -- den første -- Han ahner, at vorde han kunde for Jordkloden ond, af Himlen forhadt. Han vaagner afblunde, forfærdet ved Braget naar Edens Port igjen bliver slaget, og seer sig da nøgen i Ørknen forladt. Paa Døden han tænker; hans Øje sig sænker paa egen Grav, i hvis Mulm hans Liig, saa blegt som et Fosfors Fuldmaaneskin, engang skal strække sig, og gjennem den revnede Grav han skimter af Evigheden en Straale fiin. Den salige Tro han kalder sit Livsens Træ. Hans Liv i dets Læ kan rinde i Ro; thi Himmelen glimter igjennem dets Grene, der rage over hans Dage, sig skydende op fra Vuggens Rod igjennem Stammen af Kjød og Blod, med Englevinger til Blade i Top. Nu burde sig nøje hans speidende Øie. Det har jo franeden SIDE: 100 i Støvet opdaget Udødeligheden? og Haabet derom, med en Stjerne i Haanden, jo følger evindelig Aanden, der flygter fra Eden? Men stedse, stedse hans Øje speider i videre Kredse. Han Skyernes Fæste vil kløve, Sandkornets Hjerte randsage, alle Ting prøve, Syndernes gjærende Viinsødmes Gift lyster ham smage. Den vældige Drift kalder han Kundskabens Træ i sin Sjel, der tør sig fordriste de tornede Kviste at vende mod Himmelen selv, ja tør vel friste, halvt lyst, halvt mørkt, halvt giftigt, halvt sundt, af Sandsers Duften ombølget rundt, med Drømmeranker og Lysters svulmende Giftæbler i Halvmørke gyldent ulmende, med halvmoden Viisdomsfrugt, i Rankeflugt med krogede Top ifra sin Vraa imellem Stjernerne op at naae. Dog ræddes han stundom dets Frugter at sanke. Han synes han skimted de snoede Gange rundtom dets Stamme af listige Slange: hovmodige Viisdoms gudløse Tanke. Han veed ikke hvilke der ere de sunde frugtbare Stilke; om ikke en Slange han greb for en Kvist, med flammende Frugter, han veed det ei vist. Dog maa han dyrke sit Kundskabens Træ, at det ikke groer ud i Sløvhedens Vandgrene eller fordrives i Vanvidets krogede Skud. SIDE: 101 De umodne Frugter af Døden bortrives. Til Sandhed og Styrke da modnes hans Viden, der blomstred i Tiden gjærende frem. Han bringer fra Baaren to Sejrskrandse hjem: Fra Livspalmen Tro paa Udødeligheden, fra Kundskabens Træ den Vished beskeden, at al hans skjælvende Viden og Kaaren var Gnisterne dog til den Kundskab klar om Ondt og Godt, han i Himmelen har. BRØDRENE (En indhegnet Eng. Tvende Brødre. Den Ældste bevæbnet, den Yngste liggende i Græsset.) Ældste Broder. Hvi ligger du i Græsset? Vil du være Lam? Yngste Broder. Se, denne Eng er min! Ældste Broder. Ja, din? Hvo gav dig den? Yngste Broder. Jeg kjøbte den af Skoven for en Uges Sved. Nu gi'er mig Engen Hvile for sin lune Fred. Kom, hvil paa mine Blomster! Ældste Broder. Reis dig! Yngste Broder. Gaa da bort! Ældste Broder. Gaae bort? Gaae bort af Jorden? Er ei denne Eng saavel en Deel af Jorden, som den svale Skov? SIDE: 102 Ha, Hvo vil mig og Fuglen og den vilde Bøffel forbyde Plads paa nogen Plet af vide Jord? Du troer, at dette Gjærde er Lov for dit Bedrag? Thi Jorden, -- som skal være fri, som alt dens Liv, en Skov med slige Sletter, som denne, i sit Spil, til Fad og Skaal og Leie Dyret skjenke vil, hvor hvert et Liv kun eier Rummet, hvor det staaer, ei videre i Bredden end Arm og Hornet naaer, (saa Hunden Hjortens Fodspor flux til Arvdeel faaer, og Tigren Meste eier, saalænge til en Løve -- ha, eller Mandens Søn vil ham hans Rige røve) -- Thi Jorden du bestjal og Livet du bedrog, da Træerne du mejed, om Engen Gjærde slog. Hvad Fugl kan synge her i denne lumre Ørk, som du fra Skovens Skygge til Solens Brand forraadte? Kan Bøfflen, fri som Stormen og som Skyen mørk, bag disse Gjærder løbe, som du vil snoe om Marken? Ha, Gjerrige, du kan jo ei nyde Selv dit Rov: du æder jo ei Græsset, du fra Bøfflen tog? Skal frie Løves Moder selv ei være fri, men ligge bar og skaldet, lænkebunden i de Volde, som om hende din feige Kløgt vil snoe? Ha, vil du plyndre Jorden? Skal Træet ikke groe? Yngste Broder. Se, jeg om Blomsten værner! Er den ei Jordens Barn? Jeg pynter jo kun Jorden. Ældste Broder. Lad Blomst og Træet kjæmpe om hvem der høiest mægter mod Solen op at klattre! Lad Eng og Skoven kjæmpe uden Skranker om hvo Jorden vel skal vinde! Yngste Broder. Med Skoven kjæmper jeg for Blomsterne, thi ellers den Strid er lige ei. Se, derfor jo med taksomt Smiil, ydmygelig de neje og de krumme sig paa min Seiersvei. SIDE: 103 Ældste Broder. Erhverv ved Sved -- dit Sølv -- dit Eje! men din Ro erhverve du med Blod, dit Guld; og, vil du spare, for dig lad Løven med sit Blodguld da betale den Plads, hvor Foden hviler, den Skygge dig skal svale! Yngste Broder. Vor Fader har jo sagt: vi, som mod Solen see, selv lyse jo som Solen, som Skoven lodne ei, med Tænder ei som Tigren, ere ikke Dyr; men Jordens høje Herrer, om Himlens Trælle her. Ældste Broder. Ja Jordens Væsners Herrer. Jorden selv er fri. Ja Blodets frie Herrer, hvad Løven er med os. Nei, nei han er vor Træl, saalænge vi tør søge ham i hans aabne Ørk, og lege med hans Tunge, som vor Søster Ada med Rosenbladet, og i svulne Løvepande indfure Herskerbudet: ned i Støv, og dø! Ja, vil du være Livets Herre, dine Arme da være fire sammensnoede Tigerrygge, et Bøddeltrælpar over det opløftet! Men Jorden maa du dyrke, ære hendes Væxt. Som Mand du finder just din Flor i Skoven: din Løve-Tulipan, din Panther-Hyacinth og Tigerens Sværdlilje, Giraffens Rankeflugt og Elephant-Melonen . . Se her din Dyrehave! Men flyer du feig bag Volde (da Selv en bunden Træl) da er dit Rige lidet, dit Gjærde Grændsen da, du Selv en Havre-Løve og høist en Blomster-Drot. Yngste Broder. Ak Livet skal jo lee; der ellers var ei Liv. Er Luften ikke vid nok uden til vor Aande? Er Jorden ikke bred nok uden til vor Fod? Ældste Broder. O, se dog over Jorden; se, det ene Liv sin Rod har i det Andets Aadsel! se, et Liv SIDE: 104 sig blussende ei reiser -- se Livsens Bølgegang! -- medmindre Et maa synke! Men øverst dog i Kjæden af disse Gab i Gab er Manden flettet, saa hans Led i Graven synker, hans Gab af Døden sluges, de store Guders hule Orm, som knuger Alt. Yngste Broder. Du kjæmper med dit Spyd kun for dit eget Liv, og for i Fred at hvile i den vilde Skov. Du Livet byder vige hvor dit Fodtrin lyder. Hvad udenfore er den øde Ring omkring dig Du kalder: til din Lyst en Dyrehave kun. Se, dette Gjærde kalder jeg min Landsering, som jeg har spændt imod Enhver, som bryder ind, og æder mine Blomster, styrrer mig min Ro. Jeg vinder større Sejer: mit eget Liv og Fred jeg vinder da som Du, og mine Blomsters med. Ældste Broder. Hver Blomst er skabt til Føde; thi Dyret leve skal med Fryd til Døden kommer ihvorhelst - ifra. Vel, ej da du din Eng; men uden Gjærde, thi skal den din Sejer nyde, saa maa den være fri. Se, vogt med dine Arme Byttet! Kan du ei, da flye du til din Moder! lad hende vogte dig! (begynder at rive Indhegningen ned) Yngste Broder. O skaan! Jeg selv det fletted. Gjærdet er da mit. Ældste Broder. Forsvar det da, du Hersker, hvis det skal være dit! Bøi Tyrens Horn isammen, naar den vil storme ind! Med Løvetænder plant du om Vangen Gjærdering! Sæt Elefantens Tænder op som Hegnets Port! Jeg lover dig, slig Indgang vil skræmme Andre bort! Yngste Broder. Lad være! Riv dog ikke ned din Moders Ly! SIDE: 105 Ældste Broder. Se her i disse Arme er hendes Hegn og Ly. Yngste Broder. Hun frygter jo for Skoven? Hit maa hun ofte fly. Ældste Broder. (lader være at rive ned) Min Moder? Ha, du lyver! Hid end hun tyed ei; thi jo min Fader vogted hende stedse vel. Jeg laae paa hendes Skjød jo i en Parderhud. Ha, Svage, Tungen er dit Sværd, dets Od en Løgn! Skjøndt som en Kvindes Arme sløv, den naaed dog, i Moders Taarer hvæsset, mit Hjertes Vuggekrog. Vel! Hegnet staae at vogte min Moders Barm, imens jeg borte er at mede med Landsekrog paa Arm de røde Løvehjerter i Skovens grønne Dyb. Men denne Eng er min, og disse Blomster skulle min Svededraabe drikke, din dovne Aande ei. Saalænge der sig reiser Arm og Tand og Horn, som ei du mægter bøje, du ejer Intet her. (driver sin Broder ud. Forældrene, Adam og Eva, komme til.) Faderen. Hvi trætte I om Jorden? Moderen. O, du vilde Cain! Ah, se den fromme Abel gjør Skoven blid og tam! Yngste Broder. Ak, Mo'r, min Broder haaner din Søn, som elsker Dig! Han øder Engens Krands, som jeg har flettet Dig. Ældste Broder. Min Moders Vrede er din Styrke . . Ha du Svage! en Kvindes Tunge . . Moderen. . . Dens, som gav dig først dit Navn. SIDE: 106 Ældste Broder. . . En Kvindes Tunge, skjøndt min Moders, er din Arm. Men ved min Faders Styrke, min Faders Fader Solen, der skabte Jorden, denne min Moders Moder, fri, og, som dens Fuldvexts-Tegn, lod Skoven groe for Manden, saa stolt og fri som Han, sig hevne vil paa Denne, der blotter Jorden, for at klæde den i Lænker, forbyder Skovens Moderarm at bære Livet og die sine Fugle ved den hvide Sky. Hør, om der i hans Eng-Ørk lyder Sang? Der springer bag hans Volde ingen Draabe Liv. Og i hans skabte Ørken (det Bytte, som, hvis ei det vexles skal blandt Hænder, forsvares maa med Magt) Gazellen ikke fnyser, som i den frie Ørken, den Solen meiet har med sine Straaler til en Vindens Springebane, en Gjenlydsbund i Hvælvet, der udspændt er saa stort for Løvens Brøl at rumme. Hvad bliver da tilbage for Mandens Lyst og Styrke, naar Kvindens svage Sønner (ha, som om de bære en svampet Kvindebarm og ikke Mandebringe?) tør kappes i, med Havet med dorske fule Sang, at æde bort af Jorden Jordens frie Skov? Faderen. Ha, Cain har Ret! Thi dybe Skov var Mandens Vugge. Palmens Susen vakte mig først. Moderen. O, Abel har Ret! Thi bløde Eng var Kvindens Vugge. Blaaklokken nikked, slog mit Øjelaag; jeg vaagned. Faderen. Ja, Hvo har Ret? Skal stedse, saalænge Solens Straaler vil bære Jorden over Dybet, Sønnens Viisdom beskygge i sin Høide Faders simple Kløgt? Moderen. Vel som hans Kinder, o de Abels søde Blomster, sig skyde over hans Moders blege, sjunkne Barm? SIDE: 107 Faderen. Da sidste Ætlings Viisdom maa vorde Guders liig. Ældste Broder. Siig, om mit Spyd sin Frugt ei bøjer for din Fod? Og ofrer ei min Skulder, som var min Fa'r min Gud? Moderen. Vel Jordens Skjød han finder for snevert da og lavt. Yngste Broder. Siig, gjør jeg ei dit Skjød af Frugter gyldent meer? Mon ei i Sved jeg toer mig, som om jeg vilde tvette den Smerte bort, Du sagde, min Fødsel voldte dig? Faderen. Først kaared jeg i Løvehud mig Selv til Blodets Herre, forbedred Solens Værk, der Armen gav ei Klo, da jeg med Flintesværdet brød hvassest Tand og Horn, og knuste under Kjøllen Mammuths Snabelslange. Sig kruste Vindens sorte Pile i min Pelts, da, som Allivsens Herre, Manden traadte frem som Hjort og lodden Løve, alt som det lysted ham. Jeg arved Tigrens Hule. Der slog ei Haglen Barnet; men Ilden laae imidten logrende og tam. Men, se, hvor Sønnens Viisdom tør sin Faders Kløgt til Enfolds første Stigetrin vise hen i Mørket! Thi Cain med Kastespydet styrer Dyrets Løb; det flyver foran Sværd og Kjølle som et Neb; han danned Buen efter Ørnens spændte Vinger; med Buens Piil han haler jo Falken fra dens Sky? Moderen. Og Abel tæmmer Skoven og skaber Enge frem . . Faderen. Dog har ei Manden Hvile: med Pilen Cain maa løbe, og æde i sin Sved og i sit Blod sit Bytte. Og Abel hungrig gaaer til Skoven fra sin Eng. SIDE: 108 Hvi samle vi ei Livet inden Abels Hegn, saa Faaret der er gjemt som Æblet i vor Hule? Hvi løbe vi i Skoven for at samle Frugt, og dynge ikke Høsten inden Abels Hegn? Cain, tving med lange Ranker Ørknens vilde Hingst, og bind Kameel og Faar og Ko paa denne Vang! Da er dens Frugtbarhed fra Livet ikke stjaalet, og Skoven ejer meer ei sit Fodspor, Engen, da. Forsvar din Hjord med Buen; den er din Eiendom; thi Løven skal ei røre Hvad Manden kaarer sig. Hvert Dyr, som bærer Blod paa Tungen, døe for Dig! De andre Dyr du alle maa føre fangne hid. Plant Daddelpalmer, Abel, og den rige Riis, saa uden Sved du kan din Moders Hunger mætte, og ei din Fa'r maa løbe, som Aben, om i Skoven. En Hytte over Kvindens Hoved fletter jeg. Der skal vi Alle sidde som Falkeredet fuldt, og frydes, naar vi høre Stormens vaade Tunge med Kladsk i Væg at bide. Naar Hytten staaer paa Engen, da Dyrene den ære som Engens Hoved skulle. Vi sørge ikke med de gustne Vintertræer; thi Kvinden er som Myren, og Hytten bugner fuld, som hendes Skjød, af Jordens Fedme -- o saa riig, at Høstens fulde Hjerte kan Hytten kalde sig. Akadiel. Se i sit Hytteskjul seer Mennesket sin Ro, i Hjorden og i Agren det seer sit Eie groe. Og inden Engens Hegn (Selvkjærlighedens Tegn) kan Hjertet rolig nyde, Fornuften lege med den Rigdom og de Glæder, den der at plante veed. Men udenfore gaber Graadigheden vidt, og Laster lure under, Sorger sortne over ethvert forvovent Skridt. SIDE: 109 (Cain med sin Hjord ved sit Alter. Ved Siden staar Abel.) Cain. Hvor er Velsignelsen, min Fader loved? Se, Hjorden segner jo i mine Skridt! Ha, Abel siger: "se, den rige Cain! den fede Oxe bunden til hans magre Arm!" Saa leer han, hvilende paa sin Agers Grøde, selv hvid og feed, som da han var et Barn, mens jeg paa disse mavre Høje brunes, ei tvettende min Muskel i Skovens Svale, som da af Lyst jeg Ulvene forfulgte, imens min Fader fødte mig i Hulen. Ha, er min Arm trælbunden ei til Oxen, som den maa pleje og bevogte? . Ak! Hvert Saar paa disse skabbede Faar jo raaber: "hvi tog du os fra Klippens mavre Urter, for os i Slettens Fedmegro at dræbe? Hvert Straa i Ørknen bar os Manna, thi det synes os som plyndret ifra Ulven." Ha, naar jeg løfter Hyrdestaven, synes den Bylder ryste over Koens Nakke! Men Abels Plov sig skyder ned i Jorden som frugtbar Sky . . . Se Hingsten -- nu ei Hingst, da Abels Feighed (o vise Nid!) min Fader raadte til dens Livskrafts Manddom tage, for at faae af ildvild Hingst et mygt og krummet Lam, som stakkels Abel turde ride paa, . . ha, eller et taalmodigt Æsel -- Ak! se Hesten luder (o den Hingstens Levning!) den luder skamfuld med sit lurvede Øre; af geile Hoppe egges den forgjeves; forgjeves i dens dumme, bleggraa Øje (liig rygende, men udslukt, Arnested!) sin skjønne Nakke Hoppen speiler . . Ha, reis dit Hoved, Hest! laan dog dit Øje lidt Ild af denne gule Havre! Ak, SIDE: 110 forgjæves! ak forgjæves! Dog . . o! o! saa usel ligner du . . væk fæle Syn! væk fæle Syn af Liv! . . saa usel, dog du ligner Cain, Mandens Førstefødte . . Du ofrer ikke Jorden glad et Blik, men midt mod Vinden blunker jo dit Øje; og tør jeg se til Solen? tør jeg ofre til Gud den nidske Armod? til Solen skabbet Faar? (Abel bereder sit Alter til Offring.) Ha, se, hvor Abel dynger op sit Alter, og sender foran Røgen Frydesmiil . ! Bort jeg maa gaae; jeg vil ei see hans Fryd med Sorg; hans Rigdom skal ei her ved Siden af denne Armod synes større. (Standser.) Ha, skal han mig jage ogsaa her fra Jorden? Hest, arme Hest -- hvi bærer du . . Haha! opvækkes du førstegang af denne Cains Latter? hvi bærer din sjunkne Lænd saa høi en Hals? Du speider efter ham (ve Abel, Abel!) som Jordens Frihed røved, dig din Manddom? . . Se, Usle, Æslet stiger paa din Hoppe! Du ryster kun med Øret Myggen bort, og lægger dig . .Tyg Drøv, tyg Drøv som Koen! . . Du skal ei bære Cain, endskjøndt han er ei rigere end du; hans bedste Eje er denne slidte, skaldede Løvehud! Men bær du, pustende, Riiskvistbøre for din grusomme Herre Abel, han som turde (og praler af at han kan stemme Livet høit eller lavt) dig til en Plante gjøre, udplyndre Livet, lade Lungen leve! bær Kviste til hans rige Alter hist, der bugner op, mens her paa Cains Vinden i Asken roder fra den sidste Solhverv, da fra min Sult jeg tog mit bedste Lam! . . Saa usel, som du er -- ah, rysted' du en Brems? forstod du Æslets Vellystskryden, SIDE: 111 da til sin egen Lavhed det nedsank ifra din smittede Hoppe? (Neppe vil du din Æt i Føllet kjende) -- Ha saa usel, du ligner Cain dog, Mandens Førstefødte! Se, øde som en Mærkesteen jeg staaer og rækker tomme Haand mod mørke Sky ifra min Høi -- min Høi? Det mig skal trøste, at jeg kan nævne den som min -- imens min yngre Broder, der sig slæbte efter den Vei jeg bante først i Skabningsmulmet i Modersliv, tør gaae til Himlen foran fra Dalen med sit gyldne Offer! Ha, velsignet følger ham jo Kvinden, som er Cains Søster, den Forskudtes, den Skjønneste af Evas Døttre, saa Cain skal visne frugtløs hen som Hesten, hans Kjød i Solen raadne paa hans Høi. Saa gjøres til en Mærkesteen mit Hjerte, saa ei jeg tør mit Øde og min Armod forlade, om end Frugter dufte udenfor? Og Jorden tør jeg hade, men ei Himlen? O, kommer ei Ulykken ned fra Himlen? Abel. (omfavnende sin Kvinde og Børn, viser Cain et fuldt Neg.) Min Lykke voxer op af Jorden! Cain. (fortvivlet, med bortvendt Aasyn.) Ha . ! Abel. Du har da intet Offer? Cain. (Abel styrter for hans Kjølle.) Ha, mit Offer . ! (Adam og Eva komme. Anah, deres Datter, følger bag Moderen.) Faderen. Forbandet Du, der slog min Søn! Forbandet Jordens første Morder! SIDE: 112 Moderen. Forbandet Du, der slog mit Barn! Forbandet Jordens Brodermorder! Abels Enke. Forbandet Du, der slog min Mand! For Abels Børns Graads den tause Forbandelse Jeg, deres Moder, raaber: Forbandet Du, der deres Fader slog! Forbandet Jordens værste Morder! Fader, Moder, Abels Enke. Forbandet Broder- Mand- og Fader-Morder! Cain. Min Broders Blod til Himlen raaber . . Fader, Moder, Abels Enke. . . Hevn Cain. Ve! Jeg maa flye . ! Faderen. Naar min, din Fa'rs . . Moderen. Naar min, din Mo'rs . . . Abels Enke. Naar mine Børns, din Broders Blods naar min, din dræbte Broders Hustrues naar min, den første Jordens Enkes . . . Fader, Moder, Abels Enke. . . . Forbandelser rundt Jorden hyle . . Cain. (flyende.) Ve! Fader, Moder, Abels Enke. . . . Hvor vil du flye? SIDE: 113 Anah (afsides). Jeg vil ham følge den Ulykkelige. Fortvivler han, da skee det ved mit Hjerte! (iler efter.) Akadiel. Sig Himlens Aander ifra Jorden vende, forøgende dens Skyld ved deres Ve. De røde Draaber, som Cains Hjerte brænde, vil han som Aand i Evigheden see. Dog haaber! haaber! Engang vil paa hans Pande hans Gjernings Skygge sig med Klarhed blande, og Cains tunge Fod, der tør paa Jord ei gaa, for ei at træde i Abels Uskyldsblod, ei vandre langsad Havets Strande, for ikke i sin Moders Graad at vade, vil synke træt i fjerne Himmels Havn. Hans vilde Flugt, naar alle Vindpust føre hans Fars Forbandelser kun til hans Øre, naar han i Dagens Hvælv kun seer en Taare, der svulmer i hans Broders Enkes Øje, sin Mor i Natten, graa af Sorg, der bøjer sig med udslaget Haar ved Abels Baare, vil engang standse i hans Broders Favn. Som Jernets hvide Fnug i Flammen forgaaer i Angrens Gløder Syndens Ve. Fra Sekel og til Sekel falde Draaber fra Kummerens Blik derpaa; men dog tilsidst de syde ikke meer -- da Aanden haaber, hvad glemt paa Jord da er tilgivet hist, og Himlene da engang skulle see omfavnte Cains og Abels Aander sammen. SIDE: 114 (Den gamle Adam paa Dødslejet. Eva, som en gammel Kvinde, siddende hos ham. Deres Afkom, Mænd, Kvinder og Børn, forsamlet udenfor og i Hyttens Dør.) Eva. Tys! Stille Børn! Jer Mumlen stopper til jer Faders Øre, saa hans Aand bli'er kvalt, og finder ikke Udvei. En Søn. Døv han er jo. Eva. Hvad sagde du? En Søn. Vor Fader er jo døv. Eva. Ja døv! Din Mo'r er døv, din Fa'r er blind, og nu er ogsaa Tungen bleven stum. Hvis I har Ærefrygt, saa stopper Øret med Mos og værer døve som jer Moder! Tillukker Øinene med Dynd, at ei I skulle see hvor Eders Fader famler; og tier stille i jer Sorg som Han! Bedækker Hovderne med bleget Mos, og bøjer Jer, og ligner da jer Mo'r, som fylder nu sit Skjød, hvorfra I stege, med visnet Haar, og nikker stedse søvnig! . . Det var engang . . . (slumrer ind. Adam drager et Suk. Hun vaagner.) . . Hvo talte? Jeg vil bande Den, som i mine Øren skreg, som om han havde med ugudelig Haand oprevet sin Faders Øjelaag i Dødens Stund, saa Livets Fryd og Sol ham kunde haane, og Aanden, som paa Læben var, blev trukket tilbage end engang, igjen at døe. Har jeg født flere end den ene Cain? SIDE: 115 En Søn. Græd ei vor Moder! En anden Søn. O, hun græder ei. Det er blot Vand. Det iisgraa Hoved smelter. En Datter. Hør kjære Mo'r, der Ingen talte nu; men det var Adams Suk der vakte dig. Eva. Suk? Suk? Ak, Mandens Kraft jeg knapt erindrer nu han ligger der, som kantret Træbul . . . o, det var før Livet lukte sig, før disse Kvinder i Frugtbarhed tvang deres Moder til at sukke i sit Øde: da gik Eva med rige Bryster som en Morgensky, og Adams Blik igjennemlysned mig, som Rosenknoppe, der min Haarlok brød. . . Det var, før Mandens Ryg mod Jorden krøb, som om den ledte efter roligt Skjul, og før hans Sønners Kraft beskygged hans, og før hans Sønnesønners Hovder voxed som kaade Ranker over Adams Nakke: da gik, liig en belivet Palme, Manden. Nu er hans mægtige Aande, Skovens Storm og Havets Skjælven, en afmægtig Stønnen. Og Evas Barm, nys Livets Kildevove igjennem mine Sønner rislende, sig hævende i mine Døttre, opsprudlende i disse Barnehjerter, er -- Fy! I gyse Døttre? -- som et Lod hvormed jeg maaler Dybet i en Grav. (Adam sukker.) En Søn. O disse Suk mig isne! Jeg vil gaae og hylle dem i varme Offerdamp. SIDE: 116 En anden Søn. Hvi skal han trælle under Smertensaar? Ak, venter disse blygraa Lænker mig? Hans Arm ei mægter jage, og hans Tunge bespotter al hans Manddoms Viisdom, naar den pjattrer, leer og græder som et Barns. Ak, se hans Øje ligt et blodigt Saar, skjøndt før dets Blik gav Saar hvorhen det saae. Vel bedre, var han segnet paa det første af Alderdommens graalokstrøede Dørtrin, der bygget er af krumme Rygge, og hvor bag en Storm af Hoste og af Sotsuk med raadent Pust den Kommende jo møder. Men, hvis han ei ved første Skodd i Øjet, saa det ei kunde Hjorden see fra Vildtet, det vilde bore ud, tilkaste Øret, naar det hans Egnes Navne ikke hørte, og sønderbryde hvert fordærvet Lem, naar troløst det forlod hans Hjerte ene: da bedre dog, han brad som Dyret sank, og blev medeet til Stenen uden Smerte. -- Thi hører, mine Sønner! naar rædselfulde Alderdom, min Faders Røver, kommer krybende langsopad disse Skuldre, for at stjæle mig Tænderne af Munden, mens den hungrer, og sælge Kjødet bort, mens Benet lever, og Blod af Hjertet, levnende saameget, at det kan ryste, føle til sin Armod -- naar Jeg blier liig min Fa'r, der stønner nu isammenkrympet under Alderdommens Vampyr, der har med slange-blygraae Vinger, paa hule Beenpiber spændte, sat sig paa hans Hoved, saa det tynges mat i Støvet, og maatte, om en Løve kom, med Nikken see denne lege med hans fordums Bue, idet dens Hale slaaer det levende Aadsel: -- da lad ei eders Fader bli'e slig Spot SIDE: 117 paa fordums bedre Dage! ei en Sorg, der mens hver Fryd af Dagens Krands er afhugget, gjenlever nu som Stump af Ormens Hale! Men lad min Livsstrøm, som den faldne Løves, for kjærlig Piil udstyrte som en Foss: saa, liig en Regnbu, fra det friske Blod min Manddoms Aand kan ryge op til Solen, og ei som Dennes -- Ve min egen Fa'rs! -- udsile, som et endeløst Morads, igjennem Sliim og Suk og Graad, saa Aanden indskrumpen stiger for at møde Solen! En Kvinde. Ja Kvinden vil ei blive hæslig som runkne Eva der. Ak, se, hun kan ei holde sine Øjenlaage oppe ved Mandens Sotteleje! . Alt hun slumrer. Skal vel min Datter see saa hæslig Moder? min Søn den Barm, som nærte ham, at være den tomme, gustne Slangehud, hvor Livet er krøbet ud? En Søn. Vel, jeg vil knuse den tunge Alderdom, som træder vore Forældres Hjerter ned i Støv, og gyder sygt Øjevand i Rynker ovenpaa. (løfter sin Kjølle over de to Gamle.) En anden Søn. (slaaer Kjøllen væk.) Nu nytter ei! snart synker deres Hjerter, ned af sig selv, for fulde alt af Smerter. En Søn. Dog er der Sorg tilbage; neppe Fryd . . . Eva. (halvslumrende.) . . Hvo veed . ? Jeg syntes jeg saae Adam ung, og mine Haar til lyse Straaler blive . . (Musik høres.) SIDE: 118 Tys! Ah, kommer Solen . ? Knæler, Børn! Nu bliver Eders Moder skjøn . . O tys! Er dette Solens klingrende Straaler . . Ah, se, om de slaae som Arme sig isammen, for atter Liv af Evas Barm at kryste! (Alle knæle. En skjøn mørklet Yngling kommer ledsaget af Yngre, der føre Instrumenter af Metal. Adams og Evas Sønner springe op som til Angreb.) Den fremmede Yngling. (svingende en Palmekvist.) Fred over vore Hovder! En af Adams og Evas Sønner. Ligt vort Sprog! Din Tunge er min Tunges Broder. Vel! (De lægge Vaabnerne.) Den fremmede Yngling. Siig, hvor er Adam? Ha, dette brustne Minde! (knæler ned for Adam.) Mit Livs første Udspring! Siig, hvor er Eva? Ak denne bøjede Green, som visnet synker ned, men synker dog imellem sine Frugter; dog ei alle. (knæler for Eva.) Hil, du Livets Moder! Eva. (brister i Graad.) Sorg! Hvi blev da gjemt den Sorg til Gravens aabne Mund, at ei jeg mægter see, om det er som jeg synes? Ak, er det saa? din ene Kind er Abels, din anden Cains, din Pande Adams og din Mund var Evas . ? Gaa! Jeg kjender ei dit skjønne Hoved, thi det synes mig, en Sky er paa din Pande. Den fremmede Yngling. Gaa? O skal jeg vende med min Sky paa Panden hjem SIDE: 119 tilbage til Landflygtighedens Land, til Cain? Eva. (forskrækket.) Til Cain . ? Den fremmede Yngling. Til Cain, min Fader, som gav min Pande denne Sky, saa ei du mig, dit Barn kan kjende. (Adam reiser sig paa Lejet.) Adam. Ak Cain! Den fremmede Yngling. O Cains Fader lever? Hil, du skal min Faders Pandes Skygge hvifte med din sidste Aande bort! Eva. Om Cain han taler? Den fremmede Yngling. Din Førstefødte. Eva. Ja, om Cain, som vilde alene herske i mit Skjød. Han lever? Naar standste mine Skrig? hvor kunde han da standse. ? Ak! Den fremmede Yngling. Han tænkte, som hans Fod blev træt, at dine Veskrig sagtned. Først ved Ganges' store Flod han nedsank mat; da nærmed Anah sig, din Datter, der havde fulgt ham som en Skygge, og toed Blodet af hans Fødder. Eva, da græd Cain. SIDE: 120 Eva. Hør Adam, Cain græd. Den fremmede Yngling. I Hulen under Himalah, hvor han har lært sin Kløgt af Dybets Malm at skabe og forme Toner i det gyldne Horn, dermed sin Moders Skrig at efterligne og med sin egen Sjels at naae til Himlen, min Fader sidder ene; Skyer samle sig paa hans Pande, Snee sig paa hans Isse. En kraftig Æt dog spiret er af Cain, tusmørkefarvet af den hede Sol. Men ene former stedse han i Hulen til gyldne Slangehorn sit snoede Suk, og Ertsens Gløder svide dybere ind, som om de vare Abels røde Blod, hans Pandes Rynkesky. Fjernt fra hans Hule min Moder staaer i Graad med sine Børn, og Alle lytte til hans Hammerslag; thi, som de klinge dybt og falde tungt, vi vide Sorgen slaaer vor Faders Hjerte. Dog, har han hamret til at Blodet springer ham udaf Haanden, og han synker mat: da smiler han og kalder sine Børn, og gnider dem sit varme Blod i Panden, og mumler over: "væk Cains Mærke! væk!" Saa tørrer med sin Sved af Barnets Pande han Blodet væk. Men næste Daggry høre vi atter Hamrens Slag i Hulen til igjen om Aftenen han bløder. Ve! Eva. Ja Ve! ve! Jeg "Ve!" har raabt for Abel. Den fremmede Yngling. O, raab dit Ve for Cain! Thi se, min Moder, at ei min Faders Hjerte skulde briste . . . (o, naar det brast, ei blot i Hulens Dyb, SIDE: 121 naar han i Gnisterne seer Abels Blod, men ogsaa naar han støder i sit Horn fra Fjeldet, saa at Morgenrøden svulmer, han hører i dets Gjenlyd blot dit "Ve" der langsmed Fjeldene ruller over Jorden,) . . min Moder har mig sendt og mine Søskend med Bud, at vi med Solen skulde drage til Landet mellem fire Floder, hvorfra Cains Fa'er og Mo'er Forbandelsen udsendte. Se, Cain ti af sine Børn Dig skjænker for Abels ene Blod, Du Cains Fader! Se, Cain ti av sine Børn Dig skjænker for Abels ene Blod, Du Cains Moder! Jeg vender, hvis I lægge Eders Hænder paa Cains Søns Hoved, did tilbage, og siger til min Fader: "se din Faders og Moders Hænder have lagt paa dette din Søns Hoved!" O da den mørke Sky sig fra min Faders, Cains, Pande letter, og Faders Sorg fra disse Smaa vil flye! (Adam og Eva lægge sine Hænder paa hans Hoved, og segne tilbage.) En af Adams Sønner. Nu vend tilbage riig; thi, se, du bærer min Faders og min Moders Aander paa dit Hoved til din Fader! En anden Søn. Nu vi maae, som disse Evas Taarer, hvorpaa nu igjennem Rynker hendes Aand udflød, os skille ad paa Jorden. Jeg vil gaae til Søens Bred bag Ararat det blaa. Og ve hver Mand, der tør med fremmed Skygge formørke Dalene, hvor jeg vil bygge! En Søn. Ja, drage I med Vinden Syd og Nord, Seth arver Abels Ager, Cains Hjord. SIDE: 122 Thi Brødre, seer, vor Fader er jo Steen! Thi Søstre, seer, vor Moder er jo Muld! Vi give Jorden deres tomme Been! Selv Jorden døer, naar den af Liig er fuld! Akadiel. Fra Adam tilbage Abiriel vender. Evas Hjerte Ohebiel gjensender: de elskende Tvende, der Stamme er vorden til Aanderne, som dvæle i Hjerterne paa Jorden, til Aanderne, der straale i Himlen ind fra Jorden, en nyskabt Aanders Orden. Dog maae de længe Mindet anstrænge Tanken anspænde før de igjen sig i Himmelen kjende. Aander. Hil hjemvendte Aander! Efter Eder stimle de Engle, hist I fødte, til Fædrene-Himle. Adams Aand. Ah, Liv! Hvor seer jeg Alt! O Solen er ei Guddom, som jeg troede dernede. Men Gud jeg seer er overalt tilstede; i Solens Skin, i Duggens Spind Han glandsiføres; i Fuglesang og Bølgegang, Hans Tilvær høres; i disse lyse Aanders Hær, Han er! Se, Dybet er Hans Almagts-Haand! Se, Himlen er Hans Viisdomsaand! Se, disse Soles Lys hans Tale! Hans Tanker sig i Livet male! Men hissetnede ikkun halvt, som med eet Øje kun, jeg saae, og jeg, for Hvad jeg saae, jo skjalv. SIDE: 123 Fra høiest Udsigtspunkt paa Jord: en Dag, den Tinde blaa, eet Liv jeg saae for Foden laae, saa flygtigt som en Strøm af Ord. Men fra min Grav en Evighed jeg skuer for min Aand bered. Min Erindring -- o hvor stor! -- er mit hele Liv paa Jord, fra mit første Ord til sidste. . . Ak, men alle synes mig nu som Tanker fuldbevidste! Tanken i det dunkle Skrig, Angest eller Glæde fødte, naar mig Jordens Syner mødte, viser sig nu klar i mig. Ja selv -- o søde Drøm! -- mig synes, i Himmelen jeg ikke ukjendt er; som om det Navn, de høje Aander kalder mig med, var Klang ifra min Barnealder; som om jeg Ormene besøgte hist en Tid, fordi min Frihed vilde stevne did, og kommer nu af egen Kraft tilbage; som om mit Legeme kun var et Slør, som Døden af mit Væsen nu har draget; som om de Been, jeg bar, var kun et Fængsel; som om min hele Viisdom hissetnede, der vilde Gud i hvert et Blad oplede, og skjalv dog, naar det rysted, for hans Vrede, var efter fordums Himmel kun min Længsel. Evas Aand. Saa, Adam, synes det mig med, som om jeg havde tabt en Salighed, men fundet den igjen, skjøndt glemt er meget -- af Navnene ja selv mit eget. Dog -- ak jeg veed ei -- men jeg troer, at, først naar Alle døde er' paa Jord, og have om mit Hjerte samlet sig SIDE: 124 i samme Vingely, da seer jeg mig meer høi og glad og lys end før jeg var: som disse skjønne Aander stjerneklar. Akadiel. Ja, Aander! som Sjelene stimle frem fra Jordens Hjerter mod Himmelens Hjem, da stiger eders Salighed; naar Jorden er øde og Alle døde, da naaed I Maalet, af salige Aandekredse omstraalet. Adams Aand. Ja se i alle vore Slægters Øjne histnede skimtes Liighed klarlig nok med disse Himlens Aanders Straaleblik. Dog vilde deres Øjne kun for mig nu være Taageslør, og deres Øre en snever Grav at lytte i; min Aand, der flyder over Alting fri, i deres Pande være stængt og kvalt. (Menneskene stede Adams og Evas Liig til Jorden.) Evas Aand. Ah, se mit Liig! Ah, hvor de pryde de gamle Pjalter! Ah, mit Liig imellem mine Børn! O, saae I mig, en Lovsang vilde Eders Taarer bryde. Ah, seer min Datter der mig i sin Graad? Hun stirrer hen mod mig . . . Ak nei! Da græd hun ei. Adams Aand. Jeg seer hver Tanke dybt i deres Hjerter. Ak, hver en Taare (Barnets Kjærlighed dog fryder saligst i min Salighed) som glindser paa min Baare, Ak, hver en Taare (Barnets Kjærlighed Ha, se denne Søn, som slaaer SIDE: 125 Graven fuld af Graad og Haar! Hvert et Haar er udrakt Braad, hver en Taare Skeleblik af hans Hjertes onde Raad. Ve, hvis ei jeg vidste vist, Alle blev som Jeg tilsidst, Kummer Himmelen da fik! SIDE: 126 SYNDFLODEN (Uveir og Stormflod. Himlen mat flammende. Paa Fladen af et Bjerg et Altar, hvorom Mennesker forsamle sig.) Akadiel. I Farver har deelt sig den Edens Stamme: her hvid som Dagens rene Flamme, hist sort som dybe Efteraarsnat, der gjerrig har slukket sin Stjerneskat, som om den Stammes Hud var brændt til Kul, dens Blod for hedt var tændt. Fra Vestens Synskreds fra Skovens Skjød fremtriner en Tredie som Morgnen rød, fra Østens ud af Teltenes Skjul en fjerde Ætling som Maanen guul. Som Dyrenes Skarer paa Steppen der brænder, hylende jagte af Flammen, fra Jordklodens Ender af stigende Hav drives Slægterne sammen. De studsende skue hverandre. Men Bølgerne brøle dem nærmere alt; imellem dem aabnes en fraadende Spalt; Strandene sig i Sekunden forandre; de synke for Foden, for Øjet de svinde. "Til Bjerget! Til Bjerget" er Skarernes Raab, dets første Tinde det eneste Haab. Did styrte de brogede Skarer, forfulgte af stigende Farer: gule og røde, hvide og sorte, som vilde de bryde Skyernes Porte. Men medens de klattre, Hjerterne banke hos Alle af samme knusende Tanke, at Floden kun for deres Synder er kommen, dens brølende Afgrund er Dommen, Skyen, som brænder, Sværdet i Guders hævnende Hænder. SIDE: 127 En Offerpræst. Den sorte Røg af Synd og Suk, af Avinds Aande, af Smaabørns Blod over Jorden ruger. Dog skjuler den ei. Mennesker. O, kunde den skjule, vi syndede meer! Havet stiger, Jorden synker, Skyen er bleven Bølgens Skum. En Offerpræst. Os Offerets Røgsky skjuler ei. De store Guder paa Havets Skjold opløfte Jordens skjælvende Hoveder mod Hevnens det gloende hængende Sværd. Mennesker. Ve, Dybet til Fodfæste, Lynild til Skjul! Havet stiger, Jorden synker, Stjernerne i Dybet gaae. En Offerpræst. Vil Himlen atter parre sig med Dybet? Stormfulde Skyer flyve liig geile hylende Ugler omkring, og Bjergene bøje som Kviste sig ned. Havet sig hæver til et bristende Æg. Mennesker. Havet stiger, Jorden synker, Bjerget svømmer under Sky. En Offerpræst. Ve, at I, medens Dagen var klar, ei Dybenes Magter et Altar gav! Thi Vreden slaaer ei ydmyge graadblændte Blik, men svulmende Nakke, letsindige Smiil. Mennesker. Havet stiger, Jorden synker. Hvor er Himmel, Jord? Kun Dyb! SIDE: 128 En Offerpræst. Thi, hør! ei eget Altar slaae de vrede Guder, om Alt forgaaer. Ene, midt i det endeløse Hav, det kneise som et Minde over Livets Grav og som et Minde, at eet Hjerte dog var fromt: Det, som opreiste det. (Alteret skylles væk.) Mennesker. Hver forbande nu sin Broder, han hvis Synder dræbe dig! Himlen Jordens eneste Gave Altret, har forskudt. O Ve! Hvor skal vi fra Hevnen flygte nu i Guders vrede Mulm? Dødens Sværd er paa vort Hoved, Dybet gaber ved vor Fod. (De flye. En Moder taber sit Barn.) Moderen. (famlende efter det.) Hvor . . ? -- Ak, Dødsens Mulm, befoel dig Guderne at sænke dig imellem en Moder og Barnet? Bølgen skreg? O tys! Mit Barn, hvor er du? Jeg skal flye med dig. Din Vugge jeg har jo i Skjødet. Fæle Lynets Lys! Mit Barn er skyllet op paa Klippens Horn: et Dyb er mellem Moder og Barnet? Heller kunde da et Dyb mit eget Hjerte kløve -- -- -- (Styrter sig i Vandet.) Skrig, Barn! og led mig, Lyn! (En Mand kommer drivende paa sammenbundne Træer. Den svømmende Kvinde omfatter hans Flaade. Han støder hende væk.) Manden. Ha, skulde jeg ei nyde af min Kløgt, der lod mig ride paa og tøile Vandet? SIDE: 129 Du skulde leve? Jeg -- jeg skulde døe? (Et Lyn viser Moderens Liig.) Ha, ve, min Moders Hjerneskal jeg knuste! Ve mig, jeg seiler i min Moders Blod! (En Hob Mennesker klattrende opad en Klippe.) En gammel Kvinde. Dreng! Dreng! -- au, bruger du din Farmors Ryg bort! bort! -- saa krum, til Stige . ? En Dreng. Eia, Vandet er efter mig . . o holdt mig Bedstemo'r! En Mand. (styrter Kjellingen ned.) Hør, hjælper mig! Hans Søn. Tag mig med Fa'r, o Fa'r! Manden. Gaa! du har dine Been! Saa slip mig Dreng! (spænder Drengen ned.) . . Hør hjælper mig! Du gode Mand, hal op min Sæk. Der er min Skat . . En anden Mand. Ha redder du dit Huusgeraad, og kaster bort din Søn? Gjør Plads for Drengen der, som skjælver . . Ha, Du sidder paa min Moders Liig . ! Hans Søn. Hjælp Fa'r! Han der med Sækken dræbte Bedstemo'r, og styrted' lille Tubal ned, hans Søn, fordi han hang i Sækken! En anden Mand. (styrter Manden med Sækken ned. Han river anden Mands Søn med sig.) Ned da! ned! O ve, min Søn . ! O! o! SIDE: 130 En Yngling. (træder paa en Piges Liig.) Anah! Anah! En Mand. (fra Toppen.) Du træder paa din Brud, som paa en død, opskyllet Fisk. Ynglingen. (knæler ved Liget.) O, Anah! Det er ei Anah! Manden. Snart da Vandet skal din Anah vaske, saa du kjender hende. Ah, vil du op endda? ei døe med hende? (styrter opad med en Kvinde, der har et Barn i Armen.) Kom Kvinde, lad den Lille ligge . . Ha! Kast, kast din Byrde! (kaster Barnet bort.) En Mand. (fra Toppen.) Bliv nede med din Vanvidskraft! Jeg lever! Manden med Kvinden. (styrter Alt ned om sig.) Kom! kom! væk! væk! Ve! Dødsens! Ha! Hvad klæber mig om Benet? Ha, hvad Tang? hvad Græs! (seer sig om) O ve: min Faders Graahaar! Kvinden. O frels mig ikke! Jeg er uden Børn. Manden. (arbeider sig med sin Kvinde op paa Toppen. Brydes med den Mand, som havde den inde før.) Ha, bort! Her er ei Plads for Tre! Du døer! (styrter ham ned.) Kvinden. Hvi bleve vi ei slugt i denne Syndeflod, da du har Foden glat i Faders Blod, og Barnets Skrig i mine Øren holdt? SIDE: 131 Manden. Vi ere nu som Adam og som Eva: vi holde Livet inden vore Arme, og dette Horn af Fjeldet er vor Jord, og denne Ørnerede Paradiset. Kvinden. Se, Mand, hvad kommer hist? Et Bjerg, som flyder? Manden. Ah, det er Noahs Bygning, ham man spotted da han arbeidede med sine Sønner og speidede mod Himlen. Ha, hans Kløgt er værd, at alle disse Slægter døde! thi nu maa Dybets vredereiste Ryg jo bære Manden? Havet er hans Slave. Hvor stolt det glider her forbi det Tempel for en Adamsætlings Aand! Det suser Spot til mig fordi min Sjel, skjøndt Hav og Himmel drønte, endnu sov og skjøndt hver Kvist, som drev forbi, mig burde lære hvad den Noah lærte. Af Skam jeg burde styrte mig bagefter i denne hvide Elv, der følger Snekken, hvis du ei var her, Pyrrha, og mit Haab. (Brune Mennesker forsamlede ved Ganges.) En Mand. Paa rappe Heste, høje Dromedarer fra Vestens Sletter ere Bud paa Bud hidkomne for at smelte deres Skræk i salige Hindostans milde Sol. En fremmed Mand. Vi ere ei længer Flygtninger, thi vi har seet fra Dhavalagirs Top, at Himlens Brand er slukt, at Dybets Svulmen sank som Røg. SIDE: 132 Lyksalige Hindostan, Guders beskyttede Slægt, du frydes ved guddommelige Ganges! Thi i sin Harm retfærdigt standsed Dybet ved de Gudfrygtiges Bredder: Himalah! En anden Fremmed. Ja, salige Hindostan, du svømmed over det vrede Dyb, som Lotosbladet. Se, da Dschagatai, før Jordens høje Hjerte, blev til en rundtomskvulpet Strand, da saae vi det hele Vestens Liv, som gjorde Frats og Pischons Bredder lige Jordens Mund, der, altid ædende og altid leende, med Skrig og Skvaldren Himmelen forhaaned, som splintrede Lemmer af et Liig at drive, at tumles, at klæbe sig til vore Bjerge. En Mand. Ja, Guders Vrede er ei blind som Mandens; idet det farer, aabner Lynet Øjet, og Hevnens Sværd sin Haand bag Stjernen har. Vi sank ei; thi som Hines, var vor Haand ei fuld af Blod, og Smaabørns Bloddamp ei vor Himmel mørkned; reen og sød som Ganges vor Fromhed var, og Guderne Det saae. En anden Mand af Folket. O tal ei saa! Er vi ved Skræk ei tugtede? Er Skræk ei Straf? Erindring om en Rædsel ei Tugtensriis? Vi vare jo som dømte til stivt paa vore Brødres Død at stirre? I vore Bjerge gjenlød deres Suk. Og dømte ere vi jo til at feje den store Dødsplads reen, hvor Ribbene af vore Brødre hænge rundt om Palmerne? Mon Dyrene ei vare fromme? Dog de maatte flye i lange Rader, og vi Mammuth saae i Dødsskræk søge op mod Nordens frosne Sumpe og dets Iismark; SIDE: 133 sig hele Flokke samlede i Huler, og Vandet skylled efter dem, og lukte med Dyndet deres Grav. En fremmed Mand. Hindostans Slægt, hvis palmebrune Farve det rolige Tusmørke viser, hvori det Menneskehjertet er tilladt at leve, -- se du, fra Adams hvide Æt sig Solen vendte, for sin Hevn ei se! Kun Een sit Huus, Seths Afkom, Noah, frelst; thi, se, hans Kløgt, paa sammenbundne Træer, ham løfted til Chaldæas Fjelde let, hvor Tusinder, hans Brødre, i Flugten for det skyllende Dyb, med blodige Fingre hang. En Mand. Ja Disses Jord var skjult af Offerbeen; og Folket var saa hvidt, da Angsten ved de blodige Offre havde bleget det; og deres Børn kun Synd og Syndskyld arved. En fremmed Mand. Meschias' og Meschianes blege Æt, der gjorde Kaukasus til Liigsteen og den sorte Ørk til Baare for hver Fremmed, til Dynd er knust, da mod hinanden Himmel og Dyb sig knuged. Kun een Mand og Kvinde paa deres Brødres Pander stege op til højest Tinde, hvor de leve. En Mand. Ja Disses Hjerter svulmed saa af Synd som Kaukasus. Nu er da Ganges' Børn de Jordens Første og de Sidste. En fremmed Mand. Mæt af den halve Jord har Dybet lukt sig. Det joges af det røde Blus paa Himlen SIDE: 134 fra Vesten ind, og har nu efterladt om Kaukasus en Ring af sorte Have, et Gab i Jordens Midte fuldt af Øer (som Noahs Japhet tog til Arvedeel) der ligge, lige Levningsbeen, igjen, som Gravhøje over sjunkne Folk. En anden Fremmed. Se Frat og Pischon fandt igjen ei deres Baner, og Nil, de sorte Menneskers dybe Skille, alt kjæmper sig et nyskabt Land igjennem, et Land af Dynd, hvor før imellem Bjergene sig Havet skar. En Mand. Men Hindostan blev urørt, da Jorden skabtes om. Det er det Ældste. En anden Mand. Paa Elefanterne -- se hvor Mandens Skræk sin Kvindes og sin Afkoms Taarer stivner! -- hidkomme Sydens mørke Folk. En fremmed Mand. Ja kunde min Sorg og Kvindens Taarer vejes, da ei Elefanten bar os; vi da laae med vore Brødre under vore Strande. Thi se Kambodja revned fra Malakka! Vulkanerne udspyede Vand og Ild; i Syd er hele Landet skyllet bort som raadent Kjød; en Hær af Øer, som Been paa Dødens Val, som vilde Haar paa sorgfuld Moders Skjød, nu ligge spredte! En Mand. Men Hindostan som Jordens Hjerte, men Ganges som Jordens Pulsaare er; SIDE: 135 den Himlen ei vilde knuse og splitte, at ikke hele Jorden skulde døe! (Røde Mennesker forsamlete paa Chimborazzo.) En Mand. Ah, Jorden skjalv da for at føde? Se fra Andes, hvor vor Jord er voxet -- ha, udbredende sig i Havet! Vælted Havet mod Østen sig at sluge Østens Lande? -- thi se mod Øst det endeløse Land, hvor før var Hav! se Landets store Floder, hvor før var vilde Strømmes Gang i Havet! -- og, skvulpende i Dønninger tilbage paa denne Side gjorde Chiles Kyst saa steil og lige, og Panama smal, da det igjennem denne Lænke vilde sig bryde, for sit Løb igjen begynde? Før syntes vi vor Jord var liden, kun en Bjergekrands, der kløved Havet . . Ah, nu see vi ikke Havet meer mod Øst; men kun dets Kilder i disse Landets Floder, der stige fra de gamle Tinder ned at maale og besee de nye Lande. Akadiel. Mennesket troer, at Himlen, Guds Barm, kan fyldes saa fuld af Suk og rygende Synder fra Muld, at ud den maa briste og knuse hans Jord, til Intet tilbage knuge det Alt, Livet saa herligt har formet og malt, det splitte paany ad i Chaos'ets Damp, der først ved Livets og Dødens Kamp, som Livets Seirsbytte, dynged sig til en Jord, der rødmed i Lysets Smiil. Han troer, at Jorden, det Døde, for ham, for Aanden, skal bøde, SIDE: 136 som, dengang det Evige Liv ham gav, fik Løn i sig selv og Straf. Øiner han Spor til Kræfternes Kamp i hans Jord, fræse Vulkaner, æse Oceaner, Sig ene Aarsag og Offer og Maal for Striden han ahner. Visner hans Ager, tømmes hans Skaal, han skjælver, og troer: "mig Himlen maa hade; min Synd er saa stor." Fyldes hans Lade med Dynger af Frugter, han smiler, og troer: "min Fromhed seer Gud, min Dyd er for stor, mit Offer Han lugter." En Kamp som Elementernes nys, da flammende Sky var Dagens Lys, da vildfarne Stjerne i Livsensgjær brusede Jordkloden nær og Dybene steg den imøde, i Menneskeheden vil reise sig, naar, Sandhedens Blus over Hjerterne staaer og kalder dens Vidner at bløde. SIDE: 137 HERREDØMMENES OPRINDELSE KONGEDØMMET (En Mand omringet af sine Sønner.) Manden. Opreiser Eder, Sønner, under Spydet! I, mine treti Arme, jer udbreder, og sammendriver Folket ved mit Telt! Manden. (til Folket.) I samled inden disse Bjerge sammen jer Teltehob, at Alle om den Enkelte et Hegn af Arme kunde flette, saa han ensom ei blev Dyrs og Fiendes Rov, og for at vogte og at nyde sammen jer Rigdom. Men, hvo er i denne Hob, der dreves sammen jo af Angest, for at Hver kan finde Ly indunder disse isammenstukne Hovder -- Hvo er som Hjertet, det Styrkens Æg? Hvo er som Middelstøtten, hvortil de Alle læne sig i Nøden? Mon ei den Rigeste? Mon ei den Stærkeste? Og Hvo er riig som Jeg blandt mine Hjorder? Og Hvo er stærk som Jeg blandt mine Sønner? Hvo riig? Og dog, var Jeg end arm som I, min Styrke skaffed mig dog Rigdom atter. Saa er min Styrke da min bedste Rigdom, min Ønskehat, min Pung, som ei kan tømmes. Men -- ha, hvi gav mig Himlen Styrke blandt de Svage? Hvi i Eders Armod Rigdom? Mon, at jeg skal blandt Eder meest arbeide, naar jeg har Magt til Eders Sved at tage? Mon, at jeg skulde give bort min Rigdom, saa den blev Armod, Eders Armod Rigdom? Hvad Velbehag i Styrke, naar den ei kan hvile? hvad i Rigdom, naar den ei kan dynge sig? Ha, Alt skal voxe jo! SIDE: 138 Den Svage skulde frydes da som jeg? Maa alle Dyr for Løven trælle ei? Naar deres Fedme blomstrer, han dem plukker. Er jeg ei som en Løve i mit Folk? Se, mine treti Kløer i mine Sønner, der bævre alle af mit stærke Blod! Se, denne Hale bag af mine Trælle, Hjemfødninger, der leve i min Skygge i frydfuld Ro, og fødes af mit Fad! Hør! See I ei, at ingen Fiende nærmer sig mine Hegn? Saa vil jeg frede Eder for Vestens sorte Folk, der svømme over vor Flod, forfærde os, som om vi saae vore levende Skygger, og fortære Eder, -- hvis I vil kalde mig for Eders Løve; jer Nakke bøje under denne Fod; jert Liv i denne Kjølles Skygge sætte; jer Ager give mig, men dyrke den; og bringe mig det Bedste; hvis I ville mit Telt med eders Døttres Skjønhed pryde, og Eders Æt for min Æt være Slaver, som, Fædre, I og Alle ere mine, ifra min Ældste, til den Hyrde, som med Svinet æder Olden. Folket. Vær vor Hersker! Thi vi din Kjølle frygte. Manden. (fælder En med sin Kjølle.) Saa da splintres Enhver, som giver mig ei Skat og Trældom! Hver, i hvis Pande Jeg seer malet Trods! Hver, i hvis Mund er ei min Viljes Gjenlyd! Hver, som betvivler, at jeg er hans Lemmers, hans Livs og Døds, hans Sveds og Rigdoms Herre! SIDE: 139 Folket. Vort Liv er i din Haand, vor Sjel er i dit Blik, vor Vilje i din Mund, o Herre! Manden. Hvor standser vel min Magt? Ha, den maa rulle som Alpens Sne! Mon der er bedre Folk end disse Trælle i de andre Skove? Min Fryd og Rigdom voxer med min Magt. Saa rulle den da, til en Guds den ligner. Reis Eder Folk! grib Nogle Sværd og Fakler, og Andre svinge Spydene fra Hesten og Andre gjennem Horn forkynde Alle, at de for Jordens første Drot maae knæle! Hvo har den bedste Hest? Den jeg bestiger; thi Eders Bedste er jo mit. Ha, nu, naar jeg befaler: "brænd, og myrd, og dø!" saa brænd og myrd og dø! Og vi skal være som Løverne: vi æde vil vort Bytte; og som Hyænerne: vi bli'e ei mætte! Se, reis et Banner og et Mandehoved paa blodigt Spyd! Naar Banneret saa hvifter, og synes slaae sig tyvedobbelt ud, betyde det vort Mod og Blod, der vil sig brede over Jorden! -- Ha! Og denne Krone jeg sætter straalende nu paa mit Hoved, til Mærke, at den nu er Jordens Sol! (Hæren drager bort.) En Mand. Ja, vil du være Løve, vil jeg være Ræv! Hersk du om Dagen! vær du Dagens Konge! Til mig skal Natten skatte! (plyndrer de tomme Telte og Hytter.) En anden Mand. Ja, vil du være Løve, vil jeg være Ulv. Vil Jorden ikke bringe mig sin Skat, SIDE: 140 saa maa jeg straffe, og den tage Selv. Den Ret du lærte mig, du første Konge. (myrder første Mand og tager hans Bytte.) PRÆSTEDØMMET En Mand. Vel, Konge, vær du alle Nævers Konge! Din Arm er stærk, min Arm er svag, men skulde min svage Arm da trælle for din stærke? Jeg med vil herske; og mit Herredømme skal være stærkere end dit! Lad Kongen sidde paa Jordens Nakker; Jeg paa hans vil sidde. Hersk ved din Arm! Jeg hersker ved mit Hoved! Hersk over Armene! Jeg hersker over Hov'derne! Du skjælver, Konge, som din mindste Træl, for Himlens Kræfter, som skal vorde mine, for Jordens Syner, som jeg gjennemskuer. Fra Fjeldets klare Top jeg stirret har i Nattens Dyb, og givet Stjerner Navn. Jeg vil dem fra min vide Offerkaabe udryste over Kongens stolte Isse. Se, Han med Folket, som for Alting skjælver, der er en Tomme over Alles Hov'der, sig bøjer ned i Støvet, naar jeg stiger fra Fjeldet ned med mine Stjerneguder, at sætte mig paa Alterne, hvor før de ofrede til deres dunkle Skræk, og søgte Gravens Mulm med Blod at lysne! De troe nu Intet, eller Hvermands Tro er formløs Sky, hvori hans Hjerte svømmer -- nei, eller Taage formet efter Alt som skrækker ham. Men jeg skal danne, efter min Lyst, den Sky, og fylde den med Guder; og denne regelløse Tro (saa Den, som boer paa Stranden, dyrker sorte Bølger, og Den, som boer paa Bjerget, dyrker Stormen) jeg former efter mine Indfald, naar SIDE: 141 jeg siger lydt fra Tempelet, mit Slot, at Jeg, de store Guders Høitbetroede, den former efter Disses Villie, efter de høje Stjerners Baner, hvor den tydes. Da Folket skal om Guder bede mig, og jeg skal sende Skrækkensskyer som min Trælleflok. Da, Drot, beherske Du ved Frygt kun Folkets Pandeskaller! Jeg ved større Frygt skal Hjernerne beherske! Thi Stammerne jeg sanker til een Tro, nu da min Stammes Altar jeg har reist til Mærke for de Andres, nu da Jeg ifra min Stammes Offerpræst har kaaret mig ud til Alles Overofferpræst. En Mand. Stir Du kun i Nattens Bug! Spaa af Stjerners Flugt! Jeg vil see i Fuglebug, spaa af Tarmens Lugt. Som til dit, skal Folket og til mit Alter stimle, troe, at jeg i Dyrets Bug gjennemskuer Himle. En anden Mand. Rædsels-Guder skabende, skræmmer Jorden du; bøjer under Præstestav Alles bange Hu. I dit offerblodige Spor sniger jeg mig tyst, hænger Amuleter paa hvert et bange Bryst. For Guld og Ære vil jeg lære dumme Folk en List: din fæle Gudfloks Vrede tæmme med en Trolddomskvist. Med Troldmand og med Spaamand har Offerpræsten Pagt: indunder deres Stave er hele Jorden lagt. Akadiel. I lange Rækker af Kroner Jorden er lænket vorden. Og Hjerterne til vilde Offerflammer nu blusse sammen! SIDE: 142 Gjennem Offerhymner, gjennem Sejerssange hyler Offrenes, Slavernes Jammer. Tyranniet har i Kongen sin Arm opreist, sit Hoved i en Præst, i Trolddomsstave sine Fingerspidser, der rinde af Blod; i Kronens demantsmykte Tagger det viser de skinnende Tænder. Men, Frihed og Sandhed -- Aandens Ejemærke, i Menneskehedens Barndomsirren henlagt, bortkastet ei, thi det kan ikke tabes, om Jorden svam i Blod og Skyen var ei Blomsterduft, men blodig Offerrøg, om over hver en Hytte stod en graadig Tyran, om Solens Lys blev fanget ene af mørke, slugne Offerpræsters Kaaber, -- ved dybe Greb i Uvidenhedens Mulm vil hentes ud af stærke Abirieler; dog atter glide under Mængdens Hænder i Dybet ned, saa kun dets øverste Glands i Dybets Aabning, som de Templer kalde, bli'r skimrende, til Himlens Kræfter selv det løfter, under Aanders Jubelsang, heelt op af Dybet, og Klenodet lægger som Straalering om hvert et Hjerte. Den Tid skal Støvet kalde "Frelsens Tid." SIDE: 143 LYSBRUD I MØRKET. GULDALDREN Først løfted Barnet Armen, knuste Fluen; saa sprang en Yngling frem og tynte Panthren; sig reiste Manden saa, og fældte Løven. Og Manden hersked over Kvinden og de treti Sønners Telt. Saa tvang hans Styrke, der rørte tredsindstyve snoede Arme, og aanded treti Pile ud paaeengang, de Svage til for deres Liv at trælle. Saa blev Han Slægtens Første, da han reiste et Fædreherredømme; derpaa drog han, som hele Folkets Konge, ud, og tvang de andre Jordens Folk, da med sit Folk (paa begge Sider udbredt lige Vinger, mens han, som Hjertet bankede dem frem, og Kronen var et funklende Ørneøje) han omfløi Jorden, til han dalte paa den sidste Hytte, der i Syden er -- som trukken op af Solen -- klinet liig et Fuglerede, op paa Stylter. Men saa svang han sig med Hærens Fløivinger, som Jordens Midte brede, over Jordens Midte, og skjød i spidsede Falange Neb, liig Nordlysgrene, Hæren saa udover Iismarkerne i Nord og satte sig (som trætte Falk, hvis Mod er længere end Vingerne og Luften, hvor den aander) paa Dvergens Hytte, der fra Marken knapt i Mulmet rager op og synes liig en liden blaagraa Sop. Saa blev den sidste Pande jevnet da indunder Mandens Stav; og alle Nakker (den ranke Baktrers og Jakutens lave) laa bøjede over Jorden jevnt som Bølger; og Mandens Herskerbud fløi over let som Vinden med de sorte Hvirvel Fodspor. Saa løfted Barnet Arm og Yngling Bue SIDE: 144 og Manden Kjølle og tilsidst et Scepter, da fleer og flere Undertvungnes Hyldest hans Kjølles Buler slikked' bort, og gjorde den til en rank og blank Befalingsstav. -- Først laante Barnet kun sit Vuggerum; sig dyrked saa en Yngling op en Ager, og fæstetog den af sin Fader; saa sin Kvindes og sin Stammes Ager ejed da Manden, Sønnens Hjord og Slavens Sved; saa tog han ved sin Styrke Folkets Land; hans Ager slugte alle Folkets Agre; og saa blev hele Jorden til hans Ager, med Aftenens og Morgnens Sky til Gjærde. Ha, Mandens Kaabe blev en Tordensky, der mørkned Jorden! og den Jordens Rigdom, han ikke tog, men lod de Andre laane, blev som hans Krones Affald. Med sit Spiir Han maalte Jorden af i Riger, lige tykbugede Elefanter liggende med barske Blik og Snabler mod hinanden. Se Hindostan og China og Ægypten! Se Babylon og Medien og Baktrien, Assyrien, Arabien og Persis og Lydien og Skythien og Libyen og Æthiopien, de Sortes Rige! Og Manden i sin Krones Ring indstevnte og maalte Folkene og mærkte dem med Bannere og bandt dem rundt om Throner som bedst det lysted: ei som forhen, da, liig Dyr, de klyngedes sammen efter Farven og fængslede bag Bjergene sig Selv, som vare disse Jordens sidste Grændser. Men Manden paa sin Skulder flyttede Cimmeriens Mulm og Jordens Grændseskjel, og traadte jordomskyllende Ocean med Foden længer bort. SIDE: 145 Først laae et Barn i Moders Hætte; saa sig fletted Ynglingen en Hytte; saa udspændte Manden Teltet over sit og sine Kvinders Hoveder paa Sletten. Hans Trælle byggede da op hans Huus; hans Hær det løfted som et Taarn opover hans Folkes Arner, saa det raged høit opover lave, hvide Telte, ligt en Ørnenakke over slagne Duer. Han bød da Alle samle sig omkring ham, og bygge Huse rundt hans Borg, og kun hans Fiender paa Flugten imod Nord og Syd i Ørknen under Teltet hvilte. Saa reiste han en Borg i hver en Stad, som Husenes Konge og som Stadens Horn; han Porte satte; Mure slog han rundt som Stadens Arme; planted Spyd paa Taarnet, som Stadens blinkende Øine over Sletten. Da reiste Babylon sig over Sumpen, i Frat med Marmorfoden trædende, med Sale, lige Himle, under Himlen. Se, Ninive kløver Sky med Kobberhorn! Og stolte Ganges er som Elfentand omkrandste Tunge, der fortæller Hindostan om Delhis Pragt, den saae i Løbet, og nu maa fortælle, liig en nys udsluppen og mættet, frydfuld Gjæst, der ei kan tie med hvad han nød og saae i Kongens Hal; dog fører Floden med sig ud til Havet (den Bølgepøbel) Alabastersøiler, og Guldkarnisser, som sank i den ned fra Delhis og fra Agras Overflod. Se, Maanen hviler sig paa Sardes' Tage! Og Stjernerne i Stjerneskud sig splitte paa Samarkandes Taarne! Se Persepolis, et blankpoleret Kaukasus af Marmor! Syvarmede Ekbatana og Baalbek, den Ørknens hvide Dugchrystal, SIDE: 146 og Skythiens Asgaard, liig et Ural af den graa Granit til Tanais Sletter tryllet! Som Peking, Stæders Hoved imod Øst, først lettende paa Kupler Morgenrøden er Memfis Stædernes hundredringede Hale, der, bugtende fra ene Nilbred, dukker sig under, men i store Hvirvler snoer sig paa den anden Bredde op, som for at række og at slynge rundt sig om den Jordens Vægtstang, som er sjunket paa Syenes Brønd, hvorefter Theben ogsaa med hundred Munde gaber. Først Barnets Lov var Maven; saa blev Hjertet, der Straffe skrev med svulne Vredesaarer, og Mildhed kun ved bløde Slag dikterte, for Yngling Lov; og saa blev Hovdet Mandens, og saa blev Manden hele Folkets Lov. Men da i Folket Manden blev som Hoved, og hele Folket blev som til een Mand, med Mures Muskler, Marmorstæders Knokler: blev Manden, da sit Folk han løfted som Retfærdighedens Arm, Aljordens Lov. Hans Scepter blev Retfærdighedens Vægtstang; og, som han dermed Land og Grændser maalte, saa gav han Folket Vægt og Maal, og Sceptret blev Krigens Sværds og Fredens Alens Mønster. De Tappreste til dem at tvinge, som den vise Orden, Mandens Vilje, trodsed, hans Sønneæt, til Eje gaves Jorden, som de med Blodet vunde og forsvarte, idet med blodige Hjelme de den dækte og Nogle Hjelmen lagde, Kroner løfted. Se, Krigerkaster, Kongestammer reiste sig da som Folkenes Aasyn og som Arme, der, uden Arbeid, laae til Kamp beredte! De andre vare kun som Folkets Mave, og Agrens Furer bleve Landets Indvolde, SIDE: 147 foragtede, dog overladte til i Ro at være Folkets Rigdoms Kilder. Og Nogles Fingre bøjed han til Kunster; da Smedjen klang, og Meiselen blev liig en Skabers Tordenkile. Ved sin Kvinde da lærte Manden Jordens Kvinder Spolen at slaae i Takt med Hjertet, hvorpaa Livet af Livsensaanden -- den i Alting Aandende -- udspindes og de røde Kinder væves, og Jorden til en Veddekamp at tvinge i Frugtbarhed, saa deres Drengehoveder de saae, naar Maisen bøjede sig gylden. Hør, da sang de Alle om Isis, Ceres, Frigga og Athene! Saa Manden Jorden tog, for den at dele med Scepteret i Ejendomme ud; og Magten tog han over Jorden, for med Dommersværdet Ret til Hver at skifte. Den, som i Sumpen Dragen søndersled, og kasted Korn for Slangeæg i Dalen, fremhalte Skovens Voldsmand af hans Hule, opreiste Konger over Landene og Herrer over Stæderne, og Dommere til Konger gjorde han paa Torvene, men Alle fast til Guders Love bandt han. Naar Tyven greb i Mørket, greb han over det skarpe Dommersværd, og Morderdolken paa Retfærds Skjoldhvælv brast ihvorsomhelst han stak, og sprang tilbage i hans Bryst. Selv Skoven delte han; hver Vaand fik Ejer. Sig Kysterne med Lov og Hævd tilegned de fjerne Bølger. Alt blev Ejendom, og løb ei længer mærkeløst i Chaos. Som Brødres Huus de store Stæder bleve; og Landeveje, liig Kanaler, hvor de rige Dromedarer seiled og SIDE: 148 Kanaler, fulde Skibes Landeveje, imellem Stæderne blev liig de Stier, der gaae fra Nabohuus til Nabohuus, saa sikkre, at i Midjenat de vandres. Som Naboer, der til hverandre løbe, for Brød og Ild og Vand at laane, da sig hented Kolchis fra Ægypten Korn, Ægypten Guld fra Æthiopien, fra Thracen hentede Phønizen Viin, og Baktren drog til Sidon efter Purpur. Nu lyder Menneskets Trin i Marmorhal, hvor Vaaben hænge blot til Stads; og gjennem Chrystallet seer han alle Elementer derudenfore trælle for hans Lyst. Han flyver over Jorden liig en Tanke; dog hviler han, thi, se, paa blanke Vogn han ruller over Bjerg og Dal som Tordnen; han farer over Bølgen paa sit Seil; ham Elefanten bærer, mens han sover; han ligger rolig, medens Jorden maa forbi hans tankefulde Øine løbe. Nu plyndrer Manden ei sin Kjortel meer fra Ulven, Kvinden sin ei fra Pisangen, Ei hule Løvehoved sidder længer til Skrækkebillede paa Mandens Isse; men Sølv og Staal Hjelm, Stjerner lige, Krone, liig Solen og Turban som Morgenskyer. Dem hyller Purpur nu og Silke, saa selv Oldingen er livlig Sommer liig. De see hinandens Aasyn kun, som Solens, til Tegn, at kun de skulle hos hinanden det Aandige søge. Derfor sig forelsker nu Aasyn sig i Aasyn; ei, som før, da Dyr de ligned, Lænd i Lænd. Se, Jagten, Mandens strenge Haandværk, mens Kvinden efter Jordens Rødder roded, er bleven til en Leeg! Med Pragt han skjuler, SIDE: 149 at han en Dag de Funker lader gløde af Myrdelyst, han har i Aaren. Hunden maa snuse foran ham, istedetfor han spored selv tilforn indunder Løvet, og løb med aabnet Næseboer mod Vinden; istedetfor hans vilde Opjagsskrig maa Skovens Aande gjennem gyldent Horn fortælle Echo, at den store Herre betvang en Hare. Og, se her! se her et Folkenes Krigstog nu! Fra Baktrien en Hær uddrog, at vinde Indiens Rigdom; og Indien, lige byttelystent, sender en endeløs Række over Fjeldene. Ægyptens og Chaldæas lange Rader fra Vest til Øst hiin Strøm fra Syd til Nord tverkrydse; Rækkens Hoved bugter sig igjennem Thibet, medens endnu Halen ved Eufrat rører sine Krumninger. Men fromme Dromedarer er for Hingste, og Uld og Silke er det Kamptogs Røg, og Elfenbeen er Kampens blanke Sværd, og Kryderduft er for de Slagnes Suk, og Guld, med Retfærdsvægtskaal Stempel paa, og Purpur er i denne Kamp for Blod: i denne Kamp, hvor begge Parter vende som Sejerherrer hjem: i Handelsstrid, hvor Snekkens spændte Seil er Sølvbasuner, der raabe ud til Verdens Hjørner Snillets og Flidens Seier over Nøden. Se, i denne Kamp, hvis Valplads er et Marked, hvis Hære Karavaner, midti Ørknen liig vandrende Byer, maa Fliden, Tidens Ploug, og Snillet seire! Thi de, som Livet, voxe kun ved Liv; ved Møje, ny Bevægelse, som Blodet; men Nød og Dovenskab og vilde Dumhed kun voxe lidende, som døde Steen, kun ved Opdyngning og Hensmuldren. SIDE: 150 Dog, om de voxede, som hos de Folk vi kalde Vilde og Barbarer, til uhyre Dynger, som med smudsig Skorpe hvert Hjerte overgroede tykt, dog mægted de ei at værne sig mod Snillets Flid, saalidt som Jorden, trods dens Sammenhæng og Vidde, Plovens Tand kan standse, eller dens Fure, naar den løber, klemme sammen. Saa skjære Plantestæder ind sig i Barbarens Lande, og de Vildes Hytter med Skam sig trække ind i Skovene. De see med Blusel sig imellem Dyrene og disse Fremmede; og Sønnen elsker ei meer det Liv og Magt hans Fædre lærte af Sviin og Ulv. Som Skovens Papagojer de Fremmedes Sæd og Ret de efterligne, til høit de hæve sig som de paa Jorden. Saa maalte Manden Jorden som en Stad, og Staden som et Huses Kammer, saa ei Bævren eller Bien spotted mere. Ved Lov og Ret hvert Folk tilskifted han et Land, hver Stad til Borgere, hvert Huus og Kammer delte han imellem Brødre. Og Kongerne kaldte Manden deres Fader, og Krigerne kaldte Manden deres Høvding; og Præsterne kaldte Manden Solens Søn (thi Hjerterne oplyste han ved Love, med Vinter Strenghed og med Sommer Mildhed; dog skinned Retfærd gjennem Strengheden, som Vintersolens lunkne Blik i Skyen) og Folket kaldte Manden deres Gud; og alle Tunger med forskjellig Tone ham hylded. Saa langs Nilen klang "Osiris", ved Ganges "Crishen", "Fohi" lød i China, SIDE: 151 ved Tigris "Belus", og i Schythien "Odin", hos Celterne "Tuisto", og i Hellas "Dionysos" "Herakles" "Zeus" "Saturnus". Først drømte Barnet kun om Moderbryst; i Moderskjødet fandt det da sin Jord, i Brystets Knoppepar sin Sol og Maane. Sig Yngling reiste saa, og saae sig kastet i Livets Bølgegang og Brusen -- ha, "Hvo rørte Blodet? Hvo mon Tordnen slog? Hvo gik i Bølgen? og Hvo fløi i Stormen?" Han vidste ei. Han ofred blot, og skjalv. Saa Manden stirred til hans Blik blev graat, paa Jord og Himmel, paa de Ting, som skrækked de Dødelige saa, og ind han hylled sit Hoved, at det ei af Tanker brast. Hans Sjel med Offerrøgen steg og dalte. Hans Tanker syntes snart at fylde Himlen, omfatte let som Skyer hver en Stjerne, og see med Solen ned paa Alting; men med Asken sank de ned igjen. Han vidste ikke, hvi han ofred hvad han fra sin Hunger tog; dog dreves han til Alteret. Han kjendte ei sin Herre, dog vidste han sig Træl, sig bunden følte. "Fik Solen Ofret? Hører Stormen Sangen? og hungrer, mættes Skyen? Ve, se Tordnen sit eget Offer splittrer! kold gaaer Skyen sit eget Altar over, ligegyldig sin viede Ild den slukker!" Da vendte Manden Blikket mod sit Hjerte, og saae sin Aand -- og nu hans Rynker kroged sig ei som Spørgsmaal, men som Viisdomsstave, der maale Dybet, finde Himlens Midte. Da saae i Verden han et udstrakt Legem; SIDE: 152 i Stjerneraderne varme Livsensaarer, saa Solene vare Pulse, Stjernerne de Aarer, som tilbageførte Blodet, som i hans eget Bryst: i Bladets Rasl, i Bølgens Døn, i Tordnens Skrald Allivsens Aandedrag han hørte; ham Dyreverdnen var det Legems Nerver, det ranke Menneske Rygradens Marv, opstablet imod Hjernen, som da var de skjønne Skabninger i andre Verdner. Da saae med Sjelens Øje han et Hjerte -- o som en tusinddobbelt Sol imidten! -- hvis Æther strømmed gjennem hele Livet, (gjør Løven brændende og rødner Rosen) saa Liv og Død er kun dets fremad og tilbagesvellende Puls; i Hjertet saae han med Sjelens Fjernsyn, Ahnelsen, en Aand, Altrørende, al Aarsags Aarsag, som giver Formen Hensigt og Betydning, hvis Drømme Menneskeaanderne ere, saa jo visere en Sjel er, destomere til Viisdomstanke da er klarnet Drømmen. Og Mandens Læbe helligedes, da først den nævned: "Gud" -- den Ene -- Gud. Men frem den Lyd (som dengang Vinden blæste i Vandene) af hvert et Hjerte hæved en Tanke, Mandens liig, dog bleg og sløvet, som Jorden, da den graaned først af Havet. Og Folkene knuste Altrene, som vare en Form for deres forne dunkle Angst, og, knælende i Støv, med blottet Bryst, Ægypten raabte: "Kneph", Hinduen "Akhar", og Persen "Zeruane Akherene", Chinesen "Changti", Siamesen "Fta", den Sorte "Numbo" og Iisboen "Kutka", Malajen "Sommonakodom", og Gothen "Alfaudur", og Hebræen "Eloah". SIDE: 153 -- Og Manden førte op de Viseste til Fjeldene, og lærte dem at sanke ved Solens Lys og Stjerneblus de spredte Almagtens Trin og Smiil af en Algodhed. Da, se, han lærte dem Guds høje Tanker i Tavler male ind med hellige Tegn. Et Æg Alskaberen da viste, som i sig indslutter Alt. En sløret Kvinde betegned Guds ugranskelige Viisdom. En Mand, med Solen i sin Pande malt og Stjerner funklende paa alle Lemmer, men endende i Dyrelab betød Guds Viisdom, sig i Verden ifra Sol til Krybet aabenbarende som Almagt. En malet Slange som i Svælgets Dyb sin Hales sidste Stjerne slugte, viste den Evige, i hvem Allivet bølger (de vide Sfærers Bugnehvælv af Liv liig Slangens Bugter); og et Barn der sad med sammenbundne Fødder bøjet paa et Blad, der vipped midtpaa Oceanet, dem viste Gud den Hellige, der røres ei, og smittes ei, og krænkes ei, og rystes ei ved Verdners Undergang, om Himlen end blev til et svullent Hav af mørke Suk, og Jorden lysned op som Solen af det Blods Udgydelse, Han skabte. Et Barn, der sidder paa et Sneglehoved, betegned dem Guds Forsyns sære Gange, hvis Hvirvler dog hans Viisdomsaande støber og samler alle i eet Punkt tilsidst: i Salighedens og Erkjendelsens; og se, en Tornebusk i Brand, med Flammer til Blade, men dog ei fortæret, viste dem Guds Retfærdighed, der straffer uden dog selv at røres af sin Vrede. Den Tid i Menneskehedens Liv, da først Fornuftens Øje som en Vemodstaare SIDE: 154 opvaagnede, og saae sit Maal og Kampen paa Livets Slette, hvorpaa Aarene som sorte Valpladsstøtter rage frem med Erfaringens Paaskrift -- den Tid herudenfor dens Barndoms Hauge, hvor sig snoede, som blinde Øgler rundt en duftløs Rose, de tusinde Uvidenheds Affødninger om Uskylden, og gjorde denne værdløs: . . den Kamp den gik imøde, med sit Blik alene rustet, mod Vildfarelsers og Blændelsers Nordlys, Lidenskabers Storm, og Lysters Hvirvler, Uvidenheds Taage, Begjerligheds blinkende Sandser, mod Ladhed, sig væltende som raadden Damp i Kjødet -- den Tid i Menneskets Liv, da første "Hvorfor?" sig reiser som en dugget Torn i Barnehjertets Rose -- denne Tid afmalte Manden som et herligt Træ omspundet af en Slange. Og han lærte, at hver af Træets blanke Frugter var en Indsigt, og, at Slangens Farveskin var Sandser, men dens Hvirvelgange Nerver; at Slangen først har Menneskene lært at spise af dets Frugter, i hvis Sødme sin egen Gift den blander. Thi da Smerter Uvidenheden greb iblinde, og da Lyster fødte Sorger, tvang Fornuften frem første Øjeglimt; men stedse formørkes det af vaagne Lysters Jubel, af Smertesuk, saa hvert dens Glimt er ligt en Sol bag drivende Skyer. Da Tanken "Gud" var evig malt af Manden, han malte Himlen i sin Hules Hvælving, gav hver en Stjerne Navn, idet han døbte dem i sit stirrende Øje, samled dem i Klynger og Figurer; og han maalte det endeløse Rum da med sin Stav, og satte Jordens Plads i Verdens Buer, SIDE: 155 og bandt dens Liv til andre Stjerners Flugt. Saa vogted Sirius jo, som Hunden trofast, Ægypten, naar, af Sol befrugtet, Nilen opsvulmed som et Moderskjød og vilde fortrænge Jorden bort til begge Sider, saaat dens brede Voverad blev liig den Kvindes Veer, der sit Teppe splitter af smertefulde Fryd (som om hun vilde føde saamange Børn som Skjødet skyder Bølger) og halvvanvittig søger Plads. Se, Stjernerne er Skibenes sikre Roer og Styrmands Øje: saa hvor paa Himmelen de svæve, svæve som blege Skygger Jordens Skibe efter! Og efter Stjernens Baner skyder Ploven i Muldens sorte Nat sin Bane hen. Ja Manden gav de Børn (de Jordens Vise!) som sadde ved hans Fod, de Himlens Stjerner til Fakler, hvormed ind i Himlens det Helligste og gjennem Gravens Dybeste de lyste sig. Thi sig af Hine reiste da Nogle op og sagde: "Mester, du har lært, at Gud du i dit Hjerte fandt: Se, vi i vore speided men da aabned sig blot den vide Tomhed!" Manden da med Haanden strakt mod Stjernerne dem lærte med Legemets Øje finde Hvad de ei med Sjelens Øje mægted at opdage. Han lærte dem med Sjelens Øje see igjennem Legemets Øje atter gjennem de aabne Stjerneøjne, der beskue Guds Storhed. Saa malte Manden da paa Templets Vægge Kalenderen; og af den malte Tanke "Gud" fremkom, som Slangen der af liden Klump udskyder endeløse Ringe, atter en Viisdomslære, gjemt i Hieroglyfer, om Sundhed, Velfærd og om Frihed, om Dyd og Last (de Sandheds og SIDE: 156 Vildfarelses Ansigter, der gjøre Hjertet tvemasket) og om Tro og om Udødelighed. Da Talens lette Vind han formed i Bogstaver evig; Manden skrev da Vedam og Yking, Zendavesta og de ti Bud. Han satte deri Hjertet Lov og Ret, som Kongen satte den for Haanden; og han maalte Bueløbet af for Tanken, som Gud for Verdnerne, da sig hans Viisdom med Kræfterne udrusted; og for Haabet han maalte Pusterummet og dets Svingning; og udenfore Tankers tætte Verdners og Haabets lette Aandekredses Buer han viste det Uvisses Chaos (som sig ei til Tankeverdner end har samlet) ligt Taagestjerner, og deruden om igjen da Vidløshedens Tomme, indtil, naar Gravens Bog sig aabner, Jordens Kundskab en Verdensviisdom bliver. -- Saa lærte Manden Mennesket at male dets Tanker af i Tale og i Digt, og lærte det, i Tegn og Skrift og Farver, at give Talen evig Lyd. Som Tankens Tunge blev da Griffl og Pensel, saa gav han Følelsen i Fløiten og i Plekteren dens Tunge; og han lærte at gjøre Jublen tryllende i Fløiten og i dens Vildhed nøgen skjøn paa Cymblen, og Jammeren melodisk sød (saa den ei gjorde Hjertet ligt et Aasyn fortrukket, men, om sorgfuldt end dets Træk, dog regelmæssigt) ved at sende gjennem Citharen Klagesukket. -- Saa lærte Manden sine Sønner da: den Mandens Æt, som blev de Vises Kaster, og ligned Folkenes Hjerner. Men fordi nu Disses Kundskab voxte fra en Nød til Verdners Størrelse, hvor midti laae, SIDE: 157 som Kjernesolen, Kundskab om sig Selv og Gud -- fordi de lærte Mandens Viisdom, at maale Jordens Vei og Stjernens Flugt, og kjendte Livets skjulte Kræfter, (saa Syge knælede paa deres Vei, og Halte de bød gaae og Blinde see, i Ilden gik, og aade Slangens Gift) samt kjendte Gravens Haabs Udtydning (den Regnbu Bro imellem Tilværelsens Dyb og Bestemmelsens Høide) og saaledes forstod at kige fra det ene Liv og til det andet gjennem Graven som om den et Seerør var, saa kaldte Folkene dem "Hellige", og "Vise" og "Profeter". Men Manden, som af disse kaldtes Fader (Han som til Folkenes Fosterfædre danned dem) af Menneskene blev nævnet da "den Helligste", "al Jordens Viisdoms Ophav." Hør, da lød hans Navn i Jordens Tungemaal som helligst; som "Hermes, Mimer, Zerdusch, Jo og La, og Buddha, Menu og Confutse, Moses." Akadiel. Denne Alder Mennesket kalder Guldets Alder. Ve! snart den falder i Offerblod ved Altrets Fod. Ve! Slavers tunge Aandepust med Ir den dækker snart og Rust. Snart skal den, fuld af Kobberofferknive og Krigskobberhorn, til Kobberalder blive. Tyranners Jernsceptre saa ville rage frem af Jernaldrens tunge Dage, hvor Kronerne ere det eneste Guld. Thi Kronebærerne -- o sløve Menneskeaand, som selv sig slutter i Slavebaand, for engang, naar Lænkerne groe for dybt, saa Smerten vækker, at finde sig sammentrukket, SIDE: 158 vanvoxen, vanvittig i Throne-Lukket! -- iblandt Millioner er ene fri. Af Kvinde fød, Han gjør sig til Gud i Muld, behersker sin Broders Liv og Død, ja Tankefostre i Hjertets Skjød, halvfødte Suk og Tusinders Smiil han former alt eftersom hans eget om Læben sig ormer; sin Kaabe med Blod han forgylder, og Slavernes Masse knæler og hylder, slikkende Broderblodet af hans Kaabe og hans Kongestav. Som Præsten kalker af Folkets Hjerner op Altre og atter med kilden Skræk for Tempelvægges dunkle Træk, for Trolddoms Kviste og Afguds Stjerner opfylder Hjernernes tomme Skaller: saa Kongerne Folkets Nakker binde isammen, og deraf -- hvert Folk et Bundt -- de Throner bygge paa Jorden rundt. Snart kneise tusind (og hver et Minde er over en Frihed) i gyldne Haller. Friheden er i Tyranners Magt. -- Abiriel! hvor er din Styrke forlagt? Deler du døsig Lastdyrets Ro? ønsker du kun som Kaalen at gro? fryder dig fro at du tør aande og sole dig dog som før? Sandheden er til Bedraget forraadt! -- Abiriel! Abiriel, i Muld og Nat! Dit Legem er krumt i Despoters Lænke. Din Aand i sløv Uvidenhed skal stirre sig dum paa Tempelhal? befales at troe? forbydes at tænke? SIDE: 159 indvendig fortæres af Laster, mens udvendig Aag om dig Herskeren kaster? Ve! Konger og Præster isammensvorne! Frihed og Sandhed forlorne! Stirr da, ulykkelige Menneskehed, i flygtende Aarhundreders rygende Fjed! stirr over dampende Vale, gjennem rygende Tempelers Haller, over sjunkne Throner, gjennem brustne Kroner, over Aarhundreder, høinende over sovende Slaver Lænker og Been, Monumenter og Grave, gjennem Sekuler, der sig rugende holde liig sorte Volde, liig Borge faste om nye Vildfarelser, gamle Laster! Og skimt da Et, som bryder gjennem lyst, med Straaler om sit Hoved (første Aar, det reiser rødmende fra Jordans Kyst) idet det stiger over Dynger af Aarhundrede Brødrenes Liig, saa ned de synke, og evig bort, som Støv af Grav, den fule Stank af Trældoms Lyster ryger sort! Da, støvklædte Himmelske, er eders værste Jammer sin Ende nær. Den eneste Gud erindres igjen fra Himmelen, og Aandeverdenens Lov, henblegnet, paany i Hjerterne vorder tegnet. Afguderiet, Uvidenheden faaer Banesaar. Den værste Tid da sin Fylde naaer. Dog døer den Tid, SIDE: 160 som bringe vilde Aljorden Freden, i blodig Strid, og vorder kun bedre Tiders Vaar. Da løfter Eder Millioner! Abirieler, I Aander stærke, da maa I haste bag Fortids Grave og Mindesmærker jert Aag at kaste! Med brudte Lænkers Raslen I skræmme de blege Tyranner fra Borgenes Gjemme! de Brødre, som Tusinders Frihed tvinge vil indenfore en Krones Ringe! Da bryder Svøben! da knækker Spydet! da knuser Altret, hvor Præsten bød, og Blodet af Eders Afkom flød! da lyser med Fakler i de Orakler, hvis Huler vare det Mulms Cisterner, der overskyllede Eders Hjerner! O Menneskehed, knæl da, Broder ved Broder ned! bryd da, Læbe med Læbe, ud: "Himlen meer ei deles efter Altrenes Kvadrater; Jorden kløves ei og røves meer ei af Tyranners Sceptre. Blodige Kroner, Bøddelstaal, Trældomsfakler og Offerbaal glimte meer ei over Jorden. Gjennem Præstemulm, gjennem Kongetorden Frihedens Morgenrøde, Sandheds lyse Dag straaler under Himlen, nu eet Tempeltag; daler ned paa Jorden, nu eet Alter vorden for Brødrekjærlighed. Jordens Aander gløde i friske Hjerter nu. SIDE: 161 Frihed er Aanders Hjerte, Sandhed Aanders Hu. Jordens Aander alle ned i Støvet falde den Evige paakalde. Hver sin Thronehimmel i egen Pande har. Hver i eget Hjerte har Alter og Offerkar. Drot er Hver for Jorden, Præst er Hver for Gud! SIDE: 162 HERSKENDE KASTER ADEL. Mænd. Vist Kongen er den Rigeste; ene rig, og alle Andre Fattige. Vist Kongen er den Frieste; ene fri, og alle Andre Trælle. Vor Eiendom er Hans; vor Frihed fik han jo i Arveskat af vore Fædre. Vi kunne da ei klage, thi som Trælle vi fødtes jo? Men dog blandt Folket Vi have meest tillaans af Kongens Naade. Men dog blandt Folket, denne Ørken af bøiede Nakker, vore Vi højest hæve. Vi eje meest (og ere da de Bedste), hvis Laant er Ejendom. Vi ere frieste; ja, hvis Tilladelse er Frihed. Nu, lad Selvherskeren vor Rigdom tage! Nu lad os være kun hans første Slaver! Bør Vi da ei fra Folket atter tage? til vore Trælle gjøre Folket? Ellers jo Vi, paa hvilke Kronens Gjenskin falder, der trælle som i Ly bag Kongekaaben, og klippe Stykker af den til at dække vor egen Armodsbrøst med, vare lige med Ham, hvis Svedsmuds gjøder Agren; thi da vare Alle lige usle Trælle. Nu! Folkets Nakker ere stærke, saa de Kongens Trælle med for Os kan trælle. Thi ville vi med det ene Øje true, men med det andet, vendt mod Kongen, smile; og med den halve Mund vi ville byde, men med den anden smigre da og lyde. Paa Folket ville vi os hævne, saa, naar Kongen slaaer os, saa gaaer Slaget fra Øre til Øre gjennem hele Landet SIDE: 163 til Bondens Svinehyrde; naar Han griber i vore Punge, saa skal Grebet gaae fra Pung til Pung til Svinehyrdens Drengs. Som i een Takt, naar Kongen løfter Sceptret, vi løfte Svøber, som hans Slags Echo. Og dette Chor skal døve Folkets Vid og Sands, saa Nabo Nabo's Suk ei hører, og sløve Folkets Kraft og Trods og Tanker. Naar Kongen tvinger Folkene at bygge omkring ham tyve Mure, ville Vi det tvinge ogsaa Borge os at mure paa Fjeldene som Ørnereder, og paa Sletten Herregaarde. Og naar Kongen tør øve blodig Dom paa hvem han vil i hele Folket, saa vil Hver af os nu tage Haands- og Hals-Ret over Alle, hvis lave Hytter krybe under Borgen. Naar Kongen tager vore Møer og Kvinder saa ville vi, hvor Lysten peger, vælge blandt Folkets Hustroer og Døttre. Da hver tugtig, ubrudt Ægtestand skal synes som givet af vor Naade til en Trøst. Men, at ei Folkets Kraft fra Dalene skal svulme op mod Borgene, Vi ville (som Kongen holder Hær, og føder den med Landets Sved og Nabolandets Blod,) Huusknegte holde, slaae en Landserund om Borgene, og væbne Folket af, og vænne det til nikkende at gaae med senestærke Armepar ikors bag Ploven, Aare ud og Aare ind, paa laante, hjemstavnsbundne Mark, imens Vi ville stedse staae i Vaaben, med et hundred Sværd mod hvert et blottet Bryst, det tør lidt tungere aande end isøvne. Naar Kongen lyster Krig, blot for at finde sin Frilles Favntag varmere ved Hjemkomsten, Vi ville styre Blodets Strømme med SIDE: 164 Kommandostave. Og, naar Folket er indbanket Troen om, at Adelsblod (som rundet af Guds eget Hjerte) er meer ætherisk end dets eget tykke, saa synes selve Den, som misted Armen, at saadant Saar er intet mod den Rift vor Finger fik i Kampen. Saa slutte Vi, med Staalbryst imod Staalbryst, en Ring om Thronen, saa vi kue den -- det er vor hemmelige Pagt -- da den jo kneiser i vor Midte (skjøndt til Kongen Vi sige, at Vi er hans Værn mod Folket) og blandt os Selv vi keise Thronens Ejer; men udadvendt er Ringen imod Folket -- det er vor aabenlyse Pagt -- saa vi mod Folket ligne Klipperader, som beskytte rige Dale -- engang Havbund -- mod Havets magtesløse Mukken. Saa Vi afsondre os fra Folket, der synker ned som Bærme, men Vi blive den stærke Viin, og Kongen med hans Magt vel svømmer over os, men kun som Skum. Og Folkene kalde os med Buk og Bæven: "Satraper, Krigerkaster, Rajahs, Fyrster, Dynaster, Optimater, Aristokrater, Patricier, Lehnsherrerne og Adel." PRÆSTESKAB. Mænd. Vi vide, at den store Lærers Røst ei hørtes udenfor hans Hule, hvor Vi sadde ved hans Fod og lytted. Nu er Hulen bleven Templer og de ydmyge Disciple, som sig skulde sprede ud blandt Folket for at lære hvad de hørte, og træde saa, med Issen bar, tilbage, er blevne infulerte Præstekaster. SIDE: 165 Som før Vi udenfore Mest'rens Hule, i vore Templers Forhal Folkene knæle, og vente, at vi Præster dog engang udtrine ville for at lære dem hvad Mesteren vor Redelighed betroede, at vi igjen det skulde give Folket ufalsknet, simpelt som han Selv det gav; kort Hvad er Ret at gjøre og at lade, for rolige at leve og med Dyd at bære Sorg og Glæde, og hvad Pligter Tilværelsen de skylde og Bestemmelsen. Men -- lad dem gabe udenfore evigt, til Mundene blive Dumheds aabne Flab! lad Folkenes Hjerner gotte sig med Gjetning (den ufordøieligste Føde, som udspyes og igjen til Drøv indhumpes)! De ligne Fugle, snappende efter Luften, mens vore Kroer bruse fulde ud! Lad Folkenes Hjerter i Forstandens Mulm af Skræk og sløve Fryd omdrives evigt, som Morild, der af Ilden kun har Skinnet i Havets Nat. Vi ville gjemme Hvad af Mest'rens Viisdom vi os erindre inden denne Kreds, og drive Enehandel dermed dyrt. Vi skrække Folket fra den enfolds Sandhed ved den Mysterier at kalde, og indhylle den i Tegn. Naar Folket fordrer, Vi pege da paa disse Hieroglyfer med et Betydnings-Smiil, og give dem da Optog, Sange, Dandse og Musik. -- Se denne Skal kan Folket pille paa til evig Tid! Og det vil evigt pille, med Bæven skjøndt for at det Inderste skal briste ud, og saa i Luften vanhelliges eller svinde ind til Intet. Thi Vi Isammensvorne skulle sværgende belære selv graahaarede Jordens Børn, SIDE: 166 at dette Indre er det Allerhelligste, hvis Liv de troe med deres Stirreblik at skimte sig bevægende bag Teppet, mens det kun vore egne Skygger er. . . Vi skulle lære, at den indre Viisdom er os af Himlens Aander foresjungen Os, under Hemmeligheds Slør og fire Øjne, af Verdnernes almægtige Gud fortalt: at den er Aabenbaring. Men dog, at denne Aabenbaring blev os saa betroet (som et Lugte-Æg, der vandrer rundt fra Næse og til Næse, som Bedstemoders rare Traktement, men ei maa aabnes) at vi skulle vogte den for nysgjerrige, gudløse Blik; men prente Folkene ind, at just dens Kraft og Hellighed, som Trolddoms-Lægemidlets, bestaaer i dens ukrænkte Hemmelighed: at Vi, som eie denne Aabenbaring, hvem Gud sin Viisdoms Planer har meddelt, som vogte den, derved alene hellige, ukrænkelige ere og ufeilbare. Vist vil hvert Folk da snart sig føie i at lugte Hvad de ei maa see og smage. Snart ville de sig nøie med at amme en Tro i deres Hjerner, liig en vandig uhyre Kaal, men luge Tanker op; og troe, at netop sjeldne Sandhedsglimt er Salighedens Kornmod i det lumre og kjære Sommermørke over Hjerternes nedbøjede Grøde. Men Folkenes Underdanighed, den vi som deres tause Tak betragte. Og mon vel de ei bør takke Os, fordi Vi sløve deres Hjerner, aande Mulm om deres Sjele, saa de see ei fuldt den Jammer, som dem knuger? Hvis de saae den simple enfolds Sandheds lette Veie, SIDE: 167 med Friheds luftige Palmer mærkede, til Ro (som er jo al den Lykke, Støvet kan stræbe efter her) og Dyd (som er jo al den Stolthed, al den Pragt, som Støvet kan stræbe efter her -- saa lærte Mestren) da blev jo Trællen vor og Kongens Lige? da bleve Alle Præster jo og Konger? Thi, trods de tykke Bind og bugede Ruller, er Sandhedskjernen liden, let at døie; og, vikles Hamsen, Basten, Skallen af, vel mindre Tand end Huggetand naar Melken. Ha, Vi, som mangen Mest'rens Lærdom glemte, og mangt et af hans Tegn, hvori han vilde den gjemme evigt, har forglemt at tyde, og knapt Kalenderen nu mægte stave, Vi skulde fremstaae nu godvillige, med Bluselsmine, til et Regnskab for det dumme Folk, og sige: "vi har glemt, og anden Hjælp ei vide end at bie til atter Mestrens Lige fødes?" -- Ha! Mon bedre ei med Jordens Kræfter prale (med Plante-Læge-Stjerne-Videnskab) og sige: "Himlens Kraft i vor Haand er! Nu troer, I Folk! Det er jo Underværker!" Mon Vi, som ind i Mest'rens Hule traadte, som traadte op blandt Stjernerne paa Fjeldet, nu skulde træde ned igjen blandt Mængden? forene med de Svage os, naar Konger selv skjælve for det Dække, som vi ryste? os bøje med de Blinde under Aaget vi see, fordi de ere vore Brødre? Mon bedre ei at sammensværge os med Herskerne, at dele Magten; ja, belive den med Skin af Guddoms-Hellighed? forgude Statens Stiftere som Kirkens? forgude første Drot som første Præst? Da Folkene -- hvis de engang mærke, at den Herskermagt, som sidder dem paa Nakken, SIDE: 168 og kuer dem fra Barnsbeen, er alene et Skin mod deres egen stive Kraft, -- dog stedse Kroneskinnet skulle see med Ærefrygt, ved Templets Bifald herliget. Med Adelen Vi ville Konger skabe, men ene (som i hemmeligt Fabrik for falske Myntnere) Vi skabe Guder. Bør slige Mestre Ærefrygt ei skattes? og Templer over Kongeborgen? og Tiender og Offre ydmygt bringes? Se, uden Mestrens Viisdomslære, bliver Guds Eenhed altfor stor for Folkets Tanker, hvis Krebsekløer og Øine af vi bryde, som frem de voxe! -- Nu, Vi Mestrens Gud, som Phantasien lyster, ville dele i tusind Andre, farvede efter Landene. Saa bliver Hindus-Gudehimlen yppig som Indiens Skove; og Ægyptens broget som Nils Affødninger; og Persiens simpel som Dag og Nat, paa ene Side lys som Schirvans Rosendale, paa den anden saa mørk som Kaukasus; Chaldæas, som dets naftaflammende Dale, skræksomt luende; liig taagestore Urals rimede Tinder sig reise Skythiens Gudeformer; og saa rigtbegudet bliver Afrens Himmel, som Sumperne i Libyen beslangede; saa iiskold, øde Eskimoens, som hans Iismark; og Hellenens liig et Luftbilled af Drue-Øerne og hans Marmorklipper. Saa dele Akhar vi i Brahma, Vischnu og Chiven; Zeruane-Akherene i Ahriman og Ormuzd; og Alfaudur i Odin og i Loke; Eloah i Jehovah og Satan . . i hveren Hjerne Disse atter ud i tusind Mindre, indtil hveren Selv SIDE: 169 sig synes Verdens Mindste og afhængig af Alle, og jo da den frygtsomste og letteste at hæve op og tæmme. Da blive Millioner Guders -- o end ejer Stoffet Stjernehimlen og Naturens Kræfter, flere Gude-Emner -- uhyre Drømmeskikkelser vor Hær, der ligger rolig i sin Skyleir kun saalænge Folket knæler ned med Offer. Og foran Gudeleiren, hvor vi byde, Vi lægge, som en Skandsegrav, et Helved af Djævle fuldt, der gribe efter hver en Dyd og Last, der hærder sig mod Os. Saa være disse Djævle vore Bødler! De skulle klore af og svide bort hver Tanke, som, liig seige Græs, sig reiser trods Afgudsbilledernes tunge Trin. Saa reise vi en Moisasoor mod Brahma, en Tyfon mod Osiris, Ahriman mod Ormuzd, Satan imod Jehovah. Men, som vi skjænke hveren Tro en Himmel, saa skjænke vi den og et Helved malt med Landets Farver. Sikkert da -- naar Himlen, fuld af vore Guder, over hvert Hoved, Helved under Foden gaber, af vore Trælle-Djævleskræmsler fuldt; og dog ilive Folkene føle sig -- de skulle troe, at de imidten svæve paa vore Bønners Aande, vore Hænder. Hvo knyer, ham slippe vi, og raabe over: "forbandet du!" Hvo tvivler, vil sig troe fortabt og ude af hiin Ligevægt. Men alle slige Trodsige forvises til Helved eller Ringløb gjennem Dyrene. Saa vi belive Alt, som skrækker Folket, som strækker Horn og Kløer gjennem dets Dumheds Mulm, og gjøre det meer skrækkeligt. Thi før Naturens Ting SIDE: 170 (saa troede Folkene, og vare da som Børn imellem Gløder) syntes blot som faste Gab, der slugte blot den Dristige, som kom dem nær; men nu angribe de, thi vi dem give Vinger, Plan og Vrede. Saa troe De nu, og ere da som Børn imellem vingede, halsede Luer. -- O føielige Folk, som altid gaae et Skridt frem videre end vi flytte Foden! Thi, skjøndt vi spinde mystisk Væv om Alt, som Tusmørkringen rundt om Natten, de gyde atter derom Skyer af Rædsel, som Børn, der, skjøndt en Spøgelsesfortælling i Nerven gyder Gysen, dog forøge dens Rædsler, naar de selv den gjenfortælle . . . Se, naar paa Dragens Stjernebilled Vi henpege, vælge de til Gud den Drage, som vælter sig for deres Fod i Dyndet! Mon selv de da ei lære os at gjøre Symbolerne til Guder? O, vi skulle den gabende Lettroenhed nok made! Ja, om den studser end ved vore Skrækoffre, og snapper efter Veiret i vor Bloddamp de skulle troe, at slige Rædsler (som naar Moder kaster Barn i Molochs Glofavn) Beviis paa disse Guders Storhed ere, der vandre om med Præsterne i Templet, og ledes ned ved Præstehaand til Folket; ei Opspind, ikke Præstebud alene. Og disse slørbedækte Rædslers Skygge vi male i vort Væsen og vor Dragt. Vor mørke Pande er som Rædslen og vort Skjæg dens Slørslæb; maalte Skridt vi flytte frem som Stjernerne; ja, se, som Himmelen vi farve vore Kaaber, besprænge dem med Stjerner, hænge rundt om Slæbet Bjelder (Sfæresangen) Dyr (Allivet) Amuleter (Livets Kræfter). SIDE: 171 Infuler bære vi som hornede Maaner; paa Brystet Solens Ring af Diamanter; i Haanden Offerfakler, Trolddomsstave, som da betegne, at vi skue ind i Verdens Gang, i Livets Dyb og Kræfter, og ere Folkenes Hyrder. -- Se da her en aandig Adels Purpur, Staal og Plade! En aandig Adel, stærkere end den Anden, da blive jo den store Mesters Lærlinge? Thi hersker Kongens Adel (Korn den maaler, som Hjerter vi) med Konger end i Spidsen vidtover bøiede Nakkers stille Hav: Vi Stormen jo beherske, som kan male det ned i Kongegrave-Hvirvler, røre det i Schafot-Skyhoser over Thronen; og Strømmen, som det driver, styre Vi. Hvis Kongerne paa sine Throner hiint Ocean vil dybt beseile, de til os med Bøn maa skatte, som en Skipper paa Stranden knæler ned for Stormen, og paa Reisen seer med foldet Haand mod Skyen. Men hvor vi ei med aaben Magt tør herske, Vi ville liste os krumbøiede paa Pilgrimsgange op til Herredømmet. Og ingen ahner, at et Scepter er i høire Haand hos Den, som med den Venstre sin Ryg hudfletter. Vor Stat er ordnet da: en aandig Adel, som Folket troer oprunden af Guds Hjerne; og Dommersæderne og Talerstole dens Borge ere over Folket. Templer er Statens Hovedstæder, hvor vi kaare en Ypperstepræst til Konge, ja til Gud. Vor staaende Hær Afguderne, og Djævle er' stedse færdige Bødler. Skjebne- og Guds-Domme er vor Lovbog (saa vi faae til Retfærds Vægtstang egen Villie). Og de Bud, vi lade udgaae, ere Spaadomme, SIDE: 172 som sendes fra Oraklets sorte Kamre. Vor Stats Skat Offer er og Tiende. Den Lydighed, vi fordre, Overtro. I Meroe ved Nil vi ville vise først Jorden Mønstret for vor Stat. Den snart i Ganges, Tanais, Phrat og Jordens Floder sig speiler. Saa paa Jorden vi os dele som Brahminer og Schamaner, Talapoiner, som Bonzer, Lamaer og Mager, Aser, Leviter, Aruspexer og som Præster. Røst fra Folkene. Da Faderherredømmets Birkeriis, da Faderpræstedømmets Hyrdestav udblomstrede i Kroner og Tiarer: da, liig brolagte Stene, alle Hovder indunder Thronerne og Altre lagdes. Nu reise sig da Nogle, sigende: "i Os er Guld"; og Andre reise sig, og løfte Thronerne paa deres Skuldre, og sige: "der er Jern i Os og Kobber"; mens Andre reise sig og sige: "se i Os er Lys, Demanter vore Sjele!" Men Vi, som simple Graasteen, i vort Leie maae blive liggende at trædes paa. Ha, Hvad der levnes os i Skjødet maa vort eget Armepar ei vogte? Ha, Vi tør ei med de tusind Munde knye? Vor Tunge ei, vor Mave kun tør sukke. Os Konger skatte nu med Ørnekløer; og, under disse, røve os de Mægtige, de Taarnefalke; Præsterne os tiende, som sorte Krager snigende sig ind i vore Huse. Ei vort Arbeid hviler; ei dynger sig vor Løn; utalte flyde i Jordens Furer vore Svededraaber. I Dommerens Vægtskaal ligge gyldne Lodder. SIDE: 173 Den Armes Klage er kun Spindelvæv; isønder trykkes han, som Spindlen, naar den kryber fra sin Krog. Vel, lad os dog de Store efterligne! Hvi skulle vi da Alles Mindste være? Vi ville støde ud de Armeste til Evigtids Foragt i skidne Kaster; paa dem Vi træde, som paa os de Andre! O bedre dog, i liden Telteklynge at leve under haarde Fader-Riis, skjøndt voxne, kaldes Patriarchens Børn, end, til eet Verdensfolk isammensmeltede, dog være kun een Flok Ulykkesbrødre! Ha, er det Trøst, sin egen Jammer læse paa Broders Aasyn, Millioner Brødres? Hvad? Ha, hvo ejer Styrken? disse hundred Satraper der, hvis veke Muskler knapt i Elskovslegen kunne holde Frillen, om urørt, frisk fra Faderens Dal de hende ved Trælle lode hente? Disse Hundred? Ha, eller Millionerne, hvis Arme er' hærdede til Pleiler, og hvis Pjalter er lige sultne Gab, hvis Fingre ere af Harven hærdede til Harvetænder, hvis Ryg af Svøbeslag til Æselshuder? Men se, der sortne de paa Sletten ned med lange Spyd -- hvad Glimt af vore Knive? af dem vi skjære Brød til vore Børn med? -- med seglbesatte Vogne, lige Skyer med Stjerner rundt, med Taarne-Elefanter, hvis Raseri er Herrens Tapperhed, hvis Snabler er Tyrannens strakte Arme! . . De ægge dem fremover vore Hovder . . Ak, kunne vore Øg mod disse stampe? Paa Æselryg er Bondens svungne Kniv en sløv og latterligen udrakt Tunge. Mon Borge ned med Pleiler tærskes kunne? O, marvløs skjøndt, bevæbnet Arm er stærk! SIDE: 174 Og, lyde sammen tyve Suk fra Dalen (thi sukker enkelt Mund da lee de blot, og lade Bødler slide Tungen ud, og sætte saa den Stumme, Blodige i Gabestokken foran Borgeport): da ruller frem Tyrannernes unge Æt, krigsmodig før den arver Fædres Laster med Borgene, i blanke Rytterrækker bag Bueskytteraderne, de hverve af vores Udskud; og de tvinge flux, mens deres Trælle brænde vore Hytter, de staalbepandsrede Hingste til at vade i vore Kvinders Blod; og, naar de tøire de svedte Heste, vide de ei om det Hvide rundt om Boverne er Skum -- o eller vore Børns Hjernemarv. . . O ve almægtige Kjærlighed, du er, endskjøndt vor eneste Fryd, vor største Svaghed! Hvi avle vi dog Trælle? hvi opdrage Forbrydere vi mod deres Menneskeadel? Vi troe, at Kjærlighedens Roser groe paa vore Mosevægge . . ha, vi yngle, som Oxerne i Stalden, for de Stolte! De sælge vore Børn som Kalve, og som Stude gilde de og slagte dem. Ha, se, naar Leeg de Stolte lyster, flux til Leegplads vælges vore Agre; og, naar Strid dem lyster, jage de os frem imellem sig, og række af vort Blod op Haanden til Forlig. O Jammer, Jammer! Saa blæse fælles Klage Millioner isammen, retsom Hvirvelvinden Ax. Hvad Trøst? hvad Trøst? Vor egen Læbes Klage da synes tusinddobblet jo af Echo? Men største Jammer er: vi vide ei hvorledes vel Ulykkers Aag skal bæres; om, naar vi disse bitre Sorger smage, SIDE: 175 vort Ophav skal forbandes elles takkes. Thi, skjøndt vi vide Trældom uretfærdig, i Templerne den læres dog som Dyd, og Præsten fylder Himlen med Despoter. -- Ja, om vi knæle end, og øse i hans Skjød vor Sved, og kaste vore Børn i Ilden, faae vi dog til Løn alene (saavidt hans Sang og Mumlen vi forstaae) en skræksom Ahnelse, at vore Lænker igjennem Graven løbe, at de smedes paany i Helveder, ja selv maaskee tilbage slæbe os til Jordens Ve! Røst fra Folkene. Hvad? Vel! Levvel du vore Fædres Vugge, du Jord, som avled os -- ak nu vor Stedmo'r! Vi, trætte af at trælle uden Løn, Vi, kjede af at svede og at bløde for nogle Faa af vore Brødres Lyst, Vi lægge Agrene, af Fædres Sved bedugg'de, da de dem fra Skoven vandt, igjen tilbage til de Stores Valplads, til Dyrehaver, til Leilændingsgods, til Hvad de lyste. Men Vi tye til Havet nu glade ved at være slupne ud af Jordens blodige Gab. Vi ville da ved Jordens store Floder sætte os i Stæder sammen, vælge selv hvad Scepter skal reise over vore Arner sig; dog saa at Alle derom Fingre snoe. Saa aabner eder først, I Hellas's Fjorde, der ligne Tunger prisende Jordens Skjønhed, som Mennesk'hedens Tilflugt -- o for Fristater! Saa bærer os, I Joniens Øer, du sønderplukte Rosenkrands -- o vi dens Knopper samle, knytte atter sammen! Saa skjuler, Libanons Skræntninger, vor Flugt SIDE: 176 fra Despotiets Sletter! Libyens Syrter, ei under vore Handelsstæder synker! Misund os, Jord, ei dine mavre Rev! misund os ei at pløie golde Hav! Snart skulle vore frie Stater yngle om Strandene et frie Staters Forbund; og vore Handelsstæder Plantestæder, der græde ei, om end af Jorden de forstødtes ned til Havet. Snart da skal det første Seil fremyngle Seil som Sneflokke, og, Glimt i Glimt, de lyne over Havet. Vor Kløgt skal spinde inden vore Volde Aljordens Rigdom; og, da Alt vil herske, ved List vi amme Sløvhed op iblandt de trællebundne Folk (blot hyppe den; thi den har alt som Snerregræs dem omspændt) og hos Tyrannerne Forfængelighed (blot deres Stolthed kruse lidt og folde). Vi ville kostbart Legetøi opfinde, tillokke, snyde Narrene, belee dem, Tyrannen lære Pragt, ophænge Purpur som Lokkemad og Krambodmærke. Se, vi stikke under Schythens Næse Kryder fra Indien, og smøre Celtens Læbe med Joniens Viin, og gjøre Kornet, som er Melken, ham Naturen har bestemt, for Gothen vammel mod sinesisk Urt. Vi ville bringe vore Bramseil fyldte med Sydens Vellugt til de kolde Strande; indbilde Sydens Folk, at Nordens Peltse er under deres Sol nødvendigt Smykke. Men medens Jordens Skatte strømme saa igjennem vore Handelsstæder, skyller en Rigdom op sig under Borgernes klæbrige Hænder. Og vi binde da med gyldne Lænker Folkene til os; men deres Sukke standse ved vor Muur, SIDE: 177 hvorinden og paa Havets store Torv vor Frihed vi i Eenrum ville nyde, mens Slaver Haan, og Konger Trods vi byde. Røst. Ha, ha -- I som vil bore Eders Fristater, som Medædere indi Dynastierne, jer Frihed i det lille Indelukke vil være liig ubændig Tyr i Tjor. Vi Adel, hvis jert Tag os tækkes, kryber indunder med; hvis ei, er eders Guldstykker en Sæd, hvorfremaf Herskere ville spire. I hade Kongenavn; men blandt Suffeter, Senat, Consuler og Archonter, Eforerne, Patricierne, Dommerne, et Scepter-Neb sig reiser vel i Tiden; hvad eller midtblandt Pøbelen sig hæver en Kongeørn, der Nebbet fuult holdt skjult, til høit nok, for at strække Halsen ud, og klappe ud med Vingerne, han var paa Folkets Aande hævet. Længe kydsk og smekkerformet er ei Eders Frihed; thi Vindesyge er dens Bug og Tænder; og da, naar den er bleven næsten mæt, Ærgjerrighed, dens Geilhed, bruser op, og Sceptre hæve sig. Mon yngles da den gamle Yngel ei, som I vil flye? Hvor langt mon kom I ved at gaae iring? Røst. I ville flye fra Jorden? Kunne I fra Himlen flye vel eller Helvede? De gabe over, under hvert et Skridt. Vi Præster maae da følge, forat lede, som Aruspexer, Disse sikre frem. I kunne flye Tyrannerne; thi kun SIDE: 178 i eders Kapper hæfte Disses Sceptre. Men Os I flye ei, thi vor Krumstavs-Hage er haget ind i Eders Hjerter. Se, Comitiens Bevægelser er kun Augurens Aandes Hvift! Lad Rigdom da og Lediggang en Adel føde, og udruste denne mod Jer Frihed; eller lad hver en Stodder holde sig for Konge, og troe, naar han sin Stemme giver hæst, Stikpengene, hans krumme Næve holder, er billig Skat kun til hans Myndighed! Det er os ligegyldigt (ja desbedre, saa blive vi alene Adel) thi vor Bisag er jo Kampen imod Frihed. De gjerne leve maae som bedst de synes, og have Sandsernes og Legems Frihed. Vor Hovedsag er Kamp imod den Aandens Friheds Sjel mod Sandhed selv. SIDE: 179 HJERTERNES MELLEMSPIL En ung Prinds. Altsaa derfor, hulde Dimna, kun fordi jeg er en Prinds, Du en Agerdyrkers Datter, kan du ei mig elske? Dimna. O, ikke "kan", men tør ei. Prindsen. "Tør ei?" Kjærlighed er aldrig feig. Trodser jeg ei nu min Fader? Dimna. Da er ikke, som du siger du har Vished om, vor Elskov fra den samme Himmel; thi min for dig bestandig frygter. Prindsen. Ve, at ei jeg fødtes Bonde! Dimna. Neppe elskedes du meer. Som du er jeg vil min Elsker, elske ham igjen og døe. Prindsen. Der er ingen Rangforskjel. Er du ei en Dronning over disse Enges tusind Blomster? SIDE: 180 Dimna. Disse mine Undersaatter spises af din Faders Heste. Prindsen. Mellem hine Heste, Pige, er en hvid som Sneen og blød at ride paa som Skyen. Hvad, om jeg paa den dig satte? kvalte dine Skrig med Kys? jog saa til min fjerne Borg? Dimna. Da du elskte ikke Dimna: ikkun dit fortabte Selv. Prindsen. Uden Krone kan jeg leve, men ei dig foruden, Dimna, som jeg kjendte før jeg saae dig. Derfor jeg mit Arverige bytte vil for ensom Hytte, hvis du did med mig vil vandre. Dimna. O nu veed jeg at du elsker. Ædle Zeir, der er min Haand. (En ung Gartner bestrøende en Palladstrap med Blomster.) Gartneren. O, Rose, hvis du kunde tale! Din søde Læbe maatte seire. Dog maatte du i Gaader tale kun, saa halvt hun gjetted selv og blev medskyldig. O frels! (Skjuler sig bag et Træ) SIDE: 181 Princessen. Hver Morgen denne Trap er blomsterstrøet. Det gjælder mig. Her kommer ingen Anden. Men gid mit Hjerte gjetted ret, at det hiin smukke Gartner var, der længe har mig syntes som en Broder! Jeg vil den smukkeste af disse Roser til Barmen tage . . Gartneren. Himmel! seer jeg ret? Princessen. (opdagende ham.) Nei, Himmel! seer jeg ret? Gartneren. Min Blomst, der skulde for hendes Fodtrin salig døe, hun bærer ved sit Bryst. Princessen. Komfrem! Komfrem! Saa vil jeg hæve dig ifra din Ringhed op til min Høihed, ja til Blomstens Sæde. Ei blot har dine Blomster talt, o Yngling; men meer veltalende din egen Taushed. (Allee-Indgang til en Stad. Ayub, en ung Mand, kommer spadserende.) Ayub. Hvad frygtelige Øine der i Grøften? Røst. Ja veed du noget Dyr, der stirrer værre -- ei værre, men meer tro og evigt -- end Fiirbenen? (Et Hoved af vanvittigt Udseende reiser sig af Grøvten.) SIDE: 182 Ayub. O Feramin! min Ven! Her holder du dig skjult? Hvor er det med dig? Feramin. Godt, godt, godt, meget godt, naar blot jeg har lidt Vand i Grøften og saa lidt Solskin. Dog det er det samme om Solen ei sig teer, naar Leila gjør det, den rige Asophs Datter. Ayub. (afs.) Han er bleven af Kjærlighet vanvittig. (Høit) Kjære Feramin følg med til Byen. Feramin. Der man dræber mig paa Gadestenene som Fiirbeen. Her jeg sikker er, skjøndt jeg maa slaaes med Snogen og Tudserne, som mig min Plads misunde. Ayub. Hvor smerter mig din Tale, Feramin! Feramin. Her sad hver Middag jeg i Solens Brand, at Leila skulde see mig, naar hun drog i Palankinen til sin Faders Landsted -- hver Middag sad jeg saa i hundred Dage. Men sidste Dag som jeg var Feramin, da sprang jeg op, skjød Alt tilside og kastede i Leilas Skjød et Brev. I Grøften styrted hendes Slaver mig, og Leilas Latter hørte jeg derfra, imens hun læste Brevet; og den gjorde mig til hvad nu jeg er, thi ved ethvert "Haha", skjøndt det som Sølverklokker lød, SIDE: 183 jeg sank et Trin paa Skabningsstigen ned. Hver Dag til samme Time kommer Hun. Da kryber frem jeg mellem Løvet. Leila. (passerende forbi) Den smukke Døgenicht endnu der ligger, saa doven som en Øgle. Feramin. Hørte Du, hun saae i mig en Fiirbeen kun, men Arten hun vidste ei. Ayub. Jeg lagde Mærke til, at hun foragted Dovenskab. Der har du Vei til hendes Hjerte. Feramin. (springende op) Giv en Skilling! Nei kun en halv. Ayub. (givende ham den) Hvad vil du? Feramin. Dermed jeg begynde vil at blive riig. Ayub. Tro ei, at Asophs Datter ringeagter dig for Armods Skyld. Feramin. Var hun da Leila? Hvad elskes uden det Fuldkomne, Det, som ligner Guderne og Stjernerne? SIDE: 184 Men derfor Kjærligheden er saa stærk, at, om den Elskede forlangte, vilde den plukke Stjernerne af Himlen. Ayub. Viis at du arbeide vil for hendes Priis! Jeg kjender Pigen. Hun ei loe af Haan, men kun af Ungdoms Lystighed. De lee ad første Elskovsbrev jo Alle? Men nu, hvad maa hun troe? Feramin. Fik jeg en Halvskilling? Ayub. Javist. Feramin. Farvel! Du høre skal fra Feramin. Ayub. O Kjærligheds Kræfter! Med samme Lethed du gjør den Kloge gal, den Gale klog. (Samme Sted. En Karavan opfylder Vejen. Leila kommer i sin Palankin). Leila. Spørg, hvem som ejer disse Dromedarer? De synes kostbart ladte. En Slave. Feramin, en Kjøbmand ifra Ninive. Der kommer han Selv paa en Araber. Leila. (afs.) Ah, hvor smuk! Men -- alle Himlens Guder! -- Han fra Grøvten! SIDE: 185 Dog ei hans Øine; Hans det er, der kasted saa dristig Brevet ind i Palankinen. (Drager forbi. Ayub kommer) Feramin. Se Ayub, Ayub! se jeg har arbeidet! Den Karavan er min. Ayub. Hvorledes ? Feramin. Ja, hvorledes? Simplere er Intet. Først for din halve Skilling kjøbte jeg tre rustne Nagler; dem polerte jeg og solgte for en Skilling; kjøbte sex, saa tolv, saa tyve, hundrede, saa tusind, titusind, tyve, ja en Million, og alle disse Rujerns jeg polerte, saa der tilsidst ei kunde andre sælges. Selv Steppens Beduin til sine Heste kun blanke Nagler vilde have; han søgte mig, som havde Enesalget i store Ninive. Ayub. Nu jeg forstaaer. Feramin. Den Karavan er Gaver kun til Leila. Fleer Svededraaber ere faldne ifra min Pande end der gled ifra min Haand polerte Nagler. Men, o Ayub, gaa, spørg om hun mig mindes. Jeg vil dvæle saalænge her, ei drage ind i Staden, men vælte al min Rigdom af i Grøvten, om atter. . . Gaa! (Ayub gaaer. Feramin sætter sig ned) SIDE: 186 Ayub. (kommende tilbage) Her bringer jeg et Svar. Feramin. (Gribende Brevet; læser:) "Giv til din Ven din hele Karavan, og kom med Halveskillingen i Haand til Leila." (Haremsværelse.) Kongen. (trædende ind) Min Zilha! Bort Alle! Zilha! Zilha! Zilha. (omfavnende) Hun er i dine Arme. O velkommen fra Sejer hjem til Lykke, store Rhamses! Kongen. (Til en ventende Høvding) Nu bort! Nedsablingen begynde! Hvormange er der? Høvdingen. Over Tyvetusind. Kongen. Vel! Jeg har talt. (Høvdingen trækker sig nølende tilbage) Zilha. O, Rhamses, hvilke Ord! og disse Læber, som saa talte, har kysset mig? O Fy! jeg smager Blod. Kongen. Bi Høvding! Træl! Ha, Kvinde, frygter du ei for dit eget Hoved? SIDE: 187 Zilha. Gid du tog det! Da følger du mig til en bedre Verden, hvor Alle ere lige, hvor ei Vælde fordærver meer de bedste Sjele. Thi svoret har du jo, du kan ei leve foruden Zilha. Kongen. Det er sandt. Gaa, lad de Tyvetusind leve! Her i mit Harem er jeg barnesvag, ei Rhamses meer i Zilhas Favnetag. (Landsby i Maaneskin). En Yngling (fra en Hytte) Fyllis! min Moder sover. En Pige. (fra en Gjenbohytte) Hermon! min Moder sover. Ynglingen. Selene vaager. Afsted under Cedren! Der er Skyggerne tættest. (Ile sammen bort) En Olding. (Lyttende) Hvor dyb en Rolighed er overalt i Hytterne! Jeg hører hvert et Aandedrag. De Joner have glemt, at de ei hidkom at vorde Lydiens Trælle; og endskjøndt ei Kongens Fogder sparer dem, ved Zeus! Citharerne hver Aften klinge dog hernede i de Kolonisters Landsby. . . Hvad her? Ah! ved sin Kones Hjerte her ligger Byens Hyrde under Skuret, og Selene af Hornet synes gyde SIDE: 188 et oljeglindsende Smiil paa deres Aasyn. Almægtige Kjærlighed! dig er det, som saa bedøver Lidelsen, der just Forstanden skulde skjærpe, og som lægger om Lænken Bomuld -- dig, som yder Tyrannen gjerne Dagen blot han lader dig for dig selv beholde Natten. Men tog han den, da sønderbrast hvert Rige, Deukalions Flod var bliden Svanesjø mod Folkets Raseri . . Ah! her igjen! Hvor hen? (De to Elskende flygte ud af Cederskyggen) Saasandt jeg lever! et af Cytheres Duepar fløi op. (Hvilende Arbeidere omkring et Pyramide-Bygværk.) Rachel. (bringende sin Mand Mad) Spiis, Simon! Hver Dag du magres. Simon. Men højere blier Faraos Pyramide. Og magres? Daglig seer jeg, dig jo, Rachel? Rachel. Bag disse Stene vil jeg boe, saa er jeg hos dig stedse. Simon. Hustru, nei! Jeg føler ikke meer end disse Hjul, der trælle sammen med os, at jeg lever de Timer du er borte i vort Hjem. Mit Legem gaaer ensformigt til det Samme, imens min Sjel, af det uhindret, af Opsynsmanden uopdaget, bag halvlukt Øje drejer sig om Tanken SIDE: 189 paa Timens Glæde naar du kommer; og den mig giver Kraft fra Døgn til Døgn. Men var du her, og Stenene jeg maatte omfavne i dit Sted -- det var en Kval! Min Sjel da vilde stedse være vaagen, ei hvile, som den gjør just naar jeg træller, fra et Besøg af dig og til det andet. Men kom du ikke naar den vaagned til den bestemte Time, just naar Skyggen er lige under Foden -- Rachel, o! da steg jeg op paa Pyramiden og speided, og naar ei jeg saae dig, da, jeg styrtede mig ned derfra. Men nu den ene Times Kjærlighed forsøder de tre og tyve andre Timers Trældom. Akadiel. Kjærlighed Livets Ørken bestrøer. Med grønne Oasers venlige Øer Vaagner en Ahnen i Sjele to, hos Ham og Hende, at ned de stamme ifra forelskede Aander tvende, ifra det samme med Stjerner tækkede Himmelbo: da briste alle Menneskebaand, Rangen og Standen; Aand vil til Aand; i Øinenes Brønd de har seet hinanden. Kongen fra Thronen nedstiger, beholder en Ager af hundrede Riger; Fyrstinden vil flytte ind i en Hytte, sit Diadem for en Blomsterkrands bytte. Mægtige Kjærlighed! Aagenes Tyngde gjør du til Baand af Roser omslyng'de. SIDE: 190 Elskende Træl med lyksalig Foragt skuer sin Herskers Glimmer og Magt; ei føler Kvinden at Slid og Slæb skjærer Furer i Kinden; Graad hensmelter Despotens Harme; og Bjerge gjerne med blotte Arme igjennemgrov Elskeren blot han hende ved Lysets Gjennembrud maatte kjende og at hun ikke paany maa forskyde den blodige Haand, han hende kan byde. SIDE: 191 MAGT OG BEDRAG (En Valplads foran en brændende By). En Konge. Er Seiren vor? Er Marken reen? En Høvding. Kun ei for Blod. Kongen. Ha, ha! Det er min blomstrende Hæders-Piones Dugg. En Høvding. Hist flye de Sidste. Kongen. Vel! er Marken reen, saa dræber Fangerne! (Valpladsens Saarede jamre sig) Ti stil! Forbandet! Om man ei kjæmpe kan iro -- naturligt -- saa kan man ei engang iro jo seire? Saa dræber ham, der vælter sig paa Knæstubben, og rækker -- haaner du? -- sin Armstump op, og griner stygt paa Sejersdagen, nu da Kongen tog et Land, og traadte sønder et Folk i Jordens Afkrog. Hei -- Musik! Døv Disses Skraalen! Cymbler! Blæser ud, Basuner, Disses Livsensaande, fuld af Jamren for en gammel Fa'r, en Mo'r, en Brud, et Barn og andet Hjemgods . . Ha, forbandet, at en Halvdeel af min Hær paa Valen, Seirens purpurhængte Vugge, i Blod sig vælter! Den skal døe, som ei kan Seirens Vellyst nyde: Den, som blander med Jammersuk sin Konges Jubelskrig! SIDE: 192 Saa! -- Jeg ei hører deres Klynken mere; men hæst de aabne Saar i Øret skrige. . Bort! slæng dem bort! Hvis I ei kunne fægte, naar høit med Skyen mit Banner hvisker om en Seir, som venter mig -- hvis ei I kunne medeengang sprøite ud alt Eders Blod i hvert et Ansigt, som ei, stivt af Rædsel, ligt Solsikblomsten, snoer sig hvor jeg gaaer -- Hvis ei I gaae med Smiil i Døden paa mit mindste Vink -- saa døer for Øxen forud! Jeg vil ei, naar jeg kommer hjem i Landet, i Eder see Forbandelser paa Krykker omstumprende. Hvi er da Krigens Storhed, trods denne Spydglands, disse Cymblers Klang (der, hvis den kunde males, maatte males med Solens Straaleglands) ei reen, ublandet? Fy, Pesten yngler under blanke Bann're! Fy, Jammerskrig forstyrre Kongens Jubel! Fy, raadden Kjødlugt blander Laurens Duft! -- Bort slige gustne Tanker! Hvirvler Cymbler! Hærolder, raaber: "Hil du store Konge"! Ha, seer med Fryd, I Overlevende, (thi glæder Eder, at I dele tør et Syn, der fryder Kongen!) skuer hist mit Seiersfestblus flammende mod Skyen! Se, Byens Spire ere Askeskygger! Se, Staden er ibrand en Rose liig, der i mit Fodspor højrød bøjer sig! Hvad hviner? Er det Gnister? Kvindeskrig? Mon Smaabørns Klynken, naar paa Spyd de falde som Silkeballer? eller, naar de hæves ved Benene, for saa mod Steen at knuses? Vel! Stad og Land er Priisgods. Skjænder! brænder! I Oldings Sølvhaar tørrer Eders Sværd! og krænker mellem Luer døde Kvinder! Gaaer, pidsker Havets Ryg, der løfted op min Bro, da tvende Verdener jeg vilde isammensmelte! Hav, som Jord, skal være SIDE: 193 min Træl; thi er Jeg da ei Verdens Gud? og Havet er jo Jordens myge Træl? Mit Smiil beliver, og mit Bryn jo dræber? Ha, fører Folkets Levning ud ifra de øde Arner! Dog til Fædreland jeg skjænker den en fjern og øde Ørken, at blande sig med dennes vilde Folk. Men fører Fremmede her ind paa Tomterne! Det er at rykke op et Folk medrode. . . I ømme Jer? Ha, er det Eders Fædre, I myrde? Eders Døttre, som I skjænde, idet I kvæle dem? og Eders Børn, som skrige, naar I knuse dem? I tænke, at dette Folk end aldrig Jer fornærmed? at vide Ørkner støved mellem Eder? Jeg siger jer, at Disse, som nu vaande sig i min Hevn, fornærmed blodigt Mig: Thi kom de vel og knælte? kom de vel, forinden Jeg dem tvang, og bragte mig al deres Velfærd? Deres Blod og Skrig, som Lyn og Torden, komme ene da paa Kongens Hoved! Gaaer, I Bøddeløxer! Betaler Jeg Jer ikke for at myrde? Opfostrer Jeg Jer ikke for at myrdes? Uddrag med Sang og Spil, min Hær! og dø med Tak, naar Kongen fører dig i Døden! Thi har ei Præsterne jer lært, at leve af Kongens Villie, døe for Kongens Villie, I Mælende? og synde for hans Villie? og segne, eller leve af hans Naade? En Præst. Hør, Brahma sidder paa min Tunge! -- Knæler! (Folket knæler) Guds Aand i mine Lunger blæser -- Ofrer! (Folket ofrer) SIDE: 194 Hør, Brahma er -- han Selv er i min Tale! Han hviler paa min Læbe, som hans Billed paa Blomsten Comala i Havet, i min Viisdomstales bølgestærke Strømme. Og Vischnu, Alts Opholder, er i min Velsignelse; og Chiven, Altfordærveren, er sortnende i min Forbandelse, i min og mine Brødres, i Brahminens! Mon I, I lave, skidne Kaster -- ha, mon I er værdige at høre Brahma? Har I idag jer badet trendegange, og salvet saa jer ind med helligt Skarn? Folket. Alt vort Arbeide bringe vi som Offer. Vi tale ikke, men vi bede. En Præst. Saa hører, I Rettroende og Salige! Saa flokker jer om Shastas Viisdomsdyb, som tørstige Fugle; men, naar nippende I række Nebbene op, da hvæser ud, liig hellige Gjæs, Foragt imod de andre, de tre og fiirsindstyve Hindu-Sekter! og hviner Had mod Fo's og Buddha's -- ha, dem giver Forsmag paa Fordømmelsen alt nu da i Forbandelser! Saa følger da Brahmas Finger i min Tunge -- se, til Brahmas Skjød! Hør, Brahma lærer Eder: "Det er fortjenstligt først og fremst at ære Brahminerne (det første Livsensdryp af Brahmas Hjerne), som at spytte paa og haane Parias. Og til Salighed at bygge Klostre kneisende som Bjerge for os Brahminer og Fakirerne (de Fattige paa Guld, paa Frelse Rige) at der for Eder mange kunne bede. Fortjenstligt, om I bygge op Pagoder SIDE: 195 af Røg og Billeder og Altre fulde, for Brahma, Vischnu, Chiven og Bhavani; for Gungo (Ganges Guddom) og for Sustee; for Lukee, Vischnus; Drugah, Chivens Hustru; for Kalleka, der sprang af Drugahs Øje; for Kartik (Chivens yngste Søn); for Sursutee, (den Brihmah, Guds og Birmanees Datter); for Solen; Moonshee-Tagooran (Gudinde for Slangerne); for Kissen-Tagoor (der nedsteg fra Himlen forat fælde Kjæmper, hvis Fodtrins Støv formørked Hindostan); for Jagannat og Kakaveda, Lingam som ei med Lovsang ene er fornøiet, men krandses skal, med Melk og Honning fodres. Det er til Salighed -- O Hil Jagannat! Der kommer han! -- (Jagannats Billed slæbes frem paa dets Vognstillads, fuldt af halv Dyre- halv Menneskefigurer) . . til Salighed at lade af Jagannats den tunge Fod sig sønderknuse jublende med alle disse Tusinder som trække. (Nogle kaste sig under Hjulene) O ærer disses Helgenbeen! Og det -- saa siger Brahma -- er en Hellighed, at give hen sit Legeme til Føde for alskens Utøi; Saadan bliver jo, liig Vischnu, en belivet Verden. Derfor forbandet Den, som dræber en i Skjægget! Thi veed han, hvilken Sjel, om ei hans Farfars, nu lever i dens Sliim? Men Den velsignet, som bygger tempelprægtige Gjæstehuse for Lopper og for Rotter! som til Tæger sin Skat, betroet en af Brahmas Sønner, testamenterer! som, for ei at sluge en Myg, beslører Munden! Hellig og Velsignet er du, naar du, uden Værge med Lovsang ædes op af Tigren, muligt din egen Bedstefa'r. Men helligst er det, om Enken styrter sig paa Mandens Baal SIDE: 196 (thi med den samme Fart hun styrter og sin Sjel saa iilsomt gjennem Dyrene) om i hans Grav hun stiger levende, og stjæler ei fra Brahmas Sønner Arven. Hvi vil hun leve? Hun maa ei sig gifte! (Enker kaste sig paa Dødsbaal) Saa klinger nu med Cymbler som til Bryllups! Se Gnistehvirvlen Helgen-Rosenkrands! -- Det er en Hellighed, at pine sig; at bære Armen, mod dens Lyst, opløftet i treti Aar, til som et Horn den staaer; at gjøre Kinden til et Pilekogger; at stege sig ved sagte Ild til Brusk. Det er en Fryd for alle femten Himle, naar de paa Jorden see kun Pilgrimsgange, liig Gnister irrende i brændt Papiir; naar I hvert Aar fra eders egne Floder til Ganges løbe, for saa hjem igjen en Krukke Vand at bære hundred Mile. -- Nu, hvis I øve disse Hoveddyder: saa troer med salig Jubel, at bag Graven (o tænker eder, hvilken Salighed!) I kunne blive Kjør de hellige! Men, hvis I synde ved at glemme disse de dyre Bud, I skulle op af Graven jer reise som langørede Æsler, at I kunne lære engang høre bedre. Ja, Hvo som overtræder disse Bud, ved Himmel-Landsforviisning, ved et Kredsløb, (o Pulsslag syv og fiirsindstyve Livsgange!) igjennem Sviin og Luus og Slanger straffes. Det troe vi, ja saasandt som Vischnu sank nigange sig i Kjødet for at frelse, som Fisk og som Skildpadde, da han trak Nordpolens Bjerg op af et Melkehav; saa, som et Vildsviin, løfted Jorden paa sine Huggetænder op af Dybet; saa med Hyrdestav isønderknuste Slangen, SIDE: 197 der gabed over Jorden . . ja saasandt, som at vi troe, at Vischnu, Altopholderen, var Krishen, der jo fødtes i Madurey, og blev saa Konge over Hindostan. Nu, Troende, gjentager Troesbekjendelsen! Forstaae I ei den Vise! Folk. O, gjentag den for os! Da høre Guderne den heller! Vi kunne ei; men fromt og ivrigt dreie vi Hjulet med de skrevne Bønner, saa, ved hver en Svingning, Guderne jo faae en hundred Bønner. En Præst. Ja, det kan forslaae! (Kongehal. Kongens Søn -- en Præst -- en Mand). Præsten. . . . Jeg siger: Dens er Magten, som har Kraften. (gaaer) Kongens Søn. Du hørte det? Forstaaer du? Manden. (knæler) O min Konge! Kongens Søn. (viser Manden en Dolk) Nei bi! du springer over dette Komma. Gaa, bring min Far (det er hans Fødselsdag) den Gave fra hans Søn. Han sover nu, den trætte Olding, hist i Badet . . Gaa! (giver Manden Dolken. Han gaaer) Nu kan Sekunderne jeg tælle til SIDE: 198 ei Jeg er mere Kongens første Slave, men Alle ere mine. Purpur, kom! Fugl Fønix, dal udødelig paa Kvisten, der ung nu skyder ud paa Thronen . . Fy! (ifører sig sin Faders Kaabe. Bestiger Thronen) der klæber rundtom Kraven Graahaar af min Fader! (børster Kaaben af) Skjønne Purpur! Skjønne Sky, hvor Magtens Straale blinker! Ha, Jeg skal, saa høit du rødmer end, dog farve dig meer høirødt! . . Tys, han kommer . ? o jeg hører jo Øjeblikkets Trin. . . Manden. (kommer. Giver knælende Kongens Søn Dolken blodig) Se, nu min Konge, min sidste Konges Blod . ! Kongens Søn. (gjennemborer ham med Dolken) . Og her min første Træls. (Tempel -- Præster -- Folk.) En Præst. (løfter et udmajet Barn op) Lyksalige Thibet, din Gud er funden! Se, La sig nu har atter aabenbaret! Nedknæler for Gud! (Folket knæler) Lyksalige Thibet, som ejer sin levende Gud i sin Midte, kan kysse og føle og see sin Gud, og smage hans hellige Levninger! Smager! O leer ad Hindostan knælende for Koen, opslikkende Skarnet af Koen! og priser . . . (Barnet Lama skriger) . . Ve priser ikke, men jamrer! jamrer! Thi Gud nu græder for Eders Synder! SIDE: 199 og bygger Klostre . ! Visselululu . . (Vugger Lama -- Folket hyler) -- Visselululu -- Ak, Gud er i Graad, fordi han seer sine Munke nøgne. (Fremmede Præster, med Slangehuder, Uglehoveder, Øgler o. s. v. hængende om deres Kaaber, komme, knæle for Lama) Fremmede Præster. Vi vade over den vide Ørken, med bare Been, fra Sibiriens Sumpe, for Lama, den almægtige Gud, at hilse paa med rige Gaver . . (Den gamle Konge.) En Konge. Jeg er da Konge, mange Kongers Konge. Min Krone er en Ring af mange Kroner, som denne Muur en Muur om mange Stæder. Dog graaner Haaret under Kronen fort som under Trællens Hue. Mens mit Scepter er lige rankt, sig krummer dybt min Rygrad. Ha, bort med blanke Skjolde, I Drabanter! Jeg seer mit visne Aasyn -- o! o! ve! den blege Skygge af det stolte Aasyn, Basunerne paa Kroningsdagen blæste til Morgenskyer op og Sommersol. Da i sin Herlighed det brændte -- da! Nu hænger det, liig frossen og indskrumpen Melon i rimet Høstens Have gjenlagt, og ikkun -- det er største Tidens Haan -- herrundt mig synes mine Hoffolks Smiil (skjøndt vel jeg veed, de kun Iistapper ere) i Kronens Straaler som Viol og Roser, som Liljestengler og som Morgendugg. Saa skal jeg visne uden Spor, imens min Herlighed dens Ejer overlever, SIDE: 200 og er -- forrædersk! -- lige herlig i min Arvings . . ha, min Arvings! . . . Hænder? Ak, naturligt synes mig, om Verden visnede, naar Jeg sank i min Storheds Fylde hen; om Alting standsed om min Gravhøi i sit Ringløb; om min Throne sortned, som mit Askemindesmærke hen, naar denne . . . (Griber om Kronen) . . Ak, om en Træl sit Hoved stak end i den, den vil dog funkle som min Kroningsdag! Ha, Træl! ha, lavest Træl i Trælleflokken, ifra min Ældste til den yngste Gilding, det koster dig ei mere end et Dolkstik! Kjøb dig en Kniv for tvende Skilling; sværg, naar Høkrens Kone spørger dig, at du et Sviin vil slagte; gaa og dræb da Kongen! . . Bort! bort! . . Der maa i alle mine Lande ei sælges eller kjøbes Staal og Naal. O bedre dog, at Handel, Vandel standsed, end at ifra sin Throne Kongen skulde nødsages kjøbe for sin Storhed bort sin Indbildnings Skrækkensyner . . -- Hvad Mærke har vel Jorden om min Storhed, naar dette Øjes bistre Blik ei længer kan tvinge den at see den og beundre? Som Sæbeboblen skal jeg briste? -- Ha, Mig, Tidens skjønneste Eie (i min Kaabe; thi i min Seng jeg skilnes ei fra Trællen) Mig, et Aarhundredes høistsvungne Skjoldtegn (thi, se, af mine Luner Millioner sig skabe Lyster jo og Dyder og Samvittigheder, og kun Efterligning af mine Handlinger er hver af deres!) mig skal en Feber ryste forbestandig isønder, og en Hoste blæse bort? Hør, kalde Millioner stemte Munde mig ikke Jordens Gud? Og denne Røst snart skulde, som mit Liig, døe hen og stivne? SIDE: 201 Og selv Sekundet efter Kongens Død da skulde synes som eensformigt Dryp i evig Taushed, i en Gravens Hvælving? Hør! kolde Marmor, Kongen vil . . . Ak Marmor, du Disputator (ak saalangtfra taus) imod den svadsige Nar, imod mit Hjerte, der slaaer saa voldsomt under Purpret mod mit hule Ribbeen, som i Bænken Taleren! -- -- Ak Død, ak Død! ak Død, du sortner under Keiserkaaben! under min Baldachin din Gravensaande hvifter, som Pestsky under Jordegudens Himmel -- det Stykke Silketøi! . . Hvad Tanke? knæle ikke Millioner fornuftige Sjele? slikke med den Mund, de fik til en Basun for deres Tanker, min Fod, og tigge Liv og Fred og Fryd? Min Baldachin er ikke broget Tøi, men Folkeslags isammenspundne Smiil. Dens Perledopper de Fordømtes Graad, som vende sig med Hyl fra mig . . Tys! Hyl? Ha, lære Præsterne mig ei, at Guder mig gave Millioner Liv og Død? -- Trods dette svinder jeg . . jeg svinder, som Ørknens Sandbjerg . . jeg vil svinde. Hvad skal jeg? Raader mig, I Præster! Ak, en Grav har aabnet sig i Kongens Hjerte! Jeg føler i mit Ansigt blæsende de døde Kongers Aske -- ve, min Faders . ! En Præst. (Flere ile til) Du Jordens Gud! Du alle Kongers Konge! . . Kongen. (grublende) . . Ja, Han sit Skjold jo lagde paa en Verden? Hans Hestes Hovslag fede Dales Grøde til Ørknens Agnedynger bankede? og Hans Ærgjerrighed opildnede SIDE: 202 jo Millioner Spyd? Ei Under da (thi han har tause Mindesmærker nok) at Mindet lever, og det klarest hos de Tusinder, som slæbte fra hans Vale sig hjem paa Eetbeen kun med Armestumper. Men Jeg? jeg blier ærgjerrig paa min Grav. Hvad gjorde jeg? Jeg vælted mig kun paa hans Byttedynger. Kvinders Sengehimle var mine Telte (nu jeg er en brudt, udkastet Spydstag); og en svalet Elskov den Frost, en frisk og brændende den Hede jeg leed; et Harem var mit Rygtes Tempel. Der Kvinder kun smaahvisked blandt hinanden hvor Fallus, Lingam, Priapus jeg ligned. Der Kvindelæber vare Skjoldene og Kvindeblik de Sværd, jeg brød i Taarer. . . Nu er min Seir forbi, med den mit Minde. Er ei min Gravhøi Seiermærket? Ak, naar Kongen sørger, da han stiger fra sin Throne ned. En Præst. Da hold dig der! Se, med din Storhed, er din Fryd jo evig. Tro ei, at Dødens Scepter (skjøndt vi negte ei, at det ruger selv paa Kongens Hoved) dit eget mægter knække! Konge, vil din egen Høihed du foragte? Menneske, mon om de Helliges Viisdom du vil tvivle? Kongen. Ak, tal, du Vise! Præsten. . . Hør, den siger, at Jordens Konger Drotter bli'e i Himlen; at, som du traadte paa din Faders Throne, saa . . SIDE: 203 Kongen. (forskrækket) . . Tal ei! -- ha! . Præsten. (afs.) Ve, denne Tunge, som slog Kongens Hjerte vaagent, der skal slumre, og saa forstenes! Ah, jeg glemte, at du din Fader dræbte. Se, hvor lige de hvide Seng-Gardiner, da hans Fader hiin Nat dem splittede i Dødens Kamp, hans blege Kinder ere! (til andre Præster) Kom, vi maae ham spaae et hundredaarigt Liv, endskjøndt Samvittighed er Blygift! Kom, vi gaae at trøste ham ved Offre . ! (Nogle Præster gaae.) Kongen. I forlade mig sjunken i min Sorg: mit hule Hjerte? Præster. Vi gaae, at offre hundred sorte Øxne for Kongens Frelse. Se, vi ville maale med Viisdomsblik din Livsenslængde, adspørge Guderne, lodkaste, knæle for lydfuld Støtte. Kongen. Gaaer! (til en af dem) Men bliv Du her! Jeg veed, at jeg kan standse denne Skjebne, som du mig trued med . . Ja, vel! min Ældste . . og mine Sønner . . Ve! Offer! Offer! (vridende sine Hænder) . . Præst! Præst! ha, lærte Du mig ei hiin blodige Midnats Aften, at mit Hjertes Tilskyndelser var Guders Villies Røst? og at mit Brystes Bølgegange vare SIDE: 204 den Snor, ubøielige Skjebne spandt, og bandt min Lykke til? at Den, som elsked jer Præster -- og jeg var jer Fostersøn -- ei leed af Synd, og var med Præsterne unddragen Guders Straf? O, siig, om jeg ei elsked Eder . ? (brister i Graad) Siig, hvi straffes da den Kjærlighed med Taarer? hvi er ei i denne Stund mig Trøst i Eders Offre? hvi Ære ei i Eders Skjæg og Aasyn? Du lærte mig, Du svor, at selv i Himlen steg Bel, Osiris paa sin Faders Throne? Tal: lærte Du mig ei, da her min Fader paa denne samme Throne sad og nikked af Ælde, saa hans Magtens-Kugle tabtes i Skjæggets Bølger, mens jeg stod i Blomster: at Dens skal Magten være, som har Kraften? (griber Præsten i Struben) . . Ha Præst, ha Præst! hvad lærer du min Søn? Præsten. (skriger halvkvalt) . . Forbandelse! . Kongen. (farer forfærdet tilbage) Ve, kommer Himlens Forbandelse paa dette Hoved alt paa Jorden . ? (holder Haanden for Panden. Seer op igjen) Vel! Ja, -- Vel da, eller Ve! Dens Magten er, som kan beholde den! Gaa, bring mig mine Sønners Hov'der -- Alles fra Førstefødtes og til Diegluttens! Præsten. Din Villie er de Andres, Alles Skjebne. (gaaer) Kongen. Den var min Faders engang idetmindste, men en ulykkelig -- nu mine Børns. SIDE: 205 Og, var du ikke Præst, da ogsaa din. (Præsten bringer de Dræbtes Hoveder) Saa -- stands! ei nærmere! Var det min Ældste? Var han saa voxen? havde han alt Skjæg? og kunde faae i Væxt det i sit Harem? Saa han var voxen? Vel! et Hoved lavere! . . Bring bort! Han ligner mig. Vel at han nu er kun en Støtte . ! Gaa! det er en Angst at tænke paa den Angst; en Sorg at tænke paa mulig Sorg! Din Farfar ei du hevner, hvis ei, hvis ei . . O dog en Sorg . ! Bring bort! Du drypper Blod paa Thronens Fod. (Præsten bringer Hovederne bort) Før var min Angst en Skov af hvinende Træer; nu er min Sorg liig Ørknen. Præster. (komme) Kongers Konge . . Kongen. Hvor sært, nu ad det Navn jeg kan ei smile? Præster. . . Vi have læst i hundred Offres Indvold. Oraklet svared: Konge, lev som Ørnen! Kongen. Nu er min Fryd liig blomsterrige Dal! Præsten. (kommer tilbage) Saa skee din Villie! Lad din Villie handle! Det hevnes ei paa Jord, det straffes ei af Guderne! thi selv jo Disse gav dig Magten, gjorde dig til Gud paa Jorden. Kongen. Ah, Præstens Mund er som Orakelhuler! SIDE: 206 Præsten. Men, Konge, hør med sønligt Øre paa de Vises Ord! De stamme ned fra Himlen. Tro, at i Himlen Himle-Kongeriger for Kongerne beredes. Slaver vente i Graven krumme . . . Kongen. Taler du om Orme? Præsten. (løfter sin Stav) Ve, Konge, troer du ei? Da maner jeg din Fader hid at vidne. Du skal see, at han i Kaaben end er smykket! Kongen. (knæler) Skaan! Præsten. (svinger sin Stav; den bliver en Slange) Se her er Kraften! Se fra Støvets Høide, med al Naturen aabnet for vor Fod, vi see igjennem Himlene til Helved, den Baggrunds-Ild, den Chaos-Cirkel uden om Verdenscirklerne, hvor Sandhed gløder i Livet frem . . Ha, tro, jeg siger dig: en Konge bliver Konge. Troer du Præsten ham salved for et Døgn? Jeg siger Dig, de Helliges Støtte: Slaver vente krumme i Gravens Huulvei, hvorigjennem triner en Konges Høihed majestætisk, for fra Stjernethroner at styre Paradiser. Der visner ei din Manddom; men den er en evig Middagssol, der funkler mellem en evig Morgenrød af fagre Kvinder, en evig Aftenrødme-Krands af Bægre. Og hisset vexler det, som her imellem en Fa'r og Søn: naar Sønnen triner op, SIDE: 207 maa Fad'ren vige til en større Himmel, saa, se omsider -- Altfor stort for Tanken -- til Almagt nærmer sig en Konges Magt. Men, som en Konge saa fremføres af sin egen Høiheds Kraft: saa Mindet er ligt Stormen i hans Fodspor legende, saaat, som fremigjennem Himlene hans Storhed ruller sig, der bliver dog en Majestæt tilbage. Dog er Mindet kun stort iforhold til den Magt, han øved i sine Grændser. Saa kan liden Konge, en Træl for dig, et større Minde eje end halve Jordens Hersker, om han ikke sin Vælde øver, men fordølger den, og døer og lever uformærkt som Bonden. I hvilken Vraa mon Falaris ei nævnes Pygmalion? Herodes? mange Andre, hvis Grændser vare smaa, men tæmmed dog med stærke Arme bistre Folk, som Ulve de holdt ved Ørene? Ja selv en Kvinde, Servia, jo voved midt paa det frie Romas Torv at kjøre sin gamle Faders Hjerneskal iknas, og, smeldende med Pidsken fra Triumfvognen, de barske Romere spørge: hvad der knasked? Vist disse (hvis jeg kjender Mennesker; thi Sagnet tier) jubled hende fremad, idet Senatet gjorde sin Undskyldning for Gaderne ei vare bedre brolagte. Vist knyed deres Hjerter; men det er det høie Kongemagtens Maal at stræbe mod Overherredømmet over Hjerterne, som det er Præstens Maal at styre Hjernerne, og Statens Maal, at begge Magter enes; men høiest Ideal, naar begge Magter forenes i en Eneste, som Meroes Hebræernes og Thibets store Præst. . . Jeg siger, maaskee knyede Hines Hjerter; SIDE: 208 dog blot fordi det Skue var saa nyt, at see en Datter rulle jublende henover Faderens Oldingisse; men det Vanen er, som skaber Dyd og Last. Se, Sagnenes lange Rækker vise kun eet Særsyn, uden Mage, at en Konge for høit sin Vældes Bue spændte: da det lidet Abrams Folk sig delte, til begge Sider skræmt af Kongens Trudsel: at, som hans Fader dem med Svøber pidsked, saa vilde han dem slaae med Skorpioner. Kongen. -- Den Drot var værd at tøile større Rige! Præsten. Saaledes saaer en liden Konge i sit Fodspor, i sit Gravhul, Mindet, og det voxer større gjennem Tiderne. Og Du, de store Kongers Konge, ængstes for Glemsel, som saa vid en Mark kan saae? Hvad Magt -- jeg undres -- mon da vel din Fader (og dog hans Minde runger evigt, som hans Seires Gjenlyd) viste ved at flyve, med krigelystne Mænd vidtover Jorden? Hvad alle Hjerters Ønsker mon betvang han? Ved hvilket Aag mon følte man hans Magt? Mon snarere for sine Slaver ei han trællede, ved deres Lyst til Krig at mætte og beruse? Liden Magt kan puffe Stenen frem, der er i Farten. Men endnu større Storhed kan du vise, men endnu større Minde kan du bygge, ved stikmod dine Slavers Lyst at kjæmpe. De ere dovne, egenkjærlige, og vante til at gjøre alt med Hensigt og vante til at æde deres Arbeid. Thi byd, at dine Slaver skulle støbe SIDE: 209 i deres Sved din Fantasies Fostre! Befal dem gjøre, hvis de ville leve, et Noget uden Hensigt, uden Nytte! Befal dem gjøre det Umulige! Det er: et Noget, der i denne Stund, som Ugjort synes os for stort for Tanken; ja synes selv, naar Sekler graane Daaden, for Efterslægten -- skjøndt den derpaa stirrer, og mægter ei at skue Ørknen for dens Pyramider -- som et vist Utroligt, som Guders Drømmebilleder, der ere, ved endnu større Under, stivnede for Evigheden. Byd dit hele Folk forlade Agrene og slæbe Stene fra fjerne Bjerge midt i Ørknen hen, opreise Pyramide-Alper, og at løfte dig et Bjerg paa Enden som en Obelisk! i Ørknen grave Have, og skabe Have om igjen til Sletter! Siig, du paa Jorden, som de Andre, vil ei have meer din Hauge, men i Himlen; og flux de skulle hænge den paa Mure; og dine Palmer flagre over Skyen. Byd dem at lede Floder op paa Bjerge; at bygge tusind Mile lange Mure, om Landene; at grave Slotte ud med tusind Sale under Mulden! -- Se da Selv, før du i Graven synker, dine de evige Monumenter! Thi de andre Fyrster betvang blot Mennesker, men du Naturen! Kongen. Jeg seer der gives Storhed og Erindring da ogsaa i Forbandelser . . Præsten. (afsides) Din Vinding! SIDE: 210 (En Ørken. Folk reise Obelisker og bygge Pyramider). Kongen. Gaaer tusind Tusinder til Labyrinthen! Gaaer tusind Tusinder, et Hav mig graver! Gaaer tusind Tusinder, gjør Hav til Land! Gaaer tusind Tusinder, opløfter Haugen! Saa pidsker dem som hvile! Priser Gud, at Kongen byder Eder ei, ved Sved og Graad og Blod og al jer Livsensvædske at dugge Ørknen til et Blomsterbed, og pløie Bjerge op med Eders Negle! Ha, ere I der alle? Ere Arnerne saa tomme nu, som Ørene bør være for mine Bud at høre? Ha, i Takt af Svøbeslager-Choret reise sig sexten hundred Arme, dryppende, liig Pilekviste nys fra Dammen løftede, af Sved, for endelig at løfte Kronstenen paa Kongens Storheds Pyramide-Mærke! Ja Retsaa! Ret! Lad dem, som døe af Mathed paa Stilladset, nedstyrtes flux med Svøbeskaftet, som en Træl forsømmelig imod sin Herre, skjøndt lydig mod Naturen! . . Ha, Naturen, at ikke den jeg byder! at den ikke vil lystre, naar jeg siger til Graniten: opløft dig selv! og til mit Graahaar: sortn! . . Hør, svoer I ikke, at jeg skulde leve? Præsten. Ja Himlens Sandhed svoer det! . Kongen. Vel da! Tvinger de Fremmede, hvis Hjem min Fader øded, men drev herind dem selv som Hjorder, tvinger dem til at ælte Leer! Hvo ei vil ælte til Solenedgang, skal gløde Natten over SIDE: 211 i Teglets Ovn! Kom, stiger op at see, om jeg er Jordens Gud! om disse Klippedynger er mine Kloder, næsten evige. (stiger med Præsten op paa Pyramidens Top) Præsten. Du Mægtigste, se hist dernede, skjøndt paa Bjergehøide over Ørknen, maale de matte segnende Millioner rigtigt med Obeliskens Alen ud din Storhed! Kongen. Ha, ja, i Længde! men med Pyramider den ud i Fiirkant, og i Omkreds med de Have, som jeg byder bruse frem; i Dybde da med Labyrinther. Ha, jeg lever jo? Du svoer det? Himlen svoer det? Vel, større Værker, større Minder reises! Jeg byder: Templerne flux skulle lukkes, at Folket ei paa Guderne skal tænke, før Kongens Lyst er mættet. Præsten. Menneske, Du er beruset af din Storhed. Ha, jeg mærker nok, vi rummes ikke baade paa denne Tinde -- ve dig -- hvor du svimler! (styrter Kongen ned med sin Stav. Folket jubler.) (Tempelhal -- Præster. En sort Oxe.) En Præst. (bepletter Oxen). Se nu er Guden færdig! Ægyptens Sorg med dette Penselstrøg føg bort. Kom nu, vi føre ud den nu til Folket, at dets Millioners Glædesblik kan hefte til Gudens Horn . . SIDE: 212 En Præst. Forgyld det endnu lidt! (Den Anden forgylder dens Horn.) Ja Synd, at spare Guld til eget Scepter! Og dette Horn er vort. Nu, kjære Oxe, lad see du rækker -- retsom om du vidste at du er bleven Gud, at du medrette fra Krybben blev medeet til Himlen løftet, og tør selv stange Kongen -- majestætisk din tykke Nakke over Noph, der knæler og slikker op dit Smuds, til vældigt Brøl, saa alle Hjerter ryste kan af Fryd. En Præst. Vel, før den ud -- Alt Folkets Andagtssuk i Porten foran dette Helligste sig drager ud og ind som Trækvind. Før den først til Nilens-By at fodre den i firti Dage op i gyldne Fade, at feed den komme kan til Memfis! Nu -- ? (De føre den ud til Folket.) Folket. (jubler). Hil Apis! Apis! Gud! En Præst. Ja jubl Ægypten! Thi du er nu frelst. Thi Apis kom, vor Gud. Imens vi bade, en hellig Ko ved Maanens Glands undfanged. Jubl, frelste, fromme Noph; thi Apis kom med Gud Osiris's, Pthas Søns, Stjernetegn! O sku i denne sorte Røg med disse sølvhvide Gnister Gud-Osiris's Ild! (Oxen brøler) O tys! hans Brøl, Ægyptens Festsang! Ha, hør Guden tordner: "fryd dig frelste Noph! Sku i dit Tempel Gudernes Fornemste! Ja Gudernes Fornemste! Seer I dette Skum, som Apis sikler nedad Boven? det, hvis han i Himlen var, blev nye Stjerner. SIDE: 213 Men Verdnernes Materie øder han, liig gavmild Fremmed, nu paa sine Elskte blot til et Lystsyn og en kostbar Smag. . . Ah, ikke Fremmed, men som gavmild Vert! Er' vi hans Børn ei, og vort Land hans Eje? Osiris pløied først med sine Straaler op hele Jorden, saa hans Furer bleve dens fede Dale; Morgenskyer stege som Blomster vaiende fra Jordens Rigdom. Men se Osiris, Himlens høie Gud, sin Ynglingsager valgte; og han pløjed med hellige Oxer, Mnevis og Onufis, Ægypten fra Syene, hvor han hvilte sit Spand, og ned til Tyfons golde Mark: til Havet, hvor han udsaaer Salt og Bærme. Men Isis, fulgt af tro Anubis og Kabirerne, liig hvide Høstfest-Børn, i Gudens Furer gik, og øste ud, med moderlige Smiil, sit Signehorn, sin Nil, imens Osiris fulgtes af Gud Amum, der udkasted Sæden; Som der hypped; Serapis, der høsted, og i sin Skjeppe gav det saa til Horus. Men, se, da det af Guder pløiede Land os Præster givet var til Odeleje, og I, Misraims Arme, det foragted; da gyldne Sæd-Net vare trukne rundt det, at fange Tyfons gustne Avinds-Aande, der samum-hedrød Flammetunge skjød fra Ørknens slunkne ormestukne Lunger udover Nophs det liljedækte Hoved, der speiled sig i Isis's Elskovssmiil (og deraf skinsyg Tyfons Brynde tændtes): da sank Osiris's Gudesjel i Apis (se her i Flekkerne hans Guddomsstraaler, der bryde gjennem Hudens sorte Røg!) at ei de Dødelige, som han elsked, saa han ei kunde skilles fra dem, skulde SIDE: 214 ved Gudens nøgne Glands forskrækkes, men Taknemmeligheden den forblomm'ede Gud bestandig turde vise . . O bestandig i Memfis herske han blandt fromme Præster! Folket. Det ske! Det ske! Ja evig! En Præst. Saa og Isis nu tog sit Bo i Buto og Bubastis som Koen, og sig aabenbarte huld ved hvereen Hytte. Melkestraalen blev som Maanens hellig; Koens Horn som Maanen. Og Pan (thi Alle fulgte med Osiris) og Pan, den Livets Yngler, Stjernefader, i Mendes boer i Bukken. Amum blev i Ammon-No til Vædren. Som blev Løven; og Serapis blev Slangen; og Anubis en Hund. Men alle Verdens Guder flagre os over Hovderne, og svømme i vor Flod og vore Damme, groe og gaae paa vore Marker, boe i vore Templer som Guden Høg, Gud Ibis, Guden Karpe, Gud Gjedde, Guden Rotte, Guden Kat, Gud Ulv, Gud Øgle, Guden Krokodil. (Ved Nilbredden. En Kvinde med et Barn. En Krokodil.) Kvinden. Ah, ve! der ligger Guden. O mit Hjerte er stivnet . . Ak, jeg maa. Ja han er Gud; thi sligt et Øje har kun Tyfon selv, saa fuldt af Gnister. Sivet hvisler . . ak, se der! se der! O værdiges at tage mit Dyreste! ja din Slavindes Dyreste. (kaster sit Barn til den) SIDE: 215 Den knasker . . o! (skjuler sit Ansigt. Seer op igjen) Men saae en Præst mig sørge, vist han sagde, jeg var ei from. Hvad Løn mon da jeg havde? Se, mæt og mild han vælter sig i Dyndet . . O stærke Gud, jeg har en grufuld Fryd. (En Præst kommer) Se, Helligste, jeg gav til Guden hist mit Barn! Præsten. Ja Ret, min fromme Kvinde! Har du end et Barn; hvi giver du ei det? Da dobles jo din Fryd. Kvinden. Jeg har ei flere. Præsten. Din Eneste? Det Offer herligt var. Hvi dandser du da ei af Fryd? Kvinden. O jeg er ikke glad. Præsten. Da er du ikke from. Kvinden. Vel! jeg vil dandse, og til Cithren synge: o jeg er stolt; mit eneste Barn jeg gav i Guden Krokodilens Gab en hellig Grav. (Torv. Præster. Folk. Æsler.) En Præst. (griber en Rødhaaret) Se, grib ham! Han er Tyfons. SIDE: 216 Manden. Hvad? Jeg er en Fremmed, som skal gaae tilseils. Præsten. Ha, ha! Ja Stakkel, veed du ei, den røde Farve er Dødens Smiil for den, som har den (og du har den) i Ægypten? Nu, ved Smy! forbandet er du for dit røde Haar. Det Tyfon blæste i din Moders Liv ind, saa det klæbed til din vaade Skalle, for saa at mærke dig, naar op du voxed, til Offer for sig. Ha, du reiste lige til Offermarkedet, da til Pelusiums Kornmarked her du søgte vindingslysten. Nu giv dig! Du har Djævlens Mærke. Hei! Til ham i Dag vi ofre. Vrid dig ei! Vi heller du af Folket sønderrives, end døe for min den øvede Haand, der dræbte Tusinder, som du, end før de sukket fik? -- De bundne offere. Hengiv dig i din Skjebne, Fremmede! Fortørn ei Præsten, ellers piner han! Kom, klynk med os og med de stakkels Æsler, der ere Djævlens med for Fellens Skyld. Se alle vi Trehundred skulle ofres, fordi vort Hovedhaar er rødt, til Tyfon, som Folket troer er farvet ligeledes. (To Hære i Slagorden imod hinanden. Præster ispidsen.) Præster. Til Sværdet, I, som dyrke Gud Ichneumon, mod dem, som dyrke Krokodilen -- Ha, et Dyr, et Tyfons Djævlefoster! SIDE: 217 De Daarer, Daarer, Daarer! Sparer ei et Barn i Modersliv! Det har alt syndet; thi det er rystet af sin Moders Latter, naar hun sin Ældste til Uhyret gav. Andre Præster. Til Sværdet, I, som dyrke Krokodilens den store Guddom . . frem med Sværd og Fakler mod dem, som dyrke Rotten -- Se et Dyr, et Dyr af Dyndet avlet! Sparer ei et Barn i Modersliv! Det har alt syndet; thi det er rystet af sin Moders Latter, naar hun forræderske Ichneumon saae isøndergnave Krokodilens Æg (de hellige Verdensbilleder) i Sandet! Saa kjæmpe vi, mens vore Guder kjæmpe selv mod hverandre . ! (Kamp) (To Hære i Slagorden. Præster og Kongen i Spidsen.) En Præst. De Dyr er Ahrimans Forbandede, som ere Guder her i dette Land. Ei Lyset skabte dem, men Djævlen yngled dem i sit Helved frem med Mørket. Følg da mit Raad . ! Kongen. O Præst, du kan befale. Præsten. Jeg siger dig, du gjør en Gjerning, som i Himlen Amschaspands besynge ville, mens Devs og Ahriman i Helved hyle. Kongen. Vel! binder Kat og Ulv og Krokodil og Rotter sammen foran Hæren! vender SIDE: 218 da mod Ægypten disse store Guder; men følger dem som Tordnen! sender Pile som Lynild over disse landsforræderske Høiguders Rygge! (Fienderne fly). Ha! I Pasargader, nu øver Eder ene i at løbe som hist i Susas Jagtlunde! Ret! forfølger! Men stikker Sværdet ind og bruger Stokken! Med Svøbehviin tving Gudekatten til at hoppe efter dem; og gaae saa frem og myrder dem i deres Skjulsted! Driver dem ind ad Thebæs hundred Porte, ind til Koglerne i Labyrintherne! Med medisk Kobbernegl vi frem dem klore. Kun hvad der redder sig i Pthas's Tempel, er reddet. Ha, der vil jeg slagte Guder, og holde Seiersmaaltid af Gud Apis, hvor Præsterne, med Borddug kastet over de fæle Trolddomskaaber, skal opvarte mens udenfore Pøblen snufter efter den stegte Guddoms fede Lugt. Ah, ah, jeg vædder, Artabanes, Folket vil forbittres kun, hvis det er mæt, men føle en Vellyst, hvis det just er sultent. Ha, nu frem til nye Slag! Paapasser vel, Satraper, at ei Gudernes Geled blier brudt i Seiersløbet, saa det synes, naar Gud Kat, Gud Rotte, Gud Faar, Gud Ulv, Gud Stork, Gud Øgle vandre veent isammen, som om de for den gode Sags Skyld havde lagt Fiendskab tilside, og nu sluttet en hellig Alliance. Saa vi gjøre dem til hvad Joner kalde Forkjæmpere. (Muurtinde i Memfis. Præster. Folk.) Folk. Hist sortner, Hvirvelvinde lige, over den hellige Slette Fiendens Skarer. Ha, SIDE: 219 de drive vore Guder foran sig, og gaae med Sværd i Balgen som til Fest; men, naar de komme ind i vore Stæder, da løfte de en Kat i venstre Haand og dræbe os med Dolke i den Høire, os Værgeløse. Siig du Vise, Hellige, skal Nophs det hellige Altarhjerte knuses (thi nu til det er Raden) uden Modstand? Skal vore Agre, vore Kvinder ødes? Og Medens Hovslag -- fælt, at høit det klinger; men værre dog, at det i vore Diendes de bløde Lungers suttrende Blodstrøm døves. Ak! Ak! Thi vore Hænder skjælve . . ak! O siig os, sværg os er det Pligt mod Guderne, naar de forraade os, at kaste Vaaben for disse Fiender, flye iskjul og døe? og, før vi døe, at vide at vi have til værre Fiender de samme Guder hist? En Præst. Ja -- Alt er tabt. I Dyndet ligger On, og Solen skinner paa dets brudte Horn. I de Barbarers Hestes Hovslagsstøv nedsjunke Pyramiderne. O Memfis, luk op de hundred Portes gyldne Gab, at sluge ind med øde Suk de Grumme, som Myg der svæve paa en Drukkens Aande snart ind snart ud. Viis dine Elfen-Templer for de Vanhellige, som Aadslets hule Tænder! Ægyptens Folk! du, som, med Kniv i Haand og Hviden vrængt i Øjet saa det syntes et flagrende Liiglagen, naar det blinked, nys hilste hveren Fremmed -- slæng nu bort hvert Vaaben! ja fra Sværd til Pind, som om de brændte dig i Haanden, som om dine Hænder visned af Forbandelse, saasnart du fristes ved din Kvindes Skrig, SIDE: 220 din Afkoms Jammer, til at løfte dem! Gaa, gaa, og slaa med stum Forfærdelse din Dør igjen! og vent da Døden under din Bænk, hvorhen du krum dig sniger for ei det Raædselsyn at see: Vanhellige, der skjænde Hytter, Templerne besudle! Som Pesten maae de brede sig i Landet. Ved Skjebnens Traad de føres gjennem Blod fra On til Noph til Thebæ. Vil du standse hvor Guder gaae? Det er for dine Synder. (Folket flyer.) Præster. Ha, det er Magerne, som os betvinge, som gav den drukne Bøddelkonge Raadet. Vi Præster ere Ofret som de søge, og Kongen laaner dem sin vilde Hov. Ve, at vi maatte byde Folket Fred, og Luen tvinge, skjøndt den kjæmpede med Overtroens Røg, og truede at gnistre ud! Men havde en Ægypter først seet en Katteguddoms Indvold aaben og Himmelen dog lige klar, saa var bag Krigens Seir vor Seir i Freden ude. Mens vi mod bedre Tider haabe, Vi maae dem byde, hvis de ville tvivle og Fædretroen revner, bryde Vaaben, og bøie sig for Medens krumme Sabel. Thi selv vi have lært dem jo fra Barnsbeen, at disse Dyr, som nu er kaarne til vor Fiendes Høvdinger, er Verdens Guder. (En Konge. Adel. Bødler. Folk. En Olding og en ung Mand knælende for Kongen.) Kongen. Er Jeg ei Konge? Jordens Bedste? Ha, Hvo skulde nyde? Er ei Vellyst som SIDE: 221 min Storheds bankende Hjerte? Bødler, I mine krogede blodige Fingre, strækker jer ud og plukker bort det Graahaars Svamp, der voxer vaad og kjølig mig iveien naar sydende jeg stormer mod mit Leje. Gesvindt ud med de blege Øines Vand! Gaa, stik dem ud! De ere Horngevexter. Og skulde arrig runken Hæslighed sig stille mellem Høihed fræk og Skjønhed? Hvad skal den Gamle mellem tvende Unge? Er Hun din Datter? Ha, hun er dog vel en Blomst opvoxet i mit eget Land? Der plukker jeg hvad Rose bedst mig lyster, om end den hænger fast paa Tornen, som den klækked ud ved Hjælp af Himlen? Ha, denne Himmel, under hvilken hun sin Rødme aanded, sine Øjne blaaned, er denne ei mit Riges egen Himmel? Gaa, du er ikke viis som du er gammel! Nu, Bøddel, blodige Kongefinger, krum dig, og grib den gamle Nakke, der har bolet med Struben Haan mod Kongen. En Bøddel. Ak, store Konge, Haanden skjælver; thi det er min Fader. Kongen. Hvad? Du skjælver? vil ei? Ha, Jeg har flere Bødler! Bøddelen. Vel -- jeg maa. Kongen. Ret vakkre Svend! Naar saadant Prøvestykke er gjort, da veed jeg, du for mig gjør Alt. SIDE: 222 Du skal ei stedse være Bøddelknegt; men Bøddel-Høvding. Bøddelen. Nu min Haand ei skjælver. Kongen. Saa Mennesker i Trældom øver man. Bøddelen. (lægger Haand paa Oldingen) Kom Far! Du ind i Livet fulgte mig. Nu skal jeg følge dig til Gjengjeld ud. Kongen. Ah, endnu bedre! Bøddel med sin Tunge. Oldingen. (reiser sig. Til Bøddelen) Slip mig . . Elendige! Ve dig! Hvis du ryster engang i Helved min Forbandelse ned af dit Hoved, den i Vægt tidobblet skal synke paa Tyrannens! Hører Mennesker, I Tidens Jammersuk mod Evigheden! I Helveds Offre før I end forbrød! Jeg bad -- o Alderdommens hvide Haar er kulsort Haan af Djævle spyet ud paa et uskyldigt Hoved, naar forgjeves om Retfærd, ei om Naade, de maae trygle, -- Jeg for min eneste Datter bad blot (end for ung for Manden, gammel dog og øvet i sin forlængst alt hjælpeløse Fader med kjærlig Haand at made): at ei i sin Seng det kronede Uhyre skulde den spæde Skjønhed æde og fordærve det unge Hjerte (som opvoxed fromt i disse Lokkers Ly, ligt Rosen bag en moset Væg) naar ned han stødte hende misbrugt iblandt Slavinderne. SIDE: 223 Kongen. Din Vrede er brændende -- ja, som min Brynde til dit Noer! Se den har antændt nu min Harme. Du har kun Ordblus, Jeg har Beeg og Fakler. Gaa! Du skal brændes. Kongens Harm fortærer. Gaa, Bøddel, smør din Faders Haar med Beeg! (Bødlen gaaer med Oldingen) En Adelsmand. Du døer fortjent. Er Brugt af Kongen Misbrugt? Hvad? kan en Konge vel besudles af et "mis" og "van" og "u" og disse andre Opkastelser af Tanken og af Sproget? En anden Adelsmand. Forskjønnes end ei Pigens Skjønhed, hædres den dog ved Kongens . . ja, jeg vilde gjerne dens Levning arve. Thi en Konge har saameget Adel i sit Blod, at, om jeg fandt en Plet paa hende levnet, var den som et Adelsbrev. (En tredie Adelsmand knæler for Kongen) Kongen. Hvad vil du? (peger paa den knælende unge Mand) Bi! Her ligger end en Mand, en Træl, hvis Trods og Miner ere som Torne hvasse efter Kongens Fod. Her, Bødler! luger denne Snerle op! (Manden omfavner grædende hans Fod. Kongen sparker ham bort) Væk, Hund! Ha gjør paa Kongens Liv du Anfald? Ah, herligt Vintersyn om Somren! se en Mand i Graad! . . Ah, jeg har Fantasi; jeg synes smage disse Taarers Kulde. Thi Mandens Skjælven, skjøndt han ei kan skjule sin Ungdoms Rødme, synes ud dem ryste, liig Nordenvinden midt om Somren Hagl. Gaa! Du er ingen ægte Undersaat, SIDE: 224 som under Kongen ei det bedste Sæde; og det er paa din Huustroes Skjød. Gaa Bøddel, og red ny Bryllupsseng ham op paa Steilen! Den unge Mand. (reiser sig) Ak Chryse! Chryse! . . . Geil Tyrannen blev, da han min Huustroes blotte Bryst fik see, som hun ved Døren sad og Die gav. Ha, nu han river hende bort fra Barnet! Og deres Fader døer -- saa døe de maae, af Sorg de Ældste og af Sult de Smaa. Kongen. Nei, Træl, af Sorg din Ældste skal ei døe. Bring ham, du Slave! Gilder ham, I Bødler! Han skal sin Moder vogte. Den unge Mand. Du lærte da af dine Sønner, at en Søn sin Moder krænker? (Den unge Mand gaaer med en Bøddel) Adelsmænd. Hvor viis er Kongen! Nyt han jo opfinder af Fryd som Høihed? Vi maae ligne Kongen. Tredie Adelsmand. (knælende) Du Mægtigste! o værdiges at tage med huldrig Gunst til Smykke for dit Leie min yngste Datters Yndighed, der ligner en Moseroseknop frempippende! Se, sværmeriskt er hendes Øje, som om stedse deri sig Natlampe speiled. En fjerde Adelsmand. Stormægtigste, med huldrig Naade tag en Søn jeg har, saa feed og rund som Druen! SIDE: 225 Kongen. I Narre, vide I da ei, at, om end Elskov ikke, efter sin Natur, lod Noget, skjøndt det Lækkreste, sig putte i Munden, men vil vælge ene selv: saa greb dog Kongen hvor han lysted? Vel, hidfører Pigen da og Drengen; dog til Øjenslyst! Og kommer selv, I Fædre, til Hoffet. Eders Huldsind vil jeg hædre. Folk. Vi give maae til Kongen vore Sønner og vore Brude, Døttre, Mødre -- ellers vi døe jo selv. Men -- leve, leve Kongen! (Kongehal. En Konge paa Thronen.) Kongen. -- Hvad er et fyldt og lukket Harem, naar den Elskte gaaer paa Gaden? Hvad en. . (en Kriger kommer) Ha! Krigeren. (kaster sig ned for Kongen) Din Slave kommer paa dit Bud fra Leiren. Kongen. (vinkende ham bort) Gaa! gaa! Du sortner for mit Aasyn . . Krigeren. (gaaende) Ve, en Konges Vrede dræber. Kongen. . . Hvad er Kronen, naar Slavens, Borgerens Nathue behersker SIDE: 226 en Fryd, som nægtes hiin? O Bathseba, din Skjønhed skulde visne hen i Løn? Og Mennesket saa synde mod Naturen (der funklende Kroner skrev i dine Øjne, og malte Hermelinet paa din Nakke og Purpret paa din Kind og Sceptret i din Gang) at han, naar Himlen gav ham Magten, ei skulde Diademet give dig? Ha, Kongens Magt det blev at lede Skjebnen, der strækker ud sin Finger i hans Scepter ud over Millioner! Ene Retfærd, naar Han den Skjønneste velsigner. Ak, dog bliver Diademets Perledopper som hendes Øjnes blye Terneflok. . . . En sløv ufølsom Borger, der sin Trods paa Vedtægt støtter, skulde hindre Kongen i Retfærds sjeldne Smiil Naturen skjænke? Han skulde fraadse hvor en Drot maa sulte? beruse sig af samme ædle Vase, hvoraf Jeg, Kongen, stjal mig til en Slurk? Ah, een og to -- saa pleier man at kaste de andre slige Kvindebægre bort; men denne ædle Vase. ? O jeg maatte da sønderbryde Kronen, naar jeg havde den baaret Kroningsdagen . ! -- Hans selvbehagelige Flegma i Stolthed skulde stivne, naar han gjetted sin Konges syge Blik og Magerhed? Han vilde hviske (høit dog) til Enhver, "se Kongen mavres, men jeg bliver feed!" (Ha!) "Veed du hvorfor?" -- "Nei!" -- "Jeg veed det. He!" Men naar han seer sin Hustrues Ynde i dens Sommer-Rigdoms stille Modervemod, og ahner Solen, som hans Muld bestraaled. . ? (til en slave.) . . Ha! Kald mig Uria! (Krigeren kommer) Hør, kjære Tappre! Beværted Kongens Folk dig vel igaar? SIDE: 227 Krigeren. Jeg var som Noah. Kongen. Vel! Haha! Da Tapre, du i din Hustroes Favn ind til et Øieblik dit lange Fravær klemte? Det er Ret! Lig paa en Leirbrix Aaret ud, og kom, og nyd da Bryllupsglæder andengang! Krigeren. Ved Kongens Liv! Min Herre Joab og min Herres Tjenere paa Marken ligge, og jeg, jeg skulde ligge hos min Hustru i bløde Dyner under Silketag? Jeg sov hos dine Tjenere paa Bænken. Kongen. (vinkende ham bort) Hvad? Ha! Træl . ! Du . . bort! Fra Kongen bort! Krigeren. Bag Kongens Smiil er dobbelt sort hans Vrede, som Natten, naar en iilsom Lygte glimted. Dog Alle Kongens Smiil med Tak maae tage; der bliver dog, liig Asken af et Lufttegn, i lange Sorg-Nat Mindeskimt tilbage. (gaaer) Kongen. Ha, Kongen kan sin Slave ei befale at sove hos hans Hustru? Se den Trodsige! I visse Ting, de vigtigste, er Drotten med Slaven stevnet for Naturens Domstol, og begge lænkede for Ligheds Skranker. Men Den, som Lænker bar ei før, de tynge, saa han Naturen kalder Unatur. . . O, var du dog en mindre trofast Kriger! Jeg frygter ei din Vrede, om du mærked, at Den, for hvem du pletted fiendtlig Val SIDE: 228 med Smertesblod og laae paa Klippeleie, gjød i din Ægteseng sit Blod med Vellyst; men jeg din stolte Haan maa frygte, naar du mærker Kongen sig til Kneb nedlod. Ha! Vel! hvad var en Kongemagt, hvis ei han selv sit eget Hjerte kunde tvinge? Det sukker; men min Læbe byder . . (til en Slave) Kald mig Uria! (Krigeren kommer, knæler) Kongen. Hør Kjære, Tapre, Trofaste! Jeg kaldte dig fra Leiren . . . (afsides) Ha, hans Bryn er Falkekløerne, hvormed han holder forvoven Due, Ørnen svæver over! (høit.) -- Hør Uria, du Tapre, Djærve, Trofaste! du Kongens langt i Ørknen skudte Spyd! Iil flux til Joab, Leirens høie Lue, der overflammed Ammon, med mit Skrevne! Han gjøre dig til Høvding over Tusind! (Leir. En Feldtherre, læsende i Kongens Befaling. Uria.) Feldtherren. Skal tapre Uria døe? Jeg være Bøddel, som binder denne al min Fares og min Seiers Broder Bindselet for Øjnene? Ja, Kongen saa befaler. Ja, naar Kongen saa bød, jeg myrde maatte jo mig selv? Hør, Uria -- Kongen gjør til Høvding dig. Gaa da at storme Byen først! Iil først, da Seiren er din Ejendom som Æren, som Kongens Naade! Iil til Seir! Uria. (gaaende) . . . Til Døden! Jeg seer hvad Kongen vil, men jeg maa lyde. SIDE: 229 Feldtherren. Du kommer ei tilbage; Kongen bød at jage dig i Døden. Ha, naar Kongen i Sengen mellem sine lodne Hærder og Bathsebas vaarlunkne Ynde føler en Gysen, som han troer er Elskovsskjælven, da er det dig, min Kampven, som en bleg og tynd og iiskold Skygge! . . Kampen lyder! (Kongehal. Kongen paa Thronen. Et Bud) Bud. -- -- Og da vi dreve, med tapre Uria ispidsen, Fienden mod Portene, da kom en Piil fra Muren, og Uria sank da i sit Blod, og . . Kongen. Ha! Alt nok, alt nok! Hils Joab! Siig fra Kongen: "sligt Nederlag ei bøie maa vort Mod. Helt segner snart for Buen snart for Sværd. Paa hveren Finger Dødsensenglen bærer forskjelligt Glavind." -- (Gaa hent Bathseba!) -- "Ja, saa er Krigen. Vi dog ei fortvivle." (Bud gaaer. Bathseba kommer tilsløret; Kongen løfter hendes Slør) Ah, Bathseba! Du maa ei græde, Kjære! Se, bedre, om ei skjønnere, Perler Kongen har for sin Brud. Ha, elsker du mig ei? Du græder for den døde Mand af Pligt; men mod din Mand ilive skal du smile. Og det er Pligt. Du kan ei ene begge. Ah, -- jo du kan det i et stille Aasyn foruden Smiil, foruden Graad; hvis ei dit ene Øje græde kan, imens det andet leer. SIDE: 230 (Kongen paa Dommersædet. Folk.) En Klager. Jeg er en fattig Mand; et Faar kun eied. Jeg kjøbte det; med mine Børn det voxed; det af mit Bæger drak, aad af mit Fad, laae i mit Skjød; det var mig som en Datter. Da kom en Vandrer til min rige Nabo (se han, som seer paa dig, som om hans Øje beskylder dig for saadan en Misgjerning!) men sparende sin egen Hjord, han tog mit ene Faar, og slagted det. Kongen. Den Mand er Dødsens Barn, som dette gjorde. En anden Klager. Den Mand, som staaer her, lokked lumsk min Broder i Ørknen hen og dræbte ham; men nu vil han beskylde Løven, skjøndt hans Færd imod ham vidner, da han strax derpaa sin Brynde stilled i hans Ægteseng. Kongen. Den Mand bør tifold døe! (Chaldæiske Præster. Folk.) Første Præst. Troer, I Chaldæer, mig! Jeg sværger, Bel har Selv for mig Alverdens Barndomssvøb opløftet saa: Hør, i Begyndelsen var Chaos Baau, et maalløst Afgrundsdyb af mørke Vande. . Anden Præst. Troer, I Chaldæer, mig! Jeg sværger, Jovah SIDE: 231 har Selv for mig Alverdens Barndomssvøb opløftet saa: Hør, i Begyndelsen var Bohu, et maalløst Afgrundsdyb af mørke Vande. . Første Præst. Kolpijah, Guds Munds Røsts Almagtsaande da svæved over Vandene. . Anden Præst. Og Ruach-Jovah, Guds Almagtsaande da svæved over Vandene. . Første Præst. Og Guds Munds Røst indblæste Livsens Lys, den alle Elementers Elskovsild. Anden Præst. Og Jovah sagde: "vord Lys!" og der blev Lys. Den første Dag der Morgen blev og Aften. Første Præst. Saa Guds Munds Røst opløfted Himlens Hvælv, og Moth nedsank, men Skyen svæved over. . Anden Præst. Saa Jovah fæsted vide Himmelhvælv og Arez nedsank, men han skildte mellem det Jordens Dynd og Skyers høie Vande. Første Præst. Og Guds Munds Røst da skilned Hav og Land; og Sæd fremkom af Jorden. . Anden Præst. Og Jovah sagde: Hav og Land sig skille! og Sæd fremkom af Jorden. SIDE: 232 Første Præst. Zophasemin -- se, Sol og Maane, Stjerner fremskinnede paa Guds Munds Røstes Bud, at være Himlens Opsynsmænd. . Anden Præst. Hajeorim -- se, Sol og Maane, Stjerner fremskinnede paa Jehovahs Befaling, at være Himlens (Dag og Nats) Beherskere . . Første Præst. Og Kolpijah, Guds Munds Røst opvakte af Havet og af Mulden alle Liv. . Anden Præst. Og Jovah sagde: Vandet føde Fiske, og Mulden Dyr og Kryb og Skyens Fugle! Første Præst. Saa Kolpijah, Guds Munds Røst, opreiste af Støvet Mand og Kvinde i sit Billed, og Livsens Aande dem i Næsen blæste. Protogonos var Manden, Ajon Kvinden. Anden Præst. Saa Jovah sagde: Mennesket af Støvet vi ville skabe i vort Billed. Da af Støv blev Mand og Kvinde i hans Billed; han Livsens Aande dem i Næsen blæste. Og Adam Manden var, og Eva Kvinden. Første Præst. Ha, Folk, I hørte det! Er ei vor Viisdom som tvende Draaber Vand fra samme Væld? Hvi trætte da med vore Brødre, som fra samme Sinnar fulgte over Floden? Se, du Hebræer, som jo Himlen er meer skjøn end Jorden, som dog ejer SIDE: 233 Guds Billeder i Manden og i Kvinden: saa maa den have skjønnere Gudsbilleder, og disse ere vore Guder -- ha, de Guder, som I glemte. Troer dog ei, at vi, som I, tilbede noget Ukjendt! Vi dyrke Guder, kun som deres Guddom i Livet (liig i gjennemsigtige Festmaleri) sig viser. Og vi vide, at Guddom ruger over vore Høie, besjæler vore Støtter; thi hvo nærmer sig disse uden Skræk? hvad Land er rigt som Baals Land og Dagons Strand? hvad er som Nebos Bjerge signet? glædefuldt, og som af Smiil indhegnet, som de Dale, hvor duftende Mylittas Lunde bølge? Se, Sidon giver Moloch Luer; Moloch indhyller Sidon da i Purpur. Og vidner ikke Babels Storhed og Chaldæas Staters alt indslidte Gang og gammel Orden i nye Fyldes Tilstrøm, at Guder nedsteg lysende i Menneskets det første Mulm? Se Belus, der vort Øje først aabnede for Himmelens Betragtning, saa at de saae de store Verdens Guder, der vandre over Støvets Hovder, og tilhvifte deres varme Aande dem i Rosen og i Dyret . . Han, som øved først Mandens Arm i Jordens Styre, mens hans Øje ufravendt mod Himlen skued! Se Chrysor, Han, der aabned Fjeldets Malmdyb, og letted Mennesket (som lidet Barn, der øves i at ride) ud paa Havet! Agrotas, Han, der lærte Mennesket i Skat at lægge Jorden under Plogen! Og Eliun, der først vor Haand bevæbned imod de stærke Dyr! Men bør vi leve, hvis vi taknemmelige ikke vare mod Livet, ved at give det det Bedste? SIDE: 234 Hvad bedre have vi end vore Børn? Og dog os Guden giver noget Bedre: den Fryd at see hans Majestæt indhylles i Gavens Damp, at see det Skjød velsignet, som tømte sig, at høre Luens Vellyst, at skimte gjennem Røgen Stjernerne at nikke Velbehag . . Mon De bør leve, som ei paa Bjergene, hvor Guder hvile, opreiste Mindesmærkerne om Tak, og lokked Guders Høihed synlig til sig? Modtog vi Liv, da være det et Offerliv; thi saa vi synes fri og stolte som om vi tilbagegav hvad os blev givet, som om vi dog betalte Renter. Anden Præst. Ti! Ti! -- Israel! dig bød Jovah: du skal ei fremmede Guder have for mit Aasyn! Vi dyrke ikke Steen og Fisk og Støtter. Første Præst. Oh, Israels Tempel er en større Støtte. Anden Præst. Lad, Israel, dig ei forføre! Satan udstrækker gjennem denne Baals Præsts vanhellige Læber Kloen efter dine smaa Børns Hjerter. Første Præst. Er Israels Tempels skjulte Allerhelligste ei slørede Astarte ? . o en større end den paa Libanon! Se, vore Guder staae aabne, blussende for hvert et Blik! Og, naar vi reise Billeder paa Højene, da sætte Støtter vi jo kun paa Altrene i Guders aabne Tempel: Himlen? SIDE: 235 Anden Præst. Se, Israel, Jovah stod for Moses som en Torn ibrand. Den Misraim fortærte. Første Præst. Ja, Moses traf, da vildsom han omvanked i dybe Tanker over sjunkne Israel, og saae ei op, men gik med tunge Blik, i Ørkenen saa pludselig en Busk ibrand (og Terpentinen brændte længe) som om den faldt fra Himlen. Der han knælte (som Vi for Molochs Flamme og Misraim for Pthas) og bad, og svoer, at frelse Israel. Anden Præst. Forlad ei Jovah, Israel! Thi førte ei Moses dig igjennem Havet? Første Præst. Ja; men takket være Ebben! Anden Præst. Førte dig i Ørknens Nat ei Jovahs Luestøtte? Første Præst. Ja foran Folket bare Arons Børn et Ildens Alter. O, I Israels Børn, forsamler jer om Ildens Altar! Der jo lagde Abraam sin Søn, da Oldingen ei vidste hvad han skulde troe var kjærest, og Baals Dyrkere omkring ham blomstred. Men Væddren offred han -- det Nebos Offer. Seer, Eders oxehovedede Cheruber er vore fælleds Guder, Melkarts Billeder! Hvi staae de tause da i Krogen, som en aflagt Prydelse? SIDE: 236 Anden Præst. O, Israel, Moses Aasyn rødmede af Jovahs Herlighed, dens Straalers Gjenskin, da han opløfted Loven over dig! Første Præst. Ja samme Rødme bævrer flammende paa Baals-Præstens Kind i Babel, naar han viser Belus's Tavler frem for Folket. Anden Præst. Din Gud er nidkjær, Israel! Fortæred ei Herrens Ild og Slanger de Gjenstridige? Første Præst. Ja Molochs Vredesaande, Ørknens Samum. Og Moses førte, da et Oprør ulmed, sit Folk til Sumpene, hvor Slanger vrimled. Anden Præst. Og Tegnene? Græshoppe-Skyer og Hagl frembrusede, naar Moses løfted Staven. Første Præst. Spørg en ægyptisk Bonde, og han letter paa Huen, seer mod Himmelen og siger, om der Græshopper komme vil i Sommer. Anden Præst. Og Underværkerne? O Israel! vil du ikke boe i Ly af Arons blomstrende og eviggrønne Mandelstav? Første Præst. Det er: i Ly af eder Præster, jer Leviter. Nævn ikke Underværker; thi jeg fristes (hvis ei min egen Hellighed da blegned og Livet med for mine Brødres Haand, SIDE: 237 som en Forræders) at forraade for begge Slægter vore skjulte Kunster, som du til Israel vor forborgne Sandhed forraadte: at kun Een -- kun Een er Gud, at Alle aande ligelangt fra ham; at alle have samme Pligter da; dog, at ei han og Verden ere Eet. Se, derpaa hviler jo vort Herredømme; thi kunne Tingene vi herske over, og røre deres skjulte Kræfter, da maa Folket troe, vi Gud beherske og hans Kræfter røre, som vor Villie lyster. Dog du gjenstoppede din Aabenmundethed, ved Israel at lære, at den Ene er ikkun Gud for Israel. (Til Folket) Israel -- ha, hvi vil du sidde som en Eremit iblandt de dandsende Folk? Se i din Armod paa vore Fester, hungrig naar du bydes? Du Israels Konge, skulle Præster skræmme og ærgre dig, som Israels første Konge, til Vanvid og tildøde? Vore Fyrster, livsalige, ei tæmme sine Lyster! Dem Purpur skygger og paa Guld de hvile! Du nøjes med en Sichems Palmeskygge? I Israels Mænd, hvi nøie Eder med een Gud, naar Hundred staae paa Eders Grændser? Er Baals Mænd ei stærke? Faldt I ei? Ha, lytte eders Hjerter ei, naar viden I høre vore Horns Musik? Ak, sukker da eders Stilhed ei? Vel, ei af Mænd I ville føres did -- se der jo venter med aabne Arme Kanaans søde Kvinder! Ak, Israels Døttre, spørger Eders Hjerter, om Fløitens Klang til Ildens Bragen ei er som en Kvinde vexlende med Manden i Elskovssang! Og lærer ei Mylitta en sød og leflende Veltalenhed? SIDE: 238 Den søde Pligt hun byder, at hver Kvinde skal i sin Blomstren nyde Elskov med en fremmed Mand i Templet. Belus selv, den høje Gud, nedstiger jo om Natten omfavnende den Kvinde -- o den Salige -- som han vil vælge? (afsides) Jeg var ogsaa Gud til Tiden sneede min Isse over. (høit) I tøve end? Da jeg vil klarere af Himlens Stjerner, end din Høipræst af sit Brystskjolds Demant-Stjernebilled, spaae din Undergang, o Israel. Israeliternes Konge. Til Moloch jeg ofre vil mit Blod. Min egen Søn skal gaae igjennem Ilden. Jeg vil agte paa Fugleskrig, og vælge Tegnsudlæggere. Luk Templet! Jeg vil glæde mig paa Høiene. Nogle Israeliter. Vi maae jo følge Kongen. Ere ikke, og sværge ei, som Jovahs, Baals Profeter? Paa Dans og Bethels Høie vi opreise et Baals-Billede af Sølv og ofre paa Tofets Høje i Benhinnons Dal! Anden Præst. Ve, Israel sviger sine Fædres Gud! Din hellige Kydskhed, hvorom vi Leviter og Præster var et Belte, bryder du, og horer saa med Askalon og Gaza? Fra Astaroths Skjød skal sorte Bylder regne paa dem, som Herrens Ark forraadte. Juda, du Israels unge Løve! Benjamin, du Zions taarefulde Barn, forenes! og løfter Helligdommen mellem Eder! Men mellem Eder da og Israel et draget Glavind være, og et Baal imellem Afgudsdyrkerne og Eder! SIDE: 239 Nogle Israeliter. Frem Pagtens Ark paa vingede Cherubim! Andre Israeliter. Frem Baal-Beriths Horn og Molochs Ild! Første Præst. Ha, hvæs dig nu, du Sværdering om Israel, du Edom, Seïr, Amalek og Moab, Filister, Syrier, Fønicier! Og blotter Eder nu, I skjulte Dolke i Israel, I spredte Kananiter! Og dræber dem, hvis Fædre Eders Fædre i Gibeon paa Solhvervsdagen sloge, ja Natten efter, en Fuldmaanenat, dem gjennem Ajalons Dal i Døden joge! (Kvinder dandsende om Molochs glødende Kobberstøtte, i hvis Arme de lægge sine Børn. Præster. En grædende Kvinde med et Barn.) Chor af Kvinder. I din Glofavn, Moloch! Moloch! Moloch-Gud! glødende Allivsens Sommer! haste vi med Fryd og hellig Angst at kaste vore Børn. . O tag den søde Duft af Livets Overflod, af vort Skjøds den første Grøde! En Kvinde. Moloch! Moloch! jeg gav dig Een! Giv mig Diende fem igjen! En Præst. (til den græedende Kvinde) Er du et Menneske, og hører, -- hør de dandsende Mødres Jubel, naar de lægge Livsfostrene i Molochs Glofavn, naar SIDE: 240 de lade dem igjennem Ilden løbe, og frydes, hvis dem Molochs Flammetunge indslikkede i Flugten -- Ha, er du et Menneske, dog saa fordærvet, saa haard af Hjerte, at, mens Gudens Øjne nedblinke, som beruste gjennem Røgen, du gjerrig nægter Livsens Gud den Fryd at favne om det Barn, han skabte selv? det Barn, hvis Næse han indblæste Livet, for engang op det unge Hjertes Damp i sine røde Næseboer at suge? Netop de samme Næseboer -- du seer dem? -- hvor Almagtsvinden, Tidens første Aandedrag, indtrak sig, da den frem af Baaus Bug Zophasemim, de Verdensdele, Sol og Stjerner og Allivet havde blæst. Du nægter Gud, som afskar selv sit Hoved, og skabte af dets Blodskyl Dyr og Mennesker, fordi dit Hjerte mukker, nu dit Barn? Kvinden. Ak! -- Vel! jeg vil . . O kom min lille Ada! Se Guden hist er jo af Rosenblade! Ak, store Præst, jeg blev bedøvet af mit Hjertes Slag . . Jeg syntes Barnet klynked her i mit Bryst, ei ene i mit Øre. Jeg min ugudelige Frygt forsoner. (Ofrer sit Barn. Rives hen af de Andre i Dandsen) Chor af Kvinder. I dit Ildgab -- Moloch! Moloch! Moloch-Gud! glødende Allivsens Sommer! vore Spædes Hjerter vi med Smiil og Taare lægge ind . . O, af min Enes Aske atter, Moloch, skal Ætten blomstre ud og grenes! SIDE: 241 En Kvinde. Moloch! Moloch! Jeg gav dig Een! Giv mig Diende ti igjen! (Afgudsbilleder paa en Høi. En Mand og en Levit.) Manden. Saa vær min Fader og mit Huses Præst, du Levi Søn, du hellige Bethlems Vandrer! Jeg giver Sølv og Klæder dig og Føde. Thi se, jeg reiste her paa Ephraims Bjerg en Gud, den Gud, en Guldsmed gjorde mig af Sølvet, som jeg stjal ifra min Moder, det Sølv, som hun og jeg nu giver Guderne. Og rundt om, som Planeterne om Solen, jeg satte Terafim, de Huusgud-Billeder. Men Præstekjortlen, som min Mo'r baldyred, end hænger tom. (Leviten giver ham Haandslag) Nu er jeg sikker; Baal beskjærmer mig, fordi jeg har hans Støtte, og Sidons Astaroth og Ammons Moloch og Ekrons Belsebub for al min Røgelse; Israels Jovah (se, saa halter jeg paa begge Sider) signer, naar jeg har en Levi Søn til Huuspræst. Ei? Leviten. Tilvisse! (Offerplads. En Datter knælende paa Altret. En Fader med Offerkniven hævet. Folk). Faderen. Jeg giver Gud mit Sejersløfte opfyldt: det Første, som mig mødte af mit Huus. Ak da, min Eneste, du kom med Fløiten, SIDE: 242 og dandsende -- o du mit eneste Barn! -- Du mine Seirsbasuner overdøved. Ak, er den Maaned svunden, som du bad om til stille Graad for visnet Jomfrudom? -- ah visnet ei, men brudt, men knækket . . O, du græder end . ? Er Maaneden forbi? Se Præsten staaer der skummel mellem Folket, som om min Smerte vel fornærmed Gud, som om din Graad var Spyt paa Altret . . Ha, jeg kan ei . . Gud mig dræbe! En Præst. Jefta, ve! Hvad svoer du Gud? Din Taare Gud fornærmer. (Faderen støder til. Folket jubler) (En beleiret Stad. Kongen, hans Søn, Præster paa Muren. Folk.) Kongen. Mit Folk har kolde Hjerter, visne Hænder; dets Mod er sjunket; Fiendens Skjolde klemme isammen vore Mure til en Gravhvælving, og udenfore seer alt Landet ud som en Indgang til en Grav. Se Kvæget, der ligger adspredt rundt som Aadsler og af Gravene opslængte Dødningbeen! Græshoppen springer mellem Oxens Ribber. I Hestens Hoved Humler bygge Boel. Se, Agrene de have gjort til Steenrøser, og Brøndene opdynge de som Gravhøie! Og Palmerne og svedne Olietræer som Mindesmærker staae med kulsort Top. De Smaabørn, som ei kunde flye til Ørknen, rundt ligge knuste om paa Stenene, som Rosenknoppe tabte i en Liigfærd. Saa Moses Bud de efterleve, for ei Sauls Straf at lide. SIDE: 243 En Præst. Der staaer din Søn. Giv Guderne dit Kjæreste, saa kommer Mod liig Tordnen rullende igjennem hele Folkets Hjerter. Gjennem sin Konges Ætlings Bloddamp seer ei Slaven sin egen Fare. Kongen. Vel, dets blege Feighed jeg gløder op til Mod ved den at dyppe flux i min Enestes Blod. (En Konge. Krigshær. Spaamænd.) Kongen. I firehundrede af Guderne Indblæste, siger, hvad i Slaget venter! Hvis jeg skal troe, maae Alle sige Eet. De Firehundrede Spaamænd. Det skrevet er i Himlen: Du skal seire. En Spaamand. (træder frem med Jernhorn paa Hovedet) Saa skal du, siger Herren, stange Fienden, til ei han findes meer paa Jorden. Ja! En Mand. Du lyver! Spaamanden. (slaaer ham) Ha, du siger? Een mod os? Kongen. Ja fængsler ham! Han æde Kummers-Brød, thi ondt han spaaed Kongen! Ja, han turde. (Kamp. Kongen falder. Hæren flyer.) SIDE: 244 (Kongehal. En Konge. En Dronning. Folk). Dronningen. Ha, Du, Du skulde være Konge, som ei veed at tage Trælles Eiendom! Ei? -- hvilket Mord! Min Mund er selv ukongelig, . . en Hjertets høiforræderiske Hærold, der spotter, ved at stamme, hvad han læser. Der gives ikke Eiendom for Folket; men Guder dele Himlen, Konger Jorden, Dæmoner Luften og den sorte Afgrund. Ha, Kongen slæber bleg sig om, og sulter, fordi han negted dig en Fædrejord, og pukked -- o hvor tom en Trods! -- paa Loven, og sagde reentud: Nei. Ja da han mærked, at Kongen veeg ham Skridt for Skridt: fra Gave til Kjøb, fra Kjøb til Bytte . . O du Barn, som med dit Eget leger Kjøb og Salg! -- -- Jeg, jeg (ja tro mig!) giver dig hans Viingaard. (til Nogle) Hør, stevner ind i Kongens Navn flux Naboth for Dommeren -- Gaa, I skal være Vidner! og sværger paa, han Gud og Kongen haante! (til en Anden) Du Dommer, du skal dømme Naboth stenet, og alt hans Gods tilfaldet Kronen. ! Flux! (En Viingaard. Kongen. Dronningen) Dronningen. Min Herre, her er Eders Viingaard. Naboth er stenet udenfore Porten. Nu, fornøi jer efter Hjertens Lyst! Isandhed (dog uden at forkleine Eders Smag) skjøndt disse Druers Rigdom funkler over den Blodskvæt, som de kosted, synes knapt den Jordflek værd den Umag. Ei, min Mand, SIDE: 245 du maa dog være lystig vel som Manden! Du fik den jo ved Arv, saavelsom han. (En Profet kommer) Profeten. Du krænked Loven. Hør, saa siger Herren: "hvor Naboth bløded, Hundene og skulle den Israels Konges Blod opslikke, som ihjelslog Naboth, lovløs tog hans Odel. Og midti Staden skulle Hunde æde din Dronning. Stadens Hunde, Markens Krager, de skulle stride om dit Afkoms Kjød!" Kongen. (sønderriver sin Kjortel; strøer Jord paa sit Hoved) Se, hellige Mand, mit Purpur sønderrevet, og Aske paa mit Hoved for min Krone, og fastende, indhyllet i en Sæk, vil Kongen liste sagtelig sig frem. Profeten. Saa siger Herren: "Kongen for mit Aasyn ydmyger sig. Vel, jeg det Onde vil nedsænke fra hans Hoved paa hans Afkoms. Endskjøndt jeg svoer, det skal dog nu saa skee!" En Mand. (til en Anden) Skjøndt, Kjære, jeg, som Kongen ei kan vinde en Viingaard, vil jeg dog, i samme Spil, to Armepar mig vinde for min Viingaard. Se der er nu den gamle Spinder-Enke med begge sine Sønner! Mon de gjorde ei bedre Nytte paa min Jord, end nu de samle Dagløn til det gamle Fjog? Sværg nu du Kjære (se for dette Sølv!) at Enken er min Skyldnerske: saa vil (thi Dommeren har Sit af mig alt faaet) jeg føre hendes Sønner bort som Slaver. SIDE: 246 (Negere. En Præst. Afgudsbilleder). Præster. Den øverste Gud er Slangen -- Ei, saa knæler for dette hellige Navn! Og saa er Træerne, hvem I maa ofre Eders Naboer; og saa Havet, som, naar Hunger nager, skyder som Tarmebugter, til vi mætte det med Oxeblod; og saa Agoyen (Djævlen, det er: den værste Gud af alle Guder. Det vil nu sige Djævlen. Djævlen er da dette Billed: Øgle halv, halv Kaffer). Men skulle vi ei have flere Guder? Boe Alle vel ved Havet og bemærke, naar Rynker fure det, og der maa sones? Kan Slangen ikke løbe væk for En? ei Svinet, det vanvittige, æde den? Og midt i Ørknen have I da Træer? Og jeg, jer Præst, jo eier kun Agoyen? Men var et Menneske uden Guder kun et Øieblik, da saae I snart et Aadsel, og Djævlen, hvis hiin havde ei hans Billed, snart tog hans Hjerte. Derfor er det Pligt at samle mange Guder, saa I vælge, og aldrig mangle. Gaaer I derfor ud, og tager op det første Dyr, som møder; hvis ikke, tager Been og Steen og Kviste, og ælter alskens Skikkelser i Leer, og siger: gaaer mit Værk mig vel, saa skal du være mig en Gud! og giver Præsten (thi ham vil Guden skjænke hvad I give) et Offer! Han da skal med Sang og Dands indmane Guddom i de valgte Ting, der tjene Eder, naar I troe og ofre. En Mand. (kommer med en Dreng) Her er min Søn -- han traadte paa en Slange. SIDE: 247 Men, skjøndt han krænked Guden mod sin Villie, jeg tør dog ikke have ham i Hytten. Præsten. Nei han maa offres. Se der kommer Guden, og æsker Hevn. (En Slange vælter sig frem. De offre Drengen under Fryderaab). (En Præst. En Anklaget. En Klager. Folk). Præsten. -- -- Ja Guderne faae dømme . . Klageren. (til Præsten) Hør, hjælp mig Kjære! Se jeg ejer Guld . . Præsten. (til Klageren) Jeg sværger, han skal æde til han tier. Se, jeg har tvende Kager: en af Meel, og en af Gift! Hvis du nu skulde dømmes, saa putter jeg dig den af Meel i Munden; men Denne her, den Pjaltede, som pukker saa paa sin Uskyld! smage skal den anden. (høit) . . Saa faaer da Guder dømme. Anklagede. Ja, saasandt som Denne her belyver mig, jeg vil mig underkaste Himlens Retfærd ved en hellig Prøve. Præsten. Aabn din Mund da! Lever du end en Time, da er du uskyldig. (putter en Kage i hans Mund) Klageren. (afsides) Han Giften fik. Nu er hans Ager min. (Den Anklagede styrter død om.) SIDE: 248 Præsten. Den Mand var skyldig. Folk. Det vi tænkte ei. Han var i Armod dydig. Præsten. Hvad? I troe vel, naar Guder have dømt? Folk. Nu maae vi troe, at Løgn var før hans hele Liv. Klageren. Nu min hans Ager er. Jeg giver dog ham Jordsmon etsteds i Krogen til en Grav. (Afgudstempel. Præster. Folk). En Præst. (gjennemborende et Menneske, bundet paa Altret) Tag, Vizlipuzli, tag dit Offer! (river Hjertet ud, og viser det rygende i Solen) Se, Sol, drag Livet ind med dine Straaler! Du giver Liv, vil have Liv igjen. (putter Hjertet i Afgudens Mund og besmører hans Læber med Blod) Smag, store Gud, hvis Mad er unge Hjerter, hvis Viin er Blod! Dit Maaltid du betale med Held for Mexico! (til den Mand som bragte Offeret) Se fromme Mand, der har du Kroppen! (kaster Kroppen nedad Altertrinene) Bring den i dit Huus; og kog og æd den saa med dine Venner! (Manden gaaer med Kroppen. Folket jubler) SIDE: 249 (Præster. Folk). En Præst. (til Præsterne) Kom skifter disse Gothers Guders Navne imellem Eder, Aser! Se, vi skulle da fra en Præste- og en Kriger-Kaste hos disse Slægter blive gamle Guder! Vort hvide Aasyn dette skal bekræfte blandt disse sodede, røgede Hyttefolk, som og det vidnede i Asaheim, at Solens Blod os farved, da vor Æt fra Kaukasus nedsteg blandt Schyterne. (til Folket, pegende paa sig selv) I Skandinaver, her er Odin -- ja, Alfaudur selv! Se her, min Kvinde Frigga er Jordens Guddom, den I kalde Jørthe. Min unge Søn, den Eenhaand der, er Tyr (I vide Fenrisulven beed den af?) Og se den Hærdebrede hist er Thor. Med denne Hammer, naar han er i Himlen, han vækker Tordnen; men med denne her, Han, gode Gother, rense skal jer Landet, hvor end dets gamle Folk fra Verdens Barndom, de Jetter, rundtom hist og her blandt Fjeldene i røgede Huler boe og dyrke end i gammel Tro den onde Gud, min Fiende. Og denne Blonde der er Eders Balder. Og her staae Vil og Vidar, Uller og Forsete, Niord, Freyr og Freya. Se den gamle Guddom, (ja vor gamle Spaamand!) der nikker hist ved Staven, det er Mimer. Og hiin -- vor Barde -- Guden hist med Harpen er Bragi. Denne unge Kvinde der med denne Kurv med gyldne Æbler (de Pomeranzer Dacerne os bragte, men aldrig seete her) det er Ydunna. Og disse trende Møer ere Nornerne: det liljelokkede Pigebarn er Skuld, SIDE: 250 den fuldudslagne Blomstermøe er Værande, hiin gustne Pebermø er Urd. Folket. (knæler) O Guderne nedstegne er iblandt os! O hædrer os, og bærer Spirene i vore Lande, mens I ere her! Lad Nidaros og Sigtuna og Leire da være Asagaarde! (Præster. Folk). En Præst. Nymaane smiler. Alt tilsmiler. O, I Celter, Eder Gud Belenus signer, naar han ei agtes ringere end Freyr, som Gothen dyrker. Freyr hvert Niaar faaer jo niogniti Mennesker, Heste, Hunde, Haner, og Jørth en talrig Slavehjord, imens vor Gud faaer nu og da Lidt tilslængt. Vel -- vi Druider see i Guders Hjerte; og, naar I troe, vi stirre ned i Mosen, og lytte efter Egetoppens Raslen, da skue vi bag Skyen, høre Guder. Vel, Guden vil eet Offer have kun, men dog et stort og prægtigt. Se, vi ville et stort uhyre Mandebilled flette af Pilekviste, fylde det med Mennesker (thi vi maae give Guderne det Bedste) og tænde Ofret. Det vil være som at ofre ham en mangehovdet Rise. (Torv. Præster. Folk) En Præst. Hør, Cato, du har adspurgt Lodderne, hvis Øine er Fortunas Alfabet? SIDE: 251 En Mand. Nei, jeg kun har adspurgt min Dømmekraft: en Ret bestaaende af hundred Ja- Bisiddere og hundred Nei-Bisiddere; men alle reiste de sig op som Een, og mig lykønskte til mit Forehavende. Præsten. (aabner et Dyr) Hvad hjælper det, naar denne Mave negter? Og gaaer ei Hønen der blegnebbet, som om Pip den havde, endsende ei Bygget. Gaa, Cato! du maa lade fare. Folket har alt, ved dette Syn, sin Mening tabt. Manden. Saa Roma styres af en Kaglehøne, et Kalveaadsels Tarme, hvori lever kun høist en Vind, maa give Cato Lærdom, hvis ei hans Mening er Augurens? (To Ynglinge) Første Yngling. Vor Barndom er forbi -- som Perlen sjunken, et Hav henbruser over. Ak, med Kraften fremmodnes Pligterne. Du veed . . ? Anden Yngling. Jeg veed, der ligger Blod imellem os. Din Oldefader min Oldefader dræbte. Siden Alle af vore Stammer fældede hinanden, til ene vi tilbagebleve, for hinanden ned at fælde, naar vi kunde. Jeg er Blodhevneren. (drager sin Dolk) Første Yngling. Jeg er Blodhevneren. (drager sin Dolk) SIDE: 252 Anden Yngling. Ja, Loven byder det -- min Ven! min Ven! -- -- (de fælde hinanden) (En Konge. Hans Billede. Folk). Kongen. Her staaer mit Billed hundred Alne høit. En Præst. Af os, os Præster til en Guddom kaaret. Kongen. Naar nu Basuner, Fløiterne og Cymbler og Harpers Lyd slaae Landets Grændser ud, som Aanden en Trompeters Kinder, saa nedknæler Alle! beder til min Guddom! Hvo ei det gjør, skal kaldes en Ugudelig og brændes i en Ovn. (Instrumentlyd. Folket knæler, paa Tre nær) Ha I! Ha I! I hørte det, og knælte ikke? Ha I ere Jovahs Dyrkere, ei Bels! Bort, Trælle, gaaer til Ovnen! -- (Kongen. Tre Mænd føres ind) En Mand. Hil Konge, lev evindelig! Se, disse Mænd paa Ovnens Bund i Nat har ligget som paa Purpurtepner, og sjunget, som om Gnisterne var Druer. Kongen. Ha, sunde? ikke sodede? ei svedne? De tre Mænd. (afsides) Den Kunst vi ogsaa kunde lære dig. SIDE: 253 En Mand. Men de, som kasted disse indad Gabet, fortæredes fast af Heden. Kongen. O, et Under! Ja deres Gud Jovah med Babels Guder skal dyrkes. Det ei skader Fleer at have. (En Konge, Hær, Præster foran en Stad) Kongen. Jeg vil jo gjøre Jorden til eet Rige; og tæt ved mine Grændser . . ah, ei Grændser for en Antiochus! . . men lige ved mit Scepters Rod, et lidet Hyrdefolk da skulde trodse mig og mine Præster i Sæder, Tro og Statsforfatning? Antiochus forskyde i sin Purpurglands for nogle længst Hensovedes blege Skygger? for Jovahs tause Zeus's muntre Dyrkelse? -- Ved Zeus og Bel, Antiochus Epifanes vil (hver min Tanke er jo et Dekret, hvert Vink med Fingeren en Dødens Hær) til Trappekin for denne Fod forvandle Aljordens Stater; ja fra Indien, (det nederste, bredeste, teppede Trappetrin) og Parthien og Roma (to Afsatser, hvor mine Førster have Rum at knæle) til Syrien, mit eget Sæde! Øerne, fra Taprobane op til Thule, strøede rundt Landene, de være Skamler for Satraperne hernedenfor min Throne. Og Elymais's og Romas Kobbertinder saa skulle tækkes af, at de symmetrisk, Granatzirater liig paa Throne-Trappen, SIDE: 254 til mit Damaskus, allerøverste af Prydelserne, svare. Og tilsidst med Selene, som af Gudinderne er kydskest og den rigeste, trolove mig Præster skulle hist i Efesus: thi da jeg tager jo med Brudgoms-Ret som Udstyr hendes Tempelkister. Præster. (afsides) Ve dig, hvis du, endskjøndt du Præsterne foragter, tør haane dem! Du Stene faaer for Guld. Kongen. Hvad tale I? En Præst. Vi sagde: Guderne frem ville føre dine Skridt paa Jorden, hvis denne Jehovah du styrter. Kongen. Ja, jeg styrter ham som Konge ei som Gud. Ha, Guderne? Hvad bryder mig jer Zeus, jer Bel og Jovah, alle eders Drømme, hvis Guldet ikke lod sig skrabe af dem? hvis ei de vare Folkenes Skrække-Billeder? Hvis Zeus var Jødeguden, jeg ham knækte. Kort -- ligemeget hvilken Gud der seirer, naar Jeg kun giver Seiren. Blegne I, fordi jeg er en Atheist fra Rhodos? Dog, Præster, ere I mit Raad, thi I, hvad enten Zeus's eller Baals, ere de klogeste. En Præst. (afsides) Hvo raader vel, regjerer. SIDE: 255 Kongen. Se, Apollonius, se der er Zion! Der funkler Morgenrøden over Templet, som Gjenskin af dets gyldne Skjolde. Ha! drag Glavind for Antiochus. ! Præster. . . Og Zeus! Kongen. Slaa ned i Raadet. ! Præster. Dræb Leviterne! Kongen. Nedhaler dem med Spyd, som flye paa Tagene! Den Yngel er haardnakket. Mænd og Kvinder og Jomfruer og Smaabørn, de maa slagtes! Af Resten Halvten sælge vi som Slaver. Og de, som boe tilbage, skulle ofre paa min, paa Kongens Fødselsdag. Præster. Besmitter Templet (der er det en Dyd; thi Templet bliver dem da Afsky siden) med Mord og Hoer og Drukkenskab, og tvinger Rabbinerne at sudle deres Skjæg med Bærme, Flesk og Spyt af Skjøgekys! Reis Zeus Olympier hvor Arken staaer, og feirer Bacchi Fest med Jubelruus i Templets Allerhelligste, hvis Taushed kun eengang aarlig Præstens Fodtrin vakte. Hvo ei paa vore Altre ofrer, offres! Gjør Templets Altar til et Oplagssted for lovforbudne Ting! De skulle sværge, at de ei ere Jøder; bede om Forladelse, fordi de fødtes her; SIDE: 256 med Trælledamp Sabbathens Himmel mørkne! Og Templet kaldes da ei meer Jovahs men Zeus Olympiers! Kongen. I have Ret! Vi gjøre dem til Græker. Jøde skal en gammel Fabel være. Gaa og døb dem om i Blod, min Apollonius! Saa seirer jeg ei ene over Nutiden, men over For- og Fremtid: over Moses og David, over Folkets hele Haab. Præster. Og vi, vi seire over Jovahs Præster og Levi Sønner og Profeterne, der aabenbarede vor fælles Viisdom, og skjulte kun saameget som nødvendigt, at Aronsstaven ikke skulde brydes. (Kongens Hær. Jøderne knælende.) Kongen. Her træffe vi dem knælende i Ørken. Til Vaaben! Jødernes Høvding. Bort med Vaabnene! Vi maae idag ei kjæmpe: det idag er Sabbath. (De kaste Vaaben) Kongens Hærold. I kaste Vaaben? Vel, det er et Tegn, at I, som flyede til Ørken, nu ved Pønitentsen ere blevne kloge, og hylde Kongen og hans Præsters Guder. Jødernes Høvding. Det være langtfra! Ha, Den er forbandet! -- SIDE: 257 Kongens Hærold. Hvad ville I da vel, I Værgeløse? Jødernes Høvding. Vi ville døe i vor Enfoldighed. (de Knælende nedsables) (Kongen. Præster ledende en Olding, hans Datter og hendes syv Sønner frem.) En Præst. Her er den gamle Rabbi Eleazar, "den vakkre Olding" kaldet af Oprørerne, Han har ei offret end paa Zeus's Altar, ei baaret Bacchi Krandse. Kongen. Ei, saa faaer (det er en Buk saa strid!) vi prøve om han ei kan æde Flesk. Oldingen. Jeg lyder Loven. Kongen. Vrist Munden op, og put det ind. (De gjøre saa. Han spytter det ud) Ha, hvad? Til Pinebænken! Oldingen. Jeg er niti Aar; vil ei med Synd min sidste Time smitte. Thi, kunde jeg end undgaae Straf paa Jorden, jeg kan dog død ei, eller levende, undvige den Almægtiges. (han pines) Jeg døer -- Et herligt Styrkens Syn for Israel! . . I unge Hjerter . . blegner ikke . . gaaer til Jovah blussende for Loven . . som . . som jeg. -- -- (døer) SIDE: 258 Kongen. (til Kvinden med Børnene) Nu! lærte I af Bedstefa'r? Det var en gammel trodsig Buk . Herfrem du Ældste da! Smag lidt paa dette Flesk! Moderen. At æde eller ikke æde Flesk, er ikke vigtigt i sig selv. Men Den, som agter Loven i det Mindre, kan endnu mindre ringeagte Kjernen. Ak Børn, mon jeg bemærkte eller veed hvorledes I fremvoxte i mit Liv? Jeg gav jo ikke Aanden eller Livet? Dog kom I frem af Fryd, og gaae til Fryd. Men, Den som gav jer Aandens Liv, han gav det ei saa, at usel Træl, en lav Forbryder, som faaer den Lyst, kan plyndre det ifra jer. Men, som I vise Tillid hertil, til hans endeløse Magt, hans Gaves Værd, ved det at agte fremfor Død og Smerte, som I af de Henfarnes Viisdom og Forældres lærtes op at kalde Helligst: saa vil i sin Barmhjertighed han vise, at Hjerte-Styrke og den Frommes Tillid er ei, som Smerterne og Lastens Haan, et Blændværk. ! (brister i Graad) Ak, I Børn, jeg er en Kvinde. . ! Den første Søn. (Kongen rækker ham Flesk) Hvad vil du . ? Kongen. Tal ei! Gjør blot hvad jeg byder! Din Tunge er fordømt, som talte. Bøddel! Hei, slid den ud! (det skeer) Du vil ei.? Ha, du kan ei! SIDE: 259 Vel, bid! blot rør; og du skal leve (første Søn ryster med Hovedet) . . Ha! flaae af ham Hud og Haar, hug Arm og Been af, og kast saa Kroppen endnu, mens han aander, i glohed Kjedel! Moderen. (til de øvrige Sønner) Gid I ei havde Øren! En Søn. Ak, Moer, du troer, hans Syden, som vi høre, kan skræmme os? Kongen. Ah, lugte I Jer Broer? Mo'r, lugter du dit Kjød? Moderen. Snart Paradiset skal dufte os imøde. Kongen. Frem du Anden! Du vil ei? Anden Søn. Lo. Kongen. Hvad "Lo"? Ha, svarer du i dine Fædres Tungemaal, af mig banlyst? Hvad "Lo"? Er du vanvittig? "Lo"? Moderen. Det i dit Tungemaal betyder: Nei! Kongen. Han døe sin Broders Død! Først Tungen spaltes! SIDE: 260 Anden Søn. Du, Bøddelkonge, lukker Porten til for denne Jammerdal; men hisset skjænker mig Verdens Konge Livet og Opstandelsen. (Han døer paa samme Maade) Tredie Søn. (træder godvillig frem og rækker Hænderne til Afhugning) Af Gud jeg disse fik; for høiere Pligter foragter jeg dem nu; som jeg forhaaber, ei derfor hisset iblandt Aanderne en Krøbling. (Døer paa samme Maade) Kongen. Nu fort! der er dog vel et Menneske blandt disse Klipper? Fjerde Søn. Det er Beviis for evig Salighed, at allerede Haabet derom her ei lader nogen Smerte uden Fryd. (Døer ligeledes) Kongen. Ha, det er ikke Tro men Trods ! . Den Femte ! . Femte Søn. Du vil faae længer Tid end nu du har til al din Høiheds Fryd, til nu at snufte de svedne Hjerters Steglugt i dig; ja en længer Tid til dine Suk at høre, til din Elendighed at maale. Du i Ækelheden længes skal mod Smerten, i Smerten længes imod Ækelheden. (døer ligeledes) Sjette Søn. Vort Blod skal lyse brændende om din Tinde, naar du af Graven reiser dig, hvis ei din Sjel af Laster er fortæret heel, som dine Lemmer udaf Orme. Kom! (døer ligeledes) SIDE: 261 Kongen. (til den syvende Søn, et Barn) Ak, unge Blomst, det gjør mig ondt for dig; men tak dog Zeus fordi han lod dig lære i dine unge Dage. Vakkre Barn, du voxer op og bliver Yngling; da vil Livet være dyrt, naar det er skjønt; og se, dig venter Purpur -- ja, jeg sværger! hør Kongen sværger! ja dig venter Purpur og Guld og Hæder, og, ja trods din Fødsel, trods al din Slægtes Haansord mod mig, skal du være Kongens Ven, hvis du forkaster dit Modersmaal og dine Fædreskikke. Syvende Søn. O ti og dræb mig! Piin ei meer min Moder! Kongen. Vel, stolte Knegt, du da forskyder Kongen som Far? Syvende Søn. Min Far med Matathias faldt mod dig, mit Folkes Morder. Kongen. (til Moderen) Du Kvinde, trods dit Vanvid, viser dog den Taare, som for hver af dine Sønner fremlisted sig. . Moderen. O det var Glædesgraad! Kongen. Snak! Vanvid! . . disse Taarer vidne dog, at du, midt i dit Afsind, er bevidst dig at være Moder. Se nu, denne Sidste skal blive dig saa god som alle Syv, SIDE: 262 hvis du ham overtaler. . Nu, bemøi dig! Du vil dog frelse vel din Eneste? Moderen. (bøier sig over Drengen) O Benjamin! min Søn, min Søn! min Søn! Forbarm dig over mig, som bar dig i mit Liv med Angst i sex og tredive Uger, i tvende Aar dig died og dig fostred ved Trællekvindearbeid og med Smerte, og dig oplærte alt til denne Alder! O se til Himlens Stjerner, Jordens Blomster! Dem kaldte Gud som dig, mit Barn, af Intet. Dog have de ei Sjel, som du, og derfor de fik et Liv kun; du en Evighed. Frygt derfor ei for denne store Bøddel, men bliv, skjøndt ung, dog værdig dine Brødre, og værd din døende Mo'rs Velsignelse! Ved Guds Barmhjertighed jeg faaer dig da igjen med dine Brødre, snart, o snart! Syvende Søn. Hvi tøve I? Ei Kongens Bud jeg lyder, men Moselov, den vore Fædres Odel. Jeg længes efter mine Brødres Smerte; thi efter disse korte Suk jeg gaaer til Livet, som min Tro tilsværger mig. Men Du, men Du med værre Pine skal bekjende denne Gud, du nu forhaaner. Kongen. Ha, Kvinde, overtalte du? Sku nu din Sidstes Død, og syd saa efterpaa i samme Kjedel! (Sønnen døer paa samme Maade) Moderen. Jeg gaaer med Fryd i mine Sønners Grav. I Saligheden faaer jeg vel en Tunge, -- slid denne af -- Gud at lovsynge med. O Jovah, jeg har bragt dig her et Offer! (døer som sine Sønner) SIDE: 263 Kongen. Hvad anden Trøst er nu for os end den, at ei hver Jøde er saa stiv som disse; de Store findes myge -- ja alt Græker. . . Luk Vindvet op, at Osen ud kan trække! (Kongehal. Kongen liggende syg. Præster) Kongen. I Præster, seer den Drot, som mente sig ifra sin Vældes Top at kunne naae og slaae de høie Stjerner! Han, der vilde, som Xerxes, byde over Havets Bølger, og gjøre Land til Hav, og Hav til Land. . . seer, hvis I tør . . ak seer, her ligger Han! Seer Mark og Orme voxe af hans Krop, og Kjødet falder raadent af hans Been, og Kongen stinker, saa hans Træl -- den Groveste, der rensed Nattetider Byens Skarnkister, -- maa holde sig for Næsen, ja besvimer. Nu taaler jeg ei meer min egen Stank. Nu vil jeg troe paa Guder . . jeg ydmyges. Ak frelser mig, I Præster! beder dog til Zeus og Bel! Jeg gjorde alt for Eder. Jeg slagted tusind Knælende i Ørken. Jeg gjorde Jovahs Tempel liig en Mand, der haanet sidder krummet paa sin Arne. Jeg spredte Rædsel over Israel; hver Brudgom græd, og Bruden sørgeklædt i Brudesengen sad. Den Helligdom, som Eder var en Afsky, jeg besmitted; jeg sønderslog mod Jovahs Altar (skjøndt det mig kun var en Steen) de Diende. Jeg eders Fiender Leviterne tvang til at dandse rundt om Bacchi Alter vedbendekrandsede, og til at brænde den Lov de agted helligst. Ja, jeg tvang hver Stad jo til at offre Eders Offer, og til at bede til min Genius. SIDE: 264 De Kvinder, som omskare sine Drenge og gav dem Fædremærke, førte jeg til Haan omkring i Gaderne, og styrted, mens Barnet endnu died, dem fra Muren ned. Jeg tærskede en Nitiaarigs Graahaar, som var det Axskjæg, og hans Hjerte, til det livstomt blev som Avner. Og de Syv, de Syv, hans Børnebørn, og deres Moder . . . . Hu! nu jeg stinker fælere end deres kulstegte Lemmer . . Ve mig! ve mig, ve! hvis ei I frelse mig ved Eders Guder! Jeg brænde vil Sophisterne. O red mig! Se mine Orme svømme nu i Sved! Præster. Der ingen Redning er. Kongen. O, bedre at I vare Farmaceuter! Kom en Magus, en Troldmand! red mig! og jeg dyrker Ahriman. Præster. Dig redder Ingen. Kongen. O! mon Jehovah? Vel, send til Jøderne, dem før jeg agted, for Eders Skyld, I falske Præster, ei andet Gravsted værd end Ravnemave! Siig dem, med venligst Hilsen fra Antiochus, (der takker for den Kjærlighed, de viste) at jeg hjemvendte syg fra Elymais hvis gyldne Tempelskin min Lyst opflammed, (Dog nævn ei, at jeg kom med brustent Glavind) men haaber dog til Jovah vist og fast, at jeg mig reiser snarlig karsk igjen, især, hvis de mig godt nedbede ville i Jovahs Tempel. Det jeg da vil smykke SIDE: 265 med Kobberspiir og gyldent Tag: saa, liig en luepantsret Cherub i sit Eden, det snart skal kneise i den hellige Stad, der meer ei vorde et Begravningssted! Siig, at Antiochus, hvis Jovah frelser, vil vorde Jøde, ja omskaaren Jøde, ei tale andet Tungemaal end Mosis, Sabbathen holde, æde Paaskelam, som om min Æt var dreven fra Ægypten. Ønsk saa til Slutning Godt og megen Sundhed for mine kjære jødiske Medborgere, og siig, at hvis nu de og deres Børn (saasandt jeg frelses af min Pine) fare og lide vel, da takker inderligst Antiochus sin Gud, sin Jovah derfor. (Budet gaar) Ak . . Jovah frelser heller ikke . . Ve, jeg føler, Ormene naaede nu mit Hjerte. . . Der kjæmpes; thi . . o der er værre Orme -- -- (døer) SIDE: 266 MENNESKEAANDENS LYSBRUD PROFETER OG FILOSOFER En Profet. (talende til Konge, Præster, Folk) Ja, løber rundt paa Gaderne i Salem; og seer og mærker, søger paa dens Gader, om end der er en Mand, som handler ret og søger Sandhed! da vil jeg tilgive. Ja, om de raabe høit end: Herren lever! saa sværger Munden falskelig mod Hjertet. Til Træet sige de: du er min Fader. Til Stenen sige de: du avled mig. O lad da disse Guder reise sig og frelse! Ha, skulde I vel stjæle, myrde, hore og sværge falskt og offre Røg til Baal og gaae i fremmede Guders skjulte Fodspor? Forlader Eder ei paa løgnfuldt Ord, der siger: Herrens Tempel, Herrens Tempel, ja Herrens Tempel ere de, de Altre! Ve, dette er et Folkefærd, paa hvis Læber omkommet er og kvalt hvert Suk af Sandhed! I Morderdalen Tofets Høie reise de, og brænde sine Sønner sine Døttre. Ve, ingen var, som angrede sin Ondskab, som spurgte om: hvad har jeg gjort? mon ret? Men hver fremdrives af sin Egennytte, hver i sit Løb, som løse Hest paa Valen. Hvorledes sige I: "vi ere vise, og have Herrens eget Ord? O selv Skriftlærdes Pen er fuld af falsk; og Præsten forkaster Sandhed! Hvor er da hans Viisdom? Saamange dine Stæder, Juda, just saamange dine Guder! og, Jerusalem, saamange dine Guder, just saamange og dine Altre, hvor du ofrer til SIDE: 267 Gud Baal og den liderlige Gud. Men fra de Øjenskalke-Løgnprofeters ublue Læber udkom Landets Synd. (En Præst slaaer ham) -- Ha, Præst, dit Navn er "Landerædsel"; thi Skræk i mindre Ring din Mine spreder, men vidtom Landet gaaer den i din Tale. Ja Øjenskalk er nu Levit og Præst; i Jovahs Huus de øve sig i Ondskab. Vel saae jeg Daarlighed hos Baals Profeter, der Israel forvildede i Røgen; men gruelige Synder saae jeg hos de Judæ Præster: at de Hoer bedreve, gik om med Løgn fra Kongen til Enfoldige, bestyrked Uretfærd og Synd, saa Ingen omvendte sig . . Ve Sodom! ve Gomorrha! De sige til den dumme Synder: "hør, naarhelst jeg taler, taler Gud! Og nu jeg siger: ends dig ei; din Fred er evig!" Til Den, som vandrer i sit Hjertes Stivhed, de sige: "hør, (saa siger Gud ved mig) dig intet Uheld, ingen Sorg skal ramme!" I Guds Navn spaae de Løgne, sigende: "jeg drømte; ja, jeg drømte." De, som give Bedrag og deres egne Hjerters Opspind og drømte Fabler ud til Folket for en Leveviisdom og en Sandheds Lære . . . . ja dem, dem kalder Folket jo Profeter. Ja selv de sige, naar de tale, naar de true Gods af Folk og Gunst af Skjøger: "Han, Herren, siger det." -- O, hvor er Sandhed? Mon Alle ikke er forvildede af Præste-Løgn og Letfærd og Afsindighed? Præster. I hørte, Drot og Folk, hans Haan? Mon Urjas, der sang i samme Ulyks-Ugletone, og kaldte sig Profet som Denne, ei SIDE: 268 sin Tunge kløvet fik af Kongens Sværd, der greb ham i Ægyptens Sump-Skjul? Vel, samme Dødsdom hvile over Denne! (Gade. Folk udenfor et Fængsel) En Mand. (lyttende) Tys! Sokrates jeg hører ei meer lee, men Zenofon hulker . . Plato taler stille. (En Kone med Børn kommer ud af Fængslet) En Mand. Der komme Børnene. Ja selv Zantippe er bleven from nu. Det er vist forbi. (En Mand kommer ud og gaaer bort) En Mand. Der Cebes gaaer med Tørklædet for Øinene. Ja det er vist forbi. (En Mand kommer ud, og gaaer bort) Hør Krito, Krito! Ah, han for adspredt og forstemt saae ud, til os at høre. (En Mand kommer ud) Plato! Plato! Plato. Stille! Er du en Attiker? Thi denne Blodskyld er tung paa hele Landet. Er du? En Mand. Ja. Plato. Gaa hjem da du og I! Sorgklæder Eder! Thi Sokrates ei mere er paa Jorden. Ei heller veed jeg, om han meer her færdes; men vi ei se ham, høre ei Dens Viisdom, som dadled Uretfærd og Tyranni SIDE: 269 hos Herskerne, Bedrag og Overtro hos Præsterne, og talte Folkets Sag, der var fordømt til Dumhed og til alle en aandig Trældoms Laster. Ve Athenæ, den Blæst, som bragte dig dit hellige Skib, har blæst den klareste Guddomssjel, som blomstred i attisk Støv, for evig over Styx. (afsides) Saa maa i Folkets Tungemaal jeg tale, for ei at sige, at den samme Storm, som bragte Thesei Snekke til Piræos, har løsnet Sokrates fra Støvet, saa hans Sjel er flydt tilbage til sin Kilde, sit Ophav, til det Evige og Sande. (høit) -- Forstaae I ei? Ve! -- Sokrates er død. Den Mand, som kaldte ned fra Himlen Viisdommen til Jorden, er nu selv forviist fra Jorden; den Mand, som lærte eders Ungdom Dyd, jer Manddom (om I vilde selv) Forstand jer gamle Alder Viisdom, og os Alle, at ahne -- maaskee kjende -- noget Bedre end de Ægyptens Drømme, som . . Ah Mund, i slige Ord du slubbrer efter Giftbægret! Athen har Laurer for Kallifanes; for Kleon og for Kriton Egekrandse, for Sokrates (o gjetter ei!) Skarntyde. I græde? O det er kun Vaadt i Øjet af Aristofanes's Latter! . Alle med Aristofanes jo skoggre, men med Plato græder Ingen -- -- (Mænd). En Mand. Hvormange Sceptre brast ei alt, og fulde som Haar af Verdens graanende Isse ned? Men Præstestavene ubrudte kneise, og Tiden suser under dem . . Med samme Snit SIDE: 270 og plumpe Snirkler, som da frem de stak af graa Old, liig Horn af mulne Oxehud, de reise sig i vore Tiders Templer, saa skjønne af en verdslig Mester byggede, som om ved frie Kuppelhvælvs Forening med Pillerne, som huggede af eet Marmor, han vilde os det Sande, Skjønne, Gode i en guddommelig Eenhed evigtværende, og ei en enkelt Afguds Høihed, lære. Med disse Stave, hellige som Alnemaal, vi da, som vore Fædre, der i Skovene som Vildsviin Olden aad, som Vildsviin lodne, til samme Tro afmaales skulle? Nei, vi gaae ei under Alnen, nei, for høivoxne! Og, Præst, du er for lav. For Os, om ikke for Folket, dine Formler er forslidte. Se, nye Dage træde frem . . o, lige en Guds hvidklædte Tog af sande Præster, der trappetrinviis gaae mod Sandheds Helligste; og Sokrates's Blod er første Fakkel, hans Dødsdag Togets første Fakkelbærer; og vore, o de Tidens Talsmænds, Raab er Chorets Hymner. Fortælle hvert et Riges Sagn ei om en Sandheds Talsmand, en al Kundskabs Fader, der Menneskeheden i dens Barndom opdrog, som Patriarkerne opklækked den? Saa snakke vore Sagn om Kadmos, der, hvis ei beviist, han kom ifra Fønicien, med Eed vist skulde kaldes himmelsendt. Nok, hver af disse Fosterfædre lagde sin hele Skat af Jord- og Himmel-Viisdom i en naturlig Religion. Det vide vi. Men hvor er denne Viisdom? Mon gjemt i Templerne? Det kan ei være. Da have Præsterne den saa tilhyllet, at de ei selv i Bindslerne den finde, men stedse svøbe nye Slør omkring. Der er jo Andet ei end Ceremonier SIDE: 271 og Billeder af Guders drømte Daad, hvis Mening tidt er kaad og kun forførende, som Digterens og Malerens Lune var. Se, Afrodites og Dianas Tempel paa samme Torv tvertsoverfor hinanden, jo ligne, med de hvide Søilerader og blanke Kupler, tvende Præster, der, trods blanke Skaldepande, vise Tænder, idet med lige Rang og lige Grunde En Kydskhed roser, En Ukydskhed! Ja, hvad er vel Pligt da for Tilhørerne? det arme Folk, som veed ei op ei ned; ei hvo har Ret; ei om de vilde Lyster er seierrige Stemmer ifra Himlen? Men spørge vi om hine Mestres Viisdom (som, saa der siges, kun et lidet Folk i Kanaan skal opbevare renest) da byde Præster os at kige gjennem en Forolds Sekelrækker, sigende: "seer I nu vel, at den er Aabenbaring, at det, vi lære, taber sig i Himlen?" Ja ret! Vi Intet see. Det er jo som at see mod Skyen gjennem hule Haand. Vi Skyer saae og intet andet, ei hvad os Præsterne fortælle. Hvor er hiin Viisdom da? Pythagoras selv fandt den ei i Indien og Ægypten. Han blev en Halvpræst kun. Vi fik den ei. Dog vore Sjele voxne føle vi, skjøndt ei af hine store Pædagoger opdragne, modne ikkun af Naturen, der, som vi mandedes, opkastede den vamle Sjelemelk, som Præsterne og Mødrene os vilde tylle ind. For voxne ere vi, til Leeg at tage for Leveviisdom og for Religion. Og takket være Menneskets Natur, at Halvten ikke er afsindig ganske SIDE: 272 og ikke reent fordærvet! Godmodige, men Tosser, er de Fleste, der hade ene Den, som vil dem vække. Vi maae os hjælpe selv da, og begynde forfra som hine Mestre, der jo havde, som vi, blot Himlen over, Jorden under sig. Dog ledte de sig frem som gjennem Ørken. Vi, gjennem Dale fulde af Forvirring, Vi ville kjæmpe op mod Høiderne, og hvile der, mens Alle bruse nedenfor, og Sorgen sortner under os som Skyer. Vi ville klare Folkenes Begreber, og lære Ret og Lykke sandt at kjende, og finde os i denne Trældom Frihed, Fornuft i vor Umyndighed. En Olding. Til Stoa følger mig da! Der i Ro med mig betragter Guddommen og Verden! Forskjellige, ueense; Verden dog af Guddommens Fornuft belivet, der, som en Ætherlue, rører Alt, dog uden at den kan forandre i Materiens evig faste Love. Lærer, at disse er det, som fremtrine her i Livet med et Fatums Rædselshøihed, ja synes trodsende et Forsyns Viisdom! at disses Spor kun ere det, vi kalde en Gaade; disses Seir, vi kalde Last! at hveren Misklang i vort Indre er den dunkle Følelse af deres Modstand mod vore Planer og vor Villie; men at med den falske Vished om vor Vanmagt til Modstand (skjøndt vi ei aldeles seire og kunne Kjødets Magt tilintetgjøre) gaaer al Bevidsthed, Sjelens Sjel, forloren, ja meer og meer, ja til Vanvittighed! at Lidenskaber ere hvad af Sjelen SIDE: 273 Materien underlagt har sine Love! De føre da et Skinliv, og saa døe de. Men er den hele Sjel fordærvet saa, da er den kun et Offer, som Materien fra Verdens Guddom tog, og bleven fra en Deel af Guddommen en Deel af hiin. Som da med Gud Forening er Bestemmelsen, saa er vor Pligt at gjøre os saa frie, som muligt, af Materien: saa vi den Svaghed fange og udrydde, som os kunde til vor Fiende og Guds forraade; saa vi gjøre os usaarlige for Smerter, og for Glæderne urystelige; thi Glæder ere ikkun kildne Smerter: saa til en Veirhane mellem Lysts og Ulysts de forgjængelige Følelser vor Guddomssjel fornedres ei; men naaer alt her en himmelsk Apathi. -- Se, Stemplet trykker jeg paa Herreretten, som Mandens Sjel har over Legemet. Jeg trykker det med Gubbens kolde Blod. (gjennemborer sig) Saa kunde Gud Alverden ødelægge. Men skabes maatte den dog frem igjen. (døende) Hør, dyrker Guderne! De ere Kræfter, der styre Verden. . . En Mand. Zeno, Mester! Kleanthes -- se, en Olding, skjøndt din Lærling, -- ved samme Daad bekræfte vil din Lære. (dræber sig) Mænd. O de Vise! de Vise! En Mand. De Daarer! de Daarer! Mænd. Os Stoiker Forhaanelser ei røre. SIDE: 274 Manden. Jeg siger andengang: den Daare Zeno! Kleanth den Daare! De Vanvittige! Dog dobbelt Daarer, hvis de ikke havde saa faa Aar havt at spilde. Ja, de Daarer! Ja -- ha, ha, ha! Og lyver Epikur? Han lyver ei: det vilde skade ham; en Flaske Viin han fik da knapt paa Borg. Er Den ei Daare, som frivillig ender med Smerte hele sin Tilværelse? De troe, at til en luttret Guddom de gjenvende; ja de troede denne Guddom adskilt ifra Materien, ene deri ved sine Almagtskræfter virkende. O hvilken Vanvids-Løgn mod Sandsers Tale, der har en Verden til Beviser; ja og Disses stive Kropper, nu kun Muld! I saae vel deres Sjele stige op? I saae det vist? Jeg saae og Zeno døe; men saae dog intet Andet end et Liig. Knap Sjel de havde, thi de vare gamle; og Sjælen, blot en Følelse af Livet, med Blodet stivner og med Kinden blegner. Mon du ved andet end ved dine Sandser erfarer, lugter, smager, hører, føler? og seer du andet end Materien? Der er da intet Andet Virkeligt. Den er da sand alene. Vaaren og en Kvinde lærer, den er skjøn og god. At den har Kræfter, hører du i Tordnen. Hvad mere vil du? Er ei der din Gud? I tale . . ah, ja om en høiere Sands? Hvad andet er den end Bevidsthed om I sandse? Sandse I ei længer, døer den. Forøder da ei dette Liv, I have; men lærer kuns af Dyret, der jo skabtes af samme kaade Atomer vel som vi, og er af samme Lykketræf indrettet SIDE: 275 som vi, hvorledes Livet nydes skal og vogtes! Se, de ville leve glade, og trække Livet ud saalangt de kunne! Og samme Drift (Atomers Sammenhold, den Sammenstødets Gnidnings-Varmes Gnist, den Følelse af Liv: det, Sjel I kalde) er i vort Hjerte, som Magneten, der tilsammentrækker Legemet, saa ei det slappes, før det maa opløses, for at samle sig til nye Forbindelser. Beflitter jer da paa, ved milde Dyder at nære Livet og vedligeholde dets Samklang skjøn, saalænge som er muligt! Med Maade nyder derfor, for deslængere at kunne nyde! Skyer det mørke Ansigt som Dødens Varsel! Leer al Sorrig bort! Mod Smerter hærder Eder; thi de kunne ei udeblive, da Naturen er vor Herre, og ei bandt sig til os, blot fordi dens Deles frie Sammensmeltninger i den Grad ere inderlige, at de vaagned til Livsfølelse! Se, derfor vil Epikuros rolig kunne døe, da han erkjender dette Herredom, og veed, en Grav er smerteløs som frydløs, at Liv han fik som ved et Terningkast. Dog, at forbinde sig paa denne Maade til Mennesker, ved Hævden af Forplantelsen er evig Lov for vor Materie. Hvis engang former sig et Menneske aldeles ligt med mig, utvivleligt maa dette samme Følelse af Livet (den samme Sjel) som jeg nu har, besidde. Med Verdens Kræfter skifter Livet, saa i Verdens første Livskraft var Giganter; nu ere Alle middelmaadige; men Dverge ville komme, naar Materien sin Kraft har næsten udtømt, nylig før SIDE: 276 (som jeg ved Døden) den opløses til Atomers Støv i Rummets Grav, for maaskee at samle sig i Stjerneblommer, som mit Støv kan blive Blomster paa min Gravhøi. Ja det -- I Stoiker, som jer indbilde, at kunne fra Naturen eder frigjøre, saa at I svæve ovenover den, som stille Taager ovenover Fossen; mens vi, som kjende Fossens Vælde bedre, ei sætte os imod forgjeves, men os lade vugge mildt af den som Vandlilier, der, om end Strømmens Vold dem drager ned, dog synes selv at dukke ned for Lyst . . . . Ja det I kunne gjøre Eder Haab om, I stolte Stoiker, maaskee at blive til Græs og Torn og Mynthe paa jer Gravhøi. -- Dog neppe-nok: I ere altfor magre. En Mand. Hvad, Stoikere, hvad drømme I vel om? at sætte Eders hele Lykke i at rive Eder løs ifra Materien, der evig er som Gud? Epikuræere! at dukke ned i, blandes med Materien, som om der var ei anden Guddom? Ha, I Zenos Mænd, som var I Aander ene? I Epikurs, som var I blotte Kroppe? En Stoiker vil handle, som om her han allerede havde den guddommelige Natur: den evige og ubevægelige. Og Epikurs Discipel, som om han blot Dyrenes bevægelig-forgjængelige Natur besad. Men vandrer nu med mig! Jeg i Lycæum viser Menneskets Plads, hans Stræbens Sfærer og den Middelvei, som fører ham til Guddommen igjennem Erkjendelsen af den bevægelige, men evige, Natur, der egen er SIDE: 277 for Mennesket, og alle Himlens hine, ulegemlige Kræfter, som af Præsterne iklædes Kjød og kaldes Folkets Guder, det ubevægelige Væsen, som udfylder Rum og Tid, dog underordnede. Ei heller skal vor Dyd og Lykke være de Yderligheder, som af hine hyldes; men vi paa Middelveien finde dem. Vor Tapperhed skal da ei være Hiins Forvovenhed og kunstlet Livsforagt; ei heller Dennes Feighed med Beregnen. Vi ville stemme overeens i Alt med denne Menneskets blandede Natur; dog give det Guddommelige Fortrin, saa jordisk Lykke kun betragtes som et Dydens Tillæg: ikke som foragtelig, og ikke som om den var ene vigtig. En Mand. Selvkjærlig er din Dyd, du Stoiker; din Salighed er eneboeragtig. En ureen Ild i Epikurens brænder; og kold er din, Peripatetiker! Kun Dyds og Viisdoms Legeme har Zeno (ja man kan høre selv dets plumpe Fodtrin) og Epikuros har dens Lune, men dens lavere Sjel, dens Sandskraft Aristoteles. Dens høiere Sjel, dens Aand, dens Livsenshjerte, der Dyden gjør beundringsværd og kjær, behagelig som stolt, og som beliver den, undgik da Eders Øje, mine Venner? Men Plato skal ifra Akademia fremtrylle den i Hjerterne og aabne det fine Sjelens Øjelaag, at den med Vellyst seer sin egen Herlighed? Ja Plato først de ene mystiske af alle Ord skal tale, naar han lærer: at Kjærlighed er Dydens Guddomssmiil SIDE: 278 og Guddomsglands og Guddomsliv, der binder Væsnerne til Væsnerne, og, som elektrisk, Skaberen med det Skabte, og Elskeren til Idealerne: at, uden dette Dydens Hjerteslag og Vellugt, uden denne Kjærlighed, der Varmen er i Gudstilbedelsen, kan Dyd vel være billedstøtte-sand og ligne en guddommelig Aands Idee af Gud; dog aldrig være denne selv. Thi Skjønhed, det Guddommeliges Glands, og Godhed, det Guddommeliges Livsmiil, er ei deri, og maa dog findes, i uløselig Treenighed, i hver vor Tanke og vor Stræben, hvis vi ville den meest ophøiede Guddom ligne. Ja, et Blik ind i vor Sjel os lader kaste! Vi skulle der en anden Kjerne se end Drift til at tilbagevende i et evigtstrømmende Lys, et bølgende chaotisk Mulm, en ubevægelig Æther igjennem enten frossen Apathi, et lunkent Velbehag, en kjølig Pligtfølelse. Hvad er det vel, at Noget synes at tiltrække os, men Andet at forstøde? at Noget kaldes Ret, men Andet Uret? Thi Dette ligger grundet jo i Sjelen, og vikler frit sig ud, bestyrkes blot, men fødes ikke af Erfaringen. Hvad gjør, at Fatten og Erkjenden synes at være Sjelens Grund? og dog, at Alle ei fatte eens, ei tykkes lige kloge? at samme Ting ei synes Tvende eens? at Alle dog til Himlen appellere? at Tanker fødes i os: at vort Indre en Himmel ligner, fuld af Idealer? Ja dette Alt, vor Viden og vort Væsen, forklares ved en Gjenerindring af SIDE: 279 et Liv i høiere Sfærer; ja en Fart igjennem Rummet, hvori Gud, det Sandes og Skjønnes og det Godes Eenhed, sig i Verdnernes Mangfoldighed gjentager. Da vare vi blandt Aanderne, de Guds beskuende Tanker; dog de svageste, og mægted ei at fatte denne Fylde af Storhed og af Skjønhed, som indbruste, og straalede forbi os; men vi dalte, og hvile nu i Støvet, og opfriskes, naar noget Skjønt og Stort vi see her -- det vil sige: noget ligt hvad hist vi saae. Ved Guders Billeder vi derfor frydes; thi de de Aanders skjønne Høihed ligne, vi hisset saae livsstraalende og fulgte. Dog er hver Tanke, der er sand, en Fjer, der voxer ud, for atter os at hæve til klare Aanders Tog, der gjennemlysner Guds Herligheds Himle. Vor Stræben her er da, at gjenopklare Erindringen; og da den Viisdom kaldes, naar den til Meed har at opløse Mangfoldighedernes Forvirring i den oprindelige Eenhed, Gud, saaledes at det Sande, Skjønne, Gode, (Guds Fantasi og Guds Fornuft) i hver en Form den finder udtrykt. Hvis En nu mægter ei at løse disse formindskede Forhold, kalder han dem Falskt og Ondt og Hæsligt; ja fordi han sank ifra hiint Aandelivsløb gjennem Verden, for tung og pludselig, saa disse Ting, i deres straalende Sandhed, undgik ham. Men, træder frem i det Tilværende en Gjenstand med et saadant Præg af hiint Guddommelige, at det ei kan miskjendes: da sig med hellig Gys og Fryd anstrenger Fornuften, der, sat midtimellem sandselig SIDE: 280 og sædelig Tilbøielighed, er liig en Styrer med sit Hestepar ivoxet, af hvilket en er vild, den anden from. . . Da al sin Kraft anstrenger denne Styrer, at tæmme denne vilde Hest, der vil i brusende Begjærlighed bespringe og træde ned hiin Gjenstand, og at nærme sig bly og stille den . . Da sig anstrenger Fornuften, for i Mindet at gjenkalde den Gjenstands ideale Billede, og dens Gjenkjendelse er -- Kjærlighed. Nu nærmer han sig ydmyg og beundrende; og, som man pynter ud et Billed, han stræber meer og mere da at udvikle det deri værende Guddommelige, og i dets forrige, guddommelige Tilværelse hensætte det, og flytter da uadskillelig selv med. Den sande Vise seer i alle Væsner, dog meest i dem, som ere lige ham, og allermeest tog i sit eget Selv, Gjenstande for en saadan Kjærlighed, hvis Liv bestaaer i rastløs Stræben efter at hæve Alle til hiint høie Liv, hiin skjønne Himmel, til -- Fuldkommenhed. Og denne Kjærlighed har Lønnen i sig selv; thi, som dens Møie lykkes, som dens Gjenstand bli'r den mere værd, saa maa, den stige jo -- o til uendelig Kjærlighed; og den er Salighedens Hjerteslag. En Mand. Hvad vide vi med Vished? Sagde Sokrates ei: "dette veed jeg kun jeg Intet veed?" Hvad bliver sikkert midt i disse Lærdomme, som hver sin Vei gaae mod det Endeløse -- Hvad bliver sikkert uden, at vi leve, og bør da nyde Livet uden Kummer SIDE: 281 og uden fremmed og indpodet Tro? Hvad bliver sikkrest mellem ti Kathedre, hvert en forskjellig Læres Tordensky, for ei at blive gal? Jeg troer, at stoppe i Øret Fingrene og sidde stille. Naar En vil lære os Tilværelsen ved en Udstrømmen, En ved Kræfter i Materien ene, En ved Evner i Materien, men Kræfter i en Guddom, og En ved saadan Lære: Alt er Gud, og Gud er Alt -- Hvad bliver sikkert da undtagen Det at troe sletintet? Ja, hvis Vid I have, bliver Skeptikere, og troer med Pyrrho: Væren er os nok; og den vi ville ei forspilde ved denne roerløse Driven-om paa Meningernes stormoprørte Bundløse, der kaldes Viden. Det er Pyrrhos Viisdom. Akadiel. Herlige Plato! I Sjelenes Hær Ingen har Sandheden seet saa nær. Aandernes Væsen har du fortalt; Mennesket lært om Sjelenes Kald, som om du kjendte Ohebiels Offer, Abiriels Fald; Himlen afmalt, som om dit Blik over Stjernen du sendte. Klarere Alderes Morgenstjerne, skjøn, men som Stjernen kjølig og i usikker Glitter, herlige Plato, af din Fantasi, funkler ifra din straalrene Hjerne. Men varm som Solen, rolig som den, trængende ind gjennem Borgenes Gitter, Teltenes Aabning, Hytternes Døre, SIDE: 282 kjærlighedslængtende efter at gjøre Menneskeslægten himmelsk igjen, Platos Mester, Alt at fuldkomme, Sandheden selv, naar Tiden er omme, kommer som Syndernes frelsende Ven. I Platos Høide, af Mennesket naaet, er Slægtens Ypperste, Frelseren, spaaet. (Udenfor Jerusalems Tempel. Skriftkloge af forskjellige Sekter. Folk). En Saddusæer. Kom, Farisæer, vandre med mig ud til Oliebjerget herfra Stadens Larm. Jeg haaber der at kunne dig bevise, at dine Erkeengle syv blot ere Kaldæas Drømme, med vort Folk indvandrede. Ja idetmindste, naar den søde Skovluft og lyse Himmel dig ombølger, skal du give Slip paa Satan. Næste Nat du vil vel atter troe paa ham, men saa du atter jager ham imorgen, til din Seir blier fast ved vundne Slag i Slag. En Farisæer. Det være langtfra mig at gaae idag! Det er Sabbath, og da jeg vandrer kun de hundred Skridt, mig helligt Sagn afmaalte. Om Huset brændte over mig, om end min Hustro segned ned i Veer tæt mig; jeg flytted mig dog ei et Skridt; thi sagde ei Jovah: helligholder Hviledagen! og hvilte han ei selv paa første Sabbath? Folk. O hellige Rabbi, signe dine Tjenere! SIDE: 283 Farisæeren. Ja hellig! Seer, jeg er en ydmyg Træl af hellig Stads og Skikke, bragte ned til os ved gamle Sagn! Mit hele Liv er Bøn og Faste Skriftens Læsning og Almissegiven. Der! der er en Gave! (giver En en Almisse) Folk. Vi saae det. O barmhjertige Rabbi! Farisæeren. Ja barmhjertig! Giver jeg ei Tiende af al min Eiendom til Templet? Saddusæeren. Mens du byder Folket tiende til dig af Hvad det eier, ja af Dild og Kummen. Farisæeren. Deri vi ere enige, Saddusæer. Til lysende Exempel for jer Lægfolk jeg beder høit, og deler Gaver ud paa Gadehjørner og i Synagoger. Min Klædning selv er hellig: indbaldyrt med Skriftens Sprog. Jeg lader pynte paa de Helliges Grave -- Disse, som I myrded! Naar jeg ved Templets Guld bekræfter Noget, da holder jeg jo Eeden? Saddusæeren. Men hvis du, ved Templet sværger, bryder du den. Farisæeren. Ja, ja lærer dette, Folk; thi Templets Helligste SIDE: 284 er Guldet: Lysestagerne og Arken. Og lærer: Templet er det Helligste, er Folkets rette Fader, saa I kunne med Retfærd lade Fader, Moder sulte, naar deres Livsophold til Templet gives. Troer, at der er en evig Skjebne! Saddusæeren. Troer, Mennesket sin Skjebne skaber selv! En Essæer. Vi haabe paa Guds Naade. Dog vi troe, at kunne os erhverve denne selv ved Eensomhed, Afholdenhed og Grublen og Fromhed, Bøn og Bod og Faste. Sky, Hver som vorde vil Essæer, at smitte sine Øren ved at høre paa Disses Hykleri og Spot-Spidsfindighed; men vandrer tause med mig indblandt Bjergene! Farisæeren. Troer, disse samme vore Legemer paa Dommens Dag opstande skulle alle, naar Domsbasunen ryster Verden sammen, saa alle Grave gabe, medens Gabriel, den Herrens Helt, sit Sværd i Spidsen af Cherube-Hæren svinger; da, naar Rafael, den Guds Hærold, sin Stav har brudt, og meer ei lyder Bøn fra Jorden -- da, belivede med sine Sjele, Legemerne indvandre skulle, hvis saa Skjebnen byder, til Abrams Skjød -- did eller til Gehenna, det Djævledyb, hvor Satan og hans Engle forlyste sig med Graad og Tændersgnidsel, og vælte sig, af Svovl og Ild beruste, paa Slanger, martrende de dømte Sjele i Evighed . . . Ja det er disse Djævle, der tidt i Tusindviis besætte Eder, og kunne kun af Hellige uddrives. SIDE: 285 Saddusæeren. Du feiler: det er Nervesyges Onde. Hvis Blod du vil et ildigt Helved kalde, da -- vel! thi disse tusind Djævle ere kun spændte Aarer. Og desuden, Folk! Jeg er saa skriftlærd vel som denne Rabbi, der vil ved sine Drømme fra Kaldæa, vanvittige gjøre eder. Troer mig da: jeg siger, Moses selv, Profeterne -- langtfra at tale om et saadant Helved -- ei nævne, at der følger Liv paa dette. For vise vare de til af det Uvisses uhyre Tomme slige Verdner skabe. Ja Salomo, den Viseste, forsikrer, at Alt er endt med dette Liv. Dog bør vi øve Dyder, da de ere nyttige. Folk. Hvad bliver os tilbage uden at zitre mellem Disse? ære Begge? En Mand. Man kalder mig Profet. Javel, jeg maa da være Tidens Øje, Tidens Tunge, og Himlens Veraab ned mod Jorden, Jordens O-hjælp-mig Suk mod Himlen. Hører da det Himlens Veraab, Jordens Suk i Mig, I Fyrster, hvem Retfærdighed er Afsky, som rive Hud og Kjød af Mennesker, og træde deres Hjerter, ligegyldige, som om I traadte Druer, bygge Stæder af levret Blod, og hæve Borge op paa Armes Suk! O hører da, I Præster, som lede Folkets Tanker om i Vildrede, og dømme dem til evig Slave-Dumhed; SIDE: 286 som, naar I, have Maden under Tand, da raabe: Fred! men hellige en Krig mod hvem, som negter jer sin Sjel og Velfærd at udlevere til Umyndighed! I Hoveder, som dømme kun for Skjenk! I Præster, som for Guldet lære Løgn! I lønnede Spaamænd! Hver af eder Alle, som hade Godt og elske Ondt! Enhver af eder stakkels Offre! I Uskyldige med blodige Hænder! Millioner Sjele, der ligne blinde, vingeskaarne Fugle, som have, manglende et andet Hvilested, i Ørknen sænket sig imellem Hungrende! Ja, hører mig, jeg spaaer: jeg skimter Enden, Daggryet efter den Forvirrings-Nat, hvor Blod og Offerflammer vare Stjerneglimt og Kongers Bud var Midnatsstormens Hyl. Og dette Daggry rødmende paa de beskjemmede Præsters Kinder, hvor skulde vel jeg ønske, at det oprandt naar ikke i mit Fædreland, i Juda? Fra Zion opstaae Frelseren, o eller fra Bethlem, Davids Vugge! O, da Folkene lydt til hverandre skulle sende Fryderaab, som Nytaarsønsker raabe til hverandre: "Hil! kommer, kommer! op til Zion gaaer, den Lærestol, hvor mild den Vise staaer og tolker Sandhed . . Hør, han Slaven lærer, hvorledes fri i Lænker han kan være; og Kongen, at han Gud i Slaven ærer; omtryller Had til Ømhed; skjænker Kummer et Smiil, der vugger sagte den i Slummer. O Brødre, Brødre, Brødre, Drot og Træl vi ville, sammenslyngede om hverandre op til den Frelselærers Sæde vandre, og sætte os, og lytte med vor Sjel, og glemme Jupiter og Zeus og Bel, og smelte om til Plove vore Sværd SIDE: 287 og Spyd til Sigder -- andet ikke værd -- Ei Folk mod Folk, som i den svundne Old, ei Broer mod Broer skal løfte Avindsskjold; men Hver, som Dyds og Sandheds Dyrker, Hver som hiin den store Mesters Lærling er, skal, fri blandt sine Brødre, frydfuld boe i sine Eges eller Palmers Ro. SIDE: 288 HIMMEL OG HELVED (Akadiel. Salige og Usalige Aander ovenover Jorden. De Usalige afsides og af et meer og mindre skummelt og ulykkeligt Udseende). Akadiel. Samler eder, Aander, hvis Tanker kjærligt svæve henover Brødreslægter, der sig i Mulden hæve, som Havets Bølgetopper kappende imod end større Jammer end selv I forlod! Ei Eders Advarsler, ei Eders Ve gjennem Ørets Hvirvelhorn høre de. De see Eder ei gjennem Øjnenes Slør; som Eders Grave de troe eder døde hvadheller i Vellyst og Ve som før. Ikke de ahne, at her, hvor Muld og Kaaber ei tilhylle meer, de klare som Draaber hverandre skal møde, saa Hveren igjennemskuer Enhver. Usalige Aander. Ve! deri vor Strafs Grumhed bestaaer. Hvert prøvende Blik er et nagende Saar. Salige Aander. Held os! deri er vor Saligheds Glæde, at ei vore Sjele sig kunne beklæde. Som Safterne i Balsaminens Stengel, Tankerne sees hos salige Engel. Akadiel. Samler eder, Aander, som af Jordens Grave steg, her over Judæ Palmer, som en Straalekrands bleg, herover Kvindens Hytte, hvis Øjne speide bange, hvis Øren spændte lytte efter den elskte Søn, der styrer sine Gange saa tidt til Eensomheden i Ørknens dybe Løn! SIDE: 289 Usalige Aander. Ei for vor egen Blusel vi tør vore gustne Skygger, de askegraa Slør, med Cainsmærket i skummelsort Pande, imellem de Saliges straalende blande. Naar vil du ende, gysende Sjel, med hevnende Tugt at gaae grusomt irette imod jo dit eget blødende Selv? Ve! ve! forestaaer os en Evighed! Befinde vi os paa Fortvivlelsens Slette, der ikke af Grændse og Hvileplads veed? Af Orme forlængst vore Kroppe er ædte. . Tilintetgjørelse! o! mon ejer du ingen, der kunde vore Sjele fortære med hungrige Munde? Og hvor er din Afgrund? Der ville vi boe. En usalig Aand. Ve mig! de Syv og deres Moder jeg seer. Hvor smile de Alle! Den Yngste leer. Syv Stjerneblommer, just syv i alt, til Pryd for sin Pande har hun valgt. Gid deres Skjebne mig havde hændt! Gid syvgange syv jeg var bleven forbrændt! Akadiel. Med Synet af Disse straffes du skal: den Heltemoder fra din osende Hal, den Heltenes Heltinde omstraalet af Sønnernes hellige Tal, som af Syvstjernens deilige Krands, skjøndt hisset saa sorte i Baalet. Brændende kaster den Kreds sin Glands paa den irrende skumle Gestalt, der engang Antiochus den Straalende var kaldt. Se Retfærdens Retfærd: Moderen har SIDE: 290 en Skjønform mod Sønnernes syvfoldig klar! Hver af dem betvang eet Menneske kun; men meer end et Menneske, en Moder, syvgange Hun. En usalig Aand. Min dræbte Fader sig vil forbarme. Se hist han vinker med aabne Arme. Tilgivelsen dog jeg forskyde maa, skjøndt, o, jeg tørster efter den saa! Min Sjel forbyder. Jeg er det ei værd. Den myrder sig selv med det blodige Sværd. En tredie usalig Aand. Jeg Salige seer af mit jamrende Folk. En fjerde usalig Aand. Min Broder seer jeg, som jeg stak med min Dolk. Tredie Aand. Med isnende Medynk de nedsee paa mig. Fjerde Aand. Min Broder mig venligen vinker til sig. Der er ingen Afgrund imellem os Begge; dog tør jeg ei Vejen tilbagelægge. En salig Aand. Kom, Broder! Se Cain blandt de Salige er. Forlængst han, med Panden stjerneblank, i Abels Arme udsonet sank. Fjerde usalige Aand. Dog sjelden hans Aasyn man smilende seer. Liig mørke Marv i en Blom-Stengel klar hans straalende Skygge en Dunkelhed har. Aartusinder, Broder, vared hans Smerte. Saalænge maa ruste den Odd i mit Hjerte. SIDE: 291 Usalige Aander. Til Os, der vare videnom Jorden Præsternes Skare, taler ei Nogen med Trøst. Vore Synder maae være for svare. Ikke de skede i Lidenskabs Hede; vi løde Beregningens hviskende Røst. O hvor er et Mulm, hvor vi kunne os sænke? en Nat af Forglemsel, saa ikke vi tænke? Ve, Djævlene, vi for Folkene malte, vrimlende fylde vort Indres Bryst! Vor Sjel er den Satanas, hvorom vi talte; han piner sig Selv nu med rasende Lyst. Han med os vil følge, om Glemselen kunde os aabne miskundelig skjulende Grunde. I Styrtningens Øjeblik skulde vi høre hans hvinende Latter: "Haha, du Menneskesjel! du tænker at kunne fly fra dig Selv?" Paa Bunden fortvivlelsesfulde vi vilde ham gjenfinde atter. En salig Aand. Hvi bede de ikke de Arme, at Gud vil sig naadig forbarme? Hvi knæle de ned ei i Kreds og vender mod Verdenshjørnerne deres Hænder, bedende, at Han det Øje vil slukke, som tindrer i deres inderste Lukke og gjør det saa rædselfuldt lyst, mens blideste Solskin det er i vort Bryst? En usalig Aand. (Et fjernt Tordenskrald) Mig gyser! mig gyser! O hvor er et Skjul! Blot Skyer sig røre jeg synes at høre de dundrende Hjul, SIDE: 292 hvormed jeg min Fader tildøde lod kjøre. Hist seer jeg hans Skygge. Den vender sig bort. O Afgrund, hvor er din frelsende Port? Usalige Aander. O, blind os, blind os, flammende Lyn! Miskundelig Naade, hvis, Lynild, du os udborte vort Syn! vi see vore Synders fineste Traade; Følgernes Følger, liig snorede Slangeæg, træde nu frem. Intet fordølger for Aanderne dem. En usalig Aand. Jammer! Mig følger Valpladsens Lugt. Graven ei dækker min bævende Flugt. Hvor jeg mig vender hvor jeg de synkende Vinger vil styre, Blodet bagefter mig Røgskyer sender, som dødsblaae, uhyre til Trudsel isammenknugede Hænder. Stille! klang ikke Basunen paany? I Leiren Trompeterne skingre. O ve mig! Thi se med de blaalige Fingre efter mig griber den rædsomme Sky! En salig Aand. Igjen Jeg kjender ei meer det Folk i mit Hjemland paa Jorden. Det var, da jeg levede der, et Hyrdefolk følgende Hjorden, saa fromt som de duggede Blomster, hvormed de dyrkede Solen i Guddommens Sted. Nu ud i myrdende Skarer det vidtover Landene farer, mens Præsten i Tempelets Døre blodgjerrig tørster efter de Offre de hjemigjen føre. SIDE: 293 Usalige Aander. Skylden er vor, vi Præster og Førster. Ve os! vi have sluppet en Flod, styrtende frem i Synder og Blod! Akadiel. Du Aand, hvis Skikkelse ikke har de Saliges rødmende Skjønhed klar, hvi seer du med sortnende Rædsel paa hiin Jordens Kronte, der fylder sit Lands Brønde tilrands med Mødres Taarer og diende Smaa? Ah! Du var Selv en Hersker som Han, en blodig Tyran! Hvi ryster Millionernes Veraab dig nu? Nu kan du jo spotte Trudslernes Gru? Det Raab er jo Intet, naar ud det har hvint? Hvi synes de Taarer, som Glød paa Glød, at dryppe dig i dit Inderstes Skjød? De falde jo sporløst uhørligt til Jorden? O, nu din Samvittigheds Nerve er vorden saa skjærpet, dens Øre saa fint! Hvi fryder Du nu dig ved Folkets Hviin, der stormer i Oprør om Thronens Trin, hvor nu din Søn, som kalder sig Stor fordi han gik dine blodige Spor, bleg bæver midti sin Vældes Torden? Hvi Fryd ved de fnysende Slaver at see, der splintre i Gruus dit stolte Mausolee, mens Smaadrenge sparke med drønende Skrald blandt Gravene om din Hjerneskal? O nu er Du bleven retfærdig og viis! Nu veed du, at Alle til lige Høihed hæves naar under Muld de falde. Nu vilde du, at du paa fordums Viis en Tale kunde fra Thronen holde. . . Du sidder der; men Ingen dig seer, SIDE: 294 og Ingen fornemmer din Tale af Gys. De troe det er Vinden i Purpurets Folde. Til Kongen lytter Raadet. Han er jo Landets Lys? Hvi gustner din Skummelhed, Aand, ved de Ord, som Høipræsten hist for Folket besvoer? Han er jo din Lærling? Han lærer jo Hvad selv du besvoer, ja din egen Tro? Hvi mon dine forne Brødre du skyer, som Denne hader Kronens og Purpurets Fyr? Andre usalige Aander. Ve Os! Se hist paa Alterets Steen, efter vor Lære, ofres en Liden! Se atter der een! tusinde Spæde til Afgudens Ære! Mødrene, selv til Offret forledte, kvælende først Følelsens Raab for det Rette førend de lædsked vor blodige Tørst, see vi, af ahnende Angest forgrædte, følge omsider de elskede Spæde. Børnene bange iførstningen flye, tænke at skjule sig bagom en Sky. Mødrene vinke og kalde. O hvilken Glæde! Børnene falde jublende i deres Arme paany! Men i vor Sjel os Nagene æde -- Vi, som har brudt grusomt Naturens helligste Kjæde, Moderen Barnet ved Hjertet forbudt. En usalig Aand. Hvi skulde Jeg angre, Jeg, som var fød med Rovdyrshoved, med Børster smykket, i Skikkelse foran en sammentrykket, af røde Granitsteen uddrejet, Nød? Jeg levte som Dyret. Sandt! men min Skolt SIDE: 295 en Tigers Bredde bag Ørene holdt. -- O hykkelske Ord! en Falskhed i hvert! Thi havde min Moder mig ikke belært? Og for min Alder de Bud jeg forstod, jeg siden syndede alle imod. En usalig Aand. Tantali Kval, Sisyfi Trillen, Danai Døttres spottende Spilden ere imod min Piinsel tilsammen -- o som mod Flammen Lunden saa kjølig og sval! Vellysten først har fortæret min Krop; ædt saa af Sjelen Halvdelen op: halvt af Hukommelsen, halvt Energien, mere end Halvdelen af Fantasien. Kræftædt er den; paa dens glødende Bund male sig gjækkende Billeder kun. Skjøndt legemløs nu, brænder af Vellyst min inderste Hu. Rædsomme Kvaler! jeg veed at de frække Synder kun gjække, at syg jeg kun Selv de Syner kan klække, at Orme forlængst er det Kjød, min Vellyst paa Jorden fraadsende nød; dog Armene ud jeg maa strække vanvittig vanvittig. . . Det er jeg, jeg veed. Ve, skulde det vare en Evighed! Evas Aand. Adam-Abiriel, talløs er bleven vor Æt. Se, hvor den mylrer paa Jordkloden tæt! Frigjorte Aander med hver en Sekund stige til Himlen fra blegnende Mund. Adams Aand. Som Børn dog komme endnu de Fleste. SIDE: 296 Evas Aand. Jeg tænker, Adam, det er det Bedste. Adams Aand. Saa er det med alle de sorte Millioner, der vrimle hist under Palmernes Kroner. Om oldinggraa og med Kjæmpestyrke, et Barn i Aand er den sorte Vild; han styrter sig ind i sin Offerild, at gaae til Guderne, som de dyrke. Som Aanderne af hine offrede Smaa i Himmelen først opdrages han maa. Her som histnede først efterhaanden spire Evnerne frem i Aanden. Evas Aand. Men hvor forandret er ei den hvide Menneskeslægt selv bleven i Sind! Tænk dig vor Datter Ada, den blide, ved hiin Kong Herodes' Datters Side, som dandser histnede rundt Thronens Trin! Af Hvad mon Jorden mest brænder: af Roser eller blodige Hænder? Dog jeg paa Jorden en Kvinde veed med Adas Fromhed og Ydmyghed: Maria, den Ynglings Moder, for hvem Akadiel kaldte Aanderne frem. For ham har hun grædt vel tusinde Gange, snart glad snart bange. Men da hendes Elskling engang, med sine herlige Øine i hendes nedsænkte, forkyndte sin Moder med Alvor i Mine Hvad angest hun selv i sit Inderste tænkte: at hen af et himmelsk Kald han var bleven i Aanden reven, og at hun til Tanken sig maatte vænne, at see ham tidligt og blodigt ende -- da løftet hun op sin Haand saa stolt SIDE: 297 som om hun den over Alverden holdt, velsigned sin Søn og sank saa ned og bad med Ydmyghed om hans Fred. Adams Aand. Eva-Ohebiel, den Kvinde maa have dit Hjerte faaet i Vuggegave. Det er som om Hun dit Offer ligned, da Sønnens Beslutning hun saa velsigned. Evas Aand. Den Arme! Knapt Drengen var gaaen afsted, da vendte hun sig mod Væggen og græd. Fra Nabohuset en Pige bleg sig sagte til hendes Fødder sneg. Med Kys hun dækte Marias Hænder. Maria ei saae op; Taarerne fløde: saa vel hun kjender den kyssende Læbe, den varme og bløde. Det er jo Rachel, den Duesjel, den Bethlems Blomst? Hun ogsaa taget har et Farvel, et haabløst uden Tilbagekomst. Akadiel. Den, Pigen elsker med saa beskeden, hengiven Smerte ham er det givet, at elske med Aanders Hjerte: med Kjærligheden, der favner Livet. Ham ventede Tiden: hans Times Klang. Dog graante den ikke og Jorden henrulled sin rolige Gang. Vaarfrisk, blomstrende og ny synes jo denne de Aldre at haane som true dens Aasyn at dække med Rynker af Gravenes Række, men som bag Gravene flye. SIDE: 298 Og samme Stjerner, hvis venlige Blik Taarer til Svar fra Blomsterne fik: Taarer af Længsel efter dem, lokte i første Duggdraabe frem, skinne jo Fred end i Jordens Blomstkalke ned: saa Mennesket salig Naturen priser, der, Haand i Haand med Tiden, tyst, i samme Sporets Kreds sig viser, igjennemvandrende samme Lyst. Den døde Natur jo synes end som ny, som Jorden var Barn i Vugge under sin Rosensky? Ja disse Pyramider, der kneisende jo skulde beseire alle Tider, men brast og sank imulde, hvad andet mon de ere end Vaser, hvide, skjære, til Leeg Naturen skjænkte? En Tid den med dem legte, med Vedbend dem omhængte, og pynted dem med Mose, men slog dem saa omkuld, mens Rosentornen pranger af friske Knopper fuld: den samme Torn, som skjød sit Skud, da Grunden man til Pyramiden brød. Og denne Jordnatur den skulde blomstre frodig, men gusten mat vanmodig Menneskeheden, dens Herre, visne meer og mere? Aarhundredernes Fjed, der let og sporløst sakke over Blomsters Nakke, knuge Aander ned? Jorden er ei visnet, Tiden er ei isnet; men stærkere end de Tvende Aandens Kræfter brænde, engang for alle ud dermed til Kampen rustet af alle Aanders Gud. SIDE: 299 Alt Haabet er udganget til Jordens Slægter, at en Frelsens Tid undfanget er i den lange Nat. Før Jorden døer vil, under dens lysende Vingeslag, fremstraale Friheds Morgen og Sandheds lyse Dag, da vorder grønnen Jord et Brødres fælles Bord og Himmelhvælvet over det fælles Hjemmetag. SIDE: 300 FRELSEN FRISTELSEN I ØRKNEN (Jesus, en skjøn ung Mand i en eftertænksom Stilling med en Skriftrulle i Haanden i en Ørkenhules Aabning. Akadiel ovenover). Akadiel. Jordklodens Skjød bugnede op af smuldrende Kjød. Høiere stedse hver Vugge, hver ny, løftedes paa Grave opunder Sky. Slægter oprunde, Slægter forsvunde, Livet fremaandede Slægter igjen, vandrende paa Muld af Forældres Been. Skabelsen, fortsat i Mødrenes Skjød ødsel og fri, aabned dog ei et Hjerte, hvori Ohebiels offrende Kjærlighed flød og hvorfra Abiriels Luekraft brød -- en Menneskesjel, hvor Abiriels Ild skimred igjennem Ohebiels Smiil. Men -- Himmel, sku hid, til Juda! -- i Fylden af Jammerens Tid, Guds evigen skabende Haand, det Almagtens synlige Vil, stadigt i Livets bølgende Spil, formed nu engang en Hjerneskal, hvor Abiriels Aand fri som i Himmelens Hvælvinger boer, et Hjerte hvori Ohebiels Kjærlighed aande kan fri. Jesus. Er dette Menneskehedens Minderulle, som -- o jeg saae igjennem den og . . . (Brister i Graad) Akadiel. Aarhundredernes Klage skal ei sig fornye i syndefulde Dage. SIDE: 301 De synke i Mindets Urner tilbage, hvor Graad sin Varme taber, sig til Chrystal omskaber og Smerten sig forvandler til Alabastrets Fred og Blodet, som forfærded da hedt det flød fra Sværdet, forstenes til Koraller, der ingen Skræk er ved. Jesus. Hvad er den? Aarhundreder rullede væk i Synd og Mørke og Blod og Skræk. Akadiel. O evig vexler Tiden, det Verdens Aandedrag. Det ene Øieblik det andet blæser bort. Den ene Time kommer i Sørgesløret; fort den Andens Smiil igjennem skinner klart derbag. Som ufødte Tvillingfostre, kommende Ve og Fryd tidt sammenslyngede ligge i samme Jevndøgns Bækken i Tidens dybe Skjød. Jesus. . . Med Aartusinders Jammer sig Tiden gjøder førend den Frelsens Time føder. Akadiel. O, jeg bedre Tiders Glimt seer i Jesu Taares Skimt -- Frelsens første Morgenstjerne! Han -- o se Ohebiels Smerte damper fra hans fulde Hjerte! -- Han, som brast i Graad ved at see sine Brødres dybe Ve. Paa de Seklers Rad, som ned, skumle Skygger lige, gled henmod Jordens Barndoms Fjerne, han igjennem Dybsinds Glar stirret har, SIDE: 302 som en Astrolog paa Stjerne. Under første Throne der, under første Tempeltinde sort og blodrød frem at rinde Jamrens Kilder to han seer. I Bedrag og Trældom fandt Han hvi Blod og Taarer randt, hvorfor Mulmets Taagevover skylled Lysets Sjele over. Men -- o se i hans stærke Sjel luer høie Abiriel! -- græd han, nu hans Kinder gløde (Frelsens første Morgenrøde!) forat frelse, forat lette Trældomsaaget af de Trætte, lade alle Jordens Sjele Himlens Aanders Klenodie dele: Frihed og Sandhed: den Arvepart Menneskeheden tabte saasnart; forat løse op de Hjorde, Herskere drive og slagte turde -- løse, saaat hver Jordens Sjel føler sig selv som en Himlens Deel. Ja priser og skimter -- o nær jo glimter alt dets Morgenskjær! -- et Sekulum, som bryder gjennem lyst, med Straaler om sit Hoved: første Aar, det reiser rødmende paa Jordans Kyst! Se der alt rustet Frelseren staaer, med Kjærligheden stor nok til at favne om en Verdens Jammer, med Kraften, som saa gudlig flammer, at Han en Verden frelse vil! Jesus. (reiser sig) -- Ak! O Hvad -- ? Mon Himlens Aander tale til min Sjel? Saa klart blev mig mit Meed -- Jeg saae det . . o, SIDE: 303 med Vished, bævrende af frydfuld Kraft, jeg saae min Kummer kun som stærk, eensformig Opfostringsføde for min Kraft; jeg saae mit Meed, og nævnte det. O hellige Stund, lyksalige Aldres Moder! du har valgt mit Hjerte til den Seng, hvor du vil føde, min unge Læbe til din Afkoms Vugge! O min Graad min Styrkes Øje, og min Smerte er bleven bedste Muskel i mit Hjerte. Saa pludselig som om en Engel foer min Sjel igjennem, og borthvifted med sin Vinge Vemodssukkenes tomme Skyer, solklarned i mit Hjertes Baggrund nu mit Meed -- o som om mine Taarer, før kun Sædekorn, sprang ud og dufted -- og jeg saae det og det nævnte modig Frelsen. Kan Skjalden -- ja, jeg frygter for at være en: at kun et Digt min nye Verden bliver, at heller jeg paa Pergament, som Plato, blot burde malt . . O! o! Ve mig, som tvivler! O tilgiv, min Gud, hvis Viisdomsvilje, kjendt kun af de Himmelske dog har tilglimtet mig, som gaaer i Støvet! Min Sjel, af Frelsens Tanke flammende, dit Aasyn er, som lysende du løfter opover mig, du min og Alles Fader! Meer end sig selv den er: en Helligaand, en Aand, som Aanderne selv prise maae. Mit Blik, det min Begeistrings Straale-Plekter, det, mens min Tale strømmer, roligt-glimtende, som Duen svæver blank paa Stormens Brusen . . mit Blik, mit Herredømmes Luescepter har kløvet Tiden, saa til begge Sider Aarhundrederne deles, Skygger lige, naar Straalen skyder gjennem Lundens Gang: til begge Sider Palmerækker skimtes at svæve susende over Graveraderne: SIDE: 304 se Folk for Folk Kvartererne: hver Grav et Hjerte: Engle knæle der paa Gravene! -- O Himlen aabnes . . Staaer jeg end paa Jorden? Mit Hoved høit er over Skyen løftet, og seer paa andre Kloder samme Seir. De svæve denne Jord forbi, som Brude, der smile til hverandre samme Fryd. O se, o se med mig de fjerne Fredens Aarhundreder, den lange Palme-Gravgang, henover stedse fjernere, fjernere Gravrækker fortløbende, den voxer stedse: saa sidste Palmekroner synes Himmelhvælv, de sidste Grave Verdenskloder . . o se deres hvilende Engle (de, som nærved kun syntes lidet skjønnere end Mennesker) de blive Aander, favnende en Klode, omfavnede af en Himmel, herlige som disse alt forherligede Aander, som sig røre udenover Jordens Tider. -- Hvo siger i mit Hjerte, at jeg seer saa sandt som fjernt? Hvo sværger det? Jeg kan ei selv. Dog hører jeg en Eed . . o hellige Eed, Guds Navn i dig jeg hørte! Saa hør da, Menneske, og tro din Herlighed! O, dumme, blege Øine stirre paa mig! Dog taler jeg kun tydeligen hvad dit Hjerte sukker. Fatter du ei Frihed i Lænker? Sandhed under dine Altre? og Kjærlighed, mens du af Brødre plages? Er dette ei dit Suk? -- Oh nei, dit Suk kun viser, at du føler, du mangler Noget, veed dog ikke Hvad. Saa stirr da i mit Blik! Se, det, imens min Tale og mit Hjerteblod udbølger, jo glimter roligt som en Sol bag Skyen! Det Veien finder til dit Hjerte gjennem dit aabne Øie, om end Øret luktes, og der belyser det din Længsels Navn. SIDE: 305 Men naar du seer min Læbe taus -- o da, da vil du lytte først. -- -- Ah, ja hvad er dit Golgath dog? -- den Vandringssteen, hvorpaa den ny Tid hviler før sin Udflugt. -- O Golgath, Golgath! hvor jeg ahner den Trælleæts Fordærvere forgjæves i mit, som Eders, dødelige Blod vil slukke mit udødelige Ord -- se dine Hovedskaller vorde Stjerner, dit Blod sig samler til en ny Tids Sol! Mod den mit Blik henover Højen skuer; mod Maalet bag ufødte Aldres Grave det straaler sejervist og roligt. O, se i mit Blik Du, som ei fatter Ordet, en Fakkel til min Tale, se dens Sandhed! Og naar du hører Frelsens Løsenord: naar "Frihed, Sandhed, Kjærlighed" Du hører, mon rører sig ei Noget i dit Hjerte? Det er din Aand, som hører Hvad den glemte. Ja, vær, mit Aasyn -- o som Mosis, da det flammed over Loven, over Folket! -- vær mine Ord selv synlige og straalende! Og, Kjærlighed, hvis første Suk den døde for Støvets Øine aabenbarte Verden, det Guddommens blomstrende, stjernede Slæb, indaandede min Sjel . . o hyll dig i mit Smiil, og fremsvæv synligen for dem, som ei dit Navn forstaae! -- o ve, fordi de aldrig hørte det, med Øren fulde af tunge Bud, med Hjerter gnavede af Slavesind og Egennytte, Hjerner, udhulede til drukne Lasters Bægre af Løgnens Ætsen. Hyll, Alkjærlighed dig i mit Smil, du Aanders, Himles Kys, imens jeg nævner dig i Støvet! Min Tales Sandhed straale paa min Pande! Og, Himlens Frihed, nedstig paa mit Blik, idet det daler over Folket, skuende SIDE: 306 selv ud de Fjerneste i Stimlen om mig, som med de hentilvendte Øren lytte, hvis Hjerter aabne sig, hvis Vemodstræk, naar jeg forstummer, vise, at de undres ved sine egne Hjerters Storhed, som jeg viste dem: ved der en Himmel finde, hvor før de troede Rum til Sukke kun. O Frihed, Sandhed, Kjærlighed, den alle Verdens Sjeles Liv og Eje, du Hellig-Aand, som gjennemgløder Aanderne, du alle Sjeles arvede Treenighed, du faaer et Hjem i dødelige Hjerter! Ei Trældom knuger mere dem, ei Løgn udhuler dem til Helveder, ei Had forgnaver dem; men Mennesket skal leve til bliden Alder med sin Lok ham hyller i unge Engels hvide Barnesvøb. Ak Tid, ak Tid, du rige paa Erstatning, o bliver du saa skjøn, naar nærved jeg, som Aand, kan see dig glide frem med Jorden, som vexlende, fagre, luftspeilmalte Skyer? -- -- O ve! jeg ahner kun? Hvad veed jeg? Ja, hvad seer jeg uden Haabets Dæmring bag min Grav? hvad Høst i Luften, medens jeg, i Mulden stirrende udslynger Sæden? Se endnu er den sort! se mine Furer: den nye Menneskeæts Vugger, ligge aabne! En Alder rull henover! Støvet af een Æts Hjerter hvirvle bag dig! Lad een Slægt kun have seet gode Fædre: da spir min Sæd! da svæv i Luften lys som bedre Verdners Gjenskin! O, saa selv de vide, Jorden er en enkelt Himmel, ei Helveds sorte Grændsekors mod Himlen! -- Ja, seirede min Daad saa? O, hvo veed? Et Øjeblik ei gjennemskuer det Andet. Kan En (om Skjald som David eller ikke) SIDE: 307 naar i en hellig Stund han speider i sin Sjel, paa Dybet see et Luftspeilsbilled af høiere Verdner, fjerne Tiders Syner -- o da, ja, hvis . . da saae jeg Frelsens Sejer før Jorden døer og sidste Sjel udaander. . . Ha, løfted Gud sit Aasyn lysende opover Jorden i min Sjel ei, da den blussende besvoer at frelse? Men hvi er mit Hjerte Mulm i samme Time? mit Meed snart smilende tilbage til en Verden, som det gjennemfløi, og snart som Vandringsmanden træt, forsagende før end han gik et Skridt? En Himmel nu mit Hjerte gjennemfarer . . og nu synes en endeløs Ørken rulle ud sig i mit Indre, denne liig, hvor jeg i Sandet "Messias" maler og det gjenudsletter. Forhvergang Navnet staaer der (ja "Messias", det Navn, som Folkene give deres Suk) jeg synes skrive selv mit eget Navn: som om jeg ikke "Jesus" ene hedte, men "Jesus Messias", ja den salvede Frelser. Men, sletter Navnet ud jeg: ud "Messias", jeg synes, at jeg sletter ud mig Selv, at navnløs jeg tilbagesynker blandt de trællende bedragne Millioner, beholdende Forstand kun til at lee ad min fromme Moders underlige Tanke, at kalde mig med Jesus-Frelser-Navnet. -- -- Ah, brast mit skjønne Sjele-Luftspeil? skylle nu tomme blaagraae Bølger i mit Indre, og gjør det til Ensformighedens Flade, da jeg mod Himlen saae, for der at finde mit Syns Sandhed? Ve! o var jeg dum og sløv som . . o jeg loe da; men min Latter mit Hjertes Lænkeraslen var; en Fakkel, der lyste mig til Trøst nok for mig Selv, SIDE: 308 var da min Graad . . min Graad; men nu . . men nu en Verdens Mistrøst og Fortvivlelse. (brister i Taarer) O, Gys! jeg veed ei, om det er mig Selv, som frister mig i denne Ørken, eller, om Himmelen og mine Fædres Helved her i mit Hjerte kjæmpe om mig selv, og uden at jeg kan forbyde det: om Helveds Skygger, døsig Glemsel liig, henover hver en Straale jage, Himlen nedskjød, at vække Frelsens Tanke i min Sjel. O var det saa, da Under ei, om jeg i første Værkets Time skjælver, om nu mit Hjerte ryster som en Kampplads. Ak, veed jeg? veed jeg? . Ja, hvor er den Mand, som kjender eget Hjerte? Veed jeg, om jeg Selv igjennem Sjelens Øje sandt beskuer Aandehimlen eller denne igjennem dette Øje skuer ned? Vel! Jordens Jammer seer jeg . . o saa stor at Frelsens Tanke, født i dette Bryst, jeg maa i Himlen avlet troe og baaren. Hvo kan da kvæle den? O Sejr! o Sejr! En salig Jord fremsvæver atter for mig. Vel! jeg som Tidens høie Skjær mig reiser, som Tidens Fyldepunkt! Se her nedsynker de gamle Aldres blodigstribede Bølger! og paa den anden Side skyder frem et Lyshav: begge bryde sig paa Mig! Vel! Ahnelsers lette, hviskende Skygger formørker ei mit Blik, fremsvæver ei for mine Skridt! Din Dæmring, Haab, er altfor tom for Frelseren: til en Troes livsvarme, tunge Skabelsesmulm han trænger, hvor Taager dryppe ned som Verdner, Dampe sig lette op til Himle! Ejaja! . . O, Jubel, hveden kom du, og udslog dit Vingeslag? Jeg saae, jeg saae SIDE: 309 et Sejersglimt. O Troes Lynøje, du lader Mulm tilbage mellem Seiren og fjerne Synskreds, du belyste. Maalet jeg saae som stille Aftensol paa Havet, men Aldre bølgede imellem, Aldre, for skumle til at see igjennem klart, for mange til at tælle. Ja, jeg hørte, men som igjennem Fjernets Tepper, en Himmels Jubel lyde ifra Støvet, hvor rene Aander priste Gud for Livet, ei Sorg, men Fryd og Fred og Skjønhed fandt og Viisdom i det levende Muld, som deler med Aanden Menneskenavnet, og som smilende til Graven, hvor det Afsked tager, følger den høje Broders Flugt mod større Himle. . Jeg saae en Jord, hvor sandselige Legem omfavned, som umyndig Broder, Aanden, istedetfor, som Guddom eller Djævel, det før behersked ham . . O Sejers Syn! ei Throner blænded, Offerrøg ei mørkned; Aljorden laae der riig; ei Millionerne hverandre trængte eller slugte; Hver sin Broders Hjerte kjendte; Lasterne og Krig og Jammer kun i Mindets Dynger henlagte var med Kroner ovenpaa; men disses Guld var blegnet, Jern de syntes som Slavebøiler . . Skarpe Aandens Øre! jeg hørte disse Salige at tale om disse Ting, de sjunkne Aldres Stolthed, med samme Mistro, som vi tale om de gamle det Umuliges Fabel-Kjæmper, der siges Himmelen at have stormet. Jeg hørte med det Aandens skarpe Øre der hører fremmed Tankes tause Tale og Tidens Flugt og fjerne Aldres Lyd, hvorledes disse Mennesker forkyndte: "Nu kjende vore Hjerter vi: vi vide, at deres Fordring Sandhed er og Frihed, SIDE: 310 at Kjærlighed er deres indre Ønske. Først Sandheden os frigjør; thi af den vi vide dette. Sandheden er een; og den er Kundskab om vort eget Væsen. Alt er i denne; først i Selverkjendelsen sig Gud udfolder og Udødeligheden. Saa fordrer Gud, den Altomfattende, en Kjærlighed, som stræber ham at favne, og da at favne Alt. Og Den, som lærte os Dette, mon han ikke er vor Frelser? Se Jorden nu er Aanders glade Hvilested! Mind hvad den var, da vore Fædres Aldre i Blod og Synd nedsank! Og tvivler du, at han fra Jamrens Aar, fra Syndens Aag, fra Aandens Død er vor Forløser? Ja, se Han gav vor Frihed os for Gud! Vi rødme meer ei for vort eget Væsen! Se vore Hjerters Frihed -- o den himmelske -- sit Billed fik i Borgerfrihed; thi, da Hveren vidste, at sig Selv beherske og elske Alle: intet Spiir sig løfted, som blodigt Blus til Loves sorte Tavle; men Alle sadde jevnt ved Siden af hverandre rundtom Jordens store Fad. Da Hver erkjendte i sig Selv Guds Billed, vi turde ene dyrke det med Sandhed, om simpel end mod Fortids brogede Fabler, dog altfor stor til i et andet Tempel end i et Menneskehjerte at indsluttes. -- O styrer Gud ei Verden let som vi opløfte vore Hænder. Er da Han, som Frihed gav til Synderen og Slaven, som Sandhed skjænkte den Bedragne, og dem Alle Kjærlighed -- ja Han, der mægted at gjøre Jorden til eet Fædreland -- ei kaaret ud af Gud, og salvet med de rene Aanders Helligaand? mon ei isandhed, som han kaldes, vor Messias?" SIDE: 311 -- Jeg hørte . . Jublen bar mig . . o jeg syntes at svinde mellem Verdnerne, imens forløste Sjele, evigen tilstrømmende, en ubrudt Følgekjede var imellem de Salige paa Jord og deres Frelser. Jeg saae og hørte, jubled uvilkaarlig. En Sol af Vished straaled i mit Hjerte, og rødmed Sejrens fjerne Palmer -- ha! Et Himmelhvælv af Tro udslog sig -- ha! Jeg svæved jubelbaaren det igjennem. -- Den sluktes, Himlen luktes, jeg nedsank igjen i Tvivlens Afgrund; Dybet greb mig; min Tro blev Haab igjen, mit Haab blev Tvivl. O ve, og endnu dybere hvirvler Angst; o ve, og endnu dybere Fortvivlelse; o ve, og endnu dybere (som paa en Malstrøms Bund) er Aandens Død. Ja, Aanden døer for Jorden, sygner hen for Himlen, hvis den haanede sit Kald. Min Aand fortabtes, hvis jeg tilbedækte med Løgn Guds lysende Aasyn i mit Hjerte, idet jeg dulgte Sandhedens Erkjendelse, og hvis jeg Frelserkraften, som jeg følte, betvang, og sløvede i Synd min Sjel, saa engang i vanæret Alderdom jeg husked neppe, at som Yngling jeg for Sandhed lued af en hellig Aand. . . Forbandet! Forbandet! ha, viig fra mig Satan! . . Ja det var Aandens Død, usonlig Brøde imod den Helligaand, som mig besjeler, mod Gud, som gav mig Frelserkraft, imod den Jord, jeg haabløs, ufrelst efterlod! -- Hvo frister? hvilken Djævel i mit Hjerte mod Helligaanden trodser? Er der end en Vraa saa mørk, at du kan skjule dig? Hør Blodet, varmt omfavnende mig, hvisler: "Ak, Liv, hvi ødsled du mig søde Ungdomsblod i Daarens Hjerte? Reis dig da, og dø! SIDE: 312 Hvo giver dig dit Blod igjen, dit Liv? Hvo giver mig til Pulsen vel igjen, naar Mulden drak mig? Se, mon Mange ei, som du, sig reiste, sank, og deres Frelse med deres Lænker stivned? Lænkerne forstummed, mens de talte, men saa foer de haanraslende henover deres Grave. Vil du din fulde Hjertekalk ombytte med Sokrates's Bæger? Se dog, mon ei Manges Ord, imens de talte, døde i Stenedyngen og i Folkets Skrig: "du haaner os, Profet! Forstyr os ei! Din Frihed og din Sandhed gjør vanvittig. Se vore Fædre lede! Arved vi med Godset ikke Trældom? Vi maa hædre Forfædres Arv: som de vi ville lide. Hvad Jammer, Skjændsel, Synd og Løgn og Trældom du kalder, er, ved Vane bleven Fryd og Hæder, Dyd og Trøst og Sandhed."" " -- Nei, unge Jesus, lev i Ro og dø i Ro; og Abram, naar du hviler i hans Skjød, skal slette dine Synder ud!" -- Ha, Blodets Djævel, din Latter røbed dig. Omklamr mig ei med hede Slanger! Løb dit vante Trællekredsløb atter væk! Men denne Djævels Tale er som Iisdryp i Hjertets Midte; og den Sandhed taler: "Ved Solens Vugge se Confutsee flammed og Buddha af den samme Aand, du, Jesus, kalder din og Himlens og den Hellige; men fløi vel deres Glimt den Østens Synskreds over? Og den Strøm, de leded for at vande Jorden, formaaede jo ei at bryde igjennem Tartariets Nabo-Ørken?" O, Djævel, af dit Aasyn, iiskoldt som SIDE: 313 Historiens Blad, jeg seer, dit Navn er Lunkenhed, god Sags Forræder. Blegn, du Taage! -- Ha, end en Djævel? Ak, hvor mange Skygger iblandt de lyse Tanker? Men de sværme som Myg, og døe i Lyset. . . End en Djævel? Hvor glindsende er du? mon Staal, mon Solglands, idet du snoer dig? Ah, du Pjaltede, som lister frem dig efter Nederlaget, hvor Lunkenhedens kolde Tudse knustes, og Blodets høje Purpur sank! Thi jeg jeg blæste bort dets varme Livsensaande, og kasted Lem for Lem den dorske Tudse, som kravled af min Hjerne frem, i Blodet, for al dets angste Oprør ret at kjøle. Ei meer min Puls er Lænke, ei mit Hjerte en Klods, som mig til Jorden binder. Se, jeg lugter nu ei Vaaren; smager ei, om Druer eller Vand min Tunge lædske; jeg seer ei Rachel (o det Bethlems Blomster! Hun i hvis Blik jeg Himlen først opdaged og saae min egen Sjel og Menneskets, som den nedsteg i Paradisets Glands) jeg hører ei min Moder (før den søde Olivenlundens Røst) -- og Du vil kjæmpe? Kan Meer du byde? Meer ei Jorden ejer. O usle, dog besynderlige, Djævel, i Fjernet glimtende, men nærved gusten, dit Ord er kun min Indvolds Piben, en Aares Brusen mod min Tinding; dog gjør det nær vanvittig: saa jeg veed ei, om jeg skal troe og raabe som du byder: "Se, kaared Gud dig ud til Frelsens Værk, da maa Han have dig udrustet med Vidunder-Kræfter. Stig da op paa Templets Tinde; styrt dig ned, og -- se, du kommer over Salem svævende! Thi staaer der ikke skrevet om Messias: SIDE: 314 " " om dig vil Gud befale sine Engle: I bære skal min Søn paa Eders Hænder, saa ei sin Fod paa nogen Steen han støder?" " Ja er du, som du siger selv, Guds Søn, da liid ei, Uslere end Ormen, Hunger; men byd, at disse Stene vorde Brød!" Sandt, Djævel! Gud mig salved til den Frelser, hvis Storhed Adams Slægter malte ahnende, ved ydmygt ham at nævne "Guds Eenbaarne"; men og med Stolthed (skuende i ham et Ideal af Mennesket) de benævnte ham "Menneskets Søn" -- ja, Guds Søn er jeg, men den hele Skabning er min Broder. Der staaer jo skrevet: Gud du ei skal friste! Men gjorde jeg din Vilje, fristed jeg til Vanvid min Fornuft, og Gud mig straffed med Døden eller det. -- Du hørte, Djævel? Ak, du Latterlige, Forfængelige, fjerntfra (da du reiste dig i min Hjernes Baggrund og da du til Tempelspranget fristed) ligned du en Engel, men en glødende i Oprør mod en Alviisdoms Love; nærmere, da du af Steen mig bød at bage Brød, du var jo kun en sulten Maves Pust? Og, du, et Gisp, vil du en Frelser standse? Jeg fastede i fyrgetyve Døgn, og mærked ei min Hunger før du talte. Du er da Hunger? -- en uskyldig Djævel, skjøndt jeg nok troer en mægtig Frister; og nu -- ja du har Ret; javist jeg hungrer. Vel! jeg vil gaae til næste Oljebjerg, og stille dig tilfreds med en Oliven. Men hvad kan mætte dig, du Djævel, som fremglittrer højest, fagrest i mit Hjerte? Ærgjerrighed, jeg kjender forhen dig! Da sad du i mit Hjerte som et Kongeblik, SIDE: 315 som Cæsars blanke Stav, og skued over min Ungdom som et udbredt Kongerige, min Manddom som et Keiserdømme, der erobres skulde under Vestens Fjerne. Min Barm var Keiserens Triumfvogn da. Mit Hjerte klappred da som Cæsars Laurer. Dog blev min Sjel som Cæsars Pande mørk. -- Ha, nu min Sjel tilkjæmped sig sit Lys i denne Ørkens Mulm, nu sniger du dig om som dømte Skygge . . forud dømte? Thi, Djævel, dig det var, som, da jeg stod paa Zion, lænende mit Hoved (just det bar den tyvende Sommers Blomster) til Augusti Cæsaris den gyldne Støtte, og saae med Haanden over Øjet -- thi fra Kongens Kuppler flammed Morgensolen -- paa Folket ned, der vælted sort sig brydende imellem Salems hvide Søilerader -- ja dig det var, som dengang til mig hvisked: "Se Salem som en Kube! De Travle gaae til Handel; Guldet synes at gjøre disses Aasyn venligt-aabent; men Hadet gjærer mørkt i deres Hjerter mod Idumæeren, den kjøbte Romer. Nu Israels Bærme bruser høit og varmt! Se fjernt nu Romas Ørne suse! De hilde Vingerne i Gothens Ege. . . Ha, ginge ei Profeterne Dig foran lovsyngende? ja, salved dig ei Himlen med hellige Læber, o du Davids Kongeblod! til Israels og Gojims Fyrste? Eja, se Israels Time lyser! Ræk din Arm blot op: der er dens Viser! tal: din Tale er Israels Times Klang og Sejerværk! . . O Tiden venter paa dig -- Du, du nøler? Se, Yngling, Tiden flyer; med Haaret Hjertet henblegner! Skal engang din Læbes Skjælven SIDE: 316 din Fordring nævne? Da vil Israel lee, imens en enkelt Svend (en carnifex, som kaute Lictor til det Arbeid lejer, en Tjeners Tjener) leder dig til Consulens Skafot -- ha det din purpurrøde Skala! I Israels stille Fnysen nøler du? Dig Asiens, Syriens, Hellas' Suk ei hæver? Ha, tog ei Cæsar med sin Ungdomsarm den halve Jord? Men alle Jordens solkronte, morgensky-bekaabede Riger -- o se den Herlighed! se Marmorbyer, dens hvide fuldtudslagne Blomster midti de Landenes grønne Blade! -- jeg dig giver, hvis sig dit Hjerte bøier for mig og mig som din bedste Kraft tilbeder -- ja, din bedste Kraft; thi jeg en større Arm, Veltalenhedens, løfter. Den er stærk og skjult som Skjebnens Arm; den snoer sig ind den snoer sig ud igjen med Hjerterne. Som gylden Krog til Leeg den kastes ud i Folkets sorte Hav, i Torvenes Hvirvler, og Taleren trækker til sig, naar han lyster. Naar Taarer snart, liig sølvhvid Sild, snart Smiil, liig gyldenrød Forellestime, spiller hans Kroge rundt, saa vipper han . . ah, af de tusind aabne Gab de tusind Hjerter isammenbidte op med Krogen. Eja! for dine Fødder seer du da den store Leviathan, Babylon! og op af blodigt Dyb du haler Rom, den gispende formædskede Muræne! . . Veltalenhed, o Piil og Sværd paaeengang! du flyvende Sværd! hvor let og stolt din Seir! Du blinker gjennem Undseelsens Purpurskede -- og denne Blinken er dit Blik mod Maalet. Et Aandedræt -- du er der. Ha, i Flugten henover Folkets Jubelaandes Bølger, din Klang blier Funklen, ja et Varsels Funklen; SIDE: 317 og Mængden seer i Luften dine Ord som sværmende Cheruber. Almagtstanker henrulle, Mængden nedenunder rystende, som Oceanets Bølger Bundens Leer; ja Throner som Koraller røde, Templer som hvide Sneglesnekker tumlende. Det Maal, dit første Ord beskedent løfted sig opimod, du seer i Talens Flugt som højere Formaals Skygge kun; og stedse sig taarne højere Maal -- Et Aandedræt, Du er der . . se, de bøie ned sig bag dig, og ene overseer du dine Seire. -- Ha, skulle da Profeter lyve? I dit Bryst har svundne Aldres Suk sig sandet. O stærke Pust, du ikke være nok til disse Tiders Slægt at ryste? Let er Sejeren for Den, som Gud udvalgte. Du Himlens Valg i disse Tanker høre! Dit Hjerte, Sejren svulmende imøde, Basunen er, hvorigjennem Himlen taler. Dens Bud er let: du skyde med et Pust blot til Folkenes Forbittrelses Lavin! -- Oppust dit Hjerte! pust -- -- " Ha, Djævel, Djævel! af disse Ord: "oppust dit Hjerte! pust!" gjenkjendes du, Ærgjerrighed! Viig bort fra mig, du Satan! Ærgjerrighed, min Krafts vilde Skud! Mit Hjerte brænder renere end Purp'ret. Der staaer jo skrevet: "Herren Du, din Gud, tilbede skal, og dyrke ham alene!" Og Jeg? jeg skulde mulmes, saa jeg i min Sjel da kunde tage Feil i Valgets Omfavnelse, imellem Kongens og en Frelsers Ærelyst? Du skulde bedrage mig, du Tanke, Djævel, født af Ynglingsblod, paa Ynglings Muskler vugget, saa høit, som Blodet damper, voxende, SIDE: 318 men for at døe som dette kjølner hen? Jeg dig beundre, store Intet? dig som slugtes af en Grav? Jeg dig tilbede, du fule Sandselighed, pralende i Purpur og nævnende dig Cæsars Cæsar? Jeg nedknæle for det slappe Meed, at naae en Thronehimmel, naar Aljordens fra Øst til Vest udspændte Horizonter kun ere Telteraden for mit Folk? -- O hellige Tanker, lyse Englechor, o kommer, tjener mig! . Jeg er beredt. Nu, da mit Hjertes Gudglimt, Helligaanden, mit bedre Selv, har spredt de mørke Skyer af Fristelser i Ørken -- jeg er beredt, ved Seir til Seir beredt! Ja, ja! jeg fristede mig Selv. Jeg rusted mig med Prøvelser; thi Hvo er vel den Mand, som maaler egen Kraft? Min Idræts Høide kan jeg maale, men ei Dybderne i Sjelen; de sig sænke i det Uendelige ind. Jeg veed, der ulmer Kraft i mig til Alt, men ei hvor høit Guds Forsyn vil tillade den frem paa Jord at blusse. Hil mig! Hil! Jeg skabte frem min Tvivl; Jeg den henveired. Jeg slog mig Selv, og mod mig Selv jeg seired. -- Jeg er beredt! O hellige Tanker -- til een Tro, den Tro: "Jeg frelser Jorden," glødende isammen -- o alle mine Tanker, tjener nu blot denne ene Frelsens-Tanke! knæler, som Engle synlige, for den, for mig! Thi, som jeg staaer i Kjød og Blod, jeg er alene Frelsens Tanke levende: Guds Kjærlighed, den Aandernes Forsoning, som, for den sjunkne Slægt at frelse, dvæler i Støvet synlig, jordindhyllet her. -- Min Gud, min Fader, se, beredt jeg er! SIDE: 319 Akadiel. Jesus, Jesus, din Frelses Tvivl var Phuniels Sukke, din Sejers Smiil Ohebiels og Abiriels ømme Omfavnelse efter Skilsmisse-Drømme. Din Fristelses Suk var din Svimlen, da Du ene dig saae mellem Jorden og Himlen. Men nu, du, Abiriel, seer dig roligen der, hvor du svimlede forhen, og sank, bedøvet af Livets Duft og din Sorg, i Støvet. Din Sorg var Ohebiels Kjærligheds Klage ved Sig i Himlen alene at see, imedens de Elskte, Menneskene, i Synd og i Blodskyld bleve tilbage. Du følte dig fremmed, for ophøiet for den Jord, hvor du boer. "O, hvor er min Plads i Skabningen? hvor?" -- Men, snarlig besindet, mod Maalet dit Øje roligen straaled. Din Abiriel-Kraft, din Ohebiel-Kjærlighed sit Offer, sin Sejer jublende veed i salige Barm: al Menneskehed op til din Høide at hæve -- o som til Himlen at svæve med Jordkloden lagt i din frelsende Arm. SIDE: 320 JESUS OG JOHANNES BARNDOMSVENNERNES MØDE (Jesus gaaende gjennem Ørken henmod Palmerne i Synskredsen). Jesus. . . Palmer hist de Livets Faner! Liv? Hvad Liv kan boe derunder, naar i Dødens Fodspor, Ørknen, Frihed, Sandhed, Kjærlighed, bort fra Agres Ly forviste, leire sig i Armods Telt? Frihed dog som børstet Vildhed, Sandhed kun som Eenfolds Tro, Kjærlighed som teltesnevre Gjæstmildhed i Ørknen boer. Vel naturligt Palmer mødes her ved Ørknens Grændseskjel; men for Frelseren, som gaaer fra sin Ørk at frelse Jorden, meer end Palmer blot de synes: Livets eedoprakte Fingre, at det ei med Græs og Svale vil forlade Ørknens Trætte; ja de synes ham hans Piller, som hans Sejersveis Portal. (En Mand iler over Sletten) Hvo mon er den Skygge hisset over Sandet dæmrende? Ah, Johannes? Ak, min Barndoms Rosenkugles Axe er da stivnet hen til saadant Staal? til en mørk Essæers Skyblik, til et raggindhyllet Billed af den falske Tro: at smigre Himlen ved at haane Jorden? Iil ei saa, Johannes! Vore Veje maae ei dele sig. O min Ven! min Ven! min -- (omfavner Manden inderlig) SIDE: 321 Johannes. (vendende sig om) -- Jesus! Er det med et saadant Smiil, du vil frelse Jorden, Jesus? Jesus. Du har glemt mig -- o Johannes! Johannes. Jeg blot tænkte paa din Moders Drøm. Jesus. Ja den til Liv er vakt. Johannes. Endnu gaaer Johannes, liig et Gjenfærd i den fromme Drøm; men af dine lyse Smiil seer jeg -- oh, ja det er klogt -- Du til Verdens Liv er vaagnet. Ret! ja Ret! Hvad var det Hele? Kun en fager Drøm, fuldbaaren af en from, frugtsomlig Kvinde? Søde Moderblik den fostred; tvende Drenges Skuldre, stegne bævrende som hvide Skum op af Ungdomsblodet, løfted den af Modersmilets Vugge, og for Himlen viste den. Drømmen, som vi to Fostbrødre, svore kjækt til Liv at gjøre, at Du skulde vorde David for det arme Juda, jeg din trofaste Jonathan, mig har til en Drøm forvandlet, saa jeg veed kun af min Sorg, at jeg lever. SIDE: 322 Jesus. O jeg har ei glemt hvor tidt vor fromme Tro i Olivnens Bladeraslen Engles Bifaldsjubl fornam, naar de hørte, at vor Ungdom Mandens Alvor blev, naar sammen vi om Frelsen talte. Johannes. Ak! Jesus. Din Alvorlighed sig undrer ved mit Aasyns aabne Fryd; Thi da sidst vi talte sammen, vore unge Hjerter luktes krampefast ved Jordens Jammer. Ve, at Du mig ei forstaaer! Eller kunne Seirens Fremglimt, Helligaandens Straaleglands ei fra Letsinds malte Dunster skilnes i mit Aasyns Træk? Jeg til Ørknen vandred jo, mig ved svundne Aldres Viisdom ud til Frelsens Værk at ruste. Jeg til Livet skulde gaaet med dit Kummerblik tilbage, hvis ei i min Eensomhed Frelsens Tanke modnet var. Derfor, se, mit Aasyn er dens Sejersglands og modne Rødme, blanken Salve, hvormed Gud salved mig da Aanden sved i mit Hjerte Frelsernavnet. Johannes. (knælende) O min Herre og min Mester! O, Messias, mig tilgiv! SIDE: 323 Jesus. (løfter ham op) Du, Johannes, du est kaaret -- Valget er din Alvorshu -- til det nye Tempels Støtte. Du skal være der Portalet. Johannes. Gud har negtet mig sit Lys. Ei at frelse, kun advare er det Lidet, som jeg mægter. Kun til sjunkne Olds Profeters Skygge kan jeg hæve mig. Jeg gaaer om som Tidens Gjenfærd, fulgt kun af nysgjerrig Rædsel. Hjerterne sig bange vende fra den levende Urne -- mig. Godt maaskee; thi fulgte Alle, Jordens Liv en Kirkegaard blev da kun med sorte Kors paa, uden Blomster, død og taus. -- Ak! min Sjel og ei mit Legem sukker ved min egen Bod; og mit eget Hjerte stille sørger ved sin stolte Dyd. Jesus. Muldne Viisdoms-Ruller ere ei mit Tempels Pillerad. Jeg i Menneskehjertet saae en uvisnelig Frelsens Sæd. Og min Læres milde Aande lokker frem den af dens Muld. Frem som Englehoveder glimte skal dens Straaleax -- o Høst af Jorden, for en Himmel riig nok! Og de lyse Ax sig bue sammen til et Tempel, hvor Gud i Aand og Sandhed dyrkes: SIDE: 324 til en Himmel alt paa Jord. Jeg af Livets Kræfter lærte Viisdom, Sandhed af mig Selv; og jeg fandt i Menneskets Hjerte Himlens, Helveds Grændseskjel. Johannes. Jeg mit Hjerte vilde skabe til en Himmel; men det blev sorgfuld Jord kun, thi jeg føler, at min kolde Bod-Dyd ei øves kan i Himlen -- Ve, den selv mod Jorden vel er Synd? Jesus. Nei, Johannes! Sorgens Billed, mørkn vor Alders drukne Blik! Os det er en Dyd at glemme Jordens Krav. Os kræver Himlen. Os et Eje er for lidet, Kvindens Favnetag for trangt; os er Jordens Fryd for vissen; Vi i Døden kun tør frydes. Johannes. Jesus, du din Ven har trøstet. Jeg din Guddom saae, Messias, alt fra Barnets Læber straale over Templets gamle Mestre. Deres dumme Blik udspændtes, og som brudne Kar de gabte, da du gav dem disse Spørgsmaal, voxne Helte liig i Pantser hyllede af Blomsterblade: "siig mig, kjære gamle Rabbi, er ei Jovah Den, som lille Theofilos kalder Zeus? Er ei Sandhed funden, siden SIDE: 325 Folkets Vise trætte end?" Og jeg kunde glemme, at alt mit Haab med dig kun voxte, da du ei treen mig imøde med mit eget syge Øje eller Judas Hevners Pande! O, Triumfens Faners Spiir glimre frem i dine Blik; og de i den fine Rødme vaje, Jesus, paa din Kind! Jesus. Se dit Haab i Blomster! Ja, mon Jeg, Marias, Kvindens Søn, ikke knuser Slangen, som grov sit Æg i Adams Hjerte, viste Tand i Cains Blodhaand, spruded over Jorden Blod, spandt sig voxende omkring alle Jordens Hjerter, suged ud dem, og sin egen Gift tylled i de tomme, løfted tusind kronte Hoveders Svælg over sammenknuget Bytte? O maa ei jeg sejerlee? Jeg den træder alt paa Issen, knusende, og fandt dens Braad? Se, jeg i min Eensomhed rulled op Historien; Jamrens Kilde gjennem Mindets Urner rislende jeg fandt. Roligt, som paa duebløde Vingeslag, det første Par aanded Livet hen; det kjendte Aandens Kraft og Kjødets ei. Tvillingfosterlig forbundne slumred de i sine Hjerter, sjunkne ned i Livets Fylde, SIDE: 326 der saa mageligt, som gjennem Navlestreng, tilstrømmed Kjødet, mens i skyldløst Nybegjær Aanden fandt sig mægtig nok. Men imellem Fryd og Kummer, Trang og Vellyst, Nød og Fylde Mennesket blev sat, og Hunger jog det over Jorden, som det fra nu af maatte dyrke i sit Ansigts stride Sved. Vel Opfindsomheden vaagen tidlig slagen blev af Smerten; men den blev en Kjødets Træl, kun genifuld forat dette kunde ene nyde alle Jordens, alle Dyrets Goder. Længer Nok for Alle blev ei alle Jordens Agres Høst. Enkelte opslugte Alt, og den Graadigste blev hædret med saa høit et Æresnavn, Trælleflokken kunde digte, der, saalangt som Lænken rak, rundtom hine Vellystdynger vandrede med lystne Øjne. Millioner af den Ene maatte tigge Livets Byrde, lydig døe naar Død han vinked. Kun Naturen søgte kjærlig Menneskenes Skam at skjule, pyntende med Efevranker Armods Hytter, som indvendig sorte var af Trældomssuk. Men Naturens bedste Trøst, Gravens, undtes ei de Arme. De i Graven saae ei Lænkens brudte Led; men blot det første SIDE: 327 i en ny foruden Ende. Thi saa lærtes der fra Altret, at en Evighed af hede røde Lænker under Graven smededes af Djævle værre end Tyrannerne, de banded. Skjælvende som spildte Taarer paa et vildt vanvittigt Ansigt, irred nogle gode Faa ængstelige om paa Jorden. Thi til selve Folkets Kjerne trængte Herredømmets Laster. Naar en Drot et fremmed Folk ved sin Klinges Blodglød stempled med det nye Slavemærke, hyllende i Vælter Røg, liig Gespenster af de knuste Fredens Arner, Himlen ind, som bestred hans Ret ved stille nye Stjerner ham at tee, som end ei hans Hjem bestraalte, Slaven myrded da og røved, og af Kongens Mønster hævded Folket Lov sig over Loven, Sæder over Fædres Sæd. Purpurhængte Throne, Slaven vandt ved samme Daad som Drottens, blev et blodigt Rettersted. Men paa grummere Skafotter, paa de gustne Sygeleier, hævned gysende Naturen sig paa Synder mod den selv. Men naar Jammersuk og Latter blandede for vildt sig sammen, brød fra Thronen Lyn for blodrødt, røg fra Tempelaabningen Mulmet altfor tykt og kvalmt: vaagned Aander hist og her, SIDE: 328 Nattelampers Hviften lige, og de sukket: "ve os! Noget, som vi vide ei, os fattes. Ja, en Frelser, en Messias." Johannes. Israels, o Israels Ve! Jesus. I dit Øje, glimter, Jøde, Davids Glavind. Davids Søn sørger for Aljordens Ve. Johannes. Kan et enkelt Hjerte rumme Jammer meer end eget Lands? Jesus. Skulde Frelserens ei favne mere Sorg end Dyngen mellem Gazas Offer-Blodhøi og Sodoms raadne Grav, det Helveds nøgne, pestsved-blanke Aasyn? O Johannes, du skal vorde Morgenrøden i hvis Arme Dagen hviler, som omfavne elskende vil hele Jorden. Johannes. O, Jeg er ei Lyset. Jesus. Men Du skal Lyset først forkynde som hvert Hjerte skal opklare. Jeg i Guds, min Faders, Navn kaarer Dig til min Elias, til det nye Riges Hærold. SIDE: 329 Men jeg sætter selv dets Krone, (Ydmyghedens Tornekrone) paa mit eget kaarne Hoved. Og -- jeg ahner -- Golgath, Golgath blier min Himmelthrones Trin. Thi jeg vil til Folket sige: "Jeg er Den, som I forventer, Jeg er Den, I sukked efter, Jeg er Den, hvorom I tale, Jeg er Folkenes Messias. Sku i mig, i eders Broder, eders egen Guddom klarnet! Sku i mig Guds Soningshilsen og et Offerlam for Jorden! Thi det siger mig min Sjel, at med Blod jeg skal besegle, plante i et blodigt Kors Kjærlighedens Rosenkvist mellem Jordens Tornekvas, og af Blodets Draaber skabe Sandheden dens bedste Blus." Men lad Stormen tale ud før de blide Vindes Sang! Rydd som Hvirvelvinden Vejen, o Johannes, min Elias! Skjær som Plougen dybe Furer indtil Sædemanden kommer! Som en Tordensky paa klare Himmelblaa, du træde frem midt paa Kongens glade Høitid! Væk med Lynets Slag af Søvnen! Hjerter slaae, som Moses Klippen, ja til Angrens Kilde springer! Da min Moders Drøm fuldbyrdes -- den, der favned hendes Sjel i Undfangelsens velsignte og for Himlen aabne Stund, SIDE: 330 og befrugted hendes Hjerte med saa salig en Forhaabning, at hun siden stedse drømte vaagen om igjen sin Drøm; ja da skal den vel fuldbyrdes i sin Spaadom, at vi To ei i Liv og Død adskilles. Ak, Hun mente, at Du skulde ride paa min høire Side paa min Sejerindtogs-Dag. Men det Sande er, du døer Sandhedsvidnets Vellystdød. O Henrykkelse, at elske Himlen liig, der Alt omfavner, Luften liig, der Alt omstrømmer, Lyset liig, der Alt omstraaler, ja den milde Regnsky liig, der paa Ond og God neddrysser! Det er Aanders Salighed, Det er Englens Hjerteslag i en jordisk Barm at føle. Hvem kan eget Ve fornemme, naar han tænker kun paa Alles? Hvem er herligt ei det Liv, der arbeider for en Verden og bekrones skal omsider med en Død af Kjærlighed? Hvem er herlig ei en Død, som for Aanden aabner Himlen, og omsider skal bekrones med Alverdens Kjærlighed? O, hvis ei det var en Synd, alt jeg længtedes derefter! Men mens Dagen endnu er, er det at der skal arbeides. Derfor med Eliæ Styrke gaa, bered mig Vei, Johannes! SIDE: 331 DØBEREN (Johannes ved Jordan. Præster. Folk.) Johannes. Hør Røsten raaber i Ørken: bereder Herren Vei! Omvender Eder! Himmeriges Rige alt er nær! Længes I at høre Sandhed, forbander Løgnen da! Længes I mod Frihed, løfter Eders Lænker da! Væmmes I ved Syndens Smitte, i Angers Dugg jer toer! Han kommer, som skal Sandhed lære. Han kommer, som skal Lænken løse, Han kommer, som med Kjærlighed skal salve Eders Hjerter. Alt Dagen vaagner . . Hør dens Hane! Sov ei længer da! Ved Træets Rod alt Øxen ligger, hvert frugtløst Træ omhugges skal og kastes i en Ild! Hver, som ei sit Hjerte aabner, ligt en sædfuld Blomsterkalk, for at Frelsen i dets Dyb Livsensvarme ind kan straale, og til Daad ei strækker Armen, liig en frugtbetynget Green, staae igjen som Skjændselsmærke fra den gamle Syndetid! Eller troer du, Abrams Æt, det er til din Frelse nok, at du siger: Gud er Een? Denne Sandhed Han, som kommer, lærer alle Jordens Slægter. Og Jeg er til hele Jorden Røsten raabende: bereder, SIDE: 332 alle Sjele, Herren Vei! O, omvender Eder Alle! Himlens Rige stunder nær. Præster. (afsides) Essæeren rører Folket. Kvinderne alt græde meer for Mandens Ord end for hans sjunkne Kinder. Mændene sig slaae for deres Bryst. Han synes meer farlig for os end de Andre, der, pludselig som Spøgelser, i Bodserk fra deres Huler trine frem i Dagslyset, og troe at dyppe Hjerterne med Hovdet i Daaben, eller, ved det kolde Dyp, Fornuft at vække i de sløve Hjerner. Ja Denne -- ha, mon troer du, ved dit Vandmærke at slette ud vort Brændetegn paa Folket? (til Johannes) Hør du! (skjøndt latterligt at spørge dig, der ligner blot et Omrids til et Menneske, og gaaer i Syndens eller Armods Rustning) er Du Messias, ham vi Alle vente, den Israels Hevner? Johannes. Nei! Præster. End da Elias? Johannes. Nei! nei! I Ørknens Skjul, hvorhen, paa Hvirvelvindens sorte Ryg, den blodige Profet undflyede, forlængesiden hans Been ufundne raadned. Præster. Ha, Hvo er du da? SIDE: 333 Johannes. I hørte? hørte Røsten over den Jord, I øded til en Ørken, raabende: bereder Herren Vei! Omvender Eder, thi Himlens Rige stunder nær! Han kommer: ja dets Konge; men ved Daab jeg tvetter Eder rene til at møde ham. Præster. Mon mener du Messias? Han skal komme i Englenes Hærskarer. Johannes. Sikkerlig ham Himlens Aander signende omringe; men I ei see dem. Præster. . . Ja og med Basuner. Johannes. Vist! vist! hans Sandhedsrøst, som knuser Eder. Præster. . . Og Herrens Herlighed skal aabenbares. Johannes. Ja i en salig Jord: i Sandhed paa de Dødeliges Læber, og i Frihed i deres Vandel, Kjærlighed i Hjerterne. Præster. Hvor stort skal Israel blive! Roma har du Blod nok at betale Israel? Naar Hevnens Sværd er mættet, har da Gojim Trælle nok igjen for Israel? SIDE: 334 Johannes. I ei forstaae? I Blod I skulle døbes! -- Gaaer, styrter Templet over Eder! Præster. (afsides) Hvo mener denne Sværmer? Ikke vor Messias. Dog -- at ei hans hvasse Tunge, som sparte selv ei Kongen, skal forhaane for Folket os -- vi ville smigre ham. (høit) Ja, vær da hvo du vil, du Hellige! Døb os i Haabet om den Israels Frelser! Johannes. Mon ahne I de røde Lyn, som modnes i Folkets Hjerter over eders Isser? Du Øgleæt, hvo lærte dig at flye den Vredestorden, som dig oversortner? Mon angre I? Vel! Jeg ei Hjerter kjender. (døber dem) Men Den, som kjender Hjerterne, vil komme! Da vorder Eders Spot (ja, hvis I dækked med Daabens Hellighed Forhaanelse) Forbandelse med Rædsels aabne Aasyn. Jeg døber Eder vel med Vandet til Omvendelse; men Den, som kommer efter, med Helligaandens Luekraft skal døbe: skal tænde i hver Sjel, som ei forhærdedes, sin egen Guddom. (Jesus kommer) Hil! Se det Guds Lam der, som bærer ene Aljordens Synder! som ene veed, ved Sandhed at befrie fra Synd; som frelse vil og døe for Jorden! Jesus. Johannes, døb mig da! Johannes. Ak, Herre, jeg af Dig skal døbes, og Du til mig vil komme? -- Nei! SIDE: 335 Jesus. Du Døber, Det bør mig saa, at styrke og indvie mig til mit Kald. Johannes. Du helliger min Daab, du Rene! (døber Jesus.) Ha, saae I? Sløve Øjne, ja I sige: Vi saae et Lyn. Jeg saae Guds Himle aabnes, en Aand fra Himlen, liig en sølvhvid Due, neddale over Ham. Og var det ei, som om Guds Røst fra Himmelen velsigned: "Se Denne er min Søn, den Elskelige, i hvem jeg haver Velbehag!" SIDE: 336 DISCIPLENE, MODEREN OG VENINDERNE (Jesus. Folk. Præster). Jesus. Vaagn, Aand, du slumrende i disse Hjerter! Se, Aand, din Herlighed jeg maner fra Himlen atter ned i Støvet! Før Jorden blev i Verden: i Begyndelsen var Du hos Gud i Sandheds, i dit Selvs Erkjendelse, saa klar og sand, som om du var Guds Ord, udtalet om dig Selv: Du er! og alle Himle svarte: Ja, du er! Du fryded dig blandt Himlens Aander da i Sandhed, Frihed, Kjærlighed: dit eget Væsen, Aand, din egen Guddom, en Afglands af den Eviges Alviisdom, hans Almagts Frihed, hans Algodheds Kjærlighed. O gjennem alle Skabningsrækker den afspeiles, fra de højeste Æoner til Mennesket, den Stummes kloge Broder! Ja Glimt deraf adspredte synes selv at bryde stundom frem af Disses Øjne. Ja uden Kime til dette Aandens Liv er intet Liv. Da, Aand, dit Liv var reent og sandt. Men, se, for Støvets Farver Himlens Lys du bytted; du faldt i Støvet ned og glemte Himlen, dit Fædreland, den Herlighed du kom fra, og du, o Aand, du blev kun Kjødets Lys. I Blodets Mulm du skinnede; men Mulmet ei Lyset fatted. Kjødets Liv ei parred med Aandens Liv sig; men det stred, og Synd dets Seier var. Da blev din Frihed Last, o Menneskeaand, og Lasten elskede sit eget lænkekrandste Billed, Trældom; SIDE: 337 da aabnede sig Egennyttens Gab, hvor Kjærligheden sank; da jubled Synden, og Aanden tabte selve Angrens Liv, det Krampetræk isøvne, og sank hen i en bevidstløs Glemsel . . Thi lød forgjæves og hiin Aands, Johannes', Raab, at standse ved den Afgrunds Rand, der fører nedimod de sjeleløse Skabningsrækkers Egne; men Himmelstigen ei han viste dem. Hans Daab borttvetted Offerrøgens Sod, der lagde gjennem Aldrene sig paa de Ord i Hjerterne: "jeg er en Synder!" Men Himmelen, Bestemmelsen, ei han blotted. Han Haneklappet, Graaningens Godmorgen, Han Daggryes Søvneblussen var, men ei det vaagne Dagsmiil. Og tilbage han førte Støvets Aand fra Sløvheds Dynge til Angrens sorte Grændsekors mod Haabets vaarfagre Eng med Troens Bjerg paa og Fredens stille Dal. Didhen ei længer. Dog vidner han: en Aand, end stærkere, skal fremstaae -- en, som mægter ved sit Ord at føre Synderen tilbage fra Angren til forne Uskyld. Ja, Aanden kommer, klar og høi og stærk, bevidst sit Væsen her som hist i Himlen: bevidst, hans Væsen er, du Støvets Aand, din sande og oprindelige Guddom! Han i et Kjød, som Adams i de første uskyldige Øjeblikke, mildt og ei opsætsigt imod Aanden, aabenbares sand Gud, sandt Menneske til Jordens Frelse. Blandt sorgnedbøjede, syndbestænkte Brødre i ensom Herlighed han staaer paa Jorden, som var han den Alverdens Guds Eenbaarne. . . Ja nævn ham saa, hvis, Sorg, du er taknemmelig, SIDE: 338 hvis, Anger, Glimt af Haab dit Øje er! Thi se han er den store Guds Alkjærligheds det levende Pant, det eneste paa Jorden! Med himmelsk Naades og med Sandheds Fylde han dækker Jord, din Synds og Jammers Fylde. Saa ærer Sønnen, som I ære Faderen! saa ærer Guds Alkjærlighed i min! -- Thi Jeg, ja Jeg er Aanden, hvem Johannes har vidnet om . . Jeg Frelseren Messias, I bede om, hvem Seklers Suk paakaldte! Ja, Støv, Jeg er din Aand igjen-opklarnet; thi jeg har Lys nok i mit Indre til at tænde det i alle Jordens Hjerter; og Jeg vil lede dig, du Støvets Aand, til Salighedens stjernekrandste Port, før end dit Muld paa Gravens lave banker. Ja Jeg -- jo eders egen Aand og Blod, I Millioner Brødre? -- aabenbarer i eget Væsen eders Guddomsglands. Men det at skue denne, at opdage Guds Storheds Billed, Solens liig i Draaben, i eget Indre -- det er Salighed, Cherubens stolte Fryd, Serafens Jubel; at skue det formørket og besudlet Fordømmelse, Usalighedens Blusel. I Graad at toe det atter reent, at bede Guds Naade om et Øjekast, er Frelsen. Ja troer paa mig; thi Ordet, som jeg taler til Støvets Aand, der gjennem Folkene i Blodsudgydelse og Synd sig rører om Jorden som den onde Træets Slange, er ikke Sandhed ene for mit Væsen, for dig alene, Jord, du bævende Fnug i Almagts Haand . . o det er Sandhed for de høieste af Salighedens Aander, og Evigheden kan ei mere end SIDE: 339 bekræfte den! Og nu -- o Jord, du Salige, forbauset Morgenstjernen skal dig skue med pludselig ny forhøiet Glands; men Englene de vide, og fortælle det til Himlene, at Jordens nye Glands er Funklen af dens frelste Millioners Glædesblik. Ja troer paa mig! Thi, se, min Læbes Sandhed Alkjærligheden, da den skabte dem, indkyssede i alle Støvets Hjerter! Men er min Sandhed tegnet i min Tale, da sku min Aandefrihed i mit Liv! Mon selv jeg valgte ei at plukke Tornene af Eders Hjerter, o I Jordens Lidende, imens mit eget bløder? Eders Kvaler de Mørkets Smilende skal engang flette til Krone om min Isse! Ja det skeer! Thi jeg i Graadighedens Svælg staaer ene. Og viser Nogen større Kjærlighed end Den, som lader Livet for sin Næste? Men hele Menneskeheden er min Næste; thi alle sukke under samme Byrde. Dog Lyset er saa stærkt -- det er fraoven -- at, ene i en heelt tilmulmet Verden, det standser ei sin Straalen-ud, før Alt med Lys er mættet, og det suger Næring af egne Heltes Blod; thi Pletten deraf som glorødt Brændemærke paa den Alder, der fordred saadant Offer, staaer igjen. Saa er da Sandheds, Friheds, Kjærligheds uløselige Trefold-Eenhed det fælles Aandens Væsen, fra de Høie, der Verdner saae at blomstre og henveires, som Sæd til nye Verdener udslynget, og til de Smaa, der efter Plantens Væxt og Visnen regne deres Levealdre. SIDE: 340 Som Aanderne du alt forklares her ved Tanken om, at Sandhed er dit Krav, at Intet tør sig skjule for din Gransken. Og, Menneske, din Stræbens Zittren er Lysets Straalers stedse ny Udbølgen fra bundløs Kilde, Aandens eget Væsen. Og naar du troer, at Frihed er dit Kald, at Kjødet er din Træl, ei Kjødets du, frigjøres du. Men Frihed hærdes maa, og hærdes, at dens Styrke op kan svulme, saa ingen Lænker mere til den passe. Din Kjærlighed gjenvinder du ved Troen, at samme Aand i alle Hjerter boer. Se, denne Tro dig gjør i Støvet alt til halvtopvoxet Spire for en Salighed! Og Sandhed Spirens lyse Farver er; og Frihed Spirens Stamme-Marv og Grene; og Kjærlighed dens Blomst. Til Jorden falde de gode Gjerninger som Frugter ned, og vælde evig ud som Ørknens Manna. Men Jeg, som reiste Spiren, der den visned, som, herliggjort af Gud, min Fader, med den Herlighed, som Aander bar før Jorden iførte sig sin første Morgenrødme, dig lærer, Støvets Aand, dig Selv at kjende igjen: dit Væsens Høihed og dets Fordring. . Jeg være din Messias! Jeg, som standsed dig i at øde dig ved Synd og Sorg, som dig ved frydfuld Sandhed drog til Stien, der taber sig blandt Himlens Stjernepalmer imellem Saliges Pauluner. -- Jeg kaldes skal din Frelser og Forløser. Og Jeg, som døende gav Slægterne min Fred i Arv, ja, Jeg, som sonte dig ud med dig Selv og med Forgangenheden, Forsoneren skal nævnes, Midleren imellem Gud og Mennesken! SIDE: 341 Nogle af Folket. Ja, sandelig, Han lærer os, som Den, der Myndighed og Magt har. Andre af Folket. Ei som Præsterne. Thi deres Hjerter skjælve under Loven som vore. Andre. Ha, du Jesus, Søn af Nazreth, Hvad have vi med dig at skaffe? Est du kommen, for med Vanvids-Djævle at besætte os? Hvad vil du, Søn af Josef? Jesus. Forargelser maae komme; ja som Støvskyer før Seiren. Jorden gjærer nu om Sæden. Andre. Mon han Elias er? mon Jeremias? Mon en Profet, fra Gravene udgangen? En Mand. Ja, sandelig du est Messias; ja den levende Guds Søn! Thi du er Sandhed. Jesus. O salig er du Simon, Jonas' Søn! Ei Kjød og Blod dig dette aabenbarte; men Gud ved mig opklarede din Aand, indtil den brændte. Du er stærk: paa dig, du Klippe, jeg mit nye Tempel bygger. Den første Borger er du i Guds Rige. Du er ei meer i Syndens Vældes Mørke. En Mand. Vi vide nu, at Gud vor Faders Kjærlighed er aabenbaret i et Menneske. SIDE: 342 Jesus. Johannes, kom til mig, du Elskelige! Ja saa har Gud vor Fader elsket Jorden, at den, han elskte, bød han døe, at dog de Onde kunde troe og frelses da. En Mand. Vi ere Syndere; men du, Messias, vor Talsmand vorden er hos Guds Retfærdighed. Han straffer ei de mange Syndere for en Retfærdigs Skyld! Forloren er ei Adams Slægt, naar den har kunnet føde en saa Fuldkommen. Jesus. Jakob, følg mig Du! Ja Gud bønhører, hvis I haabe; Gud vil give Eder, hvis I troe; ja Alt hvad Aanden beder om. O, følger mig! Thi Hvo som mig for Jorden vil bekjende, vil jeg for Gud bekjende, ham tilsige en himmelsk Naades Fred! Simon. Johannes. Jacob. Du er Messias! I dig er Sandheden og Livet. Du har gjenvakt Aandens Liv i Mennesket, opreist i den et evigt Haab, gjengivet den sjunkne Aand sin Himmel her i Støvet. Jesus. Det er min klare Sandhed, Menneskeaand, som straaler nu paa din fordunklede; min Frihed triner for din lænkebundne, min Kjærlighed, som trøste vil dit Had. Og i mit Ord, tag, stolte Aand, paany din straalende Formælings-Ring med Himlen. Du burte vogtet den. Men, se din Brud SIDE: 343 tilgivende jo selv dig rækker den! Og disse Ord -- o de umistelige! -- indgravet evig er af Gud i den: "Der er en Gud. Han dig har skabt udødelig, til Salighed bestemt." Se dette er din Sandheds Skat, og den er kostbar selv i Himlen. Du Rige, kan dig Smerte da forarme? Aljordens Guld dig gjøre mere riig? Da Gud, i hvis Algodhed Alting lever, Han i hvis Almagt Alting røres, og i hvis Alviisdom Alting er, Han, i hvis Hellighed jo Alting skal fuldkommes, er Aand -- ja seer hans Billede i mig, hvori I eders egen see fuldkommen! -- i Aandens Sandhed, Stræben mod Fuldkommenhed, Han ene dyrkes maa. Kan Offrene af Guld og Blod da glæde ham meer end Fedme mætter Eders Sjele? I ville, sjunkne ned til Dyr, nedslæbe Gud efter Eder til et Menneske. Opstiger da til Mennesker igjen, og giver Gud den Plads, der sømmer ham! Men dette er din Sandheds-Evnes Bud: o Menneske, forglem din Sjel ei! Den ved Kundskab voxer, som naar Himmelhvælvet, der ruger lavt om Natten og i Taagen, af Dagens Straaler synes at udspændes. Den egen Høihed haaner, som vil sige: "hvad Gavn i Kundskab, naar vi glemme? Ja, i Døden maae vi glemme Livet selv." -- O Alderdommens Glemsel Laaget er igjenslaaet for din Kundskabs-Skat, der alt paa Veien er til Himlen at henbæres. Hvo, som i Aanden saaer, skal høste hisset. Ve da de Løgnens Præster! De som amme SIDE: 344 ved Altrene (de blodige Drage-Vorter) Uvidenheden, at den knuge kan, liig tykudbuget Taage, Folkene for deres Fødder! Ve Bedragerne! Ve dem, som ville hindre Alle fra at træde ind i Lysets Rige, og ei heller selv gaae ind; men, holdende i deres eget Mulm tilbage Alle, mod fjernest Lysglimt raabe: "seer, I Folk, Fordømmelsens Ild! Om Os jer klynger sammen!" Men Sandhed ene frigjør. Thi hvad var den -- o Sandheds tomme Skin, kun Kundskabs kolde og maaneblanke Slangeham! -- om ei den varme Straaler skjød i eders Hjerter? om Mulmet sneg sig ind i Eder, for at yngle Synd, mens eders Blik opklarte Alt udenfore Eder? O da sunke ned Sandhedsstraalerne til gyldne Fryndser om Syndens Leie. Nei! Dette Sandheds Kjerne er, at vide at Aandens Frihed er dens Rang og Høihed, der maales eftersom den trælbandt mange af Syndens Lyster. Frihed den er Magten (som Sandheds Arm) at hævde Aandens Sandhed. Men denne griber efter hver en Synd-Nød, thi altid er dens sorte Kjerne Løgn og dennes Sæd i blinde Kjød er lagt. Thi Kjødet føler sig ved Skjønhed, Styrke, ved Godhed adlet -- derfor vil det herske. Men denne Herskesyge er jo Barnets? Og Barnet, om end smukt, skal lyde jo? Naar Kjødet, ikke som hos Dyret i sit Eneherredømme maadeholdent, en Modstrid mærker, bli'er det ondt. (Dog kun som vrede Barn; thi det kan tæmmes) Med søde Vellyst det bestikker SIDE: 345 (som Barnet smigrer: Kjære, giv mig! Kjære!) Og seirer det, og lykkes det at hilde ind Aanden i dets lunkne Vellugtmulm, da voxer det til en uhyre Kjæmpe, men Aanden bliver Barn, og lulles da, som Barn i Skjød, paa Blodets Bølge-Vallen. Da svagnes Aanden, glemmer eget Savn, men græder kun for Kjødets Savn og Smerte. Da, som fra Aands og Kjødets fælleds Værksted (thi Aanden maa da finde op for Kjødet, hvad dette ene tjener til Behag) udflyve onde Tanker, fødes Synd: ja Mord og Hoer og Hevn og Had og Meeneed, og Gjerrighed, Misundelse og Hovmod. Men da er Aanden Træl, og Sandheden i dunkle Trudsler døer, der dække Trækket, som før i Hjertet funkled, Trækket: "Gud!" Et Billed maler Aanden af sig selv saa ond, den blive kan. Dets Navn er: Djævel! Ha, Aand foruden Frihed? ha, det Samme som Kjød Begjær foruden! Se, saalænge i Muld vi vandre, for vor Himmel maae vi agte Jorden. Men i Himlen er ei Strid i samme Væsen. Her ei heller da være Strid; men Aanden faae sin Seir, før Kjødet sejermæt nedlægger den godvilligen paa Graven! Ærer dog de gode Jordens Gaver! Eders Legemer er Guds Algodheds Templer: Skjønhed, Styrke og Fryd og Rigdom ere skjønne Prydelser, og Elskov Templets sødeste Musik. Dog er ei Templets Gud i dette Alt, men Aanden, den er Guden. Den maa dyrkes, som Altets Gud, ved Dyd og Sandhed. Dog gik (som Slangens Hoved, svævende, som om det var dens egen Ledestjerne urørt og blankt, høitover Bølgerne, igjennem hvem dens Hale bugter) du SIDE: 346 med ukrænkt Frihed gjennem Fristelser, da -- o en saadan Tanke vidned dog, at Synd du havde. Ak, bedrag dig ei, og siig ei: viis mig Synden i mit Hjerte! Men troer -- ja sandelig jeg siger Eder: kun reen i Hjertet er den Ydmyge, og salig er alt Denne her paa Jorden; thi sødere er Hemmeligheden, naar kun Een den veed, og Gud er denne Ene. Kun stærk er Dennes Frihed, som Forfølgelser, med Sejerssmiil, for Retfærd leed, det Sandheds befalende Aasyn. Salig ja er Denne! Er Frihed Aandens Fod, hvorpaa i Støvet den kneiser, forat naae de rene Himle . . er Sandhed Aandens Arm, med Øjne i hver Fingerendes Nerve, hvormed den om Alting favne vil og til sig trykke: -- o da er Kjærligheden Aandens Hjerte, livsvarme Hjerte, hvortil Alt den kryster! Hvad Fryd og Høihed var i Skuet, selv om Aanden Guds Alverden udbredt saae, naar ei den følte: o jeg maa tilbede! jeg maa jo elske!? Men denne Skaberens Tilbedelse er Kjærlighedens Høihed. Og det er Kjærlighedens Fryd, at føle sig som Fader for saa viid en Deel af Verden, som Aanden overskuer, som om den var ham betroet af Alfader at vise Godt imod som Pleiebarn, og som om i det Skabtes Fyldehorn hans rige Hjerte kan forsøge at øse ud et Jevnmaal til Alskaberens Alkjærligheds Velsignelser. Da Mennesket ei blot, men Dyr og Planter, ja Mulden elskes maa og plejes. Det stille Smiil i Muldens Rigdom see vi. Alt Livløst er jo milden Moderømhed SIDE: 347 og døde Muld Alkjærlighedens Leje, hvorfra den, liig en halvreist Siddende, har reist sig op i Planter og i Dyr, de gode søvnevarme Hjerters. Ja dens første Aandedrag vi høre jo i Dyrs Taknemlighed og Høimod; ja den taler næsten alt i Hundens trofaste Blik. O Menneske, vil du den Eneste i hele Livet være, som mangler den? Se, den er ene Dyd! Alt uden Kjærlighed er Synd, som Liget ei kan kaldes Menneske. Imellem Synd og Dyd er intet Rum. Paa Ligegyldighedens Flade Udaad er dyngelagt, og Synden sortner, som Havet under Isen, under den. Forsømmelsens Gab med Synd er halvt opfyldt. Din Kjærlighed dig binder, Menneske, paa rette Plads imellem Dyb og Himmel. Vil du ei være Engel for den Jamrende? hver Dag med bedre Hjerte i dit Bryst, liig Busken, hvorpaa hver en Morgen en stedse skjønnere Rosenknop udspringer? Du trøster Sorg, med Balsom staaer ved Leiet, Du vover Livet for din Avindsmand: o synes du ei da at være mere end Syg og Kummerfuld og Reddede? -- en Engel sendt af Gud! Du drager Tornen af Løvens Forbeen, knælende, saa, liig et hvislende Lyn, dens Tunge flagrer for dit Øje, drypper paa din blotte Nakke: o kunde Løven tale -- ja . . ah, se! Den reiser sig . . nu knæler den og loggrer; men Dette er dens Tale: "Du er meer end Menneske: det dræber; du jo frelste?" Ei Kjærlighed har noget Tomt omkring sig, liig Kilden rundtom hvilken Alting blomstrer. SIDE: 348 Den fylder Dybet med Velgjerninger. Ja, se! den fylde kan med Ømhed ene, om Gud din Haand til Fyldens Horn ei gjorde. Da er den liig en Busk, der fryder Verden med Duft, naar den ei søde Frugter ejer. Alene den naaer Gud den Højeste; thi andet Offer ikke ham behager, og klart dens skjønne Øjne, Følelsen og Fantasien, see hvor Aandens skarpe Blik forgjæves speider, og taale Synet der hvor dette blindes. Ja, var Fornuften end et saadant Blik, der forud kunde see i Himlen ind; og kunde vi paa Dydbevidstheds Vinge end svæve did iblandt de Salige: dog Kjærlighed var fulde Svanebarm, hvis Banken skjød det Glimt i Øjet og løfted Vingerne med Længslens Styrke. Men føles Støvet tungt endnu, skjøndt Aanden saa høit kan stige i dets Baand, opfostres vi i Armods nøgne Hytte og trine Sorger daglig indad Døren, kan Mennesket sig værnende omgive med fager Regnbues Skjær, hvor Kjærligheden er Lysets Rødt, hvor Haabet er som Grønt -- det er jo Jordens -- og hvor Troen er som Blaat, thi den mod Himmelen jo seer, med Længsel efter Gud og Aandelivet. Men for den himmelkaldte Aand den Evige, Usynlige og Hellige vil være i den samme fjerne Høihed. Han seer sig mange lige Aander blandt, for hvem, som ham, et Liv i Mulden svandt; at stærkere Frihed, lysere Sandhed gjør, hver Aand end meer selvstændig nu end før, mens renere Kjærlighed dem Alle smelte (se Jordens Glorie, Aanders Straalebelte!) isammen til et helligt, aandigt Eet. SIDE: 349 Dog altid To, som skyggende een Flamme med eente Vingepar, gjensidig nyde hinandens Salighed, og Begge flyde i samme Kjærlighedens Fylde sammen. En Afglands mat af denne Salighed i Støvets ædle Elskov skimter ned, ja selv i Hanget til det døde Skjønne, til Skjønheden i Menneskets Gestalt, om Marmor kun og malt. Det Ahnelsen er om, at hisset Alt, selv Lasten i sin Straf, er skjønhedsformet. Som skrumpet, kroget Træ har Frugten rød, saa vel som det, der Skyen Blomster bød: i Herlighed fremgaaer en himmelsk Form af hæsligt Støv, som Sommerfugl af Orm. Selv Den, der Gysen fik igjen, naar venligst han hilsede; ja Den, Naturen, som i Kaadhed, traadte under Fødder, saa han Menneske ei ligned, se han staaer som Engel paa sin Grav, og, var han from, med Livsens milde Farve, Rosens Skjær; men, var han ond, da bleg, dog skjøn han er. Thi det Guddommelige-Eviggode, naar Aanden har sig renset, saa det sande Aandsliv, den Saligheds-Bevidsthed, kan sit Livsskjær i hans Kummers Bleghed blande, i fulde Kraft maa eengang bryde frem; thi bier sorgtilhyllet dog dens Hjem. Som her, hist Perlen har ei runken Skal. Mon Sokrates, den skjønne Sjel ei skulde hist faae sit eget Skjønheds-Ideal til Udtryk? O, et saadant i din Sjel, det er den Form dig hisset blier tildeel. Af Sokrates nu leer ei Klinias' Søn: Han visere er vorden, Hiin vel mere skjøn. -- Ah, Skimt af Himlen! Kummerblege Aand sin Jammers Klage sender i en Bøn Alkjærligheden hen, og Aandens Vemod SIDE: 350 er dennes Naadesvar. Men Jeg er Sandheden og Livet. Hvad er sandt paa Jord, i Himmelen er sandt. Hver da, som eftervandrer mine Spor, som elsker mig, som jeg ham elsker, Han skal uafbrudt sit Liv i Kjærlighed, i Sandhed, Frihed hisset blive ved. Den Lastefulde hist maa først med Smerte oprykke Last og Løgnen af sit Hjerte, før han kan saae den Sæd, hvis Modenhed, han seer, med Blusel, straalende igjennem talløse Brødre, Himlens Englehær. Omvender Eder da i Støvet! Skyder mod Himlen, hvortil I er bundne op, I unge Ranker, som med Frugt og Knop! Den, mine Bud vil holde, han skal see, at Gud dem talte selv til Himlene. Hør, gode Engles Jubelsange lyde for hveren Synder, som sit Øje mod de høie Himle slaaer fra Muld og Blod, -- som mod sit Maal, imod sin Himmel seer, bevidst, han nu ved Stigens Fod kun er, -- som, dyrkende sit eget Guddomsvæsen, her paa sin Sjel det høie Hverv vil tage, et Gudsbarn for en Himmel at opdrage. O, stræb, du Støvets Aand da fremimod Guds Hellighed! Naar Ufuldkommenhed hentil Fuldkommenheden stræber, da sin egen Plads, sit Navn den da forlod: den er ei Ufuldkommenheden meer, men Dyd i Himlen, som i Støv, den er. Vord som de Himmelske -- o Dette er min Læres Sjel! -- du Støvets Aand, fuldkommen. Selvprøven hisset, om du stræbte her, som Gud du skylder, redeligt, er Dommen. Men før du Himlen sand i Muld kan naae, du ydmyg, stolte Aand, tilbage maa SIDE: 351 til Barnets Himmel vandre -- ak, hvor liden! en Roses Hvælv dens Rum, et Smiil er Tiden. Saa liden, dog den har i Uskylds Øje en Sol, som speider sandest dog det Høje. Men Kjærlighed er Stien, som didhen til Barnets Himmels Indgangs-Hvælving for den store Himmel, Engles Hær beboer, kan ene føre voxne Aand igjen. Ja om du stærken Samson var i Belte, om Løvehuden om din Skulder fløi, stod Du, som Judas Makkabi i Kraftens blodskummende Svulmen (som en Uveirsaftens rødbræmmede Sky iblandt nedslagne Taager) som Folkets Frelserhøvding paa din Val: dog Kjærlighedens Aasyn, Ydmyghed, bag mørke Laurglands glorielysne skal, hvis, Mand, du og i Himmelen vil kaldes en Helt, og der din Kamp skal kaldes Seir. I Ydmyghedens Engle-Rustning da bestig Fuldkommenhedens Stige, ned i Støvet sat af Guds Alkjærlighed! Hver Dydsdaad er et Trin; hvis Gud ei gav dig Evne -- se et Englepar dig bærer: din stærke Troes Cherub, dit Haabs Seraf. -- Hvor lyst, o Støv, er du ved Frelsen vorden! Du Himlens bedste Sandhed veed. Den, ved min Død, fra Himlen arver Jorden. Hvor saligt er du, Støv, ved Frelsen vorden! Guds Naades Straaler planted ned i dig en Himmels rige Kjærlighed! Du nævne kan dens Himmel-Navn, det Navn, hvormed den nævnes i dens Fødestavn: det Skabelsens og Saligheds Mysterium, som før de salige Aander ene kjendte, som, lydende fra Himmel og til Himmel, ligt helligt Schibboleth i Aanders Vrimmel, end højere stedse Kjærligheden tændte, SIDE: 352 det Ord, det Navn paa Himlens Salighed: "Se, Gud er Kjærlighed, og Hvo i Kjærlighed forbliver, er i Gud og Gud i ham!" Af dette Helligste har Støvet malt et Billede sig i: "af ganske Sjel du elske Gud! din Næste som dig Selv!" Men "Næste" er for skarpt et Penseltræk, der sletter baade Dyb og Himmel væk. Os Himmelen og Dybet netop er saa nær, som Kronen og Sandalen Drottens Hjerte er. Thi er vor Næste da Alverdens Alt. Af hiint det Helligste, har Støvet, liig i kolde Steen, en Form afmeislet sig i Budet: "Handling være Fordring liig! Gjør Næsten Hvad du vil, at han gjør dig!" O er mod hiint det Himmelske ei Dette som Støttens Malm, der klang kun, naar man slog, mod Engle jublende, med Vinger spredte? Hvor lyst og saligt er ei Støvet vorden, naar Himlens Naade straaler Sandhed ned, og Kjærlighed gjensmiler ifra Jorden! O, hvor ophøiet er ei Støvet dog, der veed, en Himmel ligger foldet sammen, og folder ud sig i dets eget: "Vil!" Ha, har du hørt? Ja i dit eget: Vil! O, hørte du? du Naade-Overstraalte! O hørte, saae du Livsens Væld, det evigt- henrislende, bag Stjernerne i Himlene, Guds høje Herlighed sig tabende? Knæl ned! det risler ved din Fod. Knæl ned! Knæl ned! elsk Støvet! Himmelen tilbed! (Jesus og mange af Folkene knæle ned i Bøn) O hør os, vor og alle Himles Fader! Dit Navn -- o Guddom! -- som i Himlen vorde forherliget i Mennesket paa Jorden! SIDE: 353 En Mand. Os er en Frelser fød i Davids Stad. -- O Livsens, Frydens Budskab! Jeg troer, ja sandelig, at vi herefter skal skue Menneskets Søn hos Kraftens Høire at sidde og i Himlens Sky at komme. Jesus. (reiser sig langsomt fra Bønnen.) Ja sandelig Guds Almagt holder over mit Ord sin Haand! Jeg gaaer, forherliget af en taknemlig Jord (Guds være Æren!) tilbage til min Fader at forherliges i Himmelen til Billed af hans Hellighed. -- Matthæus, sande Jøde, følg mig du! En Mand. Omvendelse og Syndsforladelse (din Viisdoms Alfa og Omega, Mester) prædikes Alle; ja og de Hellener, men først begyndende ifra Jerusalem. Du kan det? Ja, vi Alle, selv de Vise i Daarskab vandrede. Din Myndighed maa være stor; thi seirrigt var dit Ord. Jesus. Ja, Lukas, Frelsen er Aljordens. Her dog sættes Plogen først i Jorden. Følg mig, og udkast Lysets Sæd saa fjernt du vil. Du elsker Antiochien meer end Zion -- Vel! ogsaa den er pløiet bort fra Mørket. I Himlens Navn jeg talede til dig. I Himmelens og mit, tal Du til Alle! En Mand. Ja sandelig din Frelse er os bedre end Offerrøgs og Blods. SIDE: 354 Jesus. Slut dig til Petrus, -- du Johannes Markus! Du læne dig til Klippen, svage Vaand, der voxer nær Guds Riges Indgang op! -- Matthæus, Markus, Lukas og Johannes (min Liigsteens alle fire Siders Indskrift) I skulle vidne sammen! Imod Øst og Vest og Nord og Syd I skulle fare som Evangelets Engle ud fra Zion, fra Pol til Pol hinanden svarende som Echo, sammensmeltende, som i Cherubens Billed, Sandheds Tegn med Kraftens og Høiheds: Englens, Løvens, Tyrens Hoveder og Ørnens, suste om af Lynets Vinger. Mænd. Ja, sandelig, os Frelsen er oprunden! I denne er Den Moses spaaede, funden. I ingen Anden er der Frelse; thi er Sandhed dobbelt? dobbelt Støvets Væsen? Et Andet være end hvad Denne sagde, at elske, haabe, troe og være fri? End under Himlen lød ei Navn som Dennes i Kraft og Signelse. Hvo "Jesus" nævner, Han nævner Haab og Tro paa Himlens Naade, Han hader ei, kan ei sig Selv foragte; thi da han mindes, at i Jesus var hans eget Væsens Storhed aabenbar. Jesus. Jakobus, du, hvis Retfærd smiler med din Broders halve Fantasi! Du, Judas, der arvede, som yngste Broder, kun dens sværmende og matte Skygge! Andreas, mandige, du Petri Tvekrog! Filippus, du Oprigtighedens Ja og Nei! Nathanael, du Storm i Taagen, du Mulmets raske Blussen-hen i Lyset! SIDE: 355 og Thomas, du, du Vemods aabne Saar, du Haabets Vægtskaals Dirren, Ømheds Angstskrig! Simon, du Nidkjærhedens Blus! Og Judas Isch -- -- (afs.) Ha, hvad skal tegne dig? Et Dyb, der kjækt sig hvælver opad, som om det en Himmel var? En Ørn i Dybet, med Snoge lænket? Ørnevinget Slange, mod Solen flyvende? Livspalmens Orm? -- Dog vidned han. (høit) Ja, Alle I og Judas I ere kaarne! Indtriner i det Helligste! Om Lysets første Kilde bøjer Eder, som Hulens Søiler! I, min Viingaards førstmodne Druer, voxede paa Lysstraaler, min Kjærlighed, den ømmeste og hemmelige, skal kryste, saa at eders Kraft udstraaler til fjernest Vraa paa Jorden Lys og Fryd! Se, stor er Høsten; Arbeiderne dog faae! Men beder Høstens Herre, at han sender Arbeidere! O, hvis I bede sandt, da Selv I vandre hen at høste! Se alt hvidne Agrene mod Høsten! Ja, som tunge Ax alt bøje Folkene i sine egne Barme sine Hoveder. Hvo gaaer at høste, han sig samler Frugter: en Salighedens Sæd han kaster i sin Evighed ud. Der selv han høster. Udflyder, mine Straaler! Teer Verden eders Troes stille Lys! Opløfter eders Haab som høje Fakkel! Rundtspreder Kjærlighedens milde Varme! Da tøe de kolde Hjerter; Frelsens Vaar til Himlens Lyst udspringer over Jorden. Gaaer ud, I Arme, bringer Støvet Rigdom! Forkynder Mennesket, det er gjenfunden! Thi sandelig det var fortabt, forsvunden SIDE: 356 i bjergsort Mulm, i blodigt Dragedyb. Ha, gamle Afgrund, Guds nedsjunkne Himmel, Hvo skulde troe, at endnu kunde Engle paa Bunden leve, dog som trællende? Men se min Aand opsvæved derifra! Nærved Herodes Throne opstod Frelseren. Men Dybet revnede som af et Lyn, da Frelserens Blik saae ned deri, og -- se, se Engle gik der trællende paa Bunden, med Vingerne af Kingelvæv omslørte, og Blod i Mørket drukke de for Vand, og Slangehoveder for Brød de aade. Men, se, ved første Glimt I Tolv omsvæved -- o fagre Stjernekrands! -- og rysted Vingerne i frie Himmel! Nu skal Lys og Jubel udklinge straalende fra deres Spidser. Gaaer, raaber Det til Ypperstepræsterne! Gaaer, hvidsker Romas Imperator Dette, og han skal sortne paa sit Kapitol. Han vil ei længer være Lastens Keiser, og Syndens Kroners Krone; thi hans Synd er Romas Ære, Romas Synder ere Herodes' Ære, ja for tusind Konger; og disses Synd forgyldte Mønster for de arme Folk. -- Se dog, hvor Synden har til Afkom Trældom, Trældom atter Synd! Men Præsterne, end meer ærgjerrige, erkjende ingen Formand i Bedrag. Hver Præst i Løgn er summus pontifex. Ja siger, Hvad I hørte: at paa Zion har Mennesket sig i sin sandhed reist sig, i Aandens Storhed, som den er i Himlen, i Aandens Reenhed, som den kom til Jorden. Siig, at det peger paa sit store Krav: at nu for Trældom rødmer det; thi nu det veed sin Odelsfrihed! Siig, at det med himmelsk Sandhed lyser hver en Løgn tilbage i dens Dyb, i Præstens Hjerte! SIDE: 357 Men blusser Modet? Kephas, ah, jeg seer din Pandes Aarer svulme op til Lænker, Voldherskerne at binde med. Ak, sandelig jeg siger Eder: min Sagtmodighed skal være eders Flammes hvide Kjerne. Mit Aag paa eder løfter da! Det er for Menneskeheden en Triumfport. Jeg sender eder hen som Faar blandt Ulve. Men se, imellem Ulves Kløer ud, som Duer, flyve I. Blandt Dragerne I være kloge Slanger! Dog den Tunge, I stride med, en Oliekvist skal være! I smile maa, mens Ryggen rinder blodig. Hvis Mig I ville følge, da bærer tunge Kors som Sejerspalmer! I Templet, klapprende af Præsters Vrede, i haanopfyldte Synagoger staaer med halvdækt Smiil, som om I rugede paa lønlig Fryd! I Kongers Haller, hvis Søiler Trudslerne og Dødsbud synes at have flyttet ud saa fjernt, I staae somom I kun en Snekkemusling saae! Se lange midnatsorte Præsterækker, se lange luerøde Kongerækker, som Tordenskyer og Lyn omringe Eder! Og Lærdom, Letkorns Avner liig i Hvirvlen, og Trudsler, blæsende op Purpuret til Baal, hvor fluxen Tusind smede Øxer, formørker Eders Øine, kvalmer Ørene. Og hvis I tale ville da til Folket, det svarer eder kun med Stenes Hviin. Dog I, hvis ret I see min Sandhed, hvis I føle sandt min Kjærlighed, forundrede skal høre Himlens Jubl fra Eders Tunger. Og Eders Straaler bryde Hines Lyn; og Eders Tale lyder midti Tordnen som Domsbasuner eller Almagts Bliv; SIDE: 358 thi ogsaa Dette lød til det Gjenstridige. -- O, Gud er med os, Hvo vel da imod? Frygt da ei dem, der kunne dræbe Kjødet, men Sjelen ei; men frygter, at forraade ved Feighed det betroede: Frelsen! -- Hisset, hvor Svaghed aldrig kaldes vil Nødvendighed, ei Frygt en Bævren efter Skjebnens Fingertryk, Jeg strengt skal dømme Eder. Strengere I selv dog ville dømme, selv fordømme! Hvo frelse vil sit sande Liv, det evige, han ofre freidig et for Pligten! Ak, hvad vandt I, vandt I end den ganske Verden, men skaded Sjelen? I stjal fra eders Salighed! Se, Fuglen har sit Rede! Verdens Frelser han ejer ei at læne Hovedet til! Det hviler i min Faders Skjød . . Ja stærk er min Bevidsthed om min Daad: til den jeg læner mig og reiser mig, at dynge et højere Leie op. -- O hviler saa! Hvo følger mig, han er i mig. Hvo troer, han skabes ny, thi han maa troe et Helved nu, hvad før han kaldte Himmel. Hvis I min Sandhed lære stedse reent -- som efter samme Lysets Straale vandrende -- da stedse Jeg i Eders Samfund er, gjenlevende i Eders Ord. Mit Blod skal rense Eder; ja som Luedryp bortsvide Lunkenhedens Mos, hvis den vil overgroe mit skjønne, nye Tempel. Mon ved mit Kors I gyse for at lide? Apostlene. Det ske dig ikke, Mester! Døe? . o Du? Ha, skulde ikke Himlens Lyn nedstyrte paa Den, som rører dig, du Hellige? Vi skulde være Mænd, og vogte ei dig, selv med Sværdet? SIDE: 359 Jesus. O, mine Venner -- ei Tjenere! -- ei viis er eders Kjærlighed. Da mørk og kraftløs Himlens Sandhed var, om Skyens Gnist og Sværdglimt var dens Lys og Styrke. Hører, sandelig jeg siger: mit Blod skal vorde eders Blus i Mulmet, mit Blod skal synes Eder Roser, naar I træde Torneveien. Sandelig jeg siger, under Himlens Pagt med Jorden skal mange Indsegl gløde, dog først mit. Mit Blod skal mætte Jordens Djævle meer, end alle andre Sandhedsoffres. Jeg segner ned i Dybet, forat fylde det. Mit blodige Kors skal vorde Sejrens Fane. Naar Kampens Høvding falder, jubler Fienden, som var alt Seiren vunden -- ha mon ei hans Blod opgnistrer Modet i hans Venner, hvis de ham elsked? frem de styrte atter, som om hans Aand paa hvert et Glavind reed; de rive Seiren til sig for med den at kunne dække ham. -- Jeg døer. Jeg blotter Støvets Synd, og Støvet, i sin første Blusel, derfor hader mig. Kvinder. (omfavnende Jesu Knæ) Men Vi, o Vi, Vi elske dig! Jesus, Hellige, du Høie, vil du med et naadigt Øje skue ned, ned i Støvet: der du finder Kjærlighed. Skulle vi, vi arme Kvinder, Vi, som toe i Graad din Fod, saa beriges, signes, at see vor Ømheds lille Skat ene lagt i Vægtskaal mod hele Jordens Had? SIDE: 360 En Kvinde. Dig hade, Barn? Ak elsker Jeg dig ei? Du blodig døe, min vakkre Søn? Ak, vogtes Du ei af min Bøn? Som Dugg i Græs tør see mod Solen selv, og Billed af den gjemme i sit lille Hvælv, din Moders Øje vogter paa din Vei. Jesus. (bevæget, bortvendt) Maria! Moder, du Velsignte. ! (hemmer sin Bevæegelse. Til Maria) Kvinde, Du har ei meer din Søn. Maria. Ak, eengang dog mit Hjerte var meer stort end dit, min Søn: da det dit lille Hjerte bar, og vugged det i Løn. Ak vil din Høihed nu forskyde med sine rene Straaler -- o! -- den Ømhed som en Mo'r kan byde? den Ømhed -- ak, dens hele Høihed er Synderindens Haab og Tro, dens Reenhed og dens Skjønhed en Moders Taare, som sit Skjær i Glimtet af den Stolthed bryder, hvormed hun Himlens Bud adlyder og Offeret af ham frembyder, der hende Jord og Himmel er. Jeg lyder stolt, men vemodsfuld, som i din Fødselstime. Dog ei, min Søn, du glemme maa -- din Høihed (ja, maa Palmen, der i Sky er Engles gyldne Stol, ei først i Mulden kime?) som liden Tanke til en Sol som lidet Æg dog engang laae i mine Ahnelser indhyllet, SIDE: 361 der, Skyer liig, om Hjertet skylled, indtil Jeg saae Gud Faders Bliv tændt i dit Blik, mit unge Liv. Da tændtes ogsaa mine Drømme, hvert Syn i svangre Løn. Jeg Straaler saae at strømme, o Elskte, om dit Hoved, da Herren Gud jeg loved ifra mit Fosterleje med første Takkebøn. Jesus. Ak, Moder, længer eje du ikke skal din Søn! Maria. -- Ja, mens mit Hjerte, stort og fuldt dit lille Hjerte ammed skjult, min Ahnelse frugtsommelig, o Jesu Høihed, gik med dig. Ah, søde Foster, mine Drømme mon du indblæste dem saa ømme? Mon med dit spæde Aandedrag du letted saa mit Hjertes Slag? Hvad mon de Tanker fromme, som saa min Sjel bevæged med deres stille Sang, sig i dit Indre præged, da du, o søde Blomme, i Hjerteroden hang? og voxte saa med Tiden til de i Ord fremklang, som jeg ei kjender siden? Vel gamle Simon -- stakkels Gubbe! (og Anna havde glemt at være Moder) -- ved din Vugge sang baade Godt og Slemt. Men Jeg mit Hjerte bedre troer. SIDE: 362 Det nynned da, det jubler nu: "den saligste af Mødre du Maria er paa Jord!" Jesus. Du drage det tilminde, du ejer meer ei, Kvinde, i Jesus nogen Søn! Maria. Oh! tusind Stjerner vide vel -- de saae det selv -- jeg fødte dig. Og tause Nat og Himlens Hvælv de hørte mine Smertesskrig. Jesus. (rystende paa Hovedet) Maria! Maria! Maria. (knælende for Jesus) O Jesus, Jesus, Jesus! Ak, jeg veed, at Herrens Tjenerinde en Søn kan miste; o, men aldrig -- det veed jeg vist -- et Barn sin Moder. Jesus. Du rige, karrige Moderkjærlighed, ei dig alene, men en Verden du gav en Søn. Ei Frelseren har Moder, Søster eller Broder. Kvinder. (knælende om Jesus) Veninder han har. Høihed, vi tør elske dig under din Mildheds Slør. Som Blomsterduft lette, trofaste, stille, som Skytsaander Vi omsvæve ville, Jesus, din Sti. Til Sejr eller Død, til rædsomste Fjerne, som ydmyge Terner, vi følge dig gjerne, SIDE: 363 som Søstre dig pleie, som Mødre dig give, ja Alt hvad vi eje. O tag vore Hjerter! Ei længere vil du klage: jeg har ei at læne mig til. Maria. Din Moder da tør dig elske og følge og pleie og tjene som Første blandt Disse? O, før jeg elsked dig ene? Jesus. Maria! O -- Moder! . Rachel. (afs.) Jeg vil i Slørets Skjul mig holde. Mit Syn ham kunde Ve forvolde. Dog, Jesus, o hvad er der i de Alles Kjærligheds Værdi imod din Mo'rs og min? Dog hendes er, sat min imod, som Vand mod Blod, mod Solen Maaneskin. En Kvinde. Du hades, som tilgiver? Jesu døe? Hvad blev jeg da? Jeg lever i din Naade. Jesus. Maria Magdalena, Ømheds Sorgskrig, Du Angers Frydraab, Graad i ildfuldt Øje! En Kvinde. Hvo tør Messias hade? Herren døe? Har Du ei mine Sønner? Jesus. Salome, Kjærlighedens høje Digt, du himmelvendte Aasyn! Og dog du -- Kvinde! . . SIDE: 364 En Kvinde. Ak, hader Nogen Dig? Da maa jeg sørge. Og døer du? Er min Død da meer end Sorg? Jesus. Maria, Lazars Søster, Stilheds Tanke, du Troens aabne Øre, Ømheds i sin Eensomhed hørlige Hjertebanken! En Kvinde. Hvad Daare hader Dig? Jeg ham vil hade. Hvo dræbe dig? Er Du ei Herren selv? Jesus. O Martha, du Ømheds Zittren, Skrig og aabne Haand! Susanna og Johanna og I Alle, I søde Blomster om mit Kors! Jeg siger Eder: Disse ved min Fod er mine Børn (se Simon Kefas førstefød! og du Johannes, den Særelskte i mit Skjød!) Men Alle, som paa Jord min Faders Villie gjøre, et evigt Broderkys jeg giver i mit Blod. Og alle Jordens fromme Kvinder flette sig i Søsterkrandsen, som I Gode slaae om mig. Men sandelig, mit Blod I Alle skulle see, og høre Hadet juble, Lasten seierlee. Den leer af Dødens Krampe. Bevidstløs er dens Glæde. Men lyse Fredens Aldre gaae frem af Ligets Klæde. At Alting kan fuldkommes, maae disse Rædsler skee. Og Korset blier Symbolet for alle Lysets Slægter, en rosenkrandset Fane paa deres Sejersbane, trearmet Lynildkile mod hver som det fornegter. Og Synet af Maria med Jesus i sin Arm i Menneskenes Barm skal blødne deres Hjerter som med en Moders Fred, og føde himmelsk Liv, et Liv af Kjærlighed. SIDE: 365 FORKLARELSEN PAA BJERGET (Jesus med Johannes, Petrus og Jakobus paa en Fjeldtinde. Akadiel og Aander ovenover). Jesus. Jeg halvveis vandret er min Vei mod Maalet. Her ville vi os hvile da i Bøn. (De knæle) Akadiel. Frelser! o kunde Englenes Munde af Øjnenes demantne Vand bortblæse Støvets mørknende Gran -- kunde dit Øje see over Kredsen den snevre, hvor Jordlivets Straaler søndrede bævre, see hvad du ahner i Aandernes Høje, Aanderne saae du da stimlende frem dig Hyldest at bringe. En Aand. . . Adams blandt dem, Evas blandt dem paa straalende Vinge. Adam-Abiriels hyldende Dig, Ohebiel, den Kjærligheds-Ofrende, liig En Aand. . . Moses' blandt dem. En Aand. . . Elias' blandt dem. En Aand. Snart blandt de Yngste, Jesus, du skulde Johannes kjende igjen; salig ham see, din tungsindige Ven, mellem de Salighedsfulde. Akadiel. Jesus, en himmelsk Messias du saae da signende over dit Hoved at staae SIDE: 366 -- en Aand der har skjænkt, før Jorden blev tænkt, en Aandslægt forvildet, i Laster indhildet, den Frelse, du Menneskets Slægt vil forlene. Ja var dit Øje ei stængt, da Englene saae du dig knælende tjene. Jesus. (Til Lærlingene, som slumre.) De slumre alt. Sødt slumrer Den, som sover paa et dygtigt Dagsværk. Dem den sultne Sværm ved Bjergets Fod har trættet. Men stige vi ei stedse opad, ene for sødere at hvile? Akadiel. Han -- fattige Storhed! -- ei seer. Jesus, din Sjel aabne sin Hytte! aabne sit fineste Øre, og lytte! Himlen vil dale nedi dit Hjerte, og tale. Talsmand paa Jorden for Himlen! en Talsmand i Himlen for Jorden vil møde dig der. Jesus. (til Lærlingene) . . Men Frelseren end hviler ei; Han har højere Høide at bestige. -- Akadiel. Som Vidner til Mødet i Jesu Hjerte, det skjønne Kapel, beboet af en Hellig, af Frelserens Sjel, de Elskedes Sjele (thi Slumren har løst dem halvdeels af Kjødet) de himmelske Former skal skimte at nærmes, at glimte, og høre en Susen af Aandernes Røst. Jesus ! -- SIDE: 367 Jesus. (til Lærlingene) . . Tilsidst vi naae den Høide (skjøndt den er ei højere end Graven) hvor ei Kræfterne til Hvile trænge; thi saa letnes Luften. -- Mon høre de? Hvad smile de? -- -- Johannes. (drømmende) Jesus! En Cherub raaber paa dig, Jesus! Akadiel. Jesus ! Jesus. (til Lærlingene) . . Ah, Disse ere herlige! De tænke, de virke selv i Drømme for det Højeste. Hvo drømmer: Fisk, er Fisker; Hvo om Mad, bør gaae i Kjøkkenet, naar han vaagner. Akadiel. Jesus! -- Jesus. Min Sjel, du raaber? Ja, jeg vil ei hvile. Nær tynged Kjødet mig i Slum som Disse. Disciplene. (leende i Drømme) Ah, Englen raabte atter . . Sandt! Haha! Akadiel. Jesus, Marias Søn, Du er Messias! Jesus. Ha, i mit Hjerte raabte Noget: "Jesus, Marias Søn, Du er Messias!" O, denne Fryd ved her for Eensomheden at igjentage disse Ord, tilsiger mig, at alt til denne Stund, jeg blot det troed, ei det vidste. SIDE: 368 O, Hil mig, nu jeg veed det, som om det skrevet stod for Alles Øjne med Stjerner midtpaa Himmelhvælvet. Akadiel. Jesus! du seirer. Lyset sin Sæd over Jordkloden veirer. Jesus! du seirer, men lider og døer. Disciplene. (drømmende) Ak! . . Han døer. Jesus. Nu veed jeg hvad jeg ikkun ahnte før. Min Dødsdom har mig Himmelen forkyndt, min Dødsdom og min Sejer. Ja min Sejer. Det var som om en Engel gjennemfoer min Sjel med mildsom Susen, frydfuldt Aasyn Og Døden? O -- kun Livets Bølgesynken, for, som en Brænding, en Himmel netop høi, sort løftende sig over Graven, men hvidt af Englevingerne omskummet, at hæve op sig i sin Strømmen hen imod Alfader! Akadiel. Men, Jesus! Du skal gjenopstaae! Disciplene. (fare halvt op i Drømme) Han lever! Han lever! Jesus. Opstaae igjen? Ve dig, min Aand, flaggrer Du uden styrende Baand! hører du ilde, skuer du galt, troer du paa Alt hvad dine Drømme og Ahnelsens Øre SIDE: 369 kan synes at høre! Gud vil ei vove at røre Naturens de evige Love, Døden fornærme, hvis Vælde han Selv har underlagt Livets visnende Kjød. "Opstaae igjen" dog klang i min Sjel. Dog vil jeg troe kun min blodige Død. Gud mig tilgive, om Hovmod har pralt, i Himmelskes Navn Indbildningen talt! Mit Dagsværk har trættet, mit Maaltid blev spildt, i Nervenettet min Sjel vist flaggrer for vildt. Men sov jeg som Disse, svævte min Sjel mellem Vaagen og Soven, hørte tilvisse jeg klarere Røsten fraoven. Røsten fraoven? Ak, jeg fornemmer jo kun i min Sjel de talende Stemmer? Akadiel. Ja, Jesus! Du skal gjenopstaae! Jesus. Sandelig -- Ha! Hvad skal jeg nu troe? Min Aand, det gjentag Og, Himmelske, gjør det, vare I To! at ei jeg skal tænke det var kun Bedrag, Svalling af Blodet, der længes til Ro. Thi ve, om mit Øje vover at see himmelske Raad, der ikke skal skee! Tro som Speilet i Voven, ydmygt som Blomsten, hvis Skaaler segnende fyldes fra Solen af Straaler, det aabent skal staae for hvad Syner fraoven Himlen forunder i hellige Stunder, til Døden sin Haand paa Laaget har lagt og Støvet forjagt. SIDE: 370 Akadiel. Jesus! Jesus! Du skal gjenopstaae! Disciplene. (leende i Drømme) Vi saae det selv . . . Jesus. (knælende) Herlige Segl paa Udødeligheden, Jesu Opstanden! Seir over Døden alt vunden herneden, Gravene fyldte med Straaler til Randen! Hvo tør nu nære i gysende Sjele de blegnende Tvivl om Sjelens Forbi i Graven med Støvet, som lægges deri? Døden jo svarer med ærlige Smiil, peger paa Gravens nedbrustne Steen, frem af hvis Skygge Frelseren treen. O himmelske Tegn paa Sandhedens Lære! højere Mærke end selve mit Blod! Thi Tusinder før med Martyrernes Ære Livet i Pinsler jo lod. Akadiel. Nu er du rustet, Jordens Messias, med salige Ahnelser, sejerrigt Haab, salvet med Himmelens Daab, med Aandernes hellige Aand, med Krafts og med Kjærligheds hellige Lue. Thi Jesus, i dig de Himmelske skue Himmelens Elskte og Kaarne, paa Jorden Gud-Faders Eenbaarne! Signe da Naadens alvise Raad, Jesus Messias, din herlige Daad! Syndernes Krav dit Hjerteblod faaer. Men Mørket i Lyset henblegner, naar Guddommens Almagt betegner Frelserens Sandhed: naar Jesus opstaaer. (En Storm farer over Bjergtinden, drivende en Sky mellem Lærlingene og Jesus. De vaagne.) SIDE: 371 Jesus. Hvorledes? -- "Himmelens Elskte og Kaarne, paa Jorden Gud-Faders Eenbaarne!" Disciplene. (reise sig) Hvo taler? Hvor er du Mester? O Rædsel! han er død; men han opstaaer. Jesus. (Stormen driver Skyen bort) Stormen begynder. Se, jeg staaer rustet, om kun med det svage Kjød, men derunder en Engel har laant mig sit Pantser: Hengivenhed. Disciplene. Ak Mester, her er godt at være. Her trende Hytter ville vi opbygge: Dig een, Elias een, og Moses een. Thi var ei De de Mænd i Lysets Dragt, der talte med dig? Ja, vi saae og hørte. Og, se, dit Aasyn straaler jo som Moses. Vi saae, vi hørte med vor Sjel, imens vort Legem slumred ved vor Mesters Fod, at Engle kom, og tjente dig og talte. Jesus. (afsides) Hvad tale de om Moses og Elias? (høit) Dette ei Kjødet, men Aanden har sagt; Gaaer; men fortæller Ingen (de Kolde Sværmere kalde jer kun med Foragt) hvad I til Tiden maa hemmeligt holde, At Selv eders Mester af Himmelens Hær I hørte velsignes: "du Frelseren er!" -- hørte af Himlene sværget: "Jesus skal seire, skjøndt falde han maa!" -- hørte af hellige Aand aabenbaret: "Jesus skal seire; thi han skal opstaae!" -- at selv I paa Bjerget saae eders Mester af Himlen forklaret! SIDE: 372 JESUS, FOLKET OG PRÆSTERNE TROENS UDBREDELSE (Præster. Folk). Mænd. En stor Profet har Gud i Naade sendt sit Folk. En Præst. (afsides) Hør! Folket raaber. Knapt det seer paa Os. Ha gaaer det saa, da er det ude med Os. Vel, traf vi ham, i fule Spørgsmaal vi hilded ham, og, som en fangen Fugl, vi viste ham for Folket. Men han flyver, som var han Rygtets Vinge, videnom. Og, see vi ham, da see vi ham forskandset bag Tusinders høit stigende Beundring. Med stive Øren, aabne Munde de stime om ham, løbe hjem saa, hilsende paa Veien baade Romere og Græker, uddele selv sit Gods, men komme ei i Templet, uden naar den nye Rabbi (ret somom det tilhørte ham) fremtriner, for os at lære -- Os! Ja, om de gabe for bedre ind at drikke Mestrens Lære, hvadheller forat sluge os, vi vide ei. Dog bedre, at han er her ei; thi saa hans lange Hale, denne Folkestimmel, vi kunne bide af ham. Hør du gode Mand, Israelit, siig, om du veed det, hvor vi søge Tømmermandens Søn? Manden. Hvem? Præster. Han fra Nazreth. SIDE: 373 Manden. Hvem? Præster. Den Gudsbespotter. Manden. I eders eget Hjerte søger! En Præst. Ak, du ei forstaaer os! Jesus mene vi, den Tømmermandens Søn fra Nazareth, den Gud, i smudsig Armod voxet op, Ham, som ved Djævlens Magt uddriver Djævle, Ham, nogle Rasende Messias kalde. Manden. Ah Ham? Jeg spurte ham ei om hans Fødsel. Vel, søge I Messias, søger da i eders Hjerter! Jeg i mit ham fandt, men først da denne Jesus, han fra Nazreth, opvakte ham. En Præst. Ha, du, du Synder, er da og en Galilæer? Er du Jøde, da siig, om noget Godt end kom fra Nazreth? Da siig, om Denne, som forhaaner Loven, (thi høsted ei en Sabbath hans Disciple?) som haaner Fædrelandet (thi I saae ham selv i Synderes, de Fremmedes, og Tolderes Gjæstebud; og mon han da, med utoet Haand sig teer som Skriftens Vise?) . . Mon Denne er Messias? Israel, da var Haabet (thi det var dog stolt og skjønt, og kraftigt, saa det fødte Hevnens Forbud: Forbitrelsen mod Jordens Synderfolk) SIDE: 374 dog bedre, bedre end saa usel Sandhed, der slæber Israel ned blandt andre Folk, og kaster Guds Børn hen blandt Jordens Hunde, og giver Israel Syndere til Brødre. Folk. Hvi talte I ei saa imod ham, da han ottegange raabte Ve mod eder? Folk. Vi vide, at Han sagde: "Præster, I med toede Hænder plyndre Faderløse." Folk. Han sagde: "Ve, hvis Alle rose dig! Ei kommen er den Tid da Det er Roes." Folk. Han synded imod Loven? O vi vide blot at han sagde: "Gud, min Fader, har til Kjærlighed, og ei til Offer, Lyst." Præster. Det synes eders Armod bedre; thi I elske ikke Offre. Men for eder vi Præster offre jo? Folk. Han pegte paa sig Selv og sagde: "her er Verdens Offer! Ja, Gud min Faders Villie skee!" Præster. Hans Fader? -- ha! Folk. Ja hans og Alles Fader! Nu ere Israels Grændser blevne store. SIDE: 375 Præster. Hans Fader? Rasende! Guds Søn? Han? Han? Herfrem I To? I ere Jesu Brødre. Fortæller -- Ve jer! -- er jer Bro'er Messias! en Gud? haha! To Mænd. Vi ere Simon, Josef, fødte af Maria, Jesu Moder. Vi ei troe ham; thi, se, vi legte med ham, saae ham voxe, vi aad af samme Fad, vi sov isammen, og bar hans slidte Klæder. Præster. Hørte I? En pjaltet Israels Frelser? Hahaha! To Mænd. Vi ere Judas, Jakob fødte af Maria, Jesu Moder. Vi ham troe. I Brødre, voxer Palmen ei som Græsset fra Mulden først? Se, alle Vi, som Børn, ei kjendte ham, vor Broder efter Kjødet; han elsked Stilhed, og hans Stilheds Ven var, da han voxte til, Johannes, den Zachariæ Søn, den store Døber. Se, da vi saae hans Høihed, glemte vi, at Han var voxet op, som vi, som Græsset. En Mand. Ja sagde ei Messias: "Jeg er kommen at kaste Ild paa Jorden. Gid jeg saae dens fulde Blus! Thi den er Lysets Seirskamp mod Mørket. Se, i samme Huus opstande Tre mod To, og To mod Tre. Og Fader Søn, og Broder Bro'er forraader." SIDE: 376 En Mand. Han sagde: "En Profet er ringest agtet i eget Fædreland." Det veed jeg og, at, var han i mit Hjem, i Hellas, da han æredes. En Præst. . . Som Viismand kun, Hellener; ei som Messias. En Præst. Ve den Oprører! Da Israel sammenholdtes ubrudt, saa fast af Arons Ring, at det ei agted, at Davids Kronering omkring det brast, da var det end en Nakke altfor bred for Romerens Sværd. Men nu -- de komme, og ødelægge Land og Stad -- de komme, og Cæsars fasces, fulde af blinkende Spidser, blier Taarepile satte over hver en Israels Mand. Folk. Er der ei Splid i Raadet, i Templet selv, om Hvad der er bag Graven? Vi elske Freden. Al vor Fryd er kun et Haab; men Jesu Udsagn (thi vi troe) har gjort det til en Vished. Præster. Israel! Ha, Vi ville Guds det hemmelige Navn udraabe over dig, og du skal synke i Jordens Gab før det, det Hellige, end er forraadt til Luften . . du skal synke, som de Forrædere i Ørken, hvis du hid, at høre denne Jesus, kom. SIDE: 377 Folk. Hvad skulle vi? Ak, var dog Jesus her! . En Mand. Ja, jeg kom hid at møde Frelseren. Præster. Jakobus, du est viet til at vandre de første Blodtrin efter Jesus. Manden. Rodhugges Viintræet, segner vel dets Grene, men stærkere Aflæggerne fremvoxe. Folk. Vi vide ei, om Han, I tale om, vil komme hid. Men vi, vi stimled hid, at see Herodes' Fest. En Præst. Ha, mon sig Kongen alene skulde kunne hevne? Han bandt for Folkets Øjne jo Johannes, der trodsed ham? Han var jo og en Frilærer? Herodes Antipas stjal fra os Hevnen. Mon Folket skulde taale Synet af den bundne Jesus? Ah, Herodes, gid du farved Purpret i Johannes Blod, og tørred Folkets Øjne dermed; thi de blændes fast af Graad ved disse Taler. Det vantes til, det fik da Forsmag paa den Nazareners Blod. JOHANNES FOROFFER (Kong Herodes, hans Dronning og Prinzessen komme i Festoptog. De tage Plads. Prinzessen dandser). Kongen. Ved Cæsars Liv! min Datter, var Herodias, din Moder ei saa skinsyg . . . Ha, Salome! SIDE: 378 hvor yndig denne Vending! Dands igjen, hvis ei du trættes! Ah, blier Zefyr træt? Du kunde dandse over Engens Blomster, og ei -- jeg sværger -- deres fine Hoveder sig bøied meer end til en skyldig Hilsen; . . nei, eller bly Blaaklokken bøied sig, for ei at kaldes uforskammet, hvis den turde stirre ufravendt -- -- Ah, ah! Gevandtet! Ah, Herodias, nu et Glimt nød Kongen Klokkens søde Øjenlyst. -- Ha Dette er Ballet! Hvad synes I? . . Den Fløite fløi vel rask -- Fy, støder du i Trillerne slig Kolbøtte nedad Trapperne? -- ja Dump i Dump. Polimnia, Erato maae svæve let og jevnt ved Siden af Terpsichore. Dog ikke ganske jevnt. . . Lidt Lokkeflagrens Frihed! Den er dog til Hovdet bundet. Hun er eders Hoved, I Toner, Zefyrer i Sølverplade! Ja ikke ganske just ved Siden af. . . Lidt bagentil, somom I Toner vare blot Hendes Fodtrins Klang -- o Svævens Susen! Terpsichore-Herodias! Mundskjænk -- Hei! du har Pokalen færdig? Drik min Datter! (Prinzessen drikker; dandser atter) Saa! Ha, det Spring var Vinens Sprudlen. Ah, andengang, Gevandtet! -- Ah Blaaklokken! Vi see du, søde Drue, er fuldmoden. . . Ah, dette Sving var Rankens Sving i Vinden! (Pilatus, var du her, og Portia! Ak, jeg saae din Kulde ædes af Misundelse, som grønne Irr dit Kobberskjold paa Gabbatha.) . . Herodias! Fagre! Ak, er det det Sidste? Giv Plads! Ak hvil dig! Søde, er du skabt af Sky'er, som ei vil hvile? (Prinzessen knæler for Kongen) Knæle? Ah, du gjør mig til en Sol, thi for mig knæler SIDE: 379 en Morgenrødme. Vel, du Romer, se end har Herodes Magni Søn at give! Begjær, min Datter, hvad du vil; thi se, om saa du dandsed paa min Grav, jeg reiste mig, og saae, og sank i salig Drøm om Synet. Begjær, og sæt ei Grændse! ei jomfrulig Undseelses snevre! Ja, om du begjærte min halve Krone, se, jeg negter ei! Det sværger Kongen ved sin Høiheds Magt. Prinzessen. Tilgiv, min kongelige Fader, at jeg bruge vil min Moders skarpe Øje, for ret et kostbart Smykke ud at lede i Naadens Dyb, dit hulde Smiil mig aabned. Skjøndt Alt er godt deri, min barnlige Uagtsomhed dog kunde gribe feil: for lidet dybt, ja maaskee og for dybt. Præster. (afsides til Dronningen) Forhaaneren er i din Haand. Prinzessen. Min Moder, dit Valg er mit. Præster. (afsides til Dronningen) Han som dig skjældte Blod-Skjøge, høie Dronning, fordi du elskede den ene Broder meer end den Anden . . Han er i din Haand. Dronningen. Vel, Datter, mind, din Høihed trænger ei til Perlesmykker. End jeg veed et skjønnere. Jeg veed et Øjnepar, som gloed fælt, naar jeg, din Moder, viste sig . . Jeg gad dog see dem pludselig forvandlede til melkehvidt-glasserte, døde Perler. -- Forlang Johannes' Hoved paa et Fad! SIDE: 380 Prinzessen. (til Kongen) "Forlang Johannes' Hoved paa et Fad!" saa bød min Moder. Kongen. (med Afsky) Ha! Ei saa! Dronningen. Min Konge, du svoer. Kongen. Han bøder fængslet for sin Frækhed. Ham Folket elsker. Prinzessen. Konge, dog du svoer. Kongen. Jeg svoer? Dronningen. Ja, ved din kongelige Høihed. Prinzessen. Ja, ved din Kongehøiheds Magt. Kongen. (afsides) Se Hoffets spodske Smiil! Hvad tænker Folket, naar Kongens Eed ei skulde dræbe? (høit) Vel! Jeg svor. Jeg glemte det af lutter Fryd; thi end du dandsed indenfor mit Øje. Javist! javist! Hans Hoved paa et Fad. Gaaer! bringer det Prinzessen! Ak Rose, lille Flamme-Helved! (Man bringer Johannes' Hoved paa et Fad. Prinzessen dandser frem for sin Moder med det.) SIDE: 381 Dronningen. Hvad blegblaae Perler! boer igjennem dem, og hæng dem saa om Ravnen. Præster. (afsides) Kan Kongen saa sig hævne, ikke Vi? Vi bruge Præster eller Drot til Øx. KJÆRLIGHEDS-UNDERGJERNINGER. PRÆSTERNES BESKJÆMMELSE (Jesus kommer. Folket giver ærbødigen Plads) Præster. Der er Han -- Ha! Jesus. Ve dig, du Land, hvor Sandheds Vidner myrdes og De, som Gud udsendte, stenes bort! Kongen. (gysende tilbage, med Haanden for Øjnene) Bort! bort! -- Herodias, saae du? Ha, det var Johannes selv, Johannes selv forklaret! Ha, er han der! led Kongen væk! -- Johannes (Kongen ledes vaklende bort. Hans Følge fjerner sig.) Folk. Jesus Messias, hil dig! Du er kommen i Gud vor Faders Navn. Præster. (afsides) Ha, begynder nu Folkets Fest? det stirred koldt paa Kongens. Nogle. O store Frelser, gjør os Tegn! Vi troe. Gjør Tegn! Gjør Tegn! Vi troe. Kun Tegn fra Himlen. SIDE: 382 Jesus. Ak, troe I at bedrage Frelseren? Paa Jesu Kjærlighed I skulle faae et evigt Tegn. Folk. O, viis os den i Gjerninger! Elisa fyldte Enkens Kruus, skjøndt selv i Armod. Forolds Vise dem helbredte, som Præsterne ei turde nærme sig. Jesus. I ville lære Kjærlighed at øve? Da stræber efter Indsigt i Naturen! Den faaer da tusind Øjne, tusind Hænder. Se der en Enke bærer ud sin Eneste. . (Et Liigtog sees) Saa trøster Kjærlighed: (standser Enken og Toget) Græd ikke Moder! Enken. (vridende Hænder) Hadavja! O Hadavja! O hvo giver Hadavja min igjen! Hvo tør da trøste? Jesus. (kaster Klædet af Liget) En Yngling? Sørgeligt, at Dødsdom fældes saa tidligt over Levekraften! Neppe er Rødmen ham af Kinden, Liv af Hjertet. (høit) Saa hjælper Kjærlighed: (raaber i Ligets Øre) Hadavja! Stat op Hadavja! (Ynglingen reiser sig fra Baaren) Folket. (bestyrtset) Stor, ja stor er Gud i Frelseren. Enken. (knæler for Jesus) Messias! -- SIDE: 383 Præster. (skyde Enken og Liigtoget tilbage) Bortifra den Synder, som arbeider paa Sabbathen! Jesus. Et Faar en Sabbath faldt i eders Brønd. I drage det dog op. Er ei et Menneske meer end et Faar? Er det ei tilladt paa den Algodes Fest at gjøre vel? Folk. Forbarm dig over Denne! (En Værkbruden bringes frem i sin Seng) Jesus. Din Smerte gammel være maa, Værkbrudne, da du gjenvundet har dit muntre Aasyn? Den Værkbrudne. Jeg sørger ei, thi dit livsalige Ord har vakt mit Haab, at Gud vil tage Villien saa god som Daad, naar Evnen han berøved. Jesus. Isandhed, dine Synder dig tilgives. Præster. Ha Gudsbespotter, hvo tilgiver Synd, undtagen Gud alene? Jesus. Onde Hjerter, I høre ei Tilgivelsen; men dette: at den i gode Hjerter lyder, er den Fryd, som mildner Smerten, rigner Armod. Mon det er lettere at kjende Hjerterne end disse ydre Lemmer? (helbreder den Syge) Stat op, du Karske, tag din Seng og gaa! SIDE: 384 Mødre. (førende Børn frem) O Jesus, o velsign du vore Spæde! læg Haanden blot paa deres Hoveder! De ere kjærere end vore egne. Jesus. Af Gud, I Smaa, velsignede I ere med Himlens Krone, med Uskyldighed. Gid I maa bære den til Aldren trykker Ærværdighedens over eders Lokker! Bevogter den da, Mødre! Det er svært. Dog er det Pantet paa Guds Kjærlighed for Menneskeslægten og et evigt Haab, at Æt paa Æt af syndefulde Skjød fremgaaer uskyldig som en Englehær, af ædelt Præg som Evas første Børn. Men hør, I Lærlinge, der kives alt om Ærespladsene i Himlen: did kommer Ingen, som paany ei bliver et Barn i Sind, saa ydmyg, from og kjærlig. Børnene. Hosanna! Hosanna! (Mødre og Folk juble med) En Præst. I Daarer! Daarer! Præsternes Forbandelse, som blander sig i Eders Lov til Gud, forvandler denne al til Gudsforhaanelse! Messias -- ja den sande -- bruger til sin Herliggjørelse ei Smuds og Sygdom, men Israels stærke Arme, Senerne i Juda unge Løve. Siig, hvor ere hans Engle? Disse Kvinder? disse Karske? den Enke? . Oh en Fattigfogeds Engle! Hvad Lærdom viser han? Kan Denne dømme, som end ei Nogen saae i Skriften grunde? Angr dog din Daarskab, Israel, naar du seer ham staae beskjemmet for de Skriftens Kloge! SIDE: 385 Hør, Rabbi, siig os, Du, som er saa viis, at du fortæller om det Himmelske, saa klart som vi de simple Jordens Sager: en Kvinde givtedes med Brødre syv, som Alle bytted Ægteseng med Graven: Hvo skal af Disse denne Syvgang-Enke i Himlen eie da som Huustro? Jesus. Skjændsel! Selv Himlen I tilsmudse, Støvets Djævle! Ei ægtes Aanderne, ei heller ægte. Var disse Brødre gode, Kvinden ei, da andre Engle finde de at elske. Var Kvinden god, da Den af Brødrene, som er den Bedste, vil hun elske højest, om end ei Ømhed her var mellem dem. Men, alle gode, da har Aanden, som engang den elskte Kvinde var i Støvet, saa stort et Hjerte, at det rummer Alle. Men alle gode Aanders Kjærlighed sig vender, som umættelig, mod det Helligste, mod Gud: i Gud, i Kjærlighed, de ere da Alle som Tilsammen-Elskende. En Yngling. (til en Pige) Elisabeth -- ak! hørte du, han sagde: hist som en Engel vil den gode Kvinde, den Bedste allerhøjest elske om end ei Ømhed her dem sammenbandt? O, Den er bedst, som elsker sandest dig; thi Dyd og Fromhed elsker han da sandest. Men o, Elisa, hvi bier du til Himlen? En Kvinde. (afsides) "Var Elskeren god, men Elskerinden ikke, han da en anden Engel, men en god, vil elske" -- Var det saa ei Jesus sagde? SIDE: 386 -- Joëd, jeg elsked dig; men kun fordi jeg, som Forført, var tryllebunden til dig. Min Kjærlighed -- o den er himmelsk, og den har sig derfor noget Himmelsk valgt. Dog maa Du hisset lyde Aandens Dom, og flye mig! Ha -- Du flye mig! Du er jo Ond, som mig forførte? Vi maae da vandre vore Veie ensomme. Ha! eller (har da Helved denne Fryd?) vi mødes i et Mulm, som her vi mødtes, med sagte Trin? Nei, Afsky er vor Elskov. Jerijah, ham hvem Præsten vied mig, og mine Børn ei heller tør mig følge. Igjennem deres Moders blege Skygge de see min Synd, og flye. Jeg sidder ene. Selv Joëd . . ei de Onde tør mig elske. Hver Aand har nok i egen Sorg. O streng, for streng vort eget Hjertes Retfærd er! Præster. Du taler viist, somom du, Rabbi, kjendte de høie Himle. Mon du kjender Jorden? (de slæbe Kvinden frem) Her er Jerijah's Huustro, Ægteskabsbrydersken, Maria Magdalena, skjøn som Fuldmaanen, indvendig fuld af fleer end dennes Pletter, om kun eet Syndefald for hver vi regne. Vel Moses byder, at hun stenes; dog du Vise, siig os, er det Ret? Thi du vil jo forbedre Loven, ja Guds Lov, den Helligdommens Luestøtte, som til nu har fremledt Israel mellem Folkene! (Jesus bøjer sig ned, og skriver i Sandet. Kvinden tilhyller sig hulkende.) Præster. Nu -- Mester? (Stilhed) SIDE: 387 Præster. (afsides) Mon Hvad skriver han? (kige over Jesu Skuldre) "Hvi seer du Skjeven i din Broders Øje; og seer ei Bjelken i dit eget?" -- Ah! "Vel Aanden villig er, men Kjødet skrøbeligt." -- Jasaa? Nu -- Mester! Du forsvarer Hoer? Fordømmer du ei denne Synderinde? Men skriv i Sand ei din Fordømmelse! Jesus. (reiser sig op) Den mellem Eder, som er Brødefri, Han kaste første Steen? (Jesus nedbøjer sig igjen. Kvinden knæler ned. Præsterne liste sig bort En efter En.) Jesus. (reiser sig) Hvor ere dine Klagere, Kvinde? Have de dømt dig? (Kvinden tier knælende) Jeg eiheller dømmer dig. Gak bort; men synd ei mere! Mænd og Kvinder. (knælende om Jesus og Kvinden.) Alle vi syndede: Os fattes for Gud vor skyldige Ros. Med Synderinden den hele Menneskehed maa knæle angerindhyllet ned for Frelserens Hellighed. (Adsprede sig) Maria Magdalena. (forgjæves søgende at standse Jesus ved at omfavne hans Knæ.) O Jesus bliv! og hør hvorlunde saa dybt Maria falde kunde! Han gaaer . . forsilde! o forsilde! Han hader mig -- o nei, Foragt . . Foragt ei heller -- i hans milde azurblaa Blik var Smerte lagt. SIDE: 388 Vel! Eensomheden jeg fortæller hvad han ei veed og ikke heller han af min Læbe vide skal. At Jesus var mit Ideal er unævnt af min egen Kval. Jeg sørged langt ifra i Skyggen af min Jerijah. Som Ranken, der sin friske Flugt med Kval seer indelukt bag skummel skimlet Muur, saavidt den kan med Toppen flyer mod Solens Brand, saa fulgte blind jeg min Natur, lod, da mit Ideal var tabt som Stjernen kun for Himle skabt, min bundne Ranke høine sig efter Joëds Flammeøjne. Dog hedest i mit Hjerte brændte min Hevn mod Frænder og Bekjendte, der havde ladet mig smedde fast til Den, jeg haded. Det Rygte, som snart Alt fortalte, mig mindre ængsted end husvalte. Men -- o de Grumme! de erindred et Elskovsblik, der engang tindred til mig fra Joëd, ei til dem, og slæbte saa -- o heller stod for Moses jeg i Lyn og Blod! -- mig frem for Ham, for Jesus frem. Alt er forbi! Hvi blusser jeg? Jeg knæler jo i Templet ei. Det Svundne være som et Digt! Dog er et Liv det at hensørge, at maatte eengang selv sig spørge, "o Jesus, var din Dom blot Pligt? -- O nei! Du turde jo ei see . . Du vilde med medynksomt Øje ei see Maria i sin Ve SIDE: 389 sig død for dine Fødder bøje. Dog "Maria" ei du sagde; men: "jeg, Kvinde, heller ikke dømmer dig." Men dette "Kvinde" -- o! -- var en Dødsdom Du fældte over mig. O bedre, havde Du mig dømt! Naar Satan saa mig havde piint, jeg skulde da forklart dig Hiint, at jeg for dristigt havde drømt, da jeg som Morgnens Dugg var reen og elsked Himmelen i Een. FORFØLGELSER OG TRIUMF (Udenfor Zions Tempel. Præster). En Præst. Idag skal Jovah hedde Jovah Hævneren. Idag skal Templet vorde Løvens Hule. En Præst. Ei Løvens, men Schakalens, som i Mulmet og bagfra dræber. Ha, der er han. (En Stimand kommer) Ismaelit, du traf? En Præst. Ismaelit, det varme Galilæas Blod, som smelte vil Israel og alle Slægter sammen, tilskjænkte du et tørt afsides Sted i Juda, hvor du ham forlokked? Første Stimand. Nei! Præster. Hvad, nei? SIDE: 390 Stimanden. Ved Jesu Sandhed, nei! Præster. Ha, hvad? Forræder, du foragter Frihed? Gaa, gjør det bedre! Guld du vinder og din Frihed. Første Stimand. Bedre Frihed gav mig Frelseren. Hvis jeg skal længer blive eders Træl, da maae I binde mig; thi nu jeg veed, at Menneske-Trældom er imod Naturen, at Slavens Lænker kun er Ringormsmitte af jer ureene Høihed. Ha, jeg gaaer til Edoms Ørken; der min Anger i Eensomhed kan toe sig. Seer I, Dolken, I rakte mig, jeg slængte evig ind i Lazars, den Bethaniers, Grav; thi nu den aaben staaer: et Tempel for Messias, Kjærlighed -- den jeg vil øve i Ørken. Præster. Esau, did du kommer ei. Første Stimand. O ve mig, hvis jeg . . Hu! jeg blev en Morder, fordi I lærte Had, fordi I gjorde af Trældom Armod, og af Armod Gjerrighed. Forbandede! Jeg skulde støde Dolken i ham, mens Ve han raabte mod Tyrannerne, dem jeg -- o jeg er ikke Jesus liig -- maa hade? mens han, mild og uforfærdet, til Kvinden sagde, som hans Fødder salved og kyssede og tørred med sit Haar: "Maria, du mig salver til min Liigfærd." -- o dræbe ham i samme Øjeblik han Lazar gjengav Livet? SIDE: 391 Præster. Lazar? ah, den nervesvage Sovesyge? Første Stimand. Jesus ham gjengav Livet, Jesus mig gjengav det! Jeg leved ikke før. Han har mig lært hvorledes selv med mine blodige Hænder jeg toer mit Hjerte reent. Præster. Da billigt, at du døer med ham, naar kun ved ham du lever. (Stimanden føres bort. Anden Stimand kommer) Anden Stimand. Jeg traf ham hos Zachæus Tolderen. Men -- ha fordømt! han undslap mig i Gjæstebudsstimlen. Præster. Hvad Vaaben have vi tilbage? Hvis Jehu faaer ham ei i Snaren fat, og slæber ham for Oprørstale under det kolde Romersværd, der hugger ned, som Rævesax, flux Noget kommer nær: da Listens dybe Kogger med er udtømt forgjæves . . ja til Bunden udtømt hvis vort Sendebud ei fik ham grebet. Ah, Jehu! (En Mand kommer) Nu, du Levi Søn? Hvi slog du ham i Fælden strax hos Romeren? Du kunde slæbt den lille Muus, som alle Jordens Baand vil overgnave, herhid til Kattene. Vi skulde leget. Dog vel han er forvaret i prætorium? Slig Kjærlighedens Sangfugl Buur maa have, sligt Lys en Løgt. Ha, Osen af SIDE: 392 Hans Blod vil sidde længe i Tibèrs (den Vildornes) Næsehaar; thi han vil jo, at Jorden selv tilbede skal hans Billed. Nu -- gik det ikke saa? Vi tvivle ei, skjøndt denne Jesus, med sin aabne Mine, er slu og listig nok. Leviten. (trækker frem en Penge) Oh stille! Se der er Skattens Penge, Kaifas! Ypperstepræsten. Ha, ei Fisken beed paa Krogen? Leviten. Hør, om ikke jeg fisked rigtigt! Ydmyg ei, men ligefrem, som faldt det Spørgsmaal løst mig ind, dog kaldende ham; "vise Rabbi", jeg spurgte: "Du som taler herligen og sanddru, uden Frygt for Mennesker, trælbundne Menneskeheds Sag, siig, er det Ret, at hele Verden skatter til en Enkelt? som til Exempel, at vi arme Jøder, der fredeligen dyrke fjerne Dale, til Sølv vor Sved maa destillere og sende Romas Keiser den?" Han skarpt betragted mig, og spurgte, da jeg, paa hans Bud, ham viste Skattens Mynt: "hvis Billed bærer Mynten?" "Cæsars." "Saa giver Cæsar da hvad Cæsars er, og Gud hvad Guds er!" Se, det var det Hele. Men nu -- om Træskhed, Hykleri og Svig og andet Mere, kom en Tordentale, der snitted mine Øren, men desværre min lange Næse ei. SIDE: 393 Ypperstepræsten. (stikker Pengen i Tempelblokken) Der gaae da den Forbandede! (Et Bud kommer) Budet. I Hellige, I vente? Men sandelig, før skulde Farao igjennem Havet brudt med Hest og Vogn, end hid jeg kunde kommet før igjennem den halve Salems Mængde, der udstrømmer, kapløbende som Frat og Tigris, ud af begge Porte til Bethanien, at see det Nazreths Lys og Lazar den udslukte, men gjentændte, Lampe. Præster. Ha! Budet. Ja, skubbende mig mellem Mænd og Kvinder, med Diende paa Armen, Smaabørn hængende i Skjørterne, og Drenge, skrigende afsted paa Kjeppe-Foler, Salems Jomfruer, der glemte Sabbaths-Pynten selv og Møens ærbare Trippen, løbende afsted, som Ørkenens Gazeller (blussende af Iilsomhed forsvandt de, Roser liig, dem Vinden slynger paa de smekkre Kviste, og bøjer druknende i høje Græs) -- ja endelig, et Skridt tilbage skubbet for hver de to, jeg tog, jeg naaed hid med tomme Hænder. Præster. Ha, ved Jakobs Herlighed, som Tænder i et kræftædt Ansigt staaer igjen nu Zions Tempel. Alt Bethanien, den Salems Rosenlæbe er fortært. Men Du, hvi greb du ham ei, som vi bød? SIDE: 394 Budet. Skal jeg bekjende: saa -- I hellige Fædre! som Han end talte intet Menneske. Præster. Skurk! Træl! Budet. (skjælvende) Nei, skal jeg sige Sandhed, da var han i Bethanien midtimellem de store Skarer, der med Taarer hørte ham tale Kjærlighed i Lazars Huusdør, skjøndt Kvinder kun ham nærmest stimled om, vel gjemt, saa godt som Arken blandt Cheruber; thi Folkets Øine lyste, og jeg hørte, dem hviske mellem sig: "bi! snart Messias, i himmelsk Majestæt fremtræder!" Hvad var for mig at gjøre da? Præster. Du frygted. Vel, at sige saa, er bedre end være Galilæer. Dog, du glemte, at Folket saae Johannes' Blod og taug. Budet. Det elsked ei Johannes. Denne elsker det. Præster. Du kjender ikke Folket. Jesus elsker det, fordi han selv er stegen af dets Bærme, men dog -- saa haaber det -- ved engang at afdække himmelsk Glands vil vise, at Gud, liig Jordens Konger, ei foragter det lave Folk . . Er Du ei og frafalden, hvis Galilæeren du ei tør endse, da dræb os Lazarus; thi Jesus gjorde ham ei udødelig vel? SIDE: 395 Budet. (afsides) O skulde jeg stjæle, hvad Messias gav? Præsten. Troløse! Du Vankelmodige, hvad siger du? Budet. (høit) Jeg sagde, Hellige: ja, jeg skal prøve. (gaaer) En Præst. Gid alle Jesu Venner vare svage som denne Træl! (En Levit kommer) Der er vort sidste Snøre, men ogsaa tomt optrukket over denne Forventningernes krusede Vandflade. Leviten. Ja Slangen undveeg mig. Jeg spurgte ham, med hvilken grundet Myndighed han dadler, at Jordens Slægter dyrke Gud ved Offer? hvi Offerhandlerne af Templet han uddrev? Men, se, istedetfor at fange ham som Forbryder imod Templets Helgd som Gudsforagter, stod jeg selv beskjæmmet og fangen ved hans Spørgsmaal: "var Johannes, den Døbers, Daab af Gud beskikket, eller af Mennesker?" Jeg turde ikke svare. Thi under Folkets dumme Blik end gløder Johannes' Blod, som Emmer under Asken. Hvis "Gud" jeg havde nævnet, da bekræfted jeg Jesu Magt; hvis "Menneske" da -- ak I see mig midtiblandt den Dræbtes Venner. . Hvad skulde jeg? jeg taug og sneg mig hid. Ypperstepræsten. Vi Slangens Hul med Fakkelskin faaer søge. Vi ville sende Speidere, at see, hvor han om Natten hæler. I en ussel SIDE: 396 afsides Hytte sover vel den Frelser? Nu, da han seer saamange Pile skudte paa sig, og mærker, at vi her staae rustede, vi alle Jordens Præstedømmers Stridsmænd, om Templet, tør han neppe trine frem i Dagens Lys. -- Ha, hvad er det? (Jesus, fulgt af sine Lærlinge og Folkeskarer, rider ind ad Jerusalems Port op mod Templet. Der hviftes og strøes med Palmeblade). En Præst. Han kommer! Ypperstepræsten. Ved Templet! Ja! Og Folket . . En Præst. Er i Jubel. Præster. Fordærvelse! hvad maae vi see? Folk. Hosianna! Sagtmodig og stille, Zion, din Konge kommer til Dig! Frels os, Davids Søn! Præster. Forbandet den Nat, der undfangede dig, Forbandet den Dag, der fødte dig! Disciplene. O tilbedte Mester! din Sæd alt staaer i blomstrende Skud. I Hjerternes Saar vi spredte den ud. Som en Balsom sød de tørstige Vunder den nød. Som en Stjerneregn blank SIDE: 397 den i Sjelene sank. Den spired -- se nu er det Sjelenes Vaar! Velsignede Mester! din Seier er nær som Dagen i Morgenens rødmende Skjær. Præster. Forbandet Den, som velsigner dig! Velsignet Den, som forbander dig! Folk. Synderes Forbarmer og Dommer, Han, som de Arme elske, Han kommer. Han, som os elsker, er her! er her! Trælbundne Armod, ejer du ei Tegn for din Kjærlighed? Ak, fattige Palmegreen hvifter vor Tak! Vajer! hvifter! Blomster spreder! Se, vi brede vore Klæder, milde Frelser, paa din Vei! Hosianna, du Ætling af David! Præster. Trælle, tør I velsigne, naar Herren forbander? Disciplene. Mester, Vi vidt over Landene gik, slynged din Sæd ud som Lynildens Blik. Spædeste Trospire satte vi Hegn i vældige Tegn. Mørket med Straaler vi sloge. Djævle, som disse Leviter, der sole -- liig klyngede Snoge i Ormredets Gab -- sig bag Tempelets Gitter i deres Vældes døende Skin, til deres Hulers Inderste droge hylende ind, da Vi, dine Sendte, Raabet paa Menneskens Læber antændte: SIDE: 398 Velsignet er Messias, hans Herlighed nær! Fred og Fryd paa Jorden, som i Himmelen er. Præster. Nei Strid paa Jord, til Himmelens Forbandelse, der gaber over Eder, mættet er! En af Jesus Helbredet. Mit blinde Øje aabned sig for dit milde Blik. En Anden. Du Stærke talte til mit Liig: jeg af Graven gik. En Tredie. Spedalske Ti vi sad i Stadens Port; forbandende løb Præst og Broder bort. Til os du nærmed dig, du Rene. Nu, reen, dig takker jeg -- alene. To af Jesus Helbredede. Se vi, hiin Kvindes, som du frelste, Maria Magdalenas Mand og Elsker! Afsindige, i Ørken (som besat var hver af os af Djævle) vi rased Dag og Nat. Da talte Du -- Nu have vi vort Vid. At takke dig, o Jesus, hid vi ilte. En af Jesus Helbredet. Barmhjertige, o lad mig takke dig! Værkbrudden laae jeg haardt paa mine Krykker. Du bøjed dig -- Jeg reiste mig, med sunde Lemmer, Livets Smykker. De af Jesus Helbredede. Hosianna, du Davids Søn! Blinde din Mildhed see -- O derfor vi bade om Synet. Værkbrudne følge dig -- Derfor vi bade om Hilsen. SIDE: 399 Lovet, velsignet paa Jord som i Himlen være din kraftige Kjærlighed! Præster. I Belials Børn, i Synden baarne, i Straffen levende, døer da i Forbandelse! Børn. Hosanna! Davids Søn! Hosanna! Hosanna! Disciplene. Alt Udsæden blomstrer. O Mester, du høster! Sin Kjærlighed Frelseren Støvet gav hen. Taknemlighed yde de Arme igjen. Men fineste Duft af din blomstrende Sæd, men sødeste Gjensmiil af Kjærlighed, dog lufter og bølger i Børnenes Røster. Børn. Hosanna, Jesus! Hosanna! Hosanna! Ypperstepræsten. Forbandede, har du smittet de kommende Slægter? nedgravet Dragens Tænder i Jorden? Ha disse de Spædes stammende Fryderaab skulle forvandles til Ve over dig, naar voxne De ere, saa lide for dig, Forfører, de kunne og døe! Jesus. Hørte I ei: af Diendes Mund skal du samle dig Lovsang? Præster. Ha, Lovsang Du, som berøver de Hellige deres? Lad Spædes Aande og Synderes Lovsang da lette Forbandelsen, den som er lagt med Altrets altknusende Vægt paa dit Hoved! Jesus. Vanartens Kilde, du rinder til din Grav. Fra Himlen Livsens Væld er runden. SIDE: 400 Brudt, Mørkets Djævle, er eders Trældomsstav. I Trældoms Salvere, seer Friheden er vunden! I Offertempler, golde Træer, visner ifra Grunden! Præster. Ha, Jesus, dette er din sidste Seir! Ved Abram, Disses Lovsang er din Liigsang! Jesus. Jerusalems Ruiner -- O Ve! de vorde skal eders Tropæ! O Stad, Ødelæggelsesflammen de Blinde skal seende gjøre! Dit Brag, naar du styrter isammen, skal aabne det tillukte Øre. Jerusalem, Steen ei paa Steen af denne din Herlighed lades igjen! Et jordisk og aandeligt Voldherredømme til Døden skal kjæmpe, i Døden skal stønne paa dine Ruiner. Ve! Altret, det Syndernes Bolsted, ei længer vil skjule Jer da. Min Straale sig trænger, mens Tempel-Gardinerne briste, i Mørkhedens Dybder ustandselig ind. I eie ei Offre, hvis Røg, o Præster, kan slukke dens Skin. Præster. Eet Offer vi eje: dig Selv, du Mester! FORRÆDEREN Templet. Præster Ypperstepræsten. (hærmende) Hvad gjøre Vi? Hvad gjøre Vi? Ord-dumme Skriftkloge! Raadvilde Raadmænd! Ha, jeg kunde harmes, hvis jeg vidste ei, SIDE: 401 at I, istedetfor at tænke, høre; at eders Hoveder (istedetfor at slaae i Veiret, somom Tanker fremskjød og lettet, visne Kapsel liig, det Graahaar) til Andens Plan dog nikke kan med Anstand, somom den unnaslap jer selv, og nu I bøje jer, for op at tage den. Hør da, og nik Enhver til hvad jeg siger: En kraftig Handling maa betegne, at Israels Fædre, Fiendskab glemmende, dog mægte alle Jordens Præsters Sag at hævde: Vi maae handle, som i Os Aljordens Præsteskab forenet var -- ja handle som det sømmer sig i Dødskamp! Se, Kongerne, naar lidet Folk tør knurre, flux styrte frem som Løverne af Hulen. -- Vel! nu vi frelse Os og Gojims Præster! Da skulle Disse holde Israels for Præsternes Fornemste, som de Høvdinge, der fægte foran Trodset, medens dette i Ro kan samle hines Sejer op. Vor Strid i Templets Indre være glemt, saalænge Fienden stormer paa dets Porte! . Ak, nær jeg kunde sige: stormer ud af Altrets Huulhed: thi -- ve Nikodemos! ve Josef! veed jeg ikke, at I vare hos Galilæeren om Natten? Dog det være glemt! Nu Fred maa være her; thi intet Mindre gjælder denne Kamp, som Galilæeren har vakt, end Herredømmet, vi Præster arved over Sjelene. Et Oprør da? Nu vel, hvo Oprør gjør, maa vide, at han spiller om sit Liv. For Sadducæer som for Farisæer det fælles Løsen være: Jesu Død! Vi derom vare længe enige, forsøgte alle Vaaben, men de brast. Selv Djævlene, vi sendte, maatte flye, SIDE: 402 og hyle deres Skam, som slagne Hunde, ud i vort Skjød. Men end en Djævel har vi: den værste, stærkeste af Alle. Seent han kommer; thi han ligger dybest paa Helveds Bund, og triner bly og nølende i Templet, som tilforn den aabne Vold med Kjækhed turde bruge. Djævlens Navn er: -- Forræderi. Den Djævel gaaer i Mørke, og behøver ei andet Lys end sine Tænder -- Ha, jeg sværger, at de skulle lyse, hvis vi forsølve dem. Kald Judas ind! Der er en Mand blandt Galilæerens Venner; det særeste Naturspil: Støvet haaner og smigrer Helvede og Himmel i den Mand paaeengang; Djævlen lodder ham til sig ved hans Kobber-Haar; og, se, hans kjække Blik en Traad er liig af Himlen udtrukken af en ædel Steen. Hans Djærvhed er Samsonvoxen; men hans Hjerte en Pengepose, foldet stor som Havet, og dog -- naragtigt -- liig en Barnemund, der stedse sulten raaber efter Meer. I Daadens Øjeblik hans Fasthed er et springende Staal, men ellers vaklende en Vægtstang løftet i hans Sjel. Saa jevnt i den da svæver Himmelen og Helved, at, ikkun eet Lod Sølv i dette kastet, flux vipper Stangen. . (Judas Ischariotes kommer) . . Ja den vipper! Hør, gode Jøde, du er Jesu Ven? Judas. Saavist, som at I hade ham. Ypperstepræsten. Tro ei det hellige Synedrium til Ondt! Vil du forraade ham? SIDE: 403 Judas. Ved Himlen -- Nei! Ypperstepræsten. (ryster en Pengepung) Foragter Du da Sølv? Judas. Nei -- Sølv er Godt. Ypperstepræsten. Forraad din Mester! Sølvet er da dit. Judas. Nei! Nei! Ypperstepræsten. Du troer da ei, han er Messias. Judas. Jo, just fordi jeg troer det. Ypperstepræsten. Daare, da vi kunne jo ei skade ham. Judas. Ja saa? Ja -- sandt! Hvormeget har I der i Pungen? Ypperstepræsten. Fuldt treti Sekler. Judas. Ak! Ypperstepræsten. Hvi sukker du? Judas. Det er ei meget. SIDE: 404 Ypperstepræsten. Nok til saadan Prøve. Det er jo kun en Prøve paa hans Høihed. Judas. (i Tanker; i samme Tone som Præsten.) Det er jo kun en Prøve paa hans Høihed. Og treti Sekler Sølv. Ypperstepræsten. Ja treti Sekler Sølv. -- Sæt, om vi ville fængsle ham, og saa sig Fængslets Porte aabned af sig selv; mon du ei selv da troede fastere? mon Vi ei selv, Synedriet, da troede? og var du da ei Første blandt Apostlerne? og vandt du ikke treti Sekler Sølv? Judas. (gjentagende i samme Tone) . . Og vandt du ikke treti Sekler Sølv? -- Der, Herre, er min Haand! Jeg haaber Godt. Ypperstepræsten. Du vil forraade ham til os? Judas. Forraade? Det Ord er græsseligt. Ypperstepræsten. (afsides) Dumt, at jeg brugte dette Ord til Skurken! Vel faae Omstændigheder værd han agtes. (høit) Du vil da faae ham til os hid? du vil da overgive os ham, Ven, at vi hans Høihed ogsaa kunne skue nærved? Judas. Det vil jeg. Dog maa dette skee om Natten; thi jeg om Dagen maatte skjælve, hvis jeg saae hans Øje. SIDE: 405 Ypperstepræsten. Dag? Det Gud forbyde! Betegn ham blot: begegn ham som en Ven. Hans Ven -- det blier du da bestandig. Se, betegn ham med et Kys! Judas. Det vil jeg -- ja! Hvor saa det gaaer, jeg tager da Farvel i Venskab? Og -- o sandt! -- jeg elsker ham. Ypperstepræsten. Du, med et Kys, inat ham da forraader? Judas. Ja, med et Kys og for de treti Sekler. SIDE: 406 SIDSTE SAMVÆR NADVEREN (Jesus og hans Disciple om Nadveren). Jesus. Skilsmissen stunder til: den Tid, da Mørket paa Flugten driver mellem Mig og Eder. I vide, Det maa skee, at Gud mig kan forherlige desmeer. I Elskte, da ei bæve eders Hjerter! Troer paa Gud, og troer paa mig! Hvis I mig elske, o da frydes ved, jeg gaaer til Faderen; thi hist skal Aandens Herlighed fuldkommes. Thi hvad han bød mig -- se, det er fuldført. Og reen, som jeg udgik fra Skaberen, hjemvender atter til Alfader jeg. Min Fader, Timen er der -- den du sender. Mig helliggjør med Kraft, at jeg kan dig forherlige i Støvet, til det Sidste! Se Disse aabenbarte jeg din Sandhed, og De igjen den aabnede for Verden! Bevar dem i dit Navn, o hellige Fader, at de i Sandhed, Frihed, Kjærlighed maa være Eet, som nu jeg sammenknytter dem. Ei døe de, før de have nok arbeidet! Langtfra dem være Fristelser og Tvivl! Thi Jordens Frelserværk de have arvet; og ve Dem, hvis -- O nei, I Elskte, nei! jeg kjender Eder dygtige og gode, undtagen En, o det fortabte Barn! (afsides til Judas) Gjør snart, hvad du vil gjøre! Du! Judas. (afsides) Ha -- mig? Ja Han er mægtig: Han med Faren leger. Han under Judas, hvad han kan fortjene, med Vennens Høihed aagrende. Johannes, SIDE: 407 hvi gloer han saa, somom det dumme Blaaøje saae en Slange under Rosen? Det blier nok bedst at gaae; thi alt et Spørgsmaal paa Petrus' Næse rider. Kvellen lider. (gaaer) Jesus. Velsign da Deres Daad, saa Alle blive et Eet, et helligt Eet, besjelte af een Helligaand: een Hjord, een Hyrde -- den Tanke om et reenfuldkomment Menneske, de kalde Frelseren: Speilet, hvori Støvet kan taale at beskue Guddomsvæsenet! Se, ville Støvets Børn hverandre vise Apostlenes og Christi Broderkjærlighed, at de i samme Tro og Haab henleve, at sande Jesu Ords Bekjendere de ere, at de have gjort mit Væsen til deres Væsen -- som til Blod og Kjød fordøjet Jesu Ord -- at de med Tak erindre Ham, som lod sit Blod, for dem fra Løgns, Bedrags og Syndens Trællestand at frelse; men, at end de broderligen om Korsets Banner maa tilsammenholde, saa disse Djævle ei adsplitte dem, og rive dem tilbage ned i Dybet -- og at ei Aanden er i Strid med Støvet, men ømmeligen kalder det sin Broder: -- da samles de til hellig Nadvere, at nævne dette Jesu Frelses Løsen: (bryder Brød og rækker Lærlingerne) Tager dette Brød! Æder deraf! Være Det mit Kjød, Jeg for Eder gav! Til et Tegn, I ei forgjette Eders Mester, gjører Dette! (rækker Kalken om) Drikker dette Bæger I! Være Kraftens Pagt deri! SIDE: 408 Jesu Blod, hvis Aarer fulde for Alverden flyde skulde! Fromme Angers saare Byld det skal læge, Syndens Kummer vederkvæge; Bægeret betegne, at Synden er for Jesu Skyld af Guds Miskundhed forladt! Til et Tegn, I ei forgjette Eders Mester, gjører Dette! JESUS I GETHSEMANE (Nat. Jesus, Johannes, Jakob og Petrus i en Hauge. Akadiel). Jesus. (Til Johannes, Jakob og Petrus) I Tre, som saae forklaret eders Mester, I, følger mig! Thi I forsage ei, om Dødsangst end I see mit Hjerte knuge. O vaager, beder -- eders Mester beder! (De nedknæle i Bøn) Ak, er mit Støv saa mægtigt? Held mig, Natten ei seer, at Frelseren skjælver -- ja jeg skjælver; thi denne Times hule Helved truer, at sluge disse Svages Kraft og Haab. O, Fader, er det muligt, fra mig da gaae denne Kalk! Dog skee min Vilje ei, men din! (Seer paa Apostlene) De slumre alt . . Ak, Kummer sløver. O, mon de ville slumre om mit Kors? Tabt er da Alt -- min Sorg, min Død forgjæves. O ve, den Angest er min Smerte! (vækker dem) Ak, I mægte ei en Time med mig bede! O vaager! vaager! snart Dagsværket hviler paa eders Skuldre ene . . Synke Disse, da Ve! da kommer over dem mit Blod -- ak over dem, jeg elsker! Petrus! ha, SIDE: 409 han slumrer alt -- min første Pille, Petrus. Johannes . . Skjul dig Stjerne, som mig viser hans Øje lukt af Graad, dog slumrende. Vaagn! vaagn! Thi Timen er der. Vaager med mig! Jeg sørger midt i Rædslen over Eder, I Faderløse! Hvo kan slumre nu? Ha, var de Hjerter, jeg, som fine Blomster, opelsket har, af Trældomslyst beruste? Jeg slog de fineste Blade ud til Vinger. O, nei Sjels-Kummer har vel hvassest Braad, men taber den, liig Bien, flux ved Stikket, der svulmer som en Sti, saa Øjet seer ei. Den saared Eder, kan ei saare mere; men klapper eder nu isøvn med Skeden. Men Kvindehjertet -- o min Moder! og Rachel! Rachel! -- er blødt, saa Sorgens Braad ei brydes af, men atter, atter stikker. Moder, o forband mig ei, fordi jeg døer! Men vidste du nu hvad Kamp jeg har med den Natur, dit milde Hjerte gav mig -- ha, du vilde sige: "o! hvi lød du ei? Dit Hjertes Banken var din Moders Raab, din Angst din egen Moders Hændervriden, dit Suk din egen Moders vise Raad." Forglem din Søn! Jeg glemme maa min Moder i denne Time, fuld af Gravens Aande og Livets milde Duft, som mig bedøve. O, Fader, o forherlige din Søn med Aandens Styrke, at i Lidelsen han kan forherlige dit Navn! Thi, Verdens Latter hører jeg -- det raslende Tilbagefald i Dybet. Forhaanelser udbriste fra de Læber, der nylig signed mig i Zions Porte, hvis de Messias see at døe som en Forbryder, skuffende det falske Billed, SIDE: 410 de malte af hans Høihed, det hans Ydmyghed kun tjente til at friske op med Olie. O, Angst, jeg er som det betrængte Vildt: jeg kan ei flye; fra Galilæa driver mig Kongen; her staaer Garnet opspændt. Ve -- vil jeg flye? Jeg vil ei! Jeg vil døe. Men Smerten? Djævlenes Triumf -- O ve! den ruller over mig og over Disse. Og da er alt forbi, da Frelsen var en Prøve, Suk, ei Daad, da Himlen har forskudt det arme Støv, da var mit Liv et Vindpust mod en Skjebnes vandrende Bjerg. Og dog, hvi var saamegen Smerte i et Vindpust? Ha, hvi skabtes jeg og levte? Et Spor i Ørken Livet? Vinden hvirvler -- ha, det har ei Ret at klage. Støv, hvi gik du ei de andre Solgrans Bane? Alle sig hvirvle til et Dyb. Se Det er Verden! Du maa jo knuses, hvis du gaaer imod. Ak, tag min Blod-Sved da! Det være nok. Jeg sender Disse hjem, og byder dem, at dyrke deres Jord, at gaae i Alles afmaalte Spor, at tie og at glemme den Drøm, en afdød Ven fortalte dem. Jeg beder dem tilgive mig, at jeg dem vakte, forat . . . Skjebne er du sonet? . . Jeg døer, men henblæs Disse i det Løb, der hører Støvet til, det stolte Dyr. -- -- Du lumre Nat beruser, Du kolde Sved gjør ædru. Dog er min Sjel ei jevn og rolig. Tys! Ha komme De? Iskjul! (standser) Hvor er det med mig, at jeg bæver for en Palmes Hvift? Jeg Ondt ei gjorde. I Træets Top, skjøndt det er stille, suste Forbudet for en Storm. Saa er min Angest. Den Rædslernes Begyndelse forkynder. Ha, Tys! Jeg syntes, at jeg hørte Fodtrin SIDE: 411 og Hvisken mellem Buskene. Nei, nei, Alt end er stille. Det var Løvets Raslen. (Farer med Haanden over Panden) Ak, milde Stjerne, er du sammensvoren med disse Rædsler? Se, du viser mig min Haand med blodig Sved beplettet, blot den ved Panden rørte, der dumdristig har tordet trodse Verdens Gang og Lære. O, rive Verdens Synder, som jeg kaldte ned paa mit Hoved, det tilblods? Bort! Mennesker bort! jeg intet have vil med eders Synder. Jeg har Synder selv. Hver Taare, som min Moder fælder, er en Synd, der drypper fra min Sjel i Helved, for op at voxe -- ha, I mine Bødler! -- i Eders Skikkelser. Forbarm dig Himmel; og giv mig Lys, hvis Dette er et Blændværk! Min Pande brænder -- er det nu ei Nat? Mit Hjerte bævrer -- er det nu ei Nat? Et Blændværk! Denne Nat jeg skaber selv. Den Dugg, som isner mig om Foden, er jo kun den Sved, der falder fra min Pande. . . Hvo hylte? En Schakal? Kanskee dog heller de vaagne Fienders Signal? Jeg kan ei undgaae. . O, I Pinere, hvad Smerter udstudere I inat? O værer ei for grumme! Jeg vil bede, og kysse Eders Støv; men ene for min Moders Skyld . . Jeg lyver, o jeg Synder! Det vil jeg aldrig. Jeg Messias, Jeg! Dog veed jeg ei . . Jeg frygter disse Præster, jeg frygter deres Grumheds Kløgt. Men, o, Jeg vil ei straffe eders hvide Skjæg, ei Folk fortælle om det Blod, jeg saae paa eders Kaaber. Og, I Jordens Konger, af Oldet Salvede, tilgiver mig! O martrer ikke, Præster, kjære Fædre! Jeg er af Kjød og Blod, lidt rask, dog øm. SIDE: 412 O piner ei -- jeg er ei værste Synder; skjøndt alle Jordens Synder ere pidskede paa dette Hoved sammen -- Helveds Avner. Dog selv af eders Hjerter, mine Mordere, skal bedre Sædkorn engang rystes ud. Ak, stakkels Mennesker, vedbliver kun at haabe paa Messias: haabe, at en ny Messias engang komme vil, en Stærkere end jeg, en mindre blød. Thi Jeg vil tabe mig iblandt de Andre, som Døden leed for Menneskheden. Dog tænkte jeg -- o hvad er Piinsler mod Kvalerne af denne Skuffelse? Dem Døden ikkun kan helbrede, en Død som Stenens, stille, uden Tanke. (Bøjer Hovedet ned). Akadiel. O Sandhedens Mester, du staaer ved Fod af dit Tempel svimlende ved Høiden at see af dit Værk. Du bæver ved at stige op, for Krandsen at slaae om Tempelets Top, for Korset at fæste derpaa. Men, Jesus, din Graad ei fordunkler Forklarelsens Smiil som omfunkler, Messias, dit Aasyn fra dengang Himlene nedjublede Seir paa dit Værk. Jesus kan skjælve, Messias er stærk. Jesus. Du taler sandt min Sjel! Mit Kjød kan skjælve. Min Sjel maa være stærk. Jeg er Messias. Ak, nys dog bævede mit hele Væsen, mit Blod i Oprør gjærte mod min Sjel. Var det min Sjel, som talte? -- O, min Fader, Du sender dine Engle . . Hist jo bader en Stjerne sig i Skyens sorte Flod: SIDE: 413 Den er den Trøstens Engel, Du mig sender. Saa bryder Sjelens Klarhed atter frem. Den Haabet i mit Hjerte atter tænder; den Natten jog, og blotted Himlen, hvor, mens Alt i Mulm og Hvirvel gaaer herneden, i Almagts Rolighed en Fader boer, som kalder graadfuldt Barn til Sig, til Freden. (vækker Disciplene) Opvaagner! nær er Timen, der forraader i Syndens Hænder Menneskets Søn. Staaer op! Jeg møder den! (Judas, med væbnede Trælle, kommer. Jesus gaaer dem imøde). Hvem søger I? En Fakkelbærer. Oh, Jesus af Nazreth. Jesus. Det er Mig. (Skaren farer tilbage) Hvi ræddes I? Judas. (afsides) O se Messias! Rædsel er hans Skjold. Hvad Sværd mon han for Eder har, I Præster? Petrus. (til de flygtende Disciple) Ha, Feige, flye I? Petrus blier og værner. Jesus. O svage Nattens Helt! i Daggryet omkaps med Hanens Galen mig forraader du. Judas. (træder frem og kysser Jesus) Hil være dig, o kjære Mester! (Vagten griber ham.) Jesus. Du med et Kys forraader da din Ven? SIDE: 414 MØRKETS SEJER PRÆSTERNES DOM (Præster forsamlede i Synedrium. Jesus lænket imellem Trællene. De to Stimænd. Judas. Petrus. En Pige ved en Kulild. Folk). Ypperstepræsten. Der, Judas! har du dine tredive Sekler. Gaa! Vi have dig ei meer behov. (Judas gaaer, tællende Pengene, hen i Baggrunden) (Afsides til første Stimand) Hid, Esau! Vidn som din Kammerad, saa er du fri. (Afsides til anden Stimand) Husk nu! Sværg høit og dyrt, at Denne haaned Guds Tempel, trued det med Undergang: saa kan du løbe atter ud om Natten! (Maaler Jesus med Øinene; afsides) Vi maa forbløffe, gjøre feig ham, ved at lade ham faae forud skimte Enden. (Afsides til en Træl) Du, Malchus, giv ham den, du fik paa Øret, igjen, saa flux han lukker Munden op. Trællen. (afs. til de Andre Trælle) Hans Hellighed kan lide, at vi slaae ham. Trællene. Den Tjeneste er let. Petrus. (til Pigen) Hvi stirrer du paa mig? Pigen. Hvi rager du i Kullene, og seer ei op? Du er en Jesu Ven, og Den, som slog min Kjæreste i Lunden. Petrus. Jeg Jesu Ven? Hør, Kvinde, tro mig, jeg ei kjender ham. SIDE: 415 En Træl. Jo, seer jeg ret, da saae jeg dig i Lunden, ja saasandt, som det, at Hanen goel nu! Petrus. Mand, jeg veed ei hvad . . . Jeg er ei -- ha, hvor du kan snakke! Ved Gud, han var mig ei en Gang bekjendt. Ypperstepræsten. I Verdens Folk, seer hid til Zions hellige! Nedbæver! Døden er nu i vor Haand mod hvert et Hoved, som, ligt denne Daares, tør reise sig mod Præsters Vælde, som er Himmelens og Helvedes forente! I Verdens Præster, seer til Zions Hellige! Af dem I lære, med opkiltret Arm at værne Altrene, at kvæle hver en Strube, som tør anderledes tale, end Fædrene I foresang! Du, Nazreths Jesus, er en saadan Strube, med Haan mod Offrets Helgd (thi du benegted, mod alle Jordens Præster, at i Offer er Menneske-Frelse) og mod Templet fyldt! Ja, siig, er dette ei din vrange Lære? Forbanded du ei Folkets Præster? skjændte de salvede Konger? førte Folket vild, ved dig at nævne deres Haab: Messias? Bekjend, du Synder! Jesus. Jeg lærte frit for Verden. Adspørg Folket, hvis du har glemt, hvad jeg i Templet sagde. En Træl. (slaaer Jesus) Er det et Svar til Israels Høipræst, du? SIDE: 416 Jesus. Beviis mig Løgn! Hvis Sandhed jeg har sagt, hvi slog du da? Judas. Ha, var ei dette Slag nok til at kaste Ydmyghedens Kaabe af dig, Messias? Alt jeg tvivler . . Ypperstepræsten. Naar Blomsten er afkappet, hvi da staae igjen de magre Blade? Hvo ere disse Svage, du forførte? De Dømte, som dig fulgte? Dem du kalder din Lærlingskare, pryglede Messias? Hvo din Discipelskare? Nævn os! Jesus. Verden. En Træl. (til Petrus) Jomeer jeg seer paa dig -- ja, sandelig, du er dog En af dem . . ja -- Petrus. Ondt mig ramme, hvis jeg det Menneske har kjendt! Trællen. Dit Maal dog røber, du er en Galilæer. Det ligner Hanens, som svarte, da du talte. (Jesus seer vemodig paa Petrus) Petrus. O -- min Frelser! O Blik! o vaade Lyn! (gaaer ud hulkende) Ypperstepræsten. (til 2den Stimand) Frem, Mand! Du har et ærligt Øje -- Frem! Det slaaer ei feil, at du har været mellem SIDE: 417 de Tusinder, som hørte Jesum. Tal! Vor Retfærd dig at vidne vil tillade. Anden Stimand. Jeg sværger, at jeg hørte Denne der, som putter Slag i Lommen, sige høit: at han Jerusalems Tempel, som det staaer der med Kuppler, Grundmuur og Pillarer -- det Tempel vore stærke Fædre bygged et halvt Aarhundred paa -- nedbryde vilde (ja tænk engang!) og gjenopreise i tre Dage. Hvor jeg loe, skjøndt Sligt var Haan. Ypperstepræsten. Ja blodig Haan! (Til Jesus) Du svarer Intet? Første Stimand. Jeg sværger: sandelig det Vidne lyver! Jeg hørte disse Ord af Jesus, men han pegte paa sit Legem sigende: "en Guddoms Tempel!" Forresten veed jeg kun, at denne Vise . . Ypperstepræsten. Nok! (afs.) Før Disse bort! De skulle døe med ham. Det klæder godt, at hænge denne nye Tiders Digter (som hver en ussel Digter) op imellem to ikkestemte Harper. Trin nu frem, du rene Ni-Chor. Ni Helbredede. Ja vi vide Alle, at denne Jesus os ifra Spedalskhed har renset, hvilket, da ei nogen Læge, ei nogen Præst formaaed det, vel maatte ved Djævlens Kunster skee. Præster. I have Ret. SIDE: 418 En Helbredet. Jeg var med disse Ni den Tiende; men Dette veed jeg, at han bad til Gud, og ei til Djævelen, før han helbreded. Præster. To Øren imod Atten? Vogt dig! Ypperstepræsten. Alt Dette dog er Smaating mod det Hovedspørgsmaal, Selv han maa besvare: "Er du Messias?" Svar! Jesus. Om "Ja" jeg svarte, I troe dog ei; thi I Messias frygte, der maa en Ende sætte eders grændseløse Voldherredømme over Sjelene. Præster. Fordømte! Trællene. (mishandle Jesus) Siig os, hvem dig slog, Messias! Hvem slog dig nu? Judas. (afs.) Nu veed jeg ikke, om jeg en Uskyldig eller en Bedrager forraadede; thi ei Messias er han. Dog -- ve! jeg mindes ei han gjorde Ondt. Præster. De kalde dig Messias. Er du da Guds Søn? Vi dig besværge, siig os det, at vi dig kunne ære. Jesus. Ja, blandt Eder, isandhed Gud vor Faders Eneste. SIDE: 419 Ypperstepræsten. (sønderriver sine Klæder) I have hørt det: denne Usle har bespottet Gud. Hvad have vi da længer Beviis behov? Præster. Nei! Alle dømme vi dig, Jesus ifra Nazreth, skyldig Døden! Ypperstepræsten. Pilatus laaner os sit Sværd. Judas. (trænger sig frem) Til Døden? I Romerens Haand? I rase! Ei til Døden! Præster. End her, Du, som din Mester os forraadte? Vi sagde jo, du længer ei behøvtes. Judas. Til Døden? Ve mig -- jeg har syndet! Messias, o min stakkels Herre -- O! De skulde til det Yderste dig drive? O, til det Yderste! Præster. Bort! bort! Du staaer ved samme Afgrunds Rand. Judas. Jeg gjør ei -- Jo, jeg staaer ved en, du Djævel! Men mellem ham og mig der er et Dyb. Ak, er han ei Messias, er han Jesus, den Israels rene Graad, Titusindgange bedre end hele Israels Folk. Men viis dig, viis dig, er Du Messias! Ha, det første Glimt, o Herre, af din Høihed lyser mig, at jeg kan finde dybest Dyb til Skjul. (kaster Pengene til Præsterne) SIDE: 420 Der, Djævle, eders brændende Negle, som mig greb! Ak ja, ja jeg forraadte uskyldigt Blod! Præster. Hvad kommer Os det ved? Det blier din Sag. Du Sølvet har fortjent, Forræder. (kaste Pengene til ham) Judas. (styrtende fortvivlet ud) Jeg vil døe! O jeg maa døe! Præster. (reise sig op) Hvad rager det vel os! Hahahaha! Nu vide hørende og døve Øren, at Israels Præster retteligen have dig, Jesus ifra Nazreth, dømt til Døden! FRA PILATUS TlL HERODES (Udenfor den romerske Statholders Bolig. Præster. Trælle med Jesus lænket. Folk). Præster. Hellige Israel, vanhellig denne Fest ei ved at træde paa den Hednings Dørtærskel! Raab Hedningernes Høvding ud! Røster mellem Folket. Hvad skeer med Jesus? Hvo tør binde Frelseren? En Træl. I, see I denne Haand? Den slog ham, og jeg staaer endnu: Er slig En Israels Frelser? Ypperstepræsten. Det bedre er, at Een for Folket døer, end at det hele Folk fordærves. Præster. Sandhed! Du hørte Jovahs Raad, o Israel. SIDE: 421 Folk. Hvad mener han? Hans Tale, Israels Præst, lød lifligt for vort Øre; store vare hans Gjerninger i vore Øine; de vor Mund med Roes opfyldte. Men, Hvad vil du? Præster. (afs.) Hvor er Pilatus? Sværdet flux maa drages, hvis ikke glipper Byttet os af Haanden. Gid Satan heded op den Romers Flegma! (høit) Han bier, forat haane os. Pilatus. (Træder ud) Undskylder! Min Portia var ei vel. Hun havde drømt Calpurnias Drøm; hun vaagned skrigende, da Cæsar sagde: "ogsaa Du, min Brutus?" (Sætter sig paa Dommersædet) Hvad er til Tjeneste? Er Denne anklagt? Han seer uskyldig ud. Præster. Hvis ei han var Misdæder, ei til Dig vi bragte ham. Pilatus. Jeg veed, min Magt I hade. Nu, hvi dømmme I ei ham efter eders Love? Præster. Israel! Ha denne Hedning haaner dig! Du Romer, du veed jo, Israels Fyrsters Stav er brudt. Vi tør ei værste Udaadsmand dødstraffe. Og Denne, trods hans blege Mine, er en Saadan, ja den Værste blandt de Værste: blandt Cæsars Fiender. Han oprører det hele Folk, forbyder, trods al Folkeret og Israels Eed . . SIDE: 422 Pilatus. (afs.) Hvor Nederdrægtige! Præster. . . at give Cæsar Skat; men lader sig af dumme Pøbel hylde som Messias. Pilatus. Messias? Præster. Ja, det er: til Israels Konge! Selv, som de Oldets Konger, drager han omkring og tager Hyldest kun og Gjæstebud som Skat. Pilatus. (til Jesus) Du svarer Intet? Nu, mehercle! Du er en Stoiker. Du svarer Intet? Er du da Konge i Judæa? Nu, I Præster, svarer Manden: "ja!" Hvad saa? En fix Idee! Præster. Saa fix, at den ham nagler. Pilatus. Følg mig da, Mand; thi Disse ville ei tillade mig at tale. (Jesus gaaer ind med Pilatus.) Præster. Du hørte, Israel, hvor din Fiende Hedningen forsvarede partisk den Dømte? Det han gjorde ene, forat haane dig, for, negtende din Bøn, at vise dig, paa Israels Helg, hvor sjunken er din Magt. Røster i Folket. Ha, gjør han det? SIDE: 423 Præster. Spørg ei! du saae og hørte. Han klappede den Dømte mildt paa Skuldren, mens vi paa Jorden stamped. Ja, han vil din Trældom og din Afmagt vise dig. Røster i Folket. Det skal han aldrig. Præster. Judas Løve, ha at bede Romas Høg om Benet, logrende! Røster i Folket. Nei! -- bedre? Præster. Knurr da Løve! Røster i Folket. Løven brøler. Præster. Nei, Israel, brøl, saa Høgen slipper Benet, om ei din Sult, blot Lune, lysted det. Reent ud: Brøl: "Jesus døe!" Det gjælder, hvem skal seire: Romeren eller Israels Vilje. Og, Israel, ve! nu er det længesiden Du vandt en Seir! Røster i Folket. Ha, Romeren skal ei trodse. Nu skal vor Vilje være tvertimod. Mens Øjet græder, raaber Munden: dø! Pilatus. (kommer med Jesus) Gaaer hjem, I Jøder! SIDE: 424 Præster. (til Folket) Hører I? han jager eder hjem, den Fremmede? I maae ei træde Eders Odelsjord. Nu, trodser ham! imod hans Villie raaber: "døe Jesus!" Røster i Folket. Jesus døe! Pilatus. Mod dette Folk Athenens er som Billeder af Malm mod Vimpler. Blæser Vinden ifra den Kant? Ja Præst, jeg mener, at din Kaabe er nu bleven Æoli Sæk. Præster. (til Folket) Han haaner Alt, hvad Israels er. Den Israel har dømt beskytter han; hvis Israel beskytted, da maalløst var hans Had. Røster i Folket. Lad Jesus døe! Pilatus. I Folk, jeg har i Eenrum talt med Jesum. Han siger sig at være Konge, men i Riget, vore hellige Mysterier forgjæves ville give Grundlov, ja, i Sandhedens. Nu, deri feiler han; thi hvad er Sandhed vel? Forresten, (hvis jeg forstod ham) har han Folket lært en Frihed, der har mere Liv end Stoikerens, og Herskeren at bruge Maadehold. Hvis man tilbunds i Jesu Lære gaaer, da finder man den gamle Thales Perle SIDE: 425 "Først kjend dig selv!" -- ja, hvis jeg rigtigt saae. Rent ud: hos dette Menneske jeg finder ei Skyld. Præster. Hvorledes! Er du Cæsars Statholder, og taaler, at han al Judæa sætter i Oprør, siden han fra Galilæa udgik? Pilatus. Vel! Er han Galilæer, sender ham da til Fyrsten. Jeg er glad, hvis jeg kan eders Sager slippe. Lad ham gjøre med denne græculus, hvad bedst ham lyster. (De føre Jesum bort) (Jesus for Kong Herodes. Præster. Hoffolk). Kongen. Det er forhadte Gaver Romeren sender. Han minder mig . . Ha alt er jo forbi? Hvo mindes vel en Dands saalænge? Staa! staa der med ham! ei nærmere for Alting! (afsides) Han ligner ham ei engang: Ham paa Fadet! (høit) Kom nærmere! Han er, ved Himlen, smuk! og ei forhæsliget ved dette Træk af Nattevaagen; ja et græsk Profil, ei disse Jødeneb, liig Aadselgribbes. Jeg kunde elske ham som Gorgias. Dog, disse Præster gloe paa mig -- Hvis fast de gloe, da smelter Kronen. Jesus, -- dog, det er sandt, du er jo Konge? Høikongelige Broder! Pah, du Kjærlighedens Majestæt, jeg beder, se ei alvorligt paa mig! -- ja jeg beder SIDE: 426 dig kjærligst klare lidt i Kjærlighedens Mysterium. Du veed, vi Konger tidt paa Filosofien fuske lidt, imedens paa Kongedømmet Filosofer fuske. . . Jeg veed, du er i det Kapitel hjemme; og selv jeg troed, at jeg var det, til du vakte Skruplerne hos mig, somom jeg ei forstod at elske. Er Kjærligheden -- vise Rabbi, hør nu! og afbeviis mig, om du kan, med Sætninger meer grundige, ei skarpe som dit Øjekast! Er Kjærligheden -- Rabbi, sandelig din Mine staaer ei i dens Lexikon! Foragt? mon Dumhed? Nei! dit Øjes Kulde er Nattefrosten. Var det end Foragt; da er jo den i Mine og i Stilling, fra Moses' og fra Jambres' Dage den Fægterpositur, en Sprænglærd tager mod Striderens Udfald? Altsaa Kjærlighed: den, som beviser i Omfavnelser sin Sandheds Overvægt mod den, du præker (dog siden vil jeg vise, at der er ei virkelig Modsætning til imellem min Kjærlighed og din) . . den ene sande -- thi alle Nerver raabe jo samstemmige: jeg hader ikke den, i dette Nu jeg favner: saaat Livet være maa en fortsat Kjæde af Omfavnelser, hvis det skal vorde idealsk, og ei som Dyrenes, der slaaes, naar de ei yngle -- . . ja, Rabbi, er ei denne Kjærlighed, som Sværmere troe at brændemærke, ved at kalde den den dyriske, den fysiske, skjøndt Aanden just er den, der føler Vellysten, idet den gjennem Kjødets Rosen-Vaarsky, nedsæller som en Straaleregn sin Guddom . . er denne Kjærlighed ei Aandens Væsen og Salighed, som den er Støvets? SIDE: 427 Hvi skille Støv og Aand ad? Er ei netop hiin Kjærlighed den sande Harmoni (thi mon i Elskovsøjeblikket Aanden hoverer over Kjødet?) som os viser det Verdens-Alts Mysterium: den Eenhed, som er i Alt? -- Nu, har du Svar? Hvis Sværmere sige: hisset er et Liv! hvis En, med raaden Gravlugt i sin Næse, tør fylde op med slig en yndig Drøm sin Mund, da maa han lære: Aanden hist et Legem faaer med Følelse og Vellyst, et saadant som du drømmer, gjennemskueligt som Menneskets Øjne nu omtrent. Den er det sande Liv! Den Kjærlighed det Skabtes Svar til Skaberens: "du er!" "ja! ja, jeg er!" Ved Cæsars Liv indrømmet, den er Allivets eget fælles Sprog, hvori dog tvende Dialekter lyde: en mandlig -- noget haard -- og bløde kvindelige. Dog sammen er det en Koncert. Nu Rabbi, se ei saa koldt! bliv ei en skjærende Accent i dette Sprog, thi jeg forsikrer, dit smukke Ansigt gjør dig deri til et vakkert, ja et ret poetisk Ord. . . Ja hvert et Mennesk' er, som det er smukt og stærkt til, deri digtersk Periode; men hvert et Dyr kun simpel Prosasætning; et Sommerfuglepar, naar ynglende det veires hen, kun to henslængte Udraab: et "Ei-hollah!" et "Eja-ha!" og andre. Men her er Knuden -- vend blot Øret, ei Øjet, hid! -- naar Vi maae tale Sproget, (og det er hele Livet tvunget til; kun fangne Elefanter og Essæer er stumme deri) mon ei Dialekten staaer til vort eget Øres Valg? -- Nu, svar! . . Du svarer ei? Vel, du forstaaer ei, skjøndt din Skabning og dit Ansigt siger, at SIDE: 428 i alle Tre, som jeg, du burde tale. Vel! Manden er den haarde Dialekt; dog har han ene ei den rene Haardhed. For nu at vinde den, at blive til en dorisk Hymne, knytter han sig selv, som Periode, til en anden Sætning af samme haarde Vægt: Mand elsker Mand. Se Mig og Gorgias! -- Er Det ei sprogret? Men elsker Kvinde Kvinde (thi alene, som Ord i den Alkjærlighedens Hymne, er Kvinden kun en Læspen) bliver det en saffisk jonisk Sang. Er det ei Ret? Men, Rabbi, vel vi komme i Disput. Jeg seer, du lider ikke disse Theses. Du taler blot det rene Attiske. Vel, der er Vellyd, og det tales blot i Mands Omfavnelse med Kvinden. Det halvt er haardt, halvt blødt. Men siig os, du haarde Ord, hvorledes lyder det joniske, du valgte! Mirjam? Rachel? -- O der er tusind Slige: Du maa vexle. Hvis ikke bli'er dit Liv, din Elskovs-Hymne en tom Gjentagelse af tvende Ord. Nu vel, studeer det Attiske! Jeg vil imellem Doriske og Attisk vexle. Foragt dog ei mit Sprog, vi ere jo i samme Lærdom Mestre . . . Mester, du? Du kan jo ikke svare, ei bevise. Er denne ei den Kjærlighed du lærte, i Troper ene talende? Hvo tier, samtykker. Vel, vi ere enige. Se Jesus og Herodes, Fiender som Majestæter, ere blevne Venner som Rabbier . . Omvendt -- da rent umuligt! Ræk Haand, min Broder? Nei? Du blues, fordi jeg dig beseired i Disputen? fordi jeg rørte ved den ømme Streng, SIDE: 429 bevisende, din Lære om en Kjærlighed, der viser sig i Dyder, eller hvad de Tegn nu kaldes technisk, sig forholder til min som luftig Sukken efter Omfavnelse til denne Selv. Ja er (som i de græske Fabler om Dydshelte) ikke denne Endemaalet; og Det som gjør seiglivet Heltens Taalmod? En Elskerinde derfor stedse ligger i Baggrunden. Nu, du lærde Jesus, erklær dig for Herodes' Lærling; thi du seer jo klart, at jeg i Ord og Daad den sande Kjærlighed har lært; men du har nedstemt i din Lære denne til Velvillie. Fy, den lunkne Blanding! Nu, derfor maa jeg dog Pilatus takke, som sendte denne Original, at jeg ham kunde gjøre til Kopi af mig. Gaa nu -- Jeg ei fordømmer; thi Vi jo ere enige . . Og derfor jeg (liig en Doktor, hvem du kan bevæge til Alting, ved at sige: jeg indrømmer!) forglemmer, at du Kongerne fordømmer, beskyldende dem for, i deres Mag (somom man Andet har at gjøre paa den højeste Top, end hvile?) . . forat have fremynglet Lasterne. Ja gaa! Dog bi! Ifør ham denne hvide Kappe, at han som Candidatus kan beile til Romerens Gunst . . Se Jesu Ryg er Fredsbrev fra Herodes til Pilatus! JESU DOMFÆLDELSE AF PILATUS (Udenfore Domhuset. Præster. Folk). En Præst. Hvor blier han af? Jeg frygter for Herodes, SIDE: 430 En anden Præst. Oh, Rabbi Jochanan er med. Han har i hvert sit Smiil et Kors for Jesus, fra den Tid Denne ham opvarted med Fortællingen om den barmhjertige Samaritan. En Præst. Vel nok! Men Kong Herodes kun leer ad Israels Præsters Sag. Han vil flux vise, ved at stemme med Pilatus, at kun hans Had var tvungen Gjengjeld for den stive Romers Ringagt. En Præst. (Bevægelse iblandt Folket) Ha! hvad? alt Folket splittes. Ja, vi tabe Slaget, hvis ei Herodes' Lune stod til Blod. Nu! lad saa være; skjøndt vi tabe da Fornøielsen af Mordets Øjeblik. En Præst. Nei, Folket splittes ei. Det stimler sammen. En Mand. O store Jesus! Ja, som selv du sagde: dig tjene Aanderne. En Præst. Hvad taler du? Ha dette er den Blindfødte! End gaaer du her omkring, Forskudte! Men hvad er Det? Folk. Oh, Judas! Judas! SIDE: 431 Præster. Hvad? Judas? Mon i hvilken Kro han aagrer, og lader sig af Skyldneren traktere? Vi skylde ham ei Noget. Folk. (slæbe Judas' Liig frem) I maae vide, om Denne kræver Eder. Præster. Bort! Ha, Rædsel! Folk. Vi haabe, at han har betalt. Præster. Vi byde, at slænge Aadslet bort i Kulen. Hvi at vise os det Ækle? . Ho, betalt? Betalt et uselt Pengeskriin til Satan har han kun. Og troer I, Satan er dummere end Judas? Nei han laaner kun uopsigelige Kapitaler, saa Alt hvad man betaler ei forslaaer. (Liget slæbes bort) En Mand. Dog svar var Angeren. Præster. Dog kun Syndens Rente. Manden. Og rædsom var hans Død. Som om i Taage, og ei han vidste Veien, famled han sig frem fra Kaifas' Huus; med sky Blinken han saae paa Dem, som vandred ham forbi, men stirred uden Blinken ind i Solen. Det lod somom han Templet søgte; thi der standsed han, og lod med dødbleg Taushed SIDE: 432 i Templets Kiste falde nogle Penge. Jeg veed ei mere; thi jeg ham forlod, med Undren over Judas' Gavmildhed, før han udtællet fik; thi stedse seigere neddrypped Sølvet. Dog det lod ei til, han angrede sin Gave; snarere, somom i Evighed han gjerne tællede, somom han Noget ønskte at udhale. En Mand. Jeg hørte ham at tælle Ni . . ni . . ni og ty -- ve og -- Tre . . Tre . . Tre . . di . . ve! Men Klangen jeg i dette "ve!" ei glemmer. Det lød som stimled alle de Selvlydende omkring et "v" i fælles Smertes-Chor, som "va, ve, vi, vo, vu, vy, væ," isammensmeltede til enkelt Lyd, som dog til Stamme havde Raabet: ve! Den sære Lyd udhvinte Judas da og løb, nei hvinte bort . . Jeg fulgte ham, som Hajen Skibet gabende efter en Ulykke. Ja jeg fik den. Thi han knapt, med hundred Alens Forsprang, var forsvundet bag Skræntningen i Oljehaven, hvor han Jesus (O, jeg veed det nok!) forraadte, før -- hu, mit Haar sig reiste, som om der hans Aand sig skjulte -- jeg ham over mig saae svævende ophængt i Terebinthen, der luder frem som Klippens nikkende, smalhalsede Hoved . . og i samme Nu han drat. Men ei som Andet drat han. Det var som skjød den ene Klippe ham med skarpen Negl hen paa den anden; som om Klipperne saalænge kun ham greb til de fik kloret ham; men dog omhyggelige, at ei han skulde døe før mellem Neslerne og Tornene og Ormerederne i Dybet; thi, da ned han rasled der, SIDE: 433 den kvalte Luft i Lungerne foer ud i Hyl endda. Ja, Præster, Judas saae jeg at slide blind i egen Indvold; thi ham Ravnene forfulgte i hans Nedraslen, med Klageskrig, som var han dem frastjaalen; og, flux han naaede Bund, saa var de der, og hakked ud (de valgte sig det Bedste, som de, der naaede Byttet først) hans Øjne, og bar dem endnu levende, ei brustne, til Klippens Top. Der de nedsvælged dem, som var de Dugdraaber, og nedfoer efter mere, men kom til Kamp; thi Dybets Orme, med ægget Harm og hungrige, somom de havde ventet ham, alt boede vrimlende i Bugen, sprettet op af Klipperne. I Dødens Øjeblik jeg Judas saae at hale ud en Slange af sit Hjerte. Præster. (afsides) De tredve Sekler gav han da tilbage? Nu faae vi Raad til Tingen at udsone, og det for Intet. Manden. Jeg stod som lammet. Dog tilsidst jeg lod min Trælleflok ham slæbe udifra de seige Slanger hid. Jeg vil ham jorde. Præster. O I, Herr Josef af Arimathia, spar den Omkostning kun til eders Ven, til Jesus! Manden. I da ville jorde Judas? Præster. Hvad rage disse Rædsler os? Af Agtelse for eders Stand, Herr Josef, SIDE: 434 vi hørte kun paa eders lange Snak. Dog sandere den Taalmod skyldes heller vor Kjedsomhed; thi længe vi alt vente paa skjønnere Scener. Ha, der har vi Helten i romersk Dragt, i blege Haan indsvøbt! (Jesus føres indi Domhuset) Folk. Hvor bleg . ! Præster. Ha, Israel raaber ei? Folk. Hvor bleg og syg saae arme Jesus ud! Gid meer end Skræk ei ramme ham! Præster. (afsides) Som Løven, er Folket feigt og sky -- det kaldes Høimod -- naar sig Gazellen krummer bedende; men rasende, naar Blodet først den seer. Ha, Israel, du maa see og smage det! Folk. Han gjorde aldrig Ondt; nei sandelig, han gjorde aldrig Ondt. Præster. I Utaknemmelige, I saae da aldrig Godt af Præsterne? Hvo gjør, at end I leve, skjøndt I synde? Mon Præsten ei, som renser? Jovah knuste dig, hvis over dine Hytters svulne Helveder ei Templet straalte reent. Men Altret er det Lod, som holder Ligevægten, saa I ei nedtynges af jer Synd. Det Vægelsind er eders Vægtstangs Bævren. Derfor vi tilgive, og afpudse Templet nu som før. Se Judas' Sekler, disse Blodpenge, SIDE: 435 ei skulle Templet smitte: vi bortgive dem. I prise ei? Er Gavmildhed ei Præstedyd? Mon disse Penge om til blodrødt Kobber forvandledes? Nei, sandeligen, Sølv saa godt som noget. Dog vi skjænke dem, at kjøbe derfor Jorden under Skræntningen, hvor den Forbandede nedbrast, til Jordeplads for ham og Pillegrime. Er dette ikke Dyd? Da gaaer og priser, med nazarenisk Vansind, Enken, hvis Eenskilling eders Mesters Tunge (o, den stedse-færdige) i højen Ros-Klang udhamre vilde til en tung Talent. -- Mon Præster øve Dyder ei som Jesus? Ja, siig det nu! Han vilde Os begrave, med Møllesteen om Halsen, udi Havet, os Israels Sonere! Og Han hader ei? Hans Had opsluger Jorden, saa det tyer til Havet, forat tømme der sin Galde. Og Vi udsætte os for Himlens Vrede, af Kjærlighed -- o! lad os ei udtale det! -- forsørgende med Faderomhu Den som Himmelen og Jordens Dyb forstødte. Vi øve Dyder ei som Jesus, Vi? O, Israel! Mon have Vi ei derved Jovahs Tempel, og Jovahs Alter, Jovahs Helligdomme, Forjettelserne? Ha, mon dette Alt opholder Jorden ei, saa ei den synker? Vei Dette, Israel! Har Jesus Dette? Hvis end din hule Kjærlighed, opfyldt med dette falske Skyggebilled af en Profet, opvejer Hiint, da læg til Dette den Rad af Israels Oldtids store Aldre! Mod dem du ejer Intet uden disse beruste Øieblik. Ja sandelig af Jesu søde Taler har du drukket en Valmuruus, hvor Vanvidssyner vrimlende SIDE: 436 først for dit stive Blik udfolde Aldre, af brustne Kroner og af Lænkers Stumper, liig faldende Gnister, funklende, af styrtende Altre bævende; og saa en Alder, fuld af Drømmebilleder, som forestille frie Folk, der dyrke (som det skal hedde) Gud i Aand og Sandhed. -- Vaagn Israel! Hvi en saa farlig Drøm, naar du i dette Tempels Støtter har saa fast og skjøn en Sandhed? Ve, du vaagner ei før hans Blod vi sprænge i dit Aasyn, ei før vi knække denne blege Valmu, der skjød saa lumsk fra Skyggen af vort Alter op til et Menneskhedens Tryllebæger. Røster i Folket. O herligt er dog Israels Tempel! Præster. Velsignede Israel! Og du skulde taale at Kapitolet, Hedenskabets Throne, forhaaner det? Vi ere Zions Tunger; og Tungen veed vel hvo fornærmed Hjertet, og nævner ham? Vi nævne Jesus nu som Israels Tempels, Helligdommens, Fiende. -- Ha, Folk, du Hoved ryster? Du benegter? Vel, lave Pøbel, gaa som Præster i det Allerhelligste! forsøger paa, at tænde Soningsaltret med din Haand, med tusind Hænder! O, de ere rene; thi Arons Stav de rev af Levis Hænder, og sled af Præstens Skuldre Kaaben, og de hellige Retfærdsøjne af hans Bryst! Folket. Ei saa! Ved Israels Haab, ei saa! SIDE: 437 Præster. Du gyser Israel? Er Det din Fraaden indmod denne Tærskel, hvorbag hiin Fremmede haaner dig; thi han beskytter Den, vi nævnte Templets Fiende: din Fiende, Israel? Ja, han sidder nu, i romersk Dragt, i Ro og Mag, derinde, og disputerer ved hans Frokost. Ha, hvis du nu raabte: "Jesus leve!" da Han stak hans Hoved udigjennem Vindvet paa Spydsod. Israel, trods ham! Skrig "Jesus frem!" imod den Romers Ønske, der fryder sig ved Skuet af, at Israel -- ja selv de Ypperste -- maa udenfor hans Vindver, hvor han fraadser indenfor, paa Festens Morgentaage tære fastende. Han veed, at de, af Solen stegte, med en hæs, fortørret Røst, naar langt omlænge han triner ud, Hans Ønske hvæse efter. Saa gaae vi hjem modaftens med den rolige Bevidsthed, at vi have været høflige mod Israels Herre. Røster i Folket. (raabende) Ha! du Romer, frem med Jesus! Jesus! Præster. (afsides) Saa æltes Folket. Masse, æs! Gjær, Deig! Ak, ejed du din egen Øvrighed, den maatte komme da, saasnart du peeb. Nu hører Romeren Israels Raab, som om han hørte Vinden pibe . Røster i Folket. Frem med Jesus! Præster. . . Ja Vindvet lukker han, naar Israel raaber, som om det var en Nordenvind. SIDE: 438 Røster i Folket. Ha, Romer, Vi slide dig . . Pilatus! frem med Jesus. Folk. Ve dig Pilatus! Jesus! Frem med Jesus! Jesus! Korsfæst ham -- ha! Han døe, fordi du trodser, fordi du vil, hvad Israel ikke vil! Præster. Ja derfor! Ha, hvo regner, hvorfor Jesus maa døe? han Romerens og Barbarers Ven, han Synderes og Tolderes Broder, han Garizims Ophøjer, Zions Nedtræder! Judæa du -- ha Du kan ei nedtræde en Galilæas og Samarias Blomst? Ak nei, en Romers Skjold bedækker den! Folk. I gjør os rasende. Pilatus! frygt vort Had! Ha Jesus! Jesus! (Pilatus kommer ud med Jesus og Vagt) Korsfæst! korsfæst! korsfæst! Pilatus. Tys! Tys! . Ved Jupiter! . Folk. Korsfæst ham! korsfæst ham, Romer! Det er Israels Villie. Pilatus. Foragtelige Sværmere! Taushed, hvor en Romer byder! Folk. Ha korsfæst ham! Pilatus. Ja, hvis jeg til Israels Hjerte -- denne Høipræst -- SIDE: 439 ham kunde nagle. Bort! Jeg har Cohorter. Dens Landsestraaler splitte disse Skyer. Præster. (til Folket) I hørte det? Bered dig, Israel, til at døe for Jesus! Folk. Jesus døe for os! Pilatus. Hvad Ondt har Han da gjort? Herodes ei, ei Jeg fandt Skyld hos ham, altsom I klage. Præster. Du hører, Folket vil, at Denne døer. Pilatus. Nei I, I ville det. Hvis Folket kun faaer sovet, vil det kalde ham imorgen, som før, "sin Kjærlighed." Præster. Siig, Israel: naar Romeren, dit Had, har favnetaget din Kjærlighed, er denne ei forgiftet? Men fly og skjul dig, Israel! Se Jesus i Romerkaabe har Cohorter! Folk. Et Folk foragter Legioner. Ha, Pilatus, du er Dødsens! Pilatus. (afsides) Ja, hvad skal jeg? Her er det Bedst -- ja, hvis Forstanden skal indrømmes Forrang for en Taare, hvis det skulde agtes værd at leve og at være Mand, maa "Klogest" være Eet med "Bedst" -- her er det Klogest da og Bedst SIDE: 440 (som Mulen Tøilen faaer paa mulmsvøbt Hede) at lade fatum styre i sit Lune. Dets Villie altid er den Stærkestes. Var Syriens Legioner her, da var min Villie fatum. O, hvor dybt er ei et Menneskes Mulm! En Times Draabe ei jeg mægted see igjennem, see igjennem den, at disse maatte seire ved dens Ende. Jeg kunde lagt saalænge da paa Løibænken og læst Horatium Flaccum, og strax hengivet ham -- jo kun en Jøde. Da var den Stund, som andre Timer, dryppet ufarvet ned af egen Tyngde over Pilati Hoved. Portias Morgenhilsen et Rosenskjær dog kunde givet den. Men nu? Som en uskyldig Dryp-Sekund fremtitted den, og nu den svæver alt paa Nippet til at falde, liig en blodrød Rubin, med Vægten af en Sol, paa mig. . . Nei ei Rubin endnu, ved Jupiter! Dog er den demantreen ei længer, men i alle Haabets og Uvisheds Farver den spiller, og den synes som forstenet af noget Uforklarligts Pust; dog et Bestemts fraoven eller nedenfra. Men nu? en Time har jeg kjæmpet -- vel! jeg maa da ei beseires ganske; men dog redde Noget af min Vilje. (høit) Jøder, I ville have Jesum her paa Korset? Jeg vil det ei; men anbefaler ham til Lærestol i Eders Synagoger. At ei i Fiendskab vi samstøde skulle for denne Sag, hvis Vægt borttages nu med Romerens engang den tillagte Vilje: en Middelvei vi vandre til Forsoning! I ville, han dræbes, ei, at han skal slippe med mindre Straf; Jeg vil, han ei skal straffes. SIDE: 441 Nu vælge Vi en Straf, som Ingen af os har ønsket sig. Thi er da dekreteret: den Jødekonge Jesus skal hudflettes! (til Soldaterne) Flux, Romere, hugger løs, somom I havde det hele Israel med blottet Ryg i denne Ene! (Soldaterne hudflette Jesus) Jesus, vær tilfreds! Min Portia har Salve. Hvo ei Skib kan redde, ro tilfreds iland med Baaden! Saa . . o du Stoiker! (Soldaterne blive ved at budflette Jesus) Præster. Han gav dig Skallen, Israel, at tygge! men gjemte Kjærnen. Ja, han faaer sin Villie; men din -- ha Israel! men din? Bad du om Pidskesnert? om denne Leeg? Mon Jorden har en Træl, som ei vil kjøbe en romersk Prætors Venskab for et Pidskeslag? Ha, svage Folk, du græder næsten -- ja, ved Jovah, Taarer hist og her alt vaske bort disse Draaber Blod af Synderens Ryg. Og, hvergang Pidsken hviner, blinke I med Øjnene . . Pilatus. O stolte Stoiker! Sligt Ansigt, roligt som en Sol, til slig chaotisk Ryg! O skjønne Syn! O høje, stolte Syn af Guddom! Men -- Sextus, ha! du slog for haardt -- Nok! nok! ved Jupiter! Folk. Nok! nok! Slaa ikke meer! for Guds Skyld, slaa ei meer! Ak, er det ikke Jesus? O vi drømme. SIDE: 442 Præster. Forstokkede Anklaget tidt man saae med Melke-Ansigt og Kommisbrøds-Ryg; thi Hjertet hærder Ryggen meer end Vanen, som Ilden hærder meer end Hamren. Men Hvo saae en Klager blød? Foragtelige! Oh, Portia har Salve, og Pilatus har Haan og Hevn mod Israel, men Venskab at bringe Templets Fiende. Israel, nu er du smurt om Munden. Han bedrog dig. Du raabte "Blod" og fik det, men i Draaber. Pilatus. I klage end, I Trodsige? I Trælle, seer eders Usselhed: en Romerdragt (der nu paa simpleste Plebeier er Aljordens Kongekaabe) skal ei, ved at bæres af en pidsket Jøde, skjæmmes. Men Israels Konge-Purpur ham ifører og Israels Krone, nu en Tornekrands; thi hvo kan finde Davids gyldne nu blandt Romas Regnepenge? (Soldaterne iføre Jesus Purpur, og trykke en Tornekrands om hans Pande) Se Israel, Tornen, voxet paa et romersk Kastel (selv ligt en Torn i Judas Hjerte) nu drikker Davids Blod! Jeg er ei meer end Romas simple Kriger, og jeg tør din Drot hudflette, Israel. Romas Krigere, I Verdens kobbervingede Sejersørne, nedknæler, hylder Israels Konge! Thi det er et mægtigt Folk, der trodse tør selv Himlens Retfærd og en romersk Prætor. Soldaterne. O Hil dig, Israels Konge! Pilatus. Ret! Ret saa! Ja Israel er et mægtigt Folk, der tør SIDE: 443 (vel alle Zoroasters Djævle ere dets Allierede?) selv Himlen, ved at haane Retfærd, trodse; ja og Jorden i Mig, en romersk Prætor. Soldaterne. (slaae Jesus) Ret dig! Hil! Vi salve dig med Spyt. Hil Israels Konge! Pilatus. (fører Jesus frem) (afsides til Jesus) Du sande Stoiker, jeg agter dig. Jeg haaber, dine Fiender ere mætte. (høit) Se hvilket Menneske! Præster. (sønderrive deres Klæder) O blodige Haan! Vanærede Israel! O Juda, gjenlagte Beensplint af en Løve, ve, mere Ild der er i denne Purpurlap end i dit Hjerte! Folk. Haan? Ha, Romer! Haan? Korsfæst ham, eller du. ! Korsfæst ham! ve dig! Pilatus. (afsides) Ha, hvilket Skrig! Som tusind Dolkes Hviin. Slig casus ingen Filosof anmærked. Her sværmersk Uskyld er anklaget, og romersk Retfærd er som Dommer; men, se, et Folk fremtræder jo som Vidner. Nu, som det Romersk er, at frelse Uskyld, saa er det Romersk dog fra Arildsold at høre Folkets Røst. Men begge Parter ved Fødselen ere Romas Afsky. Lad dem isønderrive da hverandre! . . Nei -- ha, Pilatus skulde være Kritias, om Denne her blev Sokrates? Jeg vil ei have Skylden, hvordan det saa gaaer; SIDE: 444 thi her Pilati Vid maa stille staae. (høit) Elendige Trælle! I, hvis Villie kun fremkogledes af Disse Troldmænd . . Præster. (afsides) Du stive Romer, hvo bortkogled din? Den flygtige Djævel Frygt, der irrer som en rastløs Midde i din tunge Hjerne. Pilatus. . . Hvad ville I? Præster. Svar høit, hvad vil du, Folk! Folk. Hvad vore Præster ville. Pilatus. O tilgiv mig, du høie Israel, at jeg leer. Mig synes du nu Slangen liig, der dandser, naar Gjøglerens Finger svæver over; men hensynker død med den. Ha, meer du veed ei, hvad selv du vil . . Folk. Jo, ja! hvad Du ei vil. Korsfæst! Korsfæst! Pilatus. (afsides) Tilsidst er Visen sjungen saalænge fore, til De kunne den. O de Foragtelige! Men jeg hevner mig! O smukke Rose, du skal sønderrives af dine egne Torne! Du er afreven, og svæver ene . . Ak, Hvad kan jeg! (høit) Saa tager Jesum hen da, og korsfæster ham! Jeg vil det ei; thi jeg ham veed uskyldig. (vil gaae) SIDE: 445 Præster. Nei, nei! Hvad Vægt mon havde da hans Død? hvad Stempel? Hvis ham Folket sønderrev, da sønderrev det Templets Seier. Ha, hvad Værd hans Død, naar Anger sidenefter, saasnart hans Blod af Folkets Haand var vasket, bepletted Hjerterne med Blod? Thi Angren, begyndende med: "sandt, jeg var for rask!" vil ende med det Hyl: "jeg er en Morder!" Nei døe maa Han for Loven, som Misdæder! I al sin Orden maa vor Seier være. Men Hver, som siden seer Ens Grav, som Folket har dræbt, vil tænke, naar han gaaer forbi den: "Han fik en svarig Død -- Gud Os forlade! Jeg hørte -- gid, ak, gid det dog var ugjort! -- han raabte med sit Dødspust: Ve! mod mig. Dog gjorde Jeg jo kun som Andre gjorde? Jeg frygter . . Døde! sov dog sødt iro!" Men viid, Pilatus, ønsker engang Folket saa fromt om Jesus, da er Alting tabt. Vor Daad da kun var Mord, men ingen Seir. Du seer, i hiint Tilfælde, Folket vover Kjærminder plante selv med blodig Haand. Men, dræber Loven, roligt gaaer det da forbi henrettet Synders Grav, og siger, med Hovedrysten, ja med bortvendt Hoved: "Du fik en svarig Død. Gud dig forlade! Skjøndt, færdes som du kan! Os ei det rager. Thi Loven er retfærdig jo? saa Hvad du fik, fortjente du, og det medrette. Medrette? Var det ei? Lad Dommeren svare! Mon vi bedømme Loven? Dommeren svare! Det bliver Hans og Lovens Synd, ei vor." Saa stinker Afsky, som den værste Bulme, paa den henrettede Misdæders Grav, hvadheller Ligegyldighedens Mose den overgroer, saa ei den synes længer. -- For Loven døe da Jesus som Misdæder! SIDE: 446 Du veed, dit Rom, i Seiers Overmaal (nei heller forat lade Israel eje et Minde om dets sjunkne Høihed) lod vort arme Folk sin egen Lov beholde; og denne byder . . Pilatus. Ja jeg veed det -- ja! (afsides) I fanges nu i Eders egen Snare. (til Vagten) Før frem den Morder og den Røver Barrabas! (høit) . . Jeg veed det; ja den giver Folket Forret, hver Paaskefest en Synder at benaade. (Barrabas stilles ved Siden af Jesus) Præster. Ei saa vi mente. Loven . . Pilatus. O jeg veed det! Tys! Stille blot! Lad Folket vælge! Se, her er da tvende Jesus'er! Betyder ei Jesus "Frelser?" Nu, isandhed i Mørke har det været slemt for Mange at frelses af den ene Frelsers Kløer. Frem Jesus Barrabas! Frem Jesus Messias! Se skumle Ansigt paa den Morder Barrabas! Se milde Ansigt paa den arme Jesus! Er dette ei som Nat og Dag? Præster. Hør, Folk, han stikker dig i Munden en anden Bid, end den du hungrer efter. Pilatus. Blod sidder end, ja eders eget Blod, imellem Barrabas' Negle. Denne her skyer Blod som en Brahmaner. Er der Tvivl? Ha Folk, du seer paa disse Præsters Ansigt, og ei paa disse To: paa Barrabas, SIDE: 447 for Mord og Rov ved Lovbeviser fældet -- den natlige Hyæn; paa Jesus, hvem I straffed alt, skjøndt Intet er beviist ham -- den hvide Due. Kan der være Tvivl? Præster. Nei sandelig! Thi Folkets Naaderøst udgaaer fra Templet. Barrabas kan tænde en Hytte hist og her, men -- Du ham hader. Men Jesus Ilden slukke vil paa Israels den stolte Arne, Zions Alter, og -- Du elsker ham. Giv Barrabas da fri! Her er ei Tvivl. Men Jesum fæst paa Korset! Røster i Folket. Ja, Barrabas fri! Men korsfæst Jesum! Pilatus. Ha, jeg snubler i den plumpe Trods. Gaa Barrabas! Du er en værdig Gave til et Folk af Mordere: en træffende symbolsk Foræring i dets Frihedsfesttid til et Folk, som stjal Ægyptens Sølvkar paa sin Frihedsdag. Præster. Vi ville kun hvad Loven os byder: Død for Gudsbespotteren, for Hver der falsk, formastelig, som Jesus, tør kalde sig Guds Søn. Det er vor Anke. (afsides til Barrabas) Gaa Barrabas! bring Jesu Kors! Pilatus. Ah, stakkels Sværmer! Det var ret en Sag? Mon Æskulapius dræbtes, da han kaldte sig, stolt af nogle Kurer, Søn af Zeus: af Livet? Jesus er jo og en Læge; SIDE: 448 dog ville I ham dræbe? Dræbe Læger? Hvor lavt I staae mod andre Folk! Ah, have I da tvende Liv? Da sandelig meer end vi Andre. Snak! I ere Kjød. Dog med en slappere Følelse af Liv (den Daarer til Selvstændighed ophøie, og kalde Sjel) end Romere og Græker; thi I ei, Disse liig, der vide, at det Liv, vi have, er det Alt vi eie, indrette dette Liv saa skjønt og viist, som man det eneste vel skylder; men Barbarer I forblive, agte ei en Borgers Liv, ei eders Eget heller, naar I en Læge myrde, som dog er den Eneste, der giver nogen Modvægt mod Jordens Jammer: Krig og Sot -- den Eneste, der kan forlænge Nydelsen af Livet, og forhale (o som ved en Borgerkrig, han vækker i Naturen) vor Gjenindsvinden i Materiens Døde. Bort, bort, I Usle, fra Prætorium! Jeg sværger (skjøndt Hvad er at sværge ved?) . . Dog jo, jeg sværger Eder ved min Vrede, at Haar paa Jesu Hoved ei skal krummes, saasandt han er saa god en Læge, som min Høvedsmand fra Capernaum siger. Han døe, fordi han kalder sig Guds Søn? Det er vi Alle jo. Men kun de Kloge med Vished vide det, men ei det sige. Men Gud er Fællesnavn for alle Naturens Elementer. Siger En: jeg er Guds Søn, Søn af en Gud! da er det jo det Samme som om Manden sang: (nynnende) "Intet er Altings Oldemo'r, Ild min Bedstefa'r, Vand min Bedstemo'r. Tilsammen de avlede Luft og Jord. Og Luften er min Fa'r, og Jorden er min Mo'r. SIDE: 449 Jeg er Blod og Kjød, Odelsherre i dette Dyb, pidsket af min Fa'r, Formynder for min Mo'r, Broder til hvert Kryb, til Ørn og Mos og Rosen rød. Klippen graahvidskaldet hist er en gammel Tante vist. Jeg veed: jeg er! Siig frem, om du veed meer! Jeg troer, at aldrig, førend jeg blev fød, jeg var. At jeg er Muld, saasnart som jeg er død; saa stolt jeg nu er -- ha! ei værd belivet Støvgran da, ei værd en Flue paa en Kvist, jeg troer, jeg troer forvist!" Nu da? Ei Lapperi! Ved Guds Retfærdighed jeg . . . Præster. Hvilket Chaos i din Hjerne! I samme Aandedræt du Gud benegter, og sværger ved hans Retfærd. Derfor just, fordi dit Vanvid er af Vindnatur, ustadigt, men uhyre, uden Form og blødt, det bøjer sig som Vinden let om Andres Vanvid, ligemeget hvilket, der formet fast sit Horn opløfter. Pilatus. Jasaa? Ei saa! Ved Skjebnen! da, der synes at ville drive Leeg med Jesu Hoved og med min Tunge . . ja, ved Romerens Fasthed! jeg sværger: Præster, I jer Sag har tabt, fordi I bringe saadant Lapperi i Retten, som en Klage for et Navn. SIDE: 450 Præster. Ha, Vantroe, du Formastelsen i sig "Guds Søn" at kalde, ikke maaler i din skjælvende Hjerneskal. Israels Lov fandt for en Deel af den kun Rum i Graven, men hule Helved griber Resten; thi did Synderen banlyses. Pilatus. Huult? Oh, eders Helveder, I Præster, sig søilehvælve høit mod Skyen! (til Jesus) Hvad svarer du? Du tier blot og lider. Svar, er det saa? Ha, værdiger du Mig ei Svar? Viid dog, at Jeg, at Jeg har Magten at frelse dig, at fæste dig paa Korset. Jesus. Du havde ingen Magt, hvis Den ei var fraoven givet dig. Pilatus. Du mener Skjebnen? Den slaaes med mig om dig. Hvis jeg var Skjebnens Træl, da maatte jo Samvittigheden mig beskylde for Oprører. Men isandhed, hvergang jeg forsvarer dig, jeg har en Følelse, somom mit Hjerte solte sig; men saa en Taage kommer drivende -- Hvorfra? Det veed Jeg ikke. Jesus. Pontius Pilatus, De, som mig gav i dine Hænder, have en større Skyld end Du. SIDE: 451 Pilatus. O stille Viisdom! O kolde, rene, høie Æther! Hvo skulde tænkt, han kunde tale nu saa viist og roligt, nu da ei hans eget Fædreland vil bære ham, men gabende ham jager ud, som paa en Leviathans Ryg? Jeg agter dig. Skjøndt from som Daaen, der med Maaneskinnet og Egens friske Duften sværmer, og, som Dyret jaget ind i Klippens Klemme, han piber ei som dette. Du har min Høiagt. Og Ve den Dristige, som lette tør mit Romerskjold, der nu bedækker dig -- ja dækker dig, ved min og Romas Ære! Jeg holder dig med Staalklo! Kommer nu, i sultne Ræve! Kommer nu Schakaler! saa faae I Blod paa Snuden. Præster. Pilatus, døe han maa! han maa! han maa! I alle Jordens Præsters, alle Altres i dine Guders Navn, i Jovahs Navn, Det fordre Vi! I alle Jordens Kongers, alle Throners, i alle Herredømmers Navn, i Cæsars, Du burde fordre det; ja Du! Pilatus. Ja, kom han i en parthisk Sværm af Klinger. Præster. Ve Jordens Herskere, hvis dorske de kun frygte Sværd ei Ord, et Ord, som kan belivne Millioner Sværd! Vi sige dig: den Synder der har Trælle Frihed lært; og, forat de med desto større Kraft kan bryde Lænkerne, han lærer dem at styrke sig ved Dyd. SIDE: 452 Pilatus. Gid dette var paa Romas forum lært i Sullæ Dage! Jeg skulde dræbe Cato? Præster. Hvorsomhelst end denne Jesus fødtes, af sit Fædreland han var en Fiende; thi han vil, at det ei ene skal besidde Frihed; men, som det, hvert Folk, ja selv dets Fiender. Din Cato elsked Romas Frihed, men nedtraadte alle Andres. Derfor var han herlig som en Romer. Pilatus. Jeg har svoret. Og nu faaer Templet knuse Borgen, hvis det vil sminke sig med Jesu Blod. Men saa vil Capitolet komme selv, og knuse Templet. (Til Stridsmændene) Frem I Romere! Gjør lyst i denne Hob med eders Landser! Jeg svoer jo ved min Ære? Præster. Israel, se nu dræber Jesus dig med Romersværd! Folk. Korsfæst! korsfæst ham! Pilatus. Ha, uvillige, I Romere, seendrægtige I ordne jer? Fordi det er en Jøde, I beskytte? Men det er Jøder, som I skulle slaae. Og Jøden, som I vogte, er ei simpel; SIDE: 453 men, se, en Heros. Eja! var du Bacchus, jeg dyrked, som Herodes Venus, dig! -- Ja Halvgud eller Guds Søn er han eller -- nu hvad? jo Alt foruden Israels Konge. Præster. Vi have ingen Konge uden Cæsar. Pilatus. (afsides) Ve Jesus, hvis de blande Cæsar ind! Folk. Nei, ingen Konge uden Cæsar! Pilatus. Den Træl er først foragtelig, som med sin Skjændsel praler. Præster. Giver du ham fri, da er du ikke Cæsars Ven! Pilatus. Ha! -- Folk. Ja, giver du ham fri, Pilatus, da er du ikke Cæsars Ven! Pilatus. Ha! Dette var Otterslangens Stik. Præster. Vi traf! Ja giver du ham fri, Pilatus, da er du ikke Cæsars Ven; men Cæsars Forræder! SIDE: 454 Pilatus. Ha! Folk. Ja giver du ham fri, du er ei Cæsars Ven, men hans Forræder! Præster. Hvo er vel Cæsar? Pilatus. (afsides) Ha! -- Tiberius! Præster. (leende) Oh, Cæsars Navn er Trolddom! Mon ei Tiberius? Han er iversyg som Jovah. Han maa vide, hvo der er hans Fiende. Han bør kjende sin falske Tjener. Pilatus. (slaaer sig for Panden) Ve! ve! Dødsens! Ha! Tordenslag! Præster. Mon ei Tiberius er Jordens Cæsar? Vi hans Trælle ei? Vi tjente Cæsar, om vi viste ham en fattig Usling, der, i fjernest Vraa at være Cæsars Uven, vovede. Og Denne her, hvem han betroede? -- ha Cæsars Øine ere Dødens Sværd! Vel! bedste Vennetjeneste er det jo, at vise forborgen Fiende . . Vi pligtskyldigst maae berette Cæsar: Pontius . . Pilatus. Ha Pontius! Pilatus er meensvoren. SIDE: 455 Præster. Ja, meensvoren! Saa var det jo vi mente . . Pilatus. (afsides) Ak, hvad skal jeg? -- -- Men, kan jeg være uvis? Her er en Jøde paa den ene Side; men Cæsar paa den anden. Men jeg har min Ære lagt paa Jødens Vægtskaal. Dog er det ei Cæsar selv, som giver Ære? O stakkels Jesus! Ha, han er en Jøde! Fordømte Jøde! -- Ha, han er et Menneske! O stakkels Menneske! fordømte Jøde! . . O ve, i hvilken Cirkel drives jeg, saa kolde Sved frembrister, Olie liig af Gjængerne, hvori jeg drives om. Det er Nødvendighedens store Hvirvel. Jeg er nu kommen til det Punkt tilbage, hvorfra jeg udgik: den Beslutning, som jeg fatted strax, jeg hørte, at en Jøde var stevnet hid; ja den: "han flux skal døe!" Men -- o man følger altid sikkrest dog den første Drift, som var den Skjebnens Stemme -- da jeg begyndte at ransage, da Uraad bag de Præsters Ivrighed jeg ahnte . . da, da kom de Skrupler, og hvirvled mig omkring til nu jeg standser ved samme Punkt: han døe! Han er en Galilæer . . ah, hvor let han kunde været blandt de Galilæer, hvis Blod jeg blandede med deres Offers? Nu -- vel han var ei; men han kunde været. Og saa var han jo død og denne Sag ei til. Og Een? -- hvad gjør det vel til Hine? Du faaer da følge dem, som 1 in mente forglemt ved Regnestykket paa det Altar. SIDE: 456 Desuden; ja desuden -- hvad desuden? Er der ei flere Grunde? O, at jeg, for alle hine, havde ikkun een, der kunde dække denne Tanke til: "han er uskyldig!" Cæsars Magt ei selv kan . . . jo den kan! Hvo er som Cæsar mægtig? Men, hvo er skyldløs vel som Denne her? Ha Tankehvirvel! ha, hvad hviner du, at sætte Liid, trods disse Løgnere, til Tiberii skakke, lyttende Hoved, til den Mistænkeliges Skeleblik, der i en skraa uendelig Straale glider fra Capitol henover Jorden? Ha, du raader mig: at døe, om Cæsar fordred, for Jesus? Pontius for denne Jøde? O risum teneatis amici! Han døer da? Ha, I Morder-Præster, ja! Han døer! Men vider: jeg hevner mig! Mod Cæsars levende og vrede Aasyn jeg med dets døde, milde (sandelig bogstavelig har Smiger her forgyldt!) . . jeg med dets eget Billed mig forskandser; thi jeg vil reise Cæsars gyldne Billed paa eders Zions Altar, Præster; og I skulle tvinges ned, med Sværd paa Nakke, at ofrende tilbede, knælende som før for Bels og Dagons. Præster. (til Folket) Vrist Sejren ud! Den hænger løst ham nu i Haanden. Raab! Ha nu -- Ah, der er Barrabas med Jesu Kors, vort Sejersbanner! (Barrabas kommer med Korset) Se, det, liig en Stjernes Beenrad, mod alle Verdens Hjørner peger stolt! . . Ha nu! Ha Folket skjælver nu i Sejrens Øjeblik, og tør ei raabe. Hør Zions Stemme da: korsfæste Jesum! SIDE: 457 Folk. Korsfæst! Korsfæste Jesum! Pilatus. Vel! (til Jesus) Jesus ! (afsides) O jeg tør ei see paa ham! (til Jesus) Ak Jesus -- ja det gaaer som jeg har spaaet. Hvormange Prøver gjorde jeg! Du veed, at først jeg . . Ha, jeg kan ei tale! Se ei paa mig! Farvel! Se ei! Du veed, jeg agter dig . . Farvel! Det gaaer . . Vær dog tilfreds, thi Alting er forsøgt! . . Det gaaer som jeg har spaaet, som jeg sagde, og ahnte, som jeg sagde . . ja -- Præster. Korsfæst ham! Thi ellers . . Folk. Korsfæst! korsfæst! Pilatus. Det maa saa være! Ja det maa saa være! Vel! tager Jesum hen! korsfæster Jesum! (toer sine Hænder) Men Jord og Himmel see, jeg er uskyldig i den Retfærdiges Blod. Præster og Folk. (dragende bort med Jesum, hvem Barrabas lægger Korset paa) Oh, Dommer! Lad komme over os og vore Børn hans Blod! Pilatus. Det kommer! SIDE: 458 KORSFÆSTELSEN GANGEN TIL GOLGATHA (Jesus vandrende til Golgatha med Korset. Præster. Pilatus. Vagt. Folk. Jesu Disciple og Veninder. Akadiel ovenover). En Præst. Godtfolk! Ei nu! hvi slæbe I jer frem? Til Golgath er ei Gangen tung for Alle. Marsch! Pilatus. Standser -- Ha, nu agtes ikke jeg; men Toget gaaer alligevel. O dette er Skjebnens brede Strøm -- jeg flyder med. Præster. Hvad! Hyle I Kvinder? Heller Sejersfløiter! Som bævende blege Skygger Folket synes at henglide drømmende. Eja! vi sværge: det er ei en Drøm! det er ei en Drøm! Marsch! Pilatus. Staa! -- hem! hem! -- de gaae alligevel . . Ja det er Skjebnens Strøm, som river Alting med sig: Sol og Stjerne, som flammende Meduser nærved Bunden, og dette Kors og Jesus, liig en Frivil udslynget paa en Kvist, og jeg -- o liig en raadden Stub, der mægtet ei at modstaae, -- o ve, og Sommerfuglen sad paa Stubben -- og Alting drivende . . Alt stille drivende mod Dybet. Præster. Fremad, frem! I burde dandse; og Han, som bærer, Han, SIDE: 459 om Skuldren brast end, skulde dandse med. Marsch! Pilatus. Stands! stands! Jeg byder staae! (Toget standser. Jesus segner iknæ). . . Ja sandelig jeg troer den brister. En Mand. Ja, hvor sagte vi end gaae, jeg troer, vi gaae for hurtigt. Pilatus. Hør, du gode Mand, et Raad jeg veed derfor: du Jesu Kors skal bære. Manden. Nei, for Alt! Præster. Oh, Jesus aarker. Pilatus. For Alt? Du er hans Ven, dog vil du ei, endskjøndt hans Skulder brister næsten, bære hans Kors den Rest af Vejen opad Hejen? Det er en Skam at røre ved det Træ? For ikke -- kan jeg troe -- at have Deel, end med en Fingerspids, i Jesu Død, endskjøndt alligevel den Jammer skeer, og skjøndt du sparer ham en Lidelse? Det er Plebejer-Kjærlighed. Hvor falsk en Almufølelse! Manden. Ja, ja! -- Jeg vil ei. -- Prætor, det er nok! SIDE: 460 Pilatus. (afsides) Plebejerens Viljefasthed mig beskjæmmer. -- O havde jeg dog sagt som Denne: stat pro ratione voluntas! (høit) Nu skal du! Tving den Tværbuk, Vagt! Manden. Det Eneste, ei Cæsars Vælde kan, er, Mandens "Vil" at tvinge, som tør døe. Pilatus. Det skal du! (afs.) Ak, hvo Magten har, er kraftløs, om ham mangler Vilje. Jesus. O Simon, let din Næstes Kors! Den Byrde ei tynger; thi du lægger da dit eget. (Manden tager Jesu Kors. Toget gaaer fremad). Stamfader til en troende Slægt, du bærer med Sorg mit Kors; din Æt vil kysse det. Pilatus. Ha, Viisdom nu med Døden alt paa Læben? Hvor underordnet synes ham ei Døden! Præster. Ha, Golgatha! Golgatha see vi! Der straaler det! Jesu Veninder. Ak Golgatha! Ve! der sortner det! Pilatus. (seer forskrækket mod Bjerget). Ha Golgath? Stedet? Nei, et Skridt ei længer! Er det der alt? Jeg svimler. Stands! Nu vel! Jeg vil dog hevne mig! Se denne Tavle skal skinne over Jesu Kors: der staaer i trende Sprog hans Udaad. (En Tavle slaaes paa Korset) SIDE: 461 Præster. Forhaanelse! Der staaer jo ligefrem: "Den Nazaræer Jesus, Jødekonge!" Forandre det dog til: "som sig udgav for!" Pilatus. Forandre? O, jeg har forandret nok! Nei, Hvad jeg skrev, det skrev jeg! (skynder sig bort) Præster. Afmægtige Harme! Røst i Folket. O hans Tjeneste fortjener, at I taale dette. Præster. Ha Golgatha! Golgatha see vi! der straaler det! Jesu Veninder. Ak Golgath! Golgath! Der sortner det! Præster. Du kneiser imøde du Bugnende, Røde af Israels bedste Purpur og Grøde. Jesu Veninder. O gid du kunde som Taagen flye, forsvinde som Ørknens Sky, opløst blive for Øjet borte, du Svullne, Sorte af Israels Brøde! med Dræbtes Been du overstrøede, Blodoffersteen! Præster. De hvidnende Dødningepander ere en Krands om Golgath af Perler skjære, SIDE: 462 det blussende Bæger, hvor Alteret slukked sin Tørste, hvor Templet sin Kraft har drukket, og nu skal drikke -- o Bæger brus! -- i Jesu Blod sin Sejers Ruus! Jesu Veninder. Engang vil Gud af Jorden slette dig, Golgatha, ud, du stinkende Klump af levret Blod! En bundløs Sump skal vise det Sted, hvor du stod. Præster. O Golgath, du Hane ved Zions Porte, med blodrøde Fjedre blandt midnatsorte, hungrig du efter din Føde gol. Du ruger aarvaagen midtover Helved, hvor høiest du er imod Skyen hvælvet huler sig under dig ud Scheol. Jesu Veninder. O Jordens Djævle bebygge med blodige Kors din Top. Dog, Golgatha, i din Skygge avler du Lyset op. Præster. O, Golgatha nu til Zions Tvebroder døbes du. Oplad din Strube! Thi Israels Præst med kosteligt Kjød vil dig made. Ja blotte dit Hoved; thi Israels Præst, paa din Døbefest, i Frelserens Blod vil dig bade. Bered dig! bered! Vi bringe i Korset en Viekvist med. SIDE: 463 Jesu Veninder. O Golgath -- nei vil du, Aljorden, da bære saa svar en Synd? End er der Tid -- forsynk i Dynd! forsvind som Skyen kløvt af Torden! Ak, er du sandelig et Bjerg? o Golgatha, et steenhaardt Bjerg? Nei gab, og slug dem op og sværg: "jeg er ei et Bjerg, men drivende Mulm. . . Nu driver jeg bort -- ha, Zion, Farvel! Nu brast der en Byld paa din Sjel!" Præster. Bær, Jesus, selv dit Kors! Det er din Vandringsstav! Vi staae ved Pandestedets Rod: ved Golgatha, din store Grav! Nu stige vi op, at krandse dens Top med Roser af dit Blod. Jesu Veninder. Med Graad vi toe dens Fod. Jesu Disciple. (afsides) O Rædselssted! o Sted forbandet! Jesu Veninder. O Kvindesorg, hvad kan du Andet, end Skrig med stille Graad at blande? end vride Hænder og forbande? Jesu Disciple. Tys! Derfor tør den rase fri. Men vi? men vi? O, hvis vi sørged, som os lysted, da snarlig brysted sig Golgatha med vore Liig. SIDE: 464 Jesu Veninder. Ak, Mandens Jammer bør være Ørkenen i Flammer. Dens flyvende Baal hvile først ved naaede Maal. Men usle, usle Jesu Venner, der bag eders Mesters Liigtog snige jer med blege Neb! Hvi ei befrie med mandigt Greb? O, havde vi kun Mandens Arme og Mandehærder for Kvindebarme! Men magtløse Kvinder kun ere jo vi. Og derfor taale de Mordere vi skraale! De tænke, vi tie, naar Alt er forbi. Jesu Disciple. De røbe os. O ve, de røbe. ! Jesu Veninder. O tappre, tappre Jesu Venner, hvor ere I? I blege Fjæs eders Mod I svøbe! Ingen af jer meer Jesus kjender. Han døer -- o evig, evig Skam! Paa Golgatha de myrde ham! Snart er det forbi, forbi, forbi! Jesus. (tager Korset) I Salems Døttre, græder ei for mig! . . Jesu Veninder. Ja havde Kvinden noget Stærkere end Graad? -- o elskte Mester! . . Jesus. Græd over Eder selv og eders Børn! Thi Dage skulle komme, da de ville SIDE: 465 til Bjergene sige: falder over os! til Højene raabe: skjuler os! skjuler os! Thi, gjøre disse Døgnets Sejerherrer saa med det grønne Træ, hvor ville de da handle med det tørre? Jesu Veninder. I Disciple, han mener Eder. Jesus. Ja, det er min Sorg! Hvis Frygt ei naged mig for Disse, da med Jubel hilste jeg mit Golgatha, som Ordets Sædjord, Frelsens sikkre Borg! Præster. Gaa, Jesus, med Korset, din Vandringsstav! Se her er Golgath din høje Grav! Nu stige vi op, at krandse dens Top med Roser af Frelserens Blod. (Stige op paa Golaths Øverste med Jesus) Jesu Veninder. Hans Venner græde ved dens Fod . . O nei -- de flye! O evindelig Skam! O redder! . . Forbandede! bæve I nu? Nu? Nu? O! o! Paa Golgath de myrde ham. Bæve I? tie af Sorg eller Skræk nu, nu, da de rive ham væk? -- de rasende, syndige Præster, væk, væk for at sønderrive jer Mester? O skynder jer, stærke Mænd! river af Korset ham ned igjen! . . En Kvindes Forbandelse kan udblæse al Marv af dig, Mand! De nagle ham -- o! de nagle ham alt! SIDE: 466 Vi høre jo Slaget rædsomt gjentaget, der indkløver i Hænder og Fødder den blødende Spalt. Skynd da! o skynd da! Forbi! o forbi! (Ile til Højens Øverste) Akadiel. Forbi med Haabet, I ømme Hjerter! Men ei forbi med den Elsktes Smerter. Han langsomt skal lide, at ud hans Kjærlighed talt kan faae; i seige Bloddryp hengaae hans Kvide, at Verden blues for evigt maae. I Himlen høres som hellig Kimen de Nagleslag. Med Stormens Fart over Jord de føres, og anmelde tonende Morgentimen for Frelsens Dag. JESUS PAA KORSET (Jesus korsfæstet paa Golgathas Top mellem de to Stimænd. Jesu Disciple, Moder og Veninder, samt Præster, Krigsmænd og Folk rundtom Korset. Akadiel og Aander ovenover). Præster. Triumf! Nu Offret er bragt! I Skjændsel svøbt, i Smerte døbt, er Offret for Altrene, Offret for Thronerne paa Golgatha, Dødens Altardisk, lagt. Sejren er vunden! Den Verdensbefrier er bunden til Korset -- den vældigste Scepter-Vaand, der løftedes end i Præstehaand SIDE: 467 selv op over Drotten, vor kronede Svend, og over Nationerne! Den Aande, som trued med pralende Mund at ryste de Jordens Templer igrund, den bortdunster nu i gysente Suk. For Folkets Skare nu Guds Søn bare er krandsede offrede Syndebuk. Og Korsets Nagle i Frelserens Blod tør graadigen sagle. Ak, sandelig, Du est jo høinet til Sky, til Golgathas Top over Salomons By? Og Israel tigger sit Liv: "du Blod-Kobberslange, ak Helse os giv! Messias, Guds Søn, ak Frelse os giv! lad Himlen, du loved, frembryde paany! Forvandl til en Sol dette tornede Hoved! Thi vi den Morgen, du helligt svoer -- somom din pralende Tunge var dens Lucifer klar -- at bringe den gamle, sukkende Jord, maa see indsvunden kun til en blegnende Sky paa Munden. . . Vi Orme-Kryb, vi tør sværge dig, Stjerne, den er forbi!" Saa spotte Skarer med klappende Hænder. Og Alteret brænder saa høit som før. I Offerets Røg, der Sandserne fanger, men ei i en luftig usynlig Anger, seer Mennesket nu sit Syndeslør, med Ro som før. Disciplene. Nu frygte vi ei, da vi -- o ve! vor Mesters Hjerteblods Farve see. SIDE: 468 Ja nu, da hans Bloddryp vi tælle og sanke, vi tælle ei Slagene Hjerterne banke. Stemmer. Hvi gjorde vi Dette? Hvad have vi gjort! Hvad have vi gjort! Stemmer. Forsilde at spørge! forsilde at sørge! Kom! Terninger kaste os Sorgerne bort. Stemmer. O ve os! han lider ei Dette medrette. Stemmer. Vi glemme vore Synder -- det er en talløs Skare -- for denne ene svare! Forsoningen begynder, naar Angrens Taarer stride for Jesu Fødder glide. Jesu Veninder. O Falske, o først de blodige Hænder, mod Himlen I vender, maae fakkelbelyse hver syndefuld Vraa under Hjerternes Rod. Men se, I ved selve Tropæen jo gyse? I zittre og fryse med Haanden i Frelserens lunkne Blod? Men Vi med glædebrændende Hjerte omfavne vor isnende Smerte . . O ja, vi bede, vi vide, at snart skal vor Mester ei lide; men ile til Seiren herfra, herfra! Men I, hvi frydes I ei som have den Seir, Eder Præsterne gave? SIDE: 469 O, skynder jer! feirer tog Seiren! Den varer ei længe: den varer kun til det martrede Hjerte staaer stil. Hvi blegne I meer end vi? -- Ha, Syndens Jubels Henveiren! Ha, Syndens Jubels Forbi! Stemmer. Ja ve os, Syndere! ve! Jesu Veninder. Hvi raabe I Ve? End er jo Golgatha eders Tropæ! Hvi slaae I det Bryst, der nyligen raabte med vilden Lyst: "Han døe! han døe, den Israels Drot, med Korset til Scepter og Golgath til Slot?" O bi til han døer -- forband dig da, Røst! og led i Fortvivlelsens Hyl efter Trøst! Stemmer. Vi vide, at ene det samme Hjerte, vi gjennembored med Staal og Smerte, kan tilgive os -- o, det kan ei: thi han er jo et Adams Barn, som vi. Jesu Veninder. O Ruelse, seer i dig Selv du ind? Vel! seer du i Frelserens dødblege Kind dit eget Billed, i Blodet din egen Taare nedtrillet, da skal du som Vi, snart skue i Frelserens dødblege Kinder en stjernehvid Englevings Tinder af glittrende Lue -- see dem at folde sig ud paa jublende Hjemfart til Gud. SIDE: 470 Stemmer. Vi arme Syndere vide jo kun, en Synder ei selv kan sin Udaad forgjette; men ene den samme kjærlige Mund, vi tvang i hans Kval at forstumme, vort Liv, vor Død, vor Frelse kan rumme. Tilgav han Dette, den Blod-Synd, vi mod ham forbrød, da Gud vil Synden udslette, da Gud os Forsoningen bød. Jesus. Tilgiv dem, Fader! Ei de vide, Hvad de gjøre. Johannes. O hørte du, Frelserens første Ord paa Korset tilgav og forsonte dig, Jord? Jesu Moder. Ak, kan du, myrdede Uskyld, tilgive, da mister din Mo'r en guddommelig Søn. Akadiel. O Jordens Jesus, ei ilive var du saa høi og reen og skjøn, som nu i denne Stund, da du -- o Guddoms-Kjærlighed! -- med blodløst Hjertes døende Mund, tilsmilte dine Bødler Fred. Jesus. Min Moder, se din Sønnearm! Johannes, se din Moders Barm! Johannes og Jesu Moder. (omfavnende hinanden) Vi Jesu Arveskifte fik. O, Kjærlighed, naar er du arm? SIDE: 471 Disciplene. O, hørte du, Frelserens første Ord paa Korset tilgav og forsonte dig, Jord? Mennesker. (nedknælende om Korset) Vi hørte, vi hørte den Tornekronte, den blødende, døende Frelser, forsonte bodfærdige Hjerte, med Gud, med sig Selv. Den Angrende bæver ei meer for sin Sjel. Disciplene. Til Eder han talte den Slægtens Forsoner, I Lænkekvalte I Millioner! I Jesus, o Adamsæt, du dig Selv i din Reenhed besku, saa skyldløs du var, da Palmer i Eden Brødet dig bar. Din Høihed, forlængst forsvunden i Oldet, ud har sig foldet I Jesus saa reen, som dengang du straalte om Adams Been. Et klarere Guds-Billed ikke du faaer, end dette, som naglet paa Korset staaer. Ei klarere fremstraaler Gud hernede, end i den Sjel, som døer af Kjærlighed. I Jesus, o frelste Menneskehed, du Gud da tilbede! Thi Jesu Dyd er Afglands af samme Alhelligheds Flamme, der var fra Begyndelsen, tændte i Ødet, og tænder evindelig Verdnernes Række, for i den lyse Stjernehær at have Vrimler af hvide Uskyldigheds-Hænder, der jublende ud af Ødet sig strække, SIDE: 472 at takke og tage Algodhedens Gave af Almagtens Gud. I Jesus da, Menneskehed, din Høihed tilbed! Thi Jesus er Dyd . . O Dyd, du lærte at være skjønnest, naar du leed. Thi, o, naar er du meer ophøjet, end med et sønderrevet Hjerte, med Blod, ei Graad, i Øjet? end paa dit Smerteskors? Stemmer. O, dydigste Menneske sørge jo maa: det ei, som det burde, Jesum kan naae. Hvo er det, som ei i sit Inderste finder syndfulde Minder, og ikke maa bede: "o Gud, en Engel send ud! Hans Broder i Støvet sin Vinge har brudt. Han hjælpeløs jamrer, af Haabet forskudt. O tænd mig en Stjerne paa Himlen igjen! Der, der maa jeg eje en Ven!" Disciplene. Da løfte han Øjet mod Himlen! Han vil Forsoneren skue der, kjærlig og mild. Den strenge Dommer som Frelser kommer, I Engles Hær, med Korset til Spær, med Naadens Balsamhorn i sin Haand, hvormed han salver den syge Aand, der famlende finder en Sti af hans Blod, og reiser sig op ved hans Thrones Fod. Akadiel. Menneskeaandens brogede Hylle, Nettet af Aarer, som Aanden omskylle, SIDE: 473 blander sin spraglede Ild, sit brændende Farvespil i Aandens rene Klarsyn og gjør den til Fantasier som før. Men hisset vil Aanden selv dømme Sandhed og Drømme, skille alt Falskt fra sit Haab, klarne den dunkle Fromhedens Trang, som i de Troendes Raab sig saa fantastisk udsang -- denne, som troer, Forsoningens søde Mysterium boer i Jesu Bloddryps smaa Rosenskaaler, hvis Purpur Golgathas Kors omstraaler, liig Tjørnen begravt i sin blomstrende Flor. Hist vil han finde Forsoningen lukket i Aanden inde i Angersukket, Jesu Histories hele Ve fuldbyrdet i sit Inderste see. Hver Kamp for Dyden i Menneskehjerte er Jesu Moder i Fødselssmerte; hver Dydens Tanke, i Hu fremskjød, en Frelser er i Pjalter fød; hver Dyd betvungen en Frelser haanet og gjennemstungen; et seirende Offeralter hver Last; men Angeren, se, en Forsoner selv, til Menneskets Sjel med blinkende Taarer naglet fast! I Angerens Graad Brøden henrinder som Jesu Ve med hans Blod hensvinder. Men Menneskets Sjel i sin Styrke flammer, sin Villie, sin Aandevinge den strammer, og Angeren hensynker bag dens Idræt, bag Aandevingernes Slag. SIDE: 474 . . . O da, naar den seer, at Angeren ei evindelig er, naar Menneskets Sjel i Betragtningen naaer den Tinde, hvor den i Taarer forstaaer, at Aanden ved Ydmyghed soner sig selv -- o da er den Sjel Frelseren liig i den hellige Stund Himlen ham aabnes, mens Jorden Farvel faaer fra den blegnede Mund. Saa fatter støvbundne Abiriel reent som Aanderne hvad Evangelet har meent. Saa er det han troer. Saa ædlest Abiriel, Frelserens Sjel, indstraaler i Alle igjennem hans Ord, og spreder den Phuniel-Skygge, der stedse omgiver Abiriel med koglende Kredse, der Aanden snart følger i gjøglende Former, som tusmørke Tvivl, snart rundt den sig ormer i Sværmerens Smiil. Disciplene. Af Kjærlighed han lod for Sandheds Sag sit Hjerteblod. Vi ikke tale da? Vi bæve for hans Sti? O Vi se meer i dette Blod end I! For Os bekræfted han, for Alle sonte. Det er et Glædesbud, som gjennem Jesu Vunder tonte til Os og Eder ud. Stemmer. Hvi skulle vi da offre meer? Det Uskyldsoffer det sidste er. Præster. Det sidste Offer? Ha, trælkede Slægter, til Offerrækker I selv jer indvie! SIDE: 475 Det sidste er sidste Jesu Forfægter. Da mættet, forsonet vil Alteret tie. I Præsters Chor det flammer da ene igjen, som Vredens Tunge blandt Dynger af Been, vidtover en øde, men helligere Jord. (Mulm udbreder sig) Jesus. Min Gud! min Gud! Du skulde mig forlade? Præster. Vanvittige Hob som Lit til en Synder har sat! Hørte I ikke hans Raab, at Gud ham havde forladt? Disciplene. Saae I ei Alle, han hylled sit Ord i et døende Smiil? Den sidste Tvivl om Frelsens Seir i hans Suk bortfoer. See I ei denne stigende Nat? Naturen selv hylles i Sørgeflor. Præster. Seir? -- Ha, Spaadom, sandsagde du? Vi Navn maa da skifte, ei Magt, ei Hu! Ha, sære Vanvid! hvad Sejer, naar i Kjæmperens Hjerte Staalet staaer? O dumme Trælle, Seir, naar end, som Oldets Piller, de Jordens Bedste, Aljordens Vise og Drotter og Præster staae ubetvungne igjen? Stig ned af Korset! Da Jordens Præster og Jordens Herskere troe dig, Mester! SIDE: 476 Disciplene. Messias i Krybbe, i Pjaltelagen, af fattige Hyrders Hilsen modtagen, Messias paa Graasteensbolster besku! Du Kronte, du Rige os Arme da sige, hvor høit vel i Himmelen skattes du! Anden korsfæstede Stimand. Ja, ret! stig ned af dit Kors! og frels dig selv, Messias, og Os! Som Jordens Konger og Præster, skal Morder og Røver da troe dig, Mester. Første korsfæstede Stimand. Ak, frygter Du ei Gud endnu? Vi lide kun vor Ret -- men Denne? O Han, han faaer en Synders Ende, skjøndt end han heel sin Uskyld har, som dengang Barn jeg Synder var. O Herre, fromme, naar i dit Rige du mon komme, kom arme Esau da ihu! Jesus. Du skal mig did idag ledsage. Stemmer. O, Grav, din sorte Læbe ei tør os kalde Dødens meer. Vort Dødssuk er et Bliv. Tyrannen kan ei længer dræbe. I pine; Pinslen er kun Fødselsveer for nyt og bedre Liv. I Hjerterne Fred Forsoneren fra Korset dryppede ned; igjennem hans hellige Ord Gud selv gaaer frem med lysende Spor. SIDE: 477 Og nu ifra sin Grav de friske Levende for Døden bævende Udødelighed den Døende gav. O Menneske hvad er du vorden, som Frelsen har arvet: Himlen paa Jorden! i Visheden om din Udødelighed hvad Englene veed. Jesus. Det er fuldbragt! Jesu Veninder. O Jesus! Jesus døer! Disciplene. Hans Smerte ender. Hans Fryd begynder, og hans Sorg fuldender. Ja "Smerte-Ende" er nu Dødens Navn, og "Fred" er Navnet paa de stille Kræfter, der røre sig i Gravens dybe Skjød. Akadiel. Alt Engelens Ving fra hans visnende Haand, straalfjedret, med Morgenens Kraft, sig spænder. Jesus. I dine Hænder min Fader, jeg anbefaler min Aand. Akadiel og Aanderne. I Hviftet af sit sidste Ord udglittrer Jesu Aand saa reen fra mulmede Korses dødmørke Been, mod rolige Himle mod Aanders Chor fra bævende, blodige Jord. SIDE: 478 Stemmer. O Jesus! O rædsomme Nød! O Jesus, vor Frelser er død! Jesu Veninder. Ei død! Ei død! Vor Ven, du aabne dit Øje igjen! Disciplene. Han hævede sin Røst; og, som et Blomster visnet, sank tornet Hoved paa hans Bryst, og Øjet brast, da Hjertet isned, og kjøligt Vand af Vunden flød. Mennesker. Ve! Jesus, vor Frelser er død. (knæle om Korset) Akadiel. Mennesket stirrer studsende paa hans brustne Hjerte, nu Mulden graa. Det stirrer forvildet sig blind paa Korsets døde Billed. Ja see I det Smiil, der paa Læberne kom som endnu dem flyder straalende om? Himlen var alt for hans Øje oprunden. I Dødssekunden Sjelene fælde sin Evigheds Dom. Sig Himlene bøje nedover den Dydiges bristende Øje. Hvo Helved paa Dødslejet seer, ham bier ei Salighed her. Jesu Aand. O, Straaler for Torne! Lys til Blod! En bævrende Fryd er min Hjerterod. Her Lys, her Lyn SIDE: 479 er Øjets Syn, og Aandens Øje Dybene gjennemlysner og speider det Høje. Akadiel og Aander. Hil dig, o Jesus, fuldkomneste Aand, Jorden har holdt i fængslende Baand! Hil dig blandt himmelske Frænder! Ohebiels Varme, livsaligen mild, Abiriels høje flammende Ild see vi i Frelserens Inderste brænder. Hil dig, o Jesus! Fra Korsets Smerte du taget er nær til din Faders Hjerte. Din Saligheds Næring er sød og stærk: Beskuelsen af dit seirende Værk. Jesu Aand. I Dødens Stund i Himlen jeg tænkte mig . . Tanken bar gjennem mørknende Kjød mig Selv saa klar, at end jeg i Flugten belivned med Glimt af et Smiil den blegnede Mund, skjøndt bag mig alt Hjertet hang dødt og stivnet. Et Dødssuk -- o Florvinge, neppe du hvifted paa Læben, før om du til Straaler skifted! -- hidhvirvlede mig med Lysglimtets Hast, saa Øjnene bag mig smeltende brast. Men nye sig aabned i samme Sekund, der mægte at speide til Solenes Bund, mægte at følge Verdnernes Pegen med straalende Fingre paa Guddommens egen Høihed, den Gaade Aandernes Tanke ikke kan raade. Akadiel. De Ypperste derfor i Aandernes Hær, der omstraaler Jorden liig Gloriens Skjær om bøjede Isse, SIDE: 480 de hilse dig disse i Salighed Luende . . Aander. Med Andagt vi maae dig Jesus tilbede, det Tempel beskuende, det vi i Mulden byggede paa. Jesu Aand. O himmelske Frænder, jeg kjender alt Eder. Du der Konfutse, Du Sokrates heder. Ah, Menou og Moses, Zerduscht og La, Israels store Profeter, I Alle, Jesus maa Lærere kalde, hos eders Discipel paa Golgatha? Johannes blandt dem med Skjønformen fri for hver en Skygge af Melancholi. Akadiel. Imellem de skumle Skygger, som blege, liig Skyer for Lyset, isammenvege, da, Jesus, du straalte i Himmelen ind, sku hist dine tvende blodige Følgesvende, ense af Daad, ei ense af Sind! Jesu Aand. Ah, Esau, mindes du hvad jeg lovte dig, da du paa Korset bad? Du angred histnede; derfor Englene for dig bede. Med klarnet Pande du mellem de Salige dig da blande! Men Du, hans Følgesvend, skumle Aand! med matte Vinge for Morderhaand, der flammed paa Jorden af Lyst til at dræbe, Du vedblev at haane med dødblaa Læbe, SIDE: 481 at haane med døende Sjel; thi er du ei værd i Forsoningen Deel. Men alle I angrende Aander forkynder jeg Frelsens Forsoning for Nag over Synder. Samvittighedsmulmet maa komme i Glød, søge at svide Pletterne ud. For mat er dog Flammen; Alle tilsammen lægges maa ydmygt i Naadens Skjød. Et sønderknust Indre, ei Hovmodens Pukken paa Meer eller Mindre, maa ofres til Gud. Usalige Aander. Jesus! du Trøst har de Domfældte talt, Helved husvalt, Fortvivlelsen viist Vejen til Naaden, alt længe forliist. Nu længer vi ville ei Synderne dølge stolte og stille, dem aabent bekjende, blandede med dit velsignede Navn, os haabende vende til Guds, til vor Faders barmhjertige Favn. Præster. Hvi tie vi? Jesus, vor Fiende er død! Stemmer. Ja, Jesus, vor Frelser er død! Disciplene. Ei Smerten os længer for Korset nedkuer! Vi Frelseren ei i det Livløse skuer. Hvi knæle for Liget, den slukkede Kjerte? Forherliget luer Han Selv i vort Hjerte! (De Knælende reise sig) SIDE: 482 Præster. Hva skrækkes vi? Fienden er død! En Soldat. (gjennemborer Ligets Side) Ja Cæsar sværger i dette Stød, der slog hans Hjerte, saa Blod og Vand udflød, at Jesus af Nazreth er død! Præster. Jubler, jubler! det fremmede Lys i Templernes hellige Dunkle er slukt; hiin fremmede Røst bag Forhængets Tys nu Døden for evig har lukt. Ha, Vanvittige, bygge I end paa dette hensmuldrende Leer? Troe I, Galilæeren kommer igjen? Han er ei, og bliver ei meer! (Mulmet indhyller Alt) Stemmer. Betyder det Mulm: forbi er vort Haab; men Mulmet vender tilbage fra Trældoms og Løgnens Dage? En romersk Høvedsmand. Se, Himmelen aander sin Kummer ud, og Skyerne fyldes med Jammersraab! Ja, Han, som vi dræbte, var vist en Skyldfri, en Christ, en Gud. Disciple. O Overtroes Natøie, Hvad du seer ei Lyset, men Nattens Veirblus er. Præster. Nu, Altre, indhyller Jorden i Røg! Kun Sceptre Slægterne skimte igjennem at glimte, SIDE: 483 som Gnister, der ud fra Baalene føg! Nu jubler, Baal! nu hviner Spær, som før i sløve Trælles Hær! Ufrelse, Ufrelse, nu, som før, fornegter du dig, naar Frelseren døer? (Torden og Lyn. Røvernes Kors styrte overende) Rædsel! Rædsel! Offret bragt er Mørkets Magter, og de hyle efter fleer. Men skulde et Veir, øde vor herlige Seir? Lad Mulmet kvæle den jamrende Hob! Vi splitte det ad med Seiersraab: Triumf! Underdanig er Jorden! Den bæver under vor Fod. Stemmer. Men ruller og denne Torden henunder jer Fod? Præster. Ha, djærve Israels Præster, vort Baal skal Lynene sløve, vort Seiersraab Tordenen døve: Triumf over Lærling og Mester! Stemmer. Dagen sortner, Solen graaner, Lyn, som Strømme Blod, nedrisle, Dybet sluger dem og brister, Ild udhvisler. Visne Sol, dig Mørket haaner; thi nu flammer Dybet jo. Præster. Himlen vil ei korset see, Jorden bære ei dets Spe. Vi i Dybet styrte da med Korset og med Golgatha! SIDE: 484 Stemmer. Usle Seierherre-Glæde! skjælve I for Luftens Vrede; men for Himlens ei? Stemmer. Se, paa den Illværksdag Himlens lyse Tag sig forvandler til en huul, Sarkofag, saa sort som Muld! Lyn, som sultne Ormeklynge hugge, bide, hvæse, slynge sig om Jorden, levende der begravet. Luften Mulmen; Fraade Havet; Jorden Ulmen; Bjerget gaber, Sletten ryster; Golgath, som i vilden Smerte, bæver, hæver sig og kryster Korset op mod Sky, som om Jesu brustne Hjerte det til Himlen vilde flye. Præster. Ve! Lynets Øjekast vorde saa vrede; fra sorte Himmel i Golgaths Stimmel, de kun efter vore Hoveder lede. Vi flye! vi flye! Stemmer. Hvor flye? hvor Ly? i en brændende Sky? paa en bølgende Jord? Hvor flye? O, hvor? SIDE: 485 Præster. Intet trøster; Alt forskrækker. Alting truer; Intet dækker. Disciplene. (flokkende sig tætom Jesu Kors) Jo, i Korsets Ly Lynets Spidser speile sig i stille Isser. Tordnens Sky mellem vore Øjne brast. Blinked vore Øjekast? (Mennesker stimle om Korset) Stemmer. Som af Angst, guulsorte, svulne Skyer buge henad Jorden sig og knuge sig i Mulden ned, og mullne hen i giftig, lummer Damp. Præster. Ve! midti vor Seier vi døe! Disciplene. Et skarpere Lyn end dette, der fødes ifleng af Sky'n, vil Synderen ramme. Om, snoet og kvalt, paa Bunden af hans Hjerte det ligger til Aldren graa, et Hvælv der er, hvor det ud vil slaae; det er hans Grav. Præster. Ombølget af Flammer og bævende Høie og hævende Dale er Golgatha Rædselens Ø. Ve, finde vi ei SIDE: 486 gjennem Mulmet henover de bævende Høie en Vei? Disciplene. Nei, Jesu Mordere, nei! Thi Jorden gaaer i Vover; som Skyen den bruser huul; den driver under Fod. -- Ha, den vil tye iskjul. Ja Høi og Skrænt med Blomstertop frem ormer sig imod en Afgrund -- ned den styrter . . ha! for ei at blive et Golgatha. Ve, Jorden gaaer i Vover, som Luft og Sky var den; og Mørket ruger over, som hvælved kulsort Muld sig op til Luft og Sky igjen. O Gravens Mørke! Ingen seer, at han blandt tusind Blege er. Hver stirrer blind i Mørket, som var han sat en rædsom Nat alene midti Ørken. Enhver staaer ene med sin Jammer, og lytter til Naturens Ve. Nei! nei! vi see: Lyn, som om hele Scheol paaeengang lyste, er Rædselsdagens Sol; og Tordenbrag, som om paaeengang Helved gyste, er dens Sekunders Slag. Lynet nedad Korset flammer . . Se hvor det i Mulmet ene breder ud de røde Grene! I rædsomt Lys det kneiser frem. Dybet brast; dets Luer blege, SIDE: 487 Satans Fingre liig, paa Korset pege . . nu hvislende de klattre opad det . . nu Dybet atter sluger dem. Præster. Ha, Golgathas Been og skinnende Knogler sig reise i Mulmet bag Mose og Steen. Alt Helvede kogler. Sig Dødninge reise paa smuldnende Ogler, og Skallerne hvirvle saalænge rundt, til Struben de finde og Benenes Bundt. Bort Fæle! -- Ha, blege Profet-Gestalt, du byttede galt. Dit Hoved er dit: paa en Viismand det sad; men Støtten, du tog, er en Røvers Rad. . . Nu kommer hans Hoved, og putter ind i sin hule Kind din vise Strube, din stive Ryg, der kneised engang, mens Kongens var myg. Saa kives I heni Veir og Vind. Bort! bort! I vide maae bedre: Jer dræbte ei Vi; det var vore Fædre. Stemmer. Alnaturen jamrer sig ved den dræbte Frelsers Liig. Ilden hviner, Luften hyler, Skyen brager: Han er død! Jorden brøler, Vandet fraader, Dybets Echo huult gjentager: Han er død! O, saa Alnaturen klager: Han er død! Disciplene. Jorden briste ved vor Fod! Lyn vort Øje gjennemsuse! SIDE: 488 Torden Øret gjennembruse! Alle Rædsler op sig dynge paa vor Isse! alle Smerter i vort Bryst sig sammenklynge! Havet høit sig sammenslaae! Jord og Himmel maae forgaae! -- Med saligt Hjerte, med rolig Pande de Frelste staae om Korsets Rod, som stode de end i Paradiis, uskyldige, i Læ af Kundskabens og af Livsens Træ, med Frugter -- o af Forsonerens Blod -- og Gud befalte os Syndere: spiis! O Kundskabens Frugt vi fortærte, da Jesus os Dyden lærte, og Livsensæblet vi brød, da Frelseren sagde: der er ei Død. Præster. Ei Skjændsel, at flye for Dybenes Kræfter. Til Templet vi tye, til Alterets Flamme ifra det rædsomme Mulm, det Djævelens Flor om Golgatha. Vi flye . . hver Troende følge efter det flygtende Præsternes Chor! Israels Hellige, samslutter eder! Fra Golgathas ravende Hei over bævende Dale vi bane os Vei! Gjennem Mulm og Ild, gjennem skjælvende Salem vi flygte til det evige Zion. Kun Tempelet redder. Det ryster ei Satan. Det hviler fast. (Ville flye) Stemmer. Tilbage! tilbage! Det evige Zion det brast! SIDE: 489 Høialtret sank, Forhænget revned ito. Stormvinden hvinede hvast ind i det Helliges Bo. En mulmet Hule det Helligste er. Der Svovl for Ambra damper, og Dunster brænde som Lamper, og gysende Dødninge vandre der som Israels Præster. Tilbage! tilbage! et evigt Gab mellem Golgath og Zion sig fæster. Præster. Ha, Alteret seired for seent! Stemmer. Ja, Alteret seired for seent! Præster. Da, Jordens Throner, tilhjælp! tilhjælp mod den dræbte Forsoner! Vi mægte ei meer at opklække Eder Trælskarer fleer. Ja Altret tilhjælp nu med Sværd og Lænker! Thi Folket haaber, og Folket tænker. Opblusser for Altret, I Throner, da! Vi offred for Eder paa Golgatha. Fremblusser I Throner, udgnistrende væbnede Millioner, af Trælle, der sælge, svigraadige mod sine egne Brødre, selv Liv og Blod! Da, se, vore Lamper og Altrenes Ild forvandle sig til en Række af blodige Baal! I den eders Trællegeleder skal hærde hvert Staal til blodige Kors for Os og for Eder. Vort hellige Forbund skal kue med synlige Luer den Sjelenes Lue, SIDE: 490 med Baal og Bøile de Oprørske tøile. En Val da vorde al Jorden, før Alt gjenvender til Oldets Orden! O, stor blier Kampen: Millioner imod Millioner i Flammer og Blod! Stemmer. Jorden briste ved vor Fod! Lyn vort Øje gjennemsuse! Torden Øret gjennembruse! Alle Rædsler op sig dynge paa vor Isse! alle Smerter i vort Bryst sig sammenklynge! Havet høit sig sammenslaae! Jord og Himmel maae forgaae! -- Med saligt Hjerte, med rolig Pande de Frelste staae om Korsets Rod. Tyranner! Som Jesus Vi vide for Frihed og Sandhed at stride og lide. Vi frigjøre først vore Hjerter, saa af Skuldrene Lænkerne briste maae. Thi viid, i eders Baal, mens eders Piinsler hvisle i hans Nerver, rundt hans Hjerterod, med Barmen kold af eders Staal, det Menneske, som veed der er en Gud og en Udødelighed og Syndernes Forsoning, med rolig Høihed maler med sit Blod: først da jeg som min Mester leed, da blev jeg fri og fik min Æreskroning. SIDE: 491 JESU LEGEMLIGE OPSTANDELSE BEGRAVELSEN (Aften. Udenfor en Grav-Grotte. Rachel pyntende Jesu Liig. Petrus staaende hos i sløv Sorg). Rachel. Se, Rachel pynter Jesu Liig, forglemmer reent, at pynte sig, som var hun skjøn alligevel, endskjøndt hun skal til samme Fest, i samme Hal, (og det som Meer end Gjæst) i denne Sorgens Kvel. Ak, Simon Petrus, Du, i Intre blød, i Ydre ru, maa ogsaa have dig et Vist fra Livet til at sørge over? Dog, det er sandt, som jeg, du ei vil lade Sorgen gaae sin Vei, idet du gaae din egen vover. Du end paa Livets vilde Bane, som Menighedens vaagne Hane, en Stund paa højest Kvist vil vippes. . Nu -- Meer du faaer nok i din Pande af dette kummerfulde Sande, før, seige Dryp, du slippes, istedetfor, bag Stenen der, det skjønne, store Ubestemte. Ah, vel, om Dette end ei er, vi vandt jo dog; thi vi jo glemte! Men, o jeg haaber -- følg derhen! Jeg kaarer dig til Brudesvend. Nei! nei! Du vil ei? Nu, saa tag, som du har faaet i denne Dag, hver Stund den Livets Skjænk, det Visse! SIDE: 492 . . Ja sandt, en herlig Ejendom, der Hjertet som en Negl kan spidse. Petrus. Bagtal ei Sorg! thi den gjør from! Rachel. Det kan jeg ei. Den boer jo, liig en Satanas, der soler sig, i Rachels Øje; foran mig frem vandrer den i hvert et Ord, med sære Smiil til Stav -- nei vandrer ei! den er ei stadig; men flaggrer som en Flaggermuus, der -- unaturligt -- har til Huus en moden Rose, tusindbladig. Men hvordan end den flaggrer, flaggrer den dog hen til Rachels stille Grav. Thi sandt, min Petrus, som du siger: Sorg gjør from. Ja Flaggermusen "Sorg" er god: den hvifter, svaler hidsigt Blod, og dette er jo Alt. Thi gløder det (det Rachel veed; du maaskee, gode Petrus, med) da gaaer det galt. Pyntet er du nu, søde Brudgom, pyntet smukt: Myrrhalugt og Cypressekrands i Haaret, ikke Tornens røde Frugt. Dette Alt og hvide Lin, der en Vinge svanefiin lægger mildsom ovenpaa, venligt svøber Alting ind i Maaneskin, dig den Herre Josef gav. SIDE: 493 Men den Sløife himmelblaa, hvorpaa ned en Taare løber, paa dit Bryst, er skaaren af Rachels Brudebelte. Røden Blomst, i Brystet brænder (den jeg "Christi Bloddryp" døber) Roserne i begge Hænder (o de gløde, saa de smelte) Nellikknop paa hver en Fod, Dette fæster paa dig Israels gode Præster. Gode? O, nu ere Alle gode! Josef god: Josef lader Jesus ei slænges hen paa Alfarvei. Judas god; thi ei han vil forraade meer sin Mester. Haarde Jesus er nu god; thi, se, at jeg kyssede ham, han tillod. Rachel er god, som fik Lov dertil, og hykler ei Svaghed fordi hun vil. Og Israels Præster? Af Alle De bedst er; de vied os sammen . . Hvo smiler vel haant? Har Rachel denne Ære laant? Fik jeg den ikke saa uden Villie, at være Jesu Gravhvælvs Lillie? at favne første-sidste Gang min Elskede paa Dødens Tillie, i denne Klippe-Urne trang? Gjem dine Haansmiil til dig Selv! Jeg hvile skal i samme Hvælv, som Jordens Frelser . . o saa nær, somom i Døden hans Brud jeg er. Ha, tænk -- Messias og en Synderinde samavle Maddiker derinde! Men Ei! de vorde Engle smaa, talløse, uden Navn, der sværme ud paa Vinger blaa SIDE: 494 af Jesu og min Favn. Men skulde ei Josef tillade mit Liig i Jesu Gravhvælv at hvile sig? "Nei Kvind, det gaaer ei an! Bort! Du dig skjænder. Der ligger en Mand." Gud fri Os! Love forat leve eller døe af Dem, som svømme her af Naade om paa en Gravhøis Øe? For Kjærlighed og Barmhjertighed Love? for tørre Øjne og vaade? for naar man skal vaage og sove? Love for Lune, Afsky, Behag? Love for Anstand, Følelse, Smag? Love for Naade? . . Gud fri os! at Naturens Kræ vi klavre op, og lægge Noget, der skulde ligne Aaget, ned paa dens Skuldre -- se da Simson i de brændte Traade! "Nei Kvinde, nei! Det gaaer ei an" saa ville lyde Lovens Ban, og Rachels ømme Ønske i Vejr og Vind det fejer som Nordenvinden mejer den spæde Foraars-Grønske. "Det gaaer ei an," det hedder tvært, "og stakkels Rachel du har vær't forvist et Verdensbarn." O Jesu rene Støv, mit Kjød, det Skarn . . o Fy! nei: i en Taage fangne Morgensky, i Dyndet blæste Rosenløv, det raser, som vil hvile hos dig i samme Hal. Den syntes mig saa skjøn, saa sval, SIDE: 495 og Kjødet sukked efter hvad ei Aanden turde ville. O, udenfor din Hvælvings Dør, mod kolde Marmorpille sit arme Hjerte Rachel tør vel trykke til det bliver stille . . o ja til Morgenrøden ei mægter det at tænde; thi det og dets Elende er svalet hen i Døden! Petrus. Din Graad, o Kvinde, har Intet at betyde, hvor se, en Mands maa flyde. Rachel. Dog arme Kvinde -- Rachel maa sig finde i at kaldes saa -- ei Mere end sin Taare eier. Men baade med Pung og Øje kan Herr Josef græde, den rige Mand. Men dobbelt veier mod Pungens Nardus hans Øjes Vand. Thi sjelden til en simpel Taare har gyldenskjermet Øje Raad. Ja, pyntet er du, Christ paa Baare, med Alt hvad Jorden dig kan skjænke, med Alt hvad Kjærlighed kan tænke: med Riges Salve, Armes Graad, med Myrrhaduft af Rigmands Krukke, med Armes Sukke, ja Rachels Sukke, Rachels Graad. Ja sandelig, søde Brudgom, du saa deiligt ret er pyntet nu, som pyntet En kan blive af kunstig Kvindehaand, men med et sorgfuldt Hu, -- oh nei, af lystig Brudehaand, SIDE: 496 som om Du var ilive -- oh nei, af traurig Dødninghaand, men med et Brude-Hu. . . Ja er ei dette Liv et langt Formælings-Gjæstebud, hvor man maa holde ud og sidde -- og saa trangt! -- til Faklerne, de Livets Dage, sig brænde ned i Gravens Stage. Der Bordskik holdes, som man kalder; man faaer hvad paa Tallerknen falder, ei hvad man lyster selv; ja, selv om jeg er Brud, jeg maa dog sidde stiv og stram, ei engang skotte hen til Ham, man faaer, naar Alt er endt. Da fri hun jubler: "endelig forbi! Nu splitter jeg mit Jomfruslør; nu lukke vi vor Kammerdør, vor Grav med fasten Hvælv." Petrus. Afvejen, Rachel! Gale Kvinde! Dig maa ei Nogen see derinde. Og der alt kommer Toget. Rachel. O! Jeg veed nok Verdens Tunge, har villet foresjunge dens Daarers aabne Tro, at Rachels Hjerneskal er bleven Babels Forvirrings-Hal. Og sandt! den Aandens Baldachin er bleven til en Slags Ruin. Men, da den styrted, styrted den i Rachels Hjerte ned, og gav det den Ærværdighed, SIDE: 497 det aldrig havde end. Nu Fienders Spe og Venners Spot, dit Sværd, o Petrus, der bed saa godt, maa pikke, maa pukke, maa bande, maa sukke, maa banke med staalsat Kjølleknop -- Vi lukke ei op. Den stærke Dør mellem Os og Eder Dødens altskjulende Vinge heder. Did bag naaer intet nysgjerrigt Blik. Den knirked "Forbi!" da til den gik. (Jesu Liigfølge, bestaaende af hans Lærlinge, Venner og Veninder, stille sig med Fakler om den aabne Sarkofag. Vagt i Fjernet. Petrus slutter sig til Følget og vil tildække Sarkofagen) Rachel. -- For Himlens Skyld! o, ei endnu! Jeg har ei pyntet ham endnu! Ei sagt Farvel endnu! (Stryger Jesu Liig over Panden) O Jesus, Marias og Himlens Søn, hvor er du skjøn! O, stolte Pande -- nu et stille Hav! O, milde Læbe -- nu kun Krands paa Grav! O, søde Kind -- saa bleg du er, bryd ei dig meer om Morgenskjær! En fager Aftenglands du faaer af dine Venners Fakkel; en venlig Aftenstjerne Rachel nedryster fra sit Øjenhaar. -- -- Ak, som en stille Kilde klar, vort Liv dog kunde rundet, i Palmelunden svundet! Men dig til Ørknen Aanden bar; mig Verden Hjertet sønderskar, Du flygtede, at ei en Kvinde (og denne Kvinde Rachel var) med snevre Smiil dig skulde binde, med milde, men med jordisk, Øje SIDE: 498 dig drage fra dit Maal, det høje, ned til det stille, lave Hjemme. Du ilte forat Rachel glemme; og fra sit Liv hun eier kun af Skjønt et vemodindsvøbt Minde fra Bethlems Lund, hvor bort han fløi -- jeg stod tilbage, hvor jeg har elsket, og har klaget ud. Ak, kan jeg klage? Du, stærke Helt, Dig trøster jo hverken Moder eller Søster -- o eller Brud! Men, stor, somom et Himmelhvælv du engang havde diet, troloved du en Verden -- Ja, det synes som Gud Fader selv har Eder sammenviet. Gravchor. (medens Sarkofagen bæres ind i Grotten.) Til Høiheds Throne, Frydens Hjem, til Sandheds Himmel klar din Sjel sig selv henbar. Men Jesus, se! dit Liig, din Aske bleg, der sank da du i Himlen straaled ind, din brudte Stav, til hvem en Verden lænte sig, ad hvem -- ja opad disse Saar som opad rosenstrøede Trin -- Du til din Himmel steg, vi bære hen til Fredens Hjem, til Støvets Himmel, til en Grav. Farvel du elskte Leer! saa smukt, endskjøndt Du ikke er Hans Høiheds Billed meer! O usle Støvets Æt, som elske end den brustne Urne maa, hvor Dødens Bild er præget i! Ja Støvet maa tilbede det, SIDE: 499 til engang Vi, som Englene, Hans Høiheds Dragt af Ætherild beundre tør igjen. Og dette Støv til vort jo siger: snart din Jammer er forbi. Fortærelse, din Rædsel mildn! I Blomster, Støv, smelt hen! Vi see dig da igjen. Ak, søndersplitter nu, du ødsle Jord, det Svøb, som Jesu Smerte sukked i? det Slør du vov saa skjønt, at deri fanged du den Herligste af Lysets Engle -- ak, det øder du fordi det blev Hans tomme Spor? Vel, tag det! Gud er jo i Dybet; Graven yder Ham sin Lov. (Liigfølget fjerner sig. Rachel sætter sig lænende til Sarkofagen) Rachel. Saa tungt det er for Kvinden at hvile i den Elsktes Blod, saa sødt for Synderinden, at hvile ved sin Frelsers Fod. O elskte, milde Christ, døm mig for haardt ei hist! Ja mildere end her! Ei kald mig "Kvinde" der! Hvis ei, hvis ei, da fremstaaer jeg, som eneste Klager dig imod, ved Skaberens Thrones Fod. Naar, selv fordømt, jeg slæbes bort, jeg vidner, i min Afgrunds Port: "Du, Jesus, dog en Pligt forbrød; thi ingen Kvinde Fryd du bød; thi ingen Kvindes Fryd du nød; thi Fadernavnet du forskjød, og Børn forevige dig ei. -- Er denne Pligt den mindste? Nei! Den første, største, skaberhøje!" SIDE: 500 -- O usle Rachels Kvindeøje, som Myrens uselt, kun du seer en Himmel i en Tues Vrimmel! O usle Rachels Hjerte, der det største Sorgspil skue vil i mit Livs lille Scene til Messias' store Sørgespil, somom hans Frelserfærd var ene til min Ulykkesfærd en Scene! -- Ak, saa ei Rachels Sjel vil tænke. Min Barm kun sukker som din Enke. Det er min Arm, som nynner saa, fordi den vugger ei dine Smaa. Ei Rachel, men en Kvinde, græder. . . Og dette Alt -- javist som alle de andre Kvinders -- ikkun er de gamle, smudsede Hverdagsklæder, der falde -- ah, de falde. . Med Duft og Lys jeg dem omskifter. . . Ah, lette Brudpynt, du omhvifter min Sjel jo alt; og Rachel er ei Kvinde meer -- -- (Vagten nærmer sig) Vagten. (støder til Rachel) Bort, gale Kvind! Vi vogte bedre det Aadsel der for Israels Fædre, som os, med Sved paa Panden og Blik i Muld, Pilatus bød. Hei, Kvinde, vil du stjæle Manden? Jeg troer, ved Helved, hun er død! (Vælte en Steen for Indgangen og sætte Segl for) OPSTANDELSEN (Morgengry. Jordskjælv. Stenen for Indgangen til Graven styrter fra. Jesus kommer frem. Vagten flyer). Jesus. Trofaste Rachels elskede Sjel, endnu et ilende kort Farvel! SIDE: 501 Til Himlen idag Du ile! Du dvæle, Du vente mig over en flyvende Stund, imedens jeg sprænger mit Mæle, i Støvet opstander, brydende Klippernes Grund, de Svage opmander, at Ordet ei døer paa den zittrende Mund! De skulle forvisse selv Hænder og Øje, Fingrene ind i Arrene føje, tvivlende Tommel i Vunden indpløje efter den Spidse, jeg maatte i Dødsstunden døje. Siden de ville aldrig forglemme mit knækkede Brysts dæmpede Stemme, mit blege Aasyn, de Dage faa, vi endnu tilsammen paa Jorden gaae. Modet vil da opflamme de Svage, Troen ei vakle i stormende Dage, Iveren være en brændende Tørste mellem min Menigheds kjæmpende Første. (Gaaer ind imellem Træerne. Jesu Veninder komme) Maria Magdalena. Hvad? Graven aaben? Seglet sprængt? og ingen Vagt? Da Jeg vil vaage til Lyset gjennem Morgnens Taage er ind i Grottens Dybde trængt. Rachel. (Kommer frem i Jesu Liigklæde) Forfærdes ikke! Han er opstanden. Men iler, som Lyset fra Himmelranden, at det kan blive Alverden fortalt! (Afs.) Jeg føler Døden. Han har mig kaldt. Nu til hans Moder jeg vil mig slæbe, med taksom Læbe der al min Vaande ved hendes Hjerte i Fryd udaande. (Gaaer) SIDE: 502 Jesu Veninder. Graven -- som Englen sagde -- er tom! Flux til Apostlerne om! En af Veninderne. Der kommer Johannes og Peder. Veninderne. Ve Os! Forgjæves vi leder. Jesus er borte. Splittet er Graven. Peder. Skjult af en Ven eller Uven i Haven.? Johannes. O skulde hans Hjerte, af Favntag omarmet, af Myrrha og Balsom opvarmet, dog have været den ulmende Kjerte? Veninderne. Afsted at berette, Brødrene Dette! (De og Apostlene ile afsted) Maria Magdalena. O kunde Maria Magdalene udaande blot paa disse Stene, i Himlen for hans Naades Fylde jeg skulde -- o, nei ei undskylde -- men hvordan jeg blev Synderinde, bare min milde Dommer vilde jeg forklare. Jesus. (træder pludselig frem) Maria! Maria Magdalena. O, Mester, du lever? Men dine Knæ af mit Favntag forsvinde. SIDE: 503 Jesus. Maria, ei rør mig! (Forsvinder) Maria Magdalena. "Maria?" ei "Kvinde?" Heller ei kalder han mig "Synderinde". Mit Hjerte bevinget sig hæver, Skjændselens Steen i Luften er pukket, Bluselens Baal paa Panden er slukket; mellem de Rene samles igjen Maria Magdalene. Men, o at jeg havde, milde Fortrøster, tusinde Røster, Verden at melde, at Frelseren lever. (Gaaer; møder alle Apostlene) Apostle. Vi vide det, Tys! Med Os har han spiist. Andre Apostle. Os har han Naglernes Vunder fremviist. Thomas. Fingeren har jeg, Sandhed at vide, lagt i hans endnu dryppende Side. Petrus. Hvad er det Alt? Kanhænde ei død. Men Hvo kunde tvivle, da Brødet han brød? Da Alle ham kjendte, og Hjerterne da, som ved Nadveren, brændte. Han var sig saa liig fra hiin hellige Kvel, at Tvivl ikke findes meer i vor Sjel. HIMMELFARTEN (Apostlene forsamlede paa et Bjerg. En Sky driver over). Petrus. -- Ha, Mesteren borte! Endnu han talte. Endnu i Luften Ordene bæve. SIDE: 504 Johannes. Skyen -- se hist med de straalende Porte! -- den, som neddalte, der gik han ind for til Himlen at svæve. Thomas. (afsides) Djævelske Tvivl! Mon han har sig forstukket? snelt sig tilbage i Ørkenen trukket? Der søge gudfrygtige Mænd sig Ro; i Huler de der som Grævlinge boe. Petrus. Den Gravopstandne er Himmelfaren. Vi see ham ei meer, det er vist, før vi hos Mesteren samle os hist. Han gav sit Farvel jo til Brødreskaren: "Over viden Jord gaaer, lærer mit Ord! døber dem Alle i Kirkens Favn i Faderens, Sønnens og Aandens Navn! -- den hellige Aand, hvoraf Himlene brænde, og som jeg eder tilhjælp skal sende. Salig hver Døbt! Mennesket er da som Himlens betegnet, ind i usynlige Herlighed svøbt, straalende frem, naar Støvets er blegnet." Afsted da, Brødre! afsted! afsted! I Øst og Vest! Jesus en Talsmand sender os med: det Sandhedens Mod, som føler sig lettest og taler som bedst i Tempelets Chor og ved Thronernes Fod. SIDE: 505 CHRISTENDOMMENS FØRSTE STORE SEJER (Mod Jesu Bekjenderes lille Skare trækker Cæsar og Kongerne op med sine Legi- oner. Israels og andre Præster. Akadiels og Jesu Aander). Akadiel. I Spidsen af væbnede Trælles Millioner, liig flammende Piilodde foran de sorte bredarmede Buer, paa Præsternes Raab -- Hør, Hærene rasle efter dem som Lænker -- fremile Jordens Herskere; foran dem Cæsar, det flyvende Spyd mellem Pilene. Men Alle (liig Orme, der bide hist snart her i den pilende Vrimmel mod Byttet) med hadfulde Øjekast ile, paa Præsternes Raab, med syndblege Aasyn, blodbesmurte Hænder, hid, for den høje uhørte Hjerternes Banken om Frelserens Gravhøi at nedknuse. Jesu Aand. Se Menneskeheden, liig tvende Have, som hvert af, dem var af Stormen livnet, paa engang stivnet i tvende høje chrystalne Hvælv. De briste sammen og saa begrave sig i de styrtende Huler selv. Men Sorg! Enhver af disse Tusinder Død-Indviede, som skulle endnu for Mørket stride, min Broder er. Ak, Himlens Fred, dit første Skridt paa Jorden gled ud i Blod, i mit! I Brødres Blod bereder Du dig evigt Leje nu? Det skal ei hænde. Sandhedens Magt skal Hjerterne vende. Hevnen og Hadet er da forleden. Tvesplittet ligner Menneskeheden SIDE: 506 ene mig Selv i Gethsemane Nat: mellem Seir og Tab, Haabets Høi, Fortvivlens Gab, Men sandelig, som Jeg, den skal mellem Dyb og Himmel sat et Seirskors plante paa sin Val. Dampen af Cæsars Stampen er sidste Hvift af Mørkets Flor. Præstens Baal, det høje, er Mulmets vilde Øje idet det ned sig sænker under Jord. Cæsar. Fra Roma, Jordens syvsøilede Throne, Jeg, Kongernes Konge, Cæsar nedsteg. Legioner af Konger var funklende Dugg i mit Spor. Hvi raabte du Zion? Israels Præster. "Se Zion liig Cyklop-Øjet ene i Dybet vákt, hvor Jorden vi indsmedde i Kronernes gyldne Lænker!" vi skrege. For Roma Zion speider. Konger. Fra Romas Thronetrin, Jordklodens Throner, Vi Herskere stege; vort sortnende Spor Legioner: de Trælle, vi have betalt forat døe! Hvi raabte du Zion? Præster. Fra skumle Huler, fra straalende Templer, Vi, Herskernes Herskere, Præsterne stege. Sig Guderne vælte -- se Slanger og Ild! -- i vort Spor. Hvi raabte du vældigen, Zion? SIDE: 507 Israels Præster. Vort Zion bævte . . Vi skrege -- Messias er kommen! . Konger og Præster. Da Ve! Israels Præster. Ja, Folkenes Haab, den Kongernes, Præsternes Rædsel ! . Konger og Præster. Da Ve! Israels Præster. Den Angest er svunden; thi skuer hans Grav der ! . Konger og Præster. Triumf! Israels Præster. Med hele sit Mulm Zion det Straaleglimt kvalte ! . Konger og Præster. Triumf! Israels Præster. At Alle Zions Seir kunde skue, og Alle hylde Zion som Ypperste (thi Det ene Alles Fiende beseired) Israels Præster raabte. Bag Cæsars Segl og Templets har Zion i Hulen gjemt sit Valrov -- høimodigen, se, nu Resten, der hist sig klynger, som Bytte, overantvordes Eder! (pegende paa Korsets Skare) Drotter! Altret tilhjælp, eders Klinger, de lange Geleder, drager, og deler Hjerterne hist mellen Eder! SIDE: 508 Cæsar. Ha, en Frelser betvang du Høipræst! Og nu skal Cæsar mod Trælle skjæmme sin Magt? Israels Præster. Hver af dem er en Frelser. O, Cæsar, skjøndt vældig, ei dræber din blotte Foragt. Konger. En Hær af Konger skulde slynge sin Sky af Spær paa denne Klynge? For Thronen sparer denne hulde Frygt! Fast staaer den -- Tak skee eders Fædres Kløgt! Se disse væbnede Geleder jo fortælle, at endnu mangle Thronerne ei Trælle! Alle Præster. Overmodige! gjenvaagner Aanden ei stedse i Barnet med frisk, uendelig Kraft? Flux vi maae jo, som Folkenes Lærere, standse i hver en enkelt Pode dens Væxt, madende alle de spæde Hjerner med ufordøjelig Føde? -- ja Alle; thi vide vi vel, under hvilken en Barneskolt kimer en Frelseraand frem? Israels Præster. Se roligt kneisede Templet som før paa det knælende Folk: da sig medeet, mellem de Trælles sortbrune, bærende Skuldre, en stjernehvid Engleving spiled, og løftede Zion mod Skyen. . . Ejaha, se, Kuppelen liig en drivende Dunst! og i Luften, brudte Regnstraaler liig, hænge det Helliges Piller! Ja Zion hele sin Vægt tiltrængte, for denne Ene at knuge i Støvet! Ormens Hoved vi knuste, men tolvleddet lever dens Hale. De grædende Blik hist om hans Grav ere blegblaa klasede Orm-Æg. SIDE: 509 Cæsars matte Langmodigheds Sol dem klækker; og da, Hersker, som Lyn, De levende nedhvisle over Kronen og udhule Afgrunde under din Throne! Cæsar og Konger. I rase Præster! Hvor er Messias' Krigeres Hær? Israels Præster. (pegende paa Korsets Skare) Der! Cæsar og Konger. I rase, Præster; thi hvor Messias' nye Præstechor? Israels Præster. (pegende paa Korsets Skare) Der! Konger. Vi sige som guddommelige Cæsar: Ham Selv I, Jovahs Præster, dræbte; og Verdens Fyrster skulde nu de visne Tistler paa hans Grav besee med Gru? med Kongespir og Præstestav mod deres blege Torne fægte? Israels Præster. Ve, Præster, himmelske Glimt er hiin Gravs Tistelhobs Torne! Ve, Drotter, denne Messias ei een Ærgjærrigheds Vilje paatvang de villieløse Millioner; men atter af Trælle skabte han Mennesker -- Præster og Konger. -- Ha! SIDE: 510 Cæsar. I rase, Præster! Dette Larverede kan ene Cæsar søndertræde? Har Cæsar ei en Svend? Israels Præster. Ja med en tung "Caligula" paa (en Ballist være Hælen!) Cæsar, du Selv knuse maa Disse! Ve, hvis de Larver en Vinge faae udspændt! Vare Legioner de Klør, hvormed dybt du mærker i Mulden, Cæsar, naar Du vandrer paa Jorden, favned paaeengang du rundtom syvsøilte Roma, dog Sfinxvingen, Zion udklækkede, Dig, Dig og dit Spor, Dig og dit Roma henveirer let som et glimrende Støvgran, opfløjen, for Himlen til frie Jord at nedhale med dristige Straaler. Konger. Haha! den Israels Frelser ei bort af Jorden skjærer de Throner den fra Oldet, liig Fødselsvorter, bærer. Præster. Nei, ved vort fælles Had! hvis Hersker meer skal være, vi maae ei skilles ad. Men nu, i Kampen Brødre, maae om Korset Vi foreente slaae af Baal og Spær en Ring, og holde saa vort Thing. Bæver! -- snart som Jordens Angestsved Kroner og Tiarer trille ned! Holde Vi ei sammen, Korset gjør fra Golgaths Hei, gjennem Spær og Flammen, som treegget Lyn, sig Vei. Præstespir og Sceptre ud af Jorden, stumpeviis, i vild Uorden, snart fremrage, SIDE: 511 Splinter liig af brusten raadden Byld. Thi -- o ve os! Trællen tænker, maner Sagn fra gamle Dage, maaler vor og vore Fædres Skyld, blotter op mod Solen sine Lænker, sukker: "Himlens, o min Faders Øje! skal du see din Søn i Skjændsels Bøje? Nei -- ei længer!" siger han, og Lænken bort han slænger. Med et tænksomt Øje han maaler Hyttens Moserand med den gyldne Top af højen Slot; saa med Hovedet han ryster, siger: "arme Jord er syg!" ryster stærken Seneryg, som om Kobberkupplen lære vilde han, at hilse Trælleskolt med Ære. -- Det er Frelserens Soldater! Det Messias' Præstechor! Agre skulle vorde Stater, simpelt Tag skal vorde Slot, hvor, som Drot, et Menneske boer. Thi se Messias, ei Præst ei Drot, han er en Republikaner! Cæsar. Hvi skrække os, I Præster? Ha, I lyve! De Aasyn hisset ligne ei Stolt-Roms Republikaneres, der puste af Raseri op Kinderne fra gustne Skindvinge-Par til Lupas Ulveyver. Igraad Republikaneren? Oh nei! -- Jo Fingren græder Blod til evig Tid. I Smiil Republikaneren? Oh nei! -- Jo Dolkeglimtet er hans Smilen blid. Er Alting for ham tabt, hvis ei han kan, som han kalder, være fri, SIDE: 512 han siger kold: "min Grav har gabt;" og gaaer deri. Men Disse? -- ja, ei barske Træk dem heller for Stridsmænd eller Filosofer skjælder. Men deres Aasyn (eller Særsyn) sammen har parret Elsktes Sorg og Arvings Gammen. Israels Præster. O Cæsars Letsind! du skjælver for vidløse Pøbels Skrig? Men leer, naar Folkene reise sig fra Pol til Pol, og storme ind som kulsorte Have om Kapitol? De fordre, med Grunde saa mange saa klare, som Stjernernes Skare, ei Cæsars Slaver at være . . Konger. (afs.) Vel! Israels Præster. . . ei Nogens Slaver at være . . Konger og Præster. Ha! Israels Præster. De kræve den Ret af jer Fyrster igjen, dem skjænktes af Himmelbeherskeren. De kræve tilbage for Legem og Sjel hver Menneskerettighed. Konger og Præster. Ve Os! ja da! SIDE: 513 Israels Præster. Thi det er Frelsen, at Jesus Messias har viist Mennesket! ha! -- hvad det er. Den Sandhed . . Præsterne. Tys! Israels Præster. Og Frihed . . Cæsar. Tys! Tal før om Lys! nævn ei den Lyd! Ei Folkene nok ere Slaver endnu, til dette Navn at høre uden elektrisk Zittren under Huden . . Mit Rom sin Frihed kommer end ihu! Præster. Vær rolig; Rom har glemt sin Dyd! Israels Præster. Ei nævne Frihed og Sandhed? Selv Kvinderne synge rundt Korset dem nu. Ja, raabe dem med et Dødsskrig, og sige: "paa Jorden du finder ei dem!" Thi dette Guddommens Hjertepræg, dette, som Herskerne mumlede, Han har gjenvakt, straalende. Trællen sin Høihed har skuet, og Døden kun kan forbyde Trællen at rive tilbage dens Fordringer. "Ha, ligge de paa Cæsars Isse end -- saa synger Han og griber dristig hen -- og ruge tunge Altre over dem: vor rige Fødselsgave, paany af Jesus lovet, SIDE: 514 dog er ei højere forlagt end paa en Broders Hoved, ei dybere i Jorden bragt, end Menneskehaand kan grave. For Mennesket de maae igjen herned, herfrem!" Og døer da Trællen, som Curtius døer han; og Tusinder over hans Liig, som Myrer, vrimle mod Maalet. -- O Herskere, seer: de Trælle, som hadede eder tilforn, og foragted sig Selv, nu ære sig Selv, see nedpaa Herskerne nu med medynksomt Alvor. Som fra et Krat bag Tjørn og Blade fremdrages et Pragtmonument, fremdrager nu af sine Pjalter hver Slave et Reen-Ideal af et Menneske, dyrkende det som Guddom, kaldende det, efter Ham, som vi fældede, "Christus", og "Christne" sig Selv. Cæsar. I rase, Præster! Cæsar mod denne Flok? Cæsar, hvis Øjebryn sig sammentrække som sorte Dødssky'r over Kongers Række? En Liktor er vel denne Haandfuld nok? Gaa, Sergius Paulus, split dem med din Stok! Israels Præster. Han vender ei tilbage meer end Arkens Ravn. Og, hvis han vender om, da vist han bærer, som en Oliekvist, i Munden Jesu Navn. Thi dette Kors fortryller: det er somom en Aand det over Jorden svang, og Alle, hvor det svæver, maa dandse Haand i Haand med Hosianna-Sang. SIDE: 515 Præster. Ja farlig er selv Duften af Frelsens Sæd, der skjød i Disse op som Kjerner af stærke Livsensbrød. Den Sæd forgifter Luften. Derfor vi Præster høje den svide af med Baal; I Fyrster maae den pløje op med Falangers Staal! At ikke Duftens Lysstrøm skulde sig hvifte over Mulde, maa Cæsar sit skyhøje Staalgjærde rundtom bøje. End tændt den har kun Hjerter faa -- ei fleer end Cæsar knuser smaa. Snart gaaer den over Hav og Bjerg -- i Iisboens gløder den; og Han, tilforn halv Dyr halv Dverg, blier Menneske igjen. Cæsars Bud. (Til Jesu Forkyndere) I Cæsars Navn, bort I Gravdyrkere! Jesu Bekjendere. I Guds, vor fælleds Faders, Navn, vor Broder, hils vor Broder Cæsar! Cæsars Bud. Broder? Ha Han, hvis Billed Vi og I maa dyrke? Jesu Bekjendere. Hils Cæsar, Jesu Grav er Fødestavn for nye Slægter vorden: ja, for en Menneskehed, en Helteorden for Himmelen paa Jorden. Vi ere som Sambaarne, SIDE: 516 som Lysets Tids Aarbaarne, af Jesus selv Udkaarne. Kom Israels og Romas store Præst! sid her ved Korset! Cæsar sæt dig næst! O kommer, Børn, og lærer Kjærlighed, og bedste Sandhed, Englen veed! Præster. Nu, Cæsar, har du hørt? Din Høihed er under i Skarnet ført. Cæsar. I Pontifexer ere ogsaa blevne som Poge i en Skolerulle skrevne. Gaaer! Om igjen! I skulle lære atter! Hvadheller straffer I, som jeg, den gale Jødesekt med Latter. Jesu Bekjendere. (til Cæsars Bud) Hils Præsten: Frihed til at tænke er Menneskets Krav! Mod Himlen raaber det fra Jorden igjennem Jesu Grav. Stemmer iblandt Kongernes Skarer. O, alle vore Hjerter Tunger vorde i denne Jordens Mund! Præster. Og Beenrade vorde dens Tænder! Du Cæsar, vort levende Spær, I Konger, vor flammende Hær, udfarer som viede Spyd af Præsternes Hænder! Jesu Bekjendere. (til Cæsars Bud) Hils Kongen: ingen Lænkes Løb beskjæmme maa den Skulder mere, der nyder Æren af at være en Himmelborgers Svøb! SIDE: 517 Stemmer iblandt Kongernes Skarer. Ha -- Sandt! Cæsar og Kongerne. Til Vaaben! Nu frygte vi dem. Jesu Bekjendere. (Til Legionerne) Ak, Brødre, ville I Brødre slaae? i Døden for egne Tyranner gaae? Cæsar og Kongerne. Ha -- Bannerne flyve ei frem? Jesu Bekjendere. O slutter en Fred med os, I Kongernes Hære, og deler med os, eders Brødre, Seiren! Stemmer iblandt Kongernes Skarer. Bort, Sværd! du er en Bolt. Geleder Lænkeløb! Bort gyldne Baand, du er en Kjæde fiin! Et Herskersmiil er Bann'rets røde Liin! Cæsar og Kongerne. I Døden for Thronerne! Præsterne. For Præsten, for Altret til Mord! til Død! Cæsar. Frem! frem Legionerne! Ha, hørte I ikke, Jeg, Cæsar, bød? Stemmer i Kongernes Skarer. Ei nogen Hersker meer indbilde Mænd, at døde Staal og gylden Kvast (der ligner Fyrstesmilet stivfrossent i dets Hast) gjør Træl til Helt igjen! (Sønderbryde sine Vaaben) SIDE: 518 Jesu Bekjendere. (til Cæsars Bud) Hils Alle: Ret og Sandhed er vor Styrke! Vort Løsen: Kjærlighed! Vor Sejer Friheds Fred! Hils Alle, at vi ved det største Menneskes Gravhøi dyrke vor egen Menneskehøihed: at vi vide, den dyrkes skjønnest, naar vi den vort kjære mindre Væsen offerbringe (som offre Jorden hen for Himmelen) naar vi for Frelsen lide, naar Vi, som Han, for Frelsen døe! Cæsars Bud. O Den, som veed at døe, selv Cæsar ei kan tvinge! Jeg heller, Brødre, døer med Eder end er, for Cæsars Guld, imod mig Selv Forræder! (slutter sig til Korsets Skare) Cæsar. O rædsomme Verdens Sygdom! Selv Cæsars høire Haand (en Sergius Forræder!) fra Hjertet løsner sig, fra Cæsars gyldne Baand! Er Menneskeheden raadnet? Ha Sergius Forræder, du drypped af det Hjerte, hvoraf du var en Deel, bort som en Draabe Edder! Og der -- der flyder atter bort Cornél. En Mand af Cæsars Skare. (slutter sig med sin Familie om Korset) Farvel, Gud-Cæsar! O min Priscilla kom! Vi vandre forat finde os et bedre Rom. Cæsar. Frem! frem! Forraad! Forraad! SIDE: 519 Præster. Ve Herskere! Alteret, Thronens Grund, ja Alteret selv nu er hulet ibund. Thi Sandhed er Trællens Tale og Frihed hans Daad. Konger. Ja ve Os! Folkene ere af Kongernes Vinger affaldne Fjere. Hvor Vindene lyste, der storme af den Frelserens Grav, de drive hen; Vi ligge som Aadsler igjen. En Jesu Bekjender. Israel, mit Folk, Du først er kaldet. Thi du var Frelserens Hjem. Saa trine da du blandt Folkene først til Korset frem! I Himmelen elsker dig Jesus endnu; thi du var hans Hjem. O Josefs ærværdige, skaldede Fa'r! du ilte til Sønnens bredfulde Kar. Nu raaber din Søn jo igjen: "Den Nilens Slette kun Bugen kan mætte; men kom til mit unge Hjerte, min Fa'r! Det mætter din Sjel, det giver dig Ungdomskraften igjen; thi Himlenes Rigdom er falden deri." En Farisæer. Stefanus! Folke-Forfører, ti! Stefanus. O Israel, Zion forlad! Dets Præster ere Voldsmænd, dets Offer er Had; dets Gud er en Jøde i Skyen sat, i den med Offerblod stjernede Nat. SIDE: 520 Farisæeren. Pas! gjør ei Saulus rasende! Stefanus. Se, Israel, Himlene aabne sig! Messias forklaret tilvinker dig! Jesu Bekjendere. Ja, tilvinker Alle! Kom Guul, kom Rød, kom, sorte Broder, til Frelserens Skjød! Se her en Apostel fra Juda, og her til Folkene alle et Budskab for hver en Splint af Korset Golgatha sender, til Helligaanden i Alle brænder! Farisæeren. (dræber Stefanen) Stefani Blod da mærke den Sti, Apostlene vandre; ja Alle I! Jesu Bekjendere. Hver i hans Blod sin Fakkel tænder. Stefanus. (døende) Gud, Fader, ei tilregn ham Brøden! Farisæeren. (gaaer med Lænker henmod Korsets Skare. Standser grundende) "Gud, Fader, ei tilregn ham Brøden?" Det kan han ei -- besynderligt! -- thi jeg tilregner mig den Selv. Stefanus (vist en herlig Mand, skjøndt Vanvid kogte i hans Tale) vel heller fængsled jeg end dræbte. Men -- klag ei saa, min Sjel! -- jeg fegted for Jordens gode Sag, der har saamange stolte Oldtids Mindesmærker, at disse nye; dog -- -- SIDE: 521 Jesu Bekjendere. Trælbundne, arme Menneskehed! Hør hør vort Glædesbud: Dig, Støv, en Frelser sendtes ned af alle Himles Gud! Farisæeren. (grundende) Ved Jovah! Dette klinger skjønt. Hvi kom han ikke med Basuner? Da vred min Finger ikke sig i Blod. Mod Himlen mine Hænder fløi som hvide uskyldige Vinger -- Ha, hvor ussel er ei Saulus! Lidt Metal, et Skrald da Guden gjøre skal. Men Menneskeheden trælket? Ja, ja, ja! Der have disse Fiender Ret. Ha, hvi dog Fiender? hvi fornegte I Templet, hvori Saul er Præst? Jesu Bekjendere. -- Han steg af samme Muldens Skjød, o arme Træl, som du. Da Broderhilsen, Broderhu en Engels Mund dig bød. Stemmer iblandt Folkene. Ha, skal den værste Synder af os Alle, os Dyr og Trælle kalde? Skal en Tiara sige til en Hat: en Stjerne jeg, du Dyb og Nat? En Mand. Om Drotten byder: "gaa og dø! din Huustro elsker jeg!" -- jeg lyder ei. En Mand. Om Drotten end er Løve; jeg er ei mere Ræv. En Mand. Om Drotten end er Løve; jeg er ei mere Ulv. SIDE: 522 En Mand. Om Drotten byder: "dræb min Fader!" ei jeg lyder nu. En Mand. Om Drotten byder: "myrd din Fader!" ei jeg lyder nu. En Mand. Om Drotten byder: "fæld din Ven! hans Huustro elsker jeg" -- jeg lyder ei. Mænd. Om Drotten søler sig i Vellyst, nu at ligne ham vi kalde ikke Ære mere, men en syndig Skam. Mænd. Om Drotten byder: "dræb min Broder! han min Søster tog med Vold!" ei vi lyde. Kongeborg, dine Laster, selv behold! Kvinder. Om Præsten byder: "ofr dit Barn!" ei vi lyde længer. Mænd. Om Drotten plyndrer Andres Gods, vi ei, vi gjør det ei! Ynglinge. Om Loven byder: "Blod imellem jer til Evighed!" Vi lyde ei, men slutte ved Korset evig Fred. Jesu Disciple. O Trællens Hjerte aabner sig at lytte! Han Glimtet af en Guddom saae i hveren Vraa af Hjernens dunkle Hytte. Farisæeren. (grundende) I Sandhed! -- ha, i Trælles Hjerte? Er Saulus da en Træl? Dog fare Glimt og Storm igjennem mig. O tomme Lærdom, o tomme Nat, din hele Dynge SIDE: 523 en Kjerne ejer ei, men du adsplittes i Myriader Tusmørk-Korn, i Luftatomer! I Præster, det er eders Plan med Saulus, som og med Hver, I mærke har Forstand, ham at bestikke med en Deel af Herredømmet? gjøre ham til Præst? (kaster Lænkerne) Præster. Ha, Saulus, Fiendens Lænke slipper du! Farisæeren. (grundende) Dog er det sært, at see medeet de gamle Majestæter med ærværdige Sneskaller, som nu Kapitol og Zion, -- dem man er oplært i at hædre -- at stødes ned til Intet . . nei stødes ei, hendunste af sig Selv. Præster. Ha, Saulus, din Fiendes Lænke slipper du? Farisæeren. Den er for tung! -- Jesu Bekjendere. -- Ja, Frelseren steg af samme Muldens Skjød, o arme Træl, som du. Da Broderhilsen til dig lød ifra en Engels Mund. Og viiste han saa reen en Hu, saa højt et Hjerte her, at i sin Lavhed Menneskeheden udjublede beskeden: "fra Himlen selv han er!" I hvertet Hjerte (o det var som tusind Engle gjennembrøde en blodig Grund, og opmod hiin den Himmelske sig skjøde) i hvertet Hjerte Jubelhilsen lød: SIDE: 524 "ja, Mennesket er ei fortabt; thi os en Himmelsk Broderhilsen bød. Det Menneske, som styrtede sig Selv, har end paa Jord til Frelsen Kraft! I Jesus, det rene Menneske, saae vi Sjunkne den Høihed, Støvet kan naae. -- Ja Mennesket igjenfandt i sin Sjel sin Aands umistelige Odel, o, den guddomrige, hvis Marker sno sig gjennem Livene, gjennem Himlen, saa Mærkeskjel, ei Grændseskjel, er Stjernevrimlen. -- -- Mænd. Om Zeno saa ei talte; saa har dog Zeno meent. Farvel, I Præster! Vi Stoiker erklære os nu reent. Vi vandre til Jesus, til Zenos Mester. Jesu Bekjendere. -- Men da han vovede at aabenbare i Muld den høje Sandhed, denne klare Lyskjerne i en Høiaands Ild, det Sandheds Ord, hvis Straale hvas slaaer Guderne ikvas, og skjærer over hine rustne Baand, der lænkebandt Samvittigheden til en Offerpræsts rygende Haand, og lynadsplitter Skikkes tomme Tegn, de Templets, Mørkets Snirkelhegn -- den Sandhed: een, kun een Gud er: een alle Himles Fader, der opstillet i alle Aanders Væsen har sit Billed: at det i Sandhed dyrkes kun kan der; men det er Dyrkelse, at vi vor Sjel gjør stedse mere sand og fri: at dette Maal ei synker med vort Liig; men gjennem Himle flytter sig -- -- SIDE: 525 Stemmer iblandt Folkene. Ned Zeus og Bel! I Majestæter uden Sjel! I Støv vi jer kaster, I Tegn for falske Dyder og Laster! Jesu Disciple. -- -- Ja da han vovede at aabenbare den Sandhed, Himle klynge fast sig ved: der er en Gud og en Udødelighed, korsfæsted ham hiin Præsteskare -- -- Stemmer iblandt Folkene. Hevn! Hevn! De døe! Jesu Bekjendere. -- -- Nei! nei! Han lærte Kjærlighed mod Dem, os hade; og han viiste, at alle ere Brødre, Nogle kun forvildede i Støvets Dyb en Stund. Som Offer, som det Sidste, han døde; og tilgav i Himlens Navn da Alle fra sin Grav. Stemmer iblandt Folkene. Bort Satan! Loke! Moisasoor! Formørker, Dunster af et giftigt Hjerte, ei Godheds Himle, Dybet og den Jord, som Jesus toed reen med blodig Smerte! Jesu Bekjendere. -- Han døde; thi, mens Templet lærte Had, og Throners Straalerad gav Laster Glands og Majestæt, han lærte Dyd og Kjærlighed. -- -- En Mand. Vel! her er Platos Plato -- følger mig! Se, Golgatha, din stolteste Tilbeder, Akademia knæler nu for dig! SIDE: 526 Jesu Bekjendere. -- Han døde; thi, mens Templet svoer, at Det kun løfter Jorden opaf Helved, saavidt, at den i Gabet skjælver, han lærte: hvor en Aand end boer, en Himmel dog sig stedse overhvælver: at, som sig Aanden hæver, saa følger Jorden med; ja Himlen nær, saa Himlens Billed lever i Jordens Fryd og Fred. Mænd. O kommer, Epikuri Børn! de bedste Roser groe paa Korsets Tjørn. Jesu Bekjendere. O Menneskehed, nu efter tungen Alder, der paa din Isse sank sig ned, saa Lokken stivnede til Bly, imens i Blod dit Fodtrin gled, og Øjet blindedes af Altrets Sky, til Fred og Hvile Jesus kalder dig hid i Korsets Ly! Tag Korset! Korset det betyde, at Smerte ei kan Aanden byde, men gjennem Pinslers Vaande bleg igjennem Graven imod Maalet op flyver Aanden, klart omstraalet, som om af Æthrens Daab den steg. Mænd. Peripatetikere, før vi funde det sande Menneske vi vandred længe; Her standse vi og lægge Staven . . (slutte sig til Bekjenderne) Jesu Bekjendere. O Menneskehed, dig Christnavnet stempler, at søge Sandheden over Jordens Templer. SIDE: 527 Mænd. Os Skeptikere ei rækker Jesus Lænker. Den er ei Hans, som troer, men ikke tænker. (slutte sig til Bekjenderne) Præsterne. Vel! svigter os, I Filosofer! Vi end regne ei paa Eder, I Skindvinger mellem Nat og Dag! Jesu Bekjendere. O Menneskehed, nu Christi Navn du bære! Det her dig giver Englens Ære. Det er den store Frelsers Arv. Det giver Frihed og det giver Sandhed; og denne er det klare Øje, hvormed du seer dit eget Høje; den er din Friheds lyse Marv, der gjennembølger dig saa klar, somom du intet Hylster bar, udstraalende i Dyders Gjennembrud -- det Kjærlighedens Aandedrag igjennem Livet henmod Gud. Dyd er da Sandheden fordøiet, Dyd er da Menneskets Væsens Kjerne, saa lys, at Mennesket ved egen Glands kan svide Pletter af sin Sjel, udsonende i Muld sig Selv, saa stærk, at Mennesket ved egen Kraft nedtager Himlens Høihed som en Krands, og lægger om sin Pande, og om sit Hjerte Himles Fred. Stemmer iblandt Folkene. Vi vide, Himlen er vor Fædrestavn, og Jorden er vor Moderfavn. Nu, Præster, ei med Hyl vi graane vor Faders Isse meer! Nu, Drotter, ei med Blod forhaane SIDE: 528 vor Moders Skjød vi meer! Ei Synd og Løgn I meer os lære! -- O rædsomt! den, som forud Himlerader og Saligheder kan fortære, mens vi i Støvet sukke end! Nei Christ, vor Broder, vil os lære her Jords og Himlens Børn at være saa gode, at vor store Fader, hvis Alvorsøie blaaner hist, naar frem vi voxe, vil os hæve til sig, for ved hans Barm at leve som Blomster blandt hans hvide fulde ærværdige Stjerne-Lokker, der igjennem Dybene nedrulle og Almagts-Sløret er. -- Ja Vi i Jesu Blod os døbe! I Jesu Væsens Helgd os svøbe! ja Hver skal vorde til en Christ! (Alle Skarerne slutte sig til Bekjenderne) Jesu Bekjendere. Se Menneskeheden sig vender igjen til sin Fader! Enhver sig indvier i Daab til en Christus at være, en Guddommens egen Søn, til Aanden, den Hellige, der lever i Himmelskes Rader, i støvhyllet Hjerte at nære. Sku, sku med Christnavnet salvede Millioner! I Menneskehjerterne opstanden Frelseren throner. Præster. Frem, Drotter! til Døden -- det er forbi! Farisæeren. (grundende) "Tempelskikke tomme Tegn?" saa siger Christ. Ha Israels Rabbier tatuerte med dem mit hele Hjerte! Vel! Offer, Sang og Viekvist, jag frem en Engel af en Orm! SIDE: 529 forjager Stefans Rædselsform! I mægte ei -- ha! Hvi stimle I paa Saulus mørknende ham da? "Sig Selv kan Mennesket udsone, men een er Veien kun til Naaden: igjennem Jesu blodbeseglte Ord!" Saa er det jo fra Korset toner? Stefanus, o min Broder mild! jeg føler at jeg mig udsoner, thi Christus har sig aabenbaret som Sandhed i min Sjel; og Saul har angergiven svaret: "Se, Frelser, Saulus længer vil ei stampe imod Braaden!" . . Præster. Forraadt! Ha, ved Forraad selv segner Guden! Forraad i selve Alteret sig skjuler. Og Verden selv deruden paa Helligdommen huler. Ve! nu vi troe ei meer os Selv! Den omvendte Farisæer. I Præster, følger Paulus! Han vandred fra den gamle Saulus. Hvis I og Drotterne (I vilde Børn, bortkaster Sceptrets blodige, kaade Tjørn!) i Ørknen agte ei at staae, I da til Korset krybe maae; thi der er Menneskeheden nu. -- Ha, skille I jer ad fra den, da er' I Mennesker ei mere; men Djævle! Høipræst vil da du en Antichrist, en Satan være, der rolig ene haaner Himmelen? Konger. Ha, kan da i Lænke et Folk ei tænke? SIDE: 530 Jesu Bekjendere. Nei! ene drømme. Konger. Vor Vellysts Løibænke, Skattens Kiste, vor Glands -- umuligt det Alt at miste! I Præster maae Folkene Noget indrømme. Præster. Ville I, Drotter, vorde eders egne fordums Trælkedes Slaver? tage af eders Livegne kun Deel af Oldets Arv som Gaver? Konger. Nei! nei! Som Naade? ha! som Naade? Vor Hjerne stivner . . Paa vor Throne nu vi paa en Afgrunds Top os see med Gru. -- I Præster, Kloge, Kolde, I faae raade! Præster. I faae da Folkenes Gaver tage, men siden stjæle det Hele tilbage. Konger. Ve, Præster, Ve, I Drotten med opdrage i Dumhed: vi forstaae at plyndre kun og slaae! Præster. Da staaer tilbage kun at døe. Cæsar og Konger. Nei! nei! Legionerne frem! Præster. I Dødsangst I hyle i Ørknen; thi der er ei meer Legioner. SIDE: 531 Folkene. I kjende ei, I Arme, den Forsoner, der sine Fiender døende tilgav. Mon da vor Livsopvaagnens frydefulde og første Øjekast formørkes skulde af Hevnens blodig-mørke Skygge? Nei, Præst og Drot, læg bort din Stav, og vore Brødre ere I, saa frie og froe, som Vi. Et Tempel, Præst, du faaer at offre i: dit eget Hjerte -- det, som sukker øde, naar gyldne Altre gløde. Saa stort et Kongerige, Drot, du faaer, som du ved Arbeid til dig sejersslaaer, og dyrker i din Sved. Cæsar og Konger. I Rasende! Rasende! Kongerne odeltog Kloden med Alt hvad den bærer, med Trællen og Træet paa Roden! Folkene. Bortkaster Kronerne, Brødre -- den eneste Forskjel mellem en Drot og et Menneske. Da først (som Falken, naar Hætten faldt) formaae I at skue med Klarsyn Alt. Er Drotten i Krone og Purpurfell, en Taage, skjøndt gylden, ombævrer hans Sjel; han blusser af Kraft, men af Feberkræfter; og brister, ja førend han giver efter. Lad Solen stikke derfor hans Isse! lad Vinden den blottet afsvale! da først kan Folket med Drotten tale, da hører han Sandhed og seer det Visse. Cæsar og Konger. Frem! frem, Legioner! -- Ha, Cæsars Ørne nu blevne seendrægtige? Falanger, klæbe ved Jorden I, Cæsars Fodtrin de vægtige? SIDE: 532 Opløfter eder. I gyldne Spydrækker! -- End, I Cæsars Tjørne, er Cæsar, Jordens blodige Rose, ei visnet hen. Den flammer endnu som en vredig Sol blandt Kroner, dens Knoppers røde Slør, paa høien Kvist, paa Kapitol, høitover de Larver, som vrimle ved dens Rod, fremynglede af Præstenattens Falænes Blod, udhviftede over Jorden af en Gravlufts Bør. Præster. Cæsar, stolte Kronrosentræ! Larverne have udmarvet din Rod; i Luften den svæver med Throne og Slot, et Skybilled blot. O, sagde vi ei dig -- Cæsar, ve! af Angst fantaserer -- at Golgathas Sfinx i Altrenes Smuldren har nedlagt de Æg hvorudaf flyer de Frivilskyer, der hvifte, i Flugten, af vore Isser Tiarens og Kronens Gyldenspidser? Cæsar og Konger. Ti, Præst, du Fredens Drot! I Valens Mulmsky du seer ei godt. Ha, nu er Kongernes Tid: de Kronfalke maae sig styrte fra Høihedens rolige Blaa i Stormene ned, de rystede Throner, liig Stormskyer røde og tunge, udrulled, udsvunge igjennem Aljordens bævende Zoner! Betvivle I vel Majestæternes Magt? Til Harmlyn da støb dig vor stolte Foragt! Vi vide de Larvers Flaggren at stække men Banneret, denne vor Fluesmække. I Blod vi drukne de Millioner. Millioner imod Millioner! SIDE: 533 -- Ha Kongefærd! Et Himmelrum opfyldt med Blod og Been og Skum! -- Ha Himmel, en Cæsar værd! Ud, lange Geled, du Kongesværd! Titusinder frem, som døe for Sold! Fremruller, Falangers Torden! Frem, brede Falanx, du Kongeskjold! Legioners Lyn gjennemslange Jorden! I Blod maa Jorden synke, men over denne Flod, som Arken, Cæsars Throne gaaer brusende i Blod. Folkene. I Drotter, mon af Stolthed eller Skræk det Vanvid kommer? Seer dog rundt Eder! Konger. Kun fremad skuer Drotten: bag ham er hans Geleder. Folkene. Ei Drotten skuer bag sig, for ikke at see i Historiens Blæk Domfældelsens Skræk, for ikke at høre Gravenes Ve. Cæsar og Konger. Legionerne komme. Frem! Cæsar tramper! Cæsar stamper! Folkene. De komme ei, Cæsar! De staae ved Korsets Fod. O, Drot, hvor er din Styrke, naar Folket er imod? Ja selv Majestæten, der omsvæver Thronerne, med Kraften igjenvender til Nationerne. Seer bag Eder, Herskere! En Ørken er der; som Klynger af Tistler kun hisset og her (en farende Blegnen liig) end Adelens Landser samflokke sig. SIDE: 534 Lehnshøvdinger. Vor Egenret, vor Adel overgive? og lige med de Andre blive? Ei reise Slottene paa Bakke, mens Trællens Sved befrugter Dalen, mens der Stavnsbundne af Trælkvindebug groe op omkaps med Byg og Rug? Ei lægge Aag paa Bondenakke? Ei tvinge Gutterne at saae paa Valen ud deres Hjerteblod og Been for Os, saa Vi fra højen Ganger kunne plukke den Seirens Blomme, Verdens Ros? -- Ha, Cæsar, du er første Adelsmand: Vi hjælpe dig! -- Ei være Adelstand? men Alle være lige? Alle frie? -- Da før døe Vi! Folkene. Menneskeheden er her! Herskerne, Fienderne der! Ei risler henover Vange, som hvislende glødende Forbandelses-Slange, du sidste Blod, som skal Jorden befarve. -- Et Alvældigt-Herligt med Lysglimt oppløier Jorden. Et Alvældigt-Sørgeligt henruller saa over Jorden; og, ve, med Modstridiges Been det skal harve de himmelske Sædkorn ned! Cæsar og Konger. Til Død Legioner! Frem! Romas Cæsar stamper! Ha, tomme Støv kun om hans Purpur damper. . Legionerne komme ei. -- Ve! O da er Cæsar kun et Menneske! Præster. Ha, Konger, I vakle? Vi Eder befale at døe! at døe som Vi! SIDE: 535 Cæsar. Frem, Konger, om Cæsar! Frem Adelstand! og Kronerne paa og Purpret ibrand! I fuld Majestæt Eder hisset nedstyrter i Folkenes Hav, Legioner af Fyrster! I Kongeblod, under Trællefod finde Herskerne Grav! Som Valrov, som tomme Telte staae Thronerne igjen, at plyndres af Nationerne. Som Bauter de kneise tilbage fra Magtens herlige Dage. Kan Cæsar ei leve som Cæsar; dog som Cæsar han mægter at døe. Præster. Af Tempelpiller fra Zion og Babel og Roma og Memfis opreiser en Stabel! et Baal som Libanon stort! et Baal! Thi Jordens Præster nu feirer den Sidste af Offerfester. Ja ve! den Sidste! O ve! det sidste Høioffer vi bringe -- det er os Selv! Naar Røgen driver bag Sky, naar sidste Offerbaal sig hvirvler igjennem Himlenes Hvælv, saa Stjernerne flye; naar Emmerne hule en bundløs Mile, et Helved ud til Offerskaal: -- da, Præster, istemmende Offersangen, mens Drottene brøle i Døden hist, et Chor af Præster adgangen, hver Præst med sin Gud skal springe deri. . . Baalet blusser; Satans Tunge, rød og hed hviner under Sol sin Tørst. SIDE: 536 Molochs Præstechor, bered dig at læske først! Cæsar. I Østerlands Despoter, der med Slavers Sukke sortne Morgenrøden, her Broderskab med usle Kaster er, hist Majestæt i Døden! Konger. Til Kamp da! i Døden for Throne og Alter! Lehnshøvdinger. Med Cæsar i Døden for Trældom! Cæsars og Kongernes Skarer. (omfavnende hverandre og Jesu Bekjendere) Til Kamp? Ja mod Eder, Friheden at vinde. Til Kamp? Ja for Brødre i Alle at erobre. Til Kamp? Ja vore Hjerter skal mod hverandre slaae. Cæsar og Kongerne. Ve Os! vi ere forladte. Vi vare et Intet, hvis ikke den Sag, at Alle vi ere forhadte, dog gav os et Værd for det hevnende Nag. Hvad gjøre vi Præster? Præster. (flyende) Vi flye at forsvare Templernes Rester. Cæsar og Kongerne. Vi stifte Fred med de Millioner. Kanskee vi redde da Liv og Kroner. Røster fra Folkene. I Brødre, som inden en Krones Ringe Millionernes Frihed vilde tvinge, SIDE: 537 vi bryde vel Svøben og knække Spydet, som var i Brødrenes Hjerter sydet; vi knuse vel Altret, hvor Præsten bød, at Blodet af vores Afkom flød; vi lyse med Fakler i de Orakler, hvis Huler skjulte det Mulms Cisterner, der overskyllede deres Hjerner; men intet Menneske Vi forstøde; med Brodernavnet vi Alle møde. Cæsar. (afs.) Brødre eller ei, de ere Millionerne. Nu maa man spille: det gjælder Kronerne. Kanhænde regjeres de nok saa let blot med lidt Slik af Menneskeret. De synes desuden just ei at ville et Præstevælde i Spidsen stille, men roligt som før under Spiir at boe adspredte omkring i Landenes Ro. Velan da, Nationer, vi skrive jer ud i de smaa Kantoner. Er Cæsar christen, da Skarerne tør nok trække Sværdet paa Bud som før. (høit) Velan I Brødre! Cæsar vil døbes, i hvide Døbebarns-Klæde svøbes. Jani Porte igjen skal knirke, Jupiters Tempel blive en Kirke, Korset, det stærke, skal blive Keiserens Bannermærke. Fra Rom og Byzanz, fra hver af de syv af Byernes Høje, liig Solens Øje skal Korset straale i Gyldenglands. (Jubel) Kongerne. Hvad Cæsar gjør, det maa vi gjøre: Kirker opføre lade os døbe og Prædiken høre. SIDE: 538 JESU AANDIGE OPSTANDELSE (Digteren af dette Værk paa sin Fjeldplet. Akadiel og Aander ovenover. Paaskemorgen. Klokkerne kime nede i Bygden). Digteren. Ton, Klokke, paa Jesu Opstandelsesfest! Din hellige Stemme lyder saa smukt; dog trænger den ei over Dalens Hjemme, af Aasenes blaagrønne Belte lukt. Og vilde fra Tempel til Tempel jeg gaae, jeg skulde, før Foden fremrak kun et lidet Afsnit af Kloden, ved sidste Christtempel studsende staae, forkuet, lavt, som paaknæ foran en stolt spiirkronet Moskee. O sørgeligt Syn nu efterat fast to tusinde Aar er forløbne . . Ak nei -- over Himmelen krøbne med Skildpadders Hast. O Gud! var saa dit forjettede Raad? Jesus maa skue paa Jorden med Graad, hans blodvundne Salighed blive forgiftet, om til Græmmelse skiftet. Thi se, som betagen, stille nedslagen, den christne Kirke, uden at virke, splittet i tusinde Sekter, der Alle hinanden fornegter, og Alle hade -- imod hinanden som Tistlens Blade -- er indskrænket end til de snevrede Grunde, til Kysterne rundt om Vesthavets Sunde, høitstegne Halvmaane vil den forunde. Dog tør i Jesu Fædrenehjem hans Kirkes Klokker ei klinge, SIDE: 539 og væbnede Vantroe omringe Frelserens Grav i Jerusalem. Det er en Naade, der vejes med Guld, faaer Pilgrimmen knæle paa den hellige Muld. Synagogen endnu har sin stridige Hu; ifra Minareten forkyndes Profeten vel over en Trediedeel udaf Jorden; Brahma og La Magten ei end er tagen ifra; Resten tilbeder Lynild og Torden. Saa er det endnu, saa næsten man fristes, at tænke med Gru, at Christendommen kun som de andre Religioner til Jorden er kommen, at skifte sig ud en Hob Millioner. Akadiel. O sørgende Christen! sværmende Digter! Troen dig svigter. Smerten dig har dit Klarsyn berøvet, Du, som bestænker din elskede Fjeldplet med Taarer, ene fordi, Daarligst blandt Daarer, du sværmende tænker Frelseren i sin Himmel bedrøvet, da Lysets Kamp ei end er forbi, skjøndt Aar næsten tusinde tvende rullede ere tilende. Men kunde Du, med et dødeligt Blik, Frelseren see, din grublende Ve imellem Serafernes Jubel forgik. Du vilde ei Sky i hans Øje finde, paa Panden ikke et sorgfuldt Minde, SIDE: 540 ei tvivlende Tanke over hans Bryn i Tvelys at vanke. Hans Aasyn smiler end meer forklart end under Nadver og Himmelfart. Apostelkredsen omkring ham hviler; kun indenfor Johannes, hans Elskte, Maria, hans Mo'r, og Hun, Serafen, Veninden fra Barndoms- og Dødninge-Haven. -- Men Aarene, som henrandt over Verden, du tæller med spændte Forfærden, eet for eet med blytunge Drøn, Stenenes liig fra svimmeldyb Brønd. Hvad ere de vel imod Livet, mod Tiden afmaalt for Kloden? Totusinde Regndryp i Floden! Totusinde Fnokker fra Sivet! For Aandens Syn? Totusinde Bølger paa Havets Bryn, dukkende, svindende, mens nye Tusinder ere oprindende. Men, Skjald, for din ømme sværmende Ve, Aljorden idrømme du forud skal see, som om du Slummeren nød i Himlen i Frelserens Skjød. Du synes den varer i tusinde Aar, skjøndt tusinde Slag dit Hjerte knap slaaer, endskjøndt ikke længer du vugger i Drømmenes Gjænger, end Paaskedagsklokkerne lyde dernede og kimende over Hjembygden frede. (Berører Digterens Pande. Han slumrer ind) Du synes hvert Sekel paa Paaskedagsgry at vaagne paany, SIDE: 541 og maa da med halvvaagent Klarsyn berette, hvorvidt det er kommen fra Sekel til Sekel med Christendommen, hvorvidt imod Vest den Mærker tør sætte, hvorvidt imod Øst sig flytte dens Templer med Klokkernes Røst. Men naar til den liflige Klang du vil lytte, du fluxen maa Talen med Drømmen ombytte. (vækker Digteren ved Berørelse) Hvad seer du paa Jorden her eller hist? Et Sekel er henrullet alt siden sidst. Digteren. O Jord! hvor forvandlet i saadan en Tid, der synes mig knap af en Time en Bid! Nu maa det snart mod Sejeren lide: med venlige Ord kun Kirkerne stride. Anathemet ei mere høres, og Kampen i Skrifter kun døende føres. Som Dagene rinde, Løgnene blive halte og blinde; tilsidst de, som Rotter, Dagslyset naaer, forsvinde i Huller og Vraaer. Udstoppede Exemplarer paa Bibliothekerne kun man bevarer. Den rene Læres Tilsætninger alle, een efter een, som gammel Kalk ifra Templet falde, blotte den ædle marmorne Steen. De Menneskeopdigt, som gjorde Christlæren haard for Øre og Sind, som Sandhedens ædle Simpelhed torde indhylle i sine brogede Spind -- de fejes nu bort af Slægternes Fædre fra alle Kathedre. Historien gjemmer kun Prøver af Skarnet, saavidt den behøver. Sekterne henvisne een efter een, SIDE: 542 som Blade fra Green. Sammen de nu i Kjærligheds Skygge Kirker sig bygge. Budskaber sendes som flyvende Brande i Hedningelande. Som lysende Traade kan man forfølge Apostlernes Vei over Bjerge og Bølge. Snart Christlyset gaaer som Solstraalen lige, hvis Meed er at gjøre Fjeldvæggen heed, snart maa det sig snige, med Bækkenes irrende Fjed. Men herligst hjemme virket har Frelserens Stemme. Endt er den fæle, lurende Feide imellem Rigdommen og Arbeide. Rigdommen bleven er kjærlig, lykkelig Fattigdommen og ærlig. Ei Pjalter sees, ei misnøid Mine, ei selv i de maalløse Verdensstæder. Den glade Arbeider nu boer i sine alleebeskyggede Vaaningsstræder, saa hvide og rene som Rigmandspalladsernes Marmorstene. Halvmaanen ei længer fra Top og Taarn speiler i Middelhavet sit Horn; som ørede hvide Uglehoved den synes paa Damaskes Moskee indsovet. Snart klinge vel der de christne Klokker? De lyde alt mellem Palmyras Blokker. I Jesu Fædrelands Stæder hænger Klokkernes Knebler ei bundne længer. Frit bringe de fra Jerusalem rundt Landet Paaskehilsenen frem. Paa Golgath et gyldent Kors er reist, saa høit som paa Libanon Ceder har kneist. Dets Straaler, naar Solen skinner derpaa, til Bethlehem og til Nazareth naae; ja selv det lyser i Natten mørk, SIDE: 543 en Stjerne da ligt i Mulmets Ørk. Et Hav af Roser nu Højen bedækker. De klattre ad Korset saalangt de række, og Korset synes i Høiden at træde opløftet af de tusinde Spæde. Men tys! fra Zion hvor yndigt det lyder. Tonen af Sølv gjennem Luften flyder. . . (Slumrer ind) Akadiel. Det sidste Sekund i Aarhundredet slaaer. Fortæl nu hvorlunde det Mennesket gaaer! Digteren. O, hvor dog Alt ved Jesum forvandles! Sjelene klarnes, Hjerterne lindes. Slaver ei selv i Brasilien findes; Jøderne ikke længer mishandles; frie som Andre, ei meer de forblindes; i Daaben de nu aftoe den stridige Hu. Hvad aldrig end skede i hundrede Aar, i Østens Kirker nu foregaaer: Kadier, Omraher, Muftier, Mollaher, Rabbiner, Muezziner til Daaben triner, og Taarerne stride med Vandet dem triller i Skjæget hvide. Som Iistappe een efter een ifra Tag, men sikkert dog alle, for Luftens Friskhed og Solskinnet falde, døbes der Flere Dag efter Dag. Europas Despotier ere forsvundne; liig Laviner, hvorunder den grønne Høi blunder, de ubemærkt smeltende ere henrundne. Fristat nu bliver hvert Rige benævnt. SIDE: 544 Søstrene Ret har med Brødrene jævnt. Religionen og Menneskeret agtes nu oven Statskløgt og Loven. Lysets Esser ere de frie Presser. Sandhedens Ord og Menneskets Krav flyde som glohedt Metal deraf. Stivnede ned de i Jorden sig grave. Børnene lære den Fibel at stave. -- Kongerne meer under Kronen ei sætte Ypperstepræstens Skarlagenshætte. Magten ei meer efter Menneskets Aand formastelig tør udstrække sin Haand. Kirke og Stat skilte er ad som Dag og som Nat. Halvmaanen er fra Europa forjagt. Den blinker nu bleg fra Skutari paa Vagt, liig en sønderbrudt Lee. I Constantinopel Klokkerne lyde fra Taarn og fra Stoppel. Ah, hvor de kime fra Achmets Moskee? . . (Slumrer ind) Akadiel. Det tredie Sekulum ruller. Sylvesterkvel bar det bort paa sin Skulder. Digteren. Med skabende tryllende Magt Frelserens Aand over Jorden er vakt. Lyset den skaffer Hottentotter og Kaffer, spreder sin Frugt over Tombukt. Dens Vei jeg seer igjennem Ørkenen som Alleer. Elefanterne studse i Skogens Bryn ved Landsbyers Syn, om nytømret Kirke i Orden satte, SIDE: 545 istedetfor Hytter af Leer og Matte. Europa sig skynder at sone de Fortidens Synder mod Neger og mod Indianen paa stedse flygtende Fod. De søge de arme Rester at redde, bygge dem Huse ved Flodernes Bredde; og frem af den røde tatuerede Hud straaler et Menneske ud. Lysets Strømme ad trende Belter sig ind i Asiens Indre vælter: fra friblevne Rusland, fra Stambuls Taarne, fra Suezes Tange, den gjennemskaarne. Thi klinge Paaskeklokkernes Røst fra Teheran alt i lysnede Øst. Ah, Tys lad høre! . . (Slumrer ind) Akadiel. Et Sekel er svundet paany -- det fjerde. Hvor langt har flyttet sig Lysets Gjærde? Digteren. Lyset har gjort en Bue mod Nord, slaaet om Bokhara sin straalende Gjord. Omvendte Mahomedaner bryde med Iver de krydsende Baner. Velgjerninger, aandige Fortrin dernæst, hedder den bedste Christendomspræst. Det Sprog forstaaes af Barbarer, og deri tilsidst de Mesterne svarer. De Kjærlighedsværker, hvormed Christlæren har Europa besaaet, fører den om saalangt den har naaet i Hedningeland paa vandrende Fjed: Presser og Skoler, Kirker, Hospitaler, medens af Bøger i Folkenes Tegn en lysende Regn over hvert Hyttetag daler. SIDE: 546 Fra Chiva i Nord, Ispahan i Syd høres alt Paaskeklokkernes Lyd. Tys! Minareten spiller en Psalme! . (Slumrer ind) Akadiel. Atter et Sekulum er forleden. Fortæl, hvor times det Menigheden! Digteren. Det Under i Sekelets Løb er skeet: Græsk- og Romersk-Katholsk ere eet. Da sluktes, som naar Dagens og Morgenens Skin flyde i hinanden i Hvælvet ind, med blegnende Blaanen i selve Damaskus Mahomedsmaanen. Reformerte og Lutheraner ere ei meer den kløvede Stjerne, hvis Halvdele gaae mod det Fjerne i adskilte Baner. De sidde alt Begge inden de samme Kirkevægge, og Sekterne smaa ere forsvundne som Bække i Aa. I Østen omkaps med Indus og Ganges Lysstrømmen gjennem Folkene slanges. Mod Mahomedanens Aag udaf Jern blide Hindu i Korset har Værn. Kasterne løses i Broder mod Broder, Paria kysser paa Pande og Kind broderlig milde, fornemme Bramin, Prædiken lyder i Brahmas Pagoder, Klokker fra Jaggernauttempelets Tind. Hør alt i helligt Benares mod Øst tusinde blande i Luften sin Røst. . . (Slumrer ind) Akadiel. Et Duun er Dagen, et Aar en Fjer. Vaagn! Bortblæst i Luften Aarhundredet er. SIDE: 547 Digteren. O herlige Fredens Skue! Mægtige Strøm i Lysets Lue! I Kirken ei mere Skilsmisse findes; Alle med samme Christennavn bindes. Katholik og Protestant, Protestant og Katholik -- hvad En ei blandt sit Eget fandt Han af den Anden fik. En stor Synode af alle Partier har renset forfode Dogmer og Ceremonier. En Bibeludgave for Menneskeheden er ogsaa bestreden. Det er, som kunde man tænke et tilsmudset Tempel i Bad at sænke, og som om det, toet af brusende Hav, forherliget opstod deraf. Den sidste Pave -- Gud glæde hans Sjel! han slumrer nu i Vatikanets Kapel -- selv Forsædet førte i Bispernes Kreds, og aflagde Spiir og Tiara tilfreds. Kardinalerne derpaa, den Fyrsteskare, de røde Kalotter som Offer frembare. De selv sig funde som Lys, der for langt indpaa Dagen brunde, med ludende Væge og Flammerne blege. Kirken skal være nu underlagt et Præsteskab lige af Rang og Magt. Hvert Land har sine, af Folket kaarne, saamange som Landet har Kirketaarne. Resten sig skaber i fjerne Lande, langs Orinokos og Maranhons Strande, langs Irawaddys palmede Bredder Kirker og troende Menigheder. SIDE: 548 Alt imod Øst lyder fra Thibet Klokkernes Røst. Mellem Alpernes Tinder først den, som opslugt, forsvinder; Echo i alle Kleiver og Kløfter, Tungen i sine Klokker saa løfter. Ah tys! Det er som om Lydens Aand. . (Slumrer ind) Akadiel. Det syvende Sekulum er henrundet. Fortæl hvad Jorden i det har vundet! Digteren. O nu da Christi Kirke igjen er som ved Nadverens Bord kun een, og Christendommen i Liv og Kraft er tilbagekommen. Nu have ei Fængslerne meer nogen Fange, Kornbinger blive de ledige Celler; Fæstninger og Citadeller forvandles til Haver og Lystfartsgange. De øde Glacier ere nu Blomsterpartier; paa jevnede Volde Roser og Hvidtorn Vagt kun holde; Tulipaner og blodrøde Pioner nikke udover de gamle Bastioner, under hvis Ege Børnene lege -- Garnisonen, som forstærker de til Naturen overgivne Værker. Al Malmarmatur forlængst har i Ilden omskiftet Natur. Karonader, Kanoner Mordene udsoner; som Ploge, som Huse, Maskiner og Baner de vise sig nu som Lysets Underdaner. Den Orlogger, Øxen skal spare, SIDE: 549 i Handelens Tjeneste ydmyg maa fare. Med Perkins Bomber, Congreves Raketter Kanalens Strube Britannien mætter. Krigsvidenskaben er væk som en Røg; længe den var som en døende Lampe. Fremtiden bød ikke mere den Kampe, Streg den da over Tabellerne strøg. De gamle Generaler spille nu Krig kun med Triktrak og Toccadille. Armeernes ledige Hænder tilbage til Plogstyret vender. Genierne styre sig paa noget nyttigt Uhyre: paa Kajer og Dokker med Klipper til Blokker, paa Kjæmpediger, fra Havet erobrende hele Riger, paa Veje, der have slig snorlige Hast, at Bjergene brast. Paa samlede Kirkes forenede Kræfter Lyset gaaer frem og Lyksalighed efter. Hvor i Amerikas Urskov du seer straalelignende brede Alleer, -- Dale, som frie Indianere dyrke -- der har en Præst med Apostelens Styrke Vejen for Lys og Kultur allerførst bant gjennem vilde Natur. I Øst gaaer Lyset seirende frem. Hinduen, Chinesen, Malayen, Siamesen er Christen, endskjøndt med det Væsen, Klimatet har der anviist dets Hjem. Fra Nankingstaarnet af Porcellæns-Brokker klinge de yndige Paaskedagsklokker. . . (Slumrer ind) Akadiel. Stedse hans Smiil meer glade vorde. Lad Seeren komme igjen tilorde! SIDE: 550 Digteren. Længe forblev Jordkloden liig en Kugle af irrende Erts. Skovene strakte da sig en Verdensdeel over paatvers, Moradsernes fænnikvajende Rør, Millioner af Siv- og Bambus-Helte seirende stode som før tvertsover Afrikas bredeste Belte. Skumle Stæder, som Flekker af Rust, vege ei for Aarhundreders Pust, Borge og Fæster vare at see til som irrædte Rester. Men se nu den skinner som Broncemetal, som Lyskronens Kugle i Tempelets Hal! Saa nu, -- da Jorden for Himle fjerne skinner med højere Glands som Stjerne -- nu kunde Jesus med Ære den frem for Faderen bære. Thi Jordklodens Glands skylder det Lys -- det ene er hans -- den Kjærlighedsvarme, der strømmer ifra hans favnende Arme. Hver Verdensdeel er i de grønnende Zoner afdelte Haver, beboed' af Nationer. Husene synes som om paa et Net Perler i talløse Mængde var spredt. Skinnende Byer krone hver Bugt, krandse hver Indsø og Flodernes Flugt. Med lysende Vifter Amerikas Skove er gjennemskaarne til Sydhavets Vove. Som Ørnen ei lurer den Vilde længer fra Klippen, der udover Stien hænger. Histnede hvor Fossen bruser hans venlige Hytte dig gjerne huser. Sivet ei længer sit Guldhaar ryster i Afrika over moradsige Kyster. SIDE: 551 Plogen, som Præsten med sig har baaret, Luft har i Jordsmonnet skaaret; Sivet med løbende Flammer er sveden; tilveirs gik al Pest med Røgen og Heden. Der dynges nu Neg hvor nys Krokodilerne lagde sin Leg. Deilige, fjedervajende Lunde suse nu over de farlige Grunde. Europæer og Neger sammen den liflige Duft vederkvæger. Den hvide Britte, den sorte Jalof henrykte tale om selvsamme Stof, at Alt er Christendomslyset forskyldt, som nu Alverden tilsidst har opfyldt. Det Krigen har endt, Sjele og Hjerterne tændt, til Fredens Tjeneste Kræfterne vendt, gjort Jorden saa skjøn og sat paa hver Plet en Guddommens Søn. -- Men tys! lad høre! Mon gives en Krog, hvorhen ei Lyset sin Straale end jog? Paa Japans yderste Klipper først Lyden af Klokkerne slipper. Men vist derude, i Havet slængte, i ukjendte Sjøer, gives der Øer, hvorhen ei Straalerne end ere trængte? Skjøndt, tys! jeg hører Klokkernes Kimen alt Nyholland over ifra Van-Diemen. . . (Slumrer ind) Akadiel. Seklet er gaaet som en Strøm af Ord. Hvad seer du paa den velsignede Jord? Digteren. Den stærkeste Straale, hidtil udsprungen af Christlærens Hjerte, var Præstetungen. Nu se, somom Solen udskjød SIDE: 552 to herlige Stjerner, hvis lysende Kjerner atter i tusinde andre sig brød, to Lysets Kræfters Væld er kommen af Christendommen, begge ifra dens Hjerte udrundne, herligst iblandt dens Ideer fundne, stærke nok til, foruden den Selv, i Tiaar faa om Jordklodens Hvælv lysende Belter at slaae. Jordkloden Selv er som bleven besjelt: i rene Republiker overalt inddelt, saa rene og skjønne i Form og Stempel som Parthenons Tempel; store og smaa, efter Sprog og Stamme begrændste alene ei efter malede Milepæle eller en Ramme som udkvadrerer et Kvantum Sjele. En Rosenhæks ludende Grene forresten var nok til det Grændsedele. Thi om den Herr Chef for en Republik bonapartiske Tanker i Hovedet fik, han flux blev henviist til et bedre Maal: til flittigt at dyrke den hjemlige Kaal. Nu styrer Dyd og Geni, Fortjenesten hædres, Talentet belønnes, Livet forbedres, Jorden forskjønnes; hvergang den grønnes smiler den somom dens Masse af Leer følte sig fri, henrykt ved al den Lykke den seer. Men her i den Grundlov, hver Fristat lyder, fordi den af Christlærens Hjerte flyder, SIDE: 553 at hvert et Geni i Massen opdaget, af Staten skal blive til Barn antaget, opfostret, opdraget -- se deri den anden mægtige Vinge til Jordkloden fremad saavidt at bringe, den anden Straale fra Christendommen, hiint Stjerneskud liig, ifra Solen kommen! Som Sædkastning ødsel, udsaaes Geniet ved Børnenes Fødsel, som Lyskorn iflæng over Hyrdindens og Dronningens Seng. Imellem Massen de fleste da faldt forsvindende som i en gabende Spalt. I Armodens smudsige Muld Ingen opdaged Geniets Guld. Millioner Talenter forginge ret som paa Havsbund henslængte Ringe. Talløse Lysets Kræfter forsvunde -- de spurgtes ei efter. Det var et Tilfælde af Luften taget, om en af de Spildte dog blev opdaget; Pungen og Pergamentet styrte da Jorden, men ikke Talentet. Men Christendommen har Staterne vakt. Nu vaage de alle af anspændt Magt, at ikke En, til Bedre bestemt, i Massens Vrimmel bliver forglemt, ei En til Fakkel for Folket skabt henligger i Massens Dunkle fortabt. Heller end saadan en Dreng Staten vil miste baade Skog og Eng. Thi ind den i egen Blomstring henter de Plejebørns Kjærligheds Tak med Renter; de Skilling, den taber, gjengjældes med Kunster og Videnskaber. De smaa Elever, som Christendommen til Værn og Læ SIDE: 554 velsignende hæver til Statens Knæ, de fødte Genier er Lysets sande gudviede Præster, med himmelsk Salving paa Bryst og Pande for Jesus arbeidende, deres Mester. Ei frygtede mere, men kaldte frem, liig Kilder man borer efter i Jorden, Menneskelivet er bragt ved dem Naturen nær og i aandigst Orden. Atter leve paa egne Marker hundredaarige Patriarker. Visen om Jammerdalen er endt, Præket om Sorgens Dyb ei bekjendt. Alle elske den skjønne Klode. Himlens Engle den gjerne bebo'de. Dens Kjerne sig viser fra Himlen omspændt med et blomstrende Net af smaa Paradiser. Men Mennesket selv er det herligste Syn. Hvad Høihed, der hvælver sig over hans Bryn! Hans Republiks Grundlov synes der skreven og til paa hans talende Læbe bleven. Skjøndt Blod og Kjød, synes han som iblandt Aander fød, paa Jorden nedstegen, forgangne Slægtfølger overlegen. Han synes en nyskabt Skaberens Tanke. Som Gryets Straaler, som Skovens Træer, der Krat ei taaler, Slægterne ere skjønne og ranke. Der er en Sommer paa alle Kinder af Sundhedsblommer, i alle Blik en Glædes skrevne, men tause, Musik. om alle Munde en Godhed stegen fra Hjertets Grunde. Kjærligheden ei meer sig plager SIDE: 555 gusten og mager. Et Blik, hvori Begge hinanden kjende: for ham og Hende flux Huus da bygges og maales Ager. Det fryder Staten, at Befolkningen stiger; med Sjele og Styrke den sig beriger. Hvor har ei Freden for Arme Brug? Thi bole sig Slægten som Byg og Rug! Og Frugtbarheden paa Træ og Ager, alt som der fødes Børn tiltager. Hvor mægtige end og hvor behænde, Slægterne dog med Fromhed bekjende, at alt det Hele Jesum forskyldes, der Lyset har vakt i Jordklodens Sjele. Af hele Jorden, ei Sted undtaget, han derfor hyldes som Den, der har, fra hvad det var, Menneske til Menneske sandt opdraget. Selv ifra Øerne fjernt i det stille maalløse Hav Klokkerne spille til Minde om Jesu aabnede Grav. -- Kun ifra een rædsomme Skrig skjærende blande i Tonerne sig. En ensom Koralø der er langt Syd, til hvem ei trængte end Ordets Lyd, hvem Skib, forslaget, ei har opdaget, i Taager og hvide Rev forstukket, neppe nok frem af Havet dukket -- der ligger en Fange paa Stenen bunden; Hylende Vilde kræve hans Liv; Præsten svinger sin Flintekniv; Han ofres skal Guden og siden Munden. Himmel, at Saadant endnu kan skee! O lad et frelsende Seil dog see! SIDE: 556 Ny-Zeeland derfra er knap femti Mile; der synes Klokkerne ei at hvile. (Slumrer ind) Akadiel. Det tiende Sekels Sekunder er fløine. Seer, aabn endnu en Gang dine Øine! Digteren. Hvad sees, naar Herlighed blinder? Hvad kan beskrives naar Grændse for Lykken ei gives? naar i dens Strømmen for Virkeligheden tabe maa Drømmen? naar Idealet sig under og agter det Naaede finder, som Kragen bag Ørnen forsvinder, hvis Flugt den vil hærme med plumpe Fagter? Jeg maatte beskrive med selve Naturen ilive: med funklende Øine, frydstraalende Kinder, med levende Smiil og Glæden greben lige fra Læben, med hørlige Toner af Jubel fra alle Zoner, jeg maatte udtrykke Menneskets Lykke, den vise Orden, som raader paa Jorden. Og nu er der ikke en Flek igjen, hvor Lyset ikke har trængt sig hen. Tys! stille, stille! Paa hiin syndige Ø i den stille Sjø lyser en Kirke frem mellem Palmer, Klokkerne spille Opstandelsespsalmer. Tonerne blande SIDE: 557 sig mellem de tusind fra alle Lande, der lyde nu i den samme Stund, Alle som Een med jublende Mund, Alle i Eet: Jesus opstanden er over al Jorden i Kvinden og Manden, i Aand og Dyder i Mennesket. Akadiel. Før du paa Drømmenes Hvirvel maa age det Sekulums-Tiaar tilbage, ile igjennem den halve Time, du hørte Klokkerne tigange kime, blot paa Opvaagnelsens rappe Sekund, indtil du standser som hos dig Selv mellem kjendte Sandser: Skjald! skal du høre Profeter af Engle opføre den Paaskesang, som om tusind Aars Stund skal lyde fra alle Menneskers Mund. Chor. Paa Jord, som i Himlen, evindelig Fryd! Den hele Menneskehed nedknæler paa Jorden i Lykke og Fred. I Mennesket er Du kommen igjen, o Jesus Messias, fra Himmelen! Menneskets Sjel et straalende Skin lever af din; i Menneskets Hu dine himmelske Tanker; og, som om der hang i Hjerternes Rod et funklende Dryp af Frelserens Blod, i Menneskets Hjerte din Kjærlighed banker. Paa Jord, som i Himlen, evindelig Fryd! Nu endt er, Jesus, dit Værk; Thi hviler Du nu i din Sejerfryd stærk. Du Mennesket har til Menneske gjort SIDE: 558 og blæst af Gudsbilledet Støvet bort, saa Englenes Sind og Menneskets Hu Eet ere nu. Thi, Jesus Messias, i Skarernes Hjerter i levende Daad opstanden du est. Hver Slægt er en ny Opstandelsesfest; de Nyfødte ere dens nytændte Kjerter. Paa Jord, som i Himlen, evindelig Fryd! Vor Mo'r, den venlige Jord, vi hædre ved Dyrkning fra Syd og til Nord. Vor Fader i Himlen, naadig og huld, fremdyrke vi Engle af Hjertets Muld. Han tager engang de Blommer med Lyst hisset til Bryst. Thi Jesu, Hans Elskedes, Hjerte de bære som Duggen i Kalk, og signede Jord forener sin Røst med Himlenes Chor til Faderens Priis og hans Eenbaarnes Ære. Akadiel. Paradisisk er Jorden, herligt er Mennesket vorden. Abiriels glødende Ild, Ohebiels milde, gydet dertil, i Menneskestammen vel flyde sammen; dog boer hos Kvinden, i Hjertegrunden, i Smilet om Munden, i Rosenlunden som groer paa Kinden, i Øjets milde Karfunkelkilde Ohebiels Aand, som den himmelske reen, imedens Abiriels Flammer tindre stærkere frem ifra Mandens Indre, som Lyskjernen i Diamantens Steen. SIDE: 559 Menneskets mægtige Aand nu føler ei mere sit Kjød og sit Blod som Lænke om Haand og Bolt ved Fod; som Fuglenes Fjere, som Rosenblad-Dragt kun føler det Legemets Magt. Sandhedens Dag, Pligternes Røster, Frihedens sejrende Vingeslag over forræderske Lyster fylde dets Pande, det Tempeltag, mens stille og mild i Hjertet brænder Brødrekjærligheds himmelske Ild, straalende ud i de fremrakte Hænder. For Gud i Støvet falde de Jordens Aander Alle; for Ham, den Evighøje, de sine Pander bøje. Men naar de op dem høine ifra den Andagtstund, i klare Aandeøine paa Pande og om Mund, staaer prægt med Straaler ud: Hver sin Thronehimmel i egen Pande har; Hver i eget Hjerte har Altar og Offerkar; Drot er Hver for Jorden, Præst er Hver for Gud! (Forsvinder) Digteren. (springende op) Hvad Toner? Fra Jorden? fra Himlen? Jeg hørte jo Choret? Jeg saae jo Stimlen? Ah! Klokkerne endnu i Bygden klinge. Did maa jeg haste, paaknæ for den Højestes Altar mig kaste, SIDE: 560 min Tak ham med brændende Taarer bringe. Han har mig benaadet med profetiske Syner. En mægtig Aand, med digtende, skjøndt med en sanddru, Haand hurtigt, som Lynet lyner, har Fremtidsraadet afmalt paa mine Øjenhaars yderste fine, saa, ved at skimte paa halvaabent Blik, de herlige Syner jeg fik: Jeg seet har Jorden i himmelsk Orden og Mennesket som de Himmelske vorden. Henrik Wergeland SIDE: 561 FJELDSTUEN SKUESPIL MED SANG I TRE AKTER Personerne: Repp Lundastad, Kaxe. Sigrid, hans Datter. Thor Solaas, Bonde af jevne Kaar. Kari, hans Hustru. Helge, deres Søn. Capellanen. Lensmanden. Svennoug Thrandsen, Udvandrings-Agent. Jep Jepstrup, Inkassator. Bønder. Søfolk. Huldren. Scenen -- Thelemarken. En af Løvskov omgivet Plads. Tilhøire en stor moset Steen (Klippebrok). Svennoug (alene). (Sommernats Tusmørke. Svennoug kommer ind i national Dragt ( ): klædt som en Thelemarking) med Skræppe og Vandringsstav. Slænger Skræppen bag Stenen. -- En fjern Luurtone høres). -- -- Sjuh! Alt Folk oppe i Bygden? Det maa være mine Folk, mine Amerikafarere, som vække hinaden! Ja kom kun! Han Repp Lundastad har laant mig god Plads, saavidt jeg kan see, og fra denne Stein kan jeg tale just som Præsterne i Ame- rika og kaste Bøgerne udover hele Folkemængden. Det bider bedre, naar de faae Meningen paa den Maade, end naar man stikker hver Enkelt Bogen i Næven. (To hinanden svarende Lure høres). Sjuh! Den ene var en Qvindfolke-Luur, -- og her paa Lundastad- eiendele! Faaer jeg Qvindfolket med mig, saa er det som naar der er kommen Vand under Leren, saa maa Alt glide med. Men hidtil har det rigtignok været det traaeste. Eller har han Repp sendt Budejen sin ud, for at retlede mig over Fjeldet fra Nabobygden og til Gaarden? Han var rigtig nok saa hid- SIDE: 562 sig paa mig i Indbydelsesbrevet, at han nok tog imod mig nu, saa tidligt paa Morgenen; men bedst er det vel, at jeg tager mig en liden Blund først her, saa han træffer mig paa Pletten. (Han lægger sig bag Stenen paa høire Side af den, med Skræppen under Hovedet). Huldren. (Med Langeleik. Et svagt blaaagtigt Lys omgiver hende. Hun er høi og slank, i grønligt Gevant med et Sølvbælte og Sølvbaand i det lysblonde Haar). Mel. Aagodts Sang i Fjeld-Eventyret. Vee! Nu maa den svarte Død jeg med Rædsel mindes. Ødegaard i Dalens Skjød nu som den Gang findes. Arnen ryger ikke meer. Vandret ud er Folket der. See det flygter nu som da bort fra Fædres Grave, søger ivrigt derifra til de vilde Have. Hvor den sidste Bølge døer, hviler det. Det vil ei før. Længst fra gamle Fædreland vildsom Skare stunder -- ja saa langt, at Mindet kan gaae i Havet under, ellers blev det nye Brød beskt -- ja som den bittre Død. SIDE: 563 Bækken mere sorgløs ei synes frem at rinde, end de Sværme, som sin Vei juble frem iblinde. Gamle Norge selv er glemt, Sindet er saa bagvendt stemt. Vee dig, som ei Taare har for din Hjembygds Kirke, for den Haug, som Vuggen bar under lyse Birke. Du er syg. En Byld saa sort tærer paa dit Hjerte fort. Der er Graad i Nødens Blik, saa det let forblindes; men ved en forgiftet Drik dog de fleste vindes. Gjennem Øret Slangers Brod dryppe den i Folkets Blod. (Mod Svennoug). Vee dig, Orm, hidoversendt, Folkets Blod at tappe! Did igjen, før du blir kjendt, skyndsomt du dig rappe! Nidding, som i Dalens Skjød bærer om den sorte Død! (Lurene høres sagte, men ganske nær). Huldren (talende). Nu Fred over Stunden, over Kjærligheds-Stevne i Lunden! Men at du ei mægter meer end at gjette, jeg dækker dit Syn med en Munkehætte. (Hun lægger en Munkehætte-Stengel over Svennougs Ansigt og forsvinder.) SIDE: 564 Morgen-Belysning. Helge og Sigrid ile i hinandens Arme. Helge. Trofaste! O, Gud signe dig! Efter det lange Aar lige øm og kjærlig. Men Synd er det af mig, at jeg har kaldt dig. Ja, Synd! Synd! Sigrid. Hvad skulde jeg tænkt om dig, hvis du ikke havde gjort det? Jeg vidste jo, du var hjemkommen fra Seminariet, ligesom jeg fra Moster i Byen. Helge. Ak, Sigrid, for os er intet Haab. Igaar var min Ven og Lærer, Kapellanen hos din Far, og friede formelig for mig med Anbud af at en ret god Fastskolelærer-Betjening stod mig aaben; men hans Svar var, at han ligesaa gjerne saae dig gift med Fattigvægteren som med en Skolelærer. Du var des- uden lovet til Inkassator Jepstrup. Sigrid. . . . Den berygtede Bondeplage. Og sligt, troer du, skulde gaae, Helge! Føl! Hjertet mit slaaer ikke haardere nu, end før du fortalte mig dette; thi jeg selv har endnu ikke hørt et Ord om den Handel, skjøndt Blodigelen rigtig nok var sledsk og paatrængende nok, da han kom til Lundastad igaaraftes, for at være med ved denne Svennougs Møde med Amerikafarerne. Helge. . . . Amerika? Sigrid, kunde du flye med mig til Amerika? Sigrid. Spørg ikke saa! Ja, ja! Med dig -- over Havet -- og dybt ind i Havene af Urskov! Svennoug (bag Stenen). Ret saa! Ret saa! . . . Bare tag det Tunge væk over Pan- den min! (Helge og Sigrid flygte. Hun glemmer sin Luur). SIDE: 565 Repp. Jepstrup. Svennoug. Repp. Naa, vi er da de første paa Pletten; og saa bør være. Svennoug (liggende bag Stenen). Nei, Repp Lundastad, det er du ikke. Bare tag væk det Tunge her over Øinene. Jeg er ganske som fortumlet af de Minutters Søvn. Repp (tagende Munkehætten væk af Svennougs Ansigt). Ja, hvorfor lægger du dig i sligt giftigt Ukrud, Svennoug? Bedre havde det været at sove i en af Duunsengene paa Lunda- stad. Men velkommen skal du være. Svennoug (som imidlertid har reist sig og er kommen frem). Tak! Tak! Jeg er først kommen over Aasen for en Stund siden, saa jeg vilde ikke forstyrre Gaardsfolket, skjøndt jeg hørte nok paa Luren, der var folk oppe før Gry. Repp. Paa Luren? Svennoug. Jaja! og skulde jeg feile meget, om det ikke var fra den Luur, som staaer der ved Stenen, og om den ikke blev blæst af det Qvindfolk, som var her paa Pletten før Jer. Under- ligt at baade hun og Karlen, hun snakte med om at reise til Amerika, ere borte. Jeg vilde have talt med dem; for slige Ungfolk betaler Dichson og jeg veed, han liker ikke Udvandringerne, men er mig overalt i Veien. Jepstrup. Men om nu hans Forældre bleve overtalte til at udvandre, og at tage Sønnen med? Repp (glad). Gud signe dig for det Indfald, Maag. Det er at bruge sin Pande. Ha ha! Helge i Amerika, Sigrid her. Der lyder ingen Luur imellem dem. Ja kunde det gaae? Svennoug, han Repp har Pengene. Svennoug. Der skal Kunst til. Thor er nok god at faae til hvad det skal være; men han skryder jo altid af, at han finder sig saa vel paa Solaas, som giver ham netop Udkomme. Engang, han var paa en Kant, vilde han ikke bytte med store Lundastad. Stor Gaard, store sorger, sagde han. Repp. Kunde det lykkes, Svennoug! To Gule for din Umage. Svennoug. Skal friste. Og Skaal paa det! (Drikker af en Lommeflaske, og byder om). Jepstrup. Tak! Ikke for mig. Jeg har en saa daarlig Mave, at jeg er gaaen ind i Afholdenheds-Selskabet. SIDE: 568 Repp (smager). Rum? Havde du mere af den, kunde du trække hele Be- folkningen efter dig. Men gjem den Slumpen til han Thor. Der tør den gjøre Nytte. Svennoug. Du siger noget. Men, sjuh! er det Folket som kommer, eller tager det til at blæse i Birketoppene? Repp. Det er Folket. Det knager og brager i Skogen, som om hele Lundastad-Buskapen brød sig frem. (Pladsen fyldes med Bønderfolk af forskjelligt Kjøn og Alder. Mødre med Børn ved Brystet o.s.v.) Mellem Almuen Thor Solaas, Helge, Capellanen. De Forrige. Svennoug. Naa, skal vi see Præsten her med. Capellanen. Jeg gad nok engang høre paa din Præken, Svennoug. Lad ogsaa den være Sandhedens. Svennoug. Det skal du snart faae høre, Præst. (Han springer op paa Stenen). See, her er jeg igjen frisk og rask, gode Venner, saa Amerika ikke er saa lukt en Grav, som man lyver det paa. Og her staaer jeg i den gamle Korttrøien min og Knæbuxerne; men bi lidt, skal I see, hvordan en Bonde gaaer klædt i Amerika. (Han springer ned, og gaaer bag om nogle Træer i Skoven). Repp. Naa, Thor Solaas! Du ogsaa? Thor. Jeg fulgte bare over med Præsten for Moro Skyld, for at høre paa Præka hans Svennoug. Men jeg blir nok qvar paa Solaas, der er ikke Fare for det. SIDE: 569 Svennoug (kommer frem og springer rask op paa Stenen igjen, i moderne blaa Dragt med blanke Knap- per og en graa Hat. Forundringsraab modtager ham). Saa gaaer Almuesmand klædt i Amerika. Men til Dragten hører en Pung med slige smaa gule Sisiker og Sølvduer i. (Træk- ker en Pung frem og viser dem Guld- og Sølvmynter). Seer I? Det rene, skjære Guld! Slig en kaldes en Souvereign, og er ligesom Specier hos os, og disse store Sølvdalere kaldes Dollars, men ere kun som Marker hos os, skjøndt de ere jevngode med vore Sølv- specier -- ja mange Gange bedre, for alt det der kan faaes for dem. Og en slig Dollar faaer hvilken Karl det er for Dagen. Og saa Levemaaden? Det er Hvedebrød og Flæsk, -- ja Hvedebrød af Hvede tre Gange saa stor som Ærter. Jord kan faaes frit paa det nærmeste -- hele Herregaarde af Muld uden Bund. Det er noget andet end at grave i Stenene her hjemme. (Bifaldslyd). Ingen Skatter og Love at mærke, -- intet Pantefolk at see! (Bifaldslyd) Men bedre vil I skjønne Alt af denne Bog, som skjænkes hvem der faaer den. (Han kaster Bø- ger ud af Skræppen. Almuen gramser efter dem, undtagen Thor og Helge, som sparke dem væk) Jeg kan kun bekræfte hvad der staaer i Bogen, og Svennoug Thrandsen kan I troe. Capellanen. Nei, nei! Dig skal de stakkels Folk ikke troe. Hele din Tale var Falskhed, og lagt an paa at forføre. Troer mig, Godt- folk: "Øst -- Vest, hjemme bedst!" Helge. Hører I? Hør paa Præsten! Stemmer. Nei! Vi troe paa han Svennoug! Andre Stemmer. Pas dig, Helge! Var du ikke i Følge med Præsten? (Et vildt Hurraskrig bryder løs). Capellanen. Kom, Helge! Lad os forlade de Vanvittige! (Capellanen og Helge gaae). SIDE: 570 Repp. Bliv du her, Thor. Ingen skal gjøre dig noget. Svennoug. Altsaa, Venner, læser nu Bogen; saa komme vi overeens om, hvem der vil reise, og hvem der har det saa løst, at han kan reise strax, for Skibsleilighed mangler ikke. Stemmer. Til Auctions med Gaardene! Hei, Jepstrup, nu faaer I For- retninger. (Jepstrup skjuler sig bag Repp). Stemmer. Til Auctions, og saa afsted til Amerika! Chor. (Af Fjeld-Eventyret). Afsted over Hav! Det er Sorgernes Grav. I fjerneste Vesten begrave vi Resten; i Skogenes Skjød hvert Minde om Nød. Nyt Liv vi begynde. Thi lad os skynde os lugt herfra! Her magert er Brødet, men snehvidt og sødet det falder i Mund i Amerika. Dybt Jorden er muldet, og Sølvet og Guldet i Simpelmands Pung som i Rigmandens leer. Ja heller i Døden end hjemme hos Nøden! Men, Held os, nyt Liv i Amerika er! Afsted! Afsted! (Bondefolket afsted). SIDE: 571 Repp. Svennoug. Jepstrup. Thor. Svennoug (til Thor). Saa du kaster slig Foragt paa Bøgerne mine, Thor? Thor. Ja, som Ormæg. Præsten er en oplyst Mand. Svennoug. Det kan du troe han ogsaa er, som har skrevet Bogen . . . Men den tør smage bedre. (Rækker ham Lærken). Thor (drikker). Naa, sligt Brændeviin har jeg aldrig kjendt. Svennoug. Det er i Amerika som simpelt hos os. Thor. Jeg kan nok sagtens tage en af Bøgerne dine, Svennoug. (Faaer et Exemplar, som han beholder i Haanden). Repp. Lad mig ogsaa faae En, Svennoug, siden han Thor tager. (Svennoug giver ham et Exemplar). Thor. I, Repp, I vil dog vel ikke gaae fra Lundastad, I? Repp. Det kunde nok være. Der er større Lundastader i Amerika at faae. Svennoug. Men en Slurk paa det, Thor, at du læser Bogen. Thor. He -- ja! (drikker). SIDE: 572 Svennoug. Og du burde vel meest læse den her; for hjemme faaer du vel ikke Lov for han Helge. Thor (opbragt). For Sønnen min? Hvem har Gaarden, Svennoug? Nei, endnu sidder Thor paa Solaas, og blir vel siddende. Jeg skal lese den midt for baade hans og Præstens Næse. Repp. Nu taler I som en Mand, Thor. Men læs nu Bogen hernede i Lien for Jer selv, og kom saa til Lundastad til en liden Dokter, saa skal vi begge sige vor Mening om Bogen. Svennoug (giver Thor Lærken). Tag Slumpen, Thor. I vil ikke til Amerika, saa I aldrig faaer smage Sligt mere. Thor. Tak, som byder. Og Bogen skal blive læst, saa sandt jeg er Thor Solaas. Tro det, Svennoug. (De skilles). En Bondestue indtil 10de og sidste Scene. (Stue hos Thor Solaas, uryddig, som paa en Flyttedag, ved en Mængde Huusgeraad, hvormed Kari er sysselsat). Kari. Mel. Ifjor gjet'æ Gjeita. Farvel, gamle Rokken! Nu skal jeg dig miste! Det bringer mit Hjerte i Barmen at briste. Nu skal vi ei mere om Qvellen ved Flammen, du gamle Veninden min, smaasnakke sammen. SIDE: 573 Ak! alt hvad jeg seer, i mit Hjerte har Rødder. Nu rykkes det ud. Er det rart, at det bløder? Dog veed jeg knap, hvad jeg af alt skulde vælge. Jo, med mig helst slæbte jeg Vuggen til Helge. Men værst er med Dyrene. Smerte og Glæde de føle som vi. Hvor Guldblomma vil græde! Og Bølingen, veed jeg, vil hrøite i Bakken, naar Kari skal vandre med Posen paa Nakken. Kari. Thor. Thor (som kommer med tre Vandringsstave). Snak, Kjærring, den skal Helge bære! Pengene har jeg i Lommen, og her er Stave til os alle Tre. Men græd ikke saa, kjære, snille Kari; men stell lidt til her i Stuen, for jeg venter Inkassatoren ind fra Besigtigelsen. Kari. Ja, han er ogsaa af Forførerne! Men, Thor, jeg græder ikke saameget for mig selv . . . Thor. Det bør du heller ikke; for du skal faae det godt paa dine gamle Dage. Ikke en Traad paa din Krop uden Silke, og hverken Slid eller Slæb, Kari . . . Kari. Slid og Slæb var mig altid kjært her, og skal blive det overalt ved din Side, Thor. Men Helge! Den stakkers Helge! Det er for at faae ham væk . . . SIDE: 574 Thor. Der komme de. Ti saalænge! Men tro du mig, Solaas er betalt. Kari (rystende paa Hovedet). Men Tilfredsheden? Hvad har du faaet for den? (Hun giver sig til at rydde et Bord). Thor. Kari. Jepstrup. Jepstrup. Alt er befunden efter Aftale, Thor. Bølingen er vakker, Hestene med. Thor. Men husk, I har lovet, at Blakken og Borken aldrig maa skilles. Jepstrup. Javist! Javist! Huusgeraadet tage vi paa en Slump. Og her er Pengene for det Hele. (Han tæller Penge op paa Bordet). Thor. Det er reen Handel. Kom, kom, og see! Kari! Der er ti Røde, og der er ti Grønne, og saa ti Gule. Rigtig! Kari. (Ved Arnen, tørrende Øiet). Nei, jeg vil ikke see de Penge. Thor. Med dem hjælpe vi os godt frem, kan du troe. Kari. Ja, til Graven. Jepstrup. See saa! Skjødet har jeg her med Paategning. Og saa ryddigt strax til Indflytning? SIDE: 575 Thor. Vist, vist! Jepstrup. I Aften kunde I faae godt Følge nedover til Byen. Thor. Saa afsted! Naar det er, som der staaer i Bogen, burde ikke en Mand blive længer i Norge. Jepstrup. Og Helge med ombord? Thor. Naturligviis! Han er min Alderdoms Støtte, og skal bli noget andet end Skolelærer eller Bonde i Norge. Men siig mig bare, er det Jer, Hr. Inkassator, eller er det Repp Lundastad, som er Kjøber? Jepstrup. Mit Navn staaer jo i Skjødet. Hvor kan I spørge saa? Thor. Ja, men endda saa . . . Det viste sig jo, at det var Repp, som havde kjøbt Gaardparterne under Aasen, skjøndt I tilslog Jer selv dem. Kari. Kan du tvivle paa, at det er Repp, som har faaet dig fra Gaard og Grund? Jepstrup. Nu burde I gjøre Jer færdig, Kone! Kari. Og I med. Hører I det? SIDE: 576 Jepstrup. Aa ja. Jeg skal gaae. Det var Synd at berøve Jer det sidste Qvarteers Tid, I har igjen. Derfor Farvel! Lykke paa Reisen, Thor! (sagte) Husk paa Helge! Du veed, han er betalt. Thor. Ja, ja! (Følger ham ud). Kari. Thor (som kommer strax ind igjen). Kari. Skjønner du ikke, at det er Helge, Repp vil have bort, for at faae ham og Sigrid skilte ad for evigt? Thor. Det har jeg nu ikke vidst noget om. Men vil ikke han Repp Lundastad, saa vil nu ikke han Thor Solaas heller. Kari. Sligt faae kun Mødrene at vide; og jeg skulde nok laget det sammen, jeg. Men du -- Thor Solaas, siger du? Nei -- nu er du Thor Helgesen, og jeg er Kari-Ingenting. Gud hjælpe os! Thor. Ja, Gud hjælpe og trøste mig! Gid det var opgjort igjen! (Tørrer sine Øine). Kari. Her paa Solaas er det nok Meningen, at Jepstrup og Sigrid Lundastad skal boe. Men det blir nu ikke noget af det, om jeg kjender Jenta ret. Thor (sløv). Saa hun er slig? Stakkars Helge! SIDE: 577 Kari. Solaas, Bøling og alt blir vanrygtet, og os faaer Gud hjælpe igjennem Verden. Thor. Ja, ja! Gud hjælpe og trøste mig! Kari. Det er nu for seent. Nu faaer du være Mand, Thor. Thor. Den Repp! Den Repp! O, nu seer jeg det! O! O! Kari! Nu seer jeg hele Pudset! (Han viser sig utrøstelig, og river sig i Haaret). Kari. Du kunde have gaaet hjemom, da de Forrædere havde faaet listet Bogen i dig, istedetfor at gaae til den fordømte Dokte- rering paa Lundastad. Thor. Ak! Ja, ja! Men gid disse mine graae Haar falde paa dem som Orme! Gid! Gid! Gid! Ja, jeg skulde forbande dem, dersom jeg ikke vidste, det vilde bare more dem. Kari. At Angeren vilde komme, det vidste jeg nok. Men saa braat . . .? Du har dog vel ikke faaet Penge, for at tvinge Helge med? Thor (nølende). Kari, det er som Halsen min brænder nu, jeg skal sige det; men jeg fik 100 Daler atpaa, for det Løfte, at tage ham om- bord med. Kari. Fy! At sælge sin Søn? Thor. Det er det, som nager mig. Da Jepstrup hviskede til mig de sidste Ord: "Husk paa, han er betalt", da fik jeg Øinene op. SIDE: 578 Og da jeg saa kom ud i Svalen, da sad Helge der, bleg som et Liig, og Præsten sad hos ham, og trykkede ham i Haanden, som om han alt berettede ham. Kari. Stakkars Gut! Han er hjertesyg, jeg veed det nok! Men Kjærlighed var ikke længer hvad den altid har været, dersom han ikke med Tiden fik sin Sigrid, naar han bare fik være i Landet -- ja, om saa Repp satte hende ind i et Taarn, som gamle Dages Princesser. Han har hendes Løfte om aldrig at ægte nogen Anden, -- og Jepstrup afskyer hun, som alle Men- nesker gjør -- den Bondeplage! Det er slige, som drive Folket af Landet. Gud forlade dem! Thor. Raad mig, Kari! Let mig denne Steen af Hjertet med Gutten! For min Hjælps Skyld behøver jeg ham ikke derovre; men Løftet, Løftet! Og vi drak og haandtoges derpaa. Kari. Det kan jeg troe; det er ligesom naar man handler Creaturer. Men Raad? -- Ja, raade nu, jeg er saa fortumlet og sorggiven? (Eftertænkende) Det holder haardt nu, Thor. Bedre om jeg havde faaet raade før. Thor. Ja, ja! Det var et sandt Ord! Men hjælp nu, Kari; for min Samvittighed kan ikke bære det. Kari. Hvorledes lovte du? Thor. Jeg lovte, at skaffe Helge ombord i Skibet. Kari. Ikke til Amerika? Thor. Nei, naar han først var ombord, saa . . . SIDE: 579 Kari. Naa! Skaf Helge ombord i Skibet, saa er din Forpligtelse løst. Giv mig de hundrede Daler, og overlad saa Alt til mig. Thor. Gid de hundrede Daler var i dem igjen! Kari. Der skal de komme. Vær du angerløs i hvad der skeer, og ved friskt Mod, Thor! Husk bare paa, hvad du har lovet at gjøre af mig, Kari di eia. De Forrige. Helge og Capellanen. Helge. Jeg er færdig, kjære Fader! Thor. Naa, ja, ja! Gud velsigne dig! Capellanen. Man hører alt Lyden af Sværmen, som vandrer ned igjen- nem Dalen. Kari. Saa faaer jeg ud at tage Farvel med Bølingen. Thor. Og jeg med Borken og Blakken. (De Gamle gaae ud). Capellanen. . . . Min Ven, tro mig, du vil finde Ro i Bevidstheden om, at opfylde din Pligt mod dine Forældre. Helge. Og du vil bede Sigrid bevare sin Tro et Aar endnu? SIDE: 580 Capellanen. Det skal jeg, -- og hun vil svare, at hun bevarer den til Døden. Helge. Jeg frygter det, jeg frygter det! Til Døden. Capellanen. Haab derpaa. Tænk om du engang kom tilbage. Norge har Afdale og Skoge, ligesom Amerika. Helge (mumlende efter). . . . Om jeg kom tilbage . . . Norge har Afdale og Skoge, ligesom Amerika . . . (De Gamle komme tilbage grædende). Thor. I Guds Navn da! Kom, kom! Kom Søn! Følget er lige under Bakken. Capellanen. Ja i Guds Navn da! Fred være med Eder! (De gribe Vandringsstavene, og gaae med langsomme Skridt og kastende sorgfulde Blikke om- kring sig. Kari, i Døren, vender endnu engang tilbage og seer sig omkring). Repp og Jepstrup. (Komme ind efter en Pause). Repp. En vakker Acqvisition, Maag! skjøndt en Huusmandsstue mod Lundastad. Og see bare, hvor Lundastad-Bygningen tager sig ud herfra! Det bliver behageligt for Sigrid, naar der nu bliver stelt saa, at I kan boe her. (Han seer ud af Vinduet) Ei, ei! Jeg seer ikke andet, end at de alle Tre pille nok saa vakkert afsted nedover Bakken. Jepstrup. (Seende ud). Hihihi! Jamen gjør de saa. Thor var altid en ærlig Mand. SIDE: 581 Repp. Da blir han nok snart Fant i Amerika. Jepstrup. Det kan I være vis paa. Repp. Men Fanden maatte troe Gutten, siden sidste Luring, og ikke han Repp. Jeg reiser endnu i Qvæl til Byen, for at høre ham vel ombord. Sigrid og du blir her saalænge. Jepstrup. Bravo! (Hurra-Raab høres) Men hør! Repp. De Udvandrende raabe Hurra. Jepstrup. Godt, at de ere saa lystige! Repp. Jeg faaer mig vel et Hurra jeg med, naar jeg nu kommer forbi dem. Jepstrup. Da vilde s'gu ikke jeg vove at kjøre forbi dem. Og hvordan det er, Svigerfar, saa var det nok bedst, jeg kom til Ro her paa Solaas jo før jo heller. Repp. Strax, Maag, naar jeg kommer tilbage fra Byen med baade Snedkere og Malere. Da skal I kalde Solaas Vesle-Lundastad, og der kan I leve af hvad I har skrabet til Jer i nogle Aar, saa ere de Sager glemte. Er I ikke Formandskabets Ordfører inden tre Aar, vilde jeg ønske, at Kariolarmene mine maatte knækkes før jeg kom ned af Bakken. (De gaae, Jepstrup gnidende sine Hænder og leende). SIDE: 582 Sigrid, efterfulgt af Jepstrup, kommer ind. Sigrid. Kalder I mig Dronning her paa Solaas eller Vesle-Lunda- stad -- men som det nok ikke kommer til at hedde i Jer Tid -- saa lyd dog min Befaling, at lade mig allene. Jeg ventede ikke at see Jer her. Jepstrup. Det kommer de nok til at vænne dem til, Jomfru. Men, Gud- bevars! De har ingen lydigere Tjener end mig. (Gaaende) Naar Katten er borte, danse Musene paa Bordet. Sigrid (allene. Seende en Cithar henne i en Krog). En Cithar? Ak, den har været hans? (Hun griber Citharen, og accompagnerer sig til følgende Sang). Mel. Af Fjeldeventyret:"Venlige Morgen". Her, hvor i Alt hvad jeg seer Han er til, leve jeg vil mellem de øde Vægge. Her jeg pleier min Kjærlighed. Her jeg daglig min Troskabs-Eed vil til den Elskte aflægge. Her vil jeg vente til Haaret blir graat, Rynker udslaaet ligsom et Net over Kinden. End den Trofaste komme tør. Bort han foer med den vilde Bør. Kommer da ogsaa med Vinden. SIDE: 583 Her ifra Vinduet daglig jeg veed Fløiens Beskeed, hvordan de Vinde glide. Hver Gang lystige Vesten gaaer, Blomster fæster jeg i mit Haar, vare selv Lokkerne hvide. Og, see der hans Moders Rok! Hun elskede ham saa, og jeg skal elske hendes Minde i hendes Rok. Hun maa have havt den kjær, for jeg kan altid mindes, hun sad ved den, den Gang jeg som Barn fik Lov at komme herover. (Hun raaber ud). Jepstrup, vær saa god at komme ind. Sigrid. Jepstrup. (Kommer ind). Sigrid. Hør, Herre! Den Cithar og den Rok der maa blive min. Og, saa troer jeg, der var to Køer, den gamle Kone især holdt af. Dem tager jeg under min Beskyttelse. Jepstrup. Vel nok, Jomfru. Men dersom Deres Far ikke lader de to gamle Skramler brænde, og Kjørene slagte, naar han mærker Lunten, saa vil jeg aldrig være Jep Jepstrup (Snigende efter Sigrids Haand). Men dersom De kunde vise mig et venligt Ansigt, Jomfru -- blot een Gang imellem -- ikke Dag ud og Dag ind dette sure, -- saa skulde jeg nok see at gjøre hvad jeg kan. Sigrid. Taknemmelig vil jeg være. Men frygt og for Følgerne af en saadan Ondskab. Da havte min Far tabt sin Datter; thi da saae jeg, at det var Hjertet han vilde ramme. Jepstrup. Naa, hvor Jomfruen har lært derinde i Byen at tale godt! SIDE: 584 Sigrid. Har I gjort mig til Dronning her, saa lyd! (Gaaer). Jepstrup. Skal skee . . . i ydmygst Forventning . . . (Gnider sit Kjole-Ærme af Glæde). Hihihi! Det er pro arrha, som Advokaterne sige. (Gaaer). (Skuepladsen omvexler til en Søhavn. En Brygge. Emigrantere opfylde Bryggen. Embarke- ringen foregaaer i en Chaluppe, som ligger tæt til Bryggen. Det er mørk Aften, saa at et Skib med norsk Flag kun skimtes ved en paa Gaffelen ophængt mat Laterne. Repp med en Lygte, ved hvis Skin Thor, Kari og Helge ogsaa skimtes.) Repp. Thor. Kari. Svennoug. Bønder og Matroser. Matros-Røst. Rap! Rap! Vinden er god! Repp og Svennoug. Ja! Skynd Jer, godt Folk! Vinden er god! Chor (af Fjeld-Eventyret). Sjøfolk i Chaluppen. Afsted! Ja afsted! Nu med Faldrebet ned! Som Silden i Tønder, vi stuve Jer, Bønder. En Overgang blot fra Tønde til Slot: en hyggelig Rede med Sviin saa fede i Compagni. Kan hænde en Slange af alle de Mange kan liste sig ind som i Skoven fri. Det Hvedebrød hvide i Halsen vil sidde. SIDE: 585 I mindes Jer Lepsen med sorgfuldt Sind. Gid blot, naar I, Bønder, skar Skræpperne sønder, I slap over Skibet en Nordostenvind. Afsted! Afsted! Bønder paa Bryggen. Afsted! over Hav! Det er Sorgernes Grav. I fjerneste Vesten begrave vi Resten: i Skogenes Skjød hvert Minde om Nød. Nyt Liv vi begynde; thi lad os skynde os lugt herfra! Her magert er Brødet, men snehvidt og sødet det falder i Mund i Amerika. Dybt Jorden er muldet, og Sølvet og Guldet i Simpelmands Pung som i Riigmandens leer. Ja heller i Døden end hjemme hos Nøden! Men Held os! Nyt Liv i Amerika er. Afsted! Afsted! (Chaluppen fyldes med Emigranter, og skal støde fra). Repp. (skrigende). Holdt der! Er Passageer Helge Solaas med? Thor (i Baaden). Ja! Ja! See selv! (Repp lyser Helge, Thor og Kari i Ansigtet). Kari. Hør, Far, torde I lyse jer salig Kone i Ansigtet? Men nu, da I seer, at han Thor holder Ord, at faae jer Datters Kjæreste SIDE: 586 ombord -- ombord, læg Mærke til det -- , saa behøver I ingen Lygte mere. (Kari slaaer Repps Lygte istykker, saa den falder i Vandet, og det bliver næsten ganske mørkt. Under Ankerhivninger og anden Sjøtummel falder Tæppet). (I denne Akt bliver Scenen uforandret en Plan udenfor en Stue af svært Tømmer, beliggende i en Høidal, hvor man har et langt Perspectiv med Alpetinder i Baggrunden; Løvskov paa Tilskuernes høire Side, og paa den anden Side lige over for Stuen er en eller to mosbegroede Stene, saa store, at de kunne tjene til Sæde for Fire). Helge (alene). (Beskjæftiget med at pynte Indgangen til Stuen med Løv og Blomster). See der, Sigrids Navn i smaa Nyperoser og blaa Gentianer [fotnotemerke] . Men at de ikke er her endnu? Det er allerede over Noon. Jeg faaer retlede dem med Luren. (Han blæser og lytter) Tys! Der er Folk nærmere end jeg troede; jeg hører Heste slippes i Væn- get . . . Mit Hjerte banker, saa jeg ikke kan komme af Stedet . . . Det er dem! Det er dem! (Iler Capellanen og Sigrid imøde). Helge. Capellanen. Sigrid. (Helge og Sigrid ile hinanden imøde og omfavne hinanden tause). Helge. Og her, midt paa det vilde Fjeld, i denne usle Stue vil du leve med mig, Sigrid? Sigrid. Har ikke du, Helge, opsøgt dette Sted for vor Lykke? Har ikke du bygget dette Tilflugtssted for vor Kjærlighed? Ak, see der mit Navn i Blommer over Døren! Men dit vil jeg flette ved Siden. Fortæl mig imidlertid, hvorledes dette er gaaen Fotnote: Søterodblommer. SIDE: 587 til. Præsten har først igaar ladet mig vide, at du i et heelt Aar har været i Landet, og at du ventede mig her. (Sigrid sætter sig paa den mosbegroede Steen og arbeider paa at flette Helges Navn med Grønt og Blomster. Helge og Capellanen staae foran hende; Helge paa hendes høire ): læn- gere frem paa Skuepladsen og Capellanen paa hendes venstre Side; altsaa tættere ved Coulis- sen, der forestiller Buskads, der bedækker noget de der Siddende. Den, som kommer ind paa samme Side af Skuepladsen i Baggrunden, maa saaledes først faae Øie paa Helge, uden strax at blive de Andre vaer. Sigrid vender sig noget imod Baggrunden, saa at hun, naar hun seer op, kan blive vaer, hvad der foregaaer. De andre To vende Ryggen ganske til Baggrunden. Helge maa staae saa vidt fra Steenbænken, at Sigrid har Rum til at springe op bag hans Ryg). Helge (rystende Capellanens Haand). O Sigrid, denne min Ven her, -- ham skylde vi alt. Saa- snart min gode Mor havde underrettet mig om, at det stod til mig selv at gjøre mig fri igjen, naar jeg efter Fars Løfte var kom- men ombord, saa var jeg ogsaa fri. -- "Mand overbord" hørte jeg nok man skreeg i Mørket; men efter nogle Tag var jeg iland med de 100 Daler, Moer havde stukket til mig, til ved Leilighed at løse Fars Ord ind med, om Nogen skulde have at klage. Sigrid. Ha, du sprang i Søen, og svømte iland? Helge. Ja, efter min Sigrid. Og saa tog jeg min Tilflugt til denne vor trofaste Ven i hans Logis i Byen. Han bifaldt min Plan at kjøbe en liden Flek her paa Høifjeldet, men allerede paa Hardangers Grund, og der at bygge en Stue. -- Det gik raskt fra Haanden -- ja ofte troede jeg næsten at have havt over- naturlig Hjelp . . . Capellanen. Ei, Helge, Kjærligheden har Underkræfter selv. Helge. Alt ifjor Høst var jeg færdig. Men jeg maatte først friste, hvordan en Vinter var at holde ud her, før jeg turde tænke paa at Sigrid skulde dele det med mig. Og, Gudskeelov! Snee- fogene gaae over os, saa her er ret luunt og godt. Heller ikke er der at frygte for Levemaaden, især siden jeg har faaet baade Mors Rødsi og Guldblomma til mig. SIDE: 588 Sigrid. Nei! Nei! Helge. Ja, det er nu just ikke saa rigtigt. Men hvad skal jeg gjøre? Paa et Jagtomdrev efter Reensdyr var jeg kommen Solaas- Sæteren noget nær. Kjørene kjendte mig igjen, og paa hele Hjemveien var det mig ikke muligt at blive dem qvit. Tilbage torde jeg heller ikke lede dem, for ikke at blive røbet for Lundastadfolkene, som laae paa Sæteren. Capellanen (leende). Aa ja, nu kan det da være det samme, nu da du kan be- tragte disse to Køer som Sigrids Hjemgifte. Sigrid. Det er lidet, Helge. Jeg er nu fattig som du. Men, see her! Sæt nu op dit Navn ved Siden af mit. (Helge fæster det over Døren, og gaaer saa tilbage til sin forrige Plads). Capellanen. Det tager sig godt ud! De Forrige. Repp, Jepstrup og Svennoug. (I det Helge, Sigrid og Capellanen betragte Udpyntningen paa Stuen, vise sig Repp, Jepstrup og Svennoug i Baggrunden paa samme Side, nemlig Tilskuernes Høire, listende sig frem med Ængstelighed. Repp, som faaer Øie paa Helge, gjør pludselig Tegn til de Andre at standse, og lægger saa sin Rifle an paa Helge). Sigrid. (Seer det, springer op skrigende). Ah! Far min! (Slaaer Riflepiben saaledes tilside, at Skuddet forfeiler Helge og slaaer an i Stue-Væggen. Sigrid besvimer. Helge iler til, og tager hende i sine Arme). Capellanen. (Gribende Repp i Brystet og rystende ham.) Ha! Fredløse Mand! Hvad vilde du gjort? SIDE: 589 Repp (kold). Skudt en bortløben Hund. Men I, Præst, I og mine Egne ere mig altid i Veien. Pas Jer! Capellanen. Du truer, Fredløse? Repp. Paa Fjeldet er den Fredløse Konge. Saa I veed alt, at vi ere under Justitsens Tiltale for de usle Gaardhandeler, -- og at Bygden nu er efter os? Capellanen. Repp, Repp! Hvad Jer angaaer, ikke blot for Gaardhande- lerne, men for mere fra gamle Dage. Jo jeg maatte nok vide det først, siden det var mig, som underrettede Jer om Faren. Repp. Det var Jer, Præst? Capellanen. Min Onkel Amtmanden skrev mig til om Ordren til at sætte Jer fast med samt jert Compagnie; og saaledes kunde jeg, for Sigrids Skyld, give Jer et Nys, førend Lensmanden kom iveien. Repp (kastende Riflen). Præst, I har lagt gloende Kul paa mit Hoved. Jeg vil ikke være den Hund, som bider den Haand, der giver den at æde. Tilgiv mig I først, og beed saa mit Barn at gjøre det. Capellanen. Jeg -- jeg tilgiver Eder, Repp, med at ønske eders vilde Hjerte Fred. Sigrid. Og jeg? O Fader! Af Hjertet! Capellanen. Men Helge, Repp? SIDE: 590 Helge. Aa, gamle Repp har kun gjort et Hul over Døren til en ny Birkeqvist. Men den maa han selv skjære. Repp. (Skjærer en Birkeqvist og rækker Helge). Der, min Søn! Helge (efter at have sat Qvisten i Hullet). Lad det da nu være glemt, og giv mig din Haand, Svigerfader. Repp. (Giver ham Haanden, og tørrer en Taare af sit Øie. Han peger paa Jepstrup, som hele Tiden viser Angst). At den Usling der, som har flæbet hele Veien, skal see Repp Lundastad græde! Capellanen. Aa, skam Jer ikke, Gamle, over at eders Hjertes Iisskorpe tøer. Nu eller aldrig er I beredt til at velsigne eders Datter og hendes Brudgom. I og Jepstrup kunne være Bryllupsvidner i denne Stund, ifølge dette Kongens Brev. (Tager et Dokument frem). Vi ventede paa et Par Vestmænd som Vidner; men de have nok slaaet Selskab med eders Forfølgere. Jepstrup (ydmyg). Til Tjeneste, Hr. Pastor. -- Men (lyttende) syntes de ikke? . . . Capellanen. Jo -- jeg hørte Skud; men det røbede, at Forfølgerne vist ere en halv Miil borte . . . Repp (som har staaet og bidt paa sine Fingre). Kom! Kom! I Guds Navn afsted! Pas paa her udenfor du Svennoug! (Først Capellanen, saa Brudeparret og saa Repp og Jepstrup vandre ind i Huset). SIDE: 591 Svennoug (alene. Tagende Repps Rifle op). Istykker! Hvad skal vi nu gjøre for at holde Folket fra os? Kniven? Nu ja, andet har vi ikke, og den faaer vi da bruge, skjøndt Hjertet synes at være falden Repp ned i -- Sjuh! Joggu trække de ind paa os, og reent besæt er Folket bleven siden gamle Thor Solaas kom saa afpillet tilbage fra Amerika. Store Ting, at Dichson for inden et Aar er han hængt eller sidder tredie og sidste Gang i et af Amerikas Bodsfængsler. Repp. Helge. Sigrid. Capellanen komme bevægede ud af Stuen igjen. Sigrid har paa Hovedet en Brudekrone af Blomster. Capellanen. Tak Gud, Repp, at I kunde velsigne som I gjorde. Svennoug. Her er ikke sikkert længer. Capellanen. Længer end hid gaaer nok ikke Lensmanden og Folket, især naar her bliver Bryllupsleik tilqvels. Helge. Her er ogsaa Stiftsdele og vel det. Strax I kommer bag den hvide Nuten der, kan I ikke tage Feil. I Hardanger er der engelske Fartøier, som let tage Jer over, og saa videre da til Amerika. Og her, Svigerfar, her er de hundrede Daler, Thor fik udenom Gaardhandelen, for at føre mig ombord, som han ogsaa gjorde. Men da I nok meente, at han skulde føre SIDE: 592 mig til Amerika, saa maa I have Pengene igjen efter en saadan Misforstaaelse. Repp (tager dem. Sigrid gaaer hastig ind i Stuen). Tak! Tak! De komme tilpas, da jeg maatte flygte uden saameget som en Daler. Capellanen. Far da vel! Afsted nu! Sigrid. (som kommer ud igjen med en Ølkande, kredensende for sin Fader). Efter ringe Leilighed, gamle Far. Men Tak for dit Samtykke og din Velsignelse, og Lykke med dig paa Reisen! Repp. Den bliver lang -- længer end til Amerika. Farvel! Farvel! Svennoug og Jepstrup. Afsted! Afsted! Capellanen. Helge. Sigrid. Lensmanden. Thor. Kari. Bønder. (En Sværm bevæbnede Bønder vise sig, anførte af Lensmanden, der er en gammeldags Figur. Midt i Sværmen befinde sig og Thor og Kari, samt to Hardangere, hvoraf den Ene har en Fele paa Ryggen. Alle de andre Bønder have Skræppe paa Ryggen. Thor og Kari hilse paa Helge, Sigrid og Capellanen, og sætte sig saa paa den store Steen ligesom af Træthed. Helge og Sigrid sætte sig hos dem. De tales ved, og er derhos opmærksomme paa hvad Lensmanden og Bønderne foretage. Lensmanden rangerer nemlig sine Folk i en Cordon om Huset). Capellanen. Men, Lensmand, hvad skal dette betyde? Lensmanden. Det betyder, jeg opfylder min Pligt, Hr. Pastor. I Stuen der maa der være tre Rømningsmænd, men nu er den ogsaa saa godt beleiret og kringsat, at ikke en Muus kan slippe væk. SIDE: 593 Capellanen. I fornærmer mig, Lensmand! Lensmanden. Jeg veed nok, I har ikke Maskepi med de Folk; for I var dem altid meget imod. Men siig mig alligevel: er de ikke her? . . . Hei! fem Mand ind med Gevær at see efter . . . Capellanen. I Helge Solaas's Stue? Hvor skulde det være muligt, da han ingen bittrere Fiender havde? Lensmanden. Hei! Fem Mand tilbage! Det er sandt! Men saa videre. (Brystende sig og kommanderende) Retter Eder! Fremad! Marsch! (Han begynder at marschere med dragen Sabel, men Bønderne blive staaende. Seer sig om) Hvad for noget! Staaer I, Karle? Vil I bare lette paa Foden! (kommanderende) Fremad! Marsch! Det var som Fanden! Fremad, siger jeg! Insubordination! Forræderie! Hælerie! Chor af Bønder. Mel. af Elverhøi: Nu da Lensmanden bort vil drage. Holdt nu, Lensmand, her maa vi puste; Aldrig vi saae en Eng saa blød. Her var det gjilt om Ølkanna fruste, om vi os Hul paa Nisten brød. Lensmanden. Bryde Hul paa Nisten? Gjør I ikke det i hver Bakke, I Skrubvomme! Chor af Bønderne. Ei I faaer os nu meer af Flekken! Lensmand, saa hør! Her Bryllup er! Allemand slænger Skræppen og Sækken, fyrer i Luften sit Gevær. (Geværsalve). SIDE: 594 Bønderne (raabende). Til Æreshilsen for Brud og Brudgom!! Lensmanden. Saa bliv, I Oprørere imod Øvrigheden! Men jeg forfølger min Pligt alligevel; hvilket jeg vil haabe, Hr. Pastoren gjør sin høivelbaarne Hr. Onkel Hr. Amtmanden opmærksom paa. Capellanen. Og hvor langt gaaer da eders Pligt, Lensmand? Lensmanden. Til Stiftsdelet; ikke et Skridt længer, Hr. Pastor. Capellanen. Da har I skrævet over jer Pligt. Der er intet andet Stifts- dele end Bækkene, og gaaer I til den første den bedste, skal I see, hvor travlt den har med at komme ned i det deilige Hardanger. (Thor, Kari, Helge og Sigrid reise sig). Sigrid og Helge. (Klappende Lensmanden paa Skuldrene). Aa kjære, vene Lensmand, vi beer . . . Lensmanden. Naa ja, er du Bruden, Sigrid Lundastad, min egen Guddatter, saa (stikker Sabelen ind) Pardon! Hører! Pardon, uden Anmel- delse til høiere Øvrighed! Kari. Det var ret, Lensmand! Lad de Ulykkesfugle flyve! og lad os nu være glade. Alle Mand bedes til Bryllups (Glædes-Gny blandt Bønderne). Ølankeren maa tømmes for Helge og Sigrid, og en Dands maa trædes, førend vi drage ned i Bygden igjen. Vest- mand, løs du Felen af Ryggen paa Kameraten din! (Hardangeren løser Violinen af, imedens Kari synger Følgende:) SIDE: 595 Mel. Længje venta Laurdagsqvellen etc. Her paa høie Fjeldet, nærmest Himmelen, her skal deres Bryllup stande. Høie Fjeldenuten er da Brudesvend, han med Sølverhjelm om Pande. Her kan Dandsen paa et Blomsterteppe gaae: vesle røde Fjeldtup, Enzianen blaa. Gjenter skorter paa; Huldra derfor maa gjerne sig i Dandsen blande. Kari træder endnu Springedands paakar; Thor har heller ikke glemt'en. Brud og Brudgom ere saa det næste Par, og det gjælde maa for Femten. Var der ikke flere, blev det daarligt Bal. Men histhenne dandser Huldren i sin Hal, og i Luften blaa svæve vene smaa, mange, mange fleer end femten. (Latter blandt Bønderne. Bifaldslatter). En af Bønderne. (i en syngende Tone af samme Melodie [fotnotemerke] . Jadden er hun Kari Drotning lel som før. (Bifaldslatter. Hardangeren stemmer sin Violin). En af Bønderne (raabende). Stryg op Austagulen, Vestmand! Mange Stemmer (raabende). Ja, Austagulen! Austagulen! Thor. Austagulen? Nei, Godtfolk! Dækeren i Austagulen! Austa- gulen er det, som river Thelemarkingen væk til Amerika. Fotnote: Overeensstemmende med hvad Forfatteren to Dage før sin Død, da han ikke mere selv kunde føre Pennen, dicterede, har en af hans Venner arrangeret Slutningen af denne Scene. SIDE: 596 Lensmanden. Ha -- ha -- ha! Thor. Sæt Jer her, Lensmand, skal jeg fortælle Jer Sandheden, og Nyt fra Amerika. Kari (tagende ham Haanden). Nei Thor. Vil du ikke dandse paa din Søns Bryllupsdag? Ballet. (Hardangeren spiller en feiende Springedands. Helge og Sigrid, Thor og Kari dandse. Kjøgemesteren, noget burlesk kostumeret, kommer ud fra Stuen, trækkende Kokka ( ): Kokkepigen) ved Haanden. Hun er negligé klædt, aabenbar taget ligefra Kjøkkenet af Mangel paa Damer til Ballet; hun har ikke faaet Tid til at lægge Tvaaren fra sig, men har den i sin Be- fippelse i Haanden. Det nytter ikke, at hun er undseelig og modstræbende; hun maa dandse Springedandsen med Tvaaren i Haanden med Kjøge- mesteren. Selskabet morer sig derved og leer. Medens Ballet varer gaae de øvrige Gjæster ind og ud af Stuen, mun- tre og smilende. En bærer Ølkanden om. En har Piben i Munden. En slaaer Ild og tænder sin Pibe. Nogle tale sammen, Andre see paa Dandsen; og Nogle gjøre Grimacer og Gebærder dertil. Efter Springedandsen spiller Hardangeren en Halling. Da træder først den anden Hardanger frem og dandser enkelt, derpaa tillige en Thele- marking, saa flere og flere, deels enkelte, deels parviis, indtil hele Plad- sen er fuld, saa at man er i Veien for hinanden. Da klapper Kari med Hænderne, og Dandsen ophører). Kari. Nu faaer det være nok, Godtfolk. Det tager alt paa at qvældes. Her er hverken Plads til at snoe sig, eller Qvarteer i Huset uden for Brud og Brudgom. Derfor maa vi nu sige Dem Farvel og Godnat, og fare ned til Solaas til anden Dags Bryllup imorgen. Mange Stemmer. Ja, Gud signe Dem, og Tak for i Qvæl! (Nu tager man Afsked fra Brudeparret og begynder saa at fortrække med Spillemanden i Spidsen. Men førend de gaae, synges efter Melodien: Kjøre Veed og kjøre Vand, følgende:) SIDE: 597 Een Stemme. Saamangen Daare over Havet hen drog ud til Nordamerika, men kom og snart som en Fant igjen, med ei en Skilling i Fikka. [fotnotemerke] : : Man reise øst, og man reise vest, det norske Hjem er dog allerbedst. Der med min Gud, der med min Brud vil jeg til Dødagen leve. : : Chor. Man reise øst og etc. Een Stemme. Og Gud velsigne mig Norges Land med Fjeldes snetækte Rygge. Der var jeg alt fra Barn van [fotnotemerke] at finde hjertelig Hygge. : : Reis du i Øst eller reis i Vest, her hjemme er det dog allerbedst. Hvor jeg er fød der til min Død, der vil jeg stadig bo og bygge! : : (Nu drage de bort, idet de repetere dette Alle. Helge og Sigrid, Haand i Haand, staae og see efter dem, hviftende med Tørklæder, indtil de ikke see dem mere. Det bliver imidlertid Tusmørke). Helge. Sigrid. Huldra. (I det Helge og Sigrid vende sig, for at træde ind i deres Hytte, staaer Huldren for dem og stænger for dem med en Rosenqvist. Hun synger derpaa til sit Langspel følgende Vers efter hosstaaende norske Melodie:) Huldren. Saa ganger nu ind i Fred og Ro til Elskovs Fred i den Hytte. Fotnote: Fikka ): Lommen. Fotnote: Der var jeg allerede fra Barndommen vant. SIDE: 598 Og Gud vil signe Jer begge To, og eders Bolig beskytte! Og Huldra, hun vil staae Jer bi, og age Skrubben i Skog og Li. Fra denne min Dal I aldrig maa flytte. Saamangen Kjærring, saamangen Mand slap odelsarvede Borge, og drog i Ørslen [fotnotemerke] til fremmede Land; og da maatte Huldren sorge. Hun græd og sukte: Gud hjælpe dem! Men nu er Sanningen [fotnotemerke] kommen frem. Nu vende de hjem! Held være med Norge! Det bliver under Sangen dunklere og dunklere. Tilsidst er det ganske mørkt, da Tæppet falder. Fotnote: i Ørslen ): i Ubesindighed. Fotnote: Sanningen ): Sandheden.