Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet,
OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved
Universitetet i Oslo i 1991-1997.

Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av
markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten,
og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på,
gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/

Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene
presenteres sammen med teksten.

Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - 

SIDE: 1

NAPOLEON PAA ST. HELENA

DECLAMATORIUM MED CHOR OG FULDSTEMMIGT ORCHESTER
ORDENE AF C. A. NICANDER, OVERSATTE AF H. WERGELAND.
MUSIKKEN AF A. E. PRATTÉ

 -- -- -- -- Ja!
Det lider. Til sit Maal mit Liv nu lider;
ei Tiden: den ei mere fremad gaaer.
Med tunge Trin den ned tilbage skrider,
og stundom lyttende den stille staaer.
Om Natten lytter den, og skarpt om Dagen,
om Ingen kommer med et Kraftens Bud,
om ei Kondorens spændte Vingers Jagen
med Brusen farer over Havet ud.
Nei, Kronos! Du maa hjælpe dig alene:
Kondoren lænket boer paa St. Helene.

O, om endnu han fik i Flugt sig svinge
om Verden stolt og fri, som før han fik,
med tvende Storme, en paa hver sin Vinge,
med tvende Sole, en i hvert et Blik:
i Livets Bog som før han skulde blade,

SIDE: 2

i ufordunklet Glands tilbringe en
bedrivtfuld Dag, stærk som en Iliade,
og snart en Aften, mild som Odysseen.
Da skulde Fredens gyldne Bier komme
og mætte sig af Seirens Purpurblomme.

Hvis mine Bud Naturen kunde lyde,
saavist som Mennesker jeg styret har,
en høihvalt Bølge skulde mig da skyde
hen til den Kyst, hvor jeg min Krone bar.
Millioner skulde kjæmpe om den Ære
at mine Faner, mine Ørne bære,
at dø for mig. Jeg skulde dø for dem
og for mit utaksomme Keiserhjem.
Nei! -- Intet af alt det. Her maa jeg hvile;
forbi mig alle Havets Bølger gaa;
min Grav skal aabnes under disse Pile,
som sørgende med sænkte Grene staa
paa hver sin Side her af Kildens Brede,
og Skygge over Heltens Skygge sprede.

Som fordum Numa sad i Poppellunden,
Egerias klare, dybe Kilde nær,
og hellig Viisdom drak i Midnatstunden
af Nattens Taushed og af Stjernens Skjær:
saa sidder, efter Livets hede Gløden,
jeg ved Helenas kolde Kilde her,
og drikker hvad som meer end Viisdom er
og meer end Jordens Rund: -- Jeg drikker Døden.
Velsmagende og svalende den er.
Med hver Pokal fra Kildenymfens Hænder
en Qval hun slukker, som i Hjertet brænder.

Sol! lys ei meer paa mig! I svundne Dage
du var mig kjær, da du mig handle saae,
naar Fredens Lov jeg skrev med Sværd og Stage,
og vakte alt, som end i Dvale laae.

SIDE: 3

Se, Mennesket fik Lyset kun til Handling;
men sygner Sjelen, bliver Kraften mat,
da er han moden til en Omforvandling
til Skyggens Liv i Tartarus's Nat.

Nat, lange Nat! Du Nat, som Dag ei ender!
du slutte snart, o snart mig i dit Skjød!
Jeg veed, dit Mørke ingen Laure kjender,
og jeg af Lyst til Laurer meer ei brænder:
jeg har ei Rum for alle dem, jeg brød.
Dæmp blot med Mulm min Tankes vilde Svindel!
Nok har jeg tænkt, for meget har jeg hørt;
og løs saa snart du kan den trange Bindel,
som Livets Dverge har omkring mig snørt.
I Dybet vil jeg vente forat vide,
om ogsaa Graven har sin lyse Side.

Den, som har Værker skabt for Evigheden,
en Helteverden frem af Støvet vakt,
knust Mørkets Spiir, hvem Nat og Dag er gleden
søvnløse hen, for Jordens Slægt paa Vagt,
som seirende gik frem i Solens Lande,
et Tempel fik paa Nilens gamle Strande,
og hedte "Kebir" eller Ildens Far -- 
som saae et Øjeblik tilintetgjøre
sit Pantheon, som næsten færdigt var,
som Stormen Ørkenstøvet, at bortføre
sin Helteverden, al sin Herlighed:
den største Vise svare, om han veed
hvad Den bør tro om Livets Evighed!

Choral.

 (Over Sjelen Gud forbarmes;
 evigt, evigt er dens Liv!)

Men har det ei paa Styxens Bredder Ende,
og glødes endnu Sjelens Malm paany,

SIDE: 4

jeg troer, min Aand vil Skjebnens Herre sende,
at styre en Komet i vilden Sky.
Da skal den gaae som her sin egen Bane,
og ingen Astronom formaa at ane,
hvor den har hjemme, hvad som er dens Kald,
hvorfra den kommer og hvorhen den skal;
men kommende og gaaende den samme
af Seklerne den kjendes paa sin Flamme.
 -- -- -- -- 
Historiens Engel paa min Grav skal slumre
tilvisse et Aarhundrede endnu,
og medens Verden glemmer eller krænker,
han synes lee, han veed hvem Drømmen tænker.
Af Mindets Flod, som dybt og stille gaaer,
om mig en Aabenbarelse han faaer;
og naar engang det Dunkle han kan raade
med funden Nøgle til mit Levnets Gaade,
et Lyn fra Rummets Bund til Himlens Top
da vækker Engelen af Slumren op.

Historiens Genius løfter sine Vinger,
og naar han flyver, fra hans Læber klinger
et sandt og uforgjæng'ligt Guddomssvar,
forkyndende for Verden hvad jeg var.

 Chor

Historiens Genius løfter sine Vinger,
og naar han flyver, fra hans Læber klinger
et sandt og uforgjæng'ligt Guddomssvar,
forkyndende for Verden hvad Han var.

VINTERVISE

15û

 Stormvinden iler,
jagende foran sig Skyer af Snee;
Bjørnene lade nu Tænderne see.
 Granskeren smiler.

SIDE: 5

 Fryser du, Fatter?
Fygene flyve nu vilde omkring!
Fuglene kure med Neb under Ving.
 Granskeren skratter.

 Ulven nu loggrer
udenfor Døren. Luk Stakkelen ind!
Hvem kan sig dy i den skjærende Vind?
 Granskeren skoggrer.

 Iisslagget rasler
tungt imod Vindvet. Et Horgabrudsveir!
Hakon i sligt vandt sin Hjørungaseir.
 Granskeren skrasler.

 Nordenvind, før mig
langt imod Syd med mit halvskrevne Ark.
Granveden koster halvtiende Mark!
 Granskeren smiler, skratter, skoggrer, skrasler
 og kløer sig.

 25û

 Snefannen flyver
om som Gespenster paa hvirvlende Taa.
Har du en Finmut, saa tag den kun paa!
 Granskeren lyver.

 Nordlyset fegter
vildt imod Nordlys med glittrende Spyd.
Borgerkrig er der fra Nord og til Syd.
 Granskeren negter.

 Spurven sig bjerger
jammerligt nok paa det plyndrede Neg;
Kinden er blaarød og Næsen er bleg.
 Granskeren sværger.

SIDE: 6

 Sneen nu hærger
Roserne væk fra Mø og Madam.
Nøgterhedsmanden nu ta'er sig en Dram.
 Gransk'ren besværger.

 Ekhornet klyver
efter en Kongl paa den rimede Qvist.
Gid, at den hellere bar en Jurist!
 Granskeren lyver, negter, sværger, besværger
 og lyver.

SJØRØVERSANG

(AF VICTOR HUGO)

Fra Banken bort den kristne Fisker
 føre vi i hundredviis,
og til Seraljets Paradiis
 fra Kystens Klostre Odalisker.
Fra Mogadors forbrændte Strand
 og til Catania Galejen skumme,
og alt i alt ombord i Rummet
 vi ved Aaren vare hundred Mand.

Iland et Kloster iagttages.
 Ankret kastes under Land;
og nær derved paa hviden Strand
 en Klosterjomfru strax opdages.
Hun slumred under en Platan
 nær Brændingen, hvis Brusen hun ei hørte.
Og alt i alt Galejen førte
 jo ved Aaren hundred raske Mand.

Skjøn-Jomfru, tys! Med os du drage!
 Vinden blæser gunstig. Kom!
Du bytter blot dit Kloster om:
 et Harem vil dig meer behage.

SIDE: 7

Vi gjør dig til Mahomedan;
 alt Foraarsfriskt Hans Høihed lifligt smager.
Galejen, som fra Kysten jager,
 har ved Aaren hundred raske Mand.

Hun til Capellet vilde rømme.
 "Ha, Sataniske! I tør . . ?"
"Just" -- skreg Captainen -- hvad vi gjør!"
 Forgjæves hendes Taarer strømme.
Ombord flux hende bærer man;
 Den Armes Raab og Klager Ingen hører.
Afsted! Captainsgalejen fører
 jo ved Aaren hundred raske Mand.

Meer skjøn hun var i sine Qvaler:
 hvert et Blik en Talisman.
Hans Høihed kjøber hende; han
 med tusind Tomans det betaler.
Hun skreg nok: "dø jeg vil og kan!"
 men fra en Nonne blev hun Sultaninde.
Captainsgalejen havde inde
 jo ved Aaren hundred raske Mand.

TORQUATO TASSOS DØD

DECLAMATORIUM MED MUSIK AF A. E. PRATTÉ
(BRUDSTYKKE AF K. A. NICANDER)

 -- "Min Sjel er fri, mit Hjertes Haab gjenvundet;
 i Morgenglandsen finder jeg mig her
lig Hyasinten, som naar Sol er rundet,
 af Glæde græder mod dens første Skjær.
Glemt er dit Mulm, o Nat, som det er svundet,
 og som forsvunden være du mig kjær!
Thi overstandne Farer Modet lønne,
og mørke Minder Haabets Lys forskjønne.

SIDE: 8

Mit Liv var Nat. Ved Underverdnens Elve
 jeg mine graadbestænkte Laurer skar;
lig Æolsharpen, som for Vinden skjælver,
 min Lyra gav paa mine Sukke Svar,
og som paa Nattens Himmelrum sig hvælver
 et Irrlys frem, min Leonore var
en Drømgestalt, som huldrig mig tilsmilte
saalænge Digtets Straaler paa den hvilte.

Men nu er Natten med sin Drøm forsvunden:
 I Verden intet mig bedrager meer.
Min onde Genius er overvunden,
 og Sei'rens Krone alt jeg vinke seer.
Men Digterilden er ei brændt i Grunden,
 om end den skyder ingen Straaler fleer.
Fra Mennesker, som hade eller glemme,
min Genius flyer til sit Jerusalemme.

Italien! herligste Naturvidunder!
 Du, som med dine Floders Sølversprang,
din dybblaa Himmel, dine nye Lunde
 min Følelse bevægte mangengang!
Her i den roligste af mine Stunder
 jeg elsker dig, og glemmer i min Sang,
at nu din Laure Slaver kun bekroner
og Bruters Grav bliver traadt af Lazaroner.

O Rom, tilforn en Jords Lovgiverinde,
 som endnu i dit Intet Alt formaaer!
Guddom'lige Ruin for sorgfuldt Minde!
 Du Verdens Kolisee, som hædret staaer,
omkring hvis Muur, mens usle Tider rinde,
 en yppig Blomsterranke Konsten slaaer,
Du har ei glemt forglemte Fædres Lære.
Du har mig kaldt til Laurbærkronens Ære.

SIDE: 9

Alt Gratiets Hænder Laurekrandsen flette,
 høit i min Ahnen dyrket, ei begjært.
Men Issen, som hun Krandsen paa vil sætte,
 i Døden bliver Prydelsen først værd.
Hvem veed, om, naar de an min Høitid rette,
 ei samme Stund den Fryd blier mig beskjært,
at rosbedækt mit Navn om Verden iler,
min Sang henrykker -- og mit Hjerte hviler?"

Saa qvad Torquato Tasso da han sad
ved Sankt Onofrio i Klosterlunden,
og paa en qvalfuld Nat nød Morgenstunden,
som fulgte efter den saa lys og glad.

Hans Kind var sjunken, men paa den bevaret
en Rødme laa, fra bedre Dage tændt,
og Sjelens Ild, af Lidelsen forklaret,
i sjunkne Blik sin Straale havde spændt.

Paa Gruset af en Verden henfortæret,
blandt Roms Ruiner nærved Tibers Elv,
sad Han -- en Drøm om hvad han havde været,
en skjøn Ruin af Digtet og sig selv.
Og for hans Blik stod Mindets blege Terne,
alvorlig, ensom og i dunkelt Skrud,
men tindrende skjød Haabets Morgenstjerne
fra hendes Pande sine Straaler ud.

Rigt var hans Snille, rigt var og hans Hjerte,
og som Italien selv hans Sang var skjøn;
og Verden nød hans Sang, men gav sin Smerte
og Lænkens Tyngde Sangeren til Løn.
Han i sin Vaar, da Livet bedst kan nydes,
af Qvaler fulgtes, men af Glæder fly'des.

SIDE: 10

Men nu med al den Tryllekraft hun veed,
paa Straalevognen svæver Æren ned,
for om hans Tinding Glorier at gyde,
naar han ei mere kan dens Skjønhed nyde.

Til en Triumf som i de fordums Dage
i Høitidsklæder Roma smykker sig,
dog ei til en Triumf for vunden Krig
til Dødens Glæde og til Livets Klage;
men til en Fest, hvis Aand er Kjærlighed,
hvor Freden bringer sine Blommer med.

Alt Kapitolets høie Hvælving dundrer
idet den aabnes: Solen sig forundrer
ved Skuet ind i Latiens Helligdom.

Og Dea Roma, som fra Heltes Grave
ved Rygtet faaer en Verden til at rave;
end triumferende i Konstens Værk,
saa qvindemild og dog saa mandlig stærk,
med Krandse Senatorerne behænge
af Olieqviste ifra Tibers Enge.

Alt er saa frydfuldt; Lyset er saa lyst,
som om det faldt fra tusind aabne Himle,
Henrykt er Livet i sin egen Lyst.
Men Tasso seer det ei; han kan ei høre
den Fryd, som spreder sig om Bjerg og Dal;
fra Haabets drømte Land en Nattergal
med andre Toner synger i hans Øre.

Han sænker ned mod Dødens kolde Bryst
sit Hoved, som saamegen Skjønhed tænkte;
dog seer hans lukte Øine mere lyst,
end dengang Verden, nu saa skyggetyst,
sit Billed ind i deres Speile trængte.

SIDE: 11

For intet Jordisk meer hans Hjerte slaaer;
af det Forsvundne har han knapt et Minde;
i Nu'et kan han Fryd ei mere finde;
ved Livets Dages Horizont han staaer,
hvor Jord og Himmel flyde mildt tilsammen,
hvor Engles Sang i Rummet toner ud,
hvor intet sees og lyser uden Flammen
af Verdners Lys og Kjærlighed -- af Gud.

Som Svanen længes fra en gulnet Strand
og fra en stormende og kjølig Bølge,
at, ilende paa spændte Vinger, følge
Sefirens Flugt til Sydens varme Land,
saa længes Tassos Sjel, af Drømmen gjækket,
af Tidens Haand fortrykt, men ubeflækket,
ud fra sit eget Hjertes Mulm at fly,
at, løst deraf, som Stjernen af en Sky,
i Himlens Skjød en evig Bopæl vinde,
hvor Fryd, og meer ei Smerte, han kan finde.

Snart søndres Tidens Sky -- snart er han fri!
Den sidste Strid en herlig Seir skal bli'e.

Mens nu med angst Forhaabning Skjaldens Venner
omkring ham staa, fast han ei meer dem kjender,
tvehvalte Klosterport flux lukkes op,
og Cinthio Aldobrandini træder
til Tasso frem i rige Høitidsklæder
omgiven af en pragtfuld Schweitzertrop.
I Øiet brændte Glædens Lue mægtig,
paa høie Pande throned Modets Magt,
og Mantlen flød om hans Gestalt saa prægtig
som om Apolls Staty hans Gudedragt.

Ærbødig han som Sendebud sig bøi'de
for Sangens Søn, og saa sit Ærind føi'de:
"Den hellige Fader lader hilse dig,
Torqvato Tasso! Han erindrer sig,

SIDE: 12

at fordum Laurbærkronen hædred Mangen,
hvis Ære alt af Jorden er forgangen;
Han beder Dig, hvis Sange ei forgaa,
at ogsaa Du engang den hædre maa.
Den hellige Fader, -- saa mit Budskab lyder -- 
til Morgendagen dig høitidligt byder,
igjennem mig, vor Kirkes Kardinal,
til Kapitolets festligsmykte Hal,
at dit Geniværks Løn kan der opfyldes,
Du laurbærkrones og af Folket hyldes.

Saa hans Behag og Vilje yttre sig.
Ham Magt og Ære! Salig Fred med Dig!
Held Dig! og Held den Krone, Du skal bære!
Velkommen, Tasso, til din egen Ære!"

Da, med en Glands deri af himmelsk Trøst,
sit Blik opløfted Tasso og sin Røst:
"O hvad er Jeg imod saa stor en Hæder?
Den hellige Fader mig til Kroning stæder.
Hans Stemme nys til mig højtidligt lød -- 
Jeg kommer -- ja, jeg kommer -- -- -- " Af hans Stemme
var disse Ord hvad sidst lod sig fornemme.
Han sank i Cinthios Arme, og var død.

 Chor

Men Rygtets Genius flux paa rappe Vinger
det Dødens Budskab vidt om Landet bar.
Hans Røst som en Begravnings Klokke klinger:

 [fotnotemerke] "Han er ei meer, som vor Beundring var!
Ham Himlens høje Magter nu begjære.
Han bytter Jorden med elysisk Ære;
og Laurbærkrandsen, Tasso bærer der,
ei flettet ham af Dødelige er."

Fotnote: (De 5 sidste Stropher repeteres i Chor.)

SIDE: 13

NORGES STORTHING

(MUSIK AF A. E. PRATTÉ 

Norges Højtidsstund er kommen:
 aabnet har sig Thingets Hal.
Høit og lydt i Helligdommen
 røster nu hver Norges Dal.
Agdesid og Throndelagen
 sammen nu kan vexle Ord;
Dovre i sin Døl er dragen
 nu tilthinge for sit Nord.

Se, der sidder Gudbrandsdalen
 i en gammel Gubbe graa!
Naar han reiser sig i Salen,
 høre alle Fylker paa.
Blaa som sine egne Fjorde
 sidde De dervesterfra;
høje Opland ta'er tilorde
 som paa sit Heidsivia.

Der er Horden og Halogen;
 Dølen taler Landets Ret.
Som den klare Øx i Skogen
 dybt og hjemligt klinger det.
Norge hører gamle Stemmer,
 Asbjørns Røst fra Medalhuus;
onde Tiders Flugt forglemmer
 dets Erindring i sin Ruus.

Nidaros og Bjørgvin sidder
 der i gjæve Borgermænd.
I en Dommer og en Ridder
 triner Oslo frem igjen.
O hvad Fryd for dine Taarne,
 Akershuus i hviden Sky!
Herredag af Odelsbaarne
 samles atter i dit Ly.

SIDE: 14

Hakons Hal og Olafs Kirke
 reise ville de af Gruus.
Ha, det var Normannavirke!
 Var det ikke, Akershuus?
Og hvad Fryd for dine Taarne,
 saae du Hakons Tid igjen!
Det beroer paa Norges Kaarne:
 Tidens Guder er dens Mænd.

FORDUMS-VENNER

BALLADE
(HENR. WERCELAND TIL LUDVIG DAA)

Med Døden i mit Hjerte
 og Smilet om min Mund
og i mit Blik en Smerte
 ifra vor Afskedsstund -- 
kom, Ludvig Daa, min Svorne,
 jeg beder, kom min Ven!
Af tusinde forlorne
 jeg har en Stund igjen.

Jeg har en Stund, at tale
 om rundne Dages Strøm,
der kunde søndermale
 til Skum vor fagre Drøm.
Vi os ved Fossen sætte!
 Se, hvor den Skummet slaaer!
Saa, Venskab, knust din lette
 Meened i Skum forgaaer.

Du gyser der ved Faldet;
 Du tør ei see derned,
som om Du hørte Skraldet
 af en forsvoren Eed.

SIDE: 15

Friskt Mod! Ved Fossen Birken
 sin Fahne freidig slaaer.
Histudenfore Kirken
 vort næste Møde staaer.

Vi os paa Engen sætte!
 Dens Græs er guult og tørt.
Ak, just et Liv som dette
 har jo vort Venskab ført?
Det skjød som Græs i Vaaren;
 det visnede som Straa;
og Vindens Flugt har skaaren
 de Ax, som sad derpaa.

Vi sætte os paa Tinden,
 hvor Skyen flyer forbi!
Der seile To for Vinden,
 forbundne fast som Vi.
De splittes i Sekunden.
 Forbi Fostbroderskab!
Saa af vort Venskab vunden
 vi har hinandens Tab.

Kom, sæt dig ved min Side!
 Kom, tryk dig til mit Bryst!
Du skal dets Qvaler vide;
 saa lærer jeg din Lyst.
Der var Du engang hjemme
 med al den Førstes Ret.
Ve mig, som ei kan glemme!
 Ve Dig, som kunde det!

Vi sætte os paa Randen
 af vildest Afgrunds Hang!
omfavne saa hinanden,
 og saa, min Ven -- et Sprang!

SIDE: 16

Lad Dybet Tvende gjemme,
 som vare engang Eet!
Ve mig, som ei kan glemme!
 Ve Dig, som kunde det!


MAURITS HANSEN

O hvad Dristighed jeg vover,
 Maurits Hansen, naar jeg veed,
at din Geist nu blikker over
 Skuldren paa Papiret ned!

Dumhed! Graad paa Vers? O Dumhed!
 Bort du hykleriske Pen!
Sorgens Poesi er Stumhed.
 Aandens Øre hører den.

Jeg vil stirre ud i Himlen.
 Tanken flyve som den vil!
. . Ak, der venter Englevrimlen,
 Maurits, en Novelle til.

Den har bag din Hyttes Vægge
 lyttet mangen Aftenstund;
nu den kommer forat lægge
 Øret nærmere din Mund.

Himlen mangler ei Sujetter,
 hvor der elskes kan saa ømt.
Genialsk du gjennemfletter
 dem med hvad Du selv har drømt.

SIDE: 17

Genius! Du maa fortælle.
 Himmelens berømte Gjæst!
din fortrinligste Novelle
 aldrig blev paa Jorden læst.

I hans Hjerte stod den skreven,
 tvang Usynlige til Graad,
Slutningen, isønderreven,
 af hans egne Taarer vaad.


FRANTS HENRIK AUBERT

INGENIEURKAPITAIN VED HORTEN

Heller styrte ned i Gruus
stoltest Taarn paa Agershuus,
 heller briste
Haldens gamle Gyldenløves
 tordenmørke Bastion,
Vingers Tind sin Krone miste
 -- den som skinner i det Fjerne
som en sjunken søndret Stjerne -- 
end du skulde saa bedrøves
 i dit Hjerte, min Nation!

I Hans kloge Pande stod
mangt et Taarn paa stolten Fod.
 Bød Du, Norge,
op i Høiden flux sig drejed
 qvadersøilet hans Idee
og du i hans Hjerne ejed
 mangen herlig Stjerneskandse,
 mangen Borg med Krands og Tinde,
 truende mod alle Vinde.
 Vilde Bølge skulde standse
 for hans Storværk at besee.

SIDE: 18

Ak, nu ligger Muur og Borg
brustet i en Enkes Sorg!
 Alt forsvinder,
som en Drøms Kontur der blegner,
 i den Taare, som sin Flugt
skynder over hendes Kinder!
 Værket ved de vilde Vande
 standset staaer paa Ligets Pande.
 -- O jeg seer den . . o hvor tegner,
 o hvor meisler Døden smukt!

Ak, en Krands af mørken Eeg
gjør den endnu mere bleg,
 som en Bystes
af en Romer, ædelt skaaren,
marmorhvid som Maanens Skjær!
Ak, hvor Døden skjønt forlystes!
 Krands om Panden, naar den smuldrer!
 Fahnen sænkes, Trommen buldrer,
 Folket sørgeklædt ved Baaren
 for sin stolteste Aubert!

SIDE: 19

JØDEN 
NI BLOMSTRENDE TORNEQVISTE

.

NORGES STORTHING HELLIGES DISSE MEDFØLELSENS
UDGYDELSER FOR DEN BERØMTE, FORTJENTE,
ULYKKELIGE GREEN AF MENNESKESLÆGTEN,
HVIS FREMTIDIGE FORHOLD TIL FÆDRE-
LANDET DET SKAL AFGJØRE
Quod felix patriæ faustumque sit!

SANDHEDENS ARMÉE

Ord? Som Verden saa foragter?
 Ord i Digt?
Endnu meer foragteligt!
Ak, hvor usle disse Magter
 til at fegte
for den Sandhed I fornegte!

Lyn bør slaa og Tordner rulle
 foran den.
Sendt tilhjælp fra Himmelen,
Legion af Engle skulde
 sine Fløje
sprede viden om den Høje.

Ak, hvi kommer, himmelbaaren,
 Den ei selv?
synlig, med en Stjernes Hvælv
til en Hjelm om Panden skaaren?
 Bedre, bedre
fløi dens Flugt med Sværd til Fjedre.

SIDE: 20

Ak, hvi har den sine Telte
 ikke spændt
skinnende paa hver en Skrænt?
Ak, hvi har den sine Helte
 ikke givet
Herredømmet over Livet?

Mørkets Vold er steil at storme.
 Overtro
hviler fast paa Søilers Ro.
Talløs som Ægyptens Orme
 er den sorte
Fordomshær ved Templets Porte.

Fremad dog, I usle Rader!
 Hær af Ord!
Eder Seiren dog paa Jord
lovet er af Lysets Fader,
 naar I tjene
Sandheden, hans Barn, alene.

Fremad, Ord, I Sandheds Helte!
 En avant!
Adamshjerterne engang
blive eders Sejerstelte.
 Straaler spile
vil dem ud til eders Hvile.

Fremad, med Viziret lettet,
 Sandhedsord!
Thi den største Magt paa Jord
Eder er af Gud forjettet:
 at I kunne
ikke dø, I Sandhedsmunde!

SIDE: 21

Derfor modige, I Dverge!
 Sandheds Sag
seirer kun i Nederlag.
Stormer Løgnens Ørkenbjerge!
 Hen I veire
dem og Fordoms Taageleire!

DE TRE

Hvilke skjønne Templer for Menneskekjærligheden ere ikke
Orientalernes offentlige Herberger? Tyrker og Bukharer have
sine Karavanseraier, Perserne sine Khaner, Hinduerne sine tempel-
lignende Hvilesteder, Beduinen og den vilde Kabyl sine ukræn-
kelige Marabuer, og Alle uden Forskjel er hjemme under Ara-
berens Telt. Var han rigere, og boede han ikke spredt over
Ørkenen, skulde han ogsaa bygge Karavanseraier og Khaner for
den Fremmede; thi disse ere ikke andet end en forherligende
Forvandling af det Fædrenetelt. Det er den samme Teltets
Gjæstfrihed, som har aabnet disse store Qvaderhaller, hvorunder
den reisende Tyrk sætter sin Ganger, og gjør sig det mageligt,
Armenieren trækker sin Kameel ind, Jøden og Nazaræeren finder
Plads for sin Bylt og sig selv i de altid aabne Gjæsteceller.

Enhver Religion har et mildt og kjærligt Hjerte. Disse vel-
gjørende Indretninger skyldes den, vi Kristne tro besidder det
haardeste. De ere religiøse i sin Oprindelse, hvad enten de
saa ere opførte paa offentlig eller privat Bekostning. Det Sidste
er ofte Tilfælde. Den fromme Mahomedan eller Hindu testa-
menterer og legerer til disse Herberger ligesom den Kristne
til Kirker, Klostre og Hospitaler. Det er den hele Menneske-
slægt han vil i sit Hjerte vel, naar han enten stifter et saadant
Herberge med Porte til alle Vindens Hjørner, eller han anlægger
en Cisterne i Ørkenen, eller leder den friske Kilde til Dyrenes
Hvilested. Han tænker ogsaa paa dem, den gamle, skjæggede,

SIDE: 22

barske Filantrop, hvem Allah, Brahma og de Kristnes Gud
velsigne!

Der er bag det døde Hav en Ørken etsteds i det brændende
Syrien, som denne de Vantroendes Barmhjertighed har glemt -- 
ikke fordi den ikke har opdaget den, men fordi Allah har netop
ved Enden af Dagsreisen givet den et naturligt Karavanserai i en
uhyre Platan med Rum, Ly og friskt Vand for en heel Karavan,
om det skulde være. En Aften forsamlede Tilfældet derunder
en Mahomedan, en Kristen og en Jøde. Neppe havde Mahome-
danen, en Mollah (Præst) vandet sin Hest, før en sort Flek i
Horizonten forkyndte ham en Fremmeds Ankomst. Det var den
Kristne, en Munk af det hellige Bjergs Brødre. Et Muulæsel bar
ham fra Haleb til Jerusalem. "Salem aleikum!" sagde Mollahen
til Nazaræeren, som venligen gjengjeldte ham hans Hilsen i Guds
Navn. Allerede tindrede de første Stjerner, og Shakalernes Hylen
hørtes, da Jøden, en Rabbin fra Damaskus, umærkeligt -- thi
han kom tilfods -- traadte ind paa det lille Grønsvær, Kilden
havde fremlokket under Platanen. I Salomons Tid havde den
ogsaa opelsket denne, og som en god Fostersøn havde denne nu
i Aarhundreder til Vederlag ernæret sin Fostermoder med sin
Skygge. Ligesom Mødre, der gaae i Barndommen, sang den
moderlige Kilde endnu stedse sin Ammevise. Ved dens Murm-
len slumrede de tre Reisende, efter venlig Samtale, endelig ind
paa hver sin Side i hver sin Rodfordybning af det uhyre Træ,
og ved dens Murmlen vaagnede de ved det første Morgengry.

Ørkenen laa under sin Taage inden sin Horizont som et uhyre
violblaat Hav omcirklet af Bjerge fulde af Damaskus's prægtigste
Roser. Paa eet Sted i Øst var det som om Engle syslede bag
et Rosenbjerg, og stak gyldne Landser iveiret som til et Telt.
Solen var i sin Opgang, saae de tre Reisende. Det rørte sig i
deres Hjerter, deres Læber zittrede. Enhver af dem vilde hilse
Gud paa sin Maade; men ak! Enhver af dem frygtede for at
saare de to Andre. De havde vundet gjensidig Agtelse for
hverandre under Aftenens Samtale; men nu -- hvorledes skulde
den gode Mollah kunne lydeligen paakalde Allah uden at for-
styrre Nazaræerens og den jødiske Troeslærers Andagt, og om-
vendt. Og dog var Trangen til at udgyde sit Hjertes Følelse

SIDE: 23

i det henrykkende Øjeblik og til at takke den Højeste for hans
Varetægt i det paradisiske Ly, de havde nydt, saa stor hos En-
hver af dem, at deres Læber zittrede. Ingen brød dog Tausheden
endnu. Stille og nølende spændte Mahomedanen paa sin Hests
Sadel uden at blive færdig; Munken gik det ikke hurtigere fra
Haanden med sit Muulæsel; Rabbinen snørede og snørede paa
sin Bylt. Det var Mennesker af Ømfølelse for hverandre, af
Agtelse for hverandres Tro. Allerede glimrede tusinde Straale-
landser fra Spidsen af Rosenbjerget. I næste Sekund vilde den
Højestes herligste Billede vise sig, og den Frommes Læbe skulde
være taus? Den zittrede hos alle Tre; men ingen Bøn, ingen
Lovsang tonede derfra.

Da paa engang begynder fra Platanens Krone, fra samme
Green, en Bogfinke, en Drossel og en blodhalet Vipstjert sin
Morgensang. Bogfinkens klare Triller sammenhvirvledes med de
andre Tvendes til et herligt jublende Chor.

"Hvi dvæle vi, Brødre?" sagde de alle Tre. "Ja, med hvad
der ligger os paa Læben?" sagde Mollahen, bøjende sig tre
Gange mod Jorden. "Med Jehovahs, den Højestes, Priis?" sagde
Rabbinen, foldende sine Hænder over Brystet. "Ja, sagde den
kristne Præst, korsende sig -- "er dette ikke et Tegn fra Him-
melen, at ogsaa vor Lovsang vil være den Højeste behagelig,
om Udtrykket er forskjelligt?" Og pludselig, medeet, som fra
Fuglene ovenover dem, udbrød de alle Tre, med et kjærligt Øje-
kast til hverandre, hver paa sin Viis, i en Lovsang til deres og
alle Tings Skaber.

Mollahen sang:

 
"Allah! Allah! stor og god!
 Evig være Allah priset!
 Se, hans Ord i Lysets Flod
 strømmer ud fra Paradiset!
 Se, Prophetens store Bud:
 "Allah dyrk og elsk din Næste!"
 saaes over Himlen ud
 i de milde Straalers Brud,
 som til mindste Straa sig fæste.

SIDE: 24

 Palmen i det Fjerne brænder
 som et Kaabas Kuppelhvælv;
 Græsset selv
 sig i Bøn mod Østen vender;
 Figenbladets rene Hænder,
 badede i Duggens Daab,
 løfte sig, som om de ville
 blande sine Bønner stille
 mellem Livets Fryderaab:
 Allah! Allah! evig være
 Priis og Ære!
 Evig lovet
 Han, som efter Ormen leder
 under Bregnens kolde Løv
 med sin Godheds milde Varme
 for at mætte dens Behov!
 Han, som breder
 over Jordens Herres Hoved
 og sekundbelivte Støv
 Kjærlighedens Straalearme -- 
 Allah! Allah! Priis og Lov!"

Rabbinen sang:

 
"Priset være Jehovah!
 Naade er hans Strengheds Domme.
 Se, hvor Skyens Bjerge bæve!
 Serafim i Østen svæve . .
 Se, hvor Vingerne de hæve!
 Nærmere de stedse komme
 til den Fromme
 under højt Halelujah.

 
Edens Port er vidt oplukket.
 Cherubim,
 palmekronte Zadikim
 vente der, at fange Sukket,
 som fra Israel de høre.

SIDE: 25

 Klagerne de herliggjøre
 til et Chor af Jubelpsalmer,
 som de føre
 i Triumf til Naadens Øre;
 vise for den Kummerbøjde
 Sejrens Palmer
 over Hvilens Thronehøjde.
 Halelu! Se hist i Øst
 Naadens Rosenkrands er løst!
 Ud Cheruberne dens Knoppe
 sprænge over Bjergets Toppe.
 Hisset sig et Zion reiser
 straalekrandset i det Blaa.
 Salomonske Tempel kneiser
 gyldensøilet ovenpaa.
 . . Se hvor Purpurfløjler gløde
 i dets Indre!
 Gyldenrøde
 Arme syv paa Altarstagen,
 som et Stjernebilled, tindre
 frem i Mulmet af Skarlagen,
 naar det kløver sine Vover.
 Ovenover
 Himlen fuld
 hist af Davidsharper hænger.
 Toner fra det slagne Guld
 ud af Morgenskyen trænger.
 Og til begge Sider flammer
 langsad Horizontens Bryn
 Teltene for Israels Stammer
 bag en Front af Straalers Lyn.
 Der har saligt Juda spredt
 hen sig med den Stærkes Ret,
 Rubens Teltes Perlerad,
 Levis Taarne, Asser, Gad,
 Sebulon i Palmeskygge,
 Isaschar og Efraim,
 Simeon og Benjamin,

SIDE: 26

 frelste Neftali og Dan
 og Manasse -- de bebygge
 Morgenrødens Kanaan.

 
Halelu! Priset være Jehovah!
 Der er Morgen i hans Domme.
 Deres Nat er engang omme.
 Til den Fromme
 engang vil Messias komme
 straalende derovenfra."

Og den Kristne, Nazaræeren, sang:

 
"Lov og Priis Algodheds Gud!
 Se, hvor Morgnens Glimt begynde
 Herrens Ære at forkynde
 og hans Navn at brede ud!

 
Se, hvor Græssets tætte Klynger
 bøje sig for Ham, der tynger
 ogsaa dette, i dets Dignen
 under Duggen, med Velsignen!
 Thi dens Vievand, det rene,
 udsprængt over Græs og Grene,
 vier Eng og Lunde ind
 til et helligt Tempelklæde,
 til et Altar Bjergets Tind,
 hvor de Salige tilbede.

 
Hver en solbeskinnet Stengel,
 Engens Slette bølger af,
 er en Troens Støttestav;
 hvert et Blad en vinget Engel,
 hver en Qvist et Kors af Guld,
 hvoraf Luften glimrer fuld.
 Hver en Blomme solforgyldt
 er en Kalk af Naaden fyldt.
 Himmelsk Kjærlighed har ømt

SIDE: 27

 ud deri sit Hjerte tømt,
 rakt saa Kalken, kront og fyldig,
 hver Uskyldig,
 som har Øje
 for den høje
 Himmelfart, som sig fornyer
 dagligen fra Morgnens Skyer, -- 
 for Forjettelsen, som skreven
 over dugghvid Eng er bleven
 om miskundsom Kjærlighed,
 lysende i milde Straaler,
 strømmende i fulde Skaaler
 over hele Jorden ned, -- 
 om et Eden,
 aabnet af Barmhjertigheden,
 ringet ind af evigunge,
 rosenfriske Morgengryer,
 i hvis Skyer
 Helgener i Engles Favn
 første Gang med frigjort Tunge
 jubelsjunge
 den Unævneliges Navn."

Saa tonte det paa engang fra de Troendes Bryst. De rystede
hverandres Haand, og droge nu glade hver ad sin Kant gjennem
Ørkenen: Mollahen drog ad Bagdad til, Munken til Jerusalem,
Rabbinen til Damaskus. Men da de vare komne et Stykke ud
i Ørkenen, var det somom samme Tanke standsede dem, og
bragte dem til at kaste et Blik tilbage paa den gjæstmilde Pla-
tan, der nu laae i Fjernet ligesom en Sankt-Helenaklippe i Luft-
havet. Den Tanke gjennemfoer dem alle Tre: hvad, om Fuglene,
som lærte os at tilbede i Sandhed, vare tre Engle, neddalede fra
Himlen, fordi de ynkedes over vor Skrøbelighed?

SIDE: 28

SKIBBRUDET

"Himmel, frels os! Dette sorte
 Strøg derborte
er ei Skyer; det er Land!
Det maa Norges Kyster være;
og hvor nær vi Døden ere
viser os det krappe Vand."

Saa en enkelt Stemme skriger.
 Stormen stiger;
Ingen hører heller paa.
Men i Alles aabne Munde
staar det qvalte Raab: "tilgrunde
inden en Minut vi gaa!"

Ak! Saa lang en Frist ei gaves.
 Alt begraves
førend ud Sekunden randt.
Skibet, knust og overskyllet,
som en Geist i Jorden tryllet,
flux for fulde Seil forsvandt.

Men hvor Hvirvlen hvidest bryder
 op den skyder
langt om længe dog en Mand.
Det er Passageren: Jøden.
Ham alene, frelst fra Døden,
slynger Brændingen tilland.

Var ei Alles Time kommen,
 var alt Dommen,
at han skulde overbord.
Thi hvorfor mon kom vel Nøden,
tænkte de, om ei for Jøden,
den Fordømte, som ei troer?

SIDE: 29

Til Amerika, hvor Aandens
 og hvor Haandens
Frihed findes, stod hans Meed.
I Europa blev ham Brødet
altfor bedskt, i Taarer blødet,
og hans Kind af Skam for heed.

Braadsjø, flux tilbage hastet,
 har nu kastet
halvdød ham mod Kystens Væg,
som iblandt Europas Lande
løfter sig som Fries Pande
over Trælles lave Præg.

I en Revne mellem Stene,
 hvor alene
Muslingen kan Fæste faa,
har han ind sin Høire kilet,
Venstren stræber, vidt udspilet,
Tangens glatte Busk at naa.

Kun et Greb endnu, og inde
 vil han finde
sig i Frihedstemplet da:
bagom Kystens barske Rygge
i de frie Nordmænds trygge
gjæstfri Filadelfia.

Havet, kun tilbagegledet,
 bedre veed det:
Døningen sig frem igjen
skyder, liig en Midgardsslange,
opad Klippen forat fange
Ham, som klæber sig til den.

SIDE: 30

Sugende den greb ham, førte
 i oprørte
Bølgers Grav ham ud paany -- 
ak! som om den vidste, Norge,
det berømte, frie, borge
vilde ei en Jøde Ly?

JULEAFTENEN

 Hvo mindes ikke
et Veir, han troer, ei Himlen meer kan skikke?
et Veir, som om hver Sjel, fra Kains til den,
 Gud sidst fordømte,
den Jord forbandede, fra Helved rømte,
som fristed dem at svige Himmelen? . .

 Et Veir, hvis Stemmes
Forfærdelser ei mere kan forglemmes?
Thi Alle tænkte: det maa være sendt
 for min Skyld ene;
Orkanens Tordner mig kun mig de mene;
min Synd er bleven Aanderne bekjendt . .

 Et Veir, hvis Styrke
kan lære Præst og Troende at dyrke
Dæmoner i det Element, hvis Brag
 den Gamle høre
fra Barnsbeen kan i sit bemoste Øre . .
et Skyens Jordskjælv, Luftens Dommedag? . .

SIDE: 31

 Et Veir, som rysted
den Stærkes Hjerte i dets Skjul i Brystet,
et Himmelveir, hvori sit eget Navn
 han paaraabt hørte
af Aander, Stormene forbi ham førte,
mens hver en Trætop hylte som en Ravn?

 Men Ravnen gjemte
sig selv i Klippen, Ulven Sulten tæmte,
og Ræven vovede sig ikke ud.
 I Huset sluktes
hvert Lys, og Lænkehunden indeluktes . . .
I sligt et Veir, da faaer du Bønner, Gud!

I sligt et Veir -- det var en Juleaften -- 
da Nat det blev før Dagens Maal var fuldt,
befandt en gammel Jøde, nær forkommen,
sig midti Sverigs Ørken, Tivedskogen.
Han ventedes til Bygden denne Side
fra Bygderne paa hiin, for Julens Skyld,
af Pigerne med Længsel, thi i Skræppen
laae Spænder, Baand og alt hvad de behøvde
for Morgendagen, Andendag og Nytaar.
Det gjorde Længslen spændt, men ikke bange;
thi endnu havde "Gamle-Jakob" aldrig
den svigtet nogen Juul: Han kom saa vist
som Juleaftnen selv.

I sligt et Veir . .

 "Tys! var det atter Stormen,
som hylte gjennem Grenene? Det skreg.
Nu skriger det igjen." Og Gamle-Jakob
flux standser lyttende for anden Gang.
Nu tier det. Thi Stormen øger paa,
som Fossen drøner over Den, der drukner.

SIDE: 32

Han vandrer atter. "Tys! igjen en Lyd!"
 -- en Lyd, som skar igjennem Skovens Brusen.
"Den falske Hubro skriger som et Barn.
Hvo slipper Barn vel ud i saadant Veir?
Det gjør ei Ulven selv med sine." Og
den Gamle stolper atter frem i Sneen.
Da skreg det atter, saa han meer ei tvivler;
thi dette Stormkast, som hist borte alt
et snoet Snetaarn hvirvler over Skoven,
har ført et Ord, et enkelt Ord forbi;
og flux han drejer did hvorfra det kom,
arbeidende sig dybere i Skoven
og dybere i Sneen og i Natten,
der som en kulsort Fjeldvæg reiste sig
mod hvert hans Skridt, af Fyg kun gjennemlyst,
som om den hele vide Skov var fuld
af flyvende slørhyllede Gespenster,
der hylende sig stilled ham ivejen,
paa luftig Taa sig hvirvled, voxte rædsomt,
og saa forsvandt imellem Stammerne.

Dog kjæmper Oldingen sig frem mod Stormen.
Han vandrer naar den voxer; naar den sagtner
og drager Aande, lytter han paaknæ.
Men flux han springer op, og gaaer i Mulmet,
som Dvergen trænger gjennem sorte Muld.
. . Han hører intet meer. Den Gamle skjælver
ved Tanken, at ham onde Aander gjække,
og mumler frem de Bønner, som han veed.
Da klynker det igjen, og ganske nær;
hans eget Raab mod Stormen vender kun
tilbage i hans Mund. Men hist, ja hist!
Ti Skridt endnu! Der rører noget Mørkt sig
paa Sneen, som om Stormen legte med
en Stubbe, der var løsnet lidt i Roden.

"O Jehovah! en Arm! O Jehovah!
et Barn, et Barn! Men dødt! -- "

SIDE: 33

Ak, tænkte Stjernerne i denne Nat,
da Bethlemsstjernen lyste mellem dem,
at intet Godt paa Jorden kunde skee?
Thi ingen af dem saae, at Gamle-Jakob,
saa glad som om en Skat han havde funden,
flux kasted bort sin hele Rigdom: Skræppen,
trak af sin knappe Kjole, hylled den
om Barnets Lemmer, blottede sit Bryst,
og lagde saa dets kolde Kind derved
indtil det vaagned af hans Hjertes Slag.
Da sprang han op. Men nu hvorhen? Thi Stormen
har blæst hans Spor igjen. Det ei bekymred.
Thi han i Tordenen i Skovens Toppe
nu hørte Davids Jubelharper kun;
ham Fygene nu syntes som Cheruber,
der viste Vej paa svanehvide Vinger,
og i det Maa og Faa, han fulgte, følte
han Herrens eget stærke Fingertræk.

Men Huus paa vilde Tiveden at finde
i slig en Nat, da Lys ei turde brænde?
Og midtvejs laa der kun en enkelt Plads;
det lave Tag ei skilles kan fra Sneen,
den sorte Væg ei fra et Klippestykke.
Dog standstes ved en Under han af den.
Der sank han ned. Han mægted ikke mere;
og mange Vindstød foer før med sin Byrde
han aarkede at slæbe sig til Døren.
Han banked sagte først, thi Barnet sov;
og nu først savned han sin tabte Skræppe,
fordi han intet ejede at give
de gode arme Folk, som snarlig ville
med gjæstfri Hasten aabne Døren. Ak,
han banked mange Gange før det svared:
"I Jesu Navn, hvem der i slig en Nat?"
"Den gamle Jakob. Kjende I mig ei?
den gamle Jøde?"

SIDE: 34

 "Jøde!" skreg forfærdet
en Mands- og Qvinderøst. "Da bliv du ude!
Vi eje ingenting at kjøbe for,
og blot Ulykke vil du bringe Huset
i denne Nat, da Han blev født, du dræbte."
"Jeg?"
"Ja dit Folk, og det er Synden, som
igjennem tusind Led skal straffes."
 "Ak!
Inat da Hunden lukkes ind?"
 "Ja Hunden,
men ingen Jøde i et kristent Huus."

Han hørte ikke meer. De haarde Ord
ham koldere end Vinden gjennemhvinte,
og slængte, stærkere end den, ham ned
i Sneen, bøjet over Barnets Slummer.
Da syntes ham, mens han mod Vindvet stirred,
om ei det hvide Ansigt atter kom
tilsyne dog, som om han sank i Duun,
at liflig Varme gjennemflød hans Aarer,
og at bekjendte Væsner, hviskende
som Sommervindens Æolsspil i Græsset,
omsvævede hans Leje, indtil En
med løftet Finger sagde: kom! han sover.
Og i en oplyst Sal ved Siden af
forsvandt de Alle; Barnet kun forblev der
ved Foden af hans Leje, dragende
hans Puder stedse bedre om ham, til
det forekom ham selv, at han sov ind.
 -- Det Sneen var, som voxte om den Døde.

"O Jesus! Jøden sidder der endnu!"
skreg Manden, da han saae om Morgnen ud.
"Saa jag ham bort! Det er jo Juledag,"
faldt Konen ind. "Og se den Jødeskjelm,
hvor fast han holder Bylten klemt til Brystet!"
"Han er paatrængende med sine Varer.

SIDE: 35

Med stive Blik han seer herind, som om
vi havde Penge nok at kjøbe for."
"Dog gad jeg see hvad han i Bylten har."
"Viis frem da, Jøde!"
 Begge treen de ud.
Den frosne Glands de saae i Ligets Øine.
De blegned meer end det, de skreg af Skræk,
og skjalv af Angrens Slag.
 "O Jemini!
Hvad Uheld her er hændt!"
 De op ham reiste,
og Bylten fulgte med. De aabned Kjolen.
Der hang, med Armene om Jødens Hals,
Margrethe, deres Barn -- et Liig som Han.
Saa slaaer ei Lyn, saa rappe Orm ei bider,
som Skræk og Smerte Ægteparret slog.
Saa bleg som Faderen var ikke Sneen,
saa hylte Stormen ei som Moderen.
"O Gud har straffet os! Ei Stormens Kulde,
vor egen Grusomhed har dræbt vort Barn!
Forgjæves! ak, som Jøden paa vor Dør
paa Naadens ville vi forgjæves banke."

Da Skogen veibar blev, kom Bud fra Gaarden,
hvor lille Gretha fostredes ilægd,
og hvorfra hun, da Helgen ind blev ringet,
før Veiret kom, var vandret af sig selv,
Forældrene at gjæste Juleaften.
Dog kom det ei at spørge efter Barnet,
men efter Jøden fra de Bygdens Piger,
hvis Haab nu til at kunne gjæste Kirken
kun stod til Nytaarsdagen, om han fandtes.

Der laa han død i Stuen foran Arnen,
hvor Manden med et Blik som Jødens frosne,
og i en Stilling krum som Ligets, sad,
i Baalets røde Aske stirrende

SIDE: 36

og stedse øgende dets Brand, at Liget
dog kunde blive strakt og Haanden korslagt.
Men foran laa paaknæ Margrethas Moder,
sin Lilles stive Arme bøjende
bestandig fastere om Ligets Hals.
"Hun ei tilhører mere os," hun hulked,
"Han har vort Barn sig tilkjøbt for sin Død.
Vi tør ei skille liden Gretha fra ham;
Thi Hun for os maa bede Jesus om
hans Forbøn hos sin Fader; thi for Ham
vil arme Jøde klage -- -- ."

DEN FRANSKE GARDE

OVER SIN SERGEANT JØDEN MICHAèL

Der er Sorg iblandt de Brave:
De den Braveste begrave:
"Michaël, vor Ven, den kjække
Jøde, har forladt vor Række."

Lad Marseillaisen klinge!
Bøj, Trefarvede, din Vinge!
Under dig, med hiin paa Munden,
har han Heltens Hæder vunden.

Eller Jenamarschen lyde!
Den kanskee kan Døden bryde,
saa han atter op sig reiser
for sit Frankrig og sin Keiser?

Frankrig gav ham Borgerkronen;
Han har den betalt Nationen.
Modig som en Makkabæer,
gav han den igjen Trofæer.

SIDE: 37

Frankrig, ikke Palæstina,
husked han ved Berezina,
Gardens Marsch, ei Davids Psalmer,
Fahnerne, ei Judas Palmer.

Andre Palmer ikke ejer
Frankrig, men de bære Sejer;
og sin Fahne det i Døden
planter kjærligt over Jøden.

Men paa Bivuaken kunde
Han om sit Judæas blunde.
Hvor de hvifted, hvor de straaled
saa vi paa hans Smiil ved Baalet.

Frankrig gav han sine Dage,
Nattens Drøm blev ham tilbage.
Fred da ogsaa med hans sidste:
den om Juda i hans Kiste!

JØDINDEN

Kast dit Slør, Jødinde! Kast det,
o vidunderskjønne Rachel!
Og træd frem! og, om behøves,
knæl for disse Nordens Mænd,
som dit Folk nu skulle dømme
strængere end Eli dømte.

Bort med Argumenter nu!
Hvilke mon behøves for?
Hvilke mægte vel imod?
Begge, baade pro og contra,
smelte hen for hendes Øine.

SIDE: 38

O i dem hvor paradisisk
gløder Orientens Sol!
mildt dog under hendes lange
silkefine Øjenhaar,
som indunder Palmens Blade.
Hvis de kunde vredes, maatte
Kul, der gløded, de udskyde.
Nu udsaae i sine Blik,
som et Pragtfyrværkeri,
med et Vandsprings ødsle Rigdom,
de en evig Straaleregn
kun af sortblaa Diamanter.

Kalder Verden dig Slavinde,
lad da ikke Læben svare!
Blot din Pande, og den lægger
Kroner ned for dine Fødder.
Viis din ædle Rankhed, og
Dronningerne ville knæle.

Serafvingens hvide Glands
skinner, Rachel, paa din Pande,
ædel som Cornelias,
tankefuld som den Velsign'tes.
Den alene er et Aasyn,
fuldt af Reenhed og af Høihed:
en Præstindes og en Dronnings.
Guds ukjendte Navn maa være
skrevet klart derindenfor.

Rosenbladets fine Hvælving
synes formet efter Kinden,
og dens Farves fine Rødme
er Udødlighedens Sundheds,
Evighedens Morgenrødes,
Kaktusblomstens røde Bleghed,
klare Alabast i Glød.

SIDE: 39

Disse Lokkers lange Bølger
ere Evas Dronningdragt,
da hun herskede i Eden.
Deres Sorthed synes gydet
over med Demantens Støv
og i Stjerners Straalen badet.
De Udstrømninger maa være,
o Vidunderskjønne, fra
samme sorte Flammekilde,
hvorfra Øinene udstraale;
 thi som disses
glimrer deres Dunkelhed.

Rachel smiler. Milde Himmel!
var det Sjelens egen Reenhed,
Perlekronen, som tilhører
Aandens Klædebon, der saaes
stjerneglimtende bag Læben?
Skulde lidt -- kun øverst Bue -- 
af en Saligs hvide Hjerte,
løftet op af Smilets Vinger,
vises i saa fyrigt Blod?

O Jødinde, du har seiret.
Menneskene ville sværge
af sin Frihed; thi du er jo
Datteren af Seklers Trældom,
og sin Taare Skjændselen
har jo blandet med din Moders?

Du har seiret uden Ord,
ved din egen Aabenbaring.
Verden vil i dig erobre
en Forjettelse tilbage
om en skjønnere og mere
paradisisk Adamsslægt.

SIDE: 40

Kom! Her Kaukasuser blaane,
Fyrrens cederlige Kroner
suse over Libanonner.
Jordens Kreds er Kanaan.
Skjønnest Mand blandt Nordens Frie
vove vil til dig at beile,
føre Bruden til en Dal,
dybere og mere yndig
end Judæas under Karmel.

Mangler i din Brudekrands
Jerichos Skarlagenrose,
Sarons straalerene Liljer,
Rachel, troer du ikke Nordens
amethystne Vaarvioler,
seraføjede Konvolvler
ville pryde dine Lokker,
naar de Taarerne betyde,
som ifra dens Anger flyde?

BARNET

En Fremmed

Siig mig, Amme, siig mig Navnet
paa det underskjønne Barn,
som du holder saa omfavnet?

Ammen

Josef Benjamin, min Herre.

Den Fremmede

Ah! Ja Jøden stikker frem
i den lille Ørnenæse,

SIDE: 41

og om Munden kan jeg læse
Slægtens Arveanathem,
at han bliver noget værre
end et døbt sædvanligt Skarn.
Skrækkelig, men sand, er Tanken,
at den Diende, du bærer,
i sit Hjertes første Banken
lave Niddings Slethed nærer
 vist som unge
Hugorm Giften bag sin Tunge.
Ve, at ei med Gift beblandet
var hans Moders første Kys,
saa han, før han blev forbandet,
kunde dø . .

Ammen

 Min Herre! Tys!
Barnet er et Kristenbarn.
Efter Faderens Velgjører,
som var Jøde, Navn det fører.

Den Fremmede

Hold det fast da i din Arm!
Pige, tryk det til din Barm!
at den lille Engel ei
flyer til Paradiis sin Vei.
Thi (han hedde Seth og Cham,
Moses eller Abraham
 -- ligegyldigt!)
thi et saa serafuskyldigt
Aasyn endnu ei jeg saae.
Derfor, Pige, pas kun paa!

Ammen

Herre! tro, det Himmerige,
 hvorfra slige
 Engle stamme,
er en Moders Hjerte . . .

SIDE: 42

Den Fremmede

 Amme!
Skal jeg tro, du er Jødinde?

Ammen

Det var første Rang som Qvinde.

MOSES PAA BJERGET

Norges Frihed er berømt
videnom, det fagre Skrømt,
somom gyldne Spindelvæve
rundt omkring i Luften dreve.

Til Arabens Teltehjem
trængte selv dets Rygte frem.
Skjøndt berettet simpelt, roligt,
klang det digterskjønt, utroligt.

Poesi i samme Stund
blev det paa Arabens Mund.
Blandt de Andre maurisk Jøde
hører til med Blik som gløde.

Moses' Aasyn i sin Glands
var ei ædlere end Hans.
Meislet dybt og reent var Trækket,
og med Bystens Bronze dækket.

SIDE: 43

Hvidt hans Skjæg som Abrahams
lyste paa den sorte Vams;
men hans glade Flammeblikke
ligned Patriarkens ikke.

Thi de drak med Ungdomsfyr
Beduinens Eventyr
om det høje Land i Norden,
som var frieste paa Jorden.

"Friere end jeg tilhest,
tryggere end Teltets Gjæst,
lever der et Folk med Hæder
bag safirblaa Atlaskjæder."

"Jeg har hørt det i Algier
af en frankiskfødt Vizir,
Landets Barn, som selv det kjendte.
Ak! -- " Saa Beduinen endte.

"Ah! hvor blev den gamle Jøde?
 Pladsen øde?
 Brad forsvunden?
Han i Teltets Folder sad.
Nu de hvifted blot, og borte
er vor Gjæst, den gamle Sorte?"
 Saa i Munden
spørge de hinanden ad.

Da Fortælleren med Sukket
 Munden lukked,
 Jøden hastet
ud i Nattens Mørke var.
Hurtig som en Skygge, over
Ørknen sig den Gamle vover.
 Han ei rasted
før han ved dens Ende var.

SIDE: 44

Der, hvor ensom Palme runden
 er af Grunden,
 Jøden graver.
Ved dens Rod hans Skat er gjemt.
Han med den vil didhen drage,
hvor han Friheds Lyst kan smage.
 Mellem Slaver
skal ei Guldet ligge glemt.

"Er det sandt, at Landet findes,
 hvorfor bindes
 her da længer?
Jeg vil følge Svalens Flugt.
Ørknen med min Fod jeg tvinger,
Havet med en Snekkes Vinger.
 Hist jo trænger
mig imøde Orans Bugt?"

"Hvad kan Bølgerne, at trille
 did de ville,
 vel forhindre?
Voven, født ved Afrika,
fra at dø paa Thules Fjære?
Skulde Mandens Vilje være
 endnu mindre?
ei saa fri som Bølgen da?"

"Friheden maa gjæstfri være,
 den maa bære,
 i sit Hjerte
Kjærlighedens blide Ild.
Ved sin Arne maa den gjerne
see en Fremmed fra det Fjerne,
 og hans Smerte
dække med sin Ære til."

SIDE: 45

"Frie vil med Fri forene
 sig alene.
 Derfor stunder
jeg til frie Nord afsted . . ."
Røsten hen i Ørknen døde.
Fjernt han sees i dens Øde
 bøjet under
Skattene, som fulgte med.

Et af disse Grændsefjelde
mellem Nor- og Svea-Vælde,
lignende snart grønne Volde,
snart uhyre staalblaa Skjolde,
 springer pludseligen op
 i en skaldet sylspids Top.

Ha, hvad sidder der en Morgen?
Ørnen ejer ellers Borgen.
Hvidt var Hov'det, kulsort Kroppen,
som nu raged op fra Toppen.
 Har amerikansk Kondor
 jaget bort sin norske Bro'r?

Denne skrigende omcirkler
Fjeldets Tind i vide Snirkler.
Dens Erobrer sidder stille,
som en Knap paa Taarnets Pille.
 Punktet i det klare Blaa
 Ørnens Herre være maa.

Ja, et Menneske tilvisse
Punktet er paa Tindens Spidse.
Ha, den mauritanske Jøde
der, i Grændseørknens Øde?
 Det er ham! Sin tunge Skat
 har han træt ved Foden sat.

SIDE: 46

Hvor sørgmodige hans Blikke!
Derfor Ørnen slaaer ham ikke.
Fulde de af Taarer flomme.
Thi han maa ei længer komme.
 Moses liig paa Kanaan,
 stirrer over Landet Han.

Ak, hvor stirrer han paa Landet,
fra hvis Dale han er bandet!
Ømt, som Moses' Blik Jordanen,
Glommen fulgte Mauritanen
 til dens klingeklare Løb
 dulgte sig i Fjernets Svøb.

Ogsaa ham, skjønt saa bedaget,
Frihedsdrømmen har bedraget.
Ak, hvor mangt et fyrigt Hjerte
finder ei, med Jødens Smerte,
 Maalet, da det grebes just,
 som en Boble sønderknust.

Ned er ei den gamle Jøde
kommen end fra Klippens Øde.
Nordenvinden nu maa kule
frit igjennem Øjets Hule.
 End han sidder der kanskee,
 Døden liig foruden Lee.

Op at lede efter Guldet!
Det maa ligge der paa Tinden.
Op gesvindt, gesvindt, forinden
Ravnen stjæler det til Kuldet!
 Jøden vilde jo betalt
 Norge Friheden med Alt?

SIDE: 47

TIDSELSKJÆGPLUKKEREN

Noli desperari!

Se den umaadelige Tidselhedes røde urolige Hav! Som Sjø-
drevets Skum flyver Fnokket fra de Talløse, som nu, ligesom
fortvivlende over sin Visnen, blegnede drage sig i Dybet. Nye
Millioner skyde atter frem, væltende flammende Bølger foran
Vinden.

En graahærdet Bonde saaede jo der en Ager til med Vel-
signelser, og slog fromme Kors derover? Kan der voxe For-
bandelser af slig Sæd?

Men se, midtopaf Tidselhavet stikker en Drengs Hoved lige-
som en Druknendes! Ved Daggry gik han ud forat tilintetgjøre
sin Faders Fiender, Tusinderne med de pralende kobberrøde
Tidselhjelme, og forat plukke Fjærene af dem til sin Bedste-
moders Pude.

Den lille Helt! Hvor han mejer og arbeider! Han synes
ikke at føle den stigende Sols Straaler. De maa være svale
imod hans Kjærlighed. Umættelige speide hans Øine over Heden.
Hele dens Rigdom af hvid Duun vil han plyndre før det bliver
Aften og den gamle stunder til Hvile. Tornene ere røde af hans
Blod. Fremad stunder han, skjøndt han med hvert Skridt kan
sætte Foden i en Slanges svulne Ringe under de tætte Blade.

Allerede er Middagssolen stegen højt over Skoven. Skyggen
er voxet bag ham som den Feiges Mod, der seer sig ubemærket;
og endnu seer han Heden fuldvajende af Tidsler rundtomkring
den lille Kreds, han har røddet.

SIDE: 48

Ak, ogsaa denne synes forsvunden som en Hvirvel i Havet.
Eftermiddagsvinden reiser nye Tusinder iveiret som Slaver trod-
sende paa Mængden. Han lader Hænderne synke. Vinden bort-
fører Mesteparten af hans samlede Duun, og blæser ham nye
forbiflyvende i Ansigtet.

Ak! Saa frugtløs er Menneskekjærlighedens Idræt, at ville
bekjæmpe Lidelserne. De ere talrige som Lasterne, hvis talløse
flammende Tidselhoveders Henblegnen de ere, saa Sjeleverdnen
seer ud som denne Hede, fuld af Millioner blomstrende og bleg-
nende. Ve! hvad Forgroen i disse Menneskesjele! Lad Døden
rødde i det vilde Paradiis!

Fremmed Sorg være som det flyvende Tidselskjæg, høit værd
Umagen at vende Ryggen til! Kun een Engel er bleven Men-
nesket trofast: Ligegyldighedens vingeløse, med de døde Øine,
de fede Kinder og det selvbehagelige Smiil, saaledes som alle
Engle, undtagen Rafaels, ere malte i Kirkerne. Den fører dig
forbi Lidelsen, med bortvendte Øine, som forbi en forbandet
Saltstøtte. Al din Styrke forat lette den vilde dog kun være som
et Barns Arme, slyngede om Støtten forat flytte den.

Se, Himlene ere højtophvælvede over Jorden! Skulde deres
Salighed forstyrres af Skriget af dens Jammer, Bulderet af dens
Daarligheder? Fryd dig ved Agrenes Skjønhed; men glem, at
pjaltet Kummer oppløjede dem! Beundre Borgenes Kuppler;
men tænk ikke paa, at de ere Hjelmene om Tyranniets røde
Hoveder!

Ak! Bedstemoderens Kjærlighed vil jo udfylde Resten af
Drengens stedse hungrende Pose, hvori Dunene skulde samles?
Dens Rigdom er svunden ind til en Snebolds Størrelse; dog vil
hun tage den grædende Dreng til sit Hjerte og Dunene under sit
Hoved, og sige, at de have udaandet himmelsk Søvn om hendes
Ledemod.

SIDE: 49

Arbeid derfor trøstig som Drengen paa Tidselheden! Hans
Øine vilde jo afplukke den hele, skjøndt hans Arme kun rakte
den hele Dag over en Kreds, af Tvermaal som deres Længde.
Gud regner heller ikke meer end Viljen. Naar din Kind blus-
ser af retfærdig Harme, komme andre Engle end hiin foran-
hoppende Frø, ligesom paa et antændt Signal, ligesom om Med-
følelsens Flammeblik var Frimurertegnet mellem Sjelene og de
Himmelske. De samme komme, som i Gethsemane aftørrede
Blodsveden, og knælende opsamles ogsaa Dryppet fra din Pande
til at blive Stjerner i den Himmel, hvori din Aand skal bo, og
hvorifra de mørke Dynger af Arbeidets Dage skulle synes den
som fjerne Viinhøje glindsende i Solskinnet.

SIDE: 50

HENRIK ANKER BJERREGAARD

(I ST. OLAFS LOGE, PAA HANS BEGRAVELSESDAG
DEN 14DE APRIL 1842.)

Lukt er vor Broders Grav, og intet Støvets Øie
 har Hans Indvien seet.
Men Vi, Vi vide, at af Mesteren, den Høie,
 er den høitideligen skeet.

Han feirer nu sin Pagt med Himlens Saliggjorte
 i denne samme Stund.
Det stærke Løsensord, som aabner Himlens Porte,
 har han nu lært af Dødens Mund.

Hvor kjærligt hvisked den, bedøvende hans Kummer!
 Han lytter henrykt til.
Og om hans blege Mund sank Smerterne i Slummer,
 og Glæder vaagnede i Smiil.

Han Logen aaben saae, hvor Universer tindre
 og Verdner slukkes ud,
Og hørte Mestrens Kald til Helligdommens Indre,
 hvor Han, den Skabte, skuer Gud.

Nu er han en Cherub, imellem Himlens Sjele
 som høien Mester sat;
men her i denne Hal hans Genius vil dvæle
 i Aften som en kjær Penat.

VED DIGTEREN, HØJESTERETSASSESSOR,
HENRIK ANKER BJERREGAARDS GRAV,

DEN 14DE APRIL 1842.

Kom med Laurbærkrandsen hid!
Nu er Skjaldens ædle Pande
 kold og hvid.

SIDE: 51

Gylden Regn af Laurbærblade
kan ei Ham nu mere skade,
 om hans Grav
lige til dens sorte Rande
 overdyngedes deraf.

Nu, da Han er bleven Leer,
er det Tiden, at den sene
 Retfærd skeer:
Døden faaer sin Laurbærkroning,
Livets Smerte sin Forsoning;
 Verdens Dom
bytter sine grebne Stene
 nu til gyldne Frugter om.

Nu, da Skjalden ligger Liig,
er Triumfens Time runden.
 Laurer sig
mellem Tornens Grene blande,
som sig bored i hans Pande.
 Paa hans Grav
lægges nu en blomstomvunden
 efeukrandset Thyrsusstav.

Om en Stund sin sorte Top
Graven over Muld vil skyde
 sagte op.
Den er Ærestemplets Tinde,
som skal gjemme Skjaldens Minde.
 I sin Nød
Norge kan sin Skjald kun byde
 Pantheonet i sit Skjød.

Men fra hver en Mund, som qvad
om Hans "Elskede blandt Lande,"
 er et Blad

SIDE: 52

hviftet hen, at strø de Veje,
Aanden gaaer fra Gravens Leje
 til sin Fred,
langsad elysinske Strande,
 under Laurers Dunkelhed.

Og om tvende Uger vil
Graven fuld af Blomster dækkes.
 Lyt da til,
skal du med forbauset Øre
Aagots søde Vise høre,
 sjungen af
Klokker, som af Vinden vækkes
 til en Sang paa Skjaldens Grav.

NORGES FJELDE

Mel. Gubben Noah.

 Norges bedste
 Værn og Feste
er dets gamle Fjeld.
 Skumle Død sig skjuler
 i dets dybe Huler.
 Varden oppe
 paa dets Toppe
speide Dag og Qvel.

 Hør fra Urens
 Styrtning Lurens
klagende Signal!
 Jægerkjeden skrider
 langsad Aasens Sider.
 Fjeldets Stemmer
 den fornemmer
fra den dybe Dal.

 Vælten venter
 paa dets Skrænter.
Bonden passer paa,
 om han snart kan lade
 Friheds Barrikade
 ned fra Tinden
 over Fi'nden
som et Uveir gaae. 

 Ingen Feide
 kan han speide.
Hæng da Riflen hen!
 Gamle Bjørneskytte,
 krands med Løv din Hytte!
 Tappre Jæger,
 tøm et Bæger
for dit Fjeld og den!

SIDE: 53

 Høie klare
 toner svare
fra det gamle Fjeld.
 Folkets glade Løfter
 klinge fra dets Kløfter.
 O, hvor mange
 tusind' Gange
sang de Norges Held!

 Held da Eder,
 blaae Geleder
om mit Fædreland!
 Fred og gode Dage
 over Bondens Tage
 stedse skinne,
 stedse rinde
over Fjeldets Rand.

Grotten 17de Mai 1842.

PAA EN LYKKELIG MODERS GEBURTSDAG

3DIE JUNI 1842.

Mel. Tänk någon Gång etc.

Til Mandeltræets Priis, af Blomsters Byrde
 til Jorden bøjet af en Sølverregn,
sin Mandoline stemmer Spaniens Hyrde
 i Ly af sine fulde Rankers Hegn.

Han seer i det sin Arnes Lykkes Billed,
 sin egen sejerrige Kjærlighed,
en øm Penat, med spredte Arme stillet
 ved Hyttens Dør, en Vogter af dens Fred.

Romancen lyder; og hans Hustru gjetter,
 at Mandeltræets Priis er hende meent,
og under Sangen hun af Efeu fletter
 en Krands, og krandser ham naar den er endt.

Men Nordens Søn taus til sit Hjerte trykker
 sin elskte Viv, og peger stille mod
en Glemmigei, som sine lyse Smykker
 har slynget yndigt om en Roses Fod.

SIDE: 54

"Han mener mig, han mener mig og Disse!"
 Saa tænker hun, og sætter paa sit Knæ
de elskte Smaa -- da skuer han tilvisse
 Kjærminder slynget om et Rosentræ.

Da faaer en taus Romance i hans Øje
 paa engang Ord som Spaniolens Lyst,
og Jublen bryder ud i glade høje
 Triumfens Toner fra hans fulde Bryst.

Han kalder sine Venner hid at skue
 hans Lykkes Billed i dets fulde Liv,
og i Pokalen, fuld af Sydens Drue,
 de tømme Skaalen for hans hulde Viv.

Saa, elskte Ven, i Aften vi besynge
 den Lyst, som blomstrer i din Arnes Læ:
din Caroline, hvem de Smaa omslynge,
 -- dit glemmigeiomkrandste Rosentræ.

TIDENS VÆRD

(EFTER WALLIN)

Penge kan Du miste,
Penge atter faa,
lægge i din Kiste,
og forvare saa.
Ak, men Tiden, Stunden,
naar den er forsvunden,
kommer ei igjen!
Intet Segl og Stænge,
Port med Bolt og Gjænge
holde kan paa den.

Dyrk med liden Hvile
din beskaarne Vang!
Stunderne, som ile,
seer du blot een Gang.
Naar dig Graven dølger,
dig tilhimmels følger
kun Hvad Du har gjort.
Maalet for din Bane
er en Seierfane
over Dødens Port.

SIDE: 55

OPSANG FOR BRASILIEFAREREN,
BRIGGEN PRECIOSA

Nu tage vi et langt Farvel
 
Singsallijo!

med dig, du gamle, norske Fjeld.
 
Singsallijo!
Hurra! Hurra! for Singsallijo!

Farvel, du gamle Graa! Farvel!
Vi tænke, at du staaer nok lel.

Vi tænke, at du staaer endda,
mens vi er i Amerika.

I Golfen under Mexico
vi skifte ei vor norske Tro.

I Rio og i Pernambuc
paa Norge tænke vi med Suk.

Ja vestenfore selv Cap Horn
i Hjertet sidder Hjemvees Torn.

Det bløder, bløder op igjen
i Paradiis-Brasilien.

Did er det Preciosa skal,
langt udenfor den blaa Kanal.

Da er det først hun fører Seil,
naar England seer vort Agterspeil.

Farvel, Europa! Cap Lizard
er Næsen paa din gamle Nar.

SIDE: 56

Men herlig som en Aftensky
i Vest gaaer op en Verden ny.

Did stunder Preciosas Lyst
med Seil saa fuldt som Svanens Bryst.

Da er det først ved Finisterr'
hun lufter sine hvide Fjer.

Da er det som en Svane roer
fra Cap Vincent til Mogador.

Og bagud gaaer den hvide Foss.
Følg os, du vilde Albatross!

Følg os, du vaade Flyvefisk!
Vi paa Madera faa en Pidsk.

Det blæser varmt fra Afrika.
Men Pico gi'e vi et Hurra.

Thi Sneen skinner fra dets Top.
Den frisker norske Hjerter op.

Tørhænde kommer en Korsar.
Da Gutter, op! Kanonen klar!

Op flyver da vort norske Flag.
Nu kan det bli'e saa varm en Dag.

Vi tænke paa Jorsalafar.
Hans Klinge Blaamandshovder skar.

Vi tænke, at vi hævde maa
Normannanavnet paa det Blaa.

SIDE: 57

Den sorte Skonnert braser væk.
Han saae det blinked paa vort Dæk.

Han saae et Glimt af en Musket
og Spidsen af en Bajonet.

Han tænkte da: der er vel fleer?
At dreje af det bedste er.

Han gik i Læ, den slu Pirat.
Da kom en fygende Dravat.

Men lad staa til! Passat vi faaer.
Mod Vest, mod Vest, mod Vest det gaaer.

Vi bære af, og Hajen med.
Af Os skal han ei blive feed.

Jo bi! Der har du din Portion!
Du pryde skal vor Gallion.

Vi hale ham med Lænker ind,
og spænde ud den Morders Skind.

Vi bære af mod Vest, mod Vest!
Vi Linjen skar. Det var en Fest.

Da drak vi Norges Skaal med Skjemt.
Kaptainens blev ei heller glemt.

Og Rhederen paa sit Kontor,
han fik en Bommert, som var stor.

Vor vakkre Preciosa med
vi gjorde i en Skaal Besked.

SIDE: 58

Hun, før vi vidste Ord deraf,
har gjennemkløvt det store Hav.

Der blaaner alt i Havets Rand
Brasiliens Slaraffenland.

Og Rio aabner alt sin Bugt.
Der, Preciosa, hvil din Flugt!

Som ungen Brud sin Rosenkrands,
sit Flag hun bær' -- vort Fædrelands.

Forundret knapt Kreolen troer,
at det er Nordens Trikolor.

Men Negren kommer med sin Sæk.
Saa stuve vi fra Bund til Dæk.

Og naar vi synes, vi har nok,
saa op med Bramseil! ud med Fok!

Saa maa vi hjem til gamle Moer.
Hun veed vi efter Kaffe foer.

Hun sidder bag det gamle Fjeld,
og ønsker os paa Reisen Held.

Hun ønsker vi maa komme snart.
Tilbage derfor i en Fart!

Følg os, Atlanterhavets Hai!
Tilbage over Porto Pray!

Ja fra den takkede Azor
tilbage til det elskte Nord!

SIDE: 59

Kanalen aabner sig, Hurra!
Nu er vi ikke langt derfra.

Da raabe vi til Vinden: blæs!
Vi længes efter Lindesnæs.

Vi længes svarlig hjem igjen.
Det gjør vi i Brasilien.

Og Apelsinen gyldenmalt
vi spise tidt til Taarers Salt.

Men naar vi Norge faa at see,
 
Singsallijo!

da er forbi al Sorg og Vee.
 
Singsallijo!
Hurra! Hurra! for Singsallijo!

Hvis Visen synes dig for lang,
saa syng en Stub deraf hvergang!

Matrosen hugger af sin Bus.
Med Visen gjør det samme Puds!

Og blev den lang, saa glem dog ei,
 
Singsallijo!

Preciosa har saa lang en Vei.
 
Singsallijo!
Hurra! Hurra! for Singsallijo!

NATUR- OG MENNESKE-KJÆRLIGHED

Hører du i døven Dvale,
 Jordens Herre,
 ei desværre

SIDE: 60

Himmelens, din Faders, Tale -- 
 aabn da Øjet for din egen
 stolte Stammes
Viisdoms ømme kloge Ammes,
 Alnaturens, milde Pegen
paa sin stumme Kjærlighed!

Skyen Træets Krone lædsker;
 Træets Blade
 atter bade
Buskens Top med milde Vædsker,
 Skyens lunkne Honningblod.
Under Busken Græsset lukker
 op sin spæde
Mund, og Busken af sin Væde,
 blandet med dens eget Sukker,
 mætter det med Overflod.

Dyret, skjøndt dets Øje blunder
 taagehyllet,
 seer fortryllet
dette Kjærlighedsvidunder.
 I det vaade Græs en Hind
knæler med sin Kalv og slikker
 op de fulde
Draaber, som paa Græsset rulle.
. . O, Natur, sit Liv den drikker
 af dit ømme Hjerte ind!

Ak! men Jordens Herre, Manden,
 Han, som bærer
 Himlens Sfærer
modellerte skjønt paa Panden,
 Lysets Kjerne i sit Blik -- 
Han, den Himlens Førstefødte,

SIDE: 61

 Brodermunde
tør et Drag af Luft misunde?
har for Jøden, den Forstødte,
 Øjekast som Ormestik.

Han, med hulden Viv i Armen,
 blidt omfavnet,
 Christennavnet
korsbetegnet over Barmen . .
 Han, hvis Mund med milde Smiil
er i Kysset af en Moder
 blidt ompræget,
føler Hjertet kun bevæget
 af et Helveds mørke Floder:
 Hadets Aarers vilde Iil?

Ve dig, Cain, din Broders Hader!
 Du at sove
 ei tør vove
under Træets Ly, som bader
 Tornebuskens Blomstersnee.
Tjørnene, mod Græsset ømme,
 med Forfærden
straffe vil din Sjels Forhærden,
 Græssets Taarer vil fordømme
 dig i Alnaturens Vee.

BRÆNDEVINET

(EFTER DET SVENSKE)

Frisk laa Hjernen inden haard Forbening,
mægtig til at fatte Altings Mening,
 styrende en uregjerlig Krop;
Hørt var ikke Kobbersmedens Hammer,
Brændevinets Brænding og dets Jammer
 var ei funden op.

SIDE: 62

Finkelruset, dette Skrækvidunder,
ufødt laa endnu og ruged under
 Kornets skrumpne Skal saa fast forvart.
Mandens Kind var ikke som en Pose,
Næsen bar ei rødblaa Gjæringsrose,
 og hans Blik var klart.

Se der koges! Se hvor Giften blandes!
Finklen klækkes af sit Skal, til Landes
 Ødelæggelse, til Folks og Lands.
Alle Hjerner siden kom i Irring;
rundt gik Jord og Himmel i Forvirring.
 Slukt er Sind og Sands.

Nu forvexles Himlens fire Streger,
Tanken sig i vilden Hvirvl bevæger,
 Næsens Rosenknopper springe frem.
Dag af Natten gjøre drukne Vilde,
og som Svovl og Beeg den sunde Kilde
 kun forfærder dem.

Fæle Bylder skyde frem paa Kinden,
Haanden skjælver som et Løv for Vinden,
 Tungen stammer, Diebarnets liig.
Dyret studser: -- Manden, Guders Lige,
er den Eneste i Verdens Rige,
 som beruser sig.

Gift, som i Naturens Aarer brænder,
du som Adam under Dyret skjænder,
 hvo opfandt dig? O mon hvem det veed?
Jo, da Satan havde Herren fristet,
fuld af Harm og Skam han bort sig listed,
 og han Finkel græd.

SIDE: 63

Alle Slægter juble til din Ære,
Tiden leer ad Nøkterhedens Lære,
 overalt dit Altar staaer ibrand.
Til et Tempel har du hele Jorden,
men Prædikestolen staar i Norden,
 i vort Fædreland.

Overalt du er. Liig en Hyæne
suger du fra Benet Kjød og Sene;
 Folket æder du og hungrer end.
Staten byder op sin Kraft forgjæves
forat rive bort dig, kun du hæves
 høiere af den.

Siig os, siig os, er du ei det Samme,
kjendt i Oprørs eller Mordbrands Flamme?
 gjør til Dverge Mændene i Nord?
Naar i Eeder Folkets Pøbel skryter,
er det ikke Brændeviin blot, som bryder
 ud i vilde Ord?

Se, som Dragen paa den skjulte Skatten,
se saa blikker Drankeren om Natten
 ned paa Flasken, som han tømmer ud.
Som Basunen Dommensdag forkynder,
være vilde for den usle Synder
 Brændeviinsforbud.

Afgrundssuppe! du har Veien lukket
til det Land, hvorefter Aanden sukked,
 og hvorhen den uden dig vel kom.
Pas du giver Den, som du forfører,
til et Sted, hvor Aandeverdnen hører
 den Fordømtes Dom.

SIDE: 64

VISE OM SYNE-MARTHA PAA VEITASTRAND
I SOGN

Mel. Lykken vender sig ofte om.

I Sogn har Herren aabenbart
 sin Herlighed og sin Vælde.
Der styrte Fossene ned i Fart
 i Havet fra svimlende Fjelde.
Gud fri os bare for Overtro!

Mon Sogningen da behøver meer
 for Herren ret at tilbede,
især naar dygtige Præster er
 ved Kirkens Altar tilstede?
Gud fri os bare for Overtro!

Dog har man sagt, at paa Veitastrand
 har en erbarmelig Qvinde
seet hele Helvede staa ibrand
 og mange Sjele derinde.
Gud fri os bare for Overtro!

Sin egen Fader hun saae i Beeg
 og bare Svovel at syde,
og Nilsa-Pær hun hørte skreg
 i Fandens kogende Gryde.
Gud fri os bare for Overtro!

Det kogte i hendes Hjerneskal
 og i hendes egen Mave.
Thi Naaden reder ei slig en Qval
 alt under Synderes Grave.
Gud fri os bare for Overtro!

SIDE: 65

Han tugter Sjele med Angers Ild;
 men ei med Svovel og Tjære.
Dog kan den svovlede Flamme mild
 mod Syndens Qvaler tidt være.
Gud fri os bare for Overtro!

Hun siger, Engle om hende gaae
 med lysen Aasyn og Pande.
Men Englene boe hist i det Blaa
 hist i de himmelske Lande.
Gud fri os bare for Overtro!

De give Marthe en lang Goddag,
 fast de for Syndere græde,
og skjøndt de danne for Herrens Sag
 med Jordens Slægter en Kjæde.
Gud fri os bare for Overtro!

Hun siger ofte, hun Psalmesang
 rundtom i Luften kan høre.
Jeg tænker Blodet vel mangen Gang
 har suset for hendes Øre.
Gud fri os bare for Overtro!

Hun siger, at hun en Fugl har seet,
 saa hvid som Sneen at skue,
og om dens Hals, hvis hun saae ret,
 af himmelske Straaler en Bue.
Gud fri os bare for Overtro!

SIDE: 66

Men Fuglen har hun nok klækket ud
 i egen drømmende Pande.
Gud vil ei slige Sendebud
 med sine hellige blande.
Gud fri os bare for Overtro!

Thi han i Bibelen givet har
 os stærken Engel ved Side,
og vor Samvittighed, øm og klar,
 er Marthas Fugl den hvide.
Gud fri os bare for Overtro!

Gud fri os alle for Overtro!
 Sig selv Han jo aabenbarte.
Det nok for Alle kan være jo;
 og da vel ogsaa for Marthe?
Gud fri os bare for Overtro!

Gid Syne-Marthe faae sin Forstand,
 og desforuden sin Helse!
Hun er for syndig til Folk og Land
 med sine Syner at frelse!
Gud fri os bare for Overtro!

Hun er en stakkels enfoldig Tøs,
 der burde Ingen forføre;
og at hun har sig en Skrue løs,
 er godt af Alting at høre.
Gud fri os bare for Overtro!

SIDE: 67

Jeg vil mig vandre til Kirkens Hal,
 for Dyd og Sandhed at lære,
og hvis der saa er Messefald,
 er Gud derude mig nære.
Gud fri os bare for Overtro!

Han peger i det svimlende Fjeld,
 Hans Skrift er de lysende Dale,
og i det rungende Fossevæld
 jeg hører hans hellige Tale.
Gud fri os bare for Overtro!

I Sogn der mangler man ei paa Sligt,
 paa Alnaturens Vidundre.
Det hele Land er jo som et Digt,
 som Sol og Stjerne beundre?
Gud fri os bare for Overtro!

MED NOGLE BØGEKJERNER TIL UDSÆD
VED CHRISTIANSSAND [fotnotemerke] 

Paa gamle Oddernæs vox op,
 du ædle Bøgesæd!
Vox rank, vox høj, indtil din Top
 blier Ørnens Ynglested!

Fotnote: Indsamlede af de prægtige Bøge, som voxe i en Nordbakke paa Ullevold -- 
i en Nordbakke, udsatte for Snoen fra Maridalen, og under denne Brede-
grad, mens man troede, at denne Træsorts Grændse var en Grad sydligere,

SIDE: 68

Da skal hver Stamme nyde Agt,
 som om den var en Mand!
En Kjæmpeskov skal staae paa Vagt
 paa Lund for Christianssand.

Ak, sagt med Sorg og ei med Spøg,
 ak, mangen Mand med Sværd,
med Sværd og Hjelm, kan med en Bøg
 ei maale sig i Værd.

Thi Bøgen er en Patriot,
 ja til sin sidste Fliis.
Dens Væxt er et Arbeide blot
 til Landets Gavn og Priis.

Den drømmer i sin Skygge kun
 om patriotisk Daad.
Den tømrer stilt den seige Bund
 til kjække Sømands Baad.

Fotnote: givende et brillant Finale i den herlige Skov ved Laurvig! Der er saaledes
ingen Tvivl om at den vilde kunne voxe over de fleste sydlige Strøg af
Agershuus Stift og ganske vist over Smaalehnene, Folloug og Ager. Egen
findes spredt over Romerigernes vindhaarde Sletter; paa Mistbjergets Knæ
staaer "Eidsvolds Fane", en knuddret Gubbe af en Eeg i den stenige Grund,
med vel saa mange Aarhundreder paa Bagen, at den har seet Kirken bygges
nede i Bygden, hvor St. Olaf hørte Ottesang før han drog afsted til Rings-
ager og ødelagde Smaakongerne, og med en endnu ungdomsfrisk Krone, der
sees vide over Dalen. Paa Næs paa Hedemarken ender Egen først, og da
pludselig, saa Bøgen ved Laurvig, med en Skov paa Gaarden Hoels Mar-
ker, saa herlig som i Old-England. Og Bøgen er Egens Frænde, ikke meget
kuldskjærere end den. Danske Havetidende siger endogsaa, at den med
Forkjærlighed vælger Stederne mod Nordost. Dette Aar var saa fortræffeligt
for saadan Træsæd, at det vel neppe saasnart viser sig igjen. Bøgetræets
mangfoldige Nytte, navnlig for Bødkere o. s. v., burde vække den Opmærk-
somhed for dets Udbredelse, at man benyttede sig af denne Naturens An-
viisning. Nu pege de tørre Grene Fingre ad vor Ligegyldighed, og Egernet
pudser sin Snude i Toppen, gottende sig over at den har spist og samlet
de Kjerner i Rede, som Menneskene ikke have brydt sig om.

SIDE: 69

Og sagte af metallisk Steen
 paa haarde Voxested
den suger Funker i sin Green,
 at varme Hytten med.

Det gamle Byens Furutræ [fotnotemerke] 
 seer da din Væxt med Lyst,
og rister for hver Fod du groer
 en Rune i sit Bryst.

En Pagt skal mellem begge staae,
 fornyet hver en Vaar,
at Ingen af dem skal forgaae
 saalænge Byen staaer.

Giv Ungdoms Elskov snart et Ly,
 en Skygge gyldengrøn!
Den Gubbe, som dig planted, fly
 din Green en Stav til Løn!

En Slægt meer fri og stolt end vor
 beskygge du engang,
mens i dit Ly et Drosselchor
 dig gier en bedre Sang!

"TONE"

MAURITS HANSENS SIDSTE NOVELLE

Ak! imellem disse Blade
 og den himmelske Novelle,
Maunts Hansen nu for glade
 Serafiner maa fortælle,
har hans Dødssuk tont: Vi have
her i Haand Hans sidste Gave.

Fotnote: Byens Vaaben. Staaer paa Kirkegaarden.

SIDE: 70

Havde Døden Pennen revet,
 før han endte, Ham af Haanden,
"Tones" Slutning digtet blevet
 var blandt Himmelske af Aanden.
Elsket vilde de hans Tone,
Engelen som Bondekone.

Muntrere da var tilvisse
 hans Fortællings Ende vorden.
Thi en serafinsk Novelle,
 skjøndt begyndende paa Jorden,
ender ei ved Graven; denne
er kun et Kapitels Ende.

Tones Fryd, da Hjertet kunde
 af sin Qval omsider briste,
da hun hørte selv hvorlunde
 Mulden faldt paa hendes Kiste,
maatte Han i Skjaldetale
da i Engles Kreds afmale.

Hendes nye Skjønhed, dannet
 i den gravnedsænktes Billed,
skabt af Lys med Skygge blandet,
 Perlens ligt, saa skjært formildet,
skildred Han med Skjaldegaver
da for lyttende Serafer.

Og hvorlunde Himlens Fyrster
 sig forelskede i Hende,
at et Bryllup med den Bedste
 blev tilsidst Novellens Ende
 -- dette alt om Tone vilde
Han for Englene afbilde.

SIDE: 71

Og af deres Smiil han fatted,
 hvor dem Døden lidt betyder,
at de fryde sig naar Klokken
 til den Ædles Liigfærd lyder.
Vi, vi fatte ei den Glæde,
Vi, som for den Tabte græde.

Og naar endt Han havde, vilde
 Jubel gjennem Himlen lyde:
"Held os! hid en Skjald er kommen
 for de Himmelske at fryde!
Elskte Digter! du fortælle
maa os endnu en Novelle!"

SOGNEFJORDEN

Den har været Dødens Gjæst,
 Den har seilet paa en Torden,
 Den er døbt i Rædsler vorden,
 som har pløiet Sognefjorden
Forthun fra til Sognefæst.

Har Du glemt dit Fadervor,
 mindes Du ei Bøn at bede:
 lær den af en Guddoms Vrede!
 tænk dig, Synder, da tilsæde
i en Baad paa Sognefjord!

Fjorden selv, den Havets Søn,
 af sin Fader dybt i Landet
 bortforviist, som Cain forbandet,
 i sit Mulm, med Fjeldets blandet,
selv den kjender ingen Bøn.

SIDE: 72

Men den bedre end en Præst
 kan dig lære fromt at bede,
 ryste Hjertet i dets Rede,
 frem de glemte Budord lede,
Du engang som Barn har læst.

Til Befal, til Bøn ei, vant,
 Sognefjordens Stiim af Bølger
 kun sin egen Vilje følger.
 Selv sin egen Storm den dølger
som et Sværd i sit Gevandt.

Vil den suge endnu meer
 Sorthed af Hurungers Skygge,
 skyder den af sine snygge
 tandudskaarne Bølgers Rygge
ud en "Havguuls" sorte Fjer.

Som af Ravne pidsket da
 skynder den sig didindunder
 Skyens Taarn, hvor Fjorden bunder,
 mætte sig med Mulm, og blunder
til den atter vil derfra.

Da -- det er een Times Ro:
 Slumren endt naar den begynder -- 
 da, da er det Tid, du Synder!
 at du dig i Baaden skynder:
Fjorden slumrer ei i to.

Uden Rast og uden Rist
 vil den atter til sin Fader:
 til det store Hav, som hader
 Sønnen med de vilde Lader,
og har derfor ham forviist.

SIDE: 73

Saa, til evig Fart fordømt,
 Fjorden fremad og tilbage
 mellem Hav og Bund maa jage
 indtil alle sine Dage
Tidens dybe Horn har tømt.

DET GAMLE AAR

Du gamle, hvide Aar,
 snart skal du ligge Liig.
Naar Nytaarsklokken slaaer,
 det ringer over dig.

Du mangen Sorg har bragt;
 dog mangen Glæde med.
Thi skal du blive lagt
 i Graven smukt i Fred.

Og med sin hvide Blomst
 skal Vintrens Sky den strøe
saa tæt, at Mindet selv
 om al din Sorg maa døe.

Een Sorgs Erindring dog
 ei med din Død forgaaer:
at gamle Kongen ei
 til Norge kom i Aar.

Derom en kjærlig Bøn
 i Folkets Hjerte slog.
Det tællede iløn
 hver Dag, som det bedrog.

Det bad til Skov og Lund:
 "skyd en Oktoberqvist!
Forsink din Afskedsstund!
 Thi Kongen kommer vist."

Til Fuglene det bad:
 "o flyver ikke bort!
Dvæl med jert Afskedsqvad!
 Han kommer inden kort."

Til Eng og Mark det bad:
 "o hold dig længe grøn!
Visn ei før Træets Blad,
 der alt har hørt vor Bøn!"

"Paa dine Blomster gjem
 saalænge som du kan!
Vist kommer end i Aar
 til Norge Carl Johan!"

Nu har forlængst det sagt:
 "fæld sidste Blad nu, Qvist!
Fly, Fugl! følg egen Agt!
 Din Grønhed, Eng, nu mist!"

"Nu kan du fyge, Snee,
 til Huus og Hjem forgaaer:
Vi faae ei meer at see
 vor elskte Drot i Aar."

SIDE: 74

Men gamle Aar, som snart
 skal lægges i sin Grav,
et Løftesord derom
 sin Ætling arvegav.

Som med et Aandepust
 dets sidste Livssekund
skal hviske Løftet tyst
 til første Nytaarsstund.

Med Gryet Aarets Søn
 sig reiser rød og stærk.
Hvad Faderen har glemt
 skal blive Sønnens Værk.

I favrest Sommerstid,
 Nytaar, stil da vort Savn:
at føre Kongen hid
 i Folkets aabne Favn!

LAD-HANS

Mel. Ifjor jett'æ Jeita ti djupaste Dalom etc.

Det Guld er tilvisse ei meget at rose,
som drypper ei Kobber i Armodens Pose.

Men, Ladhans! idag faaer du ikke en Skilling;
thi Lediggang, seer jeg, er al din Bestilling.

Og Dovenskabs Tiggen i Gavmildheds Hæle
vil ei den alene, men Nøden bestjæle.

Men hør, hvad jeg siger! Det gavner tilvisse
dig mere, min Gut, end en Dalers Almisse.

Dog mærke du først, at du Hjælpen forsager,
hvis Raadet du kun gjennem Ørene jager.

Den Sult maa arbeide, som lyster at æde.
Den Armod maa spinde, som vil sig beklæde.

SIDE: 75

Det Brød, jeg vil spise, det maa jeg vel hente.
Thi førend det flyver til mig, maa jeg vente.

Gud giver hver Fugl nok dens Frø til at æde;
men ikke han kaster det hen i dens Rede.

Og det er en Regel, du vel bør at vide:
Hvo Kjernen vil spise, maa Nødden først bide.

Og glem ei, at, hvile en Fattigmands Hænder,
da hvile medrette vel ogsaa hans Tænder.

Hvor griner du, Ladhans, som Arbeide hader;
men Flittighed leer, som i Sveden sig bader.

Og Den, som vil dovne sig Ugen tilende,
vil Gud ingen Sabbath derovenpaa sende.

"Godvilje", den Smaagut, har, sig til en Ære,
optrukket det Vognlas, "Drog Rise" lod være.

Den Rise var "Doven Drog" -- Tosken, som undred
sig over, om Fjeren ei veied et Hundred.

Tag fat paa dit Værktøi, min Gut, uden Votter!
Med Handsker paa Lab fanger Katten ei Rotter!

SIDE: 76

Den Flittige faaer vel et Huus af en Hytte.
God Spinderske ofte sit Linned kan bytte.

Men let vil det Barn, som ei lærer at virke,
først stjæle i Naalehuus, siden i Kirke.

Sin Løn maa paa Haanden Arbeideren have.
Tag glad imod Løn, men saa glad ei mod Gave!

Et Haandværk, om end det er sodet om Munden,
af skinnende Guld har sin Hjerterod tvunden.

Reent fattig er Ingen, thi Tiden er Penge;
men ikke som disse den gjemmes kan længe.

Og det er en Sandhed, vel bedre end Penge;
"Hvo hjælper sig selv, hjælper Herren, den strenge."

Og, trykker dig Armods Elendighed svare,
da laan af dig selv ved at virke og spare!

Et Fattigmandsbarn, som gjør Træskeer, kan hænde
ei, før det til Gjæst bee'r al Bygden, vil ende.

Thi Flid, som sig gifter med Tiden, til Smykke
har Glæde, og Barnet, de faae sig, er Lykke.

SIDE: 77


PETER TRESCHOW-HANSON,

LÆRER VED KRIGSSKOLEN

(I ELEVERNES NAVN)

(Mel. Hvo ved, hvor nær mig er min Ende).

Før Jordpaakastelsen.

Nu er det gamle Hjerte stille,
 som slog for os, -- nu er det tyst.
Bag Dødens Skyggers mørke Skille
 det straaler nu i saligt Bryst.
Til Lysets Aanders Himmerig
Hans frie Sjel har svunget sig.

Nu da Han bleven er en Borger
 i Republiken i det Blaa,
ham smerte ikke meer de Sorger,
 som han i Sagas Roller saae.
Hist seer han Idealets Digt
paa eengang sandt og virkeligt.

Dog vil han see fra Aanders Sfære
 til sine unge Venner ned:
Hans Salighed vil ei undvære
 vor sørgende Taknemlighed.
O, engang Han sin Ròs af den
fornemme skal i Himmelen.

Efter Jordpaakastelsen.

I Gravens Dunkelhed forsvunden
 er nu vor elskte Lærers Leer;
men gjennem Grav og Mulm forbunden
 Hans Sjel med vore Sjele er.
I evigt takfuldt Minde har
vor Kjærlighed hvad Os Han var.

SIDE: 78


VED SORENSKRIVER OLE SEMS GRAV

DEN 20DE JANUAR 1843.

Var Sørgekrandsen eviggrøn, som slynger
 sig over din Urne, hedenfarne Ven,
 den ligned' da i varig Friskhed den,
 som om Hans elskte Navn Erindringen
i vore Hjerter evigen forynger.

Ak, Savnet klager, skjøndt det bør erindre,
 at af den Ædles Hjerte straaler frem,
 saasnart det brister, Ærens Diadem
 til Aandens Kroning i de Frelstes Hjem,
mildt lysende i Gravens stille Indre.

Nu spreder det i Glands sig om din Pande,
 og Palmer skyde af den brudte Stav,
 naar Vi, der samledes omkring din Grav,
 hvor, du, o Sem, var ædel, mild og brav,
og hvor Du elskedes, i Graad maa sande.

BORDSANG

PAA HS. MAJESTÆT KONGENS FØDSELSDAG

DEN 26. JANUAR 1843 I DET DRAMATISKE SELSKAB I CHRISTIANIA

(Mel. For Norge Kjæmpers Fødeland.)

Fra dette Tag, I norske Mænd,
 skal gammel Sæd ei flygte.
At være Arnested for den
 er "Dramatikens" Rygte.
 Og det er gammel Sæd i Nord,
 paa Kongens Dag om festligt Bord
 at sende rundt med Gammensord
 Pokaler perlesmykte.

SIDE: 79

Og, Normænd, sammen os en Pagt
 for Norges Elskling binder,
som Kronens Glands og Sceptrets Magt
 i Folkets Ømhed finder.
 Hans Navn i trofast Normands Sind
 med dybe Træk har trængt sig ind:
 der straaler det som Stjernens Skin,
 hvis Friskhed ei forsvinder.

En Skaal for Ham, hvis Liv idag
 til Jordens Lyst sig tændte;
som ved sit Hjerte Gothens Nag
 og Baggens Harme endte!
 En Skaal for Nordens Carl Johan!
 en Skaal tilbunds fra Bægrets Rand!
 Gid Kongen snart til Norges Land
 Bud om sin Ankomst sendte!

NATIONAL-DIVERTISSEMENT

PAA STOCKHOLMS THEATER,
PAA HS. MAJESTÆT KONGENS REGJERINGS-JUBILEUM

DEN 6TE FEBRUAR 1843 [fotnotemerke] 
.

Hymne af Folket.

Du, som med Krands af Stjerner Issen fletter
 i Seklers Sekel, Støvets Hyldning tag!
Du længe har bevaret Nordens Ætter
en Faders Liv, Du deres Bøn opfyldte
 saa hør og deres glade Lov idag.

Fotnote: Foran dette National-Divertissement, som er bleven opført mangfoldige Gange
under stormende Tilløb, fremsagdes paa Festaftenen en Prolog til Operaen
Ferdinand Cortez, som derefter blev opført, men hvilken her udelades som
ikke vedkommende det egentlige Nationaldivertissement.

SIDE: 80

Fra Vintrens Land til Himle solforgyldte
 vor Lovsang bryd i glade Samklang ud!
Du Døden giver, Livet Du besjæler,
Du Kongers og Nationers Lod uddeler -- 
 beskyt da Sveas Drot og Folk, o Gud!

Chor.

Carl Johan, Hil Dig! Paa Sølvlokkers Bølge
 Kronen Du bærer, som raktes Dig frit.
Møjer og stolte Bedrifter Dig følger;
Ei blot med Aarene øges Besværet,
 Kjærlighed ogsaa: dens Vælde er dit.

Carl Johan, Hil Dig! Du kraftig og æret
 fører det Scepter, som Folket Dig gav.
Tiden kan Kjærlighedsbaandet ei spilde -- 
Frie de nordiske Lande sig bilde
 end i det frie, det nordiske Hav.

En Bonde 
(i Skaansk Dragt).

(Mel. Dybt i Havet osv.)

Svenske Bonden arved svenske Grunden;
 men han arved og Fædres Sind;
stor i Gjerning, aldrig stor i Munden,
 lægger han fast paa Troskab Vind.
Ploven vender han med Kraft end lige seig,
Herre er han selv end paa sin Odelsteig,
 ei tilthings har han Tunger to,
 sin kaarne Konge elsker han saa tro.

Se fra Lapland lige ned til Skaane
 samme flinke og raske Iid!
Aarets Væxt bestemmer Sol og Maane,
 og dernæst jo og af Bondens Flid.

SIDE: 81

Alt fra smeltet Snefan skyder Grøden godt,
gamle Bondemænd omkring sin gamle Drot
 for en Fremtid da sørge ei,
 men hviske: "endnu lever gamle Frey."

En Lap.

(Mel. Spring, min snella ren!)

Glædens Straale klar
Lappens Fjeld har naae't.
Han sit Rensdyr har
og sin Hytte blot;
men ved frossen Pol
seer han Midnatssol.

Nye Vinger Han
har paa Skien faae't
Smigre ei han kan,
men velsigne blot,
og blandt Sne og Lyng
synge for sin Drot.

En Normand.

(Mel. Der holdes Thing i Oslo By.)

Fra Dovrefjeld jeg Hilsning bær,
 fra Brødrene bag Fjeld i Vester.
Der feirer Nora, Svea her,
 med samme Glæde samme Fester;
thi Helten med et Haandslag har
forenet Nordens Tvillingpar.

Om Stockholm som om Agershuus,
 om Østersø og Vestervoven
sig hvælver Himlen lige lys,
 med Karlsvogn og med Nordlys oven.
Og frie Mænd de vide bedst,
at Konningens er Folkets Fest.

SIDE: 82

En Morakarl.

(Mel. Gammel Dalvise.)

I Dalerne boede, i Dalerne boer
 blandt Armod end Troskab og Ære,
en Slægt, som vil holde den Eed, som den svoer,
 og Pile i Vaabenet bære.
Den blander med Bark ikke sjelden sit Brød;
men mægtige Herre fandt Hjælp i sin Nød
 hos Dalernes fattige Sønner.

Og Engelbrecht, Vasa -- vi hørte dem til,
 vi fulgte dem kjække i Striden.
Vi Carl Johan følge, om Han det saa vil,
 dog takke vi Hannem for Freden.
Da ryddes vor Skov, og da voxer vor Høst,
forstyrret blier ikke da Arbeidets Lyst
 for Dalernes lyklige Sønner.

En Soldat.

 
(Med Chor.)

(Mel. Af Svante Sture og Märtha Lejonhufwud.)

Soldaten han elsker sin Drot og sit Land,
 han vover sit Liv ufortrøden.
Med Æren i Brystet, Musketten i Hand
 marscherer han kjæk imod Døden.
Svenskt Mod og svenskt Staal tage let ikke Rust,
den svenske Soldat vil nok findes paa Post.
 "wer da?" -- det er Svensken som spørger.

Og skralder Trompeten til Opbrud -- Velan!
 Kamprustet staaer Normannahæren.
Den kjender den Helt, som gaaer graanet foran,
 ei Leipzig er glemt og Groszbeeren.

SIDE: 83

Ja! kommer vor Fiende i Skudhold engang,
det har ingen Fare, skjøndt Freden er lang,
 ei klikke de svenske Geværer.

En Bjergmand og en Sømand.

 
(Vexelsang.)

(Mel. Gammel Folkevise.)

Bjergmanden

Svinger jeg Hamren i dybeste Schakt,
 Natten blot seer mine Tanker;
men af den Malm, jeg i Dagen har bragt,
 smedder dog Haabet sit Anker.

Sømanden

Anker jeg heiser. Mig kjender mit Hav.
 Guulblaat mit Flag er paa Bølge.
Vikinger vare fra Oldtiden af
 Fædrene. Jeg vil dem følge.

Begge

Kraftige Mænd fordrer Bjerget og Søen.
 Veklinger bort fra dem begge!
Bølge og Bjerg favne skandiske Øer.
 Leve vort Seil og vor Slægge!

En Wingåkersjente.

(Mel. O Wärmeland, du skjønne osv.)

Hvor Fosskallen spiller for Skov og Elve blaa,
 min gamle Faders Stue staaer paa Stranden;
men Skovene suse: de Sagn fortælle saa
 om Svea Folk med Hvisken til hinanden.
Det gjæve Folk er godt i sin inderste Rod,
og gaaer man det imøde, saa kommer det imod,
 og saa man vinder meer end halve Vejen.

SIDE: 84

Jeg er vel blot en ringe Vingåkersjente jeg,
 at synge hverken ombedt eller tvungen;
men synge en Vise idag, nu hvorfor ei,
 om saa det var for selve gamle Kongen?
"Den Konge han er tapper, den Konge han er god;"
nu har jeg sjunget Visen saa godt som jeg forstod:
 Lad den af Andre bedre blive sjungen!

Recitativ.

Nu kommer, Venner! inden Festen naaer
 sin Ende og dens glade Timer svinde.
Se, mellem os vor Konges Billed staaer!
 En Laur- og Eegløvskrands til det vi binde!

Chor.
(Omkring Kongens Buste.)

(Mel. God save the King.)

Lauren og Eegløv tag,
Drot paa din Sølverdag
 her af vor Haand!
Aldrig var Kronens Glands
 skjøn som hans Hæderkrands,
flettet med vor og Hans
 Kjærligheds Baand.

Enkelt Stemme.

Kjærlighed fletter den,
binder den om igjen
 Vinter og Vaar.
Aar hen som Dage flye,
 useete Dage grye,
Troskabens Nyaarsny
 straaler hvert Aar.

SIDE: 85

Gud vogte Landets Fa'r!
Qvellen af Stjerner klar,
 hvælver sig skjøn.
Synger da end i Qvel:
 "Gud gjør vor Konge sæl!"
Echo fra Dal og Fjeld
 toner vor Bøn:

Chor.

Bevar Gud vor Drot

(o. s. v. Oversættelsen af God save the King.)


DOROTHEA ANDREA GLØERSEN,

FØDT KEILHAU,

var en af disse sjeldne harmløse Mennesker, der aldrig bedrøve sine Med-
skabninger uden ved sin for tidlige Bortgang. Hun havde kun Blomstens Skyld:
den, at maatte visne tidligen i sin Fagerhed, endnu medens hendes Livs Sol
syntes at skulle staae højest og bestraale hendes Skjærsommer.
 Sine Forældres, Corpsmajor af Cavalleriet, Ridder af Sværdordenen, Jens
Christian Keilhaus og den gjenlevende dybtbedrøvede Moders Sophie Keilhaus
Glæde, blev Hun, siden 28de December 1840, sin sorgbøjede Mages, Depot-
forvalter Ole Christian Gløersens huuslige Lykke. Fød 9de Juli 1821, var Hun
i 22 Aar Navnet paa Hendes Nærmestes Glæde; siden den 10de Februar 1843
er det nu Navnet paa deres Sorg, paa alle Deres, som have Deeltagelse for
det blideste Gemyt, Øie og Følelse for Godheden i sin yndigste, meest rørende
Skikkelse: i Ungdommens og Skjønhedens, som bærer Dødens Orm i sit
Bryst.
 Saa havde Gud villet det. Hendes Elskedes Angst var bleven Vished om,
at den fine Skabning kun vilde leve Blomstens Liv. Kun tvende Somre og -- 
Døden adskilte hvad der saa gjerne vilde være tilsammen. Men denne blideste,
skjøndt kummerfuldeste, af alle Guds Sendinge, har den skjønneste Mening paa
sin tause Læbe, det venligste Tilsagn paa sin nedadvendte Finger: paa hiin smi-
ler Gjenforeningens Forjettelse, og denne peger paa Sorgens Opløsning om de
Efterladtes Hjerter, paa Støvets Forening, forat Aandernes kunne foregaae.

SIDE: 86

Fred med Hende! Hun føler ikke sin Byrde af Muld. Fred med Ham, hvis
Byrde er sortere og tungere: Sorgen over et Tab, som Intet i denne Verden
kan erstatte!

Saa stille gaaer Nymfæen under
 sin tyste Indsjøes dybe Blaa,
som Hun forsvandt for Ham, der grunder
 histhenne over Tabet saa.
Som Tonen i et Instrument,
 saa leved Hun, saa har Hun endt.

Thi væver Døden selv i Floret
 en Krands af unge Roser ind;
thi Hendes Liv, skjøndt Døden svoret,
 var viet Livets Glæder ind.
Forbi! forbi! . . . I Gravens Hjem
 Han veed Hun bedre har end dem.

Der groe de gravnedlagte Kjerner,
 som Zwiebler op i Liljers Glands,
og Ømhed øiner ingen Fjerner
 fra Hendes Hjerte og til Hans.
Til Hans? -- O Død, nu seirer Du!
 Nei, Døden har kun dette Nu.

KONGEN OG SKOMAGERMESTER PEER PINDE

(EFTER DET SVENSKE)

Ingen ærer Kongen meer,
end Jeg gjør, Skomager-Peer.
 Ja jeg gjør det!

SIDE: 87

Men min Syl jeg bytter ei
med hans gyldne Scepter -- Nei!
 Mon jeg bør det?

Kongen i sit stolte Slot
vil, men kan ei, gjøre godt
 imod Alle.
Jeg gjør Sko til Hver og En,
som har Raad, for sine Been
 at betale.

Kronbedækt, i Gyldentøj,
sidder Kongen, strunk og høj
 paa sin Throne;
Vadmel Jeg gaaer i minsandt,
og en Luve (lidt paakant)
 er min Krone.

Kongen Nat og Dag i Eet
maa til Alle Lov og Ret
 varsom skipe.
Naar Fyrabendstimen slaaer,
fri som en Baron jeg gaaer
 med min Pibe.

Mange Barn har Landets Far,
Nattesøvn kun kort han har
 for sin Tanke.
Jeg blier daglig fetere,
fast de fete Stekene
 sjelden vanke.

Lagt paa Kongens Sølverfad
seer jeg fiin, men lidet, Mad -- 
 hvad den hedder.

SIDE: 88

Af min Bunke og min Skaal
spiser jeg mit Flesk og Kaal
 og Poteter.

Af de Store Kongen tidt
har af Sorg vel meer end sit
 hele Aaret.
Kommer Liden, kommer Stor,
siger jeg: "Goddag, min Broer!
 Nu hvor gaaer det?"

Mere end man tænker, meer
Kongen paa sin Sekreteer
 tidt kan skjænde.
Slusker "Ola" Sømmen ned,
af min Spandreim han Besked
 faaer at kjende.

Gud jeg beder: "Herre giv
Kongen langt og saligt Liv,
 Magt og Ære!"
Engang skal bag Dødens Flod,
Han og Jeg, hvis Jeg var god,
 sammen være.

Over Kongens trætte Been
hvælves herlig Marmorsteen
 til Hans Minde.
Men i Kirkegaardens Vraa
paa et malet Bræt skal staae:
 
 "Mester Pinde."

SIDE: 89

NISSEN I "DRAMATIKKEN"

PRO- OG EPILOG VED AABNINGEN AF STUDENTERNES AFTEN-
UNDERHOLDNINGER SAMMESTEDS I FORAARET 1843.

Prolog.

(Et Par Sekunder før Teppet gaaer op hører man et qvalt, ligesom underjordiskt, Skrig: "Hjælp! Hjælp!"
Teppet gaaer op; man hører at Skriget kommer fra Soufflørhullet. En rød Piklue og lidt efter lidt en
Figur i graa Nissedragt, men i sig selv en bebartet Student hæver sig frem deraf. Det er)

 Nissen i Dramatikken

" -- -- Hvad, Højstærede, I studse
over at en Karl som Jeg,
der kan Knebelsbarter pudse
skreg om Hjelp og løb sin Vej?

Jeg skal sige Eder Sanden,
skjøndt I veed den med hinanden:
Knebelsbarten gjør ei Manden,
heller ikke Horn i Panden
(synbart nok for En og Anden)
 Fanden.
Desforuden, som I skue,
er jeg ikkun Karl for Lue,
men har aldrig vær't for Hat.
Sagen er kun denne, at -- 

Jeg er fød i Maridalen
med et deiligt Furutræ,
som blev fældet her til Salen,
der, paa kloge Folks Befalen
og Spidsborgeres Betalen,
skulde give Kunsten Læ -- 
ja, hvad mere er, som skulde
 yde norsk Gemytlighed
 Hyggen af et Arnested.

 Nok!
Paa en ganske vakker Dag
fik jeg mine Øine fulde

SIDE: 90

af et Chor af Øxeslag,
og jeg blev, mod Tro og Love,
 ør og muggen
over den fordømte Huggen,
flyttet fra Peer Ankers Skove
 hid i Væggen med min Stok.

O, hvor jamred vi tilsammen!
Taarer, tunge som af Rav,
haglede fra Furustammen,
medens under Øxens Rammen,
ud sit fagre Liv den gav.
Og det dybe Drøn i Slaget,
hvormed Øx paa Øxe faldt,
var det Støn, hvormed jeg klaged
 over Tabet af mit Alt:
 af min skjønne,
 eviggrønne,
 duftopfyldte,
søilestolte, solforgyldte
frie Bolig, som sig hæved
kjæk fra Mellemkollens Brant,
og hvor jeg lyksalig leved
mens Aarhundrederne svandt,
svandt derneden dybt derunder
hvor den steile Afgrund bunder,
svunde uden andre Spor,
end at Mosens arme Flor
gulned, blegned og forfulned
og at Bjerkene hensmulned
medens frisken Skud fremgroer.
Førend ti Minutters Tid
 -- o for Sorg en Evighed! -- 
sank min stolte Furu ned;
førend et Qvarteer var gaaet
laa den skjændet, kløvet, flaaet,
livløs, stympret, dødninghvid!

SIDE: 91

Siden har jeg tro den fulgt,
siddet sorgfuld hos den Dræbte.
Tomtegubben nemlig slæbte
med man hid, i Malmen dulgt.

"Sorgfuld" siger jeg? Nu vel!
Sorgfuld nok, men ikke stedse.
Sorgens lange mørke Dage
stundom fik en lystig Qvel,
fuld af jublende tilfredse
Stunder, uden anden Klage
end, at de hensvandt saa fage.

Speider op mod Husets Tag!
Staaer der ei: "For Vid og Smag?"
Engang (dengang Falsens Muse
var i denne Hal tilhuse)
vare disse Ord, saa stolte
og beskedne, overholdte,
 ja saa sande
som et Smiil paa ærlig Pande,
og jeg saae ifra min Sprække
i min gamle Væggestok,
at de gode Normænd nok
kunde op Talentet vække,
more sig, de gamle gode
 Oldefædre,
 meget bedre
end de Sønner, som forlode,
under Skin af Frygt for Drik,
Fædres Sæd og Tænkeskik . . .
more sig, ja saa af Hjerte,
at jeg glemte bort min Smerte,
og af bare Lystighed
spilte bag Kulissen med.
Derfor siig, har Nogen fundet
ei min Rædsel velbegrundet,

SIDE: 92

da jeg er saa bedre vant
til den gamle Tid i Norden,
da det ægte Joviale
og det sande Geniale
var saa norskt og dog urbant,
naar jeg hører sagt for sandt:
Tempelet for Vid og Smag
 fra idag
ubetænkt er aabnet vorden
for en vildsom Flok Studenter?
 O jeg venter . . .

(Man hører fra Baggrunden Intonationen af Soloviolinen.)

O jeg venter . . . Tys! For Gud,
Banden alt er sluppen ud -- -- 

 
(Forsvinder i Hullet.)

(Aftenunderholdningen begynder med en Violin-Solo af en Student og fortsættes med sine
Afvexlinger. Naar alt er forbi)

Epilog

Nissen

(kommer frem igjen)

Veed I hvad? Det an nok gik.
Mere end jeg turde vente!
Saa en Lusing jeg fortjente
efter ny Theaterskik.
 Jeg vil tage
hvert bagtalersk Ord tilbage,
dømme mig til op at tygge
 selv min stygge
altfor overilte Dom.
Eftersmag fra bedre Dage
mig iqvel 
pa Tungen kom.
 Bare, bare
I, højstærede Studenter,
ei paa Divertissementer
lade det for længe vare!
 Tænk, jeg venter!
Tænk jeg venter i mit Fængsel
bag de blegnede Tapeter,

SIDE: 93

mellem slumrende Lampetter!
Tænk min Længsel!
Tænk dens Qval naar den bedrages!
 Tænk jeg henter
ikkun Liv og Lyst fra disse
Lampeglimt fra gamle Dages
snart hensmuldrende Kulisse!

 
(Synker ned.)

OPMUNTRING TIL EN YNGLING

(EFTER DET SVENSKE)

Umuligt? Nei! grib bare an,
 og byd alvorligt til!
Tro mig, min Ven, Den meget kan,
 som bare rigtigt vil.

Vil siden alt hvad godt du kan!
 Thi ellers gaaer saa til,
at, vil du ikke naar du kan,
 Du kan ei naar du vil.

OPSANG FOR FRANKRIGFARERE

Afsted til Frankrig! Vive la France!
 
Sing, Sailor! oh!

Mit raske Skib, begynd din Dands!
 
Sing, Sailor! oh!Hurra! Hurra! for Sing, Sailor! oh!

Afsted til Havre og Bordeaux!
Der vajer Trikoloren jo?

SIDE: 94

Til Fecamp og Saint Valery!
Der løs jeg slaaer mig, mon ami!

Til Dieppe og Cherbourg og Calais,
at dandse om et Frihedstræ!

Men er der Frihedstræ ei meer,
saa veed jeg hvor Guinguetten er.

Og er ei der en smuk Guinguette,
saa er der to for een i Cette.

Der træder jeg saa fro i Dands
med Henriette og Constance.

Afsted til Caen, Paimboeuf og Brest!
Skjøndt i Bordeaux jeg trives bedst.

Der er det luunt i Rankers Ly.
Bordeaux er ret en lystig By.

Der er det Frankrigs Trikolor
imellem ædle Ranker groer.

Den er det sande Ærens Træ,
en Sejrens herlige Trofæ.

En Frihedspalme er dens Stang,
af frie Mænd vel værd en Sang.

Hurra for Frankrigs Trikolor!
Den er en Fader jo til vor?

Den minder om den stolte Tid,
da Republiken stod sin Strid.

Den minder om hiin store Aand.
Vive l'Empereur Napoleon!

SIDE: 95

Saa vide flyver Ørnen ei.
Som Stjernen straalede dens Vei.

Thi vil vi drage did igjen,
og tømme ud en Skaal for den.

En Skaal for Friheds Farver tre,
saasnart vi Frankrig faae at see!

Thi meer end Viin og fransk Likør
de varme os om Hjertet gjør.

Da vide vi vel alle Mand,
vi er i Friheds Fosterland.

Dog ingen Normand glemmer der,
at bedre Frihed hjemme er.

I Klippegrunden frodig groer
i Norge Nordens Trikolor.

Vi føre jo paa egen Stag
vor Stolthed, vort trefarvte Flag?

Vi bytte det for Frankrigs ei;
selv om vi fik dets Vine -- Nei!

Selv om vi fik af prima Sort,
vi bytte ei vor Hæder bort.

Respekt dog for dets Trikolor!
Den er en Fader jo til vor?

Fra Himlen stamme begge To;
fra Haabets egen Regnbu jo?

Gid frit da begge bølge sig
i Norge og i Frankerig!

SIDE: 96

Til deres Priis i Syd og Nord
en Skaal gaae rundt ved Hvermands Bord!

Vi ville bringe Viin til den:
Estephe, Margeaux og Julien.

Ja paa sandfærdig Normandstro
 
Sing, Sailor! oh!

den allerægteste Bordeaux.
 
Sing, Sailor! oh!Hurra! Hurra! for Sing, Sailor! oh!

OPSANG FOR SKONNERTEN CONCORDIA

AF KRISTIANSSAND,
(CAPT. HORUP)

Afsted til Frankrig! Pour la France!
 
Singsallijo!

Concordia, begynd din Dands!
 
Singsallijo!
Hurra! Hurra for Singsallijo! : : 

Concordia, den Havets Mø,
formælt er med den spanske Sjø.

Tre Gange mindst hvert vakkert Aar
i Golfen deres Bryllup staaer.

Saasnart hun gaaer om Cap Ushant
blier Sjøen beilerøm-galant.

Da reiser Bølgen sig med Lyst,
og favner ømt om Snekkens Bryst.

I grønnen Kaabe er den klædt,
med hviden Fjer paa sin Barett.

SIDE: 97

Vel er den Pragt kun Skum og Tant,
fransk Elskov, falsk, endskjøndt galant.

Men Bølgen, Oceanets Søn,
er stolt og freidig, djærv og skjøn.

Spandabel er han med som Faa,
thi Perler han ei sparer paa.

Dem spreder han med Ædelmod
omkring sin Elsktes lette Fod.

Hvor Hun for et Sekund har gaaet,
der er det som med Perler saaet.

Og er end Bølgens Tro kun let,
saa er Concordia koket.

Hun bruger den, som hun veed bedst:
som Damen fiin sin Ridehest.

I høj og lystig Kapriol
den dandse maa som hun befoel.

Den fører med en Vestenvind
sin Kjærest i Garonnen ind.

Og naar hun saa er kommen did,
saa skilles ad de for en Tid.

Hun sig forlyster i Bordeaux.
Han vogter udenfore tro.

Og naar hun kommer ud belad,
sig reiser Bølgen atter glad.

Han følge til Kanalen vil.
Der vifte vi Farvel ham til.

SIDE: 98

"Farvel du Spanskesjø! Hurra!
Vær tro imod Concordia!"

"Før hende tidt ind til Bordeaux,
hvor Frankrigs bedste Ranker groe!"

"De varme saa det norske Blod,
gjør Sorgen frisk og vel ved Mod."

"Derfor vi maa afsted saa tidt,
aflægge i Bordeaux Visit."

Ja derfor paa Concordia
til Frankrig hastig herifra!

Og endnu mere hastig hjem!
Hvis ei, man faaer ei Skaalen frem.

Det blev da kun et tørt Hurra.
 
Singsallijo!

Lad os dem bringe Vinen da!
 
Singsallijo!
Hurra! Hurra for Singsallijo! : : 

OPSANG FOR BRIGGEN "RESOLUTION"

AF FREDERIKSHALD,

(FØRER: KAPITAINLIEUTENANT GREV TRAMPE)

"Resolution," og det en rask;
 
Singsallijo!

det Navn jeg fik i Daabens Vask.
 
Singsallijo!
Hurra! Hurra for Singsallijo! : : 

SIDE: 99

Det var den tolvte Junius.
Mig døbte Konsul Brunius.

Og Daaben stod i Svinesund.
Der stuped jeg til Havsensbund.

Men gjennem fraadig Bølgegang
jeg op ifra min Daab mig svang.

Og inden et Minut var gaaet
jeg laa paa Fjorden rank og flot.

Og feiret blev min Døbedag
af Haldens Mænd med norske Flag.

Af Sjø om Boug og Storm i Top
min Ungdom saa blev klækket op.

Og derfor, uden mange Rev,
en Seiler paa min Hals jeg blev.

Paa Havet ja saa vild og yr,
som paa sin Eng den unge Tyr.

Ja derfor, under strengen Tugt,
mit Bryst blev stærkt og rask min Flugt.

Min Rigg som Granens rank og kjæk.
Som Sne mit bølgetoede Dæk.

Ja derfor blev jeg som jeg er:
en rask en Havets Kavaleer.

Forliebt i Bølgens Favnetag.
(Det nød jeg mangen vakker Dag.)

SIDE: 100

I mangen fygende Dravat
jeg vugget blev af Kattegat.

Den høje Nordsjø har mig klapt.
Til Eventyr jeg ret var skabt.

Jeg i Kanalens Arme laae,
de perlekrandste, silkeblaae.

Derfor jeg fik med sligt Humør
en Greve til min Guvernør.

Han reiste med mig udenlands.
Han blev min Ven og jeg blev Hans.

Og er der noget rart deri,
at Frankrig begge elsked Vi?

Did stod vor Kurs, ja meget tidt.
Er Frankrig ikke skjønt og frit?

Den franske er just en Nation,
som agter rask Resolution.

I Havre derfor og Calais
Hurra jeg fik à la Français.

Og i Saint Valery en Caux
man hilste mig saa glad som faa.

I Cherbourg og Morlaix og Brest
min Ankomst var en Glædesfest.

"Voila Messieurs!" "Goddag igjen!"
"La Resolution norvégienne!"

SIDE: 101

Jeg gav dem Træ, de gav mig Viin.
Hver har sin Lyst, og jeg har min.

Et demandez mon brave Capitaine,
je n'ai parti jamais en vain.

Jeg bar ham hjem i stærken Favn
saamangt et Fad af ædelt Navn.

"Saint Julien og Hautbrion.
Estephe, Margaux, Emilion."

Og naar han Lasten fik i Huus,
kom gamle Konsul Brunius.

Saa trak de begge sammen op
saamangen lakket Langkorksprop.

Og under deres muntre Skjemt
mit Navn blev heller ikke glemt.

Men under klar Pokalmusik
min egen Skaal jeg ogsaa fik.

De klinked sammen begge To
og drak den saa i fiin "Bordeaux."

Og for "Resolutionen" da
 
Singsallijo!

udbragte de et høit Hurra!
 
Singsallijo!
Hurra! Hurra for Singsallijo! : : 

NB. "Singsallijo" skal være det Engelske:
 "Sing Sally! oh!"
 (Sally ): Susanne, et almindeligt Navn for
Matroskjærester).

SIDE: 102

17DE MAI 1843.

(A LA SCHMAHR. GL. MELODI)

 Hammerslag
 hør's idag
overalt at laate.
Aldrig før den Dagen fik
saa bedrøvelig Musik.
 Derfor og
 i en Krog
vil jeg ud den graate.

 Nei jeg vil
 strikke til
Publikum en Hue.
Den skal være ganske hvid:
slig en, som ved Nattetid
 findes paa
 gammel graa
Høker i hans Stue.

 Er du kjæk,
 slaa saa væk
Kneps udi din Lomme!
Vil du have Festmusik,
kan du jo et Tiktiktik
 i din Pisk
 paa din Disk
noksaa lystig tromme?

 Hvis du vil
 have til
dit Hurra Salutter,
slaa da Klap med Vaatter paa!
Andre Skud de dundre saa.
 Fyr nu for
 gamle Nor
og de norske Gutter!

 Hvisk saa da
 et Hurra
i din Naboes Øre!
Kanske da, til Dagens Priis,
Du af ham paa samme Viis
 faar et kjækt
 nævedækt
Hurraraab at høre?

 Men hvorfor,
 kjære Bro'r,
skal Vi disse ligne?
Nathuen for Os ei duer.
Friere er vor Natur.
 I vort Lag
 Majens Dag
Vi vil højt velsigne.

GULDKORN

To Ting Du lære maa, som frelse fra Fordærv:
Først maa Du lære det, der hjælper til Erhverv.

SIDE: 103

Dernæst, saa lær dig selv, hvad Ingen dig kan lære:
Det, som du ikke kan erhverve, at undvære!

Naar utaknemlig Du var for den mindre Gave,
hvormed troer Du fortjent den større vel at have?

Den kan nok taale, at man viser ham hans Lyder,
der med de mindre Feil forener store Dyder.

Hos Den man allermindst bør Manglerne tilgive,
der, naar han bare vil, fortræffelig kan blive.

Til Daarskab fremmed Viisdom hos dig blive vil.
Den Viisdom baader bedst, som i dig selv blev til.

Let Arbeidsbyrden er; men Takkens Byrde svær.
Arbeid, paa det du dig kun selv at takke har!

Først du bestræbe dig for selv at naa en Viden!
Meddele Andre den, derefter stræb saa siden!

GULDKORN

(AF DET TYDSKE)

Saalænge Du er ung kan det Dig vel behage,
naar over Andre Du et Hoved frem kan rage.

Men bliver ældre Du og sløvt dit Øies Ild,
Maaskee kun til Besvær hiint Fortrin vorde vil.

Meer nær til Himmelen du vandrer derfor ei,
men mindre tydeligt seer Græsset paa din Vej!

SIDE: 104

Desdybere kun vil sig sænke paa dit Bryst
dit Hoved, for at see paa Jordens grønne Lyst,
som Gubben sænker det, for end engang at skue
de Blomster, der nu snart skal dække Gravens Tue.

Den Herre ikkun slet sit Tjenerskab paaskjønner,
som flittig Tjener ei saa godt som doven lønner.

Som Solen stikker han den, som i Marken sveder,
og straaler mildt for den, der sig i Skyggen breder.

Hver er sig nærmest selv; om denne gyldne Lære
Dig Træets Blade ret et Vidnesbyrd kan være.

De suge al den Regn i sig, som Skyen giver,
saa intet Jorden naaer, og derfor tør den bliver.

Først naar de qvæged' er', de ryste af igjen
al Overflod i Muld; nu Touren er til den.

Hvad ofte rystes ud fra Slottets høie Karme,
o kom det ligesaa i Hytten til den Arme!

Hvormed skal vel den Dag idag for Dig udsmykkes?
Hvad mon der lykkes skal, og hvad igjen mislykkes?

Hvad Skjønt skal Øiet see, hvad Sandt skal Sjælen tænke?
Hvordan skal Aand og Sind sig hæve og sig sænke?

Hvad den saa bringer, Du det bjerge smukt med Haanden!
Hver Dag, Du lever i, en Høstdag er for Aanden.

SIDE: 105

BARNET OG "BØRNEVENNEN"

Barnet

Over dybe Dale
flyver Spurv og Svale,
over store Skove
tør sig Kragen vove,
over Fjorden reise
tør selv lille Meise,
og for høit for Svanerne
ingen Fjelde kneise.
Nogle ville ud at see,
Andre for at høre.
O, hvor lykkelige de!
Deres Ønske fluks kan skee
blot de Vingen røre.

O, hvor jeg maa stunde
efter, at jeg kunde
følge Spurv og Svale
over dybe Dale,
over Skoven drage
med den gamle Krage,
over Fjordens vide Bugt
kjækt med Meisen jage!
Gid jeg fulgte Svanens Flugt
over høie Fjelde!
Om hvormeget Skjønt og Smukt,
fremmed Blomst og fremmed Frugt
fik jeg da at melde.

"Børnevennen"

I dit Øies Ringe,
Barn, der er en Vinge,
som du ud kan spile
uden Rast og Hvile.
Svalens ei sig maaler
med dens rappe Straaler,
hvorpaa Tanken ud kan fly
fra dit Øies Skaaler.
Over Svanen i dens Sky
kan dit Blik du hæve.
Den er tung mod det som Bly.
Hvert Minut du i en ny
Verden, Barn, kan leve.

Blot, naar du vil hige
ud i Verdens Rige,
speide selv i Himlen
over Stjernevrimlen
maa du med dit Øie
følge trofast nøie
disse Træk, som Rad paa Rad,
her sig sammenføje.
Linjerne i dette Blad
skulle did dig føre,
hvorom nys din Længsel bad.
Svalelet og spurveglad
kan du Reisen gjøre.

Hvor skal Reisen gjælde?
Ikke godt at melde.
Skal vi bytte Hjemmet
med en Verden fremmed?
See de fagre Blommer
i en indisk Sommer?
Følger du min Linjes Træk,
did ihast du kommer!
Trylle vi det Syn saa væk
om for andre skjønne,
vexlende, som Speil i Bæk,
mange, som paa Hybnens Hæk
Roser blandt det Grønne?

SIDE: 106

Eller skal vi gjæste
det som er det Bedste?
sætte Tankens Stige
op mod Himmerige?
over Stjerner nærme
os til Engles Sværme,
hvor i Leeg de tumle om
og efter Barnets hærme?
Barn, du kan, hvis du er from,
Deel i deres tage:
Uskyldsdrømmene derom
ere Englene, der kom
for dig did at drage.

ASYL-BØRNESANG TIL EN VELGJØRERINDE

Christ give Dig, som er saa from,
 som elsker saa os Smaae,
saa riig en Fred, saa mild en Dom,
det Himmerig, vi drømte om,
 da vi i Vuggen laae.

Vi hopped tidlig frem af den,
 som nøgne Spurve smaae,
men Redet fandt vi ei igjen,
og fjern, o fjern var Himmelen,
 saa fjernt og koldt dens Blaa.

Det truede at gaae os galt
 i Verdens Suus og Bruus:
Paa vilden Sti vi traadte alt,
vort Dække var en daarlig Pjalt,
 den mørke Sky vort Huus.

Da aabned Du din ømme Favn,
 da brød Du os dit Brød!
"Kom hid, I Smaae! I Jesu Navn
jeg stiller eders Sorg og Savn,
 jeg mætter eders Nød!"

SIDE: 107

Guds Himmel i en Moders Barm
 sin Miskundhed har sænkt.
O der er Himlen lys og varm,
som den vi i vor Vugges Karm
 i Drømme havde tænkt.

Christ give Dig, som er saa from,
 som elsker saa os Smaae,
en Moders rige Dronningdom
i Himmelen, vi drømte om
 da vi i Vuggen laae!

ARCHIV-VISE

 Archivaren,
 -- Gud bevar'en!
kvæles fast af Støv.
I sit Kjælderlukke
maa med Savn han sukke
 mod Pokalen
 tømt i Svalen
af det friske Løv.

 Udenfore
 høje store
Træers friske Suus
trænger til hans Øre.
Ha! han maa dem høre;
 han er bunden
 dybt i Grunden
under Agershuus.

 Nattens Fugle,
 Ravn og Ugle
føre bedre Liv.
Frit de kan derude
rundt om Taarnet tude;
 men hans Tunge
 kan ei sjunge:
den er tør og stiv.

 Hvilken Slyngel-
 Æsel-Yngel
kan misunde ham,
om han i Madera,
Guldviin fra Frontera
 Struben lædsker,
 eller vædsker
Støvet med en Dram?

 Sine Skroller
 vel han holder
i en høj Respekt.
Men hans Sjel og Tunge
hylder Nord, det unge,
 om han kvæder
 Oldets Hæder,
af sit Støv bedækt.

SIDE: 108

 Deraf roder
 han Klenoder
for sit Norge frem.
Æressagn han henter
frem af Pergamenter.
 Intet heller
 han fortæller,
end Alverden dem.

 Archivaren
 -- Gud bevar'en! -- 
elsker da sit Støv.
Han i det jo finder
Norges Hædersminder.
 I sin Kjælder
 boer han heller
end blandt Rankens Løv.

FOR GUSTAV KOMBST OG GEORG FEIN!

I Graven ligger Børne
 og Heine er fortabt;
men herligt Par af Ørne
 i Kombst og Fein er skabt.
Den Ene har sin Rede
 paa Norges Klipper lagt.
Fra højen Arthurssæde
 den Anden holder Vagt.

De over Tydskland vaage
 med Vingen spændt til Flugt,
med vake Øienlaage,
 med Kloen aldrig lukt.
Deri de Lynet klemme,
 Despoter skjælve ved,
naar rundt det elskte Hjemme
 de svinge op og ned.

De langsad Rhinen svæve
 med høje Ørneskrig:
"Op Tydskland! Tydskland leve!
 Selv maa du frelse dig."

SIDE: 109

Da Fyrsterne forskrækkes
 og Cæsar selv blier bleg.
Thi mange Ørne vækkes
 alt som de Ørne skreg.

De af sin Krone gave
 sin bedste Steen omsonst,
hvis de bag Spandaus Grave
 Dig havde, Gustav Kombst!
Et Smil sig vilde folde
 om deres skumle Mund,
hvis bagom Spielbergs Volde
 Dig, Fein, de havde kun.

Men Ørneparret svæve
 rundt om Germanien,
til Vingerne de hæve
 til Flugt til Himmelen!
Men naar I Hvile lyster,
 naar Vingen bliver træt,
paa Norges frie Kyster
 et Stevnemøde sæt!

OPSANG FOR BRIGGEN REGINA,

(KAPITAIN P. ANDERSEN)

FORHEN OSTINDIEFARER

(Mel. Engelsk Opsang: Have you been at Greenwich fair,
 bonny Lady, Highland-Lady?
 Have you seen a Lady there,
 bonny Highland-Lady?)

Hurra for "Regina", boys!
 Hvis hun bare
 kunde svare,
fik vi ifra China, boys,
 Eventyr saa rare. 

Ja fra selve Celebes,
 Cochinchina,
 Amboina -- :
Havets Eventyrprincess
 er vor Brig Regina.

SIDE: 110

Hun har Sundastrædet kløvt
 mange mange
 haarde Gange,
gaaet for en Monsoon i Fart
 om Malakkas Tange.

Ja for hvirvlende Monsoon
 har hun Dandsen
 uden Standsen
maattet gaa om Isle Bourbon
 og om Isle de France`n.

Farten alt til Timorland
 stormbeprøvet
 har hun øvet,
Indiens vide Ocean
 har hun gjennemkløvet.

I koralomkrandste Bai
 er hun blevet
 storminddrevet.
Mangen hvid atlantisk Hai
 fulgte over Revet.

Nøgne Vilde (Piger med,
 palmeslanke,
 uden Tanke
i sin vilde Skyldløshed)
 der på Kysten vanke.

Drevne af nysgjerrig Skræk
 bort de rømte,
 til de svømte,
men tilsidst paa Briggens Dæk
 Kokosnødder tømte.

Vilde Bambusfløite klang.
 Hui! hvad Hvinen!
 Karolinen [fotnotemerke] 
over Hovdet lystig svang
 Muslingtamburinen.

Hei! da blev ombord et Bal
 med de nette,
 aldrig trætte
Damer, ja i Skokketal,
 noget let beklædte.

Ja, da blev ombord et Bal!
 Hei hvad Hasten!
 Uden Rasten
til den hvinende Coral
 gik det rundtom Masten.

Plump! Medeet den Balparée
 hastig ende;
 thi det hændte,
Damerne i Negligee
 overbord flux rendte.

Held dig lykkelige Ø!
 Gid, at Freden,
 Skyldløsheden
aldrig, aldrig her maa dø
 i det skjønne Eden!

Ak, om Briggens Gallion
 kunde tale,
 den afmale
vilde mangen rar Nation,
 kloge Folk og gale.

Fotnote: Beboer af de karolinske Øer.

SIDE: 111

Kattegat og Nordhav nu
 maa den pløje,
 men dens Fløje
speide med begjerlig Hu
 efter Indiens Høje.

Der, der voxer fiin Muskat,
 Nellikblomme,
 Kardemomme.
Gid Regina did i Nat
 maa idrømme komme!

TIL MJØS-DAMPBAADEN "JERNBARDEN"

(Mel. "Svøm højt paa Kodans Bølge").

Jernbarden selv kan synge
 sin egen Poesi,
som Bølgens hvide Tunge
 skal højlydt stemme i.
Og alt som stærken Bølge
 har sjunget ud sit Chor,
den i et Æresfølge
 med Perler strøer hans Spor.

Da maae vel norske Hjerter
 forene sig i Sang
til jublende Koncerter
 med Vovers stærke Klang,
fra Minde, hvor nu Valen
 er rød af Kløvrens Blod
til vi i Gudbrandsdalen
 alt øine Dovres Fod?

Se, alt som Snekken higer,
 som Fjernerne forgaae,
se gamle Kongeriger
 i lange Omrids blaa!
Som Mjøsens Kongethrone
 hist dukker Helgø frem.
O her lad Sangen tone
 i Hjertet af vort Hjem!

SIDE: 112

Held dig, Vidundersnekke
 paa Mjøsens stolte Fjord!
Dig, som maa Minder vække
 om Dragerne i Nord!
Thi staalsat er din Bringe,
 berømmeligt dit Navn,
og, som til Kamp at springe,
 staaer Løven i din Stavn.

Gid frie Mænd du bære,
 Jernbarde, maa ombord,
hvis Daad er Norges Ære,
 dets Glæde deres Ord!
Gid Frihedsflaget flyde
 med Signen over dem,
mens stærke Aander skyde
 den stolte Snekke frem!

Men skulde Frihedsflaget
 forsvinde fra din Mast,
som Blomsten, der er slaget
 hvor Lja'en bider hvast,
naar trællet er Nationen
 og kuet i sit Sind,
i Mjøsen Gallionen
 Du bore, og forsvind!

Men før vil Skreja briste
 som usselt Leerfald ned,
sin Skjønhed Toten miste,
 og Hedemarken med.
Derfor vi kunne hæve
 vort Glas med disse Ord:
"Jernbarden længe leve!
 Malmdragen i vort Nord!"

SIDE: 113

VELKOMMEN, GEORG FEIN!

I min Pokal det klinged,
 iaftes af sig selv,
som om en Ring sig svinged
 rundt i dens gyldne Hvælv.
Tregange klang det, trende,
 som om der Perler faldt;
jeg tænkte: mig kanhænde
 et Varsel blev fortalt?

Hvad Bud mon det betyder?
 et Glædens er det vist;
saa lifligt ikke lyder
 en varslet Sorg fra Hist.
Det kan en Ven ej være,
 i denne Time død,
nej, heller En er nære,
 ilive, frisk og rød.

Og se, just som jeg vilde
 Pokalen hælde fuld,
og hver en Draabe spilde
 ud i den sorte Muld,
i Tanken, at da springer
 en Gejst af Jordens Skjød,
der mig Forklaring bringer
 paa hvad den Klang betød . . .

 -- Da se! i Vinen spejler
 et Aasyn sig bekjendt,
min Feins, den raske Sejler,
 just nu tilbagevendt.
Det stod i Gyldenramme,
 i Perler fattet ind;
hvert Haar det var det samme,
 hver Fure paa hans Kind.

SIDE: 114

Dog sprængt med Hvidt var Haaret
 . . O Syn, hvor slet du saa
hver Kummer, han har baaret,
 er bleven Blommer smaa,
smaa Malver og Linnæer
 fra Serafiners Bed,
og Paradisets Træer
 sin Sne har drysset ned.

En Fred laa paa hans Pande,
 hvor Tanken rulled før,
som mørke høie Vande,
 som Skyers revne Slør.
O, mon Germanerinden,
 hans Moders Skygge, tyst
og mildt som Søndenvinden
 just har sin Georg kyst?

Og i hans Furer legte
 nyfødte, muntre Smil,
omkring hans Mund bevægte
 de sig med Straalers Iil, -- 
O Sorg! hvo kan dig hade,
 saa yndig i din Død!
Du gjør af Rosenblade
 din Yndlings Aften rød.

Han elsket har dig ærligt,
 -- o dybt, med Blod og Marv,
derfor hans Smil er herligt,
 hans døde Kummers Arv.
Hans egen Død om Munden
 det finder blidt som nu;
nu da hans Sorg er svunden -- 
 o, Glæde, kom nu Du!

SIDE: 115

Lad nu Pokalen klinge
 for gjæve Georg Fein!
Jeg vil en Skaal udbringe
 for gjæve Georg Fein!
Mit Blod det skulde springe
 for gjæve Georg Fein!
thi Vinen er for ringe
 for gjæve Georg Fein!

TIL HR. RAADMAND SAXILD

(VED AT LÆSE AVERTISSEMENTET IDAG)

Slaar det friske Barnehjerte
 meer ei i dit gamle Bryst?
Har du glemt, at Kristus lærte
at i lidte Urets Smerte
 Himmelen har lagt sin Lyst?

Skulde Dødeliges Domme
 bringe Den ifra sin Fred,
som var frommest blandt de Fromme?
Er din sidste Stund da omme,
 Liv saa fuldt af Kjærlighed?

Skal med bitter Hevn forgiftes
 Sjel, saa skabt for Kjærlighed?
Skal din Kvel, som palmehviftes
alt fra Himlen, saa omskiftes
 rinde mørk i Graven ned?

At tilgive, ja, at glemme
 -- o saa let som Barnet kan,
af dit Barnehjertes Stemme
vil du lære snart og nemme.
 Ikke sandt, du gamle Mand?

11 Juli 1843.

Manden i Grotten.

SIDE: 116

VELKOMMEN HJEM ROBERT HORNEMANN

(Mel. Kong Kristian stod osv.)

Velkommen hjem, vor gode Bob!
 velkommen hjem!
Nu op og nedad Dovres Top
Du Resten gjør i strakt Galop
til gamle Fatter siger stop
 og trækker frem
de bedste Flasker, som han har;
og var vi der, vi hjalp din Far
 med dem.

Thi Du est kommen ifra Rom,
 ja fra Paris
i Sind og Sjel ei skiftet om,
trohjertig, norsk og sønlig from;
og skulde Pungen være tom
 paa Ungdomsviis,
saa tænker jeg, at Fatter troer,
at Hovdet fuldt er Godtkjøb for
 slig Priis.

Paa Ætna har Du været med?
 Paa Ætna? O!
Velkommen da til Os, som ned
om Bollens Krater har i Fred
os sammen sat i Sikkerhed
 i hjemligt Bo.
Iqvel den flammer til din Priis;
thi Du er bleven Normænds Viis
 saa tro.

 P. S.
Men Død, Ulykke, Spot og Spe
 hver Den, som gjør
sin Fader Skam, sin Moder Ve

SIDE: 117

ved sig som Jean de France at tee
saasnart han fik Paris at see
 (ja kanskee før).
Thi Mangenen er bleven Nar
i Kjøbenhavn, naar Emnet var
 der før.

SKATTEGRAVERNE

(EFTER DET TYDSKE)

En Viingaardsmand for Døden laae.
Til Børnene, som allesammen
i Taarer han om Lejet saae,
han talte disse Ord med Stammen:
"En Skat er i vort Viinbjerg lagt,
om blot I grave . ."

 "Ei! -- afbrøde
de ham -- for Guds Skyld, siig dog hvor!"
Men -- Dette sagt -- 
ei mælte Gamlen flere Ord,
men snuede sig mod Væg og døde.

Knapt lukket var den Dødes Øje
før Alle sig til Bjerget skyndte,
og, hvad de aarkede, begyndte
at grave, hakke og at pløje.
Hver Tørv, bemoset og haardnakket,
med største Flid blev sønderhakket,
bortvæltet blev hver Kampesteen,
man harpede selv Jorden reen;
men -- ingen Perle, intet Guld!
En Styver lod sig ikke finde.
Saa Gubben i den sorte Muld
fik liden Ære for sit Minde.

SIDE: 118

Et Aar gik hen, da finge De
med Skam forbausede at see,
at hveren Ranke svanger var
med dobbelt rige Klaser vorden.
Da signed de sin gamle Far;
de indsaae hvad han havde meent,
og siden grove de i Jorden
med Glæde tidligen og seent.

TIL SOGNEPRÆST HESSELBERG, PAA HANS
HUSTRUS BEGRAVELSESDAG

O Mand og Præst! af Gud Du prøves
i Troens Trofasthed idag.
I Kamp med Død og Sorg Du øves.
Nu tæller Gud Dit Hjertes Slag.
Lad slaae, men som et Sejersværk!
Du sejrer, thi din Tro er stærk.

I sidste Smiil, som over Kinden
din elskede Alette gled,
imellem Englen og Christinden
forsvandt den sidste Forskjel med.
Det er jo Dødsmysteret, Præst?
Det er, det er; Du veed det bedst.

Thi vende frejdig Du tilbage
til Huset, som hun har forladt,
for ind sin Plads i det at tage,
som over Stjernerne er sat.
Der venter hun paa Dig og dem,
som sørge i dit øde Hjem.

SIDE: 119

Og naar din egen Læbe blegner
med ømt Farvel til Dine hen,
med fromme Kors hun den betegner,
og kysser Livet frem igjen.
"Alette," hvisker da din Mund,
saa glad som i din Bryllupsstund.

Og Himlenes Serafer komme,
en Højtidskrands de bringe med;
et Barneansigt af hver Blomme
vil smile frem i søden Fred.
De ligne dem, hun dig har bragt,
og ved dit Faderhjerte lagt.

HANEN PAA TAARNET

(EFTER DET SVENSKE)

At synes Storkarl i din Ringhed du begjærer!
men, det er Daarlighed, om ei, min Ven, du lærer,
at vælge tjenlig Plads, og taalig der forbliver.
Thi mindre synes Du, end i Dig selv du er,
for hvert et Trappetrin, du med saa dumt Besvær
ifra den lave Plads mod Stigens Højde klyver.

En Hane, ikke just saa overmaade stor,
som hørte Hønens Kluk hans Priis med Fryd fortalte,
naar paa et Hønshuustag om Morgenen han galte,
paa engang Tanken fik, at være Matador.
Af Ørnens stolte Slægt han sig en Ætling troer;
og til Beviis derpaa han sagtelig sig smyger
i Favnen paa en Ørn, som just langs Taget stryger,
i Haab, at, vogtet af saa mægtig en Patron,
han skulde svinge sig til Stjerners Region.

SIDE: 120

Om Pladsen vil han der med Sol og Maane stride,
og trænge saa med Magt Karlsvognen ud tilside.
Hans Isse synes ham alt Himlens Tinde rører
og Skyerne for ham som Tepper rulle ned.
Men Ørnen, som ei gjør sig stor Samvittighed
af Spøg med Hane, ham i Flugten iilsom fører
til Spidsen af et Taarn, til Styrke for den Læren:
 Med Pladsen følger ikke Æren.
Og Hanen som for nys var anseet i sin Kreds,
nu paa sin Lykkes Spids sig føler slet tilfreds.
Han seer sit Hovmods Straf, usynlig og foragtet,
og af sin egen Slægt knapt for en Graaspurv agtet.

VALLERSEN GUDMUND JOHNSEN REMMEN
TE KJÆRESTEN SIN BERIT LARSDATTER
WANGENSTEEN

VE HEIMÆTKOME SI IFRAA CHRISTIAN I JANVARI MAANE 1843.

Hær, Berit, mi Berit, æ Gu'mund tebake.
Ti Fabn'take døir no Fraaværilsens Klage.

Ti stasslike Gato e monne omvanke;
men, Berit, mi Berit, jaa de va' min Tanke.

E saag bærre Heime -- der Gleer me vente:
dæ Tak, som bedækker truvæligt mi Jente.

"Derøver gje' Englitten Vingjitten spænne!"
 -- So tænkte e -- "Gje' dei maa værgje kring Henne!"

"Ja gje' dei Velsignelser riste derøver
aa liflige Draume om me mæ ho søver!

Vel tusenne Skjønheiter saag e ti Sta'en.
Ti Silkje dei brakja førbi me paa Gatun.

SIDE: 121

Men blinnt va mit Auga før Frøkne [fotnotemerke] aa Fruga:
Dei va' mot ho Berit som Kraakun mot Duva.

So strunke dei va', rent førgruske aa fine:
so hadd' kje dei Roso so friske som dine.

Mit Auga gjik at, aa derheime va' Sjele.
Ti Sakne e kunn'kje faa tæmt o ti Flugte.

E tænkte paa Gleen sjaa de nær e kommaar,
aa, Berit, e tænkte paa næste Midtsommaar.

Nær gullgrønne Kaape kring Fjellbjørkje bølgjer,
daa dræg du paa Stølen aa ette e føljer.

Der æ de so einsamt, so einsamt aa stille,
ja plænt som, mi Berit -- som Kjærester ville.

Daa, nær du ein Lu, som du kjennis ve, høire,
daa, Brure mi! daa æ de me, som dæ helser.

Nær Jøme daa døir unde Hugakølls Mønnin,
daa kjæme e sjøl over grønandis Vøllin.

Ræds ikje før Bøssun, som hæng øver Aaxle!
Ei Rose te de fram se truger tur Laupe.

Daa, Berit, som no af mi Jente omfabnet,
Ti brænnandis Kjysse e gløime vil Saknet.

Fotnote: Mærkværdigt nok: Intetkjøn paa Valdersk, f. Ex.: "E saag Lutnan dansa
mæ Frøkne sit."

SIDE: 122

VALDERSEN GUDMUND JOHNSEN REMMEN
TIL SIN KJERESTE BERITTE LARSDATTER
WANGENSTEEN

VED SIN TILBAGEKOMST FRA CHRISTIANIA I JANUAR 1843.

(Mel. Ifjor gjætt' æ Jeita ti djupaste Dalom.)

Her, Berit, min Berit, er Gudmund tilbage.
Nu døer i vort Favntag Adskillelsens Klage.

I prægtige Gader jeg monne omvanke;
men, Berit, min Berit, hos dig var min Tanke.

Jeg saae kun dit Hjem, min Lyksaligheds Bolig,
det Tag, som bedækker min Elskede trolig.

"Gid Engle derover maae Vingerne spænde!"
Saa tænkte jeg. "Gid de maae værne om Hende!"

"Gid de maae Velsignelser ryste derover!
og liflige Drømme om mig naar hun sover!"

Vel tusinde Skjønheder saae jeg i Staden.
I Silke de braste forbi mig paa Gaden.

Men blindt var mit Øie for Frøknen og Fruen.
De syntes mod Berit som Kraaker mod Duen.

Saa strunke de vare, fornemme og fine,
de havde ei Roser saa friske som dine.

Mit Øie sig lukte, min Sjel var derhjemme.
Jeg kunde dens Flugt i min Længsel ei tæmme.

Jeg tænkte paa dig, paa vor Fryd naar jeg kommer,
og, Berit, jeg tænkte paa næste Skjærsommer.

SIDE: 123

Naar guldgrønne Kaabe om Fjeldbirken bølger,
da gaaer du tilsæters, og efter jeg følger.

Der er det saa eensomt, saa eensomt og stille,
ja netop, min Berit, som Elskende ville.

Naar fjernt da du hører en Luur, som du kjender,
 -- min Brud! det er mig, som en Hilsen dig sender.

Naar Echoet døer under Hugakols Møning,
da kommer jeg selv over Sæterens Grønning.

Frygt ei det Gevær, som paa Skulderen hænger!
En Rose til dig frem af Løbet sig trænger.

Da, Berit, som nu af min Elskte omfavnet,
i glødende Kysse forglemmer jeg Savnet.


HERMAN RUGE,

EXPEDITIONSSEKRETÆR, RIDDER AF KONGELIG SVENSK NORDSTJERNEORDEN

(65 1/2 Aar gl. Jordfæstet 28de August 1843.)

Mel. Af Dybsens Nød o. s. v. (Psalmeb. No. 268).

Bed Gud om en Retfærdigs Død!
 O den dig bedre frommer,
end om dit Liv som Bækken flød
 imellem Vaarens Blommer!
Bed om en Grav mens Du er rød,
om venlig Høst og Hvile sød
 midt i din travle Sommer.

O saa Du Ham, hvis Støv vi nu
 i Gravens Dyb nedsænke,
Du vilde Døden uden Gru
 som venlig Engel tænke,

SIDE: 124

der smilende til Ham var traadt,
og, om hiin Nat den havde graadt,
 da var det for hans Enke.

Hans Læbe smilte, som om nys
 før Daggry var oprunden
han havde faaet Engles Kys
 paa Pande, Bryst og Munden.
Han laa som bunden af en Drøm,
som om i søde Tankers Strøm
 Han slumrende var funden.

Far hen, du Ædle, hen i den!
 Du bedre ei kan drømme,
end om dit Liv i Himmelen
 forbi dit Blik vil strømme.
Du tog dit Barnehjerte med,
og Mandens Daad kun Dødens Fred
 kan lønne og berømme.

Bed Gud om en Retfærdigs Død:
 om Hans, som nu paa Bunden
af denne Hules mørke Skjød
 har Himlens Indgang funden.
O, hvis som Han vi leve kun,
man finder os en Morgenstund
 som Han med Smiil om Munden.

NORGE TIL AMERIKA

VED OLE BULLS DIDREISE

 O Amerika, betroe'd
har jeg dig med ængstlig Ahnen
 Ham, min Fattigdoms Klenod,
 Ham, mit Hjertes bedste Blod!

SIDE: 125

 Lad Platanen
 kjærligt ham imødesuse,
 Alleghannen
 ham i venlig Grotte huse,
 Susquehannen
 som en dæmpet Harpe suse
 Ham, min Elskling, ham imod!

 Han med Buens lette Spil
kan til Dands din Panther tvinge,
 og (hvad der skal mere til)
 Slave-Ejeren til Smiil.
 Han kan bringe
 Carolinas arme Neger
 til at springe
 gladere end Barn som leger,
 sig at svinge
 snellere end Hjulets Eger . .
 O, Han kan det, om han vil.

 Men, som om hans Bue blev
pludselig med Tordner svanger,
 som om den i Luften skrev
 trylleformlet Frihedsbrev,
 Skræk og Anger
 fylder Herrens Hjertekammer
 som med Slanger,
 tusind Blik i Mulmet flammer
 hos hans Fanger . .
 Ve ham, ve ham! Slavens Jammer
 klagende min Bull beskrev.

 Far da hen, far hen, min Søn!
Lad din Tryllebue skjænke
 arme Negers Suk iløn
 Styrken af en bønhørt Bøn,
 saa hans Lænke
 for dens Strøg maa sønderbriste!
 

SIDE: 126

 Da sig sænke
 signende Platanens Kviste,
 og jeg tænke
 kan med Stolthed, Dig at miste,
 Ole Bull, min Søn, min Søn!

 Thi hist vest, did Du vil fly,
er min egen Friheds Kjerne
 voxet i Plataners Ly,
 baaret hid paa svanger Sky.
 Derfor gjerne
 vilde jeg taknemlig sende
 til dens fjerne
 Fosterland ved Havets Ende
 herlig Stjerne,
 og af dem, som hjemme brænde,
 straaler ingen med dit Ry.

SANG VED MAADEHOLDSSELSKABETS HØITID

Før Talen.

Er nu vor Haand og Læbe reen,
 i helligt Løftes Eder tvættet,
som Træets regnbeskylte Green
 og Blomstens Kalk med Duggen mættet:
da tør i Templets Hellighed
 til Herren Vi en Lovsang sende,
nu da af hellig Forbundseed,
 o Brødre, vore Læber brænde.

Det Bæger har Vi knust med Mod,
 hvorinden Syndens Flammer gjære,
som fagre Ungdoms sunde Blod
 og karsken Manddoms Marv fortære.

SIDE: 127

Ak, er det Roes, og Roes for Gud,
 at slukke Helveds egne Flammer,
at spilde Giftens Bæger ud,
 at læge arme Brødres Jammer?

O Hovmod er en Most saa stærk,
 den sødeste af alle Gifte,
og hvor forfængeligt vort Værk,
 om Druens Vi med den kun skifte!
Din Æren er, og ikke vor,
 o store Gud, vor Pagts Velsigner!
Men hver af Os i Næstens Spor
 er kun hinandens Efterligner.

Efter Talen.

Skjænk da vor Pagt din Miskundhed,
 din fadermilde Naades Styrke!
Den har din Priis til Øiemed,
 i Gjerning, Fader, Dig at dyrke.
Den Lasten vil af Armods Bo
 for evigen med Magt udjage;
hvi skulle sammen disse To
 altid sit usle Liv hendrage?

At hindre Taarens Atterkomst
 hos arme Hustru, at hun finder,
at Sundheds Rose staaer i Blomst
 paa egne og den Spædes Kinder:
 -- o Dette er vort Forbunds Meed,
 og derfor vove Vi at bede,
o Fader, at din Miskundhed
 til Seiren maa vor Idræt lede.

At stoppe Synds og Armods Brønd,
 hvor frem fra Helvede den bryder,
og gjøre, at med Hyttens Søn
 vort Fædreland sig stoltest pryder:

SIDE: 128

 -- o Dette er vort Forbunds Meed,
 og derfor vove Vi at bede,
o Fader, at din Miskundhed
 til Seiren maa vor Idræt lede!

FARYS. (ARABEREN)

(DIGT AF ADAM MICKlEWICZ, OVERSAT AF HENR. WERGELAND) [fotnotemerke] 

Gondolen liig, der atter gynger over
krystalne Blaa -- o langt fra Land! -- med Lyst,
ømt favnende med Aaren Havets Bryst
og flyvende med Svanehals langs Voven,
Arab'ren er, naar paa sin Ganger han
fra Klippen Fart igjennem Ørknen skyder,
naar Hestens Hov, i Sandet dyppet, syder
som glorødt Staal, der sænker sig i Vand.

Alt igjennem tørre Hav, gjennem Sandets Bølger snart
svømmer frem min ædle Ganger med Delfinens lette Fart.

 
Flugten voxer, Farten stiger,
 fjernere den stedse higer,
 rører Jordens Yte knapt.
 Stedse længer, stedse længer
 gjennem Skyer af Støv den sprænger,
 skyndende sig mere rapt.

Sort som et Tordenmulm min Ganger er,
 en Nat af Uveirsskyer i det Fjerne,
paa Panden straaler klaren Morgenstjerne,
dens Man er flaggrende som Strudsens Fjer,
dens hvide Fødders Hove Funker slaaer,
en Lynild frem af deres Fodslag gaaer.

Fotnote: Efter en tydsk Oversættelse, men konfereret af en Sprogkyndig med
Originalen.

SIDE: 129

 
Rap, min Hest! Saa rapt du magter!
 Bjerg og Skov, forsvind deragter!
 Mig omsonst med Frugt og Læ
 lokker Palmens grønne Træ.
 Fort jeg flyer, jeg seer den neppe.
 Skamrød har den, alt forsvunden,
 Skjul i sin Oase funden;
 men fra sine Blades Teppe
 suser den fortrydelig
 Haan og Harme efter mig.

Og Klipperaden, Ørknens Grændsevagt,
med vilden Aasyn Beduinen skuer,
og medens Echo med en haanlig Latter
gjentager Hestens Hovslag atter atter,
den haaner mig, den haaner mig, og truer
mig i en Tale fuld af vred Foragt.

 
"Daare! hvorhen vil du ile?
 Hist din Tinding intet Læ
 finde vil mod Solens Pile,
 ei grønlokket Palmetræ,
 eller hvide Teltes Dække.
 Ikkun Himlens Telt vil strække
 over dig sin Huulhed tom.
 Hist kun vaager Klippers Række,
 hist kun vandre Stjerner om."

 
Ha, forgjæves, Ha, forgjæves
 Trudslerne imod mig hæves.
 Dobbelt snel jeg fløi derfra.
 Bag mig blikked jeg, og da
 saae jeg, stolte Klipper, eder
 svinde hen i lange Kjæder,
 en for en bagefter mig,
 Striber, der udslettes, liig.

SIDE: 130

Men deres Trudsler Ørknens Gribb fornam,
og taabelig den troer den Spaadom ham
 til sikkert Bytte Beduinen loved.
Den, lysten paa mit Blod, i Veiret stiger
 og trende Gange, kradsende, mit Hoved
omslynger den i sorten Kreds, og skriger:

 
"Lugt af Liigmarv her jeg fanger.
 Gale Rytter! gale Ganger!
 Tænker Rytteren at lede
 op en Vei i Ørknens Sand?
 Søger Hvidfod for sin Tand
 grønne Urter her at bede?

 
Rytter! Hest! spildt er jer Flid.
 Aldrig slap hvo kom herhid.
 Her kun Vindene forvilde,
 Vejens Spor de kun forspilde.
 Engene, som her sig brede,
 Heste ei, kun Slanger fede,
 og saalangt som disse vilde
 Rigers Grændser strække sig,
 kredse Gribbe, slumre Liig."

Saa den spotter, mig i Øiet kradsende med blanken Klo.
Øje da mod Øje maalte vi hinanden skarpt, vi To.
Og hvem ræddedes? Jo Gribben. Op i Høiden svæved han.
For den Frække ret at tugte, lagde jeg min Bue an.
Og da end engang jeg sendte efter den et haanfuldt Blik,
hang den alt i Luftens Høider som en liden dunkel Prik,
der tilsidst som Spurv og Flue i det Blaa afsyne gik.

 
Rap, min Hest! Saa rapt du magter!
 Fjeld og Gribb, forsvind deragter!

Flyvende en Sky fra Vesten efter mig nu iilsom jog.
Sine store hvide Vinger ud paa Himlens Blaa den slog.
Retsom jeg i Ørknen ene, vilde den nok gjælde selv
for den ypperligste Rytter paa det vide Himmelhvælv.

SIDE: 131

 
Ovenover mig i Blæsten
 hviner saa den Sky fra Vesten:
 "Daare! did din Tanke staaer,
 hvor af Tørst dit Bryst forgaaer,
 hvor ei Regnen skyller væk
 Støvet af dit Ansigts Træk,
 did, hvor i den hede Sand
 ingen Bæk sin Sølverstemme
 bringe til at tone kan,
 saa sit Maal den maa forglemme,
 did hvor Duggen suger ind,
 før den falder, heden Vind."

Dog forgjæves de mig true. Trudslerne kun Løbet skynde.
Trætte Skyerne fra Himlen skjælvende at fly begynde.
 Dybere de Hovdet bøie,
 lænt til Klipperanden hist.
Og da jeg endnu en Gang gav dem et foragtfuldt Øie,
vare de alt langt tilbage, ja en Himmelafstand vist.
 Jeg af deres Aasyn kjendte
 deres Hjerters Ondskab bedst,
 røde de af Harme brændte,
 gulnede af Nag dernæst,
 og tilsidst de, aadselsorte,
 trak sig ind af Bjergets Porte.

 
Rap, min Hest! Saa rapt du magter!
 Gribb og Sky, forsvind deragter!

Nu jeg Øinene lod rulle, Sole lige, om mig her,
og paa Jord og Himmel øiner jeg Forfølgere ei meer.
Her har Dødeliges Fodtrin slumrende Natur ei vakt,
og i dyben Slummer hviler alle Elementers Magt.
 Rundt de hvile, stille, fromme,
 liig en Hjord af tamme Dyr,
 som, naar Menneskene komme,
 ikke springer op og flyer.

SIDE: 132

Allah! Jeg er ei den Første! Frem af Øen hist af Sand
skimrende en Leir sig viser, fuld af Ryttre, Mand for Mand.
Er det Pilegrime Disse? Røvere, som lure paa
Vandringsmandens Trin i Ørken, hvor de vilde Veje gaae?
Ha, hvor hvide disse Ryttre! Disse Heste blænde mig.
 Sprænger did jeg -- se, de staae,
 svare ei, skjøndt raabte an!
 Disse Alle ere -- Liig!
Vinden ud af Sanden gravet har en gammel Karavan.
Dromedarers Beenrad hvide Beenradryttre sidde paa.
 Gjennem tomme Øienhuler,
 gjennem Kinder uden Kjød,
 Sandet ned i Strømme smuler,
 mens advarende det lød:

 "Hvorhen, gale Beduin,
 tumler du din Gangers Trin?
 Hvor du styrer hen dens Baner,
 Daare, der, der boe Orkaner!"

Samum, vildest Storm blandt Storme i det vide Afrika
over Sandets hede Bølger vandrede alene da.
Fjerntfra saae han mig; han standser, undrer over Synet sig,
styrter frem med dumpen Brusen, hvirvlende sig rundtom mig.
"Hvad for En imellem Storme, mine yngre Brødre, sniger
sig saa lavt vel henad Jorden i saa liden en Gestalt,
 vovende sig nær de Riger,
 hvor mit Spiir behersker Alt?"

Brølende og kampbegjærlig, pyramideliig, den kom,
Men da Jeg, den Dødelige, dog ei vilde vende om,
 stamped han med Foden vred,
 saa Arabien skjalv derved,
greb, som Gribben griber Fuglen, fluxen mig med sine Klør,
 qvælte mig med Qvalme heed,
 slyngede mig op og ned,
pidskende med sine Vinger hvirvled Støvet han afsted,
og af Flyvesands Optaarnen han en Rad af Høje gjør.

SIDE: 133

 
Op jeg mander mig og strider,
 Fiendens Lænke sønderslider,
 med min Tand
 knuser jeg hans Kjød af Sand.

Da Orkanen, liig en Søile, snoet op af Hvirvelvinde,
vil sig ud af mine Arme med sin hele Styrke tvinde,
 svinge sig til Himlen op;
 briste maa den og forsvinde,
 i en Regn af Sand nedrinde,
ramle rundt mig i Ruiner, pludseligen styrte sig,
som en Stadsvold, mig tilfode, faldende -- et Jetteliig!

Op jeg manded mig og blikked, stolt mod Stjernerne jeg saae,
og med gyldne Øine blikked alle Stjerner fra det Blaa,
 og de Allesammen lode
sine Blikke paa mig falde, Alle i den hele Hær.
Thi foruden mig var Ingen, Ingen paa den vide Klode
 at opdage fjern og nær.

Her med aabent Bryst at aande, ud at aande -- hvilken Lyst!
Ja, med fulde Drag jeg drikker, som om ud jeg vilde tømme
 Luftens Strømme;
og Arabistans tilsammen lædske ikke nok mit Bryst.
Her med aabent Blik at skue -- ud at skue, hvilken Lyst!
 Mine Øine sig udspænde
 over Alt til Verdens Ende,
 Horizonten strækker ikke
til den Verden at begrændse, som jeg seer med mine Blikke.
Mine Arme her at strække -- ud at strække, hvilken Lyst!
Salig til den hele Verden mine Arme ud jeg strækker,
og det synes min Omfavnen ifra Øst til Vesten rækker.
 I det endeløse Blaa
 flyver Tanken, Lynet liig.
 Højere den stedse stiger,
 højere den svinger sig,

SIDE: 134

 højere den stedse higer,
 Himlens Tindes Spids at naa.
Og som Bien med sin Braad sig berøver Livet selv,
saa fordyber med sin Tanke sig min Aand i Himlens Hvælv.

VED OVERLÆRER ULRIK WILHELM MØLLERS
OG HANS HUSTRUES SØLVBRYLLUP

5TE NOVEMBER 1843.

Mel. Tänk någon gång o. s. v.

Hvad Sværmerier er det, som henføre,
 I To! i denne Aften Eders Sjel?
Mon I Fiolerne og Fløiten høre,
 som klang for fem og tyve Aar ikvel?

Paa Bruden Brudgoms Øine kjærligt hvile.
 De flamme . . Aften! kommer du igjen?
Mon Han paany i Dandsen ned vil ile,
 i den, de sammen Bryllupsaftnen treen?

Det var en Drøm. Han saa i Tanken Hende,
 med Myrtekrandsen i det dunkle Haar.
Men Dandsen, som de treen, har jo ei Ende
 endnu selv efter fem og tyve Aar?

Han endnu stedse Hendes Haand jo holder
 saa ømt og trofast til sit Hjerte trykt,
som dengang Brudeslørets hvide Folder
 var med de friske Myrtegrene smykt?

Og paa hinanden hvile Begges Øine
 som i hiin Aftens jublende Kvarrée,
skjønt hine fem og tyve alt Henfløine
 har overdrysset Lokken med sin Sne.

SIDE: 135

De Blomster -- o de ere Livets bedste,
 vel skjønnere end Myrtens hvide Flor;
og samme Engle dem i Haaret fæste,
 som tegned op, hvad I hinanden svor.

Thi Aar, ja Aar er Kjærlighedens Prøve,
 ei den i Fryd hensmeltende Sekund,
da Elskeren i Kysse kunde røve
 det første Ja ifra sin Elsktes Mund.

Nu toner det, af Dagene bekræftet,
 med Glæders og med Sorgers Eed belagt,
saa stærkt, som om til Stjernerne det heftet
 var bleven evig af en himmelsk Magt.

Det er det! Eders Pagt er nu udrustet
 for fleer end andre fem og tyve Aar.
I Livet ei og ei i Døden brustet,
 den hisset først sit bedste Bryllup faar.

Da sænkes ned i Hallen Stjerners Krone,
 i Paradisers søde Dunkelhed
Serafers Fløiter og Fioler tone . .
 . . O, Venner, vare ogsaa der Vi med!

EN FINSK BONDEPIGES SANG

 O! hvis nu min Elsker, som
tryllet har saa tidt mit Øje,
Han, jeg kjender -- o saa nøje -- 
 o, hvis nu med eet han kom!

SIDE: 136

 Flux jeg stjal med fro Begjær
Kysse fra hans Mund, den søde,
om end Ulvens dunkelrøde
 Blod den gav dens Purpurskjær.

 Og hans Haand med Fyrighed
trykte jeg vel tusind Gange,
selv om sig en giftig Slange
 slynged om hans Fingerled.

 Havde Vinden Vid og Sands,
Vaarens Luftning Maal og Mæle,
Eder mellem vore Sjele
 vexled de, fra min til Hans.

 Hvad er Ret af lifligst Smag,
duftende paa Præstens Taffel,
Lækkerbidsken paa hans Gaffel
 mod min Elsklings Favnetag?

 Ham jeg, under Somrens Flugt,
inden mine Arme tæmte,
Ham den lange Vinter gjemte
 jeg i Favnen indelukt.

TIEDEMANNS PETUM

(VED EN PIBE TOBAK EFTER ET BEHAGELIGT BUDSKAB)

Snak med denne fine blege
Sommerkvellens Trylletaage
 over Enge,
hvori Alfer skulle lege,
Feer, som forlænge vaage
 oven Senge,
holde alt til Morgnen Bal!

SIDE: 137

 -- Tiedemanns Petum! Tiedemanns Petum! -- 
I dens lyse Skyer svømme
Sylfer og Sylfider ømme,
 Englehovder tusindtal.

Hvor de boltre! hvor de hoppe!
Snart det er som store klare
 Perler briste,
som om hvide Rosenknoppe
sprang isønder og en Skare
 Alfer viste,
som i deres Bæger laa.
 -- Tiedemanns Petum! Tiedemanns Petum! -- 
Mig en Englevagt omspænder;
døde Venners Aasyn kjender
 jeg i disse Masker smaa.

O hvor smukke, skjøndt saa spæde,
disse Aasyn, jeg ei glemmer!
 Smukke, blege,
ligne de paa Blaat en Kjæde
ædle Alabastergemmer.
 (De, som svege,
ligne sortegraa Agat).
 -- Tiedemanns Petum! Tiedemanns Petum! -- 
Træk for Træk jeg sammensanker
af min Maurits, Henrik Anker
 min Erindrings døde Skat.

O livsalig Guddomsglæde!
Sky'er udaander jeg, og mine
 Skyer vrimle.
Høje Geister dem betræde,
Engle svæve, som i sine
 lyse Himle,
tydeligt mit Blik forbi.

SIDE: 138

 -- Tiedemanns Petum! Tiedemanns Petum! -- 
Læben aander ud en Sommer
hvide og violblaa Blommer.
 Drømme vugge sig deri.

Her, her er mit Kongerige
inden disse hvide Bjerge,
 som saa hvalte
rundt mig taarne sig og stige,
fulde af en Slægt af Dverge,
 der gestalte
flux sig efter mit Befal.
 -- Tiedemanns Petum! Tiedemanns Petum! -- 
Vil jeg, flux de af dens Skyer
bygge marmorsøilte Byer
 og en prægtig Kongesal.

Vil jeg, flux min Armod haste
de med Guldstøv at besprænge;
 rundt min Hytte,
let som om de Slør udkaste,
brede de violblaa Enge.
 . . O hvad Bytte
mod Novembers udenfor!
 -- Tiedemanns Petum! Tiedemanns Petum! -- 
Paa mit Hoved valmuprægtig,
gylden, skjøndt som Guld ei vægtig,
 Kongekrone sat jeg tro'r.

Ja, her er mit Kongerige!
her min Republik (den sande)
 inden disse
Grændser, som mod Fjernet hige
blaanende om glade Lande!
 her mit visse
odelsegne Landestrøg!

SIDE: 139

 -- Tiedemanns Petum! Tiedemanns Petum! -- 
O hvor stolte Idealer
ere mine Generaler
 i mit Ginistan af Røg.

EFTER DØDEN

O da! didhen ei Sorgen naaer
O da, o der ei Meen og Saar
den Skjønhed jeg til Legem faaer
 kan skjænde eller skade!
I Dybet af Algodheds Smiil
den unge Engel lys og mild
sit Legeme af himmelsk Ild
 evindelig kan bade.

SANG PAA EN JULEMASKERADE

Af Vaterlands Uskyldige
Kong Balzer har udvald os Tre.
"Gaaer -- sagde han -- gaaer hen, I Spæde,
til Grønlands Tarv og Himlens Glæde!"
Kong Melchior Os Sjærna gav,
Kong Mikkel denne Vandringstav.
 "Gaa -- sagde de -- gaa om og tigg
 for Grønlands usle Smaa derude!
 For hver en Styver I bebude
 en Sjærne tændt i Himmerig!

 
En Styver da til Sjærnas Ære
 i hellige Trekongers Navn!
 I finde den igjen, kan være,

SIDE: 140

 med Renters Rente, ja med flere
 i Bollerne, som I fortære
 saa gloende til Fastelavn.

TIL
"INTELLIGENSSEDLERNES" FAKTOR, JENSEN,

PAA HANS 63DE FØDSELSDAG. (1STE JULEDAG 1843).

(Mel. Gubben Noah.)

 Gamle Jensen,
 ("Telligensen")
har idag levert
Døden udi Hænde
Blade sexti trende
 af sin lille
 Livspostille,
sat og korrigert.

 Vist paalænge
 har den strenge
Principal ei faa't
Text saa reen at læse . .
Lad ham paa sin Næse
 Briller sætte, -- 
 knapt at rette
finder han lidt Smaat.

 Derfor hefter
 han bagefter
nye Blade ind:
Livsensark in blanco,
Folio nyt in banco.
 Tigang trende
 kan vel hænde
faar det gamle Bind.

 Da kan Døden
 ufortrøden
lukke Bogen til.
Permen han begrave!
Men til Julegave
 han forære
 Engles Hære
Jensens Livspostil!

 Den vil smage,
 ja behage
vist af dem Enhver.
Thi med skjønne Skrivter
staar deri Bedrivter,
 som belønnes
 hist og skjønnes
bedre der end her.

 Naar vi ende
 sexti trende,
gid vi Alle da
saa korrekte være
som vor brave kjære
 gamle Jensen,
 ("Telligensen!")
Gubbens Skaal! Hurra!

SIDE: 141

SCHILLERS PUNSCH-SANG FOR NORDEN [fotnotemerke] 

Paa de frie Bjerges Høider,
 under sydlig Straales Glød,
frem den gyldne Viin Naturen
 avler i sit milde Skjød.

Ingen Grublen har udgrundet
 hendes Skabelses Myster,
og den store Moders Virken
 stedse uudforsket er.

Funklende som Lysets Kilde,
 som en Søn af Solen selv,
purpurrød, kristalklar springer
 fyrig den fra Tøndens Hvælv.

Og den fryder alle Sandser,
 og i hvert et bange Bryst
Haabets Balsamdryp den gyder
 og en freidig Livsenslyst.

Ak, men mat paa vore Zoner
 skraaner Solens Straaler ned.
Blade kunne de kun farve;
 Druer modnes ei derved.

Høie Norden dog vil leve,
 og, hvad lever, frydes vil.
Derfor uden Viinstok lave
 vi en Viin i Bollen til.

Blegt dog er hvad vi berede
 her ved hjemligt Alters Fod.
Hvad Naturen livlig danner,
 straaler evigt derimod.

Fotnote: Paa Tydsk med Musik af Mad. Emma Dahl, tilegnet Selskabet "Germania",
afsjunget i Germania paa Schillers Fødselsdag den l0de November.

SIDE: 142

Dunkle Bæger dog vi tømme
 fylde det med Lyst igjen.
Laaner Kunsten jordisk Flamme,
 Himlens Gode er dog den.

Kraften i sit vide Rige
 sig bevæger stor og fri.
Af det Gamle Nyt den danner,
 ligner Skaberen deri.

Elementers Baand den skiller
 paa sit stærke Herskerbud,
maaler sine Arneflammer
 med den høje Straalegud.

Fjernt didhen til glade Øer
 styrer den sin Snekkes Stavn,
og den ryster Sydens Frugter
 gyldne ud i Nordens Favn.

Derfor os Sindbilledmærke
 være denne Flammesaft
paa, hvad Mennesket erhverve
 kan med Vilje og med Kraft!

SKINKE- OG SYLTE-VISE

(Mel. Gubben Noah).

 Julegrise
 Julevise
har fortjent at faa.
Hvis Princip for Dyder
eget Offer byder,
 hvem kan taale
 vel at maale
sig med Grisen saa?

 Kun at made
 Andres Fade
er dens ædle Meed.
Derfor spekulerer
den, imens den tærer,
 paa hvorlunde
 dog den kunde
blive rigtig feed.

SIDE: 143

 Mangen Præst er
 Grisens Mester,
mangen Skriver med.
Han og hans Madamme
grunder paa det samme;
 men de tænke
 ei at skjænke
Andre Fryd derved.

 Meget mere,
 hvis dem nære
Grisen kommer til,
tage de det Bedste
fra sin egen Næste.
 Det er ikke
 hvad den skikke-
lige Døde vil.

 Sig at dele
 til det hele
Selskab er dens Meed.
Maa jeg da ei bede
om Lidt af det Fede,
 ellers smager
 det af mager
kristen Kjærlighed.

 Hid med Skinken!
 Den Cithrinken
vil jeg spille paa.
Uden den og Sylte
kun som luftopfyldte
 usle Nuller,
 tomme Huller
Julens Dage staa.

KONG CARL JOHAN

PAA HANS OTTIAARIGE FØDSELSDAG, DEN 26DE JANUAR 1844.

I DET DRAMATISKE SELSKAB

Mel. Gubben Noah.

 Norges Gubber
 staae som Kubber
midt i Skovens Ørk;
men Kong Carl alene
staar med friske Grene;
 høi og fager
 frem han rager;
Kronen frisk og mørk.

 Tiden gnaver,
 Gubben raver
tidt før otti Aar.
Stærken Stamme fulner,
Løvets Friskhed gulner;
 ned i Taver
 Mosen laver
med sit hvide Haar.

SIDE: 144

 Haard er Barken
 nok paa Knarken,
knuldret, bruun og ru;
men en frisk en liden
Kvist gror ud ved Siden:
 i de faste
 gamle Knaste
er der Saft endnu.

 Nordmandsbarmen
 holder Varmen
længe længe kvar.
Gamle Gubber hvide
i sin venstre Side
 endnu kjende,
 det kan brænde
i det Blod de har.

 Mange Vintre
 kan nok splintre
Manddoms høie Top;
men de gamle Gubber
leve fort som Stubber,
 fra hvis Sidste
 friske Kviste
endnu skyde op.

 Ak, med Gammen
 Allesammen
sidste Draabe Blod
vilde fluxen byde
for Kong Carl at flyde,
 hvis den blege
 Draabe kvæge
kan hans Hjerterod.

 Spar den, Gamle!
 Mens I ramle
En for En i Støv,
staar Kong Carl alene,
høi, med friske Grene,
 stolt og mægtig,
 som en prægtig
Gran, med evigt Løv.

 Grene, spreder
 friske eder
over vide Nord!
Livsensstyrke flamme
i den stolte Stamme!
 Dyb og sikker
 Roden stikker
i vor Fædrejord.

 Engang Konning
 Halfdans Dronning
drømte om et Træ,
som mod Skyen frodigt
skjød sin Krone modigt.
 Norden skulde
 i dens fulde
Skygge finde Læ [fotnotemerke] .

 Gud vil lønne
 alle skjønne
Drømme med at skee.
Ja, paa Ragnhilds Drømme
vi vort Bæger tømme! -- 
 Kongen leve!
 Høit sig hæve -- 
høit det stolte Træ!

Fotnote: Snorre. Halfdan hin Svartes Saga.

SIDE: 145

ASYLBØRNENES SANG

Mel. En Sømand med et modigt Bryst.

O Fattigdom, midt i din Trang
 du har en Rigdomsdynge:
Du ei misunder Nogens Rang,
ja Kongen selv du kan en Sang
 af fulden Hjerte synge.

Ja Kongen selv, just Ham, just Ham
 det var vel værd at kvæde.
En Løve i sin Seiers Bram,
 har han et Hjerte som et Lam,
 og kun i Godt sin Glæde.

O, hvis at skabe om os Smaa
 det maatte Gud behage
flux til en Sværm af Spurve graa,
da fløi vi op og dalte paa
 Kong Carls Palladses Tage.

Da aabned Han sit Vindu vist,
 og med sin Haand, den milde,
Han strøed Smuler her og hist:
De arme Spurve Livsensfrist
 den gode Konge vilde.

Men vidste gamle Kongen om,
 at Børn de Spurve vare,
da glemte han sit Kongedom,
og raabte: "Til mit Hjerte kom,
 du arme Børneskare!"

SIDE: 146

Thi synge Vi af al vor Magt
Hans Priis saa godt vi lærte,
som om det skeet var, som sagt,
at Vi, vi Smaa, Vi havde lagt
saa nær hans ædle Hjerte.

NORGES SMAA TIL KONG CARL JOHAN

PAA HANS OTTIAARIGE FØDSELSDAG, DEN 26DE JANUAR 1844.

Mel. En Sømand med et modigt Bryst.

Fjernt sidder Kongen paa sit Slot,
 herfra vel hundred Mile.
Vi Stakler her vi ønske blot,
vi kunde til den elskte Drot
 igjennem Luften ile.

Naar flyvende Han komme saae
 de Børneaasyn mange,
da tænkte han maaskee som saa:
mon komme Engle fra det Blaa
 min Sjel for Gud at fange?

Ak Engle Vi, som græde kan,
 men ei fra Stedet komme?
Den arme Spurv er bedre han.
Vi spile vore Fingres Spand;
 de blive fjedertomme.

Men i den Vinterluft saa klar
 af fulden Bryst vi synge.
Hvad om en Sky til Kongen bar
hver Tone, som vi sjunget har
 her i vor Børneklynge?

SIDE: 147

Hvad om den dryssede dem ned
 paa ham som Regn af Perler,
der brast og ham besprængte med
en Dugg af Uskylds Salighed!
 Da tabte Spurv og Erler.

Men Engle, Himmeriges Smaa,
 som vi er Jorderiges,
Hans Sjel vil engang fangen faae,
naar, i Triumf bortført, det Blaa
 skal af Kong Carl bestiges.

Til da vi Norges Børn Ham til
 vor gamle Moders Hjerte
fastholde i Forening vil.
At elske ham med fyrig Ild
 af Far og Mor vi lærte.

SCENE PAA CHRISTIANIA THEATER

PAA HS. MAJ. KONGENS OTTIAARIGE FØDSELSDAG,
26 JANUAR 1844.

Personerne:

HAGBARTH, juridisk Student.

EN MODER

MARIE, hendes Datter.

STUDENTER

(Scenen forestiller Hagbarths Værelse. Over Bogreolen et Par korshængte Sabler. Kongens Büste paa
en Piedestal. Et Laurbærtræ og to blomstrende Rosentræer paa et Sidebord.)

Hagbarth
 
(flyttende de sidste Bøger væk idet Teppet gaar op).

 -- -- Se saa! Nu bort med Schweigaard og med Stang
 med Tingsret, Huusret og det hele Væsen,
 som kanskee gjør en lærd Jurist ved Læsen,
 men høist uduelig til Digt og Sang!

SIDE: 148

Dog har idag min Pen for første Gang,
skjøndt ellers kun til tørre Gloser skaaren,
mig gjennem Poesiens Skyer baaren,
og Digter blev jeg ved mit Hjertes Trang.

(Banker paa Sidedøren.)

 Madam? 
(Maria kommer ud.)

 Ah, Jomfru, De?

Maria

 Nu, Herr Student?

Hagbarth

Jeg har et Ønske . .

Maria

 Saa vær det bekjendt!

Hagbarth

Her kommer nogle Venner . .

Maria

 Intet Andet?
Velan, jeg sikkrer for, at kogt er Vandet,
og Lys i Overflod skal være tændt.

Hagbarth

Tak! Tak!

Maria

 Aa, ingen Aarsag! langtifra!
Det er jo Kongens Fødselsdag, den Godes;
og kan, Hr. Fætter, det Dem undre da,
om saadant Ønske, halvqvædt kun, forstodes?

Hagbarth
 
(rækkende hende Haand.)

Maria! -- 

SIDE: 149

Maria

 
Hagbarth!

Hagbarth

 O, Maria, ret!
Gid altid Du forstod hvad halvt er kvædt!
 
(gaar raskt ud.)

Maria
 
(Seende efter ham.)

Aha! -- Men nu er ikke Tid at grunde
paa Sagn af flygtige Minutters Munde.

(Raabende ind ad Sidedøren.)

Kom, Moer! kom nu, og lad os ordne lidt,
skjøndt første Gang hos Hagbarth jeg opdager,
at Bøgerne er væk, og at hans Sager
er nogenlunde komne Hvert til Sit.

Moderen
 
(En borgerlig klædt Kone er kommen ind under
 sidste Replik.)

Først Kongens Büste!

(Stiller den frem)

Maria

 Ja! Og staa den skal
paa gamle Snorre som Piedestal.

(Lægger en Snorre Sturleson under.)

Moderen
 
(Forandrende det.)

Nei, opslaaet bør den ligge: der just aaben,
hvor det i Hakon Gamles Saga staar,
at han helbredte Borgerkrigens Saar
og knuste Brødres blodbesprængte Vaaben.

Maria

Mon Hagbarths Faders Sabler -- de derhenne -- 
korslagte ikke skulde pryde smukt?

SIDE: 150

Moderen

Nei nei, mit Barn; de brugtes jo i denne
Fostbroderkrig, som Kongen selv har slukt.

Maria
 
(Gjørende til hver Strofe, som hun siger.)

Saa vil en Green jeg af min Laure bryde
og dermed Kongens ædle Tinding pryde,
og mine Roser, just i fulden Flor,
jeg om hans Hjerte i Guirlander snoer,
og mellem alle disse simple Smykker
et Kys jeg paa den Ædles Pande trykker.

 
(Under denne Replik ere Lysene omkring Bysten tændte
 af Moderen. Hagbarth og hans Venner træde ind
 rangerende sig perspektivisk paa begge Sider af den.)

Moderen og Maria

(Til de Indtrædende.)
Velkommen!

En af Studenterne

 Ah, hvor smukt!

Hagbarth

 O Tak, Veninder!

En Anden af Studenterne

Idyllisk Digt er denne Rosengreen,
som blomstrende om Kongens Bryst sig vinder.

En Tredie af Studenterne

Og første Strofe jeg af Epopeen
til Heltens Priis i denne Laure finder.

Hagbarth

Mit Digt er mat mod disse Tanker i
Marias Blomsters tause Poesi.

SIDE: 151

Maria

Et Digt?

Hagbarth

 Maria, ja! og Du bedømme
om jeg kan elske eller kun berømme.

Hagbarth
 
(Trædende frem.)

 
Kunde jeg, som Solen letter
 høit sig over viden Land
 og med første Straale sætter
 Alpers Tinder først ibrand
 i en Krands om dunkle Sletter . .
 kunde jeg nedblikke over
 Folkets tusind Issers Vover,
 vilde Blikket først nedglide
 paa de gamle Gubbers hvide.

 
Mændene paa femti Aar,
 hyllede i Dunkelheden
 af de friske mørke Haar,
 vilde jeg ei se derneden.
 Synet heller ikke trængte
 først ifra sin Høide ned
 til de Mænd paa Sexti, med
 sine Lokker graatbesprængte.
 Gubber selv paa Sytti vilde
 ei mit Bliks Beundring hilde;
 men, som Tinderne, hvem Solen
 skinner paa fra Midnatspolen,
 vilde hine hvide, faa
 Ottiaarige fremrage
 og mit frie Øje paa
 sin Ærværdighed hendrage.

SIDE: 152

 O idag, I Norges hvide
 Gubber! o idag, idag,
 jer Triumfdags Timer glide
 henad Himlens Stjernetag.
 Hver en Gubbe, sølverhaarig,
 som i Aar er ottiaarig,
 siger smilende idag,
 glattende de hvide Haar:
 "Børn! se Jeg er Kongens Jevning!"
 og med fyrig Stolthed slaar
 Blodets svage svale Levning
 endnu nogle raske Slag.

 
O hvad Scene!
 O hvad herligt Syn at se:
 Folket bedende paaknæ,
 saaat Carl Johan alene
 kneisende som Konning staar
 mellem dem paa otti Aar!

O, hvi fyldes mit Øje med Taarer ved dette Syn: den otti-
aarige Konge mellem Folkets Ottiaarige? kun de hvide Isser
over Folkets knælende Mængde? Er det ikke skjønnere, end
om de stode der om ham som ung Prinds, med Vaabnene ud-
strakte, som Birkebenerne om Hakon? . . . Hakon! O liflige
Ord, kling igjen! Thi tre Hakoner have velsignet Norge, og
Gud har ladet Hakon den Gamle, som forligede de blodige
Bagler og Birkebener, komme forherliget igjen i Carl, i Carl
Johan, som forligede de to blodige Sønner af samme Moder:
Bagger og Svear.

 
Derfor Bønner op fra Norden
 stige tættere idag
 end fra Skyens tætte Lag
 Sneen daler over Jorden.
 De i Herrens Skjød (høilovet!)

SIDE: 153

 falde og sig sammensamle,
 og Han vil dem sende ned
 over Carl Johans det gamle,
 laurbærkrandste, elskte Hoved
 som Velsignelser og Fred.

O, ere Folkets Velsignelser hans Livs søde Næring? Eller
ligge hans Livs Rødder i hans egen Sjels Menneskekjærligheds
Varme, saa de ere evig unge? . . . . Tilhest! Den gamle Konge
er tilhest! Nu knæler hiin Kreds af Folkets Ottiaarige og dets
Mænd reise sig . . Det røde Banner flagrer om ham . . Løven
flammer . . Afsted! Hil! Hil! Normannakonning, Hil! . .

 
Haanden hviler fast paa Sværdet,
 Øjet over Folkefærdet.
 Kongen speider. Han opdaget
 Nøden har, som tyst har klaget,
 men som nu i Hyttens Dør
 smiler ved hans Syn som før.
 -- Ædelhjerte, har Du fundet
 endelig din sidste Fiende?
 ham, som Du imøde stunded,
 ham tilsidst at overvinde?
 Kongens Øje funkler saa,
 sig i Rødme Kinden bader,
 Haanden Sværdets Tag forlader,
 arme Nød dens Hjælp at naa!

O, Folk! Guds Miskundhed er skeet med dig og din Konge:
at dine Ældste endnu besidde ham, som de i sin Ungdom elskede.
O Konning, om Du drog dit Sværd, skulde ikke det Mirakel
ogsaa ske, at det udsprang i Blomster? Laurbæret grønnes jo
om dets Hefte? O Konning, trin ind i Hytten! Den vil være
strøet med Skovens Eviggrønt af dens fattige Ejer, og den otti-
aarige Bedstefader vil reise sig og sige: "min Konge, hvil her!
Velsign mig! Jeg gaar foran herfra."

SIDE: 154

Chor [fotnotemerke] 

(Mel. For Norge, Kjæmpers Fødeland.)

Ja Gud velsigne Carl Johan,
 den gode gamle Herre!
Gud signe gamle Norges Land!
 Det vil ham ei undvære.
 Her er ham Hjerterne saa tro,
 her kan han trygt i Hytten bo,
 som midt i Carleborgens Ro,
 den gode gamle Herre.

Ak, naar til Himlens Stjerneborg
 den gamle Helt vil flytte,
da blier i viden Norrig Sorg
 i hvert et Huus og Hytte.
 Han elsket er paa gammel Viis;
 det blier et Allemands-Forliis,
 naar gamle Carl med Paradiis
 sin Kongestol vil bytte.

Da Norrige i Marmor hvid
 sin elskte Drot vil skjære.
Gestalten af en Haraldid
 skal højen Sokkel bære.
 Paa Panden hviler Aand og Iid,
 om Munden leger Ømhed blid,
 i Sekler stimler Folket did,
 hans elskte Træk at lære.

Ja signe Gud vor Carl Johan,
 den gode gamle Herre!
Han strøet har om Norges Land
 Glands af sin Sejerære.

Fotnote: 4de Vers blot fiirstemmigt.

SIDE: 155

 Og fra hans rige Hjerte flød
 der Lindring i den Armes Skjød.
 Han skar den Arme mangt et Brød,
 den gode gamle Herre.

Thi dale let, som Sneens Duun
 ved klaren Himmel falder,
hver Time mild og blid og luun
 ned paa hans Hoveds Alder!
 Til Oscars Hjerte trykket tæt
 den blide Engel finde det,
 som søger Carl, naar Guds Basun
 til Himmelen ham kalder!

OPSANG

FOR NANTESFAREREN "KOMMERCERAAD CLAUSON"
AF FREDERIKSHALD

Det lufter mildt fra Bølgen blaa.
 
Singsallijo!

Kommerceraad! Parykken paa!
 
Singsallijo!
Hurra! Hurra! for -- Singsallijo!

Kommerceraadens Pragt-Toupée
et Topseil er, saa hvidt som Sne.

Og naar han la'er det gaa i Top,
da vil han lette paa sin Krop.

Da vil han ud i Verden lidt.
Og Lysten kommer meget tidt.

Den kommer flux det lufter mildt.
Da synes ham, han nok har hvilt.

SIDE: 156

Den kommer naar i Vaarens Luft
han mærker Anemonens Duft.

Da tænker han paa fleur d'orange,
forlængst udsprungen i la France.

Og flux han pudser sin Toupée:
sit Topseil, hvidt som frisken Snee.

Kommerceraaden -- se paa ham!
Han reiser op sin Hanekam.

Og flytter rask sin Vandringsstav:
sin Mast henover vilden Hav.

Kommerceraaden gaar afsted.
Og vi, garçons, vi følge med.

Den Gamle gaar afsted saa glad
som fransk Marqvis paa Promenad'.

Som om det Hav han vandrer paa
en Eng var af Violer blaa.

Og røden Flag paa Forretop
Han bærer som en Rosenknop.

Ja som den første sprungne ud,
en Elsker skjænke vil sin Brud.

I Flagget stolten Frankrig seer,
at Roser gro i Nord som der.

Ja Friheds Rose flammerød.
Den groer i Norges Klippers Skjød.

Den groer i Ly af Fredrikssteen.
En Hellebarde er dens Green.

SIDE: 157

Hvor herligt, naar den paa Loire
med Trikoloren gjør et Par!

Da jubler Norsk og Fransk i Hob.
Afsted da, Gutter! Sexten Knob!

Op Flodens Dræbtes Skygger staa,
og raabe: "vivent les deux drapeaux!"

Ja Skyggerne fra Nitti Tre
de raabe "vive la liberté!"

Det er som Synet af de To
dem fyldte op med Marv og Blod.

Det stolte Syn igjen at see
er vor Kommerceraads Idee.

Og derfor hver Guds skabte Vaar
til frie Frankerig han gaar.

Da banker Hjertet i hans Boug,
og Strenge blive hvert et Toug.

Og gjennem dem til Vindens Blæs
der toner en Marseillaise'.

Og alt som Vinden farer hen,
saa klinger en Parisienne'.

Men "Norge, Kjæmpers Fødeland"
 
Singsallijo!

gaar fraadebrusende foran.
 
Singsallijo!
Hurra! Hurra! for -- Singsallijo!

SIDE: 158

EFTERSPIL TIL FJELDEVENTYRET

OPFØRT OM VAAREN 1844 PAA DET DRAM. THEATER I CHRISTIANIA

Personerne:

ØSTMOE senior.

ØSTMOE junior.

FlNBERG

HANSEN

Studenter.

SORENSKRIVEREN

FLERE STUDENTER

(Paa Scenen tilvenstre sees Indgangsporten til Hotel de Scandinavie i Christiania med Indskrivt
over. Scenen belyses kummerligt af en Gadelygte. Porten er lukket men forsynet med Klokkestreng.
Baggrunden dunkel Gade, hvorfra kommer Arm i Arm behørigen vinterreiseklædte forhenværende
Lensmand Østmoe og Mons, paa hvis Hat en Guldtresse antyder, at han nu har Ombudet.) -- 

Mons

 -- -- Fanden reise til Byen til Marken for at more sig paa
Komedi, naar man skal se sig sjøl, Farbror!

Gamle Østmoe

 Uf, Mons! det er vel det Styggeste En kan see. Men . . . . .
 
(hyter)

Mons

 Og slig, som dem grein og gloede paa os!

Gamle Østmoe

 Ti stille Mons. Jeg er i sligt Homør, at jeg kunde æde mig
selv med Finmut og Alt fra Top til Taa. 
(hytende).
 Men den Bjerre-
gaard og den Thrane! dem har været ihop om Spillet . . . .

Mons

 Jagu har dem været ihop om det; jeg saa dem paa Komedien.
Og saa hviskede og tiskede dem: "se! se! der er bestemt gamle
Lensmand Østmoe."

Gml. Østmoe

 Hørte jeg det ikke nok? Og da jeg saa snuede mig om,
nikkede dem til mig og sagde: "velkommen til Byen Hr. Lens-
mand." Men jeg skulde velkomme dem, havde jeg dem paa
Østmoe Mons.

SIDE: 159

Mons

 Det fik da bli mig, som pro tempora er Lensmand. Og det
vidste dem nu, for dem pegte paa min nye Uniform og sagde:
"gratulerer med ombudet, Hr. Lensmand."

Gml. Østmoe

 Lad os bare komme i Qvarteret Mons, og faae os en doktor,
saa kjøbe vi imorgen tidlig ind Stadsen til dit og Ragnhilds
Bryllup, og fare saa af denne fordømte By. Den er ikke som
i gamle Dage. Da var en Lensmand anderledes extimeret. Men
hvor Fanden bliver Jenta af? 
(Kimer paa Klokken).

Mons

 Hun har vel nok med at varte disse Studenterne op, som
satte sig til at holde Kommers paa N. 12, da vi gik paa
Komedien. -- 

Gml. Østmoe

 Nævn ikke dem mere Mons. Det suser i Hovedet mit bare
jeg tænker derpaa. 
(Kimer paa Klokken. Finberg og Hansen aabner et Vindu ved Porten).

Finberg

 Hei da! hvem holder sligt Spektakel paa Porten.

Gml. Østmoe

 Lensmand Østmoe senior og junior fra Landet. Boe paa N. 11.

Finberg og Hansen

 
(Paa eengang med munter Forundring)

Ei vore gode Venner fra Landet! Strax, Strax skal de komme
ind 
(forlade Vinduet).
 -- 

Mons

 Jagu! holder dem paa endnu. Men gid Fanden tog dem. Jeg
kjender nok Fuglene Farbror, og hugser dem siden sidst.

 
(Finberg og Hansen kommer ud. Et stærkt Lys strømmer ud af Porten.)

SIDE: 160

Finberg og Hansen

 
(tagende dem i Haanden)

Velkommen til Byen Hr. Lensmand! Velkommen Hr. Mons.

Hansen

 Ei ei! gratulere med Ombudet Hr. Mons. Det gik jo som
Fod i Hose som Sorenskriveren har fortalt os.
 
(Mons gjør bittersøde Miner.)

Finberg

 Tak for sidst Hr. Lensmand; det var et Forlovelsesgilde, som
sagde sex. Og fra Albek kan jeg hilse. Han og Marie leve
i bedste Velgaaende. Vi besøgte dem i Julen, og fulgtes nu ind
med Sorenskriveren, som ogsaa bor her paa No. 10 og i Aften
er vor Gjæst.

Hansen

 Som jeg tænker vore Venner her ogsaa ville blive.

Finberg

 Naturligviis Hr. Lensmand. Baade de og Hr. Mons. Der
kommer Sorenskriveren selv for at hente os.

 
(Sorenskriveren og de Studenter, som er Finbergs og Hansens
 Gjæster komme ud.)

Sorenskriveren

 Hvad seer jeg? Tak for sidst, Svoger! Nu hvorledes fornøie
de dem i Byen? Markensgang kan jeg troe.

Gml. Østmoe

 Daarligt Hr. Sorenskriver, daarligt. Jeg har aldrig gjort slig
Markenstour. De skulde bare vide, hvad der er hendet os i
Aften. Men, men, men saasandt jeg er Lensmand Østmoe.

Sorenskriveren

 Nu da?

SIDE: 161

Gml. Østmoe

 Det er saa skammeligt Hr. Sorenskriver, at jeg ikke kan faae
Mæle for mig, saa flau er jeg.

Mons

 End jeg da.

Gml. Østmoe

Fortæl du da Mons.

Mons

 Ja jeg skal sige Hr. Sorenskriveren -- vi have seet os sjøl
paa Komedien iaften. Lyslevende, saa det gjerne kunde betyde
noget Stygt. -- 

Finberg

 Aha i Fjeldeventyret? -- 

Gml. Østmoe

 Just netop skulde jeg tro. Er det ikke til at blive gal over.
Og jeg kan godt mindes at baade han Bjerregaard og Thrane,
som har været ihop om det, har været paa Østmoe.

Finberg og Hansen

 Berolige dem Lensmand. I Fjeldeventyret ere jo vi med for
en Dag.

Mons

 Aa jo vi saae det nok. Akkurat som det gik til paa Knetteberg-
sæteren.

Finberg

 Og paa Østmoe Hr. Mons.

Gml. Østmoe

 Jeg holdt ikke længer ud end til tredie Akt var forbi.
Saa tænkte jeg, det kunde være nok Harcellas for een Aften,
og saa gik vi. Men saasandt . . . .!

SIDE: 162

Sorenskriveren

 Ei Lensmand! Var de bleven længere vilde de have seet
mig med -- -- 

Gml. Østmoe 
(forbauset).

 Hr. Sorenskriveren! Naa det maa jeg sige!

Sorenskriveren

 Ja alle vi som havde Del i den Historie oppe i Bygden hos
Jer ifjor Sommer, have maattet frem paa Scenen.

Gml. Østmoe

 Naa! den Bjerregaard, det maa da være en topmaalt En.
Hr. Sorenskriveren selv.

Sorenskriveren

 Ja, hvad har I saa at klage Hr. Lensmand?

Gml. Østmoe

 Nei da. Gu'bevars!

Mons

 Saa kan nok vi med taale at blive harcellerte.

Finberg

 Og saa tænker jeg vi gaae ind og heller drikke Digterens og
Komponistens Skaal der have vidst at faae noget saa smukt ud
af vort lille Fjeldeventyr.

Studenterne 
(omringende Lensmændene):

 Ja kom! kom!

SIDE: 163

SANG

(Mel. af Fjeldeventyret.)

Finberg

Ja kom og klink og drik Bjerregaards Skaal!
 Og tøm saa en for Waldemar Thrane!
 Isammen nu ad Stjernernes Bane
de ile imod Aandernes Maal.
 Dog glemme de ei Pletten, hvor
 de Geister ifra Støvet sprunge,
 lyttende i Serafimers Chor
 til Modersmaalets søde Tunge.

(Chor de 4 sidste Linier).

Hansen

O hvis min Ahnelse feil ei slaaer,
 iaften er de Tvende tilstede.
 Jeg skimter Bjerregaard histnede,
og paa sin Skammel Waldemar staaer.
 I deres Aasyn straaler Fryd:
 de see at Folket ei kan glemme
 Modersmaalets den søde Lyd
 men tryllebindes af dets Stemme.

(Chor de 4 sidste Linier).

Finberg

Og begge Aander har digtet deri;
 ja Bjerregaard og Waldemar Thrane
 har mægtet Folkets Geist at mane
i Toneklang og i Poesi.
 O søde Modersmaals Musik,
 som vi i deres Digtning høre!
 Som for den Tørstige liflig Drik,
 du var jo for vort norske Øre.

(Chor de 4 sidste Linier).

SIDE: 164

Hansen

Thi byde vi Digternes Aander et Ly
 i Folkets Hjerte, om de nedstige
 engang iblandt fra Himmerige,
at høre deres Digtning paany.
 I Folkets Bryst der boer den Klang,
 som gjennem Eventyret strømmer.
 Folket ved Fjeldpigens søde Sang
 i sine Dales Skjød sig drømmer.

(Chor de 4 sidste Linier).

Tutti

Ja kom og klink og drik Bjerregaards Skaal!
 Og tøm saa en for Waldemar Thrane!
 Isammen nu ad Stjernernes Bane
de ile imod Aandernes Maal.
 Dog glemme de ei Pletten, hvor
 de Geister først fra Støvet sprunge,
 lyttende i Serafimers Chor
 til Modersmaalets søde Tunge.

(Alle gaae ind i Hotellet. Lensmændene føres først).

KONGEN LIDER!

O, at der i al min Graad,
Konge! var et Helsensraad
 for din svare Smerte!
At der var en Helsebod
i den varme Strøm af Blod
 i mit friske Hjerte!

Som en Reen og vilden Elg
over hver en Frastands Svælg
 vilde jeg da springe;
sank, bedækket af min Sved,
for min Konges Leje ned,
 Frelse Ham at bringe.

SIDE: 165

Og jeg badede Hans Fod
i det varme friske Blod
 af mit eget Hjerte,
og i sidste Graad, som flød,
svalte jeg med Balsam sød
 Kongens svare Smerte.

O, med Døden kjæmped jeg: -- 
Som en Slange skal den ei
 paa en Helt sig liste.
Jeg den frelsende Sekund,
i en Søvn saa sød og sund
 skulde fra den vriste.

Og naar Kongen vaagned saa,
liig en Ørn fjernt i det Blaa
 Dødens Skygge svævte.
Men ved Foden af hans Seng
klang det som om brast en Streng
 naar den højest bævte.

O, Kong Carl, det Liig, man nu
midt i Glædens Hast og Hu
 af din Hal mon bære,
har en Normands Hjerte gjemt,
hvori klang en Harpe stemt
 til hans Konges Ære.

HAAB PAA HERREN!

(EFTER DET SVENSKE)

Høit blandt Saarijänis Moer boe'de
Bonden Pavo paa et frostigt Nyland,
dyrkende dets Jord med travle Hænder;
men af Herren ventede han Væxten.

SIDE: 166

Og han boe'de der med Barn og Mage,
aad i Ansigts Sved sit Brød med disse,
graved' Diger, pløiede og saae'de.
Vaaren kom og Sneen randt af Teigen,
og med den flød Halvten bort af Sæden;
Somren kom og frem brød Hagelskuren,
og den nedslog Axene af Straaet;
Høsten kom og Kulden borttog Resten.
Pavos Hustru sled sit Haar og sagde:
"Pavo, Pavo! du er født til Uheld!
"Tag din Stav, din Gud har nu forladt os.
"Tungt at tigge, men at sulte værre."
Pavo tog sin Hustrus Haand og sagde:
"Herren prøver blot; han ei forskyder.
"Bland du halve Delen Bark i Brødet,
"jeg skal grave dobbelt flere Diger;
"men af Herren vil jeg vente Væxten."
Hustruen lagde halvten Bark i Brødet,
Gubben graved dobbelt flere Diger,
solgte Smaafæ, kjøbte Rug og saae'de.
Vaaren kom og Sneen randt af Teigen,
men med den flød meget bort af Sæden.
Somren kom, og frem brød Hagelskuren,
og af den hvertandet Ax laa knækket.
Høsten kom og Kulden bortsved Resten.
Pavos Mage slog sit Bryst, og sagde:
"Pavo, Pavo! du er født til Uheld.
"Lad os dø, thi Gud har nu forskudt os!
"Tung er Døden, men at leve tyngre."
Pavo tog sin Hustrus Haand og sagde:
"Herren prøver blot; han ei forskyder.
"Bland du dobbelt Deel af Bark i Brødet;
"Jeg vil grave endnu større Diger,
"men af Herren vil jeg vente Væxten."
Hustru'n lagde dobbelt Bark i Brødet,
Gubben grov en Gang saa store Diger,
solgte Koen, kjøbte Rug og saae'de.
Vaaren kom, og Sneen randt af Teigen,

SIDE: 167

men med den flød Intet bort af Sæden;
Somren kom, og frem brød Hagelskuren,
men den knækked ei et Straa af Rugen;
Høsten kom og Kulden langt fra Agren
lod den staae i Guld, og vente Sigden.
Da faldt Pavo paa sit Knæ og sagde:
"Herren prøver blot; han ei forskyder."
Og hans Mage faldt paa Knæ og sagde:
"Herren prøver blot; han ei forskyder."
Men med Glæde sagde hun til Gubben:
"Pavo, Pavo! tag med Fryd til Sigden!
"Nu er Tid at leve glade Dage!
"Nu er Tid at holde op med Barken,
"og at bage Brød af Rug alene." -- 
Pavo tog sin Hustrus Haand og sagde:
"Kvinde, Kvinde! Den kun Herren prøver,
"som en fattig Næste ei forskyder.
Bland du kun fremdeles Bark i Brødet,
thi bortfrossen ligger Grandens Ager." -- 

CARL JOHANS DØD

KANTATE

Stille! Kongen fantaserer . .
 Stille! Stille!
Stille, Hellebardierer,
som i Forgemakket spanke!
Mine Herrer Officerer,
stille! Lad ei Hjertet banke!
Kongens blege Læber spille;
 Perler liig af brustne Snor,
 som hentrille
 hvor de ville,
 sværme vildsomt nu Hans Ord;
 og Hans Tanker,
liig de fine Alfespind

SIDE: 168

drivende for Morgnens Vind,
mellem Jord og Himmel vanke.
 Han i Paradiis sig troer
 allerede,
 skjøndt Hans Geist i Feberhede
 flaggrer kun derudenfor.

Stille! Stille! Lad os lytte!
 Hvilke Syner
maae sig skyggehurtigt flytte
 indenfor det brustne Øie,
bag hvis Dunkle Hans Erindren
netop nu med Stjernens Tindren
friskest over Alting lyner!
 O Han smiler! . Mon Han seer
 Bearns Høie
 sig at bøie
 for de stolte Pyrenæ'r?
 Mon Han skuer
Fædrehuset, som det stod,
da som Dreng Han det forlod?
paa dets Gavl de samme Duer?
samme Ranke ved dets Dør?
 Vist Han dvæler
der derhjemme? Vist Hans Sjel er
 Barn igjen idet Han døer?

Stille! Stille! Lad os lytte!
 Hvilke Syner
maae sig skyggehurtigt flytte
 indenfor det brustne Øie!
 -- over Marken spredte Fløie . .
Bernadotte foran lyner . .
Rundtomkring de fjerne Høie
 Himmelen i Flamme staaer . .
 Ovenover
 Røgens Vover

SIDE: 169

 Trikoloren sig udslaaer . .
 Fremad, Brave!
Fremad! En avant, Français! . .
 -- O! Han andre Syn maa see
for saa blidt et Smiil at have:
 Børn i Himlens Port maae lee
 Ham imøde;
 Rosenkvast af Morgenrøde
 sin Velgjører bringe de.

O hvad Under, om Hans Tanke
 maa forvildes
naar i slig en Sværm Han hildes?
naar Hans Øre ganske døves
af de Hjerter, som i Himlen
Carl Johan imødebanke?
O hvad Under, om i Vrimlen
 Tanke, Syn og Sands forgaaer?
 om de mange
 Takkesange
 pludseligt Hans Øre slaaer?
 om de Arme,
Han har varmet, klædt og født,
Ham, de endelig har mødt,
jublende imødelarme?
 om den Graad, Han stillet har,
 Ham forblinder,
 glimrende paa Engles Kinder
 endnu mere reen og klar?

Stille! Kongen troer sig hisset . .
 Stille, Alle!
Stille! Alt til Paradiset
drømmer Carl Johan sig baaren . .
Stille! Stille! Lad ei Taaren
fuld og tung til Jorden falde!
Den Ham kan tilbagekalde
 fra de Syner, som Han har.

SIDE: 170

 Se! Han smiler,
 som om spiler
 alt Han ud sit Vingepar.
 . . Tys! Han stræber
at fortælle hvad Han seer.
Tys! Hans Sjel er endnu her:
Oscars Navn er paa hans Læber;
 det er Ham, Han tænker paa,
 Ham, som knæler,
 Ham, hvis Mæle Smerten kvæler,
 Oscar, Han, som hulker saa . !

Stille! Kongen løfter sagte
 sine Arme,
fromt ikors paa Brystet lagte . .
Faderen sin Søn vil favne,
Ham, sin Eneste, med Varme.
Ak! de zittrende ei magte
dalende sin Kraft de savne,
 og det Favntag, som Han vil,
 i sin Dignen
 en Velsignen
 omforvandles langsomt til.
 Haanden finder
famlende sit Hvilested,
dalt paa Oscars Hoved ned.
Paradisets Glands, som blinder
 Kongens brustne Øje alt,
 Livets Minder,
 Jord og Himmel, Alt forsvinder,
 da Hans Blik paa Oscar faldt.

Stille! Tydeligt, men sagte,
 som naar linde
susende Skjærsommervinde
henad Græssets Toppe jagte
og i Æolsklang bortføres,
"Oscar!" fra Hans Læber høres . .

SIDE: 171

Een Gang høres det: de magte
 blege zittrende ei meer;
 og fra blegen
 Læbe vegen
 Kongens Sjel i Navnet er.
 Thi en herlig
Engel i den samme Stund
lyttede ved Kongens Mund
saa nysgjerrig og saa kjærlig,
 og da Navnet "Oscar" lød,
 Han henrykket
 fyrigt Kys paa Læben trykked.
. . Engel! det blev Kongens Død!


DET NORSKE FOLKS SORG OVER
KONG CARL JOHAN OG DETS HYLDEST TIL
KONG OSCAR

(Mel. For Norge, Kjæmpers Fødeland).

Hvi græde hist i Kongens Hal
 saa haardt de unge Prindse?
Hvi mørknes saa i Norges Dal
 fast Sneen nu mon glindse?
Hvad Sorgens Bud er det som lød?
som frem i mørke Skyer flød?
Ak! Carl Johan forvist er død?
 thi Alles Øine glindse.

Ja Carl Johan forvist er død!
 Vor Angest sandt har spaaet.
Saa var det som det Budskab lød,
 der Norrige har naaet.

SIDE: 172

Thi er det Folket sørger saa;
thi er det tungt dets Hjerter slaae;
thi er det alle Klokker gaae.
 Vor Angest sandt har spaaet.

Nu vender sig den Bonde graa
 alt mod sin Hyttes Vægge.
Han Taarer har, men ikkun faa:
 de maa hans Ord belægge.
Nu triller de, han har, ham ned
paa Bringen -- o saa fuld og heed!
Du vidste, Carl Johan, du veed
 du var hans Kjeledægge.

Thi er der Sorg i Norges Land,
 saa svar som det ei fristed;
thi Døden har dets Carl Johan
 ifra dets Hjerte vristet.
Til Himmelen Han stegen er;
som Fyrste mellem Engle der
dog ned han til sit Norge seer.
 Det har ham ikke mistet.

I Oscars Bryst, i Kongens, slaaer
 Hans Faders ædle Hjerte,
og paa Hans klare Pande staaer
 hvad Ham Hans Fader lærte.
Alt i sit første Kongeord
Han æret har vor Fædrejord.
Det dulmer mildt, skjøndt dyb og stor,
 for Carl Johan vor Smerte.

En herlig Arv Han tager ved,
 vel bedre end hans Kroner:
en øm og trofast Kjærlighed
 af begge to Nationer.

SIDE: 173

Den er Hans dyreste Klenod,
den er jo alt vort Hjerteblod,
hvert Nordens Sværd, hver Bile god,
 som funkler om Hans Throner.

Den er en Odel for Hans Slægt;
 thi, Oscar, Du den eier.
I den er himmelsk Varetægt
 og skjønnest jordisk Sejer.
For dig, o Konning Oscar, vil
Forjettelser den lægge til
de hyldende Nationers Hil,
 hvis Kjærlighed du ejer.

I BARNEKAMMERET VED CARL JOHANS DØD

Barnet

 Siig mig, kjære, søde Mo'r
hvorfor Fa'r er saa bedrøvet!
Jeg min Lexe jo har prøvet?
 og jeg kan perfekt hvert Ord.

Moderen

 Kongen er saa syg, saa syg.
O mit Barn, din Fader frygter
for de mørke Sorgens Rygter . . .
 Kongen er saa syg, saa syg.

Barnet

 O fortæl mig Alt, min Mo'r!
Ogsaa Du jo bort dig vender . .
der er Graad paa dine Hænder,
 og Du syer jo paa et Flor.

SIDE: 174

Moderen

 Barn, mit Barn! ja Han er død;
Carl Johan forladt har Støvet.
Derfor er din Fa'r bedrøvet
 og din Moders Taare flød.

Barnet

 O da vil jeg græde med!
Jeg har læst om Ham saa meget.
Carl Johan jeg selv har leget
 naar jeg paa min Ganger reed.

Moderen

 Seer du, Barn! hist bryder frem
Aftenstjernen som en Taare.
Bed! den skinner paa Hans Baare.
 O, nei smiil! den er Hans Hjem.

Barnet

 O, hvad Foraar vil vi faae!
Han vil bede Gud at sende
over Landet uden Ende
 klare Dage, himmelblaae.

Moderen

 Søde Barn, hvor smuk en Tro!
Alt Du seer Ham Vingen sprede.
Ja lad os for Landet bede
 med dets Skytsaand hist, vi To!

SIDE: 175


CLAUS FERDINAND TØNDER,

ARTILLERIKAPITAIN

Carl Johan ei venter længe
 paa de hvide
 Stjerne-Enge
før han faaer en Helt ved Side.

Brave, ærlige Claus Tønder!
 Skyggers Række
 Du begynder,
som med Carl vil didhen trække.

Og et Hjerte vist hos Ingen
 mere modigt
 slog i Bringen,
mere fyrigt, skjøndt koldblodigt.

Frederikssteen om Ham kan melde;
 Ham, den Kjække,
 Haldens Fjelde
ønske at de kunde dække.

Om ei Glemsel Alting rammer,
 Borgen minde
 maa i Flammer
brave Tønder paa dens Tinde.

O dengang Hans Øie brændte
 som hans Klinge,
 som den tændte
Lunte, Han i Haand mon svinge!

SIDE: 176

"Fagrest Yngling var han" -- kunde
 mange blide
 Kvindemunde
hviske om fra Gammeltide.

"Barns Gemyt i mandigt Hjerte" -- 
 saa bekræfter
 i sin Smerte
Hun, der sidder ene efter.

"Stolteste iblandt Soldater,"
 saa bevidne
 Kammerater,
de, hvis Haar forlængst alt hvidne. -- 

Se ham hist paa Batteriet
 ufortrøden!
 Ei fortiet
være Sandheden af Døden!

Livet fyldte i hans Bæger
 besken Drikke;
 Døden kvæger.
Ve, Troløse! gjør du ikke!

Død! o bedste Herrens Sendte!
 Ham, som blegned
 her, Du kjendte;
sanddru Du hans Billed tegned.

Du, først Du ham ret betænkte,
 Æresgaven
 Du ham skjænkte:
disse sidste Skud ved Graven!

SIDE: 177

PAA KONG CARL JOHANS BEGRAVELSESDAG


Mel. Det gamle Norges Løve skuer (Gøthaleion).

Forgjæves skal Kapel og Kiste
 sig lukke over Carl Johan;
thi Dødens Graadighed ei vriste
 Hans Træk ifra mit Hjerte kan.
Der luer end Hans kjække Øie
 i min Erindrings dybe Grund,
der skinner Panden end, den høie,
 og Smilet leger om Hans Mund.

Did ei Fortærelsen kan trænge.
 som slipper ind i Hans Kapel,
naar Døren hviner paa sin Gjænge
 til Sørgetoget sit Farvel.
Thi Kongens Træk i Hjertets Gjemme
 med Taarer har jeg balsamert,
og min Erindring ei kan glemme
 den ædle Skjønhed i ethvert.

Lad Landets Klokkeklang forstumme,
 mit Hjerte dog for Ham skal slaa
saalænge Blod dets Kamre rumme,
 saalænge mine Pulse gaa!
Lad Sorgen sine Klæder vende
 fra Sort til lysende Skarlag,
mit Hjerte vil dog ikke ende
 for Carl Johan sin Sørgedag.

Som Stjernens Gjenskin ei sig bryder
 i Duggen blot paa enkelt Straa,
men speilende fra Engen skyder
 sig tusinddobblet mod det Blaa,

SIDE: 178

saa vil i alle Norges Sjele,
 o Salige, Du see forklart
det Billed, jeg har maattet dele,
 men som jeg har saa tro bevart.

Dog vil min Kjærlighed jeg maale
 med Alles i det hele Land.
Deri jeg skinsyg ei vil taale
 i Norrige min Ligemand.
Det er min frie Ringheds Hæder,
 en Glæde i min Sørgefest,
en Blomst paa mine Sørgeklæder,
 at jeg har elsket Kongen mest.

INDSKRIFT OVER EN BRØND

Drik dig Helse, Vandringsmand!
Der er Kraft i Brøndens Vand,
Kraft for Manden, mens hos Kvinden
Roser springe frem paa Kinden.
Men hvis Jeg, Jeg Mand i Grotten,
Herre ganske under Huset,
faaer min Godhed slet forskyldt,
da skal Brønden blive fyldt,
og istykkerslaget Potten,
Bollen, Krukken eller Kruset.

Manden i Grotten.


MIN MODER

Skjøndt kun dunkelt, ved en Hvisken
som de fine Græsstraas Zisken

SIDE: 179

under Vindens Gjennemfart,
i en Drøm mig aabenbart:
er det mig ei meer en Gaade,
som mig Hovedbrud forvolder,
hvor min Moder sig opholder
efter Aandens fri Behag
siden hiin den Rædslers Dag,
 da vi miste
maatte selv det Allersidste
i den sorte krandste Kiste;
da vi saae med sortnet Blik
hvor den dybere alt gik;
med bedøvet Øre hørte
gjennem tunge Fald af Muld,
at vor arme Fars forgrædte
Smerte raabte paa Alette;
saae tilsidst med graadtilslørte
Graven voxe hurtig fuld,
at i Sandets løse Spil
Højen ligesom sig rørte
indtil den blev klappet til.

Siden da sit Paradiis
har Hun søgt hos sine Kjære,
gjæstende dem skifteviis,
Alle hende stedse nære.
Oftest hos vor stakkels Far
sidder Hun ved søvnløst Leje,
 ofte følger
hun de Eensomhedens Veje
langs den skjønne Vormens Bølger,
som saa kjær hans Tungsind har.
Naar hans Sorg Hun ind har dysset,
flyende hans Pande kysset
med et hørligt "fra Alette,"
Hun, den Ømmeste af Mødre,
søger sine Børn, de spredte,

SIDE: 180

upartisk og ligelig,
dog af Søstre og af Brødre
først den Førstefødte: mig.

 -- Gjør Blaakammeret istand!
Det skal nu min Moders være,
Navn af hende altid bære.
. . . Friske Blomster sæt i Vand!
Roser, som Hun elskte saa,
altid skal i Vindvet staae,
Bogen, som hun ei fik endt,
ligge skal paa Bordet vendt,
med det hornindbundne stærke
Øjenglas deri til Mærke.
Strikketøjet ligger hos.
(Derpaa var Hun Virtuos)
Og ved Sofahjørnet maa
Hendes Skammel ikke fattes.
Alt med Hendes Minde paa,
som om det var indbrodert,
som Relikvier skal skattes,
Stort og Lidet lige kjært.
Hendes Jomfru-Silhouette
fra den Gang Hun Christianssands,
Fødebyens, Skjønhed hedte,
smykket med en liden Krands,
gjort af nogle mørke Kviste
tagne ifra Hendes Kiste,
under Hendes Speil skal findes.
Og paa Væggen ligefor
viser et Portræt -- det Sidste -- 
Hende som her stundom boer,
skjøndt jeg Hendes smukke Træk
endnu mere livligt mindes,
end til Lærred de kan bindes,
hvorifra de blegne væk.

SIDE: 181

Nøglen stikker jeg i Lomme.
Ingen Fremmed did maa komme.
Heller end jeg det vil lide,
skal det hedde, at der spøger.
Men hver Dag ved Middagstide,
naar som herligst Lyset flammer,
ene jeg min Mor besøger
der paa hendes eget Kammer.

Og som før, da jeg det pligted,
allerførst jeg bringer Hende
hvad som nyest jeg har digtet.
Der "Jødinden" jeg idag
lægger da paa Bordets Ende.
Den er ret i Hendes Smag;
thi med hendes Egne ikke
Hendes Kjærlighed var endt.
Den i Hendes milde Blikke
var for Arm og Fremmed tændt.

O Lyksalige! nu maa
du de Ømhedsarme, som
bundne i dit Hjerte laae,
frit i Verden sprede om.
Men Du glemme ei at lade
dine Hænder paa mig dvæle.
Sagte skjøndt som Rosenblade,
hvem ei Vindene nedryste,
men som af sig selv neddale,
vil jeg føle dem og knæle
under din Velsignens tyste
ømme moderlige Tale.

SIDE: 182

NY OPSANG FOR BRIGGEN "REGINA"

Den Jomfrus Skjønhed er ei rar -- 
 
Singsallijo! [fotnotemerke] 

som kun een Sang til Ære har.
 
Singsallijo!
 : : Hurra! Hurra! for -- Singsallijo! : : 

Regina flere har sig jo?
Her synge vi paa Nummer To.

Hun boede paa Gøthastrand.
Nu er hun gift til Norges Land.

Den Jomfrus fine fagre Krop
paa "Mastehugget" voxte op.

Men Rygtet om den Jomfrublom
lovsyngende til Norge kom.

Og det var Kaptain Andersen
gjør sig parat at fare hen.

Han friede til Regina da,
og fik et svenskt og freidigt Ja.

Paa hendes Brystdugs hvide Lin
en Rosenknop han satte fiin.

Den Rosenknop var Norges Flag.
Den udsprang hendes Bryllupsdag.

"Nu!" -- sagde Kaptain Andersen -- 
"Min Brud! fra nu du bære den!"

Fotnote: Dette Omkvæde skal egentlig være enten: "Sing, Sailor! oh!" Eller: "Sing,
Sally! oh!"

SIDE: 183

"Læg bort for den din Sløife blaa!
Nu Rosen rød du bære maa!"

Og det var Kaptain Andersen
kom med Regina hjem igjen.

Med Halen Gøthalejon slog,
da med Regina bort han drog.

Men hjemme paa den norske Kyst
stod Brylluppet med Gammenslyst.

Og Parret drog derovenpaa
til Engelland paa Bølgen blaa.

Der pynted han sin fagre Brud
saa som en Dronning hun saae ud.

Og kommer hun til Gøthaborg,
vil svenske Hjerter føle Sorg.

Det maa vel bittert nage dem,
en Nordmand fik Regina hjem.

Men nu langt meer er hun fornøjd,
end da hun hjemme laae fortøjd.

Nu vifter hun sin røde Dug
for "Klippan" og for "Mastehug."

Og som en Borgerinde fri
Hun gaaer for Elfsborgs Batteri.

Thi som en rigtig Skandinav
sit Hjerte hun en Nordmand gav.

SIDE: 184

For Hende derfor og for Ham
 
Singsallijo!

et Hurra under Bovenbram!
 
Singsallijo!
 : : Hurra! Hurra for -- Singsallijo! : : 

FOR RET OG SANDHED!

HANS MAJESTÆT KONG OSCARS VALGSPROG
FOLKEVISE

(Mel. Ung Adelsteen paa Thinget stod).

"For Ret og Sandhed" er et Ord,
 som Himlens eget Sprog maa ligne;
det mægtigt er den hele Jord
 med alt det Bedste at velsigne.
"For Ret og Sandhed!" -- Lad det skee:
lyksalig vi da Jorden see.

Og hvis den Aand, som farer hen,
 kan sanddru disse Ord udsige,
da er Sankt Petrus strax hans Ven,
 og aabner for ham Himmerige.
"For Ret og Sandhed!" Løsnet er
ved Himlens Port -- Gid saa var her!

Ja Held Os! Kongen selv har sagt:
 "De Ord jeg til mit Valgsprog tager."

SIDE: 185

Og sandt! i dem er herlig Magt
 mod Folkets Lidelser og Plager.
Af Kongen selv sat paa hans Skjold,
de aabne Norges gyldne Old.

Nu skal, ikraft af Kongens Ord,
 ei Bonden og hans arme Kvinde
forlade sine Fædres Jord,
 i fjerne Vest sin Grav at finde.
Ak! om ei Ret og Sandhed var,
da Graven store Fortrin har.

Naar Ret og Sandhed er i Kraft,
 forsvinde De, der Folket suge,
som Brems og Myg for Svøbeskaft,
 naar Bonden rigtig vil det bruge.
Det er som Dommersværdet sang
i Konning Oscars Valgsprogs Klang.

Som Iglen i sin Mudderbund
 De sig bag sine Dynger gjemme;
men fra den frelste Bondes Mund
 De skulle Kongens Priis fornemme.
Hurra, Kong Oscar! I dit Skjold
forjettet staaer vort gyldne Old.

Og Ret og Sandhed raader i
 hver Dommerhal, i Høiensale;
og nu maa hvert et Kryberi,
 som grebne Slange, dyrt betale.
Hurra, Kong Oscar! I dit Skjold
forjettet staaer vort gyldne Old.

SIDE: 186

Som med det klare Lynildsblink,
 Fortjeneste og Dyd opdages;
de kaldes frem paa Kongens Vink,
 og frem til Æressæde tages.
Hurra, Kong Oscar! I dit Skjold
forjettet staaer vort gyldne Old.

Hvad kan sig Norge ønske meer?
 hvad røres i dets gamle Bringe?
 -- At Folket selv liig Kongen er,
 og ta'er hans Valgsprog an paathinge!
"For Ret og Sandhed?" O Hurra!
Hvad meer kan Norge ønske da?

Det Sol og Regn kan ønske blot
 maa falde jevnt udover Landet;
dog ønsker det, at himmelsk Godt
 for Kongen er i Veiret blandet.
Paa Ham gid Blomster regne ned
fra Paradisets eget Bed!

KAST AF HVOR BAKKEN ER FOR BRAT!

Kneiken brat,
Hesten mat,
Lasset svært,
Hjulet tvært,
Hesten staaer,
kan ei længer,
Øret hænger
Svangen gaaer.

SIDE: 187

Kast da af
under Bakken!
Gud, som gav
Liv til Blakken,
Dig udstyred,
stolte Mand,
med Forstand
til at maale
hvad vel Dyret
mægter taale,
samt et Hjerte
til at dele
Dyrets Smerte
uden Mæle.
Mangler dette,
bør man sætte
Dyrets Herre,
ei hans Hest,
for en Kjærre
som et Best.

Lad saa trække
Kneiken op!
Svøben dække
til hans Krop!
Han, som Hjerte
eller Tanke
ikke har
for den Smerte
Dyret bar,
bør man banke
ubeskaaret
med Gevalt,
og i Saaret
sprænge Salt.
Da kanhænde
Han erkjende
vil sin Uret,
saa han troer,
at det dumme
Kreaturet
er hans stumme
Halvebro'r.

Dumme Knegt!
tør kanskee
endda lee,
som om Sligt
kun var Digt
uden Vægt?
Veed du vist
da, om hist
ikke Resten,
du mishandled
ugudfrygtig
saa af Hesten,
pludselig
viser sig
omforvandlet
til en dygtig
Kjørekarl,
mens det Sind,
som du har,
og Gemyttet
ind er flyttet
i hans Skind?
Magten holder
strengen Dom.
Begges Roller
skifte om:
Du i Skakkel,
mens din Stakkel
af en Hest
ifra Bukken
gjør din Mukken,
Stønnen, Trampen,

SIDE: 188

Sveden, Dampen
kun til Blæst.

Fort afsted!
Pidsken smelder.
Gudbevares!
Nei, der spares
ei dermed,
ikke fares
varligt ved.
Just, hvor hvide
Skyers Skraaning
steilest hælder,
maa du slide
just som Blakken,
Stakkels, sled
her i Bakken
ved min Vaaning,
som du veed.

GULDKORN

Den, som vil gribe meer, med begge Hænder fulde,
vil ogsaa tabe det, som fast han holde skulde.

Paa Valg af Øiemed den Vise kjendes vil;
den Kloge kun paa Valg af Midlerne dertil.

Klag ei naar Skjæbnen Dig en Byrde har paalagt;
din Fryd er dobbelt stor, naar dog det blev fuldbragt.

O priis lyksalig Den, hvem Verden ei har kjendt,
før alt Gravklokkens Lyd forkynder, han har endt.

Bestandig Gjerrigs Sæk paaveje til at briste,
een Skilling mangler, som dog aldrig er den Sidste.

SIDE: 189

Ærgjerrighed ved mindste Modgang alt nedtrykkes,
og tilfredsstilles ei selv naar det Største lykkes.

Gjort Gjerning gjøre om, det prøver kun en Daare:
Man i en Perle ei kan tvende Huller bore.

 
(Rückert).

TAK FOR RAPHØNEN!

(TIL H. RASCH)

Skal vi sidste Mad fortære,
maa det Raphøns, Raphøns være,
Raphøns fyldt med Petersilje.

Kan jeg være vis derpaa,
lad saa kun tilhimmels staa!
Ske, o stærke Død, din Vilje!

Spørger Paradisets Kok:
"Nu, min Herre, hvad behager?"
 -- "Raphøns! Nys jeg saa en Flok
pladske i en Manna-Ager."

Strax paa Timen en han bringer,
rund om Brystet med en Stump
Petersilje i sin Gump.
 -- "Gaa, min Ven, nu til jeg ringer."

Delikat! Snart klinger Klokken.
Bukkende for mig staar Kokken.
"Hvad behager? Anden Ret?
Lækker Lamme-Cotelet
eller en Fasan-Ragout?"

SIDE: 190

 -- "Nei, saalænge som jeg lever,
Raphøns, Raphøns støt for ever!
Raphøns altid og partout!
Derfor maa Herr Kok, jeg bede
om en Hønemor paa Rede
af lidt Grønt . . ."
 -- Den Kok for Kokker
 -- tænk! han bragte Artiskokker.
Neppe saa paa jordisk Jagt
Pølse med en Dram har smagt.

Tredje Gang han kommer ind,
præsenterer Spisesedlen,
tror, at jeg har skiftet Sind.
Thi saa længe han har Kjedlen
med al Ære forestaaet
har ei saadant foregaaet
lige lidt i Paradis
som i Smagens Stad Paris.
Meget mere næsten værre
i at være variabel
er enhver til Stedets table
d'hôte fra Jorden kommen Herre.

Men til sin Forfærden Kokken
faar alvorlig dette Svar:
"Mon der ei en Kylling var
Mellem Hønsene i Flokken?

Bring mig den! Den var saa liden.
Flokken skal jeg spise siden."

DEN ENGELSKE LODS

ET DIGT

SIDE: 191

TIL MIN VIV

Her bringer jeg Dig en af mine Drenge,
i Havet døbt, i Karm af gyldne Strenge.
Liv af mit Liv, som Kjød udaf mit Kjød,
og under dine smukke Øine bleven
saa som jeg tænker nok han blier beskreven,
jeg lægger ham, min Hustru, i dit Skjød.

LÆNGSEL EFTER LAND

"O, Kaptain, hvorhen, hvorhen
gaaer Seiladsen uden Ende?
Nye Horizonter spænde
sig omkring mig ud igjen.
Briggen alt i rastløs Fart
susende igjennemlænste
Hundreder af samme Art,
kun af Syner ombegrændste.
 Naar jeg tænkte
Fjernet endelig beseiret,
falske Lande ned sig sænkte
eller tvinte hen iveiret. . .
Hundred Horizonter runde
 kom og svunde. . .
hundred Himles Cirkelbunde,
for hvem Punktet, hvori mine
trætte Øines Nervepar
krydsende sig overskar,
med en evig Helvedpine
stedse samme Centrum var. . .
Hundred Horizonter graae
 alt jeg saae,
 med en Grændse
 falsk som Bugten,
angste Slange slaaer i Flugten,

SIDE: 192

. . graae, ja til Fortvivlen eense,
mens -- som Lupens grumme Stik
krybende Insekt forfølger -- 
Zeniths blaa og hule Blik
stirred paa vort Skib, den Prik,
synlig knapt paa Havets Bølger.

O, Kaptain, nu har mod Vesten
Farten alt saa længe staaet,
til det synes mig jeg næsten
er i Sind en Olding bleven,
skjøndt mit Haar end ei er graat
og min Kind ei rynkeskreven.
Mens mit Øie uvilkaarligt
sig i Regnbuspillet tabte,
Skummets Sprøit derforud skabte,
har jeg idetmindste fundet,
mønstrende med strengen Sjel,
at mit Liv for største Deel
 meget daarligt
er som kastet Skum forsvundet.
Og mon et Beviis vel bedre
kræves kan af Bedstefædre
paa at jeg, tilhavs omdreven,
oldingviis tilsidst er bleven?
 Dage mange,
aaretunge, aarelange,
bort erindringsløse flydte,
uden Spor, som Kjølvandsstriben,
i en Masse sammengydte
hine sjunkne Skyer liig,
snigende sig sagtelig, -- 
have svalet Panden med
kolden Alderdomsbegriben
i dens øde Kjedsomhed,
 standset Blodet,
tæmmet selve Utaalmodet,
skabt det om til sløven Fred.

SIDE: 193

Thi af Havets og de tomme
Skyers Øde har jeg smagt
Alderdommens, der vil komme,
følt den Taage, som vil spinde
sig om Gubbens nøgne Tinde,
forud om mit Hoved lagt.

O, Kaptain, giv mig et Ord!
Tryk mig med din Haand, den kjække,
at mig Tanken ei skal skrække,
at jeg i en Dødningsnekke
kommen er ved List ombord!
Styrmand, giv mig din! Kom an,
Baadsmandsmath og Tømmermand!
I Matroser, mine Venner,
rækker mig de brune Hænder!
dræber med et kraftigt Tag
Angsten i mit Hjerteslag!
Thi, skjøndt Daare meer end Synder,
 dog begynder
denne Vei med sporløst Fjed,
denne dumpe Eensomhed,
fælles, Katakombens liig,
mægtigt at forfærde mig.
Her paa Oceanets Steppe,
saa evindelig ensformig,
ikke stille, ikke stormig,
maalløs, da dens Grændser fly, -- 
under Luftens dalte Teppe,
dette blaagraa Himmelhvælv, -- 
er det ei, som om Vi selv
(en fordømt Skindødningskare)
jordede tilsammen vare
under samme Tag af Bly? -- 
stivt i Stirren paa hinanden
Sidemand paa Sidemanden:
Han i Hiins og Hiin i Hans
Øjes brustne døde Glands,

SIDE: 194

uden Rørelse og Mæle,
skjøndt med fuldtbevidste Sjele?

O, en Egg kun af et Skjær,
Striben af et Fuglevær,
Ryggen af en liden Holme,
skjøndt, som yre Hvals og olme
Kobbes børstereiste sorte,
i Sekunden atter borte,
vilde være i min Plage
nyfødt Verden at opdage
 -- o et Tankens Paradiis,
hvor den vilde bli'e tilbage,
Skibet givende til Priis!
 Brune Tare, Tangens Klase
vilde være blommet Grønt
paa Forsmægtendes Oase,
Himmelens Forsoningstegn.
Dermed jeg fantastisk skjønt
Bryst og Pande vilde smykke,
dem, som Roser efter Regn,
til min Mund vellystig trykke,
hilse deres armodsgustne
bruunbespettede forrustne
polyplige Blæreknopper
ømt som Anemonens Dopper,
der til Stjerner sig udslaaer, -- 
som de første Blomstertinter
der forkynde Nordens Vaar,
efter treti Ugers Vinter."

APPEARENCE OF ENGLAND

" . . O, Kaptain, hvad er dog Dette,
som saa skinnende frembryder
hist hvor Himlens Grændse flyder

SIDE: 195

sammen først med Havets Slette?
Mon det er den blanke lange
Aasryg af et Skybjerg, dalet
under Horizontens Bryn?
 Mange, mange
have falske Lande malet
skuffende vort trætte Syn? -- 
 -- O, saa hvid er ingen Sky!
 Men maaskee
nybrudt Iisflag, dækt med Sne,
 reen og ny,
stormforslagen ifra Polen,
vender frisken Brud mod Solen?
 Eller mon det være kan
nye Haves Fraadebelte,
Grændsebølger, som fremvælte
 fra atlantisk Ocean?
Eller mon det skulde være
falske Svaners Linjehære?
Da de nok i Horizonten
sammen vil formere Fronten;
men paa første Varselsskrig
 al Armeen
flux igjen adspreder sig,
som i Hvirvelvinden Sneen.
Skulde Verdens Grændsesnor,
Havets Grændselinjes Række
for de evige Seiladser,
skabt af sølvhvidt Perlemor,
i hint Straalende sig strække?
Er det Himmelens Palladser,
frie Aanders lyse Hjem,
som i Vest sig hæver frem?
Eller mon er Havets Øde
Moderskjød for Himlens Stjerner?
Mon som Lys-Eilande ud
af dets Dybder de frembrøde
og forsvandt i sine Fjerner?

SIDE: 196

O, hvor herligt for en Gud
da, at skue i den blaa
Afgrund ind, hvorfra de gaae!
herligt, som i aabent Øie,
 i hvis Bæger
Tanker, ømme, skjønne, høje,
funklende sig frembevæger!"

Søfolkene [fotnotemerke] 

 "Det som skinner
 vester hist
mellem Sky og Havsensvover,
 Det er England,
 solbelyst,
 Klipperne ved Dover.

 Føl det friske
 Livsenspust
alt fra Gammel-Englands Ege!
 Vimplens Tunge,
 som beruust,
 kan i det alt lege.

 Kentshire's Enge
 har deri
søde Blomsterdufte blandet;
 Sømandshjerter
 vimpelfri'
 juble imod Landet.

Fotnote: Mel. Engelsk Opsang:
 Have you been
 at Greenwich fair,
 bonny Lady, Highland-Lady?
 Have you seen
 a Lady there,
 bonny Highland-Lady?

SIDE: 197

 Hist see Englands
 Grundvold stærk:
muslinghvid Cement fra Grunden!
 Frihed har sit
 Forsvarsværk
 midti Havet funden.

 Gud har bygget
 om dens Hjem
stærke høie Bastioner
 netop hvor det
 vender frem
 mod Europas Throner.

 Shakespearcliffens
 hvide Hvælv
vesterud er Marmorfoden,
 hvorfra Seirens
 Dronning selv
 stolt behersker Kloden.

 Klippen mere
 hvid end Sne;
natsort Muld derovenover;
 grønne Enge
 -- Fløjl at see -- 
 gaae i lange Vover.

 O hvor herlig
 saadan Grund
maa for Englands Ege være,
 som til Frie
 yde kun
 sine Krandses Ære!

SIDE: 198

 O hvor herligt
 for en Mand
der at leve, boe og bygge!
 Og hvor herligt
 hviler han
 under Egens Skygge!"

DRØMMESYN

Tvende Timeglas forbi -- 
 og vi hørte
Egene iland sig rørte,
susende, med Ord deri,
som om mange Mænd paa Stranden
talte sammen med hinanden.
Egerødderne vi saae,
Aarer i Agaten lige,
i den sorte Muld at gaae,
som bedækkede de hvide
Klipper, der langs Stranden kneiste.
Og nedover Klippens Side
dunkelgrønne Vedbend laved,
som letflettet Elskovsstige
mellem to forelskte Geister
(Hun fra Landet, Han fra Havet)
efterglemt fra Stevnet, sat
i den sidste Maanskinsnat.

Tys! de glade Bølger larme;
der er Sang i hvad de buldre!
Naar jeg ned fra Stavnen saae,
syntes jeg see hvide Arme,
svaneduunbedækte Skuldre
jublende at skynde paa . . .
Tys! et Chor, afbrudt af Latter!

SIDE: 199

Tys! et "Rule Britannia!
Rule Britannia! Rule the waves!"
syntes jeg dernedenfra
i et Chor fra Munde hæves,
som af Bølger fyldtes atter,
saa det blev kun en Musik
søde Brudstykker jeg fik.

Hvo kan undres, om jeg drømte
 Nereider,
syngende om Skibets Sider,
Liv i Bølgerne, som svømte
langshenad din Cliff, Shakespeare,
hvor du mante hen King Lear?
. . O der stod den, høi og stor!
Der til venstre Side stod den:
Aft'nens første lette Flor
blaaligt svømmende om Foden;
 men paa Tinden,
som nu Aftensolen tændte,
enkelt Kam skarlagenbrændte -- 
o saa rød, som om i Vinden
gamle Lear deroppe stod,
ei i Betlerdragten pjaltet,
men i Kongedragt gestaltet,
i sin Kaabes Purpurblod.

Og til høire Haand man saae,
liig en romersk Muurkorone
hævet i det blege Blaa,
Dovercastles gamle graae,
 tvertsafskaarne
plumpe Bueskyttertaarne,
 saa Kastellet
lignede en sachsisk Krone
gammeldags, af hamret Jern,
himmelfalden ned paa Fjeldet
om dets Tindinger til Værn.

SIDE: 200

Men mod Norden har sig Kent
lig en rolig Arm udspændt,
rækkende til hver sin Side,
i de slanke sølverhvide
søilesnoede Forelands-Fyre,
ud et dobbelt Konningstyre,
fra hvis Spidser, da det bløde
Nattemulm om Landet dalte,
(som et Flor, hvori den blide
Sommernat sin Kummer kvalte
for den skjønne Dag, som døde)
tvende Flammeblik frembrøde,
et i Syd og et i Nord,
Kastor og hans Pollux liig,
sjunkne ned fra deres høie
Himmelstade til vor Jord,
tindrende som draaberene
 Ædelstene,
fattede i Sølverøie:
En i Rødt, som en Rubin,
skiftende dog bryder sig,
fjerntud straalende fra Kysten,
mens den anden Amethysten
lignede i blaaligt Skin.

Længe over Landet svæved
som et Slør, ved Feers Kunster
af et blandet Gjenskin vævet
ifra Himmel og fra Hav,
rødt fra hiin og blaat fra dette.
Deraf kom det Violette,
som bag fine Gaze af
Engenes og Skoves Dunster
Landets skjønne Form omgav.
Taagesløret hvert Minut
mørkere sin Farve skifted.
Graasort blev det Violette,
Nettets Masker mere tætte

SIDE: 201

i det hvide Overdrag.
Men naar stundom det blev brudt
af en Nattebriis, som hvifted
over ifra Beachyhead,
frem i Aabningerne traadte
hist og her et enkelt Strøg
af de hvide Klippebranter,
som om Spøgelsegiganter
af en aabnet Tryllegrotte
eller blaalig Hexerøg
frem medeet i brudt Geled
blege som et Maanskin skred.

Gjennem Natten lyste kun,
ved et fosforagtigt Glimt,
forud Bølgers reiste Kamme,
Fraadens perlehvide Skimt,
Tænder liig i Havuhyres
sorte, vidtopspændte Mund,
 og deragter
funkled begge Forelandsfyres
 klare Flammer,
Øine liig paa Nattens Magter,
paa Dæmoner tvende, som
her maa gjøre Nattevagter,
tvungne af en Størres Dom.

Da -- jeg veed vel ei hvordan
Sjelens Virksomhed forhøjet
og en Slummers Vægt paa Øjet
samme Stund forenes kan;
men jeg tænker samme Lov
for en Sjels og Blomsts Behov:
 naar det mulmes
lukker Øiet sig for Hiin,
mens den dog, som Fugl i Luften,
friest just sig da bevæger;

SIDE: 202

Blomstens Glød af Duggen dulmes,
 medens Duften
svømmer om dens sjunkne Bæger
endnu mere stærk og fiin . . .
Da, af Bølgens Surr bedøvet,
lukte sig mit Øie til,
og, af Nattemulmet sløvet,
søvntilslørtes min Pupill.
Panden paa korslagte Hænder
laa paa Rælingens Gelænder,
 men min Geist
var iland i England reist.

Lange Rækker Lys paa Kysten
(Byers Rad ved Aftenstid,
som sig langs Kanalen snoer
liig ubrudte Perlesnor)
maatte vække Reiselysten,
kalde Geisten skyndsomst did.
Og nu ilte den afsted,
meer gesvindt end Elskovsvinket
 (Telegrafen
mellem Skiltes Kjærlighed)
sagtere end Maaneblinket
 over Graven
eller Søens Flade træder;
som en Natfalæne tyst
lummer Julinat i Haven
sværmende paa støvgraa Vinger
under slumrende Syringer,
alle sine Natteglæder
nydende af Hjertenslyst -- 
ja, saa skynded den afsted,
værende hvor Tanken tænkte,
gjennem prægtigskjønne Stæder,
nu i første Søvn nedsænkte,
ilende jevnsides med
Skibet, som derude gled.

SIDE: 203

Gjennem Folkstone, Romney, Rye,
Hastings, gamle Winchelsea,
styrede min Geist sin Vej,
gjennem Brightons stolte Gader
af Palladser reist af Qvader,
som et eneste Palæ,
deelt i tvende lange Rader;
gjennem Skove, i hvis Dunkle
saaes mange Øine funkle
(Vildttyv eller stolte Hjort);
gjennem Byer, gammeldagse,
byggede af Britt og Saxe,
svæved Sjelen tankefort,
useet som et Mulms Atom,
fri og uafhængig, som
om min Vilje var dens Axe.

Høien Gavl paa hver en Bolig
nikkede mod den fortrolig,
som var reist paa Nabohuus,
som om begge disse Gamle
hvisked om en Dag at ramle
begge sammen ned i Gruus.
William the Conquestor have
Begge seet; hvorfor rave
da ei ned i Grunden sammen
i en sand Fostbroderpagt?
Hvorfor vente efter Flammen
eller paa Orkanens Magt? -- 
Tæt ved Byen et Kastel,
med en Muurkrands heel affældig,
af hvis brustne Skydeskaar
Efev skyder ud saa vældig
som de Bugter Boa slaaer. -- 
Midti Byens Hovedgade
har en gammel Gate [fotnotemerke] sit Stade,

Fotnote: Port.

SIDE: 204

 plump og stærk,
liig et lidet Citadel,
Fundament for snirkelskaarne
mindre kegleformte Taarne,
Sachsers og Normanners Værk. -- 
Kronte Konger, steenudhugne,
næseløse, skimmelmugne,
(Hesten stundom uden Been)
førende i venstre Haand
tredeelt bøjet Liljegreen,
mens de Sværd i Højren strække,
 synes trække
paa det tunge Smilebaand
ad den Kræmmeræt de skue
mylre i den gamle By:
Stok i Haand, ei Spyd og Bue,
ingen Hjelme, men Parykker,
eller strikket Bomuldshue,
 som bedækker
skrumpne Panders Regnestykker -- 
kort den hele Vanslægt vækker
hine Kongers Smiil paany.

Stille var der overalt
i de gamle Byer, stille,
fromt og stille, saa jeg hørte,
naar man sig isøvne rørte
og idrømme der blev talt,
eller naar derindenfor
 ømme Mor
visselulled for sin Lille.

Men i Brighton celebrerte,
da min Geist hensværmed did,
Kjedsomheden just og Synden
i brillant illuminerte
Slotte nyen Dags Begynden
nu ved høje Midnatstid.

SIDE: 205

Der var Adel uden Hæder,
herlig Viin foruden Glæder;
der var Guld foruden Lykke,
Skjønhed uden Uskylds Smykke;
Venskab, der saa fast bestaaer,
som den Hud, en Slange kaster;
Oldinge med Ungdoms Laster,
Ynglinge med hvidnet Haar -- 
deres foraarsløse Sommers
visne Græs og Syndens Blommers
tørre henforbrændte Straa,
som en tidlig Død skal slaa.
Blinket af dens damascerte
 blege Lee
var i matte udfortærte
Ungdomsøjne alt at see.
Guldlorgnetterne ei skjule
kunde disse dødsenshule,
hvoraf Flamme kun frembrød
(Flammer, som et Lavas, dulgte)
naar paa grønne Bord de fulgte
de Guineer, som rullerte
til Perdu'et atter lød.
Fløjelssvøbte, dekorerte,
perle- og demantbesaa'de,
 overstrøede
med bijoux og Braceletter
(Oh, Hans Høihed, Hendes Naade!
O, his Lordship and her Grace,
trinende i en Française!)
vandred Tyveaarsskeletter
 om som Døde
paa de straalende Banketter,
 paa en Hertugindes Bal.
. . Ha det herlige Orchester
blandt de høifornemme Gjæster,
 mylrende i Hundredtal,
mægter ikke at fremkalde

SIDE: 206

ved Musiken à la Strauss
i berømte Brighton-Routs
 mere Liv
end om Sommerregn mon falde
paa forlængst henvisnet Siv.
 -- Intet Under, at jeg da
skyndte mig ihast derfra,
som om raskt jeg havde traadt
midt imellem Orme-Nøgler,
uforsigtigen geraadt
mellem Klynger Skorpioner
og Forviklinger af Øgler,
mellem Blomsterne fordulgte,
mens den vilde Jagts Dæmoner,
onde Magters Kogleri
mig i Ryggen skarpt forfulgte,
susende mig snelt forbi.

 Først jeg standsed
udenfor en vedbendkrandset
sammensjunken Sømandshytte.
O, der maatte jeg vel lytte!
Thi mit Yndlingsinstrument,
ædlen Harpe klang derinde,
 og en Pige
skjøn og ung, kun Knop af Kvinde,
sang henrykkende dertil.
O, da maatte Jeg vel lytte!
under Løvets Hæng mig snige,
til hun Sangen havde endt, -- 
Jeg, som ei kan Foden flytte
fra en Kvindes Harpespil,
 Jeg, som kunde
Livet bort for Døden bytte,
naar jeg hen kun maatte blunde
under Kvindes Harpespil?

SIDE: 207

Døren aaben stod. Derind
Maanen kasted skarpt sit Skin;
og hvor det paa Gulvet faldt
klarest, som et Sølvernet,
sad en hebeskjøn Gestalt,
mere hvid og bleg end det,
end den alabastne slanke
Hebestøtte, som hun ligned,
blegere end Aanders Smerte,
blegere end Vredens Tanke
i barmhjertig Engels Bryst,
naar han -- Han, som helst velsigned -- 
straffe skal imod sin Lyst.

Med en Harpe ved sit Hjerte
sad den yndige Gestalt,
 tankebøjet,
veehensjunken, kummertræt,
som af sine Sorger kvalt,
og det Glindsende i Øjet
viste, at hun havde grædt.
Ak, saaledes allerede
i sin Ungdoms første Blomst?
Atten Aar -- meer var hun ikke.
Men jeg saae i hendes Blikke
Taaren svulmende berede
atter sin Tilbagekomst.

Læben lydløs sig bevæged,
som om med en Aand hun talte;
og med anstrengt Sands jeg saae,
inden Omrids sølverblaae,
Skyggen af en Yngling præget
tydelig sig at gestalte.
I hans venstre Haand laa Panden,
men om Pigens Liv den anden.

SIDE: 208

Stundom syntes Hun at hvile
smilende mod Skyggens Barm,
høre atter Pulsen ile,
føle Trykket af hans Arm.

Skyggen syntes derimod
svævende paa flygtig Fod:
fremadbøjet, Blikket vendt
snart mod Stjernen snart paa Hende,
som om hver af disse Tvende
var ham lige vel bekjendt.
"Francis -- sagde hun -- er her!
Francis, o du er tilstede!
Denne søde Gysen ikke
kan mig Skuffelse berede,
skjøndt jeg med de dunkle Blikke
Mulm og Maaneskin kun seer."

"O,Francis! -- sang Hun -- Francis, bliv!
Den Stjerne, som dit Øje maaler,
har ikke Morgenstjernens Straaler,
der strengeligen, naar den daler,
tilbage Aanderne befaler.
 O, Francis, elskte Francis, bliv!

Jeg synge vil den Sang jeg kvad,
da du til England kom tilbage
fra Slaveskibene at jage.
Min stolte, skjøndt en Jomfrus, Glæde,
da glemte Kjærlighed at kvæde:
 kun Fædrelandets Priis den kvad.

Barmhjertigt lyttede jo det
til Negren, som i Lænken stønner?
og Du, iblandt dets bolde Sønner,
ham at befri var ogsaa dragen -- 
Du syntes mig til Ridder slagen
 for arme Brødres Frihedsret.

SIDE: 209

Og derfor hvad Begeistringen
og Britterindens Stolthed talte,
medeet i heden Graad sig kvalte,
og Englands Priis i Taareflommen
blev til et hulkende Velkommen:
 "Velkommen, Francis, hjem igjen!"

Velkommen nu, o Gysen sød,
Forsikkringen, at du er nære,
en Følelse, som om din skjære
Begravningsdragt mig let berørte,
som om dens Raslende jeg hørte
 og Linets Luftning mig omflød!

Da tindrer Øjet friskt som før,
og Smilehullerne forsøge
paany som før som før at spøge.
Men naar du, Elskte, er forsvunden,
da stivner alt igjen om Munden . .
da er det, Francis, som jeg døer.

. . Men døer foruden andet Liv,
døer ei som Du, der herligst lever
naar hid i Maanens Glands Du svæver,
og atter, naar Dig lyster, stiger
op mellem Himlens Stjerneriger, -- 
o derfor bliv! o Francis, bliv!"

Da -- nu ikke meer jeg veed
det Retfærdige og Sande:
om jeg enten skal forbande
slige Syners Troløshed,
eller at min egen yre
sværmende Indbildningsmagt
var ei meer sit eget Styre,
som den burde, underlagt, -- 
ikke mægtig meer sig selv,
end en Dreng paa Baadens Hvælv

SIDE: 210

ud i Fossedraget reven,
hvirvlende i Cirkler om,
eller kvæstet Maage, som
paa ulige lange Vinger
 stedse svinger,
med en Dalen i sin Svæven,
rundt paa vilden Ocean, -- 
eller bedre ei deran
end paa Bladets lille Ø
Sommerfugl, der ud er dreven
paa den milevide Sjø.

Thi hvorledes kunde vel
just i dette Nu min Sjel, -- 
da kun Synet skulde skifte,
ei forgaae med Taagers Hast
under Spil af Morgenvinde -- 
sin Fornøielse forgifte
ved at lade det forsvinde,
som om Sæbeboble brast?

Thi just nu, da Skyggen skulde
for sin Elskte synlig blive,
alle dens Konturer fulde,
lysende som Maanens Skive,
skabte som af Stjernes Røg,
Kysset følbart dog for hende,
om det end ei kunde brænde
med forelsket Ynglings Ild,
men saa blødt, som naar en mild
fløjelsfiin Provencerose
henad hendes Læber strøg;
og da Trykket hun af Armen
skulde føle dog om Barmen
med den bløde linde Kraft
af en ud af Træets Mose
runden Mistels smækkre Skaft . . .

SIDE: 211

Ak, da saae medeet jeg Aanden
reise sig fra Pigens Side
og mod Døren langsomt glide, -- 
Panden, hvilende i Haanden,
hævede han til et Blik,
som hun følte, -- ja, thi hendes
Læbes Zittren røbed det, -- 
som Konvolvlens fine Net
nerverystes og kan brændes
af en Stjernes Straalestik.
Blikket, som han Pigen gav,
tog i Ømhed og i Klarhed
snelt, med Stjerneskuddets Snarhed,
 til og af,
og med det var i Sekunden
Francis' Skikkelse forsvunden.
Som af Vindens sammenblæste
Tegninger i støvfiin Sne,
var der ikke i den næste
Spor af Geisten meer at se.

"Anna, Anna!" -- sagde en aldrende Sjømand som pludselig
traadte ind af en Dør i Baggrunden med en Natlampe -- "En
Seiler kommer om Beachyhead, Strømmen sætter fra Land igjen,
og i Maaneskinnet kan jeg see Tegn, at den vil have Lods om-
bord. -- -- "

LODSEN OG HANS DRENG

 -- "Læg bi! Læg bi!" Jeg syntes høre
skraldende forbi mit Øre;
og da, drømmende endnu,
(skjøndt mit Nattesyn var slettet
ganske sporløst af min Hu)
jeg mit tunge Hoved letted

SIDE: 212

tumlende fra Rælingen,
hvor jeg fandt mig selv igjen: -- 
da, før Alt var ret begrebet,
jeg en engelsk Lodsbaad saae
sig anstrenge for at naae
krængende til Falderebet.
Bag ved Roret sad en Sinke
 -- men en vakker -- af en Dreng,
holdende med begge Hænder
(liden Kraft men bedre Vilje)
Styret op, til Baaden vender.
Sprungen op paa forrest Tilje
var en Lods, en gammel streng,
Baadens fulde Seil at minke.

"Francis, so! Rigth so, my boy!
Luward up! Onboard holloy!
Now God bless thee, dearest child!
bless thee merciful and mild!

Og mens han med Venstren greb
om et agterudslængt Reb,
 trende Gange,
fleer end trende, mange mange,
 med den anden
drog han Drengen til sit Hjerte
under Udbrud af en Smerte,
som kun passed slet for Manden.
 Endnu Et og Lidt endnu
havde han sin Dreng at sige,
skjøndt vel tyve Gange sagt
før han fik det vel belagt
med et Sidste: "hearest thou?"
 Endelig fra Læbords Stige
kastede han Baaden los,
drejende mod Land den om:
"Now in Gods name! Forewards right!
Forewards home! Straight forewards home!

SIDE: 213

Francis, Francis, cautious!
I return to morrow night."

Fangelinen af han hev.
Baaden af omsider drev.
Men da den foruden Krængen,
uden Fare til at see,
lidtom lidt laverte væk,
sagte -- da en Briis knap blæste, -- 
og der Rebing var i Seilet,
svang han dog fra Skibets Dæk
end engang sin Hat til Drengen;
 men jeg læste,
malt med Sort paa Hvidt i Speilet:
"Hastings, Pilot, Numero three."

Ei! -- jeg tænkte -- Ei, for Fanden!
 Hvo kan nu
rose længer Engelskmanden
for hans djærve Sjømandshu?
Staaer ei der den gamle Ulk
kvalt tildøde af sin Hulk,
stirrende og blinkende,
Taarerne lidt Luft at give
eftersom de fulde blive, -- 
efter Drengen vinkende, -- 
mumlende om Seil for svære,
ustø Baad og Ballast let,
om at Drengen gjorde ret,
hvis han passed af at bære,
dersom falske lunefulde,
afsindsvilde Beachyhead
(hvad han af Erfaring veed,
før man venter det, kan møde)
hundehylende nu skulde
Kastevindene udstøde,
paa Kanalens blanke Øde,
liig en Røg af Kul og Sne.

SIDE: 214

Ha, den Britte skulde see
under Norges vilde Kyst
Gutter (neppe længesiden
at de slap fra Moders Bryst)
Gutter som en Tommeliden,
druknede Havlodsers Børn,
 mere kjække
end den vilde Fiskeørn
og sjøvante Nordlandsskarv,
sikkrere end Havets Maager,
mellem høie Bølgeraager
svæve om i Faders Snekke,
Moderens og deres Arv!
Britten vilde blive bleg,
saae han deres Tagfatsleeg
med en Sværm af Kastevinde,
der, saa hurtigt som en Vifte
slaaes ud, sig om kan skifte
efter hver Kompassets Streg.
 Dog de finde,
ved en Taages Gjennembrud,
 ind og ud
af de, meer end gammel Eeg,
meer end Ertsens Strøg forgrente
schakteskumle skjæromspændte
slangesno'ede lange Fjorde;
fare snelt som jaget Lom
Fjeldene indunder, som
lodret Bugterne omgjorde,
og hvoraf den ene Bred
hvinende udsender Vesten-,
og den anden Østen-Blæsten,
flyvende paa sorte Fjed
Fjorden tverts og op og ned, -- 
tverts, saa Strimerne hinanden
skjære lige langt fra Stranden,
som i Troldes Ledingsfærd,
hvori Kjæmperne ei synes,

SIDE: 215

krydsende indbyrdes, brynes
Tusinder af sorte Sværd.

"Landet og dets vilde Fjorde
 -- tog den gamle Lods tilorde,
drejende sig barsk herom -- 
Landet kjender jeg, og noget
(saa jeg fattet har hvert Ord
mindes jeg endnu af Sproget
siden jeg tilbagekom
ifra Fangenskabet; thi,
paa the Tartar med ombord,
 som blev jaget
ind i slig en Djævels-Fjord,
 blev jeg taget
med det hele Kompagni.

Men, min Ven, saa stor en Baad,
sluppen i saa unge Hænder?
Den kan nok før Farten ender
trænge Manddoms Kraft og Raad.
Tro mig, om jeg havde halt
Fokken noget mere stram,
havde det ei været galt,
 nei, Goddam!"
 -- "Ei, Pilot, tillad, jeg troer,
dersom Eders Baad er stor,
er den og desmere sikker."

"Baaden liden eller stor,
Trygheden i Manden stikker,
som er stillet ved dens Roer.
Og desuden Beachyhead
ei af Stort og Lidet veed.
Linjeskibe eller Baade,
Joller eller Men of war'er
svæve paa dets Stormkasts Naade,
magtesløse mod dets Vrede,
som det Støvfnug Løven karer

SIDE: 216

op i Røg fra Ørknens Grund,
 og som farer
ud og ind af Dyrets hede
vide, flammerøde Mund.

Se histud mod Vest! Kanalen
nævnes det i Dagligtalen;
men det er Atlanterhavet,
Verdensoceanet selv,
her just her, hvor, bølgegravet,
Bretland er fra Gallien brustet,
med en dobbelt Kraft udrustet
af et Hav og af en Elv.
Klippesveiste Eddystone'
 -- oh, how many times is gone!
af dets Bølger mangen Nat
knækket som en Paddehat!
Og hvor tidt, naar det blev Dag,
 har ei siddet
India-Eskadres Vrag
rundtom paa the Needles spiddet?
Og de Frygtelige staae
dog, som Stene over Grave
paa en Kirkegaard paa Landet,
udenfore "Englands Have",
 der, hvor Vandet,
skinner deiligst, som beblandet
med en Foraarshimmels Blaa."

 -- -- En mærkværdig Mand tilvisse:
rustet Jern fra Fod til Isse;
men der indenfor saa blød
som Melonmarv hvid og sød;
bliden Klang i haardt Metal;
 Barskheden sentimental
følsom, øm, ja som om kunde
fra hans laadne haarde Bringe
honningsød og lunken springe

SIDE: 217

Modersmelk i Barnemunde;
fromme Ord til strenge Mæle;
jomfrufølsom, moderblød
 var den Gamle.
 I det Hele
liig den haarde, men med vamle
Melk opfyldte, Kokosnød;
eller, om der gives skulde
mellem Jordens Instrumenter
Fløiter drejede af Staal,
men af bløde Toner fulde,
mellem Genthorn og Serpenter,
klingende som blide Velske
mellem Jordens andre Maal.

Men som Han nu sad der streng,
mørk og mildere iflæng,
syntes Intet han at elske
uden Toddy og sin Dreng.

ISLE OF WIGHT. SPITHEAD. "THE ALBATROSS"

Lad den raa Pilot ved Glasset
sidde der, til han blier mæt!
og paa Kassen ved Kompasset
 (Mandens Taffel)
 en Karaffel,
fuld af "Franskt" ved siden sæt!
at han, efter Hjertenslyst,
i mandhaftig Tomandsdyst,
som en ærlig Engelskmand,
kan hver Draabe Blod forøde
i hiin fødte, hanerøde

SIDE: 218

Fiende af hans Fædreland,
den han jo medrette kan -- 
da den baaren er derhenne
 i Guienne,
Medoc eller Armagnac,
altsaa i den sorte Prindses
sværderobrede Provindses
arildsodlede Distrikt -- 
ansee som et højst forrædersk
Døden værd Oprørerpak,
 der meeneedersk
sveget har mod Leoparden
Underdanens svorne Pligt.
Vi imedens ville følge,
Isle of Wight, Old Englands garden,
dine Skjønhedslinjers Bølge,
prægende sig ud i Luften
liig en underskjøn Afspeiling
af en yndig Feers Ø;
under vor Laveringsseiling
langsmed Landet drikke Duften
af det slagne friske Hø;
Cath'rine-Point's Styrtning maale,
som af Morgensolens Straale
snart illumineret, til
Bjerg af Roser blive vil,
medens Nettleston's, det hvide,
liig en lang uhyre Hæk
af Viburner og Jasminer,
sees ud i Havet glide,
til det som en Linje tviner
mellem Luft og Bølge væk.

Lad ham sidde der den Tvære!
sine tause Glas fortære
med en skattegravertyst
indædt heed forsvoren Lyst,
som om hvergang han paa Bunden

SIDE: 219

Perle eller Diamant,
slubbrende den ind med Munden,
i det tømte Bæger fandt!
Andet kalder vore Blikke:
Her her aabner alt Spithead
Gyldenhornet (Stambuls ikke
maaler sig i Pragt dermed).
Derfra, paa tredobbeltkronte,
 bølgebaarne,
kun ved Sejer gjenforsonte,
herskende Britannias Bud,
skyhoslige Tordentaarne,
fare viftehurtigt ud
did den stolte Dronning peger,
efter alle Vindens Streger.

Nu imellem Portsmouths hvide,
milelange Fæstningsvolde,
som i Øst, paa langtudskaarne
Tunger synes hist at glide,
liig en Sølverkjæde hen,
fuld af Led af runde Taarne,
 Citadeller
 og Kasteller,
som for sammen fast at holde
Havets Bryn med Himmelen. . .
Mellem disse havomstrømte
Krigens skinnende Palladser
og imellem Rydes berømte
poppelkronede Terrasser
(Ryde, som Walter Scott lovpriser
fremfor Indiens Paradiser)
Flaaden laa i dyben Fred,
adspredt paa St. Hellens Rhed:
Englands Gyldenhorn, Spithead.
 -- Rolige, som Skjær, af vegne
Springflod op i Veiret stegne,
som ved Kogleri, imens

SIDE: 220

Ebben løber Fjæren lens, -- 
rolige som kolossale
Graasteens-Sfinxer i de Dale
Nilens Strømme overfløde, -- 
rolige, som Hvale, der,
bugopvendte og som døde,
sove midtpaa Havets Øde:
 hist og her
hine stolte, taarnehøje
men of war's for Anker fløde,
ubevægte, skjøndt mod deres
grønne Bouge Bølger skjæres,
stærke, høje som tilsjøs.
Og det blev for Aandens Øje,
som om hvert et Skib kun var
flagbetegnet Ankerbøje
 for den største
 Verdens første
Verdens sande man of war,
for Great Britain selv, som har
slidt sig fra Europa løs,
lagt sig ude langt tilsjøs,
riig og fri og stolt og bøs!

Grusomme "Diktator" vi
ilede med Gru forbi.
Yderst hen "Najadens" Morder,
 som forjagt
af sin Daads Melancholi,
havde eensom sig forlagt.
Som om Nordmænds eller Danskes
og Franzosers kjække Border
kunde see sin Roes forvanskes,
sig beundret ei, men hadet,
laa den eensom der og baded,
sit, med gabende Kartover
rundtomkring besatte, Bryst
midti Rhedens grønne Vover,

SIDE: 221

fjernest ifra Englands Kyst,
liig en Svane uden Mage
og af Flokken glemt tilbage.
Men just der, hvor nedadvendte
Skygger af dens Master endte,
saae Vi dem fra "Royal George"
(det for mange Herrens Aars
Tider siden sjunkne store
Tredækslinjeskib) at bore
sig med Stag og Takl og Top
imod hine ligeop, -- 
Sex i Alt og Tre mod Tre.
Ja, da skarpt jeg saae i Vandet,
fik jeg tydeligt at see
Royal George i Vant og Mers
med Gespenster fuldt bemandet,
klavrende paakryds og tvers.

Nelsons Skib ved Abukir,
(agterpaa "The Vanguard" stod
malt paa sort med Træk som Blod,
meer til Rædsel end til Ziir)
laae for Anker uden Rigg,
rolig som en Ø, i Havnen,
rækkende (som Invaliden
frem sin Armstump) op de korte
Master, ifra Merset borte,
hvortil Sejeren i Striden
før saa ofte lænte sig.
Og det syntes stundom mig,
som om op og ned ved Stavnen,
under Skibets Gallion,
dandsende langs henad Siden,
frem af Bølgen hæved sig
Heltens yndige Sirene,
Lady Emma Hamilton,
løftende høit op i Favnen,
snelt som Skvulp af sjunkne Stene,

SIDE: 222

sølvhvidt Oldingshoved, slynget
om med slimig Tang og Tare:
Hans, der med et Glimts Forbi,
som tilveirs Raketter fare,
grusomt blev i Raaen klynget:
 gamle Caraccioli.

"Agamemnon", vidt berømt
ligesom sin græske Navne,
næst hiin tryllende Medusa,
(Hamilton, Siren-Gorgonen,)
af Lord Nelson elsket ømt,
strakte Marmorgallionen
mellem to berømte Stavne:
"Thunderer" og "Arethusa".
"Victory", i Nelsons Blod
med Udødelighed døbt,
kneiste som en Pyramide,
taarnet op af Bramseil hvide,
som et Bjerg med kulsort Fod,
men i Sne forresten svøbt.
"Dreadnought" (gamle Collingwoods)
"Africa" (Sir Sammy Hoods)
 vingede "Bellerofon",
 som bortførte
i sin Favn Napoleon,
 sørgeslørte
Fangebuur "Northumberland"
Howes "Ajax" og "the Queen",
"Hero", "Royal Sovereign",
Codringtons, den Navariner,
tvende Gange tændt ibrand,
"Triumph", "Caledonia",
"Windsor-Castle", "Victoria",
 -- alle Disse blandt de mindre,
flere end jeg kan erindre,
laae, som Hvaler blandt Delfiner,
Portsmouth til og Portsmouth fra.

SIDE: 223

O, igjennem disse Sunde,
disse Net af Fæstningsgrave,
ovenfra, naar Synet høined
sig mod Sky, i Dybet øinet
som et Garn af sorte Baand
mellem disse Dødskasteller, -- 
 o, her kunde
Døden, om den var en Aand,
og ei burde tænkes heller
som fra Paradisets Have
Fredens Palmers milde Aande,
der borthvifter Jordens Vaande, -- 
o her kunde den, belæsset
med Fordærv, med Ljaen hvæsset,
Herrens Dommes Overbringer
til en millionfold Skare,
 gjerne fare
paa de lynbaldyrte Vinger
uden Mine af Foragt
for de Dødeliges Magt,
uden Trækket til Medynken
skulde, svulmende i Rynken,
om hans Læbe blive lagt.
Ja beundrende kanskee
vilde i sin Gjennemfaren
han sin Dæmonvinge synke,
hilsende Orloggerskaren,
lade højt i Skyen blinke
med en Lynilds Glimt sin Lee.

 -- Lodsen var og blev mærkværdig:
under al vor Opseilads
tømte taus han sine Glas,
og for hver berømt Fregat
 var han færdig
flux at lette paa sin Hat.
Mangt bronceret, kjækt og godt
tatuert Matrosgesicht

SIDE: 224

nikked ned fra Boug og Plikt
til vor groggende Pilot.
Mangen blaa og blaarød Skjorte
fik kun Tid at vinke blot,
mens han venlige, men korte,
Hilsner gjennem Skydsets Porte
fik ifra de Andre sendt,
og fra mangen Dæksmariner
slige grimasserte Miner,
som os viste, han var kjendt:
"Ho, Johnny! ho! How do you do?
 Sing, Sailor, oh!
Well! Toddy is the sorrows foe!
 Sing, Sailor, oh!"

Ved den Stump af Sang han fik
om at Toddy gjør fornøjet,
traadte Vreden frem i Øjet,
som om gjennem Løvets Dunkle
brandguul og til Spranget bøjet
Tiger som et Lynglimt gik.
Men den svandt i næste Blik
snelt som Smedens Funker funkle,
slagne ifra Malmen rød
ud i Nattens mørke Skjød;
og saa hilste han igjen
venligt paa hver gammel Ven -- 
venligt nok, dog saa omtrent
som en Løve eller klog
alvorsfuld Newfoundlandsdogg
vilde murre, naar dens bløde
Pelts en Megetvelbekjendt
i det varme Solskin klø'de.

Men, om ikke jeg saae feil,
Kime jeg til Graad opdaged
i hans Blik, men snart forjaget,
liig en Taage paa et Speil,

SIDE: 225

netop som vi over Staget
gik, en Kutter at undgaa,
som imellem Flaaden laae . . .
Ah! det var et Mesterstykke!
Ret et Ibenholtsklenod!
Negerpigesort- og slank!
Reisningen som Palmens rank!
Uden andet synligt Smykke
end en Bord omkring som Blod.

"Denne der -- var Lodsens første
Ord paa længe sagt til Os,
da han havde slukt sin Tørste -- 
har til Navn "the Albatross."
Og en Albatross paa brede
stedse spændte Vingers Flugt
Kuttren er, til hidsig Jagt
efter Slaveskibe brugt,
flyvende med rastløs Magt,
som om levende den vrede
Havørns Hjerte med dets Hede
i dens skarpe Boug var lagt.
Men derfor, derfor især,
 ja derfor
har jeg Kutteren saa kjær:
Jeg har havt en Søn ombord -- 
Francis . . ."
 Og med dette Ord
Taaren, som for nylig, tvungen
ved at han sig beed i Tungen,
i sin Væxt tilbagesank,
modned atter fuld og blank;
og, før han fik knust den, gled
ad hans brune Kind den ned.

"Francis?" -- spurgte jeg mig selv -- 
"Francis? Jagt paa Slaveskibe?"
Hvad betyder dette vel,

SIDE: 226

at mig saa bekjendt det lyder?
 Hvad betyder,
at jeg ikke frem kan gribe
hvad jeg veed er i min Sjel,
men som i dens Dyb sig skyder?
Men vilkaarligen at tvinge
frem som Syn den havte Drøm
er at ville daarlig bringe
Klokke, sjunken i en Strøm,
til deri som før at klinge.
Netop naar den gribes skal,
vægtforøges dens Metal,
som om alle Dybets Kræfter
halende sig hænge efter,
som om Afgrundsslanger knytte
sig om deres vundne Bytte
med fortvivlet Kraft og Vrede
om den sjunkne Kirkeklokke,
der er bleven deres Flokke
altforlængst et hævdet Rede.
 -- Men der var ei Tid til daarlig
 anstrengt Grunden
efter Drømmene paa Bunden
 af min Sjel,
naar de ikke uvilkaarlig,
som opflydte af sig selv,
komme af dens Dybder frem.
Og desværre flux naar Blunden
er med Nattens Timer svunden,
lukker den sig over dem
 -- som om sine Perler Bundens
 Musling stærk,
af Polypens Arm berørt, -- 
hurtigt, hurtigt før Sekundens
svage Dødssuk hen er ført,
en Passionsblomst liig om sine
korsbetegn'te, straalefine
Stjerneblommers Underværk.

SIDE: 227

Som med Dagens Time dennes
fagre Blomstring er forbi,
Sjelenes med Nattens endes;
og naar over Østens Høje
Morgenrødens Flammer tændes,
lukker du dit Aandeøje,
Dødeliges Fantasi!

Der var ingen Tid at spildes
paa at jage undfly't Drøm,
der tilfældig kun, som gale
Antilope eller Svale
 atter hildes,
kommen af sig selv igjen -- 
Thi i Fjernets Graa derborte
syntes bag os alt Spithead
sjunken med sin Flaade ned.
Skibenes Kolossers sorte
Masser med de hvide Rande,
fulde af Kartovers Porte,
saaes meer ei ovenvande.
Masterne og deres Ræer,
hist hvor i en blaahvid Rand
Hav og Himmel sammenbryntes,
agterud i Fjorden syntes
Omrids liig af Granetræer,
svedne af en Ildebrand,
skarpt mod Himlens Blaa udskaarne,
som paa sumpig Bredde baarne
af et miilbredt Ørkenvand.

 

SCENERY. ENGELSK EFEV

Men se forud! se mod Norden!
Forud se, hvad Perspektiver,

SIDE: 228

Tepper liig, der rulles op,
 Hampshire'-Fjorden,
ret som et Kaleidoskop,
snevrende sig sammen, giver!
 Som forelskte i hinanden,
nærme begge Kyster Stranden,
saa at Fjorden mellem dem
som en Flod sig lister frem.
 O, saa maae
hedenfarne Saliggjorte
 kunne skimte
gjennem Himlens aabne Porte
Paradiserne fremglimte,
som de engang skulle naae!
O, det er at speide i
naadig Skabers Fantasi,
da Han, efter i sin Vælde
skabt at have Nordens Fjelde,
 Alper steile,
Himalayas Gletscherspeile,
overlod sig til en stille
salig Skaberglædes Nyden
og Miskundsomhedens milde
overstrømmende Indskyden!

Mere bløde Linjerækker
fine Pensel ei i glatte
 Olje trækker,
slaaer ei blidnet Døningbølge
eller gyldentunge Ager,
over hvem en Luftning jager,
end de grønne træbesatte
Hampshire's Høje, som forfølge
paralelt hinandens Flugt
 langsmed Fjorden,
alt som dybere mod Norden
denne skyder ind sin Bugt.

SIDE: 229

Da fornam jeg grant, hvordan,
mine Fædre (mine; thi
under Sognefylkes vilde
havomskvulpte steile Kyster,
gjennem stærke Kjæmpebryster
vælded frem den varme Kilde
til mit eget Stammeblod) -- 
da, ja da jeg klart forstod,
hvordan Nordens ørnefri
Viking og alt halvdeels velske
ridderartede Norman,
under Vilhelm Landestormer,
kunde dødeligt forelske
sig i dine skjønne Former,
kvindefagre Engelland;
 ja hvorlunde
Hjemmet de forglemme kunde,
sønderrive Hjertets Rod,
saa de evigt det forlode,
 for at pode
ind i hint sit eget Blod.

Fæstet end af deres Fødder
rundtom i Ruiner stod:
Hvor iland de satte Fod,
reiste de et Taarn til Mærke,
ligesom i Romas Dage
Seierherrens Landsestage
boredes af ham i Jorden.
Og de staae der end de stærke
Normanstaarne til et Tegn,
at af dem erobret vorden
er den hele skjønne Egn.

Men en større, skjøndt ei værre,
 Seierherre
har ved hine tandudskaarne

SIDE: 230

William-Conquestor-Taarne
sig med saadan Magt indfunden,
 som om Grunden
var hans egen Odelsmark,
som igjen han vilde tage.
Ungdomsskjøn, hvorvel af Dage
ældre end en Patriark,
født vel før end Hors og Hengst,
har han Taarnenes Baroner
 overlevet
og paa Taarnene forlængst
sit Familiebanner hævet, -- 
Krandse hængt og Sejerskroner,
over hvert et Buehvælv,
hver Gesims, Karnis og Karm
med Familiefarven smykket,
ja de faste Taarne selv
hist og her isøndertrykket
med sin egen stærke Arm.
. . Stærke? O hvor synes vege
denne Seierherres Arme,
strakte ud kun til at lege,
mens dog det Naturens Blod,
som besidder varigst Varme,
rinder fra hans Hjerterod!
Thi den Taarnenes Betvinger,
stolte Slægters Overlever,
Han, som sine Fænniker,
op ad Murens Steilhed stegen,
trædende paa døde Grever,
fra Ruinens Tinder svinger,
ikke nogen Anden er,
end det gamle Englands egen
 odelsbaarne,
symbolvalgte, dunkelgrønne,
evigen ungdomlig-skjønne
Efev, voxet vildt afsted:

SIDE: 231

Englands stolte Eges kaarne
trobevarte Kjærlighed,
Planteverdnens Ganymed.

Lad i Portsmouth hine Rækker
af Kaserner bli'e forladte,
lad the Queens Tredobbeltdækker,
Flaadens Skibe, et for et,
blive op paa Landet satte,
raadnende og søndersprukne,
Hvale liig, der gispe, trukne
op paa Stranden i et Net
 -- o før trende Aar er' rundne,
Flaade, Fæstninger og By,
Citadeller og Kaserner
ville være overspundne
af et Efevvildnis, svundne
sporløst, som en Klase Stjerner,
naar du søger dem paany,
blevne borte i en Sky.
Ind og ud ad hver en Port,
hvert et Vindu, sønderslaget,
paa de øde Byruiner,
udad høje Mezzaniner
slangemægtig inden kort
kaade Efev vilde gro;
langsad Ribbene paa Vraget,
ind- og udad langs de sorte
Dødens Munde, Skydsets Porte,
armtyk, eviggrøn sig sno;
stærkere end Ankertouge
sammenknytte Flaadens Bouge,
sammenflette kabbelfast
Raa til Raa og Mast til Mast;
 til dem takle
med sin seige lange Rakle,
som med ægte Baadsmandskast.

SIDE: 232

Ja, om London ud var død,
om dets Millioner gjøre
Ende paa den Kamp de føre
mod den grønnende Natur,
stedse flyttende sin Muur
længer ud i Landets Skjød,
og om de forlode det,
mylrende ad alle Stræder,
Orme liig, der alt har ædt,
Staden, som bestaaer af Stæder,
levnende det Øde, som
over Eufrats London kom,
over stolte Babylon,
Ninive og Ktesifon: -- 
da, da inden Somre faa
vilde Engellands Vedbende
seirende tilbagevende,
brolagt Gade sønder slaa,
over London-Bridge sig spænde,
 sammenknytte
Lordens Borg Kartistens Hytte,
rundt St. Paul Guirlander binde,
med sit Net af Blade spinde
 gamle Tower
ganske som en Kube over,
gjøre Bondstreet til at see
som en hvælvet lukt Allee,
hver af Squarernes Kvadrater
til et yndigt Skovtheater,
hvor Irisker og Stillidser,
bag de levende Kulisser,
under hvirvlende Musik,
smukke Elskovsskuespil
med et stort Talent opføre,
 men hvortil
spodske Stære see og høre
under skjærende Kritik: -- 
gjøre London til en Skov,

SIDE: 233

hvori selv St. Paul fordølges, -- 
til et Vildnis, hvor kun følges
vilde Skjønheds Ordenslov -- 
Paradiis for Millioner
Finker og Papilioner;
og paany fra Himlens Blaa
skyldfriblevne London vilde
klare og forsoningsmilde
Straaleblik af Solen faa,
 -- ja, det samme maaneblide,
stjernestille, gyldenhvide
Foraarssolskin, som paa Landet
flyder, med et Gjenskin blandet,
over Tagene af Straa.
. . . O saa yndigt Solskin mindes
jeg den Dag vi Spithead peiled,
da vi ind St. Hellens seiled,
over hele Egnen lagt,
skjøndt med endnu større Pragt,
saa at Øiets ømme Lindse
 maatte blindes,
af de klare Straalers Magt,
om et Blik mod Himlen voves.
Herligst dog det syntes glindse
over lundomhegnte Cowes,
som om Solen her opdaget
havde yndigst Sted paa Jorden,
Syden for en Dag bedraget,
og paa denne Plet i Norden
øst sin bedste Fyrighed
over denne Landsby ned: -- 
hele Luften blaaforgyldt,
med en Glimmerglands opfyldt,
med et Spil af Farvetoner,
som om den af Millioner
pludselig i Glød antændte
Diamantsafirer brændte.

SIDE: 234

YACHTCLUBB-FLAADEN

O Farvel, Spithead! Som sorte
Punkter Skib for Skib forsvinder.
"Caledonia" selv er borte,
Caledonia selv, at see
seilbedækket ret som tre
svimmelspidse Snebjergtinder.
Portsmouths mægtige Belæg
af rangerede Kasteller,
et for et, som Punkter hvide,
sees, dalende saa sagte
 som forjagte
stilleblevne Tidselskjæg,
under Horizonten glide.
Og af Aandens Sejersmærker,
Menneskenes Underværker
næsten træt og overmæt,
 Øjet søger
til Naturen, hvor den spøger,
 følger heller
Højene om landligtblide
skjønne Cowes, af hvis blaa
solbelyste blanke Tage
hist og her vi et at rage
frem af Lunde af Moreller
Poppler og Kastanjer saae.

O hvad yndig Blanding af
Stad og Landsby, Land og Hav!
Mellem hine Tage blaa
skimted gule frem af Straa;
tamme Duer ifra Byen
viden over Fjorden sværmed
midtiblandt dens vilde Terner;
snart med djærve Vingekast
cirklende de under Skyen

SIDE: 235

lyste hvide frem som Stjerner,
snart de klapprende sig nærmed,
sænkende sig paa vor Mast.

Og, at Alt ved Cowes skulde
være nydeligt tilfulde,
laa der, ringet ind af Lunde,
paa en Bund, hvor Sølversandet
perleglindste gjennem Vandet,
adspredt henad Calshots Kyst,
en saa underdeilig Flaade
at man gjerne tænke kunde
den med Alfer var bemandet,
bygget kun til Feers Lyst, -- 
ja en herlig Flaade atter
af Korvetter og Fregatter,
meget større ei end Baade,
 Skjønmodeller
til de Store udenfore
Portsmouths Rad af Sjøkasteller,
saa den lille Landsbys Rhed
var et Billed af Spithead,
med bevimplet Skov af ranke
Master, vajende og slanke,
smekkre Epilobier liig,
der paa Kanten af en øde
 Hedes Banke,
enkelte som Ax, med røde
Purpurblommer hæve sig.

Det er Yachtclubb-Flaaden. Ah!
Yachtclubb-Flaaden? Ah, ja se,
nu, nu lægger En ifra!
Ledig Dandy vil maaskee
skyndsomst fra Catania
til en Lady, som er daanet,
hente i krystalne Glas
Is, som er paa Ætna blaanet?
eller -- til en bedre Spas -- 

SIDE: 236

til en Viscountesses Tørste
fra Vestindien allerførste
gyldenmodne Ananas?
Ja hvem veed (hvis nu Mylord
for en Belesprit har Ord)
om His Grace i Hu ei randt
nu da Routen ud er sovet,
at paa den igaar galant
i den glimrende Salon
han paa Æresord har lovet
Morgan eller Blessington
frisken Krands Orangeblommer
hentet fra Messinas Sommer
af ham selv og det direkte?
Thi Mylord har Tid nok jo,
og de høitberømte To
ingen Bøn han kunde negte.

Nei, paa Yachten, som vi saae
fra de andre ud at staae
seilbedækket os imøde,
flygtet Yndlingssvane liig,
som med Guldring om sin lange
smekkre Halses Sølverslange
blandt de andre vilde graae
paa et Kjern i Nordens Øde
som en Dronning viser sig -- 
der ombord hvor tæt dog vrimle
Dandys ved Kahyttens Dør,
mellem gyldenfryndste, blaae,
violette, rosenrøde
Parasollers Silkehimle!
Og af lange hvide Slør,
hviftende for lette Bør
Stjerner ud i sine Folder,
skinner Skandsen overalt
rundt en Amazongestalt,
som det gyldne Roer holder.

SIDE: 237

Ah, hvor nære
langskibs hun til Luvart kunde
lade Yachten trodsig skjære, -- 
farligt, skjøndt saa sikkert som
Somnambules Gang iblunde,
saa ei Damerne alene,
men de mustacherte pene
Herrer ogsaa, ganske blege,
med af Rædsel aabne Munde:
"La Duchesse! Duchesse! skrege . .
O, for Guds Skyld! Roret om!"

Allemand ombord i Briggen,
Allemand (ja Lodsen med)
Alle med udstrakte Hænder
stode, forat frelse Riggen,
langsad Rælingens Gelænder
i et ængsteligt Geled.

Da, just i Sekunden da,
kun en Alen knapt derfra,
Damen drejer raskt paa Roret,
just da hendes Navn af Choret
blev udraabt og Yachten vender
for at løbe ned i Læ,
viser Lodsens Blik og Hendes
Aasyn, at de begge kjendes.
Hans blev rædselsfuldt at see:
skummelmørkt, dog fuldt af Flammer,
Fakler liig bag Sørgefloret,
hendes Aasyn hvidt som Sne,
fuldt af en Gorgones Jammer.

"Johnny -- You"! sagt med en Stemme,
som ei lader sig forglemme
 -- o, som om i Glas man skar
foran nervesyge Øre -- 
hørtes Ladyen at raabe.

SIDE: 238

 Meer at høre
var for dengang ei at haabe,
da hun af saa iilsomt bar.

Men hvad tænker Damen paa?
Er den Lady rigtig klog?
Op paany hun Yachten jog
til den Kurs den forhen laae;
og, idet hun vende lod,
saa dens Fraade os besneer,
kaster hun en Pung Guineer
klingrende for Lodsens Fod.

Men hvad tænker Manden paa?
Er den Lods vel rigtig klog?
Pungen iilsomt op han tog
og tilhavs saa langt han kunde
i et Nu den slængte saa
i de gridske Bølgers Munde.
Damen saae det. Hun og Alle
saae og hørte Pungen falde. .
Nei, ei den, nøiagtigt talt,
lod sig høre da den faldt;
thi dens grønne sølvindslyngte
Net blev sprængt af Guldets Tyngde,
saa at, da dens Indhold suste
Mynt for Mynt i Bølgen ned,
dalte sagte som et Blad,
sammensjunken, splittet ad,
Pungens Pjalt derefter med
just hvor Yachtens Kjølvand bruste.

Lodsen . . Ah, hvad gaaer af ham?
Andengang han jo paa Ærmet
tørker bort en Taares Skam,
som, hvor haardt imod han stred,
stedse svulmende sig nærmed,
til den trilled moden ned?

SIDE: 239

LODSENS FORTÆLLING

Yachten var forlængst forsvunden,
som forbi os fløjen And.
Alt Southamptons gamle Taarne,
nærmere i Luftspeil baarne,
forud skimtedes i Bunden
hist af Fjordens kløvte Strand.
Om en Time eller to
Briggen skulde finde Ro,
og vor Lods da gaae fraborde;
da (det er som Afskedsstunden
aabner Hjerterne og Munden)
tog den Gamle saa tilorde:
"Tvende Gange, Gentlemen,
(Damnd! det har I maattet mærke)
Tvende Gange -- to formeget -- 
har De seet mig gamle Ulk
 -- fy det er en Skam! -- i Graad:
først igaar, da i sin Baad
Drengen herfraborde stødte,
og nu nys idag igjen,
da vi denne Lystjagt mødte,
var i Øjet Taaren steget,
og mit barske muskelstærke
Ansigt har, nervøst bevæget,
kjæmpet med kvindagtig Hulk.

Nu! for mine Landsmænds Skyld
at ei Skam paa dem skal falde
og I Uslinger dem kalde,
vil jeg Aarsagen berette,
aabne jer min Kummers Byld.
Dog, Kaptain, først siig mig dette:
ejer Selv De Børn derhjemme?
Naar saa er, da vil det blive

SIDE: 240

idetmindste let for Dem
mig den Svaghed at tilgive,
at jeg ikke kunde hemme
Taaren, som sig trængte frem."

Vor Kaptain med Nik bekræfter,
og et Haandtryk fulgte efter,
langt og varmt, som om deri
laa et ømt Frimureri,
som om deri deres Sjele
kunde vexlende meddele
samme Følelsens Mystér.

"Agterud -- saa han begyndte -- 
agterud en League omtrent,
der hvor hine grønne Pynte
fiint som Traade ud sig spinde,
en for en mod Fjernet spændt,
til de i dets Blaa forsvinde
der hvor Fjorden synes endt,
Gentlemen, I kunne see
Cowes, som forbi vi hasted,
endnu, liig en Stribe Sne,
liig et Skum paa Bredden kastet.

Der, i mindste Huus i Flekken,
men det netteste kanskee,
yderligst i hele Rækken,
saa det sidste Egetræ,
som i Norriscastles Parker
skygged over Byens Marker,
gav dets ene Side Læ,
som om Førsterhuus det var,
mens den anden laae saa nære,
som en Fiskers, Fjordens Fjære,
at, naar Floden høit sig skar,
strøede den med perleskjære

SIDE: 241

Muslingskaller Hyttens toede
sandbesprængte Trappetrin -- 
 -- der i dette Huus jeg boede,
denne Hytte den var min.

Den var Fred og Lykke lovet
i min Faders hvide Hoved;
thi han boede hos mig.
Hvor jeg Efevranker draget
havde langshenunder Taget,
at de kunde flette sig
trindtom Vindvet under Røstet,
der den Gamles Kammer var -- 
 -- o i Huset hvad i Brystet
Hjertet er og hvad i Kirke
allerhelligst Sanktuar.
Der min Fader sig forlysted
med paa sine gamle Dage
Fiskenet til mig at virke
siden Synet blev for svagt
til at drive om paa Jagt,
saa han Afsked maatte tage.
Han som Førster nemlig tjente
hos Lord Norriscastles Far,
og med Gamlens Valg det var,
at hans Kammer didhen vendte,
hvor han i sit Vindu kunde
høre paa de gamle Lunde,
paa den Gamledages Sang
fra de tusind Blades Munde
og de kjendte Jagthorns Klang.

"Johnny!" -- havde Gamlen sagt -- 
"Jeg er træt af Lordens Jagt.
Tag din Mary Ann tilægte!
Hun, saalænge I er' to,
ikke vil din Fader negte
dette lille Kammers Ro.

SIDE: 242

Og desuden har jeg Grunde
 -- lagde hviskende han til -- 
til at skynde, om jeg kunde,
paa hvad du saa gjerne vil.
Rygtet om vor unge Lord
kjender du fra mange Munde;
han ei har det bedste Ord
siden han tilbagevendte
sidst ifra Paris, afbleget,
saa han lignede sit eget
Skyggebilled og hans Mor
knapt sin Førstefødte kjendte.
Og hvad skulde jeg vel see
een Gang ei, men hele tre?
Paa den sidste Uges Jagter
 har jeg funden
udenfor din Marys Dør
Lordens egen Jagthest bunden.
Hun er smukkere end sagt er
(kaldes jo af Folket "Loves
flower, fairy Queen of Cowes?")
og Mylord, den unge Herre,
 han er værre
end ham onde Rygte gjør.
Derfor, om jeg raade tør,
næste Søndag, om du agter. . ."

Far fik ikke udtalt før,
jaget som af onde Magter,
jeg til Mary Ann mig skyndte.
I Begreb jeg hende fandt
med sit fagre Haar at pynte.
"Thi -- saa hun troskyldig sagde -- 
Johnny, tænk dig! saa galant
er Mylord imod min Moder,
at i sidste Uge trende
Gange han Visit aflagde . .

SIDE: 243

O, han var en Søn mod hende,
og mod mig som ømmest Broder!"
Jeg naturligt lod mig ikke
mærke med det allermindste,
talte ei om Hvepsens Sværmen
rundt den Rose, den vil stikke,
ei om sølveroverglindste
Slanges fule sagte Nærmen
til den Finkes trygge Rede,
som den vil til Frokost æde.
Men, som raadet af min Far,
næste Søndag allerede
Mary Ann min Hustru var.

Gud var god: min Salighed
varte hele Somren ved.
Morgen jeg og Aften tænkte,
at til Grund den ene har
Guds ifra hans Himmel sænkte
Naade til min gamle Far:
at min Lykke ikkun var
uforskyldte Gjenskins Glands
 ifra Hans,
paa hans Hoveds hvide Sne
faldne, Guds Velsignelse.

Og for ret mig fro at gjøre,
Lorden siden Bryllupsstunden
lod sig ikke see og høre.
Liig i Jorden sjunkne Geist,
liig i Luften stegne Høg,
var han ganske som forsvunden.
Rygtet sagde ham for Spøg
for et Væddemaal forreist
atter paa sin gamle Viis
skyndsomst over til Paris
med en Sværm Mylords og Squires.

SIDE: 244

Men, som byttelystne Glente,
stegen kun saa høit tilveirs,
at ei Syn den ind kan hente,
skjøndt den selv kan alt bespeide,
lodret svævende, som bunden,
over Byttet den vil veide,
kun i Skyerne paa Luur, -- 
var han kun paaskrømt forsvunden;
og kun Hændelsens Behag,
kun et Slag af Rygtets Tunge,
kun en Streg af Bonaparte,
ej Forandring i den unge
Herres Planer og Natur,
foraarsaged, at han sparte
mig en Tid -- et Aar det varte -- 
for min Lykkes Nederlag.

Verden veed, en vakker Dag,
fandt man nemlig tomt og sprængt
 det forgyldte
trange Papegøjebuur,
hvori Frankrigs Ørn var stængt
og paa Elbas Klippemuur
frem for Verdens dumme Øine
ligesom tilskue hængt,
og at Frankrig den Udfløine,
som med Skræk Europa fyldte,
flux paany med Jubel hyldte.
 -- Alle Britter, Torys mest,
som til Frankrig vare dragne,
maatte, forteste som bedst,
Spurve liig fra Ørnens Rede
ved dens egen Hjemkomst jagne,
sig ad alle Kanter sprede:
De i Norden skyndsomst over,
hvor der kortest var, til Dover,
over Rhinen De i Vest,
De i Syd og De i Øst

SIDE: 245

sprængtes Havet viden om
hist og her paa Kryds og tvers;
og Mylord, som i Hière's
sig opholdt, da Rygtet kom,
at Uhyret nu var løst,
var ei seen at gaae ombord.

Førend Aarets første Høst,
Løvetandens Foraarssne,
falden var for Vindens Lee,
gik i Byen alt det Ord,
hvisket Huus fra Huus: "den slemme,
unge Lord skal være hjemme."
Men saaledes til det gik,
at vi selve Bonny skyldte,
at en Frist vi endnu fik
før den Skurk sin Plan opfyldte.

Sommer, Høst og Vinter gleden
var saa uforstyrret stille,
som i Timeglasset ned
Sandkorn efter Sandkorn trille,
roligt, i saa dyb en Fred,
som om alt for Evigheden
Tidens Puls var reguleret
af de fromme Slag af Klokken,
der i Krogen var placeret,
og som Takten slog til Rokken,
Mary var saa flittig ved.
Men da atter Vedbendstokken,
som var langsmed Væggen dragen,
friske Grønt paany udsprængte,
saa den over Døren hængte
som et lysegrønt Gardin,
fik den Gamle, som han tænkte,
at bestille hele Dagen
Time ud og Time ind,
med at vugge for en Liden,
kommen til i Pintsetiden.

SIDE: 246

Tænker da med hvilken Fryd,
med hvad liflig Hjertebanken,
saa jeg hørte selv dens Lyd,
med hvad Uro sød i Tanken,
med hvad Slag i Pulsens Bølge,
jeg hver Aften, som geleidet
af usynligt, vinget Følge,
der mig skyndte stedse frem,
ilte ifra Værftet hjem,
hvor jeg dagligen arbeided!
Tænk det Øiekast, hvormed
jeg i Døren overmaalte
hele min Lyksalighed!
Tænk hvor langt og lyst det straalte,
for i samme Øieblik
Alt at sluge, Alt at fatte,
alle mine Hjerteskatte:
Hende, som mig først imøde
med udbredte Arme gik,
Oldingen, hvis Vink betøde,
naar med Fingeren han tyssed,
at den Lille sov, han vyssed,
først og sidst min Francis saa,
Englen, som i Vuggen laae!
Men en Kvel -- just Himlen løste
sine Strømme; ned de øste,
som naar vældig Bradsjø bryder
indigjennem aabne Luge,
saa i Rummet Alting flyder;
Skyerne sig sænkte lavt,
som om Alt de vilde knuge,
kvæle Alt i deres vaade
Tepper, Alting som begravt,
saa at Parkens høje Træer,
syntes langtfra som en Flaade
fuld af seilbedækte Ræer. . .
Denne Kvel, skjøndt neppe Aaret
ind i Junius var baaret,

SIDE: 247

var af Regn og Skodd saa mørk,
som en Aften vel kan tænkes
i November, Tidens Ørk,
hvormed Høst til Vinter lænkes,
Maaneden da Satan fødtes
og da Paradiset ødtes. . .
Denne Kvel til vanlig Tid
gik jeg hjem fra Dagens Slid;
langsad Stranden jeg mig skyndte
 -- endnu kunde Dag jeg see;
men da Stranden var forladt,
og da Parkens Træer begyndte
som en Art af en Allee,
blev det mørkt som Midjenat,
som at see ind i min Hat,
og saa stille, at jeg hørte
hvert et Regndryp, som sig rørte
faldende fra Blad til Blad.
Men om Vejen, om den gamle,
spurgte jeg ei Mørket ad
ved mig langsomt frem at famle.
Raskt jeg gik, og snart jeg Glimtet
alt af Lys derhjemme skimted,
da medeet en Baadsmandspibe
tæt forbi mit Øre hveen.
At som en Staty af Steen
flux jeg standsed, at jeg lytted,
Foden flux tilbageflytted,
Gentlemen, I nok begribe.
Men saa tyst paany var alt,
at hver enkelt moden Draabe,
som i Lønnebladets Kaabe
ovenover mig nedfaldt,
næsten som en Klokke klang
i den hvalte mørke Gang.
Da medeet før Foden kunde
atter hæve sig til Skridt,
mens jeg standsed for at grunde

SIDE: 248

paa en Mistro endnu lidt . .
Da medeet -- jeg hørte kun
Løvet rasle ved min Side -- 
før Sekundens Dryp fik glide
i Forgangenhedens Mund
og den næste atter kunde
fuld og modnende sig runde . .
da medeet, før Tankens Gnist
kunde lysne selvbevidst,
var jeg pludselig af trende
Mænd, som sprungne frem af Grunden,
greben, kastet overende,
kneblet, bagtil lænkebunden;
og før en Minut flød væk
var jeg, klodset som en Sæk,
paa den ene Kjeltring læsset,
samt foruden mange Ord
bragt i en Chalup ombord,
som laae skjult der bagom Næsset.
Fluxen blev der halet ud,
til en stor Orlogger hastet,
som just havde Anker kastet
samme Kvel paa Byens Havn.
Uden meget Hovedbrud,
skjøndt nok Tanke Tanke jagte,
under Toften jeg opdagte,
at den frie Britte presset
bleven var i Kongens Navn.

Næste Morgen den Fregat
havde Kours til Plymouth sat.
Der laae Ordres, saa befundne,
at Fregatten skulde, inden
visse Uger vare svundne,
naae de Øer under Vinden.

Vi et Døgn tilende rendte,
og saasnart man agter saae

SIDE: 249

Scilly-Øerne saa smaae,
at man neppe nok dem kjendte
fra en Vildandsværm, der sov,
medens friskt vi skummed væk,
ud Kanalen, ud mod Vesten,
fik jeg fra Kaptainen Lov
til at slippe af Arresten
under Skibets andet Dæk.

Men min Smerte og min Vrede,
bleven rasende dernede,
rented ind deroppe blot
liden Trøst, men mere Spot.
Paa et tvundet Toug man pegte,
som paa Storemasten legte.
"Lidt af den, om meer du stønner,
og paany saa i Kaschot!"
Unge Midshipmænd, selv Sønner,
trak paa Skuldren kun til Svar
ad min Tale om min Fa'r.
Nævnte jeg mit Barn, min Viv,
saae de op i Masten bare,
sagde: "Kulingen er stiv,"
pegte, uden meer at svare,
paa i Nord en liden Prik.
Det var Landsend, som forgik.

Forud kun naturligviis,
blandt Matroser og de Unge,
turde jeg med sluppen Tunge
give Klagerne til Priis.
Men fra Skandsen var alt Chefen
paa min Støi opmærksom bleven.
"Manne hid! Hvad? Flæber han?
Nu, for tusinde Ulykker!
Skoen, som saa haardt ham trykker,
her ombord med Kat man smører.

SIDE: 250

Han har tjent som Orlogsmand,
været fangen, som jeg hører?
Slige Sjøfolk Engelland
just behøver altsombedst
snart i Øst og snart i Vest.
Og saa meget kan jeg sige:
hvert af mine Mærker spaaer,
at, hvad dig, min Mand, angaaer,
nok Du før isyne faaer
Helved eller Himmerige,
end du Gammel-England atter
efter dine Togter naaer.
Derfor siig det kun Farvel
for -- lad see! -- en halv Snees Aar."

Fløitende Kaptainen vendte
raskt sig paa den ene Hæl;
og medeet af den Maneer
og af Tonen i hans Latter,
af hans Røst, hans Blik og Miner,
Haar og Holdning, Gang med meer,
jeg grandgiveligen kjendte,
med et Blik, som ei bedrog,
skjøndt det zittrede og brændte,
med Forfærdelse igjen
flux den værste Libertiner
mellem de Mylords Bekjendte,
som med ham i Parken jog
og ifjor til Frankrig tog,
netop just hans bedste Ven;
 og en Gisning,
med en grufuld Gjennemiisning,
ved hans Syn min Sjel betog,
som om klammen kolden Snog
pludseligen frem sit stygge
Hoved i mit Hjerte stak,
gjennem Hjernen sine Rygge,
for min Sjel at gjennemslingre,

SIDE: 251

bugtende i Kramper trak;
 thi medeet
jeg den unge Herres Fingre
saae i Alt hvad der var skeet.

Sandt Kaptainen havde spaaet;
sandt, ja endnu meer end det:
først da fulde atten Aar
havde graanet mine Haar,
rindende, skjøndt hvert var gaaet
med til Orlogs, langsomt hen,
saae jeg Engelland igjen.

Som fra lukket Haand til Haand
snelt i Pantelegen Ringen
løber paa det skjulte Baand,
saa den greben blier hos Ingen,
saa fra Skib i Skib ombord,
rundt den hele vide Jord
blev jeg paa Kommando stukket.
Jeg forsvunden var i hine
atten fulde Aar for Mine,
som en Steen til Bunden dukket,
mens en Albatross paa sine
hvileløse Vinger ei
er i saa bestandig Fart
paa den brede vaade Vei,
hvor hvert Spoer forgaaer saa snart,
som jeg svæved ovenover
Æthioperhavets Vover.
Men hvorledes Alt fortælle,
som i disse Aar er hændt?
Jeg har lidet kun at melde,
Jeg, som stræbte kun at glemme,
havde kun magnetisk vendt
Tanken imod dem derhjemme.
Som idrømme blev jeg ført

SIDE: 252

fra Vestindien til Ostindien,
hundred Gange over Linien.
Derfor lad de Aar kun gaae,
skjøndt den gamle Sjømand prater
gjerne om hvor han var med.
 Om I fritte,
mindes jeg dog ikke heller
meget af de hede Kampe,
i hvis Flammers tætte Dampe
jeg er bleven tidlig graa,
og det sømmer ei en Britte
(som en Franskmand og Soldater)
at han som Bedrifter mindes
og med mange Ord fortæller
slige rene Bagateller.
Bagateller? Ja hvad mere
for den Sorg mon Slag vel ere,
som kun vil, at Døden vindes?
Sorgens Balsam, Glemsomhed,
tæret har paa Sjelens Kræfter,
saa jeg knapt kan huske efter,
Jeg, som overalt var med:
med Lord Exmouth mod Algier;
derifra til Sankt Helena;
saa for Simon, den Befrier,
paa Station ved Chartagena;
med Mac-Kenzie flux til China,
Handelsvenskab at beskjærme;
mod Piraterne, som sværme
ud og ind om Amboina
tættere end sultne Flok
vilde soloptændte Bier
rundtomkring sin Honningstok;
derfra fluxen til Bourbon;
saa med Edvard Codrington,
da ved Navarin han slog;
saa mod Birma da vi tog
Irawaddys By, Rangoon;

SIDE: 253

snart i Øst imod Avaner,
snart i Vest mod Mexikaner -- 
korteligen, Gentlemen,
Jeg, som har ved Leilighed
maalt malayiske Monsoon
med vestindiske Orkaner,
Jeg, som overalt var med
husker Stumper kun igjen,
veed om lidet kun Besked.
Dog et Eventyr har brændt
ind sig i min gamle Pande -- 
et som aldrig jeg kan blande
med de tusind, som er hændt.

Engang under Cuba prajer
vor Fregat en Brigantin
just som den vil løbe ind
i en skjult af Øens Bajer.
Intet Svar og intet Flag;
men saa klart som Sommerdag
var at see af Skabelonen,
at den Slavehandler var.
Da vi sendte den en Kugle,
hørtes det da og af Tonen
i de spanske Skurkes Svar,
hvad det var for vakkre Fugle.

Men til Uheld fast laae Vi
i et Havbliks Trylleringe;
Brigantinen længer inde,
drivende, ja næsten klods
langsmed Land i Læ af Os.
Da, som om, for at staae bi
Englands og Alverdens Fiende,
Satan havde af sin Vinge
hviftet med en enkelt Fjer,
Havets Perlemoderskjær
sortned af en Briis just der

SIDE: 254

hvor den Slaveskibspirat
vilde ind ad Bajens Gat.
Og da Brisen netop strakte
sig saalangt dens Ræer rakte,
havde vi den Skam og Spe,
Lykke med dens Puds at see.

Men hvad skulde ikke skee?
Knap er Brigantinen borte
bag den sikkre Bais Entree,
snever, som en Fæstnings Porte,
før vi høre Skud paa Skud,
og imellem dem vort eget
Gammel-Englands Entringsskrig.
. . Hurra, boys! Chaluppen ud!
fuld af Folk, som havde leget
med Pirater før om Livet:
Mand mod Mand, paa Kniven Krig,
Krig hvor ei Pardon blier givet!
Røveren paa aaben Sjø
veed, at, vindes ei Bataljen,
venter ham paa Stranden Galjen -- ,
derfor seire eller dø!

Ganske rigtigt, -- En af Vore!
Skonnerten the Albatross,
ubemærket af den store
Brigantine og af Os,
havde faaet det paa Lugten:
mærkende hvorhen det pegte,
at Piraten lumskt bevægte
sig saa stille imod Bugten,
som et Aadsel af en Hai,
der med Bug iveiret driver
ind paa Kysten hvor det bliver,
havde af en Sky den vristet
sig en Briis, og forud listet
ind sig i den samme Bai:
saa, da Brigantinen ind,

SIDE: 255

snigende sig lægervals,
under Jubel var laveret,
var det som naar Grævling graa,
der paa Rov var udspadseret
i det klare Maaneskin,
i sin Hules trange Hals
pludseligen træffer paa
liden ildsindt Hermelin.

Himlens Gud! hvad rædsomt Skue,
da Chaluppen kom tilstede!
Albatrossen allerede
havde entret; Hug paa Hug,
Nebbet den i Fienden borte.
Brigantinen stod i Lue,
og fra Dybet af dens Bug
hylte indestængte Sorte.

Forud, agter, alt som Røgen
væk tilfældigviis var strøgen,
Kampen rundt sin Scene flytted.
Men saa kjækt jeg Ingen saae,
som en engelsk Yngling slaae.
Pludseligen holdt han inde;
stirred op og ned og lytted
som af noget Rædsomt skrækket,
der var kommet ham isinde.
Flux, da Hyl og Jamren trænger
tydeligen op til Dækket,
over Lugen han sig slænger
forsvarsløs og ubeskyttet,
bruger Daggert, Huggert, Tænder,
blodige og revne Hænder,
for at frelse dem dernede,
kvalte fast af Røg og Hede.
Røgen deltes og nu saae
jeg en Spaniol med løftet
Bile over ham at staae,

SIDE: 256

bagfra Ynglingen at myrde.
Men et lynsnart Slag af min -- 
og Piraten laae og snøfted
Blod og Hjerne ud og ind.
Gutten saae sig raskt omkring,
hvad det var dog for en Byrde,
for en tung og fremmed Ting,
som ham i Arbeidet hindred.

Ei var Tid til at forklare;
Liget bort blev væltet bare;
Lugen vi tilsammen splintred. . .
Da medeet, saa rapt, saa rapt,
som om Helvedes Fordømte
op ifra dets Dybder rømte,
naar dets Vogter engang havde
sandsløs Nøgleknippet tabt,
mylred, vrimled, tumled, ravte
hylende af Flammegruben
Hundreder af halvforbrændte
næsten kvalte Sorte op.
Og saasnart de Luft fik draget,
blæst sig Røgen ud af Struben,
gjorde Ende de paa Slaget;
thi som Rasende de rendte
i en fast og samlet Trop
Spaniolerne paa Livet.
Ei de sorte Djævle brugte
Ild og Staal, men Klo og Tænder,
og hvad Tanden beed de slugte,
og hvad Haanden greb blev hivet
over Rælingens Gelænder,
for med Hajene at gantes,
eller slængt som Stykker Veed
underdæks i Ilden ned.
Før vi kom til Sands og Ord
Spaniol ei mere fandtes
paa det hele Skib ombord.

SIDE: 257

Hjælpen af de stakkels Sorte
ei som op fra Helved stegen,
men som himmelfalden kom;
thi medeet mod Kampens Ende
syntes Lykken sig at vende, -- 
gamle tappre Englands egen
Lykke syntes borte,
og til Uheld skiftet om,
saa vi maatte være glade
ved en iilsom Retirade.
Ei fordi de Djævle sloges
rasende, fortvivlet, vildt,
ret som Folk, hvis Liv er spildt;
men fordi vi slemt betoges
ved et spanskt Filuteri.
Thi hvad skulde ikke hænde?
Et maskeret Batteri
lod, ved Skud paa Skud at sende
ind i Albatrossens Side,
pludselig sit Tilvær vide,
saa man inden faa Sekunder
sikkert kunde regne ud,
naar den, mæt af Vandgangsskud,
maatte dykke Skroget under.

Synkefærdig flux tilbage
Albatrossen blev buxert.
Skyndsomst noget reparert,
var den snart, som før, parat
til Piraterne at jage;
men da den og vor Fregat
lagde ved Jamaika an,
laa der Ordre til dem begge,
at de sammen skulde lægge
Kours til Gammel-Engelland.

Første Gang ifra hint Møde,
dengang Lugen op blev sprængt,

SIDE: 258

Ynglingen, forlængst alt tænkt
mellem Albatrossens Døde,
i Barkassen traf jeg paa,
hvori fra St. Hellens begge
vore Skibes Halvbesætning
skulde ifra Borde lægge
og iland i Portsmouth gaae.
Strax vi kjendtes uden Gjetning.
"Tak for sidst!" var første Ord,
som paa eengang Begge foer
med et Haandtag over Læben,
fast, som om det var vor Stræben
at faae første Hilsen kvalt;
og det næste Ord, som faldt,
var samtidigen: "hvorhen
gjælder hjemad det min Ven?"
"Cowes, Cowes, Cowes!" hørtes
som fra samme slagne Strenge,
i det samme Aandedræt;
og det varte ikke længe
før vi Begge overførtes
paa en Snekke maagelet.

. . "Gamle Ven! fra da min Far
dengang Du min Frelser var!
hvorfor holder Du for Øjet
Hatten snart, snart Haanden bøjet?
. . Ja ved Gud, ved Gud, jeg troer . . .
Siig mig hvad du græder for?"

Saa mig Ynglingen tiltalte
med et venligt Skulderslag,
da jeg Cowes' hvidtbemalte
Huse skimted tydeligen
som et ordnet Muslinglag
eller Perlesnor, om Vigen
videre end forhen spændt,

SIDE: 259

og ei kunde lade være
Alt med Synet at fortære -- 
Alt, Bekjendt og Ubekjendt.
Men, om ikke noget Andet,
maatte Norriscastle binde
hvert velsignet hvert forbandet
af de gamle Tiders Minde.

Endnu Borgens graa bedagte
stumpe Taarn fra Højen ragte
mellem begge Fløjes Mure,
liig fiirkantede og butte,
mellem Vingerne opskudte
Uglehoved, der, imedens
det kun syntes fromt at sture,
Bjergets, Slettens, Dalens, Hedens
vide Grændser, som det truer,
med sin Blunken overskuer.

Mindre syntes Slottets Park,
spettet fuld af lysgrøn Mark,
skjøndt endnu et mægtigt Strøg,
der i Fjernet dunkelt blaaned
som en sjunken bølget Røg,
langstrakt op mod Slottet skraaned;
men det Selv, det Selv tillod,
som det uforandret stod,
Ingen ifra gamle Dage
Feil af Stederne at tage.

"Stille! Bilidt! Stille!" var
hvad min unge Kammerat
kun i Stumper fik til Svar,
da jeg havde, ved at bide
ubemærket i min Hat,
faaet Graaden til at glide,
som, ved hvert et Blik iland,
steeg mig kvælende i Munden,

SIDE: 260

liig en Svamp, der skjød fra Bunden
af mit Indre, fuld af Vand.
Jeg med alle Øjets Kræfter
stirrede i Læ kun efter
Taget paa en liden Hytte
der, hvor Parkens allersidste
Træer nærmest Stranden staae,
skjøndt jeg forud sikkert vidste,
at det var til ingen Nytte
jeg saa stivt mod Landet saae.
Thi forlængst er vist mit Huus
solgt af Byens Øvrighed
for at blive revet ned,
da det, uden Værn og Pleje,
ubeboet, var paaveje
selv at synke ned i Gruus.
Død maa nu den Gamle være,
og min Hustru, som ei kunde
i det tomme Huus ernære
uden Forsorg tvende Munde,
enten har sig sat som før
ved sin egen Faders Dør,
med sin Lille i sit Skjød,
for at æde Naadsensbrød,
eller, kanskee bortstødt atter
som foragtet Betlerkvind
som en reent forloren Datter,
Hun i Fattighospitalet
er paa Byens Kost befalet
af veldædig Magistrat
tagen med sin Unge ind.

Tusind Alen under Dette,
som jeg mumled i min Hat,
kjæmpende imod min Graad,
var imidlertid vor Baad
nærmere mod Landet gleden,
saa vi næsten var paa Rheden,

SIDE: 261

før jeg Hovdet turde lette,
for at see mig om paany.

"Ha!" -- Jeg skreeg i vilden Sky,
saa min Kammerat blev bange
og mit Haandled vilde fange -- 
"Ha, der ligger Huset jo,
hvor min Hustru skulde boe!
Seer du der ved Byens Ende,
Stranden nær, dog halvt begravt
mellem Træer af Slottets Lunde?
Jeg forglemte det var lavt
og at Træerne maae groe.
Det var Grunden, at jeg kunde
ei i Fjernet strax det kjende
eller mine Øine troe.
Og jeg gjør det knapt endnu . .
Kammerat, se efter du!

"Der! Hvorhenne? Der du peger?
Der du siger du har hjemme?"
spurgte Han, men med en Stemme,
som et Zittrende bevæger,
mens en Blegnen paa hans Kinder
over deres Rødmen rinder -- 
"Der? det lille hvide hist?
Een Etage, med en Kvist?"

"Netop det! Javist! javist!"
svarte jeg saa fort jeg kunde,
"Netop det, saasandt jeg lever!
Og -- o Gud! se efter nøje!
er det Blænden i mit Øje,
eller virkelig en Stribe
glemmigeiblaa Røg, som hæver
venlig sig af Husets Pibe?
Da kanskee hun endnu lever:
. . Mary Ann . . kanskee, kanskee?

SIDE: 262

Og ved Himlens Gunst kanhænde
faaer jeg inden Timens Ende
Francis med, min Dreng, at see."

"Fa'r! her er han! Jeg er Francis.
Du har nævnt min Moders Navn!"
skreg min unge Kammerat,
styrtende sig i min Favn
med saa fyrig Ømhed, at
vaklende vi Begge vare,
for at gaae tilbunds, i Fare.

"Gentlemen!" -- blev Lodsen ved -- 
"Gentlemen, I maae tilgive,
at jeg ikke kan beskrive
disse sortnende Sekunder
af besvimet Salighed,
hvori Sind og Sandsning blunder,
Tanken i et Mulm gaaer under,
hvori selv ei Øjet taaler
Glædens altfor stærke Straaler,
men forblændes som af Lynet,
der i Jord ved Foden slaaer,
saa at i et Mulm for Synet
Alting sortner og forgaaer.
Nok! endnu før Land vi naae'de
havde Francis mig fortalt
om sig Selv og Mary Alt,
skjøndt om Mary kun en Gaade.
 -- Presningen hun rigtig ahnte,
strax hun hørte, en Fregat
havde lettet sidste Nat;
tog til Portsmouth, sporte, bante
Vei sig frem til Admiralen;
blev paastedet jagt, som galen,
af en Adjutant paa Døren.
Dog af Alt hvad bag sin Pult
Admiralen brummed huult,

SIDE: 263

fik hun gjemt bag sine Øren,
at Fregatten hvor jeg var,
laa i Plymouth seileklar.

I sin Godtro Mary Ann
om det store England tænkte,
at barmhjertigen det skjænkte
nok igjen en enkelt Mand,
naar en Far, et Barn, en Viv
ene levte af hans Liv,
at det vilde ei blie negtet,
naar den Stakkel bare mægted
naae Fregatten med sit Raab,
selv om den var under Seil.
I saa ømt og daarligt Haab,
i saa elskelig en Feil
 -- ak, hun tænkte, en Fregat
vilde lægge bi sit Roer,
naar der bag den skreg en Moer;
tænkte Hjerte hos en Stat:
at den skulde selv erkjende
sit forøvte Rov mod Hende . . .
Med saa kjære gale Tanker
Hun i Graad paa Kaien vanker,
til hun seer en Cornwall-Jagt,
ud mod Kvel for Reise lagt,
og før Solen vel var nede,
var tilsjøs hun allerede.

Men saa raskt den skummed frem,
kom dog Jagten aldrig hjem;
thi man fik at vide siden,
at den, drivende med Tiden,
under Taagen, før det daged,
paa en Cherbourgkaper raged,
der benytted til at jage
Bonnys knappe Frihedsdage.

SIDE: 264

Og, i Mangel vel af Andet,
Jagten blev erklæret Prise,
hvorpaa, efter Franskmænds Viis,
Kaperen, med første Briis,
halte hjemad udfra Landet,
for et Bytte at fremvise,
Pelikanens ligt, der Ungen
bær' en Flue hjem i Pungen.
Jagtens Folk kom nok tilrette,
da det leed paa Bonnys Sidste.

Om sin arme Moder vidste
Francis ikke meer end Dette,
som var bleven ham fortalt
af hans Bedstefader Alt.
Gamlingen en snaksom Kvel
havde, som en Bagatel,
ogsaa vidst ham at berette,
at Mylord, den unge Naade,
havde selv, ei mange Dage
efterat jeg var forsvundet,
sig personligen indfundet
for at trøste og at raade
Staklerne, som sad tilbage.

Enken, (som han Mary nævned,)
svoer han skulde blive hevnet.
"Enken" først han spurgte om,
speidende omkring i Kamret,
hvor de to Forladte jamred;
men da den Forklaring kom,
at de ei om hende vidste,
blev Mylords Visit den sidste.

Bedstefader, ved at mede,
havde i den øde Rede
skaffet sig og Drengen Brød
hele ti Aar til sin Død.

SIDE: 265

Og først da, da Dødens Angel
sad i Bedstefaders Hjerte,
Francis, stakkels Lille, lærte
Meningen af Nød og Mangel.
Slottets Fogd (og han var streng)
som mod Aften Dagen efter
indfandt sig for bort at fæste
Huset til den Første Bedste,
fandt min lille stakkels Dreng
syg og bleg ved Ligets Seng,
sammenkrøben, liig en Byldt,
henslængt, kun med Pjalter fyldt,
neppe ved saa mange Kræfter,
at han kunde, med et Skrig,
lette lidt paa Lagnets Flig,
for med stive Blik at pege
under denne paa den Blege.

Drengens Lod naturligviis -- 
nu da Livet i det Fri
skulde mod sin Blomstring knoppes -- 
var at i en Anstalt stoppes,
rundt hvis Mure lyder Priis,
medens indenfore klages,
hvori Fattigbørn opdrages
af et haardhændt Politi,
ligesom Salat og Kaal,
hvorom Gartneren kan vide,
at han, naar han giver Taal,
Hovder kappe kan medtide.

To Gripomenusser vented
ganske rigtig udenfore,
for, naar Liget af var hentet
og bag en af Kirkens Vinkler
stukket tyst om Aftnen ned,
at forsørge, som det heed,
christeligen Drengen med

SIDE: 266

i den kalkehvide store
Vaaning med de sorte Sprinkler.

Men, trods Fogdens egen Dom,
udenfor hans Regnestykke
noget Vist imellem kom,
Noget -- Retfærd eller Lykke.
Tingens rette Navn jeg kjender
ikke meer som før desværre,
da jeg troede Vorherre
ene var al Glædes Sender.
Men naar nu jeg engang vover
Tankerne at give Rum:
Han, som boer herovenover,
hvilken Deel mon Han vel ejer
i den hele Lykkes Sum,
som paa Mennesket kan falde?
og hvormeget deri vejer
det som Folk Tilfælde kalde?
. . o naar Sligt jeg tænker paa,
mine Tvivl som Møllestene
hvirvlende i Hovdet gaae,
knusende min Barndoms rene
skjære Tro til Støv og Røg,
og min Tunge maa dem tjene
viljeløs til gudløst Spøg.
Thi et Slag, hvis Knusen standser
ikke før end Hjertets Banken,
har, som om et Vandfalds Brusen
gjennemstyrtede mit Hoved,
reent forvirret mine Sandser,
og forjaget ud af Tanken
hvad jeg engang Jesus Christ,
Præsten og min Moder loved.

Men saameget er dog vist,
at i Himlens Engles Sted,
som i eget Himmerige

SIDE: 267

glemme Jordens Sorg at blidne
(og man kan dem ei fortænke,
at de selv ei komme ned)
havde tyst en venlig Enke
med sin lille Tiaars-Pige
været til den Scene Vidne.
Hun, som Husets egne Hygge
under høie Træers Skygge
alt forlængst opdaget har,
eneste Liebhaber var.
Og da Pigebarnets milde
taareblændte Øje bad,
at hun ikke skulde skille
Drengen og hans Hjemsted ad,
og da hvad hun saae og hørte
om den forsorgsløse Armes
hundetro Taknemlighed
imod Ham, man bar afsted,
hende selv til Hjertet rørte, -- 
over Drengen hun forbarmes,
blev ham strax i Moders Sted.
Selv en Søn, af samme Aar
som min Dreng, og om ei lige
just af Ansigt, dog af Haar,
og med samme Rankhed skabt,
havde Enken nylig tabt,
saa den lille vakkre Pige,
klappende med sine Hænder,
høit af bare Glæde skreg:
"Moder! o min kjære Moder!
Hvad os denne Time sender!
 -- dig en Søn og mig en Broder.
Nu jeg faaer igjen en Leeg."

Snart en Støtte og en Trøst
blev min Dreng den gode Enke.
Neppe fyldt det tolvte Aar,
han tilsjøs som Youngmand gaaer,

SIDE: 268

for at kunne hver en Høst
hende hele Hyren skjænke
 -- hende, ja det Hele næsten;
men til "Søster Anna" Resten,
Hun, som for hver Reis, han foer,
voxet var saa smuk og stor,
at omsider ham den Tanke
syntes ganske desperat,
at den høje, smukke, ranke
Jomfru havde bedt sin Moder
om at faae ham til sin Broder
eller Legekammerat.

Men Presenterne til hende
(smukke, fine, franske Sager,
som ei stolten Lady vrager)
bleve, for hvert Aar, som gik,
skjønnere, som Hun derhjemme;
og den Travelhed, det Blik,
hvormed Alt blev bredt paa Bordet
ifra Ende og til Ende,
sagde tydeligt som Ordet,
at han ikke kunde glemme.
Men den sidste Gang han foer
Frankrigsfart til Koffardiis,
bleve tvende Ringe fundne,
med en Haarlok sammenbundne,
mellem Silketøi og Flor
fra Marseille og Paris.
Lige som to Draaber Vand
trilled de af Etuiet.
Rask greb Anna til; men Han
stod som med et Mord betynget,
beed i Neglerne og tied;
thi paa deres indre Rand
stod gravert et A og F
i et Hjerte sammenslynget.
. . Nok! For Ynglingen et Træf

SIDE: 269

 -- Seer De, der er Træffet atter -- 
havde for min Francis friet
til hans anden Moders Datter;
og ved nok et Træf endnu
klart og klappet blev Partiet.

Annas Moder var tilstede,
og med Mødres kloge Hu
skaffed hurtigen hun Rede
i Forvirringen, hvormed
Begge, alt til Panden røde,
røbede sin Kjærlighed.
Og den hele Klaring skede
blot ved Armen ud at brede,
saa de lykkelige To
inden Moderfavnens Ro
holdt sit første Stevnemøde.
Francis havde sytten, Hun
i sin Blomstren sexten kun.

Men iblandt de sjeldne hvide
mange sorte Træffer glide,
skjøndt de, efter Francis' Alder,
kunde begge snarlig vente,
at ham Flaaden, efter blotte
Orlogsrullen, vilde hente,
og at deres Eden maatte
falde som et Korthuus falder.

Ganske rigtigt, efter trende
Maaneders for snare Ende,
Tordnen hid fra Portsmouth skralder,
nemlig det Kommando-Ord
ifra Admiralens Bord,
som til Orlogs Francis kalder.
Strax ombord han, som Matros,
skulde i the Albatross,

SIDE: 270

sendt til Øerne at gribe
Røvere og Slaveskibe.
Men da Pigen hørte dette,
syntes hendes Sorg at lette.
Ædel sværmersk og høihjertet
Reisen hun et Korstog kaldte,
ja en Tidens Ridderfærd,
høit om Englands Hæder talte
og om Sortes Broderværd,
sagde Afskeden ei smerted,
skjøndt de rødforgrædte Øine,
Barmens Bølgen, Stemmens Klang
røbede de stolte Løgne,
som hun over Læben tvang.
Og da Øieblikket kom,
da i Baaden Francis stiger,
segned hun, som andre Piger,
i sin Moders Arme om. -- 

Medens Francis Alt saalunde
fik mig kortelig fortalt,
havde ind mod Land vi halt,
saa man Folk paa Kaien kunde,
med sædvanligt Øje, nok
kjende ifra Steen og Stok.
Men imod Forelsktes Øje,
naar de To har maattet døje
Savnets værste Kval: at vente,
stærbefængt er Falk og Glente.
Thi, skjøndt endnu tusind Alen
borte fra vort Landingssted,
springer Francis op som galen,
rykker nær min Arm af Led,
svinger Hatten: "det er Hende!"
Fa'r se der! Hun maa mig kjende.
Ja ved Himlen! ja hun gjør!
Seer du Anna der? Hun vinker
tydeligen med sit Slør.

SIDE: 271

Skuldermand! hal ud, hal ud!
Ve, om en Sekund du sinker!
Det er Anna, Fa'r -- min Brud!"

Men et Træf -- et af de rette
sorte Træf -- som Pileskud,
ondskabsfulde Magter sætte
midt i Hjertet af de hvide -- 
netop et af rette Art
til at faae de bedste Glæder
vexlede til bitter Kvide
om i faa Sekunders Fart . .
netop saadant et var hændt,
for at faae en Lykke endt,
et som Fryd ei Fryd tilsteder,
og fra Hendes Favn, der klager,
Elskeren med Vee forjager.
Anna var -- hvad Francis ikke
saae med de forelskte Blikke -- 
Anna var i Sørgeklæder.
Først han seer det, da han seer,
at hun i hans Arme græder,
føler, hun ei kysser meer,
hører sagt med samme Stemme,
som han fra Farvellet kjendte:
"Francis, skynd dig med din Fa'r!
O I kom som Himmelsendte!
Thi jeg er saa ene hjemme:
bort idag man Moder bar."

At min Francis sørged som
kjærligst Søn for ømmest Moder;
at hans Fyrighed blev from,
Elskeren medeet en Broder;
at, til Skjul for hvor han sørger,
om de mindste Ting han spørger; -- 
at det mig som haardest græmmed,
at jeg ikke ovenjorde

SIDE: 272

skulde kunne takke hende
for hvad mod min Dreng hun gjorde,
da han, viet ind Elende,
sad ved Fædrearnen fremmed; -- 
at jeg ved min egen Dør,
liig en arm Forbryder, standser,
da jeg Stakkel ikke tør
indad den i Stuen træde
før jeg har holdt op at græde
og er kommet lidt til Sandser; -- 
at jeg, pludseligen glad,
bærer som et Barn mig ad,
eller som de Maanesyge,
ved med Fladen af min Haand
Væg og Stolper at bestryge
og beføle Bord og Planker,
som om jeg tilbagekalder
i min atter vaagne Aand
fra en Drøm adspredte Tanker,
eller overtydes vil
om at Alt ei sammenfalder
som et luftigt Taagespil; -- 
at jeg ei alene Det
ved det første Skue finder,
men i Alting, holdt saa net,
smukke fine Spor af Kvinder -- 
dette Alt, de simple Træk,
ere kun Naturens Følger,
gjemte i hvert Hjertes Folder,
om af Blod det indeholder
ikkun faa, men friske, Bølger.
Derfor jeg dem sløifer væk -- 
dem og al Beretning om
hvordan Livet gik og kom.
Nok, at de Forelskte fandt,
at det Elskoven ei skaded
meer end Regnen Rosenbladet,
om der var lidt Sorg iblandt.

SIDE: 273

Ja saa fyrigt Anna sværmed
(og da smilte hun af Glæde)
at hun saae sin Moder nærmed
tidt sig til det vante Sæde,
hvor hun altid fandt dem Begge,
for paa dem sin Haand at lægge.

Hvad mig selv angaaer, jeg vilde
ei en Dag i Edens milde
palmekrandste Dale bytte
for en Time i min Hytte,
dersom blot jeg kunde glemt,
faaet vilden Tanke tæmt,
som bestandig efter Hende,
den Fortabte, hvorom Ingen
noget til Oplysning vidste,
sværmed uden Maal og Ende,
liig den Blinde, ført i Ringen,
hvori ei er Først og Sidste.
Altid standste den ved Døden,
som var sikkreste Beretning;
men med hvert et Morgengry
vaagnede den ufortrøden
som en ny og sikker Gjetning,
der fløi ud paa Jagt paany.

Sidste Gang Skjærsommertiden
 -- o! det er ei længer siden -- 
havde jeg min Francis ment
med sin Elskte at forene.
Brødet kunde han fortjene
med mit eget Lodspatent,
hvilket selve Admiralen,
om han slog sig nok saa galen,
ikke havde kunnet mægte
en saa gammel Karl at negte.

SIDE: 274

Men hvad skeer? -- just otte Dage
før det smukke unge Par
skulde Bryllupssødmen smage,
 -- St. Johannisdag det var -- 
holdtes i en liden By,
ifra Cowes nogle Mile,
som hvert Aar, en landlig Fest
af et reent mærkværdigt Ry,
hvortil Moden var at ile
milevidt ifra til Gjæst.

Selv fra Brighton By, ja læng're,
kom Peeresser, Viscountesser,
Hertuginder, Baronesser,
fulgte i en Sværm tilhest
af fornemme Lediggjæng're
rundt de glimrende Karether,
til den saa berømte Fest,
som de kaldte "fête champêtre."

Ved en Grønsværsplan, af Ege
fra de Saxers Tid beskygget,
var et Slags Theater bygget,
hvor paa Bænke Bænke stege.
Om hinanden der man finder
Bondepiger, Hertuginder,
som den muntre Ungdoms Lege
paa den grønne Plan besee,
Den beklappende, som vinder,
Dem, som tabe, de belee;
øge ubarmhjertigt Skammen,
leende af Hjertet sammen.

Snart der brydes, snart der skydes;
men, paa gammelengelsk Viis,
kun med Armbrøst eller Bue;
snart et Veddeløb der bydes
om en Sovereign til Priis,

SIDE: 275

snart tilmaals et Landsekast,
ført med Beduinens Hast.

Men af hele Dagens Skue
synes dog den høje Mast,
som er opreist midt paa Sletten,
mest at gjøre Alle glade,
støjende jo meer det lider
imod Klattringen omsider.
Thi det spænder Alles Gjetten,
at paa Knappens lille Flade
ligger -- dette veed Enhver -- 
højest Priis, som Ingen seer.
Kun naar gjennem Skovens Toppe
Solen kaster Straaler did,
viser sig et Blink deroppe,
eggende til Veddestrid.
At Forelskede indfinde
sig især i Mængdeviis,
er naturligt ganske vist,
hvor der i en Glædestvist
kjæmpes festligt for en Priis,
skjøndt igrunden tre at vinde:
Hendes Bifald først og fremst,
Hæderen dernæst fornemst;
endelig til Hende skjønne
Sager, som vil nok belønne
endnu noget bedre end
Præmien, den raske Svend.

Ikke blot at Veddelysten
sig til Egnens Ungdom strækker.
Alle Byer, alle Flekker
langsudover hele Kysten
byde op de bedste Kræfter;
men især de stræbe efter,
En, et Byesbarn, at stille,

SIDE: 276

som er Karl at prøve paa
noget meer end blot at ville
Præmien paa Masten naae.
Raskeste blandt sine Svende
maatte altsaa Cowes sende;
og at her ei var at gjette,
at han Francis Johnson hedte,
vidste Børnene paa Gaden.
Sikkert var det og at Staden
enig i sin Mening var,
at i hele Pigeraden
Francis' Anna Prisen bar.

Anna havde faaet Plads
midt iblandt Noblessens Stads,
ved den ene Hertugindes
Side, som til denne Fest
kommen ifra Brighton findes;
altsaa Festens Dronning næst.

Bag dem Begge, næsten gjemt
bag om Damens store Fjedre,
som til Annas Side bølged,
havde jeg en Plads, forklemt
næsten midt imellem Følget,
saa jeg tænkte, lidt forstemt,
at jeg kunde valgt den bedre.

Francis af og til vi saae
under Egene at gaae
spekulerende alene,
hviftende fra Panden Sved
nu og da med friske Grene.
Thi han havde hele Dagen
sig i Legene udmærket,
og det mod det Værste leed;
thi nu stod tilbage Værket,

SIDE: 277

som skal krone hele Sagen:
den ukjendte Præmies Tagen
ifra Masteknappen ned.

Mangen Ungersvends Anstrengen,
vækker Moro kun og Latter;
Mangen glider, Mangen dratter
fra den glatte Stang, som Bly.
Men nu kom min Søn paa Engen,
maalte Masten som en Fiende,
hvormed an han agter binde,
maalte atter den paany,
som om han ei kunde nok
udstudere denne Stok.

Men medeet han gjør et Sprang . .
 -- Otte Fod fra Jord han hang.
Der han sidder til han flyttet
Foden har og Armen knyttet,
Kraften maalt, som til den hele
Reise han maa viist fordele.
Først da det var gjort med mere,
syntes han at avancere -- 
først kun sagte, Spand for Spand. .
"O den smukke unge Mand!
Lykkelig Hvo ham har fød!"
Damen livligen udbrød,
og til nogle Kavalerer
videre hun konverserer:
"Se, hvor slank og løvestærk!
Se hvor smidig han som Slangen
 frem sig ormer,
knugende sig fast til Stangen!
Og bemærker hvilke Former
Mine Herrer, der er Normer
for et plastisk Kunstnerværk,
for en Nutids Ganymedes,
medens Jorden gjennemledes

SIDE: 278

i Neapel overalt
efter nogle skimmelgrønne
Levninger af en Gestalt
af en Torso, halv og halt,
men som dog skal kaldes skjønne."

Anna smilte stolt og glad
ved de Ord, som hun forstod;
men ved Resten, rød som Blod,
hun med bøjet Aasyn sad,
indtil Raabet: "Se Hurra!
Snart har Frank fra Cowes seiret" -- 
bragte hende derifra
til med Fryd at see iveiret.

Men to Alen eller trende
 -- ikke fleer fra Stangens Ende -- 
sad en Stund han ganske kvar,
som om Han ei til det Sidste
rigtig torde sig fordriste,
som om Noget, Han kun vidste,
paa det Sted ivejen var
 -- for Exempel falske Kviste,
som igjennem Veden skar.

Men medeet den Hertuginde,
som begeistret har ham fulgt,
og som viser ufordulgt,
at hun ønsker han skal vinde,
op ifra sit Sæde staaer,
brusende af Flor og Fjedre,
raabende: "o, endnu bedre!
O hold ud! hold ud! vær tapper!
Nok et Tag! Encore! encore!"

Og min Anna, Anna, rørt
ved de Lovord, hun har hørt,
om den Elskte -- Anna klapper
jublende i sine Hænder.

SIDE: 279

Francis seer og hører det;
thi han Hovdet didhen vender,
ryster det, men ganske let,
som om Noget han vil sige,
nikker venligt til sin Pige,
griber til endnu et Greb . .
endnu et -- alt Stangen svajer,
saa jeg høit af Skræk maa skrige . .
endnu eet -- igjen den vajer
som en Mast med slappet Reeb . .
eet endnu . . det sidste skeer . .
Prisen i hans Haand jeg øiner
(just en Bryllups-Sølvpokal) . . .
Jeg vil haardt til Francis tale,
raabe til ham og befale;
men i al den Jubelskrald,
som i vilden Sky nu hæves,
 Røsten høiner
jeg af al min Magt forgjæves.
Da medeet -- det sidste Tag
var alt gjort -- et Knæk! et Brag!
Det er Masten! . . Jeg ei seer,
nemmer eller sandser meer
i de første ti Sekunder . .
Kun, idet min Sands gaaer under,
hører jeg i Folkets Skrigen
høje vilde Raab fra Pigen,
Jammeren ifra min Søn
og mit eget dybe Støn
i det samme som jeg falder
om blandt Damens Kavalerer.
Men mit Navn, mit Navn, mit eget,
"Johnny Johnson!" saadan skreget
som naar Glas mod Glas man skjærer,
hastig mig tilbagekalder.
Op jeg springer -- ved min Fod
segner blegnet Hertuginden . .
Blegnet? Nei besvimet . . Kinden

SIDE: 280

farvet var med Sminkens Blod.
Dog, saa godt som hun var malt,
havde jeg igjenkjendt alt,
ved det første Blik jeg kasted,
og af hendes Stemmes Tone,
Mary Ann, min egen Kone,
Mary Ann, min egen Viv.
Men jeg satte Alt tilside;
kun min Søn tilhjælp jeg hasted. . .
Ak, tilhjælp? -- nei, for at vide,
om der skulde være Liv.

Ak, min staute, vakkre Søn,
alle Sorgers rige Løn,
som en Alderdom mig loved
mere end min Ungdom skjøn,
laa med sønderspaltet Hoved. . .

Af den skrækkelige Dag
ikke meer af mig erindres.
Thi, skjøndt Døden burde ventes
af de allertyngste Slag,
hvortil Grunden hisset hentes,
dog, ved Sløvheds ækle Plaster,
som sig over Vunden kaster,
ved en Sandsernes Bedøven,
ved en Tænkningens Berøven,
endnu længe den forhindres.

Da jeg syntes jeg blev vakt
af et venligt Haandtryks Magt
 -- Lægens Søgen om det svage
Pulseslag, der kom tilbage -- 
fandt jeg hjemme mig tilsengs
ligeoverfor et Billed,
som, fortrukket, kridehvidt,
kun af Anna havde lidt,
skjøndt det hende forestilled. . .

SIDE: 281

Anna, ak min stakkels Drengs
Efterladte da betød
denne Form saa bleg og stiv,
hvor kun Taarerne, der flød,
viste der var endnu Liv!
Da hun saae mig aabne Øjet,
at mit Hjerte, skabt af hærdet
Jern, sig atter vilde hæve
for isønderknust at leve,
sank hun ned i Bøn, med bøjet
Pande gjemt i Hovedgjærdet.

Men hun taug om Ham, hun vidste
var mit Hjertes allersidste
Tanke, da isøvn det faldt.
Lægen lod mig vide Alt.
Francis's Jordefærd var feiret
glimrende, for Hertugindens
Regning, fast af hele Byen.
Men han skjønte ei af Skyen,
som saa dunkelrød paa Kindens
spidse Tinder strax sig leired,
at jeg leed ved hvad jeg hørte,
at det kun mit Sind oprørte.
Nei, min Doktor han blev ved
at høilove Hertugindens
ædle Kristenkjærlighed,
som til gammel dødssyg Næste,
havde Ham til Læge sendt,
som i Landet var bekjendt
for den lærdeste og bedste.

Siden fik jeg og at vide,
at hver Dag ved Aftenstide
pleiede den høje fromme
Dame til mit Leje komme,
hvor med Anna hun tilbragte
Aftnen knælende i Bøn;

SIDE: 282

og at Begge sig anklagte,
som om hver af dem alene,
ved hiin rædselfulde Scene,
havde dræbt min kjære Søn:
Hertuginden ved at hærde
til Dumdristighed hans Mod,
Anna ved den Frydgebærde,
hun forledet sig tillod.

Men i Skumringen jeg atter
af en døsig Slummer vækkes
ved at mine Hænder dækkes
saa med Kys og saa med Taarer.
"Anna, er du der, min Datter?"
hvisker jeg; men intet Svar -- 
"Anna, kom dog til din Far!
Uden Grund din Sjel du saarer
med din mørke Selvbeskyldning.
Damen, Hun, Uhyret har
dræbt vor Elskling ved sin Hyldning.
Men, mit Barn, Jeg veed, Jeg veed
 -- o en rædsom Hem'lighed! -- 
at saa grusomt ingensinde
Himlen straffet har en Kvinde."

"Sandt! o Johnny! Sandt, o sandt!"
 -- hulked bag mit Senggevandt
Mary Ann med brudte Røst -- 
For en Moder, som beskyldes
af sig selv for Sønnens Mord,
for en Viv, som brød sit Ord,
gives ei paa Jorden Trøst;
ja jeg frygter, under Jord,
om med Steen end Graven fyldes,
kan ei Ro for hende ventes."

"Mary Ann!" -- afbrød jeg blidt -- 
Lad Gud Herren være Dommer
over hvad med Francis hændtes,

SIDE: 283

det du bittert har fortrudt!
Alt hvad du ved det har lidt -- 
o, det fast mig forekommer,
er en Straf i Herrens Planer,
for hvad Du, om sandt jeg ahner,
har mod mig, din Mand forbrudt.
Dog fortæl! I Dette ei
nærmest dømmer Gud, men Jeg."

"Johnny !" -- jamred Hun -- o skaan,
skaan mig, o, for Det alene,
som vil bringe mig dit rene
Hjertes Ringeagt og Haan!
Spørg ei! Hav Barmhjertighed!
og tilgiv hvad ei Du veed!
Deel min Rigdom! Lad mig flytte
ind med den i denne Hytte!
 -- ikke som din Hustru meer;
dertil jeg uværdig er -- 
men som Annas Moder -- Eller
lad os drage sammen heller
over til mit eget Slot,
Montbrillant i Normandi,
tvende Miil fra Kysten blot."

Jeg alvorlig afbrød: "Ti!
At jeg Dig tilgiver, Kvinde,
er det Hele Du kan vinde.
Mellem os maa alting være
 -- føler Du det ei? -- forbi.
Jeg har kun af hele Livet
Eet igjen; det er -- min Ære.
Du? . . Nei, hvad jeg end faaer høre,
værre end min Fantasi
hvisker ind i Sjelens Øre,
Mary Ann! er du tilgivet."

Haanden, flux tilbagetagen
ved Feiltagelsens Opdagen,

SIDE: 284

at det ikke var min Datter,
som jeg talte til saa mildt,
raktes Synderinden atter.
Og hun greb den næsten vildt,
slap den ikke førend Alt
under Graad og Krampelatter
var udøst, bekjendt, fortalt.

Kun i Omrids, Gentlemen,
kan jeg give det igjen,
som i Skilderier stedse,
hvori Djævelskab er malt,
det kun sees som lette Kredse,
ind i Skyggen dunkelt flyttet,
kun til nogle Streger knyttet,
men som dog, beseet nøje,
er en rædselsfuld Gestalt.

Og ved hvad jeg hørte stivned
af Forfærdelse mit Øje,
Hjertet standsede som kvalt,
Haaret reistes som belivet,
som der siges det skal skee,
naar Gespenster man faaer see.
Det var Helved ei med hvide
fromme Spøgelser opfyldt, -- 
nei, et luende forgyldt,
Helved fra sin Glimmerside,
Jordens Helvede, hvori
jeg den Aften blikked ned:
Helved, som det findes i
vore egne høje Stænder,
og som Folket ikke kjender,
skjøndt den allerbedste Ved,
hvoraf glimrende det brænder,
hvoraf det sin Næring suger
og uhyre Tal forbruger,
er dets Børns Uskyldighed.

SIDE: 285

. . Gentlemen fra Norge, hvor
i den friske Folkestamme
ingen svælgende fordærvet
Adels-Snylteplante groer,
sugende hvad i sin Sved
Folkets, kun af Fromhed feige,
stærke Arme har erhvervet,
ædende som Kræftens seige
snigende og sorte Flamme,
tærende som Raadenhed. .
. . Gentlemen ifra et Land,
fattigt, men saa lykkeligt,
at det har ei Adelsmand
 -- i Europa som et Digt,
som en Gyldenalders Rest -- 
ja, hvad kanskee der er bedst,
frit for Guldets Adel, fuld
af et værre Overmod:
Fødslens kræver, om saa lysted,
Denne kjøber for sit Guld
Folkets Døttres Uskylds Blod,
Konen Manden ifra Brystet,
og til Alting Lovens Tysthed. . .
Gentlemen, det skal I høre
af min stakkels Hustrus Skriften,
skjøndt det er en sand Forgiften
af et nordisk, skyldløst Øre.
Ja hvis Nogen ind vil see
i hiin lastefulde Verden,
med Uskyldigheds Forfærden
er det kun, at det kan skee.

Mary Ann, ei mange Dage
efterat hun op var bragt,
skulde hjem fra Cherbourg tage,
da hun ved Mylord, der sporte
Rygtet efter paa sin Yacht,
blev af nogle guldbesnorte

SIDE: 286

franske Tjenere med Magt
i en lukt Kalesche stukket
og saa hurtigt ført, som Spandet
Sæletøjet ud fik strukket,
til Paris, til selve Lorden,
til Paris -- o Navn forbandet!
det vanhelligste paa Jorden!

Mens paa sidste Poststation
friske Heste forespændtes,
forekom det som det hændtes
af den vimse Artighed,
som tilhører den Nation,
at den prægtigst galonerte
Skurk, som førte Reisen an,
sprang fra Kudskesædet ned
og i Døren præsenterte
Mary et Glas Viin og Vand. .

Virkningen var stærk: Hun sov
til hun alt var Lordens Rov.
Da hun vaagned, alt vanæret
havde hun en Time været.
Før til en Fortællings Ende
Synderen var kommen om
Elskovs Raseri for hende;
at fra Orlogs hendes Mand,
som ei kunde efterspørges,
neppe meer til Cowes kom,
men at der i Engelland
for hans Far og Barnet sørges;
at i Glands og Lyst hun skulde
nyde Livet nu tilfulde . . .
netop da det Sidste hørtes
som en Susen, Marys Pande
af en Febers hede Brande
indtil Raseri berørtes.
Raseriet stred sig mat,
og opløstes i en Nat,

SIDE: 287

der i Uger hylled ind
Marys sønderknuste Sind.

Ak, endnu var Sjelen reen;
men da Livet kom igjen,
og hun laa med halvlukt Blik,
hvorforbi det Hele gik,
Hun en Hevn, en slangefiin,
under det betænkt udrugte -- 
en, som hende selv vel slugte
og fordærved Sind og Hu,
en, paa hvis Udviklingstrin,
et for et, den Engel faldt,
som Beboer var endnu
af den krænkede Gestalt.
Men den Hevnplan, om den gled
efter alle hendes Traade,
maatte i Elendighed
styrte hastigen Hans Naade,
gjøre ham liig et udsuget
gjennemsigtigt Mygskelet,
dinglende i et udbuget
vældigt Edderkoppenet.

Verdens Kjendere bemærke
 -- hvad i tusinde Tilfælde
for Undtagelse maa gjælde -- 
at den første stjaalne Nyden
kan en Flammes vilde Syden
hos Vellystningen forstærke.
Man har ogsaa sig notert,
at til Sjel og Charakteer,
og ei blot til Legem, er
Don-Juanen enervert.

Planen, som den hule Kvinde
havde klækket som idrømme,
var da, over ham at vinde
uindskrænket Herredømme,

SIDE: 288

og derefter langsomt spænde
Slaven ud paa Pinebænken
for den voldelige Krænken,
han forøvede mod hende.
Derfor, skjøndt hun overlegen
var i Charakterens Styrke,
hun beslutted dog sin egen
Aand med anspændt Flid at dyrke.

Den Beslutning hørte Lorden
jublende og henrykt paa.
"Nu er Alting i sin Orden;
nu vil hun til Ro sig slaae,"
tænkte han, og næste Dag
finder bukkende langs begge
Forgemakkets længste Vægge
Professorer for hvert Fag.
Nogle Maaneder passerte,
Nætter, Dage hun studerte;
inden selv hun tænkte det,
var en Dame hun komplet.

Prisen højere, hver Gang
Lorden nærmed sig, hun hang;
og naar rasende han gik,
kunde med et enkelt Blik
Mary Ann om sine Fingre
Lorden i hans Rasen slingre.

Kort da gamle Lorden just
opgav sidste Aandepust,
over Sønnen, som man sagde,
for det Levnet i Paris,
som han hemmelig tilbragte,
Ingenting ivejen var;
men i Kirken St. Sulpice,
til et offentligt Beviis,
bleve de et Ægtepar.

SIDE: 289

Nu kom Planens anden Akt:
at faae Lorden ødelagt,
gjøre Resten af hans Dage
(og hos slig tilbunds Fortæret
havde der alt længe været
liden Levekraft tilbage)
til en Kval, der kunde drive
Uslingen til sig at tage
i en Ruus maaskee aflive.
Og han var alt meer og meer
ganske hendes Slave vorden,
saa det lykkedes med Lorden.

Kun deri Forskjellen er,
at, af Længslerne forbrændt,
 -- disse Længsler af hvis Vækken
Mary gjorde kun en Gjækken,
som for ham blev aldrig endt -- 
havde han en Nat sig lukket
inde med en Kurv Burgunder;
og da Døren op blev brukket,
finder man ham steendød under
det med Flasker fyldte Bord,
hvor den sjette ud var drukket.
Saadan døde da Mylord.

Før hun vel det kunde tænke
Mary var en fornem Enke.
Barnløs, engelsk, smuk og riig,
ung og i Paris at leve -- 
var jo Alting i Forening,
som kan En i Velten hæve,
gjøre topmaalt lykkelig
efter hver Parisers Mening.
Lady Norris (Marys Navn)
virkelig kom snart i Mode.
Snart af Ducs, som vil i Havn,
snart af Grever og Markier,

SIDE: 290

der vil see igjen paafode
sine synkende Formuer,
sværmedes hun stedse om,
liig af sugelystne Bier,
magre Myg og sultne Fluer
honningfyldte Rosenblom.

Medens Hun, af Indfald blot,
der som Engelsk liktes godt,
syntes Engelske at sky,
hendes Omgangskreds især
 -- stedse større, stedse ny -- 
gammel fransk Noblesse var;
og ud af sin Frierhær
Hun i sine Planer har,
Den at vælge allerhelst,
som er adeligst og ældst.

Gjort var Valget. Thi i slige
Fortrin kunde Ingen hamle
op imod den gode gamle
underlige Emigrant,
Hertugen af Montbrillant
 -- en Figur, der ikkun fandt
i det hele Frankerige
i hans eget Speil sin Lige:
klædt, staffert, Frisuren reist
som for hundred Aar tilbage -- 
som om fra Regentens Dage
kommen var igjen en Geist.

Vel for Tiden uden Slot
var den gode gamle Duc
i sin gammeldags Paryk;
men ved Hjælp af Marys Penge
og en Prokurator blot,
lykkedes det at fortrænge
Den, som under Robespjerre

SIDE: 291

havde kjøbt det af Nationen
og som uforstyrret siden
havde været Godsets Herre.

Og for nu at sætte Kronen
paa det Hele næsten inden
Mary vented det i Tiden:
Maaned efter, at han var
i Triumf med Gemalinden
draget ind ad Slottets Port,
Hertugen i Pomp man bar
ud af den. Da var den sort,
og med dødbleg Maanskinsglands
funkled i det Sorte hans
(nu hans Enkes) store Vaaben -- 
la Duchesse de Montbrillant's.
Men da i Alleen Hoben
med den Smule var forsvunden,
hvortil Storheden og Naaden
endelig var reducerte,
tørred hun, med Smiil om Munden,
hastig Sporene af Graaden
(af den kunstig præparerte)
bort fra Øjnene og Kinden;
og, henslængt paa en Divan,
atter drømmende en Plan
for sit Liv hun udstuderte.

Hertuginden slog sig ned
i en stille Enkefred.
I den stolte Glimmerkaabe
af det franske Navn indhyllet,
kunde sikkert Skjul hun haabe,
og imellem Engelskmænd
færdedes hun nu igjen,
som om under en fortryllet
Fortunati Hat hun gik,
hvorpaa Ingen Øje fik.

SIDE: 292

Trende Gange, ved sin franske
Kammertjener, havde hun
i en blød Erindringsstund
underhaanden ladet granske
efter mig og Francis, men
faaet gale Svar igjen.
Altid snøvled den Franzos:
"Eders Naade, den Matros
ganske sporløst er forsvunden,
som en Steen, der gaaer til Bunden;
Drengen ude var og foer
siden han var nævestor;
Fremmede -- Gud veed hvorfra -- 
alt forlængst i Huset boede:
Moer og Datter, stille Kvinder;
artige -- bevares ja!
særligen for Britterinder;
men, naar Alt han skulde sige,
som han i sit Hjerte tro'ede,
var hans Mening: ei saa lige
de hinandens Ord forstode."

Mary hørte, med den Glæde,
som ei smiler, men vil græde,
med en falsk og hyklet Tro
paa en Tilvæxt i sin Ro,
denne haltende Fortælling
 -- dobbelt dunkel, halv og skjæv,
da hun kunde ei betro
til den gamle Buxekjælling
hvad der egentligen drev
den fornemste Adelsfrue
blandt Provindsens Høi-Noblesse
til en saadan Interesse
for en Sjømand og hans Søn.
Ja hun drev den selv saa vidt,
at hun endog spurgte tidt
om Detaljerne i Stuen; -- 

SIDE: 293

for Exempel om den var
endnu overstrøgen grøn,
om der hang et Fuglebuur,
om der stod et Stueuhr,
som et gammelt Inventar,
paa hvis blomsterkrandste Skive
tvende Gjøge vare malte,
som for hver en Time galte
ligesom de var ilive,
samt om han ei havde nogen
gammel Vugge seet i Krogen
og saa videre med meer,
hvoraf kun den Gamle leer.

Mary elsked den fornemme
Verden, hvori hun var bleven,
som en Fød og Baaren, hjemme;
men hun elsked den af Trang,
medens endnu hendes Hjerte
ved den simple Verden hang,
hvorfra hun var selvfordreven.
Hun sit Hertugindeliv
elsked kun som Tidsfordriv,
som en Døven af den Smerte,
der paa hendes Indre aad,
som en Latterkuur mod Graad,
som en Ruus, der lod forglemme
stundom gamle Minders Stemme,
der med gnedne Glasses Lyd
gjennemskar den hele Fryd
. . Stundom kun? -- nei, Mary heller
sjelden saa lyksalig var;
thi hun i sit Hjerte bar
paa en skaanselløs Fortæller,
som i hver en ensom Stund
 -- ja selv midt i Assembleen
og i Kontradands-Karreen
det til hendes Rædsel hændtes -- 

SIDE: 294

aabned pludselig sin Mund
til Historien, som endtes:
"Ve! i al den Glands du har,
hvad Du er og hvad Du var!"

 Hvor forgjæves
high-lifes Glæde gjennemleves!
Hun i herligt Selskab næsten
al Europa gjennemstrøg,
trængte til Jerusalem
og Damask mod Østen frem,
gjorde, da hun tog derfra,
for at gjennemfare Vesten,
Libanons Zenobia,
Lady Stanhope, et Besøg.
Men naar hun, der var forresten
sprudlende af Vid og Spøg,
pludselig i Vognen faldt
(som man kalder det) i Staver,
ingen anden Ting det var,
end den gamle Orm, som gnaver:
hiin Fortæller, som just har
sin Historie fortalt.
Just paa en af disse Turer,
som udretted Alt, undtagen
Eet alene -- Hovedsagen:
ei blot Øjet at adsprede,
men den Syge at helbrede,
som i Brystets Indre sturer . .
paa en saadan Tur for Lyst
ifra Brighton og til Bath,
langs Kanalens skjønne Kyst,
faaer hun paa det Rygte fat,
at en Folkefest beredes,
og da Damen ikkun jog
efter dygtig at adspredes,
tænkte hun: jeg kan jo dog
see derpaa, imens der bedes.

SIDE: 295

At idag jeg hende møder
paa det Sted, hvor altid Saaret,
som om ganske nylig skaaret,
i os Alle friskest bløder,
enten er et af de hvasse
sorte Træf, der altid passe
med sin Spids i gammelt Saar,
saa det altid aabent staaer,
eller har til Hensigt, Penge
paa min Fattigdom at trænge,
derfor ud at spionere
hvor nu Jeg og Anna ere.

Thi da nu min fordums Kone
havde for mig skriftet Alt,
var tilgivet og betalt
 -- ja betalt til sidste Krone,
som jeg havde i mit Eje,
Doktor, Jordefærd og Pleje,
udbetalt til sidste Hvid, -- 
skjøndt det bed som Slangebid,
at den rige Moder torde
ei sit Barn, sit eget, jorde:
da nu Dette vel var endt,
Anna til en Frænke sendt,
forat nyde Kvindepleje,
flytted jeg, med alt mit Eje
 -- Baaden og mit Lodspatent -- 
ifra Cowe's til Hastings, hvor
Havets store mørke Ager,
hvorpaa Brød for Lodsen groer,
nærmere mod Land sig drager.

Men Fortjenesten blev mager:
uden Hjælp, i Baaden ene,
var der intet at fortjene.
Sygdom dertil haardt sig slog -- 
kort hver Dag min Nød tiltog,

SIDE: 296

saa alvorlig tænktes paa,
ud en Dag tilsjøs at gaa,
men ei komme meer tilbage
uden trukken i en Hage.

Medens i saa mørke Tanker
jeg udover Sjøen saae,
hvor de andre Lodser laae
og Enhver sin Skude sanker:
sagte det paa Døren banker,
og en Sjøgut, net som drejet,
bukked halvt og halvt han nejed,
saa jeg ahned Uraad alt
før han mig om Halsen faldt.
Da faldt ogsaa Sjømandshatten,
og med næsten Rædsel Haaret
 -- langt og glimmersort som Natten -- 
saae jeg ganske tæt afskaaret.

"Fa'r! min Eneste! -- Hun bad -- 
Ingen Os maa skille ad.
Derfor maa Du ei forskyde
hvad din Datter har at byde:
det at være dig en Søn!
Du kan ikke leve ene.
Francis lærte mig at ro;
derfor sammen godt vi To
kan vort Brød tilsjøs fortjene.
Hvert et Skib, vi see, Du jager;
Du alene gaaer ombord.
Baaden hjem igjen jeg tager -- 
Kjære Far, det er et Ord!"

For slig Vind fra bedre Egne,
mild som Blomsterdufte, sendt,
af mit Skib paa Timen drev.
Som hun vilde foretegne,
som Hun sagde, saa det blev;

SIDE: 297

og før Ugens Rest var endt,
gik det vel saa godt for Os,
som for nogen Hastings-Lods.

Deraf, Gentlemen, forklares,
hvi en gammel Ulk som Jeg,
da der af fra Briggen bares,
hemmed mine Taarer ei.
Tausheden, den timelange,
indtil Baaden var forsvunden,
Bønner var, jeg tusind Gange
mumled uden Hjælp af Munden,
indtil det sig tænke lod,
at, ved Hjælp af Tid og Flod,
Anna havde Havnen funden."

AGTERSPEILET

Anna havde fundet Havn
i Gud Faders egen Favn.

Efter nogle Døgns Forløb,
vi Southamptons Havn forlode:
London bød os bedre Kjøb;
og Kanalen op vi stode.
Da, idet vi drev med Tiden,
Kysten nær, for slappe Seil,
fører Strømmen hen til Siden
Brædtet af et Lodsbaadsspeil,
hvor i Hvidt paa Sort vi see:
"Hastings, Pilot, Numero three."

SIDE: 298

 -- O Tilfælde underligt,
som maa mere synes hjemme
i et Fee- og Alfe-Digt,
end i vore haarde Dage,
da med tør prosaisk Stemme
Alt fortælles som det skeer,
 strengt og strikte
som det monne sig tildrage,
med Forbud imod at digte;
og hvor Mennesket, skjøndt Aand,
ikkun troer hvad Øjet seer
og hvorpaa det fat kan tage
med den tunge plumpe Haand.
. . O Tilfælde, sandt og skjønt!
Da jeg, rystet dybt, mig læner
over Rælingen, paa Speilet
tvende Sommerfugle seiled,
tvende deilige Falæner
trygge der forelskte leged,
som om Brædtet var et grønt
Eiland, op af Havet steget.
En var hvid, meer hvid end bleget
Snekkeskal derindpaa Stranden,
blaa, meer dunkelblaa den Anden
end Skjærsommerdags Azur
i den tropiske Natur.

Eller mon i Aandens Magt
fri Gestalten ned er lagt?
 Da kanhænde,
af en sød uskyldig Smag,
som vi Mennesker selv kjende,
Francis' og hans Annas Sjele
samme Lyst har maattet dele
til, en vakker Sommerdag,
atter Jorden at besøge,
og som to Falæner spøge.

SIDE: 299

Ja kanhænde da -- Gud veed -- 
at de Elskende, der blevne
ere fra hinanden revne
før Forening har havt Sted,
kunne, Sødheden at smage
af en jordisk Kjærlighed,
vende for en Tid tilbage
snart i Form af Nattergaler
ømme Sisgener og Svaler,
snart som Sommerfugle skjønne,
for at leve saa en Sommer
ganske for sig selv alene
i det friske Livsensgrønne
under Skovens dunkle Grene,
indtil Efteraaret kommer.
Da, en Kvel, af Stjerner klar,
naar de blinke som man kunde
tydelig fra deres Munde
høre baade Raab og Svar,
svinger sig det søde Par
opad opad til det glade
Hjem, de nu ei meer forlade,
da vor Jord ei Mere har.
. . Tomme Drømme! Thi tilvisse,
Francis ei og Anna vilde
eet Minut af Tiden spilde
med at flagre om som Disse.
Nei, til gode gamle John
vilde Begge sammen haste,
frygtende, den stærke Aand
sin Natur, den klippefaste,
har for denne Gang fornegtet
 og ei mægtet
sidste sorte Træf at tvinge,
saa hans Sands har maattet springe,
Glasset liig, man tvinge vil
over Stemmens Omfang til
endnu højere at klinge.

SIDE: 300

LONDON. BEDLAM

"Har Du nok af London seet?"
blev jeg spurgt ved et Glas Ale
af min brave Skibskaptain
just som vi paa Drurylane
havde nær af Stykket leet
begge To os reent ihjel.

"Nok af Folkets Storhed? Ja -- 
Ja og nei, som man det tager -- 
meer end Nok dog af dens stygge
over London faldne Skygge:
Menneskers Elendighed,
bundløs, dybere mod Helved,
end som Folkets Storhed rager
op i Høiden imod Hvælvet.
Men, Kaptain, før vi herfra
til vort kjære Norge drage,
maa i Øjesyn vi tage
Bedlam, det til nu forsømte, -- 
Bedlam, et mærkværdigt Sted,
maa tilsidst vi tage med."

"Bedlam?"
 "Netop, det berømte.
Verdens største Daarekiste."

"Ah, jasaa! Jeg ei det vidste,
i den Tanke, at om Rangen
selve London og Paris
holdt i Kamp hinanden Stangen,
hvert dog galt paa egen Viis.
Men lad gaa! Imorgen da

SIDE: 301

først til Bedlam! Saa en Flaske,
ud det triste Syn at vaske!
Saa ombord! og saa herfra!"

 -- -- "Luk Bevogter! . Himlens Gud,
Hvad jeg saae i denne Celle!
Blev jeg hundred Aar ilive,
ingen nye Rædsler drive,
kunde det af Mindet ud.
Men lad Portneren fortælle
dig, Kaptain, om denne Gale.
Du kanhænde af hans Tale
kjender gysende igjen
en agtværdig engelsk Ven."

"Ja -- Bevogteren begyndte,
halvt at snøvle, halvt at grynte,
med en Overlæges Mine
og et tvivlsomt Blik paa Os -- 
Johnny Johnson, ikkun Lods,
Nummer . . . lad mig ikke lyve . .
Nummer Tusind syv og tyve,
gal ved Tab af alle Sine
eller af -- hvad Nogle kalder
lidt fantastisk -- Hjertesaar.
Mandens Galskab just bestaaer
deri, at han vil fortælle
Hvem som kommer til hans Celle,
om en Ting, han siger falder
paa hans Hoved, hvor han gaaer,
og som "sorte Træf" han kalder.
Dog han siger undertiden,
at de ramme ind fra Siden,
saa hans Hjerte, om man blot
undte ham saa meget Godt,
ud af Brystet det at skjære,
af de mange faldne Skud
som et Kogger maa see ud,

SIDE: 302

fyldt med Pile, alle smykte
med en Krands af sorte Fjære,
ud af Djævlevinger rykte."

Vogteren i Bedlam standste
i sin bedste Passiar,
som om Ting han eftersandste.
Men den sande Aarsag var,
at han med sit Ugleøje,
der i Mørket kunde see,
som igjennem tynde Flor,
havde seet en Dame bøje
om i samme Korridor -- 
En af hvem en fuld Guinee
høist sandsynlig var at vente.
Men han vilde see sig for;
bad os midlertid at vente.
Ikke før han Ryggen vender,
før, dybt rystede, vi trykte
grædende hinandens Hænder,
og imens afsted han render,
jeg Kaptainen med mig rykte
 bag den Pille,
der var Cellens ene Skille.

Under Vogterens Fortællen
Damen Hul for Hul beseer,
sparende ei paa Guineer;
og hun kommer saa til Cellen,
hvori Johnny Johnson er.
Portnere og Slige stedse
gravitetisk selvtilfredse
meget hellere berette
"iagttagne Fænomener,"
"sære casus" og "Symptomer,"
end de Papegøjesvar,
hvortil kun de Ordre har;
og hvad Selv Hans Viisdom mener

SIDE: 303

noksaa modigt de fremsætte
som Sentenser og som Gnomer,
uomstødte Axiomer.
Derfor Damen holden var
i geskjæftig Passiar
om den Gales Fixideer
samt hvad derved var at gjøre
 -- "Notabene rationelt" -- 
uden at hun Navn fik høre
eller af den hele Røre
noget Sammensat og Heelt.
Dog hun til en Kavaleer,
af hvis Arm hun sig betjener,
hvisker: "høist interessante
ere disse inkonstante
Aandens Sygdoms-Fænomener.
Men luk op, Monsjeur! Jeg tør
see ham rolig ind i Øjet;
og hvis godt han er fortøjet
eller stille, aabn hans Dør!"

"Strax, Mylady! strax paa Timen!"
. . Laasen klirrer og med Bragen
Egedøren aabner sig. . .
Damen med et rædsomt Skrig
styrter om som lynildslagen
i en dyb og lang Besvimen,
selve Døden ganske liig.

"Seer I Træffet?" skreg den Gale.
"Seer I nu, det hjælper ikke
sig i Jorden at forstikke,
hjælper ikke at forskandse
sig mod Skrømt fra svundne Dage
i Palladsers Marmorsale,
eller Verden rundt at jage,
for ei meer sig selv at sandse!"
Og ved pludselig at bøje

SIDE: 304

sig som Tigeren til Sprang,
med en Flammen i sit Øje,
der tilside Alle tvang,
fat paa Damen greb den Gale
skrigende, idet han plukte
Fjer for Fjer af hendes Hat:
"Af med denne Paafuglhale!"
Perlebaandet op han lukte,
strø'de rundt omkring dets Skat;
rullende til alle Kanter
Gyldenringe, Diamanter,
plyndrede af Damens Fingre,
imod Kvadergulvet klingre.
Langsomt Øjet op hun slog;
men som den Forryktes Fange
syntes hun meer glad end bange,
saa hun ei sig fra ham drog;
meget mere hun tilbage
vinked' Følget sig at drage.

"Mary Ann!" -- blev Johnny ved -- 
"Naadigste Fru Hertuginde!
siig mig i Oprigtighed,
om du kunde -- siig mig, Kvinde! -- 
al din Herlighed forsage
og tilbringe dine Dage
her, just her, just her paa dette
græsselige Sted med mig?"

"Johnny! o!" -- brød Mary ud,
kyssende hans magre Hænder -- 
"o, saasandt en Dommens Gud
gaaen er med mig irette,
at jeg her og hvorsomhelst,
Johnny, leve maa med dig,
vil jeg som et Tegn betragte,
at Han sig til Naade vender,
at min arme Sjel er frelst.

SIDE: 305

Ingen Magt skal heller mægte
mig fra dette Huus at rive.
Der mit Liv jeg vil forblive,
hvor jeg har den Trøst i Eje,
daglig Dig at kunne pleje."

Johnny blev medeet saa stille,
at den sidste Perle, ført
af et Lufttræk, grant blev hørt
Korridoren langs at trille.
Og da op han saae tilsidst
vare Øinene saa milde.
Slukt i Taarer var den vilde
urofulde Vanvidsgnist,
saa at til en Kavaleer
hviskede betænkt vor vise
Gale-Vægter-Medikus:
"Endt er nu, saavidt jeg seer
af hans hele habitus,
Patientens Hovedkrise."

"Mary Ann, nu er du prøvet;
 -- sagde Johnny mildt betonet -- 
prøvet er du og tilgivet
. . meer end det: du har udsonet!
Thi din Kjærlighed har Livet,
skjøndt forspildt, forødt, bedøvet,
ikke fra dit Hjerte røvet.
Derfor kom! En Krog, en stille,
vi paa Jorden søge ville,
hvor den Verden, som sig trænger
ved sit Guld med al sin Last
mellem Dyden og dens Lykke
ikke skal forstyrre længer
tvende Hjerter, som sig trykke
atter til hinanden fast -- 
En hvor vi forsonte kunde
leve vore Aftenstunde,

SIDE: 306

indtil Budet fra vor Dommer,
Døden, til os begge kommer,
for os, med sit tause Sprog,
(Fingren paa vort Øjenlaag)
venligt sammen at indbyde
til det yndige Paulun,
hvor som Engle De nu nyde
Saligheden Han og Hun,
som vi mindes men ei nævne,
at ei Sorgen, ene ved
Navnets Tone, sig skal hevne
paa vor neppe vundne Fred."

"Ak, hvor findes saadant Sted?
Neppe, neppe!" Mary klagte:
"Et for din tilbagebragte
Ro og min Taknemlighed?"

. . . "Jo, i Norge tusind Steder
byde hvad I ønske Eder"
 -- sagde min Kaptain, traadt frem -- 
"Derfor, Johnny, følg mig hjem!
Der er tusind stille Dale
hvorom Ingen har hørt Tale,
og som kun en enlig Trost
har for tause Skove rost -- 
Dale, hvis vidunderhøje
almagtslige Majestæt
ganske vist af fremmed Øje
ei endnu er bleven seet.
Men, endskjøndt, saa vist som Bryst
Hjerte har og Ansigt Øie,
hver en Dal sin Indsjø har,
himmelblaa og stjerneklar,
fjernt omkrandst af Aaser høje,
nærved af en Blomsterkyst,
og endskjøndt en fyrig Elv
overalt ved Siden følger,

SIDE: 307

med en Lyd af friske Bølger,
friskere end Havets selv:
kan jeg, Johnny, nok mig tænke,
at den gamle Sjømands Længsel
efter Havet vilde hale,
som med en usynlig Lænke,
snart dig bort, som fra et Fængsel,
ifra Landets indre Dale.
Derfor, Johnny, maa du vide,
Havet har i Uroldstide
Landets Alpebelte sprængt
og er til dets Indre trængt,
strømmende i dybe lange
Fjorde, som sig indad slange,
gjennem hine brudte Svælg.
Der en yndig Plads dig vælg
enten paa en skovkrandst Tange
i en venlig liden Bugt
i en Dal af Alper lukt,
eller paa en grønklædt Bred
skraanende mod Fjorden ned!"

Før et Jevndøgn alt vi vare
næsten helt af Themsen klare;
og da vore Passagerer
(Johnny Johnson, Mary Ann)
kom paa Dækket, Engelland
under Havets Bryn sig skjærer
 som en bleg
neppe synlig Taagestreg.

Og nu bar det for hver Klud
lige ret nordostenud!
Ostnordost og retsaa nord,
til i fjerde Morgens Gry
Manden ned fra Merset skriger:
"Ret i Nord en snehvid Sky,

SIDE: 308

der i Høiden stedse stiger,
liig en buet Sølvergjord
over Horizonten spændt!"

. . . "Hurra! det er gamle Norges
snebedækte Klippeborges
morgensolbelyste Tinder,
 som os minder,
at Seiladsen snart er endt."

HARDANGER

Gives Sted paa Jorden, hvor
gammel Kummer, ved at stemmes
i Naturens blide Toner,
kan bedøves og forglemmes, -- 
hvor sig Had med Had forsoner, -- 
hvor usalig Lyst til Synder
dæmpes, Lidenskaben tæmmes,
Løven liig i Barnets Snor,
kun ved Syn af Egnens Ynder,
Tanken om en Guds Nærvær
i Naturens Majestæt,
i hans Almagts Høihed klædt,
og ved Følelsen af Freden,
der er over Egnen gleden
som et paradisisk Skjær,
som en Glories Straaleære
hvormed Høj og Tinde pranger:
 -- da forvist det Sted maa være
i det deilige Hardanger.

Gives Sted paa Jorden, hvor
gudløs Last, som kommer did

SIDE: 309

flygtig, ved et vildt Tilfælde,
bliver from medeet og troer . . .
Sted, hvor en fortvivlet Anger
føler klart sin Skabers Vælde,
men ei Giften af sit Bid
mere Hjertet at fortære:
 -- o da maa vel Stedet være
i det deilige Hardanger.

Gives der paa Jorden Sted,
hvor, om tvende Fiender mødes,
uvilkaarligen de nødes
til at standse sine Fjed
og udrække Haanden begge,
venlig Arm i Arm at lægge,
slagne af den søde Fred
i Naturens Herlighed . .
hvor Forfængelighedsflammen
synker i sin Aske sammen,
og Erobrer, hvis han kom,
om med Blusel vilde vende,
retsom bange forat skjænde
hellig viet Tempeldom . . .
hvor Naturen taler Trøst:
Fjeldet som den issehvide
børnekjære Oldefader,
der sin gamle Favn oplader,
Dalen med en Moders blide
uforglemmelige Røst,
Elven som en trofast Sanger,
der vil Hjertet atter lære
gamle Toner, svunden Lyst:
 -- o da maa vel Stedet være
i det deilige Hardanger.

Ak, om saa livsaligt Sted
findes paa vort Jorderige,
hvor i blaanende Geled

SIDE: 310

Alper frem af Dalen stige, -- 
hvor ved den krystalne Bræ
blomstrer snehvidt Abildtræ,
medens i en Snefonns Spoer
vilde Rose lystigt groer, -- 
hvor en Kilde først sin Sang
kun mundharpespæd begynder
murmlende blandt Mos og Stene;
men saa under Orregrene
fra sin Afdal ud sig skynder,
dreven af ungdomlig Trang
til med Hoveddalens Ynder
i sin Glands sig at forene;
og, liig David Harpeslager,
fra en Hyrde bleven til
Dalens Konning ved sit Spil,
stolt og mægtig gjennemdrager,
under tordnende Befalen,
alt sit skjønne Rige, Dalen . . .
ja, hvor findes saadant Sted:
Majestæt og Yndighed
i en inderlig Forening,
hvor ifra den hvide Fonn
brede sig i vid Forgrening
Fagerliers grønne Baand, -- 
hvor de blide Bakkehæld,
som forbinde Fjord og Fjeld,
glide ud i løvbekrandste
grønne Odders Fryndserad,
der sig speile som i Bad,
hvor de synes halvveis standste,
saa de ei forentes med
Fjordens anden skjønne Bred,
og hvorfra et Hyttehjem
titter mellem Birke frem,
fra hvis Tag, med mild Betoning
over Alt, en Røg fremblaaner,
og det hele Synet laaner

SIDE: 311

af et Offer og Forsoning -- 
o hvor findes saadant Sted,
disse løvbekrandste Tanger
med den fromme Hyttes Fred,
uden i din Herlighed,
underdeilige Hardanger?

BESØGET

Der paa en af disse Tanger
i det deilige Hardanger,
hvor en Runebauta graa
ragte frem deryderstpaa,
liig en Viking, i sin stive
Pandserskjorte end ilive,
men af Roser fangetagen
i en Kappe af Skarlagen . . .
der endnu lidt længer oppe
paa den løvbekrandste Tange,
i en Hytte under lange
side Hængebirketoppe,
hvor den vilde Humle spandt
sit Tapet om alle Vægge
og saa legende forsvandt
i et Vildnis af Moreller,
jeg endnu i Sommer begge
vore gamle Reisefæller
rolige, tilfredse fandt.

Det var Søndagmorgen. Hytten
aaben stod, som om til Lytten
efter første Klokkelyd
fra den lille vakkre hvide
Kirke paa den anden Side

SIDE: 312

ligeoverfor i Syd.
Solen alt den blomstbesaaede
Tærskel med sin Straale naaede,
vækkende med frisk og gylden
Glittren mellem Rankefylden,
hvormed Karme og Gesimser
vare yndigt krandsomvundne,
alskens Sommerfuglevimser,
som for Natten i de brede
Humleblades sammenspundne
Klaser havde fundet Rede.

Men det var vel ei Indbildning,
men en Øjets Tryllehildning
(thi jeg sværge kan derpaa)
at imellem dem en blaa
og en perlehvid jeg saae
flaggre indad Døren dristig,
som af Solens Skin forledte,
som om, spredt paa Gulvet, dette
vilde begge fange listig.
Og ved efter dem at skue
i den landlig nette Stue,
Mary Ann faldt Øjet paa.
Der hvor endnu Skyggen laae
sad hun bøjet ved sit Bord
læsende i Herrens Ord.

"Johnny kommer strax" -- hun sagde
med et Haandtryk, varmt og lindt,
dog af Styrke og gesvindt,
som et fyrigt Hjertes Slag -- 
Han er blot ved Stranden nede,
Færdingsbaaden at berede
til vor Kirkefart idag."

Knapt hun havde udtalt før
gjennem Hyttens aabne Dør

SIDE: 313

Kirkens klare Klokker hørtes
over Fjorden af og til,
som et pauseafdeelt Spil,
som en Æolsharpes Klang,
eftersom af Vindens Gang
over Fjorden Lyden førtes.

Johnny kom . . Hvor sund og karsk!
Kun i Aasyn mindre barsk.
Trykkede min Haand trohjertet,
saa dens Fingerender smerted,
mumled ud en Strøm Velsignen
paa sin Engelsk om Hardanger,
hvoraf op jeg kun en Lignen
med en Himlens Forgaard fanger
og et Spørgsmaal, om jeg troer
Kashemir, det Landskab, hvor
endnu der skal findes lette,
i et Vildnis skjulte, Spor
efter Paradisets Flor,
vel er skjønnere end dette.
Hvisked saa til Mary Ann:
"Skynd dig, Kjære, hvad du kan!
Baaden ligger alt paa Vandet.
Før vi række Kirkelandet
kunde det alt sammen ringe."
Derpaa vendt til mig: "Min Ven,
følg os eller bliv igjen.
Men for Os -- Vi maae afsted.
Thi fra Herrens Huus histover,
hvorfra Kaldelsen nys lød,
altid vi tilbagebringe
til vor syge Sorg, der sover
i Naturens milde Skjød,
himmelsk og balsamisk Fred."

O, hvor fryded den Tilstaaen
meer end hans Irettegaaen!

SIDE: 314

O, hvor inderligt et Amen
til hans sidste Ord jeg bad!
Og da just det ringte sammen,
klang det som om Engle drog
gjennem Luften under Kvad;
og deraf jeg Varsel tog,
at den Gudstro, som de Tvende
i de syge Hjerter bar,
vil Naturens Kuur fuldende,
saa taknemlig de erkjende
det for Livets bedste Mening,
at ei Sorg paa Jorden findes
saa fortærende og svar,
som af Gudstro, i Forening
med Natur, ei overvindes.

SIDE: 315

SAGVISE

 Haa! Haa!
Nu har Sagen lært at gaae:
gaae ved Hjælp kun af en Steen,
som ved Hjælp af Arm og Been.

 Hisk! Hask!
Gjennem Eeg og Bøg og Ask!
Stenen, som til Vægt er sat,
er min gode Kammerat.

 Hi! Ho!
Arbeid gjøre Vi for To,
og Han siger ei: "lad gaa!
kom, en Sup nu ovenpaa!"

 Hin! Hen!
Russisk Sagstol hedder den.
Bryd dig ei om Tingens Navn
bare den gjør dygtig Gavn!

 His! Hus!
Sligt at lære af en Rus!
Lær af Tyrken, om han veed
bedre om en Ting Besked!

 Hir! Hør!
At jeg Sligt ei vidste før!
Af min Pande mangen Sved
skulde da ei dryppet ned.

 Hip! Hup!
Spart jeg skulde mangen Sup.
Ofte, naar vi skare To,
gik Fortjenesten i Kro.

SIDE: 316

 Hilt! Halt!
Flau er Mad foruden Salt.
Fliden faaer sin rette Magt
naar lidt Kløgt er underlagt.

 Hitsch! Hatsch!
Gaaer som Buen paa en Bratsch.
Spiller jeg den Melodi:
"Flid og lidt Maskineri!"

 Hirn! Hørn!
Dersom jeg har Viv og Børn,
spiller jeg dem Mad i Mund
med min Sag hver Morgenstund.

 Hem! Hem!
Dersom jeg er uden dem,
faaer jeg, mens min Sag gaaer godt,
tænke paa den Ting saa smaat.

 Hil! Høl!
Kom nu med Tobak og Øl!
Ved min Sagstols Mechanik
kan jeg ta'e en Lædskedrik.

 Peer! Paal!
Vil I høre paa en Skaal?
Gid Enhver, som sager, maa
sig en russisk Sagstol faa!

TO RAAD FOR LIVET

Vil du stedse leve fri,
vil du leve glad og rolig,

SIDE: 317

finde stedse Velstand i
fager Blomstring i din Bolig,
 da Du trolig
evig Pagt maa slutte med
Retsind og med Virksomhed.

 I Vennebarm
saml Skat til Aldren krum og arm!
Thi brændte end din Hytte af
 og brast din Stav
og slukkedes din Kjerte,
 bedække dig
 skal da hans Flig,
Dig varme skal hans Hjerte.

TIL NIELS DAHL

Giv mig en Flaske Sundhedsviin,
 og tag mit Renomee!
Man dig da snart vil melancholsk
 og mig lyksalig see.

Send mig et Blad af Haabets Træ,
 og tag min Laurbærkvast!
Naar du er bleven kjed deraf,
 den for din Fole kast!

Men giv du mig dit Hjertelag,
 og tag saa mit igjen!
Det Bytte troer jeg saa omtrent
 gaaer op i op, min Ven!

Saa tornet som et feiret Navn
 ei Vejens Tistel er.
O sad jeg fri paa ti Maal Jord
 og hedte bare Peer!

SIDE: 318

O Jordens Paradiis: en Plet,
 jeg havde dyrket Selv,
en Halmhat og en Kofte graa,
 en Hytte ved en Elv!

Dog leve vil og døe jeg med
 min Harpe ved mit Bryst.
Den vejer Intet op; thi den
 for al min Nød har Trøst.

Berømmet? Nu! Hvis jeg blier frisk,
 en Pibe god Tobak . . .
Hvis du vil give en derfor,
 Du til skal have Tak.

Kun eet Berøm -- og det er dit,
 og nogle Faaes dertil -- 
for Schaks og Zars og Sultans Skat
 jeg ikke bytte vil.

SIDE: 319

JØDINDEN

ELLEVE BLOMSTRENDE TORNEKVISTE

PAA SYGELEJET

Det Iisdryps Rislen i min Barm . .?
 og disse Stik af Ild .? 
Lad Døden kalde det sin Seir!
Det er min Himmels Foraarsveir,
dens Vaarfrembrud -- snart kold snart varm
 min Saligheds April.

Dog kjæmper Hjertet i mit Bryst
 mod Dødens Trængen ind.
Det slaaer den endnu Dag for Dag
tilbage kjækt med tunge Slag.
Mit Sind er roligt, klart og lyst
 som Kjern i Maaneskin.

Kanhænde da min Torneflor
 udsprungen jeg faaer see?
Først Kviste syv, saa to fremskjød,
ialt der elleve frembrød;
og kommer ikke Dødens Lee,
 den skyder fleer jeg troer.

Ak! blomstrer som i Gulistan,
 som Schiraz' Centifol!
Dog søger Ingen eders Sted:
I blomstre i den Eensomhed,
hvorhen jeg er forjagt i Ban
 fra Folket, fra min Sol.

SIDE: 320

Ja til den øde Eensomhed
 af Landsmænd jagt i Ban!
De vrede Daarer ikke veed,
at den en herlig Urskov er.
Som sluppen Fugl jeg levte der,
 som frien Indian.

Brasiliens Skov med Palmetræ'r
 af hundred Alens Top,
hvortil den blaa Passionsblomst med
Camellien klattrer sammen op,
saa stolt og pragtfuld dog ei er
 som denne Eensomhed.

Der mangler det paa Syner ei
 og Aandernes Besøg.
Som Skyer, der gaae lavt og midt
igjennem Skoven søge Vei,
de Minder graae forbi mig tidt
 i Eensomheden strøg.

Dog maa jeg være bleven ramt
 her i min elskte Ørk
af Trolddom eller Slangebid:
min Arm er mat, min Kind er hvid,
mit Blod det rinder nu saa tamt
 og Aaren er saa mørk.

Ah, Døden har, den store Aand,
 blæst af min Livstraads Haar.
Til Folk jeg vil mig slæbe frem:
jeg gjerne vil fortælle dem,
hvor sidste Plantning fra min Haand
 i Blomst i Ørknen staaer.

Se, om ei Honning drypper sød
 fra hver en Rosenknop!
om ei hvert udslaaet Blomsterblad

SIDE: 321

er tegnet med et kjærligt Kvad,
hver Roses aabne Purpurskjød
 en hellig Bog lukt op!

Blot Døden vil mig skjænke Frist
 til Floren frem er brudt!
Men o! han har mig alt omsust,
mit Bryst med Knokkelhaanden knust,
med Blæserørets fule List
 mig lydløst gjennemskudt.

. . O Følelse som af et Bad!
 Jeg Alt tilgivet har.
En Finger paa mit Øje kom.
En Engels; det min Moders var.
Nu er min Sjel en toet Blom,
 saa nyfødt, barneglad.

TORNEKVISTE?

Tornekviste, Tornekviste,
 Tornekviste med Blomster paa . .?
 -- Dyder, herligst i Kummer viste,
Nød, som aldrig sit Haab forliste,
Tro, som Gud under Byrden priste,
 der paa skyldløse Nakke laae.

O, hvor Juda har af Kvinder
 herlig Rosenstok skudt tilforn!
Ømme Mødre iblandt Heltinder,
Fromme Ruth, Makkabæerinder,
Mirjams Ros, som af Honning rinder,
 Judiths Rose med røden Torn.

SIDE: 322

O jeg hører, seer hvorlunde
 Judæ Kvinder, hver i sin Dør,
raskt mod Aftnen paa Haandteen spunde,
sang til Cithren med glade Munde -- 
rundtom Børn, fra de krybe kunde,
 voxne Døttre, som alt bar Slør.

Judæ Dale ere øde,
 Rosenstokken er ødelagt,
spredte Rødderne; men vi møde,
hvor de krybende Skud fremskjøde,
Judæ Roser, de fulde, røde:
 Kvindens Dyder i Sorgens Pragt.

Moderømhed, Tro som brænder,
 trofast Viv og i Modgang fro,
for den Fattige aabne Hænder,
Huuslighed, som kun Hjemmet kjender,
 -- disse Roser til Verdens Ender
 paa de adspredte Torne groe.

Ak! og disse Søstergrene,
 rundne lige af Evas Barm,
enten krybe maae mellem Stene,
eller blomstre som traurig-ene
Maanedsros bag Gardiner pene
 i den tusmørke Vindukarm.

Hvad om Norges grønne Dale
 gjæstmildt aabnede dem sin Bund?
Hvad om engang-iblandt dets svale
Blod fik lidt af det orientale?
Da maa Kjærlighed kun befale,
 ikke Lovenes Løvemund.

SIDE: 323

BLODET

BARNET

(Rachel, en liden Jødepige under en Hybentorn. Legende Børn længer henne. Et af dem,
et Christenbarn, Charlotte, kommer hen til Rachel).

Charlotte

Lille Rachel, kom nu! kom!
Nu gaaer Legen atter om.
Elle, melle, dig fortælle!
Panter ned i Kurven sælle.
Leon strax skal holde Dom.

Rachel

Ak, du skulde bare vide
hvad jeg nys har maattet lide
just af Leon, just af Ham.
O en altfor bitter Skam!

Charlotte

Hvad? Du græder? Du som har
saadant Halsbaand af Koraller:
hver, paa hvilken Solen falder,
som en Draabe Blod saa klar?

Rachel

For en enkelt Draabe Blod,
af din Fingerende trykket,
vil jeg lægge hele Smykket
som et Offer for din Fod.
Thi, Charlotte, seer du, da
Legen nys begyndte, sagde
Leon, som os Navn tillagde

SIDE: 324

og som tælled til og fra:
"Det er sandt, vi allerede
har jo Sidsten i vor Kjæde:
Rachel Jødepige der,
thi af værre Blod hun er."
Derfor, kjæreste Charlotte,
sneg jeg mig til dette Sted
under Rosenbuskens Grotte
for at finde Taarens Fred.

Men Det nager -- o Det nager!
og det slette Blod det jager,
saa at hver min Fingerende
synes bankende at brænde.
Dybt det maatte mig jo krænke
saa at være Sidsten født.
Siig, hvad skulde jeg vel tænke
om mit Blod? var det ei rødt?
ei som Andres klart som Viin?
dygtigt til mig at belivne?
ikke den af Gud mig givne
milde Livsensmedicin?
Derfor, kjæreste Veninde,
for at Ro jeg dog kan finde:
gjør som jeg -- det smerter ikke -- 
Du en Torn i Fingren stikke
til en Draabe Blod frembryder,
som mig strax da overtyder
 om mit eget
mere mørkt er eller bleget,
og med Smykket jeg dig pryder
for den ene Draabe Blod,
som du Rachel overlod.

Charlotte

Gjerne, gjerne! Se jeg trukket
har en Torn saa skarp og lang
som et Sværd til Biens Kaabe.

SIDE: 325

Een, to, tre! Paa samme Gang!
Een, to, tre! Jeg har alt stukket,
og se der! der er en Draabe!

Rachel

Kan du skjelne den fra min?

Charlotte

Nei umuligt.

Rachel

 O hvad Glæde!

Charlotte

Lige, som en kløvt Rubin!

Rachel

O Charlotte, tag min Kjæde!

JOMFRUEN

Rachel

Kom, Charlotte! Man kan miste
i Salonnen Veir og Sands.
Lad os sammen bort os liste
blot fra denne ene Dands
til det inderste og sidste
af de stille smaa Gemakker,
hvor man saa fortroligt snakker
og man gjerne kunde døe,
 sans adieu,

SIDE: 326

stille hen i Sofakrogen,
ikke efterspurgt af Nogen,
medens Dandsen fyrigst gaaer
og sin Høide Ballet naaer.

For den Dands, Du kanskee taber,
denne Haarnaal være din
med sin funklende Rubin,
fuld af stærke Egenskaber.
Den kan Blik og Hjerter trække,
Kjærlighedens Ild opvække,
Feil og Hæsligheder dække.
Talismanens Trylleri
 ligger i
den naturlige Magi:
Herrerne, om ormeblinde,
ville ved et Blik udfinde,
at Rubinens Ejerinde
har en Tønde Gulds Værdi.
. . Mindes Du, engang som Børn
saared vi os med en Tjørn,
for den Tanke bort at tvinge,
som saa rædsom for mig stod:
nemlig at mit Jødeblod
mod de Andres var for ringe?

Charlotte

Ah, javist! Da Rygtet fik
den Fortælling at berette,
at en Jødepige kjøbt
havde Blod ifra en Døbt,
blæste det sig op og gik,
Alt i Raseri at sætte;
og, som Flamme blæst i Stry,
flux i Oprør kom vor By.
"Hep! Hep! Hep!" jeg kan erindre
lød fra Alles Struber da;
og jeg husker, at jeg fra

SIDE: 327

vor Altan saae Fakler tindre
hist og her i Pøbelbølgen,
som sig vælted gjennem Staden,
samt at Vinduer jeg hørte
klirre alt som Vinden førte
Lyden did fra Jødegaden.
Kort -- en rasende Forfølgen
af den Bagatel opstod . .

Rachel

Ti dermed, o min Veninde!
Ved min Ammes raske Fod
og forsigtige Fordølgen
kunde jeg blot Frelse finde;
men min gamle stakkels Far,
rystende og svag som Sivet,
 -- ve mig! -- maatte lade Livet
ved sin Ejendoms Forsvar.
Ve mig da, at jeg ei lod
dit, Charlotte, og mit Blod
ubeseet i Aaren rinde,
hvori Gud har stængt det inde!

Ve, at hvad jeg dengang hørte
af en Dreng mig saa forførte
til en Barnestreg, som blev,
skjøndt uskyldig, til det Hvift,
der i Klippens høje Rift
rasende Lavin løsrev.

Men, Charlotte, men -- men -- men
nu, nu har jeg hørt det Samme,
ei af Drengen sagt igjen,
men af gamle Æresmænd:
at mit Blod er mig tilskamme -- 
sagt med alle sjeldne Mærker
paa Uegennyttighed,
saa at deres Ord derved

SIDE: 328

i Betydning sig forstærker
til en Dom, der sønderknuser
hvert et Haab, mit Hjerte huser,
 liig den smukke
Sommerfugl i Urnens Lukke.
Leon . .

Charlotte

 Leon! Hvad?

Rachel

 Min Gud,
hvor forfærdet du brød ud!

Charlotte

Oh, jeg husked -- havde glemt,
at jeg var af Leon buden
til en Polka -- Det er slemt.
Men, Veninde, desforuden
veed Du ei, at jeg forleden
Livets Terningkast har vovet
og med Leon mig forlovet?
Hvad, du blegner? . .

Rachel

 Det er Heden,
og jeg sov kun slet inat.

(Afs.)
 O mit Hjerte, o hvor mat,
o hvor usselt, at det, efter
saa ulægeligt et Stød,
ei kan samle alle Kræfter
i sin usle Klump af Kjød,
forat briste og at skjænke
dog den Sorg en værdig Død,
som paa Livet ei tør tænke!

(Høit).

Nei, Charlotte, hør min Grund,
hvorfor jeg tilbagekalder

SIDE: 329

fra vor første Barnealder
hiin ulykkelige Stund.
Jeg det Samme hørt har atter,
og af Mænd, som Verden troer,
Mænd, hvis Ord Alverden skatter
som en Dom og Rettesnor,
at mit Blod er saa forskjelligt
ifra Andres, saa vanhelligt,
at jeg ei maa tænke paa
 -- hvad de andre Piger kunne -- 
efter Hjertets frie Grunde
Den at vælge, der skal faae
Legeme og Hjerte som
en evindlig Ejendom.
Leon, o det smukke Guld
paa en Skal, som ei er fuld! -- 
Mønsteret for Kavalerer
udi Sæder og Manerer. .
Denne Leon, en Nevø
af min Faders Handelsven
af min gamle Herr Formynder,
talte meer om Himmelen
og den Salighed at dø,
end om Penge og om Ynder,
saa jeg tænkte: Rachel, funden
her er Manden for dit Hjerte -- 
En, som spørger ikkun om
hvad der boer i Hjertegrunden,
ei om Troen Fædre lærte -- 
ret en Mand af ædel Færd,
fordomsfri, en Elsker, som
elsker mig for eget Værd!
Mistro ei engang jeg følte,
da jeg mærked, at han nølte,
udflugtsfuld og uforklarlig,
med sin Fader at betro
Baandet, som forbandt os To,
som om netop han var farlig.

SIDE: 330

Men engang, da jeg fik høre,
min Formynder var tilstede,
tvang jeg ham mig did at føre,
hans Velsignen at udbede.

Ind vi styrted Begge; men
Leon, Han den Ømhedsfulde,
Leon, som jeg tænkte skulde
tage allerførst tilorde,
knæle bønlig, som jeg gjorde,
Leon stod forknyt igjen,
mens hans Faders Knæ jeg alt
favnende med Kys bedækte.

Op de Gamle sprang forskrækte,
og jeg fra min Himmel faldt.
Taus og rød min Elsker stod
som en arm bodfærdig Synder.
Endelig, da efterhaanden
han fik samlet sig lidt Mod,
frem han en Forklaring stammed,
mens han snapped efter Aanden,
hvoraf klart nok jeg forstod,
at der i vor Kjærlighed
var en enkelt Ting, hvorved
han sig for sin Fader skammed.

Men hvad han, min feige Frier,
i Befippelsen fortier,
af hans Far jeg høre faaer,
som naar man det aabne Saar
i en giftig Edder bader.
I mit Hjerte og mit Sind,
er det brændemærket ind.

"Hvad -- udbrød min Elskers Fader -- 
Hvad, min Søn, at Du kan bære
for dig Selv saa liden Ære?

SIDE: 331

Heller vil jeg see dig død,
ja at betle for dit Brød,
end at Du, saa vakkert Skud
af patricisk, christen Rod,
skulde søge dig en Brud
af et saa vanhelligt Blod . ."

Meer jeg hørte ei og saae.
Da mit Liv tilbagevender,
hjemme hos mig selv jeg laae
med et Brev i mine Hænder,
hvori Leon koldt undskylder,
at han ikke havde tænkt
paa den Art af Blod som fylder
mine, Jødepigens, Aarer,
og som os adskiller strengt.
"Kjærligheden -- endte Brevet,
der, saa koldt det var, var skrevet
(stod der) under hede Taarer -- 
"Kjærligheden kun bedaarer;
men hos kloge Folk, hos Somme,
Forhold, Hensyn, Andres Domme
gjør dens Regimente omme."

Leons Onkel, min Formynder,
Brevets Overbringer, Alt
at bekræfte strax begynder,
til paany, jeg ved hans Eeder
om den Sags Umuligheder,
i en Afmagts Arme faldt.

Charlotte

Stakkels Rachel! Det er slemt.
Men . .

Rachel

 Hvad "Men"? Oh, jeg forstaaer!
Ogsaa Du mit Blod foragter.

SIDE: 332

Charlotte

Slige Tanker jeg forslaaer.
Kommer en, at den blier glemt,
stræber jeg af alle Magter.

Rachel

Glemt? Oh Tak! O Den, der kunde
stoppe sin Erindrings Munde!
Den, som salig kunde glemme!
Men jeg stedse maa fornemme
 Blusels Brande
paa min Kind og paa min Pande.
Glemme? Glemmer Træet Skaaret,
som det fik i Ungdomsalder?
Arret staaer der til det falder
for sin Øxe hundredaaret.
Glemme? Det kan ikkun Vandet;
thi hvor stærkt den faldne Steen
jager Ringe imod Landet,
døe de atter een for een.
Men et Menneske? O Lyst,
om det kunde saa betvinge
Blodets Svallens vilde Ringe,
naar man stener grumt dets Bryst!
Men det skeer ei her, men hist,
at et Menneske kan ende
i Forglemsel al Elende -- 
hist hvor (o for sandt og vist
den Retfærdighed jeg haaber
af den Gud, hvorpaa jeg troer!)
Alle faae, istedetfor
Blodets mørke seige Draaber,
samme Ætherstrømme lette,
som til evigt Liv i Slag,
med unævneligt Behag,
Aandens unge Hjerte sætte.
. . . O, mig lyster stærkt at yde

SIDE: 333

Offeret af alt mit Blod,
forat hist jeg Fred kan nyde,
naar det fælles Bedre flyde
skal ifra min Hjerterod!
O mig lyster stærkt at see
end engang mit Blod, mit eget,
om det skiftet har kanskee,
om det bleven er meer bleget,
al dets Farve visnet bort,
eller om dets Lét er steget
ifra Høirødt og til Sort,
om jeg det igjen kan kjende
som den Draabe, klar og rød,
der udaf min Fingerende
under Tornestikket flød.

Men en Draabe maa jeg have,
ei fra Fingerspidsen da,
men en Draabe ligefra
Bunden af mit eget Hjerte,
netop den som er en Gave
af min Moders Modersmerte -- 
den, som alt i hendes Skjød
i mit Bryst urolig flød
og som Hjertet fyrig tvang
til at sætte sig i Gang.

Charlotte

Stakkels Rachel! Lad det gaae,
da det nu er engang saa.

Rachel

Hvad er saa? Oh! jeg forstaaer.
Giftig Draabe i mit Saar.
Dog med Vilje ingenlunde.
Oh nei vist! Det Medynk var;
og en Balsam mere sød
aldrig laae paa Hjertets Bunde.

SIDE: 334

Thi den er dets Taare klar,
Kjærlighedens rene bedste
Afdryp, gjemt i Hjertets Skjød
for den kummerfulde Næste.

Men den maa i Saaret gydes
uden at den Hjertevee,
som skal læges, kan den see;
thi naar aabenbar den ydes
ikkun i Dens Saar, som lider,
brændende den værre svider.
Den Medlidenhed tilskue
er mod Kjærlighedens rene
fulde Honningdraabe sød
grove Sirup, som alene
kan til Skjænk for Armod due,
 kun til Gave
for Elendighedens Mave,
ikkun for den ydre Nød.

Charlotte

Rachel! Jeg vil ei dig nøde;
men, som Du nu er, Du ikke
Venners Medynk bør forstøde.

Rachel

O, de Ord, som saa beklage,
dybere i Hjertet stikke
end den Naal, du der kan tage.
 
(Borer Rubin-Haarnaalen i sit Hjerte.)

Charlotte 
(Drager Naalen ud.)

Rachel! o hvor netop stukket!
Kun en enkelt Draabe Blod
sidder der hvor Naalen stod,
og sig Saaret alt har lukket.
Rachel! den er deilig rød,
som om Perle var ophedet,

SIDE: 335

frisk som Rosenknoppens Glød.
Rachel, hør dog! Draaben, gledet
fuld ifra dit Hjerte, funkler
saa Rubinen den fordunkler.
Du har seiret og beviist.
Intet har dit Blod forliist.
Jubl, saa hele Verden veed det!
. . . Rachel! Men hvor tyst Du er?
Himmel! Rædsel! hvad jeg seer!
Rachel, Rachel død paastedet!
 
(Flyer forfærdet.)

MØDRENE

ILDEBRANDEN

Byen ifra alle Ender
midt om Vinternatten brænder.
Kirketaarnet alt er raset
glødende fra Høiden ned,
knusende hvad det ei tænder;
 Herrens Huus
lægger Menneskens i Gruus.
Men som størst Elendighed
løbe Stormene Kompasset
under vilde Hyl omkring,
som om det var dem befalt
hastigt at forvandle Alt
til en Askedynge, formet
rund aldeles som en Ring,
taarnhøi, skjøndt isammenstormet.

O en Dommedags-Forvirring
i de trange Stræder, hvor
Røg og Flamme stænge for!

SIDE: 336

O Vanvittighedens Irring
paa den aabne Plads, hvorhen
alle Reddede sig samle,
Syge, Kvinder, Børn og Gamle,
som iblandt hverandre famle
forat finde Slægt igjen.
Men det ikke længe varer
førend Ildebrandens Farer
trænge kysende derhen, -- 
før, som af en Esses Mund,
som af Blæsebælgens Strube,
eller Helveds egen Grube,
Flammen liig en Tunge skyder,
strygende langs Pladsens Grund,
ud af en af hine Gyder.

Til den usle Stadens Rest,
som endnu i Mørke laae
paa den anden Pladsens Side,
Alle, som de kunne bedst,
derfor skyndsomst flygte maae,
uden Skjulested at vide:
Børn, som skrige efter Moer,
saa hver Moder kaldt sig troer;
Mødre, raabende paa Navne,
som de nu med Rædsel savne;
Krøblinge, som i den dybe
Sne maa over Pladsen krybe;
unge Koner, hvis Gebærder
vise, at med Gru de tænke
sig den Nat Enhver en Enke;
Sønner, som paa stærke Hærder,
vindende Æneas' Ære,
sine gamle Fædre bære -- 
kort i Trængsel vild og tæt,
uden Skaansel eller Ret,
hvor Enhver kun træder ned
hvad der kommer ham til Hindring,

SIDE: 337

og hvor selve Kjærlighed
synker ned til Selv-Erindring,
Pladsen blev af Mængden rømmet,
som mod Byens Forstad strømmed.

Men i Trængslen i Entreen
til det snevre mørke Stræde
tvende Mødre ængstligt lede
efter sine Børn i Sneen.
Arm den Ene og Jødinde,
men den Anden en Grevinde.
Ifra deres Bryst bortrevne
vare deres Spæde blevne,
og nu famlede de Tvende
om i Vinternattens Blinde
paa et Lykketræfs Kanhænde
for de Tabte at gjenfinde.
Men i Tumlen taber sig
for hinanden deres Skrig;
og om Stjernerne faldt ned
eller Solen vendte om,
røres ei en Moder, som
søger om sit Barn, derved.
Derfor hændte det, at Begge
skreg paa engang høit af Fryd,
uden at de kunde lægge
Mærke til hinandens Lyd.
Thi i samme Øjeblik
Hver sit Diebarn i Svøb
mellem sine Hænder fik.
Adelsfruen strax tilbage,
did hvor Ilden lyste, løb
at hun Feil ei skulde tage.
Men da Barnets Svøb hun hæver,
skreg hun: "Fy! Saasandt jeg lever,
er det Jødeunges Træk!"
løb og slængte Barnet væk.

SIDE: 338

Men Jødinden, som alt sad
paa en Trappe sjeleglad
og den fundne Spæde died,
hører, nu da Larmen tied,
ikke fjernt et Barneskrig.
"Mon paa Pladsen glemt igjen?"
tænker hun og skynder sig
med det fundne Barn derhen.
Og hun mumled mens hun gik -- 
"Herren aabnet har mit Blik,
saa mit Barn, min Spæde, jeg
fundet har paa Mørkets Vei.
Skulde Jeg da Hjertet lukke
for den Moderløses Sukke?"
Barnet paa den stærktbelyste
Plads var snart og let at finde;
men af hvilke Rædsler gyste
den barmhjertige Jødinde,
da hun i den frosne Blee
fik sit eget Barn at see!

Flux med Begge ved sit Bryst
knælte hun i Bøn den Fromme,
priste Gud af Hjertenslyst,
bøjede sig for hans Domme,
at Hans Viisdom, som maa kjende
Hjertets Styrke, havde hende
To for Een i Naade sendt.
"Skulde Du, du stakkels Fremmed
 -- sagde hun, med Blikket vendt
imod Gjæsten blidelig -- 
Du, som alt har diet mig,
atter miste Moderhjemmet,
som Du alt med Arme smaa
holder fast og ængstlig paa?
Nei! Guds Engel var du mig,
Israels Gud har skikket dig;

SIDE: 339

mens jeg dig til Brystet førte,
 se da hørte
jeg min egen Lilles Skrig.
Havde jeg ei maattet sætte
ned mig der, for dig at mætte,
fra mit eget Kjød og Blod
flyttet havde jeg min Fod.
 Og desuden
har den gode Skaber jo
i de tvende Bryster buden
Plads i Nødsfald her for To?"

Strax Jødinden (Judith Navnet
og hun var en Kræmmers Enke)
begge sine Spæde favned;
stod en Stund at overtænke,
hvilken Vej hun skulde gaae;
ilte udad Landet saa,
som om pludselig belivet
af en Tanke gudindgivet -- 
ak kun af et Haab, saa svagt
i sig selv, som Bregnens Kviste,
men fordi det var det sidste,
stjernevist, af Undermagt.
Langsad Vejen mange Mile
gik det uden anden Hvile,
end naar hun sig gav lidt Ro
for at die sine To.

Hun erindred, at der boede
(men for mange Aar tilbage)
i en Landsby gammel Frænde,
ikkun engang seet før.
Didhen, skjøndt hun neppe troede
ham ilive, vil hun drage,
sætte sig med sine Tvende
som en Betler ved hans Dør.

SIDE: 340

Frænden levte, og hvad mere,
i hans Bryst et Hjerte levte
fuldt af Kjærlighed til Næsten -- 
moden Frugt for Himmelen.
Simon ei -- som andre Flere
i et sligt Tilfælde skulde, -- 
satte Ansigt op ad Gjæsten,
som de Tvende mod ham hævte,
uden anden Tale, end
sine Øjne taarefulde.
Alting Judith fandt paa Stedet
forud som af Gud beredet.

"Jehova har sendt dig, Frænke,
 -- sagde venligen den Gamle -- 
Jeg blier svag, maa snarlig tænke
paa til Graven frem at famle.
Derfor være al min Eje
 Dig anhørig.
Du, som er saa rask og rørig
heller kan den Gamle pleje
og vil røgte Alting bedre.
Du har Hjerte for de Smaa;
derfor og for gamle Graa,
som et Barn nu blive skal.
Og naar jeg, paa Guds Befal,
vandrer hjem til mine Fædre
Dit det Hele være skal."

SAMMENTRÆFFET

Hen en Tid af sytten Aar
var i stille Lykke gleden,
Gamlingen forlængst var heden,
Judith svag, med hvide Haar.

SIDE: 341

Men det Par af raske Drenge,
som hun havde fostret op,
hende ikke meer tillod
med Arbeide sig at mænge.
Men for hendes gamle Krop
Lænestol ved Arnen stod,
redet ud med bløden Gjænge,
aabne Arme, Skammelfod.

Som hun i sit Sæde rokked
stundom Taarerne sig flokked,
og da tænkte hun: idag
kommer vist min Rudolfs Moder.
Josef mister da sin Broder,
og jeg faaer et Hjerteslag.

Paa det fundne Barn opdaget
først hun havde Navnet stiklet
paa det Svøb, hvormed det var
i hiin Rædselsnat omviklet,
men desuden, at det bar
om sin Hals et Kors af Guld,
og hun havde retfærdsfuld
det i christen Tro opdraget,
redelig sig selv forsaget,
at, om Moderen hun fandt,
ingen Smertesgraad iblandt
Glædens søde honningfulde
heed og giftig dryppe skulde.
Og hvor nødig hun end vilde
Plejesønnen Selv forspilde,
havde hun ham dog befalt,
at han skulde overalt
Korset grant tilskue bære,
saa det kunde Ledning være
for det Moderøje, som
endnu speidede kanhænde
over hele Verden om,

SIDE: 342

for det tabte Barn at kjende.
Rudolf da for Alles Blik
med sit Kors om Halsen gik,
saa at Navnet "Rudolf Ridder"
snart ham fast i Ryggen sidder.

Da en Dag -- just i sin Stol
gamle Judith tog et Bad
i den varme Sommersol,
mens hun saae hvor Josef mejed
Græsset ned i Rad paa Rad
paa den lille Eng, hun ejed -- 
da fra Posthuset kom Bud:
kommen var der en Grevinde
i en Vogn til tvende Spand;
men det saae kun ilde ud
med at kunne efter Ordre
hende videre befordre,
thi i Byen var ei Mand
nogensteds i Huus at finde
til at være Postillon
til den nærmeste Station.
De, som kunde det maaskee,
vare væk med Sigd og Lee
for at høste sine Enge;
men om en af Judiths Drenge
vilde være nu saa god,
Alt til Tjeneste da stod. -- -- 

"Gaa min Gut! -- var Judiths Svar -- 
Det er Ære for din Moder,
at du agtes for en Karl.
Gaa og viis dig rask! De Straa,
som du levner, vil din Broder,
naar han kommer, gjerne slaae."

I en prægtig Offenbacher
sad en Dame og en Dreng;

SIDE: 343

Hun tilaars, men endnu vakker,
skjøndt af Miner stolt og streng;
Drengen, sygelig og spinkel,
i Karethens anden Vinkel
var i Puder som begravet,
Mama havde om ham lavet.

"Nu! -- han peeb -- De To Gallop,
mens de Andre holde Travet,
til jeg engang siger Stop!"

Som befalt af Drengen, jog
Josef bort med Firespandet,
saa at Huse, Træer, Landet,
i Forvirring sammenblandet,
dem forbi som Skygger drog.
Neppe Tid nok Josef fik
til at hilse med et Nik,
nogle Hundred Skridt fra Byen,
Rudolf, som sig skyndte hjem,
neppe synlig gjennem Skyen,
hvori Vognen rulled frem.

Men uagtet Støv og Fart
havde Damen seet klart.
"Holdt! -- hun skreg og saae tilbage -- 
Han er borte . . Holdt! Omkring!
Ynglingen, vi foer forbi,
ham jeg strax maa fritte ud;
Alt indtil den mindste Ting,
nøje spørgende ransage . .
O, min Gud! o hør min Bøn!
med mit Øjes Gjækkeri,
ideligen feil at tage,
straf mig længer ei fordi
Jødebarnet jeg forstødte,
og lad Ynglingen jeg mødte
være min fortabte Søn!"

SIDE: 344

"Nu, Mama, hvad er der hændt?"
 -- spurgte Drengen, som forskrækket -- 
"Er kanskee en Axe brækket,
siden Vognen alt er vendt?"

"Otto, ganske vist jeg troer,
at jeg saae din ældste Broer,
min fortabte Førstefødte,
i den Yngling, som vi mødte.
Han et Kors om Halsen bar,
som jeg selv ham gav i Daaben . ."

"Ah, Mama! maaskee en Nar,
der vil peges ud af Hoben.
Rudolf -- hedte han ei saa? -- 
om hans Døbekors er fundet,
er vist død, ei blot forsvundet.
Mama troer jo selv derpaa.
Og desuden, sæt, Mama,
at han endnu skulde leve
 -- som en Bonde kanskee da -- 
blev jeg Intet, han en Greve,
Majoratet gik mig fra . ."
Hulkende den smukke Pode
stak i Puden saa sit Ho'de.

"Stakkels Otto!" sagde Damen,
mens hun Kjærtegn paa ham ødte,
som han næsten fra sig stødte;
men derpaa til Josef vendt:
"Du med Ynglingen vi mødte,
syntes meget vel bekjendt."

"Han og jeg er fostret sammen,
og han er min Plejebroder.
Han, som jeg, blev af min Moder
frelst fra Flammen eller Gaden
ved den store Brand i Staden
for en sytten Aar kanskee."

SIDE: 345

"Du er Jøde kan jeg see."

"Ja. Det vare mine Fædre."

"O hvor Gud mig vil fornedre!
Her er Barnet, som jeg kasted
fra mig i den dybe Sne,
da jeg udaf Byen hasted.
Du er Jøde, sagde Du?
Da hans Plejemoer Jødinde?
O hvad Ængstelse og Gru,
som kan gjøre mig vanvittig,
om jeg nu skal Rudolf finde
som en Jøde." . .
 "Nei, min Frue!
Ængst Dem ikke! Rudolf flittig
har fra Liden frekventert
Byens kristne Skolestue.
Han forlængst er konfirmert."

"Saa tilbage! Stille Dreng!"
 -- sagde Damen barsk og streng
til sin Søn, som endnu trodsed
efter Titelen og Godset,
begge Dele for hans Øine
som to fangne Fugle fløine -- 

"Sidste Skygge er forsvunden
af al Tvivlen og Betænkning.
Tvivl om hvad jeg har at gjøre
nu min ældste Søn er funden,
vilde være Djævles Mening
hvisket stridig i mit Øre,
paa min Sjel et Mulms Nedsænkning,
Moderhjertet i Forstening.
Kudsk kjør til! Gesvindt! Kun frem!
Til din ædle Moders Hjem!

SIDE: 346

Det er kun et ringe Tegn
paa min Tak for hvad jeg skylder,
at jeg hende Skjødet fylder
med Dukaters Gyldenregn."

Knøsen svarte ei med andet
end et let og haanligt Smiil,
og saa lod han Firespandet
flyve som en udskudt Piil.

TAKNEMMELIGHED

Snart en Time udenfore
Judiths Hytte stod den store
prægtige Kalesche alt,
rundt beglo'd af Byens Piger,
hvoraf Fleer end Een sig piner
til at gjøre gode Miner,
indtil pludselig man sniger
bort sig, næsten taarekvalt.
Thi det var dem alt bekjendt
hvad der er med Rudolf hændt:
at ei "Ridder" meer forslaaer,
men at Byens Yndling, Alles
Kammerad maa Greve kaldes,
og at han som himmelsendt
fast et Kongerige faaer.
Haab, i Hjerter længe fredet,
eller blygsomt nys begyndt
i en vakker Barm at leve,
blev en Myg, som Ild har svedet,
Fnug, som er henblæst af Vinden;
og de vidste, at Grevinden
havde paa den unge Greve skyndt,
for at faae ham med paastedet.

SIDE: 347

Alt forholdt sig som de sagde.
Josef nemlig Bud paa Bud
til den skjønne Esther bragde,
og hun sladdrede da ud.
"Tænk! o tænk! Saalænge Gud
lader gamle Judith leve,
vil ei Rudolf være Greve!"

Sandt det var. Hvad Rudolf mælte
blidt og sønligt mens han knælte,
Moderen i Hjertet skar;
men den Stolte fandt, med disse
Smertens Gløder paa sin Isse,
til hans Tale intet Svar.

"Skulde Jeg for Hvadsomhelst
vel forlade nogensinde
Hende der, den ædle Kvinde?
Hende, som mit Liv har frelst
op fra Gaden, ud af Flammen?
ladet Bryst mig dele sammen
med sit Barn, som ejed det
forud heelt med Eneret? -- 
som mig har, retfærdig, from,
i min Moders Tro opdraget,
skjøndt jeg under Hjemmetaget,
uanseet Sæd og Skikke,
lærte bedst min Christendom? -- 
Hende, som saa længe nært
har mig i sit Ansigts Sved,
saa jeg Moderløse ikke
nogensinde har undvært
ømmest Moderkjærlighed? -- 
Hende skulde jeg forlade
nu, da hun er træt og svag,
og kan trænge til min Spade
og til mine Armes Tag?
nu da kanske jeg formaaer

SIDE: 348

ved min Ømhed at forskylde
lidt af Gjældens store Fylde,
hvori jeg, og, Moder, Du
til den gode Judith staaer? -- 
Hende skulde jeg forlade
nu i disse sidste Aar,
Gud, miskundelig i Hu,
vil den Dydige forunde,
ligesom han Træet skjænker
Tid at fælde sine Blade,
før han Vintrens Død nedsænker?
Nei, min Moder! Da Du kunde
blot mig see med Skam og Smerte.
Thi da manglede mit Hjerte
hvad min Broders Dogge ejer
i velsignet Overflod:
den Taknemlighed, som vejer
Godhed op med Liv og Blod.
Og om Sjelen Tak ei har
for hvad Godt er oppebaaret,
men i Glemsel det begraver,
ligner den kun et Kadaver
af hvis Bringes hule Kar
hele Hjertet ud er skaaret."

Otto havde før sig holdt
i et Hjørne, suur og stolt,
af og til af Josef plaget
med en Mængde Spørgsmaal om
hvortil vel den Ejendom,
som gik fløiten, an var slaget?
om hvad Værd, der stak vel i
Landskyld, Fæste, Hoveri?
om til hvilken Hartkorns Tyngde
sig beløb den hele Jord?
om fra Øst til Vest, fra Nord
og til Syd ei Bjerg og Floder
Ejendommen gjennemslyngde,

SIDE: 349

saa det hele Majorat,
nu behersket af hans Broder,
godt fortjente Navn af Stat?
Men nu sprang ved Rudolfs Ord
Otto som begeistret frem,
Armene omkring ham slyngde,
raabende: "o Bravo, Broder!
Ve, det Hjerte, som ei Hjem
er for øm Taknemlighed!"
til et Blik ifra hans Moder
af hans Tales Blomster bed.
Og med skummel Bleghed hørte
Han derpaa -- den hykkelsk Rørte -- 
Rudolf blive saadan ved:
"Men naar Gud min gamle fromme
Plejemoder kalder hen
til det Sted i Himmelen,
hvor de bedste Sjele komme
uden Katechesexamen -- 
Moder! o da skal jeg haste,
til dit Hjerte mig at kaste;
og i kjærligt Levnet sammen
aldrig mere dig bedrøve.

Men ifra min Fosterbroder,
Tvillingbror ved Moderbrystet,
aldrig jeg adskilles kan,
 -- Det var som et Træ at kløve
hvoraf friskt man end kan løve -- 
Derfor, skal jeg blive trøstet,
mig til Godset følge Han!
Ikke sandt, min kjære Moder?"

"O, Mama! betænk! en Jøde! -- 
hvisked' Otto -- "over ham
ville alle vore gamle
Ahners Billeder jo gløde
op til Tindingen af Skam,
eller ned af Væggen ramle,

SIDE: 350

eller vende sig af Skam,
i den tunge Gyldenramme.
Men han tabte Sands og Mæle,
da han saae sin stolte stramme
Moder for Jødinden knæle.
Stenen for den Hjertekule,
hvori hun sin Grumhed mod
Judiths arme Dieblod
havde stedse haabt og tænkt
indtil Dødens Stund at skjule,
havde Rudolfs Tale sprængt.
Da hun af hans sidste Ord
om Jødindens Søn fornam
med hvad trofast Kjærlighed
hendes egen hang ved ham,
brast den tunge Taushedsgjord,
som hun havde lagt om Brystet,
og den Stolte gjennemrystet
sank for gamle Judith ned.

"Ve mig, Judith! Samme Nat,
Du blev Moder for mit Barn,
havde jeg din Spæde fat,
greben op blandt Folkes Been;
men, af Fordoms fæle Aand
og Fortvivlelse besat,
hev jeg Barnet, som en Steen,
ned igjen i Sne og Skarn.

Lad mig nu da i din Haand
med et Kys den dyre Eed
ydmygt angrende nedlægge,
at jeg skal imellem Begge
dele samme Kjærlighed!"

"Mod min Søn? mod Jøden?" sagte
Judith over Læben bragte.

SIDE: 351

"Judith! ja, imod din Søn!
Ringe er din Ømheds Løn.
Lidet er hvad jeg nu loved
mod den Kjærlighed, dit Liv
offrer sig alt til dets Ende.
Blot tilgiv, og paa mit Hoved,
som mig Gløderne forbrænde,
læg din Haand og mig tilgiv!"

Judith først paa Josef saae,
saa paa Rudolf, saa paa Hende,
med et Blik de ikke kjende,
men hvori der Straaler laae,
som om allerede Aanden
paa sin Himmelflugt sig voved,
men dog standsede som svimmel
ved at see en maalløs Himmel.
Derpaa famled hun med Haanden
til hun fandt Grevindens Hoved,
hvorpaa den neddalte blidt.
Munden mumled endnu lidt,
men ei Haanden vil tilbage
sig fra Damens Hoved drage.
Og paa eengang med et Skrig
begge Vennerne opdage,
at den Gamle er et Liig.

Angst og Smerte for at blive
fra sin Plejesøn adskilt,
Glæde over, at de To,
Josef Jøde, Rudolf Greve,
skulde stedse sammen leve,
uanseet Blod og Tro,
Saligheden at tilgive
hjerteligen, fromt og mildt,
havde altfor stærkt og længe
paa de svage Livsensstrenge
i den sidste Time spilt.

SIDE: 352

DEN LYKKELIGE VIV

 -- -- Hannah! Pige! min Guitar! Min Mand kommer, og der
kan være Skyer paa hans Pande.

Pah! ere de smaa, da visker jeg dem bort med et Kys, eller
de forsvinde for den første Klimpren som man blæser Støvfnug
bort. Men er hans Pande mørk som Høstaftenen og hans An-
sigt sygt -- o, da have de Christne fornærmet ham, og mit Ar-
beide er vanskeligt, som at uddrage en tveægget Piil af Hjertet
uden at rive det isønder.

Dog siger Verden derude, at han er en brav Mand. Dette
lille Huus er vor Verden; men dets Vægge sige det Samme til
de himmelske Aander, som altid lytte ved Lønkamrene.

Ak, hvi seer jeg vel min Barndomsveninde, Charlotte, den
rige Christens Leons Hustru, daglig at blive blegere og ligere
den halvaffaldne Rose?

Heller gift med Dødens Beenrad end med en Skurk! Begge
mangle Hjerte, men Døden gjør mange Ulykkelige godt. Men,
siden jeg er Kvinde, heller gift med en brav Mand, end med En
af Himmelens Engle!

Er jeg god, kommer den Tid nok, da En af Disse vil beile.
Men han faaer mig ikke, med mindre det er min Mand. Josef
kan være formummet for mine Øine i sin himmelske Bryllups-
dragt; men Døden, den Ædle, fører os sammen.

SIDE: 353

At være gift med en Skurk, maa det ikke være som at være
gift med en blind ond Aand? Og en Djævel skal jo krybe ud
af Hjertet, naar det raadner? Jeg vilde før tage et Krokodilæg
mellem mine Hænder, for at ruge det ud, end hans Hoved.

O! naar jeg lægger mit Hoved til min Mands Bryst, da hører
jeg mit Livs Regulator, Regelmæssigheden af Slaget i Evighedens
Uhr, eller, naar Blodet stormer heftigere, Paradisets Klokker.

Charlotte! o min Barndoms Veninde! hvorfor skyer du at
vandre ved din Mands Arm? Erholder han ingen af de Blik, der
mere opfriske Konens Skjønhed, som Dugg, skjøndt de ere stilede
til Manden? Kun naar dit herlige sorte Spand drager dig, farer
et Smiil over dit blege Aasyn ligesom Maaneskinnets Zittren.
O! o! er der en bleg Blusel? en ligesom Asken efter den ud-
brændte røde? Eller brænder det indvendig, naar den røde Blusel
er forsvunden fra Kinden? Jeg har ikke følt anden Rødme end
Brudekammerets og Glædens, naar Verden roste min Mand.

Men, Charlotte! Døden borthvifter med et Vingeslag hiint
Smertens Kalkstøv paa dine Kinder. Da vil dit glade Ungdoms-
ansigt komme frem igjen, som en Hebes naar Gipsen aftages, og
en smuk Aand vil beile til din Kjærlighed -- En af dine Ungdoms-
elskere, som var dig mere værd end din Mand.

Men se! Han tilbeder dig jo? Ve, skulde det være som den
smukkeste Lyskrone eller Speil eller Divan i hans Salon? Dog
er det et Haab: maaskee vilde han før miste et af disse Møbler
end dig? og det var meget af en saadan Mand.

Men døer jeg, da vil min Mand troe, at han faaer en Skyts-
aand for Resten af sine Dage, og ikke en usynlig; thi jeg troer
om min Mands Øine, at de kunne see ind i Himlene, og han taler
ofte med de Salige.

SIDE: 354

Det gjør han især, naar han er bedrøvet: naar de Christne
misunde ham denne lille Plet af Verden. O se -- otte Alen!
Her er Harpen i Krogen Grændsen, der Oleanderen paa Gulvet.
Men lad dem faae to Alen endnu! Er ikke den udødelige Sjel
bunden til Hovedets lille Beenkugle? Synet indestængt i Øjets
Perle? Følelsen, at kunne omfavne og velsigne Verden, Onde
og Gode, ligesom med Regnbuens Arme, indesluttet i Hjertets
Kjødklump?

O! lad dem faae tre Alen! Menneskene have indrømmet os
formeget. Thi Kjærligheden behøver endnu mindre end dette.
Se her! -- min Mand og jeg besidder en Verden, som vi maae
tænke os fuld af gode Engle. Nu er der ingen; men naar min
Mand kommer -- o hvad vilde jeg maaskee ikke see, om jeg da
kunde see noget Andet i Verden end min Mand?

SJELEKAMP OG SEJER

(En Sal, i hvis ene Hjørne et Skab. Tabitha, en mosaisk Enke, beskjæftiget med Syning.)

Tabitha

 -- -- Hvad Støi! Ah! intet Andet end de Drenge,
min Jakob og hans Sværm af Kamerater,
der lege nu mandhaftige Soldater
og Gaden ved en sluttet Kjæde stænge.
Det gjælder Nabogadens Ungdom; thi
sin Hat Hver løfte skal, som vil forbi.
For dristigt Spøg! Der dygtig Prygl kan falde.
Jeg troer jeg Jakob hjem igjen vil kalde.
Ah nei; Han bliver da til Spot for Skaren,
og fra hans Egne truer ham da Faren.
Desuden Jødens Tid, at kunne fro
omgaaes Andre, uden at han krænkes,
til denne første Ungdomstid indskrænkes.

SIDE: 355

Hans Liv er siden Smerte for sin Tro.
Og det er Jakobs Fødselsdag idag;
da lad ham følge ganske Drengens Smag!
Han kommer nok naar Maven ham erindrer.
Og da er denne Fløjelshue færdig,
hvor Gyldenkvasten paa det Røde tindrer -- 
en Høvding for den tappre Skare værdig.
 -- -- O Himmel! hvilket Skrig! Det var ei Leeg.
Ve! om det var . .? O nei! Jeg maatte høre
igjennem Bjerge Jakob, naar han skreg.
Og Tys! han stormer, som han plejer gjøre,
jo allerede Trappen op . !
 
(En sletklædt Dreng styrter ind og paaknæ for hende.)

 O Himmel!

Drengen

O frels mig! frels mig! -- Se et Barn jeg er! -- 
for Guds Barmhjertighed ifra den Stimmel,
som følger mig i Hælene, for her
mit Liv at tage . . Skynd Dig hvad Du veed,
saasandt Du haaber selv Barmhjertighed.

Tabitha
 (Afs.)

O, hvem kan modstaae, naar Ulykkens Raab
besværger, trygler En ved dette Haab?

(Aabner Skabet.)

Ulykkelige Dreng, derind! derind!
Begrav dig under alt mit Hjemmespind!
Gjør bag min Rok der, med sin store gule
Paryk af Stry, i Uld en tjenlig Hule!
Jeg skal Dig ikke røbe . . 
(Drengen skjuler sig i Skabet.
Der bankes stærkt paa Døren.)

 
Tys! kom ind!

Første Retsbetjent

Vi ere Rettens Folk; derfor, Madam,
undskyld, vi tro, at her vi have ham?

SIDE: 356

Tabitha

Hvem "ham"?

Første Retsbetjent

 
Oh, veed De, Stakkel, ei, en Knegt
fra Nabogaden kom i Klammeri
med denne Gades Drenge, og deri
han med en Steen af flere Skaalpunds Vægt
flux dræber En i Vredens Raseri.

Tabitha

Ulykkelige Barn!

Første Retsbetjent

 
Ja Døden er
ham vis; og sikkert maa han findes her.
Han indad Porten løb; som fangen Muus
den Morder har vi her i dette Huus.
Forældreløs, hvad kan den Skurk vel blive,
naar til han voxer, uden en Bandit?
Derfor vil Øvrigheden gjøre Sit
for Ulven endnu ung at faae aflive.

Tabitha

Ak, af en Ungdom kan der lige let,
alt som den dannes, blive Godt og Slet.
Men søger selv! Der er mit Nøgleknippe.

Første Retsbetjent

Afsted! den Morder skal os ei undslippe.
 
(gaae.)

Tabitha

Det arme Barn! forældreløst og jagt
paa Betlerstien ud af Sult fra Hjemmet!
hvorledes skulde Lidenskabens Magt,
ja Syndens, ventes blideligen tæmmet?

SIDE: 357

Saa reent forladt, hvorledes skulde ikke
den fule Djævel med de skarpe Blikke
det sikkre Bytte have alt opdag't,
og gravet ind med sine Kløer stærke
i Hjertets Voxklump strax sit Ejemærke?
Men o mit eget Barn! . Hvor Hjertet slaaer!
Jeg tænker . .; men jeg for min Tanke frygter
og kvæler den; men atter op den staaer,
og alt mit Blod fra mine Aarer flygter.
Men Jakob skal, endskjøndt hans Fødselsdag,
faae Skjænd af mig, der svie skal som Slag,
fordi han piner mig med denne Angst,
og ikke strax løb hjem da Legens Ende
saa blodig blev . . .
 
(Retsbetjenterne komme tilbage.)

Første Retsbetjent

 
Madam! Nei, ingen Fangst.
Med tomme Hænder vi tilbagevende.
Men dette Skab? Saa dybt det seer mig ud.
 
(Drager sin Kaarde og vil stikke ind.)

Tabitha

Ei, Mand! Ei, troer I, at I vinder Hæder
ved slig en Kamp mod mine stakkels Klæder,
mit Hjemmevirke og mit Bryllupsskrud?
Se her! der hænger uldne Nøster tretten;
hug Snoren af og tænk saa at det var
den stive Hals paa Trettenhovded Jetten,
som Tristam med sin Klinge gjennemskar!
Vil ikke paa min Rok I Sværdet øve?
Det gamle Hoved lader let sig kløve.

Første Retsbetjent 
(Stikkende Kaarden ind.)

Nei! kom, vi gaae, skjøndt jeg vil med min Eed
besværge, Drengen skjult er her et Sted.

SIDE: 358

Anden Retsbetjent 
(I Døren.)

Oh, Enken der var visselig den Sidste,
som vilde skjule ham, ifald hun vidste,
at ham, vi søge efter, han, det Skarn,
hun skjuler, dræbt har hendes eget Barn.
 
(Gaae.)

Tabitha 
(Farende om fortvivlet.)

Mit Barn? Jeg hørte galt. Hvorfor just mit?
Jeg har kun eet, kun eet, mens mange flere
hver Moder har. Hvi skulde mit da være
den Dræbte? ingen Anden tabe sit?
Utroligt! Skjøndt den Graasteen var jo blind,
og kunde see ei hvor den spalted ind?
Dog vil jeg ikke tro. Den Mand var vred,
som talte saa . . Dog om . .

(Raaber udaf Vinduet).

 
Hei, Mænd, tilbage!
Her er den Morder. I ham frit kan tage.

(Lukker Vinduet.)

O! o! Jeg føler hvad jeg end ei veed,
at Manden sandt har sagt: -- min Søn er død,
den Eneste, der kom ifra mit Skjød!
Kom derfor, Mænd! I skal ei længe jage.
Slaaer Morderen ihjel paa dette Sted!
Jeg har en Tørste, som Ulvindens heed;
jeg troer, jeg kunde Blodet af ham smage.

(Seer ud af Vinduet.)

De komme. Vel! Vær nu ei, Hjerte, svagt,
men uden Skaansel! Har ei Moses sagt:
"Hvo døder Menneske, forsandt skal dødes," [fotnotemerke] 
og "Syn for Syn og Tand for Tand skal bødes?"
At bryde Loven staaer ei i min Magt,
ei i min Lyst . . Du Tigerunge, frem!

Fotnote: 2 Moseb. 21.

SIDE: 359

Frem af dit Skjul, du Øgle, at af dem,
som komme, Du kan blive for min Fod
isøndertraadt i dit forvorpne Blod!

Drengen 
(kommer frem, knæler.)

Gjør med mig hvad Du vil, og tag igjen
dit Løfte! Tro mig, jeg skal ikke klage.
Du var mig god saa langt, Du kunde; men
jeg Døden før end Dødens Frygt vil smage.

Tabitha

Mit Løfte? Ha, Du har det! det er sandt.
Og ve min Sjel, om ei mit Ord mig bandt!
Tilbage da! tilbage i dit Skjul!
Duk dig i Ulden bag mit Rokkehjul!
 
(Drengen skjuler sig. Der bankes paa Døren.)

De komme; men hvad skal jeg sige mere?
 
(Retsbetjenterne komme.)

Første Retsbetjent

Madam! her er vi efter Eders Raab.
Naar Sandhed I fik høre, var vort Haab
jo ogsaa, at I vilde udlevere
jer Enes Morder. .

Tabitha

 Ja, Javist . . Nei, gaa!
Hvad jeg i denne Tid kan sige, maa
ei agtes paa. Dog skal man ikke fange
af Ord ifra min Mund særdeles mange.
Jeg Tid og Tanke har kun for at græde
Dag ud Dag ind den hele Aarets Kjæde.

Første Retsbetjent

I har os kaldt.

SIDE: 360

Tabitha

 Nei, gjorde jeg? Da var
jeg i min Hjerne neppe rigtig klar.
 
(Giver ham en Mynt.)

Men der! tag den! og lad mig saa med Fred!
Maaskee jeg døer; kom da og bær mig ned
af Trappen, med mit Barn i samme Kiste,
skal I faae to af samme Mynt som sidste.
Dog det er sandt -- der seer I, at mit Hoved
er som om jeg paa Valmuer har sovet -- 
hvor er mit Barn? Bring det, skal I faae tre.
Men strax! men strax! Jeg troer ei ham at see
som Liig, er fælt som Synet blodbesprængt,
jeg indenfore Øjet seer forvrængt.

Første Retsbetjent

 
Paa Timen, strax! Vi har ham paa en Baare.
 
(gaae.)

Tabitha

O Jehovah! styrk nu mit Hjerte! Blind
mit Øje med saa svovelhed en Taare,
at ei jeg seer, at Liget kommer ind.
 
(Retsbetjentene bære Liget ind, sætte Baaren og gaae.)

Tabitha 
(Synkende ned.)

Mit Barn! Saadan? O! Gud, hvor var dit Øje
fortabt i Dybet eller i det Høje,
at Dette kunde skee . ? O ve! hvad har
jeg sagt? Bespottet Jehova. Til Svar
et Lynslag paa mit Hoved jeg fortjener,
skjøndt Sorgen taler vildt, ei hvad den mener.

 
(Reiser sig.)

O Rædselssyn! Mit Barn! mit dræbte Haab!
Men, dyre Blod og Pandens brede Vunde!
jeg hører Eders høje Jammerraab
saa klart som om hver Draabe mæle kunde.

SIDE: 361

De raabe Hevn -- ja Hevn!

 
(Aabner Døren.)

 
Hei, Mænd, tilbage!
Der i det Skab I Morderen kan tage.
 
(Lukker Døren bestyrtset.)

Ve mig! For anden Gang mit Løfte krænket!
Og Løftets Ord til Himmelen er lænket.
Men Gudskelov, de hørte ikke Ordet.
Dog skal han sikkert, sikkert døe for Mordet,
saasnart jeg blot ham udaf Huset faaer.
Ved Porten Hevnens Bloddom fri ham naaer.

Drengen 
(springer frem, hvorved en Bog falder ned af Skabet.)

Nu vil jeg døe. Jeg seer du ei det bærer.

Tabitha

Hvad faldt?

Drengen

 
Din Bibel.

Tabitha

 
Seer du, at den vilde
dig knuse, Morder?

Drengen

 
O, dens Ord det gjør.
Hvad jeg har hørt deraf tilfældig før,
det Lidet, som jeg mindes, mig fortærer.

Tabitha

Læs her!

Drengen

 
Jeg kan ei læse.

SIDE: 362

Tabitha

 
O, hvor ilde!
Dog det er sandt, som vilden Nesle skudt
forældreløs er jo den arme Gut.
Maaskee han neppe kjender Herrens Bud.

Drengen

Jo eet: "Du skal din Fa'r og Moder ære!"

Tabitha

Ved Jehova, Du maa de andre lære.
Du maa ei dø i slig Uvidenhed.

Drengen

Hvad spørges derom paa det mørke Sted,
hvor jeg, en Morder alt, maa sikkert komme?

Tabitha

Tal ikke saa! Hvo kjender Naadens Domme,
naar Mennesket til strenge Lov har bødet?
Saa ondt vil Jeg dig ei, naar du har blødet.
Men giv mig Bogen! Der er Lys og Styrke
paa hver en Side. 
(Læser.)
 "Herren, Han min Gud,
min Løgt skal tænde, klarne skal mit Mørke." [fotnotemerke] 
O lød det ei, som om et himmelsk Bud
paa sænkte Skyer til mit Øre dalte
og mig et Løfte fra Jovah fortalte?
Nu videre paa Træf! 
(Læser.)
 "Barmhjertig, naadig,
miskundelig er Herren og langmodig.
Han ei os efter Synderne behandler,
betaler ei os efter vor Misgjerning." [fotnotemerke] 
 Endnu et Kast! endnu en hellig Terning!
Maaskee Orakelet sig da forvandler.

Fotnote: Ps. I,18.

Fotnote: Ps. I,103.

SIDE: 363

(Læser.)
 "Jeg har ei Velbehag til Synders Død -- 
saa siger Herren -- men at han omvender
sig fra sin Vei og lever." [fotnotemerke] O, hvor sød
en Balsam til en Synder Herren sender!
. . Dog end engang lad see! Men slaa op Du!
Dit Liv det gjælder, Dreng, i dette Nu.

(Drengen slaaer op. Hun læser.)

"Barmhjertig, mild er Herren; og derfor
han underviser Syndere paa Vejen." [fotnotemerke] 

(Gjentager.)

. . Han underviser Syndere paa Vejen . .

O Jehova! jeg fatter, thi jeg troer,
dit tydelige Vink. Paa hvilken Vei
staaer den forældreløse Synder ei?
Og er det ei sin egen Sjel at signe,
at stræbe, Herre, Dig at efterligne?
Thi vil jeg ham i dine Bud belære,
for Kongen gjøre Knæfald, for hans Blod
hvad Loven kræver give hen i Bod,
med Hjobs Hengivenhed min Smerte bære,
og med din Hjælp, o Gud! -- det er det Svære -- 
mit Barns Morders Moder vil jeg være.
Gud har befalt, og Han for Resten sørger.
Hvo er den Orm, som vrider sig og spørger?

KVINDERNE PAA KIRKEGAARDEN

Hvilket Ord i alle Sprog,
i de lange Ord-Geleder,
hvor hver Tanke, der er klog,
har et Navn, hvormed den heder -- 

Fotnote: Es. 13, 11.

Fotnote: Ps. I, 25.

SIDE: 364

hvad Begreb i Sjelens Bog,
i den hvide beenindbundne,
mellem alle dens opfundne
og benævnte Muligheder -- 
hvad Idee, som flyver i
Fantasiens vide Rum,
sommerfuglefro og fri,
aander vel saa dyb en Fred,
saa betydningsfuld og stum
uforstyrret Rolighed,
som det Ord: "en Kirkegaard"?

Det er Fred foruden Skaar,
det er Fred, men intet Andet
enten modsat eller blandet,
medens selve Ordet "Fred",
naar det nævnes i vor Tale,
lader Tanken "Strid" sig male
uvilkaarlig blodig paa
Sjelens Hjernetavle graa.
Uvilkaarlig i Ideen,
hurtigen paa Sjelens blanke
Speil, som Vindens kaade Pust
præger en Figur i Sneen,
maler sig med hver en Tanke
den, der er den modsat just.
Nævn "Velsignen," og "Forbanden"
tegner strax sig an i Panden?
Nævn blot "Kjærligheden" -- hvad
meer uskyldigt Ord kan sandses? -- 
flux af Tanker stik mod den
("Jalusi," "Utroskab," "Had"),
som af Hexe, den omdandses,
til, bespottet og berøvet,
Ordet har ei meer igjen
af sit Himmelske, end en
Sommerfugl, der tabt har Støvet.
Nævn hvert fredsælt Ord, og se

SIDE: 365

hvilket tvivlsomt Smiil, der klæber
sig til Alles Blik og Læber
ved den vakte Modidee!

Men mod Ordet "Kirkegaard!"
intet andet fiendtligt staaer.
 Modbegrebet
af den Fred det indeholder,
ikke under Hjernens Folder
bleven er i Sjelen slebet.
Mellem Ordene det er
hviden Due, stjerneskjær,
som paa lydløs Vinge svæver,
hilset fro af Mennesket,
som paa Jord for Himlen lever,
og ærbødigt selv af det,
som for Navnet stille bæver.
Der paa Kirkegaarden er
Himlens Forgaard, hvor Enhver,
 -- Synder, Helgen, Ond og God -- 
bort sin værste Byrde kaster,
Legemet af Kjød og Blod,
og ad sine Veje haster.
Der de blege Dødsensfiender
hvile Side imod Side,
indtil Fjælene udglide,
Kisten knuses, Mulden rinder,
og de blande sine Been,
medens deres Kors deroppe
bøje sammen sine Toppe
under Sørgepoplens Green.
Der det Had, som lever efter,
taber lammet sine Kræfter,
og kan ikke komme længer
end til Portens tunge Gjænger:
Gjennem Hegnets sorte Gittre
blikker Øjet, Taarer zittre;
Skrinet synker stille ned,
Taaren efter, -- Hadet med.

SIDE: 366

Der, om tvende Avindsmænd,
brændende i Fyr og Flamme,
sprudende af bittert Skjænd,
traf hinanden paa den samme,
mellem Grave blomsterkrandste
let henslængte smale Sti:
ilte neppe de forbi,
men de studsede og standste,
saae til Jorden, traf en Grav,
lod saa Øje Øje møde,
Hænderne paa engang gav,
og forligtes til de døde.

Men se her, se denne smukke
Kirkegaard! O! hver en Grav
er en Ø, hvis Rosenskove
og hvis Asterspalmer dukke
frem af Græssets stille Hav,
som en munter Luftning gav
af og til en liden Vove.
Her et fuldt Sangfugl-Orchester
strax ved sidste Spor af Sneen
kaarer ud sig i Alleen
aarligen et Yndlingssted
til de musikalske Fester,
som til Vintren vare ved.
Her ei nogen Kirke kneiser,
mindende om at den ene
Tro i denne Hob af Stene
op sin Herskerthrone reiser
over Kirkegaarden med,
 høit opover
hver, som nedenunder sover,
saa den blier ei, hvad den skulde,
 under Mulde
Dødes fælles Hvilested,
men, paa Kirkens høje Vegne,
kun udstykket til dens Egne . . .

SIDE: 367

Her, i denne yndefulde
Herrens Hauge, viet ind
Andagt i et stille Sind,
hellig Fred og kjære Minder,
vandrer i en Poppel-Gade
Arm i Armen to Veninder.
Aftenhimlen er saa fager;
med en venlig Serenade
Fuglekoret dem ledsager.

En af dem, Katholikinde,
hun som ligner Aftenen,
og bestandig gaaer og seer
mørk og stille for sig hen,
vil en vakker Plads etsteds
for sin lille Døde finde.
Hun, som taler noget meer
og som synes ret tilfreds
er en Lutheranerinde.

"Her, Rosalie! -- Denne siger -- 
Smukkere kan Plads ei være.
Hid de tolv hvidklædte Piger
skal din lille Anna bære.
Og, Rosalie, desuden
Poppelaspen her betænk!
Her er Pladsen til en Bænk
af Naturen gjæstmild buden.
Her, naar Skyggen ud sig slaaer
af dens Pyramidekroner,
sætte vi os tidt, Veninde,
naar dig Tidens Løb forsoner
med det smertelige Minde,
lytte til, hvor Aspen slaaer
sine Blades Kastagnetter
 sagte til
Iriskens og Finkens Spil
paa de luftige Balletter

SIDE: 368

af en Sværm Papilioner,
som ei slippe Dagen vil.
Og naar der blier aabnet lidt
mellem disse Rosentjørne,
kan jeg paa den anden Kant
see det lille knappe Hjørne,
hvilket jeg, som Protestant,
engang skal benævne mit:
saa vi fra vort Hvilested
efter Døden blive ved
paa en Viis at see hinanden.
Minderne med Marmorpanden
saae hinanden idetmindste,
naar om Natten Maanen glindste.

Rosalie 
(Pegende paa en Kvinde som sidder paa en Grav.)

Men, Konstance, Gudbevares!
seer Du ei Jødinden der?
Denne Plads til Hund bør spares,
thi den ligger ganske nær,
som Du selv kan see, til Krogen,
der er anviist Synagogen
mod at for sig selv den skulde
med et høit Stakit indringes,
og ei Blomster paa dens Grave
af de Sørgende anbringes.

Men se Jødekrogen nu!
Den, som være skal til Gru,
den er jo en herlig Have,
fuld af Blomster underfulde,
did fra kristne Grave krøbne?
Og af Ranker, vildt opløbne,
alt forlængst er Gjærdet dækt,
ja, til Spot for Lov og Orden,
jevnet ganske ud med Jorden
af de stærke Stenglers Vægt.

SIDE: 369

Konstance

Oh, Veninde! det er sandt.
Pladsen yndig nok jeg fandt;
men bemærkte ei det fæle
Naboskab i Jordens Skjød.
Nei, naar Jack, min gamle Kat,
med det Første ligger død,
vil en Aften jeg mig stjæle
til at faae den her nedsat.

Rosalie

Altsaa gaaer det ikke an
her . . .

Konstance

 
Neivist. Men kom! Du kan
jo et andet Sted oplede.

Jødinden 
(Reisende sig.)

Mine Damer, tør jeg bede . .
Bilidt!

Rosalie 
(vil gaae.)

 Aftensolen blænder.

Konstance

Vi har Hast.

Jødinden

 
Kun tre Minutter.
Ikkun to.

Konstance

 
Jødinden prutter.

Jødinden

Se, hvor Poppelaspen spænder
ud sin Skygges Telt, hvorinde
Værn mod Solen I kan finde.

SIDE: 370

Til de Ord, som Eder røver
faa Minutter kun, behøver
jeg just dette Solens Skin;
og hvis I mig det tilstede
vil lidt nærmere jeg træde.
. . . Seer I dette Pandesmykke,
en Safir, Smaragd, Rubin,
fattede om denne tykke
matte Onyx kunstigt ind?
Lad os i Safirens Lue
den katholske Christen skue,
i Smaragdens Glimmerkant
alle Arter Protestant,
i Rubinens Kjerne Jøden
med hans Smertes indre Bløden!

Men, hvo skjelner mellem disse
Ædelstenes Værd tilvisse?
Se! o se! det Solen gjør!
Seer I? lige klart de straale,
hver med deres Brudds Kulør,
Himmelbilledet igjen.
Det er Stenens Værd at maale:
Straalekraften, ei om den
Solens Lys tilbageskjød
farvet blaalig, grønlig, rød.

Og hvad bør blandt Mennesker
vel det sande Værd bestemme?
Ikke af hvad Tro man er,
ikke Sprog og ei hvor hjemme.
Dette er kun Stenens Brudd,
kun dens Skjær fra Klipperevnen,
hvorfra den blev hentet ud,
ei dens Værd i Straale-Evnen.
Men af det Begreb om Gud
og den Agt for Herrens Bud,
som opfylder Sjelen, liig

SIDE: 371

Solens Lys de Ædelstene,
og udstraaler i dens Færd,
lader ganske vist alene
Menneskenes sande Værd
prøve og bedømme sig.

Slige Sjele, hvorhelst fundne,
vidt adspredte, sammen danne
den usynlige og sande
og med Himmelen forbundne
Herrens egen Menighed.
Og dens Lemmer, naar de støde
paa hinanden, skjøndt forklædte
i Kaftan og Munkehætte,
strax af Løsenordet: "Fred!
 Tolerance!"
vide, de et Medlem møde
af den sande Menighed.

Rosalie

Fordom bort! Jeg troer, Konstance,
at jeg vælger dette Sted.

Konstance

Blomsterne fra Grav til Grav
slynge sine Stenglers Krandse,
som om ville de bevidst,
at vi Mennesker deraf
skulle lære Tolerance,
og at Kirkegaarden sidst,
sidst af alle Jordens Steder,
(thi dens blotte Navn den freder)
aabnes bør for Troestvist.

Jødinden

Sandt! i disse blomstergro'de
Grave just det Samme staaer.
Men skal Flammerne og Sværdet,

SIDE: 372

eller Tidens Klingeblad:
med Foragt forgiftet Had
rase udenfore Gjærdet?
Hvad er vel den hele Klode
andet end en Kirkegaard?
Slægtens Kime deri boe'de
førend Tiden talte Aar;
og hvor vidt den spredt er ad
i de tusind Millioner,
er hvert Liv dog kun et Blad,
og i hver Sekund nedregne
tusind fra dets fire Kroner
over alle Jordens Egne.

Eller Hvem er -- enten Christen
eller Jøde -- Livet meer
end uvisse Orlovsstunder,
(hvori Skaberen skal kjendes
og Fornuftens Demant tændes)
fra det Huus, som færdigt er,
fra vor Fødselsstund, derunder,
fra dets indre Kammer: Kisten?
Derfor skulle Alle minde,
at, hvorhelst de sig befinde,
dog de dagligen betræde
deres eget Hvilested;
at paa Jordens tynde Hinde
stedse de Sekunder æde,
som de leve lystig med,
indtil midt i deres Glæde
ganske vist den brister ned;
at de Alle, skjøndt en Sjel
Menneskenes Støvnatur
med et Bad af Lys bestænker,
gaae dog, efter Solens Uhr,
Morgen ind og ud med Kvel,
kun i Kredse, som i Lænker,
rundtom deres egne Grave.

SIDE: 373

Da kanhænde Deres Næste,
fjettret i det samme Fæste,
mere Kjærlighed de gave
 udenfore
paa hiin Kirkegaard den store -- 
 i den Have,
hvor sig krydse Livets Veje,
men som Døden har i Eje.

DRENGEN VED "BLÅAPORTEN"

DJURGÅRDSREISEN

Faderen

Fortæl mig, Hanna lille,
 hvad du igaar har seet,
da Du til "Djurgårn" kjørte
 med Pappa i Kareth.

Hanna

Ak, kjæreste min Pappa,
 ved "Blåaporten" laa
en stakkels Gut fra Norge
 og græd af Hunger saa.

Mens Far deroppe spiste
 gik jeg til Gutten ned.
Jeg gav ham hvad jeg havde
 og Taarer faldt nok med.

At søge Brød, han dragen
 var nys i Verden ud.
Han kunde prægtig skrive
 og regne selv i Brud.

SIDE: 374

Faderen

Men Bellmannsstøtten, Hanna,
 og Kongens Rosendal
og Vasen udenfore,
 den store Kjæmpeskal?

Hanna

Jeg saae ei mere siden -- 
 o, Pappa, bliv ei vred! -- 
Det var som om en Taage
 for mine Øine gled.

Og da vi hjemad kjørte -- 
 der sad den arme Dreng.
Vist i et Træ paa Djurgårn
 han fik inat sin Seng.

Men Jeg? jeg laae og tænkte;
 men først da jeg sov ind,
o Pappa, gode Tanker
 blev vakte i mit Sind.

Jeg syntes jeg saae Drengen
 tilfreds og sjeleglad;
med Pennen bag sit Øre
 han paa Kontoret sad.

Og Pappa stod og nikked
 og slog en vakker Takt,
til Arket ud var skrevet
 og Summen sammenlagt.

Faderen

O, Barn, du skulde vide
 hvad blodig Skjændselstort
hans Landsmænd mod din Fader
 for tyve Aar har gjort.

SIDE: 375

Jeg kjendte ikke Loven,
 der lyser os i Ban;
desuden ved et Skibbrud
 jeg kastet blev iland.

Men gjennem Landets Brede,
 med Foden lænkesnørt,
fra Fængsel og til Fængsel
 jeg blev til Grændsen ført.

Dog vil jeg over Dette
 nu kaste Glemsels Flor
for din Skyld, for det Hjerte
 du arved af din Mo'r.

Da hiint jeg maatte lide
 var Drengen jo ei fød.
I syv Aar jo omskifter
 hver Trevle af vort Kjød?

Hvi skulde Sjelen længer
 da gjemme paa sit Nag?
Dig skee, min gode Datter,
 da efter dit Behag!

De Brune spændes fore!
 Tag Jøran med, og hent
fra Porten eller Træet
 mig hid saa din Klient!

AFREISEN

Faderen

En heldig Stund, da jeg den Dreng optog!
Forlængst jeg savner ved hans Hjælp ei mere
min gode salige Bogholder Jøran.

SIDE: 376

Dog seer han mindre stærk ud nogen Tid.
Formeget han arbeider; det er Sagen.
Ei sandt, min Hanna? Ak, om ret jeg seer,
da har du samme Sygeligheds
Farve.
Vist Luften usund er. Du maa paa Landet,
og Hagbarth maa forbydes Pen at løfte,
skjøndt -- kan du tie Barn? -- en Lægedom
jeg har opfundet, som ham vil helbrede.

Hanna 
(rask.)

Og hvilken, Fader? 
(nedslaaet.)
 Neppe. .

Faderen

 Vær du rolig!
Den er probat for Alle i hans Stilling:
Jeg vil tilbyde ham at dele Alt,
mit Firma, Massen, som min Kompagnon.
I tvende Maaneder -- hvor uforsvarligt! -- 
har den Beslutning hvilet i min Pande,
og daglig saae jeg ham at skrante meer.
Derfor det strax skal skee, og saa iaften
vi ville gjøre os lidt lystige.
Bed Du Marie over; Han og jeg
til Dominoen tage os en Negus.
 
(gaaer ind.)

Hanna

Den blier ei lystig, stakkels Fader. Ak,
med Guld helbredes ikke Hjertets Bleghed,
der, liig et Lav, som har haarfine Rod
i fast usynlig Revne, spreder sig
udover Kinden uden synlig Aarsag.
Jeg føler det. Jeg ønsker jeg var fattig,
saa jeg kun havde havt et venligt Ord,
en Slant, et Stykke Brød for Hagbarth, da
jeg første Gang ham saae. Maaskee jeg var
da lykkelig. Jeg skulde idetmindste
ei lide denne Kval, at maatte stirre

SIDE: 377

paa et saa haabløst Livs Bagteppe, som
er stedse for min Ungdom rullet ned.
. . O det var grusomt imod ham! Kanskee
var Hagbarth død i sin Elendighed,
hvis Gud ei havde os tilsammenført.
Jeg er da angerløs. Hvad siden hændte:
at vore Øine, som vi voxte til
de syv Aar, for hinanden aabnedes,
nødvendig Følge var af Sammentræffet.
Men at i samme Mon de luktes for
det Svælg, som Fædretro og Landslov har
befæstet mellem os, og hvorudover
troskyldig vi hinanden Haanden rakte, -- 
det er vor egen Skyld, og derfor straffe
vi nu os selv med et Farvel til Døden.

Faderen 
(kommer tilbage og omfavner Hanna.)

Min arme Datter! Tak for dette Offer!
Dets dyre Værd jeg kjender; thi det er
ei mindre end dit Hjerte og din Lykke.

Hanna

Du veed . ?

Faderen

 

Ja Alt! O det var heltemodigt!
Han afslog mine Tilbud. Reisefærdig
jeg traf ham tagende Farvel med Alt,
som maatte minde ham om disse Aar.
Han Pulten strøg, trak Stueuhret op
og vandede end eengang Vindvets Blomster.
Ak, naar jeg tænker paa hvad Elskov mægter, -- 
men, vel at mærke, kun hos Mennesker,
som have Lidenskab ei Følelse, -- 
I kunde flygtet til Amerika,
hvor Intet eders Ægteskab kan hindre.

SIDE: 378

Hanna

O, Fader, kunde Du . . .

Faderen

 
Nei, nei, mit Barn!
Da var jeg død af Sorg. Nu maa jeg sørge;
dog har for større Kummer I mig sparet.

Hanna

Negt mig i denne Time ei en Bøn!

Faderen

Ved Herren, nei! Tal, Barn!

Hanna

 
Du love mig,
at aldrig jeg dig maa forlade!

Faderen

 
Hm!
Det var en Sag! Sligt staaer i Herrens Haand.
Nu ja, det giver sig. Jeg vil ei negte
i denne Stund, da han vort Huus forlader,
skjøndt, Barn, hvad ejer jeg af Fremtids Dage?
Men kan det glæde dig, som jeg vil troe,
da viid, han gaaer ombord tomhændet ei,
men rustet ud med Nok til Vei at bryde
hvorhelst i Verden.

Hanna

 
O tilgiv mig, Fader!
Jeg tænkte mig at være mere stærk;
thi vi igaar har sidste Afsked taget.
Men nu, da Øjeblikket er der, o
nu vil mit Hjerte briste, mine Been
imod min Vilje ville til ham ile,
for endnu engang . .

SIDE: 379

Faderen

 
O, jeg dig forstaaer.
Vist, skynd dig, Barn, og tag end et Farvel,
et langt i Eenrum! Græd dig rolig saa!
Han venter dig . . Hans Fod var som af Bly;
den er ei kommen endnu over Tærsklen.
En Synd at negte det Levvel, jeg vidste
til Døden være vil det allersidste.

AFHENTNINGEN

Marie 
(Hannas Selskaberske, ved Vinduet.)

Se, Hanna, se hvad prægtigt Skib
 ved Skeppsbro'n lægger an!
Sølvstjerner dække Flaggets Dug;
 foran en snehvid Svan.

Og se -- ja nu, det drejer sig -- 
 saa sandt jeg ei saae feil,
dit Navn, min Hanna, stod i Guld
 i Skibets Agterspeil.

Hanna

Marie, ak det minder kun
 om at min salig Far
saa inderlig en Glæde fandt
 i Skib, som vakkert var.

Ved dette Vindu sad han da
 og mønstred hvert et Reeb.
Til mig han sagde tidt sin Dom,
 skjøndt lidt jeg kun begreb.

SIDE: 380

Saa kaldte han paa Jøran og
 paa Ham, paa Ham, Du veed -- 
paa Ham, som er forreist, og da
 Disputen tidt blev heed.

Den roste det, Den dadled det,
 og hver en Proportion
blev undersøgt; der væddet blev
 om vel af hvad Nation.

Veninden

En Mand -- han seer saa fremmed ud
 med Straahat alenbred -- 
er gaaet iland; han iler hid . .
 han er her før du veed.

Nu aabnet Porten for ham blev . .
 Det alt i Trappen gaaer . .
Det banker . .

Hanna

 O raab Du: kom ind!
For stærkt mit Hjerte slaaer.

Hagbarth 
(træder ind, iler til Hanna.)

Min Brud for Mennesker og Gud!

Hanna

 Vor Eed -- ve, den er brudt.

Hagbarth

Ei i mit nye Fædreland
 vor Lykke er forbudt.

Dit Sørgeaar -- og jeg har holdt
 det i bedrøvet Sjel -- 
det, Elskede, er nu forbi,
 forbi er vort Farvel.

SIDE: 381

Nu paa min Skonnert "Hanna" did
 jeg henter dig afsted,
hvor ueens Tro forenes kan
 i samme Kjærlighed.

Men hisset, hvor for evigt Vi
 forenes skal, vi To,
tilvisse alle Aander faae
 een og den samme Tro.

RØST I ØRKNEN

Christenfolkets Hjerter skulde
være varme Julebrød,
 honningfulde,
Nok for hele Verdens Nød,
om den kommer som en Gjest;
Rosenkviste i dem stukne
som til hellig Glædesfest.
 -- Ve! ve!
Iis de ere, Klumper Sne,
Stene, i hvis Rivter sprukne
boer saa fæl en Mørkets Vrimmel,
og hvis Blødhed kun er Skimmel,
skjøndt som Fløjel til at see.

Folkets Pander skulde være
klare, gjennemsigtig skjære,
som det Lys, det melkehvide,
hvor en Stjerne frem vil bryde;
og dets Aasyn, o saa blide,
talende, velsignet milde,
som om de Velkommen vilde
hele Verden kjærligt byde.

SIDE: 382

 -- Ve! ve!
Sorte Regnetavler bæres
paa det ædle Sted tilsyne,
 talbeskrevne
mellem begge Øjenbryne;
og af Sorger fuldtberuste,
Laster, som vanvittigt lee,
vildt med Træk isønderrevne,
 sønderknuste,
Folkets Aasyn tatueres.

Kjærlighedens Ild udslukkes,
som naar Blomster Farven tabe.
Hjerterne i Folket lukkes
som en Gjerrigs plumpe Skabe.
Mellem Menneskene bliver
det uhyggeligt i Landet,
som for Vandreren, der driver
ensom om i Byens Gader,
hvor hvert Lys, et efter andet,
slukkes i dens Vindurader.
 -- Han vil raabe: O giv Ly!
 Hvem vil høre?
Det er klogest du kan gjøre:
Ryst din Saale, Mand, paany!
Skoven søg, ei denne By!
Vilden Gran vil give Ly,
ligesom man finder hos
Tyrker og Barbarer større
Brødreømhed end hos Os!

Som det var med Ham, der ene
vandred i den øde By,
fulgt kun af sit Echos Gny
fra de traadte Gadestene, -- 
o saa er det med den Digter,

SIDE: 383

som fra Himlen faaet har
Olje til de tomme Kar,
og sit Kald ei troløs svigter,
leflende til Verdens Lyst;
men slaaer an i Harpetonen
Klangen af Guds egen Røst,
Stemmen fra Religionen
om de over glemte Pligter
steentillukte Hjerters Brøst.
 Ve! ve!
Alle, Alle have baaret
Uskyldskrandse Løftets Dag
under Herrens Tempeltag,
Krandse visne inden Aaret:
Kvinderne rundt Hovedbaandet
frisken Krands af Roser hvide,
som af Purpur kun beaandet;
Mændene den Dag forvist
dog paa deres venstre Side
stukken ind en liden Kvist.
Men det Løfte, som de gave
 fuldtbevidste
og med klar og hørlig Stemme,
 var at gjemme
Alle indtil deres Grave
Hjertet friskt, som Krands og Kviste
vare Høitidsdagen ud,
da de stode frem for Gud.

O dengang med skyldløst Øje
saae I Gud, hvorlunde Han
favned Dybet og det Høje,
at Insektet uden Navn
inden samme Armes Spand
sværmed, snoed sig og krøb,
hvor de stolte Stjerner løb
gjennem Fjernets dybe Favn.

SIDE: 384

Og I syntes, at I selv
maatte favne Verdens Hvælv,
Jordens Liv og Himlens Kloder,
at I følte denne Lykke
ved til eders Barm at trykke
hvert et Menneske som Broder.

JEG ER NU SAADAN JEG!

(STATSØKONOMISK)

Granen

Hvad er det for en gil Musik
 hver Aften i din Top?
Den mine mørke Grene fast
 til Glæde vækker op.

Lønnen

Det er en munter Biesværm,
 som jeg har givet Læ;
og siden knapt i Skoven er
 saa lykkeligt et Træ.

Jeg har Musik den hele Dag
 blot for jeg den tillod,
at slikke sig lidt Honning af
 min Krones Overflod.

Hver Green er fuld af Virksomhed,
 og hvert et lidet Blad,
hvor dovne Larve forhen krøb,
 er bleven Flidens Fad.

SIDE: 385

I Hakkespettens tomme Hul
 er Vox og Honning skjult.
Nu synes jeg mit Bryst har faaet
 et Hjerte ømhedsfuldt.

Granen

Aha! du lader Fremmede
 din Sødme suge ud?
Før bryde Stormen af hos mig
 de søde Foraarsskud!

Og alt mit gyldne Støv jeg før
 udslaaer for Veir og Vind.
I mine Skygger slipper jeg
 ei slige Gjæster ind.

Min Terpentin som smeltet Sølv
 paa Fjeldet rinder ned.
Saa har den gjort i hundred Aar
 og skal i Evighed.

Lønnen

Slip Bien til! En Kage Vox
 han lægger dig igjen.

Granen

Hvad Vox? hvad Honning? Hundred Aar
 jeg levte uden den.

Jeg er mit Lands Repræsentant.
 Af Tanken om det Hverv
jeg lever blot, -- for Andre har
 jeg derfor ingen Skjerv.

SIDE: 386

Lønnen

Forjag da Liv og Virksomhed
 og Livets Lyst med dem!
Og bliv i andre hundred Aar
 kun Fattigdommens Hjem!

Paa Kjærlighedens gjæstfri Fad,
 om nøisomt, uden Pynt,
bestandig findes lagt igjen
 Taknemlighedens Mynt.

Giv Saft -- igjen du Honning faaer!
 Giv Ly -- du faaer Musik!
Giv Frihed, mørke Gran! -- du faaer
 det Liv, du seer jeg fik.

Hør hvilken Lystighed der er
 hist i den gamle Lind!
Han har, som jeg, den lille Ting:
 et gjæstevenligt Sind.

Der sværme Bier, som hos mig,
 frit rundtom i dens Top.
Hver Green er som en fuld Fabrik,
 hvor Rigdom dynges op.

Og Pilen, Rognen -- se dig blot
 omkring du kloge Gran!
Exempler rundtom vise dig
 en bedre Lykke an.

Granen

Har Dovenskaben ei en Smag
 af Sødme -- har den ei?
Og Eensomhed ei sit Behag?
 Jeg er nu saadan Jeg!

SIDE: 387

FØLG KALDET!

Kongeørn, med Lænke spændt
om sit Been og Vingen brudt,
som i over tyve Aar,
siden den blev halvdød skudt,
har for simpel Gaardhund tjent
paa en ensom Bondegaard,
 lider dog
ei den arme Digters Vaande
som i lidet Folk er født,
hen i Verdens Hjørne stødt,
 med et Sprog,
som ei rækker fra sin Krog
længer end dets Læbers Aande.

Han er liig en Klokke dækket
til med tykt og fugtigt Teppe,
liig et Rosentræ, der stækket
er indunder mørke Skjeppe.
Geniussens Vinger sprede,
løs at lade da sin Aand,
som de lykkelige Andre,
der til Millioner kvæde,
var at ville Verden vandre
rundt i snevre Tøndebaand.

Heller som en Indian
fød imellem Indianer,
mellem vilde Floridaner
eller som en Araukan.
Skjalden agte de som Præst,
hente ham til hver en Fest,
bygge ham en Palmehytte,
sidde ved hans Ild og lytte

SIDE: 388

lære Sangen nøje efter
 Ord for Ord,
og hans Omkvad de i Chor
juble med af alle Kræfter.
Naar han saa er død, de Gamle
hvert hans Kvad nøiagtig samle,
 og de Unge
arve det paa deres Tunge.

Andet Lys end det som bryder
af og til i Kvadet frem
heller ei de Stakler eje:
 Laster, Dyder,
vandrende ad skilte Veje
til Udødeligheds Hjem,
hvor en Dommer træffer dem,
har han ahnt og første Gang
lært sit Folk derom i Sang;
 ja Ideen
om den store Aand, det hylder,
Folket i sin Vildhed skylder
ene Glimtet i hans Seen.
Perler liig, der gjennemskinne
Bølgerne, som over rinde,
i de vilde Kvæders Dunkle
Aabenbaringerne funkle.

O vi Selv, vi Selv endnu
ere vilde i vor Hu,
stundom og i vore Skikke.
Vestens Indianer ikke
ere i saa hadske Slægter,
skjøndt hverandres Blod de drikke,
splittede i Skoven ad,
som Europa er i Sekter
af forbittret Meningshad.

SIDE: 389

Ung maa Verden endnu være,
Slægtens Sagas lange Lære
endnu kun dens Vuggesange
og dens Barndoms Eventyr.
Endnu leve Chaos' Dyr:
Megazaur i Amazonas,
Leviathan, som tog Jonas,
og uhyre Kjæmpeslange.
Ørkner, tusind Mile lange,
 tusind brede,
tordnende af Løvers Vrede,
spotte end ad Slægtens Flid.
Fjeldet, som i Noahs Tid,
 uforvittret
staaer i sine Tinder splittret,
viser endnu intet Tegn
til at ned i Muld dets Skuldre
 ville smuldre,
dannende en frugtbar Egn.
Men se Fjeldet rydt og raat
hvor det glindser som Krystal,
just hvor brattest er dets Fald,
violet og himmelblaat!
Hvad har glattet Alpens Horn,
afpolert dets haarde Side
Flek for Flek og Korn for Korn?
 -- Regnens Draabe,
bløde Hvift af Skyens hvide
af Atomer vævte Kaabe,
Fjedrene paa Taagens Hat.
Hvad har knust til Sand Graniten?
vasket ud den røde Spath,
saa det dynger sig i Klitten
stedse mere skjært og hvidt?
 -- disse Vandets bløde Kredse,
dette Havets maalte Skridt,
dette blide Bølgeslag,
i en dyb Bevægen stedse,

SIDE: 390

liig en Verdens Aandedrag.
Og i tusind Aar hver Sommer
ryster Mosen sine smaa
bægerformte Sølverblommer
over golde Klipper graa,
til i al den spredte Grøde
store Furu finder Føde.

Intet -- Større eller Mindre -- 
Intet frugtløst og forspildt,
er der Hensigt i dets Indre,
slænges ud det end saa vildt.
 Markens Dugg,
dampet hen i Solens Glød,
samles hist i Skyens Skjød
som et svævelystent Flor,
vævet kun af Blomstertinter;
og de Fnokkers fine Fnugg,
gamle Piletræ sig spinder,
flittigt som den gamle Moer,
der kun tænker paa en Vinter,
sporløst ei i Blæsten svinder:
Myren, hvor det daler ned,
slæber det til Huus afsted.

Skulde Skjaldens Ord, den skjære
Dugg af Lysets Funker, varm
som om Blod sprang af hans Barm,
Eneste i Verden være,
som foruden Spor og Minde
kan forspildes og forsvinde?
Op! hvis Herrens egen Røst
fylder med en Storm dit Bryst!
Ud den bruse i det Øde!
Bedre Tiders Morgenrøde
vil den frem af Mulmet støde.

SIDE: 391

Op! hvis dine Fingerender,
naar de Harpens Strenge møde,
Funker ud i Mulmet sender!
Enkelte dog i det lille
haarde Folk, forskrækte, stille,
 -- enkelte, som Lapper over
Fjeldenes forstente Vover,
naar et Syn af fjerne Flamme
kalder dem fra deres Gamme -- 
ile did, hvor Skjalden lader
tone sine Strengerader;
og, naar Øjet op han slaaer,
snever Kreds omkring ham staaer.
 Det er nok!
Han vil føle, han ei længer
Folk af Millioner trænger -- 
kun en liden venlig Flok.

. . . O, unge Pige, lad see hvad bringer dit blide Øje i
Graad? En Lap Papir! et Blad af "Jøden," som din Fader
ventelig har afrevet og slængt bort? O ingen Klage saalænge
der endnu er et Hjerte aabent! Ligesom den snigende, usynlige
Myrild omsider springer fra Træ til Træ, kan Menneskekjærlig-
heden udbrede sig fra denne Ene: først til hendes Veninder, saa
fra dem til deres Mænd.

Hvem veed? Har ikke Kvindens Skjød været hædret?
Verdens Største og alle Lysets Helte have lagt under hendes
Hjerte. Og under en saadan Kvindes Hjerte vil engang Den
hvile, som "skal komme efter" og ved hvem alle Slægter skulle
forenes, som Floder, der ledes sammen i en Sø. Gud velsigne
dig, Kvinde! Med et saadant Hjerte, at Du græder over den
ulykkelige Jøde, kunde Du være den Kaarne, om Guds Time
var kommen.

SIDE: 392

KAADT UKRUDT

Det er Uretfærdighed,
naar saa tidt man siger: Tiden
er prosaisk bleven siden . . .
ja, hvad Tid? Man neppe veed.
Tør jeg sige frem min Tanke, -- 
Tiden blev saa tør og trøg,
just det Aar den arme Klager
nødtes Pegasus at banke,
som var døsig, doven, mager,
saa han havde redet Ranke
paa et ganske usselt Øg -- 
kort, da Aaren sagde stop,
og som Bæk i Sandet endte,
Pennen bedes næsten op,
Hovedet af Blod kun brændte,
Tankerne gik op i Røg,
Nattergalen selv erkjendte,
at den ikkun er en Gjøg.

Det er Uret, Skam og Løgn
mod Naturens friske Ynder,
stedse spirende igjen,
Synd mod Solen, som hvert Døgn
lige klar sin Vei begynder,
som da første Morgen den
straalte Skyerne isønder.
Mon vel Duggen, som opvakte
Paradisets Blommer, var
mere tindrende og klar
end hvert Sommergry den bragte?
Mon de samme Stjerner ikke
ned paa vore Hovder blikke
som paa Hyrderne ved Frat,
der i hine stille Nætter

SIDE: 393

paa de babylonske Sletter
samlede sin Viisdomsskat?
Paradiset lagdes brak,
men tilvisse uforandret
ud er over Jorden vandret
vor Passionsblomst, Gyldenlak,
Nellik, Rose og Levkøje,
Glemmigei med Barneøje,
Georginer, Oleandre,
Tulipaner og de andre
Skjønhedsundre, hvoraf knapt
 -- selv af Digters Fantasi,
gjort ved Døden dobbelt fri -- 
nogen kan meer herlig gjettes,
mere kunstig sammensættes,
tænkes meer fuldkommen skabt.

O, vi i Naturen skulde
lade vore Sjele leve
mellem disse underfulde
Paradisets Syner, som,
medens Seklerne henrull'de,
uforandrede forbleve
ved en tillagt Naadesdom.
Af Hendøen den ei veed,
Tider, Aar den ikke kjender
i sin glade Evighed,
som, begyndt engang, ei ender.

Om vi os ei hylle ind
i arkadisk Gjedeskind,
som i Orfei skjønne Dage,
da han gjennem Hellas kunde,
fulgt af Steen og Træer, drage,
da ved Sangerheltens Nærmen
 selve Hermen
beenløs dandste gjennem Lunde:
skee dog, mens de Fleste blunde,

SIDE: 394

slige rare Ting endnu,
at man tænke maa (med Glæde
Somme, Somme og med Gru)
at vi i den Skabningskjæde,
som os favner overalt
 -- i det Træ, som har sig hvalt
foran Døren, i de Blommer,
som hvert Aar tilbagekommer, -- 
have Vidner til vor Færden,
mindre dumme, mindre stumme
end man tænke vil i Verden.

"Nu, Farvel!" sagde min Ven en Sommeraften, efterat vi,
under fri Himmel, igjen som sædvanligt havde disputeret om
Jødernes Adgang til Norge. "Lad dette være sidste Gang! Men,
min Bro'r, hvad er det for et Blomsterbed, du har der? Bare
Ukrud paa den Solsikke nær! Tidsel, Valmue, Torskeflab, Burre,
Kongelys og ja for Gud Bulme. Ellers kunde der nok blive
noget af den Flek, ligesom af Norge, naar du bare vilde rydde
dygtig Steen væk. Den er et lidet Norge, vanrøgtet og fuld af
Ukrud."

Jeg kunde ikke sove af Ærgrelse over min Vens Indven-
dinger mod Jøderne, gik ned og satte mig paa Bakken. Det
var mod Dagningen i Juni Maaned. Men hvad skulde jeg see
og høre! Da den første røde Linje løb langs med Aasen, hørte
jeg en Lyd tæt ved mig som et svagt Haandklap og jeg saae
Solsikken aabne sine mangfoldige øreagtige Blade og ligesom at
vende dem frivillig lyttende omkring. Men det var forat vække
de Planter, der sov omkring den paa Steenrøsen; thi medeet
begyndte, med en Stemme, som en Slags Mundharpe,

Solsikken

"Nei, vil man se! Klokken er To;
Alle endnu i den dybeste Ro.
Men om jeg øiner ei feil gjennem Laagen,
er der i nærmeste Have endnu
ikkun en briskende Morgenfru vaagen.

SIDE: 395

Rigtig! Godmorgen, Godmorgen, min Fru!
 -- Her, hvor jeg har mit Forbandelsessted,
siden min Hosbond fandt frem af sin Lomme
netop mit Frø, som han puttede ned
her paa en Plads, hvor jeg blot kunde komme
midt i det sletteste Selskab -- se her,
medens jeg vaager fra Aasen i Kammen
fik sig det første mildtrødmende Skjær,
sove de Bestier rundtom mig sammen!
Valmu, vaagn op, du søvnige Hund!
Torskeflab brug nu din gabende Mund!
 Kongelys hold
 op med din Nikken!
 Bulme, dit Trold,
 fuld fra igaar,
 døsig af Drikken,
 blandet med Gift,
 som du forstaaer
ud dig at suge af stenige Rift -- 
væk ved et Stænk af dit Bæger,
Burren, den lurende Jæger!
Tidsel, holla! du give den hvide
Smælde et Puf i dens Side!
Vækker hverandre, saa skulle I see
udført i Leeg en satirisk Idee.
Nu er vor Tid just. I veed den er knap:
kun ifra Dagbryn paa Aasenes Toppe
indtil det Første af Solen er oppe.
 Derfor saa rap!
 -- -- -- 
 Men -- for Død og al Ulykke!
 sidder ikke Hosbond der?
 Han med Rod mig op vil rykke,
 har han hørt min utaksomme
 Klage over at jeg her
 (hvor jeg dog en Hersker er)
 skulde frem af Jorden komme,
 mens jeg ellers ganske vist

SIDE: 396

hen var døet i hans Lomme.
Stille! her maa bruges List.
Snig dig, Snerle, hen at see!
Piben ligger paa hans Knæ,
saa jeg troer forsandt han sover.
Giv, til et Forsøg, ham over
Haandens bagre fine Flade,
Kongelys, et lidet Klap
med de graa flanelne Blade!
. . . Ei! han taaler jo et Rap,
saa mit Spil jeg rolig vover.

Seer I disse mine hundred
Øren, alle smukt forgyldte,
altid med en Nyhed fyldte,
som etsteds de snappet har?
For Exempel nu ikvel
hørte jeg med dem forundret
paa vor Hosbonds og hans Vens
timelange Passiar
indtil hver af dem var lens,
gik og bød et træt Farvel.

Men det kan jeg aldrig glemme,
at den Ven, den bittre, slemme,
lignede tilsidst vor Røs,
da lidt vild Vegetation
kanskee der er kommen løs,
med sit Land og sin Nation.

Nu! for os maa det jo være
 største Ære.
Derfor lad os efterabe
hvad jeg hørte der kan hænde
i det frie Norges Land!
Vi et lidet Norge skabe
her fra Røsens ene Ende
til dens anden magre Rand!

SIDE: 397

Vælger nu Enhver især
sig en Tro, et Folkefærd!
Søger saa hos mig, der spiller
herskende lutherisk Kirke,
om at vinde Plads i Landet!
Hvilken Galskab saa er blandet
i hvad han sig forestiller,
kan det ei hans Ret forvirke.
Kun, er Supplikanten Jøde,
vi fra Røsen ham forstøde.
Vælg nu! Lad tilbage blot
blive Jødetro og Spot
for Resedaen dernede,
 som saa længe
har forsøgt sig hid at trænge
efter Ly mod Solens Hede!
Lad den der paa Skrænten daane!
Skulde jeg min Skygge laane?
Nei, den er, som den tilforn
altid var, mit Øjes Torn."

Nu blev der en Tummel og Trængen. "Jeg er Romersk-
Katholsk," sagde Kongelyset, "fordi jeg ligner Strasborger-Mün-
ster." "Og jeg græsk," sagde Gjetramsen. "Vær saa god, tager
Plads!" nikkede Solsikken naadig. "Vort Norge er et frit Land
som I see." "Og jeg er rigtignok ikke stort meer Christen end
Jøde; men jeg fører dog et christent Navn; jeg er en Kvæker,"
sagde den brune Skræppe. "Nok med Navnet. Tag Plads!" sva-
rede Solsikken. "Men jeg -- mumlede Valmuen -- jeg bliver vel
udelukt, for jeg er en Mahomedan?" "Langtfra! Vær saa god!"
"Saa kan jeg maaskee være en Ildtilbeder?" sagde den brand-
gule Hanefod. "Og jeg dyrke Sol, Maane og Stjerner?" sagde
Tidselen. "Og jeg Jaggernaut?" "og jeg den store Slange?" "og
jeg Koen?" -- "kort vi ere Afgudsdyrkere," raabte en heel Klase
af Ukrud. "Kommer ikke an paa," sagde Solsikken, "Landet er
ikke lukt for Eder." "Men for mig -- mumlede den gustne
Bulme -- Jeg er en Jezide; jeg dyrker Djævelen, det onde

SIDE: 398

Princip." Solsikken spidsede et Par Øren og skjærpede dem mod
hinanden som Græshopperne gjøre med sine Vinger; men efter
en kort Betænkning sagde den dog: "Ogsaa dig tillader Loven
at være i Landet. Vær saa god, Djævletilbeder!"

Derpaa bøjede Solsikken sig noget og sagde i en streng Tone:

"Men du Urt, som saa beskeden
vil dig liste ifra Heden
under vore Blades Skygge
for i fede Rift at bygge,
siig mig: efter dine Lader
og din Kryben: du er Jøde?"

Resedaen

"Saa bestemt det er jo blevet.
Ydmyg min Bekjenden lyder:
Gud er een og Alles Fader."

Solsikken

"I vor vise Lov staaer skrevet
Ord, som med et evigt Ban
dig fra Landets Luft forstøde.
Folkets faste Vilje byder,
at du være skal fordrevet
fra et frit og oplyst Land."

Men jeg afbrød den med et dygtigt Nap, saa det var forbi
med den herskende Kirke; og da jeg fik Luft i Ukruddet, op-
dagede jeg til min Glæde baade en liden Centifoliebusk, som
jeg havde sat om Vaaren, men opgivet, og en af de deilige tre-
farvede Konvolvler med røde, hvide og blaa Blomster, slynget
yndigen om Rosen. Denne var vel noget fortrykt, men en fuld
Knop bar den dog, og med denne søde Mund hørte jeg den sige
til Resedaen:

"Kom til os, du Forstødte! Vi skulde give dig Ly. Vi ere
Norges rette Symboler: Vi ere Kjærligheden og Friheden."

SIDE: 399

 
(Anhang.)

EFTERRETNINGEN

. . . "Hvad rager dig det Kirketaarn,
 o Efraim, min Mand?
Lad staae det Luftens Steenskelet!
Det staaer vel ei saa ganske ret;
 dog staa i Aar det kan.

O stirr ei der ved Vinduet,
 med Armen under Kind,
ud i den graa Septemberluft!
I Kamret er der Ambraduft
 og Lampers Maaneskin.

Der staaer Divanen. Op til den
 er Mirjams Harpe sat.
Kom! Aftnen ville vi forslaa!
Jeg tager mine Smykker paa
 ifra min Brudenat.

Du fletter ind dem i mit Haar,
 o Efraim, som da,
snart som en Kvast, snart som en Krands,
snart spredte ad som Duggens Glands,
 i Vexel til og fra.

Og Mirjam hviler ved dit Bryst,
 og Harpen op til mit.
Saa Aftnen ville vi forslaa.
Lad Kristenkirkens Taarn blot staae,
 og see ei mere did!

SIDE: 400

Hvad gives mere stolt og haardt
 end dette Spiir, hvis Fløi
isønderriver bløden Sky,
der vilde haste over By
 til Ro paa fjerne Høi?

Hvor, i den graa Septemberluft,
 tungsindigt mørk det staaer!
som om det Rod og Stamme er
til denne skumle Taage, der
 saa lavt i Aften gaaer."

" -- Jeg tæller kun den Kraakeflok,
 der flyver Taarnet om.
Den finder intet Fæste der.
Thi Taarnet ubarmhjertigt er,
 som Kristnes Kristendom.

Jeg tæller dem, og tænker paa
 Hvad nu i Norge skeer.
Der Jøden ei, som fremmed Gjæst,
faaer meer end Kragen Fodefæst
 paa Kirketaarnet der.

Hvad Folket vil -- jeg ahner det -- 
 er allerede gjort.
I Aften bringer Posten Bud.
Det banker . . Mirjam, se dog ud!
 Det banker paa vor Port.

" -- Det var en Hund, som skrabed paa.
 Den har ei Huus i Nat."
" -- Saa luk den ind, saa sandt vi veed,
at Jehovahs Barmhjertighed
 ved Himlens Port er sat!

SIDE: 401

"Men Tys! Nu kommer Posten vist.
 O Mirjam, se paany!"
" -- Det var en Fugl, som Ruden slog."
" -- Ve, Mirjam, om du ei den tog
 da i dit Hjertes Ly!"

"Men hør! det banker atter paa.
 Nu kommer sikkert En.
Nei bliv! Det var mit Hjerte blot,
der slog, som aldrig det har slaaet.
 Nu Mirjam, se igjen!"

. . . Hvor flaggred Mirjams lange Haar,
 det sorte, vildt og løst,
da ind hun treen, som om det vil
det Smertens Budskab dække til,
 hun bærer ved sit Bryst!

Nu Efraim har læst det Bud,
 som Mirjam har ham bragt.
O mild og stærk er Jødens Gud;
thi Mandens Vrede sluktes ud
 ved fromme Tankers Magt.

Han reiser sig og peger paa
 det Kirketaarn i Sky,
hvor Kraakesværmen hakker paa,
men kan ei Fodefæste faa
 i Spirets glatte Bly.

SIDE: 402

Han tager Mirjams Diadem.
 Da holdt han i sin Haand
en Million i Diamant,
en Melkevei af Perler og
 Orions Stjernebaand.

Han tager Mirjams Diadem.
 "O Mirjam, Hustru, se!
hiint Kirketaarn vil styrte ned;
det hælder, men kan reddes ved
 to Stene eller tre."

"O send det Hele, Efraim,
 til Kristenkirkens Præst!
Kun siig, at der paa Taarnet maa
for arme Kraaker aabent staae
 et Hul i Øst og Vest!"

SIDE: 403

NORGES POLITISKE FORSVINDEN

(SPAAET I DEN CONSTITUTIONELLE NO. 309 
hvert Korn han pilled af Gyldenskaal.

Gud signe dig dog, som spørger derom!
Det husker Han dig i din Alderdom.

SIDE: 405

Bliv graa som Spurven -- der kommer den Tid -- 
Han sender dig altid en Julefest blid.

Nu takke du Gud for du selv er mæt
og for den liflige Julekvelstvæt!

Thi nu, mit Barn, du uden Skam
gjerne kan lege blandt Himmelens Lam.

Med Kors paa Pande og Kors paa Mund,
sov sødeligt nu til Morgenens Stund!

De Korstegn svæve, til det blier Dag,
da op og ned paa dit Aandedrag.

Som spaltede Rosenkviste i Luft
de svæve dig over med liflig Duft.

Men naar det gryer ad Dag igjen,
og Aandedrættene tystne hen -- 

Da staar ved dit Leje Jesus alt,
saa skjøn som Drømmen ham af har malt.

Og flux paa dit dalende Aandedræt
han fanger de svævende Rosenkors let.

Dem flytter han saa til Vinduet hen.
Der seer om Morgnen du dem igjen.

 -- Vaagn op da, Barn! Det er Juledags Gry.
Spurven alt sidder i Neget paany.

Op, op! og se den deilige Flor,
som over det hele Vindu gro'r!

SIDE: 406

Den maa du tyde, den Billedbog!
Den taler din Juledrøms eget Sprog.

Det er dine Drømme den Julenat,
i Glas og Ramme af Englene sat.

Men mellem det Alt du finder dog vist
de tvende Korstegn af Rosenkvist.

Du der kan se Paradiis, om du vil.
Den Mængde af Blommer strækker nok til.

Blandt Blommernes Mængde og Stjernernes Flok
du finder de blomstrende Korstegn da nok.

Thi Jesus selv i det Drømmespind
som herligste Pryd har flettet dem ind.

De freded din Slummer og gjorde, at Du,
o Elskede, drømte med Englenes Hu.

. . Du græder, mit Barn, fordi de forgaa?
To nye min Haand skal dig tindrende slaa.

Før bliver paa Funker Fyrstenen arm
end paa sin Kjærlighed Moderens Barm.

Og Moderens Kjærlighed ene det er,
som gjemmer betroet det Korsets Myster.

Hun Korstegn kan slaa, der straale med Klang,
som om af smaa Sølvklokker fulde de hang.

Hun Korstegn kan slaa om de elskede Børn,
som laae de under bredvingede Ørn.

SIDE: 407

Var Barnet hiinsides Havet, jeg tror
som skinnende Seil didover det foer.

Saa bæres da Barnet, det værnløse Kryb,
imellem to bundløse Kjærlighedsdyb:

Imellem en Moders Ømhed og Hans,
der gav med sit Hjerteblod Korset dets Glands."

AUKTION OVER "GROTTEN"

Nu skal jeg blive -- o saa arm,
 saa arm som ribbet Straa:
 mit Huus og Grund,
 min Hest og Hund
 skal sælges nu i denne Stund.
Men jeg har Noget i min Barm,
 Juristen ei skal naa.

Det er et Hjerte med et Slag.
 jevnt som mit Stueuhr.
 I al min Nød
 en Viin saa sød
 jeg har dog i dets dunkle Skjød.
Begeistret er deraf hver Dag
 min freidige Natur.

Men engang i min Ungdom gik
 det kanske lidt for fort.
 Af Bondens Ryg
 en Igle styg
 jeg vilde rive altfor snyg;
men selv jeg fik et giftigt Stik,
 et Ar saa dybt og sort.

SIDE: 408

Kanhænde er det Overtro,
 kanhænde ikke med;
 men Tanken har
 jeg ganske klar,
 at for min onde Geist kun var
den giftige og sorte Slo
 som Puppens Gjemmested.

Begyndt er nok Auktionen alt.
 Tænd mig en Pibe nu! . . .
 Ræk mig lidt Vand! . . .
 Jeg er en Mand;
 dog stundom svimler ogsaa Han.
Mit Huus er med min Sved betalt;
 det kom mig blot ihu.

Kanskee nu i min Hytte skal
 en Høker fæste Huus.
 Min kjære Pult
 skal blive skjult
 af Flesk og Ost og Smør og Smult;
Øl trilles ind i Grottens Hal,
 Kognak og Spiritus.

Lad gaa! lad gaa! endskjøndt jeg før
 mit vakkre lille Huus
 saae ødelagt
 af Ildens Magt,
 af Lynild tversigjennem jagt.
Til Vaaren ligger dog et Slør
 af Blomster paa dets Gruus.

Lad Huset gaa! men Brunen skal
 en ærlig Kugle faa . . .
 Her er en Hud . . .
 Kom, gjør et Bud!

SIDE: 409

 Det Hul ei skjæmmer Tingen ud.
Men kjøb min Hund ei; dit Befal
 den vil dog ei forstaa.

Jeg finder vel et Tag et Sted;
 og er det ikke nok?
 Snart fire Bord
 og sex Fod Jord
 er nok for aldrig En saa stor.
Min Genius skal flytte med,
 min Viv, min Dueflok.

Istedetfor min Pult et Bræt
 paa Knæ jeg breder ud . . .
 Kom, kjære Viv!
 Din Haand mig giv!
 Paany begynde vi et Liv.
Men er det værd? Hvis Du er træt,
 da lad os gaa til Gud.

Jeg længe har paa Himlen se't;
 meer stærkt er Stjernens Blink.
 Mig syntes med
 ved Søens Bred
 den var meer blaa -- som Klokkers Bed.
Hjælp mig, min Viv! Jeg veed ei ret,
 om det er Himlens Vink.

O! Stjernen blinked ikke saa,
 saa blaaned Søen ei,
 som hendes Blik;
 en Straale kvik
 mod Himlen skjød, en øm jeg fik . . .
Kom, Viv! nu kan vi trøstigt gaa
 i Verden ud vor Vei.

SIDE: 410

MED EN FEMTIDALERSEDDEL

(IMPROMPTU)

(Mel. O Nora, jeg drikker din Skaal i en Dram.)

Her er en Billet fra den værste Tyran
 udi Landet:
fra Norriges Bank; man kalde ham kan
 ikke andet.

Den Myntfod jo bringer alt Folket paa Knæ?
 ja den Stakker!
Den Bank er en Blodigel, sat paa et Fæ
 af en Prakker.

Halvhundrede Daler -- trehundrede Francs!
 jo jeg takker!
Med hine du rækker til Wandsbeck og Danks,
 kjære Makker!

Halvhundrede Daler, de sige ei meer
 nu herhjemme,
end Skrædere femti, som tage Kvarteer
 hos den Slemme.

SIDSTE REIS

SJØMANDS-VISE

Nu sidste Reis mig forestaaer,
 
 -- Sing, Sailor, oh!

Afsted til Himlen Farten gaaer.
 
 -- Sing, Sailor, oh!

Snart rinder ud det sidste Glas.
Se nøie efter dit Kompas!

SIDE: 411

I Hjernekassen ligger det.
Det pege maa paa Sandt og Ret.

Se efter om du Ballast har:
en Bravmands Hjerte! -- gjør saa klar!

At Alle vel du vilde her,
den Last i Priis i Himlen er.

Det Flag, du toner fra din Stavn,
maa være reent, med Herrens Navn.

Frisk an! lad modig til da staae
igjennem Sky op i det Blaa!

Der seile Englene omkring,
som paa udspændte Svaneving.

Med Strande af Demant og Guld
er Himlens Hav af Øer fuldt.

Guld og Demant -- hvad gjælder det?
Nei, det er Lys og Æther let.

Det er de Stjerner, klare, smaae,
som du paa Nattevagten saae.

Da tænkte, Manne, du paa Gud,
som strøet har dem alle ud.

Snart midtiblandt Hans Stjernehær
du skue skal Hans Storhed nær.

Frisk an da! modig til lad staae
igjennem Sky op i det Blaa!

Frygt ei for Djævelens Korsar!
Du gaaer ham ganske sikkert klar.

SIDE: 412

Han entrer hule Skurke kun.
Dem borer han i dyben Grund.

I blodig Inkassator har
han Bytte som en Chinafar.

Og Thingstud, som brød Lov og Ret,
er ham en god Stykgodspaket.

Men træffes han, dit Flag da ton!
Det viser Himlens fri Nation.

Seil væk, som paa din gamle Viis!
og spørg dig frem til Paradiis!

Du møder Viv, du møder Ven,
du møder dine Børn igjen.

Da bryder større Glæde løs,
 
 -- Sing, Sailor, oh!

end naar du her kom hjem frasjøs.
 
 -- Sing, Sailor, oh!

Det, ædle Dame, har jeg fattet,
det har mig Ord og Aasyn sagt,
at Gud har rigelig erstattet.
En Engel ifra Lysets Lande
har blot sin Finger over Øjet lagt
imens den kysser Deres Pande.

Nu Liv jeg haaber;
dog ei af Pulver, Piller eller Draaber;
men Genier, husvalende og blide
jeg saa en Dag ved Smertenslejets Side.

SIDE: 413

A

Man dræber Wergeland i Bladet atter
i smukke Vers. Troer De han døer?

B

Man Værre hørte om ham før.
Men skal det skee, da tro mig, Fatter,
et Epigramma først af Taarer og af Latter
paa Verden og sig selv han gjør.

Verden laae begravt i Sorgen,
 Herrens Altre øde stod,
Lasten thronede paa Borgen,
 Hytten laae i Synd og Blod.

Gud lod da en Kvinde ahne
 Frelsens Time klar og nær.
Under Bethlems Palmefahne
 kom den med en Englehær.

Og da klang det over Jorden:
 "Een vor Mester, een vor Gud!"
Og fra Syden og til Norden
 kristne Templer spredtes ud!

Og da klang det over Jorden:
 "Vi fortjente Vredens Ild,
Hevnens Lyn og Dommens Torden;
 men han gav en Straale mild."

Gjem den da den Naadens Kjerte!
 Det Forjettelsernes Ord!
Tegn i Bunden af dit Hjerte:
 Guds Barmhjertighed er stor!
 Amen!

SIDE: 414

Jeg har idag et Løfte gjort;
jeg agter selv det ei for stort;
men siden Christus det vil eje,
det sagtens ei saa lidt maa veje.

Jeg lovte i det Nyaars-Nu,
at vogte paa min egen Hu,
at ikke Syndens vilde Flomme
skal gjennem Hjertets Klapper komme.

Til Tegn paa, det var sanddru meent,
jeg skulde holde Alting reent;
mit Sindelag det skulde blidne,
min Arnes Vægge skulde hvidne.

Det sidste Arbeid er nok let;
det første kan mig gjøre træt.
Men skulde Kræfterne ei bære,
o Christe! o saa vær mig nære!
 Amen!

HILSEN TIL KONNING OSKAR

(FRA SYGELEJET)

Ve mig! meer jeg kan ei kvæde.
 Døden kryster Hjertet først
 før den lædsker fuldt sin Tørst,
sugende dets sidste Væde.
Ve mig! Sang jeg har ei længer;
 Sjælen mægter kun at bede;
 og den selv mod Dommens Vrede
hvert af sine Suk tiltrænger.

SIDE: 415

Men da det blev sagt min Smerte:
 Oskar kommer med sin Viv,
 Hun og Nordens dyre Liv -- 
o, da bankede mit Hjerte,
liig en Bølge, kvalt af Stene,
 stængt i grusomme Cisterne,
 skjøndt den sprang af Fjeldets Kjerne,
fostret under Skovens Grene!

Brist! o brist! Thi Oskar kommer.
 Til et Kvæde bliv, min Bøn!
 I den bundne Bølges Løn,
Oskar, staaer dit Navn i Blommer.
Vældet, Dødens blege Kvader
 knuger alt, da sprang iveiret,
 tonende som naar din Fader
over Fiendehjerter seired.

Ja, Hans Aasyn stod der præget
 i mit Hjertes klare Brønd,
 Josefine, Søn for Søn
og din Datter ved dit eget!
Ha, hvor skulde Aaren springe,
 som om den til Himlen vilde
 Dig og alle Dine bringe,
og sig selv i Lyst forspilde!

Brist da, Steen! Hvad underjordisk
 Tone suser fra mit Bryst?
 Siden, Død, dets Draabe kryst -- 
hed som om den ei var nordisk!
Lyt da til de svage Toner,
 Oskar, fra min knuste Bringe!
 Jeg kan mindst mit Hjerte tvinge
mellem dine Millioner.

SIDE: 416

Jeg vil hviske i dit Øre,
 at jeg Himlen alt har seet.
 O, beskrive skal jeg Det!
Jeg paa Grændsen tør det gjøre.
Salige, som jeg gjenkjendte,
 hvilte i det Blaa i Klynge,
 og til Hymnerne, de synge,
Harper lød, med Straaler spændte.

Under dem, paa Skyers Høje
 Skygger løb af ædle Dyr.
 Hjort og Hest et Sjelefyr
havde i det stolte Øje.
Ah! hvor lysteligt at skue!
 Under hine Engles Fødder
 Skyen skjød af friske Rødder
hver en Blomst fra Jordens Tue.

Al hvad Flor paa Jorden blegned,
 Alt hvad Vintren mejed ned,
 spirte her i evig Fred.
Himlens Bund var herlig tegnet.
O, hvor lysteligt at skue
 Hyacinther halvt besjælte,
 Roser, som idrømme mælte,
Glimt af Geist i Nelkens Lue!

Men, hvor herligt end hint Fjerne,
 -- Oskar lyt! O, Oskar, hør!
 Oskar! før min Stemme døer -- 
nu jeg levte, o saa gjerne!
Thi det for mit Øje bæres,
 at Du Norge skal velsigne:
 Ved dit Scepter skal det rigne,
ved dit Sværd rundt Jorden æres.

SIDE: 417

Ja, jeg glemte Edens Sletter,
 badede i Fryd min Ve,
 hvis jeg kunde Oskar se,
Oskar og Hans fire Ætter.
Op! Skarlagenbannret flyde
 om den Helteyngels Fader!
 . . Ha! nu brast den tunge Kvader.
Oskar jeg en Sang kan byde.

Nu kan Sangens Bølge springe.
 O, hvor sælt jeg Norge seer!
 Se de tusind Blink af Leer!
Stolten Rug paaknæ de tvinge.
Hjulets Klap ved Fossens Vove,
 Seilets frie Bruus for Brisen,
 Oskar, er en herlig Prisen
af dit Folks og dine Love.

Frihed! Landets Blod maa løbe,
 Frihed! Hvor saa hvast et Sværd?
 Frihed! Hvilket Folkefærd
skal Du ei i Lyset døbe?
Slavers dorske Flok sig rører
 liig Rosmarerne paa Skjæret . .
 Oskar, korsbetegn da Spæret,
naar Du Tidens Vaagnen hører!

Ha, hvad stolte Sejerssyner
 for mit matte Øje stod!
 Bjerkebeinens hede Blod
gjennem sorte Aare lyner.
Bjerkebeinens? O, din Fader,
 Oskar, og din Daad og Tale
 har for Dig alt Landets Dale
fyldt med Bjerkebeinerader.

SIDE: 418

Hvis alt hist min Grav er aabnet,
 Grav, o lov mig: af dit Skjød
 skyd en ukjendt Blomme rød,
rød som Løvens Felt i Vaabnet,
til et Mærke, at derunder
 trofast Bjerkebeinerhjerte,
 sligt som Hakon det begjerte,
Oskar, om din Hæder blunder!

Aanders Blik fra Himlen tindre.
 Deraf Hvælven er saa blaa.
 De i Fjernet kunne spaa
og det Glemtes Dyb erindre.
Herligt skal min Spaadom orde:
 at et Ax med gyldne Dopper
 og en Rosenstok i Knopper,
Oskar, skal dit Tvespiir vorde.

BRASILIE-FARTEN

ET DIGT PAA HDS. MAJ. DRONNING JOSEPHINES FØDSELSDAG
DEN 14DE MARTS 1845.

Troer mig, uden Ord at klandre:
trende Nætter paa hverandre,
 var min Geist
over til Brasilien reist.

Nattelampen i mit Kammer
kastede imidlertid
sine bange blege Flammer
paa en Dødning, mere hvid.

Spørger mig, I tusind Munde!
spørger mig kun ad og om!
Hvad jeg saae, det skal jeg melde;

SIDE: 419

men jeg veed ei Selv, hvorlunde
fra de hvide norske Fjelde
jeg til fagre Rio kom.

Kun saameget kan jeg sige,
at man gode Vinger trænger,
Uglens udi Tysthed lige
og end Albatrossens længer.

"Kom!" -- saa lød den Geistes Ord
sagte bag Gardinets Folder,
som med Styrkens Spot mig holder
mellem Himmelen og Jord.
"Norges Marts, i Sne indsvøbt,
har ei Martsviolen døbt,
 ja forgjæves
efter kun et Blad den kræves.
Men i fire Vingeslag
skal Du nok af Blommer fange
mere talende end Sange,
til din elskte Dronnings Dag."

Jeg i Fartens tre Sekunder
hørte først dernedenunder
barske Nordsjøs Ulvehylen,
saa Kanalens vrede korte
 Hundetuden
i de hvide Grændseporte,
 og deruden
Verdenshavets Løvebrølen.

 Ovenover
og i Speil i Havets Vover
jeg paa begge Sfærer saae
Stjerner op og ned at gaae.
"Store-Bjørn" i Nord gik ned.
"Korset" høit paa Hvælvet skred.

SIDE: 420

Tvivler Nogen, Han mig fritte,
mærke Ord og skrive op!
Rios underskjønne Egne
kan jeg af livagtig tegne.
Blind jeg skulde Vejen hitte
opad steile "Sukkertop."

Thi paa alle Rios Skrænter,
ja fra "Corcovados" Tind,
sværmende som travle Bi,
jeg til Josephine henter
al Brasiliens Flora ind.
Grusomt raste jeg deri.
Intet Blomster Naade venter,
hvori der var Fantasi.

Jeg en Regnbue' vilde spænde
for Eugenes Datters Fod
af Convolvler med de trende
Farver, skjøndt af samme Rod.

Oscars elskte Viv til Ære,
over Hendes Hoved sænke
vilde jeg et Morgenskjær,
skabt af Roser, som man her
i vor kolde Hemisfære
ei kan male eller tænke.

Og for Carl Johans Velsignte
Myrthe- og Orangeblommer
skulde ganske tæt udstrøes,
 saa det lignte
disse Snefog i vor Sommer
Æbletræet slipper løs.

SIDE: 421

For den elskte, jubelkeiste
Dronning Baldachiner blaae
op jeg af Kjærminder reiste
under Vinterhimlen graa.

Men til Ære for Christinden
og for Moderen og Kvinden,
foran hvert af Hendes Trin
spredte ud jeg Liljers Lin.

Naar jeg Meer ei kunde hytte
i mit vidtudspændte Fang,
ilte hjem jeg med mit Bytte;
men det hændte hver en Gang -- 
ak! at jeg opvaagned med
tomme Hænder paa mit Sted.
Til en Bøn for Hende bare
fromt i Kors de lagte vare.

Fosforhvidt min Harmes Blus
flammed mod min Genius.
Men han hvisked kun igjen:
"Frisk! Til "Belvederet" hen!
 Just til "Sao
 Christovao!"
I din Dronnings tvende Frænker
 der Du finder
Floras rigeste Præstinder,
som dig nok af Blomster skjænker.
Ere de til Josephine,
kappes vil da Hver med sine.

To Prindsesser -- ganske sandt -- 
jeg i Slottets Have fandt.
Tyst Francisca, som var ældst,
skrev paa Noder Rad paa Rad,

SIDE: 422

hvad en Harpe kvad som helst,
der i Cedrens Grene sad,
mens Maria, hendes Søster,
 sig forlyster
med at have fanget i
Rosens Kalk en Kolibri.

"Ak! -- hun sagde -- vilde denne
 smukke Fange
være blot lidt mindre bange,
skjønt dens Buur er uden Tag,
under Overreisen blunde,
 saa jeg kunde
den til Josephine sende!
Snart er Hendes Fødselsdag."

"O jeg var fornøjet, Søster,
vilde Luftningen, som røster
gjennem Harpen, paa sin Vinge
Hende blot min Hilsen bringe!

Men, for ikke strax at dø,
for ei som den trætte Svale
midt paa Havets Dyb at dale,
var det for den Zefyr bedst,
om den ved den sidste Ø
blev en herlig, stærk Sydvest -- 
mørkblaa fjerntifra at se,
nær som jagende i Sne,
men paa ny en Zefyr tyst
under Josephines Kyst."

"Gid -- saa lo Maria -- gid
Vinden førte Halvten did
af vor altfor rige Sommer!
Thi vi kvæles fast af Blommer.

SIDE: 423

 Tænk, det hænder
tidt, at en -- ja ret en Laps
af Passionsblomst dristig titter
med de store lysblaa Øine
gjennem vore Vindvers Gitter.
Over vort Altangelænder
den og en Lian omkaps,
begge op i Luften fløine,
klattrende sig ofte høine."

 Neppe sagt,
før begjærlig af jeg mejer,
med et tropisk Vindstøds Magt,
Halvedelen af den Pragt,
Belvederets Hauge ejer.
Ja det gik i saadan Hast,
at en Sværm af Kolibrier,
Sommerfugle, Gyldenbier
fulgte med mig i min Kvast.

Ak! jeg ogsaa denne Nat,
hvortil alt mit Haab var sat,
vaagnede, da den var omme,
med korslagte Hænder tomme.

Bønnen var endnu ei endt.
Skjøndt den var, som den var ment,
sammensat af Ord, der brænde,
er det Tegn mig dog for mat:
maalløs Bøn i ensom Nat.
Hvem kan af et Intet kjende,
at jeg vil tilbede Hende?

Vel, javel! jeg vil tilbede.
Jeg for Ordet veed ei andet.
Det er lært af Fædrelandet.

SIDE: 424

Landsmænd, men jeg skinsyg er.
Hende elsk, I Tusinder!
Men kun Skjalden i sin Hede,
kun en Digter i sin Sejer
Retten at tilbede ejer,
 og kun Han
syndeløs tilbede kan.

Første Nat som Patriot
over Dronningen jeg bad,
syntes i mit Huus Hun sad,
tryllende det til et Slot.

Nat derpaa for mig blev baaret,
at jeg var en Ridder saaret.
Jeg, saa langt min Klinge kunde,
af paa Valen Blomster skar,
som min Dronnings Farver bar;
og de svalede min Vunde,
 Blodet standsed,
saa, imens jeg bad, jeg sandsed.

Sidste Nat -- o da jeg atter
 laa tilskamme
atter med mit tomme Fang -- 
bad jeg med en Christens Fred,
dog med Calderonisk Flamme;
og det serafinske Navn
hørte henrykt jeg hvormed
 Herrens Moder
kalde vil sin fromme Datter,
naar Hun trykker første Gang
Hende i sin ømme Favn.

Dog forsandt jeg troer, at mine
Bønner i de trende Nætter
for den elskte Josephine

SIDE: 425

stege flux til Himmerig
hurtigt som paa Lysets Fjere;
friske fra mit Hjerte rundne,
 at de ere
nu til Jesu Hjerte bundne,
brad forsvundne, Duften liig
af den Dronning for Tacetter,
som, i hine Nætter huust
 i mit Kammer,
vist maa have mig berust,
kogt en Gift ved Lampens Flammer.

Thi hvergang jeg aabned Øjet
Blomsten sig tilbage bøjed
paa sin Stengels slanke Talje,
rædselskjøn, en Circe liig,
som just havde rækket mig
Tryllebægret af Emalje.

Ve mig! ve mig! Dagen gryer.
Disse Straaler ikke skrømte.
Men ved Lampens sidste Fyr
Blomst for Blomst af hine drømte,
næsten synlige, som graa
Snirkler og Rosetter paa
Skyggens sorte Bund, bortflyer;
og min ud af Sjelen tømte
Bøn -- o den, den er saa tyst!

Ve! jeg har da intet Tegn
for de Følelser for Hende,
som jeg dyrker i mit Bryst.
Derfor, Zitterflamme, blegn,
som en troløs Glæde tændte!
Du, som med Bedrag kun endte,
ned i Sorgens Aske brænd!

SIDE: 426

Thi slig Armod under Sol,
saa bedrøvelig Elende,
om du raaber efter den,
ikke letteligen findes,
som en Skjald, hvis Tanker brænde,
men som har ei et Symbol.
Armere er ikke Rummet,
om dets Stjernepande blindes,
bladløst Træ, en Fos forstummet,
naar den under Isen bindes.

. . O, mig skeer en Aabenbaring!
Jeg et Symbolum opdager,
som behøver ei Forklaring.
Trods min Genius, den Bedrager,
skal i Simpelhedens Klædning
(Nøgenheden selv har Svøb)
det mig yde Seir og Redning.

Gyldengrøn en Straale løb
pludselig for mine Øine.
 Dem at høine
 og at se
solbestraalt mit Laurbærtræ,
fatte Tanken og udføre,
var kun eet Minut at gjøre.

. . Tak, Trofaste, som har levet
under fattigt Vennetag,
 frisk og karsk
over denne Vinter barsk
indtil Josephines Dag!

Jeg vil tage, Du maa skaffe
af din Krone fagrest Green.
Se, som en Smaragd-Agraffe
glime friske de hver een!

SIDE: 427

Den, ja kun en Laurbærgreen
bringer jeg Eugènes Datter.
Hun Betydningen nok fatter.
Thi selv Fiender for slig Helt
planted Laurer ved hans Telt.
Josephine er fra Liden
mellem dem opvoxet siden.

Ædle Green, mit Tegn da vær!
Gaa, Gesandt, udfør din Pligt!
Bær Du frem min fromme Hyldest!
Gjør for Josephine Fyldest
for et endnu bedre Digt!
Vær et selv! Ja et Du er!
 Laurens Kvad
er nok taust, men tankemægtigt.
Gaa da freidigt! Hemmeligt
dog jeg kysser først hvert Blad
i det smukke Lauredigt
 -- hemmeligt, men fromt, andægtigt.

Men du Geist, som mig bedrog
for Brasiliens Underflor,
skjøndt du, af dit Lunes Naade,
gav mig hurtig Oversætning,
snellere end Svalers Tog,
snellere end Svaners Flaade
henad Stormens Strømme foer
i den sekelgamle Retning . .
Du -- thi Alt du kan, jeg troer,
 blot du vil -- 
stærke Genius, du skal mine
blege Kys forvandle til
hvide Rosers Gjennemfletning.
Thi saasandt med vaagen Sands
nu jeg føler Blodet strømme,
og som Tiden ryster sine

SIDE: 428

Sandkorn ned foruden Stands,
bar Hun netop saadan Krands,
da jeg sidste Gang idrømme
saae i Himlen Josephine.

Sankt Olafs Hjelm var herlig nok at have;
men, ak, hvorlænge, Nordmænd, skal i Gruset
i gamle Oslo, tætved Klokkerhuset,
Normannadrotter have sine Grave?
Der ligge ganske sikkert Giller trende,
imellem dem Jorsalafaren selv.
Op, Nordmænd, lad os Muldens Skorpe vende
og bære dem til Olafs Kirkehvælv!

FARVEL

O! hvad hørte vi ikke igaar?
Just for første Gang Lærken iaar,
og den sang: det er Vaar.
Poppelen hænger af Fryndser alt fuld,
 Aspenes Stilke
 med sølvergraae Silke
 : : og Bjerken sprætter i Grønt og i Guld : : 
Ifra Høiderne Bækkene komme.
Hør de buldre som Pauker og Tromme!
De melde Vaaren i Anmarsch er
med en talløs prægtig Blomsterhær.
Skulde I da kun vor Moder see
peltsklæd, sturen i Arnens Læ?
Nu hendes bittre Tid er omme,
 nu hun besprænger
 -- Heisa! -- Lier og Vænger
rigt med Konvallers Snee. -- 

SIDE: 429

Nu hun Eder vil trykke i Favn;
Hun vil lægge med Blomster hvert Navn,
Eders elskede Navn;
bygge for Eder en Løvhytte sval,
 Tepperne flette
 paa grønnende Slette;
 : : i Bærret fylde en Glædespokal : : 
Hun vil synge i susende Qviste,
at hun Eder vil ingentid miste;
og har hun Eder ei i sin Arm
da hun klage vil i Bølgens Larm.
Elskte lov os for vor Moders Vee,
at hun Eder skal snart gjensee!
Ei hun for længe Savnet friste!
 Siig, at I kommer
 ja! ja! endnu i Sommer,
Elskte det skee! det skee!

See hist Svanernes skinnende Skyer!
De alt komme; men Elskte I flyer,
den Bytning er dyr. -- 
Trækfugle kjære! dog ikke forglem
 Veien, I lærte
 til Norriges Hjerte!
 : : Der har hun lavt Eder Rede til Hjem : : 
Hvor I gaa hun med Signen omspænder
Eders Vei med usynlige Hænder. -- 
Et Land har Moderens stærke Haab,
der er Fryd i hendes Taarers Daab.
Før vi Svaneflokkens Sydflugt see,
liig en Flaade med Seil som Snee
Elskte formild Farvellets Smerte,
 siig at I kommer
 ja! ja! endnu i Sommer
Elskte det skee! det skee!

SIDE: 430

PAA HOSPITALET, OM NATTEN

Igjennem det store Fønster
 Fuldmaanen stirrer ind.
"Ak, ligger du der, min Elsker,
 vel blegere end mit Skin?"

"Jeg gik forbi din Hytte;
 paa Arnen var ei Glød,
paa Væggen stod Uhret stille,
 i Vinduet Rosen død.

Nu gaar jeg til Stjernehaven.
 Der falder Dugg saa sval.
Jeg den din Feber bringer
 i mine Horns Pokal.

Nu gaar jeg til fjerne Høje,
 hvor Evighedsblommer gro.
Fyldt er med Livsenshonning
 Nektariets Gyldensko.

Jeg gaar til Drømmenes Rige;
 jeg fanger et Par saa smukt.
De skulle med Vifter jage
 din Pandes Sved paa Flugt.

Om fireogtyve Timer,
 imellem Eet og To,
du kan igjen mig vente
 med Helsebod og Ro."

Mens Maanen har sin Sanger
 frelst med sin Panacee,
om Hospitalet siges,
 der Underværker skee.

SIDE: 431

Saa gaar det til i Verden,
 saa skiftes Æren ud.
Den kalder sig Bjørnens Skytte,
 som kjøber kun dens Hud.

ANDEN NAT PAA HOSPITALET

Ad hvad jeg vil fortælle
 vil lærde Doktor lee.
De Folk i Maanen Maanen
 og intet Andet see.

En himmelsk Nonnes Aasyn
 den Syge seer uden Spøg,
en himmelsk barmhjertig Søster,
 som gjør ham et Besøg.

Precis som det var lovet
 gik Maanen igjen forbi.
Den bar saa deilig en Guldkurv
 med hvide Roser i.

Hun kasted dem indad Vindvet;
 de spredtes paa Gulv og Seng.
Af Dugg end Kvistene glittred,
 hver liig en Sølverstreng.

Saa reent de Roser lyste,
 ak, at min Haand saa hvid
blev sort, som om den havde
 i Graven alt lagt en Tid.

Min himmelske Nonne hvisked:
 "i Rosernes Blegheds Skjær
Du Skjønhedens egen Farve
 og Himmelens Aanders seer.

SIDE: 432

Den skal Du dig udkaare,
 ja med en Ridders Mod;
for mine hvide Roser
 udslukke de rødes Blod.

Udslukke dem paa Kinden
 og paa din Læbe med.
Naar Du er bleg som min Rose,
 da har din Smerte Fred."

MULIG FORVEXLING

Beholder Maanen, Poeter!
 Dens Væsen er mig for flaut.
Min Maane er gamle Moer Sæther
 i hendes snehvide Skaut.

Paa selve Rigshospitalet
 jeg saae hende hver en Nat.
Hun kom igjennem Portalet
 i Skikkelse af en Kat.

Den Portner sig klø'de bag Øre:
 "Det var da en underlig Puus."
Man Væsen af Katte bør gjøre
 i Bygninger fulde af Muus.

Men under mit Vindu kommen,
 flux skiftede Katten Ham.
Der stod i Skaut og i Kaabe
 en pyntelig gammel Madam.

SIDE: 433

Ad Vinduets Glar hun længe
 som Maanen stirred ind,
saa Begge jeg forvexlet
 har vist i Febersind.

Hun nærmer sig, Hun nærmer sig
 som Maaneskinnet stilt.
Hvem sidder der? Nu kan jeg kun
 fortælle Resten vildt.

Saa skinner ei Aftenstjernen,
 ei Mars'es Karneol,
som Lægedraaberne funkled
 i Tryllerskens Phiol.

Der sad Hun som af Fosfor,
 i Natdragt hvid som Sne;
dog lyste mod den Phiolen
 som Ild mod Lysetræ.

Der sad Hun som Lapmarks-Uglen,
 den hvide med guldguult Blik;
dog lyste mod det Phiolen,
 ja med et Iisblinks Stik.

Jeg tømmer et Primulabæger,
 en Aurikel med Nektarsaft
til Ære for gamle Moer Sæther
 og hendes Phioles Kraft.

Jeg trende Draaber smagte,
 og deraf Følgen blev
de tre Minutters Helse,
 hvori jeg dette skrev.

SIDE: 434

TIL FORAARET

O Foraar! Foraar! red mig!
Ingen har elsket dig ømmere end jeg.

Dit første Græs er mig meer værd end en Smaragd.
Jeg kalder dine Anemoner Aarets Pryd,
skjøndt jeg nok veed, at Roserne ville komme.

Ofte slyngede de Fyrige sig efter mig.
Det var som at være elsket af Princesser.
Men jeg flygtede: Anemonen, Foraarets Datter, havde min Tro.

O vidn da, Anemone, som jeg fyrigen har knælet for!
Vidner, foragtede Løvetand og Leerfivel,
at jeg har agtet eder meer end Guld, fordi I ere Foraarets Børn!

Vidn, Svale, at jeg gjorde Gjæstebud for dig som for et
hjemkommet fortabt Barn, fordi du var Foraarets Sendebud.

Søg disse Skyers Herre og bed, at de ikke længer maae ryste Naale
ned i mit Bryst fra deres kolde blaa Aabninger.

Vidn, gamle Træ, hvem jeg har dyrket som en Guddom
og hvis Knopper jeg hvert Foraar har talt ivrigere end Perler!

Vidn Du, som jeg saa ofte har omfavnet
med en Sønnesønssøns Ærbødighed for sin Oldefader.
Ah ja, hvor tidt har jeg ikke ønsket at være en ung Løn
af din udødelige Rod og at blande min Krone med din!

Ja, Gamle, vidn for mig! Du vil blive troet.
Du er jo ærværdig som en Patriark.

Bed for mig, skal jeg øse Viin paa dine Rødder
og læge dine Ar med Kys.

SIDE: 435

Din Krone maa alt være i sit fagreste Lysgrønt,
dine Blade alt suse derude.

O Foraar! den Gamle raaber for mig, skjøndt han er hæs.
Han rækker sine Arme mod Himlen, og Anemonerne,
dine blaaøiede Børn, knæle og bede at du skal
redde mig -- mig, der elsker dig saa ømt.

TIL MIN GYLDENLAK

Gyldenlak, før Du din Glands har tabt,
da er jeg Det hvoraf Alt er skabt;
ja før Du mister din Krones Guld,
 da er jeg Muld.

Idet jeg raaber: med Vindvet op!
mit sidste Blik faar din Gyldentop.
Min Sjel dig kysser, idet forbi
 den flyver fri.

Togange jeg kysser din søde Mund.
Dit er det første med Rettens Grund.
Det andet give du, Kjære husk,
 min Rosenbusk!

Udsprungen faaer jeg den ei at see;
thi bring mig Hilsen, naar det vil skee;
og siig, jeg ønsker, at paa min Grav
 den blomstrer af.

Ja siig, jeg ønsker, at paa mit Bryst
den Rose laa, du fra mig har kyst;
og, Gyldenlak, vær i Dødens Huus
 dens Brudeblus!

SIDE: 436

DEN SMUKKE FAMILIE

Mærkværdigt! O, meer end Mærkværdigt! Vidunder! Vidunder!
O, at mine Knæ aarkede at bøje sig for at tilbede!

Min Sjel har slaaet sine Vinger sammen;
den knæler ligesom i et tilhyllet Kapel;
thi mine Øine have lukket sig over det Syns Herlighed,
jeg har havt.

"Se dog" -- sagde jeg til min Viv -- "maaske gjør jeg Rosen Uret.
Kanske dog een er udsprungen inat."

"Een fuldtudsprungen!" -- raabte hun slaaende sine Hænder
sammen -- "og sex halvtudsprungne omkring."

"O hvilken smuk Familie!" sagde jeg.
"Den Fuldtudsprungne er som en Moder mellem sine Døttre."

Vidunder! Himmelens Vidunder!
I den største Rose sad der en Matrone, ikke større end en Humle,
og klædt som den i Gyldenstykkes Trøje og sort Skjørt
og spandt nogle fine Støvtraade ud af en Blomsterkolbe til Teen.

"Srrr Stille!" sagde hun. "Aabn med et Kys de sex
halvtudsprungne af disse Roser, skal du faa se mine sex ældste Døttre.

Vi ere Génier, Englenes Tjenerinder.
Alle Vi ere i din Moders Tjeneste.
Hun har sendt os for at forfærdige den Dragt,
hvori din Sjel skal fare hen."

Jeg aabnede, som befalet, den ene Rose efter den anden.
I hver af dem sad en Genius, herligere klædt end Guldbillen.
Alle arbeidede de som Moderen.

Ansigterne syntes mig bekjendte.
De syntes mig at være afdøde Elsktes.

SIDE: 437

"Se hvilken herlig rosafarvet Tunika, du skal faa!"
sagde den Første.

"Frygt ikke for at den er for liden," sagde den Anden.
"Saasnart den kommer ud under fri Himmel, udvides den."

"Jeg toer dit Skjærf", sagde den Tredie, toende nogle fine gyldne
Traade i en Duggdraabe.

"Og Jeg! og Jeg," sagde de Andre eftersom jeg kom til dem,
"Se her! Se her!"

Og En lavede Rosenolje til at smøre de fine Fjer med,
som de sagde Sjelen allerede nu bar.

En syede paa et Par Sandaler, der saae ud som et Par af de
smaa hule fine Blade i Rosens Indre.
"Med dem kan du træde paa Solens Glødbund" sagde hun
og syede og syede med en Syl ikke større end en Mygs Brodd.

Den Sjette sad med Hænderne i Skjødet.
"Jeg er alt færdig" sagde hun: "Min Moder har alt faaet
mit Spind, og saa kan jeg da sladdre lidt."

"Men kjender du mig ikke? Jeg er det fattige Barn,
som du ønskede var dit."

"Se!" sladdrede hun. "Vi ere flere end syv.
Vi ere Een og Tyve." Og til min Forbauselse tællede jeg
fjorten Knopper til.

"Først naar den Sidste aabner sig," vedblev Hun,
"ønske vi Du skal flyve med til Himlen, og Du skal se,
hvor smukke og store vi blive i Flugten."

"I den sidste Knop ligger kun en Kanarifugl, ikke større end et
Bygkorn, og en høirød Dompap, ikke større end en Granat."

SIDE: 438

"Din Moder sender dem for at Du kan se, at Du træffer Alle
igjen i Himlen, som Du har elsket, endog det Mindste.
De søde Smaa skulle flyve med os tilbage."

"Naar Hjertet hæves til Herligheden, fæster ogsaa det uskyldige
Jordiske, det har elsket, sig til det som til en Magnet . . ."

"Tys!" hviskede den søde Sladdrerske.
Jeg forraader af Himmelens Religion."

"Dog vil jeg sige Dig, at Du skal faa se din Hest om du længes.
Du skal synes, at Du lægger din Haand paa hans Hals.

I en Skydal skal Du se ham spise Nelliker tilhøire
og Levkøjer tilvenstre.

"Vil Du endnu engang tumle den;
nu vel! Himlen har vide Sletter."

"Det vil glæde din Moder, at du ikke har glemt hendes
Yndling, som hun saa ofte har klappet.
Hun har fortalt os, at Brunen hver Dag kom til hendes Vindu
og saae med de kloge Øine paa hende
til den venlige Haand kom ud.
Visselig, hendes Hjerte vil banke af Fryd over din Fart paa ham,
thi hun veed at dit fryder sig, naar du sprænger opad
et af Tordenens Bjerge eller over Lynildens Strømme."

"Nu har jeg talt. Lad nu Rosen lukke sig for jeg trænger
til Hvile efter mit Arbeide.
Kun det endnu: saasnart den sidste Knop har aabnet sig,
falde vore Arbeidsceller sammen og vi ile tilbage til din Moder
med den himmelske Dragt, hun vil skjænke sin Førstefødte."