Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet, OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved Universitetet i Oslo i 1991-1997. Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten, og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på, gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/ Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene presenteres sammen med teksten. Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Henrik Wergeland SIDE: 1 SØKADETTERNE ILAND LYSTSPIL MED SANG I TRE AKTER Personerne: Jagert, dansk-norsk Fregatkapitain. Frederik, hans Søn, Edvard, Frants, Søkadetter. Johan Falster, Maanedslieutenant, forhen Koffardikapitain. Christence, hans Forlovede. Sofie Falster, hans Søster. Gabriel Jeremias Falster, hans Onkel, Traktør. Christiane, Traktørens Huusholderske. Peter, Baadsmand. En Retsbetjent. Flere Retsbetjente. -- Søsoldater. -- Matroser. Scenen er i en By paa Norges Vestkyst. Tiden mod Slutningen af sidste Krig med England. Anm. Jagert er 40 Aar, Johan Falster 35, Christence 30, Sofie 18, Gabriel Falster 45 og Christiane 40 Aar. SIDE: 2 (Gade. Tilhøire Jeremias Falsters Huus, betegnet ved Karafler, Kridpiber o.s.v. i Vinduerne ved Døren. De tre Kadetter komme syngende og trallende nedad Gaden). De tre Kadetter. Sang. Iland, iland i Norges Land! da lystig alle Mand! Som jaget Fugl paa Træets Qvist har Søkadetten stakket Frist. Thi Baadsmandspiben hviner snart: ombord han maa da i en Fart, ja i en Pokkers Fart. Saa lad os da afsted, afsted! og tage Alting med! Kaptain, saalænge da Farvel! (Lette paa Huerne.) At Hast vi har, Du veed nok selv. Thi Baadsmandspiben hviner snart, om Glasset endnu staaer der spart, ombord os i en Fart. Frederik. Ja, lad staae til, Gutter! Edvard. Vel nok, Kammerad! Men hvad tænke I Følgen vil blive af, at vi saaledes uden videre have listet os iland? Frederik. Følgen? Ja det er sandt. Den første tænker jeg vil bli'e en lystig Aften, som vi længe have trængt til. Edvard. Ja men den anden og tredie? Frederik. Pyt! SIDE: 3 Frants. Du har godt ved at snakke, som har Kapitainen til Papa. Det er ligesaagodt som at have Paven til Fætter. Frederik. (Griber Begges Hænder). Et Ord, Kammerader! Ansvaret paa mig! Det har jeg jo lovet jer for Følgets Skyld. Jeg har jo overtalt jer, og jeg skal nok spyle Dækket bagefter. Edvard. Men, men -- det er dog en Helvedes forvoven Streg nu da . . . Frants. Ja nu da Fienden ventes i Udkik og en Affære kan forestaae. Det kan -- nu falder det mig klarere ind, efter at det er gjort -- ja det kan blive os til evig Skam. Frederik. Den kan vi ved første Leilighed -- kanskee imorgen -- vaske af os i engelsk Blod. Naar vi da bedække os med Ære, er den lille Feil i Coursen forglemt. Derfor munter nu, Gutter! Men oprigtigt talt, saa maatte jeg iland. Her er en liden Dame i Farvandet . . Frants. Aha! Edvard. Det gjelder. Frederik. . . En allerkjæreste liden Pige, der trækker, kan I troe. Edvard. Som vi sae: først dig iland, og os med dig. Frederik. Til Løn skal I faae see min lille Sofie og en Flaske Viin ovenpaa. Det er et Bekjendtskab -- ja meer end det -- siden vi sidst laae her; og siig mig nu, I betænksomme, vakkre unge SIDE: 4 Mennesker, om jeg vel under slige Omstændigheder kunde som Cavaleer undlade at gribe Leiligheden ved Haarene? Maatte jeg ikke vove Alt for at see min Kjæreste -- thi, mellem os, det er hun -- endnu en Gang, som let kan blive den sidste? Edvard og Frants. Jo vist, jo vist! Frederik. Saa lad os leve i Aften! Imorgen er det uvist. Edvard. Før letter dog vel ikke Fregatten? Frants. Gudsdød, skulde den lette i Aften! Frederik. Ei! nei! Kanonbaadene række Pokker ikke frem, og derpaa beroer det. Kapitainen skal have sine Efterretninger om Engelsk- manden med dem. Edvard. Kapitainen . . Holloi! Se agter ud! Frants. Der kommer han -- den Onde tordne mig -- oppe i Gaden. Frederik. Lyslevende. Gutter. Fald af! Edvard. Alle Klude til! Frants. Lænds nedover her! (De ile ind i et Stræde tilvenstre; Kapitainen og Peter Baads- mand komme nedover Gaden; men dreie af til høire.) SIDE: 5 (Christence i Sørgedragt, og Sofie kommer ud fra Falsters. De ere itrukne som til at gaae ud). Christence. -- -- Nei, kjære Sofie, mod Samvittighedens Grunde maa Følelsen tie med sine. Og her handler jeg efter begge. I sex Aar har jeg ikke havt den allerringeste Efterretning, der kunde vække Tvivl om den første sørgelige, saa nu mit Haab er al- deles ude. Din Broder, min elskelige Johan, er borte. Og at han ahnede, hvad der vilde skee -- at vor Afsked vilde blive evig for denne Verden -- o, at jeg ikke i Smertens Øieblik begreb det, da han ved sin Udfart testamenterede mig sit hele Tilgodehavende hos Priseretten! Jeg har nu faaet Opgjøret, der lyder paa 6000 Daler; men som Gud bevare mig fra at beholde. De høre Dig, hans forladte eneste Søster, til; de ere din ret- mæssige Arvedeel. Sofie. (Bedrøvet og ømt). Christence! . Min Broders Villie . . . Christence. Mit Barn, lad os ile med at faae denne Sag nu strax i Rigtighed. Derfor har jeg jo forladt Kjøbenhavn, og søgt dig op her hos din Onkel, før jeg tager over til mine Slægtninge i Vestindien, hvor jeg ikke vil trænge. Duet. Christence. I mit Bryst, hvor Lyst var mit Haab i Ungdoms Dage! Men det svandt som Tant; Savnets Saar er kun tilbage. Alt forgaaer, kun mit Saar til Graven vil ledsage. Dødens Stund af min Mund først vil kysse bort min Klage. SIDE: 6 Sofie. I mit Bryst, hvor Lyst er mit Haab i Ungdoms Dage! Ei det svandt som Tant. Jeg en Eed af det vil tage. Alt forgaaer ogsaa Saar, som Hjertet har tilbage. Bedre Tid kommer blid, kysser bort i Smiil din Klage. (De begynde Sangen igjen, men Christence afbryder den strax med:) Tys! lad os ile. Der ere de igjen. Sofie. Hvem, bedste Christence? Christence. De støiende Søkadetter, jeg saae fra Vinduet. Muntre Søfolk minde mig om Johan. Derfor, kom! Sofie. O, Søkadetter? (Afsides.) Mon Frederik skulde . ? (Høit) Bi Chri- stence! søde Christence, lad mig see! Christence. Nei kom, Barn, kom! (Gaae ind ad Strædet tilhøire). (Søkadetterne komme frem igjen av Strædet tilvenstre). Frants. Ingen Krydsere mere i Farvandet. Edvard. De fik os nok ikke i Kikkerten. SIDE: 7 Frederik. Men jeg fik min Sofie i min. Frants. Og jeg en Flaske med Seddel og Lak paa i et Vindue. See her bare! (Peger paa Falsters Huus). Frederik. Ja netop der. Ind nu, Gutter, at faae Noget at leve af. Sang. Frants. Jeg veed et Huus . . Frederik. Jeg kjender det . . Edvard. Gesvindt kun ind i et! Frants. Der paa Kredit man lever flot; thi Værten er en Patriot. Alle Tre. Gesvindt! Thi Piben hviner snart, om Glasset endnu staaer der spart, ombord os i en Fart. Frants. (Idet de ville gaae ind). Der er de, Gal' i mig, igjen. Edvard. Herind! herind! Frederik. Just netop. (Smutte ind til Falsters). SIDE: 8 (Kapitain Jagert. Johan Falster i civil Dragt. Peter Baadsmand). Kapitainen. -- -- Saae dem? Jo min Sjel saae jeg dem, de Helvedes Kroppe! Men troer Frederik, fordi han er Kapitainens Søn, at han . . Nu da skal jeg min Salighed tyde ham Artiklerne. Johan Falster. Ombord vare de dog, da vi gik iland. Kapitainen. Det saae jeg med. De stode ved Rælingen med Hovederne sammen. Men nu ere mine Øine iland. Hvad griner han ad, Baadsmand? Peter. Ha, jeg tænker som saa, Hr. Kapitain: der er Luvart og der er Læ. Kapitainen. Der hører du, Falster. De Karnaljer ere entrede nedad den ene Side, mens vi gik i Giggen paa den anden. Men hvor Fanden ere de blevne af? Peter. Jeg tænker som saa, Hr. Kapitain: Øine har jeg som den bedste Dollands Dag- og Natkikkert. Her omtrent gik de over- stag, og plat rumskjøds nedad dette Stræde. (Viser tilvenstre). Kapitainen. Efter dem, Baadsmand! Hal dem ind og bring dem op! Men hold dig støt, Peter! midt i Gaden for Kjelderhalsenes Skyld. Peter. (Tagende til Hatten). Støt skal være, Hr. Kapitain. (Drivende af). Holloi! Tænker som saa: nu fange vi Maager og Terner med Hænderne. SIDE: 9 Kapitainen. (Gribende Johan Falsters Haand). Lad den Fugl flyve! Jeg vil ikke bryde mig om de Drenge, blot jeg kan beholde dig ombord. Du seer, jeg behøver Offi- cierer der; og saalænge maa du blive der, til jeg kan faae dig vel ned til Danmark, hvor din trofaste Kjæreste idetmindste levede for ikke mange Uger siden. Johan Falster. Nu har jeg Efterretning om, at min Christence er taget derfra -- sandsynligviis med en Konvoi til Vestindien, hvor hun har Paarørende. Der agter jeg at opsøge hende. Kapitainen. Ret, min Ven! Men nu bliver du for det Første hos mig. Kommandoen gjør i saadanne Tider ingen Vanskelighed med Patentet. Og saa ud til ham derude ved Skjærene! Det vil friske lidt paa Prisonkuløren. Johan Falster. Aarelang Længsel har samme Farve, Jagert; men friskes neppe uden ved eet Middel. Kapitainen. Vi ville forsøge, om ikke Kanonrøgen . . Johan Falster. Det er Graat i Graat. Kapitainen. Men, for Fanden, disse Krabater . . Og det netop i et saa- dant Øieblik! Er du kjendt i denne By, Falster? Johan Falster. Ikke det mindste. Kapitainen. Jeg heller ikke, siden jeg var lidet iland, da vi laae her sidst. Men jeg stoler paa Peter, og lad os saa gaae og faae dit Patent i Orden. (Gaae.) SIDE: 10 (Sal hos Falster. Man hører det banker. Da Ingen er tilstede, stikker endelig Jeremias Falster sit Hoved indad Døren. Han bærer Paryk med Pidsk, en gammeldags, bruunagtig Kjole, en opkiltret Serviet om Livet, og har en stor Blomsterbuket i Haanden). Jeremias Falster. Hvad? Jomfru Christence ikke tilstede? Og jeg gjør mig til Nar med at banke, jeg som er Herre i mit Huus? Nu ja, saa er s'gu nok de sex Tusind tilstede; og det er nu vel dem, du gaaer efter Gabriel Jeremias. Hvem der kunde faae see det Doku- ment. (Banker paa en Komode). Her ligger det velsignede Papir be- stemt, og derfor faaer jeg vel sætte Buketten her (Sætter den i et Glas paa Komoden) , for at den kan melde, at jeg dog har været her for at faae Svar, som forlangt, paa mit velstilede Frierbrev. Jo jo, sex tusinde Rigsdaler i gode Penge ere s'gu nok værdt at frie til, skulde Jeremias Falster mene. Sang. Folk maa sige, hvad de vil, Jeg siger: Penge, Penge! Lægge blot en Skilling til gjør mig munter længe. Alle sig bukke for Manden med Grunker, modig og æret paa Gaden han strunker, klapper sin Mave, og sukker et Ak over alskens Tiggerpak. Men at Jomfruen er gaaen ud uden først at svare paa mit Brev? Dog hvem veed, om der ikke ligger et Svar her i den øverste Skuffe med Skriveindretningen i? Hun sad her istae, da jeg kikkede igjennem Nøglehullet; og hvem der nu bare . . Jo jo den gaaer (Aabner Skuffen). Aha! Ei! ei! En Pakke Kjærligheds- breve, gule af Ælde og brustne af Gjennemlæsning, ombundne med et sort Silkebaand! Men mit er ikke deriblandt. Nei ikke Spoer af det. Saa gid jeg kunde bruge dette Gods til Fidibusser, hvortil der ikke gaaer saalidet Papir baade paa Billarden og i Harmoniens Klubværelse! Men maaskee i et af de andre Gjem- mer? At søge Svar paa sit eget Brev er dog vel intet Uærligt for en ærlig Mand, skulde Jeremias Falster mene . . . (Søger i Gjemmerne. Christiane med en Støvekost standser forbauset i Døren). SIDE: 11 (Jeremias Falster. Christiane). Christiane. Naa du min Himmel og udstrakte Befæstning! Hvad maa jeg ikke see i denne inderlig fordærvede Værden? Jeremias! Jeremias! Jeremias Falster. (Slaaende Skuffen i og vendende sig om med Hænderne i Siden). Nu, hvad saa? Er jeg ikke Herre i mit eget Huus? Maa jeg ikke see mig om i mit eget Huus? Kjender du ikke Jeremias? . . Christiane. Aajø partu! Men saa vil du tage mig saa? Paa den Fod? O du Erke-Karnali, som snuser om i vildfremmede Jomfruers inderlig fortrolige Gjemmer. Jeg vilde bare ønske, at den kjøben- havnske Mammesæle var kommen selv og ikke jeg, inderlig tro- skyldige Pigebarn, og havde grebet dig i din rare Gjerning. Jeremias Falster. (forlegen). Søde Christiane-Moer, seer du, det var . . seer du . . Christiane. Aa ja jeg seer nok hvad det er: Utroskab, inderlig himmel- raabende Utroskab! Maaskee hverken meer eller mindre, end et formeentlig forlovet Rannevaus? Jeremias Falster. Ja seer du, netop som, seer du . . . saa kom du strax til, Christiane-Moer, saa fabrikol, som man siger. Christiane. Strax til? Jo du har gaaet strax til! Jeremias, betydelige Afskum! se paa mig! Tør du see paa mig, see mig i Øinene? Har du ikke lovet mig, hvad du veed? Har jeg ikke dine græsse- ligste Løfter, ja Eder og Forbandelser over det inderligste Ægte- skabsbaand? Hvad? har jeg ikke? Svar mig nu pertentlig og partu! SIDE: 12 Jeremias Falster. Naa naa! det er blot Løbedagene, Christiane, blot Løbedagene. Christiane. Løbedagene? Rigtigt! himmelraabende rigtigt! Du vil løbe fra mig i disse Dage, siden den kjøbenhavnske Mammesæle kom herop, som en inderlig troløs Kjæreste. Hører du det, Jeremias? Jeremias Falster. Jeg mener, Løbedagene ere ikke ude endnu mellem os To; men saa kommer Honoreringen. (Afsides.) Eller Protesten. (Høit.) Men vær nu snil igjen, Christiane-Moer, skal vi have vor Frants- fuus igjen iaften. Christiane. Saa? Endelig engang siden den kjøbenhavnske formeentlige Mammesæle, eller hvad hun er, kom her i Huset. Siden har du rigtig været saa rar, Jeremias, saa inderlig rar. Ikke fuser du og ikke -- noksagt; snart brister jeg, og da veed jeg nok, hvad jeg gjør. Jeg er ikke saa indpaa. Jeg veed nok, hvad jeg har. Jeremias Falster. (Afsides.) Nu skal jeg nok faae hende blid, naar hun taler om, hvad hun har paa Kistebunden. (Høit.) Guds Velsignelse, Christiane, maa blive i Huset. Var det ikke Ellevehundrede? Christiane. Jo skulde jeg troe og lidt til; baade Dit og Dat. Jeremias Falster. Ja, hvad jeg har sagt det staaer . . Christiane. Torde jeg bare fæste nogen inderlig fast Tro til dig, du for- meentlig kjære Skarn. Men, nei! ikke saalænge denne kjøben- havnske Mammesæle eller Dikkedare, eller hvad hun er, gaaer her ud og ind. For en halv Time siden hedte det: "Sofie, er SIDE: 13 du færdig? Sofie, glem ikke Parasollen? Christiane, hvor ere mine Handsker?" Sofie mig der, og Christiane mig her, som om det var til en heel Reise, og nu ere de her alt igjen, skulde jeg troe. Jeremias Falster. (Ivrig.) Gesvindt da, saa alt kan være probert og net til de komme. Christiane. Ja med Følge skulde jeg troe. Tvi! Jeremias Falster. Med Følge? Christiane. Ikke med mindre end tre inderlige Søofficierer, skulde jeg troe. Jeremias Falster. Ei, ei! Noget at fortjene . . Gesvindt da. Christiane. Ja, de begyndte himmelraabende høit, skulde jeg troe. Jeremias Falster. Og saa gi'r du dig til her, Christiane? Dog kanskee de ville spise her paa Salen; og støv derfor op lidt her. Bare jeg selv er prober nok. Se efter lidt. (Vendende Ryggen til.) Christiane. Jeremias, Jeremias! Er det nu for denne kjøbenhavnske Mammesæle? Jeremias Falster. For Følgets Skyld. Hvem kan vide . . Bare gesvindt! Christiane. Ja det skal du faae mig til at troe, du pertentlige Hykler! Nei, nei! skulde jeg børste dig, skulde det være med denne. (Viser Kosten frem idet Falster gaaer, og begynder at feie; men holder strax op.) SIDE: 14 Christiane. (Alene.) Uf! at feie og stadse op for Slige! slige fremmede Mamme- sæler, der kommer herop ligesom andre Krager, som om vi ikke havde nok med os selv i denne Krigens Tid! Nei, vil man bare- stens see! En Blomsterbokætte, stor som en Sopelime, har den gamle Abekat sat her paa Mammesælens Komode. Sikke inder- lige Kunster! (Kaster Buketten ud af Vinduet.) Men jeg behøver nok ogsaa Kunster for at holde ham fast saa inderlig glat han er. Det er ikke længer som i gamle Dage, det skjønner jeg nok partu. Men bi lidt, skal du faae see Indsiden af det gamle Skind, som han kaldte mig, da han kom saa inderlig fyrig hjem fra Harmo- nien; og saa ud af Huset baade med Jomfru Sisken og Jomfru Lisken, Jomfru her og Jomfru der! Og det partu ligesom jeg feier denne Papperlok. -- -- (Hun tager en Papirstrimmel op.) Ei! ei! det er jo Jeremiasses egen formeentlige Haand! og -- o du Himmel! Stumpen af et inderlig ordentlig Frierbrev. (Læser.) "Alt siden -- Jomfruens gode Egenskaber -- dele Formue og Hjerte -- pas- selig og christsømmelig Alder -- derfor vover at haabe -- dybeste Kjærlighed -- ikke vente paa Svar, men endnu i denne velsignede Dag -- dydzirede Jomfru Christ -- -- ". Jomfru Christ -- ja saameget -- Jomfru Christ -- -- men ikke et Bogstav mere. Men det kunde jo inderlig gjerne være til mig; altsaa Christ -- iane. Eller -- o du tilbørlige Uhyre! -- til Mammesælen; altsaa Christ-ence. Og saa bliver der da heller Intet af denne Gang. Sang. Lad mig nu see! lad mig nu see! Først en Kandidat. Han stjal et Kys, mit første Kys, løb saa med den Skat. Saa Skræddermesteren, Styrmanden, Inspektøren, saa Lieutenanten med Flere, og nu tilsidst Traktøren. Fra Aar og Aar til Aar bedraget af dem Alle, jeg mig kun Døden spaaer, og lader Haabet falde. Sidste Frier rækker snart mig ud sin Knokkelhaand, og fængsler mig med sine Baand -- uløselige Baand! SIDE: 15 Det gyser i min Sjel, saa tidt jeg derpaa tænker. Kom heller, Gabriel, med Hymens tyngste Lænker! Denne Angest i min Sjel du volder, Gabriel. Saa er mig spaa'd: gift eller død, og i dette Aar. Saa er mig spaa'd af en Madam, som sin Kunst forstaaer. Om ingen trofast Mand -- o Skjæbne! blev mig givet, skal jeg Uskyldige da derfor miste Livet? Om ikke gift i Aar, bli'e Dødsens før det næste, med fjorten Hjertesaar, og hvad jeg har tilbedste? Gabriel, o frels da mig, og lad mig ikke faae skumle Grav til Brudeseng om end med Roser paa! Det gyser i min Sjel, saa tidt jeg derpaa tænker. Kom heller, Gabriel, med Hymens tyngste Lænker! Tag denne Angst af min Sjel, o grumme Gabriel! Frels mig! frels mig! frels mig! frels mig! (Iler ud). Jeremias Falster. (Kommer ind.) Naa, Gudskelov, at de Herrer kom tilbords, saa Rennevuet kan foregaae her i al Rolighed; og Gudskelov, at den gamle Plageaand finder større Fornøielse i at gloe paa de tre lystige Fættere, end i at lure paa mig. Men hvor Pokkeren har hun gjort af mine deilige Blomster, som nu skulde tale for mig, om min egen Tunge kommer istaa? At hun er jaloux, veed jeg nok; men at hun skulde vove at smide dem ud, som hun ganske vist har gjort? Gabriel Jeremias! det maa have en Ende med det Herskab, ellers bliver du ikke længer Herre i dit Huus. Hun SIDE: 16 maa selv smides ud, saasnart Tingen er paa det Rene med Jomfru Christence. Og dermed har det vel ingen Nød, siden hun selv har stevnet mig hid. Det er afgjort . . . (Christence kommer.) (Jeremias Falster. Christence.) Christence. Ja det er afgjort, Hr. Falster. Jeremias Falster. Det kunde jeg begribe, kjæreste Jomfru. Saamegen Kjærlig- hed kunde ikke blive ubesvaret. Men dette velsignede Svar paa mit ømme Frierbrev maa jeg høre paa mine Knæ; thi mine Been, med Tugt at melde, skjælve under mig. (Knæler.) Christence. Reis dem. Det sømmer sig ikke for en Mand i deres Alder. Og behag at see! (Rækker ham et Dokument.) Jeremias Falster. (Tagende Brillerne frem.) Aha! deres skriftlige Svar, dyrebareste Jomfru? Det holder jeg med. Saa har man Noget at holde sig til . . Christence. Ogsaa det: mit skriftlige Svar. Idetmindste vil dette Papir gjøre videre Svar overflødigt. Det var min Beslutning, og nu er det afgjort. Jeremias Falster. Afgjort? Ja afgjort er det, at min kjære Brodersøn Johan for- længst er død og borte, men at Gabriel Jeremias Falster derimod er ganske levende, og sidder i gode Kaar, at han netop er Mand for den Saliges saaatsige efterladte Enke eller Jomfru-Enke, at han netop er bleven saa godt som ti Aar yngre af den reneste og pureste Kjærlighed til dem, dydzirede Jomfru. SIDE: 17 Christence. Men behag dog at see. Det vil, haaber jeg, spare Dem for videre Knælen. Jeremias Falster. (Sætter Brillerne paa.) Hva -- hvad seer jeg? Sex Tusind -- ja saameget vidste jeg der var -- sex Tusind -- transporteret til Deres -- (Seer med op- skudte Briller paa hende.) Er Jomfruen rasende? -- om Forladelse! -- til Sofie, til Søsteren af den Eventyrer og Vagabond, min Broder- søn, man maa saa sige, hvad man vil . . Christence. Herre, fornærm ikke en ædel Mand i hans Grav. Det var min Pligt, en Pligt ogsaa imod ham. Jeremias Falster. Wiswas! Pligt! Dumhed! Galskab! Men der seer man, hvor meget Fruentimmerne trænge til en fornuftig Mand til at styre dem i deres Daarskaber. Men nu betakker jeg mig; for seer Jomfruen, enhver Ting har idetmindste to Sider at sees fra. Men om Jomfruen nu, ligesom jeg ogsaa faaer noget Andet at tænke paa, vilde tænke paa . . . efter hvad der er passeret, seer De . . Christence. Ogsaa det er afgjort, Hr. Falster. Der er tænkt paa et andet Opholdssted. Jeremias Falster. Ja paa -- havde jeg nær sagt -- Fanden ivold! Christence. Tjenerinde. (Gaaer.) SIDE: 18 Jeremias Falster. (Alene.) Tjenerinde? Hahaha! Dumhedens, Stolthedens, Tiggerfærdig- hedens, Dydens, Pligtens, og inderlig gammelt Jomfruskabs Tjener- inde! Det er til at blive rasende over: Sex tusind Daler i gode Penge kastede bort som hule Nødder. Jeg har aldrig hørt Magen. Kunde nu ikke den anden lille Taske have boet hos os, og gjort Nytte for sig? Ogsaa den prægtige Leilighed til at blive Chri- stiane qvit, for den Jomfru synes skam at have Been i Næsen. Ak, mit Huus kunde være blevet som et Duerede. Men nu maa jeg dog være glad ved, at jeg fik Øinene op; thi der kunde jeg være kommen net til, om hun havde taget mine søde Ord for god Fisk, tiet stille med sin dumme Streg, og slaaet til; da er dog det gamle Huustrold bedre med sine elleve Hundrede og derover. Eller -- o Gabriel, Gabriel Jeremias! hvor er du henne med din Eftertanke? Det er jo soleklart, at jeg har at holde mig til de sex Tusind, til den Haand, hvori de nu befinde sig. Og Sofie er jo af Familien, og har nydt Godt i mit Huus som et fattigt Barn, saa jeg skulde troe, jeg er nærmest. Og i hvilket straa- lende Lys vil jeg ikke staae, dersom jeg frier, medens hun troer, hun ikke er rigere end sin Synaal. Men da maa jeg Bitterdød skynde mig. Bare ikke den Helvedes Christiane . . (Idet han vender sig, støder han lige paa Christiane, som imidlertid er kommen ind.) Jeremias Falster. Christiane. Sang. Christiane. (Med Hænderne i Siden.) Staaer du her og bagtaler mig? Jeremias Falster. (Forvirret.) Jeg tale bag -- bagtale dig? Christiane. Jeg hørte nok dit grove Sprog. SIDE: 19 Jeremias Falster. Det var jo kun en Monolog. Christiane. Hvad er en Monolog? Kan jeg paa Sligt bli' klog? Jeremias Falster. Det er at snakke Noget hen for sig selv, hen for sig selv. Christiane. Ei! Altsaa Væv i Taaget? Inderlig vel, inderlig vel! Jeremias Falster. Hvad jeg har sagt, jeg bryder ei. Tillad mig nu at gaae min Vei! Christiane. Mit christne Navn det banded du. Mit Haar sig reise maa endnu. Gabriel! var det peent? Har jeg vel Sligt fortjent? Jeremias Falster. Det skal du ikke endse; har mig fortalt, har mig fortalt. Jeg vilde sagt: Christence. See det var Alt! Var det saa galt? Ja ret denne Helvedes Christence, som er kommen her, og ligger ind paa mig. Christiane. Naar du taler saa, vil jeg partu troe, at jeg denne Gang gjør dig tilbørlig Uret. Men hvem meente du da med denne. (Viser ham Papirlappen.) SIDE: 20 Jeremias Falster. Tys! lad see! (Afsides.) Saasandt jeg lever en Rest af mit eget Brev til Jomfru . . . Christiane. Hvorfor saa inderlig Tys, Gabriel Jeremias? Nei, siig kun partu, hvem du har meent med dette C -- h -- r -- i -- s -- t -- Christ? Men vær nu betydelig oprigtig. Jeremias Falster. (Kjelen.) Hvem skulde jeg mene med dette Udkast uden dig Christiane? (Afsides.) See mig til den Mamsel! Hun har brugt mit Brev til at krølle sit Haar med. Christiane. Se paa mig! Er det pertentlig og partu sagt? Jeremias Falster. Det er jo skrevet desmere. (Kysser hende.) Naa, vil du nu troe mig. Christiane. Ja nu er jeg som et Solskin igjen. Og du var tro, Jeremias; og der er altsaa ikke Noget imellem Dig og denne snerpede Mammesæle? Jeremias Falster. Ikke saa meget som saa (Stryger Haand over Haand.) Nei saa min Sjel og Salighed! Nu svoer Jeremias . . Christiane. Det var ligesom en Steen, der lettedes fra mit Bryst, og jeg vil holde af denne inderlige Lap Papir, som af et afbrækket Dukatstykke. Men hvorfor vilde du partu skrive mig til i en saa gammel Sag mellem os, Jeremias, da du dog hver Dag kan tale med mig saa inderlig fortrolig? Hvad svarer du mig paa det, Guldet mit? SIDE: 21 Jeremias Falster. Jo seer du, har du ikke hørt Tale om Kjærlighedens Fantasier, Christiane? Jeg tænkte mig dig nemlig Pokker i Vold langt borte, og hvorledes jeg da vilde expektorere mig; men saa har Mamme- sellen faaet fat paa Udkastet, og gjort Papillotter deraf. Christiane. En inderlig græsselig Fornærmelse mod os, Jeremias! Papper- lokker af dit Brev til mig? af mit Brev? Hun saae dog mit klare christelige Navn og din betydelige Ømhed, og havde ikke mere inderlig Delikatæse end som saa -- Men nu, skal hun endnu blive i Huset? Jeremias Falster. Vist ikke, nei; det er afgjort, som hun -- nei, vilde jeg sige, som du siger. Men lad mig nu være alene; jeg har noget Vigtigt at tænke paa. Christiane. Kan jeg forlade dig nu saa partu, da du har været saa græs- selig inderlig som du i lang Tid ikke har været, Jeremiassen min? Jeremias Falster. Du maa. Pas paa de tre Kadetter dernede, at de ikke ab- sentere sig uden Klarering, seer du. Christiane. Der er blot To af dem nede paa Billarden; den Tredie, en inderlig vakker liden Søofficeer, er fulgt herind i Sideværelset med Mammesælen og Jomfru Sofie. Jeremias Falster. Slip mig, siger jeg, og gaa! Det er desperat. Christiane. Ih, Gud inderlig bevare mig, hvilken græsselig Ivrighed der kom over dig nu? Og med slig Hast? SIDE: 22 Jeremias Falster. Du burde med have Hast. Du hører jo det banker i Billard- stuen, som om Fanden var løs. Staaer du ikke paa mit Bedste, Christiane, saa . . . Christiane. Nu hører jeg det. Det er disse hersens Fyrer, som vel ville have mere partu. Jeremias Falster. Saa gaa bare, saa gaa! (Fører hende til Døren.) Christiane. Skal jeg lade dem faae paa Credit disse hersens . . . Jeremias Falster. Aa ja, bare gaa! Christiane. (Venligt nikkende i Døren.) Farvel da saalænge, Gabriel-Jeremiassen min! Men er du ikke bange for mig nede imellem disse inderlige Fyrer? Jeremias Falster. Det var Noget at være ræd for. Aa nei! Men hør (Det banker nedenunder.) Husets Credit gaaer tilgrunde. Christiane. (Ilende ud.) Strax! strax! Jeremias Falster. (Alene.) Se saa! en Søkadet inde hos Sofie? Det er just Folk for Piger i hendes Alder og af hendes Gemyt, saa jeg nok maa skynde mig. Og Sligt tillader denne adstadige Pertentlighed, Jomfru Christence? Jo man kan nok see den kjøbenhavnske Opdragelse, skulde jeg troe. Men om Forladelse, om der nu SIDE: 23 kom en liden Kjelke iveien? Og Sofie har endnu ikke været ulydig, og foruden at jeg er Herre i mit Huus, seer jeg vel ikke saa ilde ud endda. (Speilende sig.) Ungdommelig vel ikke; men de brune maliciøske Øine har jeg dog beholdt, og fyrigt slaaer mit Hjerte, som om det skulde slaae et Slag for hver Daler af de sex Tusind i Minuttet. Sang. Lidt skimmelhaaret gjør ingen Skade. God Frugt bli'er baaret af blege Blade. Det leder heller de Skjønnes Tanke paa disse Blanke der i min Kjelder. Man veed, naar Andre kun bære Uld, kan jeg forandre hver Haar til Guld. I Rynker dybe, der om min Næse som Orme krybe, kan man jo læse, skjønt lidt figurligt, blot Gjeldsbeviser, og dem man priser da høist naturligt. Tidt Navnetrækket paa sligt Papir har Elskov vækket hos Kjønnets Ziir. I Plydses Buxer, og i min Brune blandt Gadefuxer jeg gjør Fortune. SIDE: 24 Thi Jeremias kan i sin Fikke det Secum stikke, som mangled Bias: en Pung, skjønt skiden og gjort af Skind; men Amor i den er krøben ind. Blot Christence ikke allerede har sagt hende, hvor riig hun er bleven. Thi der er ingen Beiler som Ædelmodighed, og ædelmodigt maa det dog vist synes af mig at tage det forladte Barn, for noget Andet er hun dog ikke. Altsaa, Jeremias! Frisk Courage! (Banker paa Døren.) Sofie! lille Sofie! Jeremias Falster. Sofie. (Kommer fra Sideværelset.) Sofie. (I Døren.) Strax! Frederik! strax! Jeremias Falster. (Blid.) Hvad er det for en Frederik, søde Barn? Sofie. Oh! en Bekjendt. Christence og jeg have Selskab derinde, og han foretrækker vort endog for sine Kammeraders. De spille Billard nedenunder. Jeremias Falster. Du har Selskab siger du? Dog er du saa alene i Verden. Nu! kom kuns nærmere til din kjære Onkel, mit Barn. Jeg har noget Vigtigt at tale med dig om -- om din Fremtid seer du . . . Sofie. Onkel! Jeg frygter det bliver for langvarigt. Frederik har Hastværk. SIDE: 25 Jeremias Falster. Fanden ivold med den Frederik! Hør, Barn! -- Sofie. Det var smukt sagt, Onkel. Jeremias Falster. Nu nu, ikke saa ilde meent af din gode Onkel. Seer Du, Barn, du er nu kommen til mig ligesom Ruth til sin Slægtning Boas, og ligesom han den retskafne brave Mand . . . Nu, Barn, du seer paa mig med saa store Øine? Ja see du kun! see paa mine! see de ikke paa dig med den pureste Ømhed? Sofie. Slip mig, Onkel! Frederik bliver utaalmodig. Jeremias Falster. Seer du, du er en fattig Pige, en meget fattig, saavidt jeg veed; og forladt er du, dersom du ikke havde mig. Men jeg har for os Begge. Sang. Du kjender nok den røde Skjænk, hvor Sølvet paraderer; og hvert Guds skabte Aar -- betænk! -- sig Rækkerne forflerer. I Kisten, som i Gangen staaer, der ligger mangt et Dynevaar. Deri sig blind af Lyst, om hun fik Lov at kige, kan vel see, kan vel see saamangen Pige. Og Kassen med de stærke Baand -- oho! du skulde kjende. Der boer Aladdins Kjæmpeaand, hvis Magt har ingen Ende. Ei gives Ting paa viden Jord, som han ei skaffer paa et Ord. Thi Mammon er den Gud, som over Alting byder, selv ofte over Mænds og Qvinders Dyder. SIDE: 26 Sofie. Dog gives der en oprørsk Ting, den er -- en Piges Hjerte. Jeremias Falster. Wiswas! Kun af romanske Sving du slige Griller lærte. Sofie vær dog ingen Nar! Fornuften hør! Sofie. Det er jo netop, hvad jeg gjør -- -- -- (Afbrydes af Frederik, som fra Sidedøren af raaber: "Sofie kom dog", hvorpaa hun iler ind.) Jeremias Falster. (Ilende efter, men maa standse ved den lukkede Dør.) Hvad? Nei det er for grovt. Er jeg ikke Herre i mit eget Huus? Er jeg ikke Herre i mit eget Huus? Nu du Naadsens, hvor de støie der nedenunder! Ja bi mine Herrer! Og bi du! (Truende mod Døren.) Jeremias Falster skal vide at handle, hvor sex Tusind i gode Penge staae paa Spil. (Iler ud af Døren i Baggrunden.) (Samme Scene. Jeremias Falster kommende først indad Døren i Baggrunden. Strax bag ham Frants og Edvard, noget overgivne. Kort efter Frederik og Sofie. Siden Christiane.) Jeremias Falster. Nei, dernede var det reent galt. Men nu! skal der nu ga- stereres her? Ja vær saa god, mine Herrer! vær saa god, skjønt Lokalet er dyrt, for det er kun for "Harmonien" og Honoratiores, skal jeg sige . . . Frants. Holloi, Frederik? Er du her forstukket, saa kom frem. Holloi! Var det ikke her, Hr. Vært? Aha! (Frederik kommer ind fra Sideværelset med Sofie.) SIDE: 27 Frederik. Mine Venner! Min Sofie! Jeremias Falster. Min? Vil man bare høre! Frederik. Paa en ypperlig Ankerplads, som I see. Jeremias Falster. (Afsides.) Gid du laae paa Havsens Bund, du! Han er den fineste, men den værste af dem alle Tre. Drikker mindst; men . . (Til Sofie.) Sofie! mars ind med dig! Frederik. Hvad er det for en Tone, Manneke? Nei, ikke paa den Boug. Jeremias Falster. Reent ud! Ikke Huus over Hovedet mere her! Skjønner I det? Jeg er Herren i mit Huus. (Søkadetterne skoggerlee.) Edvard. Ja saa, Mand! I vil ikke huse os? Ikke os, der ere Landets Venner, medens I huser et vakkert Kløverblad af dets værste Fiender? Frants. Ja veed I vel, at I som en Ikkepatriot, eller rettere som en Landsforræder, burde arresteres i jert eget Huus? Edvard. Kattes. Frants. Kjølhales. Edvard. Hænges i Raanokken. SIDE: 28 Jeremias Falster. Ih, Gud bevare mig! Jeg? Jeg Jeremias Falster. Sektionschef for Kystværnet? Jeg? Frants. Jo vi kjende jer Tænkemaade. Opdagede vi ikke baade Nelson, Home, Popham og Hyde Parker paa jer Væg, men hverken Kongen, eller Tordenskjold, eller Jessen, eller Steen Bille, medens vi gik omkring og gloede paa Kobberstykkerne, før vi rigtig begyndte at puffe. Jeremias Falster. Hvad? Puffe? Edvard. Ja jeg skal sige jer, Nelson døde for en Champagneprop. Jeremias Falster. Au, au! min næsteneste Flaske. Men den skal blive dyr, kunne I troe, for den var gjemt til et vist Tilfælde, skal jeg sige. Edvard. Og Hyde Parker faldt ved et vist Tilfælde. Frants. Sir Popham med. Frederik. Behag at sætte paa Regning! Jeremias Falster. Skal saa gjøre, skal saa gjøre. Men der seer du, hvordan de ere, Sofie: Rasebasser af værste Sort. Gjør derfor nu som din kjære Onkel vil: gaa paa dit Værelse, Barn, og lad mig styre med dem alene. Sofie. Oh, Onkel! jeg er slet ikke bange for dem. Frederik -- han der -- kjender jeg, og de Andre ere hans Venner. SIDE: 29 Jeremias Falster. Venner? Frederik? Hvad er det for Tale, Barn? Jeg vil nødig være dig imod, kjæreste lille Sofie; men ved den øverste Gud skulle de Krabater betale mig al denne Ærgrelse, som næsten lader mig faae et Tilfælde; eller ogsaa strax afsted. Frants. Om en Stund ja. Men nu faae vi jo Fortæringen op her. Der er et Glas Champagne til dig og din Veninde, Frederik! Edvard. Og her maae vi netop være. Nedenunder er ikke sikkert længer. Peter Baadsmand kom nyssens laverende opad Gaden, og blev staaende udenfor og gloe paa de røde og hvide Ka- rafler i Vinduet. Frants. Han blev vist forliebt i dem, fordi de bære Flaggets Farver. Edvard. For deres egen Skyld, Frants . . Frants. Gudsdød! da er der at frygte for, at han ikke staaer sig, men klemmer ind. Derfor Døren til, saasnart Fæstningen er pro- vianteret. (Christiane viser sig i Døren med en Oppakning paa en Presenteerbakke.) Edvard. Der er Madamen! (Karesserende.) Velkommen elskværdigste Madam! Christiane. Hører du det, Jeremias? Her kan du lære. (Sætter fra sig.) Edvard. Hun har saamen været os en Moder dernede med Beefsteg, Porter og Portviin m. m. SIDE: 30 Christiane. (Afsides.) Den inderlige Fyr, det er partu den artigste og sødeste af dem. (Til Falster.) Ja, Beefsteg, Porter og Portviin, og saa, Gud hjælpe mig, den ene med Sølvhat, som Herrerne selv havde hentet, mens jeg var heroppe. Jeremias Falster. Se! det kommer af at du stod her og plagede mig med dit Slidder og Sladder. Jeg kunde blive rasende. (Vil tage Sofie fra Fre- derik.) Men Sofie da! Saa gaa dog ind kjæreste lille Sofie da! Frederik. Om Forladelse! Jomfru Sofie maa være vor Værtinde. Sofie -- om vi nu ikke sees mere i dette Liv? Husk, vi skulle ud imod Engelskmanden, maaskee inden Aften. Jeremias Falster. Da synes mig Herrerne kunde have Hastværk. Frants. Javist have vi Hastværk med Kalaset. Gesvindt! Dæk op! (Tager Laaget af.) Jeremias Falster. (Holdende Hænderne over Bordet.) Ikke i mit Huus! Saasandt . . . Ikke en Bid! ikke en Draabe! Sofie. (Trækkende Falster bort fra Bordet.) Onkel, de skulle jo ud imod Engelskmanden, og kanskee inden Aften? Og vi ere gammel kjendte, den Kadet der, og jeg . . . Jeremias Falster. Den Kadet? Oho, gammel kjendte? Ja jeg mærker det. For Størrelsens Skyld kunde han gjerne være Lieutenant. Nei, I Herrer, skulle I ud mod Engelskmanden, saa er her Ærens Port. (Peger paa Døren.) SIDE: 31 Edvard. Saa sidder den paa Kjærlighedens Tempel. Christiane. (Afsides.) Inderlig deilig sagt. Og saa saae han saa partu paa mig. Jeremias Falster. Det skal blive meldt. Saa sandt jeg hedder Jeremias Falster, det skal blive meldt. Frants. Melder I det ombord, kan I komme med paa Krydstoget og i Ilden; for faaer man Veir af Engelskmanden, bier man s'gu ikke med at sætte Folk iland. Edvard. Ja skynd jer, Far. Fregatten skal lette. Jeremias Falster. Og saa sidder I her? Frederik. Det er vor Sag. Jeres er det at gjøre os Opholdet behageligt. Christiane. Herre du min Gud og udstrakte Befæstning! vær dog ikke saa betydelig urimelig, Jeremias. Lag dog de inderlige unge Mennesker faae more sig lidt. Betænk det kan være deres for- meentlige sidste Livsens Øieblikke, og at disse nu saa græsselig levende Fyre imorgen kunne være betydelig døde. Ak! jeg skulde være Kone i Huset! -- (Tager til Forklædet.) Jeremias Falster. Ti, naragtige Qvinde, siger jeg! Ti! I Fandens Skind og Been, ti! Edvard. Tak, elskværdigste Madam! . . SIDE: 32 Frants. Ja Gud velsigne Jeres Mund, Mutter. Edvard. Eller Jomfru, om jeg skulde tage feil . . Christiane. (Neiende.) Der traf De det paa en Prik, inderlige Skjelm, som De er. Sang. Edvard og Frants. Og Gud velsigne hu' gamle Moer, som gaaer paa Gulvet og suller. Hun ta'er ifra os det tomme Glas og skjænker i os det fulde. Alle Tre. De røde Roser og de Øine blaa, de smukke Piger holder jeg udaf, helst naar jeg faaer den, jeg vil ha', saa er det Moro at leve. Frederik. Og Gud velsigne den fagre Mø, som ønsker godt for Havets Sønner. For hende stige fra vilden Sø til Himmelen saa varme Bønner. Alle Tre. De røde Roser o.s.v. Frederik. Sofies Skaal! Frants og Edvard. Jomfru Sofie leve! Frants. (Til Jeremias Falster.) Nu, Fatter? Er han ikke med? (Peger paa et Glas.) SIDE: 33 Jeremias Falster. (Griber Glasset.) Jovist! jovist! den Skaal maa jeg vel sagtens drikke. Den kan jeg nok ikke undlade. Men det er ogsaa den eneste. Ja det er det. Edvard. (Idet han drikker, med et Sideblik til Christiane.) End Madamens? Jomfru! (Nikker til hende.) Om Forladelse! Kan blive. (Skaalen drikkes. Hurra og Haandklap.) Christiane. (Til Sofie.) Ak, Sofie, jeg er saa tilbørlig rørt. Og har du seet Mage til saa inderlige unge Mennesker? Men, hvad hedder da han, som saa partu og galant proponerte min Skaal? Sofie. Edvard, troer jeg. Christiane. Et formeentlig romansk Navn. Og saa har han saadanne inderlige Øine til mig. Og saae du saa, hvor inderlig han ka- reserte mig? Han er dog den inderlig deiligste af dem alle Tre -- et Ansigt partu som Melk og Blod. Og saa vil den Gro- bian der have dem ud, og kanskee bare for det, af den pureste Jalusi. Sofie. Ganske rigtig; men ikke til Edvard, men til Frederik, for jeg skal sige Dem Noget i Fortrolighed, Jomfru Christiane, som kanskee angaaer Dem ligesaameget som mig. Tænk Onkel har formelig friet til mig nu for faa Minuter siden. Derfor er han saa gal. Derfor! Christiane. Derfor vil han have dem ud? Saa? Derfor? O du min Himmel og udstrakte Befæstning! Derfor! Sofie. Nei, sæt Dem imod det. De har saadan Air og Anseelse imod ham, og jeg skal være paa Deres Parti. SIDE: 34 Christiane. (Truende mod Jeremias Falster.) O du inderlig himmelraabende Skarn! Nei; nu skal de blive, om det saa var hele Besætningen. Jeremias Falster. (Rasende.) For syvende og sidste Gang: vil De pakke dem med det Gode? Ud! siger jeg. Christiane. (Stampende med Foden.) Bliv! siger jeg. Jeremias Falster. (Forbauset.) Christiane! ? Christiane. (Pegende paa Frederik og Sofie.) Se engang paa de To. Er det ikke et vakkert Par, du gamle formeentlige Troskab? Tvi! Frants. (Til sine Kammerader.) Det er godt at see, at Kjellingen er Høistkommanderende paa dette Dæk. Edvard. Saa veed vi, hvem vi have at lystre. Skulle vi vel gaae, elskværdigste Madame eller Jomfru . . Om Forladelse! jeg beder . . Christiane. Ikke saalænge der er Liv i mig, min inderlige Herre. Jeremias Falster. Gjør mig ikke rasende! . Gaa deres Vei! gaa Fanden ivold, siger jeg. Christiane. Og jeg siger: Nei! Nei! (Knepser for ham.) Sofie. Og jeg siger ogsaa: Nei! Nei! SIDE: 35 Søkadetterne. (Reisende sig.) Og Vi sige ogsaa: Nei! Nei! Nei! Jeremias Falster. Hele Huset har reist sig imod mig. Alt er i Oprør. Jeg maa raabe om Hjælp. Her maa bruges Magten, saasandt jeg hedder Gabriel Jeremias Falster, og er Herre i mit Huus! (Kadetterne skoggerlee.) Frants. (Haandterende Champagneflasken.) Magten? Nei se her først, hvorledes vi bruge Magten paa denne hersens Fyr! (Proppen farer Falster i Hovedet.) Jeremias Falster. Au! au! Men bi lidt! Det er vel Lov og Ret paa Vest- landet med . . . (Iler ud.) (Søkadetterne. Christiane og Sofie.) Edvard. Det var et Grundskud for den gamle Kaper. Ikke sandt elskværdigste . . ? Christiane. Jo min inderlige Hr. Søofficeer. Men gjør dem nu alle be- tydelig tilgode, og slaae dem ned hos os partu. Frants. Vist! En Stund. Nu kunne vi først pleie os i vor Magelighed, da den Grinebider af en Vært endelig er feiet ud. Frederik. Ja kom, Sofie! Her er din Plads. Kredents for mine Venner. (De sætte sig atter.) Frants. (Med Glas i Haand.) Men om vi nu erindrede Fregatten? SIDE: 36 Edvard. Javel. Nu kunne vi ikke nægte, at vi have glemt hende noget; kanskee vel længe. (Der falder et Kanonskud.) Frants. (Springende op med sine Kammerader.) Gudsdød! Der erindrede hun os. Christiane. (Ladende sig falde i Edvards Arme.) og Sofie. (Faldende i Frederiks.) Engelskmanden! Frederik. Nei! Nei! Edvard. Kom til dem selv, elskværdigste Byrde! Christiane. Er Slaget begyndt? Kom ikke Kuglen græsselig indaf Vinduet som i Lyngøer? Jeg syntes partu den rullede paa Gulvet, syn- tes jeg. Sofie. O, Frederik, jeg er saa hjertelig angst. Mon Fienden virkelig skulde være kommen lige ind i Havnen? Frederik. Langtfra, søde Sofie. Det var et Skud fra vor egen Fregat. Edvard. Den raabte paa os med sin svare Baadsmandsrøst. Frants. Dog endnu et paa Faldrebet! (Drikker.) Frederik. Sofie, reentud: Fregatten skal lette. Endnu to Skud, og vi ere forlorne, om vi ikke ere komne ombord. SIDE: 37 Sofie. Hvad siger du, Frederik? Hvad er det du siger? Du gjør mig ganske angest. Frants. Afsted! Afsted, Gutter! Endnu kunne vi slippe for at miste Livet. Sofie og Christiane. Livet! Frederik. Ja, min Bedste, vi have ikke en Minut at spilde. Det Skud betyder, at der er Mandskab iland, og det gjelder bestemt os. Med det tredie er vort Liv forspildt, som Desertører i Orlogstid. Lev da vel! (Omfavner Sofie til Afsked.) Frants. (Tager i Frederik.) Kast dig nu los engang, Kamerad! Edvard. (Tager i Frederik.) Ja nu afsted! (Til Christiane.) Farvel Elskværdigste! Christiane. Nei, bliv, inderlige Søkadet! Gaa dog ikke saaledes partu lige lux i Gabet paa Engelskmanden. Edvard. Det maa skee. Adieu til en anden Gang. Christiane. En anden Gang er saamen en inderlig Skjelm . . Edvard. Siig ikke det. Farvel! Frants og Frederik. Farvel! Farvel! SIDE: 38 Sang. Frederik. Frants. Edvard. Lystig iland og glad ombord Kjække vi slaaes for Fædrejord. Naar vi derude Seier vinde, venter derhjemme Bølgens Søn -- Modets og Ærens sødeste Løn. I hans Laurkrands elskende Qvinde Kjærligheds Roser glad vil binde. Synge vi Ankret da op! -- Hurra! Heise vi Flagget i Top! -- Hurra! Afskedsskaal hver Søgut tømme for sit Land og for sin Mø! Hurra! Hurra! (De gaae, men stoppes i Døren af Jeremias Falster med to Retsbetjente.) (De Forrige. Jeremias Falster. To Retsbetjente.) Jeremias Falster. (Tager Frederik i Brystet.) Stop, Kammerad! Nu tænker jeg Piben skal faae en anden Lyd. Frederik. Hvad? Vover De? Væk med de smudsige Hænder af Uni- formen! Nu vilde vi just gaae paa en skikkelig Maade. Jermias Falster. Se, se! Ville I just nu gaae paa en skikkelig Maade? Paa Døren skulle I -- det er vist og sandt, for jeg er Herre i mit eget Huus, -- men ikke just paa en skikkelig Maade. Frants. Afveien, Manne! Det er ikke Spøg mere. Jeremias Falster. Nei, Jeremias Falster spøger s'gu heller ikke. (Til Retsbetjenterne.) Hold Øie med dem, Godtfolk! SIDE: 39 Frederik. For Satan! Hørte De ikke Skuddet? Jeremias Falster. Rager ikke mig. Men her er nok andre Ugler i Mosen, siden I nu endelig fik saa travlt med at tøfle af. Frants. Ja lad os det, Gutter, ad korteste Vei. (Kadetterne løbe til Vinduet. Falster løber efter og holder Frants i Kjoleskjødet, Sofie Frederik, og Christiane Edvard.) Frederik. (Pegende ud.) Tilbage! See I ham der? Frants. Kapitainen . ! Edvard. Han maa dog ikke see os entre nedover Væggen fra anden Etage. Frants. Vi maa slaae os igjennem. Frederik. Alt er som forhexet. Vore Dolke ligge i Billardstuen. Jeremias Falster. (Til Retsbetjenterne.) Det er saameget som I høre paa: De true os med Dolke, som rene Sørøvere. Christiane. Herre Jemini! Skulde det være slige Dolke, som jeg har læst om . . Frederik. Hvad mene I om Næverne da, Kammerader? SIDE: 40 Sang. Frants. Ja, frisk da, Gutter! Næven frem! Den torde tør nok smage dem. Kadetterne. (Styrtende mod Falster og Betjenterne.) I Kongens Navn, afveien Trop! Retsbetjenterne og Jer. Falster. I Rettens Navn vi sige: Stop! Kadetterne. Viis Tegnet, Politi! Retsbetjenterne (Visende Tegnet.) og Jeremias Falster. Der staaer Justitia i. I maae for hende sagtens have Respekt, have Respekt. Det Tegn er Kongemagtens. Derfor Respekt, derfor Respekt! Edvard. (Til Christiane.) Frels os, elskværdigste Madam! Christiane. (Afsides.) Nu bry'r jeg mig ei meer om ham. Han skal jo reise bort paastand? (Til Edvard.) Nei, Herre, nei! Jeg ei det kan. Jeg staaer for Husets Stat; Jeg har jo Dit og Dat Dem maattet udlevere, Alt paa Kredit, alt paa Kredit. Skal de da gasterere gratis og frit, gratis og frit? Jeremias Falster. Nei Fanden heller! Her er Regningen. (Tager den frem.) SIDE: 41 Frederik. (Slaaer sig for Panden.) Fordømte Forglemmelse! Jeremias Falster. Aha! Er det saa fat? Der er de andre Ugler i Mosen, som jeg sagde. Frederik. (Til Frants og Edvard.) Min Tegnebog ligger igjen ombord. I Farten for at komme afsted, har jeg glemt den. (Kaster sin Pung paa Bordet.) Hr. Vært, tag den, og Regning for Resten til næste Gang, for her kommer jeg oftere! Jeremias Falster. Nei Tak! Næste Gang er en Skjelm, som Christiane siger. Og der kan komme en Engelskmand imellem og qvittere. Her- rerne kunde jo læse sig til nede i Billarden, at her ikke gives Kredit, og desuden har jo Kapitainen i Ugesbladet averteret, at Ingen maa betroe Mandskabet Noget. Sofie. Men han er jo Kapitainens egen Søn, Onkel? Jeremias Falster. Aa, der er saamen mange brave Folk, som have averteret det om sine egne. Men der seer du, Barn, hvad Fugle de ere: leve bon, vende op ned paa skikkelige Folks Huse, gaae paa Jagt efter Jomfruerne iland, og saa tøfle af uden videre . . Nei, nei, saasandt jeg er Gabriel Jeremias Falster. . ! Frederik. Det forholder sig virkelig saa: jeg er en Søn af Kapitainen; og det maa vel være nok indtil videre for den Bagatel? Jeremias Falster. Nei, om I saa alle Tre vare Sønner af Admiral Tønder selv, komme I ikke af Huset før hver Døit er betalt for Billarden, for Opdiskningen, for Vinen og Porteren, for Champagnen, for Skilde- rierne, for Rumsteringen i Harmoniens egne Værelser, for at SIDE: 42 vende op og ned paa Huset, Opvartning, Rettens Assistence med Mere, med Mere. Jeremias Falster er ikke den Mand, som vil tabe en Skillings Værd. Men lad os dog see, hvad her er. (Tømmer Pungen paa Bordet.) Jo en vakker Børs, Kobber næsten Alt- sammen, Silderisp, to Sexpencer og en engelsk Shilling. Hahaha! Det er hele Stadsen. Nu maa Jeremias Falster lee, skjønt det forandrer Sagen fra en Udkastelses- til en Arrestforretning. Sofie. Men kjære Onkel -- det gjelder deres Liv. Jeremias Falster. Hvad rager det mig. Min Formue, skulde jeg troe, maa være mig ligesaa kjær, som deres Liv er dem. Sofie. Det gjelder deres Ære, bedste Onkel. Den er dem mere. Jeremias Falster. Nei, nu slipper jeg ikke Taget. Gabriel Jeremias Falster er ingen Nar. Sofie. Jeg kautionerer. Ja, Onkel, jeg kautionerer. Jeremias Falster. (Afsides.) Gudsdød troer jeg ikke Tøsen alt er vidende om Mamme- sellens desperate Beslutning. Saa kommer du i et fordømt Lys, Jeremias. Sofie. Eller jeg betaler, ja, Onkel, jeg kan betale. Bare et Ord til Christence . . . Jeremias Falster. For din Skyld, Barn, gav jeg gjerne efter tusind, ja titusind Daler i gode Penge, det veed du; men her er saa sin egen Sag. (Afsides.) Fanden og ikke Jeremias Falster betale sig selv af Høire i Venstre, som det maatte blive. SIDE: 43 Sofie. Fy, Onkel! Sin egen Sag? Ja jeg forstaaer det nok . . . (Et Skud falder. Sofie udstøder et Angstskrig.) Edvard. Det andet! Frederik. Forbi! Frants. Skulle vi til det igjen, Gutter? Lad os lukke Øinene for Justitiategnet, og saa bryde igjennem! Første Retsbetjent. (Visende Tegnet.) Betænk, at lægge Haand paa Retten, unge Mennesker . ! Frederik. Den fordømte Justitia! Jeremias Falster. Justitia! Hihihi! Ja hun har Kløer, kunne I troe. Frederik. Bereed dig paa det Værste, Sofie. Vi ere vanærede, vi ere fortabte. Min Fader kan ikke undgaae at anvende Artiklerne. Mine stakkels Kammerader . . ! Gaaer det tredie Skud kan Intet frelse dem. Sofie. (Til Frederik.) Saa er der ingen Tid at spilde. Farvel! Jeg vil liste mig ud og hurtig opsøge din Fader . . Frederik. Det er det Eneste . . Sofie. (Til Jeremias Falster.) Fæle, afskyelige Onkel! Jeg veed nok Grunden. Det er ikke Andet end Skinsyge, usel naragtig Skinsyge. Men hør det -- den er grundet, ja den er grundet; jeg skal vise, at den er grundet. SIDE: 44 Jeremias Falster. Barestens, lille Sofie, barestens du vilde love mig . . Sofie. Ja, hvad jeg skal holde: min hele Foragt! Frants. Skurk! Jeremias Falster. Kaldte De, min Herre? (Idet han vender sig til Kadetterne, griber Sofie sin Hat og smutter ud.) Men Gudskeelovogtak for den "Skurk", for nu kan jeg kalde jer saameget, jeg vil. (Til Retsbetjenterne.) Pas paa Døre og Vinduer! Frants. Forstaaer De ikke, at disse Minutter gjelde Alt for os? Frederik. Om ikke Livet, saa Farvel Avancement! Farvel Flaade! Edvard. Under Vandgangen komme vi mindst, medens Attakken varer. Frants. Hvilken Skjændsel! Frederik. Vor Stilling er fortvivlet. Mit sidste Haab staaer til Sofie. Frants. Man drøier længst med det tredie Skud, saa der endnu kan komme Redning. Edvard. (Til Christiane.) Det maatte da være fra Dem, Jomfru. Ak, Jomfru, der ligger et godt Hjerte i deres Øie. Frants. Der ligger saamen et i hvert, og de synes at gjøre sig Umage for at faae hinanden at see. SIDE: 45 Christiane. Det har partu Mange sagt, at der ligger noget Himmelraabende i mine Øine . . Frants. (Til Edvard.) For Gud! troer jeg ikke, hun gaaer om paa den gamle Boug. Fast i hende Edvard! Et Varp! (Edvard tager Christiane afsides.) Jeremias Falster. (For sig selv.) Ja for en Skam, troer jeg ikke, hun indbilder sig, at Spring- fyren gjør Cour til hende. (Knepser med Fingrene). Det var et Indfald, Gabriel Jeremias, som nok tør skille mig af med det Huuskors og skaffe mig behørig Hevn for al deres Kaadhed, og Sofie ovenikjøbet med hendes sex Tusind. Ja hvem veed . . Frederik. Hr. Falster, endnu engang . . . Jeremias Falster. (For sig selv.) . . Kniven er dem paa Struben. Tør nok hænde, at de gaae ind derpaa. Og hvad gjør ikke Ungdommen af Letsindighed, og det i en saadan Allerhelvedes Knibe? Frants. Det lader til, han kommer til Fornuft. Jeremias Falster. Ja minsandten er jeg kommen til Fornuft; det skulle I nok faae høre. (For sig selv.) Og sæt nu, at det traf Mosjøen der (Med et Blik paa Frederik.) -- og det tør nok Gabriel Jeremias nok være Mand for at sørge for -- saa var nu han fortøiet, og Intet at frygte fra den Kant. Frederik. (Visende Falster sit Uhr.) Vi have neppe et Qvarteer igjen, før det sidste Skud maa falde. Forlang hvad De vil; men for Guds Skyld lad disse Folk og os gaae. Jeremias Falster. (Til Retsbetjenterne.) Er der flere af jer dernede? SIDE: 46 Første Retsbetjent. To til nede i Gangen. Jeremias Falster. (Til Retsbetjenten.) Saa gaae I ogsaa derned; men lad Ingen slippe ud. Saa gjøre vi Sagen af heroppe i al Stilhed, vil jeg haabe. (Retsbetjenterne gaae.) Ikke sandt, mine Herrer: vi kunne gjøre Sagen af i al Stilhed? Frederik. Vist, vist! Blot gesvindt! Jeremias Falster. Og jeg kan forlange, hvad jeg vil? Var det ikke saa? Frederik. Vist, vist! Blot gesvindt! Jeremias Falster. Blot et Ord med Jomfruen der, saa skal Alt være klappet og klart. For der er nok Intet iveien, skulde jeg troe. Christiane! (Fører Christiane hvidskende ind i Sideværelset.) Frants. Nu, Gutter! nu eller aldrig! (Kadetterne ile ud.) (Søkadetterne komme ind, fulgte af Jeremias Falster og 3 Retsbetjente.) Jeremias Falster. Nei, nei! mig skal Ingen lumpe. Jeremias Falster har altid Noget i Baghaanden, og denne Gang, for en Feils Skyld, var det nu et Par af disse gode Venner til. (Til Retsbetjenterne.) Det skulle I ikke have gjort for Intet. SIDE: 47 Frederik. Hvad er det da, De forlanger af os? Siig frem! Vi ere villige til Alt. Blot Frihed! Jeremias Falster. Aa, intet Umuligt, intet Ubehageligt engang . . . en ret moersom Ting for unge lystige Fugle. Frederik. Lad høre da! Frants. Ja tal ud af Skjægget, for Satan! Jeremias Falster. Hihihi! intet Andet, end at En af jer, hvem Lodden maatte træffe, skriftligen skal paa sin Ære forpligte sig til at gifte sig, saasnart han bliver Officeer . . . Kadetterne. Aa gjerne! det er naturligt. Frederik. Men med hvem da, om vi maae spørge? Jeremias Falster. Med min Huusholderske -- et saare agtværdigt Fruentimmer, skulde jeg troe . . (Kadetterne see paa hinanden og briste i Latter.) Naa, naa! Jeg synes just ikke jeres Stilling er til at lee ad. Frants. Nu kan du faae din elskværdige Madam, Edvard, pertentlig og partu. Jeremias Falster. Den, som faaer hende, er Skam ikke narret, for hun har saa- men Adskilligt tilbedste. Og fra Jomfruens Side er der Intet iveien, for jeg har peilet Dybet, som man siger. Men det sværger jeg -- saasandt jeg hedder Gabriel Jeremias Falster, og er en reputeerlig Borgermand -- paa anden Maade slippe I ikke herfra. SIDE: 48 Frants. Rask Resolution da, Kammerader! En Udvei til en engelsk Kugle staaer vel ogsaa den Uheldige aaben . . Edvard. . . Og paa den ravgaleste Forbindelse kan der dog raades Bod; den kan idetmindste faae en Ende; men Intet kan oprette en Sømands tabte Ære . . Frants. Altsaa bliver dog Ægteskabsløftet det mindste Onde. Vært! lad gaae for mit Vedkommende. Edvard. For mit med; men han der (Pegende paa Frederik.) maa være fri, for han er bunden. Jeremias Falster. (Heftig.) Paa ingen Maade. Nei! Lige for Alle og Ærlighed i Handel og Vandel, siger Jeremias Falster. Men sidst kan han kaste, sidst! Det er nok slemmest paa Skafottet eller under Galgen; men bedst i Brættet. Frederik. Nei, Kammerader! Jeg har ført eder i Ulykken, og jeg ved- tager ogsaa; men paa den Betingelse, at vi slippe fri i det Til- fælde, at Jomfruen ikke vil have Nogen af os. Jeremias Falster. Det gaaer jeg ind paa. Jo tag hende der! Frederik. Skulde virkelig et gammelt Menneske, et Fruentimmer, indlade sig paa slig Galskab. Jeremias Falster. Som Ægteskab? Herren kjender nok ikke gamle Jomfruer, kan jeg mærke. De ere hedere end unge, skulde jeg troe. SIDE: 49 Først sagde hun til mit Propos: (Hærmende efter hende.) "Fy Gabriel Jeremias, at komme til mig med et saa inderlig delikat Spørgs- maal!" men da jeg saa bad om rent Ja eller Nei paa, om Jom- fruen vilde have en af DeHerrer, læspede hun: "Jo saamen, Gabriel, formeentlig inderlig og oprigtig, naar det var tilbørlig Alvor, og de meente det pertentlig og partu." Altsaa vær kun rolig for det! Frants. Hjertet op i Livet da, Kammerader! En af os forlover sig paa Kredit -- det er Alt. Frederik. O min Sofie! Edvard. Min Frederikke i Arendal! Frants. Min trondhjemske Maria! Men lad gaae. Jeg havde saa maaskee ikke seet hende mere. Prægtige Løier iland, det maa jeg sige. Frederik. Skrækkelige! Edvard. Altfor alvorlige! Jeremias Falster. Alvorlige, det skulde jeg troe. Der er Vidner i Baghaanden, (Peger paa Retsbetjenterne.) og her er den edelige Forpligtelse. (Lægger et Papir frem.) Deres Navne, om jeg maa bede. De to Tabende blive til Vitterlighedsvidner ved et Pennestrøg . . Frants. (Skrivende under.) Lad gaae, naar galt skal være. Jeg vil heller forskrive mig til Fandens Oldemoer, end komme for seent til en Batalje. Edvard. (Skrivende under). Jeg med. Frederik! Frederik! Du blegner? Sveden staaer dig paa Panden? SIDE: 50 Frederik. (Skrivende under.) Det maa saa være! (Slænger Pennen.) O var dette bare i Freds- tider, og ikke til Orlogs! Jeremias Falster. (Stikker Papiret til sig.) Nu frisk, mine Herrer! Kort eller Terninger? Jeg mener Terninger, for dem bruge Soldaterne, naar det skal afgjøres, hvem der skal skydes. Hihihi! Saasandt jeg hedder Gabriel Jeremias Falster, det vil blive det lystigste Spil, jeg har seet i mine Dage. (Tager Terninger frem af Bordskuffen.) Frants. Vil I være med, Vært? Jeremias Falster. Nei Tak! Men bagefter skal jeg spendere en Flaske, for jeg er i et prægtigt Lune til at synge min Ungdoms Yndlingsvise, hvoraf I nok kjende Omkvædet: (Synger.) "Pigebørn, Terninger, Kortenspil, Viin er Livets bedste Medicin." Frants. (Rystende Terningerne.) Hu! den sidder mig alt i Halsen. Men Courage, Kammerader! Tredie Skud kan gaae, og have vi sagt A, maae vi ogsaa sige B, altsaa høieste Øine tager Skuden; Den, som vinder, taber? Frederik, Edvard og Falster. Vel! vel! Kast! Frants. (Kaster med bortvendt Ansigt.) Jacta est alea, som Cæsar sagde. Hvormange? Falster og Edvard. Syv! Frederik. (Griber Terningerne.) Nu jeg! . O, Sofie! Sofie! SIDE: 51 Jeremias Falster. Nei han der først! (Afsides.) Fanden maatte stole paa andre end mine egne Terninger, som maae komme tilsidst. Frederik. Nei jeg kan ikke! (Kaster Terningerne fra sig.) Jeremias Falster. (Afsides.) For Gud vise de ikke Elleve. Hvad skal jeg nu gjøre? Nei om igjen skal han, for mine slaae Sexer alle. (Høit.) Om igjen! Det er ikke hans Tour. Jeremias Falster er en redelig Mand skulde jeg troe. Edvard. O spar ham! Lad det være nok med, at Frants og jeg vove dette farlige Spil. Frederik. Edvard! Nei! nei! Jeg kan og vil ikke undslaae mig, jeg som har ført jer i Ulykken. Idetmindste maa jeg dele Skjæbnen med eder, mine brave Venner. Edvard. (Griber Terningerne.) Lad se! Jeg kan jo faae Sexer alle. Jeremias Falster. (Afsides.) Ikke med dem der. Edvard. Giv Agt! (Kaster.) Falster, Frederik og Frants. Elleve! Edvard. (Griber Frederiks Haand, med zittrende Stemme.) Du er reddet, haaber jeg. Jeg fører Bruden hjem. SIDE: 52 Frants. Hvem Ulykken rammer, har Enhver af os vundet to Fost- brødrevenner indtil Døden. Alle tre Kadetter. (Omfavnende.) Ja! ja! Jeremias Falster. (Afsides.) Naar de kige hinanden i Brystet, slipper jeg at narre dem til Vinduet. (Bytter Terninger.) Sang. Kadetterne. Hvad er for dyrt for den trofaste Hjertensven? Kjærlighed skjød ofte mod Himmelen Flammer, som sank igjen; evig som Ædelsteen er Venskabs Glød. Kjærlighed, o forlad med Selvopoffren, hvad Venskab forbrød! Den er ei værd din Lyst, som til en Skjebnedyst ei for sin Ven sit Bryst villig frembød. Jeremias Falster. Vakkert sagt, mine Herrer! overmaade vakkert sagt; men endnu vakkrere gjort for to af de Herrers Vedkommende. Frederik. Ankeret maa snart være oppe. Velan! Min Haand skjælver, men ikke mit Hjerte. Det er som livløst; det tør ikke ønske. (Kaster.) Falster, Frants og Edvard. Ha! Sexer alle! (Tredie Skud falder.) SIDE: 53 Frederik. (Tumlende tilbage.) For seent! for seent! Alting tabt! Ære og Kjærlighed! Jeremias Falster. (Skrivende paa Papiret.) Se saa! nu figurere I To kun til Vitterlighed, og Han der -- den Lykkelige -- er Udstederen. Sang. Himlen har som den vil selv styrt det Terningspil tydeligt nok. Jeg vil ærbødig ved saadan en Leilighed lægge en Daler ned i Kirkens Blok. Frants. Hvad nytter os nu Jeres Narrestreger, Mand? Jeremias Falster. Komanderer jeg Fregatten? Det Skud faldt ellers fortræffeligt ind til Ære for Parret. Edvard. Afsted! Kom Frederik! Jeremias Falster. Intet er iveien, om den Herre der ikke skulde finde det pas- sende først at tage Afsked med sin Kjæreste. Men hun passer nok paa. Har hun ikke luret, vil jeg aldrig være ærlig. (Idet Kadetterne ville gaae, møde de Christiane latterlig stadset. Hun standser nejende i Døren.) (De Forrige. Christiane.) Christiane. Tjenerinde! Jeremias Falster. (Afsides.) Hihihi! Funtus, sae Fanden, han traf sin Moer paa Maske- rade. (Høit.) Gratulerer Jomfru! Alting er gaaet vakkert og SIDE: 54 redeligt til. De Herrer Friere have overladt Valget til Skjebnen, og den har kaaret ham der, som holder sig længst agter, til din formeentlige . . . Christiane. . . Min inderlige Brudgom, vil I sige, I formeentlige Spottefugl, som ikke mener Noget med, at I gratulerer. Himlens Villie skee! Jeg har altid havt saa inderlig tilovers for Søofficerer, skal jeg sige dem, saa det ikke var saa forunderligt endda . . Jeremias Falster. . Om det endelig flaskede sig. Jo nu har det flasket sig. Den vakkreste og rankeste Karl af dem, og Kapitainens egen Søn . . Christiane. (Til Frederik kjælent læspende.) Ja, naar du mener det saa inderligt og oprigtigt, sødeste Vennen min. Edvard. (Til Frederik.) Fat dig, Broer! (Til Christiane.) Jomfru, De vil sikkert opgive Deres Fordringer paa en Haand, som er bunden, naar De her har en fri. Frants. Og her en med, saa nogenlunde fri. Christiane. (Afsides.) Nei hør, hvor tilbørlig de elske mig, de inderlige Fyre! (Høit.) Jeg veed sandelig ikke, hvad jeg skal sige, skal jeg sige Dem. Jeremias Falster. (Giver hende Forskrivelsen.) Da siger denne det. Den kan ikke forandres. Edvard. Jeg er nærmest. Jeg fik de Elleve. . SIDE: 55 Frederik. Nei, min Ven! Nei! Jeg beder . . Jomfru . . Christiane. Befinder du dig ikke inderlig vel, Vennen min? Jeg har saa- danne inderlig deilige Kamferdraaber inde i min Dragkiste, og jeg blev ogsaa saa altereret, da Gabriel der kom med Budskabet, at jeg ikke kan sige det . . Edvard. Jomfru! Min Vens Hjerte er ikke frit -- det er Sagen. Men dersom nu jeg . . . Jeremias Falster. Aldeles ikke! Paa ingen Maade, saasandt . . Christiane. Hvad? Aldeles ikke? I inderlig vidløftige og betydelig uartige Grobian! hvad kommer det Jer ved, naar han mener det op- rigtigt og partu? Og skulde jeg da skille Sofie fra hendes inder- lige Kjæreste, naar jeg veed, hvilket himmelraabende Uhyre, der formeentlig lurer paa hende. Nei, Søfolk ere Alne af eet Stykke, og saa kan baade jeg og Sofie . . (De Forrige. Sofie kommer styrtende ind.) Sofie. (Med Aanden i Halsen.) -- -- Glæde! Glæde! O Frederik! Glæde! Glæde! Det har ingen Fare. Det var ikke Andet end Signalskud til Kanonbaadene. Kapitainen er endnu iland. Han sad og spillede Piket hos En- rulleringschefen. Jeg mødte Baadsmanden paa Gaden. "Strax, Jomfru, strax!" sagde han, og saa førte han mig til din Fa'r, og nu komme de her Allesammen. Fregatten letter ikke endnu paa to Timer, ja kanskee tre, sagde Baadsmanden. Frants og Edvard. Hurra! Hurra! SIDE: 56 Sofie. Men Frederik, hvad feiler dig? Hvorfor see I saa paa mig Allesammen -- kun Frederik ikke? Hvad er passeret? Ingen kommer jo for seent. Jeremias Falster. Ingen uden du, lille Sofie, til en vis Ting, skal jeg sige os. Christiane. Ja, om Forladels', lille Jomfru, -- Han er nu min med Gud og Æren; men græd ikke pertentlig, for det kan endnu blive betydelig godt, skal jeg sige dig. Jeremias Falster. (Afsides.) Og Sofie min med de sex Tusind. (Til Sofie.) Kom, Barn, skal du høre Skjebnens underlige Bestemmelser, og see Himlens Fingerpeeg. (Taler afsides med hende.) Sofie. (Med Taarer.) Aldrig! aldrig! Christiane. Aldrig? Ak, du min Søde, det har jeg ogsaa sagt saamangen god Gang, med ligesaa formeentlige Taarer; men nu har Bladet inderlig vendt sig. Sofie. (Med Taarer.) Frederik! Frederik! hvor kunde du? Frederik. (Heftig bevæget.) Spørg mig ikke! stedse elskede Sofie . . . Jeg har heller villet være ulykkelig, end at handle slet, ikke at ville dele Følgerne af den Daarskab, jeg havde forledet mine Kammerader til. Skulde de alene bøde derfor? O! o! jeg kunde blive vanvittig . . Sofie. (Aftørrende sin Graad.) Du skal ikke handle slet; ogsaa jeg vil heller være ulykkelig. SIDE: 57 Christiane. Jeg siger dig dog jo, Pigebarn, græd ikke saa pertentlig. Det kan endnu blive betydelig godt. Sofie. Ja, jeg haaber Kapitainen vil komme og redde ham. Frants. Aha! Han har nok havt en Robber igjen, kan jeg skjønne, og en Slump i Glasset. Christiane. Saadanne Talemaader, Jomfru, ere inderlig upassende, skal jeg sige dem. Jeremias Falster. Og veed du hvad, lille Sofie? Kapitainen, der er en hæderlig Enkemand, saavidt jeg veed, ligesom jeg, kan igrunden ikke blive saa ilde ved, at hans kjære Hr. Søn baade faaer en Kone og en Moder. Christiane. Hørte du det? Frederik. (Til Jeremias Falster.) Foragtelige Menneske! I vil ikke vove at see min værdige Fader under Øinene. (Til Sofie.) Det Sande er, at han vil blive rasende. Men at jeg deeltog i det ulykkelige Terningspil, og ikke vilde vinde Frihed paa mine Kammeraders Bekostning, haaber jeg, han bifalder. Sofie. Saa veed jeg endnu et Raad. Christence vil hjælpe. (Iler ud tilvenstre.) Edvard. Mig forekommer det, Frederik, som om vi havde reddet os selv ved at kaste en Broder overbord. SIDE: 58 Frants. Rigtig! lige lux i Gabet paa Hajen. Men nu skulde jeg troe, vi have Praktika, saa vi kunne seile Kapitainen imøde, og tage vor Lusing. Edvard. Holloi! vi have ham! (De Forrige. Kapitain Jagert og Peter Baadsmand.) Kapitainen. (Trædende raskt ind.) Ei, ei, Karle! saa træffer jeg jer her -- (Seer sig om.) i et Værts- huus med Terninger paa Bordet, Opdækning og tømte Cham- pagneflasker? Oho! Sligt kommer ikke til at vanke i underste Rum, eller paa Toppen af Stormasten, hvor jeg nu faaer see at anvise jer Qvarteer. (Til Frederik.) Og du, Dreng, har du glemt, at du ikke er Kapitainens Søn, uden hjemme? Denne kaade Overtrædelse af al Disciplin maa straffes. Her maa statueres et Exempel. Jeremias Falster, (der hele Tiden har bukket og skrabet, ligesom Christiane nejet.) Hihihi! Bravo! Det var minsandten . . . Kapitainen. (Strengt.) Hvad behager? Bi til Touren kommer til Jer, Vært. I Ung- domsforfører! . . Christiane. (Nejende dybt.) Betydelig rigtig, Deres Høivelbaarenhed. Der hørte du dit rette Navn, Jeremias. Kapitainen. Peter! Peter. Hr. Kapitain! SIDE: 59 Kapitainen. Hvorfor Døden og Djævelen lagde du ikke ind her, og kaprede dem strax i dette Hul? Peter. Hr. Kapitainen maa troe, jeg forsømte ikke at ransage saa skjøn en Havn. Men saa stod der en liden Tøs i Døren med Hankerne i Siden, som en Galliondukke, og hun fik mig drejet af ved at forsikkre mig, at der var ikke meer Søkadetter i Huset, end bag paa hendes lille hvide Haand. Jeg satte saa Cours til et andet Landingssted, hvor jeg fandt dem, sidst de vare iland, velfortøiede. Kapitainen. Dumrian! Ned til Giggen, og hent den nye Lieutenant op med nogle af Folkene! Peter. Vel! Hr. Kapitain! (Gaaer.) Kapitainen. Som Arrestanter skulle I blive transporterede ombord, og jeg skal vise jer, Knegte, at jeg kan undvære jer i Attakken. Frederik. Det vil være mig og mine Kammerader det Haardeste. Men den Straf staaer ikke i Artiklerne. Kapitainen. Ti! Desertører fortjene ingen Tillid; og I ere ikke bedre; I burde sættes for en Krigsret, og det tør skee, ja minsandten det tør skee . . Jeremias Falster. (Afsides.) Den Mand er skam ikke at spøge med. Han er nok ombord, hvad Mæren derborte er her i Huset. SIDE: 60 Kapitainen. Og I, Vært -- en graahærdet Mand -- at holde sligt Huus for unge Mennesker, hvis Tid hører Kongen og Landet til! Vogt Jer, at I ikke faaer en Rem med af Huden! Jeremias Falster. Velbaarne Hr. Kapitain, jeg er en ærlig og reputeerlig Borger- mand, og mit Huus er et hæderligt Huus, hvor baade Harmonien har Lokale, og Byfogden, Præsten og Enrulleringschefen sin Whist to Gange om Ugen. Langtfra ogsaa, at jeg har holdt paa de Herrer Kadetter, har jeg tvertimod, da de ikke kunde nøies med Billarden, men -- som De selv seer -- trængte sig lige ind i min egen Stue, hvor Harmonien kun har Lov at komme, bedet, tigget og truet dem til at gaae; men da de ikke vilde høre paa det Øre, saae jeg mig nødt til at hente disse Folk der. Kapitainen. Retsbetjente? . Gripomenusser? Isandhed en Ære for Uni- formen! Men naar I havde slig Styrke, Vært, hvorfor ere de da endnu her? Jeremias Falster. Det skal jeg have den Ære at sige Deres Velbaarenhed. Da de unge Herrer havde vendt op og ned paa Huset, levet flot og fortæret min sidste Champagneflaske, behagede det dem at ville tage afsted uden at kunne betale. Jeg har en ikke saa liden Regning paa dem, som jeg maaskee kan presentere Deres Velbaarenhed. Kapitainen. Herlige Historier! Men vær De kun rolig, hvad Regningen angaaer. Bedre og Bedre! Jeremias Falster. Det bedste er endnu tilbage, Deres Velbaarenhed -- det Vigtigste, skulde jeg sige, eftersom her desuden er passeret Noget. Men tal nu De, Jomfru! SIDE: 61 Christiane, (som under de sidste Repliker har havt Noget at bestille foran Speilet.) Nei, du inderlig grove Jeremias, som bliver dig selv bestandig liig. Du seer jeg har Andet at bestille. Og jeg inderlig uskyldige Pigebarn tale om en saa himmelraabende delikat Sag? Nei. Jeremias, nu er det forbi mellem os. Frants. Vil du ikke rapportere, Frederik, saa vil jeg. Jeg beder om Forladelse, Hr. Kapitain; men formedelst en fatal Forglemmelse under Hastværket med at pynte os til Landfarten, ere vi for det Første blevne fastholdte med Magt -- med Justitiens at sige . . Kapitainen. Ingen Undskyldning, Krabat! Jeg skal nok sørge for Justitsen, saa de Karle der kunne pille af. (Retsbetjenterne gaae.) Jeremias Falster. De unge Herrer ville ogsaa kun give en daarlig Forklaring, Deres Velbaarenhed. Men om Deres Velbaarenhed vil behage at træde ind her, skal jeg have den Ære at meddele Deres Velbaarenhed en Omstændighed, en vis Omstændighed, som . . som ret sætter Kronen paa Ungdommens Letsindighed, som an- gaaer Deres Velbaarenhed paa det Allernærmeste, skal jeg sige . . Kapitainen. Det var som Fanden, mig? Jeremias Falster. Og saa kunde vi kanskee med det samme gjøre op Regnskab, om det saa behager Deres Velbaarenhed ikke at være i min Gjeld. Kapitainen. Der traf han det; men skynd sig før Vagten kommer. (Jeremias Falster og Kapitainen træde ud til Høire, og, saasnart Døren er i efter dem, Sofie og Christence ind fra Venstre.) SIDE: 62 (Kadetterne. Sofie. Christence. Christiane.) Sofie. (Hurtig.) Frederik! Frederik! fat Mod. Din Fader skal ikke engang faae det at vide. Min Veninde vil hjælpe. (Gaaer tilside med Frederik.) Christence. Gode Pige! det er jo ikke mig, men dig selv, som vil gjøre Opofrelsen. Men lad mig tale med Dem, Christiane. Seer De dette Papir? Christiane. Ja partu! Et formentlig prægtigt Papir. Christence. Skulle vi bytte? Christiane. (Nølende.) Ne -- i Tak. Penge er nok Penge, skal jeg sige dem; men det jeg mener, er noget Andet. Christence. Men det er mange Penge. Min salig Trolovede skjænkede mig dem til Eiendom efter sin Død. Christiane. Deres formeentlig salig Trolovede vil nok Jomfruen sige. Christence. O desværre! Aar ere gangne og Budskaber ere komne; og at der er ingen Tvivl mere hos mig, som dog senest vilde op- give Haabet, om at han ikke længer befinder sig paa Jorden, vil De see af, at jeg allerede har disponeret over Testamentet saaledes, som jeg fandt at være Ret. Men nu vil hans Søster transportere det Hele til Dem, Jomfru Christiane, paa samme Vilkaar, nemlig om han ikke meer kommer tilbage, naar De vil afstaae fra Deres Pretension paa det unge Menneske, og ikke nævne et Ord derom til Kapitainen. SIDE: 63 Christiane. (Med et Sideblik til Frederik.) Men han er saa inderlig, saa -- Frants. (Til Christiane.) Men han er udsat for Kugler og Skraa, saa han imorgen kan være saa betydelig trakteret af Engelskmanden, at Jomfruen formeentlig vil pertentlig bede Gud bevare sig for denne inder- lige Fyr partu. Sofie. Og for den Fare er ikke Onkel udsat. Christiane. Det er nu vistnok tilbørlig sandt. Frants. Ham har Jomfruen ligesom i Dragkisten. Christiane. (For sig selv.) Ja, med det Papir. Det er formeentlig baade vist og sandt i alle Maader. Og saa spiller jeg den gamle Pigejæger et Puds, som han partu har inderlig fortjent. Edvard. (Til Frants og Sofie.) Hun løjer af. Jeg seer det. Christence. (Til Christiane.) Sofies Onkel friede til mig, da jeg eiede dette Papir . . Christiane. (Slaaer Hænderne sammen.) Naa det formeentlige Uhyre! Altsaa skulde der staaet "Chri- stence" og ikke "Christiane" paa den inderlig forliebte Seddel . . Christence. Og saasnart han hørte, det var overdraget Sofie, kastede han sine Øine paa hende. Altsaa er det nok i det Papir, Magneten stikker. SIDE: 64 Christiane. Jo, jo, jeg kjender ham. Han vil nok blive hængende, naar jeg har det. Derom tvivles formeentlig ikke. Frants. Og Bryllup kan der blive strax. Edvard. Et vakkert Huus at være Kone i . Christiane. Men om nu dog den Døde græsselig kom igjen, og inderlig krævede sin Eiendom. Christence. Se paa min Sørgedragt, at det kun er altfor vist . . Frants. Og Bryllup kan der jo blive strax? Edvard. Han kommer dog formeentlig ikke nedigjennem Taget. Christiane. (Afsides.) Saa Han der, den inderlige romanske Fyr ogsaa opgiver mig, og skyder til partu? (Høit.) Sex Tusind til min egen Spareskilling .. Lad see! . . . Frederik. (Til Sofie.) Ædleste Pige! Nu først hører jeg dit Offer, men Egenkjærlig- heden skal ikke længer gjøre mig blind for, hvad jeg har at gjøre. Jeg tillader det ikke. Aldrig i Evighed kan jeg modtage det. Sofie. (Bevæget.) O Frederik, du elsker mig ikke . . Du har aldrig elsket mig. SIDE: 65 Frederik. Ve mig, at jeg altid skal bringe Skade og Ulykke over mine Venner! Men skulde jeg nu ogsaa tillade, at du, min Elskede, for min Daarskabs Skyld . ? Aldrig vilde jeg kunde gjengjelde denne Ædelmodighed. Mit Liv, min Fremtid, min Formue -- Alt er uvist. Heller da bide i det sure Æble . . . Christiane. (Ivrig.) Suuræble? Pertentlige Herre! Bide i? Vil man bare høre! Nei! Jeg har inderlig betænkt mig. Jeg vil ikke have Herren for aldrig det; og saa maa Herren gjøre partu, hvad han behager. Kom med Papiret, Jomfru Christence! Vi spørge ikke Herren betydelig derom, for jeg tager imod det partu. (De vexle Papirerne.) Frants. Heisa, Kammerad! Nu er du flot igjen, og kan styre did du vil. (Frederik omfavner Sofie. De springe fra hinanden igjen, da Kapitainen og Jeremias Falster komme ind.) (De Forrige. Kapitainen og Jeremias Falster.) Kapitainen. (Leende af Vrede.) . . Bedre og bedre! Den ene ravgale Historie ovenpaa den anden! Men noget mere Desperat har jeg dog aldrig hørt i mine Dage. (Gaaer heftigt frem og tilbage.) Sofie. (Til Frederik.) O Gud! Han veed Alt. Frederik. (Til Sofie.) Ikke Alt; men han skal faae Alt at vide. Han maa det; og da vil ogsaa Han elske dig. (Til Kapitainen.) Kjære Fa'r! denne Pige . . . Kapitainen. Hvad har du med hende at bestille? Der staaer jo, om jeg ikke tager feil, din Donna -- der! (Peger paa Christiane.) Han har jo faaet nye Lænker paa, som jeg hører -- noget rustne -- men dog temmelig stærke. SIDE: 66 Jeremias Falster. (Tagende Christiane ved Haanden.) Maa jeg have den Ære at præsentere Deres Velbaarenhed Deres tilkommende . . . Kapitainen. Svigerdatter mener De. Aha! Saa det virkelig er den Dame? Nu, saa galt troede jeg rigtignok ikke det var. Christiane. (For sig selv med et Hovedkast.) Sømænd ere saamen formeentlig betydelig grove, og inderlig raae. Kapitainen. Og endnu kan jeg ikke troe den ravgale Historie, I fortalte mig, Vært, om at de tre Herrer skulde for de Skillingers Skyld, hun kan have skrabet sammen, lægge sig ud for det Fruentimmer der. Men skal jeg troe det, saa omfavn hende, Frederik! Strax siger jeg. Jeg befaler. Kys din Dulcinea! Nu! Christiane. (Nejende.) Naar Deres Høivelbaarenhed befaler . . . , men den formeentlige Historie er ude partu, skal jeg sige Dem. Jeremias Falster. Primer Qvindfolket? Kapitainen. (Til Jeremias Falster.) Hvorledes, Manne? Har De villet have mig tilbedste? Jeremias Falster. Gud bevare mig! Jeg? Ingen er saa perplex som jeg. Frants. Han stod rigtignok paa, Hr. Kapitain; men nu er han flot igjen. Sofie. Han er fri, Hr. Kapitain. Jomfruen der vil ikke have ham. Christiane. (Knibsk.) Det er saamen ikke den Første. SIDE: 67 Christence. (Giver Kapitainen Forskrivningen.) Her er Beviset. Tænd Deres Pibe dermed. Kapitainen. (Seer i Papiret, leende.) O du gale Ungdom! Nei, jeg vil gjemme det mellem mine Kuriositeter. Frederik. (Førende Sofie frem.) Denne ædle Pige har for min Befrielse ofret sin hele Formue, uagtet al Modstand fra min Side. Kapitainen. (Med et Blik paa Sofie.) Det var noget Andet den der, naar galt skal være. Kys mig, mit kjære Barn! Men det skal blive dig erstattet, hvormeget du saa gav i Løsepenge. Frederik. Sex tusind Daler. Kapitainen. Sex Tusind! Jeremias Falster. Sex Tusind! (Seer paa Christiane.) Aha! Har Du de sex Tusind i gode Penge, som jeg har jaget og friet efter, siden de kom i Huset. (Til Christiane.) Har du da Testamentet eller Obligationen, eller hvad det velsignede Papir nu er, Christianemoer? Christiane. (Tagende Papiret frem.) Jo jeg har partu: Se her! Men kom nu til mig, sagde Vor Herre til gamle Anne. Jeremias Falster. Det gjør jeg ogsaa. Til hvem skulde jeg komme, uden til dig? Kan du negte her i Hans Velbaarenhed og de Andres Nær- værelse, at jeg har givet dig et Ægteskabsløfte for mange Aar siden, og at det alt var klappet og klart imellem os? Christiane. Saa du gaaer endelig i dig selv, Gabriel Jeremias, du inder- lige Skjelm? Men svar mig først pertentlig og partu: er det for SIDE: 68 de sex tusind Dalers Skyld, du nu er saa inderlig, og vil bedrage mig, stakkels uskyldige Pigebarn? Jeremias Falster. Brylluppet kan gjerne staae iaften, og med eller uden de sex Tusind, -- det sværger jeg, og kræver Hans Velbaarenhed og Allesammen til Vidne paa. (Afsides.) De ere mig sikre nok nu, skulde jeg haabe. (Til Christence.) Men lad dog see det Papir for en Feils Skyld. (Faaer det af Christiane, og beholder det i Haanden.) Sang. (Duet.) Christiane. (For sig selv.) Ja til Madam var jeg skabt; men jeg har maattet længe vente. Dog hvad jeg har i Tiden tabt, henter jeg ind med Rentes Rente. Tømmen i Haand, med Skydsen seen kjører man over Stok og Steen. (Til Jeremias Falster.) Gabriel, Gabriel, bliv da min Mand, og gjør mig sød min Ægtestand! Jeremias Falster. (For sig selv.) Glad er jeg just ei ved min Fangst, skjønt hun nu veier flere Tusind. Ikke saa fri jeg er for Angst, at hun tør give mig en Lusing. Jeg dog forvist som stædig Hest sparke skal mod som jeg kan bedst. (Til Christiane.) Ja Christiane jeg bliver din Mand, og gjør dig sød din Ægtestand. Chor. (Af Kapitainen, Kadetterne, Sofie og Christence.) Pagten er sluttet, Vi ønske de To, at de maa nyde hinanden i Ro. (Gjensidige Komplimenter.) SIDE: 69 Kapitainen. Partiet er isandhed meget passende. Det var det Eneste, som duede af det Hele. Men Død og al Ulykke, Vært, er det, som jeg begynder at lugte, at I har ført mig bag Lyset med Jeres Historie om, at mine Gutter af eget Paafund have kastet Lod om, hvem der skulde føre Jeres Brud hjem . . Jeremias Falster. Jeg . . Deres Velbaarenhed? bag Lyset? Jeg en reputeerlig, brav og agtet Borgermand? Jeg Gabriel Jeremias Falster. Kapitainen. (Med Udraab.) Falster! (Johan Falster træder ind i Lieutenantsuniform med Søsoldater og Matroser.) (De Forrige. Johan Falster. Søsoldater og Matroser.) Kapitainen. Hedder De Falster? De skulde vel ikke . . ? Kjender De den Mand? (Peger paa Johan Falster.) Christence. Gud! Johan! Han lever! (Iler i hans Arme. Jeremias Falster og Christiane tumle hver til sin Side.) Johan Falster. Min Christence! O Lyksalighed at finde dig igjen! Kapitainen. Hvormange Faldne have vi? Frants. Tre Faldne, Hr. Kapitain, og tre Fanger. (Til Frederik og Edvard.) Jeg troer, Kammerader, at det Hele endnu vil faae en lystig Ende, og at vi slippe med Toppen. SIDE: 70 Sofie. (Idet hun iler hen til Johan Falster, snapper hun Papiret ud af Gabriels Haand.) Kjære Johan! Ja er du Broder Johan, saa er dette dit. Men derom siden . . (Stikker ham Papiret i Brystet.) Johan Falster. (Kjærtegnende.) Ogsaa du her, Sofie. Hvor smuk og stor du er bleven! Jeg træffer da Alt, hvad der er mig kjært i dette Huus. Nei! hvor smuk og stor! Kapitainen. . . Og god, min Ven Falster. Jeg har havt et Beviis derpaa, som jeg ikke skal glemme. Frederik. Velsign hende da, min Fader! Velsign hende og mig. Vi elske hinanden til Døden! Kapitainen. Nu, nu! hvis jeg ellers Intet har derimod; og det siger jeg dig: ingen Forlovelse før Portdépeen! Frederik. Den kan fortjenes imorgen eller endnu idag. Frants og Edvard. Hurra! Hurra! Jeremias Falster. Det var et skrækkeligt Tilfælde . . . Kapitainen. Hvilket? At I traf Jeres Brodersøn? Jeremias Falster. Aa, aa! Nei -- Johan! Gigten, Slagflod, din uventede An- komst, at Dettehersens slog mig saa . . . Christiane. Og Papiret er nu formeentlig Nul og Niks. Nei, Jomfru Chri- stence, jeg takker pertentlig, ikke paa den Maade, ikke paa den himmelraabende Maade! SIDE: 71 Frants. Spil er Spil, Jomfru. Jomfruen skulde have strøget ind itide. Christiane. (Grædende.) Gud inderlig hjælpe og trøste mig! Nu vil den inderlige Skjelm . . . Kapitainen. . . Vist ikke, Jomfru. Jeres Fæstemand kan ikke bryde. Han har krævet mig og Allesammen til Vidne paa sin Trolovelse med Jer, med eller uden dem, I veed . . . Jeremias Falster. Vidner? Ja, seer du, hvad det betræffer . . . Vidner kunne være gode nok, naar man har Brug derfor; men der kan gives Tilfælde, hvor man kan lade dem vidne, saameget de ville, og endda gaae sin Vei frem . . Kapitainen. Aha, lægger han om paa den Boug? Saa skulle vi gaae til at undersøge den rette Sammenhæng med Jeres Fremfærd mod disse unge Mennesker, hvorledes det kunde gaae til, at min Søn . . . Jeremias Falster. Om Forladels', at jeg afbryder Deres Velbaarenhed; men det er kun for at erklære, at jeg ikke vil afbryde med Jomfruen der. (Afsides.) Uf! Jeg mærker, man ikke kan undgaae sin Skjebne. Christiane. Det var ærligt talt af dig, Jeremias; og saaledes Deres Høi- velbaarenhed . . Kapitainen. Ja saaledes have vi da ikke, saavidt jeg seer, mindre end tre Par her. Først disse to Ærværdige, saa min Ven og hans Tro- faste, og endelig disse to Unge her. (Lægger Frederiks og Sofies Hænder sammen.) Ja lad mig see, at du fortjener Portdépeen imorgen eller endnu idag, om det skulde komme til Noget . . . SIDE: 72 Frants og Edvard. Vi med, Hr. Kapitain! Kapitainen. Sofie skal blive din Belønning, og dine Kammerader have vel ogsaa en lignende i Baghaanden, som de ønske sig. Frants. Ikke saa frit. Edvard. Tør hende, naar vi komme paa de Bredder. Kapitainen. Og du og dine Venner skulle da faae Lov at gaae iland, at sige paa den Betingelse ikke at begaae Daarskaber der. Johan Falster. (Til Kapitainen.) Umuligt, min Ven, for Søkadetter iland! Slutnings-Sang. Kapitainen. Ud nu, Gutter! Ud paa Bølgen blaa! Ud til Kamp og Ære Sejer hjem at bære! God er Vinden rakt mod Fienden vore Vimpler staae. Johan, Frederik, Edvard og Frants. Ordren følge vi paa Bølge: ud i Orlogsdyst! Men vort Hjerte higer hjem igjen, I Piger, naar vi bære kan med Ære Fred til Norges Kyst. SIDE: 73 Sofie og Christence. O vi vide, at vor stride Graad har ingen Glands -- mod den Ærens Stjerne hist paa Bølgen fjerne. Sønderreven der er bleven mangen Brudekrands. Kapitainen, Johan Falster og Kadetterne. Tordenfulde Skyer rulle om Fregattens Dæk. Blod skal Britten bøde for "Najadens" Døde. Tordenskjolder Fiender holder fjernt fra Landet væk. Ud i Slaget under Flaget gaae vi som til Dands, ud mod Engelskmanden, jage ham fra Stranden, langt fra Norges Klippeborges Hjem til Engellands. Sofie og Christence. Hør i Kampen gjennem Dampen Ærens Tordenrøst! Men din Piges Stemme heller ei du glemme, som med Klage staaer tilbage paa den øde Kyst. SIDE: 74 Seirens Ære Eders være, kjække Orlogsmænd! Qvinden har ei Bedre, end jer Daad at hædre. Krandse flette, til I sætte Coursen hjem igjen. Chor af Kapitainen, Johan Falster, Kadetterne og Matroserne. Ud i Slaget under Flaget til den gamle Dands! Held for dem herhjemme, som os ei forglemme! Norges Piger for hver Kriger flette vil en Krands. (Matroserne gaae svingende med Hattene langsomt ud. Christence og Sofie vifte med Tørklæderne. Afskedtagen i Baggrunden, medens Jeremias Falster og Christiane, trædende frem i Forgrunden, synge hver til sin Side.) Jeremias Falster. Gaaer jeg ikke ogsaa i et Slag? Er der mindre Fare, kan det længer vare. Stik af Naale faaer jeg taale hver en Herrens Dag. Christiane. Var det ikke inderligen vel, at jeg slap den Anden, og tog Borgermanden? De bli'e Enker; men i Lænker har jeg Gabriel. SIDE: 75 Begge. (Vendende sig mod hinanden.) Vil du love at bli'e snil mod mig, ikke for balstyrig, ikke altfor fyrig, vil jeg vove nu mit Liv med dig. (Dækket falder.) Henrik Wergeland SIDE: 76 JAN VAN HUYSUMS BLOMSTERSTYKKE EN BUKET FRA HENR. WERGELAND TIL FREDRIKA BREMER Anch'io sono pittore. Correggio. JOHAN (JAN) VAN HUYSUM (FØDT I AMSTERDAM 1682, 1749). -- "Hans Fader Justus, en middelmaadig Maler, gav ham den første Underviisning; men siden gik han i Lære hos Naturen, der bød ham sine skjønneste Døttre til Mønstre. Han er Blomster- rigets Rafael; dets Beboere fremstillede han med uefterlignelig Troskab. Hans Blomstre prange i de skjønneste Farver og i naturlig Friskhed, som om Duggen just havde udgydet sine Perler over dem. Han anbragte ogsaa paa sine Blomsterstykker In- sekter, Sommerfugle, Fugle, deres Reder med Æg o. s. v., alt i Naturens rige Pragtgevandt. Blomsterne satte han ofte i Vaser, zirede med skjønne Basreliefs. I Udførelsen hersker den højeste Flid, og ved Farvernes, Oljens og Fernissens Tilberedning und- gik han omhyggelig ethvert fremmed Blik, og iagttog den dybeste Hemmelighed. Han laserte i det Uendelige, selv Dækfarverne, og betjente sig derved af de klareste og varigste Farver, som ogsaa have beholdt sin Friskhed ligetil denne Tid. De Blomstre, som ere malte paa klar eller brunlig Grund, foretrækker man for dem paa dunkel, og de blive særdeles dyrt betalte. En Sindssygdom, han undergik i sine senere Leveaar, havde ingen Indflydelse paa hans Kunst." Naglers Künstler-Lexicon. -- "Det 18de Aarhundredes fortrinligste Blomster- og Frugt- maler; følte sig især dreven til Fremstillinger af Planterigets Fostre, og indskrænkede sin Pensels hele Kraft til at udtømme al Kunst i den levende Efterligning deraf. Han naaede det Højeste i sine Blomster- og Frugtstykker. Han forstod at ud- speide Naturens Hemmeligheder, at fængsle den flygtige Blomstren i dens skjønneste Øjeblik og at naae det Højeste i denne genre ved sine Farvers tryllende Sandhed og Mangfoldighed og ved det næsten Transparente i de fine Blomsterskabninger. Han var SIDE: 77 den Første, som fremstillede Blomster paa klar Grund, og over- traf alle sine Forgjængere i Blødhed og Friskhed, i Farvernes Fiinhed og Liv, i Udtrykket af det Saftige og i de nøjagtigste Lysforhold. Han var saa iversyg i sin Kunst, at han ikke tillod Nogen at see ham arbeide. Hans Blomster ere skjønnere og sandere, end hans Frugter; Dugdraaberne og Insekterne han malte dertil, have den højeste Livagtighed. For hvert af sine Billeder tog han 1000 -- 1400 Gylden; to af hans Aqvarelltegninger ere i den nyere Tid blevne betalte i Holland med 10,000 Gylden." Allg. deutsche Real-Encyklopädie. -- "Han overtraf alle sine Forgjængere i at male Blomster og Frugter, og hans Arbeider kom i et saadant Udraab, at kun Fyrster og de rigeste Privatmænd vare istand til at kjøbe hans Malerier. Den fineste Smag, den mest glimrende Kolorit, den kraftigste Pensel og den fuldkomneste Efterligning af Naturen give denne Kunstners Værker et uendeligt Værd. I Landskabs- maleriet taaler han Sammenligning med store Mestere; men i at male Blomster og Frugter har han aldeles ingen Sideordnet. Det Matte og Peltsagtige ved Frugterne, det Glindsende ved Blom- terne, det Gjennemsigtige ved Dugdraaberne, den livlige Be- vægelse, han vidste at give sine Insekter -- Alt er henrykkende i hans Malerier." "Allgemeines Künstlerlexicon, cfr. Pierers Encyklopäd. Wörterbuch." -- "Naaede alene ved sit Genis Kraft den højeste Rang i sin Kunst. Han har gjengivet i sine Blomster deres hele Sandhed, deres mest glimrende Farver med en saa blød og behagelig Pensel, at Naturen ikke er sandere. Hans Frugter have et Transparent, især hans Druer, som lader Cellevævet see og Saften hvormed de ere opfyldte. Insekterne skulde man troe bevægede sig. Og hans Duggdraaber? Man fristes første Gang, man seer dem, om end nærved, til at ville tørre dem af, forat de ikke skulle skade Mesterværket." Marquis d'Argens, Examen critique. -- "Han har, saa at sige, rivaliseret med Naturen. Friskhed, Ynde, Eleganz, Sandhed, Kolorit. Han skulde være Foraarets Gud, om Flora tillige havde givet ham sin Vellugt." Galerie du Musée Napoléon. SIDE: 78 -- "Naaede i Blomster- og Frugtmaleriet en Fuldendelse, som overtraf Alt hvad man hidtil havde seet i dette Slags. Alle de Florister, som stode i Bekjendtskab til ham, kappedes om at meddele ham det Skjønneste, deres Haver frembragte. Han plejede at udarbejde de Studier enkelt, hvoraf han komponerede sine Malerier, og var, som man fortæller, saa egen, at han aldrig tilstedede Nogen Adgang, naar han arbejdede, og gjorde en stor Hemmelighed af Tilberedelsen af sine Oljer, Fernisser og Farver. Selv hans egen Broder maatte ikke see til naar han arbeidede, og det var kun med Møje man bragte ham til at undervise Margaretha Havermann, paa hvis Talenter han skal have været iversyg. Ærgrelse over en af sine Sønners Opførsel virkede saa paa hans Forstand, at han forfaldt i en Art Vanvid, som dog ikke havde nogen Indflydelse paa hans Arbejder. Hans Stiil betræffende, da udførte han alt med Forstand og utrolig Flid, og laserte i det Uendelige, selv Dækfarverne. Dette er Aarsagen til at hans Frugter ere altfor skjønne, eller, forat tale tydeligere, til at de ligne Frugter af Vox eller farvet Elfenbeen; men hans Blomster, hans Insekter, Duggen og de enkelte Dugg- draaber overtræffer Alt hvad man hidtil har seet i dette Slags. Om hans fortrinligste Arbejder give saavel Gool som Descamps Underretning. Fiorillo. Geschichte d. zeichnenden Künste. -- "Elskere af særdeles pragtfuld Fuldendelse sætte v. H. over alle Blomstermalere. Den Flid han gjorde sig med at vælge de mest skinnende og massiveste Farver, med at tilberede dem og rense Oljen, bidrager meget til den glimrende Friskhed ved hans Værker. Det hvide Grundanlæg paa hans Tavler eller Lærred, siger Descamps, var tilberedet med den største Omhyggelighed og med en Reenhed, som befriede ham fra den Frygt, at see Farverne, som han anlagde med stor Utvungenhed, forrevne eller fordærvede derpaa. Alt er behandlet med Præcision, uden Skjødesløshed, men ogsaa uden Tørhed. Det Ru, det Glatte, det Fløjelsagtige, det Transparente, den sandeste og brillanteste Glands -- alt Dette findes her forbundet med hint touche, som Naturen anviser, og som hverken kan tilskrives Maneer eller Tilfælde. Vaserne, som han vidste at anbringe heldigt, og hvori han satte sine Blomster, ere ligeledes efter Naturen. Bas- relief'erne, ligesaa fine som det Øvrige, ere godt sammensatte SIDE: 79 og af lærd Harmoni. Han havde den Smag, at formere sine Grupper saa, at de lyseste Blomster indtog Midten, og han betjente sig af den enhver Blomst egne Farve forat udføre Farvesynkningen fra Middelpunktet til Gruppens yderste Ende. Fuglereder, deres Æg, Fjedrene, Insekterne, Sommerfuglene, Vanddraaberne, Alt er fremstillet med den største Sandhed, og frembringer den fuldkomneste Illusion." Heidenreichs aesthetisches Wörterbuch. I disse Domme stemme ogsaa "Lüdemanns Geschichte d. Mah- lerei" og "Hirts Kunstbemerkungen" overeens. I "Historische Erklärungen der Gemälde, welche Herr Gottfried Winkler in Leipzig gesammelt, Leipz. 1768" findes netop det Stykke af v. Huysum, som er Sujet for nærværende Digt, saaledes beskrevet: "Forskjellige Blomster ere samlede i et, med ophøjet Arbeide ziret, Kar og opstillede i en Nische. Blomsterdronningen pranger ved den blonde gelderske Roses søsterlige Side, omgiven af skjøntstribede Tulipaner, blomstrende Valmu og hvide Narcisser, hvis Pragt spraglede Aurikler, fyldte Hyacinther o. s. v. og en Mængde af Foraarets spæde Skabninger forhøje med sin mildere Ynde. Spraglede Sommerfugle og forskjellige Insekter drikke Morgenduggen af deres Blade, som det hvilende Blik gjennem- trænger og Zefyrens milde Aande synes spøgende at ryste. Nedenunder paa Muren klæber den huuslige Snegl og til Højre ligger en Fuglerede med tre forladte Æg. Maleriet er paa Træ, 2', 9 1/2'' højt, 2', 2'' bredt. Dets forrige Besidder var Hr. Dietrich Schmid i Amsterdam, hvem Mesteren skjænkede det som et Venskabsminde." Det er nu siden flere Aar i Hr. Stiftamtmand Thygesons Besiddelse. Der gjorde det det Indtryk paa For- fatteren, han her har søgt at meddele. Det omfatter med en noget mere detaljeret, om end ikke udtømmende, Beskrivelse end foroven, i en Vase en hvidspraglet Tulipan, og en dunkel, rødbruun af ægte hollandsk Pragtflor, en hvid Rose, to røde Roser, en Syringe, en brun Aurikel, Pintseliljer (Narcisser), en ildfarvet Valmu, en guul, dobbelt Fløjelsblomst, en dobbelt rød- spraglet Nellik, en blaa Hyacinth, en Konvolvulus, en Forglem- migei, en halvaabnet Rosenknop og en Ridderspore. Dertil en SIDE: 80 Fuglerede med Æg, en Snegl med sit Huus, et Par flyvende Insekter og nogle Vanddraaber, som Beskuere meer end engang have villet tørre væk. Disse ere Delene af den beundringsværdige Komposition, som ikke kan forherliges af min, der vel er indgivet af Beskuelsens henrykte Øjeblik, men dog for fattig til ikke at trænge til nogen Overbærelse forat turde hedde en Buket til den genifulde Maler- inde, som har valgt Menneskehjertets og Livets endnu finere Blomster, end van Huysums, til Gjenstande for sin nydelige Pensel. BESKUELSEN Plumpe Menneskebeundring, som behøver Luft og Læber! Mere plump end Dyrs Forundring, der er taus og bly beskeden, krænker du i din Tilbeden, øder i Begeistringsheden; -- med din Elskovs vilde Brunst du din egen Elskte dræber: din tilbedte rene Kunst. Ve, om nu, da jeg maa tale (saa nødvendigt som at Brystet stønner, naar det bliver krystet) denne Draabe skulde dale fra van Huysums Rosenblad, af min Læbes Mundveir rystet! Foraarsvinden, yr og glad, var af meer barmhjertig Hu: Duggens Glands fra Lund og Hegn, perlemoderagtig Regn, gjemt i foldet Marikaabe, hver en Draabe, hver en Draabe SIDE: 81 har letsindigen den plyndret, alle hen i Luften søndret -- denne ligger der endnu, yderligt som Taaren baaret bævende af Øjenhaaret, yderst i dit Diadem, yndige og blide Smerte, som din Byrde triller frem; skjøn som Perlen, der var værdig til at være Stjernes Hjerte; fuld som Magdalenens Graad, fuld og tung og bristefærdig; bristende, skjøndt endnu heel, som beslutningsmodent Raad i tungsindig Engels Sjel. O! saa herligt er det Mindste: Draaben, der paa Bladet glindste. Glindste? Ja er den ei svunden, som et fuldfødt Ord fra Munden, man ei kan tilbagekalde i sit Hjertes tause Grund? Thi den syntes jo at falde af sin Vægt i hver Sekund. Dette, at den evigt spiller, evigt mæt af Glands sig runder, evigt fylder sig og triller, -- det er Under over Under, hvorpaa jeg forbauset grunder, Kunstens Dyd, Naturens Feil, som at fængsle Lyden fast, Luftens Svale i sin Hast, Billedet i Kildens Speil. O, hvad sød vellystig Skræk! Angst for Vind og Solens Straale! Draaben, som ei meer kan taale! Fluen, som vil flyve væk! SIDE: 82 Sneglen der, som nu vil flytte hen paa næste Blad sin Hytte! Malte Blad, som vil sig hæve! Fagre Blomsterliig, som leve! O, hvad sød vellystig Skræk! Mens jeg stirrer paa dem møde mig forvirret længst hendøde Elskerinders Ansigtstræk. Og, endskjøndt I er' saa sande, maa jeg troe, I aldrig gro'de blandt de andre paa vor Klode, men engang i Edens Lande: Blomstre! at I derfor ere Blomstre vel, men endnu mere: Blomsterblomstre, disse liig, som fortrylle os i Haven, som en Aand i Himmerig ligner Liget under Graven. Ak, som denne Blomstbuket maatte Kjærlighed see ud med sin Sværm af Lidenskaber, hvis en Elsker, mens han taber sig i Favntag hos sin Brud, fik sit Hjerte kløvt medeet, saa man med et Aandeblik, (hurtigt som man skimter Fligen af Gespenst, der flygter just) Øje paa dets Drømme fik, paa dets uudtalte Higen, paa dets Tankers Embryoner, paa dets Eed, før den udtoner i et troløst Aandepust, mens den endnu ligger der som en Nyfødt reen og skjær, der engang skal bli'e Forbryder, paa dets Haab, før Vingen skyder spæd som Blomstens Hjerteblad, SIDE: 83 paa dets Tale før den lyder, paa dets Fryd, før den bli'er glad, og i Smiil om Læben flyder. Hvor er slig en Lidenskab, slig en Vellyst, qvalt af Smerte, sligt et dæmpet Hjerteslag, slig en Glød paa Elskovsmunde, slig en blodig Hjertevunde, som i Pragttulipens Gab, denne mørke, selvfortærte, krampestærke, syge Rødmes natteagtige Skarlag! Hvor er Kjærlighedens Sødmes Frydberusningsøjeblik, da Du Ja af Hende fik, yndigt i de tvende røde Roser, som hinanden møde! Efter Kys en Tørst saa heed, som de Begge brænde med? Hvor maa Elskovs Anger lide, Rødmes Blus med Bleghed stride her i denne fulde hvide? Hvor er fyrigt Frydbegjær som i denne Nelliks Skjær? Hvor et Blod, der saa kan gløde, som dens fine, purpurrøde Dugregn af Granater, ud sprængt paa Perlens skjære Hud? Andagt, naar den syner bedst, seer paa fjerne Himles Fest for det frelste Zions Helte ei saa fagre fine Telte, som Konvolvlerne udbrede, blaaere end Himlens Bund, finere end Blusels Klæde foran Brudens Ønskes Mund. Uskyld har saa fiint et Blaat, en saa skjær en Blegnens Kulde, SIDE: 84 ei som Hyacinthen faae't; Ømhed ei saa rig en Yden, som Syringen der, den fulde: hver en Smaablomst i dens Klase er en liden egen Vase af et halvklart Porcellin, fuld af Honnings søde Nyden, fuld af Sommerfugles Viin. Er saa reen en Engels Hjerne, Jomfrues Tanke, Nyfødts Drøm og Martyrens Taarestrøm som Narcissens blege Stjerne! O, i den kan Helg'nen gjerne al sin Tempelandagt speile; thi, saa rank den skjød, den har sænket dog det fromme Hoved, som om Gud i Bøn den loved, som om Uskyld kunde feile, somom det en Syndskyld bar. Og hvor malte sig en Tanke i genifuld Ynglings Sind ildig som paa denne ranke Blodvalmues Luekind? Og hvor mon saa fyrig Plan i et Manddomshjerte tændes som det Flammehvælv, der spændes ud i denne Tulipan? Og hvor sukkede en Bøn, saa uskyldig og saa skjøn som Kjærminden der, den slanke, der saa ydmyg, bly sig klynger -- bly som tause Taares Tanke -- til en Moserosenknop? Og hvor er den Skjald, der synger godt som denne tause Lille Blomstmystererne, de stille, blot den engang, engang vilde Rosenlæben lukke op? SIDE: 85 O, hvis Knoppen vilde mæle, hvis en Aand den vil besjele, o hvor jeg den bede vil (og med Ild maae Skjønne bedes) at fortælle mig hvorledes slige Blomster bleve til! DEN HOLLANDSKE FAMILIE "Alonzo de Tobar! Hvor er du, Alonzo? Alonzo! Tappre Kastilianer! følger du ikke Obersten? Adelante, Caballero! adelante!" Alonzo de Tobar, den ulykkelige Maler, som var bleven sit Fædrelands Erobrers, Ludvig XIV.s, hvervede Soldat, fordi han ikke kunde blive Velasquez eller Spaniens Stolthed, Bartolomeo Esteban Murillos, er bleven tilbage. "Fremad Walloner! Fremad! Obersten har givet Landsbyen til Priis. Viva el coronel! Han bryder sig ikke meer om nederlandske Landsbyer end Alba og Luxembourg, Djævelens Ven." Alonzo de Tobar er bleven tilbage. Han, som de vilde Staldbrødre kaldte Sierras Ulv, og som aldrig blev tilbage under en Ødelæggelse af en kjettersk By, har vendt sin Hest, og bøier sig grædende over Manken. Fortvivler han endnu over den store Murillos's "Santa Katha- rinas Trolovelse" eller over Velasquez's "Familie." Ha, der jage de sidste Kyradserer forbi og raabe: "Store Alonzo de Tobar! Lille Murillos! Tappre Kastilianer! følger du ikke Obersten? Adelante, Caballero! adelante!" SIDE: 86 Har han hørt sin Moder jamre under Hovslagene, eller seet Madonna i Røgskyen, som alt vælter sig gnistrende, snart sort som Natten, snart hvid som en Sky, uhyre som et Bjerg, frem over Kirken. Madonna begeistrede ham ellers til Ødelæggelse over Kjætterne, og den fanatiske Spanier ødelagde forat be- geistres til at blive en Murillos og at kunne male en "S.ta Katha- rinas Trolovelse." Thi da han stod foran denne i Domkirken i Sevilla, Murillos' Fødeby, da styrtede han til Jorden under Erkjendelsen af at han ikke var nogen Murillos. Og saa søgte han den franske Fahne under de vildeste af dens Krigere, under Wallonerne. Han troede at opflamme Kunstnerens Begeistring og Kræfter ved at nære Fanatismens Glød i en rædselfuld Krig mod Kjættere. Dem bekrigede han, mens han var hvervet til at bekrige det politiske Folk, hans Herres Fiender. Ha, hvor seer Kirkens Blyspiir liigblegt ud imod Røgen, der kneiser bag det, mørk, tæt, ubevægelig som et Bjerg, eller imod Luespiret, der skyder sig op af Choret stedse højere, prægtigere og dristigere? Ve! det skriger derinde, Kirken maa være fuld af Qvinder og Børn. Wallonerne kjæmpe med hverandre i Døren om Byttet indenfor. Præstens Datter Katharina stod just Brud, da de brød ind i Landsbyen; og hun er i Forvirringen bleven tilbage, hun og hendes Brudejomfruer. "Alonzo de Tobar, vil du ikke være med?" raaber en Landsmand, idet han paa de Andres Skuldre svinger sig op i Chorvinduet, og seer ned i den flammende, qvindefyldte Kirke. "Ah, Paraiso de Demonio! Ah, le paradis de l'enfer! O Helvedes Paradiis! Og Alonzo, du holder dig tilbage?" Alonzo holder sig tilbage, bøjet over sin Ganger. Han bliver udstødt af de luxembourgske fils perdus, han mister sit Ulve- navn, han bliver hængt for sin Blødhed. Men den fanatiske Kastilianer med det hede Blod vil heller døe med Vanære, end lægge Haanden til denne Landsbyes Ødelæggelse. SIDE: 87 Ve hans fortærte Sjel! Saamange nederlandske Landsbyer stak han Faklen til, jublende mellem sine Kamerader "en la honra de nuestra Sennora!" men denne Landsby, denne var for yndig, Hytterne for nette, Kirken for ærværdig som en Præst imellem dem, Blomsterhaverne foran dem for nydelige. Ved- bende og klattrende Roser havde flettet Gavlene sammen; Stok- roser stode paa Vagt udenfor Dørene. Et rædsomt Skrig fortæller, at Kirken tilhører Wallonerne og Flammerne. Det trænger forstærket ud igjennem den opbrudte Dør og igjennem det udstødte Chorvindue, hvorfra Katharinas Brudgom, med sin Brud i den ene Arm, har nedstyrtet Alonzos Landsmand. Han viser sig der i samme Øjeblik som Wallonerne mylre indigjennem Døren. Takket være Fortvivlelsens Kræfter og sikkre Trin! takket den gamle Vedbendes Arm! Den bar Bruden ned ved hendes Elskers Bryst. Alonzo har seet hende i Vinduet og da hun fra Rædselsstedet ilede ind i sin Faders, Præstens, Huus, dette der ved Siden af Kirken, det ærværdigste af dem alle, med de lyseste venligste Vindver, med den yndigste Blomsterhave uden- for, med den tætteste Efev over Taget, hvorfra allerede Flam- merne slaae ud. Alonzo de Tobar, Maleren, har seet Landsbyens, Provindsens, Nederlandenes Vidunder. "Katharina," mumler han -- og der kommer Liv i Rytterens nedbøjede Skikkelse -- "jeg har seet Katharina, min Katharina, ikke Murillos', og dog skjøn som hans. Ha, det var Murillos' Katharina forklaret! Hendes mørke Øjne ere blevne serafiske blaae, hendes Skabning meer gjennemsigtig, hendes Farve af en meer stjerneagtig Hvidhed; Aasyn, Udtryk endnu meer aandiggjort. Ha, Alonzo de Tobars "Katharina" skal overgaae Murillos' som en Engel overgaaer det herligste Menneske!" SIDE: 88 Alonzo er sprungen af Hesten. Han følger Jomfruen, der, med udstrakte Arme, som korsfæstet, stormer imod sin Faders Dør. "O milagro de Dios!" En graahaaret Mand, som, med Jubel i Øjet, medens Ansigtets Træk ikke saa hurtigt kunde give Slip paa sin Forfærdelse, aabnede Døren for de Flygtende, og modtog Pigen i sine Arme, raabte jo: "Katharina! O Gud være lovet!" "Hun er en Katharina, og en Brud. Brudekrandsen flagrede fra hendes Lokker. O milagro de Dios! Det er et Vink fra Himlen." Spaniolen er standset ved Døren. Han hører Psalmesang indenfore, og en Stemme derimellem som en himmelsk Harpes. "Himlen er barmhjertig; Alonzo de Tobar skal ogsaa blive Spaniens Stolthed, Kastiliens Malerfyrste, som den store Murillos er Andalusiens og Sevillas. Jeg har seet Murillos' Katharinas Søstersjel. Gud har seet Murillos' Katharina og skabt i hendes Billede en anden for Alonzo de Tobar. Alonzo stormer rasende mod Døren. "Ayuden los angelos! Vanvittige, ville I ikke frelses? Taget brænder, Taarnet raver, Flammerne drive Wallonerne foran sig ud af Kirken og hid, hid! De ere frygteligere end Flammerne." Derindenfor knælede Præsten, den ærværdige Adrian, med Bibelen opstrakt i de zittrende Hænder; ved hans Side hans trofaste Margaretha og omkring dem først Familiens Stolthed Bruden Katharina, der ilsomt havde fundet sin Plads: med den ene Arm om Moderens Hals, med den anden om sin Brudgoms, Johans, den blomstrende Yngling; saa den fromme, nonneagtige Narcissa, med den fine Stribe af Rødt paa de dødblege Kinder, Hun, hvis Elsker var falden i Leydenernes heltemodige Udfald; saa Hyacinth, den smukke, blaaøjede Dreng, og Søsteren, den slanke, fine Elisabeth; den lille Benjamin og Tvillingsøsteren SIDE: 89 Anna, "Anna liden," med Hovederne i Moderens Skjød og be- dækkede af Barnepigen, den gamle trofaste Magdalena; og saa længst borte, næsten udenfor Kredsen, den ældste Datter Klara, hvis sørgelige Lidenskab for en fiendtlig Kriger -- maaskee Narcissas Trolovedes Banemand -- havde overgydt hendes Ansigt med en Bleghed, som dog vakte mindre Familiens Medlidenhed, end man skulde troet hos disse saa milde og gode Mennesker. "Ayuden los santos! De komme!" larmer Alonzo udenfor. "Afvejen! Huset tilhører mig." En enkelt Pallask høres imod mange. "De komme!" raaber Johan, ilende mod Døren. "Paa Knæ!" befaler den Gamle. "Gud alene kan redde." Og Kredsen slutter sig nærmere sammen. "Frels os! Wallonerne . . . " hviner Narcissa med Hænderne for Øjnene. "Vi ville blive frelste!" raaber Klara med et Skjær af Rødme paa Kinderne; thi hun syntes at have hørt sin Spaniers Stemme. "Ja, vi ville blive frelste" -- jamrer Faderen hændervridende -- "Gud være os naadig! Kom, Klara, mit Barn! Alt er tilgivet. Gud være lovet! Vi ville blive frelste. Thi Flammerne naae os før de Ræd- somme -- -- " Luerne rulle ovenover i store Bølger, Bjelker fra den bræn- dende Kirke falde over Huset, ryste det i dets Grundvold, og støde Ilden Aabninger, hvor de kunne gribe ind. "Herind! Herind, Kamerader! La doncella aqui!" Alonzos Landsmand, som jublede om Helvedes Paradiis, da han saae ned i den qvindefyldte Kirke, har sprængt Døren. "Abajo los hereticos!" Wallonerne styrte ind; Flammerne fra den anden Side. Alonzo har ikke kunnet standse dem. "Det er ham!" skriger Klara, omfavnende hans Been. Han støder hende væk grusomt som han engang gjorde, og griber, kjæmpende med sin vilde Landsmand, efter Katharina, der trækkes af sin Fader og sin Brudgom mod den anden Side, mod Flammerne. I samme Sekund -- -- -- SIDE: 90 -- I samme Sekund . . . Gud! Himmel! hvad er skeet? Kirkens Taarn er styrtet over Huset, gjennem dets næsten gjennembrændte Tag. Alt er begravet: Alonzos Landsmand, der i rasende Begjær var sprungen midt ind i Kredsen af de Knælende, Katharina og hendes Brudgom, Moderen, Klara og de øvrige Børn og Tyendet, Alle undtagen Faderen og Alonzo, der hver paa sin Side befandt sig længst udenfor det Sted, hvor Indstyrtningen skede. Men Katharina var ikke længer imellem dem. Ve, Ingen af dem har Katharina! Det var en skrækkelig Sekund, og dog var den foregaaende, da de vilde Krigere viste sig i Døren rædsommere. Langt bort vare de to Reddede slyngede. Lykken er Ulykkens Luner. Adrian vaagner. Det var Nat. Wallonernes Værk var fuldendt: Intet tilbage af Byen. Kun den af Nattekulden ned- slaaede Røg laae som en blaahvid Sjø over Tomterne. En mørk Skikkelse bøjer sig over den Gamle. Han kjender Spa- nieren paa Hjelmfjederen, og trækker gysende Vaabenkappen, som Denne af Medlidenhed har bredt over ham, over Hovedet. Stjernerne blikkede roligen ned, somom Intet var passeret, og Frøerne sang i Kanalen, der sneg sig langsomt hen gjennem Sletten. Kun Storkene syntes at sørge; thi de stode sammen- flokkede ved Bredden med Hovederne under Vingerne. Ogsaa deres Reder vare brændte. Om en Time dagede det alt. Storkene ere alt fløjne, da Spanieren ryster Adrian vaagen af en Søvn, der lignede Døden saameget, at den ikke engang aandede. "Var Hun din Datter, Gamle?" spørger Alonzo med huul Stemme. "Hvem?" "Hun, Gamle! la querida del cielo! Du saae det, og maa for- staae mig." "Jeg havde fem: Klara og Katharina og . . ." "Katharina; ingen Anden mener jeg. O mea caritta!" Den Gamle leer ham op i Øjnene. SIDE: 91 "Madonna! Han er vanvittig. Gamle, Gamle, saa saml dog dine Tanker." Adrian leer endnu voldsommere. Krigeren gyser. "Var hun det ikke, var du ikke hendes Fader, men kun den kjetterske Præst, som skulde vanhelliget hendes Hoved med din Velsignelse, jeg kunde slænge dig ind i den glødende Aske; og det vilde være en Barmhjertighed." Den Vanvittige stirrer paa ham, og kryber sammen. "Ve mig!" mumler Alonzo. "Jeg har mistet mit Ideal, som skulde have ladet Alonzo de Tobar overgaae Esteban Murillos. Men varer en guddommelig Aabenbarelse længer? Jeg vil ile tilbage til Spanien, og i et Kloster bede Himlen at gjengive mig hendes Billede i Erindringen." Den Gamle stirrer endnu, efterat Krigeren forlængst er borte -- Han, der iler som rasende over Sletten, og som vilde blive hængt med alle sine ærgjerrige Malerplaner, om han stødte paa Eskadronen, hiin mørke Linje, der bevæger sig hist henne under Horizonten som Skyggen af en Sky. Ha, der opdage de ham. Eskadronen spreder sig. Jagten be- gynder efter en Efternøler og Desertør. Men den trofaste kloge Hest, som søgte og fandt sin Herre, tager Tøjlerne til sig for ogsaa at frelse ham; og saaledes undviger Alonzo Michael Tobar, han, der blev den store Bartolomeo Esteban Murillos' heldigste Efterligner. Men det Værk, som giver ham en Plads imellem Spaniens Malere er en "Santa Katharinas Trolovelse", hvori han er original, og som tvister med Murillos' verdensberømte om Palmen, samt en "Familie", der ikke giver Velasquez'es meget efter. Idetmindste har den alle de søde Ansigter i Adrians Familie. Men hvem kjender Alonzo de Tobar? Hvem kjender engang Spaniens Storhed, Spaniens geniale Storhed, som det besidder fordi det har vidst at bevare sin nationale Individualitet? Verden kjender kun Storheden af dets Ulykker. SIDE: 92 GAMLE ADRIANS BLOMSTERBED Aar ere rundne. Der staaer en Hytte, hvor Præsteboligen stod. Eensom staaer den der uden Naboer. Omstreifende Med- lemmer af de Faa af Menigheden, som fik flygte, have bygget den for sin gamle Præst, som de fandt imellem Ruinerne. Det er en smuk Foraarsdag. Solen skinnede ogsaa hjerteligt og fromt hiin Dag da Wallonerne ødelagde Landsbyen. Gamle Adrian sysler udenfor Hytten, saaende og plantende i den aske- blandede Jord. Han veed, det er Pletten, thi han har fundet sin Margarethas Fæstensring der og et Skud af hendes Syringe udenfor Vinduet, hvorunder hun pleiede at sidde med sine Børn. Han har alt faaet Liv i det; og nu saaer og planter han rundt- omkring det, mumlende: "Gud vil give sin Velsignelse, Gud vil give sin Velsignelse." Fremmede gik mange Gange forbi og loe og sagde: "hvormange har det ikke brændt for uden at de ere blevne gale?" Men hvem skulde troe, at den gamle Gartner, som graver saa ivrigt og dog afmaalt, som passer saa nøje at vande og bedække sine Planter, som sysler saa vever i sit Bed, skulde være af- sindig? -- Hans Haar var vel hvidere, men glat og skinnende som før, hans Kinder rødere, hans Øjne klarere og ildigere. Og han kunde lee for sig selv, gnidende Hænderne af inderlig For- nøjelse, naar han opdagede et Skud, et Blad mere paa sine kjære Planter. Da mumlede han: "Gud vil give sin Velsignelse!" og han bøjede sig, korsede, og hviskede den hellige Velsignelse over dem. Det leed om lidt. Syringen skjød. Alting blomstrede omkring den. Holland, Floras Yndlingsbund, havde aldrig baaret saa- danne Vidundere af Fuldkommenhed og Skjønhed. Det var en Sommeraften efter en mild Regn. Enkelte Draaber laae tunge og fulde igjen paa Bladene. Med sittrende Læber sad den Gamle over sin blomstrende Skat. SIDE: 93 -- -- "O min Sjel, o vær nu stærk! Bær Vorherres Underværk! Dø ej, Hjerte, som maa standse, at min Aand kan bedre sandse, at, i Lytten til dets Banken, ikke den forvilder Tanken! Døv mig ikke, om du daarer, om du tryller og beruser, du Henrykkelsens Musik, som i mine Øren suser! Søde Graad, ei blind mit Blik! Lad mig see med disse Taarer, som med tusind Øjne klart, som med alle Stjerners Fakler, det Mirakel af Mirakler, som er bleven aabenbart! Ve det Vanvid, ve mig Stakkel, ve mig meer end Øjeblinde, tvivlte jeg om Guds Mirakel! Slaaer vel Solen i sin Glands, højest paa sin Middagstinde, klart som Dette Syn og Sands? Maa mod Klippen knuste Pande saa dens haarde Tilvær sande? Føler Moderen saa sandt af sin vellystfulde Smerte Livet af sit Elskovspant? Elskeren, at det er Hende, Hende kun, den Sukbegjerte, paa hvis Mund hans Læber brænde? Naaden, dette milde Hjerte i trefoldig Guddoms Aand, større Under gjør paa Under med hans Almagts venstre Haand, end i Drøm selv Englen blunder, mens hans Viisdom, forat maale Dybets Dyb og Fjernets Fjerne, SIDE: 94 forat styre vilden Stjerne strengt og stramt med Solens Straale, for Kometerne at tøjre, lede Alt saa regelret, at selv Ormen fatter det, kun har Brugen af den Højre. O hvo prøvte Almagts Styrke? Og hvo saae til Viisdoms Tinde, til det Lys, af Soles Mørke og af Stjerners Mulm ernært, hvori Englene er' blinde, hvori Tanken blier fortært? Mennesket i Brystets Hule kan sit eget Hjerte skjule, -- Hvo har i Algodheds seet? Hvo Barmhjertighedens Skjød, hvor Undfangelsen er skeet til det Under, som er fød? Fødes ei i helligt Løn Støvets Barn og Syndens Søn? O hvo turde da vel see Naaden i dens Fødselsvee, i den Stund, af Almagt svanger, da Guds Kjærlighed undfanger Underet, den lader skee? Jeg har seet det! O Margrethe, hvilke Undre ere skete! Gud ske Lov for Sands og Sind! Gud ske Lov jeg er ei blind, som min gudsforgangne Klage, der var blindere end Steen, djærvere end Hjobs i Støvet. Alt er kommet jo tilbage, Alting som i gamle Dage, Alt igjen som Foraarsløvet; SIDE: 95 Ingen fattes; ikke Een. Gud i disse Blomstre givet atter har jer Alle Livet. Gud har eders Sjeles Blod gydt i disse Planters Rod, saa jeg hvert Lineament seer i Blomsten velbekjendt, hører elskte Hjerters Banken, føler Pulsen, læser Tanken, seer bekjendte Øjnes Straaler i de fine Blomsterskaaler klart som nogensinde før. Ja, hvad Under Gud dog gjør! Tidens sønderbrudte Krands har han atter sammenbunden: smigrende som Ammemunden hvisker til min vakte Sands gamle Dage ved mit Øre. O hvad Toner faaer jeg høre! Margarethas Stemme leer blidt som forhen under Grenen, den som rasler paa Syrenen; Blomstens fine Violet, Blaat og Rødt i Hvidhed badet, endnu dæmpet meer bag Bladet, er -- o tør jeg løfte det? tør et Underværk jeg granske? -- jo grangiveligt og ganske hendes Sløjfes egen Let, som hun sad der dagligdags, med det fromme Hoved bøjet, over Søm og Strikketøjet, syslende med Alleslags. Jeg var meer end blind, om ei jeg min Annalidens Øje flux gjenkjendte grant og nøje her i denne Glemmigej. SIDE: 96 Ak, jo meer jeg seer paa den, kjender jeg mit Barn igjen, skilner jeg grangivelig min fra andre Glemmigejer. Gud, mit Barn, velsigne dig, Du har slynget, som du plejer, Armen om din Tvillingbroer: Rosenknoppen der, som groer Glemmigejen min ved Siden: Benjamin og Annaliden . . Over Begge med den rene, fulde, sølvertunge Draabe, har et Fløjelsblad sig lagt. Det er gamle Magdalene med sin Graad og med sin Kaabe, paa sin ømme Ammevagt. Og mit Syn er ej saa blindt, at det kjender ej min egen Elsklingsdreng, min Hyacinth, frem i Hyacinthen stegen. Hvor var slig en Dreng blandt Drenge, slank og sværmerisk og from? Hvor er slig Vidunderblom i alt Hollands Blomstersenge? O jeg seer i denne fine amethystne Kalk den ømme sværmeriske Josefsmine, hvormed han fortalte Drømme. Og naar Drømmen saa var ude, Hovedet Fantasten bøjed, blegnede og nedslog Øjet, som de fuldtudsprungne af Hyacinthens Blomstre lude, naar de første Duft udgav. Favreste Konvolvel, fiin som en Serafs Aandedræt, SIDE: 97 fanget af en Cherubin i et Blomsters Maskenet, i en død Blaaklokkes Liin, du er min Elisabeth, Hyacinths Tilhørerinde, som ham kunde bedst forstaae, med de store Øjne blaae af sin Tro aldeles blinde. Kjendte jeg mit Barn, mit bedste, havde jeg en Faders Hjerte, om jeg ej Narcissas Smerte her i Pintseliljen læste? om jeg ikke meer forstod hvorfor hun er uden Blod, paa hiint skarpe Purpurskjær, paa hiint sikkre Flammebilled, af den Fæstensring, som brødes kun af Døden, som den Dødes, som paa hendes Kinder spilled, paa den hede Draabe nær, som jeg angest saae paa Kinden i Fremtindren og Forsvinden? Ve, sin Stribe af Karmin, Arret efter Smertens Bid, Dødens Judaskys indsvi'd, bærer endnu hendes Kind! Stjernen er ej hvid som denne, syge Perle ei saa bleg (Liljen, som af Mulden steg, er jo vistnok ogsaa Hende), Dybets Glød, Korallens Brand, solskinmættede Rubin tindrer ej saa hedt som hiin. Ve, om efter disse Mærker, som hvert Øjekast forstærker, om jeg da med grum Forstand, med en Ravnefaders Vilje, SIDE: 98 med et indbildt Blik, som al Glæde fra sig selv bestjal, kunde skilne mellem disse, mellem denne Pintselilje og min døende Narcisse! O hvad Jubelfryd opdager jeg til denne Time spart! Søde Øjeblik, der bruge Tiden kun af Pilens Fart, af et Glimt fra Solens Øje, for den hele Gift at suge, for det Bittre at fordøje af saamange Dages Klager, af saamange smertebulne, jammerfulde, taaresvullne Nattetimers vaagne Vee! Lever jeg? Er bristefærdigt Oldingøje bleven værdigt, til sin Salighed at see saa fuldstændigt aabenbaret, før velsignet Død har klaret med sit Pust hans Øjesteen? Se der mangler ikke Een! Der i Rosen ved sin Rose, se, der er jo Brudeparret Katharina og Johan! Kjærligheds Apotheose, Katharina og Johan! Begge i hinanden tabte, i hinandens Billed skabte, vexle deres Hjerter Slag under Taarers Sammenblanden, i et evigt Favnetag, vexle deres Øjne Lys, tænde Straaler i hinanden, vexler Læben Saligheder, høje, endskjøndt tause, Eeder i de endeløse Kys. SIDE: 99 Salig er jo Bryllupsstunden, slugt af Flammen, gjenoprunden? Himmelnaadens milde Graad gjorde Asken frugtbarvaad, mine egne Taarers Kræfter dugged tæt og lunkent efter, hede Stønnen af min Vaande, mine Bønners varme Aande lokked da fra Buskens Skud begge mine Roser ud: Katharina og Johan, begge disse sammenbøjde, i hinanden saa fornøjde, morgenrøde, morgenfriske Roser, som isammen hviske -- Katharina og Johan. Mig imøde, som fra Bunden af to gyldne Trylleskaaler, fra de dybe Roser straaler deres fagre ungdomshulde Aasyns Træk saa frydefulde. Thi for dem er Bryllupsstunden, den som Flammerne fortærte, atter salig gjenoprunden, Hjerte knyttende til Hjerte, Katharina til Johan. Thi ved Himlens Under kan nu i Fred jeg gamle Hyrde deres Vielse fuldbyrde, afbrudt paa hiin Rædselsdag, ende saa i Ro og Mag Brudetalen, som de vilde rædsomme Walloners Magt havde Hjerte til at spilde før Velsignelsen blev sagt. Nu jeg frit, med Haand paalagt, Guds Velsignelse nedbeder, SIDE: 100 Himlens Væld af Saligheder, Brud og Brudgom, over Eder: Herre, sign du og bevar dette Rosenbrudepar! Herre, lys dit Aasyn over Yndighed, som sig trolover! Herre, løft dit Aasyns Glands over Fromheds Brudekrands! Herren give dig sin Fred, elskende Uskyldighed! O Henrykkelses Sekund, Saligheders Fødselsstund! du er altfor tung af Glæde til at flye saa flygtig hen, som de andre duungraae, lette, farveløse Solgransstunder, Skjebnens Pust mod Døden hvifter henad Livets Ørkenslette; -- du demantne af Sekunder, som er engang allerede kommen himmelsendt igjen, ej saa troløst og saa let, som de andre dig omskifter; du maa frydbelæsset dvæle til mit Hjerte vinder Mæle, til det mestre kan sin Tanke, til det engang bliver træt af saa maalløst, stærkt at banke, til det engang bliver mæt af den søde Fryd at græde, medens mine Læber juble, medens Øjet straaler, medens brudte, vilde Ord (og dog skjønne som af Salighedens ubekjendte Himmelsprog) stødende paa Tungen snuble, somom ikke jeg var klog. SIDE: 101 O det er somom en stille lummer Regn faldt i mit Hjerte, somom Knuden af min Smerte, Dryppestenen af min Vee, Sorgkrystallen i mit Sind, opløst i Velsignelse, ud i denne Graad maa trille over hele vide Jorden, hyllende dens Bjerge ind i en skabningssvanger Sky, i sit lunkne Mulms Neddignen svangrende den med Velsignen, til en frydfuld, skyldløs Vorden svangrende dens Dyb paany. O hvor har jeg nok af Mæle, for at tale ud min Lyst? nok af Hvælving i mit Bryst, nok af Luft, af Rum, af Lyd, ømme, zittrende og høje, for i Toner at besjele denne Overlast af Fryd? nok af Spejle i mit Øje forat fange op det Hele? nok af Sandser for at nemme? nok Erindring for at gjemme? nok af Tanker for at fatte? nok af stærke Nervestrenge for at bære Glæden længe? nok af Hjerte for at dele Ømhed nok til mine Skatte: til Margretha, til de tvende Smaa, som smile næst ved hende, til Narcissa min, som skranter, Hyacinth med Drømmermine, troende Elisabeth, aldrig af hans Undre mæt, til min Stolthed, Katharine, SIDE: 102 til de dyrebare Panter, Himlen atter mig betro'ede frem i disse Blomster groede, disse der, min egen Æt? Ve mit Ravnefaderhjertes sløve mosbegroede Steen! Jeg har kunnet glemme Een af mit eget Kjød og Been: stakkels Klaras Dødningsmertes blege Billede i denne hvide Rose, som er Hende, hende Selv. Se Blusel kjæmper end paa Kinden jo som før i det Rødmende, som døer, som med Bleghed Smerten dæmper, med de dunkelhvide Emmer af en nedbrændt Lidenskab, Kalkestøvet af Ruinen, som hun under Blidhedsminen sønderknust i Hjertet gjemmer af sin Freds og Uskylds Tab! O mit Barn, se til din Fa'r! Rose hvid, som Klara var! Han er ikke længer vred paa din syge Kjærlighed, Han har intet Blik, som rammer knusende din knuste Jammer; Han har intet Øjekast for at skjære hvad der brast; Han har kun en Faders Hjerte og Velsignelser i Munden og en Smerte for din Smerte, og et Taaredryp for Vunden, Taarer af balsamisk Glæde; thi jeg ogsaa dig har funden: Ingen mangler i min Kjæde. SIDE: 103 Alle ere jo tilstede saa lyslevende og sande, at jeg ikke kan forblande Sandheds Syn med Sandheds Skin. Thi det sværges i min Sjel, derpaa mine Øjne bande, kjendende jer altfor vel: Blomsterne ej skulle være eder blot i Fantasi'n, eder, mine Børn og Viv, men forvist de Eder ere, Eder ja til Sjel og Liv, Eder ja i Ansigtstræk, Ejendommelighedssind, Karakterens fødte Mine, Smilene, som præge ind sine sommerfuglefine Spor, idet de flygte væk. Og jeg hørte eder tale, hvis min Sands ei laae i Dvale, hvis ej Dødens Gravmos alt spirede i Ørets Spalt. Men hvad mere Sands behøves? Øjet seer, om Øret døves, Alt er blomstret frem igjen, Alting som i gamle Dage: -- dugget til af Himmelen, giver Jorden det tilbage, Alting som i Bryllupsstunden, da min Lykke folded ud alle sine Hjerteblade, spredende sin Krones Straaler mere ud end Himlen taaler, da dens modne Blomsterskud højere mod Sky var runden end de Himmelske tillade, just i det Moment den brast SIDE: 104 paa den vrede Almagts Bud ned med Flammerne i Grunden, og foer hen med Gnistens Hast. Derfor -- o er det Sekunden, atter nu med Liv begavet, frem af Tidens Bæger runden, da min frydberuste Lykke blev i Rædslerne begravet, som i denne sig fornyer? Derfor mangle heller ikke Flammerne, de røde Skyer fulde af Dæmoners Blikke, bragende af Helveds Latter. . . O der gløde frem de atter. Ve mig! frels! . . O frelst er Alt, siden over er Sekunden, da, sig borende i Grunden, Taarnet brændende nedfaldt. Derfor denne Tulipan, (ægte "Admiral Enkhuisen") som sit Flammedyb bedækker fuldt med hvide Emmers Flekker, ikke er, men kun betyder, Huset, da det stod i Brand, og den Valmu' der, som skyder, pralende med Flammer ziret, over Bedet, den er Spiret, da det svimlede og faldt. Denne Zwiebel dunkelrød, ("Admiral van Liefkenshoek") liig en Nat i Luer sat, liig et Baal med Nat bemalt, Døden livlig, Livet død, fyrig-kold og kraftig-mat, liig en netslørt Kjæmpestyrke, tryllebundne Dæmonshu, SIDE: 105 den betyde skal hin mørke, gaadefulde, fromme, vilde, barske, milde Spaniol, som i Rædselsstundens Nu turde sig mod Skaren stille, somom Helved han befo'l: Han med Dommen paa sin Pande halvtens ud af Naadens Skrivt i et herligt Træk udslettet, Han med Lidenskabens Brande sydende i Smertens Vande, med sit Smiil af Kummer mættet, fuldt af Honning og af Gift. Og ved Siden se Uhyret, se hans vilde Kammerat, se den rasende Soldat i en dobbelt, guldbaldyret, tigerøjet Fløjelsblomst -- Han, hvis Rædselsid blev styret kun ved Dødens Mellemkomst! Disse fareløse Luer, denne Flamme, som ei hviner, disse Rædsler uden Skræk, denne Blomsterdæmons Træk jeg med uforsteente Miner, uden Øjeblinken skuer. Ned i Tulipanens Grube, ind i denne Kobberkube, fuld af vildtforfløjne Gnister, tør jeg stirre uden Svimlen; uden Sortnen for mit Øje Flammekjedlens Dyb jeg maaler; Lueblomsterspirets høje Flugt jeg følge tør mod Himlen, vexle Mine kjæk og bister, Øjekast af Ørnemod med den fromme Morderengel, SIDE: 106 Spaniolens Sjel, som gløder (dertil Gud ham altfor ømt har evindelig fordømt), ud fra denne Zwiebels Stengel i den dybe Kalk, der bløder af en Sygdoms sorte Blod. Ja, jeg elsker dette Syn, hvis Betydning let er gjettet uden megen uvis Ahnen: Husets Brand i Tulipanen; Taarnets (som et sammenflettet ifra Dybet opskudt Lyn) i Papav'rens Knops Skarlag; Kirkens eget brede Tag i dens Blomsts udslagne Flammer; Spaniolens vilde Jammer (som han viste sig i Døren blodig, rædsom, dog kanskee forat redde Alle førend enten Flammens Rædselsdød eller ind hans Landsmænd brød) i den mystiske, tilflorte, krigerrøde, munkesorte Pragttulipes aabne Bæger, hvori Nat og Flamme leger. O jeg elsker disse Syner! O jeg seer med Kjærlighed Blomsten, som saa skummelt lyner, Farven, som er bleven heed. Disse Blomsters skjønne, tyste Rædsler kun mit Minde skrække; mine Øjne de forlyste, Læbens døde Smiil de vække. Thi de høre ogsaa med til den samme Time jo, da hengivnest var min Tro, til den samme Time, da SIDE: 107 højest var min Salighed, da min Sjel var Himlen næst, Støvets Tanker længst ifra, lettest under Rædslers Tyngde. Thi det var jo just Sekunden, da jeg elsked Mine mest, da os Døden Alle fandt som os Rædslen sammenbandt, i hverandre sammenslyng'de og med Herrens Lov paa Munden, uden Knurren deriblandt. O hvormed har jeg fortjent dit Mirakel, store Gud? Skulde -- o det var ej meent! Ormen tør ej tale ud! -- Skulde, ja, om ej du Selv, Du, den Helligste og Største, fjernere fra Engles Første, end fra højest Himmels Hvælv dybeste af Havets Kilder . . skulde ikke Du, du Selv, Du, hvem intet Navn afbilder, Du, hvem Verdner Blomster ere, Græs, som Dybderne maae bære, men kun En af Engles Orden, en blandt Aanderne Ophøjet, som har Vælde over Jorden, have, i din Naade stærk, gjort det store Underværk, for at see en Orm fornøjet, for sin Herre Gud at ligne, naar han, efter Seklers Rækker, slukte Stjerner gjenopvækker i de Rum, der døde ud, -- o! da beder jeg, o Gud, at Du Englen vil velsigne, der har været god som Du, mægtig med barmhjertig Hu, SIDE: 108 mægtig i hvad der er herligst, mægtig til sin Gud at ligne, kjærlig -- o som du er kjærligst! Da jeg beder -- Tys! . . . . En høj, statelig Mand, med en Guldkjæde med Oraniens Portræt paa den prægtige sorte Fløjelsvams, med en Diamant- agraffe paa Baretten, en Børs hvorigjennem Guldet blinkede og Daggert ved Siden, fulgt af en Dreng med en Vase fuld af Blomster, triner over Gruushobene igjennem Hyldebuskene, der omgav gamle Adrians Plet. Han slaaer dem tilside. -- -- JAN VAN HUYSUM, BLOMSTERMALEREN "Vær forsigtig, Navnløs," siger den Fremmede, "disse Ruinernes Blomster ere prægtigere end Haugernes. De have suget sine Farver af Blod og kalkede Been, og Luerne have tilberedet Jorden." Den Gamle forskrækkes. Dog rejser han sig ikke fra Mar- garethas Græsbænk. Ellers plejede kun Storkene, der vare vendte tilbage, fra en af de igjenstaaende Muurtinder, eller Hovedet af en nysgjerrig uskyldig Øgle imellem Stenene, Hyrde- drengen fra den nærmeste Landsby, en Zigeuner eller en ligesaa ilsom Vandringsmand at see ind til ham. "Ha!" raaber den Fremmede. "Hellige Himmel! Naar saae mit Øje saadanne Blomster? Disse har du ladet spire for mig, for mig alene. Bort med disse elendige Vandskud, Dreng, som du gjemmer paa! Disse skulle blive mit Underværk, som de ved Himlens Velsignelse ere blevne Jordens." SIDE: 109 Adrian: "Du har Ret, Fremmede. De ere det ved Himlens Velsignelse." Og han mumlede atter: "Ve det Vanvid, ve mig Stakkel, ve mig meer end Øjeblinde, tvivlte jeg om Guds Mirakel!" Den Fremmede: "Du maa overlade mig dem, Gamle." "Nej, nej, nej!" "Du maa. Jeg vil betale dem." "Du kan ikke. Tro mig, du kan ikke." "Troer du?" Og han kaster sin Guldbørs til Adrian. "Ikke med dine Øjne, ikke med dit Hjerteblod." Den Fremmedes Ansigt blev skarlagenrødt. Hans Øjne funk- lede. "Jeg har sagt dig, Gamle, at jeg maa. Der er Prindsen af Oranien og hans Gave!" Og han kaster sin Guldkjæde og Diamantagraffen for Adrians Fødder. "Er du fornøjet?" "Dine Diamanter opveje ingen af disse Dugdraaber paa mine Blomster. Men forfærd mig ikke! Dit Øje er skrækkeligere end din Tale. For Guds Barmhjertigheds Skyld, hvad vil du?" Den Fremmede har trukket sin Daggert. "Ikke dit Liv, men Blomsterne." "Ja de ere Liv! Afsindige rør dem ikke! Ved din og min Salighed, de ere Liv, de ere Liv!" "Just derfor. I denne Sekund maa jeg have dem; i næste ere de ikke som i denne." Han knæler alt ved Blomsterne. Den Gamle springer op med Forstenelse i sine Miner. Den Fremmede har alt Staalet paa Rosenknoppens Qvist. Han skjærer. I samme Øjeblik udstøder Drengen et Skrig, og styrter om med Haanden paa Hjertet. "Benjamin, Benjamin, mit Barn!" hviner Oldingen, og synker tilbage med Døden i sit Aasyn. Den Fremmede vrister Vasen af Drengens Haand. "Hvad gaaer af dig, Dreng? Navnløs, Navnløs, min Dreng, fik du ondt af denne stærke Blomsterduft? eller har en Slange stukket dig?" Qvisten med Rosenknoppen er af, og Drengen er død. SIDE: 110 "Hvad er dette? Ha, der var Blod paa Qvisten, som jeg skar, Blod som i en Vunde aaben, og en Draabe paa mit Vaaben. Men nu er jo alt forsvundet; Smerten vel, men ej min Angst midti Glæden for min Fangst, er jo lykkelig forvundet. Rædsel! var da min afsjelte Yndlings Livsenssnor forbundet her med denne Knop? og dvælte da hans Genius i den? Mon sit Liv med den han delte? Dobbelt, med fornyet Kraft synes det indblæst igjen i dens friske Purpursaft. Knoppen synes vakt af Dvale, vaagen Gejst i sig at hilde, og dens Læbe, blot den vilde, digtende at kunne tale. Jeg maa derfor raskt mig skynde, ende, som begyndt at synde; jeg maa skynde mig før du, Rosengeist, forandrer Hu, før du lyster at forlade dine saa forvandte Blade." Den Fremmede omfatter Blomsterne med skjælvende Hænder. "Der er Rædsel heri, men jeg maa fortsætte, medens denne Gartner, som er vanvittig i sin Gjerrighed, og skjuler sine Mysterier i denne Afkrog, ikke kan forstyrre mig." Han seer paa den besvimede Olding, og dvæler endnu. "Ha, hvo har negtet Jan van Huysum, Blomstermaleren, en Buket?" SIDE: 111 Inden tre Sekunder prange Adrians Blomster i Malerens Vase. Der er ingen voldsommere hensynsløsere, selvkjærligere Liden- skab end Kunstnerens. Den kjender ikke Grændser, Ret eller Synd. Den griber efter sin Lysts Maal med Gigantarme, fordi den troer den har et Gudehjerte. Da han med et begeistret Blik løftede den fulde prangende Vase op, vaagnede den Gamle. "O min Gud! min Gud! de ere dræbte," jamrer han med Hænderne for Øjnene. "Forat leve evigt," siger den stolte Maler, svingende Vasen højt. "Sørg for Drengen. Han var min Plejesøn og kanskee dit Barn." "Ja, ja, han var det . . min Benjamin; og du har myrdet ham, myrdet dem Alle, hans Sødskende, hans Moder og hans Fader, som forbander dig med den rædsomste af Forbandelser, med Forbandelse af dit eget Barn indtil Vanvid af Sorg over dit eget Barn. Ja, hvis Gud gjør en Tusinddeel Lige for Lige -- du skal forgjæves trygle om Guds og dit eget Barns Barmhjertighed og om at dit Staalhjerte skal kunne briste, om at kunne døe som jeg." Og den Gamle havde slæbt sig hen til Drengens Liig. "Djævel!" stønnede han endnu, "du veed ikke hvad du har gjort." Han sukkede endnu engang og saa ikke mere. "Men jeg veed hvad jeg vil gjøre, og hvad jeg kan gjøre," raabte Maleren, fordybende sine Blik i den herlige Buket. Men da han saae Oldingens Øjne brustne og hans ærværdige Haar udslaaet over Drengens blege Dødstræk, da zittrede det igjennem hans store nervøse Skikkelse; men han mumlede dog endnu, idet han bortfjernede sig med et sky Blik, "ja jeg veed hvad jeg vil gjøre. Hvo har nægtet Jan van Huysum en Buket?" SIDE: 112 Jan van Huysum malte Adrians Blomster. Der flød aldrig et herligere Mesterstykke fra hans Pensel. Samvittighedsnag, eller maaskee heller en angst- og ahnelsesfuld Overspændthed, drev hans Geni til det højeste. Han arbejdede med den unge me- dicinske Novizes bankende Hjerte og ilsomme Haand, som ved Midnatstide anatomerer et stjaalet Liig. Han syntes stundom at see Aanders Aasyn i Blomsterne, og da var det ikke langt- fra at Adrians Forbandelse gik i Opfyldelse. Fra dette Øjeblik, da han stillede Vasen foran sig og udspændte sin Ramme, begyndte han at indestænge sig, naar han arbejdede; han blev menneskesky og melankolsk, men herligere i sine Arbejder end nogensinde. Man holdt disse Egenheder for Træk af en Originalitet, der tilhørte hans Geni, og Flere, end man skulde troe, vare for- nuftige nok til at tænke, at dersom Jan van Huysum ikke var saa bizar, vilde han heller ikke male saa herlige Blomster- stykker eller være den han var. Men man rystede paa Hovederne og trak paa Skuldrene og gjorde Miner til hverandre, da den store Mester begravede Blomsterne paa det omhyggeligste i viet Jord, da de vare vis- nede, og bad over dem. Hans ugudelige Søn stod hos og spottede og loe ad sin Fader. Det var et af de Træk af hans Slethed, som lod Adrians Forbandelse gaae i Opfyldelse. Thi Gud hører den Døende; og Følelsen af at have begaaet en Forbrydelse og Ahnelsen om at have overskaaret nogle af Naturens hemmelige Strenge, som bandt hiin Gamles Hjerte til Tilværelsen, for- beredede hans mørke, imodtagelige Gemyt for den Skjebne, der virkelig rammede Mesteren: Vanvid -- som det hedte, over sit Barns Slethed. Der var ogsaa andre Aarsager. To Smerter greb hans Hjerte paa engang, naar han mumlede stille hen for sig: "Benjamin! Benjamin!" Det var i de tungeste Timer. Da lettede han sig ved at pensle paa Rosenknoppen. Han arbejdede stedse paa sit Blomsterstykke. Det blev aldrig fuldkomment nok. Han syntes at erindre en ny Skjønhed hver- SIDE: 113 gang han lod Haanden synke og strøg sig over Panden, som vilde han stryge alt bort indtil Benet. Han nænnede aldrig at give Maleriet sit Udødelighedsmærke -- visselig ikke nød- vendigt uden for sløvere Øjne for de Heems, Blomsterdigterens, Skyld, "Blomsteraltarets" genifulde Skaber, han, som forholder sig til van Huysum som Pereira til Velasquez og Alonzo de Tobar til Murillos. For hver Gang han greb Penselen til sit Navne- træk kom der nogle Uefterligneligheder af Fluer, Snegler og et Fuglerede og ogsaa et Par Blomster uden hiin hemmelige Be- tydning til, som Ting, hvorved han søgte at tilsløre for sig selv Hovedgruppens Betydning og at skuffe sig selv med at det var den blotte Natur han havde malt. Endelig engang i et lyst Øjeblik -- Blomsterne syntes at bøje sig imod ham, Rosenknoppen at aabne sin Læbe og at bede -- sætter han Penselspidsen atter til forat gjøre Trækket: "Jan van Huysum fecit." Det er paa den Plads, hvor Blomsterne ere jordede, han op- løfter Maleriet i dets Belysning. Han smiler. Jan van Huysums Sjel tilstaaer for sig selv i dette Øjeblik, at det er fuldendt. Da falder en Draabe fra den klare Luft derpaa. Den ud- sprænges over Blomsterne. Under! Smaadraaberne blive sid- dende, evigt siddende, fastere end Diamanten i sin Klippe, paa Katharinas Rose og paa de andre Blomster, hvor de falde. "Gamle! du er forsonet," jubler Mesteren. "Det var din Taare." Og han fuldender Navnetrækket, og Rolighed vendte fra den Stund tilbage i hans Hjerte. Ingen veed hvilke Aander der ere ovenfor ham. Men under- tiden mærkes dog deres Nærværelse af følsommere Sjele, og det er somom Taarer faldt i vore Hjerter. Ja visselig det var gamle Adrians Taare, som faldt fra den klare Luft. Det er Adrians Forsonings- og Beundringstaarer, som sidde de endnu i de mirakelherlige Draaber paa Jan van Huysums Blomsterstykke. SIDE: 114 Aar runde. Havet omtumler ikke sit Bytte forunderligere end Tiden gamle Mesteres Malerier, fordi Menneskene ere begjær- lige efter det Guddommelige i samme Forhold, som dette er sandseligt. Derfor ile Malerierne, hvori dette er Tilfælde, fra Haand til Haand igjennem Aarhundrederne, medens et Digt vilde døe af Boghyldestøv eller endnu forsmædeligere, om ikke Pres- sen reddede det ved at gjøre det almindeligt som Brostenene. Ogsaa dette Digt vil desuagtet døe før Jan van Huysums Blomsterstykke gjennemlever et Aar til af sin Udødelighed. Aar runde. Der var Udstilling i Louvre af Napoleons Kunst- trofæer. Spaniens, Italiens, Nederlandenes Mesterværker havde den store Ørn bragt hjem til sit Rede under den høje Kolon- nade. Der var ogsaa "Santa Katharinas Trolovelse" af Alonzo de Tobar, Velasquez's "Familie," en "Familie" af Alonzo de Tobar, og den store Jan van Huysums Blomsterstykke. Gal- leriet var fuldt af Beskuere. Men Publikum havde mindre at bestille med at beundre Mesterværkerne, end med at spotte ad en ung Mand, som paastod, at der var en Liighed, han følte meer end han saae og kunde forklare sig, imellem en af Roserne paa Jan van Huysums Blomsterstykke og Alonzo de Tobars Katharina, ja imellem enhver af Blomsterne og Individerne i hans "Familie" efter Velasquez. Det loe ad ham som de Forbigaaende ad gamle Adrian. En høj, alvorlig, sortklædt Mand nærmer sig Fantasten. Pub- likum viger ærbødig tilside. "Følg mig!" siger han venligen, "Du er Maler." Det var Mesteren David, som førte Gros, "Amor og Psyches" Maler, som sin Discipel til sit Atelier. Siden David ikke var haardere, tør jeg ogsaa, uden Frygt for et Publikums Latter, som neppe veed, at det, ifølge hiin Regelløshed for Malerværkers Omtumling, besidder i sin Midte SIDE: 115 Jan van Huysums Blomsterstykke, aabenlydt sige, at det fore- kommer mig som om der ogsaa finder en mystisk Liighed Sted imellem hiin Amor og Psyche og de to Roser paa Jan van Huysums Blomsterstykke. -- -- Ak, søde Rosenknop, hvad er det for et Eventyr du har fortalt mig om Jan van Huysums Blomsterstykke, mens jeg hensank i Beskuelsen deraf? "Men nu veed jeg dog hvorledes slige Blomster bleve til." Henrik Wergeland SIDE: 116 "VERDEN TILHØRER OS JURISTER!" DRAMATISK EVENTYR AF SIFUL SIFADDA "Det har nu ligesiden den store franske Revolution været Tilfælde, at Advocaterne regjere Verden, og vil endnu blive det en god Stund." Den Constitutionelle. Personer: Zobolam, Prokurator. Johannes, Underlensmand. Grethe. Nils og Erik, to Bønder. Rabulax, en Geist. En Nisse. En Kakkelovnsdukke. Gespenster. Bønder. (Udenfor et Thinghuus paa Landet. Johannes paa Trapsædet med en Skaal paa Knæet. Grethe foran ham. Bønder komme af og til med bedrøvede Gestus udaf Huset og blive staaende om- kring Trappen.) Johannes (rækkende Grethe Skaalen.) -- Nei! Ærterne smage mig ikke mere. Jeg seer bare smaa Verdener i dem. "Verden tilhører Os Jurister," siger Proku- ratoren hvergang han snyder en Bonde; og -- "Verden hører Os Jurister til" sagde han ogsaa dengang han kyssede dig med sine blaa Læber og der blev en grøn Flek efter. Jeg vil blive Jurist. Grethe. Du? Johannes. Saasandt jeg hedder Johannes Karlsen. SIDE: 117 Grethe. . . Og er Underlensmand? Johannes. Nu ja! det er alt et Stykke paa Vejen. Mange indbilde sig at være det, som ere det mindre, sagde engang Sorenskriveren til mig. Grethe. Ja, da han gav dig en Drikkeskilling fordi du holdt Hesten hans. Nej, Johannes'en min! du er for god til at blive det du vil, eller, Gudskelov, hvad der er det Samme, du er for dum dertil. Johannes. Aa, med det har det gode Raad. Der var ikke bare Profeter i Israel. Og desuden kommer saadant med Læren. Der er vel ikke andet Raad med at faae dig heller. Grethe. Naar du tog dig noget retskaffens til, Johannes . . . Johannes. Retskaffens? Du er da ikke som andre Qvindfolk, du da? Retskaffens? Det vil nok sige at grave i Jorden, men ikke at juristerere. Grethe. Nei! det er at grave i Folks Penge. Men, som sagt, da kunde vi snakkes ved. Johannes. Det skal du see, bare Prokuratoren derinde vilde tage mig med sig til Byen i Lære. Grethe. Gud bevares, hvor han dominerer derinde idag! Johannes. Ja Verden tilhører Os Jurister. Der er Torden ved ethvert Herredømme, kan gjerne enhver Jurist sige naar han hoster. Thi Os . . . . SIDE: 118 Grethe. Os? Du da? Johannes. Der kan du see du egger mig. Nu, du skal faae see, vil saasandt bare Han. Grethe. Tak din Gud, du er udenfor det Herredømme. Der listede baade han Nils og han Erik sig ud med røde Øine. Johannes. Ja det er som jeg siger, Verden tilhører Os Jurister. (Prokuratoren træder ud. Grethe flyer.) Prokuratoren (raabende.) Min Hest! Johannes. Strax, strax, Herr Prokurator. Men jeg havde en ærbødigst Bøn. (Bønderne skaffe strax Hesten frem. Nissen titter frem af og til over den underste Stalddør.) Prokuratoren. Frem med det, Gut! Du har ingen Henstand at bede om. Johannes. Nei, jeg vilde gjerne saasnart som muligt. Prokuratoren. Hvad da? Johannes. Blive Jurist . . Ja naturligvis først Skriverkarl, (Afsides) og siden en af Verdens Herrer, kanske Herre. Thi Prokuratoren sagde engang: der er ingen Tvivl om at vi ogsaa faae vor Bonaparte. Prokuratoren (leer.) Der har du en Skilling fordi du skaffede mig en Latter. Men lad mig prøve om du duer til Jurist. Hvormeget er 2 Gange 6? SIDE: 119 Johannes (kløende sig bag Øret.) Nitten netto. Prokuratoren. Ganske brav. Hvad tænker du naar du seer en vakker Gaard? Johannes. Gid den var min! tænker jeg skam. Prokuratoren. End naar du seer en Bonde? Johannes. Han er min Griis. Prokuratoren. Ganske brav. Skriver du en fast Haand allerede? Johannes. Som Herr Prokuratoren vil. Prokuratoren. Nu vel, jeg skal lære dig tre. Du kan sidde bag paa Kariolen. (Stiger ind.) Nu, Gut, hvor bliver du af? Johannes (nølende.) Grethe . . Prokuratoren. Ei! Verden hører Os Jurister til; og det er du ikke bleven endnu. Det er det første Prøvestykke paa en god Jurist, at sætte Kjærligheden Nummer sidst. (De kjøre afsted. Bønderne hilse dybt.) Nissen (seende efter de Reisende.) Naar Lumskhed er din Kulde, og al din Varme er Huden, som du flaa'ede af de Arme, du, selv Examenløs, en Thingstud er tilfulde. (Forsvinder bag Halvdøren). SIDE: 120 (Grethe kommer ud i Døren. Bønder.) Grethe. Ak! Den Onde tog ham. Stakkels Johannes! En Bonde. Ja Djævelen skinbarlig. Den Slyngel skyldte mig nogle Skil- ling, som han pinte af mig igaar under Indkaldelsen. En anden Bonde. Han begyndte at blive Jurist, seer du, Nils. Første Bonde. De skulde være til Mundgodt hos Landhandlersken for dig, Grethe, sagde han. Grethe. Han holdt da af mig. Gud forlade ham! (Gaaer ind med Forklædet for Øinene.) Anden Bonde. Han holdt mere af Storheden, for hans Fader, siger man, var en Byhøker, der ranglede hidopover paa Landet. Første Bonde. Gid Ulykken tog Gutten, saa han kunde faae Vet, og Fanden Prokuratoren, saa han rigtig fik det hedt! Anden Bonde. Nei! De ere Go'venner. Har du noget imod Sønnen din Du da, Nils? Første Bonde. Det skulde jeg næsten tro, at Prokuratoren maa være Fandens egen Aflægger, for ellers kunde det ikke gaae saa. Anden Bonde. Eller ogsaa maa det være saa, som han siger, at Verden hører Juristerne til. SIDE: 121 Første Bonde. Han sagde saa ogsaa, da han stak Skadesløsbrevet mit i Lommen. Anden Bonde. Det er blot det som bryer mig, hvem saa Helvede hører til. Første Bonde. Det er skam sandt, Erik. Anden Bonde. Helvede maa jo ogsaa tilhøre Juristerne siden Verden hører dem til. Første Bonde. Nei, Helvede maa jo ogsaa høre Verden til, siden den tilhører Juristerne. Anden Bonde. Eller siden der er Jurister, og det flest af de sorte. Thi der skal være to Slags; hvide ogsaa, skjøndt jeg ikke har seet dem, det jeg kan sige. Første Bonde. Det er da rart de ikke slaaes ligesom de sorte og hvide Myrer. Anden Bonde. Ingen ere Uvenner mens de spise, Nils. Og de spise paa Verden som Rotter om en Ost. Men naar det er forbi med Maden begynde de nok at slaaes. Første Bonde. Hihihi! Det skulde være Moro at see paa. (Gaae). SIDE: 122 (Prokuratorens Kontor. Johannes ved en egen Pult.) Johannes. Endnu kan jeg just ikke sige jeg mærker noget til Herredøm- met over Verden. At skrive Navnetræk, og øve mig i at radere, det var da ogsaa en Begyndelse. Men det kommer vel. Hos- bond har ogsaa begyndt fra ganske smaat af, og nu er han paa en god Vej; thi jeg mærker han kan Alt hvad han vil, ja selv det, jeg hjemme skulde bande paa var umuligt, at Folk i Byen skulde agte og ære ham. Men en besynderlig Regel er det, at jeg altid skal øve mig i at kløve Haar, naar jeg ikke har andet at gjøre, for ellers kommer jeg aldrig frem, siger han. Og det gjør jeg da ogsaa, saa jeg seer ganske pyntelig ud, saa Grethe -- ak Grethe Stakkel! derhjemme -- nok vilde kunde lide mig, bare den forbandede Kringlefigur derovenpaa ikke var saa flink til at laane min Skjorte mens han vasker sin egen. Det er nok saaledes han praler endogsaa i Aviserne af, at han skifter to- gange om Ugen. Imidlertid lærer jeg, at man kan leve godt i Haabet uden. Godt? Ja godt, men kun i Haabet; thi igrunden er her uhyggeligt her med dette Besynderlige, at jeg medeet kan blive blind, døv og glemsk, naar Hosbond befaler det, og at jeg undertiden synes han taler med En, som han da siger er en anden Prokurator. Men han maa være let paa Foden den Karl, for jeg hører aldrig at han gaaer bort. Engang syntes jeg ogsaa der gik en Mand med en Strikke om Halsen igjennem Værelset, og den chinesiske Dukke der paa Ovnen begyndte at nikke af sig selv og lee. Hu! Dagen efter fik vi rigtig at vide, at en af vore Debitorer oppe i Landet havde hængt sig i Brønd- stokken. Dengang sagde Hosbond ogsaa, da han slog Chatol- skuffen igjen efterat have fundet Mandens Gjældsbeviis, at Verden hører Juristerne til; men jeg kan dog ikke andet end sige, at han lagde til: "det var en snil Mand den Samme, men ubetænksom, i højeste Grad ubetænksom." Heller ikke kan jeg negte, at Hosbond i den senere Tid har lagt de ædleste og næsten uegennyttigste Principer for Dagen, for han har udtryk- kelig sagt, at Ære og et godt Navn var noget langt højere end Penge, naar man bare først var velforsynet. Og det er da han, saa det Sidste maa være lettere at faae end det Første. Slidder SIDE: 123 Sladder! Har man Penge, saa har man jo Ære ogsaa; det viser jo Hosbond grangivelig selv, saa han maa have meent Statens og ikke Folks Ære, Æresposter og ikke blot Hatten af og Æresgjæstebuder, som det Hosbond nu er i iaften. Ak, hvad mon han der propper i sin skrøbelige Mave, Han, som kalder Vinde og Samvittighedsnag Et og det Samme? Grisesteg? Ja, jeg troer det bliver det Første jeg forlanger, naar jeg engang bliver en af Verdens Herrer. Og det kan ikke vare saa længe til, for Hosbond siger jeg alt er en halv Jurist. Det skulde Grethe hørt, . . (Nikkende) Grethe . . Ærter . . Grisesteg . . Grethe . . (Lader Hovedet synke mod Protokollen, og sover ind.) (Prokuratoren kommer ind. Siden Rabulax og Johannes.) Prokuratoren (kastende sig mat paa en Stol). Gud hjælpe mig! Pah! Pah! Havde jeg ikke faaet den Efter- retning om de fire himlede Fogder, maatte jeg give mig over for al den Mad og alle de Skaaler paa mit Velgaaende. Men -- til Sagen! borte ere de, og nu kunde det være paatide for mig. (Aabner sit Chatol og tager en sort Pennefjer og et Hornblækhuus udaf et rødt Etui.) Han sover vel derborte? Aa jo det lader sig høre. Nu da! hjælp mig, min Pen, som saa ofte! (Høitideligt.) Fjær, af Satans venstre Vinge af ham Selv til mig afreven, forat frelse mig til Thinge, da jeg var som Skurk beskreven, engang da i Nød jeg stedt havde med en Knegt det hedt, fang dit Liv, som tidt tilforn, atter i mit Tryllehorn, fyldt med afpiint Blod og Graad! Rabulax, kom med dit Raad! (Stikker Pennen i Hornblækhuset. Rabulax opstiger deraf som en fæl voxende Vingegestalt.) Rabulax. Herre! SIDE: 124 Prokuratoren. (Sætter Proppen i Blækhornet.) Stands! Du ellers bliver Herre min og ei min Skriver. Svind! og kom i sand Gestalt, saadan som du Verden ejer, saadan som jeg seer du plejer om at vandre overalt, naar du hid ei er befalt! (Rabulax forsvinder og kommer i samme Sekund ind som en ung moderne Herre med Pennen bag Øret. Ovnsdukken nikker og griner.) Rabulax. (Ryster Zobolams Haand.) Godaften, Kollega. Prokuratoren. Oh, Godaften, Godaften, Høistærede. Du veed . . Rabulax. Ja; men det er blot en Forkjølelse, som den Ene af dem har. Prokuratoren. For Fanden, saa er der blot tre Distrikter at vælge imellem. Skaf mig et Kaart over Norge; men ikke Roosens. Jeg vil al- drig have med Patrioter at bestille. Rabulax. Aa, der er ikke fleer af dem end af Elsdyr i Landet; ja vel, egentlig talt, ikke fleer end een, nemlig "Granskeren." Naar en Eftertid engang finder disse knoklede Perioder, Labber af Ord og monstrøse klodsede Skjæretænder, vil han blive anseet for et Særsyn af et Mammuthdyr, der har bevæget sig igjennem vor lave sjunkne Tidsalder. Men her er Roosens Kaart. Vi har desværre intet andet. (Udbreder et Landkort.) Prokuratoren. Saa lad gaa! Rabulax. Se der er et prægtigt langt Distrikt. SIDE: 125 Prokuratoren. Ja, du siger noget. Verden hører Os Jurister til. Rabulax. Du kunde boe som Edderkoppen i en af Krogene. Prokuratoren. Naturligviis. Men ingen saadan Lignelse. Thi jeg vil nu blive en Æresmand. Min Mave bliver saa slet. Rabulax. Da er det god passe Tid at begynde, skjøndt det nytter ikke stort. Men endnu . ? Prokuratoren. Friseer mig lidt stikkelhaaret her paa Siden, saa jeg kan see lidt ærværdigere ud. Rabulax. Med Fornøielse. (Prokuratoren sætter sig. Rabulax purrer ham hist og her i Haaret hvorved det graaner.) Prokuratoren. (Seende sig i Speilet og purrende sig i Haaret.) Se saa! Det gjorde min sandt godt. Jeg mener at jeg nu kan passere for en Mand, der er bleven graa under Embeds- byrder. Au revoir! (Griber Pennen bag Rabulaxes Øre. Han forsvinder.) Nei, ikke au revoir. Jeg vil blive ikke blot en Æresmand, men en Storthingsmand. Ingen er lettere at tage ved Næsen end Folket, og Verden hører Os Jurister til. (Bøier sig over Kaartet.) Han havde ellers Ret: det Distrikt er prægtig langtrukket. Gud vel- signe vore lange Floder! Jeg kan ikke begribe hvorfor man er saa glad i Fjeldene uden forsaavidt de danne lange Dale. Skan- dinavien burde være eet eller højst to Fogderier. Johannes (vaagnende.) Ah! det var en deilig Steg . . Ei! er det blot saaledes Verden hører Os Jurister til: idrømme? Velkommen hjem, Herr Proku- rator? Arbeider Prokuratoren endnu? SIDE: 126 Prokuratoren. Jeg seer mig bare ud et Fogderi. Johannes. Ja kan det lykkes, saa vil jeg troe, at Verden hører Os Ju- rister til. Men det var da et rart Papiir. Prokuratoren. Det er Landet, Tosse. Jeg vil forære dig det Kaart. Johannes. Kan jeg ogsaa stikke mig et lidet Fogderi eller Sorenskriveri ud? Prokuratoren. Med Tiden, naar du faaer Fortjenester, det vil sige bliver Ju- rist. Verden hører Os Jurister til. Johannes (kløende sig bag Øret.) Ja det er sandt og vist i alle Maader, Herr Prokurator, bare den Verden ikke maatte bestaae af bare Landkort. Man kunde da blive en Gud bare man havde sig en Globus. Prokuratoren. Det er ogsaa sandt i en anden Mening, min Gut. Keiseren af Rusland besidder allerede en Maane. Hvor seer du ikke Jurister anbragte? Johannes. Ja, akkurat som Spiger i enhver Væg. Prokuratoren. Gid de ogsaa sad i Kirkens! Johannes. Skal det betyde, at de burde være Præster med, saa vilde det blive vakkre Prækener til at reise Haar med, Herr Proku- rator; men ogsaa vakker Tiende. Og naar Præster pante, hvor- for skulde da ikke Jurister præke? De, og Pokker ikke Præsterne, ere "Verdens Salt", og det saa det svier. SIDE: 127 Prokuratoren (alvorlig.) Johannes! der er megen Syndighed ved den Svien. Du maa erindre, at jeg snart ikke er mere Prokurator. Kom og vaag over mig inat, og forsøg om du kan huske en eller anden Bøn, om det ikke var andet end Fadervor eller noget Sligt. Johannes. (Afsides.) Kors! hvad gaaer der af Hosbond? Det er ikke Himmerig, men Verden, som hører Juristerne til. (Prokuratoren tager Lampen; de gaae ind). (Et blaaligt Lys udbreder sig fra Blækhornet. Es wird unheimlich. Pennen letter sig som af en Elektricitet. Dukken nikker og trækker Smilet op mod Ørene. Stueuhret aabner sig og viser Gespenstet af en gammel Mand. Flere Gespenster -- en Moder med tre embryon- smaa Børn, en lang Mand med en Strikke om Halsen, en gammel Skautkone o.fl. -- Alle i Bondedragt, opfylde Værelset, mylrende imellem hinanden). Moderen med de tre Ufødte. Stille Sirris! Ham du kunde dysse med din Sang iblunde; Ørets Følgen med din Nynnen kunde bli'e en Søvns Begynden, Sjeleduggen med sin Lise kunde falde med din Vise, gjøre ham imorgen stærk til fornyet Syndeværk. Han maa vaagen om sig vælte som i qvalfuldt Spigerbelte. Han til Synder mere mat blive maa med hver en Nat. Den Gamle i Stueuhret. (Langsomt og tungt, efter først at have rallet i Struben eengang, ligesom naar Klokken falder til Slag. Dette gjentages hvergang.) Klokken slaaer Tolv! SIDE: 128 Qvinden med de Fire. Gamle Rotte heller gnave! Væggen knage! Musen pibe! Døren knirke! Taget stønne! Puden komme rent aflave! Dødning ham i Næsen knibe fire Flekker blaa og grønne, en for hver af disse Spæde, som jeg skulde født med Glæde af min Sjel og af mit Skjød, om jeg ei af Sorg var død, jaget ved hans Pennestrøg ud hvor Sneen vildest føg. Derfor, mine blinde Rotter, gnaver, gnaver! Det mig gotter. Gnaver, at han Søvn ei faaer førend Sol paa Himlen staaer! Den Gamle i Stueuhret. Klokken slaaer Eet! Et mandligt Gespenst. Klap med Vingen, Hane kjæk! Hold ham vaagen i sin Skræk! En, to, tre! som gamle Graver klapper Graven til, han laver! Dæmpet, duust, dog højt nok til Hjertets Sving i Flugt at sætte, naar dets haarde Fibrer trætte næsten vilde slumre ind! Thi for ham mit Barn nu lider, bedre vant, saa trange Tider. Bløden Vugge sov det i, lærer Gang paa Betlersti. Sligt maa Faderhjertet under Mulden vække, hvor han blunder; Faderliget vækkes op af Barneskriget. SIDE: 129 Den Gamle i Stueuhret. Klokken slaaer To! Et andet Gespenst. (Slæber paa Pulten.) Laan mig Strikken din, du Lange! Hjælp mig Alle! Vi er mange. Lad os ned i Graven hale denne tunge Syndepult! Deri er det Hele skjult, som han skal os gjenbetale. Skautkonen. Stakkel! Han kan ikke snakke for det Snøre i hans Nakke. Lad du ogsaa Pulten staae! Djævelen vil engang faae med sin Dirik aabnet Laasen. Men om bare jeg kan finde "Malmros," som han tog af Baasen, var jeg en lyksalig Qvinde. Den Gamle i Stueuhret. Klokken slaaer Tre! Gespensterne (mylrende.) Det gryer. Afsted! Vi maa ned, vi maa ned. Alt tegne sig røde Skyer i Øst, nu kaldes de Døde af Hanens Røst. Nu lad ham sove en Timestid hvis han tør vove et Marerid! Hvis han vil svømme i Svedebad SIDE: 130 blandt fæle Drømme om Dødes Had! Flyt Alting tilbage paa samme Sted! Hans Ro vi kun tage i Graven med. (De flytte Møblerne igjen paa deres Plads.) Opstaaet af Sengen han intet maa savne af alt sit Gods; thi ellers Drengen faaer Prygl for Os. Men vore Navne med denne Pen, som vi kjende igjen, vi ned vil tegne, da vil han blegne som Døden hen. Den Gamle i Stueuhret. Klokken slaaer Fire! (Hvert Gespenst skriver sit Navn med Troldpennen og forsvinder. Zobolam kommer i Natdragt i Døren med et Lys i Haanden.) (Prokuratoren. Siden Johannes.) Prokuratoren. Johannes, op! Klokken er alt fire. Johannes (indenfor, isøvne.) Verden tilhører Os Jurister. Prokuratoren. Hvor det Dyr kan sove! (Seer paa Stueuhret) Himmel! Klokken er ikke mere end lidt over Eet. Det er voldsomt. Og hvem har været her! (Seer Navnene) Guds Blod! Johannes! Johannes! (Holder sig vaklende ved Pulten.) SIDE: 131 Johannes (kommende ind.) Fy hvilken Liiglugt her er! Prokuratoren. Johannes, hjælp mig ind. (Rystende paa Hovedet.) Nei, det er paa- tide, paatide . . Johannes. Ja at sove, Herr Prokurator. Gamle Prokurator Skadesløs plejede altid at sige, at han procederede sig isøvne. Og det kunde han ogsaa gjøre ved Andre. Prokuratoren. (For sig selv.) Det er paatide, paatide at holde op. Johannes. Ikke Klokken eet om Natten med at sove. Verden hører Os Jurister til, og Søvn er noget af det Bedste i Verden. Prokuratoren. (Vaklende ind.) Ak, af det Bedste i Verden har Juristerne lidet. (Samme Værelse, men tomt. Johannes med Tryllepennen og Blækhornet i Haanden. Siden Rabulax.) Johannes. Jo! Verden maa nok høre Juristerne til, siden Han, efter sligt Liv, kunde komme til slig Ære. Men jeg? Den Luusangel! Alt hvad han gav mig for mit Slid og Slæb Nat og Dag, var en Slags gravitetisk Formaning den Hykler læste over mig, denne udslidte Pen og dette Blækhorn. Ret nogle herlige Skatte! Den Verden, jeg faaer at være Herre over, er nok ingen anden end den jeg saae idrømme fra det høje Bjerg, som, da jeg vaagnede, ikke var andet end Protokollen, jeg havde lagt Hovedet paa. Ikke engang til Kontorist og Inkassator kunde han gjøre mig, saa jeg kunde tjene mig en Gaard i en Snup, og saa gifte mig med Grethe og give Juristernes Verden en Goddag. "Jeg vil skille mig ganske fra det gamle Væsen, min Gut," sagde den SIDE: 132 gudsforgaaene Skurk og trykkede og trykkede paa den nye stive trekantede Hat, som ikke rigtig vilde sidde paa Hovedet, somom han allerede virkelig havde havt Horn derunder. "Brug Pennen godt, saa gjør du din Lykke." Og dermed foer han, og med ham mit Haab. Bruge Pennen? Det sagde Skolemesteren ogsaa; men hvad har det ført til? "Bruge Pennen!" Det burde siges hver Morgen til Departementets Kopiister, skjøndt de bare vilde finde det trivielt. Men han vidste s'gu at bruge den. Det var med denne samme Pen, seer jeg, han gjorde alle sine sorte Kunster, som Gud bevare mig fra. Jeg burde altsaa forære den til ham ovenpaa, som skriver i den Constitutionelle. Den maa være fortræffelig at skrive Løgn med. Men bi lidt! Lad mig see, om den duer til at skrive Sandhed med, naar jeg skriver ham til, at han har opført sig imod mig som en Skurk og som jeg skulde være det taalmodigste Æsel af alle. (Dypper Pennen i Blækhornet. Rabulax aabenbarer sig som før.) Rabulax. Herre! Johannes. (Styrtende paaknæ.) Naade! Naade! Rabulax. Saa sæt Proppen i. (Johannes gjør det. Rabulax forsvinder og kommer igjen i sin forrige pyntelige Skikkelse.) Rabulax. Jeg er Juristeriets, ikke Jurisprudenzens, Genius. Nu, gab ikke saa, men brug mig! Johannes. Oh! Herr Prokuratorens Kollega? Om Forladelse. (Afsides.) Det maa nok være Verdens sande Herre. Rabulax. Det er ved mig Juristerne blive Verdens Herrer. Johannes. Ah! Jeg forstaaer . . Det var saaledes da . . SIDE: 133 Rabulax. Jeg maa befrie dig fra din Frygt. Din forrige Herre var en- gang i Nød forat blive kneben i en Streg, da hviskede hans Sjel til sig selv: "jeg giver mig Satan ivold, kan jeg bare blive frelst af denne Knibe." Og en Pen faldt hvirvlende ned paa Bordet foran ham, og der stod dette Blækhorn, og saa fandt han snart, at de skulde bruges sammen. Min Fødsel og Liv af denne Forbindelse er ikke forunderligere end din egen. Johannes. Ak, jeg troede det var et Puds af min forrige Herre, og at Du skulde dreje Halsen om paa mig. Rabulax. Det maatte være forat skrue dig et Hoved højere end du er. Det gjør jeg med de fleste Jurister. Men, skynd dig, har du noget at ønske eller befale, for jeg skal i Retten. Johannes. Ønske eller befale? Det er en anden Tale end Prokuratorens. Jo, det kunde nok hænde sig. Rabulax. Der er intet saa umaadeligt, du ikke kan befale mig og er- holde; men kun paa en Betingelse: Du maa strax du har frem- sat dit Ønske begive dig tilsengs. Det er Natten jeg virker i. Johannes. Det var ingen svær Kondition. Jeg gjør intet med større Fornøjelse. (Afsides.) Men lad nu see hvad jeg skulde ønske. Et Par Støvler trænger jeg til, Skjorter ogsaa for Kringlekavalerens Skyld, der skifter togange i Ugen og eengang om Ugen da min. Men det er for lidt at forlange nu da Herredømmet over Verden synes at skulle gaae i Opfyldelse. Jeg kunde kanskee begynde med at blive Expeditionssekretær, for ikke at være ubeskeden. Og saa imorgen Statsraad, og saa -- (Høit.) Hør! Siden De er saa artig og jeg er et ungt Menneske, som vil frem, saa turde jeg kanskee . . . SIDE: 134 Rabulax. Tal kun ud. Den Beskedenhed maa Du aflægge, vil Du være Jurist. Johannes. (Afsides.) Nei vist, det passer sig ikke for en af Verdens Herrer. (Høit.) Turde jeg kanske udbede mig at blive Expeditionssekre . . . Rabulax. . . . . . tær? Hvorfor ikke? Unge Folk som Du, have, uden Hexekunster, begyndt med at blive Bureauchef. Uniform og alt Tilbehør skal ligge her blot Du opfylder Betingelsen. Og brug saa blot Pennen. Johannes. Altsaa med Deres Tilladelse. (Griber Pennen. Rabulax forsvinder.) Det var som Pokkeren. Men dog en god Begyndelse. Tjenere bør aldrig falde besværlige, sagde min gamle Herre, naar han ikke vilde have Vidner. Men nu tilsengs, forat han ikke skal have noget at hænge sig paa. Blaa Buxer med Guldrender er Ver- dens Herrers Uniform. Bare den nu maatte passe. Og passer den ikke, saa ved Gud en ny fra den nye kjøbenhavnske Skræd- der, man har opdaget. Verden tilhører ellers nok Os Jurister, men ofte ikke et Par Buxer. Gid ellers enhver Jurist maatte, som jeg nu gjør, sige Godnat til Usselheden. (Gaaer tilsengs. Et Lanternamagicalys udbreder sig paa den modsatte Væg. Først viser sig et Skrædderværksted med ivrigt beskjæftiget Personale; saa en liden Johannes for Speilet i Expedi- tionssekretærs-Uniform; saa samme Person i et Gadeperspektiv; dernæst gaaende igjennem et Per- spektiv af bukkende Kopiister; saa i hans eget Bureau modtagende Referater, og endelig i Stats- raadens, hvor han prøver Dennes Hat. Rækken sluttes af et godt Middagsgjæstebud og et diætetisk Kringlebal.) Johannes (vaagnende. Det er Dag.) -- -- Tak for Dandsen, min Frøken. (Gnidende Øinene.) Ah, det er jo sandt, det er jo først iaften. Idag er Visitdagen. Jeg maa klæde mig paa. Kom med Uniformen, Mester Wincke! Og er Skomageren kommen? (Seer sig forbauset om.) Hvad Pokkeren er det? Alt som før. Er det bare saaledes Verden tilhører Os Jurister? SIDE: 135 Og jeg synes jeg var moderat. Men det maa jeg nok ikke have været til en Begyndelse. Jeg burde begyndt med mindre, og det vil jeg iaften. For Exempel med en Bureauchefspost. Det -- og naar det passerer for Andre til en Begyndelse, kan det vel passere for mig med. Jeg vil da tilbringe, som saa mange Exspektanter, Dagen med at spadsere, og naar Aftenen kommer, vil jeg spørge Rabulax alvorlig, om ikke Verden tilhører Os Jurister. (Gaaer). (Johannes. Rabulax.) Johannes. Rabulax! Tilhører ikke Verden Os Jurister? Rabulax. Ingen Jurist idetmindste tvivler derom. Desuden staaer det i den Constitutionelle. Læs! (Rækker bladet frem.) Johannes. Men da tvivler just Folk derom. Fy! Det stinker af det Blad. Der maa gives Ting af Svovel og Dyvelsdræk. Rabulax. Naar jeg ikke har andet at bestille, skriver jeg deri. Johannes. Gid du vilde sætte der imorgen, at jeg var bleven Bureauchef! Rabulax. Saa det er dit Ønske. Sov blot paa det, skal du see, at Verden tilhører Os Jurister. (Forsvinder.) Johannes. Ja Jurister som Du. De komme nok frem. Men Verden hverken bestaaer af Ord eller ejes af Ord. Jeg vil derfor haabe, at jeg imorgen vækkes af gratulerende Kopiister. (Gaaer tilsengs. Lig- nende Lanternamagicascener.) SIDE: 136 Johannes. (Reisende sig fra Puderne.) -- -- Tak, mine Herrer! Nei, det er sandt, jeg har været saa fuul at holde mig vaagen den meste Tid forat jeg kunde være sikker paa min Lykke. (Strækker sig.) Nu da! Det er ikke saa nøje med Kontortiden, blot de forbandede Kopiister ikke vare saa tilbøjelige til at kopiere det af. Jeg faaer da nok gaae forat give et godt Exempel at kopiere. (Staaer op.) Uniformen seer jeg er endnu ikke kommen; men det faaer da være for idag. (Gaaer.) (Johannes. Siden Rabulax.) Johannes. (Kommende ind.) Skjøndt det ikke blev nogen Bureauchef, og man ikke vilde kjendes ved mig dernede, kan det dog ikke være noget Bedrag, for jeg traf den unge Retslærde herovenpaa, som ganske var af samme Mening, at Verdens Herredømme hører Os Jurister til. Ja til ydermere Bestyrkelse beraabte han sig ogsaa paa hvad han selv havde skrevet i Bladet. Og der stod det tydelig. Ja ikke alene det; men at det Herredømme nok vilde vare en god Stund endnu. Jeg vil derfor endnu engang prøve Juristeriets Geist, som han kalder sig, især siden jeg dog ogsaa kan have godt af at gaae Machineriet, som jeg engang skal styre, noget igjennem. (Dypper Pennen. Rabulaxes Aabenbarelser skee.) Rabulax! Du har prostitueret mig. I hvilket Kontor jeg kom, loe man og for- sikkrede, at Bureauchefen alt var kommen og at jeg maatte høre til et andet Departement; men saa gik jeg gjennem dem alle. En stivstøvlet gammel Mand med et Ansigt saa smaafuret og alvorligt som en Brøkregning, mødte mig paa Gangen og sagde, at jeg ikke var det første unge Menneske, han havde kjendt, som gik i slige Tanker. Man viste mig tilsidst i Apartementet. Kort: Jeg ønskede, at jeg stod hjemme og træskede. Havde jeg ikke mødt en ung Mand ganske af min Tro med Hensyn til Verden . . . . Rabulax. Der kan du see. SIDE: 137 Johannes. Ja, i Grunden fik jeg jo kun den Moral, at begynde noget lavere ned. Jeg har derfor fast besluttet at blive Fuldmægtig. Rabulax. Det lykønsker jeg dig til. Johannes. Men kunde jeg ikke begynde i min Post i Eftermiddag, saa at ikke Dagen gik saa nederdrægtig tilspilde. Rabulax. Intet er lettere, blot Du vilde tage dig en Middagsluur. (Afsides.) I den avancere de fleste Kopiister til Fuldmægtig. Johannes. Ja vel! Jeg skal kalde paa dig, naar jeg skulde ville faae lidt videre Udsigt over Verden, for et Trins Skyld. Og dersom jeg skulde blive kjed af Regjeringsvejen, kunde jeg kanskee begynde i Højesteret? Bare jeg kunde tale lidt bedre for mig. Rabulax. Det gjør intet nuomstunder. Desuden holdes Veltalenhed af Grød og Øl i højere Priis i vort Klimat end den champagner- agtige. Johannes. Jeg spurgte som et Fæ fra Landet, for hvorledes skulde det være sandt, at Verden tilhører Os Jurister, naar man ikke kunde sige det om Departementerne og Højesteret? (Griber Pennen. Rabulax forsvinder. Strækker sig paa Sengen.) Jeg lægger mig meget veltilfreds idag efter de grundige Beviser, Avismanden førte for Juristernes Herredømme, skjøndt jeg tænkte hos mig selv: gid han vilde benytte det til at kjøbe sig et Par Skjorter og at reparere sine Støvler. Men den fæle Dukke deroppe! Hvor den nikker og griner! Det er nok bedst jeg trækker Dynen over og -- (Snorker efter en kort Pause.) SIDE: 138 Kakkelovnsdukken. Hvor herligt han taler i Højesteret! Hans Torden befaler, hans Stemme, som daler, opsvulmer medeet til brusende Floder af fulde og tryllende Alting henskyllende Skjønperioder. En Cicero drejer ei slige saa runde. Saa klang ei Metallet i Grækenlands Munde. Hans Stemme er Sejer, hans Gestus Triumf. Demosthenes' Ære var ikke fortjent. Hihi! Han snorker ei mere. Hans Tale er endt, hans Torden forbi. (Johannes vender Ansigtet til isøvne). I Smilet sig lister Fuldmægtigen nu, ærgjerrig i Hu, som alle Jurister, saa smaat til Minister. Nu maa du ei sove paa din Taburet, men styre og vove, selv uden Budget. Den Ting er undværlig for Kraft og Geni. Hihi! Den Luur var nok herlig; nu er den forbi. SIDE: 139 Johannes (vaagnende.) Nu! Det er skam allerede mørkt, og for seent at gaae i De- partementet for En der vil frem tidligt. Med al min Lykke kan jeg just ikke sige jeg er heldig. Imidlertid maa jeg dog indrømme, at Sol, Nat og Dag ere tre Ting, som ikke høre under Juristernes Herredømme. Men de høre ikke anderledes til Verden end det omskyllende Vand kan siges at tilhøre et Land; denne tilhører ellers Os Jurister -- om ikke som Ejendom den hele, saa dog som Skifteforvaltere, og det er saagodt som Ejendom og lidt til. Men jeg veed ikke hvordan det er med mig; jeg synes baade at jeg er Højesteretsadvokat, Kongelig Fuldmægtig og Under- lensmand Johannes Carlsen. Ja det Sidste vinder endog meer og meer i Klarhed, jo meer jeg kløer mig i Hovedet. Men derom vil jeg faae Vished hos en af mine Kolleger. Derfor -- (Staaer op.) Skulde Aanden have bedraget mig, og en Fuldmægtig- post endnu være formeget for En af Verdens Herrer? Det Sidste vilde være en højst taabelig Modsigelse. Men alligevel -- (Det banker.) Nu skal man see Gjendrivelsen kommer i gratu- lerende Kopiister. Kom ind! (Tænder Lys.) Johannes. Bønderne Nils og Erik. Johannes. Ei er det jer, Godtfolk? Saa I endnu hænge ved? Nils. Saavidt. Vi ere inde med Grethe, som skal besøge sin Moster. Erik. Jamen skal vi saa. Johannes. Ei, Grethe? Imorgen skal hun faae see mig ligesaa gill som Fogden. Nils. Gud velsigne den snille Mand! SIDE: 140 Johannes. Sige I saa nu? Erik. Jamen sige vi saa. Grummere Mand har vi aldrig havt. Nils. Nei han er rigtig velsignet. Johannes. (Afsides.) Hvor kan jeg nu tvivle? Hvad der er passeret med mig er Smaating mod dette. Eller ogsaa ere Bønderne tagne endnu finere ved Næsen, som næsten er det Eneste, han har ladet dem beholde. Men Grethe? Det løber mig i Hovedet. Jeg maa flux til Skrædder Wincke for at jeg imorgen kan lade mig see for hende. (Aabner Døren for Bønderne.) Godnat, Godtfolk! God- nat! (Bønderne gaae.) Men Penge til Skrædderen? Ei! Verden hører jo Os Jurister til. (Gaaer.) Kakkelovnsdukken. Popularitet? En Styver brugt i rette Tid, et Haandtryk og Goddag, "Lev vel min Ven!" med Mine blid -- det er den hele Sag. Retskaffen Mand for den sin Livstid trælle kan. Men vær en Skurk i femti Aar og skikkelig i et, en Maaned, Uge, i et Døgn, da sværge Alle hint er Løgn. Ad denne Gjenvej Nok du faaer af Popularitet. (Johannes. Siden Rabulax.) Johannes (kommende ind.) Ogsaa dengang gik ikke Forjettelsen i Opfyldelse. Og rundt omkring seer jeg dog, at den gjør. Overalt dominere Juristerne SIDE: 141 og skifte Herredømmet over Verden imellem sig; men jeg? Nu! Endnu engang vil jeg nedstemme mine Fordringer, men saa skal ogsaa den underfundige Aand faae høre Sandheden. (Dypper Trylle- pennen haardt i Blækhornet. Ingen Aabenbarelse følger.) Hvad er det? Ah! der er neppe en Draabe igjen i Hornet. Nu eller aldrig da, siden det ventelig er sidste Gang, hvis jeg bare kan opfange en Draabe. (Drypper. Aabenbarelsen skeer.) Rabulax! (Afsides.) Nei, jeg tør ikke skjænde. (Højt.) Rabulax! Jeg har været for overspændt i mine Fordringer . . Rabulax. Verdens Herredømme . . Johannes. Jaja! Lad det nu indskrænke sig til en Kopiistkrak. Rabulax. Netop dets rette Throne. Derifra har man de videste Udsigter, og derifra gaae de fleste Verdens Herrer ud. Johannes. Det kan ikke være større Skam for mig som en af disse end for store Keisere, der begynde for et Syns Skyld som Gemene. Rabulax. Ingenlunde. Husk blot, at Viisdommen sad ogsaa paa en Krak, men paa en Trebeens; lad ikke Daarskaben sidde paa en paa fire. Jeg giver dig dette Raad, fordi det er sidste Gang jeg kan tjene dig i Gestalt, men ikke i Aand. I Aand vil jeg altid leve og virke for Juristerne. Men dette Horn er udtørret, kun Pennens egen Kraft er dig gjenlevnet. Brug den, og du kan endnu blive en af Verdens Herrer. (Gaaer.) Johannes. Det "Farvel" var min Lykkes, om jeg ikke passer at gjøre som han sagde. Derfor "Godnat" til Svar! (Tilsengs.) SIDE: 142 Kakkelovnsdukken. Forventningen stedse isammen maa trække de straalende Kredse, som Grændse ei kjendte. Tilsidst i et Blækhorns piinagtige Hul de trænge sig sammen de Zoner af Guld, som Verden omspændte; og Haabets Kondorvinge bliver en Pen, og Verden, den maalløse Eiendomsmark, isammen sig krympende, blier, med Tugt og Respekt, kun et blegnende Ark ubeskrevet Papiir. Det gaaer med de Fleste, som her med vor Ven, hvem Skjebnen er bister, at, skabt til Minister, den flyvende Aand, som mod Højderne drister, maa dale paa Krakken imellem Kopiister. (Samme Scene. Johannes. Siden Rabulax og Grethe). Johannes. Oprørende! Ikke engang Kopiist! Og dog føler jeg dybere end nogensinde Sandheden af at Verden hører Os Jurister til. Vi ere den legitime Herrer, siger Skribenten her ovenpaa. Og det maa nok ogsaa saa være, omtrent som Frankrig hører Henrik Vte til. Mod denne store Sandhed betyder naturligviis min Skjebne intet; thi jeg er, som man bemærkede nede i Departementet, en Bondeknold og ikke Fars Søn. (Dukken nikker.) Se, nu nikker det ondskabsfulde Dyr igjen. Men paa dig kan jeg dog hevne mig, og det skal jeg. (Slaaer Dukken istykker. En Rotte løber ud af den.) Ei, en Rottesjel i et Kalkhjerte! Upaatvivlelig ogsaa en af Juristeriets Geniusser. Men skulde der ikke endnu være en Draabe, en eneste, i mit Horn, som skulde kunne hidtrylle dets store og mægtige Geist? Han kunde maaskee endnu . . . (Dypper Pennen flere Gange i Hornet. Endelig kommer Rabulax). Rabulax. Skynd dig! SIDE: 143 Johannes. Rabulax! Jeg er mismodig som en Nittemand i Lotteriet. Rabulax. Gives der da ingen store Gevinster? Se dig om! Johannes. Jo det er sandt. Forjettelsen om Verdens Herredømme er intet Blændværk, men -- Rabulax. Tænk paa det "Men" med en lang Streg efter. Den Streg er en af Livets Styrepinder. Hold i den, da jeg nu for stedse maa forlade dig. Thi din forrige Herre er bleven kjed af at være Æresmand, siden han var mere vant til Kontanter end til Vel- signelser, og har bedet mig for gammelt Venskabs Skyld af og til at see til ham. Farvel! Han hører mig til. (Forsvinder.) Johannes. Og jeg -- jeg vil høre Grethe til. Væk med det fæle Blæk- horn, mine Forventningers Grav! Pennen der er saa dygtig til at skrive Løgne med, vil jeg forære Skribenten i Bladet, og med en anden uskyldig Pen vil jeg skrive et Kjærlighedsbrev til Grethe. (Skriver. Grethe lister sig ind og læser, bøjet over ham, hvad han skriver). Grethe. Men min Gud! Der begynder Du jo atter med det Gamle: "Verden hører Os Jurister til . . ." Johannes (springende op.) . . . "I Indbildingen" staaer der, Grethe -- min Verden! (De omfavnes.) Henrik Wergeland SIDE: 144 LYV IKKE! ELLER DOMPAPEN FUGLE- OG BLOMSTERSTYKKE AF SIFUL SIFADDA Personerne: Prologus, en Maskinmester. Epilogus, en Skuespildirektør. Pape, Finke, Wincke, Afpillede Mandslinger og Venner. Florilla, et feeagtigt Barn. Karine, Moi-même, Taugenichts, Monstrum, Bondeknold, Brutal, Spytslikker, Drukkenbolt, Pøbelknegt, Pøbelhøvding, Revolt, Riimløs, Smagløs, Skrueløs, Vidløs, Tankeløs, Virkelige Løgne. Flere inkorporerede Løgne eller Løgnfigurer. (Værelse. Pape og Finke frokosterende. Siden Prologus. Pape og Finke ere iførte Dom- papernes og Bogfinkernes respektive nationale Farver: den Første rød Vest, blaa Kjole, graa Per- missioner (en blyfarvet nebagtig Næse ikke at regne); den Sidste endnu mere broget og med guult Neb. Begge spøgelseagtig tynde.) Finke (rækker Haanden frem). Halvtredsindstyve Hampefrø paa at du ikke udretter noget mod Ham med alle dine Anstrengelser. SIDE: 145 Pape. Jeg vil, ved Gud, stikke ham i Maven. Finke. Det kunde forslaae noget; men disse Historier . . . (rækkende Haanden frem) Halvtredsindstyve . . . Pape (stødt). Men hvorfor nu Hampefrø igjen? Det er, ved Gud, en For- nærmelse. Finke. En Reminiscenz blot. Om Forladelse. (Prologus kommer pludselig i Døren.) Finke (flyttende paa Stolen.) Au det er ubehageligt, man maa idelig flytte paa sig for ikke at blæse væk af Trækken. Prologus. Publikum maa have Forklaring. Derfor ud saalænge, høist- ærede Manneker! (Flytter Personerne ud noget ulemfældig). Højstærede Pub- likum, forat forstaae dette Væddemaal om Hampefrø, som faldt Hr. Finke af Munden, og som han kaldte en Reminiscenz, maa du først have en Historie tillivs. Saa hør da! I en forsømt Have stod engang inde i Buskadset en Büste af papier maché af Aristofanes. Naar Maanen skinnede paa den, skar det et Par Smaafugle i Øinene, som havde sine Reder i Buskadset. "Det ærgrer mig at maatte stirre i eet Væk paa det hvide Skabilken derborte," sagde den Ene, en Dompap, til den Anden. "Mig med", svarede denne, en Bogfinke. "Den synes bestandig at lee ad os. Lad os sætte os over den og begrave den med vort Affald". Som sagt saa gjort baade den og flere Gange. Men til deres store Ærgrelse saae Vennerne, at Regnen holdt Büsten selv, med det glatte skaldede Hoved, reen, mens Affaldet kun frugt- bargjorde Bunden omkring den, saa der inden kort stod en Krands af Fioler og Kjærminder omkring den. "Vi ville hugge Skabilkenets Øine ud", sagde Dompapen; og begge Smaanebbene kom da i ivrigt Arbeide dermed. Men SIDE: 146 neppe havde de faaet Hul før Bierne krøb ind derigjennem, den ene efter den anden, saa der var ikke godt at komme til. De aabne Huller stirrede desuden med sin Sorthed med en endnu frygteligere Livlighed henpaa dem end før. "Vi ville sønderflænge Munden forat faae Ende paa dette infame Griin", sagde Dompapen; og saa huggede de løs da paa Munden. Men heller ikke da vare de heldigere; thi neppe havde de faaet en Aabning før Biernes Honning flød ud deraf. Børnene opdagede det; de fik den gamle Büste kjær, og kom hver Dag og kys- sede den. Dette ærgrede da de To svært. Solsorten fik ogsaa Smag paa Honningen; den kom ofte og vædede sin Tunge deri, satte sig paa Büstens Hoved og sang og sang, saa det ret na- gede dem i Sjelen. Det ærgrede dem da ogsaa, og tilsidst kan jeg ikke troe andet end at Ærgrelsen tog Livet af dem. Thi døde gjorde de, og Rotten Slæbte af med et Par Fjærdotter med nogle Been i, som den havde fundet under Træet, hvori Rederne var. En af de Aarsager, hvorfor Menneskene reise Büster og Støt- ter over Afdøde er vel ogsaa forat disse selv skulle have Glæde deraf og kunne see dem fra Himmelen. Aristofanes's Geist havde ogsaa seet sin Büste i Buskadset, og den Behandling den havde lidt. Det ærgrede nu ham igjen. Han fangede derfor begge Fuglesjelene strax de havde taget sin Plads paa et af de elysinske Træer, og ligesom man sætter Fugle i Buur, satte han dem ind i et Par Drengebørns Hoveder, som tilfældigviis (skjøndt det ikke hænder saa sjeldent) vare fødte uden Sjel. Mødrene vare derfor inderlig glade, da de smaa Noer, som de troede dødfødte, begyndte at plappre. Det høistærede Publikum har nu seet Drengene efterat de ere blevne store, og kan forklare sig den ubehagelige malapropoiske Reminiscenz med Hampefrøene istedetfor Dalere. Dixi. (Bukker og gaaer). Pape og Finke komme iilsomt ind.) Pape. Det er frygteligt, Finke. Jeg møder mine egne Løgne paa Gaden. SIDE: 147 Finke. Jeg med. Qu'importe? Pape. Lyslevende. Finke. Akkurat som jeg har sagt dem. Det er ligesom om Luften undfangede Ordene og fødte. Det er ligesom om Lyden da- guerreotyperedes. Pape. Ja ligesom naar man slaaer en Haand besmurt med frisk Maling paa Væggen, saa den staaer der, saa fixeres mine Ord i Gestalt. Det er forfærdeligt. Luften maa have været saadan i Skabelsesdagene, da Ord ogsaa bleve til Liv. Finke. Krokodilen maa have været et fælt Ord. Men saaledes sagde jeg bare om Ham, du veed, at han var forfalden. Og hvad mødte der mig ikke? Midtpaa Torvet støder en kobberhudet laset Slusk mig paa Armen. "Naa, naa!" siger jeg. "Ei Far", svarer han med et frækt fortroligt Griin, idet han bød mig sin Lommelærke, "kjender du mig ikke? Jeg er din Løgn fra igaar- aftes". Hvordan jeg blev tilmode, kan Du begribe. Jeg tog mig virkelig i Alterationen en Slurk af hans Flaske; men da jeg vilde række ham den, var han borte, og en Mand, som jeg havde forsikkret om Hans Forfaldenhed, som du veed, og som just gik forbi, sagde højt og lydt: "Fy, er I ikke bedre selv?" Pape. Det er intet imod min Ubehagelighed. Nei, ved Gud, for Dit hændte dig kun paa Torvet, hvor der kun vanker grove Bor- gere; men med mig! -- der gik Damer forbi, der stod Damer i Boden, da jeg pludselig faaer see en Sværm, ja jeg troer vist 10,000 nøgne Løgne. Finke. Nu overdriver du igjen, Pape. SIDE: 148 Pape. Nei, ved Gud! men en heel Hob saae jeg, vist et Snees næsten splitternøgne Grimpomenusser med Støi og Spektakel marschere indad Porten, opad den lille Trap og ind i Boden og at dutte sig paa mig omtrent paa samme Maade under Navn af mine Løgne eller Børn troer jeg ved Gud saagar. De leed meget ondt i Verden sagde de for deres Nøgenheds Skyld. Kortsagt -- Finke. Ei, jeg har altid hørt: Løgn er fuldt udrustet, ja gaaer med Portdépée. Sandheden er nøgen og tør ei la'e sig see. Men -- Qu'importe? Hvad gjorde du? Ei Djævelen! de skulde været ude igjen paa Hovedet. Pape. Nei, ved Gud! Den nye kjøbenhavnske Skrædder var just hos mig, og saa maatte jeg give Lømlerne Anviisning paa ham paa Klæder; og det lovede han da at gjøre til dem. Finke. Ei! Det maa nok være nogle af de kortbuxede og snaukap- pede Karle, jeg mødte her en Dag. Pape. Regningen frygter jeg vil blive lang nok. Men jeg maatte have dem af Halsen. Finke. Ja, seer du, det var for dette uberegnelige Uheld -- thi hvor- mange lyve ikke uden sligt Uheld, ligesom Mange avle Børn uden at have nogen Uleilighed af dem siden? -- Det var for dette uberegnelige Uhelds Skyld, jeg vilde vædde om Hampefrø paa, at vi ikke gjøre Ham, du veed, noget. SIDE: 149 Pape. Ak, tal ikke om Hampefrø. Jeg taaler det ved Gud ikke. Det minder mig om Büsten. Finke. Kanskee vi pikke paa den endnu. Men jeg er slet ikke bange forat skikke nok en Løgn ud og lad den saa komme igjen om den vil. Qu'importe? Pape. Gud bevare dig, tal ikke saa. Jeg har nok med mine. Men lær mig det franske Ord ved Leilighed. Finke. Ja, det er godt at bruge ved alle overordentlige Leiligheder. Men hvad er du bange for? Bør vi ikke have Venner i vore egne? Og desuden maa du ikke troe de ere Gespenster disse soi-disant Løgne. De lade sig baade tage og føle paa. Pape. Men jeg? jeg maa klæde mine Børn, og godt, om jeg ikke ogsaa maa føde dem. Finke. Paa Spiseqvarterer trives de upaatvivlelig bedst. (Det banker). Pape. Gud hjælpe mig, skulde det være dem igjen. Finke. Eller en fra igaar. Sendte du nogen ud igaar? Pape. Aa, blot en ubetydelig en. Jeg sagde, ved Gud, ikke andet end til en Dame, som fandt, at Hans Poesier aandede megen Agtelse for Kjønnet, at hans Muser svævede om paa Gade- hjørnerne i Støvler og Værkensskjørter. SIDE: 150 Finke. Naa! Ikke andet? Qu'importe? Karine (kommer undselig ind i nysbeskrevet Antræk, stiller sig ved Døren). De Forrige. Finke (Bekigende hende nærved). Ei, ei, Makker! Du plejer at holde dig med finere. Men qu'importe? Pape (rasende). Ved Gud skal man ikke see det ogsaa er en af samme Folk. Hvad Godt? Hvor tør du? Du skidner mit Gulv til. Er du rasende? So! So! Hvad vil du her. Karine (fræk). Nei, saa du virkelig ikke kjender mig igjen? Pape. Ved Gud er ikke det en Løgn til! Karine. Ja kanskee een til, og kanskee to; thi jeg er saa underlig saa . . . Pape (rasende indtil Mathed). Asen! Asen! Karine. Jeg kommer forat takke fordi du førte mig ind i Verden. Ved Gud, som du siger, ingen Anden end du . . . Finke (faaer et smudsigt Indfald). Veed du hvad? Pape (til Finke). Snak! Ingen Spøg! (Til Karine). Vægterbestie! Man kunde blive venerisk af Synet. Karine. Aa, man . . . SIDE: 151 Finke. Giv hende en halv Daler og lad hende gaae. Pape (givende hende). Saa man skal ogsaa betale . . Karine. Jo for sine Løgne maa man betale. Behageligt Gjensyn. (Gaaer med et plumpt Knix). (Pape. Finke.) Pape. Det er da rigtig ubehageligt, at man ikke kan sige et Ord. Og saa uskyldigt, som jeg kom dertil! Jeg saae just ud af Vindvet, da Damen gjorde sin bestialske Bemærkning, og da jeg intet havde at finde paa ellers, og just netop den selvsamme Tøite traskede forbi -- idetmindste ganske i samme Antræk og saavidt jeg kunde see med samme Ansigt, saa fandt jeg paa det. Men hvem skulde tænkt . . Finke. Qu'importe? Har du Portviin? Jeg tænker ikke. Men kom- mer den noget paa Tungen lader jeg det gaae, om jeg saa skulde møde det igjen som en Elefant. Pape. Ei ja, Courage! Javist har jeg (Gaaer til Skjænken. Bliver staaende som for- stenet, da det banker). Finke. Siger jeg om ham, at han er et Fæ, saa møder jeg kanskee en Oxe. (Det banker igjen). Pape (Skjælvende). Ja, men en, som stanger dig. SIDE: 152 Finke. Qu'importe? Det maa være som i Tyrefægtningerne, hvor Tyren bare fanger en Kappe. (det banker.) Kom ind i Fandens Skind og Been! Pape. Er du gal? Det kan være en til af samme Art. (Smutter under Bordet). (skrædder Wincke kommer geskjæftig ind. De Forrige. Wincke. Jeg er ikke ved Professionen skal jeg sige Dem; men jeg gjør alt forat tjene mine Venner. Jeg er blot en eventyrlig Skrædder. Finke. Herfrem, Makker! Han gjemmer sig for sine egne Løgne; men denne Gang er det ingen Løgn, men Skrædder Wincke. Pape (under Bordet). Kængport, som du siger. Men Fanden veed. Det kan gjerne være, for alt det, at jeg ogsaa har sagt om Ham at han er en Skrædder, for jeg husker ikke alt sammen. Wincke. Nei, for Gud! Tag mig i Benene, skal du kjende. Pape. Ei, mine Løgne ere langt solidere; men alligevel saa . . (kryber frem) Nu et Glas, mine Herrer! Lad dem saa komme allesam- men. (Henter Viin o.s.v. De sætte sig). Nu, Mester? Wincke. Maestro, maestro, maa jeg bede, i min nærværende Profession, skjøndt jeg for een Gangs Skyld . . Maestro Pellegrini, Aven- turini, Vagabondini seer du o.s.v. Men her er Regningen. (Giver Pape den). SIDE: 153 Pape. Guds Død! Finke. Qu'importe? Wincke. Ja det var Fanden til Lapping paa dem, der havde noget paa sig, og Nyt til Saamange, der var ganske bare. Men nu er de ogsaa saa, at de Eleganteste og Kaadeste af dem yttrede, at de vilde gaae i Kringlen iaften. Der træffer du dem. Pape (mønstrer den lange Regning). Men, maestro! Wincke. Er det Regningen, som slaaer dig? Det var over et Snees, og ingen havde et heelt Plagg paa sig. Langbeente Karle, des- foruden, som sagde, at de snart maatte af Byen, da de havde langt at gaae. Pape. Nu, Gudskelov! Saa de tænkte det? Gid de vare vel afsted! Men, maestro! Jeg er forbauset over denne Regning. (Afs.) Det koster forbandet at lyve. Finke (til Pape). Hør, Makker! En anden Gang bør du lyve, saa Løgnene kunne vise sig blandt Folk. Pape. Det skal jeg, ved Gud, ogsaa. Men maestro! Tyve Alen Klæde til det Skrinkelbeen af en . . Wincke (heftig som naar man klipper med en Sax i Luften). . . Løgn siger jeg, Løgn! Ikke Klæde, som det er værd at tale om, men tyndt elendigt Spindelvævgods, som neppe taaler at sidde paa engang. Det løber nok op i alneviis naturligviis, men almindeligviis og rimeligviis ikke i Regningen postviis. Der SIDE: 154 var kun faa af de elendige Stakler, du var saa ædelmodig imod, som behøvede stærkt Klæde; men det var ogsaa Knokkel- maskiner, som kunde gaae igjennem en Væg. Finke. Herregud! Var ikke min Lazaron saa ganske sluskagtig til Sind og Sjel, vilde jeg ønske han ogsaa saae lidt skikkelig ud. Men han sagde, det Asen "Myseostæder og Akkevitdrikker har du gjort mig til, og det vil jeg Fanden it' op mig være." Pape. Du er lykkelig, som bare har een at sørge for. Men jeg . ? Finke. Qu'importe! Jeg mærker af Alt, at du ikke er rigtig stiv i Skrøningen. Denne maa være uslidelig, saa en Mand kan gaae med det Beslag, han har faaet i sin tidligste Ungdom, sit hele Liv igjennem. Det bekræfter sig, at vore Haandværkere due ikke. Jeg derimod, gjør jeg en Skrøne engang imellem, saa gjør jeg den af Pundtlæder. Pape. Kængport! Det kan nok behøves, saasom din Ene har dybt Skarn at vade i, efter Beskrivelsen. Men mine, der imod din Ene tog sig ud som Dandsemestere . . Finke. Bi lidt! Der skal nok komme fleer bestøvlede. Jeg har ogsaa Opfindsomhed. Desuden vore egne Løgne maae vel være vore Venner, for Fanden? Skaal! Vi have mange. Velgaaende af vore Venner! Pape (fremdeles mønstrende Regningen). Ja ja, Velgaaende! Men det er ved Gud skrækkeligt, at man ikke kan bie til hisset med at see Trudselen udført, at vi skulle svare til ethvert unyttigt Ord, og at disse skulle dømme os. SIDE: 155 Finke (afs. til Pape). Hisset? Ønsker du det? Husk den skrækkelige hvide Aand, her greb os fordi vi havde pikket paa hans Büste. Pape (griber Glasset zittrende). Mine Herrer! (Forsøger at synge: "Om hundrede Aar er Alting glemt;" men det gaaer istaa). Wincke. Jeg vil heller give mig den Ære at drikke paa en af de Her- rers Sundhed, som nys gav mig saameget at bestille. Det var nok det Skrinkelbeen, du mente, der havde slugt formeget Tøi. En reen Tæringskræmmer forsikkrer jeg. Pape. Det skulde fornøie mig. Der er saamange, at jeg kan gaae omkuld i dem; og jeg maa blive en ødelagt Mand, om ikke nogle af dem vare ved svag Hilsen. Især haaber jeg det, om den, du mener. Jeg sagde bare engang: "ved Gud, er der ikke en bedre Poet end Han i hver Landsby i Danmark?" og strax stak en vist syv Fod høj, grøngusten, skarpaxlet Figur, som jeg ikke før havde bemærket, sig frem imellem de Omstaaende og sagde under en umaadelig Hiven og Piben i alle Lungemaskinens Hæverter og Rør: "Gaa nu kun, Pape! Jeg skal nok forsvare Satsen og klare mig Selv." Det sidste klang med en Skarphed af gnedet Glas, saa Alle holdt sig for Ørene. Wincke. Hvis du ikke lider ham, saa kan jeg sige dig, at han kanskee i dette Øjeblik allerede er reist til Kjøbenhavn for sin Sundheds Skyld og forat besøge sine Venner. Pape (klinkende). Lykke paa Reisen! Han tager vel ind hos Wollert i Lyngby. Derfra kan han spørge sig til næste Landsby og saa videre op til Greenaa til Klokker Link. SIDE: 156 Finke. Ret, Makker! Lad Regningen ikke længer ærgre dig. Hav Respect for en Daler, men dyb Foragt for Regninger paa Hun- dreder. Men àpropos! laan mig 1/2 Daler til Koncerten iaften. Der skal deklameres et Stykke: "Livets Musik" af Ham, du veed, og jeg gad nok baade begynde og ende det med lidt af Dødens. Pape. Pah! Jovist! Nei, det har jeg ved Gud sat en Pind for; thi jeg har blidt Koncertgiveren ind, at han for Guds Skyld ikke maa byde Publikum noget af Ham. Det vilde faae Opkastelser, og blive rasende. Finke. Bravo! Den Løgn maatte vise sig som et Trold med mange tusind Hoveder paa, siden den skal forestille Publikum eller som et Æsel med utallige Ører. Skjøndt saa hørte det, og saa kunde jeg atter vædde et Hampefrø for hvert. Pape. Atter igjen Hampefrø. Finke, ved Gud, jeg taaler det ikke. (Moi-même, ganske af Udseende som Pape, kommer raskt ind. De Forrige.) Moi-même. . . Nei saaledes seer jeg ud. Publikum, som faaer Opkastelser og bliver rasende af at høre Hans Poesier, som du veed, er Jeg og ingen Anden end Jeg, saa liden jeg er. Finke. Det var det frygteligste -- en Dobbeltgjænger! Frels os! Wincke (skjulende sig). Er der To, hvem skal saa jeg holde mig til uden til Byfogden? Gid jeg aldrig havde været Skrædder! SIDE: 157 Pape (konsterneret). Min Herre, jeg maa ved Gud sige, det er første Gang . . . Moi-même. . . Du har kjendt dig selv, Pape. Lad see, om du har dem, jeg mangler. (Rækker sin Høire op. Eedfingrene mangle). Finke. Qu'importe? Pape (stikker Haanden i Lommen). Ved Gud, om jeg vil. Jeg har Rheumatisme i dem. Finke (Afs.) Besynderligt. Det er som om Løgnene have en Slags Sam- vittighed og ere bedre end sit Ophav. Om den ene, jeg har at trækkes med, kan jeg Gudskelov ikke sige det. Det Hele tør dog kanske ende med en Frokost i al Venskabelighed -- hvor det da for de To's Vedkommende omtrent bliver som at tygge foran Speilet. Pape. Nei, denne Hr. Jegselv eller Publikum er uudstaaelig. Vi ligne hinanden, hans tre Fingre minus iberegnede, som to Stykker sammenlagte Smørrebrød der ere revne fra hinanden, og hvorved den hele Forskjel er, at det ene kan have faaet en Klat mere end det andet. Den hvorledes blive han qvit? (Hændervridende). O jeg vil aldrig, aldrig lyve meer! Finke (rækkende Haanden frem). Halvtredsindstyve . . Det er som at love aldrig at drikke Champagner meer eller at komme paa Galejen de jonge Vrouw Karina af Kristiania. Pape (resolvert). Min Herre, jeg maa reent ud erklære . . min Herre! De er den identificerede Løgn. SIDE: 158 Moi-même. Netop! Og hygger du dig ikke i dit eget Selskab, saa faaer vi sørge for andet. (Aabner Døren). (Taugenichts, Karine, Monstrum, Bondeknold, Brutal, Spytslikker, Drukkenbolt, Pøbelknegt, Pøbelhøvding, Revolt, Riimløs, Smagløs, Skrueløs, Vidløs, Tankeløs, og en Mængde andre Løgne strømme ind, enhver af tilsvarende Ydre og Kostume, men ynkeligt opsnøret og forskaaren. De tre Venner trække sig sammen i en Krog. Wincke kryber dog efterhaanden ud paa alle Fire.) Løgnfigurer. Frem med Skrædderen! Han har gjort, at Folk pege Fingre ad os. Det var bedre at være nøgen som før. Pape. Dette er ubehageligt. Jeg kunde fristes til at ønske, at jeg aldrig havde løjet. Mine Herrer . . Løgnfigur. Ja enhver Løgn er sin Udtalers Herre. Vi have at hevne os fordi vi ere prostituerede. Vi lede allesammen efter et Musehul at skjule os i. Pape. Slige Kjæmper! Løgnfigur. Vi have ogsaa en Slags Anstændighed. Thi Løgn bør ogsaa have Sit af Tække, thi ellers kan den selv en Aktor skrække. Med saaledes som vi see ud, udrette vi ikke mere, uagtet vore pralende Navne, til at nedtrykke Hans, end en Sæk udrystet Støv til at faae det friske Hav til en Mødding. Pape. Saadan som I see ud? Veed I hvad, Mhrr., I see frygtelig ud. Men jeg vil give jer hvad Tilsnit I selv ville, blot I ville være saa artige at forlade mig nu. Jeg venter en stor uden- landsk Kunstner. SIDE: 159 Løgnfigur. Ah! En anden Slags Løgne behøver du? Dem klæder du i Silke og Fløjel, mens vi, dine rette Anhørige, ere dine Stedbarn. Vogt dig! Vor Forbittrelse stiger. Aktæon blev sønderslidt af sine egen Hunde. (Løgnene blive paatrængende). Pape (Skjælvende). Ved Gud, der skal hverken blive sparet paa det Ene eller det Andet; thi dette seer jeg gaaer ikke an. Finke (rækker Haanden frem). Nei -- halvtredsindstyve Hampefrø . . . Pape (slaaer Haanden væk). Du er saadan Karl, fordi du blot har den Ene derborte, som du er lige glad med; men pas dig! det lader til at din egen Lazaron vil banke dig op. Og jeg skulde, ved Gud, unde dig det for dine fordømte Reminiscenzers Skyld. Finke. Pas dig selv! Jeg hører en Brusen som af et Hav. Pape (retirerende). Mhrr! Mhrr! der skal ved Gud . . Løgnfigur. Nævn ikke det Ord! Det er som om du kjørte en Jernstang igjennem os. Pape. Jeg meente . . der skal, der skal ikke blive spart paa Nogen- ting forat I kunne vise jer mellem Folk . . hverken paa Kjoler eller Buxer. (Raaber) Wincke! Mester, maestro. Finke. Han maa være død af Skræk. Pape. Men saa maatte der dog findes Noget. Corpus mener jeg. SIDE: 160 Finke. Ja omtrent som efter en brændt Traad. Hvad der maa være blæst væk. Pape (til Finke). Makker! Gid det var saa med mig med! Det er skrækkelig ubehageligt at lyve paa den Maade. Jeg vil aldrig lyve mere. Finke (rækker Haanden frem). Halvtredsindstyve . . Pape (slaaer Haanden i Finkes). Ja Halvtredsindstyve Hampefrø paa at jeg aldrig vil lyve mere, for dette er altfor rædsomt. Halvtredsindstyve! Det staaer. Finke. Nu taaler du da baade at høre og sige Hampefrø. Pape. Ja, jeg erkjender, at jeg igrunden er en Dompap, som du er en Bogfinke. Løgnfigurerne (med vildt Hyl). Forbi! forbi med os! Han er gaaen til Sandheds Erkjendelse! Ve! ve! forbi med Os! (Løgnfigurerne synke sammen i et Nu. Paa Gulvet bliver kun for hver ligesom en liden bævrende Strimmel brændt Papiir tilbage). Finke. Paa min Ære troer jeg ikke det er nogle Levninger af nogle Nummere af den Constitutionelle, som skjælve sammen der til et endnu ynkeligere Intet. Pape. Lad det være! det er mit Alvor: jeg vil aldrig lyve meer. Jeg vil gjøre en Sværte af disse sorte Fnug, og dermed trykke paa ethvert Blad, ja jeg kunde fristes til paa min egen Pande, de rædsomme men ærværdige Ord: LYV IKKE! SIDE: 161 (Florilla kommer med en Blomsterkurv. Pape, Finke.) Finke. Qu'importe? Stur ikke over disse Fnug. Pape (sørgmodig.) De ere Levninger af mine Vildfarelser. Florilla (strøende Blomster). Sørg ikke! jeg vil begrave dine Vildfarelser i Blomster -- med hvide Roser dit blodige Had, med Roser røde med blege Avind, med stjerneskinnende Pintseliljer de sorte Tanker. Med Øjentrøst jeg vil helbrede hvert Blik som skelte; Med bløde Harelab jeg bedække vil Vredens Torne. Af Akelejens Emaljeskaaler jeg drypper Balsom i Nagets hule forbidte Tænder. Med Valmublade jeg Smerten dulmer Med kjølig Efeu jeg dækker Vunden; Kjerminder lægger paa Bitterminder. Med en ustandselig Regn af Violer SIDE: 162 og honningsmeltende Kristi Bloddryp din Sjeleørken jeg omfortryller til Paradiser. Med prægtige Qvaster af Purpurnelliker og Gyldenlakker jeg feje Smudset vil af dit Hjerte og jage Støvet ifra dit Øje. Med Iriskjøller og Morgenstjerner af Georginer medeet jeg knække vil Frækheds Nakke. Med Liljenkonvallers Sølverklokker Jeg ud af Verden vil Løgnen ringe. Med Tidselparykker jeg nye Geschichter i Hast forælder. Med duftende Pors jeg svimle Hovmod til Fald bedøver. I Snerletraade jeg Opspind fanger. I dybe Urner af Rosenknoppe jeg evigt gjemme vil Løgnens Aske. Med Præstekraver jeg mildt vil qvæle al Sladders Strube; med Rosmarinriis Lavendelkoste og Isopstokke SIDE: 163 Bagtalelsen tugte; med søde Læber af Æbleblomster dens Gift bortkysse; med Gyldentunger al Sladder dysse. Kort -- hvad du angrer, din fordums Iid, det gamle Nid, jeg vil begrave med bare Blomster ifra min Have. (Blomsterdyngen er voxet saa højt at blot Hovederne af Pape og Finke sees tilsidst. Florilla svæver over den). Pape og Finke. Hjælp! Hjælp! Vi forgaae i bare Blomster. (De forsvinde ganske i Dyngen). Florilla (svævende bort). Saaledes hævner en Poet sig. EFTERSPIL (Blomsterdyngen sees, men omskudt af Træer. Epilogus klædt som Saturnus. En Dompap og en Bogfinke paa en Qvist). Epilogus. Her ere vi paa gamle Tomter. Men hvordan her seer ud! (Hvifter med sine Vinger. Blomsterne fyge bort og afdække lidt efter lidt en hvid Büste. Neden- under den ligge to smaa Fugleskeletter, der kun see ud som Fjærtotter. Epilogus tager dem op og viser dem for Fuglene). Her see I eders Bedsteforældre. De vare avindsyge og løi noget gevaltigt. Løgn var deres elendige Livs Aande; men der er endnu mindre tilbage af deres Løgne, end disse sørgelige Levninger af deres Tilværelse: disse Fjærtotter. (Holder dem for Munden og blæser dem væk). Henrik Wergeland SIDE: 164 VENETIANERNE ELLER VENSKAB OG KJÆRLIGHED DRAMA I FEM AKTER Opført paa Kristiania offentlige Theater i Vinteren 1841. De to smagfuldeste Mænd, jeg kjender, HR. SLOTSINTENDANT LINSTOW, R. AF KGL. SV. V. O. og min Fader PROVST WERGELAND, GEIST. M. AF KGL. SV. N. O. tilegnet. Personer: Zani, Doge af Venedig, en Olding. Giulio, hans Søn. Cinthio, Giulios Frænde, af Navnet Zani. Cenzia, Giulios Søster. Carrara, Duca eller Herre af Padua. Dame Carrara. Cornelia, deres Datter. Carlo, deres Søn. Sekretæren ved Dieci eller de Timænds Raad i Venedig. Mazoliero, Zeno, Annicelli, Venetianske Halvsoldsofficerer. Tre venetianske Borgere. Nogle unge Adelsmænd af Familien Carrara. Retsbisiddere, Tjenere, Folk. Handlingen foregaaer i Slutningen af Middelalderen. SIDE: 165 ANMÆRKNING. Sujettet til dette Drama er taget af "Acerra Philologica, das ist: Sieben Hundert auserlesene, nützliche, lustige und denck- würdige Historien und Discursen, aus den berühmtesten Grie- chischen und Lateinischen Scribenten zusammen getragen", hvor man vil finde HISTORIE DES GISIPPI UND TITI. Die Academia zu Athen war für Alters die allerberühmteste der gantzen Welt, dahin aus allen Ecken und Enden sich ver- sammleten alle, so Weissheit und Künste zu lernen gesinnet waren. Der Ursachen halber zog auch von Rom dahin ein sehr edler und fürnehmer Jüngling, Titus Quintus Fulvius, welcher, als er nicht lange zu Athen gewesen, bald mit einem andern Jüngling hohes Geblüts und Reichthums, Gisippus geheissen, grosse vertrauliche Freundschafft machte. Diese beyde studier- ten mit einander, hielten sich allezeit zusammen, und war nur ein Hertz in zweyen Leibern. Es begab sich aber, dass Gisip- pus sich in die edle Jungfrau, Sophronia genannt, verliebete, und endlich sich auch mit derselben verlobete. Wie die Hoch- zeit bald solte angesetzet werden, führet Gisippus seinen Freund und Bruder den Titum mit sich zu der Braut. Da wird Titus zur Stund mit hefftiger Liebe gegen Sophroniam entzündet: Gehet nach Hause, wird mit einer gefährlichen Kranckheit be- fallen, und darff unterdessen keinem Menschen die Ursach seines Leidens klagen. Gisippus sich hertzlich bekümmernde um seinen treuen Titum, hielt mit Bitten so viel bey ihm an, dass er end- lich allen Handel erzehlt. Gisippus, ob er wohl seine Braut von Hertzen lieb hatte, so war ihm doch sein Freund viel lieber, vermahnet Titum, er solte getrost und gutes Muths seyn, er wolte ihm seine Braut gerne überlassen. Hierauf werden sie Raths, und beschlossen, dass, wann die Hochzeit mit Gisippo und Sophronia vollendet, so solte Titus an statt Gisippi zu der Sophronia auf den Abend hinein gehen, und ihr Ehemann werden, und solte Titus solches alle Abend thun: des Tages aber wolte sich Gisippus stellen als wäre er der Ehemann. Solches wird ins Werck gerichtet, bleibet auch dieser Betrug etliche Zeit verhelet, und meynet Sophronia anders nicht, als SIDE: 166 dass sie des Gisippi Frau sey. Endlich wird Titus nach Rom be- ruffen, da muste sich der Handel offenbahren. Also liess Titus den Rath von Athen und seiner Sophronien Freunde zusammen for- dern, erzehlet ihnen, welcher massen er der Sophroniæ Ehegatte worden. Sophronia verändert die Liebe gegen Gisippum in einem tödtlichen Hass: Die Athenienser aber verjagten Gisippum nackend und bloss ins Elend. Titus zog mit seiner Sophronia gen Rom, allda er bald Bürgermeister ward. Gisippus aus seinem Vater- land verwiesen, kömmt gen Rom, nach seinem ausgestandenen Elend, zeigete sich von ferne dem Tito, der ihn doch nicht kante. Daher er aus Zweiffelmuth sich in eine Höle verstecket, ver- hoffend allda sein Leben zu enden. Indem er allda verborgen sitzet, kommen zu Nacht zween Räuber, welche einen Diebstahl begangen. Und wie sie sich nicht über das gestohlne Gut ver- tragen können, ersticht der eine, mit Nahmen Publius Ambustus, den andern. Des Morgens ward der Tode für der Höle ge- funden, und nicht fern von dannen der Gisippus. Alsbald ward Gisippus als ein Thäter ergriffen, der es nicht leugnete, sondern bekennete, er hätte den Mord gethan, damit er desto eher vom Leben abkäme. Gisippus ward fürm Bürgermeister Marcum Varronem aufs Rathshauss geführet, und nach allen Umständen dieser That halber befraget. Unterdessen erkennet Titus unter den Rathsherrn sitzend, seinen getreuen Freund Gisippum; Sprin- get auf von der Stelle, schreyet überlaut: der arme Fremdling sey unschuldig, er habe den Todschlag begangen. Gisippus hin- gegen bat den Rath, sie solten solches nicht glauben, er wäre der rechte Thäter. Hierüber bestürtzte sich der Rath, wuste nicht, was diesen Wunderdingen zu thun wäre. Unterdessen war auch allda zugegen der rechte Mörder Publius Ambustus, welcher, von seinem eigenen Gewissen überzeuget, gutwillig für den Richter Varronem trat, und seine That mit allen Umständen glaubwürdig berichtete. Darauf, nicht allein Titus und Gisippus ledig erkannt, sondern auch der beyden getreuen Freunde halber dem Ambusto das Leben geschencket worden. Hierauf hat Titus dem Gisippo sein halbes Patrimonium mitgetheilet und verehret, und ihm seine eigene Schwester Fulviam verheyrathet. Ein getreuer Freund gehet über alles, und mit diesem ist kein Gold, Silber, Ehre oder einig Ding zu vergleichen. SIDE: 167 (Hal i Dogepalladset i Venedig. I Baggrunden en aaben Altandør. Maaneskinsaften. Cenzia med en Guitar paa Skjødet. Cinthio og Giulio i en fortrolig Stilling paa Divanen). Cenzia. -- -- Endnu engang, o ædle Fætter Cinthio, fortæl hvorledes Giulio du frelste. Hvergang Altanen der er aaben, aabnes Indledningen til den Historie, som, aldrig glemt, dog aldrig nok erindres. Thi hist ifra Gelændret svimler Øjet ned i Kanalens qvadersatte Grav, hvori du sprang, og frelste Giulio af. Cinthio. Det Barndomseventyr! Cenzia. Jeg er hans Søster . . . Cinthio. . . . Og jeg hans Ven. Cenzia. Det holder jeg for mere. Var jeg min Broder, var jeg din til Døden. Giulio (afsides). Lidt meer end Ven. Cinthio. Det var ei mere gjort, end uslest Stymper, fremmed Ubekjendt, Dødsfiende, Tyrk og Jøde kunde kræve. SIDE: 168 Cenzia. I disse dyrebare Perleord Guds Engle ville din Bedrivt indfatte. (træder hen i Altandøren). Men se! i dette sorte trange Dyb, som aldrig Sol og Maane kunne naae, var ikke Rum til Tanken om at komme igjen derfra. Cinthio. Men Rum nok til os Begge. Den Hund, man kalder Fare, ligger foran hver Ting af noget Værd. Og hvad har større, end Giulios Liv for Cenzia og mig? Cenzia. Se, liig en Slange, der slaaer Bugt af Rædsel, saa høit den kan sig buer Broen over, og skyder ingen Piller ned i Dybet, som ensomt, tyst . . . O alle Helgner! O! (vakler tilbage ind i Hallen). Giulio. Hvad er det, Søster? Blev du svimmel? Cinthio. Tys! (Et Guitarpræludium høres under Altanen. Giulio og Cinthio ile ud paa den). Cenzia. Ve! Hvad vil Cinthio tro? Giulio (kommende leende tilbage med Cinthio). Oh intet Andet? En Serenade-Elsker . . . SIDE: 169 Cenzia (afsides. Seende paa Cinthio). O! Han leer. Og Han kan lee! Og med en Fætters Latter, der for et Feilsting driller sin Kusine. Det er utaaleligt! Giulio (afsides). Det ærgrer Cinthio. Han leer, men tvungent. (høit) Søster, jeg bør vide . . Cenzia. Det er Mazoliero. Det bør være min Broder nok. Giulio. Jeg kjender ei den Herre. Cenzia. Sandsynligt nok; thi han er meer bekjendt paa Lidos Strande end paa Markuspladsen. Hans Klæders Farve er berygtet. Han lever ikkun af sit Riddernavn, og det tilhører kun hans Kaarde, ei hans Ære eller Sæder eller Fødsel. Han vandt det, som saa Mange, som det hedder, paa Cypern, eller rettere, jeg troer, ved fælles Ridderslag blandt Kamerader i en Kahyt lidt før man kom til Land, og upaatalt paa Lidoen det gjælder. Der kjende Fiskerpigerne nok bedst Oprigtigheden af hans Serenader, naar han om Aftenen i selve Staden tør spille Kavaleer. Saaledes har da ogsaa jeg min Plageaand og kun den Trøst, at mig alene knapt han plager. Kun naar vor Fader, Dogen, er i Raadet -- Gud veed hvorfra han altid veed det -- da, da er min Tour. SIDE: 170 Cinthio. Den sidste, ved San Marco! Giulio. Ja, hvis han synger slet. Cenzia (afsides). Han burde være mig kjær, som skabte Cinthios skjønne Vrede og dette skjønne Lyn i Øiekastet. Mazoliero (nedenfor Altanen). Serenade. O søde Nat, du Geist af yndig Dag, jeg veed du muntres af Citharens Slag, at du kun lytter, naar du dybest tier, til Fromheds, Sorgs og Elskovs Melodier. Ei Stjernenattens Negerdronningpragt, ei Dagens gyldenblaa Emalj slig Magt har over Hjertet, som din Maanes Smilen, saa from, som Helgenens i Dødsenshvilen. Giulio. Noget rusten i Stemmen. Det kommer af den sure Viin paa Lidoen. Mazoliero (nedenfor). I slig en Nat, med Maaneglands saa reen, at den til Marmor bleger hver en Steen, og fængsler som med Sølverplader Voven, og tvinger med et Flor til Tysthed Skoven . . SIDE: 171 I slig en Nat, da drømmer Armods Søn sit Suk saa mægtigt som en Engels Bøn; hans Hytte reiser sig paa slanke Søiler; til kjøligt Efev bliver Fangens Bøiler . . I slig en Nat er strengest Jomfrus Bryst for Sukket aabent, aandet fjernt og tyst. Det ind ad hendes Jalusier finder. Indsuget det i hendes Barm forsvinder. Giulio (griber Cenzias Guitar; fra Altandøren). I slig en Nat er hver forelsket Nar paa Benene med Maske og Guitar. Den kjække Helt, som vover sig en Hoste! Saameget bør ei falske Toner koste. Cenzia. Utaaleligt! Befri mig fra hans Frækhed. Cinthio. Ja strax. (spænder Kaarden om sig). Giulio. Min Pligt det er. Cinthio. Og mig en Lyst. (de gaae). Cenzia (lidenskabelig). En Lyst? O er der Ord saa sødt som "Lyst?" Det danner Elskovs blomsterstrøede Forhal; og Den, som trængte til det Inderste, til denne seer vemodig dog tilbage. SIDE: 172 Men om hans Lyst rev ham i Døden hen? -- hans raske Lyst, den jeg maa elske saa og elske meer, om den ham gav en Vunde (thi den i mine Øine blev en Skjønplet, et evigt Elskovssegl), om den ham dræbte? om Lykkeridderen, hvis Grumhed glødet er op af Asiens Sol, den Skurk, hvis Kaarde er øvet til at træffe Terningøie, om Han kun søgte Cinthios Hjerte? -- o var da Princessen, der lod Beiler slagte Medbeiler, mere grum end Jeg? O Himmel! (lytter i Altandøren). For heftig Cinthio er, for spotkold Giulio. Hvor Cinthio saarer, Han paalægger Iis, saa Saaret endnu værre brænder. Frels! De fegte . . . Atter Cinthio! . . . (iler ud). (Udenfor Dogepalladset. Cinthio og Mazoliero træde fegtende frem fra Siden, fulgte af Giulio. Siden Cenzia paa Altanen. Man seer Marmorløven ved den store Trappe udenfor Palladset, hvori de hemmelige Angivelser stikkes). Cinthio. Skurk! Maanen hyller til sit rene Øje for slige falske Stød. Giulio. Ja slip mig til! Jeg, som saae til, nu kjender hans Maneer. Cenzia (trædende frem paa Altanen). Holdt, Cinthio! O, er Cenzia dig Intet? O dumme Ridderlove! Hjælp ham, Giulio! Om denne Djævel maa der To. Cinthio. Nei aldrig. Gaa ind! gaa ind! SIDE: 173 Cenzia. Du Grumme! O saa spar ham! Spar ham for min Skyld, o Mazoliero! Mazoliero (træder tilbage og slaaer sin Kaarde ned). Det vil jeg. Denne Trolddom mig betvinger. Cinthio. Hvad, Skurk! Paa denne Maade? Mazoliero. Samme Magt, som gjør Jer rasende, gjør mig forsonlig. Giulio. Sligt Spil ei nytter Jer hos mig. Gaa Søster! Nu er min Tour. Og, paa min Ære, Mand! med Damens Broders Harme er forenet en Zanis Lyst til Pøbelovermodet at tugte ned igjen i sine Huller. Mazoliero. Død og Fordærvelse, du Adelsyngel! Afgrunden vaagner under dig ved dette. Men jeg vil ikke rase, ei tillade mit Raseri at skumme; jeg vil huske hvor det retfærdigt er, og saa arbeide. Cenzia. O vogter eder for hans fæle Bleghed! Mit Liv paa, at han er en Albaneser, en Corfiot, Illyrier eller Græker, tifold Italiener i alt Ondt! Mazoliero. Gid Stene faldt, ei slige Ord, Signora! I gjør mig Uret. SIDE: 174 Cinthio. Oh, selv dette var formegen Ære. Mazoliero. Det skal Du betale. Se i mit Øje! Cenzia. Vogt dig, Cinthio! Vogt dig! Naar ledte Fiendskab efter Vaaben? I egen Ild det gløder Duens Fjedre til Pileodde, i en Haandevending det koger Gift af himmelfaldne Dugg. Giulio. Siig, vover I jer frem slig Maan'skinsdag for at faae Luna bort med eders Beilen? Ved Himlen! det var ikke mere frækt end jer Dumdristighed mod denne Dame, mod Zanis Datter. Cenzia (afsides). Ve, hvor er det med mig? Jeg for min Broder ejer ei den halve Veltalenhed imod for Cinthio. Mazoliero. Mod Zanis Datter? Fødselen er Knuden. Haha! Og jeg, jeg har ei anden Adel end at jeg hedder et af Folkets Børn? Mod Zanis Datter? Ha, mod Zanis Datter? (Afs.) Det maa Jeg høre, Jeg, der holder Lunten her i mit Hjerte tændt i evig Brand til Minen, som just sprænge skal i Luften Venezias Noblesse paa mit Vink. O ve dig, arme Moder! Thi din Ringhed din Søn vil koste Saligheden. SIDE: 175 Giulio. Nu! Raadslaaer I med jer Feighed? Mazoliero (afsides). Sagde Hun ei nys: ei Fiendskab efter Vaaben leder? Cinthio. Et Svar! Giulio. Raadslaaer I endnu? Mazoliero (afsides). Hvilken Tanke opfylder ei min Sjel med Iis og Flammer! Ha, den er mægtig! Og Fortvivlelsen mistvivler aldrig. Giulio. Herre! Ei saalænge raadslog jeg med min Byrd. Thi I blev adlet -- men blot for denne Tvekamp vel at mærke -- ved Cinthios Hidsighed og Sværdslag. Mazoliero (afsides). Det, jeg gyser for, maa skee! Min hele Bygning maa falde, Samsons Søiletempel liig, for disse Fiender at begrave. Giulio. Nu! Dø som en Hund da! Cenzia. Lad ham heller løbe! (Træder tilbage). SIDE: 176 Mazoliero. Hun med det samme Hovmod mig foragter. Da -- Død og Helved! (Afs.) Ske da, Tanke, sikker i al din Vildhed! Jeg vil lokke Disse til mine Sammensvornes Mødested, og saa angive alle i Sekunden. (Til Giulio og Cinthio). Ved Daggry -- thi nu kommer Dogen snart fra Raadet, tung af Statens Sorgers Bly, søvnbøjet, uden dog at kunne sove, med nye Bunker Viisdom under Armen, i Lune maaskee til at jage jer ind med sin Stok, at I jer ei forkjøle . . Ved Daggry derfor, mens den Gamle sover, vil jeg paa Lidoen i Sesto's Have, den allemandbekjendte Skipperværts, som Kavaleer jer takke begge To for denne Ære, som saa stor I troe. Giulio. Ret! Bravo! Cinthio. Ja vi møde. Mazoliero. Begge To! Først En jeg takke vil og saa den Anden; først dig, først dig, saa ham og atter dig, idet jeg borer Staalet i dit Liig. Cenzia (trædende atter frem). Hvad hviske I? Det skrækker mig end mere. Kom op! I have hevnet nok min Ære. (Giulio og Cinthio gaae ind). SIDE: 177 Mazoliero (alene; tager sin Brevtaske frem). Jeg kan jo -- o priisværdige Venedig! -- dem ramme Alle med et Blyantstrøg: Ham, Broderen og Hende og den Gamle, Plebejernes og Hærens Undertrykker? Fyld da din Lampe, Maane! Lad den blusse med dobbelt Styrke een Minut kun, til jeg har udført den Plan, som gjennemfoer mig saa pludselig, af Hekate indblæst! Gid dog jeg kunde frelse Annicelli og Zeno! -- ikke Fleer. Dog Ingen hader Byrdstoltheden og Zani og Dieci, Inqvisitionen og den gyldne Bog med slig Oprigtighed som de; og derfor de ville smile, naar de lænkes sammen med Zanis Æt, hos Sesto grebne Alle som Sammensvorne, og med dem indføres for studsende Dieci og for Dogen, der stirre maa sin Romerpligt imøde. Og naar de over Sukkebroen vandre i Døden sammen, ville de tilgive for Følgeskabets Skyld Mazoliero, og finde rimeligt, at Den er borte, hvis Vidnesbyrd om Zaniernes Uskyld maaskee udpines kunde. Heltemodigt de ville sige: paa Mazolieros, vor Høvdings, Bud vi svore jo at døe. Vi døe; men han har jaget Skræk og Mistro midt i Dieci, knust Dødsfiendens Hjerte, gjort Frelsen engang for Venedig let, det Maal, vor Høvding endnu fjernt forfølger! (skriver) Tak, Hekate! Jeg Nok har ved dit Lys i denne korte Nota til Dieci. Blodhundene forfølge mindre Spor. Men vil du være meer end naadig, da SIDE: 178 træd bag hiin Sky imens jeg søger Løven og fodrer det Venezias Sindbilled med nye Offre. (Man hører Aarepladsken). Tys! Det var et Puds af Nattens Aander, som ei let forklares. Der kommer Dogen . . . . (skjuler sig bag en Pillar). (Dogen, understøttet af Sekretæren, stiger op paa Quaien med Fakkelfølge). Sekretæren. -- -- Jo, Eders Høihed, hvad der yttret blev af Gradenigo i Diecis Midte har nok sin Rigtighed . . Dogen. Om Genua? Sekretæren. Nei, om de mange Halvsoldskrigere fra Cypern, som omkring i Staden drive . . . i Staden ei, men heller rundt omkring den i alle Forstadsstræder. Dogen. Plag mig ikke! Nu har jeg neppe Kræfter til at angre, at ei til Cyperns Pest det hele Pak blev overladt. I Fred det er en Byrde. Vi maae en Krig for at faae det af Halsen. Men Saadant til imorgen! (Stiger ved Sekretærens Hjælp opad Trappen). Sekretæren (Gjør Mine til at undersøge Løvesvælget). Eders Høihed! "Memorie segrete?" Skal jeg ikke, skjøndt det er tidligt, undersøge Løven? SIDE: 179 Dogen. Lad være for iaften. Sekretæren. Gaaer det an? Dogen (afsides). Ve mig! Til Sengen følger mig Diecis Spion, belurende mit Støn i Drømme, naar Marmorløven synes mig at lægge sig over Hjertekulen. (høit) Gjør jer Pligt! Mig Trætheden betog. Sekretæren (undersøger Løvens Svælg). Jeg gratulerer. Der Intet er, som skal betage Søvnen; kun her en jammerlig Anmeldelse om Stevnemøde sat paa Lidoen med Timand Gradenigos egen Hustru, og nok en Lap om udtænkt Røveri i denne Nat. Dogen. Sligt truer ikke Staten. Sekretæren. Og ellers er der intet. Dogen. Gud skee Lov! (gaaer ind). Mazoliero (træder frem; stikker sin "Memorie" i Løvesvælget). Men nu, nu er der mere end du bærer. Nu vil for Eftertiden denne Løve sig lægge, som du sagde, paa dit Bryst SIDE: 180 og knuge dig i Hjertekulen, Gamle. Og nu til Padua for det første! Maanen maa endnu lyse mig didover Bugten. Farvel, Signora! Vil du i din Hovmod, at Zanis Navn ei altfor snart skal døe, da hold dig, til du graaner hen som Mø. Tys! nu igjen? Hvad, om jeg bort ei slipper? (Skjuler sig bag en Søile). (Zeno og Annicelli. Siden Mazoliero.) Zeno. Tal dæmpet her! Her lytte Stenene. Annicelli. Ja i Signorias Pallads; jeg veed det. Men disse under Foden forekomme mig som Tangenter, der for hvert et Trin udtone Veraab over Tyranniet. Men naar jeg seer mod Himlen, Gud skal vide, da har jeg Lyst at synge i slig Nat, meer skjøn end Dagen, som Hengangnes Aand er fagrere end Liget, som den levned . . slig Nat, da kun Italiens Guitarrer og Nattergale alle burde vaage. Men slagen af dit Alvor tier jeg. Den Tale skal Forrædere ei høre. Zeno. Læst i dit Blik, din Taushed dog udlægges som Misfornøielse. Det er Forraad. Annicelli (seer over Quaien). Hist sove to Gondolierer. Vi for tidligt er paafærde. Det er længe til Morgengry. SIDE: 181 Zeno (sukkende). Ja for Venedig. Altid var Zeno først paa Pletten dog, og du med ham, min unge Brutus. (Pause). Ædle Sjel! din Reenhed Himmelen vil dække og bedække Sammensværgelsen med den. Annicelli. Dog valgte Brødrene ei dig til Høvding; men for sin Vildhed hiin fra Cypern komne Schakal: Mazoliero. Zeno (mørk). Jeg troer ham ikke meer. Annicelli. Mazoliero? Er Han da bleven Lystig? Thi jeg veed, det vil du ikke taale i din dybe oprigtig meente Kummer for Venedig. Zeno. Ja lystig meer end Patriot bør være, langt meer end lystig: over Ørene forelsket . . Annicelli. I? Zeno. I Dogens egen Datter, i Adelskabets Blomst -- den Demokrat! Annicelli. Hvo veed hans Hensigt? SIDE: 182 Zeno. Elskovs Hensigt? Taabe, kun een har Elskov som Patriotismen. Du veed, at denne, for at være stærk, maa elskes som en Qvinde, Qvinder hades? I hele Verden ere disse To de Eneste, som have kun een Hensigt, mens alle andre Ting i mange deles. Men Nord og Syd er ikke meer ueense end hines Meed: paa Sig kun Elskov tænker, mens Patrioten virker kun for Andre. Derfor er intet saa urimeligt, saa galt, ravruskende umuligt, saa ligt bestukne Paris foran Venus, saa bundløst, troløst, brustet, falskt som en forelsket Patriot. Annicelli. Hvo veed hans Hensigt? Maaskee . . ? Zeno. Du blegner. Annicelli. Tanken var for fæl. Zeno. For Mazoliero? Annicelli. Ei din Sjel jeg fatter. Med denne Afsky gav du ham din Stemme? Zeno. Jeg har ærbødig Rædsel for ham, som for Natten eller Adriaterhavet eller for Øxen, som, bevæget af sin Arm, SIDE: 183 kun hugger hvor den skal, men uden Tanke, skjøndt den maa engang blive Statens Frelser. Jeg vilde, altfor blød og fuld af Skrupler, kun gjøre halvgjort Arbeid, medens med sin Ubarmhjertighed, der er liig Hjulets, som lige koldt gaaer over Børn og Stene, Han vilde tjene Republiken bedre. Men nu, da han er bleven Maan'skinsnar, er Han for Sagen tabt. Mazoliero (trædende frem. De Andre forskrækkes). Hvad, om jeg vunden for den har Zanis Søn og Pleiesøn, Familiens stolte Høire og dens Venstre? Vil du da troe mig? Jo, min Annicelli, spil Øjet op! Det er Mazoliero saa vist, som at Tyrannens egen Æt, naar Dagen gryer, os møde vil hos Sesto. Zeno. Tilgiv mig! Du er stor. Mazoliero. Jeg beiled kun til Zanis Datter, for at slæbe Slægten, den Adlens Krone, ned til os i Støvet, hvori vi grave paa den fælles Mine, der nu alt snoer sig under denne Borg. Forstaae I? Zeno. O, beundringsværdigt! Mazoliero. Derfor jeg knuser denne Kjærlighedsguitar. Den alt sin Tjeneste udrettet har. (Kaster Guitarren over Quaien). SIDE: 184 Annicelli. En Tjeneste den gjorde os endnu. Den vakte i sit Fald Gondolieren, som fører os til Sesto. Zeno. Ja til Sesto. Mig længes did, hvor mit Venezia gjenfødes skal imellem Lidos Hytter. Mazoliero. Jeg bier efter mine Proselytter. Zeno. Farvel da! Om en Time . . (De skilles med Haandslag). Mazoliero. Om en Time! Om sex jeg hører Paduas Taarne kime. Farvel! I vare bedre Skjæbne værd. Tag denne Tale ved jer Dødningsfærd! Farvel, Venedig! Værd ei nogen bedre, end Aaget under dine Adelsfædre. Jeg elsker dig i Tanker som i Orde; dog kunde jeg i Gruus din Storhed jorde, for at i Dyngen Ingen skulde finde den Perle, jeg for ringe var at vinde. Den Egoism' er ogsaa Dydens Feil, der elsker kun sig Selv i Skjønheds Speil. Thi Skjønhed Dydens rette Udtryk er. Derfor sig Selv den i den Elskte seer. Og derfor jeg med Rette harmopglødes; thi det mit bedre Selv er, som forstødes. Farvel, Signora! Kommer jeg tilbage, da er det for at høre paa din Klage. Een fandt du værd dig, En af Adlens Blommer. Venedig i din Fader bli'er hans Dommer. (Pause). SIDE: 185 Hvad kommer Lovens Grusomhed mig ved? Hvo standser Skjebnens Hjul, der gaaer afsted? Nu ei jeg frelser ham, om end jeg vilde. Paa mig dit Veeraab du da ei forspilde! Band Staten, band dit Fædreland, din Fader! Det dræber ham, som jeg kun stille hader. (Forsvinder bag Quaien). Sekretæren (kommer ud paa Trappen i Natdragt). Det gik dog som jeg tænkte; thi naar kan Venedigs Doge slumre meer end Løven, hvis Øje ruller mens den sover dybest. Og han gjør klogt; thi over ham de Timænd med tyve Tigerøjne vaage. Derfor tre Gange i Qvarteret vaagned han, og vælted sig og stønned, og tilsidst han bød mig at staae op og undersøge hvad nye memorie segrete Løven mon gjemme i sit skrækkelige Gab. "Før kan jeg -- sukked Oldingen -- ei sove". Hm! det bli'er vanskeligt, om der er Noget; og er der ei, du drømmer om det Værste. (Undersøger Løvegabet). Der er! God rolig Nat da! Ja der er! Og var jeg ikke vant dertil, jeg trak da før kanskee en Slange ud end dette. (Trækker et Papiir ud. Læser). Ha, hellige Jomfru! Vældige San Marco, du vaager over din indviede Stad! (Læser høit). "Dieci, sov ei Morgenstunden bort! Da vaage Mænd paa Lidoen hos Sesto, der ville gjøre Eder Søvnen lang. Venedigs Æres Børn I ville træffe i Lag med Pøblens Bærme . . Studser ei! Thi kun saaledes redde de sig selv SIDE: 186 i den dødsvorne Adel . . Om en Time!" -- Ha, om en Time! Da er hver Sekund meer vigtig for Venedig end en Dødsdag . . (Iler ind. Der kommer hist og her Lys i Palladsets Vinduer). (Giulio og Cinthio bemantlede komme fra Palladset). Giulio. Prægtigt, at man er saa tidligt paa Benene idag; har Papa For- retninger idag, saa har skam vi med. Cinthio. Som maae være fuldgjorte før Dag. Men jeg først, thi han lader til at have meest Lyst paa mig. Giulio. Han holder dig for sin Medbeiler. (Afs.) Og Gud give det var saa! (høit) Jeg vil imidlertid komme til at stampe af Utaalmodig- hed; thi jeg har dobbelt Lyst paa den Karl, nemlig ogsaa for den Haanhed, hvormed han omtalte Statsstyrelsen. Derfor levn mig noget af ham. Vi kunne ubevidst komme til at gjøre Staten en Tjeneste ved at faae en Forræders Hjerte paa Kaardespidsen istedetfor en blot og bar forliebt Nars. Cinthio. Der er nok for os Begge. Den Djævel fegter med begge Hænder paa eengang. Giulio. Ja i at fegte er han en Adelsmand; men oftere vil jeg ikke være saa nedladende. Cinthio. Allons! Lad Ingen see os. Hei, Gondolier der! Til Lidoen! (De gaae ned ad Quaitrappen. Bud og Bevæbnede ile fra Dogepalladset til forskjellige Kanter). SIDE: 187 (Hallen i Dogepalladset. Dogen, fulgt af Sekretæren og Cenzia, træde ind ad hver sin Dør. Det er endnu halvmørkt i Hallen). Cenzia (kyssende sin Faders Haand). God Morgen, Fa'r! Dogen. En herlig for Venedig. Lad Dagen strømme ind! Dens Lys idag er Sejersglands. (Altandøren aabnes af Cenzia. Morgenbelysning og Lyd af en fjern dybttonende Klokke høres). Cenzia. Men hvad betyder dette? San Marcos Klokker tone som til Brand. Dogen. Den Ild er slukt alt. Cenzia. Gid paa Eders Kind ei Rødmen var saa slukt. Med Rædsel seer jeg denne Askebleghed. Ak, min Fader, I dræber Eder . . Sekretæren. For Venedig . . Cenzia. Herre ! Venedig elsker jeg, men ei som ham. Dets graae Blykupler langtifra erstatte mig dette kjære gamle Hoved. Derfor, hvis I ei tager op min Bøn for ilde, lad mig alene mens jeg det velsigner. Sekretæren. Med Glæde, hvis min Pligt . . SIDE: 188 Dogen (smerteligt, til Cenzia). Dieci, Barn, har Omhu for din Fader. Cenzia. Var der Nogen, som skulde gjøre Oprør var det dig, den store Doge. Dogen. Døden gjør det for mig. Sekretæren. Gid jeg var døv for Eders Ord, Signora! Cenzia. Jeg blind for Eders Syn! Sekretæren. De kaste Skygge paa Eders Slægt. Dogen. Den veed I nok er pletløs. For Guds Skyld, Cenzia! Cenzia. Jeg kaste Skygge paa Zanis Æt? Om hele Verden svoer meenedersk mod den, blev dens Navn dog reent. Paa Krim min Bedstefader og paa hver sin Side Bosporus to Onkler ligge, mens Snese Fættere rundt paa Morea maae blege sine Been. Kun Cinthio og Giulio, min Broder, har Venedig til næste Felttog krediteret Livet. Hvad vil Venedig meer? SIDE: 189 Sekretæren (seende ud). Venedig leve! Nu har det seiret. Se, der gaaer den første Oprørerbande over Sukkebroen. Cenzia. Ah! Branden var da atter i dets Hjerter, ei i dets Huse? Sekretæren. Se dog, Eders Høihed! Thi Alderdom er langsynt. Dogen. Annicelli og Zeno seer jeg. Cenzia. Tvende Ædle. Sekretæren. Sort anstrøgne staae de paa min Liste. Dogen. Dernæst, saavidt jeg seer for Vagtens Hellebarder, en Række Halvsoldsofficerer. Derpaa . . O hold mig, Datter! hold mig! O det sortner . . (vakler). Sekretæren (seende ud). Hvad er det? Nu! isandhed dette Syn forbauser mig, og ham med Ret forfærder. Cenzia. Ak, stakkels Fader, vist han saae en Ven, en Vens forførte Sønner. SIDE: 190 Dogen (synkende omkuld). Mine egne! Cenzia (med Haanden for Øinene, knælende). O Gud! Forlorne! Cinthio forloren . . Sekretæren. Ei meer end Giulio og Eders Fader. (Et fjernt Drøn af igjenslagne Porte høres). Der luktes Haabets Porte bag dem. Cenzia. Ve! Venezias Barmhjertighed er Døden, og Død er Naade mod dets Fængsler. Hjælp! Hjælp! Hjælp! Min Fader døer . . Sekretæren. Nei, han vil leve for at bevise sine Sølvhaars Uskyld, og overgaa i Storhed Romas Brutus, naar selv han maa bestige Dommersædet. (De føre Dogen ind og komme strax tilbage). (Cenzia, ilende efter Sekretæren). Cenzia. . . Det undslap Eder, at I kunde frelse. Og nu jeg slipper ikke Eders Knæ . . I skal mig slæbe med Jer i Dieci. Der vil jeg sige hvad I selv har sagt, at ikke Dogen, ikke Timændsraadet, og ikke selve Storinqvisitionen har Magt at frelse dem, men I alene. SIDE: 191 Jeg fængsler Eders Fod med denne Kjæde, min Moders Halsbaand, alle mine Perler, med dette Diadem til I forbarmes. (Løser sine Smykker af). Sekretæren. I mig, fornærmer, mig, hvem Eders Smiil var meer end al San Marcos Rigdom, mig, som kunde frelse og som vilde frelse, hvis I blot kunde skjænke mig et Smiil. Cenzia (seer paa ham). Jeg vil. Sekretæren. I kan ei. Ak, hvor haard I var! Mens mig, af Medynk med Jer Qval, undslap et ubetænksomt Ord, I gjennembored mit Hjerte med et Suk for Cinthio. Paa ham I tænkte, mens I kyssede Jer Faders zittrende halvdøde Læbe. Ham kan jeg ikke frelse. Cenzia. O, men dem. I har Diecis Tiltro. I om Natten gaaer ud og ind i Fængslet. Vær høimodig! Sekretæren. Lær mig at være det! Cenzia. I er min eneste Fortrolige; og ham, I veed jeg elsker, jeg beder Eder om at landsforvise. Sekretæren. For evigt? SIDE: 192 Cenzia. Ja. Sekretæren. Og I mig ikke hader? Cenzia. Hans Frelser? O hvor jeg vil ham velsigne! Sekretæren. Hvis I vil sværge, aldrig ham at see, og Han Venedigs Bund ei at betræde, undtagen for at betle sig en Grav, da vil jeg frelse ham, og tro, at Tidens Skilsmisse mig en sød Forhaabning gav. Cenzia. Jeg sværger. Iil nu hen og tag hans Eed. Den bli'er ham let: han ei min Ømhed veed. (Gaaer). Sekretæren. Den Hjort, som Pilen ei i Lejet naaer, i Flugten den igjennem Hjertet faaer. (Gaaer). (Padua. Carraras Have. To Sidealleer. Cinthio og Giulio halvmaskerede. Siden Cornelia Carrara og hendes Moder). Giulio. -- Den Helvedskurk, som lokked os i Snaren blandt Oprørsmænd og Pøbelbærme! Cinthio. Han er ikke bedre, som os frelste ud. SIDE: 193 Giulio. Det var et Eventyr. Cinthio. Meest eventyrligt, at Vi er' frie og her i Padua. Giulio. Hvor var det muligt andetsteds at aande, landflygtige fra herlige Venedig? Hvor andetsteds vel muligt? Cinthio. Nei, end hvor Cornelia aander? Giulio (afsides). Arme Søster Cenzia! Cinthio. Jeg mener under disse skjønne Popler. Giulio. Jeg med. Jeg derfor gaaer her. Cinthio. Ogsaa jeg. Giulio (afsides). Hvor gjerne han var qvit mig, og jeg ham paa dette Sted, men kun paa dette Sted! Cinthio. Jeg vil ei nævne meer det hulde Navn. Thi, omtalt med Petrarks Veltalenhed, det var at klæde Skjønheden i Pjalter. Det smerter ogsaa dig. Giulio. Aldeles ikke. Nævn: "Pfersken" for en Tørstig og han smiler. SIDE: 194 Cinthio. Du er ei glad som før. Giulio. Du heller ikke. Cinthio. Er det ei Tiden, da du gaaer i Bad? Giulio. Er det ei Tiden, da du gaaer i Kirke? Cinthio. Du pleier mig at følge. Giulio. Du mig med. Cinthio (udbreder Armene). O hvorfor ikke følges ad som forhen i Dette med, som truer os at skille? Giulio (omfavnende). Min Cinthio! Ja til Skjebnen fælder Dom ei mellem vore Hjerter, men vor Lykke. Cinthio. Cornelia -- ? Tal du! Giulio (afsides). Ak arme Søster! Han veed ei, hvad jeg ahnte strax, da Skurken, Diecis falske Tjener, traadte ind i Fængslet med sin Lampe og sin Nøgle, at du af Kjærlighed ham frelste. Men jeg tier, sætter eget Haab paa Spil, men ei min Søsters Ære. SIDE: 195 Cinthio. Hvor du mumler! Giulio. Cornelias Navn. Cinthio. Til Rosenkrandsen mumler min Mund og Tanke det ugudeligt. Giulio (afsides). Min arme Søster! Cinthio. Men lad Himlen dømme fra hendes Læber. Ærligt Spil imellem saa gode Venner! Endnu kan vi det. Thi hun udmærker Ingen. Giulio. Ei endnu. Men første Leilighed vil decidere. Cinthio. Saa være det. Der er Hun! (Cornelia og hendes Moder sees i Baggrunden af Midtalleen). Giulio. O, jeg skjælver. Cinthio. Det maa du ei. Nu gjælder det. Giulio. De see os, og tale om os. Cinthio. Knapt for første Gang. Det har jeg mærket. SIDE: 196 Giulio. Hid! Vælg den Allee, vælg denne, om du vil; og lad det være et Skjebnens Vink til hvem hun bøier af. Cinthio. Ja, vel ! Din Haand! -- (De gaae opad hver sin Sideallee, medens Cornelia og hendes Moder spadsere ned mod Forgrunden i Midtalleen). (Dame Carrara, Cornelia, Cinthio og Giulio). Cornelia. De gjøre Opsigt her i Padua de to Venetianere. Dame Carrara. Ei Guld, mit Barn, er alt, som glimrer. Cornelia. Men er Een af Guld, saa er den Anden med. Saa ligne de hinanden. Dame Carrara. Ja i Masker. Thi Taft er Taft. Vogt dig! Cornelia. Det vil jeg nok; men jeg foragter andre Qvinders Daarskab, at kalde Elskov Skam. Dame Carrara. Ti! Slige Ord er det desmeer. SIDE: 197 Cornelia. Jeg saae et Øieblik, desværre kun eet Øieblik igaar, paa vor Banket dem begge umaskerte, men kan nu ikke meer adskille dem, om det end Saligheden gjaldt. Og reentud, den Lighed i Opmærksomhed, de viste, forvirred mig end meer, saa mine Svar tilsidst jeg maatte stile til dem begge, og ikke veed jeg hvem jeg vilde vælge, om Begge vilde beile. Ganske vist det maatte blive Den, der først det gjorde. Dame Carrara. Din Tale røber, at det ei har Hast. Den er barnagtig meer end for din Alder. Cornelia. Dog seer jeg himmelvid Forskjel imellem de to Venetianere og vore Hjemfødninger af Smaastads-Kavalerer (kun svirende Studenter, raa Slagsbrødre) som mellem Kampesteen og Perler, Moder. Og det er vist de føre begge To Venedigs Doges Navn. Dame Carrara. Langt ude Frænder formodentlig. Og om de vare mere, da er den Storhed Nul og Intet siden den sidste Sammensværgelse, som opfyldt har Padua med Fordægtige, der komme fra hver en Krog, som Frøer efter Regnen. Selv Pateren, der har opslaaet sin Bolig i Parkens øde Eneboerhytte, man ymter om har været medindviklet. Men bi, trods disse Herrers Maske, vil jeg undersøge. (Til Giulio). Hør, Signor, et Ord! (Cornelia vender imidlertid om, saa hun kommer Cinthio imøde i hans Buegang. Begge Partier spadsere op og ned i Samtale, og blive staaende i Forgrunden i Aabningen af hver sin Sideallee). SIDE: 198 Giulio (afsides). Jeg alt har sagt; jeg frygter Cinthio med. Ha, at jeg ei kan see igjennem Løvet! Dame Carrara. Sørg ikke, ædle Zani! Eders Uskyld Carrara selv vil bringe til Venedig. Men selv med Eders Sorg er I velkommen, saa tidt I vil, hos Os, hos den Cornelia, Jeg seer I søger med uroligt Øje, og vil I, hos en Moder. Giulio (kysser hendes Haand). Maatte Gud velsigne Eders Naade for det Ord! Men I bør kjende Eders Søn. (Afmaskerer sig et Øieblik). Dame Carrara. Aha! Det var jert Adelsbrev I der mig viste; og jeg skal ærligt, uden for Cornelia, bevare hvad jeg saae, indtil Venedig gaaer i sig selv og trygler Eder om, at vise atter Eders Aasyn der. (Gaaer opad Alleen. Cornelia og Cinthio, der under en lidenskabelig Samtales Gestus have staaet noget tilbage i den anden Allee, nærme sig Forgrunden, ligesom for at undgaae dem). Cornelia. . . . Jeg troer dig. Sværg ei meer, skjøndt dine Eeder er sødere i sin Vanhellighed end Englenes Musik. Dog vilde de ei været mere værd end Hvift i Luften, om du ei havde viist mig, at din Mund er ærligt som dit Øje og din Pande. SIDE: 199 Cinthio (giver hende en Haarlok ved sin Daggert). Tag dette Pant fra denne; men fra Læben et Pant meer evigt, hvis du elsker mig, end denne Ring. (Kysser hende, og sætter en Ring paa hendes Finger). Cornelia. Lad Kysset gjælde til i Aften hos din Landsmand Eremiten her i vor Park, en Tjener af vort Huus; men dette Pant til Døden gjælde! (Giver ham en Haarlok). Dette udover Døden, gjennem Evigheden! (Giver ham en Ring. Giulio, der med Cornelias Moder er traadt om i Sidealleen, hvor Cornelia og Cinthio befinde sig, seer det og udstøder et dæmpet Skrig). Cinthio. O Giulio! Cornelia. Din Ven, som saa du roste, befinder sig ei vel. Dame Carrara (raabende). Cornelia! Her bør du være. Det var bedre Anstand. Kom flux! Cinthio (fattende Giulio i Armene). Her er min Plads. Se op! Vær frisk! Her er jo Cinthio. Giulio. Jeg saae en Slange her i Alleen, og det skrækked mig for Eders Skyld, Signora. SIDE: 200 Cinthio (afsides). Uh! den stak mig. Giulio. Nu er jeg vel, dog svaller Blodet end, saa jeg maa ønske denne Buegang meer kjølig, kjølig som en Grav. Cinthio. Din Spænding forfærder mig . . Giulio. O, den vil briste snart. Dame Carrara (afsides til Cornelia). . . Mig ei i mindste Maade. Det er kun et Elskovsfeberanfald. Kom, mit Barn! Dit Fravær, sidste Hviften af dit Slør, forsvindende i Buegangens Dreining, ophvifter Kjærlighedens Ild end mere; og at den blusser høit, det skader ikke. Thi steg end slige Flammer over Skyen, de ville synke dog. Cornelia. Da vil jeg tænke, at smukke Blomster frem i Asken gro. Dame Carrara. Ja Gravens Mose over Smertens Ro. (Til Giulio) Signor, vi sees. (Gaaer med Cornelia). Giulio. Ikke meer paa Jorden. SIDE: 201 (Giulio. Cinthio.) Cinthio (gribende Giulios Haand). Hvorledes er det Ven? Du blegner atter. Giulio. Jeg blegner for mig Selv; thi jeg opdager, at jeg i Hjertet er en Skurk, som elsker mig Selv, min Lykke høiere end dig, -- en Synder, som til Gud først appellerte, og nu da Han har dømt, hans Dom indstævner for Helv'det her. (Slaaer sig for Brystet og brister i Graad). Cinthio. Jeg blues ved min Lykke. Og den er knust af dine Taarers Vægt. Gid Moderen til mig sig havde vendt, og Datteren var dig imøde sendt! Giulio. Da -- o hvad Glæde var der i min Lykke? Da jamrede jo du, og i din Aare min Sygdom zittred. Cinthio. Sygdom? Giulio. Hvorfor skulde vel Sjælen have mere grove Nerver end Legemet, og sygne ei som dette? Nu veed jeg ei, om Begge ikke er' det, om Legemet ei ogsaa er indsygnet for Selskabs og for Venskabs Skyld. SIDE: 202 Cinthio. Kom, støt dig paa mig! Her skal i Parkens Baggrund boe en Eremit, en Læge for dem Begge. Vi kalde ham -- . (Gaae opad Buegangen og ud). (Det Indre af en Eremithytte. Mazoliero i Eremitdragt; retter paa en Munkekappe, der hænger over en Stol). Mazoliero. Saaledes maa du ikke hænge, du Arvegods! Det kunde gjøre mig bange, skjøndt jeg er sikkrere her i gamle Fader Martins Hytte og i hans Kutte og med hans afragede Skjæg limet til Kinden, end under Jorden. Det er som om han sad der den Gamle med Ryggen til mig, da jeg lagde Fingrene om hans Hals og hviskede til ham, at han endnu samme Dag skulde være i Paradiis. (Tager sig en Slurk af en Viinkande). San Marco være lovet! Den Fordeel har jeg ogsaa som Munk, at jeg selv kan absolvere mine Synder -- dersom Selvopholdelse er en Synd i disse Tider, og som om ikke de uskyldige Fugle gjøre det Samme, naar de kaste en Makker udaf Reden og gjøre sig det mageligt deri. (Tager en Slurk). Og jeg erindrer dig ogsaa uden Bitterhed, gamle Collega, skjøndt du begyndte med en Straffepræken over Verdens forvildede Børn, da jeg en Aftenstund bankede paa din, nu min, Dør, og bad om Natteleje og undfangede der Tanken om at forære dig Paradiset for denne Hytte og Helgenglorien for denne Kutte og dette Skjæg. Deri var det da jeg forekom især Damerne Carrara saa ærværdig, da jeg betroede dem den store Hemmelighed, at gamle Martin havde tiltraadt en Vandring, som kun skulde være bekjendt for Guds Øjne, der forfølge Ormen i Støvet, til den hellige Grav, mens han havde betroet mig at holde Bønnerne for Huset Carrara og Lampen for den hellige Moder vedlige i hans Hytte. Gid det maatte gaa de Andre, som kanskee have reddet sig af Skibbrudet (paanær Zeno og de to forhadte Zanier, især Han, den stolte Cenzias Yndling) saa godt, at de kunne lee som jeg ad Diecis lange Fingre. Men det vil ikke længe vare, dersom de blive ved at gaae saa frie og franke om i Padua, som man siger om disse Halvmasker, der have viist sig paa SIDE: 203 Gaderne. Gud veed hvordan de kom væk; thi jeg hørte alt Venedigs Stormklokker før jeg ret havde klaret Kanalerne. Men skulde Han . . Det er umuligt. Nu! da har jeg denne eensomme Rolighed for at tænke i; og, sandt at sige, jeg har været Aarsag i Manges Ulykke ved den ene Tanke, hiin drengeagtige Med- beilers Opblæsthed indgav mig, om at kunne med et Blyantstrøg ramme Ham og Hende og Hendes Broder og Fader, der staaer i Spidsen for Undertrykkelsen af Republikens tappreste Armee. Jeg vil derfor haabe . . (Det banker). Om denne Banken vil jeg haabe, at det er mit smukke Skriftebarn Gartnerpigen . . (Aabner. Cornelia træder ind). Ah, Signora, selv! Eders Indgang være velsignet! (Mazoliero. Cornelia. Siden Cinthio). Cornelia (knælende). En Bøn, Ærværdige! Men ikke til Madonna -- thi min Sjel er nu for jordisk, af Kjærlighedens første Fryd bestukken -- men en til Eder. Mazoliero. Tal, min Herres Datter! Cornelia. Tilgiv mig først, om I ei kan velsigne. Det maaskee er en Synd, skjøndt ei imod Guds Bud, men lige efter. Mazoliero. Ak, jeg veed det. I elsker. Vogt Jer! Cornelia. Derfor tyer jeg under jert fromme Tag, hvor Lampen for Madonna i evig Brand er holdt af viet Haand, SIDE: 204 der endnu stedse folder sig i Bønnen, som hellig Martin for Halvhundredaar begyndte her og nu fortsætter selv paa Havet, gjennem Ørken og paa Zion. Yd her min unge Kjærlighed et Fristed til noget Vist opklares, jeg ei veed. Min Moder har desuden ladet falde et Ord, som skrækker mig; thi hvilken Qvinde kan elske meer end Een? Mazoliero. Og denne er? (Cinthio træder raskt ind halvmaskeret. Mazoliero reiser sig forfærdet). Cornelia (springende op, omfavnende Cinthio). Min Cinthio! Mazoliero (afsides). Ha! Jeg skulde, gjennem Masken, dig navnløs kjendt paa mine Aarers Stormen. Cinthio. Cornelia! Tilgiv, jeg dig forlader i dette andet Møde, sødere ved Mindet om det første, end selv det; thi jeg forlod min Ven, til Hjertet syg, for Trøst og Lindring til hans Seng at slæbe med Eder, fromme Fader. Følg mig derfor, og tal hans Sind tilro og dæmp hans Puls med sunde Urtedrik. Cornelia (afsides). Mon jeg skal troe min Moders Ord om Styrken af hans Elskov? Da kjæmp med ham, min Cinthio, som Jacob med Jehovah. Ak hvad kan overgaae min Cinthios Kjærlighed? SIDE: 205 (Høit). Hør, hør min Elskte, jeg tænkte, om det Hjerte slaaer paa Jorden, der mere elsker mig end dit. Cinthio. Nei, Elskte! Cornelia. Du kan ei lyve; thi hvor skulde Løgnen vel skjule sig? I Øjet? Tordenskyen da kunde blive dulgt paa klaren Himmel. I Hjertet? O, det ligger jo i Øjet? Cinthio. Dog tænker nu jeg paa min Ven af Pligt; men mægter ei at skilles fra dig før du, fromme Olding, har vor Pagt velsignet. (De knæle ned). Mazoliero (gaaende til Madonnabilledet; knæler ned derfor). Det vil jeg. (Afsides mumlende) Ved min Hevn, nei Intet heller! Gid Cenzia blot saae det! Men i Mangel heraf skal trofast Pergament oprulle den hele Troløshed for hendes Øjne. Dog er ei dette nok. Skjøndt knapt jeg troer, mit Ønske stort udretter, dog jeg kalder al Helveds Vee nedover dette Hoved. (Høit, læggende Hænderne paa deres Hoveder). Staaer op! Jeg bedet har for eder Begge. Velsignelsen vil Gud -- Han være lovet! -- for mine Ord i Gjerninger udlægge. Amen! Cinthio og Cornelia (reisende sig). Amen! SIDE: 206 Mazoliero. Følg mig til din Ven. Cornelia. Iaften her vi sees da igjen. Her under dette lave Mosetag vort Pagt indviet er med Guds Behag. (De gaae). (Værelse. Giulio paa Sygeleiet, fantaserende. Siden Mazoliero som Munk og Cinthio). Giulio. . . . Fornærmer Du min Søster, den ædle Cenzia? Se saa, Skurk! Der har du Kaarden igjennem Livet. Men, Gud hjælpe mig, det er jo Cinthios Ansigt og ikke Mazolieros? Ak! jeg har stukket min Vens Hjerte igjennem, og endda rækker han mig Haanden. Ha, hvad er det for en Ring? Cornelias, Cornelias! Saa dø da nok engang for den stakkels Cenzias Skyld, hvis Kjærlighed du ikke har forstaaet! Ak, nu er der en Ring af Blod paa min Finger, Cinthios Blod, ikke Mazolieros, Cinthios Blod . . . Hjælp! Hjælp! Jeg vælter mig i Cinthios Blod . . . (Mazoliero og Cinthio komme sagte ind). Cinthio. Tys! Sagte! Ak, Feberen er stegen. Giulio (hviskende). Cornelia! Cornelia! Gud velsigne dig! Det var smukt af dig, at du kom. Cinthio (skydende Mazoliero frem ved Sengen). Tal ham tilrette med Guds Ord og Eders egen Viisdom, og giv ham strax af Eders Phiole. Giulio (seende forvildet op). Hvem er du? Mazoliero? Jeg seer dit Skjæg er falskt. Ah! Nu forstaaer jeg det: du er den gode Cornelia, der kommer SIDE: 207 fra den fortræffelige Moder. Men hvortil denne Forklædning? thi hun er mig ret god og ønsker . . Aha, jeg veed det nok. . . Men nu seer jeg det. O! o! o! (Synker tilbage). Mazoliero (afsides). Jeg ahnte rigtig, skjøndt jeg ei begriber hvorledes her han fantaserer og ei i Venedigs smeltende Blykamre. Men denne Kjærlighed maa dæmpes ned for Cenzias Skyld. Cornelia maa vorde Medbeilerens. (Til Cinthio) Søn, lad mig ene med ham! Cinthio (gaaende). Gud, send den Ro, som flyer min Seng, til hans! Mazoliero (til Giulio). Varmt har jeg bedet for din Frelse, Søn! Og Himmelen vil sende dig sin Styrke, som Jorden dig sin Hjælp i denne Drik. (Giver ham af Phiolen). Giulio. Jeg har en Feber. Det er intet Andet. Men Tak, du gode Olding, for din Drik. Den svalede mit Blod; men takke meest jeg maa din Bøn, fordi jeg nu kan tænke. Mazoliero. Tænk paa din Ven da! Undersøg, om du er egenkjærlig eller svag, erindre hvad han dig var, og brug Kanalens Strøm, hvori han styrted sig for dig at frelse, til disse Udydsluer at udslukke! Giulio (forbauset). Hvo er du, Gamle? Kan du see i Hjertet, hvis ei min Læbe Noget har forraadt? SIDE: 208 Mazoliero. Hvis jeg er skarpsynt, er jeg det ved Bønnen. Giulio. Bed for mig, at jeg ei gjør Cinthio Uret. Det var et forudaftalt Lykkespil: hvem Skjebnen først af Os imødeførte den Hulde, hvem min Mund ei meer har Ret at nævne, skulde beile angerløs. Og dog jeg vilde, for en Tredies Skyld, hvis rene Jomfrunavn ei al Venedigs Tortur mig skulde tvinge over Læben. Mazoliero. En Søster maa det være. Giulio. Tys! For Guds Skyld! I mig forfærder. Mazoliero. Øret skjærpes ogsaa ved ivrig Bøn, og Navnet klinger for mig som . . . . Giulio. Vær barmhjertig! Dræb ei hendes Ære! Lad Navnet hvile klangløst, pletfrit paa jer rene Læbe! I til Løn skal vide, at hun ham elsker, ham, min Barndomsven, men uden at han veed det eller ahner, endskjøndt hun frelste ham, som Englen Paulus. Døm da, hvad Broderen og Vennen lider. Mazoliero (afsides). Hvor lædsker han min Sjel med hendes Qvide! (Høit) I Himlen er en Brudgom, som forskyder ei knuste Jomfruhjerter. Hun til ham som Jesu Brud maa knælende sig vende. SIDE: 209 Giulio. Ak, arme Søster, skulde saa du ende: dit fagre Liv i Kloster indestængt? Mazoliero. Dit Ord er Synd, min Søn, om ikkun tænkt. Giulio. Ve mig! Gid jeg var død! Giv mig en Drik af stærke Urter, som du kjender, Fader, af skummel Bulme, døsige Valmue, Natskygge, fuld af sorte Øgleblod, at denne Qval kan ende. Mazoliero. Ti, Ugudelige! Der er en Drik, som lædske vil dit Hjerte og dæmpe ned dets Storm som Oljen Vandet. (Giver ham en Drik). Sov vel! Jeg gaaer at bede for din Sjel. I Nat jeg vaager her hos dig. Farvel! (Gaaer hen imod Døren; lister sig tilbage). Han sover alt. Papaveren har blandet sit dorske Blod med hans. Saa skal du slumre til Intet mere hindrer Cinthio fra, i Uvidenhed elskovsberust, at faae den stolte Cenzias Hjerte knust. (Gaaer, men møder Ginthio). Mazoliero. End ei hos eders Brud? og alt det mulmer, saa Parkens Poppeltoppe synes Tinder af sænket Taage, medens under dem der er en Nat saa sort og tæt som Klippen, hvem Alfefolket gjennemvandrer. Cinthio. Venskab og Kjærligheden kjæmpe om mit Væsen, min Tid, Beslutning, Tanke og min Handling. SIDE: 210 Mazoliero. Cornelia nok fordre vil det Hele; og dog, naar det kan deles mellem To, (afsides) -- Nu slipper jeg en Slange i hans Eden -- (høit) hvi negter I en Tredie da en Brøk, som har det ældste Krav og vel det tyngste: Taknemlighedens? Cinthio. Ja det eier Han, som slumrer der -- giv Gud, i Glemsel eller i bedre Drømme end ham Livet mødte! Mazoliero. Tal ei om Ømhed meer for Eders Ven: ei een, men tvende Dolke har I boret ind i hans Hjerte. Viid, ei Iversyge har knust Ham, men hans Kummer for en Søster, hvis Kjærlighed I skylder Eders Liv. Cinthio (slaaende sig for Panden). O Cenzia, hørte du hvor i min Sjel jeg dig velsigner! Mazoliero. Sligt kan maaskee kildre en Bedstemoder. Cinthio. Jeg var blind som Skjebnen. Mazoliero. Betænk nu -- dog ei ved Cornelias Hjerte -- hvor meget skjønnere dit Venskabsforhold til Giulio var bleven, om du elskte hans Søster og hans Elskte ei som nu. (Gaaer). SIDE: 211 Cinthio. O hvilke Torne saaer du i mit Hjerte! (Træder til Giulio) Hvor ligner han i Slummeren sin Søster, den Helgen, som jeg evig vil tilbede. Ak, Eremiten talte sandt -- gid aldrig jeg havde seet Cornelia! men nu er Po og Rhin og Tiber ei meer skilte ved Alper ad, end vore Livsensstrømme. Venedig mig forstødte; -- ahnende ei Grusomhed i Skjebnens Leeg, tog jeg, som Bredden Blomstret, drevet ind af Strømmen, den Fryd mig Padua skjænkte til Erstatning. Og denne er saa sød, at for Venedig, for Cenzia jeg ikke kan den bytte; men kun for een, een Ting, kun een, i Verden: for Giulios Liv. Dog maatte jeg da døe. Giulio (i Søvne). Kun eengang! Cinthio. Tys! Giulio. Kun eengang! Cinthio (bøjende sig over ham). Tør jeg kysse ham vaagen? o hvor fuldt hans Pulse slaae! Den Søvn er ei naturlig. Giulio. O, kun eengang! Bed for mig, gode Munk, bed Cinthio for mig! Kun eengang, for at tage evig Afsked. Kun ved et Haandtryk, ved et Haandtryk kun! Mon han vil negte det, da bed ham ei for Venskabs Skyld, fordi vi Blod har blandet, SIDE: 212 men bed for Guds Barmhjertigheders Skyld, for Jesu Blods Skyld. Negter han det da, saa vil jeg døe for ikke ham at hade. Cinthio (med Taarer). Han negter ei; thi Cinthio dig elsker. O underfulde Virkning! Flux han smiler, og Graaden samler sig i Smilehullet. Nu tør jeg vække dig med dette Kys! (Kysser ham paa Panden). Giulio. Cornelia! (Vaagnende) O Cinthio tilgiv mig! Jeg hørte . . . O nu er det bedre med mig. Dog er jeg endnu altfor febermat. Det er den lumre Sumpluft her paa Sletten, der qvæler Brystet, vant til frisken Blæst ifra Dalmatiens Alper over Havet. Cinthio. Min Giulio, Cenzias Broder, kan du troe din Ven saa slet? Du har mit Ord! Tag Afsked, naar du faaer Kræfter, med Cornelia. Giulio. Det er da ingen Drøm? Det var din Stemme, ei Blodets Surr i Øret, som det sagde. Du andengang mig skjænker Livet. Se hvad Tryllemagt dit Ord har! (Springer op) Jeg er frisk. Cinthio. Du raser! Giulio. Oh! jeg kan Rialto løfte, og knuge Marmorløven til den brøler sin Løgn af Brystet. O min Cinthio, min ædle Ven! min Sjel, mit Liv! mit Alt! (Omfavner ham). Føl Pulsen, om du tvivler. SIDE: 213 Cinthio. Stærk, men rolig. Forunderligt. Giulio. Du angrer det? Cinthio. Hvor ringe er Prisen for din Sundhed! Thi dit Liv er værd Cornelia selv. Se der er Ringen, der hendes Haarlok! Det vil give dig til Mere Adgang end til Haandtryk blot. Kys hende! Ja et Kys! -- Men -- kun til Afsked! Giulio. Det bringer jeg dig reent fra hendes Mund. For mig alene jeg beholder kun det sidste Fingertryks Elektriskhed. Farvel, min Ven! Det trækker mig afsted, skjøndt, sluppen, hendes søde Fingerspidse vil støde mig i Helved ned tilvisse. (Gaaer halvmaskeret og i Domino). (Cinthio. Siden Mazoliero) Cinthio (kaster sig paa en Stol). Mig ængstes saa. Maaskee jeg gjorde galt; maaskee jeg offred' Venskabet formeget; maaskee Cornelia er saa meget Qvinde, at egen Søster hun ei vilde skjænke et Kys i natligt Eenrum af sin Elsker; maaskee . . o var jeg værdig da en Ven, hvis ei en Lidenskab, der ham fortærer, jeg vilde mætte med saa Lidet? Dog kanskee . . bort fæle Hvirvelord, som presser den kolde Sved af Panden. Tys! kanskee han angrer det? Thi Daarskab er det dog, et Vovespil. Men naar er Elskov klog? Mazoliero (kommer med Lanterne). SIDE: 214 (Mazoliero og Cinthio). Mazoliero. Hvad! Oppe alt? Signor, I er ulydig. (Seer Cinthio, sætter forskrækket Lanternen til hans Ansigt). San Marco! Eder! Cinthio. Rigtigt, som I seer. Mazoliero. Og Eders Maske, Kappe og Figur og Eders Fodtrin mødte jeg i Parken nærved min Bolig, som af Ædelmod og Godhed for min Herres fromme Datter, jeg overlod Jer til et Uskyldsmøde imens jeg vaaged her? Cinthio. Ærværdige! Jer kan jeg sige det. Min Ven tillod jeg at tage Afsked, hyllet i mit Navn, med min Cornelia, som han tilbeder. Saaledes blev han frisk. Mazoliero. Mig gjør det syg. Min Herres Barn . . . Cinthio. Imorgen er han reist. Da vil Cornelia jeg Alt fortælle . . . Kanskee . . . Mazoliero. Nei, det tilhører mig. (Afs.) Saaledes skal Cenzias Elsker ikke blive fri, men falde for Carraras Raseri. (Gaaer). SIDE: 215 Cinthio. Mig ængstes saa. Hvor mon han ilte hen? Han møder Giulio kommende igjen. (Gaaer). (Eremithytten. En Lampe brænder dunkelt foran Madonnabilledet i Baggrunden. Cornelia. Giulio). Giulio (trykkende hendes Haand, hviskende) . . . Farvel! Cornelia. O neppe er det end Velkommen! Af ond Samvittighed du ogsaa hvisked det stygge Ord uhørligt, elskte Cinthio. Giulio. O kald mig Giulio. Cornelia. Ei for Alt i Verden! Jo for dig Selv. Thi var du Cinthio blot -- skjøndt dette Navn er bleven kjær Musik -- du kunde hedde Lucifer. Nei, nei! Jeg kan ei vænne mig fra "Cinthio". Giulio. Af Venskab har vi byttet Navne. Dog vi ere Eet i Elskov for dig. Cornelia. Vogt dig! Elsk ei din Ven for høit! Jeg kunde let da blive iversyg. Giulio. O elsk ham du meer trofast, ømt end jeg! SIDE: 216 Cornelia. Nei, siden du er banlyst (som et Bud har meldt min Fader) fordi Diecis Sekretær dig hader for Dogens Datters Skyld -- jeg elsker dig saameget mere, som ham mindre, Cinthio. Du er forviist -- det er en Grund mig mere, skjøndt svagest Grund -- imens din Ven er hjemkaldt, fordi han er nu denne Dames Broder og Slægtens Hoved siden gamle Dogen tog brad sin Død . . Giulio (skjuler sit Ansigt). Sin Død! Cornelia. . . Af Skræk i sidste Tumult, fordi hans Navn var medindviklet. Det ryster dig? Sørg kun, som for en Onkel. Giulio. Som for en Fader. Cornelia. Det skal Giulio. Giulio. En Niddingsdaad ham dræbte. O forhadte Venedig, aldrig meer jeg dig vil see! Cornelia. Ret, elskte Cinthio eller Giulio, bliv Paduaner, tag en Borgers Ret, trin umaskeret i min Faders Hal, og vind min Moder ved Oprigtighed, skjøndt denne halvt tilsnegne Kjærlighed, af Natten og af Stedets Ensomhed, ja af din Maske selv, besidder en, jeg veed ei hvilken, navnløs fremmed Sødhed. SIDE: 217 Giulio (rækker hende Haanden). Farvel! Jeg maa . . . Cornelia. O, Munken slumrer vist ved Lejet, hvor han skulde vaage nu. Frygt ei for ham! Han er af mig afhængig. Kun udenfor bredøret Ranke lytter fra Taget ludende; men den er taus. Giulio. For sidste Gang . . Cornelia. Saa kold? og dog du skjælver, og Taarer trille under Masken frem; din Stemme zittrer og din Læbe -- o hvad Storm bevæger saa dens Rosenblade? (Kysser ham). Giulio (kyssende hende fyrig). Gid Jorden slugte mig i denne Stund! Afgrunden har ei Skræk for slig Berusning, hensmelter Mulmet, bitter Kummer sødmer, Erindringen af denne Honning døves. (Afs.) Dog redelig jeg Cinthio skal bringe hvert eet af disse Kys, saavidt min Svimmel har kunnet tælle dem. (Fakkellys sees udenfor). Cornelia (trækkende Giulio mod Baggrunden). Frels dig! Jeg hører min Moders Røst. (Blæser ud Alterlampen). Madonna mig tilgive! Jeg skal udsone det ved nye Kjerter for hendes Billede i Kathedralen . . SIDE: 218 (De Forrige. Carrara, Dame Carrara og Carlo, anførte af Mazoliero med en Fakkel, træde ind). Carrara. Umuligt! Her i dette Mørke! Dame Carrara. Saae du da ei, før Lyset sluktes, gjennem Vindvet, hvor ømt Profilerne paa Væggen mødtes? Mazoliero. Lad Tingen tale selv. Dens Sprog er stærkt. Carlo. Men Ve dig, Ve dig, tusindgange Ve dig, forløbne Munk, belyver du min Søster! Mazoliero (løfter Fakkelen over Cornelia og Giulio, som har stillet sig fremst). Se selv! Det er ei ham, I mener. Carlo. Er det ei Cinthio, hvem Hun sin Ømhed gav, da bør de Begge dø. Giulio. Din Søsters Uskyld vil du da finde i mit Hjerte skreven. Cornelia. Og Cinthios i mit. Ak, det er grumt af Eder, Moder, at I ham forfølger af blind Forkjærlighed for Cinthios Ven. SIDE: 219 Mazoliero. Jeg sværger Eder, at I er bedragen af denne Cinthio. Han har solgt jert Kys, jert Favntag og jer Ære. Han, I gav det, er ikke Cinthio. Carlo. Masken af, Signor! (River Masken af Giulio. Cornelia udstøder et Forfærdelses- skrig; Moderen et Glædesskrig). Ah, Giulio! -- Det Venskab gaaer for vidt! Dame Carrara. Vær rolig Mand! Vær rolig, vilde Carlo! Her . . .; men forklar, Signor! Carlo. Det mig tilhører, at æske sligt, og det skal blive æsket. Cornelia. Mit Krav er nærmere. Ve ham, jeg elskte! Saa søndret Fnug ei bliver denne Haarlok, (sønderriver Cinthios Haarlok) saa snelt hans Ring forsvinder ei i Mulmet, (kaster Cinthios Ring ud) som søndret, knust, bortkastet er hver Rest af Kjærlighed til ham, der saa mig krænkte. Dame Carrara. Dog gjorde Denne det af Kjærlighed; men Cinthio af Kulde. Derfor had ham; men ikke Giulio, som kun har taget, hvad Venskab ham har budt og du har givet. Cornelia (afsides). Af Had til Cinthio kunde jeg ham elske. SIDE: 220 Carrara. Søn af min gamle Ven, hvi gik du ikke den aabne Vei til mig, din Faders Ven? Og nu, da du er hjemkaldt -- fy, Signor! Du vilde liste med dig for Rialto, det Rygtets Torv, den Verdens Sladderbørs, min Datters Ære. Giulio. Ved min Faders Minde, et Haandtryk kun, Levvel for Evigheden. Dame Carrara. Og saadan Ømhed blive upaaskjønnet! Da burde Solens Lys ei kunne trænge igjennem Skyen, tusindaarigt Dryp igjennem Sandsteen ei. Carlo. Venetianer! Din Ven er dødsens for dit Ord. Cornelia (griber Carlos Haand). Ret, Broder! Da vil jeg ikke blues længer. Kun hans Blod kan toe mit Kys af dennes Læber. Mig gav han til sin Ven som en Slavinde; men knapt han skjænkte ham til mig igjen. Dame Carrara. Familiens Ære fordrer det; og Padua har tyve Ynglinge af Navn Carrara, i Raadet fem. Carrara. Og Jeg, jeg har jo Magten? Dog gjør mig Tingen ondt for Navnets Skyld. SIDE: 221 Giulio. Bed for ham, ædleste Cornelia! Cornelia. Var jeg da Qvinde, hvis slig Ringeagt for Venskabs Skyld jeg taalte? Giulio. Vidste du, hvor høit jeg elsker dig, hvor ham jeg elsker, da gjorde du det gjerne. Dame Carrara. Vist, min Datter, ei vilde Denne her dig saa opoffret. Jeg mærked strax, hvem dig oprigtigst elsked. Angr', at mit Raad du fulgte ei. Cornelia. Jeg angrer. Jeg angrer det, jeg angrer det af Hjertet. Dame Carrara. Da alt kan blive godt, da har Madonna laant ægte Kjærlighed sin tyste Celle, og ført i Mulm de rette Hjerter sammen. Mazoliero (afsides). Tilsidst vel Cinthios med Cenzias? Nei, det maa Carlo's Hidsighed forhindre, som striden Flod, der overskjærer Vejen. Ja, kom selv Skjæbnens Hjul, det maatte standses. Carlo (til sin Søster) Giv ham din Haand, hvem du i Løn har kysset. Han har tilstaaet, at sværmersk Lidenskab har drevet ham til dette Vovespil. Da skal Carraras Sværd, den lange Række, hiin Usling spare for min Svogers Skyld. Der er ei anden Udvej. SIDE: 222 Mazoliero. Er den Ærens? Carlo. Netop ! Mazoliero. Betænk Jer! Carrara. Nei, ved Himlen! Nei, kun saa! Din Ven du frelser. Hun er tabt for ham for evigt. Dame Carrara. Ja, saa maa det være Cornelia (afsides). Det var en Hevn! . . Giulio. O Cinthio, min Ven! Dame Carrara (til Giulio). Hvi dvæler du? Du har for mig besvoret med Graad din Ømhed for Cornelia. Giulio. Som Rosentornen fæster sig i hvad, der iler nok saa snelt forbi, saa fæsted det første Øieblik min Sjel til hende. Carlo. Tab da af Ædelmod din Ven og Hende, og ovenpaa dit Liv; thi, ved min Ære, den Mund til Taushed bringes skal, som kan fortælle, at min Søsters den har kysset, og dog er fri og ei med Eed belagt. SIDE: 223 Giulio. Cornelia, forstaa min Kamp! Cornelia. Jeg gjør det, og agter Eder derfor, som jeg maatte foragte mig, om der var Tvivl hos mig. Giulio (afsides). Det er, tør hænde, Himlens egen Vilje for Cenzias stille Suks Skyld, og maaskee jeg redder Cinthio fra Forfølgelse, om jeg mit Hjerte følger. O! jeg veed ei, om dette eller Sorgen for ham har den stærkeste Nødvendighed. (knæler) Signora, giv mig den Haand, jeg stjal mig til at trykke! Lad Læben, som min elskovssyge Sjel paastemplede sin vilde Sorgs Farvel, forkynde mig min himmelfaldne Lykke! Cornelia (reiser ham op). Du fik for meget. Nu har jeg forlidt for dig, som giver mig saa gode Prøver paa Styrken af din Elskov. Dame Carrara. Den maa vinde som er den stærkeste. Carlo (til Giulio). Der er min Haand! Carrara. Og min paa eders Hoveder. Nu Pater, læg Eders til! Mazoliero. Jeg folder dem i Bøn. (Mumlende) Forbandet være denne Tingens Gang! SIDE: 224 Nu enten Cenzia i Kloster eller i Graven Cinthio! Dame Carrara. Og der maa skyndes med Bryllup; thi vor Svigersøn er hjemkaldt. Carrara. Derom har Paduas Duca faaet Budskab. Dame Carrara. Derfor -- imorgen ved Høimessetid. Vor Svigersøn har Hastværk. Carrara. Ja, min Søn, du kaldet er, i Følge af din Plads i Adlens gyldne Bog, iilsomt tilbage. To Officerer blandt de Sammensvorne, Zeno og Annicelli, har besvoret paa Pinebænken eders Uskyld, og hvad det ei virked, virket har en Mand, man ikke gjerne nævner, thi han staaer Dieci noget nær, en dygtig Mand, der, som man veed, har stor Indflydelse, og snart, som Chef for Statens Politi, fik eders Tilflugt sporet op. Giulio. Men Cinthio? Cornelia. Nævn ei hans Navn! Carrara. Mandatet ei ham nævner. Giulio (afsides). Hjemkommen jeg ham til mit Hjerte stevner. (Carrara, Dame Carrara, Giulio og Cornelia gaae. Mazoliero vinker Carlo at blive). SIDE: 225 (Mazoliero. Carlo Carrara). Mazoliero. Styr eders Sind! Carlo. Ja til den rette Hevn. Til da en Ring af Taalmod om mit Hjerte. Mazoliero. Betænk, at Cinthio har hvilet ved jer Søsters kydske Hjerte . . Carlo. Død og Helved! Mazoliero. Betænk, han veed hvor mange Slag det slaaer, af Elskov krystet! Carlo. Ha, han er forloren! Mazoliero. Betænk, hans Læbe hvilet har paa hendes, og kun han laante ud den til en Ven. Carlo. Gjør mig ei mere rasende. Mazoliero. Betænk, din Søsters rene Skabning paa hans Skjød har efter hans sig formet, som Vedbenden sig efter Poplen. SIDE: 226 Carlo. Vogt dig, hule Munk! Jeg kunde tage, hvis du blinder mig med slige Farver, dine egne Ord for Skurkens Gjerning. Tirr mig ikke mere! Mazoliero. Betænk, for Venskabs Skyld opoffred han din hulde Søster! Skaan ham derfor! . . Carlo. Derfor? Derfor han burde tifold døe, afpiint med Livet, og dets Smerter gjenindtryllet. Opoffrede? Det siger du saa koldt? Opoffred? Hvem? En Bondepige? Eller en af hans Lidoskjøger? Død og Helved! Forband mig, hvis jeg ikke tager Hevn meer grum og seen, end tog jeg ham aflive. Dig vil for Stands og Aars Skyld jeg tilgive. Mazoliero. Mit Raad er spildt . . Carlo (styrter ud). Mazoliero. . . . Men i en frugtbar Revne. Kun frygter jeg, at Verden ei kan hevne. Der maa Beregning til og Kulde -- da gaaer Alting vel den sikkre Haand ifra. Thi Verden, Guds Natur, et Værksted er fra Smedens Dødsfald aabent for Enhver, som smede kan . . Og, hvi, naar jeg det lærte, da ei en Nagle for min Fiendes Hjerte? Er det ei vakkert eller strengen Ret, til Prikke det dog ligner Mennesket. SIDE: 227 (Hos de to Venetianere. Lampen udbrændt. Morgenen lyser ind. Cinthio i en nedbøjet Stilling ved Bordet. Siden Carlo og bevæbnede Frænder). Cinthio. Hvad skrev jeg? Afkald paa Cornelia? Nei, ikke selv for Giulios Venskab. Det var slet og ikke ædelmodigt; -- kun en Rablen i de lange Nattetimer. Dog kan Farvellet staa, som Brevet ender: de korte Ord: "du seer mig aldrig mere!" og Navnet "Cinthio". (River en Deel af Brevet). Ja Navnet "Cinthio", i Taarer til en Taage badet ud. Maaskee kan mit Farvel behøves; ja, hvi troer jeg ei min Angst? Den burde drevet mig allerede Mile bort fra Staden. Og hvis jeg nu gjør Giulio en Uret? Maaskee ham Feb'ren tog igjen paa Vejen, og kasted marmorkold af Sved og Dugg ham bag en fugtig Busk? Tys! Vist han kommer . . (Aabner Vinduet. Fodtrin høres). Ak, Morgenstjernen hersker allerede, og stakkels Giulio . . (Carlo Carrara styrter ind med et Par bevæbnede Frænder). Carlo. Saa grib ham! knebl ham! (Følgesvendene gjøre saa, kneblende ham med en Staalmaske). Men knebl ei Øret, saa han ei kan høre, at Dette er Begyndelsen til Giulios Formæling med Cornelia Carrara. Hold strammere, I Mænd! Betving hans Krampe! . . Ja det er som du hørte; men du skal taus som et Liig, selv være Bryllupsvidne; og saa skal Verden, men ei Padua og ei Venedig, ei en Plet paa Jorden, SIDE: 228 hvor en Carrara aander, være Vidne til en Elendighed, som ei vil blidne, før den i ukjendt Vraa afløses med Fortærelsens og Glemslens raadne Fred. (De gaae med Cinthio. Giulio kommer strax efter sagte ind). (Giulio. Siden en af de unge Carraraer). Giulio (holdende sig ved Døren). Hvis jeg ei saae ham førend, førend -- -- var jeg en Tyv, meer lumpen end en Morder. Tys! Han slumrer vist; men vækkes maa til Flugt, skjøndt selv i den Velgjerning der er Synd, Forræderi, ormstukken Egennytte. Den Redelige slumrer. Ahnelsers og Drømmes Skyggespil af de Ulykker, som just passere, præge sig ei paa slig Reenheds Alabast. Gud være lovet, om Cinthio i denne Nat har sovet, om nærsynt Tusmulms blege Øje, lagt nær til hans Aasyn, der har fundet Fred, som Nattelynet gjennem Vindvet seer, at Barnets Smiil af Tordnen ei forstyrres, der ruller hele Timer over Hov'det! Ja gid! . . Ve mig, er Troen da en Løgn, at jeg, da Tingen ikke kunde ændres, har frelst hans Liv? . . Ja! gid han meer ei vaagned! Gid Dagen han ei saae, som kold vil pege paa hans Ulykke i min Syndermine! Men hellere end disse Ord, hvori der er et Brodermord, gid jeg maa synke igjennem Marmorgulvet for hans Fødder! Jeg taaler ei hans Blik -- jeg føler det -- hans Godtroblik, hvormed han mig vil hilse. SIDE: 229 Det blotte Minde om hans Ansigtstræk meer end Megærens fylder mig med Skræk. (Finder Levningen af Cinthios Brev). Ak, sande Adelsind, naar nøjes du med enkelt ædel Handling? Underrettet om Alt, hans Sjel, af Offeret ei mættet, har villet skaane mig for at besee med saligt Øjekast hans Hjertevee. O ned i Jorden vilde det sig bore; nu skal det flyve om for dig at spore. Nu, da den bittreste Sekund er over, og naar den sødeste er runden ned, at see dig Blik mod Blik jeg engang vover, ja kanskee dig at minde om vor Eed, at Døden kun, men ingen Skjebnes Grille, saa mægtig skulde være, os at skille. Du er ei død; thi ellers stille stod i samme Stund mit Hjertes raske Blod. Dets Stemme har du fulgt; jeg følger dig, og finder dig for Cenzia og mig. (Vil gaae. En af de unge Carrara'er kommer). Den unge Carrara. Ah! Bravo, Svoger! Det er langt paa Dagen. Snart er med Messens eders Time slagen. Man aldrig paa en Brudgom vente maa. Giulio (afsides). Jeg gaaer. Jeg frelser Cinthio kun saa. (Gaae Arm i Arm). (Carraras Hal. I Baggrunden sees Indgangen til Kapellet. Paa den høire Side Carlo Carrara med flere af sine Fættere med Cinthio med Staalmasken og tilhyllet i Kappen imellem sig. Senere Duca Carrara med Giulio fra den ene Side, Dame Carrara med Cornelia fra den anden Side i Bryllupsoptog. Mazoliero imellem Carraraerne). En Carrara. Det kunde være nok, at han seer Alteret, Carlo. Han er dog en Zani ligesaavel som Brudgommen. SIDE: 230 Carlo. Du maa ingen Carrara være. En Carrara. Det maa du kjende ligesaa godt, som jeg din Hidsighed. Carlo. Hidsighed? Og han lever endnu? En anden Carrara. Det burde han ikke. Min Kusine . . Carlo. Det er ogsaa kun paa hendes Forbøn. Hun vil selv give ham nogle Ord til Afsked, og jeg med som Vogter af Carraras Ære. De øvrige Carraraer. Det ere vi Alle. Carlo. Derfor Taushed, ved vor fælles Ære! Ti ogsaa du, Munk! Mazoliero. Jeg følger ham som en Skygge. Mit fromme Kald byder mig at forebygge de Ulykker, som maatte følge af, om han nogen- sinde viste sig hvor en Carrara aander. Carlo. Det er i Padua, og fra imorgen af i Venedig. Thi min Svoger er hjemkaldt. Den Gamle er død, og den gyldne Bog kalder ham for Familiens Skyld. Tys! Se hvor min Moder kroer sig! (Dame Carrara leder Cornelia ind fra Høire, hvorved hun kommer Cinthio nær, idet hun gaaer imellem sine Frænder. Carrara leder Giulio ind fra Venstre op mod Kapellet). SIDE: 231 Cornelia (til Cinthio). Jeg vilde sige dig, at jeg dig hader, hvis Had kan taale Medynk i sit Øje, og Minen ei forraadte, at jeg sørger. Dog vil jeg bede Carlo om dit Liv og dig om Flugt, om Flugt, hvis du vil leve. (Gaaer noget frem). Dame Carrara (gaaende forbi). Og jeg? Jeg har ei Ord . . . Min Vrede fik du i dit Ansigt, var det umaskert. Nu, se hvad du har tabt! Jeg troer du gjør det, hvis det er Graad og ikke Falskheds Skum, som triller fra dig under Masken. Nu, det gjør mig blød forskam . . Forbedr dig, Stakkel! (Følger Cornelia). Cornelia (til Moderen). Græd han? . . (Gaaer til Kapellet). Carlo. Hold ham, Munk! Det lader som han ikke taaler Synet af sin lykkelige Ven. Kom, Fættere! (Carrara'erne gaae op til Kapellet, hvor Formælingen under høitidelig Musik gaaer for sig, mens Cinthio synker besvimet hen i Mazolieros Arme). Mazoliero. Nu ønsker jeg, at du maa leve længe med saadan Qval og for slig Qval. Og naar du træt deraf kun længes efter Døden, og viser i Venedig dig -- thi Padua maa være dig forhadt nok -- , da, som Skygge, der springer op af Jorden, er jeg der imellem dig og Døden, for at jage paany dig ud i vilde Verden, bort fra Døden og fra Cenzia, som venter dig tro, med Barmen fuld af Livsenslykke. Naar din Elendighed og Længsel hende har tæret ud, saa I jer ei gjenkjende undtagen med gjensidig Rædsel, da SIDE: 232 I skulle vide, at den hele Smerte ei kom fra Himlen, som I troe, men fra en saaret Orms, Mazolieros, Hjerte. (Brudefølget gaaer tilbage og ind til Venstre, hvorfra høres Musik. Duca Carrara følger siden med Carlo og Carraraerne). Carlo (til Cinthio). Vaagn op, forhadte Zani! Hør din Dom! Carrara. En Flygtning fra Venedig hid du kom, forvovne Fremmede, at søge Ly i Paduas gjæstfri Stad. Det blev ei negtet. Men nu, da du, til Tak for Gjæstevenskab, for Borgernavn, som blev dig tilbudt, har dets bedste Slægt, hvis Ømhed gav endmere, fornærmet dybt og blodigt: gjennem mig forstøder Padua dig med tyvegange saa tung Banlysning som Venedig sendte bag Flygtningen. Carlo. Det er udtolket: Ve dig! Du dødsens er, om her og hvorsomhelst Cornelia aander, du dit Aasyn viser. Da svoret har Carraras Æt din Død. Carraraerne. Ja hver af os, som om Cornelia ei var hver Enkelts Frænke, men hans Søster. Carrara. Saa være det! Og for dit Navns Skyld, at det, hun nu deler, ikke skal beskjæmmes, hvor Livet du vil friste rundt i Verden, du flux af Stadens Port i Betlerdragt skal stødes ud til Jammer og Foragt, saa, naar du siger, du en Zani hedder, Enhver med Tryghed paa dit Vanvid vedder. (Carlo og Mazoliero med Cinthio ud. Carrara og Fætterne gaae til Venstre). SIDE: 233 (Giulio og Cornelia komme ind i Hallen fra Festværelserne. Siden Carrara og Dame Carrara). Giulio. Jeg har mig altid tænkt, at Saligheden var tankefuld. Dens Engle ere Tanker. Det maa ei smerte dig, Cornelia. Cornelia. Kun tænk ei meer paa ham. Giulio. Men hvo kan rykke sit hele Liv medeet af Mindet ud? og deri var der ingen Dag af Hans, som ei meer inderlig var medindflettet end ene Vedbendranke i den anden. Cornelia. Dog gulner en, løsreven fra sin Rod. Giulio. Jeg gjerne boede med ham i skythisk Telt paa iset Slette, Italiens Sol med matte Stjerner bytted. I vore Øjnes Fryd de vilde speiles og suge Glands af dem. Cornelia. Giv mig hans Minde i Brudegave, Elskte, og jeg vilde i denne Demantring indtrylle det og kysse den . . Giulio (rask). Forsonende? SIDE: 234 Cornelia. Javist! (Afs.) Og kaste den i Brenta. Giulio (omfavnende). Jeg er salig: Du har tilgivet ham. Nu du opfylder som Gud min Himmel ene, og jeg glemmer, at Fyrsten for dens Engle er forsvunden. Cornelia (afsides). Han faldt. (Carrara og Dame Carrara komme). Carrara. Kom ind! Dame Carrara. Man venter Jer i Dandsen. Giulio. Nu kan jeg dandse. Kom, min hulde Brud! (Raab udenfor). Men hvilke Skrig! Carrara. Det Folket er, som jubler. Giulio. Det synes mig . . . Carrara. Lidt Vildhed er iblandt. Dame Carrara. Ja jeg skal sige Jer, det er . . . SIDE: 235 Carrara (trækker hende tilside). Ti stille! Han vil ei taale, at hans Ven saa haanfuldt af Byen drives. Carlo har for hidsig til Priis ham givet for den vilde Sværm. (Til Giulio) Se ikke ud! Blot Pøblen jager bort en Betler udigjennem Byens Port. Giulio. Jeg seer en sønderreven Skulder rage af Sværmen frem, der bærer høit paa Stænger hans Kappes Pjalter. Stakkel! Han har Ære. Han holder Hænderne for Ansigtet. Den Scene smerter mig. (Til en Tjener, som gaaer igjennem) Iil! Kjøb for Dette den Stakkel fri dernede, og ham selv du trykke denne Scudo i hans Haand. Tjeneren. Det vil hans Smerte læge, naar jeg siger, at Gaven fra den høie Brudgom kom. (Gaaer. De Andre ind, under Musik fra Værelserne til Venstre). (Venedig. Zanis Hal. Cenzia i Sørgedragt). Cenzia. Man siger Hyttens Eensomhed er sød; Jeg veed, jeg veed, Palladsets er det ikke. Maaskee, da eensomt hen mit Liv skal rinde af Tvang og ei af Valg, er Klostrets bedre. Det Valg jeg har dog; og er der et andet? Min Fader død, min Broder snart indpiint i Statsmaskineriet som de Andre, SIDE: 236 som de, et Hjul, der gaaer kun for sig selv og, egoistiskt døvt, sig selv kun hører; og Cinthio, og Cinthio, Idealet, meer død for mig end begge disse To, hvis Munken . . . ja, hvi skal jeg ham ei troe? (Tager et Brev frem af Barmen). "Cornelia Carrara?" O afskyeligt, at jeg kan hade Den, som han kan elske! Og taabeligt, at jeg kan undres over, at Den han elsker, han forlængst beundred og tit lovpriste som et Undersyn fra den Tid han i Padua studerte, den Tid, der gled, men ikke kunde glemmes! Og meer end taabeligt og afskyværd, ei at begribe, hvi han stødte just paa hende først -- har Padua flere Undre? -- og hvi hun elskte ham -- min egen Synd jo? -- og at jeg angrer næsten -- nei ved Himlen! -- at jeg befried ham og ei betinged mig Verden for ham, Padua undtagen. Saa vil jeg rykke hvertet Nag af Hjertet og jage Haab og Minder af mit Sind. (Plukker Brevet langsomt isønder og kaster Stykkerne ud over Altanen). Ak! nu igjen min Plager! min Formynder og Beiler under denne Maske! Og han veed ei, hans Nærværelse nedriver alt hvad min Smerte over Cinthios Tab opbygger i hans Fravær til hans Fordeel. Skjøndt denne Slange . . . Oh! (Cenzia. Sekretæren). Sekretæren. Signora, tag nu Afsked med den hadede Formynder, thi Eders Broder kommer end idag; og tillad mig som Beiler mere yndet SIDE: 237 at nærme mig, thi Han, I veed nok selv, vil ikke komme, aldrig vil hans Fod Venedigs Bund betræde. Cenzia. Den Uskyldige! Sekretæren. Saa finde ei de Timænd. Cenzia. Var min Broder meer skyldfri da end Han? Sekretæren. Men Statens Fædre har villet eders Faders Minde hædre, og slet de sørged' kun for Staten, om de Zanis Slægts Repræsentant forstødte, en Slægt imellem dem, der skal regjere havherskende Venedig. Cenzia. Halvblindt Øje maa see, at disse stolte Adelsslægter regjere ei Venedig, men regjeres af disse Ti, hvem Een igjen regjerer. Og denne Ene . . . Sekretæren. Nu! Var Denne mig, skjøndt jeg kun fører Pennen for Dieci, saa deel med mig Venedigs Herredømme! Dog gid I var fornøjd' med dette her! (Peger paa Hjertet). I det Venedig hersker I alene. Cenzia (adspredt). Er der et underjordiskt et endnu? SIDE: 238 Sekretæren. Der brydes ingen Eeder. Har jeg ikke holdt Løftet om at frelse min Medbeiler? I kræved meer ei da. Da Alt I loved; thi mindste Skin af Haab var da mig Alt. Og siden eders Faders Død har jeg, som eders, af Dieci kaarne, Værge, med Tvang forbudt mit Hjerte Beilerord til nu, da eders Broder . . . Cenzia. Han bestemme! Sekretæren. Et Smiil I gav mig for at frelse Cinthio, og siden intet. Nu, saa vant til lidt, jeg holder eders Ord for nok et Skridt. Cenzia (seende ud fra Altandøren). Man lander. Ve dig, Cinthio er ei med. Sekretæren. Nei, Ve ham, om han var! Cenzia. Med ham opdragen, jeg ængstes for ham i den vide Verden. Men bar du ham, Kanal, det vilde være som om din Bølge strømmed i min Puls. Sekretæren. For ham jeg sørge skal. Cenzia. Tak, min Formynder! Sekretæren. Nu meer ei; men som Beiler en Begynder. SIDE: 239 (De Forrige. Giulio fører Cornelia ind. Carlo Carrara). Cenzia (om Broderens Hals). O Giulio, har du Cinthio forladt? Giulio (præsenterende Cornelia). Min Brud, min Viv! Cenzia (omfavnende Cornelia). Din Viv? O da min Søster! Men svar mig, har du Cinthio forladt? Giulio (undvigende). Cornelia Carrara! Cenzia (tumlende tilbage). Hvad! Carrara? Cornelia? O var det kun den Rette! Hvor Rygtet kan forvexle! Cornelia. Søde Søster, er jeg dig meer ei kjær? Cenzia. O tusindfold! Jeg kan ei tvivle; een Cornelia besidder kun en saadan Skjønhed. Den har mærket dig, om Tyve hedte saa. Carlo (afsides) Og hedte Tusind i Venedig Cenzia, kun denne Cenzia vilde Verden kjende. SIDE: 240 Cornelia. Min Mund dig kalder Cenzia; mit Hjerte af Kjærlighed til Giulio, Giulietta. Cenzia. Ah! Nu forstaaer jeg: Een af hine Tyve, Een kun af To, om Flere ikke gives, var Cinthios Cornelia? (Giulio og Cornelia iagttage en mørk Taushed). Saa tause? O Giulio, Cinthio var din Fosterbroder, og Intet veed du om ham? Giulio (bortvendt). Cinthio lever. Cenzia. Hvorledes? hvor? (Giulio tier). Din Taushed . . . Giulio. Den er Tanken paa Cinthio . . . Cenzia. Og hans Cornelia er ogsaa Paduanerinde? Cornelia. Var det; nu Venetianerinde. Carlo (afsides). Herifra! Jeg bliver ellers troløs, Padua, min hidtil ene Elskte! SIDE: 241 Giulio (førende Cornelia til Altandøren). Ja, min Viv, se her dit Fædreland af Alabaster! Med det for Øje og med dig i Favn jeg ejer begge: Padua og Venedig. Cenzia (grundende). Han lever; men hvorledes var det Andet? Jeg troer, at han er fri, at Rygtet har forvexlet dem. Det er ei første Gang. (Vil gaae). Sekretæren. Han lever. Kanskee; thi man veed ei hvor. Har I for mig da ei et Blik, et Ord? Cenzia (i Døren). Jo dette Blik, og dette Ord: "Farvel!" Sig Tingen har forandret, ei min Sjel! (Gaaer). Sekretæren. Det Blik, det Blik -- ha Cenzia, jeg til en Dolk for Cinthios Hjerte hærde vil. Carlo Carrara (tagende ham under Armen). Jeg fatter Vreden, som dit Sind opheder. Viis mig Rialto: Jeg har Trøst for Eder. (Afs.) Gid blot saasandt I begge To forgik! Da begge Eders Haab i Arv jeg fik. (Gaae). (Landevej i en øde, eensformig Egn. Cinthio i en Betlers Udvortes. Seer medtagen ud. Siden Mazoliero). Cinthio (betragtende en Mynt). Den sendte Giulio, min Fosterbroder, paa Bryllupsdagen med min egen Brud. Derfor har ingen Hunger den aftvungen. SIDE: 242 Jeg betled før; jeg betled, ja jeg betled, nigange stødt tilbage, jagt fra Porte af Bondehunde, for den ene Gang jeg fik det Brød, som Hunden havde levnet. Med Røvere, med Stav mod Sværde kjæmped jeg for min Skat, mit Minde om min Ven, min Mynt, min Bibel, i hvis Skrivt jeg læser om Alts Forfænglighed og mine Feil. Den første er, at ei jeg kjendte Qvinden, den anden, at jeg elskte saa min Ven, den tredie, at jeg elsker ham endnu saa høit, at ved min Død jeg ei har villet hans Bryllupsfryd forstyrre, og den fjerde og femte, sjette, syvende og flere er Synderne jeg har mod ham begaaet, hvergang jeg tænkte, at han veed min Skjæbne. Han troer mig vist i lystige Verona, Vicenza eller Florenz, søgende Adspredelse i nye Amouretter til Sagen jevnes hjemme ved hans Gjenkomst. Gid han saa troede, skjøndt det kun er sandt for saa vidt her er Veien til Verona. Hvi did? Hvad skal jeg der? Hvi ikke did saa som jeg følesløs og uden Vilje mig lader drive af hiin mørke Skygge, hiin Munk, som stedse følger mig i Afstand? (Seer tilbage). Ja se! Jeg vidste det. Han altid spærrer Tilbagevejen, gjennende mig frem. Naar jeg om Morgenen staaer op bag Laden, og ryster Halmen af min revne Kappe, da springer han i Skovens Udkant, som af yderst Træbul frem; er der ei Skov, da kommer han fra Jorden -- nok han er der. Og kaster jeg mig ned om Aftnen, er han vel i Skyggen svunden; men han er der. Jeg vil ei taale det; var han en Aand af Helveds Værste, tvertigjennem ham SIDE: 243 jeg gik dog til Venedig for at døe -- først for at see, om Giulio kjender mig, saa for at dø. (Vender raskt om. Mazoliero træder frem som Vandremunk fra Baggrunden). Mazoliero. Hvorhen? Cinthio. Hvorhen jeg vil. Mazoliero. Hist seer I Taarnene alt af Verona. Gonzaga ligger der; han Folk behøver. Der er din Nød forbi, min Søn, og -- hvorfor ei sige det -- ? din Straf. Carraras Hevn ei naaer dig i hans Leir. Cinthio. Jeg søger den. Jeg vil ei længer slæbe om mit Liv. Dog Selv ei spilde det, ei det forsvare. Afvejen! Derfor vil jeg til Venedig. Hjemad! Jeg hviler da meest naar jeg gaaer. Hvert Fodslag er et glad Farvel til Verden, en Forudhilsen til det elskte Hjem. Mazoliero. Der venter Død og Grav. Cinthio. Jeg søger dem. Mazoliero. Jeg vover Livet selv for dig at følge. Carraras Eed og Vrede end er til. Før Cenzia seer ham, jeg dem vække vil. (Gaaer efter ham). SIDE: 244 (Samme Skueplads som i første Akts 2den Scene. Folk. Deriblandt Mazoliero som Munk, Cinthio i Betlerdragt, Zeno og Annicelli. Giulio, med en Pergamentsrolle i Haanden, og Sekretæren trine ud paa Løvetrappen). Folket. Viva Zani! Viva Giulio Zani! Nogle Stemmer. Ned med Timands-Sekretæren! Andre Stemmer. Vogt dig, Zani, for Diecis Sekretær! Viva Zani! Giulio. Viva Venezia! Folket. Viva Venezia! Viva Zani! Sekretæren. Ja vogt jer, unge Zani; men for Folket! Træk jer tilbage med Foragt en Stund, saa bliver Jublen taus, fortrydelig, og I faaer Ord for hvad I har at sige, (De trække sig tilbage). En Borger. Gud velsigne ham, hvor han ligner sin salig Fader, saa ung han er. Han burde være Doge, og bli'er det nok ogsaa. Cinthio (afsides) Han ei gjenkjendte mig, endskjøndt hans Øje igjennemmønstred hele Folkemassen. Velkommen nu Carraras Dolk! SIDE: 245 Anden Borger (skydende Cinthio tilside). Afvejen, Karl! Jeg troer ordentlig han vil vise sig. Cinthio (afsides). O Gud, o Gud! o hvad har jeg da syndet, at Han ei kjendte mig? Tregange dvælte hans Øje paa mig. Kummer saae jeg deri, men ei Gjenkjendelse. Nu, Død, velkommen! Anden Borger. Nei hør paa ham! Jo bi til det, uforskammede Knegt! Du skal nok see, Hr. Overdommeren, en Zani, kjender slige Karle uden igjennem Akterne. Tredie Borger. Saavidt bør ikke Friheden gaae, Jacopo, at slige Betlere tør trænge sig indimellem respektable Borgere. Saadan Frihed kan gjælde i Padua, hvor Alt staaer paa Ende, og Den, der er meest laset, har meest at sige. Anden Borger. Slige Karle bør presses til Flaaden. (Til Cinthio) Flyt sig endnu lidt! (For sig selv) En stout Karl med alt det. Første Borger. Hvorfor skal I da fornærme ham, Mester? Han seer ærlig og reenfærdig ud med al sin Fattigdom. Er det Frihed? Eller staaer I kanskee i den gyldne Rolle? Jer Fa'r gjorde det ikke. Anden Borger. Cospetto di Bacco! Bi lidt! Den Skose skal I angre. (Giulio træder frem med Sekretæren). Stemmer. Tys! Stille! SIDE: 246 Giulio (aabnende Rullen. Med høj Røst) I St. Marci Navn, Venetianere! Hvor lykkelig jeg priser mig, hvor takker jeg ei Hans Høihed Dogens og Diecis, de vise Statens Fædres, Naade, at min første Embedshandling er Forkynden af Amnesti for hver tilforn Anklaget i hiin Mazolieros Sammensværgelse, kun denne Selv undtagen, hvor han findes. Kun to af denne Nidings Medforbundne har Lovens Sværd i Statens Værge levnet: -- I, Ridder Zeno der og Annicelli. Thi være det for Alle vitterligt, at Frihed og Benaadning skjænkes eder af det høimodige Venezia. Men Nogle til det faste Land undveeg. Blandt dem var Een, der ingen Naade faaer, men kun sin Uskylds Ret: min Frænde Cinthio. Thi vorde denne Amnesti forkyndt Venedig og derfra Italiens Stæder, den Skyldfri som en Statens Afbigt og den Skyldige, ihvor han er, som Naade! (Gaaer ind med Sekretæren). Folket. Viva Zani! Viva Dieci! Viva Venezia! Cinthio (afsides). Jeg vil ei melde mig, men ukjendt dø, naar Han ei kjender mig. O det er Døden! (Antager en bedrøvet hensjunken Stilling medens Folket adspreder sig). Første Borger (klapper Cinthio paa Skulderen). I studerer nok paa Natteleie, Kammerat! Kom, jeg har en Plads for Jer i min Kjælderhals. SIDE: 247 Mazoliero (trængende sig frem). Men ingen for mig, en fattig Munk? Du skal ikke tage Brødet fra Børnene og kaste det for Hundene. Første Borger. Jo, ærværdige Fader! vil I tage tiltakke i en anden Krog. Hvor der er Hjerterum, veed I -- -- Cinthio (afsides). Min Plageaand! Nu vil jeg ei ham fly, men elske ham som Dødens visse Forbud. (De gaae). Anden Borger. Se saa, der kom en hellig Fader imellem, saa der blev intet af Gaaseplukningen den Gang. (Gaaer). Zeno. Forbausende! Annicelli. Jeg neppe tør det tænke. Zeno. Vi tænke da det Samme. Annicelli. Ham det var, Forræderen. Zeno. Jeg hørte det paa Stemmen, og siden saae jeg det trods hans Forklædning. Annicelli. Kom lad os følge denne Ulv paa Sporet! (De gaae). SIDE: 248 (Hal i Palladset Zani. Cornelia. Cenzia). Cornelia. . . Endda, om Sporet er forsvundet . . Cenzia. Ganske, som Flodens, der i Sandet døer, ja ganske. Cornelia. Saa priis ham lykkelig, at hid han kom ei, hvor Carlo svoret har ham Døden. Cenzia. Carlo? Her ei regjeres som i Padua, hvor Tyranni med Folkets Vildhed vexler. Min Broder kan beskytte ham, og vil det. Cornelia. Jeg frygter min. Cenzia. Har du tilgivet Cinthio, saa tving din Broder. Cornelia. Kunde du tilgive, skjøndt du er blødere end jeg, min Cenzia, om Cinthio elsked dig -- oh, hvor du rødmer! -- men elsked dig dog lidt nok til at skjænke en Ven sit Stevnemøde? (Cenzia tier). Tænk dig da, at Alt du gav ham, skyldfri Ømhed kunde, at du . . SIDE: 249 Cenzia. O ti! Jeg tænker paa hans Jammer, paa dine Frænders Hevn, paa hans Forsvinden paa Vejen ved Verona nær det Sted, hvor vilden Etsch igjennemskjærer den. Cornelia. Frygt derfor ei; en gammel Munk har fulgt ham, for kjærlig ham at gjenne fra min Slægt, hvis Harme, engang vakt, jeg ei kan styre. Jeg troer Gonzagas Hær, ei Etsch, har slugt ham. Cenzia. Han kom ei did. Han sporløs er forsvunden. Cornelia. Velan! Der ogsaa er Carrara'er. Cenzia. Dem og sin Død jeg veed han frygter ikke; og var der tusind, skulde jeg ham hevne. Det er for Giulios Skyld han er forsvunden og lider Alt, om han ei alt er død. Cornelia. Da troer jeg, at jeg elskte ham paany. Cenzia. O, Hjerter til at elske har vi Begge. Lad ham da hedde død og gjenopstaa, en Søster i sin fordums Elskte faae! Cornelia. Jeg vil min Broder om Forsoning bede. Cenzia. Troer du min Taare dæmpe vil hans Vrede? (Gaae, men glemme sine Slør). SIDE: 250 (Carlo. Mazoliero som Munk. Siden Sekretæren). Carlo. Herind! Fortæl Cornelia . . Aha, hun er her ikke? Vel! Men, Mand, dit Skjæg er voxet noget stærkt i disse Dage. Mazoliero. Jeg har opfyldt min Pligt, Jer underrettet om Cinthios Nærværelse. Nu, Herre, nu vender jeg tilbage, da han er . . Carlo. . . i min Haand. Mazoliero. Og i Guds. Carlo. Smukt sagt af Eder. Men det er udlagt: i Retfærdighedens. Dog kan jeg spare mig, ifald jeg vilde, og ikke havde et naturligt Fortrin. Her nemlig er en Mand, en dristig Beiler til Zanis Søster, dristig, som om Djævlen til Engel beiled, Broderens Collega, og han vil takke dig. Bi derfor her! Hver Dag mod Aftnen han tilstede er, saavist som Taarnet hid sin Skygge vender, saa punktlig paa sin Plads som Møllens Øg. Dog du tilgive, Fader, denne Spøg! Jeg glemte, at du Elskov ikke kjender. (Iler ud). SIDE: 251 (Mazoliero alene. Siden Carlo Carrara og Sekretæren). Mazoliero (griber det af Cenzia glemte Slør). Du feiler, Dreng! Hvi gjør mig ellers dette, og ei hiint, Slør saa blød og varm om Hjertet? hvi finder jeg, saa kold fornuftig ellers, vanvittig Glæde i at kysse det, i stirrende dets Traade at forfølge, mens dette der er mig saa ligegyldigt som Edderkoppens Spindelvæv i Krogen? Og hvorfor river jeg det ei isønder, men kryster det til Hjertet, som om det var Skyen, nedsendt af Barmhjertigheden, hvorpaa endnu jeg kunde himmelfare? Jeg stjæler det; det dække skal min Qval. (Stikker Sløret til sig). Naar jeg er død, det findes skal paa Brystet med sveden Plet, hvor Hjertet det bedækked. Jeg ikke elske! Ve mig, at jeg kunde! Othellos Lidenskab, som mættet Slange, var sløv mod min, der stedse hungret har og i sin Rasen Alt tilsidst fortæret. Jeg var en tapper, hædret Officeer, min Fødsels Ringhed dækket af min Kaarde, en Folkets Yndling, med Bocconios, Tribunens, blodbedækkede Erindring, der ei forfærded mig, i ædel Kamp om for Venedig være en Rienzi. Jeg havde Venner, ædle som en Zeno, som Annicelli sværmerske, hengivne; og Livet nød jeg, uden Rigdom vel, men sorgløst, muntert, som en Officeer, der venter bedre Tider, og ei negtes Kredit paa Kaarden til den næste Krig. Da saae jeg Cenzia -- og Alt hengav jeg. Alt, Alt! Den brave Krigsmand blev en Nar og Frihedsmanden, Vennen en Forræder. SIDE: 252 Med vanlig Kjækhed paa Rialto talte jeg Dogens Datter til, og Folket tyded det som et Træk af ægte Lighedssind. Jeg borged mig en lidt anstændig Kappe -- det leed ei Folket -- spilled Kavaleer, men var, med al den Huulhed, dødsforelsket, saa for et Smiil af Damen, jeg forfulgte med Serenader hvergang Maanen straalte, jeg gjerne skulde see Venedig synke, Lagunens Mudder suge ned San Marco. Saa elsked jeg, og blues nu og angrer -- ei at jeg hævned mig og vil fuldbyrde, men at jeg legte saa med Elskovs Slange. Min Smerte, da jeg blev med Haan forstødt som en Plebejer, lærte mig hvor dybt den Ømheds Glød var sjunken i mit Hjerte, og for at slukke den, det gamle Had mod Republikkens Optimater, lod sin gjemte Givt jeg øse i mit Blod. Forgjæves Kjærligheden Givten taalte. Jeg med Foragt min egen Ringhed maalte. Saa elsked jeg. Nu har jeg kun den Trøst at gjenne Cinthio fra hendes Bryst. Carraras Dolk ham over Issen hænger. Saa til Gonzagas Hær! Da Munk ei længer! Da Sværd ihaand og Terningspil ilomme! Dog knapt den gamle Lystighed vil komme; ei heller gamle Tiders Sværmeri. Mazolieros Liv er alt forbi. (Carlo Carrara og Sekretæren komme. Mazoliero). Sekretæren (seer forbauset paa Mazoliero). Han der? Carlo. En trofast Tjener af vort Huus. SIDE: 253 Sekretæren. Han der? Carlo. Javist! Mazoliero (afsides). Farvel Gonzaga nu! Sekretæren. Jeg kjender ham. (Til Mazoliero) Du veed hvad det betyder. Mazoliero (rolig). Jeg hørte det idag. Det lød ei fuldt saa godt som for . . . Sekretæren. Ti kun! Jeg vidste alt du var i Staden. Seer du denne Skrivt? Mazoliero. Det Zeno skrev. Nu! Han har Ret dertil. Sekretæren. Du veed, at du er dødsens. Mazoliero. Jeg det veed. Carlo. Vor Munk! I dristig er mod Os og Kirken. Sekretæren. Kast Munken væk! Jeg byder. Mazoliero (aftager sin Kutte og sit Skjæg). SIDE: 254 Carlo. Ved San Marco! Det Skifte lider jeg. Slig Karl vi trænge. En Krigsmand paa sin Hals. Mazoliero. Jeg gjorde Bod; og gik derfor fordækt. Sekretæren. Mazoliero! Paa een Betingelse du kun kan frelses -- thi jeg erindrer du var kjæk paa Cypern, og skriver Resten paa dit slette Selskab og paa en oplagt Krigers Ørkesløshed -- Paa een Betingelse dit Liv kan reddes: Paa een: Du gaae maa i Diecis Tjeneste. Mazoliero. Da kan jeg lægge Sværdet, gribe Dolken. Sekretæren. Kun sjelden; men naar det nødvendiggjøres, naar det befales, da -- ! Blind Lydighed fra øverst og til nederst er, det veed du, Venedigs Storheds Støtte, Statens Hjul. Mazoliero. Engang det mig oprørte. Sekretæren. Tys! hør hid! (Tager ham afsides). Den Flygtning, skjøndt benaadet af Venedig og Green af Zanis Huus, du har angivet, at være her i usselt Stræde skjult, maa dø i denne Nat. Carrara vil det. SIDE: 255 Mazoliero. Er det de Timænds Vilje? Sekretæren. Det er min. Du kjender mig. Mazoliero. Jo jo! Sekretæren. Og veed dit Valg? Mazoliero (afsides). Nu kan det skee, skee sikkert, uden Ansvar. Dog gid jeg stak med samme Stød jer Begge. Slig Nidings Drab var Vellyst kun at bære og himmelsk Anbefaling. Sekretæren. Saa til Cypern, hvis ei du heller vil til Candia. Mazoliero (afsides). Saa i Galgen, hvis ei jeg heller vil til Havsensbund. (De gaae). Carlo. Jeg vil ei være ærlig, om den Dommer mig ei, ved Hjælp af Munken, forekommer. Dog veed jeg hvor Han er. Med Sværd mod Sværd han svare mig! Det er meer ærlig Færd. (Vil gaae; mødes af Cornelia og Cenzia). SIDE: 256 (Carlo Carrara. Cornelia. Cenzia). Cornelia. Min Broder! Cinthio er forsvunden. Cenzia. Død; jeg ahner det. Og Gud tilgive Eder! Carlo. Tilgiver Du, da tør ei Gud det negte. Er Cinthio svunden, var det egen Vilje, endskjøndt Carraras Magt fordrev ham først. Men er han død, da hevned et Tilfælde og ikke jeg, ei Pligt og Ret, min Søster! Jeg det beklager. Cornelia. Hvad ham end er hændt, tilgiver jeg ham. Carlo. Du? Cornelia. For Cenzias Skyld og for hans Lidelser. Carlo. Den første Grund har mere Vægt. Og havde jeg ei svoret, dog sidste Gnist af Vrede maatte slukkes af disse skjønne Taarer. Men jeg svoer. Cenzia. Og jeg tør sværge, at du ei er ond. SIDE: 257 Carlo. For ei min Eed at bryde, vil jeg ile flux til Gonzaga. Cenzia (opmærksom). Oh! Hvorledes? Tal! Cornelia. Er Cinthio levende, da er han der. Cenzia. Lad Carlo tale! Gode Carlo, Carlo! min Broder Carlo, tal! Carlo (blød). O hulde Cenzia! de søde Ord og endnu meer dit Blik, som fatter dem i himmelsk blaa Emalj, betvinger mig. Nei, Cinthio er her. Cenzia. Gud og San Marco! Carlo. . . Men maaskee hans Sjel ei længere end til inat engang. Men hvor han er, veed Sekretæren bedre. Cenzia. Da truer Fare ham! Hvor er han, Carlo? Og hvor er Sekretæren denne Aften? Hans Navn mig som en Viper stak. Hvor er han? Mig ængstes saa . . O hvor er Cinthio? O siig det, Carlo; og din Løn vil blive, at du vil elske ham. Carlo. Den Løn var liden. SIDE: 258 Cenzia. Da er vel Himlens Kjærlighed en større. Carlo. Ja, Cenzia, jeg kalder dig min Himmel. Cenzia. Husk Sekretæren! husk! Carlo. Mig stak det ogsaa. Velsign min Tanke, Cenzia. Det haster. Han er i Fare . . (Kaster Kappen om sig og iler ud). Cenzia. Iil! Ei Satan raster, naar Mennesket vil ondt. Men jeg vil knæle og bede Gud, at han vil Naaden dele imellem dig og Cinthio. O alt er Naaden ned i din Forsoning dalt. (Cenzia og Cornelia gaae ind). (Uanseelig Gade. Nat, oplyst af et Madonnabilledes Lampe nede i Gaden. I Forgrunden en aaben Nedgang som til en Kjælderhals. Første Borger kommer op derfra med Løgt, fulgt af Cinthio). Borgeren. Nu har du seet Leiligheden. Ussel, Gud bedre os! Men var ikke Pateren kommen, skulde du faaet det bedre. Cinthio (sløv, stirrende). Pateren? Borgeren. Javist, Pateren. Hørte du ikke? Cinthio. Pateren? SIDE: 259 Borgeren. Ja, og det en Franciskaner til. Det er en Velsignelse til i Huset, foruden Teresa, min Datter, saa jeg mener du kan sove roligt i Krogen dernede paa Halmen for i Nats Skyld. Pateren faaer faa Teresas Kammer, naar han engang slutter sin Andagt i San Marco. Godnat! Cinthio (slipper ikke hans Haand). Bi lidt! Borgeren. Hvad gaaer af dig, Kammerad? Troer jeg ikke du græder? (Holder Lanternen til) Ei, frisk Mod! Du seer ud til at være kommen af Folk. Eller du hører vel til en opløst Skuespillertrop, kan jeg tro. Det kan nok rette sig til Karnevalet. Jeg skal tage en Billet til mig og Teresa. Cinthio. Jeg vilde blot takke dig. Ædle Mand! Du er det. Borgeren. Ei Lapperi! Kom I op imorgen tidlig til Teresa før I gaaer videre. Hun har nok lidt til Jer. Godnat! Gud være med Jer! (Gaaer ind i sit Huus). Cinthio. Selv fattig, troer han ei, at Fattigdom kan tænke paa Barmhjertighed at øve, somom den Dyd var stolte Rigdoms Særret. Hvor galt! Dog godt, at han ei bedre veed. Med Uskylds Ynde farver det hans Godhed. Han ei mig kjendte mere end hiin Jøde var kjendt i Ørknen af Samaritanen. Dog rakte flux han Haand. Gud ham det lønne! Men Giulio, min Fosterbroder -- o Han ei mig kjendte. Gud ham det tilgive! Det Stød var haardest. Gud ham det tilgive! Madonna vinker hist med milden Straale. SIDE: 260 Der vil jeg bede Gud tilgive Giulio -- for Andet ei, end at ei Han mig kjendte. Og, hvis det ikke Herren er at friste, gid saa mit Liv i denne Nat jeg miste! (Gaaer til Madonnabilledet, hvor han knæler). (Carlo Carrara kommer tilhyllet). Carlo. Her skal det være -- sagde Skurken -- her i dette Hul. Blot jeg for seent ei kommer. (Seende sig om) En Bedende? Bed da, at jeg ei, før jeg har udført det, angre maa mit Forsæt, at frelse Hendes Yndling, jeg tilbeder. Bed, at der endnu dog maa være Tid, at Sekretærens frygtelige Bud før mig ei stegen er i denne Hule! Og bed, besværgende hver Himlens Helgen, at Cenzia, hvis Bøn har gjort mig blød, medeet forsonlig, som et Barn i Sind, blødhjertet blive maa igjen for min! (Stiger ned). (Mazoliero kommer med en Lanterne paa Brystet. Cinthio knælende i Baggrunden). Mazoliero (lytter i Nedgangen). Det rører sig dernede. Rask, Mazoliero! (Drager en Dolk) Det er den samme Zani, som dig haante, og, var han end din Ven, det er jo Ham, som Cenzia elsker? Rask, Mazoliero! Lad hende sørge med dig! (Stiger ned. Pause. Man hører et Dødsskrig. Mazoliero styrter forfærdet op). Helveds Aander! Hvad Syn I viste mig? Det er umuligt! Troløse Gjøglerblus! Det er umuligt! (Blæser Lanternen ud og flygter). SIDE: 261 Cinthio (reiser sig fra Bønnen og kommer frem). Jeg er bered. Men da mit Hjerte er for ungdomsstærkt til af sin Qval at briste, gid Dolken sig til det isøvne liste! (Stiger ned). (Retshal. Morgen. Folk. Imellem det de tre Borgere. Mazoliero i Baggrunden. Zeno og Annicelli). Anden Borger (til Første). Der seer I hvad der kom af jer taabelige Christenkjærlighed. Hvem vil nu kjøbe Urter i jer Blodkjelder? Første Borger. Ak ja, ja! Hvem skulde have troet det om det unge Menneske? Tredie Borger. Om en Betler, en Lazaron? Jo han skulde være for god dertil? Anden Borger. Og det en Adelsmand, som saa ynkeligen er myrdet! Tredie Borger. Ja, og det en fornem Fremmed, som man siger. Kanskee en Gesandt. Venedig har havt Krig for mindre. Anden Borger. Hørte I det, Nabo? Pas jer, at I ikke faaer en Rem af Huden. Jeg vil ikke give en Lire for jer Kjelderbevilling. Tredie Borger. Ikke en Bajoccho. Men hvad siger jeres lille Guldstykke Teresa til alt dette? Nu kan hun skyde en hvid Pind efter at blive en af Venedigs tolv Brude til næste Kyndelsmisse. SIDE: 262 Første Borger. Aa, tal ikke til mig -- ikke derom, ikke om nogen Ting. Det løber rundt for mig naar jeg tænker paa det. Jeg har nok med at bande for mig selv det utaknemlige Skarn, som saaledes skulde takke mig for min Godhed og gjøre mit Huus til en Bykrønike. Anden Borger. Tys! Herr Overdommeren! Nu begynder Historien skal I høre. (Giulio, Sekretæren og Bisiddere komme og indtage sine Sæder bag Skranken. Siden Cinthio). Sekretæren (til Giulio). Det er en Bagatel: en Betler dræbt af anden Betler. Giulio. Ikke ganske saa. Den Dræbte være skal en Adelsmand. Hans Diamantring lyste gjennem Mørket. Saaledes fandt man ham i Kjelderkrogen, men paa hans Bryst en Betler slumrende. Sekretæren. Fortræffeligt! Giulio. Hvi saa? Sekretæren. At Gjerningsmanden, den Lazaron (det ligner denne Race) af Viin sandsynligviis betynget, blev paa Stedet funden før han fik forstukket i Pøblen sig, som Øglen i sit Mudder. Vor Stad maa renses. SIDE: 263 Giulio. Deri har I Ret. Det er oprørende! Det vilde Dyr, blodmætte, sløve Krokodil, der kunde sin Slummer tage paa sit Offers Bryst! Sekretæren. Des kortere Proces! Giulio (reiser sig). Venetianere! -- jeg siger det med Rædsel og med Sorg -- et Mord inat er skeet i Qvarteret; men se! med Solen har Retfærdigheden oplukket Øjet. Fører frem den Døde, og Morderen dernæst! Sekretæren. Den Sag er klar. Alting anklager ham. (Afs.) Ha, Mazoliero, jeg vil dig spare for din Lykkes Skyld. Med dig maa Himlen være eller Helved. (Seende henmod Mazoliero) Dog blegner han. Ha, hvad betyder dette, at Han kan blegne? (En Liigbaare føres ind). Giulio. Se nu til! Dæk af! Mazoliero (trængende sig frem. Afsides). Ja jeg vil see, om ei Lanternen løi. (Liget afdækkes. Giulio falder med et Skrig tilbage i Stolen. Mazoliero farer sammen og be- mærker, at han iagttages af Zeno og Annicelli. Sekretærens Stilling og Miner udtrykker ligeledes Forfærdelse). Mazoliero (afsides). Fordømt! Mit Blus saae sandt. Mig Djævelens Veninde, Natten, spillet har et Puds. Mig lykkes intet meer, selv ei det Onde, som ellers lykkes Mennesket saa godt. SIDE: 264 Sekretæren (fattende sig). Ei Under, at sligt Rædselssyn mig slog, at Dommeren i Stolen sank tilbage, at dæmpet Skrig undslap hiin gamle Pater. Thi dette Mord -- o Navnet ei tør nævnes -- bedække vil Venezia med Skjændsel og Padua med Sorg. (Afs.) Ha, at jeg vidste! . . (høit) Vor arme Dommer! Dolken ham har rammet. Giulio (reisende sig). Dybt! dybt! Den Dræbte er min Svoger Carlo, sit Paduas Stolthed, dette Blod min Vivs. Saa er det -- o! Men hjemme vil jeg sørge: Familiesorgen hører til mit Huus. Her Retten gaae! Hvor ere Vidnerne? En Bisidder. Hiin gamle Munk og denne Borgermand. (Peger paa Mazoliero og første Borger). Giulio. Og den Anklagede? Cinthio (trædende frem af Mængden i Baggrunden, i Lænker; med opløftet Aasyn). Er jeg! Giulio (synkende tilbage; med Hænderne for Øjnene). O Gud! Tal end engang; men ikke slige Ord. Tal end engang, ei for dig at forsvare; men tal engang, at jeg kan høre ret, at du er Cinthio og ingen Anden, at du er Cinthio, du Jammersyn! Cinthio. Jeg er Carraras Morder. SIDE: 265 Giulio (med dyb Stemme uden at see op). Du? Han lyver. Ved Alt hvad der er helligt, Folk, han lyver! Cinthio. Jeg funden blodig blev ved Liget. Giulio (styrtende ned og omfavnende Cinthio). Cinthio! Min ædle Cinthio! Nei, jeg ei mig skuffer. Dig Flugt kan fjerne; men Elendighed og Løgn ei skjule for mig. Cinthio! O dine Taarer blotte Træk for Træk! . . Sekretæren (afsides). Det Cinthio Zani? Helved! Nu bered dig paa Fald, Mazoliero, som om Jorden sig aabned under dig. Dog vil jeg friste at frelse dig; thi Offret for dit Feilstød at elske Cenzia begyndte. Cinthio. Giulio! Du kjender mig igjen? Jeg døer med Glæde; men gjør din Pligt! Giulio. Ja, dette er den første: Tag Lænken af den Fangne. Sekretæren. Han anklager sig selv; og disse Vidner . . . Cinthio. Vitterligt det er for Munken, at den Dræbte var min Avindsmand. Jeg traf ham, stak ham ned, ham slæbte som et Rovdyr i min Hule. SIDE: 266 Giulio. Skriv Intet ned af denne Vanvidstale. Sekretæren (koldt). Det staaer der alt. Giulio. Ak, Cinthio, du vil dø; Du vil. O! Jeg forstaaer . . Cinthio. Nu er jeg salig. Ængst dig ei, Giulio. Jeg har besluttet . . . Giulio. Jeg med. Tag Lænken flux af denne Ædle! End er jeg Dommer; men fra denne Stund er her min Plads i Lænkerne, han bar. (Lænkerne tages af Cinthio). (Til Sekretæren) Tag Dommersædet ind. Jeg mig anklager som Morder, Jeg! Jeg, Giulio Zani, lod hiin Dræbte dræbe og i Kjæld'ren styrte, fordi min Fosterbroder og min Frænde tildøde han forfulgte. Sekretæren. Hvor utroligt! (Koldt). Sin Gang maa Retten have. Cinthio. Giulio, du raser. Folk og Dommere, han raser. Elendighed mig gjorde til slig Synder, at Tanken jeg undfanged til det Mord. Giulio. Mig gjorde Venskab til en Morder. SIDE: 267 Cinthio. Mig det bittre Fiendskab. Hvad er rimeligst? Zeno (læggende Haand paa Mazoliero). At ingen Zani øved det; men Denne! Sekretæren (springende op). Hvad Vanvidstale! Ak, Blykamrets Hede har gjort den stakkels Zeno rasende. Zeno. Ja næsten. Dog jeg kan, retvise Raad, opløse Striden mellem disse Ædle af Byrd og Sind, som dø vil for hinanden. Mazoliero. Det Haandtag, Zeno, kjender jeg igjen. Det har en Skjebnes Fasthed. Zeno. Niding, dog dets gamle Kraft har Tommeskruen knust. Sekretæren. Den Sag indvikler sig. Vogt dig -- en Munk, en hellig Mand og en ærværdig Olding! Sig Folket korser. Zeno. Han er ingen Munk, og endnu mindre noget af det andet. Og var han end ei Morderen, saa er han meer fredløs; thi han er Mazoliero, Forræderen! (Forbauselse). Anden Borger (puffer til Første). Ei! har I huset ham ogsaa, vil jeg ikke staae ved jer Side. SIDE: 268 Tredie Borger. Jeg ikke heller. Det er Livsfare. Det var ham, som førte Sesto paa Lidoen i slig Ulykke. Kom Jacopo! (De flytte sig væk). Første Borger. Gud bedre mig! Gud bedre mig! Jeg vil blive hængt som Sesto, der heller ikke vidste om nogen Ting. Giulio. Tal, Officeer! Zeno. Han fulgte denne Arme derhen hvor en barmhjertig Borger aabned et Skjulsted for hans Jammer Natten over. Første Borger. I Seng var Munken ei, men Denne der laae slumrende ved Ligets Bryst imorges, uskyldig som et Barn -- jeg sværger det. Mazoliero (afkaster sin Forklædning). Du var bekjendt imellem os tilforn, for din Sandtalenhed, du Brutus-Zeno. Men tal nu, Segretario! Vil du, at Jeg skal tale? Sekretæren. Før den Fredløse til Galgen! Mazoliero. Der, med Dødens Vægt og Sandhed, med Strikken om min Hals, Venedig høre, at dette Mord var i din Tjeneste mit Prøvestykke, at det ikke lyktes; thi Cinthio Zanis Hjerte var det Maal, du satte, Dommer! (Føres bort. Murren imellem Folket, der stedse tiltager). SIDE: 269 Giulio (stigende op til Sædet). Ve dig! Ve! Dit Aasyn bekræfter det er saa. Det staaer der skrevet paa dine Kinders gule Pergament. Fængsl ham! Sekretæren. Et Medlem af Dieci? Giulio. Ja! Kom, Cinthio! Første Borger. De Smaa man hænger op, og la'er de Store gaae. Anden Borger. Skal Vi det taale! Giulio. Kun fængsl ham! Anden Borger. Dertil har Vi ikke Tid. Thi Blodet koger. Ville I som jeg? Giulio. Ve ham! Thi Folket raser. Første Borger. Ja, kom an! Mod Cinthio Zanis Bryst, min høje Gjæsts? Uhyre! Tredie Borger. Her maa Folket øve Retfærd. Ned med den Skurk! Mazolieros Øje maa, før det brister, skue ham ved Siden. (Folkemassen river Sekretæren bort under Raabene: "Ned med ham! Leve Zanierne!") SIDE: 270 (Giulio. Cinthio. Zeno og Annicelli). Zeno. Hør disse Skrig med Andagt, Annicelli. Guds Røst det er; vox populi vox Dei. Annicelli. Venedig leve! Zeno. Leve Republiken! Dens Hjerteslag er denne Følelse af Sæd'lighed og dennes Kraft og Ret til Dom og Straf, -- til, som i dette Opløbs henbruste Larm, at lade Domsbasunen, den vrede Dyds Forbandelser, gjenlyde. (De gaae). Giulio. Naar Politiken, som sit kolde Hjerte opvarmer kun ved Marmorstøtters Bleghed, og har ei andet Smiil end Rynkers Flugt, ei varmere Begeistring end et Haandtryk, saa nær forene kan to ædle Sjele: da, Cinthio, naar kunne vi adskilles, hvis Hjerter banked af det samme Blod, hvis Dage fløde ved hinandens Side til de nedhvirvledes i samme Dyb af Lidenskab -- du Cinthio for at lide for mig lyksalig i din Sorg at vide? Jeg mægter kun dit Offers Værd at fatte. Jeg kjender Intet, som det kan erstatte. Mit hele Liv ei værd er en Sekund af denne Sorg, der zittrer om din Mund. SIDE: 271 Cinthio. Den zittrer; thi den nævnede sit Savn, men stille hen for sig, som tidt jeg gjorde, naar Minderne jeg komme lod tilorde. Bevar det, Giulio! (Hvisker). Giulio. Himmel! Cenzias Navn! (De gaae). (Hallen i Zanis Pallads. Cornelia og Cenzia i Sørgedragt). Cenzia. Tilgiv mig, Søster; mellem mine Taarer for Carlo Glædens flød for Cinthio. Du er forsont. O se ham! Cornelia (seende udigjennem Altandøren). Seer jeg ikke hist paa Kanalen stakkels Carlos Følge til Padua, og det med Rolighed? Thi se, just der, hvor Rækken af Gondoler nu dreje om, jo begge Skurke svæve i Luften ovenover. Jeg er rolig. Thi han er hevnet. Cenzia. Ogsaa du, Cornelia. Thi Cinthio har lidt. Cornelia. Hvor haard jeg er, som siger, at jeg derfor er forsonet. Det er meer haardt, end om jeg ogsaa meente, SIDE: 272 at Hevnen har min Sorg for Carlo dæmpet. Du burde sørge meer end jeg, hans Søster. Thi dig han elskede. Cenzia. Men haded Cinthio. Cornelia. Han offred dig sit Had. Han døde da han vilde frelse ham. Han var forsonet. Cenzia. Da er han det med Gud. Cornelia. Jeg føler det. Det er somom jeg hørte ham at hviske her i mit Øre gode Ord for Cinthio. Det ei behøves. Sorg gjør Soning let, og al Forsoning letter atter Sorgen. Jeg vil ham see og trykke til mit Hjerte: han elsker Giulio højt, og du . . . Cenzia (bedende). Cornelia! Cornelia. Hvi skjælver du? Cenzia. Han kommer . . . Cornelia. Jeg er stærk; thi jeg fuldbyrde vil mit Soningsværk. Begyndt i Hjertet, skjønt i Daad det ender, naar Cinthio faaer sin Brud af mine Hænder. (Cinthio og Giulio komme i prægtig Sørgedragt). SIDE: 273 (De Forrige. Cinthio og Giulio). Cinthio (iler til Cenzia; knælende). Min Frelserinde . . . Cornelia. Meer end det: din Brud, hvis falskt jeg ikke tolker Sandhed ud. Dit Hjerte kjender Giulio; jeg Hendes. Og Kjærligheden bedst i Nøden kjendes. Cinthio og Cenzia. Cornelia! . . . Cornelia. Naar disse Ord har tonet, da veed du, at Cornelia er forsonet. Cinthio (bedende). Min Cenzia! . . Cornelia. Du bør hans Ømhed tro. Han har ei fleer end denne Giulio. Men hvis han havde nok En kjær som Denne, jeg sikkrer ikke for hvad kunde hænde. Thi hænder det, at Elskov gaaer for vidt, det hænder og med Venskab, skjøndt ei tidt. Med Skræk det Sagn hver Paduas Jomfru kjender om disse to venetianske Venner. Cenzia (givende Cinthio Haanden). Hvis denne Haand har nogen Magt dertil, dem endnu meer jeg sammenbinde vil. SIDE: 274 Cornelia. Ei triumferer Kjærlighed forinden sin Elskers bedste Ven er Elskerinden. Cenzia. Vær Cinthio da hos Giulio! Jeg da beholder ham alene Cornelia (omfavnende Giulio). Gjerne, ja! En bedre Plads jeg veed ei næst min egen i Giulios Sjel; men end er min ei vegen. Thi Venskab, det paastaaer jeg end engang, bør vige Kjærligheden første Rang. Cenzia. Hvad om af Venskabs Ædelmod vi lærte, at det er Kjærlighedens sande Hjerte? Det ahner mig, jeg troer, at hist af den kun bliver dette Evige igjen. (Teppet falder under en fortrolig Gruppering). Henrik Wergeland SIDE: 275 ENGELSK SALT FARCE AF SIFUL SIFADDA "Det Land, som vil have Patrioter, maa taale, at de ere Mennesker." Nordahl Brun. Personer: Vinæger, Langkork, Pirkom, Bier, Norske Ultraer. Mr. Thicktackkle, en fingeret Engelskmand. Cholos, Vinægers onde Genius. Agatheia, Vinægers gode Genius. FORSPIL (Vinæger slumrende. Ved den ene Side Cholos, ved den anden Agatheia med en Tavle. Værelset studentikost). Cholos. Hvad bestiller du der, Agatheia, min Søster? Agatheia. Jeg optegner hans Drømme. Ak! -- Cholos. De maae see ud som Kruseduller, Snirkler, Damelokker og Ertesnerler, for han tog dygtig tillivs af Vaadt og Tørt i Laget igaar, som Langkork gjorde for ham. Idag er jeg derfor vis paa, at Værten, og kanske Publikum med, faaer en god lang Præken om det Afskyelige i Gjæstebud. Agatheia. Det hænder ikke ofte, Cholos. SIDE: 276 Cholos. Derfor mangler han ikke Materie. Han tager den altid fra Andre. Men lad see disse chladniske Figurer, du rabler ned der! (Bøjer sig over) Nu, for Gud! de see jo ud som lutter Galger, og -- lad see! -- deri hænger jo netop hans bedste Venner. Agatheia. Ak ja, han er gruelig mistænksom. Cholos. Hans bedste Venner! Det er kuriøst. Hans bedste Venner? Agatheia. Paanær Langkork. Han er ikke forladt: Han har een Ven. Cholos. Det kan være nok. Agatheia. Vel, ja; men heller ikke mere. Du er hans onde Genius: det er dig, som har berøvet ham hans andre. Og hvem behøver Venner af sit Hjerte meer end en Patriot, der vil give sig i Kamp med Samfundets Brøst og Menneskehedens Sorger? Med Venner er han Ørnen i sin fulde Ham, somom hver af de glindsende Fjedre gav Kraft til dens Klo, og kastede en Glands af Freidig- hed i hans Øje -- uden er han den skaldede, tristøjede Grib paa den ensomme Klippe. Cholos. Ja hvis Venner ere Fjedre, er Mistænkelighed rigtignok en Slags Skab, som skaller dem af. Men hvad gjør du, Agatheia ? At græde for saadant? Agatheia. Jeg sletter hans Drømme ud med mine Taarer. Du saae, at ogsaa de vare Mistænkelighedens Indgydelser. SIDE: 277 Cholos. Lad see hvad han tænker om den Ven, du troer han endnu har tilbage. (Hvisker "Langkork" i den Sovendes Øre, og holder et Speil for hans Mund. Viser Agatheia det). Seer du? Der staaer et Spørgsmaalstegn. Naar det bliver stivt, lader det sig nok forme til en Galgefigur som de andre. Agatheia (med Haanden for Øjet). Ve, ogsaa Han! Cholos. Du ved ikke, ømme Taabe, at man ikke kan være Patriot par exellence uden Mistænkelighed og Bitterhed. Agatheia. Du lyver, du lyver, ellers var det en Forbandelse at være det. Cholos. Det er det ogsaa. Agatheia. Afskyelig Løgn! Mine skjønneste Hjemsteder ere jo netop de patriotiske Hjerter. (Forsvinder). Cholos. Vel! Skjul dig i hans venstre Hjertekammer. Jeg vil tage mig et Morgenbad i hans Galde, og saa fra det højre banke paa Mellemvæggen, og raabe: er du der Agatheia? (Gade. Langkork og Bier udenfor Vinægers Bolig. Siden Pirkom. Naar Bier, der er en Thrønder, ikke er lagt Ord i Munden, lader han ved hver af de Andres Repliker somom han vil tale, men kommer aldrig til). Langkork. -- -- Efter Skaalerne igaar at dømme, maa han virkelig være det Ideal af en Patriot og Liberal, som man gjør ham til, og som han er bleven mens jeg var borte. Jeg siger "virkelig," for Idealer for en Aftens Skyld er der nok af. SIDE: 278 Bier. Ja efter Skaalerne er han -- Langkork. Hvor det glæder mig, at denne Høvding just er min inderligste Hjertensven, mens jeg, min Nar, rider min Hest mager om i Landet, for at finde en Patriot efter mit Sind. Det er som at bede om de Penge tillaans, man selv har i Vestelommen, kun forstukne mellem Foret og Tøjet. Bier. Fandt du nogen? Langkork. Efter mit Sind? Hm! Bier, omtrent saa mange som jeg nu har Skillinger tilbage. Lad see! Der er en Halvskilling, og den faaer da nok betyde mig selv, skjøndt jeg -- oprigtig talt -- ikke er ganske efter mit eget Sind. Derfor er det vel retfærdigt, at den bliver Repræsentativet for Vinæger, som jeg nu vil bringe min oprigtige Hyldest. Bier. Velbe -- ! Langkork (griber i Porten). Kom med! Bier. Neitak! Han maa hyldes langtfra som Vindmøllerne. Pirkom (raabende oppefra Gaden). Holloi! Vogt dig! Langkork. Hvad er paafærde? Pirkom. Vil Du ind at hilse paa Vinæger fra igaar, saa lad mig visitere dig, om der intet er, som kan vække hans Mistanke. De Buxer, du har, ere vel nye. Opdager han noget, kommer du først ud, og siden ind i hans Blad "Nyregranskeren." SIDE: 279 Langkork. Jeg, hans Ven? Pirkom. Det er mere storartet at hænge netop sine Venner for Ret- færdighedens Skyld. Ærlige Bier der, som blev mistænkt for at have taget Hatten af for Grev Wedel, og Jeg bleve publice gjennemgranskede -- jeg fordi jeg tilfældigviis drak et Glas Champagner den 26de Januar. Han fik opsnuust det, og fra det Øjeblik var jeg Rojalist og fordømt. Langkork. Ei! Jeg gjør formeget af Originaliteter og Liberalisme, til ikke at bære over med Svagheder. Jeg forlanger disse hos mine Venner, fordi jeg ikke er bedre selv. Jeg har megen Agtelse, men ikke meer Kjærlighed for Dydsmønstre, end for mathe- matiske Figurer. Jeg elsker Plato kanskee ogsaa fordi han var Mand for at sige til Lais: Fortryllende Lais, en Omfavnelse skjænke du mig! Mig mindre udødelig gjør den, men mere udødelig dig. Pirkom. Mistænkelighed er Venskabets Asmodæus. En Mistænkelig er Ingens Ven; endnu mindre sine Venners, og mindst sin egen. Langkork. Det vilde bedrøve mig mest. Han kan have Erfaringer -- og det er en Debet paa Fandens Konto, men en Kredit paa det gode Menneskes -- men jeg vil lære ham, at der gives Mennesker som ikke kunne bedrage, og at dersom Patriotisme og Liberalisme ikke have ligesaa venlige Hjerter og aabne Aasyn som de andre Dyder, ere de ikke et Nummer af Nella værd. Mit Ord er ham en Erfaring. Pirkom. Ja hvis du hedte Master Babble, Master Tattle, Master Thick- tackkle, Master Braggard, og handlede med Svovelstikker i en af Londons Udkroge; thi alt Engelskt har han Respekt for, men kun for det. SIDE: 280 Langkork. Han maa være bleven forandret siden jeg reiste ud. Men er det saa, kan han kureres. Det kan al Affektation. Det er For- skjellen mellem vor første og anden Natur, at den sidstes Feil kunne helbredes. Jeg vil forsøge. (Vil gaae ind). Pirkom. Holdt! Skulde Been og Knogler betegne de Haardheder Han derinde har begaaet mod Venskabet, vilde man troe, der boede en Ræv eller en Ulv. Vestigia terrent. Jeg har advaret dig. Bier. Cave! -- Langkork. Ei! Mig kan han behandle som en gammel Hat. Jeg vil dog elske ham for hans storartede Liberalismes Skyld. Skulde jeg ikke beundre Nilens palmkrandste Majestæt, fordi nogle Slanger lege under Bredden og en Krokodil kan komme drivende? Pirkom. Farao mistænkte ikke Israeliterne som han sine Venner. Hans Mistænkelighed er mere slugende end en Krokodil, hans Smaa- lighed tilslimer enhver af Livets Blomster og Oprigtighedens Klarhed meer end Slangerne gjøre ved Nilens Oleandre og Vover. Jeg vilde ønske du havde hørt en af Schleiermachers Prækener om Værdien af hjerteløse Aandsfortrin. Langkork. Jeg har nylig hørt en af Sluddermacher. Forøvrigt er Libera- lismen et stort Hjerte for Menneskeheden. Pirkom. Et blæreformet, hvis det ikke tillige er et for Mennesket. Der- som han viser dig mere Tiltroe end mig, er denne momentane Sindsblødhed kun en af hans Haardheder, som raadner i Enden. SIDE: 281 Langkork. Jeg vil have Ærbødighed for vore Liberales Ypperste, selv om han var min Fiende. Pirkom. Slige Liberalismens Idealer koste 6 Pence i London. Langkork. Tænkte mit Hjerte saa, rev jeg det udaf Livet. Jeg er hans Ven; eller jeg maa ikke være det, siden jeg kan være din efter slige Ord. Pirkom. Sine Venner bruger han som Abekatten Kattens Poter. Og dig? Nu! finder han sin Regning ved det, vil han berøve dig din Ungdoms Elskede, Folkets Godhed. Han vil afflaae dig Popu- laritetens Løvehud, og iføre sin egen Æselagtighed den. Langkork. Æselagtighed? Pirkom. Eller giraffhalsede Indbildskhed. Langkork. Fik jeg Tag i slige lumpne Indfald, qvalte jeg dem. Pirkom. Du vil komme til at vride Halsen om paa din egen Ædel- modighed. Jeg har advaret dig. Bier (efter megen Anstrengelse). Cave! -- (Gaaer med Pirkom). Langkork (vil gaae ind). Snak! Idet jeg griber om Dørhammeren, knuser jeg alle slige Tanker. (Vinæger kommer ud). SIDE: 282 (Vinæger. Langkork). Vinæger (suur). Naa! Langkork (rystende hans Haand). Min Ven! Goddag, min Ven! Vinæger. Naa! Det var da ogsaa som Fanden. Langkork. Ei, er du ogsaa paa den nye Mode, at see ud, som om du vilde æde Folk og dig selv ovenpaa? Eller har du ondt i Maven? Kazenjammer siden igaar? Goddag! Kjender du mig ikke igjen? Paa igaar nær har jeg været længe borte fra dig. Vinæger (rimelig). Er det dig, er du velkommen. Alle Andre ere Kjeltringer til- hobe, Indifferentister, Legitimister, Optimister, Rojalister og Kopiister. Langkork. Altsaa to Undtagelser. Det er een mere end Mange tro med sig selv i Beregningen. Men da veed jeg ikke, om jeg tør gra- tulere med, at du er bleven Folkets Mand. Vinæger (med et Smiil paa den ene Side af Næsen). Folkets? Der existerer intet andet Folk end i Engeland. Langkork. Det var meget! Skulde der existere engelske Jeandefrancer, Johnofbritannier? (Afsides). Gudsdød! Han viser formelig Tænder. Vinæger. Det er mig kjært, at du kommer, min Ven, for . . SIDE: 283 Langkork (afsides). Nei det Griin skulde s'gu nok være et Smiil. Jeg gjorde ham Uret. Jeg seer ganske tydelig, at han lider af Forstoppelse. Vinæger. Jeg meente, det er mig kjært, at du kom, for at jeg kan faae sagt dig først, at det var nederdrægtigt af dig at traktere med Spirituosa, som du gjorde. Og dernæst . . Langkork. Naanaa, det er en Tak for igaar. Men et Glas Viin hører hjemme i et Lag for min bedste Ven, for dig. Det fornøjede mig ellers, at det lod til at smage dig, og at Porterens Forjettelse syntes at gaae i Opfyldelse, nemlig at et Par Flasker gjør En til Lordmayor af London. Haandfaste Bier og jeg -- det veed du vel ikke -- fulgte dig hjem. Vinæger. Porter? Ja den er engelsk. Langkork. Og Portviin det er engelskt. Da du havde stukket Porteren gjen- nem med nogle Glas, afsatte du, til stor Fornøjelse, den præsum- tive Excellence, hvorpaa Bier bemærkede: "da -- " af hvilket "da," Meningen vistnok var, at du upaatvivlelig da vilde blive trampet ihjel af alle de ballerforventede Kringlefigurer. Vinæger. Snak! Dernæst hvilke Slyngler du have bedet sammen! Der var endog en fra Departementet. Langkork. Alle vare -- det maa du tillade mig -- mine Venner og vel- tænkende Patrioter. Vinæger. Veltænkende? Ikke Een, uden Du kanskee, tænkte som Jeg. Denne Pirkom er en Forræder. Hvor skulde han vel faa en ny Kjole fra, uden ved Bestikkelse? Bier søger om at komme ind i Justitsdepartementet. Saa usle ere de Allesammen. SIDE: 284 Langkork. Det minder mig om, at jeg ogsaa kan gratulere dig med, at du er bleven en velholden Mand. Den fattige Bier, Stakkels, jublede af Hjertet med, da jeg proponerede Skaalen i den An- ledning. Er han ikke længer din Ven, saa glæder han sig ved din Virksomhed, ligesom ved Saugens, man dog ikke gider komme for nær. Vinæger. Nu, saa gid baade Han og de Andre vare Planker. Jeg lagde Mærke til, at de hverken drak paa Keiseren af Chinas og Guvernør Lin's Undergang eller paa Chartismens Velgaaende. Og det var dog mine Toaster. Langkork. (Afsides). Jeg kjender ikke min Ven igjen. Skulde hans forrige Beskeden- hed kun have været Bjørnens første Trin paa de saare Vaar- labber? (Højt). Ak, ulyksalig er denne Søndren imellem Patrioterne, ulyksalig er den Tanke, at man Selv er den eneste! Lad det være dig nok, at du i mine Tanker er den bedste, og lad os fornye vor Venskabspagt med den Eed, at Vi idetmindste aldrig ville miskjende hinanden. Vinæger (med Haandslag). Du -- for ever! (Trækker Haanden tilbage). Fanden i Vold! siger jeg. Jeg har seet nok. Usling! Nidding! Hofkryb! Elendige Rojalist! Jeg har seet nok. Du skal høre fra mig. (Slaaer Døren i efter sig). Langkork. Nu, min Gud! Hvad kan dog have været paafærde med mig? Min stakkels Ven maa være tullet, eller skulde det blot være en Efterhærmen af den engelske Spleen? (Gaaer). SIDE: 285 (Hos Pirkom. Pirkom og Bier smøgende. Dolce far niente med Benene iveiret i hver sin Ende af Sofaen. Siden Langkork). Pirkom. Nu har jeg det: en bidende Artikel paa dig, Bier. Bier. Haha! det er . . . Pirkom. Nu? Bier (med Anstrengelse). Ligesom Nyregranskeren mener jeg: om sine Venner. Pirkom. Saavidt er det dog ikke kommet med den. Bier. Har du ikke læst det sidste Nummer? Jeg har det her i Lommen, naar jeg bare gad reise mig. Men lad høre! Vi ere ikke Venner, ere vi ikke fordragelige; skjøndt saavidt bør det aldrig gaae. Pirkom (reciterende). Bier er en dygtig Smøger. "Thi -- sagde ofte Han med Dybsinds Træk -- man tænker herligst naar man damper væk." "Sig mig da, Bier, hvad tænker Du?" "Ih nu! (skreg Bier, af Vrede sort som Blæk) jeg tænker, tænker, at jeg -- røger." Bier (leende). Det var nærgaaende som det meste Sandt. Men gid Venner og Patrioter aldrig angribe hinanden for større Skranker end SIDE: 286 inden en Sofas Arme, og heller med Benene end med Hovderne! Heller Heste end Oxer! Det er anderledes med Nyregranskeren idag. Her har jeg den af 25de Novbr. (Vælter sig om og haler Bladet frem). Pirkom. Lad see! (Reiser sig kun halvt, saa Bladet falder paa Gulvet. Langkork kommer). Bier. Svindt dig! Der staaer alt Noget til ham. Langkork (gribende Bladet). Til mig! Lad see! Nei see I først paa mig! Seer I om der er noget Besynderligt eller Mistænkeligt ved mig? Pirkom og Bier. Nei for Gud om vi gjør. Langkork (nedslagen). Der maa dog være Noget, især hvis jeg alt staaer i Bladet. Læs Du kun! (Givende Pirkom det). Pirkom. Først staaer der en grundig Afhandling om den offentlige Nytte af almindelig Mistillid, med Motto: "sku ikke Hunden paa Haarene!" Dernæst en, om at det er ligsaa umoralsk ikke at forsvare en Løgn i det længste, som ikke at sørge for sine Slegfredbørn. Item nogle praktiske Prøver. Item en om Ind- førelsen af Øleddik som Nationaldrik. Item et Eventyr om de tre Brødre Mumlen, Brumlen og Skumlen, der alle Tre kom til stor Anseelse i Barbariet. Og endelig noget Ruskomsnusk som staaende Artikel. Langkork. Der maa det nok staa. Læs du! Pirkom (læser). "Blodsugerens Gjæstebud". Forgjæves ødsler du Viin, Inkassator, saa gylden som Solen, forgjæves loggrer du, Skurk, med krybende Ord for Venner at see ved dit rovdækte Bord. SIDE: 287 Thi knapt er fortært din Dessert, og man skraber med Stolen, før Vinen, som gled, dem synes er Taarer og Sved, Champagnen, som nylig i Stjerneglands stod, Burgunderen hed, de smadskede ved, dem synes med Qvalmer er Armodens Blod. Man angrer at ville det Gjæstebud smage. Det qvalmer. Man iler med Afsked at tage. Kun Værten og Lucifer sidde tilbage." Langkork. Det Gjæstebud maa være holdt i Soløer. Paataler han Uret, tilgiver jeg ham gjerne Fornærmelser mod mig. Pirkom (læser). "Før med Aurora lignedes saa tidt de hulde Damer til det blev forslidt. Nu er Sligt glemt. Derfor, I ømme Skjalde, som hamre Amors Pile paa Citrinken, optager det som noget Nyt igjen: Auroraer de Frøkener at kalde! Men, da maae de og igjen optage Sminken". Langkork. Revser han Daarskaber, tilgiver jeg ham Kaadheder mod mig. Pirkom (læser). "Hvis du en Skjald vil dræbe, sa smør med Smiger hans Øre, med Viin hans Læbe!" Langkork. Udtaler han Sandheder, tilgiver jeg ham Usandheder om mig. SIDE: 288 Pirkom. "Hist venter Bibulus strax Salighed; thi her han alt sin Skjærsild leed. Hans Krop var nemlig af de stærke Drikke forvandlet til et Baal, oppustet stedse af flogistisk Hikke, hans Sjel deri var sveden Djævels Skraal." Langkork. Tugter han Lasten, tilgiver jeg om han berøver mig mine Dyder. Pirkom (læser). "Før altid Katecheten Claus det sjette Bud sprang over taus. Nu pludselig (o ve de Pigers Øre!) paa Gulvet man det tidtnok faaer at høre. Thi -- Claus har nylig giftet sig." Langkork. Straffer han Hykleri, tilgiver jeg ham, om han drager min Op- rigtighed itvivl. Pirkom. Det er dog det Haardeste. Bestaaer du Prøven? Her er: "til Exradikalen Langskurk." "Diogenes, Cyniker, Solvæggekryb! som da Alexander oplukkede dig sin Miskundheds Dyb, kun bad ham at flytte paa sig, saa Solstraalen kunde din Sanddynge naae, ei længer du mægter for Verden som Maadeholdsmønster at staae. Thi seer du, jeg kjender en lumpen Fornegter, som finder i Sølvstjerners iiskolde Flamme det samme Behag, ja ganske det samme, og bare i Glimtet af Nøgelen bag sin Skjærsommerdag." SIDE: 289 Bier (Tyggende Skum). Nu! Sligt gaaer for vidt. Pirkom. (Til Langkork). Og du kan blegne herover? Langkork. Jeg kan være rolig, da jeg har Gjerninger at appellere til. Men du har Ret: det er det Haardeste at see sin Ærlighed dragen itvivl. Pirkom. Et nederdrægtigt Brug af Journalistens jus vitæ et necis over Ens gode Navn! Langkork. Kald det heller: jus fecis. Til en Galdesyg maa tages samme Hensyn som til andre Syge, og er har vi nok med en Galde at gjøre, der har baade Nattens Sorthed og Eddrens Grønhed. Men jeg gad dog vide . . . Bier. Strax! (Gaaer heftig ud). Pirkom. Jeg er vis paa Bier henter ham bare ved at lægge sin Haand paa Skulderen af Oppositionens Koloss. Langkork (Tager sin Hat). Det er bedst, at komme imellem. Pirkom. Jeg skulde næsten troe, at det var bedre, om Patrioterne virkelig sloges engang imellem med Nævehug, end at de øde- lægge hinanden ved Skumlerier. Langkork. Upaatvivlelig! (Gaaer). SIDE: 290 (Vinægers Værelse. Der lugter stærkt af Steenkul. Vinæger ved sin Pult. Siden Bier, Langkork og Pirkom.) Vinæger. Han fortjener det. Det er Konventhenrettelser i det Smaa: Robespierre og Danton. Og nu maa jeg ganske vist arve hans Popularitet og blive Nummer Een. Der er ogsaa en behagelig Stolthed i at have bragt sine Principer og Planer Offeret af sin bedste Ven. Jeg er over det Vanskeligste. "Per aspera ad astra" skal være mit Valgsprog. (Stormende Fodtrin høres) Tys! Jeg hører alt mine Legioner stampe. Bier (Styrter ind.) Forklar! (lægger sin Haand paa Vinægers Skuldre, men kommer ikke videre i Talen, fordi han tygger Skum) Her er Nummeret. Vinæger. Offentlig Diskussion, offentlig Diskussion blot -- hører du ikke? offentlig Diskussion. Bier (med haanfuld Harm.) Ha! offentlig Diskussion blot! Vinæger. Den er fri. Bier. Men onde Tanker bør bindes. (Pirkom og Langkork komme). Pirkom. Ja saadan som Bier nu holder Dig. Læs i mit Ansigt, at jeg er din Fiende og at Langkork er min Ven og var din. Vinæger. Han er ikke længer Frihedens og Folkets. Langkork. Hvorfor? Du gjør mig Uret. Jeg har aldrig havt to Hjerter i Brystet eller to Tunger i Munden. SIDE: 291 Pirkom. Ja hvorfor? Svar! Dette "Hvorfor" ville vi have besvaret. Langkork. Hvor er mit Forræderi? Bier (rystende Vinæger.) Svar! Vinæger. (bange; pegende paa Langkork.) Der! De Andre. Hvor? Vinæger. Den Knap! De Andre. Hvilken? Vinæger. Den royalistiske der i Vesten. Pirkom. (Med høi Latter.) Det er Forræderiet -- en umage Vestknap med C. J. og Krone i!! Har man hørt Magen! (Pirkom, Langkork og Bier briste i en umaadelig Latter). Langkork. At ærgre sig over en Mistænkelighed af denne Natur er lige- saa taabeligt som at nære den. Kun det er ærgerligt, at den skader den gode Sag ved at adsplitte og latterliggjøre dens For- fægtere. Farvel Vinæger! Jeg kan ikke hade dig. (De gaae.) Vinæger. Da kan jeg hade dig og jer Allesammen, I Kjeltringspak. En Patriot, som ikke kan hade, er en Bue uden Streng. Latterlig jeg? Beundres jeg ikke af Alle, som boe udenfor Byen? Med slige fordragelige Folk, som ikke engang have Øie for de mest iøinefaldende Symboler paa politisk Troesbekjendelse, kan man SIDE: 292 intet udrette. Men Eensomheden har sin Storhed, og Storheden altid Kraft. Menneskeforagt reddede den franske Republik og O'Connel spytter ofte i Hovedet paa dem han taler til. Tvi! Gid jeg kunde spytte Kjønrøg naar jeg spytter. (Hos Pirkom. De Tre). Langkork. Slig Mistænkelighed sidder, som jeg siger, i Maven. Den siges at høre til Klogskaben, men den grændser nærmere til Galskaben omtrent som det skumle Kamtschatka vel siges at høre til Rus- land mens det dog har mere af de vilde amerikanske Taage- lande hiinsides. Pirkom. Jeg gaaer ind paa din Mening og paa dit Propos at kurere en Svaghed med en anden. Langkork. Men hvor faae vi en Engelskmand fra? Ham troer han blindt. Det er den anden. Pirkom. Vi faae tage en Drammenser dertil. De ville gjerne spille Englændere. Langkork. Top! Ud da paa Ruseløkvejen forat fange den Første den Bedste, der vil lade sig instruere. (Hos Vinæger. Han sidder i Sofaen med Mr. Thicktackkle). Mr. Thicktackkle (tørrende sig om Næsen). Indeed, Sir, very fine Prince-Mixture. Maa jeg byde igjen? Her lugter godt Engelskt. (Aabner en Pakke). SIDE: 293 Vinæger. Med Tilladelse, Master Thicktackkle, hvad er dette for noget? Mr. Thicktackkle. Engelsk Salt, Sir Vinaigre. Ingen god Radikal spiser nu mindre end 8 Lod om Dagen. Nogle af de ypperste Kartister behøve 12. Vinæger. Indeed? Mr. Thicktackkle. Indeed! Det fortrænger ganske Snustobakken, Brausepulver, Bonsbons etc. Vinæger. Saa med Tilladelse, Sir. (Laver en Portion til i et Glas Vand). Mr. Thicktackkle. Meer, Sir. I assure. Vinæger. I thank You, Sir. Of your health, Sir! (tager sin Dosis). Mr. Thicktackkle. Of your own, Sir Vinaigre! Vinæger (med Grimasser). Extremely good, Master Thicktack -- Mr. Thicktackkle. No good Sir, but extremely english. (Reiser sig og giver sit Kort). Vinæger. Allerede? Mr. Thicktackkle. Jeg skal skrive til min gode Ven O'Connel. Men jeg maatte først have seet Norges. Vinæger. Oh, Sir. Jeg beder at hilse Sir Daniel saameget. SIDE: 294 Mr. Thicktackkle. Certainly, Sir Vinaigre! You are entirely an Englishman. Quite! Vinæger. Meget forbunden. Det har altid været min Bestræbelse. (Følger ham med mange Komplimenter til Døren. Seer paa Kaartet og læser.) "Toby Thicktackkle, Esq. H.A.R.C.E.L.L.I.S.T." Etcetera, etcetera! Gud bevare mig hvormange Selskaber han er Medlem af! Master Thicktackkle maa være en berømt Mand. Og slige Folk komme til mig! Men Gudskelov han gik. Der er periculum in mora. (iler ud). (Hos Langkork. Langkork, Pirkom, Bier. Strax efter Vinæger). Langkork (i Vinduet). For Gud kommer han ikke alt der, og med en Rose i Brystet! Pirkom. Det har virket. Hør han traller paa en munter Melodi idet han løber opad Trappen. Langkork. Det er uhørt. Jeg kunde ogsaa synge af Glæde for vi have nu upaatvivlelig vor Ven igjen. Pirkom. Du har nok havt Ret i at den skumle Mistænkelighed sad i Maven. Vinæger (kommer raskt ind med Munterhed i Ansigt og en Rose i Brystet). Mine Venner! (tager dem i Haanden). Jeg veed ikke hvordan det er med mig; men jeg seer nu, at denne Rose er rød og ikke sort- grøn som jeg før skulde bandet paa den var. Jeg veed, I ere mine oprigtige Venner og at I elske Friheden og Fædrelandet med samme uforanderlige Hengivenhed som jeg. Kom mine Venner! Jeg har en Flaske Viin i Lommen -- ud etsteds hvor- fra vi kunne see udover Fædrelandet og forlyste vore Hjerter ved dets Syn. SIDE: 295 De Andre. (Med Haandslag). Det er et Ord! Vinæger. Lad os opsøge en af de mange yndige Dale, som omstjerne Kristiania, fordybe os i vort Fædrelands Favn, nedkaste os under en af deres Bjerkelunde, fryde os ved at Højhedens og Skjøn- hedens ogsaa er Frisindethedens og Ærlighedens Hjem, hilse dets gamle Konge med et frydefuldt Vivat, og banlyse, idet vi oversprøite Mosen og Linnæerne med de sidste Draaber, al skummel Mistænkelighed, al Smaalighed fra dets Venners Tænke- maade! Bier. Top! Langkork. Der burde voxe Paddehatte op hvor Draaberne falde. Men mod Smaaligheden maa der nok skarpere Midler, for den er ikke forlegen med Opholdet. Skulde Morgenbladet sige den op, mangler den ikke Engagement i den Constitutionelle. Den er en af Hovedbestanddelene i et vist Blads berømte Retfærdighed, hvis Redaktion det er ligesaa umuligt ubeklikket at fortælle et Faktum, som ikke ganske falder i dens pessimistiske Smag, som det er at synge reent for En der har et Fiskebeen i Halsen. Vinæger. Hverken Optimister eller Pessimister, ville vi ønske Sandheden Seier og først og fremst igjennem dens Organer. Ellers ned med slige Karle som med en Appius! Langkork. Norsk Salt for dem og ikke engelsk. Vinæger. Hvad? Du veed . ? Langkork. At engelsk Salt er probat mod altfor mistænksom Patriotisme. SIDE: 296 Mr. Thicktackkle (stikker Hovedet ind og trækker det tilbage). Indeed, Sir! Vinæger. Ah Master Thicktackkle! Langkork. En Drammenser, som boer her ved Siden. Vinæger. En Drammenser blot? Nu! Ogsaa temmelig probat mod Anglo- manien. Langkork. Pokker ivold med baade den og Mistænkeligheden! Den første Betingelse ved en Patriot er at være ærlig, den anden ikke at være nogen Nar, den tredie at troe, at andre Patrioter ogsaa ere ærlige og ingen Narre. Men skulde Mistænkelighed endog anklage En, hvis hele foregaaende Liv vidner om Ærlighed og Hengivenhed for den fælleds Sag, da -- Vinæger. Recipe: Engelsk Salt! EFTERSPIL (Vennerne paa en landlig Udsigt under en Hængebjerk.) Sang. Det er min Sjel en frydfuld Trang at gjæste Norges Dale. Den gamle Fjeldkoll elsker Sang, den glade Hjerters Tale. Kom til den fagre Maridal! til Kleivens svimlende Portal! Kom hvorsomhelst, og Norge skal dig i sin Favn husvale! SIDE: 297 Hvor strømmer ud Berusning sød fra Dalens Bjerkelunde. Det var en Drøm i Engles Skjød paa deres Mos at blunde. Hvad Harpespil i denne Bæk! Hvad Melodi! hvor sød en Skræk! Bestandig ny den toner væk -- ak! som fra Perlers Munde. Hvad tænksomt sværmersk Øie fik du Kjernets stille Vove! hvad Ord den susende Musik i Aasens dybe Skove! Den Mand er ei i Norge fød, som den ei gjør om Hjertet blød. Det er hans Vuggesang, der lød ifra de dybe Skove. Didind, hvor Fyrren suser, ind tør ingen Niding vandre, som har forglemt i troløst Sind sit Fædreland for andre. Ham vilde Rædsel gribe, -- bleg han vilde høre Skoven skreg, hvor klagende dens Røster steg. Did tør ei Niding vandre. Ham vilde, som en Dommer haard, hvert Fjeld imødetræde. "Hvad vil du i din Moders Gaard, som glemt har hendes Qvæde?" Hvor Kjernets Blik blev kummerfuldt! Ak det, der smile kan saa huldt! Ve Den, hvis Barm ei voldsomt slaaer, ved Hjemmets Syn, af Glæde! Vi nærmere i Dalens Favn os føle Norges Hjerte. Dets ærlige og gamle Navn vi der af Fossen lærte. SIDE: 298 I Fjeldets solbelyste Tind det blotter os sit høie Sind, og derifra det speiler ind sig Selv i Folkets Hjerte. Igjennem Folkets Aarer lad sig Glommens Styrke vælte! Som Rjukans kjække Styrtebad saa fyrige dets Helte! Lad i dets Qvinder Ringerig med bliden Ynde præge sig! Vær Gausta hver en Gubbe liig, som sig tilthinge meldte! Hvor styrtende mod Tyris Strand fra Aasen Kleiven iler! Saa først ved Maalet, Idrætsmand! din stærke Vilje hviler. Som Kolven fra det spændte Staal, din Kraft forfølge vil sit Maal: dit Vel, en Daad, o Fædreland, en Daad hvortil du smiler. Hist slanken Silje, Hæg og Piil og Rogn sig sammenranke. Det nøgne Fjeld de dække vil -- Det er en kjærlig Tanke. Saa, norske Brødre, Bryst ved Bryst, vi ville med vemodig Lyst vor Moders Brøst selv hylle til -- Det er en kjærlig Tanke. Henrik Wergeland SIDE: 299 VINÆGERS FJELDEVENTYR AF SIFUL SIFADDA Sic -- Personer: Vinæger, Redaktør af Nyregranskeren, Langkork, Pirkom, Bier, Venner, Leontodon, en Poet, Blasenfeldt, en afsindig Redaktør af et stort Blad, Huldra, de Underjordiskes Herskerinde, Krystalline, hendes Datter, To Huldrejenter, Kontant, en Kobold, Nidhex, Nisseoldemoder, Krystal, Granat, Karfunkel, Kolbolder, Flere Kobolder, derimellem Koboldsmeden og hans Svend, Nisser, Dverge og andre Underjordiske. (Samme landlige Scene som i Efterspillet til "Engelsk salt". Vinæger, Langkork, Pirkom, Bier). Pirkom. . . Den Vise har Leontodon gjort. Vinæger. Da er den ypperlig. Den Mening har jeg altid været af. Langkork. Nei, det er det Samme som at sige om et Stykke Møbel eller et Par Støvler: godt gjort, men gjort paa Landet. Leontodon er Løvetanden, som man traakker paa. Vinæger. Det er Langeleegklangen af den nationale Vemod, som har indtaget mig i disse Vers. SIDE: 300 Langkork. Dacapo det sidste. Kanskee har vi ham her mens vi synge det; thi han er ventendes herud. Chor. (Slutningsstrofen i "Engelsk Salt"). "Hist slanken Silje, Hæg og Piil og Rogn sig sammenranke. Det nøgne Fjeld de dække vil -- Det er en kjærlig Tanke. Saa, norske Brødre, Bryst ved Bryst, vi ville med vemodig Lyst vor Moders Brøst selv hylle til -- Det er en kjærlig Tanke. Echo. . . . Kjærlig Tanke, ærlig Tanke, Tanke. Pirkom. I Norge er det skam heller en Anke. De, der ikke gjøre det, komme til Hæder og Værdighed. Langkork. (Lyttende). Et vidunderligt Echo. Vinæger. Pyh! Echo er ikke andet end Naturens Opstødelser, naar den har faaet formeget Lyd stoppet i sig. (Afs.) Det er saagu' ogsaa, naar jeg ret betænker det, formeget, at Leontodon skal have slig Overflod paa den Slags Popularitet, jeg netop har Brug for til min Nyregransker. Det har ingen Nød med Løvetanden, naar den groer imellem slig Kløver; men Løvetanden skal traak- kes paa, og derfor skulde jeg sgu' ogsaa have Lyst til at traakke paa ham ved Leilighed. Langkork. (Til de Andre). Hvad var det for en Aand, som nu foer i ham? SIDE: 301 Bier. En gusten. Pirkom. Ja hvad han mumlede var en Bendelorm-Ideeforbindelse. Hans Sjel er en Mave af Egoisme, og hans Bemærkning smagte af Engelsk Salt. Vinæger. Au, Kammerater! Jeg har endnu godt af det Engelske Salt. (Gaaer afsides). Pirkom. Hæng mig i den Ask dernede, om han ikke behøver en Dosis til. Han lod som han sang med, men gjorde dog kun Grimasser. Langkork. Gjorde alle Læber saa hvor Hjerterne ikke synge med, vilde Nationalsangene ofte blive Pantomimer. Pirkom. Der er en Race, som seer ud som Noder: tykke Hoveder og smale Been. For den kan det gjælde. Den er Charivarien paa Nationen. Bier. Paa en Menneskeslægt. Pirkom. Her bliver uhyggeligt imellem Fjeldene. Kom, lad os gaae. Langkork. Aldrig mellem dem. Der er Folket sig selv. Der boer Israel, men Fremmede og Filister i Askalon og Gaza paa Kysten. Bier. De herske. Langkork. Saa gid jeg kunde skjule mig i Fjeldene, som Huldrefolket, til det var bleven hyggeligere. SIDE: 302 Pirkom. Ved Gud jeg troer det er Vinægers Hensigt. Han bliver længe borte, og kan gaae sig bort i disse Dybder. Tys! Langkork. Han raabte om Hjælp. Afsted! (De springe op). Bier. (Fra en Klippe) Min Gud, hvad saae jeg! Pirkom. Hvad da? Bier. Saasandt jeg lever, blev han taget ind i et Bjerg. Pirkom. Hvad vil Fjeldet med flere Graasteen? Bier. To Piger havde ham imellem sig. Pirkom. Hvad ville de med Vinæger? (De ile ud). Langkork. (kommende tilbage med en Langeleeg). Pirkom vilde have fundet en Langeleeg tonende i Vinden i den Askegreen, han skulde hængt i, om Vinæger ikke var ufor- bederlig. En Sæterjente maa have glemt den fra ifjor, og jeg vil nu give Leontodon den for Langeleegklangens Skyld i hans Sange. Der er Han. Halloh! Halloh! Se her! (Gaaer). SIDE: 303 (Halvmørk Hule indvendig i Bjerget. To Huldrejenter have Vinæger imellem sig. Krystal, Granat, Karfunkel, vimsende oppe under Hvælvingen). Første Huldrejente. Flink, Granat! Gesvindt, Krystal! Flink! Karfunkel! Rask, Krabater! Med Krystaller og Granater lyser op i Huldras Hal! saa vi kunne see og kjende hvad det er for rart et Dyr, som vi fanget har til Hende. Granat. Hold din Mund! Vor Dont vi passe, pudse vore Lampeglasse. Seer du nu -- Granater, Fyr! Krystal. Lys, Krystaller! Karfunkel. Straal, Karfunkel! Er nu Huldras Hal saa dunkel? Granat. (Hulen bliver straalende af Granater, Krystaller o.s.v.). Naa, ved Thor, du har en Fangst, som kan gjøre Trolde angst! Ti Demanter mod en Flint tør jeg vedde paa, at dette Monstrum, som seer ud saa sindt, enten er en liden Jette, eller og en Kjæmpenar. Første Huldrejente. Fange ham vor Ordre var. Huldra saae ham oppefra Vindvet af Marienglar. SIDE: 304 Granat. Vi maa Hende det berette. Hun vil skjænde slemt paa Eder, hive flux ham ud igjen, som af Baaden Fiskeren fæle Korstrold og Maneder. (Kobolderne forsvinde). Anden Huldrejente. Ja, jeg troer, vi har gjort galt. Første Huldrejente. Netop hvad der var befalt. Anden Huldrejente. Rigtig nok en Sjeldenhed; kanskee en Orangutang, hvorom Huldra mangen Gang har os rare Ting fortalt. Første Huldrejente. Kanskee Søster. Ja, hvem veed? Dog man bør jo netop tro hvad man ikke grant kan see? Kommer derfor alt til alt, er kan kanskee Menneske. Anden Huldrejente. Ja kanskee og kanskee ikke. Huldra snart vil ham bekikke, og bestemt afgjøre det. Dog jeg troer, og troer med Ret, at du aldrig har opdaget slige Rynker paa en Næse. Jøde kunde, om behaged, reen Hebraisk i dem læse. Og i alle Verdens Stæder vises Aber frem i Klæder; SIDE: 305 noksaa nette, fuldt itrukne og komplette, saa jeg rettest vil formene, at vi er ei paa det Rene, om han ei af Abekat er et underligt Specimen. Første Hulderjente. Saa du holder med Granat? Nu! vor Dom vil snart bli'e sat: Huldra komme vil paa Timen. Vinæger. (Mumler). Skjæld saameget som I kunne, skjæld med alle Bækkes Munde, blot jeg turde til mig knibe nogle faae af disse Slumper reent gediegne Kobberklumper, som jeg ikke kan begribe ere saa i Krogen slængte overalt og overflødigt. Hvertet Stykke er forvist over fire Skilling lødigt. (Griber efter nogle af Kieserne). Første Huldrejente. Ei, hvorhen min Ven? Du tænkte nok ei paa, at Væggen hist er af Marmor og Porfyr. Vinæger. Oh, jeg barestens betragter disse Ertser, underskjønne, som letsindig I foragter. Ha, hvor røde og hvor grønne Malmerne i Stenen lyne! Den som turde sig forsyne! Første Huldrejente. Værsaagod, kun Lysten styr! SIDE: 306 Vinæger (med en utrolig Hurtighed). Virkelig? Nu, jeg var sandelig en Tosk, om jeg forsømte Leilig- heden. Den, som ikke samler paa Skillingen, faaer aldrig en Daler. (Stikker Kieser til sig). Første Huldrejente. Det er jo Principet i Granskerens Økonomi? Anden Huldrejente. Store Gud, hvor graadig Han fylder Steen i sine Lommer! Var det Æbler eller Blommer, vilde jeg endnu forsvare, at han var en Bavian, rømt fra et Menageri eller fra en Parmesan. . . Nei, det holder Stik ei heller. Thi man ganske vist fortæller, om den borneanske Joko, at med sandt Liebhaberi, con amore, con fuoco, samler denne Abekat sig af blanke Steen en Skat. Første Huldrejente. Aber'et ved Hypothesen er dog, bedste Søster, at den er et godmodigt Væsen. Anden Huldrejente. Denne synes dog tilfreds ret at finde sig hersteds. Vinæger. Fortræffeligt! Javist! Nu tror jeg alt jeg har tre Mark i Lommen. Anden Huldrejente (fnisende). Paa det nærmeste. SIDE: 307 Første Huldrejente. Det just! Netop det! Ei meer, ei mindre! Slig en Sjel af Irr og Rust, sligt et oxyderet Indre, slig en Kies imellem Sjele ganske er i Kobolds fæle ondskabsfulde Races Magt. (Musik høres nærmere og nærmere). Anden Huldrejente. Tølper, reis paa dig! Giv Agt! Hører Du ei fra de fjerne inderste højhvalte Haller Cymblerne af Drypkrystaller melde Herskerindens Komme? Høflighed dog Hende viis, om ei hendes ringe Terne. Første Huldrejente. Fy! For al den Kobberkies, Han har stukket i sin Lomme, kan han op ei mere staae. Anden Huldrejente. Skynd dig! Ud du lænse maa. Vinæger. Ikke for en Specie. Anden Huldrejente. Abe eller Menneske, vold os ikke mere Skræk! Vinæger. Skulde Sligt jeg kaste væk? Første Huldrejente. Vold os ikke mere Angst! Skaf os Skam ei af vor Fangst! Siden skal du nok faae Nok. (De lænse hans Lommer). SIDE: 308 Anden Huldrejente. Gjerne, om du vil, en Skok. Første Huldrejente. Gjerne, om du vil, en Skjeppe. Vinæger. Nok af Kobberdanker? Neppe! (Huldra. Chor af Underjordiske. De Forrige). Chor af Underjordiske. Forgjæves, forgjæves sang du din Vise, lystige Kilde, du Fjeldets fordækte, sladdrende, søde Hemmelighed! Forgjæves, forgjæves orglede Malmens klingende Søiler, tonte din klare Sølverne-Cymbel, Dryppekrystal! Forgjæves, forgjæves, vevre som Fraadens jagende, trillende, spillende Draaber foran en Snekke, boltred sig Nisser, dandsede Dverge, tumlede Thusser, Kobolder hopped, hvor Dronningen gik. SIDE: 309 Perlernes Bleghed dækkede Kinden, som natfaldne Meeldugg sygnende Blomster; Marmorets tunge, maaneskinsagtige, døde Sørgmodighed hvilte paa Panden; Øiets Demanter dunkledes til af agatlige Taager. Kummer maa nage Bjergenes Dronning. Huldra. (Alvorlig, til Vinæger). Menneske! Første Huldrejente. (Til Anden). Saa har du tabt, kjære Søster og Granat. Thi han Menneske er skabt og er ingen Abekat. Huldra. Fremmede! en Dødsensprøve nødes jeg paa dig at øve. Du en Angstsekund maa lide, forat jeg kan sikkert vide, om du er den rette Mand og en Vilje har, der kan. Vinæger. Faaer jeg det betalt -- kom an! Huldra. Hist, liig en henslængt, damasceret Dolk, i Klipperevnen ligger svullen Hugorm. Dens Øie, Gløden, som bestandig holder i Huultand Givten kogende og smeltet, cinnoberrødt du seer fremtindre hist. SIDE: 310 Den hugge maa sin Tand ind i dit Kjød; og døer du da, da har jeg taget feil, og røvet Jordens tørre Armod væk en af dens største Kuriositeter. Men slipper Ormen dødsensstivnet Biddet, forgivet i dit Blod af værre Givt, da er du, Fremmede, den rette Mand: just hiin Vinæger, for hvis arge Sind det hele vide Norges Rige bæver. (Griber Ormen; slynger den paa Vinæger; den bider og falder død ned). Vinæger. For den Angst vil jeg s'gu have mig en Dank. Første Huldrejente. Ah! er Han den vidtbekjendte, bidske, nidske, hadske, barske, ondskabsfulde, traa og harske Publicist Vinæger? Han! Naa, for Gud, jeg engang meente, at saa streng og stridig Mand maatte have Horn af Jern, meer til Angreb end til Værn, og en dygtig Huggetand. Anden Huldrejente. Hvor kan Fantasien skuffe! Kollet Tyr kan ogsaa puffe. Første Huldrejente. Ja hvad trænger Han til Sligt? Møder Bamse det Gesicht, vil han baglænds retirere og en Sølvbjørn bli'e af Angst. Anden Huldrejente. Begge To vi gratulere, Herskerinde, med din Fangst. Glade høre vi, at dette Exemplar er just det rette. SIDE: 311 Huldra. I underjordiske, nedtrykte Hjerter kan Han alene bringe Fryd tilbage. Hør derfor, Fremmede! Fiinnæset Støverhund man bruger til at fange vindrap Hare, snedig Væsel til ud Kaninen af dens Skjul at jage, og enkelt Menneske, med Os befrændet, kan see Metallets Aare dybt i Fjeldet og høre underjordisk Kilde risle. Hver Skabning har et eget Naturel, som lader sig til noget Enkelt bruge, og du, forunderlige Fremmede, er langtifra imellem de Forsømte, undtagen i dit Hjertes Bagatel. Sin Klo har Katten, Rotten Skjæretanden, men du i Sindet en energisk Hadskhed, som, fremfor alle andre Dødelige, gjør dig, Vinæger, skikket til at vise de Underjordiske en Tjeneste . . Vinæger. (Rask afbrydende). Hvad faaer jeg da for det? (Huldrejenterne lee). Huldra. Stille Piger! Første Huldrejente. Herskerinde, hvis du bare ei vil finde min Anmærkning altfor fri; ødsl paa ham ei Poesi! Du til Svar faaer kun et Hæ af en Sjel, som er af Træ. Tørre Prosa kun han fatter. SIDE: 312 Huldra. Jeg dit Raad vil følge, Datter. (Til Vinæger). Vid da, Fremmede, at de Underjordiske ere nedsænkte i dyb Sorg: Huldra har mistet sin Datter; hendes Rige sin Lyst og Glæde. En Digter har ved en af sine Sange -- den dine Venner nylig sang under Bjerken histoppe -- lokket hende frem i Dagens Lys. Min datter, den yndige Krystalline, brast i Taa- rer under Stroferne, da han førstegang qvad dem i Nærheden af en af Fjeldets Indgange; lyttende nærmede hun sig den, lod sig fange af Solstraalerne, og følger nu som et Echo hiin jordiske Harpe, givende sig tilkjende hvergang dens nationale Toner lyde. Ja hun medtog sin egen Langeleeg, hvorpaa ikke engang hendes Beilere, vore underjordiske udødelige Digtere Maaneskin og Taageblik, fik Lov at spille, og magede det saa, at en Ven af hendes Yndling fandt den hængende i en Ask, tonende for Vin- den. Det er derfor mine Vilje, at du for enhver Priis berøver ham dette Tryllemiddel, hvormed han binder Fjeldets Datter og Folkets Hjerter. Vinæger. (Utrolig hurtig). Hvorledes, Madam? For enhver Priis? Huldra. Tvivl ikke om Belønning fra de Underjordiske, dersom du bare, ved at skamskjænde enhver at hans Sange til Langelegen, bringer ham til at knuse den. Først da kan jeg haabe at faae see min Datter igjen. Hendes søde Stemme vil da atter tone i Fjeldet, og ikke nu som et vildtomvankende Dværgmaal langsad Lierne i Skogbrynet. Chor af Underjordiske. Ve! Krystalline, vor elskte Princesse, er forsvunden. Hendes Sølvstemme ei i Fjeldet mere høres. SIDE: 313 Fjernt i blaanende Aaser den døer. Klangløs er derfor Alfernes Harpe, Tonerne uden Gjenlyd og skarpe, legende Kilde længer ei lystig, boltrende Dverges Munterhed halt, Jublen trangbrystig, sanglysten Glædes Udbrud saa qvalt, somom den var bestilt og betalt. Første Huldrejente. Dyr paa den Haandrækning, du har forlangt, vor Herskerinde, vil du neppe Manden finde; thi hans Smag vi kjende nøje. Blot til disse Kobberkieser, vi forsikkre, staaer hans Hu. Tro os, Herskerinde! Viser ikke stadigt did hans Øje? Huldra. Jeg kan ikke negte det. Der maa ligge en Kobbermagnet deri. Men er det saa, da skal du faae saamange, som du kan slæbe med dig, Vinæger; og jeg skal overnikjøbet give dine Skillinger den Egenskab, at de blive til Dalere, naar du blot snuer dem dygtig. Vinæger. Skal ikke mangle. Huldra. Blot dygtig arg; hører du, dygtig lumpen, dygtig lav! Vinæger. Skal ikke mangle. Og naar jeg gjør det con amore og con fuoco, som disse Utysker sagde, kan det ikke siges, jeg gjør det for Andet. Det Øjeblik er af Guld, hvori man kan samle sig en Skilling. SIDE: 314 Første Huldrejente. Atter en Grundsætning i Granskerens Økonomi. Men tillad mig, Herskerinde, tal nu kun i Poesi. Du har nævnt et Trylleord, slaaet an en Harmoni: Du har nævnt det Ord "en Skilling," og hans Sjel er bleven stemt i sin høieste Akkord; hele Verden har den glemt, af det stærke Ord henreven. Som berørte Sensitiv, nervespændt er nu hans Liv, og hans Indre for et Digt er ved Ordets Anklang bleven ganske vel modtageligt. Huldra. Nu velan! Jeg vil probere. Men han hærdes maa endmere. Thi, om ei hans Sind er blødt, er han dog af Qvinde født, af en Geistlig bleven døbt, holden frem af fromme Koner over kristen Døbefont; og (imellem os kun sagt) er det dog en rædsom Dont, hvortil han er bleven kjøbt af terrestriske Dæmoner, hvem han nu er underlagt. Vinæger, lyt! Du hører underneden en dobbelt Snarren, som af tvende Rokker, somom to Bække gjennemskar hinanden. Fra gamle Nidhex, Nisseoldemoder, som sidder spindende Asbest dernede, og nu er slumret over Rokken ind, den ene kommer, og fra hendes Kat, ormspraglet Ildegrim, den anden. SIDE: 315 . . . Tys! Nu durer ikkun Eet, men et Alvældigt, som fjerne Tordener. Nu er hun vaagnet, og har sin Rok igang nu sat paany. Saa sidder hun i Krogen Aare ud og Aare ind, forbandende sin Trældom med savlet Mumlen, ja forbandende de kaade Børnebørn, hun engang elskte. Thi hun maa skaffe dem de uldne Huer, Graabuxerne og Trøierne, de slide saa umaneerligt op ved natlig Tumlen omkring paa Bondens Staldtrev. Hende maa du kysse, om end flygtigt som en Faster, at siden stedse surere endnu du grine kan, og Sjelens Skjæretænder kan, ved Berørelse med hendes, voxe. Du gyser? Oh, det er en Overgang. Og saa er ogsaa det, at Koboldsmeden maa med sin Knibtang knibe ind dit Hjerte til Spigerhoveds Størrelse og Haardhed, og banke med sin Hammer nogle af dit Hoveds Skruer løse, og tilsidst maa Nisser tirre dig, Vinæger, til Aqvatofanaen om Læben fraader. Saa er du færdig og dit Hverv fuldvoxen, og du kan slippe ud. Vinæger. Med fulde Lommer? Huldra. Javist, javist. Vinæger. Og Skillingskunsten? Huldra. Ja! Frem, I, jeg nævnte, allestedsifra! SIDE: 316 Røster. Strax! strax! strax! Herud, Mutter! Herud, Smed! Herud, Gutter! Lilleputter i graa Kutter! i Badutter afsted, afsted! (Nidhex kommer humpende; ligesaa Koboldsmeden. Nisser mylre frem. De Forrige). Nidhex. Ei, hvad Fanden vil man mig? Hvilken Hast, Hui og Hei! Aldrig Ro, aldrig Rast! Traaden brast midt ito, og jeg tabte ganske Stumpen. Rokken valt, Krakken faldt, Katten traadte de paa Rumpen, da det vilde Kjeltringspak (slige Børn er nutildags) mig afsted paa Krykker trak, skjøndt min Gryde kogte strax. (Skjuler sig). Huldra. Nidhex! Ha, hvad er paafærde? Du pertentlig dig gebærde, bly-undselig første Gang? Liig en Edderkop i Sprukken, har du dig i Krogen trang affekteert tilbagetrukken. SIDE: 317 Har du glemt i sløven Sind, at hvergang en Dødelig nødes til at kysse dig, suger du hans Livsgeist ind, saa du bliver mindre skrukken? at du af hans Kys dig nærer, aandende ham ind igjen noget af Fortærelsen, som dit eget Selv fortærer? Nidhex. Mit Kys er magtløst paa slige Læber, hvor grønne Avind paa Avind klæber, liig tvende stygge isammenynglende Iglerygge. Mit børstehyllede Kjærringgriin er jo mod hans som Smilets Dands paa fagre Kinder hos drømfortryllede Jomfru fiin. Vinæger. Jeg mener Fanden gaaer af Kjærringen. En Nisse. Frisk Mod nu, Mutter! En anden Nisse. Ei! Nu frisker hun op. Hun rask nu skutter sin gamle Krop. SIDE: 318 I Askeøjet en Gnist nu glittrer satansk fornøjet, og Rynkerunen, i Zikzak bøjet, om Munden zittrer. En tredie Nisse. Jeg vil ei mere for Mo'er kavere. Nidhex. (Til Vinæger). Ja, lad os forsøge, i dette Kys at bytte og øge hinandens Kræfter. (Omfavnende). Jeg giver dit Griin, Vinægeren min, Messings Fasthed og gustne Skin, som Løvehovdets paa Sabelhefter; og du skal paanyt igjenopfriske det gamle Gemyt hos mig, der bleven er aflægsfrom. Saa ville vi hidse hinanden -- kom! Saa ville vi bryne Tænder og Tryne, og slangespidse hinandens Tunger i dette Kys. (Kysser Vinæger). Vinæger. Fy for Fanden! Det Kys var irret. Dog Irr er jo ogsaa Metal. SIDE: 319 Nisser. Godt gjort, Oldemoder! Godt gjort! Koboldsmeden. (Lyttende ved Vinægers Bryst). Hvor er hans Hjerte, som jeg skal klemme? Jeg hører ei Slag. Koboldens Svend. (befølende ham). Jo, her her bag kan jeg fornemme en liden Nud. Her staaer den ud, som Hovedet paa en Pompespiger. Vinægers Hjerte den være maa, idet det siiger i Broken ned. Huldra. Du traf det, Smed! Koboldsmeden. (Undersøgende Vinæger). Forgjæves hamre vi da endmere det Haarde ind. Det uden Kamre og Blod maa være som steenhaard Perle i Musling blind. Og Hovdets Skruer, saavidt jeg kjender, er' noksaa løse, som falske Tænder paa gamle Fruer, og trofast Sind hos unge Tøse, SIDE: 320 saa vi kan lægge vor Tang og Slægge kun roligt væk. Dog vil jeg grave, med denne grove, til Hestehove bestemte, Skaver hans Kainsmærke meer dybt i Panden. Vinæger. Au! Det vil værke som bare Fanden. Au! au! au! For den Behandling vil jeg have mig en Klump Gediegent, som siger sex. Nisser. (Stimlende om Vinæger). Saa haardt et Hjerte er slemt at erte. Dog vi forsøge, hans Harm at øge ved store Flænger i Hyklerkaaben, ved ham at vise (men uforstillet) i Huulkrystalspeil hans eget Billed. Huldrejenterne. Sligt hjælper ikke paa haarde Sandser. Thi under Kaaben har han bedækket sig med et Pandser af staalsat Frækhed, og i sit Bild er han forelsket med Vanvids Ild. SIDE: 321 Men skal han tærges til Raseri, saa kun besværges det kan forbi, og vil I see ham til Rasen kommen, da tag en Ertsklump ham op af Lommen. Vinæger. (Rasende. Holdende for sine Lommer). Raser I? Hjælp! Er det Akkorden? Huldra. Nei, Ret han har, Sin Løn beregnet han har for Værket. Slip ham nu atter af Fjeldet ud did hvor han var! Nu Munden blegnet i Fraade skummer; nu Kainsmærket sin Skorpionsvands i Panden krummer; nu Spigerhjertet i Ryggen stikker; nu er han ertet op til Kritikker, og os saa sikker som Pilens Staal, der flyver lige imod sit Maal. (De Underjordiske forsvinde. Vinæger slæber sig med overfyldte Lommer udigjennem en snæver Indgang, hvorigjennem den blaa Himmel skinner ind). SIDE: 322 (Fjeldegn. Vinæger slæbende sig frem. Siden Pirkom, Bier og Leontodon udenfor Scenen). Vinæger (sætter sig på en Stubbe). Holloi! Hjælp! Pirkom og Bier (noget borte). Holloi! Heida! Vinæger. Holloi! Jeg kan ikke komme af Flekken. Hjælp! Pirkom (kommer med Bier). Men hvor Fanden har du været henne? Vinæger. Ja det skulde I vide? Au! Jeg aarker ikke mere. Pirkom. Gaae sig saa bort i en Steenur? Vi har ledt efter dig af alle Kræfter. Men hvad Pokker har du der i Lommerne? Vinæger. Om Forladelse, ikke nærmere. Se her bare! (Tager en Ertsklump frem). Pirkom. Ei, kast den! Hvad vil du med den Kobberkies? Bier. (Afs.) Hvilket græsseligt Ansigt han sætter op! Det gamle Lune er kommet over ham. Vinæger. Kies? Gediegent siger jeg. Over to Skilling reen Valuta i hver Klump. Gid du aldrig fik blødere Brød at æde! SIDE: 323 Pirkom. At skjære Tænder over saadant! Tys! Der er Langkork al- lerede med sin poetiske Ven og Langelegen, og med den det vidunderlige Echo. (Man hører nogle Akkorder). Leontodon. (udenfor). (Aagots Vises Melodi). Ve dig, Skjald! det er din Død synger du herhjemme. Kilden liig i Jordens Skjød, qvæle du din Stemme! Dvergen hører Kildens Qval. Ingen din fornemme skal. Echo. Dvergen hører Kildens Qval. Ingen din fornemme skal. Gjem dit Qvæde i dit Bryst, skjøndt det er en Smerte. Folkets Mund er bleven tyst, sygnet er dets Hjerte. Kun et ensomt Echo til dine Sange lytte vil. Echo. Kun et ensomt o.s.v. Ve, er Folkets Øre døvt for dets egen Stemme? finder det sig ei bedrøvt meer i Norge hjemme? Har til eget Qvad, forstemt, det da Melodien glemt? Echo. Har til eget Qvad o.s.v. SIDE: 324 Folkets Hjerte var engang fuldt af herlig Tale: Harperne i Oslo klang, Langeleeg i Dale, Skjalden sad paa Folkets Skjød, Kongens Purpur om ham flød. Echo. Skjalden sad o.s.v. Fjeldet paa sin Tomt dog staaer, som i gamle Dage, og de vene Liers Vaar vender tro tilbage, af de mørkblaa Aasers Flugt inden samme Linjer lukt. Echo. Af de mørkblaa o.s.v. Landet vi, det tause Digt, uforandret møde. Norge staaer der, Harpen ligt, ak, hvis Digter døde. Ingen spiller meer paa den. Kommer Skjalden ei igjen? Echo. Ingen spiller o.s.v. Vinæger. (Forsøgende forgjæves at springe op). Afsted! Der er, saasandt jeg lever, Langelegen og Krystal- lines Stemme. Langkork. Ja Langelegen. Den er fortræffelig til Sange, der er noget Nationalt i. SIDE: 325 Vinæger. Den maa jeg, ved Himmel og Helvede! have fat i. Langkork. Du? Det tvivler jeg om. Vinæger. Ja, om han gjemmer den ved sit Hjerte, i Krampe mellem sine Arme, maa jeg have den herud. Langkork. Han vil nok slaaes for den. Vinæger. (Mumlende). Hm! Jeg er dog paa Spoer, og maa have den for Miraklets Skyld med Skillingen. I næste Nummer altsaa skal jeg begynde at spille paa ham, saa de underjordiske Hjerter skulle hoppe af Glæde, og vil han endda ikke give Kjøb og tie stil med disse Sange, som bedaare Krystalline, saa vil jeg ogsaa pudse Blasen- feldt med sin store Journal paa ham. Han slipper ligesaalidt Taget som en Dogg, og for dette Engelske ved ham liker jeg ham, uagtet han egentlig burde hedde Asenfeldt for hvad der for øvrigt er ved ham. (Høit). Hjælp mig bare afsted. Bier. Ja kom. Ei hvor tung du er! Derhenne gaaer ogsaa Poeten til Byen, saa vi mødes dernede. (De hjælpe Vinæger afsted under Armene). Krystalline. (Trædende frem paa en Højde). Mel. Ifjor gjett'æ Gjeita o.s.v. Hvad vil Han i Byen? Hvor snart han kan glemme, der norskhjertet Skjaldskab har allermindst hjemme! Søg dybt ind i Norriges ensomme Dale: der lytter dit Fædreland til din Tale. SIDE: 326 De blaanende Aaser, som svindende jage hverandre i Fjernet, dit Qvæde gjentage. Af fuldeste Bryst der dets Echo dig svarer; der Aasernes Rækker er jublende Skarer. Hvad vil du i Byen? Hvor snart du kan glemme, der norskhjertet Skjaldskab er allermindst hjemme! Men træffer paa Veien du Hvidtorn, den hvasse, dit Hoved ærbødigt at blotte du passe! For den burde Liljen, den kneisende, neje, og Roserne knæle paa Alfareveje. Thi taggede Hvidtorn er Lauren, som Norge sin Digter, saalænge han lever, vil borge. Den trykker til Blodet det ind om hans Pande. Dog sukker han ei efter fremmede Lande. (Forsvinder). (Udenfor "Nyregranskerens" Officin. Pirkom, Langkork og Bier). Langkork. Hid maa han dog komme saa vist som Ræven til sin Hule engang i Døgnet. Pirkom. Hør her, jeg har rablet en Silhouette. Kjende I Manden? "En Samiel i mørke Ansigt saae, En i hans Træk kun Rottehaler graae, En i hans skumle Griin saae Øgler lure, En saae Tarantelklo i Næsens Fure og Krabbesax i Fingeren paa Panden, naar granskende han søgte om Forstanden." SIDE: 327 Langkork. Ei, alt jeg kjender Manden. Det er jo selve Fanden. Pirkom. Vinæger er det. -- Han og ingen Anden! Bier. Jeg indbilder mig, at han maa ligne Fanden gjørende Pøni- tentse, saa suur seer han ud nu. Pirkom. Skuffede Forventninger om Skillingen, han engang talte om. Men den Suurhed er en Skimmel paa Ondskaben. Og mod denne hjælper intet Engelsk Salt. ("Nyregranskeren" leveres ud). Langkork. Her er Bladet! Ja var det ikke det jeg vidste! Neppe var han kommen hjem og havde lænset sine Lommer for de elendige Kieser af i Kisten, han nu ruger over, før han gav sig til at skamskjænde Leontodons patriotiske Digte, og det netop hvor de nationale Akkorder sloges an. Bier. Lumpent! Langkork. Og nu sønderriver han i dette Nummer hans Sang under Bjerken: "Det er min Sjel en frydfuld Trang at gjæste Norges Dale." Der maa stikke noget under. Pirkom. Ja først et Lag af Ondskab og saa atter et Lag af Ondskab og saa videre ned i Dybet, indtil man naaer Lavhedens Urstrøg, hvorpaa hans Tilværelse er bygget. SIDE: 328 Langkork. Naar jeg spørger ham om Aarsagen til denne Forfølgelse, siger han, han har sine egne Grunde. Bier. Han vil komme til at opgive dem. Pirkom. Men hvad tager Leontodon sig for? Langkork. Øver sig temmelig ørkesløst paa sin Strengeleeg. (De gaae. Vinæger kommer). Vinæger. Her gaaer jeg og snuer paa Skillingen hele Dagen uden at Miraklet vil begynde, som forjettet er; men hjalp ikke første Nummer, saa skal s'gu dette. (Gaaer ind). (Under nogle Træer. Maaneskin. Krystalline. Strax efter Kobolden Kontant). Krystalline. Kobold! sorte, genialske Kobold, hjælp din Dronnings Datter! Kontant. (flux tilstede). Held os, om du kommer atter! Thi du har, som vel du veed, alle Vores Kjærlighed. Krystalline. Hevn Retfærdigheden! SIDE: 329 Kontant. Ak! Den er død for længesiden: Morgenbladet hugg og stak til der Liv ei fandtes i den; Nella over den holdt Talen, kold som Iis og Marmelsteen, Granskeren som Nat-Schakalen grov saa Liget op igjen, forat gnave paa dets Been. Krystalline. Hevn da mig! Kontant. Det vil jeg før. Sysselsat just udenfore Huldrehallens Hoveddør med i Maaneskinnet vore smaa Granater om at blege til demantne Rosenstene, hørte jeg dit Raab, og kom. Krystalline. Jeg behøver kun dig ene, et Minut af dine Lege. Yd den Hjælp, jeg trygler om! Hjælp mig, hvis jeg kan besværge lunefuldeste blandt Dværge, grimme, lystige Kontant. Kontant. Komplimenten var galant. Men, hvis Bleghed ei var finest Sminke over Qvindes Skjønhed, vilde jeg den gjenbetale. SIDE: 330 Krystalline. Hør! Et Trold blandt Mennesker, Menneske dog ei blandt Trolde, har sin Pen, al Ondskabs Glavind, hvæsset mod en Skjald, jeg ynder. Af min Moder, som vil tvinge mig at vælge mellem vore underjordiske Poeter, Maaneskin og Taageblik, ved et Løfte og en Dynge Kobberkies, hvorpaa han ruger, er han bleven huult bestukken. Irret deraf er hans Avind endnu meer end forhen bleven, og hans Blod, som smeltet Kobber, sydende igjennem Aaren, driver ham til Synd paa Synd. Han, hvis Ilske fører Navn af graa catonsk Patriotisme, drive vil, endskjøndt hans Land ejer ikke flere Skjalde end dets Graasteen gyldne Druser, en af hine til at knuse vildt mod Fædrelandets Fjeld Strengelegen, hvormed Han kaldte frem en af dets Geister. Kontant. Lumpent! Krystalline. Saa du føler det? Kontant. Kobold skjøndt, har jeg dog ei Graasteen eller Sop til Hjerte. Krystalline. Letsind straffes maa med Straf. Straf er altfor mild for Lasten. SIDE: 331 Last maa straffes med sin Løn, med at den sit Maal kan naae, med Betaling, men indviklet i et Omslag, en Bestalling af en stemplende Foragt. Derfor, hvergang hiin Vinæger skjænder Sandhed og sig selv, (saa modsatte disse ere) rottegnavende just der hvor hans sløve Sands fornemmer, at en Stanzes Hjerte slaaer, flux du træde til ham ind, og paa Pulten lægger taus bukkende en Kobberdank. Kontant. Jeg forstaaer dig: Danken var Kritikussens Honorar. Men, ved alt hvad der er helligt, vi ham skylde for Forskjelligt vistnok da en Mark i Smaat. Krystalline. Gjør som jeg befaler. Kontant. Godt! (Forsvinde). (Vinæger paa sit Værelse. Han skriver con furore. Siden Kontant). Vinæger. . . Gid der fløi Gnister af Pennen! Gid, gid! Nei se saa! (Slaaer Pennen af.) Der er Beviset forat han ganske umulig nogen Gang for Eftertiden kan blive begeistret. Det skal selv Blasen- feldt lade mig ugjort, skjøndt han ogsaa kunde fortjene en Be- lønning af de Underjordiske fordi han staaer mig saa redelig bi SIDE: 332 i at gjøre den Helvedes Poet kjed af sin Strengeleeg. Men det skulde undre mig, om han ikke har været dernede før mig, for det lader til, at Han kan Kunsten at faae Dalere af Skillinger. Han var ogsaa unegtelig selv slaaet til en Skilling, men er dog bleven til en Daler, skjøndt rigtignok Sletdaler. Og jeg har dog (i Nyregranskerstiil) "trælet saa trut," og endnu -- nei! skjøndt det ikke mangler paa at snue Skillingen, bliver den dog en Skil- ling, saa den Underjordiske vel endnu ikke maa være fornøjet. Men denne Literaturartikel, som jeg vil kalde den, haaber jeg skal -- -- -- (Kontant kommer ind, lægger taus og bukkende, med Eftertryk, en Skilling foran Vinæger, der sidder som forstenet ved Synet af Kobolden, hvis Farve changerer, med hvert Skridt, han nærmer sig, gjennem alle Nuancer fra Sort over hele Kroppen til glødende Rødt. Dette naaer sit Høieste i det Øieblik han lægger Skillingen klingrende ned, og gaaer over til Glødhvidt og Askebleghed indtil han igjennem en Mængde blegnende Nuancer forsvinder). Vinæger (samlende sig). Gud være mig arme Synder naadig! . . Nei, nu er det over. Og det er dog altid en Skilling, Gripomenussen lod efter sig, og maaskee netop Lykkeskillingen. (Griber den). Au, den er "gloendes heit!" Nei det er heller ikke den. Saa vil jeg gaae paa Fiske- bryggen og kjøbe mig et godt nyt Skjældsord for den af en Matros, saa saftigt som en Bus. Naar han saa faaer sligt i Fjæset efter en af disse nationale eller poetiske Sange, og Blasenfeldt i sin store Avis forsikrer Publikum om at det er billig Behand- ling, saa tænker jeg den Underjordiske holder Ord. (Gaaer). (Landlig Egn. Graa Morgen. Leontodon med Langelegen. Krystalline bag Scenen). Leontodon. Natten har ogsaa bedugget mig med Kulde og Rolighed. Maatte jeg ikke blive vanvittig, om mit Hjerte ikke var roligt? Men denne Strengeleeg vil jeg hænge tilbage hvor jeg fandt den. Den har forført mig til ørkesløs Poesi, og kun bragt mig Smerter. Krystalline. Det er uværdigt. Du vil kunne bedrøve din Veninde dermed. SIDE: 333 Leontodon. Hvem er du? Krystalline. Dine Strenges Aand. Føler du Smerter naar du har Strenge- legen ved dit Hjerte? Leontodon. Nei! Den er min Glæde og mit Liv. Krystalline. Saa stød ikke din Glæde og dit Liv fra dig! Hjertet styrkes ved at lide, Armens Muskler ved at stride, Stemmen hæves i en Blæst. Først en Mand, hvis Kraft ei svigter, saa en freidigsindet Digter; -- dette er dit Kald dernæst! Sørger du, -- da blot en Strimmel Lyseblaat af Foraarshimmel, og du juble vil af Lyst. Du, hvem Duggen kan beruse, siig, hvor er den Magt, der knuse kan et saa fredsaligt Bryst? Leontodon. Velan! Wergeland har jo sin Gransker paa Nakken, som jeg min Nyregransker, og Retfærdigheden kan være Hip som Hap. Jeg vil synge om min, som han synger om sin i en Foraarsvise: "Foraaret drager nu i Triumf over Bakke og Dal, Kilderne spille paa Blomsternes Bal. -- Granskeren gnager. Echo. Granskeren gnager. SIDE: 334 Himmelske Straaler skyde i Mulden; som Blommer igjen vende de fagrere atter fra den. -- Granskeren gnaaler. Echo. Granskeren gnaaler. Himmelen skinner, Elvene glindse, det lysende Hav speiler en Jord af Smaragdsmykker af. -- Granskeren griner. Echo. Granskeren griner. Guldrøde Miner aabne sig i Tulipanerne alt. Gransker! i dem maa du ta'e dig betalt. -- Granskeren graver, gnager, gnaaler og griner." Echo. Granskeren graver, gnager, gnaaler og griner. (Hos Vinæger. Pirkom, Langkork og Bier siddende hos ham. Siden Kontant). Vinæger. . . Lidt bort fra den Kiste der, Mhrr, siden jeg nu endelig skal have jert Besøg. Damn'd! Pirkom. Vi bryde os ikke om dine Kieser; men vi komme forat høre, om du ikke snart vil holde op med at tilhutle vor Vens Poesier. SIDE: 335 Vinæger. Jeg er nu engang kommen i Vane med det, seer du; sligt er ganske paa sin Engelsk; jeg har ingen andre Literaturartikler til Nyregranskeren, og desuden har Blasenfeldt og jeg deelt ham imellem os, saa vi have lidt at flænge i hver paa vor Kant. Pirkom. Stol ikke paa den Makker længer. Han er bleven gal af Hov- mod, fordi han havde en stor og ikke en liden Avis under Hænder, og er nu sat fast. Det gik ham som en Dreng der var kommen op i en Luftballon. Vinæger. Fanden ivold med ham! Jeg er Karl for at gjøre det alene. Her har jeg nu alene just expederet Leontodons Sang: "Ve dig, Skjald! det er din Død synger du herhjemme." (Kobolden Kontant kommer som forrige Gang, og lægger Skillingen klingrende paa Bordet. Vin- æger viser Udtryk af den højeste Forfærdelse). Langkork. (Forbauset til Pirkom). Det kan ikke være rigtigt med ham, for saae du det frygtelige Ansigt, han pludselig satte op? Haarene kunde reise sig paa Ens Hoved ligesom de gjorde paa hans. Vinæger. Ve mig! ve mig! Det var syvende Gang han var her. Vennerne (i Munden paa hverandre). Hvem? Hvad i al Verden? Pirkom. Saa mange Gange har du skjændet Leontodon, og han tilgivet dig. Vinæger. Saae I noget? O Gud hjælpe mig for den fordømte Skillings- kontrakt, at pine Langelegen af Hænderne paa ham! SIDE: 336 Langkork. (hvidskende). Han maa være bleven gal ligesom Blasenfeldt. Pirkom. Ja dette er virkeligt Galskab; men før var hans Raseri deri forskjelligt fra andet, at det ikke begyndte, voxede, kulminerede og aftog, som dette plejer, men var altid lige stærkt. Vinæger. Ligger der kanskee ikke en Skilling paa Bordet? Tag i den, skal du brænde Fingeren. Langkork. Jo, en afdanket en ligger der rigtignok. Vinæger. O! o! Skammeligt Bedrag! (Afs.) Først kom der Toskillinger, men sidste Gang en enkelt, og nu en, som ikke gjælder. Det maa være fordi jeg endnu ikke har udrettet noget. (Springende op). Afvejen! Pen og Blæk hid, og saa Noget, som kan forslaae! Langkork. (Til de Andre). Han bli'er galere og galere. Vinæger. Ja er det ikke til at blive gælen over? Langkork. Vi maa tro du er det, naar du kan snakke saa. Vinæger. Saasandt jeg lever, var ikke den lille Sorte der. Gud hjælpe mig, den rædsomme lille Sorte. Pirkom. Siden du har Syner, har du da nylig seet Mr. Thicktackkle? SIDE: 337 Vinæger. Ja, han var her igjen, og saaledes vil det vedblive -- ve mig! saaledes vil det vedblive til jeg gaaer fra Forstanden. Og I saae Intet, det vil I indbilde mig? Først sort, saa alle mulige Kulører. Pirkom. Saasandt dit rette Navn burde være Eddik eller endnu rettere Øleddik, maa du være bleven gal. Langkork. (Til de Andre). Ja, Vi maae . . Der bliver intet andet for . . Vinæger. Og I veed ikke -- men jeg vil tilstaae det -- at jeg har været i Bjerg? Bier. Nei naa! Kom nu, Gutter! (Holder Vinæger). Pirkom. Han er bleven afsindig. Vi maa søge at faae ham i Forvaring. Bier. I Daarekisten med ham! Langkork. Det bliver nok det bedste. (De føre ham ud). (Udenfor en Daarekiste. Blasenfeldt med en Papiirkrands om Hovedet stikkende udigjennem Sprinklet. Siden Vinæger og de tre Venner). Blasenfeldt. (Pathetisk talende). -- -- Ja, hæderlige norske Folk! -- Lapperi! -- Du har givet mig en Borgerkrone, -- Lapperi! -- og du har da som altid gjort din Pligt. Den, som betaler sin Gjæld -- 1ste Corintherne 14de, 13de -- forøger sit Bo. Holloi, Sky derborte! stands! Prr! siger SIDE: 338 jeg, og stryg den Vei jeg befaler, ligesom Regjeringen og Opini- onen, nemlig til Egeberg, hvor du kan hvile til jeg indfinder mig i egen Person og mønstrer jer af tilligemed Byen, hvori jeg vil gaae om som Sulla paa Torvet. Ha, Karnaljer af Huse! flux jere Taghatte af og Indsiden ud, at jeg kan see hvor der boer Re- spekt og hvor man holder Bladet. Godt, Borgere af Kristiania! godt, godt, forede Nathuer! Nu kan I sætte mig ned igjen af eders Guldstol; men midtpaa Torvet, at jeg kan tale saa I kunne høre det. Hm! Motto: (syngende). "Der var en Tid, da jeg var meget lille . ." Hvem leer? Guds Blod! vil du have Bjørnene paa dig? Min Bjørn, som river hvor jeg vil, og Myrebjørnen Nyregranskeren med Smørsøgersnuden? Eller seer jeg ud som en Kat for intet; thi Løven er en Kat? Og hvem siger, at Ræven er en fød Skurk? Der var en i Nummedalen, som blev til en Bjørn, og har ikke Bjørnen tolv Mands Vid og ti Mands Styrke? Prr! Der løber den forbandede Sky igjen. Sky! Graa Æsel! du er dømt til Tilintetgjørelse og Publikation, dersom du ikke lystrer. Ro- merne 1ste, 18de. Eller styrer jeg ikke Staten og Horizonten, du forbandede Nul, Nichts, Ingenting, du forbandede Pudderpose, Ulddot, Uldrian, Buldrian, Blære, slet Tryk, Dandsemester! . . . Kosmorama! Der gik den ned bag Jomfrubraaten, og er nu udenfor min Kommando, for det er et indskrænket Monarki, da jeg ikke regjerer meer adgangen end jeg seer af Himmelen siden jeg overlod Nyregranskeren Detaljerne med Staten. Men bi bare til jeg kommer op paa Bakken, og faaer sat Vognmændene i Bladet for Skydsforsømmelse. Vinæger kan styre det mens jeg er paa en Inspektionsreise saa lidt opover. (Vinæger kommer ført af Pirkom, Langkork og Bier). Holloi! Holloi! Her er jeg! Kom ind, Kammerad! herfra skulle vi redigere Verden og lære 10,000 Gadedrenge at holde og lade Vandet efter Tempo. Hei! Nordkap i Læ, du Roer paa gamle Norge, Kuffen min, som jeg har faaet ved Havari, saa drejer Lindesnæsbogsprydet sig tre Streger og saa gaaer det ad Helvede til. Vinæger. Ei, skal jeg træffe dig her? SIDE: 339 Blasenfeldt. Her eller der. Det kunde du forudseet, du tillukte skelende venstre Øje paa et falskt Vidne! Eller er ikke Jeg det høire, som straaler over Verden? Men hvad behager? Staaer ikke Kritiken ved Lag, skal du faae en Cyklopmuur under af mig, for jeg er ligesom et Taarn eller Obelisk, og naar jeg er død, vil jeg blive staaende som et imaginært Eidsvoldsminde eller Manden paa Rhodos. Vinæger. Sniksnak! Har du ikke seet en besynderlig, sort, liden Tingest? Blasenfeldt. Har du ikke seet en besynderlig graa liden Tingest? Vinæger. Hoho! Jeg skal beskrive dig den. Min . . . Blasenfeldt. Ti, Elendige Nul! Jeg skal beskrive dig min. Thi Nummer Een er først med 100,000 Nuller efter. Min var en Sky. Vinæger. Lad mig dog bare faae tale. Min var steenkulperlesort det første han kom i Døren; men for hvert Skridt gik han over først til Hanesvandssortgrønt, saa til Andrikhalsblaagrønt, saa til Lyse- veedgrønt, saa til Skibskobberhvidgrønt, saa til Staalblaat, Viol- blaat, Indigoblaat og gjennem tusinde Violetter til Pionskarlagen, indtil han omsider gjennem alle Hvidglødningens Henblegninger forsvandt. Blasenfeldt. Forsvandt? Død og Helvede, der er ond Lugt i det Ord. Det bruges om Ærlighed og Abonnenter, og vil engang bruges af Klokkeren om Os. Men min, som jeg mener, var graa med gule Spetter, og skal lyses efter paa Kirkebakken i Enebak, for did tog den Kursen. Men kom ind! Vi har det hyggeligt her. Doktor Motzius boer ligeoverfor, og vi har et Asinæum her, som kaldes SIDE: 340 Bøotikon, hvor alle kan komme ind ligetil Smuglere og Tyve- knegte, uberegnet en uberegnelig Mængde Abekatte med kuttede Svandser. Thi her er liberalt, skal jeg sige dig, du fordømte Postskriptum paa alle mine Artikler, hvoraf Jorden er opfyldt. Abrakadabra! Styrt i Støvet! Der kommer Skyen tilbage af sig selv paa min Kommando. Pfui (plystrer). Se, nu dreje alle Kirke- fløje sig naar jeg fløiter! Vinæger. (Afs.) Gud fri os hvor gal han er! (Høit). Ja, du har Ret, du er bleven stor; men jeg, som foragter Storhed, er bleven riig, steenriig. Men i al Verden, hvor er min Kiste? Pirkom, Langkork og Bier. (Stødende ham ind). Der er den rette. EFTERSPIL (Gamlebyens smukke Kirkegaard. En aaben Grav under et Par Piletræer. To Kobolder. En gammel og en ung Graver. Siden et Liigfølge). Første Kobold. Krystalline hjem er vendt; thi Leontodon har endt. Snar-rar-rar-rar! Uhrværksfjeren af den megen Fingereren løben er af Trindsens Gange, og de slemme Børn er' blevne stillere, om ikke bange for det smukke Sønderrevne. Anden Kobold. Vi maa efter hende ile. Lad os skynde os iskjul! Første Kobold. Ja gesvindt! her er et Hul under disse tvende Pile. Det er vist Poetens Grav. SIDE: 341 Anden Kobold. Troer du, man saa smuk ham gav? (Forsvinde i Graven). Gamle Graver. Hvem der? Smatt der Rotter ned? Forfølge de ham endnu? Ellers ganske rigtig truffet. Netop (Nynnende). -- "det Sted, hvor halten Hevn og blinden Had, som med hans Skygge fulgtes ad, skal synke trætte ned. Her ligger det meer nær end tænkt, bag tvende Piletræ'er, med Løvguirlander rigt omhængt, med Grønsvær dækt, altid besprængt med Dugg saa demantskjær. Skeløjet Nid, der meest bekvemt du læse vil hans Qvad. Der vil du fatte mere nemt, hvi Han, og Du ei, havde stemt hans egen Strengerad. Her slæng dig, Had, som kom for seent! Grib efter ham endnu! Det Støv, du faaer i Haanden, reent som Liljens er mod Hvad du meent og tænkt har i dit Hu." Unge Graver (kommer) Er I færdig, saa stig op. De komme alt. Gamle Graver. Han kunde behøve nogle Fod dybere endnu, saa var man sikker. Unge Graver. Vi kunne lægge en des tyngere Steen paa. SIDE: 342 Gamle Graver. Ja kunde vi bare faae væltet dem hid, som nu ere faldne fra mangen Nars Hjerte. Unge Graver. Der er skeet et Mirakel i Daarekisten. Saasnart Klokkerne begyndte at ringe, fik baade Vinæger og Blasenfeldt derborte sin Forstand igjen. De ere med i det Triumftog, som kommer der. (Et Liigfølge viser sig, hvori adskillige gamle Bekjendte. Derimellem Vinæger og Blasenfeldt). Vinæger. Skulde jeg holde Liigtalen, vilde jeg begynde: Dette er den sidste Farce -- -- Blasenfeldt. (Puffende til ham). . . Hold dig nu ordentlig, Makker! Vinæger. Pas du dig selv. Men jeg faaer en ubegribelig instinktmæssig Lyst til at tage ind noget af denne Muld. Blasenfeldt. Hos Mavesyge pleier sligt at virke. Giv mig ogsaa en Dosis. Gamle Graver. (med et mistænkeligt Øiekast paa dem). De ere Pokker ikke sikkre endnu. (Til Vinæger, som mauler Muld). Hør, Fa'er, det Pulver vil nok virke bedre end -- Engelsk Salt. (Overdøves af Klokkerne. Hører man noget, er det kun Knasenen mellem Vinægers og Blasenfeldts Tænder). Henrik Wergeland SIDE: 343 KUNSTHANDLER SCHMAHRS PROCES Anch io sono autore. DENNE PROCES TILEGNES ALLE KUNSTYNDERE OG TÆNKENDE MÆND ÆRBØDIGST AF J. H. SCHMAHR Skaden. Formodentlig et Vindu oppe Til Malergalleriet stod. Thi pludselig fra Træets Toppe en Skade sig derind nedlod. Den hørte Publikum at dømme. A roste høit hvad B rev ned. Men under Talens raske Strømme, Et Ord iblandt sig Skaden hentet, Og saa med et og høist uventet begyndte den at snakke med. SCHMAHR SIDE: 344 KUNSTHANDLER SCHMAHRS PROCES MOD KUNSTDOMMER HOMANN AF J. H. SCHMAHR Jeg holder med den gamle Epictetus: "Anechu kai apechu!" Lid og taal! Magistri etiam verbis hisce fretus, Jeg graa er bleven og saa haard som Staal. Schmahr Astræa steg til Himlen som man veed, Da kjed af Procedure hun var vorden. Men jeg har lokket hende atter ned Med mine Malerier hid til Jorden. Dog blev hun ikke længe der; thi som Den Himmelske just vilde dem bedømme, En Stokkemand fra Byens Raadstu kom, Og flux tilbage hun da maatte rømme. SCHMAHR SIDE: 345 FORTALE Innocens sit animus in irata fortuna. ): Min Rolighed man ikke ud skal pante; Paa Retsind heller ikke skal det vante, Om Lykken end er arrig, Lunefuld og karrig Som en gammel Tante. Dette var min Tanke, da jeg den 13de Januar dette Aar for- lod Bythingsstuen i Christiania med det Budskab, at jeg havde tabt en Sag, jeg troede var retfærdig og utabelig, hvor Lovene ogsaa havde taget den Fremmedes Ære i sin Beskyttelse. Men -- si vis beatus esse, cogita hoc primum: contemnere nondum es felix, si turba non deriserit. Det er udlagt: Hvis Du vil leve lykkelig, det være først betænket, At byde Andre din Foragt, og selv at blive krænket. Lyksalig ei og stor Du er, Hvis Pøblen ikke Dig beleer. Ja, det blev Resultatet, at Modpartens Forsøg, paa at gjøre mig til Maal for Lystighed hvor jeg kom frem med mine Malerier, blev autoriseret som uskyldig Moerskab, og at jeg faaer husvale mig med den tynde og vanskelige Trøst i disse Vers, at byde Foragt mod Foragt. Jeg kalder den tynd, fordi der ingen er deri for mig, og vanskelig fordi det har viist sig, at det ikke har været mig let at udskille Pøbelen af den Mængde, som har besøgt mine Udstillinger. Jeg vil derfor søge en bedre Trøst i en Appel til Publicum, idet jeg her udgiver min Sag med For- fatteren af de Smædevers i den Konstitutionelle, som gav An- ledning dertil, en ung Jurist ved Navn Homann, mihi sane plane incognitus, d. e. Mig ganske ubekjendt forresten, Som Græsk og Galathee (og som Hebraisk for Præsten.) Jeg vil overlade det ærede Publicum selv at forbinde de Akt- stykker, som i det Følgende ville blive leverede med en kort Antydning, med det behørige Raisonnement, hvortil Materie heller ikke vil mangle. Det vil ogsaa af visse Strøg i det Føl- SIDE: 346 gende faae tilstrækkelig Underretning om min egen Person, der, kort at fortælle, er en gammel Kjøbenhavner, som ikke har andet at leve af, end af min Rest af Malerier. Derfor er Kampen for deres Ære naturlig som for min egen, og derfor griber jeg Pennen, som den knæhuggede Tappre endnu famler paa Jorden efter et Sværd og bruger det, skjøndt Æren her, denne bydende Herskerinde, "infandum me jubet renovare do- lorem" ): Mig byder remse op en Hob af Smerter, Som Bomber tunge, talrige som Erter. Dog -- Correggio behøver ikke Papiret til sit Forsvar. Det er gamle Schmahr, som intet andet Forum har, da, reentudsagt, jeg aldrig har troet, at Astræa har forladt Jorden, men at hun aldrig har forladt Himlen, og ved Fablen om Labyrinthen er at forstaa Processens Snirkelveie, og ved den altslugende Minotaurus Juris- prudentsen. Skjøndt jeg kan sige om mig selv hvad der siges om Jugurtha, at jeg udmærker mig plurimum faciendo et Portrait af en vene- tiansk Adelsmand af en anden af disse Fyrster, Poul Veronæse; en Hanefægtning af en af den nederlandske Skoles Heroer Hondekoeter o. Fl. Det var at ønske, at Herr Schmahr -- der ved en Ildebrand i Wexiø leed et Tab af 175 af sine Malerier, og hvorved han, der har anvendt sit Liv og sin Formue i kunst- samlende Retning, -- kunde ved sin Udstilling af de Reddede, her, som andetsteds, baade i Sverige og Norge, finde nogen Erstatning for sit forøvrigt uoprettelige Tab". -- Saa mange vare Ordene! Dette er et audiatur og hverken falder det mig ind foran SIDE: 348 Enhver Hr. N.N.s Landskaber at tænke paa Poussin, eller foran P.P.s Bygninger paa Palladio. Det er vistnok, at Branden i Wexiø, der ødelagde 175 af mine Malerier, ogsaa fortærede Stykker, der vare bedre end endeel af dem jeg har tilbage, men dog ingen der overgik min Correggio og Caravaggio. Naar Englands grønne Kyst jeg seer med dem, Vil flere Guineer trille mig imøde, End Stjerner tindred over Norge frem, Da hid jeg Teucer-sloges af mit Øde. Ære være dog Nationen! Mine smaae corregianske Engle bede godt for den, om de end finde det forkoldt deroppe i det saakaldte Nationalgallerie paa Slottet og lade haant om at lege med Kobberskillinger. Dens Sands til at skille imellem Godt og Slet i Kunsten er mærkeligen tiltaget siden Jeg betraadte Landet, og det har betalt mig denne Fortjeneste med den dyre- bare Erfaring: Naar En vil trætte med Dig om din Frak, Saa giv ham Kappen med og dertil Tak. Men efter saadan Erfaring indtræder ogsaa den sande philo- sophiske Rolighed, der kan sige med Poeten. Sedes prima est vita ima. Stet quicunque volet potius aulæ culmine lubrico. Me dulci saturet qvies; obscuro positus loco leni perfruar otio. ): Jo lavere jo sikkrere mit Sæde. Lad hvo som vil paa Borgens Tinde træde! Jeg bytter ei med selve Excellenzen min lille Qvist hos Mikkelsen i Grændsen. Der boe Angeloer sammen med mig, og stundom naar jeg i et Par Timer seer paa dem, svæve de ud af Rammen forat trøste mig over Juristeriets Triumph, og lægge mig sin Harpe i Hænderne. I saadanne Stunder har jeg skrevet mine Qvad, SIDE: 349 min Triumph-Hymne over Juristerne: "Til Kamp, St. Georg!" (Dragebetvingeren); da er det klassiske Reminiscentser vise sig i mit Hoveds Camera-obscura-Baggrund, og at jeg taler Latin ligesom Taarnhanen siges at gale, naar den lugter Brød. Men det er ikke med slige Partikulariteter, jeg vil interessere Publikum. Om mig selv kun saameget, at mit Valgsprog er: Honeste vivere, prudenter agere, alterum non lædere, suum cuique tribuere ): Leve honet, handle ret, Ingen at skade, hver En Sit at lade. Og med en gunstig Forudmening om mig Selv være da min Sag indledet til et gunstigt Omdømme, idet jeg, ligesom Friede- rich Reiser begyndte med Ild, begynder med Vand, nemlig med de Vers i den Constitutionelle, der gav Anledning til Processen. CHRISTIANIA i Januar 1842. Ærbødigst J. H. SCHMAHR SIDE: 350 I. TIRAILLEURILD AF POESIER I den Constitutionelle for 17de October, paa en Søndag (til hvilken Dag man altid gjemmer Qvintessenzen af det Vid, som staaer til Red.s Tjeneste) viste sig følgende Vers: "Soirée des Muses. Der, hvor man før Forening fandt Af Alt, hvad der var elegant, Der, hvor Lorang sin Hæder vandt Før han forsvandt -- Der holdes nu en Soiree Til Stakkels Musers Spot og Spee, Men som for eengang man bør see, Naar man vil lee. Til Vinduesrammer tjenlig Stads Er hængt omkring hvor der er Plads, Dermed en vittig Populats Gjør Harcellats. Men den, som leer polidsk, er Schmahr. Folk troe han er en gammel Nar; Men den, som os ved Næsen ta'er, Er ingen Nar." Den følgende Dag viste sig dette Gjensvar: "Til Poeten i den Constitutionelle. Hvis Du og Dine Medfigurer vil komme paa min Soiree, skal Publikummet faae at see jeg mangler ei Karrikaturer. Til bøhmische Musikverein en Dands af dem vil gjøre Lykke, især naar jeg ta'er Fløiten frem og blæser Jer et Stykke. SCHMAHR" SIDE: 351 Den 19de kom Personen igjen: "Til Hr. Schmahr. Du be'er mig see paa Din Trafiqve Og dandse ved Verein-Musik, Hvorved Du assistere vil Med Løier og med Fløitespil. Undskyld, jeg er ei den, Du troer, Desværre jeg er ei Din Bro'er: Dit Bjørnetrækker-Apparat Er kun for Bjørn og Abekat. POETEN I DEN CONSTITUTIONELLE" Hvorpaa jeg gav ham rodeviis det glatte Lag den 21de i Følgende: "Nok en Prosit til Poeten i den Constitutionelle. Naar tog jeg Publikum ved Næsen? Jeg trylled kun dets Øie allenfals. Tom er min Pung, som fuld af Løgn din Hals; Men kun af Ærlighed bestaaer mit Væsen. Du angler og meder, Du søger par force efter Vittigheder? -- O daarlige Jagt! Thi vist med en Fjeder, saa sløv og forlagt, Du fanger for Alt hvad Du træller og sveder kun Hvermands Foragt. Hvis Du, Mossjø, ei endnu har faaet Mætten af hvad jeg her paa din Tallerken skar, men bliver ved at hyle med al Strubens Brutalhed mod Correggio og Rubens: saa blier det bedst nok, at vi ende Trætten for Retten; Det mener jeg, den gamle J.H. SCHMAHR" SIDE: 352 Den poetiske Aare maatte alt have udtømt sig, thi med paa- faldende Løihed lod han sig nøie med følgende Opkog: "Nogle Ord i Striden mellem Hr. Schmahr og hans Modstander. Naar det drives altfor vidt Saa bliver det omsider lidt Tyndt. J.H. WESSEL" To Stropher af mig, som i samme Blad for 18de og 24de Au- gust havde fundet Plads (jeg havde endnu 8 i Reserve) og som jeg her vil citere, burde have overtydet Anonymen om, at han før burde have indladt sig paa at tage Kagen med blotte Hænder ud af en Biekube, end paa at udæske mig med Vers. De lød: "Til Kunstdommeren i Christianssandsposten. Correggio du et Skabilken kalder? Tillad, jeg kalder Dig igjen en Nar. Mit Maleries Værdi ei derfor falder fordi din Dumhed stiger med din Alder, saasandt som jeg er gamle J.H. SCHMAHR" "Til Kunstdommeren i Christianssandsposten. Tag af Viziret, falske Ridder Rød, som hugger løs paa mine Malerier med morderiske Nidingsstød! Tag af! tag af! Du vover ei? Du tier? For Afmaskering du Dig rædsomt qvier; thi bedst du veed nok selver, at bag Masken er en Abekat: J.H. SCHMAHR" SIDE: 353 Uagtet jeg, uden Selvroes, tør sige, at disse Vers røbe en Karl for sin Hat, seer man dog, at han vovede sig ud, og kastede Handsken. Men hans Tapperhed var som Musens, der har Rumpen i Hullet og strax er nede. Kjed af en Kamp, der var saa lidet at vinde ved, og saa lidet fast at holde sig til, besluttede jeg da at gjøre Alvor af min Trudsel, og at lade Personen staae tilrette hvem han saa maatte være -- ikke fordi han havde belagt mig med "en gammel Nar," hvilket baade Democrifus og Cato har maattet taale af sin Tids "Grøn- skoldinger;" men fordi han havde sagt, at jeg tager Publikum ved Næsen. Med sligt Skudsmaal kunde jeg ikke være tjent hverken her, eller i de andre Byer, det var min Hensigt at be- søge med mine Malerier. Før jeg turde tænke herpaa maatte jeg da see til at faae hine Udtryk mortificerede. Jeg lod da Redaktionen beskikke og see -- Apparuit mus. ): Sig Musen viste da med Queuen og med Teten: en Homann, Candidat i Jura, var Poeten. II. KANONADE AF STEVNINGER OG INDLÆG O Dannemark, min Moder, hvi belønner Du kun med Hæder dem af dine Sønner, Som sprøite Blodet over fremmed Kyst? Hvi tager du kun Jueler, Troller, Ruder Og Schoutbynachter over sprængte Skuder Med øm Begeistring til dit Moderbryst? Og glemmer mig, din Søn, som nys en Træfning I Norge har bestaaet, mod hvis Brag Kanonerne i Kjøgebugtens Slag Kun var som Bologneserhundes Bjæfning Imod en Løves Brøl dens Friheds Dag? O flød ei Blod og Malm, af Ilden smeltet, Saa strømmer dog ei Sundet eller Beltet Saa stridt som Blækket strømmed fra min Pen, Naar den sin Vredes Lynild slynged hen. SCHMAHR SIDE: 354 Jeg mener herved den egentlige Kamp, jeg har maattet fegte for min og Correggios Ære; og sandelig Lignelsen med en Kano- nade er ikke saa ueffen formedelst det Skydses Grovhed, som er bleven brugt, under hvis Drøn jeg har udstedt følgende: Hjertesuk. Hvi fik jeg ikkun Winkelmanns Og Cimabue's Kunstdommersands, Vasaris Smag, Zoëgas Øie, Et kritisk Blik som Wolfgang Menzel; Men ikke den dæmonisk-høie Buonarotis djærve Pensel, Ostades brogede Pallet? Som Hiin jeg da tog til Sujet Det fulde Helvede i Lue; Jeg derpaa parodierte det Ostadisk i en Bythingsstue. Men -- en avant! Lad Bataillen atter gjentage sig paa disse Blade saadan som den foregik i det svundne Efteraars skumle Dage i den uhyggelige Retsstue fuld af problematiske Genre- gesichter! Altsaa til SAGEN 1. No. 3. Fire og Tyve Skilling Species. For et Beløb af over 20 Spd. og ikke over 30 Spd. Schøyn. 1841. Bernhoft. Til CHRISTIANIAS BYES STEVNEVIDNER Herved maa jeg have Stevnevidnerne anmodet om uop- holdelig at begive sig til Redaktøren af Bladet den Constitu- tionelle og beskikkelsesviis afæske ham hans Erklæring, om han selv vil paatage sig Ansvarligheden ifølge Lovene for det i No. 290 indeværende Aar af bemeldte Blad, indeholdte Stykke SIDE: 355 med Overskrift: "Soirée des Muses" og de i samme mod mig fremførte Injurier eller om han er villig til at opgive sammes Forfatter, og i saafald hvo denne Forfatter er. Svaret bedes herpaategnet meddeelt. Christiania den 20de Oktober 1841. J. H. SCHMAHR Ovenmeldte Stykkes Forfatter er Hr. Cand. jur. Homann, der selv vil være ansvarlig for sammes Indhold. Christiania den 21de Oktober 1841. A. MUNCH Aar 1841 den 20de Oktober er denne Beskikkelse lovlig for- kyndt Redaktøren for vedlagte Blad Student Munch i hans Bopæl i eget Paahør, som afgav saadan Erklæring som ovenanført, bevidne undertegnede Stevnevidner. J. JANSEN F. O. WESTERN Forkyndelsen er betalt med 24 Skilling. F. O. Western. Foreviist i Christianias Byethingsret 4de November 1841. MALTHE 2. Til FORLIGELSESKOMMISSIONEN FOR CHRISTIANIA Udi et i Bladet "den Constitutionelle" No. 290 forindeværende Aar indført Stykke med Overskrift "Soirée des Muses" har For- fatteren tilladt sig at charakterisere mig som den, Alle holde for en Nar og den, der har taget Publikum ved Næsen. I Anled- ning af denne mod mig fremførte Injurie har jeg henvendt mig til Redaktionen for bemeldte Blad, og faaet Hr. Cand. jur. Homannn opgivet som Forfatter af Stykket. Thi er det herved, at jeg ud- beder Hr. Homann indkaldt for først afholdende Forligelses- kommission for at prøve mindeligt Forlig indgaaet i Anledning af ovenstaaende mod mig fremførte Injurie, med hvad dermed SIDE: 356 staaer i Forbindelse, deriblandt ogsaa om Erstatning for Tort og Creditspilde, samt for alt det Tab jeg ved bemeldte Injurie kommer til at lide. Christiania den 22de Oktober 1841. SCHMAHR, Kunsthandler. Indklagede Cand. jur. Homann indkaldes at møde i Christianias Forligelseskommission paa Stadens Raadhuus Mandagen den 25de Oktober førstkommende Kl. 5 (fem) Eftermiddag. Christiania den 23de Oktober 1841. STABEL, Forlig. Kommissær. For Paategningen tilkommer mig 24 Skilling. Stabel. Aar 1841 den 23de Oktober er denne Indkaldelse lovlig for- kyndt i Cand. jur. Homanns Bopæl for Anne Thoresdatter, be- vidnes i Kraft af vores aflagte Eed. SULLESTAD Forkyndelsen betalt med 12 Skilling. Sullestad. I Forligelsescommission den 25de Oktober 1841 mødte begge Parter personlig, men Forlig var ei at opnaa, hvorfor Sagen, efter Klagerens Forlangende, blev henviist til Afgjørelse ved Rettergang, hvilket attesteres. Betalt 16 -- sexten -- Skilling. MALTHE Fremlagt i Christianias Byethingsret 4de November 1841. MALTHE 3. No. 1. Otte Skilling Species. For et Beløb ei større end 10 Spd. Schøyn. 1841. Bernhoft. STEVNING Da Forlig ikke har været at opnaae med Cand. jur. Homann, som af den Constitutionelles Redaktion er mig som Forfatter til et mig injurierende og mig i min Næringsvei skadende Stykke SIDE: 357 i samme Blads No. 290 for dette Aar, hvilke Injurier i Stevningen til Forligelseskommissionen ere aterede, indstevnes han herved til at møde mig inden Christianias Bythingsret Torsdag den 4de November d. A. for der og da Procedure samt stevnte og ustevnte Vidners Prov at anhøre, Dokumenter at see irettelagte samt Dom efter nærmere der gjørende Paastand at lide. Christiania den 26de Oktober 1841. SCHMAHR Aar 1841 den 27de Oktober er denne Stevning lovlig forkyndt Candidat Homann i hans Bopæl i Contorist Bøkkers Paahør, be- vidner undertegnede Stevnevidner. J. JANSEN F.O. WESTERN Forkyndelsen er betalt med 24 Skilling. F. O. Western. Fremlagt i Christianias Byethingsret den 4de November 1841. MALTHE No. 1. Otte Skilling Species. For et Beløb ei større end 10 Spd. Schøyn. 1841. Bernhoft. 4. Til BYTHINGSRETTEN I CHRISTIANIA Idet jeg erhverver mit Brød ved, ifølge erholdt Bevilling, offent- ligen at udstille Oliemalerier -- et Foretagende, hvis Indflydelse paa Dannelsen af den almindelige Smag, Storthingets Indstiftelse af et Nationalgallerie sees at indrømme -- har jeg vel stillet mine Malerier, men derfor hverken min Næringsvei eller min Caracteer blot for Critik. Begge disse sidste haaber jeg ere lige ærlige; den første kun afhængig af Kongens og Øvrighedens Bestemmelse, og den sidste kun underkastet Guds Omdømme, saalænge jeg ikke har begaaet noget, der kan beplette samme. Det har imidlertid behaget Hr. cand. juris Homann -- skjøndt han selv i vedlagte to af ham skrevne Udkast til en Erklæring har erkjendt mig som "redelig Mand," som han har fornærmet -- SIDE: 358 at betegne mig i det her vedlagte No. 290 af den Constitu- tionelle for d. A., som ikke destomindre en Mand, om hvem "Folk troer han er en gammel Nar," og min Næringsvei eller min Natur som at bestaae i at "tage Andre ved Næsen." Dette første skulde jeg formene er en Injurie, det ikke vilde være vel muligt at bevise, og som jeg derfor vilde oversee, om den sidste Imputation ikke var af en saa farlig og skade- lig Indflydelse paa min hele Næringsvei, at det er en reen Selvopholdelsespligt for mig at befrie mig ved en Dom derfra. Thi hvorledes skulde jeg vel kunne erhverve mig mit Udkomme ved Omreisen i Norges Byer, naar et af Hovedstadens be- tydeligste Blade, og endog det der ellers med en Slags Air synes at tage sig af Kunsten, har medgivet mig det Renommee som Forbud, at jeg kun "tager Folk ved Næsen." Saalænge jeg ikke har erholdt Satisfaction herfor, maa enhver Mand før skye mig som en Bedrager, end søge mine Udstillinger, som dog er det eneste, jeg skal søge Brødet ved i min Alderdom, der allerede i Selskab med Mangelen, befinder sig indenfor Døren. Det er muligt alskens Dilettanter øve sig i hiint Blad, men hvad de i allehaande Sqvadronader offre Kunsten, er dog kun let Mynt, imod det jeg har lagt paa dens Altar i et, dog altid uskyldigt, Liebhaberie, idet jeg har offret en ikke ubetydelig, ved Møye erhvervet Formue, et Familieliv, og bindende Privat- forhold, for at skaffe mig disse Malerier. De havde hidtil er- næret mig og Andre, og vundet mig desuden Medmenneskers Godhed paa mange Steder. [fotnotemerke] Nu, efter Branden i Wexiø l838, der ødelagde 175 Stykker for mig, har jeg kun faae tilbage, og dog saasandt jeg er overbeviist om at være i Besiddelse af en ægte Correggio, truede hiin Brand ikke saa frygteligen min Exi- stence, som hine henkastede Ord. Jeg seer mig her, som andetsteds hvor jeg skal vende mig i denne Verden, udsat for at forlades som en "Nar og Bedrager;" -- thi disse ere i Korthed Ordene -- og hvad er da den Skjæbne, som venter Oldingen imellem de Fremmede? At de citerede Injurier mortificeres og at denne Mortifikation, samt Dommens øvrige Conclusion offentliggjøres paa Injuriantens Fotnote: Saaledes f. Ex. i Wexiø, hvor man paa det beredvilligste understøttede mig for mit i Branden lidte Uheld. SIDE: 359 Bekostning i Bladet den Constitutionelle, bliver da en uund- gaaelig Nødvendighedspaastand, hvorhos jeg tillige paastaaer In- jurianten ilagt saavel en passende Mulkt til Byens Fattigkasse som til mig, for Tort og Creditspilde og Processens Omkostninger, en skadesløs Godtgjørelse, samt i Kost og Tæring 1 Spd. daglig, saalænge jeg for denne Sags Skyld maa opholde mig her i Byen. Idet jeg saaledes ærbødigst henstiller min Sag til en retfærdig Opgjørelse hoslægges: 1) Beskikkelse af 20de f. M. 2) Stevning af 26de f. M. 3) Den Constitutionelle No. 290 d. A. 4) Udkast fra Homanns Side til en Erklæring, hvoraf det øverste nedskrevet paa Advokat Hjelms Contoir i Fleres Overvær, det nederste i Forligelseskommissionen af Modparten selv. 5) Mit Udkast til en Erklæring. 6) Stevning til Forligelseskommissionen. 7) Udkast fra Wexiø om mit Tab ved Ildsvaade. 8) Anbefalinger fra Conferentsraad Bugge m. fl. 9) Mit Pass. Christiania den 4de November 1841. Ærbødigst J. H. Schmahr Bilag 4. "Jeg mener at Schmahr ingen uredelig Mand er. Christiania den 21de Oktober 1841. Ovenstaaende er konciperet af en af Hjelms Contoirfolk. "Paa Forlangende af Schmahr attesteres, at jeg ikke har havt til Hensigt at fornærme ham med det i den Constitutionelle No. 290 for d. A. indeholdte Stykke med Overskrift: "Soirée des Muses", men kun at more Publikum paa en uskadelig Maade." SIDE: 360 Bilag 5. De øvrige Ord mod Hr. Schmahr, at "Alle skulle holde ham for en Nar," samt, "at han tager Publikum ved Næsen" tilbage- kaldes herved som usandfærdige. Hr. Schmahr beholder dette Papiir med mit Navns Underskrift, hvorimod jeg med Underskrift "Forfatteren af det Søndag den 17de dennes i den Constitutionelle om Hr. Schmahr Indrykkede" giver ham i samme Blad en ligelydende Erklæring. Christiania, Oktober 1841. 5. UDSKRIFT af det inden Christiania Bything den 4de Nov. 1841 Passerede i Sagen Nr. 1084 -- 1841, Kunsthandler J. H. Schmahr mod Candidat Homann. Citanten fremlagde Stævning, Klage, Beskikkelse samt Indlæg, med de øvrige deri paaberaabte Bilage, hvorefter han indlod Sagen til Dom med Paastand efter Stævningen. Indstævnte begjærede under Forbehold af Alt lovligt 8 Dages Henstand, for det Tilfælde, at Hr. Schmahr maatte samtykke i, at Comparenten førte Vidner uden Stævning. Citanten samtykkede heri. Eragtet. Sagen udstaaer til 11te dennes. Indstævnte erklærede dernæst, at det ikke har været Ind- stævntes Hensigt paa nogen Maade at fornærme denne og at han af de omstævnte Vers, tilbagekalder enhver Yttring, som Citanten maatte finde fornærmelig for sig, hvorhos Indstævnte, i Betragtning af de af Citanten oplyste Omstændigheder, er villig til, at godt- gjøre ham de Omkostninger, som han til Dato har havt, efter specificeret Opgave. Saafremt Citanten ikke idag modtager det gjorte Tilbud om Forlig, vil Comparenten ikke vedstaae samme. Citanten erklærede, at han ikke idag kan indlade sig paa det gjorte Tilbud. Sagen blev derefter atter udsat til 11te dennes. SIDE: 361 FORLIGSTILBUD. Fremlagt den 11te i Mødet. De i den Constitutionelle No. 290 Indrykkede nedenstaaende 4 Linier, nemlig: "Men den som leer polidsk, er Schmahr. Folk troe han er en gammel Nar; Men den som os ved Næsen ta'er, Er ingen Nar." Hvilket herved tilbagekaldes som Usandfærdigt. I Retten udgivet 1 Spd. 2 Mk. 12 Sk. Beregnet til Incaminering 2 Spd. For min Uleilighed og Udgifter udenfor Retten 5 Spd. Tilsammen 8. Spd. 2 Mk. 12 Sk. Blev ikke antaget, hvorfor Sagen fremmes. 6. UDSKRIFT af Protocollationen i Sagen No. 1084 -- 1841. J. H. Schmahr mod Cand. Homann. Den 11te November 1841. Homann fremstillede som Vidner Hr. Fuldmægtig Collet og Cand. Morgenstjerne og Sødring, hvem han bad tilspurgte, om ikke Fuldmægtig Collet i samtlige Vidners Nærværelse havde tilspurgt Hr. Schmahr, om han kjendte Kammerraad Barck, og hvad Schmahr hertil havde svaret. Citanten var tilstede. De fremstillede Vidner bleve lovligen eedfæstede, hvorefter Fuldmægtig Collet forklarede, at Citanten en Dag ved sin Nær- værelse i et af Departementscontorerne kom i Samtale med Vidnet, der iblandt Andet spurgte Citanten, om han ikke havde kjendt Kammerraad Barck, og da Citanten bejaede dette, indlod Vidnet sig med ham angaaende bemeldte Barcks Malerisamling, hvilken Citanten forsikkrede at kjende meget vel, men uden dog at ville indrømme Vidnet, at der fandtes Stykker af Raphael; hvorimod han paastod, at et Malerie, som Vidnet angav skulde være af Raphael i bemeldte Barckske Samling i Kjøbenhavn, SIDE: 362 blot af Raphael skulde være givet et Par Penselstrøg, men for- øvrigt være af Gudurini. Forøvrigt havde Schmahr for Vidnet erklæret, at den omhandlede Barckske Maleriesamling senere skulde være kommen til Odense. Vidnerne, Candidaterne Sød- ring og Morgenstjerne, forklarede sig i det Væsentlige overeens- stemmende med Fuldmægtig Collet. Homann bad dernæst Vidnerne tilspurgte, om de ikke ved den omhandlede Kammerraad Barck havde meent Kammerraad Barck i Comedien "Kunstnerliv," samt om det ikke er Vidnerne bekjendt kjendt, at Folk troede om Hr. Schmahr, at han var en gammel Nar. Vidnerne i den Anledning besvarede den 1ste Deel af Qvæ- stionen bekræftende, samt at de i Almindelighed har hørt Ci- tanten omtale som en besynderlig Mand, hvilket Rygte de ogsaa fandt bestyrket i Anledning af den Barckske Malerisamling. Homann bad dernæst Sagen udsat i 8 Dage. Eragtet: Sagen udstaaer til 18de dennes. 7. AFSKRIFT af det af Cand. Homann fremlagte i Retssessionen den 18de Nov. 1841 i Sagen Nr. 1084. Nr. 1. 1841. Otte Skilling Species. INDLÆG I Sagen Schmahr mod Candidat Homann. Herved har jeg den Ære at fremlægge: 1. Et Exemplar af den Constitutionelle Nr. 294 for d. A. 2. Erklæringer fra DHr. Frich og Grosch. I den Constitutionelle Nr. 294 i et Stykke overskrevet "Nok en Prosit til Poeten i den Constitutionelle" har Hr. Schmahr baade tiltalt mig paa en Maade, der er langt fornærmeligere end de Ord jeg har sagt om ham, og tillige erklæret Sagen mellem os for at være opgjort, dersom jeg intet Videre svarede SIDE: 363 ham i Aviserne. Dette har jeg ikke gjort; altsaa er Sagen forligt, hvorfor jeg maa paastaae den afviist og mig tilkjendt Kost og Tæring. Med Hensyn til Realiteten bemærkes, at de af mig brugte Ud- tryk ingenlunde ere af den Beskaffenhed, at de, endog blottede for alt Beviis, kunne medføre noget Ansvar, især naar det tages i Betragtning, at de angaae Konstgjenstande, hvorom Enhver an- sees berettiget til at yttre sin Formening, hvordan den saa er, og at de ere anførte i Veir i en spøgende Tone. Til Overflod har jeg tilveiebragt Beviis, forsaavidt som det i en Sag af Beskaffenhed som nærværende er mueligt at til- veiebringe. Med Hensyn til Ordene: "Folk troe, han er en gammel Nar," henvises til Vidneprovene. Med Hensyn til de følgende Ord, hvor jeg har søgt at godtgjøre, at Schmahr ikke er en Nar, henvises til de under No. 2 fremlagte Attester fra Maleren Frich og Architekten Grosch, der vise, at begge disse Personer, der høre til de Kyndigste til at bedømme Ting af den omhandlede Beskaffenhed, som her paa Stedet findes, fuldkom- men ere enige med mig i, hvad jeg har sagt. Under Benegtelse i Et og Alt af Citantens Indlæg in specie under Benegtelse af, at jeg har skrevet eller havt Noget at gjøre med den uvittige Erklæring, at Schmahr ingen uredelig Mand er, indlades Sagen til Doms med ærbødigst PAASTAND: At Sagen afvises, og jeg hos Citanten tilkjendes Kost og Tæring; eller At jeg frifindes for Citantens Tiltale, og hos ham tilkjendes Processens Omkostninger noget Tilstrækkeligt. Christiania den 18de Nov. 1841. Ærbødigst J. HOMANN Til Christianias Byethingsret. Fremlagt i Christiania Byethingsret den 18de November 1841. MALTHE De fremlagte Attester ere saalydende: Efter Hr. Candidat juris Homanns Opfordring, at give min Mening tilkjende om Hr. Schmahrs Maleriesamling, maa jeg op- rigtig tilstaae, at samme fortjener liden Opmærksomhed, og at SIDE: 364 Hr. Schmahr, ved sin eklatante Maade at utskrige sin Samling, har fortjent den Revselse, han har faaet i den Constitutionelle No. 290 dette Aar. Christiania den 18de Nov. 1841. FRICH Efter min Formening ere de Malerier, jeg har seet hos Hr. Schmahr, ikke af de berømte Mestere for hvis Arbeider de ud- gives, og deriblandt findes endog flere meget slette Stykker. Christiania den 18de Nov. 1841. C.H. GROSCH Fremlagt i Christianias Byethingsret den 18de November 1841. MALTHE Det i den Constitutionelle No. 294 Indrykkede, og som Ind- stævnte i sit foranstaaende Indlæg vil have udhævet, er saa- lydende: Naar tog jeg Publikum ved Næsen? Jeg trylled kun dets Øie allenfals. Tom er min Pung, som fuld af Løgn din Hals; Men kun af Ærlighed bestaaer mit Væsen. Hvis Du, Mosjø, ei endnu har faaet Mætten af hvad jeg Dig paa Din Tallerken skar; men bliver ved at hyle med al Strubens Brutalhed mod Correggio og Rubens, saa bliver det bedst, at vi ende Tretten for Retten; [fotnotemerke] Det mener jeg, den gamle J.H. SCHMAHR Fremlagt i Christiania Byethingsret den 18de November 1841. MALTHE Fotnote: Prosodia juridica. S. SIDE: 365 8. No. 1. Otte Skilling Species. For et Beløb ei større end 10 Spd. Schøyn. 1841. Bernhoft. Fremlagt i Christiania Byethingsret den 25de November 1841. MALTHE REPLIK Hvem -- maa jeg spørge -- har jeg i det af Modparten frem- lagte No. 294 af den Constitutionelle tiltalt paa en saa fo- nærmelig Maade? En Anonym, der havde fornærmet mig; og i hvilket Land, under hvilke existerende Retsforholde nyde Ano- nymer, der have saa Meget forud i at kunne angribe, en saadan Beskyttelse som den, min Modpart, med saa megen Prostitution for en examineret Jurist, nu vil paaberaabe sig. Jeg vidste dengang ikke, at der existerede en Hr. Homann, eller at det var dette Menneske, som havde fundet Behag i at gjøre min, den navngivne Mands, Karakteer til Gjenstand for sin Beklikkelse og Maal for et Publikums Uvillie, af hvis Godhed jeg skal leve. Jeg mener herved Udtrykket, at jeg har "taget samme ved Næsen" d. e. bedrager samme. Paastanden, at Folk holde mig for en "gammel Nar" er af mindre positiv skadelig Indflydelse paa mit Vee og Vel, endskjøndt det maa være saarende nok for den navngivne Olding og graverende nok for min Modpart, der staaer isoleret med denne sin Paastand efter sin mislykkede Vidneførsel i denne Henseende. Thi at de første Vidner bruge Reservationer (hvis Tilladelighed jeg ellers agter at see paaklaget for vedkommende justitielle Øvrighed) at mene en opdigtet Figur i en af de Vaudeviller, som formodentlig udfylde Klassikernes Plads i DHerrers Reoler og Hoveder, mens jeg adspørges om en Person, jeg virkelig har kjendt, og formene, at dette mit Svar, afgivet bona fide og af reen Høflighed, beviser, at jeg er en "besynderlig Mand," releverer Intet til Bestyrkelse for hiint Ukvemsord. En "besynderlig Mand" kan og bør Enhver kunne være uantastet, saalænge Besynderligheden ikke bestaaer i at gaa Andre for nær. Af "besynderlige Mænd" har jeg opdaget Mange baade andre Steder og her i Byen, og her ikke færrest SIDE: 366 i Forhold til Folkemængden; ja en fornuftig Mand gaaer vel neppe nogen af denne Byes Gader op eller ned uden at møde En og Anden, fra de hvide Haars Alder til den "lavpandede Ungdom" (som Horatius betegner den), om hvem han nok i sit Hjerte kunde mene, at han er et Stykke af en besynderlig Perso- nage, ja vel endog af en Nar, uden at tillade sig at sige det. Jeg vil ogsaa aabent bekjende, at jeg har den Besynderlighed frem- for min Modpart og DHrrer Vidner, at jeg er en Mand paa 60 Aar (Dødens Fortærskel), og fremfor Andre af min Alder, at Syslen med Poesi og Maleri udgjør det Vigtigste af mine deliciæ senectutis. [fotnotemerke] Men dette skulde jeg troe er en Besynderlighed, der er mere uskyldig, men mindre besynderlig, end min Mod- parts at ville gjøre min Person og Karakteer til "Kunstgjenstande, hvorom Enhver ansees berettiget at yttre sin Formening." Det er vist, at Branden i Wexiø 1838 tilintetgjorde 175 Stykker af mine 309 Malerier; men et Par af de bedste, nemlig de for en Correggio og Caravaggio udgivne, hvoraf jeg har betalt det Første med 1412 Spdlr., reddedes dog for den nærværende Rest af min Samling; og saavel Disse som mange Andre af dens Indhold lader det ikke til, at de af Modparten anførte Kunstnere, der ikke befatte sig med denne Genre, have havt Evne til at bedømme. Kalde de dem slette, kan jeg, som vedlagte Vidnesbyrd af svenske Malere udviser, anføre Andre, som have kaldt dem gode. Vilde jeg udhale denne Sag ved Vidneførsel, kunde jeg baade godtgjøre, at Hr. Homanns spøgefulde Vers har gjort mig til Gjen- stand for Spot paa Gade og offentlige Steder, og at han paa Advokat Hjelms Kontor paabegyndte den Erklæring, [fotnotemerke] som han maaske med Hensyn til Stilen kan kalde "uvittig;" men som gjør ham Ære, da den viser ham paa Veien til at gjøre en anden Uvittighed god igjen. Men det er min Hensigt, som min For- fatning gjør til Nødvendighed, at paaskynde denne Sags Ende, hvorfor jeg under Benegtelse af Modpartens Anførte og med det Tillæg til min Paastand, at han ilægges en klækkelig Mulkt. Fotnote: Man vil, efter denne Bekjendelse ikke finde det forunderligt, om jeg yttrer Mis- tanke om, at mine Vers i den Konstit., navnlig Linien, "saa bliver det bedst o. s. v." maa være bleven sat i Maaneskin; -- thi saa haltende flød ikke Verset fra min Pen, -- det lød: saa bli'er det bedst nok o. s. v. Fotnote: Andet erindres idetmindste ikke. S. SIDE: 367 for sin Mangel paa Hensyn til Rettens Alvorlighed ved sin Vidne- førsel den 11te dennes, indlader Sagen til endelig Dom. Christiania den 25de Novbr. 1841. Ærbødigst SCHMAHR NB. De i nærværende Replik paaberaabte Attester findes i vedlagte No. af Gøteborgs Handels og Sjøfarts Tidning for Aar 1837, 4de Spalte, og lyder: UDSKRIFT "I Gotheborgs Sjøfarts og Handelstidende No. 54 Mai 1837 findes følgende Attester indrykkede, som angaae J. H. Schmahr: Paa Anmodning af Hr. Schmahr have vi besigtiget ovenstaaende 82 St. Malerier, og kunne saaledes bevidne, at de senest til- komne Malerier for største Delen ere virkelige Originaler, hvor- iblandt endeel af betydeligt Værdie. A. E. FRØDERSTRØM C. GODHE" "I den Dom ovennævnte Herrer yttrede angaaende den tilforn i det kirsteinske Huus i Stockholm i længere Tid foreviste og af Stockholms Bladene, hvoriblandt Aftonbladet No. 20, 1836, særdeles fordeelagtige bedømte Samling, troer Undertegnede ligeledes med al Ret at kunne deeltage. J. C. BEXELL" Fremlagt i Christiania Byethingsret den 25de November 1841. MALTHE 9. UDSKRIFT AF Protokollationen i Sagen No. 1084/1841, J.H. Schmahr mod Cand. Ho- mann i Sessionen den 2den Dec. 1841. Homann benægtede i Eet og Alt Citantens Indlæg og de med samme følgende Documenter. In specie benægtede han, at han nogensinde har været paa Hjelms Contoir paa samme Tid som Citanten. Ligeledes maatte han benægte, at de Malerier, hvorom SIDE: 368 Hr. Schmahr har fremlagt Attester fra Sverrige ere de samme, som de han her har fremvist, saavelsom ogsaa Rigtigheden af disse Attester, og at de ere udstædte af Kunstnere. Comparenten fremlagde dernæst et Exemplar af Comoedien "Kunstnerliv," og indlod Sagen under Dom i Henhold til sit Forrige. Citanten be- gjærede 8 Dages Henstand. Eragtet: Sagen udstaaer til 9de De- cember. 10. Aar 1842 den 13de Januar, blev inden Christiania Bythingsret i Sagen, No. 1084 pro 1841: J. H. Schmahr mod Candidatus juris Homann afsagt saadan DOM: Nærværende Sag mellem Citanten Kunsthandler J. H. Schmahr og Indstevnte Candidatus juris Homann har sin Oprindelse fra en i Bladet den Constitutionelle No.290/1841 indrykket versificeret Opsats, med Overskrift: "Soirée des Muses," hvortil Indstevnte er Forfatter, og i hvilken Opsats denne gjør sig lystig over en af Citanten her i Staden offentlig udstillet Samling af Malerier, der af Indstevnte fremstilles som Sager uden Værdie, der tjene til Spot for Tilskuerne, og Digtet slutter med følgende Tirade: "Men den som leer polidsk, er Schmahr; Folk troer han er en gammel Nar, Men den som os ved Næsen ta'er Er ingen Nar." -- Citanten, som herved finder sig fornærmet ikke alene paa sin Agtelsesret, men ogsaa med Hensyn til sin borgerlige Næringsvei, har derfor sagsøgt Indstevnte, og paastaaet de omhandlede Ud- ladelser mortificerede, samt at denne Mortification, samt Dom- mens øvrige Conclusion paa Indstevntes Bekostning offentliggjøres i Bladet den Constitutionelle, Idømte ilagt en passende Mulct saavel til Byens Fattigkasse som til Citanten for Tort og Credit- spilde, tilpligtet at betale Processens Omkostninger, samt desuden 1 Spd. daglig i Kost og Tæring til Citanten, saalænge han for denne Sags Skyld maa opholde sig her i Byen. Indstevnte har paastaaet enten Sagen afviist eller sig frifunden SIDE: 369 for Citantens Tiltale. Som Grund for den nedlagte Afviisnings- paastand er anført, at Citanten i et af flere i Bladet den Con- stitutionelle No. 294/1841 indførte Epigrammer med Overskrift: "Nok en Prosit til Poeten i den Constitutionelle" yttrer sig saaledes: "Hvis Du, Mossjø, ei endnu har faaet Mætten, af hvad jeg her paa din Tallerken skar, men bliver ved at hyle med al Strubens Brutalhed mod Correggio og Rubens, saa bliver det bedst nok, at vi ende Tretten for Retten; det mener jeg den gamle J.H. SCHMAHR" Da nu Indstevnte hertil intet har svaret, formener han, at Sagen mellem ham og Citanten maa ansees opgjort, og at den saaledes transacta maa blive at afvise. Da imidlertid Indstevnte ikke paa den Tid disse Epigrammer skreves kunde være Citanten bekjendt som Forfatter af det paaankede Digt, og det vistnok maa tillægges nogen Indflydelse med Hensyn til Spørgsmaalet om Paatale af formeentlige Injurier, hvo der er sammes Forøver, saa vil den paastaaede Afviisning ikke kunne bevilges, hvorimod det under Sagens Realitet vil være at afgjøre, om og hvorvidt den omhandlede Erklæring kan blive at tillægge nogen Indflydelse ved Afgjørelsen af Spørgsmaalet om Indstævntes Ansvarlighed. Hvad det i denne Henseende lægges Indstævnte til Last er hans Yttringer om, at Folk troer, at Citanten er en gammel Nar, samt at Citanten skulde tage Folk ved Næsen, hvilket her [fotnotemerke] skulde være synonymt med at narre eller bedrage Folk. At paa- sige en Anden, at "Folk" troer Et eller Andet om ham, kan udentvivl ikke betragtes anderledes end som om der angaves, at et saadant Rygte eller Omdømme verserer angaaende den Vedkommende. Kan dette antages, da skjønnes ikke rettere end at Indstevnte ved de førte Vidners Forklaringer tilstrækkeligen have godtgjort det af ham angivne Omdømmes eller Rygtes Tilværelse, uden at Retten troer at burde indlade sig paa at yttre nogen Formening om hvorvidt det angivne Omdømme ved den af Vidnerne om- forklarede Adfærd fra Citantens Side i større eller mindre Grad bestyrkes, hvilket i alt Fald sees at have været Vidnernes Tro. Fotnote: Ikke i Christiania, som man seer. S. SIDE: 370 Da nu Indstevnte ikke har erklæret at han selv holder Ci- tanten for en Nar, men tvertimod fritaget Citanten for at ansees som Saadan, og da den, der godtgjør et af ham om en Anden udbragt Rygtes Tilværelse ikke kan drages til Ansvar for at have omtalt et saadant Rygte, saa vil Indstevnte ikke i denne Deel af Sagen kunne drages til Ansvar. Mere tvivlsomt fore- kommer det Retten om ikke de øvrige paaankede Udladelser maa paadrage Indstevnte Ansvar efter Injurie-Lovgivningen. At Beskyldning om at narre eller bedrage Folk, især naar saadant skeer af egennyttige Hensigter, hvilket her synes at maatte være Tilfældet, og hvilket derfor synes at paapeges ved de Udtryk "men den som leer polidsk er Schmahr," hvorved dennes Handlen mod bedre Overbevisning antydes, maa i Almindelighed ansees som en Fornærmelse, kan ingen Tvivl være underkastet. Imidler- tid maa herved erindres, at der ved denne Leilighed ikke kan være Spørgsmaal om andet Bedrag end at tillægge offentligen udstillede Kunstsager et større Værd end de virkelig besidde, eller at tillægge dem Egenskaber, som det maa være Enhver, som dertil føler Kald og Dygtighed, tilladt at bestride. Menin- gerne herom kunne være deelte, saa at den Ene kan ansee det for ordinært, hvad en Anden anseer for udmærket. Nærværende Ret er ikke i Besiddelse af den Kyndighed der udfordres for at hævde nogen Mening angaaende den af Citanten udstillede Sam- lings Værd og skal derfor blot her bemærke at det efter de fremlagte Attester synes antageligt, at Citanten har været i Be- siddelse af en Maleriesamling af Kunstværd, af hvilken dog en betydelig Deel sees at være opbrændt i Staden Wexiö. Derimod vækkes der Tvivl med Hensyn til Beskaffenheden af hans nu- værende Samling, naar hensees til, at samme af tvende her- værende kunsterfarne Mænd, er skjønnet at fortjene "Liden Opmærksomhed", og Stykker deriblandt antages ikke at være af de berømte Mestere for hvis Arbeide de udgives, hvorimod deriblandt findes endog meget slette Stykker. Under saadanne Omstændigheder maa den som giver sig ud for Kjender (og som saadan maa formentlig Citanten i Egenskab af Kunsthandler antages at gerere sig, see ogsaa Epigrammer i den Constitutionelle No. 294), formentligen finde sig i, at ikke alene hans Samling, men og han selv af de misfornøiede Til- SIDE: 371 skuere underkastes en dadlende Bedømmelse, og i Egenskab Kunstkjender og Udstiller. At det er i saadan Egenskab Ci- tanten af Indstevnte er omtalt, er af denne paastaaet, og synes ikke at kunne drages i Tvivl, men at paasige en Kunstner eller en Foreviser af Kunstværker, at han bedrager Publicum naar hans Præstationer efter almindeligt Skjøn og Kunsterfarnes Om- dømme, deels ere under deres angivne Værdie, deels endog uden al Værdie, kan ikke ansees som nogen Retskrænkelse, der kan medføre Ansvar for den Sigtede, thi herom maa Dommen være fri, og viser den sig urigtig vil Kunstneren eller Producenten intet derved tabe. At Indstevntes Yttringer i nærværende Til- fælde ere persiflerende og krænkende for Citanten i fornævnte Egenskab, kan efter Rettens Formening ikke betragtes som nogen Æresfornærmelse for Citanten, der, dette uanseet, i sit borger- lige Forhold kan være ligesaa ulastelig Mand som en Handels- mand eller Næringsdrivende der falbyder maadelige Varer, over- ladende til sine Kunder om de finde sig tjent med at modtage de anbudne Varer til den forlangte Priis, hvorved Vedkommende udentvivl maa finde sig i, at Kunderne ikke alene unddrage Den sin Næring, af hvem de troe at have faaet slette Varer, men selv deri, at de yttre Tvivl om ikke den kyndige Sælger maatte have været bekjendt med sine Varers Beskaffenhed førend han solgte dem, men alligevel fortiet denne sin Kundskab i den Tanke, at ingen Forpligtelse til Aabenhjertighed i denne Hen- seende paalaa ham mod dem, der selv kunde see sig for. Ret- ten antager saaledes ikke, at Indstevnte kan have paadraget sig noget juridisk Ansvar ved de paaklagede Yttringer, og det saa- meget mindre, som Citanten ved først at vælge Pressen til sit Forsvar selv synes at have indrømmet, at han paa denne Vei havde at møde sin Modstander, som han ikke heller synes at være bleven synderlig skyldig, og Citanten derhos selv sees oprindelig at have været af den Mening, at Tvisten, kun for- saavidt hans Modstander gjennem Pressen fortsatte samme, hvilket ei er skeet, egnede sig til Afgjørelse ved Retten. At endelig Citanten ved den paaklagede Opsats skulde have lidt noget Skaar i sin Næringsvei, kan ikke antages, da, som foranført, hans Udstilling var offentlig og kunde tale for sig selv, om den uretfærdigen blev dadlet. SIDE: 372 Ifølge det Foranførte, antager Retten, at Indstevnte maa blive at tillægge den af ham paastaaede Frifindelse, hvorhos Proces- sens Omkostninger efter Omstændighederne ville være at ophæve. THI KJENDES FOR RET: Indstævnte Candidatus juris Homann, bør for Citantens, Kunst- handler J.H. Schmahrs Tiltale i denne Sag fri at være. Processens Omkostninger ophæves. III. EFTERORD Men ingen Eftertale. Jeg vil afholde mig fra alle Be- og An- mærkninger. Kun vil jeg endnu tillade mig imod DHrr. Frichs og Groschs Dom at anføre en af Hr. Anonymus (der, som be- kjendt, ligesaa ofte er den bedste Kunstdommer som han er en slet). Morgenbladet, der roser sig af sit skarpe Indseende med denne mangfoldige Forfatter, meddeler den under 20de Aug. f. A. saaledes: "Iblandt de Stykker, som Hr. Kunsthandler Schmahr i disse Dage foreviser i Hr. Advokat Hjelms Gaard i sin Udstilling, er der unægtelig flere, der fortjene det kunstelskende og skjøn- somme Publicums Opmærksomhed. Den Correggio f. Ex., som er Udstillingens Lyspunkt og Perle, er unægtelig ægte, og saa- ledes alene værd et Besøg, og det samme lader sig ogsaa sige om andre, navnligen om Saul for Hexen i Endor af Caravaggio, som man, fordi det er saa smukt, maa beklage kun er et Bryst- stykke. Disse to Stykker ville hæve vort Nationalgallerie, om det havde Raad til at komme i Besiddelse af samme. Efter den trykte Catalog ere ogsaa flere af de udstillede Malerier tilsalgs. Mellem disse fortjene ligeledes Portraitet af Venetianeren An- dreas Grimani, der bærer Paul Veroneses Mærke, at komme i særdeles Betragtning; og det samme lader sig vel ogsaa sige om Landskabet, der udgives at være af en Michel Carrèe. At Hr. Schmahrs Udstillinger ere blevne anerkjendte saavel i andre norske Blade som i det svenske Aftonblad, kan maaske ogsaa tjene til at hæve dem her i Publicums Øine." Jeg vil ogsaa her, som forhen, have bemærket, for at sætte modus procedendi i sit rette Lys, at jeg virkelig har kjendt en SIDE: 373 Krigs-, Kammer- eller Commerceraad Barck i gamle Dage -- en meget peen Mand, som man siger, og ligesom Conferentsraad Bugge en decideret Liebhaber af Malerier, som siden kom til Fyen; Der spredtes de som Høstens faldne Blade: De Potters og van Dycks -- o Jammerskade! De Wouwermannske Heste løb sin Vei For Slaget under Auctionarens Hammer. Gud veed hvorhen? men til en Samling ei, Der noget bedre var end en af Rammer. Og herom var jeg da, som før berørt, saa høflig at give de to unge Herrer Underretning, som behagede at spørge mig i De- partementet, om jeg havde kjendt en Kammerraad Barck. Først senere, efter deres Eedsaflæggelse, underrettedes jeg til min Forbauselse om, at de havde meent en fingeret Vaudevillefigur, hvortil dens Forfatter gjerne kan have taget Navnet af den virkelige Krigs-, Kammer- eller Commerce-Raad Barck, som jeg (og vel en Mængde gamle Kjøbenhavnere fra min Tid) har kjendt. Sligt kan nu være lystigt nok, omendskjøndt Vittigheden er mager; men hvorvidt en streng Chef for et Lands Justits vilde lee derad, skal jeg lade være usagt. Men kan ikke han det, saa kan Jeg det; og den Evne holder jeg for at være det herligste Udbytte af et Liv, ved hvis Ende man gjerne, naar jeg regner al den Tid fra, som Thingstude, Narre og Geert Westphalere have spildt mig, kan give mig Gravskriften: Hic jacet Schmahr, cujus ætas multorum annorum fuit. Ipse septem duntaxat annos vixit. ): Her ligger Schmahr. Af Aar en Patriark han var. In Alles knapt dog syv han levet har. Og disse syv kan jeg først sige jeg har levet efterat Venskabet havde efterladt sin Kappe i mine Hænder, Kjærligheden havde nedvendt sin Fakkel og efterat min store Gaard i store Kongens- gade i Kjøbenhavn var fløiten. Jeg fik kun Viisdommen og Lykken Med Fattigdommen og Parykken. SIDE: 374 Før var jeg Daare nok til at spilde min Rolighed i Kamp for hvad jeg tænkte var baade min og Allemands Ret. Aar randt og Haar visnede før jeg indsaae, at den fredelige Nathue er den sikkreste Hjelm imod alle Livets Storme, at dens Rolighed ikke er at bortbytte mod Fortunati Ønskehat eller mod Kongen af Persiens perlebelæssede Krone, og at det Største paa Jorden staaer mig tilbage: at tilgive og glemme. Og jeg har let der- for. Thi Hvor fødtes i det blide Danmark vel En melancholsk og hadsk cholerisk Sjel? Selv Den, hvis Vugge stod paa Jyllands Hede, Ombruset af det vilde Vesterhav, Kun Blomsten seer paa Lyngen, ei den vrede Blodlystne Torn, som stikker frem deraf. Og Jeg, som fødtes under Sjellands Bøg, Er bleven gammel under Sang og Spøg. Jeg mindes kun det Skjønne, jeg har seet; Det er min nationale Characteer. Ad hver en Gang, jeg i mit Liv har leet, Paa Gravens Rand jeg end af Hjertet leer. Dog loe jeg aldrig bedre nogen Gang, End da Correggio'en op jeg hang, Og hørte Dommene man derom fældte. Da præked sjeleblinde Kallifan, [fotnotemerke] Correggio man for en Kluddrer skjeldte, Og gamle Schmahr -- han blev en Charlatan. Nu Charlatan? Lad gaae! men gaae i Fred! Med et Glas Viin gaaer "Charlatanen" ned; Og det jeg tømme vil paa Konstens Triven. Bag Maleriet skjult jeg Harpen har; Den slaaer jeg, mens Correggio er Skiven Og ikke længer gamle J. H. Schmahr. Fotnote: Muurmester og Kunstdommer i Grækenland. SIDE: 375 Ak Viin? Hvad Drømme om forsvunden Tid! Ræk mig, min Ven, et Bæger Vand kun hid! Jeg drikker deri Fred med hele Jorden Og Ende paa enhver Proces den har! Jeg fik nu en som saa paa min: for Norden Indankes den af gamle J. H. SCHMAHR Har det lykkets mig i det Foregaaende at meddele det høit- ærede Publikum det Begreb om mig, at jeg er et Menneske, der vil "Alle vel og Ingen ilde" (en velsignet Skaal, min gamle Ven Capitain Folchmann i Weile altid pleiede at udbringe, og som jeg har tømt mangt et Glas paa i mine Dage) og at min Nations Godmodighed ikke vanslægter i min Person, saa tør jeg maaskee ogsaa haabe, at man med Overbærelse tillige vil høre noget nærmere om min nærværende Stilling, hvis fortvivlede Omstændigheder egentligen bringer denne Bog (der bringer Fleer end mig over til Udødeligheden) i Publikums Hænder. Jeg er vel et Stykke af en Livsphilosoph, som i sin Tid har eiet en Snees Gaarde i Kongens Kjøbenhavn, og har under Barbererens Indsæbning, uden at fordreie en Mine, kunnet modtage Efter- retningen om Skibs og Ladnings Forliis ved Engelskmanden; men reentudsagt -- jeg gjorde mig den Tanke om det stolte Norge, Hvis Mænd foruden Pralerie fortælle, At Billeder de er af egne Fjelde, at det ikke lod sig gjøre, at gjæste dets Byer, især paa Vest- landet, før jeg for det Første havde afvæltet mig ved Proces Beskyldningen at tage Folk ved Næsen, og for det Andet betalt min Gjeld til mine Creditorer hersteds. Men i disse Meninger har jeg nok blot havt Ret i den sidste, og derom er man ogsaa saa temmelig enig i Verden, mens Begreberne om, hvad der er Fornærmeligt eller ikke, ere, ikke blot saa forskjellige som Na- tionerne, men som Personerne ere. Holder man det i Norge, ligesom imellem Yankierne, for ingen Feil at tage Folk ved Næsen, saa for mig meer end gjerne, naar man blot tillige vil udstrække sin Liberalitet til at kjøbe denne Bog i saa tilstrækkeligt Antal, SIDE: 376 at jeg kan betale en Gjeld af 150 Rigsdaler, der holder mig bunden til et Sted, Hvor Folk, der vise Bjørne frem og Aber En smuk Gevinst til sig om Aaret skraber, Mens Den, der Rom og Florenz hid har ført, Maa lutter Viderværdigheder taale, Og fristes af et Liv, der er saa tørt, Til Støv at ryste af den slidte Saale, Som, medens den var heel, til Norge bar Med Mesterværker gamle J. H. SCHMAHR Men jeg skulde ikke fortjene denne Godhed, om jeg ikke i denne Sag havde vist mig fra den ærekjæreste Side. Jeg tæmmede min Vrede [fotnotemerke] , erindrende, at en viis Mand er en stor Monark, og har et Rige i sig selv, alt efter de gamle Linier: Latius regnes avidum domando spiritum qvam si Lybiam remotis Gadibus jungas, et uterque Poenus serviat uni. ): Ved dit afspænstige Gemyt at styre, et Rige du behersker, meer uhyre, end om du sveised hele Mauritanien ved Herkles' Støtter sammen fast med Spanien og i din Haand var Esparteros Magt med al Marokkos vilde Herskers lagt. Men min Æresfølelse lod sig ikke tvinge som min billige Harme, og Sagen selv viser, at det kun var mig om dens Tilfredsstillelse at gjøre, hvilket saavel vil kunne bevidnes af mange Andre, som af en gammel Mand af Byen, Hr. B....tz, der indlod sig i en lang Samtale med mig udenfor Raadstuen, hvorfor jeg, paa Grund af hans skarpe Domme om Processer i Almindelighed og om min i Særdeleshed, hans Alder og ligefremme Henvendelse til mig, under den hele Time lange Samtale stod i den For- Fotnote: En Nar kan Høiheden dens Ro berøve. En lumpen Muus forstyrre kan en Løve. SIDE: 377 mening, at han var en Onkel eller en anden Nærbeslægtet af Modparten, som vilde overtale mig til at lade Sagen fare. Men fremfor Alle tør jeg paaberaabe mig Hr. Maler S. der, før Sagen afhængiggjordes, paa Hr. Advokat Hjelms Kontoir, paa sit Spørgs- maal, om jeg ikke vilde hæve Sagen, om jeg fik 100 Daler, hvor- for jeg da kunde reise til Kjøbenhavn, fik til Svar, at jeg ikke for 1000 Rd. vilde gjøre mig til Bedrager, og at jeg ikke vilde sætte min Fod ud af Christiania før jeg havde faaet Dom forat jeg ikke tager Publikum ved Næsen. Men jeg har nu erfaret Sandheden af, at "Paa Narrenæser og Kjæklertunge hænge Prokuratorens Pengepunge," hvortil jeg kun vil føie det pium desiderium: Er jeg en Nar, gid Næsen var saa lang, at ogsaa Prokuratoren ved Pungens Side hang! Og jeg har derfor henvendt mig til et billigttænkende Publi- kum, som baade kjender Sandheden af "ubi plurima nitent non ego paucis offendar maculis." ): Hvor herlig straale Mesteparten Jeg ved en Flek ei stødes, selv ikke ved en svart en, og som antager, at følgende MAXIMER FOR KUNSTDOMMERE, PROCEDERENDE, NARRE OG ANDRE ikke ere at foragte: At være streng som Cato er ikke altid just at være viis som Plato. Hvo troer, han kjender mindst, næst Sokrates'en gaaer: men Den er Narres Konge, som troer, han mest forstaaer. Vinden blæser Blærer op, Indbildninger en Nar. De blie' nok begge stive, men tomme som de var. SIDE: 378 Prokuratorer Saxe lige ere: kun hvad der er imellem de isønderskjære. At tale kun geraade den Kloge kan til Priis; men Taushed er paa Narres Klogskab et Beviis. Punctum finale! J.H. SCHMAHR Henrik Wergeland SIDE: 379 FORSONINGEN ET FANTASTISKT DIGT AF J. H. SCHMAHR. KUNSTHANDLER, FORFATTER AF PROCESSEN MOD FRU SCHARFFENBERG I KJØBEN- HAVN SAMT AF DO. MOD KUNSTDOMMER HOMANN I CHRISTIANIA, M. M. (Stændig Melodi: Gubben Noah.) NB. Idet jeg med dette Digt tager Farvel med et høistæret Publikum, bemærkes, at, forsaavidt deri siges, at Reisen vil gaae direkte til Storbritanien maa dette ikke tages saa strikte, da jeg formedelst det sildige Efteraar og høi Told paa mine Malerier først gjør en Kunst-Vinterreise til Stockholm. Ærbødigst J. H. SCHMAHR KRIG OG FRED FORQVÆDE I EN GROTTE Under Jorden Mænd i Norden maae for Gjække flye. Her i Grottens Skygge ere vi først trygge. Udenfore smaa og store allesteder krye. Fredens stille, lumre, milde Sol dem yngler frem. SIDE: 380 Libyens Palmekrat er fuldt af Abekatter; men vor kjære By desværre flere har af dem. Gid den linde Fred forsvinde, som slig Yngel har! Gid en Storm maa komme, fuld af Himlens Domme! Landet taber sine Aber; men Gevindst det var. Kornet vilde sig udskille, Sæd fra letten Avn; Avnen vilde gyve, udaf Landet flyve; kun de Bolde det beholde vilde i sin Favn. Det er stille, ganske stille som en Foraarsqvel. Stormen vil ei fnyse, Baunen vil ei lyse, Blodet kultner, Marven multner, syg er Folkets Sjel. Usle trives; de belives i sligt Solskinsveir. Derfor vil jeg tage en Guitar og klage. SIDE: 381 Heller skarpe Pauk og Harpe slog jeg an til Seir. Fantasere, qvinkelere vil jeg blot i Qvel: danne Arabesker vildt som Grottens Fresker: Disse Stanzer ere Krandser deraf om mig Selv. Mig Cithrinkens Strengeblinkens Trolddom vækket har. Helte og Trofæer skabe kun Tyrtæer. Fred og Gjække kan kun vække op til Sange SCHMAHR FARVEL TIL NORGE Snart i Havet skumbegravet dykker Norge ned. Gid med det forsvinde i min Sjel hvert Minde om de Dage jeg fik smage der af Bitterhed! [fotnotemerke] Fotnote: Variant: Om de Gjække, som bedække der hver Gade bred. SIDE: 382 Jeg blier gammel. Skal mit Skrammel, skal mit Skrogs Skelet dybt i Englands fede Græsbund faae sin Rede, hid dog over Havets Vover Geisten flyver let. Over spidse Bølgers Isse, i Petrellens Fjed, over Doggerbanken, lynildsnel som Tanken, skal min hvide Skygge skride hoppende afsted. Midtpaa Gaden her i Staden pludselig jeg sees. "Himmel! Hevn og Dommen! Gamle Schmahr er kommen! Han med blegen Fingerpegen bød os sin Proces." Da de svarte Knebelsbarte paa saamangen Gjæk (thi det gamle Rige mangler ei paa Slige) ville blive børstestive af forstenet Skræk. Skal saa ærligt Folk, saa herligt Land, saa ætberømt, af slig Race plages? SIDE: 383 Nei, den væk maa jages! Derfor kommer næste Sommer jeg igjen som Skrømt. Lange, snare Pilgrimskare af de vilde Gjæs kort er mod den Række halvfransøske Gjække, som min bidske Geist skal pidske ud fra Lindesnæs. Som Torbisten udpaa Qvisten, skal den sidste Nar sig paa Næssets Ende reent fortvivlet vende; men i Ryggen har han Skyggen af den gamle Schmahr. Rappe Jagte maae de fragte, eller gaae tilsjøs i omkaps Uorden hovedkulds som Hjorden, det forlorne helvedsvorne Gergasus slap løs. Før fra Norden over Jorden vandred Helte ud. Nu da, til Forandring, skee en Narrevandring! Med Forfærden vil da Verden atter be' til Gud. SIDE: 384 Der vil messes, der vil læses i hver Kathedral. Carolingens Klage Frankrig vil gjentage: "Fri os, Herre!" [fotnotemerke] endnu værre jamre ud det skal. "Fri os bare for de Narre! Send os heller Mænd!" Et højtidligt Amen udfra Notredamen vældigt bruser, dumpt det suser over Seinen hen. TILBAGEKOMST Men kan hænde, at min Ende endnu Anstand har. Ville I da tage kjærligt mig tilbage? Gjerne leve vil blandt gjæve Normænd gamle Schmahr. Jeg vil bytte for en Hytte, Norge, i din Dal prægtigst Gaard og Lade selv i Vestergade, ja i Løbet gaae paa Kjøbet gylden Kongesal! Fotnote: Libera nos, o domine! a furore Normannorum! SIDE: 385 Hyttens nøgne simpeltstrøgne Væg af Furutræ flux blier omfortryllet af Correggios Billed til en prægtig Hal i mægtig Konges Lystpalæ. Døden skrider ind omsider ad min Hyttes Dør. Men i taus Beskuen mildnes hen hans Truen; Seglen gjemmer han, og glemmer mig, og gaaer som før. MØDET Efter rundne, lumpent svundne fyrgetyve Aar, blier i Perspektivet mig paa Gaden givet et forunder- ligt Vidunder, som paa Buer gaaer. Ja paa tvende, som sig vende mod hinandens Hvælv. Slige pedes have baade Ryg og Mave; slige Lægge bukke begge for hinandens Selv. SIDE: 386 Vindes Skare kunne fare gjennem dette Hul. Sande Theorier om Periferier Folket lærer, ja om Sfærer og Struktur af Hjul. Mon en Cirkel- passer virke- lig, magnetberørt, kan sligt Liv meddeles, at den fuldt besjæles, og spadsere kan medmere? Sligt er aldrig hørt. Kort da! Gadens (som er Stadens Bondstreet) Perspektiv viser i den ene Ende tvende Bene, lige Gjorden, der er vorden lagt om Tøndens Liv. . . Himlen skjærme mig! de nærme sig, som en Dressin, rullende paatverke gjennem Gadens stærke Folkevrimmel . . . Frels mig, Himmel, i en Port nu ind! Niagaren i sin Faren, Sarpens Riven-hen SIDE: 387 ere, ihvor rappe, imod Skjebnen slappe: Jeg og Manden mod hinanden førtes dog af den. Mødt i Farten har jeg Parten just i min Proces. Han er gammel bleven, Panden fuldt beskreven, Haaret visnet, sølverisnet, blegt som tørret Græs. Begge ville Vi staae stille; Ingen Synet troer. Munden, overrasket, hænger slap og lasket. Øjekuglen, som paa Uglen, stirrer stiv og stor. Men vi lægge fluxen Begge Haand til Hat med Buk. "Er De ikke, Kjære . . ? Har jeg ei den Ære?" "Jo, min go' Mand, jeg er Homann!" svarer han med Suk. "Hvorfor sukke? Lad os lukke os i Aften ind, os en Bolle lave, hvori vi begrave et forvittret Had, som bittret engang har vort Sind!" SIDE: 388 "Vel, som sagt er, vi os agter sammen Arm i Arm til et Sted, hvor Vreden kanskee var forleden, [fotnotemerke] men hvor denne Qvel skal ende tvende Gubbers Harm." Piben damper, milde Lamper fylde Rummet med en Slags Efterlignen af den Freds Velsignen, som i blide Straaler glide paa os begge ned. Nok et Bæger! Det bevæger Gubbens gamle Bryst. Slukt er Vredens Fakkel, Soningens Mirakel skeer i Sindet, som forblindet fandt i Had sin Lyst. Nok et Bæger! Intet læger bedre gamle Saar. Efter sex en Muse vil mig ildberuse. Dithyramben flyer paa Jamben, naar jeg otte faaer. Fotnote: NB. Café Royal. SIDE: 389 Aanden river hen, den giver mig en Hymne ind, en Triumfs, en bister over de Jurister. Homann hører den, med Øret lænet til min Kind. TRIUMFHYMNE OVER JURISTERIET "Sankt Georg! vel glimrende meer var din Strid, da Dragen du fælded i Fabelens Tid; det skinner vel meer, i ridderligt, sølverne Pandser, med Guldpailletter og flagrende Fjer, at spække et Monstrum med funklende Landser; men, hellige Georg, den Edder var lind, som pusted sin fugtige Ild i din Drage, og malte med spraglede Flammer hans Skind, mod dette forgiftige Blod, der livner den Slange, hvis Tænder nu knage under min Fod. Men, Georg, meer skjult laa din Drage ej gjemt i sit Krat, end bag Formularerne den jeg har fat. Men se! som du stak i hvislende Dyb uforfærdet din Næve, i Dagslyset Monstret fremtrak, og kløved dets bævrende Bugter med Sværdet: saa splitter jeg Formlernes snirklede Stads, og Udaadens Aasyn jeg seer under Skriften saa blegt som Forræderens bag sit Kyrads. Med sanddrue Øjes Lancet jeg aabner dens Hjerte, den Bylde, af Giften svulmende mæt. SIDE: 390 Bretlands St. Georg! det brusende Storocean var Dragen, du vog, med den flyvende Man, dit Spyd var en Mast, en Kjøl var din susende Klinge, som kløvede Modstanden iilsomt og hvast, og Storhavets stribede svulmende Bringe med Skarpsindets Staalhandske tøiled du myg . . . . Men Jeg? Se, en sortsmudsket, syndrynket Hjerne, en fuul Prokurators bugtede Ryg er Havet, er Dragen jeg slaaer: Jeg snogslaaer en Barm, at den Eddercisterne Aabning dog faaer." MORGENEN Naar Garçonen i Salonen aabner Kamrets Dør, seer han mig og Homann meer liig een end to Mand. Kun i Eden saae man Freden saa livsalig før. Mig, saa bister, paa Jurister, Ham, min Contrapart, Correggios Forhutler, bag en fire Butler seer han drømme sammen ømme. -- O vidunderbart! Ved hans Hjerte al min Smerte seer han dulmet ind. Ja vi sammentrykker Pander og Parykker, SIDE: 391 somom Ening var vor Mening, ja i Krop og Sind. Han maa ikke paa os stikke, vække os, den Nar! Sammen, som forfulne Hveps, vi vilde smulne, som de hule, tørre, fule Myg i Januar. Mellem Døde hint vort Møde hist paa Gaden var. Er man død og glemt i næsten Vintre femti, af vort Eget ikke meget vi tilbage har. Men naar over mig, der sover ved min Uvens Bryst, Domsbasunen skralder: Støv og Aske falder, Straalefjere sammen bære os til Himlens Kyst. Naar den lyder, Livet bryder frem, som bundet var. Naar Basunen toner, to Papilioner himmelfare. Engang vare Homann de og SCHMAHR. SIDE: 392 EFTERSKRIVT Om Morgenen vil jeg lade mig lære at spille Topp, paa min gamle Alder. Ad Formiddagen til, vil jeg gaae ud for at kjøbe Igler for at borthænde til Udlandet. Længere ad Formiddagen vil jeg lade mig underrette i at beregne Trep Trap Træskospillet. Om Eftermiddagen vil jeg tage Underviisning i Fransk for at lære at benegte. Længere hen paa Eftermiddagen vil jeg tage Underviisning paa Violin af en god Mester. Om Aftenen vil jeg gaae hen til Hr. Oldenborg Fly! Fly! der beverter mig med en Snaps Cognac NB. til 24 Skilling.