Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet, OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved Universitetet i Oslo i 1991-1997. Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten, og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på, gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/ Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene presenteres sammen med teksten. Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Henrik Wergeland SIDE: 1 DE HELDIGE OG UHELDIGE FRIERE LYSTSPIL MED SANG I TRE ACTER Personer: Jfr. Griselda, Pebermøe. Jfr. Amanda, Griseldas Cousine. Hrr. Willivelly, Amandas Elsker. Hrr. Wellivilly, Pebersvend. Petronelle, Griseldas Tjenestepige. Værten i den drukne Løve. [Resten av ms.' første side er revet bort. Utg.] . . . . . . . . . Tanker) Kom med Kaffeen til din Frue Petronelle. (Petronelle gaaer.) Ah! -- ah! altformeget paa engang -- -- hvem blev først gift, knipske Jomfru Amanda; hvem blev først, spørger jeg? (Petronelle bringer en Kop Kaffee ind.) See saa! Koppen blot halv og det nu, da jeg behøver den i Potteviis for at vække mine Nerver (drikker.) Vil du nu høre Petronelle? Dette er et Frierbrev til min Person maa du vide: Høitugtige, med Dyder forzirede Jomfru! Undres skulde det mig, om ikke Rygtets Trompet udstødte idel Sandheds Toner, idet den forkyndte Deres Dyders Priis rundt- omkring, og overdøvede alle nedrige Skumleres Sækkepibelyd. Jeg aabnede mit Øre for denne behagelige Lyd og beundrede SIDE: 2 Deres Dyder og mærkede, ak! forsilde Cupidos Allarmtrommeslag i mit Hjerte. Ja! dydzirede Jomfru! jeg maa give tabt, jeg maa slaae Chamade, hvor fast jeg end troede mit Hjertes Fæstning at være. Jeg, deres allerunderdanigste Tjener -- hvorfor leer du saa hæsligt Petronelle -- foreslaaer dem derfor ædleste af alle Qvinder, som nogensinde uafhængigt levende her i denne Sodomas mephitiske Jammersdal, en Forbindelse af vort verdslige Gods [og] af vore Hjerter. Min Formue er 1mo 20.000 Rigsdaler Sølv ud- satte paa fyrstelige Renter, 15 pcto; 2do Sølvtøi à 3000 Rigs- daler. 3tio 1 stor Herregaard med 15 Heste og 70 Melkekøer som ifjor satte mig istand til at sende til Byen 5 fulde Læs Smør, som da det var nykjernet oventil men bedærvet (man maa snoe sig igjennem Verden) hvilket de dumme Borgere eller Philistere ikke lugtede, skaffede mig i reen Profit 300 Daler. -- Dette er min Eiendom; Deres er ikke liden, kun iforhold til Deres Dyder; hvad om vi slog vore Pjalter sammen, du mit Hjertes gyldne Afgud; hvad om en gylden Lænke bandt vore Hjerter sammen? Jeg skal selv, angstfuld og beklemt nærme mig dem; Aftensolens Straaler skal beskinne deres Tjeners Ansigt, liggende for deres Fødder, deres smukke Puselanker, vilde jeg sige. -- Da jeg altid, for ei at lade de dyre Vognmænd snyde mig, gaaer tilfods og fordetmeste er iført en simpel Frak, rund Peruque og Hat og har et ganske pynteligt Udseende, vil de deilige Jomfrue, alle Dyders Lexicon og uendelige Register ikke, naar de iaften besøges af en saadan Person tage feil af Deres allerydmygste og allerføieligste Tjener Jan Wellivilly. Nu! hvad synes dig Pige? Det er jo bekjendt, at det er en skikkelig, stille, ordentlig, 40 Aar gammel Person, har Midler -- kort Alt. Petronelle. Mel. Der var engang en tapper Mand etc. Jeg vil da skyldigst, ydmygt nu Min Hilsen smukt frembære, Og glædestemt, jeg vil, i Hu Min Jomfru gratulere. SIDE: 3 Og ønske at i Fruestand, De Hosten maa forvinde Og leve med sin ømme Mand, Som Adam med sin Qvinde. Griselda. Du Petronelle vistnok skal Min Kammerpige blive Og pynte smukt din Fru til Bal: Saa skal hvert Aar jeg give Dig gratis hen et gammelt Plag, Som vel jeg kunde bruge Og Kaffe skal du faae hver Dag Og Skjænder kun hver Uge. Petronelle. Tak! Fru Wellivilly! men Jfr. Amanda ringer (gaaer ud.) Griselda. . . Ringer? hun? ha ha! nu maa jeg lee! ligger paa en Kanapee og ringer . . . jo, jo! Piben skal faae en anden Lyd! Melk og Brød om Morgenen! ikke en Døit til -- ingen The fra China, ingen Kaffe fra Congo -- ! la la la! -- Tys! hvad er det? Jeg hører hendes Silkesaloppe slæbe paa Trappen; nei! vil man bare see! Amanda kommer ind. Griselda. Amanda. Godmorgen Tante! Griselda. Ei! ei! saa galant? Silke fra Top til Taa? . . Jeg siger: hvo som leer sidst, leer bedst. Amanda. Udentvivl sandt! De kan ogsaa trænge dertil efter saamegen Suttren. Griselda. Kjender du Herr Willivelly? SIDE: 4 Amanda. Efter Rygtet, en Pengepuger, en Blodsuer. Griselda. Ondskabsfulde! O! jeg kjender dig, Slange i min Barm! tal ærbødigt om den Mand, min tilkommende Ægtemage. Amanda. Ha, ha, ha! Vistnok vil Ægteskabet blive Knyttet med Lænker udaf Guld; Dog vil jeg gode Ønsker give, At Du maa bli' en Mage huld. Og i jer Mands Parykker maale, Gyldne Ducater, Klingreling! Gid han phlegmatisk Tampen taale, Liig blinde Hest i Møllens Ring. (gaaer.) Griselda. Hvad? hvad var det? Jeg troer Tøsen er gal! Tamp? Paryk, Møllehest! Det skal du undgjelde . . . tro du mig. (løber ud.) Petronelle. Min stakkels Jfr. Amanda! hvorledes skal jeg redde dig ulyk- kelige Pigebarn, som nu ikke engang maa nyde Friheden, men af en haard, ubillig Tante forhindres fra enhver Livsnydelse og det nu, nu just da dit Hjertes Udkaarede skulde forsidste Gang hemmelig besøge dig, før han skal kalde dig, Sin. Men jeg maatte ikke være Petronelle, ikke en anden Pernille, ihvorvel jeg mang- ler en listig Henrik, om ikke Jomfru Grizzle skal erfare, til egen Ærgrelse, hvem der løb med Liimstangen. (gaaer.) Et simpelt Værelse i "den drukne Løve" repræsenteres. Hrr. Wellivilly og Værten. Wellivilly. Han er forbandet dyr Fatter Jacob paa sit sure Øl . . SIDE: 5 Værten. Synes Herren det? Daglønneren betaler mig dog uden Knur det samme for sin Lædskelse; ja beske Død! Wellivilly. Det er det Samme. Jeg prutter ikke paa to Skilling; saa der! Værten. Tak! men Herren lever saa minaseerlig; ja beske Død; han priser Minasen kan jeg troe; men behager Herren, -- saa staaer parat: en feed Dyresteg, med Agurker og Bønner; en fyldt . . . Wellivilly. Basta! Stop Mester Jacob! Slap det der ud? Jeg kjender kuns de Retter fra mine unge Dage, da jeg var gal nok til, hver Jule og Paaskeaften at besøge et Spiisqvarteer. Jacob (kløende sig i Hovedet.) Jamen, veed Herren hvad . ? Jeg siger nu saa min Mening; det er ingen Roes for Herren, nei! beske Død ingen Roes, men Skam, evig Skam at Herren ikke alene, da de havde jo Ducater for hver Ert i en Skaal Erter til fire Mand, ikke spiste og drak selv, men ogsaa ikke lod andre gode Venner spise med. Wellivilly. . . . Nei! Mester Jacob, ikke saa rask i dine Domme. Har jeg ikke ladet andre gode Venner spise med? vil man bare see! ikke tracteret og spildt Penge paa en saakaldet honet Maade. Jo, jeg husker det grant, det var, hør nu Jacob, vil du faae andre Tanker om mig, det var just den Aften, da Kongen kom tilbyen, det var i mit tredivte Aar Jacob, en Søndag Aften, jeg husker det grant, da jeg just samme Eftermiddag mistede 4 Ort, viklet ind i et Brev fra min Bedstemoder. Samme Aften gik jeg ind til en Kamerad, ellers et skikkeligt Menneske, naar undtages den Feil, at Penge vare for ham kun at agte med Strimler af gamle Hoser; strax jeg kom ind tabte mit Syn sig i blaae Tobaksskyer, udaf hvilke hist og her røde Basunengleansigter stak frem, en SIDE: 6 forvirret Sang brølede de, hvori de prisede Punschen, som i stor Qvantitet blinkede i en uhyre Bolle midt paa Bordet . . . . Værten. Hilledød! ja, men jeg tvivler om den var ihenseende til Qva- litæt bedre end min, nei beske Død! . . . Apropos, behager de et Glas, en halv Bolle. Wellivilly. Jeg drikker ikke noget saadant Stærkt Jacob; men giv mig en Dram simpelt Brændeviin -- Tak! (drikker) det gjorde godt . . . hvad koster . . ? Værten. To Skilling blot. Wellivilly. . . Blot? Lad det gaae for een Jacob, saa skal du faae høre hele Historien. Værten. Aa ja! jeg hører gjerne Historier; jeg kan ogsaa skjenke ham den ene til. Wellivilly. Du skal have Tak! og saa faaer jeg bede om en Sopken til for den ene Skilling du skal betale for Historien. Værten. Ha, ha, ha beske Død, hvor bli'er af den da . . ! kom med den . ? Wellivilly. (afsides.) Nu jeg skal da snyde ham for Længden af Historien idetmindste. (Høit til Værten.) Til Fortællingen Jacob: jeg drak, da det ei kostede mig noget, men da jeg blev beruset, løsnede Forsynlig- heds Isen om mit Hjerte, saa jeg tracterede hele Komplottet baade med Vaadt og Tørt . . . . Værten. Bravo! beske Død meget brav Hr. Wellivilly . ! SIDE: 7 Wellivilly. Ja! det griber ind i dit Fag, Skjelm! Nu -- vi bleve alle drukne og jeg gik hjem ør i Hovedet og Lommen saa tom og slunken som en tredsenstyveaarig Pebermøes Bryster. Værten. Ha, ha, ha! Lustig leben, nähret mir Schadet weder mir noch dir! siger Deutschen, den ædle Folkerace, som lever af Rhinskviin og Rostockerbier og forresten af westphalske Skinker -- behager deres Naade -- og af lybske, veritabel lybske, Pølser -- behager deres Naade; 1/2 Ort Portionen; jeg forsikrer, deres Naades Besøg gjør mig ganske charmeret. Wellivilly. Værten. Willivelly kommer ind. Willivelly. Hr. Vært! en Flaske Madera! Drey-Madera! Værten. Mel. Mit fulde Glas og Sangens raske Toner etc. Jeg henter flux ifra den kolde Kjelder En mosbedækket Flaske hid, Udaf hvis Svælg guldstraalende fremvælder, Med Solens Glands Madera -- Gid, De ofte skikke mig derhen At skaffe Flasker frem igjen! (gaaer.) Petronelle kommer ind. De forrige. Petronelle. . . . Er her kommen en . . . o Gud skee Lov at jeg seer dem . . . Willivelly. . . Nu, nu goddag Petronelle! . . . et Budskab . ? SIDE: 8 Petronelle. Sagte min Herre! maa jeg bede om et Par Ord afsides (de gaae lidt bort.) Seer de denne gamle Pengepuger der i Krogen er just nu paa Veien til vor Bolig for at entre den gamle Kanonhukkert Griselda og siden tage den kjære Amanda paa Slæbetoug til denne Herres gamle Uglerede. Hvis Amanda har noget Værd for dem og hvis det ei er dem ligegyldigt enten de eier 500 eller 30 000 Daler, saa maa de spille en liden Komoedie og tage Grizzle lidt i Skolen. Denne Herre . . . . . . . Wellivilly (reiser sig.) Det er nogle Pokkers Fyre disse Studentere -- bon ami'er strax med alle Tøser; jeg gad dog nok vidst hvad det er, de tale og hviske saa om . . . Jeg troer jeg vover (lister sig lyttende derhen). . . . Bare han ikke seer mig . . . Willivelly (seer ham.) Hvad behager Hrr. Snushane . . . ? Wellivilly. Ne . . . Nei; jeg blot tog mig en lille Motion . . om Forladelse (sætter sig.) Petronelle. . . Denne Herre vil om en Time indtræffe hjemme, derfor see at komme ham i Forkjøbet; giv ham Viin, saa de under Rusen faaer hans Klæder, eller laan dem for Penge af ham; thi hans Klæder, denne Frak, runde Paryk og Hat skal være Kjende- mærket. De faaer spille hans Rolle hos Jfr. Griselda saaledes at hun giver dem en god Dag; det Brev som ligger paa Bordet er deres, som de uden videre tager og læser og jeg troer ikke hun gjenkjender dem, da hun kun har seet dem i Frastand, naar hun ved deres Besøg udenfor Amandas Vinduer kastede Vand og raadne Æbler paa dem. Willivelly. Tak kjære Petronelle for din Underretning . . Alt skal skee . . Jeg havde desuden tænkt at gifte mig med min Elskede i denne Dag eller i Morgen. Gaae nu at Mistanken ei vaagner . ! (Petronelle gaaer.) SIDE: 9 Willivelly. Wellivilly. Værten med Flasken. Værten. Mel. Mit fulde Glas og Sangens raske Toner etc. Jeg bringer nu den skjønne Evans Gave: Den stjaalen er fra Guders Bord: Dens Drue voxed' kun i Edens Have; Men Noah sat den paa vor Jord. Drik Lykke af dens gyldne Væld, Som bringer Munterhed og Held! Wellivilly (nærmende sig til Flasken). Ja; ja, Madera er nok en skjøn Drik! Det er længesiden . . Lad mig nu see hvorlænge siden jeg drak den . . . jo nu husker jeg, for 15 Aar siden i min Mosters, salig Mosters Liigbegjæn- gelse . . . Aa Gud! hvor det var delicat; Jeg kan huske min kjære Halvonkel treen hen til mig med en Presenteertallerken med Kringler og Maderaglasser paa og sagde: "drik du kjære Jan, du kan trænge dertil og det standser dine Taarer." "Ho, ho! tænkte jeg, faaer du Madera for saa godt Kjøb, saa skal du saa- mæn ogsaa tage imod Budet!" Jeg gjorde saa og græd og drak til mine Øines Stivhed forbød al Bevægelse, ha, ha, ha! det var et lystigt Gilde, haa, haa! haa! Værten. Ha, ha, ha! . . . De kan ikke troe, hvor fuld af smukke Hi- storier denne Herre er! Willivelly. Min Herre siden det er saa længe siden de drak Madera, saa maaskee de tager tiltakke . . . Wellivilly. Med stor Plaisir! Ah! sligt falder ei hver Dag! Sligt drypper ei af hver Tagrende. Willivelly. Mel. Druen voxer paa vor Klode. Derfor vil vi glade være, Hylde Skjemt og Munterhed, SIDE: 10 Ingen Sorger vil vi nære I vor Sjel, som ikkun veed Af viinvakt Glæde, munter Skjemt; Alle Sorger har vi glemt! Chor. Af viinvakt Glæde etc. Willivelly. Jeg vil mig for Evan bøie, Kysse ømt hans røde Kind Og i Fauners Kreds fornøie Vil jeg nu med Viin mit Sind. Skjænk i du tykke Ganymed! Drik! og hent dig Munterhed! Chor undtagen Værten. Skjænk i du tykke etc. . . . Wellivilly. Galant! Superb! Men, Silentium! en passende Skaal! ha! ha! mine Herrer! en Skaal som passer sig paa enhver Stilling! Pyt, Pyt; fylder i Glassene: Sundhed og rede Penge! Sundhed og rede Penge (afsides). Det lader ei til du vil faae det Sidste idet- mindste -- Ja gid vi maa faae det! (drikker.) Værten. Aha, ha, ha, -- en nydelig Skaal; ja for gamle, podagristiske Herremænd og for gamle Skifteforvaltere og Kornjøder i Krigs- tider, for Leverandeurer, for . . . . . Willivelly. Tys Sladdermund! bring os blot mere Viin! En Flaske Portviin! Værten. Mel. Druen voxer paa vor Klode etc. Strax paa Timen skal jeg føre Det som Londons Lordmajor Bragte til at aabne Øre SIDE: 11 Naar han sov ved Jurys Bord: Fra Montez Høie: rød Rubin, Funkler i hver Draabe Viin! (gaaer.) Wellivilly. De er særdeles galant min Herre: Portviin og Madera! Jeg veed ei hvorledes jeg skal vise dem min Forbindtlighed gracieuse Herre? Willivelly. Ingen Aarsag! de skal formodentlig reise langt, saa en liden Styrkning er dem tjenlig. Wellivilly. Aa! min Reise gaaer just ikke langt! Til Jomfru Griseldas Gaard blot . . Willivelly. Aa, ja saa? En Kjerlighedsforstaaelse vel . ? Mel. Mit fulde Glas og Sangens raske Tone. De beiler vel til hendes store Grunker: Til hendes tørre, gyldne Haand? Wellivilly. Behager De at skjemte nu Herr Junker . ? Et Maal for Skjemt er Hymens Baand; Indtil de Herrer Lænker faae. Da selv de under Aaget gaae! Værten kommer. Willivelly. Ja saa! jo deri stikker det. Nu et Glas Viin min Ven! Wellivilly. Jeg takker! og siden de er saa gracieus, vil jeg ogsaa være aabenhjertig; og sandt at sige, haaber jeg Jomfruen giver mig Ja paa mit Frierie. SIDE: 12 Værten. Mel. Når en Præst fåt Pastorat. Ha! farligt Nyt! en Pebermøe Skal om tynde, visne Lokker Snoe Brudekrands: nu skal hun døe Som Frue; men paa Sokker, Lodne Pampusser skal Bruden fremtrine, Gigtsvag og skranten, med herskende Mine. -- Ægtemand! buk dig! Føl, hun er din Fru! : : Hun er Rasmus! -- krum dig du! : : Willivelly. Stille Hr. Vært! Jeg troer man intet har at frygte hos hende, uden hendes Hidsighed og Heftighed, som ofte gaaer til Haand- gribeligheder . . Wellivilly. Hva . . . Hvad! men -- de seer Vinen har gjort mig aaben- hjertig -- hendes skjønne Penge og hendes Gaard, og saa mine egne Smaaklatter og saa disse Midlers skjønne Konjunction. Aa Herrejemini! faaer jeg en lang Næse: jeg vilde hellere givet 5 Daler til de Fattige . . . . Rigtignok har det og sine Ubehageligheder, som f. Ex.: et Spectakel af en ung Tøite eller Niece eller hvad sligt kostbart Fandenskab eller Slægtskab, som følger med hedder; men hun skulde ogsaa faae gode Dage kan de troe! troe de Jan Wellivilly!! Willivelly (afsides.) Besynderligt! Navnet saa ligt med mit! -- (høit.) Min ærede Herre! de veed at man bruger Parapluie som Beskyttelsesmiddel mod Regnen . . . . Wellivilly. Javist! især dem af Seildug, da de koste mindst! Willivelly. . . . Og at Skoledrengene, naar de skulle have Tamp stikke tykke Stilebøger under Kjolen, forat lade Pedellen udøse sin Harme forgjeves; saaledes har jeg nu dette Forslag, at jeg vil tjene dem som Paraplye eller som Stilebog. Wellivilly. Ah! det var et deiligt Forslag! Skaal (drikke) for det! SIDE: 13 Værten. Ja! det tykkes mig mare og! Willivelly. Vil de nu være af den Godhed at tage tiltakke her saalænge -- Hr. Vært de vil være saa god at forskaffe Hrr Wellivilly Alt, hvad han forlanger . . . . Wellivilly. Saa kunde jeg maaskee faae af de skjønne Retter, du opregnede nylig, en fyldt Gaas for Exempel. Værten. Strax! Jomfru Grizzle tracterer ikke med Saadant; nei beske Død om hun gjør. Willivelly. Vil de da lade mig faae deres Paryk, Frak og Hat . . . . Wellivilly (afsides.) Nei! nei min Far! slap du derud! ja du vil løbe din Vei med Jan Wellivillys Frak og Paryk og Hat -- (høit) Ja! mod Pant min Far! mod tilstrækkeligt Pant! Willivelly. Med Fornøielse! mit Gulduhr! Vil de nu trække af! Wellivilly. (afsides.) Nu troer jeg at jeg løber og lader ham for Eftertiden gabe efter Kirkeuhret -- (høit) Velan da! (trække af Klæderne og Willivelly ifører sig dem) -- Nu! Lykke paa Reisen! (Willivelly gaaer.) Wellivilly. Værten. Wellivilly. Mel. Ak! hvor jeg skal gotte mig. Herlig Liv er dette vel Skulde jeg næsten troe? SIDE: 14 Ikke jeg mig rører selv, Men er i Roe; Andre maa frie for mig; Jeg er for magelig! Herligt Liv er dette vel Skulde jeg troe? Kom nu med Maden Herr Vært og din fineste Viin; han maa betale og han skal saamæn faae finde at Jan Wellivilly har baade Gane, som kan prøve meget og mangt og Bug, som kan rumme meget og mangt. Nu kan du Jacob tillige lade mig faae mine Skilling igjen og sætte ham dem ved paa Regning. -- (Teppet falder.) Jomfru Griseldas Værelse. Griselda siddende ved et stort Speil pyntende sig, hvorved Petronelle hjelper hende. Griselda. . . . Hvad er Klokken Petronelle? Petronelle. Allerede 6. Griselda. O min Gud! saamange? Mel. For Norge Kjempers Fødeland. Min Elsker kunde komme nu Og see mig uden Ynde; -- Dog nei! hvad kom mig da i Hu? Man kan i Ord jo synde! Ei uden Skjønhed er jeg jo: Jeg Denne ikke fattes; Men en Toupee, saa Folk jo troe, Og Stads endmere skattes. Nu Kjære! laan mig en Knappenaal eller to og saa din smukke røde Sløife. . . . Han kunde gjerne komme nu. . Du føler Intet SIDE: 15 af disse stormende Følelser i en øm Elskerindes Bryst en halv Time før Elskerens Ankomst -- nei! det er saa forunderligt med os Piger; vi ere nu saa utaalmodige, saa heftige . . . ak! Petronelle. Ja! det troer jeg; jeg kan see hvor Sættet ryster af bare Glæde. Grizzle. Ja! det maa du sige! Glæde, ja ret Glæde! kan man andet end føle Glæde over en saadan Elsker, som er galant, smuk, af sat Alder, riig og bærer sin Dulcinea paa Hænderne. Men gaae nu efter Sløifen Petronelle . . . . Jeg faaer nu en smuk Present, en Hat, en . . . . (Petronelle gaaer, men kommer strax igjen.) Petronelle. O Gud Jomfrue! han kommer! han kommer! jeg saae ham med store Støvler paa Benene, bruun . . o Gud! det banker . ! (der bankes paa Døren). Grizzle. . . . Han kommer? . . . det ba . . ba . . . bankede . . . Pet . . ronelle! Giv mig mit Hovedvandsæg. Ak! jeg tør ei bede ham komme ind . . Jeg er saa angest . . . Han spænder paa Døren! . . en fyrig Mand . . Kom ind . ! Kom ind! Griselda. Petronelle. Willivelly i Wellivillys Klæder, med en stor Hund. Grizzle. . . Ah! . Gud, . . ah! (besvimer) Willivelly (tager Flasken med Mixtur og helder over hendes Ansigt, saa hun tilsidst vaagner.) . . Hvad er dette for Narrestreger Jomfru? Grizzle. . . Ak! Dyret! . ? Willivelly. . . Besvimer de nok engang, skal jeg lade Hunden sønder- flænge eders Silkeskjørt, skjøndt jeg troer ikke, den drister sig dertil, da de stinker af Medecin. SIDE: 16 Grizzle. Ak! min Brudgom! jeg blev saa bange; de veed at Pigernes ømme Gemyt . . Willivelly. Gaae Fanden i Vold med det ømme Gemyt; jeg troer de er haard som Steen. Grizzle. . . O! kom hid til min kjerlighedsfulde Barm, til mit ømme, bløde Hjerte! Willivelly. Naar vi blive lidt mere bekjendte. Imidlertid, har de ikke en Cousine i Huset? Grizzle. Jo! min Elskede! men bryd dem ikke om dette Fruentimmer som har gjort mig tyve Aar ældre. Willivelly. Da maa de have en forfærdelig Alder! Jeg ønsker imidlertid at see hende! Grizzle. O! tal ikke om hende! ethvert Ord er et Dolkestød i mit Hjerte. Mel. Alt fra jeg var en liden Purk etc. Hvad Interesse kan vel hun Have for dem -- den frække Tøite, Som fjaser, leer og spiller kun Hvis største Lyst er, om at føite, Vexle Billetter og græde og lee Efter sin Elsker i Maanskinnet see? Willivelly. Maa jeg faae see det naragtige Brev, de fik idag? Grizzle. . . . De fjaser? skjelmske Amor! Naragtigt siger de, nei elsk- værdigt var det . . . De har vel belavet dem paa en Ring . . ? De kan faae laant af mig maaskee een. SIDE: 17 Willivelly (seende i Brevet.) Jeg maa sige dem reent ud: jeg var lidt beruset, da jeg skrev det Brev og jeg veed ingen andre Dyder ved dem end at de er riig. Grizzle. Ja . . . saa . ? Jeg troede dog . . ? Willivelly. Imidlertid, jeg vil give dem min Haand naar de vil forandre deres Levemaade, naar de, for det første vil skjænke . . . Grizzle. O Gud! Willivelly. . . . Deres Cousine nogle Tusinde. For det Andet, maa de vænne dem til at røge Tobak . . . . Grizzle. Gud frie os! . . . Tobak! Nei kjære Wellivilly, vi maa spare. . ! Willivelly. . . . For det Tredie, maa de love mig fire Retter Mad daglig og beværte mig et Snees Venner hver Søndag. Grizzle (lugter til Hovedvandsægget.) Jeg troer de er gal! mit ømme Gemyt forandrer sig snart til Vrede! Vogt dem! min Haand vinder ikke enhver Lykkeridder og Forøder og Fraadser og . . . Jeg maa sige dem, jeg har taget feil af dem! Amanda. De Forrige. Amanda. Godaften Tante! er dette deres Herr Gemal? Grizzle. Javist! Gjør din Reverenz . ! SIDE: 18 Amanda (neier.) Ærbødigst Hilsen Hrr Willivelly. (afsides) til Lykke med Comoedie min gode Anton! Willivelly (kysser hende.) Min hjerteligste Tak skjønne Jomfrue. Grizzle (farer frem.) Nu, nu! o I gamle, ærværdige Tider, hvor ere I! En ung Jom- frue, jo en deilig, en sædelig Jomfru, en Jomfru med gode Grund- sætninger, lader sig kysse af en Andens Brudgom, en Mands- person, en gammel sat Mand? Fy! du maa skamme dig Amanda! Du skal ei komme til Bryllup, ikke faa lugte Stegen uden fra dit Qvistværelse; troe du mig, du Taske! Willivelly. Lidt Sindighed var ikke saa upassende en Prydelse for deres Alder og, oprigtig talt, troer jeg, at jeg foretrækker deres Cousine for dem. Grizzle. . . . Uhyre! Grobian! vanartede Frier og du forvorpne Skab- ning af en Pige! hvorfor løber du ikke din Vei; du bliver ikke engang rød; nei see mig til hende! -- Hrr Frier det er for dem (knepser ham under Næsen) gaae af mit Hus strax! Willivelly. Jeg anbefaler mig. Adieu min Brud! Adieu Amanda (kysser hende og gaae). Grizzle (tager Brevet og kaster det iturevet efter ham). Der! tag med dig, det der berøvede mig mit Hjertes Roe! . . . Moraliteten synker . . ak! Værtshuset. Willivelly kommer ind. Wellivilly sidder der ved sin Flaske. Wellivilly. Nu Fatter! godt Nyt! . . . Fæstningen gav sig vel . . ? SIDE: 19 Willivelly. Jovist! Gid Fanden havde baade Jer og jert Ærende. Seer De, da jeg kom bukkede jeg først og sagde, da Jomfruen haan- lig spurgte: hvad Godt min Far? nu en Tigger igjen? "ja Jom- fruen tager ikke Feil, men jeg er maaskee den dristigste Tigger, Verden har eiet; jeg tigger om Jomfruens Hjerte"; herover blev hun saa opbragt at hun under tusinde Eder sønderrev Brevet og kastede mig i Øinene . . . Hvad synes I om den Modtagelse . . ? og maa jeg bede om mit Uhr? Wellivilly. Jeg synes kuns maadeligt (afsides) men hvo veed om der ikke stikker en Skjelm bag Øret? jeg vil selv gaae derhen . . (høit.) Maa jeg bede om mine Klæder; her er deres Uhr . . . Jeg vil prøve nok engang eller skal jeg ikke? Jeg vil tælle paa Knapperne: ja, nei, ja, nei, ja, nei, ja! Jo jeg gaaer; vær saa god her er Deres Regning og de erindrer vel at jeg fik Lov at benytte Eders Pung . ? (gaaer.) Willivelly. Fuldkommen vel og jeg seer at I har det. Vær saa god Hrr Vært her er Eders Penge. Værten. Jeg Takker. Gid mit Huus maa blive beæret med flere saa- danne Besøg, som Eders og bevaret fra flere, som Hrr Welli- villys. Adieu! Gud bevare dem! Adieu . ! Udenfor Amandas Vinduer. Willivelly og Amanda. Amanda. Saa har da Forsynet løst mig af min stakkels Tantes ubehagelige Lænker og kun ladet mig fængsles af dine, kjere Anton! Willivelly. Ja! den listige Petronelle lod mig ved en liden Komoedie opnaae denne Lykke! Iaften er du min Amanda, i denne Aften min El- skede; men see! tys, hvem er det som lister sig saa sagte frem . . . ah! den uheldige Frier! Kom lad os skjule os . ! (Wellivilly nærmer sig paa Tæerne med en stor Harpe.) SIDE: 20 Wellivilly. . . Nu! dit store Skrumle af en Harpe! lad mig nu see, du kan lønne mig for al min Slæb, og gid Skolemesterens Kone maa have Ære af sit Instrument . . Dersom ikke min Sang bevæger hende og smelter Jomfru Griseldas Metalhjerte, saa faaer jeg vende tilbage og skjule min lange Næse i Mester Jacobs Gjæste- seng inat . . . . he! he! he! (hoster) . . . nu da! jeg faaer til: Mel. Du som svøbt i Skjønheds Rosenklæder. O! Griselda! hør i disse Toner Mit ømme Hjertes bange, haarde Slag! Dit Nei mig sætter hen i Nattens Zoner: Dit Ja forvandler Nat til lyse Dag. -- O saa hør da end engang min Tale! Hør din Elskers ømme, bange Røst! Ved et Smiil du vil min Kummer svale: Ved et Blik du skjænke kan mig Trøst! Griselda kommer frem i Vinduet og slaaer en Kande Vand over ham sigende: Ja! jeg skal svale dig! jeg skal give dig Trøst, det kan du troe! vil du gaae strax, strax eller jeg skal øse en Syndflod over dit Hoved! (Wellivilly ryster Vandet af sig og løber. Amanda kommer frem med Willivelly.) Amanda. Har Tante mere Vand? Grizzle. Vand? nei men Galde til at drukne baade dig og den Halunk du staaer der med og Tusinde til. Amanda. Jeg vil frelse mig saa godt jeg kan og vil nu sige Tante Farvel, da jeg imorgen hedder Fru Willivelly. Mel. Der var engang en tapper Mand. Jeg er nu fri fra Tvang og Baand, Fra sure Tanters Griller; Men ved min kjere Antons Haand Jeg vandrer -- Ingen hilder SIDE: 21 Mig mere inden denne Muur, -- Et Klosters snevre Fængsel, En gammel Jomfrues Fuglebuur -- Til Frihed staaer min Længsel! Grizzle. Mel. Der var engang en tapper Mand etc. Ja gaae, ja gaae! jeg leve kan Foruden en Cousine, Som ingen Glæde volde kan, Men just desmere Pine; Ja meer end Hoste kan og Gigt og Tab af rede Penge Og grove Beilere -- Dog sligt Mig rammer ei paa længe! Amanda. Kjere Tante! lad os ikke skilles ad Uvenner. Jeg beder inderlig om Forladelse . . . Grizzle. Ja bag efter kommer Tyndtøl. Nu, da jeg gav min Frier Kur- ven, troer du maaskee, du kan sætte Næsen i Skye? Amanda. . . . Min Behandling var isandhed haard! Grizzle. Fornuftig var den, og viis! Man maa holde unge Vildhoveder i Tømmen. Willivelly. . . . Vil Jomfruen ikke imodtage denne Solitaire som et lille Beviis paa at vor Bøn er oprigtig; den er kun en ubetydelig Foræring. Grizzle. . . . Jeg maa sige, jeg tager ikke gjerne imod Foræringer af unge Herrer; det kom mig dyrt at staae i mine unge Dage; i mine SIDE: 22 fordums; i gamle Dage, vil jeg sige -- dog ræk den op Amanda! (hun rækker den op) -- ha! hvor skjøn! en Rubin i Midten -- jeg siger Tak! tusind Tak! (afsides) den er vist værd 200 Rigsdaler . . . den skal gaae i Juveleren . . . rede Penge ere bedre end saadan Stads . . kom kuns ind Hrr Willivelly . ! . . Herre Gud! hvor det Navn er ligt min fordums Elskers -- forbandet Ihukommelse -- han er heller ikke saa ulig, men min var langt mere ugalant og gik med Paryk og, ha, ha, ha, den slemme Hoste! . . . Kom kuns ind! jeg skal bede Petronelle lave mig lidt Ølost; maaskee I og kunne faae lidt ned. Willivelly. Nei Tak! Jomfru Griselda! de tager nu med os hen til en af mine Venner her i Nærheden og Petronelle med for at være Vidner til min og Amandas Forening. Grizzle. Ja! det er nu saa en betænkelig Sag med denne Aftenluft; men kanskee du vil laane mig din Muffe Amanda; saa skal jeg sende Bud over til Præsten efter hans brune Hest og Phaeton, saa kjøre hans Høiærværdighed og vi Alle bort. Amanda. Bravo Tante! Tante maa gjerne beholde Muffen! Teppet falder. Henrik Wergeland SIDE: 23 HUN FIK DOG EN LANG NÆSE! COMOEDIE I EN ACT Personer: Jfr. Fix. Frøken Strips. Mademoiselle la Plaisante. Jfr. Amalia. Hr. Dazier. Jesper, en Tigger. Frantz, Amalias Forlovede. Jfr. Fix, Strips, la Plaisante. Jfr. Fix. Hvorledes Mammesel, Jfr. Amalia har slaaet op med Frantz. Plaisante. Oui Demoiselle, que je vous dis! Frøken Strips. Jfr. Amalia er ret en Tosse, hun faaer saamæn aldrig i Verden saa smuk en Mand som Frantz; dog -- vil ikke hun have ham, saa vil min Troe jeg. Karlen har et godt Øie til mig. Jfr. Fix. Nei jeg vil have ham . . . de er jo gammel og . . . Frøken Strips Og . . . hvad har hun at sige, som har 20 Aar paa hver Side, og jeg veed desuden . . . La Plaisante. Silence! Pst! Jfr. Fix (knepser til Strips). Det var for dig Gedske. Strips (knepser igjen). Og det var for dig. SIDE: 24 Amalia, de Forrige. Amalia. Ah! Goddag Masoeurs! Jeg er saa belæsset med Nyheder, at jeg var færdig at udbasunere dem paa Torvet. Alle. Oh fortæl machere! Amalia. Der er kommet en Mand til Byen idag som er saa riig, at han slæber Pengene efter sig i Poser og det blot klingende Mynt, Guld og Sølv; hans Hensigt er, her at søge sig en Kone. Alle. Oh! Gudbevars, en charmant Mand! Amalia. Af ingen anden Grund var det jeg slog op med Frantz; thi imellem os sagt, har jeg selv Øie paa Manden. Jfr. Fix. Jeg tænker Jomfruen henter sig der en Kurv. Amalia. Jeg frabeder mig alle Spottegloser. Jfr. Fix. Hun har dog gyselige Pretensioner Jfrue, som ikke passe sig for hende (slaaer Kneps til hende). Amalia. Hold nu jer Mund Maren Giftekniv! (knepser) . . . . Nu vil jeg hjem at pynte mig for at erobre den gyldne Fæstning. De Andre. Ja! vi med! (de gaae). SIDE: 25 Frantz (allene med Haanden for Panden). Fordømte Slange; hu! du driver mig til noget; hvorfor Men- nesket maae gyse . . . Amalia, Amalia -- hvorfor bedrog du din troe Franz. Letsindige Pige du forlod mig for maaskee at falde; hvor latterligt; du vil frie til en Mand, som du ikke kjender til, for, ved hans Penge at tilfredsstille din rasende Forfængelighed . . . . Du fornærmede mig skrækkeligen . . . Hevn! Hevn! Du skal fælde bittre Taarer for din Letsindighed og Stolthed! Min Plan er fattet! vel. Jesper. Frantz. Ak! gode Herre giv en fattig Stakkel en Styver! Frantz (afsides). Ah! herligt; han skal være mig behjelpelig i min Plan! (til Jesper) der Landsmand har du en Daler; men skynd dig bort efter 2 Sække; hurtig, hurtig! (Jesper gaaer). Oh! Amalia; du skal angre at du for- nærmede din troe Elsker. (Jesper kommer). Nu Jesper fyld dem med Steen (de fylde dem med Stene; naar de ere fyldte, skrives paa dem 6000). Nu Jesper, skal du agere Herre, kom nu fort (de gaae). Amalia (pyntet kommer dandsende ind). Tral-la, lala, la la, la la. Nu er jeg glad (seer paa sig selv). O! hvor smuk jeg er, hvilken Tallie, hvilke nette Fødder, hvilke skjønt hvelvede Bryster, o den maa være gal, som ei bliver henrykt ved at see saadant . . . . Jomfr. Fix og Frøknerne sidde endnu ved Toilettet. Gud veed dog hvor saadanne gamle Skræller vil hen. Arie. O du rige Croesus kom med dine tunge Pengekister kuns naar Kassen din blier tom min Kjerlighed du mister SIDE: 26 Amalia slog op med Frans for Dazier at tage, hun sønderbrød sin Brudekrands for at faae gyldne Dage. Tralla, la la, Tral-la trala! Ei der kommer han, slæbende paa to Pengeposer. Jesper med Chapeaubas og fiffige Klæder, slæbende paa Sækkene som ere fyldte med Stene. Amalia. Jesper. Ah! jeg arme Mand hvad skal jeg med alt dette Mammon, n[aar?] jeg ikke har en kjerlig Mage, som kunde. Amalia. Goddag min Herre; velkommen her til Byen. Kanskee jeg maa tage mig den Frihed at spørge, hvad Herrens Ærinde er! Jesper. Ak! Madame! (sukker.) Amalia. De sukker! Jesper. Ja, jeg vilde søge mig en Hustru som kunde dele alle disse Penge. Amalia. Dertil findes vel Udvei Monsieur. Jeg for min Part . . . . Jesper (afsides). See blot den Rakkermær hvor begjerlig hun er. Jeg troer jeg bryder ud i den Serenade, som Herr Franz lærte mig! Jeg skal nok faae Mammesellen i Fælden. Serenade. O! gid jeg en Pige fandt hvis Hjerte jeg ved Elskov vandt. O! (afsides) nu husker jeg ikke mere; hvorfor jeg faaer sætte noget til af mit eget Hoved. . SIDE: 27 Jeg kjøbte gjerne for mit Guld en Mage troe og øm som i Livet blev mig huld, naar hun var god og skjøn Kom, kom min lille Putte, vi Kjøbet nok skal slutte kom kom! Amalia. Ja min Herre, siden de gaaer mig saa paa Livet, saa . . . . maa jeg vel give mig . . . . ja der er min Haand min Fæstemand! Jesper. Tak! (de kysses). Amalia (afsides). O, mine Medbeilerinder, I gaae af med en lang Næse; ha, ha, ha. Jeg fortryder nu ikke paa at jeg gav Franz Kurven, da jeg faaer istedet disse Sække med Guld, og dertil en lille kjøn Brudgom, som siger Sparto til Franz. (til Jesper) Nu mon cher. Dazier er deres Navn? Jesper. Ja. Amalia. Ak Gud! der kommer mine Medbeilerinder, hvor jeg skal triumphere! De Forrige. Jfr. Strips, Fix, la Plaisante. Jomfru Fix. Er dette Jomfruens Brudgom. Jesper. Til Tjeneste. La Plaisante. Monsieur Dazier. SIDE: 28 Jesper. Ja! til Tjeneste. La Plaisante. Oh! quelle rudite! non til Tjeneste, a votre service, a votre service. Frøk. Strips (med Ærgrelse). Jeg kan ikke rose Herrens Valg. Jesper. Aa jo! min Kjereste kan dog passere. Jfr. Fix. Det veed jeg just ikke. Men apropos hvad har Monsieur i disse Sække. Jesper (ligegyldig). Penge. Fix, Strips, Plaisante. (slaaende Hænderne sammen). Penge? Ih! Gudbevare's. Jesper Ja! det er Penge. Fix, Strips, La Plaisante. Aa lad os see. Jesper. (rister Stenene ud). See her mine Damer. Alle. Hvorledes? Amalia. Jeg skulde vel ikke troe, at jeg er bedraget? Arresten er dig vis nok. Afskyelige Bedrager. SIDE: 29 Jesper (grædende). Ak! forbarme de dem over mig Jomfrue. Jeg er ikke Dazier, jeg har ingen Penge, blot Kampestene; jeg eier ikke Skjorten paa Kroppen, jeg ernærer mig ved at tigge for hver Mands Dør, det var mig de gav 2 Skilling igaar, hu, hu. (han løber). Amalia (dybt bedrøvet). O Gud! afskyelige Skurk! De Andre. Vi gratulere Jomfrue, ha, ha, ha. De Forrige, Dazier. Dazier. Nu, hvad er det for en Støi, her græder man og her leer man fortæl mig det. Jfr. Fix, Frøk. Strips, la Plaisante (fortælle alle i Munden paa hinanden): Hiin fortabte Jomfrue, var forlovet med et vakkert ungt Mske ved Navn Franz; men da hun faaer at høre at en riig Mand ved Navn Dazier vilde komme her til Byen for at udsøge sig en Kone; nu slaaer Mammesellen op med Franz, i Haab om at gjøre en coup i den Fremmede; en Tigger kommer slæbende med 2 store Sække fulde af Stene som udgiver sig for Hr. Dazier, og Jomfruen forlover sig strax med ham, nu staaer hun der! ha, ha, ha. Dazier. Det var en løierlig Historie; jeg er selv Dazier. (De Andre undtagen Amalia som staaer hensjunken i sig selv): Ih, hvorledes; det vil være os en stor Plaisir. Dazier. Ja! men jeg vil saamæn ikke tage nogen af Jer til Kone, da jeg nok seer af jere Øiekast, Fagter og Lader hvad der stikker under. SIDE: 30 Jfr. Fix. Dine Penge Tølper kan ikke skjule din Plumphed; kom masoeurs. De Andre. Nei, lad os betragte Jomfrue Amalia; det er os en Balsam for vort saarede Hjerte, at see hendes Fortvivlelse (de pege Fingre ad hende). De Forrige. Franz med en Kurv med en Trænæse i. Frantz (til Amalia). Vær saa god Jomfrue; den Kurv de gav mig, skjænker jeg dem igjen med en Næse i. Amalia (græd.) Hvad maa jeg taale, dog jeg skal hevnes. (løber ud). De Andre. Ha, ha, ha. (gaae). Henrik Wergeland SIDE: 31 INDTOGET SYNGESTYKKE I EN ACT Personer: Major Blankenspor Brandmajor Vasserspand Jochum Satyricus Slinkompas, Skrædder Honoratiores. Tyndhase Schuster Repræsentanter. Bimpel, Marketenter. Zweystikke, Tambour. Prindsen. Borgere, Brandfolk, Laquaier, Hofdame. Lieutenant Dass. En Vægter. Zweystikke med en heel Mængde Folk. Zweystikke. (trommer). Trom, trom, trom. Trom, trom, trom. (læser): Herved bekjendt- gjøres af den høivise Magistrat at det høiærede Borgerskab haver at illuminere sine Huse ved hans Kongelige Høiheds Ankomst samt paaligger det Borgerskabet at holde dets Halse tilrette for at istemme et høitlydende Hurra, hans Kongelige Høihed til Ære og sømmelig Imodtagelse. Alt under fire Dalers Mulct. Trom, trom, trom, (gaaer). Satyricus (slunken og maver). Oh! vi arme Borgerfolk, hvor man plager os med Basilisker, Kanonering, Baslemaner og Æresvagt hvoraf Hurraraaben vel er det mindst belastelige. Jeg faaer vel have mig en Æggedram for at faae Halsen i Gang. Slinkompas. He, he, he Mester Jochum har I ogsaa faaet Fortjeneste? Satyricus. Ja vist har jeg det; jeg skal jo staae Vagt? SIDE: 32 Slinkompas. Ei er I gal? Jeg har alt faaet tolv nye Lakeiliberier at gjøre; men bitterdød hvad er det? Vasserspand. De Forrige. Vasserspand. Bitter-Klare-Død! Alle Mand i Gevær! Hører I for røde Fan- den! Hier auf! Hier auf. Lieutenant Dass, Lieutenant Dich, Lieutenant Der, Lieutenant Daus. Satyricus. Ingen tilstede Fatter! Vasserspand. Hvad? Ingen tilstede. Jeg skal lære ham! (prygler ham med Sablen). Ingen tilstede? (gaaer bort). (De Andre lee, pege Fingre). Blankenspor. De Forrige. Blankenspor (seende paa). (Med en hæs Stemme): Jeg befaler herved Borgerskabet at møde her paa Torvet udi fuld Puds, saaledes at Ingen maae lade sig see udi graae Buxer og grøn Kjole, da jeg dog kan huske at ifjor Mikkelsmis paa den store Parade udi det 3die Aar i mit Majorat, der indfandt sig 114 med graa blaae og lappede Buxer (græder). Det var dog tungt for Chefen at see saadant, og de slemme Skole- drenge pegede Fingre ad Corpset. (De Fleste gaae). Nu gaaer I? hører nu først. Samt har det respectable Borgerskab, at møde med Trommer og Trompeter. Satyricus. Skal udrettes Herre. Blankenspor. Hvad? Herre? hvilken Herre! SIDE: 33 Satyricus (forundret). Herr Blankenspor. Blankenspor. Herr Major! dit Æsel (giver ham Ørefigen). Lær Rangforordningen dit Bagbeest! (gaaer). De Andre (lee og pege Fingre af ham). Satyricus. See det var togange Prygl i mindre end 10 Minutter. See hvilken Obelisk! o et ægyptisk Verk! Hvor kneiser den dog stolt? Hvor synes den os stærk? Den koster ikkuns lidt, kun firehundred Daler; Men vi er rige jo; hvo om slig Sum vel taler? See hvilket Løvverk og Amorers lette Dandse, Og hvor de kjelent ømt det smukke Par bekrandse! Nei kom i Nordmænd hid! Gjør denne til Pasquil; Thi mon til noget bedre denne duer til? Ak nei! Saa hører jeg en sulten Borger sige, Vi kan jo bygge fleer'; thi vi ere Rige. Saa skriger Martis Søn: "et Hurra koster lidt. Med Sligt vi hilse kan, var det end noksaa lidt." Slinkompas. I er dog ogsaa altfor satyrisk Mester Satyricus. Satyricus. Som Cassandra, før i Spaadom ei bedre gav, Blev ikkun lønnet slet, af dem, hun spaaede for Saa jeg for et Ord af Tvende blev forslagen Men, Mester Slinkompas, saa hertildags det gaaer. Men min Gud! hvad er det for Allarm Hui det skriger stygt i Skrædrens slunkne Tarm. SIDE: 34 Bimpel, De Forrige. Bimpel (en tyk Mand). (Pustende). Aa -- a -- Mine Venner Bandlædret og Tasken paa! Trommen røres alt; vor Chef er færdig at skraale Halsen af sig. Satyricus. Jeg giver ham Fanden! Men se hvor Knæerne dingle paa Skrædderen. Nu! hvad gaaer af ham? Slinkompas. (skjelvende). A . . . a . . hør blot (Man hører Blankenspors Stemme: No. 12 Svar Her. 13: her. 14: her. Nummer 15. Nu Donner- wetter hvor er han? Mester Slinkompas. Jo jeg skal børste hans Ryg . . . .) Slinkompas. Hu -- hu, hvor jeg gyser. Og mine Buxer i Stykker, Sabelen er rustet. hu, hu. Satyricus. Gaae hjem Jens! blot Eders Been bærer Eder, da Knæerne ere komne i saadan Bevægelse. (de gaae). (Brandcorpset kommer marscherende). Vasserspand. En, to, En, to, En to tre, En to tre, holdt, En to holdt, holdt, Men holdt siger jeg . . . Prrr Karle! See nu hvilke Esler nu staaer I ti Skridt fra hverandre, medens I staae durch paa hver- andre. (tager En i Brystet) Nu staae dog ordentlig din Svinepelts og gjør ikke Spot og Spee af hele Choret. Nu! saa staae da! Er du fuld Lars. Lars. Ja . . a . vist er jeg det Herr. Vass . . . Prindsen kommer jo . . Altsaa drikker jeg lige for jer Næse! SIDE: 35 Vasserspand. Ja! drik du! (til de Andre). Hvad er det for Spectakel? (hugger ned Haanden). Jeg er Chefen. Nogle Stemmer. Haa, haa! Vasserspand (til En). Nu hvor er Skildtet? hvorfor har du ingen Trøie. En svarer. Skildtet er borte! Trøie har jeg ikke. Vasserspand. Jasaa! jeg skal bitterdød . . . En Anden. Aa gaae Fanden i Vold. Vasserspand. Nu! vil du ikke staae stille saa gaae hjem. Flere. Jeg gaaer. Jeg gaaer . . . Vasserspand. Aa gaae Fanden i Vold . . . . . Lieutenant Dass! Lieutenant Dass. Her! Vasserspand. I befaler hele Kolonnen at raabe 2 Gange Hurra, saaledes at Lange Hans begynder. (mørkt, Obelisken kan ei sees). Borgercorpset præsenteres. Bimpel (blæser i Hænderne). Hu! hvor jeg fryser! Og nu har vi staaet her i 4 Timer. Har du noget Brændeviin Makker? SIDE: 36 En Anden. Ja havde jeg ikke faat det, saa var jeg forlængesiden creperet. Lad den gaae nedover (de drikke). Men hilledød der er han. (Man hører Rummel af Vogne). Blankenspor. Skrig nu Gutter! Hurra! (De skrige): Hurra! Hurra! Hurra! Prindsen. Tackar mine Børn! (Byens Honoratiores træde frem og bukke). Tyndhase (med siirlig Buk). Vi Byens Honoratiores have hermed den Ære og store Ud- merkelse at modtage Eders kongelige Høihed i vor Byes Skjød! Vær hilset Eders kongelige Høihed med høikongelige Gemalinde! Vær tregange hilset naadigste Prinds! Du Sol! du Stjerne af første Klasse! velkommen til vor Stad! Modtag dit dig elskende og hyldende Folks Jubel! Vægteren i Taarnet. Haa, Vægter haa! Klokken er slagen elleve! Prindsen. Jeg tackar det respectable Borgerskab for deres Hilsen; men . . . Gud befalede Messieurs! (kjører væk. Folk løber med). Blankenspor. Nu kunne I gaae hjem. Borgeren. Tak, tak! Det var ikke fortidligt (gaae). Satyricus og Blankenspor. Blankenspor. Nu Jochum! er det ikke gaaet lystig til? SIDE: 37 Satyricus. Jo forbandet? Blankenspor. Tænk blot han saae paa vort Korps ja han saae paa mig . . . paa mig, tænk over Jochum og du vil finde store Ting deri. Satyricus. Javist men . . . . Blankenspor. Hvad Men? Satyricus. Det forekommer mig som om vi ere nogle Narre allesammen. See ned! der henkastede vi en 500 Daler forat opbygge det Monstrum paa Torvet . . . Nuvel lad det staae, det kan pryde vor Bye men jeg har alt hørt at det skal være solgt for fyrgetyve Daler, og pro secundo. Saa, ihvorvel det var opbygget for Prindsens Skyld, stod det dog . . . . naa . . . naa -- naae. (En Laquai løber ham overende). Laquaien. Afveien Spidsbube, eller jeg skal kløe din Pande. Blankenspor. Nu hvad vilde i sagt . . . bah . . bah. (en Ditto løber ham overende). En anden Laquai. Vil du væk Knebel; jeg er af Kongens . . . Blankenspor (ærbødig). Ih! det var en anden Sag Hr. Kammerpage . . . vær saa god at gjør det om igjen. Laquaien (leende). I er en Nar! Satyricus. Det var ogsaa en anden Sag. Men jeg vilde egentlig have sagt, at Obelisken stod ganske i Mørke. Og den Fandens Illumination; ja jeg veed dem, som maatte laane Lys for at sætte i Vinduerne, og dem, som græd i et mørkt Værelse medens de andre vare oplyste, som et Glædens Tempel. SIDE: 38 Blankenspor. Aa! jeg giver Fanden i hele Stadsen. Oh! jeg ligner En, som hævet op mod Sky'e Styrter ned igjen og ei engang tør knye. Vel er jeg avanceret og til en Major! Men hvor er jeg liden, som tilforn var stor! (de gaae). Ondt Veir. Jochum Satyricus staaer Vagt udenfor hôtel de Prince Royale. Satyricus. Dette kalder man jo en Æresvagt, at Byens Borgere skulle staae her i to Timer i Slud og Regn, o! en dygtig Opfindelse. Jægerne som ei have i Quarteer burde holde Vagt her. Fy Fanden Skind og Been for et Slæng af Laquaier, Hofdamer, nei see blot hvor de fjaser i Vinduet. (Man seer Hofdamerne ligeoverfor spisende Abelsiner). En Hofdame (kaster Abelsinskal). Hej du Norbagge? Satyricus. Nei sikket Skabilkenhoved! Jeg troer Skam det er Frue Piber. Hilleskam hvor hun er styg. En anden Dame (peger Fingre). Prrr . . . . prrr . . Bukken! Satyricus. Fy! hun maatte skamme sig Mammsell. Tvi! (spytter). Zweystikke. Jochum. Zweystikke. Prrr, ram, trom trom trom tra (Borgervagten kommer ud) trom, trom. Herved bekjendtgjøres at hans Kongelige Høiheds Oberskatmester haver faaet Ordre at udbetale til den ærede Borgervagt, for at samme kunne holde sig lystige og drikke Hans Høiheds Skaal, 2, siger to, Norske Speciesdaler trom, trom. (gaaer). En Borger. Hvor spendabel er han dog ikke. SIDE: 39 En Anden. Ja det maa du sige! Fy Fanden! Satyricus. Ey Venner gaae nu ind. Faaer Glæden i jert Sind For to Daler Thi saa jo Fyren vil At I skal drikke til: Han saa befaler! En Borger. Nei! Jeg ei smager paa, Den Finkel man kan faae' For disse Penge. Satyricus. Sluk ned kun jer Sorger; Thi tænk I er kun Borger. For dem sligt Tractement. (de gaae). Jochum (sørgmodig). Nei! nu bliver det altforgalt; nu vil jeg af Post. Gid hele Stadsen sad paa Hekkenfjeld. Nu raaber jeg. (raaber) Løs af! Gud hvilket Tummel af Karosser, Laquaier, Jockeyer, Mensker, Ka- nonering etcetera. Nei see det Grinebiderfjes i Vinduet! Jeg troer det er Prinzessen selv -- Ja gloe du Tydske Maren! Nei nu leer hun og vise Tænder. Leer du af mig du Bavian? He! (Afløsningen kommer). Bimpel. Nu kan I gaae Jochum. Jochum. Adieu! Jeg condolerer Mester. Henrik Wergeland SIDE: 40 MOSES I TØNDEN COMOEDIE I TO ACTER Personer: Frands, en Bødker. Lene, hans Kone. Moses, en Jøde. Ephraim, en Jøde. Epilogue. Franzes Stue; Frantz arbeider; Lene spinder. Frantz (synger og slaaer Takten). Arbeide flinkt, bitterdød Bødkeren saa ei har Nød Travaillez, travaillez, bon travaillez Rigdommen er i hans Verksted! Lene. Hvor du er munter lille Mand? Franz. Skulde jeg ikke være munter hos dig Lenemoer. Du seer selv saa venlig ud og din raske Roks behagelige Surren minder mig om, at jeg i dig har en forsynlig, vindskibelig Huusmoder. Lene. Meget smigrende! Men hør nu Franz jeg kan opvarte dig med en lystig Historie. Franz. Lad høre. Lene. Du kjender den gamle Israelit Moses? Franz. Den Pengepuger? SIDE: 41 Lene. Javist Aagerkarlen. Han er saa forliebt i mig, som en Rotte i en suur Ost; du smiler Frantz! Franz. Kan jeg andet? . . . . den gamle Nar! Lene. Saasnart du er gaaen ud er han her strax og piner og plager mig med sin Uforskammedhed; ja igaar bad han mig om et Kys kan du tænke; kort -- hvor jeg vender mig, seer jeg altid hans hvide Flipskjæg. Ja! jeg var saa opbragt, da det modbydelige Skabilken rækkede mig sin tilspidsede Mund til et Kys, at jeg rykkede ham i Skjegget; men som han dog ikke tog ilde op, men snarere som et Fortrolighedsbeviis; thi han kyssede strax sit væmmelige Bukkeskjæg, og han bød mig engang en heel Pung fuld af Penge for et Kys. Franz (kysser hende). Og jeg kan tage saamange jeg vil for Intet. Lene. Men hør nu hvad jeg har udtænkt for at paasætte den Gjek en Voxnæse, længere end hans Jødeskjeg: nu gaaer du ud og forbi hans Vinduer, anstiller dig drukken og opbragt paa mig fordi jeg forlangte en nye Pelts, og naar han snakker til dig, saa siger du, at du har maattet rømme Huset, da du i mig havde et reent Huus- kors at drages med . . . Franz. En Helvedesløgn Lene! Lene. Og at du nu gaaer hen paa Keglebanen hvor du vil blive i hele Dag. Naar Moses faaer dette at høre, pilter han sikkert hen til mig og jeg skal da staae her i Vinduet og med røde Øien fore- snakke ham en Hoben; han kommer da ind, hvorpaa han sikkert, for et Kys, er saa galant at forære mig Penge til en Pelts -- SIDE: 42 seer du det er nu een Udgift for Knegten men saa let skal han dog ikke slippe. Naar jeg nu gjør Miner til at kysse ham, saa skal du opvække en gyselig Allarm udenfor, bande og anstille dig rasende og beskjenket; i vor Raadvildhed, skal jeg faae Mo- sjøen til at pakke sig ned i denne Tønde, som du derpaa skal slaae Bunden i, og trille ud paa Gaden. Resten finder sig nok. Frantz. O ypperligt Lene! Fortreffeligt! du er dog et polidsk, lille Skarn! Lene. Gaae nu Franz! Jeg skal nok gnide mig i Øinene, saa de blive røde og postere mig i Vinduet; gjør Du kuns dine Sager godt. (Moses i sin Huusdør røgende Tobak. Frands kommer.) Frands. Gud give hun sad paa Bloksbjerg, det Spectakel, den Krud- tønde, den arrige Zantippe, det Huuskors . . . det . . . Moses. Ih! Gott bevares Mester! han har vist ikke sovet vel inat, han seer mig so verschrekliig opbragt ud. Humeuret feiler ham vist. Frands. Gid hun med hele hendes Maskepie Anne Marketenters, Berthe Snedkers, Ølleborg Raadstuetjeners sad paa Hekkenfjeld! Moses. Herre Jemini! hvat er nu gaaet ham imod Mester Frands? Frands. Aa min pokkers Kone! hun gjør mig Livet suurt. Moses. Ihre Frau, Gottbevares, das fromme Lamm? SIDE: 43 Frands (opgivet.) Hun from? hun et Lam? Nei deri tager I Feil Moses . . . . En Tigerfrue, en Bavianmadame kan ikke fare værre frem; kort sagt: den der vil tage hende, han tage hende i Pokkers Skind og Been. Ja seer de Hr. Moses: i førstningen gik det noksaagodt, da hedte det: Frandsemand og Lenemoer; men nu hedder det dovne Drog, Fyldbimpel, Ølvams og andet deslige, kort hun er et levende Lexicon af uhøviske og fornærmende Talemaader. See nu idag bad hun mig om en nye Pelts, saadan en, som Anne Marketenters har, da hendes var gaaen af Moden; da jeg sagde nei, blev hun vred og udkrammede sin Skjeldsordlærdom paa mig, hvorpaa jeg gav Mamesellen et Par dygtige Lavaser og da hun udskjeldte mig mere vilde jeg gaae til Skabet for at slukke min retfærdige Harme i Brændeviin; men jo pyt sa'n; neppe havde jeg et Par Glas tillivs saa smeldte hun Skabet i Laas og eschaperte med Nøglen og nu agter jeg at forblive i Keglebanen idag! hvad synes I derom Moses, kan en ærlig Mand taale sligt? Nei Frands dandser ikke saa let under Tøffelen! Moses. Das hatte ich nicht droet! Die Frauenzimmer sind variable, som Veir und Vind. Gut Glück mit Spielet. Adieu! Moses (allene.) Das war doch einmahl Vand po mein Mølle. Gak du Franz; ich weiss noch wat ich soll geere. (Pause.) Den Tanke var sublim ha, ha, ha . . . men det gaaer po Pungen, doch ein tive Daler kan ich wohl spendiren! (gaaer.) Lene i Vinduet. Moses kommer. Moses. Ach schøne Frau, de seer mich so bedrevet ud; hvat feiler dich mein Schnut? SIDE: 44 Lene (grædende.) Aa kjere Hr. Moses; jeg er dog en ulykkelig Kone; min haarde Mand . . . . ja kan jeg dog ikke græde over saadan Behandling? Moses. Ih! Gott bevares! ich kan nicht see disser schmukke Øine verdunkles af Daarer; mein Herz ist so blødt als Vox . . . . ich taaler das nicht . . . . Hold doch op Madame . . . . . Lene. Ja! de skulde blot vide hvad jeg græd for, saa . . . . Moses. Vertæl, Vertæl, Madame! Lene. Ja! hvis de vilde være saa god, at komme ind, saa skulde jeg fortælle alt; men jeg vilde nødig udsætte mig for Naboerskernes Mund, naar de see en ung Kone staae i Vinduet og tale med en saa smuk Kavaleer i sine bedste Aar, som de. Moses (stryger sig om Skjegget.) Madame! ihre Tilbud ist altfor godt; ich woll mig derauf be- nitten (springer ind.) Lene. Vær saa god at sidde ned Hr. Moses. Moses (kysser hende paa Haanden.) Tausend Dank! meine Sirupkrukke; meine herze Lene. Lene. Hør nu Her Moses: jeg bad ham om 20 Daler til en Pelts, da jeg med min gamle umulig kan lade mig see ved Siden af Anne Marketenters, hvis Pelts siger Sparto til Frue Secreterens selv; men du Herre jemini hvor her blev et Huus: du Pelts, du Pelts flød ud af hans Mund geleidet af to Ørefigener. hu, hu, hu. (græder.) SIDE: 45 Moses. Ach mein Gott, so gred nicht Madame ich har jo dem sagt, at ich det nicht toler. hu, hu, hu. (græder med.) Der Madam kauf de dem eine Peltse und das lige für ihre Manns Næse (giver hende Penge). Lene (forlegen.) De er da rigtig altfor galant Moses; jeg veed ikke om jeg vel kan tage det? Moses. Wat ist das für Schnak Madame! Lene. Tusind Tak! men hvormed skal jeg da gjengjelde dem deres store Gave? -- Moses (kjelen.) Et eneste Kis auf ihre Rosenlæber wolle langt opveje den Schlump Guld, und so et mindre, als eine Rente auf Kapitalen! Lene (skjelmsk.) See dog hvor Jøden stikker frem! dog det er kuns en liden Betaling for 20 Daler, og deres beskedne Fordring skal opfyldes (gjør Mine til at kysse ham; men i detsamme bankes og stødes der paa Døren) . . . . . O Him- mel hvad er det? . . . . Ach det er Frands, rasende og be- skjenket . . . . O red mig Moses, han dræber os begge to, hvis han seer at de er hos mig! Frands (dundrer paa Dørren.) Luk op Lene, luk op! eller jeg slaaer Dørren ind. Moses (løbende omkring.) Ah wai mir kleine Jude; ah! wai mir. Lene. Ach! Moses; o han dræber os begge to! ach hjelp . . . . (til Franz) bie nu lille Mand til jeg finder Nøglen. Moses. Gjem mig Lene, ach gjem mig! I Skabet? SIDE: 46 Lene. Der skal han efter Brendeviin. Moses. Unter Sengen? Lene. Der ligger hans Øxe og finder han dem istedetfor Øxen, hugger han dem istykker med Hugjernet . . . . o! der banker han igjen . . . bie nu Franz. Franz (opbragt.) Jeg bie! . . . Jeg bie paa dig . . . nei min Moer . . . og kom- mer jeg ind skal jeg baade slaae dig og ham, du har hos dig ihjel. Moses. O Gott befreie uns. Lene. O! du ugudelige Mand. Moses. Verwar mich po Loftet Lene? Lene. Der ligger hans Tøndestaver og baand og Gud bevare dem fra at falde i hans Kløer der. Han kasted' dem ud af Loftslugen. Franz (spænder paa Døren.) Slip mig ind strax, at jeg kan faae holdt en blodig Huusret derinde. Lene. O hør paa den Barbar? Moses. Ich heerer das noch! Aber Lene? Lene. Hurtig Moses! ned i dette Fad! (han kryber op.) Nu Frands! (hun lukker op Dørren). see nu om der er nogen? SIDE: 47 Frants. Hvorfor lukke ikke Mamesellen op strax; jeg skal bitterdød lære hende at lystre! Hid med Krabasken. Lene (løber ud.) O! du slemme, barbariske Frands! Frands (allene.) Ja bie du kuns; jeg treffer dig noch! Tralla, la, la, Tralla, la, la, la. Fordømt at jeg tabte 5 Daler; men dem faaer jeg arbeide op, og Kjøbmanden faaer vel omsider faae Fadet (han trækker Skjødskindet paa, og giver sig til at hamre paa det Fad hvori Moses er; han slaaer Bunden i og synger, slaaende Takten med Hammeren.) Arbeid Bødker, alt hvad du kan, Saa din Føde, du kan tjene! Under Hamrens Slag og Sang! Gud frie mig fra den slemme Lene! Udaf hende jeg ret er kjed. Viin slukker alle Sorger ned! Tram, tralla etc. -- -- -- (Moses hoster i Fadet.) Ha, ha! hvad er det? nu sprang nok et Baand (hamrer haardt paa det). Nu er det færdigt, dette Fad, Med Prop og Bund og faste Stager; Jeg det ei længer eie gad, Det er tilfals for hvem behager. Udaf dette jeg og er kjed: Viin slukker alle Sorger ned. (triller det ud.) Frands og Lene. Franz (omfavnende hende.) Du uforlignelige Skjelmsmesterske, du har gjort dine Sager for- treffeligt; hvor meget har du importeret? SIDE: 48 Lene. Tyve Daler blot; men han skal ikke slippe med det. Franz. Tak du forsynlige Huusmoder! Lene. Tys lille Mand! Comedien er forbi, Tragedien er tilbage. Kuns gode Miner Frands; om en Time slipper vi ham, men han pines haardt den Stakkel, da han hverken tør røre sig eller hoste, skjøndt Støvet, som blev opvakt ved din ubarmhjertige Bankning og Rullen udover Trappene pirrer og stikker ham i Halsen. Franz. Ha, ha, ha! du stakkels Skjelm hostede engang, da jeg hamrede paa Tønden; men jeg lod, som om jeg troede noget sprak, og hamrede derfor hurtigere paa! Lene. Gaae nu Frands til dit Arbeide; jeg gaaer til mit. (Tønden staaer udenfor Porten, en Jøde kommer gaaende speculerende.) Jøden (med Fingeren paa Næsen.) Ja, ja, so schal das være . . . so; altso ein hundert und firge- tive Thaler bli'er Profitten . . . . Lidet noch für ein ehrlicher Mand . . . . Moses (stikker Fingeren af Tøndehullet.) A . . . A . . A . Hjelp . . . . Bruder Ephraim . . . A . . . A . . . Ephraim (forskrekket.) Was ist das . . . . o Himmel . . . Beelzebub . . . ach . . . Gott naade mir arme Sünder! Moses. Ephraim! vær nicht bange; ich bin nich ein Devel oder andert sodant Pak, ich bin Moses, ich bin ihre Sidemann in Sinagogen. Hjelp mich doch Bruder! SIDE: 49 Ephraim. Hvordan bist du kommen in so traurige Umständen Moses? Moses (hoster.) Skind dich blot, ich qvæles auf Stev und Øldunster; kjøb blot dette Fad hvad det so schal koste, kjøb det og send det til mit Haus . . . . du schal det nicht vertrüden! (hoster.) Ephraim. Ja wohl Mussiør, naar du vil give mich eine passende Lohn, som . . aber . . . hvordan . . . ? Moses. Naar ich bin kommen hjem, schal ich erzähle alt (grædende.) Ver Gottes Skild, so kauf det af Mester Frands. Ephraim. Der kommer han. (Frands. De Forrige.) Frands (i Nathue og Tøfler.) Goddag Hrr. Ephraim, hvad fører Jer hid til min Port. Vær saa god at træde ind. Ephraim. Nei Tak Meister! Mit Ærinde var at afschakre jer dette Fad; hvad er wohl Prisen? Frands (laconisk.) Hundrede Daler. Ephraim. Hundert Thaler? I bist doll Meister; fiir hundert Thaler skulde ich kaufe halbhundert slige Fade. Frands (tørt.) Gjør hvad I vil Fâr! vi lære af jer Jøder at skrue Prisen op og iøvrigt vil I ikke kjøbe Fadet, saa lad det staae! SIDE: 50 Ephraim. Ich gebe jer Ti? Franz. Nei! Ephraim. Tive? Franz. Ikke en Døit mindre. Ephraim. Tredive? Franz. Jeg har jo sagt jer, ikke en Døit mindre. Ephraim (venlig.) Für Venskabs Skild Frands? Det Fad staaer mich særdeles an, ellers gav ich nich mere end fem Thaler, das versikkrer ich Eder, und ich bin doch ein ehrlicher Mann. Franz. Kan være? men mellem os bliver ingen Handel. Adieu (gaaer.) Ephraim. Moses. Moses. Ver Gotts Skild, so giv ham den hundert Thaler, giv to hun- dert . . . ich bin dog Mann für at betale dig igjen (hoster) A . . . a . . a, ich creperer. Ephraim. Nu ja, som I vil Mussiør (raaber) Frands, Frands . . . De Forrige. Frands. Frands. Hvad Godt? har I betænkt jer? SIDE: 51 Ephraim. Ja! siden das ist so dirt, so muss der være noget ved det; her er Pengene; ich skal afhente Fadet. Frands. Tak skal I have; eller kanskee jeg skal lade det trille til jer? Ephraim. Nein Mester. Frands. Javel! Adieu (gaaer.) Ephraim. Moses. Ephraim. Ich droer bestemt, at han veed at du ligger her, ellers kunde han nicht holde det Fad so dirt; aber naar du bist kommen hjem, so kann du hevne dich. Moses. Das kann ich nicht! mit Renomee vilde da gaae verlirt; aber skynd dich nu, og læg Halm i Vognen, at dette verdømte Fad ikke skal riste som da Frands trillede det ned über Trappene, so ich foer als ein Bold fra den ene Side til den Anden. Skynd dig nu. (Ephraim gaaer.) Franzes Værelse. Lene og Franz. Franz. See her Lenemoer er Penge til fire Peltse og det er dit Værk kjære Kone! Lene. Endnu er det ikke nok! vi maa have hundrede Daler til. Frands. Hvorledes det? SIDE: 52 Lene. Tril nu Fadet op og sæt et Andet istedet som Hr. Ephraim atter maae kjøbe. Franz. Nei det er da rigtig alt forgalt! dog jeg vil prøve. Lene. Sæt det varligt ind; thi ellers er jeg bange han kreperer (de gaae.) Ephraims Stue. Fadet staar der. Ephraim (banker med en Øxe Bunden af.) Nu schal ich befrie dich Ven Moses fra dit Fængsel; du schnakker ikke ach du bist wohl ikke død . . . . meine Geld, meine Geld (Bunden gaaer af) a -- a -- a -- hvor bist du Moses . . . . ach det har været den skindbarliche Devel . . . . ich vil gaae til Frands . . . . han maae verkläre mich das. (gaaer.) Udenfor Frandses Port, Tønden staaer der. Ephraim og Moses i Tønden. Ephraim. Ich schal, so sandt ich bin ein ehrlicher Jude lehre den Spids- bub Frands . . . ja. Moses. Ach wai mir, wai mir. A -- a -- a. Ephraim, Ephraim, hjelp mich, ich crepirer. Ephraim. Aa gaa Fanden i Vold du Devel vill du mig endnu engang bedragen. Moses. Hør nu Bruder! Ephraim. Gid Fanden høre po din Sirenesang; aber meine Geld schal du mich schaffen. SIDE: 53 Moses. Ich bin Moses und ingen Bedrager; thi mens du var borte, so bittede den Erzspidsbube Tøndene om, so at du fik den Tomme, und ich -- ich blev liggende her, verladt af Alle, færdig at døe af Støv og Hede . . . . a . . . a . . (hoster) a . . Ephraim. Ich kan nicht droe det. Moses. Du schal fo hundert Thaler, hvis du vil kaufe dette Fad und see selv til at det kommer i dit Huus. Ephraim. Ja, so schal ich preve; aber . . . Gott hjelpe dich, hvis du narrer Ephraim andengang; du schal fo ligge der in fire Timer til. Aber . . . Apropos, wo lang hast du ligget her? Moses. Ach i 3 Timer vist. Ephraim. Stakkels Moses! (raaber). Hey Franz. De Forrige. Franz. Ephraim. Hvorfor ombittede I Tønderne Franz? Jeg kunde oberlevere Jer til Retten for slig Fremfærd. Franz. Da I havde betalt mig saavel, saa gav jeg Eder det bedste Kar, jeg havde. Ephraim. Det kunde I have ladet være for det Fad stod mich særdeles an. Aber wo wiel will I have for dette Fad. SIDE: 54 Franz. Samme Priis. Ephraim. Ach mein Gott, hvor I er unverschammet. Franz. Lad af at ærgre Eder Monsjeur Ephraim. Fadet er jo ikke endnu Eders. Ephraim. Slaa dog lidt af (afsides.) Siden det gaaer po Moses' Kappe, so kan det være mich ligemeget; desuden under ich den gamle Knark den Udgift. Franz. Bestem jer nu Ephraim. Ephraim. See der er de Penge; men svær mich til at I ikke vil ombytte Fadet. Franz. Jeg sværger. Ephraim. Und hvis I gjør det, so schal I udbetale mich Pengene. Franz. Javist. Adieu. (de gaae.) Dækket falder. Epilogus og Epiloga træder frem. -ù--ù-ùù Man heraf ogsaa lære kan Til Koner ikke komme, Den Rige bliver fattig Mand, Og Lommer blive tomme. SIDE: 55 Hvormegen Viisdom finder man, Ei i Qvindens Hoved? De vise ofte meer Forstand, End man af dem sig loved. Af dette nu vi lære og, At hædre slige Qvinder, Som narred sligt et sølle Skrog; Dog man ei Slige finder, Blandt Ider, Liser, Guster her, Som denne Kone ene, Og findes de; man saa dem ær, Som denne fixe Lene! FORTALE (som skulde staaet foran; men sættes nu her bag, men ikke Stedet gjør her saa vigtig Sag.) Dette lidt for hastigt er, Paa Papiret skrevet. Og havde jeg sadt længer' her, Det bedre vist var blevet! Henrik Wergeland SIDE: 56 ØLLEGAARD FRØKEN ELLER ROMANHELTEN SYNGESTYKKE I 1 ACT Personer: Antonio Clairon. Jochum Satyricus. Henrik Fætter. Øllegaard. Antonio med en lang Liste. O! mine søde, romantiske Navne, jeg maa endnu engang op- regne disse fortryllende Ord, som sætter mig tilbage i hine her- lige Tider da Troubadourerne Harpens Strenge slog Og sang om Ridderne som til det Land uddrog Hvor Halvmaanen stolt paa Korsets Toppe vajed. Mens de Fruer troe paa skumle Borge sukked. Og paa Høneviis i dunkle Celle klukked! Først du Adelaide, en Provençalerinde, saa Isabelle, Mathilde, Ida, Jaqueline, Jenny, Amalia, Cathinka, Rosimunda, Chlotilde, Indiana, Philinde. See hvilke Navne o! jeg kunde fristes til at tage en Bondepige, naar hun blot heder et af disse Navne. O Ida, Jaqueline, o Jenny, o Cathinka, Prinzesse Indiana, o! I Kiselinker. O! gjør mig lykkelig! Jeg vil fortsætte dette elskværdige Sværmerie. Ved et styr- tende Vandfald skal hun sidde støttende sit sortlokkede Hoved til den Alabaster Arm, og der skal Antonio finde hende. Ved en Fos i Granernes Skygger Hvor Fuglene quiddrende bygger Kjerligheds Tempel. Og jeg skal skue ind i hendes straalende Øine og deres Ild skal fortære mig (Satyricus har listet sig ind.) SIDE: 57 Satyricus. Og Fossens regnbuefarvede Støv skal slukke den. Goddag! Clairon (tager sig for Hjertet.) O! det var, som om man stak en Kniv i mit saarede Hjerte, naar du falder ind med dine upolerede Talemaader. Satyricus. Nu gaaer du i Giftetanker? Antonio. Ja min Broder! Ja! jeg ønsker at finde min Hjertes Elskede, min Donna, min Prinzesse, min . . Satyricus. Haa, haa, haa, jeg kan nok mærke du er paa Frieri. Antonio. Aa nei, men forstyr ikke mit poetiske Lune. Satyricus. Som er opvakt ved altfor stor Romanlæsen; men apropos naar skal Brylluppet staae! Antonio. Jeg har jo ikke erobret nogen endnu. Satyricus. See hvilke Talemaader! Men har du ikke faaet nogen endnu? Du begyndte dog at gjøre Dækket reent til Entring ifjor Mikkelsmis. Antonio. Ja! jeg var jo ogsaa alt forlovet, men O! Jord synk ned i gabende Firmament Og skjul dig dybt i Nattens Sørgeklæde Thi jeg blev af Lisgen dependent Da jeg dog troede hun Isabelle hedde. SIDE: 58 Satyricus. O Jammerskade! Naturligt du maatte slaa op da. Hvem kan vel være tjent med en Lisbeth en Petra en Lise ja lad hende endog hedde Marie. Antonio. Rigtig min Ven, og derfor er jeg meget nøieregnende ihenseende til Navnet. Men hvad dem angaae, troer jeg, at du ei stikker saare dybt i Nomologien. Satyricus. Troer du det? Ja for saavidt jeg ikke er saa naragtig som du i den Henseende. Antonio. Naragtig? O Himmel! Naragtig? Satyricus. Ja! Jyde! Romanlæsning har reent forvirret dig. Dine Venner maa forbedre dig. Antonio (holder sig for Ørene.) Hu, hu, hu. Det klinger for mine Øren, som Natuglens Tuden paa Klosterruinerne i Maaneskinsnætter. Satyricus. Jeg frygter du er uforbederlig! Adieu. Henrik og Satyricus. Satyricus (kommende ind.) Ha, ha, ha, nei nu sprækker jeg, hør nu blot Henrik finder du nogen Rede deri: Princesser, Donna, Maaneskin, Kling, Klang, Natugler, Klosterruiner? Henrik. Nei mæn gjør jeg ikke! SIDE: 59 Satyricus. Ja! saa lyder Antonios Tale! Kort sagt han gaaer svanger med den Tanke at gifte sig; men med en som har et romantisk Navn. Du veed jo at han slog op med den tækkelige Lisgen og det blot for Navnets Skyld. Henrik. Nei nu har jeg aldrig hørt saa galt før. Satyricus. Jeg sagde ogsaa til ham at det er Narreværk og at hans Ven- ner maatte forbedre ham. Henrik. Det troer jeg ogsaa; men veed du hvad? jeg gaaer med en Plan hvorved vi skulle forbedre ham. Du kjender Ølleborg herover? Satyricus. Ja! Henrik. Hende give vi et Par Skilling forat hun skal spille Frøken Philinde Rosimunda. Hun sætter sig ved den ensomme Vei han pleier hver Dag at gaae, med Tørklædet for Øinene, som om hun sørger. En rørende Historie maae vi lære hende, som hun kan fortælle ham, og vi lade det da gaae saalænge vi synes forgodt. Satyricus. Jeg skal strax kalde hende ind. (gaaer.) De Forrige. Øllegaard. Øllegaard (neier.) Her er jeg. Henrik. Ja det seer jeg nok; har du Lyst at fortjene et Par Marks Penge paa en skikkelig Maade? SIDE: 60 Øllegaard. Hvorfor ikke det Herre? Henrik. Vær nu opmærksom Øllegaard: Du skalst være noget stort, en Frøken skal du være. Øllegaard (grædende.) Aa Gud bære mig! en Frøken? Henrik. Jeg seer du er aldeles skikket til den Rolle du skal spille. Frisk op Øllegaard. Du skal gaae ud ved Tvergangen paa Lande- veien i Aften Klokken 8 og sidde der og græde i et Væk og naar der kommer en dybsindig Person med Haanden paa Panden, og som henvender sig til dig, saa skal du sige du heder Frøken Philinde Rosimunda, hvorpaa du skal stikke i at græde (Ølleborg græder) Nei græd ikke Ølleborg. Tiden er ikke endnu. Naar han spørger dig om din Historie skal du sige, at din For- lovede Ridder Max er falden i en Tvekamp med en anden Rid- der, og at du agter at græde saamange Taarer, der er Secunder i et Aar. Ølleborg (grædende.) Aa! Herrejemini! hvilken Historie. Men jeg faaer vel derhen. Jeg har en rødblommet Kjole og en sort Halmhat med Fjeder i den faaer jeg have paa. (neier og gaaer.) Satyricus og Henrik. Satyricus. Herligt Henrik; den Pige kan flæbe trods den Bedste; og styg er hun dertil som Arvesynden! Henrik. Blot han indlader sig med hende? SIDE: 61 Satyricus. Det gjør han: det sværger jeg paa. Nei! dertil kjender jeg min Mand for godt. Henrik. Han skal takke os for Spasen. Men hvad om vi nu forstak os i Krattet bag hende. Satyricus. Javel! lad os gaa. Ølleborg allene i forantalte Dragt. Hillemen hvor jeg seer ud: blommede Kjole og sorte Fjer. Jo nu er Ølleborg fornem. (tager sig i Skjørtet og hopper om) hei hop san Frøken Rosimunda; hei hop san Ølleborg Budeie . . men helle Død der kommer han! Lad mig nu see: Ridder Lax og . . men jeg faaer nu til at græde . . Jeg vil blot lade ham faae see Øinene thi dem siger Ole Staldknegt ere uforlignelige; ja hartad som Koeøine. Ølleborg (græder) Antonio med Haand for Panden. Antonio. Hvem sidder der o! en forhexet Fee. O! hvilken Yndighed kan ei mit Øie see Du er den rette Ziir for disse dunkle Steder: Men o Himmel; ja jeg troer saaskam hun græder? Min Frøken hvortil disse salte Taarer. Ølleborg. Hu, hu, hu . . . . Antonio. Med deres Øies Glands de mit Sind bedaarer. Ølleborg. Hu, hu, hu . . . . SIDE: 62 Antonio. Hvad er Deres Navn? Hvad hedder de min Frue? Er det ei tilladt deres skjønne Ansigt skue. Ølleborg. Hu, hu, hu. Philinde Rosimunda. Antonio. Philinde Rosimunda? Philinde Rosimunda. Ølleborg. Ak ja Herr Kjempe og Herr Ridder. Antonio. Ak disse voxe ei paa Træer i disse Tider Nei disse er forbi desværre? Antonio. Min Frøken o fortæl mig Aarsagen til disse skjønne Taarer. Ølleborg (grædende.) Jeg var forlovet med Ridder Max, (hulker) kjerlig Ihukommelse. Antonio. Hrr. Ridder Max eller Maximilian vil Deres Naade sige? Ølleborg. Rigtig Herr Ridder! og han faldt, saaret af fire og halvhundrede Landse, Sværd og Dolkestød af den vældige Kjempe Grimponius, og hans Dødsstund vare stive tre Timer, saalænge holdt min Stemme ham ved Live. (græder.) Antonio. O Himmel! hvilket Under? Ølleborg. Og nu vil jeg græde saamange Taarer der er Secunder i et Aar. See blot hvor de triller En, to, tre som store Glasknapper. SIDE: 63 Antonio (græder med) paa Knæ. Jeg kan ei taale sligt o, pyntelige Frue! Eders Taareflod ei slukke kan min Lue. Men kun frisk herop! kom giv mig Eders Haand Og vi knytte skal Ægteskabets Baand. Ølleborg. Nei jeg kan ikke. Antonio. O! siig ja, siig ja, siig ja. Ølleborg. Ja. Antonio. Lykkelig jeg er af Hjertet kan du tro. O Philinde Rosimunda! hvor romantiskt. Kjereste Rosimunda! (kysser hende) (afsides) Der lugter Skam faae mig Fjøs; dog nei det er Ambra og duftende Myrrha! Vort Bryllup skal staae i de drømmende Hækker Hvor Nattergales Sang til Kjerlighed opvækker Under Harpens søde Toner og Kitrinkers Klang En yndig Dands skal gaae til Pigers bløde Sang. Øllegaard (neier.) Takker skyldigst Maansør! Men jeg maa nu; dog svær mig til og sæt ret Kavaleer Parole i Pant paa at de vil lade mig gaae ubehindret hvorhen jeg vil. Jeg beder med Taarer. . . Antonio. Gaae I hulde Frøken! Men hvor skal I hen? Jeg maa vide Eder sikker. Øllegaard. Mine Forretninger paa et vist Sted kalder mig. Antonio. Tillad mig Eders Naade, at paasette Eders runde og skinnende hvide Fingre denne Ring. Øllegaard. Takker Hrr. Ridder! (neier og gaaer.) SIDE: 64 Antonio. Min Brud har jeg fundet Et Baand har jeg bundet Og en Brudekrands. Min Donna hvis Suk Gjør dobbelt smuk er Rosimunda. See hvilken Barm See hvilken Arm og rødmende Kinder. Henrik. Antonio. Henrik. Ei see goddag! hvor gaaer det. Antonio. Herligt! Charmant! Ridderligt. Skjønt! Deiligt. Ypperligt. Henrik. Nu, nu? Hvordan det? Antonio. En Frøken jeg fandt Og flux jeg bandt Et Rosenbaand. Henrik. Haa, haa, haa. Antonio. Hun sad her og fældte stride Taarer. Jeg blev rørt og spurgte hende om hendes Navn; men -- Himmel! da hun sagde hun hedte Philinde Rosimunda, da tænkte jeg at jeg levede i . . . o! du for- staaer mig vel! Hun gav mig sin Haand og jeg . . . jeg . . . jeg SIDE: 65 var forflyttet til Perlehimlen. De fineste Hænder har hun vel ikke men hun er idetmindste fjorten Palmer høi, en kongelig Skabning, blaaeladne Øine, stærkt rødmende Kinder, deiligt Haar, Fødderne var hun altfor tugtig til at lade mig see, men det sværger jeg dig til ved Klosterkirkens mosgroede Ruiner at det er de nydeligste Puselanker der existere. Stemmen var lidt grovladen; men o! der hører jeg hende! hun synger! af Glæde! De Forrige. Øllegaard. Øllegaard med et Melkespand paa Hovedet i en Bondepiges Dragt, syngende. Su, lu, lu, lu Kua dandser med Bjelder paa Saa kommer Bukken graae Aa saa alle Soua! Su, lu, lu, lu. Su, lu. Gaae i Skoven grøn derude Og i Luren dygtig tude Kommer Kua løbende. Su, lu, lu, lu lu Kom til mig, Gjedder og Faar Hører I ei hvor Koeklokken slaaer Pelle, Pelle Gjeita. Su, lu, lu, lu lu. Antonio. Min Gud! hvad er det! Min Frøken. Øllegaard. Jeg har ikke Stunder at prate med ham Herre. Jeg skal i Fjøset. Antonio. I Fjøset? De spaser min Naadige. Øllegaard. Jeg er ikke nogen Frøken. Man kalder mig Øllegaard Budeie. Der er deres Ring. Jeg er ikke Rosimunda. Farvel! Su, lu, lu, lu. SIDE: 66 Henrik. Satyricus. Antonio. Antonio (med Haanden for Panden.) Ha! det sortner for mit svindende Øie Og Sorgen fast mit Mod ned mod Jord kan bøie Ha! Philinde! Ha! du falske Rosimunda Hvilket grusomt Spøg! Hvor kom da Malicen fra? Satyricus. Hvad? Er I bleven narret? Antonio. Ja skammeligen narret. Satyricus. Det er jer egen Skyld! Lad disse romanagtige Ideer fare, og I vil see alt med andre Øine. Antonio. Ak ja! Det er min egen Skyld. Forbandet alle Ridderromaner, Klosterromaner, Spøgelsehistorier, Kjerlighedshistorier! Alle Sieg- varter, Ambrosier og hele mit Bibliothek skal paa Ilden. Men jeg frygter at disse overspændte Ideer, som bragte mig til at løbe efter et romanagtigt Navn, ere alt for faste. Satyricus. Tab ikke Modet! Naar I har forbedret Eder, vil I takke den, som har spillet Eder dette Puds. Applaudite. Henrik Wergeland SIDE: 67 DEUS EX MACHINA ELLER VÆK I USLE COMEDIANTER! VÆK! STOR ORIGINAL OPERA-VAUDEVILLE AF OLE HALVORSEN SKOVSÆT SKOLEMESTER I EIDSVOLD OPFØRT PAA DET STORE OFFENTLIGE NATIONALE THEATER Personer: Dom Miguel af Portugal. -- Absolutisme, Vandbærer og Christusridder. -- Liberalisme. -- Pedro af Brasilien. Enkedronningen af Portugal (spilles af Mandfolk). Marquis af Chaves. Dom Miguels Barbeer. Patriarken af Lisboa. Et Ulykkesbudskab (repræsenteres af en Fee, som ellers mangler). Europa. Nogle ypperlige Statister eller Subjecter. Scenen vide Maleriet. Liberalismen. Mel. Tappenstregen. Don Miguel seer jeg kommer der, med Glædesfunker i Hjerte, med Klingresporer og guldguul Fjer . . . Absolutismen. Lad alle Oboer fjerte! Med Hat og Fjer og Sporer paa, en Glædesfunke i Hjerte, der kommer han: lad Trommen gaae og alle Oboer fjerte! Velkommen da fra Keisrens Bye, fra Keis'rens dampende Fade! SIDE: 68 En skraldende Salpeterskye skal tordne: "vi ere glade!" (Absolutismen fyrer af nogle Svingbasser og brøler Hurra. Don Miguel kommer ridende. Marquien af Chaves holder i hans Hests Hale.) Liberalismen. Don Miguel kommer -- O gid han dog hos Kongekeiseren lærte, at være meer end ellers klog, og ikke Charta'et snerte! Don Pedro (brøler siddende i et Træ.) Pas paa! Absolutismen. O bryd Jer ei om den gamle Nar! den gamle Bjørn i hans Hie! Don Miguel. Ja gid i Vuggen ham præntet var i Andres Sager at tie! Absolutismen. Tralirum -- larum! velkommen da vi ønske Alle Infanten. Og den som ikke vil juble -- ha! ja han skal pidskes min Sandten! Europa. Mon han vil af sit gule Bryst en Meeneed fremkogle? stoppe fuldt sit Statsraad, som en Pølse med Rosiner, udaf Munke, og -- trods Europas Skrig, som raaber: "det er en giftighalet Rotte!" slippe Absolute ind paa Liberale, der blot med Taushed og med Fromhed, liig med Meel en Kage, Chartaet bestrøer? SIDE: 69 Enkedronningen. Alt gaaer efter min Pibe! Hei! Spil op! Don Miguel hør! for Folket nu gjør Kaprioler! viis du har i Wien lært Heste tøile! Nu spil op! (Hun spiller en af Foureaux's Dandse.) Don Miguel. En Volte da Mama? (Don Miguel rider i Volte. Marquien af Chaves løber med. Han rider Liberalismen overende.) Liberalismen. Hvad Døden og Djævlen! I rider en brav Borgermand over- ende? Hei Oparto! hvor er Oparto? Hei Sir Henry Clinton! Sir Clinton! Absolutismen. Ei I Mand reis Jer af Lorten! Ja nu seer jere gule Buxer ud som jert Charta. Ak Sir Clinton -- ja Oparto har drukket Sir Clinton fuld saa han holder sig inde idag. Don Miguel. Ja reis Jer Mand! Dog lig nu om I vil. Det var en østerrigisk Volte, som nu Keisren, min Herr Fætter, Svigerfatter, den bruger, saa han fejer rundtom Skranken i Støvet ned Ungarer og Gallicier, Kroater, Bøhmere og Mährer, Dalmatier og slige Karle -- o som Bønnestænger ned. Og Hesten tramper paa disse fede Karles Bryst, saa Blod de spytte ud og Lungen i Støvet søles som en Svamp. Med dette Blod og denne Svamp de, dybt i Støvet, tvette Hestens Hover. Ja det er Hest min Schwiegervater har, kulsort med ildrød Man og Dragetænder. SIDE: 70 Absolutismen. Leve Hans Naades Svigerfader! Hurra! Don Miguel. Den Hest -- o gid den dog var min -- har Navnet Despotisme! Absolutismen. Leve hans Naades Svigerfaders Hest. Hurra! Don Miguel. Marquis af Chaves! Marquien (knæler.) Eders Naade! Don Miguel. I har min Naade! Og den er stor, ja viid som Skyen, der om Aften stiger af den gyldne Tajo, saa stor, at I den dele kan med denne høistædle Borgermand. Marquis af Chaves. Absolutisme! Nu buk du Pjaltetølper! Don Miguel. Og den med Silveira dele du og med din Donna. Absolutismen. (Mel. Tappenstreg.) O vær vor Absolut-Regent. Du har jo lært det i Wien En Engel er os fra Himlen sendt. Liberalismen. En Djævel blier dog Marquien. SIDE: 71 Don Pedro (i Træet.) Gjør Eed en heed! Du veed Besked! Stig ned bered til Fred! Stig ned! Europa. Bravo gamle Peter! Bravo! Don Miguel. Au jeg faaer Ondt. Mama! Mama! har I lidt Moskus? Enkedronningen. Fy du dumme Dreng! Lugt til dit Sværd! Don Miguel. O der var aldrig Blod, undtagen Abelsiners. Enkedronningen. Læg da Fingren paa Hjertet: lugt paa Fingren saa, om den vel lugter værre, om i samme Stund en Meneedstanke bulned' indenfor. Don Pedro (i Træet.) Gjør Eed: jeg ellers bider! En heed, som Ingen slider! Du veed jeg narres ikke gider! Besked jeg prompte lider. SIDE: 72 Stig ned fra Hestens Sider! bered paa alle Tider til Fred. Stig ned! Stig ned! Europa. Bravo gamle Peter! Bravo! Don Miguel. (Mel. Gubben Noah!) : : Kom med Chartet : : hører da min Eed! Liberalismen. (kommer med et Papiir.) Ja her er Papiret, undertegnet, ziret : : med Don Pedros' : : keiserlige Segl. Enkedronningen. : : Gud veed hvor den : : gamle Erkenar Os vil Frihed skjænke, mens han hjemme lænke : : vil hver Fristat : : som er ham for nær. Don Miguel. : : Gid sin Næse : : dog han hjemme holdt! Gid han dog maa læres af Buenos Ayres : : at han har nok : : i sit eget Kaart. Don Pedro (i Træet.) Fy for Fanden! Europa. Ja fy for Fanden! Don Miguel. Marquis af Chaves! holdt mig Hesten! imens jeg sværger; thi den Hest er blind. Jeg har den Blindhed kaldet. Hold mit Øg! SIDE: 73 Liberalismen. Stig ned og staae paa Fædrelandets Grund mens I sværger. Absolutismen. Aa bliv siddende! Umag Jer ei . . O ikke Eders Naade! Ha staae I ei og stræk jer lange Hals fremad som Storken naar den seer mod Solen, og læg ei Mærke til hvert Ord, som nu hans Naade siger, eller staaer I for at lytte? staaer I for at lytte, og mærke Ord? (slaaer Liberalismen under Øret) Der er Beegkage for jert graadige, bespottelige Øre! Marquis af Chaves. Blaar i Øinene Eders Naade! Blaar i Øinene, det siger jeg, Blaar i Øinene. Enkedronningen (spiller Dans og siger derpaa): Don Miguel see et Glimt af Kronen, som din Farfar bar, for hvem Carvalho svang, som en Cherub, et Sværd med levret Blod fra Spidsen stinkende! Nu, kløv din Eed! Giv Absolutismen, hvad den vil, det Halve! Giv Liberalismen, denne Gadedreng, som med de skidne Fingre leger med en Krone som med Styvre, hvad den vil, det Halve! Eller -- endnu bedre! -- muml i Skjægget, saa du giver ingen Noget; og har -- hvis det dig bryder -- i Behold, saa reen som Hinden i et Æg upillet, Samvittigheden. Nu du stakkels Dreng! faae Munden op som om du vilde skraale tilbage ind i Salamancas Bjerge din stolte Tajo, ved dit Skrig, af Skræk; men lad ei Ordet komme Tomme fra din Læbe, viid som Dommerkaaben! (Don Miguel rækker Fingrene iveiret for at gjøre Eed om at værne Chartaet.) SIDE: 74 Liberalismen. Fingrene iveiret Eders Naade! Absolutismen. Fingrene i Lommen Eders Naade, eller i den Karls Strube Eders kglige Høihed. Eller i Chartet Eders kongelige absolute Maje- stæt. Hid med det (napper efter det) Hid med det til denne Høitidelig- hed! Hurra! Patriarken. Band ikke Eders allerchristeligste Majestæt. Liberalismen. I maa aflægge Eden. Ak Dom Pedro! Dom Pedro! Patriarken. Fred med dem som ere borte og døde Amen. Dom Miguel. Jeg sværger . . . Patriarken (hvisker til Don.) Javel Eders Majestæt! sværg kun ved Himmel og hedest Hel- vede, men paa noget Sandt -- som f.Ex. at Dom Pedro af Brasilien er en Nar, at jer Hest er mager, at Palmalla bør og skal miste sin Hals o. s. v. -- som I beholder hos jer Selv, mens I lader Munden løbe om Chart og hvad Fandenstøi denne gjerrige Karl fra Oporto lægger for jer. Don Miguel (stiger af Hesten. Chaves holder den.) Ret hellige Fader. Jeg da sværger paa I 1000 Ducater faaer for Eders Raad. (skriger høit) Jeg sværger -- hør det gyldne Alemtejo! og hør det rosmarinbedækte Estremadura og druekrandste Traz os Montes og Beira paa dit Rosenleje! Og Azorens Høge flyve op, naar Eden SIDE: 75 min høje Læbe føder (liig Latonas liljeslør'de Hofte Phøbus) kommer frem paa Atlanterbølgen tordnende. (mumler i Skjægget og kryber bag Patriarken, som breder sin Kaabe ud.) Liberalismen. Tys! Tys! han gjennemborer Ordene med Tænderne. Europa. Tys! tys! Ordene raadner i Munden, eller han begraver dem i en Huultand. Fy Senhor! Enkedronningen. Han sværger Chartet holde; ja, at holde det Chart for Nar. Nu er I færdig? Marquis Chaves. Nu kan det være nok, Eders Majestæt! Patriarken. Ja nok nok sige Himlens Engle. Gud velsigne slig Eed. Liberalismen. Nei hvad er det? Jeg har ikke hørt et Ord? Absolutismen. Hold Mund! Fanden gale mig skal ikke Du holde Mund nu! Nu er det nok Eders absolute Majestæt! Nok ved Gud! Nok ved Gud! Enkedronningen. Nu luk din Mund min Gut! Du ellers faaer den fuld af Fluer. Ret! Nu er du Konge! Don Miguel. Jeg er da nu Regent? hør Portugal! Patriarken. Konge -- Konge i Herrens velsignede Navn. SIDE: 76 Absolutismen. Ja Regent -- Majestæt -- hvad I vil -- absolut Majestæt. Hurra! Lad ikke engang Eders Villie føle noget til at den befaler sig selv. Arie. Mel. Druen voxer paa vor Klode. Brug nu Chartet til jer Ende! Hold nu en Autó da fé, hvor vi kan faae stegevende disse fæle Kjættere, som partout vil' være frie! Heisa! hop! det er forbi! Don Miguel. Hvad skal jeg nu Mama? Enkedronningen. Slaae Riddere! frisktvæk! og ved de Slag slaae Kræfter til Jer (putter Placater i hans Lomme.) Don Miguel. Hvem er vedhaanden da? Hei min Barbeer! (Tambouren kommer.) Barberen. Eders Majestæt! (knæler.) Don Miguel (slaaer ham med Ridepidsken.) Du Ridder er! Gaae, smør din Sæbe af! Og nu, for Eftertiden, kun barbeer med Glavind Liberale. (Barberen gaaer.) Absolutismen. O herligt gjort! ja nu kan hvem som vil bli' Ridder. Hei! Hurra for Kongen! Giv dig Knegt! (ryster Liberalismen i Halstørklædet.) Marquis Chaves. Hør Herr Absolutisme! Hans Majestæt jer vinker til sig . . hør! SIDE: 77 Don Miguel. Du brave Mand, skjøndt du med Pjalter dækker en Dyd meer straalende end Diamanten, hør, du mit Vældes Klippe! svar mig med et Echo af min Villie! Absolutismen. Hei! Hurra! til Mord for Kongen! Don Miguel. Jaa saa sagte! Hør nu -- lad ei den Mand -- Liberalismen -- faae see hvad jeg nu putter i din Lomme. Men slaae dem op, og skraal dem over Landet! Absolutismen (læser.) "Placat. Det er Portugals eenstemmige -- thi vi regne ikke nogle skogrende brasilianske Papagøjer -- eenstemmige Villie og Be- slutning at rive dette forhadte Gjerde, Konstitutionen, ned imellem Konge og Folk. Det skee! Britterne og Liberalismen skulle faae lede efter Stumperne i deres eget Blod, om de lyste! Det skee!" (slaaer den op.) Liberalismen. Ha, made Kongerne ei Folket blot med Forbitrelse? O, derfor er de vel saa magre og saa galdesyge. Absolutismen (læser.) "Placat. Mæt din Konge med Ærbødighed og Magt! Ingen Constitution skal betage ham Kræfterne til at gjøre hvad han vil. Don Miguels Forfædre spyttede Eder i Øinene Portugisere! om deres konge- lige Kjæber ei vare smuldrede, dersom I længere drage paa denne fordømte Constitution, som et Æsel paa en Sæk Agurker!" (slaaer den op.) SIDE: 78 Don Miguel. Kom hid I Mand! staae dette slaget op? Ha, det er Folkets Stemme, hvis saa er, som buldrer ud, liig Nilen udaf hundred Mundinger. -- Absolutismen. Hvert Ord saa staae der Eders Majestæt! Marquis af Chaves. Skrig Hurra nu Mand! Absolutismen. Hurra for Kongen! Nu vil I ikke skrige? Hurra! Liberalismen. Aa jeg har Snue! Absolutismen. Snuen væk! skrig væk! Eller Eders Hjerte skal faae Snue! Hurra for den absolute Konge. Skrig! vil I ikke skrige? Mordjoh! Mordjoh (drager en Dolk.) Ha -- er der Vind i Eders Tarme, saa skrig! Liberalismen (piber) Hurra! Don Miguel. Skjøndt ei i Portugal en ussel Stemme, for Penge kjøbt, for Chartet skriger, men med eenstem't Jubelraab om Thronen Folket, paa Konstitutionen trampende med Vrede, omkaps nu stimler, vil jeg dog min Eed til Chartet holde. Liberalismen. Bravo! Europa. Vi troe ikke Senhor! Absolutismen. Som det behager Eders Majestæt. SIDE: 79 Don Miguel. Det var forbandet. Hørte du det Svar? De lystre mig i Alt endog om jeg dem slap i Republiker løs som Druer i Egeskove. Hør -- Marquis af Chaves! faae dog til lidt Forstand den gode Mand. (Marquis af Chaves hvisker til Absolutismen.) Absolutismen. Hei! Mord! Mord paa Konstitutionen! Vi skal forgive den med Placater og med dens Tilhængeres Blod. Leve den absolute Konge! Ingen Nar skal være Konge! Kongen skal være Konge, ingen Nar! Hurra! Ulykkesbudskabet kommer. O gid jeg ikke kunde tale! Studenterne i Coimbrà -- Liberale, Liberale -- har -- Puf! Hui! Hui! Ha! ifra en gylden Abelsinehæk ti Professorer ganske væk nedskudt med Bly -- O Fy -- O blodigt Fy! Og Resten dræbt med Skræk. Gid dette Budskab skræmme ei vor Don, vort Portugals Timoleon! (gaaer.) Absolutismen. Ha, see Frugten af Constitutionen, som Disciplene give Deres Lærere at æde. Hei, hvem fordøjer Blykugler? Men hør du Mand! (til Liberalismen) det var din Yngel! Du skal faae æde denne Daggert paa Kroningsdagen. Hurra for den Absolute! (knæler for Don.) Hør Eders Majestæt en Bøn engang! At slig en kloet Opposition udstrækker sin blodbestænkte Næve nu opvækker stor Angst og Gru; man taber Spiselyst, man sover ei. . SIDE: 80 Don Miguel. O talt som af mit Bryst! Absolutismen. Den Plage varer kun til at den bløder dybt for Jer Fod. Don Miguel. Velan Vi Druen møder og giver op dens Bug. Absolutismen. Stig af Jert kongelige starblinde Øg; og, vil I mig bestige, saa fører jeg Jer en galop til Maalet, hvor Chartet ligger stinkende paa Baalet. Jeg blier en Hest -- o slig en tapper Reiser, som den I saae hos naadigste Hr. Keiser. Don Miguel. Staae stille da! Følg mig Marquis af Chaves! (Don Miguel sætter sig paa Absolutismens Skuldre.) Marquis af Chaves. Naar Kongen slaaer med Pidsken maa du raabe: Hurra! Saa maa du hvrinske. Don Miguel. Marquis af Chaves! et Dominicanerbelte læg sammen og om Halsen knyt til Grime! (Marquien gjør det.) Absolutismen. Ja dette var forbandet! Ingen Grime! Ingen Grime! (Don Miguel slaaer.) Hurra! Hurra! -- Nu veed jeg ikke selv om jeg er Menn'ske eller Dyr, for denne fordømte Grime. (Don Miguel slaaer.) Hurra! Hurra! for den absolute Konge! SIDE: 81 Marquien. Naar Han hugger Eder med Sporen saa skrig: Mord paa de Konstitutionelle! og naar han snører Grimen fast, saa hvrinsk: "Nu har Nationen afskaffet Chartet!" (Don Miguel rider rundt og Absolutismen skriger eftersom han faaer Pidsk, Sporhug eller Grimetræk. Han rider Liberalismen overende. Enkedronningen spiller af alle Kræfter.) Liberalismen (liggende.) O I har handlet uforsvarligt Sir Henry ved Eders ubegrændsede Hang til Portviin. Europa. Nu bliver det for galt! Fy Senhor! Don Pedro. Nei see, hvilke Kavalcader den Meneder gjør? Nu faaer jeg vel derhen. Hollah! staae op du brave Mand og hjælp mig ned! (Liberalismen trækker Don Pedro i Benene ned af Træet.) Don Pedro (med en Kost jager dem bort.) Væk gustne Løgner! Væk til Donauiglen! Sug ikke denne unge Frihed! Ha! Du feige Chaves, blege Kriger væk! Som plyndrer under Maanens Skjold fra søvnig Fiende -- Strømpen, fugter saa dit Sværd i Hønsestien! Ud af Landet! fort! Du slette Karl Absolutisme, bort iblandt Gallegos pjaltedækte Vraaer, hvor Hunger piber. (til Dronningen) Væk og I Madame! Ei mer skal dandses efter Eders Violin! Stik Violinen ind! Pak Eder bort og spind ei ved Chicaner Spindelvæv rundtover Chartet. Væk Komplot I usle Komedianter! Væk! (Han jager dem ud allesammen.) Europa. Bravo! Bravo! SIDE: 82 CRITIQUER OVER DETTE DRAME Man kan drage Paraleller eller rettere Meridianer fra Syd til Nord imellem Helten heri Handlingen heri og Helten et andet- steds og Handlingen et andetsteds. H . . . . . [fotnotemerke] har været paa Storthinget ): paa Galeriet og 2 Gange paa Komedie. Don Pedro skal formodentlig være den i Titelen averterede Deus ex machina. Henrik Wergeland, Studiosus. Emnet synes at hjemle dette Ole Halvorsens opus Plads imellem den berømmelige Tragedie Ulysses von Ithacien og dennes tydske Original eller Macbeth, men Arierne er saa aldeles vaudevilske, at de slæbe dette Drame ned iblandt Vaudevillerne og Farcerne ligesom den lille Konge af Roms Skrig jog Napoleon ned fra Kronsalen til Barnekammeret med bonbons i Haanden og Marlborough est mort dans la guerre Meliton ton ton melitene i Munden. Wenum bestalter Klokker til Eidsvold. Fotnote: Resten av Navnet ulæselig. Henrik Wergeland SIDE: 83 "AH!" FARCE AF SIFUL-SIFADDA Personer: Filebom, Klokker. Discant. Streng. Depositurus. Ole. Ti Supplicanter. Drømmegestalter. Epilogus. (Filebom i Sygedragt, i en Lænestol. Ved Siden et Bord med Medicinflasker. Ole. Man hører Støi). Filebom. See efter Ole! hvem der støier saa i Gangen. Jeg ahner hvem det er . . ak! visselig ei mangen Pastor eller Bisp saa svarlig ventet blev, før Skjebnen ud hans Navn af Protocollen rev. Hvis Abram ønsker mig saa snart hos sig til Sæde, som Mange ønske det, da føied' jeg med Glæde titusind Hjertesuk til Disses, at jeg snart maa komme bort herfra med en Eliæfart. Jeg døer af Hungersblik og Spørgsmaal efter Helsen og af Visiter for at see om Sjelepelsen ei endnu udslidt er, saa Sjelen nøgen maa det finde altfor koldt i denne Verden gaae. See efter Ole! Ole (seer ud.) Ei! Discant og Streng paa Trappen er komne i Disput saa Streng har mistet Kappen. De trætte om et Trin: Discant har faaet Børst; men Kappen vandt han dog . . . Discant (løber ind og siger i Døren): Ei see . . . . (til Filebom) Hvor staaer det gode Ven? Streng (kommer ind og stiller sig paa den anden Side af Filebom.) Hvor gaaer det kjære Klokker? SIDE: 84 Filebom. Min Sundhed lister sig saa sagte frem paa Sokker. Ole. Snart faaer den Støvler paa. Discant (afsides.) Den snuble i en Grav! Streng (afsides.) Ha, hvor hans Traad er seig -- ja som en Vidiestav. (høit): Snart staaer I i jert Chor . . . Discant (høit.) Lad Graven længe gabe, og Døden ærgre sig som maatte Spillet tabe. Jer Kind er liig en Pung af Rosenobler mæt, som skinne rosenrødt igjennem Liljenet. Bær længe din Gevinst: lad Graven længe tørste. Streng (afsides.) Ha, tal ei meer om den! (høit): Snart, Ven! som Sangens Fyrste, du pranger i dit Chor, og Gigten seer tilbage, og hører Sundhed paa din Kind sin Aande drage! Den seer dit Purpur, og den bider arrig i din Pastors gule Kind, saa han maa lægge bie. Nu lad den bide der og pynte sig med Rynker! blot Gigten slipper dig: -- jeg ellers ingen ynker. Filebom. Hvad er det for en Støi, en Mumlen, Tagdryp liig? ja stundom og et Stød imellem blander sig, liig Stene, naar de ned af Tagets Render falde, saa man ensformig ei kan Regnens Dryben kalde. Hør nu det løber fort som Stadens Rendestene! Nu standset det igjen . . Nu hører jeg alene en Aftenpsalme. SIDE: 85 Discant. Tys! en vakker Bas for Gud! Filebom. Men midt paa Dagen da? En Søndenstorm i Slud saa synes Sangen mig. Nu atter det jo mumler? Mig tykkes græske Ord fra ugræsk Strube rumler. Streng. Maaskee en Theolog nu stopper fuld sin Pose -- hvor Rum ei mangler -- af de Ting han kun tør rose, og binder Troens Garn for Sækken fast, hvis Sager han kjender ikke meer end den, som Kurve drager forseglede omkring paa Første i April, veed hvad den Byrde er, han bær med svedig Iil. Ole. Depositurus er . . . Streng. Hvordan? Discant. Hvordan? jeg kjendte jo nok den falske Bas, hans vrange Strube sendte. Streng. Jeg kjender nok den Nar! Jeg svimler, naar jeg skuer hans frække Planer, som selv Kirkens Hvælving truer. Discant. Jeg kjender nok den Nar! Ole. Han flytted' ind igaar. See, bag en Foliant i Vinduet han staar! Han ligger her paa Luur, ei uliig, naar en Glente sulten i et Træe har sat sig for at vente, at Hesten dog skal døe, som stønner underneden. Streng. Jeg kjender nok den Nar! SIDE: 86 Discant. Jeg bæver naar jeg tænker hans høie Planer, som selv Kirkens Hvælving krænker. Han conjungerer nu, hans Pande drypper af den megen Lærdom, som ham femti Vintre gav. Streng. Hans Mund er fuld af Græsk, hans Hage sort af Blæk og Næsens Rynker er jo reen latinske Træk. Discant. Hans Frak er deelt i Vers, hans Buxer i Sectioner Blandt Folianter tolv om Bibelen han throner. De tolv er Kloder liig, men Bibelen en Sol, han selv Systemets Gud. Streng. I Krogen en Reol en Atlasbyrde bær af tykke Commentærer. Med sin Oppasser han om Disse disputerer. Discant. Det otte Dage er' nu siden han begyndte med saadan Iver i det græske Sprog at grynte. Streng. At brøle paa Hebraisk begyndte han for tre Dage siden: alt man Frugterne kan see. Discant. Student han blev ifjor -- at sige i December. Nu al sin Overflod af Lærdom ud han slænger igjennem Vinduet, i hver en Vandrers Spor. Streng. Der flyver snart Latin, og snart et jødisk Ord igjennem Vinduet, som altid aabent flagrer. I Sælgerkonens Skjød ved Døren sær det hagler. Hun lærer meget Godt; men Kringlerne hun glemmer. Hun Artium nok tog engang, hvis ei de slemme Skjørter var saadant: taknemlig, naar han gaaer paa et Collegium, med Smiil hun Knixer slaaer: med varm Beundring hun hans Pastormine seer. SIDE: 87 Depositurus gaaer og sagte "mulier" han declinerer til han sætter sig paa Bænken -- naturlig øverst, at Professoren dog faaer hans Flid i Øiesyn, og hvor hans dybe Tænken i store Døninger henover Panden gaaer. Naar Timen er forbi, han midt i Døren praler: der klart hans dybe Buk og Armens Bøger taler til Herr Professoren, at han har været der. Discant. I Aftensangen man ham midt i Korset seer; hans Tunge raser da, og yngler frem en Skare af falske Toner som omkring i Kirken fare, med Rageknive, til et rædsomt Øreslagt: hans Sang ei uliig er den tydske vilde Jagt. Da tier Orgelet, da korse sig de gamle Sibyller, som har Plads paa Gulvets sorte Skamle. Streng. Jeg skimter nok hans Plan igjennem al den Storm: ja, naar han tier og, den voxer som en Orm. Den ligger i hans Sjel som Snog i Mødding, -- bare den rakte Snuden frem: jeg skulde den ei spare. (stamper i Jorden). Discant. Jeg seer nok hvad han vil, Ja troe mig kjære Klokker! hans Plan er skummel som en Eumenides Lokker. Streng. Den voxer i hans Sjel -- ifald han eier nogen -- ja, som jeg sagde før, liig i en Mødding Snogen. Discant. Den voxer i hans Sjel, som Tidslen frodig, feed; men høit jeg leer ad den, og træder Tidslen ned. Jeg seer nok hvad han vil . . . Streng. . . O bare I tie stille! Jer Plan ei bærer Slør . . SIDE: 88 Discant. End Eders? I vil spille paa Violinen før den Kat er død, hvis Tarme, som Strenge, engang skal paa Instrumentet larme. Det veed jeg -- seer I det? Streng. Jer Plan ei bærer Slør: den nøgen gaaer omkring og viser Panden før, ja før -- I veed det nok . . Discant. Hvordan? skal jeg da bande? . Filebom. Ei, Venner! vil I da min sidste Olie blande med fæle Eder? tys! Streng. Hvem kommer? jeg vil gaae. Ole. Depositurus . . Discant. Ha, jeg ogsaa ile maa. Ole. Det er en munter Mand: han taler i en Time saa tydeligt, og klogt som Klokkerne, som kime. Streng. Jeg takker dog for ham . . Discant. Jeg takker og . . Adieu! (møder Depositurus i Døren, de gjøre truende Miner og ville ei vige hinanden) Nu hvem skal vige først? Depositurus. Du skal det eller døe! (støder Discant væk) Salutem! Discant. Ei! see! see! (gaaer) SIDE: 89 Depositurus. Salutem! Streng. See paa Manden! Depositurus. Salutem Filebom! Jeg hilser Ingen Anden. Nu humanissime! quid agitur? Filebom. O Tak! Streng (afsides). Jeg har dog end et Haab: han dræber ham med Snak. (gaaer.) Depositurus. Ja saa? -- hoc juvat! Dog den vise Solon siger: "Man er ei lykkelig før man i Graven ligger." Oudeis -- saa lyder det -- Oudeis . . men det er sandt I fatte ikke Græsk . . Nu vale! det just randt in mentem mihi, at en Lærd har knappe Stunder. Nu vale! bli'er I frisk, isandhed større Under det tykkes mig end dem, jeg læser i min Bog. I kjender ikke den; -- men jeg er Theolog! (gaaer.) Ole. En dygtig Theolog, knap tvende Uger gammel. Filebom. Nu Ole! hjælp mig lidt, og rok paa denne Skammel; og led mig sagte ind: mig tykkes Søvnen sød nu efter slig Visit, at see om end ei død den gamle Klokker er . . . Ole. Men jeg det bedste haaber af Vunder-Kron-Essenz og gode Hoffmansdraaber. (leder Filebom bort.) (kommer tilbage.) Klokkerens Godmodighed lader ham dog takke dem med et Smiil, som sige ham lige i Øinene, hvor de ere hjertelig kjede af ham; og naar deres graadige Blik tillyne ham: "i Graven SIDE: 90 med dig", og naar deres gjensidige Kjevlerier tiltordne ham: "Du lever os for længe!" Dersom jeg var en brutal Karl, og jeg ikke skjøttede om at mele min Kage, vidste jeg nok at gjøre min Prin- cipal fri for disse Bremser, der surre ham om Ørene. Men lad nu disse tre Rivaler rive hinanden Huden over Ørene, medens de løbe her paa Døren for at see om ikke Klokkeren snart vil stige ned i Graven, for at deres gyldne Forhaabninger igjen kunne springe op deraf! Ja, jeg vil ikke tale om den Flok som fritter nede i Kjøkkenet om Tilstanden her i Huset. -- Det falder Pigen til- bedste. Men disse ere dog fordetmeste Karle, som ere hule i Kinden, men have Maven spændt af Forhaabninger . . . Men det er dog løierligt: de lure ogsaa herudenfor om Natten, om de ikke skulle blive nogen pludselig Renden med Lys vaer i Huset, høre nogen Larm paa Trapperne og see En snige sig ud af Porten med Løgte og Lys forat hente Doctoren. Deres hele Iid gaaer nu blot ud paa at være Nummer Een med Ansøgningen, som de nu trediegang have maattet skrive om igjen, da den er bleven udslidt i Lommen, hvor den har lagt, lige siden Filebom for fire Uger siden fik sin Snue, der var Forløber for hans Sygdom . . Dersom de blot ikke dræbte hinanden disse tre Høvdinger i Supplicantskaren, vilde jeg indbilde dem, at den Gamle var heden. Jeg vil . . lad mig see . . Der har vi En! (Depositurus kommer.) Depositurus. Jeg glemte nok en Bog; man Genesis den kalder. Den Lærdoms Moder er, af høist ærværdig Alder. Dens Ende foran staaer, Begyndelsen ved Enden. Men det forstaaer ei I . . Ole. Ak! Feberen med Brænden har gjæstet Klokkeren . . . Depositurus. Jeg Bogen have maa! per Deum! Bogen frem! Professoren kan gaae og savne mig . . SIDE: 91 Ole. Han troer, I satte Jer i Krogen. Men Klokkeren er død . . Depositurus. Ha, død? da døe og Bogen! (omfavner Ole.) Jeg dig forærer den: tag denne ogsaa med! Det er en Scholie. Han hvile da i Fred! Filebomus død? . . o evangelium! Du skjønner ei Latin. . ? Ole. Men endnu Filebom er ikke ganske død . . Depositurus. Ei død? saa kom tilbage med Bogen! neqvam tør du -- neqvam! mig bedrage? bedrage ikke! nei! men overraske med det Skrækkensbudskab, at min Ven var sjunken ned i sorte Hades . . Ole. Tys! det varer ikke længe, saa sætter han afsted, saa briste Harpens Strenge: Et lidet Strøg endnu af Febrens Bue, saa vil Strengen briste, og sin sidste Tone slaae: Han ligger nu tilsengs og Feberdrømme dandse saa blege om hans Mund med Svedeperlekrandse. Paa Lagnet piller han . . Depositurus. Det er den sidste Leeg. Ole. Han seiler vist i Qvel. Depositurus. Igaar jo Uglen skreg? Ole. Kom hid iaften da, I Nyt vil faae at høre. SIDE: 92 Depositurus. Det gnaver paa min Sjel, men pirrer dog mit Øre. -- Sub rosa, ædle Ven! jeg bliver Klokker naar den Gamle endelig til sine Fædre gaaer, I blier paa mit Contoir . . . Ole. Jeg takker, men jeg loved' Hans Velærværdighed min Tjeneste. Depositurus. . . Det hoved' mig ogsaa bedre . . Ven! amice! I forstaaer, mit Venskab skriver sig just ikke fra igaar? Jeg har en vakker Bog, som jeg forærer Jer; paa Titelbladet staaer: "Fem Juleprækener." Et Exemplar jeg og af mit petitum skjænker Jer in memoriam. Det ad Discantes Rænker og Strengs brutale Grovhed spotter paa Latin. Det opus, blot det bar et pergamenisk Skind, Du fra Burmanni og Stygotii Tractater ei skjelnede saa let. (tager Ansøgningen op.) See Mottoet -- mi frater! foruden at det er sat foran der paa Græsk, er mod Discant og Streng en lang Satire, besk. Latinen -- mellem os, ei alle fik den Gave -- er friske Blomster fra den tusculanske Have. For læge Folk, og hvis hans Velærværdighed min classiske Latin ei skulde kjendes ved, staaer Oversættelsen, cum notis, her ved Siden. See Titlen med Fractur . . Ole. Jeg maa beundre Fliden. Depositurus. Ak, Flid gjør ikke Sligt; men visse Folk har faaet et vist ingenium, som Doctorhat har naaet: hvi da en lumpen Lap af Silke ei paa Bagen? SIDE: 93 Ole. Det maa I sige! Depositurus. Ja, det er saa klart som Dagen! Ole. Formeget var det ei -- saa tykkes mig -- om Jer den Klokkertjeneste blev tilbudt . . Depositurus. Sandt det er! Det ahner ogsaa mig, at dette bliver Enden. Ole. Discant en Næse faaer -- ja mere for sin Renden, og Streng vil dryppe da af Graad og ei af Sved. Depositurus. Han spille kan sig mæt: jeg synge vil mig fed! For Nødstilfælde kun mit Promemoria er skrevet kjære Ven! Det er et "hem" og "ha!" man gjerne hoster ud, naar man i Folkestimlen bliver ubemærk't; -- men lad kun hele Vrimlen paa Taaen hæve sig, og raabe: "hei! see mig! "Jeg er til Klokker født; ei nogen passer sig "saa godt til Klokker, som . . . Ole. Depositurus . . . Depositurus. Recte! Hans Velærværdighed vil svare: "jeg maa nægte min Herre denne Bøn: en Theolog med Ære, Depositurus, skal vor gode Klokker være: Han burde være Præst!" maaskee han lægger til . . . Ole. Det gjør han sikkerlig! Jeg gratulere vil. Depositurus. Hvi har du ei studert? lært mere end at skrive? Du mangler ikke Kløgt: min Famulus Du blive! (de gaae.) SIDE: 94 (Gade udenfor Fileboms Huus. Det er temmeligt mørkt. I et Vindue ligeoverfor sidder Depositurus ved Lys.) Depositurus (roder i en Pakke Papirer.) Hvad er dette for et Manuscript? Aa, ned med Dig! jeg kjen- der det! (kaster det ned paa Gaden.) End dette? Begyndelsen til en Glose- bog af Genesis. Bort! du har drukket en Syndflod af Sved. Bort! kom aldrig igjen! bort! (kaster et andet Bundt Papirer ud.) Men her . . ad undas! . . det er en Geometrie! Tangenter og Cirkler ere Athenes Rynker! ogsaa fordømt! (kaster den ud.) -- Ei da! Gloser og Anmærkninger til Homer! Nei den Tid glemmer jeg aldrig! bort! nei bie! en Auto da fé skal fortære den (gaaer fra Vinduet.) (Discant og Streng komme ind, hver fra sin Side.) Streng (gaaer lyttende henimod Fileboms Huus). Der brænder dog et Lys; men ellers er der stille . . forbandet . ! Discant. Der er Lys; jeg gjerne lytte vilde. Streng. Med Beeg til Legemet den Gamles Sjel er fæstet. Nu brist for Fanden da! (De 10 Supplicanter stille sig i Baggrunden). Discant. Gid Abraham han gjæsted! Streng. Jeg vil dog lytte lidt. (gaaer nærmere til Huset.) Discant. At Klokkersjelen dampe maa ud, med dette Lys, af Kroppens fede Lampe! Streng. Jeg slaaer en Rude ud, og maaskee da, af Skræk, den seige Filebom fra Scenen iler væk. Skal Andre ikke frem? Er der ei Plads for Andre? Discant. Jeg vil dog lytte lidt . . (gaaer nærmere mod Huset.) SIDE: 95 Streng. Jeg nærmere vil vandre. (de støde ind paa hinanden). Discant. . . Min Pande . . Streng. Næsen . . ha! Discant. Hvem der? Streng. . . . For Fanden tal! Discant. Hvem løber saa paa Folk? Streng. En Tølper tugtes skal! For Satan, tal dog høit! (holder Discant i Armen.) Discant. Hvem der? jeg stødte Panden . . Streng. Jeg kjender Stemmen . ha! Discant (afsides.) Ak, paa den fæle Banden Jeg ahner hvem det er. Jeg er saagodtsom blandt de Cannibaler nu . . ak gid jeg hjemad fandt! Han skjærer Tænder -- Vee! han slaaer mig vist ihjel . . . (høit.) Ak, klem mig ikke saa . ! Streng. Du kniber? ved min Sjel! Hr. Stentor syng nu op! Musik til disse Noder! (svinger Næverne truende.) Discant. Vær ei saa hidsig . . au! Streng. Hvad vil du? SIDE: 96 Discant. Slip mig Broder! Streng. Gid Satan være den! Du mukker? (Depositurus kommer i Vinduet.) Discant. (peger til Vinduet.) See, dog Ven! Streng. Hvad vilde du da her? Discant. Jeg vender om igjen. Men see til Vinduet! jeg beder . . . (Discant og Streng see til Vinduet.) Depositurus (roder i Papirerne.) Her er nok et Manuscript! Jeg har dog skrevet Adskilligt. (kaster Papirer ud.) Gadedrengene kunne gjøre Drager af det. (seer ud af Vinduet.) Men Død og Pine! hvad gjorde jeg, jeg? mit petitum faldt ned med . . hei! mit petitum paa Latin! min Ansøgning! hei! . . er der ingen paa Gaden. . . Streng. Jeg maa revne! (ryster Discant.) Discant (skjælver.) Ah -- ah -- ha, ha -- ah! Jeg nødes Eder stevne -- hvor nødigt jeg end vil -- : det er jo soleklart, jer Næse stødte først min Pande i sin Fart. Den er jo meget lang: min Pande synes knapt. Ei Skjoldet slaaer, men Sværd. Depositurus. Jeg hører dog Folk . . holla! Aa, I Mand paa Hjørnet . . aa hør I Mand, tag op det Document, som ligger der. Discant. Hvad er det han har tabt? SIDE: 97 Depositurus. Jeg solgte det ikke for tusind Daler: Jeg kan gjerne sige Jer det: det er et Document paa Latin: det vil sige Latin i Midten, translatio paa den ene Side og Notæ paa den anden. Jeg seer det skimter der! Streng. Aha! Discant. Aha! Depositurus. De øvrige Papirer kunne I tage til Jer, om I have Brug for dem. Ret saa I gode Mand! det er det hele Ark der. I kan række mig det paa en Stok . . (Streng og Discant gaae under Vinduet og tage et Papiir op.) (SANG) (Mel: Ja, ved en Bolle Punsch etc.). Streng. Her er Papiret . . Discant (griber i det.) Lad mig see! Ja, det er ganske rigtigt! Latin og Oversættelse: det Document er vigtigt. Discant. Ei, hvor I rykker? Streng. Ha, i tusind Stykker, i Rendestenen svømme de Drømme! (de rive Papiret istykker, og strøe Lapperne rundt om.) Discant. Nu hagler det. Depositurus. Mand, er Du gal? SIDE: 98 Streng. Nu sneer det . . Depositurus. Du raser, Du raser, men jeg rase skal! (løber fra Vinduet). Streng og Discant. See her din Stoltheds Laser! Nu kan du slikke dig om Munden: ikke skaffer Disputatsen Dig Pladsen. Discant. Nu staae vi To. De ti Supplicanter. Nei her er Ti! Streng. Hvem skal af os da vige? Discant. Da veed jeg nok. Streng. Ja det skal I! De ti Supplicanter. Kan vi da Intet sige? Vi er Ti i Tallet: hver er anbefalet, hver af os kan qvæde og æde! Discant og Streng (til hinanden.) Jeg leer af Dig, (til de Ti.) Jeg træder let Jer alle Ti i Støvet! (Depositurus kommer ind med Løgte og Stok.) SIDE: 99 Depositurus. Hvor skal jeg finde dem, som det, -- det Nidingsværk har øvet? Seer Du "emollit mores?" slig en Knollet saae du ei at slænge bag Drenge. (Alle Supplicanterne slutte Kreds om ham og dandse rundt). Alle Supplicanterne. Manden du finde i den Krands, vi binde. Prøv om du kan gjette den Rette! (Ole kommer ud fra Filebom). Ole (raaber.) Død! Alle Supplicanterne. Død? Ole. Død! Alle Supplicanterne. Død! (de løbe ud undtagen Depositurus og Ole.) Depositurus. Bør jeg dræbe mig Ole? Ole. Nei hvorfor det? Depositurus. Aa Ole! . . jeg er ulykkelig Ole . . kjære Ole! bør jeg dræbe mig Ole? Ole. Jeg veed ikke . . naar det kunde skee paa en honet Maade. Depositurus. Nei, Ole! Horats siger: lader os indhylle os i vor Dyd. SIDE: 100 Ole. I har suget Honningen af Autorerne. Lad den forsøde Eder Eders Malurt. Depositurus. Du trøster mig ikke Ole! som en gammel Ven burde. Ole. Var ikke det ene Ord, "Død!" saa kraftigt som en heel Tale? var ikke det Ord: "Død!" (I veed hvem jeg mener,) en tord- nende Herold for Lyksalighedens Porte, eller den knarkende Lyd idetsamme disse foer op? Var det ikke Kildens Pladsken for den Tørstige, som synes at høre med Tungen, eller Lyden af Mad- klokken for den Hungrige, som har alle Sandserne i Tænderne. Depositurus. Jo, Ole. Ole. I bider paa Neglene? Depositurus. Kunde jeg bide en Ansøgning frem deraf! Hør Ole! jeg er om en Hals: Discant og Streng komme først: det er klart! det er klart! hu, det er klart! Ole! disse graadige Ulve have sønder- revet min Ansøgning, mit petitum . . see her! (tager Lapperne op.) Jeg kan ikke faae saadan En, af saadan Qvalitet at sige, sam- men paa otte Dage . . Jeg veed . . jeg vil bede dig om Noget Ven. Jeg vilde gjerne bede Dig om Noget Ven! skjøndt jeg veed I vil gjøre Indvendinger. Ole. Er den Ting saa kostbar da? Depositurus. Almindelig er den just ikke: almindelig ikke. Saa let skiller I Eder ikke ved den. Almindelig er den ikke . . Ole. Jeg tænkte I vilde bede mig om min Kjole, men den er meget almindelig. Enhver Oppasser af den ringere Sort og ethvert Genie har en saadan, med een Knap bag. SIDE: 101 Depositurus. Nei, jeg vil bede Eder om blot at laane mig det petitum, jeg forærede Eder. Det har et Motto paa Græsk, og er forfattet paa Latin forresten. Jeg lover Eder en tro Copie eller en anden Ud- gave om en føie Tid. Jeg kommer vel neppe til at bruge den: som sagt, i Nødstilfælde, om disse skraalende Supplicanter -- jeg vil ikke kalde dem Rivaler -- skulle blive altfor uforskammede. De løb nu hjem for at bringe deres elendige Pretentioner frem imorgen tidlig, skal jeg love. I skal sikkert faae en tro Copie. Ole. Jo meget gjerne -- særdeles gjerne! Jeg havde saa alligevel intet Brug for den videre. Depositurus. Det lider jeg ikke af Dig Ole! Ole (giver ham et Papiir.) Vær saa god! Depositurus. Copien skal du faae, og det ligesaavist som at hvert Ord her i dette Document er et Korn, som vil spire frem i Guldsæd. Nu Ole! har du betænkt Dig? kommer du paa mit Contoir? Famulus- tittelen er i Grunden et Skjeldsord. Veed du hvad Famulus be- tyder? Det betyder: "underdanigste Tjener." Er det en smuk Tittel? Ole. Jeg takker; men jeg tiltræder min Plads idag eller imorgen. Depositurus. Jasaa? Ole! Ven Ole! vi ere Venner, vi ere Venner. Ole. Megen Ære. Depositurus. Vi ere Venner -- som sagt vi ere Venner. Nu vil du gaae min Ven? SIDE: 102 Ole. I kan begribe, jeg har Forretninger. Jeg ønsker tillykke! (gaaer.) Depositurus. Nu, ham er jeg sikker paa, skjøndt det er en Træring, en Knegt. Her mit petitum! hvert Ord i dette slaaer alle de Øvriges over- ende; men skjøndt der ingen Tvivl er herom, kan dog Forsigtig- hed ikke skade. Jeg veed Streng og Discant forsømme sig ikke; men -- see hvem der kom først til Møllen! Klokken syv imorgen har Hans Velærværdighed min Ansøgning. Han studerer da paa den til Klokken 12 eller 1, da Cantoren og Musikanten komme Klokken 8 -- 9, ville de faae det Svar: "Hans Velærværdighed studerer: kom igjen!" Naar de da komme, vil Hans Velærværdig- hed svare dem: "mine Herrer! det nytter Jer ikke: en Hæders- mand, en Videnskabsmand, en Pædagog, som hidtil har virket i Stilhed og opdraget mangen en vakker Pode . . ja . . I forstaae hvad jeg mener . . Godmorgen!" Men det er jeg i Uvished om, om jeg skal lade disse To faae deres Gang paa Orgelet. Men det vil ikke være noget ubehageligt Syn for mig, fra Chorsdøren at see disse To slentre omkring der som et Par Skygger, lette som en Tone, urolige som Forventningen. Jeg vil lægge mig her med Ansøgningen i Haanden. Som Klokker skal jeg nok tage denne Nats urolige, ubeqvemme Leie og Søvn igjen. Her er jo Hans Velærværdigheds Huus . . (lægger sig udenfor et Huus.) (Sagte Musik. Saasnart denne hører op, kommer Streng ind med et Papiir i Haanden.) Streng (tørrer sig om Panden). Hvor jeg er svedig! men det vil jeg ikke angre engang i Tiden. Depositurus lader nok være at søge, og jeg vil være en Skjelm om ikke jeg kommer først med mit Promemoria. Klokken syv har Hans Velærværdighed det, og naar Discant, Cantoren, kom- mer listende, faaer han nok Besked. Hvor han vil gloe, naar han hører af hans Velærværdighed: "kjære Hr. Cantor! der har alt været en Mand her, en studeret Mand, som, foruden at han har fyrgetyve vægtige Grunde, tillige lover at lære Folk at synge, som aldrig have kunnet frembringe en eneste Tone før, paa den Betingelse, at han bliver Klokker. Saamen, vi have Præster nok, som han kan experimentere paa. Saadan en Mand kunne vi SIDE: 103 ikke nægte Noget, især naar et Klokkerie er Maalet for hans Beskedenhed." Dersom da Discant er fræk nok til at sige: "men". . . saa vil Svaret blive: intet "Men" Hr. Discant! Gud befalet!" Og saa Døren i midt for Næsen. Dette Hagelveir maa nedslaae den Sæd af dristige, kneisende Planer som voxe i Dis- cants Hoved. Kom kuns imorgen Hr. Cantor: jeg veed nok hvad jeg gjør. (lægger sig udenfor det Huus, hvor Depositurus ligger.) (Sagte Musik. Saasnart denne hører op, kommer Discant syngende ind.) Discant (med et Papiir i Haanden.) Trallela la la! Fred med din Skygge Filebom! Jeg sætter Musik til Liigversene over Dig. Der ere nok de, som gjøre Vers strax de lugte Liig. Blot det ikke gaaer med dig som det gik med en Vis: man skrev saa meget over ham, at man glemte ham over Versene: eller -- der flød saameget Vand at det skyllede Graven bort. Men hvor jeg skal faae Streng bort fra Orgelet! Det skal jeg være Mand for! Imorgen er han her vel kan jeg tænke, og lægger frem nogle Lapper af et academisk Borgerbrev og sin djærve, pralende Indbydelse til en Tale, som Bilag til en trodsig Ansøgning eller Fordring. Jeg vil gaae fulere tilværks! Imorgen tidlig faaer Hans Velærværdighed mit under- danigste, allerunderdanigste Promemoria paa Sengen. Prosit Hr. Musikant! Drøm om Mad og Penge og Klokkertitlen i Eders Seng: jeg bliver her. Den Plan kan forrente sig. Vi faae jo Intet hernede uden Arbeide og Uleilighed. Godnat Depositurus! og Hr. Strengs Haab, der er spiret op af Uforskammenheds Senneps- korn og vil sætte Andre i Skyggen! Godmorgen mine Forhaab- ninger, som have lagt i Modersliv i otte Aar! Imorgen er det Eders Fødselsdag. I skulle fødes før det gryer, og døbes inden Middag. (lægger sig udenfor Huset.) (Sagte Musik. Naar den er endt, dandser Drømmegeniussen, phantastisk klædt, halv som Dreng, halv som Pige, frem). Drømmenes Genius (til Publicum.) Det første Kys, som Adam gav den Skabning, han følte aandende i Søvn ved Siden, den Nat da Qvinden fødtes, gav mig Liv. Den Nat drev Rosenduft omkring, som lunkne SIDE: 104 Vindpust, Palmen rasled' ei, de kjære Stjerner slumred' sødelig i Skyen, at Intet skulde vække Hendes endnu tankeløse Søvn, og blandes mellem Mandens Ahnelser, der snart hverandre tilbageraabte, snart igjen fremkaldte, uformelige før den første Sky, huldt rødmende vidned' med ham, og blev Baldachinen over Mandens Jubel. -- Da fremkom Virk'lighed af første Favntag, af Adams brune og af Evas mørkblaa Blik, i det de drukned' i hinanden, da Adams Blik steg ned i Evas Øies mørkblaa Bølge, og da Qvindens Blik, liig mørkblaavinget Due, fløi igjennem Mandens Øies lynopfyldte Sky. Jeg maatte flye, dog længer ei end under Qvindens Lokkers Nat: der sidder jeg. Ha, endnu, naar en Elsker kysser ømt sin Elskerindes Haar, da er det mig, han drikker, kun med Lokkens Vellugt blandet. Jeg fløi for Virklighed? men for at seire igjennem hele Livet. Troe I ei? Det ene Øieblik, jeg skjænker ham af alle Øieblikke, hvor han seirer, det Øieblik, som kun er virkeligt: det er det Øieblik, det Suk af Tiden, som er alene hørligt, naar en Elsker sin Elskte favner førstegang som sin. Men hevner jeg mig ei for denne Seier? Ah, jo! see Mennesket det søger stedse Virkligheden; men jeg fæster mig til dennes Skulder, som et løst Gevandt. See hvor den flyer og Menneskene følge SIDE: 105 pustende, liig Phoebus efter Daphne, over Høie, Dale, med det Raab: "see her! her har jeg den!" De gribe -- gribe Kappen: De see paa den; men, mens de stirre, den hensmuldrer mellem deres Fingre, som Sommerfuglevingestøvet. Heraf fremkommer det Bizarre og hvad Støvet vover kalde: klogt og galt. De vide det ei selv! Nok! jeg blander mig bestandig med det Virklige, som Latteren med Alvor, som Skum med Vinen, Stjernerne med Natten. (seer paa de Sovende.) See disse Folk! Naragtighed i Slethed og Slethed i Naragtighed . . Hollah! I gode Mænd! de sove: lad dem sove! Naragtighed er heller ikke sand: . . en Skjælven mellem Ondt og Godt. Og Slethed? -- ja, viis mig Godhed, vil jeg tilstaae . . Bah! jeg siger altfor meget: . . bør jeg tage den Drøm om Godhed, som jeg Eder gav, som var et Spjeld for Eders Øine, bort? og skjære Eders Ondskabs Tøile over? Forresten hersker jeg dog mest om Natten; da bli'er jeg selv en Sandhed! See naar Sjelen flyder hen, og Dagens Tanker hæve sig ikke over Fladen meer som Bølger: da stiger jeg af Sjelen, -- først som Damp; men siden formes jeg, snart som en Venus -- den vakreste af alle mine Døttre -- idet hun steeg af Havet, med en Krands af Perleskum i Haaret og en Skare af Naider, Havfru'r Søesatyrer boltre om i Sjelens Skum; men snart og som en slangelokket Eumenide. Jeg dugger Leiet da med iiskold Sved, belyser falmet Skjændselsdaad, og farver den op med Graad . . . SIDE: 106 Men seirer jeg da ei om Dagen? ha! see Natten er min Neger, bøiet under Byrden af Alruner, Valmu'er, Viindru'er, Vampyrer, Priapusser, Suk, Gjengang're og Løvværk, -- alt groteskt, uhyre, skjøndt en Fluevinge slynged' det bag Skyen. Men Dagen? ha, den er en snehvid Tru'els, en Bondekarl fra Jylland, meget ærlig, men meget dum. Ham Virk'ligheden tinged', og sender ud i Ærind'; men han finder aldrig Veien rigtigt, for jeg lader min sorte Tom bestandig staae paa Hjørnet, med en Turban paa Hov'det, som en Maane, hvor Truels skal komme, krum og svedig under de Stene, som jeg lagde i hans Kurv. Naar Jyden seer den Sorte, løber han: -- han troer det er den Onde -- og saa gaaer det. Paa næste Hjørne staaer den Sorte atter og griner med de hvide Stjernetænder. Eh voila! de tusind Folianter, tykmavede Systemer, Kirkefædre og Philosopher drømmede om Dagen. Forskjellen er kun: man kan Dagens Drømme ordne lidt, og skjænke Efterslægten dem til at drømme over, som naar Ammen først smager selv paa Maden, runder den med Gummen, og saa putter den i Glutten. Men Nattedrømme ere liig en Flok af Beduiner, som du seer i Ørknens Horizont, adspredte, nærmende sig snart, snart flygtende -- en Sværm af Myg, der snart paa Bækken dandser, snart om Øret. See Alting drømmer: Rosen drømmer, og din Elsktes Øie ahner blot og drømmer. Napoleon og Cæsar vare Aander, som gik omkring paa denne Jord i Drømme. SIDE: 107 I troe mig ei? "jeg ligner jo et Barn, har Mund og Næse, spørger, svarer?" ha! I Daarer! see, min Magt er lunefuld og omvendt, see, mit Lune er min Magt: jeg er den Vind, som blander alting sammen. Troe mig: en Draabe Dug er mig et Hav; jeg vandrer stolt, som Kongen i hans Sal, rundt i en hvælvet, lukt Provencerose, og Himmelhvælvet er mig trangt, saa jeg maa bøie Nakken under Stjerner. Nu troe I mig? hvis ei, jeg hevner mig i Nat paa Eder hver især: jeg skriver en Regning op i hver en Gjerrigs Hoved, og stryger atter over den med svedig Haand, og skriver Facit gal etc. I troe mig ei? det er min egen Kraft, som virker Mistroe. I har drømt saa ofte, saa I vil Intet troe! -- Nu, Mistroe er min rette Atmosphære, hvor Forstandens kolde Lufttræk krydser Phantasiens lumre Aande. (Supplicanterne snorke.) Stille nu! de sove her paa Gaden: Maaskee et borgerligt, harmoniskt Selskab har tilbragt Aft'nen hyggeligt i Klubben? . De snorke nu . . I dette Øieblik jeg -- ene jeg -- gjør Gadens Stene til en Dyne eller Ægtemages Barm. Blot stille nu! ei pib! ei tramp! thi ellers bli'er jeg tvungen til for disse gode Mænd at skifte Scenen, fra en Duneseng til qvalfuldt Leie paa et Høeloft, hvor man hører nedenunder Bucephalidernes Discant og Fodtakt. -- Min Phantasie er liig en tusindkantet Diamant, og min Forstand bestandig SIDE: 108 kiger gjennem den, som gjennem et Kaleidoskop, eller den er et chinesisk Spil som min Forstand i tusind, altid nye, Former lægger -- Ha! jeg kløver let mit Væsen, stiger op som en Raket, men daler ned i ti. Paa engang tumler jeg en søvnig Klokker -- han hører Klokkeringen, -- og en Høker -- han lugter Flesk, -- en Ungmøe -- ei! hun leer og kysser Hovedpuden, -- og en Konge -- han slaaer med Nakken: thi jeg maler ham med Phosphor: rex, rex, rex, rex! Saa som jeg staaer, med disse Ord i Munden, jeg kneiser i en spydig Ynglings Tanker: saa som jeg staaer han skimter mig igjennem sin Pibes graablaa Damp; dog stundom jeg ham narrer med et altfor velkjendt Smiil -- en Rosenknopguirlande, med en Kind, hvis hulde Runding er hans Tankers campus martius, og med en Bruunlok, som, idet den flagrer over Formen af en Pande, liig en kløvet Maane, ligner en bølget Skye, en frodig, hængende Vedbende, smigrende et Marmor med sin lette Skygge . . ha! da blæser han og splitter Røgen for at gribe efter mig -- den Nar! (Supplicanterne snorke). Eia! de tykke Sjele sukke under Byrden af min vægtige Indflydelse . . De drømme om Pengetrang, om Creditorers Skrig, om Bedekøllers Dyrhed, Klokkeriet. Jeg er medlidende: jeg hæver vel mit Sværd med guldindlagte Arabesker, men slaaer kun til med Fladen; og i Sjelens Bølger, naar de hule Døninger SIDE: 109 slaae under Nattens Taage, rører jeg med min Primstav, lokker Morild frem. (Supplicanterne snorke.) I brave Mænd! I blæse Eders Stolthed gjennem Næsen. Du er nu Bisp, som ligger der i Snavset, og Du nu commanderer over tusind Orgelpiber. Du nu æder Steg, og siger: "gaae! jeg har Forretninger!" til En, som venter Eder krum i Døren. Det dages alt. I gode Mænd! jeg vil nu pynte Eders Drømme, give dem et sikkert Omrids og lidt mere Farve. (Musik. Geniussen dandser og forsvinder engang bag Koulissen, hvorpaa strax en Deel smaae Drømme- gestalter (Geniussen selv delt), alle klædte eens, som Klokkere med Paryk og en Silkelap paa Ryggen Knæbuxer etc. dandse ind paa engang efter samme Musik. Naar de have dandset en Tid, under til- tagende Belysning, dandse de omsider bort, og Ole kommer ud af Døren, udenfor hvilken Supplicanterne sove. Han støder til et Par af dem idet han gaaer ud. De springe op alle tre stirrende paa hinanden.) Ole. Ei hvilken Beleiring her har været i Nat? Depositurus. Ha, Rædeligt . ! Ole. Godmorgen mine Herrer! Discant. Ei! det siger jeg ret . . Streng. For Djævelen! Ole. Hvad godt? Depositurus. Quomodo? -- ha! Discant. Jeg troer det har regnet i Nat. Jeg er vaad paa Ryggen. Streng. For Djævelen og alle hans Engle! Væk! -- jeg vil ind. SIDE: 110 Depositurus. Jeg væk? Discant. Det er forfærdeligt! Streng. Alt er nederdrægtigt -- det nederdrægtigste af Alt. Natten er nederdrægtig fordi den bedrager, Morgenen fordi den spotter. I er nederdrægtig! I er nederdrægtig og I? (stamper i Jorden.) Depositurus. Jeg? Discant. I mener ikke mig? (De ti Supplicanter komme ind.) Streng. Og see her en Sky af Nederdrægtighed . . væk! jeg vil bryde den! . . jeg splitter den . . Væk! jeg har fortjent 1000 Daler af Harmonien, men har den lønnet mig med Andet end med lumpne Nederdrægtigheder? Væk I Glosebog! . I Qvint! Ole (holder i ham.) I kommer ikke ind. Depositurus. Det er Famulussen I skurer til I Streng! (til Ole.) Bed dem gaae bort eller at pakke sig, ædle Ven! siig du har et Ord at tale med Hrr. Stud. Theol. Depositurus som profane Ører vilde have ondt af. Discant. Godmorgen Hrr. . . . jeg gratulerer Hr. Ole . . Hr. Famulus vilde jeg sige. Streng. Sjeldne Ven! I er en Maane i al denne Sky af Nederdræg- tighed. Alle Supplicanterne. Godmorgen! Discant. I kommer ud af Døren, kjære Hr. Ole! som en sød Tone af Violinhullet. Ak! I synger sødt. Jeg vil spille paa Eder med Guldfingre. SIDE: 111 Depositurus. I kommer her ud af Døren, som den berømte Stjerne Lucifer af en Morgensky. Vær hilset Ole! du er Morgenstjernen: din Herre er Solen: jeg bliver Maanen, der tier under Aftensangen. Disse Ole! ere Tusmørket og Natten. Denne er en Ugle; denne en Vægter -- Nattens Datter og Søn. Ole. Lad dem ikke høre det. Depositurus. Høre det! ha, hørte I det? Jeg vil lade Discanten gaae, fordi det er min Kones Stemme; men Strengen vil jeg slaae an med Jernhandsker. De ti Supplicanter. Han seer os ikke. Godmorgen Hr. . . . Ole. Godmorgen mine Herrer! De ti Supplicanter. Nu saae han os. Streng. Jeg holder det ikke ud. Bort! Dette Gjærde hopper jeg over. Depositurus. I brækker Halsen paa mig. Discant. I snubler i mig. SANG (Mel. Movitz skulde bli'e Student etc.) Depositurus (sagte til Ole.) Slip mig, min Mercurius, alene ind i Salen! Streng (til Ole.) Slip mig ind Hr. Famulus! Jeg vil jo holde Talen. SIDE: 112 Discant (til Ole.) Lad mig dog i en Krog vente der i Gangen. Trudsler er blot dennes Sprog, men sødere er Sangen. Depositurus (rækker Ansøgningen frem.) Ole! læg du dette ind paa Bordet foran Sengen! Dette Forslag sprang fra Sind, som Rosenbusk fra Engen. Haabets Grønt flagrer skjønt om de høie Qviste: af dens Rosers Smiil saa ømt skal Frugt, som Latter, briste! Streng (til Ole.) Ole har du Livet kjært, du laaner ham ei Øre. Seer du denne Haand har lært en prompte Regning føre. Discant. Derom veed jeg Besked Himlen dig bevare for at træffe Manden vred! -- Jeg kan dig ei forsvare. Depositurus. Agter jeg hans Taushed? ha, jeg spytter ad hans Eder! Streng. Ole! hvis I svarer: ja! Jer Ryg en Blodstrøm græder. SIDE: 113 De ti Supplicanter. Hei, her frem togang' fem! vi vil Porten sprænge, kaste overende dem, som Famulussen trænge. (de nærme sig.) Discant. Nei, kjære Herrer! . kjære Venner . . Sømmelighed og Fredelig- hed . . Jeg tager Eders Partie. De ti Supplicanter. Hvor er Talen? vi ville have fat paa Talen . . Discant. Han har den i Lommen. Streng (gaaer bag Ole.) Guds Død! De ti Supplicanter. Frem med Talen! vi ville sætte imprimatur paa Talen. Frem med din latinske Supplik . . vi ville rette den. Depositurus. Kan I ikke den Vise: Habitare fratres in unum? Glyt lidt paa Porten Ole. Ole. Nei, I er for tyk . . De ville storme ind efter Jer som Kjøl- vandet efter Baaden. I Herrer! jeg er upartisk, kom med Eders Ansøgninger. Discant. Læg min øverst Hr. Famulus! Ole. Hav den Godhed at bie lidt mine Herrer. (gaaer ind.) SIDE: 114 SANG af alle Supplicanterne. (Mel. Gubben Noah etc.) Der vil bides, der vil strides om det Klokkerie. Ak hvor jeg skal æde, slumre sødt og qvæde! Der vil bides, der vil strides om den Klokkerpost. Jeg bli'er Manden: ingen Anden faaer det Klokkerie: ak, hvor jeg skal æde i mit Klokkersæde! Jeg bli'er Manden etc. Gaae I Andre! jeg vil vandre til mit Klokkerie. Ak, hvor jeg skal æde, glindsende af Glæde! Gaae I Andre etc. I vil gabe, Spillet tabe om det Klokkerie. Ak, hvor jeg skal æde, I kan sultne græde! I vil gabe etc. Ole (kommer.) Det behager Hans Velærværdighed, at I give ham en Prøve paa Eders musikalske Duelighed: blot en liden Prøve. I kunne spille her. Streng. Den hvis Instrument har den høieste Lyd vinder. Ole. Det er klart, han behersker de Andre. Løven er Konge i Skoven fordi den brøler høiest. SIDE: 115 Streng. Da vinder jeg; thi jeg synger og seconderer med Langeleeg. En Supplicant. Jeg haandterer Trommen. Ole (skaffer Musikalier frem af Huset.) Der har I en Violin . . tag frem eders Piccolo Musikant. . Hvem vil have Positivet? Alle. Jeg . . jeg . . Depositurus. Nu har jeg det . sat! Alle Supplicanterne. I skal snart komme bort. Ole. Stille nu! der har I en Bas . . der en Klarinet! En Supplicant. Den er skjøn: den skriger høit. Eders Sang taber nu Streng. Streng. For en Klarinet? ha . . . knur ikke! Discant. Jeg forbeholder mig Solopartierne i Sangen, for synge maae vi. Sang er i Instrumentalmusik som Qvinder blandt Soldater. Jeg har et Bryllupsvers i Lommen, som gaaer paa den Melodie: "det gamle Gøthalejon hviler" Depositurus. Vil I synge den Melodie her? Jeg kjender nok Texten. Vil I synge sligt her? Synger I den her, anklager jeg Eder for at I voldtager Folks Moralitet. SIDE: 116 Ole. Stille nu! begynd nu! Discant. Naar jeg nikker, saa begynd! spil Kosakballetten! Streng. Naar jeg raaber: frisk! saa begynde vi at spille en Choral eller den af Zetlitz: "og naar jeg ved Elises Barm." Depositurus. Jeg spiller først et alvorligt Stykke paa Positivet. Skulle vi ingen Ouverture have kanskee? Ole Hr. Famulus, Hr. Ven! I hører hvilke Musici disse ere. Naar det er forbi, begynde I paa engang. Ole. I begynde Alle paa engang. Pst! Discant. Bi . . jeg hoster (hoster.) Streng. Skal vi bie paa Jer? nu frisk! Ole. Stryg an nu. (Concert.) Filebom (kommer ind i Sloprok og Nathue.) Ole, hvor bli'er du af? Alle Supplicanterne (i den høieste Bestyrtelse.) Ah! (Teppet falder). SIDE: 117 EPILOGUS Nu, quid videtur Herrer? brast og Eders Forventnings Bue, som vel endog satte en reen electrisk Piil iveiret for at see, om der ei sneg sig rundt en Dødens kobberlandsede Herold, et dræbe- lystent Lyn, en brandguul, stribet Tiger, bag de skumle Sky'er, som hine Trendes Planer -- hver et stridigt Element -- udviklede, lod dampe ud paa Scenen? Saa vred var Streng, og der blev ikke Mord? saa feig Discant og der blev ikke Mord? saa stolt Depositurus og ei Mord? En hvæsset Crocodilehale burde det lille Monstrum have, og ei slig en buttet, brat afskaaren Abeende; eller og en lodden Bæverhale, som idet den sagte rører os, fremkildrer Latter. Dette var jo Bjerget, der skjalv i Barnsnød, fødte kun en Muus, en liden bitte Lemand? Dette var jo ligesom naar Gaden propfuld var af fulde Brandfolk, Tropper, Pøbel med vidtaabne Munde ventende paa Kongen, og En kom ridende, og raabte: "gaae! han kommer ei!" og Alle iilte hjem, paa Mavens hule Skrig, til kolde Kjøkken? Eller dette var jo, som naar Raadet -- et viist, alvorligt, hævende de blege Ansigter af sorte Kaaber, lige en Skare Aander i en blaasort Sky -- var forsamlet, og en Høistærværdig lod En gaae, og Raadet saa blev hævet i største Hast? Men, see, mit Thema var jo: spes frustratur! Og disse Helte sige jo det samme med deres: Ah! SIDE: 118 I dette "Ah!" er "A" -- Vocalen -- Skræks Repræsentant, og "h" Forbauselsens. Isandhed, dette Ord -- Erindrer Macbeth dengang Banqvo's Aand fremdampede, som Skyen af den skumle Søe, af hans Samvittighed, og regned' Sved paa den, saa i hver Draabe Banqvo stod og lutter Banqvo's -- Dette Ord er stærkt, er Skriget af en Snog, som Skjebnen griber fat ved Halen med en staalhaard Finger, og den ud af Sjelens Mudder slider voldsomt. Er ei dette tragisk? Er "Ah!" ei Hvinen af en Dolk, idet den segner i vort Bryst? et Dødssuk? "Men Heltene hvor lave? vil I sige Og ikkun sorte Kjoler? Veed I ei, man gaaer kun paa Comedie for at see; thi man er afvant med at høre -- deels for Forfatt'rens Skyld, deels for Acteurens? -- Naar Phantasus undtages, er der ei en Fjer, en Silkekappe; og hvad gjør en saadan blegrød Stribe i den hele Masse sorte Skyer? Ei nogen Prinds? ei nogen Konge, ei engang et Von? Ha, seer I vel, der være maa en Høihed eller og, begyndende med Kongen, saa Prindsen, saa en Hertug eller Fyrste, saa en Oberhofmarschal med Frue, tre Kammerjunk're, Lieutenanter ved Garden, og hele Stigen ned, Alt overstrøet med Stjerner, Vonner, Pailletter. Det glimrer skjønt ved Lys som Lysekronen. Det bli'er Orchestrets Sag at give Liv, at røre klingrende i denne Dynge Glas, saa Lyset bryder sig derpaa. Dog, vel at mærke, Pøbel blandes med: SIDE: 119 -- en Vægter, Kudske, eller hvad det nu kan blive efter Autors Smag, men dette gjør jo Contrasten, forestiller Skyggen, saa Øiet ikke trættes ved det Skimmer. Det er den mørke Nat, som viser sig i den oplyste Balsals Vindver, saa man føler grant, hvor hyggeligt man har det." Ak, Alt er sandt! den Daddel er fortjent. Men Heltene og Navnene er Former, fuldkomment passende paa Tingen. Men Tingen er jo -- hvad man end vil sige -- en Svaghed male af, som I og jeg har faaet i Arv: Indbildskhed nemlig: Her har I, i den ene Helt, den lærde Indbildskhed, eller og den dumme; men, i en anden Helt af disse Tre, har I Indbildskhed, mænget op med Vrede, og i den Tredie er Nuancen Svaghed. Det er et psykologisk Skilderie. Det er Indbildskhed selv maaskee, som bringer mig til at ahne denne Feil hos Andre. I det jeg skriver dette, er min Pen propfuld af denne Lyde, som saa gjerne aander paa Papiret. Vist de tre Fingre af den Haand, som skriver dette, af denne Kongelyde -- det vil sige store, mægtige -- som voxer med Dyden, Mistlen liig med Poplen, krummes om min Pen. Indbildskheds Aande gjør vort Hjerte til en Blære, til en Luftballon vort Hoved, saa vi synes knapt med Taaen røre de Andres Isser. See, den voxer frem i Sjelen, liig en Trende Alen høi tykbladet Cactus i en liden Potte. Ha, Indbildskhed, lugtende saa sødt for egen Næse, stinkende hos Andre, SIDE: 120 den see vi fremst hos Alle; men den staaer, skjøndt kjæmpehøi, dog useet, bag os selv! -- Det er dens Skygge, som vi see hos Andre. Men naar vi vende os og see tilbage, da see vi blot en liden bitte Dverg, en Tommeliden, flygtende tilbage og snublende og druknende i Dynger Rosenblade, hvormed Dyder dækked' vore Trin. Nu bliver bag jo frem; og Kjæmpen staaer og svulmer atter bag os, og maler med sin lange Kost hiin Dynge Rosenblade, mens han hvisker: "denne Dreng er egentlig Indbildskhed ei, men Selvfølelse." Eller, naar vi vende os tilbage, da see vi blot en liden Kolibri, en Humle, neppe hørligt nynnende i et bleggrønt Hav af duftende Reseder: vore Dyder. -- O lad den surre! nei du dræbe den! saasnart dens Surren standser, bliver alt -- nys Roser og Reseder -- til en Hede, hvor Vinden rasler i det brune Lyng, og Humlen, som du dræbte, vil du see da som en Ørn med otte Alen mellem Vingen -- ha! -- Du seer blot Lyng: men Mange seer den søde Beskedenhedsviol, der blegner ved at see sin egen Ynde selv i Sandheds klare Dug, saa huldt at smile under Dydens Palme, skjulende sit Hoved bag de gyldne Skyer: dens Frugt er Daad. Lad Elskovsroser gløde rundtom Foden aandende en lunken Vellugt mod Kronen, saa dens Blade sagte bølge! Menn'skekjærlighed og Venskab er den Kraft, som gjør dens Stamme glindsende, SIDE: 121 liig Frels'rens Palme, staaende i Guds Lys og skyggende en Verden. Er da Indbildskhed ikke styg? den vrænger Dydens Aasyn til en Momusmaske, og giver Lasten Dydens rene Træk: den er Dydens Sporeklingren, saa man hører hvert et Trin: den sminker Lasten. Fortjener den da ei at gaae paa Scenen? en liden Bog saavelsom Radesyge, den gyldne Aare og deslige Andre? Den er dog mere udbredt: ofte den tilsideblæser Kongers Storhed, som var Glorien om Kronen, naar halstarrig en saadan En sig tænker mere viis end Parlamentet, hvidnende af Sølvhaar, og træder Domme under Fødder, liig en Hyrdedreng, der høist forbitret tramper om i vissent Løv, og fryder sig ved Løvets Suk og kaster det for Vinden, fordi han tabte der en Knap. Men ogsaa en Drots pluskjævede Indbildskhed bortblæser Lauren af hans Tinding og de Blomster, Folket nærede saa gjerne for ham i Hjertet. See, han ligner Fjeldet, hvor Granerne er' mejede af Stormen, og Folkets Hjerter ligne Agren, som de gyldne Lokker bøjer henad Støvet, om nu Indbildskhed hvisker: "Mennesker forholde sig til dig, som du til Gud: Gud plager dig med Podagra og Gigt og Syphilis: nu plag du ogsaa dem, som Gud har tilladt dig at plage!" Eller og Indbildskhed, som bestandig spotter, hæver Kongen saa iveiret, at Grændser synes ham kun Stene og Floder Grøfter, Stater Myretuer. See Generalen efter første Træfning -- at sige, hvis han vinder -- drømmer sig SIDE: 122 en Bonaparte; men hvis han maa flygte, da er han kun Moreau: hans Feighed er den fabianske Klogskab! Commisæren, hvis han, saa tung som Kong Philippi Muler, ei vender hjem fra Krigen er en Phoci'on. See Damen her, hvor høit hun sender sine Øine op mod Himlen, blot fordi den lunefulde Skjebne gav dem Himlens Farve, danned' dem en Draabe liig, der glindser i en huul Saphir! Og Denne? Hun troer at fange Verden i et Smiil, og derfor smiler hun bestandig. See denne her, med Briller og Lorgnet, hvor kneisende, hvor lang en Hals, hvor liden Nakke? See hun, bleg og blaa om Øiet, fra Institutet kom i sidste Vinter. Meer end fire Sønner hun i fire Aar har kostet; men nu kan hun og en Rose male, Clauren kan hun læse paa Tysk paa Sengen, tilmed meget Andet, saa baade Mo'er og Fa'er er vel fornøiet. See Denne her, hvor æsende som Bærme? Han skrevet har en Vaudeville, og, hvor han gaaer, han hører, hvor man hvisker: "see der det frodige Genie!" Og Denne! han tager sig om Hagen, hvor de første Manddomsblomster stikke frem, som vissen Halm af snedækt Ager. Og see Denne, hvis sødeste Musik er Sablens Klang, i det den slaaes med Gadens Stene, og hans Sporers Klirren! Kast et Blik paa Denne! Han svulmer; thi igaar han aarelod en Fru; idag forbandt han godt en Finger. SIDE: 123 Han drømmer sig et Keisersnit og en Afhandling i det medicinske Tidsskrift, hvor han kan prale med Latinen, blot ex usu lært; som f. Ex. naar han skriver "Hjerte" sættes inden Klammer "cor" dertil, skjøndt Drenge dette veed. Et Par nye Buxer, Guitarspil, lidt Sang i Struben, Briller, første Præken, en Maaned efter man er gaaet fra Skolen, kan ogsaa hæve denne Lyde. Nok, Hine svulme ei for hvad de er', saameget som for hvad de vel kan blive, ifølge hvad der allerede er. Men -- jeg vender lidt tilbage, tager fat ved Haaret den Indvending: "Autors Helte ere altfor lave." Ei! jeg tog en Klokker som Machinegud, fordi en Slig in re vel siger mere end Mange, af en saadan Rang, at de vel kunde figurere i Tragedier: og fordi, -- jeg veed jo hvordan Verden er: saa Mange søge selv Satire i Madses Vers -- her Ingen er i Byen, -- de Andre ere smaa -- som kunde mig bebreide Krænkelse af Standen, eller en lumpen footisk Spot. Jeg hader Spot, som Fruen Tølperen, der spytter ligemeget paa et tyrkisk Teppe og paa Gaden. Og Satire? ha, en cultiveret Skurk, en Gadedreng, som har igjennemløbet Sinkelexen! Spot puffer, denne kniber; Spot, den æder, men Satire bider -- Fy! SIDE: 124 Hvis jeg en Saadan spotted', vilde jeg, -- uhyre Tanke, gnavende min Sjel, idet den fødes, farende igjennem min Sjel, som Samum gjennem Mahars Dale -- vel omsider driste mig til -- mig Himlen frelse fra slig Tanke, der blotter frækt et tvivlsomt Smiil og Panden mod hellig Helveds hell'ge Luer, hvor den sikkert, ganske sikkert, bort skal hvirvles, med dette Blad, som blev dens Vugge, i den Svovelrøg, som svedent Haar -- at smile (thi da var intet helligt meer) ad Pastor Sancte Wee, fordi man føler Svovllugt stærkt i Næsen, naar han taler, seer Beeg at rinde nedad Væggen, angrer, at man har sine bedste Klæder paa. Ak Kraftens Ord! naar man kan holde ud en saadan Præken, slig en aandig Sviir, og man da endelig vil sig omvende: saa seer man grant, at det behøves ei; thi Syndens Fader -- ha Forstanden! -- ligger af Svoveldampen qvalt, som røg af Munden, og Troen fanger den da let som Drengen, der kaster Truget angest over en Grævling, som han paa en Skovvei finder raadnende: -- han tør ei røre den; thi Kløerne er' endnu ganske friske. Ha, spotte saadan Tale liig den sorte Kedron, fraadsende i Golgaths og Gethsemanes's Mudder, -- o en Naphta- kildes Luefraade! ha en Tale -- Commentairer til Pontoppidans Forklaring, og til Bogen, hvor de kjære Børn kan Herren see i vakkert Træesnit, alvorlig selv som Skolemest'ren i Paryk og Kappe, og den Helligaand, skjøndt bildet som en Høne eller Due -- som om man stod til Underlæben, i SIDE: 125 en Stilling, som før Regulus, i selve Helvedgryden, Ha, at spotte Sligt! Mon saadan hellig Lueknittren, slig Vulcan fra Prækestolen ikke trænges? -- Hør, Verden snorker jo, og slig en Lyd er kraftig til at vække, naar undtages Irlænderen, der vender sig blot om i Sengen, naar kun Næstens Sager brænde. Ha, spotte saadan Tale, som det hede Beeg i Sjelen slynger liig Raqvetter i sorte Høstnat: -- ret et aandeligt Fyrværkerie, et smukt illumineret Kjøbenhavns Beleirings Skilderie, som det, der sælges ud i Holmensgade hos Triblers Enke, -- ret et ziirligt Træesnit, hvor høit Zinober praler mellem Tusken, som røde Kinder under sorte Hatte! Hvor hæve slige Ord sig fremfor Dens, som aander Rosenblade frem, og søde Complimenter, som Christinderne contant med Taarers Sølv betale! Og fremfor Dens, hvis Mening ligger skjult bag lutter Straaleskimmers lyse Glands, -- det Hele uligt ikke Guldpapiir! Og fremfor Dens, som har de vakkre Tanker saalænge slidt, at Talen bliver liig den Smaadrengs Malerie, som har sit Skriins Farveskaller tømt, men dypper Penslen dybt i Vand, og saa i Skallen, hvor Carminen rødmed' fordum, stryger over Papiret, sigende: det Tag skal være mørkrødt; dypper saa i Skallen, hvor det Gule flammed', stryger paa Papiret, og siger: dette Huus skal være guult! Nu, sat superque! Om I ikke Vid -- liig Europæeren, som, strax han træder afrisk Sand, med graadigt Øie efter SIDE: 126 Guldkorn under Kis'len stirrer -- fandt i denne Tale: faae I dog Anledning, (thi kloge Folk af Tosser lære Vid) at vise Eders eget, saa at første Hemistichium bli'er Maalet, men det andet indeholder Latt'ren (Latter er nu det samme som man "Odden" kaldte). Jeg siger, mine Helte ere høie: de Trende sær, som ere trende af hiin Svagheds Retninger, blot navneklædte, -- tre Træk af samme Haand, af denne Last som ligger, Skrymner liig i Jothunheim, eller og, en anden Jette liig med trende Hoveder, saavel i Kongers Sjel, som i en Spillemands og snorker. Henrik Wergeland SIDE: 127 IRREPARABILE TEMPUS FARCE MED EFTERSPIL AF FORFATTEREN TIL FARCEN "AH!" Mod Møller Don Qvixot sit hvasse Slagsværd hæver, og Sancho Panzas Sjel og tykke Nerver bæver; men Rucio stod still'. Han tænkte vist: lad see, hvem Slaget gjælder først. Hvem var den klogeste? See Phantasmer lege med Rosensmiil bag Silke, nedentil er Lagnet bred over Dødningstilke. Ræddes du min vene Møe ved at skue Panden haard og huul, hvor Dage strøe visnet Haar om Randen? See en Kniplingskappe skal Dødninghov'det pryde, og et muntert Latterskrald gjennem Huultand bryde! Kys det Billed Yngling, saa ei din Læbe brænder: Tid tør plukke Roser smaae med de lange Hænder. Dødshviin tæt skal dækkes med Børneskrig saa glade: hvide Been skal graves ned under Rosenblade. SIDE: 128 Personerne: En Institutdirectrice. Moster Mode. Faster Tid. Constance. Cathinka. Molly. Rosa. Thora. Blære. Ego. Stygge. Maabe. En Enkemand. En Officeer. To Lærere ved Institutet. Personerne i Efterspillet: To Drenge. En Graverkarl. Mo'er Thora. Faster Tid. (En Plads udenfor et Huus, udaf hvilket de fire Damer styrte med Tegn paa overvættes Glæde. I Baggrunden en Kirkegaardsmuur.) Institutdirectricen (stikker Hovedet ud af Døren.) Husker nu paa det Børn . . . . . Cathinka. Børn? Vi ere saamæn ikke Børn nu . . . . Directricen. Ja derfor maae I takke mig mine Damer, om saa Eders egen Natur mindede Eder nok saa stærkt. Husker nu paa da, at I have lært her til Fuldkommenhed, til perfection, Tydsk, Regning, Liinsøm, Fransk, Orthographie, Broderie, Engelsk, Oeconomie, Tegning, Fransk-Grammatik, Norsk-Grammatik, Musik, Chresto- matie, Telemaque, Perlestikning, Skræddersøm, Modersmaalet, Brøk, Religion, Grammatik, ældre og nyere Historie, Stiiløvelser, Forstandsøvelser, Geographie, Naturhistorie, Botanik, Chenille- søm, Plantelære, Jordbeskrivelse, Skrivning, Inden- og Udenads- læsning og Dands . . . . Molly. Og Calligraphie . . . Directricen. Rigtig! Cathinka. Og hvad der henhører til Fruentimmernetheder . . . SIDE: 129 Directricen. Rigtig! Rosa. Og Skjønskrift og Blomstertegning. Directricen. Rigtig! Cathinka. Ja glemme vi det, vi have lært, saa have vi jo Characteer- listerne. Jeg har Udmærket godt med Kors og Slange for enhver Videnskab. De andre Tre. Jeg med! Directricen. Rigtig! I ere dimitterede . . Adieu! I ere dimitterede; Adieu! Pigerne (dandse i en Ring og synge til Kehraus'en.) Endelig, o endeligt vi saae et Glimt af Dagen, og den lede Barndom er nu aandet bort med Klagen. Cathinka. Nu kan jeg snakke saa meget og saa dumt jeg vil: Alle vil takke, og bukke sig dertil. Alle. Endelig, o endelig vi saae et Glimt af Dagen, og den lede Barndom er nu lagt i Skriin og Lagen. Constance. Med Complimenter nu Beilerhæren stormer hid: billige Renter af Ungdom, Skjønhed, Vid! Alle. Endelig, o endelig vi saae et Glimt af Dagen; vi vil glemme Alting nu: at lee bli'er Hovedsagen. SIDE: 130 Molly. Tusinde Blik nu vil kjæmpe om min gyldne Priis: Aha jo fik Du vel Pæren Zachariis. Alle. Endelig, o endelig vi saae et Glimt af Dagen! Nu de varme Roser lee og spotte Vinterplagen. Rosa. Kurve jeg skjænker: i hvert et Smiil der hænger en: glindsende Lænker mit Blik kan slaae igjen. Cathinka. Nei stands nu! mit Bryst taaler ikke saa violent en Motion. Det er en anden Sag, naar der ere Cavaliers med, saa bliver jeg agilere jo mere Lysene brænde ned i Lampetterne . . stands nu! Constance. I Dands maa en Pige aldrig give tabt, om saa en Aare skulde være paaveie at springe. Molly. Ja men det holder jeg med Constance i, naar Cavaliers ere med. Det er ligesom min Broder, der ikke lader sig mærke med, at han er syg i to Dage efter de tre Calaser, han har hver Uge. (De sætte sig paa en Bænk.) Første Lærer ved Institutet. (kommer, men standser ved Indgangen.) Ei, Klokken er ikke 9 endnu . . Lad mig nu see . . først spørger jeg den lille Flinkeste om det Letteste, saa siger jeg, "det er brav!" saa spørger jeg den dumme Pige fra Landet om det Vanskeligste, og dersom hun kan det, siger jeg: "det er ikke rigtigt." Dersom hun saa siger, at der staaer saa i Bogen, siger jeg: "jeg veed det nok: ja, jeg er ikke enig heri med Forfatteren SIDE: 131 til denne Grammatik. Folk, som ikke forstaae Sproget, skulde overlade Andre at skrive Grammatiker." Dersom hun ikke kan det, bliver jeg vred og siger: "De prøver en Lærers Taalmodig- hed, Mamsel! vel længe: De satisficerer mig aldrig. Hør nu! skal jeg læse Stedet op for Dem . . . hører De?" Naar jeg nu har læst det op, siger jeg: "dette er et af de vigtigste Puncter i den franske Grammaire." Derpaa vender jeg mig til den rige Grosserers Datter -- naar Klokken, som jeg haaber -- er tre Qvarteer, og siger: "vil De have den Godhed at repetere det?" Dersom hun ikke kan, siger jeg: "læs det kun op! det bliver det samme!" Naar hun er færdig, siger jeg: "Ret, Frøken, overmaade brav! vær saa god at hilse Fâr og Môr fra mig og takke dem for sidst." Men -- Guds Død! Klokken er alt over, og jeg skulde have seet over lidt til . . Det Subjonctif af avoir er noget Fandenstøi (blader i en Bog, han tager af Lommen.) Men der begynder de alt at støie, saa Religionstimen er forbi, og der er jo alt Læreren. (Anden Lærer kommer ud fløitende og hilser den Talende, som gaaer ind. Han seer Pigerne, og antager en stiv Gang henimod dem.) Anden Lærer ved Institutet. Jeg vilde have sagt Eder igaar, at I til imorgen kan tage det sjette Bud i Forklaringen . . hører I? (Alle Pigerne lee.) Cathinka. Vi bryde os ikke mere hverken om det sjette eller syvende Bud Herr . . Læreren. Ah, ja! (bliver meget levende i sine Bevægelser) det er jo sandt, De er traadt ud af Institutet. Jeg gratulerer Dem, mine Damer! Tillader De min elskværdige Lærling? Jeg gratulerer . . . (kysser hende og de Andre.) Cathinka. Fy skam Dem! De var den kjedsommeligste af alle Lærerne. Læreren (trækker paa Skuldrene.) Ja seer De . . . mit Fag . . Rosa. Aa, javist! De var ikke saa stræng. SIDE: 132 Cathinka. Nu gik Læreren i Fransk herudenfor og repeterede sin Lexe til idag, og overlagde hvad han vilde sige til Enhver. (Alle Pigerne lee.) Læreren. Ha, ha, ha, ha! ja han! Men jeg har hørt et Rygte: Skal der være bal en masque paa Theatret? Maa jeg have den Ære at følge Dem did? Jeg kommer just her fra Institutet Klokken 6. (En Dame neier) Nu Godmorgen! Jeg glæder mig ved at see i Dem nye Prydelser baade for den aandelige og legemlige Verden. Til- lader De . . . Vær fortrolig som før med Deres Lærer, nu Deres Ven og Beundrer. (gaaer fløitende bort.) Constance. Der kommer Moster . . ha, ha! hun er saa snild, skjøndt vi aldrig tør gjøre hende mindste Gran imod; thi da pidsker den hele Verdens Latter os, som hun har faaet paa sit Partie for mange Aar siden. Molly. Ja, hun kaldes nu Moster over den hele Verden mener jeg. Men hvorledes skulle vi tage imod hende? Cathinka. Lader os staae her en haye og neie tre Gange: først naar hun kommer paa Hjørnet, saa ved Trappen, og tredie Gang naar hun kommer ganske nær. Constance. Nei, togange kan være nok: først naar . . Rosa. Skal vi kysse Moster? Cathinka. Nei, det convenerer ikke. Constance. Det bliver bedre, at vi sætte os her paa Bænken, og, naar hun kommer, reise vi os halvt og sige: det charmerer os at see Fruen. (De sætte sig paa en Bænk. Mode kommer ind meget udmajet, med langt nedskaaren Kjole og en meget stor Sypose.) SIDE: 133 Alle Pigerne (reise sig halvt) Det charmerer os at see Fruen! Fru Mode (seer paa dem igjennem en Lorgnet.) Ah, Legetøi, og nyt og indenlandsk, hvormed mit Lune lege kan, som Vinden med Græsset, vajende paa Kirkegaarden, saa langt og blegt . . . ah, ret velkommen! kjære! (kysser Cathinka.) O, hvilken Vinding for vor Stad! Cathinka (afsides fra Mode.) Nei! Fy, det Kys var som at bide i en raaden Krebs. (tørrer sig om Munden.) (Mode kysser Constance.) Constance (afsides fra Mode.) Nei, den var levende: jeg følte grant, den beed. (Mode kysser Molly.) Molly (afsides fra Mode.) Ah nei, det Kys var som at bide i Tangblomster, saa den Blære fuld af Stank med Klasken brister. (Mode kysser Rosa.) Rosa (afsides fra Mode.) O hvilken Plage, som i Gjæstebud dog ikkun hjemme hører, hvor gjensidig man er forbunden til at tage væk hvad Servietten glemmer. Mode. Ret enfans! Jeg hørte hvad I sagde . . . Ret enfans! Spot skal sig krympe sammen rundt om Læben, og Øiet lee, imens I kysse; hvilket dog aldrig maa undlades, om I væmmes. Husk, Tante vil det. SIDE: 134 Cathinka. Vi maae dog vise denne Dame, om ei de Forventninger, som glindse i vor Barm og svulme der, som Glands og Vellugt ved Junimaaneds Roser, er' naturlig'. Har Moster nylig Gøz von Berlichingen af Oehlenschläger læst? ha, hvor min Sjel fik Jern, hvor mine Følelser som Staal høit klang. Jeg troer den trykt i Kjøbenhavn. Mode. Mit søde Barn! Molly. Nei, den er fra Paris. (ramsende) Paris ved Seinen har 400,000 Indbyggere og et stort Slot. Den udfører Bigotterier og Carnaillerier med mere . . . Cathinka. Nei Bijouteri- og Quincaillerievarer med mere, vil Du sige Molly. Constance. Du feilede Cathinka da du sagde hiin Bog fra Kjøbenhavn af Oehlenschläger; thi jeg har seet den grant paa Tydsk. Cathinka. Ha, ha! Er "Gøz med Jernhaanden" da Tydsk, og skriver da nogen Anden vel Tragoedier? Hvem har skrevet Palnatoke, Hakon Jarl? Og kjender du da flere? Disse tre Tragoedier man kalder, og Forfatt'ren en Tragiker. (Mode nikker) Constance. Saa maa det vel en anden Tragoedie være; men den var paa Tydsk. SIDE: 135 Cathinka. Nei Tragiker er Oehlenschläger ene. Constance. Den, jeg har seet, hed: "Gøz med Iishaanden." Saa hed den oversat. Cathinka. Det er jo to. Men sladr' nu ikke mere. Rosa. Skildringer, paa engang ømme og saa rædselsfulde, at man maa daane før man faaer seet ud, har Frøkenen Maria Weber tryllet i Jægerbruden frem. Mode. Charmant, ma fille! Constance. Nei Werthers Leiden von den søde Tieck! Mode. Ret! Noget have I dog profiteret af Institutet: nu hos mig I skulle i Skole gaae. Cathinka. Nei, vi vil ikke meer i Skole gaae. Molly. O nei, jeg skulde troe, vi har perfectioneret os. Constance. Ah, hvad skal vi vel lære mere? SIDE: 136 Constance. Nei, det seer jeg ikke. Mode. I tvinge mig at ælske Eder, I, I Elskelige! Sætter Eder dog! Den klæder Jer den Talen om Lectüre -- som Æsthetik I skulle kalde -- men erindrer vel at nævne Titlen i Grundsproget, Auctors Navn og Aarstal med, og lærer en Replique udenad, en enkelt Strophe, som I kalde Eders Yndlingssted, en Gudetanke, Eders egen Sjels Barn: tre fire Stykker, Dag ud Dag ind spill'de paa Claveret, skal hedde Eders Hjertes sande Toner. Mæt dermed kun Mamas Beundring, som frem og tilbage flyver paa hendes Aande, og lad ei Eders Faders Ærgrelse faae Mæle eller voxe frem, som Vinden fra Norden, stedse hvinende paa Fjeldet, hvor Græsset den tillader ei at spire. Lad Sang og Klang bestandig overdøve det melancholske Echo af de tre, de fire Aar, som, klingrende af alle hans Penge, er' paa Flugten. Nei, saa skal Manden tænke: "vakre Renter jeg har dog af min gyldne Sved: Musik jeg har til Piben Morgen, Middag, Aften, saa jeg en Æolsharpe eller og en hamborgsk Daase sparer mig at kjøbe. Ja Klangen af de Penge har jeg dog i mit Behold, og Ære, samt mit Huus af Svigersønneemner propfuldt ganske." Desuden, kan I Fransk? Constance. O, nei! SIDE: 137 Mode. End Tydsk? Cathinka. O nei! Mode. Nu vel! n'importe! I lære kun en Favorit-Sonnette i de Sprog, til Brug, naar der en Fremmed er tilstede. Det er det samme som at liste ind udi en Fæstning fremmed Garnison. Men endnu Et, hvad Eders Smag angaaer i Æsthetik, den være streng og kritisk, men ogsaa fri, og dette røbes bedst, ved Snakken om Ulysses von Ithacien, og en Bog, som man Candide kalder, som og endeel Noveller udaf Clauren. Constance. Jeg elsker høilig visse af de sidste. Cathinka. Vi fik i Skolen stundom af Candide smaae Oversættelser. Den var fortræff'lig. Mode. Nu nogle generelle Regler til! Læg Mærke, at I aldrig nogen huuslig Forretning foretager Eder. Cathinka. Ei! det kan jo Mutter gjøre. Mode. Vittighed maae I partout forskaffe Eder. SIDE: 138 Cathinka. O Den har vi lært, og kan for længe siden, og bedst af alle Ting fra Institutet. Vi kunne lee til det, vi ellers see, at gamle Folkes Alvor vækkes ved. Vi kunne efterabe Folk i Miner, i Gang og Mæle, hviske til hverandre, med Øiet heftet fast paa Een, og lyve vi kan for Spøg; ja, af en sjelden Evne i vor Natur, vi kunne en Historie forlænge tre- og firedobbelt, samt bepryde den paa alle Kanter rundt med Ansigter, og give den en Hale, snart liig en Snogs, snart liig en Abes, snart en Puddels liig, der logrer. Mode. Meget brav! Men lær og nogle Stropher af Peer Paars, og Wessels Skrifter, som I applicere ved hver en Leilighed. Desuden mænger lidt Fransk i Talen med trefjerdedele af Latter. Sidder stadigt, naar I ikke ved Speilet eller Flyg'len er, ved Vindvet paa høinet Sæde, til det bliver mørkt og samler Stof af Folkets Klædebon til Vittigheder, naar Kavalierer til Thevandstid indfinde sig: desuden ved Nytaarstid, om Vaaren eller og ved Bryllupper og Fødselsdage skriver et Digt, en Rad af Vers. Molly. Det bli'er umuligt! Mode. Hvad Snak? Du kan ei gjøre Vers? SIDE: 139 Cathinka. O fy! Fy skam Dig Molly! Mode. Kunsten er ei svær. See Hans gjør Vers, og Damer svede ikke. Den hele Sag bestaaer kun i at prænte sig ind en Hoben Viser, og at tage en Linie saa af hver, og sætte dem ned paa et Ark, og sætte Titlen over. Saalidt den Kunst kan kaldes Tyverie, som det at binde sig en Krands af Blomster, der voxe op ved Alfarveie. Eller man sætter Rimene som Regnestykkers Factorer op, og siden fylder til, som naar de ubekjendte Størrelser man finder ud. Cathinka. Den sidste Maade har jeg og engang brugt, og Digtet ogsaa kom udi et Blad, ja gjorde den Fortune at blive copieret i et Andet. Mit Riim i første Vers var "komme, Lomme" og "skue, Lue." Dernæst "Skygge -- bygge" og "did og Flid" i andet Vers. Mode. Fortræf'ligt! Cathinka. Jeg maa bekjende reent ud Mosters Skole er ret behagelig. Mode. Hvad Dragten angaaer: den pege dristigt paa en evig Sommer, Skjul Gigt om Vintren med en Sommerhat! SIDE: 140 lad Sneen rase om den bare Skulder, som spotter ad Lagerthas Haardførhed! Cathinka. Nei Moster! sligt vi veed forlængesiden. Mode. Heelt vel! men nu de specielle Regler! Cathinka! Du skal helst i Sind og Tanke, i Taler, Sæder og Manerer være særdeles frie. Gaae f. Ex. aldrig i Kirken og, hvis Nogen spørger, hvorfor, da svar: "see Stormen synger mine Psalmer og Stjernehimlen er min Bibel!" Cathinka. Ja ved Gud! jeg gjerne er en Atheist. Mode. See her. Du bruger Briller og Lorgnet . . . . . sæt dem nu paa (tager de Ting af sin Pose.) Cathinka. Jeg seer ei. Mode. Sæt dem paa! Du har jo grønne Øine! -- Dernæst skal Du smukt Aviser læse eller blade nu lidet hist og her, henkaste dem og sige "o Lord Cochrane langt fra har mit Haab, saa tørstigt efter Blodet, lædsket: hvor er hans Sværd og Seir, hans Klinges røde, dugfulde Blomst? . . ha Hellas Sukke hvinende igjennem Søndenvinden! O, at dette Mod, som qvæles af en Qvindebarm, liig Heclas fraadige, SIDE: 141 bugtfulde Flamme under Sneen, kunde fremskyde i haarrige Muskler, som Lavastrømme, svulmende med Røg paa! Hvor var mit Sværd? hvor Hjelmen? ha Jeanne d'arc! Og hvis der Officerer er tilstede -- sær Subalterne -- kan du lægge til: hvi styrter Nordens Kraft ei fra de høie Fjelde, liig en Fos af Sværdebølger, bedækket af de hvide Fjæres Skum, imod Steendyngen, under hvilken en uchristelig Despot, med aabent Aasyn, med Fakler og den hele Liigpomp og en Sværdemesse, levende begraver et Folk, imedens, med andægtig Mine og bortvendt Aasyn, christnede Despoter de sidste Stene kaste hen paa Graven, liig Strømpetyven i Peer Paars'es Reise, som holdt de stjaalne Koster under Kjolen, og svoer sig ærlig, eller Manden i Venedig, naar han bag en Maske gik med Gift i Apothekeræsker til de Pæstbefængte og de Gispendes den sidste Aande stjal med deres Guld, hos dem i Eenrum, mens man udenfor Kors og Velsignelser flux bag ham sendte. Ha, Nordens Kraft i Dalen samler sig og stille staaer . . . et Kjær, der raadner, Ha! O jeg forbander min Barm, mit Skjød, som gjør mig til en Qvinde! Cathinka. Min Gud da! Moster skal jeg mene med den hele Tale? Mode. Langtfra . . . nei mit Barn! nei vist! Beundring vil Du vinde; Dit Bryst man kalder da en høi Aands Tempel, Din Læbe Purpurskyen, hvorpaa den SIDE: 142 i Dagens Lys fremtriner lig et Solglimt -- Læs Alting Du; men Andre kan Du vigtig advare snart for een snart for en anden af disse Skrifter, sigende: sligt kan ei bide paa Grundsætninger, som mine. Er Du paa Bal, saa sæt Dig til at læse hen i en Krog, og allerhelst blandt Herrer. Hvis Nogen engang siger, han Dig elsker, da troe ham kun, men giv ham en af disse. (tager en Kurv af sin Pose) Der har Du fem! fem nydelige Kurve! den Ene mindre end den Anden; hvis du faaer Afsætning paa dem, faaer Du flere. Men gift Dig ikke førend Disse ere uddeelte Alle. Du Constance skal en Sværmerinde i Religionen, en Helgeninde være -- hører Du? Du græde skal, naar det er lyst i Kirken; blot der du være from. Constance. Men, kan jeg dandse charmante Tante? Mode. Ja, naar, efter Dandsen før Du igjen er engagert, Du heed og brændende i Kind og Aand afbeder din Synd paa Knæe i Sideværelset. Du Rosa skal en følsom Engel være! Som Leret Vandet, sluge Du Romaner. Du og Constance skulle nervesvage og rædde være udi Mandfolkselskab. For Hunde, Betlere, for Gjenfærd, Skud og Mørke, døde Fluer, Fingerskaar, for Tordenveir, for gamle Huse og for Skov og Vand og Fjelde, Muus og Katte, SIDE: 143 for alle Dyr I begge værer bange! Du faaer lidt mere bleg Couleur Dig skaffe -- som og til de Mysterier henhører, dem jeg forstaaer -- skjøndt ikke jeg kan nægte, at Institutet dog har Noget gjort. Der har Du en Lorgnet (giver Rosa en Lorgnet.) Du Molly stedse skal have Maven, Munden, Hjernen, Øiet propfuld' af Latter. Andet du, mit Barn, behøver ikke! Gjør hvad til Cathinka jeg sagde, hun med disse skulle gjøre. (giver Molly en Kurv.) Nu Damer! efter saa et halvt Aars Tid, hvis mine Roller kjede Eder, bytter kun atter om iblandt hverandre, saa at Cathinka kaster bort Candide for Jerusalems Riimkrønike: Constance henskoggrer Dagen: Molly smelter den i Graad og aander den i Sukke bort. Hvis I bliver fiir og tyve Aar, saa tæller igjen tilbage Aarene fra tyve, og elsker før en Frakke end Talenter, og Vest og Buxer før et Hjerte, og en Hat før Kundskab. Nok! modtager dette tilsidst (giver hver et lidet Speil), og nu adieu! Et Par cousins, igaar til Officerer slagne, vente. Dem og en liden Mand fra Bergen har jeg lovet en Visit. Adieu! Adieu! (Pigerne træde i Ring og dandse syngende den bekjendte: "Skjære, skjære Havre i det klare Maaneskin" o. s. v. men, naar de komme til de Ord som løse Dandsen: "hver ta'er sin, saa ta'er jeg min: saa faae de andre Ingen" svinge enhver sig rundt for det lille Speil, hun bærer hængende om Halsen.) (De fire Cavalerer komme ind, studse og besee Damerne med Seeglas.) Blære. Paa Ære! nei, det gaaer ei an, De dandse saa ene! O tillad mes dames! Tillad! SIDE: 144 Stygge. Hvor saae man Rosenkrandse uden med de brune Torne gjennemflettet? see sortfingret Nat jo griber midt imellem Plejadechoret! (Cavaliererne nærme sig, men Damerne blive ved at dandse og ende Dandsen paa samme Maade.) Ego. Ei det var som Fanden! Blære. Her noget er for os min Ven! Maabe. Ja, ja! Stygge (med Pathos.) Det spænder høit min Sjelskraft -- ja ved Gud! nu maa jeg hjem at digte, og jeg vender tilbage med en syngende Petarde og Verserader, Landser liig, som brænde med Luespids om disse Damers Barde! (gaaer.) Blære. O min Guitar! (gaaer.) Maabe. Mon De har seet min Frak? (vender sig rundt.) Nu faaer jeg hjem at bytte. (gaaer.) Ego (nærmer sig til Cathinka. Dandsen standses.) Hør min Dame! professor juris vil jeg bli'e til Vaaren. . . . nu hører De? De staaer mig an . . . ja vel! kort sagt . . . Men kjender De Musik? . . Ah jeg er lidt distrait! Nu, jeg Præmisserne vil lade fare . . . see, der er mit Hjerte . . (rækker Haanden frem.) SIDE: 145 Cathinka (giver ham en Kurv.) Nu, gjem det da i den. Ego. Hvordan? De mener ei saa? Det er umuligt! er det Deres bestemte -- ? ha, hvad tænker . . ? (afsides.) Er hun gal? Cathinka. Saamen min Herre! Ego. Agter De da ei et Hoved og et Hjerte fuldt af Jura? Talenter for Musik, et kroghvast Vid, en Lærdom, som skal snarlig -- hvis jeg vil -- iklædes en Professormyndighed? I seer ei Skjønhed, fiin Opdragelse? Ha! saae I Bøgerne, jeg havde læst, I kunde da begrave Eders Stolthed, saa stor den er, for evig under Dyngen. Cathinka (afsides.) Han frister mig. (høit.) Behold den kun min Herre! Ego (afsides.) Nei hun er gal! (høit.) See mig igjen og græm Dem! End De da? (til Molly.) Molly. Hi, hi, hi! (giver ham en Kurv.) Ego. Ha, veed De hvad De gjør? Genie foragter De og leer af Lærdom: SIDE: 146 De fniser ad en Haand, som svulmer efter Justitiarens Pen: De vrænger Mund til Skjønhed, Skarpsind, ja bespotter Hæder, som voxer frem og overskygger dette. Nu Deres Stolthed tier: min skal tale. (Thora, en ung Pige, kommer ud af Huset med Bøger under Armen.) Cathinka. Velkommen Thora! vær velkommen! Nu ryst i Frihed dine Skuldre, din Nakke, Tungen. Aha ha ha ha! hvor du seer ud! du din Enfoldighed har klædt i Simpelhed . . hvad skal de Bøger? Thora. Nu skal de lære mig; thi doven Fjas derinde var Disciplen, mens Alvorlighed, den ene Time i naragtig Strenghed, den anden udi streng Naragtighed, den tredie udi Latter klædt, var Lærer. Vel, at Opdragelsen og Læren, som min Mo'er og Fa'er mig gav, var mig saa stærk en Capital, at disse Aar ei aad den ganske op; men disses lærde Latter og latterfulde Lærdom bøied' dem, som Græsset kun, der reiser sig bag Bygen fritaandende, for kun saa høit at voxe, som dets Natur og Spire det tillader. Pigerne. O gaae du! gaae du! qvæg dig du i dine Grundsætninger -- oh, ret et landligt Solskin. Thora. Jeg væmmes ved dem. Disse Kegler har vel Moden dreiet til et Spil for Tiden, eller Tiden til et Spil for Moden, eller Tiden til sin egen Moroe. (gaaer.) SIDE: 147 Officeren (kommer.) Paa Parole! jeg er meget tapper. Den -- hør det Gratier og Vind og Luft! Den er Kujon, ja ret en spytsmurt Feig -- ha hør det Vidner! -- som ei duelerer med mig . . ha en, to, tre! Nu bli'er I bange? I denne Knebelsbart vel hænger Død i Enden af hvert Haar; og, naar jeg vredes, saa rykker jeg i den, og med hvert Ryk udrykker jeg et Haar, en Dødens Dæmons sortladne Skye, og med hvert Ryk et Liv! men bli'er ei bange Gratier; thi nu kun Fromhed sover i den, som en Ungmøes duunbløde Fingre i en Bjørnemuffe. Cathinka. Hvad er da Tapperhed? er vel dens Kjole i Brystet stoppet med Carteller, eller med gamle Lapper, som Forfæng'lighedens, hvis Kjole svulmer? Officeren. Ja, af disse To, min Dame med de Første. Cathinka. Spiser den? Officeren. Det var et Spørgsmaal om en Egenskab! Cathinka. Nei seer De -- posito -- jeg undersøger nu quæstionaliter og figuraliter -- jo Tapperhedens Væsen, og jeg troer, den er nu Eders hele Væsen, for den hersker i Jer Sjel som en Monarch, hvis Statsraad, nemlig Red'lighed og Retfærd, Humanitet, Forsigtighed og Fasthed, SIDE: 148 med Hat i Haanden, tier . . . Fy sligt Statsraad, som blot benytter Munden til at æde, -- thi disse æde, naar den kongelige Tapperhed tiltrodser sig, ved Hjælp af Herolden Pral, et Maaltid hos Kujoner og Borgere, hvis Smiil som Sølvet glindser, hvis Viin som Guldet, men hvis Cassa som en Tromme. Officeren. Trommelommelommelommelom! Ha, en Tromme! Cathinka. Fy sligt Statsraad, som -- uagtet Retfærd svoer retfærdig være, og Fasthed fast at være o. s. v. -- uagtet Munden hænger fuld af Tænder, og Strubeskeden slutter godt om Tungen, og Kjæben kan sig svinge i sin Muskel, smaamumler, som om dette Alt var muggent, og skimlende, saa Næsen neppe ahner, at Tungen i sin elphenbeenbestolp'de, purpuromhængte Seng, i Fødselssmerter, sig voldsomt vrider, eller hvad den fødte, om blot en Masse eller Menn'skeform. Den mærker ikkun Stanken. Officeren. Nei, nei i Dølgsmaal fødte den. Cathinka. Aa ja; men svar mig: Tapperheden spiser? Ja, det er figurligt. Officeren. Ja, som om jeg spurgte en Dame, om -- thi Dyd er hendes Væsen -- SIDE: 149 om Dyden sover, eller, om det er nu længe siden den sig tog en Luur, et Maaltid eller og en Tour paa Landet? Jeg vil da svare. Cathinka. Nu da, spiser den? Officeren. Ja egen Ære dagligdags, saalænge den Kost vil vare, men til Gjæstebud, en Andens Ære, om det saa var ti. Nu nylig jeg -- men hør nu I Valkyri'er! slig Frokost havde meget tidligt, men Guds Blod! saa ufordøielig som Been. Cathinka. Den sover? eller blomstrer den om Natten i røde, gabende Pioner, som om Morg'nen lige Spindelvæve hænge, og fare bort, tvertgjennem Sengehimlen og Tag og Loft, saasnart den Herre gaber? Officeren. Nei Fanden heller! den er oppe tidligt, ved Lys, lyslevende, i blodigt Blomster. Men ellers, jeg er ei dens Herre, men dens Rustning blot, dens Festdragt, thi den er min Herre heller: den er sui compos. Cathinka. Taler den? Officeren. Ha, ja med Qvinder blidt, som nu; men ellers er dens Tunge, som ved Nat, ved Dag, ved Aften, og, som Hanens, SIDE: 150 ved Morgengryet galer høit, en tolvqvarts Klinge, eller -- om det saa behager -- den plystrer blot -- for ikke Meningen i mange Ord at søle -- og da er en Terzerol den lille, runde Mund. Den Tale er end mere udtryksfuld end Catilinas, og dens Suk er Skjældsord og Eder rygende af Svovl. Cathinka. Det Sprog er ei artikulert, men dog man kan Comitragoedi'er og Tragicomoedi'er med dette skrive, spille. Men hvad bringer den til at træde op og tale? Officeren. Ei! som for Exempel -- men tilgiv, de Spørgsmaal selv graadigste Forfæng'lighed kan mætte -- som, naar En understaaer sig til at glemme en Rangforordning, saa han ikke Forskjel paa Folk og Bæster gjør, hvad heller En sin Hat tør glemme: da er Thesis sat, og da maa Tapperheden disputere. Cathinka. Men i et Slag? mon Tapperheden taler da med sin Skygge, som igjen med Buske og Dale, Bjerge, -- hvis det da er Solskin -- i Forbigaaen taler eller . . . Officeren. Ei! da er det ei en simpel Disputats for Tapperheden, men et Parlament, hvor Alle i hverandres Munde tale. SIDE: 151 Cathinka. Men deraf følger og, at Tapperheden i denne Taletummel, kan de høie Organer spare, bruge Læben taust, blot gjøre Miner, som en Talende, forvrænge Mund og Øine, slaae i Veiret, og vælte Bænk og Blækhuus. Officeren. Ah javist. Det er sicilianske Krigspuds. Cathinka. Og, naar saa de Andre have udtalt, da kan dens Organer svulme sammen til et drøit Finale, saa den synes være de Andres og sit eget Echo. Officeren. Ja! Cathinka. Den drikker? Officeren. Ha, den lædsker sig kun med en fremmed Viin og Brændeviin og Blod, og den i Andres Feighed sig beruser, og baade naar os Aft'nen overfalder, og naar vi Morgengryet overfalde. Cathinka. Den tænker? Officeren. Nei, jo den dog tænker . . ah! hør nu dens Tanke -- men jeg er en Kriger, SIDE: 152 uvant at hænge Glimmer paa en Tanke, og lægge Selam den i Munden, og kun ligefrem og djærv, som Carl den tolvte og Bucephalus, saa jag tør hænge selv Amor paa en Klingespids . . Min Dame! den tænker nu, at deres Skjønhed burde forgylde den, og blande sig selv med den, som Norges favre Dale mellem Jøkler, der dristig krandse sig med Himlens Stjerner. Cathinka. Min Herre, nylig gik der En herfra, med Bye-Enfold i landlig Simpelhed. Hun er lettroende og from: jeg vil ei sige mere . . . (Giver ham en Kurv.) Officeren. Ha, hvis De ei var en Qvinde . . jeg vil ikke sige mere! (gaaer syngende.) Barnet blev dræbt i Moderens Skjød saa mildelig det end smiled': Rygtet om denne Jammer og Nød til Kjernen af Landet iled'. Maabe (kommer ind i en anden Dragt og bukker for Cathinka.) O, jeg . . ja jeg, jeg troer, jeg tænker, at (børster sig paa Armen.) Gjenkjærlighed og . . . (hans Hat falder og han lader den ligge.) Au . . . der faldt min Hat! og Kjærlighed . . . Gjenkjærlighed hos Dem . . i Deres Barm jeg vilde sige . . og i min da Kjærlighed . . Cathinka. Hvorledes vil De definere Kjærlighed? Er den vel en Passion, hvad heller et Princip SIDE: 153 i Sjelen? Nu poner, at vi ponere det Første, ligger deri, at det er jo noget Umoralsk og Slet. Beviis! Beviis De det! Maabe. A . . jo fordi De seer . . Ah . . a -- paa mig med slige skjelmske Øine. Cathinka. Det er en Hypothes! nei vær saa god! (hun giver Maabe en Kurv.) Maabe (langttrukkent.) Det var besynderligt! (gaaer.) Rosa (afsides.) O gid han kom den blide Sjel til mig! Constance (afsides.) O Himlen sende den søde Engel i min aabne Favn! Den unge Enkemand (kommer fløitende.) Nu vel! her hører jeg ei meer den fæle Døds-Klokkeklang. (til Molly.) Jeg henne just har været og lukket Døren til med Grønsvær efter min salig Kone. Trofast elskes De Blondine . . o af mig! Molly (giver ham en Kurv.) Hi, hi, hi, hi! (Enkemanden putter den ene Haand i Brystet og gaaer fløitende ud.) Maabe (i en ny Dragt. Til Rosa.) Jeg tør ei . . . o . . SIDE: 154 Rosa. Vist tør De! Siig mig Kjære, Hvad tør De ei? Maabe. O elske Dem til Døden. Rosa. Min Sjel er blød, som Vestenvindens Suk bag varme Roser: seer De ei jeg græder? Maabe. Jeg seer det nok; men . . . Rosa. Seer Du denne Graad er Draaber af de hede Længsler, som af dette Hjerte dampe, ligesom den lysblaa Ambra af en Offerskaal. Maabe. Er' vi da Kjærester? Rosa. Skaan Møens Blusel! (hvisker.) Ak ja for Jord og Himmel! (høit.) Kom min Maabe! (Maabe sætter sig paa Bænken.) Blære (kommer spillende paa en Guitar.) (synger.) O Palmina! som mig elske lærte. Constance (kjelent.) Ak hav Medlidenhed med Støvets Datter! Bortdrag ei disse himmelvendte Øine ved disse Toner -- ak, som gjælde mig! Blære. Ak ja, javist! ja meget gjerne . . ja! (synger.) O Constance, som mig elske lærte. (udfylder Resten med Tremulanter.) SIDE: 155 Constance. O vidner da -- jeg vender mig til Bønnen -- I Himlens Hellige i Abrams Skjød, at efter christeligt og velraadt Hu, jeg giver Dem mit Hjerte (kysser ham.) o tilgiver! Hvor ofte har jeg ikke ønsket, at jeg var katholsk, saa blev jeg Himlens Brud, en sortbesløret Bedesøster i en dunkel Celle langt fra Verden og al Kjødets Lyst, men Himlen nær, en Engel paa Jorden alt (de kysses.) O! kom min Blære! kom min gudelige Blære! (Blære sætter sig hos Maabe. Dandsen begynder, i hvilken Blære og Maabe tage Deel. Ved Opløsningen af Kredsen omfavne de hver sin Elskerinde.) Stygge (kommer ind.) (med Pathos til Cathinka.) Jeg er Poet! min Sjel høit fraader inden den liljedækte, myrthegroede Bred hvormed min Tanke om den Favreste af Favre den indcirkler. Nu -- jeg elsker Cathinka Dem -- forstaaer De? Cathinka. Ja min Herre! Stygge. Nei bie! for at sige dette, bruger jeg disse Udtryk, bryder jeg ud i disse Ord: Jeg elsker Dig som Fuglen Morgenrøden, som er det hvalte Tempel for dens Sang. Dette er een Stanze. Cathinka, o lad dine Kinders Gløden fremaandes af min Cithars bløde Klang. Ak for et purpurvinget Smiil i Døden din ømme Sanger -- ha med Latter! sprang. SIDE: 156 Cathinka. Hvorvidt kan man da sige Død er Død? At sige det vi kalde Død, naar Lungen sig krymper sammen, Hunger ikke føles. Vi sætte nu, forinden Skjebnen eller hiin Altings Lov os lagde inden Grændsen af denne Verden, som et Embryo, saa var' vi allerede døde fra en anden Verden; og saa bliver jo det, vi benævne Død en Fødsel. Ikke? Ei sandt? Nu -- denne er en Verden begrændset kun af Blod og Nerver. Ikke? Naar endelig da Skranken bli'er saa tynd, at vi kan see igjennem den -- saa -- hør nu! saa renasceres . . . eller, i en anden Methode, saa: bag denne Skranke sidder Fornuften, liig en Fange i et Buur, hvor Fangen alt indlagdes som et Barn. Der hænger nu en gjerrig Lampe i den runde Hvælving, ved hvis Lys han læser: -- Nei Lampen skulde være Religionen; og den, ja den er ikke min, min Herre! Sæt altsaa, at Fornuften Katteøine har faaet i dette Mørke, og den læser utydeligt: "arbeid dig gjennem Muren; dog saa du ei nedriver flere Stene end trænges." Men nu ligge nogle stille og sove hele Tiden, splitte Mørket ved Gaben kun, som hine hell'ge Syv, til Taget brister af sig selv, og de maae sluge halvt det sidste Snork, og komme, gnidende de dumme, blege Øine, ind i den friske Luft hiinsides Væggen. Det er de Dovne. Andre fare rundt og kradse vildt med Tand og Negle paa den mørke Muur paa alle Kanter, saa den brister overalt; det stærke Solskin fortærer dem, liig vissent Straae; thi Kraften SIDE: 157 er ødet, ikke gradviis voxende. Det er de Liderlige. Andre ligge paa Ryggen, vaagne, speculerende paa Maader til at slippe fri foruden den mindste Møie. Ja hvad er da disse? Nu -- naar da -- seer De, Muren brister, saa -- saa renasceres vi -- forstaaer De? saa vi finde os som Børn igjen: det nye Solskin sløver nemlig Sjelens Øie i Førstningen -- Erindringen jeg mener. Vi finde os som Børn igjen, at sige i Forhold til de Væsener, vi møde alt voxne der. Vi ogsaa der vil finde en Mo'er og Solskin, Lærere; og hvis vi her har været lærde, brugt vort Pund, saa kaldes vi som Børn der gode Hov'der. Stygge. Ja, ja det er en Klimax. Cathinka. Nei, jo vist. Men troer De da, at -- for Exempel -- naar en Kat er død, dens Aande flux da farer ind i et Noer, som fødes skal til Verden, et Barn, som, naar det voxer til, ei mægter en særlig Lyst at tæmme til at blive en Procurator eller en Spion og Secretair og Snyltegjæst -- nu anført, blot til Exempel? Stygge (afsides.) Fanden plager hende! Al hendes Præk er min, blot sønderhugget en heel Afhandling, anonym med Titlen: "reflexions sur moi-même." Mon jeg skal nævne Auctor? Nu, nu kommer vel Exemplerne om Svinet og om Aben. SIDE: 158 Cathinka. Og troer De da -- til et Exempel blot -- at Aben da partout en Sprade bli'er? og Skaden en Barbeer? et Sviin en Høker? Og Lossen, som i Træet lurer, og som dræber meer end han kan æde op, en hellig Aagrer? Ja, aa ja! Men see, en Verden ligger mellem hver af disse Exemplers Led; thi ellers vilde maaskee Barberen høit paa Taget svadse, og af hine Første vilde de vel falde da til at gaae paa Lofterne om Natten. Til Aagreren man maatte sig forskrive med Blod, han Renter tog i Blod; men nu er Pengene hans første Tanke, dernæst er Blod den anden: Blod hans Renters Rente. Nu elsker Høkren blot det døde Sviin (som kommer af at disse skidne Dyr saa gjerne æde op sin raadne Yngel.) Dets Dødshviin hører han med samme Fryd, som Faderen sin Førstefødtes Skrig. Og for Exempel . . . Stygge. Favreste Cathinka! En Muse har -- jeg seer det -- Sympathier i vore Sjele aandet (afsides.) Nei, jeg tør ei! Hun bli'er vred: jeg selv blev rasende da mig Depositurus engang greb (høit.) Cathinka! jeg maa døe, jeg lever kun i dette Paradiis, saa fuldt af Rosers de favre Kinder, Natviolers Øine. Siig ja! jeg er Poet og De en Muse! Cathinka. De kunde hørt min Thesis dog tilende. Nei vær saa god! (giver ham en Kurv.) SIDE: 159 Stygge (afsides.) Det neppe var det halve jeg hørte nu. (høit.) Ha Helved! jeg fortvivler! (knæler for Constance.) Min Vakkre! Jeg elskede en lysbrunøiet Pige engang; men Skjæbnen aandede et Niflheim imellem vore Hjerter. Ingen kan jeg -- elske uden Dem. Min Sjel Phantasiens letflyvende Vinge did fører mig hen, da jeg lykkelig drak af din halvaabne Læbe Henrykkelsens Nectar, da svimmel jeg favned i Dandsen din Midie, omslyngede glad dit mildt-bankende Hjerte, da tørstig jeg suged dit Smiil, som sig skjulte, liig Regnbu'n i Skyen i Skyer af Vellugt, O vakre Constance, for mig Du blot smile, de deilige Fødder sætte i Dands! Constance. O Gud! jeg dandser ei. Det gjør mig ondt . . . jeg er for- lovet. Blære. Veed De vel min Herre! Det er min Dame! SIDE: 160 Stygge. Ha, jeg dræber mig! (knæler for Molly.) Min Sjel har Mollys favre Smiil for evigt bunden: saa naaer i Flugten Solens Piil den Fugl, som flyer fra Lunden. Slaae tusind slige Purpurbaand! -- jeg qvæles næsten -- og knyt dem evigt med din Haand! -- ak Molly gjetter Resten. Molly (giver ham en Kurv.) Hi, hi, hi, hi! Stygge (med høi Pathos.) Snart som en Aand jeg svæve skal om Dig, og kysse let, som paa Zephyrens Vinge, dit brune Haar, din Pande: -- lykkelig jeg skal om smekre Midie da mig svinge, og hviske saa din gamle Elskers Navn. . . . Du bæver? ha, Medlidenhedens Taare! Jeg henter Dig udi min Favn til Himlens lyse Fædrestavn, hvor Elskovs Frugt ei meer er Taare. Denne synges paa Melodien: zum blutgen Kampf. etc. Molly. Hi, hi, hi! Stygge. Kom nu! lad os gaae i Klubben! Maabe. Ja det er saa Gu' sandt! (reiser sig fra Bænken.) Cathinka. Bi mine Herrer! see Taalmodighed paa sorte Qviste bærer gyldne Frugter. SIDE: 161 Stygge. Nei, jeg har saamen ikke Tid. Falderallilalalalala! (gaaer.) Rosa. Ak! sæt dig søde Maabe! (Maabe sætter sig.) Blære (afsides.) Ah, mig lokker Den muntre Molly fra den languisante Constance dybt ind under hendes Smiils Purpurfane (høit.) Hør Constance! hør! . . . Paa Ære, jeg slaaer op! nu er det ude! Constance. Ha, ja Du fangede mit Ønske, før det fløi fra Himlen, hvor det længe dvæled': Du gav det Tunge! Nu af dette Hjerte udslettet er Du, Sodom liig af Jorden! Rosa. Ak, elskte Maabe! (afsides). ak, hvor er han dog den søde Digter? ahner han da ikke sin Cithars Toners Echo i mit Bryst? (høit.) Gaa Maabe! ha, forlad mig! reis Dig Maabe! (græder.) Maabe (reiser sig.) Hvi græder du? Rosa. Ak, jo, der Riim er falden paa Rosen, som for Maabe her i dette mit Hjerte gløded'. (Rosa kysser ham.) Ja nok! dit Aasyn dræber! Du er ingen, o ingen Aimar, Kenneth, eller Axel! Maabe. Hvad? hvad behager? Kjære, hvad er Klokken? SIDE: 162 Cathinka. Forstaaer De ei, De er nu -- hvis De ei itide har forsyn't Dem med Ressourcer -- foruden alt Engagement for Livet? Maabe. Nu saa, ja saa? (gaaer men møder Ego, Stygge og Blære, som stille sig i Baggrunden.) Cathinka. Han er en Philosoph, Phlegmaticus, men jeg er Scepticus. (Dandsen "skjære skjære" begynder og endes paa samme Maade.) Cathinka. Men vil De ikke, mine Herrer, have den Godhed blot at bie, mens vi nyde vor Ungdom lidt i Frihed? Venter kun, og bær' ei Kurve ene. Stygge. Ah, det er som Sangerinderne ved Scylla, der beklæde Klipperne med blege Skygger og vaade, skjælvende, paa det at Vidner de kunne være -- dette er Forsoning for Livet, som de plyndred' før det fik de Synder nedtraadt, som det yngled, og for Guld og Enker, arme selv paa Pjalter til at tørre Graaden af, der voxer i Øiet frem, saa fort som Barnets Hunger -- til, naar et Skib med blinde Stavn forfølger den Undersang, som klinger foran sødt, snart over Skummet og snart under, medens Søfolkets Sjel snart sidder i den vide, af Rædsel aabne Mund, snart bæver i det vellystfulde Øre . . . Ja da gotter sig Skyggefolket paa de magre Skjær, SIDE: 163 og standser med at skjelde ud sig selv for dumme, som ei kunde bie til de kom til Reggio, hvor nok en Græker paa Torvet for en Obol gav Musik: Et Glimt af Fryd da farer dem igjennem, en frossen Latter, som naar Vinden leger med hullet Seil, som Bladene og Riim henover Marken hvirvlende. Rosa. Ak tal ei saa: jeg har en bedre Trøst. Cathinka. Det er ei saa: nu sæt dem der paa Bænken. (Dandsen begynder. Herrerne sætte sig paa Bænken, tage Kort frem og spille. En Lyd som af et Menneske, der gaaer paa Krykker, høres nærme sig mere og mere. Pigerne løbe med Skræk fra hverandre.) Cathinka. O Himmel frels os! frels os! frels os! frels os! Constance. Det nærmer sig! ak! frels os! frels os! frels os! Molly. Jeg stivner, ah! Rosa. Jeg krympes ind af Skræk! Hun har sin Lime med sig vist, hvormed hun feier Alt det, som vi lege med, som Blomster, Kinder, Læber, Øine, Haar tilsammen, som en Hob af Feieskarn. Hu! hu! hu! hu! (Damerne styrte henimod Cavalererne, som forblive fordybede i Kortspillet.) Trofaste! Kjære! Nu hør da Krykken! o det er den Larm, jeg alt har hørt saalænge, liig et Uhrs afmaalte Perpendikel. (Faster Tid kommer humpende ind paa Krykker af Kirkegaardsporten, som knirkende aabner sig. Hun er sortklædt og har en fuld Sæk paa Ryggen.) SIDE: 164 Faster Tid. Nu Børnlille? Alle Pigerne (styrte heftigen ind paa Cavalererne, som forblive fordybede i Spillet.) O Elskede! o frels os! Hvilke Rædsler der sortne her i Sækken. Blære. Hvem fik Læsset? Ego. Væk Fandenstøi! Stygge. Au, jeg fik fire Beter. Maabe. Ja, ja! Stygge. Hvem river Fiches ned? nu væk! Faster Tid (sætter sig paa Institutets Trap.) Nu Børn! I støie saa? Jeg maatte hen -- jeg hørte Moster havde alt her været -- og see til Jer. Jeg gik nu saa i mine egne Tanker over Kirkegaarden og tænkte: mon I ikke skulle være herudenfor. Nu -- I er' blevne store. Jeg gratulerer. Nu I kjære Børn! I kysse ei den gamle Faster, ikke I sige: "snille Faster!" nu som dengang jeg trak Jer Buxen af og gav Jer Kjolen. Saa kom da Du Cathinka, kys nu Faster? Nu Barn! er du ulydig? Cathinka (skjælver.) Uhuhu! Stygge. Nu spilles der høit Spil min Bro'er. Nu stryger Vhisten. SIDE: 165 Blære. Jeg gaaer aldrig med Dig mere, det svær jeg. Ingen af dine Couleurer holde jo Stik. (Kehraus'en spilles. Cathinka vakler hen til Faster Tid, som tager hende om Nakken og kysser hende voldsomt.) Cathinka (vrider sig i hendes Arme og skriger.) O Faster suger al min Læbes Saft! Ak kjære Faster, slip mig! o min Mund sig skrumper sammen, visner . . . og min Aande den stinker fælt. (Faster Tid putter noget i sin Sypose.) O Faster plyndrer den for Tænder! O! o! o! den fæle Snuus mit Smiil begraver . . . Pfui! min Stemme skingrer. (græder stærkt.) Faster Tid (klapper hende.) Nu lad mig klappe Dig mit Barn! Cathinka (vrider sig hulkende i hendes Arme.) O Faster! Ak, kjære Faster! fæle Faster! au! Du klorer! dine Negle fure dybt min Kind med brune Rynker. O! o! o! (hulker stærkere.) Faster Tid. Græd ei Barnlille! Kom Cathinka, lad mig tørre dine Øine! (tørrer hende om Øinene.) Cathinka. Au, de smerte mig nu -- o slip mig Faster; o hvert Træk af Fasters Finger er en Grav . . de rinde og Vandet glindser om en rød og saar og svullen Ring. (hulker.) Faster Tid. Nu lad mig pynte Dig! (Hun ifører Hende Kappe paa Hovedet og en sort Sirtses Dragt, som hun tager af Sækken.) Dog Krøllerne kan Du beholde Barn! SIDE: 166 Cathinka (slipper fra hende og seer sig i Speilet.) Hvor jeg seer ud! (de andre Piger lee ad hende.) Ja lee I! lee I! Faster! afskyelige Faster! (slaaer Speilet istykker.) Faster Tid. Der mit Barn! det trøste Dig: det er Foræringer! (giver hende Noget.) Cathinka. Ak det er kun Rhabarbara og Moscus Valeriana, Hoffmansdraaber. Pfui! en Psalmebog . . . jeg er jo Atheist? Faster Tid (i en strængere Tone.) Men mist det ei Barnlille! ellers vil Du faae med mig at gjøre! kom nu Du! (Den samme Scene gjentages med de øvrige Damer. De urørte lee af de Andre, endog den Aller- sidste. Naar Faster Tid er færdig med dem, lister hun sig hen til Cavalererne, som endnu sidde for- dybede i Spillet, sætter Parykker, hvilke hun tager af Sækken, paa dem, kaster Sloprokker om dem, og maler dem gamle i Ansigtet. Faster Tid sætter sig igjen paa Trappen. Kehrausen spilles fremdeles saalænge Damerne hulke. Omsider standse de.) Cathinka. Men hvoraf kommer Trætte? Constance. Vil I trætte? Cathinka. Ei, jeg? Constance. Ja I? Cathinka. Der har I lidt! (knepser ad hende.) Constance. Ha, ha! (Damerne faae hinanden i Haaret. Naar Støien bliver stærk, springe Cavalererne op.) SIDE: 167 Blære. Ei nu? hvad Fanden? ha jeg skjælver stærkt i Benene? (hoster.) Og hvem har fæstet denne bleggule Hoste under Brystet? Ego. Au! Men hvem har dynget disse Beter op! jeg kan ei bøie mig . . . hvor Pokker kommer slig Værk i Ryggen, slig en tornet Gigt! Stygge. Jeg knapt kan staae! hvor er mit Lune og Hukommelsen, min Digteraare? hvem har tørret den? Jeg har jo intet Stort forfattet end, som kunde høit mit Navn paa Ryggen bære. Hvor jeg dog er mager? Maabe. Ak, hvor er' mine Lægge? hvor min Frak? Blære. Jeg sulten er, og hvem har tømt min Pung? Ego. Hvor er Professortitlen? hvor Collegiet, som Spurve paa et Juleaftens Kornneg? Vi have været lidt distrait'. Stygge. Nei siig, vi have været nogle Døgenichter. (Damerne begynde at græde.) Hvem er' I Kjellinger? hvi flæbe I? Cathinka. Jeg er Cathinka . . . ak! Stygge. Og endnu er I Møe? Ak ja! SIDE: 168 Constance. Nei jeg! Molly. Nei jeg! Rosa. Nei jeg! Stygge. Ja saa? hvad hedder I? Rosa. Ak jeg er Rosa. Stygge. I er lidt forandret, og det er I Alle? -- Jeg kjender Eder nu -- Hvad tørstig Sorg uddrikke har vel kunnet Mollys Latter, der brast af Hjertebægret, sprudled' fra Kindblæren, Hjerneskallen, sprang fra Læben, og dryppede af Øiet? Molly. Ak Faster Tid har klemt saa haardt mit Bryst! Stygge. Ah, nu faaer jeg Visheden, ei uliig Lugten af et udbrændt Lys, i Næsen, saa jeg ei spørge vil, hvad fattes Eder; thi Eders Kind, saa huul den er, vil bugne ud af traurig Spot ved sligt et Spørgsmaal. Ja gamle Faster har sit gustne Lune her fødet med Naragtighed -- ja hvor Hun har os havt til Nar i Aften; thi det synes mig som jeg har tilbragt her en Aften blot ved Lys, en Muftileeg, hvor naar, til et Exempel, Mufti vil til Abekat sig gjøre, maae de Alle de samme Fagter gjøre; og naar Mufti vil forestille Gammel, humpe op og ned og hoste, skralder Salen høit af Hosten. SIDE: 169 Vi gjorde alting med, ja, baade naar det lød: "see saa gjør Mufti!" og naar Mufti udraabte høit: "see Mufti gjør nu saa!" Men derfor har vi artig maattet pante. Ego. Det synes mig som Narrefrierie, eller, hvis der ei en Aster stod, saa svor jeg, det var Vinter; -- thi jeg fryser -- omtrent ved Juletider. See paa mig og troe, jeg lyver ei; og see paa disse sort'graae Mø'er, hvis Yndigheder skimle! I ligner selv jer Bedstefaer. Blære. Mig synes vi har Flaa-Gjeita spill't i Værelset ved Dandsesalen, søvnige og drukne; men nu har alt Musiken pakket ind, og Damerne nu alt er' pakked' ind, og Kokkepigen har de knirkende Vindveslemmer aabnet, saa at Dagen strax stirrer i de blege Træk, som om den ikke ret dem kjender fra igaar. Stygge. Gud veed da hvad det er, som vi har leget; men fy, hvor stygt, ei nogensinde kaste et Blik ned i sig selv, men stedse følge vor Sidemand, og stedse glemme Loven, vi fik da Legen hvirvlende begyndte. Faster Tid. Nu hjem at løse Panterne! Ego. Jeg, som er lærd, vil kalde denne Leeg . . . hør nu! Irreparabile tempus! (Kehraus'en spilles. Faster Tid humper foran ind ad Kirkegaardsporten og de Andre efter. Man hører en Liigklokke.) SIDE: 170 EFTERSPIL (En Kirkegaard med Gravminder. I Baggrunden sees en rødnæset Graverkarl at stikke frem af en Grav, hvoraf han kaster Jord op. I Baggrunden to Smaagutter, som spille Klink mod en Gravsteen.) Første Dreng (seer kluntet og stærkere ud end den Anden, som tillige er bedre klædt.) Kast ikke saa høit Johan! ellers falder Kronen i Graven. Anden Dreng. Ha, ha! Ei Du! tie stille! Mynt ned! Krone op! Første Dreng (hans Penge falder i Graven.) Ja der seer Du. Anden Dreng (kløer sig i Hovedet.) Aa kjære Graverkarl, giv mig min Krone igjen. Graverkarlen. Nei min Gut! Du Belials Barn, som spiller om Mammon paa Kirkegaarden. Første Dreng. Det er Skam af Jer, som endda er af de Hellige, at I tager hans Penge fra ham. I gjerrige og fulde Hellig-Erik! Band paa, at I ikke har den i jer Vestelomme. Anden Dreng. Tie Du stille! Kom, vi vil ikke tigge ham. (Moer Thora kommer ind i en pjaltet Silkeklædning og sætter sig paa en Grav.) Heisa! der er gale Moer Thora i sine Silkepjalter, mens hun har tre Verkenskjoler hængende ubrugte, fordi hun har været Frue. Hop, nu faae vi Løier. Hei, det er en deilig Frue! Første Dreng. Jo, hun har rigtig været Frue, men Manden er død, som var Lieutenant paa Vartpenge. Hun har været svært riig og vakker Johan! og havt en fiin Opdragelse, men Manden drak det op, og Øvrigheden pantede siden ud Levningerne, undtagen en rød Kiste med blaae Huse og Blommer paa. Du skal ikke gjøre Nar af hende Johan! for det er min Gudmoer. Anden Dreng. Ja faae hende til at synge Visen om Udpantningen eller om Huusmanden, som fik hende fra Gaard og Grund. Nei nu reiser hun paa sig. SIDE: 171 Moer Thora (gaaer hen mod Graven.) En Sildevragerkone ei kalde Du Madam; thi ellers faaer Du Skam af hende, som den rette Tone i Fruers Kreds angive kan. For ei at see ti Negle Øiet true, saa spørg: med Permission min Moer, jeg troer, at hun er Frue? Denne har min Søn Rasmus gjort. En skilling i Guds Navn, Du, som lægger Skatte i Jorden! Graverkarlen. Ak Moer! Guld og Mammon er ikke for de Rene af Hjertet. Jeg har ikke en Skilling Moer, skjøndt Viismanden siger: den, som dyrker Jorden, gjør sin Dynge høi. Jeg har ikke en Skilling. Drengene. Jo, han har en Skilling, han har en Skilling, som han har taget fra os. Graverkarlen. Ak Moer, bedre er en Fattigs Levnet under Fjelletag end kostelig Mad under fremmed Tag. Gaae nu Moer! jeg har ikke en Skilling. Drengene. Aa jer Næse seer ud som en Kobberskilling. Mynt den ud! mynt den ud! Graverkarlen. Ak Moer! Skjenk og Gaver forblinde de Vises Øine siger Jesu Sirachs Søn viseligen. Det Aandelige er bedre end det Jordiske, og jeg vil give Eder en aandelig Gave rundeligen. Jeg vil bede ydmygeligen for Eder i Hjertet. (gjør Gebærder som en Bedende.) Første Dreng. Paa den Maade slipper I let Hellig-Erik. Anden Dreng. Tal høit, saa vi kan høre, om I ikke bander, istedetfor at bede. SIDE: 172 Moer Thora. Jeg skal spise eders Bønner og drikke eders Velsignelser, I Rettroende. Første Dreng. Aa Gudmoer: syng den Vise for os om eders Ulykke. Moer Thora. Ei er Du der, min Gut? Det skal jeg min Søn, saa Du kan arve den efter mig. Den kan være Dig et Levebrød Rolling! der voxer Rugbrød af hvert Vers. Men kan Du æde Stene, mens Vinden gnaver paa dine Haar, saa det rasler i de sorte Kjæver. (Anden Dreng leer.) Første Dreng. Nei gjør ikke Nar af hende Johan. Nu vender Hun Øinene og begynder. Moer Thora (synger halvt nynnende.) I Æspelien, høit tilfjelds, laae en Furustue: der, i hullet Graaværkspelts, sad en gigtsvag Frue. Aa ja, Gigten flyer men Graaværket har sat sig paa Hovedet. Fru Thora paa sin Fjeldgaard sad med en Sønneskare: Alle vakre, liig en Rad hvide Birke vare. Gaae hen og led efter dem, og spørg, om de ere mætte, for de drive om nu i Bygden med blege Øine og en fugtig Næse, som deres Faer, over hvem Græsset synger med det hvide Skjæg. I over hundred' Agre smaae, mellem Klipper spredte, var den Fjeldgaard deelt hvorpaa efter Brød de ledte. Brød kunde vi nok finde bag de store Steengjerder, naar Grinden blot var heel, og Baandhunden gjøede ved Badstuen som den burde. Hei! lad dem rode med lange Fingre der hvor Næperne stod, og klippe Havren, dersom den tør staae der, hvor Rugen maatte falde. SIDE: 173 Ved Arnen snurrer hun sin Rok, væder Teen med Taaren: Fruen mindes bittert nok, hun var odelsbaaren. Glem, glem gammel Tid, saa glemmer Du ogsaa den nye Tid, som griner Dig lige op i Ansigtet! lee ad de Dage, som lee ad Dig paa din Bag! skjul gamle Dage med Latter hi, hi, hi! saa vil Du have et Smiil tilovers for de nye, ligesom den, der har givet alle sine Dalere ud til Drik og siger, naar han putter Haanden i Lommen: her er endnu en Skilling til en Sild. Et blegnet Smiil paa furet Kind løb som Skum paa Bølge, naar der treen af Grinden ind Sønners ranke Følge. Hun hører stolt den raske Støi, mindes Barnets Lege: Minder gjennem Sjelen fløi, lige Nordlys blege. Ja det var Gutter, som ikke spiste førend de vare svedte, skjøndt Magnus var en slem Dreng, der drak Æggene, mens han jog Hønen paa Taget, og skjød Skylden paa de Andre. Et Smiil forraader Tanken, som frem af Sjelen dukked: naar hun hørte Skaren kom Smilet qvalte Sukket. Hun tænkte sig en Qvelskye vist, som tør Stjerner føde, tænkte sig den sorte Qvist krum af Æbler røde. Siig ikke, at det er mig som synger her; thi da blev den Fru Thora vild og vred paa gamle Thora: fordums Dages Thora blev vred paa Vredens Dages Thora! Det smerted' ei den Moder see ingen Fjer at skygge Ætens Blik -- som Haandens Lee blaat og hvast det flyver. SIDE: 174 Ja de vare blaaøiede allesammen saalænge de saae stivt mod Himmelen; men nu ere de blegøiede som Byttinger, fordi de see i Glasset. Det smerted' ei, at Agrens Guld bølged' reent i Aaren, farved' Kindens hvalte Skjold Himlen liig om Vaaren. Aa der er ikke Forskjel paa Velling og Aqvavit, blot at Velling gjør Kinden rød -- og til Velling vare de forfaldne som Drenge, mine Børn. Men Aqvaviten gjør Kinden til en Fredskaabe, men Næsen til et Krigskobberhorn eller en Jacobinerhue, men Hjertet blegt som en puddret Royalist, der bukker sig for Kongens Skygge førend denne kommer i Solen, som der stod dengang min salig Mand holdt Aviserne og Øinene ikke randt. Men mine Børn ere forfaldne til at æde stærk Velling . . . nei, ikke mine, men hans Børn. Nu Æten kom fra Agren hjem: Sangen flød fra Barmen. Hvor hun lytter glad til dem, karer travlt i Varmen. Ja da gjorde de deres Arbeide; men Klokken slog netop syv, mens Maanen havde leget paa Gulvet een Time. De stormed' ind med Lee i Arm; men -- som de dog pleied' -- søgte de ei Qvelsmand varm, skjøndt dens Røgsky vajed'. Med Latter stimled' Skaren om Moders Pudesæde: "Moer her har vi den, som kom for dit Korn at træde." Det var ingen Muldvarp, ingen Soe, ingen Hest, ingen Bjørn, som vælter sig i Havren om Natten. De puffed' frem af Kredsen En, gammel, bleg og bøiet, som paa Neglen beed og green, syntes lidt fornøiet. SIDE: 175 Hvad vil I Jacob? spurgte hun, reiste sig fra Stolen: Skaren loe, den Gamle kun pilled' sig paa Kjolen. Første Dreng. Det var jo jer Huusmand Moer Thora? Moer Thora. Stille Dreng! han fødte paa min Grund baade Koe og Souv. "Ha Moer! vi i din gyldne Sæd Jacob fandt at vanke: "over Gjærdet sprang han ned, "lysted' Ax at sanke. "See paa din Ager bølger ei "Rugens Vover blanke: "den er bleven Alfarvei, "trods den høie Planke." Det tuder, naar det blæser og Fyrretræet bliver lystigt midt i sin Sorg. Den høie Frues sjunkne Blik lyned frem paa Kinden, Rødme over Panden gik, Skyer liig i Vinden. Denne Vise -- kan Du huske den Gut? -- har jeg sjunget for din Vugge, at Du maatte blive stor og stærk. Tag Bringetag eller Ryggetag eller træk Krog I To, dersom I tør. Første Dreng. Jeg tør . . . hup nu! Anden Dreng. Nei jeg har saa vakkre Klæder paa . . . bie nu. Moer Thora. Det er Ret, men hør nu! hvert Vers skal tærge Eder op med Knappenaale. "Ha, gamle Jacob! sparer Du "ei den gamle Enke? "lister Dig i Maanskin ud "for min Armod krænke? SIDE: 176 "I vakre Sønner, fører ham "ned til Bygdens Foged! "lad kun Procurator Tam "gjøre ham det broget!" Dette er at forgive en Oxe med Havre. Med Tummel førte de ham ud -- Vox blev Mandens Haser -- svinglende han skreg: "ved Gud, altfor grovt I spaser!" Ja, da var alt Maanen krøben op i Vinduet ligesom en guul Kat, der leger paa Gulvet med Nøsterne. Lad mig see, hvem der kan lee høiest af Eder. (Drengene lee.) Ret! Du, som leer af mig, leer høiest. Første Dreng. Nu kommer en anden Melodie, som er moersom, bare Moer havde sin Langeleeg. Moer Thora. Nei min Gut! denne, som nu kommer frem i Historien er ligesom et Spøgelse, og Sangen er ligesom en Ugle, der synger paa et rimet Kirketaarn, i Maanens første Qvarteer, naar Maanen er liig et guult Ugleneb og Jorden sukker af Kulde. Da seer hele Egnen, Træer og Huse med Jernfløie paa, som skrige en- gang hver halve Time, og Kirker og Stolpeboder ud som en Drøm, rædsom, skingrende af Graad og Latter, skjøndt Alt er dødsstille. Fryser Du min Gut? Samme Qvel en Skikkelse ude stod, og med Rædsel han saae gjennem Rude Jacobs's Færd. Bleg, som kalket Gabestok lytted' krum han ved Døren, men iilsomt han flytted' Foden, da ud Jacob kom blandt jublende Drenge, ud for at føres til Fûten den strænge. . . . Hei, hvor han løb! Det knirkede tregange i Væggen, og hans Hoste lød som en hæs Kats, men mine Sønners Styrke mærkede Intet. Den forrige SIDE: 177 var Huusmand, men denne en Uhuusmand, da han drev om paa Marken for at fange Ræve med Baldrian og Fedt og Grævlinge med Jern. Han var en Avindsmand, en Avindsmand. Jens hed Manden, Manden hvis lange Skygge i Maanskinet neppe Du fange kan med et Blik. Over Bjerge, Dale den dandser, først ved den optraadte Ager den standser, ludende, sort. Rugens gyldenlokkede Nakker kneise ei meer paa de frugtbare Bakker; Gjerdet var brudt. Jacobs Spor i Muldet stod præget: Agren var liig det Qvée, hvor Qvæget samles om Qvel. De grebe ham nok, troer jeg, mine Sønner med krogede Næver, sovende paa sin Dumdristighed under det Tag, mine Sønners Sved og Sommersolen havde forgyldt. Ak, hvad skulde vi leve af til Vinteren, naar vi hørte Bjelderne langt borte og Gjesterne alt bankede Sneen af Støvlerne i Forstuen? Jens forsøger Resten af Hegnet rive fra Grunden: det knagende segned' under hans Hæl. Nu kan Koen fraadse, dersom Bjelden ikke sladrer for høit, og Kalvene springe der, hvor mine Ønsker hvilede, naar jeg strikkede Strømper til mine Børn om Sommeraftenen ligeoverfor. Jag dem ud min Gut! om Du kan. Aa nei! Køerne vilde ikke engang gaae der og æde Muld: (græder) for nu skal Du høre. Jens i Lommen griber -- med Latter tilsaaer han Agren med Klintefrøe atter: "Spir nu mod Sol!" Aa det var Klinte, som kunde skygge over Arven, Nesler, som kunde skjule Klinten, Tidsler, som kunde dække Neslerne, Bulme, som kunde rage op over Tidslerne, Luushat til at kjøle Bulmen, og Alt færdigt og pyntet med Storkeneb og Qvikgræs. SIDE: 178 I Sagen "Fru Thora contra Jacob" løde mod Patronen trende Klager, liig, naar trende Lynets røde Landser gjennem Skyen brager. Dette er et Sørgespil, hvori Heltene fnise og fægte med Chi- caner og Spidsfindigheder istedet for med Sværd, som de burde; men mine Sønner ere forfaldne og Græsset vil spire i deres Hjerneskaller. De Klagemaal løde: "Jacob som Forpagter, deels gjør mindre end han burde, deels han ikke Markskjel agter, deels gjør meer end nogen turde." Hele Feilen var, at han sov, naar Solen vaagede, men vaagede naar Maanen vaagede. Min Søn Ole havde skrevet Klagen: En Aastedsforretning man ved Agren satte, for at see hvad Korn den bærer. Ei, see Klintens lysblaae Hatte under Tidslens røde Fjere! En Tidsel voxer hurtigere end en Proces, men en Procurators Fordringer hurtigere end Klinte, og en Enkes Ruin hurtigere end Nelder falde, naar Drenges Overmod hugger løs paa dem, skjøndt de voxe stille bag Smedien. "Fru Thora! -- saa mælte Retten -- hvor er Rugen, som jer Contrapart med Foden tvang at lægge sig paa Bugen, tvang at bøie Ax mod Roden?" Dette er det samme som at spørge graae Haar, om de aldrig have været unge. Det er klogt Spørgsmaal. Hvor krøb ikke Jenses Smiil bag Skjegget! Klinten loe med Tidslen ad den Klage: Jacob gotted' sig ved Finten, smilte fremad, loe tilbage. Jenses Smiil krøb som en Snog under tørt Løv, naar den seer en Frøe komme klaskende. Han svoer nok -- og Eden skingrede vist fra hans Hjerte til hans Hoved, skjøndt vi ikke hørte det -- SIDE: 179 at han vilde altid saae slig broget Sæd. Og dog gav jeg ham Mad og en Snaps, naar han gik ud for at fange Ræve, for at holde Justits paa Gaarden. "Jeg og i en anden Ager saae ham klavre over -- vidned En -- og slynge Kornneg over Gjærdestavre. Dette jeg med Eed kan tynge!" Men Skriveren var undskyldt, for hans Syn havde aldrig seilet henover Guldhavet, hvori mine Ængstelser som Moder druknede. Hør nu! Nok! Dommen saa faldt: "den tredie Post af Klagen (hvor da Actor Jacob kalder egenmægtig) bort fra Sagen, som utidigt anlagt falder. Jeg maatte gribe til mit Forklæde, og det blev fuldt af Perler, som faae Procuratorer vilde give Kobberskillinger for, og Jens raabte "Tys!" og Jacobs Hoved dreiede sig som en Storks; men mine Sønners Halse bleve lange, og de lignede Skadeunger, gabende efter en Maddik. "At Jacob ei agter Gjærder, hvor vi skue klart nu Ukruds fede Fylde, var en Misforstand, min Frue! Derfor Maanen I beskylde!" Men læg Maanen i Bøder, fordi den holder Lygten for en Dreng, saa han kan skjelne Æbler fra Pærer i en anden Mands Have! ja mynt dens Straaler ud! sæt den i Fængsel for Hælerie, fordi den hæler og ikke vil vidne skjøndt den kan; thi den seer meget og mangt. "For Tiltale bør da Jacob frie at være: Fruen selv bør koste Sagen!" Ak det var det værste; thi nu kommer en rødnæset Lensmand med Papir og Blæk og en Hammer, hvormed han bankede Fattig- folks Mod ud, efterat det først var fugtet som et Stykke Læder. Ei behøves der Mod til at kjøbe for to og fire Mark Silkekjoler, Peberbøsser af Sølv, min Mands Sølvuhr og mit af Guld, min Mands Sabel, Sølvtøiet, Uld og hvide Faar og røde Køer! Ak SIDE: 180 dette var engang min Gut! da sad jeg et Aar og spandt og skottede til Fjøset, hvor to Høns kaglede, mens mine Børn pløiede fremmed Jord og skare fremmed Havre, og da blev jeg din Gudmoer Tosten! men saa kom den røde Næse igjen og blæste Hønsene bort og Garnet bort, og en anden Fodsaale end min knirkede i Stuen og paa Gangene og i Kjøkkenet. Jeg maatte ikke spise Grøden paa min egen Skorsteen, eller melke Kjørene, som ikke kjendte mig. Da blev Thora syg af den fremmede Røg, og gik i fri Luft, men nu er jeg, Gud skee Lov! kommen mig, da en gammel Mand hviskede til mig: "Man for Guld og Graad kan lære tie, naar man bli'r bedragen!" Snip, Snap, Snude, nu er Visen ude! (Graverkarlen gaaer til Porten.) Første Dreng. Nei svindt nu! see den lumske Hellig-Erik lukker Porten uden at vare os ad. Kom nu Moer! hei vil Du bie Erik! kom nu Moer! (Konen og Drengen ile til Porten.) Graverkarlen. Nei, i Jesu Navn! vare I inde endnu? Anden Dreng. Aa I vidste det vel ikke I Hellig-Erik? I har vel ikke staaet og lyttet til Moer Thoras Sang, saa I har gjort Graven et Qvar- teer mindre dyb end den skulde være? Desuden minder vel Skillingen, som I fakkede fra os . . . Eja! (Drengene give sig til at kaste Klink.) Graverkarlen (afsides.) Gid den røde Satan tage baade dem, og Kjærlingen! (høit.) O I ufornuftige og blinde Børn, jeg tilgiver Eder jer bespottelige Adfærd. Jemini! Jemini! Moer Thora. Hvem skal raadne der min Mand? hvem skal boe under saa lavt Tag? Graverkarlen. En Enroulleringschef. Moer Thora. Jo Graven er for lidet dyb: den skal være saa dyb som en Steile er høi. Nu red op! (Graveren gaaer til Arbeidet.) Denne er en Træl; thi han drikker og arbeider blot for Andre men der vil vel komme en Tid, da Andre arbeide for Dig. SIDE: 181 Hør Du Dødens Kammertjener, jeg kommer nu her saa en Sommerqvel, skjøndt jeg var bedet ud paa Sødgrød, for at hilse paa nogle Veninder fra de Dage, der ødslede vellugtende Solskin: kald dem frem, om de saa ere i Negligee! siig dem, de skulle ikke genere sig, om de saa ere i Negligee; thi der staaer en Dame udenfor, som har seet dem saa, og rørt ved dem saa, i den Tid man kunde see deres Skjønhed voxe, og de ikke kunde skjule for hinanden, at de vare Qvinder. Men bie nu min Mand! til Navnene slaae ind paa min Hukommelse, som Hagl og Regn paa en gammel Rude, klisk! klask! thi der følger Graad med. (sætter sig paa en Grav.) Første Dreng. Nei kom nu, og lad Klinken staae, saa skal vi læse Liigskrifterne. Læs Du paa denne Side af Gangen, skal jeg læse paa den anden. Anden Dreng. Nei jeg læser bestemt ikke paa nogen anden Side end den, jeg vil. Jeg læser paa denne . . gaae nu! Første Dreng. Hvorfor det? det var jo mig, som fandt paa det. Jeg vil ikke læse paa nogen af Siderne, naar Du er saa trodsig saa . . . Anden Dreng. Vil Du ikke læse paa den Side, jeg vil? Vil Du ha'e Strips Gut? Gaae nu bare eller saa vanker der. Første Dreng. Ei da Gutten min! hvem er stærkest? Husker Du da der var Lyst- leir her, da Du fik Juling i Galgebjergsvingen? Huf Gut! da fik Du kjende Knogerne, da stode gode Knoger sig. Huf Gut! vil Du slaaes? Anden Dreng. Nei vil Du slaaes igjen Tosten? Du er nok stærkest, men jeg kan Kneb seer Du, og hvem er fornemst kanskee? Der Gutten min! har Du en halv Kringle: (kaster den til ham.) føi dig nu efter mig. Første Dreng (gnavende paa Kringlen halv grædende.) Du er rigtig saa trodsig, saa . . Aa min Fa'r var saamen Lieute- nant, og han hedte Bramarbas, men saa døde han, og saa stod hans Frue Fadder til mig. Anden Dreng. Jeg læser først . . SIDE: 182 Første Dreng. Ja, det var jo som jeg vilde. Anden Dreng. Nei nu skal Du læse. Første Dreng (knytter Næverne.) Huf Gut! der lugter Liig af disse Næver. Anden Dreng. Nei Tosten da . . husker du ikke Kringlen da? Stille nu da! (læser paa en Liigsteen.) "Her hviler Jomfru Constance Taarsh, fød 1781. Aldrig Nogen hun i Livet nægtede af hvad var givet. Herunder staaer ogsaa: "P. Stygge scripsit." Moer Thora. Der kom det første Hagl. Ja vist Constance Taarsh og saa Cathinca Nebb . . Constance Taarsh? ja vist kjender jeg hende. Hun var et Bordel og en Herrnhuter-Kirke under eet Tag: hun var et daarligt Hoved, og fandt stor Fornøielse i at see paa Parader, og naar Studenterne fulgte en Broder til Graven: hun gjorde meget af Uniformer en Tid; men siden blev enhver Kjole hende smuk, og hendes Øine aade ethvert skjægget Ansigt bort, saa snart det stak frem, hurtigere end en Bataver Ananas: paa den ene Side af Munden vuggede et sandseligt Smiil, men paa den anden Side var Trækket ligt et hebraisk L. Læs videre, saa faae vi flere. Første Dreng (læser.) "Ak! Her Ormene fortære det magre Skind, som, fyldt med Vind, var Julius Blære. Tilsidst den Blære ved megen Svingen og Hop og Springen sprak! P. Stygge pinxit!" SIDE: 183 Moer Thora. O jeg har seet ti Blærer allene idag, mens jeg sad paa Raadstue- trappen og pyntede mig med Solskin. De fløi forbi ligesom Svaler, der svinge sig rundt om en Stolpebod og dyppe Vinge- spidsene i Støvet . . . Ti paa et Qvarteer! Hør Johan! thi det blæser alt i Dig, og Du begynder at blive let -- alle Blærer i sig selv ere ikke mere ulige end Tudser, skjøndt nogle af disse ere spraglede, andre see ud som en Klump Dynd. Men sparker Du til den med Foden -- bums! saa dykker den ned og kommer op paa den anden Side af Dammen langt om længe, eller ogsaa bli- ver den i Bundmuddret. Men rører Du ved den med en Stok sagte eller blot seer stille paa den, saa -- qvæk! koak! qvæk! -- blæser den sig op, og Du kan blive bange i Tusmørket; men jo længer Du staaer fra den, jo mere voxer den, saa at den, i 10 Skridts Frastand, synes som et Græskar, i 20 Skridts som en Tønde, men i 30 Skridts som en Veirmølle der fløi bort; thi, naar den har voxet, flyver den op, og, jo høiere den kommer, des større synes den, saa at de gule Pletter under Bugen synes Dig som Skyer, omsider Øiet som Solen og dens Aande din Atmosphære og dens Knurren en Storm -- kort sagt, saa at det forekommer Dig, som at Du ikke kunde aande uden under og i den; men min Gut! kast en Steen dristig op imod den, saa seer Du intet uden en reen Himmel over Dig, og en Tudse som kravler ved dine Fød- der for at naae Dammen; eller endnu bedre! saa snart Du seer en saadan, saa løb strax til og kast din Hat over, saa fanger Du en Tordyvel. Seer Du, nogle Blærer ere meget smukke at see til, som en Silke-Luftballon, men sætter Du dig i den, saa gaaer Bunden ud, og tak Gud, om Du falder paa noget andet end Steen, eller om Du falder i en Dam. Slige Blærer kunne fyldes enten med Krudtdamp og Røgen af opbrændte Carteller og Eder og løgnagtige Historier, med Speculationer, med Løfter, med Penge- klang, med Titler, med Riim, med Examiner, med Skinhellighed, med Liderlighed -- hvorudi ogsaa kan tænkes Udmærkelse -- med Andres Blik og Ros, med Projecter, med Sang og Spil, med Dands og eqvilibristiske Kunster, med Billedet af sit eget Ud- vortes -- hvilket af et Speil kastes tilbage i Blæren -- kort med alt Muligt; dog ere disse Ting blot det som giver den Navn og Farve, men Forfængelighed er altid det rene Inhold; hvilken SIDE: 184 gjør den saa let, at den stiger iveiret, saa snart Andres Let- troenhed aabner sine vide Næsebore, hvorigjennem alt Støv farer, og puster ud, saa der kommer en Hvirvelvind. Men det min Gut! er mærkeligt, at alle Blærer, af hvad Couleur de ere, om der saa paa En staaer skrevet udenpaa "Tapperhed" paa en Anden "stor Poet" paa en Tredie "Patriotisme" paa en Fjerde "Hellighed" paa en Femte "grundig Lærdom" eller "bidende Vittighed": saa stinke de lige ilde alle sammen, naar Du træder dem isønder. Alle have Blærer i sig før Dyngen af Fortjenester bliver tung nok for at faae den til at briste: ja undertiden er Lærdom virkelig ei istand til dette, men kun at agte som en Steen, en Ballast, saa den ikke slingrer: ikkun Daad, naar Sjelen skyder ud sine gyldne Frugter, Daad, Daad, som Menneskene frit kunne spise og lædske sig med, skygge sig med, knuser den ganske. Men troe ikke strax, at en stiv Hals, en Pluskind melder, at der hænger en Blære inden- for: ah min Ven! en huul Kind er huul og til Forfængelighedens concave Side, saa at den indentil er desmere convex. Saaledes, jeg kjendte engang denne Liigverspoet Petrus Stygge: han var huul- kindet som en Skee, og hans Kjole pralede ikke mere end Tus- mørket og hans Hals ikke mere end en Mast, som der er snøret et laset Seil om, men kom Du til ham saa hed det: "min nye Tragoedie . . . jeg har idag skrevet Vers . . . ja jeg veed nu ikke hvordan det er, dog maaskee ikke uden Skjønheder, nu skal De faae høre?" Og nu rodede han op i Papirer; og hvis man spurgte, hvad det var, svarede han: "Vers, Vers min Fa'r." Saa var han, han gik stille frem som en Elegie, og Alt paa ham rimede sig med Elendighed. Men hør nu, vil jeg lære Dig: dersom din Sjel engang kommer til at boe og hvile i sine egne Fortjenester saa byg dem ikke op i et Babelstaarn, som en Rotte -- thi Du maa tage Materialierne af Dig selv -- kan gnave igjennem, og Du maa da have den Uleilighed at bruge Stiger for at komme i dine egne Værelser; men lad dem udentil være, ikke som Græ- kernes Huse i Constantinopel udentil som en Sop indentil som en Guldskaal, men simple og skjønne som de hvide Landsteder ved Lausanne, der aande i den fri Luft gjennem de løvkrandsede Vin- duer, og hilse paa hinanden i den blaae Søe; og pynt dem indeni med Talenter, som mit Værelse var pyntet indeni med Malerier af Vilhelm Tell, Hermelin, Anna Colbjørnsen, Correggio, Evald, SIDE: 185 Mozart, Holberg, Spinoza, Luther, og med Dyder som mit Barne- kammer, hvor mine Børn sov og legede under Billedet af Jesus Christus. Hører Du min Gut? Gjør saa! Men dersom jeg seer, at Du, som Dreng, paa hver Lap Papiir rabler dit Navn, cirkler det ind, slaaer Streg under o. s. v., saa siger jeg: det begynder at blæse i Dig! Fy, bliv ingen Tudse, ingen Blære! ingen Sop, som det ryger af imellem Fingrene! Anden Dreng (læser.) "Herunder hviler den visnede Rose Frøken Cathinka Nebb, 47 Aar gammel. Hun bar ei Roser her, men hisset bør vi vente, at hun vil Blomster faae med Renters Renters Rente. P. Stygge depinxit." Moer Thora. Ak ja! hun kommer i min Hukommelse, som et Torneriis i en forsømt Have. Ret! hun bar ikke Blomster, men blot Blade; thi hendes Blod var grønt: hun lærte aldrig sine Lectier, fordi hun ikke behøvede det, sagde hun; hun sprang rigtig nok 30 Aar forud for sin Tid i Unoder, saa at først nu enhver Pasgjænger har naaet hende igjen: hun elskede sig selv lige indtil Smægten og umætteligt Raserie. Naar hun engang aabnede sit Hjerte for En, havde man samme Følelse bag efter, som naar man har stukket Haanden i en Katterede og saa fører den til Næsen og saa med det samme finder den forreven til Ledet. Hendes Øine var et Par slimede Snoge, som skyde sig frem og tilbage under Sivet, og Munden var et Lazareth for philosophiske Floskler og Sætninger, af hvilke dog ingen kom heel og sund ud. Men -- jeg vil ikke bagtale de Døde . . . Hendes Hjerte var en Maddik i en guul Kaalstok, men nu er den fløien bort som en Phalæne, en Sphinx Dødninge- hoved. Første Dreng. Skal vi læse over en Toldinspecteur? "Her sover Toldinspecteur i Aren . . ." SIDE: 186 Moer Thora. Væk ham ikke! han sover paa sit Regnskab; og de, som skulle vække ham, sove paa ham igjen, og bruge Folkets Sagtmodighed som Overdyne, Sov vel! Guds Fred! Første Dreng. "Her ligger Herr . . ." Der har staaet en Titel, men jeg kan ikke læse den . . Der har først staaet nogle Bogstaver, og saa staaer der rator eller raptor eller noget sligt. "Peder Emerentius Ego." Og under neden staaer: "Piger begræde hans Savn og Fødelandet hans Gavn. P. Stygge posuit." Moer Thora. Ja det var en Vindbeutel, en Blære, fyldt med Jurisprudenz og Latin; hvilke Sager, formedelst deres sorte Farve engang var en fortræffelig Skygge for min Mands Blæres røde Indhold. Hør nu Dreng, skal Du faae en Historie, som er pyntet med Latter for alle Andre, men jeg selv maatte pynte den med Taarer: den har et hoppende Hjerte i en høi Barm som en rødhuet Nisse, men feigere end denne, og et Hoved som en tom Kirke, i hvil- ken Lærdom indtager samme Plads som Taltavlerne i denne: Han skrev et latinsk Brev til min Mand, -- skjøndt han vidste denne neppe forstod sit Modersmaal -- hvis Begyndelse: "tibi succenturioni præceptor." -- Du gaaer jo paa Latinskolen Johan? -- Hans Velærværdighed oversatte for min Mand: "jeg skal lære Dig, du Underofficeer!" skjøndt hans Mening var at undervise vore Børn i Latin og Græsk. Men nu skummede min Mands Vrede: Han skrev et Udfordringsbrev, som begyndte med denne gamle Formel: "Den er Cujon, ja ret en spytsmurt Feig -- ha hør det Vidner! -- som ei duellerer . ." og som han nummererede No. 26 og sendte til Byen. O det hjalp ikke, at mine Taarer bad ham, ikke at prostituere sig! Han svoer, at dersom han havde vidst, at Tapperhed var agtet med en fredlyst Partiegjænger i Krigens Tid, dersom hans Mod havde ladet sig tøile, dersom han havde vidst, at ligesom en Generals SIDE: 187 Broder maa være Corpschef, om han er Invalid, at en Saadans Fætters Søstersøn som Lieutenant har større Forhaabninger end Gage, saa havde han heller forenet sin blodige Ære med en Generals Huusholderskes Vanære, end med en Præstedatter, der foruden blaae Øine og Tækkelighed, Intet havde uden Sprog- kundskaber -- og hvad jeg nu kunde have lært -- og da skulde han have været anden Karl end saadan En, som en Bogorm turde fornærme med de skammeligste Udladelser. Men slige, lagde han til, lugte godt, naar de dyppes i Blod. Og nu maatte jeg ind i Kammeret for at trøste mig med at lappe mine Børns Klæder, og han lukkede til med Eeder. Men see nu! næste Postdag kom- mer der et Brev fra Præceptoren, hvis Begyndelse Hans Vel- ærværdighed, som blev tilkaldt "tua quidem superbia et fortitudine forte careo" saaledes udtydede: "din fortrinlige Tapperhed har enhver kjær eller agter Enhver", hvilke Ord min Mand, efterat have tilkaldt Tjenestefolkene, Børnene og mig og raabt: "tys! hør! begynd, Deres Velærværdighed!" erklærede for den hæder- ligste Afbigt, nogen Ærekjær nogensinde havde erholdt af en tapper Modstander; og jeg maatte ud at lave Grog og sætte en Hare paa Ilden, og invitere Lensmanden til en natlig Polskpas. Saa gik det! min Lykke druknede i hans Løfter, og min Ungdom og Tække -- o, at den ikke havde, besudlet af hans Spiritus og Grovheder, skjult sig for disse, men for mine Børns Ynde! Anden Dreng. "Her hviler Jomfru Rosa Laura Angelica Zoe Lilia Clara Madsen. Da der ei fler' Romaner var at tømme, saa lagde hun sig her for over dem at drømme. P. Stygge posuit." Moer Thora. Ja hun havde Vattersot i Hjernen, af alle de Romaner, Spøgelse og Røverhistorier, hun uddrak. Men altid spillede hun Elskerinden eller Heltinden i Historien, enten det nu var i Spiezes Mordhistorier eller Lafontaines Giftermaalshistorier. Den ene Dag elskede hun en Ridder, den anden en vellystig Munk, den tredie en Prinds SIDE: 188 eller en Fisker; men alt gik gradeviis frem indtil Brudenats- høitidelighederne, som hun feirede alene. Hun kunde tage og føle paa sin Indbildningskrafts Foster, saa at hun kunde tage en Vaskevandsstol for en utaalmodig Greve, en Stol, med et Par Strømper paa, for en dristig Ridder, som knæler ved hendes jomfruelige Leie, og Hovedpuden for en ung Førster, der agter Kys for det samme som en Borgermand Brisling i et Gjæstebud. Dersom hun ikke vil staae op paa Dommedag, saa er det fordi hun holder Larmen for den Støi, en fræk Jæger gjør i det han hopper ind ad hendes Vindue, saa at man ei bør gjøre den større ved at staae op. Anden Dreng. Navnet forekommer mig som en Hale af brogede Papiirlapper paa en Drage, men som ender med et Stykke Carduuspapir. Moer Thora. Ret! af det Udtryk "forekommer mig" skjøndt Du er en Dreng, veed jeg, at Du gaaer paa Skolen. Første Dreng. "Alt Kjød er Høe og derfor maatte Hr. Maabe døe! P. Stygge composuit." Moer Thora. Ja ham saae jeg komme ridende med sine stive Manchetter og store Sølvsporer, hvilke han dog ikke turde bruge, skjøndt Hesten gik baglænds med ham. Da han kom til mig saaledes -- som han var reden forbi for 5 Minutter siden -- da jeg sad ved Veien uden- for min egen Grund, spurgte han: "Hvor ligger Kirken Mo'er?" skjøndt de hvide Vægge pegte klart nok paa sig selv. Men da jeg svarede: "lidt til Venstre," saa spurgte han: "hvor lidt til Venstre? af min Hest eller af mig, for den gaaer baglænds med mig?" Anden Dreng. "Her hviler Jomfrue Molly Pals. Tvende Smaae . . . Nei her er det reent udvasket, men nedenunder staaer: "P. Stygge fecit." SIDE: 189 Moer Thora. Ja hun havde nu altid Maven fuld af Spøg og Latter. Friskvæk! Første Dreng. "Her ligger Petrus Stygge. Han var befængt med slette Riim og endnu værre Sæder: De sidste han beholdt for sig, de første gav han Eder. Deposituro auctore. Han Død var selv et Riim; thi da hans Creditor, med Executor Smitt ved Sottesengen staaer, og Hiin da sagde vred -- mens Smittens Øie foer om Seng og Dynerne og Væg og Bænk og Bord, og overregnede og fandt ei Summen stor -- "Det Bedste blier min Herr'! om De nu, før De gaaer til Abraham, og Fryd, mod gode Vexler, faaer, den gamle Gjeld til mig og nu Herr Smitt betal'de: saa udgav han et Riim, og Rimet var -- han rallde. Deposituro auctore." Og paa den anden Side staaer: "tre Sottesengsvers af P. Stygge over sig selv, satte her af hans Ven Depositurus til hans og egen Ære: Jeg gjerne døer; thi da jeg engang dog faaer snydt de Creditorer, som bedroge mig saa tidt. Jeg døer ei unden Hæder; thi mon det gik den store Evald bedre? Saa ofte fandt jeg mit Humeur istand at kunne gjøre Vand til Viin; men da jeg seer, det ikke kan forvandle Vand til Medicin, jeg døer." SIDE: 190 Moer Thora. Det er ikke en let Byrde at ligge begraven under Vers, som blot i saa Henseende ere sande, at de ere sande Liigvers over deres Auctor. Men Petrus Stygge løi saa meget i alle sine Vers, som han altid bar paa sig, at han nu bliver straffet med at bære Sandheden. Jeg kjendte ham som Dreng, da var han et ganske godt Hoved; men -- Gud veed, om det nu kom af, at han var saa meget klogere end sine Kammerater -- nok! i Førstningen indbildte disse ham, at han var et Digtergenie. Eller mon de tænkte, at det geraadede dem til Ære at have et Genie i deres Midte, som Planeterne Solen? nok, de indbildte ham, at han var et Genie. Men siden indbildte han sig det selv, og vilde ind- bilde Andre det, da de Første vare blevne trætte af at indbilde sig det. Nu siden, det første hans Ungdom fik en tynd Skal, indbildte han sig, at han maatte være liderlig, for at hans Sjels Lys kunde hæve sig ved denne Skygge, og han blev det. Nu skrev han Liigvers før Personen heri døde, og Bryllupsvers, naar der blev lyst førstegang for Parret, og Variationer paa Sange til Kongens Fødselsdag, og lod alt dette trykke og uddele; og et Sørgespil, som begyndte med "ha!" og endte med "døe!" hvil- ket myrdede hans Bekjendteres Taalmodighed desforuden. Men nu gik det ned ad Bakke, skjøndt han troede fuldt og fast, det gik lige op ad Parnas, ligesom En, der reiser hjem i Ferierne, naar han begyndte at nikke og slumre ind ved Foden af en Bakke, spørger naar han vaagner: "nu Ole, ere vi komne til Toppen?" skjøndt det har gaaet nedad, paa den anden Side af Aasen, en halv Time. Han drak med min Mand; men naar de talede sammen, det vil sige, naar Stygge reciterede Vers, og Han svoer og fortalte Krigshistorier, kunde man gjerne ligne Samtalen med Punsch, da dette gjerne kunde kaldes Spiritus, men hint Vand, saasom det kom af en vandig Hjerne. (Seer Faster Tid, som kommer i Porten.) De gamle Tider reise sig, og deres Suk stivnes til en Sobe- lime, som stikker dem ud af Munden. Hukommelsen lugter dine Skridt om saa frisk Dug ligger over dem. Kom du Mindes- mærke! eller stivner du til et sort Liigkors? Staae stille Niobes Steen, at jeg kan lædske Dig, Umættelige! SIDE: 191 Graverkarlen. O Herre Jemini! Moer Thora. Nu bliver I bange I hellige Mand? Seer I noget? Anden Dreng. Kom nu ligesaagodt Tosten! Der seer Du . . Hun slaaer os med Krykken. Første Dreng. Nei er Du ræd? Lad os kuns bie lidt. Graverkarlen. O Herre Jemini! frels os fra onde Aander. Moer Thora. Det er blot en Krage, som sidder i Porten. (Faster Tid humper frem.) Nu hopper den efter en Maddik. (Graveren løber, men idet han vil løbe forbi Tid, rører hun ved ham med Krykken, saa han styrter baglænds i en Grav.) Hen og kast Jord paa ham! hen og kast Jord paa ham! Hvem der graver en Grav for Andre falder selv i den. Faster Tid. Godaften Thora! Thora kan tilgive? Udaand den sidste søde Aande af en Menn'skesorg: Tilgivelse! Moer Thora. Ja som Natviolen, der aander sødere, jo mere Natten lægger sig om den; skjøndt det var Dig, som sagde jeg burde sælge min Jomfruelighed for en Penge, som vel saae ud som Sølv, men var blot det skjære Kobber. Det første Kobber, som stak frem var Næsen paa Billedet, som lignede min Mands, som siden blev liig Næsen paa Løvehovedet paa hans Gehæng; og de smaae Sølv- penge, jeg fik som Godtgjørelse for mit Tab, lagde Du i Spiritus saa Forsølvningen gik af; og nu circulere de fra Huus til Huus som slette Kobberskillinger. O, nu kunde jeg boe med Fuglene under eet Tag. SIDE: 192 Tid. Ulykkelige uden Last, tilgiv ei mig, men din Lettroenhed, en Feil, som ei hos Qvinder boer alene! Thora, Du blege Dyd! Du Sorgens Valmu see! Hvad seer Du Thora? (kaster et Dødningehoved i den aabne Grav.) Moer Thora. O jeg seer Graad, som ligger tæt til Øiet, saa den er liig et Hav; min Graad den seer igjen mit Huus . . . Nu lad det ligge; thi en fremmed Fod tyraniserer Gulvet! Ah, nyt, panelet! Barnekammervindvet vidt aabent flagrer, pyntet med Gerani'um og Malvapotter, Rosentræer, som paa Foraarsluften gynge sine Blade. Anden Dreng. Nei det er forfærdeligt! hun tager et Dødninghoved for sit Huus og Øienhulen for sit Barnekammervindue og lidt Græs og Løvetand, som stikker i det, for Blomsterpotter. Moer Thora. Ret nye Stolper foran Døren, og ret vakkert hvidtede; og udenfor lidt Granebar. Det vist er Dagen efter min Enkefest, min Mands Begravelse. Anden Dreng. Ei! hun tager fire hvide Tænder i Kjæven for Pillarer. Ja i det Huus kan en Regnorm boe. Tid. Sorgminde, see! (rækker hende en Viol-Kjærminde.) Moer Thora. Ah er det Hundetunge? Hvad Blomst, som praler med saa stærke Farver, at dybt de skjære ind i Øiet, lige til Graadscisternen. Oh, jo meer jeg seer, SIDE: 193 jo klarere min Ungdom seer jeg malet, dens Leg, dens Fryd paa disse fine Blade, med hvide, lysblaae Omrids. O min Veemod bemestrer sig først Stemmen og saa Næsen den fylder med sin varme Aande, og saa træder den i Øiet som en Dronning. Tid. See gode Hjerte! (kaster Violblade i Graven.) Mo'er Thora. Ah nu mine Duer! saa dæk mit Tag med Kjærlighed! Ah see! de føde der paa Taget deres Elskov med Solskin, hvormed Hannen gjør sin Brynde meer glindsende. En lysblaa Hun paa Engen har sat sig, gjækkende sin Elsker -- Ret! Nu daler han . . der er han paa den grønne Elskovsseng . . nu bøier han den stolte, violblaa Hals udover Magens Blyhed. Anden Dreng. Nei, hun tager nogle Violblade, som faldt paa Dødninghovedet for Duer, og et Blad, som faldt ned, fordi det laae for yderligt paa Tindingen, for en Han, som flyver ned fra Taget; og, bare Vinden letter et Blad lidt, saa synes hun det er en Han, som kroer sig. Nei, det er Løier! Mo'er Thora. Saa flyv ind! flagr ind! hop ind af Vindvet: der staaer Erter indenfor, og vender gjen tilbage med et grønt Gerani'umsblad i Nebbet, som en Fane til Tegn paa Seir og Fulde Kroer! Kom! Tid. See, Hyacinthe med det dybt i Bladet indskrevne "Ak!" See gode Thora! (kaster Dødningbeen i Graven.) SIDE: 194 Moer Thora. Ah! Ha var jeg blind? Nu, sidder da mit Syn i Enden af din Pegefinger Gamle? Jeg seer blot i en luftig Cirkel af din Finger? Ha, jeg saae ei? Mine Børn! O mine Brysters Perler! I som hang som Perler ved mit Bryst! O Rosenguld og Lilliesølv saa sammensmeltet til en kostbar Skat, adspredt paa Engen, for, under Solens mørkblaa Tribunal, med Blomsterne at kjæmpes lidt i Skjønhed! O Dommeren Jer ynder og I vinde den svære Kamp med Roser, thi hans Blik fremlokker stedse nye Purpurstrømme. O I min Sides Blomster! I mit Hjertes Smaahjerter, voxer af mit Favntag, suger af mine Kysse Næring, mine Blik udsprede Dug vidt over Eder! Ha, saa smaae og dog saa stærke! Meer Selvfølelse hos disse Frihedsbørn om Øienbrynet slaaer, liig en Løvehale, end hos skjægget, tyksenet Slave. See den Ældstes Kraft igjennem Kindens Rosenbølger, liig en Skye, som mørkner Søen, skyder bruun. Han er mit første Kongerige, liig Castillien mellem Spaniens Kongeriger: rundt om ham leger mit Valencia, mit Leon, Aragon, mit Catalunna. O leeg I, bølg de hvide Muskler, saa de skumme! træder kuns iaften ned den mørke Kløver: Gud vil skjænke Dug, saa Græsset voxer nok igjen i Nat, og bryder Eder ei om Klæderne; thi Lampen vaager gjerne med jer Moer, som nok skal faae dem hele til imorgen, naar atter Eders Sundhed tumler sig, rød under Morgenskyen. SIDE: 195 Anden Dreng. O hun tager nogle Been for sine Børn og et bruunt Laarbeen for den Ældste af sine Sønner; og hun synes de lege paa en Eng, som blot er noget Tyttebærløv af en gammel Kiste. (Tid kaster Rosenblade i Graven.) Moer Thora. See min Have! Jeg saae den ikke før; thi -- see, paa Engen, der blomstrer nu min Rosenhave. Dog retvel, jeg saae den, thi om Søndag vil jeg mit Barnekammer pynte. Tak Veninde! ræk mig din Haand! nu lad os klemme bort den gamle Sorg, som slikked' Rødmen af min Kind og plukked' Huldet af min Barm! Nu, gode Tid, med opiumsmurte Fingre! o siig mig nu, hvor feed jeg er, hvor feed jeg nu er bleven, thi hvert Trin, som disse paa Kløvrens Overmod nu gjøre, træder ti Aar i Støvet mellem Nu og Sorgen. Hvor feed er jeg? thi Hjertet bugner, som mit Norges sæle Banner, mæt af Vind, med Norges Granluft svanger, og mit Blod, som lange Vimpler, skyder gjennem Aaren, min Barm som Seilet bugner. Ha jeg er som Norges Snekke, krængende imellem de vakre Øer, brusende af Norges Fjeldes Aande! O see disse Øer, skumkrandste, rosendækte, og i Farten de synes hoppende! Ja see de hoppe høit i den lyseblaa Luft. (til Drengene.) Gaae ogsaa I, gaae hjem og leeg med Disse til jeg kommer, saa skal jeg lave Jer en Vesperkost af Melk og Brød og Bær. Nu skynder Eder, og siger: Moer vil komme. Skynder Eder, at ikke Aftensolen kommer først og melder det! nu siig, at Duggen kommer og blander sig med Sveden kold og kjølig og ikke sund: saa siig, de kan paa Gaarden SIDE: 196 fornøie sig bak efter, før jeg breder ud Teppet over deres trætte Kraft, med lystig Styltegaaen rundt om Fjøset, saa høit de fange, i sin Flugt, Tordyvlen, og Flagermuse suse dem om Øret: og siig, at Moer vil sidde udenfor paa Bænken, glæde sig, og see paa dem, og vise dem de muntre Braater rundt omkring i Bygden. Nu da dovne Drenge? (griber efter Drengene, som løbe bort.) O, I vil ei? Vel! I tør ei prøve de muskelsnoede Arme, som i Legen Jer knuge i det bløde Græs. Nu vel! Min Vellugt ei med fremmed Stank bør blandes. Farvel da Gamle, thi jeg maa nu hjem, da Vindvet endnu flagrer aabent, og, igjennem det, kan Katten springe og frastjele disse Aftensmelken. Ah! det synes mig, jeg staaer paa Høien, hvor min Græsbænk breder ud de bløde Arme: saa er det ikke langt til Hjemmet, og, naar Sol gaaer ned ad Høiens ene Side, til sine Stjerner, gaaer jeg ad den anden til mine Stjerner. Nu Levvel du Gode! Forsonlige! ei Uforsonlige! Jeg maa nu hjem at mætte Disses Kræfter og kysse dem og stede dem til Roe, mens mine Ønsker vaage over dem. Men Gode! er den vide Herlighed, saa levende, ei død som Guldet, min? Ah, denne Gjetning førte Aftenvinden, og derfor var den kold. Tid. Ja Alt er dit! Saa skue Aander ned paa Steder, hvor engang deres Ønsker flagred', deres Elskov rødmed' over, deres Attraae som Luetunger hang. Ja Alt er dit! SIDE: 197 Moer Thora. Jeg tvivler ei! O troe dog, ei jeg tvivler! Hvem kjender disse Børn, hvert Fødselsmærke? Mit Øie kjender ikke sine Øine? Ha jo, jeg tvivler ikke. Og jeg veed jo hvem er stærkest, skjøndt ei hvem er vakrest, og hvilken Time, fuld af Foraarsluft, først aandede paa hver af disse Knoppe. Jeg ynges, thi mit Blik i disse gyldne Æbler bider som nu rulle der paa Engen, men hvis Kurv er Thoras Hjerte, som nu . . . o en erstattelig ei uerstatt'lig Tid er runden hen -- O skjøndt de fylde det nær bristefærdigt, saa Himlen næsten er for trangt et Laag, saa synes mig, at der er Rum til Flere, og vidt mit Skjød af Kraft og Ønsker bugner, skjøndt En af disse er mig Alle, skjøndt de Alle er mig En. Levvel! jeg maa nu til min Throne: hjem at see min Fryd ret i den Smilehuller, røre ved den, saa høit den klinger. Mine Børn er' trætte og mættede af Legen; men see mine Øine mætte ei mit Hjerte her i denne Frastand. O Erstatning naar nær jeg hører deres Munterhed, som springer mig imøde! Jeg maa hjem og see om Skatten er saa fuld, som da den sidste Morgen blotted' den. O ja, de er' der Alle! Ja de er' der Alle, adspredte lige Sommeraftenskyer: Men jeg vil samle dem om Aftensolen, der fanger Skyer rundt sig til et Leie! Jeg kommer nu, stands Legen eller træk den rundt mig, lidt nærmere -- et Perlebaand. O erstattelige, ei uerstattelige Tid! (stiger i Graven.) Teppet falder. SIDE: 198 DEPOSITURI EPIGRAMMER OVER SIFUL SIFADDA, DA HAN SAAE DENNE SLAAE SIN PEN AF, EFTERAT HAVE ENDT DENNE FARCE Hvad har nu Siful gjort? -- Sat Ende paa sit Stykke, og i det mindste da dog givet det eet Smykke. Da Farcen nu er endt, høit Autor glæder sig. Nu Læser, samme Fryd han ogsaa skjenker dig. Hvad byder Siful os? han kalder det en Farce. Sligt kaldes paa Parnas Salat foruden Karse. Har Autor Andet gjort med dette hele Stykke end blækket til sin Lykke og gjort den mere sort? Hvem stjeler Rasmus fra? hvem plagierer han? Ak alle Digtere jo Ingen nævne kan. Og Jens udplyndrer dem, som kun hans Lige er, og siger Mit er Dit, men Dit Mit ogsaa er! -- som da den Halte til den Blinde sa'e: "wir Kleine! doch brauchet Ihr mein' Aug'! so brauch' Ich ihre Beine." Men Siful stjæler fra den fattigste Poet, som, siden Cicero, paa denne Jord er seet: han stjæler fra sig selv. Men gi'er han det tilbage? Nei Publicum hans Rov for Røverkjøb maa tage. Henrik Wergeland SIDE: 199 OPIUM SKUESPIL I TRE ACTER Personerne. Kong Lionel, ung Regent, elskværdig, sangvinsk, klog, vittig. Sylvia, ung og skjøn, øm og ædel og vittig. Ha, feig Praler Ho, kjæk, ondskabsfuld, vittig Hu, feig, dum, lumsk Tre af Kongens Kavalerer. En Page. En Daarekistevogter, fuul, lunefuld. Hoffolk. Folk. (Allee i Kongens Park, begrændset af Sylvias Haugegitter. Kongen i Cavalleerdragt, spadserende med de tre Cavalerer, som gaae i en Afstand bag ham). Ha (med Pathos.) Paa Ære, Eders Majestæt, paa blodig og saardækt Ære, Banneret -- liig frodig Tulipe med de røde Baand jeg planter op med denne Haand, der ofte røg -- I veed, hvoraf. Hvis ei saa spørg i Fjendeland hver Grav. Kongen (sarcastisk). Og Rygtet reiser sig og raaber: Blod! Ha. Som sorte Pythia paa den gyldne Fod de gamle Heltes Planer spandt isammen, og med sin hule Skingren tøiled' dem, og med sit Skarpblik skifted Skammen til Feige ud, men lagde Æren frem for hvert et lynende Pelidesværd, der plyndred' Himlen selv (om det var værd) for Stjerner og for Sole: hæver Rygtet huult hvinende igjennem Stormbasunen, (igjennem Bulletins og i Aviser) SIDE: 200 til Skyen den, som stod; men den, som flygted, til nederst Rum i Helvede det viser. Hver Mandsdaad bliver eviggrøn i Runen. -- -- Men, eders Majestæt, vi kom for langt fra vor Beleiring. Hvad om vi igjen med friskt Mod vendte om? -- Som sagt paa Borgens højste Batterie saa høit at Skyer derpaa brænde, og Maanen næsten seiler kuld, jeg planter Bannrets røde Guld, saafremt, -- og det forstaaer sig jo, thi uden sin Kølle blev jo Hercles ikke Guden, -- at sige, Eders trende Sqvadroner følge mig i Choc. Hvad Følgen blier det seer man nok. Kongen. Ja I blier Følgen; thi I følger Sqvadronen, og Sqvadronen ikke Jer. Ha. Men min Kommando foran bølger som Tordnen foran Lynets Spær. Blot tre Sqvadroner -- ikke fleer og ikke færre: firehundred Sværd jeg æsker; raske Sværd: ei Meer -- Men om da ti Kanoners Gab udspyed mod min djærve Færd, i det jeg foran Troppen gaaer og viser den, hvordan man Fiender slaaer, Dødstrudsler af den sorte Flab, saa seer de her den Pegefinger, (trækker sin Klinge) som Taushed snart tilbagetvinger, saa hurtig som en Skolemesterstok Dødsstille i en Pogeflok. (stikker Kaarden i Balgen). Saa raabe vi (hvis vi for Blod og Røg kan raabe) nu da Fienden strøg SIDE: 201 og lod sit Banner som et Stjerneskud igjennem Klingers Flamme glide; idet vi ind ad Fæstningsporten ride, Hurra for Lionel! Hurra for Kongen! og, saa -- ved Helved! hver en Møe, hver Flaske Viin i Staden døe! (den sidste da for Tungen,) men alt for Eders Ære. Kongen. Jeg troer; Men Intet mere. Thi tre Sqvadroners Chef jeg vil ei gjøre, ved et Choc, Dig til. Kun maa jeg troe, naar Du hvert Aar, før Krig er tænkt paa, Fienden slaaer og bygger Planer op, der hvile paa Løfter, som paa Regnbuepille skyemalte høie Himmel: Din Hukommelse er kort som Klingen, der gier din Hofte Helteskin. Jeg dadler ei, thi begge skade Ingen. (Sylvia kommer til Gitteret). Ho (hilser Sylvia). Godmorgen Violøie! Ha (trækker Klingen til Ho). Knegt! Et Haar, et Suk paa denne Vægt, et Blik, kan veies! (stikker Kaarden ind). Hu (hilser Sylvia). Oh Cupido Her er din Moder! Rosenflammen paa denne Kind er hendes Karm. Din Vugge er den Lilliebarm, hvori Du gynges mildt af Ammen, hvad hedder hun? Jeg troer: Lubido. (Sylvia gaaer). SIDE: 202 Kongen. Hvad siger Du? Hu. Jeg fandt en Due for Falken. -- Ah, som Dug den ryger, og smeltes op i Solens Lue, ifald I skinne vil. Oh, ikke! Om Natten man ei Solen søger, men Maanens milde Elskovsblikke. -- Saae ikke Eders Majestæt den smukke Blomst paa vort Gebeet, der folded ud hist bag det tynde Gelænder al sin Jomfruynde, som for at byde os derind; thi neppe syntes Hun, saa trak som en Mimose hun sin Kind og Øie, Mund og Barm tilbage; men i mit Bryst fremsprang et Ak Ah, lysted Eders Naade smage en Honningjomfru eller Jomfruhonning, tilæltet af de varme Foraarsdage i ædle og antike Alabastervase: en saadan En, hvor Venus, liig i sorte Ørk en smilende Oase, i en velsignet Skjønhed hæver sig, smiilkrandset midt blandt blegnende Gudinder? Og den er æltet for en kræsen Smag, at mætte kun een Nat og Dag. Ah, for at blive i en Time Dronning, hun -- ja jeg kjender nok de Qvinder i saa Fald veed de ei af Ordet, "Nei" -- Hun ødslede sit Alt og Jer beruste med al sin Honning og paa Alfarvei udslog hun Resten, -- gjerne knuste hun siden dette Alabasterkar ifald det hendes eget Selv ei var, og uden Legem Qvinden er en Nar SIDE: 203 forviist fra Himlen, for at være atter her, udi Støvet, Mandens Latter. Kongen. Du kjender hende? Hu. Ak, min Brud Mit Hjertes Blomst hun er. Kun Bud fra Kongens Læbe kan den bryde. Ah, den vil Kongens Skulder pryde naar den -- som knopfuld Vedbend slynger sig Egen rundt -- med Suk sig klynger om Eders kongelige Hærde, som blier den Favres Hovedgjærde: det Beed, hvor Ønskerne, som inden den klare Barm og Jomfrukinden vildt klattrede, trods Kydskheds Kulde, mod Solen op, hun planter ned. De springe ud som Knopper fulde, beduggede af naadig Kjerlighed. Kongen. Din Brud? Ha tænk dog før Du taler! Din Brud, som Du med Purpur maler, en paradisisk Frugt, hvorom Du øser Natviolers Lugt, den vil Du skjænke bort, og haste med denne Perle væk at kaste paa Lastens Mødding? Bie blot til det Sviin, som fandt det mellem Græsset -- Ha gjetter I? Hu. Jert kongelige Vid er hvæsset, Jer Tale er Turneringsspil, hvert Ord er slebet Sværd og Landse, og Eders Smiil er Seierskrandse. SIDE: 204 Kongen. Ak Dyd med Lasten sammensvoren! Slig Ynde i hans Skam forloren! Thi Qvinden er forført, som med en Skurk er givt, hun er forraadt til Helved selv, ja værre end om, aldrig givt, hun evig græd fordi Sirenekjerlighed i varme Vaar til ædel Ven, som Døden bort fra Løftet sled, fra Dydens Top rev hende ned, -- den Top, hvor alle Møer staae, med stolte Smiil, og vente paa et ærligt Brudeblus, som smelte kan, peent og net, det trange Belte. At lænke Dyd til Last er Hvad Prometheus ved sin Klippe leed, hvor Leveren var Gribbens Brad mens Graad i Kindens Rynker gleed, og ædel Stolthed Hjertet sled og bittre Tanker Hjernen aad, hvor Mindet -- selv ei det var Fryd -- med Skorpionens Edderbraad afmalede hans fordums Dyd. Hu. Hvor lærd er Kongen! Om Sirener og om Prometheus taler han meer klart end om sit eget Land. Kongen. Du veed hvem jeg med Klippen mener? Ha Skurk! du vilde skjænke bort din rene Brud? Hu. Ja blot -- jeg beder -- Blot til min Konge, blot til Eder, den Plet jeg troer var ikke sort. SIDE: 205 Kongen. Med Skjændsel du min Brud, og da dig eget Selv, for min Skyld pryder? Hu. I hørte det. Ved Himlen -- Ja! den Skam gier Ære, ingen Lyder. Kongen (forstilt). O undersaattelige Ømhed, speil heri dit lyse Seraphaasyn, som omsvæver Scepteret og Kronen! Kom og rødm, og suk: du er en Feil! Krymp sammen og bliv sort som Nat og klag: du er en Last mod den Hengivenhed, som allerbedste Skat Jordkloden eier, fremfor Himmelen, med ydmyg Bøn paa Thronens Trin nedlægger, siger: den er din. Hu (med Triumfsmiil). Vær naadig! paa mit Elskovstempel Sæt naadig Majestætens Stempel! Kast Skatten bort, naar I er kjed; Jeg tager den i Eders Sted. Ah, Mynden takfuld gnasker paa de Been, den selv fra Skoven maa (mens lækkert Kjød omgiver dem) med Hyl til Herren slæbe hjem. Ho. O Majestæt, forlad, tillad! Han tager af min Lomme Hvad han rækker Eder: Hun er min, saalænge til det Sire lyster . . . Ha (trækker Kaarden). Ved Helved, Lyn og Hvirvelvind, den Dame, Sire saae i Lunden, en Knop er i min Laurkrands bunden, SIDE: 206 som ingen ildrød Djævel kan, -- men vel min Fyrste, -- mig frarøve, med mindre han har Lyst at prøve -- ha kom en Djævel! kom en Løve, med skarpen Hellebard til Tand! -- min Fægtekonst mit Mod som klæber paa dette Sværd og forud dræber! (stikker Sværdet i Skeden). Kongen (alvorlig). Min Hofmarschal skal Eder lære hvad man sin Konge skyldig er, at true, som I leved' kun af Blod, og svinge efter Lyst jert Spær, i mit Nærvær, er crimen mod min Høihed og min Kongelige Ære. Ha (forbløffet.) Tilgiv -- mit Sværd! -- af Harm mit Blod vildt syded om min Hjerterod. (til Ho og Hu). Men Du er død, og Du! (til Kongen). Mit Avind er ligefremt som dette Glavind. O Majestæt, tilgiv, min Vrede forglemte at I var tilstede. Til Bod skal Damen, skjøndt saa kjær som -- ja som Portepeen er, nu være Eders Aftenstjerne og Natviol og Morgentærne, saasandt som dette Sværd i Krigen er Dødens Vinge, Jacobsstigen, hvorpaa mit Mod til Ærens Himmel (den syvende), hvor Stjerners Vrimmel, ei andet er end Laurbær blanke og Runeskrift og episk Tanke, kjækt klavrer op, for dem at sanke! SIDE: 207 Kongen (vender sig med Vrede om til dem). Ha! I er Dødsens! Ha (afsides). Kongens Øie luer! Ak, mon af Harm? Ja Vreden truer paa Læben, som en Kugle paa en Blide. Hvem knuser den? o Hvem, ifald det brister nu med rædsomt Knald? Kongen. To Skurker skal paa Steilen ride; Thi fleer end Een ei Brudgom er, og denne Ene dømmes her til op de andre To at klynge. Ha, denne Straf kan Ingen tynge. Ha, Ho og Hu (afsides). Den sidste Straf kan ikke tynge. Kongen. Thi Had er Hoffets Atmosphære, (dens Samum-Ildsky kaldes Ære) hvori en Hofmands fule Sjel, af Daarlighed forgiftet selv, sin Gift udaander, saa den hele Dunstkreds om Fyrsten blier saa fuul, at alle Dyder tye i Skjul langt bort, hvor Luften ei kan qvæle. Men Laster voxe rundt (som Bulmer bag gamle Mure) rundt om Thronen, hvorunder blodigt Avind ulmer, saa Sceptret brænder En i Haanden, og Panden svider under Kronen, Samvittigheden klemmer Sved af Hjertet, Jammersuk af Aanden; thi seer ei Kongen -- ak -- at Last sig klæber ved hans Kaabe fast, SIDE: 208 at al hans Retfærd maa med Uret hæle, at Skurke hyle med, naar han vil mæle, at ingen i det hele Land og Rige tør man saamange svare Løgne sige, da Skurken troer, at Fyrstens Skam naar han opdager, at man løi for ham, vil tvinge Hevnen til at tie stil. Er da ei Kronen Brændemærke? Ild hans Throne og en gnistfuld Røg hans zobelkrandste røde Fløielskaabe? Hvad eller -- Ha! hans Magt Nationens Spøg? hans Scepter Brixen? Han en Folkets Taabe? Vel -- hvad det er -- jeg er en Mand fornærmet, men som straffe kan. -- Hør -- Syndere mod Majestæten! I alle Tre, som Bruden bød (et abyssiniskt Pant før Bryllupsfesten paa undersaatlig Ømhed) -- Død fortjener den, der Fyrsten rækker en Gave, som imellem Trende til Alle ligemeget strækker. Hvem veed, om der det har sin Ende med Brudgomsskaren,om ei Fem og Ti og Tyve der har Hjem, hvor I en Plads tilbyde mig, som til en Stodder nederst nede og allersidst paa Gjæstesæde ved Døren yderst. Ved min Krone! kun Døden kan slig Haan forsone, Hvad hedder den smukke Qvinde? I tie? Ha! I veed det ei? Hu (skjælvende). Jeg troer -- -- Ho. Jeg veed, hun intet "Nei" i noget Lexicon kan finde. SIDE: 209 Kongen. Hvad? ei engang ved Navn I kjende den Møe, hvis Ære I tør brænde med jer Bagtalertunge, som I dyppede i Helved. Eders Sjæl er jo et Helveds Svovelvæld? Ha skvætte Dynd paa Solen! Troer? I troer? Død! Hørte I den Dom, som over Eders Hoved foer? Den, som mig ei beviser, at den Pige, som bag Sprinkelværket nys hilste mig, og som I brændemærked, har givet ham sin hele Skat, sin Elskovs første, sidste Ord, han skal sin Skjændsel skjule under Jord! Ha, Nei! slig Skam ei finde Skjul men ligge nøgen under Sky paa Hjul, hvor sultne Ravneflokke ruge, og Midnatsmaanens Straaler suge ud Hjertet af det hule Bryst, i hvilket Nattevinden piber tyst, og hyler paa de spændte Ribbe, som paa en Æolsharpe, saa at Rædsler fra det sikkre Bytte slaae de hungrige og djærve Gribbe. I see, af Eder maa bestemt de tvende falde. Gaaer det slemt, og I forkastes alle Tre, da synger en Tercet af Vee! Skynd Jer, thi Bødlen snoer sin Snare, betænk hvorlænge det kan vare, imens I trygle Livet af Hin unge Mø. Den fældte Dom skal staae ved Magt: at Narren, som tilbagevender flau og tom, skal finde i sin Kurv sin Grav! (gaaer). Hu. O Skjæbne! SIDE: 210 Ho. Nu, hvad skal vi gjøre? Ha. Ha, døe som Mænd! Ho. Det laer sig høre; men ikke meer, ei engang troe. Ha. At døe for Sværd? Jeg mener Jo. Forbandte Løgn! Bandlyst hvert Ord, som gjennem os fra Helved foer! Ho. At I ei meer er Favorit, det viser sig som Sort paa Hvidt. Ha. End I? ved Dødens Pegefinger! (drager sin Kaarde). (det Sværd jeg mener som jeg svinger) var han just ei vort Lands Klenod og var en Krone ei hans Smykke ha, ikke Konge, til Ulykke, ved Dødens Sværd -- jeg saae hans Blod. (stikker Kaarden i Skeden). I er fortabt! Jer raadne Deig skal Døden ælte, Orme æde, I er fortabt, thi I er feig. (græder). Ak for en Ven maa Vennen græde. Ho. Fy Skam! Fy Graad! Din egen Skjæbne med disse Pile Øiet væbner. SIDE: 211 Ha (tørrer Øinene. Hulkende). Jeg græde? Ha, jeg seer jert Blod, thi I er feig, men jeg har Mod. Og Mod er netop det Klenod, som Qvinden skatter allermeest, da det i loddent Bryst kun boer, som en Hyæne i sin Hule, hvor Mos og Vedbend Blomster snoer om Gnisterne, som Øiet skjule. Ho (spottende). Ja Mod er Mandens hele Rest af Arven, som ved Syndefaldet blev reent forspildt, og bortspildt, da hver Dyd en Djævel snød os fra. Ak mangen Dyd var der iblandt, som vilde gjøre, om man fandt en Levning af den end tilbage, vort hele Væsen mindre skaldet. Men hver en Dyd blev bidt tildøde, da Qvinden vilde Æblet smage. -- Ha. Ha snak ei meer! Nu maae I bløde. (trækker sin Kaarde). Blodgjerrig er jeg ikke, men Hun vælger jo ei fleer end Een Hver er sig Selv den bedste Næste (styrter ind paa dem). Holdt! Staae! Ha! ved mit Kaardefæste! To Liig skal blie min Brudeskammel! Ha Mord! (svinger Kaarden. Hu skjælver). Ho. Nei Tvekamp er en gammel ærværdig Skik; men saadan Død, at døe som Nød, foruden Stød, maa synes Cavalerer vammel. SIDE: 212 Piqvantere, som Terningspil, -- at støde Ene er Cabale -- En Kamp for Seiren smage vil. Kom! vore Kaarder maae nu tale. Kom! (trækker sin Kaarde). Ha. Ha, Hvad? trækker Du? for Fanden! (stikker sin Kaarde ind). Ho. Nu løs vi hugge paa hinanden. Træk Hu og Ha, hvis ei, Du døer (thi ei Pardon) uvæbnet, før Du Haserne igang kan sætte. Den Seirende kan Myrthen flette; den voxer ikke, mens vi trætte; men vore Hug den frem skal hvine. Hu. Jeg hugger ei -- -- For Himlen -- Ha. Ha! Hu. Jeg hugger ei -- -- Ha. Nei! Død og Pine, hvor kom slig Djævelsindfald fra, at vi hinanden skulde myrde. Tidsnok lad Galgen faae sin Byrde! Jeg stikker ind min Kaarde. Troer Du jeg vil myrde Dig min Broer? Ja i Duel, det kunde vel saa være, men ei i Triel, skjønt Syv i Aasynet jeg bister i aaben Kamp min Klinges Gnister med Eeder slænge tør -- ja Fleere. SIDE: 213 Ho. Snak! To maa døe. Det er jo klart. Ha. Ja vist -- jeg seer det nok mon frere. Ho (i Positur). Nu To maa døe; og det saasnart at Æren endnu dem kan dække. Thi ene Ordet: "Bøddel (som i Gjerning venter den, der tom fra Damen kommer) kan jo skrække selv døde Kavalerer op. Husk at vor Sjel kan skiden være -- den Helveds Bøddel pidske reen, hvor Ingen meer kan lyve Ære, som her forgylder vore Been -- men Cavalerens er vor Krop! Træk! (styrter ind paa de Andre). Ha (skjælvende). Ha! Ho. Træk! Hu (skjælvende). Hu! Ho. Træk! Ha. Ha! Ho. Træk! Ha. Ha! SIDE: 214 Ho. Saa døe da, eller løb herfra! Du kan ei løbe? Ha, du skjælver? See Gravens Bagdør Galgens Port sig over Eder høitnok hvælver. Til Tre jeg tæller, spring saa fort. (Ha synker i Knæ) Knæl ei! Dvæl ei! Skjælv ei! Men døe her, eller løb din Vei! En, to, tre, tre, tre, tre -- Ha, Død, midt i hans Hjerte Fanden mød! (styrter ind paa dem, de løber. Sylvia kommer til Gitteret). Sylvia. Hvad? Mord her? Stands! Ak Kongens Fred nær Kongen I tør træde ned? Ho (vender sig om, men forfølger dem atter). Nei, nei, de maae -- de maae -- døe -- døe -- ! Glem hvad Du saae. O flye min Møe! det er for dig, jeg dem vil strøe som Halm paa Evighedens Øe. Sylvia. Stands! Ak, vil I en Jomfrues Blik med Blod besmitte? Herre, stik Jert Sværd kun roligen i Skeden; af Skræk I seer jo de er heden. (Ho stikker Sværdet ind og vender sig om. Med ham følge de Andre). Ho. At ei de Stympres Blodstrøm randt, er Eders Skyld, min Hjertes Diamant! Jeg haaber -- hvis I Saadant kan paaskjønne, I, ædle Dame, ogsaa vil belønne. Sylvia. I Cavalerer? (til Ha) I, en Kriger flygte? Naar ei det tunge Sværd ved Siden hang, commodere og lettere I sprang. SIDE: 215 Ha (med Pathos, skjøndt pustende af Løbet). Ha, bag mig følger mig mit Rygte! Om jeg vil flye for ei at sprænge vildt paa min Dames Blomsterenge hans Blod, saa dog, om jeg end flyer, mit Rygte bag mig kneiser op i Skyer som Obelisken. Tro mig! Paa en Val -- paa tusind -- himmelhøit jeg Rygtet bygger. Af Fiendehjerneskal paa Hjerneskal, paa Graven, som mig faldne Helt beskygger, Jeg reiser mig et Himmelmonument, hvor sig Historien staver til paa Prent, at her en Helt er lagt, som hviler sig af Seier træt, paa Fienders Liig. Araberen jo kun i Flugten fægter og dog, at tusind Liv paa Landsen hans fastklæber som en Perlekrands af Blodkoraller, siig, hvo Saadant nægter? -- Ha, naar han flyer og seer tilbage og seer den Obelisk i Horizonten, (jeg siger: bag ham, ikke foran Fronten) vidt over tusind gyldne Palmer rage den Obelisk, han reiste paa et Sted hvor Slaget stod, og hvor han meied ned saamange Liv, at vide Ørken forglemte baade Tørst og Tørken og Samum qvaltes selv af Lugten: mon ei hans Stolthed leer i Flugten? Sylvia. O Skjændsel! ikke blues ved at bryde Kongens ædle Fred som følger ham i hvert hans Trin, liig frugtbar Varme Solens Skin! Hu. O vidste du, Smaragd i Lunden, saasandt -- SIDE: 216 Ho. Ti stil! Hu. Hvorfor? Ha. Ha Død! Hu. Ja vidste I, min Dame, Grunden, hvorfor I os i Oprør fandt, I dømte -- (thi de svarlig synded imod den Agtelse, de bedst maa vide, at der Eder skyldes.) I dømte, den, som Freden meest -- (og det var jeg) af disse ynded, at han bør Rosenknoppen faae -- den Rosenknop, de vilde naae (Skal Kjærlighed med Dødssuk hyldes? og Elskov, ak, med Hjerteblod forgyldes?) Den Rosenknop, de vilde naae med lange Spyd og lange Eeder, med Eeder som, -- Fy, hvilke Sæder! fastlænkede i Helved hænge, at Jordens Djævle kunne -- naar de trænge til Stempel paa en Løgn, der kom opstigende som Pestdunst fra det gustne Hjerte -- rasle da med dem, og blygsom Sandhed skræmme, der føler at den vandrer om paa Jorden vild, har her ei hjemme, og derfor gaaer saa bleg og from. Ho. I er mit Hjertes Rosenknop. Staae der i Paradisets Have! Ha. Vær skjult bag tusind Fienders Trop; -- Gjem dig bag tusind aabne Grave; jeg lyner gjennem, springer over. SIDE: 217 Sylvia. Fy, springer I? Ha. Jeg springe? Død! Jeg staaer og gaaer, som det Jer hover, Cherub for dig -- (see Solens Glød som gylden Hjelm dens Tinding pryder!) Jeg være vil. Ha, Skyer og Himle af Staal og Ild, hvor Verdner vrimle, og Chaos og Cometer jeg som Rosenløv igjennembryder for, Skjønne, Dig! -- En Melkevei, hvor Stjerner flagre tæt som Laurer, der mørkne denne Pande, tæt som Sølvermanen paa Centaurer (en Heltestamme, om jeg ret kan mindes, vild og djærv og bister, den første Trop Cavallerister) -- en Melkvei er mit Liv. Mit Mod (Cherubens Vinge) Morgenskyer for mig skal være, sprængt med Blod! Død, Skræk og Angest foran flyer, men bag mig, liig et Nordlysbanner sig lysrød Rygtet -- som en Møe, der leer mod mig, mens Andre døe -- sig rejser Hæders-Rygtet, som min Klinge fra de Slagne raner. -- -- Mit Hjerte er min Gud! det Rum, som Andre kalde Verden, nævner kun Skranken jeg, hvorhen jeg stævner hver Jordens Helt at maale sig med Klingealne der med mig. Han falder og med denne Hæl tungt kryster jeg hans tomme Lunge, saagodtsom tramper paa hans Sjæl, og Sværdet lyner, og min Tunge med Tordnens Rullen brøler: "giv, giv hid til mig hver Stump af Ære, SIDE: 218 du samled i dit heele Liv; Den og dit Liv mit Bytte være!" Og -- ha, et Smiil bag Graven blusser! -- Naar Jordens Helte blegne Alle, og der paa Jorden er kun Een, gier jeg Obaddon mine Been, for frem i Himmelen at kalde til Kamp Serapher og Hrimtusser, ildskjoldede Cheruber og hver lynrød Djævel i sin Krog, ja maaskee selve Belsebub kan falde! Ha, hvilken Plan? En Plan vel værd et Heltehjerte og et Sværd? Ha, ha, i hele Aandernes Geleed i Tartarus, Elysium, jeg veed kun To jeg holder værd et Stik et Hug, et Contra, og et bistert Blik. Og disse: Marius og Scanderbeg for mig skal vige, om de aldrig veeg! Ha Skjønne! seer du, denne Sum af Hæder, som kan knapt faae Rum i andet Rum end dette Hjerte, (som du har gjort til Bryllupskjerte). Ha Skjønne! see nu, al den Ære vil for et "Ja" i Smiil indhyllet, vil for et Kys af Smiil fremtryllet, Jeg, Kongens Gardeofficeer, med Tusind Tak til -- dig forære. Ja dette Alt og meget Meer! Sylvia. To Friere? Dræb ei hverandre, foreen jer ei til Drab paa mig, fordi jeg ikke kan forandre det absolute Nei, som, liig et Vindpust af en iiskold Kjelder, sig af mit Hjerte trænger frem til Eder begge. Fred ledsage. (Hilser for at gaae). SIDE: 219 Ha. I, -- Ha! tredobbelt Dødsdom fælder! Ho. Hvad venter den som gaaer tilbage? Ha. Tag Graad og Suk, og dødsbleg Klage! Sylvia. Mit Svar er givet, gaaer nu hjem! (vil gaae). Ha. Bie! Blodig eller blodløs Død -- -- Min Stemme brister. Saadan Nød maa smelte selve Helten blød. (græder). Bie! Blodløs Død . . . Ha, Ho, tal du! Ho. Nei siig du Grunden! Du er nu ei fjernere fra Galgen, Notabene, end -- ja du veed, hvem jeg er nødt at mene. Sylvia. O, hvad er dette? Ha. Tal da Hu! Siig Damen, hendes Finger er en Galge, Tungen Bøddelsværd, og hendes Hjerte Alba paa Bloddommerstolen. Ho. Ha, vi maae saasnart som mueligt gaae fra Scenen. Vi myrde os, og stjæle saa fra Bødlen Glæden os at hænge. SIDE: 220 Ha. O Selvmord? Fy! Ei selv Hyænen sig dræber selv, om end den strænge Blodlystne Tiger har den sat til Frokost i sin Hules Nat. Ho. Saa vov da, Hu, at sige, at den smukke Dames Jordbærmund for os er Stejlen rød og rund. Hu. Ah, er jeg gal? Nu kan I gaae, I saae jo klart, hvem der skal faae foruden mindste Sværdslag, Prisen. Gaaer, hæng jer, drukn Jer, som I vil! tag Gift, tag Dolk, som det behager! Vælg Døden som den lækkrest smager! Mit Omqvæd blive vil paa Visen: skjønt Bryllup, Gunst og Sang og Spil. La, la -- min favre Brud! I seer, I hører Hjertet gjennem Læben leer. Sylvia. Hvor Haab om Næstens Uheld suger sin Næring -- O kun sygligt Blod! som Natvampyr, der tørstig ruger paa Ligets tomme Hjerterod, og suger til den troer sig mæt. Ho. Du, Hu, seer ei -- om jeg seer Ret -- langt fremad; som om alt nu Bindet ned for dit vilde Øje gled: Tiaren som skal glide ned, dig, Eschafautets Helt, paa Næsen, at du kan faae dit bedre Væsen, der blev i Mørke født, afsted igjen i Mørke, løst fra Skindet. SIDE: 221 Hu (til Sylvia). Luk Gittret op for mig. I seer, han er en Nar. Mig Fyrstens Secretair, I frem for denne Nar og denne Praler, som kun om Heltedrømme taler, ret skjønsomt valgte. Snart I fandt, at Tapperhed er ugalant, og at den anden Herre var en flau, en reen gediegen Nar. Men Alt, hvad disse mangled, spandt din Phantasie saa smukt isammen, og mig, mit Billed, deri fletted, som Solen ind i Regnburammen. Hver Brøst din Elskovsaande sletted saa gandske ud, at jeg nu tør tilsværge dig: jeg elskes bør. Aabn Haugens Gitter, at i Eden jeg Eva fange kan. Opluk for mig, for Adam, Saligheden. Luk op med kjelne, varme Suk Din Barms Gelender, dine Arme -- saa hvide som de Svaner to, der drage i Himlen Elskovsengles Rosenkarme -- at jeg i Eva Eden finder. Hyl Ha! Hyl Ho! En Bøddel binder snart fast i Halsen Eders Klage. -- Sylvia. Hør Herre! hørte I dog ret mit Svar til disse Cavallerer? Hu. Ved Himlen, Ja. Og det er det, som nu mit Haab saa stor en Ret, saa himmelstor en Ret beskjærer. Har jeg ei Ret? Ret til at tage Hvad I fra disse lod tilbage. SIDE: 222 I kasted Nei til Ho og Ha, nu staaer tilbage kun et "Ja" Og det er mit! Sylvia. Nei vist! I dele som Brødre "Neiet" lige, saa det blier ligt et Kløverblad det Hele; den Blomst, som sidder oven paa det smuk rød og rund, udeelt, er "Ja;" og det faaer hverken Hu, Ho eller Ha. Sært, at en Hofmand ei begriber at Tre paa engang i det samme Minut faae Kurve af en Dame. Ho (lægger Fingeren paa Næsen). Liig trættekjære Bukke, som, naar Sulten allerhvassest kniber de mavre Ribber, trættes om det Kløverblad, det ene Blad, som fandtes af en Kammerad, vi maae -- Hu. Ak er det Tid til Spøg? Ha. Snart er vort Legem Aske; Røg, som oser selv i Helved, Sjelen. Ho. Vel! jeg vil tale. Død er Dvælen. (til Sylvia) Viid, Kongen har fældt Dødsdom over dem af os, som ikke bragte hjem dit Hjerte. Hvoraf denne Dom, saa blodig, og saa overilet, kom, vil jeg af gode Grunde ikke saa ligefrem i Lyset stikke. SIDE: 223 Men, Skjønne, om du har et Hjerte, som banker af medynksom Smerte, saa red et Liv, lad Bødlen sno ei trende Strikker, men kun to. Thi Kurvene, du raskt os gav, var dyb're end du troer: en Grav. Jeg beder ene for mig selv, thi hvis du vælger Een af disse, da -- o du saae det selv tilvisse -- da qvæl din Dyd, da skjælv, da skjælv! da redder du, men falder selv i dybest Helveds dybe Grav. Ha. Ha, saadan Død? Saa bleg og stille? Ei Blod? Ei Hviin? Kun Muskler blaa, som høit for Pøblens Spot maae spille. Ei Kaarde eller Sporer paa? For Ordensbaandet Hampesnor? Ei dump Musik, ei Sørgeflor? Ak dette maa dog hvermand finde for svart for unge Riddersmænd, fordi de skjemted om en Qvinde, og Tungen yttred mere end skarpøiet Sandhed mægter finde. Om Himlen selv vi sagde var et stort Bordel, den Straf var svar, for svar for Helved og for Jord. Ho, Hu, Ha. Vi svede Alle. Sylvia. Neppe troer jeg, Kongen saadan Dom kan fælde. Den vist Forbrydelser maa gjælde af større Vægt. SIDE: 224 Ho. Ja ei saa lige Den sande Grund vi Jer bør sige. Thi maaskee, fik I den at vide, I Kongen bad at lade sønderslide flux alle Tre, istedetfor vi nu skal hænges i en simpel Snor. Sylvia (kommer ud af Gitterporten). Har I om mig? Ho. Nei, tænk ei Sligt. Ha. Vi glemme saa vor Ridderpligt? Hu. En liden Løgn -- Spøg. Høist undskyldeligt. Uskyldig Løgn -- Sylvia. Nei Løgn er styg, om nok saa liden. Varmet Ryg den altid dog fortjene kan til Poenitentse! Men at man for hverdags Løgn vil Halse knække, det troer jeg neppe. Maaske blot en Spøg, som sigter -- godt, ret godt! til visse tappre Folk at skrække. (vil gaae). Ha (trækker Kaarden. Til Sylvia). Nei staae! I døer paa Stedet, hvis I ikke svarer os betids. Tilgiv mit Ugalanterie for Galgens Skyld, jeg svæver i. Hu. Svar, Skjønne, svar; thi Kongers Harme beholder længe al sin Varme. SIDE: 225 Ho (trækker Kaarden). Og kategoriskt absolut, svar, og undskyld mig, Engleglut. Ha. Svar, svar, thi ellers eet Minut skal være nok til bort at røve de Ynder, som I kan behøve til Festdragt paa Triumphen, I skal feire over To. Hu (trækker Kaarden). Ja bi! Svar nu, Madam! Nu Dødens Skræk i Sveed mit Sagtmod skyller væk. Nu, Kongens Lune spiller om en to-tre dyrebare Liv med Eders Skjønhed til sin Terning -- -- en gruelig tyrannisk Gjerning -- hav Medynk, Grumme, Svaret giv. Sylvia. I Sandhed, med Medlidenhed Jeg seer, I rase. Vel da, kom om et Qvarteer at faae Besked. Af denne Haand I Straae skal drage om Død og Liv. Kom da tilbage. (Cavalererne gaae). Med Fyrsten kommer jo og hans Skygge: saa mange Narre med krumme Rygge og tykke Pander men tynde Hjerner; for Hjerter have de tunge Stjerner. Og disse Skygger, de lægge sig imellem Fyrsten og Folket, liig en Ørken mellem to Paradiser. Kald disse Hof, kald dem Fyrstens Glands, som om Rubinæblet Guldløvkrands; jeg kalder -- hører du Nattergal, du som i Fuldmaanens Kroningssal, hvor Natten favner de tause Stjerner, SIDE: 226 liig Sauls Tungsind sit Harems Terner, er unge sangfulde David? hør, Hofharpeslager, Sylvia tør betitle Hoffolk en Fyrstes Skygge, en Flok af Ravne, som sikkrest bygge paa høiest' Tage. Den Skygge slaaer med Riim og Kulde hver Blomst, som naaer fra Folkets ydmyge Kjærlighed, -- det farveløse Resedabed, -- op til det Hjerte, som blusser med saa høi en Lue paa Purpurthronen som Folkets Varde -- o ofte slukt af Smigers Qvælluft -- o ofte lukt af Fyrstekaaben, og klemt af Kronen. Ja denne Skygge, den jager bort hver Daad, som sidder i Fyrstens Port, og venter ydmyg til den bli'er aaben, til Fyrsten bliver den vaer i Hoben. -- Hin fæle Skygge gjør Fyrsten sort i Folkets Øine, og slaaer sig midt imellem Fyrste og Folk, saa vidt, at Ingen af dem kan skimte over dens brede Ørken, og see hinanden, som staaer paa modsatte Sider af det Gab, og stirre udover Randen af al Fortroligheds store Grav, hvor Uskyldssukke, og Retfærds Klage nedsank og vendte ei meer tilbage. -- -- Ah jeg politisere? O hvis Fyrsten hørte det, han vilde, at jeg var Qvinde, ikke troe? Jeg vilde have tiet stille, hvis ei jeg havde lært at kjende de trende -- ha -- ha -- ha! de trende Hofperler af den samme Musling, en Praler, Spotter, hver en Usling. Jeg Hoffet dadle? Jeg, som har selv Hof, stort nok, men ingen Nar, SIDE: 227 som er saa dybt med Skurken blandet at man ham ei kan kalde Andet. Hos mig er Rosen Hofmarschal, -- Violer, Pager uden Tal, -- en Nattergal Minstrel, -- Vedbende uskyldig Hofnar, som sin Phantasie, tør følge vildt og slynge i mit Sind en Gnist, som Latter tænder. Solsikken Statsraad (thi den vender sig daglig rundt) og Hyacinthen min Kammerjunker, Terebinthen min Mosbænkthrones Himmel -- (Kongen træder frem fra Lunden i Cavaleerdragt). Kongen. Ha! Din Mund, skjøndt fuld af Dadel, er saa sød som sødest Daddel. Sylvia. Ah! Jeg er forloren. Kom I her, igjennem Luften, for at fange, de Ord, mit Lune Luften gav? Glem dem! Skjøndt Luften fik saa Mange, saa fandt dog der hvert Ord sin Grav. Kongen (ironisk). Men siden Kongen flytted hid til Hermitagen, Luften meer ei aander om din smukke Bolig saa sund som før, saa reen og rolig. Du troer det ei? Du leer? Men viid til Gift den alt forandret er. Hvad giftigt er i den ei døer, og Gift var hvert et Ord du talte. Med Gift du Kongen overmalte og Kongens Venner i et Slør af Haan, Foragt og Had du lagde. SIDE: 228 Sylvia. O jeg erindrer hvad jeg sagde. Jeg Kongen selv tør alting sige. Kongen. Du er fortabt. Hvad hedder Du? Du er fortabt. Min stakkels Pige. Dit Navn er? Sylvia. Sylvia. Kongen. Sylvia? Nu, Sylvanens Letsind har Du og. Du har ei Horn, men stanger dog; Din Tunge er et Satyrhorn. Sylvia. Glem Alting! Kongen. Nei du er forloren. Jeg glemme? Jeg, som selv du seer er -- blegn ei! -- Hoffets Cavaleer og Printsens, som er kommen hid at dele med dig Sommren blid? (afsides). Ha, skjøn, Godmodighed og Vid! (til Sylvia). Kan jeg med begge Ører fulde af Løgnene, som ædder-tykke hvæse i dit Forræder-Hjerte, tie still'? fordølge Løgn, saa fuld af Gift og Ild og Hidsighed, at Rosenmunden skulde fortæres som af Kræft, idet den tør, liig Heroldpage bag et Rosenslør, med Tænders Sølvbasuner blæse den ud? -- Om Staten tale -- som om da ei Kongen kunde løbe fra SIDE: 229 sin Throne, hvis det engang vilde gaae efter dine Ord, Sybille? (afsides.) O Skjøn-Sybilla kan du spaae hvordan det Kongen nu vil gaae? (til Sylvia.) Sligt glemme? Ja hvis du kunde -- Ja prøv om din Læbe paa min kan standse de Ord, som nu er paa Vei at dandse først fra din Mund i mit Øre, saa til Kongens Øre, og . . . Sylvia. Ak! I maa for Himlens Skyld ikke Sligt fortælle. Ak Kongen vil mig . . . . O Gud, jeg veed ei, hvad han siger, naar han er vred. Kongen. En vakker Pige han dig vil skjælde. Sylvia. Det maa han gjerne. Kongen. Lidt ondskabsfuld -- Sylvia. O, nei. Kongen. Men smuk og dertil naiv. Kort, du maa offre ham vist dit Liv. Sylvia. Ak jeg er angst, skjøndt dit Smiil er godt; dog Alt, som glimrer, er ikke Guld. En Hofmand klæder jo Had og Spot i samme Silke, i Venskabs Smiil -- i Rosen gjemmer han Gift og Piil. SIDE: 230 Kongen. Et Kys, Sylvia, og du er frelst. Sylvia. Nei! Nei! Endskjøndt jeg er saare angst, Jeg veed, at naar I til Slottet kom, I vilde for Eders Kammerater, for alle Junkere og Soldater, en Fangst det kalde, o fy! en Fangst, saa let som Kirsebær tages . . som . . (forlegen.) Kongen. Jeg sværger. Kys mig, og du er frelst. Sylvia. Saa mange Eeder i Dag jeg hørte, som Vinden atter til Helved førte, og det fra -- gjet det! fra Eders Venner, tre Narre, som I vist Alle kjender. Kongen. Nægt ei, at du har hans Høihed krænket ved Spot saa kaad og saa vild, at kun den var til Jorden og til din Mund ved Sproget, men ved sin Mening lænket til Helved. Kys mig og du er frelst! Sylvia. Ak jeg er angst. (afsides.) Jeg saae dog helst at han mig Kysset stjal, thi naar jeg giver eet, ei ti forslaaer; Snart var det alt for let som Vinden, snart rørtes Læben ei, men Kinden. Men stjæler han og jeg er vred, kan han ei klage, mueligt Mindst han holde maa for reen Gevinst. (Kongen kysser Sylvia. Sylvia løber og lukker Gittret efter sig.) SIDE: 231 Kongen (raaber efter hende de første Ord.) Min Sylvia! Nu er du frelst. Et Vindpust kun, dog saae jeg helst, at jeg var nødt at plyndre. O elskværde Blyehed, Kilde klar, hvor Alt jeg skimte kan paa Bunden! Det "Nei", som svømmer ovenpaa og surrende vil Bobler slaae, det fanges let som blank Forelle, der stedse vil i Skorpen sprelle. Ends ikke det; men see i Grunden, der straaler Perlerne: "Jo" -- "Jo." Drag op den Skat. Den døer udi et Suk. En Taabe, sær om han er smuk, som troer en Pige efter Munden, og troer, at Alvor nægter ham det Kys, han beder om i Lunden, i Eenrum eller Aftenstunden. Hvad femte Øie seer ei, er ei Skam. Ah, saadan Glut som Sylvia burde, naar hun blev en syv og tyve Aar, en Morgenstund opvaagne smykket -- Sligt om Tiresias er sagt -- med Manddoms fulde Muskelpragt; see Barmen ind af Sener trykket, sig iført Jordens Herskerdragt. Hun burde af en venlig Fee, (sligt var et Venskabsstykke) -- rykket med fuldbevidste Fryd sig see, til Livets anden bedre Side, hvor man ei drømme skal, men vide, ei nydes ene, men skal nyde, og ei befales blot, men byde: -- Ah, Sylvia! jeg gav dig heel min Manddom og min Kongevælde i Bytte for din søde Sjel. Du burde, før din Rosenstengel bag Skyen blomstrer til en Engel, SIDE: 232 først være Mand, saa du blev hist en høi Cherub, ei mild Seraph. Da skulde jeg, naar jeg var Qvinde, saa smuk og god som Sylvia, vist -- saasandt jeg og fik Qvindelist og Viddet, Himlen Sylvia gav -- ved Vid din Herskerstolthed fælde, ved Smilets Brudeblus, i al den Fordomsnat, som Fyrstens Sal indhyller, nok en sikker Stie, blomststrøet af min Phantasie, til Sylvius's Fyrstehjerte finde! (gaaer). SAMME SCENE Sylvia. Jeg hører alt, de Parkens Hjorte med Trudsler, Skrig, og Eeder skræmme. Det ærgrer mig at være hjemme, at Han, som Kysset stjal, er borte. Ak hvis hans Kys ei havde hjem i saadan Hast mig blæst, saa vilde mit Knæe i Støvet dybt, for dem, som Skjæbnen truer nu saa ilde, ham bedet Kongen at formilde. Det vilde han vist ei mig nægte. Jeg troer ei han var fuldt saa slem som hine Tre. Dog Skinnet veed jeg jo som oftest er ei ægte. Han var dog mild. Nei -- ikke vred. Hans Øie var dog fromt. O nei! ei blidt, men slemt ei heller. Om hans Mund ei lumske Smiil sig bølged -- nok skjelmske Smiil; dog ikke som om de et værre Hjerte dølged! det er dog godt, de lyve ei. SIDE: 233 Hans Pande klar og aaben og -- jeg vil ei nægte -- syntes klog, skjøndt den var fri for Rynker. Dog en Djævel, selv i mindste Fure i mindste Øiebrynets Krog, kan, fæl som Asmodæus, lure, og som en flittig Edderkop, i mindre end en Time spinde slig Væv paa Letsinds Regnburok, at man det hele Liv har nok i kun det halve op at vinde. Om god, han var dog nok letsindig, -- om smuk, dog djærv, -- om vittig, vindig. (staaer eftertænksom.) Ak, lad ham være! Om hans Mine ei fuldt saa løgnfuld var, jeg troer, jeg bad ham neppe -- skjøndt ei for min egen Skyld det var, om jeg nu bad -- ham lægge gode Ord for Sine; Thi, skjøndt han vist ei elsker En af dem, er hver hans Kammerad. Nu, han er borte, faaer jeg see at hjælpe ud mig selv af Nøden, at redde mig ifra de Tre, og dem da og maaskee fra Døden. (Ha, Ho, og Hu kommer.) Ha. Her er jeg. Helvede er bagenfor. Hu. Her er jeg. Helvede og Døden flyer igjennem Mismods brustne Skyer. Her er jeg. Haabet nu sit Smiil fornyer og kaster leende det Tungsinds Flor, der Hjertet hylled ind, som Nat en Grav, og nøgen -- som en Venus sprang fra Hav, der fødte hende udi Perleskjødet, mens Sydens Vind, som over Lybien gløded, SIDE: 234 var Huld-Gudindens Vuggesang -- det træder frem, kun svøbt i Smiil, dumdristigt nok, det griber efter Amorens sukbeving'de Piil (dit Øies Vaaben, Læbens Smykke lig Solens Glimt i Morgenrøden) for den, med Afsinds Hercleskræfter dybt i sin dybe Barm at trykke. Sylvia (viser dem en liden Æske.) I Herrer! I maae vove Døden. Ha. Oah! Hu. Oah! Sylvia. Til Døden svorne, vælg Kongens, eller min, som nu det synes rettest Eders Hu -- Hvis jeg skal være Eders Norne, Pandoras Æske . . . Ha. Ha Pandor . . Pandoras Æske? Ho. Stille, Bro'er, Afbryd ei Nornen, naar hun griber sin Sax, og Traaden just afkniber der, hvor den netop nu skal briste! Ha. Bør unge Folk da Livet miste? Sylvia. Nei gamle Laster. Hør mit Svar! To kan jeg ei fra Døden vriste. SIDE: 235 Ha. Triumph! Guds Torden! Hu. Døden var alt krøben ind i mine Aarer, drak Blodet ud, men fyldte Taarer og Iis i dem. Mit Hjerte staaer nu blomstrende i fuldskjøn Vaar. Ho. Ha, ja, paa Bunden dybest i Pandoras Æske, fuld af Nød og Undergang og Sorg og Død i saadan Rigdom som opfunden er af en Djævels Phantasie, laae Haabet dybest skjult paa Bunden. Sylvia. Her er da trende Piller. To indhyller i sig evig Ro. Ha (forskrækket.) Gift! Gift! Ha Pest og Død! et Gran, af det, som vulgo Rottekrud benævnes -- et Gran, som Fjer i mindste Myggevinge, kan selv en Herkules nedtvinge, er nok for Samson. Hu. Eja! Vee, et tredeelt Livshaab mig kun levnes. Sylvia. Ja, det er Terningkast. En Mand, hvis Livsværk er at døe og døde, tør ikke ned i Graven see? I som for mig vil Fanden møde? SIDE: 236 Ha. Jeg? Ja -- ja -- Gift! Pest! Død! Sylvia (rækker ham Pilleæsken.) Nu spiis! Ha. Hvem ta'er af Fandens Snus en Priis, og det er Arsenik, ved Alt, om Daasen selv, som I, var malt med Morg'nens Farver? Man jo heel og holden nyser ud sin Sjel paa saadan Priis! Nei! nei! Sylvia. O fy! Vel, jeg vil ikke Eder tvinge til stille Død, ifald I lyster at foretrække Bødlens Klinge, som maaler Eders Pralerie. Ha, vil I lade Galgen bryste sig med Jer Ungdom under Sky? Ho. Fra Haabet til Fortvivlelse at flye? Hertugens fæle Malerie af Steilescenen for mit Øie staaer saa klar, for Sind og Sands saa nær, at alt omkring mig lutter Galger er, og at jeg stedse hører Bødlen slaaer. Det gjør mig og paa Giften sulten -- Ha! (tager Pillerne op af Daasen.) De veie eens? Sylvia. Ja paa et Haar. Ho. Eensfarv'de alle, veed jeg? ja! (peger paa en Pille.) Den tager jeg, det Centnerpund SIDE: 237 som enten mig til Himlen vipper ha! eller ned i Helveds Bund; som Ørnen falsk Skildpadden slipper fra Skyen paa en Klippe ned. -- Vel, lad os ned til Stygis Bred som gamle Venner Arm i Arm paa samme Djævels-Vingekarm da ride, slæbes eller svæve. Kun Een af Os sig gjen kan hæve med Underblomsten, som der groer, tilbage til den kjære Jord. For Een af Os -- Ha. Jeg være -- Ha, Jeg være paa slig Vandring med? Ved Æren, som paa dette Sværd (trækker Kaarden.) med tusind Helteskygger sidder, jeg Giften smager ei! En Ridder at døe af Mavesyge? Ha! Hvem hugger? -- er det ærlig Færd? Hvem slaaer med Hug og naar med Stik -- er dette Riddersfærd? -- Kolik? Ho. Vel! træk, træk begge! (drager sin Kaarde. Ha stikker sin ind.) Død og Liv imellem vore Klinger svæver. Nu træk! fald ud! Men hold jer stiv thi, falder I, ei Bøn saa sød, at den gjør selve Satan blød, ifra jer Nakke Eggen hæver! Ha. Jeg fægter ei -- Ho. Saa fægt i Galgen med Veir og Vind og Slud og Regn og Pøbel-Spot! Husk hvad du er? SIDE: 238 Ha. Ved Alt, jeg veed det: Cavaleer! Jeg myrde Kamerader? Troer du der er Skjersild til, min Broer? Og troer du, for slig Daad da blegn! Nei heller rustn, mit Sværd, i Balgen, end jeg i Broders Bryst det slibe! (afsides.) Saa slemt kan Fanden selv ei knibe. Sylvia. En Dames Bud, som Døden byder af lutter Lune -- dog undtagen naar saa fortvivlet synes Sagen som Eders synes mig og Jer -- er Skam for hende; dog det pryder den ridderlige Cavaleer, som uden Hensyn Budet lyder. Ha. Ei nu, ved Underverdnens Ild, Hvor to af Os maa blive Gløder! Ho (svinger Kaarden.) Tag Pillen! Sylvia. Vælg nu som I vil. (gaaer bag Gitterværket, som hun lukker.) Ho (svinger Kaarden). Vælg, eller denne Sværdod støder al Feighed og Betænkning ud af Eders Hjerter, saa de skulle af sultne Orme blive fulde. Det gjelder paa den ene Side i Stilhed blot i Græsset bide, men paa den anden Liv og Brud. (gjør Angrebstegn, de Andre bæve tilbage.) Hu. Et Sværd i Lungen iisnende? Uhu! er piinfuld Død i samme Nu. SIDE: 239 To Piller Rottekrud -- een Hvedemeel! der er de tre. Og denne Ene kan jo tilfalde mig som Deel. Et fælt Hazardspil? Sandt! dog værre ei end Pesten, naar i Adiabene den tager To af Tre og gaaer sin Vei, dog leve Folk der, Ja, de Rene sig levende i Paradiset mene; Fabriker dundre der, og Damascenersværd (at Døden ei skal herske der alene men overalt) man smeder der, og sender vidt om hist og her. Vel! Jeg, da Ondt maa være -- holder bedst at vælge, fremfor Sværd og Galge, Pillen. Ho. Ret, bid blot -- ikke see og lugt og slik paa ædiksure Frugt! Hu. Dog, var her en Doctor og en Præst, var det -- jeg Døden snød -- i Sandhed godt. Den første gav mig Antidot, imens den sidste læste i Postillen. Ho. Saa snød den første Døden, men den Anden -- bedre -- Djævelen. Hu (seer i Pilleæsken.) I alle Engles Navn da kjæmp nu, Mave, kjækt mod Giften, dæmp dens Lavastrøm, at den ei flyder igjennem Hjertet, ikke syder for vildt i Aaren. Ak! Ak! Ak! Hvem er i saadan Time glad? Gid hun i dybest Helved sad, og aad blot Gift og Taarer drak! SIDE: 240 Ho (til Ha). I siger Intet? Ha. Ak, hvem taler i saadan Time? Gid hver Møe hver Apotheker maatte døe af Gift og Pest og Helvedsqvaler! Det siger jeg! Ho. Hu, staae mig bi! Saa skal han, skal han Pillen smage! Ha (afsides). Ak Angst er Offrets salte Kage, som trykker stolte Nakke ned; Salt før, den saltes meer i Sveed. (høit.) Det siger jeg! Ho (til Hu). Ven, staae mig bi, saa tvinge vi ham Pillen ind. (Ho og Hu gjøre Angreb paa Ha, og bemægtige sig ham.) Ha (kjæmpende). Guds Blod er Lynild! I vil putte? I putte? Ha! Mord! Fred! Fred! Fred! ved Tordenskyen, Cherubens Kutte, og Djævlens Eeder: Hvirvelvind! Prøv Pillen først! Ja prøv den I! Prøv først, saa skal jeg . . Ho (brydende med ham, holder Pillen i Veiret). Munden op Karnaille! Munden op! Ha (synkende i Knæ). Ha -- va! -- Mord! Gift! Fy! SIDE: 241 Hu. Hvor er Pillen! Ha (rallende paa Jorden). Stop! Moer D -- raab -- Trerraa -- a! -- (de slipper ham, han falder død ned). Hu. Han fik ei Pillen. Djævleblendt! Ho. Ei Djævleblendt! Thi seer I efter, saa finder I, ei bedre Kræfter, end Skræk kan Gift hos Feige have. Hu (bøier sig ned og seer paa Ha). Ja, Himmel, han er langt nok sendt. Ho. Gid du saa langt, ei læng're, følge! Thi dyb're Helved ei der er, end det, som slugte denne her. Nu slug! Hu (angst). Ak ja! Ho. Dit Ansigts Sveed er Skummet over Carons Bølge. Ha vil du ei? Bedrager, æd! (trækker Kaarden). Nu slug! Hu. Ah ja! Paa eengang da! Ho (tager Pillen ind). Tillykke da! Bedrager ha! (vil stikke ham med Kaarden). Hu (tager Pillen ind). See saa! Tal ei! O Liv Farvel! Farvel hvert Haab med Farvespil! (Ho synker om i Græsset). SIDE: 242 Hu. Han døer. O faaer jeg bedre Held? Ak alle Engle fang min Sjel, hvis den min Ungdom troløs vil henkaste til et raaddent Spil for sultne Orme, som skal pille mit Hjerte ud. O Stille! Stille! (Synker om i Græsset. Sylvia aabner Gitteret og kommer ud.) Sylvia (seer paa Ha). Hvor listig? uden Skin af Liv Han lod sig falde død og stiv? Han stønned godt, og godt han ralte; List eller Feighed gav hvert Støn en god Accent. Staae op, du Søn af Mars! Ligg til jeg bringer hjem -- om saa du vil -- Pardon for dig og dem. List er vel Feigheds Søster; men jeg seer, at List og Taushed, Pralerie og Skrig her underlig forener sig i samme Mund -- Min Herre, ikke meer! Staa op! (afsides). Ha, gaaer jeg, vil han reise sig og vist snigmyrde begge. (rusker i Ha). Kjære staa dog op! Ha! Himmel! Himmel! blaa hans Læbe er, og Skummet sidder paa. (slaaer Hænderne sammen). Ved Himlen, -- gode Himmel! Himmel! (rusker i Ho og Hu). Hei vaagner! vaagn! Din Broder døer! (forlader dem og seer paa Ha). Hvem kunde tænkt! Ak døe af Skræk? Hvem døer af Skræk? Er sligt hørt før? O frels mig! O! er Pillen væk? (seer i Æsken). Nei Gud skee Lov! Ak var jeg død! O var han her, jeg saae i Dag! Ei løi hans Blik, hans Sjel var blød, hans Smiil uskyldigt som den første Dag, der hvælved sig om Jorden rød. SIDE: 243 Han hjalp mig. O hvad Rædsel rammer! dog veed jeg ei, hvad jeg forbrød. Hvad tænker Himmelen. O Jammer! Jammer! Hvad tænker Himmelen, som denne Jammer! . . . (Kongen træder frem i kongelig Dragt). Kongen. Ha Mord ved Kongens Gaard? -- Sylvia (forvirret). Ak! Kongen Og du -- Og I! O reent uskyldig (knæler). uskyldig . . Helligst. Kongen. Trende Mord! Uhørt! useete Syn at see en Djævel i Seraphens Form og Dragt, bag Himmel-Øie Helved lagt! Uhyre Sag! Sylvia. Ved Himlens Helligste! Kongen. Tre Mord? Ha! troer I, tomme Ord, som Løgn henveirer let fra Tungen, kan blæse bort Mistanken fuld og gyldig? Sylvia. Ved Eders Retfærd, ved min . . . . . (brister i Graad). Kongen. Graad? O Falskheds Pynt, naar fuldberaad, bevidst den frem i Lyset træder. SIDE: 244 Thi Falskhed skammer sig at gaae med sine dagligdagse Klæder blandt smukke Dyder. Derfor maae hun Flitterstads sig hænge paa lidt Graad, lidt Smiil, hvad det kan være, naar nødt hun er i Lys at staae. Tidt med Triumph -- Sligt Tosser ære -- hun til sit skidne Hul gjenvender, og voxer saa, at, naar Dødssangen hviner, kun Djævelen sit Kjelebarn gjenkjender. (afsides). Ak Sylvia græder! Ha, du skjønne Last! var Angeren reen, mit Retfærdssværd det brast. (høit). Et skjørt Beviis er lette Miner, som, om de end i Dag af Sorgen og af Samvittighedens Meisel, Skræk, indstivned til Gorgonens Træk, dog vilde sikkert visne væk i Ligegyldighed i Morgen, hvis Fyrsten aanded paa dem med sin Naade, og ikke taalte smukke Kinder vaade. Sylvia (reiser sig stolt). Din Naade trygler jeg dig ikke af men Retfærd kun, som Himlen Fyrsten gav, at skifte lige ud til alle fra Armodskrybben op til Rigdoms Halle. Kongen (afsides). Hvad skal jeg dømme? Selv jeg hører og seer hun bød dem Gift; og dog reen Uskyld hendes Forsvar fører. Hvert Suk et Cherubsværd, som slog for hendes Uskyld. Himmel, gjør mig klog! Medea var vel skjøn, men denne Pige er skjønnere, men grummere tillige. (høit). Hør Pige, du min Retfærd forekom; Thi disse vare Dødsens. Dog det forekommer ei din Dom. SIDE: 245 I Morges Majestæten du ved Spot har krænket. Dog du leed en Straf, du kommer vist ihu. Dernæst -- her er Nemesis vred, om tusind Elskovsguder græd -- tre Beilere du Gift har givet, paa det at, skilt ved dem, du Livet med elsket Fjerdemand, kan nyde, som dig skal pryde, lyde, yde. Thi Helved har ei Daad saa sort, at Elskov, for i Ro at fraadse den Elskte og sig selv med bort, ei kjøber den. -- Ja, for at vinde en Krog, hvor den kan krybe hen og Søvn og Ro og Ruus kan finde, den største Last af Helved trodser, og største Dyd af Himmelen. Sylvia. Ei Gift -- ei Elskov! -- Gift? Forvidt tillader Himlen Kongen feile. Gid Eders mørke Retfærd speile sig vilde i mit Hjerte. O saa vilde den ei forud troe saa meget Ondt, men dømme viist som Eders store Dommer hist. Ak, Eders Majestæt vil I -- vil I Jer hævne nu, fordi i Dag jeg talte altfor frit? O tro mig, Ha er død af Skræk, og disse drømme Dagen væk. Kongen. Umuligt, han som tage vilde en Fæstning med Cavalerie. Sylvia (viser ham Pilleæsken.) Ei Gift! ei Gift! see her! o see! der ligger een. Der var kun tre. SIDE: 246 Kongen. Hvor veed jeg det? Sylvia. Jeg veed det jo. Kongen. Du Daare, hvem kan Synden troe? Sylvia (med bristende Stemme.) I troer mig ei? Ak ned jeg svælger nu Eders bittre Ord. Kongen (omfavner hende.) Guds Blod! Ha Sylvia, du ei forstod mig ret. Du døer -- o Himmel! O jeg troer, jeg troer, vil evig troe! O Rasende! Ak, ei du veed, Hvad Kongen kan -- Lev! jeg vil glemme! kun Hjertet skal i Sagen dømme. Sylvia. Beviser det Uskyldighed? O jeg er glad. -- Kongen. Ja Haabløshed -- Sylvia (synker om i Græsset.) Ei Gift -- kun Drømme -- Drømme -- Drømme -- Kongen. Hollah! min Krone for en Læge -- en Magus, som kan Døden tæmme. O skjøn som død, o favr, skjøndt bleg! Kun Liv, og hun paa Thronen steg. Sligt Dødsbeviis maa være gyldigt, Hun levede og døde vist uskyldigt. SIDE: 247 Jeg lever skyldig, ha blodskyldig, fuld og tung af Blodskyld segner jeg i Muld. Mit Øre løi, mit Øre sveg, da de paastod, at høre, og at see at saadan Haand som denne -- Kys! (kysser Sylvias Haand). Og Kys, og Kys -- besmitted sig. O Vee! Ak endnu varm og rosenskyet! lev, O søde Sylvia, o lev, o lev! Ak stod du op, du Dronning blev! Ha, kunde jeg dog kysse op din Aand, jeg kyssed' Giften bort ud af din Haand. Nu balsamert og purpursvøbt du skal som Snefried-fagre i Haarfagers Hal min Dronning være. Ho (vaagnende). Gys, gys, gys! Kongen (forskrækket). Hvad seer jeg der? Han vaagner, Tys! Ha Helved kogler! Ho (fantaserende, reiser sig op). Pik paa Laaget! Pik, sultne Orm! Pik rask! pik! pik! Boer ind! boer ind! du finder ikke Noget. En Ravneflok jo hele Klumpen fik. Vær ei misundelig, thi Vinden vel frastjæler Ravnene den halve Deel. Hu (reiser sig op). Slug Morian-Ravn! du sorte Nar, troer du jeg føler til dit hvasse Næb, fordi du foer med mig saa slemt afsted og Lungen tusindfold istykkersled, og Kloen lige ind til Hjertet kneb. Dog tænkte jeg, at Helved værre var. Jeg mindes jeg for det paa Jorden skjælved. SIDE: 248 Kongen. Ak, Afsind! Hu. Ei! Er Konger selv i Helved? Ho. Ja Skam! og det i al sin Pragt. Hu (til Kongen). Jeg kjender dig -- Ho. Er du og saavidt bragt? Jeg seer det nok, at det er Luer alt det røde Fløiel, hvormed du er malt. Hu. En overmaade herlig Vinterdragt. Dog neppe den behøves her, hvor Rosen staaer i Sommerskjær. Men jeg forstaaer, du blot besøger den, som og vi, -- og har forladt vort Hjem, vort Helvede. Ho. Ja vist, han spøger. Din Krone gnistrer. Hui, ja du var slem! Din Kaabe er da nok dit Folkes Blod! Og disse fyrstelige Diamanter Retfærdigheds og Uskylds Taareflod, som under din og Thronens Fod useet og søndertraadt og ufølt randt der, hvor du som jordisk Hersker stod. Kongen. Ruus eller Afsind plager dem. SIDE: 249 Hu. Den Kaabe, du med Stolthed drager, er viid opblæst af Folkets Klager. Ho. Vel dig. Din Søn dig vist nok gav Te-Deum og en Æres-Grav. Os Stakler -- Midnatshimlen huser -- dog ei os selv, men kun vort Leer; heelt er vort Væsen som du seer -- Det skader ei. Men hvis vi vilde paa Retterstedet spørge, hørte vi, hvor i Vinden Hjulet suser, (en smuk Veirmølle, hvor vort Kjød for Ravne males til en Aftensgrød, der lagde du, Tyran, mig ud da jeg var død af Rottekrud) Og hvis en Ræv ei i sin Snude førte ned i sit Hul vor Askekrukke, at ingen Krager meer deraf skal plukke, men at han selv til Frokost den kan pille, vi hørte Vinden i den spille. Det skjærer os i Sindet lidt; der færdes vi da ikke tidt. Her spøge vi som oftest, hvor en Dame, Aarsag til vor Henfart, boer, endskjøndt vi nu, hun være nok saa smuk, kan see paa hende uden Suk. Kongen. Et Underværk, han død sig troer. Ho. Og det er her. Tal, har du her at gjøre? Saa maa vi kjæmpe. Viid, din Kongerang paa Jord var lidt, hos Kloge kun en Klang, som tidt i Øret uharmonisk sang; Her er den Intet! Kan du høre? SIDE: 250 det er vel sært, men er dog saa, en Geist kan føle, slaaes og slaae. Skjøndt jeg paa Jorden Hofmand var, Er jeg for lidt Antipathie til Herskere ei ganske fri. Hu. Jeg med Forundring mærket har, at jeg kan føle; om det gjaldt -- (jeg seer jo Kaarden) kan vi fægte. Og at jeg hungrer kan jeg ikke nægte. Maaskee han løi den Præst, som har fortalt, at Helved var et Kjøkken fuldt af Gryder, hvor Satan Syndere i Svovel syder? Maaskee kun Tørst og Hunger er den Straf, som Syndeflekkerne skal slikke af. Ved Alt jeg havde nok fortjent lidt Mere -- Ja Meer end glohed Hunger, glohed Tørst. Hør mine Synder! Dog regn du op først. Ho. Jeg tier indtil Satan selv begynder Examen -- da jeg hyler nok: jeg Synder! Hu. Jeg feiler, her vi spøge blot vi to. Ha, seer jeg ret, saa er I Herren Ho, og da kan I deri nok have Ret, opregne Synderne er ei saa let. Ho. Ja rigtigt nok. Og du er Hu? Jeg kjender dig nok igjen. Hu. Siig, troer du, at i Ild Jeg, du og hver en Synder brænder? SIDE: 251 Ho. I Helvede? Ja, indtil man bekjender. Hu. Da flux jeg Alt bekjende vil. Dog brænder jeg i flere Aar, før hver en Svarsynd jeg opregnet faaer. Ho. Bedst at begynde strax, saa faae vi Lov at spøge, hvor det lyster os. Jeg til min Tumleplads nu vælger denne Skov. Hu. Ja vel! Hør Ven! nu ingen Ting, som før, den Tid vi roded' her i denne Muld, Glands, Ære, Hofgunst eller Guld, vort Venskab hylle kan i Grav og Slør. Ho. Ja sandt! Nu kan vi Venner være. Jeg haded' dig paa Jorden, skjøndt min Mund paastod, jeg elskte ret af Hjertensgrund. Hu. Isaafald Ven, vi lige ere. Ho. Jeg haded' Fyrsten, fødte op hans Naade med Smiger. Dog mig Hævnen naaede, den skjulte Væxt jeg agted ikke paa, (saa frem den sprang som en krumrygget Tiger, der udi Vellugtkrattet lumsk sig sniger) da Kongens Naade voxte saa, og syntes trives godt af det jeg gav, af Løgn, Bedrag, og vammel Smiger. Dog saae jeg, Fyrstegunst staaer paa en Grav, om Virakskyer dens gyldne Blommer bære. SIDE: 252 Hu. Isaafald Ven! vi lige ere. (til Kongen). Ha leved du, du kunde heraf lære! (til Ho). Besynderligt at Ha er borte, Han tigger Peder vel i Himlens Porte? Ho. Hans Urne ligger der isønderslagen. I Helved er han Selv for længe siden. Hu. Lad os til Helved svæve ned, at Tiden ei gaaer med Tant: Vi kan jo spøge siden i Sol- og Maaneskin. Nu Prinds! kom med! Ha Luen, seer jeg, ret tilgavns dig sved; du vandrer jo endnu i Flammelagen. Ho. Til Helved ned, at Djævelen kan svide de gamle Sjeleflekker hvide! Hu. Vi komme karske, rensede igjen. Kom Konge! Du kan nok til meer Ild trænge; (blot for os Selv har vi at bøde, men du for enhver af disse smaa Tyraner som suge ud, i Ly af Fyrstens Banner og paa din Regning, fordi du ei saae de Klagende, de Arme og de Smaae) Følg med; du til et Svovlbad nok kan trænge. Naar vi saa komme luttrede igjen, da kan vi, efter Tykke, Himmelen besøge, eller ogsaa Jordens Enge. (de gaae). Kongen. Vee! er der Gift saa graadig, at den meer end Livet, selv Forstanden kan opæde? -- Bort fremmed Sorg, her nok af Kummer er! SIDE: 253 lad dem en tabt Forstand oplede! Min hele Mandskraft, at jeg ikke mister, Hvad jeg tilbage har, med Sorgen tvister. Nu vil jeg bære bort min blege Glæde, min hyldeblomstrende min smukke Kummer, ak, begge i een Liljeknop i Slummer. O kunde du, o Sylvia i Himlen see al min Sorg for Sylvia paa Jorden, see, hvor min Ømhed sig i Natten klæder, see, hvor jeg pynter ud dit elskte Liig med Elskovs Taarer, og med Fyrste-Hæder Ak, vilde det i Himlen glæde dig? -- (tager Sylvia i Favnen) Ligg Gode! Guden har jo Engle hentet, og tomt, men skjønt igjen staaer Monumentet! (bærer Sylvia ud). (Kongens Hal. Sylvia smykket som Dronning paa Thronen. Kongen i fyrstelig Dragt, foran Thronen, betragter Sylvia). Kongen. Hun smiler -- ak! som om hun saae sig Pragt, sin Sørgefest! O var det sandt? et Morgenskjær let over Læben randt? (betragter hende opmærksomt. Ryster paa Hovedet). Ak nei, ak nei! Nei Himlen vil opdynge sin Skat bestandig. Jorden maa paa Skjønhed arm, paa Dyder øde, som plyndret Grav snart under Himlen staae. Ak saadant Dødssmiil er en Sky, hvor søde Smaaengle med Sneklokkevinger synge: her boede ikke Synd, blot Dyd og Vid paa denne Mund, som her paa Kinden sover lig liljeblomstrende Seraph, der blid i stille Æther slumrer over sit sammenslagne Sølvervingepar. (en Page kommer). SIDE: 254 Pagen. Jeg Eders Majestæt at melde har, at Bispen som tilkaldet var med sorgblegt Følge Par om Par og Kjærterne, som alle bære Jer Kummers Farve, komne ere. Ak, Faklerne tidobble deres Lys i Folkets Taarer. Slig en Liigfærd -- Kongen. Tys! Strax! Strax! Siig, jeg vil ene være! (Pagen gaaer). Snart Sylvia, ak alt for snart du og dit Scepter Hvile finder. Hersk over Fyrsters hvide Minder! der ligger hist i Hvælvingen, bag Slør af Bly og kulsort Marmor, flere smaae Kongedøttre, døde før. Ah, naar Du, elskte Hustrue, kommer, blier Gravens Mulm selv Morgenklart; i Gravens Hvælving blier det Sommer O gid jeg blomstrede der snart! O maatte ikke selve Døden rødme, beruust af Livets bedste Sødme, da Sylvia ham Purpurblodet af sit Demantbæger, Barmen, gav at drikke? -- O umættelige! Ha Guds Under! Himmel! Sylvia . . . . (betragter Sylvia nærved). Ak nei, Jeg drømte blot. Hun rødmed ei, desværre. Dog det kan jeg ei forstaae, at ikke Alting standser. Hade maae jeg hver en Blomst, som visner ei, men leer mig midt i sorgmalt Ansigt. Ja jeg seer og hører Verden gaae. Der skinner Solen! o gid det var Nat! Paa Torvet samme Støien er. SIDE: 255 Det er jo Spot. Alt er mig nu forhadt. (en Pause) Mit Alter være Sylvias Gravmæle; hos hende vil jeg Morgen -- Aften dvæle. Hver Mand i Landet der skal Døden bande, som borttog Døttre-Dydernes Fyrstinde, saa nu ei meer, hvad Dyder er, de vide, saa nu -- Ha, ere mine Syner sande? (betragter Sylvia nærved.) Ei Afsinds vilde? ikke Dumheds blinde? Ved Himlen! Rosenknoppens unge Glød mig syntes op i Kinden skjød, saa reent som Glimt af første Dag. (knæler ned for hende og seer Sylvia i Ansigtet.) Tys! Stille for Guds Skyld, o var det Bedrag? Kun Gjenskin fra Dronningens Fløiels Tunik? For Himlens Skyld! Seer jeg ei? Angest og Fryd! det Rosenblad voxer paa Kinden. O gyd, gyd Vid i min Sjel og gyd Sands i mit Blik! Hun aander! hun aander! -- Tys! Var det en Lyd? (bøier Øret ned mod hendes Mund.) Jo -- Himmel! jeg hører. Ha var det Bedrag? Jeg kan for mit eget -- mit Hjerte -- dets Slag -- ei høre. Jo Himmel! Guds Underværk. (Sylvia reiser sig op.) Kongen. Ha! (farer tilbage med Haanden for Øinene.) Sylvia (fantaserende.) O Lionel! o elskte Konge, Ah, ei Haand for Øiet nu. Alt godt er gaaet. Tvivl ei! Tro, Himlen ei forsmaaed de gode Hjerter nogensinde! Kongen. Nu veed jeg. Dette kan ei svinde. Sylvia. Jeg tusind Cherubim, hvis Vinger lued, og tusind Seraphim, hvis Øie loe, -- men Alle Lionel -- i Himlen skued. -- SIDE: 256 Besynderligt! jeg vilde neppe troe det, skjøndt jeg saae det med mit eget Syn, at tusind -- Tusinder af Engle skulde, skjøndt En i Stjerneskin, og En i Lyn, og En i Morgen-, En i Aftenskyen, i Nordlys En, i Regnbuskin en Anden, kort, To i Pragt var ikke eens hinanden, -- i Aasyn ligne Lionel tilfulde, om Øiet stolte, men om Munden hulde. -- Ja Lionel var Alle, Alle dig. Deraf, maaskee, det kommer sig, (Ak har du savnet mig?) at jeg saalænge omflaggred Himmelens violblaae Enge, hvor Stjerner vaied, Liljer liig, og smaae Gudsengle glade vugged sig derpaa som tusindmalte Sommerfugle. Vist tilgiver, Elskte, du, som nu du veed, at Lionel og al hans Kjærlighed, blandt tusind Lioneller hist, blev ikke savned. Kongen (aabner sine Arme.) See din Kjerlighed, her er den jo, ak Sylvia, stig ned. Sylvia. Det vidste jeg, Gode! da jeg afsted til Himlen svæved', for Godt at bede for Lionel, skjønneste Blomst hernede. Det var min Vinge, thi Englene hist, -- hvis smiilsvøbte Storhed jeg saae, hvis Sang jeg hørte, fra blomstrende Skyer sprang med Stjernernes skinnende Cymbleres Klang, -- ei elskte mig, naar de ei havde vidst at jeg var Lionels Brud. Thi Alle, selv mindste Seraph, som Sommerfugl stor, der laae bag en Morgenskyes Rosenflor, SIDE: 257 til største Cherub, som Orions Belte om Lænden slog, i hvis navnløse Blik de kolde Stjerner til Sole smelte, de vilde sig Lionels Tanker kalde. Kongen. O søde Phantasie, af Solen fik du Straalepenselen, for dybt at tegne i Hjertets Morgenskyer Himlens Egne. Sylvia. Der stod en Cherub, med en Sol paa Armen, den Sol var hans Skjold, hvori indgravet stod: "for Retfærd," med Lynilds Rubineblod. En Tordensky var hans Øienbryn, hans Haand udrystede tusind Lyn, men lys som Vinteren og aaben var Barmen. -- En liden Seraph rundt Læben slog en Rosenblodvinge, som hastigt jog, naar Haanden daled, fra Kinden bort hvert Vredesnordlys, som vilde sort fra Brystet over den milde Mund nedflagre, der ellers smilte kun. Han sagde: "jeg Lionels Heltesind er; min Barm, som du saae saa lys og aaben er Lionels Mod; hint Lyn, mit Vaaben, hans Tapperhed; Retfærd, det Skjold jeg bær." -- -- Da foer en Seraph gjennem Himlens Alt paa perleklar Karlsvogn: og Stjerneskud var Gnister, som sprang fra Demanthjulet ud: hans Mantel var Melkveien nordlysbemalt. Han holdt en Comet, som en straalende Pen, og maalte, aftegnede Himmelen, fra mindste Viol paa den fjerneste Jord til Verdner, som rundtomkring Sole sig snoer. -- Den Seraph var Lionels Vid og Forstand. -- -- Der stod en Cherub. Hans Blik var Sol, dog mildt, som en dugvædet Vaarens Viol. SIDE: 258 I morgenrød Arm en Harpe han letted', hvor Stjerner sig sammen til Sølvstrænge fletted', indspendte i Himmelens staalblaae Rand. En Regnbue han havde til Plecter. Han slog, og Lionels Heltesind, og hans Forstand (Cheruben, som Retfærds Soleskjold svang, Seraphen, som Lys gjennem Himmelen drog) omfavned hinanden og smilte og sang. Han sagde: "jeg er Lionels Phantasie!" -- Der stod, iblandt Sole og Stjerner som i en Lund fuld af Roser og af Jasminer, den høieste Cherub og blandt Seraphimer den mildeste, og, o den skjønneste Gud; og rundtom ham vare hans Solroser fulde af Sommerfuglengle. Han rystede ud bestandigen nye Stjerner i Himlen fra Vingen og Lokken, fra Smiil saa hulde, at hine og alle Serapher qvad, og altid fornyet udbølgede Vrimlen i end en Uendeligheds evige Rad. Han sagde: "jeg Lionels Kjerlighed er, og du er min Brud." . . . Kongen (omfavner Sylvia.) O! Ja Himlen er her. O Sylvia, Sylvia, o her er Himlen! Hver Tanke, hvert Ord og hvert Ømheds Kys, som boer under denne din Evighed, er Sylvias Engel, seraphisk og lys. Kom, mønstre du helligste Englevrimlen, dem Alle, og, naar du har mønstret -- Ha, hvor kom Uendeligheds Grændse fra? Vel, at os bag Graven en Evighed glimter! Thi her du min Kjerligheds Ende ei skimter. -- Dog medens den hele seraphiske Orden min Sylvia mønstrer igjennem paa Jorden, saa istem med denne, som synger fra min Sjel som den fylder -- istem i Chor, SIDE: 259 "ja Lionels Elskov er sød og stor, -- som min, som min" . . . O Sylvia! (kysser Sylvia.) Sylvia (river sig forskrækket løs fra ham.) Ah hvad? O Himmel! Kongen. O min Sylvia! Sylvia (med Taarer.) Ak, Herre Konge! troer I mig? Ah skal et Kys nu ogsaa -- Eders Vrede? (bliver Kronen vaer og tager den af.) Ha! En Krone? sandser jeg? (seer sig om.) Hvad! Fyrstens Hal? (knæler.) Tilgiv; jeg har mig hid forvildet. Et Afsind (Eders Vrede er jo tung. Jeg Gift -- ei slet? Jeg Elsker? Ak, saa ung) Et Vanvid har Forstanden hildet. Kongen (letter Sylvia op og sætter Kronen paa hende.) Nei Sylvia! Nei Elskte! Alt er godt. Mit Suk har Himlens Vrede drukket. Du selv har Edens Port oplukket, med Ord som Edens "Bliv!" med Smiil, saa frydefuldt som Edens første "Hviil!" Ak phantaserte Sylvia da blot? (omfavner Sylvia.) Sylvia. Jeg sandser ei, men om jeg sandser, saa gid Morgendrømmen aldrig briste maa! Kongen. Lad Fyrstekaaben være Skum da, vel! dit Scepter Tang! -- See her blot Lionel! Føl her, min Sylvia! Foragt min Krone: den er en Musling kun, saa tom som Natten, men i mit Hjerte her er Perleskatten! Føl Sylvia, o føl her er din Throne! SIDE: 260 (Gade, hvori en Daarekiste. Ho og Hu stikker Hovederne ud af et Vindue. Daarekistevægteren udenfor.) Ho. Hei Mand! Vægteren. Hahahaha. Jo raab paa Vinden; den vender sig og bukker. Hu. Inden I spotter, hør dog; ellers noget nær I ligner Tossen, som bekymret er og græder, medens Budet ham fortæller, han, hvad han vilde, fik. I vil dog knapt bevogte Folk, som Intet Vid har tabt, hvis Selv I klog er? Vægteren. Fanden heller! Jeg Enken Margot -- Jeg faae, hvad jeg vil? Ho. Ja, Ønsker er et farligt Terningspil. Thi Ønsker synes os fuld Indsats mod Alt hvad vi ønske kan, mod hvert Klenod; skjøndt Ønsket er et Mundsveir; dette sandt. Og naar vi see, vi ikke vandt (skjøndt Bøn og Ønsker vare Regnepenge mod kostbar Ting, som Herskeren lod hænge i tusind Farvespil foran vort Øie) saa sende vi -- som, om ham noget bandt og han bedrog os -- Eeder mod den Høie. Vægteren. Ja tomme Ord -- Tvi Mundsveir kun. Men Ting, som jo man tage kan og føle paa, som Silkekurv og Apricoser, Ring? Naar Sligt gjør Intet, man vel klage maa. SIDE: 261 Jeg sendte Margot Kurv med Apricoser, for Øiet søde ret som Stjerner, men langt sødere endnu for Smagen. Men Kurven var det Bedste dog ved Sagen af Silke, lyseblaa som Himmelen, den syet var og stærkt brodeert med Roser og Kirsebær, saa, havde jeg ei vidst det intet andet var end Bomuldstvist, i bedre Kurv jeg havde Frugten lagt. (grædende.) Ho. Det er en Tosse jo. Vægteren. Hun lod, nok sagt! sig Apricoserne til Bunden smage; men sendte dyrebare Kurv tilbage. -- Hu. Har I slig Ynk med egen Sorrig, saa I andre Stakler ogsaa ynke maa. Ho. Det holder ikke stik. Troer I os gale? Vægteren. Ha ha! Hu. Slip os dog ud! Vægteren. Ja tale om Skovduft, frie Luft, Gallop, i Buur, kan gjøre muntrest Fange stuur. I kloge I? Jo Pyt! Jeg har Beskeed. Selv Kongen jo om Eders Galskab veed. Sligt hændes ei enhver. Vær stolt og rolig. Ho. Her kan en Stoikus ret øve sig. Vægteren. Her leve I saa frie for Sorg som Nogen. SIDE: 262 Ho. En Epicur er her heel lykkelig. Vægteren. Med Viisdom til jer Ven, og Ro til Bolig, Stor nok -- Pragt nok; thi Ro sig strækker ei længere end Kroppens Træthed rækker, tre Alen længst. -- Ho. Diogenes jo kunde, saae han vor Leilighed, os den misunde. Vægteren. Her kan I gjemme Udyd hen i Krogen, paa Morddaad tænke -- Ei det skader Nogen. Ho. Ja gjemme vore Lyder? Munken siger, her Forgemakket er for Himlens Riger. Vægteren. Her kan I dadle frit, hver Skurk fortælle, at høiest han i Galgen burde sprelle. Han tie maa, og drage stille bort. Jer Tunge hvine kan, jert Lune bide, og hænge sig som Skorpionen fast i Hver, som lister sig forbi med Hast. Ho. Her burde da Statsmoralister sidde, og dette Vindue være Æreport for Statssatyriker, og disse Stænger af Jern, som ikke zire meget, burde da blive siddende til Sauvegarde; der kunde komme den, som, naar han fik for drøit et Skud ifra hans Vidpetarde, al Taalmod og Respect til det som hænger paa Porten, meldende hvad Huset er, i Fandens Vold henslænge turde. SIDE: 263 Vægteren. Her kan I just i Ro betvivle Alt, al Qvindedyd og Alt, hvad Præst har talt. Ho. For slige Skeptici maaskee en Bye, stor som Paris og som Athenen, var for trangt et Dolhuus, saa at mangen Nar var nødt paa Landet ud at flye. Vægteren. Her kan I først ret grundigt lære at spotte Verden og dens tomme Ære. Ho. Her læres gnothi sëauton i Live. Her er Catheder for Speculative. Vægteren. Hvis I er klog I kaster ei jer Klogskabs Perler hen paa Alfarvei. Og har I ingen, kan I gjemme jer Dumheds tomme Musling-Skal her hjemme, hvor Ingen Næsen sin tør stikke i, om høit den gaber, naar han gaaer forbi. Thi er der ingen Perler, er der Sager i Skallen, som ei Næsen just behager. Men kloge Folk -- de som man kalder saa -- som frit mod Himmelen tør Trodsblik slaae, har Himlen selv og dem, som klogere er, til Vidne paa, at han sit Vansind bær. (Hver troer sig ædru; men hver seer hans Ruus) Og Jorden, være den saa skjøn den vil, med Aften, Morgen, Fuglespil, er i sin Uskyld, dog kun Daarehuus. Forskjellen er kun mellem hiint, det Lille, som klemmer Eder, og den store Jord, at der i hiint bevidsløst Laster groer, SIDE: 264 i dette selvbevidste Laster spille, som Helveds Gjenskin imod Himlen, saa at Himlen Pest, Forbandelser og Hunger til Jordens Vogtere beskikke maa. Glæd Jer, som tidlig ere lukte ude fra Verden, hvor kun Daarligheder tude, og nye Forbandelse fra Himlen runger. Ho. Dog lyster os, som før, at tude med. Hu. Jeg har Forstanden, som du seer. Ho. Jeg veed at Afsind ei endnu min Hjerne sved; det kommer for mig, at jeg drak lidt mere i Kongens Lystpark, end jeg kunde bære. Vægteren. Snak! Kongen har vel at befale: Nu skal I, maae I, være gale. Ho. Fornuften lyder egen Majestæt. Hu. I saae vi sad og spilte vor Piquet til Tidsfordriv, og rigtig Regning holdt. -- Gjør Gale Sligt i Fængsel og i Bolt? Ho. Med Kortene vi blandte Sorgen om. Vægteren. Ei! Kongen Selv, I gale var, har sagt. I er da Galninge af Rang, og mere end Andre. "Daarerne af Stand" I jo med største Føie kaldes kan. I fyrst'lig bestaltede Gale ere. SIDE: 265 Vel mueligt, I herhid blot derfor kom, fordi I Kongen altfor kloge ere? Nu er I kloge (det kan gjerne være), I burde Skjæbnen da med Taalmod bære, og vise Verden kun en kold Foragt, men Eders egen Selvbevidsthed Ære. Ho. En Træklods! Hu (Musik og Klokkeklang høres.) Stille! Klokkelyd! -- Ho. Basun, Trompet, jeg troer? Hu. Og Skud, Ja, Een -- to -- tre. Ho. Hvor kom det fra? Vægteren. En Lieutenant ved Navn Hr. Ha man sender væk til andre Lande, hvor han saa tit han vil, kan bande. Ho. En Ha blir allevegne Ha, naar kun han faaer beholdt sin Mave, Hals og Mund; thi Andet var nok ei hans Væsen. Hans Hoved, Hjerte, Skjæg ved Næsen tilhørte kuns Munduren. (Musikken kommer nær.) Vægteren. Tyve Skud. Jeg hører jo Basunen Skyen kløver og Fløitens Drosselsuk med Stormlyd røver. SIDE: 266 Hei tusind Faner, der med Vinden kjæmpe, op over Landser og Hoboers Spil høit flyver Bannerne med Seiersild, som Mørke ei kan slukke, Nat ei dæmpe. Ho. Hvad er det Mand? Nyt trænger ikke ind til os i Cellen uden Regn og Vind. Vægteren. Klag ikke! Viid, vor Konge taer sin Brud, en Rosenknop, af Jomfrukrandsen ud. Hurra! See Toget! Ind! Put ind! Iqvel kan simple, men dog kloge Folk, frit raade! Hei Knægte, ind i Hullet! Spot for Staden, gjem Jer! Guds Død! See hist i Gaden, saa lang den er, staaer alt Soldaterraden, som Dronningens den røde Rosenlund. Ho. I Sandhed tornet nok. For Øiet kun. (Bryllupstoget høres at nærme sig). Vægteren. Hei Knegte, ind med Hovedet! -- Gud naade -- kan ikke Dronningen -- Hvem veed det? hvis hun saae en Gal, nedkomme ubetids. O værre end at see en Haremund, at see paa Eders Uglefjese -- Ind! (Ho og Hu blive staaende alligevel). Jeg troer jeg gaaer ud af mit gode Skind. Ho. Ved Himlen! Damen, som i Parken -- ha! (Toget kommer). Folket. Ha, leve Lionel og Sylvia! SIDE: 267 Ho og Hu (raaber fra Vinduet). Ja, leve Lionel og Sylvia! Vægteren (fortvivlet). Gid Tungen -- En Hofmand (til Vægteren). Mand, vær glad, men ikke gal! Hu (raaber). Ak, Naade! Naade! Sylvia (standser Kongen). Elskede Gemahl, Der ere vore Venner jo fra Lunden! (peger paa Ho og Hu). Hu. O, Naade! Naade! Vægteren. Knegte, hold dog Munden! Ha, tale Kongen til, den Djævle-Ungen! (knæler for Kongen). Ak, Eders Naade, tilgiv mig, som har ei, før Sligt hændtes, ham afskaaret Tungen. Kongen. Den Straf, min Mand, var for et Ord for svar! (til Ho og Hu). Vi vil dog prøve -- Mon I kjende mig? Hu. Ak, Naadigste, kan Anger tale? Kongen. Ret klogt sagt! den er taus. En Gaade er den Forvandling. SIDE: 268 Ho. Men min Konges Naade er aldrig taus, bemøier evig sig paa Folkets Aasyn Smiil at male, titusinddobler den, og tusind Gange. Dens evigstemte Echo, Folkets Sange, høit udbasunerer den mod Himlen. Kongen. Ei saa galt, min elskte Gemalinde. Dog Afsindighed ham nys i Skoven jog. Sylvia. O slip dem! Kongen (til Vægteren.) Slip dem, og paa kortest Vei! (Vægteren gaaer ind i Huset). Sylvia. I Fængslerne selv skinne denne Dag! I Eders Naadessmiil blier Sorg Behag. (Ho og Hu komme ud, og knæle for Kongen og Dronningen). Kongen. Gaaer! Ei et Ord! Tak Dronningen langt bag mit Herredømmes sidste Grændser blaa. Der -- ha -- jeg veed, I vil det -- der I kan belyve Fyrsten, laste Fædreland. At ei min Vrede henter ind Jer, haster! bort fra mit Aasyn, flygter Laster! (Ho og Hu gaae). Det er et Under: nylig jagne rundt i Tankens meest afskyelige Kroge af Hvinene fra Afsinds Svøbesnoge, -- nu er de kloge og kan tale sundt. Det blege urofulde Træk om Munden (en Boble stedse stigende fra Grunden, SIDE: 269 hvori paa engang Latter, Taarer koge, som ud af Hjertets gloende Pocal Vanvidet drikker, saa at det beruset, høit jubler imod Solen navnløs Qval og græder midt i Fryd) det Træk om Munden var ogsaa, med det vilde Blik, forsvunden. Sligt Afsind, som saa dybt i Sjælen boede, og uddrak Hjertet, fuldt og fast jeg troede, ei Hilsen fandt, at ingen Ting det læger før Døden river det glohede Bæger bort, bort, og kaster hen det knust i Gruset. Sylvia. Den Gaade løser jeg, hvad disse Tvende angaaer, min elskte høie Lionel, hvis I har engang seet disses Sjel vildt gnistrende paa Phantasiens Glød med sorte, skumle Dampe brænde, Husk, da til Thronen Sylvia blev fød, min Phantasie var ogsaa morgenrød. Kongen. Ja rød som Morgnen, hines som et Helved. Sylvia. Det kom af, at for det de ædrue skjælved. Slig Kraft, som sig elastisk spænder ud, og fatter Helved, Himlene og Gud, fandt, som I saae jo, i en Pille Rum. Kongen. Det vældige -- Dets Navn er? Sylvia. Opium. (Dækket falder under Folkets Vivat). Henrik Wergeland SIDE: 270 SINCLARS DØD, ET SØRGESPIL I TRE ACTER Fribaarne Søn af Norge! om Tiden dig vinker i Striden for Norges Fryd, Frihed, Frihed -- saa lyd! Din Møe som Ufri ei meer er skjøn . . O skamrød er Kinden! Hun klager for Vinden. Banneret, naar det blodige Vinger rundt Norrige svinger for Norges Pryd, Carl og Oscar -- saa lyd! "Levvel min Stella, min favre Vaar! See Baunen er vaagen i Midnattetaagen!" TIL CARL JOHAN, NORGES OG SVERRIGES KONGE En Vaarqvel Drot! -- jeg vidste ikke, om Vormens Susen eller Orrenes slog min Sjel, saa Tanker reiste sig, liig her en Blaaklokke, her et hvidskjægget Ax over Engen -- En Vaarqvel Drot! jeg sad ved Vormen, der gjerne fraader, siden Kringen den saae, og Kringens Daad udbruser nær Frihedens Bethlem -- den Friheds, Carl, hvis Cherub du vil være. Da saae jeg Elven, liig et blaavinget Sværd i Flugten, skyde sig gjennem den kjære Bred, hvor tidt mit Tungsind sig vugged' paa Vandliljen, liig en skummel Obaddon paa Stjernen. Her vajed' Hyben frit og Kløver, saa hvide Minde jeg paa blodrøde Val blev liig; men hist paa Bredden der blaaned' Violer, og Vormen ligned' ved Gjenskinnet Regnbuen. SIDE: 271 Jeg tænkte -- Carl, da svang, som Stjerneskud, (o, dens blanke Vinger sang under Skyen) sneehvid Svane høit sig fra Bølgen -- o favreste Søblomst! favreste Vaarskyens Datter! -- Hvor Kløvren høirød vajed', Norge jeg tænkte: hist bag Elvens Klinge, hvor blaaned' tusind smaae Violhjelme, Gothernes Land, og et sneehvidt Fredsflag var svævende Svane. Men Hvad i Vormen, hvorfra Svanen, som Liljeknop mod Skyen blomstrede? O Hvem saae jeg da i Elven, hvor Bredderne speilede deres Skjønhed, og hilsed' hverandre? Mit Hjems i søde Tanker svømmende Hjerte er Vormen: Carl er Scandiens, Nors og Sveas, liig to Elsktes, der føle tilsammen, om sortned' tusinde Bølger imellem. Dit Hjerte Carl er (o Panscandion, liig Helleners hist Panjonion!) Altret for mit Nors og Gothernes Ømhed: ved indhugne Eed -- en Drothelts -- Forsoningens Bauta. Det ofres Harpens første Frugt, som min Deel, mit Suk i Norges Kjærlighed -- Carl din Skat! -- Ha Norges Frihed vil fremgløde lynlige Qvad; men, var jeg en Træl, jeg taug i min Skjændsel. SIDE: 272 Personer: Ragnhild Guldbrandsdatter Seiglestad. George Sinclar, Anfører for et skotsk Leiecorps. Sinclars Søster. Guldbrand Seiglestad, Gudbrandsdøl. Ranald, en ung Skotte. En alderstegen og en ung Gudbrandsdøl. En svensk Hærold. Robin og Anne, to Børn. En norsk Mand og Kone. Gudbrandsdøler og skotske Tropper. Anmærkning: Ragnhilds Andeel i Katastrophen er grundet paa et Sagn. (Skotland. Sal i Sinclars borg. Sinclar. Lady Sinclar med en Harpe.) Lady Sinclar. Hvad Sang min Broder? Disse Ossians Qvad fremyngle taageøjet Mismod af den muntre Harpe. Sinclar. O en Vuggesang, at jeg kan sove. Frem med Visseluller, den bløde Lænestols Zephyrer, at jeg kan sove. (sætter sig i en Lænestol i en sovende Stilling). Lady Sinclar. Solen, gode George, nu midt i Løbet, som en Helt paa Valen, imellem Norge og det høie Skotland, der møder den i Luften, naar den trættes, og har fordøjet Morgenduggen, som den drak af Norges Blomster, leer af disse Ord "at jeg kan sove." Thi -- nægt det ikke -- Solen er jo Sjelen i hele Jordens Liv, saa alle Væs'ner SIDE: 273 (undtagen Maanens Ugle og de Øgler, som slæbe sig kun under Nattens Stjerne) er Legemet, som viser Hjernens og de ædle Livsorganers Virken, i den hele Menn'skeclasses Dagværk; og, i Dyreverd'nens Sværmen, Blodets og de mindre ædle Safters Løb. Sinclar. Ret! Ja mit Dagværk er fuldtfærdigt. Lady Sinclar. Naar da først, i Samklang, Sjel og Legeme har fuldt, til fælleds Væxt, en Dag fordøjet: synker den Første mat i Drømmeverd'nen hen, hvor Alt er omvendt, saa den svæver der blandt Træer med Guldfrugt, rosenrøde Bark og ravnesorte Mennesker -- liig Solen, naar Skotlands iisgraaelokk'de Fjelde, som paa Atlasnakke, har den løftet bag sig, saa gaaer den søvnig, farvet mat som Kjortlen, af Kampen levnet paa en Valplads og af mangen Pladskregn bleget, drømmende først mellem brune Esqvimoer, over Amerikas Heder, saa blandt Indianer, saa sorte selv mod Natten som en Taage, der driver over Morg'nens lyse Ansigt som Vredestræk. Da er det Tid at sove: da kan det store Legem, Dyreverd'nen, sig sammenrulle, da paa bedre Kræfter de ædle Dele -- hvide Mennesker -- i Slummer ubevidste sanke, medens de Nerver, som, ved Lidenskabers Tryk og kaad Indbildnings Aande, skjælve -- hine natsorte, abelige Indianer -- SIDE: 274 end vaage, vakte ved det svage Lys, som Sjelen i sin Slummer spreder, lige den Sværm af Drømme, hvormed Sjelen leger jo hver Nat hos hvert Menneske, naar ei den Kraft har til paa Dagens sande Ting at virke længer. Og, hvis end en Ulv paa nordisk Hede kløver Mulmet med et hylledsaget Spring; hvis Hunden vækker en bange Fugl fra Grenen, og med Gjøen den vide Nat opfylder, er det kun -- thi Dyrene er kun det store Legems Blodkar og Sener -- som en Muskeltrækning isøvne. Seer du nu, min George, en enkelt Nerve og -- i Solens Legem, de tusind Væs'ners Verden, er du denne -- kan ikke sove ene. Sinclar. Jeg -- det er din Mening -- kan ikke sove nu, fordi du synger og dandser over Gulvet med din Harpe, fordi nu Tudsen sover, og paa Gaden -- ja vel i halve Verdens Gader -- i Aberdeen, i dette Øieblik, Alt tumler sig imellem Stank og Skrigen. Kort sagt: det er ei Tid . . Ha du min Gud! det er ei Tid? O lad mig sove nu omkaps med mine Fædre og det Sværd, som sover der paa Væggen. Lady Sinclar. Solen leer -- Det har jeg sagt, om Borgemest'ren af vort Edinburg sin tykke Mave lukker til Søvn i Lænestolen, høilys Middag. Men, naar den seer en Yngling Rosenkinden, mens denne feirer en Skjærsommermorgen, SIDE: 275 bag doven, skjøndt med Muskler snoet, Albu begrave, maa den spotte. Sinclar. Du er da dens Straale, naar den spotter. Lady Sinclar. Bliv ei vred, men vaagen; thi jeg ynkes ad dit Mismod, men leer ad Søvnen, som du tænker parre med hiint forgjæves, som om Maanen du vilde, med vidtaabne Øine, byde ei svulme saa af traurig Spot tætuden dit Sovekammer. Sinclar. Sandt! Jeg hver Nat har til iiskold Sengefælle Maanen, og ved Øvelse jeg kjender hver dens Pletter; thi Lediggang maa Dagens Søvn betale med vaagen Nat. Dog Lediggang er fri. Med Paddehatten, som, af Regnen ynglet, tør, blandt de kaade Blomster, døse under et gavmildt Solskin, deler den den Dyd. Den sover, naar den vil, og leger med hver Arbeidstid, og ødsler i sin Armod med Viisdoms største Skat. Nu vil den sove! Lady Sinclar. Nei, sover I, da vaager Lediggang, og vegeterer, Æren og hver Kraft i Sjel og Legem sover. Sinclar. Jeg bli'er feed? Ei sandt min Kitty? Og, hvis Æren banked' SIDE: 276 med Sværd og Bannerstang paa Døren, vilde min tykke, salig Faders Læderkøllert jeg finde altfor trang. Nu -- der var Tid -- et lækkert, thi det var det sidste, Bid for Lediggangen, som paa Tiden æder, og æder Drøv -- at hvile endnu lidt, til Skrædderen fik flikket ind paa Siden et Stykke Nyt. Lady Sinclar. O der blev mere Tid til rolig Afsked med det vante Huusliv; thi siden Broad-Albaines sultne Clan her gjæsted' sidst med tomme Skræpper, men med lange Øxenegle, Borgen, og Notariussen dernæst traadte mellem vor Faders Liig og vore Taarer, og med lange Negleøxer hugged' løst, Hvad endnu hang tilbage, findes ei saa stor en Lap herhjemme, som behøves -- ifald nu Dorskhed skal fremyngle Fedme, som Solskinsveir og Stille fugtigt Græs -- til Sidestykke, men i Byen maae Forfædrene forskaffe os Credit. Sinclar. Ja Armod hører ogsaa til, min Kitty! Min stakkels Kitty! den er en af dine Vaarblomster, eller kun det magre Græs, som dine Dyder blomstre i, og væve med tusind søde Farver gjennem, og den Vellugt, disse aande, er dit Lune. Nu -- lev du! Denne tomme Tid, som een uendlig Slange, sammensat af tusind eensbrede, askefarv'de Led, er just den rette Sommertid for Qvindelivet. Nu kan du dyrke Krogens tause Harpe; thi Tid jo ikke mangler, Evner ikke; SIDE: 277 men hiin opægger disse til en Kamp, hvori den døer, men disse vende hjem som seirende Serapher fra en Kamp med Mørkets Engel, spoliedækte med Triumphsmiil. Kitty, dyrk nu du din Harpe, som Foraarsvind Sværdliljens gule Eng, og opfyld saa med sorgfuld Lystighed den øde Hal! Saa kan dog Ensomheden den bedste Harpespillerske for Skotland opdrage i sin Enkefavn; og Rygtet vil løgnfuldt, ei bagtalersk, sige: Sinclar, George Sinclar, denne unge Adelløve, født eneste i gylden Palmelund, sin Muskelkloe og Høimod glemmer i en Vellystsnorken, mens han lytter til sin Søsters Harpeslag. Lady Sinclar. O aldrig var et Rygte saa sandfærdigt; thi I lytter til Eders Mismods Klageharpe. Ha, vaagn op min Løve! Mind din Fader, hvem -- husk -- Broad-Albaines hundrede Lochabre istemmed Sangen over, sover i et blodigt Lagen! Sinclar. Giv mig da et Sværd for hver min Negl! Og, var selv Hellebarder hvert Broad-Albaines Haar, jeg klipped' af til iisgraa Skalle. Det var Blomster paa vor Faders Grav og kjærest Mos. Lady Sinclar. Et Sværd korshvinende, ei Armene ikors til slige Ord! SIDE: 278 Sinclar. Brodeer min Søster! i Eensformigheden afpræg din Sjels Mangfoldighed paa Silken. Saa du kan leve; thi ei dine Fingre, men mine Arme trykker Tiden. O, foruden Daad, om smerteriig, er Livet kun Død! Se, jeg er død, endskjøndt jeg aander. En Alen Silke er din Verden, hvor du seirer; og de aftenrøde Skyer befolker du med søde Tanker, som er de Figurers Sjele, som du gjemmer, som balsamerte, i din Ramme, liig en Gud, som skaber nye Former, for enhver Idee, hans Viisdom fødte. Men for mig er Heden min Baldyrstol; og Forfædres Valplads, hvor der Laurer voxed', hvis Lyngen ikke arved' Odelsret af Skotlands Clima, Mønstret, som er virket i Bardens Sange ind med Løvværk. Lady Sinclar. Ak, de synge dem herudenfor ved Porten, hvor Græs sig kaadt har fæstet fast i Hængslen. Forbyd Landstrygere sligt Indfald, som, foruden Spotten, styrrer Herrens Ro i Borgen. Sinclar. Spot er ogsaa med i Følget, som fast beleirer mig i Borgen. Først Fattigdom, saa Ørkesløshed, saa den bittre Spot. O dette er et Liv, som Hercles vilde ført det uden Arme! Et Liv, hvis hele Arbeid er at pudse de arvede Geværer . . Se, hvor blanke! Og nu, da altsaa Dagens Værk er færdigt, SIDE: 279 skjøndt Solens neppe er begyndt, jeg kan, med samme Ret som Trællen, der til Lejet af første Stjerne vises fra sit Dagværk, min Træthed mætte. Dette er et Dagværk, som daglig fremstaaer i det samme Tække, at pudse denne Rad af Vaaben. Lady Sinclar. George, de tie ikke, skjøndt de strække sig saa mageligt paa Væggen. Sinclar. Hvis de tale, saa raabe de om Arme, Andet ikke; men det er Alt, og, uden dette Alt -- min Faders Clan, hvem Lyngen synger over -- er kun tilbage disse Armes Intet: Ja godtsom Intet! Lady Sinclar. Meer end dette Alt! Jeg troer, at meer end tusind visne Piber af Laar og Been er tvende senetunge, paa begge Sider af et modfuldt Hjerte fastbundne Arme, liig et Vingepar paa glødende Cherub. Jeg troer sligt Hjerte, ligt gyldent Bæger fuldt af Offerblod, der offrer nogle dyre Draaber til vor Faders Aske, saa den blomstrer, meer værd end tusind tomme Hjerneskaller, hvor Faarekylling piber. Se min Broder! en saadan Dynge er din Faders Clan; men din er ei afblomstret: rundtomkring den voxer om din Borg, og Lueøine tidt seer jeg mellem Neldehoben, hvor din Faders Park før vajed'. SIDE: 280 Sinclar. Ah du mener den skidne Hob, som løber, endnu pyntet med hvide Drengehaar, i daglig Leeg hernede paa min Landsbyes øde Tomter, hvor endnu, ved en sjunken Skorsteenspibe, en Flok af Mødre græde sammen, trætte af Trætten? O, før laae der her en Rad af Egetræer og Huse, som mod Himlen at sende Røgen høiest kappedes, og lyserøde Tage sluttede om Slottet som en Rosenkrands. Nu er det Slot en Hytte, Hytten Muldvarpskud. Før hver af disse runkne Qvinder, hvide som deres Lin, som Herrens Banner røde en muskelsnoet Stridsmand ejed', som, naar han kom hjem bag seirfuldt Banner, dækked' sin Arm og Barmens Saar med favre Børn. Der hang de, liig Vedbendeknopper, som paa Egegrenen lude. Og det Alt var da igjen min Faders. Lady Sinclar. Ja jeg veed, de snublede i Kampen, hvor de stode saa tidt tilforn, og Broad-Albaine traadte dem haardt paa Nakken, dybt ned under Mosen; og hjemme mugned disse Mødres Ynder og Armod lærte disse Børn kun Leeg og Dovenskab, ei Flid og Arbeid. Men den Række Vedbendknoppe, Perlesnoren, som pynted' hine Heltes Arme (nu faaer Snog det gjøre) er nu bleven -- du burde lignet dem med Hybenknoppe -- til Rad af Torne. Se, der har vi Tom og Fergus, med det røde Haar, og David og Jamie, ham vi høre tidt at puffe med Nøglebøsse, Jonathan og Jess SIDE: 281 og Ranald, som i Mørket seer saa godt, og lange Ralph og William, som i Bugler sin Moders Kjedel trommer, Enkens Sønner fra Binachrow. De er' nu næsten Tyve, og modnes stærkt til Fædres Daad og Styrke. En Flok paa Femten, Sexten fylder fuldt i disses Fodspor, Alle buevante, halsstarrige og tapre, æglesyge, da Modersmelken -- som, skjøndt Faderblodet bag Nederlaget standsed', ikke standsed' -- med grønne Galde blandet blev og maled' i Hines Hjerter uforgjæng'ligt Billed af hine -- nu nedhugne -- grønne Ege, de leged' under fordum; og om Stubben har de svoret, som paa Elsktes Liigsteen, Hevn. Se her, med disse, blier min Broder til den hundred'armede Gigant. Sinclar. En Bisværm, som neppe dækker Broad-Albaines Skjold. O mine Fædres Skjold -- var Leilighed, saa hang du blankt. Lady Sinclar. Ukaldet kommer ikke -- som Echo ikke uraabt -- hvad du kalder en Leilighed. Men hver Dag paa det Skjold, som Sinclarnavnet bar med al dets Hæder -- godt Ryggen var af Staal -- fremvoxer Rusten. Sinclar. Dets Glands er ei fordunklet mere nu end Morg'nen efter Natten -- o hiin Nat, da Broad-Albaines Banner Maanen var. Men Modet fuldt er voxet: som en Sol bag Nattebølgen, hvor den dvæler frodig, det venter kun paa Tiden ørkesløst, paa Tiden, som fremruller Kraften. SIDE: 282 Lady Sinclar. Den hænger moden høit paa Venners Arme, som vente midt i Musklers hvide Blomstpragt, med Villie stærk som ildrød Ørkenvind, lidt dyb're, hist og her, i vore Dale. Sinclar. Hør Kitty! favre Søster, i vor Armod din Skjønhed synes mig som Rosen, der i Mos sin Ynde klæder. Vær da glad til jeg dit Dække løfter; thi jeg er din Sol, for kold endnu, mens Morg'nen, taus om Dagen klarner eller ikke, aander. Ei stedse denne sjunkne Borg skal være dit Foraars Himmel. Lady Sinclar. Saa Magistren [fotnotemerke] , som i Holyrood studerer, hvis han vil fra Bogen see, maa engang lære, at den Retfærd, som han glemmer med sit Scepter uddele selv, kan Adelsmanden, ved sin Arm, fra Himlen tage ned. Sinclar. Nu jag ei meer min Ro, som modner mine Planer, som stille lummert Veir, om ikke Solskin, Melonens Guld. De fraade ikke end som Fossens Kraft, men stille orme de sig frem mod Klippen, som en sivklædt Kilde. Lady Sinclar (seer ud.) Nu troer jeg -- ja ved Gud der glimte Sværd midt i den sorte Hob, som Lyn i Skyen! Jeg troer din Roe er endt. Hør en Trompet! (Støi og Trompetskrald høres udenfor.) Det tordner nu i Lynets Fodspor. Hør, og see hvor Klangen ryster Bann'ret ud! Fotnote: Jacob 6te Stuart. SIDE: 283 Sinclar (reiser sig og seer ud). Et fremmed Banner, mægtigt nok, ifald de trende Kroner, som paa Staalbund flamme, betyde, at dets Eier bærer dem paa Hov'det, ei i Lommen. (Ranald kommer bevæbnet.) Ranald. Jeg kan ikke tale, ædle Herre! min Tunge er altfor meget ladt med gode Efterretninger. Det var nu det Første. Sinclar. Nu lyver du Ranald. Din Tunge knytter sig selv i sit Løb. Et godt Budskab skal dryppe fra Tungen som Honningdraaber, sagte og seigt, saa at man kan tælle og smage hvert enkelt Gode ved det hele gode Budskab. Ranald. Sandt! Men det er første Gang i mit Liv jeg har været valgt til Glædesbudskab, som min Moder kan bevidne, der nu sidder hjemme og græder med det ene Øie -- det som skotter ned til det Bryst, jeg især betjente mig af som Pog -- af Sorg over at Ranald skal væk, skjøndt hun gav mig til Fanden igaar, fordi jeg stak Hovedet igjennem Papiirruden; og med det andet Øie -- det som vender imod Rokken, naar hun sidder i Gangen; thi der staaer hun nu med ti andre Kjellinger -- af Glæde fordi jeg har faaet nye Klæder. (Trompetskrald.) Hørte Eders Naade? Det talte bedre end min Tunge, skjøndt med færre Stavelser. Og denne nye blaa Tartan og denne nye blaa og guulrandede Hue og dette udøbte Sværd, som skal døbes, og denne blanke Musket, som jeg skal sværte, og som jeg vil prøve, naar jeg kommer ud fra Eders Naade -- Alle disse kunne tale, dersom min Tunge forivrer sig, først og fremst: at idag er ikke igaar, men alle Gaarsdages Konge, ligesom I nu er Ralphs og Ranalds og Davids -- og, det har jeg glemt, William har faaet SIDE: 284 Tromme -- og alle Eders øvrige velmunderede Clansmænds og sexhundrede andre Karles myndige Oberst. Dette var nu det Andet. Og det Tredie, om det ikke skulde behage Eder, at jeg, som Eders ældste og bedste Clansmand -- jeg regner ikke, naar jeg siger: dygtige Folk, den gamle Indsidder Willie Wilkins, som brak Benet, da han bar Eders Fader over Digerne ved Inneravin -- om det ikke behager Eders Naade, at jeg, som Eders bedste Clans- mand, men med nogle andre Venners Hjælp, da Portvagten er uduelig, aabner Eders Herligheds Slotsport, som vel kan blive bedre med Tiden. Dette var nu det Tredie. Ha, jeg skal befale Ralph at pudse Eders Vaaben. Sinclar. Gaa Ranald, thi jeg seer det er Hærold fra fremmed Rige. Men lad Sværmen blive paa Engen udenfor. Ranald. O det er Venner hver Een Eders Naade! at sige naar jeg siger Venner, da slige Venner, hvis Venskab ikke rummer i Hjertet alene, men ogsaa tager ind begge Armene og er færdigt at springe af Fingertoppene -- voxne Folk, saa at de, for alle Tilfældes Skyld, næsten kunde og burde hedde Ranald Tobias Mac Dunkeld Mac Sinclar, Allesammen. Jeg vil da, efter min Herres Befaling søge at aabne Porten, og sige, at jeg hører egentlig til Slottets Besætning, hvoraf de fleste nu have Permission, kan jeg sige. Saa kan Hærolden forklare sig, at han saae mig ledig paa Stran- den igaar i en lidet sømmelig Dragt, hvilken dog bar Eder Naa- des Vaabenfarve. (gaaer.) Sinclar. Se Lady Sinclar! se min Lediggang hvor lidet søvnig, da den flygter, som et Aandepust til evig Død, for tvivlsom Trompetklang! (ifører sig Vaaben.) End trang er ei min Køllert. SIDE: 285 Lady Sinclar. Nu søger Æren dig, men spring ei over din Faders Gravhøi for at gribe den. (Trompetklang.) Sinclar. Vist, hvis jeg kan; men denne Klang er tvivlsom. Dog altid er den som et Suk, der leder paa Vei til Æren, hvor den sig har skjult. (Hærolden og Ranald komme med Følge.) Hærolden. I er den unge George Sinclar, Ridder og dette Slots høibaarne Herre? Ranald. Ja med Guds Hjælp og min Bøsses. Sinclar. Ranald, tys! Saa er det Herre. Hærolden. Hilsen da Herr Ridder, høiædle Sinclair fra de Gothers Konge, De Venders og de Gothers, Sverrigs Drot, tredobbeltkron'de Carl! (Trompetklang.) Min Konge, tredie Vasaløve, mens med Kongen Christian af Danmark, som sit lave Land med Norges Fjeldskjold dækker, og under dette trodsende beskyder med Ild og Piil det høie Elfsborg, Han sig tumler fremmest for sit hele Folk -- som ildbemanet Løvehoved foran en Løvekrop med Svands som vrede Nordlys -- for Folkets Vel, for alle Folks Beundring, SIDE: 286 som hæve sig med Skrig om Skranken, i en Kongeleeg paa Gøthaelvens Strand, saa Elven blodigstribet synes liig et Jaspis- eller purpuraaret Fjeld af Marmor styrtende i Havet: Han, for at vriste dette Skjold, som giver til Fienden Kraft, idet det dækker Angsten, -- hiint høie Norges Kraft -- af Christians Haand -- det Skjold, som fanger Løvens hvasse Bid, skjøndt faldende saa tæt som Stjerneskud, ufølsomt op -- tilbyder Skotlands Mænd og Krigerfolk, som sidder ledigt nu og smager væmmelige Fred, en Laure. Den hænger høit bag Hav, Nordstjernen nær, men desto nærmere og Ærens Himmel. Han, Carl, min Konge, Niende, som blomstrer paa Morasteen i Upsal, Carl, som har en Fortids Kongeriger for hver Nagle af Guld i Skjoldet, byder Skotlands Mænd og Dig min ædle Ridder -- thi saasnart jeg med mit høie Hverv, paa Skotlands Strand, med slaget Banner stod, kom Rygtet med den første Landvind, og George Sinclair nævned' som Helt for Daaden, som Kong Carl har æslet det gjæve Skotland -- vriste Norges Skjold af Dannerkongens Haand. Saa Carl min Konge -- hvis Mod er Sverr'ges Skjold, hans bedste Sværd (et Cherubsværd saa han med Tvende fægter) -- Dankongens Bryst vil søge, det han dække, som Carl kan med sit Sværd. Se Ridder! se, den Bane, I maa følge, Carl, min Konge, med Guld vil strøe; men Sejer udsaaer Gud, og Hæder Eders Arme høste. Vejen gaaer over Havet: Kongens Skibe vippe ved Stranden lystigt for at bære Eder saa let derover, som paa Falkerygge. Saa gjennem Norrig: Landet ligger aabent, som drotløs Throne; thi det hele Folk SIDE: 287 sig øver i en Fæstning at beleire og udi Taalmod under Elfsborg (ha det er, som den hebraiske Bibel i en Skole, der blier aldrig udlæst) og den mosgraa, blodbestænkte Skolemester med Ildriis, svungne over Gøthaelven, Dag ud Dag ind det Samme prænter. Nu rødmoss'de Piger, Ødelande hver med Alnaturens allerbedste Skatte, og kjødrigt Qvæg er Norges eneste og smukke Prydelse. Saa ned til Elfsborg, som nu er Esse stor nok til at gløde titusind Sværd. Og saa tilbage hjem til kjære Skotland, rigere paa Alt. Ved denne Hædersvei, saa guldbestrøet og seiertækt som Vandring i et Tempel -- ved dens Begyndelse har alt sit Banner, paa fjortenhundred' Glavind frugtbart, fæstet en ædel Skotte, Oberst Munkhaven, som alt imorgen træder let paa Bølgen, for tungt paa Norges Hjerte, Thrøndelagen, at træde, og med faste Trin at kløve sig Vei til Elfsborg. Nu I ædle Ridder hvad siger I? En anden Vei staaer aaben igjennem Norges Ribbeen, Filefjeld, og Lungen, som de stærke Sønner puster mod Sverrig ud i hvert et Felttog, liig Ætnas Hule luende Cycloper, Gudbrandsdal. Nu grib I, ædle Sinclar, min Konges Haand, den høie Carls, i denne! (rækker Haanden frem. Sinclar nøler.) Ranald. Der er ingen Tvivl om, at min Herre griber et Sværd naar Hæftet rækkes ham. Denne Tale, som Hærolden holdt, har for- gyldt Hæftet noksom. Sinclair (rækker Hærolden Haanden.) Skjøndt jeg i dette . . . SIDE: 288 Lady Sinclar (hæftig.) Ha, hvad gjør I Sinclar? Ranald. Eders rolige Ungdom gode Herre -- som et Banner, der be- standig har hængt sammenfoldet, og nær var bleven et Mølrede, men nu slaaes ud i en frisk Morgenvind -- er det nu forbi med. Eders jomfruelige Ingentingbestillehed voldtages nu, og bliver frugtbar paa herlige Dage medeet af en vældig Konge, hvem vi ville ønske: leve! tregange leve! (svinger sin Hue.) Sinclar. Gaa Ranald i min Vaabensal, og tag til Brug hvert brugbart Stykke; dog undtagen de gamle Buer, Skinner, Armbrøst, som vil hænge os i Norges Enerbuske midt i vor Klavren. (Ranald gaaer.) (Til Hærolden.) Skjøndt tildøde jeg -- i Dødssøvn idetmindste -- Planer klemmer i dette Haandtag, som mit Hjerte laae vel nærmere end Gothekongens Seir: saa, da de endnu ligne Knopper meer end Frugt: og, da jeg mættet er paa Fred, der smager ækelt, som I siger, sværger jeg nu din Konge, Carl, de Gothers og de Venders, Huld- og Troskab. Og min Haand mod Himlen peger, som er Vidnet, at min Huldskab og min Troskab for din Carl -- nu og min Konge -- boer i dette Hjerte og denne Arm! (Trompetklang.) Lady Sinclar. Og inden denne Eed Beslutning ligger, at jer Søster -- som I siger er saa smuk, at, hvis hun traadte SIDE: 289 i Kongens Rigssal, reiste Majestæten sig op fra Thronen, rakte Hende Sceptret, hvis ingen Rose var ham da forhaanden -- at Eders Søster, som I tidt har sagt, I elsked meer end Eders Faders Minde, ja jevnhøit med jer egen Ære, skal henvisne eensom paa sin Faders Grav, blandt Valmublomsterne, som pynte den med døsig Nikken, for at dysse ham, der ligger der uhevnet, drømmende uroligt om sit Nederlag, i Glemsel om dette, og om, at han har en Søn, som eget Hjerte glemmer. Vil du glemme, Du arved' af hans Liv et Mod, og af hans Død en Hevn? Ak, ødsle disse bort i fremmed Land, mens . . . Sinclar. Om Krigens Lykke -- Kitty o mød ei disse glade Ord med Taarer -- vil sætte sig paa dette Sværd, imedens det gjennemflyver Norge, og jeg mægter til Kongens svare Kamp ved Elfsborg den paa Odden bringe, som behændig Dreng til kjærest Pige, Sæbeboblen, fuld af skjønne Luftsyn paa sin Rørspids: tro da jeg gjør mig elsket af den, saa den følger godvillig mig og min opvoxne Clan igjen tilbage; og med stærken Finger (den døde Arthur Sinclars Ætlings Klinge) oprykker Ønsket, som vor Barndom saaed' i begge vore Hjerter, og det Forsæt, som snoed' stærkt sig af vor Ungdom, naar det Frugt har baaret, saa det duer ei længer. Og den, du veed, er Stammens Hæder og den Rigdom, som den gridske Broad-Albaine udvristed' af vor Faders Haand, gjenvunden. SIDE: 290 Lady Sinclar. Ja dette Løfte, som du lagde fast, imens jeg bad og sang derover, til en Steen paa Graven, som der skulde ligge til dine Kræfter kunde løfte den mod Skyen som et Heltemonument, og rykke lave Mose op og strøe den med Arvefiendens Haar: det lægger du bag tusind' Bølger, hvoraf hver En efter hvert Liv, som svæver over, graadig snapper, og hver kan sluge tusind Liv: det gjemmes bag Land og Riger, og tilsidst -- Ha Sinclar erindr en Søn kun fødtes for at dække sin Faders Grav med Hæder -- bag den Høi, som fremmed Land dig skjænker. Sinclar. Disse Ord uskjønne Blomster er fra Qvindehjertet. Lady Sinclar. Nei skjønne i en Datters. O jeg veed, min Fader lugter dem og glædes. Ja vel mangen Skotte ønskte bedre Sværd, for dem at meje til en evig Krands om Graven, som nu skjuler sig bag Heden, end dit, skjøndt Pligten hviler tyngst paa dette, og burde -- ei et fjerntfra aandet Løfte, men det som aander nær i dette Hjerte og fra hver Vind, som blæser over Graven, og ryster om vor Faders dyre Aske -- Magneten være som det dreied mod den Pol, hvor trende Hædersstjerner sidde, først Hævn, saa Odelseiendommen, saa den Rang, som skulde dig og mig indfatte til Smykker i vort Skotlands Kongehal. SIDE: 291 Sinclar. Ha lad os ikke skilles ad med Hjerter end koldere og hvassere end Sværdet. (raaber ud af Vinduet.) Hør, Clanens Fane op! Ei se Harnisket af Drenge skaber Kjæmper! Saml Jer rundt! Der staaer mit Vaaben. Sku ned Herr Hærold paa disse Venner, disse Sværdfisktænder, thi som en Narhval eller Sværdfisk kløver jeg Havet hen mod Carl; og, naar jeg kommer til Stranden, reiser jeg som sølverpands'ret Søløve mig til Gøthalejons Hjælp. Prøv disse Tænder! Hærolden (seer ud af Vinduet.) Mindre Krigervandt blev ræd som Barn, der skuer fra en Spids af Klippen, Havet i en svimmel Dybde, de tusind Bølger, sine sorte Børn, til Død mod Klippen jage . . . Eja, nei! til højest Top med skumhvid Straale naae og saa, som mættet Brudgom, atter det frie Ocean at søge, eller til Bundens Perleleje dukke, for bag korte Slummer, atter vækkes op af Havets sortbeving'de Hane, Stormen, med lynrød Kam, til ny Omfavnelse med blomsterkrandste Strande. Sinclar. Kitty, nu Farvel! Farvel saalænge til jeg planter dig paa den Plads, din Bedstemoders Vaar bestraaled' yndigt, som din Skjønhed har slig Odel paa, og din Ærgjerrighed bestandig drømmer saa uskyldigt om, i Hoffets Have. O din Skjønhed, hvis jeg ligner den med Blomsten (skjøndt forslidt) saa burde denne Blomst om Sceptret snoe sig. SIDE: 292 Levvel! Den gamle Willie Wilkins boe hos Dig herhjemme, som en Drage ved min bedste Skat. Men, har Du bedre Lyst, saa er vor Tantes Dør i Aberdeen vidaaben, naar du banker, sikkert lukt, naar Du er inde. Lady Sinclar. Du tilmaaler et Dronningliv saa frit og ubehersket. (griber i en begeistret Stemning Accorder paa Harpen.) Kommer du til Norrig, jeg siger forsand, ret aldrig du kommer tilbage! Sinclar. Hvi spaaer du mig Ulykker? O borthex Ei Sinclars Mod. (En Sækkepibe høres.) Eihollah! Sækkepiben til Bannerets Suk i Vinden svarer med et halvdeels lystigt, halvdeels sorgfuldt Skrig. Hvormange er der i min Klinges Kjølvand? Hærolden. Med Eders Clan sex hundred' Negle til i Norges Indvold rode. Sinclar. Nu, jeg fører sex hundred' ikke hjem; men hvo der kommer har stærk're Arme, mere hærdet Mod, og Minder, som kan foresynge Modet ret mangen Daad. Og hvem, som ikke kommer, han bli'er en tvungen Gjæst i Fiendeland, som maa ham laane Bolstre til hans Drøm, den lange, om hans Daad, som Helten ei i Graven glemmer, liig den Digter, der ved Nattelampen skriver Vers og følges af Tanker, fødte frem af Digtet, langt SIDE: 293 i Søvnen. Thi hiin Helt indslumred jo, imens han skrev i Fiendebryst og Pande, med Purpurskrift, sin egen Epopé. (Sinclar og Hærolden med Følget gaae.) Lady Sinclar (hæftig bevæget slænger Harpen bort.) Gaa! glem din Faders Aske! Spot din Ære, idet du jager efter fremmed Konges Æres Skygge! Glem din Søster, som sin Vaar og Rang med Suk kan feire under sin Faderbanes Saale, mens sin Skulder han dækker med min ran'de Odel! Ha din Meeneed, George, gjør din Søster, som erindrer den Naturens Eed, som blander sig i ulykkelige Børns de første Raab, indfletter sig i Drømmen, smelter sig i Andagtsbønnens Glød, den: hvile ei før Odelsgods, de Enge, Fædre pløjed, de Skove, Fædres Jagtlyd fyldte, rives af Røvrens Klo -- din Meened gjør din Søster -- o Sinclar, George -- til din onde Engel. Klart Anelserne sukke: sidste Sinclar ifra den Grav, som fylder med sit Muld hans Faders Banesaar, mens Mordren ruger med Sværd i Skeden, næsten glemmende, at det har drukket Blod af Sinclars Hjerte . . . saa rolig ruger paa hans Eiendom, for aldrig hjem at komme mere iler. Og: sidste Sinclar flygter fra sit Løfte -- at hæve, naar hans Kraft i Hjemmet voxed', sig Selv som Stammens sidste Qvist, og mig som Stammens sidste Knop saa høit mod Himlen som før hans Fædres stærke Grene vajed -- for aldrig hjem at komme mere! Ha! tregang Vee -- o Rædsler slaae min Barm -- det Hjerte, som vil sælge saa sin Arm! Ha -- seer jeg ret? -- det Tog et Liigtog er. Han flyer for aldrig hjem at komme meer! SIDE: 294 MELLEMSPIL (Skotland. Strand. I Fjernet øines Sinclars Skibe. Robin og Anne.) Robin (svinger grædefærdig sin Hue.) Farvel Ralph! Farvel Ralph! Anne. Troer Du, han kan see din Hat? Sæt den paa, og lad os gaae hjem at sige hvad vi saae: at de seiled alle bort, gav os Hilsen med. Nu fort! Ellers henter os paa Veien ind den lede, sorte Nat. Maanen skræmmer os paa Heien. Robin. Anne, lad os bie her! Der er ikke koldt i Sandet; og jeg gjerne vil dig varme, om du frøs, med disse Arme; rede dig en Seng i Lyngen, drive Natten hen med Syngen til, med lyserøde Fjer, Morg'nen, pyntet, gaaer fra Landet: da vi ville see, om hist Seilet sees. Jeg troer det vist. Farvel Ralph! Farvel Ralph! Anne. Fy, du lange Dreng at græde! Og jeg ei det mindste græd dengang Ranald drog afsted. Hele Toget var jo Glæde: først Musik og mange Flag, saa Matrosernes Hurra, saa Kartovens Sang og Vimplen, der slikked' Havet, pidsked Himlen. Var det ei en morsom Dag? Som St. Hans saa moersom? SIDE: 295 Robin. Ja! Men jeg græder -- skjøndt blot Vinden egentlig mig svider Kinden -- blot for Sinclar -- stolte Herre, nægted' mig der med at være; og han sagde, jeg var liden, og fik bie smukt til siden. Er det ikke Skam hu! hu! (hulker.) Anne. Er du stor da, synes du? Robin. Hvor langt troer du de er nu? Se igjennem Fingersprække om du øiner Ralphes Snekke! Troer du de er' mange Mile? O jeg hører ikke Tom paa sin Pibe længer spille. Gid en Storm dem drev herom! Ak jeg kan dem ikke skille meer fra hvide Maager. Anne. Dumme Dreng, kan hvide Maager rumme Sinclar og sexhundred' Mænd? Robin (kaster en Steen.) Mon de hørte eller saae Stenens Pladsk i Bølgen blaae? Var jeg med, jeg skulde bære -- bort og gjerne hjem igjen -- stolten Sinclars Hjelm med Fjere, naar han svedig foran gik; gjerne Toms's Trommestik, Ralphs's Randsel -- gjerne Mere. Siig, hvorlangt Du troer de ere? SIDE: 296 Anne. Kom nu! Aftensgrøden bier. Den blier kold, men heed blier Mo'er. Hun i Nøkkens Vold os troer. Husker Du, at Riset svier? (Lady Sinclar i Sorg kommer.) Ah se Lady! buk dig Robin! Lady Sinclar. Ei bløde Dreng! saa fisker du med Graad i Øiet Krabber? Robin (tørrer Øinene.) Jeg? Anne. O lee I Lady! Lady Sinclar (afsides.) En Sinclar lee? Ha alle onde Aander i hine Seil maae blæse! Anne. Gode Lady, Robin græd (nu Rob da! see mig ei saa vred, fordi jeg Ladyen beretter den Sorg, som Perlekrandsen fletter om Øiet) ei for Vinden sved, men for Ridder Sinclar nægted' denne Dreng, som gjerne fægted', om han kunde, med at følge, til sin Grav bag Bjerg og Bølge. Lady Sinclar (afsides). Hvor Sandhed vaagner lys paa Barnets Tunge, hvis spæde Aande dog er stærk nok til at løfte Tidens Teppe, bag om hvilket den strenge Skjebne træder med Cothurnen SIDE: 297 en Grav hvori de synke Alle! Ak min Sorg er vis, endnu ei født til Verden, men svulmer alt i Moders Liv. (til Børnene.) Min Dreng, du bli'er en dygtig Mand. Boer ei din Moder ved Enden af det Vildnis, som er adlet med Navn af Sinclars-Park! Robin. Jo; og Ralph, som drog afsted i jer Broders Tog, min Bro'er. Jeg fik ikke følge med, skjøndt jeg dyrt Herr Sinclar svoer, med min lille Buesnor mange Sinclars Fiender, høie, muskeldækte, voxne, bøje ned til deres Fædres Jord. Lady Sinclar. Det er tungest Kamp for Kjæmpe sligt et Mod med Taalmod dæmpe. Hør nu Robin: skal jeg vise, hvor du salig dig maa prise, at du var en Puppe liden dengang Sinclar drog i Striden, at Herr Sinclar var saa streng, at han jog dig stakkels Dreng, da du vilde hvæsse Modet, brune Kinden, kjøle Blodet i hans Bannerskygge sval. Thi i hver en Norges Dal vugger Kløv'ren paa en Val; under hvert et Hyttetag sukker Øxen efter Slag; Pigens Barm er Morderhule, hver af hendes Fingre skjule SIDE: 298 lysten Dolk bag Rosenblad; Oldings krumme Ryggerad som en Armbrøst kraftigt springer (som den gjorde i hans Vaar) ligeud, naar Ljaa han svinger, dryppende paa hvide Haar, naar i Norge Uven staaer. Anne (stiger op paa en Steen.) Lille Robin, Røslynggrene, med de hvide Hjelmefjere, plant imellem disse Stene! De din tappre Clan skal være, Du maa være Sinclar selv, Søen her en iilsom Elv, løbende langs Norges Bjerge, som et krummet, staalblaat Værge. Denne Steen, hvorpaa jeg staaer, Norges Fjeld, som Stjernen naaer. Thi Stene maae nu være Bjerge, da Kjæmperne er ikkun Dverge. Jeg en Norges Pige er -- Kald mig Ragnhild eller hvad nordisk Navn i Mindet sad -- Dette Sand en Blomstereng, hvor hun reder Fienden Seng. Kom nu Sinclar med dit Spær! Jeg vil bryde det som Qviste, Sværdet fra din Muskel vriste ha -- med denne blotte Haand! var det end som Luen hvæsset. Hjelmen, trods dens Laas og Baand, vil jeg kaste henad Græsset. Maaskee ligger Hov'det i, afbrudt som en Rosenknop. Destobedre! raabe vi. -- Sinclar reis din stolte Trop! (Robin sætter Lyngqviste irad bag sig.) SIDE: 299 Lady Sinclar. Lille Sinclar, reis din Clan, som maa hjælpe med dit Sværd vise du er Navnet værd! Store Sinclar grib nu an! Anne (synger.) Kom min Elsker, saa bruun om Kind, med Munden saa rød som det Purpurspind om Sommerfugls Skjærsommerkaabe! Kom Sinclar! Sinclar! Robin (til Lyngqvistene.) Stands min Hær! Staa i Geledet! Hviil Geværet! Herren veed det, hvorfor I ei stille staae. Ah I Vinden skylde paa. (afsides.) Mon gammelt Kjendskab Anne lærte, engang at tale reent fra Hjerte? Jeg vil dog nær til hende gaae, at jeg kan see hvad Smiil kun knytter om sine Ord, og, om hun bytter, i Hjertet Sinclar om med Robin. (gaaer Anne nærmere.) Anne (synger.) Ak, min Elsker, jeg troer forvist, et bloddugget Sværd er din Rosenqvist en Krigerflok Brudgommens Følge. Kom Sinclar! Sinclar! Robin (afsides.) Jo hendes Smiil er ganske reent; og det er klart, at jeg er meent, om hun mig anderledes nævner for Løiers Skyld -- (nærmer sig Anne.) SIDE: 300 Anne (synger.) Se min Elsker, min Arm saa blød er Sværdet, mit Haar er min Guldhjelms Glød, et Slør mit eneste Pantser! Kom Sinclar, Sinclar! Robin (afsides). Nu er det Robin -- det er klart. Nu vil jeg fange i en Fart den Anne, som dog blier den sande, om Navne hun vil tusindblande! (springer op paa Stenen og omfavner Anne.) Anne (synger.) Se min Elsker, min Arm saa blød vil grave dig Graven i Fjeldets Skjød, og strøe den rundt med dit Følge! Kom Ravne, Ravne! (støder Robin ned af Stenen, saa de falde begge omkuld i Sandet. En Vind blæser Lyngqvistene overende.) Lady Sinclar. O dette var et Sørgespil, som kunde i Nøddeskallen ligge; men for mig en chaosopfyldt Verden, hvor dog blot til Helveder er Emner, er det blevet at tænke paa. Et Sorgspil, udtænkt af en Dæmon vist, men af uskyldigt Barn fremsagt og spillet. Kom nu Smaae! -- ha ligge I og lee derovenpaa i Gresset? -- Aftenvinden blæser. (De gaae.) (Norge. Et Fjeldpas imellem Romsdalen og Gudbrandsdalen. Bjergskotter i hvilende Grupper. Sinclar i Forgrunden.) Sinclar. Nu, endnu ikke? Solen er dog først paa Fjeldets Flade oppe, som Pocalen af Guld, der rager op imellem tusind SIDE: 301 smaae Blomsterfade, honningfyldte, hvormed den gode Himmel dækker Aasen til et Gjæstebud for Ragnhilds Lam. Hei Ranald! (Ranald kommer fra en af Grupperne med en Tiur i Haanden.) Ranald. Her ædle Oberst! Kjender I den Fugl? Hvis dette er en Nor- mand -- saa have vi dog ikke gjort dette Tog for Intet, for seer I, Hjernen er ude. Maa jeg rette den an for Eder til Middag, hvis det ikke er Eders bedre Villie, at vi skulle bryde op? Sinclar. Vel! Vel! Hør -- Du har hvasse Øren, hvori den mindste Hvift i Luften til en Mølles Brusen males -- lyt, om ei en Luurklang . . . (En Luurtone høres.) Ha, nu godt! Hvor er min Lieutenant? Ranald. Et hundred' Skridt herfra fordriver han Tiden med at fiske Aborrer i det Kjern, vi gik forbi for fire Dage siden. Sinclar (adspredt.) Vel lad ham blive. Skyndsomst! Eller bring ham Ordre, at han Mandstugt styrer og det hele Regiments Commando til mod Solnedgang jeg kommer, at langs Stien han vexler Poster, naar Solskyggen vexler fra hiin til denne Side Fjeldet. (Luurtonen høres.) Ah! mit søde Suk, jeg kommer! (iler afsted.) Ranald. Dette hæse Gedebræg oppe i Fjeldene skulde standse os paa dette seierrige Tog, om det blev noksaa godt udtrukket? Os? ved min Faders Been, det skal jeg engang qvæle! Og Obersten SIDE: 302 befaler, at vi skulle sætte Poster ud, som om vi ikke kunne vogte os selv i et Land, hvor der ikke er andre Karle end saadanne som denne Rødkam? (ryster Tiuren.) Og dog gaaer han alene i disse mørke Dybder, hvor, om der ikke lurede Andet, et Echo dog sprin- ger op af hvert Fodtrin, stærkt nok til at tordne en heel Armee ned? (nærmer sig en Gruppe.) Nei han sagde Intet om, at vi skulde lette paa os, til mig, skjøndt jeg er Oberstens bedste Clansmand, hvilket han ogsaa holder mig for. Vi ville blive her saalænge til vi blive Grantræer. Og hvad mig angaaer, saa begynder Hjernen at træes først, da den næsten ikke orker at tænke paa Andet end paa Søvnen og en Solvæg og alskens Blødt at ligge paa. Hvad staaer? (kaster Tiuren frem.) Spil om denne Normand? En Skotte. Træffe vi saadan En, træffe vi stærkere Vinger og hvassere Neb. Der maa være store Folk, naar vi først kunne finde dem, i et Land, der har slige Skovduer. Dick vandt. (Nogle Skotter komme med en bunden Normand og hans Kone.) En Skotte. Her er en Normand Ranald. Ved Skotland, rød i Kammen! Ha dit Blod! Ranald. Er du en Normand? Normanden. Ja af Guds Naade. Ranald. Stolt svaret ved Gud. Nogle Skotter. Ja stolt nok, for stolt. Ranald. Tal ydmygt, for naar Obersten er borte, er Hvermand Oberst, saalænge -- I veed det nok -- Lieutenanten er paa Post ved Flasken. Djævelen kan løse ham af, hvis han tørster som han burde i Heden. SIDE: 303 En Skotte. Ja tal derfor ydmygt. Konen. Siger du det buxeløse Fant? Skotten. Ja dit Land skal klæde os. Vær ydmyg og tag Huen af. (River hende Huen af, saa Haaret falder vildt ud). Konen (giver Skotten et drøit Ørefigen.) Tvi Skjørtehelt! Skotten (drager sin Daggert.) Ned! Helvede! Ned! Ranald. Stille Gil! Var hun ung skulde hun ned. Nu skal hun op; thi vi ville i al Hast dømme hende som Spion, og Spioner have Ret til Ophøielse. Hun har udspioneret Gils Mandighed. Hæng dem i al Stilhed, thi Retfærdigheden skal ikke prale. Mand, følg din Qvinde i Godt og Ondt! Skotten. Naar jeg kommer igjen, skal vi spille om Kjellingens Hue -- nu skal Mosen blive varm Hue nok -- skjøndt den alt var min Moders, da jeg saae den. (Nogle Skotter gaae med Parret.) En anden Skotte. Dersom jeg vidste, naar det behagede Obersten at sige: Videre! vilde jeg see, om der var Tid til at gaae lidt tilbage, hvor vi har luget, for, paa egen Haand, at lede efter Noget nede i Dalen. Ranald. Jamie, du vilde før see tvertigjennem dette graa Filefjeld end igjennem Oberstens Hjerte, naar han ikke lader Mig engang lugte, naar han troer os pirrede nok af det skarpe Solskin om Dagen og denne bidende Nordenvind om Aftenen og denne tærende SIDE: 304 Dugkulde om Natten til med ret Appetit at kunne æde i den fede Dal, som ligger her tillaaset af disse Fjelde, imod hvilke Buchanans og Atholes blaae Taarne ere som Lærkereder. Men, naar han giver Tegnet -- hvis han kommer tilbage fra denne daglige Jagt paa Fjeldet -- skal vi vise, at han har regnet rigtigt, at vor Mave er bleven huul og vore Fingre lange af Hunger og fulde af Kløe af Ørkesløshed. En Skotte. Det skal vi. Jeg har Kløe. En anden Skotte. Naar vi faae Tegnet, ville vi storme opad denne Stie, som Rotter opad en Madbodtrappe. En Skotte. Det skal vi. Jeg har Kløe i Tæer og Tænder. Ranald. Ja, og siden er Intet igjen, for Landet er bredt siden, og vi kunne løbe fra det ene til det andet Aflukke. Og jeg har svoret at stoppe den Fløite til, som blæser al vor Fornøielse af dette Tog og hvert Skridt vi gjøre tilbage, og puster Oberstens Hjerte enten op i Panden eller ned i Maven, og bøier vore Lochabere tilbage som rustne Rugax -- Ja jeg har svoret at stoppe den fast nok til, hvortil en saadan Klump vil være stor nok. (Lader en Kugle løbe i sit Gevær.) Naar det er gjort, som jeg haaber, vel, vil baade Obersten og I takke mig for at al Opsættelse er lige saa hurtigen blæst bort som den kom. (En Pibe høres.) Nu er Lieutenanten kom- men fra Fisketouren, hvormed han mader sin Kjedsomhed, uagtet den er leed af slig daglig Opkog. (Skotterne bryde op.) (Eng foran en Sæterhytte høiere paa Fjeldet imellem Romsdalen og Gudbrandsdalen. Ragnhild med en Luur.) Ragnhild. O bøi dig Klev lidt nedad! Bær ham et Stykke rappe Høg! (blæser i Luren.) SIDE: 305 Ah, letted' Aanden, idet den drages indad gjennem Luren, min smukke Elsker gjennem Luften, og ned i Hjertet gjennem Læben, som en Seirer, gjennem en rubinkrandst Port, der aabnes ham til Ære, iler til sin Throne! Ak i Hjertet! Vist i Hjertet, som voxet er i trende Dage meer end før i nitten Somre -- stort som Eden: et Eden han med sine Cherubøine, som med en Tordensky, bevander, -- vist han rummes der, hvor heelt hans Billede, ja som et Gudelegem stort, kan rummes. O bær ham Ørn! (Sinclar kommer.) Sinclar. Min Ragnhild! mit himmelske Liv! (omfavner hende.) Ragnhild. O et endnu, to til og tre igjen af slige Kys, saa dybe, at de drage din søde Aande op fra Hjertet gjennem din Munds Sneeklokkekrands af Tænder! Eja! ha! Er du et Menneske? Sinclar. Var jeg en Gud, saa viede Ragnhilds Kys mig fast til Støvet; thi, skjøndt de tvende Sommerdage, siden den Qvæl jeg, ført af Lurens Klang, som af en Engels døende Sølvvingeslag, fandt Ragnhilds skovbeskygg'de Ynde, vandt Ragnhilds smiilbeskygg'de Hjerte, har ikke Timer havt: er dog hvert Kys, hvert Vink ifra din Elskov, saadant Vink, at det bortvinket har al min Erindring, om at jeg lev'de forhen tyve Aar. SIDE: 306 Men hvert et Kys er mig et Liv; og, samlet med Øiekast og Smiil og Trykket af din Arm og Pulsens Slag og Synet af din Barm, som bæver under Følelser, liig Skyen fuld av syngende Serapher, et mangesidet, fuldtafvexlet Liv. Hver Afsked er en Død, men salig ved et Kys, hvor Læben al sin Rosenolie med Glæde øder. Salig er den Død: thi -- som Guds Stemme over Sottelejet til Dyden: træd i Himlens Verdner ind! -- du hvisker, klemmende mig Nakken, som om en Svane lagde Halsen rundt til Perlebaand: "kom snart igjen, igjen, naar Luren sukker sit: igjen, igjen!" Ragnhild. Hvor smukt du taler -- ja! og sandt, saa troer jeg -- og Ord vellugtende som dine Lokker, som Læben, hvorfra de fremblomstred', søde, som Hjertet gode, der dem gav sin Varme, og kjære som det Øie, der dem laante sin Sandhed og sin Styrke. Evig Sorg, som jeg beklager, skjøndt jeg, naar jeg seer dig, maa pynte selv min Sorg med Brudesmiil, at Ragnhilds Læbe just nu er den Seng, hvorfra et syg'ligt Budskab reiser sig. Sinclar. Hvad Ragnhild? Kys mig, og mit Kys skal blæse sligt Budskab bort, som graadig Larve fra et Rosenblad. Ragnhild (omfavner ham.) O siig, hvad Navn, foruden Navnet "Elskte" der har for mig, som Navnet "Gud" paa Gud, Betydning nok, jeg skal dig pryde med? SIDE: 307 Jeg vil dig aldrig kalde Andet end det Navn "min Elskte" som dit første Syn -- dengang du løfted' Fløielshatten, og mig gav den gyldne Skuepenge, og med hvert et Blik En til, En til for Spillet paa Luren, som dig lokkede herop -- mig lærte fuldtvel. Men hvad skal jeg sige min Fa'r? O han vil troe, det var en Trold, som laante af en Falk sit brune Øie, af Lyngens Blomst sin Farve for at muntre en Sætergjente Tiden -- og til alle de Dalens Gjenter, som vil spørge, naar de møde mig i Kirken, pyntet med min Skuepenge, hvad han hedder, som troloved' Ragnhild, mens hun laae paa Fjeldet, og Himlens tause Engle kun var Vidner? For Disse -- ikke for en Eneste, maa du det Navn, du bærer kun for mig, "min Elskte" hedde. O hvad hedder du? Sinclar (omfavner hende.) Nu jeg dig kyssed'. -- Ragnhild! løs dit Haar, at dine søde Træk, som knopfuld Lilje, kan i dets Solskin svømme! -- glemte du dit syge Budskap vel? Saa Tusind til, at det, bedækt af tusind Purpurtepp'ner, ei reiser sig. Min Ragnhild, hvad jeg hedder? Ah vist . . din "Elskte" er mit Navn, og det ei blot for denne Hedes tause Aander, men for den vide Verden og for hver nysgjerrig Mine og hvert Spørgsmaal i den vide Verden. Vel! Du veed, jeg er paa Reiser nu, at hjemme i mit Land, som ligger ikke hundred' Mile borte, og ligner dit med Dal og Fjelde, lige en Rad af blomsterkrandste Helte, staaer en Jarleborg, og venter paa min Hjemkomst med øde Suk. Ah, naar jeg kommer hjem, SIDE: 308 den lysner op af Sang og Brudefakler og af min favre Dronnings Smiil til en udhvælvet Demant. Ragnhild. Ja jeg veed, at Elskte er Jarl, men Elsktes Elskte høj're er: -- af Kongebyrd, skjøndt Adelen af Ælde udvortes visnet er, og kun indvortes beholdt sin Glands. Nu, naar jeg blier din Huustroe -- thi Jarleblod og Kongehjerte (vist af Moderen faaer Sønnen Hjerte?) vil om sine Sønnesønner Fa'rmin sige, gi'er Kongemod -- saa laaner du mig hvad af Glands hos mig er rustnet. Sinclar. O ja vist! Og du mig laaner Livet. Ragnhild. Hør nu Elskte! Endnu idag -- hør nu det Budskap, som du vilde qvæle under Kys! -- idag kom Bud ifra min Faders Gaard, som meldte, med Øine ledende i Krog og Vraa og kjæmpende med Aanden, som i Løbet sig havde sanket, saa den rummed ei i Lungen mere, men udstrømmede i Støn og Hoste gjennem Mund og Næse, at jeg de vrede Bauner burde lystret, at jeg, med Hjorden -- hvis jeg leved' endnu, før Sol gaaer ned, derhjemme maatte være. Thi -- saa bejamred' han, vor Huusmandsdreng -- en mægtig Fiende, som af Mordbegjær alt Bytte lader bag sig, til han kan opsamle Alt, som paa en Valplads, slynger sig gjennem Landet, som en Drage, under SIDE: 309 hvis giftopsvulne Bug hvert Græsstraa visner, saa altfortærende for hvert et Liv, for Huus og Alt, som faaer sit Tilvær ved et Menn'skeliv . . . Du blegner? Jeg frygter ei, thi Fienden troer jeg ei saa nær som Rygtet, der forfærdede min Elskovsdal; men jeg ulydig være imod min Fader frygter. Kjære Du maa kjæmpe for det Land, som gav dig Ragnhild. Jeg skal dit Fædreland vel engang reise en kraftfuld Søn for hvert et Sværdhug, som din Arm -- ha hver en Muskel, som (blotter hans Arm.) et hvælvet Skjold, og Aarer som et Bundt af Buetarme, og det Hele værd at vies af et Kys for saadan Sag! -- (kysser hans Arm.) vil ødsle paa den feige Røverhob. Sinclar (afsides.) Ha dette Øieblik! Jeg kjøbte det bort for min Bryllupsstund. Ragnhild. Hvad siger du? Ja, ja, min Elskte, vil du ikke kjæmpe, er det ikke Frygt for Sværdet, men at døe fra Ragnhild tidligt, o altfor tidligt for saa smukt et Liv. O vel du veed, den Ædle fægter kun for eget Fædreland. Sinclar. Og Æren . . (afsides.) Forsyn vend ikke Ragnhilds Øie ned i min Samvittighed! Ragnhild. Tænk saa! Strid ikke! Norrige har Mænd, som vogte, at vi ikke døe for tidligt SIDE: 310 ifra hverandre. Og den høie Gud vil engang sige: "lever for hinanden et Liv paa Jorden, før I blomstre frem i Himlen til en Engel, som har gjemt to Hjerter inden samme Vingepar, og blander vore Træk i samme Aasyn." Ei sandt? O sandt! Sinclar (griber hendes Haand.) Ja sandt! Min Ragnhild er din Ømhed stærk? Ragnhild. Saa stærk -- ak hvorfor taler du, saa bleg, saa himmelkjært et Spørgsmaal? -- at, som jeg siger, som to Liljerødder, der knytte sig i Støvet, før de række mod Himlen deres Kalke, at den deri kan ofre Maanens Dugsølv, Solens Guld: saa vil vi leve her paa Jorden sammen, ei længselsfulde efter alt det Mere og Skjønnere vi vide, at vi blive hist bag dit Fædrenelands Skyer. Men kalder Gud os, eller En af os, saa reise vi os begge Arm i Arm. Sinclar. Ja begge, Arm i Arm, sødmundede Prophet, som om en Rose kunde spaae. Ragnhild. Saa følg mig hjem, at ei en Dag skal visne før den har viist, idet den viser dig, at den var ikke blomstløs. Følg mig hjem; thi Røverhoben, med dens Luetand, som gnistrer foran, Sinclar -- saa ham nævned, med blodig Finger, Rygtet -- maa nu standse din tause og forunderlige Vandring, SIDE: 311 paa hvilken du jo, som du siger, dvæler snart hist, snart her (blot du ei Fleer end Ragnhild -- o dumt! tilgiv, jeg vil ei tale -- Tilgiv mig!) -- hvor Guds Almagt og den Skjønhed, som former hvert af dennes Spor, har stemplet sig tydeligst i Norge. Thi just der, hvor Mennesker i Himlens Godheds Spor, med Bygninger og Agre slæbende som Findgods bag sig, mylre, vil Fordærvelsen, som Fossen gjennem aabnet Dalstrøg, styrte og møde dig og sluge Dig -- thi Sinclar ved Fakler seer kun, peger kun med Glavind, og Døden qvæler Sukket hvor han traadte -- naar i en Dal Du standser lyttende forgjæves efter Ragnhilds Luur. O fly bag mine Landsmænds Arme, nu og dine. Sinclar. Min Ragnhild er din Ømhed? frygt -- jeg frygter . . (afsides.) Forbandet Rygtet, som min Aabenhjertighed, der dvælede forlænge, overrasked'! Ha saae den ei, i Elskovsdampen, som i hede Valmuers Glemselstaage, hyllet, at hvis den ikke tidlig taler, stivner den hen i hykkelsk Falskhed? Ragnhild. Ven, dit Øje er ikke muntert meer. Bag Øjenhaaret det ligner neppe meer bag Silkenettet en nylig fangen Falk. Og Mine, hvis jeg ikke vidste, jeg dig kunde muntre -- det veed jeg -- vilde Sorgen svømme i. Sinclar (afsides.) Og dette Øieblik er Lynet mod min Løgn, som løi alt Andet end min Elskov. Ha, SIDE: 312 det hviner gjennem al min Salighed, adsplitter den i Støv til begge Sider, mod Lyset pidsker frem Tilstaaelsen, der krøb paa dybest Bund paa Bugen, min Skam belyser, eller al min Ære som Skam fremviser. O jeg plantede -- ak, ak! i hendes høie Hjerte Løgn. Snart veed hun, Løgnen er der, som i Eden Forføreren, da ned han steeg af Træet, og løb med al dets Uskyld sikkert gjemt indunder Vingens sorte Axelhul, mens Cherubs Sværd -- han loe -- paa tomme Ryg nedgled og cirkled den med Lynglimts Glorie. Ragnhild. Tal ikke hvad jeg ei maa vide, skjøndt jeg burde vide Alt saa snart og sandt som du fik vide Ragnhilds ene Tanke, saa stor og hastig voxet frem som Regnbuen: at du den Ene var, hvis Skjønhed syntes med Ragnhilds af den legende Natur fuldkommen og for evig parret. Sinclar. Vel! Min Ragnhild, vel! bered din Tanke paa en Prøve gjennem Ilden. Kast den ned, som sande Demant ned i Hekla! Gid den ei bli'e Dunst! Frygt ei, men kast den i Helved, er den ægte. Ragnhild. O din Blegnen til disse Ord, saa blussende? Ak tal! Sinclar (afsides.) Seen Red'lighed er reen Ured'lighed. At smitte saadant Øre med Bedrag! SIDE: 313 Har jeg ei kysset det og Lokken, som beskygger denne Indgang ned til Sjelen? Ragnhild. Din Sorg er sød. Nu veed jeg, at du græmmer Dig over vi skal skilles. Du er Mand. Sinclar (afsides.) Uredelig? O hist jeg tænkte ikke, det avindsyge Rygte vilde stige saa hurtig frem og mørkne som en Skye. Min Dumhed, liig en blind Cyclope, smedded' en Lænke trindt om min Samvittighed, som raabte: "prøv den første Elskov ved et Glimt af Fiendesværdet!" -- O forgjæves Sandfærdighed! Nu maa den bryde Lænken, og flyve op, og see den sidste Elskov ved Glimt af Fiendesværdet. (til Ragnhild.) Siig du elsker mig, som Jorden Himlen, Jordens Aanderum, foruden hvilken Jorden blev forstenet til kulsort Gravsteen over Livet. Ak, er dette Meget? Ragnhild. Ingen Eed bekræfter saadan Sandhed. Du er syg. Sinclar. . . . Som Krebsens Stjerneklo og Bukkens Horn, af Sol i Sol isnoet, der presser ud Velsignelsen af Jorden? Ragnhild. Mon Ragnhild kyssed uden som til Pant, at den hun ene kyssed, salved hun til Kys for hele Livet, eller svoer sit Livs Fyrste Hyldest? SIDE: 314 Sinclar. Klem min Haand, og siig: jeg er dit Kjæreste og Mere end Faer og Moer og Fædreland! (afsides.) Een Tanke, skjøndt saa let og useet, uhørt, saa den har endnu Ingen skræmmet, om dens sidste Flig er dyppet kun i Angst og i klæbrig Ahnelse, er sort nok til et Liv, som rører sig omkring os, som lysfuld Verden sandt, at sværte. (til Ragnhild). Er jeg dig kjærere end Fa'er og Mo'er og Landet, som bar disses Vugge og hvis Luft dit Liv gav første Næring? (afsides.) Saa god En burde ikke see og høre hvad for en Lastfuld, om hun elsked varmt, var Iisdryp gjennem hedest Brynde. Ragnhild. Du, tal ei ene du! Jeg næsten frygter Du, i din Fabel-Skjønhed og din Eventyrs- Nærværelse, beslægtet er med Bjergets chrystalblaae Huldrer, som du taler med, for mig usynlige, men for dit Klarsyn nær staaende, maaskee ved denne Birk. -- Ah det er Spøg; thi slig en Skabning, vævet af raske Ungdomsdage -- liig et Marmor, af Jordens første Sol af Leret skabt -- saa fast, vil ikke i et Øieblik et Luftpust kunne smelte pluds'lig hen, om saa du ei af disse -- sandelig et Jordbarns Arme bandtes fast. Sinclar. Mit Liv! Er jeg dig kjærere end Fa'er og Mo'er og Landet, som, imellem sine Blomster, SIDE: 315 din Faers og Moers og dine Fædres Liv opklækkede, og gav dem Styrke og sin Rigdom og et Rum til Tumleplads, før de med en behag'lig Træthed lagde sig i den mosebløde Gravseng, som det gjæstevenligt reder paa den Plads, den samme Plads, hvor det de unge Liv først fandt og ammed? Er jeg kjærere -- saa svar oprigtigt, og min Sandhed skal, om seen, fuldkommen være -- end det Land, hvis Luft belived Dig, hvis Himmel gav dig dine Øine, og hvis Sne dig laante din Skjønheds ene Farve, mens den anden af samme gaverige Haand i Vuggen du fik: dens Alperosers Farve? Ragnhild. Mand! Du er mit Fædreland! Om Vinden blotted' din Arm blandt Pjalter, skjøn den var og kjær som Marmorfjeldet purpurindbaldyret, naar blomsterfulde Vedbend og Linbændler i Luften vugge, visende den Skjønhed, de let beskygge. Var du arm -- o vel jeg elsker dig som Finnen, der jo døer for magre Fjelde, som om Mos var Roser. Din Skjønhed -- thi dit Legem er kun Skjønhed -- jeg elsker som en Normand elsker Norge, med alle Landets Elves mørkblaae Aarer, som nu det sidder med dets gyldne Slør af Agre, ludende udover Havet, og med Marmorhjelmens Granqvist vugget vildt af Himlens høj'ste Skyer. Men din Sjel, jeg elsker, som en Normand elsker Frihed, og Friheds Livvagts -- hele Folkets -- Høvding, den Konge (o jeg synger gamle Sagn) som drager, liig en Løve, gjennem Landet for hver en Hyttes Dør den hulde Frihed, SIDE: 316 der har sit Gudeansigt præget i -- saa siger Faer -- i hver en Normands Hjerte; og hvis En glemmer daarligt, at det staaer der, saa er det stemplet dybt i gamle Runer. Og troer du ei, saa viid, jeg elsker mig, og altsaa Landet, som mig laaner Liv! Thi før jeg sov, og drømmed neppe: før jeg saae vel Qvæget, sagde det var Qvæg og intet Mere; nu er det og Græsset, et Liv fuldtsyngende omkring mig. Jeg gaaer ei mindste Skridt foruden at jeg seer dig, skjøndt den Samme, tusinddobblet. Ja jeg maa hoppe, og mig synes, at jeg svæver gjennem Luften for ei træde de skjønne Billeder isønder, som af hvert et Græsstraa sig udvikle, blot jeg dvæler der et enkelt Øieblik. Sinclar. Jeg troer. Jeg bytted', favre Qvinde, ei dig for Guds den bedste Engel bort. Ragnhild. Min Mand! Du er mit ene Fædreland, det Land, som jeg befolke skal med Kjæmper, lig' Jordens Førstefødte Thor og Balder. Sinclar. Det Fædreland, Du sagde Ragnhilds er, vil synke ned, naar Ragnhild døer, som Jorden, der tryktes skrumpen i sin Afgrund, som i en Grav, hvorover Stjernerne som Hyldens Smaablomster nikke, ned, da Guderne, dens første Folk, sig svang mod Himlen med et kraftfuldt Spænd. Ragnhild. Ja sandt, du døer med mig, og strøer med ivrig Haand paa Ragnhilds Høi din Høsts Dage! SIDE: 317 Sinclar. Tro! Men ei du synker, om jeg er død, som Jorden da den sank og svimled' ned, da Guderne forlod den, og tog dens Morgendragt, de uskyldsrøde Vaarmorgenskyer, med sig; thi jeg hæver dig op med mig, som Herren Christus fordum opfanged' svimle Jord og vugged' den, der stivned, af sin Ungdoms Vildhed træt, til Liv igjen i sine Arme, og i Hjertets Blodkalk dypped' Vingespidsen, og paany dens blege Himmel malte med dens Foraarspurpur, liig et Fyrstebarns rubinbesprængte Slør. Ragnhild (eftertænksom.) Du er mit Fædreland, som staaer og døer med mig, som Jord med Menn'skeslægten! Men naar vi er' blevne lavere end Græsset, da blier du dog mit Land som Himlen Aanders: da følger jeg din Sjel som trofast Tjener landflygtig Konge. O . . . Min Husbond og min Herre -- thi det er I fra den Tid Maanen ikke kunde skinne imellem vore Hjerter -- troer I? troer I? Men Norge er min Faders Fædreland, min Moders Mødreland, og Disse leve saalænge kun som Norrige er Deres; og Norge lever kun saalænge det af slige Mænd og Qvinder prydes, som en Engel kun er Engelen saalænge, han gjemmer Dyden, Gud ham pynted' med. Og disse Tvende, Fa'er og Mo'er, som gav mig Liv, for at døe i Eders Elskov Elskte! er' Meer for mig end jeg. Og jeg, som Barn, maa dyrke Deres Gud; den Dyd, De elske, jeg elsker; Landet, som de ære, ærer. SIDE: 318 Thi Landet gav mig Dem, som gav dig Ragnhild; og uden Norge var jeg ikke Ragnhild, som kun dit Fædreland, og intet andet, selv Perleindien ei, Dig kunde skabe. -- Jeg svarer paa dit synderlige Spørgsmaal oprigtigt: da jeg holder Fa'er og Mo'er meer kjær end mig, saa maa jeg elske Hvad de holde kjærest -- Gud undtagen -- : Norge, det Gud dem gav af Naade, som en Kurv i Fødselsgave, fuld af allehaande Velgjerninger . . . o mere, meer end Hvad jeg holder kjærest. Og mit Kjæreste er du mit Fædreland. O var du død: jeg taalte ei min Landsforviisning. Saa spørg ei mere om min Ømheds Styrke; men maal den med din egen Ømhed, som en Sol, der finder vel sit lange Skin for kort for Verden, og som derfor drager de gyldne Maalestænger ind om Aft'nen, og blegner ved at see et frugtløst Dagværk. Sinclar (griber Ragnhilds Haand.) Mit gode Hjerte, gjem ei Blik af Mistroe! (afsides.) Enhver Forhaling vælter frem i Lyset fra Løgnens Mørke Sandhed: (til Ragnhild.) Gjem ei Mistroe, om jeg har gjemt min Aabenhjertighed om Navnet, som din Elskte bær' i Verden. Thi Norge, skjøndt den bedste Deel af Verden, maa hade det; mit Navn din Kjærlighed maa skræmme, skjøndt saa ærligt som det Øie, din Sjel neddykker i, og som jeg kalder min Elskovs Lykkestjerne. Favre, viid, for ei med Sorg vor Elskovs Fødselstime at farve, for at prøve om du elsked' mig som jeg er, ei endsende om Skjebnen, SIDE: 319 mig skygged' eller lysned', taug jeg med mit uheldsvangre Hverv. Ei Reiselyst, ei Lune -- skjøndt en gunstig Engels Smiil -- mig viste disse Dale. Men et Følge, med Avindskjold imod din Konge strakt, i mine Fodtrin sortner. Hør min Ragnhild! jeg er dit Kjæreste, Du er mit Liv; men jeg er Sinclar . . . Ragnhild (river sig løs.) Du? . . Ei Graad! O Du? Sinclar. Naar jeg min Eed har Gothekongen bragt, og aabnet Elfsborg Aanderum med Hæren, som laaner blot til Gjennemtog dit Land, saa . . . Ragnhild (skjælvende.) Du Sinclar? Du? O hvis du ikke løi, du drog dit Sværd mod mig. Jeg hader Sinclar. Mit Had -- mit eneste -- det hedder Sinclar. Og hvis -- hvis Du er ham, laan mig dit Sværd, saa vil jeg under søde Kys dig dræbe, og vie dig til mig, naar du uskad'lig for Norge er. Jeg hader Sinclar med al min Galde, og jeg vil kun leve for ham at dræbe; men jeg elsker Den som staaer her, med hver en Draabe Blod; og Den jeg døde for, at han maa leve. O hvis du var Sinclar, holdt du dig ei fra et Mord, saa sikkert, og saa rigt som Dalens fornemste Herres Barns. Sinclar. Tro, Tid omvælter Alt, og dækker hvad den nylig viste friskt, med moset Glemsel. Du vil engang glemme, SIDE: 320 naar vi vort Liv, som Junos Par af Svaner Gudindens rosenrøde Karm, fremdrage, at Skjebnen, legende, et Øieblik et Sværd imellem vore Læber hvined'. Ragnhild (med Graad.) Ha er det sandt? Du blodig af mit Blod? Og jeg -- jeg glemme, at du var min Fiende? -- Ha, ja, jeg troer det! Er jeg ei for svag, som lover Sligt, idet jeg træder paa min Faders Vuggejord, som du bemaler med Enkegraad og Neppefødtes Blod, end varmt af Moderhjertets? Smit ei Luften, forræderiske Ord, den Luft, hvis Klarhed er Gjenskin af de Sværde, som mit Folk mod Himlens Retfærd strækker, og af Baunen, som svider ud den sidste Rust af Feighed! Vee, min Gud! hvis Ragnhild føder Barn, da bliver det en vis Forræder. Ha, gaa Skotte! gaa, at det ei lærer Sligt af Moderhjertet, der klæber, som ved Trolddom, ved din Hæl, om du den synked' i min Moders Barm og traadte i min Faders Haar! O vee hvis Ragnhild føder Barn, da bliver det en vis Forræder, som sin Fader dræber, men elsker Mod'ren, som slig Daad det lærte! O fly, fly! at ei jeg siger: kjære Fiende! kjære min Faders Morder! Sinclar. Din Smerte og din Graad, min Ragnhild, som du blues ved at vise, er mig søde og stærke Talsmænd, at din Elskov jeg ilive finder, naar jeg let, og med en sværdtom Hofte, hid gjenvender for din Faders Ord med Fred at vinde; thi han veed: af ærlig Fiende, ærlig Ven! SIDE: 321 Du er det eneste Klenod, jeg røver i rige Norge, og et Jomfrumord, som Himlen signer selv, mit ene Mord. (vil kysse hende.) Ragnhild. Nei bort! Jeg vil ei vie dig til Død med Kys! men, naar jeg næstegang Dig kysser, da til tredobbelt Liv! Ja Ridder Sinclar, naar I har splintret Sværdet, som I rækker imod mit Hjem, saa kom igjen! Saalænge I bærer det -- Ha vogt Jer -- vil jeg med hver anden Norges Svend og Datter søge at slide det ifra jer Side, om saa Hjertet fulgte med. Saa gaa med Gud! Gud være med Jer! Gud forlade! Jeg beder ikke for Jer; men jeg maa med Landet synge med Forbandelsen, hvormed de hvæsse Hevnens Øxe. Sinclar. Tro, jeg vendte om, hvis Æren skreg ei: fremad! hvis ei en Eed, hvis ene Ende er i Sverrigs Kongehjerte lænket, drog mig fremad, fremad! Ragnhild. Saa Farvel! Hvorhelst I møder mig er Haanden Fiende. Men Hjertet kjender I. Det kan ei lyve. Sinclar. Om trende Maaneder, min Ragnhild, som stat'lig Riddersmand paa snehvid Hest, med Blomster vajende fra Hjelmen, og med Sværdet naglet fast i Skeden, hvilken en Page, pyntet rundt med fredsælt Smiil, hvori Amorer hænge, og med Sløifer SIDE: 322 af dine Øines Farve, himmelblaae, paa bløde Drengearme bærer -- da min Ragnhild glem, jeg var dit Norges Fiende! Ragnhild. Ja da -- endnu engang, min Elskte, men ikke meer forinden -- naar, som Duen, blot i jer egen vaabenløse Skjønhed, som jeg beseirer, I vil komme: da I træffer mig blandt milde Piger, flux bered at flette mig for evig ind i Eders Side. Sig da: Kom min Huustro, og knæk med dine Fingres Rosenqvist mit haarde Sværd. Men tro mig, indtil da har dette Skjebnens vilde Fingergreb mit Hjerte klemmet til en Staalklump, og jeg gjemmer mig blandt mine Landsmænds Arme, og muntrer dem til Slag mod Eders Hoved. Ak Sinclar! Ragnhild maatte juble, om en tapper Normands Sværd det Hoved, som jeg har velsignet, blæste, med en Nordstorms Hviin, for mine Fødder. Derfor . . . jeg ønsker det forrædersk, men jeg vil, i fredsælt Huuslivs froe Omfavnelser Jer mere ære, og mig glæde inden saa tappre Arme ved at trykkes til saa kjækt et Hjerte -- Derfor vær I tapper! Skaan ikke Ragnhild, om I møder hende paa Eders Fiendetog med Fiendeblik og Hjertet bortvendt fra sin Kjærlighed mod Pligten, som har reist sig som et Fjeld, en Jutul reiser i en Nattetime misund'lig lige over Templet, hvor de første, christne, fromme Klokker sang, Skaan ei jer værste Fiende -- thi det er jeg -- om Lykken eller Eders Tapperhed faaer løfte Pladen af min Barm og vriste det golde Sværd af disse Fingre. SIDE: 323 Jeg tvister ikke med jer Ære, Sinclar; jeg beder ei, at I, for min Skyld, nu skal vende om, og Eders tomme Fodspor Beskjæmmelsen, at den kan fylde dem med Spot og Haan, skal levne. Men, min Elskte, tro, Ragnhilds Liv er netop langt som dit! Min Fiende tro, at Ragnhild, naar hun saae Dig bide Græsset paa din frække Bane, da jubled' hun, og ændsed' ikke, at Du var saa ung og faver; og hun græd ei, skjøndt hun saae sin egen friske Vaar, saa nys begyndt, saa tidlig endt. Thi tro, jeg vilde ikke med en sorgfuld Ungdom en Sommerstid din Gravhøi pynte, som de andre Qvinder deres døde Elskers, der bøie sig med Hyl og Graad paa Gravens den ene Side nogle Uger, mens dem Letsind venter paa den Anden, at den Sorg forbi maa være. Men i Flugten, før Du har naaet Skyen, møder Du en Aand, som blege Roser farvet, som vil hviske: "Sinclar! kjender Du mig Sinclar?" -- Nei ikke: "Sinclar!" Dette Navn er Elskovs Forbandelse! men "Elskte! kjender du mig Elskte?" (gaaer.) Sinclar. Farvel min Stolthed! Skjønne Stolthed, med sødtlydende Forbandelser, du som, idet du, klædt i ydmyg Qvindeform, mod Himlen hæver Dig, i Støvet træder en Mands Stolthed! Bi . . Farvel min Qvinde! Tag Sværdet -- det er sløvt og bider ei et Straa i Norge af! Ha, gaaer Du? Gaa! og slæb, da Du har Sjelen undertvunget, mit Legeme som en Tropæ i dine Zenobia-Trin! Og elsker Du det, naar det, vaabenløst og feigt som Trællen, males SIDE: 324 af en Erindring blodrødt -- vel, saa læg det til skamfuld Slaves Høstdaad ved dit stolte og liljeknopomvæv'de Hjerte! Eller -- o endnu bedre! -- en blodgjerrig Flok af dine Landsmænd lad du spigre mig som Høgen, til Advarsel, over Porten! Thi gribes jeg af dine Gribbe, gribes i aaben Feide jeg, og det saa blodig -- Du sagde: at Du skammes ved den Feige -- som Feiden er imellem Ulv og Bjørn. Med djærve Ryk, som en Comet paa Himlen, der kløver alle Grændser med sit Blus i vildt, ubundet Løb, mit Banner flytter jeg gjennem Landet, som dit Mod, men ei din Arm kan værge. Sinclars Krigerære skal sidde, som et blodigt Vidne, ved vor Bryllupshøitid, forestille Skjebnen, naar Bruden forestiller Himlens Dyder, Brudgommen Jordens Lidenskaber, samled' til et Forsoningsmaaltid. Saa Levvel! (raaber) Levvel! O hørte Du det? Echo bring Levvel til Ragnhild! (gaaer en modsat Vei af Ragnhilds.) Ragnhild (kommer tilbage.) Han raabte. Skal jeg sende ham "Levvel!" igjennem Luren? Sinclar hører Du saa det er godt. (raaber i Luren sagte) Levvel! Levvel! Dog ønsker jeg, at Du ei hørte. O, hørte Du, saa regn det høit; thi det er sidste Suk, mit unge Liv tør sende. Mind nu, mit Liv sig vaander i en Alvorspligts iiskolde Arme -- o for alvorlig til at stille sig blandt alle Pligter tidligst frem ved Vuggen! Mind Sinclar, ikkun vore Pligter stride -- Min Sinclar mind det -- som to barske Fædre, SIDE: 325 ærværd'ge begge To, med iisgraat Haar, der skifte arvet Had! Mind Dig vor Elskov -- liig disse Fædres Smaabørn, der med Graad ved Foden sidde under Fædres Lyn, og qvæle Lysten maae til Leeg og Venskab, skjøndt de fra første Aar har leget sammen -- Mind blodbekrandste Elsker, at vor Elskov maa blegne kun saalænge vore Pligter i deres mørke Farver blusse. Sinclar! O hørte Du! Min Sinclar! Sinclar! Hør ei -- jeg burde sagt det -- meer min Luur! Og, om Du hører den, saa lyt ei; thi den er Forræder, i en anden Sold end Himmelelskovs, ikke meer Herold for søde Timer eller Ragnhilds Længsel. Den høie Dronning sidder nu i Fængsel -- min Kjærlighed -- og leger med de Blade, din Elskov -- Kongen -- skjænkte, før den maatte hade. Tro ei min Luur! -- O Sinclar gid du hørte! Og drag dit Sværd, hvis du end eengang vil, med Hjertebanken, lytte til dens Spil, som nu maa bære Varsel over Valen. Nu er den viet Birkene i Dalen og tause, mændindhyll'de Fjelde, som med Dvergmaal hilsed', naar jeg sangfuld kom og satte mig med Luren min alene saa tankefuld paa lyngbedækte Stene, og fandt min Verden skjøn, men uden Liv, før Qvellen, som -- o søde Minde bliv! -- De vogted' mig, og Birkens grønne Sky mit Luurspil ynded', gav min Barndom Ly. Nu vil jeg vogte dem. O Sinclar fly for Ragnhilds Luur! Ha ædle Sinclar tyd ei "kom!" som før, men "fly!" dens ene Lyd, som nu -- o hør min Angst -- maa klinge der hvor Norge arvet Mod i Kampen bær, og tager det som Seierguld tilbage af hedest Kamp, paa blodig Stage! (gaaer.) SIDE: 326 ANDET MELLEMSPIL (Skotland. Sinclars Hal. Lady Sinclar i en tungsindig Stilling. Robin og Anne legende paa Gulvet.) Lady Sinclar. Er jeg hans mørke Aand? hans mørke Aand, som banded' ham? Forbandelse udsaaed' i Trinene, han vendte fra den Hevn, som hans og mine Fædres skumle Aander med Suk henpeged' paa -- o altfor iilsomt imod et fremmed Land, og agted saa en Konges Ære meer end egen, skjøndt vi selv er' Konge i vor egen Barm? Jeg banded' ikke, ønsked' ham ei Ondt, fordi han laante ei det Hjerte, som en ondskabsfuld Natur har byttet feil fra Mandehærde i en Qvindeside, først Øre for dets Suk og saa sin Arm. Ak, banded' jeg, og var min Hevn ei Retfærd -- thi Broad-Albaine er død: den store Gud sin Bøddel Djævelen har givet ham for fuldt at exseqvere -- ikke Retfærd, saa viis et Tegn, at jeg kan bøde, hvis ei dette Liv, hvis Dagligdags er Tungsind, hvis Glæder Vemod og hvis Gjæstebud en sorgfuld, gammel Sang, er Bod! Ha Bod? Er ikke Armod, -- Glemsel, saaat Sjelen før Kroppen døer, og, at jeg synes død for Verden, skjøndt jeg rører mig endnu, ei Straf, ei Bod? Ja Verden har fuld Ret: Er her ei min Liigkiste? og min Skjønhed maa frugtløs døe, som Hundredbladerosen, der Bondehybnen i dens rige Eenfold misunder? Thi det onde Rygte, hvis Tvetunges ene Tunge ødelægger saamange Bryllupsfeste, som den anden formaaer at stifte, siger Skotlands Mænd, at Lady Sinclar bag sit glatte Bryst SIDE: 327 en Hær af vilde Mænd foruden Arme har skjult. Ha dette -- hvilken Spot! -- opvoxer vel blandt Folk, for Broad-Albaine fandt Vei til Helved uden just at gaae indunder Sværdets skarpe Aag? Og Sligt vil sige: Lady Sinclar har et Hjerte for høit og tankerigt og retfærdkjært. Det kaldes blodkjært, da en Qvinde har ei Lov at handle, ikke Lov at tænke. Ei Lov at tænke? Ja, hvis Qvinden engang en herlig Tanke fanger, røver Manden den flux -- som Lairden, naar han overrasked' en Krybeskytte, Hjorten, denne fælded'. Javist for frit og elskende endmere en hendød Hæder end en Skam, som snorker paa Trælleviis et friskt, rødmosset Liv, er Lady Sinclars Hjerte for de Fleste af Skotlands Adelsungdom, der blot tænker paa sammenmugget Gods, som Orner -- naar de tykke bli'e som Fad'ren -- med en Soe paa solbar Møgdyng, døse Livet hen, tilfredse med den Arv af Hæder, som de skimlet fik fra Fad'ren, som den tog lidt friskere ifra sin Fader og saa videre til, som en Stjerne eller en sølvblank Lilje, vi den finde spire indunder gamle Dages Taagebue, paa Tiptiptiptipoldefaders Grav. Hvad eller, som ulykkelige George, de tjene fremmed Brød, og leje ud for Penge deres Tapperhed, og samle i fremmed Høvdings Fodspor hvad af Ære han vil tilslænge dem. O fordum! . . . . . . . Ja dengang fik Børnene i Arv dog altid Hæder og Rang, som voxede i hvert et Led; og Skotlands Barder vied' deres Geist til Slægterne med yppig Blomsterlænke SIDE: 328 at knytte i hinanden, fra den Tid da Ossians gyldne Strenge kløvede et Sekels Mørke, til den Tid, som saae hver Sanger selv, og hvormed hver En slutted' -- som med Rubinlaas -- hine Regnbuelænker, de slyngede om hvert et Adelsbarns Vaarhimmel, at, naar dette voxed', de Barder, som sig samled' i hans Trin -- som Klang hvor Sværdet foer -- igjen fra ham nyt Led til Kjæden kunde flette. Nu -- ha nu! . . . (holder Haanden for Øinene.) Anne (reiser sig.) Stakkels Lady Sorg vist har. Robin. Dumme Pige, hvis saa var, maatte jo vor Lady græde. Da forbi var al vor Glæde, og vi kunde ikke lege, Nul og Streg paa Gulvet strege. Kom nu Anne, pas dit Spil! Sæt dit Nul hvorhelst du vil, Jeg skal flytte nemt min Streg. Anne. Nei, se Lady bli'er saa bleg. (sætter sig til Spillet). Lady Sinclar. Jeg døde -- thi et nedtrykt, uselt Liv er Tegn, at Himlen vil ei vi skal leve -- hvis ei min Ungdom, som dog Himlen har lidt Skjønhed skjænket, gjemte i sin Blomstkalk et Haab, som liden Sommerfugl, at engang -- om jeg saa var Medea, var der Hæder i Jason være -- vil en modig Beiler SIDE: 329 iblandt Ruinerne mig søge. Da -- om denne Ahnelse har faret over George Sinclars Liig (hvis Sjelen kan vidt flyve over Land og Hav) og Skjebnen min Broder tugter, for han glemte hvad Naturen burde lært ham, og som engang Magistren lærte ham i Stilebogen: den Sandhed: beneficium, qui accepisti, celerrime repende! -- Da den, som dette Legeme behersker, til Gjengjeld for det skjønne Herredom, skal herskes af mit Hjerte og den Plan, som sukker under tunge Byrde af en Dobbeltbarm. Og Sinclars Datter skal, om Sønnen visner i en fremmed Dal, ved Huusbonds Sværd din Fædreodel vinde. Om Navnet døer: dets Ære Verden finde, forladt af Manden, reddet af en Qvinde! Anne. Nu er Lady atter glad. Robin. Ak, du aldrig stille sad! lad os finde noget Andet, som meer muntrer Lady op! Anne. Husker du vor Leeg ved Vandet? Robin. Da du viltre Tøs mig jog ned af Stenen, saa jeg slog reent tilblods min Albutop. Anne. Lady sørger, som jeg troer, for sin unge, døde Bro'er. SIDE: 330 -- Ak jeg siger død! Det randt mig paa Tungen, om ei sandt; skjøndt han nok at døe fortjener, som saa vildt fra Lady foer. Robin. Hør nu Anne, hvad jeg mener! For at trøste Lady, vil vi hans Hjemkomst, i et Spil, hende vise. Du maa være Lady selv; jeg Sinclar er. Blade tager jeg til Fjere, og en Tidselpisk til Spær. Naar jeg nu da kommer ind, maa du, som det Søster sømmer, kysse smukt din Broders Kind. Jeg din Mund. . . . Anne. Din Nar! du drømmer. Gaa nu bare, skal vi see om ei Lady da vil lee. (Robin gaaer.) Lady Sinclar. Min George, paa din uheldstrøede Bane ei fleer Bebreidelser jeg sende vil, om du har glemt, af hvem du modtog først Velgjerninger -- som efter Alder have paa Gjengjeld Krav -- og da jo, først af Alle, med Mod og Blod bør løses. Anne. Gode Lady se nu hid min og Robins Kappestrid, hvem af os der først kan drage liden Blomstergnist af Fryd fra sit Hjerte -- Tys en Lyd! -- forat pynte Eders Dage. SIDE: 331 Jeg skal sige Jer, han troer, jeg vil kysse ham som Bro'er; men Pyt! den lille Rob skal græde. Giv nu Agt, det blier en Glæde! (Robin kommer ind med Blade om Hovedet og en Tidsel i Haanden, trampende i Marschtakt, vendende sig og vinkende, som om Nogen fulgte.) Robin. Saa En -- to -- tre! Saa En -- to -- tre! Ret Eder nu! og lad mig see, I langs med Væggen, for min Søster (peger paa Anne.) -- den høje Dame der -- Jer bryster som tapre, exercerte Karle, der komme fra at slagte Jarle. Thi Jarle -- Jeg maa vide det, som kommer fra Toget, der har nedtraadt Norges Sommer -- tro mig min Søster! var hver Mand, som var, før jeg did kom, i Norrigland. Ak, Søster, du er bleven smuk -- om muligt smukkere end sidst -- Fornam Du ei med Østenvinden Suk? Min Kjære, jo du gjorde vist. (Vil omfavne Anne, men hun støder ham fra sig.) Anne. Væk! væk! Du som forlod din Søsters Graad, din Faders Aske, for fremmed Konges Fjed at vaske i fredkjært, fremmed Blod! Ha se Dig om! Se dig tilbage, om du kan finde endnu Een, af dem du lokked' bort at drage, for hjem at komme uden Been. Nej alt det Følge, som du troer staaer bag dig, er i fremmed Jord. SIDE: 332 Vanvittig kommer du -- kun fulgt af Skygger, blege, sønderrevne, som midt i deres Vaar er blevne for fremmed Sværd paa fremmed Val -- tilbage i din Faders Hal. O bedre, at og du var dulgt dybt bag en nordisk Fyrregreen! Gaa, gaa, og find igjen de Been, som du fra Fædrelandet stjal, mens de i skjønnest Blomster stod, i Liljekjød og Rosenblod! Lady Sinclar. Ha tie! tie! Robin (kaster Pynten og sin hele Rolle.) Anne, jeg blier næsten ræd. Jeg vil ikke lege med. Det var ikke aftalt, at du nu skulde være vred, give mig saa slem Besked; men, at, naar jeg tog dig fat, skulde du, med venligt Hil, til et Kys din Læbe spidse. Saa i din Velkomst først blev fundet bedste Lod og højest Vundet i det hele Lykkespil. Ja det loved' du tilvisse. Lady Sinclar. Ha, hvilken skummel Aand har sat sig paa de Smaaebørns Tunge, som paa guldrød Stol den sorte Pythia? Gaaer Børn, at ikke jer ørkesløse Phantasie uskyldig skal male mig en Spaadom, hvis Betydning min sørgelige Genius udlægger for klart og altfor snart. Gaaer i Jer Seng! SIDE: 333 Har jeg -- min Gud! ved mine bitre Ord, dengang min Broder (som dog er mit Hoved, Guds Haand for dette værgeløse Hoved), blind valgte, mod mit Raad, en anden Vei, som førte fjernt fra Fædreland og Hvad, der var hans Pligt: sin Stammes Hæder i dens gamle Hjem, sin stakkels Søsters Vel, der sidder som vemodig Sortdrosl ene -- har mine -- Gud! de bitre Ord indviet mig til hans onde Engel? Har en Djævel indblæst en Gnist af Ønsket i min Sjel, at George maatte bøde? Ha saa straf! Min Gud, bliv ved at straffe, som du har begyndt med Smaaebørns Tunger mig at pidske, at pidske min Samvittighed iveiret, som sønderrivende, blodstænkt Hyæne. Men hvis du naadig er -- lad mig ei høre med Øret (død jeg tidsnok faaer det vide) de Ahnelser, som taust, med Vampyrtand og Blik, som natlig Morders Fakkelbrand, og Gjenfærds-Vingeslag, mit Hjerte bide! (Norge. Kringen, et Bjergpas ved Lougen i Gudbrandsdalen. Guldbrand Seiglestad omringet af gamle og meget unge Døler, bevæbnede dels med Geværer, dels med Ljaaer og Øxer.) Guldbrand Seiglestad. Ha, Normænd, priser Himlen! Og Eders Fædres Styrke, der i Eder er evigung, idag lovsynger! og hør et Ord, som Eders krumme Rygge og Ribbe, der ryste under hundred' Aar, til opreist Løves fulde Musklers Skjælven af overvættes Fylde og af Harm -- en Saadan, der staaer, lig Kongen paa sin Throne, i Norges Banner -- mægter gjøre! Hør -- jeg raaber høit, thi Aldren har bedækt den største Deel af Eders Øren med SIDE: 334 sin Vintermos -- et Ord, som Eders Haar, der skinner mellem disse Drenges Lokker, Vaarsimmer liig, som hvide Nordlys mellem de gyldne Stjerner, reiser til en Sølvhjelm, til alderstegne Løves sølvgraa Man, der opreist splitter Luften som en Saug! Et Ord, som fylder Eders gamle Bøsser med Himlens sikre Lyn, og fejer Rusten, blot med sin Aande, bort fra Øxens Tand, og gjør det Sværd, som sortner af indtørret Bloddug fra jer Vaar, til Solens vildtgnistrende Straaler mod Skjærsommershimlen, og blæser Eders Hjerte op til Modets utømmelige Kogger. Hører gamle Mænd som staae her, lig' jer egen Runebauta -- et Dvergemaal, der Alt hvad kjært og helligt gjentager uden Træthed! Plant det, Unge, som Axen, hvorom Eders Tanker hvirvle, udskydende, som Solens Ildhjul Straaler, vidt Haab og Daad. Som Lønnen plant det, man binder blomstfuld Humle til; thi dertil skal lænkes al jer Dyd, og langsmed det -- til sød, til liflig Skygge for jer Alder -- skal alt jert Storværk skyde op mod Himlen, og klynge sig til Evighed og Ære, som til dens Stjerner! Nu! Det Ord er Fædreland! Gudbrandsdølerne. Ha, Fædrelandet leve! Norge leve! Guldbrand Seiglestad. Ja saalænge et høirødt Banner blomstrer i det -- Rødt betyder Mandemod; Hvidt: Qvindefromhed -- Og denne Blomst skal Landet bære, hvis ei Himlen selv Sanct Olafs Skjold vil engang Lidt af sin egen Farve laane. Leve skal Norge, skjøndt det lever nu et Liv, SIDE: 335 som Hellig Olaf leved' det i Kisten, hvor Kinden rødmed', Skjægget voxed', men ei Hjertet slog, imod den Tid da Norge -- som Olafs Ungdom -- viftede sit Rygte vidt over Øst- og Vest-Hav, slog det ind i Sydens Ørken, som en Storm, der fejer den røde Baunes vredefyldte Aande, som vort Liiglagen, langsmed lave Aase og over Dalen. Leve skal det, Mænd, saalænge i hver Stue staaer et Sværd, saavist som Ahnebrev i Adelsslot, og jevntmed Sliul'n hænger Dødspropheten for Bjørn og Fiender, nedarvet Rifle, saalænge Hvermand mægter føre sin Stridsøxe let, som Gjenten fører Vævskee! (Bifaldstummel.) Ja er ei Landet skjønt? og lærer i sin Høihed Barnet Mod? og ikke skabt til Niddings Amme? Ja med saadant Præg, som om det var den store Guddoms Ansigt, som om Gud Fader, da han skabte det, sin Almagt vilde prøve? Vel -- vort Land er skjønt og sundt og frugtbart under flittig Arm, med smukke Folk, som Thors og Frejas Børn: Det kan end høj're blæse Ynglings Flamme. Men, var det end foruden disse Dale, der parre sig til gylden Frugtbarhed i sød Omfavnelse med Elv og Søe og Bjerg: saa vilde for os Mænd -- ei sandt? -- den Frihed, vor rige Oldtid gav hver Mand til Arv, og hvoraf vi end eje Kjernen, gjøre det til en Seng, hvor Tapperhed og Dyd og Stordaad avles. Ha du norske Mand, som sidder, liig en Konge, paa den Ager, din Ætfa'er -- maaskee i hans Blod fløi Gudefunker? -- fravandt Dvergene: Du, som paa vidtstrakt, skovkrandst, elvomgjordet og bjergbefæstet Odel sidder (ei SIDE: 336 som i de andre Lande, hvor, liig Trælle, der sove dyngede op paa hverandre i Solevæggen, Bøndergaarde ligge paa Møddingstrimler, og hvor Bondens Sved af Herremandens Pidsk aftørres) -- Du vær Norsk! Thi viid i dette Ord er al den Dyd, som Himlen fordrer for den gav dig Livet her! En ung Døl. Her drak mit Hjerte -- o Sigrids Rosenknop -- sit Blod og Farve i Fred og Fryd. O tøm, strøm, øs ud din Skat! En ældre Døl. Hør Hjerter dryppe ham fra Munden! Ret min Værsøn! Brav! Og Sværd fra Næven dryppe. Før os til Fienden, Guldbrand Kongesøn! Flere Stemmer. I Kamp for Norge Guldbrand Kongesøn! Guldbrand Seiglestad. Sligt Raab, slig Hjertestorm er Bann'ret, rakt med Ørkenvindens røde Hviin mod Skyen, før Spydet svinges opad. Ha, Raab et Chor af Seirspropheter! Den unge Døl. Hør Værfa'er, et Omkvæd paa -- I kjender den? -- paa en af vene Sigrids Viser, klinger -- hør: "saa tømte de Hjertet for Norge en Skaal! og stege med Latter i Sværdebaal!" Guldbrand Seiglestad. Seirsæle Hjem! SIDE: 337 Dølerne. Vee Norges Fiender! (Vaabengny.) Den unge Døl. Forbandet være det Nidingsdrog, som nu sit Blod vilde spare! Hør Værfa'er, Gunder, Maag-min, jeg vil flette -- hør, mind mig paa det! -- hvis jeg kommer hjem, ind disse Ord: Forbandet være det Nidingsdrog, som nu sit Blod vilde spare! ind i en Vise, ny og vakker nok til Sigrids Langeleeg, om Skottekrigen. Skjøn-Sigrid ofrer. Her er Veed. (slaaer paa sit Bryst.) Og her er Faklen. (svinger sit Sværd.) Og Sigrids Uskyldsdrøm er Lammet. Guldbrand Seiglestad (peger paa Jorden.) Og her er Altret. Herren tænder Faklen. (Afsides.) Ak, ak Ragnhild døe! Ha seirer her Sværdet, hist hos Ragnhild Skjebnen, da du vaabenløs -- ? o Uskyld kan afvæbne, en Bøn fra rene Læber standse Tordnen, og Uskyldssmiil indhylle Lynet. (Ragnhild kommer med Luren.) Min Dotter, o, saa er du dog i Live? Velkommen Vesle! Alt jeg vilde sagt de gode Grander, Ingen maatte ligne Anføreren i Blodtørst; thi han havde sin Eneste, da dine Brødre gaae en slibrig Stie i Kongens Spor, at hevne. Thi Morderskaren drog iaftes alt forbi din Sæter, som han aaben fandt SIDE: 338 -- det være undet! -- til et Gjæstebud, hvor dog den bedste Ret var borte. Ha, den vilde kommet før, hvis Helvedaanden Forræderie den Røverhøvding Sinclar tilhvidsket havde, at han kunde rive sin første Fiendes halve Hjerte ud. Eja, var dette skeet, Resten var dog stor nok til at drukne Tabet deri, saalænge Fædrelandet slumrer bag den, som bag den aabne Fiendens Grav, og stor nok til at suge alt hans Blod, om han som Iglen æser, mættet af ti fede Qvinders Blod. Forstod du, Gjente, da ikke Baunens Luetungetale? O daarlig Tid i Landet, naar man glemmer at lære Børnene Forskjellen mellem fredsomme Braater, Krigsherolden Baunen, som øverst staaer paa Fjeldet, hvor en Storm dens krumme, røde, hvinende Skalmeje udstrækker over Dalen, snart fra en, snart fra en anden Kollens Side ud mod Bygden, ludende og raabende, saa Gnister hvirvle ud af Ildtrompeten, Hvermands Aarvaagenhed og Mod iveiret: snart, som det røde Norges Banner, strakt igjennem Nattens sidste, høj'ste Mulm, igjennem Stjernehæren -- liig en Bonde, der søger djærvt til Kongen med sin Klage og splitter i sin Iver Hoffolkstimlen -- den hviner Suk paa Suk om Ret rundt Gud. Ragnhild. Forlad, at jeg har ængstet Eder, Faer. Jeg burde vel betænkt, at ingen rydder paa øde, træbar, jordløs, iiskold Koll, hvor Nordenvinden ikkun stundom hviler. Man Alt var rigt for mig, og Intet øde. SIDE: 339 Guldbrand Seiglestad. Da du er frelst, min halve Sejr er vunden; jeg gaaer nu heel i Kampen; lystig, da den anden Seirens Halvdeel, veed jeg, Himlen den Munterhed, dit Syn uddeler, lover. (En langskjægget Dølekall, med en Rifle, trænger sig frem, ledsaget af en Gut.) Kallen. Jeg kommer vel for seent, er tung tilbeens. Guldbrand Seiglestad. Ei, gamle Graaskjæg, vil du være med, og liste dig ved Staven ud i Slaget? Dølegutten. Fa'er maa skrige for Bedstefa'er er tunghørt. Guldbrand Seiglestad (raaber den Gamle i Øret.) Bliv hjemme, Kall! Saa Hvide, som I er, mit sorte Hærbud ei æsked'. Tirr ei Døden med jer Krykke! I skal for bedre Arm end Sinclars falde! Kallen (nikkende.) Ja, ja, Sinclar falder. Gutten (skriger sin Bedstefa'er i Øret.) Nei Bedstefa'er, han sagde: Gaae I hjem! I er for gammel. Guldbrand Seiglestad. Hvem har narret dette mosgroede Minde over Børnebørn ud for at tirre Døden? SIDE: 340 Kallen (til Gutten.) Ja saa? Hehe? (til Guldbrand.) Aa lad mig faae bli'e med! Jeg havde ingen Bedre hjemme, da han Olaf er hos Kongen. Hør, du Guldbrand, lad mig faae skyde En af Norges Fiender end før jeg døer! Guldbrand Seiglestad. Ha Normænd seer, Taknemligheden imod Fødelandet er skjønnest og en evig Skat, som selv med Gravens kolde Pust i Ansigtet med Fryd af fulde Hjerter udbetales. Og slig en Skat, som med Rubiner ei opvejes kan: den sidste Draabe Blod i hundredaarigt Hjerte, agtes ei saa dyr. (til den Gamle.) Ja staae du gamle Stubbe! Tør hændes, at i dig en Skotte snubler. Den gamle Døl. Tro Guldbrand Kongesøn, at Thorstein falder ei før hiin Fiende. (til Døledrengen.) Hør du vesle Thorstein, tag dette Krudhorn om din Hals, og lad saa fort jeg rækker Riflen bag mig. (Sætter sig med Drengen under et Grantræ.) Guldbrand Seiglestad. Saa, Normænd, lad os alle krandse Fjeldet som med en Tordensky! Nu Granetræet og Ravnens Røverborg, den sorte Furu, som elsker Nor omkaps med os, og laaner velsignet Moder Mønstret for den Søn, SIDE: 341 som suger hendes friske Hjerte, hæle med deres Herrer, laanende vor Vrede et Skjul, til ned paa blottet Fiendeisse paa Sværdeving' den styrter, som Dødsenglen, naar han til Jord sig slynger paa et Lyn! Farvel, min Ragnhild! hold dig til din Moder, imens din Fa'er et Øjeblik Jer glemmer og mindes Gud og Nor alene! Gaa her bag os hjem; thi fremmenfore, mellem de trange Fjelde, kommer Offret snart, som vandrende igjennem Tempelporten op mod Høialteret. Ragnhild (afsides.) Hvor Kniven blinker . . . O Gud see ned! Guldbrand Seiglestad. Ha, ja! de snevre Norges Dale -- mørke saa at Sinclar bruger Fakler -- ere Templer for Fædrelandskjærlighed. Nu, vi skal ofre nigange Ni, som før til Hertha-Frigga, at dette Fjeld ved Kringen evig nævnes Høialteret for denne Dyd! Ragnhild (afsides.) O tør jeg? Hvad vil han tænke? Guldbrand Seiglestad. Ei min Vesle! -- ah, ja det er nu saa mit Mundheld, siden jeg pleied' slæbe dig, i Eng og Stue, paa Armen som et Armklenodie, at kalde dig "min Vesle" -- Ei min Gjente, du er saa bleg og taus? Seer Frygt saa ud -- da er den just udvortes ikke styg -- som naar en Frostnat, Vintrens Efternøler, slaaer Riim i hede Rose? SIDE: 342 Ragnhild (afsides.) Og dog maa han, om han vil seire. Guldbrand Seiglestad. Vær ei bange, men begynd nu, Ragnhild-min, din Sejersglæde; thi Norge strider for sig selv -- hvem kan slig Borg bestige? -- og sin lille Flok af Kjæmper (Norges Tusindegg'de Sværd) det hjælper, laanende sig Selv til Skjold. Og saa er Gudekjæmpen færdig. Ragnhild. O, om forud end jeg saae, at I blev baaren, som Liig, bag Eders Seiersrygte, som sort Segl paa guldbeskrevet Adelsbrev, ei bad jeg Eder Freden vælge, for at overleve Eders Pligt og Ære. Guldbrand Seiglestad. Ha sandt! Nu vel, saa kys din Faer, og far saa vel! Var blot de Unge her, som blusse nu om Norges fjerne Drot, og du stod her, da tog vi gamle Mænd ei Fjeldet med som trofast Bundsforvandt; men hjemme Disse da sad og deelte Hæderen, som Sønnen, liig Glorie om sine Saar, hjembar. Men -- jeg i Spidsen af den raske Flok, der, lig' Sølvsceptre, hæver deres Arme fra deres Throne, Norges Fjelde, stolt af den Frihed, som er Folkets Diadem -- vi stormed frem, som Lougen dem imøde, med Sang og Skrig, og slukte Mordrens Fakkel. Og naar du saae derpaa, hvor kjæmped' de! SIDE: 343 Se de fremtumle, stolende formeget paa deres Kraft, som dem i Kampens Ild til Guder svulmer op, for Ragnhilds Blik. Den troer sig nær det Hjerte, hvorfra Drotblod som ædle Perler ruller rundt i Aaren', som længst sig skyder frem, liig Hvalen, imellem Fiendends Bølger. Ja, min Ragnhild, du Guldbrands Datter! var din Beilerflok her rundt din Fa'er, for disse Mosbegroede, jeg bad dig bie, for at see og vælge. Du skulde see dem, liig den smukke Maane, naar den den vilde Nordlyskappen seer, idet de kjæmpe for at skyde nærmest dens hvide Barm de gyldne Landser, der med Rødt er' pynted', som om det var Thors nys dragne af et Jettebryst mod Himlen. Nu er min Hær kun gamle Mænd, hvis Hjerte er koldt mod anden Kjærlighed end Norges. Ragnhild (afsides). Nu er han mild. Han nægter ikke. Guldbrand Seiglestad. Derfor, min Ragnhild, kys din Fader, og Farvel saalænge. Ragnhild. Min Faer, hvem dobbelt jeg maa elske i denne Stund, der viser mig hvorfor, og med hvad Ret I har min Agtelse, fra tidligst Alder taget op som Skat, vil I -- min Tvivl har gjort min Glæde bleg -- en Bøn mig skjænke, naar jeg skjænker Eder tidobbelt Kjærlighed, hvis den kan øges? Guldbrand Seiglestad. Du har mit Løfte. Jeg vil ikke nægte, selv om det ikke var saa uvist, at jeg kan det løse her. SIDE: 344 Ragnhild (med brudt Stemme.) Saa spar da Sinclar! (Almindelig Forundring og Yttring af Mishag.) Guldbrand Seiglestad. Hvad? lade Dragens Hoved leve, men afhugge Kroppen, som har mere Skjønhed, men mindre Gift! Ragnhild. Spørg ikke, men blot spar ham! Jeg siger, han er Eder kostbar. Spar ham! Til skjønnest Sejersmærke spar ham! Guldbrand Seiglestad. Han er ei min. Ha Ragnhild! En Døl. Ja, ei din, men Fædrelandets. Dølerne. Norges er hans Liig. Gud frelse Sjelen. Den unge Døl. Ha vort Sejersskrig vil søndersplintre Skyggen, naar imorgen den blege Skodde løfter den iveiret. Med denne Øx -- Ak vene Ragnhild, Sigrid tør smile i hans aabne Hjerte. Dølerne. Sinclar -- Han falder først. Den unge Døl. Og Hæren ovenpaa som Klumper Jord paa Kisten. Dump! Dump! SIDE: 345 I Visen (Sigrids Morgenlæbes Klang) skal staae: En Øx hans Klokke, og Kringen hans Grav, og Norge en Fyr til hans Bauta gav. Ragnhild. Ak tal Fa'r, Fa'r! Guldbrand Seiglestad. Du hørte Norge. Medlidenhed -- Du ynkes: han er ung? Medlidenhed er blind -- en blind Polype i Qvindebarm, med lange Følehorn, corallemalt; men Retfærd seer, som Perlen, der Solen seer fra dybest Dyb og ammes til melkhvid Skjønhed op af fjernest Stjerne. Ragnhild. Ja han er ung. Guldbrand Seiglestad. Hans Hoved ungt, men see tolvhundred Arme svæve rundt, som Skyer i mørkerøde, rullende Rader rundt en Høstqvels Stjerne. Gaa, Farvel! Hils hjemme, Ragnhild-min! Ragnhild. Ak, I er Høvding; og Fiendens Høvding er jert Høvdingbytte. Gjem ham til Skam og Eders Ære, til en Triumph for Norges Qvinder og til Leeg for Norges Børn. Er det ei nok for korte Vellyst i at dræbe ham, som zittrer kun saalænge Blodet puttrer i Striden for at binde Sjelen, som jert Hug gav Smag paa Frihed og som flygter for fra en sikker Høide lee, imedens SIDE: 346 end Hevnen paa dens efterlagte Pjalt -- som Ornen med sin Huggetand i Støv, i latterligt, afmægtigt Raserie -- sig mætter. Ja, er hiint ei nok, saa tag før Spillet højest Vinding af min Haand! Jeg sælger Norge Seiren for den Priis. (afsides.) Tak Gud, som skjærpede min Elskovs Syn! (til Guldbrand.) O see I ikke -- ? Har, hos saa gamle Folk, paa deres Eftertanke Kamplyst hugget hvert Øje ud, endskjøndt for hver Dag eet udvoxe burde paa den? -- see I ikke, (saa se jer om, og se, at dette nøgne, med tynde, tørre Graner voxne Fjeld, som vel for Flugten -- aldrig tænkt paa -- kan være Dør-ilaas nok, vil forraade (før Eders Plan som Skybrud brister) for det første Fiendeøje -- og hvor let kan Sligt ei hænde -- som af kjedsom Vane mod Skyen stirrer, maaler Fjeldets Høide . . at dette nøgne Fjeld, som Sandhed nøgent, vil fluxen aabenbare og forraade hver Tømmervælte, hvert et Stenebolværk -- af hvilket hver en Steen først knække skal en Fiendeskolt, saa blive dennes Gravsteen -- som I har væltet op til første Angreb, de Fjeldets ranke Drenge, I har plantet istedenfor de Ynglinge, I mangle. Guldbrand Seiglestad. Ved Gud! Ha sandt! (til sine Folk.) Hør! Meld Lars Gram. . . . Den unge Døl. Ei sandt. SIDE: 347 Den ældre Døl. Ei Olaf tyst nu! Flere Døler. Ragnhild taler sandt. Ragnhild. Nei, Tys! den Fare er ei stor, Dog større end at I med Eders Mænd den vælter bort; men jeg den bort skal blæse -- ifald I vil bevare Sinclar -- med denne Luur, og alle Fiendens unge og sunde Liv, som Haar, for flux at kløvne, hen paa de Segle, hine Mænd -- o alt jo deres egen Gravs Bevogtere -- i runkne Hænder holde. Rygtet jo jer Datter nævner som i Norge bedste Luurblæserske. Nu vil jeg Prisen tage, om ei jeg tog den før; og blive, om ei Bedste i, saa Bedste dog for Norge. Guldbrand Seiglestad. Tal ud. Ja Sinclar lever. Dølerne. Sinclar lever! Ragnhild (peger paa en Klippe modsat Kringen.) Jeg kjæmper for min Kunst fra denne Pynt, som, liig en stympret Arm, sig hæver mod det høje Skulderfjeld, som bærer Eder, I iisgraae Falke! Og, naar Fienden kommer, mens sagte ud I drage Eders Glavind, en lang vemodig Tone, som om jeg en ensom Elskov pleied', sender jeg, som Dødens Engels Vingeslag, og til et Tegn for Eder. Og i dette Suk for Norge vil jeg lægge al min Kunst, saa, om end Luur de hørte før, dog hvert SIDE: 348 et Fiendeøre Øjnene skal drage, og saa med Blikket al Opmærksomhed mod denne fareløse Steen alene fra Fjeldet, hvorpaa Døden ruger. Guldbrand Seiglestad. Ha saa er Tid! Ved Gud, du taler sandt! En Døl. Hver Arm hans Skjold. Dølerne. Saa skal det være. Guldbrand Seiglestad. Ragnhild ham ei ynker. Men hun vil spinde Net til Sinclar. Ragnhild (afsides.) Ja et Net af slanke Glemmigejer. Dølerne. Sinclar ei døe, ei døe! Den unge Døl. Ha Livet var ham nok i Olafs Viser og i Sigrids Mund. De Bagerste. Et Budskab fra Lars Gram, vor gjæve Fogd. (Budet kommer frem.) Budet. Lars Gram, med Hær saa gram som Fogdens Sværd, staaer alt paa Pladsen. Har I Budskab? Guldbrand Seiglestad. Siig Fogden, Ragnhilds Luur skal give Tegnet, naar vi har Skotten fat. Ved tredie Klang SIDE: 349 -- o saae vi Stjerner høilys Dag, vi saae da, at de rysted' -- ja ved tredie Klang, han vælte Styrken frem. Ha da er Tid! da svulmer Hjertet os i Haanden. Eja! (Budet gaaer. Til Ragnhild.) Gaae Tøs, udstød dit Suk for Fædrelandet, saa Dvergene i alle Kløfter juble! -- Ja Sinclar lever: Du har godt betalt. Han lever: denne Arm er nu hans Skjold. Din Luur bli'r Norge kjær. Ha Guldbrands Datter! en Helt af dine Kongefædre malte den Tanke i din Sjel. (til sine Folk.) Skjænk Lougen Mjød af Fiendehjerter -- o saa stærk og sød! Hver Skottepande blive Muslingskal, hver Tand en Perle udi Nøkkens Hal! Men Sinclars Hoved paa sin Skulder staae som Sejersminde, rødt af Landsmænds Blod, og Skammen vride skal hans Hjerterod og rive Panden op med Negle blaae! Idag I Gutter bli'e medengang Mænd, I Kaller vevre Ynglinge igjen! Nu lystig' I med snedækt Bryst, som gaae til Domning i en moden Høst! De gyldne Ax, vi skjære med vor Ljaa skal Mindet hænge op som Stjernekrands, som rigest Neeg høit paa sin Himmel blaa! Der evigt skal det kappes udi Glands med Funkerne, Carls-Vognens Eger slaae! (Guldbrand og Gudbrandsdølerne gaae. Den gamle Døl sidder igjen hvor han har sat sig.) Ragnhild. O vel hin døve Olding hørte, at han raabte: Sinclar leve skal? Hvor er han? Vist er han gaaen bort? Javist han hørte, om han da var tilstede. Vist han hørte, da høit min Faders Sejersglæde talte. SIDE: 350 Desuden, er han med, saa følger han i Barndomstanker med for Moro blot. -- Dog er jeg angst. O gid han var her! O dumme Frygt, som kommer af, jeg stundom blander ham med Balder, som for blinde Hødurs Mistiltein brat daled' fra Himlen ned i Helved. Ha, denne Arm, som hænger liig et visnet, skrumpet Siv, til Leeg for Vinden, ved hans krumme Side, jeg kunde bryde, før end Krebskloe, af med tvende Fingre. Gud! hvælv denne Dag -- o heller Nat med tusind røde Stjerner -- hurtig rundt! Men gjem paa Morgendagen, da med Undren, naar Sinclar vaagner efter Slaget, som bag skrækmalt Drøm, han finder Haanden fri fra Byrden: Skjebnen, som nedtynged' den med Ravnevinger, strækkende sex hundred' Staalnegle ud. O den er fløjen bort, bortblæst af Ragnhilds Luur! Nu sidder der en rosenfingret, elskovskjelen Due. Og da, istedetfor den fæle Hær, som fulgte ham igaar, saa følger ham paa skjultest Stie, meer tro end hele Hæren, hans -- saa han kalder mig alene -- hans Ragnhild. O mit dyre Bytte! For Sværdet, som vil visne i din Haand, du finder da en knoprig Rosenstengel. Saa lægges Støv og Lidenskab og Last bag Glemsels Mos, bag Gravens Stene fast; men ovenpaa der staaer en nysfødt Engel! (Vil gaae. Sinclars Piber og Trommer høres langt bort. Hun standser.) Tys -- ha mit Hjerte! O jeg troer, jeg standser ham midt i hans Følge. (Seer sig om.) O Fjeld! der er min Fader. Kom mit Bytte! (Gaaer bort og sees derefter paa Pynten.) SIDE: 351 (Skotterne komme under Pibe- og Trommemusik med Sinclar i Spidsen. Ragnhild blæser en lang Tone igjennem Luren.) Sinclar (standser med alle Skotterne. Alle see mod Ragnhild.) Ha holdt! (Musiken standser. Ragnhild blæser paany.) Ranald. Godt blæst. Sinclar. Min Himmel aabnes. Stille! Det klang i Porten. Stille! Ranald (afsides.) Ja ved min Faders Been! Ha skal vi staae i denne Grav? (Lægger bag Sinclar an paa Ragnhild.) Sinclar. O end -- ak kan du høre? For sidste Gang raab et Farvel! Min Ragnhild raab et Farvel! Ragnhild (blæser gjennem Luren.) Farvel! (Ranald skyder. Ragnhild falder.) Sinclar. Hvem? Vee? (Styrter med Haanden for Øinene bedøvet hen mellem sin Trop, famlende efter Gjerningsmanden. Dølekallen rækker sig paa samme Tid frem fra sit Skjulested og lægger an paa Sinclar.) Kallen. For Norge! (skyder. Sinclar falder.) (Guldbrand Seiglestad, i Spidsen af Gudbrandsdølerne, styrter over Skotterne med det Raab: For Norge! Vaabenbrag. Teppet falder.) SIDE: 352 EFTERSPIL (Skotland. Sinclars Hal. Lady Sinclar i en tungsindig Stilling ved Harpen. Anne og Robin ved hendes Fødder. Lady Sinclar. Syng ikke meer, I Dagens muntre Kilder, Livskilder fulde af det friske Blod, nu Nattens stivnede Blodsdraabe, Hanen, af Midnatsmaanen smeltes hen i et (galende) Oveeovee! Oveeovee! Robin. Hør, hvor Lady galer godt! Anne. Ja vi gaae, men lad os blot sidste Vers af Visen nynne. Vi paa Flere ei begynde. Anne og Robin. (synge, mens Lady Sinclar griber af og til i Harpen.) Saa bragte de Jacob, den gamle Graaskjæg, hans Kjole, den brogede Kjortel og fryndsede Hat. Men Blomsten var borte, der Blodflekker sad paa Kjortel og Hat, i Kryds og i Rad, saa tæt og saa tykt og saa røde som Sole i Midienat. Med Argelist sukked' de Skalke: o Vee vor Broder! den Kjortel vi fandt i den vildeste Skov. Siig, kjender du denne, og lugter du Blod? O sikkert et Rov vor Broder, saa god, saa lystig og favr, er bleven for . . . SIDE: 353 Lady Sinclar. Meer ei! Godnat, Godnat! Robin. Godnat da! vi skal tænke idrømme paa en Sang, som Morgenrøden lystig, som Sommeraften lang. Anne. Ja den om Nains Enke, som bøjet og mistrøstig ved Sønnens Baare stod. Den er vel ikke lystig, men Enden blier dog god. (De kysse Ladyen paa Haanden og gaae.) Lady Sinclar. Kom, viis dig, skumle Aand, som deler min Faders Borg med mig! Nu er det Tiden, da I tør see tilbage i det Liv, som I med Eders Uskylds Blod har plettet. -- En Udsigt, som jeg engang vil faae see: en Udsigt som paa Kirkegaarden, da en mosgrøn Bauta -- som om den var evig -- er sat for hver en fuldudført Misgjerning, sort Kors for hver en Udaadstanke, og en sjunken Grav for hver en bortlagt Dyd. Og under hvert af disse Minder ligger saa sammenknuget, at det ei kan skrige, et Hjerte, Hjertet. Jeg mig selv fordømmer. Thi er det ikke sandt og rimeligt -- om strenge Puritaner raaber: Løgn! -- at da Forbrydelsen ei evig var (hvor kort at tænke: Mord? hvor snart at nævne det Ord: Mord, imens man laver Bægret? -- sligt Et, som Broad-Albaine drak, jeg mener -- Hvor snart, thi Hjertet sidder knapt en Tomme SIDE: 354 fra Huden, see den Tanke fix og færdig?) Nu, hvad jeg vilde sagt er det ei sandt? at da Forbrydelsen ei evig var, er Straffen ikke heller. Helved slukkes i Albarmhjertighedens milde Blik! Og har en Synder, i hvis Fodspor strømmed' Uskylds og skyldigt Blod -- o ligemeget; thi Gud bør slaae, ei Mennesket -- naar Døden, forstenede Obaddon, bær hans Aand, en Bloddamp liig, fra Jorden op, slig Udsigt tilbage til sit Liv som Kirkegaardens: da vil, naar han saalænge stirrer paa den til Anger snoer sig frem udaf hans Sjel, og klemmer af den rædselsfulde Suk, omsider Stenene ham Træer synes, de sorte Kors ham eviggrønne Buske, de sjunkne Grave synes Blomsterbed. (synker hen i Tanker.) Ha, mig for milde Tanker! Kunde jeg tænke saa, jeg smilte. Nu er Tiden, du Helvedaand, som lærer disse Børn Forbandelse i deres Uskyldsord! O Vee -- det var en Midnatstanke -- Vee, hør, hvis du er udenfor mig Selv, og ei kan læse Tanker, hvad jeg tænker. Om ikke du vil vise Dig, saa hør, men ei i Vanvids Ord, endskjøndt du ønsker, og stræber det at kogle frem ifra dets Vraa; thi selv hos Visest sidder det, som rastløs Edderkop, og spinder frem i Dagens Lys Bizarrerier, som Folk med Skuldertræk og Smilen seer. Er Aanden, som jeg troer forbander mig, fordi jeg ønskede min Broder Ondt, da han i Faren steg, fordi jeg hævned' paa Qvinde- eller Tigerviis, foruden at vinde Andet end den blotte Hevn: er Den -- o hvis det var saa -- ikkun Pust SIDE: 355 af min Samvittighed, der stønner, og en kulsort Tungsindsdamp opsender, liig vinget Aand, i min Indbildnings Himmel? -- Ei Himmel! Eja, Nattehimmel, derfor jeg skuer ikke klart meer i mig Selv. O hvem vil svare? Aand kan ikke tale. Og, er den udenfor, saa er den tvær som ondskabsfuld; vil ikke vise sig, endskjøndt jeg maner. O du skulde være kjært Selskab mig, meer elsket end mit eget. Men er den indenfor, saa hvine der -- foruden at der meer end tusmørkt er -- titusind Raab ikryds og qvær, saa jeg kan klart ei nogen Stemme høre. Dog fra Dybet brøler der en Stemme: George! Og Alt derinde er som svimlende af Giftdamp. Ha, hvad enten du -- jeg veed, jeg drives af en Aand, som Pythia, og derfor skreg jeg: Hevn! men hevned' stille; og derfor viselig jeg raaded' fra det Liigtog ud af Landet: derfor lagde jeg, da det drog (o kun med halve Villie, hvis Gud er mild) Forbandelser paa Bann'ret -- Ja skumle, skumle Aand, hvad enten du herinden eller udenfra nedryster, ifra din Aftenbakkeflugt omkring mig -- hvis Hviin er Ahnelser -- som blodbestænkte Skindvinger, fæle Drømme, o saa er du for tung for mig! (synker hen i Tungsind. Farer op.) End engang jeg besværger, er du udenfor, saa viis dig! viis dig! -- Jeg er ikke bange -- saa dette Vanvid, som du klækker frem, medeengang springer ud som aaben Valmu -- o stor nok i sin Kalk til Grav at være for tyve Somres Kummer, og med Duft stærk nok og tyk for klarest Minde hylle! Ikke Valmu! ikke Glemsel! Klæk det ud! den Plan du har mig svoret, klæk den ud! SIDE: 356 Klæk Vanvid ud -- o min Forstand er stærk -- Men slip ei Ungen før den er fuldvoxen, thi ellers flyver den, som Myg til Lyset, strax over Helvedilden, svier Vingen og falder ned . . . (Det banker.) Velkommen! Aabn Døren selv, hvis ei et Nøglehul er Port nok. (Ranald kommer i en pjaltet Gudbrandsdøledragt med dertil hørende rød Hue.) Kul paa Hovedet! Du er fordømt! En Djævel! Ranald (tager Huen af.) Er jeg en Djævel, saa er jeg en meget fattig Djævel. Lady Sinclar. Ha -- Ranald! Ranald. Ja det er ganske rigtigt mig, Eders Naade. Da jeg saae Lys her, gik jeg op for at hilse paa Mylady, nu mit Blods Herre -- ved hvilken Leilighed jeg saae, at gamle Willie havde sat Porten aaben, saa han nok ikke duer til Portner mere. Hvis I har lidt Mad, vil jeg endnu mere blive mig Selv liig, for nu er jeg (tager sig om Kinden) -- sandt at sige -- kun mit eget Blyantsportræt. Lady Sinclar. Og I? Ranald. Jeg? Ja mine Been ere nok de samme lange skotske, jeg bar med mig ud af Landet, men mit Kjød har jeg norsk Naadsens- grød at takke for; thi jeg har tærsket for Maden hele Vinteren over hos ædelbyrdige Herr Guldbrand Seiglestad i Gudbrands- dalen; og, da Tartanen -- Plaiden mistede jeg ved en vis Leilig- hed -- Eders Naade gav mig i Fjor af Eders Forraad, var ud- slidt og gjorde Partie (som jeg Selv med Landets Fedme) med Landets Magerhed, Slud og Kulde, omtrent ved Juletid, gav min Huusbond mig af særdeles Naade denne Dragt, som jeg dog, paa Ære, vil svie op i Morgen, og trække mine gamle Hjemmeklæder SIDE: 357 paa, hvis min Moder ikke har lappet dem op til lille Anne, eller -- endnu bedre, og saa maa det være, -- Eders Naade behager at udnævne mig til Eders Castellan, og give mig den salig Clans Farve. Lady Sinclar. Hvad Clan? salig Clan? Hvorledes? Ranald. Hvorledes? Ja det "Saaledes" er isandhed et Mirakel. Og da det glæder mig, at Eders Naade bekymrer sig om mig (hvilket giver mig Haab om hvad jeg sagde) saa stiller jeg Eders For- undring -- det er i Sandhed værd Eders Naades Forundring -- saaledes: Jeg staaer saaledes som jeg staaer, fordi jeg ved en vis Leilighed ikke stod, hvor Alle de Andre vilde staae; men, da deres Been bleve for korte; og, da jeg saae alt Kammerat- skab ophævet -- saasom der ingen Kammerater var mere -- gjorde jeg mine Been saalange som muligt. Hiin ædelbyrdige norske Mand greb mig i dette Tidsfordriv -- dog forekom det mig, at jeg løb hurtigere end Tiden -- for med eet at fordrive mig fra al Tid; men Himlen hjalp mig, i det den tvang min Angst til at raabe: Sinclar! Sinclar! Og, ved Himlen, som lærte mig dette, det var intet Tyverie! Eders Naade vil selv see, at det var Himlen, Himlen fuld af stærke Engle, som hjalp mig, naar jeg siger, at den blodgjerrige Djævel strax blev til den bedste Skyts- engel, nogen Papist kan ønske sig eller har havt; ja bedre end St. Andreas og St. Georg og St. Patrick tilsammen. Thi ikke alene sagde han: "er du Sinclar, saa tak Gud og lev!" men da en ny Blodhund støvede mig op paa Vejen og fordrede mig ud- leveret, for igjen at udlevere mig til mine Kammerater, og vi ikke kunde blive ham qvit, og han i sin Hidsighed syndede imod Subordinationen, saa hug min gode Kammerat -- thi vi sad nu paa een Hest sammen -- ham ned paa Stand [fotnotemerke] . Da vi kom hjem, saasom Himlen ikke vilde laane mig Navnet længer, da Ringen, hvori det havde siddet, blev funden i Sandet, hvor Gjæstebudet var holdt Dagen iforvejen, sagde jeg min stormodige Vært, at jeg vel ikke var Sinclar selv, men dog bedre end han nu, og at jeg Fotnote: Dette Træk lever i et Sagn. SIDE: 358 var Ranald Tobias Mac-Dunkeld Mac-Sinclar. Denne Forvand- ling havde nær forvandlet min Herre til en ligedan En som den, der kom til os paa Vejen med Aanden i Halsen; men hans Dat- ters Begravelse -- hende havde jeg sørget for, Eders Naade, men jeg taug med Sligt der, -- gav ham Andet at tænke paa. Og da Vinteren kom, gav han mig Erter at tærske og Erter at spise til nu Kyndelsmisse da han lod mig løbe. Og nu er jeg her for at være Eders Kastellan -- dersom I vil boe paa Borgen -- og Portner (dersom I vil bekoste den hængslet) og Gartner (hvis I vil have Neldehobene bort og Rosenhække istedet) og Fændrik (der- som I vil baldyre et nyt Banner) og hele Clanen under eet, der- som ikke Rob og Dick og Clas og Jamie Blackdittlie have gjort ligedanne Mirakler i Tilvæxt som deres ældre Brødre i Afvæxt. Lady Sinclar. Mirakler? Mirakler? -- Du Ranald? Ranald. Ja, som man siger, Een og alle de Andre. Dog troer jeg vist, de ere i Hælene paa mig de Andre, dersom I har et godt Syn. See Jer om! Ere de her, saa ere de her Alle, og faae godt Rum i det ene Hjørne, skjøndt sexhundred' Mand. Sirrissen faaer fore- stille den lystige Tom Sækkepibe og Tømmermandstordyvelen Willie med Trommen. Thi de ere nu stilfærdigere end da de raabte: Hurra Sinclar! paa Stranden, og løbe hverandre overende for at komme ombord. Hører I Noget, eller seer I Noget, da er det tydeligt Budskab nok. Lady Sinclar. Hvor? Hvor? Hvor Sinclar? George? Ranald (river et Haar af sig, og svider det op i Lyset for ethvert af Navnene.) Ja hvor er Fergus? -- Støv! Hvor er Jonathan? -- Stank! Hvor er Jess, mit Sødskendebarn? -- Aske! Hvor er Ralph, mit Sødskendebarn, og William? -- Røg! Hvor er David Benjie og Steffen og Lieutenanten Herr Duncan Mac-Donalbain, som var SIDE: 359 stærk nok -- Ruiner af tre Haar! Det Hele fik en Ende og det en saadan Ende, som naar Stormen slaaer ind af Vinduet og blæser et Lys ud saagodt, at ikke den fineste Næse kan kjende Lignelse til Oos. Lady Sinclar. Og Sinclar? Ak døde George! -- Puds Lyset du Djævel! her er saa skummelt. Døde George! Ha Ranald! jeg ei kan see, om Løgn . . . Ranald (pudser Lyset). See saa! Nu seer I den magre Sandhed; thi virkelig, jeg er mager, skjøndt min Tunge er feed paa meget Ondt. Troer Eders Naade ikke dette, saa skal min Hunger (hvis Eders Naade vil erindre hvad jeg bad om) bevidne, at jeg for min Part har lidt Ondt nok for at komme derfra med Livet. Ja neppe var jeg det, hvis ikke en Hædersmand af en Landsmand -- berømmeligt Minde og berømmeligt Navn -- Wallace, som nu, ligesom hans Fader, fornøier sit kongelige Sind, som desværre er ledigt, i dets Ledighed med Handel (stor Handel da, Gud bevares) i Bergen i Norge -- hvis ikke denne stolte Landsmand havde faaet prakket mig om- bord paa et af hans Herligheds Skibe, der farer paa Gammel- Skotland. Og troer Eders Naade ikke sligt Beviis paa at jeg har lidt Ondt (og dog det Bedste af dem Alle) for at komme derfra med Livet, da har jeg her en Almuessang, jeg fik med paa Rei- sen, hvori det Hele er beskrevet i Hovedsagen sandt nok, om der saa staaer 1400 Mand istedetfor 600. Og troer Eders Naade ikke sligt et tordnende Vidne, da har jeg i Visen indviklet et Been, som jeg fandt om Vaaren, da Sneen gik væk, paa det Sted min Herre og Eders Broder lagde sig sidst om Høsten. Lady Sinclar. Hid! hid! (Ranald giver Lady Sinclar et indviklet Papiir, som hun ruller op og tager et Been ud af.) Ja -- sandt som Himlen -- Been, et Been! (lugter paa Benet.) Ret! Jeg kan ikke lugte om det er just Georges Been. O søde, lille Qvist! SIDE: 360 Dog troer jeg, thi jeg følte Lugten dybt paa Hjertets Bund, som naar Iiskjelder aabnes, og Lys gaaer ud, og iiskold Vind udstrømmer. (styrter Ranald om Halsen.) O du har fler' fortræffelige Karl! Fortræffelige Karl vær gavmild, og tag Borgen med dens Blyhjelm for en Pande og hele Parken for en Haardusk! (slipper ham.) Ranald. Nei desværre, Eders Naade; dette ene er min hele Skat des- værre. (Afsides.) Havde hun ikke . . . Lady Sinclar. Ja har du fler', saa siig! Ranald. I Sandhed ikke, Eders Naade! (Afsides.) Havde hun ikke været saa hastig, vilde jeg kunnet mærke om hun kyssede min sultne Mund. Men det er det Samme! Jeg er nu baade Kastellan og Kommandant paa Slottet, hvis ikke en fattig Fætter kommer. Lady Sinclar. Ha, min dyre Marmorsteen hæng om min Hals i Guldkjæde! O Elphenbeen! Smuk Pynt! Ak døde George, jeg troer det er dit Kravebeen. Stor Skade, at den sultne Maane har ædt Kjødet væk! Ranald. Kom Eder igjen, Eders Naade! Lady Sinclar. Jeg vil med Taarer fugte Georges Been; og, hver en Time, varme det med Kys; og hver Dag med en Draabe Blod det gjøde, til først en Fingerspids fremblomstrer, og dernæst Arme skyde sig mod Himlen, SIDE: 361 og dernæst Laar slaae Rod, og Bryst og Pande som Knoppe løfte sig; og saa, naar Alt er færdigt, vil jeg -- herligt! herligt! omfavne Gudebilledet og døbe det om paany med alt mit Blod, og blæse min Sjel i det til Liv. Naar saa han vaagner, troer George, at han har drømt. Jeg vil begynde strax, thi Maaneder vil gaae før Alt er færdigt . . Ak jeg -- Gud! Jeg kan ei græde! Det er Fattigdom. Saa kys da! kys! (kysser Benet hæftigt.) Ah ja, det voxer alt op til et Bjerg. Saa kys da! kys! Ranald. Ak, I æder Eders Broders Been næsten. Eders Naade! Eders Naade! Lady Sinclar. Ja jeg æder det. Er der ei meer tilbage? Gid der var Gift i denne Stilk! (kysser Benet.) Du veed ei, Dumme! at jeg Himlen bad om slig en Ret. Dog greb jeg efter Ønsket, for det igjen at faae, og gjemme det blandt andet levret Blodkram i mit Hjerte. Men det desværre -- siig: desværre! -- var i øverst Himmel alt, som det igjen bevilget sendte ned til nederst Helved, som, opfyldt, nu mig stikker det i Munden. Ranald. Vist Mylady. I bør lægge Eder, saa skal I faae mere imorgen, naar I behager eller naar jeg faaer hvilet ud. Gud bytte den bitre Sandhed med en sød Drøm. Lady Sinclar. Jeg vil da blæse paa dit Been min George! Og vinde Priis i Fløitespil fra Hanen. Og denne Vise vil jeg synge til. Ak det er ikke huult. Bor Huller i det! SIDE: 362 Dog bi med det! Synd, hvis en Splint blev tabt af Georges lille Urne. Hvis jeg dandser, det er Castagnet. Men var det ikke Georges, men Kalve- eller usel Stympers Been? Fy, fy! Jeg da bedrog mig. Ranald! Jeg da bedrog mig, Vee Ranald, løi du? (Griber Ranald i Struben.) Ranald. Ved -- fordr hvilken Eed I vil -- det er Oberste Sinclars Been. Ved Himlen! Ja var det Kalve- eller Oxebeen, aad jeg det op. Og jeg sværger, Eders Naade bør ikke tage sig det saa nær. Lady Sinclar. Ak, hvad er nærmere end disse Been, udvox'de af det samme Hjerte. Ha du siger saa? Javist en Flygtning er Meeneder ogsaa. Tag mig Harpen, saa skal jeg dømme sidste Vidne, Visen, om den med dig og Himlen vidner, eller med mig og Helved. (Sætter sig til Harpen.) Ranald. Saa er Melodien, Eders Naade. Min Ærgrelse har tusindgange i Vinter maattet hakke den i sig. (Nynner den.) Lady Sinclar (synger.) Herr Sinclar drog over salten Hav; til Norrig hans Cours monne stande. Blandt Guldbrands Klipper han fandt sin Grav. Der vanked' saa blodig en Pande. Ranald. Ja, ved Gud! Lady Sinclar. Stille! Gud vil lønne. (synger.) Herr Sinclar drog over Bølgen blaa, for svenske Penge at stride. Hjælpe dig Gud! du visselig maa i Græsset for Normanden bide! SIDE: 363 Maanen skinner om Natten bleg, de Vover saa sagtelig trille, en Havfru op af Vandet steg, Hun spaaede Herr Sinclar ilde. "Vendom, vendom du skotske Mand! det gjælder dit Liv saa fage. Kommer du til Norrig, jeg siger forsand: ret aldrig du kommer tilbage!" (Forbauselses-Skrig). "Leed er din Sang, Du giftige Trold! (taler.) giftige Trold? Altidens du spaaer om Ulykker. (taler) om Ulykker? Fanger jeg dig engang i Vold, jeg lader dig hugge istykker!" Han seiled i Dage, han seiled i tre, med alt sit hyrede Følge. Den fjerde Morgen han Norrig mon see. Jeg vil det ikke fordølge. Ved Romsdals Kyster han styred tilland, erklærende sig for en Fiende; ham fulgte fjortenhundrede Mand, som alle havde Ondt isinde. De skjændte og brændte hvor de drog frem, al Folkeret monne de krænke, Oldingens Afmagt rørte ei dem, de spotted den grædende Enke. Barnet blev dræbt i Moderens Skjød, saa mildelig det end smiled'; men Rygtet om denne Jammer og Nød til Kjernen af Landet iled'. SIDE: 364 Baunen lyste og Budstikken løb fra Grande til nærmeste Grande. Dalens Sønner iskjul ei krøb; det maatte Herr Sinclar sande. "Soldaten er ude paa Kongens Tog; vi maae selv Landet forsvare. Forbandet være det Niddingedrog, som nu sit Blod vilde spare!" De Bønder fra Vaage, Lessøe og Lom, med skarpe Øxe paa Nakke, i Bredebygd tilsammen kom, med Skotten vilde de snakke. Tæt under Lide der løber en Sti, som man monne Kringen kalde. Lougen skynder sig der forbi: i den skal Skotterne falde! Riflen hænger ei meer paa Væg, hist sigter graahærdede Skytte, Nøkken opløfter sit vaade Skjæg, og venter med Længsel sit Bytte. Det første Skud Herr Sinclar gjaldt: han brøled og opgav sin Aande; hver Skotte raabte, da Obersten faldt: Gud fri os af denne Vaande! Frem Bønder! frem I norske Mænd! Slaaer ned! slaaer ned forfode. Da ønsked' sig Skotten hjem igjen; han var ei ret lystig tilmode. Med døde Kroppe blev Kringen strøet; de Ravne fik nok at æde; det Ungdomsblod, som her udflød de skotske Piger begræde. SIDE: 365 Ei nogen levende Sjel kom hjem, som kunde sin Landsmand fortælle, hvor farligt det er at besøge dem, som boe blandt Norriges Fjelde. Der kneiser en Støtte paa samme Sted, som Norges Uvenner mon true: Vee hver en Normand, som ei bliver hed, saa tidt hans Øine den skue! Er dette Georges Dødssang? Ak hvem var den maaneblege Havfru, som dit Kjølvand, med Forbandelser og Veeskrig sortned? Svar mig du Ungersvend, at Angst ei kryster til sveddækt Globarm din vaarunge Søster! Vee, du har ikke Tunge meer, ei Hjerte! Saa bland en venlig Drøm da i min Smerte! (lader Hovedet synke paa Harpen.) Ranald. Ja dette er Visen. Hans Dødssang eller hele Clanens og Hæ- rens Dødssang, om I behager. Og jeg kan forsikre Eders Naade om, at Støtten staaer der, da jeg selv, i min forrige Hosbonds Brød, med svidende Kinder maatte hjælpe til at reise den. Den er til al Ulykke et Kors, saa Djævelen ikke tør rive den over- ende. Men er det Sandhed, at Støtten staaer der, hvor Vore ikke stode, saa er det -- saasom jeg staaer her -- Usandhed hvad der staaer i den pralende Vise -- Behager ikke Eders Naade at høre? -- at ikke nogen levende Sjel kom hjem. For, ved min Sjel! jeg er en Sjel og en levende, som min Hunger tilskriger mig. Dog var jeg neppe det, skjøndt jeg slap ifra Bønderne, hvis ikke min hæderlige Landsmand i Bergen -- Gid Gud kalde hans Forfædres Dage tilbage for ham! -- havde revet mig ud af de bergensiske Gadedrenges Kløer. Men da jeg er det, saa beder jeg, dersom ikke Eders Naade tager det ilde op, om Nattely i Borgestuen, men førstogfremst, om Noget, hvis hurtige Død og Fortærelse skal vise, at jeg er levende, og, at Visen, i det Punct, lyver. Desuden -- vil ikke Mylady høre? -- Een til slap dog SIDE: 366 (af Naade og Barmhjertighed, som de stolte Knegte sagde, men rettere af Overmættelse paa vort Kjød og Blod) nemlig Gilbert Buttler, som endnu er i Landet og puster Glas, ligesaa skjørt og reent som hans Klinge. Eders Naade kjendte Gilbert vel? Ei, sover I? Saa Gud sidde over Eder og tilmaale Eder en lang Søvn, og alle Engles bløde Vinger være Eders Dyne, og alle Engle række Eder søde Drømme! (Gaaer. Teppet falder. Sørgemusik.) (Sinclars Hal. Lady Sinclar i samme Stilling. Lyset brænder endnu paa Bordet. Morgenen dæmrer ind af Vinduet. Det banker paa Døren. Anne og Robin komme.) Anne. Ingen raaber os: Komind! Lady, vredes ikke over, at vi komme . . . Robin. Sagte Trin! Seer du ei, at Lady sover? (de liste sig hen til Ladyen.) Anne. Ak, har Stakkels Lady saa sovet her inat paa Stolen, dygtigt vist hun fryse maa? Intet Teppe uden Kjolen? Gud! og Lyset brænder, skjøndt Dagens Lampe, Morgensolen, Gud at tænde har begyndt. (slukker Lyset.) Robin. Hun kan blive syg. Vi ville kysse Haanden ganske stille. Maaskee vaagner hun og seer, hun iaftes glemte Sengen, gaaer saa ind hvor Bolstret er blødt og silkerødt som Engen, for at sove bedre ud. SIDE: 367 En Godmorgen give Gud! (kysser Ladys Haand.) Ak min Gud, hvor Lady fryser! Underligt hun ikke gyser. Anne. Ja frydrigeste Godmorgen, men den fattigste paa Sorgen! (kysser Ladys Haand.) Ak du store Gud, hvor kold! La'er sig svinge hid og did, uden Aarer, kold og myg? Kjend du Robin! Neglen Hvid. Robin. Himlen være hende Skjold, at hun ikke bliver syg! Anne. Ak, der er ei Pulseslag. Robin. Tys! lad høre Aandedrag! (bøier sig lyttende ned.) Jeg ei hører. Hun har bøjet Hov'det altfor dybt mod Skjød. Anne (bøjer sig ned). Ak hun holder aabent Øjet. Anne og Robin. Frels os! Lady sidder død! (Teppet falder.) Henrik Wergeland SIDE: 368 PHANTASMER, EFTER RAVNEKROG-POETENS MANUSCRIPT FØRST I DET MAROCCANSKE, OVERSATTE AF BARBAROSSA, POLITIEMESTER I SALÉE, SAA I DET SPANSKE, OVERSATTE AF GREV D'ESPANNA, GOUVERNEUR I CATALONIEN, SAA I DET PORTUGISISKE, OVERSATTE AF BARBEER PIRES, MARQUIS QVELUZ, HVOREFTER DE, UDI DET NORSKE, TIL LYST OG FORNØIELSE, OVERFØRTE ERE AF SIFUL PRO PATRIA SIFADDA, VELMERITERET BACCALAUREUS FORTALE, i hvilken intet Andet (saafremt en Fortale skal indeholde altid Anbefalinger for Texten, hvad enten de nu indbages i underdanige Undskyldninger, i aabenhjertige Tilstaaelser af at Autor ret godt veed, at han aldrig burde have taget Pen i Haand eller tusinde andre Lækkerheder) trænger til at staae, end at Ravnekrogpoetens Manuscript har været et Tvistensæble imellem syv af de fortrin- ligste Nationer: imellem Tyrkiet, Østerrige, Marocco, Rusland, Portugal, Spanien og Ireland; hvilken Tvist indtil den Yderlighed er gaaen, at Enhver af alle Disse have aflagt formelig Eed paa at gjemme et Ravnekrog inden sine Enemærker. Men heraf slutter jeg (saasom jeg ingen Grund har til at troe den Ene af disse mere end den Anden) at de Alle maae være Meenedere, og at Ravnekrog vist findes andensteds. NB. Naar Stykket opføres, kunne de som spille Commandanten og Philosophen dele Maskerne imellem sig. -- Saa blev det spillet her i Ravnekrog, sidst- leden Søndag den 17de udi Maaneden . . . Ann . . . . [fotnotemerke] Autor. Fotnote: Var udslettet af Manuscriptet. Oversætteren. SIDE: 369 Personer: Philosophen i Fattighuset i Ravnekrog. Medlemmer af samme. Magistratspersoner af Ravnekrog. Commandanten af samme. Skipper Børre. En som træder frem for at gjøre Meened. Fa'rs Søn. Bacchus. Brama. Holofernes. Pythagoras. Don Quixote af Mancha. D. Theophrastus Bombastus Paracelsus. Capitain Jacob v. Thyboe. M. Stygotius. Fyrst Leopold af Anhalt. D. Gundling. Ridder Gustafsköld. M. Ole Rudbeck. Masker. Nogle Frakker, Kjoler, Parykker, Nathuer, o. s. v., som forestille Borgere af Ravnekrog; nogle Glas, Boutellier, som forestille Politieknegte og Politie-Assistenter af Ravnekrog. (Nogle af Fattighusets Indvaanere forsamlede om et Bord udenfor Husets Dør. Man ryger Tobak, Ølkanden paa Bordet, o. s. v.) Philosophen i Fattighuset. Her, Venner, lader jeg nogle formummede Personer træde frem . . . . En af Selskabet. Tys! Philosophen taler. Philosophen. Pokker i Vold! lad mig læse Aviserne uden at hedde Philosoph, naar jeg vil være Poet, og søge Themaer der -- som Gedebukkene søge de tørreste Heder for Postens og Brusens Skyld -- ja, I høre af disse to Ord, at jeg er en Normand, der, hvergang jeg tager Harpen ned fra Skabet, adler et Par Bondeord, ved at sie dem igjennem Guldstrengene. En af Selskabet. Ja har I Guldstrenge, maae de være stjaalne, saasandt denne Blok der er en Fattigblok. SIDE: 370 En Anden af Selskabet. Og dersom Philosopher vare det Samme som Viismænd, fik de ikke en Fattigblok til Catheder; thi ti Daarer subscribere gjerne for at have en Viismand til Expeditionssecretair imellem, men dog under, sig. Philosophen. I har Ret, Poeter ere heller ikke altid Digtere; thi egentlige Digtere ere blot de, der besynge levende Konger, Store og Qvin- der. Men de mødes og smelte sammen i Fortiden, ligesom Poeter og Propheter i Fremtiden. I (thi I begyndte med at betale for Eder i en lærd Skole, og ender med at være Gratist i et Fattighuus) bør være Philosophen i vor lille Stat: en henkastet Stump af et Reflexionsspeil, hvorimod jeg, som Poeten, skal samle alt det Latter- lige udenfore, og sende Eder det i een Straale. Derfor -- jeg fører her frem nogle formummede Personer, skjøndt Næsen stikker dem ud af Masken. Hvæsser da jer Skarpsindighed paa den Flint; og, hvis I finde Meningen, saa nikker blot til hverandre, og klin- ker sammen, da en Kritik over Legen vilde være ligesaa ubillig, som at rakke en Forfatter til efter Correcturarkene. Jeg vil selv spille med; thi nu tildags maae Poeter være Skuespillere, hvis de ville høste Lauren; thi disse Sidste have nu alene Æren, siden baade Qvinden og hendes Glutter have lært, at hele Livet er et maadeligt Drama i fire Acter, hvor Costümet er det Vigtigste; de ere Formyndere og priviligerede Laurbærsamlere (hvorved de da have lært adskillige Casserersnit) kort sagt, Skuespillerne gjøre nu med Poeterne hvad de ville, anatomere Kong Lear, beklippe Macbeth, dersom hans Lokkepragt synes for caledonisk, farve Othello hvid, og kunne ikke begribe (hvorved de vise, at de ikke henhøre hertil) at disse Stykkers Forfatter, som Poetkonge, skrev alene for Poeter, ligesom Sultanen kun træder frem imellem sine Adelsmænd, og kun for dem aabner sin Pung og sin Høihed, hvorimod han for Pøbelen har et Phænomens Rædsel og Ube- gribelighed, om de ikke skimtede mere end Fligen af hans Kappe. Ha! de have traadt mig under Kothurnen eller under denne laskede Vaudeville-Tøffel, hvorpaa en Doctor nede i Kjøbenhavn nu løber op ad Østergade og ned ad Vestergade, og saagar paa Tusmørket over Tag og Taarn, og qvaksalvererer med sine Badskjærsvende SIDE: 371 den gode Smag og Poesien, saa den nu ligger helseløs af Vatter- sot. De have undertrykket mig (Disse, som høste paa een Aften flere klapprende, bredbladede Laurer, end en Poet kan sanke til sin Gravhøi) thi ingen af mine Stykker blev spillet; skjøndt jeg skrev to paa hver Søreise, efterat Facultetet ved et Decret havde befalet mig at rømme de theologiske Bænke, fordi jeg havde ladet Maanen en Aftenstund lyse mig til Ægteskab førend Præ- sten. Nu -- jeg kastede mangengang Bølgerne bag mig mellem Arendal og Amsterdam, og førte, hvergang jeg kom hjem, ligesaa- snart et Drama tiltorvs som en Dunke Delftzyler-Smør. Men Bog- handlerne lærte mig snart, Intet videre at lade trykke, uagtet jeg forsikrede dem, at Oplaget var en oplagt Capital for deres Børn, hvoraf det kommer, at jeg, istedetfor Klæder, har Manuscripter i min Kiste. Af disse tager jeg nu frem en Rulle, hvorfra jeg skal fremmane nogle . . . men, førend vi komme til de formummede Personer, maa jeg dog forudskikke et Trompetskrald, der kan bebude mig som den, der med Autoritet slæber Guder og Narre frem: Anno 1780 blev jeg togange paa een Dag poetisk elec- triseret og magnetiseret, da jeg om Formiddagen havde den Ære at hjælpe Wessel op af Holmensgade, og samme Dag om Aftenen havde den Fornøielse at hilse første og sidste Gang paa min gode Ven Evald, idet han listede sig ud da for at skjule -- som Ca- moens (en Sømand og Poet som jeg) -- sine slette Klæder under den store Kaabe Tusmørket (der ingen anden Nøgenhed blotter end Maanens) og løb til Høkeren for at kjøbe sin Vesper-Sild. Men af Befippelse støder jeg ham paa Armen, saa hans Eneste- skilling foer -- Gud veed hvor; men det var som om Charon (en Sømand og Skuespiller som jeg) havde stukket Armen op af Rendestenen, og taget sig forlods Betaling for Transporten, som om den siden kunde blive uvis nok. Undskyldninger vil jeg ikke repetere, uden det skulde være i Vers, men nok er det, Aftenen endte saa, at Han fik sin Sild og Mere til i venligt Huus, hvor Suus og Duus, og Meer, som rimer sig paa Kruus, man kan ved Lygte finde, mens Sorg og Politie maae udenfore holde bi, og lytte til den Fryd derinde. (Selskabet leer.) Ak, hvormange Erindringer fløi ikke nu op under Parykkerne? Skade, da jeg ved Afskeden rykkede frem med Ønsket om at faae et sextenstrofet Vers til min Søsters Geburtsdag, gjorde han SIDE: 372 mig til Poet ved en Formular af syv velsignede Ord; idet nem- lig han venligen trak sin Haand ud af min, sagde han med et vemodigt Blik enten til Himlen eller til sit Qvistkammer: "God- nat! gjør sine Vers selv min Fa'r!" Jeg, ja jeg har fulgt dette Raad saa bogstaveligen, at jeg bogstaveligen er gaaet fra min stoute Brig, eller, endnu sandere, denne er løben saaledes ifra mig, at den syntes først som en Galeas, saa som en Slup, saa som en Jagt, saa som en Fiskerbaad, og nu som en rødmalet Skibskiste, der nu er min hele Eiendom. I Kraft af hine syv Ord fører jeg da nogle formummede Personer frem, (hvilke ud- gjøre Besætningen i min Skibskiste) for at krydre vort Lag, for at de med deres lange Masker kunne skygge vor blanke Bolle, saa vi ikke see vore egne Øiegnister og Næseblommer og Pande- torne og andre unødvendige Aggregater og Reliqvier fra Livet, hvilke vi Alle have svoret, at lægge fra os udenfor, idet vi, under Alderdommens graae Seil (der have saa fuld Vind mod Havnen, at Rygmasten bliver en Bue, hvorpaa Plager trium- pherende kunne spadsere ned til Lænden og Griller triumpherende opad til Hjernen) fore ind i det smule Vand, bag disse Vægge (som kaldes et Fattighuus, fordi der staaer en tom Blok uden- for) før vi hvirvles, saa let som et Pust, ind igjennem Gravens snoede Malstrøm, for, paa den anden Side, at flyde ind i det stille Ocean, hvor kanskee en Englevinge giver det eneste Vind- pust fra sig. Ak, jeg hvifter Jer allerede derhen eller idetmindste igjennem et uendelig sqvulpende, talende Hellespont (hvor Ideer flyve kryd- sende hinanden, som Kuglerne fra de ubevægelige Dardanelle- Blokke, som uden Sigte affyres og splintre som oftest blot en Række af Morgana Luftspeil) ind i Dødens sorte Havs Marmora- Søe, Søvnen, hvor den meest despotiske og kaadeste og hvad Caftanerne angaaer, den meest phantastiske af alle Sultaner, Drøm-Ben-Midnat, strækker Scepteret udover. Nu -- dette tjene til Fortale! Vaagner op! Hei! Nu komme mine formummede Personer: hver En af dem er et Portræt taget med Storkesnabel. Trækkene blive mindre og mindre, saa vi tilsidst i den nydelige mindste Form næsten troe at see os Selv, naar de voxe til Middelstørrelse troe vi at gjenkjende gode Ven- SIDE: 373 ner, men naar Skyggen flyder ud over Væggen vore argeste Fiender: i Næsen see vi en despotisk Træls Sværd, i Munden to krumme Raad-rygge, i den fremstikkende Hage en Politiemester, der i dette Chaos er kastet med Øinene i Mulden, men med Bagen op, klar som en Søe i Maaneskin, i Haarlokkerne galopperende Centaurer med krumme Sværd, ludende Halse og flagrende Svandse: kort sagt, saa dunkel Skyggen er, saa rædselsfuld er den, og denne Følelse (hvilket rigtignok er modsat hos Olivarius) har Tanken om ikke Tungen til øieblikkelig Tjeneste. Fiat derfor applicatio! Og -- saa sagte min Ven, siig det ikke til Nogen. (hvisker til Een, saa de Andre dog høre det.) "Themaet er spunden ud af Aviserne, og -- nok sagt, det ender med Don Miguel, som en Lystighed i Stavanger med Skrig. Derfor dersom I ville tænke Eder noget Land, hvor Saadant kan være skeet, saa forbigaaer Abdera, Aabenraae, Molde, Gascogne, Ireland, Jyl- land, Marocco, Bukhariet, Vallachiet, Polen, Barbariet, Ja- loffien, men tænker paa en liden Stad i Lusitanien (som i gamle Dage havde Mænd, der pløiede det med Sværd, satte Grændse- skjel med romerske Seiersmærker, og gjødede det med Maurer- blod), enten Staden, som Kobbersmeden Tubal byggede af Salt (efter den vindtørrede Nutids solstegte Portugiseres storsnudede Formening om Byen Setubal, thi, ligesom Adelsmænd, jo uslere Nationerne ere, desto mere prale de af fordums Dages Be- drifter og Storhed og Ahne-Ælde, hvorimod kraftfulde Folk til enhver Tid stræbe at Eftertiden saaledes kan tale om dem) eller ogsaa tænk paa Chaves eller Abrantes (hvilke begge have Marquis Chaves til Gouverneur.) Nu har Eders Phantasie faaet Reisepas og Route. Levvel! Dette faaer tjene til en Fortale. Blot vor Leeg ikke bliver forstyrret før Enden (hvorved et søndersplittet Charta skal rulle ned som Teppe, saa vi kan see ind paa Scenen, hvorledes Don Miguel og de andre Comedianter takke hinanden for godt Spil -- og tractere hinanden med Abelsiner -- Borgerhoveder fra Coimbra -- og Portviin -- Borgerblod fra Oporto -- ) . . Dette faaer tjene til Prologus . . Tys -- det hoster bag Døren . . De formummede Personer komme nu frem. SIDE: 374 Bacchus (kommer, og sætter Bollen paa Bordet.) Jeg er Bacchus, Heltes Seirer. Jeg er Bacchus, Skythers Fryd. Se, mit smekkre Epheuspyd alle Herkles-køller strax bort som Ax, Løvehovder, Tigersvandse bort, som lette Rosenkrandse, ned til Død i Støvet veirer; splitter som et Liljeblad, stærkest Doctorpande ad: saa han glemmer sit System, Vedam, Chouking, sorte Kunster, lister sig med blodigt Skjæg, paa min Val, saa sagte frem, leder efter Stav og Væg. Eja, som et Banner stiger Næsen frem, og opad higer, for at tænde Hjernens Dunster, der, som Skyer tordensvangre, samles om hans Hjerte-sol. Ha imorgen kan han angre, naar han tørster i sin Stol. Væk med Doctor! Helt er jeg! Helte ligge paa min Vei. Doctorpander er' de Blommer, Heltehjerter er de Torne, som jeg træder, hvor jeg kommer med de blanke Drue-trommer, med de mørke Epheu-flag. Ha, i saadant Nederlag Alle, Alle er forlorne! Dumme Blik, som stirre mod Sol, er' aabne Saar i Blod; SIDE: 375 Tungepralen til Hjertedalen er min Fiendes Hyl paa Valen, før i Bægergravens Hvælv segner ned hans høie Selv, som paa Læben Buesmiil spændte op med Latterpiil, da han saae mig rykke an, som en Tommelidenmand, med en Drue kun til Bug, Vedbendblad til Brog og Dug, med Rosin til Skal og Isse, med et Ribs til Næsespidse, Moserose-paryk er sat til denne Maane som Sommernat. Stilke, tynde som et Haar, er den store Kjæmpes Laar, og i Haanden som Pocal bærer han et Valnødskal. I sit Skjæg vil Goliath, at jeg sove skal en Nat, at jeg paa hans Øiebryn ride skal, som Ørn paa Sky'n, toe hans Øiehaar med Draaben i min Valnødskal, naar Taaben synes ved sin Gaben ville sluge op en Morgen stille, naar han vaagner hos sin Brud, strækkende sin Rædsel ud i dens lodne Ravneskrud. Hei slig Spot paa Tand maa glide, som en Sky paa Jøkler hvide! Latterpiil paa brune Smiil suser bort med Torden-iil. Ha -- men, som den flyer afsted, lille Bacchus voxer med, Kobberserk blier Drue-Bug, Pupurkaabe Vedbenddug, Moserose, min Paryk, SIDE: 376 blier en Samson-Haarlok tyk, gylden Hjelm Rosinen blier, Ribsen kobberblankt Vizir, og min lille Valnødskal, med de Draaber faae i Bunden, bliver hule Midnatshal med en Stjernekrands omvunden. Ha, hvor Goliath vil slaae Midnat ned til Dugfnug smaae, om han end ei Nat kan lide, som tør sværte Bruden hvide, som tør susende sig høine om hans Næse, paa hans Øine, gjøre dem saa dumme som Festpocalen huul og tom. Ha hans Latterpiil, der føg brusende om mig til Spøg, da han saae mig rykke an som en Tommelidenmand i en ussel Sølvmoerham: i en from og enkelt Dram . . Ha hans Latterpiil alt daler, Smilets Bue er brusten, Tordenrøsten rusten, Hjertet gaber, Tungen raller, Issen bøier sig i Støvet, Goliath kryber under Løvet, Gedehams tør Øiet stikke ("Væk du lille Myg -- saa brummer Goliath, saa halvt i Slummer -- Ei, en Sti mig skjæmmer ikke! Jeg skal prikke, prikke . . . prikke . . .") Piltkorn med hans Glavind slaaer Vippe mellem Heltens Laar, som om Sværdet var en Green, som om Laaret var en Steen. ("Vil du . . Veed du, hvem jeg er? Vil du lade være der! SIDE: 377 Nei -- a! har man da seet Magen? Drengen glider jo paa Bagen nedad -- ja jeg troer det s'gu -- nedad -- frisk! -- min egen Bag? Men jeg Fanden gal' i mig, skal skam nok betale dig! Vil du lade være nu! Vil du bare . . du, du, du . . !") Seer, i saadant Nederlag (hvor den store Goliath siger til sit Sværd: Godnat! hvor Magisteren maa haste med Paryk og Lærdom kaste, hvor -- for lettere at flygte -- Vestas Møe, med egen Haand, løser Barmens trange Baand, splitter Jomfruskjødets Gitter, kaster det som daarligt Flitter) hvert et Væsen er forloren, hver til mit Triumphhjul svoren. Spørg Enhver, som ikke troer, Skythiens blodbestænkte Jord, hvor en jernhaard Stamme Celter jeg i Øl til Ølskum smelter. Indien spørg! Se der min Panther, som med Tigeren jeg bidsler, ere Gidsler, eller fangede Gesandter! Naar jeg kommer hjem igjen til de kjære, dumme Skyther, gjør jeg Tigeren til Rytter- general udi Cimmerien (som sin tunge, mørke Sky tør ei kløve med mindste Kny) sender lumske Panther hen som Statholder til Siberien, SIDE: 378 at i Landets Taage han rulle sine Øine kan, spidse Øret under Sky'n, fange hvert et enkelt Gys levende til Dionys [fotnotemerke] , gjøre med sin Tunges Lyn Natten lys; springe saa, naar hist han hører Liv paa Vingesuk sig rører, hen til mig paa Bue-ryg, hviskende saa krum og myg slig Rapport: "Der er Oprør, Herre-min! Folket taler, Nogle tænke, (skumle meer end Natten sort) Nogle Bryn paa Næsen sænke (læng're Bryn end deres Lænke) Nogle vildt i Veir og Vind rædsomt sværge: "vore Bjerge synke ned til Muldvarpskud, Kæmpeæten ned til Dverge, som nu ei tør krybe ud, for en Kat, som den tappre General sender, at den lyse skal i vor Nat. Skal en gammel, graaguul Loss beherske os? Fremmed Klo og fremmed Trods haane, klore os tilblods?" Saa de bande, Herre, (undertiden meget værre, saa den lille gule Loss, som mig fulgte med mit Tross -- liden Tand hjalp ofte os -- Fotnote: Bacchus. SIDE: 379 de med Tunge, hvas som Kniv, kalde hadske: "Edderliv" . . Saa de bande Herre-min! Maa jeg flække deres Skind. Ryttergeneralen Tiger ogsaa underdanigst siger, at, ved hans Klo og Tungeflamme! i hans Land der er det Samme: Oprør her og Opstand hist. -- Kjære gamle Taalmod brist! Kort: Eders Exellence, vi ville staae hinanden bi. Jeg har større Klo end Jer (jeg har tusinde Centaurer, sultne paa at æde Laurer), I har Blik, saa skarpt som Sværd. Seiren seer I: Jeg den naaer. I befaler: Jeg dem slaaer." Ha, naar slig Rapport jeg faaer, Kronen vingekrandset slaaer op mod Skyen, som gylden Ørn (Vingen Blad og Nebbet Tjørn) der med Klo vil kradse ud af Himlen alle Guders Gud. Men jeg i min Høihed svarer: "Tys, Hr. Panther, gaae tilbage til det maa mig Selv behage med et Drue-Flammeblik, ved et ranketynget Nik over de Cimmerier drage sammen mine Epheusnarer, saa de synke under Løvet, under Mosen ned i Støvet, saa den haarde, barske Slægt, -- der i ækel Ædruhed trodsed mig engang (I veed) da fra usle, lave Telte Drenge krøbe frem som Helte, SIDE: 380 da Cimmerien mørk og kold laae der som et Avindskjold, der hver Fiendeskolt og Been knuste under Græs og Steen, da De de fulde Naboefolk ædrue slog med Herresvolk -- ned af egne Næsers Vægt (ti Pund Kobber paa Enhver) slæbes ned i Muld og Jord, saa om høiest Heltetinde kaade Nesler tør sig spinde, saa som dorske Krakedyr Hrolfer ligge: hos Angantyr lever kun et Næseboer. Nu Adieu! Cimmerien glem: gule Taarers sorte Hjem! Endnu ligger Panthren der krum og stum; endnu leger Tigren der med sit Spær (krumme Maane i Midnatrum) endnu gives knap Folket Lov at aande frit i Odelskov; endnu stirrer det beruset mod den klare Dag, som dem skinner i Øiet ind, uden dog at see der bag Vid og Sind; endnu roder det i Gruset af dets Friheds Sarkophag. Nu Adieu! Bacchus selv maa engang døe! Her er Graven, (peger paa Bollen) hvori Folk og Tiden synker, hvor sig tørre Viisdom dynker til at Dyrene den ynker! SIDE: 381 Her er Kronen! her er Staven, som har mangenen Poet løftet til en Evighed, skjøndt verbotenus man saae, at han her i Støvet laae. (River Vedbendekrandsen af sig, og slænger Thyrsus væk.) Nu Adieu! Bacchus selv maa engang døe! (gaaer.) Brama (kommer.) Jeg er Brama, Dalai-Lama. Nylig Bacchus, mit Fædrelands Tyran, Indiens Hersker paa Tiger-spand, Han, hvis Klinge nær vilde tvinge Ganges til i Afgrunden flye, og hvert Hindus-hoved svinge over Skye . . . . . Han kastet er bag Mos og Sand . . Han ædes nu af Snogetand. Kort sagt jeg har Ham i Graven lagt, jeg har al hans Synd og Skam svøbt i Suk og Prunk og Bram; rost ham, skjøndt jeg ofte svoer, mens han leved', ham i Jord . . . . rost ham; thi i Testamentet stod det prentet, at hans Enke, Fru Cybele skulde dele . . Kort at sige, at hans Enke skulde og paa Andre tænke. Men -- er Bacchus, i hvis Følge (som bag Stormen vrede Bølge) SIDE: 382 sprang Centaurer, ædende paa fede Laurer, faldt Bacchanter, sneg sig Parderkat og Panther . . . . er slig Helt vel fød blot for her at ligge død? Neppe! Neppe! Skarpsind, Chiven, Vid og Tøv, Engel eller Djævel, prøv paa at lette dette Teppe, som sig vugger om vort Støv, split det, let det, eller kløv! Ha, mit Skjæg! er jeg Genie, og for denne Gaade mægter ei at raade? kiger ei til Bunden i -- en Grav? Jeg er Præst, Mester over Verdens Tro, finder dog til denne Læst ingen Sko? Ha, kom med en -- o hvilkensomhelst! Jeg sværger, den skal passe bedst til hiin fordømte Gaade-læst: til Liigprækentext over Bacchus! Kom Dumhed, du Blinde! Kom Phantasie, du Øieblinx, skjøndt du hundrede Øine har, men alle tilsammen af farvet Glar! Kom Viisdom, du iiskolde Marmor-sphinx! Øver Eder nu, og prøver, om I Texten kunne finde! Ha, jeg Brama selv det fandt, og for mig Selv da Udødeligheden vandt! Lad Efterslægten det tage paa Vægten (den ene Stang er "Ja" den anden Stang er Nægten) SIDE: 383 og finde hvad der er Sandt! Nok -- Funtus! Triumph mig! -- jeg Texten fandt: at General Bacchus ei er fød for her at ligge død: at ei engang hans Støv har sagt os Farvel; men springe vil paa Graven op i Nesleblade og Bulmeknop; og, at hans Sjel fra Hjerneskal til Hjerneskaller vil flyde om, til Jorden er tom for saa despotiske Generaler. Og det vil sige: til evig Tid maa Bacchus løbe nu hid nu did. Saalænge Tyranner tør perse Sved under Klingeaag, for Palmer plante det tunge Banner, til Daarskab bøie hver nylig Klog: vil Bacchus komme tilbage, som Echo til en Tromme. Saalænge Doctorer og Professorer til Hieroglypher og Characterer de sunde Tanker beskjære, og lukke Hjertet, men aabne Munden, og fylde Maven, men Hjernen tømme, for Guds Ord tage en Rabbis Drømme, og Hjernen (hvis der findes end en Klat paa Bunden lagt igjen) de dybest bære i mølædt Bog! saalænge vil Brama komme igjen. For Slige ei Plads er i Himmelen! (gaaer.) Skipper Børre (kommer i Baggrunden). Her gaaer jeg rundtomkring, og skræmmer Folk paa Gaden, en Skjændsel for mig Selv, en Plage reent for Staden. Og dette Huus er lukt, skjøndt mine Ønsker før om rolig Alderdom sig skjulte bag dets Dør, SIDE: 384 skjøndt did min Plan sig sneg, at der jeg kunde faae i Fattighuset Plads, og hele Slægten saa: fra Svigerfader til det mindste Barnebarn, som hjemme søler sig i Pjalter og i Skarn. Philosophen i Fattighuset. I maa gaae, Skipper Børre, eller tie stille, for nu komme Maskerne frem. Skipper Børre. En Fest? et Bæger? Ha, min Tunge hænger tør! Comedieløier? Ha, Sligt saae jeg engang før, hvori en Prinds man bød en Throne, og ham gav en Grav, et Pallium af Muld, en Knokkelstav. Philosophen. I maa ikke forstyrre os vore Løier, Børre! Gaa lidt væk, og hold Jer i Baggrunden. Skipper Børre. Guds Blod! det gaaer forvidt d. e. det gaaer forbi min egen Næse . . Ha, jeg skal den stikke i, og røre op med den i deres Spøg og Latter, saa Hvirvelvind af Skrig og Sky af Rædsel atter sig reise kan blandt dem, som et Trompetstød, om at gamle Børre her dog med i Spillet kom. Jeg veed de hade mig, men jeg dem hader mere, og Ene faaer den Fryd de Alles Fryd fortære, som ligge paa den Seng, jeg vilde ligge paa, og drikke af den Kalk, jeg æsled' mine Smaae. Reis Himmelstorm af Skræk, som da min Bro'er de peeb af deres Samfund ud. Ha Kløgt har Rok og Reeb! Jeg spinde skal et Garn, saa fiint, at deres Sang (hvis Træk af Spot som Text for disse Noder hang) . . at deres Spøg i Baand maa finde Luften trang, saa netop som et Suk den flyve kan fra Hjerte, og jamre: "Børre os en Djævels Tilvær lærte!" SIDE: 385 Philosophen. Vil I ikke gaae jer Vei? Vi feire vort Samfunds Stiftelsesdag, den 17de . . . Skipper Børre. Just dette minder mig (O Minde, drukn' i Galde) om at jeg med min Slæng af sulten Slægt og Venner blev udelukt ifra . . . Philosophen. Der kommer Holophernes . . Tys! nu kommer 3die Maske. Holophernes (kommer.) Jeg er Holophernes, Generalissimus i Hans keiserlige, selv- herskende Majestæt af Trojanien, Priapusses Tjeneste. Jeg er Holophernes, som har den Ære, at være Hans Majestæts første Slave. Jeg er den Holophernes, som massacrerede Jerusalems Spidsborgere udenfor Zions Tempel. Jeg er den Holophernes, som slæbte den tappre Hector i Støvet paa Trojæ Torv, og jog Chilian hjem. Nok -- den, som er en Pralhans, skal faae med mig at bestille! (gaaer.) Skipper Børre (afsides.) Jeg kjender ham igjen; saasandt . . . Pythagoras (kommer.) Leve Sjelevandringen! Der gik Holophernes, som var Bacchus, som var den første Cavalleriegeneral paa Tigere og Panthere. Her er Pythagoras, som var Brama. (gaaer.) Don Quixote (kommer.) Jeg er den tappre Friridder Don Quixote af Mancha, som har, med egen Haand, hugget en Veirmølle sønder og sammen, og adsplittet en Hjord af over 2000 Faar og Væddere. Jeg er Don Quixote, som er alle Spaniens og Verdens Riddersmænds store Speil og Mønster. (gaaer.) Skipper Børre (afsides.) . . Jeg kjender ham igjen; saasandt jeg staaer her, grant . . SIDE: 386 D. Theophrastus Paracelsus (kommer.) Leve Sjelevandringen! Der gik Don Quixote af Mancha, som var Holophernes, som var Bacchus, som var den første Cavallerie- general paa Tigere og Pardere. Her er Dr. mirabilis Theophrastus Paracelsus Bombastus, som var Pythagoras, som var Brama. Jacob von Thyboe (kommer.) Jeg er Jacob v. Thyboe, Capitain i hans absolute Majestæt af Danmarks derved berømmeliggjorte Landetat. Jeg sparede ikke Barn i Modersliv da Borgerne gjorde Revolte udi Braband. Jeg er den Jacob v. Thyboe, som gjorde Kaal med egen Haand paa en Holmens Matros (hvilket svarer til den Daad i gamle Dage at slaae Riser ihjel.) Jeg er den Jacob v. Thyboe, som er bleven til en Skræmsel for de Diende og har vundet Navnet af de Lær- des Skræk (hvilke nu udgjøre en forfærdelig Mængde i Verden) Thi jeg beleirede og indtog Regentsen, uden at agte paa en Penne- slikkers Vise, der siger, at en rigtig Helt kan ved sit blotte Navn faae Seier uden Blod, thi jeg vadede op til Regentsen, i velsmurte Reussere, i bare Studenterblod, saasom at jeg veed, at dette er dog det sikkreste, og den ældste Maxime fra Achillis Dage. Jeg er den Jacob v. Thyboe, som ikke giver to Skilling for en Kamp uden Blod, om det saa var min egen Broders. Basta! for ellers gjør jeg en Ulykke paa Eder. (gaaer.) Skipper Børre (afsides.) Jeg kjender ham igjen; saasandt jeg staaer her, grant jeg seer, det være skal . . . M. Stygotius (kommer.) Leve Sjelevandringen! Der gik Capitain Jacob v. Thyboe, som var Don Quixote af Mancha, som var Holophernes, som var Bac- chus, som var den første Cavalleriegeneral paa Tigere og Pardere. Her er M. subtilis Stygotius, som var Doctor Theophrastus Para- celsus Bombastus, som var Pythagoras, som var Brama. (gaaer.) Fyrst Leopold af Anhalt (kommer.) Jeg er Fyrst Leopold af Anhalt-Dessau, General-Feldtmarschal i Hans absolute preussiske Majestæts Tjeneste. Jeg har tampet SIDE: 387 Slaver ihjel, hudstrøget en theologisk Candidat med Klingen paa Exerceerpladsen, midt iblandt det gabende, eller -- saa Folket gabede af Skræk. Jeg har forgivet en Officeer med Skamflikker og Chicaner, fordi han ikke (hvilket, om det ikke skedte paa- stedet af Skræk, maatte have skeet af Hunger om nogle Dage) vilde myrde sin gamle Moder, ved at duellere med alle Armeens Blodhunde. Desforuden har jeg udøvet mangen anden Stordaad enten med egen Haand eller med min kongelige Fætters Scepter, eller med mit eget Scepter: Spidsroden, eller med min Commando- stav: Trommestikken. (gaaer.) Skipper Børre. Jeg kjender ham igjen; saasandt jeg staaer her, grant jeg seer, det være skal vor egen . . . D. Gundling (kommer.) Leve Sjelevandringen! Der gik den gamle Dessauer, som var Jacob v. Thyboe, som var Don Quixote, som var Holophernes, som var Bacchus, som var den første Cavalleriegeneral paa Tigere og Pardere. Her er Doctor Gundling, som var Mag. Stygotius, som var Doct. Theophrastus Paracelsus Bombastus, som var Pythagoras, som var Brama. (gaaer.) Ridder Gustafsköld (kommer). Jeg var nylig slet og ret Capitain Hellichius, men nu er jeg Ridder Gustafsköld. Min fornemste Bedrift er, ved et opdigtet Oprør, at have hjulpet til at tage mine Medborgere ved Næsen, og at kuldkaste deres Constitution. Da jeg havde kloge Folk at bestille med, saa er dette et Mesterstykke, skjøndt Nogle paa- staae, at jeg var i dette pion-marquè-Spil intet Andet end den store Schakspillers Automat. (gaaer.) Skipper Børre (afsides.) Jeg kjender ham igjen; saasandt jeg staaer her, grant jeg seer, det være skal vor egen Commandant! (gaaer.) M. Ole Rudbeck. Leve Sjelevandringen! Der gik Ridder Gustafsköld, som var Dessaueren, som var Jacob v. Thyboe, som var Don Quixote, SIDE: 388 som var Holophernes, som var Bacchus, som var den første Cavalleriegeneral paa Tigere og Pardere. Her er M. Ole Rud- beck, som var D. Gundling, som var M. Stygotius, som var D. Theophrastus Paracelsus Bombastus, som var Pythagoras, som var Brama. (Commandanten af Ravnekrog og Skipper Børre, med en Tromme, komme.) Skipper Børre. . . . Jeg forsikrer Eders Høivelbaarenhed, at det var Eder op ad Dage . . Commandanten af Ravnekrog. Ha Spil paa denne Dag . ! Skipper Børre. . . Og Bægerglands og Skrig . ! Commandanten. Ha, har jeg Tæften ret, jeg lugter snarlig Liig! (Skipper Børre slaaer en Hvirvel.) . . Paa denne Dag . ? Skipper Børre. Guds Død! Commandanten. Ja I har Ret Hr. Børre, slig fugtig Kaadhed man med hede Sværd maa tørre! (Skipper Børre slaaer Hvirvel.) Skipper Børre. Paa denne Dag, da I slog Slaverne ihjel, og da med blodig Tamp beseirede først Støvet (de Trælles Kjød og Blod) og saa, som Israel, selv Herren Zebaoth, der maatte see bedrøvet, at Huld og Sundhed, som han hine Slaver gav, til Tegn paa, at han ei dem vilde end i Grav, at selv hans Villie taug, da Ravnkrogs Commandant, at sætte Sin imod, det som beleiligst fandt . . . SIDE: 389 . . . Paa denne Dag, som bør indviet være til et stille Studium af Eders Naades "Vil" (Thi deraf -- skjøndt man kan ei ganske vist det regne -- man seer, om man idag skal blomstre eller blegne) . . . Paa denne Dag, da man bør sidde bag sin Rude, og see i Maanens Rund en blodig Tampeknude . . . . Paa denne Dag, da hvert "Goddag" bør blie "Farvel" . . . . Paa denne Dag, da I indsvøber Eders Sjel (mens Staden sidder taus og krum og stum og sturen, somom den lyttede til Skrig ifra Torturen) i blodigt Minde, i en rædsom Majestæt: Spidsborgere man seer -- se der! -- paa jert Gebeet fornøie sig med Spil, der gjøre Eder til -- en Nar! Philosophen i Fattighuset. Ak, I fordærver os vort Spil. Hvem nævner Moralen midt inde i Stykket? Imidlertid faaer Eders Afbrydelser forestille de Secler, som suse imellem hver af Maskerne. Skipper Børre. Ak tys! Hans Naade bleg staaer lænet til sit Sværd! (slaaer en Hvirvel.) Commandanten. En Søvn, Medusas Søvn, en Søvn af Rædsels-harm. (Børre slaaer Hvirvel). Skipper Børre. Den ægte Harm er kold, men bliver siden varm. (Hvirvel). Commandanten. Jeg leder i min Barm om Djævle til en Færd, der, naar den først er gjort, og søger Penslen, vil Cinnober faae ei nok til al dens Blod og Ild. (Børre slaaer Hvirvel.) Ha, usle Borgere, som Gud af Naade gav et Liv til nu idag, men Jeg idag en Grav, SIDE: 390 i Støvet knæler ned, i sorte Skyer af Gys, som om jer overhang hiint Sværd hos Dionys, til Magistraten jeg vil kalde hid at læse den sidste Bøn for Jer, før Jeg jer bort vil blæse! Imidlertid en Text I faaer til Eftertanke, som Jeg skal skrive jer med Klingepenne blanke. Den Text er: Jeg er Uedel-Skarnsberg, Commandant og Friherre i Ravnekrog! (Skipper Børre slaaer Hvirvel. De gaae.) Philosophen i Fattighuset. Leve Sjelevandringen! Der gik Uedel-Skarnsberg, Commandant og Friherre i Ravnekrog, som var Ridder Gustafsköld (der hjalp til, ved et opdigtet Oprør, at kuldkaste sine Landsmænds Con- stitution) som var den gamle Dessauer (der tampede Slaver ihjel, hudstrøg theologiske Candidater og forgav Officerer med Chicaner) som var Jacob v. Thyboe (der ihjelslog en Holmens- matros, sparede ikke Barn i Moders Liv i Beleiringen af Bra- band, indtog Regentsen og vadede i Studenterblod) som var Don Quixote (der huggede en forfærdelig Veirmølle sønder og sam- men, og massacrerede over 2000 Faar og Væddere) som var Holophernes (der i Kong Priapi Tjeneste gjorde Kaal paa Jeru- salems Spidsborgere midt paa deres eget Torv) som var Bacchus (der var den første Cavalleriegeneral paa Tigere og Pardere) Her staaer Philosophen i Fattighuset i Ravnekrog som var M. Ole Rudbeck, som var D. Gundling, som var M. Stygotius, som var D. Theophrastus Paracelsus Bombastus, som var Pythagoras, som var Brama. En af Selskabet. Nu, gode Ven, er jert Stykke ude? For, meent som sagt, har jeg ingen Lyst til at blive. En Anden. For det lykkedes ham, efterat han slog Slaven ihjel, bagefter at forgive Lovene med Snak . . . saa jeg troer med, at vi bør reve Seil, stryge Flag og gaae i Havn. SIDE: 391 En Tredie. Og siden Skipper Børre fik Afslag paa at komme ind i vor Commune med sit Slæng af fattige Fættere og Svogere, leve vi ikke et roligt Øieblik uden for vor Dør . . saa jeg troer med, at vi bør rømme Marken, og lade dem holde sig saa lystige de ville udenfore. Philosophen i Fattighuset. Sandt at sige, mit Stykke var ikke forbi. Det skulde ende med en Borgerkrig imellem en Fændrik og en Student, som segnende skulde udraabe til Punctum Finale: Centaurer have vi ei hele mere; men deelte kan de endnu slemme være! At Fændriken skulde være Bacchus og Studenten Brama, tagne af i Migniatur, behøver jeg ikke at sige. Fændriken skulde der- paa døe af Sorg over denne Studentens Svanesang -- vi skulde ringe over dem med vore Glasser -- jeg holde en Epilog af den Text: at nu var den Atmosphære, hvori Absolutisme og Tyrannie alene kan aande, nemlig i Tusmørket, som Kampen imellem Klinge- lys (hvilket Fændriken repræsenterede) og Munkemulm ynglede frem, luftet bort, saa at Friheden nu turde aabne sine Lunger, saa fine som et Valmublad -- men (imidlertid var vel Sengetid kommen) skjøndt den fødes ofte om Natten, viser den sig ikke for nogen retskaffen Mand uden om Dagen; derfor vilde jeg raade til at bie til imorgen for at see denne forsvundne Pleiemoder, som Gud gav de unge Sjele med for at sidde ved deres Hjerte- vugge, og behænge den, som med Tapeter, med lysende Runer, indbaldyrte Dydsqvad og Daabssange og Formularer til at finde Sandheden med. Ak, denne Morgendag maa være Evigheden; denne Nat, som ligger imellem idag og imorgen, være vor Grav; vore graae Haar, som vi lægge paa Puden iqvel, være dette Livs synkende Stjerner: Dagene, af hvilke der synker En i hvert Jevn- døgn . . Se, se den lyse Maidag spotter os idet den hvælver sig ned, fordi vi blive tilbage for at gaae Novembermulm og Høst- storm imøde . . . . O lader os gaae i Graven, mens den har Blom- ster og Græs! . . En af Samfundet. Tys! SIDE: 392 Philosophen i Fattighuset. . . Saaledes omtrent skulde Stykket været, dersom ikke Skip- per Børre havde skudt den fatale Scene med Commandanten ind; men I har lagt Mærke til, at jeg søgte at flikke den ind saa godt det lod sig gjøre ved en Slutningsreplik i al Hast, saaledes at det lod til, at denne Deus ex machina hørte til i Stykket . . . En Anden. Tys! jeg hører . . Ja hvad er det da! Men det bedste bliver nok at gaae ind. Philosophen i Fattighuset. I har Ret . . Commandanten kommer tidsnok igjen; thi, at han slog Slaverne ihjel, kalder han blot en Prøve paa at gjøre det Samme med Borgere. Eller maaskee han vil bruge den hurtigere og hæderligere Maade: med Sværd? Den som da overlever de Andre skal skrive paa deres Grav: Her Slavers Rang under Frimand er som Slag af Tamp under Slag af Sværd! Vi ville imidlertid ikke give Magistraten Aarsag til at fortørnes over at vi her under Guds fri Himmel yde ham ved syndløs Munterhed vor Tak paa vort Samfunds Stiftelsesdag, fordi han, ved gode, hensovede Mennesker, sørgede for at gamle Borgere i Ro kunne lave deres Been tilrette for Liigkisten. Derfor ville vi gaae ind; men imorgen indlevere Klage over den misundelige Skipper Børre (som endogsaa faaer Sælgekonerne til at sælge os Brødet dyrere end hos Naboen) og over den rasende Comman- dant, som med een og samme Pen "forbyder Alle og Enhver ikke at gaae paa Glaciet for Høeavlingens Skyld" og befaler Alle og Enhver at holde sig hjemme inden lukte Dørre paa den Dag, han tampede Slaverne ihjel, for at eftertænke, i hvor svag en Traad alle Borgeres Liv hænger i Ravnekrog, nemlig i Com- mandantens Naade, som selv skjælver paa hans Klingeod; og for at han selv kan regne efter, hvormegen Vold han tør vise her uden at komme for Landssenatet. En af Samfundet. Tys! SIDE: 393 Philosophen i Fattighuset. . . Der kommer nogle fulde Folk. Lad os gaae ind, for at ikke Magistraten skal troe os i Ledtog med dem, men lader os hænge vore Kjoler og Frakker og Nathuer og Parykker rundt omkring, for at Helten, om han ei Fienden finder, dog skal finde Bytte nok, og Lidt for Umagen. (De hænge slige Sager op.) Blot ikke disse Folk, som komme skraalende der opad Gaden, og som jeg troer, ere Matroser, rive dem ned, for vore sid- skjødede Frakker fange god Vind, seer jeg, og flagre høit som Seil, hvor Skjødet er sprungen; og paa Land hade Matroserne Skibet, og ruinere Alt hvad de faae fat paa, som om de havde deres Skib med Captain mellem Hænder, og kunde raabe: hei, lad Skuden gaae! Captainen i Raa! En af Selskabet. Ja jeg troer med, det er Matroser. (Man hører Støi og Skraal.) Philosophen i Fattighuset. Nei det er skam Magistraten! (De gaae Alle ind.) (Commandanten, Skipper Børre og Magistraten, som rangler med hinanden under Armen, som fulde Folk, komme.) Skipper Børre. Det var yderligt ubehageligt, Hr. Baron, at vi skulde træffe Magistraten saa svirende. Commandanten. Bah! Kryster bliver Helt i Viin; men Helten bliver en Heros, Cherub, Gud i Blod . . Chor af Magistraten. Vi fandt idag Holloy! en Kyst, hvor der bugned store Druer, røde, ja som Friheds Huer, trinde som et Qvindebryst. SIDE: 394 Kysten vi fandt, mens vi foer under mørke Vedbendflag paa et Ølkrus rundt om Bord. . . Hejaja om viden Jord. Heikomfallerilleralleralle! vi Frants Dranker vare Alle. Men det særeste ved Søen var, at Ebben meer og mere daled til den tørre Fjære; men det særeste ved Øen var, at Øen sank fra et Domingo til Krakebank, som forsvandt, som vi ind paa Landet vandt. Dalene sank sammen med Canaans Herlighed, Bjergene i Eldorado fulgte med. (Ene Magistraten veed, i hvilken Afgrund Dalen gled, i hvilken Krater Bjerget skred med alle sine Druer ned.) Holloy! vi fandt og vandt idag, ved Glasse-Trommeslag ved et Porter-ocean, fedt som Smør, i et Purpurdruesløer: store Druer paa hver Bakke hang som Frihedshat paaskakke, Gingerpop voxed' der som Rosenknop om Burgunderviin-volcan. Holloy, dette Land, denne Kyst var et Gaasebryst. Commandanten. Er det en Psalme, som man synge bør i Feldten? Ha, veed jeg ikke nok, at Sang gjør ikke Helten? Men denne gjør det her! (slaaer paa Klingen.) SIDE: 395 Se Kampens Morgengry! (drager Klingen.) Og denne gjør det her! (tager sig om Munden). Se Kampens Aftensky! (Børre slaaer Hvirvel.) Skipper Børre (afsides.) Guds Død, her er jo intet Andet end nogle gamle Frakker . . . Commandanten. Velvise Magistrat . . Guds Blod! Ha seer jeg sandt! En blodløs Val er der . . Magistraten. Heifallerilleralle! Commandanten. Som Kirken øde her . . Magistraten. Men fulde er' vi Alle. Commandanten. Snak! Død for Jer og Dem; thi uden Blod jeg vandt. Skipper Børre. Hvi slog I ei istad? Commandanten. Ja Drab! I dadler sandt. Her spired Laurer da: nu er den Høst forsvunden. Et enkelt Øieblik gjør ofte Mine til, at faae en Laurekrands om Heltens Tinding spunden paa blodig Hjerterok af blege Fiende-smiil. Hvor lang Tid til et Mord behøves der da vel? Et lynligt Øieblik . . . ja med den sløve Tamp jeg gjennem Ribbene har pidsket ud en Sjel. Jeg saae den stige op -- ha som af Suk en Damp! Et Øieblik, og Lauren skygger Heltesyn: et andet splitter den, som Lynet Tordensky'n. Jeg skulde troe istad her viste sig Aspecter. SIDE: 396 En af Magistraten. Jeg tænker, Hr. Baron, at I mod Luften fægter. Her er saa øde som om Vinden selv var qvalt, saa stille som om I her havde seiret alt. Commandanten. Ved Lynet og mit Sværd! ei Tid til Complimenter. Om ikke just et Slag, jeg dog Beleiring venter. I dette Land man maa af Nøisomhed jo gjøre en Dyd: sit Sværd i Sved om ei i Blodet smøre. Skipper Børre. Seer I Intet? Da forsikrer jeg Eder, at jeg seer den bittreste Spot baade over den høivise Magistrat og den høiædle Comman- dant i alt Muligt; og jeg sværger Eder til, at jeg hører, at den fuleste Mine er den tauseste. Tør Nogen af Jer gaae frem uden Hjerteklappen? Commandanten. Jeg? Marsch! (løfter Benene op, som om han marscherede, men bliver dog staaende.) Magistraten. Nei, Fanden frem; vi ville gaae tilbage til Laget, som I brød, for Resten ind at tage. Heihopsa'n! Raadets Stue staaer ibrand, staaer i Druers røde Lue. Ile hver som slukke kan! Se i Skinkers mørke Røg synker gammel gothisk Bue. Spiret selv med Fald maa true i en Gnistehvirvl af Spøg. Hei, alting løst: vore Koners Bryst! vore Døttres Belter, Themis Skaaler smelte i en Flod af Punsch som Guld, SIDE: 397 der -- Gud veed til hvilken Kyst -- bære kan, som stolte Skuder, Magistratens Nathuer, Parykker og Puder. . . heja strømme frem saa fuld, med saa svulne Vover, at kun vore Næser, (ikke vore Hjerner) som Stormens Stjerner, funkler over. Søde Nat kom snart, maaskee skal du Priapusser see. Midlertid, mens Dagen blæser Himlen af Violer fuld, som Bacchanter kan vi lee: midlertid af Magistraten al Forstand banlyst er i dybest Vand; kolde Kløgt ud af Staten hastigst flygt! Jurisprudenzen, Moral og Alt, Lov og Præst har os fortalt, tag nu med dig over Grændsen! (vil gaae). Skipper Børre. Høivise Magistrat, vel ei forlader Pladsen? Høiædle Commandant, jert Sværd er blevet koldt. Commandanten. Jeg tænker Krigspuds ud . . Magistraten. Her Intet er at see. Her er kuns lidt Commerce. I kaldte Magistraten ifra dens Gjerning bort; men gavned' neppe Staten. Commandanten. Jeg kaldte jer fra Viin, men skjænke skal Jer Blod. SIDE: 398 Magistraten. Ak Intet mod den Fryd, vi nyligen forlod. Commandanten. Velvise Magistrat, I Vidner være til Beleiring . . . Skipper Børre (hvisker til Commandanten.) Lettest skeer den udentvivl ved Ild. Commandanten. Ha, hvilket Krigspuds, ha! Skipper Børre (hvisker til Commandanten.) Ja Brand! En liden Gnist kan ryge Ræve ud. Hr. . . I forstaaer mig vist . . Commandanten. Og gjennem Vinduet skal Carabinen strække sin sorte Strube ind, og dem til Døden vække. Jeg sværger Eder til ved dette Kaardefæste, af mine Allierte Vulcanus er den Bedste, saa Æren lider ei ved ham min Seier række. (Børre slaaer Ild og rækker ham en tændt Svovelstikke.) Skipper Børre. Her, Eders Tapperhed, en Svovelstik ibrand, som hele Babylon til Grunden rykke kan. Commandanten. Hør! Magistraten. Gud bevar's for Ild! Commandanten. Ved Sværdets Morgenrøde, skal Ordner pour merites groe frem i dette Øde! SIDE: 399 Skipper Børre. Ah, hvilke Soleblik dog Magistraten gjør ved saa at kige frem indunder Tidens Slør! Stik an Hr. Commandant! jeg hører Støi derinde. En oprørsk Strube man ved Røg kan lettest binde. Commandanten. Velvise Magistrat, nu kaster jeg en Bombe: en hellig Fakkel til en blodig Hekatombe for Slavens Minde, som ifjor for denne Haand, til Jorden gav sit Støv, til Helvede sin Aand. Der maaskee Satan har en Tamp saa fiin, saa fiin, at han kan flekke selv de tynde Aanders Skind. Ha, nu min Ven Vulcan skal slæbe Seiren frem, at jeg paa aaben Mark kan siden slagte dem! Vulcanus kom i Lyn! Ha, Ildens røde Hane med røgsort Vingeklap for mig skal Seiren bane! (Børre slaaer Hvirvel.) Skipper Børre. Nu gaaer snart Stikken ud! Magistraten (knæler.) Ak Naade! Eders Naade! Lad Naade gaae for Ret! Hvo kan for Ilden raade? Selv Brandmajoren ei, skjøndt i sin Røghat sort og Luefjær han kan selv skræmme Satan bort. Hei, Gaden gaaer jo rundt! Stop, der vort eget Huus jo kommer ravende imellem Ild og Gruus! Commandanten. Vel, Naade gaae for Ret! Det tykkes ogsaa bedre, at vise Sværdets Magt for disse Statens Fædre. Magistraten (bukker.) Os tykkes allerbedst om hvad Jer tykkes bedst. SIDE: 400 Commandanten. . . Erklæres altsaa nu Blokaden aaben! Næst Blokaden kommer Storm, saa Død og Hungersnød, saa synker Mand og Muus . . Magistraten. Men vi dog burde vide, hvad disse Folk har gjort, hvi de slig Nød skal lide. Skipper Børre. Fornuften kommer igjen. Ræsonnement maa døves! (slaaer en Hvirvel, og skriger under den Magistraten i Øret.) Hører I? Hører I, spørger Commandanten. Magistraten. Ja . . Eders Naade . . Ja . . han talte . . ja vi hørte. Skipper Børre. Han paabød Taushed her, mens jeg min Tromme rørte. Thi Trommeklangen ei forstyrrer Generalen, naar speculerende han vandrer om paa Valen. Commandanten. Først, Skipper Børre, gaa I, og recognosceer. Og meld ved Trommeslag, hvor Fiendens Styrke er. (Børre gaaer frem mod Huset.) Skjøndt ikke altid saa, det muligt torde hænde, at Fiendens Næver, som hans Tunger, torde brænde af satirisk Kløe . . Ha, min Garde Landsenknegte maa komme snarlig her, for efter mig at fegte, endskjøndt hver Unge veed (paa Barnetunge hæver sig Heltens Rygte først, og der hans Minde svæver i skræksomst Majestæt) at Ravnkrogs Commandant med egen Finger tidt for Døden Riger vandt. Imidlertid til da vi retirere ville, til vor Trompeter skal til Mord og Angreb spille. (gaaer længer tilbage med Magistraten, som viser sig frygtsom.) SIDE: 401 Hei kom, min tappre Trop, som jeg i min Barakke (der ligger midt i Byen, men skjult som Røverhul, saa, naar jeg plystrer, de gaae frem som Orm af Muld) har lært med Klingekløer høit over Folkets Nakke paa Knebelsbarte-ving som Glenter flye omkring! Hei kom, min Trop! min Dunsinaneskov, der i sit grønne Løv kan skjule Blod og Rov! Hei frem et muntert Choc! (plystrer.) Se, under Lyn af Spær, der tordner frem min Hær! Den ruller i det Fjerne som Skyen i Hvirvelstorm; men foran funkler der som Stormens Dioscur min Lieutenant Sorgens-Stjerne. (Soldater rykke frem med flyvende Faner og klingende Spil.) Holdt! (Troppen standser. Skipper Børre er standset ved nogle Steenhobe, slaaer en Hvirvel. Commandanten og Magistraten retirere.) Magistraten (retirerende.) Tilbage! Tilbage! Commandanten (retirerende.) Hvem commanderer her? Naar disse Sværd er hist, jeg commanderer Jer. Skipper Børre. Staa vise Magistrat! Her Fare er for Porten. Staa ædle Commandant! Jeg bringer her Rapporten. Commandanten (drager Sværd.) Tal! Magistraten (knæler.) Ak vi ligge her! Skipper Børre. Slig Fare høres bør med draget Sværd og Lov, i Aske og i Slør. To Batterier hist af Steen mod Himlen kneise paa hver sin Flanke, hvor de Oprørsbann'ret heise. SIDE: 402 Som Vaterlands Parnas, som Gjessing murer op af Sved og Blæk og Dræk, saa rager deres Top. Se der! Commandanten. . . Et Rundetaarn! Skipper Børre. Se der . ! Commandanten. . . Et blodigt Flag! Magistraten. Vi intet Sligt kan see, men en Paryk paa Stag! Skipper Børre. Sligt Ræsonnement maa qvæles. (Trommehvirvl.) Hvad seer I nu? Guds Død! Magistraten (knæler.) Vi see et Oprørsbanner, som Jorden Himlens Syn, fra Himlen Jordens raner. Commandanten. Jeg tør ei sige Jer, hvad Rædslers Seculum sig over Jorden Vei bag denne Klinge baner. Som Magistraten maa min Tunge være stum! men, Glavind, grav i Blod, hvad Tid mit Hjerte aner. Ha Timurs Secler skal min Klinge pløie Rum! (Børre slaaer Hvirvel.) Skipper Børre (til Magistraten.) Snart skal I Mere see! Tro mig, vor Commandant har spaaet Døden før, og spaaet stedse sandt! Snart skal I Mere see . . Magistraten. Ak Naade! vi vil læse en Paragraphus op, som Taarne bort kan blæse! SIDE: 403 Commandanten. Ha, Krigen er begyndt! (Børre slaaer Hvirvel.) Skipper Børre. Men først Mandatet frem! (gaaer hen imod Huset.) Commandanten. Ja, først en Paragraph med Klingestaven tydet! Ja først en Paragraph, som vier Sværd og Spydet, og gjør til Babylon i Gruus vort Ravnehjem! Skipper Børre (nærmer sig de ophængte Klædningsstykker.) Der hænger Frakker, Parykker, Nathuer -- ja Disse skulle være Mænd og Fiender. Aftenvinden hvifter i al den Stads. Nu, det skal være et tøilesløst Oprør. Se Skjorterne ere ligesaa aabne som Kjolerne. (slaaer Hvirvel.) Magistraten (retirerende.) Tilbage! Tilbage! Commandanten. Hvem commanderer her? Naar disse Sværd er hist, jeg commanderer Jer! Magistraten (knæler.) Ak Naade! Ak og Vee! vi kan ei flye, thi Skræk i Benet hænger . . Ak vor Commandant er væk! Skipper Børre (kommer.) Bi, tappre Commandant! Commandanten. Jeg trækker mig tilbage, for større Rum at faae, som Tigren myg og krum, naar jeg skal styrte frem for Seiren hjem at tage. Tal! Magistraten. Ak vi ligge her! SIDE: 404 Skipper Børre. Slig Fare høres bør med draget Sværd og Lov, i Aske og i Slør! Aabn, Helved, vidt dit Svælg: din hele Flamme-hal kun blive vil for mig en slikket Muslingskal, idet jeg tale maa om rasende Giganter, som Agt ei nære selv for fremmede Gesandter, for egen Magistrat, for egne Commandanter. Thi . . Magistraten. Ak hvad gjorde de? Skipper Børre. Nu, see I dette Been? Det er jo vel et Been? Magistraten. Hvad Andet, kjære Børre! Skipper Børre. Man slog det med en Steen . ! Commandanten. Ha, hele Helved' green ved saadan uhørt Daad . ! Magistraten. Ak saadant maa vi høre! Skipper Børre. Man regne snarlig kan, hvad de vil Eder gjøre. Nok! bag de Taarne, som jeg Jer afmalte sidst, af haardeste Granit, saa høi' at Sky fik Brist, og Regnbuen sprang ito, i lange, sorte Rader en Oprørsskare staaer, som myrder hvem den hader. Commandanten. Saa flyer til Tyrken jeg: der veed jeg dog, man kan i Fred og Stilhed slaae ihjel en Borgermand. SIDE: 405 Skipper Børre. Hiin Skare hader Alt . . Commandanten. . . Den hader mig dog meest. Skipper Børre. Men frygter Intet. Commandanten. Gid dog Loven alt var læst. Skipper Børre (afsides.) Først Sværdet hvæsses bør, saa bider det jo bedst. (høit.) Ei nok! men Borgene, som Belgrads røde Taarn af krumme Sabler og af Tyrkers Maanehorn, besatte ere fuldt (afsides.) af Nathuer og Parykker . . (høit) af Mænd, som Fjelde op af Hav og Afgrund rykke. Magistraten. Vi see dog Intet . . Ak, skjøndt Angsten gjør os gale, vi troe, I det for stærkt, Hr. Børre lyster male. Skipper Børre. Sligt Raisonnement maa gjendrives (slaaer Hvirvel.) (Rækker Magistraten et Forstørrelsesglas.) Saa seer nu gjennem det! Det er det samme Speil, som mindste Vorte teer som Bjerg paa mindste Feil (som Helvedes Gevæxt bør kaldes . .) Magistraten (kiger.) Hvad I vil see vi nu ganske grant; ja meget Mere til. Skipper Børre. I see Giganter da? Troer gammel Mand! Magistraten (kiger.) O gale Giganterne jo er': de gjør' salto mortale! SIDE: 406 Commandanten. Kom frem med Hesten; thi paa Hesten kan jeg væk jo sprænge, om jeg vil, fra egen klamme Skræk. Fa'rs Søn (kommer med Fa'rs Hest.) Her Hesten er, Papa! Commandanten. Se her mit Silhouet! Fa'rs Søn. Ja, jeg er Fa'rses Søn. Skipper Børre. Jeg lønner Dig for det. Magistraten. Tys, Alting stille er. Vi høre Hjertet slaae i Commandantens Bryst, som Hovslag . . Quadrupedante putrem sonitu quatit ungula campum . . Commandanten (slaaer sig for Brystet.) En Falk, som klapper op! Skipper Børre. Den Stilhed værre er (som Havblik for en Storm) end om nu skreg Enhver: "Hei, Magistratens Blod! Det Politie tilkag, som hvad det svoer igaar, svær', løgnfuldt er, idag!" Ja Himlen veed . . Commandanten. . . Og jeg . . Skipper Børre. . . De spilte her et Spil . . Commandanten. . . Som Forspil paa en Krig . . SIDE: 407 Skipper Børre. . . Der sigted' ene til, i Folkets Øine Jer til slige Narre gjøre, som ingen kløgtig Mand bør lyde eller høre. Og det er rimeligt, som og det er en Pligt: at den, som siger saa, vil og forsvare Sligt. Læs derfor Loven op, saa Commandanten kan med Klingens kolde Staal faae slukt den Oprørs-brand, som truer slænge bort hvert Hoved her som Gnister! Commandanten. Ha, tappre Karle, nu jert Sværd af Skeden vrister! (Sqvadronen trækker.) Skipper Børre. Læs Oprørsloven op! Magistraten. For Graad vi ei kan see. Nu kan vi græde kuns: nys kunde vi kun lee! Skipper Børre (tager Flaske og Glas frem.) Det lader til, høivise Magistrat, at I mangler Aandsnærværelse i Farens Stund. Naar jeg forsikkrer Jer, at denne Flaske og disse Glas fandt jeg midtimellem Oprørernes Anstalter, saa ville I indsee, at Disse ikke forsømme at berede sig til Kamp. Jeg har taget Styrkens Bæger fra Fienden. Nu har den høivise Magistrat det, med Guds Hjælp, og den høiædle Commandant, ved sin egen Hjælp, Styrkens Belte og Hammer. Imidlertid har Oprørerne alle- rede havt Styrkens Bæger, for -- se efter -- det er kun halvt fuldt. Magistraten. Jammerskade; thi vi behøve det heelt, saa beklemte ere vi. Skipper Børre. Det er klart, at da Fienden har faaet Styrkens Bæger først, saa angriber han først. SIDE: 408 Magistraten. Ja det er klart, Gud bedre os! Men vi have dog faaet Styr- kens Bæger først paa Raadhuset, i Themis egen Hal: vi have saagodtsom drukket det af Themis egne Skaaler. Skipper Børre. Ja, saa bør Magistraten angribe først. Magistraten. Ja, Gud styrke os! (drikker). Denne Flaske skal forestille en Politiebetjent; thi vi have deraf faaet en god Rapport. Kluk! Kluk! Kluk! Disse Glasser skulle forestille Politieassistentere; de have isandhed hjulpet os, og vi trænge til Hjælp i denne sorrig- fulde Tid. De ere nu tomme og kraftesløse, da deres Indhold er borte, som en Spion. (Kaster Glassene.) Nu skal vi læse alt hvad I vil. (Skipper Børre gaaer.) Commandanten. Kom frem min Adjutant, mit gule, lange Blus! og hal mig op en Eed af Helveds dybe Puts, som Disses frosne Angst i Vrede smelte kan, saa de befale mig at myrde Møe og Mand. Thi sandelig jeg kan mit Mod ei længer binde. Det flyver paa mit Sværd, som Balgen ei kan finde. Adjutanten. Hvad behager Eders Naade? Commandanten. Sværg paa, at jeg slog Slaven ihjel. Adjutanten (rækker Fingrene iveiret.) Ja, saasandt hjælpe mig Himlen, han fik Alt hvad Eders Naade tildeelte ham, og han døde. Commandanten. Sværg Magistraten til, at jeg vil slaae Borgere ihjel. SIDE: 409 Adjutanten. Ja, saasandt hjælpe mig Himlen og Eders Naade, Hr. Com- mandanten vil slaae Borgere ihjel. Commandanten. Sværg paa, at jeg er tapper! Adjutanten. Derpaa sværge Eders Sværd, som Tampen svoer! (gaaer.) Skipper Børre (kommer med en Lygte.) Saa læs da Loven op om Oprør! Magistraten. Vi skal læse en Lov, som Hjertet kan af Brystet iilsomst blæse. En af Magistraten (læser.) "Aa saa skal dem miste Ære, Liv og Gods for saadan usæl Krig og saadan blodig Trods!" Skipper Børre. Godt læst! Hr. Commandant, nu binder Intet mere; men ryst paa Valen, Ørn, de blanke Klinge-fjere. (Trommehvirvl.) Her, vise Magistrat, er Husets Privileg. Gjør hvad der bydes Jer af Dagens Norne bleg. (rækker Magistraten et Papiir.) Anden Magistratsperson (slider i Papiret.) Om alle Engle ned fra Himlen Naade skreg, jeg sværger Undergang for dette Privileg. Tredie Magistratsperson (slider Papiret sønder.) Ved dristig Negl i Fred man større Seir kan vinde, end Helten vandt paa Val med Klingen nogensinde. SIDE: 410 Commandanten. Ved Helveds hele Magt! et Oprør uden Lige, som truer Himlens Gud, og Kongen i hans Rige. Et Choc! Et Choc! Ha Storm! Fa'rs Søn (tager Fa'rs Hest i Halen.) Je suis nu attaché au queue d'un cheval . . (Commandanten styrter ind paa Klæderne. Sqvadronen, med Lieutenant Sorgens-Stjerne i Spidsen, efter.) Skipper Børre. Nu røres Trommen der: jeg kan da stikke ind . . . (gaaer.) (Morgenen efter.) Philosophens Skygge paa Ruinerne. Nu skulle I Enden paa Historien høre: Der var en Skjelm, som hedte Børre. Han spilte Ouverturen til Sørgespil, af en Dæmon digtet, og spilt paa en Grav (af Borgerblod lys -- ak Stjerner i den Damp, som steg ifra Friheds og Æres Urner) . . . o spillet af Centaurer paa Hovkothurner: Centaurer, hvis Choragos's tragiske Krands er blodig Slavetamp, omspunden af en Hestesvands. Børre spilte Ouverturen, saa kom der et Choc, et Choc. Resten af Historien seer Du nok. Henrik Wergeland SIDE: 411 HARLEQUIN VIRTUOS FARCE AF SIFUL SIFADDA "Fremmed Ild er ei saa klar som den Røg, vi hjemme har." (Gammelt Ordsprog.) Personer: Papa. Alvilde. Erling. Piano. Contrabas. Veibred. Damer og Cavalierer. (Værelse i et Gjæstgiverie.) Piano og Contrabas (frokosterende.) Piano. Sapperment! den musicalske Nar igaar beværtede med en herlig Kardinal, da vi drak Danmarks Skaal, og raabte Vivat for det kjøbenhavnske Theater, kjøbenhavnske Sprog, Tone o. s. v., o. s. v. kjøbenhavnsk. Contrabas. Du har Ret, Broer! Efter al den Ære man beviser os i dette gjæstmilde Land, vide vi nok ikke mere, om vi ere Fuskere eller ikke. Piano. Jeg trøster mig til at glemme den Lection, jeg fik i det Kapitel i mit Hjem. Contrabas. Jeg med. Ere ikke Normænd Mennesker med, ligesaavel som en Pommerinke, der her kan passere for en ægte Sachser? og skralder ikke Luften af deres Vivat, blot jeg viser mig? Bliv ikke min Rival, min Ven! Jeg har mere Ære at vise op, end Du. SIDE: 412 Piano. Jeg tvivler; for, sandt at sige, er der ikke Maal og Maade for disse Folks Høflighed. Contrabas. Neppe kom jeg til Bryggen, før de galanteste Cavalierer kap- pedes om at slæbe min Bagage op i et Logis, medens Mænd og Damer, Unge og Gamle stimlede om mig, som om jeg havde været Keiser Napoleon, der kom fra St. Helena; og kun Brygge- bærerne bleve staaende stille, ærgerligen kløende sig i Hovederne formedelst hine Indgreb i deres Metier. Piano. Vare de ikke ligesaa høflige imod mig? Jeg vilde baaret min Tobakspibe selv, men fik ikke engang Lov dertil. Hatteæsker, Kavajer og Kufferter slæbte de tjenstfærdige Herrer bort som en Vind. En af dem isærdeleshed stønnede og svedede noget for- færdeligen og mere end han behøvede, idet han bar min Paraplye som en seiervunden Fane, med en spansk Tyrematadors Stolt- hed, igjennem Byen. Han stønnede vel saa, for at gjøre os sig forbundne. Contrabas. Monfrere, monfrere, gjør Dig ikke formeget til! Lagde Du Mærke til de triumferende Blikke, den Herre kastede til begge Sider af Gaden, der hoppede plystrende afsted med min Stok, Flaske- fodret og lille Joli? Han saae ud da som en uhyre lang Violin- bue indlagt i Enden med Perlemoer og et Par Diamanter. Lagde Du Mærke til den pyntelige sminkede Gentilhomme, der sprang til mig paa Skibsbroen, omfavnede mig der, saa jeg skjalv for at styrte ned med Manden, kyssede mig, og skreg overlydt: "Vel- kommen! Velkommen!" trak sin Kone frem af Hoben, og raabte, mens hun knælede paa noget Tougværk: "hun spiller!" -- trak syv Døttre frem, En efter En, for mig, og raabte for hver af dem: "hun spiller, hun spiller!" Piano. Ha, Ha! sagde ikke den samme Mand til mig akkurat det Samme? og sagde ikke Fruen: "min Herre lev vel! jeg besøger SIDE: 413 Dem imorgen tidlig, ganske tidlig. Jeg kan ikke tæmme min Beundring . . . Mit Huus staaer Dem aabent Nat og Dag, Dag og Nat"? Laae der ikke, det første jeg traadte ind i mit Logis, laae der ikke Invitationsbilletter til de 7 første Maaneder, vi vilde gjøre Staden den Ære at opholde os i den? Contrabas. Gjældte ikke de samme Billetter Ridder Contrabas? Stod der ikke Æresvers i den hele Nations Navn opslagne paa min Dør, laae paa min Pult, paa Lukaf, kort, hvor jeg vendte mig? Piano. Disse Basunstød gjældte ogsaa mig. Træder jeg til Vinduet, saa staae smukke Folk og gloe paa mig, som om jeg var en Konge eller et vildt Dyr. Contrabas. Ja ligesaa paa mig, naar jeg gaaer paa Gaden. Det hæder- ligste er, at det er en meget fiffig, den pynteligste Pøbel jeg har seet i Europa, som gjør dette Væsen af os. Klink, min Broer, dette er et herligt Folk! Jeg reiser ikke herfra, før min Pung er firedobbelt fyldt. Piano. Ja, reis Du! Lykke paa Reisen. Contrabas. Hvad? blier Du her? Piano. Jeg tænker -- ja! Vor Vært fra igaaraftes gjør mest af Fløiten. Contrabas. Det maa være, naar han taler med Dig alene. I Eenrum med mig forsikrer han, at alle hans Følelser ere indsluttede i min Violin: at de springe ud som Passionsblomster med et vældigt Suk, det første jeg banker med Buen til Ouverturen. SIDE: 414 Piano. Men han trak mig i Øret igaaraftes ved Bordet og hviskede, blinkende over til sin Datter: "hør Du! vil Du ikke have min Steddatter Du? hun har Penge Du -- er smuk Du -- spiller Du; o. s. v. Du." Contrabas. Han klinkede med mig saa enthusiastisk, at jeg kom til at øse mit Glas ud paa hans Ærme -- han slikkede det Spildte strax op, og forsikkrede, at jeg bestemt maatte have drukket noget af mit Glas, thi hver Draabe, han havde opslubret, var en Fakkel, der antændte en ny Composition i hans Hjerne -- Han klinkede -- jeg spildte -- han slikkede, og bød mig sin Lorgnet for at kige paa hans Steddatter, hviskende, idet han greb mig i mit Øre, netop det samme som til Dig: "vil Du have hende Du, o. s. v. Du, o. s. v. Du?" Du har, mafoi, ikke meget forud for mig, min Broer? Har Du Galanterie-eventyr? Jeg praler for Andre, men ikke for Dig. Disse Fruentimre i dette Land ere ukydske langt- fra at see, pertentlige nærved, men urørlige at røre ved. De synes at have nok i sig selv. Piano (Afsides.) Fordømt! jeg troede, at være ene. (Høit.) Hør, monfrere, vi have da en Veddekamp at stride idag. Den, der beseirer den anden paa sit Instrument, vinder Myrther til sine Laurer iaften. Vi faae -- tys! Contrabas. Hvad? -- O det var blot den artige Kunstnerværts Kareth, som kom at afhente os. Piano. Ja -- vi faae da kjæmpe . . . Jeg gaaer. Dig frygter jeg ikke, men en Monsjeur Normand, som snuser om Mademoisellen. Jeg gaaer -- som Cæsar vinder, naar jeg slaaer. (Gaaer.) Contrabas. Gaae? vinde? Ha -- hvad har Du forud for mig? Vor Ære i dette Land er lige. Skulde vor Gevinst ikke ogsaa være det? SIDE: 415 Jeg har dog deri noget forud for Dig, at jeg ikke er gift hjemme. Dog dette er saagodt som Intet. Du har det forud igjen, at Du er en Italiener (Tyroler rigtignok) og jeg kun en Tydsker (fra Ebeltoft rigtignok) . . O gid der laae et Land søndenfor det middel- landske Hav, hvorfra Kunstnere og Murmeldyr og Musici kom, saa vandt jeg i dette Folks Øine for Dig, om Du saa kom fra Conservatoriet i Neapel. En Medbeiler have vi begge To . . . Men for ham frie mig min Kaarde; thi man forsikrer, at i dette Land tør smaae Slyngler gaae fremdeles med Snuden iveiret, fordi Dueller ere gangne af Brug; ja, at en Udlænding har turdet krænke den hele Nation, uden at det er faldet Een ind at kræve ham til Regnskab derfor. Piano, Du vil liste Dig Byttet til ved dine følsomme Floskler og Fagter: at Du besvimer ved at høre En hoste, naar der ikke er det rette Mellemrum imellem Bas og Discanten i Hostingen. Derved har Du listet Dig ind i vor Pa- trons Gunst; thi han spiller samme Rolle, forat hedde Kunstven; men jeg skal lære Dig Kunsten af, saasandt jeg kan faae en Tone, der vækker Beundring paa en Concert, men Rødmen og For- skrækkelse i et Selskab, ved at stryge bag paa en Violin! Ved min Qvints Klokketone! ved mit Pizzicato! Jeg vinder Prisen iaften! De skraale jo: "Bravo! Bravissimo! Dacapo!" det første jeg træder frem, før de høre et Strøg: hvad da ikke -- Ha! Jeg vinder Prisen! (Gaaer.) (Værelse hos Papa.) Papa. Alvilde. Papa. Paa Jorden -- ja i bedre Egne, end her, hvor alle Kunster blegne, medmindre at de Udenlandske (blandt dem desværre er' de Danske) hid høfligst sig umage ville at declamere lidt, at male lidt, at spille lidt (blot, blot det skede tidt, ak tidt!) saa vi dog deraf kunne lære, at Muser end ilive ere; SIDE: 416 kun ikke her -- -- Paa Jorden (det vil altsaa sige hverandensteds, kun ei i Norges Rige) der mange flere Pligter er end disse Tre, jeg lærer Dig, som de nødvendigste nu, nu. For Dig -- ja kom Du det ihu, jeg siger Dig, min Datterlil! og glem ei, at jeg siger: nu! -- For Dig er Dyder tre alene. De overstige Ingens Kræfter; thi hveren er affattet efter det simple Efterabelses-princip; men Dyder, som i kolde Stene -- saa kalder jeg de stakkels Hjerter, som at aabne sig i Norge fik til Dom -- indtrylle kan Canovas Livsenssmiil. Den første Dyd Talent er for Musik. Den anden . . . Alvilde. Ak, Papa, jeg bliver høist lastværdig da. Papa. Den anden Dyd er: om Du fik, just ikke Øre for Musik, saa kan Du, Datterlil, med Munden Dig hjælpe ligegodt igrunden. Det er at sige . . . Alvilde. . . Jeg skal gabe, naar Contrabas's Bue . . . Papa. Bah! Hvor kan Du? . . Du skal Veiret tabe, complimentere, bravoere, SIDE: 417 kun aabne Læberne til Roes, omfavne hver en Virtuos, ham trykke, som af ham du trykkes; -- i samme Forhold . . ah . . henrykkes, som Manden kom langveisifra. Alvilde. En Dane følgelig fortjener, at jeg ham kalder: Helt, min Helt! men En von hinten lille Belt, en Tydsker? . . Papa. Han maa Engel blive. Alvilde. Men hvilket Navn skal jeg da give en sort, en sort Italiener? Piano? . . Papa (Listig) O "dit Øres Gud." Ja gjør Du det; thi, hør, et Øre, saa labyrinthisk det seer ud, er benest Stie til Hjertet . . Alvilde. Men hvad skal jeg kalde en Franzos? Papa. Hvis han er længere fra os, (det er, meer nær mod Himmelen,) end en Italiener, saa end høiere han nævnes maa. Ja kald ham reentud: Virtuos. Alvilde. En Afgudsdyrker er Papa. SIDE: 418 Papa. Den tredie Dyd er let; thi den bestaaer i, at Du kaster hen din Rok, din Simpelhed -- kort Alt, som Dig beskjæmmer . . Alvilde. Ak, ved at minde mig om, jeg er en Norges Qvinde, om at min Fædrejord er kun en bøiet, fattig Moer, hvis Sønner slaae, hvis Døttre spinde. Papa. Nei, dette er dog altfor galt! Hør, Datter, omend Sminken er ei jevnt i Brug -- desværr'! desværr'! -- paa Kinderne i Landet her: som andre Norges Qvinder maa din Dragt at sminke Du forstaae med Regnbufarver. Silke broget et Intet gjøre kan til Noget. Jeg sværger Dig, at Stadsen skaber om til Paris selv Ravnekroget. Alvilde. Og Mennesker den gjør til Aber. Jeg ligne skal da mine Søstre fra Frøken A til Jomfru Ø? Papa. Partout! Alvilde. Man maa da være Nar i denne Verden eller døe? Papa. Partout! SIDE: 419 Alvilde. Jeg bliver hvad jeg var. Jeg vil forblive helst mig Selv. Papa. Nei, du maa ligne -- ellers skjælv! -- en Frøken Thorbjør Sommerfugl. Alvilde. Ak, paa min Væverstol jeg heller at være simpel Larve vælger, til engang Nødens Vinter tvinger igjennem Nøisomhedens Vaar, (o grøn af unge Egeskud) en Velstandssommer frem at springe i Norges Dal -- da bryde tør jeg dette Verkens-Puppeslør og flyve sommerfarvet ud. Gallien har Raad sin Datter at pynte i Silke og Flor; for det fattige Nor indtil videre er hvert Silkeplag her en grusom Pasqvil og i Smiil en Fynte. Papa. Du skal ligne Frøken Thorbjør Sommerfugl, og Jomfru Gunhild Kolibri. Alvilde. Hør, hvor Lærken graa og fri paa Norges Vange slaaer! Solforgyldet Kolibri kun paa Kunstkammer staaer. Papa. Jeg siger dig, Du skal ligne Frøken Thorbjør Sommerfugl, Jomfru Gunhild Kolibri, Frøken Olaug Papagoy. Alvilde. Før stum og stokdøv vil jeg være, end ligne denne malte Skjære. SIDE: 420 Papa. Jeg svær dig, Du skal i tydske Kjoler ligne Frøken Thorbjør Sommerfugl, i engelske Kaaber Jomfru Gunhild Kolibri, i kjøben- havnsk Snaksomhed Frøken Olaug Papagoy, i franske Skoe og Strømper Jomfru Gudbjør Paafugl! Alvilde. Papa, hvi skal jeg tvinges -- ak! at gjøre til Landsforræder min Stak? Naar mit Hjerte er fædrenelandsk, hvi Kaaben da engelsk, og Hatten da dansk? Mit fattige Land har ei Evne til at klæde i Silke forfængeligt Smiil. Mit fattige Land har ei bedre Lykke, end sin bedste Datter i Værken at smykke. Papa. Alvilde, Holdt! jeg bliver gal . . Du giver mig, til Svar paa min Moral, igjen Moral. Alvilde. Den, som moraliserer, vel bør have nok igjen for sig Selv. Papa. Guds Død! jeg troer, Du Omgang har med Siful, den patriotiske Nar. Jeg byder Dig endnuengang, min Datter: dit norske Alvor omsmeltes maa til udenlandsk Latter. Se, det er Tidens Kjephest, hvorpaa -- hei, hop! -- med de Andre Du ride maa! At være musicalsk, Veninde være med alle Musici, som gjøre os den Ære at komme herhid for at variere . . Se det, maa Du vide, er Kjephesten min, ja Papas Kjephest. SIDE: 421 Ved Pianos Fløite, Contrabas's Vio-Violin! paa den skal Du ride til din Bryllupsfest! Alvilde. Papa, De dog vel veed, at fire Aar De (dyrtnok) stred imod Naturen, for at lære (De tabte dog) mig musicalsk at være. I fire Aar paa splinternyt Claveer (og saa det gaaer af mine Søstre Fleer) jeg lærte Intet uden maadeligt en Vals at slaae. Papa. Ti stille dog med Sligt! Nok, vær da Stok og Steen, om saa Du vil. En anden Dyd jeg veed, som, skjøndt den er vel gammeldags, kan, hvad der fattes Dig, erstatte strax. Alvilde. De mener . . ? Jeg ei Barnet glemmer i hvad der med Naturen stemmer. Jeg lover . . . Papa. Held dig! . . Lydighed vil hjælpe os i denne Sag. Ja just paa denne, denne Dag den Alting gjør. Hør . . (forlegen) Datter hør . . Alvilde. Jeg lyde bør . . . Papa. Ja, rigtigt! -- Ja! Men hør nu blot . . (forlegen) SIDE: 422 Alvilde. Nu, tal, Papa! Papa. Ja hør nu blot . . og lyd nu blot . . Alvilde. Jeg ahner, ahner intet Godt. Papa. Nei, hør nu blot . . (forlegen) Alvilde. O, Stedfa'er, hvi tør De mig ei i Øiet see? Jeg ahner . . Papa. Du er altfor fri. Ti stille! ti! Kan jeg dit Øre ikke byde, din Mund befale ei at lee, ei tvinge Dig, som Andre Dig at tee: jeg tvinger dog din Sjel at lyde. . . Dit Hjerte, vil jeg sige; thi for Sjel er Du, som Qvinde, fri. Alvilde. Nu, hjulpne vi bleve alligevel, hvis funde vi stedse kun Mænd med Sjel. Papa. Slaae ned dit Øie! hør nu stille hvad egentlig idag jeg vilde: iaften gjør jeg musicalsk Calas: Professor Piano, Ridder Contrabas, de to Virtuoser langlangveisifra, som gjøre Mig og denne Stad den Ære -- SIDE: 423 -- kortsagt -- reentudsagt, jeg holder Concert -- begge de store Virtuoser have friet til Dig -- det vil sige, jeg har lovet dem Dig -- Du er min Datter -- Du er min Myndling -- kort sagt . . jeg er et Extract af al Byens Smag -- jeg gjør Concert i denne Dag -- stort Selskab, Assemblee -- jeg har allerede sendt min Kareth efter begge de høistærede Friere -- tænk hvilken Ære! -- kortsagt, den som spiller bedst (og det gjøre de begge To) skal have Dig! -- Jeg har hentet Galanteriefruens hele Garderobe; vælg, og pynt Dig! -- er Du ikke musicalsk; kan Du ikke, som jeg, hjælpe den Brøst af ved at beundre (ikke Affectation, naar Du først kommer ind i det, og det bliver Vane), saa skal Du hjælpe Dig ved Lydighed -- Ja, Den (det er en olympisk Vedde- kamp) -- Ja, den som spiller bedst, han skal, han skal -- og Du skal neie, og sige Tak -- Han skal, han skal have Dig! -- Tys! der kommer Karethen med dem, mine høistærede Venner -- Pynt Dig -- smink din sure Mine væk -- raab Bravo; og synk i hvem af Heltenes Arme Du lyster! (iler ud.) Alvilde. Saa? -- Ja sandelig, saa farligt dette klinger, synes det mig saa latterligt, at jeg ikke kan troe, der er nogen virkelig Fare forhaanden. Svage Mand -- min Stedfa'er, som vil give sin Datter bort, sin eneste daglige Omgang og Pleie, til en ubekjendt Udlænding; -- min Formynder, som vil kaste sin Myndlings Penge til en Lykkeridder, -- en Olding, leflende med de besynderligste Gjækkerier paa Gravens Bred -- Mand, har Du en Sjel? At kalde den qvindelig, skammer jeg mig selv, som en Qvinde, ved; at kalde den mandlig, vilde ikke Erling. Du har ingen! O, og Du vil nægte mig at have nogen? at have nogen Villie? at for- agte og agte? Du har intet Fædreland, thi Du skammer Dig ved dit eget; og vil nægte mig at have et? Saa mandig er Du dog, at Du vil befale over en Pige. Det er et besynderligt Væsen, trods det aldeles Intet det bestaaer af, formedelst dets Mod- sætninger: han vil staae ispidsen for Industrieselskaber o. s. v., og hans Datter faaer ikke Lov at gaae med en hjemmevirket Kjole, ligesom han ogsaa selv foregaaer med det sletteste Exempel deri: han spiller paa en Klubaften 100 Daler bort, men har ikke en Skilling til noget Almeennyttigt, ikke en Skilling for en Fattig -- SIDE: 424 af den Grund, siger han, at han er Forstander for en velgjørende Anstalt: -- han hader Sverrig, ringeagter Norge, elsker Alt uden- for disse indtil Raserie: han vil være en Enthusiast for Musiken; derfor løber han paa hver en Concert, gesticulerer med Hoved og Fingre, som om han var henrykt; men hans Øine ere stive af Søvn, om man seer ret paa dem, han gaber ofte i sit Lommetørklæde eller naar han vender sig til Vinduet, og den Takt, han synes at følge med Benene, er ikke Orchesterets, men et simpelt Stykkes, et Tappenstregsstykkes, han har lært fra Barnsbeen: fortrinlig sætter han en Glæde -- nei ikke en Glæde, thi den kan han ikke føle -- men en Ære i at gjøre sit Huus til et Værtshuus for alle reisende Kunstnere, især fremmede Musici, skjøndt de eneste fremmede Ord han kan, er: "mein Herr! mein Freund! Was befohlen Sie?" og "partout Monsieur, oui!" og han ikke veed at skilne Bas fra Discant -- I saadan evig besværlig Kamp er han for at modstride og tilintetgjøre sit eget lille Væsen: for at sønder- plukke det i saa mange Fnug, at ingen af disse kan gjøre noget Heelt . . . og til den samme Fordreielse af mig Selv vil han tvinge mig? Ja, han synes, den er ganske naturlig -- at det maa være det allerletteste og behageligste for En, der afskyer For- fængelighed, at vise en Forfængelighed, jeg tillige, som almindelig, holder for Fødelandets Svindsot-Blomstren -- for En, der gjør mere af en Bog end af Noder, og som Naturen nægtede Talent for Musik, at gjøre sig musikalsk, eller, som han selv, hjælpe sig ved Affectation -- for En af en ukunstlet og redelig Tænkemaade at fremkunstle en foragtelig -- for En, der heller, i Haabet om at han kan blive bedre, hører en maadelig norsk Kunstner, end en udenlandsk Udskregen, at trække paa Skuldrene, naar man nævner en god norsk Kunstner, men klappe, naar man nævner en Vildfremmed -- Sandelig dette er formeget . . ja, og endda ovenikjøbet give sit Legeme hen tilligemed sin Villie og bedre Vidende . . Dette er formeget . . At kastes som en Fjærbold imellem disse To? Formeget, og derfor latterligt . . Disse To? mellem disse To? (Erling kommer hastig ind.) Erling (kysser hendes Haand iilsomt.) Min elskede Elise, jeg hørte Dig . . Jeg veed en Barm, som opfangede Dig. SIDE: 425 Alvilde. Hvorledes? Erling!? Erling. . . Opfanger i denne Aften Bolden i dette kostbare Boldspil. Ja saasandt De foretrækker denne Barm som et Fristed. Ja, ved min Agtelse og dybe Følelse for Dem, Alvilde, jeg vil spille med disse! ogsaa om De forlader mig, som Duen Qvisten, der reddede den for Høgen. Alvilde. De seer Sagen alvorligere end jeg. Kjender De ikke Papas Indfald? Der er fordetmeste Intet i dem. Erling. Alvorlig? Jeg skulde troe det; skjøndt jeg troer ikke mine egne Øine, der see Dem saa rolig. Halve Byen er inviteret; paa Billetterne staaer: "for at bivaane min elskede Datters Tro- lovelse." O blegn ikke . . ikke bange! Her er din bedste Ven . . Alvilde, svar mig nu oprigtigt. Jeg giver Dig mit Livs Opgave at løse . . Alvilde. Sandelig, denne Forhaanelse løsriver mig fra min Stedfaer . . Erling, Erling! svar mig: Den, der spiller bedst paa Concerten, han vinder -- mig: spiller ikke Du? spiller ikke De? et Instru- ment? O, om det var blot Guitarre, saa -- -- Erling (omfavner hende.) Alvilde, -- jeg spørger ikke meer. Mit Livs, min Lykkes Op- gave er løst. Du er min. Du nægter det ikke? Du kan ikke. Dit Hjerte aabnede sig i dit Spørgsmaal, om jeg kunde kjæmpe med mine Medbeilere, Dig som mig modbydelige. Ja sandelig -- ved Alt! ved Alt! ved dette Kys, min salige Evigheds første Morgen- rødme! -- jeg skal kjæmpe med dem. Alvilde, min, min, se paa mig . . Alvilde. Faren har ikke avtvunget mig dette. Du veed, at en Mand har en Qvindes Hjerte, naar hun i Eenrum kalder ham sin Ven. Jeg SIDE: 426 kaldte Dig saa ofte, naar Du trøstede mig over de smaae Sjele, der omgøglede mig i deres flagrende Døgnflitter -- vee, jeg tænkte mig Lygtemændene over Norges Grav! -- ved at lade mig skimte Glimtet af din Blussen for det Store og Gode, for Frihed, Sandhed og de Lidende . . o, naar Du ogsaa belivede mit Hjerte: fra den Stund Du lærte mig, at vi skylde Gud, at takke ham for vort Liv ved Daad, at sande, tilladte Smiil frem- voxe kun af Andres aftørrede Graad, at de ere vort Livs Rosen- have, naar ingen Ulykkeligs . . O jeg glemmer, jeg glemmer min Lykke . . jeg græder; men jeg er ikke Ulykkelig -- -- Erling. Herlige Pige! Jeg var Din! Ja dine Taarer ere Kjærlighedens; thi Du er atter i Smiil. Den behøver Tid og Væxt for at skyde saa smukke Blomster. Jeg kunde næsten af Hjertet ønske Dig i Graad hvert Minut, for at see et saadant Smiil at fødes -- en Nymphæa, der dukker skinnende op af Vandet . . O Du er min . . Alvilde (river sig løs fra Erling, stiller sig lige over for ham.) I kommer ind i det Ridderlige . . O den Kjærlighed fryser under Staal og Plade. Herr Ridder, har I noget Sværd, saa frels mig! I kjender Faren. Erling. Nu ikke -- Ja; jeg forstaaer din Spøg: vi have ikke Tid til at lytte efter vor Kjærligheds første Livsaandedræt under Guds Him- mel, for Menneskers og Engles Øren. Vel! jeg er ikke egen- nyttig; jeg vil kjæmpe, uagtet jeg har vundet Prisen forud. Alvilde. Men Fader Papas Bifald? Det er ham, som deler Prisen ud. Erling. Ja -- aa ja; men, om han saa var Kongen, er denne Ring stærkere end hans Krone. (vexler Ringe) Hvad de musicalske Vindhaser betræffer, saa slaaer jeg dem af Marken, uden at behøve at trække mit Sværd, som jeg haa- ber; ja jeg skal slaae dem væk med deres egne Vaaben. SIDE: 427 Alvilde. Hvad? Sværd? Hvad tænker Du? Erling. Jo, vær vis paa, at jeg skal møde dem paa alle Veie. Seer Du, Fægterskolen er som de tørre mathematiske Figurer til Ovids ars amandi. De vise, hvorledes man i et "En-to-tre" faaer Hvad man vil. Derfor har jeg i Smug . . Alvilde. . . Lært at fægte? -- Ah! Erling. Ja, indpuget mig disse tørre Figurer, om Herr Ridder Contrabas eller Herr Professor Piano skulde faae Lyst til at examinere mig, eller Trang til selv at examineres. Men -- se (omfavner Alvilde) et Par omfavnende Forelskede ere de illuminerede Kobbere til hiin Ovids berømte Bog! Alvilde. Fægte? Ei, Erling, Du er Student -- hvad vil Du med de plumpe Vaaben? Det er blot Don Qvixoter, som sværge, at Amor hænger altid paa den bedste Kaardespids. Erling. Jeg vil ikke tænke paa Kaarden, bedste Alvilde. Glem det! Jeg skal nok værge om Dig, min Odel for Evigheden, med bedre Vaaben. O, de elendige Prætendenter skulle staae forbausede udenfor min Herlighed, blot som dens stive Gjærdestavre. Jeg har endnu et Vaaben, og endnu et. Jeg har i al Hast sat mig noget ind i Generalbassen, for i Theorien at beskjæmme disse Pralhanse i Eders Faders Nærværelse. Alvilde. Du vil hamle op med dem i Eet og Alt. O -- jeg maa lee, skjøndt dit gode Hjerte skinner igjennem denne latterlige Plan. Du kan heller ikke have drevet det længer end til at være en Fusker i den Videnskab i denne korte Tid. SIDE: 428 Erling. O, ikke saa kort! Allerede første Dag de kom her til Landet, hørte jeg ved Bordet, at Papa lovede og tilsvor enhver af Vind- haserne, at hvem af dem, der lystede at tage Dig, behøvede blot at give ham et Vink, et Nik . . Derpaa nikkede de begge To -- Contrabas sagde: "ja, Gott verdam'mich!" -- Piano sagde: "Ro- sens og Laurens Skaal, Herr Vært!" hvorpaa alle Tre klinkede og raabte, mens hele Selskabet og Du med studsede over denne Act: "Bravissimo! Bravissimo, Signore Papa! Signore Virtuoso!" Alvilde. Sandtnok, denne plumpe Cabale er vidt dreven. I det værste Tilfælde kan jeg flye fra min Stedfa'er og hans uforskammede Gjæster . . i det allerværste Tilfælde kan jeg udsætte mig for Selskabets Forundring og Spot ved, i det Øieblik Seierherren skulde feire sin Triumph, at erklære, hvorledes det Hele hang sammen. Erling. Tro mig, Kjære, de skulle selv række mig den skjønne Rosen- krands. Alvilde. Kan Du tvinge dem dertil, Erling, ved at forelæse dem General- bassens Theorier? Det bliver ligesom i Erasmus Montanus det kraftige Argument: Alpha, Beta, Gamma, Delta, Ypsilon, Ponto Basta! Da Du ikke har, som jeg troer -- skjøndt Du smukt nok veed at pynte din simple Sang med din Moders Guitarre -- noget afgjort frembringende Genie for Musik, saa kan Du gjerne lære Generalbassen, skjøndt Du vel har vigtigere Ting at faae pløiet frem af Tiden ved dens Ploug: Fliden, (der hos Dig tillykke har Eggen af Talent-staal) og skjøndt jeg er vis paa, at de to Vir- tuoser vilde lade haant om al Slags Theorie, og sige, at Du er af den gamle Skole (hvorved Papa strax bevæges til at vise Dig Døren og udelukke Dig fra Prøven) -- ja jeg er saa vis derpaa; thi deres Ringeagt for Dig grændser til det Utrolige: er saa stor, som deres Uforskammenhed i alt Andet. SIDE: 429 Erling. Ved Gud, min Næve var nok det kraftigste Middel til at klare denne Himmel, der er skummel nok, skjøndt kun et Par Tre- mulanter er dens Torden, deres Smiil dens Lyn, Papas Bravos dens Storm! Men jeg haaber at gjøre det af med meget mindre med disse Herrer, der blegne, stivne, svimle, daane ved at høre et ubetonet Skrig. -- Min Alvilde, levvel! sæt Dig paa din Throne paa Kamppladsen; forskrækkes ikke, i Hvad du seer; kron Dig med Smiil og Blomster: Levvel! (kysser hende) min Alvilde! (Piano og Contrabas komme) Levvel! (kysser hende) Levvel saalænge! Levvel! (gaaer; standser mod dem i Døren) Contrabas. Guds Blod! Se her min Milaneser! (drager sin Kaarde) Her slænger jeg dens Skede væk. (kaster Skeden bort) Se, nøgen Dødens Slange hvæser: (truer med Kaarden) dens Bid er Død, dens Hviin er Skræk. Piano. Jeg veed, pardi, monsieur, at min honneur slig blâme døied aldrig før at møde i den samme Dør Medbeiler; derfor Døden bør med Segl og Tand og Glemsels Slør udslette ganske den malheur. (drager Kaarden) Contrabas. Skeden slængte jeg -- Din Sjel i dens Tomhed hyle kan! Men Du selv fra Hals til Hæl -- Du Barbar, Du norske Mand -- netop til en Balg kan tjene . . Erling (med tordnende Stemme.) Kaardene i Balgene flux! SIDE: 430 Contrabas (skjælvende.) Vel! Vel! . . Piano. Vel! Vel! (de stikke ind) O, saa afskyelig en Stemme hos Nordenvinden kun har hjemme i Drontheim eller Dofrefjeld. . . Jeg daaner . . saa utonet Skrig kan lægge mig paastedet Liig. (kaster sig ned som daanet) Contrabas. Ja jeg, jeg bliver dødsens . . Herre, jeg Eder skal at synge lære. Saa skal det synges: Kaar - de - ne - i - Bal - gene - flu - u - ux! En Scalatavle er mit Øre, og slig en Røst kan død mig gjøre. Jeg blegner som min Bro'er, jeg stivner. Ved Vellyd kun igjen jeg livner. Jeg daaner (sagte) -- rigtignok vel seent -- (høit) fordi Du Stemmens Regler reent forglemte . . Bah! (kaster sig ned som besvimet) Erling. Alvilde, skulde vi ikke seire over Disse? Alvilde. Det er sandt, naar man har en god Sag, kan man ikke fore- stille sig Faren liden nok. Der ligge Dagens Helte, og Gjæsterne, som skulle bivaane deres Triumf, komme allerede. Naar vi gaae, saa reise de sig. (de gaae) Contrabas. Hei, Broer, hørte Du? Piano. Tys, Broer! Jeg hørte nok; men lig stille blot et Øieblik. Attraperede nogen Anden end Papa os, idet vi reiste os, kunde de troe, at vi spillede Comedie. (Papa kommer ind, læsende i en Avis) SIDE: 431 Papa. Hvor ere Virtuoserne, at jeg kan fortælle dem Nyheden, Re- staurationen, at jeg kan fortælle dem, og omfavne dem, og for- tælle dem, at vi ere rykkede dem nærmere ved en dristig Streg. Ja, se her staaer det: Danmark (høilovlig Ihukommelse) har gjen- erobret Norge -- her er Edictet -- her er det, som viser og proclamerer, at Norge og Kjøbenhavn (gid det florere!) og Fyen ere Eet. -- Forstaaer sig desværre blot: jeg taler om Aanden -- det aandige Danmark har erobret det aandige Norge -- her staaer jo med Fynd beviist, at man taler Dansk i Norge (ja Him- len lønne dem, som ville koste paa sig en Reise til Kjøbenhavn, for at lære det, eller dog til Færder, for paa Reisen at kunne lære det, deres rette Modersmaal!) -- her staaer jo omhinanden en Liste paa udkomne Bøger i den danske Literatur: -- to fra Kjøben- havn først, saa en fra Christiania -- en fra Aalborg, saa en fra Drammen -- en fra Odense, saa en fra Throndhjem -- en fra Ribe, saa en fra Bergen -- en fra Christiansand, saa tre fra Kjøben- havn. Der seer man dog, at Kjøbenhavn er Kronen og godtsom Alpha og Omega. Piano (sagte til Contrabas.) Nu sukker jeg. Contrabas. Ja suk Du! Jeg reiser mig. (de sukke og reise sig) Papa. Ha, mine kjære Herrer, kommer, kommer! Vær saa god! Was Teufel! was ist das? Piano (reiser sig) Ah! . . Det gik over! Papa (slaaer Hænderne sammen.) Himmel! Himmel! Contrabas, Broder, hvad behager Du? Contrabas. Snik, Snak! det var Intet. Hvad jeg behager? -- Champagner og Høflighed. SIDE: 432 Papa (tripper om.) Strax! Strax! Følg mig! Champagner og Høflighed? Strax! strax! Piano (til Papa.) Er jeg bleg? er jeg ikke bleg? Papa. Rød, rød, kjære Rose, Hahahaha! Rød, rød, søde Rosenkys. (kysser Piano) Piano. Hvad? ikke bleg? Jeg siger, jeg er bleg. Papa. O jo, min Gud, bleg og skjælvende og, og . . Piano. . . Og bævende? Papa. O jo, min Gud, bævende og altereret. (grædende) O, hvad skal jeg? . . Er dette Ansigt at komme til en Fest med? er dette et Brudgomsansigt, hvis Lykkens Ansigt tilsmiler Dig? -- Kjære, Hæder for mit Huus, kom Dig, kom Dig! Contrabas (barsk.) Er ikke jeg bleg? Papa (grædende.) Hvad vil Du? Vil du være bleg eller rød? Hvad Du vil. Alting! O jo, min Himmel, bleg og -- hu-hu! Hvad er veder- faret? Gjæsterne maae afbestilles . . Contrabas. Aldeles ikke. Nei for Alt! Piano. Siig mig blot: troer Du, at en Jyde har finere Øre end en Nor- mand, en Tydsker end en Jyde, en Tyroler end en Tydsker, en Italiener end en Tyroler? finere Øre, finere Smag af Naturen? SIDE: 433 Papa. Ja -- hvor kan Du spørge om Sligt? Alt hvad der aander og taler ovenfor Kattegat burde enten have Æseløren eller ingen Øren. Min sal. Moder var en Kjøbenhavnerinde (bukker), derfor er jeg en Undtagelse i dette Mørkets Land. Piano. Ja, troer Du dette: saa kan Du ogsaa begribe, Ven, at vore Øren ikke kunne udholde al Slags Lyd. Vi segnede Begge ved at høre en Raadstuetjener snarre her paa Hjørnet. Havde vi ikke Grund dertil? Papa. Altformegen -- Gudbevare's -- Tør jeg dømme derom -- jeg som kun er en Bastard i Kunstverdenen -- saa altformegen . . (afsides) Her lærer jeg noget. (høit) Jeg kan heller ikke godt ud- holde den Lyd. Jeg er glad -- dog skulde jeg gjerne have lidt det for Eder -- ved ikke at have hørt nogen saadan Lyd idag; thi hører jeg Sligt om Morgenen, er jeg vis paa at have Migraine til om Aftenen. Piano. Sur mon honneur! Du er skabt til at nyde Kunsten. Du er en Virtuos i Smag og tendresse. Hver af dine Nerver er en Kunst- dommer. Papa (smiler og bukker.) Contrabas. Ja, sur mon honneur, Du er en Undtagelse i dette Land: en Raritet. Papa (smiler og bukker.) Piano. Du har udsonet os med vort ravgale Forsæt at styre til dette Land, om endog ikke din Myndling vilde bringe os til at ønske os tillykke dermed. SIDE: 434 Papa. Ah, en Raritet? Ah complaisance -- Kommer, kommer -- Jeg takker, jeg takker -- maa jeg ydmygst bede om din ærede Arm; og om din høistærede Herr Arm -- Salen er fuld -- der er Øine, Øren, Munde, Alt proppet, Alt gabende i hinanden. (vil gaae med dem) Contrabas. Basta, min Ven! Pst! Jeg har et Ord at sige Dig. (Papa slipper, og stirrer gabende paa ham) Du taler, bey allen Elementen, som et Genie. Du er en Raritet i dette Land. Papa. Ja -- ja -- jeg takker -- ah, ah -- lidt Tankefylde -- nogen Tankeflugt -- megen Tankeflugt og Fylde. Jeg har bandet min Fa'er, at han gjorde mig til Kjøbmand, efterat han først havde gjort mig til Genie. Piano. Jeg vil skrive det til Leipzig, til Allgemeine -- Papa. Pah -- jeg takker -- men (tør jeg bede) til Leipzig und den Hamburger Correspondent. Du forstaaer mig, Bruder, wenn wir Deutsch sprechen. Piano. Ja i en literarisk Anmeldelse, at den berømte Professor Piano, in das schreckliche Eis- und Felsenmeer Norwegen, som alene die Schweden kunne betragten mit verliebten Augen, men som der berømte Professor Piano (hem! hem!) alene af puur Menneske- kjærlighed besøgte, forat vække Livet hos de tobenede, ragede Bjørne, som kalde sig Normænd og Landets Herrer; eller, flux de spidse Øren efter min Fløite, lære dem, at de dog ere et Slags Mennesker. Her er jeg Prometheus . . . Papa. Ja, her er Du Prometheus. Herregud-Prometheus. SIDE: 435 Contrabas. Da besøger jeg dem, Gott verdam' mich! af al Slags Gierigkeit alene: især af Neugierigkeit . . Papa. Neugierigkeiten hører uns til. Ja sprech Du kun Deutsch ich skal nok verstaae. Contrabas. Hør blot . . af Nysgjerrighed, forat prøve blandt Klipperne og Bjørnene, om det er sandt, at Amphion eller Orpheus (Riddere og Professorer som jeg og Bruder Piano) kunde faae disse til at dandse. Sandtnok det var Æsler Amphion experimenterede paa, og disse ere mere musicalske end Bjørne; men . . . Piano. Ja det var Kongen af Neapel og Cardinal Ruffo, som dandsede. Men det er nu det Samme: Signor Orpheo er død: Virtuoser spille efter ham: Vi spille nu (det er at sige: vi leve; thi deri bestaaer alene vort Liv): vi døe -- og Bierfidlere spille efter os; eller hvem tør spille da? (slaaer en Trille paa Fløiten) Hørte Du det, Papa? Papa. Hørte? Ah! -- Det var ikke godt for Byen, om Du spillede paa Gaden, Virtuos, for Stenene maatte hoppe, og mange Steder have de Rum til at hoppe; og den Steen vil jeg skjælde for et Æsel af en Steen, som ikke hoppede. Der er Mange, som troe, at En bliver til et Æsel, naar man siger det til ham. Siden kan der igjen gjøres Adskilligt af dem, dog Attacheer først. Piano. Sandt! sandt! Midt paa en offentlig Plads i Paris har jeg seet et Steenæsel. Revolutionens store, de lyse Seclers Potpourri- ouverture rev det, med Flere, endelig ned i Dandsen; men nu staaer det der igjen, og vil staae der saalænge Bourbonner lære SIDE: 436 Franskmændene at intonere paa fransk: God save the King. Denne Sang er Kongernes Visselul. Du hører, Ven Papa, at jeg er en Carbonari. Men -- Stille! Papa (omfavner ham.) Ah, Carbonari! Bruder, Bruder! Imellem os sagt -- jeg er Frimurer. Jeg betaler for mig, og dermed er det gjort. Ah, Carbonari? Det er et høit Spil. Piano. In Kopenhagen hørte jeg, at her var ogsaa Carbonaris. Papa. O, desværre! vi ere ikke -- ja ikke vi, men de ere ikke komne saavidt i denne Udørken, desværre! Piano. Potstausend! i Stockholm kaldte man dem Rævbælgere, men i Kjøbenhavn 17de-Mais-helte. De skulle være et Slags St-hans- torbister, der blot sværme een Aften; eller et Slags rare Blom- ster, der blot springe ud og dufte een Dag, men saa hænge hele Aaret rundt visne og stive. Er Du iblandt dem? Papa (løfter Hænderne mod Himlen, seer rundt om Væggene.) Himlen bevares! hvor kan Du? -- Jeg sværger -- Jeg svær- ger -- -- Piano. Du blegner Papa! Her er Eau de Cologne. (giver ham en Lugtevandsflaske) Papa. Tak! Tak! Jeg vil tage Kampherdraaber -- Ah, tal ikke derom! ikke derom! -- for Himlens Skyld! Det er Forræderie -- SIDE: 437 Ak -- ! Nogle af mine høie Gjæster (I skulle see dem) have toet sine Hænder i Blod; jeg toer mine i Sved og Draaber paa at jeg er uskyldig. -- Herregud hvor man kan komme ud! Jeg? jeg? -- O jeg sværger, jeg troer, jeg blier gal -- jeg sværger -- -- Contrabas. Pst! Hør! (afsides) For en Ulykke om Manden skulde blive syg, og vi gaae Glip af Concerten og Byttet. (høit) Hør! (stryger paa Violinen) Hørte Du det, Papa? Papa. Hei! Ja det var noget Andet -- etwas Anders, som I sige. Hei! ja spil paa den Streng. Hahaha! det er ubarmhjertigt, Ven- Virtuos, at vække Stenene, at gjøre Stenene til Mennesker. Ja ligesom Aristokrater gjøre Stene til Æsler, ved at lade deres Büster hugge . . Hahaha! dersom ikke Gulvet og Væggene (saa- som de ere afskaarne Bord) vare ligesom dræbte og amputerede Træer, saa vilde de -- ja, ved Himlen! troer jeg, de svare -- der er Resonants -- jeg boer som i en Violin -- Hahaha! jeg gjør mig lystig, forat glemme min Forskrækkelse. Contrabas. Hør, Ven, din Compliment var fiin. Det vil glæde Dig, at jeg anmelder Dig i den Hamburger Correspondent som en Undtagelse i dette berygtede Land. Man vil blive saa forundret som ved Potosis Sølvminers Opdagelse. Papa. Ja sandelig -- Poeten Veibred kan skrive Anmeldelsen til Kjøbenhavns flyvende Post, og Herr Procurator Nam (Himlen skee Lov, idetmindste fød søndenfor Lindesnæs) skal melde det i Aalborgeravis. Forresten -- for seer Du, jeg maa være Patriot -- kan Du melde, at det Land jeg (der berühmte Herr Papa) er fordømt til at boe i, ikke er saa aldeles barbarisk som SIDE: 438 Vildtydsken troer, thi vi have saasom f. Ex. Boghandlere, der sætte en Stolthed i at være intet Andet end Leipzigernes og Kjøbenhavnernes Factorer; vi have Theaterrecensenter, der stu- dere Konsten efter Operajournaler fra Berlin, Anno 1750, og sidde paa Galleriet, annoterende med Blyant, saa man ikke veed enten de ere Politiknegte, der tegne Navne op paa en Slump, eller Knegte uden Politie; vi have et Theater, hvor man (Him- len skee Lov!) ikke hører et norsk Ord; vi have Frygt for Spioner som i Madrid, udenlandske Malere istedetfor vore egne; vore egne Sagaer og Nationalkrøniker faae vi for god Betaling ifra Kjøbenhavn, ligesaa alle øvrige Slags Skrifter, især en be- hørig Flom af Maaneds-Hjerneføde, som vore Damer proppe sig med -- dog have vi den Ære, at faae de saakaldte Skoleauctorer directe fra Tydskland -- item have vi saa temmelig en almindelig Afskye for Alt hvad gjøres kan i Landet og kaldes efter Landet, saa at Normanden sætter en Ære i at gjøre sin Ryg til et Ud- lændingens Gjeldsbrev -- ja ligeindtil Skjøgerne maae være udenlandske forat kunne behage -- item belønnes norske For- tjenester med fremmede Ridderordener, skjøndt dette er ligesaa unaturligt som at hænge Dadler paa Furuqviste. Vi have Fruer som Fluer, Luxus, Galanteriesager, Galanteriekræmmersker og Kræmmere af dette Slags, som i Palais Royal, Hattischerifs og Mamelukker, en ypperlig Bey, et Slags Adel, som kalder sig Conditionerede, af hvilken en stor Deels store Stamhuse ere Byerne og Forstæderne, saa, naar en Skrædder kjøber en Gaard paa Landet, kalder han sig strax Proprietarius, seer sine Naboer over Hovedet, kaldende dem simpelthen: "Bønder", og sætter sig paa Galleriet i Kirken; vi have en Rangforordning trods den bedste danske; Uniformssyge trods den bedste preussiske -- heja Alt gaaer vel! Gaaer det ikke godt? I Tingen som i Formen? Noget har dog mit Land at rose sig af; dog vil jeg ikke negte, at jeg fremhæver mig betydeligen i dette Maskapie af Godt og Slet. Skriv derfor: in das Norwegen ist der Cultur doch in die senere Aar bedeutlich stegen -- aber wir haben doch angetroffen ein Culminationspunct in der ansehliche Mann, der berühmte . . En Tjener (stikker Hovedet ind af Døren.) Herr Papa! (de gaae) SIDE: 439 (Concertsal. Alvilde paa et ophøiet Sæde inden Skranken. Damer og Cavalierer udenom Skranken.) Papa (kommer Arm i Arm converserende med Piano og Contrabas.) Ja, Venner, lad os ikke tale mere om den guddommelige Fou- reaux eller om den guddommelige Pudel Munito -- Ja, Apro- pos! -- Poeten Veibred fortalte mig det -- hahaha! (peger paa Selskabet) der hører jeg Veibred lee -- man hører ham ligesaasnart som man seer ham -- Se der staaer han -- (bukker til En i Selskabet) Velkommen! velkommen Herr Veibred! (til Virtuoserne) Ham maa De lære at kjende -- det er et Genie -- han er fulgur et lumen urbis -- Byens Lys og Glorie -- Men Skam faae mig (skjøndt jeg ikke nægter, at hans Smiil -- der ligne Bølgeringene paa en Dams Flade, naar en Steen plumper i -- gjerne kan være Glorie om vor Bye) -- ja Skam faae mig burde han ikke hellere hede Byens Skygge og Helikons Skyhose -- Det er det Samme -- kjende ham maae Du, og Du -- Han er en smagfuld Mand som jeg -- han forstaaer sig paa den rette thaliaske Smag -- endnu mens Teppet rullede ned, og Ligene laae der i "Cabale og Kjær- lighed" følte han nok for Stykket til at raabe Bravissimo af fuld Hals og "frem Lovise! frem Majoren!" saa at de dræbte Elskende maatte reise sig for Alles Øine, som efter Opstandelsens Basune- brag, og takke; og nu gik det løs paa en Klap, saaat de Taarer trillede ned, der sittrede mellem Øienhaarene hos nogle Faa, der endnu ikke havde fattet sig efter Stykket -- han er Thalias Kjøkkenmester -- og nok en Tredie er -- Nok, hvad var det jeg vilde sagt? -- Det var Pudelen Munito -- Ja, Poeten Vei- bred fortalte mig, at den var saa klog, at Professorini, dens Herre, speculerede paa at lade den gaae op til Præliminairexamen -- Men her var en Vanskelighed: den kunde ikke tale -- Men saa sagde Veibred (og her loe jeg) "dermed har det ingen Nød, Herr Professorini; vi ville sende ham til Hr. Papa." -- Men saa sagde jeg: "Jura kan dog Herr Munito lære, Herr Professorini; vi ville lade ham manuducere af Hr. Procurator Nam; Herr Munito kan jo dog skrive, og at gjøre Hvidt til Sort, er jo en af hans Børne- kunster." -- Men saa maatte Hr. Procurator Nam gaae til Be- kjendelse, at hans hele Jurisprudence blot bestod i Kneb og en vigtig Mine; og i det Første frygtede han forat maatte give tabt SIDE: 440 for Munito, og i det Andet for Herr Professorini, for han sagde, undskyldende og krummende sig: "bedste, kjære Herr Professorini, hvor gjerne jeg skulde manuducere deres kjære Elev; men . . . . jeg arbeider nu paa at finde den tilkastede Indgang til den under- jordiske Storthingsvei -- jeg roder der, saa at Blodet springer mig ud af Neglene, og af Mathed ønsker jeg mangengang, at have Fandens velbeslagne Hov; men jeg faaer den ikke, skjøndt han ofte har beæret mig med Commissioner at uddele hans Horn -- jeg arbeider nu paa et juridisk Mesterstykke at bevise, at det langtfra kan ansees urigtigt, at Soldater massacrere Borgere, men megetmere fordeelagtigt, saasom de derved øve deres Tapperhed, og viist, vække dem, som slumre i Utide, omendskjøndt man vel kan sige at denne Vækkelse skeer ved Ørefigen -- Item arbeider jeg paa et Forsvar for Enevoldsherredømmet -- item paa et For- slag om en ny Indretning af Forhør, saaledes deduceret: Forhør er Justitias Tempeltjeneste, Provene ere Hymner: ergo bør Har- perne, som ved andre Concerter, forud kunne stemmes -- Kort, jeg er en driftig Mand -- jeg kunde vel ogsaa antage Herr Mu- nito -- han kunde dog vel lære Adskilligt paa mit Contoir; men -- kjæreste Herr Professorini, han er for klog: jeg har ikke havt med Andre at bestille end med Bønder -- Desuden behøver han dog at kunne tale et Par Ord, for at kunne bagtale Den, der tør kige ham i Kaartet, naar han begynder at practisere; men -- send ham til * . . . . . Universitet, der kan han blive Studios og Magister uden at kunne tale. Han bliver skrevet ind; men Om- kostningerne herved sparer han paa den sorte Kjole, som han har før. Forresten ydmyge Tjener, Herr Professorini, Herr Munito! jeg skal hen at smøre Blæk over noget Blod, som man seer paa mine Fingre . . ja, kan gjerne være, for jeg skar mig, da jeg endte min 21de Ansøgning idag med et vidtløftigt Udkast til Re- gjeringen over mine Talenter, især til at rode i Protocoller, og derpaa grundet Ønske om at vorde bestaltet til en Slags petit Generalprocureur; thi det er ligesom de største Skøiere blive de bedste Politibetjente, de største Smuglere de skarpeste Snus- haner -- ydmygeste Tjener Herr . ." -- Ja saa sagde Vei- bred -- saa jeg -- saa Procuratoren tilsidst -- han var en ypper- lig Consulent -- Herr Munito reiste, og er nu vel Baccalaureus -- Men Hr. Professorini fik ogsaa Regning fra Procuratoren for SIDE: 441 Consultationen, samme Dag -- -- Ei, hys! lad os ikke tale om det. Trin nu frem mine Herrer! (til Tilskuerne af Selskabet) Saae I? Jeg ledsagede dem ind -- jeg talte hemmelig med dem -- og loe med dem -- Mine Herrer og Damer, her er den berømte Professor Piano, min Ven! her er den berømte Ridder Contra- bas! min Ven! -- Hurra! Bravo! -- Brug Lorgnetterne! (omfavner Virtuoserne) Saae I? saae I, jeg omfavner dem saa ofte jeg lyster. -- Champagner og Høflighed er Alt hvad de forlange -- Hei, hvor er Champagneren? -- (til Alvilde) Datterlil -- her, her, Du er Festens Dronning; sæt Dig her paa Thronen -- Du veed det: Den som taber skal have Laurbærkrandsen -- Den, som vinder, rækker Du Rosen-Myrthekrandsen -- Bravo! Bravo! (klapper i Hænderne. Selskabet klapper med. Piano og Contrabas bukke stolt.) Saae I: han buk- kede? de bukkede begge To. Bravo! Bravo! (klapper. Selskabet raaber og klapper med, Piano og Contrabas nikke) Nu bukkede de paa spansk -- saae I? -- Bravo! Bravo! Bravissimo! (klapper der er Deres Høivelbaarenheds Plads: allerforrest -- Jomfru Solo -- Jomfru Duetto -- Jomfru Allesomville flyt kuns nærmere -- Fru Sminkekrukke -- Herr Attaché hold dem ikke der bag! -- Frøken Klingre-Klavecine her er bedre Lys! -- Herr Dittoditto, Deres Plads er ved Døren! -- SIDE: 443 Herr Procurator Nam, De seer bedst i Mørket . . ja vær saa god! der bag i Krogen hos Herr Recensent N N! -- Herr Directeur Dansk-Norsk-Norsk-Dansk, Herr Velvilligst, Herr Digter Spring- vand -- Herr Digter Sprøite -- Herr Lieutenant Nebelmann, hvor- ledes staaer til? Tys, svar ikke! ikke saa høit! . . Tys, for Him- lens og Damernes Skyld! . . Nu! Du min godeste Gud, der kom det! Ah ja, vi forstaae det nok . . ha, ha! -- Hr. Vildtysk, Hr. Klaphans, husk nu paa! -- Hr. Lieutenant Fensterseufzen, sid ned . . vær saa artig! sid hos Frøken Sepaamig, imellem Jomfru Fy og Frøken Guddommelig -- Hr. Advocat . . hvad er det nu De hedder? . . fra Klækken? Velkommen fra Lan- det! . . kan jeg gratulere? Herr Pastor Depositurus og Herr Maabe, flyt ned! -- Jomfru Skoggre, hys, hys! -- Frøken Hufda taler eller gyser til Dem! Herr Landshøvding! Ilde, at De ikke kan komme høiere op -- Herr Policemester Contenance, De kan dog flytte høiere op . . vær saa god da! -- Alle Dhrr. Ogsaavidere (dog kom frem unge Herr Flaumann!) holder Dem bag! lidt længere bag . . endnu længere bag! -- Frøken Papagoy -- Fru Skade -- Jfr. Kolibri -- Frøken Sommerfugl -- Fru Drivhuus -- Fru Blomsterpotte -- Jomfru Rose-uden-Torn -- kjære lille Jomfru Adagio -- anden Bænk er Deres -- værer hilsede, værer hilsede til denne Glæde! Nu, er der Flere? -- (afsides.) Guds Død! der er Fulsi-Faddasi i Krogen . . hans graae Øine ere Blyantspidser, hans blege Gesicht Papiir, hvidt mod Dagen, beskrevet paa den underste Side -- man seer, hvorledes Linierne løbe under hans Smiil eller Griin. (høit) Herr Fulsi! ah, er De der? hem! ja, jeg seer, De staaer godt . . hem! vær saa god at staae -- hem! -- der! hem! der! -- Nu er der Flere? -- Herr Veibred, De kan . . vær saa artig -- ja jeg seer, De alt er der -- være imellem mig og Virtuoserne indenfore Skranken, og give Tonen an til Bravoeringen eller til . . Bravoeringen. Men altid fortissimo! altid fortissimo! -- Slig Aften kommer ikke saasnart igjen -- Oh, pah, jeg sveder af bare Artighed og Enthousiasme -- Nu min Datter, hvor gaaer det? Ha, Festens Dronning, hvor staaer det? -- Har De Colophonium? Besynderligt at det Himmelske maa betjene sig af saa smaae Ting . . som Icarus maatte tage Vox af Bikuben til sine Vinger. SIDE: 444 Veibred. . . Himmelske af smaae Ting? Ja ligesom jeg af en Gaase- fjer . . hahaha! (Latter) (afsides) Selskabet leer -- Jeg maa drive det en Stump til. (høit) Ja ligesom, naar jeg vil skrive et Stordigt, gaaer jeg paa Apotheket, og kjøber for 4 Skilling simpelt Blæk -- hahaha! (Latter) (afsides) Endnu lidt til! (høit) . . Og en Bog simpelt Papiir. (afsides) Nei, nu taale de ikke mere. (høit) Af Klude -- tænk en- gang! (afsides) Pokker ta'e dem, de ville ikke lee! Vel, Stop da! Nu skulle de ikke faae de herlige Vittigheder, jeg havde in mente, om hvad Slags Klude, nemlig Skjorter og . . hahaha! Papa. Kjære, siig os, hvad De leer saa godt af. Veibred. Oh, det var blot en Vittighed, som skjød op; men jeg kappede den strax af som en Asparges, og puttede den i min egen Mund, fordi den var saa lækker. Papa. Ah, dette er et herligt Selskab! Vittigheder aabne og halv skjulte . . Vittigheder og Skjemt i det frodigste, mest brogede Liv, i tropisk Vegetation: Vittigheder som Kaal, som Snylte- planter, som raslende Plataner med en uhyre Bladpragt -- hvert Blad som svulmende sammenklapprende Kjæver -- Skjemt som Champignons, som fluesmekkende Mimose . . ah, Alt gjennemsyet med Slanger og Abesvandse og atter opsprettet af Papagoyeneb -- Oh, en aandig brasiliansk Skov . . Alt groteskt, bristende, bug- nende, svulmende af Liv og Latter . . Ja et saadant Selskab er Vittighedernes Drivhuus . . Men, begynd nu! -- O tilgiv mig -- o Kunst, tilgiv min Glemsomhed midt i min Ivrighed. Jeg pluk- ker Blomster som et Barn paa Hjemveien fra Skolen til Mad- fadet . . Begynder nu, hvis I behage. Pst! Pst! (Contrabas banker med Buen.) SIDE: 445 Papa. Bravo! Bravo! (klapper -- Almindeligt Klap og Bravo) Begynd nu! Veibred. Holdt! her er en Ridder i Skranken! Mine Herrer Virtuoser i Musik, en Virtuos i Poesi udfordrer Dem. Her er mine Hand- sker. (trækker et Papiir op af Lommen) Papa. Aldrig i Verden! Jeg veed, hvem jeg vil have den Ære at være Svigerfader til. Piano. Contrabas. Nein! Nein! Hvad spiller Du paa? Veibred. Lire, Lyra er mit Instrument. Ellers -- jeg tager Anledning af Hr. Papas Ord: "begynd nu!" til at begynde at oplæse et Digt; og, om I døde, skulle I høre derpaa, -- ja da desbedre for mig, søde Alvilde -- Ellers skal til første Deel af Digtet qvinke- leres med en Violin (som der staaer i Manuscriptet); anden Deel reciteres blot; og tredie Deel af Digtet ledsages af fuldt Orchester som en Flok Hoffolk -- ja Bratscherne gamle Aristokrater, Violinerne Cavaliers, hvis Stemmer Venus har stemt ned til en Qvint, og Papagenerne Pager -- Alt stimlende bag Dronningen. Papa. Vel, vel! kom frem Calliope! Veibred. . . Polyhymnia, Clio og Melpomene. Papa. Og kjæmp med Euterpe. Trin frem! trin frem! SIDE: 446 Contrabas (til Alvilde.) Betænk din Rang, skjønne Qvinde! Du er hævet til Gudinde for min Klang, hævet til Eratos Himmel, fuld af mine Toners Vrimmel, fuld af lyttende Engles Stimmel. Men, hvor høit du svæver end, i en tonfuld Elskovs Sphære O, min Bue, du skal være Ørnefjære, som mig bære, did, didhen! Papa (tager sig en Priis.) Det maa man sige! -- Bravo! (Klap og Bravo.) Piano (til Alvilde.) Fløite! min Fløite! Amorer iskjul -- selv naar du ligger der stille og taus -- boe under Klappene, boe i hvert Hul. Men, naar du klinger i Hvirvl og Applaus, Alle sig svinge, heraus heraus, alle Amorer heraus. Søde Alvilde, Amorerne maae flye til den Himmel hvorfra de gaae. Ah, før Du ahner, ganske piano smutte de Alle atter derind: ind i dit Hjerte -- O da er jeg din! Papa (tager sig en Priis) Det maa man sige! -- (Klap og Bravo) Veibred (afsides.) Vee! Himmel! nu kommer Touren til mig at improvisere. SIDE: 447 Papa. Herr Veibred -- ? Veibred (til Alvilde.) Vel! vel! Jeg kunde sige: Søde Hjerte, naar jeg betænker ret, ei Shakespeare improviserte: hvi Jeg da gjøre det? Men -- jeg kan vel sagtens; javist kan jeg vel sagtens, javist sagtens . . Prr! her kommer det: Søde Læbe, qvad du end alle Sommermorgner hen, ei tilende qvad du mig. Læs mig blot da, Øie! -- se Jeg er kun dit Digt-volumen! Ita sane sonans flumen: amo te! Ja en Glommen, ja en Tiber! Hver en Bølge ene griber den Accord: jeg elsker Dig! Papa (tager en Priis.) Det maa man sige! -- Bravo! (Klap og Bravo.) Veibred (hoster.) Papa. Kampen begynder! Først skal Digteren have en Dyst med Violinen, og saa med Fløiten. Nu gjælder det, Alvilde! Veibred (rækker en Bunke Papiir iveiret.) Nu, mine Herrer og Damer, hvad behager? Bryllupsvers eller Liigvers? Geburtsdagsvers for en Borger eller for en Konge? Confirmationsvers for en Dreng eller Pige, fornem Dreng eller fattig Dreng, fornem Pige eller fattig Pige? Ved en Skippers SIDE: 448 Afreise, eller ved hans Hjemkomst? 4de Novembersvers eller 17de Maisvers? (Muserne ere frie -- seer De -- og kunne ikke qvæstes eller rides overende). Ja 17de Maisvers? eller om En, der kom paa Slaveriet, fordi han tændte Ild paa sin egen Badstue? Nytaars- vers? eller Julevers? eller Paaskeægsvers? -- Kort, hvad be- hager? Er til Tjeneste, Alt hvad muligt tænkes kan af Poesie. (afsides) Dog -- de have alt hørt alle disse. Vel! her er et, som jeg fandt paa Gaden; men forbistret, at det er afbrudt. Selskabet. Kom med Noget! Ligegodt! Alt fortræffeligt! Veibred (triner frem med et Papiir.) Vel! her er Noget, som jeg fandt paa Gaden . . Gaden? bah! ja Parnassets Gade, der ligner de hollandske meget. Saavidt jeg seer, er Digteren . . (jeg mener: Jeg) bleven afbrudt; og lader det til, at jeg, at Digteren, med munter Lyrik, først har besjunget de nærværende Dage og den henrundne Tid; men dette Digt er desværre borte. Hvad jeg nu har, er et Intermezzo, hvori han, eller jeg skifter Tone, for at gaae over til Udkastet af Frem- alderens Epos, hvori formodentlig (da i den Egn Phantasien maa være aldeles fri) formodentlig Scener forekomme som disse: Kjølfjeldene sees at opløse sig til en Taage, og at trække bort som den vilde Jagts hylende Skyhunde: Storbrittannien (og alle Øerne som Joller efter) kommer seilende ved Damp, med Flaget paa Wellingtons Corporalstang (hvilken da opbevares som Old- sag, og er tillagt 3 Stemmer i Parlamentet, somom han selv var tilstede); og, at man i Aabningen, denne stoute Dampfregat efter- lader sig i Oceanet, bliver Helvedes Aabning vaer, hvilken da naturligviis strax tilskylles -- samt andre store Scener. Man tage da tiltakke med dette Brudstykke, der er fundet paa et Blad af en Poets . . af min, jeg siger: min Portefeuille: (synger, accompagneret af Virtuoserne) -- "Guddommelige Digtets Aand! Historien maa, som krumbøiet Terne, efter dig gaae, og speide med Urnen ihaand, for op Hvad du slænger at plukke, for Sorgspil at gjøre af Profetens Sukke, SIDE: 449 for paa Folioblade et Stormalerie af Purp'ret udtvære, som neddrypped i en hensovet Lyrikers Smiil, der, medens det skjødesløst ned blandt Strengene gled, i dæmrende Secler henslængte sin Ild. -- O trælkede Slægter, hvorlænge skal Scepterne -- -- " Selskabet. Nok! nok! Det er for høitravende. Ikke Politik for Alting! Veibred. Oh, her er og noget Andet til Tjeneste! (læser:) "Paa samme Viis en Stodder tæres hen af Luus og Lopper, fortæres fattig Stat (Exemplet skjænk mig, Ven!) af altformange Tropper." Selskabet. Nok! nok! Det er for Lavt. Fy! Fy! Veibred. Nu! Her er da Noget, som gaaer til Siden. (læser:) "Zaren, Sultanen, Schaken: hver af disse vist var ilde faren, hvis borte var Turkmann, Tartar, Baschkiren og Kosaken. Men her i Nord blandt Fjeld og Skov vi har ei Hetmann eller Pulk behov." Baronen. Stop, herimod maa jeg protestere. Paa min Ære, ikke videre af det Slags. Det er Oprør. Paa min Ære -- hid! -- jeg vil gjennemstinge det Blad! (drager sit Sværd, og gjennemborer Papiret) SIDE: 450 Veibred. Deres Naade, det var tappert! Deres Naade har ikke imod noget af et andet Slags? (læser:) "Profane, siger du, der Aand ei er i Rax's Prækener? I næsten hveren Sætning dog han svoer, at Aanden i ham foer. -- Profane, vil du sige, i hans Præk'ner ei er Ild? Ah, hørte du en Sætning end af Samme, der Satan nævned ei og Helveds hede Flamme?" Depositurus. Imod slige Smædevers over H. H. Fanden maa jeg protestere. Det er græsselige Tider vi leve i. Ora pro nobis, o sancte Grundtvig! Veibred. Om Forladelse, Herr Pastor! Det er ikke mine Vers . . Ah, hvad vilde jeg dog sagt? Det er ikke min Skyld. De ere inspirerede. (læser:) "O sørg ei, Asgrim Digter, for du seer dit Publicum kun lidet er! Hvi ønsker du det større, naar det kun af vrede, lede, hede Recensentere bestaaer?" Kjølvand, Sprøite, Springvand og 97 andre Poeter. Fy for Fanden! det er afskyeligt! Stop! eller, ha! vi dræbe Dig! Ha, ere vi ikke poetarum irritabile genus? Veibred (afsides) Ja, hvor kunde jeg sige en saadan Blame om mig selv? Jeg har ikke sat mig ret ind i Bladet. (høit) Hører jeg ikke til samme Slægt? Kom I! Trætte giver Navnkundighed. (læser:) "Flaumann! Jeg nægter ei: Du vorden er en Abe. Men vær dog langtfra derfor vred! Vær meget heller glad derved! Thi, om du vinder ei, du kan ei heller tabe." SIDE: 451 Dehrr. Ogsaavidere m. Fl. (grædende.) Vi ere ikke komne hid, forat blive fornærmede; men for at more os. Nu! vi skulle da ogsaa tale godt om dig! Pas dig! Veibred. Hys! Hvor det er vanskeligt at gjøre Alle tilpas! Siuh! (læser:) "Ak, Claudia, idet du sminker dig, du glemmer sikkerlig, at Mandfolk aldrig pynte sig med kunstige Blomster -- -- " Damerne. Nei, det er for galt! O, kunne vi taale det? Veibred. Det var da ogsaa et forbistret Papiir! Hvorfor fandt jeg ikke en Romance, en saadan en: "Der sad paa Græsbænk et fagert Par, i Maaneskin. Og Bruden en Moserose var, men Brudgommen en Jasmin. Ak, søde min Brudgom, hvi er du saa bleg om Kind?" Damerne. Ja saadan en! saadan en! . . Og saa gik de ind i Løvhytten, og saa hviskede de, og smiskede de, og lispede de, og tiskede de, og hyssede de, og kyssede de, og . . Veibred. . . Og saa fløi der en Sphinx Dødningehoved ud af Kysset. "En iiskold Tudseryg Brudskamlen var, og Ugleøie Brudfaklen bar. En Sphinx Dødninghoved fløi af Brudkysset ud. Og Morgnen saae i Taarer den Rosenbrud." Ah, hvor nyt og skjønt -- lagde de Mærke dertil? -- at kalde Duggen: Taarer? Ha, Damerne græde alt? Er min Seier vunden? Ha -- skal jeg slaae det sidste Slag? SIDE: 452 Damerne (hulkende.) For Himlens Skyld ikke flere slige nydelige Vers. O Sommer- nat! søde, luftende, lunkne Sommernat! søde Minders lumre Skabelsesmulm! Veibred. Vel, her er det sidste Slag i en Fortælling, en nymodens, med en ypperlig Knude. Den er af min egen -- jeg vil sige: samme Fabrik: "En dunkel Høstaften -- Vinden hylede i Fyrrene -- i Dødningedands cirklede visne Blade for min Fod -- Regnen duskede ned (hvilket er ubehageligere end Pladskregn) Himlen bælmørk, endskjøndt Fuldmaanen stod høit over Bjergene -- Denne dunkle, rædselfulde Høstaften vandrede jeg eensom, iført en graa blaarudet Reisefrakke, Støvler og Hat, opover de steile, øde Høider ved O . . da -- saae jeg, jeg troede ikke mine egne Øine, Noget at glimte igjennem Træerne. Jeg stod stille -- jeg tog Mod til mig -- jeg gik -- jeg listede mig nærmere, og saae -- Damerne. Hu! ikke meer! . . Veibred. "Og saae -- et Lys. Jeg nærmede mig, og saae -- Damerne. Hu! Ikke meer! . . Veibred. Jo nu løses Knuden . . "Og saae -- et Huus: -- et Huus af Træe, med Tag paa, og Regnen dryppede af Taget. Jeg aabnede Klinken, og saae -- en gammel Kjelling spindende ved Ilden -- -- Den var Lyset, jeg saae!" Snip, Snap -- -- Ha -- Damerne (daane.) Veibred. Ha, ha! hvo har nu vundet? Behøves mere? Ha! SIDE: 453 Vægge, Dørstolper, Tag, Gulv, Møbler (brølende.) Det var mine Vers! Det var mine Vers! mine Vers! Tyv! Tyv! Tyv! Tyv! mit Digt! Tyv! Tyv! Veibred (falder næsten bedøvet om.) (Til Selskabet) Ja, var det ikke det jeg vidste? Ha, for Himlens Skyld, hørte I Noget? Det er Løgn! Løgn! Skammelig Løgn! Det er mine . . for Gud, hvad man finder . . og naar ikke Eier- manden melder sig, eller er død . . Papa. Ak, du min Himmel, hvor han er angreben af Digtet . . Veibred. Hørte De ikke Noget? O Jammer, hørte De Noget, mine Herrer og Damer? Jeg skal bevise . . Selskabet. Nei, Intet! (Mange afsides) Men det er dog altfor naivt saaledes at tilstaae, at vi ikke have hørt paa hans Digt. Veibred (kommende sig.) Ja saa? (afsides) Pyt! det var bare Samvittigheden da, som skreg. Pyt! den Bugtaler -- Du er ikke i Moden, Bugtaler! (høit) Jasaa, De hørte Intet? Ja, hvad skulde De vel høre uden, at jeg reciterede et Digt, som var, ved alle Ossians Skygger! af mig Selv. Og saa mener jeg . . hem! -- Papa. . . Bravo! Bravo! (Klap og Bravoraab.) Veibred. Ja det var det, jeg mente. Se saa, nu kan Skriget komme igjen. Det overdøver ikke disse. Veibred, Contrabas, Piano (knælende for Alvilde.) Hulde, indvi, ved at flette Myrthe-Rosenkrands om dette SIDE: 454 Hoved, det til et Altar for Skjønhed, fremstillet, Qvinde i Dig! Se, de Andres øde Isser kun betyde Trappetrin, dækt med lange Miners Liin, omhængt med Taarers Fryndse-gardin, hvoropad, hvornedad, hvorpaa Du kan stolpre, Du kan gaae til Hovedaltret -- Mig! Alvilde. Se, Herr Veibred, Herr Digter . . (afsides) O den Frække, som turde synge Erlings Vers, og kalde dem sine egne! (høit) Se, en Qvinde vilde og maatte, som blot Qvinde, række Dem Rosen- krandsen; men jeg gjør mig en Ære af, at kunne vurdere Dem og mig høiere. Er De Digter, da vil De nu see Deres Muse i mig, og da vil De tidobbelt høiere end Rosenkrandsen, i hvem min Haand skulde være iflettet som en Knop, vide at vurdere Laurbær- krandsen, som jeg nu rækker Dem. Veibred. Rigtig! Jo, sandelig tusinddobbelt høiere. Saa fik jeg den dog! (Alvilde sætter en Krands paa hans Hoved. Bravoraab og Fanfare.) Mine Herrer og Damer! nu har jeg faaet ni Brude istedetfor Een. Nu mangler jeg blot Gratierne til. Piano. Laurbær? Sacre dieu? har man seet Laurbær i dette Land? Det er Kirsebærblade. Veibred. Kirsebærblade? Med dem bekrandser man Ansiovis. Men jeg siger Dig, at det er velfortjente Laurbær. Selskabet. Nei, det er Kirsebærblade og Portulak. SIDE: 455 Papa. Hys! Mine ærede Herrer og Damer, converserer ikke mere om Foureaux, eller om Dampbaaden, eller om Louis, eller om Baronen, eller om den tigrede Hest, eller om Leiebibliothek, eller om Maanedsroser, eller om de danske Skuespillere, eller om 17de Mai, eller om Kritiker, eller om Veiret, eller om en Hat, eller om Kjøbenhavn, eller om sidste Modejournal, eller, eller om eller -- men stille, stille! jeg beder. De ærede Herrer Virtuoser, mine store, ærede, fremmede Venner, ville nu aabne Veddekampen imellem sig Selv ved en Ouverture eller en Solo af begge To, og derpaa ville de spille en enkelt Solo. Alvilde (afsides.) Erling! Denne Spøg skræmmer mig næsten. Ak, Erling, jeg faaer gribe til det Yderste; men da bliver min Stedfa'er be- skjæmmet. O Erling, hvorfor er Du her ikke? (Piano og Contrabas spille. Papa raaber Bravo, dernæst Veibred og saa Allesammen. De klappe og raabe Bravo hele Tiden, mens de spille. Midt under Concerten kommer Harlekin ind med en Tromme. Han slaaer Hvirvel indtil Alt bliver stille.) Papa. O Himmel! Himmel, hvo . . hvad er det? Contrabas. Der Teufel! Piano. Arlichino? Papa. Ak, De . . Du kjender ham? Alvilde (afsides.) O, jeg kjender ham paa hans smukke Skabning. Harlekin (til Papa.) Signor! . . Papa. Min Herre, maa jeg spørge Dem, hvem De har den Ære at være? SIDE: 456 Harlekin. Signor! Er De ikke Smagens Conservateur, Kunstens Patron, alle Virtuosers Ven og Beskytter i disse Lande? Papa (gnider sine Hænder smilende.) Min Herre, vær saa artig at tage Plads . . O vær saa god . . Jeg beder . . Harlekin. Jeg kjender Dem igjen -- i Napoli kalde vi Dem Signor Urbano. Det betyder: Herr Høflig . . Papa. O min Himmel -- Herre Gud de Virtuoser -- De flyve nu Verden rundt -- saa er mit Navn da? ak! ak! Napoli og Portici! Harlekin. Jeg er den berømte Signor Glorioso Amoroso Sonoroso Vittorioso Virtuoso Arlichino! Har De det? Papa. De er? Hva -- -- hvad? Harlekin. Virtuosernes Virtuos. Papa (knæler.) Ja ved Himlen! jeg seer det, jeg saae det strax -- jeg saae strax paa Deres Dragt, at De var en udmærket Person. Harlekin. Hør Signor -- jeg maa fatte ringe Tanker om Dem, ved at see Dem i saadant Selskab som disse to musikalske Markskrigeres. (til Contrabas.) Hvem er De vel Signor? Contrabas. Jeg er Ridder, Capelmester hos Hs. Durchlauchtighed, regjerende Graf von . . o, jeg beder om Forladelse, hans Titler ere formange, og min Ærefrygt for hans Høihed er saastor, at jeg enten vil SIDE: 457 nævne dem allesammen eller ogsaa tie og anklage mig selv for Majestætsforbrydelse -- ellers er jeg Ridder Contrabas, Virtuos . . Harlekin. Ha, ha! -- Ja, men -- Jeg er Signor Gloriosissimo Sonoroso Victoriosissimo Virtuoso Amorosissimo Arlichino. Papa. O store Ære! (Til Tilskuerne) Hvad synes Eder? Harlekin (til Piano.) Hvorfra er De, Signor? Hvem er De? Piano. Jeg er Piano. Verden er mit Hjem, Tyrol min Vugge. Jeg har lært af Alpevinden at spille paa Fløite. Harlekin. Tyrol? Ha, siig ligesaagodt: "jeg er en Esqvimoer." Herr Papa, vil De omgaaes med slige Folk? -- Jeg er fra den syd- ligste Spidse av Italien, ja fra Sicilien . . Det er noget Andet! Papa. Ak Himmel! Harlekin. Ja fra Cap Passaro paa Sicilien. Jeg har lært af en Skyhose at spille paa Tromme. Papa. Velkommen! velkommen! O, tro, jeg saae strax, at De var noget Stort. Jeg saae det; ja før jeg saae det, ahnede jeg det . . der foer som en Regnbue foran mine Øine. Harlekin. Jeg vil kjæmpe med Disse om Prisen, hvis De tillader det, skjønne Festens Dronning -- med disse elendige Spillemænd . . Ja siig selv -- De er en Skjønner, Herr Papa -- siig selv, om det kan være nogen Kunst at være Virtuos paa saa fuldkomne SIDE: 458 Instrumenter, som paa Violin og Fløite? Nei paa Tromme, Tromme: at frembringe det Høieste paa dette simpleste Instru- ment -- det er Virtuositet. Det er ligesom at faae en fornuftig Verden ud af Chaos. Det er guddommeligt. Papa. Ja det er noget Stort, Herr . . De har Ret Herr . . . Contrabas. Jeg begynder at soupçonnere? Ha, Karl, hvor er Du ifra . . Papa (afsides til Contrabas.) Bist du toll Bruder? Gott behüte dich! Er . . seiner Gnade . . hans Hochheit ist vom Sicilien. (høit til Gjæsterne) Jeg talte blot nogle Ord Tydsk, Italiensk og hvad det nu kunde være af fremmede Sprog med Hr. Ridderen. -- Det var snart bestilt. Piano. Jeg giver min Sjel, ja min Fløite paa, at denne Arlichino er en raa Karl herfra. Han taler jo ikke det nye bedre Sprog: det moderne, det dansk-norske, det offentlige Theaters Sprog, det, som Landet skal lære af Skuespillerne . . Papa. Tilvisse, tilvisse. Der kommer dog noget Taaleligt, noget som skikkelige Folk (dog taler jeg ikke om dem, som kunne, naar de lyste, tale Tydsk, Fransk, Italiensk og hvad der kan falde sig) uden Skam kunne have i Munden, naar man parrer Farsundsfolk og Thyelænder sammen, og saa Folket gaaer at høre, tripper i Skolen . . heja, Victori . . høre Hakon Jarl tale Kjøbenhavnsk. Harlekin (slaaer Hvirvel.) Stille! Det er Tid at begynde. Jeg er den musicalske Cæsar. Papa. Jo triumphe, Jo triumphe! SIDE: 459 Harlekin. Om man hang mig op ved Benene, bruger jeg mine Plectre. Papa. Skulde man hørt Sligt! Harlekin. Se disse -- de ere ikke Trommestikker for mig, som for alle Andre, men Plectre. Papa. Javist, javist. Den, der kalder disse Deres Naades runde Stikker til at slaae paa Tromme med "Trommestikker" og ikke "Plectre", skal vises fra mit Huus. Harlekin. Naar jeg seirer over disse To, bør Stikkerne hedde Spidsrødder. Skjønhed, tør jeg nærme mig Dig saa broget? Godhed -- haaber Du ogsaa paa den sorte Maske? Forstand -- tør jeg komme trommende ind i din Himmel? Alvilde. Mine Herrer Virtuoser, begynder! Piano og Contrabas. Hvem Fanden Du er, saa kan Du til Nød accompagnere os. Papa (til Gjæsterne.) Forskrækkes ikke! Der er et ligefremt, fidelt Sprog imellem Kunstnere, og imellem Kunstnere og Smagsmænd, som jeg. Piano. Der ligger Handsken! (slaaer en Trille.) Contrabas. Der ligger Handsken! (gjør et Staccato.) Harlekin. Der ligger Handsken! (slaaer en Hvirvel.) SIDE: 460 Papa (til Veibred.) Giv Tegn til Bravo! Veibred (til Gjæsterne.) Giver Agt til Bravo! Papa. Nu er Alt i sin Orden. (Piano og Contrabas spille. Harlekin følger ikke disses Musik; men, begyndende sagte paa Trommen voxe hans Hvirvler til en græsselig Styrke. Under dette siger:) Piano (lægger Fløiten.) Nei, dette bliver altfor galt. Contrabas. Var han ikke saa stærkbygget, saa -- ha, nei, dette bliver altfor galt . . Papa. Er De syg? De blegner . . Holder De op? Piano (Harlekin slaaer imidlertid.) Ja, har De Øre for dette? Holder Du ud? Contrabas. Hvad vil De gjøre? Papa. Akkurat som Du. Holdt op! holdt op! (afsides) Himlen veed, hvad jeg skal troe? om han er en Virtuos eller ikke? Veibred. Bravo, Bravo! Gjæsterne. Bravo! Bravissimo! (raabe og klappe.) Papa (skriger Veibred i Øret.) Men er De gal? Hvad gjør De? Vi ere jo færdige til at besvime. SIDE: 461 Veibred. Jeg troede, De raabte Bravo. Ingen kan høre et Ord for sig. (Harlekin slaaer fremdeles.) Piano. Jeg vil besvime. Det bliver bedst at soutenere sin Rolle. Jeg vil besvime. Det er i Harmonie med hvad Frøkenen saae, da den unge Herre brølede. Papa. Jeg gjør som Du. Contrabas. Jeg vil flye. Papa. Ja, jeg med. Piano. Kom, lad os flye Begge. Folk ville dog troe da, at vi have beholdt lidt Øre igjen. (Piano og Contrabas flye.) Papa. Ak, hvad skal jeg? (vil flye; standser) Nei! bedst vel, at holde sig til den Seirende -- Bravo! Bravo! -- Veibred. Bravo! Bravo! (Gjæsterne klappe og raabe) Papa. Nok! Nok! Victoria! Alvilde (vinker. Harlekin holder op.) Kan Tvivl der være -- naar man seer At Een, kun Een tilbage er paa Valen -- kan der være Tvivl, om hvem, der vandt sig Seirens Smiil? Harlekin (til Papa afsides.) Hvor gik det, mein lieber Herr Papa? SIDE: 462 Papa. Fortræffeligt! Victoria! Alvilde (vinker Harlekin til sig. Han knæler for hendes Stol. Hun sætter Rosenkrandsen paa ham.) Her, Virtuos, her er din bedste Roes. Hver Rosenknop er aaben Mund, der qvæder om din Seier kun. Papa. Jeg gratulerer! jeg gratulerer! Harlekin (sætter Krandsen paa Alvildes Hoved.) Først nu er denne Krands ei tom, thi, se, den fatter min Himmel om! Papa. Jeg gratulerer! jeg gratulerer! Herr . . Alvilde. Saa tag din Seierspriis, Harlekin! din Krands er min; men jeg er din. (De omfavne hinanden. Under Omfavnelsen springer Harlekinsdragten af, og Erling staaer der.) Papa. Jeg gratulerer! jeg gratulerer! -- -- Ha, hvad? hvad? (bliver staaende forbauset.) Gjæsterne. Vi gratulere! vi gratulere! Veibred (bukker.) Jeg ydmygst vil mig forbeholde, i et Lykønskningsvers at folde imorgen mine Tanker ud for ærede Brudgom og skjønne Brud. SIDE: 463 Erling og Alvilde. Vi takke, vi takke! O Tak, Papa! Papa. Jeg faaer nok raabe Victoria! (afsides) Forbandet! en norsk Studios for en fremmed Virtuos! Men Gjæsterne have allerede gratuleret. Jeg faaer gjøre gode Miner til slet Spil. (høit) Ja vel da! vel da! vel! tillykke! (Piano og Contrabas komme ind med Fløite og Violin.) Piano og Contrabas. Vi ville dog ikke her i Legen gaae Glip af Vinen og verbotenus Stegen. Ja, ahnte vi det ei, hvo Harlekin var? Nu bede vi blot det lyksalige Par -- tillykke! tillykke! -- kun om at faae Lov til at blæse et Stykke. Vi bli'e da Musikanter, og altsaa, efter mange Varianter, hvad før vi vare. (Virtuoserne spille. Gjæsterne komme op paa Scenen til Dands; Erling og Alvilde først, Papa og Fru Sminkekrukke, Veibred og Fru Drivhuus, Baronen dandser med sin egen Skygge, Herr Dittoditto og Jomfru Allesomville, et uendeligt Slæng af Herrer Ogsaavidere samt af Frøkener Sommerfugle og Jomfruer Blomsterpotter & c. & c. Dands: Menuet, saa en Kehraus.)