s.51   1812 II. 1ste August 1812.    Paa min Reise fik jeg atter Lyst til Dagbogsskrivning. Der er dog, det erfarede jeg da, om jeg ellers efter Læs- ningen af min Venindes, Fru Korens, Dagbog kunde tvivle derom, adskilligt, endog i det daglige Liv, der uden at hen- høre væsentlig til et Menneskes Biographie, er værdt at gjemmes og drages til Minde, og som det er umuligt med den bedste Hukommelse, hvilken dog sløves ved de tiltagende Aar, efter nogen Tids Forløb at være sig fuldkommen be- vidst. For Mennesket af Grundsætninger, som ærligen vil bekjende, hvad han har gjort og tænkt, det slettere og det bedre, kan det og være en gavnlig Tvang, han paalægger sig selv, naar han gjør sig det til Pligt med strengeste Upar- tiskhed og Sandhed at gjøre Rede for alt. Heraf følger da, at en Dagbog af denne Natur ei kan være for en saa talrig Vennekreds som min Reisedagbog eller Frue Korens; det er ikke mine Venner, men mig selv, jeg her skriver for. Om alle uden Undtagelse ligesom om mig selv udbreder jeg mig med den fuldkomneste Aabenhjertighed. Kun dem altsaa, der kunne taale at høre Sandheden eller, hvad jeg anseer derfor, kun dem kan jeg tilstede Læsningen af disse Blade -- og hvor mange ere vel de? Iøvrigt er Bogen, som sagt, til min egen Efterretning. Mere altsaa hvad der interesserer mig selv, end hvad der morer andre, tager jeg Hensyn paa s.52   og vogter mig i øvrigt for enhver Udladelse, hvorfor jeg, om den og læstes af min værste Fiende, kunde drages til Ansvar for Domstolene, thi hvad der er skrevet, kan man aldrig med fuldkommen Vished vide, ei vil falde i Uvedkommendes Hæn- der; om det end gjemtes under tredobbelte Laase. Saavidt Indledning.    Efter Breve fra Kjøbenhavn trykkes meget der med stor Hemmelighed. Man gjætter paa en Krigserklæring, som det dog af flere Grunde ikke kan være, Paalæg af en Sølvskat eller en Anordning om Bancosedlernes Reduction. Den mel- lemste Gisning er, efter Secretaire Rougtveds Fortælling, den sandsynligste. Han vilde vide, at hvert sjette Lod Sølv skal leveres til Regjeringen, om uden al Erstatning eller mod en ringe Betaling, veed man endnu ikke. At denne Forord- ning, om den udkommer, af mange vil blive illuderet, derved er neppe nogen Tvivl. 2den August.    Jeg tilbragte Formiddagen hos Wulfsberg i den lang- varige Ordbogs-Commission.1 Hvad jeg forefandt der ved min Ankomst, var lidet glædeligt. Wulfsberg dicterede og Døderlein afskrev en Proclamation under Titel: Brev fra en Svensk Rigsdagsmand i Ørebroe til en Norsk Patriot, der efter Sigende udbredes i Landet, og indeholder ikke mindre end Opfordring til Norge at løsrive sig fra det danske Scepter og forene sig med Sverrig under yderst smig- s.53   rende og fordeelagtige Betingelser. Døderlein ønskede sig en Afskrift af denne smukke Pjece; jeg ønskede aldrig mere at see den, og saa lidet jeg som svagt Individ kan modsætte mig bydende Nødvendighed, saa vis kan man være paa, at den Smule Veltalenhed, Vorherre har undt mig, ikke skal mis- bruges til at føre mine Medborgere paa Afveie, og at, naar det ikke længer kan nytte at tale for Ret og Pligt, saa skal jeg tie. 3die August.    I Egenskab af Censor gjennemlæste jeg Provst Kam- strups Afhandling om Skolevæsenet, og skrev til Indrykkelse i Selskabet for Norges Vels historisk-philosophiske Samlinger de Anmærkninger derved, som jeg fandt mig beføiet til at gjøre. De vare ikke mange eller betydelige, da jeg i det Hele er enig med Forfatteren, skjøndt jeg rigtignok, hvad Præ- sternes Deeltagelse i Skolevæsenet maa sige med Cosmoligoreus: Video meliora proboque, deteriora sequor. Jeg er des- værre altfor indolent i den Sag, og det værste er, at det ei engang staaer i min Magt at føle levende Interesse derfor. "Naar Tidsalderens Aand arbeider mod almeen Forædling, kan det bedst organiserede Underviisningsvæsen ikke fremme den", er endnu min stadige Troesbekjendelse, og denne Aand har ikke forbedret sig i de 7 Aar, siden jeg i min Tale i von Westens Institut, søgte at bevise denne Sætning.    Den svenske Proclamation2 synes atter at ville sætte Wulfsberg i den exalterte Stemning, han var i, da Prinds Chri- stian blev valgt til svensk Thronfølger. Ham som saamange andre ulykkelige Mennesker forekommer nok enhver Forandring ønskelig, da den maaskee kan være Forbedring for dem, mens det neppe er muligt, at deres Kaar kan forværres. -- Der s.54   siges nu, at der intet bliver af Sølvafgiften, men at en Vinduesskat skal være i Vente. Vi skulle altsaa tilkjøbe os Lov til at lade Solen skinne ind i vore Værelser! Gud for- lade Kongen og hans Raadgivere! Der var dog virkelig andre langt rimeligere Skatter, som kunde paalægges. 4de August.    I Selskab med Wulfsberg og Præsten Aars3 kjørte jeg til Bogstad, hvor Commissionen for Ugebladet "Bonde- vennen"4 var samlet. Forhandlingerne vare som sædvanligt ikke morsomme. Jeg er sluppen ind i denne Commission som en Udlænding slipper ind i et Selskab, hvor der tales et Sprog, som han allene blandt de Tilstedeværende ei for- staaer. Der er saaledes intet andet for mig at gjøre, end at være taus Auscultant. Da Ventilationerne vare endte, talte jeg med Neumann om hans Katechismus, om hvilken han sagde, at den var faren til Helvede, siden han ikke vilde lade Christus fare did. Han er enig med alle deri, at Biskop Bech er den, som er værst compromitteret i den Sag, men ogsaa erkjendte han, at denne gode Mand er Skyld i det Hele, ved at han med saa megen Bram forlangte Autorisa- tion for Bogen, da han, naar han i Stilhed havde anbefalet den, gjerne kunde faaet den indført i hele Stiftet. Neumann undskyldte endog det theologiske Facultet, at det holdt saa strengt ved de symboliske Bøger, da det maaskee kunde ansee s.55   Cancelliets Forespørgsel for en Snare, der var lagt for at prøve dets Orthodoxie.5    Vi kom nu til Bords og "lagde i al Slags Gammen hen Landets og egne Sorger". To smaae Pokaler bleve tømte i Ære for Aars, der første Gang var som Præst paa Bogstad, og Kammerherre Anker. Viser bleve sungne, dog gik det i al Ærbarhed, thi ved Bordet sad to fine Damer, Conferentsraadinde Anker og hendes tækkelige, men sygelige Datter. Ved Kaffeen og efter den hørtes intet uden Klager over Tiderne og mørke Spaadomme især om Misvæxt og Hungersnød, da man troer, Havren, formedelst det vedhol- dende Regnveir, ikke kan modnes i Aar. Veiret tillod os ikke at komme ud af Døren og vi lavede os derfor snart til Hjemreisen. Aars være nu som Præst, hvad han vil, han er et interessant Menneske. 6te August.    Paa Hedemarken skal være indgaaet Forbund, ei at sælge en Tønde Rug i Aar for mindre end 100 Rd., og er nogen saa fattig, at han ikke kan oppebie Tiden, da den stiger saa høit, har de Øvrige forpligtet sig til at afkjøbe ham hans Forraad. Mod disse Naturens Sønner, som Bønderne kal- des, ere Christianias egennyttigste Høkere sande Engle. 8de August.    Selskabet for Agers Sogns Vel havde Qvartalsmøde hos Lensmand Knoph paa Grønland. Det var ellers sidste Gang vi samledes der. Knoph har opsagt os, og man fik Even Frøen overtalt til herefter at modtage og beværte os. Idag bleve Præmierne for forrige Aar for Agerdyrkning og s.56   Huusflid uddelte, alle i Penge, da man nok finder de Gaards- redskaber og Industrieværktøi, man før gav, for kostbare nu- omstunder. Tilsidst uddeltes et Agtelsestegn til fire Tjeneste- folk for lang og troe Tjeneste, og det bestod i en Sølvbryst- naal, hvorpaa to Nøgler over Kors, der overgaves dem af Kammerherre Anker med Formaning at bære det, naar de gik i Kirke eller Selskaber, at Folk kunde see, hvilke Karle de vare. Et Forslag at indkjøbe og indrette en Forsøgsgaard efter John Colletts gamle Plan faldt igjennem med 17 Stem- mer mod 16, og havde især i Assessor Mathiesen6 en stærk Modstander. Maaltidet pleier at være morsomt, men var det ikke idag. Norges Skaal blev drukket med den sædvanlige Klappen og Hurraraaben, men det var intet andet end den pure Vildskab. Da det er eet at skraale for sit Fædreland og et andet at handle for det, og jeg neppe tiltroede hver fjerde Mand i Selskabet Forstand og Hjerte til det sidste, saa var jeg aldeles ikke vel fornøiet med denne, som jeg sjel- den er med nogen Støi. Det var mig overalt ubehageligt at sammenligne dette Møde med October Mødet forrige Aar, da man drak Kongens Skaal med en høitidelig Eenstemmig- hed, der fremlokkede Taarer i mit Øie. Hvad har han siden gjort, som qvalificerer ham til denne kolde Ringeagt, som en Tidlang var og nu igjen er herskende Tone i vore soi-disant patriotiske Cirkler? O disse Rør, som drives hid og did af Vinden, og paa dem skulde Landet stole i dets Trængsler? s.57   Nei, ophjælpes det ikke paa anden Maade, da ophjælpes det, ved Gud! ikke. 9de August.    Veiret var afskyeligt. Jeg ventede derfor ikke mange Tilhørere i Slotskirken, og fik dem heller ikke. Jeg var der- for ret glad over at have opgivet de to første Planer, jeg havde lagt til min Prædiken. Først faldt det mig nemlig ind, at jeg i Anledning af den svenske Proclamation vilde tale nogle kraftige Ord om, hvad vi skylde Konge og Fædre- land i Trængselsdage som nærværende. Men en saadan Prædiken maatte skrives heel, da et uveiet Ord ved en saa- dan Leilighed let kunde bringe en i Fortræd. Jeg opsatte altsaa disse Advarsler til en anden Tid, hvis de da skulde være fornødne. Siden vilde jeg med Hensyn paa det ved- holdende Regnveir og andre dunkle Udsigter lagt min Menig- hed paa Hjerte, at, skjøndt dette ikke egentlig kunde betragtes som Guds Straf, burde vi dog alvorlig eftertænke, hvor lidet de fleste blandt os som Mennesker, Borgere og Christne for- tjene en bedre Skjebne end den, som synes at vente os. Men jeg ønskede mange til at høre denne Bodvækker, og jeg veed ikke, hvilken Anelse bebudede mig, at mine Tilhørere vilde blive faa -- nok, jeg holdt mig ganske til Dagens Evange- lium, og udviklede: 1. At vi intet have at hovmode os over. 2. Hvorledes vi ved overdrevne høie Tanker om os selv gjør det umuligt for os at gaae frem, men gaar snarere tilbage. Udførelsen fyldestgjorde mig ikke. Talrigt Audito- rium begeistrer mig, tom Kirke gjør den modsatte Virkning. Ogsaa den Tanke, at der var saa hjertelig faa af mine Til- hørere, som det med Rimelighed kunde falde ind at hovmode sig enten af udvortes eller indvortes Fortrin, gjorde mig kold og tvungen. 11te August.    Jeg har idag lagt Planen til et literært Arbeide, som s.58   jeg længe har tænkt paa: Nogle Vink for unge Prædikanter, med Hensyn paa enhver Tidsalder.7 12te August.    Det forekommer mig, som Cadetterne nu vise mere Opmærksomhed, Eftertanke og Forberedelse. Tandberg8 er vist en dueligere Religionslærer end hans Forgjængere. Selv eminente Genier som Garben9 o. fl. har jeg ikke været mere fornøiet med end nu med 6 -- 8 af dette Aars Confirmander. 13de August.    Vi har nu virkelig Sommer, saa behagelig, som den kan tænkes. Landmanden har det ønskeligste Høstveir, og trods alle Spaadomme tegner det i det mindste i vor Egn til at blive et overmaade godt baade Høe- og Kornaar. (Drammen) 21de August.    Cappelen fik i Aften tilsendt fra en ubekjendt Haand en Fortsættelse af den smukke Brevvexling, jeg under 2den d. M. har omtalt. Der gjøres fornyet Forslag om Norges Forening med Sverrig; man søger at gjøre det end mere indlysende, hvor fordeelagtig en saadan Forening vil være, og at hæve nogle Indvendinger, som en norsk Patriot skal have gjort. Jeg vil formode, at det Hele er Privatmænds Værk, og at ingen Regjering indblander sig i saadant; jeg er overbeviist om, at Almeenstemningen i Norge aldrig vil bi- falde Frafald fra Kongen, om ogsaa endeel urolige Hoveder skulde ville lægge Opstandsplaner. Cappelen sender Brevet til Øvrigheden, saa vilde jeg ogsaa gjøre, om et saadant s.59   Brev sendtes mig, hvilket jeg dog formoder, man, efter de Grundsætninger, jeg i min Tale af 28de Januar10 vedkjendte mig, ikke lettelig vil falde paa.    Udrustningerne ved Grændsen siges at være indstillede. Hvis det er sandt, er saaledes Faren fra denne Kant forbi indtil videre. 25de August.    I Intelligentsseddelen fandtes et Stykke, hvori aabenbar Hensyn var taget til de smigrende svenske Løfter og den Tro- skab, vi i den Anledning skylder vor Konge. Formaningen er velment, men har liden Fynd; imidlertid bestyrkedes jeg herved i mit Forsæt paa Søndag 14 Dage i Slotskirken at besvare det Spørgsmaal: Bør eller kunne vi forbedre vor Tilstand ved at handle mod Pligt og Samvittighed? og lev- nes mig Tid, skal jeg udarbeide denne Prædiken, for at være desto vissere paa, intet at glemmme af, hvad jeg har at sige, og heller ikke at lade mig henrive til at sige mere end til- børligt er. Jeg havde ogsaa Lyst til, naar Leilighed gaves, at opstille den Opgave i Anledning af nogle Yttringer i det sidste svenske Brev: Kan Troskab mod Fædrelandet billigen adskilles fra Troskab mod Kongen? og da vise, at der kun er tre Tilfælde, i hvilke en retskaffen Mand kan ophøre at være sin Konge underdanig og skille hans Sag fra Fædre- landets, og at ingen af disse Tilfælde for nærværende Tid existerer hos os. 26de August.    Generalauditeur Bergh finder ikke de svenske Breve i mindste Maade farlige, og anseer ikke vore Landsmænd en- foldige nok til at bedaares af Løfter, hvoraf det ikke vilde s.60   være de Svenske muligt at opfylde Halvdelen. Det bekræfter sig, at alle Troppesamlinger i Sverrig ere ganske ophørte. Soldaterne ere vandrede hjem, og Matroserne have Tilladelse til at tage Tjeneste paa Koffardieskibe. Det var dog mærke- ligt, om det kunde lykkes Sverrig ene blandt Europas Natio- ner at bevare Neutralitet i denne Tid, da det er et alminde- ligt Løsen: Hvo som ikke er med mig, er imod mig. 27de August.    Første Deel af Guldbergs Oversættelse af Plautus har jeg idag faaet. Jeg har endnu kun læst Fortalen, som er meget instructiv, men Gud bevares, hvilken knudret Stil hos en Lingvist af Profession! hvilke indviklede Perioder! hvilke sesquipedalia verba! Der er nok ingen Forfatter af ringeste Celebritet, der i dette Øieblik skriver saa slet Dansk som Guld- berg. Ogsaa hans næsten directe Paastand, at man ei kan være god Forretningsmand, uden at have dannet sig ved Classikernes Læsning, er vovet og sikkert overspændt. Ære dem, som æres bør, og de Gamle tilkommer vist større Ære, end man i det attende Aarhundredes sidste Decennier vilde tilstaae dem, men at det "klarligen som ynkeligen" vil sees, naar Manden, "hvem Staten gav en Kreds at styre, fattes den Dannelse, Classikernes tidligen begyndte og heldig fort- satte Studium meddeler", at han "staaer svag som et Rør for Vinden, at den Opdragelse, han nød, kun var halv, at han gik ufuldkommen fra den", er af de Overdrivelser, som kun en Pram og Guldberg ville tillade sig. 31te August.    Assessor Mathiesen er en fortræffelig Vert, og jeg kjen- der ingen, hos hvem man i høiere Grad har Frihed til at drikke sig pærefuld eller holde sig inden den strengeste Maade- ligheds Grændser. Man faaer saameget man vil have, men nødes aldrig. Forøvrigt har Manden sine svage Sider, og s.61   vedkjender sig selv Utilbøielighed til at gjøre Opofrelser for det Almindelige, saa han endog idag forsikrede, at om han var børnløs og eiede Millioner, vilde han ikke testamentere en Skilling til offentligt Brug. Maaskee kan Sagen betragtes fra flere Sider, og M. kan have Ret, naar han siger: "Vee det Land, hvor ingen nyttig Indretning kan fremmes og ved- ligeholdes uden Privatmænds Understøttelse!" men den Ego- isme, hvortil han baade theoretisk og practisk bekjender sig, gaaer dog for vidt. 2den September.    Jeg har udlæst første Deel af Jean Pauls unsichtbare Loge, men er endnu lige klog; jeg har endnu (!) seet noget om Loge og Usynlighed. Det Hele er overalt noget ganske be- synderligt, som jeg aldrig ret vil kunne hitte Rede i. Aller- mindst begriber jeg, hvor Jean Paul kan blive interessant Fruentimmerlecture. At her findes mange særdeles vittige og skarpsindige Yttringer, vil jeg aldrig nægte, og at tænkende Mænd som Provst Munch og Schmidt kan finde det interes- sant at trænge ind med Forfatteren i den menneskelige Naturs Dybder, gik end Veien over golde Heder og ubanede Fodstier, det kan jeg begribe, skjøndt jeg selv ikke altid har Taalmo- dighed til at lede en halv Time i en Sanddynge efter et Par Guldkorn, men at Fruentimmer som Moer Koren og Mad. Cappelen, der dog ikke have fornægtet deres Kjøns Charakteer og ere blevne høilærde, dybsindige Philosophinder, at Fruentimmer, der nære og tolke idel blide, ømme Følelser, kunne uden Selvfornegtelse, med Henrykkelse endog, arbeide sig gjennem Jean Pauls Fjas og abstracte Philosophemer og alskens Viisdom, kunne flyve med ham fra Sirius til Rende- stene og Natstole og derfra igjen op i den tredie Himmel, det er mig ubegribeligt, og da jeg dog ikke er af de meget sløve Hoveder, da jeg ikke har svoret udelukkende til nogen æsthetisk Skole, da jeg har ligesaavel Sands for Schiller, s.62   Øhlenschlæger, Goethe, ja for Tieck og Werner, som for Ewald og Klopstock, saa tilgiver mig, mine agtede Veninder! da jeg paa ingen Maade kan beskylde Eder for Affectation, at jeg aner Selvbedrag i den Forgudelse, som I yde Jean Paul.    Paa Embedsvegne har jeg endvidere læst Provst Graves11 Fortælling: Peder den Ærlige. Det er et maadeligt Product og staar langt under de nationale Fortællinger af samme For- fatter. Peder er vistnok ærlig, men derhos saa taabelig og kjellingagtig, at det er umuligt at fatte nogen Interesse for ham. Fortællingen er overlæsset med romantiske Begiven- heder. Peder kommer blandt Zigeunere, blandt Seelenver- koopere, blandt Vilde paa en Ø i Sydhavet, i engelsk Fangen- skab osv. osv., men tomt, flaut og forslidt er det Hele. Jeg er ellers meget at beklage, og kommer jeg ikke snart ud af den historisk-philosophiske Classe i Selskabet for Norges Vel, bliver jeg Uven med al Verden. Det er virkelig tungt, at man skal vrøvles ind i Omstændigheder, man kunde undgaae, men partisk kan jeg ikke være, om endog den upartiske Dom er feilende. 3die September.    Selskabet paa Økern12 var talrigt og fornemt. Store Selskaber er der forresten aldrig noget mærkeligt ved. De ligne hinanden alle lige til Viin og Mad, som man gjerne her i Christiania kan sidde i sin Stue og forudsige, da man ikke er meget opfindsom i at give afvexlende Retter. Med samme Bekostning synes jeg vore Rigmænd, der enten selv eie Kok eller leie ham for den Dag, kunde variere Bevært- ningen en Smule. Mariboe havde sørgelige Tidender fra s.63   Throndhjem at fortælle. Kulden har indfundet sig temmelig stærk, og Misvæxt ansees uundgaaelig. Vore to Orlogs- brigger, som laae i Finmarken, ere tagne af Engellænderne og Tilførselen fra Archangel er gjort fast umulig, saa at Hungersnød nordenfjelds høiligen er at befrygte. Mismodige Yttringer hørtes af Adskillige ogsaa om Udsigten i vor Egn, da det i Nat havde frosset, og man mere og mere mistviv- ler om, at Havren kan modnes. 4de September.    Jeg har idag kjøbt 7 Favne Oreveed, som det endda hedder, jeg havde faaet for taalelig Priis, og som kostede mig ialt henved 140 Rd. Det er mig ubegribeligt, hvor Officerer og andre, hvis Indtægter dog i Forhold til mine er smaa, kunne leve med Familie i denne Tid. De leve ventelig slet, derom kan ikke være nogen Tvivl, men da Korn og Brænde og andre Livets høieste Fornødenheder just ere de, hvis Pris stiger høiest og forholdsvis langt høiere end de forbudne Colonialvarer, saa hjælper det lidet, at indskrænke Brugen af Luxusvarer; det er just det daglige Brød, hvormed der aagres meest, og som det er vanskeligt at faae. 5te September.    Stenersen interesserer sig ikke meget for Ordbogscom- missionen, og hos Ynglingen kan man tilgive, at en tør Ord- fortegnelse, som dog krydres med mange levende Ventilationer, ofte ogsaa med lystig Spøg, ikke morer ham. Om han just vinder noget ved isteden at læse Schellings Philosophie, som han i Aften angav for sin Yndlingslecture, skal jeg lade være uafgjort. For nogen -- Selbstgenügsamkeit kan jeg ikke fri- kjende dette vakre, muntre, tækkelige, unge Menneske. At han, en theologisk Candidat, i en let henkastet Tone, kan fortælle, at Grundtvigs Dimisprædiken er den første og eneste Præ- diken, han har læst i sit Liv, gjør ham ingen Ære; at Dyret s.64   i Aabenbaringen, som taltes om i Dansk Ordbog, var ham noget ganske nyt, og at han lige naivement tilstod, at han aldeles ikke kjendte Johannes Aabenbaring, var heller ikke at gjøre sig til af, og at han slog Vrag paa Ordet Dyd og vilde have det moderne, mere indskrænkede Ord Fromhed iste- det, kunde gjælde som individuel Mening, naar det i al Be- skedenhed fremsattes som saadan. 6te September.    I Classesamlingen besluttedes, at Grøgaards Afhandling skulde trykkes uforandret og uden Noter, men at Biskoppen skulde gjøre et Tillæg, hvori han (baade mod Grøgaard og mig) vilde paastaae Præsternes Duelighed og Forpligtelse til at danne Skolelærere. Det er nu Mandens Kjephest. I hans allerførste Circulaire som Biskop for 7 Aar siden galop- perede han afsted paa den, men sandelig, Sagen har store Vanskeligheder, som han hverken har hævet eller formodentlig vil kunne hæve. Fremdeles besluttedes, at Recensioner over indsendte Skrifter herefter ophøre. Spørgsmaalet bliver blot, om de bør trykkes eller ikke? og har da et af Classens Med- lemmer noget, som ligger ham paa Hjerte, og hvori han er af anden Mening end Forfatteren, kan han tilføie det i et Tillæg. Derimod udelades ligefrem urigtige Ting, ligesom man og, naar Forfatteren, som Provst Grave, har givet Classen Hals og Haand over sit Arbeide, retter dette efter Godtbefindende. Et mindre fornuftigt Decret, som dog for- haabentlig kan lægges paa Hylden eller i al Fald modificeres, fattedes efter Biskoppens Forslag i Anledning af Ordbogens Revision: at nemlig ved Stavelsernes Afdeling fornemmelig skal tages Hensyn til Ordenes Udtale, fornemlig i Pluralis. Ligesom intet er mere ubestemt end Udtalen, saa kunde der nok heller ikke tænkes nogen mere vaklende, for flere Und- tagelser udsat Regel. s.65   8de September.    Uagtet dets uudtømmelige Fond og dets (i andre Hen- seender) driftige Bestyrelse er Ankers Waisenhuus nu i en heel maadelig Forfatning. Mere end tre Fjerdedele af de 12 Børn fandt jeg, ved mit Besøg idag i Skolen, at være saare tarvelige Subjecter; tre af Drengene vare desuden paa Ullevold, for, efter vedtagen Uskik, at bivaane Rugsæden. De fleste af dem seer sygelige ud, og jeg kan intet stort Begreb gjøre mig om den indvortes Forfatning. Deres Fremgang er uden Undtagelse ringe, og er end for det meste Materien ubequem, kunde man dog vente lidt mere Skaber- kraft af en saa ypperlig Lærer, som Feyring passerer for at være. Men dette hans udmærkede Lærerværd har jeg rigtig- nok aldrig kunnet erkjende. Hertil kommer endnu, at der hersker Uenighed mellem ham og Læremoderen, at denne pro- tegeres af Mad. Collett, og at Børnene, som ere begge sub- ordinerede, ikke vide ret, hvem de skulle adlyde, da Begges Befalinger undertiden stride mod hinanden, og at, uagtet alt, hvad Bispen, Agent Nielsen og Mad. Collett i April Maaned lovede at bringe Sagerne i Orden, endnu ikke et eneste Skridt dertil er gjort. Det er saaledes begribeligt, at jeg ikke uden inderligste Misnøie kunde betragte denne Stiftelse, der dog nok engang var i bedre Tilstand, men som uundgaaelig maatte gaae sin Undergang i Møde, naar ikke det Ankerske Fidei- commis var dets mægtige Opretholder, og Spørgsmaal endda, hvad der var bedst: ikke at existere, eller at existere som nu? 9de September.    Paa mine Forestillinger om Uordenen i Ankers Waisen- huus lovede Agent Nielsen, at Waisenhuset om faa Aar skulde komme i en blomstrende Forfatning, faae en skjøn Bygning, et fordoblet Antal Elever, to Lærere og en ordentlig Admi- nistration i alle Maader, og han ønskede, at man da paa s.66   en god Maade kunde blive Feyring quit, da han "ved sin tærgende Kulde stifter Splid og Kulde, hvor han kommer."13 11te September.    Jeg fik igaar et Brev fra Stiftsdirectionen, hvori den udbad sig min Erklæring, hvorvidt jeg troede det gjørligt og raadeligt, at Slotskirken nedlagdes, og begge Menigheder i Forening benyttede sig af Byens Kirke. Denne Erklæring skrev jeg idag. Da Biskoppen ikke havde udtrykt sig ganske tydeligt, antog jeg, at Menighedernes fælles Brug af Kirken kunde ske paa to Maader: naar begge hver for sig benyttede sig af den paa forskjellige Tider, og naar de sammensmeltedes til een Menighed. Det første vilde med Hensyn til den Sag, som havde givet Anledning til dette Spørgsmaal, intet gavne, da hver fremdeles fik sine Omkostninger at udrede, vilde neppe heller være raadeligt, naar ei Nødvendigheden bød det, da ubehagelige Tvistigheder derved kunde opkomme, tildels af sub- jective Grunde, som jeg overlod til Directionen selv at gjette -- Lumholtz's Trættekjærhed og Stivhed nemlig. Den sidste Forandring derimod var i høi Grad ønskelig, og derhos mulig at iværksætte, kun lod det sig neppe gjøre, før Vacance i et af Kaldene indtraf. 12te September.    Schmidt skriver, at han ogsaa har faaet et svensk Brev tilsendt, ligelydende med det til Cappelen. Han var deri kaldet Doctor, men havde, trods denne Værdighed, hvortil man havde ophøiet ham, sendt dette "gemene Smøreri" til Vicestatholderskabet. Der svæver for min Sjel en Tanke, s.67   som jeg gjerne vil undertrykke, at Mennesker, jeg kjender meget vel, at endog en meget kjær Ungdomsven14 af mig er middelbar Deeltager i denne Affaire. Maaskee tager jeg feil, og det skal inderligen glæde mig, men da jeg ogsaa passerer for en Mand af Talenter, der vel ikke vare saa aldeles ubrugbare, naar jeg for Alvor anvendte dem for eller imod en Ting, saa skulde jeg næsten troe, at Vedkommende kjende mine Grundsætninger bedre end Schmidts, og derfor vente af ham, hvad de med Grund formode aldrig at kunne vente af mig. 1  tilbake Selsk. f. N. Vel havde allerede 1810 nedsat en Commission til Ud- arbeidelse af en "orthographisk Ordbog"; Arbeidet skal have været temmelig vidt fremskredet, men intet deraf kom for Lyset. M. Birke- land, Selskabet for Norges Vel 1809 -- 1829, S. 65. 2  tilbake Dette Flyveskrift findes aftrykt i Y. Nielsens Grev H. Wedel-Jarls- berg og hans Samtid, I, 527 fg. 3  tilbake Jens Aars, dengang Biskoppens Vicarius i Enebaks Kald, død 1834 som Sognepræst til Lier. Erlandsen, Tromsø Stifts Geistlighed, S. 201. 4  tilbake Dens Medlemmer var foruden Pavels Kammerherre Anker, Præ- sterne Sigvardt, Neumann og Wulfsberg, Proprietær Glad, Over- lærer Flor og Apotheker Maschmann. "Den norske Bondeven" ud- gaves af Selskabet for Akers Sogns Vel. 5  tilbakeNeumanns rationalistiske Oversættelse af Luthers Catechismus (Chr.a 1811) negtedes Autorisation, cfr. J. P. Mynsters Blandede Skrifter, V, 278 -- 279, og L. Koch, Den danske Kirkes Historie 1801 -- 1817, S. 170 -- 171. 6  tilbake Om denne oftere nævnte Mand se Y. Nielsen, Grev H. Wedel- Jarlsberg, S. 554, L. Daae, det gamle Christiania, S. 342 fg., P. A. Heibergs Erindringer 219, 283, 285, Fr. Schmidts Dag- bøger p. fl. St., Huitfeldts Chr.a Theaterhist. og C. B. Dunker, Gamle Dage ligesaa. Efter i 1814 at have været ultrasvensk, drog han siden yderst misfornøiet til Kjøbenhavn, hvor han blev dansk Undersaat og Generalkrigskommissær og døde. Se herom Breve fra Danske og Norske ved L. Daae, S. 87, 148. 7  tilbake Udkom aldrig. 8  tilbake Rimeligvis Johan Christian T. (Biskoppens Fader), der døde 1860 som Sognepræst til Modum og var nøie forbunden med Professor S. J. Stenersen. 9  tilbake Rimeligvis den senere Generalmajor B. N. Garben. 10  tilbake Ved en Festlighed paa Kongens Fødselsdag i Selskabet for Akers Sogns Vel i Anledning af Universitetets Stiftelse. 11  tilbake Immanuel Christian Grave, Sognepræst til Saude i Thelemarken, udgav 1813 "Nationale Fortællinger", senere udkomne i flere Oplag, første Gang efter Foranstaltning af Selsk. f. N. Vel. 12  tilbake Da tilhørende Ludvig Mariboe. 13  tilbake Om Waisenhusets Skjebne i den følgende Tid se B. Moes Tidsskr. f. d. norske Personalhistorie, I, S. 382 -- 383. Det maatte kort efter Fideicommissets Opbud (1819) midlertidig nedlægges og traadte først 1851 atter i Virksomhed. 14  tilbake Udentvivl Peter Hount, Sognepræst til Berg og siden bekjendt som ivrig Ven af Foreningen med Sverige. Cfr. Pavels's Autobio- graphi, S. 29 fg.

bla bakover

bla videre