Denne teksten er basert på den digitale versjonen som ble skannet, OCR-lest, korrekturlest og SGML-tagget av Dokumentasjonsprosjektet ved Universitetet i Oslo i 1991-1997. Teksten er generert automatisk fra SGML-versjonen og det meste av markupen er fjernet. For en formattert versjon av teksten, og for opplysninger om hvilke utgaver teksten er basert på, gå til http://www.dokpro.uio.no/litteratur/ Ved videre bruk av våre tekster, ber vi om at disse opplysningene presenteres sammen med teksten. Spørsmål og kommentarer kan sendes til: dokpro@dokpro.uio.no - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - SIDE: 1 1815. 1ste Januar. Kirken var propfuld; dog var der ikke mange Fornemme. Essen har endnu ikke gjort Slotskirken den Ære at besøge den; idag levede han overalt ganske incognito, da han havde frabedet sig Cour, men modtog dog Visitbilletter. Min Præ- diken var godt memoreret, men jeg er nu saa vant til at ex- temporere, at det forekommer mig mere som en Declamere- Øvelse, for ikke at sige en Lecties Opramsen, end en Tale, naar jeg reciterer en skreven og udenadlært Prædiken. Idag, var det idetmindste Tilfældet. 4de Januar. Grev Wedel er nu Intelligentsbladets evige Æmne. Idag har hans manes ladet sig høre i den gammeldags holbergske Stil, som Forfatteren dog ikke allevegne har kunnet foutinere. Tingesten er ellers ikke uvittig -- i Ordets dansk-norske Betyd- ning; efter den svenske Bemærkelse finder jeg derimod baade Forfatterens og hans Antagonisters Adfærd hel "ovettig". Jeg fristes meget til at expectorere mig ved saadanne Leilighe- der, og jeg havde klattet mange Penge bort, hvis jeg hver Gang havde givet efter for Fristelsen. Saaledes opskrev jeg idag SIDE: 2 mine Tanker, hvilke jeg nogle Minutter havde isinde at lade ind- rykke i Avisen, men saa følte jeg, hvor ubesindigt og unyttigt det var, at vrøvle mig ind i Affairer, som ikke vedkom mig, og for da ikke forgjæves at have umaget mig, optegner jeg dem her, da jeg med samme aflægger min Troesbekjendelse om den Sag: "Hvad er det for en underlig Procedure i offent- lige Blade om enkelt Statsborgers Værd eller Uværd? Hvori bestaar da hans store Indflydelse, der efter Nogles Paastand skal have frelst, efter Andres fornedret og ødelagt Landet? En- ten var det Nødvendighed eller Folkerepræsentationens frie Valg, der frembragte Foreningen med Sverige. I første Tilfælde er det da denne Mand, som har derangeret vore Finantser, desorganiseret vor Arme, tilstoppet vore Hjælpekilder? Det har endnu Ingen paastaaet. I sidste: stode da alle de 73 Deputerede, der stemte med ham for Foreningen, i hans Sold eller under hans Indflydelse? Det vilde man nok ligesaalidt indrømme. Pluralitet af nogle faa Stemmer kan frembringes ved Cabale, men næsten total Enstemmighed sikkerligen ikke. Hvad gjorde da egentlig Manden? han havde en Mening, ytrede den og handlede overensstemmende med den. Alt dette synes ligefrem at være Pligt, og den, som blot opfylder denne, fortjener hver- ken at ophøies eller at lastes. Sæt endog, at han har søgt at udbrede sin Mening: Herre Gud, om nu saa var? have ikke hans Antagonister gjort det samme? kan han overbevises om ved uredelige Midler at have søgt at hverve Proselyter for den? og naar alt kom til alt, saa var dog omsider hans Mening den rette. I sig selv er det en taabelig Barnagtighed at føre en Strid af denne Natur; men man har før seet, at Lappe- rier har ledet til alvorlige sørgelige Resultater". Tiden, som idag tog Afsked, da den herefter amalgameres med en Rigstidende, som Statssecretær Holst, Expeditions- secretær Vogt og Døderlein udgive, indeholdt Munchs Digt: Nordens Forening, som jeg finder maadeligt baade i poetisk og SIDE: 3 politisk Henseende. Han kunde gjerne ladet sin Harpe tie fremdeles, naar han ikke var istand til at aflokke den skjønnere Toner. 5te Januar. Den Guldpokal [fotnotemerke] , Guldsmed Kaas har forfærdiget, svarer aldeles ikke til, hvad man ventede og fordrede, at et saadant Hædersminde skulde være. Maleren Capitaine Munch, der i nogle Aar har reist udenlands, har gjort Tegningen, og jeg skulde tro, han i Italien, Frankrige og Tydskland havde seet saameget skjønt, at han med Aand, Smag og Nationalfølelse havde kunnet frembringe noget ganske andet. Jeg har seet Guldsmedarbeider, der ingenlunde gjorde Paastand paa, at være forfærdigede af Kunstnerhaand, langt smukkere og mere smag- fulde. Schmidts hele Vers er indgravet paa Pokalen, bedæk- ker den aldeles, og gaar saaledes rundt i fortløbende Cirkel, at jeg hverken kunde finde Begyndelsen eller Enden. Christies og Givernes Navne samt Anledningen, i hvilken Pokalen gaves, som burde staaet foran med store, tydelige Bogstaver, ere nu gnidrede ind paa Foden, hvor det ikke faldt mig ind, og vel heller ikke falder mange ind at søge den. Sverdrup sagde den Borger, at han ikke fandt den smagfuld, thi det blev den først, naar den var fuld af Vin. Jeg skulde tro, det var hans Mening, under en spøgefuld Indklædning, at sige en ren, bit- ter Sandhed. 7de Januar. Intelligentsbladet lod idag Grev Wedel og de Svenske i Fred; derimod fandtes der en vel ikke aldeles directe, men med alt dette haard og krænkende Beskyldning mod Statsraadet, at det under Interregnet har ved Embeders Besættelse overtraadt Fotnote: Det overordentlige Storthings Hædersgave til Præsidenten Chri- stie, se Dagbogen for 10de November 1814. Udg. SIDE: 4 de gjældende Love. Jeg fatter ikke, hvortil der sigtes. -- Om Toldsvig findes der ogsaa et Stykke, hvori der yttres Haab om, at man herefter vil tage mere i Betænkning at besvige Statens Kasse end før, da Overskudet af Norges Intrader gik til Danmark. 8de Januar. Det synes som om man nu enten maa være Militair el- ler høit i Rangen for at faa Adgang til Jordens Store. Ikke engang Professorer have endnu været budne tilbords hos Hans Excellence, Universitetets Cansler. Fra den Side var uden Tvivl Christian Frederik den eneste i sit Slags. Hos ham var ei Personsanseelse, og Videnskabsmanden var hos ham i Agt og Ære. -- Sverdrup ledte mig i Anledning af Anken mod Statsraadet paa et Spor, jeg ikke af mig selv kunde finde. Det er kun paa Skrømt, den er dateret fra Oc- tober, thi det er Sorenskriver Bergs og Major Sibberns, to vistnok duelige Mænds, men dog kun danske Juristers Befor- dring [fotnotemerke] , der doleres over, og det til Embeder, hvoraf det ene al- drig, det andet kun i tre Dage var averteret vacant. 9de Januar. Jeg fik følgende Brev fra Grev Essen: "Jeg har modtaget Deres Velærværdigheds Skrivelse af 3die d. M. tilligemed Deres paa sidste Nytaarsdag holdte Prædiken. Jeg takker Dem saameget for den Opmærksomhed, De har vist mig, ved at tilstille mig denne, da jeg af sammes Indhold har faaet et nyt Bevis paa Deres utrættelige Iver for at vedligeholde den gode Stemning, Folket bør være i mod Regjeringen; og jeg kan ikke andet end ønske, at enhver Fotnote: J.E. Berg til Justitiarius i Christiania Stiftsoverret, V.C. Sibbern til Amtmand i Smaalenene. Udg. SIDE: 5 Embedsmand og i Særdeleshed Religionslærerne vilde følge Deres Grundsætninger". Et ret vakkert og smigrende Brev, hvor det dog behagede mig allermest, at han svarede mig i mit Modersmaal. 10de Januar. Guldbergs Oversættelse af det nye Testamente, som jeg ret ofte har efterslaaet, for at erfare hans Mening om et en- kelt Sted, men aldrig gjennemlæst, læser jeg nu Ord til an- det. At den er særdeles god, indrømmer jeg villigen, men et saadant Mesterstykke, som Nogle ville gjøre den til, finder jeg den ingenlunde at være. Saa omhyggelig Guldberg har væ- ret for at bevare Lærdommens Renhed, saa lidet varsom er han over det ærværdige Oldtidssprog, hvilket jeg tror ligesaavel som hin bør holdes i Ære. Uden Nødvendighed har han moder- niseret og (med al sin Stræben for at gjøre det fyndigt og kraftigt) i mine Tanker udvandet det. Det rigtignok i vore Bibeloversættelser altfor tidt gjentagne "og" har han til Skade for Periodernes Skjønhed fast allevegne bortskaaret, og sat iste- den en anden Conjunction, der ikke er en Smule bedre. En synderlig Lyst har han ogsaa til at invertere Perioden. Jeg gad f. Ex. vidst, hvad der er at sige paa den Oversættelse af Lucas 5, 26: "Vi have idag seet utrolige Ting", eller om det er bedre sagt: "Hvad sælsomt er, saa vi denne Dag". Hint er den almindelige Oversættelse, dette Guldbergs. Gud ikke rent Dansk skrev han allevegne. Saaledes vil jeg tilstaa, at det Sted hos Matth. 20, 23: "Med den Daab, som jeg dø- bes med, skulle I døbes", ikke er tydeligt, men ligesaa utyde- ligt og mindre smukt er Guldbergs: "I skulle udstaa den Nedsænkelse, som forestaar mig", da dog virkelig hverken Je- sus eller hans Disciple bleve druknede. Anmærkningerne finder jeg gode og passende, men vel mange og af en ufornøden Vidtløftighed. Skjønt Exegetiken undertiden er tagen fangen SIDE: 6 under Systemets Lydighed, fortjener dog Guldberg i det Hele Ros som en lærerig og conseqvent Fortolker. Hvad der udfordres i disse Tider til at føre Husholdning blev mig iaften beskueligt, da jeg opsummerede mit Embedes Indtægter for forrige Aar og fandt, at jeg, foruden Naturalpræ- stationen i Brænde, der efter daværende Priser kan regnes til nogle 100 Rd., har i dansk Courant havt 36,137 Rd. 2 Mk. Jeg har vist tillagt 5 -- 6000 Rd. af egne Penge, og har dog blot levet anstændigt, aldeles ikke luxuriøst. 11te Januar. Man har i Dagens Avis spurgt Christiania Byes Valg- mænd, hvorfor lutter Embedsmænd og ingen Borgere ere valgte til Deputerede ved Storthinget, og truer med, at hvis man oftere begaar saadan Uretfærdighed, torde det sent eller tidligt blive Følgen, at Embedsmænd, som afhængige af Regjeringen, udelukkes fra Folkerepræsentationen. Atter fristedes jeg til at tage til Gjenmæle, saameget mere, da jeg selv var Part i Sa- gen, ja havde endog voteret paa de Valgte; jeg skrev og en lang Clamamus, hvilken jeg dog, ligesom den forrige, ofrer til Vulcan. Men skjønt jeg ikke tror at skylde Publikum Regn- skab for mit Votum, vil jeg aflægge det her, til Bevis paa, at jeg ikke handlede efter Lune eller Partiskhed, men efter Grundsætning. Allerede Rigsforsamlingen paa Eidsvold havde bestemt, hvad siden er gjentaget, at 3 Gjenstande især ved næste Storthing skulde tages under Overveielse: Finantserne; Militairvæsenet og Lovgivningen. Det syntes rimeligst at vælge Mænd, som forstod sig paa de Ting, og det var mig umuligt at udfinde nogen, som forstod det bedre, end de tre Valgte. Med al Respect for Johannes Thrane (fra hvem Avertissementet vist kommer, af Ærgrelse over, at han endog- saa ved andet Valg blev forbigaaet), for Agent Nielsen (der ikke oplod sin Mund paa sidste Storthing) og for Stadens øv- SIDE: 7 rige marchands très grossiers, tør jeg vel sige, at ingen af dem i Kundskaber om Finantsvæsenet bærer Vand mod Ras- musen. At Christiania Kjøbmænd ikke ere lov- og krigskyn- dige, ere de vel alle som en beskedne nok til at tilstaa; og da nu ogsaa Landets indvortes Økonomi skal omhandles, hvad er da rimeligere, end at en af de Mænd, Storthinget har valgt til Medlemmer af den nedsatte Committe, ogsaa repræsenterer Byen i dette Anliggende? -- At Embedsmænd skulle udelukkes fra Storthinget, er en revolutionair Ide, som forhaabentlig aldrig realiseres. Det er en meget haard Beskyldning mod Embeds- mændene, at de ved at modtage Bestallinger af Regjeringen, ophøre at være ærlige og retskafne Mænd, og det maa de, naar denne ubetydelige Afhængighed skulde bevæge dem til at for- raade og opofre Fædrelandets Interesse for at befordre deres egen. Overalt har man Tid til at betænke sig, thi rimeligvis vil det vare en Stund, inden vore Borgere, Proprietærer og Bønder blive saa cultiverede, at Nationens Velfærd kan betroes i deres Hænder. 12te Januar. Jeg var for første Gang buden til Statholderen. Be- gyndelsen var ikke morsom. Jeg kom ind i et lidet Værelse, hvor der var lutter mig ubekjendte Officerer, næsten alle sven- ske. Det mørknede, og man bragte ind et tændt Lys. Om- sider kaldtes vi tilbords, og traf i Spiseværelset Greven, Grev- inden og deres fire Børn, to Drenge paa 9 -- 11 Aar, og to yngre Piger. Essen takkede mig i sin sædvanlige kolde Tone for min Prædiken, men trak imidlertid selv Proppen af Bræn- devinsflasken og skjænkede Appetitsupen for mig. Ved Bordet fik jeg Plads ved hans Side, og han viste mig megen Op- mærksomhed, men hvad der vandt ham mit Hjerte var, hvad han sagde mig, da han hørte, at ogsaa jeg var Fader: at hans Børn var hans høieste Glæde: at det især var ved dem, Livet SIDE: 8 har Værd for ham: at, naar han var i slet Humeur, lod han dem hente, eller gik ind til dem, som sin bedste Trøst: at det var hans første Ønske og Bestræbelse, at være deres for- troligste Ven. Grevinden saa ud og teede sig som en simpel Borgerkone og ingenlunde som en fiffig Grosserermadame, endnu mindre som en Frue, hvis Mand Kronprindsen kalder mon cousin. Hun var tarvelig klædt, lagde et Stykke i Ov- nen, da hun kom ind fra Spisestuen, sad og skjænkede Caffe, medens Pigebørnene stod omkring hende med deres Dukker, og var, kort at sige, saa exemplarisk huslig og borgerlig, at det forbausede mig. 13de Januar. Paa Statssecretærens Pult fandt jeg et Circulære til alle Landets Geistlige, efter Kongelig Befaling undertegnet af Stats- raadet, og omtrent saalydende: "Den 31 Januar haver Du i Overværelse af to skrivekyndige Mænd at aabne medfølgende forseglede Brev, og derefter i en Adresse til os, undertegnet af Dig og de tilstedeværende Mænd, med Udskrift: Til Kon- gen, som med Friskyds ufortøvet maa sendes til Amtet, ind- berette, at vor Befaling er efterkommet, og til hvad Klokkeslet dette er skeet". Jeg faldt paa de absurdeste Ting, men tilsidst fandt jeg, og Alle, som jeg har talt med, have været enige med mig, at det maa være en Finantsoperation, som paa engang skal bekjendtgjøres over hele Landet, for at forebygge Specu- lanters Planer. Men hvorfor skal saadant meddeles Præsterne, og det en Tirsdag, da der endnu forløber 5 Dage, inden det taliter qualiter kan besørges til almindelig Kundskab? 14de Januar. Den for Danmark og Norge uforglemmelige Dag, da Kie- lertractaten undertegnedes, da Overmagt og Overmod paa den ene, Svaghed, Mangel paa gode, Overflod paa slette Raadgi- vere paa den anden Side splittede, hvad mere end fire Aarhun- SIDE: 9 dreder havde forenet Jeg havde netop den Dag faaet min Nytaarsprædiken trykt, og sendte Prinds Christian strax et Ex- emplar af denne Prædiken, hvori det hedder: "aldrig forlade vi Kongen, saalænge han ei forlader os", og i det Øieblik for- lod han os, og overgav ei alene sit norske Land, men ogsaa sine norske Undersaatter, Sveriges Regjering til Eien- dom! Hvilke store Begivenheder ere ikke siden indtrufne! Hvor maa vi ikke prise os lykkelige, at, skjønt vi per varios casus nu ere forenede med Sverige, dog hverken vort Land el- ler vi ere svensk Konges Eiendom! Hvor maa vi ikke prise det alstyrende Forsyn, der sikkerligen ad denne Vei leder os til et skjønt og hæderligt Maal, naar vi ikke ved vor egen politi- ske og moralske Bagvendthed fjerner os derfra! -- Morgen- stjerne har i Dagens Avis, idet han synes at ville besvare hine Spørgsmaal til Valgmændene, ført Anke over os i Anledning af vor Beslutning at gaa over til Dagens Orden, uagtet de 3 Valgmænds Fraværelse, og fortæller, at en vis Mand i den Anledning vil anklage os for Storthinget. Jeg tilstaar, at mit Votum bestemtes derved, at jeg ikke oftere gad umage mig op paa Raadstuen, og heller ikke vilde kjede mig der et Par Ti- mer, indtil man fik samlet Suppleanterne, men da lovkyndige Mænd fandt Fremgangsmaaden plausibel og constitutionsmæs- sig, gjorde jeg mig ingen Samvittighed derover, og angrer det ikke i denne Stund. At Embedsmænd ei bør udelukkes, er imidlertid ogsaa Morgenstjernes Mening. Endelig har jeg udlæst Clodius og har fremdeles fundet mig overmaade lidet opbygget. Naar jeg undtager de fordet- meste maadelige Vers, og de mange pralende Citater, kunde jeg gjerne udgive 20 -- 30 Bind slige "vermischte Schriften", og altid vilde min Biographi, mine Dagbøger, min Brevvexling med Liebenberg og Andre, mine critiske Anmærkninger om Bøger og Mennesker, ikke at regne mine Taler og Afhandlinger, være interessantere Lecture end mange af de yderlige Bagateller, SIDE: 10 hvis Bekjendtgjørelse røber en Aand- og Smagløshed, man ikke venter hos en Mand, der vil synes fortrolig med Oldtidens og den nyere Tids Mesterværker. 17de Januar. Der er nok i Kjøbmandsstanden megen Misnøie med Stor- thingsvalget. Bergh er den især en Torn i Øiet, da man fin- der, at der hviler en Plet paa ham som Haxthausens Ven og Client. 18de Januar. Rigstidenden fortæller, at forrige Byfoged Weidemann er sat under Tiltale for at have ladet en Arrestant sidde uforhørt og udømt et Par Aar og imidlertid confiskeret hans Eiendomme. -- I Ugebladet stod et nyt Stykke om Grev Wedel, som mu- ligen kan være af ham selv, hvori omtrent det samme siges, som jeg den 4de vilde sagt. Stykket er meget velskrevet. Jeg vil ønske og haabe, at denne lede Feide hermed er forbi. 19de Januar. Jeg fik et Brev fra Morten Anker, der bad mig om en Gravskrift over hans Onkel Ritmester Eliesen, som efter otte Dages Sygdom er død. Tabet skader ingenlunde Jorden, da han ikke var stort andet end inutile pondus. Jeg tror, at han aldrig i sit Liv har lært eller foretaget sig noget nyttigt Arbeide. At kjøbe Heste, at kjøre med dem, at arrangere Lyst- partier og leve brav, var hans Hovedforretning, og til dette Vellev- net hørte da ogsaa Fruentimmer som en væsentlig Ingredients. Han var iøvrigt et godmodigt og tjenstagtigt Menneske og ved sit mageløse Talent som maitre de plaisir yndet i alle elegante Cirkler. Jeg skrev altsaa Følgende, hvormed jeg hverken tror at have fornærmet ham, hans Venner eller Sandheden: "Her nedlagdes det Jordiske af Ritmester Iver Eliesen, født i Chri- stiania den 18de Mai 1762, død sammesteds den 18de Januar SIDE: 11 1815. Han nød aldrig huslige Glæder, ægteskabelig og barn- lig Kjærlighed forskjønnede ham ei Livets Held, lettede ham ei dets Byrder. Men en talrig Venne- og Frændekreds elskede i ham den jævne, blide, og godmodige Mand, der nød Glæden med aabent Hjerte og udbredte den med utrættelig Redebonhed. Alherren skaanede ham for at opleve den Ensommes fryd- løse Alderdom; endnu omgiven af Ungdoms og Manddoms Ven- ner, henslumrede han blideligen. Vel savne de hans vennehulde Omgang, men ogsaa lykønske de ham med den Hvile, han dog snart vilde behøvet og attraaet. Fred med hans Støv i Gra- ven, med hans Aand i Himmelen". 20de Januar. Jeg har idag faaet en Tidende, som jeg ikke veed ret, om jeg bør glædes eller bedrøves ved: jeg er bleven Ridder af Nordstjernen. Det smigrer mig vistnok saaledes at have vun- det Regjeringens Opmærksomhed, især da jeg intet har at be- breide mig selv. Jeg kan med den roligste Samvittighed bære dette Hæderstegn mig selv bevidst, ei at have gjort mig uvær- dig dertil. Men mellem ikke uværdig og fuldkommen værdig er der nogen Forskjel. Og naar jeg nu spørger, hvorved jeg er bleven værdig til at bære to Ridderordener, da kan jeg ikke uden Hjerteklappen gjøre dette Spørgsmaal. Kongen skal efter Grundloven bekjendtgjøre, hvad der har motiveret Ridderordeners Uddelelse, og jeg vil tro, at der blandt de udnævnte er flere, om hvilke endnu mindre kan siges, end om mig, men dermed er jeg dog ikke saa ganske retfærdiggjort. Efter Neumanns Fortælling vovede de Deputerede af samme Grund til Kronprindsens Misnøie og Hoffets og Stadens For- bauselse at frabede sig Ridderordener, hvormed de udrettede, at disse ei tildeltes dem i høitideligt Ordenscapitel, men Sagen havde iøvrigt sin Fremme, og man sagde, at man nok skulde forsvare det. Hvad som dernæst ved denne Befordring er en SIDE: 12 Smule ubehageligt, er det ublide Omdømme, som jeg vistnok kan vente af flere af mine Venner, om ikke i mine Øine, saa dog paa min Bag, og den Mistanke, de, skjønt aldeles ufor- skyldt, kunde fatte, at jeg ved noget directe eller indirecte Skridt har stræbt mod dette Maal. Endelig, som jeg overalt finder Adskilliges Ophøielse og Andres Tilsidesættelse [fotnotemerke] ved denne Leilighed at være et uklogt Skridt, da Fortjenester af Fædre- landet og ikke af Sverige er det, der egentlig skulde belønnes, saa kan jeg just ikke sige, at jeg opbygges meget ved det Sel- skab, hvori jeg staar, især Cancelliraad Dahls og Wergelands. At Wedel, Bech og Treschow i deres ophøiede Stilling maatte udmærkes, det lod sig begribe; men de to førstnævnte, vel og- saa min Ven Hount, hvis Fortjenester af Norge jeg forøvrigt ikke miskjender, kunde gjerne biet til en anden Gang, og saa- lidet jeg vilde havt imod ved en dansk eller norsk Ridderordens Uddelelse at se Hount og Wergeland ved Siden af mig, da de begge er ikke saa ganske almindelige Præster, saalidet opbyg- ges jeg ved disse Sidemænd, hvor en svensk Orden uddeles. For Verden staa de ikke saa rene som jeg, om de end staa saa- ledes for deres egen Samvittighed. Neumann taler med ubegrændset Tilfredshed om alt hvad han har seet, hørt og erfaret i Sverrig, spaar Norge idel po- litisk, literært og alt muligt Held af Foreningen, ophøier mange ypperlige Mænd, han har lært at kjende, og erklærer den sidste Maaned for en af de skjønneste i sit Liv. 21de Januar. I Intelligentsseddelen spørges, hvorledes de tre Valgmænds Udeblivelse kunde gjøre de andres Valg ugyldigt, da Valget ventelig var dem forkyndt. I den Anledning har jeg skrevet noget, som Fotnote: Især er dette mig paafaldende med Biskop Bugge, der synes at forfølges af samme Skjæbne som under den danske Regjering. SIDE: 13 bestemt skal ind i Ugebladet, da Sagen kan betragtes som mig personlig vedkommende. Det lyder som følger: "Een af Chri- stianias Byes Valgmænd tillader sig endnu til det i forrige Nummer af Intelligentsseddelen gjorte Spørgsmaal at føie nogle Anmærkninger. Eet af to maatte være Tilfældet: enten vare de udeblevne Valgmænd i Byen, og da udelukte de sig selv fra deres Valgret, eller de vare bortreiste (hvilket jeg ved idetmindste to af dem vare) og vidste intet af Valget. Isaa- fald havde Magistraten et tredobbelt Alternativ: 1. At ind- kalde dem, der næst hine havde de fleste Stemmer. 2. At op- sætte Repræsentantvalget, indtil alle vare samlede. 3. Som Valgforsamlingens constitutionsmæssige Bestyrer paa Stedet at protestere mod Valget, indtil det fulde Antal Valgmænd vare tilstede. Ingen af Delene skede. Er altsaa Feil begaaet, er Skylden hos Magistraten, der ikke kan tænkes at skulle bivaane Valgene af anden Aarsag, end for at paase, at disse ske ordent- lig og lovmæssig. Hvad selve Valget angaar, da kan derimod ikke føres billig Anke, med mindre Grundlovens § 61 og 62, sammenlignede med §§ 52 og 53, ere overtraadte, og dette vides med Vished ei her at være Tilfældet. Skulde imidlertid enhver kunne forpligtes til at angive, hvem han gav sin Stemme, og hvorfor han gjorde det, da har Indsenderen for sin Person intet at indvende derimod." Fru Treschow viste mig nogen ny Statsraadstads, som hendes Mand har faaet fra Stockholm: en stor trekantet Hat med sorte Fjedre og Guldkrampe, hvormed den gamle Mand vil se ud som en Nar, og et Sabelgehæng. Naar nu til denne Sabel kommer en blaa guldbroderet Uniform og Sporer, saa vil den næsten 70aarige Philosoph gjøre en herlig Figur. 22de Januar. Jag har faaet at vide, at jeg ikke er Ridder, men Medlem af Nordstjerneordenen, da man (maaske ikke uden Føie) finder SIDE: 14 Riddernavnet upassende for den, der ei kan bære Ridderinsig- nier; Vaaben og Sporer. De to Bisper hede aandelige Com- mandeurer (Commandeur synes dog ogsaa at være en militær Titel.) Forresten har jeg faaet den sørgelige Efterretning, at Ordensdecorationen ikke som i Danmark gives gratis, men koster mange Penge, omtrent 700 Rd. D. C. -- Til Middag var jeg indbuden hos Biskoppen i et lidet Selskab, som bestod for- uden mig af Platou, Rosted, Neumann og Sverdrup. Den sidste kunde, salva venia absitque dicto invidia, med Sandhed siges at kaste Perler for S -- , da han indlod sig i philosophisk- poetisk Discours med den yderst prosaiske Trias: Bech, Neu- mann og Rosted. Talen var nemlig om, hvorfra Roman- og Skuespildigteren af Geni hentede sin Kundskab om det menne- skelige Hjerte. Sverdrup troede, at deres egen Genius indgav dem det, og beviste det med Gøthes Exempel, som i det attende Aar [fotnotemerke] gav i sin Werther den mesterligste Skildring af Kjær- lighed, der maaske nogensinde er gjort, og Shakespeares, som i en yderst indskrænket Virke- og Omgangskreds skildrede Men- nesket i de forskjelligste og fineste Nuancer, saaledes som vel Ingen før eller efter ham har gjort. De Andre derimod troede, at alt maatte hentes af Historie og Erfaring, da det ellers blev Sværmeri, og ved den Leilighed kaldte Bech Kant en Svær- mer. Det var curiøst at høre paa denne Tale, men jeg kan dog aldrig undlade at ærgre mig, naar Folk bryde Staven over alt, hvad de ei have Sands for, og fælde afgjørende Domme over hvad de ei forstaa. At Sverdrup nu ogsaa paa sin Side neddriver, dels af Overbevisning, dels af Modsigelses- lyst, vil jeg da heller ikke nægte. Siden fortalte Neumann meget om sin svenske Reise og kunde ikke noksom berømme Christies Optræden ved Audiencen, hvor de Deputerede i Stor- thingets Navn fordrede Fæstningernes Rømning til sidste Fe- Fotnote: Urigtigt. Udg. SIDE: 15 bruar. Sverdrup var ubeskrivelig glad derover. -- Et afskye- ligt Mord er begaaet i Efteraaret ved Frederikstad. En Over- krigscommissær og Proprietær Gude er en Aftenstund forsvun- den, og man har den rimeligste Mistanke, at en svensk Husar- officer, som var indkvarteret der, har qvalt ham og kastet ham i Vandet. Efter Regjeringens Ordre anstilles streng Under- søgelse. 23de Januar. Jeg fik et Brev og en Pakke fra Statsraad Rosenblad. Brevet var, som venteligt, saare forbindtligt. "Det var ham en virkelig Glæde at gjøre Bekjendtskab med en Mand, som for- ener stor Veltalenhed med varm Iver for den sande evangeli- ske Lære". Tilsidst lykønsker han mig med Nordstjerneordenen. "Dette Hæderstegn, som er stiftet for retskafne Mænd i Norden, er et Bevis paa Kongens Agtelse for Deres Høiærværdigheds Lær- dom og udmærkede Fortjenester". Pakken indeholder en Hob Smaapjecer fra og om Bibelselskabet. -- Guldpokalen over- gaves i Formiddag Christie i Storthingets Sal i Overvær af de Storthingsmænd, som kunde samles. Omtrent ved samme Tid var Stads i Byens Kirke med Musik, Sang og Tale (den sidste af Lumholtz) Jubelparret Poul Clausen og hans Kone til Ære. Kirken skal have været fuld. Til Middagsselskabet i Stiftamt- mandsgaarden vare vel et Par hundrede Mennesker indbudne og siden omtrent ligesaamange Unge til Bal. Naturligvis var der Overflod af Mad, hvoriblandt dog ingen af de fine franske Retter, man i Thygesens Tid fik i det Hus, samt 4 Sorter Vin og Biskop. Midt i Maaltidet fik vi en maadelig Sang, Ju- belparret til Ære. En langt skjønnere istemtes af Valerius, der havde havt den heldige Ide at sammenligne Nora og Svea med det ærværdige Par og at spaa dem, omringet af Børne- børn, et ligesaa glædeligt Guldbryllup. Essen udbragte i den Anledning med sin alvorlige, dæmpede Stemme en Toast for SIDE: 16 Foreningen, som jeg maa sige rørte mig mest af alt. Et Par andre Skaaler udbragtes siden, men jeg kan ikke sige, der var morsomt; dertil var Selskabet altfor uhyre stort og blandet. 25de Januar. Endnu har man ikke afvrøvlet om Grev Wedel. En Anonym har med Føie doleret over, at Transportskydsen for den Eidsvoldske Rigsforsamlings Medlemmer endnu ikke er be- talt, skjønt den var lovet og ventet siden 16de Mai f. A. -- I Budskeruds Amt skal ved Valgforsamlingen have været en formelig Bondecoalition, hvorved især Geistlighedens Udelukkelse var et Hovedpostulat. Dens Modstand mod Værnepligtens Ind- skrænkning til det 25de Aar skal Bondestanden have taget den meget unaadig op. Tre Bønder ere valgte. 26de Januar. Rigstidenden indeholder Svar paa alle de Ansøgninger og Forestillinger, Deputationen havde at overbringe. Fæstninger- nes Rømning loves ubetinget. Vicekonge kan Kronprindsen ikke blive, da Kongens tiltagende Alder og ustadige Helbred gjør hans Nærværelse nødvendig ved dennes Side, men han skal saa ofte som muligt komme til Norge. At han derimod bliver Chef for et gevorbent Regiment, bevilges saameget hel- ler, "da de norske Krigere derved gives Leilighed til umiddel- bar at tjene under den store Feltherre, der, om Krig igjen skulde nærme sig Scandinaviens Grændser, skal føre dem til Hæder og Seier". (Altfor snart desværre vil maaske dertil gi- ves Leilighed. Det ser ligt ud til, at Underhandlingerne paa den Wienske Congres ville vorde afbrudte. Rusland og Preus- sen paa den ene Side, Østerrig og Frankrig paa den anden menes at indgaa en Coalition, og vor Skjæbne vil vel mest bero paa, hvilket Parti England tager). Handelsaffæren vil Kongen afgjøre efter Overlæg med begge Rigers Statsraad el- ler ved Forestillinger hos Vedkommende gjennem det udenland- SIDE: 17 ske Departement. Endelig forsikrer han Universitetet om sin særdeles naadigste Beskyttelse samt Bestræbelser for dets Frem- vært. -- Fremdeles fortælles i Bladet om Guldpokalens Over- levering. Den var, fortalte Neumann, fyldt med Malagavin. Efter en liden net Tale af Treschow gik den om som en Com- munionskalk, med hvilken den ogsaa har megen Lighed. Hver tog en Slurk; tilsidst tømte Christie den og takkede rørt med nogle faa Ord. Schmidt skriver: "Jeg har læst din Nytaarstale, og ønsker og beder af ganske Hjerte: Dig ske som Du tror, men sukker derhos: Herre! hjælp min Vantro". "Havde Schmidt været i Stockholm", sagde Neumann, hvem jeg forelæste Brevet, "vilde han ikke sagt saa", og jeg tror, han har Ret, da den ellers saa sindige og rolige Christie i faa Timer saaledes har over- vundet Mor Koren, at hun nu er ligesaa glad ved Carl Jo- han som før ved Christian Frederik. Der var stor Diner hos Essen i Anledning af Kron- prindsens Fødselsdag. Jeg var aldeles ikke frisk den hele Dag. Frugalitet i Mad og Drikke vilde da nok være mig tjenligst, og jeg er derfor ikke i Hjertet glad over de mange Gjæstebud, da jeg ikke har Styrke nok til at overvinde Fristelsen, naar jeg ser delicat Mad og Vin foran mig, men maa nyde af alt. Jeg kan just ikke sige, Essens Retter vare meget tillokkende; de fleste skulde desuden været varme, men vare kolde, og Til- lavningen havde heller intet udmærket, men 10 Sorter Mad, dertil Cognak, Rødvin, Madera, Malaga, Champagne, Punsch og, efter Kaffeen, Liqueur, det anbefales nok ikke enten Syge eller Sunde i nogen Diætik, og at for mig Hovedpine og maa- delig Nattero var Følgen, kunde ei undres over. Neumann var min ene Sidemand ved Bordet, og vi vexlede mangt et behageligt Ord, men da Kronprindsens Skaal blev drukket uden Sang og Klang, oprørtes hans Inderste. Han vilde især, at de norske Digtere skulde hædret Prindsen, og da jeg nu erklæ- SIDE: 18 rede ikke at henhøre blandt disse, geraadede han i ny Iver over, at ogsaa jeg bekjendte mig til den nye Lære, efter hvil- ken kun Oehlenschläger, Ingemann og høist Baggesen maa være Digtere. For mig vilde det slet ikke være passende uan- modet at skrive en saadan Sang, da det af min hele patrioti- ske Vennekreds vilde blive anseet for underdanigst Tak for Nord- stjerneordenen. -- Jeg vilde ønske, at Bergh, inden Storthin- get aabnes, maatte faa gyldigt Forfald. Han er det evige Tvistens Æble, og jeg er glad ved at vide min Samvittighed fri, da jeg første Gang ikke voterede paa ham, og han anden Gang havde saamange Stemmer, at min aldeles ikke gjorde Udslaget. Han er dog en tvetydig Person, og var idag den stiveste Hofmand i det hele Statholderselskab. 27de Januar. Diem perdidi! Kl. 11 afhentedes vi med Hans Hau- ges Heste. Vi kom til Bakke og fandt en Mængde Mennesker, men Præsident Bull og hans Broder Justitiariussen, Kjerschow og Procurator Lumholtz vare de eneste, med hvilke jeg kunde conversere. Jeg holdt en Brudevielse over Ps. 103, 1 -- 4 af ubetydeligt Værd [fotnotemerke] . Foruden at jeg sjelden, allermindst hjem- me i Huset uden Sang og Ceremoni, føler ret inderlig Inter- esse for denne Handling, saa maatte jeg ogsaa her staa som paa Naale, og, for at bruge et trivielt Udtryk, liste mig om- kring mit Æmne som Katten om hed Grød. Rent forbigaa det Individuelle ved Brudgommens Vandel og Skjæbne syntes mig at jeg ikke kunde; udlade mig derom med fuld Aabenhjer- tighed i en saa stor blandet Forsamling kunde jeg ligesaa li- det, og saa udbredte sig en Stivhed og Tvang over det Hele. Ved at skrive Brudevielsen kunde jeg vistnok givet Sagen en Fotnote: H. N. Hauge var to Gange gift, første Gang med Andrea An- dersdatter, der døde i December 1815, anden Gang med Inge- borg Marie Olsdatter. Udg. SIDE: 19 meget kunstig Vending; det Talent i udarbeidet Tale at ud- trykke mig med Finhed saaledes, at mit Parti applauderer mig og Modpartiet lidet eller intet kan indvende, har jeg unægteli- gen, men her vilde nok den Konst været spildt, og derfor an- vendte jeg den ikke. -- Nu, saa drak vi Chokolade og spiste Frokost, kom saa tilbords og fik 6 Retter god Mad, drak Caffe, drev omkring og snakkede, drak The og snakkede atter, spiste Æftasvel -- da var Kl. 7 _, og nu kjørte vi hjem, uden at oppebie den belovede Punsch og Aftensmad. Jeg gaber ved blot at tænke paa denne kjedsommelige Dag. 28de Januar. Der var nok Ingen, som tænkte paa, at man den 28de Januar skulde fyre paa Fæstningsvolden, hvilket end ikke skede, da det var Kongens Fødselsdag. Imidlertid maatte vi i Storm og Snefog aabne vore Vinduer, for ikke at faa dem skudte itu, thi -- første Gang i 27 Aar hedder denne Dag nu i Almanakken Carolus, og er altsaa vor naadige Konges Navnedag, og den mærker jeg nu, ogsaa vi skulle celebrere paa fransk Vis. Iøvrigt gik den naturligvis stille af paa den Alarm nær, som Nordenvinden gjorde. -- Jeg læste en kort Tale, som Rosenblad holdt i Bibelselskabet eller det evangeli- ske Selskab, som det kaldes. Det er den livagtige Gehei- meraad Brandt [fotnotemerke] , og da jeg unægtelig har ham at takke for Nordstjerneordenen og den Yndest, jeg muligens staar i ved Hoffet, saa blev det min synderlige Lod, at mine to største Velyndere og Befordrere blandt Stormændene vare hyperortho- doxe, næsten til Bigotteri. Jeg har overalt undertiden havt en egen Stjerne paa Himlen. Jeg skrev 7 -- 8 Smaadigte, og hyldedes af Abrahamson, Pram og Rahbek som en af Landets første Digtere. Jeg skrev (rigtignok anonym) de theologiske Fotnote: Cancellipræsidenten. Cfr. Pavels's Autobiographi (Christiania 1866) S. 98, 105 f. 186. 191. Udg. SIDE: 20 Recensioner i Lærde Efterretninger for 1797 og 98, og blev Brandis erklærede Yndling. Mine to Bind Prædikener, hvori Forsoningen ikke nævnes, læses nu af Rosenblad med Henryk- kelse, og gjør mig i hans Øine maaske til Norges første Præst. Og naar jeg endda i Omgang forstod at producere mig, eller sno min Kaabe efter Veiret! men det gjør jeg heller ikke. Har end stundom Baggesen, Oehlenschläger og flere forurettet mig og nedsat mig under Fortjeneste, saa er der andre, som fast ubegribeligen har hævet mig baade over Fortjeneste og Forvent- ning. 29de Januar. Mindst anede jeg igaaraftes, da jeg gik tilsengs, at i det Øieblik en saare smertelig Rift skede i vor Vennekreds, at vor hæderlige og elskværdige Mor Koren, gik hen til det Land, "wo nicht Trenung mehr noch Tod Liebenden Geliebten droh't." Just nu, da alle mørke Skyer vare svundne, da Haab og Glæde omstraalede hende allevegne, da hun, forsonet med hele Verden, selv med Carl Johan og de Svenske, stod i Begreb med at besøge sin kjæreste Vennekreds i Christiania og Drammen, og lovede sig Glæder der, hun ikke i 14 Aar havde kjendt Magen til, -- just nu lød Dødsbudskabet og bortkaldte hende fra alt. Vistnok havde hun Grund til at mistro alle vidt udseende Pla- ner og Forhaabninger. Men maatte det paa den ene Side være hende tungt at forlade Jorden just da, efter langvarig Kummer og Strid, hun, hendes Børn og Venner havde rime- ligst Udsigt til varigt Held, paa den anden Side kunde hun dog aldrig i en blidere Stemning gaaet over til Fredens Egne, og den, der som hun med fast Tro og Haab ventede et bedre Liv efter dette, for hvem det var ufeilbar Vished, at de Elskende hisset sees igjen, og kjende og elske hverandre i al Evighed -- sandelig! for den var Døden selv nu en Baade. Vistnok vil SIDE: 21 hun længe savnes i vor Kreds, thi med alt det, at hun havde sine Svagheder (og hvo har ikke dem?) var hun et saare blidt og vennehuldt Menneske, og med sin lyse Aand forenede hun et varmt og ædelt Hjerte. Held hende, og held enhver Død, som dør i Herren! 30te Januar. Døderlein fortalte om en skrækkelig Svir, der i Torsdags havde været i Norske Brødres Klub, Kronprindsen til Ære, som endte med, at Bjerregaard, som havde gjort en Hæderssang til hans kongelige Høihed, drak et Glas paa de Svenskes Undergang, hvorfor han ogsaa efter Fortjeneste blev kastet paa Døren. Ikke destomindre indfandt han sig igjen næste Aften, og satte sig hel ugeneret ved en Bolle Punsch, hvilket rø- ber megen Frimodighed. 31te Januar. Ordren er aabnet, og dens Indhold mindede levende om Horatz's "Parturiunt montes". Glad og Grüner kom imorges til bestemt Tid, det store Rigssegl blev brækket, og -- Kongen befaler mig og mine Colleger ved Lysning fra Kirkebakken, Thingsted og Gjæstgivergaarde, ved Budstikke og mundtligt Bud at indkalde alle i Præstegjældet, som ere Eiere af Forskrivelser, udgivne af Rigets forrige Konger eller paa disses Vegne af dertil Beskikkede, at møde hos os og opgive alt det fornødne, efter et vedlagt Schema, hvilket alt skal indføres i en Protocol, som skal føres af mig og Mændene hver Dag i samfulde fjorten Dage. Mange skal have aabnet Ordren uden at have læst Convoluten. I Kragerø skal den være oplæst i et Selskab, og Hr. Stenbuch i Eidanger skal have oplæst den fra Prædi- kestolen. 1ste Februar. Jeg har udlæst "Nor", Norges første poetiske Nytaars- SIDE: 22 gave. Den unge Student Hansen er blandt alle Apollos yngre Sønner her i Norge den, jeg gladest tilraader: "macte vir- tute esto!" Schwachs Muse er af dem, som ikke svinger sig høit. Han er mere en Digter fra det attende Aarhundredes sidste Decennier, end fra nittende Aarhundredes første. -- I An- ledning af Falsens Valg til Storthinget for nordre Bergenhus Amt, synes en ny Valgstrid at ville opkomme, da han bor i Bergen og saaledes ikke hører hjemme i Amtet. 2den Februar. Præsten Heltberg fra Tind i Øvre Telemarken gjorde mig et Besøg. Han er en ret vakker og interessant Mand. Med Zetliz, som er hans Herredsbroder, skal endnu være Fjas. Naturam furca pellas ex, hun kommer dog igjen den Her, og hans ulykkelige Giftermaal bestyrker ham i den slemme Kjær- lighed til Flasken. 3die Februar. I "Athene" har Pastor Bastholm anstillet nogle Betragt- ninger over den franske Revolution og Napoleon, og Molbech har tilføiet et Supplement om historiske Domme og Meninger. Det er to høist underholdende Stykker, som jeg ret ønskede vore politiske Kandestøbere, fra dem, der prunke med Stjerne og Fløiels Talar, til dem, der bære Skjødeskind, alvorligen vilde lægge sig paa Hjerte. Min Samvittighed bebreidede mig al- deles intet under Læsningen. Hvad disse Tiders Hovedbegiven- heder angaar, har Forfatternes Mening altid været min; at jeg ikke med lige Upartiskhed har dømt, hvor jeg som Patriot var indviklet med i Affærerne, vil jeg tilstaa. I Juliheftet er den bekjendte Brunske Sang: "For Norge, Kjæmpers Føde- land" for første Gang offentligen aftrykt, efter en af Nyrup SIDE: 23 indsendt, ikke aldeles correct Afskrift [fotnotemerke] . Dengang ventede man nok vore Sager skulde faaet et andet Udfald. 4de Februar. I Anledning af, at flere Danske, som vare reiste herfra, siges at agte sig herop igjen, vilde Sverdrup vide, at Danmarks Skjæbne er intet mindre end afgjort, ja at det endog er et Tvistens Æble, som de to Partier, der mene at coalisere sig imod hin- anden, begge søge at rive til sig. Rusland vil have Polen udelt, og har under den Betingelse lovet at hjælpe Sverrig til Danmark, og saaledes forene de tre nordiske Riger. England derimod, som siges at helde til det fransk-østerrigske Parti, vil beholde Danmark for sig selv, vil tilsøs erobre Øerne og, gjennem Hanover, Holsten og Jylland. Hvad sandt der er i disse Planer, ved jeg ikke, og ligesaalidt, hvilke Begivenheder der kunne hindre eller befordre dem; ulykkeligt synes imidlertid mit kjære Danmark at være og langt ulykkeligere end Norge, naar dette kun selv vil være lykkeligt, og ikke saalænge male Fanden paa Væggen til han virkelig kommer. 5te Februar. Endnu har ingen anmeldt sig som Eier af kongelige Obli- gationer. Man formoder, at ingen saadan er i Aggers Sogn. Rosenkrantz og General Schmettow have taget Afsked. Fotnote: Sangen var allerede trykt i 1784 i Throndhjem, hvor General von Krogh og Rector, Prof. Laurids Smith søgte at forhindre dens Udbredelse; den Sidste forfattede endog "en ny Sang med samme Stavelsemaal og modsatte Ideer", som udspredtes blandt Almuen. I 1785 skal den være optrykt i Christiansand, men Confiscation og Mulct siges at have været Følgen. Se L. Daae "Af Bülows Papirer," S. 174 ff. Jvf. Wergelands Const. Hist. I. 25 f. og P. Botten-Hansens Biographi af Nor- dahl Brun. Udg. SIDE: 24 6te Februar. Jeg fik Brev fra Holten; han har altsaa endnu ikke glemt mig eller opgivet mig som Apostat. Han selv forekommer mig at tale med Kulde om Prinds Christian, som er i Augusten- borg, og skal have skrevet eller sagt, at han aldrig i sit Liv har følt sig saa lykkelig som nu. Kongens lange Fraværelse er ikke Holten tilpas, da den lader ham i Uvished om sin Skjæbne, og han maa ligge ørkesløs i Kjøbenhavn og fortære sin ringe Formue. 7de Februar. Motzfeldt er med Bibehold af sin Statsraadspost bleven Vicecommandant i Bergen!! hvor han rigtignok efter Lowzows Død har Adgang til den mest indbringende militære Post i Norge, men naar dør Lowzow? 9de Februar. Med sin unægtelig sunde Forstand fremstillede Bispen nogle af vor Constitutions svage Sider, hvilke Schmidt, som en af dens Forfattere, vel søgte at forsvare, men virkelig kun med svage Grunde. At Kongen egenmægtigen kan afsætte alle høie Embedsmænd og (foruden det despotiske, som altid er i saadan Rettighed) fylde Landet med kostbare Pensionister, eller sætte Storthinget i den Nødvendighed, at lade Mænd, Loven ei har fældet, og som maaske besidde Nationens Tillid, sulte med Familie, samt at der ingen Dæmning er sat mod ufor- nuftigt og partisk Repræsentantvalg, saa at det jo er muligt, Storthinget engang kan komme at bestaa af bare Bønder og Kjøbmænd, -- det var især ved disse Punkter Bech opholdt sig, og Schmidt kunde desværre ikke svare ham Et til Tusinde. 10de Februar. Som en Synderlighed maa jeg fortælle, at -- e paa samme Tid, som han fik en svensk Ridderorden, dømtes ved Bythinget SIDE: 25 i en Mulct af 10000 Rbd. S. V. for Toldsvig. Om Ole Haagenstad, som under Storthinget blev almindelig rost, har nu Dommen forandret sig.Han skal have pralet uforskammet i sin Bygd, og fortalt, at han, næst Christie og Grev Wedel var Storthingets ypperste Mand, hvorover da og Guldbrands- dølerne udraabte: "Ja, du burde være Konge i Norge, Ola!" Altsaa er Johannes Thrane og Ole Haagenstad de nærmeste Competenter til Norges Throne, hvis Vacance skulde indtræffe. 11te Februar. "Grevens Feide" vedvarer endnu i Intelligentsseddelen. Præsten Bonnevie paa Kongsberg har nu leveret et Indlæg i Striden. Stykket gjør ham overmaade megen Ære, og man tror ham gjerne paa hans Ord, naar han anvender paa sig Joabs Udsagn: "Jeg frygter Gud, min Ven, og ingen Anden". -- I det svenske Dagblad "Almänna Journalen" findes en lang og ærefuld Recensjon over min Nytaarsprædiken. 12te Februar. Som Storthingsmand for Frederikshald nævner Rigstiden- den Statsraad Tank, og som Suppleant den forstyrrede Can- celliraad Dahl, saa man vel ikke gjør Fredrikshaldenserne Uret ved, efter Schmidts Forslag, at parodiere det berømte Thaarupske Vers og fremstille det brøstfældige Fredrikshald som et "Svag- heds Minde i vort Norden". Iaften spiltes igjen "Arlechines Bryllup [fotnotemerke] .Personerne ere nu saa øvede, at jeg blot behøvede at passe paa mellem Acterne, og kunde iøvrigt se Forestillingen uforstyrret fra Di- recteurbænken. Det er sandt: Uleilighed, ogsaa lidt Fortred og Chicane har dette Stykke voldt mig, men saa havde jeg ogsaa den Satisfaction baade som administrerende Directeur og som den, uden hvis idelige Overhæng Stykket vel aldrig var blevet Fotnote: Af L. Kruse. Udg. SIDE: 26 spillet, at Selskabet aldrig, i min Tid, og Gud ved om før den, har havt en i alle Henseender bedre Forestilling. Vi turde givet den Forestilling for, det mest glimrende kjøbenhavnske Pu- blicum, og spurgt, om man i Danmarks Hovedstad kunde til- veiebringe en bedre. Falbes Organ og Udseende er vistnok ikke aldeles fordelagtigt, men da det er en Hovedfordring ved Mar- chesens Rolle, at den spilles af en Mand af Levemaade, saa kunde den neppe være i bedre Hænder end Falbes, der har den fine Verdens Tone saa ganske i sin Magt, har endog selv været i Italien, indlemmet i de høiere Cirkler, og ved altsaa, hvorle- des man der opfører sig. Kaltenborn var Obersten. Det glæder mig, at min Samvittighed frikjender mig fra den Synd, Theaterdirecteuren begik, da den tildelte ham denne Rolle, iste- detfor Fyrstens. Jeg vilde han skulde have den sidste, men mine Tanker vare ikke mine Collegers. Da Obersten imidlertid den meste Tid agerer Fyrste, saa var den høie og ædle An- stand, hvis Lige jeg maaske aldrig har seet paa dette Theater, meget passende. Den virkelige Fyrste spilles af Kjerulf, hvis store Talent til ømme, lidenskabelige og comiske Roller er alt- for umiskjendeligt til at det skulde regnes ham til Brøde, at han ikke med lige Held spiller de fornemme. Roller som denne, som Almaviva og Henrik den Femte har man hidtil af Nød- vendighed maattet give ham, men nu bør man lade det være, siden man har faaet Kaltenborn. At Kjerulf iøvrigt spillede denne som alle sine Roller med Flid og Studium, behøver jeg ikke at sige. Damerollerne vare i Frøken Mansbachs og Fru Steens Hænder og bleve udførte med passende Anstand. Ge- neralen spilledes af Holm med megen komisk Styrke. Arle- chino var Falsen, den eneste, som paa vort Theater kunde ud- føre den Rolle, men som ogsaa udførte den til Fuldkommenhed. Carlsens Ciapo var et uovertræffeligt Mesterstykke. Mascherillo spiltes saa godt af den unge Student Hansen, at Ibsen vist ikke vilde spillet Rollen bedre. Den eneste maadelige Person SIDE: 27 i Stykket var Winge som Kammerherren, men heldigvis havde han forlidet at bestille til at kunne bringe Forstyrrelse i En- semblet. 15de Februar. Til alle, som i Rusens Dage sidst i Mai Maaned f. A. stimlede sammen for at ofre deres Gaver paa Christian Fredrik og Fædrelandets Alter, circulerer der i denne Tid en Opfor- dring til at erklære, om de ville have dem tilbage eller skjænke dem til Universitetet. Saagodtsom uden Undtagelse er Svaret paa det sidste Spørgsmaal benægtende; Enkelte have endog svaret "Nei, nei!" Jeg tilbagefordrede min Sølvkande, men offererede Skillemynten. 16de Februar. Rigstidenden fortæller, at Kongen sidst i Juli agter at lade sig krone i Trondhjems Domkirke. Deraf synes at følge at Storthinget hverken holdes paa Fredrikshald (da desforuden den svenske Rigsdag allerede den 27de d. M. aabnes i Stock- holm) eller i Trondhjem (hvor Kongen først vil være en Maa- ned efterat det er aabnet) men paa det constitutionsmæssige Sted: Christiania. -- To Dødsfald inden min Bekjendtskabskreds an- meldes. Det første er virkelig beklageligt: Storthingsmanden Præsten Garmann, en brav Mand, og trods den manglende Doctortitel, bekjendt for mere Forstand og sund Sands maaske endog Crudition end hans graduerede Broder her i Byen. Den anden er Justitsraad G -- fra Fredrikshald, en Apostat fra den geistlige Stand, da han, for at sætte sig ned som Grosserer, solgte sit Embede til Præsten Randers, hvilken uegennyttige Ad- færd og lønnedes allernaadigst med Titel af virkelig Justitsraad. 17de Februar. Naar jeg tænker paa de Kjøbmænd, hvis Valg som Stor- thingsmænd er bekjendt: Statsraaderne Tauk og Aall, Jørgen SIDE: 28 Aall, Kjelland [fotnotemerke] og P. Cappelen, naar jeg endvidere tror Ryg- tet, at Stoltenberg atter er valgt fra Tønsberg, naar jeg en- delig med Grund venter en dygtig Handelsmand fra det paa oplyste Kjøbmænd ingenlunde fattige Bergen, saa synes mig, at vor Byes Grosserere meget vel kunne slaa sig til Taals paa deres egen og Standens Vegne, da jeg sandelig ikke tror Christiania eier en eneste Kjøbmand, der tør maale sig med nogen af de opregnede. Der er vist ikke nogen By af Be- tydenhed, hvor Kræmmeraanden saaledes prædominerer over alt andet som i Christiania -- det maatte da være Arendal, men der har de dog vist den rosværdige Beskedenhed ved ingen af de tre Rigsforsamlinger at vælge en Kjøbmand til Repræsentant. 18de Februar. Min Lecture idag var afskyelig: Intelligentsbladet inde- holder en Paskil over Biskop Bech, som man blot behøver at være Mand af Ære og Delicatesse for at fordømme. Forfat- teren taler om, hvorledes Universitetet bør lykønske sig med at have faaet en saa stor Mand til Procansler. Man tvivler ikke om, at han vil udgive mange lærde Artikler, blandt Andet hans Doctordisputats, som ventelig nu maa være færdig. Man haaber, han vil holde Forelæsninger over de orientalske Sprog, hvori endnu ingen Professor er ansat, og hvori ligesom i det Latinske og Græske, ikke at tale om un petit peu Fransk [fotnotemerke] , hans Styrke er bekjendt. Tillige vilde det være tjenligt at han veiledede de theologiske Candidater i adskillige vigtige Ting, deres tilkommende Embeder angaaende; om Uegennytte og Ret- skaffenhed, christelig Ydmyghed, Simonis Afskyelighed og Edens Fotnote: Sorenskriver Schjøtz, ikke Agent Kjelland, mødte for Stavanger. Udg. Fotnote: Dette sigter til et Svar, han gav Carl Johan, da denne, ved den første Audients, spurgte ham, om han talte Fransk: "Un pe- tit peu i min Ungdom". SIDE: 29 Hellighed. Endelig vilde man være glad ved at se en Afhand- ling om Oplysningscommitteens Constitutionsmæssighed. -- Ikke mindre oprørtes jeg ved et Vers fra en Jyde, hvis hæslige Tendents, ligesom et Par i forrige Nummer, synes at være den at opflamme Nordmændene til Had mod den ædle danske Nation, der sandelig ikke af os har fortjent saadan Behandling. Kongens lumpne Raadgiver, med og uden Adjutantuniform, ere ikke Nationen. -- Endelig averteredes et Skrift af den famøse Sebbelow i Christiansand under Titel: Kong Christian Fre- derik mishandlet. Jeg kjøbte og læste det og fandt egent- lig et giftigt Nidskrift mod Wergeland, og iøvrigt saamange Dumheder og Fordreielser og Afskyeligheder i alle Maader, at det ikke kan være mig tvivlsomt, hvilken Bestemmelse dette Pro- duct bør anvises. 19de Februar. Af Rigstidendens Indhold anmærker jeg et naragtigt Stykke, som ikke fornægter sin Fader: Klokker Aurdal. Det er Klage over illegal Adfærd af Præsten Essendrop ved Valgforsamlin- gen i Modum og har til Titel: "Bidrag til Menneskekundskab især med Hensyn til det i vore Dage ved Religion og Cultur dan- nede Menneske". Han begynder med en philosophisk Undersøgelse, hvorvidt Menneskeheden kan siges at gaa fremad, og forbereder derved Fortællingen om, hvorledes Præsten vægrede sig at ud- levere ham Fuldmagten, og siden, trods Pluraliteten, satte Lens- mandens Navn forved ham paa Listen. 20de Februar. Allerede har den ærværdige Fru Rosenkrantz udstridt. I Eftermiddag Kl. 41/2 henslumrede hun sødt og vist saligt, thi hun var et sjeldent Menneske. Ikke ubekjendt med Lidelser, bar hun dem med uforandret Aandsstyrke, og hendes Aasyn bar Præg af den høie Ro, der thronede i hendes Sjæl. Hun er- kjendte Religionens Kraft til at forædle og berolige, og lige- saalidt fornægtede hun den i sin Vandel som i sin Tale. Hun SIDE: 30 var aldrig Moder, men æret, elsket og beundret var hun af En- hver, som kjendte hende, medens hun levede, og efter sin Død vil hun længe savnes i den Kreds, hvis Prydelse hun var. To saadanne Kvinder som hun og Mor Koren ere yderst sjeldne. I en Tid af to Maaneder forlod de begge Jorden, fjern og nær, saavidt mit Bekjendtskab strækker sig, søger mit Øie deres Lige, og finder -- Ingen! 21de Februar. Den Gravskrift over Fru Rosenkrantz, som jeg efter Ras- musens Anmodning har skrevet, lyder saa: "Læser staa med Ærefrygt ved denne Kiste: ikke fordi jordisk Glands omstraa- lede det Støv, som gjemmes her, men fordi den Aand, der oplivede det, var en de af ædleste, som nogentid forskjønnede Jor- den, og er vist nu af de saligste, som glædes hos Gud i Himme- len. -- Maren Juell var født den 18de Marts 1749. I Ægteskab med Generalkrigscommissær Peder Holter, med Ge- neralauditeur Ole Christopher Wessel, der venligen modtage hende hisset, og med Statsraad Marcus Gjøe Rosenkrantz, der nu længselsfuld begræder hendes Bortgang, var hun Dannekvinders Mønster, sine tro Ledsageres Held og Glæde. Og saa var hun for Enhver, som hun stod i Forbindelse med. Som Slægt- ning, som Veninde, som Menneske, som Christen lignedes hun af Faa, overgikkes hun vist af Ingen. Velsignelse udbredte hun rundt omkring sig til den sidste Stund, og vilde udbredt den, om et Aarhundrede var hengangen over hendes Isse. Men længe moden til Himmelens Herlighed, hjemkaldtes hendes Aand den 20de Februar 1815 til sit sande Fødeland. Der- fra tilsmiler hun os Trøst og Frimodighed og Haab om Gjen- syn og evig Forening. -- Vi trøstes og haabe og ere frimo- dige, thi ogsaa vi skulle engang vandre hjem til Herren. Der, Forklarede! se vi dig igjen endnu fuldkomnere og lyksaligere, end da du vandrede blandt os herneden." SIDE: 31 22de Februar. Hvilken urolig, glimrende Dag ifjor, og iaar (ogsaa uden- for min Sygestue) hvor død og stille! Den interessante Cour, som endtes med et trofast Haandslag, der vel sjelden er seet Mage til ved en Hofceremoni, Folkestimmelen paa Torvet, Prindsens Taler, det jublende enstemmige Hurra, hvormed han hilstes, og saa tilsidst det glade tvangfri Middagsmaaltid, som om vi havde siddet i en Vennekreds -- ak! hvo tænkte vel, at den Herlighed skulde faa en saa snar og sørgelig Ende? Det er besynderlige Erindringer, behagelige kan jeg heller ikke sige de ere; men om det havde været bedre for os, hvis vore sang- vinske Drømme til denne Stund vare opfyldte, hvis Christian Frederik endnu havde siddet paa Norges Throne, hvis en hel- dig Begyndelse havde daaret os med Haabet om en ligesaa heldig Ende, -- ja det er en anden Sag. Jeg takker Gud, og ved egentlig ikke, hvilket af det Skete jeg skulde ønske uskeet. 23de Februar. Rigstidenden nævner tolv nye Storthingsmænd. I He- demarkens Amt har Bondestanden prædomineret. Capt. Ræ- der er eneste Embedsmand. Fra Bergen kommer atter Chri- stie, samt Ingenieurcapitain Wetlesen og Kjøbmændene Fredrik Meyer og Wollert Konow. Biskop Brun var sidste Valgmand. Fra Smaalenene møde: Amtmand Sibbern, Forvalter Bjørn- schow, Hount og en Bonde. 24de Februar. Valerius gjættede, at Biskop Bugge var Forfatter af den lumpne Paskil mod Bech. Andre derimod ville vide, at det blot er Bugges Tunge, men ikke hans Ven, som er skarp. Heri have de Uret, men jeg tror dog ikke han er Forfatteren. -- Jeg havde Brev fra Neumann, som er ærgerlig over Avis- feiderne og tror, at Mænd af Sindighed og Patriotisme bør SIDE: 32 enes om at udgive en Journal, der kan gjøre Ende paa dette Uvæsen. 25de Februar. Havde jeg forrige Aars 25de Februar siddet saaledes som jeg sad idag, med et hovent Ben udstrakt i Sofaen, -- megen Glimmer, mange Lovtaler, ogsaa megen reel Fornøielse maatte jeg da givet Slip paa, men om ikke Dagens Minde i denne Stund vilde været mig behageligere end den er nu, det er et andet Spørgsmaal. Det er vist det Bedste, hvad nu er skeet, maaske var ogsaa denne Bededagsanordning et uoverlagt Skridt; saaledes som Udfaldet blev, har vel den religiøse Ceremoni mere forværret end forbedret Sagen for mangen øm Samvittigheds Domstol. Det var øiensynlig lagt an paa at imponere og overraske, men for at holde et helt Folk i Aande efter en saa- dan Surprise maa det gaa Slag i Slag, saa man ikke faar et Øiebliks Tid til at betænke sig. Da dette nu ikke skede, da alt gik collegial og diplomatisk Sneglegang, da de varmeste Patrioter fik Tid til kolde og tvivlsomme at spørge: "Hvorfor gjør man nu det, som gjerne kunde opsættes? og fremfor alt, hvorfor gjør man ikke det, der synes uopsætteligt? -- saa var det vel ikke saa underligt, at det gik som det gik. Men uagtet alt hvad den skarpsynede Politiker da maatte forudse og den retskafne Fædrelandsven nu maa erkjende, -- det var dog et skjønt Ideal, som da fremstillede sig for os! Det er ikke realiseret, det kan ikke realiseres i Aarhundreder. Norge har maaske aldrig været, kunde vel heller aldrig blive lykkeligere end det forenet med Sverrig tør haabe at vorde; men den Lyksa- lighed, vi for et Aar siden ventede, den besidde, den opnaa vi ikke. Den var nok uopnaaelig for os i Virkelighedens Land, men den existerede i Ideen; for mig svævede den hin Dag i en ætherren Glands, og derfor, skjønt jeg ingenlunde blues ved min Følelse eller taaler, at den belees som tomt Svær- SIDE: 33 meri, ønskede jeg i Dag at have gjemt den som saamange an- dre skjønne Drømme i min Barm. Ja sandelig, nu vilde det været mig et kjærere Minde, at jeg havde siddet her i So- faen og græmmet mig over min Uvirksomhed, end at jeg stod som Folketaler i en utællelig Forsamling og følte med høi Enthusiasme: "Dette er det største, skjønneste Moment i dit Liv!" Posten bragte Brev fra Biskop Brun. Dermed fulgte en Fastelavnsprædiken om Egennytte, som han vil have trykt her, og som han paa en meget net og værdig Maade dedicerer Rosenblad, fra hvem han har havt "et allerkjæreste Brev". Om et Bibelselskabs Oprettelse her mistvivler han, da "Præ- sterne ere arme Djævle, og de Rige kun have Penge til Fisk og Sild og Skibsparter". Han fortæller, at der næste Man- dag skal være et stort Gjæstebud for Christie, hvor en Adresse overgives ham med en Subskription af 7000 Rd., af hvilke det overdrages ham hvert Aar paa sin Fødselsdag at uddele Renterne til 4 trængende Enker. Legatet skal føre Navn af Christies Legat, men der anmærkes, at just de Rigeste ei have bidraget en Skilling. Amtmand Falsen synes gamle Bispen at ynde. At saamange Bønder vælges til Storthinget, er ikke efter hans Sind. "Jeg er bekjendt Bondepatron; men nu bæ- ver jeg for Bondens altfor store Pluralitet. Skal den orga- nisere Staten, saa Gud hjælpe os. Civilisten giver os Præ- stepine i Rubriker, og vil desuden have indtil vore Buxelom- mer vrængede, for at vide hver Skilling Præst har og faar". At Bugge er forbigaaet med Nordstjerneordenen finder han "impoli af Svecus". Han takker for min Nytaarstale, "som især udmærker sig ved den tækkelige Sparsommelighed i at takke og prise". Men endnu mere takker han mig for hvad jeg skrev og talte over Generalkrigscommissær Vibe. Han en- der: "Ønsk mig det evige Liv! det vil jeg selv helst, ligeme- SIDE: 34 get om her Ingen gives, der kan tale ved min Grav, som der blev talt ved Vibes: modo absolve cinis!" 26de Februar. Med Munch og Wedel synes nu Intelligentsseddelen om- trent at være færdig; derimod har Bonnevie faaet et Par An- tagonister. Den ene synes at være en fornuftig og sindig Mand (Generalauditør Bergh?). Den anden derimod synes at være en af Dagens stridbare Helte, der elsker ingen Ting mere end Bataille, og slænger frisk til, hvor han kan ramme. Af smaa Anmærkninger findes og adskillige. End ikke en stak- kels Student, som søger Information og henviser dem, der be- høve ham, til Hersleb og Stenersen, kan man skaane for im- pertinente Spørgsmaal. Lehmann tror imidlertid, at Penge- mangel hos nogle af de djærveste Stridsmænd snart vil frem- bringe Stilstand. 27de Februar. Neumann er voxet en god halv Alen, siden han kom fra Sverrig. Jeg ved aldrig at have fundet saamegen Vanitet i hans Væsen, som disse sidste to eller tre Gange, jeg har væ- ret sammen med ham. 28de Februar. Posten bragte Brev fra Mad. Buchholm, som har grebet sin forstemte Harpe, for at besynge Foreningen og ønsker at faa sit Qvad gratis indrykket i Rigstidenden. Jeg sendte det strax til Døderlein [fotnotemerke] . 2den Marts. Fru Rosenkrantz blev begraven. Da Essen med Suite var kommen, blev min Gravskrift omdelt. Studenterne bort- bar Kisten og de Andre fulgte efter i en meget ordentlig Pro- Fotnote: Det er trykt i Rigst. for 1815, No. 22. Udg. SIDE: 35 cession. Fra Indgangen til Kirkegaarden til Begravelsescapellet, hvor Liget blev bisat, var plantet en Allee af Granbuske, som saa smukkere ud, end den Allee gevorbne Veninder, som efter Fru Lindemanns kloge og sentimentale Indfald havde præsenteret sig henimod Døren til Capellet. De stod der med Hatte, blaa, violette og gule Peltse, Frakker -- kort i et saa broget usam- menhængende Costume, at Ingen kunde falde paa at tænke sig dem henhørende til Ceremonien, men Enhver maatte anse dem for nysgjærrige Tilskuerinder. I Capellet, som var oplyst med Lamper, opførtes Sørgemusik, ventelig af Falbe, kold og kraft- løs som Alt hvad jeg i den Genre har hørt af hans Com- position, og Sangen svarede til Musiken. Med ubegrændset Høiagtelse ærer jeg den Henfarnes Minde, men jeg tilstaar, at jeg dog sjelden har bivaanet en Sørgehøitid med mere udelta- gende Hjerte. Vi kjørte tilbage, og Grevinde Knuth med flere Damer modtog Condolance. -- Thulstrup havde sin Vasaorden paa, hvilken jeg aldrig har seet før. Den hænger i et grønt Baand om Halsen og er en hæslig, vanzirende Stads, som dog koster mere end de andre Ordener, da den foruden de sæd- vanlige Erpenser betales med fire Ducater. 4de Marts. Masaniello vidner om, at Ingemann har gjort betydelige Fremskridt; ogsaa dramatisk Digtergeni synes umiskjendelig at fremgaa af dette Stykke. Charakterskildringen er i Almindelig- hed heldig, og Handlingen har Enhed og relativ Interesse. Jeg siger relativ, thi absolut kan en Opstand af neapolitanske Lazaroner aldrig have, helst da man ikke faar tydelig Ide en- ten om Undertrykkelsen, hvorfra de ville befries, eller Friheden, som Masaniello erhverver dem. Langt anderledes er det i Wilhelm Tell, i Nils Ebbesen, ja endog i Fiesco. Hvorledes Fiskeren Masaniello bliver denne udmærkede Mand, er ubegri- beligt. Historiens Veiledning fattes mig; altsaa ved jeg ikke, SIDE: 36 hvad der er Sandhed og hvad poetisk Fiction, men langt skjøn- nere legitimerer Schillers Jeanne d'Arc sin guddommelige Sen- delse, ligesom ogsaa Knuden i Jungfrau von Orleans er langt mere dignus vindice, end her. Aldrig har jeg forestillet mig denne anderledes end en Partikamp, hvorimod det i de foran- nævnte Stykker gjælder Fædrelandets Frelse. Ligesaalidt som Ingemanns tidligere Stykker er dette frit for Reminiscentser. 5te Marts. Wulfsberg har nu endelig igjen ladet høre fra sig og fyldt et Halvark af Rigstidenden med noget svensk Theaterpas- siar. Holst, Vogt og Døderlein havde paa Grund af de svære Trykningsomkostninger decreteret den lange Prækens Henlæg- gelse ad acta, men Forfatteren skrev dem et ivrigt declamato- risk Brev til paa fire Sider, og saa maatte de deran. Han skal ellers føre et frugalt Liv i Stockholm, og rører aldrig Kort. Paa et nyt Opholdsted kan man rigtignok lettest for- andre sin Levemaade, naar man ellers har Lyst og Fasthed dertil. 8de Marts. Endelig ere Aspecterne fredelige i Christiania Intelligents- seddel som paa den Wienske Congres. Alle Feider synes at være endte. Saaledes vil da formodentlig Ilden slukkes af sig selv, uden at det aandelige Brandcorps, som Dr. Neumann foreslog, behøves dertil. (At ellers et godt periodisk Tidsskrift vilde være ønskeligt, tilstaar jeg). En ubehagelig Tidende for- taltes mig ellers igaar: at Kronprindsen, da han var her, lod sig forlede til at gjøre Capt. Brochmanns Svigersøn Schnitler til Major ved Ingenieurcorpset og forbigaa den ældre, fortræf- felige Capt. Gedde, som nok af den Aarsag forlader Tjenesten. Et Løfte, han skal have givet Consistorialraad Aschehoug og Provst Heidenreich, at udnævne deres Sønner til deres Efter- mænd, maa man tage tilbage, da Expectance er imod Lovene, SIDE: 37 og det gamle Ordsprog ikke længer gjælder her, at "Kongen er Loven og Lovens Ende". 9de Marts. Efter Rigstidenden forestaar mig og det Præsteskab en særdeles morsom Forretning: en Folketælling, som tager sin Begyndelse den 30te April (en Søndag) og fortsættes de følgende Dage, hvis man ikke den Dag kan blive færdig, en Clausul, der røber en utilgivelig Uvidenhed eller Tankeløshed hos Forordningens Concipist. -- En Anonym har persifleret Grundene for Falsens Ret til at vælges af sit Amt som De- puteret. Skal man, uden Hensyn paa sin Bolig, være stem- meberettiget i sit Embedsdistrict, saa maa samme Rettighed gjælde for det Sted, hvor man har været Embedsmand, og det, hvor en Mand har Eiendom, og det maa staa ham frit for at vælge, i hvilken af disse Kvaliteter han selv vil. "Saaledes kan nærværende Præsident i Christiania, der har været Præ- sident i Christianssand og Sorenskriver paa Søndmør, efter eget Behag stemme ved Valgforsamlingen i Christiania, Chri- stianssand eller hvilketsomhelst af Søndmørs ti Præstegjæld. Saaledes har en Biskop, som har været Provst i et andet, simpel Sognepræst i et tredie og residerende Capellan i et fjerde Stift, Ret at tiltræde hvilken Valgforsamling han be- hager i Kjøbstæder og paa Landet i hans eget Stift, i alle hans forrige Provsties Sogne og i begge de Menigheder, hvor han har været Sognepræst og Capellan". Jeg synes at gjen- kjende Grev Wedels Aand og Pen i dette Stykke; det er, som jeg hørte ham paa Storthinget, naar En havde sagt No- get, som han gjorde sig lystig over. -- Endelig findes i Rigs- tidenden den Curiositet, at en Kvæker ved Navn Tønnes John- sen er fritaget for at aflægge Borgered og gjøre militær Tje- neste. Hetting har før fortalt mig, at et Par af de norske Krigsfanger ere hjemkomne fra England som Kvækere. SIDE: 38 12te Marts. Efter Thulstrups Fortælling er der ved Universitetet i Upsala nogle saakaldte Cautionsstudenter, som hverken examineres eller høre Forelæsninger, men have Præceptorer, som paatage sig det sidste og siden uddrage Qvintessentsen af Forelæsningerne og tylle dem i deres Elevers Hjerner, og maa da stille Caution for, at dette rigtigen sker. Saa er der og ved dette Universitet anordnet, at der aldrig i et Aar maa creeres mere end -- 75 Magistre! 13de Marts. Sverdrup var stødt over en Præmieliste, som Platou havde udstedt i den historisk-philosophiske Classes Navn og skrevet hans Navn under, som han da endelig ogsaa havde gjort med mit og de andres, uden at vi havde været samlede og over- veiet, hvorvidt disse Præmier burde udsættes. Det kan ikke nægtes, at Treschow, siden han tiltraadte sit Formandskab, har behandlet os og hele Selskabet en canaille, og vist, at det ham overdragne Embede ikke det ringeste interesserer ham. Sverdrup vil formelig klage for Directionen. Fremdeles for- talte han, at der er udkommet en tydsk Paskil over vor Kron- prinds, forfattet af en Nordmand, hvoraf et Exemplar uden Titelblad var sendt ham fra Kjøbenhavn. Endelig mediserede han slemt et Fragment af Neumanns Reisebeskrivelse, der skal staa i en stockholmsk Journal [fotnotemerke] . Det skal bære Præg af den Affectation, han har lært af Fru Brun, uden at besidde hen- des Geni. Blandt andet fortælles, med hvilken exalteret Fø- lelse de to Prosaister, han og Statsraad Knudtzon, rakte hin- anden Haanden, da de saa Norge igjen. Fotnote: Almänna Journalen, udgiven af Wallmark, No. 49, 51 og 55 for 1815. Udg. SIDE: 39 14de Marts. Bispen udlod sig atter med Mishag om adskillige Feil i vor Constitution, især det Repræsentations-System, som deri er vedtaget, hvilket for ikke længe siden ansaaes saa mesterligt, at man endog troede, den svenske Statsform skulde omdannes efter vor. At Bondestanden har faaet en fordærvelig Indflydelse, der kan volde Landet tusinde Ulykker, deri synes alle Embeds- mænd at være enige. Ved denne Leilighed maa jeg og her optegne en Anekdot om den fordum saa høiagtede Ole Haa- genstad. Han havde for nylig samlet omkring sig en Hob Bønder, og fortalte dem, hvorledes han havde isinde paa Stor- thinget at foreslaa for Præster, Fogder og Compagnichefer en fast Gage af 300 Rbd. S. V., hvilken han og de fleste Til- stedeværende fandt at være tilstrækkelig. Da fremtraadte en anden Bonde Thor eller Torger Sandboe, og foretog sig at catechisere for Projectmageren efter den socratiske Methode. Han spurgte nemlig Ole Haagenstad, hvormeget han uden Jordeien- dom kunde behøve til nødtørftigt Livsophold. Man gjennem- gik alle Livets Fornødenheder, og Resultatet blev, at 20,000 Rd. D. C. var det allermindste Ole med Familie kunde leve af. "Og saa vil du forlange", vedblev den forstandige Oppo- sitionsmand, "at en Præst, som har anvendt Tid og Penge i sin Ungdom paa at lære, og hvis Embede ikke tillader ham at arbeide med Hænderne, som du, skal komme ud med Sjette- parten af hvad du behøver?" -- Den høivise Demagog for- stummede. Torger Sandboe vendte sig nu til Forsamlingen: "Der kan I se, hvad det er for Karl I lade Eder lede af! synes I det er værd at høre efter hans Snak?" Bønderne følte Sandhedens Kraft, og Ole Haagenstad drev af med en lang Næse. Bispen var idag overmaade forbindtlig, og jeg synes nu at "staa høit anskreven i hans Tankers Hovedbog". Saaledes i Selskaber, naar man ikke siger ham imod, er Biskop Bech en SIDE: 40 meget behagelig Mand. Overalt har han mange agtværdige Sider, og kan vel være værd, at man "rødmende med bort- vendte Øine og taus tildækker hans Skam", hvor hans Ad- færd er mindre hæderlig. 16de Marts. Man anser det for et nødvendigt Alternativ, enten at op- sætte Kroningen eller ogsaa at holde Storthinget i Throndhjem. Jeg ønsker det første, da den Kroning vil blive Landet en skrækkelig og derhos unyttig og unødvendig Byrde; desuden, skjønt jeg vel hverken faar Tid eller Leilighed til som sidst at være daglig Tilhører ved Storthingets Forhandlinger, ønsker jeg dog at holde Skridt med dem, og nu og da at være per- sonlig Vidne til den Vending, Tingene ville tage, og de for- skjellige Partiers Bestræbelser for den Sag, de anse for den gode. 17de Marts. Schwach har faaet Brev fra Wulfsberg, der hverver nor- ske Medarbeidere til et svensk periodisk Skrift, som en Secre- tær Granberg udgiver. Han nævner Schmidt, begge Brø- drene Munch, Platou og mig som de, hvem Planer og Prø- vehefte maa forevises. De fleste af os ynde ikke en saadan Amalgamation, og ønske helst, at Norge selv kunde faa et pe- riodisk Skrift, hvori Landets Moder, Sæder o. d. l. kunde ta- ges under Overveielse. Sprogene ere altfor forskjellige til at der kan tænkes paa at sammensmelte vor og den svenske Lite- ratur. I den Henseende haaber jeg, at Baandet mellem Norge og Danmark skal være uopløseligt. Her er jeg overbevist om, at vi vilde tabe ved Byttet; det er mig indlysende, at den svenske Literatur staar Decennier tilbage for den danske. Hos Døderlein, som fortalte mig om dette Project, saa jeg ellers "Den lille trondhjemske Tilskuer", et nyt Ugeblad af en ikke ubekjendt Mathias Conrad Petersen, hvoraf 6 Nummer SIDE: 41 ere udkomne, et tydeligt Bevis paa, at Norge i dette Øie- blik har den mest uindskrænkede Trykkefrihed. Først tilrakker han den danske Regjering, og siger, at vi bøiede os un- der Enevældens Jernscepter, at vi vare afrettede og bar Lænker, men nu ere vi fri, og en Smule Trod- sighed klæder et frit Folk vel. Han ivrer mod Ordene kon- gelig Tjeneste og Undersaat, han siger, at den, der vover at foreslaa Grændser for Trykkefriheden, sætter sig i fiendtlig Stil- ling mod Nationen, har ondt isinde, har begaaet Forbrydelser eller vil begaa dem. Han forlanger Regnskab for de svenske Ridderordeners Uddeling til os arme Stakler og vil have alle Embedsmænd satte under Tiltale, som have under- skrevet den forlangte Edsformular. -- Endelig saa jeg og en Throndhjems Avis, hvor, i Anledning af Stykket mod Bech, Ordet Simoni forklares med fire Paragrapher af et tydsk homiletisk Magazin. Det er vist af Bugge, hvad saa det for- rige er. 18de Marts. Hans Hauge fortalte, at Hersleb for et Par Dage siden havde besøgt ham og foreslaaet ham at oprette et Bogtrykkeri til Biblers og Lærebøgers Trykning. Hauge havde ikke ilde Mod paa den Ting. Han har selv nogen Øvelse i Kunsten, og har Venner i Christianssand, der ere meget øvede i den. En Factor og et passende Locale er hvad han især mangler. Maaske den Entreprise kan blive Begyndelse eller Forberedelse til det omhandlede Bibelselskab. 19de Marts. Om Sverrigs forrige Konge fortæller Rigstidenden efter udenlandske Aviser, at han med Storsultanens Tilladelse vil gjøre en Valfart til Jerusalem med et Følge af 10 Mand af forskjellige Nationer, som opregnes. Svenske og Tydske ere udelukte fra den Ære, hvorimod der skal være en Dansk og SIDE: 42 en Holstener. Disse skulle medbringe en Capital af 2000 Gylden, der lægges i den almindelige Reisekasse; de skulle være sortklædte, lade deres Skjæg voxe og føre Navn af de sorte Brødre. Hver af dem maa medtage en Tjener, hvis Livré skal være sort og graat. Er ikke dette Satire, maa Manden være rent gal [fotnotemerke] . Ulykkespropheterne begynde nu at spaa os bedre Dage. Det er bestemt, at Alt fredeligen afgjøres paa den Wienske Congres. Danmark skal, sin Selvstændighed ubeskadt, herefter udgjøre en Del af det tydske Rige. Baade den danske og den norske Cours falder, og man venter, at Priserne i tilstundende Sommer betydelig vil aftage; kun beklager man de Danske, hvis Udførselsartikler formodes at ville synke til en Pris, der staar i Misforhold til de skrækkelige Skatter, der ere dem paa- lagte, og som skal overstige Alt hvad man her i Norge har Begreb eller Erfaring om. 20de Marts. Det er (jeg siger det med Skamme) en ganske anden Aand der synes at besjæle dem hist i det merkantilske, af mig engang saa foragtede Bergen, end her i det fornemme, fine, literære Christiania. Vi har i min Tid havt mange glimrende Feste, offentlige og private, men neppe den 29de Decbr. 1809 og 28de Januar 1812 vare saadanne som Bergensernes Høi- tidelighed for Christie den 20de Februar. Men her er heller ingen Brun, og neppe gives der i denne Stund paa den skan- dinaviske Halvø et Menneske, der, som han, er et levende Be- Fotnote: Om denne eventyrlige Plan se Schinkels Minnen ur Sveriges nyare historia, IX. 426 ff. Fyrgetyve "Riddere" samlede sig om Gustav Adolph i Triest, men Expeditionen, som den tyrkiske Re- gjering ikke vilde vide Noget af, kom ikke længere end til Patras i Grækenland, da "Ridderne" forlangte sin Sold, og Exkongen ikke havde Penge at betale dem med. Udg. SIDE: 43 vis paa, hvad en Mand af Geni og Veltalenhed kan formaa. Hans lille Tale kan jeg imidlertid ikke rose; den er altfor høi- travende og ænigmatisk. Adressen derimod, som ogsaa er af ham, er simpel og skjøn. 21de Marts. Om hans og mit gjensidige Forhold bruger Liebenberg i sit Brev den meget træffende Lignelse: "Mig synes vor nær- værende Stilling kan lignes med to Brødres, hvis Brodersind mod hinanden bliver uforandret, men hvoraf hver ved en un- derlig Skjæbne er geraadet i Ægteskab med en Kone, som har en naturlig og indgroet Antipathi mod den andens Kone". 22de Marts. Dronningens Fødselsdag synes man aldeles at ignorere. Hverken hos Essen eller noget andet Menneske var Stads i den Anledning, og sagtens er hun vel ikke værd at gjøre noget Væsen af. Den fine, mod Jordens Ophøiede saa ærbødige Neumann kalder hende en Budeie. Hun formanede Assessor Hagerup, som ikke har andet end Pigebørn, til efter sin lange Fraværelse at skaffe sin Kone en "Poik", og Thulstrup fortalte hun, hvorledes hun adskillige Uger ventede, at Foreningen med Norge skulde komme istand, da hun vilde reise hid, med da Tingen trak i Langdrag, maatte hun reise hjem med en "Næse saa lang" -- og betegnede Næsens Længde med sine Fingre. 23de Marts. Min Dagbog vækker stundom Fornemmelser, lignende dem, jeg kan tænke mig hos dem, der besøge classisk Jordbund, og sammenligner dens nærværende lave prosaiske Forfatning med de store Begivenheder, den engang var Skueplads for. Skjær- torsdag! hvilken Dag for et Aar siden! da Prinds Christian, alt i Haabet Norges Konge, knælede for Alteret i Slotskirken og nedbad Himmelens Velsignelse til det vigtige Arbeide, der SIDE: 44 forestod, da mit Hjerte frydedes ved at kunne forkynde ham Religionens trøstende og opmuntrende Ord, ved at se hans skjønne blide Aasyn, høre hans vennehulde Tale, modtage hans taknemmelige Haandtryk, da ogsaa min Forfængelighed følte sig smigret ved at være Kongens Hofpræst og Confessionarius, den Mand, der havde fri Adgang til ham, Ret til frimodigen at sige ham Sandheden og igjen, saavidt min borgelige Stil- ling tillod, nyde hans Hengivenhed og uindskrænkede Fortro- lighed. Saadan Glæde følte jeg, med saadanne Drømme le- gede jeg da, -- og nu, næstfølgende Skjærtorsdag, heder jeg Ridder af Nordstjernen; Prinds Christian er for evig fjernet fra Norge og fra mig; mit Fædreland er, hvad der næsten ansaaes for det skrækkeligste af alt, forenet med Sverrig og er roligt og lykkeligt. Menneskealdere synes at ligge mellem disse to Perioder -- og det er kun faa Maaneder! Man maatte anse hint for en Ynglingsdrøm, hvoraf Oldingen omsider vaag- nede, -- og saa kort var Intervallet, at Perioderne for min tro Hukommelse og levende Indbildningskraft berøre hinanden som Midnattens Drøm og Morgenstundens Vaagnen. 24de Marts. Hegermann tror i den Tale, hvormed Kongen har aabnet den svenske Rigsdag, at opdage Vink om, at Hans Majestæt har det saare kloge Forsæt, om hvis Iværksættelse Norge, med Hensyn paa Kroningen, har Grund til at anraabe Gud Dag og Nat: at nedlægge Regjeringen. -- Der fortælles som no- torisk Sandhed, at Napoleon med 1000 Mand er kommen til Frankrig, er landet paa samme Sted som for 15 Aar siden, da han kom fra Ægypten, og vil gjøre Forsøg paa at gjener- obre Thronen. 25de Marts. Maribo er vred over, at ingen Borger er udnævnt som Deputeret fra Christiania. Hvad der ikke er, kan imidlertid SIDE: 45 blive, thi jeg hører nu, at Arntzen, Nielsen og Aars have protesteret mod Valget, og at vi skal vælge op igjen. 26de Marts. Treschow fortalte, at Regjeringen, for at opfylde det i offentlige Tidender ytrede Ønske, vil i Overensstemmelse med Grundloven bekjendtgjøre alle de nybagte norske Ridderes Meri- ter. Sagtens kunde der siges, at Kongen af Sverrig ikke skylder noget Menneske Regnskab for, til hvem han uddeler svenske Ridderordener, men man vilde dog nok vrøvlet derom paa Storthinget, og nu gjøres Ende paa al Modsigelse, da vel Ingen vil paatage sig at bevise, at hin eller denne ikke besid- der de Fortjenester, Regjeringen hædrer ham for. Det vil imid- lertid blive et curiøst Document, og naar jeg faar det, maa jeg afskrive det her. 27de Marts. Jeg kan ikke underskrive den almindelige Dom, at Inge- manns Blanca staar over hans Masaniello. Jeg erkjender Blanca i det Hele for et vakkert Poem, men for et maadeligt Drama. Der er megen Tale og liden Handling, og selv denne har ubetydelig Interesse. Blancas og Enricos Kjærlighedssnak er høist kjedsommeligt. 28de Marts. Det bliver nu Alvor med det nye Valg af Storthings- mænd for Christiania. Nielsen, Arntzen og Aars have skrevet til Magistraten, at hvor uindskrænket Agtelse de bære for de valgte Mænd, finde de dog Valget selv, ifølge et Par citerede Paragrapher i Grundloven, constitutionsstridigt og maa prote- stere derimod. Altsaa har Magistraten indkaldt os til en For- samling paa Raadstuen den 4de April, hvor Sagen definitivt skal afgjøres. SIDE: 46 29de Marts. Et splinternyt Sørgespil har jeg liggende foran mig i Manuscript: "Ganger Rolf eller Slaget paa Rillans Hede". Efter den af Selskabet for Norges Vel udsatte Prisopgave: "Et Digt over en norsk national Tildragelse", er det indsendt til Treschow af en Anonym. Forfatteren, som ventelig er en Yngling, er endnu hverken god Digter eller Tragedieskriver, men kan maaske med Tiden blive begge Dele. Stykket qvali- ficerer sig ingenlunde til Præmie, men selv om det var vær- digt dertil som Poem, kunde der spørges: Er det en nordisk Gjenstand, der besynges? Foreningen med Sverrig har rig- tignok lagt et slemt Baand paa vore patriotiske Digtere, da næsten al norsk Manddomsdaad er udført i Krig med vort nuværende Broder-Rige. Anna Colbjørnsen og hendes Brødre, Tordenskjold og saa tilbage næsten til den mørkeste Oldtid ud- mærkede vore Helte og Heltinder sig ved Antisvenskhed. Oeh- lenschläger har dog fra Norge hentet Æmner til to Sørgespil, uden at fornærme Svensken; Bruns Einar er haardere mod Danmark end mod Sverrig, og saaledes kunde vel denne For- fatter fundet en norsk Helt eller Heltinde i selve Norge, eller idetmindste i fremmed Land handlende og kjæmpende for sit Fædreland, hvilket Rolf ikke gjorde. Stykket synes efter visse Allusioner at være skrevet i Christians Tid, men kunde dog gjerne ogsaa nu passere for meget loyalt, da "Normannernes ædle Fyrste" ogsaa kan være Carl Johan. 1ste April. Første April er altid en rolig Dag i min Familie. Man- gesteds, endog hos Sverdrup, er hele Huset den Dag i Oprør, og Enhver, Gammel og Ung, er uophørligen fra Solens Op- gang til dens Nedgang sysselsat med at narre og narres. Jeg har aldrig yndet den Ting. I min Barndom blev jeg narret og blev saa flau derover, at Ærgrelsen gik over til Forbitrelse; SIDE: 47 at gjøres latterlig, er overalt af det, jeg allermindst har kunnet taale, og saa megen Ømhed og Delicatesse skylder jeg dog mine Børn og Venner, at jeg ikke gjør mod dem, hvad jeg ikke selv vilde hændes og have. Min gamle Skolekammerat Edvard Quale fra Lyster over- raskede mig i Formiddag med et Besøg, og siden var jeg sam- men med ham hos hans Svoger Sverdrup. Han er kommen hertil for at søge Grev Wedel om det ledige Ramnæs Kald, og havde allerede været hos Wedel, hvis jevne og humane Omgangstone han var meget indtaget i, men det er rimeligt, at han foretrækker at beholde sit nuværende Embede, da Ram- næs ikke svarer til hans Forestillinger. Quale er endnu mis- fornøiet med Haugianerne. Han erkjender vel, at deres reli- giøse Svermeri er ophørt og er gaaet over til gavnlig Virk- somhed, men derhos frygter han, at de herefter ville udgjøre en politisk Sect, der vil gjøre sig det til Princip at nedtrykke Embedsclassen, og at saamange Bønder vælges til Storthings- mænd, tilskriver han dens Indflydelse. Det er maaske ikke saa aldeles talt hen i Veir og Vind. Til mig taler Hans Hauge med Circumspection, men hans sande Mening fremlyser under- tiden imod hans Villie, og at Ole Haagenstad, Torger Næs, Nils Broe og flere af det forrige Storthings mindre hæderlige Medlemmer ere af hans Venner, har han selv sagt. Imidler- tid, medens man fast allevegne i de høiere Stænder frygter for en prædominerende Bondeclique, der ved sin Pluralitet vil kunne give de urimeligste og skadeligste Projecter Lovskraft, har en Anonym i Intelligentsseddelen beklaget sig over, at der i Valgforsamlingerne cabaleres mod Bondestanden, -- en vistnok høist uretfærdig Beskyldning. 2den April. Efter faa Maaneders Ro synes Krig igjen at være al- mindeligt Løsen Europa over. At Napoleon er kommen til- SIDE: 48 bage og igjen hersker over Frankrig, er nu hævet over al Tvivl. Hvad Sensation dette har gjort paa de store Magter, hvad umiddelbar eller middelbar Del Nogen af dem kan have taget i denne mærkelige Begivenhed, om de alle ere hans Fiender som før, eller nogle af dem hans hemmelige Venner, der ved ham ville se tugtede og ydmygede de Rivaler, som de ellers ikke kan faa Bugt med, derom ved man naturligvis endnu In- tet. Som rimeligt politiseres stærkt i alle Selskaber. Nogle tro, at Ruslands Planer til Overherredømme i Europa herved ville strande, Andre, at denne Catastrophe ved Napoleons Til- bagekomst vil paaskyndes. Man spørger: kunne vi blive uden- for det? og hvis ikke, hvilket Parti skulle vi da tage? -- men det Spørgsmaal kan vel ikke selve Carl Johan besvare, hvor meget mindre da Agent Nielsen, Treschow og Sverdrup. Bedst var det, om vor Kronprinds kunde, hvad jeg tror han vil: hvile paa sine -- det være nu Laurbær- eller Ege- eller hvilkesomhelst andre Blade, og ved en viis Administration lade os nyde Fredens signende Frugter, men det tror man, Rusland aldrig vil tillade ham. Tiden vil lære det. Det var idag Confirmations-Søndag. Alexander Lange prædikede, og er bestemt den heldigste og haabefuldeste Begyn- der, jeg nogensinde har hørt. Han har et meget skjønt Organ og forstaar at bruge det. Hans Prædiken var vel ordnet, holdt Middelvei mellem tør Moralisering og Grundtvigianisme, havde meget baade for Forstand og Hjerte, og var affattet i et smukt, ædelt, fra Svulst og Trivialitet lige fjernet Sprog. Det var mig den sandeste Sjæleglæde at høre ham. Mig for- dunkler han ikke. Jeg frygter ikke, som en vis anden Mand [fotnotemerke] , at se en yndet Taler ved Siden af mig tildrage sig Opmærk- somhed. Give Gud, at alle Lærere vare saadanne, at man ved mig intet udmærket fandt! Langtfra at harmes ved at Fotnote: Sigter til Biskop Bech. Udg. SIDE: 49 se en Yngling, der stiger i sin Flugt, medens jeg, efter Natu- rens Orden og min svagelige Constitution, vel snart vil dale, glædes jeg inderlig ved Tanken om, at der er en ung Prædi- kant, den Første, som jeg fandt i Norge, hvem jeg kan efter- lade min Kappe og min Aand, og som vil erstatte, mere end erstatte Kirken mit Savn. -- Ved Overhøringen brillerede de øverste Drenge til min store Forbauselse, men med et sank det ned til den laveste Middelmaadighed -- til Slethed -- til In- tet, thi de to nederste Drenge, den Ene næsten stum, den An- den fjantet, spurgtes om Intet og svarede da naturligen heller Intet. Saa nær har Extremerne aldrig berørt hinanden blandt mine Confirmander. -- Til Slutningstalen var ei lagt nogen egentlig Plan. Livet fremstilledes som en Forberedelse til Evig- heden, men denne Fremstilling var ikke ordnet efter Regler. Jeg talte, hvad mit Hjerte indgav mig; jeg talte med Liv og Følelse; Taarerne stod mig selv tilsidst i Øinene, det gjorde de aldrig, naar jeg talte offentligen i mine yngre Dage, det have de, saavidt jeg erindrer, aldrig gjort ved et skrevet, memoreret Foredrag. 3die April. I Selskabet hos Haxthausen havde jeg den Ære at spille 8 Rbsk. Boston, 100 Stambet, med tre Damer: Fru Haxt- hausen, Fru Lindemann og Fru A -- . Den sidste er den liv- agtige Baronesse Schaubroth, endog deri, at hun er en levende Juvelerbutik, thi aldrig i mit Liv har jeg seet et Fruentimmer saaledes behængt med Præstiosa. Jeg tror vist, naar man vilde tælle Guld- og Juvelsmykkerne i hendes Haar, paa Hals, Bryst, Arme og Fingre, at man fik ud 12 -- 16 Stykker. 4de April. Falsens "Einar Tambeskjælver, Nordens Helt" er en bio- grafisk Lovtale eller Apologi stilet mod Præsten Rynning, som i sit Skrift om Odelsretten laster hin gamle nordiske Helt. Det har og Hagerup (Olaf den Helliges Biograf), Dr. Baden SIDE: 50 og Flere gjort, og jeg maa tilstaa, efter at have læst Falsen, der søger at udbrede Glands over Einars hele Adfærd, ikke uden Føie. Jeg vil ikke sige, at han var Forræder -- det er et haardt Ord, -- men at han, trods nogen af vore Dages Vendekaaber, paa hvilke Falsen stikler, holdt med det seirende Parti og vendte Ryggen til det, Lykken forlod, synes mig, kan ikke nægtes. At han som Yngling paa 20 Aar sagde til Kongen, fordi hans Bue brast: "Nu brast Norges Rige ud af dine Hænder, o Konge!" var, skjønt Udfaldet viste, hans Ord vare sande, en skrækkelig Rodomontade; og som Olding maatte han begrebet, at den Trodsighed, han viste en Mand af Harald Haarderaades Charakter, maatte forværre hans Sag uden at fremme Fædrelandets. Mænd som Einar tror jeg ikke Norge eller noget andet Land bør ønske sig. Glimt af sand Frihedsaand, hvoraf han skulde være besjælet, finder jeg ikke. Selv at herske, syntes at være hans som flere Frihedsheltes Hovedsag; under den unge, svage Magnus lykkedes det ham; under den despotiske Harald vilde han vist med Glæde svunget Oprørsfanen, naar han havde kunnet, og hvad han da var ble- ven som en Republiks Borger, maatte man være meget ukyndig i Historien, til ei at indse. En Underlighed er det ogsaa, at Falsen 6 -- 8 Gange anfører, Einar til Ære, Begivenheder og Forhandlinger, "hvori han nødvendig maa have havt Del", skjøndt Historien aldeles tier. -- I Valgforsamlingen dicterede hver sit Votum til Protocollen, og vare da to (Omsen og Rathke) af den Mening, at det gamle Valg skulde staa ved Magt; fire (Thrane, Aars, Sverdrup og jeg) vilde have nyt Valg foretaget; de øvrige syv voterede for et Subsidiærvalg, saafremt det forrige af Storthinget erklæredes ugyldigt. Saa- ledes valgtes da Rasmussen og Schjøtt, hver med 11 Stem- mer, Bergh med 8 og Consul Thrane med 6 Stemmer. Pla- tou gaar altsaa ud, hvis det første Valg underkjendes. SIDE: 51 5te April. I Literaturtidenden fandt jeg blandt Andet Recension over et Skrift over Krigsbegivenhederne i 1813 og 14. Recensen- tens Indvendinger gaa især ud paa, efter et Øienvidnes For- tælling, at berigtige hvad der er sagt om de danske Tropper, og vise, at deres Tab ei var saa stort, som det i Bogen an- gives. Men hvad der vindes herved, indser jeg ikke. Jo større de Danskes Tab var, jo slettere deres Forfatning var, desmere kan det Offer undskyldes, som gjordes ved Kielertractaten. Util- giveligt bliver altid dette Skridt, hvis ikke yderste Nød aftvang Kongen det; men jeg frygter ret meget, at det var, hvad man her i Begyndelsen ansaa det for: Proformahandel fra dansk Side, og at dette ansaaes for den letteste og sikreste Maade at conservere Norge under det danske Scepter. Udfaldet viste, at man havde gjort falsk Calcule. Indsigelsen mod Prinds Chri- stians Suverænitet var den første Streg i Regningen; men endda haabede man Alt af hans Klogskab og Kjækhed, og tænkte vel, at dette vilde jævne sig med Tiden. Og sandelig! der var Grund til at tro det. Saa forgudet som han var, vilde han under heldigere Omstændigheder og med mere Con- duite uden Vanskelighed udvidet sin Magt. Men ved Kam- merherrernes og den øvrige Hofetats Udnævnelse, og ved det Had til Trykkefriheden, han ei utydeligen yttrede, tabte han strax i sine første Kongedage en Del af sin Popularitet, og saa gik det Slag i Slag, og Alt var forbi. Imidlertid er hans Ære reddet i Danmark; man læser hans Taler og Proclama- tioner, man seer hans blide Aasyn, hører hans henrivende Svada, og finder det naturligvis umuligt, at han kan have Uret. Vi maa finde os i at miskjendes. Men jeg, fordum hans ivrigste Tilhænger, maa oprigtigen tilstaa, at af alle de Konger og Kongeemner i Europa, jeg efter Beskrivelsen kjen- der, er der ingen, Ferdinand den Syvende undtagen, jeg nu nødigere vilde hylde som Behersker, end Christian Frederik. SIDE: 52 6te April. Amtmand Falsen er kommen hertil som Medlem af Vær- nepligts-Committeen. Min Samtale med ham dreiede sig mest om Biskop Brun, der, paa det daarlige Ben nær, har fuld Manddoms Kraft og Fyrighed, og tømmer end sine to Flasker Vin ved et Gjæstebudsbord. 8de April. Endelig har vi da seet Sort paa Hvidt for vore ridder- lige Meriter, og ihvorvel denne Optegnelse følger med Rigsti- denden som Tillæg, saa vil jeg dog her til varig Erindring afskrive den paa Datum og Titler nær: Seraphimer-Ridder: Anker. Den Patriotisme, hvormed han opofrer sig til Fædrelandets Tjeneste. Hans udmærkede Fortjenester af Nor- ges Veivæsen, Agerbrug og Industri, samt hans uegennyttige Bestræbelser for at fremme almennyttige Foretagender. Commandeurer af Sværdordenen: Arenfeldt (som allerede er udnævnt den 26de Novem- ber, Dagen, da Storthinget opløftes). De usvigelige Beviser, han har givet paa udmærkede Indsigter, Kjækhed og Nidkjær- hed som Militær. Hegermann. Hans udviste Kjækhed og Duelighed som Militær, og det umiskjendelige Gavn, han har stiftet som Chef for det norske Landcadetcorps, hvis Fuldkommenhed for en stor Del skyldes hans utrættelige og kloge Bestræbelser. Sejersted. Hans utrættelige Nidkjærhed i Udøvelsen af sine Pligter og i Udførelsen af de ham overdragne Forret- ninger. Lowzow. Hans lange, tro og nidkjære Tjeneste. Riddere af Sværdordenen: Motzfeldt. Hans Kundskaber i militære Videnskaber, hans udmærkede Duelighed og Fædrelandssind, som Norges SIDE: 53 Mænd allerede har erkjendt ved de ham under Storthinget overdragne Forretninger. Fabricius. Hans Kundskaber i sit Fag og hans utræt- telige Arbeidsomhed ved de ham betroede flere vigtige Forret- ninger, den norske Marine vedkommende. Fasting. Hans udmærkede Værd som Søkriger, hans Fædrelandssind, Trofasthed og Nidkjærhed i sit Kald. Krebs. Hans udviste Kjækhed og Conduite som Mili- tær. Nielsen. Hans Tjenesteiver og heldige Bestræbelser for at danne det Corps, hvis Commandeur han er. (Dette var det første, hvorved en critisk Tilhører rystede paa Hovedet). Stabell. Duelighed og Conduite have ved enhver gi- ven Leilighed, og i enhver ham betroet Post, udmærket hans Forhold. Oberstelieutenant Hegermann. At Norges Stor- thing valgte denne ved Medborgeres tillidsfulde Valg allerede hædrede Mand til at være Medlem af den Deputation, der paa Storthingets Vegne havde det hæderfulde Kald at over- bringe Hans Majestæt Nationens Hylding, har været Aller- høistsamme et kjært Vidnesbyrd om hans udmærkede og er- kjendte Borgerværd. (Naar man har været Vidne til de De- puteredes Valg, og end ydermere ved, hvorledes dette forbe- redtes, saa smiler man ved at læse denne udpinte og opskruede Phrase. End mere curiøs bliver den, naar man ser den Ord til andet gjentagen om Hagerup, Knudtzon og Neumann, og jeg tvivler ikke om, at det jo vil skjære den Sidste i Hjertet, at man ei har fundet andre Fortjenester hos ham, end at han ved en ringe Pluralitet fik en Mission, Mange frabad sig som en Byrde og Andre clara voce meldte sig som Aspiranter til). Sibbern. Hans Duelighed og Coduite som Militær og udviste Fædrelandssind. Mejer. Hans lange, tro og nidkjære Tjeneste. SIDE: 54 Schjøtt. Hans udviste Kjækhed og Conduite som Mi- litær. (De to andre Ordener imorgen). Christianssands Avis har et ei uvittigt Digt i Anledning af Wergelands Promotion, saalydende: At du var ingen Nar, da du generet stod, og slog i Himlen fast din Næve, og støtted paa Religionens Fjeld din Fod, og mellem Skrævet Kloden lod hensvæve [fotnotemerke] : det vidner den Nordstjerne, som i denne Hurlumhei dig ned paa Brystet kom. I Throndhjems Avis findes et Vers om Pastor Garmann, hvor det hedder tres naivement: Gud! var du ei forunderlig, jeg vovede at spørge dig, hvorfor du Garman os berøved. Vor Avis er aldeles blottet for Curiosa. Siden N. W. [fotnotemerke] forlod os, tie endog Versemagerne. 9de April. Commandeurer af Nordstjerneordenen: Rosenkrantz. Den Nidkjærhed og udmærkede Uegen- nyttighed, hvormed han i forskjellige Embedsstillinger har tjent Fædrelandet. Grev Wedel. Dels som Embedsmand, dels som Pri- vat har han i forskjellige Virkekredse ved sjelden Indsigt, Til- Fotnote: Sigter til Wergelands bekjendte Udtryk i hans Tale i Rigsfor- samlingen den 19de April: "Haanden fæster jeg i Himlen og la- der Kloder rulle; ingen Hvirvel af Partier skal rokke, skal an- fægte mig; Foden fæster jeg paa Religionens Klippe" o. s. v. Udg. Fotnote: Niels Wulfsberg. Udg. SIDE: 55 sidesættelse af egen Fordel og kraftfuld Anstrængelse bidraget til at fremme Fædrelandets Held, især i ekonomisk Henseende. Bech. Hans Bestræbelser for Fattig- og Skolevæsenets Forbedring samt de for Norge gavnlige Sogneselskabers Ind- retning. Sørensen. Hans Værd som Religionslærer og hans altid viste ædle Bestræbelse for at fremme alment Vel. (En synderlig Contrast og dobbelt mærkelig, da netop samme For- skjel gjøres mellem to andre Bisper). Riddere: Sommerhjelm. Den Duelighed og Nidkjærhed, han har vist i de forskjellige Embeder, som har været ham betroede. Statsraad Collett. Hans Indsigter og ædle Virk- somhed som Embedsmand og hans Fortjenester i Henseende til gavnlige Industri-Indretningers Forbindelse med Fattigforsør- gelsen. N. Aall. De Beviser, han med Opofrelse af egen For- del har givet paa sandt Fædrelandssind og udmærket Embeds- duelighed. Diriks. Hans udmærkede Indsigter, fortrinlige Embeds- duelighed og Fortjenester af Politivæsenet. Treschow. Hans almindeligen erkjendte og fortrinlige Værd som Videnskabsmand, Forfatter og academisk Lærer. Statsraad Krohg. Hans erkjendte Værd som Lov- kyndig, og hans som Embedsmand i flere ham betroede of- fentlige Anliggender viste udmærkede Flid og Virksomhed. Christie. Hans af Nationen tilfulde erkjendte Fortje- nester som Præsident for det sidst afholdte overordentlige Stor- thing. Hagerup. Knudtzon. Se ovenfor. Neumann. Bull. Hans Redelighed og Troskab som Embedsmand, SIDE: 56 hans gjennem en lang Række af Aar i vigtige Dommerembe- der prøvede Indsigt og Duelighed. Falbe. Med udmærket Nidkjærhed og ivrig Anstræn- gelse har han udført de mange ham, dels som Dommer, dels som Befalingsmand paalagte offentlige Forretninger. Dahl. Hans heldige Bestræbelser for under vanskelige Omstændigheder at vedligeholde Orden og Rolighed i den ham betroede Embedskreds. (Det lader sig høre!) Brun. Hans erkjendte Værd som Religionslærer, samt hans Rang blandt Norges ypperste Digtere. Biskop Krogh. Hans Fortjenester af Fattigforsørgel- sen og Skolevæsenet i hans Embedsdistrikt. (Som Religions- lærere har altsaa han og Bech intet Værd?) Hount. Hans Fædrelandssind og Fortjenester som Formand for Bergs Præstegjelds Agerdyrknings- og Industri-Selskab. (Det flaueste af Alt. Fædrelandssind er et vakkert Ord, og naar det tillægges Statsraad Aall, da fryder det mit Hjerte, men hvor- ved har da Hount fremfor Snese Andre lagt sit for Dagen? Og naar han lønnes som virksom Formand i et Sogneselskab, da fortjener Neumann og mange Flere, maaske endog Erklokker Ourdal samme Løn og Hæder. Var der da virkelig intet An- det at sige om min gamle Ven?) Pavels. Hans udmærkede Fortjenester som Religions- lærer. (Skyldige Tjener! Ellers havde jeg heller læst Værd end Fortjeneste, der synes at henpege paa Daad, som jeg ikke tør rose mig af). Wergeland. Den Indsigt, heldige Flid og de Talenter, han som Skolelærer og Forfatter har vist. (Ogsaa dette lader sig høre. Jeg tror ikke, at enten Indsigt, Flid eller Talent kan fradømmes Wergeland). Løvenskjold. Hans Duelighed, Virksomhed og Nid- kjærhed som Embedsmand. SIDE: 57 Vasa-Ordenen: Amtmand Collett. Hans Virksomhed, Nidkjærhed og Duelighed som Embedsmand. (Ord til andet det samme som Løvenskjold, begge Amtmænd, den første Nordstjerne-, den an- den Vasa-Ridder! Hvorledes skal dette forstaaes?) Sommerfeldt. Hans lange og redelige Tjeneste som Embedsmand, og hans gavnlige Bestræbelser for at fremme Vinskibelighed i de ham betroede Embedsdistricter. Thrane, Arntzen og Egeberg. Den af disse Mænd viste Kyndighed og Nidkjærhed i de offentlige Forretninger, hvis Udførelse har været dem overdraget. (Om Thrane som Pro- videringscommissær og Arntzen som Politimester i den critiske Stilstandsperiode lader man det gjælde. Derimod ved Ingen, hvilke offentlige Forretninger have været Egeberg overdragne). Thulstrup. Hans Fortjenester som Læge i Alminde- lighed, og hans viste udmærkede Nidkjærhed i Udøvelsen af de ham som Stabschirurg paaliggende Pligter. (Herved anmær- kes, ifølge Thulstrups eget Udsagn, at en Læge i Sverrig nød- vendig maa have Vasaordenen først, inden han kan faa en høiere, men at Nordstjernen er ham underhaanden lovet ved første Promotion). Dr. Munk. Hans Nidkjærhed i Udøvelsen af Embeds- pligter, samt hans Bestræbelser for Medicinalanstalternes For- bedring. Matthiesen. Hans Kundskab og Fortjenester af Nor- ges Agerbrug og Industri (hvilke han notorisk aldrig i sig Liv har interesseret sig for eller arbeidet for, ja han har endog erklæret Industri i Norge for en Daarlighed. Da han er en erkjendt duelig og driftig Handelsmand, kunde hans commerci- elle Indsigter og Fortjenester været et langt antageligere Paa- skud). Saaledes har da Kongen gjort Nationen Regnskab, og Oppositionsmændene ville lægge Haanden paa Munden og tie, SIDE: 58 ihvad de end tænke f. Ex. om Nielsen, Sibbern, Mejer, Dahl, Hount, Wergeland, Egeberg, Munk og Matthiesen. 10de April. Præsten -- r gjorde mig en uventet Visit. Han vil have mig til Biskop i Trondhjem, da han tror Bugge for hans Mund- kaadhed faar consilium abeundi. Er det sandt, hvad -- r fortalte, fører han og en utilbørlig og næsten oprørsk Snak, men, som bekjendt, ere de to Herrer Brødre hinandens person- lige Fiender, og -- r's Rygte er ingenlunde saa godt, at ube- tinget Tro kan fæstes til hans Udsagn. Høi- og Velærvær- digheden ere nok par nobile fratrum. Deri maa jeg ellers være enig med -- r, at man maa være glad ved, at Bugge ei fik den store Indflydelse, han uden Tvivl vilde faaet under Chri- stians Regjering, da han nok vilde misbrugt den. Og herved ledtes min Tanke paa de Mennesker, vor forrige Konge skjæn- kede sin Fortrolighed, og det vil nok ikke kunne nægtes, at vi kom fra Dynen i Halmen, da vi med saamegen Jubel saa os befriede fra det danske Adjutant-Regimente. Der var nu: Bugge, med hvem Christian drak Venskabs Skaal. Hvad han vilde raadet Kongen til Landets Bedste i Alminde- lighed og vor Stands i Særdeleshed, ved jeg ikke, men at Geistligheden ikke kunde glæde sig ved at have en Repræsentant og Talsmand, der ved Kongens Taffel fornedrede sig til at agere Hofnar, det er nok vist: Haffner, i Omgang en behage- lig og interessant Mand, men neppe den ønskeligste Raadgiver og Fortrolige hos en ung letsindig Fyrste: Carsten Anker i det Hele en tvetydig Mand: Brock, en Mand med gode Ev- ner, og maaske uskyldig i meget af det, som lægges ham til Last, men fuld af Vind og Rodomontader: Kaas, et hjertensgodt men ubetydeligt Hofvæsen: Holten, vistnok en flink og duelig Forretningsmand, men med ubegrændset Selvtillid og i en Virkekreds, som han neppe kunde overse og styre: Schwartz, SIDE: 59 et værdigt Pendent til hans kjøbenhavnske Colleger, -- og saa hvad der var det værste af Alt, og høiligen maatte befrygtes: det Frilleregimente, der under en svag vellystig Fyrste vel om kort Tid bleven indført. -- Nei, da er dog vor nuværende Administration noget ganske Andet. Hvo der i Sverig er Carl Johans Fortrolige, ved jeg ikke, men hos en Mand i hans Alder og med hans alvorlige Fasthed er det at formode, hver- ken Kvinder eller Lapse er det, og at de Mænd, som baade her og i Stockholm staa i Spidsen for Norges Anliggender, ere Mænd af Kundskaber, Duelighed og rene Sæder, det vover selv ikke Avind at nægte. Essen er upaatvivlelig en Hæ- dersmand, og at Anker, Wedel, Collett, Hegermann, Treschow, Diriks, Motzfeldt og Fasting ere blandt Norges ypperste Mænd, at Sommerhjelm og Krogh idetmindste ikke vanære den høie Post, de beklæde, at Statssecretær Holst er en udmærket duelig og driftig Forretningsmand, derom er vel i Nationen kun en Stemme, i hvor megen Dissents der vel maaske kan være f. Ex. om Wedel som ægte Patriot og om Treschow som Stats- mand. 11te April. Falsen gaar i sit Skrift til Odelsrettens Forsvar ud fra et eneste Synspunkt: Odelsrettens uadskillelige Forbindelse med Norges nuværende Constitution og Nødvendigheden af dennes Vedligeholdelse. Dens oprindelige Bestemmelse var nemlig, hvad han af Historien vidtløftig documenterer, at hindre store Jordegodsers Oprettelse, og til ligelig Folkerepræsentations Fremme at lade hele Landet bestaa af smaa Jordlodder, hvis Eiere ene skulde have den lovgivende Magt i Hænde. Da nu denne Magt igjen tilhører Folket, saa kan Odelsrettens strenge Over- holdelse alene betrygge det samme uforkrænket, og hindre Re- gjeringsformen fra at gaa over til Aristokrati. Ifølge heraf tror Falsen, at Repræsentationsret egentlig blot burde tilhøre SIDE: 60 Jordeiere. At Embedsmænd og Leilændinge nyde den efter Grundloven, finder han imidlertid rimeligt, da hine forudsættes at være den mest oplyste Folkeclasse, og disse bør nogenledes holdes skadesløse for Savnet af Eiendom og fuldkommen Fri- hed, da de dog i andre Maader agtes lige med Odelsmænd og bære de samme Byrder. Derimod er det hans bestemte Mening, at Kjøbstadborgere, som saadanne, aldeles bør være udelukkede fra Repræsentationen. Non nostrum est tantas inter vos componere lites. -- En svensk Herre har været oppe og beseet Throndhjems Domkirke og fundet, hvad jeg før har hørt af Andre, at Christiania Kirke er et bedre Locale for Kroningen, og at især den Throndhjemske har altfor smale Døre. 12te April. Nu nærmer sig da den store Stund, da jeg virkelig kan kalde mig Ridder eller Medlem af Nordstjerneordenen. Grev Essens Tjener indbød mig til Middagsmaaltid imorgen, da med samme Ordenen skal uddeles. Alle Adjutanter ere til- sagte for at figurere; man formoder, at Essen i Kongens Navn vil holde et formeligt Ordenscapitel. 13de April. Idag foregik den mærkværdige "Daabshandling", saa hedder den efter svensk Terminologi. Klokken 3 begav jeg mig i Følge med Treschow til Statholderboligen, hvor vi samledes i det store Entreværelse, der var fuldt af norske og svenske Adjutanter, men ingen Andre vare indbudne uden vi Candidater og de to alt slagne Riddere Schjøtt og Thulstrup. Greven kom ind i høieste Stads; ogsaa Grevinden og hendes Børn vare tilstede, samt Grevinde Wedel, der kom med sin Mand. Øverst i Sa- len henlagdes et med rødt Damask overtrukket Knæfald, om- trent som en lav Brudeskammel. Excellencen stillede sig foran dette, og ved Siden af ham stillede sig to Officerer, en ved SIDE: 61 hver. Den ene af disse oplæste et Commissorium til Essen, at creere Riddere af Sværdordenen, og derpaa fremkaldtes He- germann, hvis Udnævnelse til Commandeur proclameredes, hvor- efter han knælede paa Gulvet og fremsagde en Eed, der stumpe- vis dicteredes, og endte med de Ord: "saasandt hjælpe mig Gud til Liv og Sjel!" Han reiste sig nu og fremledtes af Office- ren paa høire Side til Silkehyndet, hvor han atter knælede, medens Essen med Hatten paa Hovedet gav ham Ridderslaget med blot Sabel i Carl den Trettendes Navn, hængte et bredt guult Baand med blaa Kanter over hans Skuldre, og afskedigede ham med de Ord: "Vær værdig!" -- Samme Ceremoni gjen- toges med Sværdridderne Meyer, Fasting og Nielsen, kun at de alle tre knælede sammen paa Gulvet, men een for een paa Puden, og at Ordenerne raktes Essen paa en Tallerken, af ham overleveredes Ridderen og af denne igjen Ceremonimesteren, eller hvad man skal kalde ham, som hængte den i Ridderens Knaphul. Nu kom Touren til Nordstjernen, hvor et nyt Com- missorium oplæstes, ved hver Classe ligeledes Denominationen, hvor alle Meriter gik ud paa den lange og tro Tjeneste og saa fremkaldtes og knælede paa ovenmeldte Maade først Rosenkrantz og Wedel, saa Bech, fremdeles Collett, Treschow, Diriks, Lø- venskjold, Bull, Falbe og endelig jeg. De Geistliges Eed var lidt anderledes end de Verdsliges; ei heller fik vi Slag af Sa- belen, men et sagte Klap paa Skulderen af den flade Haand. Commandeurerne (Wedel, Rosenkrantz og Bech) fik Stjerne paa Brystet, vi andre Ordenen paa Brystet i et sort Baand, lige- som Dannebrogskorset i et rødt og hvidt. Endelig kom Vasa- ridderne: Thrane, Arntzen og Egeberg, der under de samme Ceremonier fik et bredt grønt Baand om Halsen, hvorved de saa ud, som de havde et grønt Halstørklæde. Hermed var Høitideligheden endt, Greven gik omkring og tog os i Haan- den, Grevinden neiede, og iførte vore nye Decorationer drak vi Appetitsupen, og gik tilbords. Det meste af Maden var som SIDE: 62 sædvanlig kold, da Alting paa engang sættes paa Bordet. Men hvad der ved de Svenskes Gjæstebud er ypperligt, er deres Punsch, den mest tillokkende Drik, man kan tænke sig. Vi drak fire Skaaler: Hans Majestæt Konungen vor Stormester, Kron- prindsen, Oscar og Norge og Sverrig. Flere drak Kongens Skaal med tomt Glas, og sagtens er han ingen Bompert værd, den gamle Carl, hvis lange, usle Liv generer Mange og fry- der nok Ingen, uden maaske ham selv. 15de April. Hr. -- r gjorde mig en ny Visit og medbragte en An- søgning og en utallig Mængde Attester, alt til Gjennemlæs- ning og Behjertigelse. (Dette smukke Ord læste jeg igaar hos Baggesen og nytter det nu, for ikke møisommeligen at lede efter et dansk). Ansøgningen er "intet Børneverk". Den indbefatter tre Momenter, hvoraf de to første vist fortjene at behjertiges af Statsraadet. Det tredie derimod er saadant, at det hverken kan eller bør bevilges. Det angaar intet min- dre, end at hans fornuftige, ædle og haabefulde Søn, som nys har begyndt at læse til Attestats, maa, naar han har faaet denne med god Charakter, blive sin Faders Adjunct og Successor, eller idetmindste erholde kongeligt Løfte ved Kaldets Bortgivelse at komme i fortrinlig Betragt- ning, altsammen imod Lovene, om saa Faderens Fortjenester, Trang og Opofrelser var tidobbelt større, da Sønnen bør li- gesaalidt lønnes for Faderens Meriter, som bære hans Mis- gjerning. Bønhøres denne Bøn, da "fremmes hans Be- roligelse paa Oldhedens Dage og hans hulde Vivs og Børns Hjælp og Redning fra at nedsænkes efter hans Tilvær i jammerlig Kummer". Der voves heller intet der- ved, thi maaske vil det, formedelst hans Existence, endnu vare længe før Kaldet bliver ledigt, og i den Tid kan Sønnen erhverve Duelighed og Erfaring. Han vil iøvrigt ikke SIDE: 63 undlade at nedbede Himlens Velsignelse over "den høie Stat- holder, gunstige Statsraad og naadigste Konge og Prindser". Tilsidst erindrer han, at han blot udbeder sig Statsraadets fa- vorable Erklæring, da han har isinde personligen at overlevere Ansøgningen i Stockholm, en Bøn, der som ordensstridig vel hverken opfyldes eller optages vel. Med denne Ansøgning fulgte, som sagt, mangfoldige Attester, hvoraf den sidste fra General Sejersted, der naturligvis erkjender sin Incompetence til at bevidne en geistlig Mands Fortjenester, men dog ikke har kunnet undlade at give efter for hans indstændige Bøn, og at- testerer altsaa, at han har læst alle de andre Attester, og deraf slutter, at Hr. -- r er en duelig og fortjent Mand. 16de April. At Napoleon er i Paris, udsteder Proklamationer og sæt- ter alt igjen paa den gamle Fod; og at Prinds Christian er bleven Gouvernør i Fyen, hvorved man ikke kan undlade at tænke paa det Amsterdamske Borgermesterskab, Sigbrit lovede Christian den Anden, ere de vigtigste Nyheder, Dagens Rigs- tidende fortæller. I Eftermiddag var Examen i Søndagsskolen, dog kun i dens øverste Classe, da man finder den ufornøden i de andre. Den varede i fire Timer, og næsten hele den Tid examinerede den utrættelige Saxild. Den Mand, der uopfordret, uden Be- taling, paatager sig det møisommelige Arbeide at undervise Be- gynderne 3 Timer en suite hver Søndag, der studerer med Flid til dette Arbeide og driver det med Enthusiasme som en Vel- færdssag, der har foreslaaet en ny Classes Oprettelse for pro- vectiores, hvor han og vil undervise 2 -- 3 Timer, og som saaledes til Brødres Oplysning opofrer 5 -- 6 Timer af den Dag, som ellers er Hvile- og Forlystelsesdag, allesammen uden mindste Løn undtagen den, Bevidstheden skjænker, -- fortjener nogen et Ærestegn som hæderlig Borger, da er det ham, og jeg anser SIDE: 64 det næsten som Pligt at gjøre Regjeringen opmærksom paa denne ukjendte og høiligen agtværdige Mand. Strax efter min Hjemkomst kom -- r, som jeg igaar havde inviteret, og med ham fulgte bemeldte Søn, en vakker Yngling paa 21 Aar. Det var en ret behagelig Aften. Vi talte især om Storthinget og Kong Christian, over hvilken -- r var en ligesaa ubarmhjertig Dom- mer som Skjelderup. At det var Christians Forsæt, efter det Rygte, som gik her i de Dage, at lade sig udraabe i Thrond- hjem til suveræn Konge, at Anstalter vare føiede dertil af Bispen og Stiftamtmanden, og at kun en Adresse fra Bor- gerne lagde Hindringer iveien, hvorfor han og blev det thrond- hjemske Borgerskab unaadig, har jeg hørt før og hørte det nu bekræftet. Det bliver mig overalt daglig mere og mere indly- sende, at det vi fra hans Regjering mest maa lykønske os med, er dens Kortvarighed. At læse, hvad -- r skriver, er utaaleligt, men at høre ham tale er ret interessant. 17de April. Den nødtvungne Forpligtelse, Præsten -- r ved sit Over- hæng har paalagt mig, at være hans Talsmand hos Stats- raadet, opfyldte jeg i Formiddags, idet jeg gjorde Treschow et Besøg. -- r er en Mand, som indser, at man ikke kommer langt i Verden uden Patroner, og altsaa hverver han uden Skaansel med List og Vold efter Omstændighederne. Saaledes havde Rosenkrantz og Agent Nielsen været der før mig i samme Ærinde, og Gud ved, hvem der kommer efter mig. Treschow gav svag Trøst, hvad de to første Poster af Ansøgningen an- gik; Successionen kunde naturligvis aldeles ikke bevilges. "Han vil ellers reise til Stockholm", sagde Treschow, "og opnaar maaske det ansøgte gjennem Skjørteveien ligesom sidst", da man paastaar, Kammerfrøken Møsting skaffede ham hans nuværende Kald. Treschow har ellers i Embedssager en decideret Mini- SIDE: 65 stertone, og Prosessorerne beskylder ham for gjennem Statsraa- det at give despotiske Resolutioner, som af en Videnskabsmand og fordums Universitetslærer ikke skulde ventes. -- Min næste Vandring var til Theatret, hvor Directionssamling holdtes. Hetting fremlagde en Epilog af Bjerregaard, ret vakker, men over det evige Æmne: Vinterens Bortgang og Vaarens An- komst. Det er Flora, som taler, og dertil vilde man gjerne have en ung uskyldig Pige, men da en saadan, udrustet med de behørige Talenter, ei findes i vort Selskab, valgtes Christia- nias Jfr. Astrup, den evig unge Fru Thulstrup, der dog mere har Heltinde- end Hyrdindefigur, og i hendes Forfald Jfr. Lassen, paa hvilken jeg allerførst voterede, men man fandt, at hun vel i Nødsfald vilde være Reserve, Fru Thulstrup derimod aldrig. Iaften vare vi med Skjelderups, Lector Hansteens og Flor indbudne til Sverdrup. Ved Bordet maatte Statsraa- derne holde for, og Skjelderup især udøste evindelige Sarcas- mer mod Collett og Treschow. Der er noget løierligt og god- modigt i Skjelderups Stikleri; Sverdrup er mere bitter. At begge overdrive og gjerne høre sig selv tale, er aabenbart, men den leende archilochiske Jambe er behageligere at høre paa, end den skjærende persiusske Satire, og dette, at Sverdrup altid er kold, medens Skjelderup undertiden midt under de blodigste Sarcasmer bliver varm, giver mere Agtelse for den Sidstes Domme. Synderlig contrasterer ellers denne Sverdrups ofte isnende Kulde med hans raske Jovialitet i Vennesamfund, med den dybe Ærbødighed for aabenbaret Religion, som hans for- trolige Samtaler røbe, og med hans næsten Kjælerier med sine Børn. 18de April. Anden Gang siden jeg kom hertil, skal jeg have den For- nøielse at staa Fadder. Skolelærer Vold i Vaterland indbød SIDE: 66 mig imorges, og til min Opmuntring fortalte han mig, at Grev Essen og Biskop Bech ere de to andre Mandfolk. Denne Mand har en forunderlig Impertinence; idetmindste to af de tre Prindser, vi paa den sidste Tid have havt til Statholdere, har han havt til Faddere, og nu er Raden til Essen. 19de April. Adskillige af vore unge Studenter skulle føre et meget flot Liv. Dette er nu sagtens ikke brav, og synes at lægge Vægt til deres Mening, der protesterede mod en stor og luxuriøs By som Universitetssæde. Da imidlertid Fornøielser ere Ung- dommen nødvendige, saa skulde jeg tro, der endog tabtes ved at flytte den studerende Ungdom til et Sted, hvor Forlystelserne maatte falde mindre kostbare, men ogsaa gemenere. Derimod vilde jeg, naar vi endnu havde været forenede med Danmark, ved denne Kjendsgjerning fundet en vægtig Modgrund at frem- lægge for det norske Universitets strænge Forfægtere. "Hvad have I nu vundet, Christianssandske, Bergenske og Thrond- hjemske Fædre?" vilde jeg spurgt. "Føre nu Eders Sønner et tarveligere og uskyldigere Liv end i Kjøbenhavn? Er det ikke tvertimod rimeligt, at jo mindre Universitetet er med Hen- syn paa de Studerendes Antal, des lettere slutte de faa Bor- gere sig sammen, des nødvendigere er det for dem, der ei vil gjøre latterlig Opsigt, at følge Strømmen, saavidt det paa no- gen Maade er muligt? I Kjøbenhavn kunde den stille eller fattige Student leve ukjendt og ubemærket. Kan han det og- saa her? og hvor er den gjæstfrie Modtagelse i Borgerhuse, den fortrolige Omgang med Professorer, som I have lovet de norske Studenter?" -- Saa vilde jeg spurgt, hvis Mulighed endnu var for at studere ved det kjøbenhavnske, som indenlandsk Universitet. Nu spørger jeg naturligvis ikke saa, men velsig- ner Frederik den Sjette, som gav os dette Universitet, og gav det saa betimeligen, at Bygningen stod fast nok til ei at om- SIDE: 67 styrtes af det store Jordskjælv, som paafulgte; og endnu vel- signer jeg ham paa Videnskabernes, Undommens og mine egen Vegne, at Universitetet blev i Christiania. 20de April. Holten skriver, at Prinds Christian nu er i Kjøbenhavn, at intet Menneske begriber, hvad det fyenske Gouvernement betyder, og at hans (Holtens) egen Skjæbne endnu er uafgjort. Han tror sig i Unaade, da Dronningen ei har ladet ham ansige til Taffels. Hans Brev handler ellers mest om Theaternyheder, især fortæller han udførligen om to usle Mesterstykker af Nu- tids Brun [fotnotemerke] , hvoraf det sidste og længste, Betlerpigen, ved første Forestilling blev udhysset, og da den anden gaves ham til Benefice, gav man, trods en undskyldende Prolog, ikke Lov at spille det. Foersom og Kruse maatte afbryde i første Scene, og de Tilskuerinder, der havde bestilt deres Vogne til Klokken halv elleve, maatte gaa hjem Klokken halv otte. -- Rigstidenden meddeler Valg af Storthingsmænd i Søndre Throndhjems- og Stavanger Amt. Paa første Sted synes Bondecabaler endnu ei at være indtrængt; der er nemlig valgte: Sorenskriver Rambech, Provst Aschenberg, en Oberstlieutenant Rogart og en Lensmand Nordby, hvis Navn heller ikke synes at tilhøre en Bonde. I Stavanger Amt er det som sidst: en civil Embedsmand (Nansen), en Borger (med Bondenavn, ven- telig fra Egersund) og to Bønder. Nils Broc staar i Spid- sen for dem allesammen, og Nansen er krøbet ned til No. 3. Jeg var da idag i det omtalte Fadderskab, hvortil Vold havde indbudet: Grevinde Wedel, Fru Falbe, Fru Thulstrup, Fru Lund (Berghs Datter), Jfr. Pihl, Grev Essen, Statsraad Hegermann, Biskop Bech, Regjeringsraad Wahlstrøm, Agent Nielsen og mig. Alle indfandt sig. Da Garmann havde døbt Fotnote: N. T. Brun. Udg. SIDE: 68 Barnet, kjørte vi til det lille uanseelige Skoleværelse, hvor vi beværtedes med Chocolade, Madeira, candiserede Pomerantsskal- ler og Makroner, og naar nu regnes det Barselgilde, han uden Tvivl iaften holder for sin Familie, saa er Spørgsmaal om, hvad Profit han havde af det rige og fornemme Fadderskab, undtagen den Eftertale, han paadrager sig som en forfængelig Nar. 21de April. Bededagen synes at ville blive mig en Tycho-Brahe Dag. Ifjor var jeg syg og maatte lade Borch prædike. Ogsaa idag var jeg fra Morgenen af upasselig, men haabede, at det skulde gaa over. Jeg havde lagt en interessant Plan, da jeg vilde betragte denne Dag saadan, som de tænkte sig den, der helli- gede den til Andagtsdag, saaledes som den misforstodes i en bigot Mellemperiode, og saadan som den nu ringeagtes. Fæ- drelandet havde en Tidlang været hjemsøgt af svære Ulykker [fotnotemerke] og seet Guds underfulde Frelse. Ved at anordne denne Bede- dag vilde Landets Styrere lede Samtid og Eftertid til den dobbelte Overbevisning: at om Ulykken ei egentlig var Synde- straf, kunne vi ei nægte, at vi ved vore Synder have fortjent den, og at Gud er den, hos hvem Hjælp bør søges itide, og til hvem Tak bør ydes i gode Dage. Denne Christne saa vær- dige og gavnlige Følelse afløstes imidlertid snart af Trældoms- aand og Ceremonivæsen: Faste, Ophold i Kirken fra Morgen til Aften, Afhold fra alt Arbeide ligetil den nødvendigste Hus- gjerning m. v., og nu er man gaaet over til den modsatte Yderlighed, betragter den og enhver Helligdag lige med Arbeids- dagene, holder Baller til ud paa næste Morgen, (hvorved jeg, mig uafvidende, stiklede paa Capitaine W., som jeg siden har hørt celebrerede sin Fødselsdag med Dands til Bededags Mor- Fotnote: Den almindelige Bededag, der er anordnet ved Forordningen af 27de Marts 1686, har neppe nogen saadan speciel Anledning. Udg. SIDE: 69 gen Kl. 4) med flere Frivoliteter. Heraf toges da Anledning til at advare mod hint Slavesind og denne Tøilesløshed og at gjøre opmærksom paa Dagens sande Tendents og rette Anven- delse. -- En Tid talte jeg med god Fatning, men Mathedens Sved randt ned af min Pande, og tilsidst fik jeg saa ondt, at jeg maatte afbryde og sige, at jeg ikke følte mig istand til at gaa videre, opfordrede altsaa Menigheden til med mig at istem- me Dagens rørende og høitidelige Bøn. Jeg har saamegen Prædilection for denne Bøn, at jeg ikke kunde forbigaa den; jeg satte mig endog paa det Point, at jeg vilde læse den Ord til andet og ei udelade en eneste Stavelse. Dette fortrød jeg imidlertid snart, thi jeg fik med engang en stærk Qvalme, saa at jeg frygtede meget for den Prostitution, at maatte kaste op paa Prædikestolen. Denne Gang fik imidlertid Sjelen Magt over Legemet, Qvalmen gik bort, og jeg holdt ud til Enden. Prædikenen blev naturligvis under saadanne Omstændigheder ikke hvad den ellers kunde og skulde blevet. -- Essen og hans Familie var idag for første Gang mine Tilhørere. 22de April. Fru Dyhring overraskede mig med nogle lyse Ideer om det Ceremonielle ved Communionen og Bededagen. Endnu medens hun var yngre og fuldkommen frisk, gik hun aldrig fastende i Kirken, naar hun communicerede, da hun syntes, det ei bekom hende vel og snarere distraherede end vakte Andagten. Hendes Bedstemoders Skik at sidde i Kirken fra Froprædikenens Begyndelse til Aftensangens Ende, havde hun i sin Ungdom opholdt sig over, og fandt den endnu urimelig, ligesom og det, at ingen Skorsten maatte ryge paa den Dag. Paa den anden Side var naturligvis profan Larm hende paa denne Dag en Forargelse, kort det var saa aldeles den Aand, der herskede i min Prædiken igaar, at jeg ikke begreb, hvor den Selvanklage, SIDE: 70 den Frygt for Djævelens Anfægtninger kunde avles i samme Hjerne. 23de April. Schwach bragte mig, Gud ved fra hvem, et svensk Skrift af en Olaf Nordhammer, ventelig Ungdomslærer i Stockholm, der er en Omarbeidelse af min Tale om Undervisningsvæsenets Strid mod Tidsalderens Aand. Han er aldeles af min Me- ning og følger mig næsten Skridt for Skridt, kun at han skri- ver 1814 med umiddelbar Hensyn paa Stockholm, ligesom jeg i 1805 talte fast udelukkende om og for Kjøbenhavn. Han synes at være en lystænkende og varmtfølende ung Mand. -- Iaften fik jeg en ganske uventet Indbydelse til vor nye Nabo, Statssecretæren, en overmaade godlidende og interessant Mand. Han fortalte, at man har opgivet Tanken om Kroningen, men Kongen kommer alligevel og vil opholde sig her 2 -- 3 Maane- der. Han skal bo i Stiftamtmandsgaarden, Prindserne i Pa- læet og Essen i Haxthausens Gaard. Denne flytter ud paa sin Løkke. Lister Amt har været og er i samme Fordømmelse som Christiania, da Valgmanden fra Bjellands Præstegjæld, til hvem Indkaldelsen var kommen for sent, har nedlagt samme Protest som Nielsen, Arntzen og Aars her. Statsraadet har tilraadet Amtmanden at gjøre det samme, som blev gjort hos os. Falsen og Foged Bøghs Valg troes at ville volde slemme Debatter, og saaledes bliver Fuldmagternes Revision denne Gang ingen let Sag. Holst sagde, at det var ham umuligt paa sidste Storthing at oplade sin Mund til Meningsytring, at Biskop Bech var hans Organ, naar noget laa ham paa Hjerte, og at han iøvrigt holdt sig Evangeliets Ord efterrette- lig: "Eders Tale skal være ja, ja, nei, nei; hvad der er over, er af det Onde": 24de April. Justitsraad Bull, som nu efter Ansøgning er i Naade SIDE: 71 afskediget og flytter herfra, besøgte mig for at opgjøre vor mellemværende Regning. Jeg skylder ham for 4 Tønder Kar- tofler og 400 Kaalrabi, han mig 6 Aars Tiende af Tøien, og pr. Balance beholdt han tilgode 272 Rd. D. C., et interes- sant Bidrag til Skildringen af den ikke jordbrugende Embeds- mands Kaar i vore Dage. 25de April. Stenersen var enig med mig i, at vort Modersmaal Intet tabte og Ordbogscommissionens Ære derimod vandt, da vor Commission ved Foreningen med Sverrig og Wulfsbergs Bort- reise opløstes, men at det Arbeide dog skjænkede os adskillige interessante Timer, og at vi derved, hvad os personligen an- gik, ere komne paa det Rene om et og andet orthographisk Problem, hvor vi før vaklede. -- "Den unge Zigeunerinde" er noget af det ravgaleste Tøi, jeg har læst fra Kotzebues Haand. Det er en 13 -- 14 Aar gammel Pige, rigtignok smukke Folks Barn, men opdragen i en Zigeunerbande, hvor hun i Erfaring, Grundsætninger, Klogskab og Charakterfasthed har naaet en Høide, som vel er sjelden hos Mænd paa 40 -- 50 Aar. Hun forener Elskende, opdager Forbrydere, fører Uskyldige ud af Fængslet, Altsammen i eller ved Storinquisitorens Palads i Spanien, uden at Nogen siger Kis til hendes Kat. Det Eneste, hvorved Kotzebue kunde frigjøre sig for den Beskyldning, at have skrevet som en gal Mand, var at give hende Vinger i sidste Act og lade hende flyve til Himmels som en Engel. Enfin -- saa havde det været et Væsen af Aandeverdenen, der virkede og vi havde fundet os deri, som i saa mangt an- det Stykke, hvor Sylpher, Feer og Genier give deres Spil. De øvrige Personer ere sædvanlige Kotzebuiske Skabninger. 26de April. "Syvtusinde Rigsdaler" er et ægte Passiarstykke. Det spiltes efter Fortjeneste. -- Nær havde jeg lagt Pennen og SIDE: 72 glemt vor 40-aarige Flora. Behængt nok var hun med Blom- ster og til Overflod havde hun i Haanden en stor Krands af falmede Papirroser, men hverken havde hendes Udseende den Ungdommelighed, jeg søger hos Blomstergudinden, heller ikke duede hendes Declamation. 27de April. Rigstidenden indeholder to Vers af Zetlitz, det ene til Mad. Buchholm i Anledning af hendes Foreningssang, som Z. finder "jevn og vakker", men Æmnet gouterer han ikke saa ganske, og ønsker, at hun snart igjen vil behandle "ømme The- mer". Dette Ønske vil neppe nogen ærlig Ven af hende eller Poesien istemme. Hendes Harpes Strenge ere alle brustne; den hvile for evig! -- Amtmand Falsen omtalte Wollert Ko- now, der dennegang er Storthingsmand fra Bergen, som en Mand af langt større Indsigt og Duelighed end Broderen, der var her sidst. Han skal være en af Bergens første Kjøbmænd. -- Jeg spurgte Wahlstrøm, naar de endnu udøbte Riddere faa deres Ordener. Han svarede: naar de komme herind. Ellers havde Essen indstillet, om Ordenen ei kunde sendes Lowzow og Biskop Brun, som gamle, fjerntboende Mænd uden videre Ce- remoni. Wahlstrøm viste mig en Sibyllinsk Spaadom paa Latin, som en norsk Student havde inført i en Skydsbog i Sverrig, og hvis umiskjendelige Mening, skjønt indhyllet i prophetisk Dunkelhed, er den, at Norges Constitution, som Kong Carl har antaget, vil fælde den svenske Adel. 28de April. For første Gang er idag holdt theologisk Embedsexamen ved det norske Universitet. Examen holdtes i Kathedralskolens Auditorium, og bivaanedes af mange Studenter og nogle faa Embedsmænd. Den høivelbaarne Procantzler paatog sig en SIDE: 73 Professors Skikkelse og begyndte Examen med det nye Testa- mentes Exegetik samt Moral. Han har desværre ogsaa glemt det meste af sit petit peu Latin. Heller ikke havde hans Spørgsmaal noget Reelt ved sig. Det var mere Religion, som man behandler den ved Katechisation og Confirmandun- dervisning, end Theologi som lærd Videnskab. Hans Exami- nation kunde passende lignes ved en tynd, flau Suppe, hvoraf vi endda paanødedes en overdreven Portion. Hersleb tracte- rede (for at blive i Lignelsen) med godt, solid, saftigt Kjød, men uden Sauce og med lidet Salt. Stenersen gav en deli- cat Ragout, som man kun faa den paa Thygesens Bord. Han var en ypperlig Examinator. Han talte godt Latin, og der var Liv i hans Foredrag; han satte ogsaa Mod i Candi- daten, saa det blev til et virkelig interessant Colloquium. Han er upaatvivlelig langt mere paa sin Hylde nu, end da han prædikede Schellingsk Philosophi for en Snes ucultiverede Men- nesker i Byens Kirke. 29de April. -- r gjorde mig Afskedsvisit. Hans tredobbelte Ansøgning kan neppe vente Bønhørelse; dog fortryder han ikke at have gjort denne Reise, hvorved han paastaar at have opnaaet sin Hovedhensigt. Han kunde ikke noksom berømme den Gjæstfri- hed og Velvillie, han havde mødt her i Christiania. Han havde været 24 Gange udbuden til Middag og 20 Gange til Aften. Han medbragte egen Hest, og paa fire Steder kappe- des man om at tage den paa Foder. Han averterede i Avisen om at faa kjøbt en Ridesadel til Hjemreisen. Dagen efter fandt han i sit Logis den smukkeste Sadel, han havde seet, med en Billet, hvorpaa var skrevet: "Fra en fordums Confir- mand". Iøvrigt fandt han, at man nu spiller meget høit i Christiania, og deri har han Ret. I et Selskab, hvor han SIDE: 74 havde været, havde En tabt 4000 Rbd.; jeg maa tilstaa, at jeg var tilbøielig til at rabattere en god Klat af denne Sum, som man maaske og kunde gjøre med Invitationerne til ham selv og hans Hest, men siden har dog En forsikret mig, at der nylig paa en Aften af et Menneske er tabt eller vundet -- 16000 Rbd. = 96000 Rd. D. C., og det er grovt. 30te April. Min Prædiken, med hvilken jeg selv, jeg haaber ogsaa mine tænkende Tilhørere var meget vel fornøiede, holdtes efter følgende Udkast: Lignelsen hørte, som bekjendt, til de orientalske Læreres Undervisningsmethode. Imidlertid kunde spørges, hvorfor Je- sus, der ophøiede sig over Vedtægt, naar den ei fandt Fornuf- tens Medhold, der havde saa kort Tid at virke i og et saa uendelig vigtigt Maal at virke til, brugte denne langsomme Fremgangsmaade, saa at Tanken om Messias's jordiske Rige endnu efter hans Opstandelse ikke var udryddet hos hans Di- sciple, og dette Spørgsmaal leder os igjen til et andet: Hvor- for Gud i religiøse Gjenstande endnu saa langsomt og dunkelt har tilkjendegivet sin Villie? -- Hvad Disciplene angik, da var en tidligere, lysere Kundskab dem umulig, unyttig, vel endog skadelig: Umulig, naar man tænker paa, hvor Jesu Disciple vare, i hvilket Land de vare fødte, til hvilken Stand de hørte, hvilken Dannelse de havde nydt. De vare i samme Forfat- ning som Barnet, Kunstlærlingen eller en anden Begynder, der maa gaa over fra det Lettere til det Vanskeligere. Unyt- tig: Tiden var endnu ikke kommen, da de skulde anvende den; langsomt forberedtes i Guds Forsyns Raad den store Revolution. Jesus levede endnu iblandt dem; hans Død og Opstandelse, Grunden hvorpaa deres Undervisning skulde hvile, vare endnu ikke skete; de kunde altsaa ikke heller beraade sig SIDE: 75 derpaa, og hvad andet var da denne Kundskab for dem, end et unyttigt Ordforraad, hvoraf de endnu ikke kunde gjøre Brug enten for sig selv eller andre. Skadelig vilde den endog været. De kunde hovmodet sig og troet at vide Alt; deres Opmærksomhed og Lærelyst kunde kjølnes; de kunde fristes til at ville anticipere den af Forsynet bestemte Tid; for nogle kunde og den Trængsel, der forestod dem og deres Lærer, frem- stillet i altfor livagtigt Perspectiv, været afskrækkende. -- Dels nu i Jesu Afskedstale, dels ved Undervisningen efter hans Op- standelse, dels paa Pintsefesten fik Apostlerne bedre Oplysning. Dog tilstod den maaske mest oplyste Apostel 1 Cor. 13, at hans Kundskab var dunkel og ufuldstændig, og trøstede sig med, at den tilsidst skulde vorde klarere. -- Ogsaa vi ere i samme Forfatning. Siden Apostlernes Tider have vi ingen guddom- melig Aabenbaring, og har end Fornuften i mange Ting gjort store Fremskridt i det, som angaar Religionen, er der dog mang- foldige uopløste og, som det synes, her uopløselige Gaader. Det er saa saare lidet, vi vide eller forstaa om Guds Væsen, om Jesu Forløsning, om det evige Liv osv. Var det ikke godt, om vi vidste mere? Herpaa svaredes det samme som før: det er os umuligt, da for os, saalænge vi iføres disse grove, sandselige Organer, meget er og bliver ufatteligt: det er unød- vendigt, da vi i det som vi kjende, have de kraftigste Opmun- tringer til Tro, Haab og Kjærlighed, som for os lade sig tænke. Det vilde være skadeligt, da det kunde afdrage os fra vore jordiske Sysler, hvortil vi dog ere bestemte, saalænge vi leve her, gjøre os ligegyldige for vore Pligters Opfyldelse, uføl- somme for Livets Glæder. Historien viser, at heftig Længsel og Stræben efter slig Kundskab har frembragt denne Virkning, og det lader sig formode, at Besiddelsen end mere vilde for- stærke den. -- Altsaa bør vi takke Gud for de Kundskaber, han har meddelt, søge at bringe disse til Lys og Bestemthed, nytte dem troligen til vor Forædling og Andres Gavn, og glæde SIDE: 76 os i Haabet om Evigheden, hvor vor Kundskab, vor Dyd, vor Lyksalighed uophørlig skal stige. Jeg havde et Brev paa fire svære Foliosider fra Biskop Brun, hvori han udbreder sig vidtløftigt over allehaande Ting, især Trykkefrihed, hvis deciderede Fiende han er. Han beraa- ber sig paa to af vore nyeste Avisproducter: Invectiverne mod Bech og Indsigelserne mod Falsens Valg, og de slemme Føl- ger heraf kunne og muligvis ville flyde, som uden Trykkefri- hed ei vilde existeret. Han sender et Fragment af sin Jona- than, som han ønsker Storthinget lagt paa Hjerte og til den Ende indført i Rigstidenden eller Intelligentsseddelen. Da alle Feider nu ere ophørte, finder jeg, efter Samraad med Sver- drup, dette Manifest, hvorved Luen igjen kunde oppustes, upas- sende, og holder det tilbage. Ogsaa skal jeg i mit Svar for- søge, om ikke at bringe ham paa andre Tanker, dog ved selve de nyere Tiders Erfaring, at overtyde ham om, at Tingen ikke er saa farlig som den synes at være, at det allersikreste Mid- del til at gjøre Kaadhed uskadelig er at lade som man ei be- kymrer sig derom, at man aldrig kan gjøre Pamphletskriveren større Tjeneste end at forfølge og undertrykke ham, hvorimod Ringeagt gjør ham skamfuld og taus. Havde Regjeringen, Grev Wedel og de flere angrebne Individer grebet til Action og deslige, hvortil de dog kunde havt en Slags Hjemmel, vilde der blevet gruelige Spectakler. Havde de, som i Aviserne have udgydt deres Galde mod Foreningen, mod Danmark, mod We- del, mod Bech, været nødsagede til at tie, ): havde disse Strids- skrifter været underkastet Censur, og vare blevne supprimerede, saa vilde man skreget: "Vi ligge i Lænker!" Nu skrev En- hver, som han vilde skrive, og Ingen klagede eller kunde klage over Tvang. Der snakkedes pro et contra, men ogsaa kun snakkedes; de Angrebne gjorde Intet, og da de ubudne Advo- cater saa, at de fra ingen Side understøttedes, bleve de kjede af at vrøvle og holdt op dermed. -- Brun er ogsaa misfor- SIDE: 77 nøiet med, at Kongen har gjort Regnskab for Grundene til Ordenernes Uddeling. Heller ikke deri kan jeg give ham Ret. Nu er al aabenbar Modsigelse hævet. Den lille throndhjemske Tilskuers Forlangende er opfyldt, og Sebbelow kan ikke sige, at han ikke længer veed, hvorfor Wergeland er bleven Ridder. Hemmeligen kan mumles om Grundenes Gyldighed, men of- fentligen kan ei mukkes et Ord. I fortrolig Samtale, men aldrig i en Avis, end sige paa Storthinget kunne de af Brun gjorte Spørgsmaale fremsættes; de vilde desuden lede til uen- delige Undersøgelser. Kongen kan svare: At sige mine Grunde, dertil er jeg forpligtet og det har jeg gjort; bevise, at de Folk virkelig besidde disse Fortjenester, kan Ingen forpligte mig til. Jo, det var virkeligen et overmaade klogt Skridt af Re- gjeringen, og jeg maatte kjende Menneskene slet, om ikke man- gen Oppositionsmand, der med Munden persiflerer over Hounts Fædrelandssind og Matthiesens Nidkjærhed for Agerdyrkning og Industri, i Hjertet harmes over at se sig paa den mest legale og liberale Maade gjorte vaabenløse. -- Derimod sympathise- rer jeg aldeles med den hæderlige Olding, naar han siger: "Vor hele Norskheds Oversættelse i det Svenske begynder vel mere og mere at vinde min Fornufts Bifald, men ak! den vil endnu saa nødig glide ind i mit Hjerte. Virkelig Kjærlighed, virkelig Glæde ere Følelser, som sjelden adlyde den kolde For- nuft. Vær glad! hvo kan gjøre denne Befaling virkende uden Gud?" Jeg forelæste Sverdrup Bruns Brev, hvormed han ei var aldeles tilfreds; især harmedes han over den Udladelse: "at vor Carl Johan maaske er det eneste Fyrstehoved i Europa, der p. t. nogenlunde kan maale sig med Napoleons", og fældte en Dom over vor Kronprinds, som vel enkelte Handlinger af ham, især hans Fremgangsmaade for at vinde Norge, kan undskylde, men som dog vist er for streng. At Christies, Hegermanns og Fleres Dom om de agtværdige Sider i Carl Johan Cha- SIDE: 78 racter Intet maa gjælde, at de følte sig smigrede over, at der gjordes Væsen af dem, og derfor roste, hvad de ellers ikke vilde rost, kan jeg umulig give ham Medhold i. Og naar han ogsaa vil fradømme Carl Johan Energi og Krigerværd, fordi han ei har vundet glimrende Seire, saa synes jeg her- imod at finde en kraftig Gjendrivelse i den Agtelse og Ære- frygt, Europas mægtigste Fyrster personligen vise ham, og som maa grunde sig paa den Bevidsthed, at han som Fiende kunde blive dem farlig. Med Christie er Sverdrup ikke længer til- freds. Hegermann finder han borneret, og saadan kan han gjerne have vist sig som Rigsforsamlingens Præsident, uden derfor at være det som General og Cadetchef, men fremfor Alle river han ned paa Treschow. End ikke som Videnskabs- mand vil han rose ham ubetinget. 1ste Mai. Folketællingen begyndte da idag. Det Arrangement, jeg har gjort, for at faa den tilbørligen udført, er følgende: Selv kan jeg ikke reise om i Sognet; at redigere de indkomne Be- retninger og derefter at udfylde Rubrikerne i det tilsendte Schema, bliver mit ingenlunde lette eller morsomme Arbeide. Sørkedalens District har jeg aldeles overladt Inspecteuren, Fuldmægtig Petersen paa Bogstad, en skrivekyndig og i For- retninger øvet Mand. Over Tællingen i de to vestre Districter har jeg givet Kjerschow Overdirection. Han rider om med In- specteurerne Ole Holmen og John Smestad og spiser til Middag hos en af disse to Matadorer efter fuldendt Dagværk. Sau- genes nordre District har Hans Hauge og hans Factotum Jens Hansen taget paa deres Samvittighed. Saugenes søndre District og Maridalen besørges af Skolelærerne Christian An- dersen og Jens Caspersen, under Bestyrelse af Muus, da disse Districters Inspecteurer ere uduelige og indolente Mænd. Nord- tvedtfjerdingens to Districter har jeg maattet overlade til de to SIDE: 79 Inspecteurer, hvoraf den ene er en ganske maadelig Person, men gamle Forvalter Muus har paataget sig at veilede dem. Sjel- deraasfjerdingen, hvis Inspecteurer ere endnu mere uvidende, har Boyesen paa Hovind ene paataget sig. Magnildrud- og Egeberg-Fjerdingen ere i overmaade gode Hænder, da Capt. Brochmann og hans Søn besørge det fornødne. Paa Slots- marken og Galgebergsgaden omvandrer en Jørgen Teisner, constitueret Skoleholder, og paa Grønland Klokker Olsen og Skolelærer Fredriksen. Hegermann fortalte, at der tænkes paa at gjøre det gamle Agershus Slot igjen til Kongebolig, en Ide, som nok de Fleste bifalde. Nu siges, at Kongen ikke kommer her i Sommer. 2den Mai. Jeg har læst et nyt Sørgespil af Oehlenschlæger, som viser, at han ingenlunde daler fra sin Middagshøide, fordi Hugo von Rheinberg er mindre god end Hakon Jarl, Ludlams Hule end Aladdin, Canarifuglen end Freias Alter. Det er Hagbarths og Signes Historie, han mesterligen har dramatiseret. Hvad der foruden den fine Charactertegning endnu udmærker dette Stykke er den Correcthed i Sprog og Versification, vi paa de sidste Tider ikke er vant til at finde hos Oehlenschlæger, og som, engang tabt, sjelden gjenvindes. Tidens og Stedets En- hed er med mindre Tvang end i Axel og Valborg vedligeholdt, og fra Handlingens Enhed viges ikke et Skridt. Ikke en Per- son, ikke en Scene kan kaldes episodisk. Med saadan streng Regelrethed at kunne vedligeholde usvækket Interesse, især naar Emnet, som her, ikke er af de meget rige, er ingen ringe Kunst. Endelig maa jeg anmærke den fine Tact, hvormed han har vidst at borttage alt moralsk og æsthetisk anstødeligt, som laa i Emnet. Kammerjunker Mansbach, der nylig er kommen fra Hol- steen, bragte mig en Hilsen fra vor forrige Konge, "der endnu SIDE: 80 med Fornøielse erindrer mine smukke Taler". Jeg erindrer og- saa hans, skjønt desværre med mindre Fornøielse. 3die Mai. Intelligentsseddelen synes atter at ville blive en Kamp- plads; idetmindste har en Anonym, der averterer Vendekaaber tilsalg hos Tidens Aand, givet nyt Stridsløsen. En Kaabe, den trefoldige kaldet, fordi den ei alene kan bæres paa begge Skuldre, men ogsaa paa en Pukkel, udstoppet med Egennytte og Forfængelighed, er allerede solgt til en høi, fed, velvoxen Mand, hvem den klæder meget vel, og som bærer den med stor Douceur. (Hvo denne Mand er [fotnotemerke] , falder ikke vanskeligt at gjætte. Lehmann siger, at en Præst paa Vestlandet er For- fatteren). Rigstidenden har i lang Tid ikke havt andet end politisk Nyt, og dette endda temmelig intetsigende. Endnu har man kun en lang Expositionsscene af det store, nye Sørgespil. Der rustes og trues. Fredrik den Sjette siges at have tilbudt sig at sælge 30000 af sine Undersaatter til Kampen mod Na- poleon, men man bør haabe, det er Løgn, skjøndt det meldes officielt fra Wien. Fru Dyhring havde atter religiøse Skrupler, og frygtede for Guds Vrede over hendes Synder. Jeg var saa heldig at berede hende en kraftig Trøst, hvorfor hun takkede og velsig- nede mig, ved det Spørgsmaal: "Hvad vilde de sige om et Menneske, der kjendte Deres gode Villie, men var dog ufor- sonlig og forbitret, og mishandlede Dem, fordi De nu og da begik en Feil og gjorde ikke Alt, hvad De kunde og burde gjøre? Hvad De vilde finde haardt, grusomt, uretfærdigt af et Menneske, tiltror De den evige Kjærlighed det"? Hun følte sig, som sagt, overvunden af Sandhedens Kraft, -- og er det virkelig Sandhed, hvad bliver da af den hele Forsoningslære i Systemets Aand? Hvo har da Ret, Løffler eller Balle? Fotnote: Biskop Bech. Udg. SIDE: 81 5te Mai. "Felttoget i Norge 1814 af en norsk Officier" (Meydell) er Titelen paa en liden Bog, som jeg idag har læst. Den røber megen militair og local Kundskab, og ikke mindre Fri- modighed. Som første Feil paaankes, at da Norge ei vilde underkaste sig Sverrig, og 30000 Mand stod paa Grændsen og tærede paa Landets ringe Proviant, disse da ei fik Ordre til at rykke ind i Sverrig, medens de svenske Tropper laa i Tydsk- land (netop Hounts og General de Seues Ord). Han viser de Veie, de forskjellige Armecorpser kunde gaaet, de Progres- ser, de kunde gjort, inden Kronprindsen kom tilbage til Hoved- hæren, hvilke Diversioner denne kunde gjort, og hvilke Forholds- regler da burde været tagne. Saaledes gaar han da frem fra Feil til Feil før og efter Krigens Udbrud. "Nordmændene", siger han, "havde fattet en Beslutning, som næsten vakte hele Europas Beundring; man maatte derfor ogsaa føre Krigen paa en Maade, der svarede til Beslutningen. Til en energisk Plan maa ogsaa høre en energisk Udførelse; i manglende Fald maa efter Naturens Orden Alt synke af sig selv. En Maskine, der skal bevæge en tung Last, maa have svære Hjul, ellers briste de, og hele Indretningen bliver til Intet. Man var færdig til Beundring, men nu finder man blot Aarsag til Forundring". Med Bitterhed udlader han sig om det Haab, at drive Alt igjennem, endog med Sverrig, ved Underhandlinger. "Sver- rig var ved en overordentlig Fredstractat afstaaet et helt Rige, som det i Kraft var overlegent; dette Rige modsatte sig For- eningen; og nu kunde man tro, at Sverrig uden noget videre vilde lade sig nøie dermed? Man maatte selv besidde megen Svaghed, for at kunne tiltro Andre saadant". -- Adskillige af de commanderende Officierer passere nu Revue, dog uden per- sonlig Fornærmelse, uden maaske med de to feige Commandan- ter Hjermann og Hals, som Loven vel med det første vil fælde. (Undersøgelsescommissionen er afløst af en dømmende, der be- SIDE: 82 staar af Generalmajor Meylænder, Oberstlieutenant Aubert og Justitiarius Berg). Et træffende Sted maa jeg endnu af- skrive. At Svensken angreb vort Land fra den sydlige Grændse, finder Forfatteren ei at være aldeles efter Krigskunstens Reg- ler, "dog kan man derfor ikke directe tillægge Fienden nogen Feil. Ofte kan en saadan Operation være grundet paa den Kundskab, man har om den fiendtlige Anfører. Havde dette Foretagende ei strax gaaet godt, saa havde man formodentlig, uden at indlade sig altformeget, begyndt paa noget andet; og her maa vi anmærke: at det vistnok er en stor Egenskab hos en Feltherre, rigtig at kjende og bedømme sin Modstander". 6te Mai. Mit Arbeide i denne Tid er at redigere de indkomne Fol- ketællingslister, hvoraf nogle ere meget ordentlige og instruc- tive, men andre ere temmelig forvirrende. Dog i Grunden siger det ikke stort. Thi hvo kan holde Control, og om en halv eller hel Snes Mennesker bortdrages fra den rette og hen- føres til en falsk Rubrik, anføres at være ældre eller yngre end de virkelig er, -- hvad taber Fædrelandet derved? Over- alt skulde Schemaets Forfattere have aftegnet Grændselinien lidt nøiere, og fuldstændigere angivet alle mulige Næringsveie, naar de vilde have fuld Accuratesse. I Schemaets anden Del kunde gjøres en Mængde Spørgsmaal, som Præster og Magi- strater vist besvare sig selv paa høist forskjellige Maader, og saaledes bliver det udkomne Resultat intet mindre end paalide- ligt. Man burde nedladt sig lidt mere til vor Svaghed. At "Ingen kan svare ret, naar En vil spørge galt", og at, naar Spørgsmaalet er tvetydigt, det fast er endnu værre, end om det var rent galt, da nogle forstaa det saa og andre saa, og det da bliver et evindeligt Chaos, -- det synes jeg de høivise Herrer burde indse. Iaften var jeg hos Skjelderup sammen med Sverdrup, SIDE: 83 Hersleb og Stenersen. Efter Bordet ved Aftenpiben taltes om Prædikener og Prædikanter, over hvilke Skjelderup viste sig som en overvættes streng Censor. Biskop Brun, hvis Ordi- nationstale han havde hørt, nedrev han som en buldrende Tor- dentaler, uden ringeste evangelisk Blidhed. Med Clausen var han ikke mindre misfornøiet. Han paastod, hvad og de andre istemte, at han ikke prædikede Guds Ord, og anførte som Ex- empel, hvorledes han engang i en Vinterprædiken havde for- talt, at Kulden styrker Nerverne. Forgjæves erindrede jeg, at, skjønt man ei burde gjøre saadant til Hverdagsemne, kunde det dog vel ogsaa regnes til Guds Ord, at vække Opmærk- somheden paa, hvorledes ogsaa det sandselig Ubehagelige som Gave fra Gud er velgjørende for Sjel og Legeme. Han ved- blev at paastaa, at naar man hørte saadant fra en Prædike- stol, burde man tage sin Hat og gaa ud. Mynster fandt han derimod at være en evangelisk Lærer, og deri har han vist Ret. Hvorledes jeg vilde bestaa for denne strenge Dommer (jeg ved ikke, om han nogensinde har hørt mig), det gad jeg dog vide. Stenersen gik bort, da han skulde prædike imorgen, og Hers- leb taug. -- Talen var ellers ogsaa om Lægers Forsømmelig- hed, og til Undskyldning derfor fortalte Skjelderup en Mængde Anekdoter om Patienters dumme og uforskammede Fordringer. En af dem slog mig især: Gamle Statsraad Sartorph blev en mørk og stormende Novemberaften kaldt hen til en Familie, hvis Læge han ikke var. Da han kom, fandt han allesammen friske; man vilde blot consultere ham, om det ikke var bedst, siden deres Huslæge (Aaskov) var svagelig og undertiden for- virret i Hjernen, at de i hans Sted antog Doctor Ranøe. 7de Mai. Jeg ved ikke, hvad det er for en tosset Skik baade her og i Kjøbenhavn, at den unge Brud endelig skal have Kappe paa Hovedet første Gang man besøger hende som gift Kone. I SIDE: 84 mine Øine er det slet ingen Prydelse for et vakkert Pigeansigt. Hvor, som paa Lister (idetmindste i min Barndom), den hvide eller couleurte Hue er Pigens, den sorte Konens charakteristiske Dragt, der lader jeg det naturligvis gjælde, men hvor Konen samme Dag og saa fremdeles til sin Alderdom (hvis hun har Lyst) vedbliver at klæde sig som Pige, der er mig denne Pynt Dagen efter Bryllupsdagen og Bryllupsnatten ordentlig an- stødelig. -- -- -- Endnu gjorde jeg to Visiter: hos Statsraad Diriks, hvor jeg undredes over den uanstændige Kjøkkentrappe, Justitsraad Thrane, som bekostede denne store og tildels pragt- fulde Gaard, lod blive Opgang til de elegante Stadsværelser. Siden var jeg hos Fru A -- , hvor jeg traf den ældste Frøken M -- , og hvor de to Damer (par nobile sororum) overbød hinanden i at finde Gud ved hvilke Bagateller superbe, char- mante og guddommelige. Ogsaa i denne Gaard har man byg- get Vindeltrappe til Salsetagen. Der har dog hersket, og her- sker tildels endnu megen Dumhed og Smagløshed i Christi- ania. -- Paa Hjemveien mødte jeg Skjelderup. Han havde hørt Stenersen, der prædikede for Sigvardt i Tugthuskirken, og var meget indtagen i hans simple christelige Foredrag. Han maa vel altsaa have ophørt at prædike Schellings Philosophi, thi at de høitflyvende Phantasier, jeg engang hørte i Byens Kirke, vare det ringeste opbyggeligere end Clausens Vinterbe- tragtninger, kan jeg slet ikke sige. 8de Mai. Jeg har nu udlæst tredie Del af Foersoms Oversættelse af Shakespeare. Han er en mesterlig Oversætter og giver neppe Schlegel stort efter. Man bør kun ønske, at hans Iver ikke maa kjølnes som Schlegels, der, saavidt man ser, uden skjellig Grund afbrød sit herligen begyndte Arbeide, for at begynde paa noget nyt: det spanske Theater, hvoraf igjen kun en Del SIDE: 85 blev færdig. Saa reiste han om i Europa, skrev sin vistnok ypperlige og heldigvis fuldendte Bog om dramatisk Kunst og Litteratur, blev dernæst politisk Pamphletskriver i Sverrig, og er nu ifærd med i den berømte Fru Staels Selskab at gaa over til den katholske Religion. Bürger og Wessel efterlod døende deres Kappe og Aand, hin til Schlegel, denne til Bag- gesen. Omtrent i lige Opfyldelse gik deres poetiske og pro- phetiske Drømme. Herligen begyndte de unge Mænd; Enden er vel ikke endnu, men den tegner sandelig ikke til at blive Begyndelsen lig. 9de Mai. Fattigcommissionen endte alt Kl. 3, og aldrig ved jeg at have bivaanet en Fattigcommission disse 10 Aar, hvor saa faa Vanskeligheder mødte, saa liden ufornøden Snak førtes, saa faa utaalmodige Ytringer hørtes, og saa faa blandt de Klagende gik utilfredsstillet bort. De Fattiges Antal synes overalt at aftage, og skjønt Dyrheden er den samme, spores dog allerede Fredens velgjørende Indflydelse. -- Efter min Hjemkomst vederfores mig mere Ære: Invitation fra Essen til Bal paa Fredag og et Brev fra Biskoppen, hvori indsluttet det svenske Bibelselskabs Statuter, samt et Brev fra Rosenblad, som lod ham vide, at Kronprindsen af egne Midler har skjæn- ket 6600 Rd. Bco, noget over 20000 Rd. i vore Penge til et Bibelselskabs Oprettelse, hvilket overdroges Bech og mig. Kort efter fik jeg selv et Brev fra Rosenblad, omtrent lige lydende med hint, dog med nogen Forskjel, f. Ex. at de varma och upplysta religiösa tänkesätt (i mit Brev) hafva förnöiat hans hjerta, hvilket ei siges i Bechs, ligesom han og tilføier om Bispen: hvilken jag för flere orsakar ei kun- nit forbigå. -- At Arbeidet er kommet i Bechs Hænder, glæ- der mig meget. Han er en duelig og virksom Mand, og at han nu vil interessere sig derfor, Grundene hertil være disse SIDE: 86 eller hine, kan jeg ingenlunde tvivle om. Han bebuder mig i Convoluten en mundtlig Conference om Sagen. 10de Mai. En ivrig Patriot har i Rigstidenden paataget sig at be- vise Lovstridigheden af Pastor Bonnevies Valg til Storthings- mand. Han mener, at det ikke er nok at være født Nordmand, men at man ogsaa maa have været bosat 5 Aar i Norge for at vælge eller vælges. Der er nok en liden Redactionsfeil i den citerede Paragraph, og det er beklageligt, at fast ingen Lov eller Forordning kan existere, hvor man jo finder utydelige eller ubestemte Udtrykke, men i Sagen selv forekommer Forfat- teren mig at have Uret, og det synes blot at være personlig Animositet mod Bonnevie, som har frembragt denne Indsigelse. Upassende var det altsaa ikke, at nogle Linier af Jonathan om frække Pasqvillanter og Døgnskribenter, hvilke Brun have for- langt aftrykte i Rigstidenden, fattes af Redaktionen umiddelbart efter denne Denunciation. En, som det synes, retfærdigere Anke føres i Intelligentsseddelen mod jeg ved ikke hvem, som 1809 har solgt en Prise, og nu, da Pengene ere mere end 10 Gange saa slette, som da, indkalder Mandskabet paa det Skib, "som erobrede den, til at hæve deres Andel af Summen," som neppe kan være i Rigsbankpenge Navnværdi saa stor, som den da var i dansk Courant. Offentligen at spørge om saadant, deri er Hensigtsmæssighed og Consequents. Det staar til Vedkom- mende med et Par Linier at afbevise Beskyldningen, hvis den er ugrundet, og er der begaaet Underslæb, da kunne Bedrager- nes Foresatte anstille streng og nøiagtig Undersøgelse. Ved indgiven Klage eller Forespørgsel til vedkommende Departement kunde man aldrig være saa sikker paa at bringe det til afgjø- rende og tilfredsstillende Resultat. Endnu vender jeg tilbage til Rigstidenden, for at nævne den saare gode offentlige Foran- staltning at Præmieudsættelse for Druknedes Redning bortfal- SIDE: 87 der som upassende, hvorimed det paalægges Embedsmændene som Pligt at indberette, naar saadan ædel Handling er udøvet, da man selv efter Omstændighederne saa vil hædre eller belønne Udøverne. 11te Mai. Medens vi spiste Frokost, kom Grev Essens Tjener ind med de Ord: "Til Middag hos Excellencen Kl. 3!" en saare peremtorisk Tilsigelse. Jeg gjættede, at han vilde levere Bispen og mig den prindselige Gave, og tog ikke feil i min Gisning. Til bestemt Tid parerede jeg Ordren. Gjæsterne bestod mest af svenske Officierer, hvilke i Almindelighed synes at være mere cultiverede end vore, endog dem, der ere oplærte ved Cadetacade- miet. Sund Fornuft, militær Indsigt, fine og dannede Sæder finder man vel hos disse, men langt færre er der vel blandt dem end blandt de Svenske, med hvem man kan indlade sig i videnskabelige, in specie philosophiske Samtaler. -- Medens vi drak Caffe, overgav Essen i min Nærværelse Bispen 6 Bank- noter paa 1000 og en paa 600 Rd., og bad os forenede give ham Qvittering derfor. Bispen lovede at sende mig den, og Essen sagde da, at jeg kunde tage den i Fikken imorgen Af- ten. Han forelæste os et Brev fra Rosenblad og talte med det samme om denne som Pietist, men derhos saare retskaffen Mand, hverken dum eller pedantisk. Siden kom Samtalen paa Provst Lagerlöff og et Par Bøger, han havde sendt Bech, blandt andet en Afhandling om Forskjellen paa Hykleri og sand Chri- stendom, som han ønskede oversat her og omdelt blandt den norske Almue. Bech finder ham at være en fortræffelig og oplyst Religions- lærer, men tror imidlertid Tonen i dette lille Skrift upassende og for mange anstødelig, og har derfor raadet Provsten til at omarbeide det. Hvori det upassende bestod, kunde jeg ikke ret blive klog paa, thi min høivelbaarne Overhyrde snakkede noget underligt Tøi om at være alting for alle, saa at man endog SIDE: 88 maatte være gal med de Gale, i hvilken Anledning Essen anbragte det franske, ogsaa blandt os antagne Ordsprog, at man maa tude med de Ulve, man er iblandt. Jeg kunde in- tet sige, thi jeg vidste ikke ret, hvad der taltes om. Essen vidste det nok heller ikke, og Gud ved, om Bech vidste det selv. Idetmindste blev hans Tale mere og mere dunkel og indviklet, saa jeg var glad, da der omsider blev Ende paa den Snak. 12te Mai. Førend jeg fortæller om Aftenens glimrende Bal, maa jeg anføre et nyt Bevis paa Biskop Bechs forunderlige Lyst til at være eneherskende og enegjældende Bestyrer af alt, hvad han faar Fingre paa. Jeg ventede den hele Dag forgjæves paa Qvitteringen. Inden jeg iaften fik Excellencen i Tale, saa jeg Bispinden og spurgte, om ikke hendes Mand kom, hvortil hun svarede Nei. Jeg sagde da, at jeg havde ventet et Papir fra ham. "Hun havde havt et Papir med og leveret det til Gre- ven". Nu opsøgte jeg Essen. "Jeg har intet at bringe Deres Excellence," sagde jeg "thi jeg har intet faaet, men Bispinde Bech siger, at hun har medbragt et Document". -- "Ja" sva- rede han, og tog det op af Lommen, "her er det." Han søgte efter sine Briller, men fandt dem ikke og flyede mig derpaa Qvitteringen med de Ord: "Vil De tage den til Dem, saa skal jeg sende Bud efter den imorgen." Jeg aabnede den, og saa ved første Øiekast, at Bech blot i sit eget Navn havde qvitteret og ikke nævnet mig; altsaa gav jeg Excellencen den igjen og sagde: "Her er intet for mig at gjøre, Bispen har qvitteret og intet Rum ladet aabent for mig." "Han er for- bannat expedit," sagde Essen, og udlod sig ikke videre herom, men dreiede Samtalen hen paa andre Gjenstande. -- Paa den ene Side kan jeg rigtignok være tilfreds med ikke at have qvitteret for en saa betydelig Sum, som jeg aldrig har havt og aldrig faar i mine Hænder, da jeg i det mulige Til- SIDE: 89 fælde, at den ved Skjødesløshed eller Ulykke forvandskedes, er uden alt Ansvar; paa samme Tid kan jeg og være tjent med, at Bispen i sin ophøiede Stilling, med sin Routine og Energi sætter sig i Spidsen for en Entreprise, jeg hverken har Kundskaber, Kraft eller Erfaring til at være Hovedbestyrer af; men paa den anden Side er det vist langtfra Kronprindsens og Rosen- blands Tanker, at jeg skal nedværdiges til blot Haandlanger ved dette Arbeide, og jeg er nærved at angre, at jeg ikke til imor- gen opsatte at sende Bech Rosenblads Brev tilbage, og da, som af Feiltagelse, forvexlede det med mit, hvori der staar, at Bech af flere Aarsager ei kunde forbigaaes. Hvad nu Ballet angaar, da var det stort og elegant. Der var 250 Mennesker af alle Stænder, men for den, som ikke dandser, var der aldeles ikke morsomt. Statsraaderne Heger- mann, Diriks og Treschow havde den nye Uniform, som er vakker, og klædte de to første særdeles vel, men den gamle Professor med en stor trekantet Hat under Armen, Sabel med Port d' Epé ved Siden og Sporer paa Benene, var mig et forunderligt Syn, der vakte Ideen om Martinianeren hos Niels Klim. -- Under Kortspillet hørte jeg af Diriks en Udladelse om Folketællingen, som trøstede mig over den Ufuldstændighed eller de Urigtigheder, der maatte finde Sted i min Liste. As- sessor Mathisen kom forbi Spillebordet under en Pause. "Jeg ser," sagde jeg, "at De har ladet Dem tegne som Indvaaner af Linderud. De er da vel ikke ogsaa regnet blandt Byens Mennesker?" -- "Det ved jeg ikke," svarede han, "jeg var paa Linderud den Dag, Tællingen skede." "O ja", sagde Di- riks, "det skader ikke, om De er tegnet paa to Steder. Der er vist langt flere, som slet ikke blive tegnede, og jeg er tem- melig sikker paa, at naar alle Lister indkomme, kan man gjerne gjøre Norges Folkemængde 50,000 Mennesker større, end den er opgiven." Naar Regjeringen er sikker paa saadant, naar der endvidere om Næringsveienes Betydning er og maa være for- SIDE: 90 skjellige Meninger blandt Listernes Forfattere, hvorfor giver man da saadan Befaling? hvad tror man at udrette dermed? Jeg tror virkelig, at naar man saa omtrent vidste Folkemængden, og saa anordningsmæssigen udfyldte Rubrikkerne efter de en- gang bekjendte, antagne og ved Erfaring bekræftede Forhold, saa kunde man gjerne, uden Ansvar for sig og Skade for Fæ- drelandet, sidde i sin Stue og forfatte Listerne uden at sætte nogen anden Skabnings Ben, Hænder og Tunge i Bevægelse. Det er vel, jeg ikke før hørte en saadan Yttring af en Stats- raad; den vilde gjort mig endnu lunknere og uvilligere til dette Hoveriarbeide. -- Falbe er bleven Stiftamtmand over Agers- hus Stift. 13de Mai. Rigstidenden meddeler endelig Storthingsvalget fra Lister og Mandals Amt. Første Valg faldt paa lutter Bønder, nem- lig Theis Lundegaard og Peder Bøgvald fra forrige Storthing samt Theis Berge og Lensmand Refnæs. Ved andet Valg excluderedes Theis Berge og Sorenskriver Rested kom istedet. Storthinget skal nu decidere. Professor Platou og Theis Berge Johannes Thrane og Sorenskriver Rested staa og falde for samme Dom. [fotnotemerke] -- Fremdeles hører til Dagens Læsning tre nye Smaaskrivter: første Hefte af Storthingets Forhandlinger, der gaar til 18de October, en temmelig sindig og beskeden Gjen- drivelse fra Amtmand Falsen af Mariboes Finantsproject (hvil- ket gaar over min Horizont), og en i mine Tanker overmaade velskreven Afhandling af samme Mariboe om Værnepligten. Hans Grunde imod almindelig Værnepligt, hvilken han erklæ- rer synonym med den franske Conscription, finder jeg uigjendri- velige. Jeg ser, at Biskoppen og til Storthingets Overveielse har udgivet nogle Tanker om det beneficerede Gods, hvilke jeg Fotnote: I begge Tilfælde blev det sidst afholdte Valg godkjendt. Udg. SIDE: 91 ogsaa skal kjøbe og læse. Saaledes debatteres med Frimodig- hed af kyndige Mænd -- ikke usle Styverfængere -- over de vigtigste Gjenstande, og Folkets Repræsentanter ledes til at betragte dem fra Synspuncter, de hidtil maaske ikke have tænkt sig dem fra. Det kan dog ikke nægtes, at vi nu have mere Frihed i Almindelighed end nogensinde, og Trykkefrihed in specie, end i de sidste 16 Aar under den danske Regjering, og ingen af dem synes at ville udarte til saadan Tøilesløs- hed, at deres Tab skulde være at befrygte. Med langsom- me, men derfor maaske sikrere Skridt gaar Norge nu uden Tvivl frem til Held og Hæder. 14de Mai. Storthingsmanden Hans Grimelund besøgte mig. Han yttrede Skrupler over Kongehusets Nærværelse her under Stor- thinget, og troede, at den kunde have ufordelagtig Indflydelse paa Forhandlingerne, hvori han sikkerlig har Uret. Det er ar- tigt nok, at medens Schmidt tilskriver svenske Insinuationer de mange Bønders Valg, frygter en av disse samme Bønder Pla- ner imod Bondestanden fra svensk Side. Begges Frygt har neppe anden Grund, end den Harlekinske Lyst til overalt at se Spøgelser, som synes mig at have rodfæstet sig blandt mine Landsmænd: "Naar der kun ei stikker andet under! hvem kan man tro, Hr. Nabo! nuomstunder?" er vore Døgnpolitikeres evige Valgsprog, og fra disses Tal kan jeg ligesaalidt undtage min oplyste og retskafne Ven, som min forstandige Sognemand! Ellers lod det især til at være Han- delsstanden, som Hans Grimelund og de andre Bønder har et ondt Øie paa, og de have unægtelig Ret; men hvad vil man gjøre dem? Paalægger man den forhøiede Skatter, bliver det Embedsmanden og Jorddyrkeren, som maa betale dem. Kjøb- SIDE: 92 manden har Midler ihænde til at udplyndre os til Skjorten, og ingen Regjering kan forhindre ham deri. Jeg læser i denne Tid Bartels Briefe über Calabrien und Sicilien, en interessant Bog, men hvis Forfatter hverken er fri for Affectation eller Vindighed. Den Brevform kan jeg slet ikke sige behager mig, naar det ikke (som Snedorfs) er virke- lige Breve, der Tid efter anden sendes til Hjemmet. Disse ere vist alle skrevne i Forfatterens Stue i Tydskland, og det er da hel urimeligt at læse f. Ex. i Begyndelsen af et Brev, der blot indeholder Fortælling om Justitsvæsenet i Calabrien, hvilken Forfatteren vist ikke sendte med Posten fra Neapel til Hamburg: "Mein Bündel ist schon geschnürt, und morgen früh geht es unwiderruflich vor hier: nehmen Sie dann mit der heute abgehenden Post meine Abschiedskuß, verbunden mit der ernstlichen Erinnerung, mir fleißig bald und viel zuschreiben". Saadant forestiller jeg mig ogsaa Dr. Neumanns svenske Rei- sebeskrivelse, hvis den engang udkommer. 15de Mai. Helge vidner endnu mere end Hagbarth og Signe om, hvor usandfærdig den Beskyldning er, at Ohlenschæger har cul- mineret. Tvertimod! Helge er maaske det mest fuldkomne, der nogensinde er kommet fra hans Haand, og et af de mest fuld- endte Digte, nogen Literatur kan opvise. Ligesom man i In- gemanns Turnus læser, hvorledes det græske Fatum kan for- vandskes ved tom Stads og unyttig Pragt, saa lærer man det at kjende i dets hele frygtelige Alvor i Tragedien Yrsa, der paa den værdigste Maade slutter Digtet. Endnu har jeg ikke hørt et Ord fra min høiærværdige Despot, og det skulde ikke undre mig, om det gaar som hist ved Skolecommissionen, at han udarbeider Forslaget, oplæser det og gunstigen tillader, at jeg sætter mit Navn under ved Siden af hans. Han havde igaar et lidet fortroligt Venneselskab, be- SIDE: 93 staaende af Grev Essen, Grev Wedel med Familie samt en Flok svenske Officierer. Den Bisp, der danner sin nøieste Om- gangscirkel af saadanne Folk, er dog en forfængelig Daare. 16de Mai. Mit Brev til Biskop Brun, som jeg sluttede og afsendte idag, er meget polemisk. Paa halvanden Folioside gjendriver jeg hans Paastande om Trykkefriheden og om det urigtige i at Kongen har bekjendtgjort sine Motiver til Ordenens Uddeling. Hvad jeg skrev ham til, er sagt her ved forskjellige Leiligheder; jeg vil altsaa ikke gjentage det. De senere Dages Historie har overalt gjort mig til Trykkefrihedens deciderede Ven og Tals- mand, og styrket mig i den Overbevisning, der rigtignok en- gang vaklede, at det blot er den urigtige Behandling af visse dens Producter, som gjør den skadelig. Naturligvis bør den ligesaavel som al anden Frihed bøie sig under Lovenes Herre- dømme, men ogsaa kun under disse. Censur, Forbud, vilkaar- lig Standsning eller Confiscation af den executive Magt er vist aldeles urigtig. 17de Mai. Jeg kjøbte og læste et lidet christiansandsk Product, sub titulo: Norges Dagskjær. Forfatteren, der ellers synes at være en tænkende og sindig Mand, gjør adskillige Projecter til Op- lysnings Udbredelse i Norge efter dets Skilsmisse fra Danmark, saasom: ordentlig Boghandel med Sverrig, et Nationalbibliotheks Oprettelse, klækkelig Fond til Skolelæreres Lønning og Skole- bøgers Anskaffelse og et Selskabs Oprettelse i den Anledning. Fremdeles: et Academi for Coffardicadetter, et Skolelærersemi- narium (for hele Norge?), nye Lærebøger, en ny Liturgi (hvor han dog tror, at enhver Præst selv kunde gjøre passende For- andringer, kun at det væsentlige beholdtes), den evangelisk-chri- stelige Psalmebogs almindelige Udbredelse, Opmuntring til at skrive og oversætte Bøger og periodiske Skrifter in specie, et SIDE: 94 Religionsblad for Almuen m. m. "Statsprojecte genug!" nogle vistnok gode, men andre, som omhyggelig maatte prøves, inden de iværksattes, og andre igjen, hvortil hører Penge, og hvor tager man dem? -- Holst fortalte, at der i disse Dage gjøres Indstilling om Agershus Fæstnings Sløifning og alle Tomters Bebyggelse inden- og udenfor Voldene. Med vor sædvanlige Langsomhed og vore faa Ressourcer vil det uden Tvivl gaa sent hermed, og Agershus nedbrydes vist ligesaalidt som Rom bygtes paa en Dag, men Begyndelsen gjøres dog nu, og jeg har den dob- belte Trøst, aldrig mere at være udsat for Bombardement, og dog som Huseier paa Fæstningen vist endnu i mange Aar at være fri for de Skatter, denne som integrerende Del af Chri- stiania herefter lige med den øvrige By maa yde. 18de Mai. Imorges samlede jeg mine 61 Confirmander, som jeg inddelte i 3 Classer: Abeliter [fotnotemerke] , Pontoppidanister og Kate- chismuslæsere. Stedse tænker jeg mig det muligt at udrette noget til disse Menneskers Oplysning; jeg lægger Planer, hvorledes jeg, efter Enhvers Forkundskaber, vil lede dem til et vist Punct, som bør være opnaaet, inden man stedes til voxne Christnes Samfund. Nærmere Maalet vilde jeg vistnok komme, naar det kunde blive ved denne Classification, og hver Classes Lærlinge kunde følges ad jevnsides fra Begyndelsen til Enden. Men lang Erfaring har vist mig, at dette er umuligt, og just der, hvor Trangen er allerstørst, ved Katechismuslæserne, maa jeg om kort Tid gjøre tre, fire Underafdelinger, hvorved det Hele reduceres til Lectieoverhøring, da En læser Artiklerne, en Anden Bønnerne, en Tredie Sententserne, og en Fjerde, som Fotnote: Søren Georg Abel, Sognepræst til Gjerrestad, havde i 1806 udgivet en Lærebog under Titel "Religions-Spørgsmaal med Svar", hvoraf 6te Oplag udkom i 1816. Udg. SIDE: 95 omsider er færdig med Katechismen, læser, for dog ikke at staa rent stille, de letteste og vigtigste Stykker af Forklaringen. Over alt dette kan jeg ikke holde Forelæsninger, neppe engang katechisere, og derved bliver det fast uundgaaeligt, at de Van- kundigste blive i deres Uvidenhed, og at kun de gjøre Frem- skridt, der alt have Forsmag paa reelle Kundskaber og ønske at forøge dem. -- Bispen har opfordret Hersleb til at bivaane Conferencen om Bibelselskabet og overladt os at bestemme en beleilig Tid. 19de Mai. Jordan prædikede til Dimis i Slotskirken. Hersleb havde anmodet Kjerschow og mig om at være Censorer, og vi Tre sad da i min Stol og hørte Canditaten med critisk Øre. Tex- ten var 1 Cor. 1, 18. Rigtignok var det, som Hersleb er- indrede, mere et Examens-Specimen end en Prædiken, udvik- lede mere, hvad Jordan troede eller foregav at tro om Forso- ningslæren, end hvad han søgte med Eftertryk at indprente sine Tilhørere som "en troværdig Tale, aldeles værd at annam- mes". Ligesom hans Foredrag manglede Liv og Fynd, saa fattedes der ogsaa lys Orden. Derimod havde Prædikenen mange velvalgte Bibelsprog, indeholdt sunde Ideer, var affat- tet i et godt, rent, skjønt ikke synderlig oratorisk Sprog, og blev foredraget med Værdighed, skjønt, som de fleste af vore Dages Studentprædikener, med Stivhed og Kulde. I Betragt- ning af hvad man er vant til at høre, og med hvilken Tole- rance Dimisprædikener ere censurerede baade i Kjøbenhavn og her, stemte jeg for at give ham Laudabilem, hvorimod Kjer- schow protesterede, og udlod sig med, at det forekom ham, som om Jordan ikke mente med, hvad han sagde til Forsvar for Satisfactionslæren; men, skjønt det var meget muligt, at han havde Ret, vare dog Hersleb og jeg enige i, at saadant aldrig kunde vides, end mindre altsaa lægges til Grund for en SIDE: 96 officiel Dom, og da Hersleb, som havde læst Prædikenen, fandt gode Sider deri, som Kjerschow oversaa, saa tiltraadte han min Mening, og gav Candidaten Laudabilem, dog med Restrictio- ner, som han mundtlig vilde meddele denne. 20de Mai. Neumann skriver, at han har sin Reisebeskrivelse færdig, men ønsker den læst af mig, inden den sendes til Stockholm for at trykkes, i hvilken Anledning han opfordrer mig til at gjøre ham et Besøg paa et Par Dage. 21de Mai. Angaaende Bibelselskabet afgjordes, at Hersleb skriver en Indbydelse, som udstedes af os alle tre, og derefter forfatte vi Selskabets Statuter, bestemme dets Omfang og accordere med Hans Hauge eller hvem andre, der vil paatage sig Tryknin- gen. Der taltes forresten om, hvorvidt den hele Bibel eller blot det nye Testamente bør udgives, hvilken Oversættelse bør benyttes, hvorvidt andre Opbyggelsesskrifters Udgivelse skal høre med til Selskabets Plan, og hvorledes Norge skal faa en ny Psalmebog, da vi alle vare enige i at forkaste den evangelisk- christelige og arbeide mod dens videre Udbredelse. -- Kongen skal være saa svag, at man mistvivler om hans Ankomst hertil. 22de Mai. Jeg fik Regning paa mine Ridderexpenser, der beløbe sig til 2 1/2 Ducat i Guld og 25 Rd. Bco. i Penge, efter vor nær- værende Cours 100 Rd. Havde man ikke Guld, kunde man betale 40 Rd. 2 Mk. Bco. men da jeg nu havde 2 Ducater og en engelsk Krone at yde, maatte jeg være en Daare, om jeg, for at spare dem, havde udgivet 62 Rbd. af min ikke meget fulde Casse. For Biskop Bech er det en skrækkelig Be- kostning. Med Ducater og alt er hans Udgift 230 Rd. Bco. altsaa 920 Rbd. = 5520 Rigsdaler dansk Courant. SIDE: 97 23de Mai. Bispen laante mig igaar Provst Lagerløffs tidligere om- talte Skrift om Kjendetegnene paa sand og falsk Christendom. Jeg finder Bechs Dom snarere for mild end for streng. Skrif- tet er trættende vidtløftigt, og er spækket med en uhyre Mængde passende og upassende Bibelsprog, men hvad der især stødte mig i denne Bog, er det kunstige System, hvori Forfatteren har sat Menneskets Forbedring og Omvendelse, rigtignok alde- les den Saliggjørelses Orden, som urigtig Skriftfortolkning har indbragt i de gamle dogmatiskde Compendier, men der ligesaa- lidt finder Hjemmel i Bibelen som i Erfaringen. Jeg er, Gud være lovet, aldeles vendt tilbage fra den Afvei, hvorpaa jeg i mit Læreembedes første Tid stod Fare for at forvildes, men at jeg skulde gaa til den modsatte Yderlighed, at jeg som Mand igjen skulde tænke og sandse som et umyndigt Barn, det for- byde Gud! En saadan Aand haaber jeg vore theologiske Pro- fessorer aldrig ville udbrede blandt de unge Candidater, at Norge vil ringeagte og slukke det Lys, der fra Tydskland og Danmark forplantedes hertil; at Norge Haand i Haand med sit nærværende Broderland vil samle om i Pietismens Tus- mørke, det haaber jeg aldrig at opleve. Evangelisk Christen- dom er det min Pligt at udbrede, saavidt jeg kan, men deri giver jeg Campe evig Ret: "Sund Fornuft og utvetydige Ste- der i Bibelen er den kundskabskilde, hvoraf vi udelukkende bør øse den". Til mit eget og Andres Brug skal jeg, saalænge jeg lever, benytte den og den alene. 24de Mai. Agershus Fæstning viser sig ellers som en kraftløs, ud- levet Matrone, sin Død ærligen værd, thi nu kan den ikke en- gang holde fast paa sine Slaver. Widding var netop ifærd med at lyse efter tre bortløbne, da han igjen averterer efter tre andre. Og var det endda et Complot! men nei, idetmindste SIDE: 98 de tre sidste gik en for en. -- Rigstidenden, med hvilken fulgte Finantscommitteens Forslag til Pengevæsenets Forbedring (en Radicalcur, hvorved alle vore Rigsbanksedler inden den 1ste Juli 1816 skulle være inddragne), fortæller om Guldkors, hæn- gende i Guldkjæder, som Norges Biskopper herefter skulle bære paa Brystet. Jeg saa hos Treschow Biskop Kroghs, der ven- ter ham ved hans Ankomst til Storthinget. Det er en over- maade massiv Kjæde, og Korset selv er ret vakkert og prydende. 25de Mai. Jacob Aall er kommen herind til Værnepligtscommitteen. Jeg har nu ikke seet ham siden ifjor Vinter. Fra Rigsfor- samlingen skyndte han sig ængsteligen og mismodig hjem, og har ikke været her siden. Tingenes nærværende Orden synes saa temmelig at behage ham. Jeg fortalte ham om et Haab, J. K. Høst har yttret i sit Ugeblad, at Norges Forening med Sverrig vil lette Communicationen mellem svensk, dansk og norsk Literatur, som man ved Nordia og skandinavisk Musæum har gjort mindre heldige Forsøg paa at tilveiebringe. Aall nærer ikke saadant Haab. Han tror tvertimod, at det danske Sprog nu efterhaanden vil gaa over til Tydskhed, og det nor- ske til Oldnorskhed, og at altsaa Danmark i literær som i po- litisk Henseende vil fjernes fra Sverrig, istedetfor at nærme sig det. -- Skjelderup finder ikke Behag i det nye Finantsproject. Han vil have en Sølvskat lagt paa det hele Land, hvorimod jeg protesterede paa Embedsstandens Vegne, ikke paa mine egne, da jeg vel kunde udrede Beløbet in natura, men den, som in- tet Sølv eiede og skulde betale det af sin ringe Gage ef- ter en høi Cours, i usle Rigsbankdaler, den var dog at be- klage, og hans Opofrelse i Sammenligning med Proprietærens, Kjøbmandens og Capitalistens var meget stor. 26de Mai. Fra Sigvardt kom Embeds-Portefeuillen og nok et Sche- SIDE: 99 ma. Det er de Fattiges Antal og Stand og Anledningen til deres Fattigdom, man nu vil underrettes om. Mangel paa Næringsveie nævnes som en af dem, men i Agers Sogn vil nok som en Hovedgrund kunne anføres Overflod paa Næ- ringsveie. Var her ikke de utallige Værker og Brug, som lokke Stoddere hid fra Øst og Vest, havde Agers Sogn neppe det halve Antal Almisselemmer. Slet Politi bliver nok paa min Liste No. 2. 27de Mai. Den Plan at indrette Agershus Slot til beboelig Kon- geborg er nu i fuld Gang. Grev Essen besaa idag Værel- serne, fandt Udsigten fortryllende og troede, at det gamle Slot med langt mindre Bekostning kunde moderniseres, end et nyt opbygges. Anledningen til denne Besigtigelse og denne Snak var -- jeg veed ikke hvis Forsømmelse, men da jeg kom til Kirken for at døbe Grev Wedels Barn, gik Hegermann, Ma- riboe og Jacob Aall paa Gaarden og kunde ikke komme ind; snart kom ogsaa Essen kjørende med sine Adjutanter, og en- delig Damerne: Baronesse Wedel, Frue Niels Anker og Jfr. Lassen. Der gik naturligviis Bud til Klokkeren, og for imid- lertid at fordrive Tiden, gik det hele elegante Selskab op paa Arsenalet og gjennemvandrede Høieloftssalene. -- Ved Udgan- gen indbød Wedels Tjener mig i sin Herres Navn til Frokost. Jeg kjørte derhen i Essens Vogn med Excellencen, Statsraa- den og Aall; vi kom, spiste og drak en Times Tid, og der- om er der ikke mere at sige. Rigstidenden melder, at Statsraad Carsten Anker i Naade er afskediget, og vrøvler igjen om Amtmand Falsens Valg, hvoraf dog Resultatet bliver, at Storthinget maa paakjende Sagen, og det har man længe vidst. 28de Mai. Der var stor Stads paa Ullevold. Den største Del af SIDE: 100 det talrige Selskab var allerede forsamlet, da jeg og min Kone kom, og le grand tour begyndte. I Spidsen gik Essen med Mad. Collett, dernæst Grevinden ved Overkrigscommissærens Arm. Vi andre fulgte, dog uden synderlig Orden, da Gjæ- sternes Tal var Legio. Som sædvanlig beværtedes paa forskjel- lige Steder i Haven med forskjellige Spiser og Drikke. Ved Tønden skjænkedes Rhinskvin og ombares Sukkerbrød. Ved Badehuset vankede Sukkercreme. Venskabstemplet og den Li- queur, der pleies at serveres med, mærkede jeg intet til. I Grotten skal have dryppet Malaga som sædvanligt, men heller ikke der var jeg. Derimod var meget solid Tractement i og ved Erkjendtlighedstemplet: Brændevin med røget Lax og Spe- gepølse, Punsch og Porter. Da Rundtouren var gjort, be- gyndte Dandsen. At Bispen bar sit nye Guldkors (upaa- tvivlelig blot henhørende til Ordensdragten) paa hvid Vest, og at Treschow, iført sort Kjole, spadserede til Ullevold med stor trekantet Hat og Sporer, maa jeg endnu anmærke. Over det sidste scoptiseredes ved det Spisebord, hvor jeg sad. Asker Præstegaard, 29de Mai. Neumann forelæste mig Begyndelsen af sin Reisebeskri- velse. Det var først hans Hensigt at affatte den hel i Brev- form, men det har han viseligen opgivet. Kun Reisen til Stockholm beskrives i Breve, men Opholdet i den langt mere passende Dagbogsform. Brevene ere stilede til Egeberg, Neumanns Ven og Dusbroder og gjæstfrie Vært under Stor- thinget. Jeg tænker mig Brevene virkelig skrevne og afsendte med Posten, og finder da mangfoldige Ting, som jeg ikke kan tiltro den Mand allermindste Sands for. Brevstilen har og- saa givet Anledning til megen ufornøden Snak. Han vilde ikke følge Bartels Exempel, hvis Tøi alt var indpakket, og som satte sig hen i god Ro og beskrev Justitsforfatningen i Neapel: SIDE: 101 bestandig har han sin fingerede Correspondent for Øie og siger ham ofte Ting, der slet ikke behøvede at siges Publicum. Neumann troer ikke og vover neppe at ønske, at Oscar nogensinde vil bestige Norges og Sverriges Throne. Han er saa svag, at der er liden Rimelighed for, at han overlever sin Fader, og skulde han døe, anseer vi det begge rimeligt, at Carl Johan af Politik og Omsorg for Rigernes Fred foreslaar Gu- stav Adolfs Søn til sin Eftermand. Et saadant Forslag skal, efter Rygtet, en Kjøbmand fra Malmø allerede paa denne Rigsdag have vovet, men mødte naturligvis almindeligt Mis- hag, og kun Kronprindsens Intercessjon reddede ham fra at udstødes af Forsamlingen. Saameget mere ønsker Neumann hin Vending i Sagen, hvis Oscar dør, eller bliver udygtig til Regjeringen, da han ingenlunde tror, Grev Wedel har ophørt at være farlig, fordi han nu forholder sig som rolig Borger, virksom Embedsmand og Regjeringens varme Ven. Han an- ser det rimeligt, at Norges og maaske begge Rigers Krone endnu er Maalet, han øiner i fjernt Perspectiv og lønligen fremstræ- ber til. At han efterhaanden over hele Norge gjenvinder sin Popularitet, er vist; at om uventet gunstig -- eller ugunstig -- Omstændighed skulde indtræffe, han nok vil vide at nytte denne, tror jeg ogsaa; men med saa mistænksomt Blik som Neumann kan jeg ikke betragte ham, og at han nogensinde bliver Norges, end sige Sverriges Konge, det faar man mig aldrig til at tro. 30te Mai. Reisebeskrivelsen, saavidt den er skreven, har jeg idag ud- læst. Fra den Tid, den bliver Dagbog, er den interessantere, men der findes altfor mange Complimenter, som sees at være udtrykkeligen beregnede paa at læses af vedkommende Stormænd, og at Forfatteren ikke er Digter eller har digterisk Anskuelse, mærkes tydeligen. Men vilde end en uafhængig Reisende, hvis SIDE: 102 Hensigt blot var at meddele sine Landsmænd Resultatet af hvad han havde seet og hørt, tænkt og følt, ofte udtrykt sig ander- ledes, saa lærer man dog meget, som man ei tilforn vidste, og man faar en temmelig klar Ide om alt, hvad der beskrives. Wahlstrøm havde bedet ham udslette to Steder: 1. Nogle skep- tiske Anmærkninger over et Slot, hvor de paa Hjemreisen ind- qvarteredes, da man deri kunde finde indirecte Stiklen paa Kronprindsen, der havde bestemt dem dette Natteqvarter. 2. Betragtninger, anstillede paa det Sted, hvor Grev Fersen myr- dedes efter Christian Augusts Død, da de kunde saare hans gjenlevende Familie, hvilket jeg indser, og da Dronningen som indviklet med i Sagen kunde føle sig compromitteret. Neumanns Hus er virkelig meget behageligt og gjæstfrit. Noget stiv og penslet er rigtignok Manden, dog saaledes, at man hos ham hverken savner Aand eller Hjerte. Man lever tarveligt, men Maaltidet krydres ved de Beværtendes Munter- hed og Velvillie, ligesom man overalt i det Hus lever aldeles ugeneret. 31te Mai. Min Morgen- og Aftenlecture under mit Ophold paa Asker var Engelstofts Skrift om Nationalopdragelse, hvilket jeg gjerne med Neumann kalder fortræffeligt, da det indeholder skjønne Tanker og aander sublime Følelser; kun fryg- ter jeg, det er et Ideal, han opstiller, som ei i Aarhundreder kan eller vil vorde realiseret. Det forekommer mig, som den cultiverende Menneskeheds Charakter i vore Tider har taget en Vending, med hvilken en almindelig og hastig Reform er alde- les incompatibel. Forberede en saadan Epoche, hvor Oldtids Fortrin, ublandede med dens Feil, vende tilbage, kan maaske Vismanden og Magthaveren, men fremskynde den, trods Tids- alderens mægtige Aand, kunne de neppe. Der er saa meget, som arbeider imod, at ethvert ecclatant Skridt maa blive lat- SIDE: 103 terligt og for Øieblikket fjerne fra Maalet. I Stilhed at be- saa sin egen Ager, og for sig og sine nærmeste nytte den ind- høstede Frugt saa godt man kan, det tror jeg er alt, hvad man nuomstunder formaar og -- bør. Folkefeste, Nationalskuespil, politisk Confirmation: hvad bleve de nu i Danmark og Norge uden en Pragtleg, og i Grunden, hvad andet vare de i Fran- krig i Republikens Dage? Neumann viste mig, inden jeg reiste, nogle Rariteter, han havde faaet i Sverrig, og da først en Gulddaase, besat med Brillanter, fremdeles en smuk Porphyrdaase, foræret ham i et af de lærde Selskaber, han besøgte, og endelig adskillige Me- dailler, hvoriblandt en i Anledning af Foreningen, myntet i Deputationens Nærværelse og strax overgivet den uden at have faaet ret Politur. Den er noget simpel, uden Emblemer og uden mærkelig Finhed i Præget. Bankdirectionen havde vist Deputationen en Høflighed, som jeg for min Del fandt besyn- derlig. Den havde tilbudt hver af dem fem Stykker af dens samtlige Guld- Sølv- og Kobbermynter -- for al pari Værdi, uden Beregning af Cours. Et eneste som Foræring syntes mig langt mere passende. Man maatte hos de Deputerede tænke sig et af to, enten at de skulde beholde disse Penge, eller at de skulde sælge dem med Profit efter Coursen. I første Tilfælde kunde det blive en temmelig Udgift, som nok de Fleste vilde frabedet sig; i andet synes det mig at være aldeles det samme, som om de havde stukket de norske Herrer en Pakke Banco-Sedler i Haanden, hvilket dog neppe vilde været anstæn- digt. Om en Kjøbmand fører mig ind i sin Butik, tilbyder mig flere Varesorter, som jeg ikke behøver, og ei kan formodes at vilde lade ligge eller staa paa Stads, for halv Pris, og altsaa indirecte opfordrer mig til at drive Handel dermed, kan jeg ikke kalde det andet end en Almisse, givet paa en honet og forbindtlig Maade, hvilket vel un pauvre honteux qva Privatmand, men aldrig en Nations Repræsentanter som saa- SIDE: 104 danne kan være bekjendt at tage imod. Neumann betragtede Sagen fra et andet Synspunkt; maaske dette var det rigtige. -- Fremdeles saa jeg den Tegning til Christies Guldpokal, hvortil Ritmester Eliesen havde givet Ideen, men som ingen af Christianias Guldsmede kunde udføre, og derfor af Patriotisme blev henlagt. Den er overmaade skjøn og smagfuld; kun Fo- den, i Form af en Træstamme, kan jeg ikke gjøre mig noget ret Begreb om. I Stockholm vilde man gjort Pokalen efter denne Tegning for lettere Pris, end Kaas gjorde den smagløse Tingest, der som et ydmygende Vidnesbyrd om Kunstens Barn- dom i Norge overgaves Storthingets Præsident. Endelig læste jeg i en større Samling to Prædikener af Biskop Lehnberg (død 1808 i sit 50de Aar) som tildels har forsonet sig med de svenske Theologer, da de i mine Tanker i enhver Henseende tør maale sig med hvilketsomhelst af Danmarks og Norges, Tydsk- lands og Frankrigs homiletiske Mesterværker. Ved min Hjemkomst fandt jeg et Brev fra Liebenberg. Politiken er ham afskyelig, og han er ilde tilmode, hvergang han ser en Nordmand, ved Tanken om, at Landsmandskabets Baand for evig er opløst. "Tænk imidlertid ikke (tilføier han), at dette kunde blive Tilfældet, om du eller nogen af dine en- gang komme herned. For mange kjære Erindringer ville der- ved vækkes i mit Inderste, til at jeg anderledes end med hjer- telig Glæde kunde omfavne Eder igjen. Men at min Glæde vilde blevet endnu mere ublandet, dersom Lykken havde forundt os at mødes, førend hint Baand brast for stedse, det kan jeg ikke andet end tilstaa." -- I Rigstidenden staar et dansk Vers (upaatvivlelig af Wulfsberg) til Prinds Oscar paa hans Con- firmationsdag, i denne underdanig frimodige Tone, der vil an- sees som forbausende Djærvhed, og er dog intet andet end Smiger; iøvrigt er Verset ret smukt. SIDE: 105 1ste Juni. Efter Autoriteter som jeg dengang ansaa for ufeilbare (for- modentlig Rahbeks, Sanders o. fl.) udskjældte jeg Tieck i min famøse Recension over Oehlenschlæger for en Smagsfordær- ver. Uagtet denne hans Discipel har svunget sig høit over sin Mester, og uagtet det er ved at forlade den Bane, hans for- dums Idoler Tieck og Schlegel havde aftegnet ham, at han har hævet sig til denne Høide, saa indser jeg dog nu, at hin Dom var høist uretfærdig, og saameget mere ubeføiet og overilet, da jeg dengang slet ikke kjendte Tieck, undtagen af noget Am- mestuesnak om Phantasien, som Oehlenschlæger havde oversat for Tilskueren. 2den Juni. Mandtallet for Agers Sogn fik jeg idag taliter qualiter færdigt. Vilde og kunde man holde Control, var der uden Tvivl adskillige Udsættelser at gjøre, men det har nu ingen Fare, og siger i Grunden ikke det ringeste. Saaledes er der fra Nordmarken og endel af Boyesens District ingen Beretning indkommen; en Omstændighed i det trykte Schema oversaa jeg, indtil det næsten var færdigt, og for ei at begynde Ar- beidet forfra, udfyldte jeg Rubriken efter Gisning og Analogi; ved Husmænd, Daglønnere og Fabrikanter have ikke alle mine Medhjælpere tænkt sig det samme, hvorover det er rimeligt, at Mennesker af en Næringsvei ere henførte under flere Ru- briker; endelig kom jeg ved den specielle Optælling næsten be- standigt en halv eller hel Snes Personer tilkort ved General- summen, og dem fordelte jeg da efter Probabilitet, -- men som sagt, disse Anomalier forandre intet i det væsentlige, og de eller andre ligesaa slemme finde vel Sted paa de allerfleste ind- givne Lister, uden at jeg dog, med Hensyn paa det Hele, vil tage Munden saa fuld som Statsraad Diriks. SIDE: 106 3die Juni. I Rigstidenden har Digteren Olsen [fotnotemerke] besunget en afdød Gulla Lassen. Han spørger Mennesket, om det selv i Natu- rens Eden finder drømte Saligheders Altarbrand, og beder os spørge Taaren, som triller for vor Fod, om vort Hjerte ei er Kjød og Blod. Mad. Lassen svæver, efter hans Sigende, over Herrens Throne, mellem Stjerners rullende Crystal. (Guds Throne er altsaa nedenfor Stjernerne, trods Schillers: "Such ihm über'm Sternenzelt! Über Sternen muß er wohnen"? Altsaa følger det af sig selv, at den salig Kone ikke er at finde her, hvor Banen er en nøgen Strand, Hjertet Blod og vore Taarer Vand. To kjøbenhavnske Recensenter have tillagt dette Menneske Digtergeni, det Gud forlade dem! 4de Juni. Posten bragte Brev fra Mad. Buchholm. Zetlitz's Vers har saaret hendes Æresfølelse, og hun svarer ham i lidt bedre Rim end de forrige, men dog saaledes, at man maa give hende fuld Ret i, at hun i en Alder af 56 Aar er uskikket til at udtrykke ømme og høie Følelser. 5te Juni. Vor berømte Storthingspræsident Christie gjorde mig Vi- sit. Han bragte Hilsen fra Biskop Brun, som vel endnu gan- ske nylig har tømt to Flasker Vin i Barselgilde hos en af hans Svigersønner, men hvis høire Fod er bleven usædvanlig slem, da Rosen har slaaet sig høit op over Knæet. Christie Fotnote: Andreas Olsen, død 1845 som Byfoged i Laurvig. Udg. SIDE: 107 drømte inat, at han var død, og det havde gjort Sensation paa ham, da han har Grund til at gjøre sig alvorlige Betæn- keligheder ved sine Drømme og Anelser. Samme Aften, maa- ske samme Stund, Mor Koren døde, bankede det stærkt paa hans Dør hos Overkrigscommissær Carlsen, hvorfra han næste Dag vilde reist til Hovind, for at besøge hende. Han gik hen og lukkede op, men der var Ingen og havde Ingen været. Da han om Morgenen var staaet op, kom Dødsbudskabet. Man har saamange lignende Fortællinger af troværdige Folk, med aldeles ædru Phantasi, at man umulig kan forkaste dem alle som Bedragerier eller Indbildnings-Fostere. At Christie var et af de sidste Mennesker, Moer Koren tænkte paa, er høist sandsynligt. Han havde frembragt den glædeligste Revolution i hendes Tanker og Følelser, ham havde hun ventet og skulde nu ikke see ham -- hvo tør nægte, at den bortflygtende Aand, sysselsat med ham, under dens Skilsmisse fra Støvet, havde i det Øieblik en Maade at meddele sig paa, som under den fuld- komne Forening ikke var mulig? Over dette, som over meget Andet, hviler et uigjennemtrængeligt Mørke, men hvo tør er- klære det usandt, fordi det er ubegribeligt? -- Christie var li- gesaalidt som de fleste andre fornuftige Folk fornøiet med, at saamange Bønder ere Storthingsmænd. Imidlertid gav han mig en Idee om Odelsthinget og Lagthinget, som jeg tilstaaer, jeg ikke før havde. For mig var Lagthinget et Slags Over- hus, som man især maatte bestræbe sig for at faae besat med udmærkede Mænd, men Christie beviste mig langt Andet, og vil endog arbeide for, at brav mange Bønder komme i dette, og de ypperste Medlemmer blive i Odelsthinget, hvilket han vel let vil drive igjennem, da Bøndernes kortsynede Forfænge- lighed uden Tvivl vil ansee Sædet i Lagthinget for en Hæ- derspost. SIDE: 108 6te Juni. Schmidt skriver: "Formodentlig har Treschow fortalt dig om en Ansøgning, som jeg gjennem hans Departement nylig har indgivet til Kongen, om at nyde den mig engang afslaaede Beskyttelse paa min Embedscharakter, eller i Mangel deraf min Afsked. Man vil maaske ansee dette for overdreven Emfindt- lighed, men efter min Overbevisning var jeg nødsaget og for- pligtet til dette Skridt, og jeg viger meget gjerne Pladsen for en Bedre." -- Treschow havde ikke sagt mig et Ord; han sy- nes overalt, siden sin Ophøielse, at være af dem, der, efter Holbergs Ord, gjøre det til en Statshemmelighed, at Borme- steren har spildt Blæk paa sin Klud. Jeg blev altsaa umaa- delig nysgjerrig, og gik strax ind til den mindre mysteriøse Statssecretær, hos hvem jeg traf Grev Wedel. Fuldkomment Lys kunde ikke Holst give mig i Sagen; han vidste kun, at det er et Klammerie med en Poulsen paa Møllenhof, af hvem Schmidt i Embedssager var saaledes fornærmet, at han vilde indstævne ham for Retten. Hertil havde han søgt Statsraadet om beneficium processus gratuiti, men fik til Svar, at man ikke fandt Sagen af den Beskaffenhed, at saadan Bevilling efter Lovene kunde forundes ham. Herpaa havde Schmidt indgivet ny Ansøgning, og fremsat det Alternativ, enten at faae det forlangte beneficium, eller afskediges med 700 Rd. S. V. i Pension, samt Benyttese af Enkesædet Skramnæs. Det lod sig dog tænke, at Regjeringen udfandt et tertium, og forelagde Schmidt a son tour et andet Alternativ. Jeg kjender for li- det af Sagen til at kunne bedømme den, men altfor trodsigen at stampe mod Braadden, naar man ikke har des øiensynligere Ret paa sin Side, det duer ikke. Wedel og Holst var ikke fornøiet med Schmidts Fremgangsmaade i denne Sag, ligesom ei heller med hans Adfærd paa Storthinget. Det var han da just heller ikke med deres. -- Kongens Ankomst, der engang var bestemt til 8de Juli, troes nu ikke at skee før henved Maa- SIDE: 109 nedens Ende. Den svenske Rigsdag skulde først være sluttet, og Statsraad Sommerhjelm, som igaar er kommen fra Stock- holm, har fortalt, at Landmarskalken har gjort Indsigelser mod flere nye Propositioner, da man endnu har 500 (!) uafgjorte. I al Stilhed er idag det nye Unionsflag heiset her og paa alle Landets Fæstninger. Jeg var i Eftermiddag oppe og besaa det. Det er blaat og gult, med en lille rød og hvid kant øverst oppe. Det lønnede neppe Umagen, og synes hel- ler ikke at have lokket mange Nysgjerrige. 7de Juni. Den danske Regjering tager meget strenge Forholdsregler. Den indfødte Franskmand f. Ex., som ikke høitideligen erklæ- rer, at han hylder Ludvig den 18de som Frankrigs retmæssige Konge, skal forvises Danmark. Dronningen advarer i sin Ge- mals Navn mod uforsigtig Snak og onde Rygters Udbredelse, hvis man ei vil tage Skade for Gjengjæld (nogle danske Of- ficierer, der ved et Maaltid hos en Tracteur drak Napoleons Skaal, skal have givet Anledning hertil), og man finder for godt i den lille Frederiks Navn at kalde den store Napoleon en Rebel. De svenske Blade siges at helde til Napoleonisme, og den Rolle, England spiller, er endnu tvetydig. -- Biskop Bugge har nu ogsaa faaet Nordstjerneordenen. 8de Juni. Provst Lassen fra Gran gjorde mig Visit. Hvad der af Tidernes Tegn mindst behager ham, er de mange Bønders Valg til Storthinget, og den Aand, han frygter, Falsens Skrift om Odelsretten vil fremkalde hos denne Del af Nationen. Han anseer Falsen for en farlig Demagog, og tror, at han, hvis hans Valg stadfæstes, vil kunne drive Beslutninger igjennem paa Storthinget, som man siden vil angre. Mod enkelte af de valgte Bønder havde han og store Indvendinger, især en berygtet Halvor Hoel, som det rigtignok er en evig Skjændsel SIDE: 110 for Hedemarkens Amt at have givet Sted blandt Folkets Re- præsentanter, men som dog, i hvor enstemmig end Rygtet for- dømmer ham, ingen Artikel i Grundloven udelukker. Over den tiltagende Luxus i Bondestanden klagede ogsaa Lassen. Det er især i Hedemarkens og Christians Amter, hvor den har taget Overhaand; i Nærheden af Kjøbstæderne er den mindre, hvilket er underligt nok. Til Aften var jeg indbuden paa Haxthausens Løkke. Da jeg skal communicere i Morgen, kunde der maaske med Hensyn paa det vigtige qu'en dira-t-on? været Betænkeligheder ved at modtage Indbydelsen, men da min Samvittighed ingen ind- gav mig, da jeg tvertimod ved Spille- og Gjæstebudsborde ofte anstiller alvorligere, mere religiøse Betragtninger end i mit ensomme Kammer, saa indsaa jeg ikke, hvorfor jeg burde blive hjemme, eller afslaae Spilleparti, naar jeg havde Lyst til denne Adspredelse. Jeg gik altsaa, og fik en Boston med Haxthau- sen selv, Provst Lassen og Lector Orry, en gammel Emigrant, fordum Modehandler i Kjøbenhavn, siden Sproglærer i Sver- rig, og nu antagen som Lector i det franske Sprog ved Uni- versitetet. Lassen fortalte en mærkelig Anecdote: En Pige i Jevnager Sogn sad nylig og malkede i Nærheden af en høi Bygningsstillads, hvor et Par Karle holdt paa at arbeide. Den ene sagde: "Den, som faldt ned herfra, behøvede nok in- tet mere i Verden". "O, det var vel en stor Sag", svarede Pigen, "at springe ned derfra!" Man udlo hendes Kjækhed, men da Malkningen var forbi, krøb hun op paa Stilladsen, saa ned og sagde spøgende:"Nu skal I see, jeg ikke er bange for at springe ned". Hun gjorde det, brækkede det ene Been, forslog sig iøvrigt slemt, og døde tre Dage efter. Den forret- tende Præst Knudsen kaldtes til hende. Han talte med hende om det fortvivlede Spring, og uden Fortvivlelse, uden Spor af Hjernens Forvirring bevidnede hun høitideligen, at det var som en uimodstaaelig Magt havde tvunget hende til at springe SIDE: 111 ned, og Intet i Verden kunde afholdt hende derfra. Dreven af et lige Fatum, eller hvad man skal kalde det, havde hun for sex Aar siden gjort et lignende Spring, havde brækket sin ene Arm, og dog vovet det paany. At hun vilde skille sig ved Livet, var ei Formodning om; dette Udfald var hende endog overraskende, -- og hvad var det nu? En overtroisk Palæolog vilde maaske sige: "Den onde Aands Indskydelse", men hvad vandt Djævelen ved den Entreprise, hvor hendes fri Villie havde liden eller ingen Del? En oplyst Neolog vilde ophitte en anden Forklaringsmaade, en dybsindig Grandsker maaske endnu en tredie, men mon disse i Grunden bleve mere tilfredsstillende? 9de Juni. Jeg har engang besluttet, ikke uden høieste Nødvendighed at communicere hos Borch. Kjerschows Tale vilde nu vel væ- ret mig ligesaa rørende og oppbyggelig som Sigvardts, men da Borch strax vilde faa det at vide, vilde det maaske krænke ham. Jeg kan ikke sige, jeg følte mig aldeles fyldestgjort ved Sig- vardts Administration. Skriftetalen var ret vakker, derimod forekom Prædikenen mig tør. Der er desuden en -- affecte- ret vil jeg ingenlunde kalde den, thi sikkerlig kommer den fra denne ædle Mands Hjerte, -- men dog kunstig Pathos og Høitidelighed i hans Foredrag, hvorved det vistnok er hans Hensigt, at gjøre det mere rørende, men i Grunden bliver det tvungent og stivt. Hertil hører og lange, betydningsfulde Pauser, som hos den store Taler gjør Effect (mig har de al- drig ret villet lykkes), men som hos ham bærer møisomt Stu- diums Præg. 10de Juni. En Anonym, der føler sig "saa inderlig bevæget" ved Forslaget om Universitetets Forflyttelse, bringer i Intelligents- seddelen det kjære Kongsberg atter i Erindring, og finder, SIDE: 112 at dets Tarvelighed, dets sunde Vand, dets ei ubetydelige Op- land, samt dets Gruber og Myntvæsen qvalificerer det fortrin- ligen til Universitetsstad. -- I Rigstidenden fortælles, at Oberst Holst, der fulgte Christian August i 1810 til Sverrig som Adjutant, der ved sin Velgjørers pludselige Død spillede en i det mindste tvetydig Rolle, der siden, som Carl Johans Adju- tant, har ført Vaaben mod Danmark og været med ved Ar- meen, der skulde undertvinge Norge, er bleven Overcomman- dant paa Fredrikssten. Det gjør ubehagelig Sensation, og man tror, Regjeringen havde gjort bedst i at lade det være. Imidlertid tier ogsaa her Grundloven, og man kan ikke klage. Personligen kan jeg ikke fordømme ham, allermindst efter at have hørt ham nævne som Ven af min ædle Velynder, Grev Rosenblad. Ohme er bleven Commandant i Fredriksstad, rigtignok, som Sagerne nu staae, en vanskeligere og hæderligere Post, end den paa Fredrikssten. -- Iøvrigt læser man, at Prinds Christian Frederik har celebreret den 22de Mai, den Dag, da han for elleve Aar siden blev confirmeret, for to Aar siden be- traadte norsk Grund, for et Aar siden holdt sit Indtog i Chri- stiania som Konge, ved at gjøre den til sin Bryllupsdag. Den Dags Minde maa saaledes udgjøre et besynderligt Helt, som der skal en egen Hovedets og Hjertets Organisation til at dvæle ved med Velbehag. Der var naturligvis "Sammen over al den Gaard", og man havde just belavet sig paa en Maskerade, da Anskrig kom, at Frederik den Sjette hver Dag kunde ven- tes til Augustenborg, og saa opsatte man da den Herlighed, for at han kunde tage Del i den. Senere har man af Pri- vatbreve eller danske Aviser seet, at Kjøbenhavnerne ere blevne saa umaadelig glade over Hans Majestæts Hjemkomst, at de have trukket hans Vogn fra Vesterport til Amalienborg. Han skal dog ved sit lange Ophold i Wien intet have udrettet und- tagen at beholde hvad han havde. SIDE: 113 Det er mig ubehageligt at høre, at Christie endelig har modtaget Bergens Stiftamtmandskab paa saa yderst fordelagtige Vilkaar, at Norge neppe har en saa vellønnet Embedsmand. Jeg gjenkjender ikke her den "Nationens gjæve Mand," for hvem "det varme Hjertes frie Hyldning" var kjærere Løn "end Hoffets Flitter for Forgyldning." At han, med stærke Baand bundet til Bergen, ikke vilde modtage en Statsraadspost, der fjernede ham fra hans elskede Hjem, deri ser jeg nu ingen mærkelig Patriotisme, naar han paa samme Tid, efter at have tinget med Regjeringen om hidtil uhørte Vilkaar, og faaet dem bevilgede, opsvinger sig med Et fra en Sorenskriver- til en Stiftamtmandspost, der kun er et Trin under Statsraadens. At han i enhver Henseende er denne Post voxen, og vil be- klæde den med Ære, derom kan jeg ikke tvivle, men kjærere havde det dog været mig, om han uden Prætensioner, der lug- tede af Egennytte eller Ærgjerrighed, havde modtaget, hvad man bød ham, saaledes som Convenients tillod ham at mod- tage det. 11te Juni. Til Trøst under min ensomme Nattevaagen havde jeg En- gelstofts og I. Møllers historiske Calender, en i sig me- get interessant Lecture, hvori desuden siges mig smukke Ting. Dette sidste skeer i Møllers Udkast til den danske Litteraturs Historie fra 1801 til 1813, og da hans Dom over denne Pe- riodes homiletiske Forfattere forekommer mig (absit dicto in- vidia!) meget sand og træffende, afskriver jeg den her: "Af navnkundige geistlige Talere gik, foruden Bastholm, der forme- delst Alderdoms Byrde nu ei længer kunde udmærke sig paa denne Maade, over til denne Periode den tydske Præst Mare- zoll, og de danske H. G. Clausen, Pavels, Gutfeldt og Lieben- berg. Af disse turde vel Marezoll være den fuldkomneste taler, forudsat at Præsten tør antage et saa dannet Publi- SIDE: 114 cum, som Marezolls Prædikener udkræve. I Henseende til frugtbar Disposition, oratorisk Numerus, ja stundom endog philosophisk Anstrøg, kommer Clausen Marezoll nærmest. Ogsaa gjælder det Samme, som en Recensent ved nogle af Clausens Prædikener har paaanket, at Forfatteren ei altid be- nytter Bibelen nok, i hvor heldigt han end ved at bruge den, om enkelte af Marezolls (kun enkelte?), skjønt rigtignok en ægte christelig Aand taler til os i de allerfleste, ligesom den religi- øse Følelse i dem alle (?) finder Næring. Et skjønt og Ma- terien værdigt Sprog, tilligemed et lærerigt Indhold har Pa- vels's og Liebenbergs Prædikener tilfælles med de fore- gaaende, og en vis Hjertelighed med hinanden indbyrdes. Et poetisk, især elegisk Anstrøg giver desuden mange af Pavels's Arbeider en egen Interesse. Gutfeldt kan i lige Maade ved sin let bevægelige Phantasi, sin inderlige Følelse og sit blom- strende Sprog være en fortræffelig Taler, saa ofte han selv vil, men i sin Stræben efter en skjøn Form forglemmer han un- dertiden Materiens grundige Udførelse, og hvad er dog smukke Ord, uden fyndige og vel sammenhængende Tanker? Med al Agtelse for Mandens Talenter og herlige Gaver, vover Refe- renten at anvende paa hans udgivne Taler, hvad Quintilian siger om Ovids Medea: videntur mihi ostendere, quantum vir ille præstare potuerit, si ingenio suo temperare quam indulgere maluisset. -- Af de yngre Prædikanter har ingen opvakt saa store Forventninger som Præsten I. P. Mynster. Hans Prædikener have, som alle hans Arbeider, et eiendomme- ligt, saare anbefalende Præg. Især findes der i den udgivne Samling nogle udmærkede Homilier. Derimod er i de syn- thetiske Prædikener Dispositionen mindre fuldkommen. Under- tiden gaaer ogsaa den christelige Salvelse, som udmærker disse Prædikener, over til Berørelse af Mystikens dumplydende Strenge". -- Med samme Grundighed, Sindighed og Upartiskhed bedøm- mes, saavidt jeg skjønner, den hele theologiske Litteraturs Pro- SIDE: 115 ducter, og vedbliver det saa, bliver Udsigten over det Hele høist interessant. Det var omtrent det Arbeide, det Vulfsbergske lit- terære Selskab engang foresatte sig at udføre. Herslebs Dom vilde nok i meget falde anderledes ud, end Møllers. Efter de Folks Anskuelsesmaade var vel ingen af os Prædikanter, Myn- ster maaskee undtagen, kommen at staae med Palmer i Hæn- derne. Jeg kan ikke undlade at fortælle, hvilken liberal Opdra- gelse R -- giver, eller taaler, at der gives hans Børn. Hans uartige Dreng spurgte i Eftermiddag Julie: "Var du i Kir- ken og hørte din Fader lyve?" -- "Min Fader lyver aldrig", svarede Julie alvorlig. "Jo i Kirken lyver han", sagde den syvaarsgamle Hvalp, som der kan blive noget af med Tiden, og om hvilken man ret kan sige som Kongen [fotnotemerke] sagde ved Taffelet om Holbergs Henrich: "Den unge Herre er der noget extraordinairt hos". 12te Juni. Treschow fortalte, at Biskop Brun er bleven saa inderlig glad over det Guldkors, Bisperne skulle bære, at han ei alene i den forlangte Kvittering har jublet derover, men har endog tilskrevet Anker i Stockholm og bedet ham takke Kongen for denne Prydelse. Skulde den Mand virkelig være saa selvstæn- dig og standhaftig, som han ansees for? Iligemaade hørte jeg, at Biskop Bugges Uegennytte angives som Hovedgrunden, hvorfor han omsider er bleven Nordstjerneridder. Jeg tror rig- tignok, at Avind selv tillægger ham denne Dyd, men studsende spørger man dog: Ere da Norges fire andre Bisper egennyttige? 13de Juni. I den historiske Calender har Møller leveret en meget vel- skreven og underholdende Biographi af Erkebiskop Hans Svane. Fotnote: Christian den Syvende? Udg. SIDE: 116 Mandens Forfængelighed og Herskesyge var sagtens ikke ros- værdig, men mange Mile behøver man ikke at reise, for at finde hans Mage, uden at man sammesteds finder den lærde, kloge, i høi Grad talentfulde Mand, Svane var. Det var nær gaaet mig, da jeg læste om hans udmærkede Forhold paa Rigs- dagen, som Themistocles, da han hørte Miltiades's Bedrifter, eller Carl den 12te, da han læste Curtius. Dog, disse vare Ynglinge, jeg ikke; derfor sov jeg ganske rolig den følgende Nat. Men at kunne spille og soutinere en saadan Rolle, det var dog herligt. Min Samtale med Treschow dreiede sig først om den pre- caire Fod, hvorpaa Geistlighedens Indkomster nu staae, helst da der hos adskillige Bønder, især Hedemarkerne, skal være Fordom, næsten Had mod vor Stand, og siden om Landsby- skolevæsenets Forbedring, hvortil Præsten Hadeln paa Augvalds- næs havde indgivet et meget fornuftigt og iværksætteligt For- slag. Nogle ville sige, at Treschow selv ikke er Præsteven. Man tør imidlertid haabe, at Storthingets tre Bisper, alle veltalende og frimodige Mænd, baade hos Regjering og Folke- repræsentanter ville vorde Standens kjække og heldige Talsmænd. 14de Juni. Jeg har idag havt en besynderlig Overraskelse, ja jeg tør vel sige, at i de to eller tre og fyrretyve Aar, siden jeg lærte at læse, har Intet i høiere Grad forbauset mig af skrevne eller trykte Sager, end hvad jeg har læst idag. Det er mig i dette Øieblik uvist, om jeg uden mit Vidende har været inspi- reret, eller om jeg skal sætte Prof. J. Møller i Classe med den tydske Litteratus, der ansaa Niels Klims underjordiske Reise for sand Historie, og fandt i hans Fart til og fra Planeten Nazar et physisk Problem opløst. -- Da jeg i Kjøbenhavn om- arbeidede Kotzebues Ulykkelige for Borups Selskab, udeluk- kede jeg et Par af hans Personer og skabte nye i deres Sted. SIDE: 117 Blandt disse var Marionetspilleren Gebhard Falkenschweif, hvem jeg gav den charakteristiske Naragtighed at citere berømte For- fattere med hans egne simple Yttringer, som om det var dis- ses Ord. Det var i den Tid Casorti med sit store italienske Selskab morede Kjøbenhavnerne. Paa Falks Spørgsmaal: "Hvem er De?" svarer altsaa Falkenschweif: " Ich bin Direc- tor der großen deutchen Gesellschaft". -- Falk: "Formodent- lig et Videnskabsselskab?" -- Falkenschweif: "Freilich! oder eine Kunstgesellschaft, wie Sie wollen, denn Wissenschaft ist Kunst, und Kunst ist Wissenschaft, sagt der grosze Lessing". -- Det ved Gud, at jeg ligesaalidt havde læst disse Ord hos Lessing som hos Kotzebue den trivielle An- mærkning: "Der Mensch ist ein elendes Geschhöpf", eller hos Luther det endnu triviellere Ordsprog: "Mit viel hält man Haus, mit wenig kommt man aus". -- Hvor maatte jeg da forbauses, da jeg seer Prof. J. Møller begynde sin Udsigt over den medicinske Litteratur med følgende Tirade: "Er det saa, at enhver Kunstner og Videnskabsmand mangen Gang foranledi- ges til at udbryde med Lessing: Kunst er Videnskab og Videnskab er Kunst! da fristes Lægen idelig til at anvende disse Ord paa sin Syssel". Det vilde være høist besynderligt, om Lessing virkelig har sagt disse Ord, som rigtignok ere i hans Maneer, og ligesaa besynderligt, om Møller citerer Or- dene som Lessingske blot paa Gebhard Falkenschweifs Autori- tet (Scenen tryktes engang i danske Tilskuer), og en af disse Besynderligheder maa man dog antage. Det eneste som af Dagens Aviser fortjener at optegnes der, er det bekjendtgjorte Recit af Biskop Bugges Fortjenester. Tarditatem qvantitate compensat, kan man med Sandhed sige. Varede det længe, inden hans Fortjenester paaskjønnedes, saa veie de nu op næsten mod de andre fire Bispers tilsammen- tagne. Han er nemlig bleven Medlem af Nordstjerneordenen i Betragtning af hans Værd som Videnskabsmand, hans iv- SIDE: 118 rige Bestræbelser for det kongelige norske Videnskabers Selskab i Trondhjem, hans udmærkede Uegenyttighed i sit Em- bede (mon man ikke herved har villet chicanere Bech, hans personlige Fiende?) og hans Fortjenester af Skole- og Fattig- væsenet." (End ikke dem maatte min stakkels Bisp beholde for sig selv). -- Af et Commissorium til nogle bergkyndige Mænd, som skulle undersøge, hvad der kan gjøres ved Kongsberg Sølv- værk, seer jeg, at alle Rangspersoner ere ogsaa vor nuværende Konges Elskelige. 15de Juni. Hans Grimelund besøgte mig, for at høre mine Tanker om et Par Forslag, han har isinde at fremlægge. Det Første angik Fremmedes Indflytning i Sognene uden Attester til Byrde for disses Fattigvæsen. Han vilde have strenge Forholdsregler vedtagne mod Gaard- og Brugeiere, der engagerede saadanne, og ønskede, at jeg vilde sætte den Ting i Stil og understøtte den med de behørige Grunde. Jeg henviste ham til hans Collega Glad, og lovede at gjennemse Forslaget og give min Betænkning derover, naar det blev færdigt. Det andet, Skat- tevæsenet angaaende, fandt jeg ypperligt, og ønsker det af mit Hjerte heldig Fremgang. Det gaar ud paa, at Alle uden For- skjel, Bønder, Proprietairer, Embedsmænd og Kjøbstadborgere skal betale dobbelt Skat af de Gaarde, de ei selv bebo. Gud ved, paa hvis Grund dette Forslag er voxet, men gjennemtænkt og retfærdigt forekommer det mig i høi Grad. Embedsmæn- denes Gagering i rede Sølv synes han ei heller saa, ganske at goutere; Præster og andre, hvis fleste Indtægter bestaar i Sport- ler, erkjender han, vinde Intet derved (kunne altsaa, heller In- tet taale at miste), men i Henseende til dem, der gageres umid- delbar af Statscassen, tror han, dennes forøgede Udgifter blive for svære. Jeg tør ikke benægte det, naar jeg betænker, at en Soldaterjordefærd, som efter Reglementet betales Præsten SIDE: 119 med 32 ß nu betales med 1 Rbd. 83 ß. -- Jeg maa sige, jeg er stolt af Agers Sogn, som denne Gang leverer to i deres Stand vist udmærkede Folkerepræsentanter. 16de Juni. Drukkenskaben siges nu igjen at tage stærk Overhaand. Brændevin er falden betydelig i Pris, Dagløn derimod er uhyre stor. Den hele Arbeidsclasse tyr igjen til sin gamle Yndlings- drik, -- og gid det blev ved den! I Dag ledsagede jeg til Jorden en gammel Synder i det Capitel: vor Vandinspecteur, der paa de sidste Tider var beskjænket to Gange om Dagen. Hans Død beklages ikke, da han holdt Vandvæsenet, især her paa Fæstningen, i ynkelig Forfatning, uden forsaavidt man ei begriber, hvo der skal blive hans Eftermand, da Ingen her en- ten forstaar Videnskaben eller kjender Vandrenderne. -- Hers- leb fortalte om tre underlige Varsler fra Christian Frederiks korte Regjering. Kjendsgjerningerne ere notoriske, og man tænkte alt i de Dage allehaande derom. I de Dage, da han lod sig udraabe til Regent, og in specie d. 22de, da han red om og talte til de paa Torvet opstillede Militaire, sad en Ugle som fastnaglet paa Kirketaget. Den Æreport, som var opreist til hans Indtog, faldt ned, og blev med Nød og neppe istand- sat til hans Ankomst. Endelig var samme Aften paa det il- luminerede Skib F'et i hans Navnetræk saa ligt et I., saa at Hersleb og Flere anmærkede: Man skulde snarere tage det for Carl Johan end Christian Frederik. Et Par lignende Ting vil man have bemærket ved Kronprindsens Ophold her, men han er vel den Mand, der lig Cæsar, da han faldt ved sin Landing i Africa, finder deri et lykkeligt omen og gjør det virkelig dertil. 17de Juni. Rigstidenden melder om Christies Stiftamtmandskab, som endnu bestandig gnaver mig om Hjertet, langt mere end Motz- SIDE: 120 feldts og Diriks's Statsraadsværdighed. -- Jeg skrev til Mad. Buchholm, Nordens Sappho, som Rahbek har kaldt hende, der i sin Ungdom ingen leucadisk Klippe fandt at springe ud for, og derfor overlever og prostituerer sig paa sin gamle Alder. Jeg tror ellers, sandt at sige, at hint Navn ikke tilkommer no- gen af vore Digterinder, thi ingen af dem var "kjælen Elskovs heldige Tolk". De fem Rigsdaler, hun sendte mig for Ind- rykkelsen af hendes Vers til Zetlitz, fik hun tilbage, da man indførte dem gratis. 18de Juni. Kjøbmand Ell, hvem min Kone havde overdraget at kjøbe udenlandsk Silketøi til en Præstekjole for mig, der desværre har altfor meget "med Hoffets Stads at gjøre", overbragte det idag personlig, tilligemed en Regning paa 8 Pund Ster- ling, 11 Sh., 6 Pence, som for 10 Aar siden vilde været en yderlig Bagatel, men er det sandelig ikke nu. Manden var imidlertid saa honet, ikke at ville have Betaling, før vort Fi- nantsvæsen er reguleret, og, som man haaber, forbedret af Stor- thinget. Først ved en saadan Leilighed faar man ret beskuelig Ide om, hvad vore Penge nuomstunder ere, og jeg taber mig i Forundring over, at jeg hverken i Kjøbenhavn blev Capita- list, eller her er bleven en Prakker. 19de Juni. Jeg var Censor ved theologisk Examen, som denne Gang holdtes i Tugthuskirken, da Kathedralskolens Auditorium gjø- res istand for Storthinget. Jeg traf der Biskop Bugge, som har fulgt sin Søn til Universitetet og nu naturligvis bliver her med det samme. Han er endnu den Gamle; dog synes han lidt forsonet med Nordstjerneordenen, siden han selv fik den, hvorimod han stikler desmere paa Dannebrogen, hvor han fin- der Indskriften: Gud og Kongen at være et Handelsfirma, omtrent som Vesty Egeberg jeg saa en stakkels Inquisit i en følesløs Dominicaners Kløer, og det var mig en ordentlig Lindring, da Candidaten igjen blev saa syg, at Procantzleren endelig for Skams Skyld maatte holde op, idet han sagde, at han gjerne havde fortsat dette behagelige Colloquium, men formedelst Dein- bolls status mortis maatte han afbryde, og roste ham forre- sten i det Hele. I sit Hjertes Angst svarede Deinboll, hvor- over Bugge gjorde sig ret tilgode: "non potui capere quæ- stiones tuas". Efter en liden Pause begyndte Hersleb og Ste- nersen at examinere. Under dem stod Deinboll sig særdeles vel; hans Helbred synes ogsaa ret god, saa man fristedes til at tro (se Barselstuen 3die Act), at det mere var Else David Skolemesters høitravende Snak, end Draaberne, der før kom ham til at svede. Nu gik Tilhørerne, hvoriblandt Qvinder og SIDE: 122 Børn og en Høker Mansaas, og ved Censuren tilkjendtes Dein- boll eenstemmigen Laudabilis. Han blev kaldt ind, aflagde Eden mundtlig og skriftlig, og Hersleb holdt den sædvanlige Formaningstale med en mandig imponerende Værdighed og i et simpelt Foredrag, der tydelig saaes at komme fra Hjertet. Denne Tale holdt mig skadesløs for al den forrige Ennui og Angst. Deinboll gaaer strax som Præst til Vadsø. 20de Juni. Hvad jeg anede fra den Dag, Bugge blev Storthingsmand, og bestemt forudsaa, da han fik Nordstjerneordenen, er gaaet i Opfyldelse. Han er efter en Times Samtale kommen i stor Anseelse hos Essen og vil nok saaledes efterhaanden vinde det hele Kongehus. Det er mig en ubegribelig Mand, den Bugge. Med al den Mangesidighed, hans hele Liv synes at bære Præg af, tror jeg dog ikke, han er falsk. Hans ofte utidige Jagen efter Vittigheder anser jeg endnu for hans største Feil. Ei heller kan jeg ganske frikjende ham for at helde til det gamle Rabbinerprincip: "Du skal elske din Ven, men din Fiende maa du hade". 21de Juni. Roverud talte igjen om sin gamle Plan: en Reise til Leipzig og derefter et Syngeinstituts Oprettelse paa Statens Bekostning, især for Almue-Skolelærere. Han er Zinks ægte Discipel, som denne lidenskabelig for Musiken, og overtydet, at med dens almindelige Udbredelse den gyldne Alder vil vende tilbage. Jeg kan ligesaalidt her, som jeg kunde i Kjøbenhavn, entrere i disse enthusiastiske Ideer eller love mig af deres Rea- lisation de mange herlige Følger. Til enhver Reform, den være nu religiøs eller moralsk, politisk eller artistisk, hører nok for det første, at den er behørigen forberedt, og at Folket er stemt til at ynde og vedtage den og dernæst at Hovedreformatoren er en Mand, der har mens sana in corpore sano, har udholdende SIDE: 123 Legeme og en kraftfuld, standhaftig Sjel. En saadan gunstig Stemning hersker nu aldeles ikke blandt Menneskene; de sidste Aars Trængsler have gjort dem mere, ikke mindre dorske og følesløse, og den Theolog eller Moralist, Politiker eller Artist, der skal vække dem af denne Dvale, han existerer neppe i Eu- ropa, aldeles ikke i vort Fædreland. 22de Juni. Gud ved, hvormange og hvilke Mennesker i Dag ere blevne mine Uvenner, men hvad jeg en Tidlang ønskede og haabede, er nu skeet imod mit Ønske og Forventning: jeg er ikke læn- ger Medlem af Christiania Sogneselskab, altsaa ei heller Med- bestyrer af Søndagsskolen. Til Kl. 12 var berammet en Re- præsentantsamling hos Hetting, hvor to nye Administratorer skulde vælges i Rasmusens og Colletts Sted. Jeg tænkte mig ikke Muligheden af, at jeg jo maatte komme paa Forslags- listen til den Førstes Embede; kun stod det mig for Hovedet, hvad jeg skulde gjøre, om Flor fik de fleste Stemmer, da jeg saa saare nødig gad staae under ham. Jeg kom derop til be- stemt Tid, og fandt 4 -- 5 Administratorer og maaske ligesaa mange andre Medlemmer. Omsen, som Selskabets Formand, oplæste Candidaternes Navne, hvilke til Rasmusens Plads vare: Prof. Rosted, Flor og Døderlein. Saa urimeligt det end var, at sætte Rosted paa denne Liste, besluttede jeg dog af Agtelse for den ærværdige Olding at vedblive min Function, hvis han valgtes. Jeg biede altsaa tilsidst og saa, at Døder- lein havde de fleste Stemmer. Jeg gav nu Flor min, yttrede i Forbigaaende min Indignation for Hetting og Dr. Garmann, gik bort sans adieu, inden Forsamlingen hævedes, og skrev føl- gende Brev: "Den ærede Administration bør jeg ikke undlade, herved at tilmelde, at jeg ikke længer kan have den Ære at være Medlem af Skolecommissionen, og da Lovene ei tillade en saa- dan ubetimelig Udmeldelse, ei heller af Selskabet for Christia- SIDE: 124 nia Byes Vel. Jeg anser det for upassende at fordølge Grun- den til denne hastige Beslutning, og haaber da, at ingen Mand af Æresfølelse vil finde den overilet eller uædel. Den er da: at jeg, som for tre Aar siden næsten eenstemmigen valgtes til Skolecommissionens første Medlem, der i denne Tid har fun- geret som Viceformand under to Vacancer, der endnu nylig har tilveiebragt Søndagsskolen et Undervisningslocale, medens Storthinget holdes, ei engang er agtet værdig til at komme paa Forslag til den ledige Administratorpost. Med det roligste Overlæg kan jeg ikke finde Andet heri, end et yderst krænkende Vink, at jeg til Administrationens og Selskabets Misnøie har udført de mig betroede Forretninger, og jeg var uværdig til den personlige Agtelse, jeg dog endnu troer at besidde og for- tjene, om jeg ikke fandt et ligesaa bestemt Vink til at und- drage mig disse Forretninger, og ufortøvet fulgte det. Iøvrigt forsikrer jeg helligen, at jeg ikke har følt eller føler personlig Animositet mod noget enkelt af Administrationens Medlemmer, og det er mit Ønske og min Bøn, at de blandt dem, der hid- til har beæret mig med deres Venskab, fremdeles ville forunde mig det, saalænge de finde mig værdig dertil". Jeg var just færdig, da Garmann kom. Han havde fun- det Committeen in corpore fornærmet, da den paa et Med- lem nær var forbigaaet ved Administratorvalget, og da dette kun havde faaet 2 Stemmer. Derved var han geraadet i haard Ordvexling med Omsen. Generalauditeur Bergh vilde jevne Sagen, og foreslog at annullere Valget og opsætte Afgjørelsen til Generalforsamlingen, men Omsen fandt, at man efter saa- dan Opførsel af Pavels og Garmann ikke kunde give efter, og hans Mening seirede. Garmann vilde nu sammenkalde sine Colleger og foreslaae dem at følge mit Exempel. Da jeg i Aften kom hjem fra en Spadseretour, raabte han mig an, da jeg gik forbi hans Huus. Jeg gik ind og fandt Borch og Feyring; Flor var ikke mødt. Med megen Triumph fortalte SIDE: 125 de mig, at de i Selskabets Love havde fundet tre Paragrapher, hvorimod nærværende Administratorvalg paa saadan Tid og Maade var aldeles stridende. De havde altsaa besluttet at gjøre Administrationen opmærksom derpaa, og hvis denne ifølge heraf erklærede Valget lovstridigt og ugyldigt, vilde de vedblive at fungere som Søndagsskolens Inspecteurer; i modsat Fald op- hørte de fra denne Dag med deres Function, indtil Generalfor- samlingen havde decideret i Sagen. 23de Juni. Min gamle Sølvkande staar nu atter paa sin fordums Plads, ja det som mere er, -- mine To- og Fireskillinger, som jeg to Gange har bortgivet, er atter min Eiendom. Ras- musen sagde igaar til mig, at det var urimeligt at gjøre Uni- versitetet en Offerte af disse patriotiske Gaver, ligesom han fandt det udelicat af Vedkommende at foreslaa saadant. Da jeg nu idag indfandt mig paa Raadstuen, for at afhente Kan- den, kom Justitsraad Osterhaus mig imøde og sagde, det var bedst, jeg tog Pengene med, da der intet kom ud af at give dem til Universitetet. De 194 Lod tilveiedes mig, og Hans bar dem hjem i Kanden, hvori de for tretten Maaneder siden vare henbaarne. Jeg fik et langt og muntert Brev fra Biskop Brun, som endnu er frisk og veltilmode, skjønt Næringssorger trykke ham. "Intet Jordisk", siger han, "interesserer mig saa meget som Penge. Mangel paa det Djævelskab har længe plaget min Aand, og Plagen voxer daglig, men naar den tilsidst dræber mig, er den da Straadød? Ja, ja, kjendte De min daglige Kummer, som jeg maa skjule for Verden, ja for Kone og Børn, da skulde De først beundre Restancen af den Aandskraft, Gud endnu hidtil har forundt mig". Guldkorset og Kongens Brev glædes han ved, ogsaa ved Christies Stiftamtmandskab. Storthingsmændene Falsen, Bugge og Budtz (Foged i Sønd- SIDE: 126 hordlehn) roser han, men frygter, at de to første skulle for- tale sig. 24de Juni. En Patriot, som skriver meget maadeligt Dansk, men har ret paa sin philantropisk lagt sig mest efter Realia, foreslaar i Dag at anvende alt det beneficerede Gods til Finantsernes Ophjælpning. 300 Landsbypræster samt Oplysningsvæsenet ville formodentlig lide derved, men hvad er det mod den Mil- lion, som nu sukker under vort derangerede Pengevæsen? Ja, hvad er den aandelige Tarv mod den legemlige? "Handel og Søfart, det er dog det vigtigste for os Alle!" sagde Ener Holm engang i et blandet Selskab, hvor ogsaa Embedsmænd vare tilstede, for hvem dog nok adskilligt er vigtigere. -- Bugge finder antagelige Grunde at tale baade for og mod det bene- ficerede Gods's Afhændelse, og det er af de Ting, hvorom han i sine skriftlige Optegnelser til Storthinget har suspenderet sit Judicium. Med Bechs Forslag er han dog misfornøiet. Hel- ler ikke han agter at sy Puder under Proprietairernes og Kjøb- mændenes Arme; ikke blot dobbelt, men firedobbelt Skat vil han have paalagt hver Gaard, som Eieren ikke bebor. Blandt Storthingsmændene er Amtmand Falsen Bugges Bussemand, og deri kan jeg heller ikke give ham Uret. Det forundrede ham, at denne Mand saaledes har kunnet vinde Biskop Bruns Hjerte, "men", lagde han til, og neppe uden Føie, "Enhver har sine Feil, og Bruns Hovedfeil er Forfængelighed. Falsen har flatteret ham, har skrevet om Odelsretten og holdt Lovta- ler over hans Helt Einar Tambeskjælver, og saa anseer han ham for en Engel". Jeg tør ikke nægte, at den ærværdige Oldings Forhold før og efter Foreningen altfor vel retfærdig- gjør denne Dom. Bugge anseer Falsen for Præstefiende og Demagog. Biskop Sørensen lover han sig meget godt af, men derimod Intet af Krogh: "Han jager efter Bifald, og om det SIDE: 127 saa var en Lieutenant, som han tiltroede Indflydelse, saa op- ofrede han gjerne af Føielighed mod ham sin Stands Inter- esser". Han finder det urimeligt at ansee ham for Forfatte- ren af Angrebet paa Bech i Intelligentsseddelen; derimod be- griber han, at man tillagde ham det Stykke i Trondhjems Avis om Simoni, men ogsaa deri forsikrer han, at han er uskyldig. Han tror, det kom fra Præsten Angell i Chrisianssund. 25de Juni. Gustav Vasas Historie af Archenholtz har jeg nu udlæst. A. er en temmelig bekjendt Historieskriver i den franske Maneer, omtrent med de samme Fuldkommenheder og Feil, som Voltaire og andre den Tids og den Nations Skribenter. Hans Stil er let og behagelig, og man læser ham med megen Interesse, men uden Tvivl bedrager man sig, hvis man antager som Tro- esartikel alt, hvad han skriver. Fuldkommen upartisk er han nok heller ikke. Jeg er ingenlunde bevandret nok i den nordi- ske Historie til at kunne pege paa alle de Steder, hvor han maatte have taget feil eller dømt urigtigt; kun forekommer han mig aabenbar partisk mod den danske og for den svenske Regjering, og synes især meget uretfærdig mod Hædersmanden Christian den Tredie, som, lad være han ikke kunde tale Dansk, dog nok var en af Danmarks bedste Konger; ligesom jeg og- saa, med min ringe historiske Kundskab, finder meget uordent- ligt, superficielt, tildels endog urigtigt i den foregaaende Udsigt over Sverrigs ældre Historie. Han rører Norge og Sverige saa aldeles i Hob, at han endog nævner Island blandt det svenske Riges ældre Provindser. Ja han er saa uvidende i sit Fædrelands Nabostaters Geographi, at han la- der Skaane støde op til Norge og engang have været en norsk Provinds. Naar han fremdeles siger, at Opslo er "ein den dänischen Inseln gegenüber liegender fester Ort", saa maa man tro, han aldrig har seet et Kort over Danmark eller SIDE: 128 Norge. Om de Norskes Tilbøielighed til at forenes med Sver- rig efter Christian den Andens Afsættelse har jeg intet læst, men vel, at Christian i Norge havde mange Tilhængere, ogsaa efterat Danmark havde opsagt ham Troskab. Sin Helt frem- stiller i mine Tanker Archenholtz i et altfor rosenfarvet Lys. Naar overdreven Godhjertighed og en vis bigot Tone i Tale og Skrift anføres som Gustavs værste Feil, saa kan jeg slet ikke være enig med ham. Mig forekommer han at have væ- ret en Despot, hvis Adfærd mod de katholske Biskopper og Præ- ster maatte lade ham vente Had og Hevn fra deres Side. Hvor meget liberalere var ikke den danske Regjering under Re- formationen! End ikke for Lumskhed kan jeg frikjende Gustav Vasa, og at han fremdrog Adelen for at kue Geistligheden, var nok hverken klogt eller ædelt. Trods Alt, hvad der siges til Forsvar for hans Vægring at modtage Kronen, og hans gjentagne, sidste Gang aldeles umotiverede Tilbud at nedlægge den, kan jeg dog ikke deri finde stort andet, end en politisk Farce. Hans to sidste Giftermaalshistorier mishage mig ogsaa i høieste Maade. Begge Gange (sidst som Olding paa 66 Aar) udrev han unge Piger af deres Elskeres, deres trolovede Brudgom- mes Arme. Med den Første, hvis Elsker giftede sig med hen- des Søster og fik 11 Børn, og som selv fødte Kongen 10, gik det da meget godt; hvorledes det gik med den Sidste, kan man saa omtrent begribe. -- Archenholtz giver til Slutning en kort men ret interessant Udsigt over den Tidsalder, i hvilken Gustav levede, og hvor forunderlig den Periode end er, i hvil- ken vi leve, saa kan det dog nok ikke nægtes, at den Tid, da Videnskaberne vaagnede af deres lange Dvale, da Luther le- vede og virkede, da America opdagedes, da Bogtrykkerkunsten opfandtes, da Raphael og Michel Angelo og alle disse store Kunstnere, hvis Lige ei fandtes før eller siden, frembragte de- res udødelige Mesterværker, var baade mærkeligere og glædeli- gere end vor. -- Det er ved denne Leilighed falden mig ind, SIDE: 129 hvilken underlig Overensstemmelse der i ældre og nyere Tider har været mellem samtidige Regenter, som om de havde ven- tet paa hinanden. Saaledes falde tre af de værste Uhyrer, der vel nogensinde har siddet paa en europæisk Throne (Richard den tredie, Ludvig den ellevte og Alexander den sjette) ind i een Periode; saaledes var Elisabeth, Philip den anden og Sir- tus den femte, store Aander, men uden Tvivl maadelige Hjer- ter, samtidige; saaledes har aldrig Danmark og Sverrig havt Konger som Christian den fjerde og Gustav Adolph, og de le- vede paa samme Tid. Nu fra vore Dage de fire, fra Forstan- dens og Duelighedens Side saa udmærkede: Keiser Joseph, Frederik den anden, Gustav den tredie og Catharina den an- den; og som Sidestykke det nulevende Firkløverblad: Alexander, Frantz, Frederik Vilhelm og Frederik den sjette, -- gode Men- nesker, agtværdige Huusfædre, uden Tvivl flinke Embedsmænd, om en Amtmandspost eller deslige var falden i deres Lod, men Regenter saa Gud sig forbarme! Universitetsbibliotheket har faaet en Tilvæxt af 40 -- 50000 Bind, sendte herop fra Kjøbenhavn i over 200 store Kasser. Det er 22000 Bind Doubletter fra Kongens Bibliothek, Can- celliraad Andersens og (jeg ved ikke ret hvilken) Colbjørnsens [fotnotemerke] Bogsamlinger, samt en Hob Bøger, forærede af kjøbenhavnske Boghandlere. Saameget man har længtes efter disse Bøger, saameget man har skjændt paa Moldenhaver, der troedes at lægge Hindringer i Veien for deres Udlevering, saa forlegen var man nu med denne store Rigdom, da man ikke vidste, hvor man skulde gjøre af den. Selv Statsraadet var raadvild, men endelig skaffede Grev Wedel Kasserne Plads paa et Kornmaga- zin, hvor Hersleb dog frygter, at Rotterne ville anrette Øde- Fotnote: Den bekjendte Jurist Jacob Edvard Colbjørnsens, skjænket Kong Fredrik VI af Sønnen Lieutenant Colbjørnsen til Kristineberg ved Nykjøbing paa Falster. Udg. SIDE: 130 læggelse. Man trøster sig med, at der er Korn i samme Ma- gazin, som Rotterne menes at have større Appetit paa, og haaber iøvrigt at faa Haxthausens Gaard indrømmet, naar Hof- stadsen er forbi. Af sine Colleger paa Storthinget er Tank den, Rasmu- sen frygter mest. Han finder bemeldte Ex-Statsraad at være et tvetydigt Menneske, og det har længe været min Mening. 26de Juni. Vor Sørums-Reise gik i Morges for sig. Uden Eventyr kom vi til vort Bestemmelsessted og bleve modtagne med glad Gjæstfrihed af Juell og hans gamle huslige Kone. Den Ene- ste, som her synes at kunne forbitre, idetmindste mig, Livet, er en uhyre Mængde Fluer, som jeg ved St. Hanstider aldrig har seet Mage til i Danmark og Norge. 27de Juni. Paa den Spadseretour, vi gjorde i Formiddag, lærte jeg at kjende den frygtelige Grund til de dybe Dale, som forskjønne denne Egn: de hyppige Jordskred. Det sidste skede 1794, hvor- ved 2 Gaarde ødelagdes, men Præstegaarden med omliggende Gaarde staar endnu paa saadan løs Grund, og dens Indvaa- nere ere ligesaalidt sikkre som de, der bygge og bo ved Foden af Vesuv eller Ætna. Men ligesom hist Lavaen ei snarere er bortryddet, før Egnen atter dyrkes og bebygges, saa lader man sig heller ikke her skrække, og det af samme Grund som hist. Jorden er meget frugtbar; i de nedsunkne Dale er yppig Ve- getation; det Skjønne, som neppe existerede før, fremtræder af Ruinerne, det Nyttige forenes dermed, og paa Sørums tynde Jordskorpe finde dets Indvaanere et Canaans Land, der vel ei flyder med Honning, men des overflødigere med Melk. Jeg har omsider fundet et fluefrit Værelse her i Huset, og det er -- Juells Studerekammer. Man fortæller om Præ- sten Mandall, hvis Enke endnu lever her, at han i sine sidste SIDE: 131 Embedsaar, skjønt ikke syg, aldrig prædikede, men overlod dette til sin personelle Capellan. Engang var han kommen i Uenig- hed med en Bonde, og i sin Hidsighed udbrød han: "Ja, jeg skal nok træffe dig!" -- "O!" svarede den svinepolidske Bonde med et Smil, "jeg skal nok gjemme mig paa et Sted, hvor Faer ikke saa let vil træffe mig". -- "Og hvor skulde det være?" spurgte Præsten arrig. "Jeg vil gaa op paa Prædi- kestolen", sagde Bonden, "der ved jeg, at Faer aldrig kom- mer". -- Mon Juells Fiender ikke kunde finde et lignende Skjulested i hans Studerekammer? Han er en ypperlig For- retningsmand, har mangfoldige agtværdige Egenskaber, men uvidenskabelig er han vist i høi Grad, hvorom ogsaa vidnede et Forslag, han havde i Dag, at der trods Grundlovens By- dende skulde oprettes et Censurcollegium, der skulde gjennem- læse alle Manuskripter, inden de tryktes, og advare Publicum mod at spilde sine Penge paa Snaus. 28de Juni. Paa Kirkegaarden stødte jeg paa en Ligsten, under hvil- ken laa begravet Sognepræsten Colbjørn Thorstensen, død 1720 92 Aar gammel, i sit Embedes 63de og sit Ægteskabs 59de Aar. Han var den nu snart uddøde berømte Colbjørnsenske Families Stamfader. Tre af hans qvindelige Descendenter bo paa Gaarden Sørum, tæt ved Kirken. Det er tre Søstre, to gamle Jomfruer Kjeldsen og en Enke Mad. Verner. For den udvortes Sands have de intet tillokkende, men de roses og hæ- dres over den hele Egn som tjenstagtige, velgjørende, overmaade ædle Mennesker. De vare igaar her i Præstegaarden, og idag vare vi budne til dem. Hver af dem har sit Departement i Huset at bestyre. Faster Maren forestaar Gaardbruget, Mad. Verner Huusholdningen og Faster Karen er Casserer. Efter Embeds Medfør modtog Mad. Verner os, men da Caffeen var drukken, forsvandt hun, tog sin Kjøkkendragt paa og stod SIDE: 132 for Skorstenen og lod sig ikke mere see. Husbonden, Faster Maren, sad for Bordenden og agerede paa engang Vert og Vertinde, og da ingen Pengeudtælling fandt Sted, spilte Cas- sereren en subordineret Rolle og sad ved et lille Bord med Børnene. Jomfruerne tracterede magnifique, hvorved det dog er at anmærke, at det er Vedtægt der i Egnen i intet Selskab at give Vin. 29de Juni. I Solør har yttret sig en slem Landeplage. En Orm, ventelig Grev Reventlows dermestes typographus, udbreder sig i Millionviis i Skovene, og truer dem med total Undergang. Man tror det nødvendigt, ved militair Commando at nedhugge de angrebne Strækninger, eller endog afbrænde dem, saa det er at befrygte, at Reventlow beholder Ret. Da han for nogle Aar siden var i Norge, gjorde et Par simple Kjøbmænd paa Kongsberg ham deres Opvartning. "Der er en frygtelig Fi- ende falden ind i Norge", udbrød Hans Excellence. "Føies der ikke alvorlige Foranstaltninger, kan han let volde hele Lan- dets, især dets Handels Undergang". Kjøbmændene bukkede og spurgte Hans Excellence underdanigst, hvad det var for en Fi- ende. "Det er dermestes typographus", sagde Greven, og blev i det samme afbrudt, saa han ikke fik forklaret, at det var en Træorm og ingen General. Forskrækkede toge Kjøb- mændene Afsked og fortalte deres Bekjendte, at de havde af Grevens egen Mund Efterretning om en frygtelig Fiendes Ind- brud i Norge. "Hvad skulde det være for en?" -- Ja det vidste de ikke, men Reventlow nævnte Generalen og hans Navn var Dermest. 30te Juni. Høiesteret proclameredes igaar af to sortklædte Væsener med ridende Jægere for og efter sig, og aabnedes idag med en Odelssag. SIDE: 133 1ste Juli. Ureden mellem Hount og Rasmusen er nu endelig nogen- lunde klaret, dog fordrer han en Æreserklæring i min, Sigvardts og Flors Nærværelse, hvilken Rasmusen skal være villig til at give. Hount lykønskede mig iøvrigt (hvilket ogsaa Bugge gjorde) med ikke at have qvitteret for Kronprindsens Gave til Bibel- selskabet, og tror, som jeg, at vor Bisp ingenlunde staar fast i Regjeringens Yndest og Agtelse. Men naar han saa endvidere fortæller, at Kronprindsen i den første Tid havde Idee om at afsætte Bech og udnævne ham til hans Eftermand, og at han selv afværgede det ved den Erklæring, ikke at ønske og aldrig at ville modtage en Bispestol, da -- ja! -- da takker jeg Gud paa Hounts, mine egne og den agershusiske Geistligheds Vegne, at der Intet blev af, og beder i hans Navn: "Ne nos indu- cas in tentationem!" og i mit "Libera nos a malo!" Storthingets Medlemmer vare samlede og afleverede deres Fuldmagter. Til disses Revision udnævntes en Committee. Man venter megen Dissents. Hvad vor By angaar, da har jeg talt med Nogle, som vil have det første, Andre, som paa- staae det sidste Valg kjendt ved Magt. Hount er for Platou. Valgstridighederne i Lister og Mandals Amt synes at bort- falde, da Theis Berge frivillig er traadt tilbage, og Sorenskri- ver Rested er kommen som Repræsentant, men antages han, synes Thranes Valg med det samme stadfæstet. Om Falsen og Bøgh ere Meningerne forskjellige. Flere end Bugge frygte for den Førstes Indflydelse, og ønske ham fjernet. En Proprietair Rosenberg i Laurvigs Grevskab, overbevist om, jeg tror dømt for infamerende Forbrydelse, men benaadet af Kongen, er ude- bleven, for ei at bortjages, og Pastor Samsing er kommen i hans Sted. Ogsaa paa en Bonde fra Stavanger Amt skal hvile Beskyldniger, som gjør hans Valgbarhed tvivlsom. En- delig er der den berygtede Halvor Hoel fra Hedemarken, mod hvem Stemmer ville hæve sig, Gud ved med hvilken Succes. SIDE: 134 2den Juli. Rigstidenden bekjendtgjør, at Agershuus nedre Fæstning skal sløifes, Krudtet bortføres derfra og fordeles paa Landets øvrige Fæstninger, og Byggepladse udvises mod billig Betaling til Statscassen paa Glacierne og Hovedtangen. -- De civile Embedsmænd har faaet nye Uniformer: Stiftamtmænd, Amt- mænd, Fogder og Lensmænd graae, Høiesterets- og Stiftsover- retsassessorerne samt Sorenskriverne sorte med lidt Guldbroderi. Stiftamtmænd og Amtmænd have herefter lige Rang. Capt. Ræder yttrede megen Frygt for Halvor Hoel, som han tror istand til at spille de afskyeligste Cabaler. Ogsaa hø- rer jeg, at den raske, uforfærdede Stoltenberg i Morgen vil optræde som hans Anklager. Bispen havde ladet indbyde Storthingets Medlemmer til aandeligt Gjæstebud i Byens Kirke, men saa paakom der ham en Sygdom, hvilken dog menes at have været af de Sjele- sygdomme, hvortil Campe henregner de menneskelige Laster og Daarligheder. Saaret Forfængelighed ansees for Hovedaar- sagen. Han havde gjort Regning paa, at Storthingets Med- lemmer i Procession skulde gaaet til Byens Kirke, og til den Ende ogsaa indbudet Grev Essen, men da han hørte, at dertil ei gjordes Forberedelser, paakom ham denne pludselige Sygdom, og Essen fik Afbud i samme Øieblik, han vilde kjørt til Kirke. Mange Storthingsmænd vare dog tilstede, og de maatte nøies med en Tale aus dem Stegreise af Katechet Kjerulf, der tilsidst gjorde den ærede Forsamling en høflig Excuse. 3die Juli. Valgstridighederne ere afgjorte. Den gode Sags Venner have vundet en stor Seier. Halvor Hoel er udstødt af Stor- thinget med 57 mod 26 Stemmer. Han har været actioneret for Mordbrand, Kirkeran og hælende Correspondence med Sla- ver, men da de meest graverende Vidner bestod af saadant SIDE: 135 Kjæltringpak, frikjendtes han baade ved Stiftsoverretten og Høiesteret for videre Tiltale, dog med Processomkostninger. Begge Domme oplæstes. Assessor Lange, Hount og Tank talte med Heftighed mod ham. Christie tog ham i Forsvar, og med ham istemte flere Jurister, der holdt sig til Lovens Bogstav. Ved Voteringen stemte ikke en eneste Præst, heller ingen Kjøbmand for ham, derimod mange civile Embedsmænd og adskillige Bøn- der. Han blev rasende, og sagde, at der nu ikke var andet for ham at gjøre, end at skyde sig ihjel. Hvad de øvrige Valg angaar, da beholdt Falsen og Bøgh deres Pladse. Thranes og Sorenskriver Resteds Valg, stadfæstedes; altsaa gaar Platou ud. Endnu skal ventileres om Niels Broe, der er under Justitiens Tiltale for Opsætsighed mod Øvrighedens Foranstaltninger, og saa tror man den høitidelige Aabning skal skee paa Onsdag. De nye Riddere, som ere Storthingsmænd, bleve i Dag doppade [fotnotemerke] i al Stilhed af Essen. -- Capt. Lund [fotnotemerke] er af- skediget fra sit Embede som Bureauchef. Gud ved, hvad han nu vil tage sig for: hans Lectorat er en unyttig Post, og In- gen vil høre hans Forelæsninger. -- Omsen er bleven Asses- sor i Høiesteret. 4de Juli. Schmidt skriver, at han har faaet fornyet Afslag paa sin Ansøgning om beneficium processus gratuiti, og ven- ter nu, at Ansøgningens anden Deel bønhøres, hvilket vel heller ikke skeer. -- Med Bedrøvelse og Mishag maa jeg anføre, hvad Justitiarius Berg fortalte mig om en af mine Ordensbrødre. Consistorialraad Bonnevie, Sognepræst til Kongsberg, Medlem af dette Storthing, der i et Digt mod de Svenske har erklæret sig som Nederdrægtigheds og Immoralitets Fotnote: dubbade, slagne til Riddere. Udg. Fotnote: Gr. Fougner-Lundh, dengang Lector i Technologi, senere bekjendt ved sin Virksomhed i historisk Retning. Udg. SIDE: 136 svorne Fiende, reiste i Vinter til Kjøbenhavn, man sagde for at gifte sig. Det er nu oplyst, at hans Kjæreste er en Kam- merherreinde, gift Kone, hvis Børn han informe- rede [fotnotemerke] . For et Aar siden er hun skilt fra sin Mand, og søgte nu hos den danske Regjering Tilladelse til at indgaa i nyt Ægteskab. Den blev hende afslaaet, da den i Lovene fast- satte Termin ei var udløben, og nu reise de Begge til Norge, lande ved Tønsberg, og anmode Sognepræsten i Borre, Hr. Wettergreen, at vie dem. Dette tør han naturligvis ikke, og nu har Præsten, Moralisten, Ungdomslæreren, Folkerepræsentanten Bonnevie indgivet Ansøgning til Statsraadet om saadan Til- ladelse. Treschow skal være i Forlegenhed, hvilket undrer mig, da de danske Skilsmisselove endnu gjælde her, og man vel tør haabe, at de norske ikke blive lemfældigere og ikke ville gjøre Ægteskabsbaandet mere skjørt, end det alt er [fotnotemerke] . Det var og- saa Bergs Ønske og Haab! Jeg kunde have Lyst til hos Treschow at indhente nøiere Kundskab om den Sag, naar jeg ikke fandt det upassende at tale om Galgen i hængt Mands Hus. 5te Juli. Storthinget blev aabnet. Vi samledes i Haxthausens Sal (i den Gaard boer Essen nu) og gik derfra i Procession gjennem "en Alle gevorbne Venner", og hilstes hvor vi kom frem med fem forskjellige Slags militair Musik. Vinduerne vare opfyldte, men Gaderne ryddelige. Essen oplæste Kongens aabne Brev, hvori han bemyndigedes til at aabne Storthinget, med erklærede derpaa, at han ikke besad, og i sin Alder heller ikke kunde opnaa den Færdighed i det norske Sprog, at han selv i Kongens Navn kunde holde Talen. Denne overgav han Fotnote: Bonnevie blev i 1815 gift med Maren Berg, Baron og Kam- merherre Hans Rudolph v. Juels fraskilte Hustru. Udg. Fotnote: Hermed sammenholdes Dagbogen for 20de Decbr. 1815. Udg. SIDE: 137 derfor til Collett, der som ældste Statsraad oplæste den. Der- næst forelæste Motzfeldt en udsigt over de Foranstaltninger, Re- gjeringen har gjort i de Maaneder, som ere forløbne siden For- eningen. Jeg indseer ikke, at man med Billighed kan forlange, at der skulde være gjort andet eller mere. Da dette var forbi, erklærede Essen Storthinget aabnet; Christie som Interimspræ- sident svarede med en kort Tale og det sædvanlige Udraab: Gud bevare Kongen og hans Rige, der istemtes af Forsam- lingen. Efterat vi var gaaet, foreslog Christie Storthinget i Procession at begive sig hen og complimentere Statholderen. Bugge og Lange vilde deri finde krybende Ydmyghed og op- ponerede derimod, men Forslaget gik dog igjennem med stor Pluralitet. 6te Juli. Neumann forelæste Wahlstrøm og mig Resten af sin Rei- sebeskrivelse. Der er meget godt i den, men den er altfor vidt- løftig, fuld af utidige Complimenter, og ikke alle Anmærknin- ger ere lige passende. At han, som ellers fandt Alting saa saare godt, klager over den svenske Uskik, som ogsaa gaar i Svang hos Grev Essen, at sætte al Maden paa Bordet paa engang, hvorved den bliver kold, er fra mere end en Side frap- pant. Tilsidst begyndte Læsningen at trætte og ennuiere mig, og jeg var hjertelig glad, da han omsider naaede Asker Præ- stegaard. Her skal udkomme et norsk Nationalblad paa Bog- handler Hjelms Forlag. Redacteurens Navn er en Hemmelig- hed. -- Hount fortalte, at Biskop Sørensen med Taarer i Øinene har beklaget sig over sin Commandeurstjerne, der nøder ham til at sætte sig i 6000 Courantdalers Gjæld. I Stor- thinget var Intet af Betydenhed forefaldet. Bugge havde fremsat to Forslag paa eet Papir, hvilke af den Grund vare afviste, og han var bleven vred derover. Vangensten har vist SIDE: 138 Hount sine Annotater, der forekomme ham at vidne om Hjer- nens Forrykkelse. Glad ynder han meget, endskjønt de dis- sentere om Odelsloven, som Glad vil have afskaffet og Hount haandhævet. -- I Rigstidenden fortælles, at der i Kjøbenhavn er skeet Forbud mod Salget af Meidells Skrift om Feldttoget i Norge 1814. 7de Juli. Paa den indre Slotsgaard, da jeg vilde gaae i Kirke, kom Overauditeur Hjelm [fotnotemerke] mig hæsblæsende imøde, og for- talte, at han havde forlangt sit Barn døbt i Eftermiddag af Biskop Lumholtz, men denne havde sagt, at han ikke i 42 Aar havde døbt noget Barn om Eftermiddagen, at Præsten efter Kl. 12 skulde have Ro, og at han altsaa ikke vilde opfylde Hjelms Ønske. Denne bad da mig døbe hans Barn Kl. 3, da han den hele Formiddag skulde være i Retten, og jeg lo- vede det paa Vilkaar, at Lumholtz's og Cornisch's Qvittering for modtaget Salarium forevistes mig. Ved min Hjemkomst ventedes jeg af Hjelms Broder, Boghandleren, som havde væ- ret hos Lumholtz, men i samme 42 Aar havde Provsten ingen saadan Qvittering udstedt, og vilde nu ikke heller, og vilde desuden kræve til Regnskab den Præst, der fordristede sig til at døbe Børn efter Kl. 12. Jeg medgav nu Hjelm et Brev til Biskop Bech, hvori jeg fortalte, at Lumholtz selv havde døbt mit yngste Barn Kl. 1 i Slotskirken; altsaa kunde jeg ikke tro, at Forbudet strakte sig til denne, men derhos erkjendte jeg, at jeg uden Lumholtz's Samtykke var uberettiget til at døbe Hjelms Barn, og bad derfor om hans Tilladelse dertil. Bech beraabte sig paa et Rescript til Biskoppen i Sjellands Stift, der forbyder Barnedaab om Eftermiddagen, men raadede Hjelm strax at skrive en Ansøgning (hvilken han ledsagede med Fotnote: Jonas Anton Hjelm, siden Høiesteretsadvocat og Storthingsmand. Udg. SIDE: 139 en favorabel Erklæring), og overgive den til Diriks (?), som han formodede strax kunde resolvere derpaa. Men altid lige nær! Ansøgningen skulde foredrages Statsraadet, og Be- vilgningen udfærdiges gjennem Statssecretariatet, og det vilde medtage et Par Dage. Altsaa var der Intet at gjøre, og Barnet blev ikke døbt i Dag. -- Boghandler Hjelm sagde mig ellers, at hvis han turde nævne mig Nationalbladets Redac- teur, vilde jeg selv love mig meget godt af hans Blad. Lagthingets Medlemmer valgtes i Dag. Christie er me- get misfornøiet dermed, da næsten lutter Embedsmænd og ikke en eneste Bonde vare valgte, og dette vil, om just ikke hindre den gode Sags Fremme, da Storthinget dog omsider samles in pleno, dog mærkeligen forhale Resultaterne. Lagthingsmedlemmerne ere: Kammerraad Borchsenius. Vangensten. Procurator Weidemann. Amtmand Falsen. Foged Bøgh. Statsraad Aall. Professor Rasmusen. Major Schjøtt. Generalauditør Bergh. Biskop Sørensen (som havde de fleste Stemmer). Assessor Lange. Byfoged Scharre. Statsraad Tank. Capitaine Ræder. Overinspecteur Nilsen. Pastor Bonnevie. Overauditeur Bentz. Sorenskriver Rested. Biskop Krogh. SIDE: 140 Amtmand Sibbern. Provst Hount. Sorenskriver Nansen. Hvad man glæder sig mest over er, at Falsen, som selv er Ophavsmanden til denne Indretning, vistnok mod sit Ønske er kommen ind i Lagthinget. 8de Juli. Fra Bispen kom igaar Ordre til os tre Præster ved disse Menigheder at berede til Døden en national Artillerist, som for at faa nogle faa Daler havde dræbt en halvvoxen Dreng i Enebak Sogn. Jeg sendte i Dag mine Colleger denne Ordre, tilligemed det Brev, hvori jeg med indlysende Grunde viste, at jeg var aldeles uskikket dertil. Hvem af dem, der skulde om- vende Synderen, vilde jeg overlade til dem selv, men foreslog dog Kjerschow, hvilken jeg i flere Henseender fandt mere qvali- ficeret end Borch, en Pille, som jeg forsukrede for den Sidste ved at tillægge mig selv de samme Mangler, jeg erkjendte hos ham: et mindre blidt Aasyn, større Tilbageholdenhed i Om- gangstone og en Svæven mellem Palæologie og Neologie, der gav vor fortrolige Religionssamtale mindre Hjertelighed. Paa Storthinget valgtes en Committe til at revidere de svenske Rigsdagsforhandlinger angaaende Forening, Arvefølge, Kongevalg o. desl. [fotnotemerke] . Valget faldt paa Biskop Bugge, Christie, Falsen, Statsraad Aall og Bergh. Derpaa oplæstes et Forslag af Borchsenius om at oversætte og trykke bemeldte Rigsdags- conclusion, og uddele et Exemplar til hvert Medlem. Bonne- vie og Lange understøttede Forslaget med Eftertryk. Tank og Nansen vare imod det. Christie mente ogsaa, at Trykningen var baade Tids- og Pengespilde; derimod mente han, at den Fotnote: D. e. til Behandling af den kongl. Proposition indeholdende Ud- kast til Rigsact. Udg. SIDE: 141 burde oversættes, oplæses i Storthinget og leveres hvem der for- langte den til nøiere Gjennemlæsning og Afcopiering. Man væ- vede meget længer om den Sag, end den var værd. Endelig kom det til Votering, og Forslaget om Trykningen faldt igjen- nem med 53 Stemmer mod 28. Nu spurgtes, om Documen- tet skulde oversættes og oplæses, hvilket vedtoges mod en ene- ste Stemme (Borchsenius's). Rigstidenden fortæller ikke et eneste Ord om Høiesterets og Storthingets Aabning. Herover harmedes jeg og nedskrev en Klage for Intelligentsseddelen eller Nationalbladet, men da dette endnu ikke er begyndt og Indrykkelsen i Intelligentsseddelen ko- ster Penge, holder jeg den tilbage, og overgiver Døderlein til hans forvendte Sind. Istedetfor dette indeholder Rigstidenden blandt andet en Opsats af Provst Hertzberg om Bibelselskaber i hans excentriske Maneer. Blandt andet udbryder han om England: "Herregud! fra et og samme Land udkommer Con- greves Brandpile og Bibler! Jac. 3, 9". 9de Juli. Professor Rosted vil endelig have en norsk Ridderorden oprettet, og den skal hedde den store Bjørns Orden. Jeg troede ikke, den gamle simple Mand interesserede sig for saadant Fjas. -- Provst Aschenberg gjorde mig et Besøg. Jeg har ikke seet ham siden den skrækkelige Formiddag for 22 Aar siden, da ham brølede i Garnisonskirken i fem fulde Qvarteer, det hele homiletiske Selskab til megen Qvide. Manden roses me- get som forstandig og retskaffen; han forekom mig ogsaa hel interessant, og jeg lover mig Glæde af det fornyede Bekjendt- skab. Han er nu Præst paa Røraas. 10de Juli. Nok en Seier (det haaber jeg idetmindste) har den gode Sag vundet. Bispen havde bedet Hersleb og mig komme ud til ham i Formiddag, for at gjøre endelig Aftale om Bibel- SIDE: 142 selskabet i Anledning af en kjærlig Paamindelse, Rosenblad ved Motzfeldt havde ladet give Bech. Allerede havde Hersleb ud- arbeidet en saare god Indbydelse i det kraftige, religiøse Grundt- vigske Sprog, hvori det er hel passende at tiltale Almuen. Men nu kom Bech frem med det Forslag, at ikke hele Bibelen skulde trykkes, men blot det nye Testamente og udvalgte Ste- der af det gamle. Han anførte som et Exempel instar om- nium det Ønske af David: "Udøv din Vrede over Hedningerne, over dem, som ikke kjende dig!" hvorledes Sværmeri og Fa- natisme kunde misbruge saadant, Spotteren finde Næring for sin Persiflagelyst, og Hinder lægges i Veien for Oplysnings Udbredelse. Hersleb og jeg modsatte os med Fasthed denne Kalfatring, især at Fragmenter af en Bog skulde trykkes og andre igjen udelades. Hele Bibelen, erindrede vi Begge, an- sees af Almuen for Guds Ord, og den Tid, da den som saa- dan ogsaa holdtes høit i Ære, var fra den moralske Side uden Tvivl bedre end denne; endvidere: at Religionens Fiender just ved at see disse Steder udskudte af en autoriseret Bibeludgave, vilde finde ny Anledning til at nære og udbrede Ringeagt for samme; at Fanatikeren just ved saadant gives frit Spillerum, da han i de gamle Bibler, som dog ei kunde eller burde ud- ryddes, vilde vise Almuen de forkastede Steder, og gjøre disse dobbelt dyrebare i dens Øine: at der ogsaa i det nye Testa- mente findes uanvendelige og uforstaaelige Steder, som ligesaa- vel kunde misbruges som noget i det gamle: og at, naar man saa Tingen fra den rette Side, den Forargelse, Bibellæsning har voldt, inden Spotternes Angreb begyndte, uden Tvivl er overmaade ringe. In specie anmærkede jeg: at, hvis det var et i vort Sprog hidtil ubekjendt Skrift, der skulde oversættes, lod saadan Forkortelse og Udeladelse sig practisere, men ikke med en Bog, der har været kjendt i Aarhundreder og er endnu i mangfoldige Hænder: og at, hvad denne Udeladelse selv angik, vilde den være yderst vanskelig, da den subjective SIDE: 143 Anskuelse er saa yderst forskjellig, og jeg for min Del maatte aldeles frasige mig dette Arbeide. Ved Indvendingen om det nye Testamente kom Bispen med et nyt Project, at nemlig hvert Evangelium eller Brev skulde have en Indledning, hvor Indholdet fremsattes og gjordes forstaaeligt, og alle Fordomme og Misforstaaelser, som deraf kunde udledes, bleve hævede. Herimod var Hersleb Hovedopponent, men ogsaa jeg traadte over paa hans Parti, især, maa jeg sige, ved den Forestilling, at Bech upaatvivlelig selv vilde skrive Indledningerne. Han maatte omsider give efter i Alt, forsikrede, at han aldrig var paastaaelig i sin Mening, at han vel endnu ikke var overtydet om Rigtigheden af vor Paastand, men veg med Fornøielse for Pluraliteten. -- Jeg maatte ofte gjøre Vold paa mig, for ikke at blive varm, og Hersleb siger det samme om sig. Det for- længede maaske Ventilationen, men havde vist gavnlig Indfly- delse paa Resultatet, og var et nyt Bevis paa det Gamle: gutta cavat lapidem, non vi, sed sæpe cadendo Hvad vilde Rosenblad, hvad vilde Biskop Brun sagt, om man havde sendt dem en saadan moderniseret, castreret Bibel? Paa Hjemveien var jeg et Øieblik inde hos Statsraad Aall, og hørte med Forbauselse efter en engelsk Avis, at Na- poleon, efter et tabt Hovedslag, har udgivet en Proclamation, der begynder med de Ord: "Min politiske Bane er endt", og nedlagt Regjeringen til Fordel for sin Søn. Men mon de allierede Magter ville sanctionere denne Betingelse? 11te Juli. Førend jeg gik ud, havde jeg et Besøg af Borch, som takkede mig for den Aabenhjertighed, hvormed jeg havde sagt min Mening om ham og Kjerschow i Anledning af Delinqven- ten, men lod mig derhos vide, at de vare blevne enige om, at han skal omvende Synderen, hvortil han og havde Lyst, og saa give da Himmelen sin Velsignelse! Jeg maa ellers sige, SIDE: 144 Borch behager mig langt mere nu end før, ja jeg finder ham endog ret godlidende; kun hans utækkelige Fremgangsmaade ved Alt, hvad der hører til den offentlige Gudstjeneste, kan jeg aldrig vænne mig til. I Storthinget foretoges den svenske Rigsdags Beslutning over de til Foreningen sigtende Paragrapher i vor Grundlov, og Kongens derpaa grundede Forslag til en Rigsact. Van- gensteen havde tilbudt sig at oversætte hint Conclusum paa Stedet, men Borchsenius o. Fl. protesterede mod en saadan Oversættelse aus dem Stegreise; det blev altsaa overdraget Bonnevie ordentligen at udarbeide den. Da Oplæsningen skulde skee, opkastede Nansen det Spørgsmaal, om Silverstolpes famøse Dictamen til Protocollen ogsaa skulde oplæses, og er- klærede, at han i saa Fald fandt sig beføiet til at gjøre vig- tige Indvendinger derimod, medens han ellers vilde ignorere dets Tilværelse. Tank og Christie troede, at det burde forbi- gaaes; Andre, især Lange, Ræder, Bonnevie og Foged Budtz vilde have det oplæst, og da det oplystes, at bemeldte Conclu- sum var officielt meddelt samtlige Storthingsmænd med ved- føiet Dictamen, blev med Pluralitet af 66 Stemmer mod 14 bestemt, at Hr. Silverstolpes haarde Ord skulde oplæses. Da Læsningen var til Ende, fremstod Nansen og sagde, at han, for at forebygge unyttige og ubehagelige Ventilationer, vilde lade disse Udladelser for Øieblikket gaae upaaankede hen, hvor- imod han forbeholdt sig at vedlægge Protocollen sin skriftlige Betænkning til Indrykkelse i Storthingsforhandlingerne, for at det kunde erfares, "at der er Mænd i Norge, der føle som Nordmænd, ligesom der er Mænd i Sverrig, der føle som Sven- ske". -- Nu gjennemgik man Rigsacten Punct for Punct, hvilket var særdeles kjedsommeligt. Lange viste sig ret som en ægte Krakeler. Bonnevie erklærede, at han troede i saadan vigtig Act hvert Ord med ængstelig Nøiagtighed burde veies, og Nansen erkjendte det for sin Pligt ei at tilbageholde sin SIDE: 145 Mening i Noget, han finder at staa i Forbindelse med Fædre- landets Vel, og denne Krakelen, denne Tro og denne Pligt blev og bliver vel fremdeles under det hele Storthing "samlet paa en Maade", at det vil koste Statscassen nogle 100000 Courantdalere, og gjøre Storthinget et Par Maaneder lang- varigere, end det ellers var blevet. -- Hount, som er syg, talte med Mishag om det Silverstolpske Dictamen, og tror deri at finde Udtrykket af den herskende Mening paa Rigs- dagen. 12te Juli. Vandt Biskop Bugge virkelig Grev Essens Yndest ved første Samtale, synes den allerede tabt, og tør jeg antage Wahlstrøm for hans og det øvrige svenske Personales Organ, betragtes han for sin Kaadmundethed af Alle med Ringeagt. Strax i Forgemakket, inden den første Samtale med Greven, havde han i det hele Adjutantskabs Nærværelse skoptiseret over Frederik den Sjette til stor Forargelse for de Svenske, der idet- mindste i deres Domme lade den fromme, velmenende, redelige Dankonge vederfares Ret. -- Grev Vargas, fortalte Wahl- strøm endvidere, skal være en ren Avanturier, aldeles ikke Mal- theserridder, uvist endog om han er Greve og hedder Vargas. I Italien havde han spillet en maadelig Rolle, men ved sit behagelige Omgangstalent og sit Anstrøg af Lærdom havde han indsmigret sig hos den danske Baron Schubart, som havde givet ham Adresse til sin Svoger Grev Schimmelmann. Ved hans og Grevindens Protection havde Vargas faaet Adgang til Hoffet, var bleven Kammerherre, fik Ordre til paa Statens Bekostning at gjennemreise Norge som Mineralog, blev nu en af Prinds Christians Raadgivere og Yndlinge, og, sagde Wahl- strøm, "saasnart jeg hørte, at Vargas var en af hans Fortro- lige, fornam jeg strax, hvad Klokken var slagen". Det er vir- kelig beklageligt, at man med redeligste Villie ikke er istand til SIDE: 146 at agte en eneste af vor forrige Konges nærmeste Omgivelser, Thygesen maaske undtagen, som dog Treschow fandt tvetydig. 13de Juli. Saxild gjorde mig Visit, for at takke mig for den Tid, vi havde staaet i Embedsforhold til hinanden. Jeg hørte af ham med Fornøielse, at ogsaa Flor har i et alvorligt Brev taget Afsked fra Skolen og Selskabet, og at Garmann, Borch og Feyring have protesteret mod Valgets Gyldighed, men intet Svar faaet, undtagen at Administrationen har gjentaget sin Bekjendtgjørelse i Avisen, at Generalforsamlingen opsættes til i Vinter, da der nu Intet er at afhandle. Saxild tror, at hele Selskabet for Christiania Byes Vel ligger in agone, men da vil maaske Søndagsskolen, uafhængig af en skjødesløs og uskjønsom Overbestyrelse, leve et desto kraftigere Liv. 14de Juli. Hos Secretair Rougtved var stort Mandfolkselskab. Der blev drukket temmelig meget, var Sang, tilsidst og nogen Støi, men ingen liderlige Viser og Alt indenfor Anstændighedens Grændser. -- Christie beklagede, at jeg ikke havde været paa Galleriet idag, da Biskop Krogh og Jørgen Aall havde oplæst Replikker mod Silverstolpe og en Formaning af Tank havde voldt Debatter. 15de Juli. For første Gang i dette Aar har jeg bivaanet en Stor- thingsforhandling, der havde nogen Interesse. Det saa rigtig- nok temmelig flaut og tomt ud fra Morgenen af. Rigsacten, som omsider var færdig og renskreven, skulde underskrives og forsegles af samtlige Medlemmer. Dette medtog en ugudelig lang Tid. Da man endelig var færdig med dette Arbeide, stod Reglementet for Storthingets Forhandlinger for Tour, men Præsidenten anmærkede, at Klokken alt var et, og at den før- SIDE: 147 ste Paragraph om de foreslaaede Committeers Organisation, neppe kunde debatteres og afgjøres paa ringere end 2 Timer. Man blev enig om at ajournere Sagen til Mandag. Derimod oplæstes strax et Forslag af Niels Aall, som stod i Forbindelse dermed. Ogsaa J. Aall, Sørensen og Sibbern indgave skrift- lige Forslag, som kun i ubetydelige Modificationer vare afvi- gende fra hverandre. Alle vare enige i, at samtlige Storthin- gets Medlemmer skulde arbeide i Committeerne, et vist Antal i hver, og at, da det neppe var muligt ved Votering at iværk- sætte denne Fordeling, endsige gjøre den hensigtsmæssig, saa at Ingen kom paa uret Sted, Ingen udeluktes og Ingen valg- tes to Gange, -- en Valgcommitte skulde udnævnes, der havde at besætte de øvrige Committeer. Som almindelig Regel fo- resloges, at nogle Lagthingsmedlemmer skulde være i hver Com- mitte, men at samtlige Formænd skulde være af Odelsthinget. Dermed blev den Sag henlagt, og nu fremdrog Christie Tanks ovenmeldte Formaning, hvorover skulde fattes Beslutning, hvorvidt den nemlig skulde trykkes paa Statens Bekostning. Den oplæstes, og indeholdt i Grunden slet intet Andet, end en temmelig superficiel Opfordring til Storthinget, at henvende sin Opmærksomhed især paa tre Puncter: Finants- og Pengevæsenet, hensigtsmæssig Anvendelse af Landets Pro- ducter, og Indskrænkning af udenlandske Luxusvarers Brug. Korteligen sagde Bonnevie og Krogh deres Tanker herom, og yttrede, at det kunde være ret godt, om saadant tryk- tes, men at det, som en Storthinget i nærværende Øie- blik uvedkommende Sag, ingenlunde burde trykkes under dets Autoritet og paa offentlig Bekostning. Vidtløftigere gjen- nemgik Christie Stykket Punct for Punct, og viste, at deri in- deholdtes intet Nyt, intet, som jo allerede ved den Eidsvoldske Rigsforsamlings Beslutning og siden ved Kongens Propositio- ner var erklæret at henhøre blandt de Gjenstande, der paa dette Storthing fortrinligen skulde tages under Overveielse. Ikke SIDE: 148 uden Lidenskab, men i et smukt Sprog og med en Orden og Færdighed, der bebudede os i ham en af Storthingets første Extemporaltalere, forsvarede Tank sig, og fralagde sig al Mis- tanke for at ville producere sig som Storthingets Lærer. Ef- ter en ny Ordvexling mellem ham og Christie kom det til Vo- tering, og med nogle og 70 Stemmer mod 6 bestemtes, at Skriftet ikke skulde trykkes under Storthingets Autoritet. Ved at proclamere dette Decret, tilføiede Christie, at det overlodes Forfatteren at trykke det paa egen Bekostning. Herover blev Tank stødt, og sagde, at i et Land, som efter sin Grundlov har næsten uindskrænket Trykkefrihed, behøvede han Ingens Til- ladelse til at lade det trykke. Med sin sædvanlige Finhed og Koldsindighed svarede Christie, at han, saavidt han erindrede, havde sagt overlodes, ikke tillodes, hvilket bekræftedes ved almindeligt Samraab. Hounts Tilstand var idag saa slet, at jeg aldeles mistviv- ler om hans Opkomst. Han ventede ogsaa selv at dø, og var tilfreds dermed. 16 -- 17de Juli. Han er død, min trofaste Hount, min tidlige Ungdoms dyrebareste Ven, min Sidemand ved Alteret, da jeg ordinere- des til Præst, min Forlover, da jeg blev gift, min (naar Ven- skab tages i den høieste, helligste Betydning), min eneste Ven i Norge! Med inderlig Vemod forlod jeg ham i Løverdags og anede med Vished, hvad der paafulgte. Han var da saa blød, saa øm, saa resigneret, at det var mere Glædes end Kummers Taarer, der tindrede i mit Øie ved Hjemgangen. Søndag Formiddag kom her Bud, at han ønskede at tale med mig. Jeg gik derhen, og traf Skjelderup, som hviskede til mig, at han ikke kunde tro Andet, end at Sindsbekymring var Syg- dommens første Aarsag. Skjelderup gik, og jeg talte nu med Hount. Han var i en mindre god Stemning end forrige Af- SIDE: 149 ten, og syntes mig, skjønt overbevist om, at han maatte dø, med sit Hjerte fængslet mere til det Jordiske end jeg ønskede. Med en Detail, som jeg ikke ynder, udbredte han sig over, hvorledes han vilde klædes som Lig, og ihvorvel han forsikrede, at der var sørget for hans Kone og Børn, troede han dog, at Prindsen, paa Oberste Stabels og Amtmand Sibberns Fo- restilling, vilde tilstaa dem en Pension, da baade Christianias og Bergens Bispestole vare ham tilbudne. I min Uskyldighed fortalte jeg ham, hvad Skjelderup havde sagt, men det angrede jeg snart, thi han udlod sig baade om mig og Skjelderup med en Bitterhed, som næsten kom mig til at glemme, at det var en døende Ven, jeg havde for mig. (Jeg er siden kommen til Overbevisning om, hvad jeg da ikke faldt paa, da hans Tale var aldeles sammenhængende, at hans Heftighed var Feber- phantasi, som allerede før skal have yttret sig). Ifølge min Pligt gav jeg efter, da jeg fik tænkt mig om. Han udstrakte sine Arme mod mig, og med gjensidig Forsikkring om Venskab for Tid og Evighed, skiltes vi ad. Jeg troede imidlertid in- genlunde, at hans Endeligt var saa nær, men sent samme Af- ten kom Bud, at jeg endelig strax maatte komme til ham. Hans Phantasi var da høist exalteret. Han, som ellers i sit Liv var meget prosaisk, fortalte mig i et pyntet, oratorisk Sprog, at han havde ladet mig kalde for at forkynde mig sin Død, og saa forthen i en temmelig lang og opskruet, dog ikke meningsløs Harangue; men efterhaanden sank han hen i en lavere Tone, og bød mig Farvel, indtil vi saaes igjen i en an- den bedre Verden. Siden laa han stille, og sagte og utydeli- gen talte han for sig selv om Aanden, der svæver henad Pa- radiset m. m. Kl. 12 gik jeg hjem, efter at have lovet at komme igjen næste Morgen. Klokken var noget over 4 Man- dag Morgen, da det ringede paa Gadedøren. Jeg stod op og aabnede Vinduet; det var Horsters Pige, som lod mig vide, at Hount var død, og bad mig fra sin Husbond om at komme SIDE: 150 og revidere og forsegle hans Efterladenskaber. Han var om- trent Kl. 1 falden i en dyb Søvn, den første i 8 Dage og Nætter. Efter Skjelderups Befaling skulde han have Mixtur hver anden Time, om han ogsaa derved skulde vækkes op af Søvne. Horster fik ham vaagen med liden Møie. Han tog Mixturen, derpaa laa han stille til Kl. 3 3/4, da udstødte han et heftigt Suk, -- og borte var han. Vi optegnede, Horster, Capitaine de Seve og jeg, hvad der fandtes i hans Kufferter, nedlagde Alt hvad han ei selv skulde have paa, eller havde foræret sin Dreng, satte vore Segl for -- og jeg gik hjem, vistnok med et tungt, vemodsfuldt Hjerte, men dog tillige med Tak til Gud, at hans Sygdom var saa kort og smertefri, hans Død saa rolig, og at Døden nu betryg- ger ham mod mangehaande Krænkelser, som hans irritable Tempe- rament sikkerligen ogsaa i Fremtiden vilde udsat ham for. At han døde, uden at opnaa den jordiske Høihed, som han dog vel neppe havde kunnet afslaa, naar den umiddelbar var bleven ham tilbuden, og som han neppe havde Aandsstyrke nok til at bære med sagtmodig Beskedenhed, anser jeg ogsaa som en Lykke baade for ham selv og det Almindelige. 18de Juli. Storthinget var endnu ved Reglementets første Paragraph. Jeg kunde ikke bare mig for at tænke paa Niels Corporals Ord om Gert Westphaler: "Han om en Reise nys fra Haderslev til Kiel Ser Timer vævede, og kom dog kun en Mil". Tilsidst blev dog Debatterne interessante, da Talen blev om den af Aall foreslaaede Valgcommitte. Aschenberg oplæste en Tale imod den, hvori han fandt dens Valg at ville vorde Magt- sprog, der gjorde Brud paa Nationalrepræsentationens Frihed. Man erindrede, at det just er den i Grundloven antagne Frem- gangsmaade ved selve Repræsentantvalgene, og Spørgsmaal SIDE: 151 blev ei, om Committeen skulde existere, men om den skulde ud- nævne de øvrige Committeers Medlemmer, eller blot fore- slaa dem, som var Nogles Mening. Det første antoges med stor Pluralitet. Mere Dissents voldte et Forslag af Christie, at fem af denne Committees Medlemmer (den skal ialt bestaa af femten) skulde tages af Bondestanden (hvilken det er Skik ei at nævne uden Prædicat af hæderlig, agtværdig o. desl.). Med Heftighed opponerede Bonnevie derimod, og paastod, at Valget burde være aldeles frit. Med Eftertryk og bon sens protesterede og en gammel ærværdig Bonde, Hans Vestrem af Søndre Bergenhus Amt, derimod, og erkjendte, at Embeds- mændene langt bedre kunde bedømme og vælge de i ethvert Fag dueligste Subjecter end Bønderne, der hverken kjendte hver- andre eller de øvrige Storthingsmænd. Christies Forslag gik dog igjennem, men kun med 44 Stemmer mod 39. -- Bon- nevie harmedes meget, og troede, at hvis han ikke var gaaet ud under Debatten og først kommen ind, da der skulde vote- res, skulde han vel faaet de fem og endnu flere omstemt. Men hvorfor gik han da ud under en Ventilation, hvis Udfald saa høiligen interesserede ham? hvorfor indlod han sig i Snak med Amtmand Falsen og Foged Bøgh, og tabte saaledes Sammen- hængen? Jeg haaber den gode Sag Intet tabte ved dette Resultat, og maa da tilstaa, jeg glædede mig over, at Bonne- vie tabte. Hans famøse Ægteskabssag er endnu under Venti- lation; man tror, at Kongen ved sin Ankomst vil kunne afgjøre den. 19de Juli. I Dag var paa Storthinget en lang og interessant De- bat, som varede 3 Timer. Anledningen gav et af Hount un- der hans Sygdom indgivet Forslag, at Lagthingets Medlemmer skulde have Tilladelse til at fremsætte Propositioner umiddelbar i Odelsthinget. I Forbindelse hermed stod en Motion af Bi- SIDE: 152 skop Krogh, at han, som bedst kjendte Nordlandenes og Fin- markens Amter, maatte, skjønt Medlem af Lagthinget, være tilstede ved alle Ventilationer i Odelsthinget, som angik hine Rigets fjerne og lidet bekjendte Egne. Over disse Promemo- rier, som forhen vare oplæste, havde adskillige Medlemmer, hvoriblandt N. og J. Aall, Borchsenius, Bergh, Sørensen, Tank og Barlien indgivet Betænkninger. De Fleste vilde have Lagthingets Medlemmer hin Ret hjemlet. Nogle udstrakte den endog til at tage Del i Odelsthingets Debatter; Andre vilde, at de vel ikke skulde debattere, men dog være tilstede, for at give fornødne Oplysninger. Dels extempore, dels af Papiret fremsatte endvidere Lange (der er en skrækkelig Haarkløver), Ræder, Bonnevie, Samsing (der maadeligen oplæste en lang Prædiken) deres videtur, og Alle fandt det billigt, at Lag- thingets Medlemmer ogsaa skulde have Lov til at tale i Odels- thinget. Den første Stemme, der hævede sig derimod var So- renskriver Rambechs. Hans Indvendinger vare korte, men grundige og fremsattes med Held. Theis Lundegaard fandt, at Ingen havde talt saa fornuftigt som Rambech, hvorover Nansen blev hel vemodigen stemt, og yttrede, at ihvorvel han villig submitterede sine Indsigter og Talenter, saa maatte det dog være ham og Flere krænkende at høre den Yttring, at So- renskriver Rambech havde fremført de første fornuftige Ord i denne Sag. -- Den næste Taler var Amtmand Sibbern. Han erklærede, at, skjønt han selv var Lagthingsmand, og skjønt den samme Grund kunde gjælde for hans Møde i Odelsthin- get som for Biskop Kroghs, da Smaalehnenes Amt var saa haardt medtaget af Krigen, at der alvorligen maatte arbeides paa dets Opkomst, saa fandt han det dog saa constitutions- stridigt, at han umulig kunde bifalde det. Af samme Mening var Overinspecteur Nielsen, Præsten Schultz og Kirkesanger Bjørnsen fra Tellemarken (en vakker ung Mand med et deiligt Organ). Men mest virkede dog Christies og Bugges udfør- SIDE: 153 lige Taler til det endelige Resultat. Den Sidstes var især udmærket skjøn og grundig. Han talte fornemmelig mod den Fortolkning efter Grundlovens Aand, hvorpaa et Par havde beraabt sig. Dette Aandevæsen erklærede han for en fordærvelig Sag. Han ønskede selv, at Rigsforsamlingen havde gjort andre Bestemmelser i denne Sag, men de vare ikke gjorte, og det var ham ikke muligt at finde en Tøddel, der legitime- rede saadan Afvigelse. "Den Aand, som udtaler sig gjennem hele Grundloven, er Kongemagtens Indskrænkning ved en fri Nationalrepræsentation. Tillade vi os selv mindste Overtræ- delse af Lovens Bogstav, saa bryde vi den Skranke, der sattes den executive Magt. Enhver Afvigelse, som for Øieblikket sy- nes nødvendig, erklæres da lovlig". Det kom nu endelig til Votering efter en Ventilation mellem de, som det synes, deci- derede Antipoder, Christie og Tank, og Grundlovens Ord ef- ter den bogstavelige Udtydning hævdedes med 57 Stemmer mod 28. Blandt de Første var ogsaa Kroghs og Tanks. 20de Juli. Jeg udarbeidede den Tale, jeg i Morgen skal holde ved Hounts Grav. Jeg tror den lyktes mig, og helst ønskede jeg den trykt og læst over hele Landet, hvor han uden Tvivl endnu miskjendes af Mange. Men da jeg ikke vover paa egen Haand at udrede Trykningsomkostningerne, og der neppe er nogen Boghandler, som paatager sig Forlaget, bliver der vel Intet af. 21de Juli. Hounts Begravelsesdag. Talen, som to Gange har væ- ret udlaant og vel endnu kommer i mange Hænder, afskriver jeg her [fotnotemerke] : "Naar jeg, ikke Lærer ved den Menighed, i hvis indviede Jord dette afsjelede Legeme skal hvile, ikke Medlem af den ær- Fotnote: Begyndelsen af Talen er noget forkortet. Udg. SIDE: 154 værdige Forsamling,hvis vigtige Maal, Fædrelandets Held, var den bortvandrede Aands sidste Tanke, naar jeg, omgiven af Mænd, hvis Indsigter og Talenter jeg ærer, uopfordret frem- træder ved denne Grav som Mindetaler, det er da min første Pligt at sige, hvorfor jeg gjør det. Og denne er Grunden: "Ingen af alle dem, som her ere tilstede, har kjendt den Afdøde saa nøie som jeg, der i 32 Aar har været hans for- troligste Ven". "Erkjender I, ædle Medborgere, denne Adkomst gyldig, til- tro I mig den Redelighed, ei at ville fremføre løgnagtig Tale paa det hellige Sted, min Fod betræder, nuvel, saa hører mig med Opmærksomhed og Tillid, naar jeg fortæller, hvorledes jeg i disse 32 Aar fandt Borgeren og Mennesket Hount, og naar jeg da tilsidst fører Eder til hans Dødsleie, naar jeg henpeger til den Kiste, hvori hans jordiske Levninger hvile, og til den aabne Grav, der snart skal bedække dem; o, da tør jeg maaske haabe, at ogsaa de, der ikke kjendte, eller vel endog mis- kjendte ham, ville med Vemod se ned i Graven, lyse Fred over hans Støv, lykønske hans frigjorte Aand og velsigne hans Minde". "Uskyldig, from og blid var den tilvoxende Yngling, Peter Hount, da jeg lærte at kjende ham. Den sædelige Yngling var tillige en udmærket flittig Yngling; tidlig havde han al- vorlig Sands for sit Livs høiere Bestemmelse, og at danne sig til den var allerede Drengens Attraa og Stræben. Udrustet af Naturen med gode, ikke store, aldeles ikke glimrende Aands- gaver, med mere Følelse for det Nyttige end det Skjønne, søgte han ved nidkjær, standhaftig Flid alt fra den tidligste Alder at erhverve sig de Kundskaber, der fordres til at vorde nyttig Borger og duelig Embedsmand". "Jeg iler til den for os begge saa behagelige og lærerige Periode, da han, aldeles opofret til de theologiske Videnskaber, hvori han gjorde sjelden Fremgang, opholdt sig med mig i Kjøbenhavn. Det var en underlig Tid, i hvilken vi da levede. SIDE: 155 Der var Noget, man den Gang kaldte Oplysning og liberale Grundsætninger, som man nuomstunder er mindre tilbøielig til at give disse Hædersnavne; der herskede en Gjæring, som truede at omstyrte alle gamle Former, og forjættede os i deres Sted et nyt, evigt Rige, grundfæstet paa Fornuft og Frihed. At den varmt- og dybtfølende Yngling henreves med, at og- saa han drømte om Verdens Frihed og almen Oplysning, at disse veltalende og, som det da syntes, grundigen tænkende Talsmænd ogsaa bleve hans Orakler, hvo kan undres derover? Den var vel og en sørgelig Levning fra hin Tidsalders Aand, den Feil, der vel for en stor Del paadrog ham Miskjendelse, og for hvilken end ikke det varmeste Venskab kan eller bør al- deles frikjende ham: at han fordrede Bifald for sine egne Me- ninger, medens han neppe lod Andres modsatte vederfares Skaansel. Men ihvorvel jeg ikke vil nægte, at den ømme Blidhed i hans Character fra den Tid syntes undertiden at bort- vige, at en vis, hverken da eller nu usædvanlig Intolerance blev et af dens Træk, og det mindst elskværdige, jeg nogentid opdagede i den, saa havde dog dette aldeles ingen Indflydelse paa hans egentlige Tænkemaade, paa hans Følelse for Sand- hed, Dyd og Religion. Maaske var den altfor fri, den Bibel- fortolkning han antog, men den spottende Tone, hvori man paa den Tid angreb næsten Alt, var ham, endog hvor Angrebet gjaldt hvad han selv ansaa for Overtro og Fordom, afskyelig. Af Hjertet ærede og elskede han Religionen, og var vist i Lær- dom som i Levnet en exemplarisk Lærer". "Frihedsraabet, der løb Europa rundt, vakte og forstærkede hos den unge Nordmand Tanken, at Norge, Kjæmpers Føde- land, dog engang vilde vaagne af sin Drøm om Frihed og bryde Lænker, Baand og Tvang; men ved Pøbeltumulter, ved Opstand mod Landets Regjering og Ulydighed mod dets Love at fremskynde dette Tidspunct, det var langtfra hans Tanke. Borgerlig Orden og Rolighed var ham stedse, hellig, og jeg SIDE: 156 ved, hvorledes han engang afværgede et uoverlagt Skridt, som en Regjeringshandling, der lignede Despotfærd, nær havde af- lokket en yngre Ven [fotnotemerke] : hvorledes han en anden Gang, efter at have med anstændig Frimodighed yttret Ønsker, der under den daværende Bestyrelse fandtes forvovne og utidige, afslog stand- haftigen at følge et Raad, der gaves ham, Gud ved i hvilken Hensigt, men som neppe var gavnligt enten for ham eller Fæ- drelandet [fotnotemerke] . Imidlertid opfyldte han som Embedsmand paa tre forskjellige Steder sin Pligt med samvittighedsfuld Redelig- hed. Han var agtet og yndet af Foresatte, Ligemænd og Un- dergivne, og Bevidstheden, at han fortjente denne Agtelse og Yndest, indgav ham en Selvfølelse, hvis Yttringer maaske un- dertiden syntes egoistiske, men som jeg dog vist ikke tror, No- gen, der kjendte ham, vil finde ugrundet". "Omsider kom da det for Norge saa uendelig vigtige og følgerige Aar 1814. At Hount som Medlem af den Eids- voldske Rigsforsamling og af det overordentlige Storthing og- saa i den Tid, der hengik mellem Begge, ved sin Talen og Virken paa de store Begivenheders Skueplads har tildraget sig Fotnote: Da Braband i Slutningen af 1799 blev landsforvist og depor- teret, var Guldberg, dengang heftig Demokrat, paa Veie til at fremkalde Opløb eller Opstand. Hount var ude hos ham paa Solitude, og da intet Andet hjalp, tog han den aarsgamle Em- merich paa Armen, holdt ham frem til Guldberg og spurgte, om han vilde berøve denne Dreng sin Fader. Fotnote: Han skrev i 1808 eller 9 i "Tiden" Noget, der kaldtes: "Nor- ges retfærdige og billige Ønsker". Efter Grev Moltkes Angi- velse skulde han været justitialiter tiltalt; imidlertid gaves ham Leilighed til at slippe ud af det ved at give en formildende Er- klæring. I mit Hus var Grev Wedel hos ham en Aftenstund, og vilde overtale ham til at forstærke, ikke formilde sin Anke. Hount saa dybere i Tingen og afslog det rent. [Om denne Sag se B.Moe Tidsskrift f. Pers. Hist. I. 162 ff., hvor dens Act- stykker findes. Det var ikke Moltke, men den da constituerede Stiftamtmand Falbe, der anmeldte Sagen. Udg.]. SIDE: 157 almindelig Opmærksomhed, er os Alle bekjendt. At denne Opmærksomhed ikke overalt var hædrende, vil jeg ikke fragaa, og rødmende tilstaar jeg, at ogsaa jeg var blandt de Strengt- dømmende, at jeg nogle Øieblikke var ubesindig nok til at tage 31 Aars prøvet Retskaffenhed ud af Vægtskaalen, hvorpaa jeg veiede min Vens Tale og Daad i de sidst henløbne fire Maa- neder. De ville ikke vente, ærede Tilhørere! at jeg skal for- klare mig nøiere om denne Sag, men disse hans Ord gjenta- ger jeg høit og gjentager dem dobbelt glad, da Erfaring har lært mig, at de vare sande: "Hvad jeg har gjort i denne Tid", sagde han til mig den 9de Octbr., "var mit Livs ædleste Hand- ling; dens Minde vil fryde mig paa Dødssengen". -- Jeg troede det, men vented ei nogensinde at staa ved hans Døds- seng og prøve Sandheden af hans Udsagn. -- Medborgere! jeg forlod den for fire Dage siden, og paa sit Livs sidste Dag nævnede han endnu med Glæde, hvad han havde talt og vir- ket for sit Fædreland. I Dødsstunden ophører Forstillelse og Selvbedrag, om de end før have fundet Sted, og denne Mands Dødstime var saadan, at jeg med fuldt Hjerte udbryder: Naar engang vor Time kommer, Gud unde da mig, Gud unde os Alle at dø som han! Langtfra Hjem og Hustru og Børn døde han; saa var det bestemt i den Eviges Raad. Tredie Gang hædredes han med Nationens Valg til paa Storthinget at overveie og af- gjøre dens Tarv. Frimodig fulgte han et inderlig elsket Fæ- drelands Kald, skjønt en dunkel, uforklarlig Anelse tilhviskede ham, at Afskeden fra hans Hjertes Dyrebare var den sidste for dette Liv. Hans Legeme syntes at have gjenvundet den Styrke, flere Aars Sygelighed truede at nedbryde. Ogsaa hans Sjel var efter hans egen Forsikring rolig og sorgfri. Stormen i hans Indre var ophørt med de voldsomme udvortes Rystelser, der frembragte dem. Nu at kunne virke i nogle Maaneder for Fædrelandet og saa stedse at blive der for sig selv og for sin SIDE: 158 Familie, -- det var ham en henrykkende Tanke, som hverken Haab om større jordisk Held eller Frygt for mulige Vanheld forstyrrede. Just var den festlig aabnet, den Forsamling, paa hvis Handlinger en fri Nation fæster Øiet med tillidsfuldt Haab. Dagen, da dens Virksomhed begyndte, var Hounts sidste Helbredsdag. Kyndige Læger speidede hans Legems Til- stand og fandt den god; ingen Grund til Uorden eller Svæk- kelse kunde de opdage; de troede, en skjult Orm gnavede paa hans Sjels Inderste. Gud alene ved det! Helligen benæg- tede han det paa sin sidste Dag, og der var aldrig Falskhed paa hans Læbe. Dog, hvorledes det end var: Timen var kommen, Svækkelsen tiltog, den slumrende Anelse vaagnede og blev til Vished -- o! en altfor sørgelig og ufeilbar Vished. Men idet jeg i Fædrelandets Navn begræder en ædel Borgers Død: idet jeg føler, at hans uforsørgede Børns Tab er tungt og smerteligt, hans elskede Hustrues uoppretteligt: idet jeg saa gjerne vilde unde denne ømme Ægtefælle, denne kjærlige Fa- der blidt at henslumre i sine Elsktes Arme, og døende velsigne dem: -- o! saa lykønsker jeg mig, hans Ungdoms maaske første og kjæreste Ven, hans trofaste Medvandrer paa Livets stundom for os Begge møisomme Bane, hans Hjertes Fortrolige som han var min, at det undtes mig at staa ved hans sidste Leie og se, hvilken skjøn Død der ender og lønner et retskaffent og daadfuldt Liv. Og var der endnu Nogen, jeg ønskede, at kunne fremlede til hans Dødsseng, -- det var ikke hans Hustru og Børn (dem overgav han rolig i Guds Forsorg), ikke hans oprigtige Venner, der aldrig miskjendte ham, ikke de billigt- tænkende, mildtdømmende Christne, der, idet de erkjendte Feil hos ham, greb i deres egen Barm og sukkede med nedslagne Øine: Gud være mig Synder naadig! -- Nei dem, om saa- danne findes, der gjennem Fordommens dunkle Glas endnu saa i ham den tvetydige Borger, det mindre gode Menneske, dem, der havde iskjænket og maaske endnu tiltænkte ham bitre SIDE: 159 Malurtdraaber i Livets Kalk, dem, der med pharisæisk Selvnøie takkede Gud, at de ikke vare som han, dem ønskede jeg at kunne fremlede for hans Leie, dem ønskede jeg at kunne til- raabe: Se denne Mand! han ved, at han om faa Timer skal staa for Guds Domstol, og se hvor rolig han er, hvor frimo- dig, hvor glad i sin Gud! -- o de faa Øieblikke, I endnu ere sammen med ham paa Veien, rækker ham Haanden til For- ligelsespant paa et kjærligt Møde i den bedre Verden, og gaar saa ud igjen i Livet og virker, men glemmer aldrig de adva- rende Ord: Dømmer ikke, at I ei skulle dømmes, fordømmer ikke, at I ei skulle fordømmes! "Mig rakte du Venskabs høire Haand, du Salige! mig bød du det sidste Farvel, indtil vi snart igjen samles for evig. Farvel da ogsaa du min trofaste, uforglemmelige Broder! Du er nu der, hvor ikke regnes efter Dage eller Aar eller Aar- hundreder! For dig er Tiden endt; den lange, frydefulde Evig- hed er begyndt. Did stunder ogsaa jeg, did stunde vi Alle". "Her tier Borgeren: kun Mennesket, den Christne og Ven- nen taler. Her svinder Tiden for mit Blik og Udsigten aab- ner sig til en grændseløs Evighed. Farvel min trofaste, ufor- glemmelige Broder, farvel! hos Gud vi sees igjen!" Jeg tvivler aldeles ikke paa, at ogsaa paa denne Tale den Hindbadske Tilhørers Anmærkning vil kunne anvendes: "Man kan ei prædike efter Alles Sind". Den er af den Natur, at den neppe synes at kunne gjøre Regning paa almindeligt Bi- fald, og det var vel endog muligt, at det hist og her ydedes med Munden, medens lønlig Harme ulmede i Hjertet, men de Stemmer, jeg har hørt derom, vare berømmende. Det fore- kom mig, som der var Taarer i Tanks Øine, da han i For- bigaaende trykkede min Haand og takkede mig. General de Seve svang sig i de høiere Regioner og tænkte mig som en General, der paa Valpladsen vilde indgyde Soldaterne Mod, SIDE: 160 og Nansen forsikrede, at det overgik Alt, hvad han ikke alene havde hørt men endog tænkt sig af Veltalenhed. Paa Hjemveien fra Kirkegaarden gik jeg i Bugges Sel- skab, der talte med megen Beskedenhed om sin hele Vandel i og udenfor Storthinget, fortalte, hvorledes han uden sin Med- virken, endog imod sin Villie af Moltke var sat paa Bispesto- len, hvilket før var mig bekjendt (jeg har det endog tildels af Grev Moltkes egen Mund) og at, hvad Feil man ellers fandt hos ham, var Redelighed en Egenskab, Ingen kunde, eller saa- vidt han vidste, havde villet aftviste ham. Schmidt bragte i Aften med megen Jubel det Budskab, at Napoleon atter har reist sig, at der paa den preussisk-engel- ske Armee, efter dens Indrykning i Paris, var anrettet et stort Blodbad, at Dagens Helte, Blücher, og Wellington, ere dræbte, at Napoleon har samlet sin adspredte Hær og stod rede til at angribe den russisk-østerrigske Armee. Man spaar meget vel- gjørende Følger heraf for Scandinavien, -- hvis det er sandt. 22de Juli. Jeg var et Par Timer paa Galleriet, men fornøiedes ikke synderlig. Bugge fungerede som Præsident under Christies Sygdom, og var en meget flink Præsident; ved længere Øvelse i Forretningerne vil han blive udmærket. Debatterne vare søvnige og vare heller ikke af synderlig Vigtighed. -- Atter havde Tank en Mortification, skjønt Christie ei var tilstede. Han vilde begynde at tale, idet Voteringen skulde ske; da rei- ste sig Sorenskriver Weidemann og udraabte med sin Basstem- me: "Naar det skal tillades at tale, efterat en Sag er indle- det til Votering, saa blive vi aldrig færdige med dette Stor- thing", hvorpaa Statsraaden satte sig ned og holdt sin Mund. Samme Statsraad udspreder ellers, at Hount er død af Ær- grelse over Rasmusen. Det gjør mig overmaade ondt, enten det er sandt eller ikke, og jeg vilde ikke undres, om Rasmusen, SIDE: 161 hvis denne Snak kom ham for Øre, døde igjen af Ærgrelse over Hount. I Rigstidenden har en Bondeven og Præstehader Olstad fra Guldbrandsdalen expectoreret sig over Vigtigheden af, at mange Bønder kom paa Storthinget. Man tror ellers ved at sætte Bønderne ind i Committeerne at frembringe samme Virk- ning som DHrr. Abrahams og Sanderuds ved at gjøre Her- man von Bremen til Borgermester: at de nemlig skulle komme til den Erkjendelse, at det ikke er saa let at være Storthings- mand, som de hidtil har tænkt. 23de Juli. Jeg gjorde Alvor af mit gamle Forsæt, at tale til Grev Essen om Saxilds Fortjenester af Søndagsskolen. Greven gav Audience i Pudderkjole, men var iøvrigt meget mild og affa- bel, fandt det rimeligt, at Kongen ved en Medaille eller deslige tilkjendegav en saa udmærket Borger sit Velbehag, og ønskede at gjøre Saxilds personlige Bekjendtskab. 24de Juli. Der var idag i Storthinget en haard Kamp mellem Odelsthinget og Lagthinget, det synes, til Skade for den gode Sag, at ville blive to hinanden modsatte, hinanden modarbei- dende Corps. Spørgsmaalet var om, hvor de Sager, som i Grundloven og Kongens paafølgende Bekjendtgjørelse ere be- stemte til at afgjøres paa dette Storthing, skulle foretages, om de skulle betragtes som Lovforslag og afhandles i begge Thing eller som constitutionelle Qvæstioner, der i samlet Storthing skulle decideres. Falsen, der paa Rigsforsamlingen var de to Kammeres Proponent og ivrigste Forfægter, og der, som nu- værende Lagthingsmand, har gjort Ris til sin egen R -- , havde desangaaende indgivet Forslag, som blev forkastede, og Odels- thinget vandt afgjort Seier. Heftigst debatteredes om Skatters Paalæg, hvilket Sørensen, Lange o. Fl. (ogsaa Odelsthings- SIDE: 162 mænd) vilde have henlagt til det samlede Storthing, da ellers Odelsthinget kunde forkaste ethvert Forslag, der gjordes, uden at det nogensinde kom for Lagthinget, og saaledes en Minori- tet af 33 Stemmer mod 54 tilbagedrive de gavnligste Propo- sitioner, hvoraf (som Nogle anmærkede) Resultatet omsider kunde blive, at alle Forslag afvistes og ingen Skat blev paalagt, men her svarede Christie og Bugge, at slig Galskab ei kunde til- troes 65 af Nationens Repræsentanter, og, om det skulde være Tilfældet, saa maatte man være berettiget til at forlange Stor- thinget in plenum sammenkaldt, da Statsudgifterne ei kunde bestrides uden Skatter, og de vandt Seier med stor Pluralitet. Schjøtt var den eneste af Christianias Repræsentanter, der vilde have disse Ting foredragne ved det samlede Storthing. -- Jeg kan ei nægte, at Pluraliteten havde Ret efter Grundlovens Bogstav, og denne bør følges; men Gud forlade da dem, der havde saadan Hast med at faa Christian Frederik proclameret til Konge, at Grundloven blev saa fuld af skjæve, vanskabte, ulæselige Bogstaver, som den uden Tvivl er. Havde han havt ligesaa megen Hast med at sætte Armeen i Activitet og op- fylde sine øvrige Kongepligter, var Udfaldet maaske blevet an- derledes. -- Førend jeg forlader Storthinget, maa jeg anmærke, at Lange engang forekom mig at deraisonnere saaledes, at jeg kunde have Lyst at give ham et Slag paa Øret, at Christie og Bugge bestred ham med Kraft og forekom mig at have aabenbar Ret, men at Retten ikkedestomindre var paa hans Side, og at han ved sin Modsigelse reddede de to skarpsindige og erfarne Mænd, Præsidenten og Vicepræsidenten fra at be- gaa en slem Inconseqvents. -- Endnu maa jeg ved Storthin- get nævne de 8 Committeer, som Valgcommitteen nu har besat: 1. Committeen for Oplysningsvæsenet. 2. -- " Lovgivningen. 3. -- " Finants-, Penge- og Handelsvæsenet. 4. -- " Militairvæsenet. SIDE: 163 5. Committeen for Kjøbstadsøconomien. 6. -- " Landøconomien. 7. -- " de diplomatiske Forhandlinger med Sver- rig (Christie, Bergh, Falsen, N. Aall og Bugge). 8. Redactionscommitteen. Sjette Committe er den mandstærkeste, da den har ikke mindre end 25 Medlemmer, hvoraf omtrent Halvdelen Bønder. Paa Galleriet talte jeg med Treschow, som bad mig i Anledning af en Byrde, en af de andre Departementer igjen vil vælte paa Præstestanden, at meddele ham min Betænkning over det Standen uvedkommende Arbeide, man Tid efter anden har fundet for godt at paalægge den, da han vilde gjøre Fo- restilling derimod. Et uventet Besøg havde jeg i Eftermiddag af Student Hammer, som af Kjærlighed til sit Fædreland har forladt sin Skolelærerpost paa Bornholm, og søger nu Empløi her; især havde det Rygte, at nogle af Nordlandenes og Finmarkens le- dige Præstekald, af Mangel paa Candidater, maa besættes med Studenter uden Attestats, vakt skjønne Forventninger hos ham. Han er tyk fed, meget munter, og Gud ved, om han ikke drik- ker. Jeg henviste ham til Bech og Treschow. Han bragte mig forresten Hilsen fra Præsten Bull i Kjøbenhavn, som er meget vred paa sine Landsmænd, og siger, at de har opført sig som Kjæltringer. O, gid han da havde været her i denne critiske Tid for at redde vor Nationalære! Hillemænd! hvor det vilde hjulpet paa vore forfaldne Sager! Andet Hefte af forrige Storthings Forhandlinger er nu udkommet og deri Talerne fra 20de October. Naar jeg en- gang faar god Tid, gjennemgaaer jeg dem maaske her og siger mine Tanker om dem alle. SIDE: 164 25de Juli. Ogsaa Biskop Sørensen tror, at Ærgrelse har hentæret Hounts Livskraft, men yttrede, at dette let kunde ske, da han var overvættes stolt og irritabel. Han skal den Dag, da Stor- thinget aabnedes, have vist fornærmende Uhøflighed mod Bugge og Lange, der især opponerede mod den høitidelige Contravisit. Sørensen viste mig ogsaa denne fra en Side, jeg ikke før saa den fra, og Opponenterne havde nok Ret i, at Ceremonien ikke var aldeles gjensidig. Odelsthingets Seier igaar var han meget misfornøiet med. Hegerman roste Statssecretair Holst's udmærkede Embeds- duelighed, og troede, uden at tillægge sig selv Æren, at Ad- ministrationen i Almindelighed og Embedernes Besættelse in specie fortjener megen Berømmelse. Mig forekommer og ved alle de Befordringer, der ere indenfor min Synskreds, at me- gen Upartiskhed og Sindighed er lagt for Dagen. I Formiddags fortaltes, at Ludvig den 18de har den 8de Juli holdt Indtog i Paris, hvorved den Skipperrelation, hvor- over Schmidt jublede, synes gjendreven, men i Eftermiddag vilde man paastaa, at Beretningen om hint Nederlag er endnu nyere, hvorom den næste Posts Aviser maa give fuld Vished. -- Statsminister Anker ventes hertil, men lever incognito paa Bogstad til Kronprindsens Ankomst. 26de Juli. I Storthinget oplæstes blot nogle Breve og Ansøgninger. Paa en Ansøgning nær fra Lieutenant Parnemann om at na- turaliseres, var det næsten altsammen Urimeligheder eller Ba- gateller. Saaledes havde en Lensmand i Stod foreslaaet en ordentligere og mere øconomisk Madlavning i Bondestanden; en Bonde i Størdalen vilde have Erstatning af Statskassen for to Heste, der formedelst Sygdom vare foranstaltede ihjel- slagne, og mere af samme Surdeig. Præsidenten oplæste en- SIDE: 165 delig et Privatbrev, hvorefter Rigsacten i Sverrig er antaget paa en yderlig Bagatel nær, som dog over en Uge vil forsinke den svenske Rigsdags Slutning og Kongens og Prindsens Reise. 27de Juli. Egentlig Recension over de mange Storthingstaler i An- ledning af Foreningen gider jeg ikke skrive. Treschows, We- dels, Schmidts og Sørensens ere i mine Tanker de bedste. Mindst behage mig: Jørgen Aalls, der i det Hele har for mange sesquipedalia verba, og hvis Tilbud af 200 Tøn- der Byg og personlig Tjeneste som Officier falder ret meget i det Smaalige: Sartz's (en yderlig Bagatel) og Sodemanns, der drømmer om Oprør og Borgerkrig paa den ene Side, Vold, Trældomslænker og Hunger paa den anden, og forud- ser altsaa idel Jammer, i hvad man saa bestemmer sig til. Hertzbergs morderiske Forslag, som Hersleb nylig fandt patrio- tisk og conseqvent, læser man og in extenso. Over nogle af de gjorte Beregninger, som jeg ikke forstaar, hører jeg Kyn- digere at opholde sig. At Provideringen i 9 Maaneder har ko- stet 5 Millioner Rigsbankdaler, og Hofholdningen i samme Tid kun er beregnet til 54,000, hvorimod der findes en Ru- brik: "Statholder Prinds Christian Frederik til Finantscassens Udgifters Bestridelse 600,000 Rbd.", har jeg især hørt laste. Jeg spildte et Par Formiddagstimer i Odelsthinget. Der oplæstes endel Ansøgninger, som vare henviste did fra det sam- lede Storthing, og bleve nu for det meste sendte til vedkom- mende Committeer. Blandt Andet var der en skrækkelig lang Ansøgning fra en Frue i Throndhjem, som vil anlægge en Sæbefabrik, i hvilken Anledning hun vil have flere Begunsti- gelser. Jeg maatte uvilkaarlig tænke paa Klagen fra Hatte- magernes Olderman i den politiske Kandestøber, der vel var ligesaa udførlig, dersom Henrik havde faaet Lov til at læse SIDE: 166 den ud. Bugge udbrød efter Læsningen i en ironisk-høitidelig Tone: "Saa har jeg da nu tilendebragt Læsningen af denne vidtløftige Ansøgning!" To Breve ventede mig herhjemme: fra Rosenblad, som glæder sig over, at der tænkes paa Bibelselskabets Organisa- tion, og fra Toldcasserer Egidius paa Fredrikshald. Denne, en fortrolig Ven af Hount, takker mig i Provstindens Navn, fordi jeg besøgte hendes Mand i hans Sygdom, medens andre Venner forlod ham. Om Tank og Rasmusen udlader han sig paa følgende Maade: "At Tank ikke besøgte ham i hans Syg- dom, var intet Nyt for mig, der kjender deres Forhold til hin- anden i den senere Tid, men geraader Tank til liden Ære, det være enten grundet paa Frygtsomhed eller Stivhed. Af Ras- musen ventede jeg heller intet i saa Henseende; hans Cha- racterløshed er noksom bekjendt!!! -- Jeg skulde tro, den gode Egidius feiler i at tillægge Rasmusen Character- løshed. Det er nok snarere en misforstaaet og overdreven Characterfasthed, som gjør, at han har meget vanskeligt for at give Slip paa det, hvorom han engang troede sig over- bevist. 28de Juli. Præsten Lumholtz fortalte om Hvaløernes Invasion ifjor paa denne Tid, og det meget sorte Bræt, hvorpaa Biskop Bech dengang stod. Den trefoldige Vendekaabe har hjulpet storligen. 30te Juli. En tarvelig Patriot foreslaar i Rigstidenden at flytte Universitetet til Molde. Jeg har tænkt paa at foreslaa Tromsøen eller Hammerfest som Universitetssæde; der lever man rimeligvis endnu mere øconomisk og har endnu færre Adspredelser, end paa Molde. -- Af Nationalbladet er No. 3 -- 4 udkommet, men Bladet vil hermed indtil videre standse. Tybring i Drammen (han har ikke navngivet sig, men "hans SIDE: 167 Maal røber ham") har sagt "Nogle Ord om Tidernes Tarv", Sødheder og Bitterheder om hinanden. En anden Anonym spørger, hvorfor Studenterne ikke vilde følge (rettere bortbære) Hount, hvorom de vare anmodede. Jeg har ikke før her op- tegnet denne Omstændighed. Platou havde det usle Paaskud, at i Universitetsferierne saamange Studenter ikke vare i Byen. Cappelen og Mariboe ivrede mod de Byrder, man i vore Dage vil paalægge Rigmanden, hvorved, paastaa de, hans Virksomhed standses og Landet taber i Velstand. Det synes ikke som den Faveur, man hidtil har vist ham, ved at lade ham uhindret drive sit Væsen, har bragt Landet i synderlig Flor. Den modsatte Fremgangsmaade kunde dog vel være et Forsøg værd. Mislykkes det, -- eh bien! de Paddehatte voxe snart frem igjen, og udbrede sig, saa man har sin Glæde deraf. Nansen fortalte, at Christie i den sidste Tid har mistet en stor Del af sin Popularitet, og at der endog er gjort et Par Epigrammer over ham. Hvorfor kunde han, der saa standhaf- tigen afslog Statsraadsværdigheden, ikke ogsaa modstaa, da han med usædvanlige Emolumenter ophøiedes fra Sorenskriver til Stiftamtmand? Hjertet fristes saa let ved saadan Ophøi- else, og jo høiere man stiger, jo flere Misundere faar man, der passe paa hvert Skridt, man gjør, hvert Ord, man taler. O, skulde jeg nogensinde ønske at blive Biskop, det var da in- genlunde for at glimre paa den store Skueplads, men snarere for at fjernes fra den. Jeg tror mig temmelig stærk, thi som Ridder af to Ordener er jeg dog ikke stort anderledes, end jeg var som Capellan i Brevig -- men dog, at stige altfor høit i Embedsrang og Indflydelse og Fyrstegunst -- o nei! det var vel heller ikke godt for mig. -- Nansen var meget glad over en Seier, han og de andre oplyste Patrioter havde vundet igaar, ved at faa Mecanicus Barlien (uden Tvivl en svinepo- lisk Person) ud af Odelsthinget, hvor han havde og kunde SIDE: 168 fremdeles faaet megen Indflydelse, og i Hounts Sted puttet ind i Lagthinget, hvor han kommer til at sidde som et rent Nul. 31te Juli. Frederik den sjettes Kronings- og Sølvbryllupsdag. I Dag havde vel altsaa Biskop Bech faaet Commandeurkorset, hvis vi endnu havde været danske Undersaatter. Nu er han sagtens ganske anderledes decoreret med den glimrende Stjerne og det store Bispekors, men den Ærgrelse havde han dog und- gaaet, at se Bugge behængt med samme Stads. Inden jeg kom paa Galleriet, havde Statsraad Motzfeldt været i Storthinget, og oplæst den svenske Rigsdagsbeslutning om Forandring i Rigsacten. Det Hele var allerede passeret Committeen og Sagen blev strax definitivt uden Debatter af- gjort. Bugge, som sandelig ikke sover paa sin Bænk, hvilket han sagde, var hans Forsæt, havde lagt Mærke til, at der i den svenske Afskrift stod Norges og Sveriges forenede Throne, ikke Throner, som havde staaet i det herfra afsendte Docu- ment. Han anede heri Hensyn paa den Rigernes Amalga- mation, som Silverstolpe har erklæret saa ønskelig, og urgerede paa, at den forrige Læsemaade uforkrænket maatte bevares, hvilket man og vedtog enstemmig. -- Sibbern gjorde i sit Amts Navn Paastand paa Erstatning for, hvad det under Krigen 1808 -- 9 og 14 havde lidt, og søgte at retfærdiggjøre dets Beboere, in specie Fredrikshalds Borgere, at de, under foran- drede Omstændigheder, ikke fulgte Fædrenes Exempel. Han ud- bad sig derhos Tilladelse til i 3 Uger at blive borte fra Stor- thinget, for at reise om i Amtet og bringe hvert Districts For- dringer i behørig Orden. Dermed hævedes Storthinget in pleno, og Odelsthinget havde senere et Møde, hvori adskillige Forslag oplæstes. Dr. Garmann beklagede sig over, at hans Iver for Sko- levæsenet mødes med Lunkenhed af Stiftsdirectionen, og det SIDE: 169 begynder at blive ham, som det længe har været mig, en Aands Fortærelse. -- Hr. Hammer er bleven Skolelærer i Brevig. Hans Fader havde i Throndhjem i sin Velmagts og Biskop Bechs Ringheds Dage været dennes fortrolige Ven. Paa Grund heraf modtog Bech ham som en Lysets Engel og beredte ham strax anstændig Forsørgelse. Det er mig over- maade kjært, dels for hans egen Skyld, dels for min, da han ikke synes at have aflagt det paatrængende Væsen, som i Kjø- benhavn var mig til saameget Besvær. 1ste August. Præsten Bodum havde Anmodning til mig fra Provst- inde Hount, om at tale med Kronprindsen -- jeg vidste selv hvorom. Ja desværre! jeg ved det. Paa sin Sygeseng talte Hount om, at hans Efterladte kunde gjøre sig grundet Haab om Pension fra Regjeringen -- og for hvilke Fortjenester? -- O, jeg er saa fuldt forvisset om, at min afdøde Ven har talt og handlet efter Overbevisning. Hans Frimodighed endog i Dødstimen er mig sikker Borgen; men dette Fædrelands- sind, hvorfor han udnævntes til Ridder af Nordstjernen, disse Fortjenester af Staten, hvorfor Naadsensaarets Forlæn- gelse kunde bevilges hans Enke, denne Pension ikke af den norske Statscasse, men af den svenske Regjering -- -- jeg takker Gud, at intet saadant har tilveiebragt mig no- gen af mine to Ordener, og at, naar jeg døde, min Enke og mine Børn hverken offentlig eller privat kunde ved saadan min patriotiske Daad tro sig anbefalet til Understøttelse. 2den August. Endskjønt et Trykningsdecret var Storthingets vigtigste Forhandling idag, var dog dette nok i sig selv og med Hen- syn paa dets Følger af megen Betydning. Biskop Sørensen erklærede denne Dag for den lykkeligste, han har oplevet paa Storthinget, og troede, at den lovgivende og executive Magt SIDE: 170 nu ere for saavidt komne paa det Rene med hinanden, at der af denne intet constitutionsstridigt Indgreb vil vorde forsøgt, og at det, om det end skulde voves, maa hos hin, nar den vil være conseqvent, møde saa kraftig Modstand, at det bliver frug- tesløst. Det var en Motion af Nansen, som forhandledes. Han begyndte med en lang (altfor lang) Indledning, hvor han fortalte om fire Venner, A, B, C og D, af hvilke A og B efter langvarige Misforstaaelser havde nærmet sig til hinanden, og knyttet helligt Broderbaand, men C, begges Fortrolige, gik om og strøede Mistro og Uenighedssæd mellem dem. D der- imod, som var en oprigtig Ven af begge, søgte at udjævne Sagen, fortalte B aabenhjertig, hvad A med Føie syntes at kunne paaanke, og søgte at tilfredsstille denne med den For- sikring, at B vist vilde hæve al Grund til Misnøie, naar Sa- gen med broderlig Frimodighed og Tillid blev ham foredragen. Nansen gik nu over til Anvendelsen: A er Norge og B Sver- rig; D's mæglende Rolle ønskede han selv at spille, og at hæve den Misforstaaelse, C, hvis Original stedse er funden, findes og vil findes at existere blandt alle Folk, kunde frem- bringe. Ifølge heraf fremførte han 6 af Regjeringens Yttrin- ger og Foranstaltninger, hvorom doleredes blandt det norske Folk. 1. At fem Statsraader og en Statssecretair udnævntes af Storthingets Midte, paa en Tid, da dette endnu ikke var opløst, og fungerede der til den sidste Dag. 2. At Oberst Holst er udnævnt til Commandant over Lan- dets vigtigste Fæstning. Han forlod sit Fædrelands Tje- neste, og gik ind i et andet Lands, vistnok med Regjerin- gens Samtykke, men han blev i dette Lands Tjeneste, da det førte Krig med hans Fædreland, og, er det end ei fuldeligen bevist, Grund har man dog til at tro, at han har ført Avindskjold mod dette, at han med Vaaben i Hænder har betraadt dets Grændser, indlemmet i en Arme, der da overfaldt det som Fiende, at han altsaa er Lands- SIDE: 171 forræder. Om han har gjort Ed, at hævde Norges Selvstændighed, ved man ikke, men at han ei har gjort den førend i Anledning af hans Udnævnelse til denne Commandantpost, er vist nok. 3. At den hæderlige Olding Statsminister Anker ved sin Ophøielse til Serafimer-Ridder kaldes en af Rigets Her- rer. Dette Udtryk er Nordmanden aldeles uforstaaeligt. Norge erkjender efter sin Grundlov kun een Herre: Kon- gen, og er Anker udnævnt til en af det svenske Riges Herrer, da kan han efter Grundloven ikke være norsk Statsminister. 4. At en Del af Aggershus Fæstning uden Storthingets Sam- tykke er bestemt til at sløifes, da Grundloven dog fordrer dette til enhver Forøgelse eller Formindskelse i Krigsmag- ten, og en Fæstnings totale eller partielle Sløifning dog unægtelig er en Formindskelse i et Lands militaire Styrke. 5. At Kongen, uagtet Grundloven kun tilsteder Benaadning, efterat Høiesteret har dømt, har, inden nogen Dom var falden, benaadet dem, der i sidste Krig havde paadraget sig Nationens Mistanke for at have overtraadt eller for- sømt deres Pligter, hvilken Benaadning nogle ogsaa har været lave nok til at modtage. 6. At ved Politiplacat Adgang til Christiania under Stor- thinget var Fremmede forbuden. Man vilde vel sige, at det var for ei at forhøie Husleiens og Levnetsmidlernes Priser, men muligen lod det sig tænke, at man frygtede, Fremmede kunde have Indflydelse paa Thingets Forhand- linger, en høist fornedrende Mistanke for et frit Folks Repræsentanter. Nansens Forslag var altsaa, at en Committe skulde ned- sættes, lade sig forevise Statsraadets Protocoller med Hensyn paa disse Ankeposter, og give Indstilling derom til Storthin- get, som da skulde indgive underdanig Forestilling om at faa SIDE: 172 de indtrufne Anomalier saasnart og saavidt muligt hævede. Efter Reglementet skal allerførst bestemmes, om et saadant Forslag skal trykkes og omdeles blandt Storthingets Medlem- mer. Præsidenten spurgte Nansen, om han ønskede det trykt, hvortil han svarede, at saafremt Storthinget fandt det Op- mærksomhed værd, var dette hans Ønske. Christie erklærede, at han ei kunde bifalde Trykningen, da Hensigten med Tryk- ningen -- for Medlemmerne, ikke for Publikum -- var, at de under Debatterne kunde overse, hvad der ved den blotte Op- læsning ei saa godt kunde mærkes eller erindres. Her var derimod Begyndelsen et Eventyr, og hvad der udgjorde Hoved- sagen, forekom ham saa kort og let overskueligt, at Trykning ei behøvedes. Herimod opponerede Lange, Ræder og Bonne- vie, den sidste dog med det Tillæg, at Indledningen burde ude- lades. Weidemann derimod erklærede sig for Christies Mening, og foreslog en Udsættelse, der indsaaes at maatte kjølne Ind- trykket. Det kom til Votering ved Navneopraab, og 58 Stem- mer mod, 26 var for Trykningen. Det er mærkeligt, og et seirende Bevis mod dem, der vil have Embedsmændene ude- lukkede fra Folkerepræsentationen, paa Grund af deres Afhæn- gighed af Regjeringen, at blandt disse 26 Opponenter var kun 5 Embedsmænd (Christie, Weidemann, Bergh, Sibbern og Bonnevie; det sidste er mig ubegribeligt) og at de fleste vare Bønder, hvorimod 29 Embedsmænd voterede for Tryk- ningen, og deriblandt alle Storthingets Militairpersoner. Det skal undre mig, om ikke dette Resultat bebuder Christies Fald fra Præsidentstolen. Hans Popularitet er i den sidste Tid meget aftaget. Derefter fremkom Nansen med et nyt Forslag om en norsk Ridderordens Oprettelse, da dennes Uddeling altid maatte for- udsætte Fortjeneste af Norge, hvorimod man ei kan vide, naar man ser en svensk Orden paa en Mands Bryst, hvilken af de tre Interesser: Norges, Sverriges eller ogsaa Regjeringens der SIDE: 173 har ledet denne Mand i hans hædrede og lønnede Daad. Han foreslog altsaa, enten at indgaa til Kongen med umiddelbar Ansøgning om en saadan Ordens Oprettelse, eller ogsaa at overgive Sagen til Constitutionscommitteen, som Forslag til en Artikkel i Grundloven, som ved næste Storthing skulde af- gjøres. Dette forekom Præsidenten mere at qvalificere sig til Trykning end det forrige, men Nansen frabad sig det, og det besluttedes enstemmig, at det ei skulde trykkes. Blandt de Erindringer, Tybring gjorde i Nationalbladet, var og, at den blaa og gule Farve prædominerer i Unions- flaget, medens den røde og hvide spiller en meget underordnet Rolle. I den Anledning anføres af Jonas Rasmus's Norges Beskrivelse, at de norske Kongers Hoffarve i ældre Tider var blaa og gul. Altsaa bliver da det Blaa og det Gule vore Nationalfarver, den røde og den hvide Farve bleve det ved Foreningen med Danmark, men komme os nu ikke længer ved. 3die August. Jeg havde Besøg af en ung Finlænder, der uden Adres- sebrev reiser om i Norge for at bese sig. Han talte Svensk, men kjendte intet til Grev Essen eller nogen anden herværende Svenske, og syntes ei heller at kjende nogen Norsk, men da han havde hørt, at jeg nogle Gange har været i Bergen, vilde han consulere mig, hvorledes man beqvemmest med egen Voi- ture kunde komme derhen og derfra til Christianssand. Jeg sagde ham, hvad jeg vidste. Hvorledes han efter hin Politi- placat, som russisk Undersaat, kunde komme her, forstaar jeg mig ligesaalidt paa, som jeg kunde orientere mig i Henseende til Personen og hans Reises Hensigt. Han var ung, saa uskyldig, næsten enfoldig ud, -- jeg vilde ellers fristes til at anse ham for en Spion, Emissær, Gud ved fra eller til hvem. Nu maa jeg lade den Tanke fare og suspendere mit Judici- um. -- Da han var gaaet, kom Hr. Hammer for at sige mig SIDE: 174 Farvel. -- Han præsenterede mig med det samme sin Halv- broder (en Toldbetjent), og spurgte, om jeg ikke kunde anbe- fale ham til bedre Levebrød, -- et Vink om, hvad jeg kunde ventet mig, om han længe var bleven her. Han blive da evig i Brevig! Den af Sverdrup og Skjelderup persiflerede Præliminair- Examen for Læger og Jurister er nu (Forodningen derover nemlig) under 1ste Committees Bedømmelse, der finder me- get svage Sider i den. 4de August. Storthingets Forhandlinger begyndte med at gjennemgaa to Ansøgninger om Naturalisation fra Søofficiererne Capt. Lous og Lieutenant Parnemann. Den Første havde hæderlig Afsked af den danske Regjering og Attester om udmærket Due- lighed og Indsigt i sit Fag. Han søgte Naturalisation ube- tinget, uden at forbeholde sig Ansættelse i noget Embede, som det overalt ei stod i Storthingets Magt at give ham. Ikke destomindre fandt Christie det nødvendigt, først at forespørge sig hos Regjeringen, om denne Mand behøvedes til Statens Tjeneste, da der ellers ei var skjellig Grund til at naturalisere ham. Med Føie indvendte Nansen, Lange, Ræder og Bonne- vie, at dette ei alene var et unødvendigt Spørgsmaal, da Ta- len kun var, om han qvalificerede sig til Naturalisation, og det siden maatte overlades til ham, at vælge sin udvortes Stilling som norsk Borger, men at det og var aldeles stri- dende mod Grundloven og det extraordinaire Storthings Be- slutning, da en saadan Erklæring fra Kongen, naar den faldt benægtende ud, var hverken mere eller mindre end det Veto, hvorimod man med saa megen Iver havde kjæmpet, og som man havde faaet afværget. Christie holdt imidlertid fast paa sin Mening, hvilken ogsaa Weidemann tiltraadte, og det var først efter en lang Debat, især med den ubøielige Weidemann, SIDE: 175 at det kom til Votering, hvorved hin Forespørgsel med 70 Stemmer mod 14 forkastedes. Uden Vanskelighed og Mod- sigelse decreteredes nu Lous's Naturalisation enstemmigen. -- Mindre heldig løb Sagen af for Parnemann, en Svigersøn af Jens Michael Lund i Farsund. Lig Kjellingen, der paa en- gang ofrede Voxlys til Englen Mikael og Dragen, søgte han forsigtigvis at naturaliseres i Norge, uden at være afskediget af dansk Tjeneste, og belagde ikke sin Ansøgning med ringeste Attest, undtagen fra Sorenskriver Bøckmann, at han var gift og eiede Hus i Farsund. Efter vedkommende Committees Indstilling decreteredes lige enstemmigen, at der, inden disse Mangler vare hævede, Intet kunde gjøres ved den Sag. -- Da dette var afgjort, og man siden, efter Kirkesanger Bjørn- sens Forslag, havde decreteret, at hos Statsraadet skulde reqvi- reres Fortegnelse over alle Pensioner, som udbetales af Stats- cassen, samt Udsigt over Pensionisternes Kaar, kom man ende- lig til Hovedsagen: Stoltenbergs Forslag, at Statsraadets Protocoller skulde eftersees, med hvilket Nansens bragtes i Forbindelse, da man blev enig om, at dets Trykning ikke be- høvede at oppebies, siden der dog nu ei kunde debatteres om de enkelte Puncter, og Spørgsmaalet blot var, om en saadan Committee skulde nedsættes. I en af de forrige Sessioner, som jeg ikke bivaanede, var tvistet om det Udtryk: "Det til- kommer Storthinget at efterse Statsraadets Protocoller", hvilket Christie havde erklæret for en Rettighed, ei som en Forpligtelse, og fik det ogsaa dengang drevet igjen- nem. Biskop Krogh begyndte Debatten med en Declamation, der mest indeholdt de almindelige Grundsætninger om Fol- kefrihed m. V., som Ingen har bestridt, og berørte iøvrigt Nansens Forslag som en ædel og frimodig Patriot værdigt, kun fandt han Indledningen trættende vidløftig, hvilket Præ- dicat de fleste Tilhørere nok ogsaa tillagde Hans Høiærvær- digheds Tale. Kortere, vakrere og Sagen mere vedkommende SIDE: 176 talte Sorenskriver Schjøtz. Ogsaa Schultz sagde nogle Ord, men det bortfaldt rent mod en, ikke lang men mesterlig Tale af Bugge, vistnok som ægte demosthenisk Tale det før- ste, som er hørt i nogen af Norges Rigsforsamlinger. Denne Tale vil maaske dog give Anledning til en Injurieproces. Bugges Ord faldt engang omtrent saaledes: "Det er be- kjendt, at et gammelt indgroet Had har fundet Sted mellem de Svenske og Norske. Had forvandles ikke strax til Kjær- lighed, og at Nordmændenes Kjærlighed til de Svenske, idetmindste paa den vestre Side af Glommen, endnu ikke kan være stor, lader sig begribe. Kom vi nu hjem til vore Committenter, og de spurgte os om, hvorledes vi behandledes af vor Regjering, maatte det da ikke krænke dem, vække Mistro og Misnøie, naar vi svarede: "Vi ved Intet, uden hvad Regjeringen selv har sagt os". Naar vi derimod kunde sige: "Vi have efterseet Statsraadets Proto- coller, og fundet Regjeringens Foranstaltninger retfærdige og velgjørende for vort Land", hvor maatte det da ikke bidrage til at befæste det knyttede Broderbaand?" Da Bugge var færdig, reiste Tank sig og sagde, at han efter en Paragraph i Reglementet troede sig beføiet til at kalde Taleren til Regn- skab for det fornærmelige Udtryk, at "Kjærligheden til Sver- rig paa vestre Side af Glommen ei kunde være stor". Bugge svarede, at da Sverrig selv laa paa Østsiden af Glom- men, saa var det troligt, at de Svenske altid havde staaet i nøiere Forhold til de Nordmænd, som vare deres nærmeste Naboer; desuden havde denne Del af Norge været occuperet af de Svenske nogle Maaneder førend det øvrige Norge ved- kjendte sig Forbindelsen med Sverrig, og i den Tid kunde de have bragt denne Egns Indvaanere til en Overtydning om deres Redelighed og Velvillie, som vi Andre først senere og langsommere kunne erholde. Hermed lod Tank sig ikke nøie, men gik over til personlige Invectiver, og sagde, at det SIDE: 177 var ham bekjendt, hvorledes Bispen endog paa Prædikestolen havde brugt haanende Udladelser om Smaalenenes Indvaa- nere, og især den By (Frederikshald), han repræsenterede. Dette erklærede Bugge for aabenbar Usandhed, krævede de tilstedeværende Throndhjemmere til Vidne paa, at han aldrig havde sagt saadant, og forbeholdt sig at anklage Tank til Strafs Lidelse for en saadan Calumnie. Nu lagde Præsi- denten sig imellem og kaldte til Dagens Orden, idet han derhos sagde, at, skjønt han fandt Bugges Udtryk upassende, og fremfor Alt Sagen uvedkommende, saa vare de dog ikke af den Beskaffenhed, at benævnte Paragraph i Reglementet kunde anvendes paa dem. (Under dette Intermezzo maatte jeg lykønske Hount med hans Hvile i Graven. Hans Hef- tighed og Arrogance vilde uden Tvivl af de djærve Oppo- sitionsmænd, in specie Bugge, paadraget ham mange Kræn- kelser). Endnu fremstod Bonnevie og talte med megen Kraft og Lidenskabelighed, og da ei en eneste Modstemme var hørt, afgjordes Sagen paa korteste Maade, og Revisionen af Stats- raadets Protocoller vedtoges enstemmigen. En Motion af Sørensen, at den ogsaa maatte strække sig til den norske Re- gjerings Protocoller i Stockholm, hvoraf skulde fordres be- kræftet Afskrift, antoges uden Modsigelse. Efterat man var bleven enig om, at Committeen skulde bestaa af fem Med- lemmer, skred man til Valg, og dette Valg vidnede tydeli- gen om, at Storthinget bifalder Nansens Skrift, og vil med Kraft vaage over Nationens Rettigheder. Det var uden Tvivl de djærveste, urokkeligste Stridsmænd i Forsamlingen, der valgtes, nemlig: Nansen med 60 Stemmer, Bugge " 50 -- Stoltenberg " 43 -- Lange " 40 -- Bonnevie " 22 -- SIDE: 178 Saavidt jeg erindrer, havde Sørensen og Krogh næst disse de fleste Stemmer, hvorimod Christie kun havde 8. -- Nu foretoges et Forslag af Barlien, som, da Storthinget havde decreteret Trykningen af Nansens Forslag, nu vilde give det ret megen Publicitet, og foreslog derfor, at 300 Ex- emplarer skulde trykkes og 3 -- 4 Exemplarer meddeles til hvert Medlem. Mod dette Forlsag (som faldt igjennem) op- ponerede Christie, hvori han nok havde Ret, men det havde han ikke, da han gav sig til at recensere Nansens Skrift, lastede atter Indledningen som lang og Sagen uvedkom- mende (som den dog vist ikke er) og fandt det følgende Recit upassende, da han alt havde fældet Dom over det, som nu først skulde undersøges, hvilket han erklærede for en bagvendt Fremgangsmaade. Nansen forsvarede sig godt, og endte med, at, hvad man end vilde dømme om hans Fremgangsmaade, saa maatte han erklære Præsidenten, at han havde brugt den samme paa en end mere stødende Maade, da det vel var et unægteligt Præjudicat, at kalde noget bag- vendt, som endnu ikke havde været underkastet offentlig Be- dømmelse. 5te August. En Anonym paastod i Dagens Intelligentsseddel, at Re- glementet for Rigsretten bør gjennemsees af Høiesteret, in- den det antages. Han kunde gjerne sparet sine Penge, da det samme et Par Timer efter decreteredes i Lagthinget. -- Student Boye har paaanket en unægtelig Abderitisme af Stiftsdirectionen, der over Kirkedøren har ladet udslette Chri- stian den sjettes Navnetræk og male Carl den trettendes iste- det, men har under sit Navn ført denne Anke paa en saa- dan Maade, at Nationalbladet har vægret sig for at indrykke den. Denne unge Persons fripostige Skrivemaade forekom- mer mig at fortjene en Irettesættelse, og den skal han faa i SIDE: 179 næste Nummer af Bladet. -- Af Rigstidenden erfarer jeg desværre, at de engelske Efterretninger vare sandere end de hollandske, og at Ludvig den 18de med samt hans tre in- fame Venner, Alexander, Frantz og Fredrik Wilhelm, befinde sig i bedste Velgaaende i Paris, hvor man har jublet og il- lumineret, men som dog nok tilligemed det øvrige Frankrig dyrt maa betale den Ære, at faa den gamle Invalid igjen paa Thronen. Det er mig harmeligt at se, hvorledes den store Napoleon nu ikke blot afskyes (det lader jeg gjælde), men endog foragtes af de Kryb, paa hvis Jammerlighed det er et klart Bevis, at de ei engang gjøre sig Begreb om den Høide, hvortil han opsvang sig. Var end mit eget Fædre- lands Catastrophe bleven langt uheldigere end den blev, det vilde krænket mig som Menneske mindre. Her var dog ingen virkelig Storhed, hvorfra vi kunde nedstyrte; betydelig Sen- sation vilde ikke vort Fald gjort undtagen paa Nordmænd. Der sker maaske større virkelig Ulykke, naar et Hus, der be- boes af et Par Familier, brænder af, end naar et Slot el- ler en Kirke staar i Lue, men naar man ser dem Begge brænde -- hvilket Syn imponerer, forfærder mest? Christie blev dog ved Præsidentvalget i Dag siddende paa sin Stol. "Han kan ikke undværes", sagde Bugge. I Lagthinget var og blev Bergh Præsident. 6te August. Sigvardt havde faaet en falsk og ufordelagtig Ide om Nansens Motion. Heller ikke nu er naturligvis Hr. C. uvirksom, og Grev Essen havde igaar vidst at fortælle Bi- skop Krogh paa Bogstad, at Galleriets Folk hver Aften drik- ker Nansen fuld, og indgiver ham, hvad han næste Dag skal sige paa Storthinget -- en nederdrægtig Mistanke, naar man ved, at 58 -- 60 af Folkets Repræsentanter have ydet ham og hans Fremgangsmaade umiskjendeligt Bifald. Har SIDE: 180 nogensinde Folkets Stemme tydeligen ladet sig høre, saa er det ved denne Leilighed. 7de August. Jeg talte med Statssecretair Holst om Nansens 6 An- keposter, og anfører ved hver af dem de Meninger, han yt- trede, og de Oplysninger, han gav. Mod 1. protesterede han aldeles for sit Vedkommende, da han først var udnævnt to Dage efter Storthingets Opløsning, og hvad de andre an- gaar, da var det udtrykkelig bestemt, at de ikke før den 2den skulde tiltræde deres Embeder. 2. Oberst Holsts Ansættelse er ikke gaaet gjennem Statsraadet, og qua Statssecretair ig- norerer han den i dette Øieblik. Kongen og Kronprindsen har handlet efter deres bon plaisir. 3. Ankers Titel anser han for en Copistfeil i det svenske Cancelli, der har forplan- tet sig til Oversættelsen, saaledes som i de danske Bestallin- ger o. dl. ofte har fundet Sted. Det er iøvrigt en tom Ti- tel, og aldeles intet svensk Embede. -- Den fjerde Anke an- ser Holst for ugrundet og futil. Aggershus Fæstning og Christiania By ville beholde den samme Garnison som før. Overalt er Armeen ikke en Mand, mindre end den var, og skulde Storthingets Samtykke være nødvendigt, for at ned- lægge en Del af denne Fæstning, saa maatte Kongen ogsaa, naar han i Krigstider ansaa det nødvendigt, etsteds at an- lægge en Skandse, først sammenkalde Storthinget, før han turde begynde derpaa. 5. Mod denne Foranstaltning har Statsraadet baade her og i Stockholm protesteret, og nedskre- vet sin Protest i Protocollen, men Kronprindsen sagde, at almindelig Amnesti var erklæret, og den maatte da og her finde Sted for dem, der vilde benytte sig af den. 6. Han tilstod, at denne Anordning har ved første Øiekast meget stø- dende, men den er ikke desto mindre nødvendig, vel ikke nu, men for en mulig Fremtid. Sæt, at om et Aars Tid eller SIDE: 181 mere Bevægelser gjordes ved den russiske Grændse, der gjorde det nødvendigt for Regjeringen at sammenkalde et overordent- ligt Storthing. Det lod sig tænke, at russiske Emissærer sendtes til Storthinget, og at der blandt dettes Medlemmer fandtes venale Personer, der lod sig bruge til deres Hensig- ters Fremme. Føiedes da saadan Anstalt, kunde det udtol- kes som en directe Krigserklæring. Er den derimod gjæl- dende for alle Storthing, kan Ingen tage aabenbar Anstød af den. -- O ja! sligt lader sig høre, men idet jeg nedskri- ver disse Sophismer, finder jeg, at de ere -- Sophismer. Man dreie det som man vil, det er fornærmelig Mistro mod Nationen. Regjeres den med Visdom og Retfærdighed af det nærværende Dynasti, den -- jeg taler om Nationen, ikke om en enkelt Sværmer eller Rænkesmed, -- var da afsindig, om den gjennem Blod og Ødelæggelse banede Veien for et nyt. Sligt lader sig ikke tænke af Landets udvalgte Mænd. I modsat Tilfælde kuer ingen Politiplacat et misfornøiet Folk. Smaalig Despotfærd, der blot erindrer om den Re- gjerings Afmagt, som tager sin Tilflugt dertil, vil forstærke og ikke kue Nationalvillien; den vil vække dens Energi og modne den til Daad. I de tre vigtigste af de 6 Puncter har Regjeringen aabenbar Uret, og takket være den Mand, som har Mod til at sige det. I Odelsthinget oplæstes blot Forslag. Consul Thrane vil have Enhver, som har begaaet Toldsvig, udelukket fra Stemmeret, ("altsaa", anmærkede en Tilhører paa Galleriet, "vil han, at ingen Kjøbmand mere maa komme paa Stor- thinget") og alle saadanne Falskneres Navne bekjendtgjorte i Rigstidenden. -- Bonden Nersteen foreslog, at ingen Mand i Landet maa eie mere Jordegods end 4 Skippund Tunge. Jeg var siden hos Lehmann og kjøbte Nansens Motio- ner, som nu er publici juris. -- Bugge og Tank ere forligte. SIDE: 182 8de August. Schmidt tager sig Odelsthingets Seier lettere, end jeg havde ventet hos en af Grundlovens mest patriotiske Forfat- tere. Han skrev, at hvad Lagthinget forkaster, kommer dog omsider for i samlet Storthing, men glemmer, at hvad Odels- thinget har forkastet, kommer aldrig for Lagthinget, men hen- lægges rent. -- I Statstidenden stod et Vers, hvormed Skue- spiller Knudsen har overgivet Kongen og Dronningen et Kob- berstykke over hans sidste patriotiske Forestilling i Kjøbenhavn. De otte første Linier, der lade mig læse i den vistnok redelige Oldings dybt saarede Hjerte, maa jeg her afskrive: "Fædrelandets gamle Sanger knæler For den Eiegodes Throne ned; Tak og Ærefrygt ham end besjeler, Skjøndt han længes efter Gravens Fred. Drot og Dronning! sønderbrudt er Harpen, Knust min lange Vandrings trygge Stav, Der fra Sundet førte mig til Sarpen Over Codans vildtoprørte Hav". 9de August. Storthinget holdt hemmeligt Møde. Da Høiesterets Gal- leri var aabnet, gik jeg derop, og hørte Advocat Aars gjøre sin første Prøve som Actor mod Procurator Hansen, der for en offentlig Sags Forsømmelse har af Statsraadet været sus- penderet i syv Maaneder, og var desuden af en Commission idømt Mulct. Synderlige Talegaver viste ikke Aars, og den captatio benevolentiæ, hvormed han begyndte, var meget tar- velig, men ellers fremsatte han Sagen ret tydelig og gjorde hvad han kunde, for at fælde sin hidtilværende Collega. Mor- genstierne var Defensor, og talte fortræffeligt, især om Sus- pensionen, hvortil han erklærede Statsraadet uberettiget, da Resolutionen ikke var underskreven ex mandato. Desuden SIDE: 183 fandt han Suspensionen aldeles urigtig, enten den skulde be- tragtes som Forebyggelsesmiddel, eller Straf. I første Til- fælde lod han det gjælde, om de befalede Sager vare ham fratagne, men hvad Privatsager angik, da troede han, at de, der havde betroet ham disse, nok vilde frataget ham dem, og allermindst betroet ham nye, naar hans Brøde var erkjendt i Publicum. De, som ikke erkjendte den, burde det ikke forme- nes at benytte sig af en Mand, til hvem de havde Tillid. Var Suspensionen derimod Straf, saa var den, som anticipe- rende Dommerens Kjendelse, baade uretfærdig og grusom. Han paastod altsaa Suspensionen hævet ved Dom, og Erstatning af Statscassen tilkjendt Hansen for det lidte Tab. Efter Skik og Brug skal hver af Parterne tale to Gange. Aars's Re- plik var noget daarligt Tøi, og Morgenstiernes indeholdt blot Bevis paa, hvad Aars fandt lovstridigt, at en Foranstaltning af et Collegium ved den danske Høiesteret var underkjendt, og den Forurettede idømt en Skadeserstatning af 23000 Rbd. gode Penge. Hermed indlodes Sagen til Doms, men jeg op- pebiede ikke Resultatet. 10de August. Jeg sendte Hounts Enke en Afskrift af Mindetalen, og udbad mig nøiere Oplysning om den Commission, hun ved Præsten Bodum overdrog mig, hvorvidt udtrykkeligt Løfte eller blot Tilsagn var givet Hount, og lovede umiddelbar hos Kron- prindsen, eller middelbar ved Grev Essen eller Anker, at gjøre som Hounts Ven alt, hvad jeg kan gjøre som norsk Borger og ærlig Mand. 11te August. Jeg veed nu, hvad der afhandledes i Storthingets hemmelige Møde, og veed langt mere derom, end jeg troede, der endnu maatte vides. Rambech turde iforgaars ikke engang sige mig, hvilken Sag der overveiedes. Cappelen fortalte mig rigtignok SIDE: 184 dette igaar, men var i Henseende til Forhandlingen selv lige- saa hemmelighedsfuld som hans Svoger Borthig, der besøgte mig i Formiddag. Denne turde ikke engang udlade sig med, hvo der havde talt, endmindre hvad Enhver havde sagt og voteret. Men saa gik jeg til Biskop Bugge, der et Par Dage har været upasselig, og hos ham traf jeg Vangensteen, som var meget oprørt i Sind. Der var debatteret om Appanage til Kongehuset, og man havde da foreslaaet 64,000 Rbd. aar- lig for Kongen, 32,000 for Kronprindsen og 16,000 for Oscar, alt i Sølvspecier af den norske Statscasse. Appana- gerne decreteredes med 53 Stemmer mod 31, som vilde have Sagen udsat, indtil man kjendte Landets Ressourcer. Herover havde nu Vangensteen forfattet en Protest, som han hvervede Folk til at underskrive, hvilket dog ei lykkedes ham hos Bugge og neppe lykkes ham nogetsteds, da et Decret bør være ugjen- kaldeligt. Weidemann var den egentlige Proponent. (Amt- mand Sommerfeldt paa Toten søger Afsked, erindrede Bugge). Christie understøttede ham, men Ingen havde været saa ivrig for Regjeringen som Bonnevie(!), der endog havde dicteret sit Votum til Protocollen: At dette i Landets nærværende Forfatning var Alt, hvad der kunde tilstaaes, men at man ved forbedrede Finantser bør være betænkt paa at forhøie Ap- panagen. Ved denne Anledning talte Bugge med megen, og (det indseer jeg nu) neppe ubeføiet Bitterhed mod Bonnevies Characterløshed, hans famøse Ægteskabssag, og den letsindige, spottende Tone, hvormed han, endog i Bønders Forsamling, omtaler Bibel og Religion. Bugge har indgivet et Forslag, der menes med det første at komme for i Odelsthinget, at Ægteskabsskilsmisse vel bør tillades, forsaavidt at Mennesker, der ei kunne leve sammen, have Lov at leve adskilte, men at det derimod (Hoer-Sag da formodentlig undtagen) aldrig maa tillades nogen fraskilt Mand eller Kone i sin Ægtefælles le- vende Live at gifte sig. Gud lade det lykkes, og beskjæmme SIDE: 185 Bonnevie og Enhver, som træder i hans Fodspor, og enhver Achitophel, der understøtter deres Umoralskhed. Ogsaa over Wittrup raabte Bugge et fortjent Vee, og har aldeles afslaaet at understøtte hans Ansøgning om Beitstadens Kald. Det var ellers under fire Øine, at Bugge fortroligen expectorerede sig; Vangensteen gik snart, for at forsøge sin Lykke andetsteds. 12te August. Atter er Intelligentsseddelen stridbar. Boye har taget til Gjenmæle og viist, at han med Henrik er "forliebt i sig selv", og lad ham det! Jeg havde først tænkt at forklare og for- svare mine Ord, men gjør det ikke og "moquerer mig over den Spøttegjøg, Jesper Hansen, der var Dreng, da jeg var Mand". Stiftsdirectionen har ellers fralagt sig Andeel i den paaankede Betise, der kommer paa Kirkeværgen Claus Vinthers Regning, og skal endog være rettet med en ny, da man har slettet Carl ud og sat Christian den sjette igjen paa sin gamle Plads. En Anonym har med fire Grunde understøttet Laur- vigs Ret til at blive Universitetsstad -- men min Gud! det er jo Christiania, og der høres slet intet om Flytning. 13de August. Der paastaaes, at Nansen med C i Indledningen til sin Motion skal sigte til Christie, og at hele Indledningen blot er anbragt, for at gjøre dette maskerede Angreb paa ham. Det er aldrig faldet mig ind, og jeg troer endnu ikke, at det kan være Nansens Mening, thi vel finder jeg ingenlunde nu Christie at være den justus et tenax propositi vir, hele Norge ifjor elskede og beundrede, men heller ikke tror jeg ham istand til, eller mistænkt for en saadan Nederdrægtighed, som den der tillægges C. 14de August. Storthinget hviler endnu bestandig; Kronprindsen udebli- ver og ventes nu først paa Fredag eller Løverdag; sjelden faar SIDE: 186 jeg et Brev eller et Besøg, endnu sjeldnere læser jeg en ny og interessant Bog; her er da kun lidet at skrive i Dagbogen. Fra Schmidt fik jeg dog i Dag Brev, Statsraadet har afviist hans Ansøgning med den despotiske Yttring, at den ei kan indstilles til Kongen. Saalidet jeg billiger Ansøgningen selv eller tror, at den bør bønhøres, saa oprigtig deler jeg Schmidts Harme over denne ordensstridige Fremgangsmaade. Enhver Ansøgning, naar den ikke ligefrem er mod Lovene, bør Stats- raaderne indstille. De kan gjøre det med ufordelagtig Erklæ- ring, saa at den afslaaes, da have de handlet som Kongens Raadgivere, og han har fulgt deres Raad, alt efter Constitu- tionen, men at vægre sig for at indstille, er at rive den exe- cutive Magt til sig, som dog alene er i Kongens Hænder. Schmidt vil andrage Sagen for Storthinget, hvori han uden Tvivl har Ret, og kan han udvirke Forandring i den Sag, som allerede hos de kjøbenhavnske Collegier i et uindskrænket Monarchie var mig anstødelig, gjør han sig fortjent af Fædre- landet. -- Nansen fortalte, at Holst skal være rasende for- bitret paa ham og vil fordre ham ud, hvorpaa han har isinde at svare, at for nærværende Tid tilhører ikke hans Liv ham selv men Fædrelandet, desuden er det under hans og enhver ærlig Mands Værdighed at slaaes med Holst, saalænge han ikke har fralagt sig den Mistanke, der hviler paa ham. Kron- prindsen, vilde han vide, skal ei være misfornøiet med hans Motion. Han viste mig en temmelig vidtløftig Gjendrivelse af Silverstolpes famøse Dictamen, som han vil lade trykke. Paa nogle ufornødne Bitterheder nær, som han lovede at for- milde eller udelade, er den velskreven, og især er det lykkets ham til Evidents at bevise: 1) At Kongen af Danmark ikke kunde afstaa, altsaa heller ikke har afstaaet (a non posse ad non esse valet consequentia) Norge til Sverrig. 2) At den saakaldte Afstaaelse var intet andet end en Declaration: Jeg kan ikke længer forsvare Norge, maa altsaa overlade dets Ind- SIDE: 187 vaanere at forsvare sig selv, og har Intet imod, at de Svenske tage Riget i Besiddelse, naar Folket selv dertil nødsages eller giver sit Minde. 3) At altsaa Kielertractaten ikke gav Sverrig større Ret til Norge, end det havde før. -- Forslaget om en Ridderorden er endnu ikke fremlagt i Constitutions-Committeen, og det, paastaar Nansen, af den Aarsag, at Christie som Com- mitteens Formand først har villet gjennem Motzfeldt sondere Regjeringens Tanker derom. Samme Motzfeldt har og, siges der, forandret sig meget, har formanet Bønderne at votere imod Revisionen af Statsraadernes Protocoller, og sagt, at Regje- ringen kunde tage saadant ilde op og rive Souverainiteten til sig. Det kommer mig ellers for, som om Nansen seer vel mange Spøgelser, der dog nok ikke ere saa frygtelige som de, man i Høst havde saa travlt med. Endnu vilde han vide, at Essen har søgt at komme herfra, og at Grev Wedel skal blive Statholder. Dette sidste har Statssecretair Holst forsikret mig, aldrig har været tænkt paa; Essen eller en anden Svensk bli- ver Statholder til Oscar kommer om to Aar som Vicekonge. 15de August. Sorenskriver Rambech viste mig et Nummer af den lille throndhjemske Tilskuer, som endnu fortsættes, hvor Forfatteren med sindig Frimodighed taler imod Storthingets første Beslut- ning, ikke at revidere Statsraadets Protocoller. Nu synger han formodentlig Palinodie i sit næste Blad, og yder Repræ- sentanternes Fædrelandssind vedbørlig Hæder. Naar Hr. Pet- tersen ellers anpriser os England, som det Land, i hvis Exem- pel baade Regjering og Folk bør speile sig, da kan jeg ikke være enig med ham. Regjeringen lader Folket sige, hvad det vil (det er unægteligt), men desuagtet gjør den hvad den vil. Enten Kongen siger: "Saa skal det være!" eller han med Penge og Æresbeviisninger o. dl. betrygger sig en Pluralitet, som billiger og sanctionerer enhver af hans Planer, det kom- SIDE: 188 mer da virkelig ud paa et og det samme. Faar Storthinget Holst ud af norsk Tjeneste og Hjermann med Consorter paany actionerede, -- det engelske Parlament har aldrig vundet en ærefuldere, mere decideret Seier. Ogsaa Rambech bragte Wei- demanns Loyalisme i Forbindelse med Amtmand Sommerfeldts Dimission. 16de August. De danske Aviser indeholde udførlige Beskrivelser over den uendelige Kroningsstads og Liste over de mange Promotioner i den Anledning. Det er en rosværdig Egenskab ved Danne- brogs-Ordenen, at den paa engang uddeles til Generallieute- nanter og residerende Capellaner, men naar man saa seer, at Capellaner aldrig stige til Commandeurer eller Storkors, at ikke Kongens Hofpræst, ikke nogen af Rigets Biskopper fandtes værdige til at prydes med Commandeurkorset, saa erkjender man atter, at Ligheden ikke i vore Dage agtes høiere end Fri- heden. Kammerherre Hennings, fortjenstfuld Forfatter, vistnok Olding paa 70 Aar, fandtes nu endelig qualificeret til at bære dette Kors, Justitsraad Bull, Justitsraad Thrane og Præsten Schive have baaret i mange Aar. Commandeur Olfert Fi- scher, Anføreren i Slaget den 2den April 1801, er endelig bleven, hvad mangen Yngling, der da neppe var kommet paa Cadetacademiet, blev tidligere end han. Ti Professorer ere blevne Riddere, men ikke den grundlærde P. E. Müller, ikke Engelstoft, disse udmærkede Mænd, for hvilke idetmindste en Nachtigall [fotnotemerke] maa skjule sit Ansigt med Blusel. -- Hvad Høi- tideligheden selv angaar, da finder jeg adskilligt dumt og nar- agtigt deri, og kan slet ikke sige, jeg anker paa, ikke at have seet den. Hvilken Absurditet f. Ex. at tænke sig de tre Bisper Fotnote: En Gymnastiklærer, som Fredrik VI. gjorde til Professor og Dannebrogsridder, og som endte med Titel af Generalkrigscom- missær og Rang i 2den Kl. No. 12. Udg. SIDE: 189 (hvoriblandt den gamle ærværdige Balle, der overalt agerede reen Haandlanger ved denne Ceremonie) gaaende baglænds foran Kongen: de tre Prindser, efter at have ledsaget Prindsesserne tilbords, staaende tilbage som Narre i den 60 Alen lange Sal, og retirerede sig sagteligen ind i et andet Værelse, hvor det undtes dem at faa Mad: Kongen og Dronningen siddende ene ved den lange Side af Bordet og de andre Høiheder ved den kortere: min stakkels Liebenberg commenderet til at læse til Bords (en Sag, hvorved jeg gjorde mine egne Betænkninger, thi lever jeg den Dag, bliver det vel min Forretning ved Nor- ges Konges Kroning) og mere deslige. Af Æresvers er der naturligviis en Mængde, men alle Poeterne synes at have følt som hiin Svenker, der ved Freds-Illuminationen satte en Praas i sit Vindue, og skrev hos: "Som Freden er, Så ljusas her." Major Juell vil vide, at Nansen allerede har faaet den omtalte Udfordring, og besvaret den som forommeldt. (Stats- secretair Holst tror dog, at den til Dato kun existerer i Nan- sens Hjerne). Ogsaa fortalte han, at det er Fjas med Wulfs- berg i Stockholm; han er doven og ligegyldig, og nyder af Regjeringen liden Agtelse. -- Af Holst hørte jeg, at Kongen og Dronningen nu ikke kommer, men at Hans Majestæt har bedet Fanden tage sig, hvis han ikke kommer næste Aars Juni, -- hvem veed, om han ikke tages paa sit Ord? Kronprindsen ventes med Vished paa Fredag eller Løverdag. Han reiser snart til Throndhjem og bliver i Norge til sidst i November. Fra russisk Side skal aldeles intet være at befrygte. I Directionsmødet i det dramatiske Selskab fremlagdes fra Skuespiller Knudsen et Brev med Kobberstykket: "Fædre- landets Kirkegaard", samt en trykt Beskrivelse over Høitidelig- heden paa det kjøbenhavnske Theater. Ogsaa her taler han om sin knuste Harpe og sin brudte Vandringsstav. Kunde man SIDE: 190 dog ikke givet ham, den gamle Mand, et Guldkors? Dette uskyldige Legetøi vilde opmuntret og kvæget ham paa hans Vei til Graven. 17de August. Der var endelig igjen Storthing. Den famøse Theis Lundegaard talte i Dag Ord, der fortjente at skrives med store Bogstaver paa Salens fire Hjørner, at Præsident og Medlem- mer daglig kunde læse og begrunde dem. "Jeg er af den Me- ning", sagde han, "at vi ikke bør spilde Tiden med unyttige og uvedkommende Ting, da der er saa meget vigtigt at afgjøre, inden vi skilles." Naar jeg betænker, at Storthinget nu hen- ved syv Uger har været samlet, at, paa Rigsacten nær, intet af Vigtighed i denne Tid er afgjort, at Finants- og Skatte- væsenet, Militairvæsen, Lovgivning, Landets indvortes Admini- stration i det Hele og enkelte Provindsers, Stæders og Stæn- ders in specie skal tages under Overveielse, saa kan jeg ikke uden Harme tænke paa denne Dags offentlige Forhandlinger fra Kl. 9 til 12, da Tilhørerne bortvistes. Førend jeg kom, var efter Nansens Forslag decreteret, at Storthinget skal have sit eget Segl. Idet jeg traadte ind af Døren, fattedes en ikke stort vigtigere Beslutning, som jeg ikke erindrer. Derpaa frem- lagdes et Brev fra Knudsen, at han vil forære 100 Expl. af bemeldte Fædrelandets Kirkegaard til faldne norske Krigeres Ef- terladte, og overlod Storthinget Disposition derover. Brevet var overmaade velskrevet, og aandede samme Veemod, som alt, hvad jeg i denne Tid har seet fra hans Pen. Der spurgtes, om Storthinget skulde modtage denne Gave, eller sende Brevet til Statsraadet og overlade samme, om det vilde modtage Ga- ven, og hvorledes det vilde disponere derover. Christie og Wei- demann var af sidste Mening, Lange, Bugge og Bonnevie af den første, og især behagede det mig hvad (jeg tror) Lange sagde om Knudsens elskværdige Godmodighed, som vilde finde SIDE: 191 krænkende Ringeagt i, at Storthinget vilde vise fra sig et Til- bud, der umiddelbar var adresseret til det. Der snakkedes længe, altfor længe om den Sag. Endelig kom det til Votering og hang i et Haar, da 39 stemte for og 37 mod Gavens Mod- tagelse af Storthinget, og da Præsidenten voterede med Mino- riteten, vilde een Stemme have gjort modsat Udslag. Derefter vedtoges eenstemmig at tilmelde Statsraadet, at denne Gave var tilbuden og modtaget, og anmode det om at realisere den og overgive Pengene til Understøttelsescommissionen. Nansen, som ei var tilstede ved den forrige Deliberation, vilde ikke lade vor Herres Fugl dø, og foreslog derfor, at Regnskab burde aflæ- ges til Knudsen for Pengenes Anvendelse, men herimod erindre- des, at det hverken var forlangt, eller havde fundet Sted ved de forrige, langt større Summer, Knudsen havde indsamlet; det bortfaldt ogsaa aldeles. -- Nu drog man frem et Forslag, som Lensmand Oftedahl, understøttet af Lange, havde gjort for 5 -- 6 Uger siden, om en egen Storthingstidende. Flere klagede over Langsomheden i de Efterretninger, som følge med Rigstidenden, da man endnu ikke er kommen videre end til 12te Juli. Bugge og Bonnevie (Redactionscommitteen) undskyldte dette med de lange Actstykker, der havde taget saamegen Plads, og troede om kort Tid at kunne indhente det forsømte. Men inden man kunde faa den Sag i Rigtighed og decretere, at det skulde blive ved den forrige Beslutning, gik atter lang Tid. Saa kom da Statshemmelighederne, og om dem veed jeg hidtil In- tet. Lange kunde ellers ikke undlade at give Præsidenten Fin- ter over, at Forslaget saa længe var henlagt, og først nu, da det nødvendig maatte falde igjennem, blev lagt under Venti- lation. 18de August. Provstinde Hount skriver, at Kronprindsen har gjort hen- des Mand "mange brillante Tilbud". Hun ønsker sig og sine SIDE: 192 Børn anbefalede til en extraordinair Pension, og dette har nu Tank paataget sig, hvormed jeg for min Del er saare vel tilfreds. Jeg burde have læst Printz Zerbino inden jeg recenserede Oehlenschlägers ældste Poesisamling; meget vilde da blevet mig klart, som jeg dengang hverken forstod eller bifaldt. Jeg fri- kjender aldeles ikke Tieck for Ensidighed, men finder tvertimod adskillige Exempler paa, at der er Intet, et vittigt Hoved jo kan fordreie og give en latterlig Vending; jeg billiger ingen- lunde, at f. Ex. Veit Weber sættes i Classe med Spietz og den væmmelige Cramer, at Kleist fradømmes Digternavn o. a. d., men det Hele er et ægte Geniproduct, saare morsomt og fuldt af høist træffende Pudserligheder. 19de August. Storthingsaffairer udgjøre for mig hele Dagens Historie, og disse vare fast idel Forslag, der vistes til Committeerne, som vel saaledes overvældes, at de hverken vide ud eller ind. At udbringe alt dette til et Helt, vil ikke være liden Kunst. Af de idag oplæste Forslag anfører jeg to: Kirkesanger Bjørnsen om udvidet Næringsdrift for Bondestanden (aabenbar anlagt, som adskillige andre Forslag, paa Kjøbmændenes Underkuelse) og Biskop Bugges vidtløftige Udkast til et Indkomstregulativ for Geistligheden, hvorved dens Kaar kunde forbedres. Heller ikke her kunde han bare sig for Anfald paa den danske Regje- ring, hvilke Provst Aschenberg, der paa hans Vegne oplæste Motionen, declamerede med Eftertryk og Pathos. Ogsaa Bugge vil have Alt reduceret til Korn, og hvad Landsbypræ- ster angaar, hvilke Forslaget mest angik, er vel ogsaa denne den mest passende Maalestok. De indsigtsfulde Mænd, som synes at have været og at være enige om denne Sag, forstaaer den vist langt bedre end jeg. Det er altsaa med dyb Høiag- telse for deres Mening, at jeg i min individuelle amfibialske Stilling langt mere gouterer et Forslag af Peder Bøgvald, SIDE: 193 der i Korthed og Enfoldighed lyder som følger: "Tiende og Landskyld bortfalde, og af Statscassen betales Præsterne et pas- sende Æqvivalent, der betrygger dem mod Næringssorger og lader dem beholde noget tilovers til deres Børns Opdragelse. Offer vedbliver som hidtil. For Ministerialforretninger fastsættes Taxt. Præsterne paa Landet maa have saa megen Jord, at de kunne føde 2 -- 3 Heste og 10 -- 12 Kjør; er Præstegaarden større, skal den øvrige Jord sælges". 20de August. Min Prædiken handlede om Bibellæsnings Vigtighed og Gavnlighed. Jeg endte med at oplæse Herslebs Indbydelse til Bibelselskabet og opfordre dem af mine Tilhørere, der havde Evne og religiøst Sindelag til at tegne sig hos mig. -- Endnu har Ingen meldt sig. Det er troligt, skjønt Kirken var meget fuld, at jeg ikke havde en eneste Tilhører, hos hvilken hine to Egenskaber forenedes. 21de August. Jeg hører, at Pøbelen er misfornøiet med den svenske Regjering over de nye blaa Skilderhuse og Pengevæsenets slette Tilstand, i hvilken sidste den dog vist er meget uskyldig, ikke at tale om, at samme lumpne Pøbel, fra Grossereren til Bryg- gebæreren, intet taber ved, at Pengene sank meget dybere, da de, alle som een, vedblive deres gamle System, at udsuge de- res Medborgeres sidste Blodsdraabe, naar de ei selv paa anden Maade kunne beriges. 22de August. Idag kom da endelig Prindserne. Alle Embedsmændene vare som sædvanlig tilsagte til Cour i Palæet. Vore Officierer have faaet nye Uniformer, Ingenieurerne og Artilleristerne blaa. Der saaes ikke en rød Kjole i den hele Sal. Adjutanterne ere behængte med Guld, Fryndser, Duske og alskens Snurre- SIDE: 194 piberier. Det var da ikke længe Tarvelighed i Uniformer blev Dagens Orden i vort Land. -- Nu kom da Prindserne ud og gik omkring. Kronprindsen talte nogle Ord til de fleste. "Adieu" er hans sædvanlige Hilsen; det forekommer mig, han endog bruger det som Goddag. Dette gik da meget godt og ordentligt, men iøvrigt kom han ovenpaa dem som Juleaften paa Kjællingen, og fast Ingen var færdig til at modtage ham, da man først om 2 Timer ventede ham. Da han kom til Æreporten, holdt man endnu paa med at behænge den med Krandse; hverken Musik eller Sangerinder vare komne. Falbe og Raadmand Larsen var de eneste Mennesker, som stod der. Schandorff og Hagbarth Falsen kom tilfældigvis spadserende, og man tog dem med Magt til at fungere som Magistrat. Falbe begyndte paa en fransk Tale, men forbløffedes over al denne Malheur og endte paa Dansk. Kort, det Hele var den mest topmaalte Prostitution. 23de August. Fra Bispen kom i Morges Circulaire, at Prindsen Kl. 1 vilde modtage Cour af Geistligheden og Universitetets Lærere. Ihvorvel han nu vidste, at de fleste af de Herrer Brødre ved en Misforstaaelse alt igaar havde været der, saa indstillede han dog til os selv, om vi ikke fandt det passende ogsaa i Dag at møde, og det forstaaer sig, der var da ingen Indven- ding. Vi indfandt os altsaa, og Pokker tage vor Bisp! han havde igjen taget fat paa sin Børnelærdom, og det petit peu Fransk var saameget tiltaget, at han paa Kronprindsens Mo- dersmaal forestilte ham le corps ecclesiastique. Med egent- lig Samtale havde det dog ingen Art; derimod henviste han ham til Professor Rathke, der talte perfectement bien Fransk. Til Oscar talte han i sit eget Modersmaal, og anmærkede, at Hans Kongelige Høihed var voxet siden de saaes sidst, og for- klarede ham dernæst, hvilken Vei til Throndhjem var den bed- SIDE: 195 ste. Samme Oscar kan jeg ikke sige hover mig meget godt. Hans Ansigt er gulblegt, hans hele Figur er spinkel og røber Kraftløshed, og i hvad han siger spores ikke nogen Aand. Jeg venter (og ønsker), at han ikke overlever sin Fader. Denne er vist en saare duelig og elskværdig Mand. Lever han endnu en halv Snes Aar, og bliver rolig siddende paa Sveriges og Norges Throne, uden at forstyrres af "Alexander den vel- signede" og Consorter, vil han uden Tvivl gjøre de forenede Riger lykkelige, og det vilde være en evig Skade, om en Ad- jutant- og Maitresse-Regjering (anderledes kan jeg ikke tænke mig Oscars) skulde følge paa hans. Neumann og Provst Munch ere meget misfornøiede med Nansen og Storthingets Decret angaaende hans Motion. Endog Benaadningen vilde Munch forsvare, men Neumann (ventelig mere belæst i Grundloven end han) fandt Anken gyldig og Regjeringens Handling constitutionsstridig. Statsraadets Pro- test taler og meget imod den; Kronprindsens Godmodighed har vel forledet ham. Ogsaa Christies Erindring ved Lous's Na- turalisation maatte Neumann misbillige, og den var ham, som Alle, uventet. -- Intelligentsseddelen indeholdt en høilig be- føiet Anke mod nogle Officierer, som, efterat Kammerjunker Haxthausen, ved en Lapsestreg af værste Art, har paadraget sig nogle Maaneders Fæstningsarrest, har ledsaget ham ud af Byen som i Triumph og sviret med ham den hele Nat. I den Anledning kom Neumann, Munch og jeg til at tale om nogle af vor Constitutions Brøst. Saadan en Æsel som Haxthausen kan Kongen ikke afsætte uden Lov og Dom, men en General, en Stiftamtmand, en Biskop, en Statsraad. "Er han", sagde Neumann meget rigtig, "vred paa Dig eller mig og vil have os af Veien, saa behøver han blot at gjøre os til Biskopper, og om 8 -- 14 Dage give os vor Afsked". Ogsaa dette skal være Falsens Arbeide. Han er nu i den Embeds- stilling, at Kongens Magtbud kan afsætte ham, og jeg kunde SIDE: 196 ønske ham den Løn. -- Med Neumanns Reisebeskrivelse seer det misligt ud. Han har faaet Manuscriptet tilbage fra Wulfs- berg med den Besked, at alle stockholmske Presser ere saa sys- selsatte med Rigsdagsforhandlinger, at de ei kunne befatte sig med andet; desuden kan Wulfsberg, det eneste Menneske i Sverige, som kunde besørge Correcturen, formedelst Øiensvag- hed ikke paatage sig dette Arbeide. Neumann har nu talt med Christianias Boghandlere Hjelm og Lehmann, men ingen af dem tør forlægge hans Reise. I sin Fortvivlelse yttrede han, aldrig mere at ville lade noget trykke. 24de August. I Lagthinget oplæstes og drøftedes Reglementet for Rigs- retten og Høiesterets Anmærkninger. Justitiarius og Asses- sorerne havde havt den Svaghed, ei alene at sende det til Ad- vocaternes Betænkning, men ogsaa at meddele denne Betænkning og stille den ved Siden af deres egen. Herover (da Advoca- terne desuden havde gjort et Par impertinente Anmærkninger, hvilke Assessorerne underskrev som velgrundede) blev sagt Haard- heder, som man vel maatte ønske, aldrig at have hørt offent- ligen yttrede mod Rigets øverste Domstol. Bergh (Præsiden- ten), ventelig en af Reglementets Forfattere, krydrede sine Indsigelser med attisk Salt. Nansen derimod udkastede hele Klumper grovt Kjøkkensalt (jeg er bange, den Popularitet, han har vundet som Motionens Forfatter, gjør ham overmodig). Bonnevie (for at blive i Lignelsen) fløi op som Salpeter, el- ler maaskee det var endnu mere adæqvat, hvad En, jeg husker ikke hvem, sagde om ham: at han er som en Gryde, der koger over; det gjør Bulder et Øieblik, men Larmen er snart forbi, og Alt er roligt. Saavidt man naaede i Dag, bleve samt- lige Høiesterets Anmærkninger uden Naade forkastede. Der var meget stort Dinér hos Kronprindsen. Over 200 Personer, hvoriblandt ogsaa jeg uværdig, vare indbudne. For- SIDE: 197 resten er der meget lidet at sige om den Herlighed. Paa Aalefricassé og Is nær fik vi maadelig Mad, men særdeles god Vin. Suppe var mod svensk Skik første Ret. Appetit- sup faar man endog hos Kronprindsen. -- Efter Bordet talte jeg med Tank om Hount, hvis Minde synes at være ham me- get dyrebart, og man bør haabe, Skinnet ei bedrager. 25de August. Wahlstrøm gav i Dag en Dejeuner for Storthingsbønder, hvorved var en Sang og et Skraal, der samlede Folk paa Gaden. Et lignende Aftensmaaltid gav han nylig, ved hvilken Anled- ning Theis Lundegaard havde skrevet en Sang. Dette Skridt af Regjeringen, efter hvis Ordre Wahlstrøm upaatvivleligen gjør disse Calaser, misbilliges af Alle, og det vist ikke uden Grund. Den Mistanke, at man ved Bondestandens Hjælp vil opnaae en eller anden skjult Hensigt, og at det er derfor den saaledes cajolerer den, er maaskee urigtig, men sandelig ikke ubeføiet. Jeg forelæste Neumann Sørgetalen over Hount og Skrif- tetalen for Prinds Christian. Den første var han henrykt over, og beklagede, at saadanne Ting, af Mangel paa et pe- riodisk Skrift, hvor de kunde bevares, skal overgives til Glem- sel. Den sidste Tale forstemte os Begge, og ved den Anled- ning fortalte Neumann, at Prindsen efter sit Bryllup har ladet hente til sig en Jfr. -- , som han lærte at kjende paa C......., og som han vil gjøre godt imod. -- Jeg prædikede for to Aar siden paa 14de Søndag efter Trinitatis, Dagen efter Prinds Christians Fødselsdag, om Taknemmelig- hed mod Gud, og takkede da den Allerhøieste, der havde givet os ham. Omtrent det samme Æmne afhandler jeg næste Søn- dag i Aggers Kirke, og skal da, om ikke udtrykkelig med Mun- den, dog i Hjertet takke Gud, som tog ham saa hastig fra os igjen. Det var bleven en Regjering som Ludvig den femten- des sidste og Christian den syvendes første Dage. SIDE: 198 Pengevæsenet sætter Rasmusen og den hele Committee graa Haar i Hovedet; den veed hverken ud eller ind. 26de August. Marezolls Andagtsbog for Fruentimmer udgjør i denne Tid endel af min Lecture. Jeg maa tilstaae, at denne berømte Bog aldeles ikke er efter min Smag. Vistnok vidner den om megen Menneskekundskab, ihvorvel der ogsaa findes Steder, hvor den tænkende Læserinde ikke gjenfinder den virkelige Ver- den eller sit eget Hjerte, men det Hele er koldt, tørt, systema- tisk, og hvorledes Andagt derved kan vækkes, forstaaer jeg ikke. At et saadant Religionsforedrag kjølner og hærder Hjer- tet, og saaledes nedbryder ægte Christendom og aabner Døren for Vantro, ja for Laster, deri er jeg fuldkommen enig med Grundtvig. Følgende skal f. Ex. være en Bøn: "Nei, o Gud! Forfængelighed og qvindelig Fuldkommenhed ere og blive mod- sigende Ting. De kunne aldrig bestaae med hverandre. Jeg maa enten forsage hin eller fraskrive mig min Adkomst til denne. O, lad mig i Dag, lad mig stedse tænke saaledes, at jeg foretrækker det, der gjør mig til Menneske, fremfor det, der fornedrer mig som Menneske, at mine Indsigter og min Ad- færd ei til Skam for mig skal modsige hverandre. Amen". Tænker jeg mig ydermere denne Bøn fremsagt af Marezoll med hans satiriske Ansigt, hans kolde, monotone Stemme -- sandelig, jeg lod ligesaa gjerne min Datter see en Taskenspil- ler eller Linedandser, som bivaane en slig Andagtsøvelse. Af Intelligentsseddelen afskriver jeg følgende Epigram, som jeg har stærk Formodning om, er af Provst Munch: "Spørgsmaal: Hvorlunde skal jeg vinde Egekrandsen, Og med et Hop opsvinge mig paa Skandsen, Hvor Patrioten staar i Straaleglandsen Og hæver Landsen? SIDE: 199 Svar: Skriv Eventyr om A B C som. . . . . ." Er det, som ei er utroligt, Nansen, der har gjort Epi- grammer over Christie, saa er det sagtens jus talionis, men ellers kunde jeg have megen Lyst til at expectorere mig over den Sag, som Nogle forekomme mig at see fra er urigtigt Synspunct, og som i sig selv forekommer mig meget god og Bifald værdig. Dog, hvor skal man faae sagt sin Mening? Nationalbladet er standset, og i de andre Aviser koster hvert Ord Penge. I Storthinget oplæstes Breve og Forslag, men intet blev afgjort. Sorenskriver Weidemann er misfornøiet med det pro- visoriske Reglement for Høiesteret, og vil især have den mundt- lige Procedure afskaffet. Han lod sig i den Anledning for- lyde med Uqvemsord mod forensisk Veltalenhed, og vilde, for at forebygge Tidsspilde, istedetfor Advocaternes Taler have Domsacterne oplæste med lydelig Røst af Justitssecretairen samt Præmisserne til Underretsdommen dicterede, hvorpaa Sa- gen skulde optages til Doms om 2 -- 3 Uger, hvilket Alt for- modentlig vil medtage dobbelt saa lang Tid, som den forrige Procesmaade. Hvad der i hans Forslag behagede mig var, at Voteringen skulde skee offentligen, hver Dommers Votum alt- saa med dets Grunde komme til hver Mands Kundskab. 27de August. Der var Stads i Byens Kirke. Bispen prædikede, Thaa- rups Hymne opførtes (Medisance fortalte, at der ogsaa skulde synges Fransk), Prindserne lod sig see -- intet Under altsaa, at Enhver, som gad gaae i Guds Hus, stimlede did, hvor saa- dan Øiens- og Ørenslyst var at erholde, og at altsaa Aggers Kirke, hvor jeg, og Slotskirken, hvor Kjerschow prædikede, var tom. SIDE: 200 28de August. Sverdrup er hjemkommen fra Kjøbenhavn. Han læser aldrig en Avis og gider ikke tale et politisk Ord. Kun for Videnskaberne og sin Familie lever han endnu; for den øvrige Verden synes han død. 29de August. Storthinget begyndte med Valg af Embedsmænd, og al- drig har Christie været nærmere ved at rives af Pinden, hvil- ket nu, da Prindsen er her, vilde været ham dobbelt ubehage- ligt. Han havde 33 Stemmer og Assessor Lange 28. Til Secretair valgtes Weidemann, ogsaa med 33 Stemmer, men erklærede, at hans Øine ikke taalte den megen Skrivning, og bad sig altsaa entlediget, hvorpaa nyt Valg foretoges. Vice- secretairen Rambech blev Secretair og Budtz Vicesecretair. Før- end Valget gjorde Christie opmærksom paa, at Sorenskriver Bryn, som Secretair i Odelsthinget, ikke kunde vælges, hvilket og Lange erklærede om sig som Lagthingets Præsident, da man ei efter Reglementet kan være Embedsmand i to Thing, -- men saa er det jo aldeles reglementsstridig, at Christie den ene Uge efter den anden vedbliver at være Præsident baade i Odelsthinget og det samlede Storthing! Afholdt end Agtelse for hans Fortjenester samtlige Medlemmer fra at paatale den Sag offentlig, saa skulde det undre mig, om Ingen til næste Præsidentvalg arbeider hemmelig mod ham, der selv vakte den sovende Løve. Og maaskee ikke engang det behøves! I Odelsthinget gjennemgik og vedtog man Lagthingets Anmærkninger over Rigsrettens Reglement. Herved forefaldt dog den Synderlighed, at Christie ved den lange § 20 gjen- nemgik Lagthingets Forandringer Punct for Punct, og, som det forekom mig, gjorde deres Ugrund indlysende. Imidlertid tilføiede han, at, da Lagthinget i 26 Dage havde havt denne Sag til Overveielse, og altsaa behøvede meget lang Tid til at SIDE: 201 betænke sig, saa lod det sig formode, at omtrent ligesaa lang Tid vilde medgaae, inden den igjen kom tilbage. Han foreslog derfor, at Forandringerne, da de i sig selv vare uvæsentlige, maatte antages. Man syntes at studse og tvivle. Christie reiste sig da igjen og erklærede, at han ikke vilde gjort dette Forslag, dersom ikke alt ved forrige Storthing en norsk Bor- ger var decreteret at skulle indstævnes for Rigsretten, og han fandt det uforsvarligt ved Strid om Formaliteter at forsinke hans Skjæbnes Afgjørelse. Mod 3 Stemmer besluttede man at antage Lagthingets Forandringer og indsende Reglementet til Kongens Sanction. -- Nu kom da endelig den Sag, for hvis Skyld jeg havde udstaaet 3 -- 4 Timers Ennui: Biskop Bugges Forslag angaaende Ægteskabsskilsmisse. Med sæd- vanlig Bitterhed omtaltes den danske Regjering som Immora- litetens Befordrer ved at lette Skilsmisser. (Efter Forord- ningen af September 1811 og Bispernes epistola encyclica var dette dog neppe Tilfældet). Første Committee, hvis For- mand Bugge selv er, havde naturligvis erklæret sig for For- slaget. Derimod fandt 2den Committee (den juridiske) efter en forudskikket, philosophisk skjøn og aldeles ikke uchristelig Indledning, at Forslaget i dets nærværende Form var uan- tageligt og vilde have Sagen henvist til den permanente Lov- committee. Bjørnsen aabnede Debatterne med en Tale, som dog indeholdt mere Declamation end Grunde, i Medhold af 1ste Committee. Weidemann var imod den, og talte især mod Udfaldet mod den danske Regjering. Schultz paastod, at hvis den anden Committees Forslag antoges, ogsaa første Com- mittees Betænkninger maatte følge med. Christie holdt na- turligvis med den Committee, hvis Medlem han er. Omsider kom det til Votering, og med 34 Stemmer mod 24 beslut- tedes, at Sagen skulde sendes til Lovcommitteen. Bugge var ikke selv tilstede. -- Rosenkrantz, som under denne Debat var min Nabo paa Galleriet, var, skjøndt ingenlunde Religionens SIDE: 202 Fiende og Skilsmissens Ven, glad over dette Udfald. Han fandt det upassende, at en saadan speciel Bestemmelse, som et afrevet Fragment, skiltes fra den øvrige Ægteskabslovgivning. Desuden troede han, at saadan Skilsmisse efter vore Sæder i visse Tilfælde var nødvendig, og hvad Jesu Ord angaaer, paa hvilke Bugge og Bjørnsen beraabte sig, erindrede han (hvad og Michaelis har sagt), at Jesus her talte som Sædelærer, ikke som borgerlig Lovgiver. I Lagthinget var Forslaget vist fal- det igjennem, altsaa ligesaa godt først som sidst. Jeg nægter imidlertid ikke, at naar Forslaget heldigen kunde gjennemgaaet alle fatalia, skulde det glædet mig inderligen. Er det, forme- delst Hjerternes Haardhed, nødvendigt, at det tillades, som man heller maatte ønske forbudt, saa skulde man idetmindste ikke ved Love styrke Folk i denne Haardhed og vedligeholde den. At tvinge uenige Folk at leve sammen, var afsindigt. Lad dem være adskilte, kun ikke have Tilladelse til at gifte sig paany. Det var underligt, at Apologeterne oversaae denne simple Distinction, og det er tungt for en øvet Taler, at maatte staae taus, naar han med Grund kunde formodet, at de 10 Men- nesker og maaskee flere vare omstemte, hvis han havde havt Lov til at bruge sin Veltalenhed. -- Endnu oplæste Jacob Aall et Forslag om Paalæg paa fremmede Luxusvarer. Maa- skee fremkom end flere Projecter, men jeg havde faaet min For- nøielse og gik. 30te August. I Intelligentsseddelen forlanges Beskrivelse over "det Lyst- spil, hvormed Geistligheden sidste Søndag istedetfor Høimesse opvartede de høie Herskaber og Almenheden i vor Frelsers Kirke". Jeg søgte Oplysning herom hos Garmann, som sagde, at der var noget Theatralsk i den hele Ceremoni, som derfor i Rigstidenden ikke kaldes Gudstjeneste, men Høi- tidelighed, skjøndt Bispen prædikede over Dagens Evange- lium saa koldt og tørt, at han overgik sig selv. SIDE: 203 31te August. Fra at erklære Oehlenschläger for Europas største nule- vende Digter og sætte ham over Goethe selv, er nu Sverdrup gaaet over til at ansee Ingemann for et sandere poetisk Geni. Det Drøvtyggeri, for hvilket han beskylder Oehlenschläger, sy- nes mig med langt mere Føie at kunne lægges Ingemann til- last, da "De sorte Riddere" blandt alle hans Arbeider, hans Digteraand forøvrigt ufortalt, nok er det eneste, som hverken er Opkog eller Compilation. Denne Palinodie synes at røbe en Vaklen i Principer, som ingenlunde kan undskyldes hos en saa strengt og peremtorisk dømmende Censor. 1ste September. For mine Synders Skyld fulgte jeg Bøssemager L -- s Kone til Graven, gik ved Enkemandens Side og blev forsynet med taabelig Snak. Blandt andet fortalte han, at den salig Kone havde ønsket, at han maatte døe 8 Dage efter hende, hvorover han syntes at være meget urolig, skjøndt han paa- stod, at det ikke var noget at bryde sig om, da vi leve saa- længe Gud vil. Hans forrige Kone var bleven maalløs, men fik omsider Mælet igjen og udbrød: "Min søde Mand! ja, ja! la, la!" og det var da den salig Sjels sidste Ord. 2den September. Holbergs Comedie "Republikken eller det gemene Bedste" har i Dag været mig levende i Tankerne, thi aldrig i mine Dage har jeg seet og hørt saa mange Projecter som i Dag paa Odelsthinget. Først foretoges Præsidentvalg, hvilket faldt paa Weidemann med 39 Stemmer. Jeg formoder, at Chri- stie ønskede sig selv entlediget, at dette Valg staaer i Forbin- delse med Weidemanns Afgang fra Secretariatet, og at der udtrykkeligen er arbeidet mod Bugge, der beholdt sit Vicepræ- sidentskab med det sædvanlige Stemmetal. -- Nu kom da Forslagene. Først oplæstes en halv Snees Stykker af Med- SIDE: 204 lemmerne, men dette var kun en Avantgarde for det svære Cavalleri. Christie tog nemlig frem en stor Pakke Ansøgnin- ger og Projecter, som han længe havde samlet paa, fra Cor- porationer og Individer om alle mulige Ting. Ofte havde en Mand paa et halvt Ark Papir affærdiget 5 -- 6 vigtige Gjen- stande. Saalede vilde f. Ex. nogle Bønder i Øvrebø Sogn i Christiansands Stift, at alle drikfældige Gaardbrugere skulde sættes fra deres Gaard og denne overlades deres skikkelige Na- boer. En Anden vilde, at alle Capitainer skulde afskediges og Compagnierne bestyres af Lieutenanter o. s. v. Sæpe risum, sæpe bilem movebant. Nationalbladet er igjen begyndt. En ivrig Patriot kla- ger over, at vi her i Christiania saa gevaltigen forsvenskes, og hvis ikke Storthinget, blandt hvis Medlemmer nævnes Nan- sen, Bugge, Krogh, Lange, Bonnevie og Stoltenberg, holder sin Haand over os, troer han, at vi snart amalgameres med de Svenske til eet Folk. -- I Intelligentsseddelen har en Anonym, ventelig Biskop Bech, beskrevet sidste Søndags Guds- tjeneste, og documenteret, at den ei kunde kaldes et Lystspil. -- I Rigstidenden er en ny Projectmager traadt frem, og vil have Universitetet flyttet til Stavanger. 3die September. Gamle Justitsraad Wulfsberg fortalte mig en mærkelig og ubehagelig Nyhed, hvortil han selv i sit Logis hos Schou havde været Øien- og Ørevidne. Der er i Nat Kl. 12 af en Snes Mennesker raabt et formeligt, høitideligt Pereat uden- for Treschows Huus, og man tvivler ikke om, at han har hørt det. Stakkels Mand! i en ulykkelig Time blev han Stor- thingsmedlem. Det er af de Synder, vi Valgmænd, som vo- terede paa ham, maae angre paa vor Dødsseng. -- Prindserne reiste idag midt under Gudstjenesten til Throndhjem. SIDE: 205 4de September. Hersleb føler sig ingenlunde tilfredsstillet ved Forklarin- gen over Lystspillet i Byens Kirke, og erklærede det for en ren Scandal i Herrens Tempel at opføre en Cantate, hvori man overrakte Kongen og Dronningen en Krands og kjælede for Oscar "den favre Blomme". Endnu var han uvis, om han ikke paa Embedsvegne, som Professor i Theologi, burde paatale denne Profanation. Han er Anonymitetens svorne Fiende, og siger, at han har gjort sig det til fast Grundsæt- ning, aldrig i sit Liv at lade noget indrykke uden under sit Navn. Iøvrigt ønsker han, ligesom Neumann i Vinter, at nogle oplyste og sindige Mænd ville forene sig om at udgive et Ugeblad i den danske Tilskuers Maner med streng Censur over ethvert fremmed Bidrag, for at holde Modvægt mod de Lapse, der nu ville angive Tonen i vor Litteratur. Om hint Pereat vidste han endnu intet; det har imidlertid sin fuld- komne Rigtighed. Studenterne havde i Løverdags Fest paa Universitetets sande Stiftelsesdag, hvorved Schwach holdt en Tale (liden Ære for Professorerne, at de ikke tænkte paa saa- dant!). Ventelig er en Souper fulgt paa, og der har vel Vinen varmet nogle Hoveder. De nye juridiske Candidater, som, jeg ved ikke af hvad Grund, troe sig fornærmede af Tre- schow, siges at have angivet Tonen. Der er imidlertid andre Studenter, som inderlig harmes over dette Spectakel. 5te September. Storthinget oversvømmes fremdeles af Projecter, dels af Udenforstaaende, men fornemmelig af Storthingsbønderne, som i dette Stykke ere utrættelige. Schultz, Rambech og Synnes- tvedt havde gjort Motion om, hvorvidt herefter indkommende Forslag og Ansøgninger skulde indsendes til en Committee, strax afgjøres, eller efter en vis Termins Udløb rent henlægges. Bugge lod ved den Leilighed de Ord falde, at der indkommer SIDE: 206 Forslag, "der snarere fortjente at henvises til Daareki- sten end til en Committee". Dette Udtryk paaankede Præsi- denten, men Bugge svarede, at han just ikke hermed mente de Forslag, der indkom fra Storthingets Medlemmer, og at den værste Fortolkning, der kunde gives af hans Ord, var at For- slagene vidnede om en svag, forvirret Forstand, og det var dog bedre, end om de kom fra et slet Hjerte. Der besluttedes ingen Grændse at sætte. -- Efterat Christie var gjenvalgt til Præsident (med større Pluralitet end sidst), begyndte Oplæs- ningen af Forslag. Sorenskriver Schjøtz fremkom med et af yderste Vigtighed. Det angik en ligeligere Repræsentation, og søgte at forebygge, at nogen Stand skulde prædominere paa Storthinget. For at bringe et bestemt Forhold mellem Kjøb- stæderne og Landets Repræsentation, vilde han, at hin skulde forholde sig til denne som 1 til 2. Dernæst foreslog han, at Landmændene, som den talrigste Folkeclasse, vel skulde afgive flere Repræsentanter end de øvrige Classer, men deres Antal maatte dog ikke overstige en Trediedel af det Hele. De Øv- rige skulde deles i fire Stænder: civile, geistlige og militaire Embedsmænd og Kjøbmænd. For hver foreslog han et Mi- nimum og et Maximum, for Juristerne dog blot Minimum, nemlig 12. Han forlangte endelig Sagen decideret paa dette Storthing. Forslaget forekommer mig gjennemtænkt og vel ordnet, og jeg ønsker det et heldigt Udfald. -- Senere havde der været den heftigste Debat, som endnu i Aar har fundet Sted. Med Attest fra Thulstrup og Sørensen godtgjorde Fal- sen, at Adspredelse og forandret Clima var nødvendig for hans Helbred, og paa Grund heraf bad han om Tilladelse til at reise hjem til Bergen, men ønskede sig sin Plads paa Stor- thinget forbeholdt, dersom han blev frisk, inden det opløstes. Om den sidste Begjæring reiste sig svære Debatter. De sæd- vanlige Talere: Nansen, Bonnevie, Lange o. fl. bleve meget høirøstede, og da nu Præsidenten, fortumlet over al den Larm, SIDE: 207 ved Forslagets Fremsættelse til Votering glemte det sidste Ho- vedpunct, hævede sig en ny vældig Opposition, da Reisen var til- ladt af adskillige, som paastod, at de hverken havde givet eller kunde give deres Minde til, at Pladsen blev staaende vacant. Christie skal aldrig have været i saadan Forlegenhed. Da imidlertid han og flere formente, at Sagen var afgjort, ud- fandt man den Middelvei, at lade det gaae til Erklæring (ikke Votering) efter Navneopraab, om man havde forstaaet det saa, at det Hele eller blot Reisen var tilladt. Der blev en liden Pluralitet for det første. Spørgsmaalet var nu, om Falsens Suppleant, en Sergeant fra Nordfjord, imidlertid skulde indkaldes, men Bergh tog sit Uhr op og viste, at Klok- ken var over fire, og saa opsatte man den Sag til imorgen. Sverdrup er meget misfornøiet over Forslagene til Uni- versitetets Forflyttelse, siger, at han for ingen Pris flytter til Molde, Stavanger eller noget nordenfjelds Sted, og forudseer Videnskabelighedens og Sædernes Undergang blandt de Stu- derende, om saadant bevilliges. -- Provst Achenberg fortalte, at Repræsentanten Mikkel Saxlund (Halvor Hoels Successor) har ingivet til Statsraadet en Klage fra en Hob Hedemar- kinger over Storthinget i Anledning af Halvor Hoels Bort- visning [fotnotemerke] . Statsraadet skal vaande sig ved at lade den komme videre, da den skal indeholde Udtryk, for hvilke Vedkommende Fotnote: Ansøgningen, affattet i Hedermarkens Amts Indbyggeres Navn og rettet til Kronprindsen, gik ud paa, at den vilkaarlige Be- handling, som Storthinget havde tilladt sig ved at afvise Hal- vor Hoel, maatte blive Kongen forelagt, hvorhos Ansøgerne bønfaldt om, at Hoel igjen maatte nyde Sæde paa Storthinget. Dermed fulgte nogle Bemærkninger fra Hoel, hvori han yttrede Ønske om, at Kongen vilde i de offentlige Tidender foranstalte og give ham Opreisning for hans Æres Tab, saaledes at In- gen mere maatte nævne disse Affærer, uden derved at være un- derkastet en Mulct. -- Sagen blev, saavidt vides, afvist som Regjeringen uvedkommende. Udg. SIDE: 208 nødvendig maa sættes under Tiltale. Og hvorfor ikke da? Hvad er det for en utidig Barmhjertighed mod det Kjæltring- pak? -- Bønderne skal gjøre en slem Støi i Committeerne og endeel af dem (jeg kan dog ikke tro den ærværdige Hans Vestrem og min fornuftige Hans Grimelund) maatte forleden Dag vises ud af sjette Committee. Kirkesanger Bjørnsen skal være næsvis og indbildsk, en ægte Blaagaards Seminarist. Marezolls Andagtsøvelser har jeg udlæst, og maa tilføie, at anden Deel, især hvor Bønnerne have noget individuelt, er bedre end den første. Især er der meget vakre Bønner, som lægges tilvoxende Børn i Munden. Derimod tænkte jeg mig den sygelige gamle Kones Morgen- og Aftenbøn frem- ført af Fru Dyhring eller min salige Moder, og haaber kjær- ligst, at Marezoll aldrig har kjendt en saadan gudfrygtig Ma- trone, da han vel ellers ikke kunde troet, at hendes Sjel ved saadanne Betragtninger med Andagt kunde opløfte sig til sin Gud og Frelser. 6te September. Den Falsenske Sag afgjordes. Christie, Ræder, Theis Lundegaard og fremfor alle Bonnevie paastod, at Supplean- ten burde indkaldes, men Nansen og Lange, som igaar havde været de ivrigste Oppositionsmænd mod den tagne Beslutning, fandt det inconseqvent, naar Falsens Plads stod ham aaben hvilket Øieblik han vilde komme tilbage, og med 52 Stemmer mod 21 fik deres Mening Overhaand. (Jeg talte siden med Nansen og han anmærkede ei uvittigen, at det eneste, Falsen havde gjort som Repræsentant, var at forlede Storthinget til to Sottiser. Den første begik det, da det antog ham, den anden, da det afskedigede ham). Det var egentlig for den Sags Skyld Storthinget var sammenkaldt; dog foretoges med det samme et Par andre Ting. Bonden Johannes Bøe søgte om Tilladelse til at reise hjem i tre Uger, da hans Gaard SIDE: 209 manglede Tilsyn i Høstningen og hans Kone skal i Barsel- seng. (Jeg formoder denne Ansøgning efter Fortjeneste af- vises eenstemmigen). Nansen indleverede sin Philippica mod Silverstolpe og endelig anmeldte Præsidenten, at han havde noget at foredrage inden lukte Døre. Det var da intet an- det end et anonymt Brev, som skal indeholde nogle Klager over Statsraadet. -- I Odelsthinget fik jeg en bedrøvelig Forsmag paa Weidemanns Præsidentskab. Den første Sag, som foretoges, var Afgjørelsen af Spørgsmaalet om, fra hvad Tid vi med Hensyn paa Forordningen af 5te Januar 1813 kunde siges at have Fred (Capitaler maa nemlig ikke opsiges før to Aar efter Freden). Om fra Kieler-Tractaten, fra Conventionen paa Moss, fra 20de October 1814, da Foreningen med Sverige decreteredes, eller fra 4de Novem- ber, da Kongen valgtes? Vedkommende Committee havde foreslaaet det Sidste, og Odelsthinget decreterede det eenstem- mig. Og dette Decret dicterede Weidemann til Protocollen som et -- Lovforslag!! Christie reiste sig, og gjorde ham med Beskedenhed opmærksom paa denne skrækkelige Sottise, men det varede endda noget, inden han vilde indsee og til- staae den. Den maatte da rettes, og istedetfor foreslaaes som Lov, kom fastsættes. Siden oplæstes Forslag. Jeg havde en temmelig varm Disput med Hersleb om Nansen, over hvem han, saavel for hans Motion, in specie Indledningen, som for hans Invectiver i Lagthinget mod Høiesteret ubarmhjertig brød Staven. Han ansaa det for vist, at C. sigter til Christies Person, og var overalt heel misfornøiet med Nansens hele Fremgangsmaade. Hvad jeg dømmer derom, har jeg paa flere Steder i denne Bog erklæ- ret. Forfængelig og en Smule trættekjær er vel den gode Nansen, men at der ikke er et Ord i Motionen, som jeg, naar de forklares efter sund Hermeneutik, fra Patriotismens og Humanitetens Side kan misbillige, det vil man snart læse SIDE: 210 paa Prent, og at jeg vel ikke bifalder Maaden, hvorpaa han foredrog sin Anke mod Høiesteret, men ikke desmindre finder den aldeles grundet, har jeg ikke fragaaet og vil jeg ikke fragaae. Jeg havde overalt ikke troet, at Mænd som Sver- drup og Hersleb kunde vise sig saa afhængige af Partihensyn og Andres Dom, som jeg nu et Par Gange har erfaret. 7de September. Hersleb laante mig igaar et forunderligt Digt af Grundt- vig, kaldet Fædrene-Aaret, hvori han tilskriver de Danskes Synder, at Norge reves fra Danmark, og at Kong Frederik ikke har en Thronarving i nedstigende Linie. Det sidste troer han imidlertid endnu kan redresseres, Naar Unge og Gamle Sig ville forsamle, Til Kirke at gaae Med Anger og Smerte, Med blødende Hjerte Og bede om Fædrenes Tro. Naar da Marie vilde bede sin Mand kjærlig velkommen og bede Gud om en Søn, saa turde endnu hendes Navn vorde Konningemoder. -- Altid var saadant udelicat, men naar det endvidere betænkes, at Dronningen er en Kone paa 48 Aar, naar man saa desuden veed, at hun nu er uskikket til Barnefødsel, saa er en saadan Yttring i høieste Grad ubesin- dig og krænkende. Værdiges den Opmærksomhed, maa den mishage, og for Publicum staaer Grundtvig omtrent som den Holsteenske Hertug, der, efter Traditionen, overøste sig med Melk, og raabte: Facti sumus spectaculum angelis et hom- nibus! Verset selv er iøvrigt i Agent Holks Smag. 8de September. Nansens Motion om en norsk Ridderordens Oprettelse behandledes paa Storthinget. Constitutionscommitteen havde SIDE: 211 med megen Vidtløftighed erklæret sig mod den, og forlangt Sagen henlagt. Aschenberg var den første, som fik Ordet. I en kort skreven Tale fremsatte han sine Grunde for en norsk Orden, og yttrede blandt andet, at ihvorvel egen Bevidsthed og retsindige Medborgeres Bifald vistnok var Borgerens skjøn- neste Løn, saa er dog selv den ædleste Borger et svagt Men- neske, der ei kan betragte udvortes Hæder med fuldkommen Ligegyldighed. Herimod erindrede Tank, at naar, som den ærede Taler selv havde tilstaaet, Lyst til udvortes Hæderstegn var Svaghed, saa vilde det være meget upassende at anmode Regjeringen om at favorisere Svagheder. Nansen gjennemgik Committeens Indvendinger med yderligere Udvikling af sine Grunde. Bonnevie troede ligesom Aschenberg, at lidt Legetøi ikke skadede i vor nærværende Barndomsstand, bestred Com- mitteens Mening, at Kongen ved svenske Ordeners Uddeling var forpligtet til at angive sine Grunde, og vilde derimod have denne Lov med den yderste Strenghed iagttaget ved en norsk Orden, saa at aldrig saadan negativ Grund maatte hø- res, som nylig var hørt, at en Mand fik et Hæderstegn for sin Uegennyttighed d. e. fordi han ikke var henfalden til en Last. Ogsaa Lange var for en norsk Ridderorden. Ved Vo- teringen forkastedes Committeens Indstilling med 56 mod 17 Stemmer. Efter en kort Debat besluttedes, at Sagen ikke skulde overgives til Constitutionscommitteen og først afgjøres paa næste Storthing, men at en Adresse strax skulde indgives til Kongen. Præsidenten paatog sig at forfatte Adressen, om- endskjøndt den stred mod hans Overbevisning. -- Det andet, som afgjordes idag, var, at Ansøgning indgives til Kongen om Storthingets Prolongation for det første paa to Maane- der. Der var en eneste Modstander. Jeg forsømte at see, hvad det var for en Person, som til 30te September tænkte at faa alle de vigtige Gjenstande bragt i Orden, eller som vilde gaae fra ufuldendt Arbeide. -- Endelig kom da Hr. Bøes Ansøg- SIDE: 212 ning, som uden Debat afsloges af alle paa sex nær, som mu- ligens have isinde imorgen at indkomme med en lignende. 9de September. Jeg har maattet paatage mig det ubehagelige Arbeide at skrive en Prolog til Theatrets Aabning i de høie Herskabers Nærværelse. Min poetiske Aare synes for stedse udtørret. Det Væld, som frembrød, da Prinds Christian dulce ridens et dulce loquens begeistrede mig, tilstoppedes voldsomt ved en uigjennembrydelig Dæmning. Jeg indseer Nødvendigheden og Gavnligheden af Foreningen med Sverrig, jeg har hverken i personlig eller patriotisk Henseende ringeste Grund til Misnøie med den nærværende Regjering, tvertimod ærer jeg baade Kronprindsen og Essen og anseer dem begge for hæderværdige Mænd, men saasnart jeg i bunden Stil vil forkynde mit Fæ- dreland Held og Ære, saa isner mit Hjerte, min Tunge bin- des, og naar jeg aftvinger den Lyd, hviler Tvangens Præg øiensynligen paa hvert Ord. Med Hensyn paa hine Dage maa jeg, saalænge jeg lever, sige med Goethes Clavigo: "Es waren guten Zeiten, Carlos, die jetzt vorbei sind; ich gestehe dir gern, ich schrieb damals mit ofnerem Hertzen". Rigtig- nok ere mine gamle Følelser fra den franske Revolutions Dage tildels igjen vaagnede; vor halvrepublicanske Regjeringsform, og som Følge deraf hvad der trykkes og hvad der forhandles i Storthinget, har overmaade stor Interesse for mig, som Borger har jeg aldrig følt mig i den Grad som nu, -- men denne Følelse er ikke det ringeste poetisk, og det kunde vel heller ikke den være, som oprindeligen udgik fra det upoetiske Frankrig, og hvis almindelige Udbredelse man alt dengang forudsaa vilde dræbe al digterisk Begeistring. 10de September. Skjelderup tordnede med megen Iver mod Treschows de- spotiske Fremgangsmaade, hans ringe Omhu for Universitetet og den liden Agtelse, han viser dets Lærere. SIDE: 213 11te September. I Odelsthinget blev i Dag afgjort en Sag af nogen Vigtighed: om Straffe for Forbrydelser. Efter Lovcommit- teens Forslag vedtoges: 1. At Lemlæstelse afskaffes og Slaveri eller Tugthuusstraf substitueres den. 2. At Brændemærke borfalder, uden at anden Straf sæt- tes isteden. 3. At Halshugning med Øxe uden foregaaende Pinsel er den eneste Dødsstraf, undtagen for militaire Forseelser, der straffes med Arquebuseren forfra. 4. At der med de Henrettedes Legemer efter Døden forhol- des efter det ældre Lovbud. 5. At Boeslods Fortabelse substitueres med forholdsmæssig Fængselsstraf. Mod intet af dette reiste sig Opposition, naar jeg und- tager, at Capt. Synnestvedt vilde have Arquebuseren bagfra beholdt, hvori han dog ikke fandt Understøttelse. (Statsse- cretair Holst finder ogsaa, at Feighed og Subordinationsfeil ikke bør straffes paa samme Maade. Han beklagede ellers, at denne Lov ei er kommen nogle Uger før, da det Tilfælde existerer, at en Bonde, der var dømt til at miste sin Haand, og af Kongen, efter almindelig Vedtægt, benaadet med Fæng- selsstraf, ikke vil modtage Benaadningen, men paastaaer Dom- men exeqveret, hvorved man befinder sig i stor Forlegenhed). Schmidts Brev aander Misnøie og Mistænksomhed imod Regjeringen, og Enhver, han anseer for dens tjenstfærdige Redskab. Ogsaa han har gjort Epigram over Christie. Jeg maa ellers sige: Svag og inconseqvent er Christie nogle Gange forekommet mig paa dette Storthing, altsaa mindre værdig de Lovtaler, jeg og al Verden sidst holdt over ham, men derfor troer jeg ham ingenlunde istand til at begaae en slet Handling, og har Nansen meent ham med den foragte- SIDE: 214 lige Sammensyer C., da feiler han vist groveligen. -- Schmidt troer, at Napoleon endnu engang fremtræder paa Skueplad- sen, og at Englænderne gjemme ham til Hevn over deres Fiender. 12te September. Endskjøndt Storthingets Medlemmer vare temmelig træt- tekjære, vare dog Forhandlingerne heel uinteressante. Der bestemtes, at en Committee skal nedsættes til Gage- og Pensionslisters Revision. Ræder troede, at det alene burde gjælde de Gager og Pensioner, som efter Adskillelsen fra Danmark vare bestemte. Chrisitie var af modsat Mening, som ogsaa tildeels blev den gjældende. Theis Lundegaard vilde, at denne Committee skulde bestaae af en Jurist, en Handelsmand, en Geistlig og to Bønder. Man spurgte med Føie: hvorfor da ingen Militair? Aschenberg vilde for Lo- calkundskabens Skyld have en fra hvert Stift. Resultatet blev, at Valget (som skal være frit) overdroges Valgcommit- teen. -- Uagtet Christie sjelden faaer sine Meninger til at gjælde, holder han sig dog fast paa Præsidentstolen, fastere endog end før. For 14 Dage siden havde han kun 33 Stemmer, for 8 Dage siden 47 og idag 53. Rambech blev gjenvalgt til Secretair med den betydelige Pluralitet af 68 Stemmer. Jeg fik Brev fra Qvale i Lyster, som indbilder sig, at Torger Næs er Formand i første Committee, fordi han stod først paa Listen, der var indrettet efter Districternes alpha- betiske Orden. 13de September. Jeg har gjennembladet Grundtvigs Skrift mod den lille Anklager (Prof. Ørsted). Begyndelsen, hvor han vil være vittig, kan jeg aldeles ikke fordrage. Spøg i Grundt- vigs Mund er for mig som Hurra i en Kirke eller støiende SIDE: 215 Pantelege i et Prindseselskab, og aldrig fremskinner hans Arrogance umiskjendeligere, end naar han, ved at tale i denne Tone, ikke alene fordømmer sine Modstandere, men af- fecterer ogsaa at foragte dem. Hans alvorlige Beviis, at Schellings Philosophie er uchristelig, ugudelig og løgnagtig, tør jeg ikke indlade mig paa at bedømme. Det Hele kunde været langt kortere, og kunde maaskee, Christendommens Sag og Grundtvigs Forfatterhæder ubeskadt, endog været aldeles uskrevet. Intelligentsseddelen har et løierligt lille Rim fra Ole Skraalhader i Raadhuusgaden til Frokostsangeren O. B.(Ole Bjørnsen, se 25de f. M.), som var Forsanger ved den Wahlstrømske Frokost. Der skal overalt gaae en stærk Tracteren af Storthingsbønderne i Svang blandt de Sven- ske, og ihvorvel jeg ikke indseer, hvad det er, man ved en saadan Bondestandens Cajolering kan ville opnaae, forekom- mer den mig mistænkelig og i ethvert Tilfælde uværdig. Den har Lighed med det Korn og de Sølvpenge, som ud- deeltes ifjor. Saadant røber altid, at man ikke er vis i sin Sag, og at man ikke tager i Betænkning at gaae Gjenveie, for at naae sit Maal; og de Mennesker, man paa en saadan Maade tænker at vinde, maa dog ikke være saa lidt forag- telige, hvis de bide paa Krogen. -- Nationalbladet No. 9 -- 12 er udkommet, og deri min Dom over Nansens Motion. Mariboe læste den i min Nærværelse inde i Lehmanns Bog- lade, og fandt Indledningen bedre end Grundene. Han er nemlig af dem, der misbillige Nansens Fremgangsmaade, og troer, at den hverken kan forsvares eller undskyldes. Hvad den gode Mariboe vil, og hvad hans politiske Troesbekjen- delse monne være, bliver mig forresten mere og mere dun- kelt; veed han det selv, skal det være mig kjært. Med al den Patriotisme, han brammer af, stikker dog nok noget af Jødenaturen i ham endnu. SIDE: 216 To Smaastykker i Nationalbladet maa jeg ogsaa om- tale: en mere detailleret og temmelig bitter Anke over det tidt omtalte Lystspil i Byens Kirke, hvor især Falbe faaer en slem Snert: og et Slags Svar paa det Spørgsmaal, hvor- for Studenterne ei vilde bortbære Hount. Noget egentlig fornærmeligt fandtes der ei, uden i det høieste mod Horster, som havde reqvireret deres Assistence. Svaret er og affattet i en meget anstændig Tone, men dog maa jeg tilstaae, at det bragte mit Blod i saadan Kog, at jeg som Herman von Bremen adskillige Gange maatte tælle til 20, for ei at fare paa den Karl, der, med al sin Finhed og Politesse, dog har kastet Skygge paa min afdøde Vens Characteer, og indirecte sagt, at man ei ansaae ham for værdig til at bæres bort af saadanne store Creaturer som de. Jeg var en Stund i Lagthinget og opdagede, at Lange er en duelig Præsident. Iøvrigt var det noget kjedsommeligt Tøi, som forhandledes. 14de September. Jeg fik ingen Billet til Odelsthinget, men tabte ei derved. 15de September. Heller ikke i Dag blev det mig muligt at komme paa Galleriet, og jeg var ret meget bedrøvet derover, da den vig- tige Værnepligtssag skulde foretages, men jeg tabte intet. Sagen blev henvist til 5te og 6te og 2den Committee, fra hvilken den vel endnu ikke paa en Maaned kommer tilbage. Det er vanskeligt at sætte sig ind i andres Situation, men i hvor mange Forretninger de gode Mænd end overvældes med, forekommer deres Nølen mig utilbørlig. Pluraliteten længes vist hjem efter Kone, Børn og Kaldspligter, men om ikke Enkelte, der angive Tonen (Præsidenterne f. Ex., der lede Affairernes Gang) kunde haste lidt mere, end de gjøre, det er mig idetmindste problematisk. SIDE: 217 16de September. I Dag var jeg i begge Thing. I Odelsthinget hørte jeg kun, foruden en Rapport om det mig ubekjendte og uved- kommende Bergvæsen, et Forslag af den skrivesæle og ind- bildske Kirkesanger Bjørnsen mod Adelen, hvori han vilde, at kun den, der er født af adelige Forældre og nu har naaet Myndighedsalder, skal have adelige Privilegier, alle Yngre derimod udelukkes derfra. Deri tænker han da meget forskjel- ligt fra Ludvig den attende, der har indført Arveadel, som det virksomste Middel til at vedligeholde Orden og Rolighed i en Stat, især paa Grund af de Dyder, han troer at ned- arves fra Fader til Søn i tusinde Led. -- I Lagthinget fo- retoges det Stykke af Criminalloven, som afgjordes i Odels- thinget den 11te. Det antoges paa et Par Forandringer nær, hvoriblandt, efter Major Schjøtts Motion, at det ved Arquebuseringen skal have sit Forblivende ved de ældre, hid- til gjældende Love. 17de September. Efter endt Gudstjeneste spadserede jeg, ifølge med Hers- leb, op til Hans Hauge. Hersleb ynder simpel Sang, som i Slotskirken, mere end Orgelspil og finder den mere overeens- stemmende med Gudsdyrkelsens stille Værdighed. -- Biskop Bech havde foreslaaet ham Udgivelsen af et periodisk Skrift, hvilket han ogsaa ønsker, men troer, at Bech vil give det en mere udvidet Tendents, end han finder passende. Herlebs Mening er, at et saadant Maaneds- eller Qvartalsskrift in- tet skulde indeholde, uden hvad der stod i nærmere eller fjer- nere Forbindelse med Religionen, kunde berigtige og forene Begreberne om den, og indgyde Mængden Ærbødighed mod de hellige Lærdomme. Forsaavidt de kunde henføres dertil, vilde han dog ikke have Naturvidenskap, Historie o. desl. ude- lukte. Hvad derimod alene angik verdslige Handeler, troede SIDE: 218 han burde staae i et eget Ugeblad, der med Tiden, mere eller mindre afhængigt af Hovedskriftet, kunde udkomme. -- Oehlen- schlägers nyere Arbeider forekommer ham altfor fornuftige. Jeg kan ikke anderledes forklare mig Herslebs og Sverdrups forandrede Dom om Danmarks første Digter, end at Grundt- vig ikke ynder ham som før, og at personlig Hengivenhed for Grundtvig frembringer hos dem en Virkning, som aldrig per- sonlig Hengivenhed for noget Menneske har frembragt eller kan frembringe hos mig. -- Under saadanne Samtaler kom vi til Bakke, hvor vi foruden min Familie fandt Kjerschow, et Par fremmede Kjøbmænd og Storthingsbønderne Kittel Aarstad og Lars Tingnæsset. De syntes at være meget re- ligiøse Mænd, og fandt 3 -- 4 af Storthingets Bønder at være Fritænkere, hvoriblandt, til min Forbauselse, Christen Nersteen, der paastaaer, at mine Prædikener er hans Ynd- lingslecture. 18de September. Det eneste, som gjør denne Dag mærkelig, er Remini- scentser. Man læse dens Historie fra de to forrige Aar, og saa har jeg ikke stort mere at tilføie, end at den nu var in- tet af hvad den da var: hverken en Høitids- eller en Ær- grelsesdag. For to Aar siden bildte jeg mig ind, at "den store gode Christian den Fjerde" var opstaaet fra de Døde og vandrede lyslevende blandt os under Navn af Prinds Chri- stian Frederik. Ifjor var jeg vaagnet af denne Drøm, saae min fordums Afgud for sidste Gang, saae ham som et svagt, uselvstændigt Menneske, der ikke befandt sig saa vel, at han kunde spise med sin Sjelesørger om Middagen, men blev om Aftenen "frisk som en Hest", saa at han kunde spøge og støie med et Par Damer af den galante Verden. Nu er Drøm- men forbi og Smerten over den pludselige Vaagnen ligesaa. Heel ominøst stod hans Navn i forrige Aars Almanak under SIDE: 219 den Sentents: "Ingen kan tjene to Herrer". Han gjorde et uheldigt Forsøg paa at gjøre disse Ord til Løgn -- og nu er den 18de September ikke mærkeligere end hvilkensomhelst af Aarets øvrige 364 Dage. 19de September. Nansen havde forberedt mig paa, at han i Dag vilde gjøre et listigt Forslag. Kongen havde med Gave og Hæderstegn benaadet den Deputation, der var afsendt med Grundloven. Ogsaa havde han saavidt muligt bønhørt de Ansøgninger, der efter forrige Storthings Beslutning vare ham gjorte. Dette havde man læst i Aviserne, men officiel Meddelelse til Storthinget var aldrig skeet. Denne foreslog nu Nansen at begjære af Storthingets Præsident, som havde væ- ret Deputationens Formand, oplæst og vedlagt Protocollen, hvorpaa han vilde have en Takadresse udstedt til Kongen for hans Naade mod Deputationen og Kjærlighed til det norske Folk, samt til Deputationen for den Nidkjærhed, hvormed den havde udført sit Ærinde. Man indsaae vel Hensigten, men den laae dog temmelig dybt. -- Procurator Weidemann vilde, at de forskjellige Committeer, til hvis Betænkning Lov- forslag indsendes, skulde træde sammen og enes om en Dom, da deres Meninger som oftest vare hinanden modsatte, saa- ledes maatte forvirre Repræsentanterne. -- Endelig bragte en Tjener to prægtige Exemplarer af Rigsacten, en dansk med rødt, og en svensk med blaat Bind, det ene til Opbevarelse i Archivet, det andet til Underskrivning og Tilbagesendelse til Sverige. Lange erindrede herved, at naar Storthinget aldrig uden ved Deputation udførte noget Ærinde hos Statsraadet, saa kunde og Statsraadet ved en saa vigtig Sag som Rigs- actens Overlevering vise Storthinget samme Ære. I Odelsthinget debatteredes først over en fra Lagthin- get tilbagesendt Lov, hvor Egebark og Fedevarer imod Odels- SIDE: 220 thingets Decret vare forbudne at udføres. Man opholdt sig især længe ved Egebarken, for hvis Udførsel Christie, Weide- mann, Theis Lundegaard og Nersteen drabeligen kjæmpede, men fandt ligesaa drabelige Modstandere i Gerner og Cap- pelen, som dog maatte give efter for Overmagten. -- En endnu varmere og langvarigere Debat var om et af Aschen- berg indgivet Forslag om Bygdemagaziners Oprettelse over det hele Land. Hovedkjæmperne vare Aschenberg selv for, Weidemann imod Magazinerne. Som Interlocuteurer lod sig høre: Budtz, Normann, Nersteen, Bjørnsen, Haagenstad og Øverland. Alle talte efter deres individuelle Erfaring og det dem bekjendte Locale. Christie frembragte Resultatet med den Anmærkning, at han ofte havde erfaret, at der ikke be- høvedes mere for at volde Lunkenhed for en almeennyttig Foranstaltning, end at paabyde den som Lov. Han indsaae Rigtigheden af det, nogle Medlemmer havde sagt om Maga- ziners Gavnlighed, men af de Erfaringer, hvorpaa de beraabte sig, var det og indlysende, at, hvor Trang føltes, kom saa- dant istand uden Lovbud. At paanøde nogen Magaziner, som ikke trængte dertil, eller ikke følte deres Trang, var i første Tilfælde reent uretfærdigt og unyttigt, i sidste Tilfælde uhen- sigtsmæssigt, da Sagen vilde drives med Kulde. Altsaa meente han, Forslaget burde henvises til den almindelige Lov- committee, hvilket ogsaa vedtoges, men at Weidemann ei efter saa langvarig Debat lod votere efter Navneopraab, var ufor- svarligt, og dobbelt i mine Tanker ved den Omstændighed, at nordre Throndhjems Amt skulde være førstvoterende, og Præ- sidenten altsaa har troet, de fire første Vota kunde have Ind- flydelse paa det Hele. Overalt er den Weidemann en for- hadt Karl i mine Øine, en baade uduelig og farlig Præsi- dent. Han og Christie fik ogsaa deres Pas paaskrevet tidlig i Aften, medens endnu blot Oppositionspartiet: Bugge, Ræ- der, Schultz og Aschenberg vare tilstede. De øine i den for- SIDE: 221 underlige Opsættelse af Alt en dybt anlagt Plan, for hvis Hovedmænd de ansee de to Præsidenter: ved at faae de uvi- dende og vrøvlende Bønder paa deres Side, at gjøre Alt saa forvirret og indviklet, at den executive Magt tilsidst maa gribe ind i Lovgivningen, og udvide sin Indflydelse mere og mere. Om Christie tænker jeg nødig noget ondt, troer idet- mindste, at han intet tager Deel i, uden hvad han mener at kunne fremme Fædrelandets Tarv, men saa mild er in- genlunde min Dom om Weidemann, hvem jeg holder for en voldsom, despotisk Person, en Karl, der efter Convenients kunde spille en Robespierres eller en tyrannisk Ministers Rolle. Saaledes dømmer jeg nu om den Mand, jeg i No- vember f. A. satte strax nedenfor Christie og Motzfeldt. Kl. 7 i Aften begyndte mine Gjæster at samles. Med Undtagelse af Schmidt, bestod hele Selskabet blot af Stor- thingsmænd. Jeg fik to Spillepartier arrangerede; de, som ikke spilte Kort, sad inde i den grønne Stue, røgede Tobak, drak Punsch, og snakkede med megen Fidelitet, hvori Oppo- sitionsmændene meest toge Deel. Ved Bordet manglede ikke Conversation ved den Ende, hvor disse tilligemed Schmidt havde samlet sig; derimod var der stille og alvorligt ved den anden, hvor uden Tvivl Christies Øren saaredes ved meget af Bugges, Nansens og Bonnevies politisk vanhellige Snak. Idetmindste løb han sin Vei med megen Hurtighed i det Øieblik, han var kommet fra Bordet, efterat havde vexlet nogle høflige men ikke venlige Ord med Nansen, og i samme Stund vare de og Alle som bortblæste. Jeg har aldrig seet et Sel- skab uden udvortes Anledning med saadan Iil at adsprede sig. De Skaaler, jeg proponerede, vare: 1) Velkommen! 2) Norges Storthing! 3) Bedre Dage end hidtil for Op- lysning og Videnskabelighed i Norge! 4) Handel, Ager- dyrkning og Industrie! 5) Fraværende Koner og Børn! 6) Den ærværdige Biskop Brun i Bergen! -- Det havde SIDE: 222 ingen ret Art. Der var ingen Hjerternes Forening, og hvad der syntes at være Foreningspunct, var virkelig Adskillelses- punct. Jeg skal aldrig mere indbyde saadan en Flok Men- nesker, der have en vis Benævnelse, men intet andet tilfælles. 20de September. Intelligentsseddelen synes at ville blive en Cloak, hvor blot Uhumskheder fortjene at henlægges. Der findes i Dag to nye Invectiver mod Nansen, hvoraf det ene er saa grov, nederdrægtig Pasquille, at mit hele Hjerte oprørtes ved saa- dan Afskyelighed. Nansen selv har i et lidet Epigram ad- varet Dagens Stridsmænd mod skidden Gemenhed. -- Na- tionalbladet har begyndt paa en lang og kraftig Gjendrivelse af Weidemanns Forslag til et Reglement for Høiesteret, ven- telig af Advocat Hjelm. (Ihvorvel jeg har hørt i Dag, at Weidemann skal være en retskaffen, i sin Kreds yndet og ag- tet Embedsmand, under jeg ham af Hjertet al mulig Rev- selse for den og hans øvrige Synder). Samme Blads Ud- giver har været indkaldt for Politimesteren og tilholdt at nævne en Forfatter, som har sagt, "at Justits- og Politi- væsenet her i Landet har været og er i slet Forfatning". Nansen og Schmidt udviklede for mig den hele Plan, som man tiltroer de Svenske, ved nogle udvalgte Redskabers Hjælp at ville udføre: Pengevæsenet skal fremdeles forblive i forvirret Tilstand. Vigtige Puncter i Lovgivningen skulle blive uafgjorte, hvilke Regjeringen ved provisoriske Anordnin- ger maa bringe i Rigtighed. Dette gaaer hen til Februar 1818, da et nyt Storthing skal sammenkaldes. Dette kom- mer at bestaae af næsten lutter Bønder. Indviklede Sager forelægges dem. De vide hverken ud eller ind, og hvad der ikke var galt før, bliver det da. Nu reise sig Landets tæn- kende Mænd og sige: "Nei, dette gaaer aldrig godt. Grund- loven er bygget paa falske Principer; efter den kan Norge SIDE: 223 ikke bestaae som selvstændigt Rige. Norge maa forenes nøiere med Sverige". Det skeer. Norge sammensmeltes med Sve- rige; man tilbyder Kongen Souverainitet eller noget lignende, og dermed er det forbi. -- Det er muligt, at Planen kan være saadan. Til at troe paa dens Udførelse maatte vi le- vet i en paa uventede Begivenheder mindre rig Tidsalder, end den nærværende. Og at der er Ondskab i Planen, at jo dens Udførelse kan vorde til Rigernes sande Gavn, det være langt fra mig at ville bestemme! Prinds Christians og Maren Ingebretsdatters lille Plante er død. 21de September. Schmidt fortalte, hvorledes Lange og Stoltenberg raabe Ak og Vee over Christie som Apostat, hvilket dog Lange allerede paa forrige Storthing indsaae, at han vilde blive. Stol- tenberg har ellers et Forslag at gjøre, som jeg maa tilstaae mishager mig. Han vil nemlig have udelukket fra Stor- thinget alle de Embedsmænd, som efter Grundloven kunne afskediges uden Lov og Dom. Vilde han foreslaae denne fordærvelige Paragraphs Udslettelse, gjorde han uden Tvivl langt bedre. Jeg vil ikke tiltroe Stoltenberg nogen slet Hen- sigt, men at Følgen omsider kunde blive alle Embedsmænds Udelukkelse, forekommer mig ei usandsynligt. Man begynder med Bisper og Stiftamtmænd; siden gaaer man over til dem, der gjøre sig Haab om engang at opnaae disse Hædersposter, og som paa Grund deraf formodes at ville gjøre sig Regje- ringen til Ven. At kun de kyndige og talentfulde Embeds- mænd kunne gjøre sig saadant Haab, indseer man. Disse udelukker man altsaa som farlige for Friheden, og tager jevne, enfoldige Personer, der ere af samme Mening som Nils Skriver. Dennes Rolle vil altid en Demagog, solgt til det ene eller andet Parti, paatage sig, og saaledes betages SIDE: 224 Landets ypperste Mænd, ved en i ni af ti Tilfælde ugrun- det Mistanke, Leilighed til at tale og virke som Folkets Re- præsentanter. Jeg fik en lang Epistel fra Falbe, hvori han paa egne og flere Personers Vegne protesterer mod Melodien af God save the king til min Folkesang paa Theatret ved Kron- prindsens Ankomst, paa Grund af, at det er en engelsk Na- tionalmelodi, der endnu maa skurre i Normændenes Øren, og at Kronprindsen heller vil høre en af vore norske Melodier. Jeg er saa kjed af alle disse Betænkeligheder, at det kostede mig Overvindelse at svare med Kulde. Det gjorde jeg imid- lertid, og overlod Falbe Alternativet mellem at bruge den Dupuiske til "Manden med Glas i Haand", som har samme Metrum, eller at componere en ny. 22de September. Nansens listige Forslag var Dagens Orden i Stor- thinget. Christie som Part i Sagen, overlod Præsidentstolen til Bugge, og satte sig paa sin Repræsentantplads, men Nan- sen har aldrig havt saa slet Held med nogen af sine Motio- ner som med denne. Var den listig, saa var Listen enten saa dyb, at Ingen forstod den, eller saa taabelig, at Ingen lod sig narre af den, eller saa nedrig, at Alle afskyede den. Ikke et eneste Menneske gav ham Medhold, ikke en eneste Stemme bifaldt, saavidt jeg erindrer, nogen af Forslagets fire Puncter. Derimod maatte han døie adskillige Finter, endog af de varmeste Patrioter, f. Ex. Bonnevie og Schultz. Den sidste sagde, at da Deputationen, efter hvad der var paalagt, havde indberettet til Statsraadet sit Ærindes Ud- fald, og dette igjen bekjendtgjort det i Rigets Aviser, saa indsaae han ikke, at der var andet at rapportere Storthinget, end hvorledes Deputationen var bleven beværtet i Stockholm. Over Takadressen til Kongen, fordi han havde modtaget De- SIDE: 225 putationen saa naadigt, persifleredes ogsaa. Man kunde ikke tvivle paa, anmærkedes der, at den Deputation, der skulde bringe en saaden Takadresse, ogsaa skulde blive vel behandlet. Dette vilde fordre en ny Takadresse og en ny Deputation, og saaledes kunde det gaae hele Aaret til liden Baade for Stats- cassen. Touren kom nu til den Tak, der skulde ydes Depu- tationen, og Christie gik ud under Deliberationen, som dog snart ophørte, da Nansen selv fandt dette Skridt upassende, naar man ei vilde takke Kongen. Med fuldkommen Eenstem- mighed blev altsaa det hele Forslag forkastet. -- Efter en Pause var nye og varme Debatter. Det gjaldt Procurator Weidemanns Forslag om Committeernes Sammentræden, for at udbringe et Resultat, naar de dissenterede om en Sag. Den juridiske Committee, til hvis Betænkning Forslaget var indsendt, vilde have det forandret derhen, at Formændene skulde udnævne 3 eller 4 af deres respective Committeers Medlem- mer, og disse skulde da udgjøre en combineret Committee. Dette fandt adskillige, især Bonnevie, aristocratisk, da det vilde gjøre Brud paa den Valgfrihed, der er hans stadige Schibo- leth, og Formændene maatte befrygtes blot at vælge Med- lemmer, der tænkte om Sagen som de. Bugge foreslog en Modification, at nemlig Committeernes Medlemmer af deres egen Midte skulde vælge 3 -- 4, der i den combinerede Com- mittee skulde handle i deres Navn. Den juridiske Committees Forslag forkastedes med stor Pluralitet. Nu blev Spørgs- maalet, om det ei kunde antages efter Bugges Modification. Dette Forslag fremsattes (vistnok i Overeensstemmelse med Reglementet) saa dunkelt og indviklet, at Nogle erklærede, ikke at forstaa det. Bonnevie o. fl. paastod, at det først maatte afgjøres, om en saadan combineret Committee skulde existere, inden der kunde bestemmes, hvorledes dens Medlemmer skulde vælges. Men Christie, som holder fast paa Formaliteterne, og forstaaer sig ogsaa bedst paa dem, blev ved den engang SIDE: 226 antagne Form, hvoraf Følgen var, at Bonnevie erklærede ikke at kunne votere, og gik ud, og at Theis Lundegaard, som havde talt imod Forslaget og siden voteret for det, erklærede, at han havde stemt mod sin Overbeviisning, hvorfor han og- saa fik sit Votum overført i den anden Rubrik. Det hjalp imidlertid ikke. Med 37 Stemmer mod 35 antoges Weide- manns Forslag med Bugges Modification. -- Endelig debat- teredes et Forslag af Stoltenberg, om Committeen til at re- videre Statsraadets Protocoller blot skulde give en historisk Indberetning, eller tilføie den deres egen Betænkning. Alle Committeens Medlemmer talte, og, saavidt jeg erindrer, var alle, undtagen Stoltenberg, af den første Mening. Bugge oplyste sin Paastand med et Exempel: "Naar jeg sender en ind i mit Bibliothek, for at see, hvad der staaer i en Bog om en vis Materie, saa forlanger jeg blot, at han skal sige mig Bogens Ord. Vil han endvidere commentere derover, eller endog raade mig, hvad Brug jeg skal gjøre deraf, saa kan jeg med Grund sige til ham: "Jeg har hverken forlangt din Forklaring eller dit Raad". Den blotte Indberetning decreteredes med stor Pluralitet. 23de September. I Lagthinget var Fedevarerne og Egebarken atter ordre du jour. Mere end Halvdelen af Medlemmerne talte, nogle vidtløftigen og med Pathos. Det blev ved den forrige Be- slutning. Paa samme Tid kom Communication fra Odels- thinget om, at det ei har bifaldt Lagthingets Beslutning om den criminelle Lovgivning. Der er ingen Tvivl om, at jo Lagthinget staaer paa sin Mening, og saaledes have to i sig selv ubetydelige Sager to Gange gjennemgaaet begge Thing, og skulle nu foretages in pleno, -- et trøsteligt Forvarsel for, hvad der vil skee, naar det Betydeligere, hvorpaa Landets Vel og Vee beroer, vorder Dagens Orden. Der er overalt en SIDE: 227 øiensynlig Spænding mellem begge Thing. Christie og Wei- demann angive Tonen i Odelsthinget, Nansen, Lange og Bonnevie i Lagthinget, og Muligheden af at bringe de Ho- veder under en Hat synes alt mere og mere at fjernes. Fædrelandet er det vel, som taber derved, og det samme, der efter Herman von Bremens Vidnesbyrd ødelagde det assyri- ske, persiske, græske og romerske Monarchie: Splid, kan vel og med Tiden berede vort stakkels lille Norges Undergang. Biskop Krogh troer i Nansens sidste Motion at see det første Skridt til Systemforandring, men deri bedrager han sig uden Tvivl. Nansen har sikkerlig forudseet Forslagets Skjæbne, skjøndt maaskee ikke den eenstemmige Modsigelse, og det Hele synes anlagt paa at chicanere Christie under Skin af at rose ham. Krogh er en interessant Mand. Han fortalte om den store Festlighed, hvormed Prindserne ere modtagne i Trond- hjem. Kun Grev Schmettow har ingen Deel taget deri. Han mødte ikke ved Couren, ingen af Prindsens Suite har været i hans Huus undtagen Anker, og han har den hele Tid levet aldeles incognito. Grev Trampe skal gjøre alt mu- ligt, for at udvirke Hosernes Grønhed. Sodemann er aldeles omvendt. Han har forfattet en høitravende Inscription i An- ledning af de høie Gjæsters Nærværelse, og har, som Viden- skabernes Selskabs Secretair, i Præsidentens og Vicepræsiden- tens Fravær holdt Taler for Prindserne. 24de September. Qvædlinger eller Smaaqvad af Grundtvig har jeg endelig udlæst. De fleste af dem have forhen været trykte, og have det mærkelige ved sig, at Forfatteren selv har recen- seret dem, undertiden heel strengeligen, naar han finder, at hans Anskuelse ikke var evangelisk christelig nok, da han skrev Digtene. I Almindelighed maa jeg sige om dem: Sunt mala, sunt mediocria, sunt bona plura, men dog af det sidste ikke SIDE: 228 saa meget, at jeg i disse kostbare Tider kan tænke paa at forøge min Bogsamling med dette af 479 Sider i stor Oc- tav bestaaende Skrift. Det sidste, forhen utrykte Digt, "Ham- mervisen", er i en ganske ny Maneer: comisk Behandling af en gammel nordisk Mythe, jeg veed ikke med hvor mange eller faa Tilsætninger. I en Note tilkjendegiver han paa en for- blommet Maade dets sande Mening, at han nemlig haaber, Danmark engang vil gjenvinde Norge fra Sverige, og sande- lig, til at haabe saadant, behøves en stærk Troe. Danmarks Afmagt og Normændenes Stemning gjør det lige usandsyn- ligt. Hverken Tendents eller Behandling staaer mig an. 25de September. At Kongens hele Hof-Etat er indført i den nu udkomne Statscalender, undrer mig, da den dog ikke i ringeste Maade vedkommer Norge, eller kan interessere os, uden forsaavidt man kan sammenligne Hofholdningen i Danmark, hvor Dron- ningen f. Ex. har en Overhofmesterinde, en Kammerfrøken og 2 eller 3 Hofdamer, med den i Sverige, hvor Hendes Ma- jestæt, foruden Overhofmesterinde og Hofmesterinde, har 8 tjenst- gjørende Hofdamer og 4 Hoffrøkener, ikke at tale om 1 Over- kammerherre, 1 Overstaldmester, 2 Hofmarskalker og 9 tjenstgjø- rende Kammerherrer. Heller ikke forekommer det svenske Stats- raad mig paa sit Sted i denne Calender, uden forsaavidt det en- gang under Interregnum maatte komme at fungere i Forening med det norske. Iøvrigt er Calenderen god og hensigtsmæssig. 26de September. Hver Tirsdag samles Storthinget in pleno. Der er da Præsidentvalg, og man tager da med det samme de Sager, som ere modne til Deliberation. Den er da ogsaa gjerne min Hviledag, og saaledes forsømmer jeg aldrig at møde paa Gal- leriet, hvor dog Odelsthingets Forhandlinger under Weide- manns Præsidentskab have lidet interessant for mig. I Dag afgjordes en vigtig Sag i megen Korthed; der besluttedes SIDE: 229 nemlig eenstemmig at ansøge Kongen om en egen Posts An- læggelse til Udlandet for den norske Statscasses Regning. Derimod taltes vidtløftigen om en yderlig Bagatel. Vangen- steen havde gjort Motion (Forslag kunde det ikke kaldes) om den Synderlighed, at de, som have Titelrang fra den danske Regjering, kunde faae deres Bestallinger fornyede for halv Gebyhr. Syvende Committee havde foreslaaet Motionens Henlæggelse. Borchsenius opponerede mod Vangensteen, ikke uden Grovhed, da han talte om Folk, hvis Fingre kløede, og som havde saadan uimodstaaelig Lyst til at læse deres Navne i Efterretningerne om Storthingets Forhandlinger. Vangen- steen beklagede igjen, at han havde trykket en vis Mand paa Bylden, og at denne havde følt sig truffet. Præsidenten kaldte dem Begge til Orden, og bad dem holde sig til Sagen. Bon- nevie erindrede, at da Titelrang efter vor Constitution er et Intet, saa havde Kongen formodentlig gjort denne Anordning, for at prøve Gemytterne, og erfare, hvo der var forfængelig nok til at sætte Priis paa saadan unyttig Flitterstads. Nan- sen snakkede for sin Æske, og anmærkede, at den Embeds- rang, man havde havt under den forrige Regjering, dog nok burde være gjældende under denne. Committeens Forslag ved- toges eenstemmig. -- Storthingets Embedsmænd bleve de sæd- vanlige; Christie havde i Dag 53 Stemmer. 28de September. Storthinget havde i Dag en mærkelig og interessant Session. Det gjaldt de to Sager, hvorom de to Thing ei kunde enes. Den om criminel Lovgivning var den første. Lange begyndte Debatterne med at oplæse en temmelig vidt- løftig Deduction, hvori han motiverede sin og Lagthingets Af- vigelse fra Odelsthingets Mening. Bergh fremsatte ligeledes i en skreven men kortere Tale Grundene til Minoritetens Dis- sents. Ved første Paragraph blev Odelsthingets Mening den SIDE: 230 gjældende. Da Arquebuseringen foretoges, oplæste Capitain Synnestvedt et kort, ret vel udarbeidet Forsvar for Arquebu- seringen bagfra, især paa Grund af, at det i nærværende Tid, da nogle af Fædrelandets Forsvarere endnu ikke havde retfærdiggjort sig i Henseende til deres Forhold i afvigte Aar, vilde se besynderligt ud, at formilde Straffen for Feighed og Landsforræderie. Nansen glædede sig hjerteligen over at høre saadanne Udbrud af reen og varm Patriotisme, men derhos mente han, at Død er Død, og naar denne ei er forbunden med større Piinsler, er det den Døende det samme, enten Dødsmaaden er ærefuld eller vanærende, thi naar man er død, saa er dog alt forbi. Heri modsagdes han af Capitain Ræder o. fl., og Udfaldet blev, at Lagthinget her seirede med betydelig Pluralitet. Nu kom da Egebarken, og den var haard at fordøie. Jacob Aall begyndte med at oplæse et Forsvar for uindskrænket Handelsfrihed; det samme gjorde ogsaa Bergh. Extempore, og, som det forekom mig, med lys Orden og Grundighed gjennemgik Tank deres Grunde, og gjendrev dem, hvad de omtvistede Puncter angik. Han modsagdes af Christie, begge Brødrene Weidemann, Niels All, Nersteen o. fl. Han stod næsten ene, men da det kom til Votering, og Spørgsmaa- let var, om Odelsthingets Beslutning om denne Paragraph i det Hele bifaldtes, blev Svaret dog benægtende, da 53 Stem- mer var for, 27 imod, og en saadan femte Gang afhandlet Sag skal have to Trediedele af Stemmerne for at decideres. Der manglede altsaa een Stemme til Afgjørelse i Odelsthingets Faveur, men denne ene Stemme voldte megen Allarm og For- virring. Nansen havde den Ubesindighed at erklære, at da der kun var een Stemmes Difference, saa vilde han, for at Sagen kunde bringes tilende, gaae over til modsat Mening og votere med Pluraliteten. Flere Medlemmer reiste sig paa engang, for at gjøre Indsigelser mod denne Lovstridighed, hvoriblandt Tank og Bonnevie vare de ivrigste. Nansen indlod Sagen til ny SIDE: 231 Votering. Man protesterede heftigen herimod. Christie erklæ- rede, at man vel før havde havt Exempel paa, at Medlemmer, der havde misforstaaet Qvæstionen, forandrede deres Votum, men dette var ikke Tilfældet her; altsaa tiltraadte han Oppo- sitionens Mening. Imidlertid troede han ei at kunne afslaae et Medlems Forlangende om Votering, da der vel ikke kunde være Tvivl om dens Udfald. Bonnevie og flere vedbleve deres forrige Paastand. Et Medlem sagde, at naar saadant een Gang kunde tilstedes, saa kunde det og oftere, og det kunde være værdt at vide, hvormange Gange man havde Lov, at forandre sin Mening. "Ja", tilføiede Tank, "det var godt, om man kunde see afgjort, hvor ofte man kunde tillade sig slig Adfærd, inden man excluderedes af Storthinget". Nansen stod nu op og frabad sig Votering, og jeg havde troet, han vilde følt sig saa ydmyget, at han gik ud, eller idetmindste i Dag ikke senere oplod sin Mund, men under den følgende Debat talte han lige- saa ofte og ligesaa frimodig som altid, et Letsind, som grænd- sede til Frækhed. -- Præsidenten mente nu, da Odelsthingets Mening var forkastet, at burde underkaste Lagthingets Decret Votering hvert Punct for sig, da han fandt det rimeligt, at nogen kunde ville have Udførselsforbud mod Egebark, men ikke mod Fedevarer og omvendt. Et Par Bønder erklærede, at det var Tilfældet med dem, men Capitain Ræder erklærede denne Spørgsmaalets Fremsættelse aldeles constitutionsstridig. Her- over debatteredes en Stund. Ved Votering vedtoges, at Sa- gen skulde foretages i den af Præsidenten foreslagne Orden. Hermed acquieseerede dog ikke Ræder, Grundloven forekom ham at staae eller falde med denne Qvæstion, og han begjærte to Dages Udsættelse. Lange og Bonnevie traadte over paa hans Partie. Præsidenten, Bugge og Weidemann var imod ham. "Hvad er det", spurgte de, "som vi i 2 Dage skulle betænke os paa? Om Egebark og Fedevarer skulle udføres? Derom har to Gange i hvert Thing, og nu ogsaa her i Dag været SIDE: 232 debatteret. Thinget maa altsaa antages at have gjort sig til- fulde bekjendt med Sagen. Eller er det, om Sagen constitu- tionsmæssig kan afgjøres paa den af Præsidenten foreslagne Maade? Det er alt ved Votering bestemt, og kan altsaa ikke underkastes ny Ventilation". Weidemann spurgte derhos, om der behøvedes Betænkningstid til at blive enig med sig selv, om man vilde følge det Reglement, Storthinget selv havde an- taget? "Nei", sagde Bonnevie, "men det er vel en Sag, som fortjener alvorligt Overlæg, om Reglementet bør være os hel- ligere end Grundloven". Der voteredes, om Udsættelse skulde skee, eller Sagen strax foretages. Det sidste blev besluttet. Nu spurgtes da, om Lagthingets Forbud mod Egebarks Udfør- sel skulde antages? Det forkastedes med netop to Trediedele af Stemmerne. Der blev en dyb Taushed. Vedtoges nu ei hel- ler Forbudet mod Fedevarers Udførsel, havde Storthinget paa det bestemteste modsagt sig selv, forkastet baade Odelsthingets og Lagthingets Beslutning, og da Begge indeholdt to hinanden ophævende Alternativer, decreteret, at de Ting baade maatte udføres og ikke udføres. Klokken var imidlertid bleven 3 og jeg gik hjem, efterat have bedt Schultz melde mig Resultatet. Han kom Kl. 5 og fortalte mig, at anden Qvæstions Afgjø- relse var opsat til Løverdag, hvilken jeg da venter med megen Længsel. 29de September. Kronprindsen kom igaar Aftes tilbage. Der canoneredes fra Fæstningen, og den Deel af Byen, han kjørte igjennem, var tarvelig illumineret. -- Jeg fik Brev fra Schmidt, der yttrer Misnøie med Diriks, hvilket og en Anonym i National- bladet har gjort, ja med det hele Statsraad, over hvis Adfærd han erklærer, at der ulmer Misfornøielse i Publicum. Det er et yderst djærvt, dog ikke uanstændigt Stykke, der er skrevet som Indledning til Politieforhøret, for at opdage Forfatteren af Klagen over Justits- og Politievæsenets Forfatning. SIDE: 233 30te September. Det indtraf, hvad jeg havde befrygtet: Storthinget er faldt i den Snare, hvorfra Langes Aarvaagenhed engang før reddede det. Det har sørgeligen prostitueret sig ved at votere mod sig selv paa den ecclatanteste Maade, hvad enten det er en Feil i Reglementet eller Spørgsmaalets urigtige Fremsæt- telse af Præsidenten, som er Skyld deri. Kun ved et Rabu- listkneb reddedes dets Ære saa nogenlunde for det første, men hvorvidt dette Kneb vil lykkes, er endnu uafgjort, og lykkes det, kan det have uberegnelig slemme Følger og gjøre de to underordnede Things, især Lagthingets Decision til en Nullitet. -- Scharre, en Taler, som sjelden lader sig høre, aabnede De- batterne med en ivrig Opposition mod al Handelstvang, frem- sat i en ubehagelig stammende Tone. Han modsagdes af Aschen- berg, der havde affattet sine Tanker skriftlig, Sørensen, der talte kort men skjønt og fyndigt, og endnu et Par Andre. Nansen troede, det var ligegyldigt, hvad der voteredes, thi, antoges Lagthingets Beslutning om Fedevarers Udførsel, saa var Sagen dermed afgjort, og forkastedes den, saa tilkjendegav Storthinget derved, at det hverken billigede det ene eller andet Things, altsaa heller ikke den provisoriske Anordning af Januar 1815, og at saaledes en gammel Lov af 1812 igjen traadte i Kraft, og i den var baade Egebarks og Fedevarers Udførsel forbuden. Præsidenten kunde ikke være af den Mening, men troede, at Storthinget, ved at forkaste Odelsthingets Forslag, blot forstod den Form, hvori, og de Ord, hvormed det var fremsat, men forbeholdt sig at gjøre Tillæg dertil, og et saadant intetsigende nævnte han nu, hvorved Odelsthingets Mening, Storthingets forrige Votum uforkræn- ket, kunde staae ved Magt. Dette benægtedes paa det bestem- teste af Lange, som paastod, at Storthinget i det i § 76 an- givne og nu existerende Tilfælde blot kunde antage eller forkaste, men ikke gjøre det ringeste Tillæg til det ene eller andet De- SIDE: 234 cret. To uvedkommende Omstændigheder frembragte uden Tvivl en skadelig Diversion. Ræder oplæste en lang Udvikling af sin i Torsdags fremsatte Paastand, og da dette var forbi, kom Statsraad Motzfeldt og oplæste en naadig Proposition fra Kon- gen om Kongsbergs Sølvværk og Sanction af Rigsrets-Regle- mentet, samt overgav et Rescript om Storthingets Prolonga- tion paa to Maaneder. Da han var gaaet, skred man umid- delbar til Votering, og Udfaldet blev, at Lagthingets Beslut- ning forkastedes med 58 Stemmer mod 25. Der stod man da! Begge Things Resolutioner vare med constitutionsmæssig Pluralitet forkastede. Nansen fremkom med sit gamle Forslag, men det gouteredes ikke. Christie frembragte ogsaa sit, og meente, at man kunde tilføie: "hvilket dog kun indtil videre skal gjælde", men Lange protesterede atter, og fik paa sin Side Tank, Bugge, Bonnevie o. fl. Man kan ikke sige, at de til- dækkede Storthingets Nøgenhed. De lagde dets Sottise saa tydelig for Dagen, at den enfoldigste Tilhører paa Galleriet maatte indsee den. Endelig udfandt (jeg husker ikke hvem) det Middel, at overgive til en Committees Betænkning, hvor- vidt Storthinget constitutionsmæssig kan gjøre et saadant Til- læg. Man besluttede ingen nye at vælge, men at sende Sa- gen til 2den og 7de Committee. Christie er Medlem af begge, og det er saaledes at formode, at Sagen decideres i Faveur af hans Forslag. Skeer det ikke, gaaer den tilbage til Odels- thinget, og saaledes vedtages en Fremgangsmaade, som hver- ken i Grundlov eller Reglement finder Medhold. Bifaldes derimod hans Mening, som rimeligt er, saa kan Storthinget en anden Gang gjøre det allerbetydeligste Tillæg i de Sager, som efter Grundloven ikke henhøre under dets Forum, før de have været forhandlede i de andre Thing. Efter dette sørgelige og ydmygende Resultat, der efter min Mening gjorde Christie vel fortjent til paa Tirsdag at stødes fra Præsidentstolen og berøves den Ære at sidde hos SIDE: 235 Kronprindsen paa Comedien, foretoges en Ansøgning fra Høie- steretsadvocat Hjelm for en vis Heide. Han er født i Grøn- land af danske Forældre, men har levet sin meste Tid i Norge og har været eedsvoren Fuldmægtig hos en Sorenskriver. Ved Kielertractatens Underskrift opholdt han sig i Kjøbenhavn for at tage juridisk Examen, men erklærede sig strax for norsk Borger, og reiste herop paa den Tid, da Passagen var spær- ret. Af disse Grunde troede han sig berettiget til at erklære sig for norsk Borger uden Naturalisation, om hvilken han dog, hvis dette ei kunde skee, ogsaa ansøgte. Committeen havde erklæret sig i hans Faveur, og Scharre, som i Dag var umaa- delig snaksom, erindrede, at den umiddelbare Erkjendelse var saameget mere passende, da Grønland er en gammel norsk Colonie, og en Grønlænder altsaa bør ansees for vor Lands- mand. Uventet var Christie af samme Mening, da der endog paa forrige Storthing var gjort Paastand paa Islands, Fær- øernes og Grønlands Indlemmelse i den norske Stat, og Kon- gen havde lovet, saavidt muligt, at understøtte den. Nansen og Rasmusen vare af samme Mening, og den sidste erindrede, at naar i Kielertractaten de benævnte Lande udtrykkelig und- toges fra det Norge, som overlodes Sverige, saa erklærede den danske Regjering derved, at de hidtil havde hørt til dette Rige. Bugge var den eneste, som opponerede derimod, og vilde paa ingen Maade tilstaae, at Nogen er vor Landsmand, fordi han er født i Grønland. 65 Stemmer mod 16 erklæ- rede imidlertid Hr. Heide for norsk Borger uden Naturalisa- tion. Jeg kunde ellers ikke under den Debat bare mig for at tænke paa Hans Puffs Project, at sælge for 2 Millioner Danmarks Ret til Ørkenøerne. Kunde vi faae 2 Millioner gode Penge for vor Ret til Island, Grønland og Færøerne, jamen troer jeg, vi burde sælge den. -- Iøvrigt oplæste Christie Concept til Ansøgningen om en norsk Ridderorden. Nansen, som øiensynlig synes at slaae paa mildere Strenge, og som SIDE: 236 uden Tvivl er et meget vaklende og uselvstændigt Menneske, troede at finde deri en Erklæring om, at Normændene ikke skjøttede om herefter at decoreres med en svensk Orden, hvil- ket ei var hans Mening, men Lange erklærede, at det var hans, og at han, uden det, aldrig havde stemt for Forslaget. Concepten antoges uden videre Debat eller Votering. 1ste October. Jeg er ikke ofte med tungere Hjerte og ubehageligere Fornemmelse gaaet i Kirken end i Dag. Frisk var jeg, det er sandt, men forresten var der Intet, hvortil eller hvorved jeg kunde glæde mig. 94 Confirmander er en saadan uhyre Mængde, at man umulig kan ofre dem al den Opmærksom- hed, som man vistnok burde, og af alle disse unge Mennesker var der desværre yderst faae, for hvem jeg i nogen Henseende kunde interessere mig, som havde viist sig for mig fra nogen Side, der kunde bevæge mig til at agte deres Forstand eller elske deres Hjerte. Det var kolde Hverdagssubjecter, hvoraf vor Ungdom i de høiere og lavere Stænder fast udelukkende bestaae. For Religionen synes de mig nu især ligegyldige. Jeg troer imidlertid, jeg upaaklagelig udførte min Embeds- pligt, og faldt end den største Deel af den Sæd, jeg udsaaede, paa Veien, var det dog neppe min Skyld. Det var min Pligt at saae, og jeg maatte tage Jordbunden, som jeg fandt den for mig. 2den October. Hvad der i Dag forefaldt i Odelsthinget, var virkelig ikke værdt at umage sig ud for i Regn og Søle. Et Par Bon- deprojecter om Kirkegaarde og Løsgjængerie henlagdes til vi- dere. Man maatte være enig med Præsidenten og flere i, at der er givet saa skjønne Love imod Løsgjængerie, at en nye og mere bindende Anordning ikke vel kan paalægges, men at disse Love overholdes slet, deri maa jeg ogsaa være enig med SIDE: 237 Proponenten, min forstandige Hans Grimelund. Naturligviis ignoreredes saadant af Præsidenten, da den ene Ravn, ikke hug- ger Øiet ud paa den anden. At det ei heller fandt Medhold af Odelsthingets øvrige Fogder og Sorenskrivere, at nogle Bøn- der ynde slige Uordener, og de andre ikke besad Indsigt og Talent nok til at paatale dem, at Kjøbmandstanden ansaae den Ting som sig uvedkommende, og at endelig de faae Præster tog i Betænkning at fremføre og soutenere en Paastand, som de dog ikke her kunde bevise, alt dette var i sin Orden, og Forslagets Skjebne lod sig da forudsee. 3die October. Jeg fik Invitation fra Hans Excellence til Diner i Mor- gen. Det er Prinds Oscars Navnedag, hvilken man i Sverige og flere Lande gjør meget Væsen af. At man gjør et Sel- skab paa en saadan Dag, lader sig endda passere, men langt haardere faldt det mig at fordøie, da Biskop Bech i Eftermid- dag lod circulere et Brev fra en Hr. Palmstjerna, der meldte ham, "at Hans Kongelige Høihed Hertugen vilde modtage Geist- lighedens Opvartning Kl. 12", thi hvortil i Guds Navn skal man gratulere paa en Navnedag? Hvad skal man ønske Prind- sen, uden maaskee, at Navnet Franciscus maa blive staaende i Almanakken til Dagens Ende? Hvad der bestemtes i Storthinget, var blot afvisende Svar paa et Par ubetydelige Ansøgninger, samt Christies Præsident- valg med 56 Stemmer. (Theis Lundegaard havde en Stem- me.) Derimod oplæstes et yderst vigtigt Forslag af Sibbern. Det angik Forandring af adskillige Paragrapher i Grundloven, meest om Valgene og Thingenes gjensidige Forhold. Han vilde have det bragt paa det Rene, hvad det er at have været bosat i Landet i fem Aar: at man ei skal kunne vælges eller vælge uden paa det Sted, hvor man holder Dug og Disk: at man ei kan vælges, naar man har været beskyldt for vanærende SIDE: 238 Forbrydelser og ei aldeles er frikjendt. Han vil, uden at gaae saavidt i Standsinddelingen som Schjøtz have det fastsat, at der fra hvert Amt skal vælges en Bonde, men ikke maae vælges mere end to; samt at Lagthingets anden Beslutning skal være deciderende, hvorved det forekom mig, at han fintede Schmidt, som nok er den egentlige Ophavsmand til den femte Samling af Storthinget in pleno. -- Ogsaa her var, ligesom ved Nansens Motion, ivrig Debat om Tryk- ningen; ogsaa her var Christie Opponenten. At Sagen ikke kan afgjøres paa dette Storthing, deri har han Ret, men ven- tileres kan den, og af Medlemmerne antages som Forslag til næste Storthing, og naar Præsidenten sagde, at der endnu var saa mange vigtige Ting at afhandle, at Tid ei kunde levnes hertil, og at dette vist ikke var af det, for hvis Skyld Regje- ringen vilde bevillige ny Prolongation, saa fortjente han den kraftige Erindring af Bonnevie, som overalt talte meget skjønt ved denne Leilighed, "at af alle vigtige Ting var dog nok in- gen saa vigtig, som Bevarelsen af vor Constitution, paa hvil- ken alt det Øvrige beroer". Ogsaa Tank, der nu viser sig som en frimodig og veltalende Oppositionsmand, den koldsin- dige, utrættelige Lange o. fl. vare for Trykningen. Resultatet blev, at Christie, Lensmand Uhlen, Østen Øvren og fire andre Bønder voterede imod den, men iøvrigt antoges den eenstem- mig. -- Et lignende Forslag om Forandring i Grundlovens § 22 har jeg i denne Tid forfattet. Jeg troer, det indeholder ugjendrivelige Sandheder, fremsatte med Sindighed og Frimo- dighed. Schultz, hvem jeg havde overgivet det til Gjennem- læsning, leverede mig det i Dag tilbage, og det forekom mig, som han rystede paa Hovedet derved og erklærede, at han ikke kunde befatte sig med at anbringe det, men siden har han til- kjendegivet mig sit fuldkomne Bifald og tilbudet sig at over- bringe det i Storthinget. SIDE: 239 4de October. Det lille Forgemak hos Prinds Oscar var fuldpakket af Mennesker. Statsraadet og Adjutantskabet kom først, derpaa indlodes da Geistligheden og Professorerne. Bispen udbad sig Prinds Oscars Bevaagenhed for os Alle, og talte derpaa om det skjønne Kværnevand, som den megen Regn har skaffet os. Siden spurgte Prindsen Thulstrup om hans Kones Befindende og Rasmusen noget om Universitetet, hvorpaa vi fik Demission i Naade. Det var en latterlig og ærgerlig Ceremonie. Hos Essen gjorde jeg Bekjendtskab med Expeditionssecre- tairen for det norske Statsraad, den famøse Matthias Hagerup, som har oversat min Prolog paa Fransk til Kronprindsens Af- benyttelse, og som naturligvis ikke er bleven mindre Nar, end han var før, siden han fik en saadan Hof- og Statscharge. Jeg havde meget behageligt Bordselskab, da jeg sad mellem Schultz og Bonnevie; iøvrigt var Beværtningen som sædvanlig og de officielle Skaaler ligesaa. -- Saa kom da Comedien. Beegfakler vare opstillede paa Fortouget langs Grændsehavens Plankeværk. Foyeen var beklædt med Granbar og i Midten et Transparent med Bogstaverne C J og J F O. Første Bænk var borttagen og Stole satte for Prindserne, Statholderen med Frue, Statsministeren, Storthingets tre Præsidenter og et Par høie Officierer af Prindsernes Svite. Prologen var deelt i tre Dele: først Chor med Solo (Opkog af Falbes sædvanlige Høitidsmusik, uden alt Hensyn paa Indholden), dernæst den egentlige Prolog, som efter Alles Dom blev særdeles skjønt fremsagt af Schandorff, og endelig en Folkesang paa fire Vers, hvis sidste Afdelinger gjentoges af Publicum, hvorpaa Falbe udraabte: "Gud bevare vor Kronprinds og hans Søn!" Der klappedes og raabtes Hurra efter gammel Skik. Man har gjort Prologen den Ære at rose den; som saadant bestilt Ar- beide var den maaskee heller ikke slet (skjønt om første Afde- ling Figaros Ord: "Hvad man ikke gider sagt, det synger SIDE: 240 man", saare passende kunde anvendes), men af flere Aarsager kan og vil jeg ikke afskrive den her. Nu skulde jeg da sige noget om Forestillingen paa Theatret, men hvad især det første Stykke angaaer, er der lidet godt at sige . . . Det var Een- actstykket Planen eller Soldater og Bønder, hvilket kje- dede umanerlig, og det næsten alene ved det slette Spil. Havde Thulstrup spillet Obersten, Kaltenborn Lieutenanten og Schjøtt den gamle Husar, er jeg vis paa, at det vilde moret særdeles. Derpaa kom Syngestykket Skjælmen i sin egen Snare. Jocard er den eneste Rolle deri, som fordrer Kunst, og man kan ikke nægte, at Ibsen spillede den saa godt, som hans spinkle Figur og Stemme tillod, skjøndt der er ingen Tvivl om, at Holm vilde have spillet den bedre. Om de An- dre (Wittrup, Aars, Jfr. Lassen og D. Thrane) kan man blot sige, at de ikke fordærvede deres ubetydelige Roller. Kraft til at gjøre noget af Intet eller en ubeqvem Materie maatte ikke ventes af dem. 5te October. Vel var jeg paa Storthinget i Formiddag, men det var un jour maigre, ikke værd at beskrive. -- Nansen viiste mig et Geburtsdagscarmen til Hans Majestæt, som han vil have sunget paa Løverdag, han vidste ikke selv hvor. Det synes dog, at Biskop Krogh har Ret: at han vil sadle om, da han føler, at han er gaaet forvidt. Følgen bliver, efter Schultz's og Bonnevies rigtige Anmærkning, at han taber begge Par- tiers Agtelse som en mundkaad uselvstændig Person, paa hvem det Daltonske Sprikwort ei upassende kan anvendes: "Æslet tager altid Tonen for høit, derfor kan det ikke holde Musikken ud". Det gjør mig ondt for Nansens vistnok gode Hjerte og af Naturen sunde Forstand. Bonnevie viste mig ellers den sande Tjeneste, at overlade mig sin Billet til bestandig Dispo- sition, saa at jeg nu, uden at sende Bud rundt i Byen, kan gaae paa Storthingsgalleriet, naar jeg har Lyst og Leilighed. SIDE: 241 Ved trykt Billet, undertegnet Falbe, Arntzen og Hjøring, er min Kone og jeg indbudne til Bal i Stiftsretsgaarden Løverdag mellem 7 og 8. Min Kone vil ikke derhen; jeg maa vise mig der, men haaber at slippe snart derfra. 6te October. Regimentsfeldskjær H -- , som havde forlangt sit Barn døbt i Morgen Kl. 11, kom i Dag med den dobbelte Bøn, at Forretningen maatte skee Kl. 10, da her Kl. 11 i Anled- ning af Kongens Fødselsdag skal affyres 128 Skud fra Fæst- ningsvoldene, og at til Navnene Carl Johan Oscar, som Drengen skal have, endnu maa føies Essen!!! I Aften var jeg indbuden til Sverdrup. Han var i sit sædvanlige sarcastiske Lune, som meest gik ud over Navnedags- couren og disse Dages øvrige Hofvæsen. Der taltes meget om, hvorledes man ogsaa havde indbudet Embedsmænd til at tage Deel i Omkostningerne ved Subscriptionsballet, paa Grund af at den fornødne Sum ikke anderledes kunde ind- komme, hvilken Indbydelse dog Generalauditeur Bergh, idet han selv tegnede sig for 200 Rbd., ved en kraftig Forestilling fik standset i Circulationen. Adskillige, hvoriblandt jeg med Sverdrup og Garmann, havde vægret sig for at subscribere, og Sverdrup har da ogsaa afslaaet Indbydelsen til at bi- vaane Stadsen gratis. At gamle Pløen, en af Byens rigeste Mænd, Intet har villet bidrage, ivrede Bergh imod som lum- pen Gnieragtighed, men Sverdrup forsvarede det. I den An- ledning hørte jeg, at Prinds Christian selv maatte bidrage 17000 Rd. til den Høitid, Byen gav ham for to Aar siden paa hans Fødselsdag! Thygesen vilde have Borgerskabet det Manglende paalignet i Byeskatten, men dette vilde ikke Prindsen og lagde det til af sin egen Casse. 7de October. Denne urolige Dag er da ogsaa forbi, og i dette Aar haaber jeg at skaanes for nogen lignende. Førend jeg var SIDE: 242 oppe, kom Indbydelsen fra Prindsen til Middagstaffel. Der- imod slap man til min store Forundring og Glæde for at gjøre Cour; maaskee det ikke hører til Hofetiquetten, naar ikke Festens Fyrste selv er tilstede. -- Der var det samme store Selskab hos Prindsen som i Onsdags hos Essen. Jeg sad denne Gang i Spisesalen, hvor der vel var dækket til 60 -- 70 Personer; Andre spiste i et mindre Sideværelse og Resten i den nybygte Pavillon ude i Kongens Have, hvor det skal være gaaet lystigt til og raabt Hurra i vilden Skye, især for Statholderen med megen Enthusiasme. Hos os drak vi de sædvanlige Skaaler i al Stilhed. Beværtningen var bedre og Opvartningen ordentligere end i nogen af de overvættes store Selskaber, som jeg i den senere Tid har bivaanet, og hvad Maden angaar, vindes nok betydeligen ved at være i Nærheden af Prindsen: den som elsker larmende Conversa- tion og overflødig Drik, befinder sig derimod bedre ved de mindre Tafler. -- En Anecdote af chronique scandaleuse, som Falbe fortalte, maa jeg her optegne. Da Dronning So- phie Magdalene i Sverige ingen Børn fik, og man gjerne vilde have en Thronarving, traf det sig saa, at Kongens Sø- ster, den endnu levende Prindsesse Sophie Albertine, befandt sig i velsignede Omstændigheder. Man besluttede at adoptere hendes Barn, og til den Ende anstillede Dronningen sig frugt- sommelig, og gjennemgik Svangerskabets Grader, saaledes som virkelig var Tilfældet med Svigeringden. Men hvad skeer? Timen kommer og Prindsessen føder -- et sort Barn! En Neger, som opvartede hende, var dets Fader. Her ophø- rer Historien [fotnotemerke] . Dronningen har formodentlig reddet sig ud Fotnote: Den meddeles her som Exempel paa, hvilke Rygter der have væ- ret i Omløb om det svenske Hof. -- En Historie om Prind- sesse Sophie Albertine omtales og gjendrives i Schinkel- Bergmans "Minnen" I. 240 ff. III. 246 ff. IV. 345. Udg. SIDE: 243 af det ved en fausse couche eller deslige. -- Da vi havde drukket Caffe, omdeltes den forhen omtalte Nansenske Sang. Den var kommen forsilde fra Bogtrykkeriet, og derved røg den Herlighed i Lyset. Nansen tilskriver det en Cabale af Grev Wedel og Hagerup. Imidlertid har den Rin- geagt, hvormed han ansees af alle Parter, uden Tvivl herved faaet en betydelig Tilvæxt, og han, der lagde an paa at spille en glimrende Rolle paa Storthinget, og virkelig en Tid havde bragt det dertil, vil vistnok herefter spille en yderst jammerlig. Jeg skal høilig tvivle paa, at, om Kongen op- fylder Storthingets Ønske og stifter en norsk Ridderorden, den nogensinde vil pryde Nansens Bryst. I Stiftamtmandsgaarden, hvor det store Bal holdtes, var ret smukt illumineret med Lamper op ad Trapperne; ogsaa var der ved Indgangen til Balsalen et Transparent, hvor Nora med et mildt Aasyn holdt en Krone over Carl den 13des Navn, samt omvandt med Blomsterguirlander Carl Jo- hans og Oscars. Dandsen saa jeg aldeles intet af. Jeg stak Hovedet ind i Salen, men der var en uudholdelig At- mosphære; heller ikke har jeg nogen Fornøielse af at see Dands, hvorimod der i Sideværelset frembød sig Øiens- og Kjødslyst i Mængde, da de unge Pigers Blottelse i Aften forekom mig at have naaet en høi Grad af Uanstændighed. Jeg seer ikke, hvorledes et ungt Mandfolk, i hvis Aarer rin- der varmt Blod, kan komme fra et saadant Bal med ubesmit- tet Hjerte. Jeg anseer Faren mindre for Pigerne selv, blandt hvilke vist Mange intet tænke derved, undtagen at det er Mode, og, naar de iøvrigt leve hos sædelige og retskafne Forældre, vende hjem med træt Legeme og tom, men ikke fordærvet Sjel, da der i de unge Mandfolks Klædedragt er intet uan- stændigt. -- Sex nye Viser bleve sungne, alle til de konge- lige Personers Ære, hvoriblandt ogsaa Eugenia Bernhardine og Sophie Albertine havde faaet hver sin. Ingen af dem SIDE: 244 duede synderlig; Bjerregaard og Schwach sagdes at være For- fatterne. 8de October. En famøs Skolelærer A -- har i Intelligentsseddelen sat sin Kone følgende naragtige Minde: "Sjeldne Evner, ædel Villie, sandt Vid, rige Naturgaver gik her ved en sjelden Nordboeqvinde for tidlig tilgrunde! En ublid Genius herskede strengt over hende. Kold og barsk rakte han hende et bred- fuldt Galdebæger. Hun maatte udtømme det under 24aarig tærende Asthma og under Kummer og Miskjendelse af Ver- den. Og dog var hendes Liv riigt paa skjøn Daad. Hun var af Naturen skabt og dannet for en ædlere Kreds; ikke feilfrie, men sig bevidst en streng retskaffen Vandel, dømte hun andre strengt, men tilgav dem, som saarede hende. Hun døde den 1ste October 1815 med høi Resignation paa hvad hun havde fortjent, men som en mørk Skjæbne nægtede hende at nyde, nemlig Sundhed, Uafhængighed og selskabelig Om- gang. Held mig, hvis jeg kunde skildre Erland Thoresens Datters Værd! Nei, hun fletter sig selv en evig grøn Krands med flittige Hænder. Hendes sjeldne Arbeide bær Præget af hendes store og skjønne Sjel. Forud forstod hun, hvad jeg og hendes treaarige Søn skulde tabe, men i hendes Døds- stund følte jeg først bittert vort uoprettelige Tab. Ømme og kjærlige Ægtemage og Moder! Nyd nu den Roe og Frihed, Du her forgjæves stundede efter! Hulde Grav! Modtag du venlig den ædle Afdøde!" I Rigstidenden fortælles vidt og bredt om den uende- lige Høitid, der er gjort af Prindsen paa hans Reise, og den Enthusiasme, Bønderne allevegne have viist ham. At deri "er vel megen Poesie", kan vel ikke nægtes, og at man i danske Blade aftrykker al den Avissmiger, der ydes vor nuværende Regjering, er mig slet ikke kjært, men meget sandt er dog vist deri, og saalidet jeg holder af enthusiastisk Hyldning for SIDE: 245 hver opgaaende Sol, saa synes det, trods alle Ulykkesspaa- domme ifjor og i Aar, at vidne om en saare loyal Stemning hos mine Landsmænd, og uden Tvivl sidder Carl den tret- tende ligesaa fast paa Norges Throne, som paa Sveriges. Og da Fred er en dyrebar Ting, saa er det mig rigtignok som Re- ligionslærer, Menneske og Huusfader overmaade kjært, ihvad end Borgeren og Danmarks gamle Ven maa tænke og føle derved. Biskop Bugge har været upasselig i alle disse Høitids- dage, men jeg har Grund til at antage Sygdommen for mere politisk end physisk. Han er yderst misfornøiet med Storthin- get, især med dets Præsident, hvis udmærkede Statsmandsta- lent han iøvrigt vedbørligen erkjender. Over Nansens Ge- burtsdagsvise korsede han sig. Atter har min Godmodighed bedaaret mig, og atter har det strengt dømmende Partie be- holdt Ret. 9de October. Endskjøndt der endnu i Storthinget er lidet af Vigtighed afgjort, og der bestemt forsikres, at ingen videre Prolongation vil vorde tilstaaet, men at Kronprindsen vil hæve Thinget den 4de December, saa holdt man dog i Dag fri Mandag. Schultz bekræftede, hvad jeg tidligere har hørt, om den mere end tvetydige Rolle, Bugge og Trampe spillede ved Chri- stian Frederiks Ophold i Throndhjem. Prindsen var særdeles misfornøiet, og havde blandt andet tilkjendegivet Stadens Em- bedsmænd sin Unaade ved at tilsige dem til Afskedsaudients Kl. 10 om Formiddagen og lade dem staae til Kl. 5 Efter- middag, da han endelig kom ud og affærdigede dem i et Par Minutter. Jeg læser i denne Tid en yderst interessant Roman af Tieck: Villiam Lovell. At jeg i min Recension over Oehlen- schläger kunde bryde Staven over denne Mand, kan jeg lige- saalidt tilgive mig selv, som jeg kan tilgive den Tids Over- sættere, at de gav os Cramers og Vulpins's Usselheder paa SIDE: 246 Dansk og ikke Villiam Lovell. Jeg er nær ved at gjøre Publicum offentlig Afbigt, at jeg nogensinde har kunnet kalde en saa udmærket Forfatter en Smagsfordærver. 10de October. I Storthinget henvistes Schmidts Klage over Statsraa- det til Odelsthingets Decision. Hvorvidt de endnu uindløste danske Bancosedler herefter skulde kunne indløses, var ifølge et kongeligt Budskab det, som derpaa foretoges. Bonnevie viste her en utidig Barmhjertighed, der ogsaa fandt Medhold af Nansen og nogle faa Bønder. Han vilde, man skulde bære over med de Menneskers Enfoldighed, der i den Tanke, at disse Sedler endnu havde eller kunde faae virkeligt Værd, forsætli- gen havde gjemt dem. Men da det oplystes, at man just da disse Sedler indkaldtes, havde tilhandlet sig dem for at drive Aager dermed, og Storthinget gjordes opmærksom paa, at alle de Bancosedler, som endnu maatte være i danske Privatmænds Hænder, kunde sendes herop og indløses til Tab for den norske Rigsbank, saa frafaldt Bonnevie sin Paastand. De andre derimod holdt fast ved den; dog var der en meget stor Plu- ralitet mod hiint kjellingagtige Medlidenhedssystem. -- Da disse Pengesager vare afgjorte, foretoges Præsidentvalg. Chri- stie synes nu at have overstaaet alle fatalia. Hver Gang faaer han flere Stemmer. Derimod er det forbi med Bugges Vicepræsidentskab, da Lange i Dag havde 3 Stemmer flere end han. -- Nu kom de nye Forslag, og Schultz begyndte med mit. Mere end engang har jeg, ved at høre mine poeti- ske og prosaiske Arbeider oplæste, været fristet til at udbryde med Martial: Quem recitas meus est, o Fidentine! libellus; Sed male cum recitas, incipit esse tuus. Min Afhandling, eller hvad jeg skal kalde den, var alt- for lang, det erkjender jeg. For at den ikke skulde kjede, SIDE: 247 maatte jeg oplæst den selv, eller, naar dette ikke kunde skee, ladet den oplæse af Bugge eller Bonnevie. Dog nægter jeg ikke, at jeg ogsaa af Schultz havde ventet mig den heldigere reciteret, endskjøndt hans Organ ikke er behageligt. Jeg takkede Gud, da det var forbi, og fandt, at det vir- kelig var en stor Lykke, der vederfores mit Arbeide, at 14 Repræsentanter voterede for dets Trykning. Dertil ansaa jeg det nu overalt ikke qvalificeret. Forslaget selv var kort, og udgjorde omtrent en Sextendedeel af det Hele, og jeg er- kjender, at det var en utilbørlig Ødslen med Statscassens Penge, at bekoste Trykningen af et blot Raisonnement, der vist vilde fylde et Ark og maaskee mere. Forslaget henviistes til syvende Committee, hvis Medlemmer ere af dem, som uden Dom kunne afsættes, og som altsaa maaskee af Delicatesse ville tage i Betænkning at understøtte det. Taalmodig afven- ter jeg dets Skjæbne. Forkastes det, lader jeg det trykke i Nationalbladet, hvis dette ikke forinden synker i evig Dvale, som ellers ikke er usandsynligt, thi jeg holder Sagen for alt- for vigtig til at begraves i Taushed og Glemsel. -- Schultz dolerede over, at Eed affordres Embedsmændene til Kongen og Constitutionen, og ikke, som forrige Storthing havde bestemt, til Constitutionen og Kongen, samt over den Lydighed, vi maatte tilsværge den kongelige Familie. Vistnok er dette Tillæg urimeligt og stødende, men naar han tilføiede, at en rebelsk Prinds lod sig tænke, og at, naar denne befalede os Opstand mod Kongen, vare vi forpligtede til at lyde ham, eller kom i det mindste i en betænkelig Collission, saa forekom- mer denne Indvending mig heel futil, da man ikke, endog ef- ter denne Eed i dens strengeste Betydning kan tænke sig Ly- dighed mod en Prinds som Pligt, uden forsaavidt hans Be- falinger stemme overeens med Kongens og finde dennes Med- hold, men aldeles ikke, naar de ere hinanden modstridende. Ingen støder sig over, at jeg siger, jeg skylder Gud, Kongen SIDE: 248 og min Biskop Lydighed, men det falder af sig selv, at naar Kongen befaler noget, som Gud har forbudt mig, saa bør jeg adlyde Gud mere end Mennesker, og at, om Bispen vilde befale mig noget, som stred mod de af Kongen givne eller sanctionerede Love, saa kunde jeg holde ham Forordningen for Øinene og sige: "Nei Deres Høiærværdighed! det gjør jeg ikke, thi det er lovstridigt". -- Nansen havde tre meget tamme og loyale Forslag, hvis ubetydelige Indhold jeg har glemt. Prindserne reiste i Dag til Drammen under sædvanlig Kanonade. De bliver der imorgen over, og store Festligheder ere tilberedte. Fra Drammen gaaer Reisen til Skien og Porsgrund, og saa tilbage over Kongsberg. 11te October. Vold fortalte, at han og Feyring havde været Forsangere ved Cabinetsprædikenen i Søndags, og faaet en Dukat for Umagen. Jeg misunder aldeles ikke Bispen den Ære. Der sad begge Prindser i et Værelse, 5 -- 6 unge Officerer i et andet. Prædicanten stod for et Bord, hvor han kunde sees og høres af Alle. Det er dog intet andet end tom, urimelig Ceremonie; hvad er det andet end Ostentation af Gudsfrygt? Sand Hengivenhed for Religionen har andre, mindre tvetydige Maader at yttre sig paa. 12te October. I Odelsthinget anmeldte Præsidenten, at Finantscommit- teen var færdig med sit Forslag, og da det vilde blive for langvarigt at trykke det, vilde han denne og den følgende Dag dictere det for hvem som havde Lyst til at gjøre sig bekjendt dermed. Det skal være 9 tætskrevne Ark stort. Nationalbladet fortsætter Revselsen af Weidemann, men med altfor stor Langsomhed, i smaa Fragmenter, hvoraf SIDE: 249 de foregaaende ere glemte, inden man faaer de følgende. -- Ikke uden Føie yttrer en Anonym Forundring over, at Re- gjeringen midt under Storthinget har paabudet indirecte Skat- ter (Gebyhr for Bestalninger og Bevillinger), men naar en anden Indsender vil have vor virksomme Generalpoli- tiedirecteur (en Embedsmand, som ei længer existerer) hen til Stavanger, for at skaffe Møddingerne bort fra Byens Gader, da synes han at gjøre sig et meget lavt Begreb om et saadant Embede. Jeg læser nu Ribers Digte, og styrkes i min Overbe- viisning om alle de originale Stykkers poetiske Uværd, men dog vakte nogle af dem saare behagelige Erindringer hos mig, især om de skjønne Sommeraftener jeg i 1792 tilbragte i Laubs Selskab paa Blaagaard. Meget betragter jeg nu fra et aldeles forandret Synspunkt; i adskillige religiøse, æsthetiske og politiske Vildfarelser var jeg vistnok da, men mere skyldfrie og lykkelige Dage har jeg aldrig levet. Det svage Gjenskin af disse Dages Aand, som denne Bog, som Læsningen af Saltzmanns moralske Elementarbog med Claudine, som mine Viser og min Stambog lade oprinde i min Sjel -- jeg fristes ofte til at give det Fortrin for den Klarhed, som nu omgiver mig. Jeg drømte en sød Drøm -- jeg er vaagnet, og ønsker tidt, at jeg drømte endnu. 13de October. Endelig fik jeg et Brev fra Biskop Brun, hvori inde- sluttet et Bind Ordinationstaler. Ogsaa sender han mig til Gjennemlæsning en Beretning om det Opløb, som var i Ber- gen den 25de Juli forrige Aar, hvor Brødrene Konow spille en uhæderlig Rolle som Kornaagrere, og Justitiarius, da Stiftamtmand, Bull viser sig som en svag, uselvstændig Embedsmand, der er bedst tjent med den Post, han nu be- klæder, da hverken Indsigt eller Retskaffenhed kan frakjendes SIDE: 250 ham. Brun er frisk, men svagtroende i Henseende til Bi- belselskabet, der synes reent at gaae istaa, og om hvilket jeg af mine Medbestyrere ikke hører et Ord. Appanagen, Stor- thingsmændenes Forpleining og Reiseomkostninger staa Brun for Hovedet, og han frygter i den Anledning Misnøie blandt Almuen. Det har vel ingen Fare. Der er saamange Al- muesmænd paa Storthinget, og de maae være sig bevidst, at deres egne Projecter betydelig har forlænget Forhandlingerne, saa man bør haabe, de fremstille Sagen saaledes for deres Standsfæller, at disse give sig til Taals. 14de October. I Uføre og Uveir har Borch i Dag gaaet den tunge Gang og ledsaget den Enebakske Soldat til Retterstedet. Denne Deel af Religionslærerens Embedspligter er mig aldeles frem- med; jeg kan ikke engang gjøre mig ret Idee derom. Neppe vilde jeg bleven en heldig Omvender, hvis Nødvendigheden nogensinde havde paalagt mig denne Pligt. Delinqventen har, fortæller man, været meget frimodig, men at han ved Udgangen af Fængslet i en rask Tone tilraabte sine Medfan- ger: "Farvel Gutter!" syntes at grændse til Frækhed. Et saadant Menneskes Freidighed maa jeg overalt sige ikke staaer mig an. At en Statsfange, en Subordinationsforbryder, en iøvrigt ædel Mand, som Omstændighederne have ført paa Af- veie, eller hvis Misgjerning var Resultatet af Øieblikkets Overilelse, at en saadan kan gaae Døden, ogsaa paa Skafot- tet, glad imøde, det begriber jeg; men en lumsk, feig, egen- nyttig Karl, der uden religiøs eller moralsk Følelse i dorsk Apathie er gaaet sin Vei frem, og som ved sin Brøde ei kunde tænke at opnaae andre end usle, nedrige Hensigter -- alt hvad Præsten kan frembringe hos ham, er i mine Tanker Aands Sønderknuselse, som ved Religionens trøstende Dogmer netop bevarer ham fra at gaae over til Fortvivlelse. "Gud SIDE: 251 være mig Synder naadig!" maa være hans Bøn, og denne Bøn gjorde Tolderen med nedslagne Øine og beklemt Hjerte. Paa Tirsdag begynde Debatterne om Pengevæsenet. Rasmussen troer, at disse Forhandlinger bør skee inden lukte Døre, da han mente, Yttringer vilde høres, som ikke burde komme i Publicum. -- Siden talte jeg med Hans Grime- lund. Han var misfornøiet med den korte Tid, man havde til at betænke sig. Ogsaa med Forslaget selv var han mis- fornøiet, og troede, at dets Iværksættelse vilde blive byrdefuldt for Landet. Men ondt skal ondt fordrive. Uden Opofrelse lader et saa derangeret Finantsvæsen sig vist ikke retablere. Kan man blot faa dem retfærdigen fordelte, er derpaa intet at sige, og at man successivt og langsomt vil helbrede det dybe Saar, er nok overeensstemmende med al Cliniks sunde Regler: den physiske, moralske og politiske. Skattevæsenet staaer ogsaa Hans Grimelund for Hovedet, og Committeens Forslag behager ham ikke saa ganske. Gud lade det faa et godt Udfald! At Almuen, overladt til sig selv, seer meget gjennem Fordoms og Partieaands urene Glas er nok vist. Turde man blot haabe, at de mere oplyste Mænd, der paa- tage sig at være dens Ledere, virkelig ere sande Fædrelands- venner! To Mænd sidde i Odelsthinget, Christie og Weide- mann, hædrede, som det synes, med Mængdens Tillid og Ag- telse -- give Gud, at de fortjente den! Det er ikke med saa ganske let Hjerte, jeg denne Gang kan skrive til Biskop Brun om hans Collega Stiftamtmanden. 15de October. Veiret var endnu værre end igaar, og min Forventning om en tom Kirke opfyldtes aldeles. Der var 26 Commu- nicanter af den laveste Classe, omtrent ligesaa mange Cadetter og do. Soldater. Lægger jeg til disse 78 Mennesker, der alle kunne betragtes som commanderede (neppe en blandt tyve SIDE: 252 Communicanter tør jeg almindeligvis undtage) -- lægger jeg til dem 10 (flere var der neppe) som af egen Drift for at høre Guds Ord havde umaget sig op i Kirken, saa bliver summa summarum 88, og sandelig! til at tale med Varme og Eftertryk for en saadan Forsamling behøver man høiligen at have Mynsters Formaning og Opmuntring for Øie. Naar man nu ovenikjøbet har valgt et Æmne, som udtrykkelig er beregnet paa en talrig og blandet Forsamling, saa maatte man reent lukke Øinene, naar dets Behandling skulde lykkes. Jeg har hørt af Mennesker, som vare kloge i deres Indbild- ning, det Raad givet unge Studenter, der betraadte Prædike- stolen med Frygt: at de skulde forestille sig den hele Forsam- ling under sig som Kaalhoveder, for hvilke de altsaa ikke behøvede at være bange eller genere sig. Saaledes kunde jeg i Dag behøvet at følge en ganske modsat Regel: istedetfor de virkelige Kaalhoveder, som omgav mig, i Tanken at befolke Kirken med Huusfædre og Huusmødre, Ægtefæller, ømme Forældre og lydige Børn, for værdigen at forklare, hvorledes Gudsfrygt mere end noget andet betrygger os huuslig Lyk- salighed. Min Prædiken var vist ikke slet, men jeg erkjender min physiske og moralske Afmagt til under saadanne Omstæn- digheder at holde en god. 16de October. Major Juell [fotnotemerke] talte atter med Indignation om de svenske Bondegjestebud. Jeg vil haabe, man ikke har anden Hensigt dermed, end at Bønderne, naar de vende tilbage, skal rose de Svenskes Humanitet og Gjestfrihed, og derved attachere Folket til Regjeringen. Det er sagtens en ussel Grund. Tiltroer ikke Regjeringen sig paa anden Maade at vinde Nationens Kjælighed end ved at familiarisere sig med Bønderne, og Fotnote: Wahlstrøm logerede hos ham. Utg. SIDE: 253 drikke dem fulde, saa Gud hjælpe den og os! At Stor- thingsbønderne ville hjembringe Smag og Kjøbstadsluxus i de Egne, hvor den forhen var ukjendt, var ogsaa Juells, neppe ugrundede Frygt. 17de October. Nysgjerrigheden drev mig og mange Andre i god Betids til Odelsthingets lukkede Dør, hvor vi blev staaende i Kulden over en Time, medens man ventilerede, om Forhandlingerne skulde skee for aabne Døre, hvilket omsider besluttedes. -- Først oplæstes Tanks som Committeemedlem dissenterende Vo- tum og siden Committeens lange Indstilling. Det syntes at være et hysteron proteron, anlagt paa at svække Opponentens Grunde. Tingen havde imidlertid Fremme. Da Oplæsningen var endt, reistes Spørgsmaal, om man ei først burde votere over Principerne og siden over Forslaget. Man erindrede, at hine vilde være Mængden for abstracte, og at mindre øvede Talere vilde staa Fare for at votere mod sig selv, naar hver toges for sig. Med stor Pluralitet afgjordes, at Principerne skulde forbigaaes, og Forslaget selv strax tages under Over- veielse. Christie foreslog nu, at man skulde begynde med § 3, der forudsætter Antagelsen af den Eidsvoldske Garanti, da det Hele maatte bortfalde, naar den forkastedes. Det ved- toges, og Gerner aabnede Debatterne med en vel udarbeidet Tale mod Garantien. Ham fulgte Jørgensen, der var af samme Mening, hvilken ogsaa Jørgen og Jacob Aall tiltraadte og i skrevne Taler forsvarede. Af modsatte Tanker vare Christie, Weidemann, Budtz, Stoltenberg, Samsing, Bjørnson, Theis Lundegaard og endnu et Par Andre. Christie fandt, at Garantiens Forkastelse var en formelig Bankerot, og da Grundloven fastsætter, at en Bankerotteurs Stemmeret suspen- deres, tabte hele Nationen for en Tid sin Stemmeret, naar den gjorde frivillig Bankerot. Weidemann talte med Styrke, SIDE: 254 Heftighed og lidt Plumphed imod, at man vilde gjøre de Eidsvoldske Repræsentanter ansvarlige for Noget, man selv havde givet dem Fuldmagt til. Budtz talte og Bjørnson declamerede for det gode, gamle Ordsprog: Ærlighed varer længst, hvilket de troede Nationer ligesaavel som Individer bør have for Øie. Christie havde imidlertid ladet et Ord falde om, at det egentlig ikke stod i Odelsthingets Magt at hæve Garantien, men at dette tilkom det samlede Storthing, og ifølge heraf fremsatte Weidemann Spørgsmaalet, da dette en- delig kom under Votering paa følgende Maade: "Antages Committeens Forslag i § 3 uden Forandring, eller bør det eller noget deraf underkastes nøiere Overveielse?" Herover geraadede Gerner i megen Iver. Ogsaa Bugge erklærede, at Spørgsmaalet nu var blevet saa indviklet, at han ikke saa sig istand til at besvare det med Ja eller Nei, og altsaa vilde træde ud under Voteringen. Præsidenten maatte nu først see afgjort, om Spørgsmaalet kunde blive i denne Form og vilde afgjøre det paa den compendiøse Maade, at det ene Partie skulde staae, det andet blive siddende. Gerner fordrede Nav- neopraab. Efter Reglementet maatte voteres herover, og Ud- faldet blev i Gerners Faveur. Derimod var Pluraliteten for, at Spørgsmaalet beholdt sin Form. Præsidenten fandt nu, at det var af de Sager, der efter Reglementet maatte ansees vigtige nok til at afgjøres ved skriftlig Votering. Bugge spurgte, om han var berettiget til i sit Votum at protestere mod Formen som constitutionsstridig? Præsidenten svarede, at der intet i saa Henseende var foreskreven, og at det stod Enhver frit for at give sin Stemme med eller uden Raison- nement. Schultz mente, at da Klokken allerede var 3, var det bedst at opsætte Voteringen til imorgen, da man nærmere kunde betænke sig, men med største Føie protesteredes herimod. Imidlertid begik Præsidenten den endnu værre Sottise at yttre, at de Vota, som nu bleve færdige, kunde strax leveres, de Andre SIDE: 255 bie til i Morgen. Af denne Proposition blev ingen Notice tagen, og man skred til Voteringen. Nogle svarede simpelt Ja eller Nei; Andre tilføiede Motiverne. Udfaldet blev, at Paragraphen vedtoges uforandret med 36 Stemmer mod 26. Af Kjøbmænd var Stoltenberg, Oxholm, Meyer, Klerck og jeg troer Konow for Garantien; af Præster Samsing og Aschen- berg. De fleste Bønder vare og af samme Mening. Først Kl. 4 hævedes Sessionen. -- Jeg forstaaer ikke den Ting. Man vil paastaae, at Eidsvolds-Garantiens Opfyldelse vil kræve store Opofrelser af Nationen og volde adskillig Forvir- ring. Andre troe, at Skaden og Uordenen bliver nok saa stor, ifald den hæves, da man aldrig kan stole paa, hvad vore Repræsentanter have forpligtet sig til. Men hvad jeg klarlig indseer, er at Redelighed og Ordholdenhed ligesaavel er en Nations som et Individs Pligt, og at vor Ære, som ved Fjortendagskrigen ifjor led et betydeligt Skaar, vilde vinde et maaskee uovervindeligt Tab, naar Garantien, som vi selv ved vore Repræsentanter have indgaaet, ei var os mere hellig. 18de October. Har Intelligentsseddelen paa de Nansenske Børnestreger nær, i lang Tid været fredelig, saa er der nu, som det synes, henkastet to Stridshandsker, blandt hvilke vistnok den ene al- drig af nogen ærlig Riddersmand vil vorde optagen (dertil er den altfor besudlet), men som begge have gjort megen Opsigt og vakt almindelig Indignation. En Anonym har spurgt, hvorfor ikke dette Aars nye academiske Borgere ligesom de theolo- giske Candidater ere navngivne i Rigstidenden, og formoder, at det kan være en Foranstaltning af Biskop Bech, at det ei skulde erfares i Publicum, at hans Søn havde faaet slettest Characteer, og at han havde sendt til Universitetet et saa elendigt og usselt Subject. Foruden det bittre Had mod denne Mand, disse gjentagne Udfald røbe, finder man SIDE: 256 det især at være en lumpen Grusomhed mod det uskyldige unge Menneske paa en saa foragtelig Maade at stille ham offentlig tilskue. En underlig Omstændighed er det vistnok, at disse ei ligesaavel som de øvrige Candidaters Navne fra collegium academicum vare tilstillede Rigstidendens Udgiver, og kunde man troe, at denne Forglemmelse grundede sig paa nogen bispelig Foranstaltning, fortjente rigtignok Faderen men ikke Sønnen Revselse. Det er imidlertid en skrækkelig Situ- ation at være i, saaledes at udsættes for det ene Angreb efter det Andet og see Angriberen staae tryg bag Lovens Hegn. -- Det andet Avertissement er af den Beskaffenhed, at det kan paatales, hvilket da og fra min Side vil skee, skjønt det, Gud være lovet, er mig personlig uvedkommende. En Borger og Muurmester, der underskrev sig med 6 Begyndelsesbogstaver, denoncerer en Præst her i Byen, som bestemt har fordret 20 Rbd. for en Brudevielse med Kongebrev, og da man ei strax var rede til at betale dem, slængte han Documentet hen ad Gulvet, og kaldte Manden en Fant og Kjæltring. Endskjøndt vel ingen af Byens Indvaanere kan være i Tvivl om, hvo den Præst er, kan dette dog ei vides overalt, hvor Bladet bliver læst; altsaa var Falbe, Justitiarius Berg, Sverdrup o. fl. enige i, at jeg bør opfordre Forfatteren til under Navn at angive, hvem af Byens Præster han mener. Hvad det saa videre gjøres ved den Sag, vedkommer ikke mig, naar jeg er retfærdiggjort. I de danske Aviser læste jeg om en ædel Handling, som forekommer mig at overgaae enhver lignende, som jeg har hørt omtale. Fire Lodser fra Dragøe kuldseilede i haardt Veir den 25de August. Den ene fik reddet sig selv, de tre Andre drev haabløse om og holdt sig fast i den kantrede Baad. En Styrmand Geichen fra Sylt kom roende i en lille Jolle paa Veien til et Skib, som laae seilklart, og hvormed han havde faaet god Hyre til Stettin. Hans Baad var for liden til at SIDE: 257 modtage de tre Ulykkelige -- og hvad gjør han? Han kaster sin Kiste og alt Tøi overbord som Rov for Bølgerne. Nu er der Rum i Baaden. Han optager og redder Lodsene, og da han er kommen i Land, trækker han sin Kavai af og giver den til den Fattigste af dem, som havde mistet sin. Skibet seiler imidlertid, og han har mistet sin Empløi, sit Tøi, Alt uden de Klæder, han bærer, og maa leve i de Reddedes usle Hytter af det Lidet, de kunne give ham. Og var det maaskee et løst og ledigt Menneske, for hvem hele Verden stod aaben? Nei! han har Kone og Børn hjemme, og glemmer dem, glemmer Alt, kun ikke sine Brødres Fare og sin Christenpligt. Kongen har skjænket ham 600 Rbd. og Medaillen for ædel Daad, altid et bedre Hæderstegn end Dannebrogsmændenes Sølvkors, som Hans Barlien og vel mangen endnu Uvær- digere bærer. I Odelsthinget besluttedes med 50 Stemmer mod 12 først at lade Lagthinget decidere om Garantiens Gyldighed, inden man gik videre. -- Rasmussen er en af Garantiens iv- rigste Talsmænd, men frygter for, at Garantien falder igjennem i Lagthinget, da den der har stærke Modstandere, endog Sø- rensen, Lange og Bonnevie. -- Sverdrup holder paa Garantien af al Magt og glæder sig paa Bondestandens Vegne over, at to Trediedele af dens Repræsentanter voterede for dens Ved- ligeholdelse. 19de October. Min Kone drømte i Nat, at jeg var bleven eller skulde være Biskop over Aggershuus. Det bliver jeg nu vel sagtens ikke, om det end lykkes Bechs Antagonister at ærgre Livet af ham. Sørensen blev da vistnok hans Eftermand, saafremt han vilde det, -- og hvem skulde saa være Sørensens? Jeg gjennemsøger den hele Statscalender og finder i det hele Norge ikke et af Regjeringen kjendt og yndet Bispesubject undtagen mig og Neumann. SIDE: 258 20de October. Med Schmidts Sag tog det en bedrøvelig Ende. Først oplæstes alle tilhørende Documenter, hvoriblandt corpus delicti, den Poulsenske Erklæring, hvori jeg slet ikke fandt noget ære- rørigt. Præsidenten endte denne Recit med et Forslag til Resolution, der ordlydende blev fulgt. Schultz fremstod som Schmidts Advocat og vilde bevise Ubilligheden i, at benefi- cium processus gratuiti var nægtet. Weidemann replicerede, at det var mod al Vedtægt at tilstaae saadant beneficium, naar Sagen var tabt i første Instants. Christie tilføiede, at Beneficiet var nødvendigt og udtrykkelig grundet i Forordnin- gen af 27de September 1799, efter hvilken en Embedsmand ikke har Tilladelse, om han og vil, at lade en Fornærmelse gaae upaaanket hen, og det altsaa var uretfærdigt at paanøde ham Omkostninger imod hans Villie. Derimod stod det Man- den frit for, naar der var falden Dom ved Underretten, at acquiescere eller drive Sagen videre, og dette maatte i saa Fald skee for hans egen Regning og Resico. Bugge erindrede i Anledning af den egentlige Klage over, at Statsraadet ikke vilde indstille Ansøgningen, at dennes Form ventelig var Aarsag deri, da det fremsatte Alternativ saa ud som Trods. Enden blev, at med 57 Stemmer mod 2 følgende Resolution fattedes: "Provst og Ridder Schmidts ubeføiede Spørgs- maal til Storthinget og Klage til Statsraadet henlægges." Det tillagte Prædicat er haardt, jeg tilstaaer det, men om jeg havde siddet i Odelsthinget, maatte jeg efter min Overbeviis- ning stemt med Pluraliteten. Jeg kan ikke dølge for mig selv, at Schmidt ganske uden Nødvendighed har paadraget sig Re- gjeringens Uvillie og ufordeelagtig Omtale i Publicum, og at han, om han bliver Martyr, bliver det for sin egen overspændte Æresfølelse. Af Bruns Præstevielsestaler udskriver jeg et Sted, der forekommer mig at være en særdeles god Apologie for den SIDE: 259 bibelsk-christelige Prædikemaade imod de blotte Moralprædicanter: "Der er ikke en blandt tusinde Christne, som jo "veed flere Pligter, end han opfylder, flere end "han kan opfylde; men den Aand, den Drift, den Ild til "at trænge frem paa Pligtens Vei, den maa hentes af Jesu "Tilkommelses Kraft, det maa komme dertil med os, at vi "kunne sige med Sandhed: Christi Kjærlighed tvinger "os o. s. v." -- Kunde jeg nogensinde mere fristes til at gjøre en enkelt Last eller Pligt med alle Motiver og Incitamenter til at afholde sig fra hiin og udøve denne, med alle Kjende- tegn o. s. v. til Æmne, -- disse Ord: "Tusinde mod en kjende flere Pligter end de opfylde eller kunne opfylde," vilde afskrække mig derfra. 21de October. Avisfeiderne ere fortsatte paa følgende Maade: Bech har opfordret Collegium academicum til at erklære, om han har nogen Deel i den paaankede Udeladelse, og tillige (hvad der vistnok er en delicat Sag), om det finder hans Søn uskikket til Studeringerne. Tilsidst anføres alle de specielle Characterer, som det unge Menneske har faaet ved Examen, hvoraf de fleste var temmelig godt, hvilket og blev hans Hovedcharacteer, paa Latin Non contemnendus. Muurmesteren har under sit Navn Ord til andet gjentaget sit forrige Spørgsmaal. Derpaa kom mit Avertissement og saa et do. fra Garmann, der som Capellan gjerne kunde sparet sig denne Uleilighed. Jeg har ellers hørt, at Klageren skal være en impertinent og yderst drikfældig Karl. Han bød Lumholtz 5 Daler og tingede siden med ham i Da- lervis, indtil Taalmodigheden omsider forgik den gamle Bisp, og han gjorde som skrevet staaer. Det kan imidlertid, hvis der røres op i Sagen, blive ham et ubehageligt Ansvar, at han bestemt har fordret 20 Rbd., da de 2 Rd., Loven bestemmer, betalte i rede Sølv efter den løbende Maaneds Cours, var Alt, hvad han lovlig kunde fordre. SIDE: 260 I Storthinget, hvor denne Dag var sat som yderste Ter- min for nye Forslags og Andragenders Indlevering, oplæstes en Mængde saadanne, som jeg hverken erindrer eller gad op- tegne, om jeg huskede dem. Et af Weidemann var imidlertid meget mærkeligt. Det begyndte med en formelig Anklage mod Tank, for under Debatterne om Garantien at have gaaet om- kring i Odelsthinget, hvortil han ikke hører, og hvisket til Medlemmerne, peget paa Steder i sit dissenterende Votum, hvorpaa han vilde have deres Opmærksomhed henvendt, og saaledes som Medlem af Lagthinget handlet aldeles lovstridigt. Herpaa grundede Weidemann sit Forslag om et meget strengt Tillæg til Reglementet, hvorefter den, som gjorde sig skyldig i saadan Adfærd, skulde indstevnes for Rigsretten. Tank udbad sig en Gjenpart af Klagen og Forslaget, som iøvrigt sendtes til 2den Committee. Da Storthingets plenumKl. 11 var hævet, samledes en Mængde Mennesker paa Lagthingets Gal- leri. Efterat have oplæst Odelsthingets Brev, fremsatte Præ- sidenten (Lange) den præliminaire Qvæstion, om Lagthinget kunde indlade sig paa at fatte noget Decret om denne ene Paragraph, der desuden ikke engang fremsattes som Lovforslag, men som Princip (en Modification, som Christie i Odelsthingets sidste Møde drev igjennem.) Krogh, Tank, Bonnevie, Nansen og Lange sagde deres Tanker, og de tre sidste gav Odelsthinget drøie Rap. Resultatet blev, at man eenstemmig tilbage- viste Sagen, indtil det hele Lovforslag var gjennemgaaet i Odelsthinget. 22de October. Min Samtale med Biskop Sørensen dreiede sig meest om vor fælles Lærer, Monrad, for hvem han nærer megen Ag- telse. Han ønskede, at man kunde samle og udgive hans for det meste saare originale Skoleprogrammer. Ogsaa hans Testimonier vilde være en høist underholdende Lecture, men SIDE: 261 deels existere vel ikke de fleste af dem mere, deels indeholder de for mange rosende og lastende Personalier til at de Roste uden Forfængelighed, og de Lastede uden Ydmygelse kunde bekjendtgjøre dem. 23de October. Det eneste interessante, jeg hørte i Storthinget, var De- batterne om en Motion af Stoltenberg i Anledning af, at Statsraadet i Kongens Navn har sanctioneret en Lov, hvortil Kongen ene ansaaes berettiget. Adskillige talte i den Anled- ning og Resultatet blev, at Statsraadet skulde anmodes om at sende Storthinget til Eftersyn den kongelige Fuldmagt, der havde bemyndiget det til saadant. 24de October. Rahbek sagde engang om en Skuespiller, at han fortjente legemlige Prygl for Udførelsen af en Rolle; jeg er nær ved at gjøre Rahbeks Ord til mine og anvende dem paa det hæderlige Odelsthing. Jeg vil give en kort Udsigt over dets Forhandlinger idag fra Kl. 9 1/2 til 2, og da fælder den gun- stige Læser Dommen. Capt. Gerner begyndte med Forespørgsel, om ikke den af Odelsthinget antagne og af Lagthinget afviste § 3 igjen burde tilstilles dette, dog ikke som Princip eller Fragment af et Heelt, men som et ordentligt Lovforslag. Herover debatteredes en god Stund, men Pluralitetens Votum var Nei. Man gik altsaa over til Lovforslagets § 1. Gerner oplæste en trykt Protest mod Rigsbankens Ophævelse inden en ny Bank var oprettet. Jacob Aall foreslog, at § 7 (om de rentebærende Obligationer) først burde afhandles. En Anden anmærkede, at § 6 (om Formueskatten) stod i saa nøie Forbindelse dermed, at de ei vel kunde adskilles og altsaa maatte tages med samme. Begge Dele bifaldtes ved Votering, og derpaa erindrede Præsidenten, at Klokken var 11 1/2, og at man kunde pausere en halv Times Tid. "Synes De ikke, at SIDE: 262 vi ærlig har fortjent denne Hvile?" spurgte Oxholm mig, og jeg maatte give ham Ret. -- Man samledes da atter, og første Periode af § 1 blev oplæst. Men see! Sorenskriver Schjøtz, om hvem jeg virkelig havde bedre Tanker, kom nu frem med et nyt Finantsproject, som han havde undfanget og født i fem Dage. Med Indklædingen gik det derfor misligt, derimod fremlagde han vidtløftige Beregninger, som han bad de ærede Medlemmer opskrive, efter hvilke Rigsbanksedlerne ved næste Aars Ende skulde være indløste og Statsgjælden betalt om 3 Aar. Han maatte døie adskillige finere og grovere Finter af Christie, Budtz og Stoltenberg, deels med Hensyn paa Projec- tet selv, deels og fornemmelig fordi han i halvfjerde Maaned ikke havde kunnet faae det færdigt, og nu, som ved en Inspi- ration, havde frembragt det i 5 Dage. Han svarede, at det var Tanks Forslag, som havde bragt ham til at tænke over den Sag og give dette Forslag nogle nødvendige Modifica- tioner; desuden maatte det være de ærede Herrer bekjendt, at man ofte i et lykkeligt Øieblik faldt paa en Idee, som man maaskee ikke var falden paa i sin hele Levetid. (Jeg skulde troe, at det enten er hans Svigerfader Agent Kjellands eller Tanks Aand, der hviler over Projectet, og at han blot er constitutionsmæssig Fødselshjælper). Budtz fremkom endelig med den Motion, at da Tanks Votum i Onsdags var indgivet som Lovforslag, saa kunde nu dette af Schjøtz tages med, og Forhandlingerne om denne Sag opsættes, indtil Commit- teen havde givet sin Betænkning derover. Christie tiltraadte Motionen med Hensyn paa Sagens Vigtighed, men ingenlunde af Agtelse for Schjøtz, der forekom ham at have handlet meget urigtigt. Schjøtz svarede, og der kjævledes en Stund, inden Budtz's Forslag kom under Votering. Da var Kl. 2, og jeg gik hjem. Hvad udrettedes nu i disse halvfemte Timer? Dr. Garmanns Frygt er ikke saa ganske utidig, at Kongen hæver Storthinget, inden Halvdelen av de Sager, som der skulle SIDE: 263 afgjøres, ere tilendebragte, at man saa i 2 Aar maa gjøre provisoriske Anordninger, som næste Storthing siger Ja til, at man omsider føler sin Afmagt til uafhængigt at rygte det vanskelige Lovgiverkald, og at det saa gaaer os som Scotland og Irland, at der bliver et scandinavisk Rige, hvis Borgere alle møde paa Hovedlandets Rigsdag. O ja! der var meget Skraal mod hine Landes Forening med England, men det gik igjennem og havde unægtelig gode Følger. Jeg vil troe det samme i Tidens Fylde vil skee med Scandinavien, og at det ene Rige bliver mægtigere, mere blomstrende end de to forenede nu ere. 25de October. De to geistlige Avisfeider synes nu tilendebragte. Col- legium academicum har svaret Biskop Bech, at det aldeles in- gen Deel har i, hvad Rigstidenden har meddeelt om Examina, men formoder, at det er et Udtog af en Beretning, som det har indsendt til 1ste Departement. Iøvrigt har det, ved at optage den unge Bech blandt de academiske Borgere, tilkjende- givet, at det ikke anseer ham uskikket til Studeringer. Han var overalt ikke den eneste, der fik saa slet Characteer, og denne er uddeelt hver Gang, siden Universitetet kom i Virksomhed. Hans Flid i at besøge Collegier og hans sædelige Forhold roses. Muurmesteren har tredie Gang indført sin Anke, og efter min Opfordring tilføiet, at Lumholtz er den Anklagede. Denne skal have skrevet til Bispen og forklaret ham Sagens Sammenhæng. I Rigstidenden medtages Nansen ynkeligen for hans Geburtsdagscarmen. Hans Celebritet tog en hastig og sørgelig Ende. Der holdtes intet Storthing. Jeg traf Cappelen, da jeg skulde gaae derhen, og han tilstod, at det gaaer saare lang- somt, men fandt derhos, at det var godt, man dvælede ved Pengevæsenets Avgjørelse. Jeg fristedes til at svare med SIDE: 264 Gusmann i Don Ranudo: "Det er Fanden ikke noget godt Stykke." Denne Nølen maa svie til Statscassen noget ganske forskrækkeligt. Cappelen er af Garantiens Modstandere, og disse haabe vel, kan jeg troe, at faae Odelsthingets Beslutning kuld- kastet, hvortil behøves Tid. 26de October. Bruns 12 Taler har jeg udlæst, de Fleste med For- nøielse. Om en Skjærtorsdagsprædiken udbeder han sig min Betænkning, hvilken jeg da for det første anfører her. Den er som Veltalenhedsarbeide i mine Tanker et af hans aller- første, især er Slutningen uendelig skjøn og opløftende. Hans Mening om Jesu Blods og Legems Nærværelse i Sacramentet er ret sindrig, og med alt det, at han holder fast ved Luthers Ord, nærmer den sig dog virkelig nøie betragtet, mere til den calvinske Betydning end den catholske Transsubstan- tiation, hvilken han (i en Prædiken heel besynderlig) kalder cannibalsk Sarkofagi. Derimod ivrer han altfor haardt imod dem, der kalde Nadveren Jesu Erindringsmaaltid og antager hans Ord: "Gjører dette til min Ihukommelse," for Hovedsagen. Han finder, at det vilde været en ussel For- fængelighed af Jesus, blot til sin Erindring at indstifte en saadan Høitid. Men naar nu til en saadan Erindring asso- cierer sig Tanken om og Følelsen af hans Velgjerninger, naar de ved dem opmuntres til at elske og lyde ham som deres Frelser, Lærer og Herre, hvad saa? Naar jeg overgiver mit Barn i Døds- eller Afskedstimen et Mindestegn, og siger: "See ofte paa dette, og saa ofte du seer paa det, tænk da paa din Fader og paa denne Stund!" er det da blot for at æres og roses af mit Barn, at jeg gjør det? Nei, jeg forud- sætter, at hver Gang det seer paa Mindestegnet, vil det tænke paa sin Fader og hans Lærdomme og Formaninger og finde i denne Erindring et Værn mod Fristelser og en Opmuntring SIDE: 265 til Dyd. Og dette vil upaatvivlelig lige godt kunne skee, om det er f. Ex. en simpel Sølvmynt eller et Smykke af Guld besat med Ædelstene. Jeg skulde da vel ogsaa troe, at, uden Hensyn paa hvad der nydes, Nydelsen af noget, hvorved Jesus vilde havt sit Minde (sin Lærdoms, sit Levnets, sin Døds og Opstandelses) vedligeholdt hos hans Bekjendere, naar den skeer med et ham hengivent Hjerte, aldeles maa opfylde sin Hensigt. 27de October. Ræder klagede over Christies sørgelige Forandring, over den underlige Form, de to Præsidenter (han og Weidemann) som oftest give Qvæstionerne, og overalt over den Aand der alt mere og mere aabenbarer sig hos mere end eet Menneske, man før troede at kjende fra en agtværdigere Side, -- og jeg maatte desværre være enig med ham. 28de October. Biskop Bech har nu aldeles reenvasket sig. Ogsaa 1ste Departements Erklæring har han indhentet og bekjendtgjort, og den gaaer ud paa, at man ansaae det overflødigt at nævne Candidaterne og opregne deres Charakterer, saameget mere, da Ingen af dem fortrinlig havde udmærket sig. -- Ogsaa i An- ledning af Muurmesteren læses endnu to Betænkninger: Den første er blot uskyldigt Plaisanteri; den anden viser Billighe- den af Lumholtz's Fordring, og beklager, at Geistligheden paa saadan ynkelig Maade skal indsamle sin og Families "Mund- portion". -- Sebbelow vil, at Storthinget skal ud- sætte en Præmie for de bedste Midler til at bringe Pen- gevæsenet i Orden (!). I Odelsthinget erklærede Bugge foreløbig i Undersøgel- sescommissionens Navn, at ingen Klage kunde finde Sted mod Statsraadet over de Anklagedes Benaadning. SIDE: 266 29de October. Alle Studenter ere forestillede for Kronprindsen, og de fra Aggershuus og Throndhjems Stift vare igaar ansagte til Taffels, en Opmærksomhed, som jeg finder meget rosværdig. 30te October. Skjelderup persiflerede ubarmhjertigen vore Landsmænd, in specie Christianienserne, for Dumhed, Ugjæstfrihed og jeg veed ikke hvilke andre slemme Egenskaber. Svinepoliskhed fin- der han at være Hovedtrækket i Almuens Characteer. Der er nu en skrækkelig Overdrivelse i hvad han sagde, men at jeg i det Hele ikke dømmer meget fordelagtigt om mine Landsmænds og Byesbørns Tænke- og Handlemaade kunne adskillige Ste- der i denne Bog bevidne, kun er jeg rigtignok tolerantere, og erkjender, om just ikke hos Christianias Indvaanere, saa dog hos Norges Mænd i Almindelighed, ved Siden af de slette, mange agtværdige Træk, som jeg synes den maa være blind, som ikke i denne Tid har kunnet opdage. 31te October. Ligesom det stundom arriverer, at jeg venter store Ting af Storthinget, og at det slipper op til slet Intet, saa hender det ogsaa undertiden, at jeg kommer der med saare ringe Forventninger, og faaer dog ret interessante Ting at høre. Dette var Tilfældet idag. Nansens Forslag om at søge ny Prolongation var Dagens Orden. 2den Committee havde indstillet, at man skulde bede Kronprindsen inden hans Afreise (næste Tirsdag) at give Storthinget en Maaneds Frist, og skulde den ei blive tilstrækkelig, da erhverve sig Majestætens Fuldmagt til ved sin Tilbagekomst at bevillige Forlængelse paa ubestemt Tid. Den ellers fornuftige Provst Aschenberg, (paa hvem kan anvendes, hvad Borgermesteren i Storms Ære- port siger om sig selv: "Den Viseste dog stundom er et Faar") SIDE: 267 gjorde det forunderlige Forslag, at Storthinget nu sidst i No- vember skulde skilles ad, men i Begyndelsen af Marts samles igjen, for at Enhver imidlertid kunde beskikke sit Huus, rygte sit Embede, samt hvile ud og samle Conscepter til de endnu uafgjorte Tings Behandling. Tank, der, "saa smuk Opdra- gelse han end forresten har", opførte sig i Dag "som en Nar", tiltraadte Motionen, og foreslog, ifald den ikke vedtoges, at da ved November Maaneds Udgang enhver Repræsentant, der havde vigtige Ting at besørge hjemme, kunde forlade Stor- thinget og sende sin Suppleant i sit Sted. Bonnevie be- stred begge Forslag med Kraft og Grundighed. Han fandt, at en saadan Pause var en Forsamling af Folkets Repræsen- tanter uværdig og liig en Skoleferie, mod hvilken Sammen- ligning Aschenberg høitideligen protesterede. Imidlertid tvivlede Bonnevie ikke om, at de, som godtgjorde for Storthinget, at deres Helbred, Velfærd eller deslige sattes paa Spil, vilde faae Tilladelse til at reise hjem, saaledes som Tilfældet havde været med Falsen og Urdahl. Tank vilde, at man, uden at gaae i Detail, skulde troes paa sit Æresord, som maatte være Manden af Æresfølelse helligt, og var forskrækkelig ivrig mod Bonnevie, mod Theis Lundegaard (som forekommer mig i den sidste Tid at have forbedret sig overmaade meget) samt mod sine andre, denne Sag uvedkommende, Fiender i Storthinget. Bugge erklærede sig for Bonnevies Mening, og, foruden de skadelige Følger derad, erklærede han en saadan Adskillelse og Tilbagekomst for aldeles constitutionsstridig. Med nogle og 50 Stemmer forkastedes Aschenbergs Forslag. Af Tanks Me- ning var foruden ham selv kun 5. Ved min Hjemkomst fandt jeg et nyt Brev, ligesaa for- bindtlig som de tidligere, fra min kjære gamle Statsraad Ro- senblad. 1ste November. I Dag var Pengevæsenet igjen for i Odelsthinget. Det SIDE: 268 lader sig maaskee haabe, at Tingen jævner sig til nogenlunde almindelig Tilfredshed, og at Lagthinget ved de Modificatio- ner, Odelsthinget har bekvemmet sig til, falder paa fredeligere Tanker. Der oplæstes lange Recensioner over Forslag af Tank, Schjøtz og en Anonym, hvoraf Resultatet var, at Committeen fandt, de ikke fortjente Opmærksomhed, forsaavidt nye Syns- maader angaves. Schjøtz protesterede paa egne, Gerner paa Anonymens Vegne, dog uden at deraf toges videre Notice. -- I Anledning af Sedlernes Inddragelse fremsatte Jacob Aall den Mening, at dette Storthing ikke burde eller kunde befatte sig med at bestemme Terminer for hele Seddelmassens Ind- løsning, men maatte indskrænke sig til den Sum, der ind- til næste Storthing var at indløse, og den burde blot være 2 Millioner aarlig. Konow og Budtz vilde have Committeens Indstilling fulgt i et og alt. Weidemann derimod slog paa mildere Strenge, vilde have de rentebærende, transportable Obligationer reent udslettede, og at Formuesskatten kun skulde bestemmes for de tre Aar, til Juli 1818. Ole Haagenstad (ogsaa Committeens Medlem) oplæste en høilærd Tale, som omtrent var bygget paa de samme Principer. Jørgensen var imod det Hele. Jørgen Aall var, med nogle Forandringer, af samme Mening som hans Broder. Bjørnskov havde et splinternyt Forslag om 20 Millioners Indløsning i 5 Aar; Kjøbstæderne skulde udrede en Trediedeel, og paa Landet en vis Sum udlignes paa hvert Skippund Tunge. Bugge havde og- saa et nyt Forslag, som Knoph understøttede, at af den ind- dragne Sum igjen en vis Deel skulde udlaanes mod Renter. Eenstemmig besluttedes, at Indløsningen skal effectueres ved Formues- og Næringsskat; det Øvrige blev opsat til i Morgen. Paa Løverdag (Aarsdagen efter Kongevalget) skal her være stor Stads i Byen. Blandt andet bliver her Høitide- lighed i Byens Kirke, og da Bispen er syg, anmodede Falbe mig om at holde Talen. Jeg kunde naturligviis ikke afslaae SIDE: 269 en saa smigrende Anmodning. -- Falbe fortalte, at det er Student ***, som er Forfatter af Ondskaben mod Bech og hans Søn, et nyt Beviis paa, at Æblet ikke falder langt fra Stammen. De andre Studenter have erklæret ikke at ville taale ham i deres Selskab efter denne Affaire. -- Sigvardt præ- dikede i Bispens Forfald i Søndags i Cabinettet. Ventelig var det efter Bechs Recommendation, hvorved jeg dog ikke kunde undlade at istemme Falbes bittre Anmærkning, at Ingen skulde falde paa, at Kronprindsen regnede sig til Tugthuusmenigheden. -- Muurmesteren er kommen paa Dolhuset. Lieutenant Møller fortalte om sin Kjøbenhavnsreise, især om en Mistanke, Kongen med flere havde fattet til ham, at han hvervede norske Artillerister til at tage Afsked og reise hjem. 2den November. I Selskabet hos Major Juell var Valerius min ene Si- demand, og derved gjorde jeg hans nøiere Bekjendtskab. Han kan, ikke aldeles aflægge den Stivhed, man ved første Øiekast finder hos ham, og naar han engang bliver en fornem Mand (han staaer paa Sprang til at blive Statssecretair, og bliver da vel adlet og med Tiden maaske Statsraad og Friherre), faaer han vist en ægte Magnatpli. Vi talte meest om svenske Digtere, af hvilke han paastaaer, at der ingen flere er tilbage. Han sang to Viser ved Bordet, en af sine egne, og en af Bellmann, begge ikke uden Frivolitet. Wahlstrøm, som var min anden Sidemand, kommer snart at reise herfra. Odelsthinget bifaldt Jacob Aalls Mening, dog saaledes, at Indløsningssummen for det første Aar forhøiedes til 4 Mil- ioner, og det er da ingen voldsom Operation. 3die November. Her kom imorges Bud fra Grev Essen, at han ønskede SIDE: 270 at tale med mig. Jeg indfandt mig da i hans Forgemak. Han skulde bede mig i Prindsens Navn, ikke at sige denne alt- for mange smukke Ting imorgen fra Prædikestolen. Excellen- cen havde forsikret ham, at jeg, som en berømt Taler, nok vilde vide at ramme den rette Tone, men Prindsen havde dog paalagt ham at give mig dette overflødige Vink, ligesom han ogsaa havde frabedet sig al Theaterstads med hvidklædte Damer og andet Theateroptog under Sangen. Dette har grusomt de- rangeret Falbe, som strax maatte gjøre nye Anstalter. -- Jeg hørte ellers i Forgemakket, at Rigsretten i Dag første Gang var sat under Langes Præsidium. Hvor travlt jeg havde det, kunde jeg dog ikke bare mig for at gaae derop, men fandt Gaarden fuld af Mennesker, da der voteredes, hvorvidt de 20 Quæstioner, der skulde gjøres Haxthausen, kunde gives ham hjem til Over- veielse, eller uden Forberedelse skulde forelægges ham. Det blev mig for længe at oppebie Udfaldet, og jeg gik hjem. Siden har jeg hørt, at Defensors Exception var forkastet og Forhøret be- gyndt for aabne Døre. Hjelm skal under dette Forhør have spillet en altfor activ Rolle, hvorfor han alt igaar var bleven irettesat af Præsidenten, og den ubøielige og uforfærdede Lange lovede ham næste Gang en alvorligere Paamindelse, dersom han ikke forbedrede sig. Roverud og Thuesen gav i Aften paa Theatret en Con- cert af deres Elever, hvortil de havde indbudt Prindserne, Statsraadet, Storthinget og andre smukke Folk, hvoriblandt da ogsaa jeg uværdig i den dobbelte Qvalitet af Videnskabsmand og Theaterdirecteur. Jeg gik derhen og talte med adskillige Folk, hvilket var det morsomste ved denne Forlystelse. Af Prindserne var der ingen, af Statsraadet faa og af Storthinget forholdsviis endnu færre, da der holdtes Odelsthing fra 5 -- 8. Concerten, som vist ikke varede over en Time, havde 3 Afde- linger. Den første bestod ene og alene i en kort Choral, som nogle hvidklædte Damer og bag dem nogle unge Herrer sang SIDE: 271 ret ordentlig. Anden Afdeling var først en Ouverture af liden Mærkelighed og saa en Arie, som Jfr. Lassen sang. Jeg var buden til Capt. Ræder, og gik bort, da dette var forbi. Hvad der endnu stod tilbage, var Instrumentalmusik, hvis Titler ikke fristede mig. Hensigten af denne Concert var at anbefale sig til Understøttelse af Statskassen til den forhen omtalte musi- calske Reise, og derpaa et Syngeinstituts Oprettelse. Uden at tvivle om, at Roverud og Thuesen ere meget duelige Musiklærere, maa jeg tilstaae, at det var mig umuligt af denne Prøve at uddrage noget Resultat. At Jfr. Lassen kan synge en Arie, har man længe vidst. Af Choralen og Ouverturen lod sig intet slutte. Der var vistnok sagt i Indbydelsen, at Alle, paa tre nær, vare deres Elever, men det kunde jo gjerne være disse tre, der udførte alt, hvad der tildrog sig Opmærksomhed. Ro- verud er den livagtige Zink, paa dennes Jovialitet nær, og Udfaldet bliver vel det samme som hist i Kjøbenhavn. Hos Ræder var følgende Gjæster: Motzfeldt (hvis sunde Fornuft og tørre Lune har bevaret sig uforandret), Christie (som derimod daglig faaer et fornemmere Væsen), Lange, Bon- nevie (hvis Navn er ligesaa charakteristisk som noget i det gamle Testamente, thi han er en ægte bon vivant), Bjørnskov (en ret interessant og godmodig Mand, hvis Retskaffenhed ro- ses meget), Agent Nielsen (der var i et extra godt Lune, og fik gjennemdrevet et tredobbelt Hurra for gamle Norge), Bi- skop Krogh, Synnestvedt, Mariboe, Rougtvedt og endelig Oberst Tidemann (indfødt Nordmand, som har forladt dansk Tjeneste for at tjene sit Fædreland; Ridder forresten). Der var morsomt ved Bordet, men da Klokken gik til 2, og man endnu ikke syntes at have faaet nok, men Nielsen tvertimod begyndte at proponere de samme Skaaler, hvor Haffner for- dum excellerede, saa stod jeg op fra Bordet og vandrede hjem. Nationalbladet har en ny Pressesag, som Justitsdeparte- SIDE: 272 mentet har anlagt mod det, endnu mere ubeføiet, som det sy- nes, end den forrige, samt en saare bitter Critik over et Skrift, som nylig er udkommet til Statsraadernes Forsvar. 4de November. Kl. 10 1/2 kom Prindsen med Suite gaaende, og modtoges ved Kirkeporten af de forsamlede Præster. (Af udenbyes havde indfundet sig Neumann og Hr. Vergeland; han havde afgivet en Visitbillet hos mig, vi complimenterede hinanden, og han udbad sig mit Venskab.) Der begyndtes med: "O store Gud! vi love dig!" hvorpaa jeg besteg Prædikestolen. Min Tale varede omtrent en halv Time, og her som sædvanligt indhøstede jeg uendelige Lovtaler. Den trykkes, altsaa siger jeg her intet an- det om den, end at den var godt memoreret og hørtes af En- hver i den hele Kirke, ligesom jeg nok ogsaa heldigen havde nyttet mit Talent til at blande Sødheder og Bitterheder mel- lem hinanden, saa at hine ei vamlede og disse ei rev i Hal- sen, men af begge fremkom en behagelig, krydret Ret, som i lige Grad convenerede en Fyrste- og en Bondemave. Jeg tør tillægge mig selv dette Talent i udmærket Grad, og kan ikke troe, at enten det er foragteligt, eller at jeg bør lastes, fordi jeg gjør Brug deraf. Kan jeg være Alleting for Alle, saa har jeg Pauli Autoritet for mig, at jeg ogsaa bør være det. -- Til Slutning fik vi en Gang af Platou med Falbes Musik, der blev sungen paa Orgelet, og lød ret vakkert, for- saavidt det præstelige Samvaas, der hørtes i Choret, tillod mig at høre den. Endelig maa jeg anføre, at der ringedes med Klokkerne en Time, og at der under Te Deumaffyredes 128 Kanonskud. -- Ved Udgangen fik jeg et Haandtryk og nogle forbindtlige Ord af Prindserne, Essen og et Par subordinerede Væsner. Til Middag var stort Taffel hos Prindsen. Hovedtaffelet var i Dag i Havestuen, en vakker, net men ikke pragtfuld de- SIDE: 273 coreret Spisesal. Biskop Bugge og General Meyer vare mine Sidemænd. Tiden falder ikke lang, naar man har Bugge til Naboe. Han holdt et ynkeligt Huus med Treschow, Stiftprovst Clausen i Kjøbenhavn og Biskop Hjort. At Clausen prædikede sig selv og hverken Gud eller Christus, var Hovedanken mod ham, Dovenskab og Arrogance mod Hjort, total Uduelighed til at være Statsraad mod Treschow. Vi drak 6 Skaaler: Kon- gens og Prindsernes, Foreningens, den svenske Rigsdags og det norske Storthings (hvorover Bugge gav Finter) og Stat- holderens. Til alle canoneredes fra Pladsen strax udenfor, det gik ret overmaade høitideligt, men med alt var det daarlig Mad, det meste, vi fik. Drikkevarerne derimod vare overmaade gode. I Aften var Bal hos Grev Essen, hvortil vi ikke vare budne. Siden har jeg hørt, at det var en Feiltagelse, da mit Navn var paa Listen, og saa maa jeg da erkjende det for en lykkelig Feiltagelse, thi jeg vilde gjerne afkjøbt mig det Ho- verie for Penge, hvis det havde været mig paalagt. Jeg trængte til Hvile, tog mig den ogsaa og saae ikke det mindste af den illuminerede Bye. -- Prindsen lod sig ved sin Kam- merherre Grev Brahe udbede en Afskrift af min Tale; paa Fleres Opfordring lader jeg den trykke. I Dagens Intelligentsseddel har Halvor Hoel, efterat have været afviist fra Statsraadet med sin Klage, anklaget Stor- thinget for Publicum, og kalder hele Hedemarkens Amt til Vidne paa, at han er en ærlig Mand. -- Student *** har til sin forrige Nederdrægtighed lagt den nye, at gjøre Biskop Bech og hans Søn (anonym som forhen) Afbigt for sit ondskabsfulde Avertissement. 5te Novbr. Borch prædikede, og jeg havde haabet at tilbringe denne Dag i sød Roe og udhvile fra den forriges legemlige og aan- delige Strabads, men Skjæbnen havde bestemt det anderledes. Klokken henimod 10 fik jeg Brev fra Generaladjutant, Oberst SIDE: 274 Stabell, at Kronprindsen vilde høre Cabinetsprædiken af mig Kl. 2, og ved samme Tid modtage Afskedscour. Jeg maatte da gribe til min sædvanlige Extemporering, hvori det under saadanne Omstændigheder er en sand Lykke at have opnaaet Færdighed. I Anledning af Reformationsfesten valgte jeg til Text Aabenb. 3. 11. "Hold fast ved hvad du har, at In- gen skal berøve dig din Krone!" og talte over "Standhaftighed i christelig Troe og Dyd". -- Jeg fandt Forgemakket propfuldt af Mennesker. En Deputation fra Storthinget var inde hos Prindsen, hvorefter de tilstedeværende Biskopper, Bugge og Sø- rensen, fik Befaling at komme ind, og med dem holdt han en meget lang Conference om Religiøsitetens Fremme i Norge. Sørensen var henrykt over hans Tale, fandt den saa gjennem- tænkt og saa hjertelig, at den gjerne Ord til andet kunde væ- ret trykt, og vilde gjort ham Ære. Bugges Hjerte synes han ogsaa ganske at have vundet, og i Selskabet, hvor vi siden var sammen, var han ved hver Leilighed uudtømmelig paa Eloger. Derpaa kom Prindsen ind i det mellemste Værelse og talte med Statsraadet og Høiesteret. Atter gik han ind i det Al- lerhelligste med Christie. Endelig kom denne ud, og corpsviis indkaldtes nu fra Entreeværelset: Storthingets tilstedeværende Medlemmer, som dog ikke vare over 12 -- 16: Generalstaben: Ingenieurcorpset: Artilleriecorpset: Cadetcorpset: det ridende Jægercorps: det oplandske Regiment: Commandantskabet: Uni- versitetet (der fik tilsagn om 8 Stipendier): Stiftamtmanden med alle de ham underordnede civile og militære Embedsmænd: endelig nogle private Personer, hvoriblandt tilsidst Procurator Hansen, som Statsraadets egenmægtige Fremfærd menes at bane Veien til et godt Embede. Endelig kom da Touren til mig. Tre Stole opstilledes i det indre Værelse, 10 -- 12 i det ydre. I døren mellem begge sattes et Bord. Prindserne og Wetterstedt sad foran mig, Ad- jutantstaben bag ved. Efter sin Bestemmelse og som saadant SIDE: 275 Hastværksarbeide er Prædikenen god nok. Da den var forbi, kaldtes jeg ind til Prindsen. Jeg svarede ham paa Fransk saa godt jeg kunde, og han bevidnede mig da sin Tilfredshed med Gaarsdagens Prædiken, der efter hvad han selv havde hørt og Andre havde sagt ham var "un chef d'oeuvre d'è- loquence". Tilsidst lod han sig bringe en saare smuk og smagfuld Gulddaase, og bad mig modtage den til Erindring, og forsikrede mig derhos med et fast Haandtryk, at hvad han og hans Søn i Fremtiden kunde gjøre for mig, vilde være ham en stor Glæde. Sandelig, han er en ædel, elskværdig Mand! Gud bevare ham! Det vil være de forenede Rigers sandeste Held. -- Under Slutningsverset efter Prædikenen kom saamæn Biskop Bech, der ikke kunde lade Deres Kongelige Høiheder reise uden at give dem sin Velsignelse. Oscar gik ham imøde, da jeg gik bort; jeg fik altsaa ikke talt med ham eller spurgt om hans Befindende. Medens Couren varede, bad Grev Essen mig æde hos ham med Prindsen. Beværtningen var, hvad Maden angik, den bedste og overflødigste, jeg veed at have seet, siden jeg ifjor var til Gjæst hos de svenske Commissairer. Conversationen kunde naturligviis ikke have noget Liv, især da man vilde be- mærke, at Kronprindsen ei var i godt Humeur, hvilket dog isaafald ei havde Indflydelse paa hans Appetit. Dog forefaldt ved den anden Bordende en temmelig høirøstet Dispute mellem Bugge og Tank om Trøndernes Characteer. Under Maaltidet, hvis største Sjeldenheder vare Østers og Vindruer, proponere- des kun Kronprindsens Skaal paa en lykkelig Reise. Efter Bordet drev vi om en temmelig Stund. Prindsen talte læn- ge med Grev Wedel og flere, og Ingen kunde gaae, da man ei kunde vide, hvem han vilde vende sig til. Men endelig indkaldtes i et Sidecabinet Statholderen, Statsministeren og det hele Statsraad, samt Ex-Statsraad Aall, Storthingets tre Præsidenter og endelig de tre Bisper: Bugge, Krogh og Sø- SIDE: 276 rensen til en Conference, hvis Indhold maaskee ikke er nogen Hemmelighed, men er det ganske vist for mig i dette Øieblik, da jeg ikke har talt med Nogen, som kunde sige mig det, og nu gik jeg da hjem. 6te November. Otte og tyve Canonskud endte i Morges kl. 9 disse Da- ges Urolighed. Da reiste Kronprindsen; Gud ledsage ham! Vistnok har hans Nærværelse stiftet saare meget Godt i Norge, thi ihvorvel han ei kan tale Landets Sprog, saa har han ved sin simple prætensionsløse Venlighed, og (hvor Leilighed gaves) sin ædle og mandige Daad bundet Norge og Sverige fastere sammen, end de før vare. Des beklageligere skulde det være, om, som Aschenberg sagde i Dag, Rusland blot venter paa Carl den Trettendes Død, for at gjøre den unge Gustavs Præ- tensioner gjældende, da man paa den Vienske Congres skal være bleven enig om, at Ingen maa beklæde en europæisk Throne, medmindre han er født til den. Vi komme da i ny Ulykke, og gjøre vel flere smertelige Erfaringer. Dog Aschen- berg seer Alt fra den mørke Side; han længes hjem til sit Røraas, og gruer for snart igjen at bortkaldes derfra, som da vilde blive Tilfældet, naar saadant arriverede. De overmodige Seierherrer ere vel sagtens istand til alt! men inden gamle Carl døer, slaaes vel det Røverpak om Byttet; nogle af dem gaae da vel over paa vort Partie, -- kun at begge Riger blive enige, kun at Svensken vil blive Carl Johan tro! Aschen- berg havde forleden Dag, før jeg kom i Odelsthinget, paadra- get sig adskillige Kjøbmænds Uvenskab ved en djærv Tale, blandt andre ogsaa den blide, humane Jacob Aalls. Denne lod han imidlertid vederfares den Ret, at det er frygtsom God- modighed, der gjør ham til Opponent mod enhver Forholds- regel, der synes i mindste Maade voldsom. Derimod forekom- mer ingen af Storthingets Kjøbmænd mig saa besat af den ret SIDE: 277 slemme Handelsaand som Cappelen. Det var et Forslag (jeg husker nu ikke hvilket) under disse Pengedebatter, hvorover voteredes ved Navneopraab, og som eenstemmigen antoges und- tagen af Cappelen og hans bestandige Echo Borthig, der er saa lyksalig at have en Slump Venner og Svogere paa Odels- thinget, der alle omtrent ere af een Mening, og alle ere Thin- gets ledende Medlemmer, saa han aldrig er i Forlegenhed, om han skal sige Ja eller Nei, om han end uheldigviis, som en- gang har været Tilfældet, skulde blive No. 1. -- Aschenberg takkede mig endelig for min Tale, ved hvis Begyndelse han gruede ligesom flere gjorde den 25de Febr. 1814. Det hører da ogsaa til mit under 4de omtalte Talent, at jeg begynder saaledes, at man maa troe, det vil koste mig Kappe og Krave, og opløser saa Dissonancen i saadan sød Harmonie, at man bliver idel Henrykkelse. Det er rigtignok et behageligt Taler- konstgreb hos den, der forstaaer at anvende det, men jeg kjen- der ikke andre geistlige Talere end Biskop Brun og Bugge og jeg selv, for hvem det vilde være raadeligt at bruge det. -- Medens jeg var i Odelsthinget, debatteredes om, hvorvidt For- muesskatten skulde inddrives efter Angivelse eller ved Ligning. Cappelen imidlertid er han udentvivl saa temmelig angerløs, og det maa tale meget til hans For- del, at to af hans fordums Colleger Aall og Tank sidder i Retten, og maatte kunne vidne mod ham, om hans Udsagn var urigtige. Krænkende maa det dog være for den gamle Mand saa- ledes at stilles til Skue for hele Publicum, og da jeg ikke hol- SIDE: 279 der ham for skyldigere end mange Andre, vakte dette Syn fra den Side en ubehagelig Følelse hos mig; men fra en anden Side er Synet virkelig ærværdigt og imposant og en Nation, der saaledes kalder sine første Embedsmænd til Doms, indgy- der i dette Øieblik unægtelig Ærefrygt. 8de November. Rasmussen er misfornøiet med Odelsthingets Beslutning, kun at bestemme Formuesskatten for 3 Aar, og haaber i Lag- thinget at faae den kuldkastet. Det vil, paastaaer han, for- værre vort Pengevæsen istedetfor at forbedre det, da man nu ingen Ende seer paa Sagen. Næste Storthing har jo for de følgende 3 Aar decretere en Million aarlig, og saa er endda ikke den halve Seddelmasse indløst. -- Iøvrigt hører til Da- gens Historie, at man har hædret Kronprindsesse Eugenies Fødselsdag med 32 Canonskud. "Vi spare ei paa Krud!" kunne vi i denne Tid med Sandhed sige. 9de November. I Intelligentsseddelen holdes Nansen en versificeret Lov- tale, og han gjøres atter til en af Landets Patrioter. Det gaaer op og ned med den gode Nansen baade i activ og passiv Forstand. Snart lovsynger han Regjeringen og snart oppo- nerer han mod dens Foranstaltninger; saaledes persifleres han hist og ophøies her, og opnaaer saaledes, hvad der synes at være hans Hovedmaal: at være og blive en navnkundig og almindelig omtalt Person. Jeg fungerede i Aften for sidste Gang som administre- rende Directeur i det dramatiske Selskab. Jeg har faaet min fulde Fornøielse, og kommer vist aldrig mere paa den Gallei. 10de November. I Dag var høitideligt Liigfølge af et usædvanligt Slags. Det var en simpel Artillerist, der blev begravet, men han kjør- SIDE: 280 tes i Byens Liigvogn, bortbares af det saakaldte Sørgelaug, og sjelden er jeg vel ved nogen Jordefærd her i Byen bevær- tet med elegantere Frokost. Som sextenaarig Dreng var han kommen i Lære hos Garver Holm i Storgaden og havde nu i 13 Aar været mere som Søn eller Broder i Huset end som Undergiven. For at undgaae Udskrivning havde han ladet sig hverve som gevorben Artillerist, men hans Compagnichef, Ma- jor Rustad, havde fritaget ham for militair Tjeneste, og han var Garversvend hos Holm, et udmærket sædeligt og flittigt Menneske. Hans Capitulation var nu udløben, han vilde etablere sig i sin Føde-Egn Gudbrandsdalen, og var næsten reisefærdig, da han fik det ulykkelige Indfald at gaae op og see paa Delinqventens Henrettelse forleden. Nervesvag maa han vel have været, fra den Tid var han ei mere den samme, hans Forstand forvildedes, hans Legeme svækkedes -- og det blev hans Død. Jeg fandt det meget ædelt af de Mennesker, saa- ledes at hædre en tro Tjeners Minde, og to saadanne Exem- pler, som jeg i disse Dage har havt: paa faderlig Ømhed hos en Almuesmand og sand Humanitet hos en velhavende Borgermand i Christiania, kan næsten forsone mig med den Slægt, jeg lever iblandt. 11te November. Jeg overleverede Essen personligen et Exemplar af Høi- tidstalen. I Forgemakket taltes med en vis Circumspection om Kronprindsens Reise; ogsaa er denne skeet med megen Hurtighed, da han i Dag skulde reise 14 Mile og i Aften være i Stockholm, saa man næsten skulde troe, der var peri- culum in mora. At man i Sverige skulde være misfornøiet med hans lange Ophold i Norge, er fortalt efter Breve fra Gothenborg; skulde maaskee Kongen være farlig syg? skulde der være Ugler i Mosen fra russisk Side? jeg gider ikke at spørge Nogen, for ei at faae mistrøstende Svar. Overalt SIDE: 281 har jeg i denne stormfulde Tid afholdt mig fra alle, vort Land vedkommende politiske Discussioner, og jeg har i alle Hen- seender befundet mig saa vel derved, at jeg og vil handle saa herefter, om, som Gud forbyde! vor korte Roe alt skulde være forbi. Bugge paastaaer, at Haxthausens Sag ingenlunde er saa reen, som den ansees for, og at Retten har Beviser ihænde imod ham, som han ikke drømmer om, og som uden Tvivl maa fælde ham. Dette skal dog endnu være en dyb Hem- melighed. -- I Nationalbladet, som denne Gang er poetisk, har Expeditionssecretair Hagerup givet os en Selskabssang, kaldet: Foreningen eller Noras Skjebne i Fortid, Nutid og sandsynlige Fremtid. Maaskee den er sunget paa Ballet i Løverdags, og jeg beklager i saa Fald ikke, at jeg hverken hørte eller istemmede den. 12te November. -- -- -- -- -- Endnu tilføier jeg, at en af Børnene hver Middag læser høit til og fra Bords: "Vi takke Dig o God og Fader!" og: "Vort Maaltid vi beslutte," -- hvorved da endelig mit gamle Forsæt at indbringe Huusandagt i min Familiekreds nogenlunde er realiseret. 13de November. Jeg har læst en anonym, overmaade velskreven Afhand- ling, der bestrider den Eidsvoldske Garanties Gyldighed, samt Nansens djærve, men hverken usande eller ubeskedne Svar til Silverstolpe, hvilket uden Tvivl gjør ham meest Ære af alt, hvad han har sagt eller skrevet paa dette Storthing. -- Platou er bleven Expeditionssecretair i Statsraadets 4de Departement. 14de November. Efter Wahlstrøms Raad skrev jeg de høie Navne foran paa det rene Blad i de fem Exemplarer af min Tale, som SIDE: 282 skal sendes til Kongehuset. Herre Gud! hvor alt dog kan vende sig synderligen! i min, Frederiks og Christians fordum oprigtigen hengivne Undersaats Lod skulde det falde at dedicere Taler til det svenske Kongehuus, ja endog at gjøre Complimen- ter for Prindsesse Albertine. 15de November. I Odelsthinget behandledes et Forslag af Christie om bestemt Reglement for Repræsentanternes Reiseomkostninger, Diæt o. s. v. En combineret Committee havde gjort en Ind- stilling, der i adskillige Puncter afveg fra Forslaget. -- Uagtet det i disse 4 -- 5 Maaneder har været en Grundsæt- ning, man aldrig har tilladt sig at afvige fra, at gjøre Com- mitteens Indstillinger til Basis for Debatterne og sammen- holde dem med Hovedforslaget, saa foreslog dog Bjørnsen her at bruge den modsatte Fremgangsmaade, og endskjøndt Christie selv forlangte Motionen afvist, fandt Præsidenten (Weidemann) ikke destomindre, at denne Maade, skjøndt usædvanlig, dog ikke var stridende mod hans elskede Reglement, og værdigedes endog at lade votere om Sagen ved Navneopraab. Det var ogsaa kun med en ganske ringe Pluralitet, at den sædvanlige Methode vedtoges, thi Bønderne vare fast alle indtagne af Christies Forslag, af en Grund, som imorgen skal anføres. Under disse Debatter fremførte Ole Haagenstad de betænkelige Ord, at man maatte vogte sig for at sætte Staten i for svære Bekostninger, da Folket ellers let kunde finde denne Regjering for kostbar, og igjen ønske sig Enevoldsregjering. Christie tog med megen høitidelig Alvorlighed til Gjenmæle, hvorved Sagen bortfaldt. 16de November. I Odelsthinget fortsattes og sluttedes den forrige Dags Debatter. Schultz og Oxholm vare meget misfornøiede med SIDE: 283 den Resolution, at visse Diætpenge tilstaaes Repræsentanterne, hvorimod de ville, at enhver skal indgive sine Regninger, der skulle prøves og offentligen bekjendtgjøres. De troe nemlig, at Bønderne heraf ville tage Anledning til at leve her som Kjæltringer i Kipper og Kjældere, lægge Penge op og saa- ledes gjøre deres Repræsentantskab til en Næringsvei. At det just er nogen farlig Sag, hvorover behøves at gjøre mange Ophævelser, synes mig ikke; den vedtagne Fremgangsmaade forekommer mig endog at være den simpleste og anstændigste. Slig lav Mistanke bør man dog ikke nære til dem, der væl- ges til at repræsentere Folket i dets vigtigste Anliggende, og vil de tænke og handle saa nedrigt, saa lad det blive deres egen Sag som saa meget andet, der i sig selv kan være meget ypperligt, men ved Misbrug kan blive afskyeligt og fordærveligt. -- Jeg har i denne Tid gjennemlæst den Eids- voldske Rigsforsamlings Forhandlinger. Jeg lærer deraf, at ligesaa desperate Projecter af nær- og fraværende Bønder ere gjorte der, som nogensinde paa dette Storthing, og deraf ud- drager jeg det Haab, at de omsider blive kjed deraf, naar de efterhaanden indseer Umuligheden af, at deres chimæriske Ideer kan blive realiserede. Det var mig iøvrigt interessant at see denne Stræben og Modstræben med Hensyn til den nu saa omtvistede Garanti, om hvilken Omsen der kort og fyndigt har sagt alt, hvad dens Modstandere nu vidtløftigen gjentage. Kun er den Forskjel, at han talte for at forebygge en overilet Beslutning, og nu tales der, for at omstyrte en allerede fattet, han advarede mod at contrahere en Gjæld, som man nu pro- testerede mod at betale. At iøvrigt Taler og Beslutninger i det Hele bære Præg af den exalterede Stemning, hvori vi da næsten alle befandt os, kan ikke nægtes, men ligsaa ind- lysende er det mig ogsaa, at alt, hvad der skede (maaskee Garantien undtagen, som jeg ikke forstaaer at bedømme) var nødvendigt og høist velgjørende, og at det vist ikke var gaaet SIDE: 284 os saa godt, som det siden gik, dersom Modpartiet havde seiret. Ihvor usselt og uconseqvent da end Prinds Christian handlede til Slutning, ihvor utvivlsomt det er, at den hele Fremgangsmaade for Kielertractatens Slutning var en Comedie, der spiltes, hvori Norges Frihed havde en meget subordineret Rolle, saa var dog Prinds Christian, med eller mod sin Villie, ved sin Nærværelse og sine Foranstaltninger her Nor- ges sande Velgjører, og en saadan Forening havde vi uden ham sikkerligen ikke opnaaet. 17de November. Jeg vilde intet havt at sige om denne Dag, dersom jeg ikke i Formiddags havde faaet en uventet Indbydelse til at spise til Middag hos min Naboe Statssecretairen. Der var ingen uden de to Brødre Sørensen, Bispen og Professoren, samt de tre Brødre Weidemann, Storthingsmændene og Ex- byfogden. Saa stiv og tvær Sorenskriveren forekommer mig i Odelsthinget, og saa ofte jeg har været vred paa ham der, er han i Selskab en ret meget behagelig Mand. Det gjordes fra Actionscommitteens Medlem, Procuratoren, ingen Hemme- lighed af det Brev, man troer vil fælde Haxthausen, hvor han under 6te August 1814 erkjender sig allerede at have en Underretning om Armeens Forraad, hvorom han i Statsraa- dets Protocol af 7de erklærer sig uvidende, og som han un- der Forhøret har foregivet først at have erholdt den 9de. Capt. Widing havde dette Brev ihænde, og har til sin egen Retfærdiggjørelse indleveret det. -- Holst troer heller ikke, at Kronprindsen kommer tilbage i Vinter, og udlod sig ogsaa hemmelighedsfuldt; dog synes ikke udenlandske Trudsler at være det, man frygter, det er nok snarere Jalousie og Cabale af et svensk Hofpartie, som er bange, Kronprindsen vil have Norge paa Sverigs Bekostning. -- I Anledning af, at Mu- rat er fangen og skal henrettes, taltes og om udenlandsk Po- SIDE: 285 litik. Napoleon fandt i Biskop Sørensen en ivrig Modstan- der, men vi andre syntes temmelig enige i, at hans Fald vel snarere har skadet end gavnet Europa, og at det Engelske og Russiske Herredømme er vel saa slemt, som det Franske var eller nogensinde kunde blevet. 18de November. En af Schmidts Venner har i Intelligentsseddelen supple- ret en Ufuldstændighed i Efterretningerne om Storthingets For- handlinger og meddeelt Odelsthingets Resulotion in extenso, hvor Ordet ubeføiet staaer med udmærket Stiil. 19de November. Vangensteen vilde vide, hvad dog nok behøver Bekræftelse, at der paa Onsdag skal holdes Vidneforhør for aabne Døre i Haxthausens Sag. Den Publicitet synes at gaae vel vidt. Vangensteen viste sig ellers ikke som Haxthausens Ven, og mange troer jeg virkelig ikke han har blandt sine Dommere. 20de November. Storthinget holdt som sædvanlig fri Mandag. Aschen- berg fortvivler over den evindelige Nølen, men haaber iøvrigt, at Kjøbmændene ville blive overstemte i Pengevæsenssagen, og at den Beslutning, hvorimod ogsaa Rasmussen ivrede, der blot er fattet om en Trediedeel af Statsgjælden, vil falde igjennem in pleno. Tilsidst nægtes maaskee det Hele Sanction, thi Re- gjeringen skal ikke ynde Eidsvolds Garantien, og hvad skal man saa gjøre? Man vil sige, de allerede tagne Beslutninger have ufordeelagtig Indflydelse paa Cours og Varepriser, men i saa Fald, hvorfra kommer det da vel uden fra Kjøbmændene, der gjør med os andre hvad de ville? 21de November. I Storthinget forfaldt lange og interessante Debatter an- gaaende en theologisk Candidat Sparre, som vilde naturaliseres. SIDE: 286 Den combinerede Committee havde erklæret sig aldeles deri- mod. Biskop Krogh erindrede om, hvormange Præste-Embeder af Mangel paa qualificerede Subjecter stode ledige, og meente, at man med Glæde maatte modtage enhver duelig theologisk Can- didat, der kunde afhjælpe denne Mangel. Weidemann fandt, at det egentlig i Nordlandene og Finmarken den Mangel existerede, at en saadant Candidat vel neppe søgte Naturalisa- tion for at komme derop, og at han, naar han befordredes til et sydligere Embede, vilde fortrænge de indfødte Nordmænd, og nøde dem til at flygte op imod Nord. Bonnevie holdt en heftig Philippica, kaldte Committeens Grunde frivole, og erklærede, at om end en af Norges Biskopper havde for- fattet Indstillingen, havde han ikke der viist sig som en Ven af Religionen og sit Fædreland. Sibbern nævnte sig som Indstillingens Forfatter, og forlangte Erklæring over Ordet frivol, hvilket Bonnevie forklarede som ubetydeligt, in- tetsigende. Christie meente, at Candidaten kunde søge en Skolelærerpost, hvortil han ei behøvede Naturalisation, og hvis han da vil være Præst, kunde han en anden Gang naturali- seres. Sørensen sagde, at der nu var yderlig Mangel paa Candidater, og en personel Capellan ikke var at faae. Schultz fremførte og det Rygte, at Nordlandske Præste-Embeder skulde besættes med Studenter uden Attestats, og bragte tillige i Erindring Anordningen, som forbyder at blive Præst før man er 25 Aar, saa at det ei blot kom an paa de existerende Can- didaters Antal men ogsaa paa deres Alder. Sparres Natu- ralisation decreteredes med 49 Stemmer mod 19. Nansen fortalte, at Biskop Bech er bleven Overhofprædi- cant med en Gage af 800 Rd. Bco. og Neumann og Wer- geland Hofprædicanter. Jeg misunder dem sandelig ikke, men anseer det for et nyt Beviis paa den favorable Skjebne, der mit hele Liv har ledsaget mig, at jeg, uden at fornægte min moralske Selvstændighed, har paa engang bevaret de meest SIDE: 287 dissenterende Partiers Yndest og Agtelse. Det er herpaa stak- kels Nansen selv har gjort adskillige mislykkede Forsøg. Hvad han tilføiede, at den første ledige Bispestoel er lovet Werge- land, sætter jeg imidlertid i Classe med de Nansenske Nyhe- der, vi hørte i Sommer, om Holst's Udfordring m. m., hvor- paa aldrig saaes Bekræftelse. -- Schmidt skriver, at bortrømte Slaver sværme om i hans Egn og gjøre Landeveiene usikre. En Mand der af Sognet har truet ham og Lensmanden med Hevn, og han har ladt sine Pistoler for at værge sig. Og dette skeer i den vidtberømte Politiemester, Justitsraad Wulfs- bergs Embedskreds! 22de November. Bonnevie, som Redacteur af Storthingsefterretningerne, tager i Dagens Avis med Bitterhed til Gjenmæle mod den, som havde ladet Resolutionen om Schmidt aftrykke in ex- tenso. Naar han til sin Retfærdiggjørelse anfører, at dette Blad blot skal indeholde Udtog af Forhandlingerne, saa har han Ret, hvad Forslagene og Debatterne om samme angaaer, derimod ere Beslutningerne hidtil aftrykte Ord til andet, og dette er, saavidt jeg erindrer, det første Exempel paa modsat Fremgangsmaade, der synes at røbe Partiskhed, og hvorved i vore critiske Tider Vedkommende ei skede nogen Tjeneste. -- Nationalbladet indeholdt blandt andet en Anke over en Avis- artikel, dateret Kjøbenhavn, i Anledning af Lauenburgs Over- ladelse til Danmark. Endnu mere levende end ved hiin Na- turalisationssag mindes man om Hans Puffs Reclamation af vor Ret til Ørkenøerne og Grønlands Østerbygd. Forfatte- ren vil nemlig vise, at Danmark intet har tabt ved Norges Afstaaelse, derimod Norge desmere ved Foreningen med Dan- mark, nemlig de Schetlandske Øer og Ørkenøernde, Jemteland, Herjedalen og Bahuuslehn, endelig Island, Grønland og Færøerne, og Forf. troer, at det er nærværende Storthings hellige Pligt at reclamere alle disse Norges Rettigheder, dog SIDE: 288 kun ved at appellere til vedkommende Magters Retfærdighed og Billighed -- og det er da en kraftig Appel. 23de November. I Dag har det været debatteret nok i Lagthinget, men endnu er intet afgjort. Jeg har før tilstaaet min noksom be- kjendte Uvidenhed i den omhandlede Sag: den som taler sidst og understøtter sin Paastand med Grunde, forekommer mig at have Ret, og ihvorvel jeg, efter hvad jeg paa den senere Tid har hørt og læst, ikke kan tænke mig den Eidsvoldske Garan- ties Ubrødelighed aldeles som forhen, saa maa jeg dog ved at nævne de i Dag holdte Taler, afholde mig fra al Bedøm- melse over Indholden og blot betragte dem fra Indklædnin- gens og Foredragets Side. -- Biskop Krogh aabnede Debat- terne med en lang Tale imod Garantien, hvilken jeg dog ikke ret kunde høre. Han har et svagt Organ og et slæbende, ubehageligt Foredrag. Ræder oplæste derpaa en trykt Bog, jeg tænker vel paa adskillige Ark. Ogsaa den var imod Ga- rantien og endtes med et Forslag, hvorimod (jeg troer) Præ- sidenten erindrede, at det kom for seent, da intet nyt Forslag men blot Odelsthingets Beslutning burde tages under Overveielse. Tank, som var syg, havde indsendt et Votum, som nu oplæstes, ligesom Barliens Intimation til en trykt, blandt Repræsentanterne omdeelt, og altsaa tilfulde bekjendt Afhandling til Garantiens Forsvar. Bonnevie vilde have op- læst et i Dag udkommet anonymt og overmaade velskrevet Indlæg imod Garantien, men dette afsloges som reglement- stridig. -- Biskop Krogh gjorde nu (Gud veed af hvad Aar- sag) det Forslag, endnu at udsætte denne Sag til nøiere Overveielse, men Pluraliteten besluttede, at Sagen skulde have sin Fremme, og Præsidenten opfordrede Medlemmerne til at expectorere sig over de Grundsætninger, Lagthinget burde gaae ud fra. Rasmussen begyndte med at udtale sig mod den SIDE: 289 ubestemte Termin for Sedlernes Indløsning. Nansen holdt en extemporeret Tale mod Garantien, hvori han beklagede, at Veltalenhed var ham nægtet, men hans varme Fædrelandssind maatte erstatte Mangelen. Talen var ret god, og satte de forhen bekjendte Grunde ud fra hinanden med lys Orden. -- Efter den sædvanlige Pause, hvorunder Cancellieraad Mor- genstjerne holdt Forelæsninger oppe paa Galleriet for Stats- secretair Holst, Justitiarius Berg og mig over en ny Trykke- frihedssag, som verserer for Domstolene, begyndte Statsraad Aall igjen Debatten med en særdeles smuk og vel udarbeidet Deduction for Garantiens Gyldighed. Dog bortfaldt i mine Tanker denne Tale mod den følgende af Overinspecteur Niel- sen, der i Lys, Grundighed og Orden uden Tvivl overgik alt, hvad denne Sag angaaende er sagt paa noget af Thingene. Han har et blødt, ikke meget behageligt Organ, men der er Mening i hvad han siger. Derpaa fremtraadte Biskop Sø- rensen og talte ogsaa imod Garantien, vel declamatorisk, dog ret smukt og godt. Kun naar han forlangte, at man, for at ophjælpe Landets Pengevæsen, skulde afgive alt sit Sølv, Uhre og Instrumenter undtagne, da maatte det uden Tvivl af hver ædru Hjerne antages for en af de Overdrivelser, der skade langt mere end de gavne den Sag, man ønsker at fremme. Endelig fremkom Lange med en splinterny Motion. Han vilde nemlig, at det som første Grundsætning skulde vedtages og afgjøres, om Rigsbanksedlerne skulde inddrages ved Stat eller indløses efter en bestemt Cours, da i sidste Tilfælde Garantien af sig selv vilde bortfalde som ufornøden. Tank, som imidlertid, indhyllet i Pels, var kommen kjørende, gjorde en Diversion ved at fremkomme med en Beregning, foranlediget ved Ræders Skrift, og derover snakkede de to en Stund, indtil det erindredes, at Klokken var snart 3, og at alt dette bedre debatteredes og afgjordes i Morgen. SIDE: 290 Jeg maa endnu afskrive en Attest meddeelt Major W -- s Huusholderske og Maitresse af Præsten D -- i Kragerøe, hvil- ken W -- igjen har overgivet til mig: "Jomfru Marie W -- fra Malmøe i Sverrig, som i tre Aar har opholdt sig her paa Stedet, har under samme Ophold viist den retskafneste Opfør- sel, og vundet derved min og Alles Agtelse og Venskab. Hun har ogsaa udmærket sig som den christelige Religi- ons sande Veninde, og med Menigheden nydt den hellige Nadvere til Jesu høitidelige Erindring. Dette bevidnes her- ved med det inderligste Ønske, at hun stedse maa blive for- undt af Herren al optænkelig Lyksalighed som Løn for ustraf- felig Vandel!" -- Med ikke mindre Mishag har jeg læst Præsten -- s Gravskrift over sin yderst drikfældige Kone, hvor han kalder hende "sjelden som Qvinde, endnu sjeldnere som Hustrue og Moder." At han, som har været daglig Vidne til hendes Feil, og vist lidt meget ved den, kunde være blind derfor, er umuligt, og at han tænker paa at binde Folk en aabenbar Usandhed paa Ærmet -- ja hvad er det? O hvor- for vil man ikke lade de Døde hvile? Taushed er ingen Brøde; ubeføiet Roes derimod er det og kunde let give Anledning til inhuman Dadel. 24de November. Ved Lagthinget er da nu Garantiesagen afgjort til Pu- blicums almindelige Tilfredshed, og det eneste, man frygter endnu, er, at den ringe Pluralitet der og Minoriteten i Odels- thinget vil, naar Sagen skal afgjøres in pleno, fremdeles blive Minoritet, med mindre, som dog ei er usandsynligt, nogle af Garantiens Venner ved det, som paa den sidste Tid er talt og skrevet, og ved den skadelige Indflydelse, Odelsthingets Be- slutning allerede skal have havt paa Cours og Varepriser, skulde vorde omstemt. Lange fremkom først med sin i Gaar ajournerede Motion. Der snakkedes adskilligt den uvedkom- mende, om Rigsforsamlingens Competence til at indgaae Ga- SIDE: 291 rantien, men da han omsider havde faaet Snakkerne kaldt til Orden, blev hans Forslag eenstemmigen forkastet og Quæstionen blev: Skal Garantien overholdes eller ei? Borchsenius holdt extempore en lang Sermon, meest imod Nielsens Tale i Gaar, hvorpaa denne svarede med sin vante Sindighed og bon sens, ligesom Borchsenius talte med den kolde, tærgende Bitterhed, der synes at være bleven ham til Natur. Paa Nielsens Side traadte Nansen, der gjengjældte Sarcasmer med Sarcasmer; et Par af dem vare ret vittige, og der opstod et lidet Mund- huggerie. Sibbern ytrede Tvivl, om det kunde være ham, som en af de Eidsvoldske Repræsentanter, tilladt at give sin Stemme i denne Sag. Hans Tvivl hævedes uden Votering, og han oplæste da sine Tanker, som vare affattede i Korthed og i Grun- den ikke sagde stort. Den sidste Taler var Bonnevie, som i Begyndelsen syntes at forsvare Garantien, men erklærede sig dog tilsidst for dens Antagonist. Han slog ellers om sig med Niddinger og Blodsugere o. dsl. og talte vel meget om sig selv, sin Stilling og sine Grundsætninger. Endnu sagde Præ- sidenten nogle faae Ord, og det kom da til Votering, som ef- ter Nielsens Forslag skede skriftlig. Udfaldet blev at 10 Stem- mer vare for Garantiens Overholdelse, 11 for dens Ophævelse, der altsaa blev Lagthingets Decret. Garantiens Venner vare: Borchsenius, Procurator Weidemann, Bøgh, N. Aall, Rasmussen, Schjøtt, Bergh, Bentz, Sib- bern og Barlien; dens Modstandere: Wangensteen, Sørensen, Lange, Scharre, Tank, Ræder, Nielsen, Bonnevie, Rested, Krogh og Nansen. -- Paa Gal- leriet syntes at være idel Glæde og Triumph. Justitiarius Berg, Morgenstjerne, Mariboe og Biskop Bugge vare de, som nærmest omgav mig. Den sidste troede, at Norges Vel og Vee stod paa Spil i dette Øieblik, da han ansaae det for afgjort, at Garantien, naar den faldt her, ogsaa vilde falde det samlede Storthing, og han tænkte sig Fædrelandets Op- SIDE: 292 reisning betrygget ved dens Fald. Det er besynderligt, hvor- ledes Mænd, som dog vist hverken Kundskaber eller Retskaffen- hed kan fradømmes, kunne have en saa aldeles modsat An- skuelsesmaade, at den Ene spaaer Fædrelandets Undergang af det, hvori den Anden øiner dets Redning. Paa den ene Side Niels Aall og Rasmussen, paa den anden Jacob Aall og Overinspecteur Nielsen -- hvo tør kaste Skygge paa disse Mænds enten Aand eller Hjerte? Og dog anbefale de to første som eneste Lægemiddel, hvad de sidste fordømme som dræbende Gift! Fra eet Synspunct betragte begge Partier Sagen -- og dog dømme de saa forskjelligen! Hvad en Laiker heraf kan slutte er, at det maa være en yderst forviklet, næsten fortvivlet Sag, der skal raades Bod paa, og at ingen af Midlerne kan være Radicalcur, men at heller ingen af dem kan være For- gift. Jeg for min Deel, der vel ikke synderligen enten kan tabe eller vinde ved det endelige Resultat, jeg idetmindste be- roliges ved den Tanke, at Ingen af disse Mænd snakker i Veir og Vind, og at den Sag, som omsider vinder, om den just ikke er den bedste, dog maa have sine gode Sider, siden Mænd som Aall og Rasmussen vare dens Forsvarere. 26de November. Første Gang efter mere end halvandet Aars Forløb var der Classesamling i Selskabet for Norges Vel, som nu be- gynder at give et Slags Livstegn. Der oplæstes et venligt Afskedsbrev fra den Kjøbenhavnske Afdeling, der har organi- seret sig til et Selskab for nordiske Oldskrifters Udgivelse: frem- deles et langt Brev fra Grundtvig som Saxos og Snorres Oversætter (underligt som alt hvad han skriver, og spækket med Bibelsprog som en Prædiken) og endelig nok et Brev fra om- talte Selskab, underskrevet af Pram, Høiesteretsadvocat Tre- schow og Grundtvig. Der besluttedes at lade udgaae en Sub- scriptionsplan over hele Norge om Bidrag til hine Skrifters SIDE: 293 Udgivelse efter Planen, og den forfatter Rosted. Platou til- skriver Districtscommissionerne og paatager sig hvad der over- alt egner ham, der mere og mere ophører at være Videnskabs- mand og bliver blot Forretningsmand. Sverdrup besvarer Bre- vene. 27de November. Man sagde, at Geistlighedens Indkomster var Dagens Orden i Odelsthinget, men Tiden tillod mig ikke at komme der. Desuden interesserer Sagen mig ikke særdeles. Intet af de indkomne Forslag behager mig, undtagen, som før er sagt, Peder Bøgvalds. Overalt har jeg det Haab, at jeg i min Stilling, i det Forhold jeg staaer baade til Regjering og Me- nighed, aldrig vil lide Mangel; tvertimod forudseer jeg ved enhver Radicalforandring Ubehageligheder, som nu ikke finder Sted. Altsaa seer jeg for min Person allerhelst, at det bliver ved det Gamle, kun at Tienden, hvad enten den betales af Bønderne eller af Statscasssen, erlægges i rede Sølv, eller hvad Navn man finder for godt at give de saakaldte gode Penge. 28de November. Aschenberg fortalte mig Resultatet af Gaarsdagens For- handlinger, og hvad var det andet end den sædvanlige Udsæt- telse? Christie og Budtz, der i Weidemanns Sygdom fungerede som Præsident, understøttede af 27 Bønder, fandt, at der om Embedsmænds Gagering intet kunde fastsættes, førend man havde et ordnet Pengevæsen. Bugge og Schultz protesterede heftigen derimod, men forgjæves. Nu skal Schultz ville ind- give et Forslag, at Regjeringen skal anmodes, provisorisk at anordne et Gagereglement for Geistligheden med Hensyn paa dens faste Indtægter lige med det, der for civile og militaire Embedsmænd er fastsat. Aschenberg var yderst misfornøiet. -- I Rigsretten dicterede Actor til Protokollen, at alle Vid- ner endnu ikke vare afhørte, og at det under Forhøret fandtes SIDE: 294 nødvendigt at indkalde nye Vidner, som man ei før havde tænkt paa; han udbad sig altsaa Udsættelse paa ubestemt Tid, hvilken bevilligedes. Retten hævedes altsaa, men Præ- sidenten meldte, at Lagthinget umiddelbar herpaa skulde forsam- les. Høiesteretsassessorerne gik altsaa, de andre blev paa deres Pladse for at høre, at da Klokken var halvtolv, saa kunde man ikke begynde paa noget af Vigtighed, hvorfor han fore- slog at opsætte Mødet til i Morgen Kl. 9, og deri vare de alle enige. Det var et dristigt, maaske ubesindigt Ord af Ole Haagenstad forleden, at det repræsentative Systems Kostbarhed kunde give Almuen Lyst til igjen at underkaste sig souverain Regjering, men sandelig, som Norges Lovgivere nu tee sig, seer jeg ikke, Udfaldet om nogle Aar kan blive anderledes, og som Motto til det nærværende Storthings Forhandlinger in extenso, synes mig ikke, man kunde vælge noget mere pas- sende end følgende Sted, som jeg i Dag læste hos Tieck: "Es heißt wohl immer in der Welt, die Gesetze sind noth- wendig um die Leute in Ordnung zu halten, aber warum da unser Gesetz nothwendig ist, der uns alle auffrißt, kann ich nicht einsehen". -- Haxthausens Sag staaer nu saa, at hans Defensor, Hjelm, som forhen har paastaaet, at der aldrig kunde være Spørgsmaal om hans fuldkomne Frikjendelse, men blot om den Erstatning, der skulde tilstaaes ham, nu har slaaet saa meget af, at hans Paastand blot er, at Haxthausen aldrig kan dømmes til mere end at betale Processens Omkostninger. -- Storthinget har faaet Prolongation til 16de Januar; Tank har paa Grund af Upasselighed faaet Reisetilladelse, uden at hans Suppleant er indkaldt. 29de November. I Lagthinget valgtes efter Nielsens Forslag en Com- mittee (!) til at gjennemgaae Odelsthingets Lovforslag. Ef- terat det var bestemt, at Valget skulde være frit, d. e. ikke ind- SIDE: 295 skrænkes til dem, der havde stemt imod Garantien, valgtes Niel- sen, Rasmussen og Lange. Hermed var Dagens Arbeide forbi. Paa Hjemveien var jeg inde hos Mariboe, som fortalte mig, at han var Forfatter af den under 23de omtalte velskrevne Afhandling. I Aften opførtes Jungers Sørgespil Selim Prinds af Algier. Der var Øienslyst nok. Jeg svimlede ved Synet af alt dette Fløiel og Atlask, Perler og Guldgaloner, hvilket vel til et Stykke som dette synes overflødigt og utidigt, men er dog, ligesom Pernilles Omklædning hver Time, Tegn paa stor Rigdom. Kaltenborn som Barbarossa havde en rød Fløiels Kappe, der foruden Besætningen kostede 1000 Rd. D. C. Men naar jeg undtager al den Stads og de to Pragt- sale, hvori der spiltes, var Resten ikke værd at reise sig af sin Stoel for. Vel vil jeg ikke nægte, at Falsen og Fru Thul- strup (Selim og Irene) spillede ret meget godt; den sidstes Spil forgudede man især, men jeg har dog før seet dem begge med større Fornøielse. Kaltenborn seer jeg langt heller som europæisk Cavalier end som en africansk Tyran. Vel har jeg ondt for at sige, hvorledes han ellers skulde spilt, da Rollen er af dem, hvorpaa den ypperste dramatiske Konst letteligen strander, men den Konst at gjøre Noget af Intet eller en ube- qvem Materie, som jeg hos flere kjøbenhavnske Skuespillere har beundret, den har Kaltenborn ikke i sin Magt. Alt det Øvrige var Middelsgods eller maadeligt. Hvad Stykket selv an- gaaer, da er det noget daarligt Kram, fuldt af Svulst og falsk Pathos og Urimeligheder. 30te November. Bugge er næsten fortvivlet. Han siger, at dette Stor- thing fuldender den Skjændsel, som sidste Aars Feldttog paa- drog Norge. Han kalder det baade en Ulykke og Vanære for hver retskaffen Mand at være valgt til Folkerepræsentant, skjæl- der Christie ud for en af de største Slyngler, der leve paa Jor- SIDE: 296 den, og anseer det for uundgaaeligt, at vor Selvstændighed som Nation ved denne Fremgangsmaade om faae Aar gaaer forloren. Han tiltroer ikke Regjeringen, allermindst Kronprindsen, Andeel i det, som skeer; derimod mener han, at de Svenske med hemmelig Fornøielse agte paa Begivenhedernes Gang, da de see, at vi, ved at raade os selv, allervissest ile det Maal imøde, hvortil de ønske at lede os, og at vi, for at undgaae Anarchie og Tilintetgjørelse, maa kaste os i deres Arme. Skylden til den lumpne Aand, der styrer vor Færd, finder han i vor fordums Forbindelse med Danmark og det religiøse Fritænkerie, vi der- fra have hentet. Gud veed, hvorfra dette bittre blodige Had til de Danske kommer. Han har, ligesom jeg boet længe iblandt dem, har som jeg havt to Præste-Embeder der, hans Kone er endog en Danmarks Datter. Jeg, idet jeg hverken venter eller ønsker at blive de Danskes Landsmand, da et Nationalhad, fuldt saa slemt som det forrige til de Svenske, synes i Løn- dom at udklækkes, og da jeg ikke kan undlade at ringeagte hiint Riges Administration (den som var, er og herefter kan ventes) -- jeg skal dog aldrig ophøre at elske Danmark og de Danske. Det er ellers synderligt nok, at Bugge ideligen raaber paa Religionen og ivrer med den Foragt, der vises den, som Kilden til vor forbigangne, nærværende og tilkommende Jam- mer, -- og Schultz beskyldte ham dog forleden Aften for en Lunkenhed i at overholde den offentlige Gudsdyrkelse, der lidet harmonerer med hiin Iver; Bonnevie sigtede aabenbar til ham ved den Philippica, han holdt i Anledning af Sparres Natu- ralisation, den samme Bonnevie, som Bugge i fortrolig Sam- tale med mig har kaldt Religionsforagter og beskyldt for at spotte den Lære, han offentligen forkynder. Hvad jeg bør dømme om den ærlige, sindige, frimodige Schultz, kan ikke være mig tvivlsomt; men i Henseende til de to andre fristes jeg til at sige som Fasting om Jfr. Bihl og Scalabrini, der beskyldte hinanden for et opført Syngespils slette Lykke: SIDE: 297 Hun dømmer hans Musik, han dømmer Texten slet. Jeg dømmer: De har begge Ret: Ellers hørte jeg, at Aschenbergs Mismod og Harme har forblindet hans Øine eller døvet hans Øren, da hans Beret- ning om den geistlige Sag saaledes maa berigtiges, at der var 27 Stemmer for hver af Meningerne. Præsidenten gjorde altsaa Udslaget. Hegermann troer ikke, Storthinget faaer Ende før i Mai. Det koster Staten daglig 3000 Rbd., bliver altsaa til Nytaar for det Første 540,000 Rbd., men det er sandt, saa hedde vi ogsaa et frit Folk, og have den Fornøielse at lade os foreskrive Love af intrigante Jurister og dumme Bønder, istedetfor af en Konge og hans Ministre. 1ste December. Paa Storthinget oplæstes den korte Tid, jeg var der, Kongens Proposition og Committeens af Jacob Aall forfattede Betænkning om Kongsbergs Sølvværk, hvorefter eenstemmigen bevilgedes 12000 Specier til et Forsøg paany at optage nogle af dets Gruber og bringe det igjen i Drift. 2den December. Schmidt har i Dagens Intelligentsseddel sagt nogle Ord til sin ubekjendte Ven, hvorved ogsaa Odelsthinget faaer en Snert. Han synes, hvad og hans Brev har givet Vink om, at ville voldgive Sagen til Publicum, og det skulde han lade være. Det koster ham Penge og skaffer ham ikke Satisfaction, thi, saavidt jeg mærker, er den offentlige Stemme imod ham. En velbekjendt Vrøvler i Drammen ved Navn Bruun har gjort et Finantsproject, og en anden Patriot vil have Storthinget til at decretere, at efter 1820 ingen fremmed Fa- brikvare maa findes i Landet, og at de, som findes da, uden Barmhjertighed skulde brændes. -- Ventelig af større Conse- SIDE: 298 qvence er en Denunciation i Rigstidenden om Præsten Las- sen i Gran, der den 22de Søndag efter Trinitatis (efter Evan- geliet en høist upassende Dag) havde slaaet om sig paa Præ- dikestolen med Skjældsord og Forhaanelser, fordi nogle af Me- nigheden mistænktes for at have indgivet et for Geistligheden ufordeelagtigt Forslag til Storthinget. Han maa lade sig sige den uden Tvivl afgjorte Sandhed, at han har saameget at leve af, som 3 Præster med Familie behøve til anstændig Under- holdning, og hvad ham angaaer under jeg ham al den For- træd, som denne hans Adfærd maatte paadrage ham. Men i dette Øieblik, da Geistlighedens Indkomster ere under Over- veielse, og Standen vist har mange, tildeels mægtige An- tagonister paa Storthinget, maa saadant gjøre en dobbelt ubehagelig Sensation, og de Uskyldige kunne meget let kom- me til at lide med den Skyldige, ja meget mere end han. -- Posten skal i Torsdags eller Fredags være røvet en halv Miil fra Moss, og Postsækken med alle Bancobrevene borttagne. 3die December. Hos Stadshauptmand Heyerdahl var et meget muntert og interessant Selskab i Anledning af hans Fødselsdag. Det er og bliver dog fra Gjæstfrihedens og Selskabstonens Side, det første Huus i Christiania. Biskop Krogh er i saadanne Lag overvættes munter, ja endog lidt raa og støiende. Gamle Ju- stitiarius Bull, som var min Sidemand, fik nok en liden Pe- rial, jeg har idetmindste aldrig hørt ham saa uudtømmelig paa Sprikvorter, som han var den hele Aften. Der blev ogsaa drukket temmelig meget. En Flaske Vin stod ved hver Cou- vert, hvilken de fleste tømte, og siden kom en drøi Bispebolle, hvoraf det første Glas tømtes Festens Fyrste til Ære. Vi havde adskillige Viser; ogsaa jeg sang efter Anmodning 3. -- Efter Caffeen havde jeg en lang Samtale med Biskop Søren- sen og Bonnevie. I Begyndelsen taltes om Storthinget og SIDE: 299 Biskop Bugge, med hvilken de erklærede sig ligesaalidt tilfredse, som denne er med de fleste af Thingets Medlemmer. Sørensen finder, at hans Moders Aand: Forfængelighed, Skumlesyge og affecteret Religiøsitet hviler over ham, og at han intet har af sin Faders jevne Blidhed og prætensionsløse Gudsfrygt. Siden talte Sørensen og jeg ene om Hount, hos hvem han, efter et Træk i hans Ungdoms eller tidligere Manddoms Hi- storie, ikke vilde erkjende den usmittede Redelighed, jeg i Liig- talen tillagde ham. Om Prinds Christian fortalte han, at det var ligesaa misligt med hans glade Modtagelse i Chri- stiansand som i Throndhjem, da han i den travle Høsttid lod Bønderne vente efter sig i 3 Dage med Skydsheste, hvorover der var megen Misfornøielse. 5te December I Storthinget afgjordes Geistlighedens Skjæbne med Hen- syn paa dette Aars Indtægter. Schultz's Forslag gik ud paa ved en Adresse at anmode Regjeringen og bemyndige den til for dette Aar at bevillige Geistligheden, hvad den selv havde foreslaaet: at de faste Indkomster, Tiende, Landskyld odl. som engang for alle var accorderet i Penge, skulde betales i rede Sølv efter Toldcoursen. Forslaget angrebes af Præsidenten, Borchsenius, Rambech, ofl. som constitutionsstridigt, og rigtignok kan man ikke negte, at det vilde være en underlig Inconse- quents af et lovgivende Corps under dets Session at anmode Regjeringen om at give en interimistisk Lov. Nansen til- føiede, at det vel ogsaa var forsilde, da disse Indtægter tildeels alt vare forfaldne og hævede. Bonnevie, Sørensen og Ræder understøttede Forslaget. Atter vare Bonnevie og Borchsenius i Totterne paa hinanden, og det er ret interessant at see disse to vældige Kæmper, den ene med sin energiske Heftighed, den anden med sin bitre Kulde, ikke at vige hinanden en Fodbred. Un- der Debatterne forelæste Schultz en historisk Udsigt over denne SIDE: 300 Sags Behandling fra den først kom under Ventilation i Sep- tember Maaned, og med Føie spurgte han tilsidst: "Er nogen Sag i Thinget behandlet som Geistlighedens?" Christie tog med sin vante Sindighed til Gjenmæle mod et Par Yttringer, der syntes at ramme ham. Omsider kom det til Votering, om en saadan Adresse som den, Schultz havde foreslaaet, skulde indsendes? Det var kun 8 -- 9, som svarede ja. Bugge vilde ikke votere, da han foregav at være kommen ind efter Debat- ternes Begyndelse (jeg maa ellers sige Forslaget alt var fal- det igjennem uoppretteligen, da Begyndelsen skede ved Aggers- huus Amt); Schultz selv voterede Nei, og motiverede skrift- ligen sit Votum. -- Endnu voteredes, om efter Borchsenius's Forslag Sagen atter skulde gaae til Odelsthinget som Lovfor- slag, eller efter Rambechs Forslag indtil videre henlægges. Det sidste besluttedes, og Schultz selv var af denne Mening. -- Atter her maa jeg sige, at det seirende Partie havde Ret- ten paa sin Side, i hvor uforsvarlig dets Nølen forhen har været. Mit Hjerte var aldeles koldt, thi min Privatinteresse var aldeles ikke med i Spillet, og hvad de fleste af mine Em- bedsbrødre, Sognepræsterne, vilde vinde, er mig problematisk. Capellanerne derimod tabe unægteligen; idetmindste var min hele Gevinst gaaet i Borchs og Kjerschovs Lommer og endda lidt til -- nu faaer jeg kun Sølvværdie og betaler i samme Mynt. -- Den sidste Sag, som forhandledes, var om Ankers Fideicommis. Thrane havde nemlig foreslaaet, at det skulde lægges under Storthingets Overbestyrelse, og for at gjøre Tin- gen mere bevægelig, oplæste han en lang Epistel fra Morten Anker, som klagede over at være forurettet af Administrationen, hvoraf droges den Slutning, at der vel behøvedes Control. Ræder var ogsaa stærkt af denne Mening, og af Bønderne, som gjerne ville have Fingre i alt, vare adskillige paa hans Partie. Imidlertid seirede Committeen, som mente, at saadant SIDE: 301 var Regjeringens og ikke Storthingets Sag, med en Plurali- tet af 43 Stemmer mod 22. 6te December. I Storthinget foretoges i Dag en Sag af megen Vig- tighed. Efter en vidløftig Fortale havde Ræder gjort et For- slag i Henseende til Voteringen in pleno, naar en Sag havde to Gange gjennemgaaet begge Thing. Hensigten var uden Tvivl at faae Lagthingets Majoritet og Odelsthingets Mino- ritet i Pengesagen til afgjørende Pluralitet i samlet Storthing. Den combinerede Committee, som nok meest bestod af Garan- tister, indstillede, at Forslaget burde henlægges. Men nu var fra en anden combineret Committee indkommen en ældre Be- tænkning i Anledning af Egebarksagen og Præsidentens Fore- spørgsel, om ei af plenum kunde gjøres et Tillæg til Odels- thingets Resolution, eller om en saadan udecideret Sag atter skulde vises tilbage til Odelsthinget. Denne Committee, som var særdeles ypperligen besat, var af den Mening, at hverken Tillæg eller Henvisning maatte finde Sted, at Lagthingets Anmærkninger ei maatte komme under Votering, at alene Odels- thingets Lovforslag kom under Betragtning, og at, naar dette ei havde to Trediedele af Stemmerne for sig, maatte det an- sees som forkastet. Christie vilde, at Ræders Forslag først skulde tages under Overveielse, men derimod protesterede denne selv, da det i det væsentlige bortfaldt, hvis sidste Committees Indstil- ling antoges. Dette fandt ogsaa Pluralitetens Bifald, men da man ei ansaa sig behørigen forberedt paa at debattere om denne vigtige Sag, dicteredes blot Forslaget til Afgjørelse i et senere Møde. -- Det samme var og Tilfældet med den Deel af Sorenskriver Schjøtz's forhen omtalte Forslag, som efter Grundloven ved dette Storthing skal afgjøres: Forholdet mel- lem Kjøbstædernes og Landets Repræsentanter. Committeens Mening var, at Kjøbstædernes skulle blive som hidtil 26, hvori- SIDE: 302 mod Landets skulde reduceres til det dobbelte Antal, det hele Storthing altsaa bestaae af 78 Medlemmer istedetfor nu af 87. Dette skulde da skee paa den Maade, at intet Amt maatte sende mere end 3 Repræsentanter, istedetfor at nu de fleste sende 4. -- Bonnevie fortalte, at Storthinget i Morgen skulde holdes inden lukte Døre, da der skal handles om Convoiafgift, som Deyen i Algier ikke maa faae Nys om, hvorfor der ikke engang ved Trykken maa bekjendtgjøres noget om den Sag. Jeg hørte i den Anledning, at Kongen af Danmark (!) ud- sender en Escadre for at tugte Røverstaterne. Ogsaa om Val- løe Saltværk, som vor forrige Regjering skal have pantsat til danske Mænd, skal handles i hemmeligt Møde. I Rigstidenden er en lang og ret god Formaning til Spar- somhed, som det eneste Middel til at ophjælpe vort Pengevæ- sen. -- Nationalbladet giver en meget nøiagtig Fortegnelse over 208 norskfødte Embedsmænd, som vare i Danmark ved Rigernes Adskillelse, hvoraf 6 siden ere døde og 22 traadte ud af dansk Tjeneste, hvoraf igjen 14 ere ansatte i norsk. Dernæst forekommer en Epistel til en Forfatter i Intelligents- seddelen, hvori blandt andet gives en Characteristik af Christie og Nansen som Storthingsmænd nu og før, efter min Overbeviis- ning saa sand og træffende, at jeg, som bekjendt for at være en af de flittigste Tilhørere deroppe, næsten frygter for, at man vil holde mig for dens Forfatter, hvilket jeg dog med god Samvittighed kan sige, jeg ikke er. Foruden et Par Smaating findes der endelig nok et Angreb paa Johan Horster i Anled- ning af Hounts Begravelse. Da jeg var Horsters Raadgiver i den Sag, anseer jeg det for min Pligt at træde frem med mit Videtur. Jeg skrev strax et Svar, hvori jeg "siden jeg mærker, at der er Folk, som finde Glæde i at oprippe gamle glemte Historier, og som hverken ville lade de Døde hvile el- ler de Levende vandre i Fred", beder Vedkommende om at hen- vende sin Vrede paa mig, da det var efter mit Raad Horster SIDE: 303 gjennem det academiske Collegium anmodede Studenterne om at bortbære Hounts Liig. 7de December. Lieutenant Garben gjorde mig Afskedsvisite, da han afgaaer som Ingenieurofficer til Fredrikssteens Fæstning. Det er en deilig Karl. "Ja men han veed nok ogsaa, at han er det", svarede min Kone, da jeg gjorde denne Bemærkning. -- Uden Tvivl! men mon vi andre da vide mindre, hvad godt der er ved os? Veed da ikke jeg, at jeg er en god Taler, Aubert at han er en udmærket Ingenieur, Christie at han er en klog og duelig Storthingspræsident, og saaledes Mænd og Kvinder i det Uendelige? At vi skal være blinde for vore egne Fortrin, naturlige eller erhvervede, er formeget forlangt, og Mennesker, som i Sandhed er det, troer jeg neppe findes uden i Roma- ner, og sjelden nok der. Naar vi kun ikke tiltroe os Fuld- kommenheder, vi slet ikke besidde, og ikke paa en uædel og ubeskeden Maade producere dem, vi have, saa staae vi vel endda som Syndere for den Alvidende, men Mennesker kunne slet ikke fordre mere. Capt. Ræder fortalte, at det hemmelige Møde var opsat; derimod ventileredes i Odelsthinget om Brændeviinsbrænden, som nok bliver Enhver tilladt. I Lagthinget var dicteret den nedsatte Committees Forslag til en Pengeanordning. Jeg læste den, og efter min Indsigt var den simpel og saare antagelig -- men langsom synes Curen at blive, hvis den bifaldes. 8de December. Fru Treschow fandt Schmidts forhen omtalte Appel til Publicum oprørisk, hvoraf man seer, hvorledes han og hans Fremgangsmaade dømmes af Regjeringen og i de store Cirk- ler. -- Det er de mange bortrømte Slaver, der menes i denne Tid at gjøre Landeveiene saa usikre. SIDE: 304 9de December. I Intelligentssedlerne fandtes atter en ironisk Betragtning over Pengevæsenet af en Antigarantist. En Hedemarker har indstillet til Storthinget, om der ei for hvert Sogn burde ned- sættes en Committee, der kunde regulere Præsternes Indkom- ster overeensstemmende med, hvad de fra gammel Tid have været, hvorved Hedemarken (hver elsker sig selv, sagde Krage- ungen til Nattergalen) vilde befinde sig vel. Der synes over- alt i den Egn at herske et rasende Præstehad, og vistnok maa man beklagende tilstaae, at de fleste af deres geistlige Mænd ei kunne indgyde Agtelse og Kjærlighed for Standen. Hos P -- , K -- , M -- og R -- har man længe erkjendt lønlige Brøster fra Forstandens eller Hjertets Side; heller ikke B -- s Rygte har været uplettet, og i denne Tid er han, som har et af Norges største Kald, beskyldt for aabenbart Ran. Det er sørgeligt, at saaledes flere af Landets bedste Embeder ere i tve- tydige Menneskers Hænder. Lassens Sag er bragt i Bevæ- gelse. Departementet har befalet Biskoppen at indhente hans Erklæring. Endelig ere indrykkede in extenso de over Halvor Hoel fældede Domme, hvoraf sees tydeligt nok, at National- forsamlingen vilde vanæres ved at optage en saadan Karl i sit Skjød. -- Rigstidenden melder, at Lieutenant Linstov er bleven Regimentsqvartermester og Auditeur ved det ridende Jægercorps. Han maa have en besynderlig Kjærlighed til Norge. Han er dansk Adelsmand, har sin hele Familie i Dan- mark, har latinsk-juridisk Examen med bedste Characteer, og kunde uden Tvivl ved at auscultere i et Collegium om meget kort Tid bane sig Vei til en Amtmandspost, som han paa sin nærværende Bane vist længe maa bie efter. Den naturaliserede Capt. Lous er bleven Bygningsinspecteur ved alle Kronens Værfter, et nyskabt, men vistnok ikke unyttigt Embede. -- Na- tionalbladet indeholdt meest Pressesager, i Anledning af hvilke Statssecretair Holst fortalte mig, hvad jeg forhen har været SIDE: 305 ufuldstændigen underrettet om: Den smagløse Bulletin over Kronprindsens Vestlandsreise var, som jeg antog, af Ha- gerup. Først blev Prindsen vred over H.s vamle Lovtaler, og da saa i næste Nummer af Rigstidenden kom nogle spidse Anmærkninger over, at der var sagt, Norges Lyksalighed nu endelig skulde tage sin Begyndelse, og desuden et stiklende Spørgsmaal om det nye Unionsflag, voxte hans Vrede, og han svor at ville kjende Forfatteren, om det saa skulde koste ham 20000 Rd. Bco. Uden Vanskelighed opdagedes det, at Brødrene Vogt, Expeditionssecretairer i 1ste og 5te Departe- ment, havde skrevet disse 2 Stykker. Den umiddelbare Følge blev, at Vogt, som var kommen op fra Kjøbenhavn men skulde vende tilbage, formeligen rapelleredes fra denne Mission, samt at Udgiverne af Rigstidenden, som et halvofficielt Blad, fik den hemmelige Ordre intet at indrykke i deres Blad enten til Roes eller Dadel for Regjeringen. De endnu ikke bort- sendte Nummere af Bulletinbladet maatte omtrykkes. I Ligfølget i Dag gik jeg ved Siden af en af Heltene fra 2den April, prydet med Sølv-Hædersmedaillen og desuden Dannebrogsmand, en Skibscapitaine Petersen, efter Udseende en særdeles rask og determineret Karl. Han fortalte meget om hiint Slag, hvor han havde været paa Indfødsretten. Capitaine Thura, som man ellers i Kjøbenhavn havde meget at udsætte paa, roste han som en streng, men retfærdig Mand. Han var den første paa Skibet, de fiendtlige Kugler ramte, faa Minutter efterat han havde forsikret, at Englænderne, saaledes som de skjød, ikke vilde træffe en Mand. Schrøder- sees Hoved blev skudt af ham i det Øieblik, han betraadte Skibet, og faldt ned i Barcassen, medens Kroppen blev lig- gende paa Dækket. Sit Dannebrogskors troede han ei at have fortjent. Han havde i General Peymanns Nærværelse slukt en Bombe ved en forvoven Gjerning, som han tilstod, han ædrue neppe kunde bekvemmet sig til, men som han SIDE: 306 gjorde halv beruset efter en lystig Sviir med sine Kammerader. Mon ikke ellers den meste Heltedaad har en lignende Grund? mon ikke en uvilkaarlig Stemning i Sindet og Disposition i Legemet virker to Gange, hvad Principer udrette engang? mon Medaillen var mere fortjent, og mon han ei under Sla- get var ligesaa beruset, skjøndt ei af Viin eller Brændeviin? 10de December. Kulden vedvarer endnu. Jeg ventede altsaa ikke og fik ei heller mange Tilhørere i Slotskirken. De to gamle Gene- raler Haxthausen og de Seve vare der dog, og saavel Psalmen som Prædikenen maatte uden Tvivl gjøre Sensation paa dem. Hiin var No. 429, hvor især 4de Vers maatte vække Efter- tanke hos Haxthausen, i forrige Aar Kongens Yndling og næst denne Rigets første Mand, nu staaende for en Ret, hvor Vangensteen og Hans Barlien, hvem han da neppe vilde vær- diget et Nik, ere blandt hans Dommere. Prædikenen afhand- lede i Anledning af Luc. 21, 33 Det Forgjængelige og det Uforgjængelige. Ogsaa der forekom vel mangt, som de to Oldinge alvorligen maatte tænke og føle ved, og det skulde glæde mig, om mine Ord vare dem Opmuntring til at holde fast ved den urokkelige Støtte, jeg viste dem hen til, istedetfor det svigtende og sønderbrudte Siv, de forhen heldede sig til. 11te December. Bugge synes nu at forsones lidt med Storthinget, skjøndt neppe med de to Præsidenter, og haaber, at det til Februar Maaneds Udgang skal være færdigt. 13de December. I Nationalbladet taler Amtmand Falsen med Alvorlighed om Trykkefriheden som en væsentlig Deel af Norges Grund- lov, og laster i en anstændig og værdig Tone de nærværende SIDE: 307 Presseactioner som ulovlige og inconseqvente. En af Garan- tiens 29 Modstandere paa Rigsforsamlingen hæver sin Stemme med Eftertryk imod dens Overholdelse. Det skulde undre mig, om denne eenstemmige Opposition ei omvendte flere af det seirende Parties Tilhængere i Odelsthinget. 14de December. Var en Tid som den nærværende indtruffen i min Dag- bogs ældre Periode, den havde da neppe oplevet sin anden Fødselsdag. "Hvad skal jeg tale om, og tie kan jeg ei", er ofte mine Ord, naar jeg sætter mig hen at skrive i denne paa Begivenheder yderst fattige Tid. End ikke Storthingets Forhandlinger give mig Æmne. Confirmandlæsning borttager tre af Ugens Formiddage; desuden kjølnes min Iver for Sagen, især nu, da Brændeviinsbrænden og Saugprivilegier og Bjergværker er Dagens Orden. Dog nu er jeg begyndt og vil vedblive. Et og andet om end Ubetydeligt vil det dog glæde mig at have udrevet af Glemsel. Mig selv og maaskee mine Børn efter min Død bereder jeg mangt et morsomt Øieblik ved denne Dagbogsskrivning, og før mit 50de Aar, hvis jeg lever saalænge, opgiver jeg ikke med min gode Villie dette Arbeide. 15de December. Der var Møde hos Stiftamtmanden i Anledning af Heltzens Forslag til et skjærpet Fattigpolitie. Da Forretnin- gerne vare tilendebragte, kom Baron Wedel og kaldte Falbe ud. Det var for at lade ham vide, at paa et Huus i Nær- heden var tegnet en Mand hængende i en Galge, med Under- skrift Diriks. Uden Tvivl skader denne Mand baade sig selv og den gode Sag ved de Presseactioner, men en saare lumpen Adfærd er det og af de Herrer Oppositionsmænd, ventelig et Par kaade Studenter, der hverken vide hvad de SIDE: 308 ville eller gjøre. Ellers læste jeg hos Falbe et Brev, som lærte mig, at Statsraadet vel nu og da kan behøve en Cor- rex. Sjette Departement (Hegermann) har tilskrevet Indqvarte- ringscommissionen (Falbe og Assessor Arntzen) og truet i Anledning af en vis Affaire at suspendere dem fra alle deres Embeder, hvis de ikke inden 3 Gange 24 Timer afgive deres Erklæring. Commissionen har herover til Committeen, som reviderer Statsraadets Protocoller, givet en vidtløftig og heel alvorlig Deduction. -- Ved min Hjemkomst fandt jeg Brev fra Schmidt. Han har Posthuset mistænkt for at have aabnet hans sidste Brev til mig, hvilken Mistanke jeg dog skal søge at betage ham. Et Brev fra den danske Oberst Krag til ham, kommet med Leilighed og indleveret her paa Postcontoiret, er forsvundet. At han staaer paa det sorte Bræt, er vist, men han har dog vist sat sig der selv, og med Hovedet fuldt af Spøgelser, der maaskee hist og her virkelig kan have ladet sig tilsyne, seer han Spøgelser i hver Krog, ogsaa der, hvor der ei er mere Spøgelse end bag paa min Haand. Han har nedlagt Formandskabet i det Egerske Sog- neselskab. "Med det første," siger han "quitterer jeg nok og- saa Provsteskabet, og siden, hvis Conjuncturerne føie sig saa, Præsteskabet -- og endelig Verden." 16de December. Schmidt er i Dagens Intelligentsseddel angreben med et Vaaben, jeg mindst af alle kan taale, med Ironiens. Man driver Spøg med hans Appel til Publicum og gjør en Hob juridiske Spørgsmaal om denne Domstols Beskaffenhed. Jeg vil just ikke forsvare Appellens Gyldighed og Passelighed i nærværende Tilfælde, eller paastaae, at Publicums Dom vil falde anderledes ud end Odelsthingets; men ellers kunde For- fatteren ved at læse Rothes berømte Afhandling: Hvad er Publicum? overtydet sig om, at det er et ganske ærværdigt SIDE: 309 Tribunal, ophøiet over Storthing og Parlamenter og Rigs- retter og hvadsomhelst andet, der i et Lands Grundlov hedder øverste Instants. Liebenbergs Brev er, som altid, venskabeligt og interes- sant, men med den nye Tingenes Orden i de nordiske Riger kan han ikke forsones. "Dine høie Tanker om Pontecorvo", siger han, "kan jeg nu engang for alle ikke dele med dig; dog ønsker jeg for dit Lands Bedste, at du aldrig maa faae An- ledning til at nedspænde dem". Det vil jeg da ikke formode. Jeg kan tænke mig to Tilfælde, at vor Forbindelse med Carl Johan kan styrte os i ny Ulykke, men personligen uskyldig er han i saa Fald i begge. Vil det russiske Cabinet, efterat have cajoleret ham, medens han arbeidede for dets Planer, styrte ham for at ophøie Gustavs Søn, saa komme vi rigtignok i Krig for hans Skyld, men ikke ved den. Et endnu føleli- gere Stød kunde ramme os paa en anden Side efter hans Bortgang fra Jorden. Eet Menneskes betimelige Død kunde rimeligviis afværge begge Ulykker. 17de December. Jeg lod et Ord falde til Holst om Striden mellem Stats- raadet og Indqvarteringscommissionen, og han var aldeles paa det førstes Partie, og ansaae det fuldkommen bemyndiget baade til at give Trudselen og at iværksætte den. Jeg vilde nu tale med ham om Invectiverne mod Schmidt, men saa kom Storthingsmanden Jørgensen. Han var hjerteglad over Odelsthingets Beslutning om Saugene, der billiges af Niels Aall, Cappelen og Omsted, men Holst nedrev ubarmhjertigen den hele Bygning med Argumenter, der forekom mig som Laiker ugjendrivelige. 18de December. Fra Biskoppen er til Jacob Aall, Sverdrup, Platou, Hersleb, Rosted, Stenersen, mig, Siegwardt, Neumann, Schmidt, SIDE: 310 Bonnevie, Munch og Grøgaard udgaaet en Indbydelse, i For- ening at udgive et Maanedskrift af religiøst, moralsk og historisk Indhold med et Tillæg, der skulde indeholde Recensioner. Som et allerede erhvervet Bidrag nævnes et Stykke af Laxdæla Saga oversat af Aall. Hovedhensigten skulde være, at sætte Dæm- ning for den Frivolitet, der udtaler sig i Dagens Aviser og Flyveblade, og at vække almeen Deeltagelse for vigtige og al- vorlige Gjenstande. Den bestemte Angivelse af Indholdet synes vistnok at betrygge imod (hvad Hersleb engang i mundt- lig Samtale med mig befrygtede) at Bech vilde fylde Bladet med Afhandlinger over Fattigvæsen og Sogneselskaber, og Tingen har virkelig for mig meget Tillokkende; imidlertid lyde de hidtil givne Paategninger som følger: 1. "Saavidt Tid og Evner tilstrække, vil Underteg- nede med Fornøielse bestræbe sig for at bidrage til et litte- rairt periodisk Tidsskrifts Udgivelse. Maaskee en Sammenkomst af Medudgiverne af et saadant Skrift kunde bidrage til, at det begyndte med nu tilstundende Nytaar". Platou. 2. "Jeg vil med Fornøielse bidrage, hvad jeg kan til Skriftets Udgivelse, men frygter, at jeg, ved at tiltræde det proponerede Selskab, skal paatage mig Forpligtelser, som jeg hverken har Tid eller Evne til at opfylde". Rosted. 3. "Undertegnede kan af Mangel paa Tid ei have den Ære at tiltræde som Medudgiver af ovenomtalte Blad; thi overbeviist om, at Eenhed ogsaa ved et saadant Foretagende er den vigtigste Fordring, agter han efterhaanden i en egen Samling at offentliggjøre, hvad det bliver ham muligt at udarbeide om religiøse Gjenstande. Skulde imidlertid Leilig- hed gives ham til at tilbyde dette Blad ogsaa enkelte Bidrag, som han villig underkaster Censur, skal det være ham kjært saaledes at medvirke". Hersleb. SIDE: 311 4. "Mine mange Embedsforretninger tillade mig ikke at deeltage i noget bestemt litterairt Foretagende, især naar dette, som med ovenomtalte Blad er Tilfældet, ligger udenfor min egentlige videnskabelige Virkekreds". Sverdrup. 5. "Naar jeg kunde vente, at dette Blad vilde blive ægte christeligt, saa vilde jeg, skjønt jeg nu mere levende end nogensinde forhen føler, hvormeget jeg mang- ler i at have sand christelig Kundskab og Tankegang, dog love deri at deeltage, haabende at Gud da vilde give mig den Kraft jeg mangler; nu derimod, da jeg ingenlunde tør troe hiint, tør jeg heller ikke tegne mig som Medudgiver af det proponerede Blad." Stenersen. Mandigt Alvor, forenet med sømmelig Beskedenhed, fore- kommer mig i Herslebs, undvigende Høflighed i Sverdrups, Overmod og Uforskammenhed under christelig Ydmykheds Dække i Stenersens Afslag at være de charakteristiske Egenskaber. Min Erklæring lyder saa: 6. Den af Hr. Biskoppen yttrede Idee stemmer aldeles med min Overbeviisning og Følelse, og ihvorvel ogsaa jeg har mange adspredende Embedsforretninger, der levne mig liden Tid og Stemning til litteraire Arbeider, ihvorvel jeg ogsaa fø- ler det saare Meget, der fra Kundskabernes Side mangler mig til at være en stadig og heldig Medarbeider i et saadant pe- riodisk Skrift, saa tilstaaer jeg dog, at min Ulyst til at skrive for en stor Deel kom deraf, at jeg intet bestemt nærliggende Maal havde at virke til, og naar jeg havde et saadant for mig, vilde jeg vel nu og da have Timer tilovers til at frem- bringe Arbeider, der vel i ingen Maade vilde bære Præg af Erudition, men dog maaskee af sund Sands, varm Følelse og redelig Gavnelyst. Men vedfølgende Paategninger tilstaaer jeg i det Hele ere mig saa afskrækkende, at jeg ikke veed, hvad SIDE: 312 jeg skal sige. Kunne Mænd, hvis Embedsforretninger vist ikke ere saamange som mine, og hos hvem disse alle slaae ind i det litteraire Fag, hvilket desværre ei er Tilfældet med Reli- gionslærerens, -- kunne de ei have Tid til et saadant Arbeide, hvorfra skal jeg da tage den? og naar Halvdelen af de indbudne indenbyes Mænd undskylde sig, en altfor svær Byrde maatte da hvile paa den Tilbageblivende, hvilken jeg for min Deel ei magtede at paatage mig. Kan et saadant Institut bringes istand, da er jeg med inderlig Glæde, saavidt min Tid og Evne tillader det, deeltagende Medarbeider, men fast skulde jeg troe, der da maatte gjøres nogen Forandring i Planen, og derfor vilde jeg tage mig den Frihed at foreslaae, at en Sam- menkomst maatte berammes i Markedstiden, da Storthinget ventelig endnu er samlet, da Dr. Neumann, Provst Schmidt og Provst Munch ventelig komme herind, og da Hr. Biskoppen maaskee kunde blandt Norges Geistlighed eller andre oplyste Mænd finde andre Medarbeidere, der med lige christeligt Sindelav ei vilde føle de Betænkeligheder, som afholde Uni- versitetets yngste theologiske Lærer fra at entrere i denne Plan." Pavels. Hos Lehmann fik jeg to af Dagens Smaaskrifter: Niel- sens grundige Tale i Lagthinget, der med Føie kan kal- des Svar paa Alt, og som det undrer mig ikke omvendte flere af Thingets Garantister, og et Brev til Ole Olsen om Rigsbanksedlerne. Mariboe har to Gange spurgt mig, om jeg havde læst det, og anden Gang nævnte han sig som dets Forfatter. Jeg kan da nu, naar jeg seer ham igjen, glæde ham med den Efterretning, at jeg kjender det. Det er en ret god populair Udvikling af den Sandhed, at Rigsbank- sedlernes Formindskelse intet nytter, naar man ikke har rede Valuta for de overblevne. SIDE: 313 19de December. Vi have fremdeles Sneefog. Det er nok mange Aar, siden der faldt saamegen Snee; idetmindste veed jeg ikke, at i vor Tid Sneeplov er seet paa Fæstningen før i Dag. Capt. Ræder lod mig vide, at Convoisagen endnu ikke er afgjort, og at altsaa endnu ingen Uvedkommende indlades. I Aften var der dog Lagthing for aabne Døre, men did gad jeg ikke vade hen. Iøvrigt har jeg skrevet Af- og Tilgangslister, og i den Anled- ning tænkt paa det Sted i en Bordpsalme, Børnene daglig læse: "Vi nu til vort og Næstens Gavn Vort Arbeid vil forrette." Er det end til mit eget Gavn jeg arbeider, da jeg ernærer Kone og Børn af mit Embedes Indkomster, og jeg ikke kunde nyde disse, naar jeg ei opfyldte dets Pligter, saa maa jeg dog desværre med alle disse Lister og Erklæringer o. dl., hvormed jeg spilder min Tid, gjøre den sørgelige Tilstaaelse, at jeg ikke i ringeste Maade gavner min Næste, -- og gaaer jeg saa videre frem til mine Prædikener, min Confirmandunderviisning, mit Fattigvæsen, -- o ja! at jeg er en unyttig Statens Bor- ger, var det en overdreven, ydmygende, nedslaaende Beskeden- hed at ville sige, -- men hvormeget Gavn jeg stifter -- om ikke min Røst som oftest er dens, der raaber i Ørken, om jeg ikke selv har altfor megen og den Sag, jeg taler, altfor liden Deel i det Bifald, der ydes mig, -- ja det veed Gud! 20de December. Den forhen omtalte Jordan ordineredes i Dag til resi- derende Capellan i Vaage. Der var foruden Ordinator ikke mindre end 7 Præster, som lagde Haand paa hans Hoved. Garmanns Intimationstale var Hverdagsgods; derimod var Bechs Tale om Joh. 16, 23 den meest bibelske og christelige, jeg nogensinde har hørt af ham. Af Hr. Jordans Prædiken SIDE: 314 tilstaaer jeg, at jeg hørte overmaade lidet. Det var noget mat, kraftløst, trivielt Tøi, der syntes at retfærdiggjøre Kjerschows ublide Dom over hans Demisprædiken. Hvad jeg ellers meest lagde Mærke til, var den Paastand, at der var mere Dyd og Religiøsitet paa Landet end i Byerne. Er det paa Hedemar- ken, hvor han skal have opholdt sig meget, han har hentet denne Erfaring, skal det fornøie mig; har han derimod blot læst det i en Roman eller et Hyrdedigt, saa kunde han gjerne tiet dermed paa Prædikestolen. Der var temmelig stort Selskab hos Biskoppen, hvori- blandt hele Byens og det meste af Storthingets Præsteskab. Bonnevie og Schultz fortalte mig om Storthingets hemmelige Forhandlinger. Det egentlige Resultat kan jeg ikke sige har synderlig Interesse for mig, men Debatterne ønskede jeg nok at have hørt. De havde været meget varme og ikke uden Person- ligheder. Bonnevie, Schultz og Ræder vare Hovederne for et Partie, Christie, N. Aall og Bugge for et andet, som blev overstemt. Præsidenten skal have maattet høre haarde Sand- heder. -- Bonnevie skal nu have Bryllup i Julen og vies af Schmidt. Hvorledes det er gaaet med Skilsmissebevillingen, veed jeg ikke. Fra den moralske Side hører jeg man nu fin- der deres Adfærd ulastelig. -- Efter Bordet udgød Bispen for Expeditionssecretair Vogt og sin Collega Bugge, med hvil- ken han syntes ret enig, en skrækkelig Harme over Treschow som Statsraad. Han røbede den høieste Grad af Forbittrelse over "en Ringeagt", han troede viist imod sig, for et Aar siden Treschows Overmand i Oplysningscommitteen. Det er et sørgeligt Bytte, den Mand har gjort: fra en i Tydskland, Danmark, Norge og Sverrig berømt Philosoph til en i det øvrige Europa ubekjendt og i Norge forhadt og forarget Statsraad. Nationalbladet er nu fuldt af Raisonnement om Trykke- friheden og har ikke Plads for andet. Dog staaer min Er- SIDE: 315 klæring til Horsters Antagonist der, hvortil Udgiveren har føiet, at det forrige Stykke blot af Mangel paa Plads var blevet liggende hos ham et Par Maaneder. Han synes da med en god Samvittighed aldeles at have kunnet supprimere det, da Nyheden var det allereneste, der kunde give det en Gran af Interesse. 21de December. Endelig har jeg igjen været paa Storthinget, men havde liden Fornøielse. Der foretoges et Par Naturalisationssager. Den første angik en Lieutenant Ryberg af Søe-Etaten, som har tjent her ved Roflotillen i 7 Aar, reiste til Kjøbenhavn i Mai 1814, tog Afsked af dansk Søetjeneste, vendte tilbage til Norge for der at erhverve sit Brød, og søgte nu om at antages som Norsk Borger. Vedkommende Committee havde erklæret sig mod ham; saa gjorde og Bøgh, Christie, Nansen og Bugge. Det understregede Udtryk, som nok meest maatte til- skrives Mangel paa Øvelse og Sprogkundskab, holdt man sig især ved, og fandt, at det er enhver Fremmed uformeent at erhverve sit Brød i Norge, uden at være naturaliseret. Hans Talsmænd, hvoraf og fandtes adskillige, troede, han ei kunde forstaae andet dermed end at ansættes ved Søe-Etaten. Nan- sen meente, at vi trængte mere til Krigsskibe end til Søof- ficerer; man tilstod det for nærværende Øieblik, men ved for- bedrede Finantser kunde Norge snart faae en Flaade, Officerer derimod var ei at faae for Penge, og kunde ikke tages af vort Lands Indfødte uden efter lang foregaaende Dannelse. Endnu indvendte Nansen, at Ryberg ved et Cadetacademies Oprettelse kunde ansættes som Lærer uden at være naturali- seret; det troede imidlertid ikke andre, da Grundloven blot taler om Lærere ved Universitetet og de lærde Skoler. Bugge, Naturalisationens evige Fiende, fandt det betænkeligt at natu- ralisere danske Officerer, da det var muligt, at vi engang kunde faa Krig med Danmark, men det indvendte man, kunde og SIDE: 316 være Tilfældet med enhver anden Nation. Udfaldet blev, at Committeens Indstilling antoges med 32 Stemmer mod 28, hvorved jeg til Aggershuus Amts og Christiania Byes Ære maa anføre, at alle tilstedeværende Repræsentanter derfra stemte i Faveur af Ryberg, der skal være en udmærket duelig Officeer. -- Et Offer for ham blev den Parnemann, om hvilken er meldt fra Storthingets første Dage. Landet vilde uden Tvivl vundet mere ved at tælle Ryberg blandt sine Borgere, men ham selv tilføiedes ingen Uret eller Skade; derimod fandt jeg, at aabenbar Uretfærdighed vistes mod Parnemann. Som Ho- vedgrund for, at Naturalisationen forrige Gang nægtedes ham, angav man, at han ei havde Afsked af dansk Tjeneste, og at han ingen Attester havde indsendt om sin Duelighed. Begge Dele producerede han nu. Det oplystes af Repræsentanten der fra Egnen, at han aldrig har forladt Norge, hvilket 4de Committee forrige Gang uretteligen havde debiteret; Bugge, som erklærede, at han af Grundsætninger aldrig stemte for Nogens Na- turalisation, altsaa ei heller for Parnemanns, vidnede dog til hans Fordeel, og alligevel faldt han igjennem med 47 Stem- mer mod 11. Sagen var, at foruden dem, der vare imod Ryberg, dennes Talsmænd, for at hævne ham, næsten alle traadte over paa det andet Partie; kun enkelte selvstændige Mennesker, som Borchsenius, Rasmussen og Schjøtt bleve deres Principer troe og holdt sig til Sagen, uden at agte paa Personerne. Lister Amts to Repræsentanter Bøgvald og Lundegaard, der kjendte Parnemann personligen, stemte for ham, skjøndt de vare imod Ryberg. -- Præsidenten foreslog derefter at tilbyde Høiesterets-Assessor Engelhardt i Kjøbenhavn en Plads i Norges Lovcommission. En Mængde Stemmer hævede sig til Roes for hans Duelighed og Retskaffenhed, og Nansen tog heraf Anledning til at give ham Expectance paa Justitiarius-Embedet i Høiesteret, naar den værdige Olding som nu beklæder det, gaaer til sine Fædre; for det første ved- SIDE: 317 tog man da Præsidentens Forslag eenstemmig. -- Nu pro- clamerede Præsidenten Ferier til 4de Januar og bebudede de udsatte Constitutionsspørgsmaale som de, der første Dag skulde fore- tages. Nansen gjorde en Indvending, hvis egentlige Mening, afklædt al udvortes Pynt, var den, at man for deres Skyld, der vare skjødesløse og ligegyldige nok til at agte deres egen Fornøielse høiere end Fædrelandets Tarv, og derfor blev paa Landet og svirede en Dags Tid eller to over den bestemte Tid, burde opsætte disse vigtige Forhandlinger et Par Dage, men Motionen værdigedes ikke Votering, blot nogle Ord af Præsidenten, som alle tause samtykkede. I Morges blev Frøken Stabel begravet. Følget bestod meest af Adjutantstaben: Majorerne Fleischer, Kaltenborn, Krog og Birch, Capitainerne Mansbach og Borkenstein og maaskee flere. Man beværtedes med Chocolade og Madera, og fortaltes da, at der i Dag anstilledes en Klapjagt paa de Spids- bube, som gjøre Landeveiene usikre. Mansbach yttrede, at Grev Essen ganske vist bivaanede denne, men blev lidt flau, da han hørte, at det var tobenede og ikke fiirbenede Rovdyr, Jagten anstilledes imod. -- Neumann paastaaer, at Rygtet om de mange Røvere i hans Præstegjeld er høist overdrevet. 22de December. Holst erklærede Storthingets Resolution om Unionsflaget for taabelig, og troer, at Regjeringen ikke kan reflectere der- paa, da den blot vilde skade Norge og gjøre den til Latter. Man skulde rigtignok ogsaa troe, at Christie og Aall forstaae mere af den Sag end Ræder, Bonnevie og Schultz. 23de December. Boye (thi det er umiskjendeligen ham, skjøndt han ikke har nævnt sig) har sat Kronen paa sine Impertinentser ved sit Svar i Dagens Intelligentsseddel paa min Erklæring om SIDE: 318 Jordefærdsagen. Foruden en Hob Fordreielser og andre des- lige Taabeligheder, fortæller den Dreng mig to Gange, at jeg har forsømt at erhverve mig Menneskekundskab. Jeg indseer, at der i det oplyste og sædelige Publicum kun kan være en Stemme om den Sag, og behandler altsaa det Hele med for- tjent Ringeagt. Horster gjorde mig i Middagsstunden et Besøg og beklagede, at jeg for hans Skyld maatte døie slige Chicaner, men jeg forsikrede ham, at han kunde sove ligesaa roligt for den Ting, som jeg tænkte at gjøre. -- Schmidt har i en bitter, men anstændig Tone forsvaret sig mod sin sidste Angriber. Af to Steder spores umiskjendeligen, at han anseer Diriks for sin Antagonist. -- Endelig har Sebbelow ladet trykke en lang Jeremiade over Pengevæsenet. 24de December. Ogsaa denne Juleaften tilbragte jeg udenfor mit Huus hos Skjelderup. Der var kun de sædvanlige og den nys ankomne Lector i Philosophien, Dahl, der skal være en af Treschovs ypperste Disciple og sit Fag aldeles voxen, men hvad Conversationen angaaer, kunde jeg i Dag ingen store Ideer fatte om hans Talent. Herslebs Mening om Røsten i Ørkenen [fotnotemerke] stemmer meget overeens med min. Ogsaa han finder, at Johannes's Historie er langt vakrere i sin simple bibelske Form, og at al den Stads med de underjordiske Magter godt kunde undværes. Sverdrup og Skjelderup vare mere godmodige og mindre sarcastiske, end de, især den sidste, pleie at være. Skjelderup, idet han nu priste Norge lykkeligt med at have faaet Universitetet, tilstod, at han aldeles ikke var glad ved dets Stiftelse, og troede, at det aldrig kunde bestaaet, naar Norge og Danmark vare blevne forenede. De Fotnote: Dramatisk Digt af B. S. Ingemann (Kbhvn. 1815). Udg. SIDE: 319 Fleste vilde taget Embedsexamen, hvor de skulde søge Embede, og collegium academicum vilde, efter hans Ord, blevet en Examens Deputation til Examen artium. Hvad især hans Fag, Medicinen angik, da er i Norge 5 medicinske Embeder; Resten er Chirurgicater, og Chirurger var det ligesaa lidet tilladt at studere her, som det er i Kiel, de skulle til Academiet i Kjøbenhavn. Iøvrigt vare Professorerne enige i, at Universitetet i adskillige Henseender er kommen videre, og i ingen Henseende er mindre, end hvad man af et for 4 Aar siden stiftet Universitet, endog uden Hensyn paa de trykkende Tider, kunde vente. Nansen fortalte, at han har indleveret til Nationalbladet en Irettesættelse til Boye og Consorter, hvoraf han forelæste mig et Par skjønne kraftige Tirader. Han faaer sikkerligen Svar. Et Beegplaster for Munden er vist det eneste, der kan bringe det unge Menneske til at tie. 25de December. Min Juleprædiken var i begge Kirker den samme med høist ubetydelige Variationer. De bethlehemitiske Hyrders og de sildigere Christnes Glæde over Jesu Fødsel var mit Æmne. Hiin var maaskee mere levende, da en vel længe forudsagt og haabet, men dog nu uventet lykkelig Begivenhed stemmer Sjælen til heftigere Glæde, end hvad man fra Barndommen har vidst og jevnligen hører gjentaget; da det, man seer og hører, vir- ker stærkere paa Sjelen, end hvad man kun veed af Oldtids Sagn; da selv den skjønne Aarstid maatte da vække blidere For- nemmelser end den, i hvilken Julen her indfalder, da Luften er kold og Alt bedækket med Iis og Snee. Derimod hviler vor Glæde paa en fastere Grundvold. Hvad de kun saa Begyndelsen af og endnu skuede dunkelt i det Fjerne, det kjende vi som fuldendt; og endnu mere: Israels Befrielse fra jordiske Despoters Herredømme var nok alt, hvad Hyrderne og SIDE: 320 deres Samtidige ventede sig af Messias, men vi kjende ham som Verdens Frelser fra Synd, fra Død og fra Satans Rige. At der virkelig blandt Christne, endog i den senere Tid har hersket en saadan, paa denne Grund hvilende Glæde, bør ei nægtes; og var den end forbunden med Overdaad og Vellev- net, støiende Forlystelser, endog nu og da moralske Irregu- lariteter, saadant maatte dog i det Hele skrives mere paa den menneskelige Svagheds end paa Ligegyldigheds og Irreligiøsitets Regning. Men derhos kastede jeg et Blik paa de nærværende Tider, da al den Juleglæde over at en Frelser var født, som Fædrene besjeledes af, synes at være bortfalden, derimod Svir- ren og Uordenen vedvare, og Advarsel herimod endte Talen, som havde disse to Gange holdte Extemporaltalers sædvanlige Egenskab, at den i Slotskirken havde fleest negative, den i Aggers Kirke fleest positive Fuldkommenheder. Den kolde Kjender vilde fundet hiin mere feilfri, den varmtfølende Chri- sten denne mere rørende. Min Afsked for dette Aar med Aggers Menighed har maaskee aldrig aandet saa megen Til- fredshed som i Dag. Jeg erkjendte, at Menigheden i det Hele mere end forhen ved at lønne mig havde taget Hensyn paa Tiderne, at jeg af dem var behandlet med megen Velvillie, og at jeg aldrig havde havt det Haab om Fattigvæsenet som nu. Jeg fik og et ganske godt Offer. Sverdrup ønsker at kunne flytte til Tydskland. Dan- marks Natur og Norges Mennesker behage ham ikke; i en tydsk Bjergegn haabede han at finde, hvad han nu savner. Men, som Hersleb rigtig anmærkede, ogsaa der vilde han med Tiden finde Savn. Hvad vi ikke, eller kun flygtigen kjende, viser sig som oftest for os fra en interessant Side, men ved nøiere Kjendskab opdage vi efterhaanden Mangler, som vi ei havde ventet. Maaskee det vilde gaaet mig ligedan med Porsgrund, som jeg under mit Ophold i Brevig ansaae for et Paradis. SIDE: 321 26de December. Amtmand Falsen ventes i disse Dage hertil igjen; der- imod troer man, Tank snart maa døe. Den 3die Januar giver David Chrystie paa Moss Maskerade, og det var Aarsag til Nansens den 21de gjorte Motion. 27de December. Det er for mig en særdeles urolig Julefest, thi jeg var i Dag fjerde Gang udbuden i 4 Dage: hos Treschow. Be- værtningen var ret meget simpel og tarvelig: 4 Retter Mad uden Suppe. Ikke mindre tarvelig var Bordconversationen. Jeg sad mellem Collett og Mariboe. Den sidste var ret underholdende paa sin Viis ): han talte meget om sig selv; Collett derimod, som da rigtignok i dette Øieblik næst Grev Essen er den fornemste Mand i Riget, er uendelig stiv og afmaalt. Det var iøvrigt et ceremonielt Kjøbenhavnsk Maaltid, hvor Hver hviskede til sin Naboe, hvor intet Emne af ringeste Interesse nævnedes eller forhandledes, hvor man neppe drak Vertens og Vertindens Skaal til skyldigst Taksigelse. Hans Houge var her i Formiddag. Han var i Begyn- delsen meget nedbøiet, men siden fik han mere Fatning. Hans Kone begraves paa Fredag, og næst at indbyde mig til Følge og Middagsmaaltid, bad han mig holde en liden Tale hjemme i Huset, hvilket jeg lovede. Kun eengang i min Embedstid har jeg holdt saadan Tale (paa Hirschholm); der er intet lovstridigt deri, og baade jeg og Følget kan være tjent med at staae i en varm Stue, istedetfor paa den kolde Kirkegaard, hvor det kunde befrygtes, ligesom ved hiin Bispe- visitats, at Guds Ord vilde fryse fast til Kirkemuren. 29de December. Ogsaa i Aar har Schwach udgivet en Nytaarsgave, der ligesom den forrige heder Nor. Bjerregaard bliver neppe SIDE: 322 nogen stor Digter undtagen maaskee i den burlesque Genre, hvortil han synes at have decideret Talent. -- Schmidt har leveret en Biographie af Moer Koren, hvor maaskee (og maaskee ikke) to af hendes elskelige Sønners Hjerter ville banke, naar de læse, hvorledes "Døden skaanede hendes saa ærligt menende og derfor saa ærligt troende Hjerte fra at blive berøvet sin skjønne Troe til Menneskene, og maaskee omsider at knuses under skuffet Haab og bitre Erfaringer." (Ved det første understregede Sted har ellers Schmidt vist ligesaa uforskyldt som uvitterligen brudt Staven over sig selv. Er Mistroiskhed Beviis paa, at man ikke selv er ærlig, hvad er da Schmidt?) -- En Ubenævnt (Marie Lassen) har skrevet to Mindedigte over Moer Koren, af hvil- ket det ene er overmaade vakkert, skjøndt Lignelsen med Lilien just ikke er meget passende, naar den anvendes paa en gam- mel Kone. -- Af Christiane Koren selv findes 9 forhen utrykte Digte, hvoraf de fleste gjerne kunde blevet utrykte. Publicum vilde ikke savnet dem. -- Munchs Bidrag ind- skrænker sig til to maadelige Stantzer til Prinds Oscar med Digtet: "Nordens Forening." I den første har han bestjaalet sig selv, og den anden er inderlig flau. -- Fra Biskop Brun findes en lang Compliment i adstadige Alexandriner til Grevinde Schulin, og en Vise til P. Ankers Ære, som har til Titel: Communicationen. Dette skrækkelige Ord er anbragt i hvert Vers; quid plura? -- Schwach selv ved- bliver at svare til sit omineuse Navn. Ligfærden hos Hans Houge udgjør denne Dags hele Historie. Jeg kom derop Kl. 11, og da Følget, som bestod af lutter Familie og Troesforvandte, var samlet, holdt jeg en kort Tale, hvor det første Vers af Psalmen: "Hvo veed hvor nær mig er min Ende" lagdes til Grund. Jeg troer, Talen rørte de Tilstedeværende. Den Omstændighed, at hun nu laa Lig i samme Stue, hvor hun endnu i dette Aar stod Brud, angrede jeg næsten at have anført, da det gjorde et Indtryk SIDE: 323 paa Enkemanden, som lod befrygte, at han skulde blive syg. Men siden blev han ret vel tilmode, snakkede med ved og efter Bordet om verdslige Ting, og det aner mig, at han inden næste Aars Ende er gift igjen, saafremt han ikke er død. Barnet blev døbt i Kirken strax efter Moderens Begravelse. 30te December. Jeg har nu udlæst Nor. Hansen har i Aar intet Bi- drag leveret; derimod har jeg gjort et ikke lovende Bekjendt- skab med Bernhoft, en ung Digter, som jeg troer har ud- givet en heel Samling. Af ham er to Stykker: "Nattergalen i Norge" (existerer en saadan?) og en Romance, hvis første Vers jeg dog maa afskrive: Elisabeth sidder med Haand under Kind, Og grunder paa, hvoraf det kommer, At Rolighed plat har forladt hendes Sind, Og tager sit Hjerte til Dommer; Da mærker forfærdet den yndige Møe, En svulmende Elskov, som aldrig vil døe, Og tilstaaer den blinkende Stjerne, Lorentzo hun tænker saa gjerne. Slet saa ussel er ikke Resten, men det Hele er daarligt og meest Tyvekram. -- Sagens tre Stykker vilde for en Snees Aar siden været læste med Behag, men foruden at Smagen i de tyve Aar har forandret sig meget, har man og- saa seet det samme vel 20 Gange gjentaget, saa den opkogte Suppe falder vel tynd. -- Af Rein findes en Prolog (som de fleste af Reins Arbeider, sund Sands, men liden Poesie), og en Ode i et Dithyrambemetrum, som en saa didactisk Digter burde afholde sig fra. -- Zetlitz: to poetiske Breve med Roes over Axel og Valborg og Correggio, samt en Drik- kevise, Glædens gamle Sanger ei uværdig. -- Hanson har valgt T. C. Brun til sit Mønster og er saaledes ikke af mine Yndlinge. Her har han leveret:"Sveinung og Astri" (Horatz SIDE: 324 og Lydia i norsk Bondedialect) "Feiltagelsen" (en let versi- ficeret Anecdot, ret artig at læse engang), "De fem Flasker," (som Hanson, efter Rygtet en lille pukkelrygget Person, paa- staaer at kunne tømme; en maadelig Parodie paa de bekjendte flaue fem Skaaler) og et Epigram. -- Endelig er der Wulfs- bergs forhen omtalte Digt ved Prinds Oscars Confirmation og min Prolog den 4de October. 31te December. Aaret er nu endt. En Mængde Mennesker af mit Be- kjendtskab har i det forladt Jorden. Af min nærmeste Ven- nekreds bortrykkedes Moer Koren og Hount, egentlig, Schmidt undtagen, de eneste Mennesker i Norge, der hørte til den. Nogle udlevede Mennesker, som jeg kjendte, ere hensovne, for hvilke et længere Liv maatte ansees som en Plage og Døden som en Velgjerning; men de fleste af min Ungdoms og Mand- doms Venner og Bekjendte vare Mennesker i min Alder, lidt ældre eller yngre. Ved høire og venstre Side seer jeg dem falde, som Enhver fordum maatte troet, skulde overlevet mig -- og jeg lever endnu og har maaskee bedre Helbred, end jeg i lang Tid har havt. -- Paa egentlige Glæder har dette Aar ikke været rigt for mig, men jevnt, stille, uden ringeste Vanheld er det henrundet. Mine Indkomster have i Forhold til Tiderne maaskee været bedre end siden 1807; uden at have indskrænket mig og mine til Livets Fornødenheder, har jeg i dette Aar ei kjendt Pengetrang, og det nærværende Jule- og Nytaarsoffer, som jeg daglig indsamler, falder heel rigeligt. Min huuslige Lykke paaskjønner jeg med Tak til Gud og dem, ved hvem jeg nyder den. Paa Fyrstegunst har jeg havt gyldne Prøver, som jeg af den Aarsag sætter Priis paa: at jeg ikke paa uværdig Maade har acquireret dem, og at de ei har berøvet mig (saavidt mig er bekjendt) de meest antisvenske Danskes og Nordmænds Agtelse. Allersparsomst er SIDE: 325 rigtignok den Glæde, jeg nyder som Embedsmand. Dog, ved lang Erfaring har jeg efterhaanden nedstemt min Ungdoms enthusiastiske Forventninger; jeg tager Menneskene, som de ere, og naar jeg efter bedste Evne søger at gjøre dem bedre, og det endda ikke vil lykkes, saa er jeg nu saa klog, at jeg ikke harmes derover, men gaaer min Vei rolig frem, og trøster mig ved, at, naar jeg maaskee undtager Almueskolevæsenet, for hvilket min Lunkenhed nok er for stor, min Samvittighed ingen positiv eller negativ Brøde bebreider mig. I Slotskirken anstillede jeg en Sammenligning mellem Aarets og Livets sidste Dag. Det var uden Tvivl en særdeles heldig rørende Prædiken, og den kunde fortjent flere Tilhørere. -- Til i Aften vare Sverdrups og Skjelderups med deres Børn, Hersleb og Kjerschov indbudne her. Jeg veed fast ikke den Tid, jeg har fundet Sverdrups Lune saa lidet sarcastisk. Hersleb og jeg talte om Bibelselskabet, som Biskop Bech ikke synes at have ilde Mod paa at lade gaae reent hen i For- glemmelse, hvilket for Sagens egen Skyld, for dets Velgjører Kronprindsen og dets Befordrer Rosenblad, og endelig for deres Skyld, som over hele Norge have bidraget vistnok ei ubetydelige Summer, vilde være en evig Skjændsel. Jeg tak- ker Gud, at jeg er uden alt Ansvar ogsaa for den modtagne Pengesum, men dermed kan jeg dog ikke saa ganske acquiescere, og Hersleb og jeg bleve enige om, snart at bringe Sagen i Omtale, og høre, hvad hans Høivelbaarenhed egentlig har i Sinde. SIDE: 326 1816. 1ste Januar. For første Gang siden 1807 tog jeg i min Nytaarspræ- diken intet Hensyn til Tidsomstændighederne. "Vi have her intet blivende Sted, men stunde mod det Tilkommende" var Talens Hovedtendents. Der var megen sund Fornuft, ogsaa Christendom i hvad jag sagde, men der var mere for Forstan- den end for Hjertet. Tilhørernes Capacitet forudsat, maatte flere kunne fatte end føle Sandheden i mine Ord. -- Da jeg var kommen fra Kirken, maatte jeg som sædvanlig ud at gjøre Visiter, et Hoverie, som jeg i Dag gik til med yderste Misnøie. 2den Januar. Ræder var misfornøiet med den Maskerade, som rimeligviis vil afholde flere af Storthingets vigtigste Medlemmer fra at bi- vaane de til den 4de berammede vigtige Deliberationer, men heller ikke tilfreds med Christie, som havde bestemt disse Forhand- linger til allerførste Dag, da det lod sig formode, at ei alle de bortreiste Medlemmer efter Ferierne kunde være samlede, og da Præsidenten ved de ikke bortreiste Bønders Bistand kunde haabe at faae drevet igjennem, hvad han vilde. Jeg fik to Breve, en stadselig Tak for min Tale fra SIDE: 327 Rosenblad, som siger: "Give Gud, at der fandtes mange saa oplyste og nidkjære Mænd, som Deres Høiærværdighed! da vandt baade Guds og Kongens Sag." -- Det andet Brev var fra Storthingsmanden Barlien, hvis Søn er med ham og ønsker nu at confirmeres, hvortil han paa næsten to tæt- skrevne Foliosider udbeder sig min Bistand, "da jeg nu vil begynde at introducere mine Confirmander." Han ud- breder sig vidtløftigen om Sønnens Nemme og moralske Character, og yttrer det Haab, at hvis jeg kan og vil tage mig af ham, jeg da muligens kunde bibringe ham de for en god Bonde høist fornødne Kundskaber, samt gjøre ham opmærksom paa, hvilke videre Oplysninger, der høre til, for ikke at staae til Skamme blandt Borgerne i en cultiveret Stat. 4de Januar. Rasmussen gjorde mig opmærksom paa en Maskeradevise, hvori der skulde findes Ondskaber mod Statsraader, Stor- thingsmænd og deslige høie Personer. Jeg fik den hos Leh- mann. Den er 26 Vers lang paa Melodien til Heibergs "komme hvo som komme kan." Den er uden poetisk Værd, men nogle Vers ere ved den umiskjendelige Satire eller Pas- quil, ret morsomme. Den gamle Kone "et usselt Skrog, som desværre ei er klog, thi hun gaaer med Sporer" vil man ei letteligen tage Feil af, ligesaalidt som af den Herre, der "lader ydmyg som en Slave, skjøndt man siger, at han har Fyrsten i sin Mave; der venlig og uden Air smiler til Enhver og rækker ham Haanden." Hanekyllingen, der "taler drabeligen Folkets Sag og især stikker dybt i Finants- faget," staaer ogsaa temmelig levende for min Imagination. SIDE: 328 Flere af de Øvrige er det heller ikke vanskeligt at finde Originaler til. I Storthinget blev baade Committeens og Ræders For- slag henlagte, da alt skal gaae efter Grundloven. Man faaer da haabe, at Præsidenten affatter Qvæstionen klogere end sidst. Indskrænkningen af Repræsentanternes Antal fra Lan- det, saa at intet Amt kan sende mere end 3, vedtoges. -- I Danmark er en Præst dømt fra sit Embede for at have pantsat sin Kirkes Communionsbæger. 5te Januar. Vort dramatiske Selskab har en Underballance af 4000 Rbd., hvoraf Halvdelen omtrent er medgaaet til den dumme Selim. -- Den unge Hr. Barlien var her og fik sit Pensum. Saa var her og en anden Confirmand med følgende Recommandationsskrivelse: "Eftersom Ingebret Christophersen Holm-Pladsen ville behage at skrive sig for at gaae og læse, saa maa jeg skrive nogle Ord for ham, at han er ifra mig og født dito den 27de Februar 1799." Lars L -- 6te Januar. I Rigstidenden seer man nu paa Prent den sørgelige Kjendsgjerning, at 9 Præstekald i Norge staae ledige, hvortil ei en eneste Ansøgende har meldt sig. Naar man havde gode Kaar at tilbyde Geistligheden, vilde saadant vistnok op- muntre unge Mennesker til at studere Theologie, men som Landets Lovgivere nu tee sig og synes fremdeles at ville fort- fare, ere Udsigterne heel sørgelige. Gud veed, hvad Virkning det vilde havt, men det forekommer mig, som jeg kunde sagt adskilligt paa Storthinget, som deels ikke er sagt, deels er sagt mindre kraftigen, end jeg kunde fremført det, deels er sagt af Mennesker, mod hvis Udsagn man havde Fordom. Schultz mener og skriver vel, men taler ilde. Bugge og SIDE: 329 Bonnevie ere vist ligesaa oplyste og veltalende som jeg, men deres Rygte er ikke usmittet; man agter mindre paa deres Ord, fordi man troer at finde Disharmonie mellem Ord og Gjer- ninger; og selv disse taug mangen Gang, hvor jeg ganske sikkerligen kunde og vilde talt, naar jeg havde siddet paa hiin Side af Skranken. Maaskee det er en falsk Indbildning af mig, maaskee jeg, med de Egenskaber forenede og almeener- kjendte, som man kun vil finde adskilt hos hine, ei vilde ud- rettet mere end de, -- og saa held mig, at jeg uden Ansvar staaer paa Galleriet som taus Tilhører; men feiler jeg ikke, og kan jeg med min flydende Tunge og mit redelige Hjerte virkelig udrette noget til mit Fædrelands Gavn, -- saa bøie Gud Valgmændenes Hjerte, at jeg maa komme paa næste Storthing, hvor Trykkefriheden, Kirkevæsenet, Criminallovgiv- ningen og deslige Ting, hvorover jeg dog virkeligen kan af- give min Stemme, sandsynligviis blive Dagens Orden. I Odelsthinget foretoges Pengesagen. Weidemann op- læste Lagthingets Anmærkninger og Forslag, og erindrede til- sidst, at da alt dette var saa stridende mod Odelsthingets for- hen fattede Beslutning, saa vilde man formodentlig ei indlade sig videre derpaa; altsaa var det bedst strax at sende det til- bage med Erklæring, at Odelsthinget ei kunde anerkjende de af Lagthinget antagne Grundsætninger. Med Føie protesterede Christie mod saadan summarisk Fremgangsmaade, og fandt, at Agtelse mod Lagthinget og hele Nationen fordrede nøiere Overveielse af hiints Anmærkninger; men da disse vare ham personligen og han formodede flere andre ubekjendte, saa fore- slog han Udsættelsen til Mandag, at man imidlertid kunde gjennemlæse Sagen. Weidemann, som gjerne submitterer sine Indsigter sin høie Principal, fandt sig og strax heri, og Chri- sties Motion antoges eenstemmigen. Der var da intet mere for den Gang at afgjøre. Posten bragte et muntert og interessant Brev fra Biskop SIDE: 330 Brun. Det handler for en stor Deel om Pengevæsenet og Eidsvoldsmændenes Competence til at slutte Garantien, hvilken (Competencen nemlig) han djærvelig forsvarer. Et i Bergen nylig udkommet Skrift taler vidtløftig om denne Sag, ogsaa om Geistligheden og det beneficerede Gods, samt gjør Forslag til Pengevæsenets Stigen. "I Løverdags," siger han, "fulgte det med Adresseavisen, om Bispen vilde kjøbe? Om synkende Pengevæsen? Nei, jeg veed, at mit er synkende, og det maa synke mere, om jeg kjøber Pjecen." 7de Januar. Til Middag var jeg i Gjæstebud hos Hegermann. Ved at kaste Øinene om blandt det talrige Selskab, faldt det mig ind, hvilken Sjeldenhed en Ridderorden var her i Landet for 6 -- 8 Aar siden, og hvorledes man nu fast i hvert Selskab seer hvert andet Menneske behængt med 1 a 2 Ordener. Endnu nogle Aar tilbage i Tiden f. Ex. 1ste November 1796, da Rahbek fremlagde M. C. Bruns Stambog med Nissens Tegning, hvor Scepter og Krone laa paa Baalet, og drak det betydningsfulde: Skaal! da tænkte vi alle, formoder jeg, at der 1816 ikke skulde findes en Ridderorden mere i Europa! 8de Januar. Ikke just fordi jeg tvivlede om Udfaldet, men fordi jeg dog ventede Debatter og ansaae det muligt, at Een eller Anden ved de holdne Taler og udkomne Skrifter kunde være omstemt, ilede jeg op i Odelsthinget, saasnart jeg var færdig med Confirmandlæsningen. Der skulde just voteres, da jeg kom derop, og da Klokken kun var lidt over 11, troede jeg det nødvendig maatte være første Spørgsmaal, der skulde decideres. Men allerede var Garantiesagen afgjort, og med 39 Stemmer mod 20 blev Odelsthinget ved sin forrige Mening. Betænker jeg nu, at en eneste Stemme udgjorde Lagthingets Pluralitet, at SIDE: 331 denne Ene (Tank) nu er borte: at Falsen, en af Garantiens Stiftere og vistnok dens Ven, er kommen eller kommer tilbage: endelig at de opraabte, men fraværende Odelsthingsmænd uden Tvivl alle ville stemme for den, saa lader dens Skjæbne i det samlede Storthing sig letteligen forudsee, om Sagen og naaer denne høiere Instants og ikke allerede i næste Lagthings- session afgjøres i Garantisternes Faveur. Det var blot Rigs- banken, som nu var under Quæstion, og der bekræftedes Odels- thingets Mening med end større Pluralitet. Med 16de Para- graph, om Coursbestemmelsen, gik det ligesaa. Saaledes vare da alle at Lagthinget antagne Grundsætninger kuldkastede, og med Føie ansaae Præsidenten det for Tidsspilde, nu at gjen- nemgaae Forslaget Punct for Punct. -- Lagthingets Anmærk- ninger over Forslaget til Formueskattens Ligning havde i det hele samme Skjæbne, og her syntes jeg, at Retten aabenbar var paa Odelsthingets Side; dog var der en af Lagthinget foreslagen Modification, som bifaldtes eenstemmigen. Jeg op- pebiede ikke Enden, men gik op i Theatret, hvor der var Generalforsamling, og hvor jeg da lykkeligen befriedes fra mit Directeur-Embede. Man havde sat mig paa Forslagslisten, men i Medhold af Loven frabad jeg mig Gjenvalg. Valget faldt paa Falbe, Kaltenborn og Carlsen. Paa Grund af Underballancen forhøiedes Contingenten til 24 Rbd. for et Mandfolk og 20 Rbd. for et Fruentimmer. Indskud for- høiedes til 50 Rbd. og Udmeldelseskjendelse til 6. 9de Januar. I Ny Minerva læste jeg Paludans i det Hele vel skrevne Afhandling om Liturgien og den herskende Ringeagt for Re- ligionen, især i de høiere Stænder. Her i Landet synes Bon- destanden ei at ville give de Fornemme noget efter. SIDE: 332 10de Januar. I Intelligentsseddelen ønsker en Anonym Sebbelovs Finants- project lagt paa Hjerte, og klager over, at Landmandens Tarv ikke nok tages i Betragtning ved den Formuesskat, man vil have paalagt, hvilket i saa Fald er Bondestandens eller dens Repræ- sentanters egen Skyld, da ingen er mere forhippet paa Formues- skatten end de, -- men det værste, ret en Nederdrægtighed af første Skuffe, er et Spørgsmaal, hvor man fremdrager af Glemsel en i sin Tid meget omtalt Handling af Biskop Bech, der for en Deel Aar siden ved Vang Kirkes Indvielse lod sætte militair Vagt ved Kirkedøren, og uddele Billetterne mod Betaling. "Kan det ikke," anmærkede Schultz i Dag, "godt- gjøres, at det er til Fordeel for Skole- eller Fattigvæsenet dette Arrangement er skeet, saa bør den Mand ei længer være Biskop, thi han har da høiligen vanæret sin Stand." Jeg mærker imidlertid, at Sagen ei anfægter ham, og slutter deraf, at han maa have en Slags legal Grund til, hvad han har gjort. Rigstidenden fortæller, at Professorerne P. C. Müller, Jens Møller, Thorlacius og Brønsted, samt Dr. J. Mynster i Kjøbenhavn ere sammentraadte med Sjellands Biskop for at udarbeide en dansk Oversættelse af det nye Testamente for det danske Bibelselskab. Forresten indeholder Bladet tre af disse politiske Smaastykker, som nuomstunder udgjør det meste af Norges Literatur. -- I Nationalbladet har Hr. Olsen for- nyet sin Mynt og faaet indført en Sang til Kronprindsen, der, om Gud vil, skal være i Grundtvigs Maneer, men er i det Hele noget underligt Tøi, især ere de to første Stantzer saa curiøse, at de vel kunne fortjene at afskrives her: Drot af Sydens Kæmpeæt, Der som Granen kneiser! Nu est du dog vel lidt træt Af de lange Reiser. SIDE: 333 Sæt dig her i denne Dal! Lad den være Kongesal Blot en liden Kjende. Og lad Skjalden sætte sig Ved din høie Side! Han har Lyst at spørge dig Hvordan du mon' lide Vore Fædres gamle Nor, Folket, som paa Klippen boer, Alle Norges Sønner! Samme Olsen vil (es sey Gott geklagt!) udgive to Bind blandede Digte. Der er ingen Tvivl om, at Nansen er den fameuse Ma- skeradevises Forfatter, thi ihvorvel han ikke bekjendte, kan jeg heller ikke sige, at han nægtede [fotnotemerke] . Han gav mig endog Nøg- Fotnote: De Vers, hvortil det Efterfølgende sigter, aftrykkes her: Men, hvad Fanden er dog det For en gammel Kone? Som ledsages, seer jeg ret, Hist af Jomfrue Lone. Hun er ussel, stakkels Skrog Og desværre ei ret klog; Thi hun gaaer med Sporer.:,: Ei, see Fru Justitia, Hvor hun om sig feier, Skarn der bliver nok endda; Thi, imens hun veier Retfærd i den ene Skaal, Guld og Gunst dog Vægtens Naal Tvinger dybt mod Jorden.:,: SIDE: 334 len til Ting, der forhen vare mig utydelige, og da man nu omtrent nævner alle de publike Personer, til hvilke sigtes i Visen, anfører jeg her med rene Ord, hvad derom tales i Publicum. Den gamle Kone med Sporer er da upaatvivlelig Treschow (hvem Verset om Frue Justitia skal gjælde, derom har jeg ingen Gisning hørt); Kammerherren, som spiller paa Fotnote: Kammerherren ogsaa her Spillende paa Lire, Han skal stundom være nær Ved at gaae paa fire. Som Apollo seer han ud, Men han har dog, stakkels Gud, Bandsat lidet Hoved. :,: Hist hans tykke Excellents Naadigen modtager, Hver en ydmyg Reverents, Sligt ham ret behager; Men tag Stjerne, Maske væk, Da du faaer at see med Skræk, Stymperen tilbage. :,: Herren der, er vist Skribent, See! see hans lærde Væsen; Skjøndt han ikke har fuldendt Ret indvendig Læsen, Han dog tygger kjækt sin Pen, Piner Muser, plager Ven, Med en Hob Fadæser. :,: Viisdoms Dyb og Grundighed Herren der ledsager, See kun til, fra Himlen ned Stjernene han rager. Himlen i den ene Haand, I den anden en Stump Baand, Jorden knap han rører.:,: SIDE: 335 Lire, er Falbe; hans tykke Excellents, mon det ikke skulde være Sommerhjelm? Ved Skribenten har jeg hørt nogle gjætte paa Kirkesanger Bjørnsen, men ham kan det ikke være, og saa veed jeg ikke, hvem det er. Den, som staaer med Him- len i den ene, og en Stump Baand i den anden Haand, er Wergeland. Om Grev Wedel skal der være to Vers, det om Finantsministeren, og det før omtalte om ham, der Fotnote: Der Finants-Ministeren Gaaer og spankulerer, Dybt i Coursberegningen, Han nu vist studerer; Han tilsidst dog finder ud: Pengene, det naad' os Gud! Ere bandsat slette. :,: Men sligt er en Bagatel; Thi der seer jeg Manden, Som til Tingen kjender vel, Han har Vid i Panden; Thi han sætter Sølv-Gehalt Paa Papiret overalt, Hvor det end og findes. :,: Hvo er den, der gjør slig Blæst Med Finantseplaner, Han slaaer om i Øst og Vest, Det enhver let ahner. Han er syg, min Hr. Basiil, Skynd sig hjem i største Iil, Læg sig paa sit Øre. :,: Men, der staaer jo Landets Mand, Sprenglærd som en Gase, Mod ham ingen bærer Vand, Med ham man ei spase; Thi han sikkerligen troer: At især paa ham beroer Fødelandets Skjæbne.:,: SIDE: 336 har en Fyrste i Maven. Han, der overalt sætter Sølvgehalt paa Papiret, skal være Expeditionssecretair Vogt; Basil, som gik hjem og lagde sig, var Tank; den sprænglærde Mand, der troer Fædrelandets Skjæbne beroer paa ham, anvende nogle paa Lange, andre paa Nansen selv. Bondens Ven og Taler ville nogle skal være Falsen, men det er vist Wei- demann. At Christie er Despotens Mand, der med Frie- Fotnote: Nok en anden mægtig Mand, Bondens Ven og Taler, Paa ham denne lide kan, Naar man ham betaler Med al sømmelig Respect, Og ham giver Overvægt, Ved enhver Votering.:,: See! hvor Herren lade kan Ydmyg, som en Slave, Og dog har han, siger man, Fyrsten i sin Mave; Venligen og uden Ær', Skjæler han til hver især, Og dem Haanden rækker.:,: Strax ved ham, Despotens Mand Rolig tilbereder Gyldne Lænker for sit Land, Kjøbt ved Usselheder. Man ham vist miskjender dog, Thi han fører Frihedssprog Stedse udi Munden.:,: See! hin mædskede Krabat, Stoltelig fremtrine; Det er vistnok en Prælat, See! hans høie Mine. Erkebisp han blive bør, Thi for ham alt Naadens Dør Staaer paa vide Vægge.:,: SIDE: 337 sprog i Munden bereder gyldne Lænker for sit Land, er nok upaatvivleligt. Den mæskede Prælat, hvem skulde det være uden Bech? Den lumske Pietist er da ingen anden end Bugge, ligesom Moralisten er Bonnevie. (Hvad der siges om hans gamle Uhrværk falder lidt i det Lumpne; imidlertid var det just Nansens Forklaring over dette Vers, som bestyrker mig i den Troe, at han er Forfatteren. Schultz er vred paa Bonnevies Vegne, og siger, at det bedste og eneste Svar, denne kunde give, var et Livfuld Prygl). Hanekyllingen er af alt det meest træffende og characteristiske, og Ingen vil deri miskjende Ræder. Fotnote: Men see til den Maske hist, Hvor den gaaer og skuler, Det er vist en Pietist, See hvor han suurmuler. Om han end sit Bisp-Ornat, Blev han dog en lumsk Krabat, Jeg Personen kjender.:,: See! til ham, -- er han ei Præst! Jo, saa paa min Ære! Han og taler tidt og meest Om Moralens Lære. Gid han føle sig saa stærk, Naar sit gamle Uhreværk Han engang skal stille.:,: Hør til Hanekyllingen, Kykliky han galer, Er Du gal, min søde Ven? Hør kuns til! -- Han taler Drabeligen Folkets Sag, Og udi Finantsesag, Dybt især han stikker.:,: SIDE: 338 12te Januar. Falbe og Justitsraad Thrane holdt en musicalsk Conver- sation, hvoraf jeg forstod saare lidet. Anledningen dertil gav Organist Bohr fra Bergen, som for Tiden opholder sig her i Byen for at faae sine Compositioner trykte hos Roverud. Han er indfødt Dansk og forskreven hertil som Violon for nogle og 20 Aar siden af Thrane. Som Musiklærer roste de ham; hans Indsigter og Færdighed vilde de derimod ikke be- rømme, især var Falbe misfornøiet med hans Compositioner, et Fag, hvori (Dandsemusik undtagen) hans Høivelbaarenhed neppe selv excellerer. 13de Januar. Biskoppen har i Dagens Intelligentsseddel med sindig Frimodighed fralagt sig den lumpne Beskyldning, man gjorde ham i sidste Blad, og man føler sig overtydet om, at ikke Egennytte eller anden moralsk uædel Bevæggrund har moti- veret Handlingen. Men upassende og despotisk anseer jeg den endog efter hans Forklaring for at være. Paa Landet er man ikke vant til saadan Tvang, og hvorfor den just her mere end andetsteds skulde være nødvendig, indseer jeg ei. At jeg som et Naboesogns Indvaaner skulde betale for at bivaane en saadan Høitidelighed i Guds Tempel, der som Himlen bør staae aaben for alle, vilde ogsaa været mig anstødeligt. Men allerværst var det, at Billetterne kun gratis uddeltes til Me- nighedens Mænd og deres Koner; og at jeg ikke som Sogne- mand, som Kirke-Eier skulde have Lov til at tage mit voxne eller velopdragne Barn med i Kirken uden at betale for En- treen, det er en Haardhed, en aabenbar Fornærmelse, som jeg undres over ikke strax blev offentligen paatalt. -- En plump Karl har paa sin Maade satyriseret over Lagthinget og ender med den smukke Erklæring, at det bliver Skidt altsammen. En Anden har i noget høfligere Udtryk sagt omtrent det SIDE: 339 samme, vil have Garantien vedligeholdt og fremmed Korn- brændeviins Indførsel forbuden. I Odelsthinget var Værnepligten Dagens Orden. Da jeg kom, oplæste Weidemann et Forslag af ham selv, der me- get forsonede mig med ham, og synes at ville berøve ham (i mistænkelig Forstand) Navnet: Bondens Ven og Taler. Han vilde nemlig i Grundloven blot see Forpligtelse for En- hver til at værne om Landet, naar det angrebes, men paa- stod, at Borgeres og Embedsmænds Sønner herefter som hid- til skulde fritages for at indskrives i Soldatrulle og gjøre egentlig Tjeneste. Til den Ende vilde han have Committeens Indstilling tilsidesat og at en ny Committee skulde nedsættes, der inden 8 Dage skulde udarbeide og indgive en ny Ind- stilling, grundet paa de af ham anførte eller andre med huus- lig og borgerlig Lyksalighed forenelige Principer. Nogle Stemmer hævede sig derimod, men da det kom til Votering, vare Stemmerne lige, altsaa gjorde Weidemann som Præsident Udslaget. De fleste Bønder vare naturligviis af den mod- satte Mening. Christie (ogsaa af Oppositionen) erindrede, at efter Reglementet et Lovforslag, hvor Stemmerne vare lige, skulde ajourneres og efter to Dages Forløb foretages paany, men i nærværende Tilfælde troede han dog den brugte Frem- gangsmaade var den rigtige, af hvilken Mening Bugge ogsaa var, saameget mere, da just den samme blev brugt dengang Talen var om Geistlighedens Indkomster, og fandt da Christies Bifald. Man blev enig om, at Committeen skulde bestaae af 9 Medlemmer, 3 Embedsmænd, 3 Kjøbstadborgere og 3 Land- mænd. Valget faldt paa Weidemann, Wetlesen, Christie, Oxholm, Konow, Jørgen Aall, Theis Lundegaard, Ole Haa- genstad og Peder Ilsaas. Men nu erindrede Gerner, at nogle havde voteret paa Jacob Aall som Kjøbstadborger, andre som Landmand, og naar disse Stemmer sammenlagdes og overfør- tes til Landmandsclassen, havde han flere end Ilsaas. Schultz SIDE: 340 og Bjørnstad erklærede, at de havde voteret paa ham som Kjøbstadborger, i den Tanke, at han henhørte til denne Classe. Præsidenten ansaae det for en af de Uordener, som ved Stem- metælling ei kunde komme i Betragtning, da Classificationen ty- delig nok var angivet. Ved Voteringen sanctioneredes dog Aalls Ret til at fortrænge Ilsaas. Ogsaa her steg jeg med begge Fødder ned i Weidemanns Mening, ikke fordi jeg tviv- ler om, at jo Jacob Aall er et langt dueligere Medlem af Committeen, men fordi jeg fandt heri en Anomalie, som i Tiden ved andre og vigtigere Anledninger kunde have Følger, der nu ei lade sig forudsee eller beregne. Grev Essen har i Dag viist mig en Honettetet, som over- alt vises mig under den nuværende Regjering langt meer end under den forrige -- han har ofret mig 400 Rbd. Man gik rigtignok flittigere i Kirke sous l'ancien regime, men i Gjerning og Sandhed saae det nok misligt ud med Kjærlig- heden baade til mig og Religionen. 15de Januar. Jeg aflagde Excellencen den skyldige Nytaarsvisit. Syg- dom var vor Samtales eneste Æmine. Prof. Sørensen er hans Læge; han erkjendte de to andre Lægers Indsigter og Fortjenester, men Thulstrup havde man sagt ham var doven, og Skjelderups stammende Organ rebuterede ham. 16de Januar. I Morges sendte jeg Bud til Ræder og spurgte, om Pengevæsenet skulde foretages i Storthinget. Han lod svare Ja, og jeg skyndte mig derop, men paa mit Spørgsmaal til Schultz: "Skal De nu sætte Hovedet paa Sømmet?" svarede han: "Nei i Dag skal vi blot glatte og file det," og neppe det engang skede. Præsidenten oplæste Lagthingets sidste Beslutning, erklærede altsaa Sagen moden til at foretages SIDE: 341 in pleno, men da han endnu ikke havde kunnet gjøre sig be- kjendt med de tilhørende Documenter og heller ikke tiltroede sig de fornødne Indsigter til at foredrage denne Sag paa hen- sigtsmæssigste Maade, foreslog han en Committee af 3 sagkyn- dige Medlemmer, som inden to Dage skulde ordne de forelø- bige Principer og de derpaa grundede Lovforslag saaledes, at Sagen tydelig kunde oversees, og at afgjørende Resultat frem- bringes. Motionen bifaldtes eenstemmig og Valget faldt paa Borchsenius, Nielsen og Budtz. I et extraordinairt Møde skal deres Indstilling dicteres, og efter andre to Dage afgjø- res da det Hele endeligen, saafremt nemlig Beslutningen faaer kongelig Sanction, hvilket Eidsvolds-Garantiens Vedligeholdelse efter Sigende ei skal faae. Det er, vil man paastaae, som Bergenser Christie holder saa stivt paa Garantien, da den skal være fordeelagtig for hans Committenter. 17de Januar. Halvor Hoel træder atter frem i Intelligentsseddelen med en lang intetsigende Apologie, hvoraf ei læres andet, end hvad man vidste før, at ingen Brøde kan overbevises ham. Men i samme Blad finder han en ny Antagonist, der af de bekjendtgjorte Domme, ham angaaende, tager Anledning til at anbefale Valgforsamlingen større Varsomhed, paa det man kan være sikker paa, at ei Postrøveren ved Moss eller en lignende Forbryder en anden Gang møder paa Storthinget som Folke- repræsentant. -- I Tillægget til Rigstidenden forsvares Em- beders Bortgivelse paa Livstid, og billiges, at Regjeringen efter Grundloven ei kan afsætte eller forflytte mod deres Villie no- gen Embedsmand, undtagen visse, ved hvilke af Nødvendig- hed gjørs Undtagelse; men den Nødvendighed indseer ikke jeg. Jeg gad vide, hvad Skjæbne mit Forslag faaer i Constitutions- committeen; det aner mig, at den henlægger det. I Aften opførtes Edvard af Skotland, som man af SIDE: 342 politiske Grunde ikke har kunnet spille siden 1806, men saa- meget jeg virkelig ynder dette Stykke, skulde jeg dog gjerne seet, at det endnu en Stund var bleven henlagt, naar man ikke kan spille det bedre. Kaltenborn var Edvard. Uforglem- melig er mig Forsom, saadan som han først traadte ind med Hunger, Angst og Fortvivlelse præget paa det blege Ansigt. Saadan tænkte jeg mig ogsaa Kjerulf, hvem Rollen ifjor var tildeelt, men Kaltenborn med hans fyldige Figur og Ansigt, hvilket han i Mangel af Angest gav Barskhed, tog sig aldeles ikke godt ud, førend han kom i Lord Athols Klæder (hvilken i Forbigaaende ei bør være Uniform, da Athol slet ikke er Officier,) da havde han sin sædvanlige Værdighed og Anstand, der klæder Prinds Edvard særdeles vel, og gjorde den Deelta- gelse, Damer viste ham, begribelig. Mad. Tullin var Lady Athol, men Rollen vilde passet bedre for Frue Thulstrup. Dame af Stand og Tone er ikke Mad. Tullins egentlige Fag. Frue Falsen spillede Malvina, som hun pleier. Jeg seer hende heller som fransk Bondepige. Schandorff lignede som Lord Athol i Spil og Udseende en gammel Skolemester. Ridder Argyle spiltes af en stiv Person ved Navn Petersen, der har en ganske god Figur. Rougtved var en ret god, jevn, simpel Tom. Derimod kunde man ikke tænke sig en daarligere Oberst Coox end Auditeur Linstov. Det skal være en aldrende, raa, støiende Kriger omtrent som Major Meyer herude i Smaa- lehnene, men naar man saae den unge spinkle sagtetalende Person som Oberst, forestilte man sig, at det maatte være en Adelsdreng, der havde faaet Port D'Epeen paa Vuggen, og derfor allerede var saavidt avanceret. Endelig havde man i yderste Nød gjort Falbe til Hertugen af Cumberland, hvortil han ikke har en eneste anbefalende Egenskab. At man lod dette Stykke spille i en Pragtsal med en Snees Colonner, der aldrig kan tænkes uden paa et Slot, men allermindst paa en skotsk Herregaard paa en liden Øe i en vild Bjergegn, SIDE: 343 burde Maskin- og Costumedirecteuren en for begge og begge for en have Klaps for. -- Saare godt gik derimod Enact- stykket Hvor Tiden løber, hvilket jeg, ligesom ved Arle- chinos Bryllup, tør tilregne mig Fortjenesten af at have bragt paa Theatret. Holm gav Hvidbergs Rolle til Fuldkommenhed. Det gaaer ham som flere store Kunstnere: udhæve en ubetydelig, bringe Mening i en dum og flau Rolle, det kan han ikke, men giv ham en Rolle, hvor der virkelig er Situationer og Characteerskildring! da præsterer han noget, som den meest kræsne Critiker maae applaudere. De øvrige Roller ere i dette Stykke Hovedrollen saaledes underordnede, at man ei lægger Mærke til dem, men ellers saaes med megen Fornøielse Frue Aubert som Madamen og et nyt Medlem, Hoppe, som Lars. 18de Januar. Kjerschow fortalte, at Christie skal være særdeles misfor- nøiet med Maskeradevisen, og har ønsket en saadan Lov som i Rusland, hvor en Pasquillant opstilles paa et Skafot for- skjellige Dage, og maae opæde saamange Exemplarer af sit Hjernefoster, som han efter en hosstaaende Læges Skjønnende uden Skade for Liv og Helbred kan. Det være langt fra mig at ynde slig Kaadhed, og er det den mere end 50aarige Nansen, der før har viist sig i saa mangehaande Skikkelser, som nu ogsaa har paataget sig denne, maae man dobbelt mis- billige den, men at Loven paa hvilkensomhelst Maade skulde indblandes i saadant, ønsker jeg ingenlunde. Den almindelige Esprit er fordærvet, men det er den ikke bleven ved Trykke- frihed. Pressetvang forædler den ikke; det har de senere Aars Erfaring tilstrækkelig lært. Hvorledes den iøvrigt skal forædles, er mig rigtignok i dette Øieblik ufatteligt, skjøndt Historien lærer mig, ingenlunde at mistvivle. Imidlertid seer jeg ikke, der er andet at gjøre, end at lade Tingen have dens uhindrede Gang, kun at de, der ei smittedes af Tidsalderens Forvendthed, hverken SIDE: 344 lade Modet eller Hænderne synke, men arbeide imod den, saa- godt de kunne. Det turde da maaskee hændes, at, om de og- saa nu staae ubemærkede, maaskee endog spottede, noget af den Sæd, de udsaaede, (skjøndt den forekom dem at være falden ved Veien, paa Steengrund eller blandt Torne) dog virkelig er falden i god Jord, hvor den langsom og umærkeligen, maaskee længe efter deres Dage, spirer frem, voxer og bærer hundrede- fold Frugt. Tilbagevendt fra alt religiøst og politisk Revolu- tionssværmerie, og dog endnu Trykkefrihedens varme Ven turde jeg maaskee ogsaa nu, naar Leilighed gaves, være dens vær- digere og heldigere Talsmand, end jeg i hine Dage var eller kunde bleven. Kjerschow og jeg opgjorde Regning fra forrige Aar, og Resultatet blev, at han beholdt tilgode af sin Gage -- 12 Rbd. Det er en skrækkelig Formindskelse, Keyser i 1801 fik udvirket i den residerende Capellans Indtægter. Kjerschow vilde i dette Aar uden Tvivl havt over 1000 Rbd. mere, naar den ikke havde været. -- Jeg har nu vel omtrent faaet alt mit Jule- og Nytaarsoffer, hvilket (Artillericorpsets og det op- landske Regiments ikke iberegnede) udgjør 2579 Rbd. 3 Mk. 19de Januar. Nationalbladet indeholdt et høist absurd Stykke om Uni- versitetets Forflyttelse, hvor Stavanger siges at være det meest passende Universitetssted i Norge; item troer Forfatteren, at paa et Sted, hvor ingen Kathedralskole er, Studenterne aldrig ville lide Mangel paa Informationer. 20de Januar. "Vor yndede Pavels" har faaet en ny Apologet, Hr. Boye en ny Modstander. Andet mærkeligt har ikke Intelligentssed- delen. -- Efter Rigstidenden præluderes i Sverige til Trykke- frihedens Indskrænkning. Her tør ogsaa med Tiden komme SIDE: 345 en naadig Proposition desangaaende, hvis vore Pamphletskri- vere ei holde sig i Skindet. Ellers kan jeg ikke nægte, at det er en gemeen Adfærd at uddele Pasquiller gratis med umistænkte Blade. Jeg har en stor Deel af Dagen været sysselsat med en ironisk Besvarelse af hiint Sniksnak om Universitetets Forflyt- telse. I en Mads Jensens Navn vestenfor Lindesnæs fore- slaaer jeg Egersund til Universitetssted, og gjendriver med egennyttige og spidsborgelige Grunde alle de Indvendinger, fornuftige Folk har gjort og gjøre imod Flytningen fra Chri- stiania. Jeg sender Stykket til Nationalbladet [fotnotemerke] . 22de Januar. En heel Dag ): 9 -- 10 Timer har jeg tilbragt paa Stor- thinget, hvor Pengevæsenet foretoges, og Garantiesagen vente- lig definitiv afgjordes. At beskrive Forretningernes Gang med alle de Sidespring, man tog under Debatterne, er mig natur- ligviis umuligt. Særdeles interessant var det at see, hvor- ledes der fra begge Sider arbeidedes for at naae det Maal, de forskjellige Partier ansaae for det rigtige, hvorledes Opinion og Lidenskaber, Grundsætninger og umiskjendelig, redelig Gavne- lyst, List, kold Standhaftighed og heed Enthusiasme virkede i mangefold afvexlende Spil. Garantisterne, som behøvede to Trediedele af Stemmerne, for at faae deres Krig frem og mistvivlede derom, saameget mere, da deres djærve Antagonist, Tank, sund og frisk var vendt tilbage til Forsamlingen, hvor- imod en af deres egne ventede Høvdinge, Falsen, endnu ikke er kommen, gjorde strax et Forsøg, hvis Udfald, naar det var lykkets, ei kunde være tvivlsomt. Da de behørige Documenter vare oplæste, fremkom -- jeg troer Borchsenius, understøttet af Procurator Weidemann, med den Motion, om det ikke, for Fotnote: Det er trykt i dette Blads 2det Hefte S. 86 -- 91. Udg. SIDE: 346 at forebygge den Forvirring, det maatte volde, hvis det, lige- som hist ved Egebarken, ikke kom til noget ordentligt Resul- tat, kunde vedtages, at i denne Sag simpel Pluralitet kunde gjøre Udslaget. Theis Lundegaard troede ogsaa, at dette, til at lette og forkorte Tingenes Gang, spare Landet Bekostninger og retfærdiggjøre dem for deres Committenter, vilde være høi- ligen at tilraade. Men med Kraft modsatte sig Tank, Bugge, Bonnevie, Ræder, Nansen, Schultz og maaskee flere denne Fremgangsmaade som aldeles constitutionsstridig. Nogle af dem gik saa vidt i deres Iver, at de erklærede, at ville ned- lægge deres Repræsentantpost, hvis saadant vedtoges, og overalt troede de, at der aldrig kunde eller burde voteres over den Sag. Christie, hvis Haand uden Tvivl var usynlig med i Spillet, og som i Begyndelsen syntes at høre Forslaget med Bifald, maatte gjøre en ærefuld Retraite. Han erklærede, at han selv ansaae det for constitutionsstridigt; imidlertid kunde han ikke nægte Proponenterne, naar de forlangte det, at sætte Forslaget under Votering. Dette skede, og det forkastedes med 73 Stemmer (hvoriblandt da ogsaa Præsidentens) mod 10. -- Under Middagspausen talte jeg med Treschow, som nu arbei- der paa Almueskolevæsenets Forbedring, og vil, ved Præsternes Bistand, have det bragt dertil, at alle Forældre paa Landet selv skulle undervise deres Børn, et Project, som ogsaa Bech engang har havt, men nu rimeligviis opgivet. -- Storthingets Medlemmer samledes atter, og Spørgsmaalet var, ved hvilken Paragraph af Odelsthingets Forslag man skulde begynde. Man enedes let om, at § 3 om Eidsvolds-Garantien først skulde omhandles. Det var nok umiddelbar herpaa, at Procu- rator Weidemann, som Garantisterne i Dag syntes at have valgt til deres Organ, fremsatte det Spørgsmaal, om ikke den Eidsvoldske Garantie burde ansees for en Lov, og som saa- dan voteres paa. Lange, der med Hensyn paa hans rolige Fast- hed og Standhaftighed kunde kaldes Antigarantisternes Cory- SIDE: 347 phæus, paastod, at det var Odelsthingets Forslag, ikke nogen forhen gjældende virkelig eller foregiven Lov, hvorom Storthinget havde at debattere, og viste derhos de Følger, det maatte have, om Garantien erkjendtes for Lov, idet der nem- lig da udfordredes to Trediedele af Stemmerne til dens For- kastelse. Ogsaa her maatte Præsidenten give Oppositionspar- tiet Ret. Man troede vel, at dette Spørgsmaal kunde komme under Ventilation, men først efterat Odelsthingets Forslag var drøftet. Man gik altsaa over til Dagens Orden, og Statsraad Aall oplæste et nyt Finantsproject, hvorved Pengevæsenet, i Tilfælde af at Garantien i det Væsentlige forkastedes, kunde bringes i bedre Forfatning. Kjendere paastaae, at det er det Bedste af alt hidtil indkommet, og at det meget vil kunne bi- drage til at forene Gemytterne; jeg forstaaer det ikke. Klokken var nu henved 3. Præsidenten hævede Mødet og tilsagde en Eftermiddagssession fra 5 til 8. I Statssecretair Holsts Selskab gik jeg da derhen Kl. 5. Galleriet var aldeles opfyldt, og Debatterne begyndte. Tank aabnede dem med en extemporeret Tale, der som alt, hvad han siger uden at have skrevet det, var meget smuk. Derpaa holdt Præsten Samsing en meget lang Præken i en mono- ton, søvndyssende Tone, hvori Garantien forsvaredes, meest fra Ærlighedens Side. Rasmussen talte ogsaa for den, meest extempore; kun Momenterne vare nedskrevne. Endvidere op- læstes skrevne Taler, alle i Garantiens Faveur, af Christie, unægtelig det bedste, sindrigste og grundigste, som blev sagt for den (det var især Rigsforsamlingens Competence til at ind- gaae den, han søgte at bevise), af Stoltenberg, som har et utydeligt og ubehageligt Organ: Bjørnsen (ganske vakker Declamateur) og Haagenstad. Barlien og Øverland (fra Stavangers Amt) lod oplæse lange skriftlige Vota, hvori den sidste sagde, at Morallærerne og Juristerne af Egennytte vare for Garantiens Ophævelse. -- Imod Garantien havde, SIDE: 348 saavidt jeg erindrer, Ingen i Dag sat Pen paa Papir. Ex- temporerede Taler holdt Nansen og Bonnevie, den sidste med altformegen Heftighed og Declamation. Jeg fandt ikke, at han ved denne Tale synderlig ophjalp den Sag, hvis Forsvar han havde paataget sig. (Overalt forekommer Bugge mig blandt alle Storthingets talende Geistlige, for ikke at sige geistlige Talere, at være den eneste, der fuldeligen indseer, at Veltalen- hed i en Nationalforsamling er noget andet end Veltalenhed fra en Prædikestoel.) Jevnlige Interlocuteurer vare, foruden de to forannævnte, Lange og Tank paa den ene, Borchsenius, Weide- mann og Stoltenberg paa den anden Side. De fire første paatog sig vexelviis at recensere Modpartiets Taler, eftersom de Talende sad dem nærmest, og der indblandede sig da og Personligheder. Især kom Tank og Stoltenberg i Anledning af Rigsforsamlingen i en ærerørig Trætte, hvor den første var yderst lidenskabelig, og hvorfor Præsidenten maatte kalde dem til Orden. Ogsaa sagde Bonnevie engang de haarde Ord, at der var sagt og decreteret Ting i denne Forsamling, der rimeligere maatte troes at virke til Nationens Undergang, end til dens Held. Sorenskriver Weidemann, som vel følte sig truffen, sagde, at et saadant Udsagn burde tilføres Protocol- len, hvortil Bonnevie svarede, at det maatte man gjerne, han skulde bevise, hvad han havde sagt. -- Da klokken var lidt over 8, sagde Præsidenten, at den fastsatte Tid var udløben, og foreslog at opsætte de øvrige Debatter til i Morgen. Her- imod protesterede Bonnevie og paastod, at man burde blive samlet til man var færdig, om det end skulde vare nok saa længe. Proc. Weidemann fandt, at det dog var godt, om man gik hjem og tænkte videre over denne vigtige Sag, inden man afgav sit Votum, men med Føie erindrede Lange, at den, der endnu ikke havde tænkt over denne Sag, som nu over 2 Maaneder havde været under Ventilation, som havde været for i begge Thing, og hvor alle Documenter havde været i Alles SIDE: 349 Hænder, han kunde vel ikke komme videre i sin Kundskab derom til i Morgen, da det maatte formodes, at han vilde anvende det meeste af Mellemtiden til at sove. Der var heller ikke mere end 3 Medlemmer, som havde Lyst til at gaae bort. -- Da Klokken var næsten 10, syntes alle at have sagt, hvad de vilde sige. Jeg ventede, at Voteringen nu vilde tage sin Be- gyndelse, og vel forudsaae jeg, at den vilde blive langvarig, da den skulde skee skriftlig, men jeg vilde dog oppebie den. Men see! kom saa ikke den forhærdede Proc. Weidemann at- ter med sit Project, at Garantien skulde være Lov. Med Føie udbrød Bonnevie indigneret: "Nu venter jeg at blive siddende her den hele Nat. Har vi debatteret i 5 Timer over en Sag, om hvis første Principer vi endnu ikke ere enige, saa kunne Debatterne udstrækkes i det Uendelige." Tank erindrede, at denne Garantie, efter Odelsthingets Villie, havde maattet iføre sig mange Skikkelser. Først var den Princip, siden blev den Lovforslag, og nu vilde man ophøie den til Lov. Christie troede, det kom ud paa et, enten denne Sag afgjordes først eller sidst, altsaa kunde de nærværende Debatter have deres Fremme. Men nu var Ævret atter opgivet; man oprippede det Gamle, og nu blev Holst og jeg kjede af det og gik hjem. 23de Januar Saasnart jeg var kommen op, sendte jeg Bud til Ræder, og spurgte om Resultatet af Nattens Forhandlinger. Han svarede, at de først bleve færdige Kl. 1, at 46 Stemmer vare for 39, mod Garantien, som altsaa var forkastet. Imidlertid troede han, Garantisterne ikke vilde give Slip paa deres gamle Paastand, at den skulde ansees som Lov, hvilket de isaafald vilde forlange afgjort ved simpel Pluralitet, og herom ventedes da i Dag heftige Debatter. Med spændt Forventning ilede jeg derhen Kl. 10, men der blev intet af. Ved Nattens Hjælp havde man fattet bedre Anslag, og Præsidenten an- SIDE: 350 meldte i en sagtmodig, og, som det synes, lidt modfalden Tone, at da § 3 nu var afgjort, var Spørgsmaalet, hvilken der nu skulde foretages, § 1 om Rigsbanken eller § 2 om Heftelserne. Oxholm foreslog, at begge skulde debatteres un- der eet, og dette bifaldtes. (Schjøtz vilde og strax havt en ny Cours fastsat istedetfor den Eidsvoldske, men det fandt man var for tidlig; den gode Mand indbilder sig nok overalt at være en større Financier, end han er.) Over de to bemeldte Paragrapher debatteredes en Stund, men med temmelig Lun- kenhed. Kun Theis Lundegaard blev engang lidt grov mod Tank og den hele Handelsstand. Tank appellerede til For- samlingen, om der ei var sund Mening i hans Tale, og om det var utidig Selvroes, naar han paastod at have bedre Ind- sigt i den Ting end Hr. Lundegaard. Resultatet blev, at Rigsbanken og Heftelserne indtil videre skulle vedblive, hvilket decreteredes med et netop lige Antal Stemmer. 27de Januar. Efter et triumpherende Udraab over Garantiens Ophæ- velse, findes i Intelligentsseddelen et Svar fra Hr. Boye til hans senere Antagonister, hvori han da i Forbigaaende lader os vide, at han ikke kan ynde den yndede Pavels. Et Øieblik havde jeg isinde offentligen at bede de Godtfolk om ikke at blande mig ind i deres Debatter, og overlade til mig selv at svare, hvis jeg fandt det fornødent og anstændigt, men jeg betænkte mig, og lader Sagerne have deres uhindrede Gang. I den danske Statstidende annonceres den bekjendte Landvæ- sens Skribent, Oldingen C. A. Fabricii Død. Jeg saae aldrig Manden, men Anmeldelsen er udmærket smuk. Gjerne afskrev jeg den her, dog dertil er den for lang. Et Sted, som syn- derligen rørte mig, maa jeg dog affskrive: "Aldrig opgav han det trøstende Haab, at en bedre Fremtid skulde modne mangen ædel Spire, som Tidens Storme skaanede. Det evige SIDE: 351 Livs Ord var for ham det kjæreste Æmne til fortrolige Sam- taler. Da foryngedes den udlevede Olding, og den tilkom- mende Verdens Kraft bevægede dybt hans Sind. Vel ham! ham er skeet som han troede." -- Gud være lovet! for 20 Aar siden vilde man kaldet saadant Pietisme, og smilet derad med Haan eller Medynk! Allerede nu sees hiin ædle Spire at voxe, end i min Levetid tør maaskee Frugtknoppen vise sig, og jeg kan døe i det Haab, at mine Børn eller Børnebørn ville skue og nyde den modne Frugt! -- Endelig fik jeg fire Nummer af Litteraturtidenden, hvori to norske Skrifter ere recenserede: Morgenstjerne, om den mundtlige Procedure, der roses meget, og Falsens Einar Thambeskjælver, ogsaa rost, kun finder Re- censenten, at Tonen er for polemisk, og at hverken Falsen eller Rynning vedbørligen have sat sig ind i Tidsalderen, men er- klæret ubetinget ros- eller daddelværdigt, hvad nuomstunder vilde være det. Capt. Ræder fortalte, at alle Odelsthingets Forslag efter- haanden forkastes, og at i Eftermiddag en ny Committee skulde udnævnes til at fastsætte de Principer, hvorpaa en ny Anordning om Pengevæsenet skulde bygges. 25de Januar. Der var Classesamling i Selskabet for Norges Vel, hvilken jeg ventelig for sidste Gang bivaanede, da jeg nu ud- træder som Classens ældste Medlem. Af Præmier tilkjendtes ingen. Ganger Rolf decreteredes til Trykning i Selskabets Skrifter, hvis Forfatteren tillader det. Foreløbig gik derimod en ubarmhjertig Dom over Olaf den Hellige, et Sørgespil af den uden Tvivl ulægelige Daare Olsen, som med Pokkers Magt vil være Norges Øhlenschläger eller Ingemann. Priisop- gaven over et dramatisk Digt og endnu en bortfalder, de andre vedblive, dog et Par af dem med Modificationer. SIDE: 352 26de Januar. Disse Høitider blive nu saa mange, og har et saa ufor- andret Familiephysiognomi, at en saadan Festdag snarere bliver en jour maigre for Dagbogen end rig paa interessant Æmne. I Formiddag kom Dr. Neumann til Byen. Det hedte, han var kommen med sin Kone og ældste Datter for at see Comedie, men jeg skulde fast troe, hans Hovedærinde var, at gjøre Cour til Excellensen i Anledning af Prindsens Fødsels- dag, og at blive buden der til Taffels, hvilket Altsammen lyk- kedes ham. Man kan ikke miskjende hos Neumann en syn- derlig Vanitet og Lyst til at varme sig i Hoffets Soelskin. Hans Reisebeskrivelse trykkes nu paa Kronprindsens Bekostning. Selskabet hos Excellensen var ikke meget stort; desto større Ære for mig, som indlemmedes deri, thi foruden de høieste Autoriteter var der kun de første af hvert Corps. De sædvanlige Skaaler bleve drukne og alt var iøvrigt ved det Gamle: Kold og (paa Conditorsager nær) maadelig Mad og fortræffelig Drikke. -- Ellers hørte jeg der, at der i Onsdags var en stormende og særdeles ubehagelig Debat i Storthinget i Anledning af den omtalte Committees Udnævnelse, i hvilken Tank blev Formand og Borchsenius, Budtz, Christie og Niel- sen de øvrige Medlemmer. Tank skal have forløbet sig tem- melig slemt og maatte næste Dag gjøre de Fornærmede en Slags Æreserklæring. Man anseer Sagen endnu for intet mindre end afgjort. I Klubben [fotnotemerke] vare alle Vinduerne illuminerede og Trans- parentet med min Inscription [fotnotemerke] tog sig ret net ud. Direc- Fotnote: Norske Brødres Klub, hvoraf P. kort i Forveien var bleven Medlem. Udg. Fotnote: Naar Svensk og Norsk med broderkjærligt Sind Mod bedre Fremtid haabfuld stunder frem: Hvis er den skjønne Hædersdaad? kun din O Carl Johan! thi du forened dem. SIDE: 353 tionen gjorde mig den Ære at overdrage mig dens Partes ved Bordet ved Skaalers Udbringelse, til hvilken Ende en Slags Præsidentstol var mig anviist øverst i Spisestuen. Det kunde forsaavidt gjøres Behov, thi Bager Bølling, Branddi- recteur Hjørring, Secretair Juel og gamle Apotheker Peckel ere nok alle maadelige magistri bibendi; men det forekommer mig, at være en væsentlig Fordring ved saadanne Mænds Valg i alskens Selskaber, at idetmindste en eller to iblandt dem maa være Mænd, der ved et Bord, i en Deputation eller deslige værdigen kunne repræsentere Selskabet. Jeg var hjer- teglad, da det var forbi. 27de Januar. En Anonym i Nationalbladet vil have det islandske Sprog mere udbredt her i Landet, vil til den Ende, at den nye Professor i Historie ogsaa skal være Docent i dette Sprog, og at de Studenter, der ei høre Forelæsninger over det He- braiske, skulle være forpligtede til at høre et Cursus over det Islandske. (Der siges, at Steenbloch skal komme herop som historisk Professor; Gud veed, om han forstaaer Islandsk. Mon Forfatteren ei skulde have Øie paa Grundtvig?) I Odelsthinget overvar jeg Voteringen over et Forslag til strengere Lov mod Sabbathens Overtrædelse, hvorom man overdrog Regjeringen at træffe interimistiske Foranstaltninger. At der sættes Dæmning for den, som det synes, overhaand- tagende Irreligiøsitet og Usædelighed, kan vist ingen Reli- gionens og Moralens Ven misbillige, kun at de, der foreslaae pludselige og voldsomme Resolutioner, vilde erindre, at naar man paa engang vil udrette formeget, udretter man som oftest slet intet, og at, naar man har ladet Tidsalderens Aand langsomt og umærkeligen drive sit Spil, indtil den fik grund- fæstet sig saadan, som den nu er, saa er det uden Tvivl nød- vendigt at bruge samme Fremgangsmaade imod den, under- grave men ikke omstyrte dens Værk. Luther selv med hans SIDE: 354 mageløse Energie vilde nok lidet udrettet, naar der ikke var arbeidet før ham, og Tidernes Tegn i mange Maader havde favoriseret ham. -- Siden foretoges Lagthingets Anmærkninger om Sauganordningen, men jeg gik bort og bekymrer mig saare lidt om, hvilket Partie der seirer i denne Kamp, hvor Landets Velfærd neppe staaer paa Spil. 28de Januar For rum Tid siden skrev jeg til en svensk Prest Modin i Nærheden af Gothenborg om en Attest. Fra denne Mand fik jeg i Dag et complimentrigt Svar med en Titulatur fire Linier lang. Jeg vil bogstaveligen oversætte et mærkeligt Sted af Brevet: "Dersom Hr. Provsten, Ordensmedlem og Ridder er den Mand, som 1800 i Helliggeistes Kirke i Kjø- benhavn holdt over Eph. 5 en Aftensangsprædiken, hvilken jeg eier trykt, har mit Hjerte længe kjendt, beundret, elsket og agtet Hr. Provsten, Ordensmedlem og Ridderen som en retskaffen og for Guds Ære og Menneskenes Vel nidkjær Mand. Herre! send troe Arbeidere i din Høst! Giv Aandens Kraft med Order, at i Sveriges og Norges Pauluner (Hyddor) et høitideligt Halleluja maa lyde for ham, som døde paa Golgatha, og et sammenstemmende Hosianna -- Lykke og Fremgang skee Ham for hans Kjødspaatagelse og Verdens Frelse!" -- Efter at have besvaret mit Brev ønsker han: "Held og Fred omskygge Sverige og Norge," og ender derpaa med de mange og lange Titler som min "ödmjukaste Tjenare," til hvilket alt jeg maa sige med Kjælderpigen: "Saavist! Deres Godhed gjør mig ret undselig!" 29de Januar. En Bog, som jeg har læst for mangfoldige Aar siden, men nu næsten havde glemt, har jeg atter læst i Dag: Leiden des jungen Werthers. Er det sandt, at Goethe kun var SIDE: 355 18 Aar gammel, da han skrev den, kan jeg vel tiltroe ham i sit 8de eller 9de Aar at have digtet det Eventyr, som han i sin Biographie fortæller. Den, der kan skildre det menne- skelige Hjertes forborgneste Afkroge, Lidenskabens fineste Nu- ancer som Werthers Forfatter, hos ham forudsætter man et dybt, langvarigt, uafbrudt Studium, og at en varm, livfuld, flygtig Yngling (som saadan skildrer han sig selv i Levnets- beskrivelsen) skulde være i stand dertil, er mig ubegribeligt. Men idet jeg beundrer Werther som et sjeldent Kunstværk, idet jeg erkjender meget af det Sagte moralsk ypperligt som det er sandt og skjønt, idet jeg beundrer Digterens egen So- britet midt under Skildringen af den vildeste Lidenskab, saa kan jeg dog ikke nægte, at jeg holder den for en meget farlig Bog, at det, naar jeg havde en Søn med stærke Lidenskaber, var en af de aller sidste, jeg vilde give ham i Hænder, og at jeg i et Land, hvor Trykkefriheden var indskrænket, ingenlunde fortænker det Guldbergske Ministerium, at det modsatte sig dens Oversættelse. -- Ellers maa jeg i Anledning af min Lecture anmærke, at jeg i denne Tid vexler af med Læsningen af 3 -- 4 Bøger, læser visse Capitler eller Sider i een og tager en anden. Men under denne Læsning overkommer mig som oftest en stundesløs Uroe, som undertiden gaaer næsten over til Beklemmelse. Naar jeg har begyndt paa et Stykke, ønsker jeg, at det var udlæst, for at kunne begynde paa noget Nyt. Saaledes er det ogsaa med hvad jeg skriver; jeg skyn- der mig med at faae det færdigt, som om noget vigtigt var at gjøre, naar dette var forbi. Ved denne rastløse Syslen, ved at jeg hver Dag foresætter mig noget vist, som jeg skal have læst eller skrevet, falder Tiden mig rigtignok aldrig lang, men naar jeg saa tænker, at det for en stor Deel er mecha- nisk, ja efter Lodkastning dette skeer, saa bliver jeg som sagt beklemt, og forekommer mig selv som Sisyphus; jeg er i uop- hørlig Bevægelse, og faaer derved en Slags aandelig Motion SIDE: 356 men det, jeg udretter, er dog lidet eller intet. -- En anden psychologisk Mærkværdighed ved min Læsning er, at jeg nu, langt mere end i mine unge Dage, ved at læse om fremmede Lande, især classiske Egne f. Ex. Italien og Palæstina, føler en inderlig Længsel efter at komme did, og sørger ret over, at denne Længsel aldrig kan vorde tilfredsstillet. Som Mand, nærved de 50 Aar, føler jeg i visse Henseender mit Hjerte forynget. Da jeg og Laub læste i Saltzmann og besøgte Riber, vare vi Oldinge mod hvad jeg er nu -- og hvad mon han er? 31te Januar. I Rigstidenden var overført fra Kjøbenhavns Skilderie en ikke uvittig, heller ikke aldeles ugrundet, men med alt det høist impertinent Samtale i de Dødes Rige mellem Dagens otte Stridsmænd: Baggesen, Sander, Oehlenschläger, Rahbek, T. C. og N. T. Brun, Grundtvig og Molbech. Optrinet ender med en Dom af Minos, hvor de straffes med at høre forelæste af hverandre deels deres egne, deels Andres Arbeider. Forfatteren, som sees at hælde til det Baggesenske Partie, men skaaner dog Ingen, kalder sig H. C. Vosemose. Han havde, synes mig, ikke gjort ilde i, inden han satte sig paa Minos's Dommersæde, at erhverve sig et Navn saa berømt idetmindste som eet af dem, han persiflerer; men det har han ikke gjort: jeg undtager end ikke N. T. Brun, thi vel er hans originale Arbeider intet, men han er dog nok den bedste Skuespiloversætter, Danmark nogensinde har havt. Ellers yttrer han i en prosaisk Bagtale, at Hensigten af denne Spøg er, om muligt, at forene de stridende Partier, og det kan maaskee forsaavidt lykkes ham, at de alle vende deres Vaaben mod ham, hvilket jeg af Hjertet skal unde den Dreng. SIDE: 357 1ste Februar. Det beneficerede Gods er nu Dagens Orden i Odels- thinget, og man synes der at ville vedtage uventet liberale For- holdsregler. At de bifaldes af Lagthinget, maa jeg troe, og det er da vel første Gang, at fuldkommen Enighed hersker mellem disse to Corporationer. -- Under Pausen talte jeg adskilligt med Mariboe og Jacob Aall. De troe nu, at det slet ikke kommer til noget ordentligt Resultat med Pengevæsenet, og beklage, at det store Tvistens Æble, Garantien, nævntes i Fi- nantscommitteens Forslag, da den gjerne kunde været forbi- gaaet med Taushed, og alligevel alt været udrettet, som nu med det heldigste Udfald nogensinde er muligt. Aall viste sig ellers ikke som Tanks Ven og Beundrer, skjøndt de i denne Sag ere enige. "Ingen," sagde han, "ivrer saa meget mod Luxus og fremmede Varers Indførsel og Brug som han, og selv er han pudret og parfumeret, gaaer i de fineste engelske Klæder, kjører i udenlandske Kareter og farer frem med en Bram og Ostentation som Ingen hans Lige." Det kan ikke nægtes, og betydelig større Forskjel er der neppe mellem As- sessor Matthiesen og Tank, end at denne vil endelig være nidkjær Patriot, hiin derimod viser sig som han er, og bruger ingen anden Prydelse end den, hvormed Decencen byder ham at skjule sin Nøgenhed. I Aften var jeg i Klubben, og efter en Tidlang at have svævet om mellem det Alternativ at gaae hjem og spille Gnav, fik jeg endelig en Boston. Anden Underholdning end Spil er ikke at tænke paa i den Klub. 2den Februar. Efter mange Aars Forløb har jeg igjen læst Rahbeks: En gammel Skuespillers Breve til sin Søn, 2den omarbeidede Udgave, trykt i Forfatterens 22de Aar. Skjøndt Rahbeks litteraire Fortjenester ere al Ære værd, saa skulde SIDE: 358 man dog virkelig af den Forfatter, som i saa ung Alder de- buterede med et saadant Værk, ventet mere, end han har præsteret. At i det, som angaaer Skuepladsens moralske Gavn- lighed den ungdommelige Enthusiasme undertiden har ledet ham paa excentriske Vildspor, er en elskværdig Feil, som man let begriber og undskylder, men den udbredte Læsning, den Grundighed, som endog i hans modnere Alders Arbeider ikke sjelden savnes, det omfattende Blik, der overskuer alt, den sikre, øvede Haand, der, saavidt Planen tillader det, udtømmer enhver Materie, er hos en 22aarig Yngling noget saare Be- undringsværdigt. I Nationalbladet stod et Stykke af Falsen, der forsvarer Actioner, anlagte af Regjeringen for virkelige eller formeente Presseforbrydelser -- virkelig baade med Sindighed og Grun- dighed. Uden dette Bidrag vilde det været et yderst tomt og flaut Nummer. 3die Februar. Det Mærkeligste i Dagens Intelligentsseddel er en Fabel: Dyrenes Rigsdag, et bittert Angreb paa Garantien og dens Forsvarere. Hvo Ræven er, kan ikke mistydes, og man kan med Sandhed anvende paa denne for et Aar siden forgu- dede Mand: tolluntur in altum, ut lapsu graviore ruant. I Henseende til Hunden og Ulven er jeg i nogen Uvished. Det Sted: "man led ham ikke og han gik bort," forvilder mig især. Falsen har nok aldrig paa dette Storthing erklæret sig over den Sag; ham kan det da ikke være. Jeg svæver altsaa mellem Brødrene Weidemann, Borchsenius og Budtz. -- I Rigstidenden findes en Fortsættelse af den Kjøbenhavnske Ge- niefeide, et yderst barnagtigt Svar, nemlig fra Baggesen, hvor denne 52 Aar gamle Mand paa et Par Blade driver Spøg med Vosemoses Navn. V. har svaret i 8 -- 10 Linier ret anstændigen. Jeg maa ellers sige, at ligesom den, der hedder SIDE: 359 Væver, maatte være sig decideret Talent eller utrættelig Flid bevidst for at applicere sig til Præste- eller Advocatstanden, saa burde og den, Skjæbnen har tildeelt det høist fatale Navn Vosemose, gaae en meget alvorlig og fast Gang paa Litera- turens Bane, og uden bestemt og grundet Følelse af Aands Superioritet aldrig tillade sig bidende Spotterier, som han maatte vente sig tifold gjengjældte, og skal han endda beholde de Leende paa sin Side, maa han være en Holberg eller en Wessel. Jeg begyndte paa Recensionen over Hr. Grøgaards Re- ligionslærebog. Heller ikke den faldt meget berømmende ud. Om han bliver vred eller blid, veed jeg ikke, kan heller ikke deraf tage Notice. 4de Februar. Morgenstjerne har udgivet en meget vittig Brochure, kaldet Spøg og Alvor i Anledning af et Skrift af Falsen mod den mundtlige Procedure i Høiesteret. 5te Februar. Garantien har i Dag faaet det sidste, uovervindelige Stød, og hvis Nogen herefter forsøger at drage den op af Graven, da er det vist kun for, ligesom Calabreserne have gjort med Murats Liig, at brænde det. Med 46 Stemmer mod 39 er besluttet, at den aldeles ikke mere maa komme under Overveielse. Der var en haard Kamp at udholde, inden det kom dertil. Modpartiet med Konow og Stoltenberg i Spidsen anstrængede sine sidste Kræfter, men det andet Partie sov ei heller. Det Forslag at faae Garantien anseet som Lov, slog Christie Haanden af; derimod vilde han, at Spørgs- maalet skulde være: om Garantien ved Storthingets Resolu- tion, der forkastede Odelsthingets Forslag, kunde ansees hævet? Paa Nansens, Langes, Bonnevies og fleres kraftige Forestil- SIDE: 360 linger svarede han, at han vel ansaae det unegteligt, at Sed- lerne ei skulde indløses efter det i Garantien fastsatte Cours- forhold, men derfor meente han Garantien alligevel kunde bestaae. Man spurgte ham, hvad da Garantien var uden denne Forpligtelse, og Nansen fortalte i den Anledning føl- gende morsomme og fuldkommen passende Anecdote: "I en Proces havde Citantens Advocat fremført et Vidne, hvorimod Contraparten protesterede. Dommeren, en gammel svag Mand, skulde give Decision, og den faldt da ud som følger: "Efter de angivne Omstændigheder kan det ei formenes Citanten at producere dette Vidne, dog saaledes at der aldeles ikke bliver at reflectere paa dets Udsagn." -- Ogsaa om Norges onde og gode Genius taltes engang, og Christie yttrede, at han haabede, Storthingets samtlige Medlemmer vare besjelede af den sidste, et meget sangvinsk Haab. Tilsidst foreslog Lange, at Quæstionen saaledes burde affattes: "om Garantien mere kunde komme under Overveielse efter den forhen fattede Re- solution?" Præsidenten acquiescerede derved, men indkylede ei "for nærværende Tid" i Spørgsmaalet, der gjorde det muligt, om det var antaget, om 3 -- 4 Dage igjen at bringe Garan- tien paa Bane. Herimod protesterede Bugge og forlangte "for nærværende Tid" forandret til "paa dette Storthing." Men end ikke dette fandt Lange tilfredsstillende. At den ei nogensinde mere kunde komme i Betragtning, var hans Paastand; omtrent saaledes blev da og Spørgsmaalet fremsat til Votering, og Resultatet blev som forhen meldt. Middagsselskabet hos Falbe bestod af Oberste Schilling, Generalkrigscommissair Rode, Agent Nielsen og Storthings- mændene Sørensen, Bugge, Schultz og Bonnevie. Alle, Niel- sen undtagen, jublede over Garantiens Fald. Jeg har ikke, det jeg erindrer, fundet Bugge saa braadfri og morsom, siden han kom her, som han var idag. SIDE: 361 7de Februar. I Storthinget omtaltes Rigsbankheftelserne, og da jeg forstaaer lidet af den Sag, og Debatterne desangaaende vare yderst fredelige (kun mellem Borchsenius og Vangensteen vex- ledes ubetydelige Finter), gik jeg bort, efter at have oplevet den Mærkelighed, at et Forslag af Lange mellem 5 -- 6 andre gouteredes meest af Christie, og at saaledes disse to evige Antipoder gjorde fælleds Sag imod et Oppositionspartie, som udgjorde to meer eller mindre end Forsamlingens Halvdeel. Thi da een af Hovedpuncterne var afgjort, og der skulde voteres paa den anden (dette har Neumann siden fortalt mig) gik Omsted og Scharre ud for at -- ryge Tobak, eller hvad andet de vilde gjøre, og derved bleve Stemmerne lige paa begge Sider. Der ventileredes nu, om Præsidentens Stemme skulde afgjøre Sagen, eller denne henlægges i to Dage. Det sidste fandtes rigtigst, og Følgen blev, at Forhandlingerne maa opsættes til Fredag, og at saaledes den Pibe Tobak eller Avislæsen eller Conversation koster Staten nogle 1000 Rbd., som kunde været sparede. I Rigstidenden er Fortsættelsen af den Vosemoseske Feide. Grundtvig har kortelig og just ikke med megen Vit- tighed taget til Gjenmæle, og Drengen har svaret ham med end mindre Kløgt. Ellers har Stenersen, dreven af Nidkjær- hed for Grundtvigs Ære, klaget over, at hiin Samtale ind- rykkedes i norske Aviser, hvorved den hellige Mand fremstilles for Nationen fra en latterlig Side. Det bekræftes, hvad jeg formodede, at et Partie arbeider for Grundtvigs Ansættelse som Professor i Historien ved vort Universitet, men jeg tviv- ler om det lykkes. 8de Februar. En splinterny Kjøbenhavnsk Nyhed, som første Gang averteredes til Salg i den danske Statstidende den 19de SIDE: 362 Januar, har jeg i Dag været saa heldig at faae læst. Det er Hyrden af Tolosa, et Sørgespil af den umaadelig flittige Ingemann. Jeg troer ikke, der er nogen af de Inge- mannske Dramer, end ikke Masaniello, som jeg kan sætte ved Siden af dette. Vistnok støder og man her paa Remini- scentzer, og den Collision mellem stridende Pligter, der til Slutning gjør Emanuel saa fortvivlet, er ikke sjelden i Ro- maner og Sørgespil, men Ingemann har vidst at give den en original Vending, saa at man ei uden største Uretfær- dighed kan beskylde ham for Compilation. Handlingen har megen poetisk Sandhed, Interesse og Sammenhæng; den har en høi religiøs Tendents og over det Hele svæver en Aand, aldeles modsat den frivole, som idetmindste i Praxis er vor Tidsalder egen. Charactertegningen er ogsaa i mine Tanker fortræffelig. Men Ingemann synes alt mere og mere at sværme sig ind i en Ideeverden, som han med Opofrelse af Menneskets Bestemmelse for dette Liv stræber at realisere. Kloster- og Eremitliv, Pillegrimsfarter o. desl. ere i hans Øine, næst Døden, det høieste, ønskeligste Maal, hvortil Men- nesket kan fremstunde. Ligesom Ølenschläger alt mere og mere synes at nærme sig Menneskelivet saaledes som det vir- kelig er, fjerner Ingemann sig derfra, og sætter vort høieste Værd i en anachoretisk Selvfornægtelse, der ligesaalidt stem- mer med Christendommens Aand, som regelløs Omsværmen blandt denne Verdens Lyster. Fra denne Side betragtede ere Emanuel, Clara og Don Lupo mig mindre kjære, end de ellers vilde været, skjøndt jeg ikke vil nægte, at der, naar man vil see dem fra Digterens Synspunkt (og som Digter kan han vistnok gjøre denne Fordring), er megen Conseqvents i deres Skildring. Statsraad Collett er i sit eget Huus en jevn godlidende Mand og har intet af det Stive og Stramme, der i store Selskaber rigtignok er heel frastødende. Vi har i denne Tid SIDE: 363 en meget streng Kulde. Thermometret stod i Morges paa 21 Grader og i Aften paa 24. 9de Februar. Nationalbladet har ikke mindre end 3 Stykker om vort Flag. I det første documenteres, hvad forhen er sagt, at Blaat og Guult var i gamle Dage Norges, som det var og endnu er Sveriges Nationalfarve. I det tredie ønskes, at Flaget maa blive grønt med et guult eller hvidt Kors. Det andet er paa Vers, og saa curiøst, at det vel kan fortjene at afskrives heelt: Blaat og Guult. Iris! hvad kan med din Glands sig maale? Hvad kan dine Farver overgaae? Skjønnest Virkning dog af brudte Straale Var og er det Gule og det Blaae. Men om guult og blaat det ogsaa bliver, Derom lyder Spaadomsstemmen huult; Politikens Haand sit Votum skriver Med en Blaapen, dyppet udi guult. Blaa er svundne Friheds Dødninglue; Blaa er Stjernehvælvingens Azur, Blaa var vistnok Pintsefestens Due; Blaa er vor Selvstændigheds Mondur. Blaa blir Huden, som Neroner garve, Blaat er Folkets Øie, blaat dets Held. Blaa er norske Flagets Hovedfarve, Blaat man burde male Dovrefjeld. Gule ere Solens, Maanens Skiver; Guult er mexicanske Guddoms Støv; Guult det Hjul, som Statsmaskiner driver; Guult i Tvangens Høst er Friheds Løv. SIDE: 364 Blodcouleur har fordum alle Grader I en vis, nu opløst Heltehær; Nu man bløder ei paa Retirader, Ei paa Fæstninger, som solgte er! Frygt ei Norge! mere for at sulte -- For couleuret Føde djærvt du stred: Hæv dit Blik til Fjeldets gule Multe, Skue med Stolthed paa dit Blaabær ned! Sorte bruges nu Ligkistens Fjæle -- Kjære Landsmænd! mal dem lyseblaa! Følg i lysblaa Skoe med gule Hæle! Tag blaat Flor, guul Sørgekappe paa! Skjønne! værer efterdags meer kræsen Udi Valg af Skjønpletfarvens Gout! Bær den guul paa Kinden, blaa paa Næsen, Vælg kun Blaamænd for Jert Rendezvous. I, som tolke Bibelens Bogstaver, Hidindtil I Mørkets Farve bar! Bær nu paillegule Pibekraver! Og ifør Jer perleblaae Samar! Aandens Mand, som Kirkens Tinding krandser, Føi til Bededagens Litanie: "Miskundhedshimmel! giv os blaae Finantser -- Gule Lovbud -- derom bede vi." "Gid at nedrig Smigers gule Kjærner Vi til blaamalt Storhed ofre maa -- Paa det vi som lysegule Stjerner Funkle kan paa Naadens Himmelblaa!" SIDE: 365 10de Februar. I Intelligentsseddelen documenteres Halvor Hoels Ret- skaffenhed udførligen, og vises, hvor velgjørende han er mod Fattige, hvor sønlig Mand mod sin gamle Moder, og hvilken flittig og kyndig Havedyrker han er. Fra Hans Barlien fik jeg et Brev i Anledning af hans Søns Confirmationsforberedelse. Seglet var mærkværdigt. Han har ladet afbilde det hele Dannebrogskors med FVI og CV samt Gud og Kongen og midt iblandt al den Herlig- hed Begyndelsesbogstaverne af sit eget Navn H. B. 11te Februar. Jeg fik udlæst Peder Paars, som blandt mine egne Bøger stod for Tour. Decies repetitus placebit; selv Pa- rodierne paa Homer, Virgil og Ovid kan jeg ikke laste -- hvad er vel et komisk Epos andet end Parodie paa det al- vorlige Heltedigt? Jeg vil troe, at Holberg, ligesaalidt som de fleste Parodister, Wessel f. Ex., har havt Sands for det Sublime, men at det er muligt at betragte undertiden fra et latterligt Synspunct, hvad man ellers har den sandeste Ær- bødighed for, synes jeg af egen Erfaring at kunne bekræfte. -- Derimod erkjender jeg de lange Forelæsninger, Holberg for fuld Alvor holder over en eller anden af sine Yndlings- materier, for umiskjendelige Feil ved Bogen, med hvis Ho- vedtone de aldeles ikke stemmer. Det at Holberg idelig gjen- tager sig selv, opkoger sine Indfald og Anecdoter, endog uden at sætte ny Sauce paa dem, er nok ingen Bebreidelse hos Peder Paars, da den, saavidt jeg veed, er det ældste af hans satiriske Arbeider. 12te Februar. Under Storthingspausen talte jeg med Christie, som be- klagede sig over den megen uvedkommende Snak, der førtes, og siden med Bonnevie, som omtalte Weidemanns Systemfor- SIDE: 366 andring og synkende Popularitet blandt Bønderne. -- I Klub- ben fandt jeg atter lutter Gnavspillere og ingen Mulighed at faae Bostonpartie. Den Roes -- jeg veed ikke hvem, gav dette Selskab i dets fornyede Tilstand, er uden Tvivl saare ufortjent. 14de Februar. Dagens Intelligentsseddel har atter 7 af de sædvanlige Bagateller, ingen af dem en Pibe Tobak værd. Jeg anfører blot, at Halvor Hoel beder det ærede Publicum læse Knigges Bog om Omgang med Mennesker Pag. 406 og 7 for at dømme mellem ham og hans Modstandere, og at han under Artikelen Kreature averterer til Salg "en Tyr, Bull, Oxe, sort af Couleur", som han vil sælge formedelst hans vanar- tige Luner. Denne er ingen anden end hans værste Fiende, Provst Bull, der staaer i et Forhold til hiin malicieuske Kra- bat, som vækker min Forundring over, at han kan eller vil blive en Dag længer paa Næs. Endelig ønsker Natio- nen af Hjerte, at Storthinget vil formaae Sebbelow til at være Bankdirecteur. -- I Rigstidenden fortælles efter et pri- vat Brev fra Sverig, at vor Regjering er i den bedste For- staaelse med den russiske, og at Kongen og Kronprindsen have faaet meget venskabelige Skrivelser fra Keiser Alexander. (Samme Keiser skrev ogsaa i Prinds Frederiks Tid et meget angenemt Brev til Frederik den sjette, hvorom meldes i en af de ældre Dagbøger, men det tog en Ende med Forskrækkelse). 16de Februar. Jeg har læst Tullins udvalgte Digte, efter den Seidelinske Udgave. Meget ypperligere har de sidste fire Decennier frembragt, men som det første, der ligner ægte Poesie efter en yderst smagløs Periode, som de første alvor- lige Digte (Kingos undtagne), den dansk-norske Litteratur maaske til den Tid nogensinde havde frembragt, ere de be- SIDE: 367 undringsværdige. Digtet om Søefarten er uden Tvivl det ypperste. I Correcthed og philosophisk Præcision overgaaes det vel af det andet Priisdigt (Maidagen), men i det, som udgjør Poesiens egentlige Væsen, der gjør Shakespeare til større Digter end Racine og Voltaire, har Søefarten i mine Øine bestemteste Fortrin. Dagens Nationalblad er neppe værd at nævne. Det er for det meste opfyldt med den evige Trykkefrihedssag, som jeg er vis paa 90 blandt 100 af Bladets Læsere nu er saa ked af, at det stinker for dem. 17de Februar. Den medicinske Candidat Holst overgav mig personlig en Disputats, han paa Mandag forsvarer pro licentia. Den handler de acidi nitrici usu medico, og jeg forstaaer om- trent ligesaa meget af den, som Pernille af Stygotii de alicubi- tate. -- Fleischer i Asker har faaet Vaaler Kald imod Stats- raadets Indstilling, vel ogsaa imod Billighed, da ældre, ind- sigtsfuldere og mere fortjente Mænd søgte det. Anker har nok været hans Befordrer. Intelligentsseddelen var som sædvanlig fuld af Usselhe- der. Ogsaa i dette Nummer henvender en Anonym Stor- thingets Opmærksomhed paa Sebbelow. (Mon det ikke er ham selv, der skriver de Anbefalinger?) -- Det mærkeligste i Rigstidenden er et saakaldet helligt Forbund, de to Kei- sere og Kongen af Preussen have stiftet for at vedligeholde religiøs Enighed og udbrede sand Christendom i deres Sta- ter. Var saadant kommet fra Gustav den 4de under hans Lærers og Orakel Dr. Jungs Auspicier, da vilde man ikke undret sig; men fra disse tre og just nu er et saadant Docu- ment høist overraskende. Saa christeligt det seer ud, kan jeg ingenlunde regne det blandt Tidens gode Tegn. Det synes at vidne om Forvendthed, saavel hos den Slægt, paa hvilken SIDE: 368 man vil virke, som hos de Mennesker, der vælge et saadant Middel dertil. I 5te Deel af Goethe har jeg læst Sørgespillet Egmont. Det har mange fortræffelige Steder, skjønne Characteerskildrin- ger, vedligeholdt Interesse. Men der er ved dette som ved alle Goethes Dramer (Götz og Iphigenia undtagne) noget, som frastøder mig. Her er det især Claras Characteer og Hi- storie. At en Mand som Egmont holder en Maitresse, at han er hende og hun ham varmt hengiven, det lader man passere i Dramet som i det virkelige Liv. Min Bekjendelse herom har jeg aflagt ved at omtale Forholdet mellem Prinds Friederich og Baronesse Lilliencrone. Men denne Claras hele Adfærd, det skjændige Spil, hun driver med den ømme, troe Brackenburg, hendes tumultuariske Raaben, da Egmont er fan- gen, tilsidst hendes Selvmord -- jeg har sat mig ind i Carl Moors og mange andre for mit Hjerte fremmede Situationer, hvori jeg veed med Vished, at jeg aldrig kunde komme (men ikke vovede jeg at kaste den første Steen paa Forbryderen), men det er mig plat umuligt at vende og dreie denne Clara saaledes, at hun ophører at være mig reent ud afskyelig. 18de Februar. Liebenberg nævner ikke Politik i sit Brev, og deri gjør han vel, da det Æmne i Breve fra Dansk til Normænd og omvendt aldrig kan lede til noget fornøieligt Resultat. Om Rahbek skriver han: "Han er mig en Gaade. At hans Hjerte i Grunden er varmt og ædelt, troer jeg, skjønt kun faa ville troe det. Men han er en Composition af mangfoldige stridende Cha- racteer-Elementer, og er ved sine Bizarrerier selv Skyld i, at han miskjendes og staaer saa godt som ene og forladt". Et Par Skuespillere ere hans eneste Omgang. -- Vosemose er en Broder af Fru Hostved, altsaa ingen Yngling. Statssecretair Holst er ikke aldeles tilfreds med Penge- væsenet, som nu for saavidt er fuldkommen reguleret; han SIDE: 369 troer, vi behøve 13 Aars Fred for at have sandt Gavn deraf -- men hvad andet og bedre der skulde gjøres, det veed han ikke. -- Bugge begynder nu at slaae paa lidt mildere Strænge om Storthingets Forhandlinger, da hans Forslag om det be- neficerede Gods er fulgt, og han ligeledes faaer sine fleste Ideer i Henseende til Pengevæsenet realiserede. Borchsenius og Falsen ere nu hans Bussemænd -- og sandelig! jeg an- seer heller ingen af dem for Lysets Engle. 19de Februar. Siden Holst havde viist mig den Opmærksomhed at for- ære mig sin Disputats, kunde jeg ikke undlade at gaae op og høre ham forsvare den, saameget mindre da det var første Gang vor alma mater gav en saadan Høitid. Salen var propfuld af Mennesker. En Hob Stole vare satte foran for smukke Folk, og udenfor en Skranke var Plads for de lærde Plebeier. Debatterne vare begyndte, da jeg kom. Skjelderup opponerede, og ihvorvel jeg intet forstod af Tingen selv, in- teresserede hans zirlige, correcte Latin og det attiske Salt, hvormed han krydrede sine Indvendinger. Efter ham frem- traadte Universitetets Ældste, hans Høivelbaarenhed, Statsraa- den. Hverken han eller hans Eftermand Sverdrup var hjemme i Materien, holdt sig altsaa meest til formalia, men derved fik just deres Opposition fortrinlig Interesse for mig. Sver- drup især var det uendelig morsomt at høre. Det meste var Spøg og Sproganmærkninger, men han taler deilig Latin, har et skjønt Organ, saa at ikke et Ord falder til Jorden, og de Udbrud af hans sarcastiske Lune, som hørtes bestandig, frem- lokkede ofte Smiil, stundom endog høi Latter. Det var i alt Venskab, det forstaaer sig, og tilsidst sagde han Candidaten mange Forbindtligheder, men lidt vilde dog saadant deconte- nanceret mig, og det syntes ogsaa at være Tilfældet med Holst, som ellers stod sig tappert, men talte just ikke Sproget SIDE: 370 meget flydende. -- Kl. 1_ begyndte Thulstrup. Hans første Indvending angik Oxygenet, som jeg desværre ikke har den Fornøielse at kjende, og jeg gik hjem. Da han var færdig, ophørte man, men samledes igjen Kl. 4 og blev ved til 8_, da, foruden den tredie Medicus, Professor Sørensen, -- ogsaa Keyser, Lector Dahl, Lægen Døderlein og Regimentschirurg With opponerede. -- Istedetfor at høre paa dem, fuldendte jeg herhjemme min lange Recension over Grøgaards Læsebog, som har adskillige gode Egenskaber, men udmærker sig dog ikke i den Grad fra dem, vi hidtil have, at man bør ønske den autoriseret. Jeg venter ikke, men frygter ei heller Grøgaards Mishag over mine Anmærkninger, om og disse meddeles ham in extenso. Jeg har motiveret enhver Indvending, og ud- trykt mig med Beskedenhed og Agtelse for Forfatteren, -- mere kunde jeg ikke gjøre uden at fornægte min Overbeviisning, og det forlanger vel hverken han eller Bispen. 20de Februar. Saugene, som nu to Gange har gjennemgaaet begge Thing, var Dagens Orden paa Storthinget. Odelsthingets Lovforslag om uindskrænket Frihed for enhver Eier af Skov eller Vandfald forkastedes. Derimod antoges mod 6 Stemmer en af Rambech foreslaaet Modification: at Skov og Vand- fald maatte ligge i eet Kirkesogn, eller idetmindste i to hin- anden umiddelbar tilgrændsende. De 6 Opponenter vare: Tank, Cappelen, Vangensteen, Sibbern og Bjørnskov -- den sidste vistnok paa sin Principal Rosenkrantz's Vegne, der har skrevet en Pjece til Forsvar for de hidtil gjeldende exclusive Privilegier. 21de Februar. I Anledning af John Hansens Forslag til et Fattig- huuses Oprettelse paa Grønland tilstillede jeg for nogle Uger siden Bordtomt-Eierne en Subscriptionsindbydelse. I Dag SIDE: 371 fik jeg Listen tilbage, og var da af Morten Anker, Collett, Ankers Fideicommis, Steen, Andreas Lumholtz, Assessor Mat- thiesen og Pløen subscriberet 2 Tylter Bygningstømmer, 50 Tylter Bord, 27 do. Planker, 2 do. Furulast, 2000 Muur- steen, 4000 Spiger og 100 Rbd. i Penge. Det oversteg langt min Forventning, og Manden, som havde Ideen, som gik selv om med Planen, som vil paatage sig al Uleilighed og endda ovenikjøbet bidrage 100 Rbd., har gjort sig saare for- tjent af det Almindelige, ligesom jeg heller ikke noksom kan beundre Mænd som f. Ex. Collett, Steen og Matthiesen for deres Redebonhed. Den sidste giver 5 Tylter Planker og 20 Tylter Bord. Pløen derimod har her som andetsteds viist sig sparsommelig. Dagens Intelligentsseddel fortæller, at Justitiarius Berg gaaer til Kjøbenhavn og i Vogts Sted for at arbeide paa den norsk-danske Gjælds Opgjørelse, og i den Anledning lægges ham som berømt Oldgransker paa Hjerte, at skaffe os tilbage de norske og islandske Antiquiteter, som ere vandrede ned til Danmark. -- En Anonym beklager sig over, at Ulvene ud- brede sig saa i Landet og bringer i Forslag en Lov af en Kong Edgar i England, der istedetfor Skat paalagde en Pro- vinds's Indvaanere at levere 300 Ulvehoveder, samt paalagde Forbrydere at tilveiebringe et vist Antal Ulvetunger, hvorefter de benaadedes. Kong Edgar udryddede ogsaa uretfærdige Dom- mere af Landet. Jeg formoder, at det Hele er puur Dumhed. 22de Februar. Nationalbladet havde Statsprojecte genug, men samtlige af lidet Værd. Blandt andet fremtræder Hr. Sebbelow med et Finantsproject og viser "so klar als Gottes liebe Tag, at Staten er en Nar," hvis den ikke antager det. Jeg besøgte Bonnevie, som har været upasselig en 8 Dages Tid. Under Storthingspausen kom Biskop Krogh, Rambech SIDE: 372 og Schultz. Saalænge de vare samlede, spaaede de vort Land alskens Ulykker, men siden, da vi vare blevne alene, tilstod Bonnevie, at det vilde været et Mirakel, om en Nationalfor- samling i en ny organiseret Stat, ubevandret i Forretninger, kunde baaret sig fornuftigere ad, eller bragt Sagerne hurtigere til Ende, ligesom ogsaa den fornuftige og retskafne Bonde Peder Ilsaas havde sagt ham, at det ingenlunde var afgjort, at Bondestanden vilde paa følgende Storthing gjøre sig Umage for at prædominere, da det just var det nærværendes Forhand- linger, som interesserede dem meest. Jeg vil overalt haabe, at gode to Trediedele af de Spøgelser, Oppositionspartiet seer, ere blot til i dets egen Indbildning, og at denne Side maae jeg tilstaae, den ellers saa brave og ædle Schultz altid fore- kommer mig at have overdreven Ængstelse. 23de Februar. Sjette Deel af Goethes Skrifter indeholder Torqvato Tasso og Lila. Sikkerligen svævede den første Øhlenschlæ- ger i Tanker, da han skrev Correggio, men begge betragtede som Dramer, hvor langt overgaaer i mine Tanker Disciplen sin Mester! Tasso er et correct, i sit Slags temmelig fuldendt Poem; af en tænkende Mand lader det sig læse med Velbe- hag, hist og her endog med Beundring, men at see det maatte være en sand Poenitentse, om jeg endog vilde tænke mig fem Mestre samlede for at spille det. Hvad jeg skal sige om Lila, veed jeg sandelig ikke, men om Goethe skal og maa jeg sige, at jeg, hvad Geniet angaaer, stemmer i med hele Verden, at han er en stor Digter; men spørger jeg saa fremdeles, hvor- vidt Prædikatet: en ædel Digter, som Abrahamson tillagde den afdøde Evald, passer paa ham, hvorvidt han i sine Digte nø- der os til ligesaameget at elske hans Hjerte, som at beundre hans Aand, da staae vistnok i mit Hjertes Navnebog Schiller og Klopstock, Evald, Øhlenschlæger og Ingemann over ham SIDE: 373 og intet forbyder mig i Goethe at tænke mig den kolde Egoist, der heel vel kan skildre Følelser, uden selv at nære dem. -- I den Seidelinske Udgave af danske Digtere har jeg gjennemløbet Vessels udvalgte Digte, og anmærker derved blot i Anledning af Prams Vers til hans Søn, at denne, der som Yngling var en Laps, nu efter Rygtet skal være et or- dentligt, skikkeligt Menneske, dog uden Glimt af det Genie, hans Fader vistnok besad [fotnotemerke] , skjøndt man vel altfor meget har ophøiet det, da dertil nok hører noget mere end Lune og Ta- lent til at opfange og fremstille det Latterlige. De to alvor- lige Digtes Værd synes mig ei stort. Major Wetterstrand kaldte mig i Aften kongelig Hof- prædicant, rettede sig endog efterat have givet mig min sædvanlige Titel, og vakte dermed hos mig den Formodning, at saadant maaskee atter kunde være under Ventilation. De 400 Rd. Bco. vare ret gode at tage med, men jeg har nu saaledes sat mig i Hovedet, at jeg bliver valgt til Medlem af næste Storthing, og denne Udsigt er mig virkelig saa behagelig, at det skulde gjøre mig ondt, om en saadan Hofcharge udelukte mig derfra. 24de Februar. I Intelligentsseddelen er atter et grovt Stykke mod Bi- skop Bech i Anledning af Vangs Kirkes Indvielse. Der skal et stærkt Hoved og et hærdet Hjerte til at udholde saadant. En ny Ubehagelighed har han havt i denne Tid. Uagtet hans Ansøgning om at maatte kjøbe for Statens Regning en Gaard i Byen, da han finder Bispegaardens Beliggenhed ubeqvem, var afslaaet, kjøbte han Johannes Thranes Gaard, og indgik med ny Forestilling, at han nu haabede, Kjøbesummen vilde Fotnote: Sønnen hed Jonas Wessel og levede som Procurator i Pors- grund ( 1836). Se B. Moes Tidsskr. f. Personalhist. I. 237 f. Udg. SIDE: 374 udredes og desuden en ny Etage paa Gaarden bekostes af Statscassen, men ogsaa denne er, som rimeligt, tilbageviist med Protest, og man veed ikke, hvad han nu vil gjøre. -- Halvor Hoel er nu en staaende Artikel i Bladene. Biskop Lumholtz har gjort et farligt Fald i sin Gaard, hvoraf han vel synes at restitueres, men føler dog vedholdende Svaghed og Smerte, saa det er troligt, dette Fald tidlig eller sildig kan blive en Pind til hans Liigkiste. I den Anledning har der været Qvæstion mellem min Kone og mig, om jeg, naar han døde, ogsaa naar Slottets og Byens Menigheder ei forenedes, burde søge Stiftsprovstiet. Jeg har, især i den se- nere Tid, da Fattigvæsenet er bleven mig mindre utaaleligt, følt Betænkeligheder herved, og fremfor alt spurgt: Vinder jeg virkelig i Indkomster? er jeg engang betrygget for ikke at tabe? En Samtale med Biskop Sørensen, forenet med andre Betragtninger, har i Dag stemt mig noget anderledes. Den store Vanskelighed at faae en personel Capellan igjen, naar Borch forlader mig, er den første Grund. Dette i Forbindelse med den Tanke, at mine Aar tiltage og min Helbred i nogle Henseender svækkes, bør nok bestemme min Beslutning, sæt endog at jeg ikke profiterer en Stilling. Endnu en Omstæn- dighed, som rigtignok i sig selv er en Bagatel: At en 87- aarig Olding, der kunde være min Bedstefader, er min Over- mand, det kan aldrig krænke mig -- men enhver anden Mand, der som Provst sattes over mig, vilde jeg i Hjertet ansee for min Undermand og med Uvillie vise Respect som Superieur. Ikke engang en tom Titel kan, efter vor Consti- tution, sætte mig jevnsides med ham. Alt dette og vel mer gjør, at jeg nok i ethvert Tilfælde, hvis jeg overlever Lum- holtz, søger at blive hans Eftermand. Et Puds kan imidler- tid spilles mig, hvorimod jeg intet formaaer. Sæt at dette Fald vel ikke forkorter Lumholtz's Liv, men gjør ham invalid, saa at han ei kan forrette sit Embede, og man (jeg nævner SIDE: 375 Ingen) udvirker Ordre til ham at tage sin Afsked med Pen- sion -- , denne skal da udredes af Kaldet, og det er naturlig- viis ikke min Leilighed. Saa kommer da en yngre Nepot i et mindre Embede, som findes særdeles villig til i et Par Aar at yde denne Afgift, -- og nøder da mig til, hvad jeg ikke ellers gjerne vilde, at staae under "en Spyttegjøg, som var Dreng, da jeg var Mand" -- , eller -- at fortrække, og trods min svage Helbred og min Modbydelighed for Søreiser at modtage Bergens eller en anden Bispestol. -- Sørensen bebudede mig med Vished, at Wergeland, naar jeg kom bort, blev min Eftermand. Et Rygte ifjor (maaskee da Bech var syg), at Sørensen skulde forflyttes og jeg blive Bisp i Christiansand, havde allerede stærkt allarmeret ham. Til Middags var jeg indbuden til Holst, hvor der, lige- som sidst, blot var Brødrene Sørensen og Weidemann, af hvilke sidste jeg nu lider Sorenskriveren ret godt, og troer, at han i enhver Henseende vinder ved at kjendes nøiere. Med Biskop Sørensen talte jeg meget. Mand af Lærdom, af Smag, af udmærket Talent er han neppe, men foruden den Embeds- duelighed og Characteers Retskaffenhed, som jeg troer ei kan fradømmes ham, troer jeg og at have opdaget hos ham, hvad jeg sætter megen Priis paa, og selv bestandig har gjort til et af mine Hovedstudier: Menneskekundskab. -- Præsten Cordsen skal nu afskediges for sine Udsvævelser. Kirken vinder ved hans Bortgang, og han taber intet, da han vel har nok at leve af. -- Samme Vei gaaer nok og en Præst Larsen i Bergens Stift, med hvis Irregulariteter Biskop Bruun efter egen Til- staaelse har viist altfor megen Connivents. 25de Februar. I Aggers Kirke holdt jeg en egentlig Homilie over Fa- stelavns-Søndags Evangelium. At extemporere en saadan er nu aldeles ingen Sag, og jeg skilte mig nok i det Hele vel SIDE: 376 ved Arbeidet, men jeg kan dog ikke sige, at jeg ynder denne Prædikemaade. Talen maa nødvendigviis mangle Eenhed, hvor saaledes en opbyggelig Betragtning skal anstilles over hvert Ord i Texten, og jeg troer det vanskeligere end ved det virke- lig sammenhængende Foredrag at fængsle Tilhørernes Op- mærksomhed og efterlade hos dem Erindringen om hvad der er talt. Hvad man har sagt, at denne Methode ingenlunde favoriserer Magelighed, maa jeg, som en erfaren og efter al- mindelig Vidnesbyrd heldig Practicus, tage mig den Frihed at modsige. Fra min Ungdom kan jeg omtrent alle Evangelierne udenad, og vil obligere mig til (naar jeg forresten er frisk paa Sjæl og Legeme) efter en halv Times Kald og Varsel over hvilketsomhelst af Aarets Evangelier at holde en Homi- lie, som de ikke altfor lærde eller kræsne Tilhørere vil kalde god. 27de Februar. De, der gjøre Regning paa Lumholtz's Død eller Resig- nation, handle uden Tvivl saare ilde, thi om 4 Uger tænker jeg han atter bestiger Prædikestolen. "Denne Discipel døer ikke!" -- Han talte i Dag meest om, hvad han og en- gang før har scoptiseret over, den Uvirksomhed, Selska- bet for Norges Vel har viist i at fremme practisk Flid og Industrie, medens det udsatte store Præmier for Afhandlinger og udgav tykke Bind af Skrifter, som nu ligge usolgte og op- ædes af Muus og Rotter. -- Vi talte og om Holst's Di- sputats, hvor jeg hører af Platou, at Sørensen var en ud- mærket heldig og behagelig Opponent, der i at tale Latin neppe veg for Sverdrup. Dahl skal have talt Sproget med forunderlig Færdighed, saa hurtigt, at Platous Tunge ikke en- gang løber saa let i hans Modersmaal, saa at man bogsta- veligen kan anvende paa den unge Lector, hvad Henrik siger om Herman von Bremen: "Det er en Fornøielse at høre Herren tale Latin; det er ligesom Erter koge i en Gryde". SIDE: 377 28de Februar. Consul Thrane er efter Ansøgning entlediget fra sit Re- præsentantskab paa Storthinget, og hans Suppleant Agent Nielsen igjen indtraadt i hans Sted. Capt. Haxthausen er forviist Christiania og commanderet op paa Hedemarken. Min Kone og Mariane var paa Comedie i Aften. Efter deres Beretning om Forestillingen af Falsk Undseelse an- grede jeg slet ikke min Udeblivelse fra denne Forestilling. I Gaar havde En i Parterret givet sig til at fløite, og var bleven udjaget af Politiet. Sandelig, det var høi Tid at ophæve Selskabet og faae et offentligt Theater, som Norges Hovedstad ikke bør savne. Istedet for at revidere Lovene gjorde man bedst i at kaste det hele Snaus i Hob. I ingen Henseende opfylder dette Selskab mere sin Bestemmelse. Det er det ulyk- saligste Amphibion mellem privat og offentligt Theater, som jeg troer nogetsteds existerer. 29de Februar. Omtrent med samme Følelse som den, hvormed jeg læste Tiecks Rothkäppchen, har jeg læst Goethes Faust; kun er der den Forskjel, at en Ulv hist myrder et uskyldigt Barns Legeme uden at kunne ihjelslaae dets Sjel, hvorimod Faust her, under en Djævels Anførsel, med allehaande Spas og Nar- restreger røver en vakker, elskværdig Piges Uskyld, og at hen- des Anger i Herrens Tempel, under høitidelig, rystende Chor- sang, gjøres til en latterlig Farce. Mephistopheles selv synes paa en usynlig, skjønt kraftig Maade at have virket ved dette Stykkes Udarbeidelse. At imidlertid Goethes Genie heller ikke her lader sig miskjende, vil jeg aldrig negte. 1ste Marts. I Odelsthinget decreteredes eenstemmig Friskydsens Ophæ- velse. -- Lagthinget har skiftet Locale, siden jeg sidst var der. En ubetydelig Skranke skiller Repræsentanterne fra Tilhørerne, og selv under Forhandlingerne hersker fuld Conversation mel- SIDE: 378 lem dem. Saaledes talte jeg i Dag med Aall, Falsen, Bar- lien og Bonnevie midt under Debatterne. Den sidste Para- graph af Anordningen om det beneficerede Gods, hvortil Nan- sen vilde have et Par Tillæg, afhandledes. Det var pure Bagateller og angik det vigtige Spørgsmaal: hos hvem af Bygselcommissairerne Protocollerne skulde gjemmes. Alligevel vrøvledes og kjævledes herover henved et Par Timer. Nansen, Falsen og Bonnevie vare Hovedkjæmperne. Lange som Præ- sident tog altfor meget Partie, og vilde derved i en vigtigere Sag berøvet sig selv den Evne, Christie besidder i saa ud- mærket Grad: med koldt Blod at overskue Debatternes Gang, og trods alle Sidespring, der gjøres, at holde Traaden saa fast, at et lyst og fuldstændigt Resultat af det Hele kan frem- sættes som Norm for Voteringen. Paa Bænken viger nok Lange for Ingen, men paa Præsidentstolen troer jeg endog Weidemann overgaaer ham. Jeg har seet Bergh beklæde den, og troer, at der vel endnu var 3 -- 4 Lagthingsmænd, der kunde beklæde den med større Hæder end Lange. Den Titel, Major Wetterstrand gav mig forleden Dag, grunder sig paa Grev Brahes bestemte Udsagn endnu da Kron- prindsen var her, at jeg, Neumann og Wergeland vare blevne Hofprædicanter. Har man betænkt sig, eller vil man udsætte Denominationen til Kongens Ankomst, der nu med Sikkerhed bebudes i Mai? -- Grev Essens lille Søn, en 10 -- 11 Aar gammel Gosse, er bleven Cornet. 2den Marts. I første Hefte af dansk Minerva læste jeg en saare interessant Afhandling af Rahbek, hvor han imod Nyerup og Høst søger at bevise, at en nøiere litterair Forening mellem de tre nordiske Riger er umulig, og at, ligesom Sprogenes Amalgamation hverken er ønskelig eller tænkelig, saa vil og hver af de tre Rigers Litteratur beholde sit Særegne, som man ikke engang bør attraae eller stræbe at betage dem. SIDE: 379 3die Marts. Commandeur Rothe fra Kjøbenhavn er kommen herop for at hente de danske Orlogsbrigger, hvorimod dog, efter Heger- manns Sigende, fra vor Regjering gjøres kraftige Indsigelser. 4de Marts. Jeg har begyndt at læse med en ny Confirmand: en 17 Aars gammel Slave, liden og spæd av Væxt, inddømt til Fæstningsarbeide paa Livstid. Han er født i Ringsager paa Hedemarken, og skal allerede være en gjennemdreven Skjelm, hvis Paafund for at rømme fra Tugthuset og hvor han før har været arresteret, jeg har hørt omtale med Beundring. Han læser ret godt, synes ei at mangle Fatte-Evne, og under bedre Auspicier kunde jeg maaskee i ham havt en af mine forstandigste og haabefuldeste Confirmander. Nu er han vel desværre forloren for sit Livs øvrige Dage. Han fortalte, at hans Moder fra Barndommen af har anført ham til Tyverie, men hvorvidt der kan fæstes Liid til denne unge Spidsbubes Ord, veed jeg ikke. Jeg er bleven narret to Gange, og tager herefter ikke mere Notice af hvad de Mennesker fortælle mig. Endelig fik jeg udlæst Balles Bibellæsning over Matthæi Evangelium, holden 2 Vintre i Helliggeists Kirke i Kjøbenhavn. En Homilie om Dagen var alt, hvad jeg kunde fordøie. Værket bestaaer af to meget tykke Bind, og er, som alt, hvad Balle skriver, trættende vidtløftigt, fuldt af Gjentagelser og overflødig Detail, og ofte i en altfor po- lemisk Tone. Dog kan man ikke nægte, at som Forfatteren udbreder Lys over mange af menige Mænd uforstaaede eller misforstaaede Steder, og med seirende Grunde gjendriver de fleste af Modstandernes futile Indvendinger, saa maler sig især hans Hjerte saare elskværdigt i det hele Foredrag; man seer, det er af fast Overbeviisning han taler, og at det er hans inderlige Ønske, at oplyse, forbedre og berolige sine Tilhørere SIDE: 380 og Læsere. Min Kjærlighed og Høiagtelse for den ærværdige Olding tiltog, om muligt, under dette Skrifts Læsning. 5te Marts. Ikke i lang Tid har jeg hørt saa fornuftige Debatter som de, der idag foregik i Lagthinget. Der var ingen unyt- tig Snak, ingen personlige Stiklerier, og Resultatet, hvortil de ledte, var, hvis Storthingets Plenum tager Notice deraf, uden Tvivl saare ønskeligt. I ethvert Tilfælde er det behageligt at kunne gjøre to af de Mænd, der ellers mistænktes som rænke- fulde Demagoger, der smigrede Bønderne for at beherske dem, en fuldkommen Æreserklæring, da de i denne Sag have op- ført sig som sande Hædersmænd, og derved muligens forspildt den Pøbelyndest, de troedes at attraae. Hvorledes Sorenskriver Weidemann gjorde Motion mod Conscriptionssystemet (andet er dog ikke den Forpligtelse, der paaligger Enhver, at gjøre personlig Tjeneste ved den staaende Armee) har jeg før om- talt. Trods Bøndernes Modstand fik han udvirket, at en Com- mittee nedsattes, der skulde fremkomme med et nyt, paa mere liberale Principer bygget Forslag. Denne Committees Plura- litet var imidlertid i det væsentlige enig med den ældre, og i Odelsthinget antoges som Hovedprincip, at Værnepligten skulde være personlig med de Modificationer, som siden nærmere be- stemtes. Sagen kom nu for i Lagthinget og Principet frem- sattes først til Afgjørelse. Tank aabnede Debatterne med en heftig Tale, hvori han henviste til det Ødelæggende i den franske Conscription, og gjorde Thinget opmærksom paa det Fornedrende i at antage et System, som nu over hele Europa erkjendtes fordærveligt for Culturs og Sæders Fremme i et Land, og som et frygteligt Middel i en Despots Haand til at underkue et Folk. Major Schjøtt svarede kortelig, at det var Grundlovens udtrykkelige Ord, som ei kunde forandres. Dy- bere i Texten gik Generalauditeur Bergh og Foged Bøgh, mod hvilke Tank en Tidlang stod ene og besvarede deres Indven- SIDE: 381 dinger med Kraft og Fasthed. Nu fremtraadte en ny Kjæm- per i Nansen. Han gik et Skridt videre, og viste i en tem- melig udførlig Deduction den store Forskjel, der var paa Lan- dets Tilstand nu og da Grundloven blev forfattet, og at for- mildende Modificationer, som da ei kunde finde Sted, nu kunde, maatte og burde gjøres gjældende. Modstanderne vendte nu deres Vaaben mod ham, og Tank blev fra nu af blot Inter- locuteur. Endnu syntes imidlertid Seiren tvivlsom, da Fal- sen, som jeg ansaa for en af den almindelige Værne- pligts ivrigste Forsvarere, traadte over paa Nansens Partie. Med mere flydende Tunge end denne, og koldsindigere end Tank, tilføiede han deres Mening, som han iøvrigt bifaldt, den Omstændighed, at Grundloven aldeles ikke bød almindelig Udskrivning til Militærtjeneste. At værne om Fædrelandet er hvert Individs Pligt ): at forsvare det, hvilket naturligviis maa være inden dets Grændser, da Fienden ikke angriber det, før han staaer der. Derimod kunde en despotisk Fyrste, ifølge Grundlovens § 25 og 26, just blotte Landet for Forsvar, naar han kunde commandere vaabendygtigt Mandskab af alle Stænder ud af Landet, da nogle 100 eller 1000 uretteligen kunde foregives at være dræbte, uden at dermed kunde holdes Control. Med ham istemte nu N. Aall, Ræder, Sibbern og Lange, og Bergh stod nu ene ligesom Tank før. Jeg yndede ikke Sagen, han forsvarede, men hans Forsvarsmaade kunde jeg ikke nægte mit udeelte Bifald. Den Lethed, hvormed han opfangede enhver Indvending, besvarede den uden Ordspilde og Rabulistudflug- ter, den Finhed og bon ton (om jeg saa tør kalde den), der betog selv Ironi og Bitterhed alt fornærmende, fortjente vir- kelig at fremstilles som Mønster paa en politisk Debat. Det hjalp imidlertid altsammen intet. Lange underkastede Odels- thingets Princip Votering saaledes affattet: "Værnepligten skal være personlig i Krig og Fred i og udenfor Landet". Bergh protesterede herimod, da Odelsthinget ikke havde brugt SIDE: 382 dette Udtryk, men Lange erklærede dem nødvendige som For- klaring over den Sag, der debatteredes, da Ingen bestred hver Borgers Forpligtelse til i Krigstider at værne om Landet in- denfor dets Grændser. Ved Pluralitet bifaldtes, at Quæsti- onen fremsattes efter Langes Forslag, hvorefter den person- lige Værnepligt forkastedes med 15 Stemmer mod 5. Disse vare Barlien, Bergh, Bøgh, Rasmussen og Schjøtt. (Bon- nevie og Borchsenius vare fraværende). Jacob Aall, som un- der Odelsthingets Pause stod udenfor Skranken, var hjerte- glad. Han er tre Gange overstemt: paa Eidsvold, i Com- mitteen og i Odelsthinget, men gjør sig nu det sikkre Haab, at Lagthingets Mening vil seire in pleno, da der nu ialt er 43 Stemmer mod Odelsthingets Beslutning. 6te Marts. Den politiske Kandestøber spiltes i Aften, og man maa vide Directionen megen Tak, at den herved foreholdt de selvkloge Storthingsbønder et Speil, hvori de, om de vilde, kunde seet deres sande Skikkelse som de gaae og staae her i Verden. De fleste af dem indbilde sig vist ligesaa fast som de 12 Mænd i collegium politicum at kunne regjere en Stat; ligesaavist som Herman von Bremen ansaae det tjen- ligt, at en Haandværksmand af hvert Laug skifteviis blev Bor- gemester, ligesaa vist vilde nok en Ole Haagenstad, en Ole Bjørnsen, en Guldbrand Tandberg o. Fl. finde, at Norge var vel tjent med, om de en Tidlang sad i Statsraadet, og det er neppe at formode, at deres Øine ere eller ville blive saa ha- stig opladte, som Hermans blev det. 7de Marts. Med dens unægtelige Ufuldkommenheder synes mig dog Balles Lærebog at have bestemt Fortrin for alle andre i vort Sprog existerende. Campes finder jeg derimod at være den sletteste af dem alle. En Religionslærebog, hvor Jesu Op- standelse ikke nævnes, hvor Moralen er affattet i korte usam- SIDE: 383 menhængende Aphorismer, som paa andre Steder indeholder sidelange Raisonnements, der kunde passere i en Læsebog, men var dog meest passende i en Prædiken, -- sandelig, den fortjener ikke den Celebritet, den i sin Nyhed vandt, eller den Ære, man har gjort af den, at gjøre den til Ledetraad for den meest cultiverede Ungdoms Underviisning. I Aften var jeg og min Kone i stort Assamblix og Qvindeselskab hos Statsraad Collett. Om saadanne Selska- ber er kun lidet at sige. Man svæver om en Times Tid eller to, og taler snart med En, snart med en Anden. Saa kom- mer man til et Spillebord, faaer Smørrebrød, Kage og Iis, og naar Betene er udspilte, bukker man for Vært og Vært- inde, og gaaer sin Vei. Der var naturligviis alt hvad stort og fornemt er, Excellencen inclusive. Bugge var uden Nord- stjerne, hvilket man inden Essens Ankomst afmalede ham saa farligt, at jeg troer, han gik sin Vei eller blev i Tobaksværelset. 8de Marts. I Nationalbladet stod et meget haardt Manifest mod den danske Regjering, nærmest foranlediget ved Commandeur Rothes Mission, men iøvrigt indeholdende en lang Liste over alle de Fornedrelser og Forurettelser, Norge har maattet lide under alle de danske Konger, Christian den fjerde undtagen, hvoraf loves Fortsættelse i næste Blad. At Nationalbladet ei her kan betragtes som Oppositionsblad, er nok altfor vist. De Følelser, her udtrykkes, deles vist i den svensk-norske Regjering og en betydelig Deel af den norske Nation. Om ogsaa den danske Regjering vil tie til disse Invectiver, om det ikke af en Konge og et Ministerium, med hvilke den staaer i Freds- forhold, vil reqvirere Forfatteren opdaget og straffet, om ikke vor Regjerings formodede Vægring vil forøge den Spænding, som upaatvivleligen finder Sted, om ikke hvad der nu tales og skeer er Forspil til Krig med vort forrige Broderland -- det er en Tanke, jeg ikke vil nægte foruroliger mig. Og hvo SIDE: 384 der da sidder fastest, Frederik den sjette eller Carl Johan? ja det veed Gud. Saameget er mig klart, at Norge aldrig i Evighed kaster sig meer i Danmarks Arme, at det bliver Sverige urokkeligen troe, naar det ei kan bestaae for sig selv, og at, om Broderrigerne overvældes af den østlige Naboe (hvilket dog med Mod, Kraft og Enighed ei blev saa let), Norge før forenede sig med Rusland eller England end med Danmark. Et Par Decenniers Adskillelse vil sandsynligviis befæste et Nationalhad, mere indgroet og uforsonligt, end Norges og Sveriges nogensinde var. Gud afvende den Cata- strophe, Tidernes Tegn lader mig ane. 9de Marts. Intelligentsseddelen er nu aldeles fredelig, og ophører vel snart, at være en af denne Bogs staaende Artikler. -- Rigstidenden fortæller blot, at Statsraad Løvenskjold er ble- ven Commandeur af Nordstjernen. Hvad enten det er hans Adelskab eller hans Forhold som den Eidsvoldske Rigsfor- samlings Medlem, der har tilveiebragt ham, Statsraadets yngste Medlem, denne Udmærkelse, kan jeg ikke sige, den behager mig. Naar han engang heldigen havde tilendebragt det vigtige Ærinde, i hvilket han er sendt til Kjøbenhavn, da kunde han vistnok fortjene den, og ingen af hans ældre Colleger vilde see suurt dertil, men dermed har det nok langt Udseende. Den eneste plausible Grund, jeg kan tænke mig, er at han holder Con- ference dernede med Storkors og Excellencer, og at Kongen da har villet beklæde ham med et udvortes Hæderstegn, der ophøiede ham til deres Lige. I Lehmanns Boglade saae jeg nogle Nummer af det nye Bergenske Ugeblad Bjørgvin, der synes at være noget maadeligt Gods. Jeg læste lidt i et af dem, hvori der ivres stærkt mod Luxus, og anbefales Tarvelighed især i at -- klæde Lig. -- Den lille Throndhjemske Tilskuer er ventelig sovet hen. SIDE: 385 10de Marts. Der er faae Evangelier, jeg nødigere prædiker over, end det om den cananæiske Qvinde. Der er, man vende det som man vil, noget besynderligt i Jesu Adfærd ved denne Leilig- hed; ved ingen Handling i hans Liv er det mig nødvendigere at tænke Omstændigheder, som Historieskriveren fortier, for at kunne sammenrime den med hans blide fordomsfrie Characteer. I Dag tog jeg deraf Anledning til at tale om Bønnen, hvor- vidt det kan være os tilladt i det Timelige at begjære et vist Gode eller afbede et vist Onde bestemt med udtrykkelige Ord: hvorvidt man kan bede efter Formularer: hvad man gjør bedst i, at bede i Andres Nærværelse eller i Eensomhed, -- og efterat have viist, at disse Ting i sig selv ere uvæstentlige og beroe paa tilfældige Omstændigheder, anpriste jeg tilsidst de Egenskaber, vor Bøn i intet Tilfælde bør mangle: Tillid og Standhaftighed. -- Der var Orden og Sammenhæng i Prædikenen, men Æmnet er ikke af mine Yndlingsemner: det gjennemvarmede ikke mig selv, og da vel neppe heller nogen af mine Tilhørere. Det musicalske Lyceum gav i Aften Fanchon, Lire- spillersken, og jeg havde taget Billet til mig og min Familie. De, som jeg hidtil har talt med, fandt stort Behag baade i Stykket og Musiken. Af den sidste er jeg ingen Kjender, dog nægter jeg ikke, at den Mængde lette Smaasange (jeg troer der er nogle og 40) bleve mig til Slutning lidt trættende, og at jeg vel havde ønsket nogle Arier og Duetter til Afvexling. Hvad Stykket selv angaaer, da ere dets Usand- synligheder mange, og Handlingens Interesse er i mine Øine for svag til at kaste Skjul over dem. For at gjøre det nogenlunde begribeligt, at denne Fanchon i den korte Tid bliver saa riig og tillige en Dame af fineste Tone, anseer jeg to Egenskaber hos Skuespillerinden nødvendige: hun maa være en stor Sangerinde, og hun maa have en skjøn, rank, SIDE: 386 imposant Figur, hvis Indflydelse paa den udvortes Anstand neppe er ubetydelig. Ingen af disse Egenskaber har Mad. Clausen. Familieforbindelser maa nødvendig have skaffet hende Rollen, som ellers Jfr. Lassen var ulige bedre skikket til. Vittrup som Edvard sang ret vakkert, men spilte som han pleier. Colban var ingen slet Saint-Val; der er dog altid noget tvunget ved hans Spil. Det var ingen virkelig Galning, blot en Acteur, der lod som han var det. Abbeden spiltes overmaade godt af Ibsen, men jeg har tænkt mig ved denne Abbed saadan en corpulent, rødkjævet, lattermild bon vivant som Major Gøssel. Ibsens Figur er mig for spinkel. Frue Hu- vald, Lieutenant Møller og begge Jomfruer Prydtz udførte deres Roller særdeles godt. Holms Martin var dog det bedste af altsammen; det var et af hans Mesterstykker. Student Vang debuterede som Bertrand, og røbede Anlæg til at kunne blive en god Skuespiller. 11te Marts. Anker skal være uskyldig i Fleischers Befordring. Neu- mann siges at have udvirket den umiddelbar hos Kronprindsen. Jeg fik et langt og muntert Brev fra Biskop Brun. At Geistligheden ei længer maa bortbygsle det beneficerede Gods er han misfornøiet med, ogsaa med Principerne for Penge- væsenet, som han troer et følgende Storthing kan omstyrte, og finder da ingen Forskjel mellem det og Souverainens: "Indtil vi anderledes tilsinds vorder." -- Jeg havde erklæret mig utilfreds med den evangelisk-christelige Psalmebog. Han siger af Hjertet Amen og spørger: "Er Bech gal, som vil gjøre nyt Oplag af den?" -- Han spørger om Bibelselskabet og opfordrer mig, Hersleb og de tre Storthingsbisper til at lægge alvorlig Haand paa Værket og høfligen tvinge Bech til at dandse efter vor Pibe (lettere sagt end gjort!) -- Inge- manns Digte roser han; med Grundtvig er han ikke saa al- SIDE: 387 deles fornøiet, som overalt ikke med den Oldtids Aand, alle Danmarks og Norges virkelige og titulaire Genier ville være besjælede af, "og det strax ovenpaa de to elendigste Farcer: Flodens Bortførelse hist og Krigen med Sverige her, item Vaabenstilstand, sluttet paa Moss, Frederik den sjettes Flugt fra Kjøbenhavn og Christian Frederiks kjellingagtige Resigna- tion, tvertimod Eed og Pligt." -- Han slutter sit Brev saa: "Den selvstændige Stat (Norge) er som en Dreng, der har faaet for tidlig Buxer og endnu p....r i dem." 12te Marts. Ved at søge efter noget i første Bind af min Dagbog, fandt jeg paa det allerførste Blad de Ord: "Efterat have saa nogenlunde tilendebragt en ubehagelig Embedsaffaire." -- Derved vaktes dennes Erindring hos mig, og da den nu al- deles er forbi, og min Samvittighed frikjender mig for vitter- lig Brøde, og Sagen hverken har voldt Forargelse eller havt andre skadelige Følger, saa vil jeg anføre den her som et Beviis paa, hvad der maa kunne skee i landlige Afkroge høit oppe i Fjeldbygder, naar sligt upaaanket kunde foregaae i Rigets Hovedstad, og Embedsmanden, der tog Deel i denne Anomalie, siden decoreres med 2 Ridderordener. Det var i 1809 eller 10, at et ungt Ægtepar kom til mig for at skilles ad. Jeg troede i dem begge at finde ret gode Men- nesker, kun fandt jeg hos ham en meget heftig, lidenskabelig Character, og hos hende en Afhængighed af herskesyge Paarø- rende, hvilken jeg fandt heel naturligen maatte mishage Manden, der syntes iøvrigt oprigtigen at elske hende. Jeg talte længe med dem, jeg troer endog de vare hos mig flere Gange, -- endelig bragte jeg det dertil, at de rakte hinanden Haanden og lovede at leve enige sammen. To eller tre Aar efter kommer en Enkemand (saa kaldtes han) Lars T -- med Kongebrev og to Forlovere, og begjærede at copuleres i mit SIDE: 388 Huus. Jeg anstillede ikke videre Undersøgelse; Brudeparret og Forloverne kom, jeg viede dem, -- og da Vielsen var forbi, erfarer jeg, at det er den Mand, hvis Navn og Udseende og alt jeg havde glemt, og at hans Kone levede og opholdt sig endnu i Aggers Sogn. Jeg blev uendelig perplex, og ansaae det for min Pligt at foredrage Biskoppen Sagen og udbede mig hans Raad. Han gav mig den mundtlige Besked, at da det, som var skeet, ei kunde forandres, og da Tingen ei kunde komme under Ventilation uden at bringe mig, Brud- gommen og Forloverne i Fortred, saa maatte jeg i Stilhed tilholde Manden, ufortøvet at indsende Ansøgning om Ægte- skabets Ophævelse, ledsaget af min Erklæring; skulde forme- delst manglende Formaliteter hans (Biskoppens) Betænkning fordres, lovede han at give denne en Vending, saa det An- søgte maatte bevilges. Jeg sagde dette til Manden; han lovede, men Tingen gik i Langdrag, indtil den spærrede Post- gang Aaret efter bragte den reent i Forglemmelse. Imidlertid gaves mig mundtlig Forsikring fra den forrige Kone og hen- des Paarørende, at der aldrig fra hendes Side skulde skee nogen Indsigelse, da de i Henseende til fælles Eiendom vare forligte, og hun aldrig havde levet eller kunde leve lykkelig med ham, -- men ganske rolig blev jeg ikke, førend hun et Aars Tid efter indtegnedes til Giftermaal (nu ere de da begge gifte, leve begge, saavidt jeg veed, paa eller i Nær- heden af Grønland) og jeg hører ikke det ringeste om nogen af dem. Provst Munch vil udgive et Quartalsskrift for oldnordisk Sprog og Literatur, hvortil Justitiarius Berg og Jacob Aall have lovet ham Bidrag. 13de Marts. I Rigstidenden staaer et ypperligt Svar til den danske Regjerings Antagonist. Jeg finder det værd at afskrives her: SIDE: 389 "De maa ikke vente, m. H., at finde i mig den Mand, der vil gjendrive alle de Beskyldninger, som De har fremført mod vor forrige Regjering. Det er Grundsætning hos mig ikke at skrive offentlig om Gjenstande, jeg ikke tilfulde har undersøgt. Jeg indrømmer, at den forrige Regjering henvendte sin Op- mærksomhed mere paa Uddannelsen af Danmark end Norge, og det er langt fra, at jeg billiger dette, men De vil tilstaae, at mange Kundskaber og en rolig Overveielse udfordres for at dømme, hvorvidt enhver af Deres Ankeposter er grundet eller ikke. -- Med stærke Farver har De skildret Aarsagen til en National-Uvillie, som det norske Folk skal føle mod dets for- rige Konge. Jeg underskriver ikke Deres Dom, m. H., og dog er jeg ikke en af de meget enkelte Individer, som ikke finder meget af det, han gjorde, urigtigt. Jeg befinder mig meget vel ved at gaae den Middelvei, som synes at være Dem al- deles fremmed. -- De har i Overskriften angivet, at de norske Orlogs-Fartøier ere Hovedgjenstanden for Deres Skrift, det er derfor kun om dem, jeg taler. -- Kan De, m. H., eller nogen tænkende Mand blandt vore Medborgere forestille sig, at Kongen, om han tager den Beslutning, at overlevere Brig- gerne til Danmark, gjør dette uden af Nødvendighed? Kan De tvivle om, at Kongen og hans Raad i en Sag af denne Natur ikke fatte de Grunde, som tale mod Overleverelsen? Men hvis Offeret er nødvendigt, er det da forsvarligt at ægge til Forbittrelse, ved at fremstille Sagen i det meest for- hadte Lys? Troer De vel, m. H., at det Folk, hvis Sag De vil tale, skal takke Dem, fordi De yttrer Frygt for, at Folket i dets Forbittrelse vil øve Vold mod en fremmed Magts Sendebud? Kan De for Alvor troe, at Deres Tale, istedetfor at oppuste en Ild, skulde dæmpe den? -- Vent ikke, at jeg med ind- vortes Fornøielse skulde see hine Brigger seile ud af vore Havne! men skulde de vandre, ønsker jeg, at de vandre i Fred." Rasmussen troer, at Vogt er Forfatteren, jeg gjætter paa SIDE: 390 Generalauditeur Bergh. -- Dagens Nationalblad havde ingen Fortsættelse af Stykket om Briggerne, og Rasmussen haabede det vilde udeblive; dog er det ei umærkeligt. Jeg forbigaaer en lang Apologie for en af Storthingets Beslutninger om den nye Bank; saa kommer en ironisk Gjendrivelse af en forhen ført Klage, at Høiesteret gageres slettere end Statsraadet. I den Anledning tales om, at en Mand, "som for et Aar siden var Folkets, og derpaa blev Statsraad, Ridder o. s. v. nu gaaer til sit Hjem og beholder sin Gage, medens de andre arbeide for deres." (Det er Motzfeldt, denne anstødelige Fa- veur er viist; han sidder nu rolig hjemme hos sin Familie i Bergen under det elendige Paaskud, at han som Statsraad skal bilægge Tvisten mellem Bergen og Nordlandene samt regulere Toldvæsenet. Paa den Maade kunde i alle Stiftstæder, ja endog i mindre Byer være Affairer at afgjøre, som gjorde en Stats- raads Nærværelse nødvendig.) -- Ogsaa tales om Stiftamt- mændene. "En Mand, som ogsaa syntes at være Folkets Mand, blev paa een Gang Stiftamtmand i Rigets mindste Stift, Ridder o. s. v. og -- gageredes omtrent som en Statsraad, medens ham gaves en Fuldmægtig paa Statens Bekostning for at overtage Forretningerne, og Gaarde i Byen og paa Landet, for at kunne tilbringe sit otium med Velbehag og hvile rolig paa de vundne Laurbær. I dets Sted maa de øvrige Stift- amtmænd, endog i Aggershuus, selv lønne sin Hjælp." -- Endelig findes følgende Spørgsmaal, der foregives at være oversat fra Engelsk, men sigter aabenbart til Motzfeldt. "Ny Kjole, Vest og Buxer med Guld paa, Hat med Fjæder, Cor- don og Krampe, forgyldt Sabel med Port d'Epee og gyldent Gehæng, Støvler, Sporer etc., altsammen frit og desuden 800 Pund Sterling, samt, naar Dødsfald eller Vacance indtræffer Huus og Hjem, Mark og Fæ, og alt det som godt er; var ikke det en god Reise Hr. Capitaine? Borch havde det Project at lægge en Bibel og Psalme- SIDE: 391 bog ind i Soldaternes ensomme Fængsler til deres Tidsfordriv. Det er ikke ufornuftigt og sikkerligen velmeent, -- men jeg kan ikke forklare det ret, men der er en indvortes Stemme, som giver mig Ulyst til at entrere deri, idetmindste at gjøre det til mit. 14de Marts. Ogsaa i Dag er et Nationalblad udkommet. Fortsæt- telsen af Stykket om Orlogsfartøierne udeblev ikke, og, skjøndt med Høflighed og Circumspection, faaer nu ogsaa vor Regje- ring Finter à son tour. Jeg kommer just ikke meget om blandt Folk i denne Tid, men, saavidt jeg hører, har denne Afhandling, som underskrives Thorstein Agdeside, vakt almin- deligt Misnøie. Nansen skulde vel ikke her atter have været paafærde? 16de Marts. Intelligentsseddelen begynder igjen med sin gamle Strid- barhed og atter er min stakkels Bisp den, man vælter sig ind paa. Der meddeles et Fragment af et Brev, hvori han an- melder sin Visitats og tilføier et Par Ord om sin Levemaade, hvilke han haaber de kjære Brødres Huustroer ei optage ilde. Han spiser nemlig almindeligvis kun een, høist to Retter til Middag; varm Mad om Aftenen bekommer ham sjelden vel, -- hans Aftensmad bestaaer i et Par Smørrebrød og hans Frokost kun i et eneste. Indsenderen bekjendtgjør dette som Beviis paa Mandens "apostoliske Frugalitet," samt paa den fortrolige venskabelige Tone i hans Embedsbreve, hvori han endog værdiger Præstekonen sin Opmærksomhed, og anbefaler hans tilkommende Biograph det som et mærkværdigt Charac- teertræk hos denne for sit Fædrelandssind udmærkede og af Oplysningen og Fattigvæsenet fortjente Mand. -- Det maa formodentlig komme fra en Præst; hvem anden læser og kan bogstaveligen afskrive et saadant Circulaire? Yderst krænkende SIDE: 392 maa det være for Biskoppen saaledes at see det ene Angreb afløse det andet; jeg havde for længe siden ærgret mig en Guulsot paa Halsen, det veed jeg. -- En anden forarger sig over, at man gjør Gjæstebude for Oberst Holst, som nu skal være i Frederikshald, og drikker hans Skaal. Det er sagtens ilde, at man ikke synes at have reflecteret paa de mange Stemmer, der have løftet sig mod denne Mand, men ellers synes mig, siden man seer, at Kronprindsen ynder ham, at man af Agtelse og Taknemmelighed mod denne, burde lade ham vandre i Fred, da gjort Gjerning nu ei staaer til at ændre. Et frygteligt Jordskred er forefaldet i Throndhjems Stift; en Annexkirke er borttaget tilligemed adskillige Huse, 8 Men- nesker ere omkomne, og sørgelige Følger befrygtes for Thrond- hjems Bye, naar Nid-Elven optøer og Vandflommen indtræffer. 17de Marts. Borch forærede mig et Exemplar af en Prædiken, han har ladet trykke efter en Begjæring i Intelligentsseddelen. Jeg skulde fast troe, at han selv har ladet indrykke Begjæ- ringen, og trods hans Forsikring i Forerindringen er det mig meget sandsynligt, at den er skreven for at trykkes. Hvorfor høres Herrens Ord i vor Tid med saa liden Frugt? er Spørgsmaalet, han har paataget sig at besvare, og det er da, fordi den indre Kjærlighed og Lyst til Ordet er forsvunden, og deri kan han vel have Ret. Om den Tanke og Følesløshed, hvormed mange gaae i Kirken og sidder der, siges der adskilligt Sandt og Godt, skjøndt just ikke nyt eller meget indtrængende, naar man tænker sig det sagt af Borch. Et og andet angiver han og som characteristisk ved vor Tidsalder, som ingenlunde er det. At en god Prædikant havde større Tilløb og hørtes med større Opmærksomhed end en slet, at ikke blot Lærens Renhed og Sandhed, men ogsaa Maaden, hvorpaa den fremførtes, toges i Betragtning, et SIDE: 393 noget, der sikkerligen har fundet Sted, saalenge Prædiken er hørt i christelig Forsamling. Man er vistnok (før som nu) gaaet videre deri, end tilbørligt var, men at paatale saadant tilkom en Nordal Bruun og saadanne Mænd, der ei kunne mistænkes for at snakke for deres egen Æske, ellers mindes man om Ræven og Rønnebærene. Den Fordring, han S. 7 paastaaer gjøres den Prædikant, der skal høres med Bifald, er nok heller ikke vor Tidsalders, saa meget som den næst foregaaendes. Sproget er i det Hele ret godt og correct, men hist og her tungt, uden Liv og Aand. Bibelen citeres altfor sjelden, især naar man betænker, at det just er Guds aaben- barede Ord, hvis Ære den hele Tales Tendents er at haand- hæve. Den Arrogance, jeg selv, skjøndt under en anden Skik- kelse, i mine tidligere Embedsaar ikke var saa ganske fri for, som er saameget characteristisk hos vor hyperorthodoxe theolo- giske Ungdom, der har svoret til Grundtvigs Fane, og som jeg før har paaanket hos Borch i den Tid, jeg nu og da var saa uheldig at høre ham, findes ogsaa her Spor af, skjøndt færre end jeg havde ventet, og overhovedet maa jeg sige om denne Prædiken, at om den just ikke gjør ham udmærket Ære, gjør den ham heller ingen Skam. Professor Rosted var yderst misfornøiet med Stykket om Orlogsbriggerne; Biskop Sørensen derimod syntes godt derom, fandt, at det indeholder unægtelige Sandheder, og anseer Hjelm, sin fordums Discipel, for dets Forfatter. -- Falbe gjør ikke saare meget af den forgudede Musik til Fanchon, men finder, at det ligner et Maaltid, der bestaaer af lutter Desert. 18de Marts. Den nyeste Statstidende havde intet mærkeligt uden et langt gudfrygtigt Manifest fra Keiseren af Rusland om Na- poleon. Jeg maa sige om den Tone, Europas Mægtige nu SIDE: 394 omstunder affecterer, hvad Scanarelle siger til Don Juan: "quelle diable de style prenez vous là! Ceci est bien pis que le reste, et je vous aimerais bien mieux encore, comme vous etiez auparavant." Jeg tilbragte henved 3 Timer i Rigsretten, hvor Haxt- hausens Proces vel nu snart er tilende. Aars endte sin lange Anklage, og hans Paastand var, at H. skulde have sit Embede forbrudt, samt betale alle de af Actionen flydende Omkostninger, hvoriblandt da ogsaa hans eget Salar, som han beregnede sig til 1500 Rbd. rede Sølv. Hjelm begyndte sin Procedure med en ret passende Indledningstale, hvori han forsikrede, at han aldrig uden klareste Overbeviisning om Haxthausens Uskyldighed vilde fremtraadt som Defensor i en Sag, mod hvilken han, inden han kjendte den nøiere, havde bestemt Fordom. Allerførst lod han oplæse et meget velskrevet Ind- læg fra Haxthausen selv, hvori denne gjennemgik sit Liv og sin Embedsførelse fra Ungdommen af og gjorde Regnskab for sit Forhold i den her omhandlede Sag paa en (som det fore- kom mig) heel tilfredstillende Maade. Fremdeles oplæstes Overkrigscommissionens i disse Dage fældede Dom med Hensyn paa de andre Beskyldninger, som vare gjorte mod ham, og den indeholdt fuldkommen Frikjendelse, med Erklæ- ring i Præmisserne, at han, forsaavidt den Sag angik, havde opført sig som en retskaffen og ærekjær Embedsmand. Der- efter kom Touren til nærværende Sag, men nu maatte jeg gaae. -- Deroppe hørte jeg ellers en skrækkelig Historie, som er passeret igaar Aftes: En Underofficer var forlovet med en Enke i Pebervigen. I Ledtog med hende begik han et Tyveri, for hvilket han imidlertid af Kjærlighed til hende paatog sig al Skylden og blev dømt til Tugthuset. Medens han er der, indgaaer hun Forbindelse med en anden Under- officeer. Han erhverver sig i Gaar Tilladelse til at gaae ud, kommer til sin Kjæreste og saarer hende med en Kniv. SIDE: 395 Medbeileren, som er i Nærheden, løber til; den rasende Skin- syge støder ham Kniven lige i Hjertet og i samme Øieblik ogsaa sig selv. Konen er uden Fare, og Politimesteren meente, der alt i Morgen kunde holdes Forhør over hende. Kan noget kaldes et Helvede paa Jorden, maa det Liv, denne Kone herefter vil føre, fortjene dette Navn, hvis hun har et Gran af menneskelig Følelse. At have paa sin Samvittighed to Menneskers Liv, maaskee deres Salighed, Mennesker, som hun elskede eller foregav at elske, -- Gud hvor skrækkeligt! Jeg skulde paa Søndag været i Aggers Kirke, men efter Boisens Raad at benytte Scener i Menigheden til at give gavn- lig Formaning og Advarsel, bliver jeg her hjemme i Slots- kirken, hvor i dette Slud og Søle mine fleste Tilhørere vel blive Cadetter, Soldater og Communicanter af Almuesclassen, men just for dem skal jeg indrette min Prædiken, saa at jeg vel haaber, nogle Hjerter skulle røres og rystes. 19de Marts. Hjelm endte idag sit Forsvar med den stærke Contra- paastand: at Haxthausen aldeles skulde frikjendes for Actors Tiltale, at som Reparation for Tort og Krænkelse den Er- klæring skulde gives ham, at han i Qvalitet af Statsraad havde forholdt sig som en ærekjær og retskaffen Embedsmand, og at han ei alene skulde være fri for de af Actor paastaaede Procesomkostninger, men at ogsaa Defensors Salarium skulde udredes af Statscassen. Aars begyndte nu paa sin -- Re- plik eller Duplik, Gud veed hvad den hedder i Kunstsproget, men han har et ubehageligt Foredrag, Kl. var 2, og jeg til- staaer, at jeg ikke er aldeles upartisk i Sagen; jeg gik alt- saa hjem. Om Mordet i Pebervigen har jeg hørt følgende nærmere Omstændigheder. Morderen var inddømt paa Tugthuset for 4 Maaneder; Underinspecteur Dalin, hvis timelige Velfærd SIDE: 396 nok derved er spildt, havde i Blix's Fraværelse givet ham Lov til at gaa ind i Byen; han fandt Konen (ikke Enke, men skildt fra sin Mand) og hendes Elsker sammen, dræbte først den sidste med 2 Stik, saarede derpaa Konen og løb saa ud i Gaarden, hvor han først i sit Raseri vilde dræbt en halvvoxen Pige, men da denne med Fatning protesterede derimod, lod han hende løbe og gav sig selv 4 Stik, hvoraf han da strax døde. Nationalbladet havde Begyndelsen af en saare interessant og velskreven Afhandling om Bibel og Bibelselskaber. Jeg vilde gjætte paa Biskop Brun som Forfatteren, naar jeg ikke maatte troe, at han, som saa nylig har skrevet mig til, vilde melde noget derom. Andre gjætter paa Bugge; en af dem maa det nødvendig være. -- Efter Privatbreve fra Throndhjem arbeides imod Ødelæggelsen, saagodt man kan, og da den saalænge i Forveien forudsees, haaber man at udrette noget. Imidlertid have Kjøbmændene allerede begyndt at flytte Varer ud af deres Pakhuse, og Forstaden Baklandet skal være i nogen Fare. 21de Marts. Efterat have gjennemlæst Birchs Veiledning til Under- viisning i Modersmaalet, som vist er en fortræffelig Bog og indeholder mange skjønne Regler, vil jeg blot nedskrive to Anmærkninger eller Spørgsmaale: 1. Hvorledes er det gaaet til, at jeg, som aldrig har nydt, neppe havt ret Idee om grammaticalsk Underviisning i Modersmaalet, er bleven (hvad jeg nok uden Selvroes er) en af Fædrelandets skjønneste og correcteste Stilister? 2. Hvor kunde jeg, som aldrig har elsket eller lagt Vind paa noget Sprogs Grammatik, i Aaret 1792 undervise saaledes i fransk Grammatik, at Mænd som Statsraad Pauli og Doctor Birch roste min Methode som SIDE: 397 udmærket, og mig, paa Grund deraf, som en af Skoleyn- derinstitutets bedste Lærere? 22de Marts. Skuespiller Knudsen er død, den 4de Marts, samme Dags Aften, da han havde fyldt sit 63de Aar. Endnu i Dag har jeg hørt Persiflage om ham, og saa vil jeg vel oftere, indtil han glemmes som de fleste Andre, der have været døde nogle Maaneder. Men med alle hans unegtelige Svagheder, var han i mine Øine en sand Hædersmand og et elskværdigt Menneske, og vistnok er det langt lettere at gjøre Nar af hans Føiblesser end at efterligne det ædle i hans Daad. Sit illi terra levis! Nationalbladet indeholder Slutning af den kraft- og lunefulde Afhandling om Bibel og Bibelselskab. En Note, hvori fortælles, at ingen af de kongelige Herskaber var i Kirken ved de 5 Bispers Ordination 1804, "ventelig fordi der var noget Landværn, som skulde udexercere for den kommende Bravoure," styrkede mig i den Formodning, at Bugge er For- fatteren, men han benægter det høitideligen og nævner Hertz- berg, hvilket ved nøiere Gjennemlæsning ikke forekommer mig utroligt, da han har dannet sin Stiil efter Bruns, med hvil- ken den rigtignok har megen Lighed. -- Man siger, at Essen forlader os til Sommeren, og at en Grev Mørner, ældre Broder af ham, som var Krigsfange her i 1808 afløser ham. Det skal være en galant, pragtfuld Herre, som nok vil føre en ganske anden Stads end den frugale Essen. 23de Marts. Den Haxthausenske Sag er nu tilendebragt. Han fri- kjendtes for videre Tiltale, men da der i hans Indberetninger til Statsraadet fandtes forvirrede og hinanden modsigende Ting, der kunde lede paa urigtigt Spor, saa fandtes, at Odels- SIDE: 398 thinget var beføiet til at decretere ham actioneret, hvorfor han dømtes til at betale de af Actionen flydende Omkostninger -- deraf til Actor 800 og til Defensor 500 Rbd. rede Sølv, ialt vel omtrent 10000 Rbd. N. V. Saaledes fik da denne Sag det Udfald, som man længe har ventet, og som den uden Tvivl burde faa. Odelsthingets Ære reddedes, og Haxthau- sens led ei heller synderligt Skaar. Uden betydelig Opofrelse vil han vel kunne udrede hin Sum, og med samme er hver krænkende Beskyldning mod ham død og magtesløs. Uagtsom- hedsfeil kan moraliter undskyldes hos en gammel Mand, skjøndt de ei i en saa betydelig Sag kunne gaae aldeles ustraf- fet hen. Hverken han eller hans Fjender triumphere, og da han ei kunde det, glæder det mig hjerteligen, at det heller ikke lykkedes dem. 25de Marts. Adelens Skjæbne afgjordes i Dag i Odelsthinget. Grev- skaberne henlægges under de nærværende Amter eller gjøres til et eget Amt, om Kongen finder det fornødent; Overbirke- thingene ophøre fra 1ste October d. A.: Vocations- eller For- slagsret til ledige Embeder ophører strax: Skat- og Tiende- frihed af de adelige Godser vedblive, saalænge de nærværende Besiddere leve, men ikke længer; andre adelige Rettigheder beholdes af dem, som ere fødte i lovligt Ægteskab inden denne Lovs Sanction, men de, som fødes efter den Tid, ere ikke Adelsmænd. Der herskede megen Enighed, saa der ikke engang voteredes efter Navneopraab. 26de Marts. Nationalbladet meddeler Dommen over Haxthausen, hvor- ved hans Defensor har begaaet den pia fraus at udelade Or- det videre i hans Frifindelse. I Anledning af denne Sag maa jeg endnu nedtegne hvad Justitiarius Berg fortalte mig om Voteringen: 16 stemte for den Mening, som seirede, 9 for fuldkommen Frifindelse og 1 for Embedes Fortabelse. Denne var Vangensteen, og hans Motiv var: 1. At Haxthausen SIDE: 399 havde trøstet Prinds Christian (jeg husker ikke om for lidet eller for meget) i hans Ulykke. 2. At han havde mistet sin Popularitet. Otte af de milde Dommere vare: Berg selv (der fungerer som Høiesteretsassessor i en Fraværendes Sted), Debes, Bøgh, Tank, Borchsenius, Proc. Weidemann, Scharre og Nielsen. Den niende erindrer jeg ikke bestemt; jeg troede, det var Bendtz, men andre sige, det var Bull. Haxthausen skal være ret vel tilfreds med sin Dom. 27de Marts. Efter Skjelderups Sigende skal Radesygen udbrede sig frygteligen i Norge, og heller ikke i vor Egn være ubekjendt. I øvre Thelemarken skal den især have taget en saadan Over- haand, at Præsten Jersin i Laurdal, som søger Fraflyttelse, angiver som sin Hovedgrund, at man deroppe ikke kan faae et ubefængt Tjenestetyende, og at han med Kone og Børn er i daglig Fare for at smittes. Statsraadet, der hidtil har be- tragtet denne Sag med megen Lunkenhed, skal dog være ble- ven opmærksomt ved denne Ansøgning og indseer, at Medici- nalvæsenet ikke er af de Ting, der kunne henlægges til bedre Tider, hvilket hidtil har været dets Mening. 28de Marts. I Lagthinget gjennemgik man Universitetsfundatsen. Hele Capitler oplæstes, uden at nogen havde noget at indvende. Alle bleve siddende, naar det kom til Votering, altsaa var der ingen Morskab at hente. Begge Thingets Afdelinger ere enige i at lade Universitetet fremdeles hedde Kong Frede- riks Universitet, men nogle troe denne Benævnelse næg- tes kongelig Sanction. Vangensteen, ivrig Antidan, fandt ogsaa denne Benævnelse meget upassende, da Universitetet neppe var organiseret, inden Kong Frederik afstod Norge. SIDE: 400 29de Marts. Statstidenden fortæller, hvilken høitidelig Jordefærd Knud- sen har faaet. Ikke mindre end tre Liigtaler holdtes over ham: i Trinitatis Kirke af Liebenberg og Biskop Balle, og paa Kirkegaarden af Gutfeldt. En stor uindbuden Sørgeskare fulgte Liget, en talløs Skare samledes paa Gader, i Vinduer og ved Graven. 1ste April. Jeg var saa heldig at kunne tilbringe den hele Formid- dag paa Storthinget, hvor Værnepligten fik sin sidste Rest. Forhandlingerne vare begyndte, da jeg kom, og Ole Bjørnsen oplæste en Declamation af den sædvanlige Slags, fuld af den seminaristiske Suffisance, der characteriserer ham. Foruden ham oplæste Jacob Aall, Sørensen og Falsen Taler, alle imod den almindelige personlige Værnepligt. Falsen motiverede den Af- vigelse, som syntes at være mellem hans nuværende Overbe- visning og den, han yttrede paa Eidsvold, og viste hvor stor Forskjel der var imellem da og nu. Sørensen tog især Hen- syn paa de skadelige Følger, Soldaterudskrivningen vilde have paa Moralitet og Cultur hos de Ynglinge af Embeds- og Borgerclassen, som underkastedes den. Imod Conscriptionen talte Bugge (kun enkelte Ord en passant, men med Fynd, Vid og Grundighed), Nansen, Ræder, Lange, Weidemann og Bonnevie, som erindrede, at man ogsaa kan tjene sit Fædre- land uden at føre Vaaben til dets Forsvar. For Conscriptio- nen (saa bør den kaldes, ikke Værnepligt, hvilket enstemmig bifaldtes) talte Christie (med sin sædvanlige Finhed og Lethed til at dreie Sagen til den Side, han vilde have betragtet den fra), Bergh, Schjøtt, Rasmussen (der nedlod sig til Rabulist- udflugter, som jeg ikke havde ventet af den forstandige og ædle Rasmussen, men hvormed han kom ingen Vei) og Bonden Øverland (en impertinent Person, der havde fortjent et Livfuld SIDE: 401 Prygl, naar han kom udenfor den Forsamling, hvor han er inviolabel). Klokken henved 3 voteredes. 43 Stemmer var for, 37 mod Odelsthingets Forslag, hvilket altsaa forkastedes. Alle Bønder vilde have Conscription, -- som de overalt gjerne væltede alle mulige Byrder paa Embeds- og Borgerclassen og tilvendte sig selv al Æren og Fordelen, -- to undtagen, hvilke jeg nævner til ærefuldt Minde om deres liberale Tænkemaade: Ellef Mørch fra Smaalehnene og Lensmand Oftedahl fra Stavanger Amt. Assessor Debes mødte første Gang i Storthinget, da Agent Nielsen formedelst svagelig Helbred har faaet Dispen- sation. Ved sit Nei udtrykte han vist de allerfleste af sine Committenters Mening. Som Christiania Byes Re- præsentanter udførte vist de tre andre heel maadeligen deres Function, og det vil være mig et Beviis, hvorvidt de stemmeberettigede Borgere vælge af Princip eller efter Lune og Slumpetræf, om disse tre Mænd næste Gang blive Valgmænd eller ei. At de ei skulle have min Stemme, enten som Valg- mænd, eller, hvis jeg bliver dette, som Repræsentanter, det lover jeg dem. Det er ellers en Mortification for vor berømte Præ- sident at see en efter anden af hans Yndlingsplaner forkastet. Naar han kommer hjem, hviler han vel paa sine Laurbær, tænker jeg. -- Tre av Conscriptionens Modstandere vare fra- værende: Tank, som er hjemme og gjør sin Datters Bryllup, Cappelen, som er med ham, og Borchsenius. 2den April. I Storthinget udnævntes en Committee, som inden 8 Dage skal indgive Forslag om, hvad der allernødvendigst maa afgjøres paa dette Thing, Værnepligten vedkommende, og dette vil uden Tvivl indskrænke sig til Armeens Antal samt Sol- daternes Alder og Tjenestetid. Det er baade vel og ilde, vel, fordi meget Vrøvl nu vil undgaaes, ilde, da Bondestanden, SIDE: 402 hvem Sagen ligger meget paa Hjerte, vil deraf tage Anled- ning til at møde talrigere paa næste Storthing, end de maa- skee ellers kunde faae isinde. 3die April. I Intelligentsseddelen viser Halvor Hoel sig i sin sande Skikkelse. Hans Antagonister kunne gjerne spare sig alle An- greb; han har saaledes brændemærket sig, at hans allerværste Fiender ikke kunne ønske mere end at see denne Apologie ud- bredt over det hele Land. I Formiddags var Præsteordination i Byens Kirke. Jeg kom tidligt og hørte Garmanns Messe, der er livagtigen som naar man, kæmpende mod Søvnen, skal læse høit eller synge; man anstrænger sig det bedste man kan, men overvældes dog tilsidst af sin Søvnighed. Derimod var Intimationen ret god, men saare revsende for vor Tids Mennesker. Bispen talte over de Ord: "Værer snilde som Slanger og enfoldige som Duer". Ei upassende kunde han lagt til det foregaaende: "See jeg sender Eder som Faar iblandt Ulve", thi en værre Ulveslegt end Hansteens tilkommende Menighed er neppe i Hedemarkens Amt, conseqventer ikke i hele Norge. Hverken Snildheden eller Enfoldigheden fremstillede Bispen aldeles fra den Side, jeg vilde taget den fra; imidlertid var Talen ret god og practisk. Hansteens Prædiken var saa temmelig i den Grundtvigske Maneer, men iøvrigt saare vakker. Han havde et skjønt Organ, og det lader sig formode, at han snart vil ombytte den ham fremmede Bane, hvorpaa han nu er henka- stet, med en anden hans Kundskaber og Talenter værdigere. I Aften opførtes Freias Alter. Stykket er det pure Fjas med liden Handling og slet ingen Characteertegning, naar jeg tildeels undtager Obersten, men med alt det er det en morsom Farce, som dog har det tilfælles med Ulysses von Itaca, at den er interessantere at læse end at see. Stykket SIDE: 403 var overmaade vel besat, og der var ikke een Person, som spillede maadeligt. Skolemesteren var den, som morede meest; skjønt neppe Kunstner som Carlsen og Holm, har Weidemann vist udmærket comisk Talent. Betragter jeg derimod Rollens Udførelse som Kunstværk, uden Hensyn paa dens Virkning, saa var derimod Falsens Guilielmo det bedste. Hans Organ og Declamation overgaaer alt, hvad vi have paa vort Theater. 4de April. Bispen finder det meget betænkeligt at reducere Linietrop- pernes Antal til 8 -- 12000 Mand. Med Storthingets Beslut- ning i Henseende til det beneficerede Gods var han særdeles misfornøiet, gav Bugge, tildeels ogsaa Sørensen, Skylden der- for, og vil, om jeg forstod ham ret, gjøre Forestillinger hos Kongen imod dens Sanction. Endelig havde vi meget travlt med at sælge Huden af den Bjørn, som endnu gaaer frisk og ferm om i Skoven. Bech fremdrog nemlig sit gamle Forslag, ved Lum- holtz's Død at forene begge Menigheder, lægge noget af Ag- gers Sogn til Osloe, og en liden Strimmel af Byens Me- nighed til Aggers, hvorved man paa alle Sider kunde arron- dere sig, al Misforstaaelse forebygges, jeg faae et stort og de to andre Præster et godt Levebrød -- Godt og vel altsam- men! men naar døer Lumholtz? Omsen ivrede med megen Heftighed mod den Statsraads Resolution, der har henlagt Høiesteret under Slotsmenigheden, hvilket han erklærede at være sig personligen ubeleiligt; hvad Rettens øvrige Personale angaaer, er jeg overbeviist om, at det er alle de andre fra Justitiarius til Fyrbøder lige kjært eller ligegyldigt. Hvad jeg maatte ansee for personlig Uartighed mod mig var, at han ei alene yttrede, dette Arrangement var skeet for min Skyld, men tilføiede, at "om jeg blev Stifts- provst, saa skede vel ny Forandring, og de henlagdes igjen under Byens Menighed". Hvad der nok ellers bidrog til at SIDE: 404 gjøre Omsen, der nu har sin egen Maneer og mener det vel ikke saa slemt, saa bøs paa Statsraadet, var den Omstændig- hed, at Høiesteret under samtlige Assessorers Hænder har an- klaget Statsraadet for Storthinget for at have beordret As- sessor Kjønig ind i en Commission angaaende Slaver, hvor- ved han hindres i at sidde i Retten, og, da Forestilling gjor- des derimod, sendt Høisteret et bydende og grovt Svar, al- deles uanstændigt fra den executive til den høieste dømmende Myndighed, som er hiin aldeles coordineret. Jeg begriber ikke, hvor de kloge Mænd, der sidde i Statsraadet, kunne gjøre sig skyldige i en saadan Despotisme. Sæt nu, at Odelsthinget decreterer det hele Statsraad indstevnt for Rigsretten? Det forekommer mig, som alt hvad idetmindste hidtil er skeet, kunde afgjøres i største Mindelighed mellem de høieste Autoriteter, uden at den ene traadte den anden et Skridt for nær; men saa som man nu teer sig, kan heller ikke jeg troe, vor For- fatning har lang Varighed. 6te April. Der var stort Assemblee hos Mad. Collett, hvorimod de foregaaende ikke bar Vand. Omtrent 350 Mennesker vare indbudne. Der er vel heller ikke i Christiania en saa sam- menhængende Række af Selskabsværelser, hvortil hele anden Etage kan bruges, og hvor man kan gaae fra det ene til det andet i fortløbende Række. Beværtningen var særdeles smag- fuld, og naar man klagede over, at Opvartningen ikke over- alt var saa god, som den maatte ønskes, saa burde man be- tænke Vanskeligheden for Tjenerne i at holde Orden i en saa- dan Sværm, der tildeels er i uophørlig Bevægelse fra det ene Værelse til det andet. Den eneste Mand, jeg har kjendt, som kunde overholde stadig Orden ved saadanne Leiligheder, var John Collett, og han var endnu ikke kommen i sin Grav, da det viste sig, at om han end efterlod Familien sin Kappe, saa efterlod han den ikke sin Aand. SIDE: 405 9de April. Nationalbladet indeholder et saare mærkværdigt Feidebrev fra Grundtvig til Baggesen med følgende ikke mindre mærkelige Indledning af Stenersen: "For at give Nationen Anledning til at lære den Mand at kjende, som saamange have kaldt et hovmodigt, ukjærligt Menneske, endog han sikkerlig hver Dag gaaer af et ydmygt Hjerte med Bøn ind for Guds Ansigt, bedende ikke blot for sig selv, men og for os, ja selv for dem, som ham hade og for- følge, ønsker Indsenderen, at De vil i Nationalbladet ind- føre af Kjøbenhavns Skilderie hans aabne Feidebrev til Bag- gesen; thi saa umiskjendeligen taler deraf den rene, sande Kjærlighed, at neppe nogen sandhedskjærlig Mand kan læse disse Ord, uden tillige at vorde overbeviist om, at hvis han taler haarde Ord, da er det vist netop Kjærlighed, Kjærlighed til Gud, Sandhed og Menneskenes Sjele, der driver ham til saa at tale". -- At just saamegen Kjærlighed fremlyser af dette Digt, kan jeg just ikke sige, men deiligt er det, det maa jeg tilstaae, og aander, som alle hans Arbeider, varm Religiøsitet. Et Stykke i Baggesens Maanedsskrift Danfana har givet An- ledning dertil, og det er til aaben afgjørende Kamp for og imod Aabenbaringstroen, han opfordrer Baggesen. Af tre Grunde troer Sverdrup, med hvem jeg talte længe derom i Aften, at der intet bliver af denne Kamp, eller idetmindste intet kommer ud af den. Først mener han, som rimeligt er, at Baggesen vil bortfjase eller bortdeclamere det Hele i sin sædvanlige Maneer. Dernæst finder han, at en saadan Strid neppe kan føres, naar Forordningen af 27de September 1799 skal holdes i Ære, da der fra den ene Side maa gjøres An- fald mod den christelige Religions Grundvold, hvilket, naar Cancelliet eller det theologiske Facultet vilde gjøre hiint Lov- bud gjeldende, ei kunde tillades; og endelig kan Grundtvig som Aabenbaringens Forsvarer umulig gaa som Seiervinder SIDE: 406 af en Kamp, hvor det ene Partie støtter sig blot paa Troe, det andet paa Grunde, som hos enhver Læser, hvis Sinde- lag ei er christeligt, vilde beholde Overvægten. -- Ellers for- talte han, hvad der vistnok er mærkværdigt, at næsten alle tydske Philosopher ere Grundtvigianere, og at Schelling og en (mig ubekjendt) Hegel staaer ganske ene. Det er en synderlig Vending, Tingene havde taget. I det Litterære som i det Politiske kunne de sidstforløbne Decennier veie op med ligesaamange foregaaende Aarhundreder. -- Man tvivler om, at Universitetsfundatsen sanctioneres, da Treschow skal have meget imod den. Nægtes Sanctionen, vil Sverdrup give i Trykken Statsraadens Betænkninger som Professor i Begyn- delsen af 1814, der ere hans nuværende Mening aldeles mod- satte, og paa hvilke det academiske Collegiums af Storthinget bifaldte Udkast for en stor Deel grundede sig. 10de April. Gud veed, hvorledes det om kort Tid gaaer med min Dagbogsskrivning, som jeg vilde fortsætte -- for det første til mit 50de Aar. Hver Dag bliver fattigere paa Æmne, og havde jeg ikke den staaende Artikel: Aviserne, kunde jeg fristes til at lade mangen Dag staae aldeles blank. Min Correspon- dance, min Omgang og min Lecture ere alle af den Beskaf- fenhed, at lidet eller intet kan siges derom. I Intelligenstsseddelen taler en Bombastus Großsprecher, der umiskjendeligen betyder Amtmand Falsen, noget om Adel- skab. Rigstidenden melder Assessor Langes Udnævnelse til Professor juris og Procurator Steenbuchs til Lector i samme Videnskab. 12te April. Mit Langfredagsotium anvendte jeg til at skrive en Af- handling under Titel: Kong Frederiks Universitet; hvorvidt nemlig vor Høiskole fremdeles bør bære dette Navn, SIDE: 407 som nogle finde upassende, og som maaskee ei heller Regjerin- gen er tilbøielig til at lade den beholde. Jeg fremførte den Indvending, Vangensteen i privat Samtale meddeelte mig, at Frederik den Sjette lidet eller intet har gjort for Universitetet, og den Yttring i Nationalbladet, at det var af Frygt for Selskabet for Norges Vel, Kongen stiftede det. Denne sidste gaaer jeg imøde med den simple Paastand, at vi kun for Guds og Samvittighedens Domstol ere ansvarlige for vore Handlin- gers Bevæggrunde, og at det kun er Handlingen selv, andre Mennesker kunne bedømme. Denne er i dette Tilfælde aldeles evident. Som Danmarks og Norges suveræne Konge stiftede han Universitetet, udnævnte Professorer og kjøbte det en Gaard; under hans Regjering holdtes academiske Forelæsninger og op- toges academiske Borgere; sit Løfte om et betydeligt Antal Bøger til Grundvold for Bibliotheket har han endnu efter Ri- gernes Adskillelse opfyldt; udisputerligen er han altsaa Høi- skolens Stifter, og skal den opkaldes efter noget Menneske, bør det være efter ham. -- Men jeg gaaer endnu et Skridt vi- dere og viser, at, som Udfaldet nu blev, skeede Norge en langt større Tjeneste ved Universitetets Oprettelse, end om vi fremde- les vare forblevne i Forening med Danmark. Jeg opregner endeel Omstændigheder, som maaskee stedse vilde hindret dets fuldkomne Uafhængighed og gjort det til et Filialinstitut af Kjøbenhavns Universitet. Efter den Vending derimod, som Sagen tog i 1814, vilde Norge uden Universitetet været me- get ulykkeligt. Et af to lod sig tænke: 1) At man i 3 a 4 Aar havde udholdt Selvstændighedskampen, i al den Tid væ- ret uden noget høiere videnskabeligt Institut, Adgangen spær- ret vor Ungdom til ethvert udenlandsk Universitet og Landets Nød gjort det umuligt at oprette et indenlandsk Universitet, og da vilde et Barbari udbryde, som der vilde behøves flere Decennier til at rive os ud fra, end Aar til at styrte os i -- eller 2) At det var skeet, som nu skeer. Lad os antage, hvad SIDE: 408 dog ei var rimeligt, at Universitetet var bleven stiftet endnu inden Udgangen af 1814. Hurtigere kunde det slet ikke gaae, end det forhen gik. Altsaa sidst i 1817 vilde Universitetet staaet paa det Punkt, hvor det nu stod 1814. Hvor skulde imidlertid vor studerende Ungdom tye hen? til Kjøbenhavn? Det tillod ikke Landenes politiske Stilling. Altsaa til Upsala eller Lund! og hvad deraf vilde flyde, antyder jeg med Deli- catesse, dog saaledes, at det ikke kan misforstaaes. "Er nu den i høiere Grad min Velgjører, der skjænker mig en Penge- sum, hvorved jeg seer en trykkende Nød afhjulpen, end den, der med en ligestor Gave sætter mig istand til at kjøbe et undværligt Møbel eller tage Deel i et Lystpartie, saa er Frederik den Sjette, som Universitetets Stifter en sandere Velgjører for Norge, end om han fremdeles havde været Nor- ges Konge". Jeg tilstaaer, at saadant ikke var i hans Plan, men troer derhos, at Udfaldet i saadanne Ting ogsaa bør komme i Betragtning. Til Slutning bekjender jeg, hvorfor jeg har skrevet alt dette: ikke fordi jeg anseer en saadan Titel vigtig for et Universitet, men Stifteren selv opkaldte det efter sig, det har hidtil i alle offentlige Documenter ført dette Navn, Stor- thinget vil, at det fremdeles skal kaldes saa, nu mangler blot Kongens Sanction, og hvad, om denne nægtedes? Hvad Grund kunde tænkes dertil? Ikke Ligegyldighed for Universi- tetet, ikke Had til Kong Frederik, ikke Ringeagt for Folkets Stemme, -- formodentlig altsaa Frygt for, at en pligtstridig Hengivenhed til den danske Regjering ved denne Benævnelse kunde vedligeholdes hos den studerende Ungdom. Denne Frygts Ugrund viser jeg kortelig. Jeg fortæller Regjeringen, at vor uforandrede Taknemlighed mod fordums Velgjørere bør være den Borgen for, at vi med lige Taknemmelighed ville modtage og mindes de Velgjerninger, den beviser os, og ender med den Forsikring, at om der end ere mange endnu, som havde ønsket Norges Uafhængighed i Fred med alle Jordens SIDE: 409 Nationer men uden Forbindelse med nogen af dem, saa er der vist ikke tyve Mænd i Norge, der ønske, og om Leilighed gaves, vilde række Haand til Gjenforening med Danmark. -- Jeg indsender dette imorgen til Nationalbladet. 13de April. General Haxthausen umagede sig i Dag personligen til mig, for at gjøre mig et Propos, som var mig ikke behage- ligt. Hans Datter er syg, og nu spurgte han, om det ikke lod sig gjøre at opsætte Confirmationen til Søndag otte Dage, da Thulstrup havde lovet at faae hende frisk. Jeg svarede, at jeg intet torde afgjøre i den Sag uden Bispens Tilladelse, og lovede at skrive ham til derom strax, hvilket jeg og gjorde i et officielt Brev, der blot indeholdt Factum og Forespørgsel, med et confidentielt Tillæg, hvori jeg sagde min Mening om Sagen: at jeg nemlig fandt det betænkeligt at give saadan Tilladelse i Tider som nærværende, da enhver Bagatel paa- ankes i Intelligentsseddelen og Nationalbladet: at det maatte gjøre ubehagelig Opsigt i Publicum, at tillade saadant i Fa- veur af en General, som en Huusmand eller Kanthugger hverken vilde forlange eller erholde: at det kunde synes haardt at 77 skulde rette sig efter een, og: at det lod sig tænke, at selv i dette Uføre fjerntboende Paarørende kunde reise hid flere Mile, i den sikre Forventning, at Confirmationen skulde skee næste Søndag, -- og hvor ubehageligt da for dem at høre, den var opsat i 8 Dage. Jeg troede altsaa Frøken Haxthausen, hvis hun ei kunde blive frisk til den anordnede Dag, og ei vilde bie til Mikkelsdag, maatte henvises til den Tilladelse, Enhver, som er bleven syg, har at lade sig confir- mere en anden Prædikedag. -- Man faaer nu see, hvad Me- ning Bispen er af. Jeg nægter ikke, denne Opsættelse, om den bevilliges, af flere Aarsager vil være mig meget ubeha- gelig. SIDE: 410 Jeg havde flere saadanne Ærgerligheder, som det ikke er Umagen værd at optegne, og naar jeg da er i ondt Humeur, ligger al Verden paa mine Skuldre. Saaledes harmedes jeg da og over, at jeg Paaskeaften ei alene maatte op i Slots- kirken og forrette Brudevielse og Barnedaab, men ogsaa (for en saare ringe Betaling) traske op til Krigskirkegaarden i af- skyeligt Søle, medens Borch for at tjene Lumholtz, der en Helligaften, om han er noksaa frisk, aldrig forretter det rin- geste eller taler med noget Menneske, agede i stadselig Karm til Byens Kirkegaard, hvorhen 3 Præster skulde følge en Reb- slagermadames Liig. -- Det skeede med mit Minde, det for- staaer sig, thi Tværhed er ikke min Feil, men det er imperti- nent, at saadant forlanges. Efter Almänna Journalen, hvilken Sverdrup roser som en ypperlig Avis, fortælles i Rigstidenden den mærkelige Nyhed, at de holstenske Jordegodseiere have protesteret mod de dem paalagte nye Skatter, og ville, hvis Kongen vedbliver sin Trudsel om militair Execution, appellere til den tydske Rigsdag. 15de April. Jeg har nu ikke hørt Stenersen siden han, som Catechet, holdt den mærkelige Prædiken om det jordiske og himmelske Rige. Idag prædikede han i Byens Kirke, og jeg besluttede at gaae derhen med min Kone. Istedetfor den Basunlyd, der 2den Juledag 1814 accompagnerede et Par jevne Bededags- psalmer, havde vi idag til virkelige Høitidssange ikke engang Orgelspil. Ventelig har Organisten været syg, eller Orgelet er beskadiget. Stenersens Prædiken var i en langt anden og bedre Maneer end den forrige. Det var en skjøn, bibelsk, meget fattelig Tale, der blot behøvede at fremsiges af en Brun for at høres med uindskrænket Bifald. De Ord i Evangeliet: "Bliv hos os Herre, thi det stunder til Aften og Dagen helder," var hans Text. Han tilstod, at Ordene SIDE: 411 vel tildeels vare sagte med Hensyn paa Jesus, den ubekjendte Vandringsmand, som Disciplene tilraadte at søge Huusly hos dem, og ikke gaae ene i Mørket den vildsomme, usikre Vei; men de sagdes vel ogsaa med Hensyn paa dem selv, hvis beklemte Hjerter ængstedes mod den indbrydende Nat, og be- høvede den Styrke, hans trøstende Skriftfortolkning om den lidende og opstandne Messias tilbød dem. Dette anvendte han paa Mennesket, der ængstes over sine Synder, og som hos Jesus søger og finder Trøst. Det udførtes vistnok aldeles i den Aand, man for et Par Decennier siden gjorde latterlig som den crasseste Orthodoxie; imidlertid naar Omvendelse og Fremgang i det gode, som Stenersen ogsaa formanede til, ei tabes af Syne, er det vistnok en saare trøstende Lære, hvor- med vore Fædre befandt sig saa vel, at vi ikke gjøre ilde i at gribe igjen til denne Støtte fremfor de brækkelige Siv, det attende Aarhundredes Morallærere og Oplysningsprædicanter bød os at helde os til. Den, der taler saaledes som Stener- sen idag (og som hverken han selv eller Grundtvig altid gjør), i en Tone, der hverken er intolerant fordømmende eller seer ud som Affectation, og som iøvrigt ei slavisk binder sig til et Æmne, men forkynder den hele christelige Troes- og Sædelære, han fører vel sine Medchristne paa en sikrere Vei til Guds Rige, end vi andre gjorde for en Snees Aar siden. -- Endnu berørte han i Forbigaaende, at Guds Kirke under- tiden er i en Forfatning, da den sande Christne ogsaa kan stemmes til at gjøre hiin Bøn. Og bør da end ikke Tanken om den sandsynligen indbrydende Nat bevæge ham til at ansee denne som en Tid, "da man ikke kan arbeide," og da han altsaa ørkesløs maa see den tiltagende Fordærvelse, saa vil denne Bøn: "Bliv hos os Herre!" styrke ham i hans Haab, at hans Arbeide ei skal vorde frugtesløst. Jeg fik i Dag 4 Breve. Det ene var det fra Biskoppen med Afslag paa Haxthausens Andragende. Bech omskandser sig SIDE: 412 med en Mængde Forordninger og Rescripter, af hvilke han uddrager, at Confirmation for den Enkelte kan foretages en følgende Søndag, men ikke i det Hele udsættes. -- Det andet Brev var fra Præsten Grøgaard, som takker mig meget for den Opmærksomhed, jeg har vist hans Læsebog, og forsikrer, at han altid vil sætte høi Priis paa min Agtelse og Yndest. Dengang indhøstede da min Flid og Oprigtighed mig behage- lige Frugter. Endelig fik jeg fra det stockholmske Bibelselskab en ubeskreven Convolut, hvori 3 Smaaskrifter. Af disse har jeg læst en Indberetning fra det Engelske Bibelselskab, hvis Virksomhed og Progresser ere i Sandhed forbausende. Vi Nordmænd ere dog bitte smaa -- mindre endnu i religiøs Aand og Energie end i Folketal og Formue. Kronprindsen lagde dog virkelig efter Rosenblads Anbefaling en god Grund, men hvad er bygt og hvad bygges paa den? Fra nogle Sider maa jeg ære Biskop Bech som driftig og duelig Em- bedsmand, men at han i denne religiøse Gjæring er til For- bandelse og ei til Velsignelse for vort Stift og for hele Norge, at den Modvægt, han sætter Bigotterie og Grundtvi- gianisme, er Aarsag i, at det Skadelige og Overdrevne deri faaer Spillerum, det Gavnlige derimod dølges eller qvæles, at han i sand christelig Oplysning sætter os tilbage, istedet for at lede os fremad, -- give Gud, at min Anelse herom maatte være overspændt eller ugrundet! 16de April. I Storthinget ventileredes om, hvorvidt det er berettiget til at tilkjende Pensioner, eller blot at anbefale Kongen de indkommende Ansøgninger, samt revidere Pensionslisterne, samt gjøre Forandringer deri. Christie, Bergh, Rasmussen, o. fl. vare af den sidste Mening; Sibbern ønskede at kunne tiltræde den modsatte, men fandt den stridende mod Grundloven. Oppositionspartiet, med Falsen i Spidsen, erindrede, at naar SIDE: 413 man, hvad ei omtvistedes, havde Ret til at anvise Pensions- fond og at forhøie de alt existerende Pensioner, maatte man og per analogiam være berettiget til at give Pension, hvor samme ei før existerede, og da tillige bestemme, hvor den skulde tages fra, da ellers den hele Revision ei vilde betyde andet, end at eftersee, om Regjeringen ei havde stukket Pengene i egne Lommer, hvorimod det (efter Falsens Mening) ogsaa hørte til Revisionen at sætte paa Listen Navne, som qvalificerede sig til at staae der, men savnedes, ligesaavel som at udslette de Uberettigede eller forandre Summen. Med 44 Stemmer mod 30 seirede dette Partie, der overalt synes at faa temme- lig Overvægt. Imidlertid voterede dog Lange i Dag med Minoriteten. 17de April. Efter den bispelige Resolution fik Frøken Haxthausen flux sin Helbred igjen, indfandt sig i Dag til Afsked med de øvrige Confirmander, og saa ud "som om hun aldrig havde haft'en." Efter længe at have ønsket, men forgjæves søgt en Con- ference med Hersleb om Bibelselskabet, for at kunne meddele Rosenblad og Brun hvad jeg vidste derom, indbød jeg ham til i Aften. Jeg fik da at vide, at det, Himlen skee Tak! ikke er ved Hjælp af Kronprindsens Gave, et nyt Opslag af den evangelisk-christelige Psalmebog besørges; derimod staae disse Penge eller den største Deel deraf i det af og for Waisenhuset kjøbte Bogtrykkeri. Man tænker nu paa at trykke det nye Testamente, hvis Oversættelse Bech vilde havt Hersleb til paa egen Haand at revidere og forandre, men det vilde naturlig- viis ikke Hersleb. Derimod har han søgt at gjøre Biskoppen indlysende Nødvendigheden af, inden Storthingsbispernes Bort- reise, at sammenkalde dem og os, for at faa Selskabet ordent- ligen oprettet og organiseret. Bech vilde i Førstningen ikke SIDE: 414 til, men lovede tilsidst at indbyde os til et saadant Møde, naar Confirmationen var forbi, da Hersleb imidlertid skal udarbeide en Plan, hvorover skal ventileres. Bugge, med hvem han havde talt om den Ting, viste sig utilbøielig til at møde ved denne Debat, men baade Hersleb og jeg have overtalt og ville fremdeles overtale ham til ei at drage Haanden fra dette Arbeide, hvor han i Hersleb og mig vil finde troe Under- støttere, og hvor det er at formode, Sørensen ogsaa er eller han drages over paa vort Partie, hvorimod Udfaldet blev tvivlsomt, naar vi savnede Bugge, da Krogh uden Tvivl med al sin physiske Kraft er en moralsk uselvstændig Mand og desuden Bechs fortrolige Ven. -- Udenfor denne Sag vidste Hersleb at fortælle, at man i Throndhjemsfjorden har seet en Havfrue, som bebudede Throndhjems Undergang tredie Paa- skedag. Et andet paalideligere Rygte siger, at en vanvittig Expræst Zimmermann har spaaet samme Catastrophe den 26de April. Hvad der er Sandhed er, at Byen er i megen Fare. Hersleb aftegnede for mig paa et Stykke Papir Elvens Løb og fire mulige Tilfælde, hvoraf intet ved menneskelig Magt eller Klogskab lader sig afværge. Det første og ønskeligste er, at Vandet faaer frit Løb og en Deel af Omegnen over- svømmes, hvorved vel nogen Skade vil skee, men som let kan forvindes. Det andet og tredie er, at Udbrudet kan skee paa en af to Kanter af Byen. Ved den ene vilde Forstaden Ihlen og en liden Deel af Byen ruineres; ved den anden Broe, Havn, Pakhuse og Skibe, forsaavidt disse sidste ei bort- føres. Det fjerde og yderst skrækkelige, som nogle befrygte og som ei er umuligt er: at hele Byen er undergravet og vil nedstyrte med Domkirken og alle dens Her- ligheder. Man har i de sidste Tider ved at grave dybt paa Kirkegaarden fundet Vand; det kan have andre Aarsager, men ogsaa denne har man tænkt sig, og Erfaring vil nok snart vise dens Grund eller Ugrund. -- Endelig vidste Hersleb at SIDE: 415 fortælle som Supplement til Beretningen om de holsteenske Herremænd, at en Prof. Dahlmann i Kiel har i et Skrift bevist, at Kongen av Danmark, trods 156 Aars Hævd, aldeles ikke de jure er souverain Regent over Holsteen, ja ei engang over Slesvig, og er aldrig af Stænderne erkjendt derfor. Dette Skrift skal i alle tydske Journaler omtales med stor Berøm- melse, og Forfatteren ophøies som en af den tydske Friheds kjække Forsvarere. 18de April. I Nationalbladet gives en (som Forf. tilstaaer) ei alde- les fuldstændig og paalidelig Fortegnelse over de danskfødte Embedsmænd, som ved Rigernes Adskillelse vare ansatte i Norge. Her nævnes 158, hvoraf 26 ere traadte ud af norsk Tjeneste og have forladt Landet, og 6 ere siden døde. Siden sidste Fortegnelse gaves, have 7 Normænd forladt dansk Tjeneste, hvoriblandt Pram, og 4 have opnaaet Ansættelse i Fædre- landet. Med tydeligt, men ikke udtrykkeligt Hensyn paa den Sag, der verserer mellem Statsraadet og Høiesteret, godtgjø- res i en grundig og beskeden Tone, at den executive Magt i disse Tilfælde har Ret til at byde over den dømmende. Jeg hører, Gud skee Lov, til ingen af dem; Sagen er mig altsaa uvedkommende; kun maa jeg som Statsborger og Videnskabs- mand erindre, at naar jeg kalder Forfatterens Tone grundig, da forstaaer jeg blot derved, at han har anført Grunde, ikke blot declameret eller brugt Magtsprog, men ikke at jeg billiger alle disse Grunde, naar han f. Ex. vil udlede den Conseqvents, at Stiftsoverrettens Medlemmer ja endog Underdommere isaa- fald maatte være uafhængige af Statsraadet, da deres Dom og undertiden er inappellabel. Jeg afskedigede i Dag de sidste af mine Confirmander. Der ere ialt 78 og af det sædvanlige Slags: boni (rari nantes in gurgite vasto), mediocres, mali plures. Det er SIDE: 416 yderst sørgeligt, at dette Arbeide fra den oeconomiske Side skal være mig saa vigtigt (det indbragte mig denne Gang 846 Rbd.) og fra den religiøse saa tungt og frugtesløst. Undtager jeg de sløveste Katechismuslæsere, om hvilke jeg endnu maa henholde mig til hvad for et Aars Tid siden er sagt i denne Bog, kan jeg, efter nøieste Selvprøvelse, ikke anklage mig for at drive Arbeidet lunknere end i Kjøbenhavn, hvor det dog syntes at bære langt større Frugt -- syntes ): de fattede bedre Meningen, kunde heldigere udtrykke sig med egne Ord, vare færdigere Udenadslæsere og viste overhovedet Interesse for Tingen; men den virkelige Frugt for Livet og for Evigheden, Underviisningens Indflydelse paa deres christelige Troe og Vandel, ja den kjender ene den Alvidende, og der vil jeg maaskee hisset gjøre forunderlige Opdagelser, finde, at der, hvor alt dømmes hvad den skarpsindigste Dommer ei her kan vide eller tage i Betragtning, de i enhver Henseende første blive de sidste, og med Guds Hjælp, da ogsaa nogle af de sidste at være blandt de første. -- Min lille Slave græd bit- terligen; for ham veed jeg intet bedre Ønske paa hans Con- firmationsdag end Døden. Efter dette Arbeide gik jeg i Storthinget. Just som jeg kom, var en Sag af Vigtighed afgjort til Patrioternes store Tilfredshed. Under Stilstanden, da de Svenske under en Oberste Eck gjorde en truende Demonstration mod det Nor- denfjeldske, viste Grev Schmettow som commanderende General en Conduite, der gaves en forhadt Udtolkning, som om han vilde opflamme Nationalhadet og bidrage til at fornye Krigen. Efter Foreningen søgte han Afsked og fik den i halv Naade halv Unaade uden Pension. I Sommer indsendte han til nær- værende Storthing en vidtløftig Retfærdiggjørelse, som man ei fandt sig beføiet til at indlade sig paa og henlagde altsaa ad acta. Han søgte derhos en klækkelig Pension, mindre fordi han trængte dertil, eller, som nogle troe, virkelig vilde SIDE: 417 modtage den, hvis den bevilligedes ham, end for derved at faae den Erklæring af Nationen, at han havde tjent og var afskediget med Ære. Heller ikke dette kunde Storthinget be- fatte sig med, saalænge det var uafgjort, om det og havde Ret til at bevilge nye Pensioner. Nu da denne Sag er af- gjort, fremtoges Schmettows Andragende, og med 57 Stem- mer mod 17 tilkjendtes ham hans fulde Gage som Pen- sion. Schultz og Bonnevie triumpherede umaadeligen herover som en Seier, hvorved Nationen havde haandhævet sin Vær- dighed. Ogsaa Christie havde stemt for Schmettow, og de ondskabsfulde Mennesker paastode, at finde Grunden deri, at søndre Bergenhuus Amt i denne Uge er først voterende, Christie altsaa, som Repræsentant fra Bergens Bye, en af de sidste, og da han saa, Pluraliteten var saa bestemt, vilde han ogsaa engang ansees for Folkets Mand, og voterede med den. Disse og flere Taler førtes hos Nansen, som er upasselig, og hvem vi tre gjorde et Besøg under Pausen. Der fortaltes og om et Skrift, som en afskediget Svensk Officer Nat och Dag (som var Krigsfange her 1808) under sit Navn har udgivet i Berlin, hvor han angriber vor Kronprinds, som en hidsig og voldsom Despot. Derimod har vor Constitution fundet en varm tydsk Lovtaler, hvilken imidlertid Bonnevie finder at være blot grundig Theoretiker, da han ophøier nogle Para- grapher, der ogsaa i Theorien erkjendtes ypperlige, medens de vare nye, men ere ved Erfaring allerede fundne upassende med vort Lands Forfatning og i deres Virkninger skadelige. 19de April. Min Kone og jeg communicerede, og efter Aftale var Kjerschow vor Skriftefader. Uden at yde nogen af hans Taler ubetinget Bifald, var de dog vel de bedste og Hand- lingen den høitideligste, jeg som Communicant har taget Deel i -- Gud veed det! -- maaskee siden min allerførste SIDE: 418 Communion. Skriftetalen var meest historisk og handlede om den Agtelse, religiøse Mennesker i enhver Tidsalder har viist den hellige Ritus, og hvorledes denne viste, at man har tænkt sig noget Høiere ved den end en blot Mindefest, som i Tidens Længde maa tabe sin Høitidelighed. Tilsidst erindredes, at vi ei bør tage Anstød af det Mysteriøse i Handlingen, hvis egentlige Beskaffenhed og Tendents han forklarede temmelig overeensstemmende med N. Brun, neppe aldeles svarende til det strængt lutherske Lærebegreb. -- I Prædikenen forklaredes først som Indgangssprog. Ps. 117 og Tilhørerne gjordes op- mærksom paa alle Guds Velgjerninger i Naturens Rige, -- dog nævner Skriften en end større: Jesu Sendelse og For- løsning. Til den Ende oplæstes som Text Joh. 3, 11 -- 22, hvoraf imidlertid kun saare lidet forklaredes. Jeg havde hel- ler, som umiddelbar ledende til Themaet, taget det korte Joh. 4, 10, hvilket Kjerschov og citerede. Hans Thema var "Hvad der især udmærker den Guds Velgjerning, som ved Jesu Sendelse bevistes os." Det Lys, der tændtes ved ham, omtaltes først med nogen Udførlighed, men end vidtløftigere den Syndsforladelse, hans Død forhvervede os. Vel længe opholdt han sig ved Forsoningens Nødvendighed, som det naturlige Menneske umuligen kan fatte eller bevise, og hvor man, for at troe den, maa acquiescere ved den Tanke: Gud den Alvise fandt den at være nødvendig, altsaa maatte den vel være det. Den Fortolkning, han f. Ex. gav Jac. 2, 10, forekom mig baade fornuftstridig og ubibelsk. Han opregnede endeel Svaghedsynder, og sagde med Føie, at naar en af dem var nok til at være den hele Lovs Overtræder, kunde intet uden Guds umiddelbare Mellemkomst fritage noget Men- neske for evig Fordømmelse. Men siger Jacob det? ikke en- gang Pontoppidan siger det. "Er", spørger denne strænge Systemforfægter, "een Ondskabssynd nok til at fordømme et Menneske?" hvorpaa han svarer Ja, og anfører det bemeldte SIDE: 419 Sprog. Det maa da fornuftigviis forklares saa: "Den, der saaledes glemmer Gud, sin Pligt og sin Bestemmelse, at han (efter Pontoppidans Ord) med Vidende, Villie og Velbehag kan begaae en Synd, han er istand til at begaae enhver an- den, hvortil han i lige Grad fristes", og det er vel en unæg- telig Sandhed; men "et Guds Barn begaaer ingen Ondskabs- synd", kan altsaa, naar vi tænke os Gud retfærdig og god, aldrig blive saadan Synder, "at for ham skulde være Fordømmelse". -- I Anledning af det Spørgsmaal: "Blive da alle fordømt, som levede før Christus, ikke ventede ham og altsaa ei heller kunde troe paa Ham?" gav K. den For- klaring over 1 Petr. 3, 19 -- 20 at Christus drog ned til Aandeverdenen og tilbød alle henfarne Sjele (gode og onde, om jeg forstod ham ret) under Troens Betingelse Syndsforladelse og Salighed, en Forklaring, der altid kan være ligesaa rimelig, som de øvrige man har; men hvad Spørgsmaalet angik, da synes mig Paulus besvarer det langt simplere og lettere ved det Contraspørgsmaal: "Hvorledes skulde de troe paa den, om hvilken de ikke havde hørt?" -- Men ihvorvel jeg ingenlunde vil nægte, at jeg fandt adskilligt baade af K.s Raisonnement og Exegetik bygget paa Sand, og endskjøndt jeg vel kunde ønsket hans Foredrag mere af den Varme, en Lærdom, der er mere for Hjertet end for Forstanden, let maa kunne indgyde den, der troer og trøster sig ved den, saa var det dog i det Hele meget opbyggeligt, og udmærkede sig ved en stille høitidsfuld Blidhed, der stemte Sjelen langt bedre til Communionshandlingen end den van- dede Moral, Sigvardt sidst opvartede os med. Hersleb bragte mig to Exemplarer af en Ordinationstale, Biskop Brun har holdt d. 3die d. M., et til Rosenblad, og et til mig selv. To Sønner af Professor Arentz ordineredes, af hvilke den yngre, der er bleven Hospitalspræst i Thrond- hjem, roses baade der og i Bispens Brev til Hersleb som en SIDE: 420 ung Mand, i hvem Kirken kan vente sig en udmærket ypper- lig Lærer. Talen er over den besyndelige Text Ps. 40, 7: "Du har gjennemstunget mine Øren", men ligesom i den større Samling den over Hoseas 2, 1 maaskee er den bedste af dem alle 12, saa har han og af hine underlige Ord vidst at udlede ganske ypperlige, hjerterørende Formaninger. Og dog siger han i Brevet, er det bedste i den ikke trykt. Det extemporerede han af Hjertets Fylde med saadan Kraft, at faa Øine bleve tørre. I en Dedication til Bergens Rige opmunt- rer han til Bidrag til Bibelselskabet. Provstevæsken indeholdt en Klage fra Bispen over den langsomme Fremkomst af de fra Præsteskabet requirerede Op- lysninger. I den Anledning bebreider Lumholtz Præsterne i Opsloe, Drammen og Hurum, at de befalede Af- og Tilgangs- lister ikke ere indkomne, og gjør som en Tjener, jeg husker nu ikke i hvilken Comedie, som hans Herre havde skjændt paa, og som flux oversnufler igjen en Dreng, han anseer for sin Inferieur. 20de April. Toldvæsenet vedbliver i høi Grad at interessere vore Uge- bladspolitici. Den besynderlige Frederiksværnske Feide fort- sættes, hvor to Anonymer gjøre hinanden de groveste og ge- meneste Beskyldninger, hvoraf ei andet kan komme ud, end at deres Had bestyrkes og deres Udgifter forøges ved kostbare Avertissements. -- Det Interessanteste i Rigstidenden er For- tælling om Napoleons tilkommende Opholdssted paa St. He- lena og de uendelige Præcautioner mod hans Undvigelse. Nu vilde den velkomneste Tidende, jeg kunde faae om ham, være den, at han var død, ligemeget om paa Sygeleiet, ved sin egen, Snigmorders eller Bøddels Haand. For et Menneske som han maae et saadant Liv være langt værre end Døden, om det end ikke var sin faste Overbeviisning, han forkyndte ved Durocs Dødsseng:" Der er et bedre Liv, hvor vi samles SIDE: 421 igjen". At han nu ikke afliver sig selv, dertil kan jeg kun tænke mig en af tre Grunde: Feighed, som han dog ellers ikke har kunnet beskyldes for, varm Religiøsitet, der hel- ler ikke synes at være i hans Characteer, eller uovervindelig Aandsstyrke, der kan gjøre alt og taale alt og haabe, hvor tusende Gange tusende maatte fortvivle, og saa er han altfor god til at indespærres i en af Jordens ensomste Afkroge, me- dens hans jammerlige Fiender lovsynges som Menneskehedens Velgjørere. Ere de det virkelig, det er da vist ikke deres For- tjeneste. Forsynet, i hvis Haand de vare Redskaber, bør vi ære, men den store Aand, der fattede en Idee som Napoleons, skjøndt den Alvise ei fandt det gavnligt, at den skulde reali- seres, -- for den bør vi bøie os dybere end for nogen men- neskelig Aand blandt vore Samtidige, medens vi ringeagte de øvrige Væsener, hvis Bedrifter, forsaavidt de ere deres egne, ere idel Misere, og for hvis i Sandhed velgjørende Daad Gud ene og alene tilkommer Æren. Hele Gaarsdagen til Kl. 10 Aften havde man i Stor- thinget vævet, og i Dag vævede man igjen hele Formiddagen om Stiftamtmændenes og Amtmændenes Gager, hvoraf Re- sultatet blev, at Christie beholdt det Tillæg og de Emolumen- ter, der ere ham tilstaaede, og at de andre gageredes som før. Biskop Sørensen kom hen til mig og spurgte: "Men hvor gi- der De staae og høre paa det Sludder? Jeg er saa keed af det, at det stinker for mig". -- Sverdrup havde i Gaar spiist hos Grev Essen, ført den første ordentlige Samtale med ham, og fundet saa stort Behag i Manden, at han ærgrede sig over at kunne fatte saadan Yndest for en Svensk. 21de April. Sjelden har jeg med mindre Deeltagelse og mindre Haab om heldigt Udfald begyndt en Confirmationshandling end i Dag. De fleste af Confirmanderne vare maadelige Subjecter, SIDE: 422 der hverken fra Aandens eller Hjertets Side interesserede mig. Jeg frygtede, at om jeg end udholdt Dagens Arbeide, det paa- følgende Gjæstebud og dets Efterveer vilde vorde mig utaale- lige. Ogsaa er jeg en Smule Dagvælger. Den 21de April har flere Gange i mit Liv været mig en ubehagelig Dag; ifjor (almindelige Bededag) var den mig især i Slotskirken yderst fatal, og jeg gruede for at noget saadant kunde arrivere ogsaa nu. Det gik altsammen bedre, end jeg havde ventet. -- -- -- -- Slutningstalen havde usædvanlig mange Tilhørere, ligesom jeg overalt maa sige, at jeg som Prædicant nu har langt mere Opmuntring end i mine første Embedsaar. Jeg veed ikke, hvor det er, jeg ganske nylig har læst, at den bedste Religionstaler efter 10 Aars Ophold paa et Sted vil finde sit Tilløb formindsket og sin Menigheds Bifald i Aftagende. Den modsatte Erfaring har ei alene Biskop Brun gjort i det religiøse Bergen, men ogsaa jeg i det lunkne, letsindige Christiania. Statsraad Diriks fortalte mig en Anecdote, som jeg maa optegne. I min Forespørgsel, om Høiesteret kunde og burde høre til Slotsmenigheden, anmærkede jeg, at det kunde synes at være en Slags Analogie, da den høieste executive Magt sorterede under denne Menighed, at da den høieste døm- mende Magt gjorde ligesaa. Brevet blev sendt til Biskop Lumholtz's Erklæring, og han fandt, at det var noget dri- stigt af Slotspræsten at kalde Statsraadet den executive Magt, da samme dog, saavidt han vidste, aldrig befat- tede sig med at gjøre Executioner. Jeg formodede, da jeg hørte om min Dristighed, at den bestod i, at jeg havde tillagt Statsraadet denne Magt, som efter Grundloven tilhø- rer Kongen; deri kunde været nogen Raison. Men Lumholtz's Fortolkning er ubetalelig. -- Jeg havde en lang Samtale med Cancellieraad Morgenstjerne om Slaver, om Deportation som hensigtsmæssigste Straf for dem, hvor man har Colonier, som SIDE: 423 det nordligste Finmarken hos os tildeels kan ansees for, samt hvorledes ingen uconfirmeret under 20 Aar burde inddømmes til Slaverie paa Livstid. 22de April. Jeg gjorde en kort Tour op i Storthinget. Der vaase- des søvnigen om Værnepligten, og jeg, som sov lidt i Nat, slumrede virkelig hen paa Bænken i det Øieblik, Pausen be- budedes, da jeg og alle gik. Imidlertid affyredes 32 Skud fra Fæstningsvolden. Ingen har kunnet sige mig hvorfor. Nogle paastod, at det var Eugenie Bernhardines Navnedag, men i Almanakken staar Cajus; andre ville vide, at hun er kommen tilbage til Stockholm, og at denne glædelige Begi- venhed paa saadan Maade skulde annonceres os. I hvad det end er, er det en dum Ceremoni, hvorved meget Krudt spildes. -- Paa Hjemveien besøgte jeg Major Juell. Han kom fra en Commission paa Fæstningen, hvor han var indstævnet som Vidne. Der var først Klage over Oberste Schilling og Capt. Widing for at have overladt Borgere i Byen Slaver til Ar- beide, hvorved Leilighed gaves disse til at rømme bort. Der kommer vel sagtens intet ud af det, uden at de Herrer lære at blive forsigtigere, og det kan behøves, da ellers (helst nu, da Sverige ei længer er Asyl) vore Skove om faa Aar, trods Spessarter og flere famøse tydske og franske Skove, kunne vorde Røverbanders Opholdssted. 23de April. Jeg var en Times Tid i Storthinget, hvor der fra Mor- genen af skal have været en heed Debat mellem Ræder og Borchsenius, men saalænge jeg var der, gik det meget fredeligt til. Hvad der meest paafaldt mig, var en Yttring af den el- lers saa fornuftige Bugge. Det er bestemt, at Landeværn kun skal bestaae af forhenværende Infanterister, og nu antog Bugge SIDE: 424 den Mulighed, at Kongen kunde lade hele den norske Armee bestaae af Cavallerie. -- Ja muligt var det og forbydes hel- ler ikke i Grundloven, men Grundloven siger heller ikke ud- trykkeligen, at naar Kongen gaaer fra Forstanden, skal et Re- gentskab indsættes. Og andet end Hjernens Forrykkelse kunde dog vist ikke bringe Kongen paa det Indfald, at lade et Fjeld- lands Armee bestaae af Cavallerie. Der toges ei heller rin- geste Notits af Indvendingen. 24de April. Intelligentsbladet havde, foruden nok en Klage over den Angst, den nye Pengevæsens Anordning maa volde Debitorer, kun en Anmodning, at ved den megen Salutskydning fra Fæst- ningen de sværeste Canoner maa vendes saaledes, at Folks Vinduer ei beskadiges. Tildeels troer jeg denne Præcaution alt er anvendt. Det forekom idetmindste mig i Dag, da Navnet Albertus ulykkeligviis stod i Almanakken, og Kon- gens gamle Søster hedder Albertine, at Rystelsen var min- dre end sædvanlig. -- Af Rigstidenden sees, at der er ud- nævnt en Regjeringsadvocat, der skal være hvad Generalfiscal, Kammeradvocat, Søekrigsprocureur og Toldprocureur var under den forrige Regjering, og at Morgenstjerne (som uden Tvivl bliver en stor Mand med Tiden) har faaet dette Embede. Fra Sverige sees, at to Mænd, som under Rigsdagen skjændigen hudflettede hin- anden i trykte Skrifter, ere dømte ved Hofretten: en Over- directeur Grevesmöhlen til Æresløshed og Landsforviisning og en Baron Boye til 3 Aars Fængsel paa en Fæstning. Dommen synes ei at vidne om megen Bestemthed i Sveriges Presselovgivning, men en streng Upartiskhed synes en saadan Dom over Folk af den Stand at vidne om. Nat och Dag er indkaldt for samme Hofret. Var jeg i hans Sted, mødte jeg ikke, -- men gjorde snarere med min forrige Konge en Pille- grimsreise til Jerusalem. SIDE: 425 25de April. Foruden min Afhandling om Universitetet indeholdt Na- tionalbladet en Opfordring i Anledning af en Artikel i for- rige Nummer, den nemlig, hvor man søger at gjøre den døm- mende Magts Uafhængighed af Statsraadet tvivlsom. Forf. anseer Sagen "for en Gjenstand, der truer Fædrelandet, hvis Virkning kan blive det farlige Oligarchie, dette Uhyre, hvis frygtelige Braad kun kan afstumpes ved det næ- sten ligesaa farlige Despotie, eller ved en Revolution, der koster Tusendes Blod, og end Fleres Vel- færd". -- En Anden klager over den Ringeagt, Søndagen er i, og foreslaaer, at de engelske Love om Sabbatens Hellig- holdelse her skulle antages og sættes i Kraft. Af den Aarsag, forsikrer han, at man i England har sand Agtelse for Reli- gionen -- hvilket er at ønske; men de sande Velgjøren- heds Frugter deraf maa jeg tilstaae, det, jeg har hørt og læst om Sæderne i England, ikke giver mig store Ideer om. At overalt Søndag Eftermiddag og Aften opofres til uskyl- dige Forlystelser, finder jeg hverken stridende mod Religion eller Moral. Langt værre er Løverdagens Gjæstebude og Bal- ler; i dem finder jeg med Hensyn paa Følgerne sand Hellig- dagsbrøde. 27de April. I Eftermiddag havde jeg en Embedsforretning, som slet ikke var mig behagelig. Prinds Christians Frille, den forhen omtalte Maren Ingebretsdatter, der siden skal have gaaet gjen- nem flere Hænder, erklærede jeg en ret Ægtekone at være baade for Gud og Mennesker. Jeg har aldrig seet hende før; hun har et ret vakkert lille Ansigt, men er aldeles ingen Skjønhed, og trods hendes fyrstelige Liaisons, synes hun endnu at have noget tilbage af Huusmandsdatterens upolerede Sprog og Væsen. Brudgommen er en ung Fragtemand, tidligere Vaisenhuus-Elev. Han er en ret meget vakker Karl; forresten SIDE: 426 er hans Forstand liden, det veed jeg fra den Tid, jeg confir- merede ham, hvorimod han har meget af denne affecterte Halv- cultur, der oftest erhverves paa Seminarier, i Vaisenhuse og deslige nymodens Skoler. 28de April. De sidste Ord af Dagens Evangelium (anden Søndag efter Paaske) var den Text, jeg prædikede over i Slotskirken. Jeg gjennemgik den analytisk, uden noget egentligt Thema. Prædikenen havde nok været mere passende for et cultiveret Auditorium af voxne Mennesker; den megen Ungdom, der var i Kirken, kunde nok ikke have megen Nytte af den. Hvad der er opfyldt, hvad endnu uopfyldt af hiint Jesu Tilsagn? er dets Opfyldelse mulig eller umulig? Naar og hvorledes vil dette kunne skee? og i den nødvendige Forudsætning, at det ei kan skee i vor Tid, kunne vi da gjøre noget til dens Fremme? og hvad? -- Disse Spørgsmaale fremsatte jeg gra- datim, kom med et nyt, naar det foregaaende var besvaret, og sysselsatte saaledes den Tænkendes Forstand og søgte ved dens Indsigt at lede hans Villie. Følelser vakte jeg neppe, og de Taarer, jeg saae i et Par communicerende Confirmanders Øine, da de traadte frem for Alteret, vare neppe over Prædikenen. Sverdrup vilde vide, at vor Kronprinds vil skilles fra sin Kone og begjære den danske Prindsesse Caroline til ægte, til hvilken Ende Kong Frederik og han skulle have en Sam- menkomst i Skaane; at Grev Essen, naar han reiser herfra, gaaer til Preussen for at bede om en af Kongens Døttre som Brud for Prinds Oscar, og endelig at Mørner ikke skulde blive Essens Eftermand, men derimod den berygtede og i Kjø- benhavn saa forhadte Gesandt, Generallieutenant Tavast. Det sidste haaber man er Løgn, da det uden Tvivl (med eller uden Føie) vilde vække Nationens Misfornøielse. De to første Projecter tvivler man om vil lykkes, da man staaer i den sikre Formening, at de allierede Magter med Carl Johan vil SIDE: 427 udrydde den sidste Spire af Napoleonismen, og forene sig om at sætte den unge Gustav paa den svensk-norske Throne. Sverdrup synes at ønske noget deslige. -- Bispen bragte selv Bibelsagen paa Bane og sagde, at han med det første vilde beramme et Møde, hvortil han og vilde indbyde Stenersen. Den gamle ærværdige Rosenblad kunde neppe overgivet Sa- gen i slettere Hænder. Et egentligt Bibelselskabs Opret- telse synes endnu i denne Stund ikke at være Bechs Tanke; neppe troer jeg, han veed selv ret, hvad han vil, og jeg er i megen Forlegenhed, hvad jeg egentlig skal skrive til Rosen- blad. -- Frue Bergh fortalte om en Præst Tisvilde, Biskop Keysers Formand i Ullensager residerende Capellani. Han var en haard, barsk, yderst hypochondrisk Mand, men forresten begavet Prædicant. Engang skulde han kjøre og forrette en Huuscopulation i Sognet. Noget efter kom Hest og Kariol hjem, men Præsten kom ikke, og en heel Maaned søgte man ham forgjæves. Endelig fandt man ham i en Skov, hvor han havde hængt sig. Frue Berg erindrer endnu at have seet hans Liig i en umalet Kiste føres paa en Arbeidsvogn til Kirkegaarden og uden Sang, Klokkeklang eller anden Ceremoni i Stilhed nedgraves. Han efterlod i Armod en retskaffen Enke med 6 uforsørgede Børn. To af Sønnerne gik fra Forstanden, den tredie omkom paa Havet; en Datter døde ugift og fattig, de to andre bleve gifte med Bonde- haandværksmænd og kom i meget trange Kaar. De ere nok alle døde nu, undtagen den ene Søn, som sidder i Opsloe Dolhuus. Det Oldtids Sagn, at en synderlig Forbandelse hviler over visse Huse, synes et Blik paa Menneskeheden end i vore Dage mangen Gang at bekræftes, og for uindskrænket at troe, hvad alt Ezechiel sagde: "at Sønnen ei skal bære Faderens Misgjerning", synes det stundom nødvendigt, at Tanken svæver hen mod Evigheden, det sande Gjengjældelsens SIDE: 428 Land, da det vel ofte er Tilfældet, at Forældres Synder er eneste Kilde til Børnenes dybe, for denne Jord ulægelige Jammer. 29de April. Jeg stak Hovedet ind ad Døren til Odelsthinget, men gik strax, da det var en Bankoctroi, man gjennemgik, og af den forstaaer jeg ikke det ringeste. Rasmussen fortalte, at ligesom nok overalt Committeen, der reviderer Statsraadets Protocoller, neppe frembringer et anseeligere Foster, end Bjer- get hos Phædrus, saa slipper isærdeleshed Høiesterets frygtelige Klage op til intet. Man finder nemlig, at Statsraadet ei har overtraadt nu gjældende Love, men at der i det definitive Reglement for Høiesteret bør bestemmes noget i saadan Hen- seende. Ole Holmen var her og hentede Betaling for min Kones Vinterprovision. Den Maren Ingebretsdatter, som var Brud i Løverdags, har tjent hos ham. Prinds Christian har ikke hendes Uskyld paa sin Samvittighed, da hun skal have staaet i Forbindelse med 2 -- 3 før. Ritmester E -- meentes at være hendes første Forfører og den Kobler, der anbefalede hende til Prindsen. Ogsaa det vidste Ole Holmen at fortælle, at det ingenlunde var Prindsens eneste Amourette, at han havde Barn med endnu en Pige, som ogsaa er bleven gift, og at man foruden dem nævnte 1 eller 2. Hvad her var blevet et Levnet, hvis det Regimente havde vedvaret, og hvad jeg som Hofpræst og Consessionarius vilde spilt en fornøielig Rolle! Hvilken behagelig Tanke at vide, hvorledes Christian i ledige Timer delte sit Hjerte mellem mine Prædikener, H -- s og E -- s Liderligheder og et halvt Dusin Skjøgers Favntag! Jeg skrev til Grev Rosenblad og sendte ham Bruns Ordinationstale efter dennes Forlangende. Jeg kunde ikke undlade paa en indirecte, forblommet Maade at melde ham SIDE: 429 paa hvilken precair Fod det endnu ikke organiserede Bibelsel- skab staaer, -- "ikke at jeg i mindste Maade vilde anklage noget Individ, men det var mig vigtigt, at Greven, idet han maaskee med Føie frakjendte mig Mod og Energi, ei skulde fristes til at tilføie: "Pavels er ikke den religiøse, for Guds Ære og Brødres Oplysning og Lyksalighed varmtfølende Mand, som jeg ansaae ham for." 30te April. April Maaned ender med den glædelige Nyhed, at her nu overalt paa Bjørvigen og i Fjorden er aabent Vand. Det var mig et saare oplivende Syn paa min sædvanlige Spadseretour over Volden. Saalidet jeg elsker at færdes paa Vandet, saa skjønt og opløftende er det mig at see det. Yderst trist og kjedsommelig er den evig lange Iisblocade her i Christiania, men Dagen, da den hæves, er mig en saadan festlig Glædesdag, at jeg næsten lykønsker mig med ikke at leve paa et Sted, hvor jeg aldrig seer Iis. I Storthinget, hvor den redigerede Værnepligtsanordning oplæstes og vedtoges, indbød jeg Nansen, Bonnevie og Schultz til i Aften. Vi drak en lille Bolle Punsch heroppe paa Salen og levede ret studentikos. Det er tre ret interessante Mænd, skjøndt Schultz vistnok er den eneste, hos hvilken er nogen Soliditet. De andre to have hver sine Brøster, der ei engang ere lønlige. 3die Mai. Af Døgnets Brochurer har jeg læst det famøse Lystspil "Den mundtlige og skriftlige Procedure", ikke uden Vittighed, men iøvrigt gemeen Pasquil over Morgenstjerne, og Falsens: "Som man raaber i Skoven faaer man Svar", ogsaa grovt og fuldt af personlige Angreb mod Provst Lassen som Odels- rettens Antagonist. SIDE: 430 5te Mai. Biskoppen havde midt i Ugen ladet udgaae Circulaire til sine tre Colleger Sørensen, Bugge og Krogh, til Hersleb, Stenersen, Siegwardt og mig, at han i Henseende til den forehavende Udgave af det nye Testamente ønskede en Confe- rence, hvorfor han foreslog os paa Søndag at tage til Takke med et tarveligt Middagsmaaltid hos ham, da vi efter Bordet kunde gjøre mundtlig Aftale desangaaende. Hersleb var an- modet om at forfatte en Plan dertil. Alle lovede at komme, men til vor Overraskelse fandt vi et stort elegant Selskab paa henved 50 Personer. Man samledes i de to Studeerværelser og Bordet var dækket i den store Sal; det lod sig da ikke let begribe, naar og hvor denne Conference skulde holdes. Ogsaa bebudede Bispen Hersleb og mig, medens Gjæsterne samledes, at han ansaae det bedst, Planen circulerede mellem os til Be- dømmelse og Gjennemsyn, dog saa at Ingen maatte beholde den over 2 Dage. Det fandt vi da rimeligt. Efter Bordet gik Bugge, Hersleb og jeg ind i det lille Carnapværelse inden- for Salen, hvor Hersleb da forelæste os Planen til et ordent- ligt Bibelselskabs Organisation, om hvilken jeg skal tale i Mor- gen, naar jeg faaer læst den. Men medens Spillebordene arrangeredes, kom Hersleb igjen hen til os. Han havde imid- lertid talt med Bech, og denne havde en ganske anden Idee. Han vilde nemlig, at Talen ei maatte være om noget Sel- skabs Oprettelse, blot om det nye Testamentes Udgivelse af os, som imidlertid skulde hver foretage en af dets Bøger til Re- vision og rette Oversættelsen, og det var de Principer, der skulde følges ved denne Rettelse, han vilde have fastsatte. Da nu dette var ligesaalangt fra Herslebs Idee, saa erklærede Bech selv at ville udarbeide en Plan, hvilket H. naturligviis intet kunde have imod, kun forbeholdt han sig ogsaa at lade sin circulere, hvormed han alt imorgen vil begynde. For at faae hastig Ende paa Circulationen lader han afskrive 4 Exem- SIDE: 431 plarer, et for Bech, et for Sørensen og mig, et for Bugge og Krogh, og endelig et for Siegwardt og Stenersen. Dette bli- ver uden Tvivl en slem Streg i Høivelbaarenhedens Regning, der til uvedkommende Ting har disponeret over de 6600 Rd. Bco., Kronprindsen skjænkede, samt 2000 Rbd., han andetsteds har incasseret. Formodentlig bliver Pluraliteten enig om, at et Selskab maa existere, inden det kan virke; det vil idetmindste blive Bugges, Herslebs, Stenersens og mit Votum, og skulde da og imod Formodning de tre andre entrere i Bechs Idee, maa Tingen dog gaa i Staae og vor Villie fremmes, da Ingen af os kan eller vil indlade sig i noget Arbeide for Selskabet, inden det har faaet sin Organisation. Saaledes staaer da Sagen nu. -- Paa Hjemveien gik jeg i Følge med Oberst Aubert, som jeg i Aften ret godt kunde forstaae. Han erklæ- rede, at han hellere vilde gaae end kjøre fra et saadant Sel- skab, naar han ei havde ordentlig Equipage, som han ei har Raad til at holde, da det vilde være ham ydmygende i Car- riol at møde maaskee en Høker eller Haandværksmand, der kjørte med egne Heste og Vogn. Alt saadant kan jeg over- maade vel sætte mig udover, og troer, at jeg aldeles blev den samme i min egen og mine Medmenneskers Dom, om jeg kjørte i Kareth med fire Heste for, eller i den tarveligste Bondekjærre. Siden talte han om sine Sønner, af hvilke han roste Frantz's og Johans Genie, men fandt derimod i Henrik et godt Hver- dagsmenneske. Endelig talte vi om Prinds Oscar, om hvilken vi begge vare fuldkommen enige. Det er Auberts og rigtig- nok ogsaa min faste Overbeviisning, at han aldrig i sit Liv bliver Sverrigs og Norges Konge. At Tavast kommer her, er Snak. Mørner ventes ganske sikkert. 6te Mai. Jeg finder Herslebs Plan overmaade god og gjennem- tænkt. Maskinen er maaskee vel sammensat, men jeg kjender SIDE: 432 intet Middel til at simplificere den. Gud veed, om der er Overlæg i, men uklogt er det ikke at lade de tre Exemplarer først afgaae til Bugge, Stenersen og mig, om hvis Consens han er betrygget, og hvis Exempel muligen kunde virke paa de tre andre, hvis Mening kunde være tvivlsom. At han iler saameget med at udsende Planen og udsender saamange Exemplarer, at Circulationen i faa Dage kan fuldendes, for at forekomme Bech, lægger han ikke selv Dølgsmaal paa. Det er overalt en herlig Sag, at en Mand af Herslebs alvor- lige sindige Fasthed og tillige Uafhængighed er bleven vor Medarbeider. Ved at antage ham dertil, har Bech gjort Riis til -- sat sapienti! 7de Mai. Endelig lykkedes det mig at faae læst Reinald Under- barnet, Tryllespil i 3 Eventyr af Ingemann. Det er det første Eventyr i "Volksmärchen der Deutschen", om de tre forhexede Prindser, der under Bjørns, Ørns og Delphins Skik- kelser vare gifte med tre Søstre, hvis yngre Broder Reinald forløser Prindserne, deres Søster Mathilde og deres mange Undersaatter, der vare forvandlede til Træer og Blomster, Fugle og Fiske. Historien er aldeles uforandret, men Maneren og Behandligen yderst forskjellig. Man har spurgt, hvad egentlig den Fortælling skal betyde, og i dens første Oprindelse vil jeg troe, at den betyder slet intet, er blot et livligt Phantasiespil, som Abrahamson og længe siden har yttret i Anledning af Øhlenschlægers nordiske Digte, om mange af de Oldtidens Myther, hvori vor Tids Digtere og Naturphilosopher finde den dybeste Viisdom. Men Ingemann har unægtelig givet, om ikke det Hele saa dog enkelte Dele høi moralsk og religiøs Betydning. Der findes udmærket deilige Steder, især hvor Blomsten og Fuglen tale. Trolden er mig derimod modbyde- SIDE: 433 lig, saa tidt han fremtræder. Ingemann differerer deri fra Tieck, at denne har sin Force i at male Djævle og djævleag- tige Mennesker; den danske Digter derimod synes at være saa aldeles hjemme i Himlen, at et Helvede ikke engang kan rum- mes i hans Imagination, men bliver styg Carricatur, naar han vil skildre det. 8de Mai. Rigstidenden er politisk fra Begyndelsen til Enden. Det Mærkeligste er et Stykke uddraget af en Leydensk Journal, hvoraf man tydeligen seer, hvor uendelig meget der mangler i Europas Orden og Roe, og hvor sandsynligt det er, at nye Forvirring, nye Revolutioner, nye blodige Krige om kort Tid ville gjøre Ende paa den nærværende Kirkegaardsstilhed. -- I Tillægget ønskes med Føie, at man ogsaa vilde besørge et Oplag af de ældre Psalmebøger, da det forholdsviis kun er en saare ringe Deel af Landet, hvor den evangelisk christelige er indført. Jeg for min Deel ønskede hjerteligen, at vi kunde faae en ganske nye Psalmebog i Norge, hvori der og skulde findes Psalmer baade af den Guldbergske og Kingoske med liden eller ingen Forandring; men det er mit stadige Forsæt, om jeg imod Formodning skulde faae høiere og mere udstrakt Indskydelse, end jeg nu har, aldrig mere at gjøre et Skridt til den evangelisk-christelige Psalmebogs Udbredelse. Tildeels af Nødvendighed, men dog ogsaa af Lyst og Overbeviisning har jeg kraftigen virket til dens Indførelse i to Menigheder, men sandelig, jeg anseer det nu ikke for saadan god Ting, at jeg efter Ordsproget skulde fristes til at triplicere den. Med ret megen Fornøielse saa jeg i Aften Borger- mesterfamilien, hvormed Selskabets Forestillinger sluttedes for denne Saison. Denne Farce spiltes i det Hele overmaade vel. Holms Borgermester var, saavidt jeg erindrer, over baade Rahbeks og Knudsens, uden mere Characteer end Rollen høist SIDE: 434 nødvendig fordrer. Peckel som Urtekræmmer var da -- Peckel. Han skifter Klæder; det er alt. D. Thrane var en saare god Lars Madsen Finke, en fortræffelig Contrast mod Mansbach som Olmer, der har en overmaade fiin og let Conversation paa Theatret. Det var hist den stive manquerte, her den sande utvungne Levemaade personificerede. Frue Dunker som Bedstemoderen, Frue Aars som Mad. Blære og Jfr. Sang som Mad. Hinkelsving vare alle særdeles gode, dog ingen af dem udmærket. Jfr. Sang -- Frue Dunker -- Frue Aars; det er nok den rette Gradation for Livets Spil og Styrke. Jfr. Prydtz som Sabine var sin Elsker værdig. 9de Mai. Det første Hefte af Baggesens Danfana har jeg i Dag læst, men aldrig har jeg læst et Skrift af lige Længde, hvoraf jeg har forstaaet mindre. Det handler meest om hans Gaade: Det evige Sindbillede, som Skolediscipelen Just Thiele, den unge Digter L. Heiberg og Componisten Weyse har forsøgt at opløse, og denne Opløsning er da aftrykt her in extenso. Thieles er den længste. Det unge Menneske gjør nette Vers, synes aldeles indviet i vore Dages Mysticisme og lader til at være vort Aarhundredes Crichton. Baggesen er og umaadelig glad over ham og velsigner ham i et overmaade vakkert Digt som sin fjerde Søn. Tank fortalte mig, at Kronprindsen paa hans Forbøn har skjænket Provstinde Hount (jeg troer) 7000 Rbd. engang for alle, samt tilstaaet hende en aarlig Pension, og endelig givet hver af Døttrene 2000 Rbd., som sættes paa Rente og udbetales dem ved deres Giftermaal eller ved Moderens Død. Kronprindsen havde i den Anledning udladt sig med, at han gjerne vilde give de betydeligste Summer for at kunne kalde Hount tilbage til Livet. Jeg vilde ikke give en Rigsbankdaler, SIDE: 435 thi jeg troer han døde i den allerbeleiligste Tid baade for sig og sit Fædreland. 12te Mai. -- -- Det var hedt hos Treschows, og jeg laa længe uden at kunne sove, og i denne søvnløse Nat anstillede jeg melancholske Betragtninger over Danmarks æsthetiske Litteratur. Dens Forfatning synes blomstrende; naar har Danmark paa engang eiet fire Genier som Baggesen, Grundtvig, Ingemann og Øhlenschläger? ikke at tale om den paa sine Laurbær hvi- lende Thaarup, eller om de yngre, en Heiberg f. Ex., om hvilke det endnu ikke er aldeles aabenbart, hvad de skulle vorde. Men naar jeg seer disse, Ingemann undtagen, istedetfor enige at fremvandre til et Maal, ordentlig at hade hverandre, at føre ei blot smaa Skjærmydsler, som altid har været Skik, men Undergangskrig, at drage i Kamp paa Liv og Ære, -- hvo der vinder eller taber af de Stridende lader sig ikke for- udsee, men at det literaire Fædrelands (hvortil jeg endnu regner Norge) Tab er uundgaaeligt, det er klart som Da- gen. Danmark kunde maaskee fra Poesiens Side blevet Europas første Land, og hvad bliver det nu? Ogsaa dette, at Forfatterie ere Næringsvei for de fleste af disse, er en sørgelig Ting. Det er sandt, at Holberg skrev sig "berømt" og -- ikke blot "mæt," men ogsaa riig -- men deels var det langt andre Tider, deels arbeidede han i forskjellige Fag, især i det historiske; Æsthetiken var ikke hans eneste, neppe engang hans Hovedfag. Men hvor man intet maa hente af Bøger, alt af sig selv, i Genieproducter, hvo kan frembringe tykke Bind deraf uden at udtømme sig? Ingemann har nu i fire Aar skrevet tre store Poesiesamlinger, et romantisk Epos, et do. dramatiseret Eventyr og fire særskilt udgivne Sørgespil. Det er et sandt Mirakel, at hans to nyeste Arbeider maaskee SIDE: 436 ere hans bedste, men at, naar han saa vil blive ved i fire Aar, det han udgiver i 1820 vil være langt under Hyrden af Tolosa, derpaa tør jeg nok vædde min Kones hele Andeel af Barboe. I et Land, hvor Regjeringen ikke kan og rige Particuliers ikke ville understøtte Digteren og skaffe ham otium cum dignitate, seer jeg ikke der er andet for, end at de unge Digtere skrive en 4 -- 6 Aar, hvad deres Genius indgiver dem, men lægge dem saa efter et Brødstudium, søge et godt Embede, som deres Celebritet hos en liberal Regjering let vil skaffe dem Adgang til, og saa aldrig i deres Liv mere skrive en versificeret Linie, ikke saa meget som en Geburts- dagsvise. 13de Mai. Hersleb bragte mig Biskop Bechs Revisionsforslag til- ligemed samtlige høilærde Herrers Betænkninger. Hiint inde- holder, som man kunde vente, i sig selv ret gode og fornuf- tige Principer, men vaklende, underkastede diverse Fortolk- ninger efter enhver Revisors subjective Anskuelse og altsaa vanskelige at udføre paa en tilfredsstillende Maade. Herslebs Mening, der aldeles stemmer overeens med min, er, at denne Revision baade vilde vare for længe, og ei frembringe det forønskede Resultat. Han troer altsaa, det nye Testamente bør trykkes efter den almindelige Oversættelse for det første eller kun med faae og høist nødvendige Forandringer. Ste- nersen troer det samme, men vil dog strax have Revisionen begyndt, at den kan være færdig til et nyt Oplag skal gjøres. Sørensen finder, hvad idetmindste 5 af os 7 ere enige i, at den af Biskop Bech foreslagne Revisionsmethode vilde gjøre Brud paa Oversættelsens Eenhed, men naar han troer, at denne bedre fremmedes ved, at Selskabets geistlige Med- lemmer i Christiania og Universitetets theologiske Docenter ere ene om Arbeidet, da har han uden Tvivl Uret. Jeg kan SIDE: 437 neppe blandt Norges Theologer tænke mig større Antipoder end Bech og Stenersen. Bugge, der iøvrigt frabeder sig al Andeel i Revisionen og troer, at det kjøbenhavnske Bibel- selskabs nye Oversættelse først bør oppebies, fremfører den synderlige Pensée: "Nødvendigheden af, at Bibler komme i Almuens Hænder, synes at være saameget større, som den maaskee sjelden findes i Præsternes." Denne Yt- tring har Krogh med Føie paaanket og gaaer iøvrigt i nøiere Detail end nogen af os andre. Idag blev endelig Advocat Hjelms Barn døbt. I Kir- ken indbød han mig til Aften. Blandt Gjæsterne var ogsaa Biskop Sørensen, der var meget misfornøiet saavel med Bugges ovenmeldte Erklæring, som med Mandens hele Ad- færd, især i den senere Tid, paa Storthinget. Efter hans Forslag er en Indstilling om Landsbyskolelærernes forbedrede Kaar m. v. henviist til den almindelige Lovcommittee, at af- gjøres paa næste Storthing. 14de Mai. Der var Examen i Ankers Vaisenhuus. Den begyndte med Indenadlæsning, Forstandsøvelse, dansk Grammatik, Re- ligion og Geographie og Historie. I alt dette examinerede Feyring, og det gik temmelig rask fra Haanden. Da Regningen skulde begynde, paatog Bech sig en Examinators Skikkelse. I vore nyeste politiske Døgnskrifter havde han ventelig udstuderet et Problem af den politiske Arithmetik om Skatteydelsen i Forhold til de Ydendes Antal og Formue, og naar han ikke havde fremsat det saa vidtløftigt og indviklet, kunde de 2 Drenge, hvilke det gaves at opløse, gjerne ved at bevare denne Viisdom i et sundt og godt Hjerte, drømt sig til om 14 -- 16 Aar at fremtræde som værdige Eftermænd af Ole Haagenstad, Orm Øverland, Peder Bøgvald og flere store Financiers. For de Eenfoldige sattes da ei saadan solid Kost. -- Vi SIDE: 438 vare indbudne, alle vi Tilhørere og Tilhørerinder, til Mid- dagsmaaltid hos Agent Nielsen. Ved Bordet var Statsse- cretair Holst min Naboe. Haxthausen havde i Forveien yttret det Ønske, at man havde gjort med ham som nu med Anker, Motzfeldt og Krogh, nemlig indstævnet ham til at møde for Storthinget, da han sikkert vilde undgaaet Action for Rigs- retten. Jeg fortalte Holst dette, og han svarede med saa høi Røst, at det gøs i mig, da vi ei sad meget langt fra Haxt- hausen: at det skulde han slet ikke stolet paa, da man ellers let, naar man fandt ham brødefri i den Sag, kunde faldet paa at actionere ham for en vel saa slem: hans Desertion fra sin Post som en af Statens første Embedsmænd i en farlig Periode, fordi man havde slaaet et Par Vinduesruder ind i hans Huus. Sandt er det, hvad ogsaa andre have anmærket, at naar Pøbelen, opægget af Fædrelandsfiender, de fire følgende Aftener havde slaaet Vinduer ind hos Rosen- krantz, Sommerhjelm, Collett og Aall, og disse ligeledes vare reiste deres Vei, saa havde Landet den femte Dag været alde- les uden Regjering. -- Ved min Hjemkomst fandt jeg Brev fra Lumholtz, Svar paa min Anmeldelse om Hjelms Barn, fuldt af Bitterheder mod Hjelm, som han beskylder for at have opægget Muurmesteren til baade at sætte hans Navn i Avisen og at stevne ham ind for Forligelsescommissionen. 15de Mai. Første Dag i Aggers Fattigcommission, overmaade fre- delig, næsten behagelig. Paa Hjemveien mødte jeg Borthig, der fortalte mig, at Skolevæsenssagen mod al Formodning (Gud veed under hvilket Prætext) i Dag igjen var kommen for i Odelsthinget, hvor da decreteredes, at der i ethvert Sogn skulde nedsættes en Commission, bestaaende af Provsten, Sognepræsten, Fogden, Lensmanden, Præstens Medhjælpere og Valgmændene, som skulde bestemme, hvad der saavel i SIDE: 439 Henseende til Skolelærernes Dannelse som Lønning maatte findes tjenligst at foreslaae; men skal, som Hans Grimelund siden har forsikret mig, et Resultat uddrages deraf for det hele Stift, (det er maaskee nødvendigt) saa turde deraf let udkomme et underligt Sammensurium, og det er høist usikkert om Egennytte og Slendrian, sand Folkeoplysning eller pæda- gogisk Viisdom i den nyere Smag vinder Seier. Til Benefice for Skuespiller Knudsens Enke opførtes i Aften Borgermesterfamilien. Huset var meget tomt. 16de Mai. Jeg har læst Fiskeren af Øhlenschläger, og har den Glæde at erklære, at jeg ogsaa heri gjenkjender i ham Dan- marks første Digter, hvis Skorem den tvetydige Baggesen ikke er værdig at løse. Det er det første Eventyr i tusinde og en Nat, som Wieland har bearbeidet i sin frivole Maneer, og Øhlenschläger selv efter ham oversat 1801 og indrykket i Sjofna. Jeg har sammenlignet den ældre Fortælling og det nyere Drama og finder Æmnet betydelig forældet og Be- handlingen i poetisk Sandhed og Sammenhæng langt over alle de ældre. Og om man end ikke mere gjenfinder den dunkle anende Længsel, det melancholske Blik ud i det Fjerne, her characteriserer hans ældre Arbeider: om man ikke i Øhlen- schläger som i Ingemann seer den fromme Pillegrim, hvis Øie stirrer ufravendt mod Himlen, hans eneste Fædreland, -- den Troende og Haabende, for hvem Gud og Evighed er mere end Verden og alle dens Herligheder, kan dog ikke miskjendes i ham. Fattigcommissionen endtes i Dag, men den gik ikke fuldt saa fredelig som i Gaar. Jeg var fire Gange vred, men kan dog ikke sige, jeg ærgredes. Første Gang var det mig en Glæde at kunne betale en gammel Gjæld til en tvær, stor- kroet Bonde, som i sit Inspectorats sidste Dage viste en SIDE: 440 Vrangvillie, der ligesom Alphonsos Stikpille hos Holberg for- tjente at tages ad notam. Anden Gang fik jeg, skjøndt i al Høflighed, sagt den unge Hr. B -- paa H -- , der behandler sine Lægder ilde, nogle fornødne Sandheder. Tredie Gang prædikede jeg Loven for den fordrukne Graver Lie og gjorde ham saa myg som en Silketraad, men nægter ikke, at mit Hjerte lønligen slog under denne Tordentale, da Fattigcom- missionen (vistnok retfærdigen) paalagde ham en Byrde, hvil- ken jeg i lignende Casus ikke vilde bære for Perus Guld og Golcondas Diamanter: mod Betaling at tage sin gamle Svi- germoder til sig i Huset. Fjerde Gang endelig var det en i sig selv agtværdig Bonde jeg lemfældig revsede, fordi han ved unyttige Indvendinger mod en legal og ikke byrdefuld Ting forlængede Commissionens Forhandlinger. 17de Mai. I Nationalbladet meddeles, efter en mod Grundtvig tem- melig bitter Inledning, nogle Tanker om ham af Pastor Bastholm i Slagelse. Jeg fristes meget til, naar jeg engang faaer bedre Tid, at expectorere mig over hans Mening: "at de religiøse Følelser, skjøndt svagere nu end i ældre Tider, dog ere mere ægte, og at Vantroe er en mindre farlig Tilstand for Mennesket end Overtroe, da hiin er unaturlig, denne derimod henhører til vor Naturs væsentlige Ufuldkom- menheder." Det Hele er i mine Tanker noget daarligt Kram. 18de Mai. I Tillægget til Rigstidenden giver Stenersen en lang Indbydelse til Læseselskaber, især til Religionsskrifters Udbre- delse. I den Anledning siger han: "I det Land, som med vort taler et Sprog, har Gud ladet fremstaae Mænd med saadan Aands Dybde, og tillige med saadan Flid til at arbeide den Gjerning, Herren ved at give dem de store Sje- SIDE: 441 lens Evner, anviste dem, at vist intet enkelt Land i Europa, vel ikke det samtlige Europas Lande engang til dem kunne opvise Magen (??); ja han har gjort mere, idet han har renset idetmindste Een af dem ved sit Ord til at tale som den, der taler med Kraft og med Aandens Salvelse."!!! 19de Mai. Bispen havde berammet et nyt Bibelmøde med udtryk- keligt Løfte, at ingen Profane skulde komme der. Det gjorde der da heller ikke, og Sagen kom saa nogenlunde til et Re- sultat: Herslebs Plan trykkes, og en Forhandling holdes Søndag Eftermiddag i Byens Kirke, hvor de, som ere eller ville være Selskabets Medlemmer, indbydes at møde. Bispen aabner den med en Tale, og en Centralcommittee vælges. Ogsaa i Henseende til Bibeludgaven bestemtes, at den almin- delige Oversættelse følges, dog saaledes, at hver af os fem, som boe i Byen, foretage enkelte Bøger, gjøre de nødvendigste Rettelser, hvilke igjen gjennemgaaes in pleno, og det antagne tilstilles Redactionscommitteen, som besørger Trykningen. Denne Fordeling er som følger: Bech, Matthæi Evangelium, Brevene til Romerne og Philipenserne, samt Jacobs og Judæ Brev. Hersleb, Marci Evangelium, 1ste Brev til Corintherne, Peters Breve og Apocalypsen. Pavels, Lucæ Evangelium, samt Breve til Thimothæus, Titus og Philemon. Stener- sen, Johannes Evangelium og Brevet til Ebræerne. (Om han eller Hersleb fik Breve til Galaterne, Epheserne og Colo- senserne, erindrer jeg ikke, ligesom jeg og i Henseende til Brevene til Thessalonicenserne er i Uvished baade mellem dem og) Sigvardt, som iøvrigt fik Apostlernes Gjerninger, andet Brev til Corintherne og Johannes's Breve. -- Bugges Hu- meur var ret couleur de rose, og det lakker nu stærkt ad En- den med Storthinget. Man er i nogen Tvivl, om Kronprind- sen virkelig kommer og personligen opløser det, da man troer SIDE: 442 Statsraadernes Indkaldelse har gjort megen Sensation, og Prindsen selv vel saa slemt som nogen anden bliver compro- mitteret ved den Lovzovske Sag. Hegermann har søgt og faaet Entledigelse paa et Aar fra sine Embeder, som Stats- raad og Cadetcorpsets Chef. Han reiser til Christianssand, og, hvis hans Kone lever, troer man han trækker sig ud af alle offentlige Affairer, hvilket er et virkeligt Nationaltab. Regimentet skal han aldeles have frasagt sig, ligesom og al Gage for dette Aar. 20de Mai. Min Travlhed vedvarer, og Gud veed, naar den faaer Ende! I Dag besøgte jeg de 3 Skoler, som den høivel- baarne Høiærværdighed i Morgen beærer med sin Nærværelse. Forsaavidt var alt i Orden, skjøndt vistnok hverken Lærere eller de fleste Elever have Bryllupsklæder paa. Ugjerne maatte jeg i mit Hjerte give den usle Fredriksens Skole Fortrinet for den langt fermere Olsens, men Sagen er, at Underviis- ningen er hiins eneste Levebrød, og at han i Søndagsskolen forøger sin Routine, hvorimod Klokker-Embedet er Olsens Hovedfag og Skolevæsenet en Biting, hvorfor han kun nyder halv Løn, og som han altsaa troer kun at skylde halvt Ar- beide. Det udkomne første Hefte af Saga indeholder først to Oversættelser fra det Islandske af Jacob Aall og Munch. At der just er meget mærkeligt i dem, kan jeg ikke sige. Mine ærede Venner have ellers, af Agtelse for det oldnordiske Sprog, begyndt at indføre en Orthographie og berige vort Skriftsprog med Udtrykke, som jeg ikke gouterer. Det har f. Ex. altid forekommet mig overmaade godt, at vi i vor Retskrivning skjelne Seil (velum) fra Segl (sigillum), men saa synes ikke Hr. Munch, der i Trykfeilslisten retter seile til segle og Seilads til Seglads. Saa have de og begge med Iver antaget sig SIDE: 443 det stygge Ord æsle sig (agte sig hen), hvilket er des utidi- gere, da man slet ikke behøver det rigtignok kraftløse Udtryk, som staaer i Parenthesen, men kan i et ædelt Foredrag bruge mere end eet langt smukkere. Aall har, hvor nogen indføres talende, drevet meget Uvæsen med Ordet monne, der enkelt Gang kan være brav, men saaledes brugt er utaalelig mat og slæbende. Det længste Stykke ere Samlinger til Krigens Historie i Norge under Frederik den tredie af Justitiarius Berg. Blandt adskilligt kjedsommeligt findes der og heel interessante Actstykker, hvoraf især et Par Indbydelser til de Norske at afkaste Danmarks Aag og forenes med Sverige, i Tone og Aand overmaade lige dem, der circulerede her i Lan- det for 3 -- 4 Aar siden. Jeg havde ikke ventet, at Berg i denne Tid vilde fremdraget disse Ting af det fortjente Mørke. De vække mere end en ubehagelig Erindring. Dog sligt bry- der ikke Antiquaren sig om, naar kun det, han meddeler, er gammelt og sjeldent. 21de Mai. Den trefoldige Skole-Examen med annecterede Gjæste- bud er lykkeligen forbi, og den første gik bedre, end jeg havde vovet at haabe. Klokken halv ti gik jeg ud i Grønlands Skole, hvor Bispen strax efter kom. Examinationsordenen var den samme i alle Skoler. Der begyndtes med et Vers af en Psalme, saa Indenadlæsning og Forstandsøvelse, der- paa Religion og Bibelhistorie, Regning, Skrivning og endelig nok et Vers. Sangen var jammerlig i Frediksens Skole, da Læreren hverken har Stemme, Foredrag eller Musikkund- skab. Forresten gik det taaleligt, og Bispen gav Fredriksen offentlig og i privat Samtale med mig det Vidnesbyrd, at han meget har forbedret sin Methode siden det sidste Skole- besøg for 5 -- 6 Aar siden. -- Hos Klokker Olsen gik det endda bedre. Jeg vil ikke sige, at Børnene havde gjort større SIDE: 444 Fremgang; der er nok overalt ingen af de Skoler, hvor saa mange og saa grove Forsømmelser finde Sted; derimod beun- drede jeg meget hans Færdighed i at examinere, der overgaaer endog Feyrings. Biskoppen lod ham ogsaa beholde Ordet fra Begyndelsen til Enden og roste hans meget gode Methode. -- Endelig kom da Touren til stakkels Vold: Han kunde hverken lægge Dølgsmaal paa sin catechetiske eller øvrige intellectuelle Svaghed, men Bispen roste hans Flid. Der var en meget ferm Dreng, som mere end engang dækkede baade Lærers og Meddisciples Nøgenhed. Biskoppen syntes i det Hele at være vel tilfreds, og jeg skulde troe, han ligesom jeg fandt sine Forventninger overtrufne. 22de Mai. Det var høi Tid, at jeg saa nogenlunde blev færdig med de Skoleexamina og Fattigcommissioner m. m., der laa mig paa Halsen. Det synes desværre at blive Alvor med den befrygtede Beensygdom. De Nansenske Ankeposter ere i Odelsthinget funden af den Beskaffenhed, at Statsraadet ei kan drages til Ansvar derfor. 23de Mai. Jeg havde en yderst ubehagelig Nat. Ulykkeligvis læser jeg i denne Tid den ellers saa lyse og populære Garves spe- culative Afhandling om Guds Tilværelse og havde i Gaar Aftes, inden jeg tænkte paa Feber, læst et særdeles abstract Stykke om Forskjellen mellem de Værker, som mechaniske Kræfters Sammenstød og dem et forstandigt Væsens ordnende Haand frembringer. Over disse Dunkelheder, som jeg sjelden dvæler ved, da de ere for svære for mit Hoved og ufrugtbare for mit Hjerte, rugede min Indbildningskraft næsten uden Bevidsthed et Par Timer, indtil jeg hensank i dyb Melancholie, og det blev mig evident, at den Sygdom, som nu begyndte, SIDE: 445 var den sidste og at den upaatvivleligen vilde medbringe Dø- den. "Lumholtz," tænkte jeg, "88 Aar gammel betræder i Dag efter en lang og farlig Sygdom for første Gang Præ- dikestolen, og jeg omtrent halv saa gammel -- ." Jeg var anmeldt som Prædicant i Aggers Kirke. Jeg havde alt længe besluttet at holde en Homilie over min Yndlingspsalme: "Min Sjel og Aand opmuntre dig!" i Forbindelse med det sidste Vers af Aftensangstexten. Uden at tage i egentlig Betragt- ning, hvorvidt mine physiske Kræfter vilde tillade mig at tale offentligen, tænkte jeg paa, at Behandlingen af det sidste Vers, naar jeg stod der syg for den talrige Menighed, vilde synes at være en Afskedsprædiken, og det værste var endnu, at den vilde synes mig selv at være det, at jeg vilde gjøre Ordene: "O Verden hav du god Nat" m. v. bogstaveligen til mine. Og hvo veed -- skjøndt 2 -- 3 Timers Slummer nedspændte min Phantasie, hvad der virkelig var kommet ud af det, hvis Nøden havde tvunget mig til at prædike? Det er vel før hændet, at En virkelig døde, fordi han indbildte sig, at han skulde døe, især naar indløbende tilfældige Om- stændigheder styrkede ham i denne Indbildning. Dette følte jeg, da det var bleven lysere i min Sjel, og da det fo- rekom mig haardt at anmode en ung, ikke meget begavet Mand som Borch at fremtræde uforberedt paa en Høitidsdag for en vistnok stor Folkemængde, saa begyndte jeg alt at tænke paa et andet Thema, der ikke umiddelbar kunde henlede mig og Tilhørerne paa sørgelige Anelser. Imidlertid vaagnede min Kone og fandt, at jeg aldeles ikke burde gaae i Kirke. Der gik da Bud til Borch, og han kom strax til min Seng. Med megen Redebonhed og Velvillie paatog han sig dette uventede Arbeide, og meget glad var jeg derved; jeg vilde neppe udholdt det. -- Kjerschov var her efter Gudstjenesten og vilde havt mig op til sig i Aften, da han ventede Biskop SIDE: 446 Bugge og Hans Houge, hvilke han havde lovet at forestille for hinanden, men jeg var lovlig undskyldt. 25de Mai. Neppe havde jeg slukket Lyset, før i halvvaagen Drøm Billeder foresvævede mig, det ene styggere end det andet. Aller- først saae jeg som i Phantasmagorie en meget høi ordensde- coreret Mand, som man sagde var Grev Mørner, tilligemed adskillige Andre. Men snart sad jeg i Storthinget, og foran stod Carl Johan og holdt grædende en Tale, hvori han for- kyndte sin Søns Død. Scenen forandredes, og Mennesker af alle Stænder og Skikkelser vrimlede frem og tilbage, allevegne var det almindelige Løsen "Prinds Oscar er død!" -- "af et Pistolskud" hørte jeg tilsidst, men om han havde givet sig det selv eller faaet det af andre, var man ikke enig om. Ogsaa den unge Gustav kom tilsidst med i Spillet. Alt dette og mere fik jeg ordentlig i sceneviis. Jeg var mig saa be- vidst, at naar det blev mig altfor stygt, kunde jeg aabne Øinene, og saa da naturligviis intet mere. Det er mig et høist besynderligt Phænomen, da ingen foregaaende eller efter- følgende Disposition i mit Legeme forklarer det. Tilsidst faldt jeg i ordentlig Søvn. 26de Mai. I Eftermiddag var det bebudede Møde i Bibelselskabet, og Hersleb kom for at bebude mig Resultatet. Der mødte yderst faa Mennesker. Foruden Indbyderne var der blot Dr. Garmann, et Par Skolelærere, 5 -- 6 civile Embedsmænd, om- trent ligesaa mange Kjøbmænd, Storthingets Præsident, alle dets geistlige og nogle faa af dets verdslige Medlemmer, en- delig 20 -- 30 Studenter, hvoriblandt ogsaa Jurister, som alle tegnede sig for 10 -- 15 -- 20 Rbd. aarlig Bidrag. Herover var Hersleb meget glad, da det gav godt Haab for den kom- SIDE: 447 mende Slægt, men ellers følte han sig lidet opbygget, da ikke et af Statsraadets Medlemmer, ikke engang Chefen for første Departement, ikke Stiftamtmanden, ikke nogen anseelig Em- bedsmand mødte. (Professorerne havde alle tegnet sig i For- veien, og nogle vare tilstede). Bispens Tale havde hverken været slettere eller bedre, end hans Tale ved slige Anlednin- ger pleier at være. 27de Mai. Provst Aschenberg besøgte mig og fortalte med megen Græmmelse, at Storthinget har faaet Prolongation til Juni Maaneds Udgang, og da der ikke er meget af Vigtighed tilbage, undtagen Lovenes Sanction, saa forekommer ham efter denne Til- ladelse at have udbredt sig ny Langmodighed og Lunkenhed over Forretningerne. -- Den mundtlige Procedure er falden igjennem i begge Thing, og saaledes ere Normændene afvegne fra den ældgamle Skik hos alle cultiverede Nationer, ved viva vox at forstærke og med Veltalenhedens Prydelse at understøtte Retsgrundene for det øverste Tribunal. Ogsaa andre besyn- derlige Afvigelser fra de gamle Former har man tilladt sig, og Lagthinget er endog heri gaaet videre end Odelsthinget. Høiesteret skal være misfornøiet, og Kongen menes ei at sanc- tionere dette Reglement, men at give et nyt provisorisk, fra det forrige lidt afvigende. Schultz's Iver i Statsraadssagen forekom Aschenberg vel stor. Det var paa hængende Haar nær ved, at det hele Statsraad var bleven indstævnet for Rigs- retten formedelst Procurator Hansens Suspension. -- Ellers fortalte han, at der er gjort Storthinget en naadig Proposi- tion angaaende Briggerne, i Anledning af hvilken resolveredes, at man tilbyder for de 7 Brigger 250,000 Mark Bco., hvor- imod Kongen af Danmark frasiger sig al Prætension paa de norske Krigsfartøier, som før Adskillelsen tilhørte de forenede Riger. -- En anden Proposition eller Forespørgsel frygtede SIDE: 448 Aschenberg vilde blive en haardere Nød at knække: om Dan- marks Nationalgjeld, hvorvidt Norge skal tage Deel i dens Betaling. Iøvrigt forsikrede han høit og dyrt, at han alde- les ikke skal komme paa næste Storthing, da han, om han vælges, som han dog af al Magt vil søge at afværge, vil sætte sig en spansk Flue paa Benet og derved paadrage sig et inflammatorisk Tilfælde, som kan skaffe ham Doctorattest, og derpaa, naar den er afsendt, sige Lægen, hvori Sygdommen bestaaer. 28de Mai. Hersleb havde faaet Brev fra Biskop Brun tilligemed Fuldmagt til Stenersen at handle i hans Navn ved det fore- havende Møde; den kom nu forsilde. I det Hele er han enig med Hersleb og os andre. I Nationalbladet holder Stenersen en lang Forsvarstale for Grundtvig og Straffeprædiken over hans Modstandere, især Bastholm, som han flere Gange kalder taabelig. -- En oeconomisk Patriot (hvo uden Oeconomer ere Patrioter i vore Dage?) finder, at Vaararbeidet lider meget ved de tre Hellig- dage, Bededagen, Christi Himmelfartsdag og 2den Pintsedag, og vil derfor have Bededagen henlagt til en anden Aarstid, Christi Himmelfartsdag til næste Søndag og anden Pintsedag reent afskaffet. Ogsaa her kløe mine Fingre. 31te Mai. Første Deel af Krusensterns Reise um die Welt har jeg udlæst. Der findes mangfoldige nautiske og astronomiske Ting, som jeg ikke forstaaer, men med alt det var denne Lecture mig saare morsom. Endog den blotte Reisebeskrivelse, Skibets Omseilen paa det vilde Hav, Beskrivelse af Veir og Vind interesserede mig. Jeg har Aversion for Søen, jeg er bange og søesyg, og en saadan Reise blev min visse Død. Men desuagtet kan jeg ligesaalidt fra Landjorden see det oprørte SIDE: 449 Hav, som læse om Skibe, der svæve om paa det, der "kneise paa Hvalers Ryg og dandse om blandt Delphiner", uden en høi kildrende Følelse, blandet med Smerte over, at jeg ikke er et saadant Menneske, der "uforsagt kan møde Faren, stolt, som det sortladne Hav mod Stormens Vælde". Min Bestemmelse som evig Hjemfødning er mig til Besvær; jeg spørger mismo- dig: hvorfor skulde denne livfulde Sjel boe i et mere udan- net og misdannet, end af Naturen kraftesløst Legeme? hvor- for skal den hvert Øieblik lade sig kue af dette snaus Legemes fordærvede Safter? -- At Krusenstern iøvrigt er nogen skarp- sindig Menneske-Iagttager, kan jeg ikke sige. Han har taget til Motto:"les marins ècrivent mal, mais avec assez de candeur", og har deri gjort sig selv Uret, at han beskylder sig for at skrive slet, men ellers maae jeg tilstaae, hans candeur forekommer mig at være hans Hovedfortjeneste som Skribent. 1ste Juni. Rigstidenden fortæller, at Keiseren af Rusland har ud- givet en Proclamation, at det hellige Forbund hverken har Tyrkernes Forjagelse eller nogen anden udenlandsk Omvæltning til Hensigt, men alene Statens indvortes Tarv. Beien af Tunis har af Agtelse for Prindsregenten i England og de øvrige europæiske Magter aldeles gjort Ende paa de Christnes Slaverie i hans Stater, hvilken ædle Beslutning rimeligviis koster Hans Høiheds Liv. En Fru Krüdener drager omkring i Schweitz og prædiker Evangelium efter et ægte bibelsk Sy- stem, sammendraget af alle christelige Confessioner. Almuen strømmer til hende i masseviis; for dannede Mennesker hol- der hun en Andagtstime paa Fransk. -- I Intelligentssedde- len findes baade Ondskaber og Sødheder, men ingen af dem er værd at nævne. -- Nationalbladet var ikke umærkeligt. Først indeholdt det en Høiesteretsdom, som uden Tvivl er den første i sit Slags, hvor en Regjeringsadvocat som saadan idøm- SIDE: 450 mes en Mulct af 80 Rbd. rede Sølv i Kost og Tæring til den, han har indstævnt. Derpaa følger Niels Truelsen Broe, eller er Repræsentantvalget til vore Storthinge frit som Grundloven det fordrer? Det er skrevet af en Jurist her i Christiania, og synes ei utydeligen at lægge for Dagen, at der med Hensyn til denne Mands Action i hans Hjem og Forkastelse her er skeet en Bommert. Fremdeles findes der en gammel norsk Præstemands oekonomiske Biographie i Forbindelse med de nær- værende Tider og Omstændigheder, vistnok atter af gamle Thaulov i Gusdal, og et ei uvigtigt Bidrag til den norske Geistligheds nyere Historie, hvorledes Regjering og Folk i de senere Tider har kappedes om at undertrykke den. -- I et foregaaende Nummer var sagt, at Hans Houges Sectvæsen gav Aanden den forvendteste Retning, og dette søger nu en af hans Venner at gjendrive. Endelig fortaltes om en Soren- skriver Buch i Nordmøer, som nu paa 5te Aar har været suspenderet, uden Lov og Dom. 2den Juni. Jeg har i Dag fundet Leilighed til paany at anstille en Betragtning, som findes i det første Bind af min Dagbog. Jeg klager der over nogle Confirmanders Tankeløshed og siger: "Mit Hjerte bløder ved Tanken om, at saadanne herefter skulle ansees for voxne og oplyste Christne, -- og dog kan maaskee deres Bane vorde ligesaa politisk og moralsk hæderlig, som deres, der færdigen kan besvare hvert Spørgsmaal. Vi svæve i et sørgeligt Labyrinth, hvor det gjælder om at bestemme Oplysningens Følger. Dømme vi a priori, finde vi, at ad- skilligt ufeilbar maae være anderledes, end vi dog a poste- riori erfare det at være." -- I disse Dage har været hos mig og min Kone en Pige fra Fossum. Hun var for 5 Aar siden blandt en Mængde confirmerede Piger den tredie fra SIDE: 451 neden af, har altsaa vist været en ussel Læser, men en i en- hver Henseende tækkeligere Bondepige troer jeg neppe Aggers Sogn eier. Hun er saa maneerlig, synes saa god og uskyldig og har saamange anbefalende Egenskaber, at, naar jeg vilde have en Tjenestepige, eller som Bondekarl vilde have en Kone, jeg intet Øieblik tog i Betænkning at foretrække hende maa- skee for alle de meest kloge og oplyste Confirmander, jeg siden min Ankomst hid har havt. Hvad er nu den sande Vinding af vor forbedrede Skoleunderviisning for Almueclassen? Jeg gjentager Spørgsmaalet endnu og venter ikke at see det fyl- destgjørende besvaret inden min Død. Thi var det endda en sjelden Undtagelse! -- nei, ved Gud, det er det ikke. Kunde man ledsage alle de unge Mennesker, de oplyste og de uvi- dende, fremad deres Livs hele Bane, see deres Vandel, deres Skjæbne med klart, fordomsfrit Blik, -- man vilde svimle ved Resultatet. Skjelderup og hans Kone var her i Aften. Han havde i Gaar været hos Assessor Mandix og skopriserede slemt over den kolde Fisk, den sure Viin, Punschen af Bærsaft og den sene Aftenspiisning. Den gode Skjelderup er en vanskelig Mand at beværte, og er ikke af dem, der i den Henseende skjule Næstens Feil med Kjærlighedens Kaabe. Han skal ellers, havde hans Kone fortalt min, stundom have Fornemmelser, der lade ham befrygte apoplectisk Tilfælde, hvorover han tidt er i ondt Humeur. Det er baade godt og ondt, med Hensyn paa egen Helbred, at have medicinske Kundskaber. Endeel unyttig Ængstelse er man fri for, men mangen Gang plages man vel og af grundede, som den uvidende og uerfarne Laiker ikke kjender. 3die Juni. Garves Versuch har jeg udlæst. Hans speculative Afhandling om Guds Tilværelse kan jeg ikke bedømme. Og- saa mig forekommer det langt rimeligere, at et forstandigt Væ- SIDE: 452 sen har frembragt Verden, end at Tilfælde eller mechanisk Ud- vikling er Grunden til dens Existents, men derfor kan jeg ikke sige, at jeg til mit Hjertes Beroligelse enten behøver dette strengt philsophiske Beviis, eller at jeg, om jeg virkelig tviv- lede, derved vilde føle mig synderligen beroliget. For mig har Troe og indvortes Følelse langt større Værd. Gjøre mig det saa klart som to og tre er fem, at der er en Gud og et tilkom- mende Liv, formaaer ingen Dødelig. Men mit Hjertes Trang til denne Overbeviisning, de hellige og salige Følelser, der staae og falde med den, de skaffe mig al den Evidents, jeg behøver, de styrke ogsaa min Troe paa Skriftens Lærdomme, da disse just stille min Trang og harmonere med min Fø- lelse. -- De øvrige Afhandlinger røbe megen Kundskab om det menneskelige Hjerte og det menneskelige Liv. Jeg har læst dem før for endeel Aar siden, og hvad Nyt jeg da lærte deraf, veed jeg ikke. Nu fandt jeg rigtignok intet, som jeg jo før vidste og havde tænkt mig, men det er altid behageligt at see sine Meninger og Erfaringer bestyrkede ved Mænds Ud- sagn, som man i Verdens- og Menneskekundskab i det mindste maa erkjende for sine Lige, hist og her ogsaa for sine Over- mænd. I Eftermiddag var her endelig det længe berammede Møde for Revisionen af det dramatiske Selskabs Love. Kjer- ulf var paa Landet; de andre indfandt sig. Bergh kom om- trent en Time før de andre og fortalte adskilligt om Stor- thinget. Det værste Arbeide af det Hele er det, som nu forestaaer: Ligning af Formueskat til nogle Rigsbanksedlers Inddragning. Denne troer Bergh ikke blot i Storthinget, men siden efterhaanden over det hele Land vil forvolde store Ubehageligheder. -- I det samlede Storthing havde for nogle Dage siden været varme Forhandlinger i Anledning af de Statsraadsager, der fra Odelsthinget vare henviste til plenum. Med betydelig Pluralitet besluttedes at sende Kongen en Adresse SIDE: 453 om Oberste Holsts ufortøvede Afskedigelse fra hans Comman- dantpost, da det er Nationen særdeles ubehageligt at vide ham i norsk Tjeneste. Smaalehnenes Repræsentanter Sibbern og Bjørnskov bidroge meest hertil ved deres Indberetning om hans lumpne Adfærd deri Egnen under Krigen, især ved Hafslunds Sequestration. -- I Sagen mod Lovzov skal Kronprindsen være heel ubehagelig compromitteret; ellers skal Personen selv have baaret sig noget urigtigt ad, og qualificeret sig til den Mistanke, at han, anseende sig som dansk Embedsmand, var dansk Spion. Ogsaa Bergh var af den Mening, at Oscar aldrig vilde blive Konge, men idet vi vilde tale nærmere om den Sag, kom de andre. De i Dag foreslagne Forandringer ere ikke betydelige, og da jeg ikke kan faae den Hovedforandring: Selskabets Ophæ- velse, drevet igjennem, er Resten mig temmelig ligegyldig. Ef- ter Lovene skal 50 Medlemmers Opposition mod dets Ophæ- velse være nok til at holde det vedlige. Schandorff og jeg troede, at naar to Trediedele vare enige derom, burde den overblevne Trediedeel submittere sig; men Carlsen og Bergh holdt ved den gamle Mening. Det kommer nu an paa Kjerulf, som i forrige Committee var dens ivrigste Understøtter; alt- saa blive vi vel overstemte. 5te Juni. Dagens Ugeblade vare aldeles tomme. Noget Snak i Intelligentsbladet om Island og Grønland, som vore Patrioter aldrig kan faae ud af Hovedet, var det eneste, som her kan nævnes. -- Denne Dag har jeg tilbragt som sædvanlig i sørgelig eensformig Uvirksomhed. Hersleb gjorde mig et Besøg efter sin Hjemkomst fra Hadeland, og jeg blev saa glad og taknem- melig derover, at jeg indbød ham og Kjerschow til Aftens, -- ogsaa Borch vilde jeg havt, men han var ikke hjemme. De havde intet nyt at fortælle eller særdeles mærkeligt at snakke SIDE: 454 om. Det var mig imidlertid en behagelig Adspredelse, hvortil jeg høiligen trænger, da mit Sind her i min Eensomhed lider vel saameget som Legemet, og jeg ofte, trods min bedste Vil- lie, især naar Smerterne overvælde mig, bliver vranten, heftig og mistænksom. I det Øieblik, jeg skriver dette, er jeg saa nedstemt, at jeg maa gjøre Vold paa mig selv, for at hindre Udbrud af Bitterhed og Mishaab. Imidlertid bør jeg sige, at medens næsten alle andre Mennesker synes at vise mig ringeagtende Ligegyldighed, føler jeg inderligen, hvilken Ømhed og Omhyggelighed min Kone og mine Børn vise mig under mine Lidelser, og hvorledes de udtænke alt hvad muligt er for at opmuntre mit Sind og pleie mit Legeme. 6te Juni. Dommen over Niels Broe findes in extenso i Natio- nalbladet. Han frikjendes aldeles, uagtet Actor har gjort Paastand paa Ære og Liv. -- Det øvrige af Bladet inde- holder et meget bittert Svar til Bispens stakkels Famulus, Hr. Gude, i Anledning af de forhen paaankede vidtløftige Af- og Tilgangslister, som affordres Præsterne. Ligesom Bispen overalt menes at have skrevet den forrige Apologie, saa er det øiensynligt, at de djærve Rap, her uddeles, egentlig ere ham bestemte. Stilen i dette sidste Stykke ligner meget Bugges, og Espriten ligesaa. At han har støbt Kuglerne, troer jeg vist, ihvo der saa har udskudt dem. 7de Juni. Sverdrup tænker at reise til Kjøbenhavn, som overalt Universitetets Lærere i disse Sommerferier fast alle, paa Læ- gerne nær, vandre hver sine Veie. Stenersen, Sverdrup, Keyser og Rathke reise til Kjøbenhavn, Hansteen til England, Lector Lund til Sverige, Lector Dahl til Thelemarken, hvor- hen Hersleb har stor Lyst at følge ham for at see Gaustad- SIDE: 455 faldet og de andre memorabilia mundi deroppe. Sverdrup gjør nu gode Ønsker for Landets Finantser, især de Riges Enighed i at organisere den nye Bank og give den Fasthed. Derpaa troer han Landets Selvstændighed beroer. Kan Norge faae et solid Pengevæsen, anseer han det muligt, at Constitu- tionen kan bestaae; i modsat Fald anseer han Amalgamation med Sverige uundgaaelig. Det synes overalt, som vore Patrioters Spaadomme nu ere mindre mistrøstende end for nogle Maa- neder siden. De have, som det lader, med Forundring op- daget, at virkelige Resultater ere udkomne af adskilligt, og saadanne, hvori ei spores Regjeringens ledende Haand. -- I Eftermiddag kom Hersleb, hvis Opmærksomhed jeg ikke nok- som kan berømme, just idet jeg vilde gjøre min Spadseretour ved min troe Ledsager Marianes [fotnotemerke] Haand. Han fortalte, at i det christiansandske Tidsskrift Mimer gjøres haarde Angreb paa Stenersen som Grundtvigs Efteraber. Heller ikke nægtede Hersleb, at Stenersen, mere end det egner sig selvstændig Mand, gjør sig alt Grundtvigsk eget, ligetil hans Stiil. Han undrede sig over, at han selv i denne stridbare Tid gaaer fri for al offentlig Dadel, men jeg veed ikke, hvad man skulde dadle hos den Mand, der gaaer frem med saa viis Sindighed som Hersleb, der vistnok baade fra Aandens og Hjertets Side er et meget sjeldent Menneske. Engang tilstod han at have ventet og fortjent saadant, da han i September eller October 1814 vel haardeligen revsede den Strøm, der anbefalede Forening med Sverige. Han er- kjendte sig da at have været mere lidenskabelig, end han burde, men i hans Situation, nys kommen fra fjerne Egne, et Par Maaneder tilbage i Fædrelandets Historie, var han vel mere end de fleste søndenfjeldske Mænd at undskylde, for sin Liden- skabelighed. Fotnote: Pavels's næstældste Datter. SIDE: 456 8de Juni. Storthingsforhandlingerne fra 21de October til 9de No- vember 1814 bivaanede jeg for det meste. Det er mig altsaa dobbelt interessant af det nu udkomne Hefte at kunne reca- pitulere, hvad jeg da hørte, og supplere disse Beretninger med de Biomstændigheder, hvoraf denne Dagbog gjemmer et ei ubetydeligt Forraad. Hvad jeg ved Læsningen fandt at an- mærke er: at Schultz's Tale, der indledede Forhandlingen om Forandringer i Grundloven, er det skjønneste af alt, hvad i de 17 Dage er sagt, hvorimod Dahls om Statsraadernes Ud- nævnelse af Storthinget er, hvad den alt da af mig erkjendtes for, lang og yderst kjedsommelig: at Dr. Møller, tildeels og- saa Consul Konow, hvis svage Stemmer hindrede mig fra at høre ret hvad de sagde, have ved adskillige af de Protocollen vedlagte Motioner viist sig som ægte Vrøvlere og Krakelere: at jeg i min Characteristik ved Storthingets Slutning har gjort Sartz Uret, da han engang i min Fraværelse har sagt ret passende og vakre Ord om Naturalisationen, og at Neu- mann ved flere Leiligheder har viist sig heel antisvensk, hvilket underlig contrasterer med den Tone, hvori han har talt fra den Stund, han udnævntes til Deputeret. At her iøvrigt af Dahl, Bull, Koren o. fl. ere fremførte Spaadomme, til hvis Opfyldelse man intet har mærket, vil Ingen undres over, efter den Stemning, hvori Nationen da maatte befinde sig. Denne Dag har ellers været eensformig og ubehagelig. Jeg gik to Gange Volden rundt, ikke uden Mismod og Smerte, men naar denne tager Overhaand, kommer Mariane som en venlig Genius og bringer Rynkerne til at vige fra min Pande. Hun bortspøger, bortkjæler og bortraisonerer al min Utilfreds- hed saaledes, at det først er, naar hun er borte, den misfor- nøiede Sjel atter kan liste sig frem og blive Bormester. SIDE: 457 10de Juni. En melancholsk Dag, som dog blev mig taalelig ved no- gen ny og temmelig interessant Lecture. Det gaaer yderst langsomt med mit Been; jeg veed ikke, om Saaret forværres, men at det ikke bedres, mærker jeg tydeligen. Den Lecture, jeg fik, var deels nogle Nummer af Litte- raturtidenden for 1816, deels et Sørgespil Svanhilde, som den unge Lieutenant Broch bad mig gjennemlæse og be- dømme. Om det sidste, som jeg endnu ikke har udlæst, siger jeg blot her, at det røber umiskjendligt Anlæg, har en reen og skjøn poetisk Diction og enkelte meget smukke Steder, men røber med alt det den vel belæste og begavede, men derhos uøvede Begynder. -- I Litteraturtidenden fandt jeg to Re- censioner som interesserede mig meget: Müllers over Grundt- vigs Prøveoversættelse af Saxo og Snorro, om hvilken jeg maa tilstaae, mine Ideer saaledes ere forringede, at jeg ikke meget skal beklage, om den hele Entreprise strander, hvis han saaledes bliver ved, og (upaatvivlelig) Mynsters om en Dr. Frosts ganske i Oplysningsperiodens Smag forfattede Over- sættelse af Pauli mindre Breve. Det er i mine Tanker en mesterlig Recension. Falsens Skrift om Odelsretten og Provst Lassens anonyme Svar ere og recenserede; ingen af dem ro- ses synderligen. Den Frygt, at Bondestanden skulde faae for- megen Indflydelse paa Norges Lovgivning, forekommer Re- censenten utidig. Den var det ikke, og er det vel neppe hel- ler i dette Øieblik, skjøndt Tingen rigtig nok synes at have taget en bedre Vending, end man engang formodede. 11te Juni. Man troer, Anker, Motzfeldt og Krogh vægre sig for at møde, og er nysgjærrig, hvad Odelsthinget da vil gjøre. Bergh udbredte sig nøiere over den Lowzowske Sag og fandt, at Politiet er berettiget til at forvise enhver mistænkelig Ud- SIDE: 458 lænding af Landet. (Holde ham under saa strengt Opsyn, at han forviser sig selv, kan det vel, men om hiint tier Grund- loven). Sommerhjelm har forsikret, at alle indkomne Ansøg- ninger om Folloug Sorenskriverie ere afgivne, og Bergh troer, at en Skjødesløshed af Krigscommissair Hetting som Broderens Commissionair kan volde den hele Fracas. Hele Storthin- get har organiseret sig til Ligningscommitteer, stiftviis, og som Underafdelinger igjen for Bye og Land. 12te Juni. I Spidsen for Dagens Avisnyheder staaer billigen et Vers i Statstidenden over den lærde Prof. Tauber, af Præ- sten Fischer. Det fortjener at afskrives in extenso med Titel og Motto: Tauber døde. gemuit sub pondere cymba sutilis. Virg. Man studsede og taug. Ja alt blev tyst ved Taubers Grav. Den dybe Sorg for fleer end Hundrede Ja hundred Gange ti Forgrædte Øie ei tillod at see Sit Tab; man lytted' for at høre -- Men alle skrækkedes at røre Sorgens Luth til værdig Harmonie. I øde Ørk omsider lød En Stemme liflig for det længselsfulde Øre: Kom Børneflok! vor Fader -- han er død -- En Bautasteen vi paa hans Grav opføre! O Bloch! den Stemme den var din, Modtag den Skjærv, der længe ei var min! SIDE: 459 Vor Ungdom saa hinandens muntre Glæde, Vi faae hinanden lee, hvor Aarsag var at græde, Tak for jeg i min Krog at høre fik det Qvæk (!) Jeg troede Taubers Børn halvdaanede af Skræk. Du Viisdoms ædle Ven, Der som ved Troldoms Verk Forstod af Dyr at danne vise Mænd (!) Og Kundskabselskeren, gik heden hen, I Døden som i Livet englestærk, Ved Stygisk Strand -- o hvilken Vrimmel! Ledsaged Dydens Ven til Herlighedens Himmel -- Jeg saa den jublende, i høi og hellig Aand. Lovsynge Gud for Fortids elskte Baand. Til denne store Mand Jeg hørte Jordens Suk -- om Lærere som Han! I Intelligentsseddelen spørges, hvorledes en Præst, som to Gange er dømt i Mulct for verbale Injurier mod agtede Embedsmænd, som ved Vidner er overbeviist om at have be- gaaet Ran, som har gjort sig skyldig i Forsømmelse og mis- lig Embedsførelse, samt et forargeligt Privatliv, kan tillades at foredrage Jesu Lære, der er den fuldkomneste Contrast saa- vel mod hans offentlige som private Handlinger. (Det gjæl- der Bergh i Ringsager). -- En Gartner paa Linderud ud- lader sig saaledes om sin Forlovede: "Jeg Undertegnede lader herved bekjendtgjøre for alle og Enhver, at Enken -- -- har begaaet de Streger mod mig, som jeg ei vil ønske maatte hænde min værste Uven, blot angaaende Ægteskabets Svig og Utroskab. Jeg kunde vel udsætte hende for flere Bebreidelser, men jeg vil ei gjøre det." -- I Storthings- efterretningerne læses nu det "usle Mesterstykke", Reglementet SIDE: 460 for Høiesteret, hvor allerførst 36 af Odelsthingets Medlemmer vare enige i, at Sagernes Behandling bør skee ved skriftlig Procedure, hvorhos man ligeledes var enig i, at Høie- steret holdes for aabne Døre. Hvorledes disse to Ting lade sig forene, maa de høivise Herrer forstaae. Endelig gjorde da Schultz mig et Besøg. Jeg hørte med Fornøielse, at han har foreslaaet at affordre Anker og de to Statsraader skriftlig Erklæring, hvorved Storthingets Ære uden Tvivl havde vundet, men at Pluraliteten var for Indkaldelsen. Kronprindsen menes at være vred over Adres- sen om Holst, der efter Storthingets udtrykkelige Beslutning skal være affattet i heel djærve Udtrykke. Weidemann skal have talt meget haardt og bittert imod ham. Nationen synes overalt at have fattet et indgroet Had til ham, og Kronprind- sen handlede maaskee klogt i at fjerne ham aldeles fra sin Person og give ham et Regiment i et af Rigets afsideslig- gende Egne. -- Den ældre Kaltenborn siges at skulle blive Cadetchef i Hegermanns Sted. Han skal være den eneste Mand i Landet, ved hvem Corpsets Tab nogenlunde kan oprettes. 13de Juni. Hersleb, hvem jeg havde laant Svanhilde, bragte den i Dag tilbage, men syntes ikke at goutere den. Vil man blot hensee til hvad Digteren er, ikke til hvorledes han er blevet det, og hvad han ved høiere Uddanelse kan vorde, har Sørge- spillet vistnok ogsaa store Ufuldkommenheder. Vil man deri- mod betragte det som et fremspirende Genies første Forsøg, da troer jeg, Ingen vil miskjende udmærkede Anlæg, og saa vil jeg da nok saa gjerne vandre i et Vildnis, hvor Ukrudt voxer mellem de vellugtende Blomster, som i en lige Allee af be- klippede Hækker, hvor Kunsten har gjort alt, Naturen intet. -- Tillige bragte Hersleb mig tillaans to Stridsskrifter vex- lede mellem Grundtvig og Prof. P. E. Müller. I en yderst SIDE: 461 grov og arrogant Tone besvarer Grundtvig Recensionen over Prøveoversættelsen af Snorro, og især hvor han vil være vit- tig, er han aldeles utaalelig. At der ellers kan være noget sandt i hvad han har sagt, vil jeg ikke nægte. Jeg vil til- staae, at Müllers Anskuelse er vel prosaisk, og at Grundtvig, hvor han taler med poetisk Begeistring, drager over paa sin Side Enhver, som ei er purus putus Prosaisk; men i det Hele betragtet har dog nok Müller Ret, ogsaa der hvor han vil have de gamle Digte ordret oversatte, om endog den poe- tiske Skjønhed taber derved; og hvad Grundvig fremfor alt har udisputerligen Uret i, er den Tone, hvori han taler, en Tone, der er saa uværdig, at jeg virkelig ikke fra denne Dag kan have nogen Agtelse for Grundtvigs Hjerte. Müllers Svar er alvorligt og sindigt, saaledes som det egner det dan- nede Menneske, den sande Videnskabsmand. Schultz fortalte mig udførligen sin mærkelige Ungdoms- historie. Søn af en fattig residerende Capellan i Sigdal, der ikke havde Raad til at holde Informator og ventelig ikke forstod at undervise selv, opvoxede han i fuldkommen Raahed og Uvidenhed til sit sextende Aar. Da døde hans Fader, og han kom for en kort Tid i Huset hos Sognepræsten Barn- holdt, der overlagde med hans Onkel, Justitsraad Stockfleth (hvad han dog først som Præst har faaet at vide) at sætte ham i Skomagerlære i Drammen. Tiden til hans Afreise var allerede bestemt, da en velhavende Bonde af Sognet kom kjø- rende til Præsten og bad ham i nogen Tid opsætte Drengens Afreise. Han drog nu omkring i hele Sognet og samlede Subscription til at lade Schultz studere. Der indkom mellem 3 og 400 Rd. Han blev sat til Underviisning hos sin Faders Eftermand, nuværende Sognepræst Berg, i hvis Huus han gjorde saa stor Fremgang, at han efter et Aars Forløb kunde komme ind i Christiania Skoles 5te Lectie. Af hans Penge var kun 90 Rd. tilbage. For dem tingede han SIDE: 462 sig paa et Aar Kost og Logis hos en Haandværksmand her i Byen. Han havde store Hindringer at overvinde, blandt an- det sin Lærer Ambergs Fordomme og Luner (han giver den Mand et heel ufordeelagtigt Skudsmaal), han tænkte paa at flygte til sin Hjemstavn, endog at tage Livet af sig, men ved Flid og Standhaftighed overvandt han alt, kom efter nogle Maaneders Forløb i Mesterlectien og fandtes et Aar derefter moden til at dimitteres til Universitetet, hvor han i alle sine Examina bestod med megen Ære. Treschow havde imidlertid gjort Rosenkrantz opmærksom paa ham, og af ham understøt- tedes han nu, indtil han kunde hjælpe sig selv. Af mine egne Bøger har jeg i denne Tid læst Pfeffels poetiske Forsøg. Deres Værd som Digte er ubetydeligt; som Bidrag til Kundskab om Forfatterens politiske og moralske Grundsætninger læses de imidlertid med Fornøielse, og i smaa halvepigrammatiske Fortællinger gjøres mangen dyrebar Sandhed beskuelig paa en frappant Maade. Det meest characteristiske hos Pfeffel er hans bittre Despothad, der næsten er Fyrstehad. 14de Juni. Jeg maatte i Dag gjøre min første Kirkeforretning og døbe Kaltenborns Barn. Det faldt mig meget suurt at staae de faae Minutter. Jeg kjørte med Rosenkrantz fra Kirken til min Huusdør. Hans gamle Melancholie har ikke forladt ham; han finder i dem, der have paadrevet Statsraadernes Ind- kaldelse, Fiender af den nærværende Tingenes Orden, hvilket maaskee nogle kunne være, men sikkerligen ikke alle. Det er ellers vist, at Kongen har nægtet at lade bemeldte Statsraa- der møde paa Grund af, at Grundloven siger, de kunne ind- kaldes for Storthinget, men nævner intet om dets Afdelinger. Procurator Saxild forærede mig et Udvalg af Psalmer efter Kingos og Guldbergs Psalmebøger til Brug for Søn- dagsskolerne, som Hersleb og Stenersen uden Tvivl har gjort, SIDE: 463 men en Unævnt bekostet trykt. Foran staaer en meget gudelig og bibelsk Indledning af Hersleb, som vistnok i sig selv er meget god og skjøn, men jeg veed ikke, om denne meget bratte Overgang fra den aldeles modsatte Tone, som herskede for et Par Decennier siden, er den rette Fremgangsmaade, og om den ei leder til en Intolerance, hvoraf Grundtvigs, Stenersens og Herslebs Arbeider alt i denne Stund bærer Præg, og som paa ny maa berede Veien for den Vantroe, man stræber at udrydde. Valget af Psalmer er skeet med megen Skjønsomhed; dog savner jeg flere, som bestemt burde været optagne. 15de Juni. Storthingsmændene komme nu omsider efter, at jeg er syg; saaledes havde nu ogsaa Biskop Sørensen faaet det at vide og besøgte mig i Formiddags. De svede endnu under Ligningen, og Procurator Weidemann er Christianssands Stifts øvrige Kjøbstadsmænd en svær Karl at trækkes med, da han utilbørligen paaseer sine Committenters, Arendaliternes Tarv. Han skal overalt være yderst paastaaelig og stivsindet. Som- merhjelms forhen omtalte Erklæring har i Dag været for i Odelsthinget. Hans Sag er ikke saa reen, thi der er Vidner, som edeligen bekræfter, at Hettings Ansøgning er indleveret i hans Contoir. Den godmodige og uden Tvivl retskafne Mand til- troer man imidlertid ikke saadant Bedragerie. Sagen skal nærmere undersøges og ved næste Storthing bestemmes, om den skal være Justits- eller Rigsretssag. Schmidt gjorde nok ellers Sørensen Uret, da han under det overordentlige Storthing beskyldte ham for Svenskhed. Man skulde næsten troe, Regje- ringen var af samme Tanker, da han fremfor sine øvrige Collegaer fik Commandeurstjernen, men paa dette Thing har han virkelig i Collisionstilfælde oftere viist sig som Folkets, end som Regjeringens Mand. SIDE: 464 16de Juni. En saare triste Dag, da jeg ikke saa noget fremmed Menneske. Sverdrups skulde været her i Aften, men sendte Afbud, da "de havde faaet en meget sørgelig Tidende." Siden har jeg hørt, at hans Svigerfader Conferentsraad Treschow er død. I Andledning af, at det Mismod, der den hele Dag havde hvilet over mig, fra dette Øieblik betydelig aftog, gjen- kaldte min Kone i min Erindring en Yttring af Moer Koren, hvilken ogsaa den svenske Digter Lidner har udtrykt med me- gen Styrke, hvor uædelt det er ved Synet af eller Tanken om Andres Lidelser at finde Trøst i sine egne. Naar det virkelig var sine Medmenneskers Ulykke, man glædtes over, saa lod jeg det aldeles gjælde; men derimod troer jeg, at det er en langt fra umoralsk, tvært imod meget ædel Følelse, naar jeg har jamret over mindre Vanheld, og jeg seer andre stedte i langt større og smerteligere, at da mit Sind beroliges ved den Tanke: "Hvad er dine Lidelser mod dette Menneskes?" hvor lykkelig er jeg i Sammenligning med ham! -- Desuden (det være Svaghed, saa er det af de Svagheder, der ere fast uadskillelig forenede med den menneskelige Natur) at være ene ulykkelig blandt lutter glade og lykkelige Skabninger, er en skræk- kelig Følelse, som Tusinde mod een saasnart muligt unddrage sig fra ved at skye alt Menneskesamfund, -- derimod som fattig, skibbruden, brandlidt, udplyndret o. d. l. at see sig omgivet af en Hob Mennesker, der ikke have det bedre end vi, det sløver virkelig Smertens Braad, foruden at det vækker til inderlig Deeltagelse, knytter disse Ulykkens Staldbrødre tættere til hverandre, og opmuntrer til fælles broderlig Virksomhed. Jeg kan altsaa ikke ansee Moer Korens og Lidners Yttring for andet end eensidig Declamation, der, som alt hvad der fremstilles eensidigen, let af de mindre Tænkende ansees for ugjendrivelig Sandhed, men som Erfaring og Kjendskab til den menneskelige Natur eftertrykkeligen modsige. SIDE: 465 Bastholms Oversættelse af det nye Testamente, som jeg nu og da efterslaaer i Anledning af mit Revisionsarbeide, er virkelig langt bedre, mere overensstemmende med den gamle Version og den gjængse Talebrug end Guldbergs. For Hete- rodoxie kan jeg heller ikke beskylde enten den eller Anmærk- ningerne. Et og andet Sted maatte frappere i Danmark 1780, men at Bibelfortolkningen i det Hele er sund og chri- stelig, den Overbeviisning skal det Partie, der nu intolerant og imponerende reiser Hovedet iblandt os, ikke rokke hos mig. 17de Juni. Som Circulaire fra Biskoppen til Provstiets Præster kom i Dag Resultatet af Voteringen paa Bibelselskabets Central- committee. Den faldt saaledes ud: Herslebmed 42 Stemmer. Stenersen " 41 -- Kjerschow " 38 -- Thurmann " 36 -- Borch " 33 -- Vogt " 29 -- Pavels " 23 -- Saxild " 21 -- Overveier jeg, hvad Hersleb sagde om de mange unge Stu- denter, der melde sig som Medlemmer, saa seer jeg tydeligen, hvorledes jeg staaer anskreven hos vore academiske Borgere, om hvilke jeg vel tør antage, at ikke een har voteret paa mig. Saa christelig og bibelsk mit Foredrag end virkelig er, seer jeg dog med megen Rimelighed den Tid imøde, da en yngre Slægt vil prædike imod mig, som før har været Tilfældet med Pietister og strenge Orthodoxe, Paleologer og Neologer, hvem Skjæbnen havde samlet i een Bye eller Menighed. Der tør vel komme en Tid, da en ung Personelcapellan vil træde frem og sige om mig, mutatis mutandis, som en Boye SIDE: 466 ved Trinitatis Kirke i Kjøbenhavn sagde om den lærde og veltalende Magister Olrog, der begyndte sin Bøn med de Ord: Store og forfærdelige Gud! "Jeg gad nok vide," sagde Hr. Boye i sin næste Prædiken, "naar vi mødes for Frelserens Dom, hvem der kommer meest vidt, enten de med deres store og forfærdelige Gud, eller jeg med mit slagtede Lam." 19de Juni. Rigstidenden meddeler Resultatet af forrige Aars Folke- tælling. Om dens Mislighed er i sin Tid sagt adskilligt i denne Bog; hvad man imidlertid af de indkomne Lister er kommen til Erfaring om, er, at siden 1801 har Aggershuus Stift tabt 7455 Mennesker, Christiansands vundet 12396, Bergens vundet 6130, Throndhjems vundet 1403 og Nord- land tabt 10081, som er omtrent Sjettedelen af det hele Folketal. I hele Norge skal være 885,431 Mennesker, som er 2393 flere end 1801. Af Stiftsstæderne har Christiania vundet 1663, Christiansand 2346 og Throndhjem 985 Ind- vaanere, Bergen derimod tabt 1224. I Tillægget til Rigstidenden meddeles en mærkværdig Dom over Norges Grundlov af en Tydsker F. Buchholtz, som finder den at være den bedste Constitution af dem, som i de sidste 25 Aar ere forsøgte, og Ophavsmændenes Viisdom beundringsværdig. Det var at ønske, denne Ypperlighed in praxi maatte findes ligesaa umiskjendelig. Ogsaa roses Kron- prindsen (vistnok med Føie) at han i de sidste Maaneder af 1814 saa ganske underordnede Generalen for Statsmanden, da den modsatte Fremgangsmaade kunde have ulykkelige Føl- ger for flere Aarhundreder. Ihvormeget man end ved dette Storthings Forhandlinger har troet sig beføiet til at rabattere af Lovtalerne over Landets Constitution, troer jeg rigtignok ogsaa, at den i det Hele er god, og at hvad Ondt her er skeet, og hvad Godt her ikke er skeet, mere maa tilskrives SIDE: 467 Mangel paa Erfaring og Evne til at orientere sig, end Caba- ler enten fra Regjeringens eller Demagogers Side. Streng Anstændighed er bestandig iagttaget, adskillige saare nyttige Foranstaltninger ere føiede, og naar jeg undtager Finantserne, mod hvis Forbedring egoistisk Handelsaand hidtil har opkastet en uigjennembrydelig Dæmning, saa veed jeg virkelig ikke, hvad mere der kunne ventes udrettet, enten fra Regjeringens eller Folks Side i en aldeles omformet Stat, end hvad her er udrettet eller med Kraft arbeides paa. Man vil have alt gjort paa engang, og det er dog en høist urimelig Fordring til en fattig og i flere Henseender nedværdiget Nation. Doctor Neumann var her en Times Tid i Eftermiddag. Han er meget misfornøiet med den Grundtvigianisme, som udbreder sig iblandt os, og venter med Føie, at baade han og jeg om nogle Aar ville høre til ecclessia pressa. Han fin- der, at det er høi Tid, at der lægges alvorlig Haand paa et periodisk Tidsskrift af en moderat Tendents, der kan arbeide baade mod Vantroen og Mysticismen. Ogsaa jeg føler Nød- vendigheden heri, men spørger: hvo skal forsyne dette Skrift med Bidrag? Han fandt ogsaa en chrestomathia lutherana meget passende, hvoraf godtgjordes, at Luther selv talede i en langt anden Aand, og bekjendte sig til andre Grundsætninger, end de, der ville ansees for hans Tilhængere. Den nye Psalmesamling var hverken Neumann eller Biskop Bech, hos hvem han først havde seet den, fornøiet med. Især dolerede han over den Rolle, Satan spiller deri. -- Ogsaa over Stor- thingets Adfærd i Statsraadsagen klagede Neumann bitter- ligen. Af de Brokker, jeg hist og her har opsamlet i disse Dage, meddelte jeg ham imidlertid et og andet, der kom ham til at moderere sin Anke, og tilstaae, at der ogsaa fra Regje- ringens Side kunde være Feil. Hvorvidt Indkaldelsen kunde og burde skeet for det samlede Storthing, lodes in suspenso, da Grundloven ikke ganske tydeligen udtrykker sig herom; SIDE: 468 derimod tilstod han, at den Stockholmske Afdeling ligesaavel kunde i Protocollen nedlagt sin Protest imod Lovzovs Lands- forvisning, som den Norske mod Amnestien, og dermed var denne Sag ligesom den anden aldeles bortfaldet. 20de Juni. Aschenberg fortalte adskilligt om Storthinget og fuld- stændiggjorde endeel af det, jeg forhen har hørt om dets For- handlinger. Saaledes gav han et udførligt Contentum af Kongens Svar angaaende Statsraadernes Indkaldelse. Uagtet Kongen ansaae Odelsthinget efter Grundloven for incom- petent til saadan Indkaldelse, vilde han dog forklare det Sa- gen, og tilkjendegive det, at da Lovzov ei alene havde vægret sig for at aflægge Eed som Embedsmand, men og som norsk Borger, saa fandt Kongen ham ei i hans Stilling qualifi- ceret til at nyde Lovens Beskyttelse, og havde derfor som Hoved for den executive Magt anseet sig bemyndiget til, uden at raadspørge Statsraadet, at forvise en Mand, hvis Ophold i Landet maaskee kunde være farligt for dets Sikkerhed og Roe. H. M. ventede ikke den Indvending, at Lovzov opholdt sig i Norge som Kongen af Danmarks Embedsmand i Laur- vigs Grevskab, der efter Kielertractaten vedblev at være dansk Eiendom, da dennes Gyldighed af den norske Nation høitide- ligen var desavoueret. Ifølge Ovenstaaende vare altsaa Stats- raaderne angerløse og kunde og burde ei møde. Odelsthinget acquiescerede ved Sagen, uden dog at frafalde sin Paastand, at det, og ikke blot samlet Storthing, er berettiget til at ind- kalde Statsraadets Medlemmer. SIDE: 469 22de Juni. Odelsthingets Decret, som nu læses i Storthingsefter- retningerne nævner Oberste Holst som en Mand, "der foruden at han maa betragtes som expatrieret (og paa hvad Grund da?) især paa Grund af hans Forhold i sidste Krig qualificerer sig til at ansees af den hele norske Nation med megen fortjent Uvillie." -- Biskop Bech er indflyttet i Jo- hannes Thranes Gaard, som der (in parenthesi) skal være liden Udvei til at faae betalt. 23de Juni. Første Gang siden 5te Søndag efter Paaske betraadte jeg Prædikestolen; den øvrige Kirketjeneste besørgede Borch. Kirken var temmelig fuld; af høiere Standspersoner var der imidlertid ingen, ligesom og Cadetterne, "St. Hans til Priis," vare dispenserede fra det sædvanlige Søndagshoveri. Efter Gudstjenesten havde jeg Besøg af Provst Aschenberg, vistnok den flittigste Kirkegænger og in specie min utrætteligste Til- hører blandt Storthingets hele Personale. Han fortalte, at der vil fra Kongen indkomme et Costitutionsforslag angaaende den Tid, Vicekongen har at opholde sig i Norge, da Prinds Oscar, om Gud og Alexander vil, næste Sommer skal tiltræde denne Post; saa hørte jeg og af ham, at Falsen nu, et Par Uger før Storthingets Opløsning, har begjært og faaet Per- mission at reise hjem. Aarsagen indsees ikke saa ganske; man troer, han skyer Kronprindsens Møde. St. Hans Aften tilbragte jeg som sædvanligt, ja endnu roligere; ikke engang paa Volden var jeg, deels af Omhu for mine trætte Been, deels fordi det har behaget Oberste Schilling i dybeste Fred, nu, efterat Fæstningens Sløifning er decreteret, at forbyde Spadseren paa Volden efter Tappen- streg, som i den farligste Krigstid, endog 1814, var tilladt. SIDE: 470 24de Juni. Ogsaa paa Storthinget var jeg i Dag for første Gang efter meget lang Fraværelse. Committeens Betænkning over de indkomne Constitutionsforslag oplæstes. De fleste billigedes med enkelte Modificationer og Tillæg. Mit om Indskrænk- ningen af § 22 gouteredes ei saa ganske, da man troede, Kongen aldrig vilde finde sig i at betages en saadan Ret- tighed, hvilken den svenske Constitution giver ham i end høiere Grad, og de Tilfælde opregnes, i hvilke Afsættelse kunne være tjenlige, uden at den Afsatte egentligen kunde lovfældes. Vil jeg endog indrømme dette, vil jeg tilstaae, at det maaskee var stødende at berøve Kongen en Magt, som han aldrig har gjort Mine til at misbruge, saa kan jeg dog aldrig ophøre at beklage, at man paa Eidsvold af urimelig Kjærlighed og Tillid til Prinds Christian Frederik gjorde denne Bestemmelse, som ved Overgangen til Forening med Sverige neppe var bleven paastaaet, naar den ei allerede havde været indført i Grundloven. Man var overalt saa henrykt i de Dage over Prinds Christians Tækkelighed og Talenter, at man ei alene oversaae Muligheden i, at hans Forstands og Hjertes Egen- skaber nogensinde kunde forringes, men man glemte endog hans Dødelighed, eller ansaae det for en afgjort Sag, at hans Søn og Sønnesøns Søn vilde blive ligesaa ypperlige Væsener som han. Hos Frue Dyhring traf jeg i Dag Jfr. Leuch, af hvem jeg fik Underretning om et Himmelbrev skrevet af Jesus Christus med forgyldte Bogstaver, hvilket en Engel har bragt ned til en Præst i Danmark, og maatte endda gjøre sig tre Gange Uleilighed, inden den vantroe Præst vilde modtage det. Det indeholder Formaninger til Omvendelse, Kirkegang odl., og bebuder en haard Straffedom om 9 Aar, hvis Advarslen ei følges. I Sammenhæng hermed staaer nok en Aabenbaring, en Kone i Maridalen har havt, at Verden vil forgaae St. SIDE: 471 Hans Aften eller St. Hans Dag dette Aar, hvorover en an- den Kone, som med megen Sønderknuselse fortalte Jfr. L. dette, havde fattet den forsigtige Beslutning, ikke nogen Søndag at blive borte fra Kirken, indtil St. Hansdag er forbi -- siden havde det da ingen Fare! Jeg maa gjentage den Anmærkning, jeg gjorde her for 3 Aar siden i Anledning af det Rygte om Tyrkerne, som vare her og kjøbte Menneskekjød. Det vilde koste utrolig Møie at faae en hidtil ukjendt gavn- lig Sandhed saaledes udbredt og troet, som saadant Sludder. Og naar nu Grundtvigianismen, der ogsaa antager Spaadomme og Visioner, faaer rodfæstet sig iblandt os, hvad da? 25de Juni. Der er i Dag forefaldet en underlig Begivenhed, der maaskee kan have alvorlige Følger. En Deputation var af- gaaet til Statsraadet med 3 Adresser til Kongen: om en Posts Anlæggelse over Torneå, om Forandring i Embedseden og om Oberste Holsts Afsættelse. Essen havde modtaget dem og sagt, at hvad de to første angik, da skulde de vist blive Kongen tilstillede, "men," føiede han til, "om denna Pjecen (Adressen mod Holst) kan forelægges Hans Majestæt, derom maa først delibereres mellem Ledamoterne." Herover ere mange blevne meget forbittrede. At Statsraadet skal deliberere, om en Adresse fra Nationen gjennem dens Repræsentanter kan forelægges Kongen, finder man at være crimen læsæ nationis, og de, der indlade sig i en saadan Deliberation, quali- ficere sig til at indstevnes for Rigsretten. Deputationens Formand, meente Aschenberg, som fortalte mig dette, vilde i Morgen blive afæsket Beretning om Sendelsens Udfald, og efter de private Yttringer, han havde hørt, ventede han stor- mende Debatter. Det var og, maa jeg sige, en høist besyn- derlig Udladelse af den ellers saa sindige og humane Essen, og man skulde troe, han havde isinde at trøste den norske SIDE: 472 Nation over sin Bortgang, ved selv at røve sig den Popula- ritet, han unegtelig har besiddet. -- Falbes Project at give Prindsen en fransk Comedie under hans Ophold her gaaer rimeligviis overstyr, da Lector Orry, som skulde spilt Hoved- rollen, har undskyldt sig. 26de Juni. Lumholtz fortalte, at Biskop Krogh i Søndags paa Bogstad nær havde sat Livet til. Han havde været saa uforsigtig at lægge sig til Hvile paa en Brink i Haven, der hældede ned mod Vandet. Statsraad Aall advarede ham, men den gamle svømmekyndige Sømand svarede, at det havde ingen Fare. Imidlertid vilde han (jeg kan ikke troe andet, end at det maa have været i en halv Ruus) forsøge, om han i Nødsfald ei kunde holde sig ved de nedhængende Grene. To Gange brast Grenen, tredie Gang kom han af Ligevægt og styrtede ned i Vandet. Han begyndte at svømme, men i Faldet var hans Kjole kommen ham over Hovedet og Øinene. Han kunde ikke see og svømmede udad istedet for mod Lan- det. Da kom en Lieutenant Scheel, kastede Kjole og Vest, og sprang ud og reddede Bispen, hvis Skjæbne nok ellers havde været tvivlsom. 27de Juni. Jeg gjorde Statsminister Anker en Visit paa Bogstad. Han var den gamle, cordial og godmodig. Lidt Forfænge- lighed hører til hans og hele Familiens Characteer, men naar man har gjort saa megen Lykke i Verden, at man ved Hofassembleer sidder mellem Kongen og Dronningen og hol- der Conversationen vedlige, er det ikke at vente eller forlange at man skal sætte sit Lys under en Skjæppe (det gjør heller ikke vi andre), og at han er et dueligt og retskaffent Menneske, der forener Stats- og Privatmandens Dyder, og at Nationen SIDE: 473 ikke er ilde tjent med ham som første Repræsentant ved Kongens Throne, det er mig evident. Ellers, ad vocem Repræsentant, da er han, som venteligt, ikke tilfreds med Storthinget, men imod den herskende Mening tilskriver han især dets Svagheder, at det mangler en duelig Præsident. Han har fra den Eidsvoldske Rigsforsamling et Nag til Chri- stie og Bergenserne overhovedet, og vilde, at Præsidenten skulde være en af Regjeringen udnævnt Person, der kunde ordne Forretningernes Gang, uden dog at votere, samt at Bestyreren af Finantsdepartementet skulde være tilstede i Storthinget, naar Ting forhandledes, der stod i Forbindelse med Landets Pengevæsen. Dette lader jeg staae ved sit Værd. Skjøndt det ikke vil ind i mit Hoved, kan Projectet derfor være sundt og godt, men naar Anker saa endvidere vilde have den hele Fol- kerepræsentation reduceret til 16 -- 18 Mennesker, som Nationen skulde vælge af det tredobbelte Antal, hvilket Regjeringen skulde foreslaae, saa kunde man ligesaa gjerne først som sidst slaae en Streg over den hele Grundlov og lade den bestaae af den ene Paragraph: "Norge er et uindskrænket og arveligt monarkisk Rige." Ligesaalidt som i Danmark eller nogen an- den despotisk Stat vilde da Kongen staae til Ansvar for andre end Gud i Himlen. Den lille Skygge-Repræsentation, foreslaaet af ham og valgt under hans Indflydelse, vilde da ikke decretere andet end, hvad der var Hans Majestæt bon plaisir. Under en Henrik den Fjerde og Sully vilde dette gaae ret godt, men naar saa tre svage og en despotisk Ludvig, samt et Par voldsomme og rænkefulde Premierministre afløste hinanden, saa vil det gaae Pokker i Vold, naturligviis saa- meget snarere end i Frankrig, som Norge er et mindre, fat- tigere, mere afhængigt Rige. Jeg har rigtignok oplevet saa- mangt, jeg ikke havde troet at opleve, men at det skulde komme dertil i min Tid, kan jeg dog ikke troe, med mindre det lykkedes, hvad uden Tvivl arbeides paa, først at reducere SIDE: 474 saaledes det svenske Rigsdagspersonale. Bevare mig Gud iøvrigt fra at henkaste den Brand i vore Storthingspatrioters Hjerte! Iøvrigt vidste Anker, at Keiser Alexanders Venskab mod vor Kronprinds er uforandret og hans Characteer langt fastere og alvorligere end før. Grev Mørner roste han meget, især som en utrættelig arbeidsom Mand, og Grevinden er nu en ganske charmant Dame, en Værtinde uden Lige, og det Talent faaer hun da ogsaa Leilighed til at udvise, da hun vil have Selskab hver Aften og Bal engang om Ugen. -- Kort efter mig kom Biskop Bech i Præstekjole, en utidig Ceremoni ved en Visite i aaben Vogn til en ufyrstelig Person paa Landet. Han havde to Ting at overlevere: først Bibelselskabets Love, der syntes ligesaalidt at interessere Modtageren som Giveren, og dernæst en Concept, hvis Indhold jeg vel ikke veed (jeg gjorde en Spadseretour om i Havegangene, da jeg maatte troe min Nærværelse generede) men uden Tvivl var det en Ansøg- ning til Kronprindsen om Laan til at betale Johannes Thranes Gaard. Ihvad det nu var, den Trøst Anker gav, medens jeg var tilstede, vilde ikke opmuntret mig; jeg havde uden Tvivl revet det hele Snaus itu. "Det kommer an paa," svarede Excellencen, "i hvad Humeur man træffer ham. Undertiden er en Bagatel ham en Umulighed, og undertiden" -- "er det, der synes umuligt, ham en Bagatel," tilføiede Høiærværdigheden, smigrende sig med, at dette med en Prælat af hans Fortje- neste maatte være Tilfældet. 28de Juni. Mit første Arbeide var at skrive en Billet til Schultz, hvori jeg bad ham invitere Bugge, Sørensen, Jørgen og Ja- cob Aall, Aschenberg, Bonnevie og Nansen til i Aften, ham selv da naturligen ikke at forglemme. Han svarede, at han havde fremført mit Forslag for Vedkommende, og "at man SIDE: 475 eenstemningen havde decreteret, at denne Sag var af dem, der bør foretages til Afgjørelse paa nærværende Storthing". -- Endvidere sendte jeg Indbydelse til Borch, Kjerschow og Hers- leb. Den sidste klagede bitterligen over, at Biskop Bech atter synes at ville lade Bibelselskabets Sag reent henslumre, men lovede inden Visitatsreisen at gjøre Forsøg paa at vække ham og den. -- Bugge paastaaer endnu at være i Unaade, Gud veed paa hvad Grund. Biskop Krogh bedømte han med me- gen Ublidhed, som en Mand af raae Sæder og ingen Følelse for Religionen. Han troer K. maa have været fuld i Søn- dags, og saaledes som Anker fortalte Historien, lignede den virkelig ei heller ædrue Mands Adfærd. -- Aftenen var, troer jeg, os alle ret meget interessant. Selskabet bestod i det Hele af harmonerende, idetmindste ei disharmonerende Væsener. Den nær forestaaende Forløsning bidrog vel og fik til at gjøre Stemningen munter. Der var ingen Sammenligning mellem dette Selskab og det i Høst, hvor den just da overhaandtagende Spænding mellem Odelsthinget og Lagthinget, og Opposi- tionspartiets Misnøie med Christie, gjorde Tonen særdeles ube- hagelig. 29de Juni. Kronprindsen er kommen i Aften Kl. 71/2. Vi vare til- sagte af Bispen til at møde i Lumholtz's Gaard for at com- plimentere ham, men fik Contraordre, da han i Aften ei mod- tog Nogen. 30te Juni. Det er idag 11 Aar siden, jeg i Kjøbenhavn holdt min Afskedsprædiken, hvorved dens ældste Menighed opløstes. Det var en sørgelig Dag. Aldrig er jeg gaaet til en Embedsfor- retning med saa tungt Hjerte. De Grunde, som siden bestemte mig til at søge Aggershus Slotskald fremfor Odense Stift- provstie, ere siden deels hævede, deels fundne ugyldige, men al- ligevel er jeg overmaade vel tilfreds med hvad der er skeet. SIDE: 476 Efter den frappante Vending, Tingene i de sidste Aar har ta- get, er det mig særdeles kjært, at være Embedsmand i mit Fædreland. Mange Danske leve meget fornøiet her, mange Norske i Danmark, og jeg under dem deres Fornøielse af ganske Hjerte, men mig (skjøndt jeg aldrig har været nogen enthusiastisk Normand) vilde Begivenhederne i 1814 piint i Sjelen, istedetfor at de nu høiligen interesserede mig. Ogsaa jeg vilde vel ligesom Præsten Bull miskjendt og ringeagtet mine Landsmænd, hvorimod jeg nu, ved at følge dem Skridt for Skridt i det Hæderlige og Uhæderlige i deres Færd, har lært at betragte Tingen fra den rette Side, og indsee, at den, uden Mirakel, ei kunde falde anderledes ud. Ventelig vilde jeg tænkt anderledes, om jeg var bleven i Kjøbenhavn, men nu takker jeg Gud, at jeg er Slotspræst til Aggershus og ikke Sognepræst til Nicolai Menighed. Ved Couren lod Kronprindsen mig sige ved sin Søn, at han vilde tale particulierement med mig inden sin Afreise. Det angaaer ventelig mit Hofpræsteskab, som nok nu bliver Alvor. -- Jeg er valgt til Redacteur af Storthingets Forhand- linger i Forening med Professor Lange og Student Stabel. 4de Juli. Førend vi forlod Asker, førte Neumann os op paa den saakaldte Panorama-Høi, der nu har faaet ganske andre Øine at see med. Til Kronprindsens Besøg forrige Sommer gjor- des en Slangegang derop, ved hvis begge Sider vare ophængte Løv-Guirlander. Øverst paa Høien staaer en liden Marmor- støtte med Carl Johans Navn paa den ene, Oscars paa den anden Side, og foran hvert af de høie Navne en Træbænk. Dette er nu altsammen meget smukt og smagfuldt som alt hvad Neumann indretter i denne deilige Egn, og naar man kunde være vis paa, at alt vilde blive som det er nu, vilde selve Marmorstøtten i mine Øine være en sand Prydelse. SIDE: 477 Men skulde den Tid nogensinde komme, da den maa borttages, da vilde dens Minde være Neumann og hans Venner nok saa ubehageligt, som de Papirmonumenter, jeg oprettede for Prinds Christian ere mig. Disse ere, begravede i glemte Ugeblade, el- ler endog aftrykte for sig, bortrykkede af Lethestrømmen, og Ingen erindrer meer, at de vare til. I saadanne Tilfælde falder dog meer i Øinene og hefter sig fastere i Erindringen, hvad der er indgravet i Marmor, end hvad der er trykt paa Papir. I Aften var her skrækkelig Folkestimmel paa Fæstningen, da Soldaterne med deres Damer dandsede derude paa Exer- ceerpladsen, -- jeg veed ikke ret paa hvis Bekostning, men ihvem det nu var, skal Ballet have gjort dem stor Skam, da Beværtningen skal have været skammelig usel, Brændevinet f. Ex. ikke drikkeligt. 5te Juli. I Intelligentsseddelen fandtes et haardt Angreb paa Tot- ningerne, hvor først bebreides dem den Opsætsighed mod Øv- righeden, Nogle af dem efter de offentlige Tidninger ere ac- tionerede og dømte for, og derpaa deres Uvillie til at betale den residerende Capellan hvad ham tilkommer, hvoraf maa sluttes, at Klagen kommer fra Gottwaldt, hvorved den rigtig- nok bliver lidt mistænkelig. 6te Juli. Storthinget, som aabnedes 5te Juli 1815, er da ende- lig idag opløst. Ceremoniellet var det sædvanlige, kun at Kronprindsen, der under sit Ophold her fungerer som Vice- konge, holdt Talen, og Oscar, som sædvanligt, oplæste Over- sættelsen. Han forsikrede de gode Herrer og norske Mænd, at vi ere i bedste Forstaaelse med Rusland, Preussen og Eng- land, og at Venskabsbaandet mellem os og disse Magter dag- lig knyttes fastere. Med Hensyn til det Indre gav han gode SIDE: 478 Formaninger, og yttrede det bedste Haab. Christies Svar var noget vidtløftigere end de, han før har givet, og med al dets Fiinhed og Galanterie syntes det at røbe nogen Ømfindtlig- hed over, at Sanction er nægtet fem af Thingets Beslutninger. Disse ere: Universitetsfundatsen, Adelens Privilegier, Loven om det beneficerede Gods, Reglementet for Høiesteret og Saug- brugsanordningen. Man mener, det vil vække Misfornøielse blandt Bondestanden, at den sidste ikke er sanctioneret. Ved Couren i Palaiet savnede jeg til min Forundring de to Bisper: Krogh og Bugge. Den første er alt reist, men Bugge var endnu i sit Logis og sad hjemme under Paaskud, at Forbudet alt var afgaaet med hans Præstedragt. Det er en forunder- lig Mand! Wergeland har i Rigstidenden rimet fem daarlige Linier i Anledning af 4de Juli, hvor han fortæller, at "hver en Fa- der og hver en Moder from, som sine Børn har kjære", raabe: "Lev Oscar, lev!" Jeg elsker vist mine Børn, imidler- tid -- ! -- I Nationalbladet paaankes, at man i Stockholm ved norske Skibes Clarering affordrer Skipperen en Slags Eed til Norges Constitution. Jeg seer ikke, hvad det skal til, men meget farligt eller fornærmeligt finder jeg dog ikke deri. Lector Stenersen siges nogle eftertrykkelige Ord om hans over- drevne Grundtvigianisme. Forfatteren synes at være en oplyst, billigtænkende og christeligsindet Mand. 7de Juli. Efter Sædvane holdt Prindserne og med dem alle Folk af Levemaade deres Andagt i Byens Kirke. Jeg kunde me- get godt havt Tid dertil, da Borch prædikede i Slotskirken, men ex officio havde jeg intet at bestille, og Lyst har aldrig drevet og skal aldrig drive mig til at høre en Prædiken af Biskop Bech. Derimod hørte jeg Borch. Han prædikede over Barmhjertighed, og sagde ret vakre Ting derom. Hans Ud- SIDE: 479 vortes har ogsaa vundet ved Øvelsen i de 3 Aar siden jeg hørte ham sidst, men ligesom Biskop Balle troede at redde Christendommens Ære ved at finde i Jesu menneskeligste Ta- ler og Handlinger Beviis paa, at han var Gud tilligemed Faderen og den Helligaand, saa fandt Borch det og tilsidst fornødent at erindre, at den Barmhjertighed, hvortil han nu i en halv Time havde opmuntret, var af intet Værd, naar den ei var en Frugt af Troe paa den korsfæstede Jesum. Provst Aschenberg gjorde mig et Afskedsbesøg. Han var tilmode, sagde han, som han kunde tænke sig den, der var idømt et Aars Tugthuusstraf og nu saae sit Fangenskabs sidste Dag oprinde. 8de Juli. Jeg var tilsagt til Taffels, og vandrede til Palaiet med to Forventninger, som begge skuffedes: at komme hjem som kongelig Hofprædicant og at beværtes tarveligen, som jeg her kunde tænke mig ved dette Bord i Forhold til de store Gal- laer, jeg hos samme hans Kongelige Høihed har bivaanet. Om nogen Promotion saae og hørte jeg intet. Selskabet var ikke stort: foruden svenske Officerer, Statsministeren Enge- strøm (en jevn, godlidende Mand) og Anker, de tre Stor- thingspræsidenter, General Hegermann og et Par udenbyes Embedsmænd. Men jeg har nok aldrig ved noget svensk Gjæstebud faaet saa megen og god Mad. Lad mig nu ogsaa engang opregne al den Mad og Drikke, hvormed serveredes ved et Hverdagsmaaltid hos Sveriges og Norges Kronprinds. Appetitsupen fik vi i Værelserne, og da Prindsen kom, van- drede vi ud i Pavillonen i Haven, hvor jeg skikkedes til Sæde mellem Stiftamtmand Schouboe fra Christiansand og en svensk Officeer. Vi begyndte med røget Lax og Røræg, saa kom Suppe og efter den 4 -- 5 Kjødretter, derpaa Hummer og Skinke med Spinat og Bønner, kogte Høns indhyllede i Sa- lat, fersk Lax, Steeg, Risengrynsbudding og 3 -- 4 Sorter SIDE: 480 Kage, Jordbær og Fløde, Iis og endelig Syltetøier og Con- fect i Mængde. Til dette fik man at drikke: 2 Sorter Rød- viin, Madera, Rhinskviin og en Desertviin -- efter Caffeen endelig Liqueur. Jeg veed ikke, for hvem af de Tilstedevæ- rende usædvanlig Anretning skulde gjøres; altsaa lever man vel saa hver Dag og det er stærkt. Prindsen var taus ved Bordet og saae mørk ud. Oscar lod sig ikke see; han havde i Gaar forkjølet sin Mave. Efter Taffelet talte Prindsen over halvanden Time med Christie, og i al den Tid torde vi an- dre efter Etiquettens Regler ikke gaae bort, men maatte staae deroppe eller drive om i Nærheden, og det var da yderst kjed- sommeligt. Endelig kom han frem, tog os i Haanden med det sædvanlige "Adieu Monsieur!" og saa gik vi da alle. 9de Juli. I Aften fik jeg et uventet Besøg af Neumann. Prind- sen havde sagt, at han maatte tale med ham inden sin Bort- reise, og da han havde hørt, at han paa Torsdag reiser til Eidsvold og paa Søndag forlader Christiania med alle, var han i flyvende Iil kommen, for i Morgen at høre, hvad hans Kongelige Høihed havde at befale. Han formodede, det angik Hofpræsteskabet, hvorom forresten intet høres, da Wergeland skal være bortreist uden at have faaet Udnævnelse. -- Neu- mann havde ellers i Morges givet fire svenske Herrer, som reiste til Drammen, en prægtig Dejeuner: først Chocolade hjemme i Huset, derpaa Frokost i Kirkelunden, fremdeles en Collation af Jordbær og Fløde ved Elveroe og endelig en Flaske gammel Portviin paa Prindsehøien, som han kaldte den. Det er Mand, der veed at leve! At beværte sine Ven- ner med tyk Melk og Æggekage, og Hofcavalierer med ud- søgte inden- og udenlandske Lækkerier -- det er unægtelig Vei til Hæder og Lykke efter Tidernes Leilighed, en Vei, jeg Gud SIDE: 481 skee Lov ikke kan betræde, ellers var jeg maaskee ogsaa daar- lig nok til at betræde den. 10de Juli. I Intelligentsseddelen stod en lang og haard Straffepræ- ken i Anledning af Nonnernes Opførelse. At Stykket er mo- ralsk godt, vil jeg aldrig paastaae, men saaledes som denne Forfatter at "dundra med Eld och Tändergnidsel och Svafel", det er dog utidig og overdreven Nidkjærhed. Hvilke de "Pa- risere og Pariserinder" ere, for hvis Skyld her i Staden maatte opføres utugtige franske Comedier, vides ikke. Forf. synes heel bevandret i Byens chronique scandaleuse, og viser sig overalt som en af de Zeloter, der nedbryde langt mere, end de opbygge. -- Forat udrede den nye Skat faldbyder Bonde- standen "5 1/2 Par Caffekopper, en hankeløs Caffekande, 4 2/3 Punscheglas, 3 Viinglas, en med Blye naglet Punschebolle, 3 Sølvskeer og 2 1/2 Theskee". Jeg formoder, at dette har Hensyn til den tvungne Bank, der skal oprettes, hvis den frivillige ikke kommer istand. Man anseer førstnævnte Entre- prise, skjøndt besluttet af Storthinget og sanctioneret af Kon- gen, saa farlig og overalt uiværksættelig, at der paastaaes for vist, at et extraordinairt Storthing bliver sammenkaldt i det Øieblik, Subscriptionen til frivillig Bank findes utilstrækkelig. Kronprindsen har taget 500 Actier, som er Tyvendedelen af det Hele, og det vilde da være en evig Skam, om hele Norge ei skulde kunne tilveiebringe Resten. -- I Rigstidenden fortælles, at alle Hans Hauges sequestrerede Skrifter, forsaavidt de endnu ere til, ere frigivne, og kunne nu atter, om man saa vil, ud- bredes over Landet. Biskoppen averterede i Dagens Avis, at han nu tiltræ- der sin Visitatsreise. Jeg ansaae det for min Skyldighed at gjøre ham en Afskedsvisite, og den gjorde jeg da. Der fik jeg at vide, at det hele Hofpræsteskab efter al Formodning ryger i SIDE: 482 Lyset. Prindsen har sagt til Biskoppen, at han havde havt i Sinde at udnævne ham til grand aumonier (Overhofprædi- cant) men saa havde han betænkt, at dette Embede vilde be- røve ham Ret til at møde paa Storthinget og derfra vilde han ei udelukke ham. Derimod er bestemt, at Aggershuus Biskop, som den første geistlige Mand i Norge, skal under de Kongelige Personers Nærværelse her fungere som deres Sjele- sørger, hvorfor skulde tilstaaes ham et aarligt Honorar. Vi andre indsluttes da vel, hvad det Negative angaaer, i denne Dom. Wergeland skal søge at blive Professor i Theologien, hvilket Bech som Procantzler af al Magt vil sætte sig imod; saa skal det og være hans Plan at faae Exspectance paa Stiftsprovstiet, men det forsikrede Bech, skal aldrig lykkes ham, da en Biskop, der staaer i saa megen Embedsforbindelse med Stiftsprovsten, vel maa have Ret til at give sin Stemme, hvem ham ønskede og ikke ønskede i denne Post, og Grund til at troe, det vil reflecteres paa hans Anbefaling. Et venligt Afskedskys og flittig Hilsen til min Kone endte Samtalen. Til Kl. 12 var bestilt Jordpaakastelse for en af Kron- prindsens Kudske, som er død paa det militaire Sygehuus. Jeg havde, med Skam at tale om, glemt denne Forretning, og Klokken henved 1 kom Major Søgaards Bud hæsblæsende og sagde, at det hele Tjenerskab havde ventet paa Krigskirke- gaarden henved en Time. Jeg klædte mig da gesvindt paa og skyndte mig, saavidt mit daarlige Been vilde tillade. Men ved Hospitalsporten mødte jeg Søgaards Karl, som lod mig vide, at de vare gaaet bort, men Majoren lod mig bede at trine op til ham. Han var yderst perplex, thi de høie Herrer havde været smækvrede, spurgt om man behandlede sine Døde her som Hedninger eller styrtede Dyr, og med flere Grovheder truet at andrage Sagen hos Prindsen. Medens vi talte herom, kom tre af de galonerede Personer og lod Majoren vide, at han strax maatte komme op til Prindsen. Derover SIDE: 483 blev denne mandhaftige Martissøn endnu mere forskrækket, og ry- stede ordentlig saa, at jeg troede, han havde faaet Koldfeber. Jeg, som havde langt mere Skyld i denne Fracas, tog Sagen me- get rolig og gik hjem og fortærede min Middagsmad med god Appetit. Endnu førend jeg havde afspiist, kom Majoren med meget lettere Hjerte, og fortalte, at man vilde komme igjen Kl. 3; han vilde imidlertid besørge Graven igjen op- kastet og bad mig ved dette Klokkeslet at komme ind til ham, da han vilde følge med. Jeg lovede at sende Borch, men han ønskede saa inderlig, at jeg vilde møde selv, og deri kunde jeg da føie ham. Jeg laante en Hest og kjørte derop. Samtlige Domestiker mødte, vi gik sammen til Kirkegaarden, hvor Cere- monien da skede, og to, tre af de fornemste traadte frem og "takkede Pastoren ödmjukast" for hans Uleilighed. Dermed var da den Historie til Ende. . . -- Der var ellers i Dag stort Dameselskab hos Hans Kongelige Høihed, hvortil dog Statssecretairens Frue ei var indbuden. Prindserne have i disse Aftener ladet sig beværte, engang paa Ladegaardsøen hos Thulstrup og engang hos Major Kaltenborn. I Aften var Oscar hos Falbe, men ikke hans Fader. 11te Juli. Neumann var saa lyksalig at blive tilsagt til det glim- rende Diner i Gaar, men om Hofpræst-Embedet mælede Prindsen ikke et Ord. Han forekom mig ellers ikke ganske vel tilmode; næsten skulde jeg troe, det ærgrer ham at gaae Glip af den haabede Værdighed. Han, troer jeg, for et Hofprædi- cat gladelig opgav sin Ret til at møde som Folkerepræsentant. Men hvem veed, om der ikke ligger fiin Politik til Grund for den hele Forandring? eller om saadanne Betænkeligheder havde fundet Sted, hvis Bugge, Bonnevie og Schultz havde været prædestinerede til Aumoniers? En klog og veltalende Ven i Storthinget kan gjøre nok saa megen Nytte som en SIDE: 484 dito Hofprædicant -- kun bliver endnu det store Spørgsmaal, som Regjeringen ikke kan besvare: Vælges de Mænd? og hvad Bech og Wergeland angaaer, da tvivler jeg høiligen. Hegermann er overmaade glad over sin Frihed, men fast skulde jeg troe, at Prindsen er misfornøiet over, at han har søgt Afsked, og deri kan han og have Ret, da Mænd som Hegermann ikke groe paa Quiste, og da en saadan Unddragelse fra Statens Tjeneste ikke synes at vidne om Hengivenhed for den nærværende Administration. Han troer ikke, hvad ellers Rygtet har paastaaet med megen Suffisance, at den ældre Kaltenborn bliver hans Eftermand paa Academiet. Overalt synes han i Mandags før Taffelet at have havt en ubehage- lig Samtale med Prindsen, hvilken vel kan have været Aarsag i dennes Taushed og mørke Mine under Spiisningen. Bech har overdraget Hersleb i hans Fraværelse at tilsige og holde et Committeemøde i Bibelselskabet, hvortil han vist- nok ogsaa, som den der havde de fleste Stemmer, var den meest Berettigede; men han bad mig indstændigen paatage mig Formandsposten i denne Forsamling, deels fordi jeg var ældre Mand og Embedsmand, deels fordi disse Møder skulle begyn- des med en Bøn, hvilken han troede burde holdes af en ordi- neret Lærer. Af den sidste Grund lod jeg mig overtale, hvor- hos han lovede selv at forrette Referat, kun at jeg vilde præ- sidere. -- Ellers erklærede han sig meget misfornøiet med det Stykke om Stenersen i Nationalbladet, og da han selv er nævnt, troede han sig forpligtet til, paa Grundtvigs, Stenersens og egne Vegne at tage til Gjenmæle. Han tilstod, at Grund- vigs Tone ikke altid er den meest passende, at der er vel megen Haardhed og Bitterhed i meget af det, han siger, men derhos meente han, at G. aldrig vilde faldet i denne Tone, naar ikke hans Antagonister ved ukjærlige Domme havde opir- ret ham som et høist lidenskabeligt Menneske. Arrogance har imidlertid under hele Grundtvigs Forfatterliv været en charac- SIDE: 485 teristisk Egenskab hos ham, og at man vil ydmyge den Arro- gante, og under denne Bestræbelse nedtrykker ham dybere end han fortjener -- Herre Gud! det er saa saare naturligt! En Hykler har jeg aldrig anseet Grundtvig for. Jeg troer, han mener Gud det overmaade vel og Menneskene ogsaa, forsaa- vidt de ville og kunne bifalde alt, hvad han siger; men Mod- sigelse taaler han ikke, han bliver streng fordømmende og naturligviis bringes hans Modstandere ikke derved til Taushed, -- der bliver Kamp paa Liv og Død, og gid det alene var disse faae Individers Liv eller Død det gjaldt! Nei! det er den gode Sag, der døer mellem Hænderne paa dens ubesindige Forsvarerer. Directe og indirecte er jeg bange for at Grundt- vig gjør en Skade i Danmark og Norge, som de meest op- lyste og christeligsindede Lærere i flere Decennier ei vil kunne oprette. 12te Juli. Ikke med aldeles let Hjerte reiste de fleste patriotiske Storthingsmænd hjem. I Søndags var det aftalt, at de, der endnu var tilstede, skulde samles i Salen og ligesom sidst med sammenslyngede Arme og forenede Hænder byde hverandre høi- tideligt Farvel. Og netop i dette Øieblik brød det frygtelige Uveir løs. Uveirsskyen stod næsten over dens Hoved, og under Torden og Lynild hævedes Samfundet. "Jeg er ikke over- troisk," havde Biskop Sørensen sagt, "men jeg kan ikke nægte, at jeg er underlig tilmode ved denne Afsked." -- Schultz vilde gjerne talt med Kronprindsen inden sin Reise, men det kunde nu ikke skee, da han var paa Eidsvold. Prindsen havde sagt noget til Bugge, hvilket han med Grund troede, han igjen burde tale med Prindsen om. At han var den ivrigste Op- positionsmand ved Protocolrevisionen, er en bekjendt Sag; næsten overalt afgav han djærvt skriftligt Votum. "Schultz troer nok", havde Carl Johan sagt, "at jeg er vred paa ham, men siig ham, at det er jeg ikke. Jeg agter den Mand, der SIDE: 486 under sit Navn offentlig fremfører sin Overbeviisning, ihvor- dan den endogsaa er, -- kun de, der hemmelig føre Dolken, ere mig forhadte". 13de Juli. I Intelligentsseddelen takker Omsted fra Drammen Kam- merraad Glückstad, hans Frue og Husets hele Personale for deres udmærkede Høflighed mod ham under det langva- rige Storthing. -- I Rigstidenden indbydes til den frivillige Bank, hvortil Biskop Sørensen paastaaer, det er hellig Bor- gerpligt at bidrage, saa at han ei alene vil skille sig ved sit Sølvtøi og sine Guldpenge, men endog laane Penge for at kunne tage en Actie. (Anker og Wedel have tegnet sig for 100). Fremdeles fortælles efter et Brev fra Malta, at den tunesiske Beys Søn har ladet sin Fader halshugge for hans Medlidenhed med de christne Slaver. Jeg ventede et saadant Udfald af den Philantropisme. I Aften mellem 9 og 10 kom Stiftamtmanden (i Qua- litet af Kronprindsens "Bud" eller "Ambassadeur") med An- modning eller Tilsigelse at møde i Palaiet i Morgen tidlig Kl. 73/4. og holde Bøn for de Kongelige Høiheder inden deres Afreise. 14de Juli. Jeg var allerede iført min hele Stads, da der kom Billet fra den tjenstegjørende Adjutant, Major Birch, at Kronprind- sen ønskede Cabinetsbønnen opsat til Kl. 83/4. Han havde arbeidet hos Essen til Kl. 2 i Nat, havde ved sin Hjemkomst truffet Lector Orry og Mariboe, der havde ventet siden Kl. 10, og endnu i denne natlige Time givet dem Privataudience, altsaa behøvede han længere Morgensøvn. Bønnen havde mange Deeltagere. Forgemakket var fuldt af Officerer og an- dre, der vilde sige underdanig Farvel. Af disse bleve Stats- raaderne indkaldte, og Stole satte for dem, jevnsides med Prindserne. I Døren stod som sidst et Bord, og jeg stillede SIDE: 487 mig foran det. Bag mig sattes Stole for Stabsofficererne, og bag dem igjen stod en Hærskares Mangfoldighed af norske og svenske Officerer. Bønnen varede maaskee 10 Minutter, var maaskee taalelig sammensat, men kunde under Tingenes nær- værende Stilling ei indeholde noget synderlig rørende eller op- vækkende. Den endtes med Fadervor, en kort Afskedsapostrophe til Prindserne og Herrens Velsignelse. Da Kronprindsen havde taget Statsraaderne i Haand, blev jeg indladt. Han talte noget sagte til mig paa Fransk, som Oscar ligesaa sagte over- satte. Jeg maa reent ud sige, at jeg ikke ganske forstod nogen af dem; dog troer jeg Meningen var, at hans Bortreise for- bød ham at see mig ved sit Taffel, men han vilde sende mig et Par Kasser Viin til Erstatning, -- og de vare da saa gode som 10 Invitationer. -- Han reiste strax efter. Mosse Bye giver ham diner eller dejeuner dinatoire, og i Nat ligger han hos Sommerhjelm paa Tom. Han agtede sig til Skaane, men det hedder, at hans Nærværelse i Stockholm er nødven- dig, at han altsaa iler did, og Oscar gaaer alene til Skaane. Nogle mene, at han aldrig for Alvor har tænkt paa den Skaa- nereise, og at denne Omvei gjøres blot for at indbilde de længselsfulde Skaaninger, at han havde den isinde. Gud veed, hvad Aarsagen er, maaskee hans Formands Skjæbne paa Quiddinge Hede svæver ham i Tanker, og han siger: Vestigia terrent. Den ældre Expeditionssecretair Vogt er en yderst inter- esant Mand. Vi førte mange Discourser om allehaande Gjenstande, blandt andet om den mundtlige Procedure, hvis Afskaffelse han vilde have meget imod, men som han dog til- stod letteligen forvilder, da han i det juridiske Selskab har erfaret, hvor vanskeligt det er at have Tankerne samlet under den og votere derefter. Weidemann, dens og Oberste Holsts afsagte Fiende, er imidlertid bleven Ridder af Nord- stjernen. Statsraad Løvenskjold er hjemkommen og Berg af- SIDE: 488 gjør Gjældssagen alene. Løvenskjold skal hverken her eller i Stockholm fungere som Statsraad, da han, efter Vogts Si- gende, ikke trives nogetsteds uden paa Fossum. Wulfsberg har dog bragt det til af Kronprindsen at faae som Laan eller Forskud til et Bogtrykkeries Anlæggelse 1000 Pd. St. Hvordan det iøvrigt gaaer denne gode Mand, kan jeg ikke ret komme efter. Statsministeren syntes ikke at have noget til- overs for ham. Expeditionssecretair Hagerup, hvem jeg spurgte om ham i Mandags, svarede: "Han synes at handle mindre daarligt end før, og andet end negativ Roes vil Wulfsberg nok aldrig komme at fortjene". Major Fleischer derimod, som har været i Stockholm, roste meget baade hans Forhold og Forfatning. -- Endnu maa jeg anføre, at foruden det dag- lige prægtige Middagstaffel hos Kronprindsen, giver Oscar under sit Ophold her hver Dag en Frokost paa 5 -- 6 Retter Mad, varm og kold, for Officerer og hvem ellers der komme i hans Vei. 15de Juli. Ved Middagsbordet i Dag gik det for saavidt temmelig lystigt til. Major Fleischer er en temmelig streng Vert, uud- tømmelig i at proponere Skaaler, og jeg kan ikke sige, jeg gad inviteres til Mandfolkeselskab hos ham. Han havde deilig Viin, som smagte mig overmaade vel, men hvoraf jeg, for at følge Strømmen, drak mere, end jeg enten havde Lyst til el- ler godt af. -- Jeg var fri for Tobaksrøg og al anden Qualm, syg blev jeg altsaa ikke, og fuld var jeg endnu mindre; men inderlig længtes jeg efter Forløsning. Frugalitet, især om Aftenen synes at blive mig mere og mere nødvendig, men det er Ulykken, at jeg, hvad god Mad angaaer, saa van- skelig kan modstaae Fristelsen. I Drik (hvad Quantiteten an- gaaer) koster det mig intet at være afholden; derimod, om man byder mig 6 -- 8 Sorter, maa jeg rigtignok smage paa dem alle. -- Jeg glemte igaar Aftes at anføre, at Vogt lod SIDE: 489 adskillige Storthingsmænd passere Revue og blandt andet er- klærede Bonnevie for en af de største Fusentaster, han kjendte, hvis opskruede Declamationer med utidig Indblanding af Guds Navn han aldeles ikke kunde lide. 16de Juli. Det Besøg, Major Sadolin i Gaar gjorde mig, havde til Hensigt at bestille en synderlig Brudevielse. En Soldat, som nu sidder arresteret, jeg veed ikke for hvilken Brøde, havde i Bergen besvangret en Pige, som var reist efter ham her til Christiania for at blive gift med ham. Tilladelsen søgtes hos Regimentet, men blev negtet. Nu henvendte man sig til Statsraadet, maaskee endog directe til Kronprindsen, og der udstedtes Bevilling for dem ei alene at giftes men endog at vies hjemme i Huset. Dette Kongebrev bragte Sadolin mig i Gaar, og i Dag kom Brudeparret og blev copuleret heroppe paa min Sal. Ingen af dem var vakker, og Bruden, som el- lers syntes meget glad og beleven, havde megen manqueret Levemaade. Hendes tredobbelte Ja ledsagedes af en Neien, som var værd at stikkes i Kobber, og da hun tog Afsked med mig, bukkede hun meget dybt, som en Mandsperson. Hun hentede siden Vielsesattest og reiser til Mandens Forældre for at ligge i Barselseng. Strax efter deres Bortgang kom Hersleb. Han fortalte blandt andet om Afskedsaudiencen i Løverdags, hvor Kronprindsen havde sagt Hansteen uendelig mange smukke Ting, blandt andet, at naar man saae ham, skulde man ikke troe, han var 20 Aar, men naar man kjendte hans litteraire Fortjenester, maatte man antage ham for en Olding. Orry er bleven Professor, dog uden Sæde i Col- legium academicum. Endelig gjorde Stiftamtmand Christie mig en Afskeds- visite. Han og Biskop Brun ere blevne Commandeurer, Lange Ridder af Nordstjernen. Han ivrede ellers med Føie over SIDE: 490 det uværdige Tiggerie, endog Mænd i de høiere Stænder have nedladt sig til hos Kronprindsen. Stiftamtmand Schouboe var reist fra Christiansand, for at faae et Pengelaan, jeg ved ikke hvor. 18de Juli. Det bemeldte Bibelselskabs Møde holdtes i Eftermiddag i Cathedralskolen. Det begyndtes og sluttedes med en kort Bøn af mig, hvilken Handling man fandt opbyggelig, men jeg nægter ikke, de foregaaende og efterfølgende trivielle Sam- taler gjøre i mine Øine en profan Contrast. Hersleb, som Ordfører, compromitterede i visse Maader Biskop Bech, skjøndt aldeles overeensstemmende med det antagne Reglement. Dette siger nemlig, at Committeens Valg skal underkastes alle Bi- skoppers Bedømmelse, inden det er fuldgyldigt, og Bech har ladet Circulaire udgaae til Aggershuus Stifts Geistlighed og nævner os som allerede valgte, uden at saadan Sanction er skeet. Nu foreslog Hersleb, at Biskopperne skulde tilskrives og deres Mening indhentes, og indtil da maatte vi blot ansee os som interimistiske Medlemmer af Centralcommitteen. To Breve oplæstes; i det første tilbyde to Quækere, som opholde sig her (Uhrmagere af Profession), Bibler af 20 Speciers Værdie som Contingent qua Selskabets Medlemmer. Tilbudet anto- ges. I det andet Brev sender Saxild et Stykke om Fængs- lernes bedre Indretning, der har staaet i Nationalbladet, til Selskabets Bedømmelse, og troer, at dette ved umiddelbar Virken og ved Forestillinger til Regjeringen kan bidrage til Forslagets Realisation. Man bestemte sig til at tage Sagen under nøiere Overveielse. Der besluttedes at skrive til Biskop Bech og udbede sig Regnskab for Selskabets oeconomiske Sta- tus, som Ingen kjender uden han. Endelig valgtes Thur- mann til Committeens Casserer og Vogt til dens Secretair. Jeg læste med det samme alle Voteringssedlerne. Der var dog SIDE: 491 endeel Studenter, som havde givet mig Stemme. Dr. Gar- man havde voteret paa sig selv, men fik dog, sin egen inclu- sive, kun 2 Stemmer. 22de Juli. Ogsaa de to Hefter af Danfana har jeg nu læst, naar jeg undtager Begyndelsen af et episk Digt: Thora, der vel bliver ufuldendt, som alt hvad Baggesen lover eller be- gynder paa. 80 af Hefternes 190 Sider ere opofrede til en fortsat kritisk Vurdering af Ludlams Hule, hvilken han da, saavelsom dens Forfatter, saa ynkeligen nedriver, at den usleste Smører aldrig værre er medtagen end Øhlenschläger, der, Baggesen indbilde sig hvad han vil, er langt større Dig- ter end han. At hiint Syngestykke har mangfoldige svage Sider, er vistnok lagt tydeligen for Dagen; men naar man saaledes vilde analysere og persiflere Holger Danske og Erik Eiegod, lod der sig sandelig ogsaa meget sige om dem, uden at Baggesen havde nogen Aladdin, Hakon, Palnatoke, Axel og Valborg, Correggio, Hagbart og Signe eller Helge at lægge i den anden Vægtskaal. Under dette smukke Arbeide udkom Fiskeren, "den nye Skoles poetiske Kragemaals sande thesaurus, til hvis urandsagelige Dyb af Digt- og Skrivfeil Ludlams Hule forholder sig som en øhlenschlägersk Geburtsdagsvise til et øhlenschlägersk Geburtsdagssyngestykke." Til Vinteren vil han profanere Dannertemplet med at udspye sin Gift over dette Digt. Men saalænge kunde han ikke vente med at stænke Skarn paa den ædle, elskværdige Knudsens Gravhøi. I to Smaadigte gjøres Forsøg paa, trods det gamle: Tu manes ne læde meos, sed parce sepulto! at røve Knudsen det Hædersminde, han, trods baggesenske Flauheder og Ond- skaber, dog nok beholder uforkrænket i ædlere Hjerter end de fleste af dem, der tilsmile Baggesen Bifald. -- Aldrig vil jeg dog nægte, at der især i Aprilheftet findes Smaating, der SIDE: 492 forunderligen contrastere med hans lumpne og arrogante Strids- skrifter og bringe os næsten tilbage til den Tid, da man troede at kunne yde hans Hoved og Hjerte lige varm Hyld- ning. I at sige nydelige Complimenter er han ogsaa den Mester, han altid har været, og Digtet til Frue Olsen paa hendes Fødselsdag er overmaade vakkert. En Smule opskruet, men dog særdeles net er og Complimenten til Frue Rahbek, som han flatterer, medens han gjør hendes Mand og Svoger til rene Aalehoveder. Blandt hans bedre Digte maa jeg endnu nævne det dramatiske Eventyr Rude og Potte, der er vittigt og sandt: kun er jeg meget bange for, at Bag- gesen selv bliver Iisblomsten, i hvo der saa bliver Tuli- panen. Hos Sverdrups traf jeg tre unge Bergensere, hidkomne for at tage første Examen, som gjorde deres Opvartning, an- førte af en ældre Student. De havde, fortalte han, sagt, at man i Bergen ikke vilde subscribere til den nye Bank, hvilket isaafald var en lumpen Upatriotisme, der fortjente følelig Revselse. Dog de falder vel paa fredeligere Tanker, haaber jeg. Sverdrup viser altid Lyst til at troe det Værste, og hvad Rygter han fortæller, hører jeg med samme skeptiske Øre, som hvad Secretair Rougtvedt og Forvalter Rørbye i Krigens Tid fortalte. Det er dog nok vist, hvad han sagde, at Prof. Hansteens Reise til England gaaer overstyr, da Understøttelse dertil af Statscassen er ham nægtet, hvilken derimod er ham tilbuden, naar han vil reise til Sverige, og det skal han nu have i Sinde. -- Kjerschov fortalte endeel om et Besøg, han har havt af en for sine Indsigter berømt, men for sin moralske Characteer berygtet tydsk Antiqvar Arndt, der ogsaa skal have tiltænkt mig en Visit, hvilken jeg dog lykkeligen undgik. Han havde blandt andet gjort Gartner Siebke paa Tøien den smukke Begjæring, at han vilde optegne og tilmelde ham alle de Sottiser, der begaaes her ved Universitetet, med hvis samt- SIDE: 493 lige Lærere han er misfornøiet, og siger, at de enten ere dumme eller dovne. 23de Juli. Denne Dag kunde gjerne reent forbigaaes, dersom jeg ikke havde faaet en Visite, som ret interesserede mig: en tyve- aarig Yngling ved Navn Aabel, Søn af min Cousine, som er Præstekone i Urland i Bergens Stift. Han er en af de 6 Bergensere, der skulle tage første Examen i næste Maaned. Det er et vakkert, godmodigt, velopdraget ungt Menneske, og det glæder mig, om vor alma mater ligesaa glad og kjærlig optager ham i sit Samfund, som jeg i mit. Hvad det ellers maa koste nu at holde Børn ved Universitetet! Efter hvad han giver for Logis og Middagsmad (den sidste endda meget billig) beregnede min Kone og jeg, at hans Ophold her vil koste Forældrene henved 2000 Rbd. aarlig. -- O ja! det er 200 Specier eller 250 Rbd. god gammel dansk Courant, og for meget ringere har vel ikke i saare lang Tid et ungt Men- neske levet anstændigen i Christiania; det klinger frygteligere, end det er i sig selv, men for en Mand, der sidder i et lidet Kald og har 7 Børn, er dette for en af dem sandelig en stor Udgift. 24de Juli. Jeg havde Smerter i Benet, bestilte ingen Ting og kjedede mig overmaade; dette er i kort Begreb Dagens Histo- rie. Baade Arbeide og Adspredelse mangler mig. Sætte mig hen og skrive Prædikener vilde nu være et frugtesløst Arbeide, som maatte mislykkes, da jeg vilde forrette det med Ulyst. Andre Ting kan og gider jeg ikke skrive. Biskop Brun er nu det eneste Menneske, jeg skylder Brev. Embeds- forretninger i og udenfor Huset har jeg ingen af. Af den evindelige Læsen bliver man omsider kjed. Naar det saa desuden staaer misligt til med Helbreden, naar Smerter ube- hageligen forstyrre hver glad eller blid Følelse, der fremtræn- SIDE: 494 ger sig, naar Ingen besøger eller inbyder mig, og jeg altsaa mangler al Adspredelse, naar jeg heller ikke kan taale Spad- seertoure af ringeste Længde, saa er det ikke saa underligt, at Mismod stundom overfalder mig, at jeg selv ved min gode Kones og mine glade kjærlige Smaapigers Side, føler mig i enkelte Øieblikke forladt og isoleret. Af Intellinentsseddelen afskriver jeg et Stykke, som vel kan fortjene at gjemmes: "Jeg ulykkelige unge Menneske, som har en tung Skjæbne hidindtil; trøstesløs lægger jeg mig, bedrøvet staaer jeg op og daglig ængstes mit Hjerte; jeg er fortrykt og forladt, mit inderligste Ønske har været, altid at lære noget dueligt og godt, ja skrive, regne, passende til min Stand, men Alt er afslaaet. Jordtræt er jeg bleven til Andres Velfærd og Fornøielse, og føler dag- lig Sved og Byrde! 6 Aar har jeg været fra Forældre og de 4 sidste Aar har jeg neppe havt en glad Dag, ja mange og adskillige Sorger trængede mit Hjerte og gjorde de unge Aar slette og elendige! af sine egne og nærmeste Slægtninge nyder man den bittre Skaal: O Gode Gud og Velgjører vilde forandre En og Anden, som have sine Paarørende til Tjenere og tilligemed lovet godt; min Bøn kan intet udrette, uden Forsynets grundløse God- hed vil sende en levende Aand, som kan vække en god og retskaffen Tanke for deres Underhavende, -- jeg have kuns blot Haabet til Løn! gid jeg kunde gjøre en Ansøgning, der kunde gjøre M. og M. en Eftertanke om retskaffen god Følsomhed for En og Anden, som have sine Paarørende til Tjenere. Mit Navn skal betegnes med tre sorte Streger. " Den saa kaldte uforbrændelige Spanier er kommen her- til og vil holde et fuldkomment Maaltid i en Ovn opheder 100 = 180 Grader efter Reaumurs Thermometer (i min Tid var 80 Grader efter Reaumur kogende Vands SIDE: 495 Hede). -- Jeg ødsler maaskee altfor mange Penge bort, men der lover jeg helligen jeg skal spare dem. I Rigstidenden fortælles meget om den berømte Søster Marthe i Besançon. Hendes Berømmelse har rigtignok til denne Dag været mig ubekjendt, men nu straaler den for mig i megen Klarhed, da jeg veed, at hun i 11 Maaneder har traadt 30000 Soldater i Moders Sted, at hun har 11 Or- dener, at Ludvig den 18de har omfavnet hende, at Keiser Alexander endelig vilde have hende til Rusland, at Kongen af Preussen nu ogsaa vexler Breve med hende, for at lokke hende til sit Land, men at hun er og bliver sit Fædreland tro, og vil ikke forlade det. "So ein Weib bin ich," kan hun med Sandhed sige. Om hun forresten er Pige eller Kone, om hun er af fornem eller ringe Stand, ja paa hvad Maade hun har vist sin moderlige Kjærlighed mod de mang- foldige Soldater, det maa vor Herre vide. -- I Sevres er og en Kunstnerinde Jaquolot, som efter Kongen af Frankrigs Forsikring vilde vække Raphaels Misundelse, hvis han endnu levede. Men ak! ikke engang Pastor Birch lever, og kan ind- føre disse Vidundere i sit Billedgalleri. For da at bevare disse store Navne i mit Fædreland, skriver jeg dem i denne Bog, og paalægger den af mine Svigersønner, som engang udtogsviis udgiver dem i Trykken, at fortælle Efterverdenen, at Frankrig i Aaret 1816 havde 2 saadanne Kvinder, der, hver i sit Fag, dog maa være de ypperste, som have levet siden Verdens Skabelse. 25de Juli. I Morges havde jeg Besøg af Provst Lassen. Han troer ikke der kommer noget godt ud af vort nye Pengevæsen, beklager sig iøvrigt over den Luxus, der har udbredt sig i Oplandet, og vilde have den indskrænket ved en Forordning, et Middel, som nok efter alle Tiders og Landes Erfaring, hvor SIDE: 496 man har forsøgt det, har viist sig uvirksomt. For Geistlig- hedens uvisse Indtægter vilde han havt et Regulativ, men der kan jeg nu ikke være enig med ham. Hvad der er fore- slaaet om det beneficerede Gods, in specie af Biskop Bech, er han ikke fornøiet med. Han vil, at det ene og udeluk- kende skal tilhøre Geistligheden, og at det øvrige Oplysnings- væsen skal see sig om andre Hjælpekilder. Man bør troe, at det ikke blot er Familiehensyn, men ægte broderlig Omhu for sine fordums Brødre i Herren, der gjør Provst Lassen saa udmærket nidkjær for Geistlighedens Tarv, men han driver dog maaskee sin esprit du corps vel vidt, og saadant duer aldrig, allermindst i Tider som de nærværende. -- Efter fuldendt Confirmationslæsning (der om Torsdagen er saadan, at en Steen maatte græde derover) gik jeg ind i Byen. Desværre ogsaa den første Directeur ved den frivillige Bank [fotnotemerke] troer, at den af Mangel paa Interessenter ei kommer istand, og at altsaa enten det voldsomme Middel maa anvendes, hvoraf Opstand befrygtes, eller Storthinget atter maa sam- menkaldes, det fattige Norge til ny, betydelig Udgift. En Bank, et Universitet! saa bliver det altsammen godt i Norge, raabte man for en halv Snees Aar siden. Universitetet har vi da, men at det er hvad det er, bør neppe Nationen bryste sig af. Bank kan man nu faae -- men af smaaligt Hensyn paa Øieblikkets Tab eller Fordeel vil man ikke have den. Skeer det, hvad der befrygtes, faaer vor Nationalhæder sin sidste Rest, og om da Nationen selv gaaer bagefter, er det ikke uforskyldt. Frihed og Selvstændighed er neppe for et Folk, som det norske nu er. 26de Juli. Af min egen Bogsamling har jeg læst en (Gud skee Tak!) liden Pjece af den nu afdøde Pastor Paisen "für die Fotnote: Prof. Rasmussen. SIDE: 497 hausliche Erbauung," i den pretiøse Maneer, hvori "Timer levede for Evigheden" og mere af samme Suurdeig ere for- fattede. Det skulde nok egentlig være en religiøs Roman, hvoraf dog nok Fortsættelsen er udebleven. En Philaleth udbryder urolig: "Wahrhaftig, ich bin jetzt mir selbst noch immer ein Räthsel", og for at faa Gaaden opløst tager han sin Hat og Stok og gaaer ud i Skoven. Det var hans Fødselsdag, og dette udtrykkes paa følgende Maade: "Jetzt stand er im Begriff mit der zahlreichen Gesellschaft der Erd- bewohner durch das Luftmeer seine vierzigste Reise um die Sonne anzutreten." -- Dog nok herom. 27de Juli. Det blev dog Alvor med de prindselige Viinkasser. I Dag fik jeg nemlig Brev fra Baron Wedel at afhente hos Consul Rode to Kasser, af hvilke den ene indeholdt 50 Fla- sker fiin Rødviin, den anden 50 Flasker Madeira, Champagne, Malaga, Fayal og Liqueur. Sex Rigsbankdaler er det mindste, hver Flaske overhovedet kan regnes for, og man kan da ikke nægte, at den korte Cabinetsbøn var vel betalt. 28de Juli. Fra Hersleb fik jeg et Brev om Saxilds Forslag om Fængslers bedre Indretning, der skal circulere blandt Central- committeens Medlemmer. Hersleb troer, at Bibelselskabet kan gjøre meget ved den Sag, og fremsætter altsaa til Over- veielse nogle Spørgsmaale, hvorledes den bør behandles. Min Mening, som jeg yttrede i Mødet og nu skriftligen har gjen- taget, er, at det Hele indtil videre bør henlægges som noget, der, om det end ikke aldeles er udenfor Selskabets Virkekreds og Competence, dog unegtelig maa staae tilbage for vigtigere og væsentligere Ting, der først maa bringes i fuld Rigtighed, inden man kan befatte sig med slige allotria. Dog erklærer SIDE: 498 jeg, at det kan bevises (hvad Saxild paastaaer), at en Psalmebog er nægtet en Soldat, der sad i eensomt Fængsel, vilde jeg som Garnisonspræst gjøre Indstilling herom til ved- kommende Departement, og tvivler da ingenlunde, at Reli- gionens Trøst og Veiledning, naar samme behøvedes og at- traaedes, ligesaalidt vilde vorde nægtet en saadan som hver anden Arrestant. 29de Juli. Jeg gjennemløb det sidst udkomne Hefte af Saga. Lehmann lovede, at det skulde blive interessantere end det første, "men den Løgn var grov," thi i mine Tanker er den hele Stads ikke en Pibe Tobak, endsige halvtredie Rigsbank- daler værd. Det smukke rosenrøde Papir, hvori Pjecen er indheftet, udgjør dens fornemste Værd. 30te Juli. Posten bragte Brev fra Grøgaard, som undredes, at Biskop Bech ei havde sendt mig hans Anmærkninger om min Recension, og beklagede derhos, at han fra samme Biskop intet Svar havde faaet paa sin Forespørgsel, om der af nogen anden arbeides paa en ny Religionslærebog, hvorved hans blev overflødig. En Pastor Vright i Hedrum havde fortalt ham, at Bech paa sin Visitats havde yttret, selv at have saa- dan Bog under Hænder, hvorom jeg aldrig har hørt et Ord, og nu spørger han mig, om enkelt Mand eller et Selskab, hvori jeg da nødvendig maa være indlemmet, har paataget sig saadant. I modsat Fald vilde han lægge sidste Haand paa sin Bog, som han troede mere end de ældre lempet efter Omgangsskoleholdernes tarvelige Fatteevne og Catechisere-Gaver. Siden jeg var i Barselgilde hos Major Fleischer, har jeg ikke spiist ude, og i meget længere Tid har jeg ikke spilt Boston. I Dag gjorde jeg begge Dele hos Biskop Bech, men ak! jeg maatte bøde haardt derfor. Endskjøndt jeg ingen SIDE: 499 Smerter følte, medens jeg var der, kom de dog heel eftertryk- keligen, da jeg havde lagt mig, og holdt mig vaagen næsten den hele Nat. Under denne Nattens Uroe opsagde jeg et Menneske, som jeg har holdt meget af, Huldskab og Troskab. Det var Romandigteren Lafontaine. Schmidt sendte min Kone en Roman, kaldet Valther, i hvilken jeg fra Begyndel- sen fandt en kostelig virtus dormitiva. Men som jeg kom længre ind i den, harmedes jeg over dens Usandsynligheder og det evige Einerlei, og i Nat blev jeg saa bitterligen arrig paa den, at kun Respect for anden Mands Eiendom afholdt mig fra at slænge den henad Gulvet og træde den under Fødder. Men baade Lafontaine og Hr. Valther afsvor jeg for Fremtiden al Maskepie med. Grev Mørner ventes nu snart. Hans Tøi er begyndt at flyttes hertil, hvoriblandt 29 Kufferter opfyldte blot med Grevindens Garderobe. 31te Juli. Gamle General Hornemann er død. Paa den sidste Tid gik han aldeles i Barndommen, eller var snarere forrykt. Han spadserede i bare Skjorte paa Gangen hos Carstens og var en Dag gaaet paa Apotheket i en gammel Overkjole uden Buxer. Han efterlader sig en betydelig Formue, man siger et Par Tønder Guld i gode Penge. -- Major Juell fortalte, at det nu er forbi med Veimester Steens Herlighed. Han førte et meget brillant Huus, havde et overmaade kost- bart Ameublement, kjørte med 4 Heste for sin Vogn, og har nu gjort en Bankerot paa 17000 Pd. St. Han vilde laant Penge hos Kronprindsen, og udbad sig sin Svigerfaders, Ma- jor Lindemanns Forbøn, men denne recommanderede ham saa slet som uordentlig Oeconom, at han afvistes med et unaadigt Svar. Hans kone bragte ham 10000 Pd. St.; dem har han tilsat og foreslaaer hende nu Skilsmisse. Ingen be- SIDE: 500 klager ham. Vasaordenen fik han da for sine Fortjenester af Veivæsenet. 1ste August. Vi havde Selskab i Aften. Ved Bordet herskede megen Munterhed, hvortil Prindsens gode Viin bidrog en mægtig Deel. Sverdrup var især i overmaade godt Humeur. Aubert producerede en Subscriptionsplan fra sin Svoger Wergeland paa et Ugeblad, han agter at udgive under Titel af den Frimodige. Sit Forsæt ei at indrykke uanstændige Bidrag udtrykker han saaledes: "at hans Blad ei skal være en Cloak, hvor enhver kan udkaste Skarn af sit Hjertes Huus." Derimod "kaster han Kys" til alle Muser ja til enhver Pallas. Han fik dog nok i det lille Selskab 6 -- 7 Subscribenter. -- Om Banken taltes meget. Man haaber dog, den bliver complet. Rougtved havde hørt af Carlsen, at Ener Holm har tegnet sig for 100 Actier, hvilket er utroligt. Derimod har Assessor Mathiesen og Marcus Pløen erklæret, ei at ville subscribere. Smukke Folk! -- I Drammen skal Subscriptionen have god Fremgang. Niels Omsted har tegnet sig for 30 Actier, Bugge for 15 o. s. fr. -- Endelig hørte jeg den uventede Nyhed, at min gamle ærværdige Biskop Brun er død. Jeg har længe be- breidet mig selv, at jeg ikke har besvaret hans sidste Brev. Nu skulde det da skeet imorgen. Imidlertid foer han hen i Fred den trofaste Herrens Tjener. Hvil sødt i Graven, lev salig i Himlen ædle Olding! Jeg kommer efter -- Gud veed hvor snart! 3die August. I Gaar var i Lehnsmand Sunnes Huus Valgforsam- ling saavel for Amts- som Sogneligningen af den til Rigs- banksedlernes Indløsning paabudne Formues- og Næringsskat. Ved den første repræsenterer Hans Grimelund Aggers Sogn, SIDE: 501 og til den sidste udnævntes samme Hans Grimelund samt Grüner og Arne Hougerud. Ved denne skal jeg præsidere, dog Gud skee Lov, uden Stemmeret, men endda kan jeg faae min fulde Bekomst. Min eneste Trøst er Grüner; bliver han syk, bliver jeg det ogsaa, da lutter Bønder ere Suppleanter og man, med al Agt for de gode Mænd, maatte vente sig af dem idel Vrøvlen og Partiskhed. Under saadanne Omstæn- digheder mindes jeg atter om min Ubequemhed til at være Landsbypræst, fornyes Ønsket hos mig, snart at udfries af dette Trældomsaag. Bruns Død har vakt alvorlig Betænkning hos mig, og af de søvnløse Timer, denne Nat havde som enhver anden i disse Tider, opofredes en eller halvanden til at afveie pro et contra ved det Spørgsmaal: "Bør jeg ønske mig Bergens Bispestol?" -- At jeg ikke gjør noget directe eller indirecte Skridt i den Anledning, er mit ufravigelige Forsæt; kun hvis Embedet tilbydes mig (og saare mange har man ikke til at gaae i Valg iblandt) hvad skal jeg da gjøre? Der er meget, som tilraader, men ogsaa meget, som fraraader mig det. Det kan endnu see meget langvarigt ud med Lum- holtz, -- imidlertid befordres Borch, jeg kan ingen Capellan faae i hans Sted, og maa enten anstrænge mig over "Kræf- terne eller komme i ubehagelig Afhængighed af den residerende Capellan, -- de Embedsglæder, de Venskabsforbindelser, jeg opofrer ved at forlade Christiania, ere saa ubetydelige, at jeg vel snart i Bergen vilde finde dem erstattede, -- Bergen er et lettere Levested end Christiania, og Climatet skulde jeg fast troe er nok saa godt for min Helbred. Men saa er det og et Spørgs- maal, om jeg er Bispe-Embedets tunge og ansvarsfulde Ar- beide voxen? Hvorledes vilde jeg med min Aversion for Søen kunde udholde Visitatsreiserne? At forlade Christiania, hvor politiske og litteraire Nyheder haves fra første Haand, -- ogsaa det vilde falde Kjød og Blod tungt. Og saa endnu dette: som Biskop kunde jeg ikke confirmere mine Børn, og SIDE: 502 det har jeg længe glædet mig til og er nu Maalet saa nær, at hvis Gud kun endnu et Aar sparer mig Livet, saa begyn- der jeg med Claudine. Den værste Omstændighed gjemmer jeg tilsidst, skjøndt den gjælder for de fleste befordrede Em- bedsmænd: Flytningen! Naar den var overstaaet, troer jeg det andet jevnede sig selv, men den er skrækkelig. -- Jeg sættes maaskee aldrig i Fristelse; her staae imidlertid Grundene for og imod, om det engang skulde vorde mig nødvendigt for fuldt Alvor at veie dem, og saa oplyse og veilede han mig, hvis Faderhaand hidtil har ført mig saa tryggeligen paa Livets Bane, og hvis Bistand jeg ogsaa sikkert tør haabe i den korte Tid, jeg har tilbage, indtil jeg naaer dens Ende! 4de August. Sverdrups Agtelse for Brun var paa den sidste Tid betydelig aftaget, da han troede at have sporet hos ham en prædominerende Forfængelighed, der gjorde ham til Ven af alle, som flatterede ham, og indgav ham Enthusiasme for den svenske Regjering et Par Maaneder efterat han havde for- bandet og fordømt den. Ogsaa de andre Bisper lod han passere Revu. Bugge roste han som en lærd og talentfuld Mand, men fandt hans Characteer tvetydig og upaalidelig. Krogh mangler ei Erudition, men er i Sæder en Matros. Sørensens Retskaffenhed lod han vederfares Ret, men tillagde ham Mangel paa Smag og Kundskaber, og sagde, at han ei engang kunde skrive sit Modersmaal. Bech har store Svag- heder, men forstaaer ialmindelighed at lægge Dølgsmaal paa dem, saa at hverken han selv eller hans Stand compromit- teres. Hvo der skulle vorde Bruns Eftermand, var ham meget tvivlsomt. Jeg nævnte Provst Hertzberg, men ham ansaae S. for en Vindmager. Af Norges Stiftsprovster er ikke en qualificeret. En Provst Colban i Nordlandene roste han som SIDE: 503 den værdigste, men han er hypochonder. Ogsaa Rein troede han maatte komme i Betragtning. Ellers beklagede han, at Norges Embedsmænd, in specie de geistlige, i Almindelighed ere noget illiterate, og at de især tabe uendelig i Sammen- ligning med Danmarks. Lærde Bisper troede han ved Lande- mode-Samlinger, som Münters og Plums, at kunne hjælpe paa Sagen. -- Blandt vor studerende Ungdom skal Biskop Bugges Søn meget hæderligen udmærke sig. -- Den danske Litteratur anseer Sverdrup i dette Øieblik for en af de ypperste i Eu- ropa; især skal der være 4 -- 5 udmærkede mathematiske Ho- veder. Hersleb viste mig et fra Biskop Bech indkommet Brev med Regnskab for de hævede Penge, hvorved gjordes den bedrøvelige Opdagelse, at 1000 Rd. Bco. ere laante Vei- mester Steen, og altsaa saagodtsom forlorne. 5te August. I Tiecks Phantasier gjenfinder jeg adskillige gamle Be- kjendte, men ogsaa adskillige nye Stykker, samtlige indfattede i en Ramme efter Boccazes Maade. Sex Universitetsvenner og den enes Kone, Svigermoder, Søster og Svigerinde ere sam- lede paa Landet og fordrive Tiden med fornøielige Samtaler og Eventyrer. Det meste af den lange Indledning har jeg læst i Dag, og fundet høist interessante Ting, f. Ex. Cha- racteristiken over Lafontaine, Spieß og Cramer og deres diæti- ske Gavnlighed for en Reconvalescent: det hele Selskabs Ivren mod Tobaksrøg (ret Vand paa min Mølle!): Persiflage over den moderne Opdragelsesskik, at gjøre sit hele Huus til Am- mestue: Apologien for de franske Haver i Sammenligning med de engelske: og fremfor alt en Bordscene, hvor Maaltidet endtes med en Flaske Capsviin, hvortil Enhver udbringer en levende eller død Mands Skaal, og erindres da høitideligen Gö- SIDE: 504 the, Schiller, Jacobi, Jean Paul, Brødrene Schlegel, Shak- speare og Novalis. Det er en ubeskrivelig deilig Scene. 6te August. Endnu maa jeg af Tieck anmærke en Ting, som stemte aldeles med min Overbeviisning, men hvori Sverdrup, hos hvem vi vare i Aften, ei var enig med mig: at nemlig Kunst- nere burde vænne sig af med at male Vandfald, "denn", siger han, "ohne ihr sinnvolles in tausendfache Melodien ab- wechslendes Rauschen sehn auch die besseren in ihrer Stumm- heit nur albern aus. Dergleichen Erscheinungen, die keiner Moment des Stillstandes haben, und nur in ewiger Wechsel existiren, lassen sich niemals auf der Leinwand darstellen". Dette modsagde nu Sverdrup, og brugte tildeels en philo- sophisk Terminologie, som jeg ikke ret forstod, men for min simple Menneskesands er det overmaade evident, at en Gjen- stand, hvor Bevægelsen er condito sine qua non, og som uden denne er noget ganske andet, aldeles ikke lader sig af- bilde. At saadan Bevægelse maa tænkes ved ethvert historisk Malerie, beviser intet, og er heller ikke saa ganske rigtigt. Ved en foregaaende Bevægelse ere de handlende Personer komne i en Stilling, som Kunstneren afbilder; de forlade den igjen i næste Øieblik, men da tænker man sig Tilskueren al- lerede bortgaaet. Det er ikke Tilfældet med Vandfaldet, hvor desuden Hørelsens Sands spiller en ligesaa vigtig Rolle som Synets. Frimanns Ord: "Bevinget Elv liig Iis i Klip- pen staaer", passer i mine Tanker bogstaveligen paa ethvert malet Vandfald. Derimod var jeg ganske af Sverdrups Mening, da han paastod imod Lector Dahl, at en vild Bjergegn bør afbildes øde, uden Mennesker eller Spor af Mennesker. Tilskueren er den ensomme Vandrer, der fin- der Situationen rædselfuld-frappant; møder han et andet Menneske der, taber den meget af sit Rædselsfulde. -- Det SIDE: 505 Tieckske Selskabs Mening om det Undskyldelige ved slibrige Sceners Afbildning i Vers og Romaner, og om de Boccaziske Novellers Fortrin i Henseende til Voltaires og (den franske) La Fontaines lignende Arbeider, vilde ikke ind i mit Hoved. Med Vesterpost afsendte jeg brev til Grøgaard om min Recension, om Bispens Delicatesse at tilbageholde hans Anti- critik og om Udgivelsen af hans Lærebog, hvilken jeg, fandt at sige, ikke ønsker, da den ligesaa lidet som vore andre Læ- rebøger fyldestgjør mig, og det vel kunde være værd (uden Præmieudsættelse) at indbyde til Concurrents, med Løfte om Autorisation for den bedste, hvilket var en ganske klækkelig Præmie, baade hvad Æren og Fordelen angik. -- Jeg selv fik Brev fra Brun i Bergen. Han melder mig sin Faders Død, som ikke hans daarlige Been, men en Rørelse i høire Side fremskyndte. Fire Dage før han døde, forrettede han endnu sit Embede med fuld Kraft og Fyrighed. Dagen efter hans Død kom Efterretning om hans Commandeurskab i Nord- stjernen, "men", skriver Sønnen, "Gud være lovet, da havde allerede Golgathas Helt rakt ham det Korsets Ordenstegn, for hvilket han stred, og som han vandt med Ære". Han havde bestandig, naar han talte om sin Bortgang, nævnt mig som sin Eftermand. Min første Udvandring i Formiddags var paa Raadstuen, hvor jeg tegnede mig for en halv Actie til Banken. Ener Holm har endnu ikke tegnet sig for een, end sige for 100 Actier. Carlsen havde fortalt Rougtved det; jeg gad vide, om ikke lystige Hoveder finde Fornøielse i at binde ham Løgne paa Ærmet, da man veed, hvor gjerne han fortæller Nyt. -- Derfra gik jeg til Rasmussen. Han gjættede frem og tilbage paa Bruns Eftermand. Han ansaae det ei urimeligt at Hertzberg blev det, men troer Rein saa maadeligen anskre- ven hos Regjeringen, at Embedet neppe tilbydes ham. Neu- mann mener han vil tage imod det, kun er det en fatal Om- SIDE: 506 stændighed, at han ikke fra Bergen kan kjøre ind og bukke for Kronprindsen hver Gang denne kommer til Norge. Provst Munch troede han vel og kunde blive Manden, men det troer ikke jeg. Hvad mig angik, da fandt R. det ei usandsynligt, at jeg vilde komme i Betragtning. De civile Forretninger mente han vilde genere mig -- tildeels vel! men ellers er vidtløftig Correspondence mig ikke ukjær, og Overgang fra det ene til det andet er mig langt behageligere, end Timers Ru- gen over een Gjenstand. Jeg er en mere flygtig end udholdende Arbeider, og at flyve om mellem de meest heterogene Gjen- stande, som en Bisp uden Tvivl maa, vilde være mig en be- hagelig Adspredelse. Hvem det end bliver, da lykønsker R. med Christie som en af de første Stiftamtmænd, der have existeret. Hos Sverdrup var foruden os Skjelderups, Steenbloch, Hansteen, Hersleb, Lector Dahl og Stenersen, som er kommen hjem, hvorimod Hansteen reiser til Stockholm og har faaet 200 Rd. Bco. i Reisepenge, hvilke med Grund ansees gan- ske utilstrækkelige. Det skal gaae hans Broder uventet godt i Soløer; han har i Præsten Hesselberg i Grue fundet en Ven og Raadgiver, som han sætter megen Priis paa, og ori- enterer sig overalt i sin Stilling saa godt han kan, saa det tør endda falde bedre ud, end man ventede. Der var ret in- teressant, og vi bleve, som sædvanligt, "vel accomoderede". Sverdrups sarcastiske Lune synes mig noget at formildes, men de Svenske vedbliver han at hade. Stenersen fortalte intet Kjøbenhavnsk Nyt. Han har vel tilbragt den meste Tid i Grundtvigs lærerige Selskab. 7de August. Philantropus averterer i Intelligentsseddelen Statssa- tyricatet formedelst Bortreise vacant, og lover den ret ond- skabsfulde Competent gode Sportler. Hvem herved sigtes til, veed jeg ikke. Boye, der nævnes som Forfatter af adskillige SIDE: 507 nyere Pasquiller, vil være et meget qualificeret Subject, med mindre han maaskee skulde være den fratrædende. -- Rigsti- denden meddeler adskillige offentlige Foranstaltninger, Kirke- og Underviisningsvæsenet vedkommende, hvoriblandt at Professo- rerne ved Universitetet skulle overlades Jordlodder paa Tøien, efterhaanden som de blive forpagtningsledige, og at Haxthau- sens Gaard indrømmes til midlertidigt Locale for Bibliothe- ket. Bruns Død anmeldes med store Lovtaler, og Schwach har indsendt et ret vakkert Mindedigt over ham. Af uden- landske Efterretninger anmærkes, at den nygifte engelske Prind- sesse meldes frugtsommelig saa kort efter sit Bryllup, at en blufærdig Borgerkone neppe lader sig saadant vedgaae i sin Vennekreds, end mindre sætte det i Avisen. Et Tillæg in- deholder en Tarif, hvorefter myntet og umyntet Sølv modta- ges i den nye Bank. Ved at see, hvorledes en stor Deel Skillemynt modtages efter Præget, og den Taxt, der er sat paa inden- og udenlandsk grov Courant, slog Samvittigheden mig, og jeg erkjendte, at jeg burde tegnet mig for en heel Actie. Hans Grimelund gjorde mig i Formiddags et langt Be- søg. Hans Ærinde var at laane Listerne over Folketallet ved Saugene og paa Grønland, til Brug for de forestaaende Lig- ningsforretninger. Han var meget misfornøiet med den ham beviste Ære, og fandt det især at være et ulykkeligt Indfald af Valgmændene at vælge 2 Bønder for Aggers Sogn, da enhver Misfornøiet vil give dem Skylden for det, der be- sluttes, enten de saa have den eller ei. Med megen bon sens raisonnerede denne saare fornuftige Bonde om denne Ligning, om Skolevæsenet og om Banken, hvilken han frygter, ei kommer istand. At en Oberstlieutenant Ingier tegner sig for to Actier, ansaa han med Føie for en Scandal. SIDE: 508 8de August. Af Tieckske Fortællinger, som jeg ikke har læst før, har jeg i Dag lært at kjende: Der Runenberg, Liebes Zauber og Die Elfen. De to første ere saare gyselige. Forfatteren er- kjender det og selv, men anvender megen Veltalenhed for at bevise, at de Kotzebueske ei blot Sørgespil, selv huuslige Fa- miliedramer ere baade skrækkeligere og mere umoralske end hans Spøgelseshistorier. Der maa høre en ganske egen An- skuelse til for at bifalde en saadan Mening; jeg har den ikke og faaer den aldrig. Af de bemeldte to Fortællinger er Lie- bes Zauber vel saa gyselig som Runenberg; dog gjør den sidste Fortælling nok saa ubehagelig Virkning paa mig. Hist er dog virkelig Brøde og en hevnende Nemesis, men her et i Grunden godt Menneske, der synes prædestineret, fremdreven med uimodstaaelig Magt til timelig Jammer og evig For- dømmelse; det er altfor græsseligt. "Die Elfen" er derimod en nydelig Fortælling, som rigtignok ogsaa har en tragisk Ende, men det er af det blidt Rørende, hvor man tør haab- fuld see ind i en anden Verden, om ogsaa de jordiske Glæder og Forhaabninger svinde. Frue Treschow havde hørt Rein og mig nævne som de meest qualificerede til Bispestolen, men troede Søereiserne ska- delige for min Helbred. Det vare de nu vel sagtens ikke qua Søereiser, men i andre Maader vilde de vistnok have mange Ubehageligheder, og kun Overbeviisningen, at jeg gik i mit Kald, vilde give mig Mod til at foretage og Kraft til at udholde den. Gid man enten reent vilde gaae mig forbi el- ler give mig Embedet uden at spørge, om jeg vil have det! Selv at have Valget vilde sætte mig i en slem Forlegenhed. 9de August. Efterat jeg var færdig med mine Forretninger i Kirken, gik jeg paa Raadstuen, hvor Mænd skulde vælges til at paa- SIDE: 509 ligne Byens Indvaanere Skat som Bidrag til den tvungne Bank, om samme skulde behøves. Der var vel 60 -- 80 Men- nesker samlede, faa Embedsmænd, meest Borgere, især Kjøb- mænd. Præsident Arntzen, som dirigerede Forsamlingen, spurgte først i Magistratens Navn, om de samme Lignings- mænd skulde vælges til alle Paabud, hvilket vedtoges: dernæst foreslog han, at deres Antal skulde være 25, hvilket Nogle fandt for stort, men blev dog antaget med stærk Pluralitet, item at der skulde være 5 Embedsmænd, 8 Kjøbmænd, 6 Høkere og 6 Haandværkere -- ogsaa bifaldt. Nu skred man da til Valget. Jeg fik strax en Pen og et Stykke Papir, og sammenrablede i Hast en Liste, hvor jeg i Henseende til Hø- kerne voterede med Garmann: de andre tog jeg efter Hukom- melsen. Af Embedsmænd valgte jeg paa Omsen, Rasmussen, Hetting, Major Sadolin og Krigsraad Kjerulf. Subscrip- tionsplanen til den frivillige Bank laa paa Bordet. Agent Nielsen tegnede sig for 4, Morten Anker for 2 Actier. Jeg forandrede min halve til en heel. 10de August. Nationalbladet har atter efter lang Dvale givet Livstegn. Et Nummer var udkommet, som blandt andet indeholder Op- fordring til Interimsdirectionen for den nye Bank at lade Indbydelsen ombæres Huus for Huus, da man ei troer den paa anden Maade vil naae det tilsigtede Øiemed. Det er tredie eller fjerde Gang, den saaledes opfordres, men endnu mærkes ei, den tager Notice deraf. Til Slutning hedder det: "I Tilfælde af Ligningen til en tvungen Bank vil man haabe, at adskillige Mænd, som f. Ex. en Assessor og svensk Ridder Mathiesen, om de ved denne Leilighed unddroge sig for at yde Fædrelandet den frivillige Hjælp, blive paalignede en saadan Sum, der kan passe sig saavel til deres virkelige Formue, som til deres gode Forhold". -- I Intelligentsseddelen er et SIDE: 510 Stykke om Banken omtrent af samme Indhold som National- bladets. Ogsaa der faaer H. M(atthiesen) og M. P(løen) udførlge Rap. Hos Kjerschov læste jeg de forskjellige Betænkninger over Saxilds Forslag. Borch var enig med Hersleb, Vogt og Mandix med mig, Thurmann nok ogsaa, men det var ellers noget forvirret Tøi, et nyt sørgeligt Beviis paa, hvor langt endog de hæderligere Medlemmer af Christiania Kjøbmands- stand staae tilbage i videnskabelig Cultur, da de neppe kunne skrive en orthographisk eller ordentlig sammenhængende Linie. Stenersen var, som sædvanligt, gaaet sin egen Vei. Han troede, at saalænge der ei var noget Land, hvorfra man kunde forskrive Præster med ægte christeligt Sindelav, der vilde og kunde opofre sig ganske til dette Arbeide, og saalænge der overalt ei var mere Christendom iblandt os, vilde alle slige udvortes Indretninger intet hjælpe. Kom engang den bedre Tid, da Forandring skede heri, da vilde sligt af sig selv op- komme og fremmes. Nu vilde det blot faae et forhadt Ud- seende af Tvang -- (heri maa jeg give ham Ret). Han meente altsaa, Selskabet burde udlevere Bøger, hvor de requi- reredes, men ei indlade sig i at tilbyde enten dem eller mundtlig Underviisning. Dette Stenersens videtur mishagede Kjerschov, mere end jeg havde ventet, og mere end det mis- hagede mig. 11te August. I Slotskirken mindede jeg en talrig Forsamling om: "hvorledes vi ofte bør gjøre os selv Regnskab for vor Huus- holdning, paa det vi kunne bestaae, naar Gud engang fordrer os til Regnskab derfor." Jeg var selv ret vel tilfreds med mit Arbeide, men min Kone gjorde en dobbelt Indvending der- imod. Den ene var uden Tvivl vel grundet, at jeg tilsidst trættedes og gjentog mig selv, saa det kunde mærkes, Prædi- kenen var extemporeret. Jeg har maaskee paa de sidste Tider SIDE: 511 været vel skjødesløs i at gjennemtænke mit Æmne, og skjøndt jeg vel for det meste har Aandsnærværelse nok til at variere Udtrykket, hvor den samme Tanke vender tilbage, saa er dette (jeg erkjender det) ikke tilstrækkeligt, og hvor saadan Gjen- tagelse finder Sted, bør der være en Symmetri, som jeg vel idetmindste i Dag ei vedbørligen iagttog. -- Naar Fruen derimod finder, at jeg ikke prædiker bibelsk nok, at jeg for meget holder mig til det nærværende og for lidet til det til- kommende Liv, at Stenersen fra den Side er hende et Myn- ster for Prædicanter, da kan jeg ikke give hende Ret. I den Henseende troer jeg at følge en saa viis Middelvei som nogen Anden, og jeg maatte handle mod min Overbeviisning, hvis jeg afveg et Skridt derfra. Til min Forskrækkelse bragtes mig fra Magistraten Cir- culaire med Listen over de valgte Ligningsmænd. Rigtignok staaer jeg kun blandt Suppleanterne No. 2, ligesom ved det extraordinaire Storthing, men hist havde nok alle de Valgte Lyst til at sidde paa Thinget, her derimod er jeg vis paa, de med Glæde gribe hvert nogenlunde rimeligt Paaskud til at vride sig fra det paalagte Hoverie. De virkelige Lignings- mænd af Embedsclassen, hvis Helbred og Liv Gud spare! ere: Krigsraad Kjerulf, Platou, Omsen, Assessor Arntzen og Generalauditeur Bergh; Reserverne: Sadolin, Pavels, Advo- cat Aars, Debes og Hetting. Chicanen og Ansvaret frygter jeg langt mindre end den skrækkelige Tidsspilde. I Aften vare vi hos Skjelderups sammen med Sverd- rups og Hersleb. Samtalen dreiede sig først om det maade- lige Udfald af den skriftlige Prøve ved examen artium. Af omtrent 200 Characterer, som ere givne, er Halvdelen Tem- melig godt ): non contemnendum. Min bergenske Neveu Aabel og Johan Vibe ere blandt de bedste. I Religion skal en fra Christiania og en fra Throndhjems Skole have besva- ret Quæstionen om Troe paa Aabenbaringen aldeles i Jesus SIDE: 512 og Fornuftens Aand, og aldeles nægtet al guddommelig Aabenbaring, hvor man maa undres, at Nogen vovede at skrive saa, om han endog troede det. Siden havde man det meget travlt med mit Bergenske Bispedom, som selv min Kone begynder at goutere. Der menes, at jeg ganske vist faaer det, hvis jeg vil have det. -- Professor Leganger i Eidsvold er død. 12te August. Rahbeks nyeste Skrift om Skuespilkunsten har i den sidste Tid efter Ordenen udgjort en Deel af min Lec- ture. Den Ungdoms Enthusiasme, hvormed han skrev Skue- spillerbrevene i sit 20de Aar synes umærkeligen kjølnet, og endnu har han den Troe, at Skuepladsen kan vorde Dydens og Sædernes Skole, skjøndt vel neppe Historien fremviser Exempel paa, at den nogensinde har været det. Han giver iøvrigt mange gode, skjøndt ikke nye Formaninger, og udskri- ver lange Stykker af franske og tydske Kunstdommere. Hvad der ellers er mærkeligt, er den Iver, hvormed Rahbek lægger sine Elever nøiagtig Memorering paa Hjerte, naar jeg betæn- ker, at Borups Selskab neppe havde noget spillende Medlem af ringeste Værd, der memorerede saa slet som Rahbek. -- Ogsaa har jeg udlæst Professor Meyers Doctordisputats. Den er ikke uinteressant. Arnobius har været en lystænkende og skarpsindig Mand, skjøndt det vist nok er et synderligt Phæ- nomen, at Grundvolden til den christelige Troe, hvis Apologet han var: Evangelisternes og Apostlernes Skrifter synes at have været ham aldeles ubekjendte, da han blandt andet til- lægger Christus baade Ord og Gjerninger, hvorom Historien aldeles intet melder. Jeg finder iøvrigt ikke, efter Læsningen af dette vidtløftige opus, at Meyer fortjener de store Lovtaler, hvormed Professor Müller under Oppositionen skal have rega- leret ham, eller at det er saa underligt, at han i en Afkrog kunde udarbeide et saadant Skrift. Det Hele er ikke stort SIDE: 513 andet end en vidtløftig Recension af Arnobii Berg med spar- somme Sammenligninger mellem ham og nogle andre Apolo- geter blandt Kirkefædrene, og dertil udfordres ikke stort andet, end at have gjennemlæst en Bog saa tidt og saa opmærksomt, at man næsten kan den udenad. Det har jeg gjort med an- dre Bøger, der slaae mere ind i mit Fag, og vilde ingenlunde ansee mig qualificeret til Doctorgrad i den respective Viden- skab, ved at levere et fuldstændigt og ordnet Udtog af et saa- dant Skrift med nogle faa sunde, men almindelige Raisonne- ments, samt hist og her et Par Ord om hvad 3 -- 4 samtidige Skribenter har sagt i den Materie. Biskop Brun blev begravet den 5te d. M. Hele Byen fulgte ham, og efter Jordefærden var en Sørgehøitid paa Theatret, hvortil Sagen havde skrevet Cantate og Rein en Slags Prolog eller hvad man nu vil kalde det, som en af Selskabet har reciteret. Sagen begynder overmaade godt, men bliver tilsidst mat. Reins Digt er stemt i den mandige, al- vorlige, hist og her lidt sarcastiske Tone, som characteriserer hans øvrige patriotiske Digte. Paa Oldingsaarenes Grændse synes Rein ei længer at beile til Elegiens Muse; derimod forekommer mig at være mere Kraft i hans ældre end i hans nyere Digte. -- Dr. Garmann fortalte mig, at her i næste Uge skal være Attestatz, og at man i Procantzlernes Fraværelse er meget forlegen for en Examinator, da der egentlig skulde være tre. Lector Dahl er forgjæves anmodet; ogsaa til Gar- mann skal Hersleb have talt, men han frygter for at have glemt sin Latin, hvilket er desmere troligt, da han, efter Recensionen over hans Doctordisputats at dømme, nok aldrig har været stærk deri. 13de August. Jeg fik et meget forbindtligt og venskabeligt Brev fra Grev Rosenblad. Det er min Pligt allerede at besvare det SIDE: 514 med næste Post, deels for dets egen Skyld, deels for den herlige Gave, som fulgte med: en udmærket skjøn Tale af Dr. Wallin ved det svenske Bibelselskabs høitidelige Møde den 27de April. Der møder Bibelsagen almindelig Deeltagelse, Høie og Lave interessere sig derfor, og her med hvilken an- stødelig, fordærvelig Kulde behandles den! Vi mangle en Rosenblad, -- og havde vi ham, noget hjalp det vel, men saalænge en Biskop Bech staaer i Spidsen for Geistligheden, er den vigtigste Anstødssteen ei borttaget. Havde Nordahl Brun været Bisp i Christiania, den spæde Plante havde nok alt inden hans Død naaet en Væxt og en Rod- fasthed, som den neppe faaer i Decennier. Ogsaa fra denne Side var det mig maaskee gavnligt, at komme herfra, at jeg kom ud af al Afhængighed af og Forbindelse med denne Mand, at jeg kunde virke frit efter mine Grundsætninger paa et Sted, hvor jeg var vis paa at yndes mere, jo mere jeg handlede i Bruns Aand. 14de August. Intelligentsseddelen har tre smaa bitte Stykker, alle, som det synes, stilede mod den plagede Sorenskriver Gløersen. Po- litiet bebreides, at Mad. Latour har havt Tilladelse til at vise sine Dyr Søndag under Gudstjenesten. Det forekommer mig dog, som jeg hørte eller læste etsteds, at det var hende forbu- den; det kommer mig desuden for, som Betragtningen af nogle Dyr, hvorved hverken er Musik eller anden Larm og Spektakel, er en meget uskyldig Tidsfordriv og ingen Saba- tens Vanhelligelse. Det kan antages som afgjort, at ingen for de Dyrs Skyld forsømmer Gudstjenesten, da de baade før og efter den Tid ere at see, og om de, som saa alligevel ikke gaae i Kirke, see paa en Ørn og et Par Ugler eller sidde hjemme og læse i en Roman, eller sidde hos Zuvan og drikke Chocolade, det er dog en temmelig ligegyldig Sag. -- Rigs- SIDE: 515 tidenden meddeler en lang Ridderliste fra 27de Juli, af hvil- ken jeg seer, at nu ogsaa Hr. Sodemann i Throndhjem (!!) er bleven Vasa-Ridder. I Tillægget har den bergenske Digter Olsen ladet indrykke et Digt over Brun, hvor blandt enkelte Glimt af Genie og Følelse prædominerer Flauhed og gedigent Non- sens. Hvo begriber f. Ex. saadanne Vers: Og som Dug paa Straaet Taaren hang Under Skjaldens blanke Seierskrone. En Taare, som synger under en blank Krone, og denne Taare sammenlignet med Dug paa Straaet; hvilket Nonsens! -- I een Stanze tales baade om gamle Odins Sal og om Zions Volde, og Digtet endes med de Ord: Tvæt din Haand i Taarens Vievand, Lev og døe som han for Norges Land. Fru Dyhring spurgte i Dag, hvorlænge vi havde til Mik- kelsdag, og sagde med forklaret Aasyn i den inderligste Glæ- destone: "Maaskee jeg da alt er i Guds Rige!" -- Det give Gud! især hvis jeg skal herfra; det er den eneste Skilsmisse, jeg gruer for. 15de August. Tiecks Phantasier har jeg nu udlæst. Phantasie og Vit- tighed kan aldrig fradømmes ham, men de Egenskaber, der gjøre en Digter elskværdig, findes nok i høiere Grad hos ad- skillige andre, selv blandt dem, han persiflerer. 16de August. Jeg hørte Hersleb examinere i Religion, hvori han var meget alvorlig og streng. Det oplyste Genie M -- klæmte han med dogmatiske Quæstioner om Christi Guddom o. dsl., og gav ham tilsidst 5 ): Maadelig. Sverdrup, som med sin Fa- milie besøgte os i Aften, fandt det ikke saa ganske rigtigt at give slet Characteer for en heterodox Mening, naar denne un- SIDE: 516 derstøttedes med Grunde, og skjøndt han er intet mindre end irreligiøs, er der dog adskilligt i hans Collegers System, der falder ham haardt at fordøie, naar de f. Ex. billige den Yttring i Aabels skriftlige Specimen, "at Troe er den hel- lige Aands Gjerning og ei uden dens Bistand kan finde Sted". -- Han misbilliger ogsaa i den endnu gjældende For- ordning om examen artium, at der er Sprog og Videnska- ber, hvori Candidaterne, naar de have faaet en vis Charac- teer, skulle omexamineres, inden de kunne tage flere Examiner eller faae Stipendier, og erklærede, at han som Examinator ei vilde gjøre sig Samvittighed over, naar ingen Mellemgrad fandt Sted, at give den bedre Characteer, hvormed de admit- teredes, fremfor den slettere, der paalagde dem en ny Examen. -- Med Føie dolerede han over vore lærde Skolers maadelige Forfatning. Underviisningen i Latin her i Christiania skal være jammerlig. Her og fast over hele Norge kunne Candi- daterne mere Græsk end Latin. 17de -- 18de August. Jeg slaaer disse Dage sammen, da Løverdagens Aviser er det eneste, som ved den er at anmærke. Politiemesteren og Mad. Latour har begge taget til Gjenmæle mod Beskyld- ningen for Sabbats-Vanhelligelse og viist dens Ugrund. Mod Sorenskriver Gløersen er atter et langt, ondskabsfuldt Stykke. Dette var Intelligentsseddelens Nyheder. -- I Nationalbladet har Hr. Gadovski, "Doctor Medicinæ af Academiet i Paris, forhenværende Regimentschirurg i den fransk-polske Garde, Ridder af Forenings-Ordenen" indført en Anke over vore tre medicinske Professorer, at de have forkastet en Afhandling, hvormed han vilde erhverve sig Ret til at practisere her i Landet. Der er i dette Stykke (som paa Latin er dediceret til alle Læger, andre retskafne Mænd, som foretrække det of- fentlige Vel for deres eget) megen Lærdom, som jeg ikke for- SIDE: 517 staaer. -- Fremdeles anstiller den enragerede Præstefiende Hal- vor Hoel Betragtninger over en Præsts (Thaulovs) Klynken og Klagen i Nationalbladet, og som Tilgift skumler han over vort Finants- og Skattevæsen. -- En Anonym finder og, at Præsterne have meget gode Indkomster og intet at klage over. I Dag fandt min Kone hverken Gjentagelse eller Ubi- belskhed i min Prædiken, der indeholdt en Advarsel til ethvert Folk, der alvorligen bør lægges paa Hjerte, som fordum Hoseæ til Jøderne: "Hos Gud er din Frelse; bliver du elendig, er Skylden din egen". -- Til Middag havde jeg Indbydelse til Major Juell paa Abbedie-Engen. Kl. 1 1/2 afhentedes jeg med Majorens Vogn. Vittrup var mit Reisefølge, og mig til sand Aandsfortærelse. Først ivrede han med næsten pø- belagtig Lidenskabelighed mod det Brug, der er gjort af Ca- thedralskolens Bibliotheksal til Lagthing og Høiesteret. Deri havde han vel sagtens ikke Uret, naar Klagen var ført paa en anstændigere Maade. Men saa kom han til nogle Forelæs- ninger, Stenersen har anmeldt over Matthæi Evangelium og Propheternes Spaadomme over Christo. Ogsaa her havde han vel Ret, naar han tillagde S. Eensidighed og Intole- rance, men derhos yttrede han Grundsætninger, som for en Snees Aar siden vilde heddet meget skjønne og liberale, men som jeg nu i høieste Grad maatte misbillige, ei blot som he- terodoxe, men især med Hensyn paa den, deels Letsindighed, deels Intolerance à son tour, hvormed de fremførtes. Og for ret at vise sin Oplysning og liberale Tænkemaade fort- satte han nu og da sin Tale med et: "Djævelen tordne i mig!" og andre lignende Floskler. At dette Menneske nu er Ung- domslærer, at han, ei overbeviist om nogen Brøde, vel staaer paa Sprang til enten at blive en Skoles Bestyrer eller Re- ligionslærer, er høist beklageligt. Og naar saa maaskee ved Siden af ham sattes en fanatisk Grundtvigianer -- o Gud hjælpe mit arme Fædreland! -- Hos Juell var et tal- SIDE: 518 rigt Selskab og ret morsomt. Han sang selv tre af sine løi- erlige Viser, der faae Værd ved den Jovialitet, hvormed han foredrager dem. Siden fik vi et Par andre Sange, og ende- lig istemte Vittrup: "Der var engang en tapper Mand", som han heel maadeligen kunde. Han standsede ved det tredie Vers: "Man hvile bør fra sin Seilads og villig kaste An- ker", hvoraf min Naboe, Oberste du Place, tog Anledning til at takke for Maden, saa at vi virkelig lettede Anker istedetfor at kaste det, og vovede os ud igjen paa "denne Verdens falske Hav" ): den fugtige og sumpige Eng. 19de August. Sverdrup har sendt mig to mærkværdige hypermoderne kjøbenhavnske Nyheder, af hvilke jeg i Dag har læst den ene: Contrasterne, to dramatiske Digte af C. Hauch, i den ægte Tieckske Smag. Det ene er comisk -- stundom til væm- melig Scurrilitet, det andet alvorligt indtil det meest excentriske Raserie. Dette behager mig dog langt bedre end hiint, hvor uægte Religiøsitet, Naturphilosophie og romantisk Poesi per- sifleres, stundom løierligt nok, men undertiden paa en høist oprørende Maade. Satan er Hovedpersonen og gjør uende- lige Narrestreger. Den hellige Inquisition forekommer, hvor en Pater Urbino (i hvilken en Halvblind kan gjenkjende Grundtvig) ved citerede Bibelsprog o. dsl. tager Guds Navn forfængeligt. Mathilde i det andet Stykke kan jeg kun sam- menligne med et Par af de rasende Heltinder i Klingers Sør- gespil. Imidlertid er der i hendes Rolle og i det Hele ægte Poesie, men at Hauch og hans Aandsforvandte, Søetoft (om hvilken en anden Gang), rive Oehlenschläger og Ingemann af Pinden, tvivler jeg paa. Treschow spurgte mig, hvad jeg vidste om Provsterne Reiner og Kaurin, neppe i anden Hensigt end for at sondere, om de vare Bispe-Subjecter, hvilket idetmindste om den første SIDE: 519 aldeles maae benægtes. Præsten Schultz ynder Treschow al- deles ikke, og troer, at det mere var Hevngjerrighed og krænket Stolthed over en ubønhørt Ansøgning end sand Fædrelands- kjærlighed, der gjorde ham til Oppositionsmand. Bonnevie med alt hans Fusentasterie, troer Treschow, mener sit Fædre- land det bedre. Endog i Schultz's Ansigtstræk finder han noget frastødende. Ja vist nok har han maaskee noget Cori- olansk ved sig; at gjøre ham altfor vred var neppe tjenligt; men at han handler efter Overbeviisning, og at han er en uforfærdet Mand, der ikke gaaer Snigveie men vedkjender sig, hvad han siger og gjør, det bør jeg efter mit Kjendskab til ham stadigen troe. -- Det meest ecclatante Træk af Opposi- tionsaand under det hele Storthing, fandt Statsraaden det at være, at man tilkjendte Schmettov hans fulde Gage i Pension; han faae deri næsten Trods mod Regjeringen. Det værste er, at Schmettov neppe er den Mand, som fortjente denne Udmærkelse, og at han, tvertimod den almindelige For- modning, modtager Pensionen uden at sige Tak engang. -- Eidsvold Kald under Treschow fortrinligen Præsten Støren i Hallingdalen, saafremt han søger det. -- Hans Høivelbaaren- hed var ret meget blid og artig, -- men jeg veed ikke, der er noget stivt og fornemt i hans Væsen; mit Hjerte isner, naar jeg nærmer mig ham. I Eftermiddag kom en Subscriptionsliste til en Afskeds- høitid for Grev Essen. Den var underskreven Schilling, Au- bert, Arntzen (Præsidenten), Fleischer (Majoren) og Seue (Politiemesteren). Jeg tegnede mig for 50 Rbd. Før mig havde paa den Liste kun tegnet sig Egeberg for 300 Rbd., Bergh for 50 og Borch for 10. 20de August. At der intet synderligt kan være at sige om denne Dag, falder af sig selv, da jeg var i Fattigcommissionen, og det SIDE: 520 endda blot den Mynstring, som holdes engang om Aaret, hvor alle Lægdslemmer og andre Fattige skulde præsentere sig, men hvor almindeligviis kun Trediedelen møder, hvilket og i Dag var Tilfældet, saameget mere, da Veiret var godt, og Bøn- derne behøvede deres Lægdslemmer til den endnu ikke fuldendte Høebjergning. Der forefaldt da ei heller det ringeste Mær- kelige. Over- og Underinspecteurer mødte; der foretoges Lig- ning, 5 Specier bestemtes som Æquivalent mod Lægd in natura -- en yderst billig Regning! -- og 6 Skilling pr. Specie som Løkkeforpagtningsafgift. -- Inspecteuren Thomas Ulven meldte mig det ubehagelige Rygte, at et Lægdslem paa Quærner, Olia Guldbrandsdatter, som nu undervises af mig til Confirmation, skal være frugtsommelig. Brochmann tilbød sig at tale med Overinspecteur Blix, som eier Gaarden, men min Pligt bliver det vel og, at lade den Ting nærmere undersøge. 21de August. Underskriver jeg end ikke allevegne den Mening, jeg finder i Contrasterne, Mening finder jeg dog deri, især efterat have læst Fortalen, om hvilken jeg maa sige: o si omnia sic dixisset! men hvad Hr. Søetoft har meent med sin Aandernes Maskerade, det maa jeg reent ud bekjende, jeg ikke fatter. At han vil gjøre Nar af vore fleste Digtere, det er klart, men hvad han vil have istedetfor det, han persi- flerer, "veed Pokker, ikke jeg." Overalt finder jeg ingenlunde den Lethed i Poesie eller Prosa som hos Hauch. Ogsaa her er umiskjendelige Portraiter: Euripides er Ingemann, Don- quixotte Baggesen (der faaer mangfoldige Snert, som er mig det kjæreste i hele Stykket), den ene Sancho Sander, den an- den formodentlig Høst og Frater Primus Grundtvig. Pas- quillen finder altid Afsætning, men ellers undrer det mig, at man kan faa solgt saadant Krammeri, som dog vist koster Kjøberen mange Penge, men har formodentlig kostet Forfat- SIDE: 521 teren mindre Umage, da han ofte synes at have ladet Pennen løbe i halv Søvne eller heel Perial. Fred være med ham! -- I Dagens Intelligentsseddel yttres det Haab, at de Ga- ver, Herrer og Damer med saa rund Haand ydede "den danske Prinds Christian," nu da de ere tilbageleverede, lige villigen ville vorde afgivne til Banken. Der røres op i Ting, som man burde glemme, og vel for det meste har glemt, -- hvad skal saadant til? Oberste Aubert gjorde mig en Visite og bad mig i sit og Collegers Navn om en Afskedssang til Grev Essen. Gil- det holdes paa Tonsen ved Bortreisen, og bliver en Slags dejeuner dinatoire, omtrent som det for Prinds Friederich. Man gjør Regning paa 300 Personer; ingen Damer indby- des uden Statsraadinderne og Baronesse Wedel til Selskab for Grevinden. To Sange behøves: en til Greven som Em- bedsmand, en til begge som Ægtefolk og Forældre. Jeg skal gjøre den ene og Bjerregaard den anden. Valget overlodes mig, og jeg valgte den patriotiske. Liebenberg udbreder sig i sit Brev vidtløftigen om sin Embedsstilling, hvorved han nævner Bull og Brorson som vældige Confirmandcapere og den sidste som en absurd, affec- teret, men især af Damerne yndet Prædicant. Han prædikede forleden om Solen. -- Med Legatet til Skuespiller Knud- sens Minde gaaer det langsomt; endnu er kun indkommen mellem 4 og 5000 Rd. N. V. Om vore tre overblevne Digtere af den gamle Skole: Rahbek, Pram og Thaarup fortæller han et og andet. Med den første gaaer det daarligt. Han er som Theaterdirecteur alt hvad han bebreidede sine Formænd, og hans Stiil er "et træffende Aftryk af hans Personlighed, thi tvær og uforstaaelig er han selv ved Alde- ren bleven, og bliver det daglig mere." SIDE: 522 22de August. Min Kone fortalte, at Frue Nielsen havde blandt de Grunde, der burde fraraade mig at reise til Bergen, og- saa anført den, at jeg som Taler da ei kunde lade mit Lys skinne. Men just dette er en af mine Grunde for Flyt- ningen. En Taler staaer mindre Fare for at blive aflægs, naar han taler 5 -- 6 Gange om Aaret, end naar han lader sig høre hver Søndag. Spørgsmaal, om Nordahl Brun havde beholdt det Tilløb og Bifald til sin Død, naar han ei i sine 14 -- 16 sidste Leveaar veed sjeldnere at høres var ble- ven mere ny for Bergenserne. Desuden er udenfor min Kirke saare liden Opmuntring for mig her i Christiania som Taler, da Bech anseer det for et Privilegium, hans Embede tilhørende, at tale ved enhver høitidelig Anledning. De to Taler, hvorved jeg maaskee mere end ved noget andet har vundet og befæstet min Celebritet her i Byen, holdtes, den ene i Bechs Sygdom, den anden imod hans Villie. Derimod vil ingen gjøre mig som Biskop Retten til at tale ved enhver Høitid stridig, hvorhos jeg dog virkelig aldrig skal see suurt, end sige modsætte mig, om en Corporation ved en eller anden Leilighed skulde ønske en anden Ordfører. -- Essen reiser paa Onsdag. Ener Holm, maaskee den rigeste Mand i Christiania, har tegnet sig for 30 Rbd., men lod sig dog omsider over- tale til at fordoble Summen. 23de August. Atter et nyt Sørgespil af den flittige Ingemann: Løve- ridderen. Det er dog neppe af hans heldigste Arbeider og taaler i mine Øine ingen Sammenligning med Hyrden fra Tolosa. -- I Danfana har jeg læst 5 Gange af Thora, et meget underholdende Eventyr, hvor Heltinden, især ved sin beundringsværdige Aandsnærværelse, spiller en interessant Rolle. SIDE: 523 Fra Amtet fik jeg Communication om, hvor stor Sum Aggers Sogn har at udrede til den tvungne Bank og Rigs- banksedlernes Indløsning. Det er til Banken omtrent 7000 Specier, noget over en Trediedeel af hvad Anker giver ganske alene frivilligen. 24de August. Et Besøg af Sverdrup har ganske omstemt mig, saa at jeg nu slet ikke mere tænker paa Bergens Bispestol. Efter Motzfeldts Beretning fortalte han, deels at Embedet allerede er Rein tilbudt, deels at denne neppe modtager det, da den hele Indtækt skal være 1600 Rd. rede Sølv, hvoraf endda skal bestrides Contorhold. Dette vilde for mig være Tab og ikke Vinding, og Vinding maatte dog være at haabe, naar jeg skulde gjøre en kostbar og besværlig Flytning, træde ind i en ganske ny Virksomhed og saa ovenikjøbet bekvemme mig til hver Sommer at tumle om paa et Elememt, hvis Møi- sommeligheder og Farer jeg fra Barndommen af har frygtet. Hertil kommer endnu, at man har fæstet Øiet paa en anden førend mig, og hvad enten nu dette er, fordi man ikke anseer mig skikket til denne Post eller fordi man vil beholde mig her, saa er dette mig et bestemt Vink til at sige Nei, hvis Tilbud herefter gjøres mig, da jeg i første Tilfælde er for god til at være Reserve, Suppleant, Nødanker eller hvad man vil kalde det, og i sidste ei bør lægge Hænder i Veien for min egen Lykke eller berøve Christiania den Lyksalighed at have mig i sit Skjød. Jeg er virkelig efter denne Beslutning let- tere om Hjertet, end jeg i lang Tid har været. Jeg kan ikke beskrive den Tilstand, jeg har været i, siden jeg fik Underret- ning om Bruns Død. Det forekom mig, som jeg maatte og burde gaae til Bergen; den indvortes Stemme, der bød mig at følge dette Kald, syntes mig aldeles at overdøve den, der fremførte afskrækkende Grunde, -- men nu er det, som der SIDE: 524 havde været en Taage for mine Øine, og denne nu med eet var bortdreven. Alt i og omkring mig tilraaber mig tyde- ligen: "Bliv hvor du er! her er din Vandrings Maal" -- i hvad Embede, under hvad Navn veed jeg ikke, men i Chri- stiania maa jeg, bør jeg blive. Ligesom jeg, saa er og min hele Familie omstemt. Min Kone var det forekommet, som om jeg stundede til Bergen blot for at døe der og hvile ved min Moders Side, og Claudine er henrykt over, at Fader nu kan confirmere hende. -- Sverdrup sagde ogsaa sine Tanker om de her omtalte litteraire Nyheder. Han anseer Løverid- deren, som dramatisk Heelt betragtet, for Ingemanns bedste Ar- beide. Contrasterne og Aandernes Maskerade hover ham ogsaa godt; især finder han det første at være et ægte aristophansk Product. Jeg kjender ikke Aristophanes, men erkjender alli- gevel den Genialitet, som fremlyser af Hauchs Arbeide, hvil- ken jeg derimod ikke er istand til at opdage i Søetofts; det Letsind derimod, hvormed adskilligt omtales, som Mængden har eller burde have Ærbødighed for, kan jeg ikke bifalde, og finder i den Henseende Søetoft mere angerløs. Otte Kanonskud bebudede i Eftermiddag Kl. 3 1/2 den nye Statholder, Grev Mørners Ankomst. -- Intelligentssed- delen indeholder 2 Angreb paa Sorenskriver Gløersen, som nu er den plagede forfulgte Mand, men volder uden Tvivl selv sine Plager. 25de August. Ved denne Dag (min maanedlige Hvilesøndag) er kun at anmærke, at vi gjorde Hans Houge det sædvanlige Som- merbesøg. Hersleb og Kjerschov var der ikke denne Gang, -- derimod var der forresten temmelig stort Selskab, nemlig Expeditionssecretair Vogt den ældre med Kone og Høiesterets- advocat Hjelm selv ellevte. Vi bleve efter Sædvane meget godt tracterede. Der taltes blandt andet meget om Justits- SIDE: 525 raad Bull. Man troer, han seent eller aldrig vender tilbage til Norge. Han fører nu Proces med den danske Regjering, som han troer at være forurettet af ved Betalingen af Tøien. Sagen er tabt ved Hof- og Stadsretten, men han skal have appelleret. Ogsaa her har han tre ubehagelige, uafgjorte Processer: Som Magistratsperson har han tilligemed Oster- haus og Larsen givet en Uberettiget Borgerbrev; Procurator Hansen og han have gjensidigen gjort Paastand paa 3 Marks Mulct, og endelig er han anklaget for at have villet bestikke Laugretsmænd i en Sag mod Mariboe. I Kjøbenhavn skal han leve meget indskrænket. 26de August. Atter er det ceremonielle Liv bleven Dagens Orden. Seent i Gaar Aften kom Circulaire fra Oberste Stabell, at Hans Excellence Grev Mørner i Formiddag vilde lade sig Stadens civile og geistlige Embedsmænd præsentere. I Bi- skoppens Fravær blev jeg de sidstes Formand og Ordfører; det undrer mig, at man saaledes sans façon forbigaaer Lum- holtz og endnu mere, at han, som har megen Æresfølelse, la- der sligt gaae upaaanket hen. Jeg lod igjen udgaae Cir- culaire til mine Ordensbrødre, og indfandt mig til det fast- satte Klokkeslet til Palaiet, hvor jeg traf Garmann, Kjerschov og Borch (Sigvardt var Censor ved Attestatsen) samt Neumann, der ikke gjerne forsømmer sig ved slige Leiligheder. Hvert Corps indlodes for sig og affærdigedes i megen Korthed. Grev Mørner er en middelmaadig høi, men meget føer Mand, med et temmelig trivielt, næsten bondeagtigt Ansigt -- jeg finder, at det har nogen Liighed med Bedemand Sabroes -- . Han er og ligefrem i sit Væsen, og skal derved i Stockholm have udmærket sig blandt de svenske Stormænd. Han tog mig i Haanden, spurgte, om der var Kirke paa Slottet, erindrede at have seet Neumann i Stockholm, og SIDE: 526 bukkede; dermed var det forbi. -- I Forgemakket lod Major Birch os vide, at vi alle maatte komme igjen Kl. 121/2, da Excellencen vilde anføre os til Afskedscour hos Grev Essen. Denne Time tilbragte vi paa Cathedralskolens Auditorium med at høre Hersleb examinere Exegetik og Dogmatik. Can- didaten var en Abel, Præstesøn fra Vandsøe, der havde stu- deret ved Kjøbenhavns Universitet, men maatte tage Examen her. Medens vi vare tilstede, blev han examineret i Dogmatik og svarede med megen Færdighed, skjøndt hans Latin var maadelig. Christi tre Embeder, som Hersleb efter det gamle System krævede Underretning om, kunde han dog ikke ret hitte Rede i. Saa misfornøiet som Neumann kunde jeg ikke være ved hiin Fordring, thi vel veed jeg, at dette med mere af de nyere Dogmatici er forkastet, men det synes dog at være en temmelig naturlig Inddeling af de Synspuncter, hvor- fra Jesus, skjøndt under andre Benævnelser, erkjendes endog af Neologer: som Frelser, Lærer og Herre, og nævnes end ikke disse Embeder i det nye Testamente expressis verbis, saa er der dog mangfoldige Steder, der umiskjendeligen vise Jesus fra denne tredobbelte Side. -- Om Couren hos Essen er ikke stort at sige. Med Mørner i Spidsen gik vi (en utallig Vrimmel) til Stiftamtmandsgaarden, hvor man for- deeltes i adskillige Værelser. Essen gik omkring iblandt os, talte da og med Neumann og mig om det Gavn, han haabede at have stiftet i Norge, og det kjærlige Minde, han der efter- lod sig. Der var umaadelig hedt; imidlertid maatte vi blive staaende i Trængselen til vor Anfører gik. I Eftermiddag besøgte jeg Frue Dyhring, som jeg ikke har været hos siden i Fredags. Jeg fik ved dette Besøg Lei- lighed til at beundre, hvad jeg saa ofte har oplevet og hvad der mangen Gang var mig saa høist velgjørende og beroli- gende, at mit Hjerte deri maatte ane Forsynets Styrelse, ihvad end min Fornuft indvendte derimod. I alle disse Dage, SIDE: 527 da jeg næsten bestemt havde foresat mig at modtage Valget til Bergens Bispestol, hvis det faldt paa mig, gruede jeg hver Gang, jeg kom til Frue Dyhring, at Rygtet derover skulde været kommet til hende, -- thi hvad skulde jeg sagt? hvor- ledes dæmpet, hvorledes udholdt hendes vemodige Klage? -- I Løverdags forandredes min Beslutning, og i Gaar havde hun hørt Rygtet om, at jeg skulde være Bisp i Bergen. Jeg fandt hende saa underlig nedstemt, -- det kom til Forklaring, og nu kunde jeg, hvad jeg ikke kunde i Fredags: berolige hende med den Forsikring, at jeg aldeles ikke forlod Christia- nia; og hvor hun blev glad! -- Efter min Hjemkomst kom Neumann, som havde spiist hos Grev Essen. Han ivrede stærkt mod Haugianerne, som han troer i Forening med det theologiske Facultet udbreder Formørkelse over vort Land, og vil, for at afværge det, tænde en Nordstjerne. Han vil nemlig, at han, jeg og flere skulde udgive et periodisk Skrift med dette Navn, hvori sund Religion skulde forkyndes. Mod Tingen selv, hvorom ofte før er ventileret, har jeg intet at indvende, uden at jeg ei veed, hvorledes det skal iværksættes, da Høsten er stor, men Arbeiderne faae; hvad derimod Neumann angaaer, da vakte det en underlig Ideeassociation, og jeg protesterer derimod. -- Neumann har prøvet sig selv i den Forudsætning, at Bergens Bispestol bliver ham tilbuden, og er aldeles bestemt ikke at modtage den. -- Saa gav han mig og Oplysning om Hofprædicantskabet, men hvor paalide- lig den er, vil Tiden lære. -- Han fortalte først om den sidste Audience hos Kronprindsen, hvad jeg har hørt før paa den Omstændighed nær, at Prindsen kyssede ham. Dette Kys beroligede ham imidlertid ikke, da han fandt sin Ære krænket, -- siden nemlig Kronprindsen selv havde nævnt de Hofprædicanter, og Rygtet om dem var udgaaet over det hele Land -- og nu slap det op til intet. Han overdrog altsaa Tank confidentialiter at indhente Hans Kongelige SIDE: 528 Høiheds Erklæring, og denne, som han meddelte mig verbo- tenus paa fransk, lød i det Væsentlige saa: "at det havde været og endnu var hans Forsæt, at gjøre Neumann, Pavels og Wergeland til aumoniers med Gage, men da dette Em- bede udelukte dem fra Storthinget, saa skulde herom intet offentligen bekjendtgjøres, eller Bestalling udstedes: Ønskede imidlertid Neumann brevet (Bestalling), saa skulde han meget gjerne faae den." Det gjør han da naturligviis ikke og acqui- escerer underdanigen. I Aften var vi igjen hos Sverdrups. Der var ingen andre Fremmede end Hersleb. Vi talte om grammaticalsk Underviisning i Modersmaalet, og det var mig en Triumph at høre, at Sverdrup heri aldeles er af min Mening. Naar han derimod anseer Commatering og al Interpunction for en unyttig Ting, der blot sætter den Skrivende i Forlegenhed og gjør Læseren tankeløs og magelig, da kan jeg heri ingenlunde give ham Ret. "De Gamle," sagde han, "brugte ingen Ad- skillelsestegn, og mangt et Sted af Cicero og andre var ble- ven misforstaaet, fordi en Commentator havde sat et Comma paa uret Sted." -- Jeg maa istemme med Hersleb: "Havde Cicero selv sat Comma, hvor det burde staae, saa havde man ei misforstaaet ham." At det iøvrigt paa den ene Side er en vanskelig Sag, og paa den anden af mange drives til urimeligt Pedanterie, og at især Semicolon er et fatalt Tegn, som jeg i denne Stund ikke forstaaer ret at bruge, vil jeg gjerne tilstaae. 27de August. Jeg fik i Morges Bud fra Biskop Lumholtz, om jeg vilde komme til ham i Formiddag, da han ønskede at tale med mig. Det faldt mig ind, at han vilde æske Forklaring af mig, hvorledes jeg kom til at agere Geistlighedens Over- hoved ved Couren, saameget mere, da han stod i sin Frakke SIDE: 529 paa Ener Holms Hjørne og betragtede os, da vi samlede gik til Palaiet. Til min Legitimation tog jeg Stabells Circulaire i Lommen, men erfarede snart, at jeg gjættede feil. Tvertimod, han var særdeles forbindtlig. -- Paa Hjemveien mødte jeg Grev Wedel, som igaar var kommen fra Throndhjem. Ogsaa der gaaer det misligt med Banken. Statsraad Knutzon f. Ex., der egentlig er Hoved for fire Handelshuse, havde i alle disses Navn tegnet sig for 20 Actier. Man troer nu almin- deligen, at den ikke kommer istand. Neumann spiste her i Aften, men om hvad vi talte sammen er intet at optegne, undtagen at han fra Prædike- stolen har snakket for Askers Almue om den frivillige og tvungne Bank. Det er dyrebare Ord, Mynster siger om saa- dant i hans Recension over Boisens Liturgie. I Nationalbladet staaer et maadeligt Vers over Nordahl Brun med en prosaisk Fortale. Hersleb har spurgt mig, om jeg ikke vil besynge ham? men dertil føler jeg mig ikke be- geistret. Jeg elskede og agtede Manden meget høit, men den (under Modstand og Forfølgelse) troe, standhaftige, utrættelige Arbeider i Guds Viingaard erkjender jeg ikke i ham som i Balle. Paa denne Grav strøer jeg uden Tvivl en Blomst, hvis Legems- og Aandskraft forundes mig; jeg kjender neppe en Mand, blandt mine Samtidige nemlig, der paa engang har spilt en vanskeligere og hæderligere Rolle end han i det attende Aarhundredes sidste Decennier. Hans nuværende Svag- hed bør ikke udslette Mindet herom. At han og ikke Brun overlevede sig selv, er Guds Gjerning, ikke deres. -- "Noget om de nye Love og om Stemplet Papir," er det næste Stykke. Ubestemthed og Ufuldstændighed, almindelige Egenskaber ved Forordninger, tillægges ogsaa vore nye Love, in specie Skat- teforordningen, hvor stemplet Papir omtales. -- Et temmelig langt Stykke om Banken er meget godt, paa en Note nær, der er temmelig flau Satire over Hofliv, samt Pasquil over SIDE: 530 Anker, hvilken er ganske uforskyldt, da der siges, "at han i Stockholm har glemt sit Norsk," og det er slet ikke sandt. -- Om Rettergangseden foreslaaes, at der i hver Kirke en- gang om Aaret skal prædikes mod Meeneed, og at al Retter- gangseed skal aflægges i Kirken under Præstens Bestyrelse. -- Paa sidste Blad angribes Wergeland som Udgiver af den Frimodige, med lumpne Sidehug til formaaende Principaler, der ventelig ville holde ham skadesløs. -- Allersidst gjøres følgende Spørgsmaal, som hensættes her uden Commentar, da jeg ikke forstaaer det: "Er den nulevende Slægt af os Nordmænd Afkom af Mændene fra Stiklestad? eller emigre- rede alle disse ved den strax derefter indførte Religions- og Regjeringsforandring?" 28de August. Sorenskriver Gløersen og hans Antagonister, den Hoel- ske Familie, er nu Intelligentsseddelens evige Æmne. -- I Intelligentsseddelen har ogsaa Wergeland besunget Brun. Han begynder: I Jesu Navn nedlagdes Hyrdestaven; I Jesu Favn han slap sit Støv i Graven. forresten, sunt bona, sunt mediocria, sunt mala plura. Paa Tonsen var dækket et uhyre stort Bord under Telte, blandt hvilke i Midten Kronprindsens eget, som han fordum brugte i Feldten, men efterlod her i Sommer. Klokken henved 12 kom Excellencen med talrig Suite ridende, Grevinde Es- sen med hendes Børn kjørende (Grevinde Mørner havde ladet sig undskylde med Upasselighed, ventelig for ei at komme i Rangcollision med den afgaaende Statholders Frue). Falbe førte Grevinden tilbords; dem fulgte de andre høie Herrer og Damer, og saa vi Smaafolk. Omtrent midt i Maaltidet SIDE: 531 udbragtes Essens Skaal med Hurra, Klap og Kanonskud, hvorpaa min Sang istemtes, og efter den atter Hurra, Klap og Kanonskud. (Det skal være en svensk Skik, men jeg kan aldrig i Evighed bifalde den). Agent Nielsen løftede min Sang til Skyerne; ogsaa andre, endog Skjelderup, roste den, og som saadant ephemert Product i en upoetisk Cirkel kunde den vel og passere. Under samme dobbelte Ceremonie drak man Grevindens Skaal og istemte en maadelig Sang af Bjerregaard (formoder jeg). Entrepreneuren proponerede ei flere Skaaler, derimod proponerede Essen: "Grev Mørners!" "Damernes!", "Erkjendtlighed og Venskab" og "Christiania Bye"! -- Der saaes ei Glimt af den Enthusiasme, som her- skede ved Prinds Friederichs Afsked, og det tilskriver jeg helst disse to Mænds forskjellige Characteer, da Prinds Friederich med al sin Svaghed og Ubetydelighed var saa inderlig blid og godmodig, hvorimod Essens Dyd viser sig, efter Bagge- sens Ord: "Nordens Fjelde liig Mørkladen, kold, urokkelig," og hvad der ikke selv er varmt, kan ikke godt opvarme. -- Efter Bordet serveredes med Caffe, og de høie Herrer reiste: Mørner til Byen, inden Essen endnu var reist, og denne med Familie og stort Følge fremad til Romsaas. -- Agent Nielsen foreslog, da kun Plebeier vare tilbage, at drikke et Glas til Ære for dem, der havde bidraget til Festens Orden og Høiti- delighed, hvoriblandt da ogsaa jeg uværdig som Sangens For- fatter. Det skede ved et Glas Madeira, hvorpaa vi kjørte hjem. 29de August. Rahbek har igjen begyndt at udgive Minerva. Saa- vidt jeg kan slutte af de sex første Hefter, som jeg har til- laans fra Bibliotheket, kan Tidsskriftet vel maale sig med sin ældre Søster, især i hendes sildigere Dage. Det interessanteste SIDE: 532 Stykke er Frue Bruns Brev fra Rom, der blandt andet har lært mig at kjende den romerske Pøbel maaskee som den første paa Jordkloden. At man med den fuldkomneste Eenstemmighed nægtede sig Nydelsen af sin Yndlingsforlystelse, Carnevallet, fordi det var anordnet og bestyredes af en Autoritet, man ikke yndede, det vidner sandelig om Characteer. Den danske og norske Pøbel havde ikke gjort saadant, det veed jeg. -- To andre Mærkeligheder maa jeg endnu anføre: en poetisk Correspondance mellem Ingemann og S. S. Blicher, hvor I. beskylder B. for ikke at være religiøs nok i en Digtsamling, han har udgivet, og denne giver et meget træffende Svar, som Grundtvig og hans Tilhængere gjorde saare vel i at lægge paa Hjerte. Den anden Mærkelighed er Prøve af en (efter Baggesens Udtryk) reenskreven Peder Paars, af en, efter Sigende, bekjendt Versificateur fra det 18de Aarhundredes sidste Fjerdedeel, som har paataget sig det daarlige Arbeide at modernisere hiint Mesterdigt, omstøbe, tage fra og lægge til, altsammen i mine Tanker saare uheldigen. Han betegnes af Rahbek som en, der ikke uden Held havde vovet andre lig- nende dristige Foretagender, men jeg kan umulig gjette, hvo han er. Ellers har jeg i Dag i Anledning af et Attestvrøvl, efter 11 Aars berømmelig Embedsførelse, første Gang gjort den Opdagelse, at Aggershuus Stift og Aggershuus Stiftsdirection, som jeg i Udskrift paa Breve ansaae for fuldkomne Synonymer, ere yderst forskjellige, da Breve med den første Udskrift aabnes og besvares af Stiftamtmanden, og med den anden af Biskoppen. Og jeg vilde selv være Biskop? -- o Gud hjælpe os! 30te August. Provst Munch gav mig en sørgelig Skildring af Lands- byepræsternes Kaar nuomstunder, da Folkeløn og Byefornø- SIDE: 533 denheder ere i meget høi Priis og Jordproducterne i meget lav. Hans Tiende er 93 Tønder Havre, og saalænge denne kun gjelder 20 Rbd. Tønden, lønner han netop sine Tjeneste- folk med denne sin eneste faste Indtægt. (Den Beregning er dog nok overdreven). For at subsistere maa han have Elever i Huset, hvortil han blot vil have voxne Udlændinge, og ikke Drenge som før. 31te August. Rigstidenden udmærker sig især ved sine Vers. Først staaer der Sangene ved Essens Bortreise, men i Tillægget finder man det smukkeste. Hr. Vilses Poem til Essen er saaly- dende: Dig, ædle Essen! dig følge sand Glæde! (Nedrige Glæder var aldrig din Lyst!) Kundskab og Dyder hos dig finder Sæde, Lys er din Aand og ædelt dit Bryst! * Gud gjøre dig lykkelig, hvor du drager hen, Og Venner med Glæde dig skue igjen! Nu, det var da "en Smule daglig Snak", men saa kommer det svære Cavallerie, en latinsk Lapidarstiil og et dansk Riim til Ære for Brun, der nu snart kunde have Føie til at udraabe: "Tu manes ne læde meos, sed parce sepulto!" Disse to usle Mesterstykker ere af Præsten Børretzen i Etne. Det latinske begynder med et tredobbelt eheu! og ender med følgende naive Undskyldning: Lector benevolus! Excusa lapsos linguæ latinæ fortasse hic datos! Memoria deficit, adminicula desunt. (En gyldig Undskyldning, naar det var befalet Hr. Børretzen at skrive paa Latin om Biskop Brun, men nu har den ingen- steds hjemme og er latterlig). SIDE: 534 Hersleb inbød mig til et Bibelselskabsmøde i Morgen Eftermiddag. Nærmest Anledning hertil gav et Brev fra Provst Hertzberg om 500 Pd. St., som det engelske Bibel- selskab vil give vort norske, saasnart det underrettes om, at samme er organiseret. Foruden dette Brev, hvis Indhold i Morgen nærmere skal optegnes, var og kommen et confiden- tielt do. til Hersleb og mig, ganske i Mandens Aand, saa- lydende: "Hr. Professor Hersleb og Hr. Slotspræst Pavels! Sub rosa! Lader nu ikke Procantzler Bechs Kløer ma- culere Sagen! De, ærværdige Guds Mænd! præstere præ- standa til Lord Teigmouth (Bibelselskabets Præsident) eller Steinkopf (dets Secretair) at De, ikke Bech, faaer Pengene, gjøre dem frugtbringende, og den bestemte hensigtsmæssige Brug deraf. Paaskynder I, at Expeditionen skeer saasnart skee kan til London! Battons le fer pendant qu'il est chaud! Ved Stiftsprovst Fleischer, nu constitueret Biskop i Bergen, skal jeg erkyndige mig, hvad Subscriptionen bliver at Bye og Land, og nærmere melde, om ei han. I gjæve Mænd! Nor- dal Bruns Aand! Elias Aand hvile over Elisa! N. Hertzberg". Fra "de Studerende ved Frederiks Universitet" kom In- vitationsbillet til en Høitidelighed, der gives paa Cathedral- skolens Auditorium Mandag Kl. 11, Universitetets Stiftelses- dag. Det er et raskt, selvstændigt Foretagende, at de acade- miske Borgere, siden Professorerne af Mangel paa Fundats ei kunne, selv høitideligholde denne Dag, endog med Publici- tet. Nogen Arrogance vil maaskee findes deri. Af Universitetets Bøger har jeg udlæst femte Deel af Møllers Theologiske Bibliothek, hvori jeg har fundet interessante og velskrevne Artikler, men, paa en eller to nær, lidet passende til Navnet theologisk Bibliothek, hvor man dog venter noget strengt videnskabeligt, noget, der kan hjælpe SIDE: 535 den dansk-norske Theolog til at holde Skridt med Videnska- bens Litteratur i denne Tid, da Adgangen til udenlandske Kilder er ham fast afskaaren. De fleste Artikler kunde gjerne staaet i Athene eller Minerva. 1ste September. Fra 4 til 7 holdtes Committeemøde i Bibelselskabet. Hr. Steinkopfs Brev gik ud paa, at 500 Pund stode færdige til Udbetaling, saasnart man var underrettet om Bibelselskabets Organisation, dog under den Betingelse, at intet uden Bibler skulde trykkes, og af disse den blotte Text uden Noter og Commentar. Det første af disse Vilkaar er- klærede Committeen sig ei at kunne indgaae i Selskabets Navn, hvorimod man vilde forpligte sig til at anvende den engelske Gave blot til Biblers Trykning, og for mere end sine egne Penges Anvendelse kunde det engelske Selskab ei kalde os til Ansvar. Et forunderligt Brev fra Carsten Anker til afdøde Prof. Leganger oplæstes ogsaa. Det var affattet i en andægtig Tone, som høiligen forbausede mig. Han erklærede sig deri befuldmægtiget til at love Selskabet fra det Engelske Bibelskab en betydelig (men unævnt) Sum under en heel Deel Betingelser, hvorom ei findes et Ord i Steinkopfs Brev. -- Iøvrigt snakkedes en heel Hob om Regn- skabsvæsen o. dsl., og jeg var ret meget ærgerlig over, at jeg skulde ende dette Vrøvl, der gjorde mig kold og forstemt, med en Bøn til Gud. Men saa kom Saxild med det For- slag, at man skulde lade Subscriptionsplaner til Bibelselska- bet bæres om fra Huus til Huus, og herover expectorerede jeg mig med Fynd, fandt ogsaa Medhold i den hele Forsam- ling. Derved blev jeg varm, og gjorde nok en ganske god Slutningsbøn. Men skulde jeg fremdeles hver Maaned, vel ogsaa tiere, gjøre to saadanne Bønner, kom jeg snart i For- legenhed. Hvorvidt det overalt er værdigt og passende at be- SIDE: 536 gynde og ende saadanne verdslige Handeler med An- dagtsøvelser, maa jeg tilstaae, jeg ikke ret indseer eller tør afgjøre. Hersleb, Kjerschov og Borch fulgte mig hjem. Det var en af de gladeste Aftener, jeg veed at have havt i lang Tid, skjøndt "Harpen taug ved breden Bord", -- ja end ikke Viin fremkaldte Samfundets Glæde. Anecdoter og andet lystig Spøg, hvor vi dog ei, som ved hiint Symposion heroppe med Nansen, Bonnevie og Schultz skulde frygte for at forarge en tilstedeværende Yngling, gjorde de 3 -- 4 Timer til Øieblikke. 2 September. Skjelderup besøgte mig i Morges og bevidnede sit Mis- hag med Universitetsfesten, hvori han fandt utilbørlig Selv- tillid hos alle dem, som befattede sig dermed, især hos Stu- dent Frølich, som vovede at træde op og holde en latinsk Tale, et Arbeide, han ikke troede mere end fire af Universite- tets Lærere voxne: Sverdrup, Hersleb, Stenersen og Søren- sen. Jeg vil imidlertid haabe, Skjelderup noget har formil- det sin Dom efterat have hørt Frølich, som skilte sig meget vel ved Arbeidet, og, saavidt jeg kunde forstaae ham, talte godt Latin. Gud veed, om Æren derfor tilkommer ham ene; Stenersen havde idetmindste læst Talen. -- Dog jeg gaaer ordentlig frem. Jeg kom da op paa Cathedralskolens Audi- torium Kl. 11. Paa Galleriet vare satte Stole for honora- tiores ): Professorerne og Præsterne, thi ingen andre vare indbudne. Hansens Cantate var nu saa saa! Ordene vare som sædvanligt ved slige Leiligheder, hvor man skal gjentage hvad der er sagt utallige Gange før. Selv en Thaarup eller In- gemann have her ondt ved at være originale. Bjerregaards Musik behagede mig endnu mindre; den var altfor hurtig og ingenlunde høitidelig nok. Sin lange captatio benevolentiæ sagde Frølich overmaade godt. Ogsaa hvad der sagdes om SIDE: 537 Norges Trang til Universitetet og dettes Stiftelse, foredroges vel og med Anstand, men nu dæmpede han sin Stemme ved Talen om Rigernes Adskillelse, og derpaa var intet at sige, men han hævede den aldrig, og for mig, hvis Hørelse svæk- kes, blev den tilsidst heel uforstaaelig. Sverdrup selv erkjendte, at nogle af hans Udladelser, med Hensyn paa vort nuværende politiske Forhold, vare uforsigtige, men ellers aandede Talen Varme for Fædrelandet og Videnskaberne, ogsaa for Religio- nen, saa at der endog for saadan en Tale forekom mig at være vel meget gudeligt deri. -- I Aften havde Studenterne et Gilde hos Verner, hvor Professorerne vare indbudne, men ikke Præsterne. Treschov finder og, at Løveridderen er Ingemanns bedste Arbeide, og at Øhlenschläger aldrig har skrevet noget saa fuldendt som den og Hyrden af Tolosa. Eidsvolds Kald faaer rimeligviis Bull paa Hedemarken, hvilket meget skal glæde mig, da hans Tilstand deroppe blandt det Kjeltringpak, som hader og forfølger ham, maa være skrækkelig. 3die September. Denne Dag vilde været meget umærkelig, da Ligningscommis- sionen var her fra Kl. 9 Formiddag til 7 Aften, dersom jeg ikke havde havt en Visite og ved den faaet et Brev, som var mig saare kjært og interessant. Visiten var den i sin Tid navnkundige Kammerherre, Baron Wedel Jarlsberg, Skuespillerinden Mad. Preislers Amant, Stifter og Bestyrer af det berømte Privat- theater i Nestved og Forfatter af endeel Brochürer, hvoriblandt, efter Sigende, den famøse, hvori den geistlige Stands Afskaf- felse foreslaaes. Han havde været i Besøg hos sin Søn, Amtmanden i Bradsberg, og bragte mig nu paa Retouren et tykt Brev. Dette var fra min uforglemmelige Claeson, der nu, som naturaliseret dansk Borger, ogsaa bærer sit Familie- navn Horn. Han sender mig et lidet Bind Små Skalde- SIDE: 538 stycken, som han har udgivet. I Brevet gjenkjender jeg aldeles min gamle Ven. "Hvilke Forandringer!" siger han, "Hvem kunde vel formodet, at Pavels skulde vorde svensk Un- dersaat paa en Tid, da Claeson Horn blev naturaliseret dansk? Saaledes spiller Skjæbnen letsindig med Individuer og med Stater". 4de September. I Rigstidenden vedbliver man fremdeles at besynge Bi- skop Brun -- naar skal det dog engang faae Ende? Denne Gang er det en Hospitalspræst Arentz i Throndhjem, om hvil- ken Brun i sin Ordinationstale og i Brev til Hersleb har yttret saa store Forhaabninger. Han er vistnok en ypperlig Præst og Skolelærer, en erudit og retskaffen ung Mand, men -- Poet er han ikke, og hvorfor vilde han da gjøre Vers? Aabel fortalte om Studentergildet i Mandags Aftes, hvoriblandt det mærkeligste var, at Schwach havde gjort en Sang, Kong Frederik den Sjette til Ære, og at man havde ledsaget Skaalen med et Vivat eller Hurra. Tingen er vist- nok aldeles uskyldig og uden Consequents; imidlertid er der noget i mit Inderste, som rebuterer sig derimod. Drukket Skaalen vilde jeg vel; udbragt denne hverken vilde eller kunde jeg. Jeg bortviste med Haardhed den frugtsommelige Olia Guldbrandsdatter, der var fræk nok til at møde med de an- dre Confirmander og lade som hun vidste af ingen Ting. 5te September. Grev Mørner gav stort Middagsselskab for 70 Mands- personer af Embeds- og Borgerclassen. Han gik om i Sa- len blandt Gjæsterne, ligest, efter Sverdrups Udtryk, en gam- mel Søofficeer, der meest har levet paa sit Skib og blandt sine Kammerader, uden at kjende eller være indviet i Hoffets fine Sæder. Hans Tale, Gang og hele Adfærd røbe aldeles SIDE: 539 ikke Stormanden, mindst den svenske Stormand. I det indre Værelse, som har et meget smagfuldt og kostbart Meublement, sad Grevinden i en Slags Lænestol ved Siden af en Divan, og snart en, snart en anden af de Fornemme stod foran hende og talte med hende. Hun er en Kone paa nogle og tredive Aar, er temmelig liden af Væxt og har, saavidt jeg paa Af- stand kunde see, et tækkeligt, men ikke smukt Ansigt. Ved Bordet havde jeg et ret meget interessant Naboe- skab. Sverdrup og Skjelderup vare mine Sidemænd, og i samme Environ sad Thulstrup, Generalauditeur Bergh og En- gelhardt. Dog kan jeg ikke sige, jeg ret morede mig, og deri maa jeg bekjende Skjelderup fornemmelig var Skyld, da hans Overgivenhed og Persiflage syntes mig at overskride de Grænd- ser, man i saadant stort og elegant Selskab, endog fjernt fra de Fornemme, bør aftegne sig. Ogsaa maa jeg tilstaae, at den jevnlige Recension over Mad og Drikke i en saadan lærd og i alle Maader hæderlig Mands Mund støder mig. Beværtningen var meget fortræffelig, og hvad der hidtil ei har fundet Sted ved noget af de store svenske Maaltider, jeg har bivaanet: Maden var varm. Kongens, Kron- prindsens, Arveprindsens, det norske og svenske forenede Folks, og Grev Mørners Skaal blev drukket. 6te September. To Par Ægtefolk have i Dag været hos mig, der vilde skilles ad; det forekommer mig overalt, som den huuslige Ue- nighed og deraf følgende Ægteskabsskilsmisse frygteligen til- tager; jeg veed ikke, at i min hele Embedstid saamange Kla- ger ere mig forebragte som nu paa det sidste Aar. Og det er saa yderst sjelden, at mine Overtalelser frugte noget, ja sjelden endog at jeg i min Samvittighed føler mig forpligtet til med Varme at arbeide paa de Menneskers Forligelse, da jeg gjerne hos den Ene eller den Anden, undertiden hos Begge, SIDE: 540 opdager notorisk Brøde, som vilde fortsat Samliv utaa- leligt for dem og forargeligt for deres Medchristne. Saaledes fandt jeg i Dag den ene Ægtemand at være en saa raa, brutal, for moralsk Følelse blottet Karl, at Tugthuset eller Slaveba- raquerne uden Tvivl var det eneste, ham værdige Opholds- sted. En paalidelig Naboe, som fulgte med, bevidnede og Konens Uskyldighed, men -- han er hendes tredie Mand, en god Deel yngre end hun; hun kjendte ham, førend hun tog ham, altsaa er og fra hendes Side Feil, skjøndt ikke Brøde. Jeg maatte tilraade Skilsmisse og iøvrigt anbefale Manden paa Grund af hans Trudsler og Mishandlinger til Øvrighe- dens nærmere Opmærksomhed. Af Molbechs Athene har jeg læst 2det Bind (Januar -- Juni 1814). Jeg finder mere interessant deri end i Minerva, men ellers vil jeg ikke nægte, at de lange og tildeels grove Invectiver mod Baggesen næsten i hvert Hefte tilsidst trætter. 7de September. I Rigstidenden opfordres Rein og Sagen at besørge en Udgave af Nordal Bruns samtlige, ogsaa haandskrevne, Arbei- der, hvoriblandt ogsaa en udvalgt Samling af hans Breve, hvilke Vedkommende isaafald maatte udlevere, og det vilde have store Vanskeligheder, da han udtrykte sig om Begiven- heder og Mennesker med en Frimodighed, som selv i Trykke- frihedens Hjem (og det er vel endnu ikke Norge) vilde findes anstødelig. -- Nationalbladet begynder med nok et Lovdigt over Brun af Bernhoft i Christiansand. Denne Digter har især indladt sig paa at beskrive Bruns Modtagelse i Evighe- den og hans nærværende Tilstand der. Homer og Shakespeare smilede ham imøde og ilede for at hilse den nye Ven. Einar favnede henrykt sin Sanger og trykkede ham erkjendtlig til sit Bryst: SIDE: 541 "Hans Øre Millioner Toner fanger Af Englechorenes samstemte Lyst". -- "Nogle Ord i Anledning af Grundtvig og hans Krønike" søge med 19 Citater af Bibelsprog at vise, at Grundtvig har gjort ilde i at fælde saadan haard Dom over Grev Zinzen- dorf, der dog efter Spangenbergs Vidnesbyrd var en meget hæderlig Mand. Nu vaagne da og Pietisterne. -- Den keed- sommelige Allum har skrevet en lang Ode til Tiden, hvori blandt andet en ret pudserlig Liste over Tidens ædle og uædle Sønner. Blandt de sidste staaer Schinderhannes mellem Pi- zarro og Attila, og Napoleon strax efter Marat og Robes- pierre. Blandt Jordens "Skalke og Tyranner" sætter han og den stakkels enfoldige Keiser Claudius, som nok var ingen af Delene. Jordens store og ædle Mænd ere hos Hr. Allum 57 i Tallet. Allerførst nævnes: en Cadmus, Codrus, Socrates og Jesus". "Sveas dræbte Gustav" hørte og blandt disses Tal. -- I et Tillæg meddeler det medicinske Facultet Dr. Gadovskis Speci- men til sin Retfærdiggjørelse. Det er skrevet paa slet Latin, og Materiens Behandling synes forvirret og utilfredsstillende. Biskoppen raadede mig, offentligen at ignorere Olia Guldbrandsdatters Frugtsommelighed, for ei at gjøre hende ulykkelig. -- Han fandt min Fraflyttelse til Bergens Bispe- stoel rimelig, og syntes at undres, da jeg sagde, jeg ikke kunde modtage den, om den ogsaa blev mig tilbuden. Han viste, med hvilken Beqvemmelighed og Agrement en Biskop kan reise frem i store Baade med erfarne Roersfolk, og hvorledes han ei behøver at tage ud uden i godt Veir. Jeg skulde fast troe, der er nogle arrieres pensèes, hvilke de nu ere, der bevægede ham til at føre saadan Tale. Og vist er det, naar min Hel- bred var bedre og Bergens Bispestoel gav anstændigt Udkomme, kunde og burde jeg neppe betænke mig paa at modtage den. SIDE: 542 8de September. Imod Sædvane og Forventning havde jeg i Dag Lector Stenersen blandt mine Tilhørere i Slotskirken. Min Prædiken var orthodox og kan neppe have mishaget ham, skjøndt han rigtignok har en saa besynderlig Anskuelse, at jeg aldrig tør gjøre sikker Regning paa at tale eller skrive ham tilmaade. Indholden af min Prædiken var: "Jesu Disciple, der saae og hørte ham, vare lyksaligere end Oldtidens Propheter og Konger, der forudsaae hans Ankomst i en fjern Fremtid, men vi kunne være lige lyksalige som Disciplene, i visse Maader endog lyksaligere end de vare paa den Tid, da Jesus talte disse Ord til dem, -- thi de drømte endnu om et verdsligt Rige, vi kjende ham som vor aandelige Herre og Konge: de tænkte sig ham som Jødernes Befrier, ei som al Verdens Frelser: de troede og haabede, hvad 18 Aarhundreders Er- faring og Historie har gjort til Vished for os, at Jesu Kirke er bygget paa en Klippe, og Helvedes Porte ei formaae at omstyrte den." -- Men, tilføiede jeg, ligesom ogsaa Judas, Pharisæere odl. saae og hørte Jesus, og kunde dog ikke prises salige, siden de ei troede paa ham, saa nytter det os intet at kjende Jesus og hans Lære, naar vi ei agte den høit og leve efter den. -- Jeg lod synge Psalmen: "Vor Gud han er saa fast en Borg," og anklagede mig selv, som den, der ved et Par Indvendinger i Minerva mod den første Omarbei- delse ventelig har givet Anledning til dens nøiere Revision, hvorved ei alene de af mig paaankede Feil ere rettede, men det Hele er omkalfatret, endog det deilige sidste Vers berøvet det meste at dets Fynd og Styrke. I Bibelselskabets Møde, hvilket Bispen ei fandt for godt at møde i, decreteredes at kræve ham til Regnskab for de 6600 Rd. Bco., om hvis Anvendelse aldeles intet officielt er os bekjendt. Hersleb oplæste Udkast til et Par Breve, hvorved gjordes Anmærkninger, især af Stenersen, der har et stort SIDE: 543 Talent til nodum in scirpo quærere. -- Saxild forekommer mig at blive en Smule selvklog og at drive sin Nidkjærhed til en Høide, hvor hans gode Villie ei lader sig miskjende, men som ei altid styres af Fornuften. 9de September. I historische Gemählde har jeg med Fornøielse læst For- tællingen om Schveizernes berømte Kamp- og Seiersdage. Havde en saadan Aand boet i Normændene 1814, vilde Samtid og Eftertid ikke havt Anledning til at spotte over vor 14 Dages Krig, men vistnok havde og Schveizerne bedre Anførere end Prinds Christian og General Seyersted og flere af vore drabelige Fredshelte. Platou fortalte mig i Gaar, at man i Byens Lignings- commission havde taxeret min Formue til 5000 Specier, paa Grund af, at jeg tre Gange havde arvet, og at vel henved 2 Actier i den tvungne Bank vilde blive mig paalignede. Ifølge heraf fandt jeg mig beføiet til at meddele Platou i Morges til videre Bekjendtgjørelse en Udsigt over min sande Formuesstand, hvoraf erfaredes, at jeg ei engang eier mit Huus aldeles gjeldfrit, at jeg umuligen kunde tegnet mig for 1 Actie, naar jeg ikke havde eiet det dertil fornødne Sølv, og at, om jeg ikke havde havt det, jeg maatte laant Penge for at udrede en halv Acties Beløb. Jeg haaber den Ret- færdighed af Ligningscommissionen, at den ved dette Brev er bragt paa christeligere Tanker. Ellers er Christiania efter Storthingets Villie haardeligen betynget; Assessor Matthiesen, som intet frivilligen vilde bidrage, har man lignet for 70 Actier. I Aften var jeg efter Indbydelse hos Engelhardt -- "og gid jeg var der ikke!" -- thi ihvorvel Conversationen med ham, Holst og Major Krog var heel underholdende og Be- værtningen særdeles god, saa tabte jeg saa skammelig meget i SIDE: 544 Boston, at jeg gjorde det Løfte, kun endnu engang hos mig at indlade mig i dette Spil, og taber jeg da ogsaa, aldrig mere at spille til saa høit Point, om endog de to saa ven- skabelige og underholdende Mennesker, Holst og Engelhardt derfor ville unddrage mig deres Omgang. -- Det er sandt, reduceres det til gode Penge, bliver det omtrent hvad jeg i 1807 tabte i Skillingsboston til Præsten Lassen og Professor Rosted, men halvandet til to hundrede Rigsbankdaler savnes dog mere i Chatullet end 16 -- 17 Rd. savnedes da. 10de September. Disse Dage, da jeg fra Morgen til Aften sidder i Lig- ningscommissionen, kan der ei være noget at optegne her. Vi have næsten hver Dag Regn og Storm. Landmandens Haab svinder alt mere og mere. Misvæxt og Dyrtid synes uund- gaaeligen at true, og vor eneste Trøst er, at vi have Fred, og kunne vel altsaa ei mangle Tilførsel. Forresten er denne Lig- ning sjelden i sit Slags, men med alt det yderst ærgerlig. Man er i den største Forlegenhed, ikke for at faae Mennesker at repartere Summen paa, men for at indskrænke Repartitionen saaledes, at ei altfor stor Sum udkommer. Ved første meget moderate Ligning havde man et Overskud af 1000 Specier, og for at faae dem bort, maatte man udslette og forandre, saa at man vel kan sige, de Allerfleste, i Forhold til deres Formue, bidrage fast Intet. Statsminister Anker har faaet 12 Actier, Ingier halvfemte. Det er Hans Grimelunds priselige esprit de corps, forenet med den Agtelse, der vistes hans Stemme ved Amtsforsamlingen, som denne ubillige Skaan- sel maa tilskrives. 11te September. Atter sad jeg den hele Dag i Ligningscommissionen, der nu har begyndt med Formue- og Næringsskat til Rigsbank- SIDE: 545 sedlernes Indløsning -- ogsaa et for Aggers Sogn særdeles moderat Paalæg. -- I Rigstidenden har en H. H. G. (rime- ligviis Præsten Gyldenpalm i Holt) givet os en lang, pynte- lig Lovtale over Wergeland, som en af Landets ypperste Mænd, og vil ventelig derved vække hans Modstandere og fremkalde en nye illiberal Feide. 12te September. Schmidt skriver, at han hverken troer, at Rein modtager Bergens Bispestol, eller at Kongen vil udnævne ham dertil, men at Neumann vil føle sig meget lyksalig, hvis den tilbydes ham. Selv benægter han det, og sandt er det, Æresygen maa bestemt prædominere baade over Egennytten og Sandse- ligheden, hvis han flytter til Bergen. Var jeg i hans Stil- ling, jeg vilde ikke betænke mig et Øieblik. I Asker maa han være et af Jordens lykkeligste Mennesker, og er han det ikke, er det hans egen Skyld. -- Havde Schmidt selv ei gjort sig Regjeringen til Uven, er det rimeligt, at man tilbød ham den Bispestol, og ei usandsynligt, at han modtog den. Aabel viste mig de Sange, som bleve afsungne ved Stu- dentergildet 2den September. Det er maadeligt Gods, naar jeg undtager en særdeles lunefuld Sang til Muserne af Bjer- regaard, der retfærdiggjør min forhen yttrede Formening, at det Slags Digte ere hans egentlige Fag. Sangen har et Par Platituder, som jeg ønskede borte, men Maaden, hvorpaa Melpomene og Clio indbringes, er særdeles vakker, ja original, og Slutningsverset vilde en Bellmann eller Valerius ikke skamme sig ved. Det lyder saa: Nu see vi i Salen blot konstige Skin Af Tællelys sig at udbrede: Men kommer i Panden først Vinen ret ind, Og fæster i Hjernen sin Rede: SIDE: 546 Da bliver hvert Lys til en Stjerne saa skjøn Som Himlens de lysende Prikke, Og da er det Tid for hver Musernes Søn Uranias Skaal at uddrikke. 13de September. Endnu lever og svæver jeg i Commissioner. Det meste af Formiddagen hengik paa Raadstuen i Ligningscommissionen; i Eftermiddag holdes Skolecommissionen hjemme i mit Huus under Lumholtz's Præsidium. Skolelærernes Dannelse og forøgede Indtægter vare de Gjenstande, der skulde omhandles. Der fandtes, at alle (faste og Omgangsskoleholdere, hvorfra jeg dog fik Klokker Olsen exciperet) trænge til Underviisning, især i Catechisation og den øvrige Methodik, og den paatoge Kjerschov og Borch sig efter indbyrdes Overeenskomst gratis at besørge. Rigtignok foreslog Kjerschov den Betingelse, at han vilde have sig forbeholdt, at alle Confirmander skulde underkastes som Forpligtelse et heelt Aars foregaaende Dan- nelse hos Præsten, inden den egentlige Confirmationsunderviis- ning begyndte, hvilket Provst Hørbye skal have indført i sin Menighed. Jeg erindrede, at dette enten maatte være en Fremgangsmaade, han for sig selv privatim vedtog, hvilket ei kunde forbydes ham, eller at det maatte være en almindelig Lov for det hele Land, hvilken isaafald, som en Deel af Kirkelovgivningen, af Storthinget maatte vedtages, da jeg ellers som Kjøbstadspræst, der tillige havde Ret til at mod- tage Confirmander fra Aggers, enten vilde see mine Hænder bundne eller, om jeg afveeg fra hiin Vedtægt, kunde betrag- tes som en foragtelig Confirmandcaprer. Lumholtz fandt og- saa, at saadant ei kunde foreskrives som Vilkaar eller hos en- kelt Mand faae offentlig Sanction, og det bortfaldt da, uden forsaavidt det ei alene var Kjerschov tilladt, men endog roes- værdigt af ham, paa egen Haand at paatage sig Ungdom- SIDE: 547 mens længre Forberedelse. -- Hvad Lønningen angik, da fandt man, at de fleste Skolelærere havde nok, kun at et Til- læg af 2 Favne Brænde for tilkommende Aar tilstodes dem, saa at Olsen faaer 4 og hver af de andre 6. Derimod gjorde Omgangsskoleholderne et dygtigt Spring, idet de gik over fra 30 Rd. Sølvværdie til 50 Specier. Det gik sær- deles hurtigt. Lumholtz er, som jeg, ingen Ven af lange Ventilationer, og overskjærer heller en Knude end at pille paa den en halv Time for at spare en forslidt Stump Baand. Man kunde vævet om den Sag til den mørke Nat, og dog ikke udrettet enten mere eller bedre end nu i 2 Timer. Det gik nok imidlertid hurtigere, end Lumholtz havde ventet, thi han havde først Kl. 6 bestilt sin Vogn, og Kl. 5 vare vi alt færdige. Altsaa sad han her en heel Time, talte om alskens Ting og er rask og munter som en Mand paa 40 Aar. Jeg fik i Dag den sædvanlige Indbydelse til Cathedralskolens Examen. Programmet var af Rosted, og giver en kort, men interessant Udsigt over de Forandringer, det norske Sprog har undergaaet, og sammes Aarsager. Heel beleiligen har man nu udfundet, at Foreningen med Danmark fast mere end no- get andet har bidraget til vort gamle Sprogs Fordærvelse, og den sindige Rosted, som ei kan beskyldes for at være Vende- kaabe, er af samme Mening. Jeg tvivler imidlertid meget paa, at vort Sprog vil vinde synderlig enten i Reenhed eller Skjønhed, om det lykkes vore Sprogrensere, under Sagas Auspicium, at berige det med en Hob svenske og islandske Ord og Talemaader, item Provincialdialecter. Jeg maa op- rigtig tilstaae, at jeg bliver ved min Børnelærdom, og har det Haab, at en skjønsom Efterverden, hvis den tager Notice af mine ubetydelige Arbeider, vil erkjende i mig en nok saa god Stilist som Munch og J. Aall. Naar ellers Rosted siger, at "Sprogets Fuldkommenhed vil staae og falde med Borger- SIDE: 548 friheden," da synes Historien bestemt at modsige hans Udsagn. I Cæsars og Augusts Dage naaede det latinske, i Ludvig den 14des Dage det franske Sprog sin høieste Uddannelse, og det saa dog vist misligt ud paa de Tider med Borgerfriheden i Rom og Frankrig. 14de September. Denne var da den sidste Ligningsdag, som dog gjerne kunde gjælde for to, da Sessionen, paa en halv Times Pause nær, vedvarede uafbrudt fra Kl. 9 Formiddag til 7 1/2 Efter- middag. Efterat den 10 -- 11 Sider lange Liste over Formue- og Næringsskatten alt var reenskreven, opdagedes et Overskud af 113 Rbd., som man, for i Hast at faae Ende paa det, tog fra Statsminister Anker, hvis Skat fra 2235 Rbd. ned- sattes til 2312. Der kan da naturligviis ikke være andet at optegne om denne Dag, undtagen dens Aviser, der dog, naar jeg maaskee undtager Biskop Bruns Apotheose i et latinsk Vers af Professor Olafsen, vare aldeles ubetydelige. Kronprindsen er lykkelig hjemkommen fra Skaane, men i franske Blade an- føres det som alle europæiske Fyrsters bestemte Mening og faste Beslutning, at Ingen maa være Konge uden den, som er født dertil. En udmærket deilig Roman har jeg ogsaa i Dag faaet udlæst: Agathokles af Caroline Pichler. Tidsalderen og mange af Personerne ere historiske; hvorvidt Helten Agathokles og det Offer, han bragte med sit Liv, ogsaa er det, veed jeg ikke; men at af et blot Menneske fra Verdens Begyndelse vel intet saadant Offer er bragt med den signende Indflydelse paa Menneskehedens Held i fjerneste Secler, det er mig klart, og er da Fortællingen opdigtet, saa er det idet- mindste en høi herlig Aand, hos hvem saadan Tanke kunde opstaae, og som saaledes kunde udføre den. Fortællingen er SIDE: 549 i Brevform, som rigtignok, naar der hensees til Tidsalderen, falder lidt underlig, da Stilen er temmelig moderne, men at Brevene som saadanne have meget Værd og ere heel characte- ristiske, kan ikke nægtes. Blandt disse Breve er Agathokles's sidste til Phocion overmaade skjønt. Den besynderlige Fø- lelse hos et Menneske, der bestemt veed: I Morgen ved denne Tid er jeg død, er udmalet med frappant Livagtighed. Dog deri giver ikke Baggesen i Knud Sjællandsfaers Flaskebrev Frue Pichler noget efter, og jeg veed ikke, hvem jeg skal give Fortrinet. 15de September. I ligesaa slet Veir som sidst, men for en større Folke- mængde holdt jeg efter min Kones Dom en langt maadeligere Prædiken. Jeg troer, Kjerschovs og Stenersens Maneer, som min Kone fortrinligen ynder, har forledt hende til en Gensi- dighed i homiletiske Arbeiders Bedømmelse, som hun for et Par Aar siden var aldeles fri for; vi havde og derover en Ventilation, som -- jeg kunde ikke for det -- krænkede mig mere, end den burde. Saalidet jeg imidlertid fuldkommen kunde billige min Kones Anskuelse af Tingen: saa overbeviist jeg er om, at det dogmatiske og moralske Foredrag bør følges jevnsides og ingen af dem prædominere: saa bestemt Medhold Jesu eget Exempel giver mig, naar jeg i mine Taler tager Hensyn paa det nærværende Liv, ja paa individuelle Tidsom- stændigheder, saa skal dog denne Kritik ligesaalidt som Hjorts, M. Møllers eller hvilkensomhelst anden mundtlig eller skrift- lig over mine Prædikener være frugtesløs; jeg har endnu al- drig hørt eller læst nogen Dom over mine Arbeider, hvoraf jeg jo har lært noget. 16de September. Frue Dyhring faldt i Gaar Aftes ned af sin Stoel og brækkede Hoftebenet. Det sørgeligste af Alt er, at Lægerne SIDE: 550 siger, hun endnu kan leve længe, men maa ligge ubevægelig i een Stilling. Hun har med hendes fromme eenfoldige Tillid til Gud mere end engang fortalt mig, at hun om Natten, naar hun ikke nænnede at vække sin gamle svagelige Tjenestepige, troede at føle sig besynderligen understøttet af Guds Engle, saa at hun ei i Mørket faldt og stødte sig. Heel naivt sagde hun i Dag: "Hvor Guds Engle vare den Gang, det kan jeg ikke begribe." "Dog," lagde hun til, "Gud vilde vel tugte mig." Det er beklage- ligt, at dette ædle Menneske, denne troende Christen ikke kan tiltroe Gud anden Hensigt med at paaføre Lidelser, end at straffe. 18de September. Mit Formiddagsarbeide var ligesaa ubehageligt som Lig- ningscommissionen, ja end mere, da jeg her havde virkelig Stemme, og forstod mig dog mindre end hist paa den om- handlede Sag. Det var et gammelt, raaddent Skolehuus paa Leret, der skulde besigtes, og Anstalt føies til de allernødven- digste Reparationer for Vinteren, at det ei skulde regne og snee ned paa Fredriksen og hans Madame, om endog, som han vist selv helst ønskede, Skolebørnene vilde forskaane ham for deres Besøg. Der indfandt sig da adskillige gode Mænd, hvis Mening jeg antog, og (hvad der var det Væsentligste) gav Anviisning paa Reparationsomkostningernes Udbetaling hos mig selv. Men efter denne yderst ubehagelige Forretning -- der kan ikke tænkes noget værre end at passere for Hoved- mand og være et Nul -- havde jeg en sand Glæde. Den virkelig høit fortjente John Hansen førte mig op paa Ener- hougen, hvor det Fattighuus, hvortil han gjorde Forslag, samlede Subscription, bidrog selv 100 Rbd., incasserede alle Bidrag, og ved hvis Opførelse han har været Bestyrer og daglig Opsynsmand, nu staaer næsten færdigt. Huset har to temmelig store, høie og lyse Værelser, hvor 32 -- 40 fattige SIDE: 551 Mennesker kunne faae Huuslye. Luften deroppe er meget reen og sund, og Udsigten (hvad saadanne Folk vist nok ei sætte stor Priis paa) er særdeles smuk. Ja sandelig, mit Hjerte takkede den brave Mand langt inderligere, end min Læbe var istand til. 19de September. I Nationalbladet lader Hr. Wergeland os vide, at hans Frimodighed allerede har forladt ham, og at de anonyme Skumleres Invectiver har afskrækket ham fra at udgive sit Ugeblad. Han vil "oppebie Tider, som ere gunstige for andre end fordækte Skumlere." Det er høist urimeligt, efter nogle faa Individuer, som behage eller mishage os, at ville bedømme en heel Tidsalder. I en alvorlig og værdig Tone foreholdes Politimesteren, at slet Nattevagt ved Raadstuefængslet samt søvnige og uduelige Vægtere ere langt farligere for den of- fentlige Sikkerhed end de Gjæs, Høns og Ænder, med hvilke om Dagen føres Krig paa Byens Gader. -- Der klages paany over den Eed, norske Søefolk maa aflægge i Sverige. Man synes at ville gjøre den Sag vigtigere, end den er, skjøndt der rigtignok er noget stødende i, at man ved at give Grunde for denne Fremgangsmaade har sammenlignet Norge med Pommern. Dog er det maaske en Underofficiants Raisonnement, og ligesaa gale Ting høres nok hver Dag i Norge. I Tillægget til Rigstidenden har den theologiske Candi- dat Abel ført Anke over den, som har ladet de skriftlige Quæ- stioner ved sidste Attestats indføre i Bladet: at disse ere alde- les forvandskede. Hersleb vedkjender sig at have indsendt dem, tilstaaer ogsaa de gjorte Forandringer som Rettelser, der vare glemte at noteres, men anseer dem derhos saa uvæsentlige, at de ei kunde have nogen Indflydelse paa Candidatens Charac- teer, naar hans Besvarelse virkelig havde været god. Det SIDE: 552 vil jeg og troe og tilstaaer forsaavidt, at jeg er aldeles over- bevist om, at et Svar, der røbede Tænksomhed og Sagkundskab, om end Spørgsmaalet af Candidaten selv var misforstaaet, ei havde udelukt ham fra den Characteer, der stemte med Af- handlingens absolute Værd. Men at der dog virkelig er temmelig Forskjel paa, om der spørges: "Er der nogen For- bindelse mellem den dogmatiske og moralske Theologie?" eller: "Hvori bestaaer Forbindelsen" o. s. v., hvilket forudsætter, at Examinator antager som afgjort saadan Forbindelses Existents, -- at altsaa en conditionel Parenthese, som den ved Spørgs- maalet om Mysterierne, udvider Quæstionen og paalægger Candidaten større Forpligtelser ved dets Besvarelse, det synes mig unægteligt. Hersleb medbragte adskillige Bibelselskabsdocumenter, blandt andre et Brev fra Throndhjem, hvor Stiftscommitteen alt har organiseret sig. Der foreslaaes i alle Stiftsstæder at holde det aarlige Bibelmøde ikke blot for Selskabets Medlemmer, men for Enhver, som vil være tilstede, paa Reformations- festen, umiddelbar efter Aftensang, hvor i Prædikenen skal tages Hensyn til Selskabet. Her maa nok Biskoppen selv gjøre sig den Uleilighed at prædike til Aftensang, hvis Sel- skabets Forhandlinger skulle vente Tilhørere. Hersleb havde i Gaar været hos Mørner, og kunde ikke noksom berømme Grevens og Grevindens simple Omgangstone. Mod dem fandt han Essen og hans Frue rent at bortfalde. Det er sandt, der var, med al dets Agtværdighed, en Stivhed i dette Ægtepars Adfærd, som ikke er at spore hos Mørners. Essen havde en Slags fyrstelig Air, Mørner vil i det høieste være primns inter pares. Essen indbød, udenfor store Fêter, sjelden andet end Officerer og meget fornemme Folk; Mørner har daglig Selskab af Embedsmænd og Borgere, ja har alle- rede havt baade Studenter og Cadetter ved sit Bord. Essen gjorde aldrig Visit uden til fornemme Folk, lod ikke engang SIDE: 553 en Tjener kjøre omkring med tom Vogn og Visitbilletter. Mørner og hans Frue kjøre selv om til enhver Frue og Ma- dam, som har besøgt dem, beredte til at modtages. Essen lod tilsige til Taffels, Mørner lader høfligen indbyde. Saa- ledes ere vi her i Christiania, Gud Skee Lov, saa lykkelige, at den, som kommer, altid er bedre end den, som gaaer. Saa har det været 3 -- 4 Gange, og gid det blev saa til Enden! 20de September. Grev og Grevinde Mørner holdt udenfor vor Dør, lod høre, om vi var hjemme, og indsendte Visitbilletter, da jeg lod svare, at jeg var syg. -- I Intelligentsseddelen har man atter fat paa Wergeland og opripper Ting, som man baade kunde og burde glemme. 22de September. I Formiddag havde jeg et sjeldent Besøg: Statsraad Motzfeldt. Det luede mig om Ørene, da jeg saae ham, thi jeg troede, han vilde foreslaae mig at modtage Bergens Bispe- stol. Men det var ikke hans Ærinde. Bergens tilkommende Bisp kom ikke i Betragtning; Talen var kun om den afdøde eller rettere hans Enke. Han efterlader hende en Gjeld af 3000 Specier, og intet, aldeles intet at betale den med uden et Indboe, som neppe er Halvdelen værd. Gaae fra Arv og Gjeld kan vel hun og de øvrige Arvinger, men det falder tungt for ærekjære Mennesker, og desuden ville da hendes Creditorer have Ret til at gjøre Beslag paa Naadsensaaret. Bruns Venner fandt altsaa, at man ved Subscription burde see at indsamle det fornødne til Gjeldens Afbetaling. Motzfeldt havde skrevet til Statsminister Anker og bedet ham ansøge Kronprindsen om at bidrage hertil. Anker svarede, at Prind- sen alt af sin egen Casse havde bevilliget Tillæg i hendes Pension, og at han altsaa fandt det upassende at komme med SIDE: 554 en ny Begjæring, men selv tegnede han sig for 1000 Rbd. Nu var Motzfeldts Anmodning til mig, først at jeg vilde op- give ham som mere fremmed i Christiania, hvilke Mennesker man kunde henvende sig til med Haab om godt Udfald, og dernæst at jeg vilde opsætte en saadan Forestilling, der, uden at saare Delicatessen, viste Enkens Trang og opmuntrede til Velgjørenhed. Den sidste Anmodning er det mig let at op- fylde; den første har større Vanskelighed, dog nævnede jeg nogle af Kjøbmandsclassen, hos hvem kunde haabes Hjælp, og nogle, til hvem man ei burde komme. 22de September. Jeg havde en Dispute med Frue S ....... i An- ledning af et velskrevet men iøvrigt afskyeligt Stykke i Na- tionalbladet, hvorom see næste Dag! Den gode Frue er ikke alde- les fri for at ville dømme om Ting, som ene tilkommer Mænd at drøfte og afgjøre, og som i det høieste de meget fornemme og lærde Damer, hvis Hustrue- og Moderpligter ei genere dem, bør tilstedes Votum i. Naar et Fruentimmer taler om Regentpligter og et Mandfolk om Madlavning, det er ganske den forkerte Verden. -- Hersleb ynder ogsaa Agathok- les fortrinligen; dog synes han, at der i Bogen kunde og burde været sagt mere om det, Forfatterinden i Fortalen selv har angivet for sin Hovedidee: den almindelige Trang til Chri- stendommen i Constantins Dage, da det endog forekommer ham, at Agathokles er aldeles den samme før og efter sin Omvendelse, og at han som Hedning, ligesaavel som nu, vilde opofret alt for en stor Idee. Mig synes og, at det deilige Schillerske Motto: "Das Leben ist der Güter höchste nicht" anvendes heel ilde. 23de September. Det mærkværdige Stykke i Nationalbladet er skrevet i Anledning af den, vistnok ubesindige og illiberale Yttring, at SIDE: 555 man havde været forliebt i Prinds Christian og derfor ofret hine patriotiske Gaver i Mai 1814. Heraf tager denne Mand Anledning til at sige Kronprindsen Bitterheder og op- høie Prinds Christian, afmale vort Lands Forfatning, som høist ulykkelig, kort gjøre alt muligt for at løse Baandet mel- lem Regent og Folk, og vække Misnøie med den Situation, vi ere i, og den Regjering, vi havde antaget. Gid jeg kunde føie til, at Forfatteren var en Smører, men nei, hans Stiil er saa flydende, correct, ja endog skjøn, at jeg umulig kan, hvad jeg saa gjerne vilde, troe Rygtet, der tillægger Sebbelov dette Arbeide. -- De øvrige Stykker i dette Nummer ere: nok et Angreb paa Wergeland, temmelig moderat: et Par Stykker om Bankligningen: et -- vistnok velmeent -- Forslag til at hæmme Luxus i Meubler og Klæder, hvor Landets fineste Damer opfordres til at gaa paa Bal i Hvergarnskjoler og dets fornemste Mænd at klæde sig i Vadmel: endelig om Rettergangs-Eden, at Dommerne bør staae og Vidnerne ligge paa Knæ under den. Jeg spiste til Middag hos Mørner, og talte denne Gang baade med Greven og Grevinden, som paa Søndag vilde høre Doctoren. "Saa Fanden i Vold, bliver jeg nu til Doc- tor?" maa jeg vel sige med Verten i Hexeri eller blind Al- larm. Jeg faaer saa mange Titler af de Svenske, at hvis jeg gageredes efter dem alle, var jeg en holden Mand. Der var, som hver Dag, et Selskab af omtrent 20 Personer. Jeg hadde Brev fra min Fætter Pavels i Gloppen. Han vil gjerne have Eidsvold Kald og udbeder sig min An- befaling. Gud give han var der! ingen skulde glædes hjer- teligere derved end jeg. Men rive Diriks og Bull af Pinden lykkes ham vist ikke, og bør vel ikke heller. Tale til Treschow nytter aldeles ikke. Maaskee skriver jeg til Anker, for at kunne med frelst Samvittighed sige, at jeg har gjort alt mu- ligt for min Frænde og Ven. SIDE: 556 24de September. Paa Volden mødte jeg Capt. Ræder. Ogsaa ham mis- hager det famøse Stykke i Nationalbladet, mere dog fordi det ikke nytter at røre op i disse gamle Sager, end fordi han føler det Illiberale og Uværdige i Forfatterens Fremgangs- maade. I Ræders Dom staaer Prinds Christian aldeles skyldfrie, idetmindste som Hærens Anfører. Arenfeldt, Seyer- stedt, Hegermann, alle fordømmer han som uduelige Generaler, troer at Norge gjerne kunde staaet sig, naar det gamle Snaus var bleven bortryddet og en yngre Slægt faaet Commando, ja ansaae endog, som Omstændighederne nu vare, Udfaldet tvivlsomt. Hegermann, forsikrede han, havde længe før For- eningen decreteredes, høitideligen erklæret, at han aldrig tjente mere mod de Svenske. Ræder er conseqvent, det maa man tilstaae ham, mener vist Fædrelandet det overmaade vel, og viger ikke et Skridt fra hvad han anseer for Ret, men han er vel hidsig og paastaaelig. Overalt, hvad denne Sag betræffer, om end Prinds Christian i Krigen havde været Henrik den Fjerde, endda takker jeg Gud, at vi bleve ham qvit. Statssecretair Holst er syg og sendte i Aften Kl. 8 Bud, om jeg vilde komme ind og spille Boston med ham, Engel- hardt og Veidemann. Jeg svarede, at jeg ikke befandt mig vel, havde alt klædt mig af og vilde gaae tidlig tilsengs, alt- sammen den rene Sandhed: men ellers vilde jeg vel, om end ikke det havde været, taget i Betænkning at sige Ja. 25de September. I Intelligentsseddelen gjøres det betænkelige Spørgs- maal, om ikke hver Ligningsmand ved de nye Skatter og Indskud skal have 2 Specier af Statscassen daglig? Det er en skrækkelig Udgift. Om Storthinget havde lagt an paa at gjøre os kjede af vor saakaldte Frihed, kunde det ei baaret sig stort anderledes ad. -- Rigstidenden anmelder, at den be- SIDE: 557 rygtede Præst Larsen i Bergens Stift har faaet Afsked uden Naade. -- Tydsklands, maaskee Europas ypperste Skuespiller, Schrøder, er død. Sverdrup havde været med sin Kone hos Excellencen i Gaar Aftes og saa omtrent souperet i Luften paa Pari- sermaneer, men var ikke desto mindre overmaade glad ved Mørner og roste hans Bondagtighed. Jeg besøgte Statssecretairen i hans Upasselighed. Han fortalte, at Bispe-Embedet i Gaar var for i Statsraadet. Rein, jeg og Schmidt (!) vare indstillede. Man formoder, Kongen holder sig til Rein som No. 1. -- Ogsaa fortalte Holst, at alle fire nulevende Bisper have gjort en Forestilling, at et Consistorium i hver Stiftsstad skulde udnævnes, hvis Medlemmer skulde have jus deliberandi i geistlige Sager, men ingen Stemme, hvilken alene tilkom Bisperne, item at disse kunde sendes paa Visitats. Statsraadet havde indstillet For- slaget til Henlæggelse. 26de September. Punschedrikken og Larm skal have taget Overhaand i Klubben. Jeg angrer at være gaaet ind i den igjen, saa meget mere, da her er en anden, langt elegantere og anstæn- digere: ny Halfdans Klub, hvor Byens første Embeds- mænd ere Medlemmer, og som tilbyder langt bedre Aands- næring end hiin. -- Capt. Ræder vilde vide, at det er Major Vetterstrand forbuden at bære Uniform, hvilket bestyrker min Mistanke, at han ikke er kommen af svensk Tjeneste paa den ærefulde Maade, han selv forgiver. Det synes overalt ikke, som han nyder Pension fra Sverige, og det maatte han dog nødvendig, naar Blessurer, hentede i Krigen, gjorde ham utjenstdygtig. SIDE: 558 28de September. Som et Bidrag til vor Forfatnings Historie og Bestyr- kelse af det Motto af Tieck, jeg engang foreslog til Stor- thingets Forhandlinger, maa jeg anføre, at en af Oppegaards Ligningsmænd var hos mig i Morges og forelagde mig til Attestation en aldeles lovmæssig Regning for Skyds og Diæt- penge for ham og hans to Colleger. Den beløb sig til 31 Spd. 48 ß = 314 Rbd. N. V., og den hele Formue- og Næringsskat for det District, de repræsenterede, er 164 Rbd., altsaa 150 Rbd. mindre end de kostede Staten. Atter var Capt. Ræder her. Det er ham overdraget at gaae om paa Fæstningen og tilspørge alle, som ere lignede til den tvungne Bank, om de ville tegne sig for den samme Sum til den frivillige. Saadan Forespørgsel er skeet over den hele Bye. Hos mig havde han intet andet at gjøre, end spørge, om jeg vilde tegne mig for mere end den ene Actie, jeg havde tegnet mig for, og hvormed man (ifølge mit Brev) ogsaa i Ligningen havde ladet sig nøie. Dertil følte jeg da intet Kald. -- Endelig havde jeg nok et Besøg af Motzfeldt, hvem jeg havde sendt Concepten til -- Ordet Tiggerbrev paatvinger sig mig, det staae her altsaa! At Bruns Enke har Næringssorg, fandt han ei kunde eller burde siges, da hendes Pension, den hun har og end kan vente, betrygger hende derimod. Naar hun altsaa kan leve uden Trang den korte Tid, hun har tilbage, saa veed jeg virkelig ikke, hvorfor Publicum skal betale hendes Mands Gjeld. Hendes Børn ere, paa en Datter nær, alle forsørgede og blandt Svigersøn- nerne er en (Vallem) en rig Mand, og en anden (Rolfsen) idetmindste velhavende. Imidlertid, har jeg sagt A, maa jeg sige B, og derfor bekvemmede jeg mig til, ei alene i Forening med Motzfeldt og Justitiarius Bull at underskrive Forestillin- gen, men ogsaa at gaae om med den her i Byen til dem, SIDE: 559 hos hvem Formue og Hjertelav kunne tænkes forenede. Bruns Minde skal styrke og opmuntre mig. 28de September. Det kan ikke nægtes, at Skjelderup er overmaade dadle- syg. Han skikker sig bedre i Tiderne end Sverdrup, men Ti- dens Mennesker overhovedet have ikke i denne en skarpere Censor. De høiere mentale Nydelser, Musik, Poesie o. dsl. ere desuden Skjelderup fremmede, omtales endog af ham med Ringeagt. Agte hans Retskaffenhed, holde af ham, ynde ham som en morsom Selskabsbroder i en liden Kreds, hvor Ord ikke veies, det kan og maae man; men sympathisere med ham, tage Deel i hans ganske besynderlige Anskuelser, vælge ham til Fortrolig i noget aandeligt Anliggende, det kan idetmindste ikke jeg. 29de September. Greven og Grevinden vare i Dag mine Tilhørere i Slots- kirken. Hun havde hørt, sagde hun mig i Mandags, at jeg var en stor Prædicant; det kommer nu an paa, om hun fandt Rygtet grundet eller ugrundet. Mig selv fyldestgjorde jeg saa nogenlunde. Jeg talte om Jordefærd, hvad den er, hvorledes den bør foretages, hvad vi bør tænke og føle der- ved. Hos vore Officerer, unge og gamle, synes Kirkegang igjen at gaae reent af Mode. I de tre Stole nede i Kirken har nu i to Søndage Capt Antzèe været den eneste Militair- person. 30te September. Jeg fik udlæst 7de Deel af det theologiske Bibliothek. Det slutter med to Breve fra Udgiveren til en Landsbyepræst, hvori handles meget om Kirketugt, som Forfatteren vil have indført med en Strenghed, der vistnok var ønskelig, men hvis Mulighed jeg ikke indseer uden i det høieste i smaae isolerede Menigheder. I Kjøbenhavn og Christiania anseer jeg de SIDE: 560 gjorte Forslag for aldeles uiværksættelige. Personsanseelse vilde gjøre ondt værre, og naar fuld Upartiskhed skulde finde Sted, maatte man nok begynde med Norges Statsraader og Danmarks Collegie-Præsidenter. -- Om de Forlystelser, Præ- sterne bør tage Deel i eller afholde sig fra, siges adskilligt sundt og godt; naar imidlertid Comediegang nævnes blandt de mistænkelige, som man kun incognito bør befatte sig med, da strider dette imod min Følelse, og imod hvad der nuom- stunder uden mindste Forargelse er almindelig Vedtægt hos orthodoxe og heterodoxe Religionslærere. Jeg maa ellers sige, at dette er det meest utheologiske af alle Bindene i dette theo- logiske Bibliothek. Naar den latinske Afhandling om Selv- mord blev oversat, kunde hvert Ord staaet i Minerva eller Athene. -- Jeg har ogsaa udlæst første Hefte af det Hol- steenske Maanedskrift, Kieler Blätter kaldet, som Sverdrup har laant mig. Dets Hovedtendents er øiensynligen at for- berede den Forandring i Hertugdømmernes Regjeringsform, hvorpaa nu arbeides, og at stemme Gemytterne for det repræ- sentative System. Men ogsaa om andre vigtige og interes- sante Gjenstande udbreder man sig med sindig Frimodighed. Fire Kielske Professorer ere Redacteurer og næsten alle Uni- versitetets Lærere Medarbeidere. -- Nogle 50aarsgamle Breve fra Klopstock til et Fruentimmer kan jeg ikke sige interessere mig. Der hersker en vistnok characteristisk, men for mig keed- sommelig Snaksomhed. Kjendte man alle Omstændigheder, hvortil henpeges, morede Brevene vel mere. Den synderlige Lyst, man har til at divulgere hver Bagatel, man kan opkapre fra en berømt Forfatters Pen, har jeg før engang omtalt med Mishag. Justitsraad Bull har nu (ventelig til liden Nytte) fuld- endt sin Kjøbenhavnsreise, der varede i 15 Uger. Han ældes kjendeligen. SIDE: 561 1ste October. Jeg skrev til Statsminister Anker angaaende min Fætters Ansøgning. Jeg dulgte ikke, at jeg ei kan vente, ja ei en- gang bør ønske den bønhørt, da det vilde være en aabenbar Uretfærdighed, om han blev Provst Bull foretrukken. Imid- lertid var det min Pligt, ei aldeles at svige den Tillid, Pavels havde viist mig, og idetmindste for en anden Gangs Skyld at gjøre Excellencen opmærksom paa min Fætter som en Mand, der fortjente at befordres efter sit Ønske. -- Ved samme gode Leilighed bad jeg Anker (dog med al mulig Circumspection i Udtrykkene), om Kronprindsen skulde have Fordom imod Rein, og derfor ei vilde gjøre ham til Biskop i Bergen, men heller udnævne mig som en i hans Øine bedre Patriot, at han da vilde anvende al sin Indflydelse paa at forhindre saadant, da jeg i det Hele er fornøiet med min nærværende Stilling, og desuden maatte befrygte, at de besværlige Reiser snart vilde gjøre mig til Invalid eller endog forkorte mine Dage. Uindbudne vare vi i Aften hos Sverdrup og modtoges med glad Velvillie. Jeg sad en Times Tid hos ham i hans Værelse, hvor vi havde heel interessant Samtale. Vi talte om Inspiration, om Udødelighed, Fornuftgrundene for den og vor totale Uvished om Maaden, hvorpaa vi skulle vedblive at være til. Saa var og Talen om Philosophie og Theologie. Efterat have dannet sig et System vilde Treschow efter Sver- drups Paastand, ophørt at studere Philosophie, om han end ikke var bleven Statsraad. Saa gjorde Kant, der, efterat have fixeret sit System, slet ikke fulgte de senere Undersøgelser, ja forstod dem ikke engang. -- Theologien er, efter S's Sigende, ikke af de Videnskaber, der blomstre ved Kjøbenhavns Universitet, der ikke eier en lærd Theolog. Det islandske Sprog er P. E. Müllers, Kirkehistorien J. Møllers Hoved- studium. Meyer skal besidde grundig Indsigt og vil blive en Prydelse for hvilket af de to Universiteter, han deciderer sig SIDE: 562 for. Mynster kunde og blive en god Professor, men han er saa udmærket Religionslærer, at man ei bør ønske ham bort fra den Bane. -- Kl. 8 gik vi ind til Qvinder og Børn, og Samtalen hørte op at være videnskabelig. 2den October. Fra Overinspecteur Blix fik jeg den fornøielige Efterret- ning, at omtalte Olia Guldbrandsdatter i Løverdags er ned- kommen med en velskabt Datter. Nu kan jeg neppe redde hende fra Tugthuset, og det kan vel endda være det samme, da jeg allerede anseer hende for et meget fordærvet Menneske. 3die October. Et meget aandeligt Nationalblad er udkommet, der først indeholder et Gjensvar paa noget, som er sagt om Forfatteren til Afhandlingen "om Bibel og Bibelselskab", og dernæst en Apologie af Stenersen for Grundtvig. Ingen af disse Strids- skrifter vilde man savnet, og ingen af dem vil nok omstemme dem, der maatte være af anden Mening end Forfatterne. Jeg afskedigede i Dag de sidste Confirmander. Atter har jeg en uoverseelig Skare: 82. Blandt disse ere 15 Cadetter, af hvilke neppe Fjerdedelen fyldestgjorde mig, og 19 Cathe- chismuslæsere -- o vee! o vee! -- Jeg fik i det Hele 1083 Rbd. Ogsaa Foræringer af Fisk, Æg, Kramsfugle og Fløde har jeg jevnligen faaet; altsammen meget godt, men endnu bedre, naar Antallet kunde reduceres til 20, og man i ingen Henseende kunde føle sig beføiet til at ønske flere. 5te October. I Rigstidenden averteres en lærd Skoles Oprettelse i Drammen med en Overlærer -- som en Broder af Borch venter at blive -- en Adjunct og to Timelærere. -- Werge- land giver en sindig og ei ubeskeden Forklaring, hvorfor han SIDE: 563 ved de anonyme Invectiver lod sig afskrække fra at udgive "den Frimodige". -- Om denne Dag er forøvrigt kun at an- mærke, at jeg i Aften lod mig overtale til endnu engang at spille den høie Boston hos Holst med ham, Engelhardt og Weidemann, men det var da bestemt sidste Gang; det er- klærede jeg dem høitideligen og bad dem aldrig mere indbyde mig, naar de ei kunde skaffe mig lavere Partie. 6te October. Atter er da en Confirmationsdag tilbagelagt! -- I Be- tragtning af, at mine Been endnu ikke ere helbredede, fandt jeg den Nødvendighed at existere, uden hvilken jeg ikke oftere vilde lade Borch prædike paa en Confirmationsdag. Han prædikede da, og sandt er det, han er en Stakkel i sine bedste Klæder, som man siger. Der skulde han nu intimere til Tav- lernes Ombæren for det Døvstummeinstitut, man, volente deo, tænker at oprette om et halvhundrede Aar eller lidt mere, og i den Anledning vævede og vrøvlede han saa ganske umen- neskeligen, saa det lod, som han tilsidst hverken vidste ud eller ind. Hans Prædiken handlede om christelig Ydmyghed, et høist upassende Æmne paa en saadan Dag. Af deres Kundskaber og Forstand skulde det idetmindste ikke letteligen falde nogen af mine Confirmander ind at hovmode sig. Den bergenske Digter Olsen, som atter har udgivet et Bind Poesier, har atter til min Forundring og Beskjæm- melse viist mig den Opmærksomhed at forære mig et Exem- plar. Jeg har bladet lidt i den, og der forekommer mig, som han begynder at blive Herre over Udtrykket og mindre end før udtale de Følelser, der svæve dunkelt for hans Sjel, saa- ledes at de blive til det pure Nonsens. 7de October. Hos Mørner var stor Diner i Anledning af Kongens Fødselsdag. Det er sandt, de Folk forstaae at tractere, og den SIDE: 564 Smag og Elegance i alt uden Undtagelse har man nok aldrig seet Mage til hos de Prindser og høie Herrer, som i den se- nere Tid har lyksaliggjort Christiania med deres Nærværelse. Hos Essen især kunde Bordenes Servering, Beværtning, Op- vartning, kort intet udholde Sammenligning med dette. Den ellers saa vanskelige Skjelderup var henrykt. "Det er Mand, som forstaaer at tractere! "sagde han. Jeg sad temmelig til Høibords mellem Oberste Rummel- hoff og Platou, og havde ret behagelig Conversation med den sidste; kun skraldede den uophørlige Taffelmusik, som var tæt ved os i nærmeste Værelse, vel stærkt i vore Øren. Engang glædede den mig dog meget. Mørner proponerede en eneste Skaal: Kongens! -- og efter de sædvanlige Trompetstød, fik vi i temmelig dæmpede og høitidelige Toner: God save the king! -- For den affældige gamle Mand, som vi aldrig have seet og aldrig faae at see, og hvis Rygte fra ældre Ti- der just ikke er saa overmaade godt, kan man ikke føle syn- derligt, og dog stod Taarerne mig næsten i Øinene under denne Musik. Jeg tænkte mig Sangen istemt af et engelsk Publicum med høitidsfuld Andagt; jeg mindtes hvad Aviserne fortalte om den Aften, da en afsindig Officeer skjød efter Kon- gen ind i Logen paa Drurylanetheateret, hvorledes Sheridan lod synge God save the king og extemporerede en Strophe dertil efter Dagens Tarv, og hvorledes Skuespilhuset forvand- ledes til et Tempel, og tusinde andagtsfulde Stemmer hævede sig til Himlen med Tak og Bøn, -- og denne ubeskrivelig opløftende Melodie var ikke alene Contraband i de 7 Krigs- aar, men end ikke nu maatte den høres paa vort Theater; dens Bastard eller Gjenfærd, der klinger meget smukt i Capt. Copps og Prinds Henriks Drikkelag, men har ikke det mindste høitideligt ved sig, fandtes mere passende til en Folkesang. -- Mørner bebreidede mig ellers spøgende, at jeg i Søndags otte Dage havde prædiket imod Evangeliet, da jeg fra Religiøsite- SIDE: 565 tens Side anbefalede Begravelsessteder nær ved Kirkerne, og der dog stod i Texten, at Jesus mødte den Nainske Ynglings Liig udenfor Stadsporten. Der var ikke Tid eller Sted til at ventilere om saadan en Materie, men ellers, uanseet at jeg exciperede mod medicinske og Politieanordninger, som Reli- gionslæreren uvedkommende, kunde det erindres, at Jesus ikke med et Ord bifaldt hiin jødiske Skik, og at man altsaa in- tet andet lærer af det Sted, end at det var Skik, og at Jesus ei aabenbar misbilligede den. Reenlighed og Omhu for Sundheden var ellers ikke Jødernes Sag; fra den Side er vel neppe Tingen betragtet af dem, og at de Christne, som begrov paa Kirkegaarde, ja i Kirker, havde deres Betænkning derved, som vi bør ære, og Følelser, vi ogsaa maatte ønske os besjelede af, det er mig klart. 8de October. Med Forundring hørte jeg i Dag, at Skjelderup aldrig har taget examen artium, var fra Ungdommen ikke bestemt til Studeringerne, og er privat inscriberet ved Kjøbenhavns Universitet, Kakkelovnsstudent, som han selv kaldte det. 9de October. Den djærve Antisvenske i Nationalbladet har fundet i den, hvis Yttringer han laftede, en ligesaa djærv antidansk Modstander. Prinds Christian og den danske Regjering ned- rives ubarmhjertigen. Her som hist siges vel unegtelige Sand- heder, men hvad hjælper det at røre op i Ting, som man fra begge Sider gjorde bedst i at glemme? Er det da saa nød- vendigt, at vi enten maae hade den danske Regjering eller vor egen? Tjene to Herrer kunne vi vel ikke, men lade baade den forrige og den nærværende vederfares Ret, agte og elske begge, hvor de fortjene Agt og Kjærlighed, og misbillige SIDE: 566 hos Begge, hvad der ikke duer, det er en ligesaa let som hellig Pligt. Det var i Intelligentsseddelen, denne Brand var henkastet. -- I Rigstidenden stod den mærkelige Befordring, at Amtmand Bendeke paa Hedemarken er bleven anden Assessor i Christianssands Stiftsoverret. Det er yderst skjødesløs Embedsførelse, der har paadraget ham denne De- gradation, som i visse Henseender syntes værre end ordentlig Af- sættelse. -- Fortællingen om en ung Jøde, der agerer Mes- sias i Nærheden af Babylon, og hvis Fremskridt ere saa raske, at vel ingen naturlig Magt vil kunne standse ham paa hans Krigsbane, er rimeligviis opdigtet eller høist overdreven. Jeg døbte Capt. Ræders Barn, blev inviteret med hjem for at tage Forfriskninger og talte med en Broder af Capi- tainen, en Auditeur fra Rendsborg, som sagde, at man slet ikke dernede glæder sig til den nye Constitution, de Kielske Professorer saa ivrigen paadrive, og som det uden Tvivl bliver Alvor med, da den blot vil tjene til at løfte den stolte og mæg- tige holsteenske Adel end høiere i Veiret, uden at være Folket til synderligt Gavn. Theatret aabnedes i Aften med en Prolog og Figaros Giftermaal. Prologen var af Hansen i Anledning af Kongens Fødselsdag. Da Dækket gik op, saae man i en Lund en Støtte med C XIII, og to norske Bønderpiger (Frue Kjerulf og Jfr. Lassen) ifærd med at bekrandse den. De sagde noget -- Gud veed, hvad det var; jeg forstod ikke et Ord; men saa kom en ung Botanicus (Lieutenant Møller) som var gaaet op i Fjeldene og botaniseret, og bliver nu meget forbauset over at komme ned i en skjøn Lund, see disse Tilberedelser og finde Pigerne i Høitidsdragt. De fortælle ham da, at det er vor gode Konges Fødselsdag, og at den altid er en Glædesdag for Normanden, samt at de vente flere af Sognets Ungdom, hvilke da ogsaa strax komme og synge, deels Solo deels Chor, -- man raaber tilsidst Kongen leve, SIDE: 567 hvilket Falbe, som administrerende Directeur gjentog og efter ham de andre paa Directeurbænken, samt nogle faae i Par- terret, alt under behørigt Klap og Hurraraab. Nu traadte Møller frem og holdt en versificeret Tale, og efter den kom nok en Sang. -- Jeg kan ikke beskrive mine Følelser under denne Stads, -- behagelige vare de slet ikke. Jeg saa i det Hele koldt, flaut Ceremonievæsen, hvori neppe noget Hjerte i Forsamlingen tog levende Deel; jeg mindtes de hjertelige Na- tionalhøitideligheder, vi for nogle Aar siden havde, -- vore skuffede Forventninger fremtraadte for min Sjel med sørgelig Livagtighed, -- at raabe Hurra vilde været mig aldeles umu- ligt. -- Jeg glædede mig til Comedien, -- men den Glæde fik snart Ende. Skulde jeg ikke fulgt Claudine hjem, var jeg gaaet min Vei, da første Act var forbi; under det meste af anden Act saa jeg ned for mig uden at kaste et Øie paa Theatret; Bridoison morede mig i tredie Act og Stadsen ad- spredte mig i fjerde. Femte er saa kort og Handlingen gaaer saa rask frem, at jeg ikke kunde kjede mig, og fremfor alt var det en anbefalende Egenskab ved den, at det var den sidste. "Og det var Figaros Giftermaal, dette uendelig vittige In- triguestykke?" Jeg har ofte sagt, at jeg langt heller seer et maadeligt Stykke godt spilt end et ypperligt Stykke forfusket; og derfor have da og "Forplumringerne" paa vort Theater i mine Øine stort Fortrin for "Figaros Giftermaal." Kun 3 Roller spilledes af de samme som for 6 -- 7 Aar siden, og de vare i gode Hænder. Mad. Tullins Suson var ypperlig, og taber ikke meget ved at sammenlignes med Mad. Preislers. Jfr. Sang er en meget god Marceline, og Scenen i første Act mellem hende og Suson var maaskee i det Hele den bedst spilte i det hele Stykke. -- Major Schjøtt endelig er ingen mesterlig Figaro, men saaes med Fornøielse af mange og uden Mishag af mig. -- Carlsens Bridoison var den eneste nybe- satte Rolle, som blev vel udført, men den blev det da og i SIDE: 568 udmærket Grad; i det Lavcomiske har jeg ikke seet en større Skuespiller end han. -- Major Fleischer forfeilede reent Grev Almavivas Characteer. Man behøver blot at have seet Thul- strup, der dog var mod Rosing, hvad et Spædelys af Talg er mod det hvideste Voxlys, for aldeles at misbillige Fleischers Behandling af Rollen fra Begyndelsen til Enden. -- Unge Frue Falsen var Grevinden, uden Liv, Kraft, Lethed eller Følelse. -- Bartholo var Holm, som i mine Tanker forfeilede Rollen. Det var aldeles ikke den Bartholo, hvis udtegnede Characteer i Barberen i Sevilla Skuespilleren egentlig har at rette sig efter. Holm var en lystig, gammel Mand, ikke den kolde Tværdriver, han efter det første Stykke maa og bør være. -- At Schwachs Bazile var under al Critik, derom er kun een Stemme; det samme er min, men ikke den almin- delige Mening om Colbans Cherubin. -- Nogle rose Voigts Antonio, men jeg har seet Kemp, Lundgreen og Carlsen spille Rollen, og fandt en himmelhøi Forskjel. -- Jeg ved ikke, hvo der spilte Fanchette; den blev ikke ilde givet. -- Ceremonien i fjerde Act gik ret vakkert. Den svenske Dandselærer Hjelms halvvoxne Datter dandsede net Solo. -- Blandt de talende Personer mærker jeg, at jeg har glemt Borkensteins Tvenæve, der ved en ubehagelig Carricaturmaneer i Oplæsningen søgte at tildrage sig Opmærksomhed, hvilket dog ikke ret vilde lyk- kes ham. 10de October. Jeg consulerede Bispen, hvad nu burde gjøres ved den uconfirmerede Barnemoder. Han fandt officiel Angivelse nød- vendig, men vilde underhaanden see at faa Sagen jevnet hos Stiftamtmanden. Det er beklageligt, at jeg af Omhu for Aggers Fattigvæsen maa ønske hans Forbøn et godt Udfald; for Exemplets Skyld vilde det ellers være saare godt, at Begge vandrede Haand i Haand til Forbedringshuset. -- Møde SIDE: 569 i Bibelselskabets Centralcommittee synes Bispen endnu en Tidlang at ville opsætte. Han er nu af den Mening, som uden Tvivl vil finde Bifald, at den gamle Bibeloversættelse bør trykkes uforandret, hvilket synes desmere fornødent, da han har anvendt 8 Dage paa at gjennemgaae de tre første Capitler af Matthæus. Betænker, man at det første bestaaer næsten af lutter Navne, det andet er 23 og tredie 17 Vers langt, saa maatte man vistnok grue, naar man kom til det 12te, 13de, 26de og 27de, og sige om det hele opus med Harlekin: "Au neppe lever jeg!" Til Middag var jeg indbuden til Statssecretairen, som celebrerede sin Vens, Engelhardts, Fødselsdag. Maaltidet var godt, men tarveligt, derimod fik vi en herlig Bolle Cardinal og ved den megen Sang og Lystighed, der, da Frue Holst sad ved Bordet og Børnene gik ud og ind, blev inden An- stændighedens Grændser. Veidemann agerede Vært, hvortil Holst ikke har ringeste Talent. Siden spillede jeg min gamle 8 Skillings Boston med Rasmussen, Rougtvedt og Grüner, og var atter uheldig, men ved det Tab kunde jeg ikke ærgre mig, da Spillets Point svarede til min Formue, og jeg des- uden ikke havde saadanne sprænglærde Medspillere, som Holst, Engelhardt og Veidemann. 11te October. Caroline Pichlers Held i den dramatiske Digtekunst er just ikke at gjøre synderligt Ord af. Som Skuespildigterinde staaer Frue Pichler ved Siden af Moer Koren; saadant kunde hun og skrevet. Det er overalt kun i Agathokles jeg erkjen- der den udmærkede Forfatterinde. -- Et mærkværdigt dansk Skrift har jeg gjennemløbet i Dag: Peer Vrøvler, et comisk Læredigt af Baggesen, som har gjort sig den Uleilig- hed i 143 Stantzer at persiflere en Vise af Øhlenschläger til et Gilde paa Skydebanen. I en Tilgift, kaldet Knud Sjel- SIDE: 570 landsfars nærmere Oplysninger slaaer han paa en mildere Streng, end jeg har seet ham gjøre i lang Tid, til- staaer Øhlenschlæger virkeligt Digtergenie og roser blandt an- det Helge. Derimod søger han at betage Publicum den For- dom, at han fortrinligen ynder Ingemann, og siger, at de ikke kunne læse, der lægge den Mening i hans Ord, at han an- seer Ingeman for bedre Sørgespildigter end Øhlenschlæger. Jeg har ogsaa gjennemløbet endeel Nummere af Stats- tidenden og faaet Idee om nok en Feide, der føres i Kjøben- havn, af hvilken, sammenlignet med den Baggesenske Krig, sees, hvilken gemeen Tone der hersker i den danske Litteratur, og at man hverken i den frieste Skriveperiode eller umiddel- bar før Forordningen af 27 Septbr. 1799 var grovere, end man er nu. En ei ubekjendt Litteratus Blok Tøxen var af en Viinhandler sat i Slutteriet, men har af Høiesteret faaet en temmelig ærefuld Frifindelsesdom. I sit Fængsel udgav han noget kaldet Slutteriana, hvilket han nu har fortsat med noget kaldet Frihediana! Den elendige Otto Horre- bov har indblandet sig i Feiden, og disse Pjecers Titler samt lige dumme og ondskabsfulde Mottoer, hvor blandt andet skum- les over Horrebovs Drikfældighed, staar i Statstidenden. Fra den Side betragtet have de Danske intet at bebreide os. Trods vor større Trykkefrihed ere de ligesaa grove i Pennen som vi, og vel det endda! 12te Octbr. Trediepræst-Embedet ved Byen er nu aldeles nedlagt. -- Ligningsforretningen i Byen er endnu ikke paa langt nær fær- dig. Mange klage, og efter Platous Tilstaaelse med Føie, da en Clique af Høkere og Haandværkere mangen Gang tverti- mod Ret og Rettighed veed at tilvende sig Pluralitet for de- res Projecter. SIDE: 571 13de Octbr. Jeg prædikede i Aggers Kirke over de Ord: "Hvad tyk- kes Eder om Christus". At dette Spørgsmaals Besvarelse er vigtig, og hvorledes Skriften besvarer os det, var Talens Æmne. Jeg lod i den Anledning falde et Ord om Christi tre Em- beder, over hvilke Neumann saa heftigen dolerede, og viste, at Inddelingen er ret god, skjønt Terminologien er opfunden af Mennesker. Til Middag var jeg hos Bispen, hvor Aftale skulde træf- fes om hans projecterede Tidsskrift, men dette blev slet ikke nævnt, hvormed jeg for min Deel var saare vel tilfreds, da jeg har lidet otium og mindre Stemning til at befatte sig med litteraire Arbeider, og da jeg forudseer, dette som Saga og alle vore andre lærde Entrepriser vil blive Pendant til Phæ- dri fødende Bjerg. Hvad kan ventes af os, som have erklæ- ret os villige til at tage Deel i Arbeidet? Formanden mang- ler Kraft og Aand, "hans Soels moralske Glands er som en malet Ild". Hos mig er Aanden villig, men Legemet skrø- beligt. Rosted og Platou have liden Tid; ei heller tiltroer jeg dem Evne til at drage i Kamp mod Tidsalderens Uvæsen, da den ene er blot Lærd, den anden blot Forretningsmand; en lys Aand og et varmt Hjerte ere nok vigtigere Reqvisiter til et saadant Arbeide. Steenbloch kjender jeg for lidet til at kunne bedømme ham. Aall er en ypperlig Mand, men der neppe paa sit Sted. Grøgaard frygter jeg gaaer for lidet frem med Tidsalderen, følger ikke nok Apostlenes Formaning: "Prø- ver alt og beholder det Gode"! Neumann er vist et meget qualificeret Subject; Schmidt kan vist ogsaa, naar han vil, men det gaaer nok ham ligesom mig paa den sidste Tid: han vil heller læse end skrive. Jeg frygter derfor, at det blev et uti- digt Foster, som døde strax efter Fødselen, -- og lad det da heller døe i Moders Liv! SIDE: 572 14de Octbr. Som overalt disse Dage ere ubeskrivelig tomme paa Æmner for Dagbogen, saa var især denne aldeles umærkelig. Det allereneste er, at Hersleb i Dag personligen overbragte Bispens Circulaire til Centralcommissionens Medlemmer, hvor- med fulgte et modificeret Tillæg af Saxild til hans Forslag om religiøse Forædlingsmidler for Arrestanter. Selve Forsla- get med de indkomme Betænkninger var vedlagt, og saae jeg da Kjerschovs Erklæring, som jeg ikke før har læst. Han tilstaaer, at der ved Forslagets Udførelse fremstiller sig Vanskeligheder, der synes uovervindelige; men derhos beraaber han sig paa Historiens Vidnesbyrd, at de voveligste, for menneskelige Øine urimeligste Planer til Menneskehedens Held under Forsynets Bestyrelse have faaet et heldigt Udfald; altsaa bør man heller ikke her lade Hænderne synke eller opgive Haabet. Hiin unæg- telige Sandheds Anvendelighed paa nærværende Tilfælde er mig ikke ret indlysende. At en stor Mand, understøttet desu- den af Tider og Omstændigheder, har gjennembrudt eller over- steget de Skranker, hvor Smaafolk fandt et bestemt non plus ultra, de Exempler har man; men 1) Er der neppe saadan stor Aand iblandt os, 2) Er Saxilds Forslag aldeles prosaisk og fordrer ingen Enthusiasme, man blot en polypragmatisk Aand, der leder os til, deels at indblande os i Ting, som ei egentligen vedkommer os, deels at begynde paa noget nyt, in- den vi ere halvfærdige med det gamle, at stunde mod et fjernt og uvist Maal, medens endnu mangt et møisomt Skridt maa gjøres, inden det nærmere, vi egentligen foresatte os, kan op- naaes. 15de Octbr. I 7de og 8de Bind af theologisk Bibliothek har Præsten Holm i Kjøbenhavn leveret en velskreven Biographie af Luther. Jeg har herved lært denne mærkelige Mand nøiere at kjende, SIDE: 573 end jeg nogensinde før har kjendt ham. Der var dog med al hans umiskjendelige Storhed meget Voldsomt og Inhumant i hans Character. Hans Feide med Erasmus og Zvinglianerne viste ham ikke fra nogen elskværdig Side. Grundtvigs Into- lerance er vistnok i Luthers Aand, skjønt ikke i Lutherdommens, forsaavidt den og sand Christendoms Aand er eens. 16de Octbr. Foruden et taabeligt Vers, hvor der spaaes, at Wergeland skal succedere den Bispemand "om hvem Enhver nu skri- ver", havde Intelligentsseddelen følgende curiøse Sørgetanker: "Jomfru Aleth Marie Juel. "Øm, huld og god rakte du mig for omtrent 1 1/4 Aar siden din Troskabshaand. Sønderrevet seer jeg i Dag dette hellige Baand, da du ved Dødens haarde Bud alle- rede den 26de Julii sidstleden maatte træde ud over Livets Grændse. Skuffet er min søde Forventning, at see mit Timelige ved dig forskjønnet; og hvorfor skulde du i din skjønneste Alder henrives fra din trofaste Yngling? Skeede det for at straffe mig, eller var Herren forelsket i dig? (!!!). Velsignet være dit Støv, du ædle høitelskede Pige, jeg skal pryde den Gravhøi, hvorunder dit skjønne Udvortes maa fortæres, og helligt skal dit Minde følge mig indtil vi samles. "p. t. Memel i Preussen den 21de Septb. 1816. Jacob B -- Skibscapitaine". Hans Barlien vil udgive et periodisk Blad, Melkeveien kaldet. Major Juell viste mig en meget ærefuld Frifindelsesdom, Thaulov har fældet i Anledning af de Beskyldninger, nogle Bønder i Gran have gjort Præsten Lassen. Hvad han an- gaaer, da maa jeg sige: non eqvidem invideo nec miror, SIDE: 574 men Grans Fattigcasse misunder jeg paa mit eget Fattigvæ- sens Vegne de skjønne Mulcter, der tilfalde den, og det skulde være mig kjært, om nogen af Aggers Sogns Rigmænd paa lignende -- ikke i lige Maade forløbe sig. Ogsaa vilde Juell vide, at Præsten Bergh i Ringsager nu virkelig er dømt som Ransmand. -- Mit næste Besøg var hos Frue Treschow, hvis Mand kom til Stockholm den 7de. Jeg traf der den hjemkomne Prof. Hansteen, der havde keedet sig slemt, da man havde givet ham en saa afskrækkende Beskrivelse over Tonen i de Cirkler, hans Landsmænd besøge, at han aldrig fristedes til at komme der. Af Kronprindsen og Oscar var han meget feteret. Kongen havde han seet engang paa Co- medien, og gjorde en sørgelig Skildring over hans Affældig- hed. Dog troer man, han endnu kan leve i mange Aar. Endelig gjorde jeg Contravisit hos Assessor Bull fra Bergen, som er kommen fra Kjøbenhavn. Som Øhlenschlægers Ven og tildeels Svoger, nedrev han Baggesen ubarmhjertigen, og opløftede hans Antagonisk høit, dog vel ikke meget over For- tjeneste. Baggesen foragtes af alle, sagde han, og deri kan han vel have Ret, men naar han siger, at nogle Jødefamilier er hans eneste Omgang, da synes dog hans offentligen trykte Vers til Damerne i Conferentsraad Bruns, Statsraad Olsens og flere christelige og velfornemme Familier at vidne om det Modsatte. Rahbek og hans Svoger staaer fremdeles paa en spændt Fod. Man vil ikke opføre den omarbeidede Freias Al- ter -- og gid det var Theaterdirectionens værste Synd! I Eftermiddag var jeg hos Prof. Lange, hvor Aftale gjordes mellem ham, mig og Stabel angaaende Redactionen af Storthingsefterretningerne. Ved første Hefte bliver jeg fri for Arbeide. Jeg læste ellers Medlemmernes Underskrift baade ved dette og forrige Storthings Slutning, og beundrede den særdeles skjønne og flydende Haand, adskillige Bønder, især paa Oplandet, skrive. Hans Grundset paa forrige, og Mik- SIDE: 575 kel Saxlund paa sidste Storthing kunde gjerne sidde paa hvil- ketsomhelst Contoir. Lange bad mig blive, og jeg tilbragte en morsom Aften. Talen var blandt andet om Prinds Christian, hvis Parti Frue Lange tog af al Magt. Den Applaus og Hurraraaben, hvormed han blev modtagen i Theatret, glædede hende saa hjerteligen. Paa en Tid, da han selv erklærede at være gladere og lykkeligere, end han nogensinde i sit Liv havde været, saa hun dybt Mismod ved hans unge Kones Side i Fredriksberg Have at hvile paa hans Pande. Troe det hvem som vil! 17de Octbr. Bibelselskabet holdt Committeemøde. Det varede 3 Ti- mer, og dog blev vigtige Ting uafgjorte, som opsattes til næ- ste Torsdag. Hersleb vilde gjort alvorlig Motion om Selska- bets Pengevæsen, især Anvendelsen af Kronprindsens Gave. Man kom ikke saavidt; men borget er ikke skjænket, og Hers- leb er ikke den Mand, som er bange for at sige Sandhed. Bispens Bønner, især den sidste, overgik min Forventning; der var bibelsk Sprog og christelig Aand i dem. Tildeels efter den Trondhjemske Stiftscommittees Forslag, holdes i hver Stifts- stad den 1ste Novbr. eller, naar denne er en Søndag, den 31te Octbr. et høitideligt Møde i Kirken, som Enhver kan bivaane, hvor efter en Tale fra Prædikestolen offentlig Regnskab aflæg- ges for Selskabets Handeler i det forløbne Aar og dets nær- værende Tilstand. Saxilds Forslag henlagdes til videre. Sel- skabet begynder sin Virksomhed med at trykke 10,000 Cathe- chismer. Revisionen af det nye Testamente fortsættes efter de vedtagne Grundsætninger, og man lovede om tre Uger at være færdig med Evangelierne. Der ventileredes længe om Paral- lelstederne, hvorvidt de skulde beholdes, kunde forøges eller for- mindskes. Det bliver in statu qvo; dog staaer det den, SIDE: 576 som veed et i Bibeludgaven udeladt passende Sted, frit for, at henvise ogsaa til dette. I Nationalbladet søger "Frants Lammelein, en Zinzen- dorfianer" med mange Sprog af Bibelen og andre Citater at bevise, at Grundtvig og Stenersen har gjort Zinzendorf og de mæhriske Brødre Uret. -- En bitter Fiende af Prinds Christian og de Danske tager til Gjenmæle mod hiint famøse Stykke, om hvilket han siger: "Et skjændigere Product har Skrivefriheden endnu ikke kastet af sig." Ogsaa dette er vel- skrevet, jeg kan ikke sige andet, men endnu engang: hvorfor vil man forbittre Gemytterne, hvorfor oprive det, fra denne Side betragtet, næsten lægte Saar? -- En Lieutenant Fugl- berg havde offentlig skrevet, at en Officeers-Examen paa Kongs- vinger var holden under Punschedrikken inden lukte Døre. Han var derfor indstævnet for en Krigsret her paa Aggers- huus, og er aldeles frikjendt, og i Dommens Præmisser siges, "at han vel har anført adskillige formentlige Mangler ved denne Examen, men at disse Mangler virkelig have exi- steret," -- hvoraf følger, at hans Anklagere ere strafskyldige. -- Ved Heftets Slutning siger Udgiveren nogle sindige og passende Ord om de i en mindre ædel Tone stemte Stykker, Bladet i den senere Tid har indeholdt, og som han frygter har berøvet det flere hæderlige Mænds Understøttelse. En særdeles deilig Roman af Fouguè: "Sintram und seine Gefahrten" har jeg ogsaa i Dag udlæst. Den er gyselig, hvilket indsees, naar man veed, at disse "Gefähr- ten" ere Døden og Djævelen, men det Græsselige opløses ef- terhaanden i skjøn, blid Harmonie. Hvorledes Fædrenes Ondskab kan hjemsøges paa Børnene, gjøres her saare beskue- ligt, men ogsaa hvorledes from Villie, Tro og Mandhaftighed kan overvinde det Onde. Helteaand og Qvindelighed i den meest idealske Skjønhed fremstilles os i Folkos og Gabrieles herligt tegnede Characterer; den gamle Rolf er og en usigelig SIDE: 577 interessant Person. -- Herlig er og Catastrophen, og er maa- skee Fortællingen overvældet med Situationer, kan man dog ingenlunde sige, at de ere uforberedte og umotiverede. 19de October. Jeg fik Brev fra Præsten Jersin i Laurdal, der bad om min Anbefaling til Ous Sognekald i Bergens Stift. Jeg maa da gaae den tunge Gang til Statsraad Krogh, men for- udseer, at denne vil faa mine Recommendationers sedvanlige Skjæbne. Subscriptionen til den Brunske Gjelds Afbetaling har jeg nu begyndt at lade gaae om. Entreen var ret god, jeg kan ikke sige andet, thi Biskop Bech tegnede sig for 500 Rbd. Lumholtz betalte contant 100. Jeg kunde ikke skrive mig for mindre end 200. Planen er nu hos Hersleb, som har lovet at lade den gaae om blandt Universitetets Lærere. -- Den store Forhøielse i de Aggerske Omgangsskoleholderes Løn gjør god Virkning, da 2 duelige Subjecter af Søndagsskolens forrige Elever har meldt sig til et af disse Embeder, som nu er ledigt. Jeg har nu atter fuldskrevet et Bind af Dagbogen. Det er undertiden, naar intet mærkeligt forefalder, at jeg fristes til at ansee dette Arbeide for Tidsspilde og afbryde det, men saa finder jeg det igjen til andre Tider saa interessant, at jeg bestyrkes i mit Forsæt at vedblive til mit 50de Aar. 20de October. Jeg har i lang Tid ikke nævnt her min Lodkastningslec- ture af min egen Bogsamling. Aarsagen er, næst de mange laante Bøger, der have sysselsat mig, at jeg har havt to store Verker, nemlig de 21 Bind af Holberg og Horats's opera omnia med Badens Oversættelse, at læse i. Den sidste blev jeg i Dag færdig med. Oderne vare mig før temmelig be- kjendte; derimod vare de fleste Satirer mig ganske nye og mo- SIDE: 578 rede mig overmaade. Epistlerne har jeg ikke læst siden min Ungdomstid; de vare mig da og næsten aldeles fremmede, og mig en særdeles interessant Lecture, hvor Digterens Hjerte maler sig saare elskværdigt. Den, der som Mand saaledes kan bringe sin Ungdoms egarements i Forglemmmelse, tilgiver man lettelig disse. Mindre ny, men interessantest af alle var mig ars poetica, dette rige Forraadskammer paa gyldne Advarsler og Lærdomme til Digtere og dem, der ville ansees for at være det. Der var Steder, hvor jeg selv skjulte mit Ansigt med Blusel, Regler, som man maa undres over saa utallige Versemagere har kunnet kjende og overtræde. -- Badens An- mærkninger finder jeg overmaade instructive. Oversættelsen af de didactiske Stykker er overmaade god, og Steder som det, hvor B. lader Horatz tale om pommerske Bjelker, ere meget sjeldne. Oderne ere derimod høist maadeligen oversatte. Borch prædikede, og jeg var ikke ude førend i Aften, da vi gik til Skjelderups. Han var i en saa godmodig og hjer- telig Stemning, at jeg fast aldrig veed at have fundet større Fornøielse i hans Selskab. At de to Flasker Viin, vi tømte sammen, berøvede mig nogle Timers Nattesøvn, regner jeg for intet, naar jeg tænker paa, med hvilket blidt Ansigt og velvilligt Hjerte hvert Glas iskjænktes mig. Han talte om sit Ønske at tilbringe sin Alderdom, hvis han oplever den, i en landlig Afkrog, fjernet fra alle Mennesker undtagen en eller to Fa- milier, med hvilke han kunde omgaaes aldeles ugeneret. San- delig, det er ogsaa min Attraae. Som Embedsmand maa jeg blive i Sværmen, -- Landliv var mig hverken fordeelagtigt eller glædeligt; men bliver jeg engang af Svaghed nødt til at nedlægge mit Embede, og er endda ikke død for al Livs- nydelse -- saa bort herfra! hen i en landlig Vraae, hvor mine Børn (andre Venner har vi vel da ikke mere) kunde be- søge mig, og hvor jeg iøvrigt kan, som i min Barndom, dele min Tid mellem Bøger og Papirer i Studerekammeret, mit SIDE: 579 Hjertes Dyrebare i Dagligstuen og Høns, Ænder og Duer i Gaarden. I den lærde som i den fornemme Verden er jeg da glemt; ikke et Vers staaer i Aviserne mig til Ære, ikke en Taare falder ved min Grav uden min Kones (hvis hun over- lever mig), mine Børns, og -- vil Gud -- mine Børne- børns. 21de October. I den nye Statscalender nævnes endnu Oberste Holst som Overcommandant paa Fredriksteen. Da Regjeringen el- lers ikke trodser eller ringeagter Folkets Stemme, er det be- synderligt, at denne just slaaes hen i Veir og Vind, da den aldrig lydeligere og almindeligere har ladet sig høre. 22de October. Jeg fik et Brev fra Amtet, der vil gjøre en Streg i mange Ligningsmænds Regning og hæver den Anomalie, jeg med Hensyn paa Oppegaardsbønderne engang paaankede. 5te Departement har nemlig udfundet, at hverken Skyds eller Diætpenge tilkommer dem. 23de October. Af mine egne Bøger har jeg læst Salis's Gedichte. Mange af dem have sandt Værd, men hvad der især interes- serede mig ved den Lecture, var Mindet om de lykkelige Dage, da Digte i denne Maneer var min kjæreste Læsning, da min Smag og mit Hjerte dannedes i Hieronymus Laubs og hans Søsters, Ribers og de mange andre elskværdige Menneskers Venneomgang. Jeg er ikke fordomsfuld nok til at miskjende de Fremskridt, vor Tidsalder har gjort, fordi jeg da som In- divid med aabnere, fuldere Hjerte overlod mig til Nydelsen af mentale Glæder. Hvad Storm og Riber og flere af den Tids Digtere vare i Sammenligning med Oehlenschlæger og Inge- mann, kan ingen bedre end jeg indsee. Men Gjenskinnet af SIDE: 580 de Dages Aand er mig dog skjønt og kjært. Jeg er ingen daarlig laudator temporis acti, me juvene; i mange Ting have vi det nu bedre, men jeg havde det dog bedre dengang. -- Mange Feil finder jeg nu i denne lille Samling, f. Ex. hvor Salis i "das Mitleid" heel latterligen trækker paa Traad alle de Tilfælde, hvor Mennesket kan vise Medlidenhed, og saaledes i en Strophe fortæller, hvorledes bemeldte Dyd strøer Korn for de smaae Fugle om Vinteren, indbyder Pillegrimme til at varme sig ved Skorsteensilden, giver Svaleunger Huus- lye under Taget, beskytter Duer mod Falke og Kyllinger mod Høge. -- Ikke bedre behager mig, hvor han i Digtet "Länd- liches Glück" anstiller en uophørlig Sammenligning mellem Naturens Skjønheder og de elegante Meubler i en Pragtsal. Hver er god for sig, og alting har sin Tid. Fordi jeg bærer en Diamantring paa min Finger eller en Gulddaase i min Lomme, kan jeg vist glædes inderligen og opløfte min Sjel til Gud i den skjønne Natur. En smukt oplyst Sal er ogsaa skjøn, fordi den stjerneklare Himmel er skjønnere, og hvorvel en Græsbænk til sine Tider er et heel behagelig Sæde, seer jeg ikke, hvorfor man i det fugtige Efteraar eller den kolde Vinter skal slaae Vrag paa en god Sopha, naar man kan have den. Rigstidenden anmelder en synderlig Formildelse i en Høiesteretsdom. En Kjøbmand paa Kongsberg, som for 2 Aar siden bestjal en Svensk her i Christiania, var dømt i 2 Aars Tugthuusstraf, men Dommen er forandret til Landsfor- viisning paa Livstid. Man burde tilføiet, at det er efter hans egen Ansøgning, ellers maatte man korse sig over en saadan Brug af Kongens Benaadningsret. -- Major Wetter- strand bragte i Aften et Nummer af Almänna Journalen, hvori om den nye Messias i Orienten fortælles, at han med sin Armee i et Slag har dræbt eller saaret 800000 Mu- selmænd (!) og gjort 150000 Qvinder og Børn til Fanger, SIDE: 581 at han nu marscherer mod Constantinopel, og at Storherren er forundt Fristed paa Malta. Alt dette klinger skrækkelig utroligt, og den Scrupel, Majoren følte ved at bringe dette i Harmonie med Skriftens Udsagn, synes han at kunne spare sig. 24de October. Biskoppen lader nu circulere en Subscriptionsplan til tidtomtalte periodiske Tidsskrift, hvilket han kalder "Aletho- philos eller (?) et Tidsskrift af religiøst, moralsk og historisk Indhold". Han, Rosted, Platou, Steenbloch og jeg skulde underskrive den og love et Hefte hvert Qvartal. Rosted og Platou havde ladet den afgaae uden Erklæring eller Under- skrift, og jeg veed ikke, hvad jeg skal gjøre. Jeg har i sin Tid afskrevet de Indbudnes Betænkninger, den Sag angaaende, og jeg optegner nu ogsaa, hvad disse kjære Brødre har yttret: 1. "Desværre er baade min Sindsstemning og min Helbredstilstand for nærværende Tid af den Beskaffenhed, at jeg maa befrygte, begge betydeligen ville vanskeliggjøre mig Opfyldelsen af de Forpligtelser, jeg ved at indtræde i det ovennævnte Selskab paatager mig. Imidlertid er Ideen mig saa indbydende, at jeg med inderlig Glæde skal stræbe at bi- drage til dens Udførelse alt hvad mine ringe Evner og for- ommeldte min Forfatning paa nogen Maade ville tillade". M. Sigvardt. 2. "Kommer Indretningen istand (og til at prøve dette anseer jeg med Hr. Slotspræst Pavels en Sammenkomst i Markedstiden som tjenligst, da vil jeg med Fornøielse bidrage hvad jeg kan til Øiemedets Opnaaelse". Neumann. 3. "Undertegnede henholder sig til Hr. Slotspræst Pa- vels's og Hr. Doctor Neumanns Ovenanførte" [fotnotemerke] . F. Schmidt. Fotnote: Men det gjorde ikke Biskop Bech, da ingen Sammenkomst blev i Markedstiden. SIDE: 582 4. "Med det Ønske, at et for Fædrelandet saa nyttigt Foretagende maatte kunne fremmes, og fremmes til Held og Ære for vor Stand, henholder jeg mig til hvad Brødrene Pavels, Neumann og Schmidt have yttret om en Sammen- komst for at aftale det Nødvendige". A. Bonnevie. 5. "Med redelig Villie tilbyder jeg mine ringe Evner til at fremme en Indretning, som har vor Slægts Foræd- ling til Hensigt, og som derfor efter min Formening er ægte christelig -- trods Hr. Stenersens tranghjertede Yt- tring. Dog ønsker jeg en Forandring i Planen, da jeg for- længst har besluttet og samlet Materialer til at fremtræde som Udgiver af et periodisk Skrift, hvortil flere af vore ud- mærkede Videnskabsmænd f. Ex. (?) Hr. Jacob Aall, Ridder, og Hr. Justitiarius Berg allerede har lovet mig at medvirke. Jeg stemmer altsaa for en Sammenkomst i Markedet, hvor det nødvendige kan lettest mundtligen afgjøres". Munch. 6. "Den Bane, Forsynet i de sidste 30 Aar anviste mig, har været saa fjern fra Litteraturen (?) at jeg ingen- lunde tør vove at tegne mig som fast Medarbeider af et litte- rairt periodisk Skrift. Mit første Ønske i den Henseende er: Held, Hæder og Velsignelse krone dette vigtige Foretagende! Gid ogsaa jeg kunde bidrage dertil, om det end var en nok saa liden Skjærv". Grøgaard. Bibelselskabet holdt Committeemøde. Bispen havde over- draget Borch at holde Bøn. Den, som sluttede Samlingen var ret god, men Begyndelsesbønnen var daarlig Hakkemad. Der saaes, at han tog Hensyn til de ventede Debatter i An- ledning af Prindsens Gave, men det havde han ikke behøvet, thi Sagen gik overmaade fredelig af. Bech erkjendte den til Steen laante Sum for sin private Gjæld til Selskabet, vil give Revers og betale Renter; over det, Vaisenhuset har faaet, aflægger Thurmann Regnskab, Directionen giver ligeledes For- SIDE: 583 skrivning og betaler Renter. At der endnu var adskilligt at sige om den Ting, er unegteligt, men Herslebs Discretion og de andres beskedne Taushed lod forudsee Udfaldet. Og bedst er det ogsaa at leve i Fred, og afholde sig fra høirøstede Mod- sigelser, naar saadant kan bestaae med Ære og Samvittighed, hvilket nok her er Tilfældet. -- Correspondancen i Aggers- huus Stifts Provstier fordeltes saaledes, at Borch og Saxild, som ei ere fraværende Bispers Repræsentanter, fik hver 4, Hersleb, Stenersen, Kjerschov og jeg hver 2. Jeg valgte selv Nedre Tellemarken og Kongsberg. I Nationalbladet anmeldes som nye udkommen Bog: Beretning om Danmarks politiske Forbrydelser mod Kongeriget Norge. Wergeland angives eenstemmi- gen som dens Forfatter, og den skal være meget fuld af historiske Bommerter. -- Første Hefte af Grundtvigs Dannevirke har jeg læst, jeg kan just ikke sige med betydelig Interesse. Selv Grundtvigs skjønne danske Stiil synes mig at tabe sig. Han erklærer Holbergs Danmarks Historie for den eneste læselige, vi have (Saxos naturligviis undtagen), men siger, at den er udansk. Endog Langebek synes han at sætte over Suhm. -- Jeg er færdig med de 21 Bind af Holberg. Der er meget, jeg ikke kan bifalde, men intet, der keder mig. 25de Octbr. Paa den i Gaar omtalte Subscriptionsplan havde Pla- tou og Rosted ikke tegnet et Ord, ikke engang, at den var dem foreviist. Mig forekom dette urigtigt. Jeg skrev altsaa, at jeg mod Planen som Plan intet havde at indvende, da jeg fandt den harmonerende med den første Indbydelse; derimod maatte jeg nu som da foreslaae en Conference mellem saa- mange som muligt af Medarbeiderne, da jeg ansaae det nød- vendigt, at man var forsynet med eller havde bestemt Løfte SIDE: 584 om Manuscript, i det allermindste for to fulde Hefter, inden man lagde Haand paa Arbeidet. 26de Octbr. Endnu er ikke den lede Avis-Kamp mellem Prinds Chri- stians og vor nærværende Regjerings Venner ophørt. Claus Frimann har nu ogsaa besunget Nordal Brun, men jeg kan ikke modsige hans Udsagn at hans "Haand er aldersvækket". Grovt mod de Ynglinge, der, saagodt de kunde og nogle bedre end gamle Claus Frimann, have hædret den Afdøde, er føl- gende: Ja Mænd kun ønsked han, og det var du, min Sagen! Og det var du, min Rein! men synge Nordal Brun Hvor tør du driste dig, som bær paa Drengehagen Kun Foraarskyllingens den gule bløde Duun? Vort Pengevæsen finder Mariboe, som da endelig de fleste, vel saa desperat som nogensinde forhen. Nu vilde han, Stor- thinget slet ingen Forandring skulde have gjort, men for det første ladet alt gaae sin gamle Slendrian. Engang var det dog ikke hans Mening. 27de Octbr. Af mine egne Bøger har jeg gjennemlæst Rahbeks to Bind poetiske Forsøg. Jeg har recenseret dem begge i lærde Efterretninger, og har kun at føie til hvad jeg der har sagt, ny Klage over den ulykkelige Bessermachen, hvorved saamangt et muntert og alvorligt Digt er forfusket, og saa endnu dette: at de evige Klager og Sødheder især i andet Bind falde mig lidt vamle, og at Mariehøien, som jeg engang afskrev i en ud- valgt Samling af Smaapoesier, der endnu staaer i min Reol, nu er i mine Øine et maadeligt Digt. SIDE: 585 28de Octbr. Schmidt kan ikke noksom beskrive den Pengemangel, der hersker i Drammen. Her er det slemt, men der er det langt værre. Et Selskab af bemidlede Mænd havde for nogle Af- tener siden spilt Boston paa Kridt, og kun een af dem var istand til at lægge Kortpenge. I Zahlcassen er slet ingen Penge. Ingen Embedsmand har faaet Gage her denne Maaned, ja ingen Pensionist Pension for 3die Quartal. Raden troes nu den 1ste Novbr. at komme til de Militaire. Hvad Forholdsregler der tages herimod, veed jeg ikke. Schmidt vilde vide, at et Triumvirat, bestaaende af Grev Wedel, Zahl- casserer Schaft og Kjøbmand Morten Petersen hemmeligen styre vort forvirrede Pengevæsen, men der i Egnen veed man saa mangt, hvori der ikke er et sandt Ord. Posten er atter røvet og det i samme Egn som sidst. 29de Octbr. Indbydelser til Bal hos Statholderen paa Foreningsdagen den 4de Novbr. ere allerede udgangne. Jeg og min Kone ere ikke indbudne, og den Ærgrelse, jeg føler derved, er mig i høi Grad ærgerlig. Jeg fornøier mig ikke det ringeste ved saa- danne Aftenfeter, der bekomme mig ilde og forstyrre min Nat- tesøvn, og dog er jeg svag nok til at tage mig det nær, naar jeg ved saadan Leilighed forbigaaes. Vistnok synes ikke et Bal at være den meest passende Maade at celebrere en saadan Høitid; et Middagsselskab af Mænd kunde langt bedre feire en saadan Mindefest end en Sværm af valsende Lieutenanter og Frøkener, og i saadant Mandslag var jeg vel bleven ind- lemmet, -- men den fordømte Ambition! jeg kan ikke over- vinde den. Wergelands Bog har jeg i Dag læst. De ældre Begi- venheder før Unionen, som udgjøre omtrent Bogens Halvdeel, kan jeg ikke fra den historiske Side bedømme; kun maa jeg, SIDE: 586 deres Sandhed forudsat, anmærke: deels at Norge og Dan- mark næsten i al den Tid stod i fiendtligt Forhold til hinan- den, altsaa kan man ei undres, at de skadede hinanden efter bedste Evne: deels at det i høieste var Danmarks Konger, ikke den danske Nation, af hvem Norge fornærmedes: deels at her ikke tales et Ord om Norges Forbrydelser mod Danmark eller Sveriges mod Norge, som vel heller ikke vare saa ubetydelige. At der i de efter Foreningen nævnte Begivenheder og anstil- lede Betragtninger er saare meget sandt, kan ikke nægtes, men en afskyelig Eensidighed hersker dog fra først til sidst, og aldrig fandtes en Historieskriver, der mindre kunde gjøre Taciti Ord: Sine ira et studio til sit Valgsprog. Hvad han dermed vil udrette, kan man ei saa lige vide, men at han ingenlunde der- ved vinder Regjeringens Yndest, forsikrede Statssecretair Holst. Allerede i Sommer tilstillede han Kronprindsen en fransk Over- sættelse i Manuscript, hvilken denne ved en Adjutant lod ham levere tilbage uden at sige et Ord. Paa samme Tid, fortalte Holst, som han indgav Ansøgning om Eidsvold Kald, sendte han Regjeringen et trykt Exemplar af Piecen, men det hjæl- per altsammen intet. Holst fortalte fremdeles, at Bech virkelig trækker Gage fra Sverig som Overhofprædicant 200 Rd. Bco. quartaliter (om os andre høres nu intet), at Provst Bull af Staatsraadet er indstillet til Eidsvold Kald paa Grund af det ubehagelige Forhold, hvori han staaer til sin Menighed, og at Resultatet af Subscriptionen til den frivillige Bank nu er ud- kommet. Noget over halvfjerdetusinde Actier (omtrent to Fem- tedele af hvad der behøvedes) har man tegnet sig for. Holst troer, at Storthingets Beslutning uigjenkaldelig maa have sin Fremme, og at den tvungne Bank maa organiseres, hvor saa Indskudet skal komme fra. 30de October. Den ærværdige gamle Biskop Balle har nu ogsaa for- ladt Jorden den 19de d. M. Jeg kan ikke nægte, han var SIDE: 587 mit Hjerte kjærere end Brun, og at hans Død rører mig in- derligere end dennes. Han elskede mig fra det første jeg traadte ind i hans homiletiske Selskab, han inviede mig til Lære-Embedet, og Ordene, han talte til mig specielt efter Or- dinationen, staae klare og levende for min indre Sands, skjøndt deres Lyd er udslettet af min Hukommelse. Jeg var Vidne til den svære Kamp, han udholdt i det attende Aarhundredes sidste stormfulde Decennier. Saa klippefast, saa frimodig i sin Gud, saa gjennemtrængt af denne Aand, der besjelede Luther, da han sagde: "Var der end saamange Djævle i Worms, som der er Tagstene paa Husene, jeg gik dog derhen!" fik Brun aldrig Leilighed til at vise sig, og Gud veed, om han havde udholdt Prøven som Balle. I Besiddelse af Alles Agt og Kjærlighed, tryg mellem Bergens syv himmelhøie Fjelde at tale store stolte Ord, -- det kunde enhver, hvem Naturen havde udrustet med saa herlige Gaver som Brun, men i Kjøbenhavn at være udsat for Haans og nedrig Bag- vaskelses Pile, ringeagtet endog af dem, der før havde æret og elsket ham, at staae ganske ene og dog staae urokket, sto- lende paa Gud og den retfærdige Sag, det er virkeligt stort, -- og det gjorde Balle. Han glimrede aldrig ved store Ta- lenter, hans Erudition blev gammeldags og miskjendt, han selv blev tilsidst sløv og nedstemt, men hvad han engang var, bør aldrig Danmark, skal aldrig jeg glemme. Fred med din salige Aand, gode Olding! Gid jeg blev værdig til at hen- slumre i Døden som du og at samles med dig, min faderlige Lærer, i Evigheden. Et andet Dødsfald maa og optegnes her: den Axel Ga- briel Silverstolpe, hvis heterodoxe Yttringer om Norges og Sveriges Forening, Nansen heldigen gjendrev. Han var en god Digter. SIDE: 588 31te October. M. C. Hansen, hvis første Arbeider i Nor for 1815 vakte saa skjønne Forhaabninger, har udgivet et Bind "Digt- ninger." Jeg glædedes meget ved denne Tilvæxt i vor fattige Litteratur, og besluttede strax at kjøbe den, men har siden forandret min Beslutning. Den første blandt vore yngre Digtere er vistnok Hansen fremdeles i mine Øine ("blandt de Blinde er den Enøiede Konge," siger Ordsproget) men mit Haab, at han engang skulde vorde Norges Øhlenschläger eller Ingemann, er mærkeligen nedstemt. Jeg savner Orginalitet og ægte Begeistring, og finder blot Lethed til at sætte sig ind i Aartiendets Esprit, at gribe de herskende Ideer og give dem en ret vakker Indklædning, saa at man troer at læse noget nyt, da det god i Grunden er, hvad man har læst bedre før hos Øhlenschläger, Ingemann, Baggesen o. fl. Blandt de Smaadigte, hvormed Samlingen begynder, er intet, som fængslede min Opmærksomhed i den Grad som et Par af Digterens Prøvestykker, hvilke han gjerne kunde undt Plads i denne Bog, da de slet ikke vilde gjort det øvrige Selskab Skam. "Brødrene i Numedal" skal nok være en Slags Efterligning af Øhlenschlägers "Helge." Uvilkaarlig mindes man ved hvert Skridt om hiint ypperlige Digt, hvis Værd selv Baggesen maa erkjende, og maaskee gjør denne Sammenligning mig uretfærdig i min Dom. Men endnu langt, langt dybere under deres Original ere tre Rimbreve, hvor Hansen har forsøgt sig i det Comiske, og selv ved Nav- net viser, at han intet har imod, at man under Læsningen tænker paa Baggesen. Men derved vinder han sandelig ikke. I det Genre staaer unægtelig blandt Danmarks Digtere Bag- gesen ene og uopnaaelig, og Hansen er saa langt fra at naae ham, at jeg tør sige de Rimerier, jeg et Par Gange currente calamo har skrevet til Schmidt og Wulfsberg, ere bedre end disse Rimbreve. Herpaa følger "Emil," en Roman i Breve efter SIDE: 589 12, af en Veninde opgivne Overskrifter. Efter dette Forsøg at dømme, kunne Rahbek og Kruse blive siddende rolig paa deres Hæderssæde; Hansen styrter dem neppe derfra. Bogen ender med "Fødselsdagsgaven," en Fortælling. Paa en Tid, da man i vore elegante, oplyste Cirkler finder det betænkeligt at confirmere unge Piger, førend de ere 16, 17 Aar gamle, seer det vistnok besynderligt ud, at en Moder fortæller sin Datter paa hendes 14de Fødselsdag, om sine Egarements, og advarer hende mod sværmende Romanlæsning og letsindige Kjærlighedshandeler. Og saa ovenikjøbet nævne "Gustav Schillings slibrigste Roman!" Forstod den 14aarige Pige Tydsk, vilde jeg meget undres, om hun ikke, efter denne op- byggelige Læsning, gjorde sig al mulig Umage for at faa fat paa Schillings Romaner, og see, "hvad for Ulykker dog den Mand har kunnet gjøre," da en Elsker slog op med sin Pige, blot fordi han saa en af de Bøger paa hendes Bord. Jeg har maaskee været vel streng i denne min Dom, men jeg ventede mig saameget af denne Hansen, og naar man væk- kes af en saa behagelig Drøm, er man at undskylde, om man bliver lidt ærgerlig. Fra Præsten Schultz fik jeg et meget venskabeligt og morsomt Brev. Pengemangelen er i Throndhjem som alle- vegne. "Det er imidlertid," skriver han, "ikke foraarsaget ved nogen patriotisk Revolution i Anledning af det selvstændige Norges frivillige Bank, thi i den Henseende har man her som andensteds handlet efter den Idee, at naar Norge er et selvstændigt Land, maa det kunne staa selv, uden at nogen støtter til; eller den, at et Folks Selvstændighed bestaaer deri, at hver Mand staaer for sig selv." Et nyt Schema til Lister for Fødte, Ægteviede og Døde er Præsteskabet tilstillet, og det er det fornuftigste Schema, jeg i lang Tid har seet. 3 -- 4 Urimeligheder, som jeg hvert SIDE: 590 Aar ærgrede mig over i det forrige Schema, ere bortfaldne, og over ei uvigtige Ting, som man før ei har bekymret sig om, fordres nu Oplysning. -- I Anledning af Bibelselskabet faaer Kjerschow en lang og drøi, Tybring i Drammen og Mørch i Hurum en lemfældigere og kortere Correx af Lumholtz. 1ste November. Lodkastningen har ført mig til en liden Bog, som jeg i mange Aar har eiet, men nu første Gang læst: Vi sees igjen af Carl Christian Engel. Uden ret at kjende den, laante jeg den til Frue Vibe, da hun efter sin Mands Død bad mig om trøstende Lecture, men jeg fortryder det nu, thi saa plausible de anførte Fornuftgrunde for Venners Gjensyn i Evigheden end kan være, er det dog ikke saadanne kolde Be- tragtninger, der lindre og læge Hjertets Saar. Jeg havde tænkt mig Bogen i Sintenis's Maneer, der sagtens ikke har meget overbevisende, er heller ikke fri for en vis Affectation, men har dog noget rørende og hjerteligt, som især gjør hans Skrifter til god Fruentimmerlæsning. Hvad mig angaaer, da fandt jeg hverken min Troe paa Gjenforeningen styrket eller svækket ved denne Bog. Min Mening om denne Troe er den samme, som jeg, enig med min Moder, yttrede i min Ber- genske Dagbog: "Vil man raisonere derover, er der mere imod end for den, men Hjertet ønsker og aner Gjenforening, og hvo nægter da, at Gud kan kjende Midler til at opfylde vor Attraae, som vor Fornuft ikke falder paa og ikke begriber?" 2den November. Man læser i Dag i begge vore Aviser detailleret Op- tegnelse over Subscriptionen til den frivillige Bank, og da det kan være artigt nok at have Idee om den Stemning, som maa forudsættes at have været den herskende paa hvert Sted med Hensyn paa dette Nationalanliggende, saa vil jeg her optegne SIDE: 591 (dog med Udeladelse af Brøkerne) hvad man i hver Bye og hvert Amt har villet bidrage: A.Kjøbstæder og Ladestæder. Christiania 537. Drøbak 6. Soen 2. Frederikshald 101. Fredrikstad 23. Moss 78. Drammen 225. Kongs- berg 5. Holmestrand 17. Aasgaardstrand 4. Tønsberg 23. Laurvig 30. Sandefjord 9. Skien 100. Porsgrund 32. Brevig 7. Langesund 1. Osebakken 7. Kragerø 70. Østerrisøer 12. Tvedestrand 1. Arendal 35. Lillesand 3. Christianssand 81. Mandal 9. Flekkefjord 2. Farsund 9. Stavanger 31. Eggersund 1. Bergen 700. Molde 9. Christianssand 68. Throndhjem 457. B. Amter. Aggershuus 223. Smaalehnene 185. Hedemarken 26. Christians 37. Buskeruds 49. Jarlsberg 48. Laurvig 22. Bradsberg 106. Nedenæs og Raabygdelaget 33. Lister og Mandal 11. Stavanger 12. Søndre Bergenhuus 73. Nor- dre Bergenhuus 19. Romsdalen 19. Søndre Throndhjems 100. Nordre Throndhjems 29. Nordlandene 52. Jeg saa nogle af Listerne hos Rasmussen. I Christi- anssands By havde General Hegermann og Generalkrigs- commissaire Holm subscriberet hver 10 Actier, men alle de andre Matadorer: Brødrene Isachsen, Moe, Mørcherne havde, sig selv til evig Skjændsel, tegnet sig for 2 eller 3. Biskop Sørensen havde (vistnok over sin Formue) skrevet sig for 1 1/2. De 35 Actier i Arendal havde 6 Mænd tegnet sig for, af hvilke Brødrene Dedekam for 20. I Risøer var min gamle Skolekammerat Payecken den fornemste; han vilde tage halvanden Actie. Storthingsmanden Borthig havde slet ikke villet tegne sig, hvilket Byfogden udtrykkeligen havde an- mærket. -- Gabriel og Ebbe Lund i Farsund tegnede sig for 5 Actier, Søren og Jonas Lund for 2 1/2 og Sorenskriveren, SIDE: 592 Cancellieraad Bøckmann, en af de bedst lønnede Embedsmænd i Landet, for en halv. -- Patrioterne Theis Lundegaard og Peder Bøgvald havde slet ikke villet subscribere. -- Stavanger Amt seer man har tegnet sig for 12 Actier. Jeg veed ikke, hvormange Sølvkander en Repræsentant paa Storthinget an- gav at findes i et eneste Sogn. -- P. Cappelen har subscri- beret for 15, D. Cappelen for 30 Actier. Jeg sendte Motzfeldt den Brunske Plan tilbage. Foruden de forhen nævnte havde kun Hersleb tegnet sig for 100 Rbd. Paa den sidste Tid mødte mig, hvor jeg bragte den paa Bane, ublide og spidsfindige Anmærkninger, som afskrækkede mig fra at gjøre videre Forsøg. Endog i en mindre pengetrang Tid var Sagen meget delicat. -- I Zahlkassen er nu indkommet saa mange Penge, at resterende Gager og Pensioner kunne betales. -- Postrøveren skal være opdaget: en Høker fra Fre- derikstad. Man har moralsk Vished om, at han er Manden; den juridiske mangler endnu. I andet Hefte af Dannevirke har jeg læst, hvad jeg skjøttede om at læse: en Afhandling om det philosophiske Aarhundrede, hvor Grundtvig siger, at det attende Aar- hundrede anabaptistisk døbte sig selv i Verdens Gadekjær ved Navn af det philosophiske. -- I A. W. Schlegels Gedichte, som jeg ogsaa læser i denne Tid, fandt jeg følgende, vor Tidsalder characteriserende Linier, som man maatte ønske ved Basuners Lyd udraabt over al Verden: Ach diese Zeit hat Glauben nicht, noch Liebe: Wo wäre denn die Hoffnung, die ihr bliebe? 3die November. Vi havde i Dag det første Revisionsmøde over det nye Testamentes Oversættelse. I halvtredie Time fik vi ei gjen- nemgaaet mere end de 4 første Capitler af Matthæus, og det erkjendtes nødvendigt, at vi hver Søndag Kl.12 samledes for SIDE: 593 at fortsætte Arbeidet. Jeg havde rigtignok ventet mere Besser- machen hos Høiærværdigheden, dog vare endeel ufornødne Forandringer projecterede. Derimod fandt jeg Hersleb altfor ængstelig hængende ved de gamle Udtrykke, hvor hverken Me- ningen eller Sproget vandt ved at de beholdtes. At han f. Ex. vilde haandhæve det tvetydige kjende (have legemlig Omgang med) kan jeg aldelse ikke billige. Stenersen selv var mindre streng, og gav efter, hvor Hersleb ikke vilde. Sig- vardt oplod fast aldrig sin Mund, undtagen naar jeg var af Bispens Mening mod de to andre, da han gjerne gjorde Ud- slaget i Faveur af dem. Det var mig ellers et saare inter- essant Arbeide, og naar en anden Dag kunde bestemmes der- til end Søndagen, da jeg gjerne vil hvile ud fra Dagens Byrde, vilde disse Timer være mig blandt Ugens behageligste. Hos Rougtved var meget stort Mandfolkeselskab. Hvad der meest fornøiede var, hvad ellers i Christianias Selskaber er mig Aandsfortærelse: Sang. Der sad ligeoverfor mig tre unge Mennesker, Lieutenanterne Unger og Meinertz og Han- delsbetjent Hoppe. Det første de opfordredes til at synge, og begyndte med: "Mit fulde Glas og Sangens raske Toner", hvor de kjørte i Ring med Versene efter Sædvane, gjorde jeg i mit Hjerte Nar af dem, som jeg pleier, naar man saaledes, invitis musis, opvarter os med Visestumper; men da jeg si- den saae, hvorledes de unge Mennesker med Liv og Sjel tog Deel i den Ting, da jeg hørte, at de kjendte og elskede flere af mine Yndlingssange, da jeg mærkede den usædvanlige Taus- hed og Deeltagelse hos det øvrige Selskab, da Viser og Skaaler, Munterheden ubeskadt, alt blev inden strengeste Anstændigheds Grændser -- da gjenvaktes min Ungdoms Følelser, og jeg tog mere activ Deel i denne Sang, end jeg har taget i Selskabssang, jeg veed ikke paa hvor lang Tid. Uden Misnøie sad jeg ved Bordet til Klokken henved 1 SIDE: 594 og selv den forslidte: "Og dette skal være vor Værtes Skaal!" istemte jeg. Wulfsberg søger at blive Præsident i Throndhjem. 4de November. Saa er det da nu fulde 2 Aar siden Norge og Sverige forenedes! Da Janitscharmusiken drog her forbi, da Kano- nerne løsnedes fra Fæstningsvolden, -- det var en underlig Følelse, jeg havde heroppe i min Ensomhed; jeg troer næsten, at der var en Taare i mit Øie. Med Hensyn paa dets Han- del og Pengevæsen har Norge vistnok ikke vundet; deri ere vi gangne tilbage og ikke fremad. Men dette er ogsaa en af Foreningen med Sverige aldeles uafhængig Sag. Norge vilde være et selvstændigt Rige; mod al Amalgamation med Bro- derriget har det høitidelig protesteret, og var end dettes finan- cielle Stilling langt mere blomstrende end den er, os vilde det ikke gavnet, ligesaalidt som de svenske Finantsers totale Ruin rimeligviis vilde skadet os. Men af alle andre Spaa- domme, hvormed man vilde retfærdiggjøre sin Frygt og Afsky for Foreningen, er ikke en eneste opfyldt. Der er ingen skjel- lig Grund til Klage enten af Regjeringen over Folket eller omvendt. Administrasjonen har Ufuldkommenheder, men hvilke menneskelige Institutioner har ikke dem? Enkelt misfornøiet Yttring høres i Privatsamtale, læses i Brochurer og Uge- blade, men intet Menneske finder deri Folkets Stemme. Den dybeste Ro hersker i Landet og er dog ikke "die Ruhe des Kirchhofs". Ja, skjøndt jeg ikke har klinket og drukket For- eningen til Ære, har jeg dog glædet mig derover, som den lykkeligste Catastrophe af det frygteligen indviklede Skuespil, der i det Øieblik lod sig tænke. Skjøndt ingen Lovsang er hørt i Herrens Tempel, har jeg dog hjerteligen takket Gud, som gjorde det saa godt for os, over vor Forventning og -- vor Fortjeneste. SIDE: 595 Visselig, han vil ei heller forlade os i Fremtiden, naar vi kun ei forlade ham, men ak! som Schlegel siger: "hvor der ikke er Troe og Kjærlighed, hvad tør man da haabe? Jeg levede da den hele Dag i dybeste Stilhed, og var hjerteglad, at jeg efter to Gjæstebudsaftener kunde gaae til- sengs Kl. 9 1/2, medens den store og galante Verden traadte hinanden paa Tæerne i den qvalme Dandsesal. At udelukkes fra begge disse Selskaber, vilde krænket mig, men saa kjært det er mig at komme paa Consert paa Fredag, saa overmaade ukjært vilde det været mig at være buden til Bal i Aften. I Statstidenden fortælles om Balles Jordefærd den 25de October. Et meget talrigt Følge ledsagede ham først til Tri- nitatis Kirke, hvor Münter og Grundtvig holdt Taler, den sidste over de Ord: "En Høvding er falden i Israel" -- og derfra til et Capel ved Petri Kirke, hvor den nye Præst Dr. Kochen "med den ham egne Veltalenhed" parenterede. -- Psalmer bleve sungne under Zinks Direction. Statsraad Graah og Dr. Sommer havde skrevet latinsk Lapidarstiil, og en Anonym et slet dansk Vers, Balle til Ære. Hvad jeg i denne Sag beslutter mig til, er jeg endnu ikke saa ganske enig med mig selv om. I Bruns Dødsaar at besynge Balle og ikke ham, vilde maaskee krænke hans Familie og Venner. En- ten tier jeg ganske, eller maaskee jeg besynger Begge under eet. 5te November. Neumann er ikke fuldt saa glad som jeg ved 5te Depar- tements Resolution om Ligningsmændene, men finder det haardt, at langveisboende Mænd hele Uger paa egen Bekost- ning skulle ligge paa et fremmed Sted for at udføre en chi- caneus og byrdefuld Forretning. Ogsaa Falbe fandt i Ons- dags Resolutionen uretfærdig, og ansaae Departementet ube- rettiget til at give den. Jeg vil tilstaae, at jeg i min indi- viduelle Stilling har bedømt Tingen eensidigen, at den forar- SIDE: 596 gelige Anomalie med Oppegaardsmændenes Diætpenge maa- skee har misledet mig, og at der vel lod sig tænke en Mid- delvei mellem 2 Species daglig og slet intet. Hersleb sendte mig to Smaapjecer, en til Foræring, nem- lig St. Hansdag, en Visitatsprædiken af Biskop Brun, holden 1810 i Mosterhavn Kirke, og kort før hans Død sendt Hersleb for at trykkes i Anledning af det Forslag i Natio- nalbladet om Christi Himmelfartsdags og flere Helligdages Ophævelse eller Henlæggelse til næste Søndag. Talen er sin Forfatter værdig, og Exegesen over Zachariæ Lovsang er dei- lig, har baade Lys og Kraft. Cicero og Seneca kjende de vel sagtens ikke meget til i Mosterhavn. -- Det andet Skrift laantes mig, og det var Øhlenschlægers Klage over Theater- directionen. Han har vel ikke Uret deri, at to Censorer ei bør forkaste en saa berømt Forfatters Arbeide, men, naar han selv forlanger det, lade det staae eller falde for Publicums Domstoel, da jo intet værre kunde vederfares Freias Alter, end hvad der ramte N. T. Bruns Usselheder, hvilke dog Di- rectionen velvillig antog: at udpibes. Men ellers maa man tilstaae, at han har givet sig noget blot, og skjønt han vel saa temmelig har gjendrevet de 12 aarsgamle Kjerulfske Grunde, hvorpaa Rahbek og Olsen beraabe sig, er Udskriften af Con- ferentsraad Colds Brev, Fortællingen om Samtalen mellem ham og Holstein, Ideen at voldgive Sagen til de philosophiske Professorer, dette og mere er Vaaben, Øhlenschlæger har gi- vet sine Fiender ihænde, hvilke de vel ei ville forsømme at nytte. 6te November. Man begynder atter at angribe Sorenskriver Glørsen i Intelligentsseddelen; ellers har en Reisende med Fornøielse opdaget saa god en Stemning blandt Folk, at han gjør sig det bedste Haab om Bankens Oprettelse; Gud veed, om det er Spot eller Alvor! Men ellers hørte jeg og i Centralcommitte- SIDE: 597 ens Møde (hvorom see næste Dag), da der taltes om, hvor man med Sikkerhed kunde deponere Bibelselskabets Penge, naar det havde nogen: at Banken var det bedste Sted, hvilket jeg til- stod, men tilføiede, at Banken nu vel blev i Trondhjem, hvor- til svaredes, at det blev den maaskee dog ikke, og at der muligen gjordes andre Udveie. Gud veed, hvorpaa dette Haab grundede sig! -- I Nationalbladet har en Annonym, der synes at være et velmenende men enfoldigt Menneske, søgt at mægle Fred mellem Carl Johans og Christians Venner. "Ei ei, min Herre! der vil andre Argumenter til!" maa jeg sige med Old- fux. -- En anden klager om Ligningen. Gud skee Lov! over os Aggers Mænd føres ingen Anke, og det var da ogsaa Synd, thi dem, vi havde havt i Hænder, have vi behandlet yderst honet. -- I det Londonske Blad The weekly messenger fortælles: "at Englænderne ere paa Randen af en Afgrund," og den, som har oversat og indsendt dette, troer, at Normæn- dene ere ligesaa. Skal vi da dumpe, saa dumpe vi idetmind- ste i respectabelt Selskab. -- -- (Schwach!) har skrevet en ei uvittig, ironisk Epistel til Allum. Det bedste er ellers en prosaisk Note, hvor Frimann faeer (ei ufortjente) Rap. -- En H. H. har kort men fyndigen tilkjendegivet Følgerne af, at Normændene tabe deres Credit i England: Agerdyrkningens Fremme og Nationalvelstand. -- Endnu engang klages over de Stavangerske Møddinge. -- Et nyt Bogtrykkerie i Dram- men, og en Avis, som Tybring og Krigsraad Flor ville ud- give, anmeldes. -- Endelig staaer der en Sang, hvor fortælles: "Alt Nordens adskilte Kæmpeæt Et Aar i Forening har levet" -- altsaa forfattet ifjor. I dette Aar tiltog da Norge gevaltigen i Velstand, og "Alt dette vi skylde vor Konge god Og Helten, som staaer ved hans Side". SIDE: 598 I Aften opførtes Jacob von Tyboe, og der var da Hovedpersonen, som gaves af Holm, unegtelig den bedste. Weidemann var Stygotius. Man kan hans Spil udenad; nuancere forstaaer han ikke. Herman von Bremen, Skoleme- steren i Freias Alter, Magister Stygotius, alt er omtrent det samme, -- vistnok heel pudserligt, men Forandring ønskede man dog. -- Capt. Ræder skilte sig særdeles vel ved Jesper Oldfux's ikke lette Rolle. Ibsens Jens var ypperlig; langt mindre behagede mig Maler Voigt som Christoph. Han skal med Pokkers Magt spille fulde Folk, og det er dog ikke hans Fag. Peckel som Petronius var altfor vel klædt. Andet end Klædedragten kan man ikke omtale hos Peckel. Leonard spil- ledes af Lieutenant Unger med Kaarde og Chapeaubas. "De Folk klæde sig forbandet absurd". Peer var den bedste Rolle, jeg har seet af Linstov. Af Damerne vare Leonore (Frue Maschmann) ret meget brav. Lucilie spiltes af en nys ind- kommen, forknyttet og uøvet Jfr. Selmer. Pernille, spilt af Jfr. Aars, er utaalelig. Det bedste er, at hun jager saaledes afsted, at det snart faaer Ende. -- Derefter havde man Skue- spilleren mod sin Villie. Man siger, at det er et Ori- ginalstykke af Nutids Brun, skrevet for at give hans Broder Carl Leilighed til at brillere. Der er en ung Skuespiller, som -- ikke mod sin Villie, saa Gud veed, hvad Titelen betyder! -- spiller 6 forskjellige Roller, nemlig en Bondekarl, en arrig Parykmager, en Theaterdigter, en stammende Souffleur, en be- skjænket Musicus og en Pyntekone. En ung Lieutenant Schive havde paataget sig denne vanskelige Rolle og spilte den i det Hele fortræffeligt. Den unge vevre Hoppe var en gammel Huushovmester, for hvem -- jeg veed ikke i hvad Hensigt -- alle de Narrestreger gjøres, som altsaa er en aldeles passiv Person. For at more maatte den Rolle spilles af Carlsen, men ellers havde Peckel der været paa sit Sted; den var ikke ham og han ikke den for god. SIDE: 599 Paa Mørners Bal i Mandags, hvor det skal have været 250 Inbundne, og hvor der tracteredes med varm Mad i Mængde, var Handsker og Skoe henlagte til de dandsende Da- mer, som maatte have opslidt deres egne. Man skal saa tro- ligen have benyttet sig af denne Godhed, at alt var borttaget inden Ballets Ende. 7de November. Jeg indkaldtes til i Morgen at gjøre Angivelse paa Raad- huset til Indkomstskat for 1813 og 14. Efter bedste Overbe- visning angav jeg min Indtægt i disse Aar, Arven efter min Moder og Onkel inclusive, til 16,900 Rbd., hvoraf Skat- tens Beløb er 676 Rbd. I Centralcommitteens Møde holdt Kjerschov Bøn, og disse Bønner vare unegtelig de bedste, som ved denne Leilig- hed vare hørte. De havde hjertelig Varme, Aand og Sal- velse. Hvad ellers afgjordes i dette Møde, var ubetydeligt. Det angik meest Catechismens og det nye Testamentes Tryk- ning, hvor man endnu ikke er i det Rene, men "venter Paa nye Oplysning og paa flere Documenter." Bispen fremlagde sit Regnskab for Kronprindsens Gave, hvorved Committeen taug og altsaa samtykkede. Fremgangs- maaden synes legal, og overalt maa man stole paa, at Kron- prindsen er en god Mand, som vel er vant til, at hans Ga- ver anvendes slettere end denne. 8de November. Postbudet bragte to Breve. Det ene var fra Schmidt. Over Sintram som over flere af Fouqués Fortællinger, hvor overnaturlige Kræfter virke ): Væsener af Aandeverdenen spille en activ Rolle, fælder Schmidt i mine Tanker en altfor ublid Dom, der dobbelt overrasker mig, da han maatte troes SIDE: 600 langt mere indviet i den nyere Skoles Aand end jeg, og jeg en Tidlang opsankede de Smuler, der faldt fra hans Bord, indtil Universitetsbibliotheket aabnede mig sit rigere Forraad og Skjæbnen undte mig at nyde Herslebs og Sverdrups læ- rerige Omgang. Midt iblandt Fouqués Spøgelser gjenkjender jeg langt oftere det menneskelige Hjerte og det menneskelige Liv end hos Lafontaine og Jean Paul, hvilken Schmidt frem- deles er saa forgabet i, at han, hvergang han er her, citerer hans Vittigheder og den samme Kløgt igjen -- igjen evindelig fortæller. Det andet Brev var fra Præsten Welhaven i Bergen. Han sender mig et Hefte Salmer, som han kalder dem, hvilke han underkaster min Dom, og derhos offererer Bibelsel- skabet, om dette skulde falde paa at redigere en ny Psalme- bog, hvilket nok ikke vil skee i min Tid, desværre! -- Jeg har kastet et Øie hist og her i Psalmerne og fundet gode, jevne Tanker, christelige, men svagt udtrykte Følelser og et ganske correct Sprog, omtrent i den evangelisk-christelige Psalmebogs Maneer. I Aften vare vi paa Concert hos Excellencen. Selskabet bestod af 150 a 200 Personer. Der serveredes med The, hvorpaa Greven ledsagede Grevinde Wedel i Concertsalen, og alle vi andre fulgte efter. Man begyndte med en Cantate, Prindsesse Eugenie til Ære, forfattet af Hansen, -- det Gud forlade ham. I en Duet anbringes i 3 Stantzer Prindses- sens 3 Navne, og kaldes da Eugenie en Lysets En- gel (!!!); ved Desideria anmærkes, at ved en sælsom Underkjæde mindes vi ved dette Navn om vort tunge Savn (ak ja!) og som Bernhardine kaldes hun blid og stor. Kunde Forfatteren af de nydelige Smaadigte i Nor for 1815 saa dybt fornedre sig? -- Blandt de øvrige Musik- nummere anmærker jeg en beundringsværdig skjøn Fortepiano- SIDE: 601 concert af Jfr. Sivers, og Falbes evige musicalske Spøg: Natten, hvor, jeg veed ikke hvem, anmærkede, at det fattedes kun, man ogsaa skulde hørt Folk snorke. -- Imellem Afde- lingerne ombares Punsch, Lemonade og Mandelmelk. -- Da det var forbi, kom man ind igjen i de andre Værelser. Der dækkedes smaae Borde for Damerne, hvor Mad og Drikke bares om til dem; Mandfolkene derimod maatte tage selv. I den store Sal vare op til Væggen dækkede to lange Borde, overfyldte med de kostbareste Retter. Omkring paa Gul- vet vare smaa Borde med rene Tallerkener, Knive, Gafler, Viinflasker og Glasse. Der gik da Enhver hen, tog sig en Tallerken og et Par Knive, skar eller lod skjære, hvad man vilde have, -- havde man Lyst, kunde man begynde med Kage og ende med Skinke, og saaledes fik man i en Ruf et meget delicat Maaltid, hvortil man skjænkede sig et Glas Viin, naar man behagede. Damerne vare ikke halvfærdige, da vi alt vare mætte og drev om og saa paa dem. Det er ret morsomt, saadant Liv engang imellem; det tilstod endog min Kone. 9de November. Rigstidenden melder nogle Hofavancements av 1ste Juli, hvorom længe er talt i Publicum: Grevinde Wedel er bleven Hovmesterinde hos Dronningen; Fruerne Sommerhjelm, Kalten- born, Mansbach (den yngre) og Thulstrup Statsfruer, Baron Wedel og Major Mansbach Cabinetskammerherrer hos Kongen, Major Ferdinand Kaltenborn og en Capt. Rustad af Jæger- corpset Kammerherrer hos Dronningen. Til min Græmmelse har jeg i Dag lært en splinterny norsk Digter at kjende. Det er min gode Ven og Frænde, Aabel, som leverede mig til Gjennemsyn og Bedømmelse et Hæderskvad over Biskop Brun. Det er min Pligt oprigtigen, skjøndt med venlig Skaansel, at sige ham min Mening derom, og at han ikke bliver vred, derom forvisser mig hans God- SIDE: 602 modighed og Hengivenhed for mig og mine. Bedrøvet bliver han maaskee, da han syntes ei at sætte ringe Priis paa sit Hjernefoster, men jeg haaber, at naar han faaer Forstands oplyste Øine, vil den Bedrøvelse forvandles til Glæde. Digtet har virkelig saare lidet Værd, og det vilde gjøre mig ondt, om han trods min kjærlige Advarsel lader det trykke. 10de November. I Regnveir kjørte jeg til Aggers Kirke og prædikede der for meget faae Mennesker, blandt hvilke dog var Justitsraad Ofterhaus, en overmaade flittig Kirkegænger, hvis Agtelse for Re- ligionen og den offentlige Gudsdyrkelse jeg høiligen maa rose. Det var at ønske, Mennesker, der i Klogskab og ton og deslige Egenskaber, som Verden sætter Priis paa, føle sig høit op- høiede over ham, heri vilde følge hans Exempel. Jeg præ- dikede over Løfter til Gud, hvad hermed fornuftigviis kan forstaaes, og hvilke Egenskaber disse Løfter bør have og ikke have. -- Ligefra Kirken maatte jeg, uden at have faaet rin- geste Hjertestyrkning, begive mig til Cathedralskolen i Revi- sionsmøde. Der taltes først længe om Catechismer, de for- skjellige Udgaver, som haves deraf, og hvilken man i Bibel- selskabets Aftryk burde følge. Hersleb viste heri en ængstelig Tvivlraadighed, som jeg slet ikke kunde bifalde. Med Føie syntes mig Stenersen at anmærke, at da der i Henseende til Lærdommens Reenhed imellem dem alle findes den nøieste Overeensstemmelse, var det en temmelig ligegyldig Sag, hvil- ket Udtryk der brugtes, om der stod "Oxe og Asen" eller "Creature," "flye" eller "tilvende os." -- Hersleb var ikke fornøiet dermed; han vilde vide, hvilken Udgave var autori- seret som symbolsk Bog, og da Ingen herom kunde give Oplysning, besluttedes at samle, allevegne fra, alle de danske, gamle og nye Catechismer, man kunde overkomme, og at op- sætte Trykningen, indtil denne Sag, hvilken Hersleb gjorde SIDE: 603 saa vigtig, som om Religionen stod og faldt med den, er bragt i Rigtighed. -- Med Revisionen gik det endnu langsomt, og til Kl. 3 fik vi kun tilendebragt 2 Capitler. Ogsaa her fore- kommer mig Stenersen mere liberal i sin Anskuelse end Hers- leb. Stenersen hælder nok mere til Mysticisme, Hersleb er streng Dogmatiker og Systemforfægter. Begge mene vist Gud og Mennesker det overmaade vel; men sættes dem ingen mo- deratere Theolog ved Siden, tør jeg neppe glædes ved de Ud- sigter, der aabne sig for mit Fædreland. -- Gid vi havde Mynster! Over Lærdommens Reenhed vilde han sikkerligen vaage, men ogsaa Christendommens blide, lyse, tolerante Aand vilde han med sin milde henrivende Svada indgyde vor Ungdom. -- Med Bispen og Sigvardt, som har døbt Olia Gulbrandsdatters Barn, afgjordes det, især med Hensyn paa Barnefaderen, hvilken Capt. Brochmann har anbefalet mig som en iøvrigt meget skikkelig Mand, at ingen Angivelse skeer, men Sagen ignoreres fra alle Sider. Sigvardt confirmerer hende i Tugthuset inden sin Afreise. 11te November. Jeg leverede Aabel en detailleret Critik over hans Poem. Jeg erkjender, at om saadant var vederfaret mig, vilde det ko- stet mig en søvnløs Nat, men dette kunde ikke bevæge mig til at afvige fra Sandheden, eller at styrke det elskværdige unge Menneske i en skadelig Vildfarelse. 12te November. Fattigcommissionen paa Grønland holdtes i Formiddags af mig og Inspecteuren. Jeg kan ikke sige, at det nye Fat- tighuus synderligen har formindsket Pengeudtællingen; Lerets District er især Fattigcassen heel kostbart. Der hersker overalt stor Pengemangel ved dette Armvæsen -- hvorfor kan jeg ikke optage dette Ord efter Classikeren Ove Guldberg? Skolecassens SIDE: 604 Tilstand er ikke mere blomstrende. Imidlertid maa jeg frem- deles beundre John Hansens Nidkjærhed og agte hans ogsaa i andre Henseender hæderlige Character. Den anden, Thor- kildsen, troer jeg og er en brav Mand. Ogsaa glædtes jeg ved den almindelige Tilfredshed hos alle de mødende Fattige; jeg saa ikke en Mine og hørte ikke et Ord, som røbede Misnøie. De især, som have faaet frit Huus, føle sig meget lykkelige. Expeditionssecretair Vogt havde sagt Hersleb, at man ingen Udvei seer til vort Finantsvæsens Opkomst, da man ei vil stifte frivillig Bank, og den tvungne neppe kan komme istand. Ogsaa i Forhold til den danske forværres vor Cours. -- Høst har i Dagsposten begyndt en Gjendrivelse af det Wergelandske Skrift om Danmarks Forbrydelser; den skal være grundig og anstændig. 13de November. Halvor Hoel vedbliver med sine Impertinencer, og har saaledes i Dagens Intelligentsseddel givet ondt af sig over Skatteligningen, samt ei utydeligen givet at forstaae, at vi skulde faaet en ganske anden Penge- og Skattelov, hvis man havde ladet ham blive paa Storthinget. -- I Rigstidenden læses den mærkværdige Nyhed, at 22000 Personer paa en Dag (30te September) have kysset den nye spanske Dron- nings Haand. Hvert Haandkys regnet til 2 Secunder (og det er virkelig en kort Tid) vilde denne Ceremonie medtaget 12 Timer. Det maa nødvendigviis være en Trykfeil, hvilken imidlertid Udgiverne saavel af Almänna Journalen som Rigsti- denden bona fide have gjentaget uden at sætte saa meget som et Udraabstegn ved. -- Over Biskop Balle er holdt en Mindetale Søndagen efter hans Begravelse fra alle Kjøbenhavs Prædi- kestole. (Man har private Efterretninger, at Begravelsen har kostet 4000 danske Rigsbankdaler, hvilke Kongen har betalt. Liebenberg og Clausen, hiin som Hofpræst, denne som Stifts- SIDE: 605 provst, kivedes om, hvo af dem der skulde holde Ligtalen. For at skille Trætten, anmodede Svigersønnen, Etatsraad Ol- sen, Grundtvig, som er af Balles Familie. Dronningen har til- staaet, hver af de ugifte Døttre en aarlig Pension af 400 Rbd.) Saavel i Rigstidenden som Nationalbladet doleres frem- deles over Ligningen paa Moss. Ogsaa i Sagen pro et contra Christian Frederik væves endnu. Hans Ven (efter Rygtet Pavels Hjelm) har fyldt adskillige Sider med Intet i den Anledning. Commissionen for Indkomstskatten skrev mig i Morges til og gjorde mig opmærksom paa en Feil i min Angivelse, at jeg nemlig (imod Forordningen) havde regnet min Arv ogsaa til rede Indtægt. Derved, skjøndt jeg stod i Restance for 2 foregaaende Aar, nedsattes den Skat, jeg havde at yde fra 676 til 387 Rbd., som nu ere betalte. -- Fru Thygeson med hendes Børn ere komne hertil og blive her Vinteren over. 14de November. Den befalede Udsigt over mit Embedes faste Indtægter giver det trøstelige Resultat, at, naar Udgiften fradrages, be- holder Slotspræsten til Aggershuus og Sognepræsten til Ag- gers i Overskud -- 32 Specier eller 300 Rd. N. B., om- trent hvad den nye Trappe til mit Huus kostede. Almänna Journalen fortæller udførligen om den af Bell og Lancaster opfundne Underviisningsmethode, hvorved en Læ- rer paa engang kan sysselsætte, jeg veed ikke, hvormange 100 Børn. Ligesaalidet den som Pestalozzis vil ind i mit fiirkan- tede, forhærdede Hoved. At der udsættes Legetøi som Præ- mie, og at de Umoralske sættes i et Buur op paa et Tag el- ler Gallerie, anbefaler ikke Skolens Politie. SIDE: 606 15de November. Provst Hertzberg er vred som en Tydsk over, at man ikke har svaret ham paa hans Beretning om det engelske Bibel- selskabs Gave. Han gjør en heel Hob Spørgsmaale og for- drer med Arrogance deres Besvarelse. Jeg troede Høflighed mod ham tilsidesat, og svarede strax med mere Moderation, end jeg maaskee ellers vilde gjort, og gav ham fuld Opløs- ning paa alle hans Tvivl. Men, som jeg hører, er Svaret afgaaet for 4 Uger siden, ja Hersleb har og skrevet ham til privat. Jeg erfarer ellers af dette Brev, at Biskop Bech i et engelsk Blad roses for sin great activity in setting forward the biblish institution in Norway. Der var Assemblee hos Biskoppen. Anretning, Opvart- ning, det hele Arrangement var overmaade godt, og det kan ikke nægtes, at Bispen og Bispinden, trods nogen af Byens Store og Rige (Statholderens undtagne) vide at ordne en Fete med Smag og Elegance og tractere comme il faut. Beværtningen differerede næsten slet ikke fra hiin hos Mørners i Fredags, -- dog nægter jeg ikke, at just denne Lighed bragte mig til at tænke paa Frøen, der, for at ligne Oxen, opppustede sig saalænge til den sprak. Bispen var vred paa Borch, men hvorover skal jeg sige i Morgen. 16de November. Paa et Spørgsmaal om de nye Sedler fandtes i Intel- ligentsseddelen et Svar, der syntes halv officielt, og hvoraf det lader, som man har isinde, da hverken den frivillige eller den tvungne Bank ventes at kunne komme istand, at nedsætte Bankfonden til det Halve: en Million Specier, som man troer at kunne tilveiebringe. Hvad herved vindes, for- staaer jeg ikke, -- godt for vore store Financiers Wedel og Vogt, om de forstaae det! -- Af Rigstidenden sees, at Em- bedseden nu endelig har faaet den Form, Storthinget under SIDE: 607 Schultz's Auspicier saa heftigen urgerede paa, at Constitutionen staaer forved Kongen, og at de vordende Embedsmænd blive frie for at sværge den kongelige Familie Lydighed. Præsten Schelven i Mandal har faaet Afsked med Pension. Han var Provst Bugges Svigersøn, og i de Dage, han giftede sig, lærte jeg at kjende ham i Vandsøe. Han var da en stærk Enkratet, der ikke drak Viin, ikke Brændeviin, ikke Caffe, ja turde ikke engang lugte til Blomster, for ei at tabe sin Lugt. Det, hvorover Biskoppen med Føie var vred paa Borch, var et Project indsendt til Centralcommitteen om at oprette Stiftslæseselskaber, da Bibelens Uddeling nytter intet, naar den ei vedbørligen anbefales, og dette troer han, mange Re- ligionslærere ei med behørigt Eftertryk kunne. Dem vil han da have omvendte ved et saadant Bibliothek af Skrifter, "som behandler Theologiens Gjenstande paa en dybere Maade, end den, som gik omkring i Fritænkerperioden." I et slet og skjødesløst Sprog, og i en arrogant, for mangen værdig Lærer fornærmelig Tone har den unge Mand fremsat sit For- slag, som Biskoppen blot har modsagt med Hensyn paa Van- skeligheden i at faae det udført, og altsaa ladet dets Hoved- puncter uberørte. Hersleb er herved bragt til Erkjendelse om, at det er kommet baade for tidlig og for silde, og ihvor ønskelig Sagen forekommer ham, voterer han for dets Henlæggelse. Jeg tilføiede: "I den Overbeviisning, at Hr. Pastor Borchs Forslag ei kan udføres, afholder ogsaa jeg mig fra alle Anmærkninger over Forslaget selv og Maaden, hvorpaa det er fremsat." -- Med samme Circulaire fulgte et Brev fra Throndhjems Stiftscommittee, der, ligesom Sax- ild, vil, at Selskabet skal udstrække sin Virksomhed til Tugt- huse odl. Den beraader sig paa det engelske Bibelselskabs Exempel, og det er forunderligt, at fornuftige Mænd ville sammenligne vort endnu ikke organiserede Selskab i det fattige Norge med Europas ældste, der har uudtømmelige Ressourcer, SIDE: 608 og ikke indsee, at man ved at begynde altfor mange Ting paa engang, staaer Fare for intet at udrette. Selskabet for Nor- ges Vel synes herpaa at være et advarende Exempel. 17de November. I Revisionsmødet vilde Bispen gjerne drevet igjennem en Oversættelsesforandring i det Sted om Djævlenes Henfart i Svinene, men forgjæves, og jeg kunde ikke andet end give dem Ret, der paastod, at da det her blot gjaldt at oversætte, ikke at forklare eller commentere, maatte det være Djævlene, der bragte Raserie i Svineflokken, saa at den styrtede sig i Søen, ikke de Besatte, der jog den ned ad Bakken. I tredie Bind af Athene har jeg læst en saare god Af- handling om en Liturgieforbedring, man i Preussen tænkte paa at iværksætte. Jeg gjettede endog engang paa Mynster som Forfatter, men da jeg kom til den Ægtestandsfest, Ty- endefest, Alderdomsfest, Velgjørenhedsfest, Fædrelandsfest, han vil have indstiftet, begreb jeg nok, saadant ei kunde komme fra ham, og undredes, hvorledes den tænkende og christeligsindede Forfatter kunde anbefale saadant Theatervæsen, som der maatte finde Sted. 18de November. Lægen Døderlein disputerede pro licentia. Blandt Fa- cultetets Medlemmer udmærkede sig ved sin Svada og sine grundige Indvendinger Prof. Sørensen, som, hvad Talen an- gaaer, menes at være Universitetets første Latiner. Han kuld- kastede, fortæller Dr. Garmann, Døderleins hele System. Grev Mørner var der fra Begyndelsen til Enden, og takkede Sver- drup, som den, under hvis Auspicier han forudsatte Amanu- ensis Hofgaard var fremtraadt som Opponent, da han fandt det skjønt, at de unge Gossar saaledes øvede sig. Ene fra den Side ynder og Sverdrup Disputeervæsenet, og holder det SIDE: 609 iøvrigt for Narrestreger, som det da vistnok ogsaa er. Bugge var Respondent og gjorde sine Sager ret vel. Postrøveren er nu gaaet til Bekjendelse. Hans Navn er Brede Arnesen Noor; han har været Soldat, men var nu Høker i Frederikstad, forhen actioneret for Tyverie og desuden i Proces med en Mand, der (med største Føie) har kaldt ham en Slyngel. Iøvrigt er han meget uvidende, kan ikke skrive sit Navn og kjender fast hverken Gud eller Christus. Nu er han yderst feig og modløs, hyler og græder. Justitsraad Wulfsberg skal aldrig have havt en haardere Pust. Med Forundring og Indignation har jeg i Dag erfaret, at det Ankerske Fideicommis endnu betaler sine Pensioner i den gamle Sølvværdiecours. At de skulde give 4/5 Species, som Statscassen giver, kunde vel ikke fordres, men Policen bør dog nok betragtes som et omskrevet Gjeldsbeviis, og som saadant forpligter det Bestyrerne til at lade hver Rbd. S.V. gaae over til 1/2 Spd. eller 5 Rbd. R. V. Efter Lovene kunne de maaskee ikke tvinges, men Uretfærdigheden er ikke mindre himmelraabende. Jeg læser i disse Dage Marezolls Prædikener med hensyn til vor Tidsalders Tarv. Prædikener er det nu aldeles ikke, hvad er f. Ex. Læsesygen for et Æmne til en Religionstale? Men at det er grundige, skarpsindige, mo- ralske Afhandlinger, der iøvrigt maa bedømmes efter den Tids- alder, i og for hvilken de ere skrevne, det kan aldrig nægtes. 19de November. Professor Hansteens Reise til Holmestrand og Oberste Auberts til Skydsjordet var frugtesløs; alle Astronomernes Forventninger skuffedes, thi Himlen var overskyet. Da Mør- ket udvældede, saa det i nogle Øieblikke frygteligt ud, men det varede overmaade kort. Saaledes gik da denne Soelfor- mørkelse, hvis Lige mit Øie aldrig seer, -- 1860 vilde jeg SIDE: 610 være 91 Aar gammel, og længe før den Tid er jeg sikkerlig gaaen til Hvile. Wergeland har faaet Eidsvolds Kald tvertimod Statsraadets Indstilling, og vistnok til det større og bedre Publicums høieste Mishag. Der er slet intet constitutions- stridigt deri; man kan end ikke sige, at Kaldet er ham, som residerende Capellan i en Stiftsstad, for stort; men at han -- og just han, det arrogante, tvetydige Menneske, hvis lumpne Anfald mod vor forrige Regjering og nedrige Smiger for vor nærværende har vakt saa almindelig Indignation, -- at han foretrækkes Mænd som Bull, Diriks o. fl., det smerter mig i Sjelen, -- jeg vilde give meget til, at det ikke var skeet. Nye Vaaben ere derved givne vore spottende og alvorlige Malcon- tenter i Hænderne, og desværre! man maa give dem Ret. 20de November. Med Hjertlig Glæde har jeg læst anden Deel af Myn- sters Prædikener. Der er ægte Christendomsaand, den skjønne Middelvei mellem Marezollsk Moralphilosophie og Grundtvigsk i Kjærligheds Kaabe indhyllet Dominicaneraand. Saaledes bør Christus prædikes for Menneskene, og naar de endda ikke elske ham og troe paa ham, da er det hverken hans eller Præ- dicantens Skyld. 21de November. I Dagens Nationalblad fandt jeg to Stykker, som meget glædede mig. Det ene var en Bythingsdom, hvor en af de efter Regjeringens Ordre actionerede Forfattere aldeles frikjen- des, og Statscassen dømmes til at udrede Procesomkostnin- gerne. Det andet er en velskreven og velfortjent Revselse til Provst Frimann for hans Udtryk om dem, der besang Brun. -- Vel vidtløftigen, men ogsaa godt, har Stenersen skrevet om og til Zinzendorfianeren, hvorved han ogsaa faaer sagt nogle dyrebare Ord til dem, der endnu tale om gamle Norge, Nor- SIDE: 611 mænds Kraft o. dsl. Et gammelt Eventyr fortælles om den abderitiske Nomophylax, -- skal da vel være Pasquil paa Falbe, men som har ingensteds hjemme, da jeg aldrig har hørt ham laste som uduelig og forsømmelig Embedsmand, fordi han er Musicus. Endelig indbyder Rein, Amtmand Falsen og Lieutenant Foss til Subscription paa et Ugeblad, kaldet den norske Tilskuer. Jeg har hørt fornuftige Folk undres og indigneres over dette Fællesskab mellem Rein og den tve- tydige Falsen. Ogsaa i min Embedsførelse begynder jeg at føle Virk- ningerne af den almindelige Pengemangel. En Fattiginspec- teur fra Grønland var her i Dag og klagede bitterligen. Der er omtrent 1000 Rbd. i Restancer, som Vedkommende ei kunne eller ville betale. Han staaer i henved 300 Rbd. i Forskud. Jeg kan ikke udrede mere, end jeg har gjort; jeg har forlangt Laan mod Vexelobligation og lovlig Rente; ingen kan, og de, der kunne (mener Inspecteuren) ville have høiere Rente 12 -- 14 pCt. Jeg maa i Fattigcommissionens Navn beqvemme mig dertil, men maatte imidlertid høre den ubehagelige Er- klæring, at hvis intet er at faae, maa han standse med Ud- betalingen til de Fattige. At dog Præsterne skulle belemres med saadant? Hersleb bragte Tilsigelse til Møde i Centralcommitteen paa Torsdag. Dermed fulgte Brev fra Præsten Rennord i Kind med Efterretning, at i det Præstegjeld er subscriberet til Bibelselskabet 2853 Rbd. Den nu afdøde Sognepræst Finde, ellers bekjendt som en rig Gnier, gav 1000 Rbd. og Ole Svanøen, Repræsentant ved det overordentlige Storthing, 500 Rbd. Der ville de ellers have Lære- og Andagtsbøger; af Bibler have de nok og meer end nok (?). -- Saa circulerede og et Brev fra Provst Bull paa Næs, som tilbagesendte 3 -- 4 Planer. Af hans Sognefolk havde ikke en eneste villet sub- scribere. -- I Stange har Provst Leganger og tre Officerer SIDE: 612 tegnet sig hver for 1 Spd., men Provsten har i en Note med dyb Græmmelse tilføiet, at uagtet gjentagne Anmodninger, ingen af Sognets mange formuende Bønder vilde bidrage. -- I Rommedal havde man dog tegnet sig for 88 Rbd. engang for alle. 22de November. Af Møllers theologiske Bibliothek har jeg udlæst det sidstudkomne (10de) Bind. Det indeholder blandt andet en Tale af Biskop Hjort (formodentlig ved Amtsprovsters Ind- sættelse) de acumine ingenii Jesu Christi. Her be- dømmer han nu Jesus aldeles som Menneske, uden Henblik paa hans høiere Værdighed som Guds Udsendte, end sige som Guds eenbaarne Søn. Heller ikke kan jeg sige, Hans Høiær- værdighed aflægger noget fordeelagtigt Vidnesbyrd om sit eget acumen ingenii, da han dertil henfører ganske uvedkommende Ting, og da Betragtningerne, han anstiller, overalt ere sær- deles trivielle. -- Pastor Bastholm gaaer fremdeles Kjæmpe- skridt. I en Alder af nogle og 40 Aar begyndte han sin litteraire Bane med en meget beskeden Dom om Napoleon; men snart annoncerede han sig som Treschovs og Herders Medbeiler ved at meddele Fragmenter af et stort Værk, han udarbeider om Historiens Philosophie, og nu leverer han Grundtræk til et theologisk System, hvor han troer at see dybere i Tingen end alle ældre og nyere speculative Philo- sopher. Blandt andet har han fundet, at ei alene Verdens Skabelse af Intet, men ogsaa Guds Forudvidenhed om Men- neskenes frie Handlinger er fornuftstridig. Udgiveren har med Held gjendrevet ham i et Tillæg. Hvad mig angaaer, da, om jeg end med Hensyn paa den første Punct maa ene holde mig til Aabenbaringens udtrykkelige Ord, da Fornuften ei begriber den, saa forekommer mig derimod den anden, om end Skriften ikke sagde: "Du forstaaer mine Tanker langt fra", SIDE: 613 efter Causalitetsprincipet saa evident, at jeg endog for mine tænkende Confirmander søger at gjøre den begribelig. -- Af en Udsigt over den inden- og udenlandske Litteratur i 1815 seer jeg, at Marezol endnu udgiver Prædikener med Berømmelse, og at Sveriges af mange forgudede Lehnberg selv i svenske Journaler bedømmes temmelig strengt, som den, hvis smukke Sprog og udmærkede Talegaver udgjorde hans Hovedfortrin. 23de November. Hersleb har i Dagens Rigstidende sagt den nye Eids- voldske Sognepræst ganske kostelige Sandheder, dem vist de allerfleste Nordmænd af Følelse for Humanitet og Ære under- skrive: "Ikke en eneste Normand blandt hans Bekjendte," det troer man ham gjerne paa hans Ord, "har uden Foragt og Haan omtalt Wergelands Fremgangsmaade." (Aabel vilde vide, at Bergens Bispestol indtil videre skal blive ubesat, og at Aarsagen skulde være, at man vilde lade Wergeland være Sognepræst et Aars Tid for at kunne uden altfor megen Scandal give ham den. Det er vel blot Gisning i Studen- terkredsene, og man bør haabe, saadant aldrig skeer. Imid- lertid synes det at vidne om den almindelige Stemning, som i dette Tilfælde virkelig glæder mig. Saalidet jeg kan for- drage, at man strax raaber Ak og Vee, naar ei alle Regje- ringens Foranstaltninger gaae ret og efter Snore, saa kjært vilde det være mig, om Nationen en masse med Ærbødighed, men tillige med alvorlig Fasthed, kunde og vilde bevidne sit Misnøie med den Udmærkelse, som vises denne Person.) I samme Blad er en meget fornuftig provisorisk Anordning om de Kundskaber, herefter ville udfordres til at faae Borgerskab som Kjøbmand, Høker eller Vertshuusmand. Man bør haabe, hvis Loven overholdes, at disse Menneskers Antal herefter vorder mindre. Med Rigstidenden fulgte Bekjendtgjørelsen om de foreslagne Forandringer i Constitutionen, hvorom skal ven- SIDE: 614 tileres paa næste Storthing. Der staaer da ogsaa min Af- handling in extenso. Kongen selv har gjort tre naadige Propositioner, hvoriblandt den mærkeligste, at han vil have Ret til at sanctionere Naturalisationen. Under det extraordi- naire Storthing havde jeg intet imod Kongens veto, og fandt de Ophævelser, Abel og flere gjorde derom, utidige; men siden den Paastand engang ikke er opgivet, og Stor- thinget, langtfra at misbruge Naturalisationsretten, har brugt den med største Varsomhed, saa er min Mening, at man bør holde paa den i dens hele Omfang, og skulde jeg blive Stor- thingsmand, skal Forslaget sikkerligen i mig finde en Oppo- nent. -- Barlien har i de sidste Dage gjort et Project, at det beneficerede Gods skal sælges til de nærværende Leilæn- dinge, Indkomsterne tilflyde Statscassen, og Præsterne løn- nes af den. 24de November. I Revisionen ere vi endnu ei længere end ved det 11te Capitel, skjøndt Bispens Anmærkninger i Dag vare overmaade faae. En lang Tid disputeredes om yderligere Bagateller, f. Ex. om Sodoma er Fælleskjøn eller Intetkjøn. Det er ellers virkelig paafaldende, at skjøndt Stad og Bye udisputerligen er Fælleskjøn, skjøndt nogle Byers Navne ende med Substan- tiver af dette Kjøn, f. Ex. Kjøbenhavn, Gothenborg, Frederikstad, skal man aldrig høre den, men bestandig det foran den. Man siger: "det store Kjøbenhavn," aldrig "den store K." Af saadanne Anomalier har Sprogbrugen hæv- det mangfoldige, og det vil for vore orthographiske og etymo- logiske Sprogforfægtere ikke vorde nogen let Sag at faae dem udryddede. -- Biskoppen erklærede sig meget misfornøiet med Wergelands Befordring, ikke med Hensyn enten paa ham eller sig selv, men for Regjeringens Skyld, i Betragtning af de Grundsætninger, som herved ere lagte for Dagen, og den SIDE: 615 ublide Stemning, dette nødvendigen maa frembringe. -- Hers- leb fortalte, at han i Dag for ramme Alvor var gjennem- heglet for sine Yttringer i Rigstidenden. Han vilde ikke sige af hvem, men Aabel, som spiste her til Middag, og just paa den Tid besøgte Hersleb, fortalte, at det var en Student Strøm, Broder til den, mod hvem Hersleb skrev et vistnok temmelig bittert Stridsskrift under Interregnet. Han mente, at Sverige heraf vilde tage Anledning til at behandle os ligesom Danmark før har behandlet os, fandt Herslebs Ind- sigelser ugrundede og mente, at Wergelands Beviser ei ander- ledes kunde gjendrives end med historiske Modbeviser. Samme Strøm, der synes ei uværdig til at succedere Boye, som har forladt Norge, og vil, siges der, ikke komme tilbage, skal være et yderst arrogant og impertinent Menneske, der ogsaa har været oppe og skjændt paa Sverdrup som sin private Præ- ceptor, fordi denne hverken skaffede ham Informationer eller Plads paa Regentsen. 25de November. Sverdrup fortalte udførligen om det Klammerie, der har været mellem Kjøbenhavns Geistlighed i Anledning af Balles Jordefærd. For nogen Ubesindighed kan maaskee ikke Lieben- berg frikjendes; den var imidlertid Intet mod Clausens Arrogance, der tilsidst frembragte et høist forargeligt Optrin. Først vilde han udvirke Forbud mod, at Grundtvig holdt Talen, og fik da og saa meget udrettet, at den ei maatte holdes fra Præ- dikestolen men fra Chordøren, hvilket da og kunde været det samme. Men saa opkom der paa selve Kirkegaarden en Kiv mellem ham og Biskop Münter, ligesom, efter Juda Beret- ning, mellem Engelen Michael og Satan om Mose Legeme. Begge vilde forrette Jordpaakastelsen , som vist nok ex officio tilkom Clausen, men hvortil Münter som Biskop, for hvem alle Stiftets Kirker og Kirkegaarde staae aabne, unegtelig var SIDE: 616 berettiget. Der blev tilsidst et høirøstet Skjænderi, og Clausen appellerede til Chefen for det geistlige Departement i Can- celliet, Statsraad Lassen, som var tilstede. Denne Tid nyt- tede Münter, og gik hen og kastede Jord paa Liget i fuld Arrighed. -- Saa har en Rosenvinge skrevet til Lector Dahl, og er det sandt, er det en yderst fornedrende Adfærd, og tungt, at saadant skulde forefalde just ved denne Leilighed. Den exemplariske Uorden ved den høist ordentlige John Colletts Ligbegjængelse, saadant uchristeligt Optrin ved Christendom- mens varme Vens og Talsmands, Balles Grav, -- hvad man dog maa opleve! Megen anden interessant Samtale forefaldt, om Mynster f. Ex., hvis Prædikener tilligemed en tydsk Schleiermachers ere de bedste, Sverdrup kjender, og saadane som Prædikener bør være, der ei skulle undervise men vække. (Er da ikke ogsaa Underviisning en af Prædikenens Hovedhensigter? det kan jeg aldrig faae af mit Hoved.) Og- saa vilde Sverdrup vide, at min gode gamle Patron Grev Rosenblad skal være en Kjeltring. Det sagde og mange om Geheimeraad Brandt, ogsaa min store Velynder, og det var dog vist en ugrundet Beskyldning. Bigotterie kan ingen af dem frikjendes for, og man er saa let tilbøielig til at antage umotiveret Talen og Skriven om Religionen for Hyklerie. Ligesom jeg til Døden skal ære Brandts Minde, saa skal der og mere end løs Snak til at forandre min Mening om Ro- senblad. Rahbeks Svar til Øhlenschläger en stemt i den sindige humane Tone, man yderst sjelden har savnet i Rahbeks Strids- skrifter. Særdeles godt retfærdiggjør han og sin Fremgangs- maade, og man maa i det Hele give ham Ret. Kun to Steder har jeg Indvending imod. Øhlenschläger siger i en halv spøgende, halv alvorlig Tone, at han som æsthetisk Pro- fessor har Bestalling paa Smag. Hertil svarer Rahbek, at han ei skulde sige saadant til Mænd, der begge vare Profes- SIDE: 617 sorer, den ene endog i Æsthetiken, og adskillige Aar førend Ø. ventede nogensinde at blive Student. Det er dog livag- tigen Jeronimus's: "Jeg moquerer mig over en saadan Spyttegiøg som Jesper Hansen; han var Dreng, da jeg var Mand." -- Det andet er, at Rahbek paastaaer, en Comedie paa 204 Sider er længre end et Syngespil paa 140. For det første kommer det vel for en stor Deel an paa Formaten og Trykken, og dernæst er der vel ingen Tvivl om, at en dygtig Hob Arier og Duetter m. v. som der er i de fleste Syngestykker, rigeligen opveie mod 64 Sider af et reciteret Skuespil. 26de November. Und wieder kam gar andre Zeit Gar anders ward es mir. Med Bispestolen var min Beslutning ugjenkaldelig, styr- kedes endog i den Grad, at jeg skrev til Statsministeren og udtrykkeligen frabad mig denne Naade; ikke saa med Thore- sens Løkke; den bliver uden Tvivl min Eiendom. Jeg fik i Aften et Brev fra Major Juell, hvori var indesluttet et fra Thoresen. Denne erklærer, at Vedkommende vist vil fortryde sin Beslutning ei at kjøbe Løkken, da der ei kan tænkes nogen ypperligere. Det kan faaes 2 Tønder Rug, og Erter desuden, samt avles tilstrækkeligt Høe til Foder for 2 Heste og 4 Kjør. Haven producerer mere, end en Familie til sin Huusholdning behøver. Ogsaa 5te Departement siger med Jacob von Thyboe: "Wir haben uns bedacht." Paa Amtets Forestilling finder man det nu rimeligt, at Ligningsmændene faa Skyds- og Diætpenge. 27de November. Kjøbet er sluttet! Thoresen har indgaaet de af mig foreslaaede Vilkaar, og saaledes er jeg da nu Jordeier! Der er en ubeskrivelig Glæde i min Familie over denne Handel. SIDE: 618 Ogsaa jeg glædes og haaber, at Gud giver sin Velsignelse til dette Foretagende, der ellers bringer os ind i en ganske frem- med Sphære, skjænker os vist nog Fordele og Glæder, men skaffer os ogsaa paa Halsen en Hob forhen ukjendte Fornø- denheder og Byrder. Intelligentsseddelen indeholdt et Politimandat mod de stakkels Hunde, som uden Barmhjertighed dræbes, naar de findes paa Gaden. Slig Befaling var mig høist uventet i November Maaned, men ubeføiet var den ikke, da 2 Menne- sker, bidte af gale Slagterhunde, ere indbragte paa Hospitalet. 28de November. I Bibelmødet var en lang og alvorlig Debat mellem Hersleb og Biskoppen i Anledning af den Fængselssag, Thrond- hjems Stiftscommittee igjen har fremdraget. Mine forrige Grundsætninger tro, holdt jeg med Biskoppen, som paastod, at Selskabet og Committeen som saadanne ikke kunde indlade sig paa andet end at skaffe Bøger, hvor de behøvedes, og paa ingen Maade føre officiel Correspondance med Præsterne om disses Anvendelse. Hersleb yttrede nogle Tanker om venska- belig og broderlig Meddelelse, som vel vare overmaade skjønne og gode, men røbede ikke megen Kundskab og Erfaring i det offentlige Forretningsliv, samt Forskjellen mellem embedsmæs- sig og privat Brevvexling. Stenersen var og imod Hersleb, og han blev betydeligen overstemt. -- Et meget maadeligt stilet Brev fra Biskop Sørensen til Committeen blev oplæst. I Christianssand har Stiftsprovst Engelhardt forsømt at lade Subscriptionsplaner gaae om; der er altsaa slet ingen Med- lemmer, og Sørensen frygter, at Indbydelsen under nærvæ- rende Conjuncturer vil være frugtesløs. Dog lover han med det første at organisere en Stiftscommittee (af Folk, som ikke ere Selskabets Medlemmer? spurgte Hersleb). Det øvrige, der omhandledes, var af ingen Betydenhed. SIDE: 619 29de November. Dagen begyndte med en gyselig Storm; vi have kun havt een stærkere, siden jeg kom hertil. Denne physiske Storm var som Forbud paa en moralsk, der næsten den hele Dag rasede i mit Inderste, og frembragte og voldsomme udvortes Symptomer. Jeg fik i Morges et Brev fra Stiftsdirectionen, som vel tilstaaer, at det var urigtig handlet uden Aggers Fattigcommissions Vidende at indlægge en til Aggers Sogn hørende Pige paa Byens Sygehuus og lade hende blive der næsten et Aar, men paalægger alligevel Aggers Sogn at be- tale de 986 Rbd. for hendes Cuur og Pleie. Jeg blev ube- skrivelig forbittret og lagde allehaande Planer, snart at con- sulere Advocat Hjelm, hvorvidt det var raadeligt at føre Pro- ces, snart at sammenkalde den hele Fattigcommission og fore- lægge den Sagen, saa at tage op til dens Medlem, Foged Lyng og raadføre mig med ham som lovkyndig Mand, item at skrive et officielt Brev til Directionen, eller et confiden- tielt til Stiftamtmanden og Bispen og klage over deres Frem- gangsmaade, endvidere at ventilere mundtlig med Bispen derom, og endelig at lade alle Documenter oplæse fra Præ- dikestolen Nytaarsdag, da efter Befaling Udsigt skal gi- ves over Fattigvæsenets Status: Hvilken af disse Planer jeg iværksætter, veed jeg endnu ikke; endnu er mit Blod ikke koldt nok til at veie dem. -- Midt i denne ubehagelige Sinds- stemning, maatte jeg op i Kirken, hvor der var Communion og jeg talte med den roligste Fatning, som om aldeles intet var hændet mig. Det er mig et frappant Beviis paa, hvor alde- les jeg er skabt for min Stand, at alle Lidenskaber tie, naar jeg har betraadt Talerstolen, at det, der baade før og efter sætter mit Sind i den heftigste Bevægelse, er som reent ud- slettet, naar jeg taler offentligen over et Emne, som i nogen Maade interesserer mig. -- Da Gudstjenesten var forbi, vendte min Harme tilbage, modificerede sig blot til Mismod SIDE: 620 og Græmmelse. Jeg havde da og den hele Dag meget Overløb, tildeels ubehageligt, især et Par andre Fattigvæ- senssager, som ogsaa gav rigeligt Stof til Ærgrelse for et irritabelt Menneske. -- Af behagelige Besøg havde jeg rig- tignok et: Hersleb, hvis Selskab jeg dog ikke var ret stemt til at nyde og glædes ved. Han fortalte, at han har havt Brev fra Statsraad Anker med hjertelig Tak for hvad han har skrevet, og Forslag til at udsætte en Præmie for den, der beviisligen angiver Forbrydelsesregistrets Forfatter, hvori dog Hersleb ei vil indlade sig. Neumann skriver om Wergelands Befordring: "Du kan ikke forestille Dig, hvor dette smerter mig for Kronprindsens Skyld, thi jeg er vis paa, at den Popularitet, han herved taber, kan ikke Tønder Gulds Opofrelse gjenskaffe ham. Og skulde Ubesættelsen av Bergens Bispestol staae hermed i nogen mindste Forbindelse og Tiden engang retfærdiggjøre denne Formodning, saa er det sørgeligt og mere end galt. At Anker har Deel i dette, tvivler jeg ikke paa, og har han i saa Fald handlet meget ilde." I Athene læste jeg nogle yderst bittre Angreb paa Bag- gesen, hvor næsten alt Digterværd fradømmes ham. Det er vist nok jus talionis, thi saa har jo ogsaa han gjort med Øhlenschlæger, -- "men", sagde Hersleb, "saadan jus talionis vilde jeg dog ikke øvet". Vistnok saare ædelt af ham. Gud veed, om jeg kunde sige det samme. Næsten sit hele Digter- liv har Baggesen været mig en forhadt, foragtelig Person, hvis spillende Vittighed var hans Hovedfortjeneste. 30te November. De første Finter ere i Dag givne Wergeland i Anled- ning af hans Forfremmelse; jeg haaber, de blive ikke de sidste. Først staaer i Intelligentsseddelen følgende særdeles træffende Citat: SIDE: 621 Til den ædle Forfatter af Skriftet om Danmarks Forbrydelser: "Jeg tvivler ikke paa, at Sorg dig har fortæret; Men nu til Klagemaal du ingen Aarsag har, Nu er du lykkelig; forglem saa hvad du var. Johan til Grethe". Fromme Sjel, vær ikke længer vred, tilgiv og glem!!! Det følgende Stykke er ligesaa kort, men drøiere. Forf. gjør Publicum opmærksom paa, hvilken ypperlig Mand Wergeland maa være, da han har faaet Eidsvolds Kald, der søgtes af saamange gamle fortjente Embedsmænd. Han maa være mere fortjent end alle disse; altsaa kan han ikke have skrevet den liderlige Bog. Det var mig overdraget at besørge tredie Correctur af Catechismen, som Bibelselskabet udgiver. Dette Arbeide gjorde jeg i Dag -- ikke med Fornøielse, og vil bestemt udbede mig første Correctur af hvad jeg herefter for Selskabet skal corri- gere, eller reent frasige mig dette Arbeide. Hersleb havde be- sørget hiin, og viste, at han er lidet øvet i den Ting, og at hans Orthographie er heel vaklende. Den keedsommelige, for- vildende Sedezformat hindrede mig at anbringe alle de Ret- telser, som vilde været fornødne, naar Bogen virkelig skulde siges at være correct aftrykt. Et og samme Ord fandtes snart med, snart uden dobbelt Vocal, -- hist stod "den hellige Aand", her "den Helligaand" o. s. fr. Ogsaa maa jeg sige, det er en besynderlig Udgave, man har brugt, snart de meest gammeldags obsolete Udtrykke, snart heel moderne. En alt- for grov Sottise rettede jeg paa eget Ansvar. I ottende Bud stod falskeligen belyve andre, istedetfor beføre andre, et Ord, som bestemt betyder Angivelse. At angive en for virkelig Brøde er ingen Synd, -- derfor maa Ordet falskeli- gen sættes til; at belyve nogen er derimod aldrig tilladt, og Ordet selv siger, at vort Udsagn er falskt. Et Par andre SIDE: 622 mindre betydelige Forqvaklinger tog jeg mig og den Frihed at rette. 1ste December. I det Athenehefte, hvor Baggesen saa ynkeligen medhand- les, er og nogle saakaldte Ildgnister, hvor en indfødt Svensk fælder en som det synes meget upartisk Dom over den nyere svenske Literatur. De fleste af de nævnte Forfattere og Forfatterinder er mig aldeles fremmede, og jeg vilde maaskee ikke nævnt dette Fragment, dersom ikke atter den forgudede Lehnberg, med hvem Valerius har sammenlignet mig, ned- styrtes fra sin Høihed. "Fra Lehnbergs Fremtræden i Aarene 80, da han gjorde Epoche ved sin efter Thomas's Taler dan- nede Pseudoveltalenhed, kan man regne Prosaens egentlige Forfald." Doctorerne Hagberg og Cederskjold anprises som de ypperste geistlige Talere i Sverige. -- I samme Maaneds- skrifts første Bind for 1815 staaer en meget skjøn Afhand- ling om Nationalsprogets Hellighed, hvorved jeg dog, næst at anmærke, at Danmark og Norge vist længe ville have fælleds Sprog, men at dette vist ikke vil frembringe nogen ny politisk Forening, maa gjentage, hvad jeg engang før har sagt, at Schveitz, en selvstændig Nation, saasandt noget Folk paa Jor- den er det, aldrig har havt noget Nationalsprog, ja ei en- gang et fælleds Sprog, da der i nogle Cantoner tales tydsk, i andre fransk. I Dag var Veiret deiligt og Slotskirken temmelig fuld. Siden man endelig skal have Kirkeaar, saa nyttede jeg denne Leilighed til, af Guds Kirkes Tilstand i den forbigangne og nærværende Tid at uddrage Resultater med Hensyn paa Udsigterne i den kommende. Og disse vare da: 1. Christi Kirke vil bestaae urokket indtil Dagens Ende; sørgeligere, mere haabløse Perioder kan aldrig forestaae den, end den alt har oplevet, og den overstred dem. 2. Men at Religionens Lys stedse vil vedblive at skinne SIDE: 623 med uformørket Glands, hvor den nu kjendes og æres, er in- genlunde afgjort, da Uchristne nu herske paa det Sted, hvor Christendommens Lys allerførst oprandt. 3. Det er, og vil fremdeles blive for en stor Deel Men- neskenes eget Værk, at Lyset tændes hist og udslukkes her. Formaninger og Advarsler mod Tidsalderens Letsind og Ligegyldighed uddroges heraf. -- At jeg efter halvtredie Ti- mes Arbeide i Kirken strax maatte hen i Cathedralskolen og revidere Bibeloversættelsen, var mig i Dag meget ubehageligt. Jeg dolerede og over den ubeqvemme Tid, og fik udvirket, at Mandag Formiddag Kl. 11 herefter bliver Tiden, da vi sam- les hos Bispen. Kun et eneste Capitel (det 12te) blev gjen- nemgaaet. Anmærkningerne vare hverken mange eller vigtige, men vor Formand gaaer frem med en utaalelig Langsom- hed. Paa ringere end et Aar troer jeg slet ikke, vi blive færdige. Min Kone meldte os i Aften hos Sverdrup, hvor vi vare overmaade velkomne. Hersleb var der ogsaa. Der skal igjen være Attestats i næste Uge, hører jeg, for en Cand. Sommerfeldt. Bispen vil ikke mere examinere, da der nu er holdt Forelæsninger over alle (?) Theologiens Grene, men vil derimod agere Censor, som vi Præster da herefter kunne være nogenlunde visse paa ikke mere at blive, saalænge Liv og Hel- bred undes Bech. Sverdrup troer han døer snart af Slag. -- Mellem Hersleb og Sverdrup var efter Bordet Debat om Nordal Brun og Mynster, hvoraf den sidste er hiins, den første dennes Ideal som Prædicant. Sverdrup paastaaer, at Brun blot var Taler. Jeg nægter ikke, at jeg helder stærkt til hans Parti, og troer, at Bruns herlige Organ og Declamation og hele Udvortes illuderede, at hans Prædikener, fremsagte af en ubegavet Mand, vilde gjøre liden Effect, men at Mynsters derimod blideligen ville vække og røre, hvad enten de holdtes af en stammende Moses eller en veltalende Aron. SIDE: 624 2den December. Imod min Tilbøielighed er jeg i disse Dage saa syssel- sat med det Timelige, at Aanden fast lider Hungersnød. Ad- skillige gode Bøger har jeg liggende i min Sofa (Gjemme- stedet for min daglige Lecture), men det er sjelden jeg kan opofre mere end et Qvarteer uafbrudt til deres Læsning. Mit Jordegodskjøb sysselsætter mig især. Gud skee Lov! I Mor- gen er den Sag tilendebragt. -- -- -- -- Til disse Pen- geaffairer kom nu ogsaa min Kones Studeren i den Aren- dalske Auctionscatalog og Ventilationer, hvad der skal kjøbes og ikke kjøbes. Alt dette gjorde mig tilsidst ganske mismodig, saa jeg var nær ved at ønske mig den Tid tilbage, da jeg ikke kunde kjøbe Løkker, ikke kunde staae mellem Dyner og La- gener og andre Effecter, som Æslet imellem de to Høesække, uvis om, hvad jeg skulde vælge eller vrage -- ingen Penge havde enten at udlaane eller opsige, men havde netop det dag- lige Brød for mig og mine. Nok om Pengevæsenet! Holst forsikrede, at Bergens Bispestol ikke er tiltænkt Wergeland. Hvorfor den da staaer ubesat? Som Statsse- cretair vidste han det ikke, men ellers var Aarsagen ham be- troet som en Hemmelighed, den han ei turde aabenbare. Nysgjerrig og urolig er man derimod over, hvad Regjeringen beslutter i Henseende til Banken. Den 19de November var Indberetningen derom kommen til Stockholm, og man har forgjæves ventet Resolution et Par Postdage. Man frygter for et overordentligt Storthings Sammenkaldelse, men hvilket andet muligt Resultat maa ikke frygtes? Med Hensyn paa Landets Pengevæsen er Haab nok en Daarlighed i dette Øieblik. Det staaer ikke engang i Kongens Magt at reducere Ulykken, om han og kjendte Midler dertil. -- At Jubelen over Eidsvoldsgarantiens Fald var ubeføiet, det seer man nu tydeligt. Værre kunde det ikke blevet, om den havde staaet; man troer, vore Rigsbanksedler ligesom de franske Assignater SIDE: 625 tilsidst tabe alt Værd. Administrationen i 1814 tilskrives nu den hele Fortræd. -- Fra Holst gik jeg til Boghandler Hart- mann, der kjøbte Fru Dyhrings Pensionsquittering til den Kjøbenhavnske Enkekasse, stor 60 danske Rigsbankdaler Sølv- værdie for 358 norske Rigsbankdaler. Det danske Penge- væsen forbedres efterhaanden som det norske forværres. Man vil ikke i Kjøbenhavn modtage vore Laane- og Discontosedler, hvorover nogle undres, da de have fast Hypothek; andre glædes, da de troe, Rigsbanksedlerne endnu mere vilde falde i Pris, naar hine antoges. I Bergen vil man heller intet vide af de nye Sedler. -- Endelig var jeg hos Boghandler Hjelm, og saae der første Nummer af den drammenske Avis, hvor jeg formoder Ligprædikener bliver en staaende Artikel, da Tybring alt har fundet Leilighed til at indføre en over Grosserer Hans Malling. Mod Wergeland kunne i Nationalbladet ventes adskillige Invectiver. Hjelm synes at være hans Ven og mis- billige hans Antagonisters Fremfærd. Det har jeg ogsaa gjort før, men nu under jeg ham det alt af Hjerte. 3die December. Til Middags havde jeg Indbydelse fra Statholderen. Grevinden kaldte mig i Dag Provst og hendes Mand Hof- prædicant. Saaledes afvexle jevnlig mine Titler, -- og jeg bliver dog hvad jeg er. Mine Sidemænd ved Bordet vare Holst og Motzfeldt. Den sidste fortalte mig, at Sub- scriptionen for Bruns Enke har maadelig Fremgang. Det Hele beløber sig her i Christiania ikke til 2000 Rbd. Fra Bugge er intet Svar indløbet. Sørensen har klaget over Penge- mangelen i Christianssand, og aabnet ringe Udsigter. Ogsaa ham er fra flere Steder mødt den Indvending: at Bergen kunde og burde betale sin elskede og agtede Biskops Gjeld, helst da denne Stads Handel florerer, medens det øvrige Norge er færdig at spille Bankerot en masse. Med Veide- SIDE: 626 mann og Hagb. Falsen havde jeg dramatiske Discurser, og erfarede, at Corsicaneren næste Gang spilles. Det synes, at man i denne Vinter hver anden Gang vil spille et Stykke af Kotzebue. Jeg agter ligesaalidt at see dette som Skumlerne og Sølvbryllupet. Kjerschov beklagede sig over sine hidtil mislykkede Be- stræbelser for at faae forbedret Skolelærernes Løn ved Sau- gene paa Byens Grund, og fortalte med det samme et smukt Project af Biskop Bech, trods Retfærdighed og Billighed og ældgammel sanctioneret Vedtægt, at vælte Halvdelen af denne Skoles Udgifter paa Aggers Sogn, som den slet ikke ved- kommer; men det skal da med Guds Hjælp ikke skee, saalænge jeg er Præst ved Aggers. Af Saga er tredie Hefte udkommet. Det mærkeligste deri (i Sandhed et mærkeligt Bidrag!) er General Seyersteds Svar paa Overkrigscommissionens Qvæstioner betræffende Felt- toget 1814. Med den Sindighed og skaansomme Circum- spection, som er denne forstandige og retskafne Mand saa egen, lægger han tydelig for Dagen, at hans Plan ikke er fulgt, hans Raad som Generaladjutant fast aldrig forlangt, og naar dette var Tilfældet, ei efterkommet, og at de vigtige Beslut- ninger, hvilke Armeens Desorganisation og Vaabenstilstanden med Grund tilskrives, kom umiddelbar fra Kongens Cabinet gjennem Major Brock, der tilligemed Capt. Holsten angives som Kongens første, næsten eneste Raadgivere. Der udbredes et Lys over dette Felttog, hvorved de faa Hjerter, der endnu hænge ved Prinds Christian, maa fjernes fra ham, og hvor- ved de Danske kunne, om de ville, lære at betragte Nord- mændenes Forhold og Skjæbne i hint Aar fra et andet Synspunct end hidtil. Det er da et yderst vigtigt Actstykke til vor Tids Historie. Noterne derimod (maaskee af Justitia- rius Berg) maa mindre bifaldes, da de ingenlunde bære Præg SIDE: 627 af den rolige Upartiskhed som Hoveddocumentet, men synes at røbe de Svenskes Ven og Prinds Christians Fiende. 4de December. Jeg har i denne Tid gjort et høist interessant Bekjendt- skab: Carl Theodor Kørner, en ung tydsk Digter, der, om han havde levet, snart vilde glimret som en Stjerne af første Størrelse over Tydsklands poetiske Horizont. Endnu ikke 22 Aar gammel faldt han i Krigen 1813 som Medlem af et østerrigsk Fricorps, og fra sit 17de Aar, da han først traadte frem, havde han i disse 5 Aar vundet almindelig Hæder som Lyst- og Sørgespildigter, som Lyriker, Elegiker, paa Heltedigtet nær næsten alt hvad der nuomstunder regnes til Poesie. Et Bind af hans "poetischer Nachlaß" har jeg læst, og det er sandt, der udbreder sig et besynderligt Liv over det Hele. Det er ægte Begeistring hvert Ord, der udstrømmer af den glade, modige, elskende Ynglings Hjertes Fylde. Hans egen Fader er hans Biograph og giver en yderst interessant Udsigt over hans Levnet og Characteer. Gud veed, hvor nogen ung Digter eller Versificateur, efterat have lært at kjende Kørner, tør eller gider vove sig ind paa den Bane, idetmindste uden at være sig bevidst et Genie og en Følelse som Ingemanns! I Rigstidenden staaer et ei forkasteligt Vers imod en Yttring i Kjøbenhavns Skilderie, som Jøden Soldin udgiver, angaaende Nordmændene. Det lyder saaledes: Du spotter Norge "Kæmpers Fødeland." Saa var det -- hvad dets Nutids Sønner ere, Bedøm ei du! og hvad de blive kan, Derom lad dunkel Fremtid Vidne bære! Jeg har et Fædreland; og skjøndt jeg saa Med mørknet Blik, sig meget at indsnige, Hvoraf kun lidet Gode lod sig spaae For Norges Sønner og dets gamle Rige, SIDE: 628 Saa faae jeg dog med Fryd saamegen Kraft End i dets Skjød -- den tør vel meer bebude -- Trods Jødens Ulve-Hu til Staters Saft Og Marv at suge, at det holdt -- ham ude! Døderlein fortalte, at der fra Tønsberg er ham sendt til Indrykkelse i Rigstidenden noget mod Hersleb, undertegnet N. P. Zernichov, men skrevet med en Børnehaand, saa han frygter, Navnet ken være falskt, og derfor ei tør indrykke det. Der fordres blandt andet, at H. historisk skal documen- tere Urigtigheden i Wergelands Udsagn, "hvorved idetmindste det vandtes, at man engang fik noget at læse fra en af vore academiske Læreres Haand, der hidtil blot have givet os For- tegnelser over deres Forelæsninger." Sverdrup er meget indtaget i Seyersteds Besvarelser, og finder deri tydelig lagt for Dagen, hvad nogle anede strax ved Selvstændighedens Proclamation, og som da forekom os alle saa urimeligt, at Prinds Christian spillede Comedie med os heroppe, og at han kun saalænge var ivrig Normand, som han haabede paa denne Maade at forene Danmarks og Nor- ges Kroner paa sit Hoved. Imidlertid finder Sverdrup det uretfærdigt at glemme, at Norges Selvstændighed som Rige er en Følge af hans Nærværelse her efter Kielertractatens Slutning, ved hvilken vi aldeles vare givne i Svenskens Vold, og maatte, af Mangel paa Anfører, bekvemmet os til hvad han foreskrev. Munch forekommer ham end foragteligere end Wergeland; denne finder han conseqvent, thi alt i Mnemo- syne talte han haarde Ord om Danmark og den danske Re- gjering. Munch derimod traadte efter Universitetets Stiftelse i Dannerkongens Hal og sagde ham uendelig smukke Ting, -- han besang Tvillingtræerne som uadskillelige, og snarere var ei Sverige forenet med Norge, før han besang denne Til- dragelse, talte om, hvor ulykkelige vi før vare, og hvor lykke- lige vi nu skulde blive. Bispestolens Ubesættelse (som Neu- SIDE: 629 mann kaldte den) mener han kommer af, at en Slags Erklæ- ring er affordret Rein angaaende hans antisvenske Yttringer, -- jeg veed ikke hvilke, thi over alt, hvad der sagdes og gjordes før Foreningen, er jo proclameret Amnestie. Der var nok Ingen, som talte bittrere end Brun, og han blev dog inden sin Død en høibenaadet Mand. 5te December. I Nationalbladet stod intet om Wergeland. Det be- gynder med et Epigram, med hvilket det gaaer mig som med flere af vore Ugebladsvittigheder: jeg forstaaer det ikke. -- Derpaa kommer en berømmende Recension over den kongelige privilegerede Drammens Tidende; man ønsker kun nogle Han- delsefterretninger fra denne Bye, over hvis Borgeres Enighed og Hjælpsomhed og Nationalaand holdes Lovtaler. Kan gjerne være, at Tybring selv er Forfatteren; det er vel ikke første Gang en Autor har recenseret sig selv. -- Præsten Olsen paa Storøen helliger nu Sandhed og Retfærdighed en lang Fortælling om den Uret, ham er vederfaret, og haaber som Statsborger at nyde Lovenes Beskjærmelse. Det er en meer end 20 Aar gammel Historie, som oprippes (jeg erindrer, at han for 4 -- 5 Aar siden skrev til Selskabet for Norges Vel om den Sag), men med alt det han har klaget baade offentlig og privat, er han endnu ligenær. Sagen angaaer efter hans Fortælling det hele Borgersamfund, men maa dog ingenlunde være saa ligefrem, som han udgiver den for. Han er overalt en kjedsommelig Væver, det ved jeg fra hiin Tid. Han sendte os tykke Hefter, hvor Fiskerie, Kartoffelavl og Skolevæsen m. m. var vrøvlet i Hob. De henvistes gjerne til 3 -- 4 af Selskabets Classer, som alle vare enige i at hen- lægge dem. -- Mere om Ligningen paa Moss. -- Korteligen ønskes at see Navnene paa dem, der udmærkede sig i Feltto- get 1814, hvorom Grev Essen ifjor skal have forlangt Under- SIDE: 630 retning. Forfatteren haaber ventelig at finde sit eget Navn paa denne Liste. -- Endelig melder den Christiansandske Mimer, Hr. Johansen, at han udvider sit Blads Plan saaledes, at det ikke indskrænkes til nogle visse Fag. Jeg skal høiligen tvivle om, at det Vand duer meget, der hentes fra denne Brønd, og for dets Skyld at give sig i Kamp med Drager, var sikkerlig ikke Umagen værd. -- Af danske og svenske Aviser erfarede jeg kun, at Statsraad Anker er bleven Commandeur af Nordstjerneordenen. Lyksalige Eidsvold, hvor to saadanne Himmellys herefter skulle funkle! Som sædvanligt har jeg valgt Torsdagen til min Pø- nitentsdag og begyndte saaledes i Dag med en Hob Cate- chismuslæsere, hvoriblandt lange Slyngler paa nogle og 20 Aar. Liebenberg fortalte, at en Hjort, Bispens Søn, er For- fatter af Paragrapherne i Athene. Peter Vegener skal være Throndhjemmeren Boye (Broder til vor nu bortreiste Stats- satyricus), før bekjendt som Forfatter. Øhlenschläger reiser til Paris med en ung Adelsmand og bliver der et Aar, -- meest, skrev L., for at komme bort fra Kone og Børn, som volde ham Plage. Baggesen har sat Kronen paa sin Skjendsel ved et Digt til Uronia ("Den Hore kjender jeg ikke," maa jeg sige med, jeg husker ikke hvem, i Comedien), der i Svinskhed skal være et værdigt Pendant til T. C. Bruns skidneste Pro- ducter. -- Om Feiden ved Balles Jordefærd fortalte L., men det lader ikke som han har været indblandet deri. Han er naturligviis paa Münters Partie. Grundtvigs Tale roses. 7de December. Rigstidenden anmelder en Kjøbmand Collin i Thrond- hjem som udnævnt til Hofraad ved det norske Hof, som jeg aldrig før har hørt nævne. -- Saa fortælles der og, hvad ogsaa stod i Liebenbergs Brev, at en Student Tetens SIDE: 631 i Kjøbenhavns Adresseavis indbød de øvrige Studenter til at høre en Tale om Forkastelsen af Freias Alter. Rector mag- nificus, tilføier Liebenberg, forbød denne Samling. Adskillige Tilhørere indfandt sig, og gik knurrende hjem med lange Næser. 8de December. Som om jeg kunde forudseet, hvilket Veir og Føre det vilde blive, havde jeg sendt Borch paa mine Vegne til Aggers Kirke, og kjørte til Slotskirken for at høre Kjerschov. Da vi traadte ind, var Skriftetalen forbi, Absolutionen skulde be- gynde, men jeg hørte nogle Ord af Kjerschov, der ei vel kunde henføres til nogen af Delene, og som han, da han var herinde efter Gudstjenesten, forklarede mig paa følgende Maade. En Tjenestepige havde under Talen staaet med yderst letsindige Gebærder, og ladet Øinene løbe vilde omkring sig, uden at vise ringeste Andagt eller Opmærksomhed. Da hun vilde knæle for at absolveres, standsede Kjerschov hende, til- talte hende alvorligen og foretog en Slags Catechisation med hende, for at erfare, hvorvidt hun havde noget Begreb om den Handling, hun vilde foretage. Da hun ei kunde gjøre Rede derfor, og ikke engang vidste, at man bør prøve sig selv, førend man æder af Brødet og drikker af Kalken, blev hun offentligen bortviist. -- At mere Kirkedisciplin var øn- skelig og udentvivl vilde have velgjørende Følger, indrømmer jeg; men hvor mange af de andre Communicanter mon der vilde bestaaet bedre, om saadan examen rigorosum var an- stillet med dem? og saalænge man ei var overbeviist om, at denne Pige blandt de nogle og 50 var den uværdigste Gjæst ved Herrens Bord, var det maaskee dog en betænkelig Sag, at lade hende vederfares saadan publik Skam. De Folk, jeg engang bortviste, med dem var det en anden Sag; de vilde have communiceret uden at have gaaet til Skrifte; ved at admittere dem vilde jeg overtraadt Landets Love, men dette SIDE: 632 var ikke Tilfældet her, med mindre Pigens Opførsel var saa uanstændig, at deraf maatte tages Forargelse. Et sagtmodigt monitum havde uden Tvivl her været bedre anbragt. -- Kjer- schovs Prædiken var god, især mod Slutningen, der havde Mynstersk Blidhed og Hjertelighed, men af ham, der engang gav Fornuften saadant maadeligt Skudsmaal, havde jeg ikke ventet, at han vilde givet sig af med at føre et vidtløftigt Beviis for Sandsynligheden af en almindelig Regn- skabs- og Dommedag, om hvilken Fornuften synes mig aldeles at tie. Min Kone og jeg aflagde Contravisite hos Fru Thyge- sen, som er her i Besøg hos sine Forældre. Hun er endnu det interessante, elskværdige Menneske, hun var som Stift- amtmandsfrue, den første af alle de fornemme Damer, Chri- stiania har havt i vor Tid. I Aften havde ladet sig melde hos os Skjelderup og hans Kone, men jeg vil ikke sige jeg fandt synderligt Mor- skab ved denne Aftens Conversation med den underlige Pro- fessor. Hans Sarcasmer og øvrige Raisonnements faldt mig saa vaklende og vidtsvævende, at hverken jeg eller min Kone mangen Gang begreb, hvad han egentlig vilde sige. Der er virkelig langt mere Reelt i Sverdrups Tale, hvilken overalt paa de sidste Tider forekommer mig mindre bitter end før; man seer tydeligen, hvad der er hans Mening, om man end ikke allevegne billiger den. Blandt de Skjelderupske Paradoxer var og den, han før har yttret, at vi gjorde ilde i ei at udsætte Børnene for Kighostesmitte. Jeg vilde slet ikke æng- stes, min Kone heller ikke, om Børnene fik denne Sygdom uden nogen dertil fra vor Side given Anledning; blev den end for en af dem dræbende, maatte vi taalmodigen underkaste os Guds Villie. Men selv at udsætte dem for Smitte og derved paadrage dem en farlig Sygdom maaskee Døden, -- det vilde jeg aldrig i mit Liv kunne tilgive mig selv. SIDE: 633 9de December. Bibel-Revisionsmødet holdtes da i Dag efter Aftale hos Biskoppen. Jeg var den første, som kom, og han meddeelte mig sin Frygt, at man efter den vedtagne Fremgangsmaade ikke paa et Aar vilde blive færdig med dette Arbeide. Jeg maatte give ham Ret, men han maatte og give mig Ret, at det var vanskeligt at ophitte en ny og bedre. Hans Forslag, at mindre Committeer af 2, høist 3 Medlemmer skulde orga- nisere sig og gjennemgaae særskilt med hver af os de Bøger, han havde paataget sig at revidere, var neppe ret overlagt; thi hvad vandtes derved? Den Enhed, som dog nu tør ven- tes, vilde idetmindste tabes. -- Stenersen, som kom strax ef- ter, havde og et Project, der ogsaa fortjente at kastes under Retterbænken, at man efter Catechismens Trykning skulde gjøre et Opslag af Morgen- og Aftenpsalmerne i Kingos Syngechor. Disse Sange have mange herlige, sublime Ste- der, men ogsaa mange Platheder og Flauheder, som man ei maa ønske at fremdrage af Glemsel; jeg henpeger blot til det sidste Vers af Løverdagens Aftenpsalme, den "Falleaske" som Gud skal "opsame" (!), den Ormemad, som skal for- gaae; hvo bør ønske saadant udgivet nu til Almeenlæsning? Vi fik ellers i Dag 4 Capitler gjennemgaaede, skjøndt vi ei arbeidede meget over 2 Timer. Den i Gaar bortviste Piges Madmoder var hos mig og spurgte, hvad denne havde syndet, siden den Skam var over- gaaet hende. Hun var kommet syg hjem, befandt sig endnu ilde og var meget bedrøvet. Jeg sagde, hvad Kjerschov havde fortalt mig, og væltede iøvrigt den hele Sag fra mig, da jeg ikke engang var tilstede, end mindre havde nogen Deel i det Forhandlede. Hun maatte altsaa i ethvert Tilfælde henvende sig til den Vedkommende, som vistnok kunde forsvare, hvad han havde gjort, og som bedst vilde være istand til at give hende den Advarsel, Veiledning eller Trøst, hun efter Sagens Be- SIDE: 634 skaffenhed maatte behøve. Med den Besked gik hun ogsaa. Jeg troer vist, at Kjerschov har handlet efter Overbeviisning, men jeg gad dog ikke være i hans Sted. 10de December. Hundene vedblive at være gale; ellers betales en Jagt- hund nuomstunder med 4 -- 500 Rbd. -- Grevinde Mørner har af det dramatiske Selskabs Direction udbedet sig Theatret til Laans den 26de Januar, da hun vil foranstalte et Skue- spil opført i Anledning af Kronprindsens Fødselsdag. Gamle Frue Falsen, som nu ikke i 9 Aar har været paa Theatret og troedes aldrig mere at komme der, har ladet sig overtale til at spille Sigbrit i Dyveke, det første Stykke, der gives efter Nytaar. 11te December. Stadshauptmand Heyerdahl er død. Man har havt me- get paa den Mands moralske Characteer at sige; jeg har al- drig seet eller hørt noget af ham, hvorved han blev mig mis- tænkelig, og jeg er meget tilbøielig til at regne ham blandt de Mennesker, der ere bedre end deres Rygte. Mod mig og min Kone viste han fra den første Dag, vi saaes, uforandret Velvillie, var redebon til at tjene os efter vor Tarv og vore Ønsker, modtog os, baade naar vi indbudne og uindbudne kom til ham, med Venlighed og Jovialitet, og var en Vært, hvis Lige Christiania neppe eier. Mig vil hans Minde stedse blive kjært. Førend jeg gaaer over til Aviserne, maa jeg omtale et Circulaire til Centralcommitteen. Først var der nogle Sub- scriptionsplaner fra Smaalehnene, der ikke gave riigt Udbytte, og hvor især det var mærkeligt, at Statsraad Sommer- hjelm havde tegnet sig for fem Rigsbankdaler engang for alle. Ligesaa raisonabel var Præsten Dahl i Raade, hvem Halvor Hoels og de øvrige Næssogningers Irreligiøsitet SIDE: 635 fornemmelig tilskrives, da han som personel Capellan udbredte blandt Almuen "Jesus og Fornuften" og meer af samme Suurdeig. -- End mærkeligere var to Breve fra Stiftsprovst Fleischer i Bergen med tilhørende Bilage. I det ene Brev frabeder han sig hjerteligen al Deelagtighed i Stiftscommit- teens Oprettelse, da hans aftagende Legems- og Sjelskræfter snarere tilraader ham at drage sig ud af alle Forretninger, end at paatage sig nye. Iøvrigt henholder han sig til Bi- lagene, og deriblandt var en yderst curiøs Erklæring fra Ir- gens, Sognepræst til Korskirken. Han havde gaaet om Huus for Huus og meget møisommeligen faaet ind -- jeg tænker vel -- et Par tusinde Rigsdaler; dog var næsten Alles een- stemmige Mening, at ikke en Stilling udbetaltes, med min- dre en egen Committee oprettedes i Bergen, der -- saa synes hans Ord at maatte forklares, og saa har og Rein forklaret dem -- selv besørgede de fornødne Andagtsbøger trykte. Saa- længe dette ei er skeet, kan og vil man intet gjøre, da der ere Vantroe som finde "Politiken skjulende sig under Reli- gionens Maske". -- Denne Committee burde efter hans Forme- ning bestaae af 25 Medlemmer, og havde hans Menighed bedet ham af dens Kreds at udsøge de 5 -- 6 værdigste; men hvor kunde han det, saa afhængig som Præsten er af sin Me- nigheds Yndest og Godhed? Han maatte altsaa frasige sig den Ære, men dog erindre, at blandt disse maatte ogsaa være Mænd af Haandværksclassen, som Reebslagere, Bagere, Bødkere o. s. v., da disse kjendte bedst Almuens Tarv. -- Jeg tog dog nok ikke feil af den Mand første Gang jeg saa ham. -- Den forstandige Rein fandt det naturligviis urimeligt, at ethvert Sogn, som bidrog lidt til Bibelselskabet, skulde selv befatte sig med at trykke Bøger o. dsl. Hvad der var ind- kommet i Nykirkens Sogn, vilde han gjerne sende til Chri- stiania, naar man blot vilde underrette ham om Maaden. SIDE: 636 Af samme Mening er Pastor Christiansen. Fleischer har, som det lader, ingen Mening. I Intelligentsseddelen fortælles fra Hedemarken om en stærk Orkan den Nat, da det ogsaa her blæste saa haardt. Det var overalt at ønske, man i vore Aviser, især i Rigsti- denden, sørgede lidt mere for at tilveiebringe indenrigske Ny- heder; man behøvede derfor ikke at gaae i den Detail, som adskillige danske Aviser, hvor en Karl ikke kan vælte med en Vogn og brække et Been, uden at Publicum skal underrettes derom. -- I Rigstidenden staaer en høitlydende men intet- sigende Declamation mod Wergeland af Præsten Abel i Gjer- restad (en saadan fra Tybrings Haand skal og findes i Drammens Avis). En af det andet Partie ønsker, at Hersleb istedetfor den fatale Udmærkelse, han har givet sig selv, havde historisk gjendrevet Wergeland. -- Af Nationalbladet har jeg faaet 2 Nummere. I det første staaer et langt, ret fornuftigt og velskrevet Stykke "om Nød og Pengetrang", hvor Forf. foreslaaer i nogle Aar at forbyde Udførelsen af Trælast og Indførselen af Caffe, Thee, Sukker og Tobak. En underlig Feiltagelse er det, naar han gjør Civillisten til en Liste over civile Embedsmænd. I næste Num- mer har Wergeland (endnu anonym, men uden Bestræbelse for at blive ukjendelig) forsvaret sig mod sine Antagonister, hvoriblandt Stenersen, som dog nok ikke umiddelbar har an- grebet ham, faaer de fleste Rap. Noget Sandt er der vel i hvad han siger, men hans Fremgangsmaade er aldeles ikke retfærdiggjort. -- En gammeldags Patriot sukker over Luxus, især i Klædedragt, og vil, at vi skal klæde os alle i Landets egne Frembringelser, hvorved blot ere to smaae Spørgsmaale: Kan Landet frembringe alle de fornødne raae Producter? kunne saamange Fabrikker og Manufacturer anlægges uden altfor betydeligt Tab for andre Næringsveie? Det er formo- dentlig en gammel tarvelig Landmand, der klæder sig og sin SIDE: 637 Familie i selvvirket Tøi, og tænker, at man overalt, i Kjøb- stæderne og paa Landet, kan gjøre ligesaa. Maaskee er det den samme Mand, som ivrer (ikke uden Grund) mod Mar- keder, som skadelige for Moraliteten. Der spørges, hvorfor det tellemarkske Regiments Officerer mere end andre skulle være fritagne for den befalede Officeersexamen. Endelig er der en Fabel, "Den til Abekat forvandlede Philosoph", som aabenbar er Pasquil over Treschow. 12te December. Imod min Forventning, og jeg kan ikke sige til min Glæde, blev jeg i Dag buden til Middag hos Biskoppen. Til min Forundring behagede ikke Reins Erklæring ham, hvor- imod han fandt meget Sandt og Godt i Irgens's, endog i den Yttring om "Politiken, som skjuler sig under Religionens Maske". Han udlod sig hemmelighedsfuldt om et Partie, her skulde være, hvori Expeditionssecretair Vogt af 1ste Departe- ment ansaaes af ham for at være en vigtig Person. Hvad dette Partie egentlig vilde opnaae, kunde jeg ikke blive klog paa, men at Bibelselskabets hele Centralcommittee, maaskee jeg alene undtagen, staaer paa det sorte Bræt hos ham, og an- sees som hemmelige Arbeidere til et skjult Maals Opnaaelse, det forekom mig indlysende, men er vistnok, forsaavidt deres Hemmelighed skulde være et mysterium iniquitatis, mod de fleste en høist ugrundet Mistanke. At de fleste gaae videre, end de burde gaae, og at Formørkelse synes at true vort Fæ- dreland, negter jeg ikke; men derhos troer jeg stadigen, at Hersleb, Stenersen, Borch og Saxild alle ere redelige Menne- sker, og at der i hvad de ville eller foretage, er ingen politisk Intrigue i deres Fremfærd, hvilken Bech dog lod til at ane, det er min faste Troe. -- Mere almindelig og publik var Talen om vort Pengevæsen. En dansk Rigsbankdaler betales nu med 5 norske, og end i dette Øieblik er den danske Cours SIDE: 638 slet, hvor saare jammerlig da vor! Der menes, at Laane- og Discontobankens nye Sedler har bidraget end mere til at forværre den. Idetmindste har den forøget Repræsentativernes Antal, og altsaa gjort det muligt for Kjøbmændene at op- skrue deres Varepriser over al Billighed og Rimelighed. Hvad Regjeringen kan, vil og bør gjøre, fatter Ingen, neppe en- gang Grev Wedel selv. Man troer, den tvungne Bank lige- saalidt som den frivillige vil kunne komme istand. Et over- ordentligt Storthings Sammenkaldelse nævnes som sidste Res- source -- hvad skal det gjøre? Nu er den almindelige Me- ning, at man havde gjort klogest i at lade Pengevæsenet gaae sin egen Gang efter de forrige Bestemmelser, fastsætte en Toldcours og lønne Embedsmændene efter den, thi disse be- gynde nu igjen at klage gudsjammerligen. Gud veed, hvad Enden vil blive paa alt dette! 14de December. Biskoppen viser mig paa nogen Tid særdeles Opmærk- somhed, og da jeg hverken kan indquartere ham og hans Familie eller forsyne hans Kjøkken, har jeg ønsket mig Lei- lighed paa en fiin Maade at gjengjælde hans Attention. En saadan gaves mig i Torsdags, da jeg tabte flere Penge end jeg havde hos mig, og han udlagde min Spillegjæld, omtrent 40 Rbd. I Dag indsvøbte jeg i et Papir en halv Johannes (idetmindste 3 Gange saameget værd) samt en ikke smuk, men sjelden Sølvmedaille over Carl den 12tes Fald med en haanende Inscription om de Svenske. Dette lagde jeg i et Brev saalydende: "D. H. tilgive, at jeg med ær- bødig Tak for Udlægget, betaler min Gjæld i klingende Mynt -- for mig i dette Øieblik den bekvemmeste Betalingsmaade. Ved samme Leilighed tager jeg mig den Frihed at vedlægge en sjelden, i vore Dage contraband Sølvmedaille, hvilken jeg SIDE: 639 beder modtaget som et ringe Beviis paa min taknemmelige Høiagtelse." Jeg leverede ham dette i egen Haand, og det ved en sørgelig Anledning. Major Krog havde inviteret ham, Hers- leb og mig som Censorer ved øverste Classes Examen paa Cadetacademiet i Noget, som skulde være Religion, men var, især fra Begyndelsen, den meest saft- og kraftløse, smagløse, aandløse, hjerteløse moralske Snak, jeg veed at have hørt. Jeg undres nu slet ikke over Cadetternes Uvidenhed, naar de komme for at forberedes af mig til Confirmation, heller ikke over den oprørende Ligegyldighed, de vise paa Confirmationsdagen. Min Udygtighed til at opføre en solid Bygning paa en slet Grundvold har jeg ofte tilstaaet; og i at lægge en slet Grundvold, saa at hverken Indsigt i eller Sands for Tingen kan erhverves, har Colban vistnok kun Faae, der overgaae ham. Deroppe i Læsesalen saa jeg ellers Hegermanns Portrait, hvilket Cadetterne og deres Officerer have ladet male af Munch og givet 4000 Rbd. for. Jeg troer, det ligner; med Vished veed jeg det ikke, da jeg manglede mit Seeglas. Intelligentsseddelen indeholdt et lumpent Stiklerie over vort Lands Forfatning, men under Navn af en Guldbrand Larsen Engers Beretning om Algier, hvor han 1770 var paa det famøse Tog med Admiral Kaas. Det synes umiskjende- ligen at være et Bondeproduct af den Halvor Hoelske Clique, thi Embedsmænd, geistlige og verdslige, samt Kjøbmændene (de første dog især) ere Slyngler, der tære Landets Marv, og den hæderlige Bonde er den, der undertrykkes. -- Efter Rigs- tidenden skulle Præsterne fra Prædikestolen opmuntre til Korn- besparelse. -- Ogsaa Nationalbladet er udkommet og indeholder foruden endeel Smaastykker et kort Forsvar for Wergeland og et sex Gange saa langt Angreb mod ham af Sebbelov. SIDE: 640 15de December. Tilligemed et Brev, hvor Stiftsdirectionen gik i Taaget og forlangte min Betænkning om en Sag, jeg allerede havde erklæret mig over, hvilken Erklæring og medfulgte, fik jeg et dito fra Biskopen af følgende Indhold: "Den Tanke var mig stedse saare kjær, siden jeg lærte at kjende Dem, høistagtede Ven! at være og forblive i Besid- delse af Deres Venskab. Og fordi dette har sat det sande Præg paa de Tegn af Sølv og Guld, De i Gaar havde den God- hed at levere mig, skulle de med Taknemmelighed og Glæde vorde opbevarede som et kjært Minde hos Deres forbindtligst hengivne Bech." Saaledes er da den Sag afgjort til fælleds Contente- ment! Efter Departementets Forlangende opgav jeg mine uvisse Indtægter fra 1ste December til 30te November 1816 til 16000 Rbd., men udviklede derhos, til hvorlidet paalideligt Resultat i Almindelighed, og in specie i vort nærværende Pengevæsen og i en Menighed som Slotsmenigheden, saadant kunde lede. -- Hersleb har isinde efter de gjentagne Opfor- dringer, at expectorere sig vidtløftigen over Wergelands Bog. 16de December. Stiftet begyndte med at begaae Sottiser i Gaar; i Dag var Touren til Amtet. En Pige, som løb mig adskillige Gange paa Døren, for med min Anbefaling at komme paa Byens Sygehuus, og som jeg bortviste paa Grund af, at hun ikke hørte til Aggers Sogn, da det var beviist, at hun havde tjent tre Steder i Asker og aldrig været i Aggers, kom ende- lig med den Paategning fra Falbe: "Forinden noget herved kan gjøres, maa Amtet udbede sig Aggers Fattigcommissions Erklæring," hvorpaa jeg svarede: "Da hverken Forneboe, Houg eller Lysager høre til Aggers Sogn, men til Asker, saa SIDE: 641 maa jeg ansee Ordet Aggers i Stiftamtmandens Oven- staaende for en blot Skrivfeil, hvorover fra min Side ingen Erklæring behøves." Det er harmeligt med saadanne Men- nesker, der skulde paasee Orden og Nøiagtighed hos andre, at de selv begaae slige utilgivelige Feil. Mit Morgenarbeide var at corrigere andet Ark af Cate- chismen. Jeg nægter ikke, at jeg gjør det med en næsten smertelig Følelse. Det Symbolaag, under hvilket vi igjen skulle bøie os, er noget ganske andet end den ægte bibelske Christendom, hvis Regeneration er mig heel frydefuld. De fem Parter, Huustavlen og Sententserne lader jeg passere, skjøndt der ogsaa mod dem kunde være meget at sige. Det er dog ægte Skriftsteder, skjøndt just ikke allesteder passende valgte, og Lærdomme, som i Bibelen finde udtrykkelig Hjem- mel. Men disse Skriftebønner og Skriftemaalsformularer, disse Catechiserøvelser, disse paa de Tiders Mennesker udtryk- kelig beregnede Forskrifter af Luther, de ere mig til megen Forargelse. Gid jeg kunde dæmpe de sørgelige Anelser, som det umiskjendeligen frembrydende Mørke vækker hos mig! Gid jeg idetmindste kunde troe, at Fædrenes fromme Eenfol- dighed vilde vende tilbage, saa at Forstandens Lys erstattedes ved Hjertets Varme! Men det er mig altfor klart, at Van- troen om kort Tid vil reise sig med forøget Frækhed, og at de sidste Ting vilde blive værre med os end de første. Skal den fordærvede Slægt, vi nu leve iblandt, nogensinde forbe- dres, da maa den behandles med Varsomhed, men det gjør ligesaalidt det nittende Aarhundredes Reformatorer som det attendes gjorde det. Hvad Ende det tog med dem, saae vi. Resultatet af Grundtvigs og hans Tilhængeres Bestræbelser vil Efterverdenen erfare. Hos Bispen holdtes det sædvanlige Revisionsmøde. Vi fik hele fem Capitler fra Haanden; iøvrigt ventileredes om, hvorledes Arbeidet kunde forkortes, men herom blev man ikke SIDE: 642 ret enig, og skal betænke sig til næste Gang. Biskoppen holdt og foranledigede adskillig ufornøden Snak f. Ex. om Ordet underlige Gjerninger, der er saa almindelig be- kjendt og forstaaet, at jeg slet ikke seer, hvorfor det skulde forandres. "Underlig" har overalt hos de nyere Skribenter faaet en ædel, høitidelig, mysteriøs Betydning, som det ikke før havde; nu var der allermindst Grund til at forandre det. Det blev og staaende. -- Ellers har jeg ved denne Leilighed lært at kjende en Oversættelse, som jeg aldrig har seet før, hvori nog Procantzler Pontoppidan har den største Deel, -- men det er maaskee i det Hele den fortrinligste vi eie i vort Sprog, og den berygtede Pontoppidan, som man nok overalt har gjort megen Uret, har stundom betragtet Grundtexten med et lysere og friere Blik end Theologerne fra det nittende Aar- hundrede Hersleb og Stenersen. Jeg troer neppe, at han, om han nu havde levet, vilde yndet Grundtvigianernes Fremfærd. Ogsaa i hans Forklaring maa jeg tilstaae, jeg finder Ting, som jeg forgjæves søger hos alle Bessermachere fra Campe til Balle. Lieutenant Broch afhentede Svanhilde. Han sagde (Gud veed om det var sandt) at ikke han, men hans Broder, en Capitaine, var dens Forfatter, og at han endnu ikke havde vovet sig til saa store Ting, men holdt sig ved Jorden med Sange og deslige Bagateller. 17de December. Efter Stifts- og Amtssottiserne kom nu ogsaa en Fogde- Dito. I Morgen er da Touren til en Lehnsmand. Foged Schultz paa Toten skrev mig til og forlangte Døbeattest for en arresteret Pige, der skal være født i Aggers Sogn, men om hendes Alder melder han ikke et Ord; hun kan altsaa være 16 og kan være 66 Aar, og saaledes maatte jeg gjennemsøge Ministerialbogen for 50 Aar. At dog ikke Mennesker med SIDE: 643 ringeste Eftertanke kunne indsee saadant! Jeg skrev og flux Hr. Schultz til, og gjorde ham opmærksom paa, "hvilket et Dyr han er." -- Foruden dette Brev afsendte jeg et til Præ- sten Welhaven, hvis Psalmer jeg roste som religiøse, men dulgte ikke, at de mangle Kingoisk og Nordal Brunsk Digter- aand, og som jeg derhos meldte, at en ny Psalmebog vel af Centralcommitteen erkjendes for en ønskelig Sag, men at der er større Trang til meget andet, som først maa tilveiebringes. Jeg var en Times Tid paa Cathedralskolens Auditorium og hørte paa theologisk Attestats. Hersleb examinerede, me- dens jeg var der, af Dogmatiken om Sacramenterne in specie Daabens. Omskjærelsen og Paaskelammet, hører jeg, ere igjen ophøiede til Sacramenters Rang, hvorfra de i mange Aar havde været nedstødte. Ogsaa finder Hersleb i det Sted af Marcus, som jeg alle mine Dage har hørt at være depla- ceret i Daabsformularen (jeg troer endog, den gamle Provst Dyssel 1792 var af den Mening) et ei forkasteligt Beviis paa Børnedaabens Skriftsmæssighed. Ak, hvor føres vi hen? 18de December. Dristig vovet, halv er vundet. Under denne Titel har Johan Ludvig Heiberg skrevet et romantisk Skuespil, som er trykt hos Boas Brünnich 1817, og som jeg dog allerede den 18de December 1816 har læst. "Det kalder jeg Erke- spansk!" maa jeg sige med Leonore i Don Ranudo; og skjøndt dette Stykke er fri for det barnagtige Legetøi, som "Lacrimas" saa rigeligen er udstyret med, skjøndt Digteren ikke saaledes har drevet Spil med Riim og Ord og Bogstaver, at endog sund Menneskesands opofres for taabelig Klingklang, skjøndt jeg ikke veed mere end een Scene, hvor en Metaphor jager om i alle Skikkelser og frembringer Ordspil, det ene tommere end det andet (den mellem Blanca og Rosaura om Solsikken og Magneten), saa er det dog min uforgribelige Mening, at SIDE: 644 Spanskhed, saa vakkert den klæder og saa poetisk den udtaler sig i selve Spanien, slet ikke er af de Egenskaber, der pryde dansk-norske litteraire Producter, og at altsaa den vist nok meget talentfulde Heiberg vilde beriget vor Litteratur mere ved at give os et Drama af lige digterisk Værd i Schillers, Øhlenschlägers, Ingemanns og fleres Maner, der vel have plukket Sydens Blomster og bragt dem til deres Fædreland, men omplantede dem der, saa at de ogsaa fik lidt nordisk Natur, og at man ei ved første Øiekast maatte udbryde: Den Væxt kan ikke trives uden i spansk og italiensk Jordbund. -- En Egenskab jeg troer at finde i disse spanske Producter, hvad enten de komme directe fra den pyrenæiske Halvøe, f. Ex. Calderons, eller de ere opvoxede i et engelsk, tydsk eller dansk Drivhuus, er Eensformighed i Intrigue, i Characteertegning, i Vittigheder og Følelser o. m. d., og er end Versemaalet afvexlende, saa er der selv i denne Afvexling noget afmaalt; det er ikke Øieblikkets Stemning, der gjør, at man snart taler i korte, snart lange, snart slæbende, snart hoppende Vers, snart i fuldtonende Hexametre, snart i lette Chansons, -- en vis Art af Tale har et vist Versemaal. Iøvrigt kan det ikke nægtes, at med de Baand, Heiberg har paalagt sig, og den Maneer, han har fo- resat sig ufravigeligen at følge, har han stilt sig meget heldigen ved Arbeidet; kun ønsker jeg, at, da hans Kald til den romantiske Poesie synes afgjort, han da vil vove sig ind i andre for Nordboen mindre fremmede romantiske Egne, og da kunde han vel gjerne blive Danmarks Fouqué, hvilket jeg heller ønskede ham, end at blive dets August Vilhelm Schlegel. I Dagens Intelligentsseddel fortælles, at man i Brevig har opslaaet Wergelands Bog paa Gabestokken. Hvo der er Mester for den Heltegjerning, som slet ikke behøvede at staae i Avisen, maa Himlen vide. -- Fra Toten doleres (neppe uden Føie) over Hr. Gottvaldt, der for rum Tid siden har sagt dens Almue Grovheder for at kjøle sin egen Hevn. SIDE: 645 Præst og Menighed ere nok hinanden saa omtrent værdige. -- Det tredie Stykke tog jeg i Begyndelsen for ramme Al- vor, men det maa dog nok være Ironie. Det er et Forslag til Algierien at afskaffe det slemme Raad, som undertrykker dem, og overgive sig til den humane, vise Keiser og hans Søn i Constantinopel. Jeg antog det, som sagt, for et For- søg at gjøre Publicum fortroligt med Tanken om begge Ri- gers Amalgamation, men det kan dog nok ikke være. Capt. Ræder troer imidlertid, at der virkelig arbeides derpaa, ja at det endog vil vorde proponeret af Regjeringen for ordentligt eller overordentligt Storthing. Han foresang mig overalt et bedrøveligt Litanie over Landets Nød, som sagtens er stor, men vore Zeloter, hvoriblandt Ræder er en af de værste, gjøre den dog vist værre, end den er. Og hvorledes den kan tilskrives Regjeringen eller Forbindelsen med Sverige, fatter jeg ikke. Af just Hungersnød er at befrygte, fordi Kongen anbefaler Sparsomhed med Kornvarer, indseer jeg ikke. At Danmark i Misvæxtaar kunde forsyne os bedre end Sve- rige kan, derom er ingen Tvivl; men at vi ei længer ere forenede med Danmark, er paa ingen Maade vor Skyld. Derimod tvivler jeg høiligen, at det selvstændige og uafhæn- gige Norge i saadant Tilfælde vilde have det bedre end Norge forenet med Sverige. At det fremdeles gaaer Krebs- gang med vore Finantser, kan ei tilskrives Regjeringen. Det var, uden al fremmed Indflydelse, Storthinget overladt at indrette vort Penge- og Skattevæsen, som det bedst vilde, vidste og kunde. Den slette Handelsballance og Folkets Uvil- lie til at indskyde i Banken, -- deri er dog virkelig Regje- ringen aldeles uskyldig, og saa seer jeg da egentlig kun to Ting at paaanke: at Kongehuset oppebærer sin Appanage i rede Sølv (skjøndt Velanstændigheden rigtignok synes at byde, at man ei lønner sin Konge i pjaltede Bancosedler efter den Taxt, egennyttige Kjøbmænd sætte derpaa) og at Erstatningen SIDE: 646 for det i Krigen Borttagne nede i Smaalenene ei betales, hvilket Sverige skal have forpligtet sig til. -- I al denne Jammer trøster Ræder sig med den Bevidsthed, at hvis man havde fulgt hans Finantsproject, vilde det staaet langt bedre til end nu. 19de December. Høiesterets Dom i den famøse militaire Sag er falden ud mod Manges Forventning. Haxthausen er ligesom ved Overkrigscommissionen aldeles frikjendt, en Capt. Grüner og- saa. Derimod er Staffeldt, som hist var frikjendt, dømt fra Livet, Hals iligemaade og fra Æren med ovenikjøbet. Major Schrøder, som Commissionen havde dømt til Døden, er ganske frikjendt, da hans Brøde var en uundgaaelig og utilregnelig Følge af Overcommandoens, som lod ham i Stikken. Der er nu ingen Tvivl om, at baade Staffeldt og Hals blive benaa- dede, men ud af Tjenesten maa de dog sikkerlig, -- den sidste maa vel endog infam casseres, og saa spørges: Er det ret- færdigt, at den jammerlige Hjerman, hvis Forseelse dog nok var vel saa stor som Hals's, hvis Feighed i at løbe fra Kra- gerøen fremskyndede Frederikstads Overgivelse, -- er det ret- færdigt, at han bliver i Tjenesten, avancerer, om Gud og Kongen vil, til Regimentschef? [fotnotemerke] At Haxthausen nu med Ære har overstaaet alle Fataliteter, glæder mig hjertelig. I Centralcommitteen, hvor Herslebs præsiderede i Bispens Forfald, oplæstes først den trøstelige Efterretning, at i hele Østerdalens Provstie ikke et eneste Menneske har subskriberet til Bibelselskabet, ikke en Præst engang. Dernæst fremlagdes et Brev fra Biskop Krogh, som vilde, at der skulde tilføies det nye Testamente en Ordbog, hvor Ordene , Fotnote: Jeg har siden hørt, at Hjerman efter givet Vink har søgt og faaet Afsked. SIDE: 647 o. fl. forklaredes. Alle vare enige i, at man ei kunde indlade sig derpaa. Efter Bispens Forslag enedes man om at tilskrive Rein, Irgens og Chrisitansen om snarest muligt at organisere en Stiftscommittee, siden Fleischer ei kunde eller vilde, og mellem sig selv udnævne en Formand. Irgens's Propositioner kunde man for det første ikke tage Notice af. Jeg husker ikke, hvilken af de theologiske Professorer det var, som foreslog, at siden det gik saa i Langdrag med Bibelre- visionen, en anden Bog imidlertid skulde trykkes, nemlig Pontoppidans Forklaring. Jeg og Kjerschov understøttede For- slaget, kun vilde denne have nogle Forandringer og Tillæg, hvorimod jeg opponerede, især hvad Ordenen angik, da denne er den samme som i Catechismen, og saalænge denne skal holdes i Ære, maa man finde sig i, at Syndsforladelsen, Opstandelsen og det evige Liv omtales ved tredie Artikel og Omvendelse ved Daabens Sacramente. Der trykkes 4000 Exemplarer uforandrede. -- Saxild vilde paa Bibelselska- bets Bekostning have et større Oplag af den her forhen omtalte lille Psalmebog. Man entrerede ei heri, end min- dre i Borchs Project at udgive en liden Huuspostil. En- delig foreslog Hersleb at fylde to overblevne Blade af den nystrykte Katechismus med passende Bibelsprog, der savnedes blandt Sententserne. Der var Dissents om den Sag. Sax- ild vilde have en Reformationshistorie in nuce, andre en Morgen- og Aftenpsalme. Forslaget gik igjennem, og Valget overlodes Hersleb og mig. -- Det var et ret interessant Møde. 20de December. Fra Provstiet kom Circulaire med den kongelige Forma- ning om Kornbesparelse, og en Opmuntring fra Biskop Bech, deels at tilveiebringe Conventioner til Tjenestefolks Forædling, efter hans Forslag, deels at oprette Provstiebibliotheker, samt holde et aarligt Provstiemøde, hvormed allerede næste Aar SIDE: 648 gjøres Begyndelsen i 4 Provstier, han i Sommer besøgte. Lumholtz gav en meget skarp Irettesættelse til Tybring og Lechve over en Forsømmelighed og tilføiede, at de, der viste saadan Ligegyldighed, havde sig selv at tilskrive, om der i den befalede Conduiteliste, som skulde indsendes til Biskoppen, fandtes Anmærkninger, som ikke de ynskede. Kjerschov ven- ter og i Anledning af nogle Qvaklerier et ufordeelagtigt Vidnes- byrd, hvilket jeg dog ved min forlangte Indberetning gjorde alt mit til at afværge. Derimod er der mellem Lumholtz og Garmann en saadan Uenighed, at man troer, det vil komme til Proces. Det er Trediepræst-Embedets Ophævelse og Gar- manns forøgede Indkomster uden at hans Arbeide forholdsviis er bleven større, som har foranlediget denne Querelle. Alexander Lange gav en frygtelig Beskrivelse over Til- standen i Frederikstad. Foruden Tyverier, som allevegne ere almindelige, har man i kort Tid der i Byen seet 3 -- 4 deels iværksatte, deels intenderede Selvmord, ligesaa mange Ægte- skabsskilsmisser, betydelige og uoprettelige Bankerotter. Saa- danne Skandaler er man, Gud skee Lov, saa temmelig fri for i Rigets Hovedstad. Af Selvmord er, saavidt jeg veed, intet begaaet, siden hiint afskyelige i Marts Maaned; ægte- skabelig Tolerance hersker ret i priisværdig Grad, og overalt maa jeg sige, at vi med Hensyn paa den udvortes Tugt sna- rere have vundet end tabt i de to sidsthenløbne Aar. Den Ryggesløshed, der i Prinds Christians Tid begyndte at vandre om blandt os med oprakt Hoved, er vistnok ikke bortvegen, men kryber dog om i Mørket, det rette Hjem for Mørkhedens Gjerninger. Bankerotter mærkes ei heller synderligen til endnu. Steen, Johan Sørensen og Fredrik Rasch vare Paddehatte, hvis Skjæbne lod sig forudsee. Nationalbladet indeholder Høiesteretsdommen, hvorover jeg hører Major Wetterstrand er meget vred, og sagde, at Fanden maatte tjene som Militair i en Republik. Det er SIDE: 649 da ikke Norge mere end Sverige, og en Høiesteret er al- deles ingen republicansk Indretning, da den existerer i det ab- solut monarkiske Danmark, hvor Kongens Benaadningsret er aldeles den samme som her. Det var vel, Majoren ikke de- biterede den Sottise i min Nærværelse. 21de December. I Intelligentsseddelen har en Anonym, uden at nævne ham, saa tydeligen betegnet og saa skrækkeligen brændemærket Assessor Mathiesen, at jeg ikke fatter, hvorledes han i Mor- gen ved det store Assemblee, han giver, med to Ridderordener paa Brystet, tør slaae Øinene op til noget Menneske. -- Med største Føie doleres over, at 500 Tønder Magazinrug ere af- gaaede i dette Efteraar fra Bergen til Christiania paa en aaben Baad, hvoraf Følgen var, at Baaden og Rugen ere beskadigede indkomne i en Havn paa Vestlandet. -- Endelig staaer der som et Slags Gjendrivelse af Fabelen om Philo- sophen og Abekatten et saa skiddent Product, at den, der bru- ger Tobak, gjør vel i at tage en Priis under Læsningen, og vi andre behøve at holde Tørklædet for Næsen. -- Af Rigs- tidenden anmærkes en Anke over, at der paa en for 2 -- 3 Aar siden til Amtet indgiven Besværing endnu ingen Reso- lution er falden. I saadant er dog virkelig Publiciteten en velsignet Ting. 22de December. Schandorffs og Marie Lassens Bryllup er det eneste, jeg har at omtale, og lidt nok er at sige derom. Kl. henved 6 kjørte jeg til Justitssecretair Holst, hos hvem Jfr. Lassen hid- til har opholdt mig. Strax efter mig kom Brudgommen en chapeau bas med Silkestrømper meget høitidelig og ceremo- niel. Da Gjæsterne vare samlede, traadte han og hans Marie frem for Brudeskamlen, og jeg oplod min Mund og talte. Talen var ret godt memoreret, blev vist og godt declameret, SIDE: 650 da jeg kom i Aande, men deels er det mig genant at tale i en Stue, deels gjaldt og om Udførelsen, hvad jeg i Gaar sagde om Udarbeidelsen: Det pene, pretiøse Væsen hos dem, jeg talte for, gjorde mig kold. Saavidt jeg mærkede, hørtes jeg ikke med synderlig Deeltagelse, heller ikke bevidnede noget Menneske mig sit Velbehag. Efter Vielsen var megen senti- mental Kyssen og Lykønskning. 23de December. Jeg har kjøbt og læst Hans Houges nylig udkomne Bio- graphie. Den bestaaer af 3 Dele. Først beskriver han sine Reiser og Fata til denne Stund. Han synes endnu at ap- plaudere sig selv ved den Rolle, han har spilt, og har nok ikke liden Lyst til at sammenligne sine apostoliske Reiser og de Trængsler, som mødte ham der, med Pauli. Ellers er For- tællingen ei uinteressant, og de bibelske Citater, han har an- bragt mod dem, der hist og her gjorde ham Indvendinger, røbe Bibelkundskab, Aandsnærværelse og sund Dømmekraft. -- Underligere er anden Afdeling, hvor han opregner de forskjel- lige Secter og Meninger i Religionen, han paa sine Reiser har fundet. Det er ogsaa sært, at han her nævner Folk, stundom til deres Vanære, med deres fulde Navn; i første derimod betegnes alene med Begyndelsesbogstaver Mænd, som det aldrig kan være hans Mening, at Læserne ei skulle gjette paa, da det deels er meget hæderlige Mænd, Houges egne Velyndere og Velgjørere, deels endog saadanne, hvis Embede og Opholdssted udtrykkelig angives, saa der ei kan være Tvivl. Den tredie Afdeling indeholder hans Troesbekjendelse, hvilket jeg meget gjerne troer den ogsaa er, men hvad Indklædnin- gen angaaer, da forekommer den mig i systematisk Orden og smuk og correct Stiil at udmærke sig saameget for de andre Afdelinger, at jeg næsten bør troe, at han blot har angivet Ideerne, og at Hersleb eller en anden har iført dem smuk, passende Dragt. SIDE: 651 24de December. I Rigstidenden giver en Anonym Hersleb en lang Irettesættelse. Der anføres en Hob Kjendsgjerninger, som vidne imod H. "og de af ham kjendte Normænd". Disse ere: Kongsberg (men det var nok Mænd i Norges eget Skjød, som var Aarsag i Sølvværkets Nedlæggelse, og disse, paa Brünnich nær, endnu boende i Landet). Bogtryk- kerierne (?), Flaaden (at dømme efter Udfaldet, er denne Anke vistnok grundet). Ost- og Vestindisk Monopol (forstaaer jeg ikke). Universitetsfeiden (hvad vil det sige? Universitetet var jo Kongen af Danmarks Gave, og uden ham hvad havde Norges Universitet været i dette Øie- blik?). Forordningen af 27de Septbr. 1799 (ved den leed begge Riger lige meget). Mange flere har Forfat- teren in petto, da han tilføier: "m. m. osv. etc. etc." 25de December. Intelligentsseddelen havde blot et Par korte Jeremiader over befrygtet Kornmangel og Kjøbmand Stenersens overdrevne Brændeviinsbrænden. Jeg er bange, Storthinget ved at til- lade denne, atter har begaaet en Sottise. Jeg nægter ikke, jeg begynder selv at blive underlig tilmode over Tidernes Tegn. At den svenske Regjering i nogen Maade har behandlet os despotisk eller uretfærdigt, kan jeg ikke indsee, men at den med hemmelig Velbehag seer, hvorledes vore Folkerepræsentan- ter have indviklet og hvorledes vi selv fremdeles indvikler os i saadanne Labyrinther, at vi tilsidst maa kaste os i dens Arme og blive eet Folk med vore svenske Brødre, -- det er mig nu ikke usandsynligt. Og da det første Skridt gjordes uden Oprør, Borgerkrig og Blodsudgydelse, hvorfor skulde da ikke ogsaa dette? Man er vist klog nok til ikke at gjøre Pro- positioner, før det er kommet saavidt, som det var i 1814: at ingen anden Redning er mulig eller idetmindste tænkelig. SIDE: 652 26de December. Borch fortalte, at han havde i Mandags, ligesom Kjerschov i Søndags 14 Dage, udøvet Kirkedisciplin og irettesat en Brud- gom, som under Vielsen og især under Formularens Oplæs- ning loe og smidskede med sin Brud. Irettesættelsen blev mod- tagen med en Beskedenhed, som afvæbnede Borch, der ellers vilde anklaget ham -- for hvem? og til hvad Nytte? Hvad kunde Bispen, hvad vilde Starsraadet gjøre ved saadan en Sag, naar den angaves? Endog Lovene tie. 27de December. Det er længe siden jeg drømte noget mærkeligt; inat havde jeg da en Drøm, som maa optegnes. Jeg syntes, at jeg just var viet til Marie Lassen, nuværende Fru Schandorff. Med udstrakte Arme og høitidelig Pathos, som om det kunde været Hr. Schandorff selv, udbrød jeg: "Gud velsigne vor Forening!" -- "Ja", svarede hun i sin følsomme, smeltende Tone, "vi ere rigtignok ikke budne meget ud i denne Juletid, men det er det samme; vi er os selv nok". -- "Ja", var mit Svar, "netop saa gik det og min Kone og mig" -- og med eet opgik et Lys for mig, at jeg allerede var gift og nu havde to Koner. Jeg var nærved at fortvivle, da jeg vaag- nede, og den tunge Steen væltedes fra mit Hjerte. Jeg udlæste i Dag Kørners Sørgespil, oversatte af den Boye, der i Adskillelsens første Periode skrev det djærve Digt mod Frederik den Sjette til Ære for Christian Frederik. Nu er han dansk med Liv og Sjel, vil bygge og boe der, og gi- ver endog sit Fædreland Finter i Dedicationsverset til sin Pige, "den ædle Birckners elskelige Datter". -- De to Sørgespil: Zriny og Rosamunda ere efter min Dom meget forskjel- lige av Værd, som og i Aand og Tone. Det første er taget af den ungarske Historie, og der er Körner i sit rette Ele- SIDE: 653 ment. Vi see ham selv den varme, kjække Yngling, hvis Valgsprog var som Fædrenes: "Vort Fødeland, vor Konge og vor Pige (Saa svor de høit, og svor ved Ærens Gud) I Kampen seig hvo disse tre kan svige, Hans Navns Foragt skal aldrig slettes ud", der tænkte og følte som Thaarup: "Kjær har vi Fædre, Ven og Pige -- -- -- -- -- Men overalt skal Flammen stige, Der brænder for vort Fædreland", og som, denne Grundsætning tro, selv liig Hjalte "glemte Elskerinde og Fædrelandet ene saa, og faldt for det!" -- Handle som Zriny og hans Vaabenfæller var jeg ikke istand til, det veed jeg vel, men med varm Enthusiasme føler jeg det store i Handlingen, en navnløs høi og skjøn Følelse fyl- der min Sjel -- jeg mangler Ord til at udtrykke den, men klart er det mig, som det var, da jeg var i Strid med Hount om Norges Selvstændighed, at der er Heltemod i min Aand, og at det alene er mit Legeme, der gjør mig til en frygtsom Usling. I saadanne Øieblikke, naar Aanden hæver sig over Tid og Rum, naar Ideen svæver klar for den, og der er in- tet, aldeles intet her, som fuldeligen kan realisere den, -- o da er det mig saa tydeligt, saa ufeilbart, hvad jeg i det ro- lige Hverdagsliv mangen Gang fristes til at tvivle om: at jeg er udødelig, at jeg med fuld Bevidsthed om det som var og det som er, skal vedblive at være til i al Evighed. Op- søge Feil eller detaillere Skjønheder i dette herlige Digt kan jeg ikke, men evig skal jeg elske og hædre dit Minde, herlige Yngling! som saa tidlig forlod den Jord, der ikke var, ikke kunde være dit Hjem, og føler dig nu, saa vist som Gud er til, fri og salig i de lyse Sphærer, til hvilke din Aand paa længselfuld Andagts Vinge opsvang sig allerede her. Held SIDE: 654 dig! -- I det andet Sørgespil, Rosamunda, synes Körner derimod at have vovet sig ind i Egne, der vare ham frem- mede. Der kunde jeg med rolig Kulde udspille mange Feil og Svagheder, naar jeg fandt det Umagen værd. 28de December. Jeg bladede i Mad. Buchholms Poesier. Det er sandt, det meste er noget daarligt Kram, og man var saare nøisom, da man tildeelte hende Navn af Nordens Sappho. -- Det Wergelandske Partie synes stærkt at reise Hovedet, og det er Tid, at der tages alvorligen til Gjenmæle, hvis det ei ganske skal vinde Overhaand. -- I Intelligentsseddelen laster En den Abelske Declamation, og en Anden paataler med grundet Indignation og Bitterhed den brevigske Pøbelstreg. Jeg be- drog mig ellers neppe i min Formodning. Udøveren af hiin Heltegjerning opfordres nemlig til at bekjendtgjøre, om han foretog den ved Dagen i høitidelig Procession eller om han ved Nattetid med sagte Hammerslag fæstede Bogen til Gabestokken. Det er udentvivl en lumpen Karl den samme Hr. Hammer, et værdigt Pendant til min Ungdoms Lærer Heidrich. -- I Rigstidenden paaanker en Anden kortere og lempeligere hiin Adfærd. -- Den Cand. P. Strøm, som til- raadte Foreningen i det overordentlige Storthings Dage, og som Hersleb skrev imod, er bleven Bergmester. Der taltes hos Sverdrup haardelig mod den Uretfærdighed, at han, vistnok bergkyndig, men uden Embedsexamen, blev foretrukken Berg- raad Petersen og en Mand, som i 24 Aar har været Ge- schvorner, som begge vare indstillede foran ham af Statsraa- det, hvis Indstillinger man i Stockholm ikke synes at reflec- tere noget paa. Cancellieraad Morgenstjerne var ærgerlig over Dommen over Staffeldt, hvis Defensor han var. Ikke uretteligen do- lerede han over, at de værste Syndere: Hjerman og Sec- SIDE: 655 tionsanfører Lemvig, ved at benytte sig af Amnestien, slap aldeles fri, og Staffeldt saa haardt maatte bøde. Tre Høie- steretsassessorer var for ham. Bull og Debes vilde have ham aldeles frikjendt, Omsen idømt en Mulct af 800 Spd. Morgenstjerne meente, at hvis ikke Generalauditeur Bergh for Haxthausens Skyld havde veget Retten, og Præsident Arntzen ei beklædt hans Plads og paa Embedsvegne voteret først, vilde Sagen faaet et andet Udfald. Den Sverdrupske Cirkel var fornøiet med Dommen. -- Der (hos Sverdrup) var vi da i Aften efter Indbydelse. Der var desuden Skjelderups, Platou og Kone, Gartner Siebke og Kone, Hersleb, Keyser og Flor. Den meste Tid afhandledes i dette lærde Selskab economiske Materier, i Anledning af noget, der skal staae i Nationalbladet om Forbudet mod udenlandske Luxusvarers Ind- førsel og Brug. Man blev enig om, at Viin, Caffee og The ei kunde undværes, udenlandsk Klæde og Bomuldstøie for det første ei heller. Derimod gik en ubarmhjertig Dom over Silke, Tyl, Flor, Kniplinger, Broderi, Ædelstene o. s. v. Præsternes Silkesamarier lod man dog, paa min Forbøn, vederfares Naade. -- Ved Bordet, hvor de gjerne kunde beværtet Statholderen (saa godt var Tractementet), gjennemheglede den hele Mand- folkeskare (jeg og Siebke undtagen) Justitiarius Berg ganske forskrækkelig. Ikke engang et smukt Ansigt vilde de tilstaae ham. Sverdrup vil paastaae, at han i Kjøbenhavn, hvor han nok bestiller saare lidet, trækker en Gage af 70 -- 80 Pund Sterling maanedlig. Det er vist mere end dobbelt af hvad Norges Statsraader have, -- jeg kan neppe troe det, men ellers gjør nok Regjeringen i denne Tid altfor mange upopu- lære Skridt. Fru Sverdrup skal have isinde en famille inden lukte Døre at illuminere for Fredrik den Sjette paa hans Fødselsdag. Det skulde hun dog lade være. -- Jeg talte med Sverdrup om Kørners Sørgespil. Ogsaa han beundrer og elsker høiligen Zriny. SIDE: 656 29de December. Jeg var indbuden til Middag hos Biskop Bech. Der var Ingen uden Platou og Hersleb. I saadanne smaa for- trolige Samkvem viser Bispeparret sig fra en heel interessant og elskværdig Side. Æmnerne, hvorom der for det meste taltes, var just ikke behagelige: Fjortendagskrigen 1814, vort derangerede Finantsvæsen og flere af den norske Stats aaben- bare og lønlige Brøster, men der taltes af alle med Frihed og dog med Sindighed og Moderation. Platou paastod, at der i bemeldte Aar var et meget talrigt Partie, der ønskede Foreningen med Sverige, endnu længe før Krigens uheldige og skammelige Udfald gjorde den nødvendig, og at Mænd hørte dertil, som Ingen drømte om. Ogsaa nævntes Officerer, som med Lykkens blinde Terningkast undgik Action, hvortil de lige- saa vel som Staffeldt og flere kunde qualificere sig, og blandt disse, ikke som Forræder, men dog som ufornuftig Raadgi- ver -- hvo skulde troe det? -- Hegermann. Snarest skulde man troe, at alle de, som skjøde Skylden, den Ene paa den Anden, allesammen havde Ret. Der var nok "ingen retfærdig, end ikke en eneste." 31te December. Den femte Nytaarsaften siden jeg begyndte at holde Dagbog er henrunden. Dem af mine Omgangs- og Venne- kreds, der i en eller anden Henseende vare mig interessante og kjære, og som i dette Aars Løb har forladt Jorden, gjen- kalder jeg da i Minde, og saa gjorde jeg da ogsaa i Aar. I min Stambog, hvor forrige Aar sattes 5 eller 6 Kors, er i Aar ikke sat et eneste. Derimod have 5 Mænd, ældre end jeg, taget Afsked herfra, alle ledsagede af mit veemodsfulde Savn, skjøndt kun Een af dem, den, der mindst interesserede mig, Stads- hauptmand Heyerdahl, levede i Bye med mig, og skjøndt jeg alt længe havde opgivet Haabet om at see nogen af de andre SIDE: 657 mere herneden. Min i flere Henseender agt- og elskværdige Svigerfader, der vel var Kjøbmand som de andre, uden betydelig Aandsdannelse, men hævede sig dog ved egen Kraft over mere end een af Standens Fordomme, havde en Ømhed i Hjertet, en Fiinhed og Delicatesse i Følelsen, der savnes hos mange langt mere cultiverede Kjøbmænd, og fremfor alt elskede mig og min Kone hjerteligen: den 70aarige Yngling Biskop Brun, hvis udmærkede Talenter og varme Iver for Religionen, og hvad han ellers fandt godt og hæderligt, give ham billig Adkomst til Samtids og Eftertids beundrende Høiag- telse, om han end ikke var den feilfrie, urokkelige, standhaftige Mand, Hersleb og flere ville gjøre ham til: den høitærværdige Balle, til hvem jeg bandtes med end kjærere og helligere Baand, hvis Aandsgaver vel vare mindre eminente end Bruns, men som i Kundskaber langt overgik denne og i Hjertets Varme idetmindste var hans Lige, der med et Mod og en Fasthed, Brun aldrig fik Leilighed til at give Prøver paa, stod næsten ene i den svære Kamp, hvor evangelisk Christen- doms Fiender overmodige brammede af deres Seier og dens faa Venner droge sig tause tilbage: den i Sandhed hæderlige Knudsen, der vist havde sine Feil (det havde de alle, og hvo har ikke det?), men ogsaa ypperlige Egenskaber, som faa af dem, der dadlede og spottede ham, besad -- disse fire Hædersmænd -- for mig vare de saagodtsom døde, men med dem alle har jeg staaet i meget interessante Forhold, af dem alle var jeg agtet og elsket, og alle gik de med Ære i deres Grav, med rolig Bevidsthed om at have virket i deres Kald og stiftet Gavn -- alle ere de nu vist salige hos Gud. Held dem og Enhver, der levede som de, døde som de! -- At jeg endnu ikke har kunnet nævne min gode gamle Frue Dyhring blandt de Hjemkaldte, er tungt. Jeg var hos hende i Efter- middag og tog Afsked med hende for det gamle Aar. Ak! hun er en saare træt Vandrer, og endnu vil ikke Dødens SIDE: 658 lune Vugge favne hende! Dog næste Aar skeer det vist; det er nok umuligt, at hun kan opleve flere Nytaarsaftener. I Nationalbladet læste jeg den Indbydelse til et tarve- ligt Selskab, der gav Anledning til de ekonomiske Discurser hos Sverdrup og Bispen. Jeg maa tilstaae, at hverken Ideen i sig selv eller dette Forslag behager mig, og saa hellig Pligt det skal være mig, at afholde mig fra alt, hvad Lovene i Fremtiden maatte forbyde, saa er det og min ufravigelige Grundsætning, aldrig frivilligen at gaae ind i et Selskab, hvor jeg maatte love, hvad jeg maaskee ikke kunde holde, hvis Statuter aldrig kunne formodes at ville blive Almeenvillie, hvor det, som jeg og det halve eller hele Hundrede med mig kunde gjøre til det Heles Vel, var en Draabe i Havet, og hvor jeg, ved at have uden personlig Trang opofret, hvad der ved nogle og 40 Aars Vane er bleven mig Fornødenhed, Sukker f. Ex., Caffe og The, blot gjorde mig til Singularist, der var forlegen, og med hvem man maatte være forlegen i ethvert Selskab, hvor man blev indbuden, og hvor Pluraliteten ingen saadan Vedtægt kjendte eller antog. -- I Rigstidenden har man forlangt nogle Modificationer i dette Forslag, som rigtignok gjør det mere antageligt, men hverken min Forstand eller mit Hjerte er endnu vundet. -- Det næste Stykke i Nationalbladet er en taabelig og arrogant Expectoration af den Hr. Strøm, som var oppe og skjændte Hersleb Huden fuld. Han nævner vel ikke denne, men sigter dog aabenbar til ham, og det bliver vist nødvendigt for Hersleb til sin Retfærdig- gjørelse at documentere sin Paastand. Derimod har Dr. Gar- mann talt nogle sindige og passende Ord imod Wergeland. Kun naar Beretningen ikke alene kaldes uædel (det er den sikkerlig), men ogsaa ondskabsfuld, kan jeg ikke give ham Medhold; thi Hensigten kan ene Gud bedømme. -- Hvad der ellers i Rigstidenden paafaldt mig, var den Klage, der føres næsten hele Europa igjennem, over Mangel, især hos den SIDE: 659 arbeidende Classe. Er alt det sandt, hvad man fortæller fra England, fra Tydskland, men og især fra en Egn i Schweitz, saa ere vi endnu, Gud være lovet, i det fattige Norge saare langt fra at være komne til den Yderlighed. Hvad vi og Svenskerne af patriotisk Iver paaløi hinanden for halvtredie Aar siden, det synes her at være Kjendsgjerning. Mærkeligt er det ellers, at i hiin Schweitzeregn tiltagende Folkemængde til- skrives den store Nød. I mine to Menigheder ere i dette Aar 586 fødte og 264 døde, altsaa Folkemængden bleven 322 Mennesker større, -- en ønskelig Sag, naar engang vore Patrioter faaer vort Fabrik- og Manufacturvæsen istand, men ind- til da veed Gud, om vi bør glæde os over, at, efter Biskop Bechs Sigende, Aggershuus Stift har 6000 Mennesker flere at nære end forrige Aar. I den Udsigt over Aggers Fattig- og Skolevæsens Til- stand, som skal oplæses fra Prædikestolen i Morgen, bekjendt- gjør jeg for den samlede Menighed hiin Stiftsresolution om den Pige, for hvis Cur og Pleie paa Byens Sygehuus skal gives 986 Rbd., og forklarer de Grunde, hvorefter jeg an- seer den for uretfærdig samt lover at foredrage den for Sog- nets Repræsentanter ved næste Ligningsmøde og med dem overlægge, hvad mere der er at gjøre ved den Sag. I Ud- sigten roser jeg forresten efter Fortjeneste min udmærket brave Inspecteur John Hansen for hans mageløse Omsorg. En Tid var jeg og meget indtaget i Eggertz, dog hans Nidkjærhed bestod meest i at male Beregninger, men deri var han rigtignok en Mester. Hansen fører Pennen maadeligt, men i Daad er han des dristigere og retskafnere. General de Seve sendte et tarveligt Offer og fortalte i et Brev, at 375 Rbd. N. V. var hans hele Pension i for- rige Aar, og det kan umuligt være. I et Postskript siger han: "De, som stode efter Barnets Liv i 1808, ere nu baade timelig og moraliter døde! Gud skjænke dem begge i hiin SIDE: 660 Verden saamegen Salighed og Lykke, som jeg af Hjertet øn- sker." Christian August var da den ene, Staffeldt formo- dentlig den anden, men han er jo endnu ikke timelig død, fordi Høiesteret har dømt ham fra Livet. -- Af Rigstidenden anmærkes endnu, at 100 danske Rigsbankdaler nu betales med 526 norske -- og endda bliver 1 Pund Sterling 125 Rbd., og Matthiesen fordrer 170. -- Den Proces, Raadmand Mostue og Carl Schøien paa engang døde fra (see Marts 1813) er nu paadømt ved Høiesteret, og Mad. Mostue vandt.