|
22de April. Jeg havde to Visiter, først af Hospitalspræsten Wel- haven,1 en Mand, der efter Susons Ord i Figaros Gifter- maal, kan med Sandhed siges at gaae og tale med Action. Saadan uregelmæssig Gang, saadanne heftige Armbevægelser, | |
| s.18 | saadan lidenskabelig Declamation har jeg i rolig Conversation fast aldrig seet eller hørt. Det er imidlertid ret godt, hvad han siger, og han havde et og andet at fortælle af Verdens Løb, der sagtens kunde bringe Sindet i Oprør. -- Sagen var den anden. Han medbragte Litteraturtidenden, hvori Recensenten af Saga forsvarede sig mod Grundtvigs Anke.2 Den gode Grundtvig er mig en uendelig trættekjær Person. Jeg har paa de sidste Tider yndet ham meget, men er nær ved at sadle om. Det er overalt intet elskværdigt Charakteer- træk at tro sig enhver Bitterhed tilladt mod den, hvis Mening afviger fra vor, og saa ikke taale ringeste Modsigelse, men føle sig fornærmet ved alt, hvad der siges imod os. I vore Dage er nok ingen Forfatter Terrorist i den Grad som Grundtvig. Vore gamle Psalmer og deres store Fortrin i Henseende til Kraft og Fynd for de allernyeste, i hvor langt de end staae tilbage i Correcthed, var i Aften Samtalens Æmne mellem mig og min Moder. Vi reciterede Vers, som vi i vor Barndom og Ungdom lærte udenad, og hvortil neppe i høi Begeistring eller rørende Inderlighed findes Mage i den evangelisk-christelige Psalmebog. Det var et bedrøveligt Stykke Arbeide, at man havde saadan Hast med at faae den indført. Det fattedes kun, at vi med lige Overilelse skulde faaet Boi- sens Liturgie. Havde man kun oppebiet denne Tid, hvad kunde ikke en Grundtvig og flere udgivet! og hvilken ganske anden Aand end den kraftløse Riberske kunde og vilde udbredt sig over det Hele! Thaarup vilde da ogsaa taget kraftigere Haand deri end paa den Tid, da han i hver Samtale udgjød bittre Sarcasmer over Psalmecommissionens Omkalfatringer. |
| s.19 |
23de April. Det er ikke frit for at Grübelings punktlige Ankomst og Bortgang netop ved et bestemt Klokkeslet keder en Smule. Naar Klokken slaaer fem gruer jeg for, hvad man skal tale om i de to følgende Timer, og jeg elsker ordentlig det gamle Hollandske Slaguhr, der slaaer hver halve Time, da jeg hver Gang kan beregne: nu er der kun en heel, nu en halv Time til den slaaer syv, og i samme Minut veed jeg han griber sin Hat og tager Afsked. Manden er aldeles ikke uinteres- sant, men hvad der saaledes evig skal gjentages, aldrig kan udeblive, aldrig forkortes, det trætter dog tilsidst. Om Aftenen fortalte min Moder en Anekdote, som jeg dog maa optegne her. En Præst paa Vestlandet ved Navn Willum Schjøtt3 (det er vel 100 Aar siden) havde en Dag Ungdommen hos sig, der skulde forberedes til Communion -- Confirmation existerede som De veed dengang ikke. Han var den Dag særdeles misfornøiet med dem allesammen, og for at lade dem føle sin Vrede, lod han fyre ganske umenneskeligt i Kakkelovnen, slog Døren i Laas og gik fra dem. De arme Børn vare færdige at qvæles af Hede, og gave sig tilsidst eenstemmigen til at græde og hyle i deres pinefulde Arrest. Præsten kom nu ind til dem. "Der kan I føle", sagde han, "hvorledes det er i Helvede, og der kommer I allesammen, hvis I ikke lære Jeres Christendom bedre, end I havde lært den idag." 24de April. Ogsaa til Frokost fik jeg, inden min Kirkegang paa denne høie Helligdag, en Anekdote, som jeg maa afskrive. Der var engang i Begyndelsen af det attende Aarhundrede, i det mindste i dets første Halvdeel, i Christiania en Biskop |
| s.20 | Rosing.4 Han havde en gammel Moder, som levede paa en Gaard ikke langt fra Byen, og hende havde han lovet, be- stemt engang om Ugen at besøge. Dette havde han imidler- tid i to Uger forsømt, og nu satte den gamle Kone sig en Søndag Morgen til Hest og reed til Bispegaarden. Der skede Anskrig, at Bispens Moder kom, og Hans Høiærværdighed gik selv ud for at modtage hende; men da han var kommen hende saa nær, at hun kunde naae ham, gav hun ham et dygtigt Ørefigen med de Ord: "Det skal du have, min Søn! fordi du ikke holder det fjerde Bud og glemmer, hvad du er din gamle Moder skyldig." Derpaa vendte hun Hesten og reed hjem, trods alle Bønner og Overtalelser. Tænk om saa- dant var arriveret vor Bech! "Det maa jeg sige!" havde han her med største Føie kunnet udbryde. Idag var jeg i Nykirken. Kirken er ny efter dens Navn, for faa Aar siden afbrændt og igien opbygt, og det sees tydeligen, at dette er skeet i en Tidsalder, der er fattig paa Guld og andet af Oldtidens Pragtvæsen, thi den er yderst simpel, lys og i moderne Smag med Alter, Prædike- stol og Orgel over hverandre, og har ingenlunde det maje- stætisk imponerende som Domkirken. -- Rein viste i sin Præ- diken, at "Enhver Dag, enhver Alder i vort Liv er beleilig til Omvendelse." Hvad han sagde, var sandt og smukt, men der var saa lidet, der fængslede Opmærksomheden. Det ko- stede mig virkelig Møie at samle Tankerne fra Adspredelse, hvor- til især bidrog, at ogsaa han declamerede umaadelig langsomt, og da hans Stemme er dæmpet og Armbevægelserne faa, var hans Foredrag virkelig en Smule søvndyssende. Den (efter Tidsalderens Aand) i mine Tanker mesterlige Bededagsbøn havde jeg ventet af Rein, hos hvem alvorlig, ærbødig Andagt præger sig i Aasyn og Lader, fremsagt mere udtryksfuldt og med dybere Følelse. |
| s.21 |
26de April. Idag var jeg i Korskirken, Bergens tredie Hovedkirke. Jeg kan ikke sige, jeg i Almindelighed ynder Korskirker; denne er imidlertid ret smuk. Den residerende Capellan Brun5 præ- dikede og Kirken var overmaade fuld. Efter et Sted hos Esaias, han havde valgt til Indgangssprog, og som var hans egentlige Text, var hans Thema: "Et Øieblik synes Gud at forlade os, men kun for at omarme os med større Kjærlighed." Hvad jeg fandt at laste var, at Prædikenen lignede mere en- kelte afrevne Fragmenter af et Heelt, end en sammenhængende Tale, og at hans Organ fattes Manddoms Fylde, hvori han ingenlunde slægter sin Fader paa; men ellers var jeg særdeles vel tilfreds med ham. Ingen af de Prædikener, jeg denne Gang har hørt i Bergen, har i den Grad fyldestgjort mig. -- Paa Hjemveien gjorde jeg en Spadseretour i en offentlig Have, som kaldes de Besches,6 og her saae jeg med Glæde disse Vaarens første fødte Børn, en Hob simple Smørblomster, der stode rundt om en lille Dam. Skjønnere og gavmildere er Naturen i vor Egn, naar den vaagner, men o den evig lange Slummer! 27de April. Endnu en af Bergens underlige Skikke: Brylluper, som ellers gjøres meget Væsen af, og hvorved Gjæsterne endog ere forpligtede til at give Brudegave, ere som oftest Mandfolkeselskaber, og Bruden undertiden det eneste Fruen- timmer ved Bordet. Dette gik f. Ex. saavidt hos en Mad. Geelmuyden (en af de Damer, som undertigen besøger min |
| s.22 | Moder), at da hun giftede en Datter bort til Apotheker Bull, havde hun selv Dameselskab af sin Familie i et andet Værelse. Datteren sad ene mellem lutter Mandfolk ved Brudebordet; hendes egen Moder viste sig ikke der under det hele Maaltid. 28de April. Jeg var indbuden hos en Capitaine Geelmuyden, hvis eneste Datter offentligen skulde forloves med en Lieutenant Segelke. Det er et meget vakkert og tækkeligt ungt Par, og forsaavidt var det en glædelig Festdag, men som Gjæstebud var det lidet interessant. Familieforhold og deslige havde samlet en Hob heterogene Mennesker. Kjedsomheden fulgte, saavidt jeg kunde mærke, os allesammen som en tjenstfærdig Lakei fra det ene Værelse til det andet; den ledsagede os ogsaa ind i Spisesalen og tog Plads bag vore Stole. Min Borddame var Grübelings Søster, gamle Oberstinde Thodal, en hjertelig god og snaksom Kone, men som helst snakker om, hvilken Mad hun og hendes Broder kunne lide og hvilken de ikke kunne fordrage. Vi fik fortræffelig Mad, og der var aldeles ingen Sviir, hvilket ogsaa tjener mig bedst. 31te April. Under Forberedelsen til denne Dags Middagssøvn læste jeg nogle virkelig meget fornuftige Tanker hos Tullin om For- nuften. Det er noget af det bedste prosaiske, jeg har læst fra den Haand. I den Tid, da Horrebov, uden at kjende enten Jesus eller Fornuften, hver Uge i sit Blad meddelte Publicum sine løse og vaklende Principer om begge, vilde vistnok "hver halvaarsgammel Viis i Kongens Kjøbenhavn" fundet Tullins Raisonnements yderst latterlige, men nu, da man er vaagnet af Rusen, og erkjender de saare snevre Grændser, der aftegnedes vor egentlige Viden, nu ville vistnok de fleste selv øvede Tænkere finde meget sundt og |
| s.23 | rigtigt i hvad han siger. -- En beslægtet Materie udgjorde Æmne for vor Aftensamtale: Spøgelser. Min Moder er ligesaalidt som jeg overtroisk, men dog vare vi begge enige i, hvad Shakespeare siger, "at der gives mange Ting mellem Himmel og Jord, som Philosopherne ikke begribe." Historier fortaltes om Anelser, Syner, Drømme og desl., som vel Ingen af os virkeligen kunde bekræfte, men som dog heller Ingen af os vovede at forkaste som usande, end sige umulige. 1ste Mai. Vel fremtreen den unge Mai efter Frankenaus Ord "i himmelblaa elysisk Dragt" -- det var klart Solskinsveir, men "englehulde" kan jeg ikke sige hendes Miner vare, thi Luften var kold; allermindst saae man her "den favre Lund ud- sprungen", og neppe nok er den det i Danmark, om Natter- galen er nu ikke Tale. For mig Østlænding synes vel For- aaret, i Sammenligning med det jeg er vant til, vidt avan- ceret, men her klager man gudsjammerligt især over Foder- trang, da man længe før denne Tid pleier at slippe Creatu- rene ud, og nu maae man føde dem paa Stald. Min Moder og jeg havde et Besøg af Biskoppen. Han medbragte det kongelige aabne Brev om Universitetet, hvoraf jeg seer, at den Dag, jeg fylder mit 46de Aar,7 om jeg op- lever den, bliver den meest glimrende Festdag, Norge har seet i Aarhundreder. Selv Bergen maa da jubilere, enten den vil eller ikke. Jeg lod mig ogsaa engagere af Biskoppen til at prædike i den skjønne Domkirke 6te Søndag efter Paaske. Han opmuntrede mig, og jeg havde selv Lyst dertil, da Tiden falder mig lang uden Embedsforretninger og andet viden- skabeligt Arbeide, og jeg desuden vel heller aldrig har præ- |
| s.24 | diket i saadant et herligt Tempel. -- Han havde nylig faaet et Brev fra Ordenscantzleren til Svar paa en Taksigelse, han efter Skik og Brug (som jeg hører) havde indsendt for sit Commandeurkors. Han havde der sagt, at det han herefter som Olding kunde gjøre for Konge og Fædreland var for ubetydeligt til at gjengjælde en saadan Naade, men at han havde 34 Børnebørn, hvilke han, saa længe han levede, vilde efter deres Alder og Forstand indprente, hvad de skyldte en saadan Konge og et saadant Fædreland, og at det tilkom dem i sin Tid at betale deres Bedstefaders Gjæld. Dette Brev havde Moltke viist Kongen, og denne overdraget ham hjerteligen at takke Brun, hvorover denne ikke var lidet glad og stolt. 2den Mai. Tilligemed en Billet fra Biskop Brun, hvori han ind- bød mig til imorgen Aften, fik jeg den epistola encyclica, hvorom jeg skrev under 13de April. Nu har da dette be- undringsværdige Foster seet Dagens Lys, er trykt i Kjøben- havn, henved 2 Ark stort, med alle 12 Bispers For- og Til- navne, samt de Gradueredes Dr. og indeholder -- nogle meget trivielle Anmærkninger og Formaninger om at afværge Ægteskabsskilsmisse i Anledning af den sidste Forordning desangaaende. Jeg maatte skamme mig i mit Hjerte, om jeg ikke paa min Ordinationsdag for 19 Aar siden havde vidst hvert Ord, Münter her fortæller os, og om jeg ikke i min hele Embedstid efter Evne og Leilighed troeligen har fulgt de Regler, her gives. Men ogsaa maa jeg tilstaae, at jeg har oplevet Tilfælde, som den meget lærde, men for sund Sands og Erfaring blottede Münter aldrig har tænkt sig eller kjendt, og hvor de Regler, han foreskriver, vil være omtrent ligesaa virksomme, som om jeg vilde gaae ned i Stuen og moralisere for min Moders arrige og lunefulde Hund. Over- |
| s.25 | alt, naar begge Rigers Biskopper vilde træde sammen og for- enede tale til begge Rigers Geistlighed, burde det dog være over et vigtigere Æmne og i en høitideligere Anledning end nærværende. Var en saadan Circulairskrivelse omsendt, da Revolutionen mod Enden af det attende Aarhundrede frem- bragte den betænkelige Gjæring i Religionsvæsenet, var det skeet i de Dage, da Boisens Liturgie skulde været indført, var det over en saadan almeen interessant Sag, der desuden havde nye eller miskjendte Sider at betragtes fra, var det derover et saa ærværdigt Corps havde meddeelt den øvrige Geistlighed Raad, Opmuntring, Veiledning, eller hvad det nu kunde være -- det vilde imponeret og vakt Ærefrygt, men dette falder ved Gud næsten i det latterlige; thi jeg seer ikke andet, end at de 12 Bisper kunde skiftes til i Aarets 12 Maaneder at skrive Geistligheden i sine Collegers Navn et ligesaa vigtigt Brev, saa at man fik et hver Maaned. "Det er en Lykke, det er paa Latin", sagde Brun, "sligt klinger aldrig saa godt paa Dansk." Jeg tilstod det, men sandelig, man kunde fristes til at oversætte det til hver Mands Brug og Bedste, at Publicum kunde see, hvilket Foster, det med saamegen Bulder fødende Bjerg frembragte. -- -- -- Tilgiver mig, kjære Veninder! denne lange Prædiken, men jeg maatte udøse min Galde, og da denne Dagbog næsten er den eneste Correspondance jeg fører, maatte jeg nedskrive her, hvad egentlig blot kan interessere Schmidt og, med tilbagegangen Tids Erindring, tildeels Ottesen.8 |
| s.26 |
3die Mai. Jeg var idag i Stadens fjerde Hovedkirke: den tydske. Man kan see, at Tydskerne engang have spillet en stor Rolle i Bergen. De 30 -- 40 Familier, Menigheden nu bestaaer af, havde ikke behøvet, kunde heller ikke bekostet en saa stor, prægtig Kirke. Dens Orgel roses som Byens bedste og Or- ganisten udmærker sig som god Musicus. Sangen gik med megen Orden og Høitidelighed, kun at Psalmerne havde været kortere og opbyggeligere! Vi havde fire temmelig lange Psalmer, alle handlende om Bønnen. To af dem især, der umiddelbar fulgte paa hinanden, vare paa een Melodie og af eet Indhold, kun med den Forskjel, at den Syngende i den første (af Gellert) fortalte sine Medchristne, og i den anden fortalte Gud, hvorom man burde bede og hvad Nytte, man havde af Bønnen. I en af dem fandtes endog den Idee, at man, ved at forsømme Bønnen, letteligen kunde gaae glip af et og andet Gode, Gud ellers havde tiltænkt os. -- Præsten Hr. Christiansen9 har vundet Celebritét her i Byen som Prædikant, men jeg kan neppe sætte ham over omtalte Hr. Hysing. "Hvad det er at bede" var Spørgsmaalet, han paatog sig at besvare. Han svævede i Førstningen vel høit blandt "de Myriader af Himmellegemer, der glimre og glindse paa Firmamentet"; item omtalte han vort Aarhundredes Op- dagelser. Undertiden gik han heelt fra sit Thema og berørte Ting, som ikke stod i fjerneste Forbindelse med Bønnen. For mig var han intet stort Lys, og jeg hørte ham neppe oftere, om jeg blev her noksaa længe. Iaften var jeg da hos Biskoppen i et lidet Selskab, meest bestaaende af Familie, hvor jeg første Gang saae Bisp- inden. Hun er meget gigtsvag, og gaaer møisommeligen med |
| s.27 | en Stok; hun skal ogsaa være meget melancholsk, og denne Sygdom er gaaet i Arv til alle hendes Døttre. 6te Mai. Da jeg imorges vaagnede og saae ud af Vinduet, var alt bedækket med Snee. "Den gik og kom, og kom og gik Alt efter gammel Skik" den hele Dag, og denne lange Dag fra Morgen Kl. 7 til Aften Kl. 11 ventede jeg forgjæves efter Posten. Bergen er Rygternes, især de urimelige og dumme Rygters Hjem. Saa- ledes fandt man det nu rimeligt at Postgangen gjennem Sverige var spærret, som om det kunde have Indflydelse paa Postgangen over Fillefjeld! -- Syngestykket Adolf og Clara og Holbergs Gert Westphaler opførtes i Aften. Jeg veed ikke, om Nogen af denne Dagbogs Læsere kjender det første, en nydelig Bagatel om et barnagtigt ungt Ægtepar, som holde ret meget af hinanden, men da hver har nogle Luner, de ei vil aflægge, bilde de sig ind, at de ere ulykkelige og vil skilles ad. For at revse og helbrede dem, faaer Konens Onkel, en Minister, dem under et Paaskud hver for sig af- sendt til en af hans Venner, der beboer et gammeldags gothisk Slot, og modtager dem som Arrestanter i sin Fæst- ning, hvor han agerer Commandant og hans gamle Portner Slutter. De blive i Begyndelsen meget forbausede ved at mødes, men i deres ennuiante Eensomhed forlibe de sig snart (altfor snart) igjen i hinanden, tilsværge hinanden evig Troe- skab, og beslutte, da Commandanten ei vil give Slip paa dem, med Livsfare at rømme fra Fæstningen. Det opdages, og efter først at have sat lidt Skræk i dem, aabenbarer den gamle Herremand dem Ministerens Plan, og alt er saare godt. Jeg har seet Stykket i Kjøbenhavn, og der skulde noget til at udholde Sammenligningen; imidlertid maa jeg |
| s.28 | tilstaae, at hos ingen af vore Bergensere enten Spil eller Sang kunde kaldes maadeligt, end sige slet, og havde blot Commandanten (Bøschen) været fastere i sin Rolle, og Slut- teren (Henr. Meyer) udført sin paatagne martialske Charak- teer med lidt mindre Carricatur, vilde jeg seet Stykket med sandeste Fornøielse. Begges Sang var uforbederlig. Det unge Pars (Apotheker Bulls og Jfr. Monrads) Syngestemmer vare meget gode, skjøndt mindre udmærkede end hines; der- imod var deres Spil fortrinligt, fornemmelig Bulls. -- Over Gert Westphaler fornøiede jeg mig ikke halv saa meget. Det er sandt, Hovedrollen blev ypperlig spilt af Overkrigscom- missair Mohr (Lindgreen spiller den ikke bedre), men de andre Roller -- ja de ere rigtignok utaknemmelige, men de havde heller ikke her det ringeste at takke for. Jeg traf en Mængde Mennesker, som jeg kjendte og talte med, og gjorde to nye Bekjendtskaber: Justitsraad og Borgermester Lund,10 der i Cultur meget udmærker sig for Christiania Borgermester,11 og en gammel Kjøbmand Sagen, Digterens Fader, der synes ved sin Søn at have faaet mere Kjendskab til og Smag for Litteraturen end ellers er almindelig hos Bergenserne, især af Handelsstanden. 8de Mai. Istedetfor at gaae i Kirke, læste jeg en Prædiken for min Moder: min egen om Trøst ved Venners Grave. I den Anledning førte vi en lang Samtale om det tilkommende Liv, især Venners Gjensyn, og det rørte og glædede mig at høre, hvor lyst og fornuftigt hun tænkte herom. Vi vare begge enige i, at naar man vil philosophere over den Sag, |
| s.29 | er der mere, som taler imod end for den, men at det er saare trøstende at troe og mistrøstende ikke at troe den, og at Gud, som har nedlagt denne anende Længsel i vore Hjer- ter, kan ikke lade den utilfredsstillet, naar vor Existents skal vedblive, og maa vel altsaa vide et Middel, som vor Philo- sophie ei opdager eller fatter, til at opfylde den. 9de Mai. Endelig ophørte det at snee, og vi fik en ægte Bergens Regndag til Glæde for hver christen Sjel, som dog nu med Grund tør haabe, at Vinteren er forbi. Iøvrigt herskede her samme Stilhed som igaar; jeg lærte min Prædiken udenad, og talte ikke med andre end min Moder og vore daglige Besøgere. -- For at bøde noget paa disse Dages eensformige Tomhed, fortæller jeg nok en af Bergens abderitiske Skikke. Istedetfor at ellers unge Mennesker af Opdragelse, især Piger, paa deres Confirmationsdag holde sig hjemme i al Stilhed, modtage vel Gratulationer, men tør ikke lade sig see paa Gaden, allermindst i deres Confirmationsstads, er det her Skik, at de om Eftermiddagen gaae eller kjøre omkring og præsentere sig for deres Forældres Venner og Velyndere, om de endog ere dem personligen ubekjendte. Saaledes fortalte min Moder om adskillige unge Piger, som hun aldrig havde seet enten før eller siden, men som paa deres Confirmations- dag havde været her og gjort deres Reverents. 10de Mai. Domkirken var propfuld. Man siger, at den skal kunne rumme 4000 Mennesker. Denne Vrimmel, som paa engang kunde oversees, da Vinkler og Udbygninger ei existere i denne Kirke, var et ret heel imposant og opmuntrende Syn. I Henseende til Prædikens Udførelse er jeg (uden Egenros) tilfreds med mig selv. |
| s.30 |
13de Mai. En deilig Dag! Her har man dog virkelig Vaar, som vi paa Østlandet dog kun vide lidet af. Sneen ligger vist- nok endnu paa de høie Fjelde, men iøvrigt er Marken grøn. Sommeren bebudes overalt, men ak! ogsaa Vaarens sæd- vanlige Følgesvend Skjørbuggigten i mine Been har ind- fundet sig! 14de Mai. Idag er her i Byen indtruffet et Dødsfald, som har frapperet alle. Den forhen omtalte Præsten Stuwitz, en sund stærk Mand, 41 Aar gammel, døde efter 8 Dages Sygdom. Han prædikede Christi Himmelfartsdag, men var da allerede syg og sagde ved sin Hjemkomst: "Jeg kommer nok aldrig mere paa Prædikestolen", begyndte kort efter at phantasere og laae saaledes i hidsig Feber uden Samling til idag, da det var forbi. 15de Mai. Præsten Irgens var her for at consulere mig angaaende de Mænd, man i disse Tider henvender sig til, naar man vil søge geistlig Befordring.12 Jeg har miskjendt denne Mand, og fundet ham flau og tom, men det er han virkelig ikke, naaer man nøiere lærer at kjende ham. |
| s.31 |
16de Mai. General Lowzow har nu ogsaa faaet Commandeurkorset syet paa sin Morgenfrakke; han tør maaskee ogsaa have det paa sin Nattrøie, at, om Nogen tog ham paa Sengen, det strax kunde erfares, at han er den Mand, Kongen ærer. -- Jeg havde atter Besøg af Præsten Irgens, som medbragte nogle Prædikener til Gjennemlæsning, og bad mig derhos give ham Raad, hvorvidt jag fandt det tjenligt, at han lod et Par af dem trykke og tilligemed sin Ansøgning om Kors- kirkens Sognekald sendte Kongen dem som en Slags Legiti- mation for hans Duelighed. Hvad hermed vil udrettes, kan jeg ikke vide, men jeg maa tilstaae, at Prædikenerne vare vel udarbeidede, at hans Religionslære er sund og ægte christelig, og at hans Sprog er reent og paa sine Steder skjønt. Man siger, og han erkjender i visse Maader selv, at han ikke ud- fører dem meget vel, og det er ret beklageligt, thi ellers vilde jeg, Rein undtagen, sande Bispens Ord, at han er Byens bedste Prædikant, ham selv naturligvis heller ikke iberegnet. 17de Mai. Første Pintsedag. Jeg var atter i Nykirken. Altfor lidet er her i mine Øine for Sandserne. Til Aandens Op- løftelse, saalænge den boer i et skrøbeligt Legeme, hører meget mere, end man finder her. Jeg veed vel, at jeg hermed des- værre bryder Staven over min egen Slotskirke, men den har jeg heller aldrig forsvaret eller rost. Nykirken er, som jeg før har sagt, lys og simpel, men den ligner dog mere en Stue end en Kirke. Man stemmes ikke til høitidelige Følel- ser ved at træde ind i den. Orgelet er for en saadan stor Kirke for lidet og uanseeligt, og forved Alteret er en Døbe- anstalt, som hidses ned, naar den skal bruges og skal nok være i moderne Stiil, men seer i den svævende Stilling meget grotesque ud. To store Lys stod paa Alteret, som første |
| s.32 | Pintsedag ikke vare tændte; det var, syntes mig, ogsaa at drive Oekonomien og Skjødesløsheden vel vidt. -- Det første Rein kommer paa Prædikestolen, imponerer han; det er, som en Stemme lyder fra Gravene; den vækker i første Øieblik til høitidelig Andagt, som dog siden kølnes, naar denne Tone eensformig og uforandret er hørt en halv Time. Det var et besynderligt Æmne, han havde valgt til en Pintseprædiken: "Vi bør vandre saaledes med hverandre som de, der engang skulle skilles ad." Sandt og skjønt udviklede han dette, men paa det christelige Samfunds Stiftelsesdag kunde man have ønsket, han havde gjort, hvad en enfoldig Kræmmer i Kjøben- havn roste mig for i mine Studenterdage: "Det er saa smukt med Pavels; han præker altid om Religionen." 18de Mai. Den aldeles uventede Fornøielse, at høre Biskop Brun prædike, nød jeg idag, da han lod sig høre i Kors- kirken for en utællelig Folkemængde. Det er virkelig en Hjertens Glæde at høre den Mand, i hvor lidet man end kan bifalde alt, hvad han siger. Intimationen til Sangen hentede han saare vidt fra Caleb og hans Speidere i Canaans Land, og de Vindruer, han medbragte. Men Anvendelsen var saare deilig; man henreves saa ganske, at det var fast umuligt ikke at synge med Andagt -- naar kun Verset ikke var blevet gjentaget. Prædikenen selv overraskede mig virkelig i Bruns Mund. Jeg troede ham ikke istand til, allermindst paa en Pintsedag, at holde en heelt igjennem moralsk Præ- diken, uden Indblanding af noget Dogme, og det gjorde han dog. "En god Samvittigheds Kjendetegn" var hans Thema. Hist og her faldt maaskee Behandlingen vel tør, ogsaa ere hans udvortes Gaver ikke saa aldeles heldige, naar han skal docere, som naar han vil røre eller ryste, men da er han uforlignelig. En Fremmed, som ikke forstod et dansk Ord, |
| s.33 | vilde beundre ham. Et Sted især om hvorledes det, som her er skjult, paa hiin Dag skal aabenbares, vilde jeg have undt Eder alle, kjære Venner, at have hørt, og I vilde vel til- staaet, at I aldrig havde hørt en herligere Tale. Hans Been havde lidt meget ved denne Anstrængelse; ved sin Hjemkomst maatte han gaae tilsengs; ogsaa med ham er det vel snart forbi. Iaften var jeg ene med min Moder. Hun talte lidet, men syntes bedre tilmode end mig. -- Her skriver jeg nu for sidste Gang. Imorgen ved disse Tider -- Gud veed hvor mange Mile jeg da er herfra! Veiret er deiligt og Vinden føielig. Saa sidder min stakkels gamle Moder ene, og hver Dag føres jeg længre fra hende, og hun seer mig vist aldrig mere her. Nu god Nat, mine Venner! min bliver vist ikke meget rolig. Mit Been værker, og min Sjel er inderlig -- inderlig bedrøvet. Gud styrke os alle! 19de Mai. Uventet kom Biskoppen, da vi drak Thee, og sad en halv Times Tid hos os. Afskeden var kort; min Moder havde sin sædvanlige rolige Fatning. Hendes sidste Ord til mig vare: "Farvel, min Søn! og Tak for hver Time, vi have kjendt hinanden." Reisen var heldig. Jeg avancerede otte Mile, til Fjeld- berg Præstegaard, hvor man ventede mig efter et Brev fra Biskoppen, og hvor jeg modtoges af Præsten Brun,13 en jo- vialsk og elskværdig ung Mand, som en Lysets Engel. 20de og 21de Mai. Til Frokost tracterede min Vert med en excellent Mal- vasier-Madera. Saaledes leve Præsterne i Bergens Stift! |
| s.34 | Den rige Provst Lassen paa Gran tracterede med Øl, og her er den tredie bergenske Præst, hos hvilken jeg til simpel Fro- kost har drukket Madera. Reisen fortsattes først paa Baad til Øhlen, og derfra spadserede jeg 3 Fjerdingvei til Sandeid. Under mit Ophold der hørte jeg af de meget skikkelige Bønderfolk, at deres nye Præst,14 Hr. Cordsen, hverken første eller anden Pintsedag kunde prædike, fordi han var -- fuld! Zetlitz var hans For- mand. Han drak aldrig ene, sagde de, man kaldte til sig Matroser, naar intet andet Selskab var at faae. Ogsaa hans Formand drak. "Det er underligt med os", sagde de, "vi kan næsten ikke mindes den Tid, at vi jo havde en Præst, som var forfalden til Drik." Det gik nu atter til Baads til Stavanger, hvor jeg aflagde Visit hos Agent Kjelland, og selv uforskyldt fik to Visiter, begge mig aldeles ubekjendte Mænd: Sognepræsten, Provst Støren, der fast han er Kjøbstadpræst og har engang været Stiftsprovst,15 saae ud som det livagtige Guds Ord fra Landet; og Præsten til Rennesøe, Hr. Oftedahl,16 en yderst fiin og elegant Mand, som jeg kun kan sammenligne med Prof. Brorson i Kjøbenhavn eller Dr. Neumann i Asker, iøvrigt her i Egnen berømt som Taler, hvorfor og Stavanger Præster, i grundet Følelse af deres Ringhed og Ubeqvemhed til at sige noget om det norske Universitet, fik ham til at holde Tale 11te December. Begge Mænd syntes ellers, hver i sit Slags, at være heel agtværdige. 1 tilbake Joh. Ernst Welhaven (Prof. W.s Fader), Hospitalspræst i Bergen,  1828 som res. Cap. til Domkirken sammesteds (Forf. Lex.). EnCharakteristik af ham ved P. A. Jensen i Ill. Nyhedsbl. 1863 No. 50. Han omtales ogsaa i F. W. Schuberts Reise durch Schweden, Nor- wegen etc. Leipzig 1824. III, S. 162 fg. 2 tilbake Grundtvig udgav en Nytaarsgave for 1812 under Titelen "Saga", der recenseredes i Lit. Tid. 1811 No. 36, Grundtvig svarede i Kjø- benhavns Skilderi 1812, No. 22, og Recensenten atter hertil i Lit. Tid. 1812, No. 6. 3 tilbake Udentvivl Wilhelm Schjøtte, Sognepræst til Lunde paa Jæderen 1715 -- 1723, se om ham Faye: Chr.sands Stifts Bispe- og Stifts- historie, S. 289. 4 tilbake Hans Rosing, Biskop i Christiania 1664 -- 1699. Om hans Moder se L. Daae, Throndhjems Stifts geistl. Historie, S. 114 -- 115. 5 tilbake Christen Brun, Biskoppens Søn, som Stiftsprovst og Sognepræsttil Domkirken 1847 (Forf. Lex.). 6 tilbake Efter den i 1787 døde Apotheker Joh. Carl de Besche, om hvem se J. N. Brun, Mindre Digte, S. 184 -- 197, hvor Haven beskrives og bedømmes. 7 tilbake 1ste August 1815, til hvilken Tid Universitetet skulde være i fuld Virksomhed. 8 tilbake Realf Ottesen, siden Sognepræst til Sande i Jarlsberg ( 1860),en Svigersøn af Grosserer P. v. Cappelen i Drammen, hvis Hustru hørte til Pavels's Omgangskreds. Ottesen var i hine Aar udtraadt af den geistlige Stand og Associé i Svigerfaderens For- retninger. 9 tilbake Peder Christiansen, en Tydsker. 10 tilbake Justitsraad Johan Mich. Lund, 1824, Forf. af Øvre ThelemarkensBeskrivelse. 11 tilbake Nicolai Diderik Osterhaus, 1822. 12 tilbake Marcus Frederik Irgens, Biskop O. Irgens's Søn og res. Cap. til Domkirken, søgte da efter Stuwitz Korskirkens Sognekald, som han ogsaa fik. Døde i denne Stilling som Stiftsprovst 1820. Han havde til Concurrent Biskoppens Søn Chr. Brun, for hvem Faderen af alle Kræfter arbeidede, men Irgens feirede ved personlig at reise til Kjøbenhavn og tale sin Sag hos Frederik VI., understøttet af Biskop Münter. Dette fremkaldte et spændt Forhold mellem Irgens og Familien Brun, der endog varede ud over Biskoppens Død. Se D. Thrap i Theol. Tidsskr., udg. af Caspari m. Fl., Bd. IX, S. 477 fg. samt Gammelt nyt om og af Biskop J. N. Brun ved J. N. Brun, Chra. 1877, S. 509 -- 516. 13 tilbake Augustinus Meldal Brun (Forf. Lex.), en Brodersøn af Biskoppen ( 1833), cfr. Norsk Maanedsskrift, udg. af D. Meidell, II, 480 fg. 14 tilbake Til Vigedal i Ryfylke. 15 tilbake I Christianssand. Henrik Eilert Støren døde 1822 i Stavanger. Se om ham A. Erlandsen, Biogr. Efterr. om Geistligheden i Thrond- hjems Stift, S. 493 -- 494. 16 tilbake Laurentius Andr. Oftedahl, Eidsvoldsmand, 1843 som Sogne-præst til Eker. D. Thrap, Bidrag til den norske Kirkes Historie i det 19de Aarh., S. 322 fg. |