|
1ste October.
Mad. Pytter har ladet udgaae et tydsk Tiggerbrev for
den gamle Skoleholder i Sandvigen. En af Realskolens
Lærere præsenterede mig det i hendes Navn, og jeg maatte
nolens volens give godt Exempel og tegne mig først. Det
er en af de Byrder, som ledsage jordisk Høihed, at man
kommer først til den fornemme Mand. Før kunde jeg sige:
gaae til Bispen eller hvem anden, der var høiere paa Straae
end jeg -- men nu gaaer saadant reent istaa, naar ikke jeg
begynder, og hvor det gjælder om at tegne sig for en vis
Pengesum, sættes jeg ret i stor Forlegenhed. -- Bedre kom jeg ud
af det i Morges med Skarpretteren, en særdeles høflig Mand,
ret saadan som jeg kan tænke mig Bøddelen i Slesvig, med
hvem Gert Westphaler drak Duus. Med mange Compli-
menter udbad han sig Mesterpenge, og der spurgte jeg: hvad
gav min Formand? -- og det samme gav jeg. I Christi-
ania ofrede Skarpretteren til mig, her ofrer jeg til Skarp-
retteren.
Holtermann fortalte mig om en af sine Naboer, en
Seilmager Juel, som i disse Dage har druknet sig, fordi den
store Rigdom, han uden Forstand eller Kundskaber havde
opsvunget sig til, var i aftagende. Han gjorde meget godt
mod Trængende, men var ikke af dem, der ei lod den høire
Haand vide, hvad den venstre gav. Da Skuespiller Knudsen
var her, og man subscriberede Gaver til de faldne Krigere,
skrev han: anonym 500 Rd. Alexander Juel. Ved
Knudsens Afsked opfordrede han ham til af en Sølvkande i
|
| s.439 | gammel Rhinskviin at drikke Bergens Byes Skaal. Det
skede, og da Kanden var tømt, bad han Knudsen beholde
den til Anmindelse.
2den October.
Qvale sendte mig Stenersens Subscriptionsplan og
Penge. Alle Sognepræster i Sogns Provstie have prænu-
mereret, og udmærke sig saaledes blandt Stiftets Geistlighed
fra den Side. At man i Søndhordlehn og Hardanger,
hvor jeg i Sommer færdedes, viste sig saa lunkne, ærgrer
mig. De fleste af de gode Mænd ere nok meget uviden-
skabelige.
3die October.
Det er mig høilig velgjørende at have meget at be-
stille og de Dage, da jeg uophørligen sidder med Pen i
Haand, ere mine lykkeligste. Mit Been vil slet ikke resti-
tueres, naar et Saar læges, udbryder et nyt. Jevnlige
Smerter, skjønt ikke voldsomme, føler jeg ogsaa i begge Be-
nene, og dette gjør at jeg aldrig ret kan nyde Livet, da
næsten al Adspredelse volder mig ubehagelige Efterveer.
Naturligt da, at jeg har adskillige tunge, triste Øieblikke, og
at Mariane undertiden behøver sin hele Konst for at op-
klare mit Humeur. Men naar jeg som i Dag Formiddag
er ret overmaade sysselsat med Embedsforretninger, saa
glemmer jeg alt det ubehagelige. At holde Famulus, saa-
længe jeg ikke har andet at bestille, end jeg nu har, vilde
være større Tab for min Sindsroe end min Casse.
Præsten Boyesen er nu aldeles forligt med Falsen,
der har givet ham al mulig Satisfaction, bedet ham om
Forladelse og tilstaaet, at Nidkjærhed og falske Beretninger
havde misledt ham, og bevæget ham til et Skridt, hvilket
han nu angrer.
|
| s.440 |
6te October.
Det eneste som i Rigstidenden tildrager sig Op-
mærksomheden er de svenske Deputeredes Afskedscompliment
til Nordmændene. De ere da idel Taknemmelighed og Hen-
givenhed, men jeg kan ikke troe andet end at Schultz og
flere have følt Benauelse ved et Par af deres Yttringer.
De reise hjem "i den sikre Overbeviisning, at den ædle
Fyrste, som knyttede Foreningsbaandet mellem begge Skandina-
viens Broderfolk, snart skal see sit Værk fuldbyrdet
og sin Hensigt opnaaet: Norges og Sveriges Selv-
stændighed og Ære; Nordmænds og Svenskers Forening
og Lyksalighed." Til Slutning ønskes, at det maa blive
alle Scandinavers eenstemmige Bestræbelse "med forenede
Kræfter at fremme den store Fredsstifters Hensigter, og
forenes til et eneste, mandigt, selvstændigt og lyk-
keligt Folk!" -- I samme Smag som "Bibelrytteren,"
"Balliana" og det øvrige ækle Tøi, som i Trykkefrihedens
tre sidste Aar besudlede de kjøbenhavnske Presser, har en
Anonym i Nationalbladet skrevet et Forsvar for Præsten
Abel, som denne neppe kan være ham forbunden for, da
han hædres paa Moses, Luthers, ja Christi Bekostning, og
der siges om ham, som Campe, til Roes, "at den sande
Troe ikke trykker ham stort."
7de October.
Conrector Winding har paataget sig at give Præsten
Boyesens Søn Privatunderviisning for 6 Rd. Timen.
Man har forunderlig Tillid til Windings pædagogiske Ta-
lent. Jeg gav ikke min Søn i hans Hænder, om jeg havde
en; der er meget philantropisk Charlantanerie i hans Væsen,
og jeg frygter næsten ogsaa i hans Underviisning.
8de October.
Storthingsmanden, den gamle Normann, fortalte en-
|
| s.441 | deel om det svenske Gjæstebud. Alle til Deputationen og
Kongens Svite hørende Svenske vare indbudne; derover til-
lod ei Rummet alle Storthingsmænd at tage Deel i Smau-
sen. Foruden de 3 Præsidenter valgtes der 20 ved Lod-
trækning. Der gaves 12 Retter Mad og 3 Sorter Viin,
og siden en stærk delicat Punsch efter svensk Maneer, hvor
Rhinskviin og Champagne vare istedetfor Vand. Sverdrup
og Christie vare magistri bibendi. Aldeles uden Perial var
neppe nogen i det hele Selskab.
9de October.
Hersleb er misfornøiet med sin Vasaorden, som al
Verden opholder sig over. At en Professor i Theologie
bærer et Kornneeg, Agerdyrkningens Symbol, som Ordens-
tegn, er ogsaa underligt. Ved Kroningen udhæver han den
naragtige Figur, Secretair Hagerup gjorde som Rigsherold.
Bugges Tale var Hersleb ikke saa misfornøiet med som de,
der slog Bispens Ruder ind. Han troer, at den indeholdt
store, skjøndt ubehagelige Sandheder, men som vare upas-
sende at sige her. Hos Høie og Lave fandt Talen alminde-
lig Mishag.1 Foruden den danske var ogsaa en latinsk
Seddel om en Steen, saalydende: "Bifrons orator infamis
pereat, millies pereat!" Bugge har af Kongen faaet et
Kors af Diamanter og Rubiner, Frøkenerne Uhr og Pre-
tensjon,2 Bispen selv Løfte om en brillant Daase med Por-
trait. Bech fik eftergivet 2000 Specier af sin Gjæld, hvoraf
dog den ene Halvdeel skjænkedes hans Døttre, som desuden
fik hver et Stykke Bijouterie.
10de October.
Aabel taler i sit Brev med megen Agtelse om Kongen,
men finder hans Gavmildhed for stor, og ikke altid viist
|
| s.442 | mod de værdigste Subjecter. Er det sandt, at General
Arenfeldt har faaet 2000 Spd. for at bære Rigsbanneret,
da man ingen Orden kunde give ham, saa er det vel sterkt.
Om det Stykke, som spiltes i Christiania paa Kronings-
dagen persiflerer Aabel, som flere have gjort; ogsaa jeg
fandt det strax anstødeligere end nogen af dem, de fiintfølende
Patrioter for 3 -- 4 Aar siden forargedes over; det var --
De pudserlige Arvinger!! Til Bondetumulter mærkes
nu intet mere. Halvor Hoel skal, for at undgaae Mistanke,
have holdt en Tale til Hedemarkerne, og formanet dem til
Roe, men han ansees alligevel for Opstandens skjulte Leder.
Det Tilbud om Souverainitet, nogle Bønder i Sommer
gjorde Kongen, mishagede ham i høieste Maade, og da
Coureer kom med Efterretning om den sidste Spectakel, skal
han have sagt: "At en Haandfuld Bønder tilbyder mig
Souverainiteten ændser jeg ikke, men om hele Norges
og Sveriges Riger bød mig den, var det det samme
som at bede mig forlade dem."
15de October.
Øhleschlægers Reise har jeg udlæst. At der findes en
Mængde Bagateller, nu og da ogsaa Flauheder, vil jeg al-
drig negte; at Forf. altfor ofte stiller sit kjære Jeg og sine
Aandsproducter til Skue (fremfor alt de to haardeligen an-
grebne Skuespil: Ludlams Hule og Freias Alter, som i
smaa og store tydske Cirkler ere hørte med særdeles Bifald)
det er baade vist og sandt; men at Bogen derfor fortjener
at nedrives, at Øhlenschlæger har "bortreist" sit berømte
Navn, det kan jeg ingenlunde tilstaae. Klart staaer hans
Individ os for Øie, og at selv dets mindre hæderlige Side:
Forfængelighed viser sig i sin hele Nøgenhed, forhøier Skil-
dringens Interesse, thi den vidner om dens Sandhed i det
Hele, og hvor han udtaler sin inderlige Kjærlighed til
|
| s.443 | Kone og Børn, kan jeg ligesaalidt tvivle om, at det er hans
Hjertes Sprog, som naar han overskuer sin hele Digtervandring
og alle sine Arbeider fra Hakon Jarl til Røverborgen, og
finder, at det altsammen er saare godt. Med Baggesens
Labyrinth kan denne Reise paa ingen Maade sammenlignes;
hiin er vel noget af det meest poetiske, Baggesen har skrevet,
men derfor maa den nok mere læses som Roman end som
sand Historie; denne er derimod aldeles prosaisk. Paa
hvert andet Blad fortæller Forfatteren, at han er Digter;
den der ikke vidste det før, vilde ellers neppe troe det.
19de October.
Generalforsamlingen i det nyttige Selskab havde Con-
tinuationsmøde. Det var en af de Sessjoner, jeg i det
første ordentlige Storthing undertiden var Vidne til: Gert
Westphalersk Væv over en Reise fra Hadersleb til Kiel,
der varede i 3 Timer, og hvor vi ikke engang kom en Miil,
thi jeg seer ikke, at vi flyttede os af Stedet. Klagenberg
skal være en dygtig Præsident i Raadstuen, men i det nyt-
tige Selskab er han det sandelig ikke; han hverken kjender
eller anvender de udvortes Former, der ere saa nødvendige,
naar der skal komme noget ud af saadanne Debatter. Falsen
var en rask og standhaftig Opponent, og jeg, som ogsaa er
en uforsonlig Hader af alt Vrøvl, stod ham troligen bi.
Vi fik endog drevet igjennem en Ting, som vi siden opda-
gede ei fandt Medhold i Lovene, ihvor klogt og billigt det
end var, men da Ingen anden protesterede derimod, var vi
naturligviis ikke de, der vilde henlede Opmærksomheden dertil.
-- Hvad der forhandledes var først et Forslag om at for-
skrive en dansk Tyr og en do. Koe til Qvægracens For-
bedring (over hele Bergens Stift?). Herover vævedes
uendeligen, og tilsidst henlagdes det, som rimeligt var.
Dernæst oplæstes noget om Fioringræs, som skal være en
|
| s.444 | miraculøs ypperlig Foderurt. Af denne Veiledning skal
trykkes 3000 Expl. og uddeles gratis, og følger man den
allevegne, saa vil her avles fem Gange saameget Høe her i
Stiftet som før, hvilket uden Tvivl vil hjælpe gevaltig paa
Smørkjøbet. Saa blev da den Exposition af Haandværker-
arbeide, som skulde taget sin Begyndelse afvigte Paaske,
l'ordre du jour. Nu mener man, at den skal komme istand
til Nytaar. Klagenberg vilde som Locale til denne Udstil-
ling skaffet en Sal i Arbeidshuset paa det billige Vilkaar,
at Selskabet skulde bekoste Husets brøstfældige
Tag repareret. Dette nyttige Tilbud var man dog saa
klog eenstemmigen at forkaste. Hvad der nu forresten bliver
af denne Sag, vil Tiden lære, men jeg maa høiligen undres,
at saa fornuftige og indsigtsfulde Mænd som Falsen, Sagen,
Meltzer, Konowerne o. fl. ikke indsee, at det er et reent
Luftcastel man bygger, og at et Selskab uden ringeste Fond
og med 300 Specier aarlig Indtægt, som vil befatte sig
med saa mange Ting, og indlade sig i Entrepriser, hvor
betydeligt Pengeudlæg er conditio sine qva non, burde
kaldes det daarekistegale, og ikke det nyttige Selskab.
-- General Lowzow havde faaet sin nye Stjerne som
Storkors af Sværdordenen. Den er vakrere end Nordstjernen
og pryder ret. At han ikke efter Grev Wedels Exempel
bortslænger sin danske Orden3, fordi han har faaet en ligesaa
høi eller høiere svensk, maa jeg aldeles bifalde.
20de October.
N. Hertzberg sender mig til Gjennemlæsning og videre
Besørgelse et Brev til 3die Departement, hvori han beretter,
hvad han efter dets Indbydelse har gjort til Vaccinationens
|
| s.445 | Fremme i sit Præstegjæld. Der er rigtignok megen Vanitet
i saadant, men dette er nu Mandens svage Side; han sæt-
ter ikke sit Lys under en Skjæppe, men paa en Lysestage
-- og Herre Gud! naar det er et Lys, som er værd at see
paa, saa lad det staae i Stagen! det er jo dets Sted.
I Anledning af Striden mellem Baggesens Tilhængere
paa den ene Side og Øhlenschlægers Tilhængere paa den
anden Side, som endnu fortsættes i Dagen, have 12 Stu-
denter sendt Baggesen en latinsk Opfordring til offentligen
at forsvare sine Principer i den litteraire Critik. Vil han
ikke det, ville de ikke længer erkjende ham som deres Med-
student, men offentlig kalde ham en slettænkende og avind-
syg Skjændegjæst.
23de October.
I Committeemødet for Læseselskabet vilde man vide,
at Statsraad Motzfeldt er beordret at reise til Aachen i
den danske Opgjørelsessag, som der kommer for paa Con-
gressen. Danmarks Fordringer til os siges at være 4
Millioner Specier. Man frygter meget, at et overordent-
ligt Storthing maa sammenkaldes, og saa mister jeg da
igjen min Stiftamtmand.
24de October.
Schmidt fortæller i sit Brev, at han i Basel saa
Gustav den Fjerde, der gik i en gammel Frak med Sværd-
ordenen paa Brystet. Hans eneste Omgang var en Snedker.
Iøvrigt prostituerer han sig som før med dumme Streger,
og holder to Maitresser, med hvilke han fører gemene, til-
deels offentlige Trætter.
25de October.
Efter Schwindts Fortælling have vore Politici nu ud-
fundet, at Danmark, understøttet af de store Magter eller
|
| s.446 | nogle af dem, vil i Aachen gjøre Paastand paa at faae
Norge tilbage, til hvilken Ende da Prinds Christian er der,
og dette sidste er da aldeles rigtigt. Det synes noget utro-
ligt, da baade de handlende og de ledende Personer ere
netop de samme som for 4 Aar, og da man har acquiesceret
med alt, hvad siden er skeet, endog med Carl Johans Kro-
ning som Norges Konge. For de 4 Millioners Skyld, om
Fordringen og er gjort og kjendes gyldig, skal da vel ikke
hele Norge igjen gives under det gamle Herredømme, saa-
længe det ikke selv erklærer sig insolvent, og Sverige ei
renoncerer paa Foreningen, for ei at betale sin Deel af
Gjælden, og jeg skulde troe ingen af Delene bliver Tilfældet.
Overalt ønsker jeg nu hjerteligen, baade for min egen og
Fædrelandets Skyld, at det maa blive som det er. Enhver
ny Omtumling vilde være mig til Døden forhadt, og det
meest forhadte af alt vilde være mig anden Gang at staae
under Prinds Christian. Den Rolle, han spilte her, var
saa elendig og ydmygende, at jeg undres, hvor han kan
ønske nogensinde igjen at betræde Norges Grændser.
28de October.
Centralcommitteen har endelig udklækket et Project,
hvis Udførelse haabes at forebygge det Schisma, der truer
Bibelselskabet. Jeg gjennemlæste det flygtigen og lod det
strax circulere, kan altsaa ei ret bedømme det. Det gik ud
paa, at foruden dets udgivne Bøger (hvilke da indskrænke
sig til de eneste Udtog af Pontoppidans Forklaring) vilde
Selskabet afgive af sit Fond 1000 Spd. til dem, der ville
organisere et Samfund som det evangeliske i Stockholm, og
saa vilde man modtage de engelske Pund Sterling og være
blot og bart Bibelselskab. -- Indeni et af Centralcommit-
teens Breve laa et fra Hersleb. Det aander varm Hen-
givenhed til mig og min Familie, men ogsaa Mismod, næ-
|
| s.447 | sten Bitterhed. Ogsaa i dette Brev erklærer han sig heel
misfornøiet med sin Vasaorden, som han da ogsaa har
Aarsag til; især dolerer han over at have faaet den for
at have gjort en befalet Reise, altsaa som en Slags Drikke-
penge, ikke som Løn for Fortjenester. At det nye Testa-
mentes Udgave er forsinket, erklærer han at være sin, ikke
Committeens Skyld, og troer at der er gjort alt, hvad der
kunde gjøres (ja af ham ene, men i en Committee, som be-
staaer af 8 Medlemmer, hvem siger at al Byrde der skal
hvile paa een Mands Skuldre?). Nationalbladets Bebrei-
delser, siger han, ere ham aldeles ligegyldige, men de ere
det ikke, nei mæn ere de ei! -- Jeg er selv bange for, at
dette ædle Menneske er kommet i en altfor udbredt Kirke-
kreds. Han skrev engang, at han troede sig mere skikket til
at bestyre en Skole end til at staae i Spidsen for et Facultet,
og jeg er nærved at troe det samme. At han imidlertid
som Studenternes Ven og Raadgiver stifter meget Gavn,
derom kan jeg ikke tvivle, men han overvældes med saa
mangt, der staaer i middelbar Forbindelse med hans egent-
lige Fag, og til at udføre alt dette mangler han nok Mod
og Kraft. Han føler det selv og græmmer sig, og det vil
kunne siges om ham som om det brændende Lys: aliis in-
serviendo consumor. Biskop Sørenssen er reist til Frankrig
over Christiania og Kjøbenhavn, da han ei kunde faae
Skibsleilighed. "Triton og Thetis," siger Hersleb, "have
vel tænkt, at Bispen kunde blive hjemme og passe sit Em-
bede." Borch har faaet Egers residerende Capellanie.
Baggesen har svaret sine tolv arrogante Udfordrere
med et latinsk Anagram, hvortil føies:" sat sapienti!"
men saa sapiens er jeg ikke, at det for mig er sat. Jeg
finder ikke ringeste Mening deri. Baggesen kunde forsonet
sig med mange af sine Modstandere ved et sindigt og alvor-
ligt Svar, men nu viser han blot, hvad man længe har
|
| s.448 | vidst, at han i sit 55de Aar er ligesaa drengeagtig som de
12 Studenter.
29de October.
I Tilskueren siger Olsen paa Storøen nogle Ord om
Skolevæsenet. Saavidt jeg forstaaer acquiescerer han ikke
ved, hvad de i Loven af 1ste Juli 1816 nævnte Medhjælpere
og Valgmænd beslutte i Henseende til Skoleholdernes Løn-
ning, men vil gjøre de bedste Almuesmænds Mening til en
høiere Instants, hvortil kan appelleres. Men ere ikke Med-
hjælperne og Valgmændene Sognets bedste Mænd, maa de
dog allesammen antages at være blandt disses Tal, thi
ellers hviler Skammen hist paa Præsten, her paa den hele
Commune, som valgte dem. Naar altsaa Mand for Mand
ei skal høres, og det vilde ved en saadan Forretning med-
føre stor Vidtløftighed, synes Sognet ei letteligen at kunne
have paalideligere Repræsentanter end de af Lovgivningen
udnævnte. Men Olsen kan ikke leve uden at klage, og han
maa opsøge noget Nyt.
30te October.
Stiftscommitteen holdt i Eftermiddag det vigtige Møde,
hvorved Bibelselskabets Skjæbne ventelig afgjordes, thi da
denne egentlig var den eneste dissenterende, siden Aggershuus
har fraveget sin forrige Mening, og Nordlands Stemme be-
tyder intet, saa maa Forslaget betragtes som antaget, da
det antoges af os med 6 Stemmer mod 1. Denne var
Irgens's, der vist ikke kan være mere misfornøiet med Re-
sultatet end jeg, men som i Almindelighed neppe ledes af
de Grundsætninger, da National- og Provincielærere synes
at være ham vigtigere end Brødres Oplysning og Forædling.
At det, skjønt et Bibelselskab vel egentlig burde udgive Bibler
og intet andet, er sørgeligt, for Pengefordeel at afvige fra
sin eenstemmigen antagne Plan, og sætte sig i Afhængighed
|
| s.449 | af et fremmed Land, naar man muligen kunde bestaae for
sig selv, det vil jeg aldrig negte, og naar nu det kommer
til, at det er Minoriteten som seirer, at to Stiftsafdelingers
Mening faaer Overhaand over tre, og at disse to tilsammen
neppe have bidraget saameget som Aggershuus og Bergen
hver for sig, saa tilstaaer jeg, at mit Inderste oprøres der-
ved. Men naar nu (Gud veed heldigen eller uheldigen
sammenkjædede) Omstændigheder have bragt Sagen til det
Point, at hvor Mening maa opofres og Minoritetens vorde
gjældende, eller et Schisma fremskynde Selskabets Undergang,
saa kan der neppe være Spørgsmaal om hvad der bør be-
sluttes; og naar Irgens speculerede paa at løsrive den ber-
genske Afdeling fra Moderselskabet, egenmægtigen tilbageholde
de Capitaler, som man i Tillid til vor Redelighed har til-
ladt os at gjøre frugtbringende inden vort eget District, og
organisere os til et eget uafhængigt Selskab, da oprørtes
mit Inderste end mere ved et saadant Forslag, som ligefrem
stred mod Troe og Ærlighed, og det glædede mig, at de
andre Tilstedeværende: Hysing, Brun, Arentz, Balchen
og Winding uden et Øiebliks Betænkning forkastede det.
Irgens erklærede, at han efter dette Udfald vilde gaae ud
af Committeen og Selskabet, og jeg erklærede igjen, at hvis
hans Forslag var bleven antaget, vilde den end curiøsere
Ting arriveret, at Bergens Biskop var gaaet ud af det
bergenske Bibelselskab. Det eneste, Pluraliteten, efter For-
slag fra mig, blev enig om at fordre forandret i det nye
Forslag var, at Summen, Bibelselskabet afgiver til det andet
Selskab, forhøies fra 1000 til 2000 Spd.
2den November.
Her kom i Formiddag en ret vakker ung Mand, svensk
af Fødsel, men nogle Aar boende i Kjøbenhavn (Lengreen
er hans egentlige Navn, men nu kalder han sig Andersen)
|
| s.450 | og overrakte mig et meget varmt Anbefalingsbrev fra min
gamle Ven Claeson Horn. Ulykken har forfulgt ham, han
er under et falsk Navn undsluppen sine Creditorer, men vil
nu see ved Correspondance at formidle dem, og indtil dette
er skeet, at faae Kjøbmænds Sønner til Underviisning i det
italienske Bogholderie og andre Handels-Videnskaber.
3die November.
Med Rigstidenden fulgte Plan til en daglig Avis af
blandet Indhold, Morgenbladet kaldet, som begynder til
Nytaar. Udgiveren har speciel Grund, som ikke interesserer
Publicum, til ikke at nævne sig, men hans Maal røber
ham; det er uden Modsigelse Wulfsberg, som da nedlægger
sit Archivarii Embede og vender tilbage til sit Arbeide som
Avisskriver. Bladet kan blive særdeles interessant, hvis det
holder hvad der i den saakaldte prospectus loves, men that
is the question.
4de November.
I Dagen fortsættes Striden mellem de to poetiske
Partier. Baggesen har nu ogsaa faaet et Par Vaaben-
dragere, som, jeg nægter ikke, fare frem med større Sindig-
hed og Beskedenhed end Øhlenschlægers. Den pseudonyme
Peter Wegener (Boye) synes efterhaanden at qualificere sig
til Navnet "Per Vrøvler", som Baggesen gav ham.
Lengreen fortalte at Horn nu kalder sig Greve. Han
er personligen kjendt og yndet af Carl Johan, og kunde
gjerne faae Tilladelse til at vende tilbage til Sverige, men
vil ikke, hvorover man ei kan undres, da han vel nu havde
været General, maaskee Norges Statholder, naar han havde
lagt Tømme paa sine Lidenskaber, og vil da naturligviis
ikke spille en fornedrende uvirksom Rolle i det Land.
|
| s.451 |
7de November.
Posten bragte to store Pakker med Biskop Bechs Segl,
med hvis Indskrift de stod i slem Modsigelse, thi
udenpaa var skrevet Kongelig Tjeneste, og det var dog kun
Archivarius Wulfsberg, der skede en Tjeneste ved den porto-
frie Befordring. Han sendte nemlig Stiftets Provster en
Mængde Subscriptionsplaner paa det omtalte Morgenblad.
Dermed fulgte og da et langt Brev til mig. Paa Grund
af hans "inderlige Ønske at komme til Norge igjen (?),
samt hans ved det evig koldtblæsende Stockholmske Climat
dobbelt svækkede Helbred," har Kongen tilbudet ham Per-
mission til Ophold i Christiania paa "ubestemt Tid", og
nu indtræder han da atter paa Skribentbanen. -- At Kon-
gen vil laane Norge de 600,000 Specier af egen Casse, er
i Christiania almindeligt Rygte.
8de November.
Hospitalskirken var som sædvanlig meget fuld. Det
mærkedes tydeligen, at Welhaven ikke havde studeret, neppe
lagt en ordentlig Plan; af det han fremførte at samle et
Heelt, lod sig ikke gjøre. Men med alt det have vist den
Mængde Almuemennesker, som vare hans Tilhørere, hørt
ham med Velbehag og Opbyggelse. En kraftig, rørende
Lærdom, Formaning eller Trøst, med Liv i Foredraget, der
synes at vidne om Hjertets Deeltagelse hos Taleren, for-
feiler ei sin Virkning, staaer den end isoleret, og ved at
tænke mig det Auditorium, var det mig langt behageligere
at høre Welhavens uordentligen henkastede Aphorismer, end
det ellers overalt i en Almuesforsamling vilde været
mig, at høre den correcteste, grundigste, meest veltalende
Moralprædiken af Rein. Som sædvanlig kom der efter
Prædikenen en umaadelig lang Taksigelse til dem, der havde
sendt de Spedalske Mad eller Penge; kortere, mere syndig
|
| s.452 | og særdeles passende var en Paamindelse, der gaves dem,
som ei havde betalt Tiende, Fattig- og Skoleskat.
9de November.
Feiden mellem Baggesen og Øhlenschlæger føres med
næsten tiltagende Heftighed, men alt mere og mere indlysende
bliver det, at det er et Drengeslagsmaal. De 12 Studenter
have nu nævnt sig; Hauch er den eneste bekjendte.
10de November.
Atter fik jeg et Brev fra Claeson Horn, hvori laae
et til Lengreen, hvilken dog hverken nævnes med sit virkelige
eller antagne Navn, da Adressen er:" Til den reisende
Ven, egenhændig ."
12te November.
Anden Gang har jeg i Dag visiteret i Christi Krybbe,
som med dens skjønne Lokale, dens to vellønnede Lærere,
hvoriblandt en cand. theol. haud illaudabilis, dens vellærde
og embedsnidkjære Inspection, Korskirkens Præster, er den
elendigste Skole, der tænkes kan. Grønlands og Lakkegadens
vare sande Lyceer mod den.
13de November.
-- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- --
Med Hensyn paa Bogen selv, som jeg burde eie, er Recen-
sionen over et Skrift af P. E. Müller om den christelige
Kirkes Symboler, mig interessant. Hvad der især gjør mig
begjærlig efter at læse det, er det, der i Anmelderens Øine
forhøier Undersøgelsens Værd, at nemlig Forfatteren om-
hyggelig har søgt at vise "saavel de christelige Mysteriers
høie Betydning og nøie Sammenhæng med Christendommens
Væsen, som det motiverede og conseqvente i den athanasianske
Skildring deraf." Dette som i mine Læreaar saa aldeles
|
| s.453 | miskjendtes, at man gjorde sig latterlig ved at nytte saadan
Tanke, ønskede jeg heel gjerne at komme til Erkjeldelse om.
Foged Budtz fortalte mig adskilligt om Storthings-
dagene. Det mærkeligste angik ikke sanctionerede Love.
Det er bekjendt, at som eneste Grund til Værnepligtens
Ikkesanction angaves, at Kongen fandt en af dens hundrede
Paragrapher stridende mod Grundloven. Dette fandt ogsaa
adskillige Storthingsmedlemmer, og derover forkastedes Pa-
ragraphen i Lagthinget. Men Oberste Stabell, Chef for
Generalstaben, gjorde Nødvendigheden af en saadan Foran-
staltning indlysende for nogle af Thingets bedste Mænd, da
man ellers ikke vilde kunne faae Underofficerer. Dette fore-
droges saa kraftigen i Plenum, at Paragraphen der gik
igjennem. Man troede Indvendingen gjort i Kongens Navn,
men for dette ene Steds Skyld nægtedes det Hele Sanc-
tion. -- I Universitetsfundatsen havde man rettet sig efter
alt det, som forrige Gang fra Regjeringens Side indvendtes
derimod. Det blev altsaa en ny Lov, som Kongen først
1824 er forpligtet til at sanctionere. Nu sanctioneredes den
ei, og hvorfor? fordi Storthinget ei vil give Slip paa
Navnet: "Kong Frederiks Universitet"! -- I Udkastet til
det philologiske Seminarium var det bestemt, at Professoren
i den latinske eller græske Philologie skulde være dets For-
stander. Forslaget approberedes ei, fordi saadan Bestem-
melse vilde gjøre Indgreb i Kongens Ret til at bortgive
Embeder (!). Reglementet er siden udkommet som interi-
mistisk, directe fra Regjeringen, aldeles uforandret paa den
eneste Omstændighed nær, at der blot siges: en Professor
skal være Forstanderen.
18de November.
Lieutenant Juel melder mig at hans retskafne gamle
Fader er død. Flere malede ham sort som en Djævel, men
|
| s.454 | jeg opdagede aldrig noget uhæderligt Træk i hans Charak-
teer. -- Af Rigstidenden seer jeg, at den gode gamle Urbye
i Egvaag er død. Han var en temmelig enfoldig, men hjer-
tens from Mand. I hans Huus har jeg drukket Vine, jeg
ellers aldrig i mine Dage har smagt. Han var nemlig
Toldbetjent, ogsaa i denne Egenskab from og føielig; der
kom jevnligen Skibe ind fra alle Nationer, hvorfra han fik
skjønne Presents. Han blev 81 Aar gammel og var min
Moders Sødskendebarn. -- Nationalbladet er meget fredeligt;
Pavels Hjelm synes at have udtømt sin Galde.
19de November.
Jeg visiterede i Katechet Reimers's Skole, og det er
rigtignok en ganske anden end Christi Krybbe. Jeg fandt
en ordentlig Skoleprotokol, vel ikke Journal, men en god
instructiv Conduiteliste, efter Skolens Inddeling i 3 Classer,
hvor han lader de fermeste Drenge af øverste Classe lære
de Nysankomne at læse i Bog. Børnene lære at skrive en
ordentlig om just ikke meget smuk Haand, og den næstøverste
Dreng skriver allerede sin Lærer saa ligt, at han, om han
engang blev en Spidsbube, kunde spille denne ret slemme
Puds. At de fermeste bære en smal Sølvsnor om deres
Trøiekraver, er en philantropisk Mode, som jeg ikke glædedes
ved, men ellers behagede mig meget det faderlige i hans
Tone og Væsen. -- Fra M. i Hougs kom, tilligemed et nar-
agtigt Brev til min Kone i samme Maneer, som hans Præ-
dikener og officielle Rapporter, en nybær Koe af hollandsk
Race. Foræringer, især Frugt og Østers strømme ret ind
paa os i denne Tid.
20de November.
Lengreen aabenbarede mig, at han er Destilateur af
Profession, og havde derpaa et Slags Privilegium af den
danske Konge, men Entreprisen mislykkedes og han blev Mæg-
|
| s.455 | ler, hvilket ogsaa gik galt. Det undrer mig, at han ikke
heller tyede til sit Fædreland end det ham aldeles ubekjendte
Norge, hvis Borgere ikke, allermindst Bergenserne, beskyldes
for at de efter Wessels Ord "alt Fremmed Fortrin give",
og hvor man vel med Gjestfrihed tracterer den Fremmede,
men sjelden betroer sig til ham.
1 tilbake Den i sin Tid saa forhadte Tale er nu trykt i D. Thraps Skrift:
Fra Biskop Bugges Haand, Chr.a 1886. S. 107 fgg.
2 tilbake Et Brystsmykke for Damer.
3 tilbake Wedel "bortslængte" ikke sit Commandeurkors af Danebrog, men
det blev ham i 1814 frastjaalet, og han anskaffede sig intet nyt, før
han i 1839 kom til Kjøbenhavn. |
| bla bakover |