12 Octbr.    Min Kone og jeg vare i Dag i Nyekirken og hørte Rein. Hende behagede hans Prædiken overmaade meget, mig mindre, dog erkjender jeg dens Værd som en med Flid udarbeidet Tale, fortræffelig for en oplyst Forsamling, men ikke skikket til at fængsle den mindre Tænkendes Opmærksom- hed, og, paa Slutningen nær, i mine Tanker blottet for det, man kalder Salvelse. "Vi bør bevare de gode Indtrykke, som under Forsynets Styrelse ved de udvortes Omstændig- heder i Livet bibringes os", var hans vel lange og sammen- satte Thema. I hans udvortes Foredrag er, som jeg allerede for halvsjette Aar siden anmærkede, en alvorlig Høitidelighed, som i første Øieblik imponerer, men faar efterhaanden en Eensformighed, som kjeder og adspreder mig. Der var ogsaa meget, jeg ikke kunde høre. Den beklagelige Synken ved Periodens Slutning, der som oftest er endog gode Taleres Skjødesynd, er Rein i temmelig høi Grad henfalden til. De sidste Ord døe reent hen. -- Den Døbeanstalt, hvorover jeg sidst forargedes, er en stor Vanziir for Kirken: En Engel hører jeg, det er, som svæver i Luften i horizontal Stilling med opvendte posteriora; det er særdeles smagløst.    Jeg erfarer næsten daglig, at det er Almuens Ønske, ligesom det er Regjeringens og mit, at Kirkesangere tillige ere Skolelærere, og at hvert Sogn har sin, saa at altsaa Klokkernes Sinecureposter efterhaanden nedlægges. 13 Octbr.    Jeg har i Gaar og i Dag været i megen Strid med mig selv angaaende det af Rolfsen omtalte Storthingsvalg, s.226   om jeg burde gjøre noget Skridt for at afværge det eller lade Tingene gaae deres Gang og overlade Skjæbnen Ud- faldet. Tanken om, hvad her maatte forsømmes og hist kunde udrettes, blev i Gaar Aftes saa levende hos mig, at jeg skrev et Brev til Rolfsen, hvor jeg med Hensyn paa mit nye Embedes hellige Pligter indstændigen bad ham, ei allene ikke selv at medvirke til Valget, men endog at hindre det, om han fandt Mængden stemt derfor. Jeg lagde mig i det fulde Forsæt i Dag tidlig at bortsende det, men da jeg havde sovet paa den Sag, lod jeg det være. Deels ansaae jeg det muligt, at det blot var en løs Idee af ham selv, og at faa eller ingen af hans Colleger tænkte paa at vælge mig, og saa var det lidt underligt at frabede sig en Ære, man ikke havde tiltænkt mig, deels faldt det mig ind, at jeg dog maaskee ved at fremføre med Kraft og Eftertryk min Mening om et og andet, f. Ex. om Trykkefriheden, Kirkelovene og Geist- lighedens Kaar, kunde frembringe en Pluralitet, hvis Votum var gavnligt, ikke blot for Bergens Stift, der nu udgjør min Virkekreds, men for det hele Land. Ogsaa her vilde jeg da erkjende Forsynets Vink, og troe, at Gud kaldte mig, og Guds Kald bør man ikke modstaae; jeg har idetmindste mit hele Liv fundet mig vel ved at følge det. Lad det da gaae, som Gud og Valgmændene vil! jag har rimelig Formodning om, at disses Valg vil falde paa Assessor Hagerup, og jeg ønsker ham af Hjertet Lykke paa Reisen. Efter hans sidste Repræsentantskab at dømme, vil han nok ikke synderlig enten gavne eller skade Fædrelandet.    I det nyttige Selskab, hvor Generalforsamling hold- tes hos Præsidenten, kjededes jeg i fire Timer, og man lod sige, det ikke skulde blive dermed, thi neppe indtraadt i Sel- skabet, nød jeg den Ære at blive valgt til Medlem af en Lovcommittee tilligemed Sagen, Meltzer, Klagenberg og nys- omtalte Hagerup. Som Præmie uddeltes en temmelig mas- s.227   siv og fiint præget Sølvmedaille til en Snedker Bøe, som havde gjort et meget smukt og vel indrettet Birketræes- Chatul, der er solgt til en Boalt for 1500 Rbd. 14 Octbr.    Lowzow havde sat Justitsraad Dahl i Hovedet noget dumt Tøi angaaende Processionen, at der burde idetmindste være een geistlig Mand for at repræsentere min Person, naar jeg ikke selv kunde møde. Det er puurt Sniksnak, som jeg, der kommer fra Hovedstaden, bedre maa forstaae. -- Posten bragte fra Wingaard Tak for min skaanende Opmærksomhed, hverken pukkende Trods eller krybende Afbigt; jeg leed godt Tonen i det Brev. 15 Octbr.    Præsten Hertzberg fra Qvindherred besøgte mig i Dag, en meget godlidende Mand, som jeg lykønsker mig med at tælle blandt mit Stifts Geistlighed.    Ved Leilighed fik jeg Brev fra Hertzberg i Kingservig, der sendte mig en stor Pakke med engelske Missionsberet- ninger. Forslaget om de ustuderede Præster har sat ham i megen Forskrækkelse, og han haaber, at alle Norges Biskop- per med forenede Kræfter sætte sig derimod. Talen paa Oscars Fødselsdag takker han mig for og glæder sig over, at hans Biskops Tanker om Smigerens Farlighed stemme overeens med hans.    Nu saa var jeg da til Gjæst hos Irgens. Det var hans Sølvbryllupsdag, og der var stort Mandfolkeselskab paa henved 30 Mennesker. Der blev ved Bordet sunget adskillige Viser, især af Henrik Meyer, hvis Stemme er skjøn. Men hvad der i høi Grad overraskede mig, var, at min gamle Stiftsprovst, som jeg aldrig troede i sit Liv at have sunget andet end Psalmer, istemte Zetlitz's: "Gid Normænd s.228   sit Navn uden Blusel maa bære". Ogsaa jeg sang til Tak- sigelse samme Digters: "Hvis man Troe til Vise fæster". Henrik Meyers Broder Frederik, Storthingsmanden fra 1815, har i 17 Aars Ægteskab havt 15 Børn! Som sædvanligt var Kl. 2, inden jeg kom hjem; det er umuligt her at komme fra noget Aftenselskab før. 16 Octbr.    Ikke saa aldeles rolig tilbragte jeg Formiddagen. Jeg vidste Repræsentantvalget skulde foretages, og ihvorvel Rolf- sens Yttringer i Gaar Aftes syntes saa nogenlunde at be- trygge mig, kunde jeg dog ikke vide mig fuldkommen sikker, og ængstelig ventede jeg den Fortegnelse, Rolfsen havde lovet at sende mig, saasnart Valget var forbi, thi alt mere og mere indlysende blev det mig, hvor uforsvarlig man handlede baade mod mig og det hele Stift ved at drage mig ud af den Virkekreds, hvori jeg nys var indtraadt. Klokken 1 kom Listen, og jeg er Gud skee Lov hverken bleven Storthingsmand eller Suppleant. De førstes Valg skal have overrasket den hele Bye, intet Menneske har nævnet eller synes at have tænkt paa nogen af de Valgte, Christie undtagen, og jeg kan ikke forklare mig det anderledes, end at der mellem Plu- raliteten af Valgmændene ved en foreløbig Ventilation maaskee paa anden eller tredie Haand, har været Dissens, at Ingen har givet efter, og at man da er bleven enig om at udelukke begge Partiers protegés og tage nogle obscure Mennesker, som Ingen havde drømt om, vistnok ved en saa vigtig Hand- ling ingen roesværdig Fremgangsmaade, som imidlertid vidner om Bergensernes ubegrændsede Tillid til Christies baade Retskaffenhed og Indflydelse, under hvilken de andre nød- vendigviis maa komme til at staae. Bergens Repræsentanter ere da: 1. Consul Prahl med 18 Stemmer. Det er en ung Mand af godt Hoved og Handelsesprit, bekjendt for at s.229   have ordnet Handelshuset Fasmers forvirrede Affærer, men ellers en unavnkundig Person. 2. Christie med 14 Stemmer. 3. Med ligesaamange en Abraham Normann, henved 60 Aar gammel, ganske fornuftig Mand, god comisk Skuespiller, men neppe synderlig hjemme i Statssager, driver iøvrigt lidt Handel og er Klubvert i Harmonien. 4. Agent Sødring med 10 Stemmer, Jyde af Fødsel, theologisk Candidat, som endog skal have prædiket, nu riig Grosserer, men forresten kjender Ingen hans Meriter.1 Fleste Stemmer næst disse havde Præsten Irgens, en Kjøbmand Harmens, Consul Konow og en Capt. Brochmann. Disse bleve imidlertid ikke Reser- ver, thi trods Irgens's eftertrykkelige Modstand, foretoges et eget Suppleantvalg, og bleve da valgte: Consul Konow med 15 Stemmer, Assessor Hagerup med 14, bemeldte Har- mens og Assessor Bull hver med 8. Saaledes gik da det, og paa mine egne Vegne er jeg hjertens glad. 17 Octbr.    I Brevet til Provst Wingaard istemte jeg af ganske Hjerte hans Beklagelse over Øvrighedens Uvillie til at un- derstøtte Geistligheden i dens Embedspligters Opfyldelse; iøvrigt gjorde jeg ham opmærksom paa, at Fond til Skole- væsenets Vedligeholdelse efter Loven af 1816 aldrig kan mangle, og meddelte ham som et fortroligt videtur at, naar der forresten spores god Villie, man ikke under et slet orga- niseret Skolevæsen maa gaae altfor strengeligen i Rette med Confirmanderne med Hensyn til Forkundskaber, men heller antage dem, efter at have indprentet dem enfoldigen de fat- teligste og nødvendigste Religionssandheder, end lade dem gaae og slænge uconfirmerede eller sende dem til Tugthuset, s.230   hvorfra de vilde komme tilbage langt mere fordærvede, end de kom derhen. 18 Octbr.    I Nationalbladet2 paaankes Munchs Udnævnelse til Slotspræst. Om dette Embedes store Vigtighed i den nu forestaaende Periode harangueres vel vidtløftigen. Det var maaskee at ønske, Slotspræsten kunde faae den store Indfly- delse, Forfatteren tillægger ham, men jeg tvivler høiligen og grunder min Tvivl tildeels paa egen Erfaring. Jeg var (efter Capt. Holstens Udsagn maa jeg troe det) prædestineret til Kongelig Confessionarius, hvis Prinds Christian var bleven siddende paa Thronen, men, saa religiøs han lod til at være, saa sikker er jeg paa, at jeg udenfor Kirken var bleven en meget ubetydelig Person, der i hans indre Cabinet vilde gjelde langt mindre end Capt. Holsten og Lieutenant Schwartz.    Jeg fik et meget venskabeligt Lykønskningsbrev fra Haugiane- ren Ole Svenøen,3 der kalder sig min ringe medstridende Ven i Herren. Det var lige fra Bruns Død hans og fleres hjertelige Ønske, at jeg maatte blive hans Eftermand. Han og flere vilde i Anledning af Reformationsfesten gjøre nyt Sammenskud til Bibelselskabet, naar man derfra kunde vente et nyt Oplag af Guldbergs Psalmebog. 19 Octbr.    Med en Fornøielse, hvormed jeg ikke i lang Tid har hørt en Prædiken, hørte jeg i Dag Friis i Domkirken. Han har et usædvanlig skjønt og tydeligt Organ, hans Declama- tion er fortræffelig og hans legemlige Veltalenhed særdeles s.231   god. Hvad Prædikenen selv angik, da var det et temmelig almindeligt Æmne, han havde valgt: "Den Viisdom, der udfordres til rigtig Anvendelse af de jordiske gode Ting", hvilke da som sædvanligt vare: Ære, Rigdom og sandselig Lyst, men Behandlingen var meget heldig, sand christelig Moral, bestyrket med ikke saa faa velvalgte Bibelsprog. Kirken var det fuldeste, jeg har seet der, undtagen da jeg selv prædikede.    Rein sendte mig i Morges Bud, at jeg maatte und- skylde hans Udeblivelse fra mit Gjæstebud, da han ikke be- fandt sig aldeles vel. Muligt at han ei vilde bivaane et saadant officielt Gilde, hvor Tanken hos ham og alle Til- stedeværende altfor naturligen vilde faldet paa, at han efter sin egen og alles grundede Forventning for faa Maaneder siden troedes bestemt til at være, hvad jeg nu er. Ogsaa gamle Professor Arentz havde undskyldt sig. Gjæsterne vare altsaa i alphabetisk Orden: 1. Præsten Arentz. 2. Balchen, hvis vakre Udseende og elskværdige Sæder gjør ham til ligesaa tækkelig Selskabsbroder, som hans ikke emi- nente, men heller ikke ganske almindelige Talent og retskafne Charakteer til hædret og hæderværdig Religionslærer. 3. Præsten Brun, der viser mig ret sønlig Tillid og Hengiven- hed. Han skrev mig, inden han kom her, en Billet til, at Irgens i Capitulet havde bedet ham om Forladelse for sin Grovhed. De havde rakt hinanden Hænderne, og for den Gang var Uvenskabet forbi. 4. Bohr, der inviteredes i Stedet for gamle Arentz. Han nyder megen Agtelse her blandt Høie og Lave. 5. Christiansen. Jeg talte længe med ham, især om hans Studenterliv i Kjøbenhavn. Mare- zoll er ham den første af alle geistlige Talere. 6. Justits- raad Dahl. 7. Amtmand Falsen, viste sig særdeles venska- belig og confident. Ham som den hele Bye har Storthings- valget ubehagelig overrasket. Han tilskriver det en Cabale blandt Valgmændene, at ingen af dem vilde vælges til s.232   Repræsentant. Hagerup har gaaet om og bedet Folk ikke vælge paa ham. Prahl charakteriserede han som en klog Mand, men ikke bekjendt som god Patriot: Normann som fornuftig og erfaren, men stivsindet til Absurditet: Sødring som det modsatte af dette, en riig, elegant Grosserer, iøvrigt af samme Mening som Niels Skriver, og kan altsaa for- modes à la Borthig at ville "votere som en Børstenbinder". 8. Fleischer. 9. Major Geelmuyden, der inviterede mig til stort Gjæstebud 1812, hvem jeg altsaa skyldte Gjengjæld. 10. Oberstlieutenant Hammer, til hvem jeg var i Gjæld fra 1809. 11. Hysing, der har noget godmodigt og tro- hjertet i sit Væsen, som jeg godt kan lide. 12. Irgens. 13. Justitsraad Klagenberg. 14. General Lowzow, hvis Excellencetitel skurrer slemt i mit Øre og lyder tvungen fra min Læbe. Statsraaderne have Rang mellem Feltmarskalker og Generallieutenanter og ere ikke Exellencer. Havde han denne Titel fra den danske Regjering, lod jeg det gjælde; men han er udnævnt 1814 af Prinds Christian. 15. Oberst- lieutenant Reichborn, gammel Gjæld fra 1812. 16. Sagen. 17. Etatsraad Schydtz, en Mand af hvis Aasyn Hjertets Godhed og Oprigtighed fremlyser. 18. Welhaven. 19. Conrector Winding, en pudseerlig Fyr, meget skjemtefuld, men hans Spøg er undertiden af den Natur som den ethica complimentaria fortæller om, at En, der sad hos et Fruen- timmer, vilde vise sig vittig og galant, og skal hende med Gaffelen i Haanden og sagde: "Gik Fadder (Gevatterinn) Cathrine!" (?). Friis var den 20de. -- Vi havde 5 Retter Mad, kold Punsch til Carry, iøvrigt kun Rødviin, hvortil man indskrænker sig her i alle Selskaber, men deraf sættes en Flaske ved hver Couvert; de allerfleste tømme den og sige med Klaphans: "Jeg tømmer alt min anden!"4 s.233   20 Octbr.    Friis fik Paategning paa sin Supplik om Ørskoug. Jeg gav ham det brillante Vidnesbyrd, han unegtelig fortjener, og beklagede deri, beklager her og skal altid beklage, at disse eminente Talegaver skulle nedgraves i en landlig Afkrog, hvor de savne Opmuntring, og vil altsaa heller ikke blive nogensinde uddannede saaledes, som de i eller nær ved en Kjøbstad kunde og maatte. 21 Octbr.    Det er et usamdrægtigt Ministerium det Bergenske. Er det da ikke muligt, at der i en Bye kan være 5 -- 6 Religionslærere, der i deres Vandel vise den Fredsommelig- hed, de i deres Prædikener anprise? Saa var det i Kjø- benhavn -- skjønt Gud skee Lov ikke i min Tid ved Nicolai Menighed -- , saa var og er det i Christiania, saa er det i for- argelig høi Grad her. Saameget indseer jeg nu, at jeg ikke for dobbelte Indkomster mod hvad jeg har, gad være i en anden Stilling i Bergen, end den, hvori jeg nu er; der hytter jeg mig nok med Guds Hjelp. Visitvæsenet, fortalte Præsten Arentz mig i Dag, med deraf følgende Caperie, er ogsaa i fuld Gang. Han og Rein, sagde han, vare de eneste, som ikke befattede sig dermed, og det sviede da og til deres Pung. Han ønsker sig overalt bort baade fra Byen og Stiftet. Ogsaa derover beklagede han sig, at man bestandig tracteres, hvor man kommer, og derved staaer Fare for at forfalde til Drik, hvilket han paastod næsten alle Præster i Bergens Stift ere. Noget lignende har jeg rigtignok ogsaa hørt før, men ellers maa man dog nok gjøre Forskjel paa at drikke sit Glas i et Selskab eller endog i sit eget Huus, og at være drikfældig. -- Saaledes at tale med er Arentz langt interessantere end paa Prædikestolen.    Her var ogsaa en Bedemand fra Nyekirkens Sogn, som s.234   beklagede sig over, at Chordegnen gjorde Indgreb i hans Embede. Jeg bad han indgive sin Klage skriftlig, men talte ellers i Aften paa Concerten derom med Rein, som gav den elegante Herre et yderst slet Skudsmaal og sagde, at hvis han var bleven Bisp, havde han alvorligen tænkt paa at faae ham afsat. 22 Octbr.    Idag var her en Karl og beklagede, at Irgens gjorde overdrevne Fordringer for en af de sædvanlige Morgen- brudevielser. Jeg nedlod mig ikke til at spørge, hvor stor denne Fordring var, men erklærede det for en Narrestreg og Uskik at gaae i Kirken Kl. 5 -- 6 om Morgenen for at vies. Det er uden Tvivl Præsternes Egennytte, som har opfundet og hævdet den, da de ved samme have tilladt sig at dispensere Vedkommende for at medtage Forlovere eller andre Vidner. Rein er meget misfornøiet over den Ting, og da jeg sagde ham, at det, hvad de manglende Vidner angik, blot kom an paa, at en skriftlig Anmeldelse skede derover, da jeg strax skulde forlange den Uorden hævet, tilbød han sig, saaledes som jeg gjorde i Christiania, at være Angiveren.    Jeg havde i Formiddag Besøg af Præsten Normann fra Ous. Brun yndede ham meget; han skal og være en af Stiftets udmærkede Præster. 23 Octbr.    Indtil Jubelfesten er forbi, kan, tænker jeg, Foranstalt- ninger og Vrøvl i den Anledning gjerne udgjøre en staaende Artikel i Dagbogen. Jeg gik i Formiddags til Justitsraad Dahl, for at spørge ham, hvorvidt han ved et og andet Arrangement troede sig som Medlem af Stiftsdirectionen beføiet eller forpligtet til at have en Stemme med. Ube- vandret i Ceremonievæsenet overlod han mig med Fornøielse s.235   al Byrden, hvilken og Reglementet synes at paalægge Bi- skoppen; i Henseende til Processionen gav han imidlertid sin raadgivende Stemme, som jeg ogsaa bad ham om, og hvorfor jeg er ham Tak skyldig; derimod takker jeg ikke den unge Hr. Schydtz, der med vel megen Næsvished blandede sig i disse ham uvedkommende Ting, og da han vilde hjælpe mig til at fortolke Reglementet, som jeg selv havde været med at forfatte, kunde jeg ikke undlade, at lade ham føle "at jeg moquerede mig over saadan Spøttegjøg, der var Dreng, da jeg var Mand."5 -- En langt haardere Dyst forestod mig i Eftermiddag. Jeg gik ud for at gjøre en Spad- seretur, og kom ulykkeligviis forbi Præsten Irgens, der, fast han følte og undskyldte, at det var imod Respecten at holde sin Bisp an paa offentlig Gade, trak mig ind til sig og foresang mig et ynkeligt Litanie over den Fornærmelse, der var ham viist, og de Cabaler, der spiltes imod ham i An- ledning af Cantatens Opførelse. Hvad han sagde mig om Korskirkens Ælde, dens Rang som Slots- og Garnisons- kirke over Nyekirken, som han kaldte et Annex, og alt hvor- med han ellers understøttede denne Menigheds større Ret til at faae Cantaten opført for sig, var Snak; overalt behøvedes blot en Solofangers eller anden Hovedpersons Nei til at gjøre den hele Paastand kraftesløs -- derimod var hans Indsigelse mod at lade Bohr, som Organist ved Korskirken, udeblive derfra paa en saa vigtig Dag sans s.236   replique, da jeg ikke er musikkyndig nok til paa eget Ansvar at constituere nogen til at fungere i hans Sted. Altsaa, da Bohr ei kan undværes, hvor Cantaten bliver opført, faaer hverken Korskirkens eller Nyekirkens Menighed den, og sandt at sige er dette mig det kjæreste, da Sagen tilsidst blev til en reen Skandale. Da jeg under Samtalens Gang yttrede, at det Bergenske Præsteskab ikke forekom mig at udmærke sig ved sin indbyrdes Enighed, svarede han, at jeg vilde faae ganske andre Ting at see, naar jeg engang fik Tid til at gjennemblade de gamle Consistorii-Acter i Archi- vet, da det før gik langt værre til end nu. Det skal være mig kjært, om jeg ikke andensteds faaer saadanne Ting at see; men naar Præster begynde med i Guds Huus at skjælde hinanden for Slyngler, kan det let komme videre. Ellers vilde Irgens, for at bevise, at den Forfatter-Ret, hvorpaa Rein beraaber sig, er en Nullitet, obligere sig til inden Søndag otte Dage at gjøre nye Ord til Bohrs Musik, hvilke da vist blev heel opbyggelige.    Præsterne Brun og Normann spiste her til Middag. Om Meyers Prædikener fortælles adskillige pudseerlige Ting, f. Ex. at han i en Brudevielse havde fortalt, at een Tønde gammelt Meel er saa god som to Tønder nyt; og at engang hans første Ord paa Prædikestolen vare: Klok- ken er elleve.    Ogsaa om Larsen, den afdøde Sognepræst i Ous, for- tælles forargelige Historier, men at -- X -- , anmodet af Provsten om at holde hans Liigprædiken, tog til Text Pe- ders Ord om Judas: "Han gik til sit Sted", kan jeg ikke rose. Ellers hørte jeg af dem, at Welhaven er bleven Ridder af Wasa-Ordenen. Han skal have skrevet noget over- maade godt om Hospitalet, in specie de Spedalske og sendt det directe til Kronprindsen. s.237      Et Nummer af Tilskueren er udkommet.6 Hr. Glogou har ladet indrykke nok et Klagebrev, og som Svar derpaa har Falsen oversat en tydsk Recension over et Skrift imod Jøderne. Med den Sindighed, der paa den senere Tid hæderligen udmærker Falsen, har han og irettesat Justitiarius Berg for Bekjendtgjørelsen af sit eget og andres Votum i Rigsretten.7 24 Octbr.    Neumann fortæller, at han var kommen ind for at gjøre Cour paa Kongens Fødselsdag, men fik "Stank for Dank". Alle Mennesker spiste ude paa Ladegaardsøen, og han maatte tage sin Middagsmad hos Carstens. Ikke saa- meget som et Bal kunde man i Christiania bringe tilveie paa den Dag; hvor vi Bergensere ere loyale fremfor Ho- vedstadens Mennesker! Ja sandelig, jeg siger dette for ramme Alvor. I Hjertet ynder man vist ikke her den svenske Re- gjering, men den Orden og udvortes Tugt, det sande Bor- gersind, man finder her, maatte de ønske dem i Christiania. Der har været et stygt Spectakel med Major Schjøtt, som en Lieutenant Crøger (Præstens Søn) havde fornærmet, hvor- for denne blev arresteret. Det er en lang tragicomisk Hi- storie, som endte med at afsindigt Bachanal af Officerer og nogle Studenter og et Pøbelopløb paa Gaden. Gud skee Lov! sligt mærker man heller ikke her, allermindst i vor rolige Bispegaard. Procul ab Jove, procul a fulmine; jeg ønsker aldrig i mit Liv at komme dem nærmere. s.238   25 Octbr.    Storthingsmændene fra Bradsbergs Amt -- nu 3, før vare de kun 2 -- ere: Sorenskriver Juell, min Ven Præ- stens Broder, Consul B. Blehr fra Stathelle, en umaadelig snakke- og skrivesyg Mand, der vist ikke vil nedgrave sit Pund, forresten en skikkelig Mand med temmelig bon sens, og Bonden Tollef Huvedstad af den Eidsvoldske Rigsforsam- lings Medlemmer, og anseet for at høre til det Wedelske Partie. -- I Nationalbladet er et ganske mesterligt Stykke af Morgenstjerne mod Hans Barlien, hvis Nøgenhed saa- ledes blottes, at ingen, som har sund Menneskeforstand, kan være bekjendt at give ham Medhold. 26 Octbr.    Cantatevrøvlet er nok nu bragt til et endeligt Resultat, og tilsidst blev det dog mig, der maatte ved min Myndighed skille Trætten. Bohr kom i Morges og leverede mig et Brev fra Irgens, ret høfligt, men hvori han, støttende sig desuden paa General Lowzows Autoritet, bestemt protesterede mod Bohrs Udeblivelse fra Korskirken som Organist paa Søndag. Han gjorde nu det mundtlige Forslag, at han og de øvrige Musici kunde assistere før Prædikenen i Korskirken med Psalmen: "O store Gud, vi love dig!" og derpaa begive sig til Nyekirken. Jeg lovede ham officielt Svar, naar jeg kom fra Kirken, og det gik i det Hele ud paa, at jeg med Hensyn paa Cantatens Opførelse det ene eller andet Sted ei kunde afgive noget Votum; min individuelle Mening vidste han selv var for Nyekirken. Men da jeg som Embeds- mand tilspurgtes, hvorvidt en Organist var berettiget til uden Sognepræstens Samtykke at udeblive fra sin Kirke, saa maatte jag besvare Spørgsmaalet med Nei og uagtet min Agtelse, Hengivenhed og Taknemmelighed mod ham og Rein, der efter min Anmodning havde forskjønnet Domkirkens s.239   Høitid ved deres Talenter, maatte jeg negte ham Tilladelse til at udeblive fra det Hele eller nogen Deel af Korskirkens Høimessetjeneste, med mindre han substituerede i sit Sted en Mand, med hvilken Irgens erklærede sig tilfreds. -- Dermed haaber jeg den Sag er forbi; idetmindste kan jeg ikke mere indblandes deri. 27 Octbr.    Jeg forfattede den Proclamation, som Herolderne Tors- dag Eftermiddag skulle udraabe; den lyder som følger: "I Guds, Kongens og Øvrighedens Navn! Det bekjendtgjøres herved for Alle og Enhver, at Jubelfesten til Erindring om Reformationen denne Dags Eftermiddag Klokken 5 tager sin Begyndelse. Arbeide, Handel og larmende Forlystelse op- høre fra den Stund! Orden og Rolighed herske paa Gaden og i Huse, stille, alvorlig Andagt i Herrens Tempel, naar vi forsamles der. Gud holde sin beskjærmende Haand over den christelige Kirke, over Kongen og Fædrelandet!"    I Eftermiddag var jeg i Kirken og hørte Prøve paa Cantaten, der har meget smuk Musik og udføres særdeles vel. Hvad derimod Cantaten selv angaaer, da overtydes jeg alt mere og mere om, at den som Jubelsang har lidet Værd, da den aldeles ikke er stemt i den glade, freidige Tone, der egner et saadant Qvad, og er mere et didactisk- historisk Digt i afvexlende Metrum end en Hymne. Maaskee min sløve og uvante Pen dog her, hvor Æmnet begeistrede mig, kunde frembragt noget, Festen værdigere. -- Bohr er særdeles glad ved min Resolution, der gjør Ende paa al Modsigelse, og kan have dobbelt Aarsag dertil, da Rein aldeles uforskyldt er bleven vred paa ham, og aner, at han har cabaleret i Forening med Irgens, hvem Rein ikke til- troer den Klogskab at kunne anlægge en saadan Plan. s.240   Herre Gud! den forekommer mig at være saare simpel, og dum er sikkerligen ikke Irgens.    Mad. Geelmuyden fortalte, hvad der synes mig ubegri- beligt, at Biskop Brun undertiden var melancholsk. Jeg har Gud skee Lov nu aldeles intet Hang til den Syge, som jeg i Ungdommen ikke var saa ganske fri for. Jeg har arvet min Faders Heftighed, men ikke hans Hypochondrie; min Moders Sagtmodighed har jeg ikke, men vel, naar jeg faaer fattet mig, hendes stille Resignation og fromme menne- skevenlige Hjerte. Jo ældre jeg bliver, jo mere fremstiller Verden og Menneskene sig for mig i et blidt Lys. 28 Octbr.    Fra Kragerøe, samt Romsdals og nordre Trondhjems Amter anfører Rigstidende de valgte Storthingsmænd. Bondestanden synes ei denne Gang at ville prædominere; fra Romsdals Amt kommer een Bonde, den Birkeland, som var der sidst, en meget ubetydelig Person, iøvrigt en Krigs- assessor Lossius og Præst Buschmann fra Ulfsteen paa Søndmør. Fra nordre Trondhjems Amt kommer ei en eneste Bonde; de valgte ere: Secretaire og Sorenskriver Ottesen, som neppe vil henrive ved sin Veltalenhed, en Rit- mester Heidemann og Provst Luytkis fra Kolvereid. Reser- verne derimod ere lutter Bønder, hvoriblandt Barlien No. 2. Fra Kragerøe og Risøer, som uden Tvivl skiftes om at afgive Repræsentant, er valgt en Capt. Boeck, en riig og jeg troer fornuftig Mand.    Kirketjeneren ombar Indbydelse til Processionen. I den Anledning fandt Etatsraad Schydtz, at Bankadministra- tionen var glemt, men jeg som ikke engang veed, hvad det er for en Bank, de gode Mænd administrere, tog ingen Notice deraf. Den tvungne Banks Sæde er i Trond- hjem, og de som her have med den at bestille, kunne ei s.241   betragtes anderledes end som autoriserede Commissionairer; den snart ophævede Rigsbank er i Christiania -- altsaa ut supra! og er det den lumpne Laane- og Discontoindretning, han mener, saa maatte Pokker gjøre Høitid af dem, som have dermed at bestille.    Liebenbergs Brev indeholdt meest literaire Nyheder og Betragtninger. I Anledning af Reformationsfesten ere ad- skillige Smaapiecer udkomne, blandt andet et af Grundtvig, intolerant som det meste han skriver. Han gaaer hen uden at søge Embede, og menes at tære paa sin Fædrenearv, medens hans Forlovede, som skal være en ypperlig Pige, ældes i uopfyldt Forventning. End værre synes det at gaae med Ingemann. Imod hvad jeg nogensinde kunde forestille mig, forsones han efterhaanden med Verden og dens Glæder, kommer gjerne, hvor der spises og drikkes godt, og bliver tyk og feed, medens hans Pige svinder som en Skygge. "Gud bevare vore Døttre", siger Liebenberg, "fra at forelske sig i nogen af denne Tids Genier!" 29de Octbr.    Den Boghandler Løsch, som 1812 læste i mine Præ- dikener, naar han ikke kunde sove, er endelig sovet ind over dem -- den evige Søvn. Jeg gik idag forbi hans aabne Grav paa Kirkegaarden. 30te Octbr.    I Formiddags havde jeg Besøg af 36 bethlehemitiske Børn og deres aandelige Fosterfader Chordegn Lange. Nye- kirkens Fattigskole hedder nemlig Bethlehem, og i denne folkerige Menighed nyder kun 36 Børn fri Underviisning. Her er saare meget at forbedre, men jeg savner Christie og vil om kort Tid vemodigen tolke mit Savn. Bergens Stifts- direction har i lang Tid været i en ynkelig mutileret For- s.242   fatning. I lang Tid vare Bull og Brun Medarbeidere, begge Mænd af Kundskaber og god Villie, men maadelige Forretningsmænd, den sidste desuden aldrig Ven af Refor- mer, og tilsidst, man sige hvad man vil, en svag Olding. Saa kom da Christie, en ypperlig Embedsmand, men hvad hjalp det? Over et Aar var han i Christiania og den retskafne, men frygtsomme Statsraad Schydtz constitueret i hans Sted. Dog et Aar har han været hjemme, men i hele dette Aar var der ingen Biskop, og den gode gamle Stiftsprovst kunde det ei fortænkes, at han i alt hvad der angik Fattig- og Skolevæsen lod Tingen blive in statu quo, og overlod det til en kyndigere og kraftfuldere Mand, som desuden lønnedes derfor, at foreslaae og iværksætte Forbe- dringer. Nu er da endelig Biskoppen kommen, men samme Dag, han kommer, reiser Christie og afgiver sit Embede til den ottiaarige Justitsraad Dahl, der som Stiftamtmand er, hvad Fleischer var som Biskop, og uden Tvivl i sin Fuld- mægtigs Fraværelse borneret og forlegen. I alt hvad der ei umiddelbart angaaer Geistligheden veed jag altsaa som Nyankommen hverken ud eller ind, finder ingen Oplysning og Understøttelse hos min Collega, og maa nu trøste mig i Haabet, at med næste Sommers Ende, naar jeg kommer hjem fra min Visitatstour, vender ogsaa Christie tilbage fra Storthinget. -- Bemeldte alvirkende, i sig selv uden Tvivl meget duelige Fuldmægtig var hos mig i Dag i en Embeds- sag og fortalte mig da en skrækkelig Sottise, hvori den gode Christie ikke heller er saa ganske angerløs. Maaneds- thingene vare berammede, før Reglementet af 14de April udkom, og vare da -- jeg troer i Hardanger -- et bestemt til 31te Octbr. og 1ste Novbr. Amtet havde approberet Be- rammelsen og ikke gjenkaldt den, den staaer altsaa endnu ved Magt. Og paa en for mere end et halvt Aar beram- met Secularfest, hvor alle verdslige Handeler udtrykkelig s.243   ere forbudne, reiser Foged Budtz for at holde Maanedsthing, hvortil forhaabentlig Ingen indfinder sig.    Conrector Winding overbragte et Program til Skole- høitiden paa Løverdag, forfattet af ham selv. Det er paa dansk, handler om Reformationens Indflydelse paa Skole- underviisning og er i samme trivielle, snaksomme Maneer som Floors Skoleprogrammer. Han holder en Lovtale over den Skole, hvor han selv er Lærer, som jeg vilde ønske den maatte fortjene; derimod synes han misfornøiet med det Sted i Grundloven, der tillader at forskrive Fremmede til Universitetet. Jeg veed, at man her dolerer over Profes- sorernes Strenghed in specie mod denne Skoles Disciple, men Sverdrup og Hersleb, som nok især angive Tonen ved Examenscensuren, ere udisputerligen vore Landsmænd. Ellers indeholder Programmet som populær Afhandling meget godt.    Endelig havde jeg mod Aften Besøg af en Bonde fra Strandebarm, som vilde have mig til at foreslaae Regjerin- gen eller Storthinget de under Christian den Syvende af- skaffede Helligdage retablerede, især Trediedag af de store Høitider, der forekom ham at have udtrykkelig Hensyn til de tre Personer i Guddommen, og Mariæ Bebudelsesdag, hvis Evangelium vel forklares 5te Søndag i Fasten, men det er ham ikke nok, han vil have selve Dagen den 25de Martii. Med de andre Helligdage kunde det endda blive, som det er nu.    Det er en forunderlig Ringen, man bruger her i Ber- gen. Rein, siger at den er tydsk og som meget andet Lev- ning fra den Tid, da her i Byen "al vor Fortred var tydsk". Det er en sørgelig Klemten, der ved Liigbegjængelse kan være ret passende, men er det aldeles ikke paa en Ju- belfest. 1  tilbake Christopher Sødring blev senere de forenede Rigers Consul i Aal- borg. En af hans Sønner var gift med den bekjendte Skuespiller- inde Julie Sødring, født Rosenkilde. 2  tilbake 9de Hefte S. 21 -- 27. (7 Octbr.). 3  tilbake Repræsentant paa mange Storthing for Nordre Bergenhuus Amt. Se ellers om ham A. C. Bangs Skrift: H. N. Hauge p. fl. St. 4  tilbake Ewald: "De brutale Klappere", første Optrin. 5  tilbake Jens Schydtz, Søn af den ovenfor (S. 194) nævnte Justitiarius og Etatsraad J. L. Schydtz, var dengang Kgl. Fuldmægtig ved Bergens Stiftamtmandsembede og døde som Stiftamtmand og mangeaarig Storthingsmand 1869. Ogsaa andre klagede over, at han som ung Mand var "næsviis". Om Chr. Magnus Falsen fortælles saaledes, at han engang udbrød: "Man siger om mig, at jeg er en hidsig Mand, og dog har jeg endnu aldrig givet Schydtz et Ørefigen". 6  tilbake I. No. 43 -- 44. 7  tilbake Mod Haxthausen, i hvilken Berg fungerede som extraord. Assessor i Høiesteret og var Førstvoterende.

bla bakover

bla videre